Praksis

syri20219

Nævnet meddelte i januar 2021opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk kurder og sunni-muslim. Hun er født i [by], Al-Hasakah, Syrien, hvor hun boede frem til omkring 1996. Derefter flyttede hun med sin familie til Damaskus, hvor hun boede frem til begyndelsen af 2014. Klageren flyttede i begyndelsen af 2014 tilbage til [by], hvor hun opholdt sig frem til sin udrejse i slutningen af 2015. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i sommeren] 2016 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygtede krigen og de generelle forhold i Syrien. Videre henviste hun til, at det kurdiske parti, der havde kontrollen i [by], krævede, at kvinder også skulle bære våben. Udlændingestyrelsen har [i sommeren] 2020 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at der er indtrådt en forbedring af de generelle forhold i Damaskus, og at denne forbedring ikke antages at være af helt midlertidig karakter. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse henvist til, at hun frygter overgreb fra myndighederne, fordi hun er kurder fra [by], fordi hun er i familie med en kurdisk martyr, idet hendes søster [A] som medlem af YPJ i efteråret 2014 blev dræbt i kamp mod IS, og fordi hendes to brødre har været politisk aktive som modstandere af det syriske regime. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge klagerens forklaring til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren og hendes mor, [B], samt hendes søster, [C], hvis sager sambehandles med nærværende sag, i alt væsentligt har forklaret troværdigt og enslydende om deres asylmotiv. Flygtningenævnet lægger herefter til grund, at klageren og dennes søster og mor efter at have boet i Damaskus i en længere årrække flyttede tilbage til og bosatte sig i deres oprindelige hjemby [by] i det kurdisk kontrollerede område på grund af krigen i Syrien, hvorunder deres bolig blev ramt af en bombe, og fordi søsteren [A] blev dræbt. Klageren og hendes mor og søster boede i [by] i ca. et år, hvorefter de flygtede og udrejste illegalt fra Syrien, fordi blandt andre IS kom tættere og tættere på byen. Klagerens to brødre fik opholdstilladelse i Danmark i henholdsvis 2010 og 2014, begge efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at klagerens søster, [A], var medlem af YPJ, at hun blev dræbt i kamp mod IS i efteråret 2014, og at hun fik en martyrbegravelse. Flygtningenævnet finder, at klageren som kurder efter at være udrejst illegalt af Syrien og som nært familiemedlem til en martyr fra en kurdisk oprørsgruppe og i den forbindelse endvidere som nært familiemedlem til to kurdere, der er politiske modstandere af det syriske regime, sammenholdt med de foreliggende baggrundsoplysninger om de syriske myndigheders overgreb f.eks. ved afhøringer og fængslinger har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for forfølgelse fra de syriske myndigheder omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse [fra sommeren] 2020, således at klageren har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” syri/2021/9/CARA

syri202121

Nævnet stadfæstede i februar 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ” Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk araber og sunni-muslim fra Aleppo, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive anholdt, straffet og indkaldt til militærtjeneste af myndighederne. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han ikke ønsker krig eller at slå andre mennesker ihjel. Klageren har videre oplyst, at hans familie efterfølgende flere gange er blevet opsøgt af myndighederne, som har spurgt efter ham, og at hans far i den forbindelse blev tilbageholdt af myndighederne en enkelt gang. Flygtningenævnet finder i lighed med Udlændingestyrelsen, at klageren som mandlig syrisk statsborger i den militærpligtige alder risikerer at blive indkaldt til at aftjene militærtjeneste i Syrien, hvilket han ikke ønsker, og at han isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det fremgår af udlændingelovens § 31, stk. 2, at en udlænding, der er omfattet af § 7, stk. 1, ikke må udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse af de i flygtningekonventionen anførte grunde, eller hvor udlændingen ikke er beskyttet mod videresendelse til et sådant land. Flygtningenævnet finder ligesom Udlændingestyrelsen, at udlændingelovens § 31 er til hinder for tvangsmæssig udsendelse af klageren til Syrien. I henhold til udlændingelovens § 49 a, 2. pkt., skal en afgørelse om, at udlændingen ikke kan udsendes, jf. § 31, tillige indeholde en afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud efter § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter blandt andet §§ 22-24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Afvejningen skal for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionen. Efter flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, kan en flygtning, der er omfattet af konventionen, udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses som en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Der skal herefter foretages en proportionalitetsafvejning i relation til grovheden af den begåede forbrydelse i forhold til, om der er særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, der taler for at give klageren opholdstilladelse. Ved Vestre Landsrets ankedom fra [vinteren] 2020 blev klageren for overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1, og § 281, stk. 1, straffet med fængsel i seks måneder og udvist med et indrejseforbud i seks år. Klageren blev dømt for i forening med to andre at have overfaldet en person foran dennes bopæl, hvor der blev udøvet betydelig vold bl.a. med redskab og slag med spark på en liggende person. Endvidere blev klageren dømt for i forening med en anden at have begået afpresning mod den forurettede i voldssagen få dage forud for den udøvede vold. Flygtningenævnet finder, at den kriminalitet, som klageren er dømt for, må anses som særlig farlig. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af sagens omstændigheder, herunder karakteren og grovheden af den forbrydelse, som klageren er dømt for at have begået, herunder at klageren og en medgerningsmand få dage forud for voldsudøvelsen havde afpresset forurettede, og at overfaldet blev begået af tre gerningsmænd i forening og efter forudgående aftale og fælles forståelse, herunder ved brug af et redskab, at klageren må betragtes som en fare for samfundet, jf. flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2. Klageren fik opholdstilladelse i Danmark den [i foråret] 2016. Han er født og opvokset i Syrien. Han har ikke familie i Danmark. Han har taget 9. klasse og er i gang med 10. klasse. Han vil gerne studere på universitetet. Han spiller fodbold med sine venner. Han har nogle danske venner. Han har en faster og hendes familie i Danmark. Hans far bor i Syrien, men klageren ved ikke, hvor han er. Han har en søster, der er gift, i Syrien, og en bror i Syrien, der er fængslet. Hans mor og en bror bor i Tyrkiet. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at der ikke foreligger sådanne særlige grunde, som taler for, at klageren kan meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt. Flygtningenævnet finder derfor, at klageren er udelukket fra opnå opholdstilladelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2021/21

syri202120

Nævnet stadfæstede i februar 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunni muslim fra [X], Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [en nærmere angiven dato i efteråret] 2015, og at hun [en nærmere angiven dato i efteråret] 2016 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Advokat [A] har [en nærmere angiven dato i foråret] 2020 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har som asylmotiv henvist til, at hun i Syrien frygter de generelle forhold og den manglende sikkerhed, samt at hendes ægtefælle er blevet genindkaldt til militæret, og at hun ikke kan bo alene i Syrien. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at klageren ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1 og § 7, stk. 2. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at klageren til oplysnings- og motivsamtalen [en nærmere angiven dato i foråret] 2016 har forklaret, at hun ikke har været forfulgt eller udsat for overgreb af asylretlig karakter i Syrien, og at hun ikke har haft konflikter med myndighederne i Syrien. Det forhold, at klageren frygter, at hun ved en tilbagevenden til Syrien, vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb som følge af, at hendes ægtefælle er blevet genindkaldt til militæret, kan ikke begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller § 7, stk. 2. Der henvises til de foreliggende baggrundsoplysninger, hvoraf det blandt andet fremgår, at mange familiemedlemmer til personer, der har unddraget sig militærtjeneste, kan vende tilbage til Syrien uden af at opleve problemer med de syriske myndigheder af asylretlig karakter. De generelle forhold i Syrien kan ikke begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller § 7, stk. 2. Det forhold, at klagerens ægtefælle er meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, kan ikke begrunde, at klageren kan meddeles konsekvensstatus. Nævnet har herved lagt vægt på, at klageren til oplysnings- og motivsamtalen [en nærmere angiven dato i foråret] 2016 har forklaret, at klageren og dennes ægtefælles ægteskab ikke er registreret ved de offentlige myndigheder i Syrien, og at hun alene har boet sammen med sin ægtefælle i 5 dage forud for udrejsen. På denne baggrund, finder Flygtningenævnet, at klageren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Syrien vil være i individuel og konkret risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller individuel og konkret risikofor overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” syri/2021/20/lby

syri202119

Nævnet stadfæstede i februar 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk kurder og sunni-muslim fra Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [en nærmere angivet dato i foråret] 2017 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygtede de generelle forhold. Udlændingestyrelsen har [en nærmere angiven dato i sommeren] 2020 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for klagerens opholdstilladelse ikke længere er til stede. Klageren har som asylmotiv fortsat henvist til, at hun frygter de generelle forhold i Syrien. Klageren har endvidere i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse henvist til, at hun i forhold til ophold i al-Hasakah frygter den tyrkiske hær og den frie syriske hær, og at hun i forhold til ophold i Damaskus frygter, at hun vil få problemer med araberne, som støtter Tyrkiet. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at området al-Hasakah og det kurdiske område i Syrien helt op til Afrin er blevet angrebet af det tyrkiske militær. Også den frie syriske hær skaber problemer i området, og familiens situation er meget værre end før. Hendes datter [A] og hendes to sønner er flygtet til Irak. Klageren har endvidere oplyst, at hun i Damaskus vil få problemer med andre arabere, som støtter Tyrkiet, idet at der i Zorava er mange kurdere, som er flygtet og at området nu har mange arabere. Flygtningenævnet bemærker, at klageren er meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, med henblik på midlertidigt ophold og, at opholdstilladelsen ikke skal forlænges, når de forhold, der førte til tildeling af beskyttelse, ikke længere er til stede. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at nævnet siden sommeren 2019 har vurderet, at de aktuelle forhold i Damaskus ikke længere er af en sådan karakter, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. En nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil udgøre et væsentligt indgreb i hendes ret til privat- og familieliv. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, hvorvidt en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8. Af EMRK artikel 8 fremgår, at enhver har ret til respekt for blandt andet sit privat- og familieliv. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder, jf. artikel 8, stk. 2. Flygtningenævnet finder, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse er et indgreb i klagerens udøvelse af sin ret efter artikel 8, stk. 1, og at dette indgreb har hjemmel i udlændingelovens § 7, stk. 3, jf. § 11, stk. 2, 2. pkt. Flygtningenævnet finder videre, at lovgrundlaget for indgrebet er legitimt og varetager den offentlige interesse i at opretholde en effektiv immigrationskontrol. Flygtningenævnet bemærker derudover, at en håndhævelse af udlændingelovens §§ 7, stk. 3 og 11, stk. 2, 2. pkt., der blandt andet er indført for at afstemme beskyttelsen med behovet, udgør et anerkendelsesværdigt formål, og kan begrunde indgreb efter artikel 8, stk. 2. Det skal herefter vurderes, hvorvidt indgrebet i klagerens rettigheder er nødvendigt for at opnå det angivne legitime formål. Der skal i den forbindelse foretages en proportionalitetsafvejning af statens interesse i ikke at forlænge klagerens opholdstilladelse over for intensiteten af det indgreb, en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil indebære i klagerens ret til privat- og familieliv. Det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, at indgreb i udlændingens privat- og familieliv skal stå i rimeligt forhold til de formål indgrebet skal varetage. Ved vurderingen af, om indgrebet af de grunde, der er anført i EMRK artikel 8, stk. 2, er nødvendigt, skal der altså foretages en vurdering af statens interesse i at foretage indgrebet over for intensiteten af indgrebet i klagerens ret til privat- og familieliv. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse for så vidt angår retten til familieliv, at klageren har familiemæssig tilknytning til Danmark, idet hun har 5 voksne børn i Danmark. For så vidt angår retten til privatliv indrejste klageren i Danmark i [foråret] 2017 som 57-årig, hvor hun indgav ansøgning om asyl og blev meddelt midlertidig opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3 [en nærmere angiven dato i foråret] 2017. Hun har i Danmark arbejdet 3 måneder som rengøringsassistent og har været i praktik hos en genbrugsbutik i 7 måneder. Hun kan hverken tale, skrive eller læse dansk. Hun er født og opvokset i Syrien. Hun har to voksne børn, som fortsat bor i Damaskus, Syrien, og som hun har kontakt med. Hendes søn bor i det hus i Damaskus i Syrien, hvor hun og hendes ægtefælle tidligere har boet i omkring 20 år. Hun har endvidere to søstre og to morbrødre i Syrien, som hun har kontakt med. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren skal vurderes i forhold til Damaskus, hvor hun boede i en lang periode, inden hun udrejste. Flygtningenævnet bemærker endelig, at klageren er meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3 med henblik på midlertidigt ophold, og hun har således siden meddelelsen af opholdstilladelsen i [foråret] 2017 været bekendt med tilladelsens midlertidige karakter. Efter en samlet vurdering af det ovenfor anførte finder Flygtningenævnet, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse ikke er i strid med Danmarks internationale forpligtelser, er legitim, tjener et anerkendelsesværdigt formål og er proportionel og hverken er i strid med EMRK artikel 8 eller Danmarks yderligere internationale forpligtelser. Klagerens opholdstilladelse kan på ovennævnte baggrund ikke forlænges. Der skal herefter foretages en vurdering af, om klageren som følge af individuelle omstændigheder kan meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at klageren ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1 og § 7, stk. 2. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at klagerens frygt for, at myndighederne ved hendes tilbagevenden til Syrien, eventuelt vil anse hende som modstander af systemet, alene beror på klagerens formodning og derfor ikke kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder, at det forhold, at klageren frygter den arabiske befolkning, den syriske regering, det tyrkiske militær og Den Frie Syriske hær, fordi hun er etnisk kurder, ikke kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller, § 7, stk. 2. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det efter baggrundsoplysningerne fremgår, at der ikke sker diskrimination, herunder social diskrimination, rettet mod kurdere fra den arabiske befolkning i Damaskus, og at kurdere normalt ikke møder diskrimination i deres hverdag. Endvidere finder nævnet, at der efter baggrundsoplysningerne ikke er grundlag for at antage, at klageren ved en tilbagevende til Damaskus vil være i risiko for at blive udsat for asylretlige overgreb af den syriske regering som følge af hendes nationalnummer fra Al Hasakah. Endvidere finder nævnet, at der ikke grundlag for at antage, at de syriske myndigheder vil afvise, at klageren tager ophold i Damaskus hos sin søn, der bor i den bolig, hvor hun og hendes ægtefælle boede i omkring 20 år inden udrejsen. Der er ikke grundlag for at antage, at hun eller hendes søn vil blive profileret ved hendes tilbagevenden til Syrien. Desuden finder flygtningenævnet, at der ikke er grundlag for at antage, at den tyrkiske hær og Den Frie Syriske hærs tilstedeværelse i de kurdiske områder i Syrien på nuværende tidspunkt vil medføre, at klageren vil være i risiko ved en tilbagevenden til Damaskus i Syrien. De generelle forhold i Syrien kan ikke begrunde opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder derfor, at klageren ved en tilbagevenden til Syrien ikke vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7 stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” syri/2021/19/lbv

syri202112

Nævnet stadfæstede i januar 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Opholdstilladelsen er bortfaldet som følge af udvisning med indrejseforbud i 12 år ved Østre Landsrets ankedom [Efteråret] 2020. Der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. [Sommeren] 2020 traf Udlændingestyrelsen afgørelse om, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, og at udlændingelovens § 31 er til hinder for, at den pågældende kan udsendes til Syrien, jf. udlændingelovens § 49 a, jf. § 31, stk. 2. Udlændingestyrelsen har i samme afgørelse herefter vurderet, at der ikke foreligger særlige grunde, som taler for, at klageren skal meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt. Klageren er etnisk araber og kristen af trosretning fra Al-Salamiyah, Hamah-provinsen, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive genindkaldt til militærtjeneste. Klageren har videre som asylmotiv henvist til, at han frygter at vende tilbage til Syrien, fordi han er konverteret til kristendommen. Det fremgår af udlændingelovens § 49 a, at forud for udsendelse af en udlænding, der – som klageren – har haft opholdstilladelse efter § 7 eller § 8, og som er udvist ved dom, træffer Udlændingestyrelsen afgørelse om, hvorvidt udlændingen kan udsendes, jf. § 31, medmindre udlændingen samtykker. Flygtningenævnet finder i lighed med Udlændingestyrelsen, at klageren, som følge af at han er syrisk statsborger i den militærpligtige alder, isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at klageren har oplyst, at han ikke ønsker at deltage i militærtjeneste, da han ikke ønsker at slå nogen ihjel. Det fremgår af udlændingelovens § 31, stk. 2, at en udlænding, der er omfattet af § 7, stk. 1, ikke må udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse af de i flygtningekonventionen anførte grunde, eller hvor udlændingen ikke er beskyttet mod udsendelse til et sådant land. Flygtningenævnet finder ligesom Udlændingestyrelsen, at udlændingelovens § 31, stk. 2, er til hinder for tvangsmæssig udsendelse af klageren til Syrien. I henhold til udlændingelovens § 49 a, 2. pkt., skal en afgørelse om, at udlændingen ikke kan udsendes, jf. § 31, tillige indeholde en afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud, jf. § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter blandt andet §§ 22 – 24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Afvejningen skal for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionen. Efter flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, kan en flygtning, der er omfattet af konventionen, udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses som en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Der skal herefter foretages en proportionalitetsafvejning i relation til grovheden af den begåede forbrydelse i forhold til, om der er særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, der taler for at give klageren opholdstilladelse. Klageren blev idømt fængsel i 1 år og 6 måneder og udvist med indrejseforbud i 12 år for et strafbart forhold begået den 28. maj 2018. Han blev dømt for i forening med to andre personer at have overtrådt straffelovens § 181, stk. 3, jf. stk. 2, om ildspåsættelse med det formål at få udbetalt penge fra brandforsikringen. Flygtningenævnet finder efter karakteren af den pådømte kriminalitet, at klageren er dømt for en særlig farlig forbrydelse og således må betragtes som en fare for samfundet, jf. Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2. Klageren har forklaret, at hans ægtefælle og parrets fælles datter er flyttet til [By]. Han kører dagligt fra Kærshovedgaard for at besøge dem og har fået lov at sove i Århus to nætter hver anden uge. Ægtefællen læser økonomi, og datteren går i 5. klasse. Klagerens ægtefælle og datter har efter det oplyste ikke et selvstændigt opholdsgrundlag i Danmark. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af sagens omstændigheder, herunder klagerens personlige forhold og hensynet til familiens enhed samt karakteren og grovheden af den forbrydelse, som klageren er dømt for at have begået, at der trods klagerens familiemæssige forhold ikke foreligger sådanne særlige grunde, som taler for, at klageren kan meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2021/12/MIMA

syri202076

Nævnet stadfæstede i oktober 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2018.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim fra Beirut, Libanon. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han i Syrien frygter militærets efterretningstjeneste, som har afpresset ham økonomisk og i den forbindelse har truet med at skade ansøgerens børn. Endvidere frygter ansøgeren den syriske sikkerhedstjeneste som følge af, at Rusland har overtaget havnen i Tartus, og at de vil fjerne folk, som ikke er alawitter eller har støttet regimet. Ansøgeren frygter også, at han vil blive fængslet i Syrien på ubestemt tid, fordi han uden tilladelse har forladt skibet, som han tjente på. Ansøgeren har endvidere oplyst, at hans slægt fra hans fars side oprindeligt kommer fra [øen], som ligger udenfor Tartus, og at ansøgeren selv er registreret på denne ø. I Syrien har ansøgeren dog kun boet i Tartus. Ansøgeren aftjente værnepligt i den syriske hær fra 1988 til 1996. Ansøgeren blev efter denne periode ikke genindkaldt til militæret. Efter et udlandsophold i 2002 bosatte ansøgeren sig igen i Tartus. Ansøgeren har fra 2005 frem til sin udrejse arbejdet som elektriker på skibe. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at personer fra militærets efterretningstjeneste krævede bestikkelse fra ham, inden krigen startede i Syrien. Ansøgeren blev opsøgt 10 gange, før krigen startede, hvor personerne kom efter små beskedne ting såsom whisky eller en karton cigaretter. Efter krigens start stoppede afkrævningerne foreløbigt, men da den syriske hær begyndte at vinde sejre, begyndte de afkræve ansøgeren store summer penge. Ansøgeren blev afkrævet penge fra forskellige personer, men de kom alle fra samme afdeling, al-Amn-A’s skari. Ansøgeren betalte løbende penge til disse personer, der afkrævede pengene. Ansøgeren kunne derfor udrejse på legal vis fra Syrien, når han fik opgaver på udenlandske skibe. Ansøgeren blev i perioden 2015 til 2018 opsøgt i alt fire gange. Ansøgeren blev ved disse opsøgninger afkrævet tusindvis af dollars. Sidst ansøgeren blev opsøgt, var på sin bopæl i [sommeren] 2018 under Ramadan. I den forbindelse betalte ansøgeren 2000 dollars, som personerne krævede af ham. Efter ansøgerens udrejse har personerne ikke opsøgt ansøgerens bopæl, idet de kun kom og afkrævede bestikkelse, når ansøgeren selv var til stede, og de kunne drage nytte af det. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at han mener, at han må betragtes som værende imod de syriske myndigheder, fordi han ikke har deltaget eller hjulpet dem under krigen. Til støtte for dette asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han som sømand havde kontrakt med den syriske skibs-virksomhed, Eastern Star Shipping, i Tartus. Ansøgeren forlod Syrien [i sommeren] 2018 på legal vis, fordi han gennem ”Eastern Star Shipping” havde fået hyre på et rumænsk ejet skib. Skibet ankom til Aarhus [i efteråret] 2018, og efter fire dage i havnen, [i efteråret] 2018, valgte ansøgeren at forlade skibet uden tilladelse for at søge om asyl i Danmark. Flygtningenævnet lægger i lighed med Udlændingestyrelsen ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder imidlertid, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han er i risiko for konkret og individuel forfølgelse som omhandlet i udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, som følge af de af ham beskrevne konflikter. Flygtningenævnet har herved navnlig lagt vægt på, at konflikten med de syriske myndigheder ikke kan anses at have den fornødne karakter og intensitet, og på at ansøgerens familie i Tartous ikke er blevet opsøgt af myndighederne siden ansøgerens udrejse. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at arbejdet gennem den syriske skibsvirksomhed ikke kan anses som en offentlig stilling, hvorfor det anses usandsynligt, at ansøgeren er kommet i et modsætningsforhold til myndighederne ved at forlade skibet. Flygtningenævnet bemærker tillige, at ansøgeren i [i slutningen af] 2019 udtrykte ønske om at frafalde sin asylansøgning og rejse hjem til Tartous i Syrien via Libanon. Flygtningenævnet finder derimod af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen, at ansøgeren isoleret set er omfattet af Udlændingelovens § 7, stk. 3, som følge af en generelt alvorlig situation i sit hjemområde. Spørgsmålet er herefter, om Libanon kan tjene som ansøgerens første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren må antages at kunne opnå opholdstilladelse i Libanon. Nævnet har ved denne vurdering lagt vægt på, at ansøgerens mor er libanesisk statsborger, at ansøgeren er født og opvokset i Libanon, og at ansøgeren tidligere har haft opholdstilladelse i Libanon, senest gældende fra [vinteren] 2016 til [vinteren] 2019. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren er i besiddelse af syrisk nationalitetspas gyldigt til [sommeren] 2022, og at det fremgår af baggrundsoplysningerne, at syriske statsborgere i besiddelse af gyldigt syrisk pas kan søge om indrejsevisum og indrejse i Libanon, hvis de opfylder betingelserne for at opnå courtesy residence. Ifølge baggrundsoplysningerne kan syriske statsborgere opnå courtesy residence, hvis deres mor er libanesisk statsborger. Nævnet finder ikke, at det kan føre til en ændret vurdering, at ansøgeren har fremlagt en mailkorrespondance mellem ham og den libanesiske ambassade i Stockholm, hvor ansøgeren har søgt om visum til Libanon, og hvoraf det angiveligt fremgår af en mail fra ambassaden, at visum ikke kan opnås uden tilladelse fra de libanesiske myndigheder. Nævnet bemærker hertil, at mailen ikke fremstår med reference til sagsnummer eller lignende, og at der ikke foreligger et sædvanligt afslag på en visumansøgning, hvilket skaber tvivl om validiteten af mailen. Ansøgeren har forklaret for nævnet, at han ikke har gjort forsøg på at indhente tilladelse fra myndighederne, men bedt sine familiemedlemmer i Libanon herom, hvilket de ikke har formået. Nævnet finder derfor, at ansøgeren ikke – alene ved henvisning til nævnte mail – har afkræftet formodningen for, at han kan opnå opholdstilladelse i Libanon. Der er efter baggrundsoplysningerne ikke grundlag for at antage, at Libanon vil sende ansøgeren tilbage til Syrien. De generelle forhold for syrere i Libanon er ikke af en sådan karakter, at Libanon ikke kan tjene som første asylland. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren kan nyde tilstrækkelig beskyttelse i Libanon, der derfor kan tjene som første asylland for ansøgeren, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2020/76/FAM

syri202042

Nævnet meddelte i august 2020 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger samt tre børn fra Syrien. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim fra Al-Hasakah, Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun i Syrien frygter at blive slået ihjel af de syriske myndigheder og de kurdiske styrker. Ansøgeren har endvidere henvist til de generelle forhold, samt at hendes børn ved en tilbagevenden til Syrien vil blive rekrutteret til de kurdiske styrker. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hendes ægtefælle udrejste af Syrien i [sommeren] 2015, idet de syriske myndigheder og de kurdiske styrker ønskede at rekruttere ham. Efter ægtefællens udrejse blev ansøgerens bopæl opsøgt tre gange af de syriske myndigheder. Ansøgeren blev derudover stoppet af de syriske myndigheder, hver gang hun skulle krydse en kontrolpost, og spurgt ind til, hvor hendes ægtefælle opholdt sig. Ansøgeren har endvidere oplyst, at hun på et tidspunkt blev tilbageholdt ved en kontrolpost og afhørt om sin ægtefælle. Ansøgerens fætter fik ansøgeren løsladt på betingelse af, at ansøgeren underskrev en erklæring om, at hun samarbejdede med de syriske myndigheder i forhold til at oplyse, hvor ægtefællen opholdt sig. Efterfølgende flyttede ansøgeren hjem til sin svigerfamilie i [en navngiven by i Syrien], som var kontrolleret af de kurdiske styrker. I den forbindelse har ansøgeren oplyst, at hendes bopæl blev ransaget af de kurdiske styrker, mens hun ikke var hjemme. De beskyldte hende for at være i besiddelse af undervisningsmateriale, som støttede op om Al-Assad. Efterfølgende blev ansøgeren opsøgt på skolen af de kurdiske styrker. De beskyldte hende for at undervise i pensum, som støttede op om Al-Assad. De kurdiske styrker opsøgte ansøgeren igen på skolen og tilbageholdte hende. De bad ansøgeren om at stoppe med at undervise i et syrisk pensum og skifte over til et kurdisk pensum. Efter afhøringen blev ansøgeren kørt tilbage til skolen. Derefter blev ansøgeren på ny opsøgt og tilbageholdt i 3 dage af de syriske myndigheder, der beskyldte ansøgeren for at samarbejde med de kurdiske styrker. Ansøgeren blev løsladt mod kaution og udrejste samme dag med sine to børn til Libanon, hvor de opholdt sig i to måneder. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgeren har været offentligt ansat skolelærer og som sådan medlem af Baath-partiet, og at hun uden videre har forladt sin stilling, efter hun var tilbageholdt i tre dage af de syriske myndigheder og beskyldt for at være forræder. Hun blev løsladt mod kaution og udrejste illegalt samme nat. Hun er ikke i besiddelse af syrisk nationalitetspas. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren under disse omstændigheder må imødese en tilbageholdelse og nærmere afhøring ved en eventuel tilbagevenden til Syrien. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at hendes ægtefælle har unddraget sig genindkaldelse. Når dette sammenholdes med de foreliggende baggrundsoplysninger om de syriske myndigheders overgreb f.eks. ved afhøringer og fængslinger m.v., finder Flygtningenævnet det sandsynliggjort, at ansøgeren er i reel risiko for overgreb ved en tilbagevenden til Syrien. Flygtningenævnet finder under de foreliggende omstændigheder endvidere, at det må antages, at de syriske myndigheder vil anse ansøgeren for en modstander af styret og således tillægge hende en bestemt politisk holdning. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren opfylder betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet finder i konsekvens heraf, at ansøgeren ikke kan pålægges at rette henvendelse til de syriske myndigheder med henblik på udstedelse af nationalitetspas. I forhold til anvendelse af Libanon som første asylland må ansøgeren således stilles som ikke havende nationalitetspas. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder navnlig Udlændingestyrelsens rapport fra maj 2020 Access to Lebanon for Syrians Entitled to Courtesy Residence in Lebanon, må det anses for udelukket at antage, at ansøgeren vil blive tilladt indrejse i Libanon med henblik på at søge opholdstilladelse der. Libanon kan således ikke tjene som ansøgerens første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4. Flygtningenævnet meddeler derfor [ansøgeren] og hendes [tre medfølgende] børn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syri/2020/42/HZC.

stat20216

Nævnet stadfæstede i januar 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandig statsløs palæstinenser fra Libanon. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim af trosretning fra al-Badawi flygtningelejr i Libanon. Ansøgeren har været medlem af The Popular Front or the Liberation of Palestine – General Command (herefter PFLP-GC) fra han var 14 år gammel. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Libanon frygter at blive slået ihjel af PFLP-GC, som han selv har været medlem af. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han i 2013 blev opsøgt af repræsentanter fra PFLP-GC på hans families bopæl i flygtningelejren al-Badawi. Ansøgeren blev herefter bedt om at tilslutte sig PFLP-GC igen, hvilket han afviste. Ansøgeren har til støtte herfor endvidere oplyst, at han blev bortført af fem mænd, og blev fængslet i Beirut i syv dage og derefter fængslet i 17 dage i Syrien. En fangevogter tilbød herefter at hjælpe ansøgeren med at flygte imod betaling. Ansøgeren blev løsladt, da han accepterede at kæmpe i Syrien, og fangevogteren smuglede ansøgeren herefter ud af Syrien. I [efteråret] 2014 blev der kastet en bombe mod ansøgerens forældres bopæl i Libanon. Den 29. august 2018 offentliggjorde Flygtningenævnet på nævnets hjemmeside, at Flygtningenævnets koordinationsudvalg har besluttet at ændre nævnets hidtidige praksis i asylsager vedrørende statsløse palæstinensere fra Libanon og fra den øvrige del af UNRWAs mandatområde, således at en statsløs palæstinenser fra de pågældende områder, der har haft adgang til UNRWAs beskyttelse eller bistand, og som frivilligt har forladt området, er udelukket fra beskyttelse efter flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 1. pkt. Har den pågældende derimod været tvunget til at forlade området eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage, vil vedkommende automatisk være omfattet af flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 2. pkt. Flygtningenævnet finder, som Udlændingestyrelsen, at ansøgeren er omfattet af Flygtningekonventionens artikel 1D, 1. pkt. og dermed som udgangspunkt udelukket fra at opnå beskyttelse efter konventionen. Der er herved henset til, at ansøgeren har oplyst, at han i Libanon har boet i al-Badawi flygtningelejren, som er drevet af UNWRA. Endvidere har UNWRA i et høringssvar af 31. juli 2019 oplyst, at ansøgeren er registreret hos UNRWRA i Libanon. Af sagen fremgår, at ansøgeren i [efteråret] 2014 har søgt visum til Danmark på et gyldigt libanesisk rejsedokument for palæstinensiske flygtninge og at ansøgeren i [efteråret] 2014 er indrejst i Danmark på et gyldigt visum. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke er omfattet af Flygtningekonventionens artikel 1 D, 2. pkt. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på de samme forhold, som fremgår af Udlændingestyrelsens tidligere afgørelse i [sommeren] 2017, hvorefter ansøgeren på flere punkter har forklaret divergerende og udbyggende omkring sit asylmotiv. Ansøgeren er ikke fremkommet med yderligere oplysninger omkring sit asylmotiv. Oplysningerne om ansøgerens helbredsforhold kan ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet kan herefter ikke lægge til grund, at ansøgeren har været tvunget til at forlade UNWRA´s operationsområde eller tilsvarende være afskåret fra at vende tilbage, fordi ansøgeren skulle have befundet sig i en alvorlig personlig usikkerhedstilstand. Flygtningenævnet bemærker, at de generelle forhold for statsløse palæstinensere i Libanon er svære, såvel sikkerhedsmæssigt, som socioøkonomisk, men at dette ikke kan begrunde en anden vurdering. Uanset det fremstår vanskeligt at arrangere en udrejse til Libanon fremgår det af de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder Udlændingestyrelsens Landerapport marts 2020, ”Readmission og Palestinian Refugees from Lebanon”, blandt andet, at et europæisk land er lykkedes med at returnere 18 afviste asylansøgere til Libanon og at disse alle var frivillige tilbagevenden. Endvidere fremgår: ”In cases of voluntary return of PRLs (Palestinian Refugees from Lebanon) in which no foreign authorities were involved in the process of return, the MFA (Ministry of Foreign Affairs and Emigrants) would approve the returns to Lebanon. Det forhold, at ansøgeren overfor en psykolog ansat ved psykiatrien i Region Midtjylland, Enhed for PTSD og Transkulturel psykiatri har forklaret, at han har været udsat for tortur, kan ikke føre til et andet resultat. Der er herved henset til, at det ikke fremgår, at ansøgeren i sine samtaler med Udlændingestyrelsen i [vinteren] 2016 og [foråret] 2017 har oplyst herom. Flygtningenævnet finder på denne baggrund ikke grundlag for en udsættelse af sagen på indhentelse af en torturundersøgelse eller en hjemvisning af sagen med henblik herpå. På ovennævnte baggrund tiltræder Flygtningenævnet, at ansøgeren er omfattet af Flygtningekonventionens artikel 1D, 1. pkt., men at han ikke er omfattet af artikel 1D, 2. pkt., idet han ikke er afskåret fra at vende tilbage til Libanon, hvor han har adgang til UNWRAs beskyttelse og bistand. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Stat/2021/6/hmu

stat202112

Nævnet stadfæstede i februar 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Libanon. Indrejst i 2020. Flygtningenævnet udtalte: "Ansøgeren er statsløs palæstinenser, født i Haifa, og sunni-muslim af trosretning fra Aley, Libanon. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter sin nabo [A], idet han har truet ansøgeren. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til de dårlige økonomiske forhold i Libanon samt de generelle forhold for statsløse palæstinensere i Libanon. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at [A], som er en del af Hizbollah, i en periode på 3-4 år havde talt nedsættende til ham. En dag, [i begyndelsen af] 2020, fik ansøgeren nok og svarede igen, hvorefter [A] trak en pistol og truede ansøgeren på livet. Han har efterfølgende modtaget kopi af en arrestordre, ligesom [A] har truet ham telefonisk. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv videre oplyst, at han ikke har haft adgang til hjælp ydet af UNRWA og ikke vil kunne få den fornødne medicinske behandling af UNRWA. Ansøgeren har henvist til, at priserne i Libanon er steget meget de seneste år, hvorfor han ikke har råd til medicinsk behandling. Flygtningenævnet tiltræder, at ansøgeren som statsløs palæstinenser er omfattet af Flygtningekonventionens artikel 1 D, 1.pkt. Det bemærkes herved, at han er født i Haifa i 1945, at han har fået udstedt palæstinensisk ID-kort, og at han gennem årene har modtaget bistand fra UNRWA. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgerens modsætningsforhold til [A] er af en sådan intensitet, at ansøgeren ikke af sikkerhedsmæssige grunde vil kunne vende tilbage til Libanon. Nævnet lægger herved vægt på karakteren af den uoverensstemmelse, som ansøgeren har forklaret om. Nævnet kan ikke lægge ansøgerens nye oplysninger om en arrestordre eller telefoniske trusler fra Ali Shamas til grund som værende udtryk for sande begivenheder. Flygtningenævnet finder videre, at ansøgeren må antages fortsat at kunne opnå den fornødne bistand gennem UNRWA, selvom forholdene i Libanon er vanskelige. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren må antages på ny at kunne tage ophold i Libanon og at han således ikke er omfattet af Flygtningekonventionens artikel 1 D, stk. 1, 2. pkt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” stat/2021/12/smla

stat202074

Nævnet stadfæstede i august 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Libanon. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og muslim fra Ain al-Hilweh Flygtningelejren i Libanon. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Libanon frygter at blive slået ihjel af ukendte islamister, der også har slået ansøgerens arbejdsgiver ihjel. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han flygtede fra Syrien i 2012 på grund af borgerkrigen. Hans bopæl og hans svigerfars bopæl blev ødelagt i forbindelse med bombardementer. Han havde ikke selv konflikter med grupperinger i Syrien. Da ansøgeren vendte tilbage til Libanon, tog han ophold i Mia Mia Flygtningelejren. Han kom i kontakt med en entreprenør, Ahmed Rashid, der hjalp ansøgeren med at renovere ansøgerens bolig. Til gengæld skulle ansøgeren arbejde for ham. På et tidspunkt begyndte en islamistisk gruppe at true Ahmed Rashid. Grupperingen dræbte Ahmed Rashid, to af hans brødre, seks medarbejdere og en ambulancechauffør, der kom til undsætning. Derefter opsøgte grupperingen de folk, der arbejdede for Ahmed Rashid. Ansøgeren var ikke på arbejde, hvorfor grupperingen opsøgte ansøgeren på hans bopæl. Han nåede dog at flygte. De skød efter ham, men de ramte ham ikke. Om aftenen kom grupperingen tilbage til Mia Mia, hvor de slog flere folk, der arbejdede for Ahmed Rashid, ihjel. Ansøgerens ægtefælle blev også opsøgt og slået. Den 29. august 2018 offentliggjorde Flygtningenævnet på nævnets hjemmeside, at Flygtningenævnets koordinationsudvalg har besluttet, at ændre nævnets hidtidige praksis i asylsager vedrørende statsløse palæstinensere fra Libanon og fra den øvrige del af UNRWA mandat-området, således at en statsløs palæstinenser fra de pågældende områder, der har haft adgang til UNRWA beskyttelse eller bistand og som frivilligt har forladt området, er udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 1. pkt. Har den pågældende derimod været tvunget til at forlade området, eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage, vil vedkommende automatisk være omfattet af Flygtningekonventionen. Flygtningenævnet bemærker, at en statsløs palæstinenser fra UNRWA mandat-området, der som ansøgeren har haft adgang til UNRWA beskyttelse eller bistand, og som søger om asyl, som udgangspunkt skal anses for udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 1. pkt., medmindre den pågældende opfylder de betingelser, der er angivet af EU-Domstolen, herunder i præmis 86 i dom af 25. juli 2018 (Alheto), hvori anføres, ”at den pågældende palæstinenser befinder sig i en personlig usikkerhedstilstand, og at det er umuligt for UNRWA, hvis beskyttelse den berørte har påberåbt sig, at sikre den pågældende levevilkår, som er i overensstemmelse med organets opgave, hvorved denne palæstinenser på grund af omstændigheder, der ikke er udtryk for vedkommendes vilje, således tvinges til at forlade UNRWA´s operationsområde.” Dette indebærer, at en statsløs palæstinenser fra mandat-området, der har haft adgang til UNRWA beskyttelse eller bistand, og som frivilligt har forladt området, er udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen. Har den pågældende derimod været tvunget til at forlade området, eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage, vil vedkommende automatisk være omfattet af Flygtningekonventionen. Ved vurderingen heraf finder nævnet – som Udlændingestyrelsen i afgørelse af [sommeren] 2016 og Flygtningenævnet i afgørelsen af [sommeren] 2018 samt Udlændingestyrelsen i afgørelse af [foråret] 2020 – at det ikke kan lægges til grund, at ansøgeren har en asylbegrundende konflikt med en islamistisk gruppering, myndighederne eller andre grupperinger, der har gjort det nødvendigt for ham at forlade området, eller at han som følge af en konflikt med en gruppering eller myndighederne er afskåret fra at vende tilbage. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren under samtalerne med Udlændingestyrelsen har forklaret divergerende om, hvor mange ukendte mænd, der opsøgte ham. Ansøgeren har endvidere ikke hverken under tidligere samtaler eller under nævnsmødet været i stand til at redegøre nærmere for konflikten eller den fare, han påberåber sig at befinde sig i. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgeren i [sommeren] 2018 over for de danske udlændingemyndigheder gav udtryk for, at han ønskede at medvirke til en udsendelse til Libanon. Ansøgerne har senere frafaldet dette tilsagn, men er ikke fremkommet med en rimelig forklaring herpå. Flygtningenævnet finder, at de generelle forhold for statsløse palæstinensere i Libanon – trods vanskelige – ikke i sig selv er af en sådan karakter, at disse forhold er asylbegrundende. På ovennævnte baggrund – og i øvrigt af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen – tiltræder nævnet, at ansøgeren ikke er afskåret fra at vende tilbage til Libanon, hvor han har adgang til UNWRA beskyttelse eller bistand. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” stat/2020/74/FAM

soma20219

Nævnet stadfæstede i februar 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Ansøgeren er mindreårig. Født i Danmark i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren, der er to år gammel, er etnisk somali og født i Danmark. Ansøgerens far er fra Luuq, Somalia, og tilhører klanen […], mens hans mor er fra Mogadishu, Somalia, og tilhører klanen […]. Begge ansøgerens forældre er muslimer af trosretning. Ansøgerens forældre har som asylmotiv henvist til, at ansøgeren i Somalia risikerer at blive rekrutteret til al-Shabaab, når han bliver ældre. Til støtte herfor har forældrene oplyst, at de frygter, at ansøgeren vil blive lokket til at tilslutte sig til al-Shabaab. Ansøgerens mor har videre anført, at hun frygter, at ansøgeren vil blive tvangsrekrutteret til al-Shabaab, såfremt han nægter at tilslutte sig frivilligt. Endelig har ansøgerens far oplyst, at ansøgeren i Somalia ikke vil have adgang til uddannelse. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller overgreb efter § 7, stk. 2. Flygtningenævnet findes således, at ansøgerens forældres frygt for at ansøgeren ved en tilbagevenden til Somalia vil blive tvangsrekrutteret af al-Shabaab, alene beror på forældrenes egen formodning. Ansøgeren er 2 år gammel. Af de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder Landinfos rapport af 26. januar 2018 ”Rekruttering til al-Shabaab” fremgår, at den nedre grænse for tvangsrekruttering er omkring 11 år og at det først og fremmest er i områder under al-Shabaabs kontrol, at der foregår hvervning af mere eller mindre tvangsmæssig karakter. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold i Somalia har en karakter, der i sig selv kan begrunde asyl, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 3. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgerens forældre har sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Somalia risikerer konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2021/9/ajev

soma20218

Nævnet stadfæstede i februar 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger. Ansøgeren er mindreårig. Født i Danmark 2017. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren, der er tre år gammel, er etnisk somali og født i Danmark. Ansøgerens far er fra Luuq, Somalia, og tilhører klanen […], mens hendes mor er fra Mogadishu, Somalia, og tilhører klanen […]. Begge ansøgerens forældre er muslimer af religiøs overbevisning. Ansøgerens forældre har som asylmotiv henvist til, at de frygter, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Somalia er i risiko for at blive tvangsomskåret. Til støtte herfor har ansøgerens forældre oplyst, at omskæring er normalt i Somalia, og at de er imod omskæring. Ansøgerens far har oplyst, at han vil kæmpe for ansøgeren, men at han ikke vil kunne modsætte sig omskæring af ansøgeren. Han har videre oplyst, at der findes grupper i Somalia, der omskærer piger, og at han risikerer at blive slået ihjel, hvis han modsætter sig disse grupper. Ansøgerens mor har oplyst, at hun er imod omskæring, fordi det ikke er godt for helbredet. Hun har videre oplyst, at hun selv er omskåret, og det samme er ansøgerens halvsøster. Ansøgerens mor mener ikke, at hun vil være i stand til at modsætte sig omskæring af ansøgeren, fordi hun kommer fra en minoritetsklan. Endelig har ansøgerens forældre oplyst, at ansøgeren ikke kan blive gift, hvis hun ikke er omskåret. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at der ved ansøgerens tilbagevenden til Somalia er en konkret og velbegrundet frygt for, at ansøgeren vil være i risiko for omskæring. Både ansøgerens mor og far har forklaret til deres samtaler med Udlændingestyrelsen og i Flygtningenævnet, at de er imod omskæring. Ansøgers mor har forklaret, at hun ikke frygter, at nogle familiemedlemmer vil omskære ansøgeren, men at mulige slægtninge vil få nogle andre personer eller naboen til at omskære ansøger. Hun vil gøre alt for at stoppe en omskæring af ansøgeren. Ansøgerens far har i sin forklaring til Udlændingestyrelsen og i Flygtningenævnet oplyst, at han vil kæmpe for ansøgeren, men det er ikke muligt at modsætte sig. Han vil blive skudt, hvis han modsætter sig. Flygtningenævnet finder, at der efter det fremkomne ikke kan antages at ville være et pres fra ansøgerens familie for at omskære ansøgeren, og at det alene beror på ansøgers forældres formodning, at slægtninge vil få andre personer eller naboen til at omskære ansøger. Ansøgerens mor og far må i fællesskab anses som ressourcestærke personer, som vil være i stand til at modstå et eventuelt pres fra omgivelserne. Det er endvidere henset til, at det af de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder Udlændingestyrelsens Temarapport ”South Central Somalia – Female Genital Mutilation/cutting” fra januar 2016 fremgår, at myndighederne i Somalia har forbudt omskæring, og at al-Shabaab også er imod omskæring. Risikoen for omskæring beror således ikke på myndighederne eller andre magthavere, men på familiens og omgivelsernes forventninger og eventuelle pres. Endvidere fremgår, at det er muligt for kvinder at modstå omskæring af deres døtre, og at det afhænger af moderens personlighed, om hun er i stand til at modstå et eventuelt psykologisk pres for omskæring. Flygtningenævnet finder endelig, at den generelle sikkerhedssituation i Somalia ikke er af en sådan karakter, at ansøgeren kan meddeles opholdstilladelse med henvisning hertil, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 3. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at ansøgerens forældre ikke har sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Somalia risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2021/8/ajev

soma20217

Nævnet stadfæstede i februar 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er muslim og somalisk statsborger født i Danmark. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en udsendelse til Somalia frygter at blive forfulgt eller slået ihjel af den person eller gruppering, der slog hans mors første ægtefælle ihjel. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at han frygter problemer på baggrund af sin afdøde fars tidligere konflikter, herunder klankonflikter. Ansøgeren har endeligt henvist til de generelle forhold i Somalia. Ansøgeren har til støtte for sine asylmotiver oplyst, at hans mors første ægtefælle blev slået ihjel i Somalia under borgerkrigen. Dette resulterede i, at ansøgerens mor ikke længere følte sig tryg i landet, hvorfor hun udrejste. Ansøgeren har endvidere oplyst, at han kun i begrænset omfang har kendskab til, hvilke konflikter hans far har haft i Somalia. Endeligt har ansøgeren oplyst, at han ikke ved, hvor han skal tage hen ved indrejse i Somalia, og at han ikke ved, hvordan han skal kunne vænne sig til et liv i Somalia. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren er født i Danmark, og at han ved fødslen fik opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3. Han har aldrig været i Somalia. [En nærmere angiven dato i foråret] 2018 blev ansøgeren idømt en fængselsstraf på fire år og seks måneder og udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandigt. Flygtningenævnet finder, at det alene beror på ansøgerens formodning, at ansøgeren ved tilbagevenden til Somalia risikerer at blive asylretligt forfulgt. Det beror alene på ansøgerens egen formodning, at han risikerer forfølgelse og overgreb som følge af hans mors tidligere ægtefælles og ansøgerens mor og fars tidligere konflikter i Somalia. Disse tidligere konflikter må i øvrigt anses for afsluttet. Det beror desuden alene på ansøgerens egen formodning, at han risikerer forfølgelse og overgreb som følge af hans forældres klanforhold. Nævnet bemærker, at ansøgerens mor tilhører hawiye-klanen, som efter baggrundsoplysningerne er en adelig klan med stor indflydelse. Ansøgerens far tilhører Rahanweyn-klanen som efter baggrundsoplysningerne har en højt position i det somaliske klanhierarki. Det forhold at ansøgerens forældre tilhører to forskellige klaner, kan ikke i sig selv begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det forhold, at ansøgeren er født og opvokset i Danmark, er ikke asylbegrundende. Desuden har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren under nævnsmødet har forklaret, at han aldrig har været udsat for asylretlig forfølgelse eller overgreb. De generelle forhold i Somalia er ikke af en sådan karakter, at det kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. For så vidt angår ansøgerens frygt for, at han ved indrejse i Somalia vil få et dårligere liv, bemærker nævnet, at socioøkonomiske forhold ikke kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved tilbagevenden til Somalia vil være forfulgt, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i konkret og individuel risiko for overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2021/7/lbv

soma202112

Nævnet hjemviste i februar 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Født i Danmark.Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk somali, sunni-muslim og født i Danmark. Ansøgerens mor er fra [by] i distriktet Juba Hoose, Somalia. Ansøgerens mor tilhører hovedklanen [G]. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerens mor har på ansøgerens vegne som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter, at ansøgeren vil blive omskåret. Til støtte herfor har ansøgerens mor oplyst, at omskæring af piger i Somalia er kulturelt betinget. Ansøgerens mor er imod omskæring, idet hun selv har erfaret problemer som følge af omskæring. Ansøgerens mor vil kunne modsætte sig din datters omskæring, men datteren vil i så fald ikke blive betragtet som en god pige i lokalsamfundet, og det vil få konsekvenser for datterens fremtid i Somalia. Ansøgerens mor har videre henvist til, at ansøgeren risikerer at blive udsat for tvangsomskæring fra lokalbefolkningen. Ansøgerens mor vil tillige blive udsat for et stort pres fra lokalbefolkningen, og i sidste ende bliver hun måske tvunget til at acceptere ansøgerens omskæring. Ansøgerens mor har endvidere henvist til, at hun frygter, at ansøgeren vil blive voldtaget under henvisning til de urolige forhold i Somalia, hvor børn blandt andet bliver voldtaget. Ansøgerens mor har endelig henvist til, at hun frygter, at ansøgerens fars konflikter i Somalia vil få konsekvenser for ansøgeren. Udlændingestyrelsens repræsentant nedlagde ved nævnsmødets begyndelse påstand om hjemvisning med henvisning til de nye oplysninger om familiemæssige forhold, der var fremkommet med advokatens indlæg i sagen vedrørende ansøgerens fars kæreste. Klagerens advokat havde ikke bemærkninger hertil. Flygtningenævnet hjemviser derfor sagen til Udlændingestyrelsen til fornyet behandling med henblik på stillingtagen de nye fremkomne oplysninger.” Soma/2021/12/NHA/DH

soma20210

Nævnet hjemviste i februar 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2013.Flygtningenævnet udtalte:”Klageren er sunni-muslim fra Baraawe, Somalia. Han tilhører hovedklanen [S]. Han har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har oprindeligt som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive stenet af al-Shabaab, idet han i 2009 blev dømt for at have indledt et udenomsægteskabeligt forhold til en kvinde ved navn [A]. Han frygter endvidere, at [A’s] familie eller andre islamister vil eksekvere dommen. Klageren har videre henvist til, at han frygter, at hvis han vender tilbage til Somalia og tager sin datter med, vil hun blive omskåret. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han havde et seksuelt forhold til [A] og blev grebet på fersk gerning af al-Shabaab. Klageren og [A] blev begge fængslet, og klageren blev dømt til døden ved stening. Efter 17 dage lykkedes det klageren at flygte sammen med syv andre medindsatte. De flygtede i en båd og sejlede til Mogadishu, hvor de blev pågrebet af myndighederne. Myndighederne anklagede dem for at være en del af al-Shabaab. Klageren blev fængslet i 20 dage, hvorefter en agent arrangerede hans løsladelse. Efter 10 dages ophold hos agenten udrejste han til Kenya. Klageren har til støtte for sit asylmotiv vedrørende sin datter oplyst, at det ikke vil være op til ham at bestemme, om hun skal omskæres. Han vil blive presset fra familiens side, idet det er almindeligt at lade pigebørn omskære i Somalia. Grupperinger som al-Shabaab vil også kunne finde på at omskære hans datter, hvis de finder ud af, at hun ikke er omskåret. Udlændingestyrelsen meddelte den [i efteråret 2013] klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Udlændingestyrelsens repræsentant nedlagde ved nævnsmødets begyndelse påstand om hjemvisning med henvisning til de nye oplysninger om familiemæssige forhold, der var fremkommet med advokatens indlæg. Klagerens advokat havde ikke bemærkninger hertil. Flygtningenævnet hjemviser derfor sagen til Udlændingestyrelsen til fornyet behandling med henblik på stillingtagen de nye fremkomne oplysninger.” Soma/2021/10/NHA/DH

soma202080

Nævnet stadfæstede i oktober 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk somali og sunni muslim. Han er født i Danmark, men hans mor er fra landsbyen [By], Somalia. Ansøgerens mor har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter, at hendes børn, herunder ansøgeren, vil blive slået ihjel af ansøgerens mormors ægtefælle, idet ansøgerens mor flygtede fra et forestående tvangsægteskab. Ansøgerens mor har endvidere som asylmotiv henvist til, at hun frygter, at hendes børn vil blive slået ihjel af al-Shabaab. Ansøgerens mor har til støtte for ansøgerens asylmotiv oplyst, at hendes to sønner vil blive slået ihjel af Al-Shabaab, idet de overtog magten i hendes hjemområde i 2012. Ansøgerens mor har endvidere oplyst, at hun telefonisk blev oplyst om kampe i området i 2017, idet hun talte med sin mor. Disse kampe blev udkæmpet mellem klanerne [Klan-navn], [Klan-navn] og Al-Shabaab. Klanerne kæmpede om magten i området [Område]. Ansøgerens mor frygter, at sønnerne vil blive slået ihjel i forlængelse af krigshandlinger i området. Ansøgerens mor har endelig oplyst, at hun frygter, at hendes sønner vil blive taget fra hende og overdraget til al-Shabaab. Idet klagerens børn er født uden for ægteskab, betragtes de som uægte børn, som vil blive slået ihjel af enten ansøgerens mors klan eller al-Shabaab. Flygtningenævnet skal om den del af asylmotivet, der vedrører spørgsmålet om, hvorvidt ansøgeren ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for overgreb fra lokalbefolkningens og al-Shabaabs side med henvisning til forældrenes manglende dokumentation for deres ægteskab, bemærke, at ansøgerens mor i forbindelse med hendes sag har forklaret, at hun den 27. august 2015 blev viet til ansøgerens far af en imam i en moske i [By], og at ægteskabet er gyldigt i henhold til somaliske traditioner. Hun har videre forklaret, at imamen har tilbudt hende et arabisk dokument, der bekræfter vielsen, men at hun ikke har fået et sådant dokument, da imamen ikke efter danske regler havde bemyndigelse til at foretage vielser. Ansøgerens familie i Somalia er bekendt med såvel vielsen, som den omstændighed, at forældrene har fået to børn, og ansøgerens mormor har sagt, at hun er glad på hans mors vegne. Herefter, og i det det alene beror på ansøgerens mors formodning, at der ved morens og sønnernes tilbagevenden til Somalia vil blive stillet spørgsmål til, om moren er gift eller ej, er det ikke sandsynliggjort, at ansøgeren af den grund vil være i risiko for overgreb eller forfølgelse ved en tilbagevenden til Somalia. Om tvangshvervning bemærkes, at ansøgeren er 3 år gammel, og at det efter oplysningerne i morens sag lægges til grund, at hans mor aldrig har haft konflikter med al-Shabaab, og at hun er uprofileret i forhold til militsen. Det fremgår videre at baggrundsoplysningerne, herunder rapporten ”Udlændingestyrelsen og Dansk Flygtningehjælp. South and Central Somalia. Security Situation, al-Shabaab Presence, and Target Groups. Report based on interviews in Nairobi, Kenya, 3 to 10 December 2016” fra 8. marts 2017, at tvangsrekruttering som udgangspunkt ikke længere finder sted, men at rekruttering sker gennem motivation, gruppepres og økonomisk incitament. Herefter, og idet de generelle forhold i Somalia ikke har en karakter, der i sig selv kan begrunde asyl, har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia risikerer konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2020/80/MSI

soma202079

Nævnet stadfæstede i oktober 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk somali og sunni muslim. Han er født i Danmark, men hans mor er fra landsbyen [By], Somalia. Ansøgerens mor har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter, at hendes børn, herunder ansøgeren, vil blive slået ihjel af ansøgerens mormors ægtefælle, idet ansøgerens mor flygtede fra et forestående tvangsægteskab. Ansøgerens mor har endvidere som asylmotiv henvist til, at hun frygter, at hendes børn vil blive slået ihjel af al-Shabaab. Ansøgerens mor har til støtte for ansøgerens asylmotiv oplyst, at hendes to sønner vil blive slået ihjel af Al-Shabaab, idet de overtog magten i hendes hjemområde i 2012. Ansøgerens mor har endvidere oplyst, at hun telefonisk blev oplyst om kampe i området i 2017, idet hun talte med sin mor. Disse kampe blev udkæmpet mellem klanerne [Klan-navn], [Klan-navn] og Al-Shabaab. Klanerne kæmpede om magten i området [Område]. Ansøgerens mor frygter, at sønnerne vil blive slået ihjel i forlængelse af krigshandlinger i området. Ansøgerens mor har endelig oplyst, at hun frygter, at hendes sønner vil blive taget fra hende og overdraget til al-Shabaab. Idet klagerens børn er født uden for ægteskab, betragtes de som uægte børn, som vil blive slået ihjel af enten ansøgerens mors klan eller al-Shabaab. Flygtningenævnet skal om den del af asylmotivet, der vedrører spørgsmålet om, hvorvidt ansøgeren ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for overgreb fra lokalbefolkningens og al-Shabaabs side med henvisning til forældrenes manglende dokumentation for deres ægteskab, bemærke, at ansøgerens mor i forbindelse med hendes sag har forklaret, at hun den 27. august 2015 blev viet til ansøgerens far af en imam i en moske i [By], og at ægteskabet er gyldigt i henhold til somaliske traditioner. Hun har videre forklaret, at imamen har tilbudt hende et arabisk dokument, der bekræfter vielsen, men at hun ikke har fået et sådant dokument, da imamen ikke efter danske regler havde bemyndigelse til at foretage vielser. Ansøgerens familie i Somalia er bekendt med såvel vielsen, som den omstændighed, at forældrene har fået to børn, og ansøgerens mormor har sagt, at hun er glad på hans mors vegne. Herefter, og i det det alene beror på ansøgerens mors formodning, at der ved morens og sønnernes tilbagevenden til Somalia vil blive stillet spørgsmål til, om moren er gift eller ej, er det ikke sandsynliggjort, at ansøgeren af den grund vil være i risiko for overgreb eller forfølgelse ved en tilbagevenden til Somalia. Om tvangshvervning bemærkes, at ansøgeren er 4 år gammel, og at det efter oplysningerne i morens sag lægges til grund, at hans mor aldrig har haft konflikter med al-Shabaab, og at hun er uprofileret i forhold til militsen. Det fremgår videre at baggrundsoplysningerne, herunder rapporten ”Udlændingestyrelsen og Dansk Flygtningehjælp. South and Central Somalia. Security Situation, al-Shabaab Presence, and Target Groups. Report based on interviews in Nairobi, Kenya, 3 to 10 December 2016” fra 8. marts 2017, at tvangsrekruttering som udgangspunkt ikke længere finder sted, men at rekruttering sker gennem motivation, gruppepres og økonomisk incitament. Herefter, og idet de generelle forhold i Somalia ikke har en karakter, der i sig selv kan begrunde asyl, har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia risikerer konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2020/79/MSI

niga20211

Nævnet stadfæstede i januar 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Nigeria. Indrejst i 2020. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk Ibo og kristen fra [by], [område], Nigeria. Ansøgeren har været medlem af Indigenous People of Biafra (IPOB) siden 2018. Ansøgeren er i Danmark blevet medlem af IPOB i Danmark. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive tilbageholdt og slået ihjel af de nigerianske myndigheder på baggrund af sit medlemskab af og støtte til IPOB. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at de nigerianske myndigheder ønsker at eliminere og anholde alle dem, der støtter IPOB. Ansøgeren har oplyst, at det er hans vens bror, som er ansat ved politiet, der har fortalt ham det. Ansøgeren har videre oplyst, at en person ved navn Gallop har fortalt ham, at myndighederne opsøgte ansøgerens bopæl efter hans flugt. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet forklaringen på centrale punkter for asylmotivet forekommer divergerende, udbyggende, og usikker med hensyn til tidsfæstelse af begivenheder og dermed utroværdig. Flygtningenævnet har herved taget i betragtning, at ansøgeren er analfabet, men bemærker dog, at ansøgeren efter sin forklaring drev en virksomhed med reservedele til biler og i den forbindelse har fået visum til og er rejst til Tyskland flere gange. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om sin rolle og engagement i IPOB. Ansøgeren har således til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han kun var menigt medlem af IPOB. Han donerede penge til IPOB og deltog i demonstrationer, men ikke møder, og han var ikke profileret i organisationen. Han deltog i den sidste demonstration lige inden, han forlod landet. Han mener, at det var den [foråret] 2019. Til asylsamtalen forklarede ansøger imidlertid, at han var en ledende figur i IPOB, som han støttede. Han blev medlem i 2018 og trådte direkte ind i ledelsen. I [område] var han en frontfigur, han afholdt møder og var med til at organisere demonstrationer. Den sidste demonstration, han var med til at organisere, fandt sted den [foråret] 2018. Ansøgeren har endvidere forklaret udbyggende om truslen fra myndighederne. Ansøgeren har således til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at en person ved navn [A] ringede til ham og fortalte, at nigerianerne nu var efter støtterne af Biafra, og at myndighederne nu ville slå ned på uroen. Det vidste [A] fra sin bror, der arbejdede for myndighederne. Til asylsamtalen forklarede ansøgeren imidlertid, at [A] sagde, at politiet planlagde at anholde alle, der støttede IPOB, og at hans bror havde set en liste med medlemmer, som skulle anholdes, og hvorpå ansøgers navn stod. Ansøgeren har ikke givet en troværdig forklaring på disse divergenser. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren efter sin forklaring udrejste legalt af Nigeria på eget nationalitetspas og ikke oplevede nogen problemer i forbindelse med udrejsen. Flygtningenævnet bemærker hertil, at ansøgeren har forklaret divergerende om udrejsen, idet han til asylsamtalen forklarede, at systemet var meget uformelt, og hans navn og billede var derfor ikke dukket op i systemet, da han forlod landet. Han tog derfor chancen og valgte at rejse ud. På mødet i Flygtningenævnet forklarede ansøger imidlertid, at han gemte sig i lufthavnen og betalte bestikkelse for at komme ud i flyet. Flygtningenævnet finder endelig, at det svækker ansøgerens troværdighed, at han opholdt sig i Tyskland fra [foråret] 2019 til [vinteren] 2020 uden at søge asyl på trods af, at han efter sin forklaring var eftersøgt af myndighederne i Nigeria, og at han først søgte asyl i Danmark, da han blev anholdt af politiet på en restaurant i København. Flygtningenævnet finder det endvidere påfaldende, at ansøgeren efter sin forklaring ikke har haft nogen kontakt til sin kone og børn eller andre i Nigeria efter sin udrejse. Det forekommer således ikke sandsynligt, at denne manglende kontakt skulle bero på, at ansøgeren ikke har haft midler hertil som først forklaret, eller at det skulle skyldes, at han ville beskytte familien mod spørgsmål om, hvor han befandt sig, som ansøgeren senere forklarede. Sammenfattende finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Nigeria vil være i risiko for forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Niga/2021/1/ACA

liba20212

Nævnet stadfæstede i februar 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Libanon. Indrejst i 2020. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim af trosretning fra Aley, Libanon. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hendes ægtefælle har en konflikt med deres nabo Ali Shamas, som har truet ægtefællen på livet. Ansøgeren har videre henvist til, at hun ikke har råd til at betale for hendes ægtefælles medicin eller sundhedsbehandling. Ansøgeren frygter endvidere den generelle sikkerhedssituation i Libanon. Flygtningenævnet har i en samtidig afgørelse vedrørende ansøgerens ægtefælle fundet, at ansøgerens ægtefælles modsætningsforhold til [A] ikke er af en sådan intensitet, at ansøgerens ægtefælle ikke af sikkerhedsmæssige grunde vil kunne vende tilbage til Libanon. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren i sig selv kan anses for at have noget modsætningsforhold til [A] eller være i nogen risiko for overgreb fra hans side. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Libanon. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens helbredsmæssige forhold og mulighederne for at skaffe medicin er socioøkonomiske forhold af en karakter, der ikke falder ind under anvendelsesområdet for udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” liba/2021/2/smla

iran20219

Nævnet meddelte i januar 2021 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder fra Sarpol-e Zahab, Kermanshah, Iran. Ansøgeren er født muslim, men har ved indrejsen i Danmark forklaret, at han ikke var troende. Ansøgeren er efter sin indrejse i Danmark konverteret til kristendommen. Ansøgeren har som oprindeligt asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter sin far og det iranske regime. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at hans far i maj eller juni 2011 opdagede, at han havde fået en tatovering, som betød, at han ikke var troende. I den forbindelse tvang ansøgerens far ham til at smøre ætsende creme på tatoveringen, indtil den var væk. Ansøgeren frygter derfor, at hans far vil skade ham yderligere. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv videre forklaret, at han frygter det iranske regime, fordi han har været aktiv for Basij. Ansøgeren har som nyt asylmotiv henvist til, at han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at han fik hjælp fra Jesus under sin indlæggelse i Tyskland, hvilket blandt andet er årsagen til, at han har besluttet at konvertere til kristendommen. Ansøgeren har videre forklaret, at den følelse, han fik under en drøm, hvor han så Jesus, gjorde, at han fik et ønske om at komme Jesus nærmere, og at han har holdt fast i det ønske lige siden. Ansøgeren har endelig forklaret, at han har modtaget kristendomsundervisning, og at han er blevet døbt [i foråret] 2018. Flygtningenævnets flertal finder, at ansøgerens konversion til kristendommen må anses for reel. Flertallet lægger herved navnlig vægt på, at ansøgeren har forklaret troværdigt om sin kontakt med kristendommen og baggrunden for sin konversion. Det må lægges til grund, at han har viden om kristendommen. Han er døbt [i foråret] 2018 efter sædvanlig dåbsforberedelse. Han er siden fast gået til gudstjeneste i kirken om søndagen, ligesom han fast har deltaget i blandt andet yderligere undervisningsforløb. Han har forklaret, at han ved en eventuel tilbagevenden til Iran vil leve åbent som kristen, og at han vil fortælle om kristendommen, og hvordan den har ændret hans liv. Selvom ansøgerens forklaring om konsekvenserne af konverteringen og omstændighederne efter en eventuel tilbagevenden må anses for mindre velovervejede, finder flertallet ikke, at dette efter en samlet vurdering er tilstrækkeligt til ikke at anse konversionen for reel. Flygtningenævnets flertal finder herefter, at det må antages, at ansøgeren risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, som følge af sin konvertering til kristendommen ved en eventuel tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2021/9/RILA

iran20218

Nævnet meddelte i januar 2021 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og yarsan af trosretning fra Kermanshah, Iran. Ansøgeren har været medlem af foreningen [Forening A] og fungeret som folkets repræsentant i [By]. Ansøgeren har under sit ophold i Danmark været aktiv for the [Forening B], hvor han har skrevet artikler, deltaget i møder, lavet radioindslag og organiseret indlæg m.v. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet eller slået ihjel af de iranske myndigheder som følge af, at han i Iran har kritiseret islam. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter unavngivne personer og det iranske regime, fordi han under sit ophold i Danmark har ytret sig kritisk vedrørende menneskerettigheder og religion i Iran. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i kraft af sin titel som Sayed, der betyder hellig mand, fortalte indbyggere i sin hjemby om trosretningen yarsan. I [Efteråret] 2014, under Eid Khavandkar, tog ansøgeren rundt og snakkede med andre yarsan-troende. En måned efter Eid Khavandkar, blev ansøgeren indkaldt til en samtale med mullahen [A]. Mullahen bad ansøgeren om ikke at være islamkritisk, da dette kunne være til fare for landets sikkerhed. På et ukendt tidspunkt i [Foråret] 2015 forsvarede ansøgeren den religiøse leder af yarsan-troen under en diskussion i klassen på det universitet, hvor ansøgeren studerede. Under diskussionen kritiserede ansøgeren også islam ved at sammenligne elementer fra islam med yarsan. En medstuderende, der arbejdede for efterretningstjenesten, sagde, at ansøgeren modarbejdede islam og det islamiske regime. Omkring en måned efter diskussionen blev ansøgeren igen indkaldt til en samtale hos mullahen [A]. Mullahen fortalte ansøgeren, at han var gået for vidt. Mullahen tilgav ham og sagde, at det ville være strafbart næste gang. Under en begravelsesceremoni [Sommeren] 2015 blev det påstået, at den islamiske begravelsesceremoni lignede den yarsanske begravelsesceremoni. Ansøgeren blev provokeret og forklarede gæsterne forskellen på de to ceremonier. På et ukendt tidspunkt efter begravelsesceremonien modtog enten ansøgeren eller hans far et opkald fra Sepah, der oplyste, at de ønskede at indkalde ansøgeren til en samtale, hvilket han ikke efterkom, hvorefter han den [Efteråret] 2015 valgte udrejse illegalt fra Iran, idet han frygtede, at Sepah ville fængsle ham. Ansøgeren har endvidere til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han under sit ophold i Danmark har været aktiv for to forskellige organisationer, dels [Forening A], dels [Forening C]. Han blev officielt medlem af [Forening A] [Sommeren] 2018 og medlem af [Forening A]. i [Foråret] 2018. Han blev på [Forening A]’s kongres i [Efteråret] 2019 valgt som medlem af [Forening A]’s centralkomite. Forud herfor var han blevet medlem af Danmarks Komiteen. Han sidder i direktionsudvalget og propagandaudvalget under [Forening A]’s centralkomite. Ansøgeren har før og efter sit medlemskab af [Forening A] skrevet en række islamkritiske artikler, der ligger på [Forening A]’s hjemmeside. Her er billeder af ansøgeren, der er anført med sit eget navn, ligesom hans navn fremgår af [Forening A]’s hjemmeside under oversigten af medlemmer af centralkomiteen. I [Forening C] har ansøgeren siddet som repræsentant for Danmark i Den Skandinaviske Komite. Han har optrådt med navn og billede på Yarsan TV og på MANOTO-TV, der er en Iran-kritisk TV-kanal hjemmehørende i England. Han har herudover deltaget i demonstrationer foran den iranske ambassade i Danmark og haft mange yderligere politiske aktiviteter i Danmark. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring om sine politiske aktiviteter i Danmark til grund og bemærker i øvrigt, at det som anført af Flygtningenævnet [Foråret] 2017 må lægges til grund, at ansøgeren i Iran forud for sin udrejse udførte islam-kritiske aktiviteter. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren – der utvivlsomt må anses som profileret, i forhold til det iranske styre – har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet må anses for at være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2021/8/MIMA

irak202151

Nævnet stadfæstede i januar 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2008. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk kurder og muslim af trosretning fra Dubiz, Irak. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har oprindeligt som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter, at han vil blive slået ihjel af sin fars chef, den etniske araber [A], idet [A] vil have, at klageren og hans familie skal betale erstatning for den lastbil, som blev ødelagt i forbindelse med angrebet og drabet på klagerens far [B]. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans far arbejdede som lastbilchauffør for et firma, der var ejet af [A]. [A] ejede lastbiler, der transporterede materiale til opførelse af betonmure som forsvar for myndigheds- og militærbygninger og samarbejdede således med amerikanere og det irakiske militær. Klagerens far modtog i den forbindelse to trusselbreve på familiens bopæl i Dubiz fra ukendte personer, der bad ham om at stoppe med at arbejde for firmaet. Omkring [begyndelsen af] 2008 blev klagerens far slået ihjel af ukendte terrorister, mens han var på arbejde som chauffør. Lastbilen, som han førte, blev stukket i brand. Klageren og hans familie fik besked om dette af [A]. Efterfølgende arrangerede klagerens mor og farbror, [C], klagerens fars begravelse, som klageren deltog i. Herefter krævede [A], at klageren og hans familie erstattede lastbilen. Hvis de nægtede, ville [A] slå dem ihjel. De flyttede efterfølgende til Koshtapa. Kort tid efter udrejste klageren med sin fætter, [D]. To til tre måneder efter deres ankomst til Danmark fik klageren og [D] besked fra klagerens mor om, at [D]s far, [C], var blevet slået ihjel. Det var angiveligt [A], der havde stået bag. [I foråret] 2012 rejste klagerens fætter, [D], tilbage til Irak med henblik på at tage permanent ophold. For omkring to år siden omkom klagerens bror, [E], og klagerens søster, [F], i en bilulykke i Irak. Klageren har endvidere henvist til de generelle forhold i Irak, herunder den politiske situation, og at han som følge heraf frygter at blive slået ihjel af de shiamuslimske militser, Hashdash-Shaabi (PMU), idet han er etnisk kurder. Flygtningenævnet har i afgørelsen af [efteråret] 2019 lagt til grund, at klageren bevidst har afgivet urigtige oplysninger under sin asylsag med henblik på at opnå opholdstilladelse. Flygtningenævnet fandt derfor, at klageren har opnået sin opholdstilladelse ved svig. Flygtningenævnet udtalte endvidere, at der ikke foreligger sådanne omstændigheder, at en afgørelse om at nægte at forlænge opholdstilladelsen ville virke særligt belastende af de grunde, der er nævnt i udlændingelovens § 26. I anledningen af genoptagelsesanmodningen bemærker Flygtningenævnet først, at nævnet ikke kan lægge klagerens nye oplysninger ved de foreviste videooptagelser af grave og forklaringer til grund som sande. Optagelserne har ikke en sådan karakter, at de kan tillægges nogen videre bevisværdi. Flygtningenævnet bemærker i øvrigt, at klageren, selv bortset fra de forhold som har sammenhæng med Facebookoplysningerne, har afgivet oplysninger, som er blevet tilsidesat af de danske myndigheder. Nævnet henviser herved til, at klageren ikke er blevet anset for mindreårig, således som han gjorde gældende ved indrejsen, at klageren har fremlagt dokumenter, der er blevet anset for uægte, og at klageren i sommeren 2020 har anvendt falske dokumenter. Flygtningenævnet finder ikke, at der foreligger sådanne nye oplysninger, at der er grundlag for at foretage nogen anden vurdering af, om klageren har udvist svig, end sket ved Flygtningenævnets afgørelse af [efteråret] 2019. Klageren er etnisk kurder fra Dubiz, Kirkuk-området. Flygtningenævnet finder ikke, at forholdene i klagerens hjemområde er af en sådan karakter, at enhver, der befinder sig i området, som følge af sin blotte tilstedeværelse risikerer overgreb i strid med EMRK art. 3. Flygtningenævnet finder efter de foreliggende baggrundsoplysninger heller ikke, at klageren individuelt risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb, således at han har behov for beskyttelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, som følge af, at han er kurder og har været uden for området gennem en årrække. Klageren opfylder således ikke betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, og udlændingelovens § 31 er således ikke til hinder for udsendelse af klageren til Irak. For så vidt angår § 26-vurderingen bemærker Flygtningenævnet, at nævnet har modtaget nye oplysninger om klagerens psykiske tilstand, men at der efter en samlet vurdering af klagerens forhold ikke er grundlag for at undlade at inddrage klagerens opholdstilladelse. Nævnet bemærker herved, at klageren har udvist svig, og at afvejningen herefter er ganske restriktiv. Nævnet bemærker tillige, at klageren er kommet her til landet som 18 årig, og at han ikke har stiftet selvstændig familie. Flygtningenævnet fastholder således nævnets afgørelse af [efteråret] 2019.” Irak 2021/51/RILA

geor20219

Nævnet stadfæstede i januar 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Georgien. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: "Ansøgeren er etnisk tjetjener og muslim af trosretning fra [By], i Georgien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Georgien frygter at blive udsat for overgreb af de georgiske myndigheder på grund af sin bror og tidligere ægtefælle. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at hendes tidligere ægtefælles mor lejede en lejlighed ud til ansøgerens bror, [Navn], som lejede et værelse ud til nogle personer, som politiet efterfølgende afslørede som terrorister. Som følge af ansøgerens brors tilknytning til lejligheden, blev han idømt 13 års fængsel for at støtte terrorisme. Ansøgeren har været til to afhøringer hos politiet grundet sin bror og er efterfølgende blevet indkaldt yderligere fem gange. Ansøgeren frygter desuden, at de georgiske myndigheder vil tage hende og hendes barn som gidsel, indtil de får fat på hendes tidligere ægtefælle, som også har været indkaldt til afhøringer, og som er flygtet til Rusland. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden frygter at blive udsat for æresrelaterede forbrydelser eller slået ihjel af sin egen familie, ligesom hun frygter at blive tvunget til at overdrage sit barn til sin tidligere ægtefælle og dennes familie. Til støtte for dette asylmotiv har ansøgeren oplyst, at idet ansøgerens bror blev fængslet og dømt på grund af sin tilknytning til lejligheden, som tilhørte hendes tidligere svigerfamilie, tog ansøgerens familie afstand til hendes tidligere svigerfamilie. Ansøgerens familie truede hende derfor med, at de ville slå hende ihjel, hvis hun vendte tilbage til sin tidligere ægtefælle. Ansøgerens familie besluttede endvidere, at ansøgerens barn straks efter fødslen skulle overdrages til hendes tidligere ægtefælle og dennes familie. Denne beslutning blev støttet af ældrerådet i området. Ansøgeren ville ikke opgive sit barn, og hun skjulte sig derfor hos sin mors kusine i byen [By], efter hun havde født sin søn. Ansøgeren blev dog opsøgt af sin bror, [Navn], og andre mandlige slægtninge, som sagde, at hun havde bragt skam over familien, og at hun havde tre dage til at aflevere barnet hos sin tidligere svigerfamilie. Slægtningene truede med at slå ansøgeren og barnet ihjel, hvis ikke hun adlød. Ansøgeren blev ved samme lejlighed udsat for voldelige overgreb af sin bror, som også tidligere havde udsat ansøgeren for vold. Flygtningenævnet kan som anført som Udlændingestyrelsen lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder som Udlændingestyrelsen af de grunde, der er anført i Udlændingestyrelsens afgørelse, at ansøgeren ikke kan meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet bemærker, at de seneste baggrundsoplysninger om Georgien, herunder Udlændingestyrelsen og Dansk Flygtningehjælps rapport "Georgia, Complaint Mechanisms for the Kist Community" fra december 2020, ikke kan føre til et andet resultat. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at der også af denne rapport fremgår de samme muligheder for myndighedsbeskyttelse som anført i den tidligere rapport udgivet af Udlændingestyrelsen og Dansk Flygtningehjælp i november 2018. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse." geor/2021/9/MSI

afgh20214

Nævnet meddelte i januar 2021 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger samt et barn fra Afghanistan. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte: "Ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim fra landsbyen [By] i [Område], Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter, at hun og hendes barn vil blive slået ihjel af kommandant [Navn1], idet kommandantens bror, [Navn2], blev slået ihjel af ansøgerens mor. Ansøgeren frygter endvidere, at blive udsat for overgreb, idet hun har født et barn uden for ægteskab. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hendes stedfar [Navn3] var afhængig af eurofiserede stoffer. For at få penge til sit narkotikaforbrug, bragte stedfaren fremmede mænd med hjem til ansøgerens bopæl, for at mændene kunne være sammen med ansøgeren og hendes mor. En måned inden ansøgerens udrejse af Afghanistan, blev hun bekendt med, at stedfaren havde lovet hende væk til [Navn2]. [Navn2] begyndte at opsøge ansøgeren på hendes bopæl men fik aldrig fat på hende, idet ansøgerens mor låste hende inde på værelset og fik [Navn2] væk hver gang. Da [Navn2] en morgen ankom på bopælen, var ansøgeren i haven, og [Navn2] her fik fat i ansøgeren. [Navn2] fik tvunget ansøgeren ned på jorden og lagde sig oven på hende. [Navn2] blev ved denne episode slået i hovedet med noget tungt af ansøgerens mor. Herefter sendte moren ansøgeren til ansøgerens faster, som videresendte hende til ansøgerens morbror. Morgenen efter modtog ansøgerens morbror et opkald fra fasteren, der fortalte, at kommandant [Navn1] ledte efter ansøgeren og hendes mor, idet [Navn2] var død som følge af slaget. Morbroren arrangerede herefter, at ansøgeren skulle udrejse af Afghanistan. Flygtningenævnets flertal kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnets flertal har herved lagt vægt på, at ansøgeren under sin forklaring i nævnsmødet er fremtrådt troværdig, ligesom hendes asylmotiver fremtræder som selvoplevede. Flertallet har endvidere lagt vægt på, at ansøgerens forklaringer er uden nævneværdige divergenser og fremstår meget konsistent. Flygtningenævnets flertal finder, at det heroverfor ikke kan tillægges afgørende betydning, at ansøgeren over for de græske myndigheder har opgivet falsk navn og urigtig fødselsdato, i hvilken forbindelse bemærkes, at ansøgeren har afgivet en troværdig forklaring om baggrunden herfor. Flygtningenævnets flertal finder herefter, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet bemærker, at der ikke er grundlag for at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren samt medfølgende barn [Navn4] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2." afgh/2021/4/MSI

afgfh20213

Nævnet stadfæstede i januar 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Afghanistan. Indrejst i 2019. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tadjik og sunni-muslim af trosretning fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har senest opholdt sig i Peshawar, Pakistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive slået ihjel af nogle personer, som ansøgerens far har en konflikt med. Ansøgeren har til støtte herfor anført, at ansøgerens familie rejste til Pakistan i 2017, da ansøgerens far, som arbejdede i militæret, havde en konflikt med nogle privatpersoner og med myndighederne. Ansøgerens familie fik nogle trusler over telefonen, og kort før de rejste til Pakistan, kom en gruppe personer og bankede på porten til ansøgerens families bopæl og råbte, at de skulle komme ud. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive slået ihjel af sin familie. Ansøgeren har til støtte herfor anført, at hendes familie [primo] 2018, da de fandt ud af, at ansøgeren ikke kunne få visum til Danmark, udtrykte et ønske om, at ansøgeren skulle skilles fra sin ægtefælle. Ansøgerens familie slog hende og sagde, at hun skulle giftes med sin fætter i stedet. Ansøgerens familie truede med at slå ansøgeren ihjel, hvis hun ikke blev skilt, og hvis hun fortalte sin ægtefælle om familiens trusler. En dag i 2019 fik ansøgeren et ultimatum af sin far, som lød på at lade sig skille inden en uge eller acceptere døden. Herefter flygtede ansøgeren en nat fra familiens bopæl med hjælp fra sin mor. Ansøgeren medbragte penge og smykker, som hun brugte til at betale menneskesmuglere for at få hende til Danmark. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at hun har modtaget dødstrusler i forbindelse med sit arbejde i sundhedsvæsenet. Ansøgeren har til støtte herfor anført, at hendes arbejde består i at vaccinere folk, hvilket mange personer i Afghanistan er imod. Ansøgeren modtog trusler om, at hun ville blive slået ihjel, såfremt hun ikke stoppede med at vaccinere folk. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Ad farens konflikter. Ansøgeren har for nævnet forklaret, at hun ikke kender til farens konflikter, og at hun ikke selv er blevet truet eller opsøgt. Til samtalen med Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2020 har hun forklaret, at hun blev truet telefonisk to til tre gange, og at familiens bopæl blev opsøgt at 10 til 15 personer. Ad ansøgerens arbejde. Ansøgeren har for nævnet forklaret, at hun modtog telefoniske trusler fra privatpersoner, der truede med at udsætte hende for vold, hvis hun ikke ophørte med sit arbejde. Hun har forklaret, at hun ikke oplyste dette til sine kollegaer, og at hun ikke har hørt fra kollegaerne, at de er blevet truet, men at hun antager det, idet flere holdt op. Hun har under den afrundende samtale [ultimo] 2019 forklaret, at afdelingen fik en generel skriftlig trussel om, at de ikke skulle foretage det arbejde, de foretog i afdelingen. Hun har ikke under denne samtale oplyst om konkrete trusler mod sig selv. Ad familien. Ansøgeren har forklaret, at familien flyttede til Pakistan kort efter hendes bryllup i 2017. Hun har [primo] 2018 indgivet en visumansøgning, hvor hun dels har angivet selv at have adresse i Kabul, ligesom hun har angivet alle sine søskendes opholdssted, undtagen en, som Afghanistan. Under samtalen med Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2020 er hun blevet foreholdt print fra sin fars, to brødres og ægtefælles Facebookprofiler. Den ene bror angiver at bo i Kabul, den anden at arbejde i Kabul. Det fremgår, at faren og de to brødre er venner med ansøgerens ægtefælle. Ansøgeren har forklaret, at hun ved den seneste trussel fik "et par dage" til at bestemme sig, mens hun for nævnet har forklaret, at det var fire dage. Nævnet tillægger det endvidere en vis vægt, at ansøgeren ikke ved indrejsen søgte asyl, men først [ultimo] 2019, hvor hun blev anholdt i anden forbindelse. På baggrund af ansøgerens divergenser, og da hun har forklaret afglidende på nævnets spørgsmål, tilsidesætter nævnet ansøgerens forklaring. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at hun ved tilbagevenden til Afghanistan vil være forfulgt, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i en individuel og konkret risiko for overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2021/3/EDO

29bbul20201

Nævnet stadfæstede i januar 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en asylansøgning, jf. udlændingelovens § 29 b, vedrørende en kvinde fra Syrien, der var meddelt flygtningestatus i Bulgarien. Flygtningenævnet udtalte: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af udlændingelovens § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a eller 5 b. Det fremgår af udlændingelovens § 29 b, at en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 kan afvises, hvis udlændingen allerede har opnået beskyttelse i et land, som omhandlet i § 29 a, stk. 1, det vil sige et land, der er omfattet af Dublinforordningen. I den foreliggende sag har Flygtningenævnet lagt til grund, at klageren [i efteråret] 2016 er meddelt flygtningestatus i Bulgarien. Det fremgår af Justitsministeriets bemærkninger til lovforslag nr. 72 af 14. november 2014, at afvisning efter udlændingelovens § 29 b alene kan ske, hvis betingelserne for at betragte det pågældende land som et første asylland er opfyldt som følge af, at udlændingen tidligere har opnået beskyttelse i landet. Det er herved blandt andet et krav, at udlændingen skal være beskyttet mod refoulement, ligesom det skal være muligt for den pågældende at indrejse og tage lovligt ophold i første asyllandet. Den pågældendes personlige integritet og sikkerhed skal endvidere være beskyttet, men det kan ikke hermed kræves, at den pågældende socialt set skal kunne leve på fuldt ud samme niveau som første asyllandets egne statsborgere. Det er dog et krav i henhold til Excom Conclusion no. 58 - 1989, at udlændingen i første asyllandet bliver ”treated in accordance with recognized basic human standards”. Efter Flygtningenævnets praksis er der blandt andet blevet lagt vægt på, om udlændingen har adgang til bolig, lægehjælp, mulighed for ansættelse i den private eller offentlige sektor, mulighed for frit at bosætte sig samt muligheden for at eje fast ejendom. Flygtningenævnet finder, at det vil være muligt for klageren at indrejse og tage lovligt ophold i Bulgarien, samt at klageren i Bulgarien vil være beskyttet mod refoulement. Det bemærkes herved, at klageren har opnået international beskyttelse i Bulgarien, der som medlem af EU er omfattet af Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder artikel 19, stk. 2, og som har tiltrådt Flygtningekonventionen, herunder efterlevelse af non-refoulement-princippet som anført i Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 1. Forholdene for udlændinge, der er meddelt opholdstilladelse i Bulgarien, er ifølge de for Flygtningenævnet foreliggende baggrundsoplysninger vanskelige. Nævnet finder imidlertid ikke, at der er væsentlige grunde til at tro, at der er tale om sådanne generelle mangler, at en afvisning af klageren vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling, som defineret i artikel 4 i Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder, og som omfattet af EMRK artikel 3 og CCPR artikel 7, ligesom nævnet finder, at klagerens personlige integritet og sikkerhed vil være beskyttet i fornødent omfang. Tilsvarende finder Flygtningenævnet, at de generelle sociale og økonomiske forhold for flygtninge med opholdstilladelse i Bulgarien – skønt svære – ikke i sig selv er på et så uacceptabelt niveau, at klageren efter Flygtningenævnets praksis ikke kan henvises til at tage ophold i Bulgarien som første asylland. Der kan herved henvises til de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder AIDAs rapport, hvoraf det fremgår, at udlændinge med international beskyttelse i henhold til bulgarsk lovgivning har ret til samme sociale bistand og ydelser som bulgarske statsborgere, ligesom de har samme adgang til lægebehandling og rettigheder til valgfri sundhedsforsikring. Endvidere har flygtninge i Bulgarien adgang til alle typer beskæftigelse og sociale ydelser inklusiv arbejdsløshedsunderstøttelse, om end det i praksis kan være svært at finde job på grund af sprogproblemer og en høj arbejdsløshed. Vedrørende klagerens konkrete situation skal Flygtningenævnet bemærke, at de bulgarske myndigheder i 2016 har accepteret at tilbagetage klageren, hvilket de bulgarske myndigheder [i slutningen af] 2018 har bekræftet over for Udlændingestyrelsen. Flygtningenævnet lægger herefter til grund, at klagerens opholdstilladelse i Bulgarien ikke kan anses for ophørt. Det lægges til grund, at klageren lider af forhøjet blodtryk. Flygtningenævnet finder dog, at klageren ikke kan betragtes som ganske særligt sårbar. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at klageren har rejst alene og opholdt sig i længere perioder i forskellige lande, og at det må lægges til grund, at klageren, uanset hun i Tyrkiet boede hos sin bror, har været i stand til at klare sig. Derudover er sundhedsbehandling mod forhøjet blodtryk efter det oplyste tilgængelig i Bulgarien, og klageren, som har opnået international beskyttelse i Bulgarien, vil efter det oplyste også have ret til sådan en behandling. For så vidt angår klagerens oplysninger om, at hun har haft ubehagelige oplevelser i forbindelse med sin kontakt til de bulgarske myndigheder, henviser Flygtningenævnet til det i Udlændingestyrelsens afgørelse af [efteråret] 2019 anførte om at klage over forholdene til de overordnede myndigheder i Bulgarien. Flygtningenævnet finder heller ikke, at klageren har oplyst om konkrete omstændigheder om opholdet i Bulgarien eller om personlige forhold, der kan føre til en ændret vurdering af sagen. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse af [efteråret] 2019, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 b.”§ 29b/bul/2020/1/FAM

syri202117

Nævnet stadfæstede i februar 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte:”Klageren er etnisk araber og kristen ortodoks af trosretning fra [en by], Syrien. Klageren har deltaget i møder og forsamlinger med andre kristne, hvor de har udtalt sig kritisk mod styret. Udlændingestyrelsen meddelte [en dato i efteråret] 2015 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygtede, at han ville blive slået ihjel eller fængslet af regimet, fordi han var modstander af regimet og havde udtalt sig kritisk herom til sine venner og sin familie. Klageren frygtede endvidere, at han ville blive slået ihjel af islamistiske grupper, fordi klageren tilhører det kristne mindretal. Udlændingestyrelsen har [en dato i slutningen af] 2020 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for klagerens opholdstilladelse ikke længere er til stede. Udlændingestyrelsen har i den forbindelse lagt vægt på, at forholdene i Damaskus siden 2018 har ændret sig markant, hvorfor der ikke længere vurderes at være en reel risiko for, at enhver ved sin blotte tilstedeværelse vil blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Klageren har fortsat som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter, at han vil blive slået ihjel eller fængslet af regimet, fordi han har udtalt sig kritisk herom til sine venner og sin familie. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han under sit ophold i Syrien deltog i diverse forsamlinger med ligesindede fra det kristne mindretal, hvor de diskuterede det kristne mindretals rettigheder og kritiserede regimet. Klageren har hertil oplyst, at familiens bopæl, cirka fire til fem måneder efter klagerens indrejse i Danmark, blev opsøgt af myndighedspersoner, som spurgte efter klageren. Klagerens mor forklarede i den forbindelse myndighedspersonerne, at klageren var udrejst. Klageren har endvidere som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter, at han vil blive slået ihjel eller kidnappet af islamistiske grupper, fordi han tilhører et kristent mindretal. Udlændingestyrelsen har vurderet, at klageren ikke opfyldte betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet bemærker med hensyn til udlændingelovens § 7, stk. 3, at klageren er meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, med henblik på midlertidigt ophold og, at opholdstilladelsen ikke skal forlænges, når de forhold, der førte til tildeling af beskyttelse, ikke længere er til stede. Flygtningenævnet bemærker, at det fremgår af Flygtningenævnets praksis siden sommeren 2019, at de aktuelle forhold i Damaskus ikke længere er af en sådan karakter, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Dette støttes senest af EASOs rapport: Country Guidance: Syria, fra september 2020, side 122, hvor bl.a. fremgår, at ”Looking at the indicators, it can be concluded that indiscriminate violence is taking place in the governorate of Damascus at such a low level that in general there is no real risk for a civilian to be personally affected by reason of indiscriminate violence within the meaning of Article 15(c) QD.” Tilsvarende fremgår det af Udlændingestyrelsens rapport: Syria, Security and socio-economic situation in the governorates of Damascus and Rural Damascus, fra oktober 2020, side 11, bl.a. at “Since 2018, when the GoS retook control of all areas in Damascus and Rural Damascus from opposition groups, there have been no major security incidents (e.g. battles, military operations etc.) in the two governorates, …” Flygtningenævnet skal herefter tage stilling til, om en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse er i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Klageren er født og opvokset i Syrien, hvor han har boet i det meste af sit liv. Klageren har haft lovligt ophold i Danmark siden [en dato i sommeren] 2015. Klageren har modtaget danskundervisning og har gået på VUC. Klageren er ugift og har ikke børn. Klageren har ikke familie i Danmark. Klagerens forældre og søskende bor i Damaskus i Syrien. Efter en samlet vurdering af det ovenfor anførte finder Flygtningenævnet, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse ikke er i strid med EMRK artikel 8 eller Danmarks øvrige internationale forpligtelser. Efter det oplyste om karakteren af klagerens helbredsmæssige problemer er Flygtningenævnet enig med Udlændingestyrelsen i, at der ikke er tale om sådanne helbredsmæssige problemer, at det vil udgøre en krænkelse af EMRK artikel 3 at nægte at forlænge klageren opholdstilladelse. Flygtningenævnet kan på ovennævnte baggrund tiltræde Udlændingestyrelsens vurdering i afgørelsen af [en dato i slutningen af] 2020 om, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, ikke kan forlænges. Der skal herefter foretages en vurdering af, om klageren er i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flertallet af Flygtningenævnet bemærker, at de ikke finder at kunne lægge til grund, at klageren er i et modsætningsforhold til de syriske myndigheder, hverken fordi klageren er kristen og angiveligt har deltaget i møder og forsamlinger med andre kristne, eller fordi klageren er modstander af det syriske styre og har udtalt sig kritisk om det syriske styre til møder og forsamlinger samt til familien. Flertallet af Flygtningenævnet bemærker, at det generelt svækker klagerens troværdighed, at han har svaret ukonkret og afglidende på spørgsmål, og at forklaringen er væsentlig udbygget undervejs. Flertallet af Flygtningenævnet har lagt vægt på, at klageren hverken i asylskemaet eller til oplysnings- og motivsamtalen [en dato i sommeren] 2015 har oplyst, at han har haft nogen politisk aktivitet i Syrien i forbindelse med hans modstand mod styret, og at klageren ikke i asylskemaet eller til oplysnings- og motivsamtalen har oplyst om nogen konkrete konflikter i forbindelse med hans modstand mod styret. Flertallet af Flygtningenævnet har lagt vægt på, at klageren først til samtalen med Udlændingestyrelsen [en dato i efteråret] 2020 har oplyst om nogle politiske aktiviteter, hvor han mødtes til møder og i forsamlinger med andre kristne, der var mod styret, og at nogle af deltagerne var blevet anholdt. Flertallet af Flygtningenævnet har lagt vægt på, at klageren til samtalen [en dato i efteråret] 2020 har forklaret yderligere udbyggende om, at han deltog i forsamlinger på 300 mennesker, og at klageren for Flygtningenævnet har forklaret yderligere udbyggende, og at de senere mødtes i mindre grupper, hvoraf han var leder af en af disse, og at nogle af lederne af de andre grupper ikke var blevet løsladt, efter at de var blevet tilbageholdt. Flertallet af Flygtningenævnet har lagt vægt på, at det beror på klagerens egen formodning, at hans angivelige aktiviteter og ytringer er kommet til de syriske myndigheders kendskab, og at han på den baggrund skulle være kommet i et asylbegrundende modsætningsforhold til de syriske myndigheder. Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at klageren til samtalen med Udlændingestyrelsen [en dato i efteråret] 2020 og for Flygtningenævnet har oplyst, at myndighederne angiveligt har spurgt efter ham på hans mors bopæl. Flertallet af Flygtningenævnet har lagt vægt på, at det beror på klagerens egen formodning, at de syriske myndigheder opsøgte hans bopæl på baggrund af, at de havde erfaret, at han havde deltaget i møder og forsamlinger, samt ytret sig kritisk om dem. Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at klageren frygter repressalier fordi, at han har et kristent navn. Flertallet af Flygtningenævnet har lagt vægt på, at klageren ikke har oplevet nogen konkrete konflikter, hverken med de syriske myndigheder eller andre på baggrund af hans trosretning eller navn. Endeligt kan det ikke føre til en ændret vurdering, at klageren har oplyst, at han er udrejst illegalt af Syrien. Flertallet af Flygtningenævnet har lagt vægt på, at det fremgår af Udlændingestyrelsens landerapport ”Syria, Secury Situation in Damascus Province ande Issues Regarding Return to Syria, Report based on interwiews between 16 to 27 November 2018 in Beirut and Damascus”, fra februar 2019, at det siden begyndelsen af 2018 har tydet på, at det ikke har konsekvenser for en tilbagevendende syrer, at vedkommende forlod Syrien under krigen, og at illegal udrejse af Syrien fortsat er strafbart, men at det i praksis ikke længere er et problem, idet man kan få sin situation afklaret ved sin syriske repræsentation i udlandet inden indrejsen i Syrien. Klageren opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Syri/2021/17/MLVT.

syri202116

Nævnet meddelte i februar 2021 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte:”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Udlændingestyrelsen har truffet afgørelse om, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, men at han er udelukket fra at blive meddelt opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt. Klageren er etnisk kurder og sunnimuslim af trosretning fra landsbyen [landsby], Afrin, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive indkaldt til militærtjeneste. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han ikke ønsker at aftjene militærtjeneste, idet han ikke vil deltage i krigen i Syrien. Klageren har i den forbindelse oplyst, at han som kurder ikke betragter Syrien som sit land, og at de syriske myndigheder udnytter kurdere ved at få dem til at udføre militærtjeneste. Klageren har som asylmotiv endvidere henvist til de generelle forhold i Syrien. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hans hjemland er fortsat er præget af krig og ødelæggelse, og at der fortsat er mange konflikter mellem forskellige grupperinger og etniciteter i Syrien. Klageren har endelig som asylmotiv henvist til, at han ikke længere har familie i Syrien, idet hele klagerens familie opholder sig i [europæisk land], hvor de har fået opholdstilladelse. Flygtningenævnet finder, som Udlændingestyrelsen, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren er ved [landsrettens] dom af [dato] 2019 idømt fængsel i 6 måneder og udvist af Danmark med indrejseforbud i 6 år for overtrædelse af straffelovens § 245. Spørgsmålet er herefter, om klageren er udelukket fra opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt. Flygtningenævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på sagens karakter og finder, at der er tale om en samfundsfarlig forbrydelse. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på den konkret idømte straf, på den omstændighed at forholdet fandt sted [måned] 2018, og at klageren ikke siden da har begået strafbare forhold, hvorfor nævnet finder, at der er tale om et enkeltstående forhold, der fandt sted som led i et større slagsmål i en gruppe med forudgående kendskab til hinanden. Klageren har i øvrigt under sit ophold i Danmark været i praktik på forskellige arbejdspladser og derudover haft en løsere og kortvarig tilknytning til arbejdsmarkedet, han taler dansk og har familiemedlemmer og en kæreste i Danmark. Efter en konkret afvejning finder Flygtningenævnet, at klageren ikke kan anses som en fare for samfundet. Flygtningenævnet meddeler derfor klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Syri/2021/16/tps

stat20218

Nævnet stadfæstede i februar 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsløs palæstinenser fra Gaza. Indrejst i 2019. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber, muslim og statsløs palæstinenser fra Gaza. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men hun har oplyst, at hun har deltaget i flere demonstrationer vedrørende blandt andet frihed, demokrati og menneskerettigheder. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Gaza frygter Hamas, idet flere af ansøgerens familiemedlemmer er eftersøgt af gruppen. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hendes far og brødre omkring 2006 var i militæret, før Hamas overtog magten. Efter Hamas kom i regering i 2007, er familiens bopæl flere gange blevet ransaget, og Hamas har flere gange truet faren og brødrene med at slå dem ihjel. Ansøgeren har videre oplyst, at hun har deltaget i flere fredelige demonstrationer, og at hun er politisk aktiv på Facebook. Slutteligt har ansøgeren oplyst, at hendes families nabos bopæl i 2014 blev bombet, og ansøgeren og hendes familie fik at vide, at de skulle holde sig væk og blive inden døre. Flygtningenævnet bemærker, at en statsløs palæstinenser fra UNRWA mandat-området, der som ansøgeren har haft adgang til UNRWA beskyttelse eller bistand, og som søger om asyl, som udgangspunkt skal anses for udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 1. pkt., medmindre den pågældende opfylder de betingelser, der er angivet af EU-Domstolen, herunder i præmis 86 i dom af 25. juli 2018 (Alheto), hvori anføres, ”at den pågældende palæstinenser befinder sig i en personlig usikkerhedstilstand, og at det er umuligt for UNRWA, hvis beskyttelse den berørte har påberåbt sig, at sikre den pågældende levevilkår, som er i overensstemmelse med organets opgave, hvorved denne palæstinenser på grund af omstændigheder, der ikke er udtryk for vedkommendes vilje, således tvinges til at forlade UNRWA’s operationsområde.” Dette indebærer, at en statsløs palæstinenser fra mandat-området, der har haft adgang til UNRWA beskyttelse eller bistand, og som frivilligt har forladt området, er udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen. Har den pågældende derimod været tvunget til at forlade området, eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage, vil vedkommende automatisk være omfattet af Flygtningekonventionen. Ved vurderingen heraf finder nævnet – som Udlændingestyrelsen – at det ikke kan lægges til grund, at ansøgeren har en asylbegrundende konflikt med Hamas, der har gjort det nødvendigt for hende at forlade området, eller at hun som følge af en konflikt med Hamas er afskåret fra at vende tilbage. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet har således lagt til grund, at ansøgerens far har været kaptajn i hæren før magtskiftet i Gaza i 2007, at ansøgeren kommer fra en politisk aktiv familie, som er i opposition til Hamas, at hendes far og en af hendes brødre har været tilbageholdt af Hamas, at familiens bolig blev ødelagt i forbindelse med uroligheder i [foråret] 2019, og at ansøgerens forældre og alle hendes søskende nu har forladt Gaza. Efter ansøgerens forklaring ødelagde Hamas familiens hus, fordi de ikke kunne finde hendes far, som de var kommet for at anholde, men denne begivenhed fandt sted efter ansøgerens udrejse af Gaza. Flygtningenævnet lægger vægt på, at ansøgeren ikke selv er profileret i forhold til Hamas, og at hun ikke har været eftersøgt eller har været udsat for overgreb eller forfølgelse fra Hamas’ side. Det beror på ansøgerens formodning, at hendes mandlige familiemedlemmers forhold indebærer, at Hamas vil efterstræbe hende. Det beror endvidere på ansøgerens formodning, at det forhold, at hun ikke fik lov at møde i retten på vegne af den advokat, hun var ansat hos, skyldtes hendes tilknytning til Fatah. Ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at hun er afskåret fra at vende tilbage til Gaza, hvor hun har adgang til UNWRA’s bistand. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Stat/2021/8/CERA

liba20211

Nævnet stadfæstede i februar 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien og Libanon. Indrejst i 2019. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og muslim. Ansøgeren er fra Al-Qamishli, Syrien, men er statsborger i både Syrien og Libanon. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive slået ihjel af de syriske myndigheder, idet myndighederne har truet hende, fordi hendes sønner ikke har accepteret deres genindkaldelser til militærtjeneste. Ansøgeren har videre henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Libanon frygter, at den libanesiske efterretningstjeneste vil aflevere hende til de syriske myndigheder. Flygtningenævnet lægger ligesom Udlændingestyrelsen til grund, at ansøgeren både er libanesisk og syrisk statsborger. Flygtningenævnet har for så vidt angår ansøgerens libanesiske statsborgerskab lagt vægt på, at det fremgår af de svenske asylsagsakter, at ansøgeren i 2012 oplyste, at hun havde ansøgt om og fået statsborgerskab i Libanon, og at hun indleverede et libanesisk id-kort og et libanesisk pas dateret [i foråret] 2012 til de svenske myndigheder. Endvidere fremgår det af det svenske visumafslag [fra sommeren] 2019, at ansøgeren er libanesisk statsborger, og det fremgår af udskriften af visumansøgningen, at hun søgte på grundlag af et libanesisk pas udstedt [i starten af] 2019. For så vidt angår Syrien lægger Flygtningenævnet ligesom Udlændingestyrelsen vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende. Hun har således under oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at myndighederne spurgte efter hendes sønner, men ikke at hun selv i den forbindelse blev udsat for trusler. Under asylsamtalen og under mødet i Flygtningenævnet har hun derimod forklaret, at myndighederne truede hende. Dette svækker ansøgerens generelle troværdighed, og hun har ikke ved sin forklaring sandsynliggjort, at hun har været udsat for konkrete, individuelle asylbegrundende forhold. At ansøgeren er analfabet og har dårligt helbred kan ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet kan derfor tiltræde Udlændingestyrelsens vurdering, hvorefter ansøgeren ikke er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, og at hun på baggrund af den alvorlige situation i ansøgerens hjemområde i Syrien er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 3. Ansøgeren har i relation til Libanon som asylmotiv henvist til, at hun frygter, at de libanesiske myndigheder vil sende hende til Syrien, fordi de to lande samarbejder. Flygtningenævnet anser det dog for usandsynligt, at Libanon vil udsende en libanesisk statsborger til Syrien. Ansøgeren har derfor ikke sandsynliggjort, at hun ved tilbagevenden til Libanon risikerer asylbegrundende forfølgelse eller behandling. Ansøgeren kan derfor henvises til at tage ophold i Libanon, og der er herefter ikke grundlag for at meddele hende opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Liba/2021/1/CERA

stat202110

Nævnet stadfæstede i februar 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Libanon. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Indledningsvis bemærkes, at Flygtningenævnet har afvist ansøgerens anmodning om, at ”afsige kendelse angående rette domstol, jf. direktiv 2004/38/ en dokumentation sendt til Flygtningenævnet v/Stig Torp Henriksen direkte v/ videresendt e-mail. Her fremgår rettigheden til almindelig domstolsprøvelse. [Ansøgerens] sag skal derfor ved kendelse overføres til Østre Landsret som første instans således, som [mandataren] har skrevet til Flygtningenævnet”, idet Flygtningenævnet har henvist til udlændingelovens § 56, stk. 8, og Flygtningenævnets forretningsorden. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Libanon frygter at blive slået ihjel af Hizbollah og de libanesiske myndigheder, fordi han kender imamen Ahmad Al-Assir og ofte har deltaget i hans prædikener i Bilal Ben Rabah moskeen, samt desuden var tilhænger af hans politiske og religiøse holdninger. Ansøgeren har som støtte til sit asylmotiv oplyst, at ansøgeren har deltaget i en 33-dages demonstration imod Hizbollah, hvilket resulterede i, at Bilal Bin Rabah moskeen blev angrebet, hvilket medførte at 27 personer blev slået ihjel og en række personer, som befandt sig i moskeen pågældende dag, blev anholdt. Ansøgeren opholdt sig i et beskyttelsesrum i to dage, inden ansøgeren og dennes familie flygtede til den gamle bydel i Saida. Ansøgerens bopæl blev efterfølgende opsøgt af personer fra Hizbollah, som desuden også tilbageholdte ansøgerens far i otte timer samt opsøgte ansøgerens bror. Den 29. august 2018 offentliggjorde Flygtningenævnet på nævnets hjemmeside, at Flygtningenævnets koordinationsudvalg har besluttet, at ændre nævnets hidtidige praksis i asylsager vedrørende statsløse palæstinensere fra Libanon og fra den øvrige del af UNRWA mandat-området, således at en statsløs palæstinenser fra de pågældende områder, der har haft adgang til UNRWA beskyttelse eller bistand og som frivilligt har forladt området, er udelukket fra beskyttelse efter flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 1. pkt. Har den pågældende derimod været tvunget til at forlade området, eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage, vil vedkommende automatisk være omfattet af flygtningekonventionen. Ansøgeren er omfattet af Flygtningekonventionens artikel 1 D, 1. pkt., og er derfor som udgangspunkt udelukket fra at opnå beskyttelse efter Flygtningekonventionen, medmindre han var tvunget til at forlade Libanon eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage, jf. bestemmelsens 2. pkt. Flygtningenævnet er enig med Udlændingestyrelsen i, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han var tvunget til at forlade Libanon eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage, idet ansøgerens forklaring om sin konflikt med Hizbollah og de libanesiske myndigheder ikke kan lægges til grund. Flygtningenævnet henviser herved til de grunde, de er anført af Udlændingestyrelsen. Det, som ansøgeren har forklaret og i øvrigt har anført for Flygtningenævnet, kan ikke føre til en ændret vurdering. Ansøgeren er således ikke afskåret fra at vende tilbage til Libanon, hvor han har adgang til UNRWA beskyttelse og bistand. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” stat/2021/10/HZC

stat202027

Nævnet stadfæstede i august 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Libanon. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunnimuslim. Han er statsløs palæstinenser fra Tripoli, Libanon. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Libanon frygter at blive tvangsrekrutteret til Hamas og Fatah. Han har til støtte herfor oplyst, at Hamas og Fatah har forsøgt at rekruttere ham, fra han var 13 til 14 år gammel og frem til udrejsen i 2015. I 2006 forsøgte Hamas at rekruttere ansøgeren og andre palæstinensere som var til stede på en café i […]. Der opstod slagsmål og ansøgeren forlod straks caféen. Et par dage efter episoden på caféen blev ansøgeren opsøgt af en mand, som bankede på døren hos hans familie. Da manden ikke ville gå, skubbede ansøgeren til ham og gav ham en lussing, hvorefter manden gik. En uge efter blev ansøgeren og hans families hus angrebet af Hamas, der kastede håndgranater mod dem. Ansøgerens far, der tidligere havde været en del af Farah, ringede efter assistance hos Fatah, som kom og skræmte Hamas væk. Fatah forlangte, at ansøgeren skulle lade sig rekruttere til Fatah, hvis han ønskede deres beskyttelse. Fatah havde flere gange beskyttet ansøgeren mod at blive rekrutteret til Hamas. Ansøgeren nægtede at lade sig rekruttere til Fatah. Efterfølgende oplevede han både opsøgninger fra Fatah og Hamas, som begge ønskede at rekruttere ansøgeren. I 2009 flyttede ansøgeren til Jounieh for at undgå at blive rekrutteret til Fatah og Hamas. I 2015 udrejste han af Libanon. Den 29. august 2018 offentliggjorde Flygtningenævnet på nævnets hjemmeside, at Flygtningenævnets koordinationsudvalg havde besluttet at ændre nævnets hidtidige praksis i asylsager vedrørende statsløse palæstinensere fra Libanon og fra den øvrige del af UNRWA-mandatområdet, således at en statsløs palæstinenser fra de pågældende områder, der har haft adgang til UNRWA-beskyttelse eller -bistand og som frivilligt har forladt området, er udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 1. pkt. Har den pågældende derimod været tvunget til at forlade området eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage, vil vedkommende automatisk være omfattet af Flygtningekonventionen. Ansøgeren har ikke oplyst på noget tidspunkt at have været registreret ved UNWRA eller at have modtaget støtte derfra, og Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren ikke er omfattet af Flygtningekonventionens artikel 1 D, 1. pkt. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om hans asylmotiv til grund. Nævnet lægger vægt på, at ansøgerens svar på en række punkter nærmere angår den generelle konflikt mellem Hamas og Fatah end ansøgerens individuelle problemer. Ansøgeren har således under mødet i nævnet forklaret, at der var en konflikt mellem hans far, som medlem i Fatah, og Hamas, og at ansøgers fars problemer begyndte at gå ud over ansøgeren, hvilket første gang skete ved episoden på caféen i 2006, men har efterfølgende forklaret, at Hamas-folkene på caféen generelt forsøgte at hverve unge mænd, og at han ikke blev direkte opsøgt. Hertil kommer, at ansøgeren har forklaret divergerende om en række forhold vedrørende sit asylmotiv. Under mødet i nævnet har ansøgeren bl.a. forklaret, at Hamas-folkene henvendte sig direkte til ham på cafeen, og at han kom i skænderi med dem, mens han til asylsamtalen har forklaret, at Hamas-folkene ikke sagde noget direkte til ansøger. Han har endvidere forklaret divergerende, om der var medlemmer af Fatah til stede på caféen, og om der opstod en slåskamp. Under mødet i nævnet, har ansøgeren forklaret, at både [A] og [B] henvendte sig til ansøgers familie, men at det var [B] som det højst rangerende Fatah medlem, der havde det sidste ord. Til oplysningssamtalen ville ansøger ikke oplyse navnet på den højtstående person i Fatah, som beskyttede ham, mens han til asylsamtalen har forklaret, at der nok var sket en forveksling mellem de personer. Ansøgeren har til asylsamtalen forklaret, at hverken han eller hans familie blev opsøgt af Hamas i perioden slutningen af 2009 til november 2015, hvor han boede i Jounieh, men har under mødet i nævnet forklaret, at Hamas fra 2010 løbende opsøgte hans familie og spurgte efter ham og truede hans familie. Han har endvidere til asylsamtalen forklaret, at Hamas blev ærgerlige, når han afslog at slutte sig til dem, men at der ikke skete yderligere. Under mødet i nævnet har han forklaret, at han også også blev truet. Endvidere bemærker Flygtningenævnet, at det trods Hamas’ adskille opsøgninger gennem en årrække og tilsvarende Fatahs hvervningsforsøg ikke er lykkedes nogen af organisationerne at hverve ansøgeren, og at ansøgeren har levet i ca. 6 år i Jounieh uden at opleve problemer. Hertil kommer, at ansøgeren under mødet i nævnet har forklaret, at han for to dage siden har genoptaget kontakten med sin familie, selv om han ved asylsamtalen forklarede, at han havde afbrudt kontakten med sine familiemedlemmer for at beskytte dem. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger vurderer Flygtningenævnet, at den generelle situation for statsløse palæstinensere i Libanon ikke i sig selv er asylbegrundende. Flygtningenævnet finder af de nævnte grunde, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at ansøgerens konflikt med Hamas eller Fatah har en sådan karakter eller intensitet, at det kan sidestilles med asylbegrundende forfølgelse. Da ansøgeren således ikke har sandsynliggjort, at han i Libanon risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse.” Stat/2020/27/DH

viet20211

Nævnet stadfæstede i februar 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om bortfald af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Vietnam. Indrejst i 1991.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er vietnamesisk statsborger fra [by], Vietnam. Det fremgår af sagen, at klageren blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingeloven § 8, jf. § 7, stk. 1 [i foråret] 1991 og indrejste [i foråret] 1991. Det fremgår af stemplerne i hans vietnamesiske pas, at han havde opholdt sig i Vietnam mere end på hinanden 12 følgende måneder, herunder at han siden 2012 har været udrejst fem gange og har været udrejst i længere perioder. Det fremgår videre af Det Centrale Personregister, at klageren [i foråret] 2019 udrejste til Vietnam. [I efteråret] 2020 besluttede Udlændingestyrelsen, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, jf. § 7, stk. 1, var bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1 og stk. 4 samt § 17 a, stk. 1, idet klageren havde opholdt sig uden for Danmark i mere end 12 på hinanden følgende måneder, og at han havde taget frivilligt ophold i Vietnam. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at ændre Udlændingestyrelsens afgørelse. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at det blandt andet fremgår af Udlændingestyrelsens afgørelse [fra efteråret] 2018, at Udlændingestyrelsen efter en konkret vurdering af sagens samlede omstændigheder vurderede, at klagerens opholdstilladelse ikke skulle bortfalde i henhold til udlændingelovens § 17, stk. 3, og at Udlændingestyrelsen herved lagde vægt på, at klageren har en mindreårig datter i Danmark, og det blev vurderet, at dette måtte betragtes som en særlig tilknytning til Danmark, idet bortfald af klagerens opholdstilladelse ville være et uproportionalt indgreb i deres familieliv. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at klageren til samtalen hos Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2020 har forklaret, at han ikke har set sin herboende datter i mere end 10 år. Klagerens advokat har til Flygtningenævnet oplyst, at det er ubestridt, at klageren ikke har kontakt til sin datter i Danmark. Flygtningenævnet finder herefter, at der må ses bort fra Udlændingestyrelsens afgørelse [fra efteråret] 2018. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren har været udrejst af Danmark i perioden [fra efteråret] 2012 til [efteråret] 2013, og at han dermed har opholdt sig uden for Danmark i mere end 12 på hinanden følgende måneder, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 3. pkt. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at klagerens rejsemønster siden 2012 viser, at klageren siden 2012 har haft sit hovedophold uden for Danmark. Klageren har således i perioden fra [efteråret] 2012 til [sommeren] 2016 opholdt sig i Danmark i 305 dage og uden for Danmark i 1083 dage, jf. Politiet i Kastrup Lufthavns rapport [fra sommeren] 2017, hvilke oplysninger klageren har bekræftet i samtale [fra sommeren] 2020 med Udlændingestyrelsen. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at klageren i Vietnam har indgået ægteskab i 2014 og [i sommeren] 2014 fik en datter med sin ægtefælle, og at klageren således har stiftet familie i Vietnam. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på klagerens oplysninger om, at han ofte ser ægtefællen og datteren i Vietnam, som han bor sammen med, når han er i Vietnam. Flygtningenævnet finder på baggrund af det ovenfor anførte, at det må lægges til grund, at klageren frivilligt har taget ophold i sit hjemland, jf. udlændingelovens § 17, stk. 4. Flygtningenævnet finder videre, at der ikke er forhold efter bestemmelsen i udlændingelovens § 17, stk. 3, som kan føre til, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, ikke skal anses for bortfaldet. Endvidere finder Flygtningenævnet, at bortfaldet af klagerens ret til opholdstilladelse ikke udgør et uforholdsmæssigt indgreb i klagerens ret til privat- eller familieliv, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Flygtningenævnet finder, at bortfald af opholdstilladelsen ikke udgør en krænkelse af klagerens ret til privatliv. Det har indgået i Flygtningenævnets vurdering, at klageren har haft opholdstilladelse i Danmark siden [foråret] 1991, at han har gennemført folkeskole og ungdomsuddannelse i Danmark, at klageren ikke ses at have haft en indkomst i Danmark siden [foråret] 2013, som var udbetaling fra a-kassen, og at klageren må anses for at have haft sit hovedophold i Vietnam, hvor han i 2014 blev gift og fik en datter. Flygtningenævnet finder således, at klageren må anses for at have valgt at ophæve sine personlige, sociale og økonomiske bånd til Danmark. Flygtningenævnet finder desuden, at bortfald af opholdstilladelsen ikke udgør en krænkelse af klagerens ret til familieliv. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at klageren siden [efteråret] 2012 har haft sit primære ophold i Vietnam, hvor han i 2014 blev gift og fik en datter, og at han har set ægtefællen og datteren i Vietnam ofte, og at han har boet sammen med dem i Vietnam, og at klageren i 2006 havde fået en datter i Danmark, som er bosiddende i Danmark, som han imidlertid ikke har haft forbindelse med i omkring 10 år. Flygtningenævnet finder på ovenfor nævnte baggrund ikke, at udlændingelovens § 17 a, stk. 1 og 2, kan føre til, at klagerens opholdstilladelse ikke er bortfaldet. Flygtningenævnet finder, at udlændingelovens § 31 ikke er til hinder for, at klageren udsendes til Vietnam. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren har oplyst, at han ikke har konflikter i Vietnam, og at klageren uden problemer har opholdt sig i lange perioder i Vietnam, jf. ovenfor. Flygtningenævnet stadfæster derfor udlændingestyrelsens afgørelse.” Viet/2021/1/IMBS

syri202114

Nævnet meddelte i februar 2021 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunni-muslim af trosretning fra landsbyen [A] i [B], Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i efteråret] 2015, og at han [i vinteren] 2016 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Dansk Flygtningehjælp har [i sommeren] 2020 på vegne af klageren klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han siden 198[x] har arbejdet i Landbrugsministeriet med revision i HR-afdelingen, og at han er blevet idømt en fængselsstraf for at have forladt sin stilling uden tilladelse. Klageren har herom oplyst, at han fungerede som afdelingsleder for en mindre enhed på tre-fire ansatte. Klagerens arbejdssted lå i [M], omkring 7 km fra klagerens hjemby. På ruten til klagerens arbejde var der etableret mange kontrolposter, og i 2014 oplevede klageren intensiveret kontrol ved disse poster, når han skulle til og fra sit arbejde. Klageren blev ofte spurgt ind til sin søn [G], der på daværende tidspunkt allerede var deserteret fra militærtjeneste. Klageren blev således chikaneret af soldaterne ved kontrolposterne på baggrund af dette. I [måned] 2014 stoppede ansøgeren med at møde op på arbejde, idet han fandt det for farligt fortsat at tage turen mellem familiens bopæl og arbejdspladsen. I og med at krigen var brudt ud, tog arbejdspladsen ikke imod opsigelser. Det var således ikke muligt som offentlig ansat at opsige sin stilling. I [måned] 2015 udrejste klageren illegalt sammen med sin ægtefælle, datter og søn. I 2018 modtog klageren via en kollega et screenshot via Whatsapp fra klagerens sagsmappe i ministeriet, hvoraf det fremgik, at ministeriet havde startet en sag mod klageren på grund af den uretmæssige udeblivelse. Klageren er efterfølgende blevet idømt en straf på tre års fængsel og en bøde for at have forladt sin stilling. Klageren har til sagen fremlagt en kopi af dommen. Ved en tilbagevenden til Syrien frygter klageren de syriske myndigheder, idet han forlod sin stilling uden de formelle godkendelser og udrejste illegalt. Klageren frygter endvidere de syriske myndigheder, idet hans to sønner har unddraget sig militærtjeneste/genindkaldelse. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren i en længere årrække har været offentlig ansat i en mellemlederstilling i et direktorat under det syriske landbrugsministerium. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at klageren har forladt sin stilling uden på forhånd at have opnået nogen formel tilladelse hertil, og at han og hans familie er udrejst illegalt af Syrien. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at klageren kommer fra et område, der i en længere periode under borgerkrigen har været oprørskontrolleret. Hertil kommer, at to af klagerens sønner har opnået opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, på grund af militære forhold. Endelig er der fremlagt en dom i henhold til hvilken, klageren er idømt tre års fængsel og en bøde for at være udeblevet fra sit arbejde. Flygtningenævnet bemærker, at der har været ikke uvæsentlige divergenser i klagerens forklaringer, ligesom Flygtningenævnet finder det påfaldende, at klageren, efter at have forladt sig stilling, har kunnet få udskrifter fra offentlige registre vedrørende sine egne personlige forhold. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at det kan lægges til grund, at klageren er i risiko for konkret og individuel forfølgelse. Klageren opfylder herefter ikke betingelserne for at få opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Efter en samlet vurdering, herunder efter de foreliggende baggrundsoplysninger, finder Flygtningenævnet imidlertid at måtte lægge til grund, at klageren ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for at blive tilbageholdt og fængslet. Flygtningenævnet finder efter de foreliggende baggrundsoplysninger om de syriske myndigheders overgreb på tilbageholdte og fængslede, at klageren er i en reel risiko for overgreb ved en tilbagevenden til Syrien, og at klageren på denne baggrund opfylder betingelser for at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet meddeler derfor klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Syri/2021/14/tps

stat20217

Nævnet omgjorde i februar 2021 Udlændingestyrelsen afgørelse om, at en kvindelig statsløs palæstinenser fra Libanons opholdstilladelse var bortfald. Indrejst i 1997. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber, statsløs palæstinenser og muslim fra Beirut, Libanon. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [efteråret] 1997, og at hun [sommeren] 1999 blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Det fremgår af Det Centrale Personregister, at klageren var tilmeldt adressen [By], sammen med klagerens søn, [A], dennes ægtefælle og deres tre mindreårige børn. Endvidere fremgår det af politirapport af [sommeren] 2015, udfærdiget af Nordsjællands Politi, at klageren ikke var at træffe på sin bopæl [sommeren] 2015. Derimod kunne klagerens søn, [A], og hans ægtefælle, [B], træffes. [A], oplyste, at klageren opholdt sig i Cairo, da klageren skulle sælge en lejlighed, som familie ejede. Klageren havde været afsted i omkring en uge og ville komme hjem indenfor omkring ti dage. [A] bekræftede samtidig, at klageren ofte opholdt sig i England, idet [A's] far opholdt sig der samt, at klageren opholdt sig i England lige så meget som i Danmark. Den [sommeren] 2017 besluttede Udlændingestyrelsen, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, var bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1 og stk. 4, idet klageren reelt havde opgivet sin bopæl i Danmark, og fordi hun havde opnået beskyttelse i et tredje land. Derudover besluttede Udlændingestyrelsen, at klagerens tidsbegrænsede opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, skulle inddrages, da klagerens opholdstilladelse var opnået ved svig, jf. udlændingelovens § 19, stk. 2, nr. 1, idet klageren fortiede oplysningerne om sit beliziske statsborgerskab. Flygtningenævnet finder, at klageren må anses for at have opgivet sin bopæl i Danmark, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. pkt. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på det oplyste om klagerens rejser til blandt andet London og Beirut, Libanon. Der er endvidere henset til klagerens forklaring til sin samtale med Udlændingestyrelsen [vinteren] 2015, hvorefter hun bor ca. 6 måneder om året hos sin søn, [A], i [By], og ellers opholder sig hos sin ægtefælle, der er bosat i London. Klagerens søn har til politirapport af [sommeren] 2015 oplyst blandt andet, at klager var lige så meget i England, som hun var i Danmark. Klageren har til sin samtale med Udlændingestyrelsen [vinteren] 2015 oplyst, at hun bor hos sin søn i [By], men ikke kan huske adressen. Hun betaler ikke husleje, hun har ingen faste udgifter til telefon, internet, abonnementer eller forsikringer. Hun har endvidere ikke sit eget værelse hos sin søn. På denne baggrund har klageren reelt opgivet sin bopæl i Danmark, hvorfor klagerens opholdstilladelse er bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. pkt. Klageren har haft ophold i Danmark siden [vinteren] 1997. Hun har en ægtefælle i London, hvor hun opholder sig omkring 6 måneder om året. Hun har familie i Libanon, hvor hun også opholder sig ind imellem. Hun har voksne børn og børnebørn i Danmark. Hun har gået på sprogskole, men kan hverken tale, skrive eller læse dansk. Hun har ikke taget nogen uddannelse i Danmark. Hun har aldrig haft arbejde i Danmark. Klageren er alvorligt syg med æggestokkekræft med spredning til venstresidig lyske. Efter en samlet vurdering heraf finder Flygtningenævnet, at bortfald af klagerens opholdstilladelse vil udgøre et uforholdsmæssigt indgreb i klagerens ret til privat- og familieliv, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 8. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, hvorvidt klagerens opholdstilladelse kan inddrages som følge af udvist svig. Flygtningenævnet finder, at klagerens opholdstilladelse kan inddrages, idet klageren har opnået opholdstilladelsen ved svig, jf. udlændingelovens § 19, stk. 2, nr. 1. Flygtningenævnet har herved henset til, at klageren til sin samtale med Udlændingestyrelsen [vinteren] 2015 har forklaret, at hun ikke oplyste om sit beliziske statsborgerskab, idet hun ikke troede det var vigtigt. Klageren har ved en gentagelse af spørgsmålet fastholdt sit svar. Klagerens forklaring omkring, at hun på tidspunktet for samtalen med Udlændingestyrelsen ikke var klar over at ægtefællen i 1998 havde opnået statsborgerskab for dem begge og at hun først i 2002 blev gjort bekendt hermed, da hun fik et belizisk pas, kan på ovennævnte baggrund ikke føre til en anden vurdering. Klageren har således bevidst fortiet sit beliziske statsborgerskab med henblik på at opnå opholdstilladelse i Danmark, hvilket har haft betydning for de danske myndigheders vurdering af klagerens ansøgning om opholdstilladelse. De danske myndigheder har således ikke ved afgørelsen om opholdstilladelse for klageren kunnet vurdere, hvorvidt klageren kunne antages at have opnået beskyttelse i et tredjeland. Flygtningenævnet finder derfor, at betingelserne for at inddrage klagerens opholdstilladelse er opfyldt efter udlændingelovens § 19. stk. 2, nr. 1. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, hvorvidt inddragelsen af klagerens opholdstilladelse må antages at virke særligt belastende, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. I forbindelse med behandlingen af sager vedrørende inddragelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 19, stk. 2, nr. 1, foretages en proportionalitetsafvejning af den udviste svig i forhold til de hensyn som fremgår af udlændingelovens § 26, stk. 1. Efter fast praksis ved Flygtningenævnet er der ved opnåelse af opholdstilladelse ved svig udvist en sådan grad af egen skyld, at hensynet til udlændingen selv, herunder om inddragelsen må antages at virke særligt belastende, ikke tillægges samme vægt i afvejningen som i sager, hvor inddragelse efter udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1 overvejes på baggrund af andre forhold end svig. Ved denne proportionalitetsafvejning kan det lægges til grund, at klageren er statsborger i Belize. Hun har besøgt landet i en uge i forbindelse med fornyelse af sit pas og har ikke oplyst som problemer eller konflikter med myndighederne eller andre personer i den forbindelse. Som ovenfor anført har klageren haft ophold i Danmark siden [vinteren] 1997. Hun har en ægtefælle i London, hvor hun opholder sig omkring 6 måneder om året. Hun har familie i Libanon, hvor hun også opholder sig ind imellem. Hun har voksne børn og børnebørn i Danmark. Hun har gået på sprogskole, men kan hverken tale, skrive eller læse dansk. Hun har ikke taget nogen uddannelse i Danmark. Hun har aldrig haft arbejde i Danmark. Klageren er alvorligt syg med æggestokkekræft med spredning til venstresidig lyske. På denne baggrund, og efter en konkret og samlet vurdering af klagerens personlige forhold i Danmark og i sit hjemland, må det antages at virke særlig belastende for klageren at få inddraget sin opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af 26. juli 2018, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” [Stat/2021/7/YARS]

stat20211

Nævnet stadfæstede i januar 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Vestbredden. Indrejst i 201. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er statsløs palæstinenser fra Jerusalem, Vestbredden. Han er etnisk araber og sunnimuslim af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Vestbredden frygter at blive slået ihjel af arabere eller israelere grundet interne konflikter mellem disse. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han i 2013 og 2015 blev anholdt af israelsk politi, idet han gik igennem et israelsk område, som han ikke måtte opholde sig i. Området var forbeholdt jøder. Ansøgeren skulle ind til byen og gik igennem området, fordi det var den letteste vej derind. Ansøgeren var bekendt med lovgivningen, som foreskrev, at man kunne blive fængslet, hvis man befandt sig i området. Ansøgeren blev begge gange tilbageholdt, indtil hans sager kom for retten. Ansøgeren blev idømt bøder for begge forhold. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at han frygter familien til en pige, som han har haft et forhold til. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han ikke måtte have et forhold til pigen, og at konflikten derfor drejer sig om ære. Ansøgeren har af sin fætter på et tidspunkt i 2015, 2016 eller 2017 fået oplyst, at pigens familie har truet med at bortføre eller slå ansøgeren ihjel. Ansøgeren har ikke længere kontakt til pigen. Ansøgeren har skønt lovligt indkaldt ikke givet møde ved sagens behandling i Flygtningenævnet dags dato. Ansøgeren har været repræsenteret af sin advokat, der har afgivet et skriftligt indlæg til Flygtningenævnet og har haft lejlighed til at udtale sig. Den 29. august 2018 offentliggjorde Flygtningenævnet på nævnets hjemmeside, at Flygtningenævnets koordinationsudvalg har besluttet at ændre nævnets hidtidige praksis i asylsager vedrørende statsløse palæstinensere fra Libanon og fra den øvrige del af UNRWAs mandatområde, således at en statsløs palæstinenser fra de pågældende områder, der har haft adgang til UNRWAs beskyttelse eller bistand, og som frivilligt har forladt området, er udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 1. pkt. Har den pågældende derimod været tvunget til at forlade området eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage, vil vedkommende automatisk være omfattet af Flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 2. pkt. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren ikke har haft kontakt med UNRWA, ikke er registreret hos UNRWA og ikke har modtaget bistand fra UNRWA. Han er derfor ikke omfattet af flygtningekonventionens artikel 1D af denne grund. Flygtningenævnet finder som Udlændingestyrelsen, at den omstændighed, at ansøgeren to gange har været tilbageholdt af israelsk politi, og i begge tilfælde efterfølgende er blevet idømt en bøde, efter rettergang, ikke udgør forhold, der kan føre til, at ansøgeren anses for omfattet af udlændingelovens § 7. For så vidt angår det af ansøgeren oplyste om en privatretlig konflikt, der udspringer af et forhold til en pige, tiltræder Flygtningenævnet, at denne forklaring må tilsidesættes af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen. Endvidere tiltræder Flygtningenævnet, at selvom de generelle forhold for statsløse palæstinensere på Vestbredden er vanskelige, kan dette ikke i sig selv føre til, at der meddeles ansøgeren asyl. Ligeledes lægger Flygtningenævnet til grund, at ansøgeren vil kunne indrejse legalt og tage lovligt ophold på Vestbredden. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” stat/2021/1/imbs

iran202110

Nævnet stadfæstede i februar 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk kurder og oprindeligt sunni-muslim, men nu ateist, fra vest-Aserbajdsjan. Ansøgeren har været aktiv for partiet PJAK i perioden fra 2005 til 2008. Efterfølgende har ansøgeren været aktiv for KDPI frem til 2013, hvor han indrejste i Irak og fortsatte sine politiske aktiviteter frem til sin udrejse af Irak i efteråret 2015. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet eller fængslet på livstid, idet han har været politisk aktiv for PJAK og KDPI. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han har samarbejdet med PJAK siden 2005. Ansøgeren var ikke medlem af PJAK, men han hjalp dem med at transportere sårede og skaffede sko og redskaber til behandling. I 2008 var ansøgeren i færd med at følge en gruppe kurdere til Orumieh, så de kunne tilslutte sig PJAK. På vejen blev deres bil stoppet af Revolutionsgarden. Ansøgeren blev udsat for fysiske overgreb, hvorefter han blev anholdt og ført til Malek-e Ashtar-basen i Orumieh. Ansøgeren blev tilbageholdt, afhørt og tortureret på basen i mellem 11 og 20 dage. Efterfølgende blev ansøgeren udleveret til efterretningstjenesten i Orumieh, der tilbageholdt ansøgeren i mere end to måneder. Ansøgeren blev efterfølgende overført til det centrale fængsel i Orumieh, hvor han efter to til tre måneder blev stillet for en dommer. Ansøgeren opholdt sig i fængslet i samlet omkring 21 måneder. Ansøgeren fik efter omkring et års tilbageholdelse en dom for at have samarbejdet med PJAK. Ansøgeren blev efter fængslingen i Orumieh overført til fængslet i Tabriz, hvor han opholdt sig, indtil han blev løsladt syv måneder senere. Efter løsladelsen blev ansøgeren af efterretningstjenesten anmodet om at rapportere om PJAK og deres opholdssteder, hvilket han nægtede. Ansøgeren blev under sine fængselsophold bekendt med KDPI, og han tog efter sin løsladelse kontakt til partiet. Ansøgeren fik til opgave at uddele løbesedler og rapportere til partiet om aktiviteter i ansøgerens område. En aften i efteråret 2013 blev ansøgeren opdaget af en person, der arbejdede for myndighederne. Ansøgeren fortsatte samme aften til KDPI’s hovedkvarter i Irak. Ansøgeren modtog samme aften et opkald fra sin far, der havde en bekendt i efterretningstjenesten. Den bekendte havde ringet til faren og sagt, at ansøgeren skulle udrejse. Ansøgeren var aktiv for KDPI i Irak frem til sin udrejse i 2015. Ansøgeren er efter sin indrejse til Danmark blevet døbt i [sommeren] 2018. Flygtningenævnet kan fortsat ikke lægge ansøgerens oprindelige asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har herved henset til de samme omstændigheder som er anført i nævnets beslutning af [efteråret] 2018. Det for nævnet fremkomne om ansøgerens oprindelige asylmotiv kan ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet finder endvidere, at ansøgeren ikke på grund af sine politiske aktiviteter i Danmark kan anses for eksponeret eller særligt profileret over for de iranske myndigheder. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren efter sin forklaring alene har deltaget i begrænsede politiske aktiviteter ved deltagelse i møder, demonstrationer med mange andre deltagere og ved opslag på sin facebookprofil. De fremlagte artikler, hvoraf ansøgeren fremgår, kan ikke føre til, at ansøgeren anses for at være særligt profileret. Disse har ikke haft en sådan karakter, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran vil befinde sig i risiko for asylbegrundende forfølgelse. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens angivelige konvertering til kristendommen til grund. Flygtningenævnet kan således ikke lægge til grund, at ansøgerens angivelige konversion er udtryk for en reel indre overbevisning om konvertering til kristendommen. Der er herved henset til, at ansøgeren ikke har været i stand til på en overbevisende måde, at redegøre for sin indre afklaringsproces og baggrund for at konvertere. Samlet set har ansøgeren herefter ikke anført omstændigheder, som kan begrunde at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1 og 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse].” [Iran/2021/10/YARS]

syri20213

Nævnet meddelte i januar 2021 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk kurder og sunni-muslim, født i Afrin, Syrien. Klageren har i sit hjemland senest haft bopæl i Damaskus. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i efteråret 2015] klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygtede at blive anholdt, fængslet eller slået ihjel af myndighederne som følge af, at han fra 2013 til [foråret] 2015 havde arbejdet som medhjælper i en bus, hvori chaufføren hjalp desertører fra militæret med at flygte fra Damaskus til Afrin og Aleppo. Klageren har oplyst, at det var buschaufførens idé at hjælpe soldaterne, og at han ikke ønskede at have noget at gøre med det. Klageren fortsatte sit arbejde i bussen og var således medhjælper i bussen omkring tre til fire af de gange, hvor soldater blev hjulpet med at flygte. I [foråret] 2015 modtog klageren en opkald fra buschaufførens far, der oplyste ham, at bussen var blevet stoppet af det syriske militær, og at buschaufføren og den medhjælper, der var på arbejde den pågældende dag, var blevet anholdt. Da klageren efterfølgende vendte hjem, oplyste hans ægtefælle, at efterretningstjenesten havde været på deres bopæl og spurgt efter klageren. Derefter forlod klageren bopælen og besluttede at udrejse ud af Syrien. Endelig har klageren anført, at han frygter bombardementerne og den generelle situation i landet. Udlændingestyrelsen har [i efteråret] truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for opholdstilladelsen ikke længere er tilstede. Det er Udlændingestyrelsens vurdering, at der er indtrådt en forbedring af de generelle forhold i Damaskus, og at denne forbedring ikke antages at være af helt midlertidig karakter. Klageren har som asylmotiv fortsat i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse henvist til, at han frygter at blive fængslet eller slået ihjel af de syriske myndigheder, som følge af, at han var med til at smugle desertører fra det syriske militær ud af Damaskus. Videre har klageren henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive slået ihjel som følge af, at han er kurder. Til støtte herfor har klageren oplyst, at kurdere bliver behandlet dårligt i Syrien, og at alle kurdere risikerer at blive slået ihjel. Endelig har klageren henvist til de generelle forhold i Syrien. Flygtningenævnet bemærker, at klageren vel har afgivet divergerende forklaringer om centrale elementer i sit asylmotiv. Klageren har over for Udlændingestyrelsen ved samtalen [i slutningen af] 2019 givet udtryk for, at han lider af hukommelsesproblemer. Klagerens forklaring under nævnsmødet bærer tydeligt præg heraf, idet den har været både usammenhængende og divergerende på flere punkter, navnlig omkring tidsmæssige forløb. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at klagerens oprindelige forklaring [fra sommeren] 2015 skal lægges til grund, således som det også skete i første omgang af Udlændingestyrelsen. Flygtningenævnet finder herefter, at det må antages, at klageren risikerer forfølgelse fra de syriske myndigheder som følge af, at han var medhjælper på en bus, der transporterede militærunddragere væk fra Damaskus. Nævnet bemærker herved, at det må lægges til grund, at klageren forlod bopælen umiddelbart efter at være advaret af faderen til ejeren af bussen, idet ejeren var blevet anholdt, og at han udrejste af landet kort efter. Klageren opfylder således betingelserne i udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse [fra efteråret], således at klageren meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syri/2021/3/CARA

syri202099

Nævnet stadfæstede i december 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk kurder og muslim fra Aleppo (Halab), Syrien. Klageren har været medlem af Itithad Al-Shaab fra 1987 til 2007. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i vinteren] 2014, og at han [i foråret] 2016 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har [i efteråret] 2019 og [i vinteren] 2019 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har til støtte herfor oplyst, at klageren ønsker at ændre sin opholdstilladelse fra udlændingelovens § 7, stk. 3, til udlændingelovens § 7, stk. 1, i hvilken forbindelse han har henvist til seks prøvesager, som blev behandlet i Flygtningenævnet i 2019, hvor nævnet i samtlige af sagerne omgjorde Udlændingestyrelsens afgørelser. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive udsat for repressalier af de syriske myndigheder, som har tilbageholdt ham i forbindelse med en deltagelse i en regimekritisk demonstration [i foråret] 2011. Klageren har endvidere henvist til, at han er blevet forsøgt hvervet til PYD/PKK. Endelig har klageren henvist til, at han frygter ISIL og de generelle forhold i Syrien. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han frem til 2007 har været medlem af det kurdiske parti Itihad Al-Shaab, der senere skiftede navn til Azadi og i dag hedder KDPS. Klageren har oplyst, at han [i efteråret] og [i foråret] 2009 blev tilbageholdt af de syriske myndigheder på grund af mistanke om politiske aktiviteter, samt på grund af deltagelse i en regimekritisk demonstration. Begge gange blev klageren løsladt efter et par dage. [I foråret] 2011 blev klageren igen tilbageholdt af de syriske myndigheder. Klageren blev denne gang tilbageholdt i forbindelse med sin deltagelse i Newroz fejringen og en regimekritisk demonstration i Aleppo samme dag. Denne gang var klageren tilbageholdt i otte dage. Under tilbageholdelsen blev klageren afhørt og udsat for fysiske overgreb. Klageren har videre oplyst, at han flygtede fra myndighedernes varetægt ved hjælp af en vagt ved navn [A]. [A] tog kontakt til klageren i hans celle, fordi de havde en fælles forretningsforbindelse. [A] tilbød klageren at hjælpe ham med at flygte mod betaling. Fem dage efter flugten blev klagerens bopæl opsøgt af sikkerhedstjenesten, mens han opholdt sig hos en bekendt. 15 dage senere rejste klageren til [B], hvor han og hans familie opholdt sig frem til [efteråret] 2014, hvor klageren endeligt udrejste af Syrien. Til støtte for konflikten med PYD/PKK har klageren oplyst, at han i [foråret] 2013 blev opsøgt af PYD/PKK i Aleppo, som gav udtryk for, at de ønskede, at klageren skulle samarbejde med dem. Et par dage senere udrejste klageren fra Syrien, men vendte tilbage til [B] flere gange, indtil sin endelige udrejse fandt sted [i efteråret] 2014. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med det af Udlændingestyrelsen anførte i afgørelse [fra foråret] 2016 til grund, at klageren opfylder betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet finder, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Syrien på grund af konkrete og individuelle forhold har bragt sig i et sådant modsætningsforhold til de syriske myndigheder, PYD/PKK eller andre, at han vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller § 7, stk. 2. Flygtningenævnet har i den forbindelse blandt andet lagt vægt på, at klageren efter en tilbageholdelse af myndighederne i 2011 var i stand til at opholde sig i Syrien frem til udrejsen i 2014 uden problemer med de syriske myndigheder, og at han efter sine egne oplysninger i 2013 fik udstedt pas efter henvendelse til myndighederne. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om, at han risikerer at blive tvangshvervet af PYD/PKK til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren under sine forklaringer til Udlændingestyrelsen har forklaret divergerende om, hvornår, hvor mange gange og hvorvidt han er blevet forsøgt tvangsrekrutteret. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at det fremgår af de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder Udlændingestyrelsens rapport fra september 2015: Syria, Military Service, Mandatory Self-Defence Duty and Recruitment to the YPG, at de fleste kilder er enige om, at hvervning til YPG som udgangspunkt sker på frivillig basis. Det fremgår videre af artikel 3 i lov om obligatorisk selvforsvarstjeneste i det kurdiske område i Syrien, at bestemmelserne gælder for mænd mellem 18 og 30 år. I den forbindelse bemærkes det, at klageren er født i 1970, og således var over 30 år, da han angiveligt skulle være blevet forsøgt hvervet til PYD/PKK. Det fremgår videre af Migrationsverkets temarapport: Förhållanden i syriska områden under PYD-kontroll, fra 20. maj 2015, at der findes en del personer, både mænd og kvinder, som tilslutter sig YPG og YPJ, hvorfor man i betydeligt omfang bygger sin milits på frivillig rekruttering. Den omstændighed, at klageren frygter Islamisk Stat, kan ikke føre til en ændret vurdering. Der er herved lagt vægt på, at klageren efter sin egen forklaring aldrig har haft en personlig konflikt med Islamisk Stat. Det kan heller ikke føre til en ændret vurdering, at klageren har påberåbt sig afgørelserne i seks prøvesager fra 2019, idet risikoprofilerne i disse sager adskiller sig fra klagerens sag. Flygtningenævnet finder herefter, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han risikerer asylbegrundende forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7 i Syrien. Klageren opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 7, stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse. Syri/2020/99/LINB

syri202098

Nævnet stadfæstede i december 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunni-muslim af trosretning fra [by], Homs, Syrien, men har boet det meste af sit liv i Latakia, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i efteråret] 2017, og at hun [primo] 2018 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har [i efteråret] 2019 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært udlændingelovens § 7, stk. 2. Klageren har til støtte herfor anført, at hendes tidligere ægtefælle har begået økonomisk kriminalitet, og at klageren frygter, at klagerens børn vil blive kidnappet og forfulgt som følge heraf. Klageren har herom oplyst, at hendes tidligere ægtefælle drev en virksomhed i klagerens navn. Virksomheden forhandlede medicinudstyr, og udstyret var nogle gange mangelfuldt, hvorfor nogle kunder mente, at klagerens tidligere ægtefælle skyldte dem penge. Efter virksomheden lukkede, blev klageren, via sin tidligere ægtefælles bror, kontaktet af tidligere kunder, der ønskede at få deres penge tilbage. Klagerens tidligere ægtefælle havde desuden lovet en kvinde ved navn [A] og hendes ægtefælle, at han ville skaffe dem et lån. Klagerens tidligere ægtefælle snød parret og tog pengene selv, hvorefter klageren to gange så, at kvinden stod ude foran klagerens bopæl. Klagerens tidligere ægtefælles bror blev herefter kontaktet mellem to og tre gange både telefonisk og personligt af parret, der fortalte, at klageren måtte stå til ansvar for den tidligere ægtefælles handlinger, og at klageren skulle sørge for, at den tidligere ægtefælle sendte pengene. Kvinden truede indirekte med at kidnappe klagerens børn. Klageren har endvidere anført, at hun frygter, at myndighederne vil tilbageholde og afhøre hende, hvis hun vender tilbage til Syrien. Klageren har herom oplyst, at hun udrejste illegalt af Syrien ved hjælp af en agent, og at myndighederne vil se hende som en forræder, da hun er udrejst fra et oprørskontrolleret område. Klageren har endvidere anført, at hun bør blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, som konsekvens af hendes børns opholdstilladelser efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet finder, at klageren ikke har sandsynliggjort, at hun skulle være omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller § 7, stk. 2, på grund af individuelle konflikter i Syrien. Det forhold, at klageren er udrejst illegalt af Syrien fører ikke til, at klageren ved en tilbagevenden til Syrien vil stå i et asylbegrundende modsætningsforhold til de syriske myndigheder. Flygtningenævnet henviser til de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder Udlændingestyrelsens landerapport fra juni 2019 Syria Consequenses of illegal exit, consequenses of leavning a civil servant position without notice and the situation for the Kurds in Damascus. Med hensyn til klagerens konflikt med [A] og hendes ægtefælle, som angiveligt er blevet snydt af klagerens tidligere ægtefælle, finder Flygtningenævnet, at konflikten ikke har en sådan karakter og intensitet, at den i sig selv kan begrunde asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at klageren har forklaret, at hun ikke frygter, at [A] og hendes ægtefælle vil gøre klageren noget, idet hun er blevet skilt fra sin tidligere ægtefælle. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at det beror på klagerens egen formodning, at [A] og hendes ægtefælle vil kidnappe klagerens børn, idet der ikke er konkrete holdepunkter for at antage dette. Det bemærkes i den forbindelse, at [A] og hendes ægtefælle aldrig har truet klageren med, at de ville kidnappe hendes børn. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at klagerens datter, [B], til oplysnings- og motivsamtalen [primo] 2018 har oplyst, at klagerens tidligere ægtefælles konflikt med [A] og hendes ægtefælle startede i 2013/2014, og at klageren på intet tidspunkt har været i direkte kontakt med [A] og hendes ægtefælle på trods af, at klageren først udrejste i [sommeren] 2017. Flygtningenævnet bemærker for så vidt angår den omstændighed, at klagerens mindreårige barn, [C], der er statsløs palæstinenser, har fået opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, jf. Flygtningekonventionens artikel 1D, 2. pkt., efter de foreliggende omstændigheder ikke kan føre til, at klager som konsekvens heraf meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at klageren er indrejst i [efteråret] 2017, og at [C] er indrejst i Danmark med sin far og to brødre i [efteråret] 2014 og finder derfor allerede af denne grund, at der ikke kan meddeles klageren opholdstilladelse som konsekvens af hendes mindreårige barns status som konventionsflygtning i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, jf. artikel 1D, 2. pkt. Klageren opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller § 7, stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2020/98/EDO

syri202097

Nævnet stadfæstede i december 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk kurder og hanafi-muslim af trosretning fra [bydel], [by], Aleppo, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i efteråret] 2015, og at hun [i foråret] 2016 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har [i sommeren] 2019 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hendes ægtefælle, som hun indrejste i Danmark med, har opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, og at klageren ønsker opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, ligesom sin ægtefælle. Klageren har hertil oplyst, at hun kender flere familier fra Syrien, hvor kvinden har fået opholdstilladelse ligesom manden. Klageren har anført, at hun er i et modsætningsforhold med de syriske myndigheder som følge af, at [A] har unddraget sig militærtjeneste. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren ikke har nogle individuelle asylbegrundende konflikter i Syrien. Med hensyn til [A] lægger Flygtningenævnet til grund, at klageren medio 2013 udrejste af Syrien sammen med sine forældre og søskende og i Tyrkiet mødte [A], som hun kendte fra hjemegnen i Syrien. Klageren og [A] blev i [foråret] 2014 forlovet i Tyrkiet, og blev i [foråret] 2015 blev religiøst viet i Tyrkiet, og har ikke har fået deres ægteskab registreret i Syrien, jf. klagerens oplysning til samtalen [i foråret] 2016 og til Flygtningenævnet. Endvidere bemærkes, at [A] ved oplysnings- og motivsamtalen [i foråret] 2016 oplyste, at han har opholdt sig i Syrien i ca. et år efter, at han blev indkaldt til militærtjeneste. Flygtningenævnet vurderer, at klageren ikke opfylder betingelserne for at få konsekvensstatus som følge af hendes religiøse vielse med [A] allerede fordi, at klageren først blev forlovet og religiøst viet med [A] i Tyrkiet, hvor de boede, inden de indrejste i Danmark, og at deres samliv først er opstået efter, at de er udrejst af Syrien. Flygtningenævnet finder derfor, at klageren ikke opfylder betingelserne for opnåelse af konsekvensstatus som følge af [A's] forhold. Klageren opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7 stk. 1 eller stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2020/97/EDO

syri202091

Nævnet meddelte i december 2020 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og muslim af trosretning fra [bydel], Aleppo, Syrien, og har senest opholdt sig en årrække i [by], Libanon. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ikke ønsker at aftjene militærtjeneste i Syrien, og at han som militærunddrager vil blive slået ihjel af de syriske myndigheder. Flygtningenævnet finder i lighed med Udlændingestyrelsen, at ansøgeren opfylder betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, som følge af, at han ikke ønsker at aftjene militærtjeneste med den deraf følgende risiko for myndighedsovergreb. Flygtningenævnet finder i konsekvens heraf, at ansøgeren – hvis syriske nationalitetspas er udløbet i 2016 – ikke kan pålægges at rette henvendelse til de syriske myndigheder med henblik på udstedelse af nationalitetspas eller fornyelse heraf. I forhold til anvendelse af Libanon som første asylland må ansøgeren således stilles som ikke havende nationalitetspas. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder navnlig Udlændingestyrelsens rapport fra maj 2020 Access to Lebanon for Syrians Entitled to Courtesy Residence in Lebanon, må det anses for udelukket at antage, at ansøgeren vil blive tilladt indrejse i Libanon med henblik på at søge opholdstilladelse der. Libanon kan herefter ikke tjene som ansøgerens første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4. Flygtningenævnet meddeler derfor [A] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1." Syri/2020/91/EDO

syri202066

Nævnet stadfæstede i september 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs kurder fra Syrien. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3 og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk ajanib-kurder og sunni-muslim af trosretning fra Qameshli, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter, at han vil blive slået ihjel af de syriske myndigheder. Klageren har som asylmotiv videre henvist til de generelle forhold samt sin helbredstilstand. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han i 2009 var inviteret til at spille et musikinstrument til 1. maj-festen i Syrien, hvor han spillede en kontroversiel kurdisk sang, og at han som følge heraf blev anholdt af sikkerhedstjenesten 20 dage efter, idet han blev beskyldt for at være tilhænger af et kurdisk parti. Klageren blev fængslet i over to måneder. Under klagerens fængsling blev han udsat for gentagende tortur i form af elektrochok og slag. Klageren har videre oplyst, at han er eftersøgt af de syriske myndigheder, idet han nægtede at give møde hos myndighederne, som han havde aftalt. Klageren har til støtte for sit asylmotiv videre oplyst, at han ikke kan vende tilbage til Syrien, idet han er bange for at blive tilfældigt dræbt grundet krigen i Syrien. Endelig, har klageren til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han ikke kan rejse tilbage til Syrien grundet sin helbredstilstand, idet han ikke er sikker på, at han kan få sin medicin i Syrien. Klageren har hertil oplyst, at livet er svært i Syrien. Flygtningenævnet har ved afgørelser af [en nærmere angiven dato i vinteren] 2010 og [en nærmere angiven dato i efteråret] 2019 afvist klagerens forklaring om sin frygt for de syriske myndigheder. Flygtningenævnet kan af de grunde, som er nævnt i de tidligere afgørelser, tiltræde at klageren fortsat ikke risikerer forfølgelse på grund af sine individuelle forhold. Klageren har til sin samtale med Udlændingestyrelsen [en nærmere angiven dato i vinteren] 2020 forklaret, at han ikke frygter at blive tvangshvervet til militærtjeneste i Syrien. Flygtningenævnet finder i lighed med Udlændingestyrelsen, at klageren som statsløs ajanib-kurder ikke risikerer at blive tvangshvervet til militærtjeneste i Syrien. Klageren er således ikke på grund af sine individuelle omstændigheder omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Klagers oplysninger om sine helbredsforhold kan ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet kan af de grunde som er anført af Udlændingestyrelsen, tiltræde at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 3, og at en tvangsmæssig udsendelse derfor vil være i strid med udlændingelovens § 31, stk. 1. Ved dom af [en nærmere angiven dato i efteråret] 2019 fra [byretten] er klageren straffet med fængsel i 60 dage for vold i gentagelsestilfælde og udvist af Danmark med et indrejseforbud i 6 år. Flygtningenævnet skal herefter foretage en afvejning af, hvorvidt særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler for, at klageren, selvom han er meddelt et indrejseforbud i 6 år, alligevel skal meddeles opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt. Klager er to gange tidligere straffet for vold imod tjenestemand og er som nævnt senest ved dom af [en nærmere angiven dato i efteråret] 2019 straffet med fængsel i 60 dage for vold i gentagelsestilfælde. Klageren har til sin samtale med Udlændingestyrelsen den [en nærmere angiven dato i vinteren] 2020 om sine personlige forhold oplyst blandt andet, at han ikke har nogen familie i Danmark og ikke har gået i skole eller sprogskole. Han har ikke haft lønnet beskæftigelse i Danmark, men levet af overførselsindkomst siden sin indrejse. Han har ikke været aktiv i foreningslivet. Klager har endelig oplyst, at størstedelen af sin familie befinder sig i Syrien, herunder klagers far, mor, to brødre og to søstre. Efter en samlet vurdering af disse forhold finder Flygtningenævnet, at der ikke foreligger særlige grunde, som taler for, at klageren skal meddeles opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Syri/2020/66/MALC

syri202019

Nævnet omgjorde i juni 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte:”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk kurder og muslim af trosretning fra Damaskus, Syrien. Klageren har aftjente militærtjeneste for det syriske militær fra 1998 til 2000. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ikke kan vende tilbage til sit hjemland, fordi han frygter at blive henrettet af de syriske myndigheder, idet han udrejste af Syrien umiddelbart efter, at de syriske myndigheder havde anmodet ham om at arbejde for dem. Klageren har videre henvist til, at han ikke kan vende tilbage til sit hjemland, idet han frygter at blive slået ihjel af Al-Nusra, fordi han har distribueret spiritus. Klageren har endelig henvist til, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter at blive genindkaldt til at aftjene militærtjeneste. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at klageren begyndte at arbejde som assistent for en buschauffør, efter krigen brød ud i Syrien. Klageren arbejdede på en busrute imellem Damaskus og Afrin. Klagerens arbejdsopgaver var primært at pakke bagage og tage imod passagerer. Efter klageren havde arbejdet som assistent for buschaufføren i omkring et år, henvendte myndighederne sig til klageren og buschaufføren, idet de ville have dem til at køre militærpersonel fra Damaskus til Latakia. Klageren gav myndighederne tilsagn om, at klageren ville arbejde for dem, men flygtede i stedet ud af Syrien. Klageren har til støtte for sit asylmotiv videre oplyst, at klageren distribuerede spiritus fra Damaskus til Afrin i de sidste tre måneder, hvor klageren arbejdede som assistent for buschaufføren. Forbrug af spiritus strider mod Al-Nusras principper om levevis, hvorfor Al-Nusra efterstræbte klageren. Klageren blev bekendt med, at Al-Nusra efterstræbte ham, idet Al-Nusra havde fremvist et billede af klageren til klagerens kollega og spurgt kollegaen, om vedkommende kunne genkende klageren. Klageren udrejste af Syrien [i vinteren 2013/2014]. Flygtningenævnet kan, som Udlændingestyrelsen, lægge til grund, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren er ved Vestre Landsrets dom [fra sommeren] 2019 idømt 5 måneders fængsel for overtrædelse af straffelovens § 244, § 232 og § 260. Klageren blev ved dommen udvist med indrejseforbud i 6 år. Der skal herefter tages stilling til, om klageren skal udelukkes fra beskyttelse i medfør af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt. Der kan efter denne bestemmelse ikke meddeles opholdstilladelse efter § 7, med mindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Afvejningen skal i dette tilfælde, hvor klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionen. Efter flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, kan en flygtning, der er omfattet af konventionen, udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses som en fare for opholdslandets sikkerhed, eller som efter en dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i opholdslandet. Der skal herefter foretages en proportionsafvejning i relation til grovheden af den begåede forbrydelse i forhold til, om der er særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, der taler for at give klageren opholdstilladelse. Flygtningenævnet har lagt vægt på karakteren af de pådømte forhold og på den konkret idømte straf, sammenholdt med at klagerens 2 mindreårige børn bor i Danmark, at klageren regelmæssigt har samvær med børnene, og at klageren fra 2016 til sin fængsling i 2018, har haft fast arbejde. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at klageren ikke kan udelukkes fra beskyttelse efter udlændingelovens § 10, stk. 3. Flygtningenævnet meddeler derfor klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syri/2020/19/HZC

stat20213

Nævnet stadfæstede i januar 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsløs palæstinenser fra Libanon. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: "Ansøgeren er etnisk palæstinenser og sunni-muslim af trosretning fra Tripoli, Libanon. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive slået ihjel af hendes far, fordi hun ikke lod sig skille fra sin ægtefælle. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hun frygter at vende tilbage, idet hun er gravid med en anden mands barn, og at hun frygter sin ægtefælle. Til støtte for sit asylmotiv, har ansøgeren oplyst, at hun er gået imod sin fars vilje, kultur og traditioner, ved ikke at lade sig skille fra sin ægtefælle. Ansøgeren blev gift med sin nuværende ægtefælle i [foråret] 2013. Under hendes første besøg i Danmark i [sommeren] 2013 tog hendes ægtefælle hendes pas og smykker, han forbød hende at forlade bopælen og udsatte hende blandt andet for vold. Da ansøgeren i [sommeren] 2013 vendte tilbage til Libanon, fortalte hun sine forældre om opholdet i Danmark. Ansøgerens forældre opfordrede hende til at lade sig skille fra sin ægtefælle. Dette ønskede ansøgeren ikke, hvilket hun fortalte til sine forældre, der herefter meddelte, at de ikke længere ville støtte hende. Ansøgeren ønskede at give sin ægtefælle en chance til, og i [vinteren] 2014 rejste hun for anden gang til Danmark for at besøge sin ægtefælle. Ansøgeren blev under opholdet udsat for psykisk og fysisk vold. Efter to måneders ophold i Danmark, sendte ansøgerens ægtefælle ansøgeren tilbage til Libanon imod hendes eget ønske. I [efteråret] 2016 rejste ansøgeren for tredje gang på besøg i Danmark hos sin ægtefælle. Inden udrejsen bad ansøgerens far hende om at vælge mellem sin familie og ægtefælle. Ansøgeren valgte sin ægtefælle. Ansøgeren blev under opholdet i Danmark også udsat for psykisk og fysisk vold, og hun fandt ud af, at hendes ægtefælle var gift med en anden kvinde, og har været gift med flere kvinder. Ansøgeren flyttede herefter hjem til sin svoger. Ansøgerens svoger ønskede at sende ansøgeren tilbage til Libanon, hvorfor ansøgeren tog til Sandholmlejren for at søge asyl. Under sit ophold hos ansøgerens svoger, talte ansøgeren i telefon med sin far. Ansøgerens far truede ansøgeren med at slå hende ihjel, hvis hun vendte tilbage til Libanon. Ansøgeren har endvidere oplyst, at hendes ægtefælle kræver, at hun betaler 10.000 amerikanske dollars til ham, for at de kan blive skilt. Ansøgerens ægtefælles bror har også truet ansøgerens far med at slå ham ihjel. Under sit ophold i Danmark, er ansøgeren blevet gravid med en anden mand. Det er hendes kæreste, som er far til barnet. Ansøgeren er fortsat gift med sin ægtefælle. Ansøgerens familie ved intet om graviditeten. Ansøgeren frygter konsekvenserne for hende, hvis hun vender tilbage til Libanon som en gift kvinde og med et barn uden for ægteskabet. Den 29. august 2018 offentliggjorde Flygtningenævnet på nævnets hjemmeside, at Flygtningenævnets koordinationsudvalg har besluttet at ændre nævnets hidtidige praksis i asylsager vedrørende statsløse palæstinensere fra Libanon og fra den øvrige del af UNRWAs mandatområde, således at en statsløs palæstinenser fra de pågældende områder, der har haft adgang til UNRWAs beskyttelse eller bistand, og som frivilligt har forladt området, er udelukket fra beskyttelse efter flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 1. pkt. Har den pågældende derimod været tvunget til at forlade området eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage, vil vedkommende automatisk være omfattet af flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 2. pkt. Flygtningenævnet lægger på baggrund af ansøgerens forklaring og sagens oplysninger i øvrigt til grund, at ansøgeren er statsløs palæstinenser, og at hun er registreret ved UNRWA i Libanon og har haft adgang til UNRWA-beskyttelse og bistand. En statsløs palæstinenser fra UNRWA’s mandatområde, der har haft adgang til UNRWA-beskyttelse eller bistand, og som søger asyl, er som udgangspunkt udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 1. pkt., medmindre den pågældende opfylder de betingelser, der er angivet af EU-Domstolen, herunder i dom af 25. juli 2018, præmis 86 (Alheto-dommen), hvor EU-Domstolen om bortfald af udelukkelsen udtaler bl.a.: ”(…) når det på grundlag af en individuel vurdering af samtlige relevante forhold viser sig, at den pågældende palæstinenser befinder sig i en alvorlig personlig usikkerhedstilstand, og at det er umuligt for UNRWA, hvis beskyttelse den berørte har påberåbt sig, at sikre den pågældendes levevilkår, som er i overensstemmelse med organets opgave, hvorved denne palæstinenser på grund af omstændigheder, der ikke er udtryk for vedkommendes vilje, således tvinges til at forlade UNRWA’s operationsområde.” Har den pågældende således været tvunget til at forlade UNRWA’s operationsområde, eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage, vil vedkommende automatisk være omfattet af Flygtningekonventionen. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, om der er grunde til, at ansøgeren ikke kan vende tilbage til Libanon og igen få beskyttelse af UNRWA, jf. konventionens artikel 1 D, 2. pkt. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at ansøgerens forklaring om konflikterne med hendes far ikke udgør forhold af asylbegrundende karakter omfattet af udlændingelovens § 7. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren ikke har forklaret overbevisende om intensiteten af et modsætningsforhold mellem ansøgeren og hendes far og familie, og der henvises blandt andet til, at ansøgeren under samtalen med Udlændingestyrelsen [en nærmere angiven dato i foråret] 2019 har forklaret, at både ansøgeren og hendes far ønsker, at hun bliver skilt fra sin ægtefælle. Ansøgerens forklaring om, at faren vil slå hende ihjel og fremlæggelsen af en lydfil, sendt af faren til ansøgerens telefon med trusler om, at han vil skyde ansøgeren, findes ikke troværdig. For så vidt angår truslerne indeholdt i lydfilen bemærkes, at filen først er fremlagt og modtaget af ansøgeren, efter at Udlændingestyrelsen [i foråret] 2018 meddelte ansøgeren afslag på asyl. Vedrørende ansøgerens forklaring om hendes konflikt med ægtefællen lægger Flygtningenævnet vægt på, at ansøgeren under forklaringen [en nærmere angiven dato i foråret] 2019 blandt andet har oplyst, at hun ikke formoder, at hendes ægtefælle eller dennes familie vil slå hende ihjel, hvis hun vender tilbage til Libanon, da ægtefællen ønsker, at hun rejser tilbage. Oplysningerne om ansøgerens graviditet og helbredsmæssige forhold kan isoleret set ikke føre til en ændret vurdering, idet der er tale om forhold af socioøkonomisk karakter, der ikke i sig selv begrænser ansøgerens adgang til hjælp fra UNRWA. Flygtningenævnet finder efter baggrundsoplysningerne, at ansøgeren vil kunne opnå den nødvendige og tilstrækkelige behandling i Libanon under UNRWA. Herefter finder nævnet, at ansøgeren er omfattet af artikel 1 D, 1. pkt. i Flygtningekonventionen, og at hun formodes på ny at kunne indrejse i Libanon og tage lovligt ophold og på ny have adgang til beskyttelse eller bistand fra UNRWA. Nævnet bemærker hertil, at ansøgeren flere gange har foretaget rejser mellem Danmark og Libanon uden problemer. Flygtningenævnet henviser i øvrigt til Udlændingestyrelsens landerapport Lebanon Readmission of Palestinian Refugees from Lebanon af marts 2020, hvoraf det fremgår, at det har været muligt for flere europæiske lande at returnere flygtninge til Libanon. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsen afgørelse." Stat/2021/3/MALC

stat20208

Nævnet stadfæstede i maj 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsløs palæstinenser fra Gaza. Indrejst i 2014.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er statsløs palæstinenser, etnisk araber og sunni-muslim af trosretning fra Khan Younis, Gaza. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Gaza frygter at blive tilbageholdt, fængslet og blive slået ihjel af Hamas. Ansøgeren har som støtte herfor henvist til, at hun siden sin udrejse af Gaza er blevet truet med at blive tilbageholdt. Ansøgeren har videre henvist til, at hun frygter, at Hamas vil opdigte en undskyldning for at fængsle hende, ligesom de opdigtede en historie om ansøgerens far og fængslede ham. Ansøgeren har endvidere henvist til, at Hamas ønsker at begrænse hendes ytringsfrihed, fordi hun har en anden politisk holdning end Hamas. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at hun ved en tilbagevenden frygter at blive slået ihjel af sin stamme, fordi hun har vanæret sin familie ved at studere og rejse til Europa. Ansøgeren har som asylmotiv endelig henvist til, at hun ved en tilbagevenden frygter de generelle forhold i Gaza, herunder den sikkerhedsmæssige situation, og at hun ikke kan få et arbejde. Den 29. august 2018 offentliggjorde Flygtningenævnet på nævnets hjemmeside, at Flygtningenævnets koordinationsudvalg har besluttet at ændre nævnets hidtidige praksis i asylsager vedrørende statsløse palæstinensere fra Libanon og fra den øvrige del af UNRWA mandat-området, således at en statsløs palæstinenser fra de pågældende områder, der har haft adgang til UNRWA beskyttelse eller bistand og som frivilligt har forladt området, er udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 1. pkt. Har den pågældende derimod været tvunget til at forlade området, eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage, vil vedkommende automatisk være omfattet af Flygtningekonventionen. Flygtningenævnet kan lægge til grund, at ansøgeren med sin familie er registreret hos UNRWA. Ansøgeren er opvokset i UNRWA-område, ansøgeren har gået i UNRWA-grundskole, og familien har modtaget penge fra UNRWA. Af de grunde, som er anført i Flygtningenævnets afgørelse af [slutningen af] 2017, og som anført af Udlændingestyrelsen i afgørelsen af [sommeren] 2019, lægger nævnet til grund, at ansøgeren, der udrejste legalt af Gaza, ikke har været tvunget til at forlade Gaza, men at hun har forladt området frivilligt. Flygtningenævnet tiltræder således de tidligere afgørelser, hvorefter ansøgerens asylmotiv ikke er lagt til grund. Ansøgeren kan endvidere vende tilbage til Gaza, idet personer registreret i det palæstinensiske selvstyres register i praksis har lovlig opholdstilladelse i Gaza og på Vestbredden, jf. Udlændingestyrelsens notat af januar 2019, Palæstinenseres mulighed for at indrejse i Gaza og på Vestbredden. Ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Gaza vil være i en sådan personlig usikkerhedstilstand, at det er umuligt for UNRWA at sikre hende levevilkår i overensstemmelse med deres opgave. Det bemærkes i den forbindelse, at de generelle forhold for statsløse palæstinensere i Gaza og på Vestbredden – uanset at de er vanskelige – ikke kan føre til et andet resultat. På den anførte baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren er omfattet af artikel 1 D, 1. pkt. i Flygtningekonventionen og således er udelukket fra at opnå asyl i Danmark, idet Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren frivilligt er udrejst fra Gaza, må formodes igen at kunne indrejse i Gaza og tage lovligt ophold samt at have adgang til beskyttelse eller bistand fra UNRWA. Flygtningenævnet finder heller ikke, at der er grundlag for at meddele ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingestyrelsens § 7, stk. 3 som påstået i advokatindlægget. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Stat/2020/8/RILA

stat202070

Nævnet stadfæstede i juni 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsløs palæstinenser fra Vestbredden. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber, sunni-muslim af trosretning og statsløs palæstinenser fra Vestbredden. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter sin tidligere ægtefælle, [A], fordi han har truet hende på livet. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at hun blev skilt fra [A] i maj 2010. Efter skilsmissen begyndte [A] at chikanere ansøgeren ved at opsøge hende på hendes bopæl samt på hendes arbejdsplads, hvor han truede med, at han ville slå hende ihjel, hvis hun blev gift med en ny mand. Ansøgeren har som yderligere asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter højtstående medlemmer af ’Palestine Liberation Organization’ (PLO). Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at hun har viden om korruption, og at hun har oplyst om dette på sin facebookprofil. Den 29. august 2018 offentliggjorde Flygtningenævnet på nævnets hjemmeside, at Flygtningenævnets koordinationsudvalg har besluttet at ændre nævnets hidtidige praksis i asylsager vedrørende statsløse palæstinensere fra Libanon og fra den øvrige del af UNRWA mandat-området, således at en statsløs palæstinenser fra de pågældende områder, der har haft adgang til UNRWA beskyttelse eller bistand og som frivilligt har forladt området, er udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 1. pkt. Har den pågældende derimod været tvunget til at forlade området, eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage, vil vedkommende automatisk være omfattet af Flygtningekonventionen. Flygtningenævnet er enig i Udlændingestyrelsens afgørelse og begrundelse herfor. Det, der er fremkommet for Flygtningenævnet, kan ikke føre til et andet resultat. Ved vurderingen af ansøgerens nye asylmotiv har Flygtningenævnet tillige lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvor mange brevtrusler hun modtog, og at ansøgeren allerede under samtalen hos Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2016 fortalte, at det palæstinensiske selvstyre var korrupt, uden at hun da forklarede om den korruption, som hun selv havde opdaget, og som hun nu gør gældende som nyt asylmotiv. Ansøgeren har da også for Flygtningenævnet gentaget, at det var hendes konflikt med ægtefællen, der var årsagen til hendes udrejse. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren er udelukket fra at opnå asyl, jf. Flygtningekonventions artikel 1 D, 1. pkt., idet ansøgeren ikke er omfattet af bestemmelsens 2. pkt., da Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren frivilligt er udrejst af Vestbredden og må formodes igen at kunne indrejse til Vestbredden og der tage lovligt ophold og have adgang til beskyttelse eller bistand fra UNRWA. De foreliggende baggrundsoplysninger om UNRWAs muligheder for at sikre levevilkår på Vestbredden i overensstemmelse med sin opgave, kan ikke føre til en anden vurdering.” Stat/2020/70/RILA

stat202069

Nævnet stadfæstede i august 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Libanon. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk palæstinenser og sunnimuslim fra Al Dahiya, Libanon. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af gruppen Saraya Al-Quds, fordi de har forsøgt at hverve ham til at være martyr i krigen i Syrien. Han har til støtte herfor oplyst, at han og to af hans venner blev opsøgt af en mand ved navn [A] på en udendørs cafe. Han forsøgte at overbevise dem til at lade sig rekruttere. Ansøgeren sagde, at han ville overveje at tilslutte sig gruppen, selv om det ikke reelt var hans hensigt. To dage senere forlod ansøgeren lejren og tog ophold hos sin fars ven i to måneder, inden han udrejste af Libanon. Ansøgeren har derudover som asylmotiv henvist til, at han frygter de generelle forhold i Al Burj-lejren. Han har til støtte herfor oplyst, at mange er blevet slået ihjel på grund af politiske spændinger. Ansøgeren har videre som asylmotiv henvist til, at han frygter de generelle forhold for statsløse palæstinensere i Libanon. Endelig har ansøgeren som asylmotiv henvist til, at han frygter at opleve chikane på grund af sit handicap. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren er statsløs palæstinenser fra Libanon, og at han er registreret ved UNRWA i Libanon og har haft adgang til UNRWA’s beskyttelse og bistand. Ansøgeren er derfor som udgangspunkt udelukket fra beskyttelse, jf. Flygtningekonventionens artikel 1 D, 1. pkt., medmindre han befinder sig i en alvorlig usikkerhedstilstand, og det er umuligt for UNRWA at sikre ansøgeren levevilkår, som er i overensstemmelse med UNRWA’s opgave, jf. EU-Domstolens dom af 25. juli 2018 (Alheto-dommen) præmis 86. Flygtningenævnet kan fortsat ikke lægge ansøgerens forklaring om sin konflikt med [A] og grupperingen Saraya Al-Quds til grund. Flygtningenævnet henviser herom til Flygtningenævnets afgørelse af [dato primo 2017]. Ansøgerens oplysninger om, at [A] angiveligt skulle have dræbt en person, kan ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at nævnet som anført ikke kan lægge ansøgerens forklaring om en konflikt med [A] til grund, hvorfor dette forhold, der i øvrigt er udokumenteret, ikke kan antages at have betydning for ansøgerens sikkerhed. Der er derfor ikke grund til at antage, at ansøgeren har været tvunget til at forlade UNRWA’s operationsområde, og det må formodes, at han på ny vil kunne indrejse i Libanon og tage ophold og på ny have adgang til beskyttelse og bistand fra UNRWA. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgeren tidligere har fået udstedt rejsedokumenter til Libanon og ved frivillig udrejse må formodes på ny at kunne få udstedt rejsedokumenter til Libanon. Det må endvidere antages, at det ikke er umuligt for UNRWA at sikre ansøgeren levevilkår, som er i overensstemmelse med UNRWA’s opgave. Det forhold, at ansøgeren er delvist lam og lider af epilepsi, kan ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren indtil sin udrejse har modtaget behandling for sine lidelser i Libanon. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgeren er omfattet af Flygtningekonventionens artikel 1 D, 1. pkt., og at han således er udelukket fra at opnå asyl i Danmark. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Stat/2020/69/DH

stat202065

Nævnet stadfæstede i november 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Libanon. Indrejst i 2016. Ansøgeren søgte asyl i 2017. I 2018 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, og senere i 2018 stadfæstede Flygtningenævnet denne afgørelse. I 2018 genoptog og hjemviste Flygtningenævnet sagen til fornyet behandling som følge af nævnets praksisændring i asylsager vedrørende statsløse palæstinensere fra Libanon. I 2020 meddelte Udlændingestyrelsen på ny ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk araber, sunni-muslim og statsløs palæstinenser fra Balabak, Libanon. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv i forbindelse med den oprindelige asylsag og genoptagelsen af sagn henvist til, at han ved en tilbagevenden til Libanon frygter, at gruppen Saraya al-Muqawama, vil sende ham i krig i Syrien, da han tidligere har været medlem af gruppen. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter, at han vil blive udleveret til Hamas, fordi han er palæstinenser. Ansøgeren har derudover henvist til de generelle uroligheder i Libanon, efter Donald Trump har anerkendt Jerusalem som Israels hovedstad. Endvidere har ansøgeren henvist til, at han frygter, at han ikke længere vil kunne se sin ægtefælle og sine børn, hvis han vender tilbage til Libanon. Endelig har ansøgeren, efter at sagen blev genoptaget, henvist til, at han frygter ikke at ville kunne modtage behandling for sin øjensygdom i Libanon. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i [sommeren] 2006 blev medlem af gruppen Saraya al-Muqawama, som er en del af Hizbollah. I starten af 2007 blev ansøgeren sendt i træningslejr tæt på den syriske grænse, hvor der var tilrettelagt tre træningsforløb. Ansøgeren deltog i de to første træningsforløb, hvor de blev trænet i at håndtere et våben og i at bevæge sig igennem forhindringer. Under ansøgerens tredje træningsforløb, fik de at vide, at ISIL var rykket tættere på grænsen, og at ISIL befandt sig omkring 25 kilometer fra deres position. På et ukendt tidspunkt blev deres grænseposition beskudt, men de kunne ikke se de angribende grupper. Samme aften blev deres lejr angrebet af ISIL, hvorefter ansøgeren blev taget til fange sammen med fem andre. Ansøgeren blev udsat for grove fysiske overgreb og afhørt om, hvilken gruppe han tilhørte. Den lejr, hvor ansøgeren blev holdt fanget, blev efter nogle uger angrebet. I forbindelse med en eksplosion i lejren lykkedes det ansøgeren og de øvrige fem personer at flygte fra ISIL. Ansøgeren kom efterfølgende til en landsby, hvor han fik hjælp og behandling af Røde Kors. Efterfølgende overgav de ansøgeren til de libanesiske myndigheder, som afhørte ham om, hvor han havde været. Ansøgeren forklarede, at han havde forsøgt at krydse grænsen illegalt, da han var bange for at blive tilbageholdt af myndighederne, hvis han fortalte dem sandheden om, hvor han havde været. I 2010 rejste ansøgeren til Danmark på visum. Da han kom til Danmark, ringede hans søster, og hun fortalte ansøgeren, at Hizbollah havde opsøgt hende og spurgt efter ansøgeren. Efter nogle dage, kontaktede ansøgeren sin ven, som bekræftede, at ansøgeren var eftersøgt af Hizbollah, og at ansøgerens navn fremgik af en liste, som Hizbollah havde del rundt i flygtningelejren. Ansøgeren valgte derfor, at han ikke ville rejse tilbage til Libanon, og han søgte derfor familiesammenføring med sin ægtefælle i[et andet europæisk land] Sverige. I 2015 udløb ansøgerens opholdstilladelse i [det andet europæiske land], og han fik den ikke fornyet. På et ukendt tidspunkt i 2016 blev ansøgerens bror kidnappet af en ukendt gruppe. Broren blev i den forbindelse afhørt om deres far og om ansøgeren. Broren blev løsladt efter afhøringen. [I efteråret] 2017 søgte ansøgeren om asyl, efter at være blevet anholdt af det danske politi. Den 29. august 2018 offentliggjorde Flygtningenævnet på nævnets hjemmeside, at Flygtningenævnets koordinationsudvalg har besluttet at ændre nævnets hidtidige praksis i asylsager vedrørende statsløse palæstinensere fra Libanon og fra den øvrige del af UNRWA mandat-området, således at en statsløs palæstinenser fra de pågældende områder, der har haft adgang til UNRWA beskyttelse eller bistand og som frivilligt har forladt området, er udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 1. pkt. Har den pågældende derimod været tvunget til at forlade området, eller tilsvarende er afskåret for at vende tilbage, vil vedkommende automatisk være omfattet af Flygtningekonventionen. Flygtningenævnet bemærker herefter, at en statsløs palæstinenser fra UNRWA mandat-området, der som ansøgeren har haft adgang til UNRWA beskyttelse eller bistand, og som søger om asyl, som udgangspunkt skal anses for udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 1. pkt., medmindre den pågældende opfylder de betingelser, der er angivet af EU-Domstolen, herunder i præmis 86 i dom af 25. juli 2018 (Alheto), hvori anføres, ”at den pågældende palæstinenser befinder sig i en personlig usikkerhedstilstand, og at det er umuligt for UNRWA, hvis beskyttelse den berørte har påberåbt sig, at sikre den pågældende levevilkår, som er i overensstemmelse med organets opgave, hvorved denne palæstinenser på grund af omstændigheder, der ikke er udtryk for vedkommendes vilje, således tvinges til at forlade UNRWA´s operationsområde.” Dette indebærer, at en statsløs palæstinenser fra mandat-området, der har haft adgang til UNRWA beskyttelse eller bistand, og som frivilligt har forladt området, er udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen. Har den pågældende derimod været tvunget til at forlade området, eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage, vil vedkommende automatisk være omfattet af Flygtningekonventionen. Ved vurderingen heraf finder nævnet – som Udlændingestyrelsen i afgørelserne af [..] 2018 og […] 2020 samt Flygtningenævnets afgørelse af […] 2018 – at det ikke kan lægges til grund, at ansøgeren har eller har haft en asylbegrundende konflikt med hverken myndighederne eller grupperinger i Libanon, der har gjort det nødvendigt for ham at forlade området, eller at han som følge af en konflikt med myndighederne eller grupperinger er afskåret fra at vende tilbage. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har afgivet divergerende forklaringer om sit asylmotiv. Ansøgeren har således forklaret divergerende om, hvem han frygter og om, hvorfor han er udrejst af Libanon. Ansøgeren har ikke under nævnsmødet været i stand til at uddybe sit asylmotiv, ligesom han ikke er fremkommet med en rimelig forklaring på de nævnte divergenser. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren, trods de vanskelige forhold ved ansøgning om og udstedelse af rejselegitimation samt tilladelse til indrejse i Libanon, ikke er afskåret fra igen at vende tilbage til sit hjemområde i Libanon. Det bemærkes i den forbindelse, at de libanesiske myndigheder tidligere har udstedt ID-kort og et rejsedokument til ansøgeren. På den baggrund og efter de foreliggende baggrundsoplysninger må det antages, at ansøgeren vil kunne få udstedt ny rejselegitimation og indrejsetilladelse af de libanesiske myndigheder. Flygtningenævnet finder efter indholdet af baggrundsoplysningerne, at de generelle forhold for statsløse palæstinensere i Libanon ikke er sådanne, at disse forhold i sig selv er asylbegrundende. Den omstændighed, at ansøgeren frygter ikke at kunne få behandling for sin øjensygdom kan ikke føre til et andet resultat. Det kan heller ikke føre til et andet resultat under asylsagen, at ansøgeren frygter ikke at kunne se sin ægtefælle og børn ved en tilbagevenden til Libanon. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Stat 2020/65/MNR

stat202038

Nævnet stadfæstede i september 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Libanon. Indrejst i 1986. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er statsløs palæstinenser og muslim af trosretning fra [område], Libanon. Klageren har været medlem af en politisk organisation, idet han som 15 årig blev optaget i al-Fatah, som senere blev til PLO. I 1977-1978 var klageren i Ukraine, hvor han blev trænet i våbenbrug. Han vendte tilbage til Libanon og arbejdede som våbenmekaniker i 3-4 måneder. Klageren tog herefter ophold i [område], hvor der var et våbenlager tilhørende al-Fatah. Klageren arbejdede for al-Fatah indtil udrejsen fra Libanon. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Libanon vil blive arresteret af de libanesiske myndigheder og sat til at afsone en dom på livsvarigt fængsel for manddrab. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hans søster for 4 år siden rejste fra Danmark til Libanon, og at hun i udrejsekontrollen blev spurgt om klagerens opholdssted. Klageren anser derfor sig selv for forsat at være eftersøgt i Libanon. Klageren har videre oplyst, at han ved en tilbagevenden til Libanon forventer, at han ikke kan få lægebehandling, samt at han ikke vil have råd til at købe medicin, og at han ikke ved, om det er muligt at købe den nødvendige medicin. Flygtningenævnets koordinationsudvalg besluttede den 29. august 2018 at ændre nævnets praksis i asylsager vedrørende statsløse palæstinensere fra Libanon og fra den øvrige del af UNRWA mandat-området. På denne baggrund besluttede Flygtningenævnet den 29. august 2018 at genoptage sagen, udsætte udrejsefristen og hjemvise sagen til Udlændingestyrelsen til fornyet behandling i første instans. Efter det under sagen fremlagte UNRWA familieregistreringskort samt efter klagerens oplysninger om, at klagerens familie har modtaget hjælp fra UNRWA, tiltrædes det, at klageren er omfattet af flygtningekonventionens artikel 1D, 1. pkt. Det tiltrædes endvidere, at klageren er omfattet af samme bestemmelses 2. pkt. Klageren er isoleret set berettiget til konventionsstatus i Danmark, idet han opfylder betingelserne for at få asyl i Danmark, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Nævnet har herved lagt vægt på oplysningerne om, at klageren ved en tilbagevenden til Libanon risikerer at skulle afsone en langvarig fængselsdom, hvilket sammenholdt med oplysningerne om fængselsforholdene i Libanon og klagerens helbredsforhold sandsynliggør, at han ved en tilbagevenden til Libanon vil være i risiko for at blive underkastet umenneskelig eller nedværdigende behandling. Nævnet tiltræder Udlændingestyrelsens vurdering, hvorefter klageren er udelukket fra at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt. Der er herved lagt vægt på oplysningerne om den særdeles alvorlige kriminalitet, som klageren er blevet dømt for i Danmark, senest ved Østre Landsrets dom af 18. september 2002, hvor han blev fundet skyldig i alvorlig sædelighedskriminalitet og dømt til tidsubegrænset anbringelse på psykiatrisk hospital for sindslidende samt udvist med indrejseforbud for bestandig. Efter karakteren og omfanget af den personfarlige kriminalitet, som klageren er blevet dømt for i Danmark, finder nævnet, at klageren er dømt for særlig farlige forbrydelser og udgør en fare for samfundet, jf. flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2. Oplysningerne om klagerens aktuelle helbredsmæssige forhold – såvel somatiske som psykiske – og den endelige ophævelse af den ved dommen i 2002 idømte foranstaltning i 2014 kan heroverfor ikke føre til en anden vurdering af spørgsmålet om udelukkelse. Det kan heller ikke føre til en ændret vurdering, at klagerens fire voksne børn, hans mor og tre søskende alle er danske statsborgere og bor i Danmark, at klageren har oplyst, at han har kontakt til sin familie, og at der nu er gået mange år, siden de forhold, der gav anledning til udvisningen, blev begået. Nævnet tiltræder således, at der efter en samlet vurdering ikke foreligger særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, der taler for, at klageren uanset oplysningerne om de begåede særdeles alvorlige strafbare forhold ud fra en proportionalitetsvurdering skal meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Da klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, tiltrædes det, at udlændingelovens § 31 er til hinder for, at han udsendes tvangsmæssigt til Libanon. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” stat/2020/38/ACA

stat202026

Nævnet stadfæstede i august 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Libanon. Indrejst i 2018.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk palæstinenser og sunni-muslim af trosretning fra Nahr Al-Bared lejren i Libanon. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Libanon frygter at blive udsat for tortur, fængsling eller undertrykkelse af korrupte personer med tilknytning til den libanesiske efterretningstjeneste. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at han er blevet tilbageholdt og afhørt af sikkerhedstjenesten i Nahr Al-Bared lejren i 2014, 2015, 2016 g 2017, fordi sikkerhedstjenesten mistænkte ham for at have videregivet information om korruption til andre personer i lejren, og dermed opildnet til oprør i lejren. Den 29. august 2018 offentliggjorde Flygtningenævnet på nævnets hjemmeside, at Flygtningenævnets koordinationsudvalg har besluttet at ændre nævnets hidtidige praksis i asylsager vedrørende statsløse palæstinensere fra Libanon og fra den øvrige del af UNRWA mandat-området, således at en statsløs palæstinenser fra de pågældende områder, der har haft adgang til UNRWA beskyttelse eller bistand og som frivilligt har forladt området, er udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 1. pkt. Har den pågældende derimod været tvunget til at forlade området, eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage, vil vedkommende automatisk være omfattet af Flygtningekonventionen. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at ansøgeren indrejste i Danmark [i foråret] 2018, men at han først ansøgte om asyl [i efteråret] 2018 efter at have modtaget afslag på familiesammenføring. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgeren indrejste legalt med visum til Danmark, og at han i visumansøgningen har oplyst, at han ikke har problemer i hjemlandet samt, at han og hans daværende hustru ville bosætte sig i Libanon, ligesom der fremgår oplysninger om hans arbejde i Libanon. Flygtningenævnet bemærker videre, at en statsløs palæstinenser fra UNRWA mandat-området, der som ansøgeren har haft adgang til UNRWA beskyttelse eller bistand, og som søger om asyl, som udgangspunkt skal anses for udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 1. pkt., medmindre den pågældende opfylder de betingelser, der er angivet af EU-Domstolen, herunder i præmis 86 i dom af 25. juli 2018 (Alheto), hvori anføres, ”at den pågældende palæstinenser befinder sig i en personlig usikkerhedstilstand, og at det er umuligt for UNRWA, hvis beskyttelse den berørte har påberåbt sig, at sikre den pågældende levevilkår, som er i overensstemmelse med organets opgave, hvorved denne palæstinenser på grund af omstændigheder, der ikke er udtryk for vedkommendes vilje, således tvinges til at forlade UNRWA´s operationsområde.” Dette indebærer, at en statsløs palæstinenser fra mandat-området, der har haft adgang til UNRWA beskyttelse eller bistand, og som frivilligt har forladt området, er udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen. Har den pågældende derimod været tvunget til at forlade området, eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage, vil vedkommende automatisk være omfattet af Flygtningekonventionen. Ved vurderingen heraf finder nævnet – som Udlændingestyrelsen i afgørelse af [foråret] 2019 – at ansøgerens forklaring om, at han har en asylbegrundende konflikt med den libanesiske efterretningstjeneste eller andre, der har gjort det nødvendigt for ham at forlade området, eller at han som følge af en konflikt med efterretningstjenesten eller andre er afskåret fra at vende tilbage, ikke kan lægges til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring fremstår utroværdig navnlig på grund af divergenser og manglende uddybning af konflikten under nævnsmødet, hvor ansøgeren svarede afglidende på de stillede spørgsmål. Ansøgeren har under samtalerne med Udlændingestyrelsen forklaret divergerende om centrale dele af asylmotivet. Han har således forklaret divergerende og udbyggende om, hvordan han blev udsat for fysiske overgreb og om, hvem der afhørte ham. Han har først forklaret, at han fik en fiskestang sat fast via sit bælte, så han mistede balancen, når der blev hevet i stangen, mens han efterfølgende har forklaret, at han fik sat en fiskeline om halsen. Han har ligeledes først forklaret, at han blev udsat for lussinger, mens han efterfølgende har forklaret, at han blev sparket og slået i ryggen, men at han ikke blev slået i ansigtet. Endelig har han først forklaret, at han blev afhørt af [A], [B] og en tredje officer, mens han senere har forklaret, at han alene blev afhørt af [A]. Ansøgeren har under nævnsmødet som forklaring på divergenserne forklaret, at det hele er sandt, idet det hele skete samt, at han ikke husker, hvad der skete til hvilke afhøringer. Flygtningenævnet finder, at dette ikke er en rimelig forklaring på de nævnte divergenser. Ansøgeren har ikke under nævnsmødet været i stand til at uddybe sit asylmotiv. Han har således ikke kunne redegøre nærmere for, hvem der anmeldte ham for at være kommet med oplysninger om korruptionen, eller den omstændighed at han stadig havde sit arbejde ved udrejsen, når han havde beskyldt sin virksomhed for at deltage i korruption. Han har heller ikke været i stand til at redegøre nærmere for, at han kunne opholde sig ca. ½ år i Libanon forud for udrejsen uden problemer, når den libanesiske efterretningstjeneste angiveligt var efter ham eller sammenhængen med, at hans bror efter oktober 2017 igen i maj 2020 skulle blive afhørt om ansøgerens forhold. Dertil kommer, at ansøgerens forklaring om konflikten er ikke understøttet af oplysningerne om, at ansøgeren udrejste legalt af Libanon. Flygtningenævnet finder, at de generelle forhold for statsløse palæstinenser i Libanon trods vanskelige ikke er sådanne, at disse forhold i sig selv er asylbegrundende. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens helbredsoplysninger er oplysninger af socio-økonomisk karakter, der ikke kan medføre asyl. På ovennævnte baggrund – og i øvrigt af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen – tiltræder nævnet, at ansøgeren ikke er afskåret fra at vende tilbage til Libanon, hvor han har adgang til UNWRA beskyttelse eller bistand. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Stat/2020/26/RILA

soma20212

Nævnet stadfæstede i januar 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren tilhører klanen Hawiye og er muslim fra landsbyen [A] i regionen Galgaduud, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en eventuel tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab. Til støtte herfor har klageren oplyst, at han flygtede fra al-Shabaab, idet han var blevet idømt dødsstraf som følge af, at han havde giftet sig med [B] uden hendes fars accept. Ifølge de islamiske regler var det ulovligt. Klageren havde været gift før, hvorfor al-Shabaab dømte ham til døden. Klageren har forklaret, at han sad i et stort fængsel i byen Ceel-dheer i perioden fra [sommeren] 2013 indtil [starten af] 2014. [I starten af] 2014 besluttede klageren sig for at flygte, da han om natten fik lov til at gå på toilettet uden for huset, hvor han var fængslet. Der var kun én vagt. Klageren løb med det samme, da han kom ud. Vagten skød efter klageren, men han undgik at blive ramt. Han flygtede ud på landet uden for [A]. Al-Shabaab kørte efter klageren i biler, men det var svært for dem at fange klageren på grund af det ujævne terræn. Endelig fandt klageren en nomadefamilie ude på landet, som lånte ham en telefon. Han ringede til sin mor, som fik en chauffør til at hente klageren til byen [C]. Efterfølgende har al-Shabaab brændt klagerens families butik ned. Klageren ved ikke præcist, hvornår det skete, fordi han har fået det at vide af sin søster. Det skete efter, at klageren var flygtet. Yderligere har klageren henvist til, at hans familie har en konflikt med Mursade-klanen, fordi hans far har giftet sig med klagerens mor, som var en del af Boon-klanen. Mursade-klanen har forsøgt at slå klagerens mor ihjel, idet klagerens far har bragt skam over Mursade-klanen. Lokalbefolkningen tror derfor, at klageren er en del af Boon-klanen, hvorfor han er i fare. Endelig har klageren henvist til, at han frygter, at hans datter vil blive omskåret ved en eventuel tilbagevenden til Somalia. Klageren har til støtte herfor forklaret, at omskæring er en almindelig skik i Somalia, og at han ikke vil kunne modsætte sig datterens omskæring. Han vil enten blive slået ihjel eller datteren vil blive tvangsmæssigt omskåret. Endelig har klageren henvist til, at hans ægtefælles familie vil kidnappe hans datter eller slå hende ihjel. Klageren har oplyst, at ægtefællens familie har truet med at slå ham, hans ægtefælle og datteren ihjel. Klageren blev [i sommeren] 2014 meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2 under henvisning til daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia i sig selv udgjorde en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Opholdstilladelsen blev således meddelt som følge af de generelle forhold i klagernes hjemområde og blev tidsbegrænset til 2 år. Opholdstilladelsen er efterfølgende forlænget. Udlændingestyrelsen har senest ved afgørelse [i slutningen af] 2019 truffet afgørelse om, at klagerens opholdstilladelse nægtes forlænget, jf. dagældende udlændingelov (lovbekendtgørelse nr. 1117 af 2. oktober 2017) § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1 og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaringer om sine konflikter med al-Shabaab til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på de samme omstændigheder, som Udlændingestyrelsen, hvorefter klageren på flere centrale punkter vedrørende sit asylmotiv har forklaret divergerende og utroværdigt, herunder vedrørende årsagen til udskydningen af henrettelsen af klageren, hvorvidt klageren har været i retten og er blevet dømt af en dommer, placeringen af toiletterne i fængslet og hvor klagerens særdatter boede efter klagerens udrejse. Der er ikke i forbindelse med inddragelsessagen fremkommet nye oplysninger, som kan føre til en anden vurdering heraf. Det bemærkes herved, at det af advokaten anførte omkring tolke problemer må opfattes som en efterrationalisering, idet klageren ikke i forbindelse med samtalen [i starten af] 2017 har påpeget tolkeproblemer. Af indledningen fremgår derimod, at tolken og pågældende forstod hinanden. Af udlændingelovens dagældende § 19, stk. 1, nr. 1 fremgår, at myndighederne kan nægte at forlænge en opholdstilladelse efter udlændingeloven, når de generelle forhold i en udlændings hjemland er ændret på en sådan måde, at udlændingen ikke længere risikerer forfølgelse i hjemlandet, uanset forholdene fortsat er alvorlige og må betegnes som skrøbelige og uforudsigelige, idet ændringen dog ikke antages at være af helt midlertidig karakter. På baggrund af de seneste baggrundsoplysninger om de generelle forhold i Somalia herunder i klagerens hjemområde Galgaruud-regionen er disse fortsat alvorlige og må betegnes som skrøbelige og uforudsigelige. Imidlertid er der indtrådt en sådan forbedring af de generelle forhold og som ikke antages at være af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at menneskerettigheds- og sikkerhedssituationen i Somalia har ændret sig således, at enhver ikke længere ved sin blotte tilstedeværelse i landet risikerer at blive udsat for overgreb som omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Det følger videre også af EASO Country of Origin Information Report – Somalia Security Situation, December 2012, at al-Shabaab generelt ikke angriber civile, men hovedsageligt angriber profilerede mål. For så vidt angår klagerens frygt for, at klagerens datter ved en tilbagevenden til Somalia vil blive udsat for tvangsmæssig omskæring, bemærker Flygtningenævnet, at myndighederne i Somalia har forbudt omskæring, og at al-Shabaab også er imod omskæring. Risikoen for omskæring beror således ikke på myndighederne eller andre magthavere, men på familiens og omgivelsernes forventninger og eventuelle pres. Klageren har oplyst, at han er imod omskæring og ikke vil blive mødt med repressalier, hvis han modsætter sig omskæring af datteren. Han må desuden anses for at være ressourcestærk og i stand til at modstå sådanne forventninger og et eventuelt pres fra familien og det omgivende samfund. Flygtningenævnet finder således, at der ikke er reel risiko for, at klagerens datter, [D] udsættes for omskæring ved en tilbagevenden til Somalia, og der er ingen velbegrundet frygt herfor. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, hvorvidt inddragelsen af klagerens opholdstilladelse må antages at virke særligt belastende, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Det bemærkes herved, at det af det Centrale Personregister (CPR) fremgår, at klageren [i foråret] 2014 indrejste til Danmark. Klageren er sammen med sin datter [D], [i foråret] 2019 registreret som udrejst af Danmark. Klageren har således opholdt sig i Danmark i omkring 5 år. Han har ikke haft tilknytning til det danske arbejdsmarked. Han er gift med [E], som siden 2017 har opholdt sig i Italien. Klagerens datter, hvis moder døde efter fødslen, er 9 år. Datteren har gået i institution i Danmark. Han har desuden en onkel og nogle fætre og kusiner i Danmark, som han ofte mødtes med. Klagerens forældre, bror og søster bor i Galgaduud i Somalia. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af ovenstående, at klageren ikke har en sådan tilknytning til Danmark, at det vil være særligt belastende for ham at nægte at forlænge hans opholdstilladelse, jf. herved dagældende udlændingelov (lovbekendtgørelse nr. 1117 af 2. oktober 2017) § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1 og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2021/2/ajev

soma20211

Nævnet meddelte i januar 2021 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er fra Somalia, og hun har oplyst, at hun er fra […] i Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive voldtaget og omskåret. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hun frygter at vende tilbage til Somalia, idet ansøgerens mor er forfulgt. Ansøgeren har til støtte for sin frygt for at blive voldtaget oplyst, at dette sker for mange kvinder i Somalia, og at ansøgeren ikke har nogen far eller storebror til at beskytte sig. Ansøgeren har videre oplyst, at hendes mormors mands søn har rørt hende på brysterne og kysset hende, hvorfor hun forsøgte at undgå at være alene med ham, idet hun ikke følte, at hun kunne fortælle om det til nogen. Ansøgeren har til støtte for sin frygt for at blive omskåret oplyst, at hun er bange for, at hendes farmor, som går ind for omskæring, vil gøre dette. Ansøgeren har videre oplyst, at hendes farmor tidligere har forsøgt at omskære hende, idet ansøgerens farmor var ved at tilkalde nogle damer, da ansøgeren stak af og løb hjem til sin mor. Ansøgeren har om frygten som følge af sin mors forfølgelse oplyst, at ansøgerens mormors mand blev skudt, fordi de ledte efter ansøgerens mor. Ansøgeren har videre oplyst, at hun engang blev slået med et gevær i hovedet i forbindelse med at en mand ledte efter ansøgerens mors mand og ansøgerens mors bror, dengang ansøgerens mor boede i Somalia. Flygtningenævnet kan delvist lægge ansøgerens forklaring til grund. Af de grunde som er anført af Udlændingestyrelsen i afgørelsen [fra sommeren] 2020 finder Flygtningenævnet imidlertid, at ansøgerens frygt for ved en tilbagevenden til Somalia at blive voldtaget alene beror på ansøgers og ansøgers moders formodning, idet ansøgeren ikke har oplevet noget konkret i forbindelse hermed, og at ansøgers moders frygt for at ansøgeren vil blive udstødt fra samfundet ligeledes beror på ansøgers moders egen formodning, idet ansøger ikke har oplevet konkrete konflikter i den forbindelse. Ingen af disse forhold er således asylbegrundende. Heller ikke moderens frygt for, at ansøgeren ikke kan fortsætte sin uddannelse i Somalia kan begrunde asyl, idet dette er vedrører socioøkonomiske forhold, som ikke kan give asyl efter udlændingelovens § 7. Ansøgerens frygt for de generelle forhold i Somalia kan efter fast praksis heller ikke danne grundlag for asyl. For så vidt angår ansøgerens frygt for omskæring bemærkes, at Flygtningenævnet ved afgørelsen heraf vil skulle foretage en vurdering af, hvorvidt ansøgeren, hvis hun skal udrejse til Somalia, vil blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at myndighederne i Somalia har forbudt omskæring, og at al-Shabaab også er imod omskæring. Risikoen for omskæring beror således ikke på myndighederne eller andre magthavere, men på familiens og omgivelsernes forventninger og eventuelle pres. Flygtningenævnet lægger efter det oplyste til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Somalia reelt vil være en enlig kvinde uden mulighed for at opnå beskyttelse hos et mandligt netværk. På denne baggrund og i øvrigt under henvisning til dom af 10. september 2015 fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, R. H. mod Sverige, finder Flygtningenævnet at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder ikke, at betingelserne i udlændingelovens § 7, stk. 1 er opfyldt. Flygtningenævnet meddeler herefter ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Soma/2021/1/ajev

soma2020105

Nævnet stadfæstede i december 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2012.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk somali og tilhører [A]-klanen, underklanen [B], og klageren er muslim fra Mogadishu, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har i forbindelse med sin oprindelige asylsag henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygtede at blive slået ihjel af al-Shabaab, som beskyldte klageren for at have slået en af deres lokale ledere ihjel. Til støtte herfor har klageren oplyst, at han i Somalia ejede en lille butik, hvor han udlånte film og kassettebånd til folk, så de kunne høre musik. I 2009 blev klageren opsøgt af nogle personer fra al-Shabaab i sin forretning, herunder en ældre mand, der sagde, at klageren skulle lukke sit sted og finde anden beskæftigelse. To dage herefter kom al-Shabaab på ny og opsøgte klageren i forretningen og sagde, at han skulle lukke denne i hvilken forbindelse, de også forsøgte at hverve klageren til deres gruppering. Samme aften kom de pågældende personer fra al-Shabaab, herunder den ældre mand igen, og de udsatte klageren for vold og ødelagde hans forretning. Herefter blev klageren behandlet på hospitalet, og efter han blev udskrevet, flygtede han til en anden by, hvor han tog ophold. Under sit ophold i byen blev klageren ringet op af al-Shabaab, der beskyldte ham for at have slået den ældre mand ihjel. Al-Shabaab truede endvidere med at slå klageren ihjel. Kort herefter udrejste klageren af Somalia. Klageren har under sin sag om nægtelse af forlængelse fastholdt sit oprindelige asylmotiv. Klageren har i forbindelse med sin sag om nægtelse af forlængelse og under mødet i Flygtningenævnet [i efteråret 2019) endvidere oplyst, at han under sit ophold i Somalia i [sommeren] 2015 blev opsøgt af al-Shabaab, mens han sad på en café og tyggede khat. De sagde, at de huskede, hvem han var, og at han skulle følge med dem. Herefter gav de ham bind for øjnene og førte ham til et ukendt sted, hvor han skulle tale med deres leder. Da klageren ankom til stedet fik han at vide, at han skulle betale 2000 USD, og at han ville blive sendt videre til al-Shabaabs leder, hvis han undlod at betale. Klageren var tilbageholdt hos al-Shabaab i 20 dage, hvorefter klagerens onkler betalte en løsesum til al-Shabaab. Derefter blev klageren løsladt og udrejste af Somalia på ny med hjælp fra sine onkler. Siden klageren sidst var i Flygtningenævnet har han opholdt sig i Danmark, hvor han har boet hos venner og bekendte i den periode, hvor han har været udeblevet fra sin indkvartering. Klageren har hverken haft arbejde eller gået i skole. Klageren har enten boet på asylcenter eller hos venner, hvor han har ikke har foretaget sig noget. Han har ventet på afgørelsen i sin sag. Flygtningenævnet kan fortsat og trods diverse divergenser lægge klagerens forklaring om det oprindelige asylmotiv til grund. Klageren har under nævnsmødet vedrørende episoden under hans ophold i Somalia i forbindelse med hans repatriering i 2015/2016 forklaret, at han en dag på en café blev opsøgt af nogle mennesker, der sagde til ham, at han skulle tage med dem til ledelsen, eller at de kunne forhandle om, at han slap for at tage med til ledelsen. Klageren tog derefter med personerne til et ukendt sted, og de forhandlede efter et stykke tid på plads, at han kunne betale 2000 dollar og blive løsladt mod at forsvinde fra Somalia. Klageren var ikke under nævnsmødet i stand til at redegøre nærmere for disse personer eller for deres ledere, ligesom han ikke kunne forklare andet fra samtalerne med dem, end at de ønskede penge for at lade ham gå. Flygtningenævnet kan uanset den udetaljerede forklaring i det væsentlige lægge klagerens forklaring om denne episode til grund. Flygtningenævnet lægger således til grund, at klageren, da han havde repatrieret sig i Somalia og opholdt sig der i ca. 8 måneder på et offentligt sted blev opsøgt af en gruppe mennesker, der pressede ham til at betale 2.000 dollar for at slippe for at blive ført til deres ledere. Flygtningenævnet finder, at klagerens konflikt med al-Shabaab i 2009 ligger langt tilbage i tid og er afsluttet. Der er ved denne vurdering lagt vægt på det forløbne tidsrum, de ændrede magtforhold i Mogadishu, hvor al-Shabaab ikke længere har magten og på, at klageren selv vurderede, at han kunne vende tilbage til Somalia med henblik på at tage varigt ophold uden at risikere asylbegrundende forfølgelse. Flygtningenævnet finder, at klagerens konflikt med en gruppering i 2015 må anses for en isoleret kriminel handling, der havde til formål at skaffe grupperingen et beløb fra klageren, og at denne episode er afsluttet ved klagerens betaling, uanset at grupperingen på tidspunktet for frigivelsen af klageren også betingede løsladelsen af, at klageren forlod Somalia. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det alene beror på klagerens egen formodning, at grupperingen var relateret til al-Shabaab og på, at klageren ikke er profileret over for denne gruppering, som han ikke ved, hvem er. Flygtningenævnet bemærker, at Menneskerettigheds- og sikkerhedssituationen i Mogadishu er forbedret på en sådan måde, at en person ikke ved sin blotte tilstedeværelse længere risikerer overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, ligesom AMISON kontrollerer Mogadishu. Klageren kan efter ovenstående bevisvurdering ikke betragtes som profileret i forhold til al-Shabaab eller andre grupperinger i Somalia. Betingelserne for at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse er derfor til stede.For så vidt angår klagerens tilknytning til Danmark har Flygtningenævnet lagt vægt på, at klageren har haft lovligt ophold i Danmark i knap syv år, at han har gennemført Prøve i Dansk 2, men ikke bestået, har danske og somaliske venner og er medlem af Somalisk Forening. Han har ikke haft arbejde i Danmark. Han har ikke taget en uddannelse, og han har ikke familiemæssigt tilknytning til Danmark. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at der ikke foreligger sådanne særlige omstændigheder, at det vil virke særligt belastende for klageren at nægte at forlænge hans opholdstilladelse. Betingelserne for at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1 og stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1, er derfor opfyldte. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”soma/2020/105/LINB

soma2020104

Nævnet meddelte i december 2020 opholdstilladelse til en kvindelig statsborger fra Somalia samt hendes medfølgende barn. Indrejst i 2012.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk Hawiye og muslim af religiøs overbevisning fra [en by], Lower Shabelle, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark den [efteråret] 2012, og at hun i [foråret] 2013 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Klagerens advokat har i [efteråret] 2020 på vegne af klageren klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter al-Shabaab, idet hun havde solgt khat til regeringens soldater. Al-Shabaab beskyldte herefter klageren for at have arbejdet for regeringen i Somalia. Klageren har videre oplyst, at hun har modtaget trusler fra al-Shabaab da hun bosat i Somalia. Klageren har endelig henvist til, at hun ikke ved en tilbagevenden til Somalia vil kunne forhindre, at hendes datter bliver tvangsomskåret af klagerens svigermor. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om de to første asylmotiver til grund. Flygtningenævnet kan i det hele tiltræde Udlændingestyrelsens bevisvurdering i inddragelsessagen og har således lagt vægt på, at klageren først har angivet et asylmotiv, som hun derefter har tilbagekaldt for at angive et andet asylmotiv, mens hun senest har fastholdt begge asylmotiver. Klageren har forklaret divergerende om asylmotiverne samt indbyrdes divergerende med sin ægtefælle, og hun har ikke været i stand til at uddybe asylmotiverne. For så vidt angår klagerens frygt for, at klagerens datter bliver tvangsmæssig omskåret ved en tilbagevenden til Somalia, bemærker Flygtningenævnet, at myndighederne i Somalia har forbudt omskæring, og at al-Shabaab er imod omskæring. Risikoen for omskæring beror således ikke på myndighederne eller andre magthavere, men på familiens og omgivelsernes forventninger og eventuelle pres. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer kan imidlertid lægge til grund, at klageren ikke vil kunne beskytte sin datter mod omskæring ved en tilbagevenden til Somalia. Flertallet har lagt vægt på, at klageren fremstod usikker og usammenhængende under nævnsmødet, og at hun ikke var i stand til at redegøre nærmere for sin situation eller tidligere oplevelser. Klageren har ikke gået i skole i Somalia, og hun er uden tilknytning til arbejdsmarkedet. Hun har under tørklædet store ar i hovedet og har således på den ene eller anden måde været udsat for en ulykke eller et overgreb, som hun imidlertid heller ikke er i stand til at redegøre nærmere for. Hertil kommer, at klagerens ægtefælle, der spontant blev kaldt ind fra venteværelset for at afgive forklaring om sin holdning til omskæring og om sin ressourcemæssige formåen, nok fremstod ressourcestærk og ligesom tidligere fastholdt, at han var imod omskæring, men samtidig forklarede, at han ikke i Somalia på grund af kulturen i Somalia ville modsætte sig sin mors ønske om omskæring. Flygtningenævnets flertal finder således efter en samlet vurdering af begge forældres forhold, at klageren ikke har en sådan personlighed, at hun uden sin ægtefælles udtalte støtte vil kunne modsætte sig sin svigermors ønske om omskæring af datteren, der er omfattet af klagen, hvorfor datteren vil være i risiko for at blive udsat for kvindelig omskæring. Klageren og hendes medfølgende barn opfylder således betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor klageren og hendes medfølgende barn, [barnets navn], opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Soma/2020/104/hmu.

rwan20201

Nævnet stadfæstede i september 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Rwanda. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hutu og kristen katolik af trosretning fra Kigali, Rwanda. Ansøgeren har oplyst, at han har været medlem af ungdomsligaen i Rwanda National Congress (RNC) siden 2011, herunder har ansøgeren oplyst, at han har deltaget i aktiviteter for RNC i Mozambique og Danmark. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af de rwandiske myndigheder, fordi han har en tilknytning til RNC. Videre frygter han myndighederne, idet hans far havde en nær relation til Rwandas tidligere præsident, Juvenal Habyarimana, der blev slået ihjel i 1994. Endvidere frygter ansøgeren at blive slået ihjel af nogle generaler, der har beslaglagt ansøgerens afdøde fars ejendomme i Rwanda, idet de vil anse ansøgeren for at udgøre en trussel, der vil gøre krav på disse ejendomme. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han og hans familie udrejste af Rwanda i 1994 som følge af de etniske konflikter i landet. Han opholdt siger herefter i henholdsvis Kenya, Comorerne og Tanzania, indtil han i 2010 flyttede til Mozambique alene for at arbejde. I Mozambique blev han medlem af ungdomsligaen i RNC. Ansøgeren blev i 2011 overfaldet af andre RNC-medlemmer ved navn Jean og Innocent. De påkørte ansøgeren med en bil, idet han havde afvist at give dem informationer om andre medlemmer af RNC. De var agenter for den rwandiske regering. Som konsekvens af sine skader var ansøgeren indlagt på et hospital i et år, hvorefter han flyttede til en anden region i Mozambique for at være i sikkerhed. I den region, han var flyttet til, arbejdede ansøgeren for og boede hos en ældre dame i omkring tre år. I [vinteren] 2016 spurgte nogle ukendte personer efter ansøgeren hos den ældre dame. Ansøgeren rejste i [efteråret] til [A] i Mozambique for at forberede sin udrejse af landet, herunder få rejsepapirer, idet han ikke længere følte sig sikker hos den ældre dame. I [A] blev ansøgeren i 2016 overfaldet igen. Han blev overfaldet af tre personer, hvoraf den ene havde kontakt til [B] og [C]. Ansøgeren udrejste af Mozambique i [vinteren] 2016. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren har i det væsentlige begrundet sin asylansøgning med, at han har været medlem af RNC, og at han er blevet opsøgt af spioner fra myndighederne i Rwanda. Han har konkret anført tre episoder; a) et overfald i 2011, b) forsøg på opsøgning i perioden 2013-2016, c) et overfald i 2016. Ad a, Ansøgeren har forklaret stærkt divergerende om overfaldet i henholdsvis asylskemaet under samtalen med styrelsen den [i vinteren] 2017 og under øvrige samtaler. Han har i asylskemaet anført at være blevet tortureret og slået til døde, men han har ikke nævnt en påkørsel. Han har under samtalen [i vinteren] 2017 forklaret at episoden skete, da overfaldsmændene steg ud af en bil og tog fat i ham for derefter at tildele ham nogle slag i hovedet med en genstand. Han blev herefter påkørt. Han har under senere samtaler over for nævnet forklaret, at episoden indledningsvist fandt sted på en restaurant, hvor han blev inviteret af de andre, at han alene fik en lussing på restauranten, og at han efterfølgende undløb for derefter at blive påkørt. Han har i asylskemaet oplyst, at ovefaldet fandt sted i februar 2011, mens han senere har oplyst, at det fandt sted i august/september 2011. Ad b, Ansøgeren har forklaret, at han ikke er blevet opsøgt personligt, men at han har fået forklaret, at to personer med rwandisk accent to gange har spurgt om der arbejdede en mand fra Rwanda. Ad c, Ansøgeren har ikke nævnt den pågældende episode i sit asylskema. Han har forklaret, at han blev slået med en sten, men har forklaret forskelligt om, hvorvidt det var et eller flere slag. Han har for nævnet forklaret, at han er tvivl om, hvad han blev slået med, men han antager, at det var en sten. Flygtningenævnet finder, at der er tale om divergenser på afgørende punkter i hans forklaring, og da forsøgene på opsøgning alene beror på ansøgerens formodning, ligesom det også alene beror på hans formodning, at de pågældende var fra de rwandiske myndigheder at kunne tilsidesætte ansøgerens forklaring herom. Ansøgeren har ikke på overbevisende måde kunne redegøre for RNCs politik eller for de aktiviteter, han påstår at have udført. Det forhold, at ansøgerens hukommelse er svækket af et mangeårigt alkoholmisbrug, kan ikke føre til en anden vurdering. På trods af de fremlagte personlige breve til dels fra familiemedlemmer, finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han har haft aktiviteter for RNC, og at det er kommet til de rwandiske myndigheders kundskab. Ansøgeren har ikke sandsynliggjort at det forhold, at hans far var en kendt læge i Rwanda forud for 1994, og var en af den tidligere præsidents bekendte, vil medføre problemer for ansøgeren. Ansøgeren har ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Rwanda vil være forfulgt jf. udlændingelovens § 7, stk. 1 eller i reel og individuel risiko for overgreb jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Rwan/2020/1/LINB

lita20202

Nævnet stadfæstede i november 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Litauen. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk litauer og kristen fra [område], Litauen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Litauen frygter, at han skal afsone resten af sin dom i et litauisk fængsel, og at han ikke vil blive prøveløsladt, når han har afsonet halvdelen af sin dom. Ansøgeren har videre henvist til, at han har hørt, at fængselsforholdene er dårlige fra nogle indsatte, der har afsonet straffe i litauiske fængsler. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han har læst, at kriminelle grupperinger styrer fængslerne i Litauen, og han tror, at de vil gøre ham noget, herunder afpresse eller tvinge ham til at gøre ting, som han ikke ønsker. Ansøgeren har yderligere som asylmotiv henvist til, at han frygter de generelle forhold. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han ikke har et sted at bo eller en bopælsadresse, og dermed ikke vil blive løsladt. Han har videre oplyst, at han ikke har været i Litauen siden år 2017, og at han kun har været der på ferie i to uger i perioden fra maj 2011 til august 2017. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund, men finder ikke, at der er tale om forhold, der kan føre til opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Selvom afsoningsforholdene i Litauen efter de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder Europarådets rapport af 25. juni 2019 (Report to the Lithuanian Government on the visit to Lithuania carried out by the European Committee for the Prevention of Torture and Inhuman and Degrading Treatment or Punishment (CPT) from 20 to 27 April 2018), og US Department of State, Lithuania 2019 Human Rights Report, 11. marts 2020, må betegnes som problematiske, er der efter nævnets opfattelse ikke tale om forhold af en sådan karakter, at ansøgeren ved afsoning i Litauen vil være i reel risiko for at blive udsat for umenneskelig eller nedværdigende behandling, jf. artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Det er herunder også indgået i nævnets vurdering, at der efter den nævnte rapport fra Europarådet er fokus på og iværksat initiativer med henblik på at forbedre fængselsforholdene i Litauen. Herefter, og i øvrigt af de grunde, der er anført i Udlændingestyrelsens afgørelse af 3. juli 2020, stadfæster Flygtningenævnet derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Lita/2020/2/ACA

liba20204

Nævnet stadfæstede i december 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Libanon. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og shia-muslim af trosretning fra Beirut, Libanon. Ansøgeren har boet i Syrien i en længere årrække og har senest opholdt sig i Libanon siden 2011. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter urolighederne i Syrien, at hendes søn vil blive tvunget til at deltage i kamphandlinger i Syrien, at hun er blevet udsat for seksuelle overgreb og vold af sin ægtefælle, samt de generelle forhold i Libanon. Ansøgeren har til støtte herfor anført, at hun udrejste af Syrien i 2011 på grund af de generelle forhold og for at beskytte sin søn imod militærtjeneste. IS befinder sig i området, hvorfor ansøgeren frygter at hendes søn vil blive hvervet, eller at de vil blive udsat for repressalier, fordi de flygtede til Libanon i 2011. Ansøgeren har endvidere anført, at hun flygtede fra Libanon, fordi hun frygtede, at Hizbollah ville hverve hendes søn til at kæmpe i Syrien. Ansøgeren har endvidere anført, at hun i en årrække blev udsat for seksuelle overgreb og vold af sin ægtefælle, både da de boede i Syrien og Libanon. Endelig har ansøgeren anført, at der er svære livsvilkår for kvinder i Libanon, herunder økonomisk usikkerhed og manglende muligheder for forsørgelse. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring til grund, men finder ikke, at det, ansøgeren har anført, kan begrunde opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet har for så vidt angår ansøgerens frygt for, at hendes søn vil blive hvervet til det syriske militær, lagt vægt på, at forholdet vedrører hendes voksne søn, hvis asylsag behandles særskilt. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren ikke har haft personlige konflikter med Hizbollah eller myndighederne i Libanon, ligesom ansøgeren om sin konflikt med ægtefællen for Flygtningenævnet har forklaret, at hun ved en tilbagevenden til Libanon ikke frygter sin ægtefælle. Nævnet bemærker endelig, at ansøgerens frygt for svære livsvilkår for kvinder i Libanon vedrører socioøkonomiske forhold, der ikke kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Der er ikke grundlag for at meddele ansøgeren opholdstilladelse som konsekvens af, at hendes søn [A], hvis sag er sambehandlet med ansøgerens sag, er meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet finder derfor, at betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, ikke er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” liba/2020/4/EDO

kina20201

Nævnet omgjorde i februar 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig stats-borger fra Kina. Indrejst i 1997. Flygtningenævnet udtalte:Flygtningenævnet meddelte den 2. februar 2000 den kinesiske statsborger [X] opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Det fremgår af den oprindelige asylsag, at klageren som asylmotiv henviste til, at han i Kina havde været politisk aktiv fra [sommeren] til [efteråret] 1997, og at han havde været medstifter af den regeringskritiske forening [A]. Klagerens arbejde for foreningen bestod blandt andet i at skrive artikler til foreningens løbesedler, som klageren selv var med til at sætte op. Foreningen holdt møder et par gange om ugen, og under et møde i [efteråret] 1997 blev klageren og de andre fremmødte medlemmer anholdt af det kinesiske poli-ti. Klageren var herefter tilbageholdt i fem dage, hvor han blev udsat for fysiske og psykiske overgreb. Klageren blev efterfølgende stillet for en dommer, hvor han blev anklaget for at være spion. Efter retsmødet blev klageren anbragt i arresten. En af vagterne i arresten var bror til en af klagerens venner, og den følgende nat hjalp vagten klageren med at flygte. Klageren udrejste herefter med et falsk kinesisk pas. [I sommeren] 2018 modtog Udlændingestyrelsen en henven-delse fra The Swiss State Secretariat for Migration, som oplyste, at klageren var blevet antruffet i Zürich lufthavn i forbindelse med en rejse til Kina. I henvendelsen fremgik det endvidere, at klageren var i besiddelse af et gyldigt kinesisk rejsedokument. [I foråret] 2019 var klageren til samtale hos Udlændingestyrelsen med henblik på en afklaring af, hvorvidt der var grundlag for at inddrage klagerens opholdstilladelse. [I foråret] 2019 traf Udlændingestyrelsen afgørelse om inddragelse af klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 19, stk. 2, nr. 1 og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Udlændingestyrelsen lagde herved vægt på, at klageren til sam-talen [i foråret] 2019 havde vedkendt, at han havde fået udstedt et kinesisk rejsedokument, og at han havde været fem uger i Kina med sin ægtefælle og deres to børn. Udlændingestyrelsen lag-de endvidere vægt på, at klagerens forklaring om sit asylmotiv på centrale punkter var diverge-rende i forhold til forklaringen under den oprindelige asylsag. Den 1. marts 2019 trådte udlæn-dingelovens § 19 a i kraft, hvorefter en opholdstilladelse efter § 7 skal inddrages – når betingel-serne i § 19, stk. 1-5, er opfyldt – medmindre det vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Det må efter forarbejderne til lovændringen (lovforslag nr. L 140 af 15. januar 2019) lægges til grund, at den nye bestemmelse i § 19 a ikke finder anvendelse i sager, som Udlændingestyrelsen har indledt forud for lovens ikrafttræden, idet der vedrørende disse sager således fortsat skal ske en vurdering efter den tidligere bestemmelse i udlændingelovens § 19, stk. 7, jf. dagældende lovbekendtgørelse nr. 1117 af 2. oktober 2017, jf. § 26, stk. 1, om, hvor-vidt en udvisning må antages at virke særlig belastende. Flygtningenævnet finder, at betingel-serne for at inddrage klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 19, stk. 2, nr. 1, er opfyldt, idet klageren har opnået opholdstilladelsen ved svig. Flygtningenævnet har lagt til grund, at klageren bevidst har afgivet urigtige oplysninger om sit asylmotiv. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren i 2018 rejste til Kina med sin ægtefælle og børn og forin-den, [i foråret] 2018, havde fået udstedt et kinesisk rejsedokument af den kinesiske ambassade i Danmark. Det er ifølge baggrundsoplysningerne ikke muligt at få udstedt et rejsedokument for personer i konflikt med de kinesiske myndigheder. Hertil kommer, at klageren ikke forud for rejsen havde orienteret de danske myndigheder og oplyst om den tilladelse, han havde opnået fra de kinesiske myndigheder. Rejsen foregik via Zürich, hvortil klageren benyttede sit danske konventionspas, og derfra til Kina ved brug af det kinesiske rejsedokument. Ind- og udrejse i Kina forløb uden problemer, ligesom hverken klageren eller klagerens familie oplevede nogen problemer under opholdet i Kina på ca. 5 uger, hvor han besøgte sin og sin ægtefælles familie. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at klageren generelt har forklaret undvigende og upræcist om sit asylmotiv, og at han på alle centrale punkter har forklaret divergerende. Klage-ren har blandt andet forklaret divergerende om sin rolle i den politiske organisation, som skulle være årsagen klagerens problemer. Han har under mødet i nævnet gentaget sin forklaring fra mødet i Flygtningenævnet den 2. februar 2000 om, at han var med til at stifte organisationen, men har til samtalen med Udlændingestyrelsen [i foråret] 2019 forklaret, at han alene var med-lem af organisationen og ikke kunne huske, hvem der stiftede organisationen. Klageren har for Flygtningenævnet endvidere forklaret, at han fik en dom på 40 års fængsel i en retssag. Klage-ren har på mødet efterfølgende forklaret, at det var hans vens lillebror, der fortalte ham om dommen. Han har forklaret under samtalen i Udlændingestyrelsen [i foråret] 2019, at han blot blev lukket ud samme dag, han blev anholdt, uden at blive gjort bekendt med nogen fængsels-straf. Han har desuden forklaret skiftende om længden på anholdelsen, hvor han på mødet i nævnet og under den oprindelige behandling har forklaret, at han var anholdt i 5 dage, men til samtalen [i foråret] 2019, at han blev løsladt samme dag. Han har endvidere forklaret diverge-rende og skiftende om sin flugt fra fængslet. Han har under mødet i nævnet forklaret, at vagten fulgte ham uden for, hvorefter klageren løb, men under behandlingen af den oprindelige sag, har klageren forklaret, at vagten foregav, at han var blevet slået ned. Nævnet har ved sin vurdering taget hensyn til, at begivenhederne ligger mere end 22 år tilbage i tiden, og at det derfor ikke kan forventes, at klageren kan forklare om alle forhold. Nævnet bemærker imidlertid, at der er tale om divergerende forklaringer om alle dele af klagerens asylmotiv. Klageren, som er født og opvokset i Kina, er indrejst i Danmark som 24-årig. Han taler kinesisk, og han taler i et vist om-fang dansk, men forklaringen i Flygtningenævnet er dog gennemført med tolkebistand. Han har haft skiftende ansættelser og har en fast tilknytning til arbejdsmarkedet. Han har en ægtefælle i Danmark, som han blev gift med i 2005. Hans ægtefælle er kinesisk statsborger, som er blevet familiesammenført med ham. De har sammen to piger på henholdsvis 14 år og 12 år, som er kinesiske statsborgere, og som er født og opvokset i Danmark, hvor de går i dansk skole. Børne-ne taler dansk og kan i nogen grad tale kinesisk, som tales i hjemmet, men kan hverken skrive eller læse kinesisk. Indretningshensyn til klageren kan i lyset af den begåede svig ikke tillægges særlig vægt, og klagerens tilknytning til Danmark taler isoleret set ikke imod inddragelse. Imid-lertid skal hensynet til familiens enhed og barnets tarv indgå i vurderingen. Flygtningenævnet finder, at det vil være særligt belastende for klagerens familie, navnlig for hans to piger på 14 og 12 år, at skulle flytte med klageren til Kina. Nævnet har udover pigernes alder lagt vægt på, at de er født og opvokset i Danmark og har haft hele deres tilværelse og deres formative år i landet. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at klagerens døtre alene taler kinesisk, men ikke kan det tegnbaserede kinesiske skriftsprog. Døtrene må således forventes at få særlige vanskelighe-der med at skulle tilpasse sig forholdene i Kina. Flygtningenævnet finder på denne baggrund efter en samlet vurdering, at betingelserne for inddragelse af klagerens opholdstilladelse ikke er opfyldt, jf. udlændingelovens § 19, stk. 2, nr.1, og § 19, stk. 7, jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsen afgørelse af 7. marts 2019, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1." kina/2020/1/smla

kina20191

Nævnet stadfæstede i april 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig stats-borger fra Kina. Indrejst i 1991. Flygtningenævnet udtalte:Klageren er kinesisk statsborger fra Shanghai, Kina. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i begyndelsen af] 1991 og at han [i sommeren] 1991 blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens dagældende § 7, stk. 2 (de facto). Det fremgår af Det Centrale Personre-gister, at klageren [i begyndelsen af] 2006 er registreret som udrejst til udlandet. [I efteråret] 2018 besluttede Udlændingestyrelsen, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens dagældende § 7, stk. 2 (de facto), var bortfaldet, jf. udlændingelovens 17, stk. 1, jf. § 17, stk. 4 og § 17 a, stk. 2, idet klageren har opholdt sig uden for Danmark i mere end 12 på hinanden følgende måneder. Flygtningenævnet lægger efter det oplyste til grund, at klageren i 2006 ud-rejste af Danmark til Kina for at modtage traditionel kinesisk behandling mod sygdom, og at han under sit ophold fik tilbudt et års ansættelse i Kina. Det lægges videre til grund, at klageren siden har opholdt sig i Kina. Det lægges endvidere til grund, at klageren [i foråret] 2010 på det danske generalkonsulat i Guangzhou, Kina, fik udstedt et dansk, provisorisk pas. [I efteråret] 2011 udrejste klageren af Kina ved brug af sit kinesiske nationalitetspas til Italien, hvorfra han returnerede til Kina [i efteråret] 2011. [I foråret] 2018 blev klageren afvist i Kastrup Lufthavn, hvor han forsøgte at indrejse i Danmark og bl.a. fremviste det danske provisoriske pas. Selvom det lægges til grund, at klagerens ansættelse og arbejdsgiver har været imod hans tilbagerejse til Danmark, finder nævnet, at klageren ikke har været afskåret fra at rette henvendelse til de dan-ske myndigheder i årene fra 2006 og frem. Navnlig har han i forbindelse med udstedelsen af det provisoriske danske pas i [foråret] 2010 og under sin rejse til Italien i [efteråret] 2011 haft mu-lighed for dette. Flygtningenævnet finder under disse omstændigheder, at klageren har opholdt sig uden for Danmark i mere end 12 på hinanden følgende måneder, og at han frivilligt har taget bopæl i hjemlandet, jf. herved udlændingelovens § 17, stk. 1, og § 17, stk. 4. Af de grunde, der er anført i Udlændingestyrelsens afgørelse af 23. oktober 2018, finder Flygtningenævnet ikke, at der i medfør af udlændingelovens § 17, stk. 3, er grundlag for at bestemme, at opholdstilladel-sen ikke skal anses for bortfaldet. Flygtningenævnet finder endvidere, at klageren efter det oply-ste har taget varigt ophold i Kina, og at han har opholdt sig uden for Danmark i mere end 12 på hinanden følgende måneder. Betingelserne for bortfald af opholdstilladelsen i medfør af udlæn-dingelovens § 17 a, stk. 1, nr. 1, er derfor tillige opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse." kina/2019/1/smla

kina20183

Nævnet meddelte i 2018 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger samt et barn fra Kina. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”Efter kritik fra FN’s Menneskerettighedskomité den 2. maj 2018 har Flygtningenævnet genop-taget behandlingen af sagen, hvor nævnet den 4. september 2013 stadfæstede Udlændingestyrel-sens afgørelse af 20. juni 2013 om ikke at meddele ansøgeren asyl. Komitéens udtalelse af 2. maj 2018 er ikke retligt bindende. Det tilkommer således også efter sagens genoptagelse den kompe-tente danske myndighed, Flygtningenævnet, at træffe afgørelse om, hvorvidt ansøgeren har sandsynliggjort, at han har et asylmotiv, der giver grundlag for opholdstilladelse efter udlændin-gelovens § 7. Af Flygtningenævnets afgørelse af 4. september 2013 fremgår, at ansøgeren er et-nisk han og protestant fra Guangzhou, Kina. Nævnet lagde til grund, at ansøgeren, som forklaret, fra 1998 til 2001 var medlem af og politisk aktiv for en regimekritisk organisation. Ansøgeren forklarede ifølge afgørelsen fra 2013 nærmere, at han på sin arbejdspladsvar ansat som revisor i en statslig virksomhed. Han foranledigede, at nogle varer blev overfakturerede, og at der derved blev kanaliseret adskillige mio. Hong Kong-dollars ind i Kina til den politiske organisation. Fremgangsmåden var til dels ansøgerens ide. Beslutningen blev truffet sammen med ansøgerens leder [W] og [Z] fra organisationens øverste ledelse. I 2011 blev ansøgeren og [W] arresteret. Myndighederne mistænkte dem for omhandlede overbetaling, som de tilsyneladende så som en slags bestikkelse, hvor de overfakturerede beløb endte hos virksomhedens ledelse. Det lykkedes imidlertid ikke myndighederne at bevise noget, og ansøgeren blev derfor løsladt efter ca. seks måneder, hvorunder han blev udsat for tortur, der svækkede hans hukommelse. Efter løsladelsen måtte ansøgeren på grund af sin svækkede tilstand tage andet og mindre belastende arbejde. Han fortsatte med at være aktiv for den politiske organisation, der brugte kirken som et skalkeskjul. Hans nye opgave bestod i at rekruttere nye medlemmer til organisationen i forbindelse med sam-menkomster og møder, der blev holdt i kirkeligt regi. Ansøgeren viste i den forbindelse de nye potentielle medlemmer videoer med sløret, regimekritisk indhold. Ansøgeren var med til at skrive kirkens hjemmeside og var hemmeligt redaktør heraf. Deres møder blev flere gange afbrudt af politiet, der tog billeder af deltagerne, herunder ansøgeren. Ansøgerens arbejde var vigtigt for organisationen, men han var langt nede i hierarkiet. Af 2013-sagens bilag fremgik, at ansøgerens to søstre, der begge havde været politisk aktive, fik asyl i Danmark i henholdsvis 1992 og 1997, samt at ansøgeren [i efteråret] 2012 fik udstedt pas. Fem dage senere fik ansøgerens ældste søn ligeledes et pas. [I efteråret] 2012 fik ansøgeren notarpåtegning på erklæring fra drengens mor, hvori hun dagen før samtykkede i, at ansøgeren måtte tage sønnen med på besøg i Danmark. An-søgeren har endvidere fremlagt dokument [fra efteråret] 2012, hvori han inviteres til at komme til Danmark. Der foreligger også en erklæring fra ansøgers arbejdsgiver med oplysning om, at ansø-geren har været ansat i seks måneder med en månedsløn på 6.600 RBM yuan, og at han er bevil-get ferie fra [foråret] 2012 til [begyndelsen af] 2013 med henblik på besøg i Danmark. Fra søn-nens skole foreligger erklæring om, at sønnen havde fået ferie fra [ultimo] 2012 til [begyndelsen af] 2013, hvor han skulle med sin far til Danmark. En visumansøgning fra ansøger er dateret [i efteråret] 2012. Af passet ses, at han fik visum [i efteråret] 2012 med gyldighed fra [slutningen af] 2012 til [begyndelsen af] 2013 samt at ansøgeren [i slutningen af] udrejste legalt. Ansøgeren forklarede i 2013 videre om et forløb fra [sommeren] 2012, som imidlertid ikke indebar, at Flygt-ningenævnets flertal kunne lægge til grund, at ansøgeren efter sin udrejse var kommet i myndig-hedernes søgelys på en sådan måde, at han ved en eventuel tilbagevenden til Kina risikerede asyl-relevant forfølgelse. Ansøgeren forklarede om dette forløb, at [W] i [sommeren] 2012 fortalte ham, at der havde været et organisationsmøde i Shanghai, hvor alle deltagerne, herunder [Z] og andre ledere var blevet anholdt, samt at [W] hustru, der fortsat arbejdede i den virksomhed, hvor ansøgeren og [W] havde arbejdede i 2001, havde hørt, at myndighederne igen så på overfakture-ringssagen. Der var fra centralt hold kommet fokus på bestikkelsessager, og de lokale myndighe-der blev angiveligt bebrejdet, at de ikke havde afsløret nok. Ansøgeren havde godt tre måneder forinden opsagt sin stilling, da hans arbejdsforpligtelser kolliderede med gruppemøder, ansøgeren gik til om tirsdagen. Han ophørte med sin aktivitet, men gik dog fortsat til gruppemøder, indtil politiet kom til sådant og tog billede af ham i august/september 2012. I organisationen holdt man øje med, hvem der var efterlyst, men organisationen ville gerne have haft ansøgeren hurtigere ud af Kina. Da ansøgeren søgte visum, viste det sig, at dette krævede, at han kunne fremvise doku-mentation på, at han havde fået udbetalt løn de seneste tre måneder. Ansøgeren fik derefter et arbejde, og han fik efter tre måneder visum til Danmark. Den sene udrejse skyldtes også, at han var nødt til at vente på, at det blev arrangeret, at han kunne få sin ældste søn med ud af Kina. Han blev skilt fra sønnens mor [i efteråret] 2012. Efter udrejsen oplyste hans tidligere ægtefælle, at politiet havde spurgt efter ham på hendes bopæl i [foråret] 2013. Politiet sagde, at han havde arrangeret ulovlige møder. Henvendelsen kan have sammenhæng med de fotos, politiet havde taget, eller med at visummet var udløbet. Politiet medtog ikke hans computer, som han i øvrigt havde tømt for indhold, da eks-hustruen sagde, det var hendes. I [sommeren] 2013 kom politiet tilbage. Denne gang medtog de alt materiale med hans navn på. Nævnets flertal lagde ved afgø-relsen blandt andet vægt på længden af den tid, der gik fra [Z] og de andre ledere angiveligt var blevet anholdt, til ansøgeren udrejste legalt og politiet senere skulle have rettet henvendelse på eks-hustruens bopæl. Flertallet fandt det efter det oplyste om ansøgerens angivelige position og profilering usandsynligt, at myndighedernes henvendelse i givet fald ikke var sket tidligere. En anmodning om genoptagelse blev afslået af Flygtningenævnet den 24. september 2015. I anmod-ningen om genoptagelse blev blandt andet henvist til, at ansøgeren i Danmark havde deltaget i demonstrationer vendt mod styret i Kina samt at foto heraf kunne ses på internettet. Over for FN-komitéen henvistes til, at ansøgeren i [slutningen af] 2015 blev ringet op af en leder i den politiske organisation, der oplyste, at [W] var blevet anholdt af kinesiske agenter i Hong Kong. Året før havde vedkommende telefonisk fortalt, at [W] var undsluppet til Taiwan. Lederen hav-de fået ansøgerens telefonnummer af hans eks-hustru. Lederen oplyste videre, at Meixin Church of China (Det smukke Hjertes kirke), som ansøgeren havde været tilknyttet i Kina, var blevet lukket af de kinesiske myndigheder i [sommeren] 2015, samt at den politiske organisation, Liber-ty Democracy Party of China, havde indstillet sine aktiviteter. Under sagens fornyede behand-ling i Flygtningenævnet i [sommeren] 2018 har ansøgeren i det væsentlige gentaget sin tidligere afgivne forklaring. Han og [W] mente i [sommeren] 2012, at de var i fare på grund af deres med-virken til at skaffe flere mio. dollars til organisationen fra 1998 til 2001, hvilket de havde gjort i samarbejde med den nu arresterede [Z]. De frygtede imidlertid også, at deres efterfølgende akti-viteter i kirken og navnlig for den politiske organisation ville give dem alvorlige problemer. [Z] havde også haft en overordnet rolle vedrørende disse aktiviteter, og [Z] var bekendt med [W's] og ansøgerens aktiviteter. De regnede med, at illegal udrejse ville være forbundet med en stor risiko, samt at det for ansøgeren var sikrere at udrejse legalt med dansk visum, som de troede, ville kunne blive skaffet hurtigere, end det viste sig muligt. Efter samtalen med [W] begyndte ansøgeren at forberede udrejsen, og han ophørte i det væsentlige med at være politisk aktiv på grund af frygt for myndighederne. Han ophørte dog først med at deltage i tirsdagsmøderne, da politiet fotograferede mødedeltagerne engang i [sommeren/efteråret] 2012. Da han i [sommeren] 2012 havde fået pas, fik han på konsulatet at vide, at han kun kunne få visum, hvis han kunne dokumentere, at han havde arbejdet de sidste tre måneder. Det var organisationen, der derefter skaffede ham et arbejde. Han har oplyst, at han i Danmark i en række sammenhænge har tilken-degivet sin modstand mod det kinesiske styre, herunder på sin Facebookside under navnet [D]. Fotografiet, der viser hans deltagelse i en regimekritisk demonstration, kan også stadig ses på nettet. Flygtningenævnet lægger ved sagens fornyede behandling, som hidtil, til grund, at ansø-geren i 2001 var tilbageholdt i seks måneder, hvor han blev udsat for tortur på grund af efter-forskning vedrørende dispositioner, som ansøgeren rent faktisk havde foretaget, og som indebar, at den regimekritiske organisation fra udlandet blev tilført flere mio. Hong Kong-dollars. Nævnet har herefter på ny overvejet, om det er tilstrækkeligt sandsynliggjort, at ansøgeren har været poli-tisk aktiv, og at den betydelige overfakturering var et led heri, samt at ansøgeren også efter løsla-delsen var aktiv for organisationen frem til 2012. I nævnet var der i 2013 enighed om, at det var tilfældet. Nævnet finder ikke, at der siden er fremkommet afgørende nye oplysninger til vurde-ring heraf. Ansøgerens forklaringer om sine politiske aktiviteter har under det langvarige forløb i det væsentlige været stringente, og ansøgeren har i nævnet i 2018 tillige kunnet svare sikkert på de stillede, til dels nye, spørgsmål. Efter en samlet vurdering, og ud fra princippet om benefit of the doubt, kan nævnet herefter fortsat også lægge denne del af ansøgerens forklaring til grund. For så vidt angår forklaringen om begivenhederne fra [sommeren] 2012 og et år frem bemærkes indledningsvist, at det ikke i sig selv findes usandsynligt, at flere ledere i organisationen, herun-der [Z], blev arresteret i forbindelse med et møde i Shanghai, samt at dette i givet fald efter nærmere efterforskning kunne føre til reel risiko for, at ansøgeren ligeledes ville blive arresteret. Dette skyldes navnlig ansøgerens væsentlige bistand vedrørende de ikke opklarede meget alvor-lige økonomiske transaktioner, selv om disse lå 11 år tilbage i tiden. I vurderingen af risikoen kan også indgå ansøgerens efterfølgende årelange politiske aktivitet på et lavere niveau, herunder med rekrutteringsopgaver og redaktørarbejde, samt måske, at hans to søstre var politiske aktive, inden de flygtede. Spørgsmålet er imidlertid, om den omstændighed, at ansøgeren udrejste legalt fem måneder senere, indebærer, at forklaringen om arrestationen af [Z], og at den deraf følgende risiko for, at ansøgeren ville blive forfulgt, herefter bør tilsidesættes som usandsynlig. Ansøgeren har herom forklaret, at han i den mellemliggende periode først væsentligt neddroslede sin politi-ske aktivitet og efter nogle uger helt indstillede denne, samt at han i de fem måneder var meget nervøs for at blive arresteret, men fandt at måtte stole på organisationen, der ikke mente, at ansø-geren skulle løbe risikoen ved at udrejse illegalt. Det hang sammen med, at de troede, at ansøge-ren hurtigere end det viste sig muligt kunne skaffe et dansk visum. Endvidere kalkulerede ansø-geren med, at der nok ville gå lidt tid fra arrestationen af lederne i Shanghai til de fandt frem til ham, der jo var betydeligt mindre profileret, og som boede langt fra Shanghai. Ansøgeren foretog efter sin forklaring en række dispositioner for at forberede en legal udrejse, som i vidt omfang er underbygget af en række bilag. Han destruerede sit materiale om organisationen og dens med-lemmer, som han havde opbevaret i sit hjem. Han søgte om pas og fik efter kort tid et pas til først sig selv og derefter til sin søn med autisme, som hans ægtefælle angiveligt ikke kunne eller ville passe alene. Han søgte også om visum på konsulatet. Da dette krævede tre måneders arbejde, skaffede organisationen ham arbejde i en udenlandsk ejet virksomhed, og han fik en erklæring fra arbejdsgiveren samt en invitation til at komme til Danmark. Ansøgeren og drengens mor blev skilt i november 2012, og ansøgeren skaffede så en erklæring fra hende om drengen, en notarer-klæring og en skrivelse fra drengens skole. Derefter fik han visum til dem begge, og de udrejste så få dage efter gyldighedsperiodens start. Herefter, og efter en vurdering af ansøgerens person-lighed, baggrund og fremtræden i nævnet, finder nævnet nu, at forklaringen om arrestationen af [Z], om at ansøgeren først udrejste fem måneder senere og valgte at udrejse legalt, samt om at dette viste sig at være muligt for ham, ikke bør afvises som værende usandsynlig. Den omstæn-dighed, at der, ud over forklaringen om to ransagninger hos ansøgerens tidligere ægtefælle i [for-året og sommeren] 2013, ikke i sagen er oplysninger om efterforskningsskrift i 2012/13, der har været rettet mod ansøgeren, fører efter nævnets opfattelse ikke til en anden vurdering. Ansøge-ren har dermed efter nævnets fornyede stillingtagen på tilstrækkelig vis sandsynliggjort sin for-klaring også om perioden fra [sommeren] 2012 og et år frem, og at han ved en tilbagevenden til sit hjemland vil være i reel risiko for at blive udsat for forfølgelse på grund af sine politiske akti-viteter. Ansøgeren meddeles derfor opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1." kina/2018/3/smla

kina20181

Nævnet meddelte i juni 2018 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Kina. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hankineser og Falun Gong-udøver fra distriktet Wuchang i byen Wuhan i Hubei-provinsen, Kina. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske foreninger, men hun har været medlem af Falun Gong-bevægelsen siden 1997. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Kina frygter at blive efterstræbt og udsat for tortur af det kom-munistiske kinesiske styre, idet hun er tilhænger af Falun Gong. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at hun har været tilhænger af Falun Gong siden 1997. Falun Gong hører un-der Qigong, som er en kinesisk måde at styrke sig selv og betragtes ikke som en religion. Frem til 1999, hvor Falun Gong blev kriminaliseret i Kina, var hun souschef i Falun Gongs afdeling i Changshas. Herefter blev hun koordinator og videregav informationer til de øvrige medlemmer af Falun Gong. [I sommeren] 1999 blev hun anholdt af de kinesiske myndigheder på grund af sin tilknytning til Falun Gong og tilbageholdt i tre dage på politistationen i Wuhan. [I sommeren] 1999 blev hun anholdt på ny og tilbageholdt i 37 i dage Wuhan kvindefængsel. I 2003 blev hun igen anholdt og anbragt i Wuhanfængslet i 37 dage. I 2003 eller 2004 blev ansøgerens ægtefælle anholdt, fordi han var medlem af Falun Gong. I april 2006 blev ansøgerens ægtefælle anholdt af de kinesiske myndigheders kontor 610, der er en særlig afdeling, som tager sig af Falun Gong-medlemmer, og placeret i et Brainwash-center. I 2007 blev Ansøgeren anholdt foran det Brain-wash-center, som hendes ægtefælle var tilbageholdt i. Hun blev tilbageholdt i fire og en halv må-ned. Ægtefællen blev løsladt efter omkring et år, men blev i 2010 anholdt igen. De Olympiske Lege skulle afholdes i Kina i 2008. De kinesiske myndigheder slog derfor særligt hårdt ned på tilhængere af Falun Gong. [I foråret] 2008 underviste hun nogle børn af Falun Gong-praktiserende forældre. Myndighederne havde fået kendskab hertil og anholdt hende. Et andet medlem af Falun Gong, som ligeledes blev anholdt under forsamlingen, opgav oplysninger om ansøgeren til de kinesiske myndigheder. [I foråret] 2009 blev hun idømt syv års fængsel for at have deltaget i en ulovlig forsamling. Den [sommeren] 2009 blev dommen stadfæstet. Hun ud-stod straffen i Wuhan-fængslet og blev [i begyndelsen] af 2015 løsladt. Frem til udrejsen [i som-meren] 2015 skjulte hun sig hos sin lillebror og senere hos sin tidligere ægtefælles lillesøster. Efter sin indrejse i Danmark har ansøgeren følt sig overvåget og frygter, at de kinesiske myndigheder spionere mod hende. Hendes tidligere ægtefælle har [i sommeren] 2015 fortalt hende, at politiet i Shenzeng har ringet til ham og spurgt efter hende. [I sommeren] 2015 har ansøgeren fremsendt et anklageskrift mod den tidligere kinesiske præsident Jiang Zemin til Folkets Højeste Domstol og Folkets Højeste Protektorat, hvor hun blandt andet har gjort gældende, at det kinesiske regime har udsat hende for menneskerettighedskrænkelser. Under sit ophold i Danmark har ansøgeren fortsat sin deltagelse i den politiske debat om menneskerettigheder i Kina, herunder om Falun Gong og kriminel organhandel, idet hun har afholdt foredrag og skrevet artikler på nettet herom, samt deltaget i demonstrationer. Under et af disse foredrag mistænkte hun, at hun blev overvå-get, og har anmeldt forholdet til det danske politi. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forkla-ring om, at hun er falun gong tilhænger til grund. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at ansøgeren var viceinspektør for en falun gong organisation, og at hun i 2008 blev anholdt og senere idømt syv års fængsel og forsøgt omvendt under anvendelse af tortur og forsøg på hjerne-vask. Ansøgeren har forklaret troværdigt og detaljeret om disse forhold og begivenheder, der desuden er støttet af baggrundsoplysningerne og ansøgerens egen dokumentation. Flygtninge-nævnet finder imidlertid, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun trods den lange fængsels-straf var et særligt profileret medlem af falung gong, og Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren var efterlyst af myndighederne på udrejsetidspunktet. Der er herved lagt vægt på baggrundsoplysningerne om, hvad falun gong medlemmer hovedsagelig dømmes for, når de er stærk profilerede og når de ikke er og på, at ansøgeren kunne udrejse legalt på sit eget pas. Flygtningenævnet lægger efter ansøgerens forklaring og dokumentationen i sagen til grund, at ansøgeren i Danmark har haft omfattende aktiviteter både på danske og udenlandske medier, ligesom hun har holdt foredrag, givet interviews og medvirket med en fortælling om sin situation i en bog og demonstreret blandt andet foran Den Kinesiske Ambassade og Københavns Rådhus. Flygtningenævnet lægger derfor til grund, at de kinesiske myndigheder i hvert fald i form af Den Kinesiske Ambassade i Danmark har kendskab til ansøgeren og hendes holdninger både til falun gong og til menneskerettighedssituationen i Kina. Herefter, og efter en samlet vurdering af ansø-gerens forhold, herunder at hun har siddet syv år i fængsel for falun gong aktiviteter og hendes omfattende aktiviteter for falun gong og øvrige politiske aktiviteter i Danmark, finder Flygtnin-genævnet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Kina risikerer asylbe-grundende forfølgelse. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” kina/2018/1/smla

kina201612

Nævnet stadfæstede i september 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Kina. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte:Ansøgeren er etnisk han og ateist fra Kina. Ansøgeren har været medlem af Det Kinesiske Kommunistiske Partis ungdomsliga fra hun var 19 år til hun var omkring 26 år. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Kina frygter at blive forfulgt af myn-dighederne, fordi hendes tidligere ægtefælle efter ankomsten her i landet har fået udgivet sy-stemkritiske artikler og digte i oversøiske kinesiske systemkritiske aviser og på sin blog. Ansø-geren har generelt henvist til sin tidligere ægtefælles konflikt. Uanset at ansøgerens tidligere ægtefælle efter sin ankomst til Danmark har skrevet tre systemkritiske artikler i [X] finder Flygtningenævnet ikke, at hun har sandsynliggjort, at hun i den anledning er i risiko for over-greb omfattet af udlændingelovens § 7 ved en tilbagevenden til hjemlandet. Nævnet har herved navnlig lagt vægt på, at det alene beror på ansøgerens og den tidligere ægtefælles egne ubekræf-tede formodninger, at artiklerne var årsag til, at den tidligere ægtefælles blog blev lukket. Det beror ligeledes alene på ansøgerens og den tidligere ægtefælles egne ubekræftede formodninger, hvem det var, der henvendte sig i ansøgerens butik i Kina, og at artiklerne skulle have været årsag hertil. Flygtningenævnet finder det i den forbindelse bemærkelsesværdigt, at hverken an-søgeren eller dennes tidligere ægtefælle forsøgte at indhente nærmere oplysninger herom hos ansøgerens søster, men blot affandt sig med den foreløbige beskrivelse af den angivelige hen-vendelse fra myndighederne, som søsteren havde beskrevet på en dårlig internetforbindelse. Flygtningenævnet bemærker herudover, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, hvorledes myn-dighederne skulle kunne identificere den tidligere ægtefælle som forfatter til internetartiklerne udgivet [i sommeren] 2015, der er skrevet under pseudonym. Nævnet bemærker for så vidt an-går den trykte artikel udgivet [i efteråret] 2015 under pseudonymet [X], at indholdet heri ikke findes at være af en sådan karakter, at ansøgerens tidligere ægtefælle alene som følge heraf fin-des at være således profileret, at ansøgeren risikerer asylrelevant forfølgelse. Flygtningenævnet finder på denne baggrund heller ikke anledning til at hjemvise sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at betingelserne for opholdstilladel-se efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. " kina/2016/12/SLH

kina20161

Nævnet stadfæstede i juli 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig stats-borger fra Kina. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte:"Flygtningenævnet finder ikke, at der er grundlag for at behandle sagen på et mundtligt nævns-møde, jf. udlændingelovens §§ 53, stk. 9, og 56, stk. 3. Flygtningenævnet bemærker i den for-bindelse, at det forhold, at de tre personer, som ansøgeren er indrejst sammen med, har fået de-res sager behandlet i normalproceduren, ikke i sig selv kan føre til, at ansøgerens sag skal hen-vises til behandling på et mundtligt nævnsmøde. Nævnet har herved lagt vægt på, at, det frem-går af sagens akter, at ansøgeren har deltaget i en oplysnings- og motivsamtale og en asylsamta-le hos Udlændingestyrelsen, ligesom hun har deltaget i en samtale hos Dansk Flygtningehjælp samt en samtale hos den beskikkede advokat. Flygtningenævnet finder således, at sagen er til-strækkeligt oplyst til, at nævnet kan træffe afgørelse på det foreliggende grundlag. Ansøgeren er etnisk han og kristen fra Guangxi-provinsen, Kina. Ansøgeren har siden 2012 været medlem af en kristen menighed ved navn Hu Han Pai, og hun har deltaget i flere sammenkomster samt udbredelsen af menighedens budskab. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter at blive anholdt eller fængslet af de kinesiske myndigheder på grund af sin kristne tro. Ansøgeren frygter endvidere, at hendes forældre vil anmelde hende til politiet på grund af den kristne tro. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun og en gruppe brødre og søstre i slutningen af 2012 blev nægtet adgang til et lokale, hvor de skulle holde et menighedsmøde. Ejeren af lokalet truede med at tilkalde politiet, hvilket han dog ikke gjorde, og der skete ikke yderligere i den forbindelse. Ansøgeren blev endvidere to gange i 2013 truet med tilkaldelse af politiet, idet ansøgeren missionerede på åben gade. [I efteråret] 2014 skulle ansøgeren deltage i et menighedsmøde. Ved en fejl bankede hun på den forkerte dør. An-søgeren mistede her sit ID-kort. Mens ansøgeren ventede i stueetagen, hørte hun en kvinde kon-takte til politiet, hvorfor ansøgeren forlod stedet. Senere samme dag blev ansøgeren via en kvinde fra menigheden gjort bekendt med, at to personer, der stod for menighedsmødet, var blevet anholdt af politiet. Kvinden fortalte endvidere, at ansøgerens ID-kort var blevet fundet af politiet, og at politiet af den grund ville sætte ansøgeren i forbindelse med den kristne menig-hed. Ansøgeren indstillede herefter sit arbejde. Dagen efter, [i efteråret] 2014, flyttede ansøge-ren til en anden bydel i samme by, hvor ansøgeren boede sammen med et andet medlem fra menigheden. [I efteråret] 2014 fik ansøgeren udstedt kinesisk nationalitetspas, og hun søgte [i foråret] 2015 om visum, som blev udstedt til hende [i foråret] 2015. Ansøgeren opholdt sig i byen frem til udrejsen af Kina [i foråret] 2015. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort det af hende påberåbte asylmotiv. Nævnet har lagt vægt på, at ansøgerens for-klaringer om det i øvrigt meget enkle asylmotiv fremstår som usikre og med en udpræget man-gel på detaljer. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren under asylsamtalen i Udlændinge-styrelsen [i foråret] 2016 først har forklaret, at hun fik interesse for kristendommen i 2011, hvor hun var syg, og hvor hendes tante forklarede til hende, at hun kunne bede til Gud. Senere under samtalen har ansøgeren forklaret, at tanten forklarede hende om kristendommen i 2012, mens hun til sidst i samtalen har forklaret, at hun blev syg i 2010. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren under asylsamtalen i Udlændingestyrelsen [i foråret] 2016 har forkla-ret, at hun ikke har noget kendskab til opbygningen af den menighed, som hun har været en del af siden 2012 og hvis budskab hun skulle have deltaget i udbredelsen af. Flygtningenævnet be-mærker i den forbindelse, at ansøgeren under samtalen i Udlændingestyrelsen [i foråret] 2016 blev udspurgt om sit forhold og kendskab til kristendommen, og at hun i den forbindelse afslø-rede et meget begrænset kendskab til centrale dele af kristendommen. Nævnet har endvidere herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke personligt har oplevet konflikter med myndighederne, og at det alene beror på ansøgerens formodning, at politiet skulle være efter hende, ligesom det alene beror på ansøgerens formodning, at politiet har konfiskeret hendes ID-kort, hvilken oplys-ning ansøgeren har fra en person fra Hu Han Pai, og at denne person har oplysningen fra en tred-je person. Nævnet har videre lagt til vægt på, at ansøgeren problemfrit har fået udstedt kinesisk nationalitetspas den [i efteråret] 2014 – et tidspunkt, hvor de kinesiske myndigheder angiveligt var i besiddelse af oplysninger om ansøgerens medlemskab af Hu Han Pai. Nævnet har endvide-re lagt vægt på, at ansøgeren har kunnet opholde sig problemfrit fra episoden [i efteråret] 2014 til udrejsen [i foråret] 2015, samt at udrejsen [i foråret] 2015 skete legalt, og at ansøgeren ikke i forbindelse med udrejsen oplevede problemer med myndighederne. Nævnet finder på den bag-grund ikke, at ansøgeren, der fremstår helt uprofileret, har sandsynliggjort, at hun ved en tilba-gevenden til Kina risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at hun ved en tilbagevenden til Kina vil være i en reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af udlæn-dingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse." kina/2016/1/smla

kina20157

Nævnet stadfæstede i juli 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig stats-borger fra Kina. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: "Ansøgeren er etnisk tibetaner og buddhist fra Tibet, Kina. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansø-geren har som asylmotiv henvist til, at han ikke kan vende tilbage til Tibet, da han mangler identifikationspapirer. Ved en tilbagevenden til Inden frygter ansøgeren sin onkel, der var vol-delig. Flygtningenævnet finder i det væsentlige at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnets flertal finder, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Kina som etnisk tibeta-ner, der ikke kan godtgøre at være udrejst legalt eller som to årig, på grund af sin etnicitet og udrejsen vil kunne risikere myndighedsforfølgelse, hvorfor han isoleret set findes omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Der er herved blandt andet henset til Operational Guidence Note – China fra Home Office af 6. december 2014 afsnit 3.10.15 med flere og Flygtningenævnets baggrundsmateriale bilag 314 side 4 til 5. Imidlertid må ansøgeren antages at kunne opnå be-skyttelse i Indien, hvor han angiveligt har opholdt sig i cirka 25 år uden konflikt med myndig-hederne eller andre asylbegrundende konflikter, og hvorfor han efter de foreliggende bag-grundsoplysninger ikke risikerer refoulement. Flygtningenævnet nægter derfor ansøgeren op-holdstilladelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4, tidligere stk. 3. "kina/2015/7/smla

kina20156

Nævnet stadfæstede i marts 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Kina. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte:Ansøgeren er etnisk Han og kristen fra [byen A] Fujian, Kina. Ansøgeren har ikke været med-lem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Kina frygter at blive fængslet og i værste fald henrettet af de kinesiske myndigheder som følge af, at han og andre har anlagt sag som følge af, at deres huse er blevet eksproprieret af myndighederne, idet der skulle anlægges en vej. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at hans families bo-pæl [i sommeren] 2008 blev revet ned af myndighederne, fordi der skulle anlægges en offentlig vej gennem landsbyen, hvor de boede. Ansøgeren kom i slagsmål med politiet. Han blev herun-der slået på armen, så han brækkede denne, ligesom han blev slået på læben, så denne flækkede og måtte syes, ligesom han mistede nogle tænder. Ansøgeren var efterfølgende indlagt på hospi-talet i tre dage. I [sommeren] 2011 protesterede ansøgeren sammen med andre berørte mod ned-rivningen foran retten i Fuzhou, hvorefter de alle blev anholdt af politiet. Ansøgeren var fængs-let i fire måneder. I [slutningen af] 2011 protesterede ansøgeren igen sammen med andre berør-te foran provinsretten i Fujian, hvorefter de alle igen blev anholdt af politiet. Ansøgeren blev fængslet frem til [efteråret] 2012, hvorefter han blev løsladt. Ansøgeren opholdt sig frem til sin udrejse i [efteråret] 2013 i byen [G], hvor han anvendte et falsk id-kort af frygt for, at han var eftersøgt af politiet. Efter udlændingelovens § 40 påhviler det en asylansøger at sandsynliggøre sin identitet og det asylmotiv, han påberåber sig. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøge-ren er kinesisk statsborger, men nævnet finder ikke herudover, at ansøgeren har sandsynliggjort sin identitet. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren først søgte asyl, da han blev pågrebet af politiet i forbindelse med kontrol af arbejde på en restaurant. Ansøgeren er uden identitetsdo-kumenter og rejsedokumenter, og han oplyste en anden identitet og fødedato til politiet, end den han har oplyst i forbindelse med asylsagen. Han har endvidere afgivet forskellig forklaring om, hvornår han er indrejst her i landet. Flygtningenævnet finder heller ikke, at ansøgeren har sand-synliggjort sit asylmotiv. Nævnet henviser, udover bemærkningerne ovenfor vedrørende identi-teten, til, at ansøgerens forklaring om selve asylmotivet og de forhold, han blev udsat for efter-følgende, ikke er ganske klar, og at hans forklaring om udrejsen er usandsynlig. Flygtningenæv-net finder således ikke, at ansøgeren risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Kina. Flygtningenævnet finder af de samme grunde ikke grundlag for at udsætte sagen med henblik på en torturundersøgelse af ansøgeren. Nævnet bemærker endvidere, at de skader, ansøgeren har påberåbt sig, efter ansøgerens forklaring er opstået under slagsmål med politiet, og at han ikke har påberåbt sig at have været udsat for fysiske overgreb i forbindelse med de to tilbageholdel-ser, han har påberåbt sig. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. "" kina/2015/6/smla

kina20155

Nævnet stadfæstede i februar 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Kina. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte:"Ansøgeren er etnisk han og ikke-troende fra [byen B i] Kina. Ansøgeren har ikke været med-lem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter at blive sendt til arbejdslejren [X], i det nordvestlige Kina, som følge af ansøgerens konflikt på arbejdspladsen [A]. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren anført, at hendes problemer opstod i 2000 i forbindelse med, at nogle ansatte på [A] begyndte at indsamle materiale om [ansøge-rens arbejdsplads]. I perioden fra 2001 til 2002 blev ansøgeren afhørt om sin formodede med-virken til videregivelse af materiale om [arbejdspladsen]. Ansøgeren var forinden i [efteråret] 2001 blevet advaret af en kvinde om [arbejdspladsens] mistanke om hendes indblanding, hvor-for det lykkedes hende at brænde materialet. Ansøgeren benægtede efterfølgende ethvert kend-skab til sagen. I [foråret] 2002 blev ansøgeren afskediget og pålagt at afrapportere hver anden måned til myndighederne. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hun i slutningen af 2013 på ny fik problemer, idet oplysninger om [arbejdspladsen] var blevet afsløret på virksomhedens interne net. I forbindelse hermed blev ansøgeren afhørt adskillige gange. I [foråret] 2014 fik ansøgeren at vide af sin fætter [Z], at de kinesiske myndigheder ville deportere hende til ar-bejdslejren [X], hvorfor ansøgeren med hjælp fra sin fætter udrejste af Kina i maj 2014. Flygt-ningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring til grund for så vidt angår, at ansøgeren var ansat som administrativ medarbejder på[A], og at der har været mistanke om en lækage fra [A]. Næv-net vil ikke afvise, at ansøgeren har samarbejdet med nogle teknikere om at omdele og opbeva-re noget teknisk materiale. Nævnet lægger til grund, at ansøgeren i 2002 blev afskediget som følge af sit samarbejde med teknikerne, og at hun efterfølgende var underlagt nogle restriktio-ner. Nævnet finder det usandsynligt, at ansøgeren i 2013 blev mistænkt for at stå bag tekniske oplysninger på værkets interne net, idet hun ikke havde adgang til dette, da hun ikke havde haft en teknisk ansættelse, og da det må antages, at [A's] sikkerhedsfolk ville være i stand til at se, hvem der havde lagt beskeder på dette net. Nævnet finder det endvidere usandsynligt, at ansø-geren skulle have ventet med at udrejse, så hun [i sommeren] 2014 indrejste i Danmark, når hun allerede [i foråret] samme år havde fået oplysning om, at det var besluttet, at hun skulle sendes til en arbejdslejr. Nævnet finder det endvidere bemærkelsesværdigt, at hun har fået udstedt pas i [efteråret] 2011, når hun efter sin forklaring var underlagt rejserestriktioner på det pågældende tidspunkt. Endelig finder nævnet det påfaldende, at ansøgeren har været i stand til at udrejse på eget nationalitetspas omkring to måneder efter, at der var truffet beslutning om, at hun skulle interneres. Endelig lægger nævnet en vis vægt på, at hun først søgte asyl [i sommeren] 2014, når hun indrejste [i sommeren] 2014 i Danmark. Idet nævnet tilsidesætter ansøgerens forklaring vedrørende 2013 og senere som konstrueret til lejligheden, finder nævnet ikke, at hun har sand-synliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Kina vil være i konkret og individuel risiko for at blive udsat for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørel-se." kina/2015/5/smla

kina20154

Nævnet stadfæstede i februar 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Kina. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte:"Ansøgeren er etnisk han og buddhist fra Kaiyuan i Yunnan-provinsen, Kina. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til sit hjem-land frygter at blive fængslet af det kinesiske politi, idet han i [efteråret] 2001 udsatte sin chef for vold. Han frygter endvidere ikke at kunne tage ophold på et bestemt sted i Kina, idet han hverken er i besiddelse af legitimation eller registreret som kinesisk statsborger. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren anført, at han i [foråret] 2000 forsøgte at registrere sig hos politiet i Kina, men blev afvist. Efterfølgende ødelagde ansøgeren sammen med andre ikke-registrerede personer et myndighedskontor i frustration over den nægtede registrering. I [efteråret] 2001 ud-satte ansøgeren samme med to andre kollegaer deres chef for vold, idet han havde tilbageholdt deres løn. Ansøgeren har forklaret divergerende omkring den påståede anholdelse i 2000, idet han under samtalen [i foråret] 2014 alene har forklaret, at han slog ruder i stykker, og under samtalen [i sommeren]2014 har ansøgeren forklaret, at han slog ruder og borde i stykker, samt at han måske skubbede til nogen. Han har forklaret, at han ikke husker, om han slog på nogle mennesker. Under nævnsmødet har han forklaret, at han slog på nogle ansatte. Ansøgeren har omkring løsladelsen forklaret [i foråret] 2014, at han blev løsladt [i sommeren] 2000, mens han under samtalen [i sommeren] 2014 er refereret for, at han blev løsladt [i sommeren – anden da-to]2000. Han har under nævnsmødet forklaret, at løsladelsen fandt sted [i sommeren – anden dato] 2000. Under samtalen [i sommeren] 2014 har ansøgeren forklaret, at politiet ville have ham til at underskrive et dokument forud for løsladelsen, hvilket han nægtede, mens han under nævnsmødet har forklaret, at han blot blev løsladt. Han har forklaret, at han ikke mellem denne løsladelse og episoden [i efteråret] 2001 var i kontakt med myndighederne. Vedrørende episo-den [i efteråret] 2001 har ansøgeren under samtalen [i foråret] 2014 forklaret, at han slog ar-bejdsgiveren først, hvorefter arbejdsgiveren slog igen. Ansøgeren har forklaret, at to personer, som han ikke husker hvad hed, slog arbejdsgiveren, og at han efter episoden løb derfra og heref-ter rejste rundt i Kina. Under samtalen [i sommeren] 2014 har ansøgeren forklaret, at han slog arbejdsgiveren først, hvorefter denne slog igen. Han har også her forklaret om to unavngivne arbejdere, som også slog arbejdsgiveren. Ansøgeren har forklaret, at de efterfølgende forlod fabrikken og gemte sig i en mark, hvorefter de to andre arbejdere tog hjem og blev anholdt, mens ansøgeren gik til en bus og kørte derfra. Ansøgeren har under nævnsmødet forklaret, at det var arbejdsgiveren, der slog ham først, hvorefter han var nødt til at forsvare sig. Han har under nævnsmødet kunnet navngive de to andre personer, som han oplyser, at han havde arbejdet sammen med fra [begyndelsen af 2000] til [efteråret] 2001. Endelig har ansøgeren forklaret, at de efterfølgende blev anholdt af politiet, men at han blev løsladt, formentlig fordi at han var mindreårig. Ansøgeren har oplyst, at han ikke efterfølgende har haft kontakt med de kinesiske myndigheder. På baggrund af de anførte divergenser på væsentlige punkter tilsidesætter nævnet forklaringen herom som utroværdig og konstrueret til lejligheden. Idet ansøgeren i øvrigt ikke har kunnet forklare detaljeret om sit ophold i Kina indtil udrejsen i 2012, da han på trods af, at han har arbejdet i to år på samme fabrik i Rusland, ikke har kunnet angive byens navn, da han har forklaret udetaljeret om rejseruten og rejsemidlerne, da han indledningsvis til politiet har udgivet sig for at være fra Tibet, og da han frivilligt har ladet sig fremstille på den kinesiske ambassade, finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har godtgjort sin identitet eller har sandsynliggjort sit asylmotiv. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren ved en tilba-gevenden til Kina vil være i konkret og individuel risiko for at blive udsat for forfølgelse omfat-tet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse." kina/2015/4/smla

kina20153

Nævnet meddelte i marts 2015 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Kina. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk han og kristen af trosretning fra Henan provinsen i Kina. Ansøgeren har sympatiseret med modstandere af det kinesiske kommunistiske styre. Ansøgeren har som asylmo-tiv navnlig henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Kina frygter at blive tilbageholdt og fængs-let af de kinesiske myndigheder, idet hun har indgået ægteskab med en anti-kommunistisk mand. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun i 2008 mødte sin nuværende ægtefælle, [X], i Washington, hvorefter de holdt kontakten over telefon og Skype. Ansøgerens ægtefælle blev meddelt asyl i Sverige i 1993, idet han som aktiv modstander af kommunismen var flygtet fra Kina. I Sverige har ansøgerens ægtefælle oprettet en hjemmeside, hvorpå han publicerer mate-riale, der belyser den problematiske situation for indbyggerne i Kina under det kommunistiske styre. Siden 2008 har ansøgeren rapporteret til sin ægtefælle, når hun blev opmærksom på episo-der i Henan provinsen, der kunne være af interesse for ham. Ansøgeren ankom til Danmark [i foråret 2014] og indgik ægteskab med sin nuværende ægtefælle [i sommeren 2014] i Sverige. Kinesiske spioner i Sverige er blevet bekendt med ægteskabet, hvorfor hun frygter de kinesiske myndigheder. [I sommeren 2014] blev ansøgerens moder opsøgt på sin bopæl af repræsentanter fra det kinesiske politi. De bad ansøgerens moder om at kontakte ansøgeren og fortælle, at hun skulle melde sig. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren var forfulgt ved udrejsen af Kina. Hun havde stillet lokaler til rådighed for Falun Gong, uden at hun selv var medlem, og hun hav-de i et vist omfang givet informationer videre til sin nuværende ægtefælle. Hun har imidlertid ikke været udsat for strafprocessuelle indgreb, og hun er udrejst legalt gennem lufthavnen. Ansø-geren har i Sverige indgået ægteskab med en højt profileret systemkritiker, som hun har haft kon-takt med siden 2008. Ansøgerens ægtefælle, der har haft asyl i Sverige siden 1993, har gennem mange år aktivt kritiseret det kinesiske styre og er fortsat aktiv hermed. Ansøgeren har selv i be-grænset omfang bidraget med oplysninger til brug for ægtefællens aktiviteter. Flygtningenævnet finder på denne baggrund og efter de foreliggende baggrundsoplysninger, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Kina må antages at risikere forfølgelse som følge af ægtefællens politiske aktivi-teter. Flygtningenævnet meddeler derfor den kinesiske statsborger [Y] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” kina/2015/3/smla

isra20201

Nævnet stadfæstede i december og 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Israel. Indrejst i 2020.Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er israelsk statsborger af indisk oprindelse og ateist fra Israel. Ansøgeren har oplyst, at han har samarbejdet med pro-palæstinensiske grupper og organisationer både nationale og internationale. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Israel frygter, at han vil få problemer med sikkerhedstjenesten, Mossad, samt højreorienterede bosættergrupper. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han har nægtet at aftjene i militæret, og at han er deserteret. Ansøgeren har videre oplyst, at han har arbejdet med venstreorienterede grupper for at dokumentere overgreb mod palæstinensere. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgeren i omkring 2001 deserterede fra militærtjeneste i Israel, og at han blev straffet herfor med fængsel i 3 måneder. Det lægges endvidere til grund, at ansøgeren i 2016 og 2018 er blevet afhørt af sikkerhedspolitiet i Israel og fik beslaglagt sit kamera efter, at ansøgeren havde fotograferet israelske militæranlæg og havde viderebragt billederne og oplysninger om militæret til pro-palæstinensiske grupper og på Facebook havde kritiseret Israels behandling af palæstinensere, ligesom ansøgeren i 2020 blev stoppet af civilklædte personer fra sikkerhedstjenesten, som beslaglagde ansøgerens mobiltelefon. Endelig lægger Flygtningenævnet til grund, at ansøgeren er blevet udsat for mundtlige trusler af israelske bosættere som følge af hans pro-palæstinensiske holdninger. Flygtningenævnet bemærker at ansøgeren fik fornyet sit israelske pas den [i vinteren] 2020, og at han udrejste lovligt af Israel. Flygtningenævnet finder ligesom Udlændingestyrelsen, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han som følge af konflikter med de israelske myndigheder har været eller risikerer at blive udsat for asylbegrundende forhold, og at han heller ikke har sandsynliggjort, at de mundtlige trusler, han har været udsat for fra israelske bosætteres side, har en sådan karakter eller intensitet, at det kan sidestilles med asylbegrundende forfølgelse. Ansøgeren, som ikke har afgivet forklaring for Flygtningenævnet, har således ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Israel vil være i risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” isra/2020/1/aca

iran20214

Nævnet meddelte i januar 2021 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk iraner og fra Shiraz, Iran. Ansøgeren er født muslim, men har ikke været praktiserende. Han var muslim ved indrejsen i Danmark. Ansøgeren har som asylmotiv i genoptagelsessagen henvist til, at han er konverteret til kristendommen. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring om sin konversion til kristendommen til grund. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren regelmæssigt og vedvarende har gået i kirke gennem nu mere end 10 år. Han blev døbt den 20. marts 2011 og konfirmeret i 2016. Han har herudover haft forskellige kristne aktiviteter. Han har redegjort nærmere for kristendommens betydning for ham i hans daglige liv og for sin viden om kristendommen. Hans kæreste er kristen, og de går sammen i kirke. Ved en eventuel tilbagevenden til Iran vil han fortsat leve et åbent kristent liv. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af ansøgerens forhold, at ansøgeren i dag må anses for reelt at være konverteret til kristendommen, og at han vil leve åbent som kristen ved en eventuel tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren må antages at risikere forfølgelse som følge af sin religiøse overbevisning ved en eventuel tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2021/4/CARA

iran20213

Nævnet stadfæstede i januar 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunnimuslim fra […], Azerbaijan Gharbi, Iran. Ansøgeren har sympatiseret med KDPI, siden han var 20 år gammel. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder, fordi han har været politisk aktiv. Subsidiært har han gjort gældende, at han er eksponeret over for de iranske myndigheder i kraft af sine politiske aktiviteter i Danmark. Ansøgeren har til støtte herfor henvist til, at han, siden han var omkring 20 år gammel, har talt positivt om KDPI. I 2008 undersøgte ansøgeren muligheden for at få sin fars lig udleveret. Ansøgeren fik at vide af myndighederne, at der ville ske ham noget slemt, såfremt han søgte efter sin fars lig. Ansøgeren har ligeledes henvist til, at han i 2009 deltog i en demonstration i Teheran imod valgsvindel. Ansøgeren forlod demonstrationen, fordi myndighederne begyndte at skyde folk. Ansøgeren har endelig henvist til, at hans bopæl blev opsøgt af fire repræsentanter fra efterretningstjenesten [i slutningen af] 2014. Ansøgeren flygtede ud af huset og ud på gaden, hvor han blev skudt i venstre ben. Ansøgeren blev anholdt og var tilbageholdt i to måneder. Under sin tilbageholdelse blev han udsat for trusler og fysiske overgreb. Ansøgeren blev derefter overført til fængslet i byen […], hvor han var fængslet frem til [efteråret] 2015. Ansøgeren flygtede fra fængslet, mens han var på uledsaget udgang. Ansøgeren udrejste herefter af Iran. Efter den nu foreliggende lægeundersøgelse må det lægges til grund, at Amnesti Internationals lægegruppe har konstateret impressioner i ansøgerens venstre læg, som er forenelige med skudsår, og at dette understøtter ansøgerens forklaring om at være skudt i benet i forbindelse med sin angivelige pågribelse [i slutningen af] 2014. Uanset dette kan Flygtningenævnet fortsat ikke lægge ansøgerens forklaring om det oprindelige asylmotiv til grund, idet forklaringen herom overordnet fremstår utroværdig. Som følge heraf finder nævnet ikke grundlag for at hjemvise sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på foretagelse af yderligere undersøgelser af ansøgeren. Nævnet har ved troværdighedsvurderingen lagt vægt på, at ansøgeren ikke har afgivet en blot nogenlunde sandsynlig forklaring på, hvorfor han først i 2014 er blevet pågrebet af de iranske myndigheder med den begrundelse, at han i 2008 har søgt efter sin fars lig, at han i 2009 har deltaget i en demonstration, og at han er trådt i sin fars fodspor. I årene fra 2009 til 2014 har ansøgeren ifølge sin egen forklaring således hverken deltaget i demonstrationer, været medlem af et politisk parti eller på anden måde deltaget i politiske aktiviteter, men alene talt kurdernes sag i sin forretning til kunder, der selv var kurdere, og som overvejende var enige med ham. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren ikke har givet en sandsynlig forklaring på, hvorfor han først til Dansk Flygtningehjælp har oplyst, at han i et tilfælde forud for sin angivelige pågribelse er blevet opsøgt og truet af de iranske myndigheder i sin forretning, hvorimod han ikke har oplyst dette under sine samtaler med de danske udlændingemyndigheder. Nævnet finder således, at ansøgerens forklaring under nævnsmødet om, at han ikke ønskede at oplyse dette for ikke at belaste sig yderligere i forbindelse med en eventuel tilbagevenden til Iran, ikke er troværdig. Ansøgeren er således i forbindelse med sine samtaler med de danske udlændingemyndigheder blevet oplyst om, at hans forklaring ikke vil komme til de iranske myndigheders kundskab. Flygtningenævnet finder endvidere, at ansøgeren ikke er eksponeret over for de iranske myndigheder i kraft af de aktiviteter, han har deltaget i i Danmark. Det må således lægges til grund, at ansøgeren siden 2018 har været medlem af KDPI i Danmark og har deltaget i en del aktiviteter, og at ansøgeren optræder på flere billeder, der blandt andet findes på partiets hjemmeside. Ansøgerens navn fremgår imidlertid ikke i forbindelse med de anførte billeder, og ansøgeren indtager efter det oplyste ikke en særlig rolle i partiet eller i de anførte aktiviteter. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2021/3/ajev

iran20212

Nævnet meddelte i januar 2021 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser og født i Abadan, men opvokset i Shiraz, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter henrettelse af de iranske myndigheder, fordi han er konverteret til kristendommen. Efter ankomsten til Danmark blev ansøgeren [i efteråret] 2016 døbt, og [i sommeren] 2018 blev han konfirmeret. Han går regelmæssigt i kirke og har, efter han blev meddelt afslag i Flygtningenævnet i 2017, oprettet en åben profil med eget navn og billede på Facebook, hvor han deler kristne budskaber, ligesom han i eget navn har udgivet en bog om kristendommen, deltaget i to tv-interviews og lavet en musikvideo, som findes på flere YouTube-kanaler. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren nu har sandsynliggjort, at hans konversion til kristendommen er reel. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på navnlig, at ansøgeren har udvist flere kristne aktiviteter af betydelig karakter, siden han fik afslag på asyl i 2017. Ansøgeren har således fået udgivet en bog, der er møntet på at beskrive kristendommen for farsi-talende personer. Han har endvidere omtalt sit forhold til kristendommen i interviews på to forskellige tv-kanaler og medvirket i en musikvideo. Både bog, tv-interviews og musikvideo findes på internettet. Ansøgeren har i øvrigt gået fast i kirke i en længere periode. Nævnet har endvidere tillagt det vægt, at ansøgeren har stået fadder til sin ekshustrus brors barn. Selvom ansøgerens generelle troværdighed således er svækket af, at hans tidligere forklaring er blevet tilsidesat af såvel Udlændingestyrelsen som Flygtningenævnet, finder Flygtningenævnet på denne baggrund, at ansøgeren nu har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil fortsætte med at praktisere og udbrede sin tro. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2021/2/ajev

iran20211

Nævnet stadfæstede i januar 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2000. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, stk. 1, jf. § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk kurder og ikke troende. Han er født i Al-Tash lejren i Irak af iranske forældre. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til at han ved en udsendelse til Iran frygter at få problemer med de iranske myndigheder som følge af, at hans familie flygtede fra Iran under Iran-Irak krigen og at hans far bliver betragtet som landsforræder i Iran. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hans far var peshmerga i Iran og kæmpede for kurderne og familien flygtede fordi klagerens far blev skudt. Klageren har som asylmotiv videre henvist til at han frygter at få problemer som følge af sin baggrund som etnisk kurder fra en yarasan-troende familie. Klageren har til støtte herfor oplyst, at etniske kurdere som befolkningsgruppe ikke har samme rettigheder i Iran. Klageren har som asylmotiv endelig henvist til at han ved en udsendelse til Iran frygter at blive indkaldt til militærtjeneste. Klageren, som er født i 1995, blev meddelt opholdstilladelse i Danmark i 1999, idet hans forældre og i konsekvens heraf deres medfølgende børn fik opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 8, jf. § 7, stk. 1. Klageren har aldrig været i Iran, og har aldrig været politisk aktiv i Danmark. Klageren kan derfor ikke anses for at have nogen personlig konflikt med de iranske myndigheder eller for at være profileret i forhold til disse. Spørgsmålet er herefter om klageren ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 31, jf. § 7, på grund af, at hans far og hans farbrødre efter det oplyste i slutningen af 1970'erne gjorde tjeneste i en af shahens vagtenheder, eller henset til omstændighederne i øvrigt, herunder at familien i en længere periode har opholdt sig i en flygtningelejr i Irak. Flygtningenævnets flertal finder, herunder henset til klagerens fars forklaring i Flygtningenævnet, at det ikke kan antages, at klageren ved en udsendelse til Iran vil være i risiko for sådan forfølgelse. Flertallet bemærker, at farens og farbrødrenes tjeneste ligger mere end 40 år tilbage i tiden, ligesom faren efter sin forklaring kun gjorde tjeneste ganske kortvarigt. Flertallet finder endvidere at måtte forstå farens forklaring sådan, at det i høj grad var generelle krigshandlinger i familiens hjemområde der førte til, at hans brødre blev slået ihjel og at han selv sammen med mange andre flygtede fra området. Der foreligger ikke oplysninger om politiske aktiviteter af betydning fra farens side, hverken før eller efter at han forlod Iran. Faren kan derfor ikke anses for profileret i forhold til de iranske myndigheder som aktiv for den kurdiske sag eller modstander af styret i Iran. Når dette sammenholdes med de foreliggende baggrundsoplysninger finder flertallet, at det ikke kan lægges til grund, at der foreligger en reel risiko for at klageren ved indrejse i Iran vil risikere forfølgelse eller overgreb som nævnt i udlændingelovens § 31. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2021/1/imbs

iran202099

Nævnet stadfæstede i december 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk perser og oprindeligt muslim af trosretning. Hun er født i [by], men boede i de sidste år forud for udrejsen i Teheran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive dømt til døden og henrettet af de iranske myndigheder, fordi hun i Danmark er konverteret til kristendommen. Ansøgeren frygter endvidere sin ægtefælles familie, som har sendt trusler til hende. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun holdt op med at praktisere islam, da hun var cirka 13-14 år gammel, fordi islam ikke gav mening for hende. Da hun begyndte at gå på universitetet, begyndte hun at læse bøger om kristendommen og andre religioner. I 2000 blev ansøgeren gift med sin herboende ægtefælle, der er dansk statsborger. Parret boede sammen i Teheran fra 2005 til 2014 og fik to børn. I 2014 rejste ægtefællen tilbage til Danmark, og i oktober 2015 rejste ansøgeren til Danmark på et besøgsvisum. Hun søgte familiesammenføring flere gange, men fik afslag, hvilket påvirkede hende psykisk. Omkring slutningen af 2016 begyndte ansøgeren at gå i kirke i Danmark. Hendes ægtefælle var på det tidspunkt ramt af sygdom som følge af en arbejdsskade. På vej hjem fra et møde med ægtefællens sagsbehandler, besluttede hun spontant at gå i [navn på kirke]. Kirken var tom, men kirkerummet gav hende en stor ro og lettelse i sindet. Efterfølgende fortsatte hun med at gå i kirke og omkring 10-11 måneder senere, i [efteråret] 2017, blev hun døbt. Ansøgeren har opnået et tæt forhold til en af præsterne i kirken, og hun går i kirke den første lørdag i hver måned. Desuden går hun i en sprogcafé og har flere venner fra kirken. Hun har også en bibel på farsi og læser ofte i biblen, ligesom hun beder hver dag. Ansøgerens børn er [i efteråret] 2020 blevet døbt i [navn på kirke]. Ansøgeren har i [vinteren] 2019 modtaget en trussel fra ægtefællens søster på sin Telegram konto. Ægtefællens søster har opfordret ægtefællen til at lade sig skille fra ansøgeren. Endvidere har ansøgeren i [efteråret] 2020 modtaget en trussel fra en af hende ukendt person, som kalder hende vantro. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgerens konversion er reel. Ansøgeren har forklaret, at hun frafaldt islam, da hun var 13-14 år gammel. Hun har i sin universitetstid stiftet bekendtskab med flere andre religioner, herunder kristendom, uden at dette har medført, at hun blev kristen. Hun har senest boet i et år i Danmark, hvor hun ikke har vist interesse for kristendommen. Efter hendes forklaring startede hendes interesse kort ind [i vinteren] 2017, hvilket er umiddelbart efter, at hun [i vinteren]2016 modtog et afslag på familiesammenføring med udrejsefrist til [i vinteren] 2017. Hun har forklaret divergerende om, hvorvidt hendes første kirkebesøg var før eller efter nytår 2016/2017, og om hvor mange gange hun var i kirke, før hun fortalte om det til sin veninde. Flygtningenævnet har også lagt vægt på, at hun umiddelbart efter samtalen med Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2019, hvor der blev spurgt til hendes aktiviteter på Facebook, begyndte at lægge religiøse opslag på en åben Facebookprofil. Dette taler for, at oplysningerne om konversionen har haft til formål at skabe et sur place motiv. Ansøgeren har vist et vidst kendskab til kristendommen, men hendes uddannelsesmæssige baggrund taget i betragtning, og at hun angiveligt har haft interesse i næsten fire år, ikke et godt kendskab til kristendommen. Hun har ikke på en overbevisende måde kunne forklare om sin indre omvendelse, og har alene dokumenteret at have deltaget i kristne aktiviteter i et begrænset omfang. Det forhold at hun er blevet døbt kan ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet tilsidesætter derfor ansøgerens forklaring, og finder ikke konversionen reel. Ansøgeren har oplyst, at hun har modtaget to trusler på baggrund af sin konversion. Den ene er fra en anonym afsender, hvorfor det ikke kan vurderes, at denne skulle have evne og vilje til at gøre alvor af sine trusler. Den anden trussel er fra hendes svigerinde. Det må antages, da konversionen ikke er reel, at ansøgeren eller hendes ægtefælle kan overbevise ægtefællens familie om, at konversionen alene var med henblik på at få asyl. Ansøgeren har således ikke godtgjort, at hun ved en tilbagevenden til Iran vil være forfulgt, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i konkret og individuel risiko for overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Iran/2020/99/aca

hjem20205

Nævnet stadfæstede i december 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig ansøger. Indrejst på et tidspunkt forud for efteråret 2017. Flygtningenævnet udtalte: ”Det fremgår af sagen, at ansøgeren til Udlændingestyrelsen har oplyst, at han er statsløs fra So-malia. Ansøgeren har hertil forklaret, at han er født i Somalia og har en etiopisk mor og en soma-lisk far, samt at han ikke er blevet registreret i Somalia ved fødslen. Ansøgeren har videre oplyst, at han har boet i Somalia i en årrække, hvorefter han flygtede til Kenya. Ansøgeren har endvidere oplyst, at han er etnisk badjuni. Det fremgår videre af sagen, at ansøgeren har oplyst, at han har været tilknyttet al-Shabaab. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbageven-den til Somalia og Kenya frygter, at han vil blive tvangshvervet til al-Shabaab, eller at han vil blive slået ihjel af al-Shabaab. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter de somaliske myn-digheder. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter at agenten, som betalte for ansøge-rens udrejse, vil slå ham ihjel. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han tidligere har været tilknyttet al-Shabaab, og at han er flygtet fra al-Shabaab. Ansøgeren har videre oplyst, at han frygter, at agenten, som betalte for ansøgerens udrejse, vil slå ham ihjel, fordi ansøgeren skylder ham penge. Flygtningenævnet kan efter bevisførelsen for nævnet i det hele tiltræde Udlændinge-styrelsens vurdering [fra efteråret] 2018, hvorefter ansøgeren hverken har sandsynliggjort sin identitet eller sit asylmotiv og derfor ikke har opfyldt sin pligt efter udlændingelovens § 40, stk. 1, til at meddele de oplysninger, der er nødvendige til bedømmelse af, om en tilladelse efter lo-ven kan gives. Nævnet kan således tiltræde, at ansøgeren under sin asylsag har forklaret diverge-rende på flere centrale punkter herunder om, hvornår han har opholdt sig i henholdsvis Somalia og/eller Kenya. Hertil kommer, at ansøgeren opholdt sig og arbejdede ulovligt i Danmark i en periode forud for, at han efter sin anholdelse i [efteråret] 2017 ansøgte om asyl, og at han i for-bindelse med anholdelserne både i [efteråret] 2017 og i [efteråret] 2020 til politiet oplyste, at han er fra Kenya. Uanset at det på denne baggrund ikke kan fastlægges, hvilket land der er ansøge-rens hjemland, finder Flygtningenævnet ikke grundlag for at hjemvise sagen til Udlændingesty-relsen. Flygtningenævnet finder på denne baggrund ikke grundlag for at meddele ansøgeren asyl i Danmark efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster der-for Udlændingestyrelsens afgørelse.” hjem/2020/5/ACA

erit20205

Nævnet meddelte i maj 2020 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Eritrea. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk tigrinya og kristen ortodoks af trosretning fra Mendefera, Debub, Eritrea. Klageren har deltaget i to møder i [en navngiven forening] under sit ophold i Danmark. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Eritrea frygter, at han vil blive fængslet af de eritreiske myndigheder, fordi han er deserteret fra militæret og udrejst illegalt af Eritrea. Klageren frygter videre, at de eritreiske myndigheder har fået kendskab til klagerens forbindelse til [en navngiven forening]. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han efter endt militærtræning i Sawa opholdt sig i to til tre måneder i Kibib, hvorefter han påbegyndte et kursus i mekanik og maskiner på Sawa. Klageren forlod ofte Sawa for at købe varer, som han solgte til sine militærkammerater. Klageren blev en dag opdaget i at forlade Sawa, og han blev tilbageholdt i tre dage. Efter sin løsladelse forsøgte klageren igen at forlade basen for at købe varer, men han blev opdaget, og han blev informeret om, at han ville blive fængslet dagen efter. På den baggrund besluttede klageren sig for at desertere fra militæret, hvorefter han tog hjem til sin moster i Dereanto, hvor han opholdt sig frem til sin udrejse. Under sit ophold i Danmark har klageren deltaget i to møder i [en navngiven forening], som er imod den eritreiske regering. Klageren frygter, at de eritreiske myndigheder har fået kendskab til klagerens deltagelse i foreningens møder. Flygtningenævnet finder i lighed med Udlændingestyrelsen, at klageren, allerede som følge af, at han er eritreansk statsborger i den militærpligtige alder, isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det fremgår af udlændingelovens § 31, stk. 2, at en udlænding, der er omfattet af § 7, stk. 1, ikke må udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse af de i flygtningekonventionen anførte grunde, eller hvor udlændingen ikke er beskyttet mod udsendelse til et sådant land. Flygtningenævnet finder ligesom Udlændingestyrelsen, at udlændingelovens § 31, stk. 2, er til hinder for tvangsmæssig udsendelse af klageren til Eritrea. I henhold til udlændingelovens § 49 a, 2. pkt., skal en afgørelse om, at udlændingen ikke kan udsendes, jf. § 31, tillige indeholde en afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud, jf. § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter blandt andet §§ 22 – 24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Afvejningen skal for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionen. Efter flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, kan en flygtning, der er omfattet af konventionen, udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses som en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Der skal herefter foretages en proportionalitetsafvejning i relation til grovheden af den begåede forbrydelse i forhold til, om der er særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, der taler for at give klageren opholdstilladelse. Klageren blev ved retten i Aalborgs dom af [en dato i sommeren] 2019 idømt 4 måneders fængsel for i [slutningen af] 2018 i forening med sin kæreste at have overtrådt servicelovens § 156 ved at bistå sin dengang 1-årige datter, som var anbragt uden for hjemmet, med at undvige eller holde sig skjult, og for i samme forbindelse at have overtrådt straffelovens § 119, stk. 1, ved at skubbe, slå og sparke datterens plejemor. Flygtningenævnet finder, at den kriminalitet, klageren er dømt for, ikke kan betegnes som en særlig farlig forbrydelse, som indebærer, at klageren kan betragtes som en fare for samfundet. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på den udmålte strafs længde samt på kriminalitetens karakter og baggrund. Flygtningenævnet finder på den anførte baggrund, at klageren ikke kan udelukkes fra asyl i medfør af udlændingelovens § 10, stk. 3. Flygtningenævnet meddeler derfor klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Erit/2020/5/MLVT.

erit20203

Nævnet stadfæstede i maj 2020. Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Eritrea. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren indrejste i Danmark [foråret] 2015 og indgav ansøgning om asyl samme dag. Ved dom af [foråret] 2018 afsagt af Retten i Odense blev klageren idømt tre års fængsel for overtrædelse af straffelovens § 216, stk. 1, nr. 1, jf. til dels § 21 og § 23. Klageren blev endvidere udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandig efter udlændingelovens § 24, nr. 1, jf. § 22, nr. 6, og § 24, nr. 2, jf. § 32, stk. 2, nr. 5, og § 26, stk. 2. Byrettens dom blev stadfæstet af Østre Landsret [sommeren] 2018. Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Udlændingestyrelsen har i deres afgørelse fra [vinteren] 2019 vurderet, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, men at han, der ved dom er udvist af Danmark, er udelukket fra at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt. Udlændingestyrelsen vurderede i deres afgørelse videre, at udlændingelovens § 31 var til hinder for, at klageren tvangsmæssigt kunne udsendes til Eritrea, jf. udlændingelovens § 49 a, jf. § 31, stk. 2. Styrelsen vurderede endelig, at der ikke forelå sådanne særlige grunde, at klageren skulle gives opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt. Klageren er etnisk tigrigna og kristen ortodoks af trosretning fra [A], Soba Maekal, Eritrea. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel eller idømt fængsel på livstid, fordi han er deserteret fra militærtjeneste og dernæst er udrejst illegalt af Eritrea. Flygtningenævnet finder ligesom Udlændingestyrelsen, at udlændingelovens § 31 er til hinder for tvangsmæssig udsendelse af klageren til Eritrea. I henhold til udlændingelovens § 49 a, 2. pkt., skal en afgørelse om, at udlændingen ikke kan udsendes, jf. § 31, tillige indeholde en afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud, jf. § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter blandt andet §§ 22 – 24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Afvejningen skal for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionen. Efter flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, kan en flygtning, der er omfattet af konventionen, udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses som en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Der skal herefter foretages en proportionalitetsafvejning i relation til grovheden af den begåede forbrydelse i forhold til, om der er særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, der taler for at give klageren opholdstilladelse. Klageren blev ved Østre Landsrets ankedom af [sommeren] 2018 idømt 3 års fængsel og udvist med indrejseforbud gældende for bestandig for overtrædelse af straffelovens § 216, stk. 1, nr. 1, jf. til dels § 21 og § 23. Det pådømte forhold blev begået [vinteren] 2018 i forening med en medgerningsmand, idet klageren først selv gennemførte en voldtægt af en kvinde, hvorefter han medvirkede til, at hans ven forsøgte at voldtage den samme kvinde. Flygtningenævnet finder efter karakteren af den pådømte kriminalitet, at klageren er dømt for en særlig farlig forbrydelse og således må betragtes som en fare for samfundet, jf. flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2. Klageren har med sin ekskæreste, der er bosiddende i Danmark, en datter, der er knap 4 år gammel. Forud for dommen havde klageren samvær med datteren 2-3 gange om måneden. I dag har ekskæresten den fulde forældremyndighed over datteren, som 4-5 gange har været på besøg hos klageren i fængslet. Klageren har kone og to børn i Sudan, og han er i jævnlig telefonisk kontakt med ægtefællen. Resten af klagerens familie bor i Eritrea. Klageren har efter forskellige praktikforløb haft arbejde i Danmark som gartner i 8 måneder, han har ingen danske venner og har ikke været aktiv i foreninger. Han har gået på sprogskole og er nået til modul 2.5. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af sagens omstændigheder, herunder klagerens personlige forhold og hensynet til familiens enhed samt karakteren og grovheden af den forbrydelse, som han er dømt for, ikke, at der foreligger sådanne særlige grunde, som taler for, at han kan meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”Erit/2020/3/AMKJ

erit202019

Nævnet stadfæstede i november 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Eritrea. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Udlændingestyrelsen har tilkendegivet, at klageren isoleret er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, og at udlændingelovens § 31 er til hinder for, at han udsendes tvangsmæssigt til sit hjemland. Det skal herefter vurderes, om der foreligger sådanne særlige grunde, som taler for, at klageren meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt. Flygtningenævnet lægger ved denne vurdering vægt på, at klageren blev idømt fængsel i syv måneder og udvist ved Vestre Landsrets ankedom [i foråret 2019]. Sagen vedrørte blandt andet fire voldsforhold, heraf de to begået i forlængelse af hinanden og et forhold af overtrædelse af knivloven, idet han uden tilladelse havde besiddet en køkkenkniv med en klingelængde på 17,5 cm. Af de to sammenhængende voldsforhold blev det ene henført til straffelovens § 245, stk. 1. Kriminaliteten blev begået fra slutningen af 2017 til slutningen af 2018. Der er i forbindelse med efterfølgende sigtelser udarbejdet en retspsykiatrisk erklæring [i begyndelsen af 2020]. Det fremgår heraf, at klageren er fundet sindssyg, og at han er svært psykisk syg og formodentlig er lidende af skizofreni og fortsat behandlingskrævende. Det fremgår videre, at han ikke har nogen sygdomsindsigt. Klageren har forklaret, at han har det godt, og at han ikke er undergivet nogen form for behandling. Flygtningenævnet finder, at den kriminalitet, klageren er dømt for, må anses for særligt farlig, og nævnet finder efter en vurdering af kriminaliteten og klagerens personlige forhold, at klageren må anses for at udgøre en fare for samfundet. Nævnet bemærker herved, at kriminaliteten har fundet sted gennem et år og vedrører adskillige forhold. Betingelserne for udelukkelse er således opfyldt. Flygtningenævnet finder ikke, at der ved klagerens personlige forhold foreligger sådanne særlige grunde, som taler for, at klageren alligevel skal meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse”. Erit/2020/19/CARA

came202110

Nævnet meddelte i januar 2021 opholdstilladelse K-status til en mandlig statsborger fra Cameroun. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk mbengwi og kristen fra [B], Cameroun. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Cameroun frygter, at han vil blive udsat for repressalier af myndighederne, lokalsamfundet og af sin onkel, fordi han er homoseksuel. Ansøgeren frygter endvidere sin onkel, fordi ansøgeren er arving til farens formue. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han i 2010 rejste til Belgien for at studere. I 2014, under en juleferie i Cameroun, mødte ansøgeren en mand ved navn [A], som han indledte et forhold til. I [vinteren] 2015 rejste ansøgeren tilbage til Belgien, og i [sommeren] 2015 rejste ansøgeren igen til Cameroun. Under dette ophold i Cameroun besøgte ansøgeren sin onkel. En aften tog ansøgeren, [A] og ansøgerens fætter i byen for at feste, hvorefter de indlogerede sig på et hotel. På hotelværelset havde ansøgeren og [A] samleje, hvilket ansøgerens fætter opdagede, hvorefter han hentede ansøgerens onkel. Derefter blev ansøgeren og [A] udsat for fysiske overgreb af en menneskemængde, der befandt sig uden for hotellet. Ansøgeren blev derefter kørt til hospitalet, hvor han opholdt sig til den næstfølgende dag. Derefter tog ansøgeren ophold hos sin mor, i hvilken periode moren modtog oplysninger om, at der var udstedt en arrestordre på ansøgeren, og at ansøgerens onkel var vred på ansøgeren over, at han var homoseksuel. [I sommeren] 2019 udrejste ansøgeren legalt af Cameroun. Under sit ophold i Danmark har ansøgerens mor oplyst, at hun har modtaget tre arrestordrer vedrørende ansøgeren, og at [A] afgik ved døden få dage efter overfaldet ved hotellet. Ansøgeren har endvidere fået at vide, at hans søster i [efteråret] 2016 blev slået ihjel af nogle personer, som ansøgerens onkel havde sendt. I 2017 og igen i begyndelsen af 2019 kontaktede ansøgerens onkel ansøgeren og truede ham på livet. Flygtningenævnet kan efter forklaringen for nævnet og de øvrige oplysninger i sagen lægge ansøgerens forklaring om sin seksuelle observans som homoseksuel til grund. Divergenserne i ansøgerens forklaring vedrørende de øvrige dele af asylmotivet, herunder som fremhævet af Udlændingestyrelsen i afgørelsen [fra sommeren] 2019, kan ikke føre til en anden vurdering af dette spørgsmål. Homoseksualitet er forbudt i Cameroun og er strafbart efter landets straffelovgivning. De foreliggende baggrundsoplysninger om forholdene for homoseksuelle i Cameroun indeholder oplysning om, at straffelovgivningen om forbud mod homoseksualitet i hvert fald i et vist omfang håndhæves, og at der også forekommer overgreb fra lokalbefolkningens side mod homoseksuelle, som næppe efterforskes tilstrækkeligt. Der henvises i den forbindelse navnlig til Udenrigsministeriets opfølgende høringssvar af 11. september 2020 samt til de publikationer, der er fremhævet af den beskikkede advokat i det supplerende indlæg, herunder navnlig British Home Office, Country Policy and Information Note, Cameroun: Sexual Orientation and Gender Identity or Expression, februar 2020, og US Department of State, Country Reports on Human Rights Practices, Cameroun, vedrørende 2018 og 2019, samt Human Rights Watch World Report 2020 – Cameroun. Under disse omstændigheder finder Flygtningenævnet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han på grund af sin seksuelle observans vil være i risiko for forfølgelse fra myndighedernes side, og at han som åbent homoseksuel ikke kan forvente at få den fornødne beskyttelse fra myndighederne mod overgreb fra lokalbefolkningens side ved en tilbagevenden til Cameroun. Det kan ikke føre til en anden vurdering, at ansøgerens forklaring om den af ham påberåbte konkrete konflikt i Cameroun, der har båret præg af visse divergenser, ikke kan lægges til grund. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Came/2021/10/LINB

bang20211

Nævnet stadfæstede i januar 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Bangladesh. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk bengali og sunni-muslim fra Madaripur, Bangladesh. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Bangladesh frygter at blive slået ihjel af den indflydelsesrige [navngiven familie], som ansøgerens familie har en jordkonflikt med. Ansøgeren frygter endvidere at blive arresteret og idømt en dødsdom eller fængsel på livstid af de bangladeshiske myndigheder, fordi han er anklaget for drabet på et medlem af [den navngivne familie]. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at ansøgerens familie arvede et jordstykke fra ansøgerens farfar. [Den navngivne familie] nægtede ansøgerens onkel og bror adgang til jordstykket, og ansøgerens onkel og bror blev udsat for fysiske overgreb af 10 til 12 personer. Ansøgerens familie forsøgte at få landsbyrådet til at mægle i sagen, men [den navngivne familie] accepterede ikke landsbyrådets mæglingsforslag. Landsbyrådet indkaldte herefter til samling for at finde en løsning på konflikten. [Den navngivne familie] accepterede fortsat ikke mæglingsforslaget, og der opstod slagsmål. Et medlem fra [den navngivne familie] blev slået ihjel, og ansøgeren, ansøgerens onkel og ansøgerens bror blev fire til fem dage senere anklaget for mordet. Ansøgeren ved ikke hvem, der slog ham ihjel. [Den navngivne familie] opsøgte 10 til 12 dage efter slagsmålet ansøgerens families bopæl, og [den navngivne familie] slog i den forbindelse ansøgerens onkel og bror ihjel. Ansøgeren var ikke selv til stede under konfrontationerne med [den navngivne familie], fordi han som ung blev adopteret af sin faster og derfor ikke boede på familiens bopæl. Ansøgerens forældre rådede ansøgeren til ikke at vende hjem, da [den navngivne familie] også ville slå ansøgeren ihjel. 15 dage efter opsøgningen af ansøgerens families bopæl, blev ansøgerens fasters bopæl ligeledes opsøgt af [den navngivne familie]. [Den navngivne familie] truede ansøgerens faster med, at hun ville komme til skade, såfremt hun ikke udleverede ansøgeren til dem. Ansøgerens faster blev bange og udleverede derfor ansøgerens telefonnummer til [den navngivne familie]. Hun fortalte efterfølgende ansøgeren, at han ikke længere var velkommen hos hende. Umiddelbart herefter udrejste ansøgeren af Bangladesh. [Den navngivne familie] har efterfølgende opsøgt ansøgerens faster og chikaneret ansøgerens familie, og [den navngivne familie] har ligeledes ledt efter ansøgeren i Indien. Fem til seks måneder efter ansøgerens udrejse, blev ansøgeren indkaldt til et retsmøde vedrørende drabet på medlemmet af [den navngivne familie]. Ansøgeren mødte ikke op til retsmødet, hvorfor der blev udstedt en arrestordre på ansøgeren. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Allerede af den grund finder Flygtningenævnet ikke grundlag for at hjemvise sagen til Udlændingestyrelsen. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende på centrale punkter, hvorfor forklaringen fremstår som konstrueret. Ansøgeren har under mødet i nævnet forklaret upræcist og afglidende. Ansøgeren har således til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at [den navngivne familie] forsøgte at angribe ansøgerens familie, inden landsbyrådet kaldte til samling, og at [den navngivne familie] efterfølgende igen opsøgte ansøgerens familie, hvor de slog ansøgerens bror og onkel ihjel. Ansøgeren har derimod til asylsamtalen forklaret, at [den navngivne familie] alene opsøgte ansøgerens familie en gang, hvilket fandt sted den dag, hvor de dræbte hans bror og onkel, og hvorefter ansøgeren udrejste af landet. Ansøgeren har under mødet i Flygtningenævnet forklaret, at [den navngivne familie] opsøgte hans familie mange gange, inden landsbyrådet kaldte til samling, og at hans forældre i den forbindelse blev udsat for tortur. Ansøgeren har desuden forklaret udbyggende om, hvorvidt han har en konflikt med myndighederne. Ansøgeren har til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han ikke har nogen konflikter med myndighederne i sit hjemland. Ansøgeren har derimod til asylsamtalen forklaret, at han er blevet idømt dødsstraf eller fængsel på livstid for drab på et medlem af [den navngivne familie]. Ansøgeren har under mødet i Flygtningenævnet forklaret, at han ikke ved, om han er blevet idømt en fængselsstraf, men at der verserer en sag blandt andet mod ham i forbindelse med drabet på et medlem af [den navngivne familie]. Flygtningenævnet finder, at de generelle forhold i Bangladesh ikke kan føre til opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Bangladesh vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Bang/2021/1/MLVT

afgh202050

Nævnet stadfæstede i oktober 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Klageren er mindreårig. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte:”Klageren er etnisk tadsjiker og sunni-muslim af trosretning fra Kabul, Afghanistan. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [primo] 2014 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Det fremgår af klagerens og klagerens mors oprindelige asylsag, at klagerens mor som asylmotiv henviste til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygtede, at hun og hendes datter ville blive slået ihjel af hendes svigerfamilie. Klagerens mor henviste desuden til, at hun frygtede, at Taliban ville slå hende ihjel, fordi hendes svoger havde truet hende med at offentliggøre videooptagelser, hvori hun blev udsat for seksuelle overgreb. Klagerens mor havde til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun blev giftet bort til sin ægtefælle og boede herefter hos sin svigerfamilie. Hver gang hendes ægtefælle var bortrejst blev hun udsat for vold og andre overgreb af sin svigerfamilie. Det resulterede i tre ufrivillige aborter, og at hendes datter blev født for tidligt. Omkring [efteråret] 2012 forsvandt hendes ægtefælle. Herefter eskalerede overgrebene fra klagerens mors svigerfamilie og de omfattede tillige overgreb på hendes datter. Ni til ti måneder efter begyndte klagerens mors svoger at begå seksuelle overgreb mod hende regelmæssigt. Klagerens mor udrejste af Afghanistan to til tre måneder herefter. Klagerens mor henvendte sig ikke til myndighederne, fordi hendes svigerfamilie havde forbindelser til politiet. I forbindelse med klagerens og klagerens mors sag om forlængelse af deres opholdstilladelse blev Udlændingestyrelsen bekendt med oplysninger på Facebook som indikerede, at klagerens mor og klagerens far havde kontakt til klagerens mors svigerfamilie. Herunder, at medlemmer af klagerens mors svigerfamilie muligvis havde besøgt klagerens mor og hendes familie. Udlændingestyrelsen havde i forbindelse hermed både klagerens mor og klagerens far til individuelle samtaler [i sommeren] 2019 med henblik på at afklare, om der var grundlag for at forlænge hendes opholdstilladelse. Klagerens mor fastholdt under samtalen, at hun ikke kunne vende tilbage til sit hjemland, da hun frygtede at blive udsat for grove fysiske og seksuelle overgreb af sin svigerfamilie eller at de ville slå hende ihjel. Klagerens mor henviste endvidere til, at hun frygtede det afghanske regime, Daesh og Taliban. Udlændingestyrelsen traf [i efteråret] 2019 afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, idet Udlændingestyrelsen fandt, at klageren havde opnået opholdstilladelsen ved svig, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 2, nr. 1 og § 19, stk. 7, jf. § 26, stk. 1. (lovbekendtgørelse nr. 1117 af 2. oktober 2017). Flygtningenævnet traf [ultimo] 2019 afgørelse om at hjemvise Udlændingestyrelsens afgørelse af [efteråret] 2019, med henblik på en nærmere vurdering af spørgsmålet om, hvorvidt de i udlændingelovens § 26, stk. 1, nævnte hensyn bør føre til, at klagerens opholdstilladelse ikke inddrages. Udlændingestyrelsen har [i foråret] 2020 truffet afgørelse om, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, kan nægtes forlænget, idet Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for opholdstilladelsen ikke længere er til stede, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1 og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. (lovbekendtgørelse nr. 1117 af 2. oktober 2017). Indledningsvis bemærker Flygtningenævnet, at klageren og hendes mor kom til Danmark i 2013, og at klageren dengang var tre år gammel. Endvidere må det lægges til grund, at hverken klageren eller hendes mor kan have haft nogen danskkundskaber ved indrejsen. Endelig må det lægges til grund, at moren fortsat kun har begrænsede danskkundskaber. På denne baggrund finder Flygtningenævnet at måtte tilsidesætte oplysningerne om, at klageren ikke har nævneværdige kundskaber i dari. Det bemærkes, at klagerens mor har forklaret, at hun taler dari med sin ægtefælle. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge til grund, at kommunikationen mellem klageren og hendes forældre stort set udelukkende foregår på dansk. Flygtningenævnet henviser dels til det anførte om morens begrænsede danskkundskaber, dels til at klageren i hvert fald i sine første år i Danmark nødvendigvis må have kommunikeret med sine forældre på dari. Flygtningenævnet finder at klageren har en ikke ubetydelig tilknytning til Danmark. Flygtningenævnet finder dog, at klageren, der for nævnet har fremtrådt alderssvarende og velfungerende, har forudsætninger for at kunne tilpasse sig det afghanske sprog og den afghanske kultur. Flygtningenævnet henviser til, at klageren vil kunne udrejse med sine forældre og sin lillebror, og at i hvert fald klagerens mor har yderligere familie i Afghanistan. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at klageren vil have adgang til tilstrækkelig behandling af sine helbredsproblemer i Afghanistan. Udover de af Udlændingestyrelsen påberåbte afgørelser, henvises til den Europæiske Menneskerettighedsdomstols afgørelse i sagen Antwi m.fl. mod Norge, som omtalt i Flygtningenævnets beretning fra 2018, side 341. Der henvises endvidere til Flygtningenævnets afgørelse Irak/2016/12/LAJ fra april 2016. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2020/50/EDO

afgh202049

Nævnet stadfæstede i oktober 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk tadsjiker og sunni-muslim af trosretning fra Kabul, Afghanistan. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [primo] 2014 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Det fremgår af klagerens oprindelige asylsag, at klageren som asylmotiv henviste til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygtede, at hun og hendes datter ville blive slået ihjel af hendes svigerfamilie. Klageren henviste desuden til, at hun frygtede, at Taliban ville slå hende ihjel, fordi hendes svoger havde truet hende med at offentliggøre videooptagelser, hvori hun blev udsat for seksuelle overgreb. Klageren havde til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun blev giftet bort til sin ægtefælle og boede herefter hos sin svigerfamilie. Hver gang hendes ægtefælle var bortrejst blev hun udsat for vold og andre overgreb af sin svigerfamilie. Det resulterede i tre ufrivillige aborter, og at hendes datter blev født for tidligt. Omkring [efteråret] 2012 forsvandt hendes ægtefælle. Herefter eskalerede overgrebene fra klagerens svigerfamilie og de omfattede tillige overgreb på hendes datter. Ni til ti måneder efter begyndte klagerens svoger at begå seksuelle overgreb mod hende regelmæssigt. Klageren udrejste af Afghanistan to til tre måneder herefter. Klageren henvendte sig ikke til myndighederne, fordi hendes svigerfamilie havde forbindelser til politiet. I forbindelse med klagerens sag om forlængelse af hendes opholdstilladelse blev Udlændingestyrelsen bekendt med oplysninger på Facebook som indikerede, at klageren og hendes ægtefælle havde kontakt til klagerens svigerfamilie. Herunder, at medlemmer af hendes svigerfamilie muligvis havde besøgt klageren og hendes familie. Udlændingestyrelsen havde i forbindelse hermed både klageren og dennes ægtefælle til individuelle samtaler [i sommeren] 2019 med henblik på at afklare, om der var grundlag for at forlænge hendes opholdstilladelse. Klageren fastholdt under samtalen, at hun ikke kunne vende tilbage til sit hjemland, da hun frygtede at blive udsat for grove fysiske og seksuelle overgreb af sin svigerfamilie eller at de ville slå hende ihjel. Klageren henviste endvidere til, at hun frygtede det afghanske regime, Daesh og Taliban. Udlændingestyrelsen traf [i efteråret] 2019 afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, idet Udlændingestyrelsen fandt, at klageren havde opnået opholdstilladelsen ved svig, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 2, nr. 1 og § 19, stk. 7, jf. § 26, stk. 1. (lovbekendtgørelse nr. 1117 af 2. oktober 2017). Flygtningenævnet traf [ultimo] 2019 afgørelse om at stadfæste Udlændingestyrelsens afgørelse af [efteråret] 2019. Flygtningenævnet traf [i sommeren] 2020 afgørelse om at genoptage klagerens sag, således at klagerens sag sambehandles med klagerens datters sag for så vidt angår en fornyet vurdering efter udlændingelovens § 26, stk. 1. Som anført i Flygtningenævnets afgørelse af [ultimo] 2019, skal der i de tilfælde, hvor en opholdstilladelse er opnået ved svig, ikke tillægges spørgsmålet om, hvorvidt inddragelsen af opholdstilladelsen må antages at virke særligt belastende, samme vægt som i andre sager, hvor der ikke er udvist svig. Flygtningenævnet finder ikke at der er forelagt nævnet væsentlige nye oplysninger efter Flygtningenævnets afgørelse af [ultimo] 2019. Det må således lægges til grund, at klageren har begrænsede danskkundskaber, at klageren ikke har nogen reel tilknytning til arbejdsmarkedet, at klageren var 24 år gammel, da hun indrejste i Danmark, og nu er knap 30 år gammel, samt at hun ved tilbagerejse til Afghanistan vil kunne udrejse med sin ægtefælle og sine to børn. Herefter finder Flygtningenævnet ikke, at de i udlændingelovens § 26 nævnte hensyn kan føre til at inddragelse af klagerens opholdstilladelse undlades. Der er forelagt Flygtningenævnet omfattende oplysninger om klagerens helbredsforhold. Flygtningenævnet bemærker dog, at der i disse oplysninger i vidt omfang er henvist til klagerens oprindelige asylmotiv, som Flygtningenævnet tidligere har tilsidesat. Det om klagerens helbredsforhold oplyste kan herefter, og efter karakteren af helbredsoplysningerne, ikke føre til et andet resultat. Det må i øvrigt lægges til grund, at klageren vil have adgang til behandling for sine lidelser i Afghanistan. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”afgh/2020/49/EDO

afgh202029

Nævnet stadfæstede i juli 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2000. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk tajik og muslim af trosretning fra Kabul, Afghanistan. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af Taliban, fordi hans far havde en konflikt med Taliban. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans far arbejdede for Røde Kors sammen med andre udlændinge. Klageren var mellem otte og ti år, da problemerne med Taliban opstod. Klagerens far blev tilbageholdt af Taliban to gange. Den ene gang blev faren tilbageholdt på hans arbejdsplads. Den anden gang skete tilbageholdelsen på familiens bopæl. Faren blev den ene gang tilbageholdt en tidlig morgen. På daværende tidspunkt havde klageren været ved slagteren sammen med sin farfar. Da de kom tilbage til familiens bopæl, så klageren, at der holdt to pickup biler, og at der stod en gruppe folk fra Taliban ved deres bopæl. Klageren løb op på førstesalen, hvor han så nogle folk fra Taliban. De ransagede huset og klagerens mors tøj. En mand fra Taliban slog også klagerens mor med et gevær. Klageren blev bange og løb over til naboen, hvor han gemte sig i fem til seks timer. Efter fem til seks timer kom klagerens mor og hentede ham. Klageren fandt ud af, at hans far var blevet tilbageholdt af Taliban. Klageren kan ikke præcist huske, hvor langt tid faren var tilbageholdt. Klageren far blev anden gang tilbageholdt i længere tid end første gang. På et tidspunkt oplyste klagerens mor, at han skulle pakke sine ting, idet de skulle rejse. De kørte i bil i lang tid, og da de stoppede, så klageren sin far. Faren var flygtet fra fængslet, hvor faren var tilbageholdt. De rejste derfra videre mod Europa. Klageren er født og opvokset i Kabul, indtil han var 10 til 11 år. Han har ikke haft personlige konflikter med nogen i Afghanistan. Klagerens far var tilbageholdt i to omgange forud for, at familien flygtede fra Afghanistan. Han blev begge gange løsladt, den ene gang mod betaling af et beløb. Den seneste anholdelse ligger 20 år tilbage. Under henvisning til, at klageren ved en tilbagevenden, må forudsættes at bosætte sig i Kabul, hvor Taliban ifølge baggrundsoplysninger har sværere ved at ramme folk og primært går efter profileret personer, og da klageren ikke kan vurderes at være profileret, da han ikke har haft personlige konflikter, da han kun var 11 år ved flugten, og da der kun er gået 20 år siden flugten, finder nævnet ikke, at udlændingelovens § 31, stk. 1 og 2, er til hinder for udsendelse af klageren til Afghanistan. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2020/29/HZC

afgh202017

Nævnet omgjorde i maj 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte:”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk tadjik og kristen af trosretning fra Herat, Afghanistan. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter at blive slået ihjel, idet han er kristen. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han havde et forhold til [H] i omkring et år, og at [H’s] bror, [R], fik en mistanke om forholdet. [R] opsøgte klageren en dag i hans butik, hvor [R] advarede klageren og gav ham en lussing. Efterfølgende ophørte [H’s] og klagerens forhold, fordi [H] var bange for sin bror. Klageren har videre oplyst, at han efter sin indrejse i Danmark er konverteret til kristendommen. Flygtningenævnet finder, at klagerens frygt for sin tidligere kærestes bror, [R], ikke udgør et asylbegrundende forhold omfattet af udlændingelovens § 7. Der henvises især til, at der er forløbet omkring et år fra klageren blev truet af [R], hvorefter kæresteforholdet ophørte, og indtil klageren udrejste af Afghanistan. Klageren har i den periode ikke oplevet problemer med [R]. Flygtningenævnet finder ligesom Udlændingestyrelsen, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, med henvisning til, at klageren er konverteret til kristendommen. Der lægges vægt på klagerens forklaringer til Udlændingestyrelsen om sin konvertering og hans kendskab til kristendommen samt de foreliggende oplysninger om hans dåb og kirkelige aktiviteter, således som forklaringerne og oplysningerne fremgår af referaterne af klagerens samtaler med Udlændingestyrelsen og de i øvrigt foreliggende oplysninger. Der er efter en samlet vurdering herefter grundlag for at anse klagerens konversion for at være reel og båret af en indre overbevisning og refleksion. Flygtningenævnet finder i øvrigt, at udlændingelovens § 31, er til hinder for, at klageren tvangsmæssigt kan udsendes til Afghanistan. Det skal herefter vurderes om klageren er udelukket fra at opnå opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 10, stk. 3. Klageren kan kun udelukkes fra asyl efter udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., hvis han er dømt for en særlig farlig forbrydelse, og derfor må betragtes som en fare for samfundet, jf. flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer finder, at den kriminalitet, som klageren blev dømt for ved Østre Landsrets dom [i efteråret] 2019, kan betegnes som en grov forbrydelse, men at forbrydelsen imidlertid ikke indebærer, at klageren kan betragtes som en fare for samfundet. Flertallet har herved lagt vægt på længden af den udmålte straf, og at klageren i øvrigt er ustraffet. Der lægges også vægt på, at kriminaliteten er begået i forbindelse med klagerens stofmisbrug, og at det må lægges til grund, at han efter behandling ikke længere har et misbrug. Der lægges endvidere vægt på omstændighederne for den udøvede vold, og flertallet finder efter en samlet vurdering, at klageren ikke kan udelukkes fra asyl i medfør af udlændingelovens § 10, stk. 3. Flygtningenævnet meddeler derfor klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” afgh/2020/17/HZC

syri20217

Nævnet stadfæstede i januar 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk araber og sunni muslim fra Homs, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ikke kan vende tilbage til sit hjemland, fordi han frygter at blive indkaldt til aftjening af militærtjeneste. Klageren har endvidere som asylmotiv henvist til, at han frygter en af sine medstuderende fra hans universitet, idet han har truet med at slå klageren ihjel, som følge af at klageren har talt negativt om de syriske myndigheder. Klageren har ydermere som asylmotiv henvist til, at han frygter sin fætter i Syrien, idet klageren over for ham har talt negativt om præsidenten i Syrien for tre år siden, og som følge heraf har klagerens fætter telefonisk udsat ham for en dødstrussel. Klageren har endeligt som asylmotiv henvist til de generelle forhold i Syrien. Klageren har til støtte for sit asylmotiv vedrørende sin frygt for indkaldelse til aftjening af militærtjeneste oplyst, at han fik en skriftlig indkaldelse til aftjening af militærtjeneste, da han var 18 år gammel. Han udsatte denne indkaldelse to gange, da han kunne fremvise dokumentation for, at han var under uddannelse. I forbindelse med at han ville udrejse af Syrien i 2015, søgte han om en særlig tilladelse til at han kunne udrejse i seks måneder. Han fik tilladelse til dette, men han blev alligevel stoppet ved grænsen, hvor han betalte tre millioner syriske lira i bestikkelse og fik på denne måde lov til at udrejse legalt. Klageren har til støtte for sit asylmotiv vedrørende sin frygt for sin medstuderende oplyst, at han i slutningen af 2014 gik på universitet, hvor han på et tidspunkt udtalte sig kritiske om de syriske myndigheder. Dette hørte en af hans medstuderende ved navn Ahmed, hvis far havde en lederrolle ved myndighederne. Som følge af denne udtalelse skubbede Ahmed klageren og truede ham med at ville slå ham ihjel. Klageren forlod herefter universitetet og vendte ikke tilbage, men har siden hørt fra sine øvrige medstuderende, at Ahmed har spurgt efter klageren. Klageren udrejste af Syrien omkring fire måneder efter denne episode. Klageren har til støtte for sit asylmotiv vedrørende sin frygt for sin fætter oplyst, at han efter sin indrejse i Danmark er blevet udsat for en telefonisk dødstrussel af sin fætter i Syrien i forbindelse med, at han talte i telefon med sin bror, til hvem han talte negativt om de syriske myndigheder. Dette overhørte klagerens fætter, der tog telefonen fra klagerens bror, og begyndte at true klageren. Klageren har senest haft kontakt med sin fætter for tre måneder siden i en fælles Facebookgruppe, hvor klagerens fætter sendte klageren en venneanmodning, som han accepterede, hvorefter klagerens fætter igen udsatte ham for trusler om, at han vil slå klageren ihjel, hvis han vender tilbage til Syrien. Flygtningenævnet finder i lighed med Udlændingestyrelsen, at klageren som mandlig syrisk statsborger i den militærpligtige alder risikerer at blive indkaldt til at aftjene militærtjeneste i Syrien, hvilket han ikke ønsker, og at han allerede derfor isoleret et er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det fremgår af udlændingelovens § 31, stk. 2, at en udlænding, der er omfattet af § 7, stk. 1, ikke må udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse af de i flygtningekonventionen anførte grunde, eller hvor udlændingen ikke er beskyttet mod videresendelse til et sådant land. Flygtningenævnet finder ligesom Udlændingestyrelsen, at udlændingelovens § 31, stk. 2, jf. stk. 1, er til hinder for tvangsmæssig udsendelse af klageren til Syrien. I henhold til udlændingelovens § 49 a, 2. pkt., skal en afgørelse om, at udlændingen ikke kan udsendes, jf. § 31, tillige indeholde en afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud efter § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter blandt andet §§ 22-24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Afvejningen skal for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionen. Efter flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, kan en flygtning, der er omfattet af konventionen, udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses som en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Der skal herefter foretages en proportionalitetsafvejning i relation til grovheden af den begåede forbrydelse i forhold til, om der er særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, der taler for at give klageren opholdstilladelse. Klageren er ved Retten i Aarhus´ dom af [midt] 2019 for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, og stk. 4 (tidligere stk. 3), § 244, § 245, jf. § 21, knivlovens § 7, stk. 1, jf. § 1 og § 2, stk. 1, og våbenbekendtgørelsens § 59, stk. 4, jf. § 18, stk. 1, nr. 1, dømt til behandling på psykiatrisk afdeling med tilsyn af Kriminalforsorgen under udskrivning, således at Kriminalforsorgen sammen med overlægen kan træffe bestemmelse om genindlæggelse. Der er ikke fastsat en længstetid for foranstaltningen. Klageren blev dømt for i en bus at have medtaget en totenschläger og en kniv med en klinge på omkring 20 centimeter, og at have modsat sig anholdelse, da han blev forsøgt lagt i håndjern, og i den forbindelse at have slået ud efter to politifolk, og at have givet den ene politimand et slag i ansigtet med flad hånd og at have sparket en anden politimand en gang på kroppen, og uden for bussen at have eftersat en politimand med en kniv frem for sig med den hensigt at skade ham, hvilket mislykkedes, fordi politimanden affyrede skud mod klageren. Klageren blev endvidere dømt for at have sparket en politimand, der blev ramt ansigtet, da han lå på et leje. Kriminaliteten blev begået i slutningen af 2018. I forbindelse med sagen blev der udarbejdet en retspykiatrisk afdeling af [primo] 2019. Det fremgår af erklæringen blandt andet, at klageren blev fundet sindssyg, og at klagerens symptomer svandt i forbindelse med medikamentel behandling efter 4-5 ugers indlæggelse, og at symptomerne vendte tilbage i forbindelse med en medicinpause, samt at klageren erkendte at være syg og var indstillet på at fortsætte behandling. Klageren blev udskrevet fra psykiatrisk afdeling i februar 2020 og er i behandling med Olanzapin, som han tager dagligt. Flygtningenævnet finder efter karakteren af den pådømte kriminalitet, at klageren er dømt for en særlig farlig forbrydelse. Et flertal af Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af kriminaliteten og klagerens personlige forhold, at klageren må anses for at udgøre en fare for samfundet, jf. flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2. Klageren fik opholdstilladelse i Danmark [foråret] 2016. Han har ikke familie i Danmark. Hans mor og ene søster bor i Tyrkiet. Han har nogle danske venner. Han har gået på sprogskole, forstår og taler dansk. Han har arbejdet forskellige steder blandt andet i Dansk Supermarked i 4 måneder og på en italiensk restaurant i 1 år. Et flertal af Flygtningenævnet finder ikke, at der foreligger sådanne særlige grunde, som taler for, at klageren kan meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt. Et flertal af Flygtningenævnet finder derfor, at klageren er udelukket fra opnå opholdstilladelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2021/7/lbv

syri20216

Nævnet stadfæstede i januar 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk arabisk og sunni muslim fra Damaskus, Syrien. Klageren har oplyst at være medlem af Baathpartiet. Udlændingestyrelsen meddelte [i sommeren] 2014 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at han frygtede at blive slået ihjel af ukendte personer, der havde kidnappet hans bror. Han henviste videre til de generelle forhold. Udlændingestyrelsen har [i efteråret 2020] truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt., jf. § 26, stk. 1. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for opholdstilladelsen ikke længere er tilstede. Klageren har som asylmotiv fortsat henvist til konflikten som følge af sin brors kidnapning. Han er eftersøgt og frygter at blive anholdt og slået ihjel af den syriske sikkerhedstjeneste, de syriske myndigheder eller en navngiven syrisk officer og dennes søn som følge af en konflikt afledt af hans brors kidnapning. Klageren har endvidere i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse oplyst, at han tidligere har været medlem af Baathpartiet i Syrien, samt at han under krigen i Syrien har hjulpet internt fordrevne flygtninge i sit hjemområde med at skaffe mad og at finde opholdssteder. Klageren har videre oplyst, at han havde gennemført kampagner, hvor han opfordrede unge mennesker til at holde sig væk fra problemer. Klageren har endelig oplyst, at han opholdt sig i et oppositionskontrolleret område under krigen i Syrien. Den foreliggende sag om forlængelse af klagerens opholdstilladelse er påbegyndt [i foråret] 2019. Den 1. marts 2019 trådte udlændingelovens § 19 a i kraft, hvorefter en opholdstilladelse efter § 7 skal inddrages – når betingelserne i § 19, stk. 1, nr. 1, er opfyldt – medmindre det vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Det må efter fortolkningsbidrag til lovændringen af 13. juni 2019 lægges til grund, at den nye bestemmelse i § 19 a ikke finder anvendelse i sager om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelser efter § 7, hvor ansøgning om forlængelse er indgivet før 1. juli 2019, idet vedrørende disse sager således fortsat skal ske en vurdering efter den tidligere bestemmelse i udlændingelovens § 19, stk. 7, jf. dagældende lovbekendtgørelse nr. 1117 af 2. oktober 2017, jf. § 26, stk. 1, om, hvorvidt en udvisning må antages at virke særlig belastende. Flygtningenævnet er efter baggrundsoplysningerne og i øvrigt af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen, enig i, at de generelle forhold i Damaskus, hvor klageren kommer fra, ikke længere er af en sådan karakter, at en tilbagesendelse af klageren til Damaskus, vil udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser. Flygtningenævnet er enig med Udlændingestyrelsen i, at det efter oplysningerne om tiltaltes tilknytning til Danmark ikke vil være særligt belastende for ham, at hans opholdstilladelse ikke forlænges. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren, der er født og opvokset og har drevet virksomhed i Damaskusområdet, Syrien, har haft lovligt ophold i Danmark i ca. 6½ år, og at han kun taler lidt dansk. Der er endvidere lagt vægt på, at han ikke har tilknytning til arbejdsmarkedet. Han deltager dog som frivillig i flere aktiviteter i […] Dialog Center. Flygtningenævnet er enig i Udlændingestyrelsens vurdering af, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse ikke vil virke særligt belastende for klagerens mindreårige børn, og har som Udlændingestyrelsen lagt vægt på, at begge børn på hhv. 9 og 13 år har været i Danmark i ca. 5 år, og således ikke har levet en så væsentlig del af deres liv og deres formative år i Danmark, at de selvstændigt har opnået tilknytning til Danmark. Efter det oplyste om karakteren af klagerens helbredsmæssige problemer er Flygtningenævnet enig med Udlændingestyrelsen i, at disse efter det oplyste ikke er så livstruende, at en nægtelse af forlængelse af opholdstilladelsen vil udgøre en krænkelse af EMRK artikel 3. Hertil kommer, at der efter baggrundsoplysningerne er adgang til offentlige sundhedsydelser i Syrien, og at adgang til lægelig behandling ikke i selv kan begrunde opholdstilladelse. Det anførte om, at vejrtrækningsmaskinen til afhjælpning af klagerens søvnapnø bruger strøm, og at der jævnligt er strømudfald i Damaskus, kan ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet skal herefter tage stilling til, om klageren har sandsynliggjort, at han på grund af sine individuelle forhold vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om, at han risikerer overgreb fra de syriske myndigheder ved en tilbagevenden til Syrien, til grund. Flygtningenævnet bemærker, at det generelt svækker klagerens troværdighed, at han har svaret ukonkret og afglidende på spørgsmålene, og at forklaringen er væsentlig udbygget undervejs. Hertil kommer, at klagerne har forklaret forskelligt på en række centrale punkter. Klageren har således forklaret forskelligt om baggrunden for, at han selv skulle være eftersøgt, hvor han til forlængelsessamtalen har forklaret, at baggrunden for broderens kidnapning var et økonomisk motiv, mens han under mødet i nævnet har forklaret, at han er eftersøgt på grund af mistanke om hans deltagelse i politiske aktiviteter. Klageren har endvidere forklaret divergerende og udbyggende om sin udrejse og har således under mødet i nævnet forklaret, at han blev eskorteret af en officer fra sikkerhedstjenesten, mens han til oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at han udrejste uden problemer ved at vise sit pas ved kontrolposterne og til forlængelsessamtalen har forklaret, at han havde betalt bestikkelse til en officer. Flygtningenævnet bemærker i forlængelse heraf, at det forekommer usandsynligt, at tilstedeværelsen af en officer fra den syriske sikkerhedstjeneste skulle sikre uhindret adgang gennem de oprørskontrollerede kontrolposter, som klageren har forklaret, de passerede. Endelig har klageren under mødet i nævnet nu har forklaret, at han gennem sin søster får løbende underretninger om sin kidnappede bror, der er i live og flyttes mellem forskellige fængsler, mens han tidligere har forklaret, at han ikke vidste, hvor broderen var. Flygtningenævnet finder, at disse nye oplysninger har karakter af en udbygning af klagerens asylmotiv og derfor ikke kan lægges til grund. Flygtningenævnet finder derfor, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7 stk. 1 eller stk. 2, og Flygtningenævnet stadfæster herefter Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2021/6/smla

syri20214

Nævnet omgjorde i januar 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende et ægtepar samt et barn fra Syrien, således at de har opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klagerne er etniske arabere og muslimer fra Damaskus, Syrien. Klagerne har ikke været medlem af politisk eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i foråret] 2016 klagerne opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Under den oprindelige asylsag henviste både den mandlige og kvindelige klager som asylmotiv til, at de ved en tilbagevenden til Syrien frygtede de generelle forhold i Syrien. Herudover frygtede klagerne, at deres ældste søn, [A], ville blive indkaldt til militærtjeneste, ligesom den mandlige klager frygtede at blive genindkaldt til den syriske hær. Udlændingestyrelsen har [i slutningen af] 2019 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagernes opholdstilladelser, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for deres opholdstilladelse ikke længere er til stede. Flygtningenævnet har [i foråret] 2020 besluttet at hjemvise sagerne til Udlændingestyrelsen til fornyet behandling og sagsoplysning i første instans, herunder afholdelse af samtale med klagernes mindreårige søn, [B], med henblik på en nærmere belysning af hans tilknytning til Danmark samt en vurdering af, hvorvidt en nægtelse af forlængelse af hans opholdstilladelse er i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Udlændingestyrelsen har [i sommeren] 2020 på ny truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagernes opholdstilladelser, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt., idet grundlaget for deres opholdstilladelser ikke længere er til stede. Klagerne har som asylmotiv fortsat henvist til, at de ved en tilbagevenden til Syrien frygter de generelle forhold i Syrien, ligesom de frygter at blive afhørt og fængslet af de syriske myndigheder, idet deres ældste søn ikke har aftjent sin militærtjeneste. Herudover frygter de, at deres yngste søn, [B], vil blive indkaldt til militærtjeneste, når han fylder 18 år. Den mandlige klager frygter ydermere at blive genindkaldt til militæret. Klagernes medfølgende barn, [B], har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter de generelle forhold i Syrien, ligesom han frygter at blive indkaldt til militærtjeneste, når han fylder 18 år. Indledningsvist bemærker Flygtningenævnet med hensyn til udlændingelovens § 7, stk. 3, at klagerne og deres medfølgende barn, [B] er meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, med henblik på midlertidigt ophold og, at opholdstilladelsen ikke skal forlænges, når de forhold, der førte til tildeling af beskyttelse, ikke længere er til stede. På baggrund af de foreliggende baggrundsoplysningerne, herunder Country Report Udlændingestyrelsen fra oktober 2020, Security and socio-economic situation in the government controlled areas of Damascus and Rual Damascus, kan det lægges til grund, at de syriske myndigheder har kontrollen i klagerens hjemområde, Damaskus. Endvidere bemærkes, at Flygtningenævnet siden juni 2019 har vurderet, at de aktuelle forhold i Damaskus ikke længere er af en sådan karakter, at der er grundlag for at antage, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med EMRK’s artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse på området. Da der ikke foreligger oplysninger, der kan føre til en ændret vurdering heraf, er der herefter ikke grundlag for at forlænge klagernes opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. For så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt klagerne ved en tilbagevenden til Syrien er i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2, bemærker Flygtningenævnet for så vidt angår den mandlige klager, at henset til den mandlige klagers alder på 50 år og henset til oplysningerne om hans arbejde som menig under sin militærtjeneste og henset til oplysningerne om hans helbredsmæssige forhold, herunder at han lider af et meget dårligt syn, samt at han ikke var genindkaldt til militæret inden sin udrejse af Syrien, finder Flygtningenævnet ikke grundlag for at antage, at den mandlige klager ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko at for at blive genindkaldt til militærtjeneste. Med hensyn til klagernes søn, [A], der er udrejst af Syrien som 16-årig og evt. har unddraget sig militærtjeneste, bemærker Flygtningenævnet, at det fremgår af baggrundsoplysningerne, herunder Udlændingestyrelsens rapport ”Syria, Military Sevice, juni 2020, at familiemedlemmer til desertører eller mænd, der har unddraget sig syrisk militærtjeneste, ikke er udsat for overgreb, medmindre der er tale om særlig profilerede personer. Det er Flygtningenævnets vurdering, at klagerne og deres søn [A] ikke kan anses som individuelt profileret i forhold til de syriske myndigheder ved udrejsen, eller at de er blevet det efterfølgende. Klagerne har derfor ikke sandsynliggjort, at de vil være i reel risiko for at blive tilbageholdt og afhørt af de syriske myndigheder som følge af, at [B] er udrejst af Syrien som 16-årig og eventuelt har unddraget sig syrisk militærtjeneste. For så vidt angår klagernes medfølgende søn, [B], der er født den 1. januar 2004, bemærker Flygtningenævnet, at han er fyldt 17 år og efter de foreliggende baggrundsoplysninger ved en tilbagevenden til Syrien er i risiko at blive indkaldt til militærtjeneste, når han fylder 18 år. Endvidere bemærker Flygtningenævnet, at [B's] ældre bror, [A], sammen med klagerne udrejste af Syrien som 16-årig, og at [A] dermed eventuelt har unddraget sig militærtjeneste. Videre bemærker Flygtningenævnet, at Udlændingestyrelsen i mødet i Flygtningenævnet ikke har nedlagt påstand om udrejsefrist med henvisning til, at det på grund af corona er usikkert, hvornår en udsendelse til Syrien vil kunne effektueres. Dette indebærer, at nævnet anser det for overvejende sandsynligt, at [B] ved en eventuel udsendelse vil være tæt på eller i den militærpligtige alder. Under disse foreliggende helt særlige omstændigheder finder Flygtningenævnet, at [B] kan meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet finder herefter, at [B's] forældre, den mandlige klager og den kvindelige klagers, opholdstilladelser kan forlænges efter udlændingelovens § 7, stk. 1, som konsekvens af, at deres søn [B] er meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet ændrer herefter Udlændingestyrelsens afgørelser, således at [B] meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og at hans forældre, den mandlige klager og den kvindelige klagers opholdstilladelser forlænges nu efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” syri/2021/4/CHPE

syri202077

Nævnet stadfæstede i oktober 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk araber og ateist. Han er født og opvokset i [område] i Damaskus og har senest opholdt sig i [by], Rif Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter de syriske myndigheder, idet klageren har nægtet at udføre militærtjeneste og er eftersøgt. Klageren har endvidere som asylmotiv henvist til, at han frygter den frie syriske hær, ISIL og Al-Nusra, idet han har nægtet at kæmpe for deres fælles front. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han er registreret for at have aftjent militærtjeneste for den syriske hær i omkring år 2000 til 2002. Klageren var menig i seks måneder og fungerede som sergent i halvanden måned, og han betalte bestikkelse for at blive registreret for aftjening af omkring to års værnepligt. Klageren afsonede senere en dom på fængsel i fem år for at have deserteret, og han blev udsat for fysiske overgreb i fængslet. Klageren blev på ny indkaldt til militærtjeneste i den syriske hær omkring et år før sin udrejse i 2014. Klageren blev et halvt år efter indkaldelsen stoppet ved en kontrolpost. Han blev slået og fængslet, og hans familie betalte et stort beløb for hans løsladelse. Hans mor er efterfølgende blevet tilbageholdt af den syriske efterretningstjeneste, fordi klageren er efterstræbt. Klageren har til støtte for sit asylmotiv vedrørende klagerens konflikt med den frie syriske hær, ISIL og Al-Nusra oplyst, at de ønskede, at klageren skulle kæmpe for deres sammenslutning i [syrisk by]. To mænd mødte op på klagerens bopæl, hvor de truede klagerens familie. Flygtningenævnet tiltræder, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, og udlændingelovens § 31 er derfor til hinder for, at klageren udsendes tvangsmæssigt til sit hjemland, Syrien. Det følger af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud, jf. § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter §§ 22-24 eller § 25, ikke kan gives opholdstilladelse efter §§ 7 og 8, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler for det. Afvejningen efter udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., skal foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2. Flygtningenævnet tiltræder efter en samlet vurdering af oplysningerne i klagerens sag, at der ikke foreligger særlige grunde, som taler for, at klageren skal gives opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt. Nævnet har lagt vægt på oplysningerne om, at klageren fire gange er dømt for personfarlig kriminalitet, herunder senest ved Retten i Sønderborgs dom [fra slutningen af] 2019 med fængsel i 4 måneder for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, samt lovgivningen om euforiserende stoffer mv. Ved den seneste dom blev tiltalte, der ved to tidligere straffedomme var blevet udvist betinget, endvidere udvist med indrejseforbud i 6 år. De tidligere domme omfatter bl.a. overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1 (spyt mod en polititjenestemand), straffelovens § 245, § 266 og § 123 (grov vold med bl.a. kniv, trusler på livet og vidnetrusler begået mod daværende ægtefælle) og straffelovens § 121 og § 266 (fornærmelig tiltale mod en kommunalt ansat familiekonsulent og trusler på livet). Det fremgår af sagen, at klageren fortsat ikke, bortset fra en enkelt telefonisk kontakt for et par måneder siden, har kontakt med sine børn, som han har fået sammen med sin tidligere ægtefælle, og at børnene ifølge Det Centrale Personregister er udrejst af Danmark i efteråret 2019, og hensynet til familiens enhed taler derfor ikke for fortsat opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, ved vurderingen efter udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt. Nævnet tiltræder endvidere Udlændingestyrelsens vurdering, hvorefter ansøgeren efter karakteren af den senest pådømte personfarlige kriminalitet og narkotikakriminalitet, der ligger i forlængelse af andre fængselsdomme for personfarlig kriminalitet, er dømt for en særlig farlig forbrydelse og derfor må betragtes som en fare for samfundet efter flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, og at han derfor skal udelukkes fra beskyttelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Klagerens forklaring for nævnet om sine helbredsmæssige og personlige problemer, herunder hans misbrug af euforiserende stoffer, efter bl.a. de overgreb, som han har været udsat for under fængslingerne i Syrien, og oplysningerne om de iværksatte behandlingstiltag kan heroverfor ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2020/77/CERA

syri202069

Nævnet meddelte i oktober 2020 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig fra Syrien. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk kurder og muslim fra Qamishli, Syrien. Klageren har aldrig været medlem af politiske eller religiøse partier, organisationer, foreninger eller lignende, men han har oplyst, at han har taget del i en demonstration imod det syriske styre. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han frygter de syriske myndigheder, idet han [i foråret] 2011 deltog i en regimekritisk demonstration. Sammen med sin medarbejder [A], tog klageren hen til demonstrationen, der foregik i den vestlige del af Qamishli. Her gik de med skilte i retning af rådhuset og råbte slagord. På et tidspunkt var der nogle unge, der kravlede op i lygtepælene og begyndte at rive billeder af præsidenten ned. Dette fik myndighederne til at gribe ind og affyre gasgranater. Klageren blev derefter bange og flygtede hen til sin ven, [B’s], bopæl. Samme aften ringede han hjem til sin familie, der oplyste ham, at der havde været en patruljebil på familiens bopæl, og at bopælen var blevet ransaget. Ved midnatstid blev bopælen igen ransaget, og personerne tog klagerens bror med sig. Klagerens bror havde oplyst, at klageren ikke havde haft noget at gøre med demonstrationerne. Den efterfølgende dag flyttede klageren til en anden lejlighed ejet af [B], hvorefter han forlod Syrien. Som asylmotiv har klageren videre oplyst, at han frygter [A’s] familie, idet familien bebrejder klageren for, at [A] tog del i demonstrationen sammen med ham. [A’s] familie har af samme grund truet klagerens familie. Klageren har videre fået fortalt, at [A’s] familie fortsat nærer et stort had til klageren. Endelig har klageren oplyst, at han frygter de syriske myndigheder som følge af, at han [i foråret] 2008 deltog i en mindeceremoni for afdøde kurdere, hvor han blev stukket i halsen med en kniv af en person fra myndighederne. Klageren modtog behandling på et hospital i omkring en måned, hvorefter han blev han fængslet i omkring seks måneder. Efterfølgende havde klageren meldepligt hos myndighederne. Ved knivstikket blev en nerve i klagerens nakke med forbindelse til hans hjerte beskadiget, og som følge heraf har klageren pacemaker. Efter samme episode begyndte klageren at lide af tinnitus. Flygtningenævnet finder i lighed med Udlændingestyrelsen, at klageren som mandlig syrisk statsborger risikerer at blive indkaldt til at aftjene militærtjeneste, og at han derfor isoleret et er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det fremgår af udlændingelovens § 31, stk. 2, at en udlænding, der er omfattet af § 7, stk. 1, ikke må udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse af de i flygtningekonventionen anførte grunde, eller hvor udlændingen ikke er beskyttet mod videresendelse til et sådant land. Flygtningenævnet finder ligesom Udlændingestyrelsen, at udlændingelovens § 31, stk. 2, jf. stk. 1, er til hinder for tvangsmæssig udsendelse af klageren til Syrien. I henhold til udlændingelovens § 49 a, 2. pkt., skal en afgørelse om, at udlændingen ikke kan udsendes, jf. § 31, tillige indeholde en afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud efter § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter blandt andet §§ 22-24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Afvejningen skal for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionen. Efter flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, kan en flygtning, der er omfattet af konventionen, udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses som en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Der skal herefter foretages en proportionalitetsafvejning i relation til grovheden af den begåede forbrydelse i forhold til, om der er særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, der taler for at give klageren opholdstilladelse. Ved Vestre Landsrets ankedom [fra slutningen af] 2019 blev klageren idømt fire måneders fængsel og udvist med et indrejseforbud i 6 år for overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1, og § 266. Flygtningenævnet bemærker, at overtrædelse af straffelovens § 245 i almindelighed må betragtes som en sådan særlig farlig forbrydelse, at dette kan føre til udelukkelse fra at opnå asyl i medfør af udlændingelovens § 10, stk. 3, såfremt flygtningen af den grund må betragtes som en fare for samfundet. Klageren er efter det oplyste ikke tidligere eller senere straffet, og der er tale om et enkeltstående forhold, der ikke var planlagt. Klageren indrejste i Danmark i [efteråret] 2011 og fik opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, i [begyndelsen af] 2012. Klageren har haft tilknytning til det danske arbejdsmarked fra 2013 til 2018 i form af fuldtidsbeskæftigelse. Klageren har lært dansk og talte dansk ved nævnsmødet. Klageren blev i 2016 muslimsk gift med en syrisk kvinde med midlertidig opholdstilladelse i Danmark, og de har sammen to børn på tre og et år. Efter en samlet vurdering, finder Flygtningenævnet, at der foreligger sådanne særlige grunde, som taler for, at klageren, som følge af den begåede kriminalitet her i landet, ikke skal være afskåret fra opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt. Selvom den begåede voldskriminalitet må anses som en særlig farlig forbrydelse, finder nævnet herunder, at klageren henset til oplysningerne om forholdets karakter og omstændighederne herved, at der ikke grundlag for at anse klageren som en fare for samfundet. På denne baggrund finder nævnet, at der ikke i medfør af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., er grundlag for at udelukke klageren fra opholdstilladelse efter § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor fortsat klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” syri/2020/69/CARA

stat20215

Nævnet stadfæstede i januar 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Libanon. Indrejst i 1990. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk araber og sunni muslim fra Kuwait men opvokset i Libanon. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren er født i Kuwait, Under en familieferie i Libanon udbrød der uroligheder i Libanon og klagerens mor fik det i den forbindelse psykisk dårligt. Klageren og hans søster blev derfor sammen med deres mor i Libanon, hvor de boede ved klagerens farmor i en flygtningelejr, mens klagerens far tog tilbage til Kuwait for at arbejde. Klagerens far valgte senere at flytte til Danmark og [i efteråret] 1990 blev klageren familiesammenført til sin far. I 1993 eller 1994 var klageren tilbage i Libanon for at besøge sin mor i 14 dage. Klageren oplevede ingen problemer med myndighederne eller andre parter i forbindelse med klagerens ophold i Libanon. Klageren har som asylmotiv henvist til, at hans fætter for 8-10 år ved et uheld dræbte et familiemedlem til en højtstående person fra Hizbollah, som kræver blodhævn. Klageren frygter som følge heraf repressalier fra Hizbollah og familien til den afdøde. Klageren frygter også myndighederne, fordi Hizbollah samarbejder med regeringen i Libanon. Flygtningenævnet tiltræder af de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført, at klagerens sag skal vurderes i forhold til Libanon som hjemland, hvor klageren har haft sin opvækst forud for udrejsen til Danmark, og at han er omfattet af Flygtningekonventionens artikel 1 D, 1. pkt. Flygtningenævnet bemærker, at en statsløs palæstinenser fra UNRWA mandat-området, der som klageren har haft adgang til UNRWA beskyttelse eller bistand, og som søger om asyl, som udgangspunkt skal anses for udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 1. pkt., medmindre den pågældende opfylder de betingelser, der er angivet af EU-Domstolen, herunder i præmis 86 i dom af 25. juli 2018 (Alheto), hvori anføres, ”at den pågældende palæstinenser befinder sig i en personlig usikkerhedstilstand, og at det er umuligt for UNRWA, hvis beskyttelse den berørte har påberåbt sig, at sikre den pågældende levevilkår, som er i overensstemmelse med organets opgave, hvorved denne palæstinenser på grund af omstændigheder, der ikke er udtryk for vedkommendes vilje, således tvinges til at forlade UNRWA´s operationsområde.” Dette indebærer, at en statsløs palæstinenser fra mandat-området, der har haft adgang til UNRWA-beskyttelse eller bistand, og som frivilligt har forladt området, er udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen. Har den pågældende derimod været tvunget til at forlade området, eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage, vil vedkommende automatisk være omfattet af Flygtningekonventionen. Flygtningenævnet finder ved sin vurdering heraf, at klagerens forklaring om, at han ved en tilbagevenden til Libanon risikerer at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 og 2, som følge af sin fætters konflikt ikke kan lægges til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at klageren har forklaret, at han ikke personligt er blevet kontaktet af nogen hverken eller har oplevet problemer som følge af, at klagerens fætter under et ophold i Libanon for 8-10 år siden kørte en person ihjel. Hertil kommer, at hans fætter har et andet efternavn end klageren, og at det forekommer usandsynligt, at den påkørtes familie skulle ønske at hævne sig på klageren, som var i Danmark, da ulykken skete. Klagerens forklaring om, at hans faster, der er mor til den fætter, der påkørte personen, er blevet chikaneret under et senere ophold i Libanon, kan ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge klagerens forklaring om, at han befinder sig i en personlig usikkerhedssituation som følge af hans onklers politiske aktiviteter til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at klageren ikke har kunnet forklare nærmere om, hvorfor eller hvordan han skulle være i risiko, og at han ikke har oplevet problemer, heller ikke i forbindelse med, at han i 1993 eller 1994 opholdt sig i Libanon på et ferieophold. Herefter finder Flygtningenævnet, at klageren ikke ved en tilbagevenden til Libanon risikerer at befinde sig i en personlig usikkerhedssituation, og at han ikke risikerer asylbegrundende overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 og 2. Flygtningenævnet er enig i Udlændingestyrelsens vurdering af og begrundelse for, at det forhold, at klageren ikke ved, om han kan indrejse i Libanon, ikke kan føre til en ændret vurdering. Der er ikke grundlag for at antage, at klageren ikke kan vende tilbage til Libanon og på ny opnå bistand fra UNRWA, og de generelle forhold i Libanon er ikke af en sådan karakter, at det vil være umuligt for UNRWA at sikre klageren livsvilkår i overensstemmelse med organisationens opgavevaretagelse. Efter det oplyste om karakteren af klagerens helbredsmæssige problemer finder Flygtningenævnet, at disse efter det oplyste ikke er så livstruende, at disse i sig selv kan være asylbegrundende. Hertil kommer, at adgang til lægelig behandling ikke i selv kan begrunde opholdstilladelse. Herefter, og da udlændingelovens § 31 derfor heller ikke er til hinder for, at klageren kan udsendes til Libanon, hvis han ikke udrejser frivilligt, stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse.” stat/2021/5/smla

stat202073

Nævnet stadfæstede i maj 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsløs palæstinenser fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: "Ansøgeren er etnisk araber, sunni-muslim og statsløs palæstinenser fra Bagdad, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Irak frygter de generelle forhold for palæstinensere, herunder i særdeleshed de generelle forhold for statsløse palæstinensere. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at forholdene for palæstinensere i Irak blev forværret efter Saddam Husseins fald i 2003. Ansøgerens far blev udsat for chikane og trusler, ligesom ukendte maskerede mænd har ransaget hendes families bopæl mange gange. En ikke nærmere angivet dato i vinteren 2005-2006, blev ansøgerens families bopæl opsøgt af maskerede mænd, der startede en brand i lejligheden, som hendes far efterfølgende fik slukket, hvorved han fik skader på hænder og fødder. Ansøgeren flygtede i 2006-2007 sammen med sin familie til Syrien, fordi hun frygtede for sit og sin families liv. Familien tog ophold i Yarmouk-lejren. Familien boede her, indtil de på grund af krigen i Syrien flygtede til Tyrkiet. Her opholdt de sig frem til 2015, hvor de flygtede til Danmark. Den 29. august 2018 offentliggjorde Flygtningenævnet på nævnets hjemmeside, at Flygtningenævnets koordinationsudvalg har besluttet, at ændre nævnets hidtidige praksis i asylsager vedrørende statsløse palæstinensere fra Libanon og fra den øvrige del af UNRWA mandat-området, således at en statsløs palæstinenser fra de pågældende områder, der har haft adgang til UNRWA´s beskyttelse eller bistand og som frivilligt har forladt området, er udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 1. pkt. Har den pågældende derimod været tvunget til at forlade området, eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage, vil vedkommende automatisk være omfattet af Flygtningekonventionen. Ansøgerens mor er statsløs palæstinenser fra Libanon. Moren er registreret hos UNRWA som statsløs palæstinenser fra Libanon. Morens sag har været genoptaget efter praksisændringen, og blev afgjort særskilt [efteråret] 2019, hvor moren blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Indledningsvist skal nævnet bemærke, at ansøgerens far har oplyst, at hans forældre omkring 1948 flygtede fra Haifa til Irak, hvor de opholdt sig, frem til de døde. Ansøgerens far er født i Bagdad, og ansøgeren og resten af hendes familie levede frem til udrejsen i et område, hvor der fortrinsvist boede statsløse palæstinensere. Både ansøgeren og hendes far har gået i skole i Irak, og hendes far haft arbejde. Ansøgeren og hendes far har fået udstedt legitimationspapirer, idet ansøgeren har fået udstedt en fødselsattest, en familiebog og et rejsedokument. Hverken ansøgeren eller hendes far har været registeret hos UNRWA. Flygtningenævnets praksisændring i [sommeren] 2018 omfattede statsløse palæstinensere fra UNRWA-mandatområderne, hvorimod statsløse palæstinensere fra lande, der ikke er omfattet af UNRWA-mandatet, ikke blev berørt, idet det af referatet fra mødet i nævnets koordinationsudvalg fra den 29. august 2018 fremgår, at disse fortsat skal vurderes i forhold til det land, hvori de har haft bopæl og ikke efter flygtningekonventionens artikel 1D. Det følger af en mangeårig praksis, at der foretages en hjemlandsbedømmelse for statsløse palæstinensere fra lande, der ikke er omfattet af UNRWA mandatet, og nævnet finder ikke grundlag for at fravige denne praksis. Nævnet er i den forbindelse opmærksom på UNHCR´s Guidelines, der indeholder anbefalinger til de nationale myndigheder om behandlingen af asylansøgninger fra statsløse palæstinensere fra UNRWA-områderne, herunder punkt 8 og 9 og de deri indeholdte definitioner af, hvilke persongrupper, der er omfattet af anvendelsesområdet for artikel 1 D. Der er imidlertid tale om et fortolkningsbidrag, der ikke er bindende for nævnet. Det bemærkes videre, at praksis fra EU-domstolen i dommene C-31/09 af 17. juni 2017 (Bolbol-sagen), C-364/11 af 19. december 2012 (El Kott sagen) og C585/16 af 25. juli 2018 (Serin Alheto sagen) alle omhandler statsløse palæstinensere fra UNRWA´s mandatområder. Den omstændighed, at ansøgerens mor er statsløs palæstinenser fra Libanon og er registreret hos UNRWA kan ikke føre til en ændret vurdering, og det samme gælder den omstændighed, at ansøgeren i 4 til 6 år efter udrejsen fra Irak har opholdt sig i Yarmouk-lejren i Syrien. Nævnet skal i den forbindelse bemærke, at ansøgeren heller ikke i forbindelse med dette ophold blev registreret hos UNRWA, og at ansøgerens forklaring for nævnet om, at familien levede af hjælp fra UNRWA, er udbyggende i forhold til, hvad hun og hendes far tidligere har forklaret, idet de begge tidligere har forklaret, at faren havde arbejde, og at de modtog hjælp fra familiemedlemmer. Nævnet finder derfor, at ansøgeren skal vurderes i forhold til Irak som hjemland. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaringer om asylmotivet til grund på samme måde som i de tidligere afgørelser fra [vinteren] 2017 og [efteråret] 2016. Flygtningenævnet kan således lægge til grund, at ansøgerens familie i Irak er blevet chikaneret på gaden, og at familiens bopæl flere gange er blevet opsøgt af ukendte maskerede mænd, der har ransaget bopælen og intimideret ansøgeren og resten af hendes familie. Flygtningenævnet lægger herunder til grund, at der i forbindelse med en af ransagningerne omkring 2005 opstod en mindre brand i familiens lejlighed, som ansøgerens far umiddelbart efter fik slukket. Flygtningenævnet kan imidlertid ikke efter den forklaring, ansøgeren og hendes forældre har afgivet om episoden, lægge til grund, at branden blev påsat i den hensigt, at den skulle forårsage ansøgerens og hendes families død eller forårsage alvorlig skade på dem. Nævnet har herved også lagt vægt på, at ansøgeren og hendes familie først forlod Irak et til to år efter denne episode. Uanset, det således kan lægges til grund, at ansøgerens familie har oplevet chikane fra lokalbefolkningen i Irak herunder i form af opsøgninger på bopælen, finder Flygtningenævnet ikke, at forholdene har en sådan intensitet eller karakter, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Irak vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Efter de foreliggende aktuelle baggrundsoplysninger vurderer Flygtningenævnet, at den generelle situation for statsløse palæstinensere i Bagdad, om end meget vanskelig, ikke i sig selv er asylbegrundende. Den omstændighed, at de irakiske myndigheder har oplyst, at palæstinensere, der har opholdt sig udenfor Irak i mere end 6 måneder, vil få deres opholdstilladelse annulleret og ikke vil kunne få udstedt irakiske rejsedokumenter, kan ikke føre til, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Nævnet har herved lagt vægt på, at et generelt indrejseforbud for en bestemt befolkningsgruppe efter fast praksis ikke i sig selv indebærer, at nævnet ikke kan foretage en asylretlig vurdering i forhold til det pågældende land. Videre vurderer nævnet ikke, at de irakiske myndigheders indrejseforbud udgør forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Nævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb efter § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse." [Stat 2020/73/YARS]

stat202072

Nævnet stadfæstede i maj 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk araber, sunni-muslim og statsløs palæstinenser fra Bagdad, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter de generelle forhold, herunder i særdeleshed de generelle forhold for statsløse palæstinensere. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at forholdene for palæstinensere i Irak blev forværret efter Saddam Husseins fald i 2003. Han blev udsat for chikane og trusler, ligesom ukendte maskerede mænd har ransaget hans bopæl op til 20 gange. En ikke nærmere angivet dato i vinteren 2005-2006 blev ansøgerens families bopæl opsøgt af maskerede mænd, der startede en brand i lejligheden, som ansøgeren efterfølgende fik slukket, hvorved han fik skader på hænder og fødder. På et ikke nærmere angivet tidspunkt blev han kørt ned på gaden i Bagdad, og han formoder at årsagen hertil var, at han er statsløs palæstinenser. Ansøgeren flygtede i 2006-2007 sammen med sin familie til Syrien, fordi han frygtede for sit og sin families liv. Han tog sammen med familien ophold i Yarmouk-lejren. Familien boede her, indtil de på grund af krigen i Syrien flygtede til Tyrkiet. Her opholdt de sig frem til 2015, hvor de flygtede til Danmark. Den 29. august 2018 offentliggjorde Flygtningenævnet på nævnets hjemmeside, at Flygtningenævnets koordinationsudvalg har besluttet, at ændre nævnets hidtidige praksis i asylsager vedrørende statsløse palæstinensere fra Libanon og fra den øvrige del af UNRWA mandat-området, således at en statsløs palæstinenser fra de pågældende områder, der har haft adgang til UNRWA’s beskyttelse eller bistand og som frivilligt har forladt området, er udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 1. pkt. Har den pågældende derimod været tvunget til at forlade området, eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage, vil vedkommende automatisk være omfattet af Flygtningekonventionen. Ansøgerens ægtefælle er statsløs palæstinenser fra Libanon. Ægtefællen er registreret hos UNRWA som statsløs palæstinenser fra Libanon. Ægtefællens sag har været genoptaget efter praksisændringen, og blev afgjort særskilt [efteråret] 2019, hvor ægtefællen blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Indledningsvist skal nævnet bemærke, at ansøgeren har oplyst, at hans forældre omkring 1948 flygtede fra Haifa til Irak, hvor de opholdt sig, frem til de døde. Ansøgeren er født i Bagdad og levede frem til udrejsen i et område, hvor der fortrinsvist boede statsløse palæstinensere. Han har gået i skole og haft arbejde, mens han opholdt sig i Irak, ligesom han har fået udstedt legitimationspapirer blandt andet et id-kort. Hverken ansøgeren eller hans forældre har været registeret hos UNRWA. Flygtningenævnets praksisændring i august 2018 omfattede statsløse palæstinensere fra UNRWA-mandatområderne, hvorimod statsløse palæstinensere fra lande, der ikke er omfattet af UNRWA-mandatet, ikke blev berørt, idet det af referatet fra mødet i nævnets koordinationsudvalg fra den 29. august 2018 fremgår, at disse fortsat skal vurderes i forhold til det land, hvori de har haft bopæl og ikke efter flygtningekonventionens artikel 1D. Det følger af en mangeårig praksis, at der foretages en hjemlandsbedømmelse for statsløse palæstinensere fra lande, der ikke er omfattet af UNRWA mandatet, og nævnet finder ikke grundlag for at fravige denne praksis. Nævnet er i den forbindelse opmærksom på UNHCR´s Guidelines, der indeholder anbefalinger til de nationale myndigheder om behandlingen af asylansøgninger fra statsløse palæstinensere fra UNRWA-områderne, herunder punkt 8 og 9 og de deri indeholdte definitioner af, hvilke persongrupper, der er omfattet af anvendelsesområdet for artikel 1 D. Der er imidlertid tale om et fortolkningsbidrag, der ikke er bindende for nævnet. Det bemærkes videre, at praksis fra EU-domstolen i dommene C-31/09 af 17. juni 2017 (Bolbol-sagen), C-364/11 af 19. december 2012 (El Kott sagen) og C585/16 af 25. juli 2018 (Serin Alheto sagen) alle omhandler statsløse palæstinensere fra UNRWA´s mandatområder. Den omstændighed, at ansøgerens ægtefælle er statsløs palæstinenser fra Libanon og er registreret hos UNRWA kan ikke føre til en ændret vurdering, og det samme gælder den omstændighed, at ansøgeren i 4 til 6 år efter udrejsen fra Irak har opholdt sig i Yarmouk-lejren i Syrien. Nævnet skal i den forbindelse bemærke, at ansøgeren heller ikke i forbindelse med dette ophold blev registreret hos UNRWA, og at ansøgerens datters forklaring for nævnet om, at familien levede af hjælp fra UNRWA, er udbyggende i forhold til, hvad hun og ansøgeren tidligere har forklaret, idet de begge tidligere har forklaret, at ansøgeren havde arbejde, og at de modtog hjælp fra familiemedlemmer. Nævnet finder derfor, at ansøgeren skal vurderes i forhold til Irak som hjemland. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaringer om asylmotivet til grund på samme måde som i de tidligere afgørelser fra [vinteren] 2017 og [efteråret] 2016. Flygtningenævnet kan således lægge til grund, at ansøgeren i Irak er blevet chikaneret på gaden, og at hans og familiens bopæl flere gange er blevet opsøgt af ukendte maskerede mænd, der har ransaget bopælen og intimideret ansøgeren og resten af hans familie. Flygtningenævnet lægger herunder til grund, at der i forbindelse med en af ransagningerne omkring 2005 opstod en mindre brand i familiens lejlighed, som ansøgeren umiddelbart efter fik slukket. Flygtningenævnet kan imidlertid ikke efter den forklaring, ansøgeren har afgivet om episoden, lægge til grund, at branden blev påsat i den hensigt, at den skulle forårsage ansøgerens og hans families død eller forårsage alvorlig skade på dem. Nævnet har herved også lagt vægt på, at ansøgeren først forlod Irak et til to år efter denne episode. Uanset, det således kan lægges til grund, at ansøgeren har oplevet chikane fra lokalbefolkningen i Irak herunder i form af opsøgninger på bopælen, finder Flygtningenævnet ikke, at forholdene har en sådan intensitet eller karakter, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Efter de foreliggende aktuelle baggrundsoplysninger vurderer Flygtningenævnet, at den generelle situation for statsløse palæstinensere i Bagdad, om end meget vanskelig, ikke i sig selv er asylbegrundende. Den omstændighed, at de irakiske myndigheder har oplyst, at palæstinensere, der har opholdt sig udenfor Irak i mere end 6 måneder, vil få deres opholdstilladelse annulleret og ikke vil kunne få udstedt irakiske rejsedokumenter, kan ikke føre til, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Nævnet har herved lagt vægt på, at et generelt indrejseforbud for en bestemt befolkningsgruppe efter fast praksis ikke i sig selv indebærer, at nævnet ikke kan foretage en asylretlig vurdering i forhold til det pågældende land. Videre vurderer nævnet ikke, at de irakiske myndigheders indrejseforbud udgør forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Nævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb efter § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. [Stat 2020/72/YARS]

soma20214

Nævnet stadfæstede i januar 2021 Udlændingestyrelsen afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk somali og muslim af trosretning fra Miir Taqwo Shabelle, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive yderligere omskåret, at hendes forældre vil blive slået ihjel, at hun vil blive taget til slavehandel eller tvangsgift, at blive kidnappet samt de generelle forhold. Ansøgerens mor har som asylmotiv henvist til, at hun på vegne af ansøgeren frygter voldtægt, tvangsægteskab, konsekvenser som følge af tilknytning til en minoritetsklan og yderligere omskæring. Ansøgerens far har som asylmotiv henvist til, at han på vegne af ansøgeren frygter tvangsægteskab, omskæring, voldtægt og de generelle forhold i Somalia. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun er blevet omskåret en lille smule, og at hun er bange for, at hun vil blive yderligere omskåret, hvis hun skulle vende tilbage til Somalia. Ansøgerens mors mormor fik ansøgeren omskåret efter ansøgerens mors udrejse. Ansøgeren frygter, at hendes forældre vil blive slået ihjel, idet de har været i udlandet, at hun vil blive taget til slavehandel eller blive gift med et medlem af al-Shabaab eller en anden familie, at hun vil blive kidnappet af al-Shabaab samt krigen i Somalia. Ansøgerens mor har til støtte for ansøgerens asylmotiv oplyst, at hun frygter, at ansøgeren vil blive voldtaget og tvangsgift ved en tilbagevenden til Somalia, da de er uden beskyttelse, idet de tilhører en minoritetsklan. Ansøgerens mor frygter få problemer, hvis ansøgeren vender tilbage, og at der ikke vil være nogen til at passe på ansøgeren. Ansøgerens mor har endvidere oplyst, at ansøgeren blev omskåret i Somalia, men at hun frygter, at ansøgeren vil blive genomskåret ved en tilbagevenden. Ansøgerens far har til støtte for ansøgerens asylmotiv oplyst, at han frygter, at ansøgeren vil blive tvangsgift, at ansøgeren vil blive udsat for tilfældig voldtægt og voldtægt fra al-Shabaab, og at ansøgeren vil blive omskåret uden forældrenes samtykke. I den forbindelse har ansøgerens far oplyst, at ansøgeren blev udsat for omskæring i Somalia, efter han og ansøgerens mor havde forladt landet. Det var ikke en rigtig omskæring men blot en "trøsteomskæring", hvor der kom blod. Det var ansøgerens mors mormor, der stod for omskæringen. Ansøgerens mors mormor havde ikke fået samtykke fra forældrene til at omskære, men oplyste først faren om omskæringen efterfølgende. Ansøgerens far har endvidere oplyst, at han frygter, at al-Shabaab vil udsætte ansøgeren for yderligere omskæring, fordi det er en del af kutluren. Ansøgerens far ønsker ikke, at ansøgeren omskæres yderligere, men han og ansøgerens mor kan blive nødt til at acceptere det i tilfælde af tvang, da de vil risikere deres liv. Endelig har ansøgerens far oplyst, at han frygter de generelle forhold, herunder at ansøgeren vil blive hjernevasket og rekrutteret til al-Shabaab samt de dårlige forhold inden for sundhedsvæsnet. Flygtningenævnet kan i alt væsentligt lægge ansøgerens og ansøgerens forældres forklaringer til grund. Flygtningenævnet bemærker, at myndighederne i Somalia har forbudt omskæring, og at al-Shabaab også er imod omskæring, hvorfor risikoen for omskæring således ikke beror på myndighedernes eller andre magthavere, men på familiens og omgivelsernes forventninger og eventuelle pres. Flygtningenævnets flertal bemærker i den forbindelse, at ansøgeren efter sin og morens forklaringer allerede er blevet omskåret på foranledning af sin oldemor, at omskæringen foregik under tilstedeværelse af kvinder fra landsbyen, og at selve omskæringen ikke blev foretaget af oldemoren, men en af landsbyens andre kvinder. Flygtningenævnets flertal finder derfor, at det må anses for højst usandsynligt og alene beror på ansøgerens og hendes forældres formodning, at ansøgerens familie eller folk fra landsbyen ville kræve, at ansøgeren blev yderligere omskåret, hvis hun vendte tilbage til landsbyen. Flygtningenævnet bemærker videre, at ansøgerens forældre begge er imod omskæring af ansøgeren. Flygtningenævnet finder, ansøgerens forældre må anses for ressourcestærke personer, der vil være i stand til at modstå forventninger og pres fra familien og det omgivende samfund. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgerens mor vel har opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 7, stk. 2, men at dette ikke er udtryk for, at hun vil være i risiko for overgreb ved en eventuel tilbagevenden til Somalia, idet tilladelsen udelukkende beror på, at ansøgeren og ansøgerens søster [FA], der også har søgt asyl, og bror [F] har opnået en sådan tilknytning til Danmark, at Udlændingestyrelsen har fundet, at en nægtelse af forlængelse af opholdstilladelsen må antages at virke særligt belastende, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Ansøgerens far og øvrige søskende har opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1 og 2. Hvis ansøgerens fars og søskendes opholdstilladelser i Danmark måtte bortfalde, og de skal udrejse af landet, må det lægges til grund, at ansøgerens mor også vil kunne rejse til Somalia uden at risikere overgreb. Ved vurderingen af, om ansøgeren risikerer yderligere omskæring, må der således tillige lægges vægt på, at ansøgerens mor kan rejse til Somalia. Flygtningenævnet finder herfor, at der ikke er en reel risiko for, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Somalia vil blive udsat for yderligere omskæring, og at der ikke er nogen velbegrundet frygt herfor. Flygtningenævnet finder, at det beror på ansøgerens og hendes forældres egne formodninger, at ansøgerens forældre vil blive slået ihjel, at ansøgeren vil blive taget til slavehandel eller tvangsgift, at hun vil blive kidnappet, at hun vil blive udsat for voldtægt, og at der vil være konsekvenser som følge af hendes tilknytning til en minoritetsklan. Det kan således ikke begrunde asyl i Danmark. De generelle forhold i Somalia er heller ikke af en sådan karakter, at ansøgeren af den grund risikerer forfølgelse eller overgreb, som efter baggrundsoplysningerne og Flygtningenævnets praksis kan begrunde asyl i Danmark. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2021/4/HZC

soma20213

Nævnet stadfæstede i januar 2021 Udlændingestyrelsen afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk somali og muslim af trosretning fra Miir Taqwo Shabelle, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerens mor har som asylmotiv henvist til, at hun på vegne af ansøgeren frygter voldtægt, tvangsægteskab, konsekvenser som følge af tilknytning til en minoritetsklan og yderligere omskæring. Ansøgerens far har som asylmotiv henvist til, at han på vegne af ansøgeren frygter tvangsægteskab, omskæring, voldtægt og de generelle forhold i Somalia. Ansøgerens mor har til støtte for ansøgerens asylmotiv oplyst, at hun frygter, at ansøgeren vil blive voldtaget og tvangsgift ved en tilbagevenden til Somalia, da de er uden beskyttelse, idet de tilhører en minoritetsklan. Ansøgerens mor frygter få problemer, hvis ansøgeren vender tilbage, og at der ikke er nogen til at passe på ansøgeren. Ansøgerens mor har endvidere oplyst, at ansøgeren blev omskåret i Somalia, men at hun frygter, at ansøgeren vil blive genomskåret ved en tilbagevenden. Ansøgerens far har til støtte for ansøgerens asylmotiv oplyst, at han frygter, at ansøgeren vil blive tvangsgift, at ansøgeren vil blive udsat for tilfældig voldtægt og voldtægt fra al-Shabaab, og at ansøgeren vil blive omskåret uden forældrenes samtykke. I den forbindelse har ansøgerens far oplyst, at ansøgeren blev udsat for omskæring i Somalia, efter han og ansøgerens mor havde forladt landet. Det var ikke en rigtig omskæring men blot en "trøsteomskæring", hvor der kom blod. Det var ansøgerens mors mormor, der stod for omskæringen. Ansøgerens mors mormor havde ikke fået samtykke fra forældrene til at omskære, men oplyste først faren om omskæringen efterfølgende. Ansøgerens far har endvidere oplyst, at han frygter, at al-Shabaab vil udsætte ansøgeren for yderligere omskæring, fordi det er en del af kutluren. Ansøgerens far ønsker ikke, at ansøgeren omskæres yderligere, men han og ansøgerens mor kan blive nødt til at acceptere det i tilfælde af tvang, da de vil risikere deres liv. Endelig har ansøgerens far oplyst, at han frygter de generelle forhold, herunder at ansøgeren vil blive hjernevasket og rekrutteret til al-Shabaab samt de dårlige forhold inden for sundhedsvæsnet. Flygtningenævnet kan i alt væsentligt lægge ansøgerens forældres forklaringer til grund. Flygtningenævnet bemærker, at myndighederne i Somalia har forbudt omskæring, og at al-Shabaab også er imod omskæring, hvorfor risikoen for omskæring således ikke beror på myndighedernes eller andre magthavere, men på familiens og omgivelsernes forventninger og eventuelle pres. Flygtningenævnets flertal bemærker i den forbindelse, at ansøgeren efter sin søster [FD] og morens forklaringer allerede er blevet omskåret på foranledning af sin oldemor, at omskæringen foregik under tilstedeværelse af kvinder fra landsbyen, og at selve omskæringen ikke blev foretaget af oldemoren, men en af landsbyens andre kvinder. Flygtningenævnets flertal finder derfor, at det må anses for højst usandsynligt og alene beror på ansøgerens forældres formodning, at ansøgerens familie eller folk fra landsbyen ville kræve, at ansøgeren blev yderligere omskåret, hvis hun vendte tilbage til landsbyen. Flygtningenævnet bemærker videre, at ansøgerens forældre begge er imod omskæring af ansøgeren. Flygtningenævnet finder, ansøgerens forældre må anses for ressourcestærke personer, der vil være i stand til at modstå forventninger og pres fra familien og det omgivende samfund. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgerens mor vel har opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 7, stk. 2, men at dette ikke er udtryk for, at hun vil være i risiko for overgreb ved en eventuel tilbagevenden til Somalia, idet tilladelsen udelukkende beror på, at ansøgeren og ansøgerens søster [FD], der også har søgt asyl, og bror [F] har opnået en sådan tilknytning til Danmark, at Udlændingestyrelsen har fundet, at en nægtelse af forlængelse af opholdstilladelsen må antages at virke særligt belastende, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Ansøgerens far og øvrige søskende har opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1 og 2. Hvis ansøgerens fars og søskendes opholdstilladelser i Danmark måtte bortfalde, og de skal udrejse af landet, må det lægges til grund, at ansøgerens mor også vil kunne rejse til Somalia uden at risikere overgreb. Ved vurderingen af, om ansøgeren risikerer yderligere omskæring, må der således tillige lægges vægt på, at ansøgerens mor kan rejse til Somalia. Flygtningenævnet finder herefter, at der ikke er en reel risiko for, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Somalia vil blive udsat for yderligere omskæring, og at der ikke er nogen velbegrundet frygt herfor. Flygtningenævnet finder, at det beror på ansøgerens og hendes forældres egne formodninger, at ansøgerens forældre vil blive slået ihjel, at ansøgeren vil blive taget til slavehandel eller tvangsgift, at hun vil blive kidnappet, at hun vil blive udsat for voldtægt og at der er konsekvenserne som følge af hendes tilknytning til en minoritetsklan. Det kan således ikke begrunde asyl i Danmark. De generelle forhold i Somalia er heller ikke af en sådan karakter, at ansøgeren af den grund risikerer forfølgelse eller overgreb, som efter baggrundsoplysningerne og Flygtningenævnets praksis kan begrunde asyl i Danmark. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2021/3/HZC

iran20217

Nævnet stadfæstede i januar 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: "Ansøgeren er etnisk kurder og ikke troende fra Sanandaj, Kurdistan, Iran. Ansøgeren har været medlem af partiet Komala i 1999-2000 og Kurdistans Demokratiske Parti (KDP) fra 2000-2003. Efter sin indrejse i Danmark, er ansøgeren blevet politisk aktiv for Komala igen. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive anholdt, udsat for fysiske overgreb eller henrettet af de iranske myndigheder, idet han, sammen med sin familie, er aktiv for det politiske parti Komala, og idet han er udrejst af Iran på trods af, at han ved dom er blevet pålagt meldepligt ved myndighederne. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han i 1999 oplevede problemer med de iranske myndigheder, idet han havde deltaget i en demonstration i Sanandaj. I [foråret] 1999 udrejste ansøgeren af Iran og tog ophold på Komala-basen, Zargeus, i Irak. Ansøgeren blev herefter medlem af partiet Komala. Ansøgeren var medlem af partiet i omkring et år, og meldte sig herefter ud, idet der skete ændringer i partiet. Omkring en til to måneder senere, blev ansøgeren medlem af KDP, og han tog derfor ophold på KDP-basen, Koyeh, i Irak, tæt på Sulaymaniyah. Til daglig arbejdede ansøgeren som peshmerga på basen. I 2003 rejste ansøgeren til Tyrkiet, fordi han ville se sin søn. Han opholdte sig i Tyrkiet indtil 2008, hvor han blev deporteret til Iran. Ansøgeren blev sendt til Sanandaj og blev afleveret hos de iranske væbnede styrker, Sepah. Ansøgeren blev udsat for tortur og tilstod sine politiske aktiviteter. Grundet sine aktiviteter for partiet Komala, blev ansøgeren idømt en straf på fire års fængsel og otte års eksil i Semnan. Ansøgeren afsonede sin fængselsstraf, hvorefter han rejste til Semnan for at leve i eksil. I perioden hvor ansøgeren levede i eksil, havde han meldepligt hos myndighederne tre gane om ugen. Til sidst kunne ansøgeren ikke længere holde forholdene i Semnan ud, og i februar eller marts 2018 rejste han derfor tilbage til Sanandaj. Ansøgeren levede skjult i Sanandaj i omkring en måned, hvorefter han udrejste illegalt af Iran. Efter sin ankomst til Danmark er ansøgeren igen begyndt at lave aktiviteter for Komala, herunder blandt andet ved at deltage i demonstrationer og brede partiets budskab. Ansøgeren tilhører den fraktion af Komala, som er ledet af Ibrahim Alizade. Ansøgeren føler sig som medlem af og en del af Komala-familien, selvom han ikke på nuværende tidspunkt er officielt medlem af partiet. Vedrørende ansøgerens oprindelige asylmotiv kan Flygtningenævnet ikke lægge dennes forklaring til grund. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren har været politisk aktiv i Irak i perioden fra 2000-2003. Derimod finder Flygtningenævnet at måtte tilsidesætte ansøgerens forklaring om, at han efterfølgende er idømt fire års fængsel og otte års forvisning. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren i denne periode har kunne få udstedt identitetspapirer og i 2016 et pas. Ansøgeren har i øvrigt ikke på nogen måde, andet end ved sin forklaring, kunne sandsynligøre oplysninger om den idømte straf. Ved vurderingen af ansøgerens troværdighed, må det tillægges væsentlig betydning, at han ved oplysnings- og motivsamtalen den 11. september 2020 alene har forklaret om to ægteskaber og på udtrykkelig forespørgsel har bekræftet, at han ikke har været i andre ægteskaber. Efter de danske myndigheders undersøgelser af ansøgerens forhold har ansøgeren erkendt, at han har været i et yderligere ægteskab. Ansøgerens forklaring om baggrunden for og omstændighederne ved indgåelsen af dette ægteskab og den efterfølgende skilsmisse, som alt sammen skulle være foregået mens ansøgeren sad fængslet for en politisk motiveret lovovertrædelse, må tilsidesættes som utroværdig. Det findes endvidere påfaldende, at ansøgeren har søgt asyl efter to gange at have fået afslag på besøgsvisum. Flygtningenævnet må herefter lægge til grund, at ansøgeren uanset sine politiske aktiviteter i Irak, efterfølgende har været i stand til at bo i en længere periode i Iran og herunder både søge om visum til Danmark og få udstedt pas. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at det af ansøgerens påberåbte oprindelige asylmotiv kan føre til, at der meddeles ansøgeren opholdstilladelse. For så vidt angår ansøgerens politiske aktiviteter efter, at han har forladt Iran, finder Flygtningenævnets flertal, at ansøgeren må anses for uprofileret i forhold til de iranske myndigheder. Flertallet finder det endvidere påfaldende, at ansøgeren, efter at have været udmeldt af diverse politiske partier, vælger at genoptage sin aktivitet efter at være ankommet til Europa. De begrænsede aktiviteter, som ansøgeren har kunne dokumentere for Flygtningenævnet og som til dels består i tilstedeværelse ved møder og demonstrationer med talrige andre deltagere, har ikke en sådan karakter, at flertallet kan lægge til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran vil befinde sig i risiko for asylbegrundende forfølgelse eller overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1 og stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse." Iran/2021/7/MALC

iran20215

Nævnet stadfæstede i januar 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt et barn fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er begge kurdere og tilhører begge yarsan af trosretningen. Den mandlige ansøger er født i Sarpol-e Zahab Iran, men opvokset i Irak, hvortil hans familie rejste i 1979, da ansøgeren var syv måneder gammel. Fra 1979 til 1982 opholdt den mandlige ansøgers familie sig i flygtningelejren Qurato, hvorfra familien blev tvangsflyttet til Al-Tash lejren. I 2004 blev den mandlige ansøgers familie flyttet til Sherawan-lejren, hvor den mandlige ansøger opholdt sig indtil sin og ægtefællens udrejse i november 2015. Den kvindelige ansøger er født i flygtningelejren Qurato i Irak, men hendes familie stammer fra Sarpol-e Zahab, Iran. I 1996 returnerede ansøgeren sammen med sin familie til Sarpol-E Zahab, hvor hun boede, indtil hun i 2012 indgik ægteskab med den mandlige ansøger, hvorefter hun flyttede tilbage til Irak for at bo sammen med ægtefællen. Den kvindelige ansøger udrejste sammen med ægtefællen i november 2015. Ved en tilbagevenden til Iran frygter den mandlige ansøger at blive fængslet og tortureret på grund af sin families politiske aktiviteter. Han frygter endvidere at blive udsat for forfølgelse fra de iranske myndigheders side på grund af sin tro. Den mandlige ansøger har om sine familiemedlemmers politiske aktiviteter forklaret, at hans far var medlem af KDPI, og at familien flygtede til Irak i 1979 på grund af farens politiske aktiviteter. Ansøgerens morbror [A] var et fremtrædende medlem af KDPI og var desuden peshmerga. Morbroren blev slået ihjel i 1995/96 i forbindelse med kamphandlinger på iransk territorium. Ansøgerens storebror [B] var formand for partiet i Al-Tash-lejren og opholder sig nu som flygtning i Finland, hvor han er aktiv for KDPI. En anden bror [C] var peshmerga og opholder sig nu i Finland, hvor han har opholdstilladelse. Ansøgerens farbror [D] og dennes søn er aktive for Komola. Den mandlige ansøger har om sine aktiviteter for KDPI oplyst, at han omkring 1993-94 begyndte at sympatisere med partiet. I 1998-99 blev han egentligt medlem af partiet. Hans aktiviteter bestod i at uddele aviser og at opsøge og informere medlemmer om kommende møder. Efter at han blev flyttet til Sherawan-lejren, deltog han også i forskellige ceremonier og markeringer af mærkedage arrangeret af KDPI. I november 2015 udrejste ansøgeren og ægtefællen, da de generelle forhold i området omkring Sherawan-lejren blev forværret som følge af ISILs tilstedeværelse og deraf følgende kamphandlinger. Ansøgeren har efter sin indrejse i Danmark fortsat sine politiske aktiviteter for KDPI. Den kvindelige ansøger har henvist til den mandlige ansøgers forhold. Flygtningenævnet kan lægge til grund, at den mandlige ansøger har været medlem af KDPI i Irak, og at han fortsat er medlem af KDPI i Danmark. Den mandlige ansøger har i sit asylskema alene henvist til politiske aktiviteter. Han har forklaret divergerende vedrørende sine politiske aktiviteter og har alene stringent forklaret om uddeling af aviser, hvilket han ved nævnsmødet har forklaret var lovlig virksomhed. Den mandlige ansøger har i Danmark deltaget i møder for KDPI i en del af perioden alene via telefon og video. Ansøgeren har på sin Facebook profil postet kurdisk materiale hovedsageligt skrevet af andre. Den pågældende Facebook profil bærer ikke den mandlige ansøger eget navn. Samlet finder Flygtningenævnet ikke, at den mandlige ansøgers egne aktiviteter kan medføre asyl. Den mandlige ansøger har forklaret, at hans far var politisk aktiv, men har ikke kunne redegøre for hvilke aktiviteter, faren havde. Den mandlige ansøgers morbror var pershmerga og blev dræbt i kamp i 1995. Den mandlige ansøgers farbror og fætre var angiveligt medlem af Komola, men ansøgeren er ikke bekendt med deres aktiviteter. Ansøgerens to brødre, der opholder sig i Finland, er medlemmer af KDPI. Den ene er lokalformand for KDPI i [finsk bynavn], den anden er menigt medlem af bestyrelsen i samme lokalafdeling. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet ikke, at den mandlige ansøgers families politiske aktiviteter har en karakter der i særlig grad profilerer dem, og det er ikke sandsynliggjort, at de iranske myndigheder er bekendt med aktiviteterne. Nævnet finder derfor ikke, at familiens aktiviteter i særlig grad profilerer den mandlige ansøger. Det forhold at den mandlige ansøger er opvokset i blandt andet Al-Tash lejren, at han måske ikke er registreret i Iran, og at han ikke taler farsi kan ikke føre til et andet resultat. Den kvindelige ansøger har alene henvist til sin ægtefælles politiske aktiviteter. Ansøgerne har herefter ikke sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Iran vil være forfulgt efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller i en konkret og individuel risiko for overgreb, jf. stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2021/5/RILA

bosn20202

Nævnet stadfæstede i august 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Bosnien-Hercegovina. Indrejst i 1992. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt han kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er halvt etnisk serber og halvt etnisk kroat samt kristen ortodoks fra Bosnien-Hercegovina. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren udrejste sammen med sine forældre fra Bosnien-Hercegovina, da han var tolv år gammel. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han frygter forfølgelse eller andre former for overgreb som følge af, at han er halvt serber og halvt kroatisk, idet hans forældre tilhører to forskellige etniciteter. Klageren har videre henvist til, at han som kristen tilhører et religiøst mindretal, ligesom hans forældres aktiviteter forud for flugten vil kunne give ham problemer. Til støtte herfor har klageren oplyst, at hans mor er etnisk kroat, og hun har gjort tjeneste i politiet, og at hun er kendt i det tidligere Jugoslavien i kraft af sin […]. Klagerens far er etnisk serber, og han måtte på grund af det blandede ægteskab og parrets tidligere bopæl i [by], tilslutte sig HDZ og i en periode gøre tjeneste for denne enhed under konflikten i det tidligere Jugoslavien. Videre har klageren oplyst, at han ved en tilbagevenden til Bosnien-Hercegovina ikke vil have et naturligt tilhørssted, fordi han er født i et blandet ægteskab. Kristne udgør, hvad enten de er serbere eller kroater, et mindretal, og han frygter derfor at blive udsat for overgreb eller forfølgelse fra civilbefolkningens side. Videre vil der ikke være nære slægtninge eller andet netværk, der vil kunne bistå ham ved en tilbagevenden og hjælpe ham med at blive indsluset. Flygtningenævnet skal indledningsvist bemærke, at de krigshandlinger, klagerens far deltog i, fandt sted for mere end 25 år siden, og der i en længere årrække har været fred i Bosnien-Hercegovina. Klagerens mors tilknytning til politiet ligger lige så mange år tilbage, og efter oplysningerne i sagen lægger nævnet til grund, at forældrene først og fremmest udrejste som følge af de generelle forhold. Befolkningen i Bosnien-Hercegovina er sammensat af de tre hovedgrupper: muslimer, serbere og kroater, og bekender sig hovedsagelig til islam, den græsk ortodokse kirke eller den romerskkatolske kirke. Endelig bemærkes, at der i en længere årrække har været religionsfrihed i landet. Klageren har ikke selv haft konflikter forud for flugten i 1993, og det beror på hans formodning, at han som barn af kristne forældre i et blandet ægteskab, vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb ved en tilbagevenden til Bosnien-Hercegovina, og denne formodning er ikke underbygget af baggrundsoplysningerne om forholdene i landet. Det samme gælder formodningen om, at han som kristen vil være i risiko for overgreb eller forfølgelse. Klageren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Bosnien-Hercegovina vil være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 31, stk. 1, eller være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 31, stk. 2. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at udlændingelovens § 31 er til hinder for, at klageren kan udsendes til Bosnien-Hercegovina. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” bosn/2020/2/CHPE

syri20201

Nævnet meddelte i januar 2020 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og ismailimuslim fra Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i begyndelsen af] 2016, og at hun i [efteråret] 2017 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har den 8. februar 2018 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller § 7, stk. 2. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hun frygter at blive tilbageholdt af de syriske myndigheder og udsat for tortur, fordi de vil anse hendes udrejse af Syrien som forræderi. Klageren har også oplyst, at hendes ægtefælle udrejste illegalt af Syrien, og at myndighederne derfor vil koble hendes sag sammen med hans sag. Klageren frygter også at blive udsat for overgreb af sine brødre, som ikke er indforstået med hendes ægteskab, og som har udsat dem for trusler og overgreb. Flygtningenævnet kan i det hele tiltræde Udlændingestyrelsens afgørelse om og begrundelse for, at klageren ikke selvstændigt opfylder betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Spørgsmålet er herefter, om klageren kan meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, som konsekvens af sin ægtefælles status som konventionsflygtning i medfør af § 7, stk. 1, jf. art 1D, 2. pkt. i Flygtningekonventionen. Ægtefæller af samme nationalitet, der indrejser samtidigt, meddeles efter praksis samme asylretlige status, uanset at den ene part ikke har et selvstændigt asylgrundlag. Af UNHCR’s Handbook, kapitel 6 om familiens enhed fremgår: “181. Beginning with the Universal Declaration of Human Rights, which states that “the family is the natural and fundamental group unit of society and is entitled to protection by society and the State”, most international instruments dealing with human rights contain similar provisions for the protection of the unit of a family. 182. The Final Act of the Conference that adopted the 1951 Convention: Recommends Governments to take the necessary measures for the protection of the refugee’s family, especially with a view to: (1) Ensuring that the unity of the refugee’s family is maintained particularly in cases where the head of the family has fulfilled the necessary conditions for admission to a particular country. (2) The protection of refugees who are minors, in particular unaccompanied children and girls, with special reference to guardianship and adoption. 183. The 1951 Convention does not incorporate the principle of family unity in the definition of the term refugee. The above mentioned Recommendation in the Final Act of the Conference is, however, observed by the majority of States, whether or not parties to the 1951 Convention or to the 1967 Protocol. 184. If the head of a family meets the criteria of the definition, his dependants are normally granted refugee status according to the principle of family unity. It is obvious, however, that formal refugee status should not be granted to a dependant if this is incompatible with his personal legal status. Thus, a dependant member of a refugee family may be a national of the country of asylum or of another country, and may enjoy that country’s protection. To grant him refugee status in such circumstances would not be called for.” Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren, der er syrisk statsborger, og hendes ægtefælle, der er statsløs palæstinenser fra Syrien, er indrejst sammen, og at de uanset, at de ikke er af samme nationalitet, i givet fald vil skulle rejse tilbage til samme hjemland. Under disse omstændigheder finder Flygtningenævnet – navnlig med henvisning til princippet om familiens enhed – at klageren og dennes ægtefælle bør sidestilles med ægtefæller af samme nationalitet. Klageren bør derfor meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, i konsekvens af ægtefællens opholdstilladelse efter samme bestemmelse. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse, således at klageren som konsekvens af ægtefællens status som konventionsflygtning i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, jf. flygtningekonventionens artikel 1D, 2. pkt., meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syri/2020/1/smla

demo20211

Nævnet stadfæstede i januar 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Den Demokratiske Republik Congo. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk mungulu eller munkongo og katolik af trosretning fra [by], Kinshasa, Den Demokratiske Republik Congo. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive tvangsrekrutteret af to soldater, der tidligere har forsøgt at hverve ham. Videre frygter ansøgeren de generelle forhold i Den Demokratiske Republik Congo. Ansøgeren har som støtte for sit asylmotiv oplyst, at der to gange er kommet militærpersoner ind på hans families bopæl. Militærpersonerne ønskede at tage ansøgeren, fordi de søgte efter drenge, der kunne være portører for soldaterne. Første gang militærpersonerne kom, var ansøgerens far hjemme, og det lykkedes ham at beskytte ansøgeren mod at blive taget med. Anden gang det skete var efter, at faren var udrejst til Danmark. Det lykkedes dog ansøgeren at gemme sig i huset, hvorfor militærpersonerne ikke tog ham med. Militærpersonerne kom ikke kun til ansøgerens families bopæl, men også i andre huse. Videre har ansøgeren oplyst, at hans families hus i Den Demokratiske Republik Congo er blevet solgt, og at han ikke har familie tilbage i landet. Indledningsvis tiltræder Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens vurdering af, at ansøgeren er tilstrækkelig moden til at få sin asylsag behandlet. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har formået at redegøre for sine familiemæssige forhold og de forhold, som ifølge hans kendskab hertil har begrundet hans udrejse af Den Demokratiske Republik Congo, samt baggrunden for sin ansøgning om asyl. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet har ved vurderingen af ansøgerens forklaring taget i betragtning, at ansøgeren var meget ung, da han opholdt sig i Den Demokratiske Republik Congo, men ansøgerens forklaring om forsøget på tvangsrekruttering stemmer ikke overens med oplysningerne i ansøgerens fars, [A]’s, asylsag. Derudover indeholder ansøgerens forklaring om sine familiemæssige forhold meget store divergenser. Ansøgeren har til Udlændingestyrelsen forklaret, at hans far søgte familiesammenføring, fordi de generelle levevilkår i Den Demokratiske Republik Congo var dårlige. En anden vigtig årsag til, at han kom til Danmark, var, at han kunne fortsætte sin uddannelse i Danmark, som han var stoppet i Den Demokratiske Republik Congo. Endvidere har han forklaret, at han ikke kan vende tilbage til Den Demokratiske Republik Congo, fordi hans farmor, som han boede med, er flyttet til et andet sted, hvor hun bliver passet. Familiens hus er solgt, og ansøger kender ingen familiemedlemmer i Den Demokratiske Republik Congo. Desuden har han søgt asyl på grund af de generelle forhold, for eksempel at få mad, at tjene penge og finde arbejde. Endelig har ansøgeren forklaret til Udlændingestyrelsen, at han frygter de soldater, som to gange har forsøgt at rekruttere ham tvangsmæssigt. Flygtningenævnet kan som nævnt ikke lægge til grund, at ansøgeren har været forsøgt tvangsrekrutteret, og Flygtningenævnet er enig med Udlændingestyrelsen i, at det, som ansøgeren i øvrigt har forklaret til Udlændingestyrelsen om baggrunden for sin udrejse af Den Demokratiske Republik Congo og sin ansøgning om asyl, ikke giver grundlag for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke er i en konkret og individuel risiko for asylbegrundende forfølgelse fra hverken myndigheder, grupperinger eller privatpersoner. Det beror alene på ansøgerens egen formodning, at han vil blive forsøgt tvangsrekrutteret af de soldater, hvis han vender tilbage til sit hjemområde. Ansøgerens advokat har for Flygtningenævnet yderligere gjort gældende, at ansøgeren vil være i risiko for at blive tvangsrekrutteret til forskellige militser og kriminelle bander, ligesom han risikerer at blive udsat for menneskehandel. Flygtningenævnet finder, at denne generelle frygt for asylbegrundende forfølgelse ikke ses begrundet i de foreliggende baggrundsoplysninger, idet Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren er fra Kinshasa. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Den Demokratiske Republik Congo vil være i risiko for konkret, individuel forfølgelse eller for at blive udsat for dødsstraf, tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Betingelserne for at meddele opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2, er herefter ikke opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Demo/2021/1/CERA

demo202013

Nævnet stadfæstede i 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Den Demokratiske Republik Congo. Indrejst i 2019. Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk luba og katolik af trosretning fra Lobumbashi, Okatanga, Den Demokratiske Republik Congo. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Den Demokratiske Republik Congo frygter at blive slået ihjel, fordi der ikke er sikkerhed i hendes hjemland. Ansøgeren har som asylmotiv videre henvist til, at befolkningen i hendes hjemland vil slå hende ihjel, fordi hun er fra luba-stammen og kommer fra byen Lubumbashi, Den Demokratiske Republik Congo. Ansøgeren har som støtte for sit asylmotiv oplyst, at medlemmer af katanga-stammen diskriminerer medlemmer af luba-stammen, fordi de betragter luba folket som fremmede i deres område. Henset til, at katangesere ikke ville have luba folket i deres område, gik de til angreb mod luba-folket i 1993, hvorefter der opstod borgerkrig. På daværende tidspunkt boede ansøger sammen med sin søster og hendes mand i Katanga, hvor de grundet borgerkrigen var uønskede. En dag tog ansøgerens søsters mand på arbejde, men han kom efterfølgende ikke hjem, og de har ikke set ham siden. Den samme dag om aftenen blev ansøgeren og hendes søster opsøgt på deres bopæl af nogle personer, der var iklædt både militærdragter og civil tøj. De tog ansøgerens søster med og udsatte hende for mishandling og tortur. Ansøgerens søster blev løsladt dagen efter, og de besluttede sig efterfølgende for at flytte til Lubumbashi. Senere flyttede ansøgeren videre til Kasai og igen tilbage til Lubumbashi. I Lubumbashi var der præsidentvalg, i hvilken forbindelse mange politiske uroligheder opstod. Under urolighederne brød soldater ind i folks hjem, og en dag i 2018 brød nogle soldater ind hos ansøgeren. De ødelagde hendes tøj og udsatte hende for voldtægt, mens de skubbede hendes mor, der faldt og slog sig. To dage efter hændelsen afgik ansøgerens mor ved døden som følge af slagene. Efterfølgende besluttede ansøgeren sig for at flygte og finde hendes søster, [X], som opholder sig i Danmark. Flygtningenævnet kan som Udlændingestyrelsen lægge den af ansøgeren afgivne forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgeren som følge af borgerkrigen i 1993 mistede sin svoger. I 2015 mistede ansøger sin bror, der blev dræbt under flugten fra borgerkrigen. I 2018 brød nogle soldater ind hos ansøgeren og voldtog hende. De skubbede til ansøgerens mor, der som følge heraf afgik ved døden to dage efter. Ansøgers konflikt har imidlertid ikke en karakter eller omfang og intensitet, som kan begrunde asyl. Der er herved henset til, at ansøgeren ikke selv siden den enkeltstående episode i 2018 og indtil sin udrejse den [foråret] 2019 har været udsat for overgreb eller haft yderligere konflikter med myndighederne eller privatpersoner i Den Demokratiske Republik Congo. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger kan de generelle forhold i Den Demokratiske Republik Congo ikke i sig selv begrunde asyl. På ovennævnte baggrund og efter en samlet vurdering har ansøgeren herefter ikke sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til DR Congo vil være i risiko for forfølgelse, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse”. Demo/2020/13/ehd

bang20201

Nævnet omgjorde i december 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Bangladesh. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk bengali og sunni-muslim fra Diara, Khulna-distriktet, Bangladesh. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af sin svigerfamilie, fordi han har krænket familiens ære. Videre har ansøgeren henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af sin familie eller lokalbefolkningen, fordi de har fundet ud af, at han er homoseksuel. Endvidere har ansøgeren henvist til, at han tvinges til at betale medgift, fordi svigerfamilien vil anklage ham for at have afbrudt sit ægteskab. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han indledte sit første homoseksuelle forhold til en dreng ved navn [MF], da han gik i 8. klasse. De var herefter kærester i skjul i otte til ni år. I [begyndelsen af] 2010 mødte ansøgeren en mand ved navn [MT], som han indledte et forhold til. De var kærester indtil for nyligt. Ansøgeren lærte sin ægtefælle, [ægtefælle], at kende i 2012 eller 2013 via Facebook, hvorefter han blev presset af sin familie til at gifte sig med hende. De blev gift i [efteråret] 2015. Ansøgeren indrejste i Danmark med sin ægtefælle i [slutningen] af 2017, fordi hun skulle studere her i landet. Omkring et halvt år senere fandt ægtefællen ud af, at ansøgeren var homoseksuel, idet hun fandt nogle sms-beskeder fra [MT] på ansøgerens telefon. Ansøgerens ægtefælle tog derefter kontakt til ansøgerens og sin egen familie, og fortalte at han var homoseksuel. Ansøgerens familie blev efterfølgende opsøgt af ægtefællens bror og morbror, som truede med at komme efter ansøgeren. Ansøgeren er efterfølgende blevet kontaktet telefonisk af sin far og bror, der har truet med at slå ham ihjel. Ansøgeren har videre oplyst, at hans familie er blevet opsøgt af personer fra lokalbefolkningen, som gerne vil vide, hvor han opholder sig. Under opholdet i Danmark har ansøgeren indledt et forhold til en mand ved navn [ME]. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at afvise ansøgerens forklaring omkring sin seksuelle orientering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på ansøgerens vedholdende forklaring herom og ansøgerens fremtræden i nævnet. Ansøgeren har således forklaret, at han opfatter sig som transkønnet og føler sig som en kvinde og overvejer en kønsskifteoperation. Uanset ansøgeren på enkelte punkter har forklaret divergerende omkring sit asylmotiv, har forklaringen i det væsentlige været vedholdende og troværdig. Af rapporten fra US Department of State: “Country Report on Human Rights Practices 2018”, udgivet den 26. juni 2019, fremgår blandt andet: “Same-sex sexual activity is illegal under the Bangladesh Penal Code. The government does not actively enforce the law. LGBTI groups reported the government retains the law as a result of societal pressure. LGBTI groups reported police used the law as a pretext to harass LGBTI individuals, as well as those considered effeminate regardless of their sexual orientation, and to limit registration of LGBTI organizations. Some groups also reported harassment under a suspicious behavior provision of the police code. The transgender population has long been a marginalized, but recognized, part of society, but it faced continued high levels of fear, harassment, and law enforcement contact in the wake of violent extremist attacks against vulnerable communities. Members of LGBTI communities received threatening messages via telephone, text, and social media, and some were harassed by police. The law does not prohibit discrimination against LGBTI persons in housing, employment, nationality laws, and access to government services such as health care. LGBTI groups reported official discrimination in employment and occupation, housing, and access to government services.” Ansøgeren har forklaret, at han ved en tilbagevenden til Bangladesh ønsker at leve åbent omkring sin seksualitet og køn. Flygtningenævnet kan efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke lægge til grund, at ansøger ved en tilbagevenden til Bangladesh kan opnå den nødvendige myndighedsbeskyttelse, herunder imod forfølgelse fra lokalbefolkningen og fra familie og svigerfamilie. På denne baggrund og da ansøgeren må antages at tilhøre en særlig social gruppe i Flygtningekonventionens forstand, lægger Flygtningenævnet efter en konkret og individuel vurdering til grund, at ansøger risikerer asylbegrundende forfølgelse ved en tilbagevenden til Bangladesh. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1." Bang/2020/1/HMU.

erit202020

Nævnet stadfæstede i december 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Eritrea. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk tigrinya og kristen ortodoks af trosretning fra [by], Zoba Maekel, Eritrea. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive straffet for at have forladt landet, herunder at blive fængslet på ubestemt tid eller henrettet. Klageren har endvidere som asylmotiv henvist til, at han frygter de generelle forhold i Eritrea, samt at han på ny vil blive tvunget til at aftjene militærtjeneste. Klageren har til støtte herfor anført, at han er flygtet fra regimet og deserteret fra militæret. Klageren blev indkaldt til militæret i ultimo 1999, og han aftjente militærtjeneste indtil sommeren 2009, hvor han deserterede. Ansøgeren besluttede sig for at flygte, efter han oplevede, at nogle af hans medsoldater blev skudt under et flugtforsøg. Klageren krydsede illegalt grænsen til Etiopien om natten med to andre personer. Da de skulle krydse en flod, blev de beskudt, hvorved de mistede den ene person. Klageren har endvidere anført, at folks frihedsrettigheder ikke respekteres, og at levevilkårene er hårde i Eritrea. Klageren ønsker endvidere ikke at aftjene livslang militærtjeneste. Flygtningenævnet finder i lighed med Udlændingestyrelsen, at klageren, der er eritreisk statsborger og deserteret fra nationaltjeneste, isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det fremgår af udlændingelovens § 31, stk. 2, at en udlænding, der er omfattet af § 7, stk. 1, ikke må udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse af de i flygtningekonventionen anførte grunde, eller hvor udlændingen ikke er beskyttet mod videresendelse til et sådant land. Flygtningenævnet finder ligesom Udlændingestyrelsen, at udlændingelovens § 31, stk. 2, er til hinder for tvangsmæssig udsendelse af klageren til Eritrea. I henhold til udlændingelovens § 49 a, 2. pkt., skal en afgørelse om, at udlændingen ikke kan udsendes, jf. § 31, tillige indeholde en afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud efter § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter blandt andet §§ 22-24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, med mindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Afvejningen skal for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionen. Efter flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, kan en flygtning, der er omfattet af konventionen, udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses som en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Der skal herefter foretages en proportionalitetsafvejning i relation til grovheden af den begåede forbrydelse i forhold til, om der er særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, der taler for at give klageren opholdstilladelse. Ved vurderingen heraf lægger Flygtningenævnets flertal vægt på, at klageren ved endelig dom afsagt af Vestre Landsret [primo] 2020 blev idømt fem måneders fængsel for blandt andet grov vold efter straffelovens § 245. Ved dommen blev klageren udvist af Danmark med indrejseforbud gældende i seks år. Overtrædelse af straffelovens § 245 må betragtes som en særlig farlig forbrydelse, ligesom klageren – efter karakteren af den handling klageren er dømt for – må betragtes som en fare for samfundet. Endvidere lægger Flygtningenævnets flertal vægt på, at klageren har opholdt sig i Eritrea, til han var omkring 27 år, at klagerens far og seks søskende – som han har kontakt til – fortsat opholder sig i Eritrea, at klageren har haft lovligt ophold i Danmark i omkring fem år, og at han ikke har familie i Danmark. På denne baggrund finder Flygtningenævnets flertal, at klageren er udelukket fra at opnå beskyttelse i medfør af udlændingelovens § 10, stk. 3. Dette findes efter en samlet vurdering af klagerens personlige forhold ikke at stride imod Danmarks internationale forpligtelser. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse." Erit/2020/20/EDO

keny20202

Nævnet stadfæstede i juni 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Kenya. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk luo og protestantisk kristen af trosretning fra [by], Nyanza, Kenya. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter, at hun og hendes datter vil blive slået ihjel af bagmanden samt personer i relation til ham, der arrangerede rejsen til Danmark. Videre frygter ansøgeren, at de samme personer vil kidnappe hendes barn. Endvidere har ansøgeren henvist til, at hun frygter at blive slået ihjel af sin bror, [A], idet bagmanden og andre i relation til ham truer broren på livet som følge af ansøgerens manglende afbetaling på gælden. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at hun underskrev to kontrakter i forbindelse med sin kontakt til bagmanden i Kenya. Af den ene kontrakt fremgik det, at hun skyldte bagmanden 50.000 euro. Beløbet skulle hun afbetale ved at arbejde i Danmark. Ansøgeren har også underskrevet en anden kontrakt, kaldet en ”blodkontrakt”, hvorpå det fremgik, at såfremt hun ikke betalte sin gæld til bagmanden, ville ansøgerens bror, [A], blive slået ihjel. Endvidere har ansøgeren oplyst, at hun blev tvunget til at arbejde som prostitueret og blev voldtaget, da hun ankom til Danmark. Ansøgeren er blevet slået og har fået hældt kogende vand over sig af de fem mænd, der arbejder i Danmark for bagmanden i Kenya. Videre har de fem mænd i Danmark truet med at slå ansøgeren ihjel samt kidnappe hendes datter. I [efteråret] 2014 flygtede ansøgeren fra den lejlighed, hun opholdt sig i. Bagmanden og [A] ringede gentagne gange til ansøgeren efter flugten. Ved et af opkaldene fra [A] tog ansøgeren telefonen. Det viste sig, at han var sammen med bagmanden. Bagmanden truede med at slå broren ihjel, såfremt hun ikke afbetalte sin gæld ved at arbejde som prostitueret. Han fortalte videre, at den forretning, broren ejede, var blevet brændt ned som følge af den manglende afbetaling. Flygtningenævnet kan ligesom Udlændingestyrelsen lægge til grund, at ansøgeren har en konflikt med en bagmand og et ukendt antal personer i Kenya, der har tvunget hende til at arbejde som prostitueret i Danmark i en årrække. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at ansøgerens asylmotiv er omfattet af anvendelsesområdet for udlændingelovens § 7, stk. 2. Ansøgeren må således i konflikten med de personer, som har formidlet menneskehandlen, henvises til at søge de kenyanske myndigheders beskyttelse i forhold til sig selv og sin datter, der er født under opholdet i Danmark. Det fremgår af de foreliggende baggrundsoplysninger, at menneskehandel er strafbart i Kenya, og at myndighederne – om end indsatsen er utilstrækkelig – gør sig bestræbelser på at eliminere og retsforfølge trafficking samt yde bistand til personer, der har været udsat for trafficking. Der kan navnlig henvises til United States Department of State, ”2019 Trafficking in Persons Report: Kenya”, 20. juni 2019. Det kan ikke føre til en anden vurdering, at bagmanden i Kenya angiveligt skulle have forbindelse til de kenyanske myndigheder. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren har en konflikt med sin bror [A], der kan danne grundlag for beskyttelse efter udlændingelovens § 7. Nævnet har i den forbindelse ligesom Udlændingestyrelsen lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om denne del af asylmotivet ikke fremstår overbevisende henset til, at ansøgeren også har forklaret, at hun elsker sin bror, og at hun håber, at han vil tilgive hende. Ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Kenya vil være i risiko for at blive udsat for forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at hun vil befinde sig i en reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at udsætte sagen på nærmere afklaring af faderskabssagen vedrørende ansøgers barn, [B], født [efteråret] 2018. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Keny/2020/2/AMKJ

iran202037

Nævnet stadfæstede i maj 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 1984. ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er muslim fra [by], Azerbaijan, Iran og opvokset i Teheran og provinsen Azerbaijan. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængsel af myndighederne, idet han ikke har aftjent sin militærtjeneste. Videre frygter han myndighederne, da han har delt en video på Facebook, hvor der bliver gjort grin med en imam. Yderligere har klageren oplyst, at han ikke kan vende tilbage til Iran, da han ikke længere har nogen tilknytning til Iran, idet han føler sig mere dansk end iransk. Endelig har han henvist til, at han ved en tilbagevenden ikke kan modtage den nødvendige medicinalbehandling i Iran. Klageren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han blev indkaldt til at aftjene militærtjeneste kort tid inden han udrejste af Iran i 1984. Som sanktion for, at han var udeblevet fra militærtjeneste, blev hans far idømt tre måneders fængsel. Videre har han henvist til, at klageren delte facebookvideoen for omkring fire år siden. Han har senere erfaret, at flere personer som er tilhængere af den optrædende i videoen, er blevet idømt 14 års fængsel. Klageren har efterfølgende forklaret, at han faktisk aftjente en del af værnepligten, jf. nedenfor. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om sine asylmotiver til grund. Vedrørende klagerens værnepligtsforhold har klageren i forbindelse med sin indrejse i Danmark i 1984 forklaret, at han ikke har aftjent værnepligt og at det i øvrigt var i 1981 at han unddrog sig militærtjeneste. Ved § 31-samtalen [i vinteren] 2019 forklarede klageren, at han ikke havde aftjent militærtjeneste. Senere hen har han ved sin advokats indlæg til Flygtningenævnet forklaret, at han faktisk aftjente værnepligt i syv måneder og deltog ved fronten i krigen mod Irak. Ved fremmødet i Flygtningenævnet har klageren ikke kunne give nogen rimelig forklaring på disse væsentlige uoverensstemmelser. For så vidt angår klagerens risiko ved tilbagevenden til Iran må Flygtningenævnet tillægge det afgørende betydning, at klageren efter sin egen forklaring tre gange, efter at han fik opholdstilladelse i Danmark, har været i Iran, heraf to gange hvor han frivilligt indrejste i og uhindret udrejste af landet. Ved indrejsen i 2004 benyttede klageren efter sin egen forklaring et rejsedokument udstedt af den iranske ambassade i København. Han fik endvidere udstedt et ægte iransk pas under sit ophold i landet. Også dette taler afgørende imod, at klageren skulle have nogen aktuel konflikt med de iranske myndigheder. Den omstændighed at klageren har delt et enkelt facebookopslag, hvor der angiveligt gøres grin med en imam, er ikke et forhold, der kan antages at være de iranske myndigheder bekendt eller i øvrigt at kunne have væsentlige negative konsekvenser for klageren ved en tilbagevenden til Iran. De af klageren påberåbte socioøkonomiske forhold herunder vedrørende klagerens helbred kan ikke tillægges afgørende betydning. Der er herefter ikke anledning til at tage stilling til spørgsmålet om udelukkelse efter udlændingelovens § 10. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2020/37/IMBS

stat202068

Nævnet stadfæstede i august 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Libanon. Indrejst i 1985. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31.Klageren er etnisk araber og sunni-muslim fra Beirut, Libanon. Klageren har været medlem af en politisk organisation. Klageren har været medlem af og aktiv for den palæstinensiske organisation Fatah to år forud for hans udrejse af Libanon. Klageren modtog betaling for at være ”fidai” i organisationen. Klageren har oplyst at han stod vagt for bevægelsen og ikke havde andre opgaver for Fatah. Videre har han oplyst, at han blev medlem af Fatah, fordi det var almindeligt, at man blev medlem af Fatah bevægelsen, fordi der ikke var andet arbejde. Han har oplyst at det var Fatah bevægelsen, der bestemte, at klageren skulle være medlem. Han ønskede ikke at være medlem af bevægelsen, men han sagde ikke dette til bevægelsen, for det kunne man ikke sige til dem. Klageren har som asylmotiv henvist til, at en udsendelse til Libanon vil være enden på hans liv. Han har som asylmotiv videre henvist til, at han frygter, at de libanesiske myndigheder vil tage ham, idet han tidligere er blevet tilbageholdt af dem. Han har som asylmotiv endvidere henvist til, at den syriske regering vil tage fat i ham, fordi der er krig i Syrien. Han har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han ikke har nogen steder at bo i Libanon, ligesom han ikke har nogen til at passe på ham. Han har derimod levet i Danmark siden 1985, hvor han føler sig hjemme, fordi han kender personer her. Han har yderligere henvist til, at han har psykiske lidelser, som han modtager behandling for i Danmark. Klageren har til støtte for sin frygt for at blive tilbageholdt af de libanesiske myndigheder henvist til, at de libanesiske myndigheder kan finde ud af, at han blev tilbageholdt af dem i ni måneder omkring 1983-1984, fordi han var palæstinenser med tilknytning til Fatah-bevægelsen. Klageren har til støtte for sin frygt for, at de syriske myndigheder vil tage fat i ham, fordi der er krig i Syrien, henvist til, at der er kontrolposter, og at man ikke ved, hvad der kan ske ved dem. Den 29. august 2018 offentliggjorde Flygtningenævnet på nævnets hjemmeside, at Flygtningenævnets koordinationsudvalg har besluttet at ændre nævnets hidtidige praksis i asylsager vedrørende statsløse palæstinensere fra Libanon og fra den øvrige del af UNRWAs mandatområde, således at en statsløs palæstinenser fra de pågældende områder, der har haft adgang til UNRWAs beskyttelse eller bistand, og som frivilligt har forladt området, er udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 1. pkt. Har den pågældende derimod været tvunget til at forlade området eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage, vil vedkommende automatisk være omfattet af Flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 2. pkt. Flygtningenævnet bemærker, at en statsløs palæstinenser fra UNRWA mandat-området, der som klageren har haft adgang til UNRWA beskyttelse eller bistand, og som søger om asyl, som udgangspunkt skal anses for udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 1. pkt., medmindre den pågældende opfylder de betingelser, der er angivet af EU-Domstolen, herunder i præmis 86 i dom af 25. juli 2018 (Alheto), hvori anføres, ”at den pågældende palæstinenser befinder sig i en personlig usikkerhedstilstand, og at det er umuligt for UNRWA, hvis beskyttelse den berørte har påberåbt sig, at sikre den pågældende levevilkår, som er i overensstemmelse med organets opgave, hvorved denne palæstinenser på grund af omstændigheder, der ikke er udtryk for vedkommendes vilje, således tvinges til at forlade UNRWA´s operationsområde.” Dette indebærer, at en statsløs palæstinenser fra mandat-området, der har haft adgang til UNRWA beskyttelse eller bistand, og som frivilligt har forladt området, er udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen. Har den pågældende derimod været tvunget til at forlade området, eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage, vil vedkommende automatisk være omfattet af Flygtningekonventionen. Ved vurderingen heraf finder nævnet – som Udlændingestyrelsen i afgørelse af 14. februar 2019 – at det ikke længere kan lægges til grund, at klageren har eller har haft en asylbegrundende konflikt med hverken myndighederne eller grupperinger i Libanon, der har gjort det nødvendigt for ham at forlade området, eller at han som følge af en konflikt med myndighederne eller grupperinger er afskåret fra at vende tilbage. Flygtningenævnet finder, at klageren, trods de vanskelige forhold ved ansøgning om og udstedelse af rejselegitimation samt tilladelse til indrejse i Libanon, ikke er afskåret fra igen at vende tilbage til sit hjemområde i Libanon. Det bemærkes i den forbindelse, at klagerens oprindelige rejselegitimation udstedt af de libanesiske myndigheder ligger hos de danske udlændingemyndigheder. Flygtningenævnet kan ikke lægge klageren forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren under samtalerne med Udlændingestyrelsen har forklaret divergerende og udbyggende om de angivelige tidligere konflikter. Han har således forklaret udbyggende om fængslingen i forhold til sin asylafhøring i 1985. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at klageren ikke under nævnsmødet var i stand til at redegøre nærmere for, hvem han frygter i Libanon, men at han alene påberåbte sig de generelle forhold i Libanon. Endelig har Flygtningenævnet lagt vægt på, at klageren udrejste legalt af Libanon i 1985, og at han i 2013 indrejste legalt i Libanon og opholdt sig der to gange i en måned hver gang uden at opleve problemer med myndighederne eller andre. Det ændrer ikke herved, at klageren indrejste på sit danske konventionspas de to gange i 2013. Flygtningenævnet finder efter indholdet af baggrundsoplysningerne, at de generelle forhold i Libanon ikke er sådanne, at disse forhold i sig selv er asylbegrundende. På denne baggrund – og i øvrigt af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen – tiltræder nævnet, at ansøgeren ikke er afskåret fra at vende tilbage til Libanon, hvor han igen vil kunne få adgang til UNWRA beskyttelse eller bistand. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” [Stat/2020/68/NBR]

stat202048

Nævnet stadfæstede i oktober 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Libanon. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og muslim. Ansøgeren er statsløs palæstinenser fra Libanon. Ansøgeren har været medlem og aktiv for Folkefronten til Palæstinas Befrielse – Generalkommandoen (PFLP-GC) fra 2011 og frem til juli 2015. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til at, han ved en tilbagevenden til Libanon frygter, at PFLP-GC vil slå ham ihjel eller fængsle ham. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at han siden 2011 har stået vagt for PFLP-GC i flygtningelejren Burj al-Barajneh. I 2014 blev han forfremmet og fik herefter til opgave at deltage i politiaktioner i lejren. På et møde i PFLP-GC i juli 2015 fik ansøgeren af vide, at han skulle til Syrien og kæmpe i krigen for det syriske regime. Dette ønskede ansøgeren ikke, hvorfor han tog hjem til familiemedlemmer i flygtningelejren [X]. Ansøgeren opholdte sig her frem til sin udrejse af Libanon. Efter ansøgerens udrejse har personer fra PFLP-GC opsøgt ansøgerens families bopæl gentagende gange for at spørge efter ansøgeren. Ansøgeren har som asylmotiv videre henvist til, at han frygter Hizbollah. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at Hizbollah samarbejder med PFLP-GC, og at det Hizbollah som har beordret PFLP-GC til at sende medlemmer til Syrien for at kæmpe for det syriske regime. Den 29. august 2018 offentliggjorde Flygtningenævnet på nævnets hjemmeside, at Flygtningenævnets koordinationsudvalg har besluttet at ændre nævnets hidtidige praksis i asylsager vedrørende statsløse palæstinensere fra Libanon og fra den øvrige del af UNRWAs mandatområde, således at en statsløs palæstinenser fra de pågældende områder, der har haft adgang til UNRWAs beskyttelse eller bistand, og som frivilligt har forladt området, er udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 1. pkt. Har den pågældende derimod været tvunget til at forlade området eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage, vil vedkommende automatisk være omfattet af Flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 2. pkt. Flygtningenævnet lægger på baggrund af ansøgerens forklaring og sagens oplysninger i øvrigt til grund, at ansøgeren er statsløs palæstinenser, og at han i Libanon og har haft adgang til UNRWA-beskyttelse og bistand. En statsløs palæstinenser fra UNRWA’s mandatområde, der har haft adgang til UNRWA-beskyttelse eller bistand, og som søger asyl, er som udgangspunkt udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 1. pkt., medmindre den pågældende opfylder de betingelser, der er angivet af EU-Domstolen, herunder i dom af 25. juli 2018, præmis 86 (Alheto-dommen), hvor EU-Domstolen om bortfald af udelukkelsen udtaler bl.a.: ”(…) når det på grundlag af en individuel vurdering af samtlige relevante forhold viser sig, at den pågældende palæstinenser befinder sig i en alvorlig personlig usikkerhedstilstand, og at det er umuligt for UNRWA, hvis beskyttelse den berørte har påberåbt sig, at sikre den pågældendes levevilkår, som er i overensstemmelse med organets opgave, hvorved denne palæstinenser på grund af omstændigheder, der ikke er udtryk for vedkommendes vilje, således tvinges til at forlade UNRWA’s operationsområde.” Har den pågældende således været tvunget til at forlade UNRWA’s operationsområde, eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage, vil vedkommende automatisk være omfattet af Flygtningekonventionen. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, om der er grunde til, at ansøgeren ikke kan vende tilbage til Libanon og igen få beskyttelse af UNRWA, jf. konventionens artikel 1 D, 2. pkt. Efter ansøgerens forklaring lægger Flygtningenævnet til grund, at hverken ansøgeren eller hans familie er blevet opsøgt af Hizbollah. Han har forklaret, at han ved ikke, hvornår hans familie er blevet opsøgt af PFLP-GC, hvor de har spurgt efter ham, men at familien senest er blevet opsøgt for 3-4 måneder siden, mens han ved gensamtalen [i] april 2017 har forklaret, at hans familie ikke var blevet yderligere opsøgt, og at PFLP-GC ikke gjorde en særlig stor indsats for at finde ham. Ansøgeren har endvidere forklaret, at hans familie ikke er blevet truet eller har oplevet overgreb i forbindelse med, at familien er blevet opsøgt. Ansøgeren har under mødet i Flygtningenævnet fremlagt et foto af en håndskrevet beslutning underskrevet i [X]-lejren i oktober 2017 om, at ansøgeren er flygtet fra sine pligter og skal anholdes, hvis han bliver set. Han har forklaret, at hans fars ven havde vist ansøgers far beslutningen på et kontor i [X]-lejren, men at han ikke ved, hvornår billedet er taget. Han har videre forklaret at han tror, at hans far har undladt at oplyse ham herom for at skåne ham. Ansøgeren har først fået billedet tilsendt i oktober 2020. Flygtningenævnet kan ikke lægge dokumentet eller forklaringen herom til grund. Nævnet bemærker herved, at billedet af dokumentet først fremkommet under nævnets møde og ikke tidligere har været omtalt, og at nævnet anser det for usandsynligt, at ansøgerens far skulle have taget et billede heraf tidligere uden at orientere ansøgeren, ligesom det forekommer påfaldende henset til ansøgerens relativt beskedne rolle i PFLP-GC, at en arrestordre skulle blive udstedt i [X]-lejren, hvor ansøgeren kun havde skjult sig i en kortere periode, og flere år efter ansøgerens udrejse. Hertil kommer, at ansøgeren har forklaret divergerende om sin rolle i PFLP-GC, idet han under mødet i nævnet har forklaret, at han ikke har deltaget i anholdelser, mens han tidligere har forklaret, at han blev forfremmet og deltog i anholdelser. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøger ikke har sandsynliggjort, at ansøgers konflikt med PFLP-GC eller Hizbollah har en sådan karakter eller intensitet, at ansøgeren befinder sig i en alvorlig, personlig usikkerhedstilstand. Der er herefter ikke grundlag for at antage, at ansøgeren har været tvunget til at forlade UNRWA’s operationsområde, eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage til Libanon. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren er omfattet af artikel 1 D, 1. pkt., i Flygtningekonventionen og således er udelukket fra at opnå asyl i Danmark, idet Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren må formodes på ny at kunne indrejse i Libanon og tage lovligt ophold og på ny have adgang til beskyttelse eller bistand fra UNRWA. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse." [Stat/2020/48/sels]

stat202064

Nævnet stadfæstede i december 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Libanon. Indrejst i 2019.Flygtningenævnet udtalte: "Ansøgeren er statsløs palæstinenser fra [by], Libanon. Han er etnisk araber og sunni-muslim af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Libanon frygter at blive slået ihjel af sin tidligere nabo. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans far i [måned] 2006 skulle opsætte nogle stolper på ansøgerens fasters grund i [X] for at understøtte fasterens hus. En nabo ved navn [M] var uenig i stolpernes placering og meddelte derfor ansøgerens far, at denne ikke måtte renovere huset. Efterfølgende skød [M] ansøgerens far, der som følge heraf afgik ved døden. Da ansøgerens morbror forsøgte at hjælpe ansøgerens far, blev han også skudt af [M]. Morbroren blev såret af skuddet, men overlevede. Efter drabet på ansøgerens far flygtede [M] fra området, men blev senere anholdt og fængslet af politiet. Han fik endvidere forbud mod at opholde sig i [X]. [M] blev løsladt i [år]. Efter sin løsladelse opsøgte [M] en person, der arbejdede som buschauffør, og som efterfølgende overbragte [M’s] trusler til ansøgerens mor. [M] truede med at slå ansøgeren ihjel. Ansøgeren formoder, at [M] frygter, at ansøgeren vil hævne drabet på ansøgerens far. Truslerne var i øvrigt rettet mod hele familien. Omkring tre måneder senere fik ansøgerens farbror oplysninger om, at [M] opholdt sig på et cafeteria uden for flygtningelejren, og at han måske var bevæbnet. Ansøgerens farbror henvendte sig til politiet, der opsøgte [M] på cafeteriet. [M] fortalte politiet, at han ventede på ansøgeren. Hvis ansøgeren eller hans farbrødre møder [M] tilfældigt på gaden, risikerer de at blive slået ihjel af [M]. Ansøgeren har fra sine farbrødre fået oplyst, at [M] ønsker at vende tilbage til flygtningelejren. Ansøgeren har aldrig set eller talt med [M]. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at han ved en tilbagevenden til Libanon frygter, at han ikke vil kunne få den nødvendige helbredsmæssige behandling. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han, da han gik i 9. klasse, blev diagnosticeret med en rygmarvssygdom, og at han i 2014 gennemgik en operation. Ansøgeren har endvidere oplyst, at behandlingerne i Libanon er dyre. Ansøgeren har som asylmotiv endelig henvist til de generelle forhold for statsløse palæstinensere i Libanon. Statsløse palæstinensere kan ikke få lov at bygge et hjem, ligesom de ikke har mulighed for at få et arbejde. Han har således ingen fremtid i Libanon. Den 29. august 2018 offentliggjorde Flygtningenævnet på nævnets hjemmeside, at Flygtningenævnets koordinationsudvalg har besluttet at ændre nævnets hidtidige praksis i asylsager vedrørende statsløse palæstinensere fra Libanon og fra den øvrige del af UNRWAs mandatområde, således at en statsløs palæstinenser fra de pågældende områder, der har haft adgang til UNRWAs beskyttelse eller bistand, og som frivilligt har forladt området, er udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 1. pkt. Har den pågældende derimod været tvunget til at forlade området eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage, vil vedkommende automatisk være omfattet af Flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 2. pkt. Flygtningenævnet lægger, ligesom Udlændingestyrelsen, til grund, at ansøgeren er omfattet af Flygtningekonventionens artikel 1 D, 1. pkt. og dermed som udgangspunkt udelukket fra at opnå beskyttelse efter konventionen. Der er herved henset til, at ansøgeren har boet hele sit liv i [by] i Libanon og har modtaget støtte fra UNRWA til blandt andet mad, uddannelse, penge og lægehjælp, og er registeret i UNRWA. Ansøgeren har til sin oplysnings- og motivsamtale med Udlændingestyrelsen [fra foråret] 2019 forklaret, at han er udrejst af Libanon med et palæstinensisk pas. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren er omfattet af Flygtningekonventionens artikel 1 D, 2. pkt., idet Flygtningenævnet ikke kan lægge ansøgerens forklaring til grund. Indledningsvis bemærkes, at Flygtningenævnet, ligesom Udlændingestyrelsen, finder det påfaldende, at ansøgeren har oplyst at han hele tiden har ønsket at komme til Danmark, fordi han har familiemedlemmer her i landet, samt at han ønskede behandling for sin sygdom. Disse forhold er af socioøkonomisk karakter. Herudover er der en række divergenser i ansøgerens forklaringer, som påpeget af Udlændingestyrelsen i afgørelsen [fra sommeren] 2020, side 3 og 4, herunder kan nævnes, at ansøgeren først forklarede, at han var bekendt med hvilken straf drabsmanden [M] var blevet idømt, fem års fængsel, men efterfølgende oplyste ikke at være bekendt hermed. Ligeledes har ansøgeren forklaret forskelligt om tidspunktet for [M’s] løsladelse og han har forklaret forskelligt om, hvorvidt kun hans mor var blevet truet, eller om også resten af familien var blevet truet. Også ved mødet i Flygtningenævnet dags dato har ansøgeren forklaret udbyggende, idet han forklarede, at det ikke kun var [M], men også dennes familie, der havde fået forbud mod at opholde sig i [X]. Endelig bemærkes, at ansøgerens forklaring om, at [M] angiveligt skulle have siddet på en café uden for flygtningelejren og ved henvendelse fra politiet sagde, at han ventede på ansøgeren, forekommer nævnet i særlig grad usandsynlig. Flygtningenævnet kan herefter ikke lægge til grund, at ansøgeren har været tvunget til at forlade UNRWA's operationsområde eller tilsvarende afskåret fra at vende tilbage, fordi ansøgeren skulle have befundet sig i en alvorlig personlig usikkerhedstilstand. Flygtningenævnet finder, at de generelle forhold for statsløse palæstinensere i Libanon er svære, såvel sikkerhedsmæssigt, som socioøkonomisk, men at dette ikke kan begrunde en anden vurdering. Uanset det fremstår vanskeligt at arrangere en udrejse til Libanon fremgår det af de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder Udlændingestyrelsens landerapport marts 2020, Readmission of Palestinian Refugees from Lebanon, blandt andet, at et europæisk land er lykkedes med at returnere 18 afviste asylansøgere til Libanon og at disse alle var frivillige tilbagevenden. Endvidere fremgår: ”in cases of voluntary return of PRLs (Palestinian Refugees from Lebanon), in which no foreign authorities were involved in the process of return, the MFA (Ministry of Foreign Affairs and Emigrants) would approve the returns to Lebanon.” Det tilføjes, at ansøgeren er UNRWA-registeret, og at han ifølge sin forklaring tidligere har været i besiddelse af et gyldigt pas, som han benyttede til at udrejse. På denne baggrund tiltræder Flygtningenævnet, at ansøgeren er omfattet af flygtningekonventionens artikel 1 D, 1. pkt., men at han ikke er omfattet af artikel 1 D, 2. pkt., idet han ikke er afskåret fra at vende tilbage til Libanon, hvor han har adgang til UNRWAs beskyttelse og bistand. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Stat/2020/64/tps

stat202062

Nævnet stadfæstede i december 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Libanon. Indrejst i 2013.Flygtningenævnet udtalte:"Ansøgeren er etnisk araber og muslim af trosretning fra Saida, Libanon. Ansøgeren har været medlem af Palestine Liberation Organization (PLO), herunder Fatah-bevægelsen, i perioden primo 1980'erne til 1997. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Libanon frygter at blive fængslet eller slået ihjel af myndighederne, Hizbollah eller PLO. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han tidligere har været medlem af Fatah-bevægelsen og at han har været udrejst af Libanon i mange år. Ansøgeren blev medlem af Fatah-bevægelsen i 1980 og var menig soldat, indtil han i slutningen af november 1982 blev taget som krigsfange af israelske styrker og fængslet i Ansar-lejren, hvor han blev afhørt om sine aktiviteter for Fatah-bevægelsen og udsat for voldsom tortur. [En nærmere angiven dato i efteråret]1983 blev han løsladt som led i en fangeudveksling med bistand af Internationalt Røde Kors. I forbindelse med løsladelsen underskrev ansøgeren en erklæring, hvorefter han ikke kunne vende tilbage til Libanon eller Palæstina. Han arbejdede efter sin løsladelse som sikkerhedsvagt for blandt andre Yasser Arafat i perioden fra 1985 til 1993 og modtog løn fra PLO til 1997. Ansøgeren gjorde tjeneste i både Libanon og Tunesien. Han har senest været i Libanon i 1985. Den 29. august 2018 offentliggjorde Flygtningenævnet på nævnets hjemmeside, at Flygtningenævnets koordinationsudvalg har besluttet at ændre nævnets hidtidige praksis i asylsager vedrørende statsløse palæstinensere fra Libanon og fra den øvrige del af UNRWAs mandatområde, således at en statsløs palæstinenser fra de pågældende områder, der har haft adgang til UNRWAs beskyttelse eller bistand, og som frivilligt har forladt området, er udelukket fra beskyttelse efter flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 1. pkt. Har den pågældende derimod været tvunget til at forlade området eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage, vil vedkommende automatisk være omfattet af flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 2. pkt. Ved Udlændingestyrelsen afgørelse af [en nærmere angiven dato i vinteren] 2014 blev ansøgeren meddelt afslag på sin ansøgning om asyl. Udlændingestyrelsen lagde dog til grund, at ansøgeren som statsløs palæstinenser fra Libanon isoleret set var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Dette blev tiltrådt af Flygtningenævnet ved afgørelse af [en nærmere angiven dato i foråret] 2017. Spørgsmålet om hvorvidt en asylansøger er omfattet af udlændingelovens 7, stk. 1, er i det væsentlige et spørgsmål der vedrører de faktiske forhold om asylansøgeren, idet det er en betingelse for at opnå opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, at ansøgeren skal være konkret og individuelt forfulgt ved en tilbagevenden til oprindelseslandet. Flygtningenævnet finder herefter ikke at Udlændingestyrelsen, således som det er påberåbt af ansøgeren advokat, er afskåret fra ved en senere vurdering at lægge til grund at ansøgeren ikke er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet vil herefter forholde sig til den afgørelse, som Udlændingestyrelsen har truffet [en nærmere angiven dato i foråret] 2020. Flygtningenævnet kan tiltræde, at ansøgeren ikke er omfattet af flygtningekonventionens artikel 1 D, 1. pkt. Flygtningenævnet henviser i det hele til Udlændingestyrelsen afgørelse af [en nærmere angiven dato i foråret] 2020 vedrørende dette. Flygtningenævnet finder, at væsentlige dele af ansøgerens forklaring om dennes asylmotiv ikke kan lægges til grund. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren troværdighed må betragtes som stærkt nedsat på grund af de talrige, divergerende og i nogen grad udsvævende forklaringer, som han igennem en længere årrække har afgivet til de europæiske myndigheder og som han senere har fragået, også gentagne gange med henvisning til urigtige oversættelser. Flygtningenævnet kan i øvrigt henholde sig til det i Flygtningenævnets afgørelse af [en nærmere angiven dato i foråret] 2017 anførte. Det af ansøgeren for nævnet i dag oplyste vedrørende en arrestordre mod ham kan i øvrigt ikke tillægges betydning, idet denne forklaring ses at være i modstrid med den af ham afgivne forklaring for Flygtningenævnet [en nærmere angiven dato i foråret] 2017 vedrørende dette forhold. Flygtningenævnet finder i øvrigt, at sagen er fuldt tilstrækkeligt belyst. Flygtningenævnet finder det usandsynligt, at forsøg på indhentelse af yderligere oplysninger, som anmodet om af ansøgerens advokat, vil kunne bidrage til sagens oplysning. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse." Stat/2020/62/MALC

stat202061

Nævnet stadfæstede i december 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte:"Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Udlændingestyrelsen har truffet afgørelse om, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, men at han er udelukket fra at blive meddelt opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt. Klageren er statsløs palæstinenser og sunni-muslim fra Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive indkaldt til militærtjeneste. Klageren har videre henvist til, at han frygter de generelle forhold i Syrien. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hvis han kom ind i militæret, ville han enten selv blive slået ihjel, eller være nødt til at slå andre ihjel, hvilket han ikke ønsker. Klageren har til støtte for sit asylmotiv videre oplyst, at han ikke har nogen familie tilbage i Syrien, og at han muligvis ikke vil kunne genkende sit hjemområde, da dette er ødelagt som følge af krigen. Den 29. august 2018 offentliggjorde Flygtningenævnet på nævnets hjemmeside, at Flygtningenævnets koordinationsudvalg har besluttet at ændre nævnets hidtidige praksis i asylsager vedrørende statsløse palæstinensere fra Libanon og fra den øvrige del af UNRWAs mandatområde, således at en statsløs palæstinenser fra de pågældende områder, der har haft adgang til UNRWAs beskyttelse eller bistand, og som frivilligt har forladt området, er udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 1. pkt. Har den pågældende derimod været tvunget til at forlade området eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage, vil vedkommende automatisk være omfattet af Flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 2. pkt. Det fremgår af udlændingelovens § 49 a, at forud for en udsendelse af en udlænding, der – som klageren – har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 eller § 8, og som er udvist ved dom, træffer Udlændingestyrelsen afgørelse om, hvorvidt udlændingen kan udsendes, medmindre udlændingen samtykker. Flygtningenævnet finder i lighed med Udlændingestyrelsen, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, da han, der er i den militærpligtige alder, har unddraget sig militærtjeneste i Syrien, og da han ikke ønsker at aftjene værnepligt. Det fremgår af udlændingelovens § 31, stk. 2, at en udlænding, der er omfattet af § 7, stk. 1, ikke må udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse af de i flygtningekonventionen anførte grunde, eller hvor udlændingen ikke er beskyttet mod videresendelse til et sådant land. Flygtningenævnet finder i lighed med Udlændingestyrelsen, at udlændingelovens § 31, stk. 2, er til hinder for tvangsmæssig udsendelse af klageren til Syrien. I henhold til udlændingelovens § 49 a, 2. pkt., skal en afgørelse om, at udlændingen ikke kan udsendes, jf. § 31, tillige indeholde en afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud efter § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter blandt andet §§ 22 – 24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, medmindre særlige grunde taler derfor. Afvejningen mellem de forhold, der taler mod opholdstilladelse og de grunde, der taler for, at ansøgningen om opholdstilladelse bør imødekommes, skal for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionen. Efter flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, kan en flygtning, der er omfattet af konventionen, udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses som en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Der skal herefter foretages en proportionalitetsafvejning i relation til grovheden af den begåede forbrydelse i forhold til, om der er særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, der taler for at give klageren opholdstilladelse. Klageren blev ved Vestre Landsrets ankedom af [sommeren] 2019 idømt fængsel i ni måneder og udvist af Danmark med indrejseforbud i seks år fra udrejsen eller udsendelsen. Dommen omfattede to forhold vedrørende overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1, ved i forening med to medgerningsmænd at have eksponeret to personer for peberspray og stukket dem med kniv, samt overtrædelse af våbenloven, våbenbekendtgørelsen og knivloven – alle forhold begået [i foråret] 2018. Vedrørende spørgsmålet om udvisning udtalte landsretten: ”… tiltalte er bl. a. dømt for grov personfarligt kriminalitet ved at stikke med kniv. Navnlig under hensyn hertil og til [tiltaltes] kortvarige ophold i Danmark tiltræder landsretten af de grunde, som byretten har anført, at [tiltalte] er udvist med indrejseforbud som sket. Det forhold, at [tiltalte] i Danmark nu har indgået ægteskab med en kvinde fra Syrien, kan ikke tillægges betydning”. Flertallet af Flygtningenævnet finder efter karakteren af den pådømte kriminalitet, at ansøgeren er dømt for en særlig farlig forbrydelse, og at han med henvisning til forbrydelsernes karakter og grovhed må betragtes som en fare for samfundet. Det forhold, at de pådømte forhold blev udløst af et angreb på klagerens bror, kan ikke føre til en anden vurdering henset til, at der var tale om en planlagt gengældelsesaktion, der fandt sted 4-5 timer efter og efter, at klageren og hans bror var blevet opfordret til at anmelde angrebet på broren til politiet. Klageren er statsløs palæstinenser fra Syrien, hvor han har boet indtil 2012. Han opholdt sig herefter i Libanon, Grækenland og Tyrkiet, indtil han indrejste i Danmark i [vinteren] 2015. Hans forældre og søskende bor i Danmark. Han har ikke familie i Syrien. Han har arbejdet som gulvsliber og maler sammen med sin bror. Han er i Danmark blevet forlovet med en kvinde fra Syrien. De bor ikke sammen. Flygtningenævnets flertal finder efter en samlet vurdering af sagens omstændigheder, herunder klagerens personlige forhold og hensynet til familiens enhed samt karakteren og grovheden af de forbrydelser, han er dømt for, ikke, at der foreligger sådanne særlige grunde, som taler for, at han kan meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt. En udelukkelse fra opholdstilladelse vurderes i øvrigt ikke at være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse." stat/2020/61/crt

stat202054

Nævnet stadfæstede i oktober 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Algeriet. Sagen blev sambehandlet med ansøgerens to søskendes sager. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ” Ansøgeren er etnisk palæstinenser og sunni muslim fra Bab Ezzouar, Algeriet. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ikke frygter noget ved en tilbagevenden til Libanon, men hun ikke ønsker at tage ophold i Libanon. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun ingen tilknytning har til Libanon, herunder ingen familie. Videre, at hun aldrig har været i Libanon og at det er et fremmed land for ansøgeren. Endelig, at hun ikke er registeret i det libanesiske folkeregister, og at det ville være urealistisk, at hun skulle tage ophold i Libanon. Ansøgeren har som asylmotiv vedrørende Algeriet henvist til, at hun er blevet udsat for diskrimination på baggrund af sin etnicitet. Videre, at hun er blevet udsat for chikane på baggrund af sin etnicitet og sin religion. Den 29. august 2018 offentliggjorde Flygtningenævnet på nævnets hjemmeside, at Flygtningenævnets koordinationsudvalg har besluttet at ændre nævnets hidtidige praksis i asylsager vedrørende statsløse palæstinensere fra Libanon og fra den øvrige del af UNRWAs mandatområde, således at en statsløs palæstinenser fra de pågældende områder, der har haft adgang til UNRWAs beskyttelse eller bistand, og som frivilligt har forladt området, er udelukket fra beskyttelse efter flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 1. pkt. Har den pågældende derimod været tvunget til at forlade området eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage, vil vedkommende automatisk være omfattet af flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 2. pkt. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgerens farfar flygtede fra Palæstina i 1948 til Libanon i forbindelse med oprettelsen af staten Israel. Ansøgerens forældre er født i Libanon, hvor de boede, indtil de forlod landet i 1982, hvor en lang række PLO-soldater blev evakueret fra landet. Såvel ansøgerens farfar som hendes forældre har været registreret hos UNRWA. Ansøgerens far har sørget for, at også ansøgeren er registreret hos UNRWA med henblik på, at hun vil kunne gøre et kompensationskrav gældende i relation til familiens oprindelige ejendom i Palæstina, hvis der måtte blive fundet en forligsmæssig løsning på konflikten. Flygtningenævnet lægger videre til grund, at ansøgeren er født og opvokset i Algeriet, og at hun ingen tilknytning har til Libanon, hvor hun aldrig har været, ligesom hun heller ikke har været i andre dele af mandat-området. Flygtningenævnet finder under disse omstændigheder, hvor ansøgeren aldrig har været i mandat-området, at ansøgeren, selvom hun formelt er registreret under UNRWA, aldrig har nydt eller søgt UNRWAs beskyttelse eller bistand. Ansøgeren er således ikke omfattet af Flygtningekonventionens art. 1 D. Ansøgeren må således, i overensstemmelse med Flygtningenævnets langvarige praksis, som statsløs palæstinenser asylretligt vurderes i forhold til det land, hvor hun havde fast bopæl – i det foreliggende tilfælde Algeriet. Flygtningenævnet har [i sommeren] 2015 stadfæstet Udlængestyrelsens afgørelse i forhold til Algeriet. Flygtningenævnet finder således fortsat ikke betingelserne for asyl efter udlændingelovens § 7 for opfyldt.” stat/2020/54/imbs

maro20208

Nævnet stadfæstede i december 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Marokko. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk amazigh og har oplyst at være kristen fra [by], Marokko. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af sin familie og sine naboer som følge af, at han er konverteret til kristendommen. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han begyndte at gå i kirke i Agadir i [foråret] 2018, hvilket blev opdaget af nogle af hans naboer. Ansøgeren fortalte efterfølgende naboerne, at han ønskede at skifte sin religion. Som følge heraf forbandede naboerne ham og kastede sten efter ham. Ansøgerens familie blev bekendt med hans kristne aktiviteter og truede ham, især ansøgerens onkel, der blev aggressiv og sagde til ansøgeren, at der ville opstå store problemer for ham. Herefter pakkede ansøgeren sine ting og flyttede hen til en ven. Ansøgeren opfattede onklens trussel som en indirekte trussel på livet. Endelig har ansøgeren oplyst, at de marokkanske myndigheder ikke accepterer kristendommen og undertrykker kristnes rettigheder. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren reelt er konverteret til kristendommen. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren, der efter sin forklaring til asylsamtalen begyndte at gå i kirke i Marokko i 2018 i forbindelse med, at han mødte sin tidligere, kristne ægtefælle, alene så på kirken, talte med turisterne og forsøgte at få informationer om kristendommen, og at der ikke var gudstjenester, mens han var der. Nævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren efter sin forklaring under nævnsmødet kun har besøgt en kirke i Danmark tre-fire gange efter, at han søgte om asyl, og at han ikke derudover har praktiseret kristendommen. Ansøgerens forklaring under nævnsmødet om sin konversion fremstår hertil ureflekteret, overordnet og upræcis, og han har ikke været i stand til at redegøre overbevisende for sin kristne tro. Ansøgeren har endvidere forklaret, at han ikke som sådan har noget kendskab til den kristne religion. Nævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hans konversion er udtryk for en reel og indre overbevisning om konvertering til kristendommen. Uanset om det måtte lægges til grund, at ansøgeren er konverteret til kristendommen, finder nævnet ikke, at ansøgeren i Marokko har en asylbegrundende konflikt med sin familie, naboer eller myndighederne. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren efter sin forklaring ikke har oplevet direkte trusler fra sin familie eller naboer på baggrund af sin konversion, og at han heller ikke har været udsat for trusler eller overgreb fra myndighederne på grund af sin tro. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren to gange i 2019 har søgt om tilbagerejsetilladelse til Marokko, mens han havde en verserende familiesammenføringssag, og at han som begrundelse i den ene ansøgning angav, at han ville besøge sin familie. Ansøgerens forklaring om, at han ikke besøgte sin familie, men opholdt sig på hotel begge gange, kan ikke føre til en anden vurdering. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren efter sin forklaring opholdt sig i to uger i Marokko – efter det oplyste uden problemer - efter at være blevet truet af sin onkel, og inden han udrejste til Danmark. Nævnet bemærker hertil, at det af baggrundsoplysningerne, Landinfo (2014) Marokko: Konvertering fra islam til kristendom, fremgår, at det er fuldt lovligt at konvertere fra islam til kristendom, og at det derfor ikke kan medføre retlige konsekvenser. De generelle forhold i Marokko kan heller ikke føre til, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse. Sammenfattende finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Marokko vil være i risiko for forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb efter § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Maro/2020/8/CARA

syri202095

Nævnet stadfæstede i december 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2019. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunni-muslim fra [område] Aleppo, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i sommeren] 2019, og at han [i vinteren] 2020 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har [i sommeren] 2020 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han frygter, at Den Frie Syriske Hær vil rekruttere ham imod hans vilje og træne ham til at kæmpe for dem. Klageren har herom oplyst, at Den Frie Syriske Hær havde kontrollen i området omkring [område] i [by]-provinsen, hvor ansøgeren boede med sin familie i en periode mellem 2014 og 2015. En dag kom Den Frie Syriske Hær til teltlejren og fortalte ansøgeren og andre unge drenge, at de skulle tilslutte sig hæren. Ansøgeren fortalte medlemmerne af Den Frie Syriske Hær, at han ikke ønskede at tilslutte sig hæren, fordi han ikke turde bære våben, og fordi der blev kastet bomber efter dem. De fortalte herefter ansøgeren, at han ville få penge, et godt liv og muligheden for at deltage i en hellig krig. Efterfølgende skete der ikke noget. Klageren har videre oplyst, at han frygter de syriske myndigheder, idet hans fætter på et tidspunkt blev kidnappet af de syriske myndigheder. Ansøgeren deler efternavn med denne fætter, og ansøgeren er derfor bange for, at han ligeledes vil blive kidnappet. Endelig har klageren som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien risikerer at blive udsat for forfølgelse i Syrien, idet de syriske myndigheder vil betragte ham som værende i opposition til dem, da klageren i en længere periode og forud for sin udrejse fra Syrien havde opholdt sig i [by], som dengang var og fortsat i dag er kontrolleret af oprørsstyrkerne, og da han fortsat har kontakt med familien. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge klagerens forklaring til grund. Flygtningenævnet bemærker, at klageren udelukkende har fået en almindelig opfordring fra Den Frie Syriske Hær til at tilslutte sig dem, men at han ikke har modtaget trusler eller været udsat for andre overgreb i anledning af, at han ikke har ønsket at gøre dette. Flygtningenævnet finder således ikke, at klageren er i nogen reel risiko for overgreb fra Den Frie Syriske Hær som følge af, at han ikke har ønsket at kæmpe for dem. Hverken klageren eller hans familie har været profileret i forhold til de syriske myndigheder. Flygtningenævnet finder under disse omstændigheder ikke, at de forhold, at klageren har opholdt sig i [by]-området, at klagerens familie fortsat opholder sig der, og at klageren fortsat har kontakt til familien, indebærer, at klageren risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller er i reel risiko for overgreb, således at han har behov for beskyttelsesstatus, jf. § 7, stk. 2, i forhold til de syriske myndigheder. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at det forhold, at klageren har navnesammenfald med sin fætter, ikke kan antages at indebære en særlig risiko for klageren. Klageren opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 7, stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2020/95/aca

syri202094

Nævnet stadfæstede i december 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2019.Flygtningenævnet udtalte:Ansøgeren er etnisk araber og sunni muslim fra Damaskus, Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive tvangsgiftet med en syrisk officer ved navn [A], der har truet ansøgeren. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at hun i starten af 2017 flyttede til bydelen [B], Damaskus. Herefter blev ansøgeren og hendes familie opsøgt på bopælen af den syriske hær, som ledte efter mænd i den militærpligtige alder. I den forbindelse fik en officer ved navn [A] interesse for ansøgeren. [I vinteren] 2017 rejste ansøgeren til Tyrkiet, hvor hun opholdt sig i fem måneder og samtidigt mødte sin kæreste ved navn [M]. Under ansøgerens ophold i Tyrkiet, opsøgte [A] to til tre gange hendes bopæl i Syrien. I [foråret] 2018 blev ansøgeren igen opsøgt af [A]. Ansøgeren var på dette tidspunkt alene på bopælen, og [A] forgreb sig på hende. Han forsøgte at klæde ansøgeren af. Ansøgeren nåede at flygte ud af lejligheden, hvorefter [A] fulgte efter hende og truede med at fængsle en af ansøgerens farbrødre, såfremt hun ikke gik ud med ham. Få dage senere tog ansøgeren af frygt med [A] ud på en restaurant. Hun fortalte ikke noget til sin familie herom. To uger senere var ansøgeren igen på restaurant med [A], hvor han foreslog, at ansøgeren skulle gifte sig med ham. Da hun afslog, truede han hende med et tvangsægteskab. Herefter fortalte ansøgeren sin familie om alle problemerne med [A]. Hendes familie ønskede, at hun skulle indgå et ægteskab til [A], mens hendes farmor rådede hende til at flygte. Ansøgeren var efter det andet restaurantbesøg jævnligt i telefonkontakt med [A]. To uger forinden sin udrejse modtog ansøgeren et opkald fra [A], der oplyste, at han havde tilbageholdt ansøgerens farbror ved en kontrolpost, og at han derfor mente det alvorligt. Som følge heraf indvilligede ansøgeren i at indgå ægteskabet. [I efteråret] 2019 udrejste ansøgeren af Syrien. Ansøgeren har videre oplyst, at hendes familie i Syrien er blevet opsøgt to eller tre gange af officeren efter hendes udrejse. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hun ønsker at være sammen med sin nuværende ægtefælle, der opholder sig i Danmark, og at hun gerne vil uddanne sig til læge. Endelig har ansøgeren henvist til, at hun [i efteråret] 2020 har født et barn, og at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter eventuelle konsekvenser på barnets vegne. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgeren har forklaret divergerende og idet hendes forklaring forekommer usandsynlig og konstrueret til lejligheden, ligesom ansøgerens forklaring om de billeder, Udlændingestyrelsen har fundet på ansøgerens telefon, forekommer utroværdig. Ansøgeren har afgivet divergerende forklaringer om de fotos, Udlændingestyrelsen har fundet på ansøgerens telefon. Under asylsamtalen har hun forklaret, at det ikke er hende, men en veninde, der ses på billederne. I advokatens indlæg og under mødet i Flygtningenævnet har hun erkendt, at det er hende, der ses på billederne, men har forklaret, at billederne ikke er taget i forbindelse med et bryllup. Hendes mor ønskede at se hende i brudekjole, inden ansøgeren flygtede, hvorfor hendes mor lejede et festlokale og en brudekjole. To af de billederne, hvor ansøgeren ses iført en brudekjole, er optaget henholdsvis [en dag i efteråret] 2019 kl. 19.15 og [dagen efter] kl. 21.24. Ansøgeren har ikke kunnet give en plausibel forklaring på, hvorfor der er mere end 24 timer mellem billeder. Ansøgerens forklaring om, at tidsangivelsen på nogle af billederne kan være forkert, forekommer ikke sandsynlig. Ansøgeren har heller ikke kunnet forklare, hvorfor det fremgår af billedoplysningerne, at der [en dag i efteråret] 2019 er taget flere billeder af ansøgeren i byerne [Y], [M] og [G] i Tyrkiet. Ansøgeren har også forklaret divergerende om fotos af hende i Damaskus lufthavn [en dag i efteråret] 2019. Under asylsamtalen forklarede hun, at hun havde manipuleret billederne i photoshop. Under mødet i Flygtningenævnet har hun forklaret, at hun udrejste med fly til Istanbul, men blev afvist af de tyrkiske myndigheder i lufthavnen og sendt retur med det næste fly til Damaskus. På baggrund af bryllupsbillederne kan ansøgerens forklaring om, at hun ikke er gift, ikke lægges til grund, ligesom det efter billederne fra lufthavnene og fra Tyrkiet ikke kan lægges til grund, at ansøgeren udrejste illegalt af Syrien. Ansøgeren har endvidere forklaret afglidende om sit 5 måneders ophold i Tyrkiet fra [efteråret] 2017 til [foråret] 2018. Ansøgeren har således forklaret, at hun tog til Tyrkiet for at mødes med sin kæreste [M], som havde opholdstilladelse som flygtning i Danmark, men hun har ikke kunnet forklare om, hvor længe Mohammed opholdt sig i Tyrkiet. Forklaringen om, at hun som kvinde kunne rejse alene til Tyrkiet og opholde sig der i 5 måneder forekommer påfaldende. Ansøgerens forklaring om det overgreb, den syriske officer ved navn [A] har udsat hende for, da han opsøgte ansøgeren på hendes bopæl i [foråret] 2018, kan heller ikke læges til grund. Ansøgeren har forklaret, at [A] hev tørklædet af hende og rev hendes kjole i stykker, hvorefter hun flygtede. [A] indhentede hende uden for, hvor han gav ansøgeren sit visitkort, og få dage efter ringede ansøgeren til ham og aftalte at gå ud at spise sammen med ham. Forklaringen forekommer påfaldende, uanset om det indgår i vurderingen, at ansøgeren har forklaret, at hun kontaktede [A], fordi han havde truet med at gøre skade på ansøgerens onkler, hvis ansøgeren ikke gik ud at spise med ham. Efter en samlet vurdering af ovenstående forhold tilsidesætter Flygtningenævnet ansøgerens forklaring som utroværdig og konstrueret til lejligheden. Ansøgeren kan efter sin forklaring om sine familieforhold ikke anses som en reelt enlig kvinde ved tilbagevende til Syrien. Ansøgeren har derfor ikke sandsynliggjort at hun ved tilbagevenden til Syrien risikerer overgreb eller forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller 2. Efter Flygtningenævnets baggrundsoplysninger, er de aktuelle forhold i Damaskus ikke længere er af en sådan karakter, at der er grundlag for at antage, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med EMRK’s artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse på området. Der er herefter ikke grundlag for at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2020/94/NHA

syri202093

Nævnet meddelte i december 2020 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014.Flygtningenævnet udtalte: "Ansøgeren er etnisk kurder uden nogen religiøs overbevisning fra Aleppo, Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive genindkaldt til militærtjeneste. Ansøgeren frygter endvidere tilstedeværelsen af DAESH og andre radikale, islamiske grupper. Endelig frygter ansøgeren at blive slået ihjel, idet han er efterstræbt af den syriske efterretningstjeneste. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i 2008 klagede over en lov, som gjorde det ulovligt for kurdere at købe og sælge ejendomme 100 kilometer fra grænsen. I 2010 skulle han rejse til Italien og Storbritannien. Ansøgeren blev stoppet ved den syriske grænse og fik at vide, at han skulle henvende sig til efterretningstjenesten. Næste dag henvendte han sig på efterretningstjenestens kontor, hvor han blev anklaget for at være medlem af et kurdisk parti. Han fik at vide, at han skulle give efterretningstjenesten oplysninger herom. Efterretningstjenesten havde kendskab til den klage, som han havde indgivet i 2008. Da ansøgeren vendte tilbage fra sin ferie, blev han stoppet ved indrejsen til Syrien. En person fra efterretningstjenesten afkrævede ham igen oplysninger om kurdiske partier. Ansøgeren var tilbageholdt i seks dage, hvor han blev udsat for voldelige overgreb. Ansøgeren blev herefter løsladt mod bestikkelse. To dage efter løsladelsen blev han ringet op af en person fra efterretningstjenesten, som afkrævede ham oplysninger om kurdiske partier. Ansøgeren overnattede hos en ven, og om natten blev hans bopæl ransaget af efterretningstjenesten. Hans familie fik at vide, at han skulle henvende sig til efterretningstjenesten inden for to dage. I forbindelse med ransagningen blev hans far skubbet, og han døde fire dage senere som følge af sine skader. Ansøgeren udrejste herefter af Syrien [i vinteren] 2011. Ansøgeren har endvidere oplyst, at han efterfølgende rejste til Tyrkiet, USA og efterfølgende til Canada, hvor han søgte asyl. I foråret 2013 blev ansøgeren anerkendt som flygtning i Canada. Otte måneder herefter, søgte han om permanent opholdstilladelse, men udrejste inden han nåede at modtage svar på ansøgningen. Ansøgeren opholdt sig i Canada i omkring 3 år og 6 måneder, hvorefter han udrejste til Tyrkiet for at blive genforenet med sin ægtefælle og børn. Ansøgerens ægtefælle ønskede ikke at rejse til Tyrkiet, hvorfor ansøgeren rejste til Danmark, hvor hans ægtefælle og børn har opholdstilladelse som flygtninge. Ansøgeren har oplyst, at han ikke ønsker at opholde dig i Canada, idet hans familie er i Danmark. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring om dennes oprindelige asylmotiv til grund. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren ved sin forklaring i nævnet dags dato, i det væsentlige har forklaret konsistent i overensstemmelse med sine tidligere forklaringer, herunder ved ansøgerens forklaring i Flygtningenævnet [af en nærmere angiven dato i sommeren] 2015. Ansøgeren opfylder herefter på dette grundlag betingelserne for meddelelse af opholdstilladelse i udlændingelovens § 7, stk. 1. Efter en samlet vurdering af ansøgerens konflikt med de syriske myndigheder, må Flygtningenævnet lægge til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Syrien, på nuværende tidspunkt, forsat vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk.1. Det må lægges til grund, at ansøgerens canadiske opholdstilladelse udløb i 2015. Henvendelser til de canadiske myndigheder fra de dansk myndigheder har ikke resulteret i noget klart svar på, om ansøgeren på ny ville kunne få udstedt en canadisk opholdstilladelse. Henset til den forløbne tid, og til, at ansøgeren nu er meddelt opholdstilladelse i Danmark på grundlag af familiesammenføring, kan Flygtningenævnet imidlertid ikke lægge til grund, at ansøgeren på ny vil kunne opnå canadisk opholdstilladelse, således, at Canada ville kunne tjene som første asyland. Det kan herefter ikke tillægges betydning, at ansøgeren muligvis ikke længere, på grund af sin alder, vil være i risiko for indkaldelse til det syriske militær. Da ansøgeren herefter findes at opfylde betingelserne for meddelelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og da Canada ikke findes at kunne tjene som første asylland, meddeles der herefter ansøgeren opholdstilladelse efter 7, stk. 1." syri/2020/93/MALC

stat202063

Nævnet stadfæstede i november 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsløs palæstinenser fra Libanon. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er statsløs palæstinenser fra [by], Libanon. Hun er etnisk araber og sunni-muslim af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Libanon frygter ikke at have et sted at bo, idet ansøgerens farbrødre gør krav på ansøgerens families hus i flygtningelejren [X]. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at ansøgeren farbror, [F], og dennes to sønner i [måned] 2016 mødte op på ansøgerens families bopæl. [F] krævede, at ansøgerens familie fraflyttede bopælen. [F] slog ansøgerens far, hvorefter situationen udviklede sig til slåskamp mellem ansøgerens bror, [M], og [F] og dennes sønner. I de efterfølgende to-tre uger mødte [F] hver anden eller tredje dag op på bopælen, hvor han truede ansøgerens familie med at gøre dem fortræd, hvis ikke de forlod bopælen. De sidste to måneder forud for ansøgerens udrejse havde ansøgerens familie ingen problemer med [F] eller dennes familie. Ansøgeren har efter sin indrejse i Danmark ønsket at blive skilt fra sin herboende ægtefælle, [N]. [N’s] far, [MM], der også er ansøgerens farbror, er imod en skilsmisse og har på den baggrund også gjort krav på ansøgerens families bopæl i Libanon. [MM’s] har således to gange rejst til Libanon, hvor han sammen med [F] har opsøgt ansøgerens familie. Efter ansøgerens udrejse har [F] endvidere lagt sag an mod ansøgerens far for at få rettens ord for, at han har krav på huset. [F] har desuden truet ansøgerens søskende. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Libanon frygter sin far og brødre, der er meget religiøse. Ansøgeren frygter at blive udsat for æresdrab. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hendes far og to ældre brødre begrænsede hendes frihed, da hun boede i Libanon. De ville således tvinge ansøgeren til at bære religiøs beklædning, ligesom de slog hende, hvis hun gik ud om natten. Endvidere var det familiens holdning, at det var æreskrænkende, at ansøgerens herboende ægtefælle ikke tog sig af hende. De ønskede derfor, at ansøgeren blev skilt og derefter indgik ægteskab med en ældre mand, som de havde fundet til hende. Ansøgeren ønskede at give ægteskabet med [N] en chance, hvorfor hun rejste til Danmark. Efter at ansøgeren havde opholdt sig i omkring tre måneder i Danmark, blev det klart for hende, at der var store problemer i ægteskabet. [N] ønskede ikke at arbejde videre på, at ansøgeren skulle blive familiesammenført. Ansøgeren ønskede derfor at blive skilt fra ægtefællen. Ansøgerens familie ville ikke have, at ansøgeren befandt sig i Europa. Særligt ansøgerens storebror fremsatte trusler mod ansøgeren og sagde, at han ikke ville vide af hende. Ansøgeren besluttede derfor at søge asyl i Danmark. Ansøgerens lillebror, [T], har forsøgt at hjælpe ansøgeren med en formel skilsmisse, men ansøgerens ægtefælle vil ikke samarbejde om dette. Ansøgeren har som asylmotiv endelig henvist til de generelle forhold for statsløse palæstinensere i Libanon. Som statsløs palæstinenser har ansøgeren ingen rettigheder og dermed ingen fremtid i Libanon. Ansøgeren har fremlagt dokumentation for, at hun er registreret ved UNRWA i Libanon. Ansøgeren har bekræftet, at hun og hendes familie er registreret hos UNRWA. Den 29. august 2018 offentliggjorde Flygtningenævnet på nævnets hjemmeside, at Flygtningenævnets koordinationsudvalg har besluttet at ændre nævnets hidtidige praksis i asylsager vedrørende statsløse palæstinensere fra Libanon og fra den øvrige del af UNRWA mandat-området, således at en statsløs palæstinenser fra de pågældende områder, der har haft adgang til UNRWAs beskyttelse eller bistand, og som frivilligt har forladt området, er udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 1. pkt. Har den pågældende derimod været tvunget til at forlade området eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage, vil vedkommende automatisk være omfattet af Flygtningekonventionen. Flygtningenævnet bemærker, at en statsløs palæstinenser fra UNRWA mandat-området, der som ansøgeren har haft adgang til UNRWA beskyttelse eller bistand, og som søger om asyl, som udgangspunkt skal anses for udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 1. pkt., medmindre den pågældende opfylder de betingelser, der er angivet af EU-Domstolen, herunder i præmis 86 i dom af 25. juli 2018 (Alheto), hvori anføres, ”at den pågældende palæstinenser befinder sig i en personlig usikkerhedstilstand, og at det er umuligt for UNRWA, hvis beskyttelse den berørte har påberåbt sig, at sikre den pågældende levevilkår, som er i overensstemmelse med organets opgave, hvorved denne palæstinenser på grund af omstændigheder, der ikke er udtryk for vedkommendes vilje, således tvinges til at forlade UNRWA´s operationsområde.” Dette indebærer, at en statsløs palæstinenser fra mandat-området, der har haft adgang til UNRWAs beskyttelse eller bistand, og som frivilligt har forladt området, er udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen. Har den pågældende derimod været tvunget til at forlade området eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage, vil vedkommende automatisk være omfattet af Flygtningekonventionen. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren som udgangspunkt er omfattet af Flygtningekonventionens artikel 1 D, 1. pkt., henset til det ovenfor anførte om ansøgerens UNRWA-registrering. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren flere gange har været i Danmark for at besøge sin ægtefælle [N], og at hun senest rejste til Frankrig i 2016, efter at have fået visum dertil, og derfra rejste videre til Danmark. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren frivilligt udrejste af Libanon. Flygtningenævnet kan som Udlændingestyrelsen ikke lægge til grund, at ansøgeren har en konflikt med sine farbrødre. Hertil kommer, at der ifølge ansøgerens forklaring for Flygtningenævnet er indgået et forlig i sagen. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren har en asylbegrundende konflikt med sin far og sine brødre. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret afglidende, divergerende og udbyggende herom, og ansøgerens forklaring forekommer utroværdig og konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har for Flygtningenævnet forklaret, at hun gerne ville skilles fra sin ægtefælle [N], hvilket hendes familie var enig i, og at hendes ene bror har hjulpet hende hermed. Ansøgeren har for Flygtningenævnet forklaret udbyggende om, at hun har været spærret inde hos familien i Libanon, og at hun er truet på livet af sine brødre, hvilket er formidlet til hende af nogle andre. Ansøgeren har ikke forklaret herom til Udlændingestyrelsen. Flygtningenævnet kan herefter ikke lægge til grund, at ansøgeren har konflikter i Libanon, der har gjort det nødvendigt for hende at forlade området, eller at hun som følge af en konflikt med sin farbrødre eller sin far og brødre er afskåret fra at vende tilbage. Flygtningenævnet vurderer, at ansøgeren ikke vil befinde sig i en alvorlig personlig usikkerhedstilstand ved en tilbagevenden til Libanon, og at det ikke vil være umuligt for UNRWA at sikre ansøgeren levevilkår, som er i overensstemmelse med den opgave UNRWA har ansvarlig for, jf. Flygtningekonventionens artikel 1D, 1. pkt., 2. pkt. Flygtningenævnet finder, at de generelle forhold for statsløse palæstinensere i Libanon – trods vanskelige – ikke i sig selv er af en sådan karakter, at disse forhold er asylbegrundende. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved sin tilbagevenden til Libanon vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. For så vidt angår ansøgerens mulighed for at genindrejse i Libanon bemærker Flygtningenævnet, at de libanesiske myndigheder til ansøgeren tidligere har udstedt et rejsedokument til hende. Hun fik seneste udstedt rejsedokument i forbindelse med sin rejse til Frankrig, hvortil hun fik visum. På baggrund af de foreliggende baggrundsoplysninger må det antages, at ansøgeren vil kunne få udstedt ny rejselegitimation af de libanesiske myndigheder. Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at det fremgår af Udlændingestyrelsens landerapport, Lebanon Readmission of Palestinian Refugees from Lebanon fra marts 2020, at de libanesiske myndigheder siden maj 2018 generelt har været tilbageholdende med at tillade palæstinensiske flygtninge fra Libanon at genindrejse i Libanon. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at det også fremgår af samme rapport, at det faktisk har været muligt for flere europæiske lande at returnere palæstinensiske flygtninge til Libanon, som ønskede at vende tilbage til Libanon frivilligt. Flygtningenævnet har derudover lagt vægt på, at det fremgår af rapporten side 11, at det er muligt for palæstinensiske flygtninge at få udstedt rejsedokumenter og indrejsetilladelse i Libanon, hvis myndighederne ikke er involveret. Flygtningenævnet har dermed lagt vægt på, at der ikke er nogen konkrete oplysninger, der understøtter, at ansøgeren som statsløs palæstinenser fra Libanon ikke kan indrejse legalt og tage lovligt ophold i Libanon. Det bemærkes, at ansøgeren har fremlagt ID-kort for statsløse palæstinensere, udstedt af myndighederne i Libanon. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at det fremgår af Home Office: Country Policy and Information Note, Lebanon: Palestinians, Version 1.0, June 2018, s. 8, at statsløse palæstinensere med ID-kort kan få udstedt rejsedokument til brug for ind- og udrejse af Libanon. Flygtningenævnet har lagt afgørende vægt på, at ansøgeren tidligere har været i Danmark og er returneret til Libanon og i den forbindelse har fået udstedt et rejsedokument af de libanesiske myndigheder. Flygtningenævnet har på den baggrund vurderet, at det ikke kan antages at være praktisk umuligt for ansøgeren at genindrejse i Libanon og derved igen få adgang til hjælp fra UNRWA. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Stat/2020/63/Tps

stat202060

Nævnet stadfæstede i december 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte:"Ansøgeren er statsløs palæstinenser og sunni-muslim fra Damaskus, Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen har vurderet, at ansøgeren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, jf. flygtningekonventionens artikel 1 D, 2. pkt., men at han er udelukket fra at blive meddelt opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive indkaldt til militærtjeneste. Ansøgeren har som asylmotiv videre henvist til de generelle forhold i Syrien. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han frygter at blive pålagt at deltage i krigen og derved skulle slå andre ihjel. Ansøger vil ikke slå nogen ihjel. Ansøgeren har videre oplyst, at han frygter at blive fremstillet ved domstolene i Syrien og blive idømt dødsstraf for at have deserteret fra militærtjeneste, fordi han har opholdt sig i Danmark. Den 29. august 2018 offentliggjorde Flygtningenævnet på nævnets hjemmeside, at Flygtningenævnets koordinationsudvalg har besluttet at ændre nævnets hidtidige praksis i asylsager vedrørende statsløse palæstinensere fra Libanon og fra den øvrige del af UNRWAs mandatområde, således at en statsløs palæstinenser fra de pågældende områder, der har haft adgang til UNRWAs beskyttelse eller bistand, og som frivilligt har forladt området, er udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 1. pkt. Har den pågældende derimod været tvunget til at forlade området eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage, vil vedkommende automatisk være omfattet af Flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 2. pkt. Flygtningenævnet tiltræder Udlændingestyrelsens afgørelse, hvorefter ansøgeren isoleret set må anses for omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren er ved Vestre Landsrets ankedom af [sommeren] 2019 idømt fængsel i 10 måneder og udvist af Danmark med indrejseforbud i 6 år fra udrejsen eller udsendelsen. Dommen omfattede to forhold vedrørende overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1, ved i forening med to medgerningsmænd at have eksponeret to personer for peberspray og stukket dem med kniv, samt overtrædelse af våbenloven, våbenbekendtgørelsen og knivloven – alle forhold begået [i foråret] 2018. Vedrørende spørgsmålet om udvisning udtalte landsretten: ”tiltalte er bl. a. dømt for grov personfarligt kriminalitet ved at stikke med kniv. Navnlig under hensyn hertil og til [tiltaltes] kortvarige ophold i Danmark tiltræder landsretten af de grunde, som byretten har anført, at [tiltalte] er udvist med indrejseforbud som sket…”. Det følger herefter af udlændingelovens § 10, stk. 3, at der ikke kan meddeles ansøgeren opholdstilladelse efter bl. a. udlændingelovens § 7, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler herfor. Afvejningen mellem de forhold, der taler mod opholdstilladelse og de grunde, der taler for, at ansøgningen om opholdstilladelse bør imødekommes, skal for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionen. Efter flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, kan en flygtning, der er omfattet af konventionen, udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses som en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Der skal herefter foretages en proportionalitetsafvejning i relation til grovheden af den begåede forbrydelse i forhold til, om der er særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, der taler for at give ansøgeren opholdstilladelse. Ansøgeren er statsløs palæstinenser fra Syrien, hvor han har boet indtil 2013. Han opholdt sig herefter i Libanon, indtil han indrejste i Danmark i [efteråret] 2015 sammen med sin mor og to brødre og fik opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, som familiesammenført med sin far. Han har ikke familie i Syrien. Han har arbejdet som gulvsliber og maler sammen med sin bror. Flertallet af Flygtningenævnet finder efter karakteren af den pådømte kriminalitet, at ansøgeren er dømt for en særlig farlig forbrydelse, og at han med henvisning til forbrydelsernes karakter og grovhed må betragtes som en fare for samfundet. Det forhold, at de pådømte forhold blev udløst af et angreb på ansøgeren, kan ikke føre til en anden vurdering henset til, at der var tale om en planlagt gengældelsesaktion, der fandt sted 4-5 timer efter og efter, at ansøgeren var blevet opfordret til at anmelde angrebet på ham til politiet. Herefter og med henvisning til ansøgerens personlige forhold - hvorved Flygtningenævnets flertal kan tiltræde Udlændingestyrelsens vurdering, hvorefter der ikke siden dommen er indtrådt væsentlige ændringer i ansøgerens forhold - finder Flygtningenævnets flertal, at der ikke foreligger sådanne særlige grunde, der taler for, at ansøgeren skal meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. En udelukkelse fra opholdstilladelse vurderes i øvrigt ikke at være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse." stat/2020/60/crt

soma202099

Nævnet stadfæstede i december 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Ansøgeren er født i Danmark. Flygtningenævnet udtalte:"Ansøgeren etnisk Galadi og forældrene er sunni-muslimer af trosretning fra [By], Somalia. Ansøgerens forældre har på vegne af ansøgeren som asylmotiv henvist til, at de frygter, at ansøgeren vil blive omskåret, idet ansøgerens farmor og øvrige familie går ind for omskæring, ligesom der fra lokalbefolkningens side vil være et pres på familien for at omskære døtrene. Til støtte for ansøgerens asylmotiv har ansøgerens forældre oplyst, at de frygter at blive uvenner med ansøgerens farmor, såfremt de modsætter sig omskæring. Dertil frygter de, at konsekvensen af dette vil være, at de mister kontakten til ansøgerens fars familie og bliver socialt stigmatiserede. Flygtningenævnet har i ansøgerens forældres sager – der er sambehandlet med denne sag – truffet afgørelse om ikke at forlænge forældrenes opholdstilladelser, og ansøgerens forældre vil således kunne udsendes til Somalia. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forældre må anses for så ressourcestærke, at de vil være i stand til at modstå et eventuelt pres fra familien og lokalbefolkningen om omskæring af ansøgeren. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgerens forældre vil kunne beskytte ansøgeren mod omskæring, og at ansøgeren således ikke er i reel risiko herfor. Ansøgeren opfylder således ikke betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse." Soma/2020/99/MSI

soma2020101

Nævnet stadfæstede i december 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Ansøgeren er født i Danmark. Flygtningenævnet udtalte:"Ansøgeren etnisk Galadi og forældrene er sunni-muslimer af trosretning fra [By], Somalia. Ansøgerens forældre har på vegne af ansøgeren som asylmotiv henvist til, at de frygter, at ansøgeren vil blive omskåret, idet ansøgerens farmor og øvrige familie går ind for omskæring, ligesom der fra lokalbefolkningens side vil være et pres på familien for at omskære døtrene. Til støtte for ansøgerens asylmotiv har ansøgerens forældre oplyst, at de frygter at blive uvenner med ansøgerens farmor, såfremt de modsætter sig omskæring. Dertil frygter de, at konsekvensen af dette vil være, at de mister kontakten til ansøgerens fars familie og bliver socialt stigmatiserede. Flygtningenævnet har i ansøgerens forældres sager – der er sambehandlet med denne sag – truffet afgørelse om ikke at forlænge forældrenes opholdstilladelser, og ansøgerens forældre vil således kunne udsendes til Somalia. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forældre må anses for så ressourcestærke, at de vil være i stand til at modstå et eventuelt pres fra familien og lokalbefolkningen om omskæring af ansøgeren. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgerens forældre vil kunne beskytte ansøgeren mod omskæring, og at ansøgeren således ikke er i reel risiko herfor. Ansøgeren opfylder således ikke betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse." Soma/2020/101/MSI

soma2020100

Nævnet stadfæstede i december 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Ansøgeren er født i Danmark. Flygtningenævnet udtalte:"Ansøgeren etnisk Galadi og forældrene er sunni-muslimer af trosretning fra [By], Somalia. Ansøgerens forældre har på vegne af ansøgeren som asylmotiv henvist til, at de frygter, at ansøgeren vil blive omskåret, idet ansøgerens farmor og øvrige familie går ind for omskæring, ligesom der fra lokalbefolkningens side vil være et pres på familien for at omskære døtrene. Til støtte for ansøgerens asylmotiv har ansøgerens forældre oplyst, at de frygter at blive uvenner med ansøgerens farmor, såfremt de modsætter sig omskæring. Dertil frygter de, at konsekvensen af dette vil være, at de mister kontakten til ansøgerens fars familie og bliver socialt stigmatiserede. Flygtningenævnet har i ansøgerens forældres sager – der er sambehandlet med denne sag – truffet afgørelse om ikke at forlænge forældrenes opholdstilladelser, og ansøgerens forældre vil således kunne udsendes til Somalia. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forældre må anses for så ressourcestærke, at de vil være i stand til at modstå et eventuelt pres fra familien og lokalbefolkningen om omskæring af ansøgeren. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgerens forældre vil kunne beskytte ansøgeren mod omskæring, og at ansøgeren således ikke er i reel risiko herfor. Ansøgeren opfylder således ikke betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse." Soma/2020/100/MSI

kuwa20203

Nævnet meddelte i december 2020 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsløs (bidoon) fra Kuwait. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim af trosretning fra Farwaniya, Kuwait. Ansøgeren har som asylmotiv i genoptagelsessagen henvist til, at han frygter at blive fængslet af myndighederne i Kuwait, fordi han er homoseksuel og går ind for homoseksuelles rettigheder i Kuwait. Han har videre henvist til, at han frygter at blive forfulgt af lokalbefolkningen i Kuwait, idet homoseksualitet er samfundsmæssigt uacceptabelt i landet. Han frygter derfor at blive udsat for overgreb af lokalbefolkningen, og at myndighederne ikke vil have viljen til at beskytte ham imod dette. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han siden teen-age årene og indtil udrejsen har levet i et homoseksuelt forhold med [X] ved siden af sit ægteskab. Ansøgeren har uopfordret fremlagt kommunikation, fotos og videoer indeholdende homoseksuelle aktiviteter. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring om sin homoseksualitet til grund. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren allerede i sit ansøgningsskema oplyste, at han var homoseksuel, og at han efterfølgende har fremlagt omfangsrigt materiale til belysning heraf. Flygtningenævnet lægger herefter til grund, at ansøgeren gennem næsten 40 år har levet i et homoseksuelt forhold med [X] ved siden af sit ægteskab. Nævnet lægger videre ansøgerens forklaring om, at han, hvis det ville være muligt i Kuwait, ville have levet åbent som homoseksuel i sit forhold til [X]. Efter baggrundsoplysningerne om forholdene for homoseksuelle i Kuwait finder Flygtningenævnet under de angivne omstændigheder, at ansøgeren risikerer forfølgelse som følge af sin seksuelle orientering ved en tilbagevenden til Kuwait. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1”. Kuwa/2020/3/EHD

iran202098

Nævnet meddelte i december 2020 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015.Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim. Han er født i [by/region] i det nordlige Irak af iranske forældre. Ansøgeren har, siden han var 12-13 år, boet i [by/region] i Iran. Ansøgeren har sympatiseret med KDPI og udført aktiviteter for partiet. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter de iranske myndigheder på grund af sine politiske aktiviteter. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at flere af hans familiemedlemmer – bortset fra den allernærmeste familie – er eller har været aktive for KDPI. Da ansøgerens ven [H] bad ansøgeren om hjælp til at udføre aktiviteter for partiet, forekom det ham derfor naturligt at hjælpe. Ansøgeren og [H] udarbejdede politisk materiale på ansøgerens computer og CD-brænder, som de efterfølgende delte ud om natten. Ansøgeren har været med til at dele politisk materiale ud højest ti gange i alt. Ansøgeren udførte endvidere en uformel opgave for sin onkel. Opgaven bestod i, at han skulle fortælle onklen, hvis han opdagede nogle kurdere, som gik imod den kurdiske sag, eksempelvis hvis han så, at de besøgte efterretningstjenestens kontor. På et tidspunkt fik ansøgeren at vide, at [H] var blevet anholdt af myndighederne. Ansøgeren blev bange, da han frygtede, at [H] ville angive ham, og turde derfor ikke tage hjem til sin bopæl. Ansøgeren tog derfor hen til en slægtning, hvor han skjulte sig. Kort tid efter [H’s] anholdelse mødte myndighederne op på ansøgerens bopæl, hvor de ransagede huset og konfiskerede ansøgerens computer, der indeholdt politisk materiale. Ansøgerens bror har efterfølgende fået problemer med myndighederne. Broren er i dag også tilknyttet KDPI. Efter ansøgerens udrejse af Iran er hans far blevet afhørt hos sikkerhedstjenesten tre gange. Ansøgeren har endvidere oplyst, at han efter sin indrejse i Danmark har deltaget i møder i KDPI og modtaget hædersbeviser for sit arbejde for partiet både fra KDPI i Danmark og fra hovedorganisationen KDPI i Irak. Gennem sit arbejde har han kontakt til mange af de højtstående personer i KDPI i Danmark og i udlandet. Han har endvidere deltaget i mange demonstrationer i Danmark, Tyskland og Sverige, ligesom han har været med til at planlægge møder/aktiviteter i Danmark. Ansøgeren er desuden aktiv på de sociale medier, hvor han agiterer for kurdernes sag, ligesom han figurerer i nogle videoklip her fra landet, der er blevet vist på Tishk-TV. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter personer fra Wahabe-gruppen. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at han var med til at planlægge og deltog i to-tre lovlige demonstrationer imod IS. Ansøgeren kørte på sin motorcykel foran demonstranterne og var på den måde mere synlig. Ansøgeren blev efterfølgende truet af personer fra Wahabe-gruppen, når de så ham på gaden. Ansøgeren har som asylmotiv endelig henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter sin tidligere kærestes familie og nuværende ægtefælle. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at han havde en relation til pigen i en periode indtil to-tre måneder efter, at pigen var blevet gift med sin nuværende ægtefælle. Ansøgeren blev først truet af pigens forældre og dernæst ægtefællen, hvorefter han afbrød kontakten til pigen. For så vidt angår ansøgerens oprindelige asylmotiver kan Flygtningenævnet fortsat ikke lægge disse til grund. Flygtningenævnet henviser til nævnets beslutning [fra foråret] 2018 vedrørende dette. Det for nævnet nu fremkomne vedrørende de oprindelige asylmotiver kan ikke føre til et andet resultat. For så vidt angår ansøgerens sur place motiv bemærker nævnet, at det må lægges til grund, at ansøgeren har udfoldet en meget betydelig aktivitet relateret til KDPI over en længere periode, i flere forskellige lande og i talrige sammenhænge. Efter omfanget og karakteren af disse aktiviteter må det nu anses for godtgjort, at ansøgeren er profileret i forhold til de iranske myndigheder som i hvert fald aktiv tilhænger af KDPI. Sammenholdt med de foreliggende baggrundsoplysninger finder Flygtningenævnet herefter, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse og således omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet omgør herefter Udlændingestyrelsen afgørelse således, at der meddeles ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2020/98/tps

iran202097

Nævnet stadfæstede i december 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015.Flygtningenævnet udtalte: "Ansøgeren er etnisk kurder fra [By], Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel, idet han har haft et seksuelt forhold til en mand ved navn [Navn1]. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han i marts 2015 vogtede dyr sammen med [Navn1] i et bjergområde nær byen. [Navn1] viste ansøgeren tre videoer med pornografisk indhold på sin telefon, hvorefter han provokerede ansøgeren til at have samleje med sig. Herefter havde ansøgeren og [Navn1] samleje for første gang. Omkring [sommeren] 2015 arbejde ansøgeren sammen med [Navn1] på deres familiers frugtplantager. I denne forbindelse havde de to samleje for anden gang. Den [sommer] 2015 opholdt ansøgeren sig endnu en gang i bjergområdet sammen med [Navn1], hvor de på ny havde samleje. Dette blev dog afbrudt af [Navn1] fætter, [Navn2], som kastede sten efter ansøgeren og slog [Navn1]. Det lykkedes ansøgeren at undslippe [Navn2], hvorefter ansøgeren tog ophold hos sin morbror. Morbroren kontaktede ansøgerens bror, som oplyste, at [Navn2] havde afsløret ansøgerens og [Navn1]'s forhold overfor [Navn1]'s familie. Ansøgerens bror oplyste videre, at politiet havde afhørt ansøgerens far, og at faren over for politiet havde erklæret, at han ville medvirke til at udlevere ansøgeren. Med sin morbrors hjælp forlod ansøgeren herefter Iran. Ansøgeren har forklaret, at han uanset de pågældende episoder opfatter sig selv som heteroseksuel. Ansøgeren har som asylmotiv videre henvist til, at han i Danmark er konverteret til kristendommen. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren henvist til, at han har deltaget i undervisningsforløb og er døbt i [Kirke1]. Yderligere har ansøgeren henvist til, at han har deltaget i gudstjenester i [Kirke2] og synger i asylkoret på [Asylcenter]. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet finder efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring om sit nye asylmotiv, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hans konversion til kristendommen er reel. Nævnet finder således heller ikke, at det kan antages, at ansøgeren vil missionere eller i øvrigt foretage kristne handlinger ved en tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet lægger vægt på at ansøgerens generelle troværdighed er svækket, idet ansøgerens forklaring om sit oprindelige asylmotiv blev forkastet som utroværdigt ved nævnets afgørelse af [sommeren] 2016. Det er nævnets vurdering, at ansøgerens forklaring om sin konversion alene har haft til formål at skabe et nyt konstrueret asylgrundlag. Nævnet henviser til, at ansøgeren under tidligere samtaler med Udlændingestyrelsen og over for nævnet, forinden nævnets afgørelse om asyl, har oplyst at ansøgeren er yarestan. Ansøgeren har først efter afslaget på asyl oplyst om sin konversion og interessen for kristendommen. Nævnet lægger endvidere vægt på, at ansøgerens advokat har søgt om genoptagelse [vinteren] 2017, selvom ansøgeren har forklaret, at hans først følte sig kristen nogle uger efter afklaringsproces, der har ført til, at han er konverteret til kristendommen, selvom ansøgeren over for nævnet har kunnet redegøre om et grundlæggende kendskab til kristendommen. Nævnet lægger således også til grund, at ansøgeren deltagelse i gudstjenester og andre kristne aktiviteter, findes at være sket i et forsøg på at skabe et sur place asylmotiv uden en reel, ægte religiøs overbevisning hos ansøgeren. Ansøgeren har ikke kendskab til, at myndighederne i Iran er bekendt med hans påståede konversion, og det fremgår af baggrundsoplysningerne, at de iranske myndigheder har kendskab til, at iranere bruger konversion i forsøget på at opnå asyl. Nævnet finder således ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse." Iran/2020/97/msi

iran202096

Nævnet meddelte i december 2020 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og har oplyst, at han er kristen af trosretning fra landsbyen [Landsby A], Kermanshah-området, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter, at hans politiske sange vil give ham problemer med myndighederne. Ansøgeren har videre som asylmotiv henvist til, at han frygter, at hans fars problemer med myndighederne, som anklager faren for religiøs propaganda, ligeledes vil give ham problemer, fordi han er hans søn. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at han er konverteret fra Yarsan Ahl-e Haqq til kristendommen. Ansøgeren har endeligt som asylmotiv henvist til, at kurdere i Iran ikke har nogen rettigheder, og at der desuden er jordskælv, oversvømmelser og henrettelser i de kurdiske områder. Endvidere er der folk, som bliver slået ihjel, uden at de er klar over hvorfor. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han rapper om politiske og sociale emner, og han har særligt fremhævet sangen [Sang A] hvor han synger om problemer, fattigdom og uretfærdighed i Iran. Han har af nogle venner fået oplyst, at sangen ligger på Shahens efterfølgeres hjemmesider, og han ved endvidere, at sangen er blevet delt på Facebook. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv videre oplyst, at hans interesse for kristendommen opstod en til to måneder efter familiens ankomst til Tyrkiet, ved at en ven ved navn [B] inviterede ham med i en kirke. I starten var ansøgeren forældre imod, at ansøgeren kom i kirken, og de fortalte ham, at det var en synd, men senere sagde de, at det var hans egen sag. Efter at have oplevet to mirakler, hvoraf det ene var i en drøm, blev han kristen. Ansøgeren blev døbt [Foråret] 2016 i Vendsyssel Frimenighed. Flygtningenævnets flertal kan lægge ansøgeren og hans forældres forklaringer om deres konvertering til kristendommen, til grund, og flertallet kan også lægge til grund, at konverteringen er reel. Flertallet har herved lagt vægt på, at ansøgeren og dennes forældre nu på overbevisende måde har kunnet redegøre for deres bevæggrunde for at konvertere til kristendommen, og om hvordan kristendommen indvirker på deres hverdag. Flertallet har endvidere lagt vægt på, at ansøgerens far nu har demonstreret et udmærket kendskab til kristendommen, og ansøgerens mor har – når hendes begrænsede skolegang tages i betragtning – demonstreret et tilfredsstillende kendskab til kristendommen og har på overbevisende måde kunnet redegøre for sine refleksioner. At familiens konvertering er reel støttes også af ansøgerens lillebrors forklaring for nævnet. Ansøgeren har kun i meget ringe grad kunnet redegøre for kristne begreber og spørgsmål vedrørende det nye testamente, men alligevel har hans forklaring om sine overvejelser og baggrunden for sin konvertering været overbevisende. Forklaringerne om konverteringen støttes også af de fremlagte erklæringer, hvoraf det fremgår, at hele familien kontinuerligt har deltaget i kirkelige aktiviteter. Sammenfattende finder Flygtningenævnets flertal således, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2020/96/MIMA

iran202095

Nævnet meddelte i december 2020 opholdstilladelse (K-status) til et ægtepar samt et barn fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Den mandlige ansøger er etnisk kurder og er født og opvokset i landsbyen [Landsby A], i Kermanshah-området i Iran. Den kvindelige ansøger er etnisk kurder og er født i Sulaimania, Irak, men er også opvokset [Landsby A], Iran. Ansøgerne har oplyst, at de på indrejsetidspunktet var Yarsan Ahl-e Haqq af trosretning, men at de under opholdet i Danmark er konverteret til kristendommen. Den mandlige ansøger har fungeret som borgmester i landsbyen [Landsby A], Iran, men har ikke herudover været politisk aktiv. Ansøgerne har som oprindeligt asylmotiv henvist til, at de frygter at blive fængslet, udsat for tortur og henrettet af de iranske myndigheder, der anklager den mandlige ansøger for at have propaganderet for trosretningen Yarsan Ahl-e Haqq, idet han som valgt ”Dehyar”, som er en mellemmand mellem befolkningen og myndighedere, i sin landsby, var med til at samle ind til, og senere opføre, ”Jan Khaneh”, som er en religiøs bygning. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de frygter forfølgelse på baggrund af familiens konversion til kristendommen. Ansøgerne har endvidere henvist til, at deres søn [B] som asylmotiv har henvist til, at han frygter, at hans politiske sange vil give ham problemer med myndighederne. Ansøgernes søn [B] har endvidere som asylmotiv henvist til, at han er konverteret fra Yarsan til kristendommen. Ansøgerne har til støtte for deres asylmotiv oplyst, at de i starten var imod, at deres søn [B] begyndte at gå i kirke, men at hele familien senere er konverterede til kristendommen, og at de alle blev døbt den [Efteråret] 2016 i [Kirke C]. Ansøgernes søn har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han rapper om politiske og sociale emner, og har særligt fremhævet sangen [Sang D] hvor han synger om problemer, fattigdom og uretfærdighed i Iran. Han har af nogle venner fået oplyst, at sangen ligger på Shahens efterfølgeres hjemmesider, og han ved endvidere, at sangen er blevet delt på Facebook. Ansøgernes søn har til støtte for sit asylmotiv endvidere oplyst, at hans interesse for kristendommen opstod en til to måneder efter familiens ankomst til Tyrkiet, ved at en ven ved navn [E] inviterede ham med i en kirke. Efter at have oplevet to mirakler, hvoraf det ene var i en drøm, blev han kristen. Flygtningenævnets flertal kan lægge ansøgerne og deres nu voksnes søns forklaringer om deres konvertering til kristendommen, til grund, og flertallet kan også lægge til grund, at konverteringen er reel. Flertallet har herved lagt vægt på, at ansøgerne og deres voksne søn nu på overbevisende måde har kunnet redegøre for deres bevæggrunde for at konvertere til kristendommen, og om hvordan kristendommen indvirker på deres hverdag. Flertallet har endvidere lagt vægt på, at den mandlige ansøger nu har demonstreret et udmærket kendskab til kristendommen, og den kvindelige ansøger har – når hendes begrænsede skolegang tages i betragtning – demonstreret et tilfredsstillende kendskab til kristendommen og har på overbevisende måde kunnet redegøre for sine refleksioner. At familiens konvertering er reel støttes også af deres umyndiges søns forklaring for nævnet. Deres nu voksne søn har kun i meget ringe grad kunnet redegøre for kristne begreber og spørgsmål vedrørende det nye testamente, men alligevel har hans forklaring om sine overvejelser og baggrunden for sin konvertering været overbevisende. Forklaringerne om konverteringen støttes også af de fremlagte erklæringer, hvoraf det fremgår, at hele familien kontinuerligt har deltaget i kirkelige aktiviteter. Sammenfattende finder Flygtningenævnets flertal således, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgerne og deres mindreårige søn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1." Iran/2020/95/MIMA

iran202094

Nævnet stadfæstede i december 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt to børn fra Iran. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk sorani kurder og ateist fra Sanandaj, Iran. Ansøgeren har i perioden omkring 2011 til 2013 været aktiv for KDPI i Irak. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter den iranske efterretningstjeneste samt sin egen familie. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun boede i Irak i perioden omkring 2011 til 2013, og at hun her var aktiv for KDPI. Hun deltog i møder tre til fire gange om året, og hun udtalte sig på tv. I den forbindelse blev hun omkring [sommeren] 2014 opsøgt af den iranske efterretningstjeneste, efter hun var vendt tilbage til Iran. Efterretningstjenesten forsøgte at overtale hende til at være spion, hvilket hun nægtede. De iranske myndigheder truede hende endvidere med at tage hendes understøttelse fra hende samt at nægte hendes barn at gå i skole, hvis hun ikke lod sig skille fra sin ægtefælle, hvilket hun imidlertid også nægtede. Myndighederne opsøgte og ringede til hende flere gange frem til hendes udrejse af Iran. Ansøgeren har endvidere til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hendes familie er meget troende og derfor er utilfredse med, at hun har opgivet islam. Familien føler også, at hun vanærer dem, hvis hun bliver skilt fra sin ægtefælle, og de har tidligere blandt andet skubbet og slået hende på grund af hendes påklædning og brug af make-up. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens konflikter med de iranske myndigheder og med familien ikke har et sådant omfang eller intensitet, at det kan føre til opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgerens begrænsede politiske aktiviteter i perioden i Irak og ægtefællens forhold ikke har medført, at ansøgeren har været tilbageholdt eller har været udsat for overgreb af de iranske myndigheder i perioden fra omkring 2013 og indtil [efteråret] 2017, hvor hun udrejste af Iran. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgeren har forklaret, at de iranske myndigheder er bekendt med hendes og ægtefællens forhold. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvor ofte hun er blevet opsøgt af de iranske myndigheder. Ansøgeren har således til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at hun i ovennævnte periode blev indkaldt til ca. 8 samtaler hos myndighederne. Ansøgeren har derimod under nævnsmødet forklaret, at hun blev indkaldt til ca. 2 samtaler om ugen i en periode på ca. 3 måneder fra hun vendte tilbage til Iran, hvorefter ansøgeren løbende blev telefonisk kontaktet. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren er udrejst legalt af Iran, og at hun var i besiddelse af et gyldigt nationalitetspas. Nævnet har desuden lagt vægt på, at ansøgeren er indrejst i Danmark i [efteråret] 2017 som familiesammenført og først i [efteråret] 2019 har søgt asyl. Det forhold, at ansøgeren har forklaret, at hun er ateist, kan ikke føre til en anden vurdering. Der er ikke på baggrund af de foreliggende baggrundsoplysninger grundlag for at antage, at ansøgeren som tilbagevendt iransk asylansøger risikerer forfølgelse. Således fremgår det af rapport udgivet 14. april 2020 fra den australske regering, ”Department of Foreign Affairs and Trade” side 69 om ”Treatment of Returnees” blandt andet: “5.28 The IOM runs a program to assist voluntary returnees to Iran, in cooperation with the country from which they are returning. Iranian authorities cooperate with the IOM in this regard. (…) 5.29 Authorities pay little attention to failed asylum seekers on their returns to Iran.” Det forhold, at ansøgeren har forklaret, at hun frygter, at hendes familie vil udsætte hende for vold eller kontrol, fordi hun er ateist, kan ikke føre til et andet resultat, idet det alene bygger på hendes egen formodning. Nævnet bemærker, at ansøgeren i hvert fald i perioden fra omkring 2013 til 2017 ifølge sin egen forklaring har levet hos familien i Iran som ateist, uden at det havde konsekvenser for hende. Det forhold, at ansøgeren i Danmark har fået en tatovering [et sted på sin krop], hvorpå der står ”[ateistisk budskab]”, kan heller ikke føre til en anden vurdering. Ansøgerens forklaring om, at hun frygter, at hendes familie vil udsætte hende for vold, herunder at hendes bror vil slå hende ihjel, såfremt hun vender tilbage til Iran som fraskilt, kan ikke føre til en anden vurdering. Nævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende herom. Ansøgeren har til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at hun frygter at blive slået ihjel af sin bror, hvis hun vender tilbage som fraskilt, idet han har udtalt, at han vil slå et kvindeligt medlem af familien ihjel, hvis kvinden bliver skilt. Ansøgeren har derimod til asylsamtalen forklaret, at såfremt en kvinde i familien bliver skilt, skal hun bo hos dem, og familien skal f.eks. bestemme, hvem hun skal giftes med. Da ansøgeren er indrejst i Danmark som familiesammenført ca. 3 år efter, at ansøgerens ægtefælle indrejste, finder nævnet, at der ikke er grundlag for at meddele ansøgeren konsekvensstatus. De generelle forhold i Iran kan ikke føre til opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. På ovennævnte baggrund og efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller vil være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2020/94/CERA

iran202093

Nævnet meddelte i december 2020 opholdstilladelse (K-status)] til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2019.Flygtningenævnet udtalte: "Ansøgeren er etnisk perser og oprindeligt shia-muslim af trosretning fra Shiraz, Fars, Iran. Ansøgeren har oplyst, at han omkring august 2019 begyndte at undersøge, om kristendommen og satanisme kunne være interessante religioner, idet ansøgeren leder efter en religion, som kan acceptere hans seksuelle orientering. Ansøgeren har endvidere oplyst, at han ikke på nuværende tidspunkt tror på nogen religion. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel af de iranske myndigheder, sine farbrødre og folk generelt i samfundet, fordi han er homoseksuel. Ansøgeren har senest til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han frem til udrejsen af Iran boede sammen med sin far, søster, bedstefar og farbrødre. Ansøgeren har været klar over, at han er homoseksuel, siden han var barn og gik i mellemskolen, idet han aldrig har interesseret sig for piger. Ansøgerens familie er religiøse muslimer, men ansøgeren har ikke troet på islam eller nogen anden religion, siden han var 10-12 år gammel. Ansøgeren stoppede gradvist med at praktisere Islam på dette tidspunkt. Ansøgeren har haft et fysisk forhold til tre forskellige mænd i Iran. Det første forhold var en enkelstående episode med hans fætter, [A], i 2012, hvor de rørte ved hinanden. Det andet forhold var et par år senere med ansøgerens klassekammerat, [B]. Dette var også en enkeltstående episode med kys og berøringer. Endelig, da ansøgeren var omkring 17 år gammel, havde han et forhold til en mand ved navn [C]. Det var første gang, at ansøgeren havde seksuelt samvær med en anden mand. Det skete i alt to gange. Ansøgeren havde et godt forhold til sin faster, [D], og ansøgeren havde i længere tid givet udtryk for, at han ønskede at udrejse af Iran, idet han ikke kunne leve i Iran som homoseksuel. Omkring august eller september 2018 blev ansøgeren ringet op af [D], som fortalte, at hendes mands slægtning, [E], var på vej ud af Iran, og at ansøgeren kunne følges med ham. Ansøgeren udrejste kort tid efter af Iran sammen med [E]. Ansøgeren udrejste legalt af Iran på sit eget nationalitetspas. Ansøgeren rejste til Serbien, hvor han opholdt sig i grænseområdet mellem Serbien og Makedonien i omkring tre dage. Ansøgeren havde fået at vide, at han skulle ødelægge sine identitetsdokumenter, hvorfor han gjorde dette. Herefter indrejste ansøgeren i Grækenland, hvor han opholdt sig frem til den 3. april 2019. Ansøgeren rejste herefter til Danmark. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren ved oplysnings- og motivsamtalen [en nærmere angiven dato i foråret] 2019 og ved asylsamtalerne hos Udlændingestyrelsen [en nærmere angiven dato i efteråret] 2019 og [en anden nærmere angiven dato i efteråret] 2019 har forklaret, at han er homoseksuel, og at baggrunden for hans flugt fra Iran var, at forholdet mellem ansøgeren og hans mandlige kæreste [F] var blevet afsløret af myndighederne i Iran, og at [F] var blevet anholdt, og at ansøgerens bopæl var blevet opsøgt af myndighederne for at søge efter ansøgeren. Ved partshøringen [en nærmere angiven dato i efteråret] 2019 har ansøgeren imidlertid forklaret, at han ved de tre første samtaler med Udlændingestyrelsen har fortalt løgne, og at den eneste grund til, at han forlod Iran, var konflikter med familien, hvorfor han udrejste med sin mandlige kæreste. For Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at han har talt usandt for Udlændingestyrelsen, og at [F] aldrig har været hans kæreste, men at ansøgeren fra 12-13 års alderen og frem til udrejsen havde haft et fysisk forhold til tre forskellige mænd, og at han udrejste, idet det ikke var holdbart for ham at skjule, at han er homoseksuel. Flertallet af Flygtningenævnet finder at kunne lægge ansøgerens forklaring om, at han er homoseksuel til grund. Flertallet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ved alle samtaler med Udlændingestyrelsen har forklaret, at han er homoseksuel, og at ansøgerens forklaring for Flygtningenævnet både om, hvorfor han overfor Udlændingestyrelsen ikke forklarede sandt om den flugtudløsende begivenhed, og om hvorfor han flygtede fra Iran, er troværdig. Flertallet af Flygtningenævnet har herunder lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om sin seksualitet fremtræder troværdig og støttes af de to erklæringer fra ansøgerens tidligere mandlige kærester, erklæringen fra LGBT om ansøgerens aktiviteter for LGBT og det billedmateriale, som ansøgeren har fremlagt. Flertallet af Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på ansøgerens personlige fremtræden under nævnsmødet. Flertallet af Flygtningenævnet finder endvidere at kunne lægger ansøgerens forklaring om, at han i Iran måtte leve skjult med sin seksualitet, og at ansøgeren agter at leve åbent som homoseksuel også ved en tilbagevenden til Iran, til grund. På baggrund af baggrundsoplysningerne om straffen for seksuelle forhold mellem to personer af samme køn i Iran, finder flertallet af Flygtningenævnet herefter, at ansøgeren ved tilbagevenden til Iran vil være i konkret risiko for asylbegrundende forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Iran/2020/93/malc"

iran202092

Nævnet stadfæstede i december 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015.Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk ahwasi araber og oprindeligt muslim fra byen [B], Iran. Efter indrejse i Danmark er ansøgeren konverteret til kristendommen. Ansøgeren har sympatiseret med partiet Al Wefaq og været politisk aktiv for partiet. Ansøgeren har som oprindeligt asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel af den iranske efterretningstjeneste, idet han har været politisk aktiv for partiet Al Wefaq, der har til formål at forbedre levevilkårene for det arabiske mindretal i Iran. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at han har været sympatisør og aktiv for partiet Al Wefaq. Ansøgeren har forklaret, at efterretningstjenesten truede ham på livet gennem hans forældre, da de fandt løbesedler i familiens bolig, som de formodede var ansøgerens. Ansøgeren var tidligere blevet advaret i mod at udføre aktiviteter for partiet. Tre år tidligere havde ansøgeren uddelt løbesedler for partiet tre gange, og han havde ligeledes deltaget i demonstrationer organiseret af partiet. Tredje gang ansøgeren uddelte løbesedler, blev han tilbageholdt af efterretningstjenesten i 14 dage. Tre år senere forsøgte efterretningstjenesten at opsøge ansøgeren på bopælen. Efterretningstjenesten fortalte ansøgerens far, at han ikke skulle deltage i politisk aktivitet, herunder den kommende demonstration. I foråret 2014 blev ansøgeren truet på livet af efterretningstjenesten, der også forsøgte at fange ham efter, at to ukendte unge personer, tilfældigvis løb igennem familiens bolig under deres flugt fra efterretningstjenesten og efterlod deres løbesedler i boligen. Herefter flygtede ansøgeren fra Iran. Ansøgeren har under nævnsmødet rettet sin forklaring om sit oprindelige asylmotiv som ovenfor gengivet. Således har ansøgeren blandt andet forklaret, at han er medlem af organisationen ADPF. Han har været politisk aktiv for organisationen siden 2005. De to ukendte personer, der blev tilbageholdt på ansøgerens bopæl, var ansøgerens to venner [C] og [D]. De blev tilbageholdt i besiddelse af løbesedler. Han har udført politiske aktiviteter for ADPF, herunder uddelt løbesedler mange gange, deltaget i demonstrationer og tegnet et ahwazi flag på væggene. Ansøgeren er som følge af sine politiske aktiviteter blevet tilbageholdt tre gange, og ved en tilbagevenden til Iran frygter han derfor, at han vil blive idømt dødsstraf eller fængsel på livstid. Ansøgeren har ikke tidligere fremlagt alle oplysninger, idet hans onkel havde instrueret ansøgeren i, hvad han skulle fortælle under sine samtaler med de danske myndigheder. Flygtningenævnet har i nævnets afgørelse [i vinteren] 2017 fastslået, at ansøgeren ved sin oprindelige forklaring om sit asylmotiv ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. [I efteråret] 2019 anmodede advokat Daniel Nørrung Flygtningenævnet om at genoptage sagen blandt andet under henvisning til, at ansøgeren er konverteret fra islam til kristendommen, og nævnet besluttede [i efteråret] 2020 at genoptage sagen. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit oprindelige asylmotiv til grund, idet ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende herom. Ansøgeren har således under mødet i Flygtningenævnet forklaret, at han mange gange har uddelt løbesedler i Iran, særligt de seneste 8 måneder forud for sin udrejse, hvor han uddelte løbesedler 2 gange om måneden. Til oplysnings- og motivsamtalen forklarede han imidlertid, at han uddelte løbesedler 3 gange i alt i årene 2002, 2003 og 2004. Under sin forklaring i Flygtningenævnet [i vinteren] 2017 forklarede han, at han uddelte løbesedler mellem 1 og 3 gange om året i 3 år. Ansøgeren har endvidere under de tidligere samtaler forklaret, at han har været tilbageholdt af de iranske myndigheder en gang, mens han under mødet i Flygtningenævnet har forklaret, at han har været tilbageholdt tre gange af myndighederne i Iran. Ansøgeren har endvidere under de tidligere samtaler forklaret om den flugtudløsende begivenhed, at to ukendte personer flygtede igennem ansøgerens hus, hvor de smed nogle løbesedler fra sig, mens ansøgeren under mødet i Flygtningenævnet har forklaret, at de to personer var hans bekendte, som skulle hente nogle løbesedler, som ansøgeren opbevarede derhjemme, og som de sammen skulle dele ud om aftenen. Ansøgerens forklaring om, at hans onkel i Danmark havde anbefalet ham at underdrive sine politiske aktiviteter i Iran og sine problemer med de iranske myndigheder forekommer usandsynlig henset til, at ansøgeren ønskede at opnå de danske myndigheders beskyttelse. Disse divergenser og udbygninger svækker ansøgerens generelle troværdighed. Flygtningenævnet kan derfor ikke lægge ansøgerens forklaring om sine politiske aktiviteter i Iran og om hans konflikt med de iranske myndigheder til grund. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om konversion til kristendommen til grund. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgerens angivelige konversion er udtryk for en reel og indre overbevisning om konvertering til kristendommen. Det forekommer således påfaldende, at ansøgeren ikke under samtalerne med Udlændingestyrelsen den [i foråret] 2016 og [i efteråret] 2016 eller under mødet i Flygtningenævnet den [i januar] 2017 har forklaret om sin interesse for kristendommen, selvom han efter sin forklaring for Flygtningenævnet i dag begyndte at gå i kirke i 2015. Ansøgerens forklaring på nævnsmødet om sin konvertering fremstod ureflekteret, overordnet, upræcis og tillært, og han har således ikke været i stand til at redegøre overbevisende for sin indre afklaringsproces, kristne overbevisning eller sin beslutning om at blive døbt. De fremlagte udtalelser kan ikke føre til en ændret vurdering. Der er endvidere indgået i Flygtningenævnet vurdering, at ansøgerens generelle troværdighed er svækket. Da Flygtningenævnet ikke kan lægge til grund, at ansøgerens konvertering er reel, kan det heller ikke lægges til grund, at ansøgeren vil udøve kristne aktiviteter ved en tilbagevenden til Iran. Spørgsmålet er herefter, om ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran risikerer asylbegrundende forfølgelse på grund af sin fremstilling på den iranske ambassade den [i foråret] 2018 med henblik på identifikation og udstedelse af rejsedokumenter. Ansøgeren har forklaret, at ambassadens personale var bekendt med, at han var kristen, og at de talte herom under mødet. Dette fremgår imidlertid ikke af det referat af mødet, som politiet har skrevet i en rapport af [i foråret] 2018. På denne baggrund kan det ikke lægges til grund, at ansøgeren ved at blive fremstillet på ambassaden har påkaldt sig de iranske myndigheders interesse på en sådan måde, at han ved en tilbagevenden til Iran af den grund risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2020/92/NHA

iran202091

Nævnet stadfæstede i december 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og tidligere yarsan troende, nu ateist fra Kermanshah, Iran. Ansøgeren har efter sin ankomst til Danmark været politisk aktiv og medlem af partiet, The Unity and Solidarity of Iranian People, siden [vinteren] 2016. Ansøgeren har som oprindeligt asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive tortureret eller henrettet af myndighederne, idet myndighederne har lukket hans forretning, fordi han afspillede CD´er med forbudt musik og opbevarede en forbudt hellig bog i butikken, ligesom han har været anholdt på grund af uddeling af løbesedler i forbindelse med arbejdernes internationale kampdag. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han havde en forretning i Kermanshah, hvorfra han solgte tørrede madvarer. I forretningen spillede han CD’er med yari-musik, som kunderne kunne lytte til. Endvidere havde han en hellig yari-bog, som han havde placeret i en skuffe. [I foråret] 2015 blev forretningen ransaget og lukket af efterretningstjenesten og det religiøse politi [A] på grund af CD’erne og bogen, idet myndighederne samtidig beslaglagde det religiøse materiale. [I foråret 2015] var ansøgeren hjemme hos sin ven [B], som ham, om han ville være med til at uddele løbesedler om arbejdernes internationale kampdag. Ansøgeren uddelte løbesedlerne dagen efter, [foråret 2015], fra omkring klokken 1:00 til 3:30. Ansøgeren fik omkring 100 sedler, som han skulle hænge op i bydelen [M]. Næste morgen, da ansøgeren var på vej over til sin fætter, blev han stoppet af tre personer i en bil. Han fik håndjern på og bind for øjnene, hvorefter han blev kørt væk. Efterfølgende blev han ført ned i en kælder, hvor han blev afhørt og udsat for fysiske overgreb. Ansøgeren tilstod til sidst, at det var [B], der havde givet ham løbesedlerne. Efter ni dages tilbageholdelse blev han ført for retten, hvor han blev løsladt mod kaution. Kautionen bestod i skødet på familiens bolig. Ansøgeren opholdt sig herefter i omkring to uger på sin bopæl, hvorefter han rejste til sin farbror i landsbyen [D]. Ansøgeren blev i [D] indtil sin udrejse [i efteråret 2015]. Ansøgeren blev efterfølgende, omkring 50 til 60 dage før sin samtale med Udlændingestyrelsen [i efteråret 2016], ringet op af sin bror, som fortalte, at [B] var blevet anholdt. Efter ankomsten til Danmark er ansøgeren blevet politisk aktiv for partiet, The Unity and Solidarity Party of Iranian People. Han blev medlem af partiet i [vinteren 2016] og er ansvarlig for via sin ven [C] at udføre regimekritiske aktiviteter i Iran, ligesom han har ansvar for en del af partiets økonomi og godkendelse af aktiviteter. Han har desuden deltaget i møder og blandt andet holdt taler, der er blevet filmet og er offentliggjort på Internettet. Han har videre udtalt sig regimekritisk på sin åbne Facebook-profil, ligesom han har udtalt sig kritisk om religion, idet han efter indrejsen i Danmark er blevet ateist. Indledningsvist bemærkes, at ansøgeren hverken i forbindelse med oplysnings- og motivsamtalen eller asylsamtalen i [efteråret 2017] har oplyst, at han havde problemer med at forstå tolken. Tværtimod har han efter oplysnings- og motivsamtalen bedt om at få den samme tolk til næste samtale. Ansøgeren har desuden vedstået indholdet af begge samtaler, hvorfor det ikke kan lægges til grund, at de senere divergenser og udbygninger kan henføres til tolkeproblemer. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om det oprindelige asylmotiv til grund, idet forklaringen har været afglidende, divergerende og udbyggende på centrale punkter, og derfor i det hele fremstår som konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har således forklaret divergerende med hensyn til, hvornår billederne af forretningens indre er optaget og omstændighederne i forbindelse hermed, ligesom han i samme forbindelse har forklaret divergerende med hensyn til, om det var alt i forretningen, der blev endevendt eller kun baglokalet. Videre har han forklaret divergerende med hensyn til, hvornår uddelingen af flyveblade forgik, og om han gemte flyvebladene på taget af sit eget hus eller et tag 2-3 huse væk. Også med hensyn til, om familien har modtaget skriftlige eller kun telefoniske henvendelser fra myndighederne, har ansøgeren forklaret divergerende. Det bemærkes i den forbindelse, at det forekommer påfaldende, at han først forklarede om skriftlige tilsigelser under nævnsmødet [i efteråret 2017], og ikke i forbindelse med de forudgående samtaler med Udlændingestyrelsen eller til hans tidligere advokat forud for det første nævnsmøde. Videre er det bemærkelsesværdigt, at det først var i forbindelse med den efterfølgende anmodning om genoptagelse, at de skriftlige tilsigelser blev fremlagt, idet flere af dokumenterne er udstedt forud for, at ansøgeren udrejste fra Iran. Nævnet har videre lagt afgørende vægt på, at det af ægthedsvurderingen af stævningsbrevet og tilsigelsen til retten i Kermanshah fremgår, at Udenrigsministeriets uafhængige kilde har vurderet, at ingen af de to dokumenter kan anses for at være autentiske. Det forekommer ikke sandsynligt, at ansøgeren, der ikke tidligere havde været politisk aktiv, uden videre sagde ja til at uddele løbesedler på et tidspunkt, hvor hans forretning var blevet lukket, hvorfor han var kommet i myndighedernes søgelys. Det forekommer ikke sandsynligt, at han uddelte løbesedlerne i sit eget nærområde uden at forsøge at skjule sin identitet samtidig med, at han udviste forsigtighed ved at foretage handlingen om natten og gemme løbesedlerne på et tag. Det forekommer heller ikke sandsynligt, at ansøgeren oplyste [B’s] identitet til myndighederne allerede i [foråret 2015], men at der alligevel gik frem til medio 2016, før [B] blev anholdt. Det er i den forbindelse heller ikke sandsynligt, at ansøgeren ikke forsøgte at advare [B] enten før eller efter, at han selv udrejste. Endelig bemærkes, at ansøgeren hverken i sit asylskema eller i oplysnings- og motivsamtalen har nævnt [B], hvilket forekommer påfaldende set i lyset af den centrale rolle, [B] har spillet i ansøgerens sag. Ansøgeren har flere gange udbygget sin forklaring blandt andet med hensyn til, at hans løsladelse blev betinget af, at han skulle samarbejde med myndighederne ved at give dem oplysninger om andre regimekritiske aktivister og aktiviteter og med hensyn til, at hans forretning var en form for samlingssted for sådanne grupperinger, ligesom han via forretningen solgte madvarer til personer ude i bjergene, der kæmpede mod styret. Det forekommer videre mindre sandsynligt, at myndighederne skulle have ransaget og opsøgt ansøgerens familie i 2019 og dermed 4 år efter hans udrejse, set i lyset af, at der tilsyneladende ikke er sket noget, siden familien kort efter ansøgerens udrejse måtte forlade deres hjem og frem til 2019. Om ansøgerens sur-place motiv skal nævnet indledningsvist bemærke, at ansøgerens generelle troværdighed i relation til det oprindelige asylmotiv, påvirker troværdigheden af hans forklaring om medlemskabet af partiet The Unity and Solidarity Party of Iranian People samt forklaringen om, at han har frafaldet sin tidligere yarsan tro, og nu bekender sig til ateisme. Det er således bemærkelsesværdigt, at det ikke har været muligt at finde andet end sporadiske oplysninger om partiet, The Unity and Solidarity Party of Iranian People, på trods af ansøgerens forklaring om, at der er tale om et alment kendt oppositionsparti i Iran. Ansøgerens forklaring om partiets ideologi, opbygning og aktiviteter har været usammenhængende, ligesom han på trods af sin centrale rolle i partiet har udvist et meget begrænset kendskab til partiets forhold. Han har videre forklaret divergerende med hensyn til, om han både blev medlem og begyndte at udføre aktiviteter i 2016, eller om han blev medlem i 2016 og først 2017 at begynde at udføre aktiviteter, efter at han havde haft en 1årig prøveperiode. Ansøgeren har videre udbygget sin forklaring om, hvilke aktiviteter, han udførte for partiet, med forklaringen om, at det er ham, der står som administrator for partiets Facebookside. Det er videre påfaldende, at han på trods af medlemskabet i 2016 ikke forklarede noget herom i forbindelse med, at den oprindelige asylsag blev behandlet i 2016-2017. Det forekommer mindre sandsynligt, at ansøgeren selv skulle have accepteret at modtage beskeder via Messenger med truende indhold, og det beror alene på hans egen formodning, at personen, der har truet ham, samarbejder med de iranske myndigheder. På samme måde beror det også alene på formodninger, at det skulle være de iranske myndigheder, der står bag lukningen af ansøgerens Facebook-profil. Det er ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved sine aktiviteter på Facebook og andre sociale medier har bragt sig i de iranske myndigheders søgelys, idet nævnet har lagt til grund, at han er uprofileret og ikke har haft konflikter med hverken myndighederne eller privatpersoner i Iran. Det bemærkes videre, at det af de foreliggende baggrundsoplysninger fremgår, at asylansøgere, der konverterer for at opnå et asylmotiv eller udfører regimekritiske aktiviteter på sociale medier i den hensigt at opnå asyl, sandsynligvis ikke vil blive forfulgt af de iranske myndigheder som følge heraf ved en tilbagevenden til Iran. Endelig er det påfaldende, at det først er efter afslaget i 2017, at ansøgeren, der tidligere har været aktiv yarsan troende og har lagt lokaler til for, at hans venner kunne mødes om deres tro, i dag har valgt at frafalde sin tidligere tro og bekende sig til ateisme. Ansøgeren har således ikke givet en rimelig forklaring på, hvilke overvejelser der har ført ham til at blive ateist. Det er derfor hverken sandsynliggjort, at ansøgeren har frafaldet sin tro, eller at han derved risikerer asylbegrundende forfølgelse eller overgreb ved en tilbagevenden til Iran. Den omstændighed, at ansøgerens fætter i [efteråret 2020] skulle være blevet dræbt af de iranske myndigheder, kan ikke føre til et andet resultat, idet ansøgeren har forklaret, at fætteren blev standset, fordi han ikke havde nummerplade på sin bil, fordi han efterfølgende forsøgte at flygte fra politiet. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor udlændingestyrelsens afgørelse Iran/2020/91/NHA

irak202046

Nævnet stadfæstede i december 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2009.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og shia-muslim fra Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har oplyst, at han som 10-årig udrejste af Irak, idet han blev familiesammenført med sin far, som blev meddelt opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, [i vinteren 2000]. Ansøgeren har oplyst, at han ikke har familie i Irak, der kunne tage sig af ham og hans bror. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en eventuel tilbagevenden til Irak frygter for sit liv som følge af de generelle forhold i Irak. Til støtte herfor har ansøgeren forklaret, at der er krig i Irak, og at det derfor ikke er sikkert at opholde sig i landet. Endvidere frygter ansøgeren, at ISIS eller lokalbefolkningen vil begå overgreb mod ham, fordi han er shia-muslim. Derudover har ansøgeren henvist til, at han ikke taler arabisk, at han ikke har et sted at bo i Irak, og at han er vant til tilværelsen i Danmark, eftersom han er opvokset her. Yderligere har ansøgeren henvist til, at han frygter at blive tvunget til at udføre militærtjeneste i Irak. Endelig har ansøgeren henvist til, at han frygter en eventuel tilbagevenden til Irak som følge af sin fars konflikter. Ansøgeren har ikke forklaret uddybende herom, men han mener, at hans fars konflikter fortsat er aktuelle i dag. Indledningsvist bemærkes, at hverken de generelle forhold i Irak eller den omstændighed, at ansøgeren er shiamuslim, kan begrunde, at han meddeles asyl. Af ansøgerens fars samtalereferat og tilladelsesresolutionen fra [vinteren 2000], fremgår, at faren fik asyl, fordi han var fra det myndighedskontrollerede område i Irak, og at han på baggrund af den daværende praksis på grundlag af de dengang foreliggende baggrundsoplysninger blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Det fremgår videre, at ansøgerens far i asylsamtalen [i vinteren 2000] forklarede, at hans problemer i hjemlandet ikke havde været særligt alvorlige. Herefter, og da det er mere end 20 år siden, ansøgerens far forlod Irak, og da ansøgeren sammen med sin far i 2014 problemfrit har været tilbage i Irak i 2 uger, er det ikke sandsynliggjort, at han som følge af sin fars forhold ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Det fremgår af The World Fact Book fra CIA, at der ikke er tvungen værnepligt i Irak, hvorfor det ikke er sandsynliggjort, at den omstændighed, at ansøgeren ikke ønsker at afvikle militærtjeneste i Irak, vil bringe ham i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse. Irak 2020/46/NHA

ghan20202

Nævnet stadfæstede i december 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Ghana. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk fante og kristen fra Takoradi, Ghana. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter chikane fra befolkningen, idet han er biseksuel. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han sammen med sin daværende mandlige kæreste, [A], blev overfaldet og slået af en gruppe mænd, som også kastede sten efter dem og truede med at sætte ild til dem. Videre har ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive retsforfulgt af myndighederne, da han har stjålet penge fra [B], som han er opvokset hos. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han som teenager blev smidt på gaden af [B] efter at hun opdagede, at han havde et forhold til en anden mand, [C]. Tre til fire måneder efter tog han hjem til [B], og da hun ikke var hjemme, valgte han at stjæle hendes penge, hvorefter han forlod byen. Han er senere blevet bekendt med, at [B] har anmeldt ham til politiet, hvorfor han frygter, at politiet vil retsforfølge ham. Ansøgeren har derudover som asylmotiv henvist til, at han frygter sin tidligere udlejer i Ghana, fordi han skylder udlejeren penge. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han ved sin udrejse af Ghana manglende at betale sin udlejer for et års husleje, hvorfor han har et økonomisk udestående med denne. Endelig har ansøgeren som asylmotiv henvist til, at han frygter, at han ikke kan få den medicin han har brug for i sit hjemland. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hvis han ikke har penge til at købe sin [F]medicin, kan han ikke få den, idet der ikke er nogen, som betaler for ens behandling. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han som følge af et tyveri er kommet i et modsætningsforhold til de ghanesiske myndigheder, til grund. Flygtningenævnets flertal kan endvidere ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv i øvrigt til grund, idet forklaringen fremstår utroværdig og konstrueret. Flygtningenævnets flertal finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han er biseksuel. Ved vurderingen af ansøgerens troværdighed lægger Flygtningenævnets flertal ligesom Udlændingestyrelsen vægt på, at ansøgeren har forklaret forskelligt om, hvorvidt [D] boede ved sin onkel [C], at ansøgeren har forklaret forskelligt om, hvornår og af hvem han blev konfronteret med, at han var opdaget nøgen sammen med [C], at ansøgeren har forklaret forskelligt om længden af den periode, han så [C], at ansøgeren har forklaret forskelligt om, hvor lang tid, han havde kendt [A], da de blev overfaldet i Accra, at ansøgeren har forklaret forskelligt om, hvor mange personer der deltog i overfaldet, og at ansøgeren har forklaret forskelligt om, hvor overfaldet startede, herunder om det var mens ansøgeren var alene, eller om [A] var til stede. Nævnets flertal skal herved henvise til begrundelsen i Udlændingestyrelsens afgørelse. Flygtningenævnets flertal lægger endvidere vægt på, at ansøgeren har forklaret forskelligt om, hvornår han angiveligt stjal pengene, og hvor længe han boede på gaden i Takoradi, inden han flyttede til Accra. Nævnets flertal kan henvise til begrundelsen i Udlændingestyrelsens afgørelse. Det bemærkes i øvrigt, at ansøgeren har været i stand til at opholde sig i Ghana i mere en 10 år efter tyveriet uden at opleve problemer med myndighederne. Flygtningenævnets flertal finder, at det, der er kommet frem på nævnsmødet, ikke kan føre til en anden vurdering. Det er indgået i Flygtningenævnets flertals vurdering, at ansøgeren har forklaret om omstændigheder, som fandt sted for flere år siden, og til dels da ansøgeren var barn. Flertallet finder imidlertid, at divergenserne angår omstændigheder, som ansøgeren må forventes at kunne forklare konsistent om, hvis det, der forklares om, er selvoplevet. Ved vurderingen af ansøgerens generelle troværdighed har Flygtningenævnets flertal endvidere lagt en vis vægt på, at ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen [i vinteren] 2020 forklarede, at han, da han i [sommeren] 2015 rejste til Danmark for at besøge [E], ikke havde planer om at rejse tilbage til Ghana, selv om han kom til Danmark på et turistvisum, ligesom ansøgeren først søgte om asyl [i vinteren] 2020. Flygtningenævnets flertal finder på denne baggrund, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Ghana vil være i en risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Det forhold, at ansøgeren muligvis har et økonomisk udestående med sin tidligere udlejer, kan ikke begrunde, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7. Tilsvarende kan det forhold, at ansøgeren ikke har penge til medicin for [F] ikke begrunde, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Ghan/2020/2/imbs

erit202021

Nævnet stadfæstede i december 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Eritrea.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk tigrinya og kristen fra [by], Eritrea. Klageren er medlem af pinsebevægelsen. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark i vinteren 2017, og at hun den i foråret 2020 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. [Partsrepræsentant] har i [vinteren 2020] på vegne af klageren klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hun ved en tilbagevenden til Eritrea frygter, at hun vil blive fængslet af de eritreiske myndigheder som følge af, at hun er medlem af pinsebevægelsen, og fordi hun ikke ønsker at aftjene nationaltjeneste. Flygtningenævnet kan ikke lægge klageres forklaring om sin konversion fra ortodoks kristen til pinsebevægelsen til grund. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at klageren ikke, da hun blev afhørt om sit asylmotiv af politiet i vinteren 2018, oplyste, at hun var konverteret til pinsebevægelsen, inden hun udrejste fra Eritrea. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at klageren har afgivet divergerende forklaringer om, hvordan hendes interesse for pinsebevægelsen blev skabt. Hun har således under oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at hendes mors veninde [A] lærte hende om pinsebevægelsen, mens hun ikke under den samtale nævnte hendes onkels kones bror, [B], som efter hendes forklaring under asylsamtalen og i Flygtningenævnet har spillet en central rolle med hensyn til at omvende hende til pinsebevægelsen. Endvidere har hun under asylsamtalen forklaret, at hun i Eritrea besluttede sig for at konvertere efter at have modtaget undervisning i omkring en måned, mens hun under mødet i Flygtningenævnet har forklaret, at hun blev undervist i tre måneder. Disse forhold svækker klagerens generelle troværdighed. Klageren har endvidere ikke på overbevisende måde kunnet forklare om sin indre afklaringsproces og overvejelser i forbindelse med at tilslutte sig en religion, som er ulovlig i Eritrea, og som havde medført fængsling for hendes mor. På denne baggrund har klageren ikke sandsynliggjort, at hendes konversion til pinsebevægelsen er reel. Klageren har tidligere forklaret, at hun er fritaget for nationalitetstjeneste i Eritrea, fordi hun har et barn. Dette støttes af Flygtningenævnets baggrundsoplysninger. På denne baggrund har klageren ikke sandsynliggjort, at hun ved tilbagevenden til Eritrea risikerer at blive indkaldt til nationalitetstjeneste, ved i Flygtningenævnet at forklare, at hun frygter at blive indkaldt på grund af sin alder, og fordi hun er sund og rask. Klageren har således ikke sandsynliggjort, at hun ved tilbagevenden til Eritrea risikerer asylbegrundende forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7,1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Erit/2020/21/ACA

uzbe20192

Nævnet stadfæstede i december 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Usbekistan. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kazah og ateist fra [A], Usbekistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Usbekistan frygter at blive udsat for vold eller blive slået ihjel af sin far. Han har som asylmotiv videre henvist til, at han frygter at blive fængslet, tortureret og blive slået ihjel af sikkerhedstjenesten i Usbekistan. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at ansøgerens far, efter at være blevet løsladt fra fængslet, efter han havde afsonet en fængselsdom på 20 år, flyttede ind hos ansøgeren. Ansøgerens far rekrutterede medlemmer til Islamisk Stat. Han ønskede, at ansøgeren selv skulle rejse til Syrien for at blive soldat for kalifatet ved at slå vantro ihjel, men da ansøgeren nægtede, udsatte han ansøgeren for vold. Ansøgerens far bandt endvidere ansøgeren, og låste ham inde på et værelse og sagde, at ansøgeren ikke måtte komme ud, før han havde lært at bede. Da ansøgeren fortsat nægtede at bede, blev han flere gange udsat for vold af sin far, herunder med et stykke træ. Faren gav ham endvidere et hundehalsbånd på, og bandt ham til radiatoren med dette. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv videre oplyst, at han frygter at blive slået ihjel af den usbekiske sikkerhedstjeneste, idet hans lejlighed blev ransaget af sikkerhedstjenesten, mens han var i Ukraine. Sikkerhedstjenesten havde fundet ekstremistisk litteratur, DVD’er med videre. Ansøgeren har hertil oplyst, at han risikerer at blive dømt uden at blive hørt, og at han frygter at blive fængslet i 15 år eller på livstid. Yderligere frygter ansøgeren at blive fængslet, fordi han er udrejst af Usbekistan og har søgt asyl i Danmark, hvilket er ulovligt efter usbekisk ret. Flygtningenævnets flertal kan ikke lægge ansøgerens forklaring om hans asylmotiver til grund. Flertallet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om væsentlige elementer i hans asylmotiv. Ansøgeren har således forklaret divergerende om, antallet af besøg i hans lejlighed i Usbekistan, og hvor mange overnatninger, seks tadsjikere havde ved deres besøg i lejligheden, idet ansøgeren dels har forklaret, at de overnattede én nat, dels har forklaret, at de overnattede to nætter. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende og udbyggende om farens tilbageholdelse af ham i Ukraine, idet ansøgeren har forklaret divergerende om, hvad faren forlangte, han skulle læse, ligesom ansøgeren har forklaret divergerende om, hvor længe faren frihedsberøvede ham. Hertil kommer, at ansøgeren har forklaret udbyggende om, hvordan han blev tilbageholdt, idet ansøgeren først i asylsamtalen og direkte adspurgt forklarede, at faren havde givet ham et hundehalsbånd om halsen. Flertallet finder i den forbindelse, at ansøgeren gennemgående har forklaret udbyggende om en række forhold, idet en række oplysninger først er fremkommet i asylsamtalen, men ikke er blevet nævnt af ansøgeren i asylskemaet eller i oplysnings- og motivsamtalen. Dette er således tilfældet med hensyn til, hvad der blev fundet af materiale i ansøgerens lejlighed i Usbekistan og med hensyn til, at faren havde bundet ansøgeren med et hundehalsbånd. Samtidig finder flertallet, at ansøgeren har forklaret divergerende om den rolle, som de to personer, der blev tilbage i lejligheden i Ukraine sammen med ansøgeren, havde. Ansøgeren har således først under Flygtningenævnets behandling af sagen forklaret, at de to personer ikke overvågede ham, men var blevet tilbage, fordi de manglede deres papirer. I asylskemaet har ansøgeren anført, at de skulle kigge efter ham, ligesom ansøgeren til asylsamtalen har forklaret, at deres rolle var at overvåge ham. Flygtningenævnets flertal har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende og divergerende om afstanden til den internetcafé, hvor han søgte tilflugt, efter flugten fra lejligheden. Ansøgeren har således under Flygtningenævnets behandling af sagen, at der ikke var ret langt til internetcaféen fra lejligheden, og at ti kilometer, som han tidligere har angivet som afstanden til caféen, efter hans opfattelse ikke er ret langt, og at ansøgeren i sit asylskema har anført, at caféen var i samme bydel. Flertallet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Usbekistan risikerer konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flertallet finder i den forbindelse ikke, at det forhold, at ansøgeren er udrejst af Usbekistan til Ukraine med gyldigt pas, men senere er udrejst af Ukraine til Danmark og har søgt asyl i Danmark, i sig selv indebærer, at ansøgeren risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Uzbe/2019/2/CRT

ukra20205

Nævnet stadfæstede i august 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Ukraine. Sambehandlet med ansøgerens ægtefælle. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk ukrainer og kristen ortodoks fra Kiev, Ukraine. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Ukraine frygter overgreb fra de ukrainske myndigheder. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun og hendes ægtefælle, som hun blev gift med i 2015, støttede Mikheil Saakashvili og deltog i demonstrationer for at støtte ham. Som følge heraf var hun og ægtefællen udsat for omfattende chikane fra myndighederne. Deres hjem blev ransaget tre gange i sommeren 2017. Ægtefællen blev ofte standset af politiet på gaden, og hans bagerforretninger blev opsøgt af myndighederne, der kontrollerede og tog brød. [I sommeren] 2018 blev hun opsøgt af en kvinde og en mand på den klinik hvor hun arbejdede som gynækolog. Kvinden og manden forsøgte at række hende en konvolut, og myndighederne forsøgte at anholde hende for bestikkelse. Hendes ægtefælle blev [i sommeren] 2018 standset på gaden af myndighedspersoner, der forsøgte at plante en lille pose med hvidt pulver, som angiveligt var narkotika, i ægtefællens lomme, hvortil ansøgeren råbte, at det ikke var ægtefællens, hvorefter posen røg ned på jorden og forsvandt. Hun hørte personerne sige til ægtefællen, at de ville forfølge ham senere. Hun og ægtefællen besluttede herefter at udrejse af Ukraine, hvilket de gjorde [i sommeren] 2018. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet har herved navnlig lagt vægt på, at ansøgeren i sit asylansøgningsskema hverken har omtalt myndighedernes forsøg på at anholde hende for bestikkelse [i sommeren] 2016 eller episoden [i sommeren] 2018, hvor myndighedspersoner angiveligt forsøgte at plante en lille pose med hvidt pulver, som angiveligt var narkotika, i ægtefællens lomme, hvilke episoder ifølge ansøgeren var helt central for beslutningen om at udrejse af Ukraine. Ansøgerens forklaring for Flygtningenævnet, hvorefter hun fik oplyst, at hun kun skulle skrive kort om sit motiv, kan ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet bemærker herved, at ansøgeren i skemaet relativt detaljeret har oplyst om øvrige forhold. Flygtningenævnet finder derfor, at betingelserne opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, ikke er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Ukra/2020/5/CRT

ukra20196

Nævnet stadfæstede i december 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Ukraine. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk ukrainer og kristen ortodoks fra Kiev, Ukraine. Ansøgeren har været medlem af et oppositionsparti i Ukraine. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter en falsk anlagt militær straffesag mod ham, som kan medføre op til ti års fængsel. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at han i perioden fra [efteråret] 2014 til [efteråret] 2014 gjorde tjeneste i den ukrainske hær, som kæmpede mod Rusland i den østlige del af Rusland. Ansøgeren udtalte sig kritisk over for militæret, og myndighederne har derfor fabrikeret falske anklager mod ham. Han er falskt anklaget for, at han under en krigssituation har nægtet at samarbejde, ikke har fulgt afgivne kommandoer, har forladt krigshandlingerne og mistet militært udstyr. Den falske anklage kan medføre op til ti års fængsel. Videre har ansøgeren som asylmotiv henvist til, at han var nødsaget til at flygte fra Krim i 2014 som følge af den russiske annektering. Til større herfor har klageren oplyst, at han havde et hotel på Krim, som han var nødt til at sælge og forlade, da Krim blev annekteret af Rusland. Det var ansøgerens overbevisning, at det var farligt for ham at opholde sig på Krim, idet han var ukrainsk patriot. Endelig har ansøgeren henvist til, at han lider af en række kroniske sygdomme, som han ikke kan få medicinsk behandling for grundet den medicinske reform i Ukraine, hvorefter alle sociale programmer og garantier er afskaffet. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på de samme forhold, som fremgår af Udlændingestyrelsens afgørelse [fra slutningen af] 2018. Flygtningenævnet bemærker herunder særligt, at ansøgeren er udrejst og indrejst legalt på eget pas fra og til Ukraine flere gange i årene 2014 – 2018, og at han i 2017 har fået udstedt et pas af de ukrainske myndigheder, selv om hans konflikt med myndighederne allerede på dette tidspunkt var opstået, og han ifølge ansøgerens egne oplysninger til de norske udlændingemyndigheder havde fået et udrejseforbud i [begyndelsen af] 2014. Hertil kommer, at ansøgeren for nævnet har forklaret udbyggende, idet han har forklaret, at hans ægtefælle er blevet opsøgt og chikaneret mange gange af myndighederne, der ønskede oplysninger om ansøgeren. Flygtningenævnet finder på den anførte baggrund, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Ukraine er i risiko for at blive udsat for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Ukra/2019/6/CHPE

ukra201912

Nævnet stadfæstede i december 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt to børn fra Ukraine. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgerne er etnisk ukrainer fra Kharkov, Ukraine. Ansøgerne har været medlem af bevægelsen EuroMajdan siden 2014. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Ukraine frygter, at hun og sin familie vil blive dræbt af ukendte personer, som hun formoder er de russiske og ukrainske specialstyrker, fordi hun har været i besiddelse af nogle vigtige dokumenter. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hun frygter at blive dræbt, fordi der eksisterer en liste med navne over personer, heriblandt ansøgeren, der deltog i en demonstration, og at flere af disse personer er blevet dræbt. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at hun i slutningen af 2014 begyndte at være politisk aktiv i blandt andet den ukrainske uafhængighedsforening ”Euromajdan” og i ”Den Ukrainske Folkemodstand”. Fra februar 2014 til juni 2014 deltog ansøgeren ugentligt i to demonstrationer. Ansøgeren blev overfaldet gentagne gange og modtog trusler. Den 2. juni modtog ansøgeren oplysninger om, at de russiske styrker ville gå ind i Kharkov den 7. juni 2014. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Ukraine frygter, at han og sin familie vil blive dræbt af den russiske eller den ukrainske efterretningstjeneste, fordi han har været politisk aktiv i den ukrainske revolution siden 2014. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter politiet, fordi politiet er korrupt. Han har endvidere henvist til, at hans familie har modtaget trusler på grund af nogle vigtige dokumenter, som ansøgerens ægtefælle har været i besiddelse af. Til støtte for sit asylmotiv, har han oplyst, at han den 20. februar 2014 meldte sig ind i bevægelsen Euromajdan. Den 7. april 2014 deltog han i en demonstration, hvor han blev overfaldet. Den 29. eller 30. april 2014 stiftede ansøgeren bevægelsen Ukraines Folkemodstand sammen med sin ægtefælle. Den 2. juni 2014, blev ansøgeren bekendt med, at Rusland ville indtage Kharkov. Ansøgeren henviste sig til de ukrainske myndigheder angående informationen, men de foretog sig ikke noget. I 2017 blev ansøgerens ægtefælle truet gennem telefonopkald og emails fra ukendte personer. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaringer om deres asylmotiver til grund, idet forklaringerne fremstår som konstrueret til lejligheden og dermed utroværdige. Flygtningenævnet har blandt andet lagt vægt på, at ansøgerne hver for sig og indbyrdes har afgivet divergerende og udbyggende oplysninger på væsentlige punkter, ligesom forklaringerne på en række punkter forekommer usandsynlige. Ansøgerne har blandt andet forklaret udbyggende om, at den kvindelige ansøger siden 2014 har været i besiddelse af dokumenter, som var af så stor vigtighed, at hun blev truet til at udlevere dem. Flygtningenævnet bemærker, at ingen af ansøgerne har omtalt disse dokumenter under behandlingen af deres første asylansøgning i Danmark fra 2. oktober 2014 til 23. december 2015, hvor ansøgerne tilbagekaldte ansøgningen og derefter rejste tilbage til Ukraine. Ansøgerne har forklaret indbyrdes divergerende om, hvorvidt den mandlige ansøger har set dokumenterne. Den kvindelige ansøger har således under sin forklaring i Flygtningenævnet forklaret, at hun efter at have modtaget dokumenterne i 2014 viste dem til den mandlige ansøger, hvorefter ansøgerne blev enige om, at den kvindelige ansøger skulle aflevere dem til en anklager, som hun kendte. Den mandlige ansøger har forklaret, at han nok har set dokumenterne på et tidspunkt, men ikke i 2014. Endvidere bemærker Flygtningenævnet, at den kvindelige ansøger har forklaret, at dokumenterne var så vigtige, at anklageren ikke ville tage imod dem og anbefalede hende at skaffe sig af med dem hurtigst muligt. På denne baggrund forekommer den kvindelige ansøgers forklaring om, at hun tog dokumenterne med hjem og lagde dem på en kommode i stuen, usandsynlig, ligesom det forekommer usandsynligt, at hun skulle have taget to sider af dokumentet med, da parret udrejste af Ukraine første gang, henset til risikoen for at blive kontrolleret i forbindelse med udrejsen. Den kvindelige ansøger har forklaret, at hun afleverede dokumentet til sin ven [A], mens hun har afgivet divergerende forklaringer om, hvorfor hun beholdt to sider af dokumentet. Hun har således under samtalen med Udlændingestyrelsen den 12. juli 2017 forklaret, at hun beholdt to sider af dokumentet, fordi hendes datter havde krøllet dem sammen og gemt dem, og under samtalen den 19. juli 2019 har hun forklaret, at hun beholdt de to sider, fordi hendes datter havde tegnet på dem. Under mødet i Flygtningenævnet har den kvindelige ansøger imidlertid forklaret, at de to ark faldt ud af mappen, da hun tog mappen for at aflevere den til [A], og at hun efterfølgende fandt de to sider derhjemme. Den kvindelige ansøger har endvidere forklaret divergerende blandt andet om sine skypesamtaler med en mand, der krævede de to sider af dokumentet udleveret, og om hvor afleveringen af to sider fandt sted. Hun har under samtalen den 19. juli 2019 forklaret, at en mand ringede til hende i december 2015 og sagde, at hun skulle aflevere dokumenterne inden[Vinteren 2006-2017]. Hun rejste derefter [Vinteren 2006-2017] fra Danmark til Kharkov i Ukraine, hvorefter hun igen blev kontaktet af den pågældende mand, og det blev aftalt, at hun skulle tage til stationen ”Universitet” og vente ved en Leninstatue på en person, som hun skulle aflevere dokumenterne til. Under mødet i Flygtningenævnet har hun derimod forklaret, at hun i Danmark blev ringet op på Skype af manden, som krævede dokumenterne udleveret inden 3 dage. Hun forklarede, at hun befandt sig i udlandet, og manden ringede yderligere to gange til hende, inden hun kunne oplyse, at hun først ville være tilbage [Vinteren 2006-2017]. I Kharkov mødtes hun med en mand i metroen, hvor hun overgav ham dokumenterne. Flygtningenævnet tilsidesætter på denne baggrund ansøgernes forklaringer om deres asylmotiver. Endelig har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgerne legalt og problemfrit har kunnet udrejse af Ukraine to gange med deres ægte pas, der til brug for den første udrejse var isat gyldige visa til Danmark. På denne baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Ukraine risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Ukra/2019/12/NABR

ukra201911

Nævnet stadfæstede i november 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Ukraine. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er kristen ortodoks fra Kharkiv, Ukraine. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Ukraine frygter at blive dræbt af [en højreek-stremistisk gruppe], fordi hun ikke vil samarbejde med disse, og fordi hun er gift med en russer og taler russisk. Ansøgeren har under nævnsmødet forklaret, at hendes ægtefælle har slået hende. Æg-tefællen er på hendes anmodning blevet flyttet til et andet asylcenter, og hun ønsker ikke længere sin sag sambehandlet med ægtefællens. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund, idet ansøgeren har forklaret divergerende om centrale dele af sit asylmotiv. Ansøgeren har til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at hun fra 2016 til sin udrejse af Ukraine blev opsøgt af [en højreekstremistisk gruppe] en gang om ugen, mens hun til asylsamtalen og under nævnsmødet har forklaret, at hun blev opsøgt en gang om måneden. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren forklaret, at den person, der overfaldt hende [efteråret] 2016, var iklædt camouflageuniform, mens hun under nævnsmødet har forklaret, at han var iført en sort uniform, ligesom ansøgeren om de per-soner, der opsøgte hendes bopæl og bankede på hendes dør, til asylsamtalen forklarede, at de var iført letgenkendelige camouflageuniformer, mens hun under nævnsmødet har forklaret, at de var iført sorte uniformer. Videre har ansøgeren forklaret, at hun opholdt sig i Ukraine, på den samme bopæl, i næsten 1½ år, og først udrejste, da retssagen mod hendes barns far var afsluttet, og ansøge-ren har under asylsamtalen forklaret, at det var hun nødt til, for retssagen strakte sig over næsten 1 år, og der var mange retsmøder. Ansøgeren har under nævnsmødet forklaret det samme og yderlige-re, at hun mødte sit barns far i retten, ligesom ansøgeren direkte forespurgt har bekræftet, at de mange retsmøder vedrørte sagen om tilladelse til at tage barnet med ud af Ukraine. Foreholdt, at sagen er behandlet ved retten på skriftligt grundlag og uden parternes tilstedeværelse, har ansøgeren ændret sin forklaring til, at hun først havde anlagt en sag om forældremyndighed, og at det var i den sag, der var mange retsmøder, at hun tabte denne sag og derefter anlagde sagen om tilladelse til at tage barnet med ud af Ukraine. Videre har ansøgeren forklaret udbyggende om, at det er hendes formodning, at hendes barns far tilhører eller sympatiserer med [en højreekstremistisk gruppe]. Det forekommer usandsynligt, at ansøgeren, efter at have opholdt sig 2 år i Rusland, få dage efter sin tilbagevenden til Ukraine skulle blive opsøgt af [en højreekstremistisk gruppe] og med en intensitet, som forklaret af ansøgeren. Endelig har ansøgeren under såvel oplysnings- som asylsamtalen oplyst at være etnisk ukrainer, mens hun under nævnsmødet har forklaret at være etnisk russer. Efter en samlet vurdering af ansøgerens troværdighed kan Flygtningenævnet ikke lægge til grund, at ansøge-ren har eller har haft en konflikt med [en højreekstremistisk gruppe], hvilket underbygges af, at an-søgeren opholdt sig i Ukraine på den samme bopæl gennem ca. 1½ år og yderligere, uden problemer, et par gange i [vinteren] 2018 rejste til Ukraine for at få udstedt udenrigspas. Ansøgerens angivelige konflikt med sit barns biologiske far er en privatretlig konflikt, der har givet udslag i et voldeligt overfald, der er anmeldt til politiet, og sagen er behandlet af myndighederne. Ansøgeren kan herefter henvises til at søge beskyttelse ved de ukrainske myndigheder, såfremt hun frygter sin eks-kæreste. Det forhold, at ansøgeren ikke har bragt sit barn tilbage til Ukraine indenfor den i dommen fastsatte frist, er ikke asylbegrundende. De generelle forhold i Ukraine, herunder for russisktalende, er ikke af en sådan karakter, at dette i sig selv er asylbegrundende. Efter en samlet vurdering har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Ukraine vil være i risiko for forføl-gelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæ-ster derfor udlændingestyrelsens afgørelse.” Ukra/2019/11/KAA

ugan20204

Nævnet stadfæstede i september 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Uganda. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk muganda og kristen katolik af trosretning fra Kampala, Uganda. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Uganda frygter, at hun vil blive fængslet af de ugandiske myndigheder, fordi hun er homoseksuel. Ansøgeren frygter endvidere at blive slået ihjel eller udsat for voldelige overgreb af sin tidligere ægtefælle, idet hun var ham utro med en kvinde. Endelig frygter ansøgeren lokalsamfundet, fordi det generelt er svært at være homoseksuel i Uganda. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun som ung gik på en kostskole udelukkende for piger, [X], og at hun her blev klar over, at hun var tiltrukket af piger. Da hun gik i ottende klasse, blev hun kæreste med en af de andre elever på skolen, en pige ved navn [G]. Da de gik i niende klasse, blev deres forhold afsløret, og de blev begge bortvist fra skolen. Ansøgeren begyndte derefter på en anden skole, der var for både piger og drenge, [Y], hvor hun blev kæreste med [M]. Ved en semesterfest blev deres forhold afsløret, mens de kyssede bagved skolebygningen, og de blev derfor bortvist fra skolen. Efter denne episode blev ansøgeren endvidere smidt ud hjemmefra, hvorefter hun tog ophold hos en veninde, der sammen med en anden kvinde drev en karaoke bar. Ansøgeren boede hos veninden i perioden fra 2003 til 2009, og hun ernærede sig som danser på karaoke baren i perioden fra 2004 til 2009. På karaoke baren mødte ansøgeren sin tredje kæreste, [B]. I denne periode havde ansøgeren alene kontakt med sin søster, [S], som ikke kendte til ansøgeren forhold til [B]. I december 2009 blev ansøgeren kontaktet af sin far, der bad hende om at besøge familien, idet han gerne ville tale med hende. Da ansøgeren mødte op, sagde ansøgerens far blandt andet, at det, som ansøgeren foretog sig, ikke var godt, og at ansøgeren var årsagen til hendes mors død i 2004. Faren sagde endvidere, at han havde fundet en mand ved navn [E] til ansøgeren, således at hun kunne ændre på sit liv. Ansøgeren accepterede, idet hun ønskede at være sammen med sin familie og leve et mere almindeligt liv. I julen 2009 flyttede ansøgeren ind hos [E]. [E] er den eneste mand, som ansøgeren har været fysisk sammen med. I perioden fra nogle måneder efter, at hun var flyttet ind hos [E] og frem til oktober 2011, levede ansøgeren et dobbeltliv, idet hun, når [E] var bortrejst, fortsat så [B]. En aften i oktober 2011, efter at ansøgeren og [B] havde været på klub, inviterede ansøgeren [B] med hjem. Ansøgeren troede, at hendes ægtefælle på daværende tidspunkt var på arbejde. Mens ansøgeren og [B] lå nøgne i sengen, blev de imidlertid afsløret af [E], der begyndte at slå dem. [E] ringede til politiet, der efterfølgende kom og tog ansøgeren og [B] med på politistationen, hvor de blev tilbageholdt fra torsdag aften til mandag morgen, hvor de blev kørt til en retsbygning og dernæst til hospitalet. Mandag aften flygtede ansøgeren fra hospitalet og tog efterfølgende ophold hos sin mormor i [bydel] frem til sin udrejse i 2017. Mens ansøgeren opholdt sig hos sin mormor, havde hun udelukkende kontakt til sin søster, [S]. Forud for ansøgerens udrejse af Uganda fortalte [S], at [E] fortsat ledte efter ansøgeren, og at [B] fortsat var fængslet. I […] 2019 mødte ansøgeren i Danmark en herboende kvinde ved navn [D], som ansøgeren nu er kæreste med. De er sammen stort set hver weekend. I Danmark har ansøgeren endvidere haft kontakt med LGBT Asylum/LGBT Danmark. Flygtningenævnet bemærker indledningsvis, at ansøgeren opholdt sig i Danmark i en længere periode, hvor hun boede hos henholdsvis en nigeriansk og en somalisk familie, før hun ansøgte om asyl i forbindelse med, at politiet antraf hende. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer kan ikke lægge ansøgernes forklaring om, at hun er homoseksuel til grund. Flertallet har ved denne vurdering lagt vægt på, at ansøgerens generelle troværdighed er svækket på grund af en divergerende forklaring. Flertallet bemærker i tillæg hertil, at ansøgeren først tog kontakt til LGBT i Danmark, efter hun modtog Udlændingestyrelsens afslag på asyl. Flygtningenævnets mindretal lægger til grund, at ansøgeren er homoseksuel. Et samlet Flygtningenævn kan ikke lægge ansøgerens forklaring om overfaldet, tilbageholdelsen og modsætningsforholdet til lokalbefolkningen, ægtefællen og myndighederne til grund. Flygtningenævnet har i den forbindelse for så vidt angår den påberåbte konflikt med myndighederne lagt vægt på, at ansøgeren fik udstedt pas og udrejste legalt af Uganda uden at opleve problemer, efter at hun angiveligt skulle være blevet tilbageholdt af myndighederne og være stukket af fra myndighederne. For så vidt angår ansøgerens frygt for ægtefællen og lokalbefolkningen har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvornår og om hun modtog trusler fra sin tidligere ægtefælle. Ansøgeren har således til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at hun ingen kontakt havde med ægtefællen fra 2011 til 2017, og at hun hverken direkte eller indirekte modtog trusler fra ham i den periode. Hun har i samme samtale forklaret, at søsteren i 2017 oplyste hende om, at ægtefællen vil slå hende ihjel, mens hun til asylsamtalen oplyste, at hendes søster allerede i 2013 oplyste hende om, at ægtefællen ville slå hende ihjel. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om baggrunden for sin udrejse i 2017. Hun har til første samtale forklaret, at hun udrejste i 2017, fordi der i 2013 var vedtaget en lov, som gjorde det muligt at fængsle homoseksuelle i Uganda. Til anden samtale forklarede hun derimod, at hun ventede med at udrejse til 2017, fordi hendes børn først skulle blive store, og hun selv skulle blive rask efter tuberkulose. Hun har under nævnsmødet forklaret, at hun udrejste i 2017, fordi hun via sin søster fik at vide, at ægtefællen vidste, at hun enten var hos sin mormor eller hos sin fars familie, hvilket gjorde hende meget bange. Endelig har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgeren kunne opholde sig problemfrit hos sin mormor i seks år i en anden del af Kampala uden at blive opsøgt af sin tidligere ægtefælle eller opleve problemer med lokalbefolkningen. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Uganda vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Ugan/2020/4/tps

ugan20203

Nævnet meddelte i august 2020 opholdstilladelse K-status til en mandlig statsborger fra Uganda. Indrejst i 2006. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk mukiga og kristen protestant fra Uganda. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i slutningen af] 2005 klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 8, stk. 1. Under den oprindelige asylsag fremgår det af akterne fra UNHCR, at klageren som asylmotiv havde henvist til, at han ved en tilbagevenden til Uganda frygtede myndighederne, idet hans onkel, [A], var tidligere præsidentkandidat, ligesom klageren var flygtet, efter at han i en måned havde været tilbageholdt grundet sin støtte til onklen. Udlændingestyrelsen har [i slutningen af] 2019 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 8, stk. 1. Udlændingestyrelsen har vurderet, at klageren har opnået sin opholdstilladelse på baggrund af svig, idet klageren til Udlændingestyrelsen har oplyst, at hans oprindelige asylmotiv var falskt. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse henvist til, at han ved en tilbagevenden til Uganda frygter at blive slået ihjel af de ugandiske myndigheder som følge af sin desertering fra militæret i Uganda og sin tilslutning til militæret i Rwanda. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han har været udsendt til Sydsudan og Congo, hvor han aktivt deltog i kampe. Klageren var omkring 15 eller 16 år, da han blev udsendt til fronten i Congo. I Congo kæmpede klageren i omkring to år mod forskellige rebelgrupper for Uganda og Rwanda. Herefter opstod en konflikt mellem Uganda og Rwanda, og klageren befandt sig på dette tidspunkt i Rwanda. Videre har klageren oplyst, at han efterfølgende blev sendt tilbage til Uganda, hvor han blev anklaget for at have kæmpet mod sin egen hær. Som følge af anklagerne blev klageren fængslet i et militærfængsel i Kabamba, hvorfra han flygtede og indrejste i Rwanda. Fra Rwanda kom han via UNHCR til Danmark som kvoteflygtning og fik asyl i medfør af udlændingelovens § 8, stk. 1. Idet klageren under sine samtaler i Udlændingestyrelsen og for nævnet har angivet et andet asylmotiv, end han har opgivet til UNHCR under den oprindelige sag, tiltræder Flygtningenævnet, at klageren oprindeligt har opnået opholdstilladelse i Danmark ved svig. Flygtningenævnets flertal kan imidlertid lægge klagerens forklaring om, at han er flygtet fra militærtjeneste til grund. Uanset klageren på nogle punkter har forklaret divergerende finder Flygtningenævnets flertal, at klageren, der for nævnet fremstod præget af sine oplevelser, har forklaret troværdig og på en måde, der virker selvoplevet. Klagerens forklaring støttes endvidere til en vis grad af de sparsomme oplysninger i de oprindelige akter fra UNHCR, hvoraf det fremgår, at klageren har været i militæret i Uganda. Flygtningenævnets flertal finder således, at klageren ved en tilbagevenden til Uganda vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af [slutningen af] 2019, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, stk. 1.” Ugan/2020/3/CHPE

ugan201912

Nævnet stadfæstede i november 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Uganda. Indrejst i 2018. Ansøgeren er ugandisk statsborger og er født og opvokset i byen […]. Hun er etnisk ryankole, tilhører sebei stammen og er kristen af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer og har ikke været politisk aktiv. Ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter ansøgeren at blive dræbt af sin farbror, der krævede, at ansøgeren skulle lade sig omskære for at modtage sin arv efter faren og efterfølgende har truet med at dræbe ansøgeren, hvis ikke hun opgav den sag, som hun anlagde ved domstolene for at få sin arv. Ansøgeren har til sagen oplyst, at hendes far, som hun kun havde mødt to gange, afgik ved døden i [begyndelsen af ] 2012. [I sommeren] 2012 blev der afholdt et traditionelt begravelsesritual for faren. Ansøgeren fik af farbroren at vide, at hun havde arvet jord efter faren, men at hun skulle lade sig omskære, før hun kunne få sin arv. Ansøgeren nægtede at lade sig omskære, og selv om hendes faster og to andre kvinder flåede hendes tøj af, således at hun fik mærker over hele kroppen, lykkedes det for hende at stikke af. Dagen efter rettede ansøgeren sammen med moren henvendelse på den lokale politistation for at melde overfaldet til politiet. Efterfølgende blev der indledt en retssag, som stod på i flere år, uden at der skete noget konkret i sagen. Det seneste retsmøde blev afholdt i 2018. Ansøgeren har forsøgt at finde en løsning med sin farbror, men farbroren har ikke været indstillet herpå og har truet ansøgeren. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Ansøgerens konflikt med sin farbror er en privatretlig jordkonflikt, der ikke i sig selv er asylbegrundende. Ansøgeren har forklaret, at hun og hendes mor anlagde en retssag om retten til den jord, ansøgeren har arvet efter sin far. Retssagen har efter ansøgerens forklaring verseret ved retten, tilsyneladende gennem en årrække som følge af farbrorens udeblivelse fra flere retsmøder. Ansøgeren har forklaret, at hendes farbror har truet hende, og at han har udtalt, at han vil slå hende ihjel, hvis hun ikke opgav retssagen, og hvis hun blev ved med at ringe til ham. Under retssagens forløb, frem til 2016, har ansøgeren boet samme sted i Kampala, hun har deltaget i flere retsmøder, og hun har flere gange selv taget telefonisk kontakt til farbroren, uden at farbroren har opsøgt hende, hverken mens hun boede i Kampala, eller fra 2016 mens hun boede hos moderen. Det beror på ansøgerens egen formodning, at det var farbroren eller nogen med tilknytning til denne, der en nat i [slutningen af] 2016 bankede på hendes dør. Ansøgeren har under nævnsmødet forklaret, at hun modtog den sidste trussel fra farbroren [foråret] 2018, hun udrejste først [cirka tre måneder senere], på hvilket tidspunkt hun havde fået visum til Danmark, og hun søgte først asyl i [efteråret] 2018. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet, at ansøgerens konflikt med farbroren ikke har en sådan karakter eller intensitet, at den er omfattet af udlændingelovens § 7. Ansøgeren har været i stand til at modstå kravet om omskæring, og det forhold, at hendes farbror og tante ikke måtte være blevet straffet for at forsøge at omskære ansøgeren ved tvang, kan ikke føre til et andet resultat. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Uganda vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Ugan 2019/12/MNR

ugan201911

Nævnet meddelte i november 2019 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Uganda. Indrejst i 2015.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk muganda og muslim fra Namasuba, Uganda. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Uganda frygter at blive slået ihjel af sin familie eller af lokalbefolkningen som følge af, at han er homoseksuel. Ansøgeren frygter endvidere at blive udsat for overgreb af myndighederne, idet det er ulovligt at være homoseksuel i Uganda. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han for første gang havde et seksuelt forhold til en mand, da han var omkring 12 år gammel. Vedkommende hed [X] og var en ven af ansøgerens familie. Forholdet varede i omkring et år og endte, da ansøgeren startede et seksuelt forhold til sin ven [Y] fra skolen. Ansøgeren havde haft et forhold til [Y] i omkring to år. I [foråret] 2015 opdagede ansøgerens mor, at ansøgeren og [Y] havde sex på familiens bopæl. Moren råbte af ansøgeren og udsatte ham for vold, mens andre fra landsbyen trængte ind i huset for at se, hvad der skete. Ansøgerens mor og de andre tilstedeværende fra landsbyen besluttede sig for at brænde ansøgeren og [Y] levende. Ansøgeren og [Y] blev trukket ud af huset, hvor der blev kastet sten på ansøgeren, hvilket gjorde, at han blev svimmel og så dobbelt. Da politiet ankom til stedet, lykkedes det ansøgeren at flygte. Ansøgeren opholdt sig herefter i omkring en måned hos [X], som oplyste, at moren og lokalbefolkningen stadig efterstræbte ansøgeren. Ansøgeren udrejste af Uganda i [foråret] 2015. Flygtningenævnet kan i det væsentligste lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Nævnet har lagt vægt på, at ansøgerens forklaring har været detaljeret, konsistent og troværdig. Det lægges således til grund, at ansøgeren er homoseksuel, og at han i Uganda har været udsat for alvorlige angreb af sin mor og af lokalbefolkningen efter, at han blev afsløret af sin mor, da han dyrkede sex med sin kæreste [Y]. På grundlag af baggrundsoplysningerne finder Flygtningenævnet, at den omstændighed, at ansøgeren er homoseksuel, ikke i sig selv kan føre til asyl. Det må imidlertid lægges til grund, at ansøgeren på grund af sine seksuelle aktiviteter står i modsætningsforhold navnlig til sin mor og lokalbefolkningen, der har udsat ham for et alvorligt angreb, og at ansøgeren i den forbindelse, ved en tilbagevenden til Uganda, risikerer yderligere forfølgelse fra moren og lokalbefolkningen, og at han som homoseksuel ikke kan forvente at få den fornødne beskyttelse fra myndighederne. Under disse omstændigheder finder nævnet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han har behov for beskyttelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Ugan/2019/11/JAH

tyrk20204

Nævnet stadfæstede i juni 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Tyrkiet. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og muslim fra Konya, Tyrkiet. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Tyrkiet frygter at blive slået ihjel af sin far, fordi hendes far er psykisk syg og lider af skizofreni. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hendes far har truet med at slå hende ihjel, og fortalt hende, at hun ikke skal vende tilbage, fordi hverken han eller lokalsamfundet kan acceptere, at hun er lesbisk. Ansøgeren har videre henvist til, at hendes far gentagne gange har udsat hende for fysisk vold og social kontrol. Ansøgeren har som yderligere asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive dårligt behandlet af sin bror og sin øvrige familie, fordi de ikke kan lide hende. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at hun altid er blevet holdt udenfor, og er blevet stigmatiseret af familien. Ansøgeren har endelig henvist til, at hun er bange for, at hun ikke kan få den rigtige behandling for sine sygdomme i Tyrkiet. Indledningsvist bemærkes, at Flygtningenævnet ved vurderingen af sagen har taget hensyn til, at ansøgeren har visse psykiske udfordringer. Det er dog ikke dokumenteret, at hun lider af skizofreni, idet hun ikke har modtaget behandling herfor i Danmark. Ansøgeren har på trods af, at hun lider af depressioner været i stand til at forklare sig, og hendes forklaring har først og fremmest været påvirket af hendes psykiske tilstand, når hun er blevet konfronteret med divergenser og usandsynligheder. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotiv til grund, idet forklaringen på en række centrale punkter har været divergerende og usandsynlig. Ansøgeren har således i forbindelse med, at hun søgte asyl i Sverige, om sit asylmotiv forklaret, at hun var blevet tvunget til at gifte sig med en væsentlig ældre mand, hvorimod hun ikke forklarede, at hun tillige havde problemer med sin familie og beboerne i landsbyen, fordi hun var lesbisk. Hun har videre forklaret, at hun frygter for, at hendes far vil slå hende ihjel, hvilket harmonerer dårligt med forklaringen om, at faren, allerede forud for ansøgerens første rejse til Danmark i 2018, var klar over, at hun var lesbisk, uden at han gjorde alvor af sine trusler. Ansøgeren har forklaret divergerende med hensyn til, om hun erkendte, at hun var lesbisk allerede i teenageårene eller først som 27-28 årig, og om hun var kæreste med [A] i 3 eller 5 år. Ansøgeren har i asylskemaet forklaret, at hun og [A] genoptog deres seksuelle forhold som kærester, da hun kom tilbage efter sit første besøg i Danmark i 2018, hvorimod hun under asylsamtalen forklarede, at [A] slog op, før ansøgeren rejste til Danmark. Under nævnsmødet har hun derimod forklaret, at hun kun mødte [A] på gaden uden at tale med hende, efter at hun kom tilbage til landsbyen i 2018. Videre har ansøgeren forklaret divergerende med hensyn til, om de andre beboere i landsbyen kendte til hendes seksualitet eller ej. Det bemærkes i den forbindelse, at det ikke forekommer sandsynligt, at ansøgerens far, der ikke kunne acceptere ansøgerens seksualitet, skulle have fortalt landsbyens beboere, at ansøgeren var lesbisk, idet han blandt andet tvang ansøgeren til at gifte sig med en mand for at skjule dette. Endelig bemærkes, at det er mindre sandsynligt, at ansøgeren ikke var bekendt med, at det var muligt at søge asyl i Danmark, og at hun hverken søgte asyl i Danmark ved det første besøg i 2018 eller umiddelbart efter tilbagekomsten i 2019 men derimod først, efter at hun var kommet til Sverige. Det forekommer på samme måde mindre sandsynligt, at ansøgeren, der var i stand til at over en årrække at mødes med [A] i landsbyens park, ikke var i stand til at søge myndighedsbeskyttelse mod faren eller rejse væk fra landsbyen, fordi faren udøvede social kontrol med hende og låste hende inde. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevending til Tyrkiet vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse.” Tyrk/2020/4/RILA

tyrk201917

Nævnet stadfæstede i november 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Tyrkiet. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni muslim fra [A], [B], Tyrkiet. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Tyrkiet frygter at blive slået ihjel af sin familie, fordi han nægtede at lade sig gifte med den pige, som hans forældre havde fundet til ham. Ansøger har frafaldet sit asylmotiv i relation til, at han frygter forholdene for kurdere i Tyrkiet. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han og [C] blev kærester i sommeren 2013. [C] kom fra Syrien. Ansøgeren og [C] boede efterfølgende sammen i Istanbul. Ansøgerens brødre, [D] og [E], generede ansøger og [C], fordi [C] kom fra Syrien, og brødrene sagde til ansøgeren, at han skulle forlade [C]. I 2015 blev ansøgeren og [C] truet af [D] med en pistol. De blev truet, fordi [D] mente, at [C] var fremmed. Dagen efter, at [D] havde truet dem, flygtede [C] til Grækenland. Ansøgeren blev i alt truet over 10 gange af [D] og resten af ansøgers familie, både fysisk og telefonisk. Ansøgeren udrejste herefter til Danmark, hvor han søgte asyl og opholdt sig i ca. 6 måneder. Herefter rejste han tilbage til Tyrkiet i sommeren 2016. Han boede efterfølgende i Tyrkiet indtil 2018. Han blev ved med at modtage trusler fra familien i de to år, hvor han opholdt sig i Tyrkiet. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende om væsentlige elementer i sit asylmotiv. Ansøgeren har således under Flygtningenævnets behandling af sagen og til oplysnings- og motivsamtalen, og til asylsamtalen forklaret, at han har problemer med sin egen familie, der har truet ham på grund af hans ægteskab med [C]. Ansøgeren har derimod under behandlingen af hans asylansøgning i 2015 til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han ikke havde konflikter med familiemedlemmer eller andre privatpersoner, men at han kun havde problemer med sin svigerfamilie her i Danmark, som han syntes blandede sig i ansøgerens og ægtefællens privatliv. Ansøgeren har endvidere i forhold til sin hustrus forklaring forklaret divergerende om baggrunden for hans hustrus flugt. Ansøgeren har således under Flygtningenævnets behandling af sagen forklaret, at hustruen flygtede med deres to børn efter, at ansøgerens bror [D] havde opsøgt dem på deres bopæl og havde truet ansøgeren med et skydevåben. Ansøgerens hustru har derimod til sin oplysnings- og motivsamtale vedrørende sit asylmotiv forklaret, at hun udrejste af Tyrkiet uden at hendes mand vidste det, da de havde nogle problemer i forholdet. Problemerne med manden i Tyrkiet bestod af dagligdagsproblemer, da manden ikke havde noget job, og huslejen var dyr, og der skulle være penge til at hendes søn kunne få mad. Hertil kommer, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorvidt han blev truet af sin bror i perioden, fra han vendte hjem til Tyrkiet i [sommeren] 2016, til han på ny udrejste i [sommeren] 2018, idet ansøgeren under Flygtningenævnets behandling af sagen har forklaret, at han blev truet mange gange af sin bror i disse to år, mens han til asylsamtalen har forklaret, at han ikke modtog nogen trusler i denne periode og ikke oplevede nogen problemer med sine brødre. Samtidig har ansøgeren forklaret udbyggende om den vold, som han var udsat for af sin bror [D], idet han under Flygtningenævnets behandling af sagen har forklaret, at [D] også udsatte ham for vold før han blev kæreste med [C], og at [D] en gang havde slået ansøgeren så hårdt, at hans ene ben brækkede. Det var i 2013 i Istanbul. Ansøgeren har endvidere forklaret udbyggende om sin mors sygdom, idet han under Flygtningenævnets behandling af sagen har forklaret, at hans mor ikke var syg, men at det var en løgnehistorie, som hans familie havde opfundet for at lokke ham til et møde, hvor han skulle giftes med den kvinde, som familien havde fundet til ham. Ansøgeren har forklaret, at han lod, som om han accepterede giftermålet med denne kvinde for at kunne leve i fred. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Tyrkiet risikerer konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Tyrk/2017/17/snd

syri202089

Nævnet meddelte i november 2020 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk kurder og muslim fra Qamishli. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter de syriske myndigheder, idet han i 2008 ved festligheder dagen før Newroz fotograferede folk i hvilken forbindelse, han blev tilbageholdt af sikkerhedstjenesten og under tilbageholdelsen udsat for tortur. Klageren har som yderligere asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive indkaldt til at aftjene militærtjeneste i den syriske hær. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han ikke vil aftjene militærtjeneste i Syrien, fordi han er kurder, og kurderne bliver behandlet dårligt. Klageren har videre oplyst, at han ikke ønsker at aftjene militærtjeneste, fordi han kan blive tvunget til at slå mennesker ihjel, og såfremt han skal arbejde i et fængsel, vil han blive tvunget til at slå mennesker. Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring til grund om, at han har en konflikt med de syriske myndigheder som følge af, at han angiveligt fotograferede folk dagen før Newroz i 2008, da klagerens forklaringer herom er forskellige og forekommer konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at klageren har forklaret forskelligt om tidspunktet og omstændighederne omkring tilbageholdelsen de syriske myndigheder, hvilket er en central del af klagerens asylmotiv. Til oplysnings- og motivsamtalen [i sommeren] 2010 har klageren forklaret, at han var fotograf, og at han dagen før Newroz i 2008 havde taget sit kamera med for at tage billeder for sin egen skyld, og at mens han fotograferede folk, dukkede der en hvid pick-up op med statens sikkerhedsstyrker, der tilbageholdt ham, og at han var udsat for tortur under tilbageholdelsen. Til samtalen [i sommeren] 2020 har klageren derimod forklaret, at han tog billeder og film i forbindelse med hans deltagelse i en demonstration i 2006, og at han som følge heraf blev tilbageholdt af de syriske myndigheder. Ved denne samtale omtalte klageren ikke, at han under tilbageholdelsen havde været udsat for totur. For Flygtningenævnet har klageren forklaret, at han dagen før Newroz tog nogle billeder af folk, hvorefter der dukkede en pick-up op med statens sikkerhedsstyrker, der tilbageholdt ham og under tilbageholdelsen udsatte ham for tortur. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om, at han er eftersøgt af sikkerhedstjenesten ”Fayha” til grund. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende herom, og at han ikke har nævnt denne konflikt til oplysnings- og motivsamtalen [i sommeren] 2010, men først har oplyst herom i slutningen af sin samtale med Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2020. Flygtningenævnet finder imidlertid i lighed med Udlændingestyrelsen, at klageren som mandlig syrisk statsborger i den militærpligtige alder risikerer at blive indkaldt til at aftjene militærtjeneste, og at han derfor isoleret et er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det fremgår af udlændingelovens § 31, stk. 2, at en udlænding, der er omfattet af § 7, stk. 1, ikke må udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse af de i flygtningekonventionen anførte grunde, eller hvor udlændingen ikke er beskyttet mod videresendelse til et sådant land. Flygtningenævnet finder ligesom Udlændingestyrelsen, at udlændingelovens § 31, stk. 2, jf. stk. 1, er til hinder for tvangsmæssig udsendelse af klageren til Syrien. I henhold til udlændingelovens § 49 a, 2. pkt., skal en afgørelse om, at udlændingen ikke kan udsendes, jf. § 31, tillige indeholde en afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud efter § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter blandt andet §§ 22-24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Afvejningen skal for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionen. Efter flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, kan en flygtning, der er omfattet af konventionen, udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses som en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Der skal herefter foretages en proportionalitetsafvejning i relation til grovheden af den begåede forbrydelse i forhold til, om der er særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, der taler for at give klageren opholdstilladelse. Klageren er ved dom [efteråret] 2013 straffet med fængsel i 40 dage betinget og med et betinget indrejseforbud i 2 år for to tilfælde af trusler efter overtrædelse af straffelovens § 266, i hvilken forbindelse han i begge tilfælde havde truet med en kniv, ved dom af [begyndelsen af] 2018 straffet med fængsel i 14 dage betinget og med et betinget indrejseforbud i 2 år for to overtrædelser af knivloven og et tilfælde af overtrædelse af bekendtgørelse om euforiserende stoffer, og ved ankedom af [efteråret] 2019 straffet med fængsel i 4 måneder og et indrejseforbud i 6 år for blandt andet to overtrædelser af knivloven, overtrædelse af lov om euforiserende stoffer ved blandt andet ved besiddelse af 200 gram hash med henblik på videreoverdragelse samt gentagne overtrædelser af færdselsloven, herunder blandt andet færdselslovens § 53, stk. 1, og § 54, stk. 1. Klageren har opholdt sig i Danmark siden [foråret] 2010. Hans familiemæssige relationer i Danmark består af klagerens mor, tre brødre, en søster og hans kone, der er dansk statsborger. Han har gået indtil 9. klasse i Syrien. Han har ikke gennemført eller påbegyndt en uddannelse. Han har arbejdet som vikar i 3 måneder i 2018. Han har åbnet et pizzeria i oktober 2018, som han senere har overdraget til sin bror i 2019, da han ved dom blev udvist af Danmark med et indrejseforbud i 6 år. Han har ikke haft andet arbejde i Danmark. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af den foreliggende pådømte kriminalitet, at klageren ikke kan anses for at være domfældt for en særlig farlig forbrydelse, som indebærer, at han må betragtes som en fare for samfundet. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at der ikke i medfør af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., er grundlag for at udelukke klageren fra opholdstilladelse efter § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor fortsat klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syri/2020/89/RILA

syri202088

Nævnet stadfæstede i november 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt to børn fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klagerne er etniske arabere og sunni-muslimer af trosretning fra henholdsvis [Landsby], Al-Raqqah, Syrien og [Landsby], Syrien. Klagerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men den mandlige klager har støttet op om revolutionen i Syrien og har givet udtryk for sine holdninger, men har været forhindret i aktivt at deltage i demonstrationer, da han er blind. Det fremgår af sagen, at den mandlige klager indrejste i Danmark [Efteråret] 2015, mens den kvindelige klager samt medfølgende børn indrejste i Danmark [Vinteren] 2015, og at de [Foråret] 2016 begge blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klagerne har [Sommeren] 2019 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 subsidiært § 7, stk. 2. Klagerne har til støtte herfor oplyst, at den mandlige klager er blevet opsøgt af en islamisk gruppe og af myndighederne flere gange, og at han og familien således frygter at blive anholdt, fængslet og udsat for tortur. Den kvindelige klager og børnene er ligeledes blevet opsøgt. Klagerne har herom oplyst, at den mandlige klager har deltaget i møder hos sine venner, hvor de delte deres holdninger til regimet. Han har endvidere deltaget i demonstrationer ved at råbe fra en balkon, samt dele løbesedler ud før revolutionen. Klagerne har videre herom oplyst, at den mandlige klager i [Sommeren] 2012 blev opsøgt på sin bopæl af personer fra myndighederne. Han fik at vide, at hvis han ikke havde været blind, havde de "ordnet ham". Han er endvidere blevet opsøgt flere gange af myndighederne på gaden. Myndighederne har ligeledes sendt trusler til klagerens bekendte, og har bedt dem fortælle klageren, at han skulle lukke munden. Den kvindelige klager blev i [Efteråret] 2015 opsøgt af gruppen Babe El Hawa, der spurgte ind til den mandlige klagers opholdssted, og gav hende besked på at fortælle ham, at han skulle henvende sig til dem ved en tilbagevenden. Klagerne har endeligt herom oplyst, at den mandlige klager i 2013 eller 2014 bad gruppen Jabhat al-Nusra om at tage et andet sted hen, da de skød efter fly og helikoptere fra steder, hvor der opholdt sig mange civile. De bad ham passe sig selv, da "det kun er gud, der slår folk ihjel". De kommenterede også på, at klager ikke havde langt fuldskæg, hvilket de mente alle mænd burde have. Klagerne har videre til støtte for klagen oplyst, at den mandlige klagers bror og onkel var medlemmer af oppositionsgruppen. Broderen er blevet anholdt og løsladt, mens onklen er blevet anholdt og slået ihjel under tortur. Klagerne har endvidere til støtte for klagen oplyst, at den mandlige klager har deltaget i interviews i Orient News og udtalt regimekritiske holdninger, og at deres søn [A] er kendt som modstander af regeringen på sociale medier. Klagerne har endeligt til støtte herfor henvist til de generelle forhold i Syrien. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at klagerne og deres medfølgende børn ved en tilbagevenden til Syrien vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet kan lægge til grund, at den mandlige klager i starten af revolutionen opfordrede folk til at sige deres mening om regimet og deltage i demonstrationer mod dette, ligesom han fra sin balkon er kommet med tilråb mod regimet under demonstrationer. Nævnet finder imidlertid ikke, at den mandlige klager har sandsynliggjort, at han herved har bragt sig i et asylbegrundende modsætningsforhold til de syriske myndigheder. Nævnet har herved lagt vægt på, at den mandlige klager efter sin forklaring modtog flere advarsler mod at modarbejde regimet og senest blev opsøgt af myndighederne i 2013, men at opsøgningerne fra myndighederne ikke medførte yderligere konsekvenser. Den mandlige klager har således til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at når han blev opsøgt af myndighederne, var han stille i en periode og kom ikke med regimekritiske udtalelser, så de lod ham være i fred. Den kvindelige klager har til sin oplysnings- og motivsamtale forklaret, at hun ikke har oplevet nogen konflikter på baggrund af hendes mands konflikt i Syrien. Det forhold, at den mandlige klager har forklaret, at det beskyttede familien, at de flyttede fra sted til sted, kan heroverfor ikke føre til en anden vurdering. Den mandlige klagers forklaring om, at hans bror og onkel var medlem af oppositionsgruppen, og at myndighederne i forbindelse med brorens løsladelse garanterede, at de nok skulle får fat på klageren, kan heller ikke føre til en anden vurdering, ligesom den kvindelige klagers forklaring om, at hun fra sin mor har fået at vide, at myndighederne spørger efter familien heller ikke kan føre til en anden vurdering. Det forhold, at den mandlige klager i Danmark har kontaktet Orient News og deltaget i interviews, kan heller ikke føre til, at klagerne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Nævnet har herved lagt vægt på, at den mandlige klager under nævnsmødet forklarede, at han deltog i interviews to til tre gange om måneden – ofte telefonisk – mens den kvindelige klager forklarede, at den mandlige klager medvirkede to til tre gange under deres ophold i Danmark – om end han ikke fortalte hende alt. Nævnet har videre lagt vægt på, at det under nævnsmødet afspillede indslag, som nævnet lægger til grund er repræsentativt, er telefonisk og ikke viser et billede af den mandlige klager, at han alene præsenterer sig som ”Samir” fra udlandet, og at der i indslaget ikke forekommer andet regimekritisk indslag end, at den mandlige klager udtaler, at det nuværende regime skal fjernes, hvis han skal vende tilbage til Syrien. Nævnet finder på denne baggrund, at den mandlige klager ikke har sandsynliggjort, at hans deltagelse i udsendelser fra Orient News har profileret ham og hans familie i forhold til de syriske myndigheder. Det forhold, at klagernes søn, [A], har skrevet opslag imod det syriske styre på sin Facebook- og Instagramprofil, kan heller ikke føre til en anden vurdering. Nævnet har herved lagt vægt på, at klagernes søns profil på Instagram ikke viser et billede af ham eller er i hans eget navn, at det under nævnsmødet foreviste og oversatte opslag på Facebook ikke er åbent og i øvrigt primært omhandler klagernes søns opfattelse af de danske myndigheders ageren over for en angivelig syrisk krigsforbryder i Danmark, og at han ikke på Facebook er venner med nogen i Syrien. Herefter og henset til karakteren af opslagene i øvrigt, og at klagernes søn i øvrigt er helt uprofileret, finder nævnet ikke, at klagerne har sandsynliggjort, at dette er kommet til myndighedernes kendskab, og at hverken klagerne eller sønnen som følge heraf har en asylbegrundende konflikt med de syriske myndigheder. For så vidt angår den mandlige klagers asylmotiv i relation til Jabhat al-Nusra har nævnet lagt vægt på, at den mandlige klager ifølge sin forklaring til oplysnings- og motivsamtalen sagde, at gruppen, der i 2013 eller 2014 skød mod fly og helikoptere, skulle gå et andet sted hen, hvor det ikke ramte civile, og fik besked om, at han skulle passe sig selv, da det kun er gud, der slår folk ihjel, men at han ikke har haft anden kontakt med gruppen eller oplevet trusler i øvrigt. Han har alene herudover oplevet at blive chikaneret ved spørgsmål til, hvorfor han ikke havde fuldskæg. Nævnet kan således heller ikke lægge til grund, at klagerne har en konflikt med Jabhar al-Nusra. Vedrørende den mandlige klagers frygt for en unavngiven islamisk gruppe har nævnet lagt vægt på, at den mandlige klager alene har henvist til, at den kvindelige klager i oktober 2015 - efter hans udrejse af Syrien - er blevet opsøgt af islamiske grupper i Babe El Hawa, som spurgte efter ham, men at der ikke skete mere end dette. Den mandlige klager har endvidere til sin oplysnings- og motivsamtale henvist til, at den frie syriske hær stoppede ham, da han kørte bil, og tog nogle af hans ting. Der skete ikke mere, og han blev ikke truet, men han kunne ikke sige noget til dem i anledning af tyveriet. Nævnet kan således heller ikke lægge til grund, at klagerne har en konflikt med unavngivne islamiske grupper og/eller den frie syriske hær. For så vidt angår advokatens henvisning til, at klagernes søn er i den militærpligtige alder og ved en tilbagevenden til Syrien er i risiko for at blive indkaldt til militærtjeneste, bemærker nævnet, at sønnen fyldte 17 år [Efteråret] 2003, og at han dermed efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke på nuværende tidspunkt vil risikere at blive indkaldt til militærtjeneste. Klagerne og deres medfølgende børn opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2020/88/MIMA

syri202087

Nævnet stadfæstede i november 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunni-muslim fra Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygtede de generelle forhold, idet situationen i Syrien var forfærdelig. Klageren oplyste videre, at han havde modtaget trusler, idet han var blevet truet med at få kidnappet sine sønner eller få brændt sit hus, hvis han ikke betalte penge. Udlændingestyrelsen meddelte [i sommeren] 2014 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Udlændingestyrelsen lagde ved afgørelsen blandt andet vægt på, at personer, der kom fra områder i Syrien, hvor der foregik væbnede kampe, områder hvor der skete angreb mod civile, eller områder hvor der for nyligt havde fundet sådanne handlinger sted, ved en tilbagevenden til hjemlandet aktuelt måtte anses for at være i reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen har [i sommeren] 2020 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt., jf. § 26, stk. 1. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for klagerens opholdstilladelse ikke længere er til stede. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om forlængelse henvist til, at han frygter at vende tilbage til Syrien, idet han frygter de syriske myndigheder, og han frygter at blive slået ihjel eller kidnappet af ukendte personer, som han er blevet truet af. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han frygter de syriske myndigheder, idet han er eftersøgt, og der foreligger en arrestordre på ham. Arrestordren blev udstedt i slutningen af 2014, og klagerens ven [A] har undersøgt dette. Klageren har endvidere oplyst, at han i 2012-2013 blev fængslet to gange, hvilket formentligt skyldtes, at han hjalp internt fordrevne ved at videregive tøj til dem. Klagerens bror er endvidere forsvundet efter klagerens udrejse. Klageren har hertil oplyst, at klagerens mor efter klagerens udrejse er blevet opsøgt på sin bopæl, hvor der er blevet spurgt efter klageren. Endelig frygter klageren, at myndigheder vil tilbageholde og afpresse ham, idet hans sønner har unddraget sig militærtjeneste. Flygtningenævnet er af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen, enig i, at de generelle forhold i Damaskus, hvor klageren kommer fra, ikke længere er af en sådan karakter, at en tilbagesendelse af klageren til Damaskus, vil udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, ligesom Flygtningenævnet er enig i, at det efter oplysningerne om tiltaltes tilknytning til Danmark ikke vil være særligt belastende for ham, at hans opholdstilladelse ikke forlænges. Flygtningenævnet skal herefter tage stilling til, om ansøgeren har sandsynliggjort, at han på grund af sine individuelle forhold vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om hans individuelle asylmotiv til grund. Flygtningenævnet kan således ikke lægge til grund, at klageren er eftersøgt af de syriske myndigheder, idet ansøgerens forklaring herom fremstår som udbyggende og utroværdig og som konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har herved blandt andet lagt vægt på, at klageren under sin oplysning- og motivsamtale [i foråret] 2014 ikke har forklaret om, at han var blevet tilbageholdt af myndighederne i henholdsvis 45 dage og en uges tid, selv om han allerede dengang forklarede om nogle trusler, som han skulle have modtaget. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at klageren under oplysnings- og motivsamtalen forklarede, at rejste han frem og tilbage mellem Libanon og Syrien for at besøge sin ægtefælle og børn i Libanon uden at opleve problemer, og først under samtalen med Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2019 har klageren forklaret, at han måtte betale bestikkelsespenge for at passere grænsen. Flygtningenævnet har yderligere lagt vægt på, at klageren under oplysnings- og motivsamtalen forklarede, at han havde planlagt at forlade Syrien på grund af de generelle uroligheder, før han modtog truslerne, og at han udrejste legalt på eget pas. Flygtningenævnet er endvidere af de grunde, der herom er anført Udlændingestyrelsen, enig i, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han er i risiko for overgreb eller forfølgelse som følge af, at hans sønner har unddraget sig militærtjeneste. Flygtningenævnet henviser tillige til, at det fremgår af Udlændingestyrelsens rapport fra maj 2020 - ”Syria - Military Service” - at familier til militærunddragere ikke i almindelighed oplever nogen konsekvenser af unddragelsen. Flygtningenævnet henviser endvidere til, at klageren har opholdt sig i Syrien i 5 år efter, at hans ældste søn havde unddraget sig militærtjeneste, uden selv at opleve problemer i den anledning. Sammenfattende finder Flygtningenævnet således, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Det forhold, at klagerens bror angiveligt er forsvundet/tilbageholdt efter klagerens udrejse, kan ikke føre til en anden vurdering henset til, at klagerens bror beskæftigede sig med illegal valutaveksling. Det bemærkes, at klageren heller ikke før for Flygtningenævnet har forklaret, at han også selv beskæftigede sig med illegal valutaveksling, hvorfor forklaringen herom ikke kan lægges til grund. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse." Syri/2020/87/ajev

syri202085

Nævnet meddelte i november 2020 opholdstilladelse til en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunnimuslim af trosretning fra [en by i Syrien], Beirut, Libanon. Klageren var oprindeligt statsløs palæstinenser, men i 1989 fik hun syrisk statsborgerskab. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark i [efteråret], og at hun i [efteråret] 2019 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3.Klageren har i [foråret] 2020 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hun har arbejdet på forskellige undergrundshospitaler i byen [en by] i Syrien efter krigens udbrud. Klagerens opgave var at behandle sårede mænd, herunder ved at rense deres sår, give dem den fornødne medicin m.v. Klageren har herom oplyst, at arbejdet på undergrundshopitalerne var meget farligt, men klageren var nødt til at arbejde for at forsørge sin familie, idet hendes mand var blevet alvorligt såret under krigen. Fra 2012 til 2015 opholdt klageren sig i Libanon. Klageren har endvidere oplyst, at hun efter sin udrejse af Syrien i 2012 fik oplyst af sin ægtefælle, at klageren er eftersøgt af de syriske myndigheder. Det beror på klagerens formodning, at hun er eftersøgt af de syriske myndigheder, fordi hun har udført nødhjælpsarbejde på undergrundshopitalerne i [en by]. Flygtningenævnet lægger klagerens forklaring til grund om, at hun i Syrien har udført arbejde som sygeplejerske på felthospitaler, og at hun efter sin udrejse fra Syrien har fået oplyst gennem sin ægtefælle, at hun er efterlyst af de syriske myndigheder, og at hendes navn figurerer på kontrolposternes lister. Forklaringen støttes af baggrundsoplysninger, herunder EASO’s rapport, Syria Targeting of Individuals, udgivet i marts 2020, hvoraf det blandt andet fremgår, at de syriske myndigheder anser bl.a. sundhedspersonale for at være på oprørsgruppernes side. Herefter og efter baggrundsoplysninger om de syriske myndigheders udbredte anvendelse af tortur mod tilbageholdte personer, har klageren sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Syrien vil være i en konkret og individuel risiko for forfølgelse som følge af en tillagt politisk opposition mod regeringen. Flygtningenævnet meddeler derfor klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. ”Syri/2020/85/HMU.

syri202084

Nævnet stadfæstede i november 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk araber og sunni-muslim fra [område] i Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter, at han vil blive indkaldt til at aftjene militærtjeneste for det syriske militær. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han omkring årene 2012-2013 blev genindkaldt til aftjening af militærtjeneste i Syrien. Klageren har yderligere som asylmotiv henvist til, at der er borgerkrig i Syrien og de generelle forhold i Syrien. Klageren har til støtte herfor oplyst, at det område, som han kommer fra, er blevet bombet af kemiske våben, og at elitesoldater har ransaget hans bopæl flere gange som led i en generel ransagningsproces. Klageren har videre oplyst, at selvom der er fred i selve Damaskus by, er der ikke fred i Rif-Damaskus. Det lægges som anført i Udlændingestyrelsens afgørelse [efteråret] 2020 til grund, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, i overensstemmelse med den midlertidige opholdstilladelse, som klageren blev meddelt [i vinteren] 2015. Udlændingelovens § 31 er herefter til hinder for, at klageren udsendes tvangsmæssigt til sit hjemland. Det skal herefter vurderes, om klageren er udelukket fra at opnå opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., hvorefter en udlænding, der er meddelt indrejseforbud efter udlændingelovens § 32 ikke kan meddeles opholdstilladelse, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler for det. Afvejningen af, hvorvidt klageren er udelukket fra at opnå opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, skal foretages i overensstemmelse med Flygtningekonventionen. Klageren er under sit ophold i Danmark ved Vestre Landsrets ankedom fra [vinteren]2020 straffet med fængsel i 6 måneder for blandt andet grov vold, jf. straffelovens § 245, stk. 1, begået i forening med sin bror over for sin datter, der var 11 år gammel på gerningstidspunktet. Herudover blev klageren dømt for trusler efter straffelovens § 266 begået over for en tredjemand. Klageren blev endvidere udvist med indrejseforbud i 6 år. Flygtningenævnet finder, at den personfarlige kriminalitet, som klageren har begået, og som han er straffet for og udvist på baggrund af som udgangspunkt er en særlig farlig forbrydelse. Den omhandlede voldskriminalitet er begået af en far og en onkel, der er omsorgspersoner for det forurettede barn, som er indrejst i Danmark uden sin mor. Efter karakteren og omfanget af den begåede kriminalitet finder Flygtningenævnet, at klageren udgør en fare for samfundet. Den omstændighed, at der er tale om en forbrydelse begået i et familieforhold, kan ikke føre til en anden vurdering heraf. Klageren, der indrejste i Danmark, [i efteråret] 2014, blev meddelt asyl [i vinteren] 2015. Afgørelsen omfattede også en søn, født 2006. Klagerens to øvrige børn opholder sig i Danmark efter reglerne om familiesammenføring. Klageren, der er sund og rask, har alene haft en vis tilknytning til arbejdsmarkedet under opholdet i Danmark og har ikke i øvrigt en særlig tilknytning her til landet. Flygtningenævnet finder efter en samlet afvejning af disse forhold, at der ikke foreligger omstændigheder som nævnt i udlændingelovens § 10, stk. 3, der kan begrunde, at ansøgeren kan gives opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2020/84

syroi202083

Nævnet stadfæstede i november 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk araber og sunni-muslim fra [område] i Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men han har deltaget i demonstrationer i 2013 og 2014, hvor han blev arresteret og udsat for tortur. Han var tilbageholdt i 15 dage, og blev løsladt igen, fordi hans far betalte bestikkelse. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ikke kan vende tilbage til sit hjemland, fordi han frygter at blive indkaldt til at aftjene militærtjeneste for det syriske militær, ligesom han også frygter modstandsbevægelsen i Syrien. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han blev genindkaldt til aftjening af militærtjeneste i Syrien, da han var omkring 35-36 år gammel. Klageren har yderligere som asylmotiv henvist til, at han frygter sin tidligere ægtefælles familie, fordi han udrejste fra Syrien sammen med deres fællessøn. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hans tidligere ægtefælles bror to til tre gange har rettet telefonisk henvendelse til ham, og truet ham med, at han vil gøre ham fortræd, hvis de så hinanden ansigt til ansigt. Det lægges som anført i Udlændingestyrelsens afgørelse [fra efteråret] 2020 til grund, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, i overensstemmelse med den midlertidige opholdstilladelse, som klageren blev meddelt [i vinteren] 2015. Udlændingelovens § 31 er herefter til hinder for, at klageren udsendes tvangsmæssigt til sit hjemland. Det skal herefter vurderes, om klageren er udelukket fra at opnå opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., hvorefter en udlænding, der er meddelt indrejseforbud efter udlændingelovens § 32 ikke kan meddeles opholdstilladelse, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler for det. Afvejningen af, hvorvidt klageren er udelukket fra at opnå opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, skal foretages i overensstemmelse med Flygtningekonventionen. Klageren er under sit ophold i Danmark ved Vestre Landsrets ankedom [fra vinteren] 2020 straffet med fængsel i 6 måneder for blandt andet grov vold, jf. straffelovens § 245, stk. 1, begået i forening med sin bror over for sin niece, der var 11 år gammel på gerningstidspunktet. Herudover blev klageren dømt for overtrædelse af straffelovens § 244 om vold og for trusler efter straffelovens § 266, sidstnævnte begået over for en tredjemand. Klageren blev endvidere udvist med indrejseforbud i 6 år. Flygtningenævnet finder, at den personfarlige kriminalitet, som klageren har begået, og som han er straffet for og udvist på baggrund af som udgangspunkt er en særlig farlig forbrydelse. Den omhandlede voldskriminalitet er begået af en far og en onkel, der er omsorgspersoner for det forurettede barn, som er indrejst i Danmark uden sin mor. Efter karakteren og omfanget af den begåede kriminalitet finder Flygtningenævnet, at klageren udgør en fare for samfundet. Den omstændighed, at der er tale om en forbrydelse begået i et familieforhold, kan ikke føre til en anden vurdering heraf. Klageren, der indrejste i Danmark, [i efteråret] 2014, blev meddelt asyl [i vinteren] 2015. Afgørelsen omfattede også en søn, født i 2007. Klagerens ægtefælle og tre andre børn opholder sig i Danmark efter reglerne om familiesammenføring. Klageren, der er sund og rask, har alene haft en vis tilknytning til arbejdsmarkedet under opholdet i Danmark og har ikke i øvrigt en særlig tilknytning her til landet. Flygtningenævnet finder efter en samlet afvejning af disse forhold, at der ikke foreligger omstændigheder som nævnt i udlændingelovens § 10, stk. 3, der kan begrunde, at ansøgeren kan gives opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2020/83

syri202081

Nævnet meddelte i november 2020 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: "Klageren er etnisk araber og sunni muslim fra Dara, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i efteråret 2014], og at han [i vinteren 2014] blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Klageren har [i sommeren] 2020 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han frygter, at han vil blive fængslet af myndighederne, idet de betragter ham som landsforræder. Han frygter videre, at han vil blive genindkaldt til militæret som følge af sin erfaring og uddannelsesmæssige baggrund. Klageren har herom oplyst, at han er uddannet kommunikationsingeniør og startede med at arbejde for de syriske myndigheder i 1993. I sommeren 2014 blev klageren kontaktet af en person, der arbejdede med kommunikation i militæret, som ønskede klagerens bistand til at aflytte en telefonlinje. Klageren oplyste, at han skulle bruge en tilladelse fra sin overordnede til aflytningen. Hen på eftermiddagen tog klageren hjem og her ventede tre biler uden for hans hus. Klageren blev tilbageholdt og udsat for overgreb og tortur i de efterfølgende to uger. Under tilbageholdelsen blev han beskyldt for at være landsforræder, fordi han havde sagt nej til at gennemføre aflytningen. Efterfølgende fik klageren at vide, at hvis han betalte 750.000 lira kunne han blive løsladt. Klageren ringede herefter og fortalte det til sin bror. Klageren blev herefter løsladt. Klageren fik [i sommeren] 2014 et brev, hvoraf det fremgik, at han skulle holde øje med, hvorvidt den kode, som også fremgik af brevet blev udtrukket. Klageren blev bange og indhentede pas og visum til Libanon under påskud af, at hans datter skulle have lægehjælp. Klageren fortsatte sit arbejde indtil flugten. Efter klageren var flygtet til Libanon, modtog hans ægtefælle et opkald fra en person, der oplyste, at de nok skulle finde klageren. I [foråret] 2016 blev klageren ringet op af direktøren for myndigheden, Syrisk Telekommunikation, der bad ham komme tilbage til Syrien, fordi der var brug for hans ekspertise. Klageren blev dagen efter ringet op af en ven, der er en højtstående kommunikationsmedarbejder, som oplyste, at klageren betragtes som landsforræder og vil blive anholdt, hvis han vender tilbage. Efter tre til fire dage ringede direktøren for Syrisk Telekommunikation igen, men klageren tog ikke telefonen. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren er uddannet elektroingeniør og har været offentlig ansat og haft ansvar for telekommunikationen i det sydlige Dara indtil udrejsen i 2014. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på de fremlagte kursusbeviser fra Ericsson Education Center, Irland sammenholdt med indholdet af visumpåtegningen i klagerens pas. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at klageren udrejste legalt af Syrien i 2014, idet han fik visum til Libanon under påskud af, at hans datter skulle modtage lægehjælp, men undlod at genindrejse i Syrien og flygtede til Danmark. Det lægges derfor til grund, at klageren er udeblevet fra sin offentlige stilling uden tilladelse. Flygtningenævnet finder efter de foreliggende baggrundsoplysninger, at det må lægges til grund, at klageren vil blive tilbageholdt og afhørt ved en tilbagevenden til Syrien, herunder om hvorfor han er udeblevet fra arbejdspladsen, ligesom det må antages, at han risikerer fængselsstraf. På baggrund af ansøgerens uddannelse og erfaring som telekommunikations-ingeniør sammenholdt med de foreliggende baggrundsoplysninger, hvorefter der kan ske genindkaldelse af personer på op til 54 år, hvis de besidder særlige kompetencer, finder Flygtningenævnet, at det ikke kan udelukkes, at han ved en tilbagevenden til Syrien risikerer genindkaldelse til militæret. Klageren opfylder således betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syri/2020/81/smla

syri202072

Nævnet stadfæstede i oktober 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger og en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klagerne er etniske syrere og sunni-muslimer fra Damaskus, Syrien. Klagerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte den 30. juni 2016 klagerne opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Under den oprindelige asylsag henviste den kvindelige klager som asylmotiv til, at hun udrejste af Syrien, idet der var krig i Syrien, og idet hendes ægtefælle og søn hver især havde en konflikt med de syriske myndigheder. Den kvindelige klager oplyste uddybende, at sønnen havde en konflikt med myndighederne, fordi han ikke ville i militæret, men hun vidste ikke, hvad ægtefællens konflikt med myndighederne handlede om. Ved en tilbagevenden til Syrien frygtede klageren, at de syriske myndigheder ville arrestere og torturere hende med døden til følge, idet de efterlyste hendes ægtefælle, og idet hun udrejste af Syrien. Under den oprindelige asylsag henviste den mandlige klager som asylmotiv til, at han udrejste af Syrien, idet der var krig i Syrien, og idet klageren havde to konflikter med de syriske myndigheder. Klageren kørte en eftersøgt mand til Libanon, og han blev følgelig selv efterlyst af myndighederne. Klagerens søn unddrog sig militærtjeneste, og klageren frygtede derfor, at de ville gøre ham ondt, idet han er faren. Ved en tilbagevenden til Syrien frygtede klageren, at han ville blive arresteret og tortureret med døden til følge. Udlændingestyrelsen har den 30. juni 2020 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagernes opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for opholdstilladelsen ikke længere er til stede. Den kvindelige klager har som asylmotiv henvist til, at den største bekymring for hende vil være at forlade sin datter og sine børnebørn i Danmark og sin datter i Tyskland. Den kvindelige klager har til støtte herfor oplyst, at hun er bange for at miste kontakten til dem, hvis hun vender tilbage til Syrien. Hun kender ikke den nuværende situation i Syrien, og hun ved ikke, hvordan situationen vil være for hendes ægtefælle i Syrien, da han måske stadig er efterlyst. De syriske myndigheder fortæller ikke, at man er efterlyst, og de kan finde på at anholde en person på stedet, selvom pågældende ikke ved, at denne er eftersøgt. Den kvindelige klager har videre oplyst til, at hun frygter, at hun og ægtefællen ikke vil kunne få den lægelige behandling, som de har brug for i Syrien, og hun frygter de generelle forhold i Syrien. Den mandlige klager har som asylmotiv henvist til, at han frygter de generelle vilkår i Syrien, og at han frygter for den herboende families sikkerhed som følge af krigen, idet der ikke er sikkerhed i Syrien. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagernes forklaring vedrørende de oprindelige motiver til grund. Flygtningenævnet bemærker, at begge klagernes forklaringer om henholdsvis episoden ved grænsen og den efterfølgende ransagning er korte og enkle. Flygtningenævnet lægger vægt på, at den mandlige klager har divergeret væsentligt på afgørende punkter i hans forklaring vedrørende episoden på grænsen, idet han til Udlændingestyrelsen har forklaret, at han fik oplyst, at han kørte med en efterlyst person allerede da han passerede grænsen mod Libanon, og at han efterfølgende modtog en telefonopringning fra grænsevagten, der fortalte, at han var eftersøgt af myndighederne. Han har for nævnet forklaret, at han fik oplysningen om at passageren var eftersøgt, da han passerede grænsen tilbage fra Libanon, og at han samtidig fik oplyst, at han selv var efterlyst af myndighederne. Det forhold, at den mandlige klager efter forehold forklarede, at han også et par dage senere modtog et telefonopkald, ændrer ikke ved den divergerende forklaring. Flygtningenævnet finder på baggrund af de væsentlige divergenser at kunne tilsidesætte klagerens forklaring om episoden ved grænsen. Den kvindelige klager har for Udlændingestyrelsen forklaret, at deres hjem blev opsøgt en gang af myndighederne, og at myndighederne gav hende den besked, at hendes mand skulle melde sig inden to dage. Hun har for nævnet forklaret, at hjemmet blev opsøgt fire til fem gange den første dag, og herefter både anden og tredje dag. Hun har for nævnet forklaret, at myndighederne ikke fortalte hende noget og ikke gav hende en besked. Begge klagere har forklaret, at deres hjem efter udrejsen er blevet opsøgt flere gange af myndighederne. Denne oplysning er i modstrid med, hvad der tidligere er forklaret for Udlændingestyrelsen, idet de der har forklaret, at de ikke var bekendt hermed. Som følge af at den mandlige klagers forklaring er tilsidesat, og den betydelige udbygning af den kvindelige klagers forklaring tilsidesættes hendes forklaring tillige. Klagerne her herefter ikke sandsynliggjort, at de ved hjemsendelse til Syrien vil være forfulgt, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i individuel og konkret risiko for overgreb, jf. § 7, stk. 2. Den 1. marts 2019 trådte udlændingelovens § 19 a i kraft, hvorefter en opholdstilladelse efter § 7 skal inddrages – når betingelserne i § 19, stk. 1, nr. 1, er opfyldt – medmindre det vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Det må efter fortolkningsbidrag til lovændringen af 13. juni 2019 lægges til grund, at den nye bestemmelse i § 19 a ikke finder anvendelse i sager om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelser efter § 7, hvor ansøgning om forlængelse er indgivet før 1. juli 2019, idet der vedrørende disse sager således fortsat skal ske en vurdering efter den tidligere bestemmelse i udlændingelovens § 19, stk. 7, jf. dagældende lovbekendtgørelse nr. 1117 af 2. oktober 2017, jf. § 26, stk. 1, om, hvorvidt en udvisning må antages at virke særlig belastende. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, om der på nuværende tidspunkt er anledning til at antage, at de generelle forhold i Damaskus-området, hvor klagerne kommer fra, er sådanne, at en tilbagesendelse af klagerne til Damaskus-området, vil udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser. Det kan efter de aktuelle baggrundsoplysninger lægges til grund, at de syriske myndigheder har kontrollen i klagernes hjemområde, Damaskus-området, og Flygtningenævnet har siden juni 2019 vurderet, at de aktuelle forhold i Damaskus-området ikke længere er af en sådan karakter, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med EMRK´s artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at en midlertidig opholdstilladelse meddelt i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, med henblik på midlertidigt ophold ikke vil skulle forlænges, såfremt de forhold, der førte til tildeling af beskyttelsen, ikke længere kan begrunde beskyttelse. I de almindelige bemærkninger til lovforslag nr. 72 af 14. november 2014, jf. lov nr. 153 af 18. februar 2015, der indførte udlændingelovens § 7, stk. 3, fremgår det bl.a. at: ”Det er et grundlæggende princip for beskyttelsesstatus, at beskyttelsen ophører, når der ikke længere er behov herfor. Princippet om at afstemme beskyttelsen med behovet er særligt relevant i en tid, hvor Danmark og Europa modtager et historisk højt antal asylansøgere. De gældende regler tager ikke højde for den særlige situation, som asylansøgere, der er på flugt fra generelle forhold i hjemlandet, er i. Denne gruppes behov for beskyttelse er generelt mere midlertidigt, idet beskyttelsen har baggrund i en generel situation, som vil kunne ændre sig. F.eks. vil en særlig alvorlig situation i forbindelse med en væbnet konflikt, som gennem en periode skaber store asylstrømme, kunne udvikle sig på en sådan måde, at en større eller mindre del af disse asylansøgere vil have mulighed for at vende tilbage til hjemlandet. Med lovforslaget foreslås der indført en midlertidig beskyttelsesstatus, som er tilpasset beskyttelsesbehovet for udlændinge, som opnår asyl på grund af en særlig alvorlig situation i hjemlandet.” Flygtningenævnet bemærker herudover for så vidt angår medlemsstaternes internationale forpligtelser, at det gælder overordnet, at Den Europæiske Menneskerettighedskonvention som udgangspunkt respekterer medlemsstaternes adgang til at fastsætte nationale regler om meddelelse af asyl og opholdstilladelse. Adgangen begrænses alene af de forpligtelser, der beskyttes af konventionen. I henhold til Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, stk. 1, har enhver ret til respekt for blandt andet sit privat- og familieliv. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder, jf. artikel 8, stk. 2. Ud over Den Europæiske Menneskerettighedskonvention indeholder også andre konventioner, blandt andet FN’s konvention om borgerlige og politiske rettigheder, bestemmelser, der kan have betydning for, om Danmark som følge af internationale forpligtelser er afskåret fra at nægte klagerne fortsat ophold i Danmark. Flygtningenævnet bemærker, at en nægtelse af forlængelse af klagernes opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, udgør et indgreb i klagernes beskyttede ret efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, stk. 1. Flygtningenævnet bemærker derudover, at en håndhævelse af udlændingelovens §§ 7, stk. 3, og 11, stk. 2, 2. pkt. der bl.a. er indført for at afstemme beskyttelsen med behovet, udgør et anerkendelsesværdigt formål, kan begrunde indgreb efter artikel 8, stk. 2, jf. herved også Konstatinov v. the Netherlands (2007), præmis 53, Nnyanzi v. the United Kingdom (2008), præmis 76, Nacic and others v. Sweden (2012), præmis 79. Det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, at indgreb i udlændingens privat- og familieliv skal stå i rimeligt forhold til de formål, indgrebet skal varetage. Ved vurderingen af, om indgrebet af de grunde, der er anført i artikel 8, stk. 2, er nødvendigt, skal der foretages en vurdering af statens interesse i at foretage indgrebet over for intensiteten af indgrebet i klagerens ret til familie- og/eller privatliv. Flygtningenævnet finder, at situationen i Damaskus-området er af en sådan karakter, at der ikke er grundlag for fortsat, at meddele klagerne opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. For så vidt angår vurderingen efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions art. 8 bemærker Flygtningenævnet, at klagerne har levet langt størstedelen af deres liv i Syrien, at klagerne udelukkende har haft tidsbegrænset opholdstilladelse med henblik på midlertidigt ophold i Danmark, og således hele tiden må have været bekendt med, at deres ophold var midlertidigt, at opholdet i Danmark, selv om der er gået fem år, har været korterevarende. Efter de seneste baggrundsoplysninger har borgerne i Damaskus adgang til basale livsfornødenheder, herunder sundhedsydelser. Oplysningerne om klagernes helbredsmæssige forhold, og det forhold at klagernes datter, svigersøn og to børnebørn bor i Danmark ændrer ikke vurderingen. Flygtningenævnet finder det således, at det ikke må antages at være særligt belastende at nægte at forlænge klagernes opholdstilladelse efter § 7, stk. 3. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2020/72/ACA

202070

Nævnet stadfæstede i oktober 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt to børn fra Syrien. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren og hendes to medfølgende børn er etnisk arabere og sunni muslimer af trosretning fra [en by], Idlib, Syrien. Klageren og hendes to medfølgende børn har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har deltaget i demonstrationer mod det syriske regime. Det fremgår af sagen, at klageren og hendes medfølgende børn indrejste i Danmark [i sommeren] 2016 som familiesammenførte, og at de [i sommeren] 2017 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har [i efteråret] 2019 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hun udrejste af Syrien, da hun tidligere var blevet opsagt som skolelærer fordi hun havde deltaget i demonstrationer mod de syriske myndigheder. Klagerens kollega blev stoppet ved en myndighedspost, og hun blev adspurgt om klageren. Klagerens kollega havde oplyst, at myndighedspersonerne ved kontrolposten spurgte efter klageren, fordi hun stod på en liste over efterlyste. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet forklaringen fremstår udbyggende, påfaldende og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet finder det påfaldende, at klageren til oplysnings- og motivsamtalen [i sommeren] 2017 har forklaret, at hun ikke kan huske, om hun har deltaget i 2 eller 10 demonstrationer i 2011, og at klageren under nævnsmødet har forklaret, at hun mener, at hun deltog i 4 - 6 demonstrationer i 2011. Flygtningenævnet finder det endvidere påfaldende, at klageren til oplysnings- og motivsamtalen ikke kunne huske navnet på den kollega, der havde oplyst, at hun ved en kontrolpost var blevet spurgt om klageren, og at klageren ikke kan huske, om kollegaen fortalte om dette til klagerens mor eller brødre. Klageren har derimod under nævnsmødet oplyst kollegaens navn, samt forklaret at kollegaen er forsvundet. Flygtningenævnet finder af den grund, at klageren ikke har sandsynliggjort, at hendes navn har stået på en liste over efterlyste. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren har været offentlig ansat skolelærer, men nævnet finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, hvorfor hun holdt op med at undervise. Uanset at Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren har forladt sin stilling som skolelærer kan det ikke i sig selv føre til opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller § 7, stk. 2. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på de foreliggende baggrundsoplysninger om forholdende for syriske tilbagevendte, herunder offentlige ansatte. Flygtningenævnet har desuden lagt vægt på, at klageren under nævnsmødet har forklaret udbyggende om, at myndighederne har ransaget hendes bolig flere gange, hvor de ledte efter klageren. Flygtningenævnet finder, at klageren ikke har sandsynliggjort, at hun har en konflikt med myndighederne. Nævnet har lagt vægt på, at klageren opholdt sig i over 4 år i Syrien efter, at hun havde forladt sit arbejde uden at have oplevet konkrete problemer med myndighederne. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at klageren indrejste i Danmark i 2016 som familiesammenført, og at hun først i 2017 søgte om asyl. Flygtningenævnet finder, at klageren ikke har sandsynliggjort, at hun vil være i reel risiko for forfølgelse af de syriske myndigheder ved en tilbagevenden til Syrien som følge af hendes sønners unddragelse fra militærtjeneste. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at der efter baggrundsoplysningerne ikke er risiko for, at familiemedlemmer til mænd, der er udeblevet for militærtjeneste, vil være i risiko for asylbegrundende overgreb, medmindre der er tale om profilerede personer. Der er ikke grundlag for at antage, at klageren og hendes sønner er profileret. De generelle forhold i Syrien kan ikke føre til, at klageren kan meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. eller § 7, stk. 2. Det af klageren yderligere anførte kan ikke føre til andet resultat. På denne baggrund har klageren, som ikke kan anses for profileret, og som forlod sin stilling i 2011, ikke sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Syrien vil være i individuel og konkret risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i individuel og konkret risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Klageren og hendes medfølgende to børn opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller § 7, stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2020/70/HMU

syri202069

Nævnet meddelte i oktober 2020 opholdstilladelse K-status til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2011. ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk kurder og muslim fra Qamishli, Syrien. Klageren har aldrig været medlem af politiske eller religiøse partier, organisationer, foreninger eller lignende, men han har oplyst, at han har taget del i en demonstration imod det syriske styre. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han frygter de syriske myndigheder, idet han [i foråret] 2011 deltog i en regimekritisk demonstration. Sammen med sin medarbejder [A], tog klageren hen til demonstrationen, der foregik i den vestlige del af Qamishli. Her gik de med skilte i retning af rådhuset og råbte slagord. På et tidspunkt var der nogle unge, der kravlede op i lygtepælene og begyndte at rive billeder af præsidenten ned. Dette fik myndighederne til at gribe ind og affyre gasgranater. Klageren blev derefter bange og flygtede hen til sin ven, [B’s], bopæl. Samme aften ringede han hjem til sin familie, der oplyste ham, at der havde været en patruljebil på familiens bopæl, og at bopælen var blevet ransaget. Ved midnatstid blev bopælen igen ransaget, og personerne tog klagerens bror med sig. Klagerens bror havde oplyst, at klageren ikke havde haft noget at gøre med demonstrationerne. Den efterfølgende dag flyttede klageren til en anden lejlighed ejet af [B], hvorefter han forlod Syrien. Som asylmotiv har klageren videre oplyst, at han frygter [A’s] familie, idet familien bebrejder klageren for, at [A] tog del i demonstrationen sammen med ham. [A’s] familie har af samme grund truet klagerens familie. Klageren har videre fået fortalt, at [A’s] familie fortsat nærer et stort had til klageren. Endelig har klageren oplyst, at han frygter de syriske myndigheder som følge af, at han [i foråret] 2008 deltog i en mindeceremoni for afdøde kurdere, hvor han blev stukket i halsen med en kniv af en person fra myndighederne. Klageren modtog behandling på et hospital i omkring en måned, hvorefter han blev han fængslet i omkring seks måneder. Efterfølgende havde klageren meldepligt hos myndighederne. Ved knivstikket blev en nerve i klagerens nakke med forbindelse til hans hjerte beskadiget, og som følge heraf har klageren pacemaker. Efter samme episode begyndte klageren at lide af tinnitus. Flygtningenævnet finder i lighed med Udlændingestyrelsen, at klageren som mandlig syrisk statsborger risikerer at blive indkaldt til at aftjene militærtjeneste, og at han derfor isoleret et er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det fremgår af udlændingelovens § 31, stk. 2, at en udlænding, der er omfattet af § 7, stk. 1, ikke må udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse af de i flygtningekonventionen anførte grunde, eller hvor udlændingen ikke er beskyttet mod videresendelse til et sådant land. Flygtningenævnet finder ligesom Udlændingestyrelsen, at udlændingelovens § 31, stk. 2, jf. stk. 1, er til hinder for tvangsmæssig udsendelse af klageren til Syrien. I henhold til udlændingelovens § 49 a, 2. pkt., skal en afgørelse om, at udlændingen ikke kan udsendes, jf. § 31, tillige indeholde en afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud efter § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter blandt andet §§ 22-24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Afvejningen skal for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionen. Efter flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, kan en flygtning, der er omfattet af konventionen, udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses som en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Der skal herefter foretages en proportionalitetsafvejning i relation til grovheden af den begåede forbrydelse i forhold til, om der er særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, der taler for at give klageren opholdstilladelse. Ved Vestre Landsrets ankedom [fra slutningen] 2019 blev klageren idømt fire måneders fængsel og udvist med et indrejseforbud i 6 år for overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1, og § 266. Flygtningenævnet bemærker, at overtrædelse af straffelovens § 245 i almindelighed må betragtes som en sådan særlig farlig forbrydelse, at dette kan føre til udelukkelse fra at opnå asyl i medfør af udlændingelovens § 10, stk. 3, såfremt flygtningen af den grund må betragtes som en fare for samfundet. Klageren er efter det oplyste ikke tidligere eller senere straffet, og der er tale om et enkeltstående forhold, der ikke var planlagt. Klageren indrejste i Danmark i [efteråret] 2011 og fik opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, i [begyndelsen af] 2012. Klageren har haft tilknytning til det danske arbejdsmarked fra 2013 til 2018 i form af fuldtidsbeskæftigelse. Klageren har lært dansk og talte dansk ved nævnsmødet. Klageren blev i 2016 muslimsk gift med en syrisk kvinde med midlertidig opholdstilladelse i Danmark, og de har sammen to børn på tre og et år. Efter en samlet vurdering, finder Flygtningenævnet, at der foreligger sådanne særlige grunde, som taler for, at klageren, som følge af den begåede kriminalitet her i landet, ikke skal være afskåret fra opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt. Selvom den begåede voldskriminalitet må anses som en særlig farlig forbrydelse, finder nævnet herunder, at klageren henset til oplysningerne om forholdets karakter og omstændighederne herved, at der ikke grundlag for at anse klageren som en fare for samfundet. På denne baggrund finder nævnet, at der ikke i medfør af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., er grundlag for at udelukke klageren fra opholdstilladelse efter § 7, stk. 1.” Syri 2020/69/CARA.

syri202064

Nævnet stadfæstede i september 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015.Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim fra [By], Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien, frygter at blive udsat for tortur eller slået ihjel af oppositionen. Videre, at hun frygter at blive slået ihjel af væbnede grupper, idet hendes far var offentlig ansat i Syrien. Endelig, at hun frygter de generelle forhold i Syrien. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hun i februar 2012 blev forsøgt kidnappet af fire ukendte mænd fra en oppositionsgruppe på et marked i [By]. Hendes bror blev kidnappet i [efteråret] 2012 og slået ihjel af Al-Nusra. I sommeren 2013 modtog ansøgerens far en skriftlig trussel om, at ansøgeren og familien ville lide samme skæbne som ansøgerens bror. Ansøgeren har videre henvist til, at hendes far arbejdede på et offentligt kontor, og at han derfor blev anset som værende en regimestøtte. Idet hendes far udrejste uden tilladelse, som offentlig ansat, betragtes han som regimeforræder. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren har en konflikt med de syriske myndigheder, der vil kunne hindre hende i at indrejse i og tage ophold i [By], hvor hun kommer fra og tidligere har boet i en længere årrække. Ansøgeren har gentagne gange bekræftet, at hun ikke personligt har nogen konflikt med de syriske myndigheder. Dette har hun gentaget ved forklaring i Flygtningenævnet dags dato. Ansøgerens angivelige frygt for forfølgelse, fra de syriske myndigheders side, er efter det oplyste baseret på, at hendes far, der nu er afgået ved døden, i 2014 har forladt sin stilling som offentligt ansat i Syrien uden tilladelse. Flygtningenævnet finder ikke efter det oplyste, at dette forhold har en sådan karakter og intensitet, også i lyset af de generelle forhold i Syrien i perioden, at det er sandsynligt, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse. Det samme gælder oplysningerne om, at ansøgerens øvrige brødre har forladt Syrien. Såfremt ansøgeren tager ophold i [By], er hendes fars og nu afdøde brors angivelige modsætningsforhold til forskellige oprørsgrupper ikke af betydning ved vurderingen af ansøgerens asylretlige stilling. De privatretlige forhold som ansøgeren har påberåbt sig, herunder at hun muligt vil blive anset for at være mor til et barn født udenfor ægteskab, med den følge, at hun skulle risikere religiøst betinget forfølgelse, findes heller ikke at have relevans ved bedømmelsen af ansøgerens stilling ved tilbagevenden til [By]. Flygtningenævnet finder det i øvrigt ikke sandsynligt at nærmere oplysninger om ansøgerens ægteskabelige stilling automatisk vil blive syriske myndigheder eller andre i Syrien bekendt. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger må det lægges til grund, at ansøgeren som enlig kvinde i hvert fald i [By]-området vil have mulighed for at leje bolig og tage arbejde. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at det fremgår af baggrundsoplysningerne, at hver tredje husholdning er ledet af en enlig kvinde. Det kan herefter ikke lægges til grund at ansøgeren ved en tilbagevenden til Syrien, [By] vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1 og 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2020/64/MSI

syri202062

Nævnet stadfæstede i september 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandelig og kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte:”Klagerne er etniske arabere og sunni-muslimer af trosretning fra Yarmouk-lejren, Damaskus, Syrien. Klagerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Det fremgår af sagen, at klagerne indrejste i Danmark [i vinteren] 2014, og at de [i sommeren] 2015 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klagerne har [i efteråret] 2019 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Klagerne har til støtte herfor oplyst, at den mandlige klager er i særlig risiko for forfølgelse, såfremt han vender tilbage til Syrien, idet han frygter genindkaldelse til militærtjeneste og da han som offentlig ansat forlod sin stilling ved et direktorat under landbrugsministeriet uden tilladelse. Klagerne har herom oplyst, at familien må opfattes som værende i opposition til de syriske myndigheder, hvorefter deres liv vil være i fare, såfremt de vender tilbage til Syrien. Klagerne frygter endvidere styret i Damaskus, idet klagerne har bragt sønnerne ud af Syrien til sikkerhed i Danmark med det formål, at de kunne unddrage sig militærtjeneste, og hvor sønnerne har fået konventionsstatus. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagernes forklaring om deres asylmotiv vedrørende den mandlige klagers konflikt med Al Shabia og de syriske myndigheder til grund, idet de på centrale punkter har forklaret divergerende og udbyggende. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at klagerne under nævnsmødet har forklaret, at den mandlige klager i begyndelsen af krigen blev standset af medlemmer af Al Shabia, der stjal den bil, han kørte i for sit arbejde, og hvori der lå et vigtigt og fortroligt brev. Under nævnsmødet har den mandlige klager endvidere forklaret, at en ven nogle dage før klagernes udrejse af Syrien fortalte, at efterretningstjenesten eftersøgte den mandlige klager på grund af episoden med den stjålne bil og det fortrolige brev. Det fremgår af referaterne fra klagernes samtaler med Udlændingestyrelsen, at de ikke har forklaret herom tidligere. Flygtningenævnet finder, at klagerne ikke har sandsynliggjort, at de vil være i reel risiko for forfølgelse af de syriske myndigheder ved en tilbagevenden til Syrien som følge af deres sønners unddragelse fra militærtjeneste. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at der efter baggrundsoplysninger, jf. Country Report fra the Danish Immigration Service fra oktober 2019 ikke er risiko for, at familiemedlemmer til mænd, der er udeblevet for militærtjeneste, vil være i risiko for asylbegrundende overgreb, med mindre der er tale om profilerede personer. Der er ikke grundlag for at antage, at klagerne er særligt profilerede. Klagerne har ikke sandsynliggjort, at de ved udrejsen var individuelt profilerede i forhold til de syriske myndigheder, og der er ikke grundlag for at antage, at de er blevet det efterfølgende. Flygtningenævnet finder, at den mandlige klager, som er [antal år] gammel og uden særlig uddannelse, ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Syrien risikerer at blive genindkaldt til militæret, når henses til hans alder. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det af baggrundsoplysningerne overvejende fremgår, at der ikke sker genindkaldelse til militæret af mænd over 42 år. Flygtningenævnet lægger til grund, at den mandlige klager har været offentligt ansat som chauffør i et direktorat under Landbrugsministeriet. Klagerne har til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at de forlod Syrien på grund af de generelle forhold i Syrien, herunder krigen. Det forhold, at den mandlige klager har forladt sin stilling som offentlig ansat efter endt orlov kan ikke i sig selv føre til opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller § 7, stk. 2. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på de foreliggende baggrundsoplysninger om forholdene for syriske tilbagevendte, herunder offentlig ansatte, jf. Udlændingestyrelsens landerapport, Syria – Consequences of illegal exit, consequences of leaving a civil servant position without notice and the situation of Kurds in Damascus, juni 2019. Flygtningenævnet har i den forbindelse endvidere lagt vægt på, at den mandlige klager har været ansat som chauffør i et direktorat, og ikke kan anses for profileret. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at klagerne ikke har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Syrien vil være i individuel og konkret risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i individuel og konkret risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Klagerne opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 7, stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2020/62/EHD

syri202061

Nævnet meddelte i september 2020 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk araber og sunni-muslim af trosretning fra Tariq Al-Bab, Aleppo, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ikke vil aftjene militærtjeneste i Syrien. Klageren er i den militærpligtige alder og vil, ved en eventuel tilbagevenden til Syrien, blive tvunget til at aftjene militærtjeneste i Syrien og dræbe folk. Klageren blev indkaldt til militærtjeneste, da han var 16 eller 17 år gammel, idet regimet på grund af krigen var begyndt at indkalde folk under 18 år. En dag dukkede nogle personer fra militæret op på klagerens bopæl og fortalte, at klageren skulle møde op på en kaserne inden for få dage, så klageren kunne begynde sin karriere i militæret. Klageren var sikker på, at han ville blive straffet, hvis han ikke meldte sig. Klageren har nu undgået militærtjeneste i fire år uden en god undskyldning, og derfor frygter klageren at blive straffet med fængsel eller døden. Klageren frygter desuden at blive dræbt i krigen. Klageren frygter, at han ikke vil kunne etablere sig i Syrien og stable et liv på benene. Klagerens familie er i Danmark, og klageren har intet tilbage i Syrien. Ved landsrettens ankedom af [sommeren] 2019 blev klageren idømt fængsel i ni måneder for overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1 og for overtrædelse af våbenloven. Klageren blev endvidere udvist af Danmark med indrejseforbud gældende for seks år. Klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, bortfaldt derved, jf. udlændingelovens § 32, stk. 1. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive indkaldt til militærtjeneste, ligesom han frygter de generelle forhold. Flygtningenævnet kan fortsat lægge klagerens forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet finder således, at klageren ved en tilbagevenden til Syrien på grund af sin manglende vilje til at aftjene militærtjeneste vil være i risiko for forfølgelse, og han er derfor isoleret set omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det skal herefter vurderes, om klageren er udelukket fra at opnå opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 10, stk. 3. Det fremgår af forarbejderne til Udlændingelovens § 10, stk. 3, at afvejningen af, hvorvidt klageren er udelukket fra at opnå opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, skal foretages i overensstemmelse med Flygtningekonventionen. Flygtningenævnet finder, at den kriminalitet, som klageren har begået, og som han er straffet for efter blandt andet straffelovens § 245, stk. 1 som udgangspunkt er en særlig farlig forbrydelse, men at klageren ikke i det konkrete tilfælde kan betegnes som en særlig farlig for samfundet, ligesom den begåede forbrydelse ikke i det konkrete tilfælde kan betegnes som særlig farlig. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på den udmålte straf og på omstændighederne i forbindelse med episoden. Flygtningenævnet har i den forbindelse navnlig lagt vægt på, at klageren havde en mere underordnet rolle i overfaldet, og at overfaldet var udtrykt for et opgør inden for et bestemt miljø, som klageren ikke længere er en del af, og hvor de forurettede i øvrigt også selv var tiltalt under samme sag. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet herefter, at klageren ikke kan betragtes som en fare for samfundet. Nævnet har foruden ovennævnte forhold lagt vægt på, at klageren alene er dømt for dette ene tilfælde af personfarlig kriminalitet og på, at han ikke har andre domme for kriminelle forhold, ligesom der er lagt vægt på hans unge alder på gerningstidspunktet. Flygtningenævnet finder på den anførte baggrund, at klageren ikke kan udelukkes fra asyl i medfør af udlændingelovens § 10, stk. 3. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse, således at klageren meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler herefter [A] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syri/2020/61/EDO

syri202057

Nævnet stadfæstede i september 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse en kvindelig statsborgersamt børn fra Syrien. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte:”Klageren er etnisk araber og sunni-muslim fra [område], Aleppo, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i vinteren] 2016, og at hun [i sommeren] 2017 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har [i sommeren] 2019 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hun frygter de syriske myndigheder, og at klagerens ægtefælle har fået opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter, at de syriske myndigheder vil anholde klageren og hendes børn, fordi klagerens ægtefælle i hjemlandet har unddraget sig militærtjeneste. Klageren har videre oplyst, at klagerens ægtefælle udrejste fra Syrien umiddelbart efter, at det blev meldt ud i fjernsynet, at alle, der var født i 1986, var blevet indkaldt til militærtjeneste. Klageren flyttede herefter til sine forældres bopæl. Hun blev ikke opsøgt på sine forældres bopæl af myndighederne, men myndighederne henvendte sig flere gange på klagerens svigerfamilies bopæl, hvor de spurgte ind til klagerens ægtefælles opholdssted. Den sidste gang, myndighederne henvendte sig, blev klagerens svigerfar og svigermor tilbageholdt, og familien har fortsat ikke hørt fra dem. Flygtningenævnet finder, at klageren ikke opfylder betingelserne for at blive meddelt konsekvensstatus som følge af, at klagerens ægtefælle blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Nævnet har herved lagt vægt på, at der forløb mere end 14 måneder mellem klagerens og klagerens ægtefælles indrejse i Danmark, og at der ikke er oplysninger om, at klageren efter ægtefællens udrejse af Syrien var udsat for overgreb som følge af hans unddragelse af militærtjeneste. Nævnet har tillige lagt vægt på, at klageren indrejste i Danmark [i vinteren] 2016, men først søgte asyl [i foråret] 2017, og at hun efter det oplyste udrejste legalt af Syrien efter at have været i kontakt med myndighederne flere gange i forbindelse med udrejsen. Klageren og hendes medfølgende børn opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 7, stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2020/57/aca

syri202056

Nævnet stadfæstede i september 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Klageren er etnisk araber og sunni-muslim af trosretning fra Damaskus, Midan, Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i foråret] 2015, og at han [i foråret] 2015 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har den [i sommeren] 2019 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter, at han vil blive fængslet og udsat for tortur af de syriske myndigheder. Klageren frygter endvidere, at han vil blive slået ihjel af de syriske myndigheder. Klageren har til støtte herfor oplyst, at regimet forfølger alle borgere. Klageren har videre oplyst, at klagerens to sønner har været anholdt, fordi klageren ikke meldte sig som anvist af regimet. Den ene af klagerens sønner afgik ved døden i fængslet. Klagerens bopæl er blevet opsøgt af sikkerhedstjenesten. Klageren var eftersøgt, fordi han angiveligt havde deltaget i demonstrationer mod regimet. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring til grund. Klageren har forklaret, at han i 2012/2013 fik et opkald fra sin hustru med besked om, at sikkerhedstjenesten havde opsøgt bopælen. Mens han derefter opholdt sig 5-6 måneder hos sin søster, var han i telefonisk kontakt med hustruen, der oplyste, at sikkerhedstjenesten fortsat opsøgte bopælen, og hustruen har oplyst, at bopælen fortsat bliver opsøgt. Klageren har videre forklaret, at han måske i slutningen af 2013 rejste til Libanon, hvor han opholdt sig ca. 2 år, og at nogle bekendte oplyste hans ægtefælle om, at han var efterlyst på grund af mistanke om, at han havde organiseret demonstrationer. Heroverfor står, at klagerens søn,[sønnen], til sin oplysnings- og motivsamtale den [i efteråret] 2014 har forklaret, at hans forældre er skilt, at hans far er gift med en syrisk kvinde, og at de bor i Libanon. Det fremgår videre af [sønnens] forklaring, at han er rejst frem og tilbage mellem Syrien og Libanon for at besøge sin far, og det fremgår af [sønnens] pas, at han er ind- og udrejst af Libanon blandt andet [i efteråret] 2012, [i starten af] 2013, [i sommeren] 2013, [i sommeren] 2013 og [i sommeren] 2013. Denne forklaring er i modstrid med klagerens forklaring om, at han i 2012/2013 boede med sin hustru i Damaskus og flygtede til Libanon ca. slutningen af 2013. Klageren har bestridt sønnen [sønnens] forklaring og har oplyst, at han blev skilt fra sin første kone før 2011, og at han ikke har børn med sin første kone. Forklaringerne er imidlertid stærkt modstridende, og når samtidig henses til, at klageren udrejste legalt af Syrien, at han uden problemer kunne få fornyet sit syriske pas på den syriske ambassade i Berlin i 2017, og at klageren har forklaret forskelligt om, hvorvidt det var en ukendt gruppe eller sikkerhedstjenesten, der opsøgte ham, hvornår opsøgningerne startede, om opsøgningerne stoppede, da hans ægtefælle fortalte, at han var udrejst, eller om de stadig pågår og endelig om antallet af opsøgninger, kan Flygtningenævnet ikke lægge klagerens forklaring om, at han er eftersøgt af de syriske myndigheder til grund. Klageren har herefter ikke sandsynliggjort, at han er i individuel risiko for forfølgelse eller overgreb. Klageren opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2020/56/HMU

syri202055

Nævnet stadfæstede i september 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunni-muslim fra Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i sommeren] 2016 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygtede, at han ville blive slået ihjel af myndighederne, idet han blev beskyldt for at uddele regimekritiske løbesedler rundt. Klageren oplyste i den forbindelse, at han har været anholdt tre gange, hvorunder han blandt andet er blevet udsat for tortur. Udlændingestyrelsen har [i foråret] 2020 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at der er indtrådt en forbedring af de generelle forhold i Damaskus, og at denne forbedring ikke antages at være af helt midlertidig karakter. Udlændingestyrelsen har derfor vurderet, at der i klagerens hjemområde ikke er en reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Klageren har som asylmotiv fortsat henvist til, at han frygter at blive slået ihjel eller tilbageholdt og blive udsat for tortur af de syriske myndigheder. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han ikke ville være udrejst, hvis han ikke var blevet tilbageholdt. Klageren har videre oplyst, at det er efterretningsmyndighederne, der søger ham. Siden klagerens udrejse har efterretningstjenesten ”Gruppe 40” opsøgt hans ægtefælle på hendes bopæl 5-6 gange. Hans søn blev i [sommeren] 2020 anholdt og tilbageholdt i 8 timer af efterretningstjenesten som mistænkt for at stå bag løbesedler med politisk indhold. Myndighederne fortalte sønnen, at de var bekendt med klagerens trykkeri. Klageren har senest fra sin svigersøn, der er ansat som politibetjent i Damaskus, fået et screenshot fra politiets computer, der dokumenterer, at klageren har været efterlyst af myndighederne siden [efteråret] 2014 med anklage om at printe materiale til støtte for oprørsgrupper. Flygtningenævnet bemærker, at klageren er meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, med henblik på midlertidigt ophold og, at opholdstilladelsen ikke skal forlænges, når de forhold, der førte til tildeling af beskyttelse, ikke længere er til stede. Af de foreliggende baggrundsoplysninger fremgår, at de syriske myndigheder siden [foråret] 2018 har haft kontrollen over Damaskus, og at der er indtrådt en forbedring af de generelle forhold, som ikke er af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnet har således siden [sommeren] 2019 vurderet, at de aktuelle forhold i Damaskus ikke længere er af en sådan karakter, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. En inddragelse af klagerens opholdstilladelse vil udgøre et væsentligt indgreb i hans ret til privat- og familieliv. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, hvorvidt en inddragelse af klagerens opholdstilladelse vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8. Af EMRK artikel 8 fremgår, at enhver har ret til respekt for blandt andet sit privat- og familieliv. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder, jf. artikel 8, stk. 2. Flygtningenævnet finder, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse er et indgreb i klagerens udøvelse af sin ret efter artikel 8, stk. 1, og at dette indgreb har hjemmel i udlændingelovens § 7, stk. 3, jf. § 11, stk. 2, 2. pkt. Flygtningenævnet finder videre, at lovgrundlaget for indgrebet er legitimt og varetager den offentlige interesse i at opretholde en effektiv immigrationskontrol. Flygtningenævnet bemærker derudover, at en håndhævelse af udlændingelovens §§ 7, stk. 3 og 11, stk. 2, 2. pkt., der blandt andet er indført for at afstemme beskyttelsen med behovet, udgør et anerkendelsesværdigt formål, og kan begrunde indgreb efter artikel 8, stk. 2, jf. herved også Konstantinov v. the Netherlands (2007), præmis 53, Nnyanzi v. the United Kingdom (2008), præmis 76, Nacic and others v. Sweden (2012), præmis 79. Det skal herefter vurderes, hvorvidt indgrebet i klagerens rettigheder er nødvendigt for at opnå det angivne legitime formål. Der skal i den forbindelse foretages en proportionalitetsafvejning af statens interesse i ikke at forlænge klagerens opholdstilladelse over for intensiteten af det indgreb, en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil indebære i klagerens ret til privat- og familieliv. Det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, at indgreb i udlændingens privat- og familieliv skal stå i rimeligt forhold til de formål indgrebet skal varetage. Ved vurderingen af, om indgrebet af de grunde, der er anført i EMRK artikel 8, stk. 2, er nødvendigt, skal der altså foretages en vurdering af statens interesse i at foretage indgrebet over for intensiteten af indgrebet i klagerens ret til privat- og familieliv. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse for så vidt angår retten til familieliv, at klageren har familiemæssig tilknytning til Danmark, idet hans voksne datter opholder sig i Danmark. For så vidt angår retten til privatliv indrejste klageren i Danmark som 50-årig og har haft lovligt ophold i Danmark i omkring 4 år. Han har fra [vinteren] 2019 til [efteråret] 2019 haft ansættelse 10 timer ugentligt hos en grønthandler og i perioden fra [efteråret] 2019 til [vinteren] 2020 haft ansættelse 37 timer ugentligt hos [arbejdsgiver]. Han har gået på sprogskole, men kan ikke tale, skrive eller læse dansk. Han er født og opvokset i Syrien, hvor han har boet hele sit liv frem til sin udrejse af Syrien. Han har haft egne trykkerier i Syrien. Hans ægtefælle og tre øvrige børn bor fortsat i Damaskus, Syrien. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren skal vurderes i forhold til Damaskus. Flygtningenævnet bemærker endelig, at klageren er meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3 med henblik på midlertidigt ophold og således siden meddelelsen af opholdstilladelsen [i sommeren] 2016 har været bekendt med tilladelsens midlertidige karakter. Efter en samlet vurdering af det ovenfor anførte finder Flygtningenævnet, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse ikke er i strid med Danmarks internationale forpligtelser, er legitim, tjener et anerkendelsesværdigt formål og er proportionel og hverken er i strid med EMRK artikel 8 eller Danmarks yderligere internationale forpligtelser. Klagerens opholdstilladelse kan på ovennævnte baggrund ikke forlænges. Der skal herefter foretages en vurdering af, om klageren som følge af individuelle omstændigheder kan meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet kan i lighed med og af de grunde, der er anført af Flygtningenævnet i afgørelsen af [sommeren] 2017, ikke lægge klagerens individuelle asylmotiv til grund. Nævnet finder endvidere ikke, at de nye oplysninger fremlagt af klageren i sagen – herunder hverken anholdelsen og tilbageholdelsen af hans søn i [sommeren] 2020 eller det fremlagte screenshot fra det syriske politis computer vedrørende efterlysningen af klageren siden [efteråret] 2014 – kan føre til en ændret vurdering. Nævnet finder således at disse nye oplysninger har karakter af en udbygning af klagerens asylmotiv og derfor ikke kan lægges til grund. Nævnet har herved tillige lagt vægt på, at klagerens generelle troværdighed er afsvækket som følge af hans divergerende og afglidende forklaringer. Flygtningenævnet finder derfor, at klageren ved en tilbagevenden til Syrien ikke vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7 stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2020/55/aca

syri202054

Nævnet meddelte i august 202 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk alawit og alawit-muslim af trosretning fra Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark i foråret 2015, og at hun i foråret 2018 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har i sommeren 2020 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har til støtte herfor henvist til Flygtningenævnets praksis fra juni 2019, hvor kvindelige statsborgere fra Syrien meddeltes ophold efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller § 7, stk. 2. Klageren har til støtte herfor endvidere fremført, at hun vil blive personlig forfulgt af sin familie, såfremt hun vender tilbage til Syrien, da hun selv er alawit af trosretning og er blevet gift med en sunni-muslim, hvilket familien finder uacceptabelt. Klageren har i den forbindelse oplyst, at hun er blevet tuet på livet af hendes familie, inden sin udrejse fra Syrien. Herudover, har klageren oplyst, at hendes navn er at finde på en regeringsliste over efterlyste kriminelle. Klageren har endvidere oplyst, at hendes fraseparerede ægtefælle har unddraget sig militærtjeneste i Syrien i forbindelse med en genindkaldelse, og at den fraseparerede ægtefælle og dennes familie er i opposition til det syriske styre. Klageren har endeligt oplyst, at hun frygter de gennerelle forhold i Syrien, der er usikre på grund af krigen. Flygtningenævnet finder at kunne lægge klagerens forklaring om sit asylmotiv med hensyn til, at hendes fraseparerede ægtefælle har unddraget sig militærtjeneste i Syrien i forbindelse med en genindkaldelse, og den fraseparerede ægtefælles og dennes families opposition til det syriske styre, til grund. Det fremgår af baggrundsoplysningerne, at der er adskillige rapporteringer om alvorlige menneskerettighedskrænkelser fra de syriske myndigheders side, navnlig mod personer med en særlig risikoprofil, herunder personer der har unddraget sig militærtjeneste og lignende, eller personer og disse personers familie, der enten er eller har været tilknyttet oprørsgrupper, eller som på anden vis må opfattes som værende i opposition til de syriske myndigheder. Sådanne personer er efter baggrundsoplysningerne i risiko for at blive tilbageholdt og afhørt ved en tilbagevenden til Syrien. Når dette sammenholdes med de foreliggende baggrundsoplysninger om de syriske myndigheders alvorlige overgreb f.eks. ved afhøringer og fængslinger, vil sådanne personer kunne være i en situation, der kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2, på grund af deres individuelle forhold. Klagerens fraseparerede ægtefælle, med hvem klageren har et barn og venter et barn, der er meddelt asyl i Danmark medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, har unddraget sig genindkaldelse til militærtjeneste, og må lægges til grund tilhører en familie, der er i opposition til det syriske styre. På den anførte baggrund, hvor klageren vil indrejse i Syrien som enlig kvinde med et barn og et barn på vej, hvor hun har en frasepareret ægtefælle, der har fået asyl i udlandet, finder nævnet efter en samlet vurdering, at der er en reel risiko for, at klageren ved en tilbagevenden til Syrien vil blive tilbageholdt og afhørt. Når dette sammenholdes med de foreliggende baggrundsoplysninger om de syriske myndigheders overgreb f.eks. ved afhøringer og fængslinger, finder nævnet, at klageren er i reel risiko for asylbegrundende overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Syrien. Det bemærkes, at der ikke er grundlag for at meddele opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren opfylder således betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Syri/2020/54/mme

syri202053

Nævnet stadfæstede i august 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2019. Flygtningenævnet udtalte:”Klageren er etnisk araber og sunnimuslim fra Raqqa, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark d[i foråret] 2019, og at hun [i efteråret] 2019 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. [I slutningen af] 2019 har advokat Gabriel Rohde på vegne af klageren klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hun ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter at få problemer med sin familie, fordi klageren har nægtet at indgå ægteskab med den person, som klagerens familie ønskede, at hun skulle indgå ægteskab med. Klageren har endvidere oplyst, at hun særligt frygter sin far, fordi hun er bange for, at faren vil slå hende ihjel. Endelig har klageren oplyst, at hun frygter resten af sin familie og borgerkrigen i Syrien. Klageren har herom oplyst, at hendes familie ønskede, at hun skulle blive gift med en person ved navn Mehedi. Mehedi er søn af klagerens fars fætter. Klageren er ikke bekendt med Mehedis alder, idet hun aldrig har mødt ham eller talt med ham. Klageren har fået at vide, at Mehedi har set klageren på gaden flere gange. Klageren ønsker ikke at blive gift med Mehedi, idet hun er modstander tvangsægteskaber. Klagerens modstand mod tvangsægteskaber er begrundet i, at hendes søster, Hala, ikke er lykkelig i sit arrangerede ægteskab. Klageren vil ikke ende i den samme situation som Hala, og derfor ønsker hun ikke at blive gift med Mehedi. Mehedi har friet til klageren. Det er en tradition i klagerens familie at blive gift med sine slægtninge. Mehedi har friet til klageren igennem klagerens far. Klagerens far var af den opfattelse, at Mehedi var en passende ægtefælle for klageren. Klagerens mor ville ikke gøre modstand imod faren, selvom moren var bekendt med, at klageren ikke ønskede at indgå i et ægteskab med Mehedi. Klagerens mor prøvede i stedet at overbevise klageren om, at Mehedi var en god person. Klageren fandt ud af, at Mehedi ønskede at indgå et ægteskab med klageren, da Mehedis far kontaktede klagerens far telefonisk, og fortalte om det ønskede ægteskab. Det var omkring en måned, inden klageren flyttede fra Minbil til flygtningelejren i Lin Lisa. Mehedi opholdt sig også i Ein Lisa. Klagerens far afgav ikke et svar til Mehedis far umiddelbart efter samtalen, idet faren ville tale med klageren om ægteskabet først. Klageren fortalte sin far, at hun ikke ønskede at blive gift med Mehedi. Faren reagerede ved at blive meget vred på klageren, og fortalte hende, at han vidste, hvad der var bedst for klageren. Klagerens far anvendte ikke fysisk vold overfor hende. Faren havde heller ikke en truende adfærd overfor klageren. Klageren fortalte sin far, at hun ville rejse til Tyrkiet og besøge sine søskende for at tænke over frieriet. Faren hjalp herefter klageren med at rejse til Tyrkiet. Faren hjalp klageren, fordi han var af den opfattelse, at det var en god idé for klageren at rejse til Tyrkiet for at tænke over tingene. Klageren rejste til Tyrkiet, hvorefter hun i [foråret] 2018 rejste videre til Grækenland. Klageren er ikke på noget tidspunkt blevet truet af sin familie. Klageren har ikke talt med sin familie, siden hun forlod Tyrkiet. Klageren frygter at blive slået ihjel af sin familie, fordi det er en stor ting at undsige sig sin faders ønsker i klagerens kultur. Klagerens frygt skyldes kulturelle normer. Klageren har desuden brudt med familiens traditioner. Flygtningenævnet finder af de samme grunde som Udlændingestyrelsen, herunder at hverken klageren eller hendes familie har været udsat for vold eller trusler fra klagerens far, at klageren ikke har modtaget trusler fra sin far på grund af hendes afvisning af ægteskabet med Mehedi, at hun ikke efterfølgende har modtaget trusler, og at hendes far samtykkede i hendes rejse til Tyrkiet, at klageren ikke har sandsynliggjort, at hun risikerer overgreb fra sin far, hvis hun vender tilbage til Syrien. Klageren har heller ikke sandsynliggjort, at hun på anden måde er forfulgt, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet finder således ikke, at klageren har sandsynliggjort, at betingelserne i udlændingelovens § 7, stk. 1 eller udlændingelovens § 7, stk. 2 er opfyldt, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse.” syri/2020/53/FAM

syri202052

Nævnet stadfæstede i august 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt tre børn fra Syrien. Indrejst i 2016.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk kurder og sunni-muslim fra Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i begyndelsen af] 2016 sammen med sine tre børn som familiesammenført med sin daværende ægtefælle, og at klageren og hendes tre børn [i sommeren] 2017 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Dansk Flygtningehjælp har [i begyndelsen af] 2020 på klagerens vegne klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hun ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for alvorlige overgreb eller vilkårlig frihedsberøvelse, idet hun, uden en forudgående tilladelse, har forladt sin offentlige stilling som lærer i Syrien. Klagen har til støtte for påstanden videre oplyst, at hun er i risiko for at komme i myndighedernes søgelys, såfremt hun vender tilbage til Syrien, idet hun i Syrien fortsat er registret som gift med sin tidligere ægtefælle, der ligeledes er eftersøgt af de syriske myndigheder, idet han efter det oplyste har været genindkaldt til militæret. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at klageren er i risiko for forfølgelse, jf. Udlændingelovens § 7, stk. 1 og 2, som følge af, at klageren forlod sit job som lærer, eller fordi klageren i Tyrkiet arbejdede på en skole, som er i opposition til regimet i Syrien. Der er herved lagt vægt på, at det af de foreliggende baggrundsoplysninger fremgår, at man som offentligt ansat i Syrien ikke risikerer fængselsstraf, såfremt man forlader sin stilling, men muligt en bødestraf, som der imidlertid gives amnesti fra betaling af. Der er endvidere henset til, at klageren efter sin forklaring til Udlændingestyrelsen aldrig har været politisk aktiv i Syrien eller været tilbageholdt eller mistænkt for politisk aktivitet. Klagerens frygt for at være efterlyst for sit arbejde på skolen i Tyrkiet er alene begrundet i en samtale med [A], imens klageren befandt sig i Tyrkiet. Klageren har forklaret, at [A] var en slags tillidsmand, og at denne i 2014 anmodede klageren om ikke at ringe igen. Klageren har til sin oplysnings- og motivsamtale [i sommeren] 2017 oplyst, at hun ikke spurgte [A], hvorfra han vidste, at klageren var efterlyst. Det er Flygtningenævnets vurdering, at klagerens frygt alene beror på klagerens egen formodning. Klageren har for nævnet endvidere oplyst, at hun har været i kontakt med en tidligere kvindelig kollega, der bekræftede, at hun var på listen, men ikke kunne fremskaffe listen. Endelig bemærkes, at klageren ikke som konsekvens af sit tidligere ægteskab med [B] kan meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Der er herved henset til, at klagerens ægtefælle har fået opholdstilladelse efter § 7, stk. 1, idet han har unddraget sig militærtjeneste. Flygtningenævnet bemærker herved, at det af de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder Udlændingestyrelsens rapport ”Issues Regarding Military Service, October 2019”, fremgår, at det ikke har konsekvenser for familiemedlemmer, at et familiemedlem har unddraget sig militærtjeneste. Endelig har klageren overfor nævnet udbyggende forklaret, at hun er kommet på listen efter Al-Jazeera lavede et indslag i TV om skolen, hvoraf klagerens navn fremgik. Klageren har ikke ved sine samtaler med Udlændingestyrelsen forklaret herom. Klageren kan på denne baggrund ikke anses for at være i risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Som Udlændingestyrelsen lægger Flygtningenævnet til grund, at klageren som følge af de generelle forhold i Syrien er i reel risiko for overgreb omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, men som ovenfor anført er risikoen herfor ikke begrundet i klagerens individuelle forhold, og klageren kan derfor ikke gives opholdstilladelse i medfør af Udlændingelovens § 7, stk. 2. Klageren samt klagerens tre børn opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 7, stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2020/52/RILA

syri202051

Nævnet stadfæstede i august 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber fra Hajar Al-Aswad, Damaskus, Syrien. Klageren har været politisk aktiv på Facebook, hvor hun deler kritiske opslag om forholdene i Syrien. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark i [sommeren] 2016, og at hun [i efteråret] 2019 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har [i efteråret] 2020 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hun frygter, at de syriske myndigheder vil udsætte hende for vold, kidnapning og voldtægt, fordi hendes familie er eftersøgt. Klageren har oplyst, at klagerens morbrødre er blevet arresteret, dræbt eller nødsaget til at flygte til Jordan, som følge af at en af klagerens morbrødre havde knust præsidentens statue, og der er blevet delt fotos af ham med sin fod på statuen. Efter de syriske myndigheder brændte klagerens morbrødres huse og motorcykler, flygtede klageren med sin mor og sine søstre til Jordan. Klagerens mostre er arresteret og straffes af det syriske regime. Klagerens far og flere af farens familiemedlemmer har fået opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har til støtte for sit asylmotiv endvidere oplyst, at hun frygter de syriske myndigheder, idet hun er politisk aktiv på Facebook. Klageren har herom oplyst, at hun, ved en eventuel tilbagevenden, frygter krigen og bombeangrebene. Klageren har oplyst, at hun frygter regeringen, præsidenten og militæret. Klageren har oplyst, at hun bruger Facebook til at dele oplysninger om krigen. Klageren forfatter primært selv de opslag, som hun deler. Klageren deler primært opslag med et politisk indhold, idet de omhandler forholdene i Syrien. Klagerens Facebook-profil er åben, da hun gerne vil have, at alle ved, hvad der sker. Klageren begyndte at dele opslag om Syrien i slutningen af 2018. Ved en eventuel tilbagevenden til Syrien, frygter klageren, at myndighederne vil kigge i hendes telefon og anholde hende på baggrund af hendes Facebook-aktivisme. Flygtningenævnet finder – som Udlændingestyrelsen – at det beror på klagerens egen formodning, at hendes opslag på Facebook, der efter det oplyste er systemkritiske, er kommet til de syriske myndigheders kendskab. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren har et begrænset antal ”venner” på Facebook, og at der alene er tale om venner og familie. Herefter, og da klageren heller ikke som anført i en samtidig afgørelse i hendes mors sag, vil være i risiko som følge af sit slægtskab til hendes morbror, finder Flygtningenævnet ikke, at klageren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Klageren opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 7, stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2020/51/EDO

syri202050

Nævnet stadfæstede i august 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt hendes fem mindreårige børn fra Syrien. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunni-muslim født i Daraa og har senest opholdt sig i Hajar al-Aswad, Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark i [sommer] 2016, og at hun [i efteråret] 2019 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har [i efteråret] 2020 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hun frygter de syriske myndigheder, og at klagerens ægtefælle og familiemedlemmer har fået opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter, at de syriske myndigheder vil anholde og tilbageholde klageren, fordi klagerens familie er eftersøgt. Klagerens familie er eftersøgt, fordi der blev taget fotos og optaget video af klagerens bror, [A], mens han til en demonstration i 2011 væltede en statue af Hafez al-Assad og satte sin fod på statuen. [A] er efterfølgende flygtet til Jordan. Efter episoden opsøgte myndighederne familiens hjem for at få [A] udleveret. Myndighederne brændte dele af familiens bolig, familiens motorcykler og andre boliger. Myndighederne fremsatte endvidere trusler og udsatte klagerens forældre for vold. Myndighederne tog klagerens brødre og andre til fange. En af klagerens brødre blev slået ihjel. Klagerens brødre og søstre flygtede herefter til grænsen til Jordan. Efter myndighederne igen havde opsøgt familien, og spurgt efter [A], rejste klagerens forældre, nevøer og niecer også til grænsen til Jordan. Klagerens familie fortalte hende om konflikten, da hun mødte dem i 2012 ved grænsen til Jordan. Klageren frygter på den baggrund at blive forfulgt på grund af sit efternavn. Ydermere har klageren oplyst, at hun selv har oplevet problemer med myndighederne, da hun kørte i bus. Soldaterne talte grimt til klageren og krævede betaling for at lade bussen passere. Klageren betalte til chaufføren, som betalte til soldaterne. Endelig har klageren oplyst, at hun på sine mindreårige børns vegne frygter regimet grundet krigen i Syrien generelt, og da deres familie er eftersøgt. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om sit individuelle asylmotiv til grund, idet klageren har forklaret udbyggende og utroværdigt, hvorfor forklaringen fremstår som konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet kan således ikke lægge til grund, at klageren har en asylbegrundende konflikt med myndighederne i Syrien på grund af hendes bror [A’s] handlinger. Flygtningenævnet har herved navnlig lagt vægt på, at klageren boede i Syrien i ca. halvandet år efter, at statuen blev væltet, og at hun i denne periode kunne bevæge sig rundt, herunder med bus, selv om hun skulle vise sit id-kort. Det bemærkes, at klageren har forklaret meget usikkert og afglidende om, hvordan hun skulle vise sit id-kort i forbindelse med bustransport. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at klageren først for Flygtningenævnet har forklaret, at hendes brors handlinger havde konsekvenser for flere hundrede medlemmer af [B]-klanen, idet de angiveligt også måtte flygte fra landsbyen på grund af brorens handlinger, og forklaringen fremstår i øvrigt utroværdig. Klageren har også først for Flygtningenævnet forklaret, at en fætter blev taget med af militæret, da militæret vendte tilbage til landsbyen en uge efter tilbageholdelsen af hendes brødre og en nevø. Klageren har da heller ikke under samtalen med Flygtningenævnet [i sommeren] 2019 oplyst om fætterens skæbne, da hun forklarede om, hvad der var sket med hendes brødre og hendes nevø. Yderligere har Flygtningenævnet lagt vægt på, at klageren for Flygtningenævnet udbyggende har forklaret, at en nabo, der var politibetjent, fik kendskab til klagerens kritiske holdning til det syriske styre, hvilket hun ikke tidligere har forklaret om, selv om dette var medvirkende årsag til, at hun flygtede hvorfor forklaringen er utroværdig. Herefter, og da Flygtningenævnet heller ikke finder, at klagerens døtre har bragt sig i et personligt modsætningsforhold til de syriske myndigheder, finder Flygtningenævnet, at klageren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Klageren og hendes medfølgende børn opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 7, stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2020/50EDO

syri202045

Nævnet stadfæstede i august 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunnimuslim af trosretning fra Damaskus, Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive afhørt og udsat for overgreb af myndighederne som følge af sin fars forhold. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hendes far udrejste fra Syrien [primo] 2013, fordi de syriske myndigheder mistænkte ham for at udleje huse og værelser i Damaskus til syriske flygtninge fra andre steder i landet. Ansøgerens far fik på den baggrund [medio] 2013 opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Efter farens udrejse [primo] 2013 opsøgte de syriske myndigheder ansøgerens bopæl i Syrien 3-4 gange. Ansøgerens mor blev i den forbindelse udspurgt om farens opholdssted. Ansøgerens mor forklarede, at faren var udrejst af landet. Ansøgerens mor fik besked på, at hun skulle give besked, hvis hun fandt ud af, hvor faren var. Ansøgeren har som asylmotiv videre henvist til, at hun frygter den generelle situation i Syrien, og at hun ikke har noget at vende tilbage til i Syrien. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring til grund. Det fremgår af ansøgerens pas, at hun er født i Aleppo. Hun har forklaret, at hun er opvokset i har boet i Damaskus, indtil hun udrejste med sin mor i 2013 bortset fra ca. et år, hvor familien var flyttet til Aleppo. Det fremgår endvidere af sagens oplysninger, at familien boede i Damaskus også på tidspunktet, hvor ansøgeren blev født, og hvor faderen drev virksomhed i byen. Hun har forklaret, at hendes mors familie bor i Damaskus området, mens hendes fars familie bor mere spredt. Det fremgår af sagens akter, at ansøgerens mor og tre mindre søskende [primo] 2020 rejste tilbage til Syrien som led i frivillig repatriering. Ansøgeren har oplyst, at hendes mor og søskende er flyttet tilbage til deres tidligere kvarter i Damaskus, og at de har etableret sig i eget hus. Flygtningenævnets finder på denne baggrund, at ansøgerens asylmotiv skal vurderes i forhold til risikoen for at lide asylbegrundende overlast ved hendes tilbagevenden til Damaskus. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren ikke personligt er i et modsætningsforhold til myndighederne i Syrien, herunder som følge af faderens forhold. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren udrejste legalt i 2013, og at hun i 2014 var på et længere ferieophold med sin mor, hvor de bl.a. opholdt sig i Damaskus, og hvor de ikke oplevede problemer med myndighederne, bortset fra problemer i forbindelse med udrejse af Syrien. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgerens mor og tre mindre søskende er rejst tilbage til Damaskus og ikke har oplevet problemer med de syriske myndigheder. Ansøger har forklaret, at ansøgerens mor dog er blevet kontaktet 2-3 gange, hvor myndighederne har spurgt efter ansøgerens far, men hvor der ikke herefter er sket yderligere. Det forhold ansøgerens far i 2016/2017 blev bortført til Syrien kan ikke føre til en anden vurdering. Efter ansøgerens egen forklaring og efter baggrundsoplysningerne kan hun ikke i øvrigt anses som særligt profileret i Syrien på en sådan måde, at hun bringer sig særligt i myndighedernes søgelys, så hun risikerer asylbegrundende overgreb, heller ikke selv om hun ikke bærer tørklæde og går mere vestlig klædt. Den omstændighed, at ansøgeren som en enlig ung kvinde kan have vanskeligt at forsørge sig selv, finde uddannelse og bolig ved en tilbagevenden til Damaskus, udgør socioøkonomiske forhold, som ikke kan begrunde, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse. Nævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgeren har sin mor og nære familiemedlemmer i Damaskus. Flygtningenævnet finder henset til de foreliggende baggrundsoplysninger, at de generelle forhold i Damaskus ikke er af en sådan karakter, at ansøgeren alene som følge af den blotte tilstedeværelse her vil være i risiko for overgreb omfattet af EMRK art. 3. Flygtningenævnet finder derfor, at betingelserne for at meddele opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, ikke er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2020/45/DH

syri202044

Nævnet stadfæstede i august 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk kurder og har oplyst at være agnostiker fra Aleppo, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i efteråret] 2014, og at hun [i sommeren] 2015 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Dansk Flygtningehjælp klagede [i efteråret] 2016 til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. [Primo] 2017 hjemviste Flygtningenævnet sagen til Udlændingestyrelsen til fornyet behandling i første instans med henblik på en om mulig inddragelse af klagerens svogers asylakter i behandlingen af sagen. [I foråret] 2019 meddelte Udlændingestyrelsen på ny klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. [I foråret] 2019 har advokat […] på vegne af klageren klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsen afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter forfølgelse fra de syriske myndigheder, tvangsrekruttering til kurdiske styrker samt forfølgelse eller overgreb, som følge af, at klageren er frafalden fra islam. Klageren har om sin frygt for de syriske myndigheder oplyst, at syriske myndigheders sikkerhedstjeneste forsøgte at pågribe hende [i foråret] 2012 på hendes arbejdsplads. Klagerens arbejdsgiver ventede på klageren ved et busstoppested og fortalte klageren om opsøgningen. Klageren blev opsøgt, fordi hun få dage forinden havde talt i telefon med sin svoger, som havde problemer med myndighederne. Klagerens svoger havde problemer med myndighederne på grund af sin deltagelse i demonstrationer. Klageren rejste ud af Syrien senere samme dag. Klageren fik også efter sin udrejse oplyst af sin arbejdsgiver, at myndighederne var efter hende. Klageren har ydermere oplyst, at hun frygter forfølgelse, som følge af at hun efter flugten fra Syrien boede sammen med sin bror og hans familie i Libanon i næsten 2 år. Klagerens bror flygtede fra Syrien for at undgå militærtjeneste, og fordi han er modstander af Assad-styret. Klagerens bror har endvidere været kidnappet af islamiske grupperinger i omkring en måned. Klagerens øvrige nære familiemedlemmer er også flygtet fra Syrien. Klageren har om sin frygt for YPG oplyst, at hun risikerer at blive tvangsrekrutteret til YPG, og at hun vil være uden mulighed for at købe sig fri af militærtjeneste. Klageren har videre om sin frygt for PKK oplyst, at mens klageren har været i Libanon, er hendes forældre blevet kontaktet af PKK, og de har betalt kompensation til PKK, fordi de ikke havde en søn eller datter, der kunne stå ved en kontrolpost. Efter klagerens udrejse har PKK spurgt til klageren og andre kvinder, og PKK spørger ikke længere til mænd i området, idet mændene er udrejst. Klageren har om sin frygt for forfølgelse og overgreb på grund af klagerens frafald fra islam oplyst, at hun for længe siden har taget afstand fra Islam, og at hun har sympati for Zarathustrismen, men at hun opfatter sig som agnostiker, og ikke frit kan praktisere sin overbevisning. Klageren har videre oplyst, at kurdiske kvinder betragtes som vantro og er i risiko for overgreb fra muslimske fundamentalister. Klageren har endelig oplyst, at hun i Libanon besøgte en kirke dagligt i fire måneder. Klageren har til støtte for sin ansøgning om asyl i første række henvist til, at hendes arbejdsgiver omkring [foråret] 2012 advarede hende om, at myndighedspersoner havde søgt efter hende hos ham. Anledningen hertil skulle være en kortvarig telefonsamtale, som hun [i foråret] 2012 havde med sin svoger, der ringede fra et ukendt nummer i Danmark for i en kortvarig samtale at fortælle, at han og hans familie var kommet godt frem. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring herom til grund. Forklaringen fremstår ikke selvoplevet, men konstrueret til lejligheden, og klageren har forklaret divergerende om, hvad arbejdsgiveren nærmere fortalte hende. [I sommeren] 2015 har hun således forklaret, at arbejdsgiveren sagde til hende, at de personer, der søgte hende, kom fra sikkerhedstjenesten, og at hun derfor formodede at de havde præsenteret sig for ham, mens hun til nævnet har forklaret, at han ikke sagde nærmere om, hvem det var. Flygtningenævnet finder, at oplysningerne om klagerens bror, søster og svogers konflikter med syriske myndigheder sammenholdt med baggrundsoplysningerne ikke sandsynliggør, at klageren ud fra et synspunkt om ”guilt by association” er i risiko for forfølgelse. Forklaringen om, at klageren fra 2012 til 2014 boede sammen med broren og dennes familie i Beirut kan ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet finder endvidere, at der ikke er grundlag for at meddele klageren asyl som følge af risiko for, at hun vil blive søgt tvangsrekrutteret af YPG, den militære del af PYD, som er en søsterorganisation til PKK. Klageren har således ingen konflikter med og er aldrig blevet kontaktet af de nævnte organisationer, og der foreligger ingen oplysninger om, at de på anden måde har søgt at komme i forbindelse med klager. Den omstændighed, at klagerens forældre uden, at der i den forbindelse var tale om overgreb eller trusler, har betalt penge til PKK, kan ikke føre til en anden vurdering. Endelig finder Flygtningenævnet, at der ikke er holdepunkter for, at klageren ved en tilbagevenden til Syrien som frafalden fra islam vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb. Flygtningenævnet tiltræder herefter, at klageren ikke opfylder betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2, og stadfæster derfor for Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2020/44/EDO

syri202037

Nævnet stadfæstede i august 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2000. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim af trosretning fra landsbyen [A] i Daraa-provinsen, Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive sat i fængsel, idet han er psykisk syg. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han er diagnosticeret med paranoid skizofreni. Ansøgeren har derudover som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive tvunget til aftjene militærtjeneste. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han ikke vil være i stand til at klare den obligatoriske militærtjeneste på grund af sin sygdom. Ansøgeren har endelig som asylmotiv henvist til, at han frygter krigen i Syrien. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at han frygter de følgeskader, som krigen kan få for ham, herunder i værste tilfælde døden. [I foråret] 2020 traf Udlændingestyrelsen afgørelse om, at ansøgeren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, og at § 31 er til hinder for en tvangsmæssig udsendelse til Syrien. Indledningsvis bemærkes, at Flygtningenævnet tiltræder, at ansøgeren isoleret set må anses for omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren er ved Østre Landsrets endelige dom af [efterår] 2013 udvist af Danmark med indrejseforbud i 12 år fra den 1. i den førstkommende måned efter udrejsen eller udsendelsen. Dommen omfattede blandt andet overtrædelse af straffelovens § 288 (røveri) og § 119, stk. 3. Ansøgeren er efterfølgende tre gange dømt for overtrædelse af straffeloven. Det følger herefter af udlændingelovens § 10, stk. 3, at der ikke kan meddeles ansøgeren opholdstilladelse efter blandt andet udlændingelovens § 7 medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler herfor. Vedrørende hensynet til ansøgerens familie bemærker Flygtningenævnet, at ansøgerens mor efter det oplyste er udrejst af Danmark for adskillige år siden. Oplysningerne om ansøgerens herboende familie er til dels uklare, men det må lægges til grund, at hans nærmeste familiemedlem her i landet er en søster. Det kan ikke, hverken efter ansøgerens egen forklaring eller de øvrige foreliggende oplysninger, lægges til grund, at ansøgerens forhold til sin søster er af en sådan karakter, at det i sig selv kunne begrunde en fravigelse af lovens udgangspunkt. Det må lægges til grund, at ansøgeren har et ikke ubetydeligt antal yderligere familiemedlemmer (ansøgerens mors familie) her i landet. Flygtningenævnet finder ikke, at hverken tilstedeværelsen af disse familiemedlemmer i Danmark eller det oplyste om ansøgerens forhold til disse, eller de øvrige påberåbte forhold, herunder ansøgerens helbredsforhold, kan føre til, at ansøgeren anses for omfattet af undtagelsesbestemmelsen i udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2020/37/LPE

syri202036

Nævnet stadfæstede i juli 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunnimuslim fra Daraa, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren og hendes medfølgende barn indrejste i Danmark [i efteråret] 2015 som familiesammenført, og at de [i begyndelsen af] 2017 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har [i sommeren] 2019 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive fængslet og tortureret. Til støtte herfor har klageren oplyst, at hun var offentlig ansat i en stilling som skolelærer. Hun var ansat i stillingen i tre år, hvor hun havde to til tre måneders orlov forud for sin udrejse af Syrien. Klageren forsømte sin stilling ved at flygte til Danmark. Videre har klageren oplyst, at hun har nære familiemedlemmer med en særlig risikoprofil, der har unddraget sig militærtjeneste, hvorfor hun må opfattes som værende i opposition til de syriske myndigheder. Endvidere har klageren oplyst, at hun er fra den sydlige del af Syrien, hvor krigen begyndte. Hendes fødeby deltog i demonstrationer mod de syriske myndigheder og var kontrolleret af oppositionen. Klagerens advokat har gjort gældende, at klageren skal have samme asylretlige status som sin tidligere ægtefælle, som hun nu er samlevende med. Flygtningenævnet bemærker hertil, at klageren ikke er indrejst sammen med sin ægtefælle, at hun har været i kontakt med myndighederne i Syrien efter ægtefællens udrejse herunder i forbindelse med sin egen legale udrejse af landet, og at hun først søgte asyl efter at have opholdt sig i Danmark i mere end et år. Der er på denne baggrund ikke grundlag for at give klageren konsekvensstatus. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at klageren risikerer forfølgelse som følge af familiemedlemmers eller klagerens egne politiske forhold. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at klageren har forklaret udbyggende herom. Klageren har således under mødet i Flygtningenævnet forklaret, at hendes far var politisk aktiv i opposition til regeringen, og at en af hendes mands brødre har fremsat regimekritiske udtalelser på sociale medier og i TV, ligesom hun har forklaret, at hun selv har fremsat kritiske udtalelser om regeringen i Syrien. Hun har derimod ikke ifølge referaterne af samtalerne med Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2016 og [i efteråret] 2016 forklaret herom, men har forklaret, at hun ved tilbagevenden til Syrien udelukkende frygter myndighederne, fordi hun stammer fra Dael, og fordi hun er udrejst af landet. Flygtningenævnet lægger klagerens forklaring om, at hun har været offentligt ansat gymnasielærer, til grund. Flygtningenævnet finder imidlertid, at klageren ikke har sandsynliggjort, at hun fortsat var ansat på tidspunktet for sin udrejse. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren under mødet i Flygtningenævnet har forklaret, at gymnasiet lukkede i [i begyndelsen af] 2015 på grund af krigen, fordi befolkningen flygtede, og fordi forældrene ikke turde sende deres børn i skole. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at klageren under samtalen [i efteråret] 2016 har forklaret, at hun arbejdede som lærer indtil 2014, hvor hun på grund af krigen sygemeldte sig og tog ophold i Damaskus. Hun har endvidere forklaret, at sygemeldingen varede, indtil hun udrejste i [efteråret] 2015. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at det af Udlændingestyrelsens landerapport, Syria – Consequences of illegal exit, consequences of leaving a civil servant position without notice and the situation of Kurds in Damascus, udgivet i juni 2019 bl.a fremgår: ”2.1. Implementation of penalties for leaving low/middle level civil position. According to, Rami Abdul Rahman (SOHR) the articles of the Civil Labour Law that criminalise leaving one’s public position without notice or justifiable reason have been implemented in many cases within the last year, even in cases of low/middle level civil servants. More precisely, the law is being enforced in cases where the person in charge in the respective ministry/administration has wanted the employee, who has left his work without permission, be punished. In the past year, the number of returned Syrians, who have been sued by the authority of their work because of leaving work without notice, has in- creased. In some of the cases, the prison sentenced has been issued. According to a Damascus- based lawyer, the implementation of punishment for having left one’s position depends on the reason for leaving the work. In practice, a civil servant who has left his work place without notice due to the war will not face punishment. The source did not know of any case within the last year of low/middle level public employees, who have been given sentences of imprisonment upon return to Syria solely because of leaving their work without notice. The employee will, however, lose his or her job for having left without notice.” På denne baggrund har klageren, som ikke kan anses for særligt profileret, og som forlod sin stilling på grund af krigen, ikke sandsynliggjort, at hun ved tilbagevenden til Syrien vil være i individuel og konkret risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i individuel og konkret risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Klageren og hendes medfølgende barn opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 7, stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2020/36/CHPE

syri202035

Nævnet stadfæstede i juli 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2019. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunni-muslim af trosretning fra Aleppo, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i efteråret] 2018, og at hun [i foråret] 2019 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har ved brev dateret [sommeren] 2019 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om, at hun meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive forfulgt eller udsat for umenneskelig behandling af de personer, der kontrollerer det område, hvor klageren kommer fra. Klageren har anført, at hun har fået oplyst af sin familie, at flere kvinder i området er blevet udsat for voldtægt af ukendte personer. Klageren har endvidere henvist til, at hun er i fare i sit hjemland, idet myndighederne ikke kan yde hende den fornødne beskyttelse. Klageren har endelig henvist til, at hun frygter at blive tvangsrekrutteret af forskellige grupper. Flygtningenævnet finder i lighed med Udlændingestyrelsen, at klageren ikke som konsekvens af sit ægteskab kan få opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har under sine samtaler i Udlændingestyrelsen [i vinteren 2018/2019] og [sommeren] 2019 oplyst, at hun ikke har haft individuelle og konkrete konflikter i Syrien, og klageren har heller ikke i den skriftlige klage af [sommeren] 2019 oplyst om nogen personlige konflikter i Syrien omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller oplyst om nogen konkret eller individuel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Klageren opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller § 7, stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2020/35/LPE

syri202034

Nævnet stadfæstede juli 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk kurder og sunni-muslim af trosretning fra Qamishli, Al-Hasakah-provinsen, Syrien. Klageren har oplyst, at han i foråret 2012 deltog i flere politiske demonstrationer mod det syriske regime. Han har videre oplyst, at han i 2017 blev medlem af Kurdistans Demokratiske Parti i Syrien. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter de syriske myndigheder, idet han er eftersøgt og tidligere har været tilbageholdt. Til støtte for sit asylmotiv har klageren oplyst, at han fra [foråret] 2012 deltog i en lang række demonstrationer mod det syriske regime, indtil han i [foråret] 2012 blev anholdt. Klageren var tilbageholdt to gange, første gang i ca. 45 dage og anden gang i omkring fem til seks måneder i et fængsel i Qamishli. Klageren blev udsat for fysiske overgreb og afhørt, hvorefter han indrømmede at have deltaget i demonstrationerne i Qamishli. Efter den seneste løsladelse opholdt klageren sig tre dage på sin bopæl, hvorefter han udrejste til Tyrkiet med sin ægtefælle og seks børn. Efter klagerens udrejse er hans egen og hans forældres bopæl flere gange blevet opsøgt af de syriske myndigheder. Videre har klageren henvist til, at han frygter de syriske myndigheder, idet han i Danmark er blevet medlem af Kurdistans Demokratiske Parti. Klageren har endelig henvist til, at han er kurder og uønsket i Syrien. Flygtningenævnet finder, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Syrien vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, idet nævnet ikke kan lægge klagerens forklaring om sine konflikter i Syrien til grund. Flygtningenævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at klageren har forklaret divergerende om flere centrale forhold for asylmotivet. Han har således som angivet i Udlændingestyrelsens afgørelse [af foråret] 2020 forklaret divergerende om, omstændighederne i forbindelse med anholdelserne, om baggrunden for fængslingerne og om, hvor lang tid han var fængslet. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at klageren har forklaret udbyggende og divergerende om antallet af tilbageholdelser, ligesom hans forklaring om tidspunkterne for anholdelserne og varigheden af tilbageholdelserne ikke stemmer overens med det oplyste om tidspunktet for klagerens udrejse af Syrien. Flygtningenævnet finder derimod i lighed med Udlændingestyrelsen, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 3, og at udlændingelovens § 31, stk. 1, derfor er til hinder for en tvangsmæssig udsendelse af klageren til Syrien. I henhold til udlændingelovens § 49 a, skal en afgørelse om, at udlændingen ikke kan udsendes, jf. § 31, tillige indeholde en afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det følger af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud efter § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter blandt andet §§ 22-24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, med mindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler herfor. Klageren har været i Danmark siden [efteråret] 2014. Klagerens ægtefælle og deres 6 børn blev familiesammenført med klageren i [foråret] 2016. Ved Vestre Landsrets ankedom af [sommeren] 2019 er klageren straffet med fængsel i 5 måneder for vold efter straffelovens § 244 og trusler efter straffelovens § 266 mod klagerens datter. Volden er begået over en periode på ca. 1,5 år. Efter en samlet og konkret vurdering af sagens omstændigheder, herunder klagerens personlige forhold og karakteren samt grovheden af de overtrædelser af straffeloven, som klageren er dømt for at have begået, finder Flygtningenævnet, at der ikke foreligger sådanne særlige grunde, som medfører, at klageren skal gives opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, jf. § 10, stk. 3. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2020/34/cera

syri202025

Nævnet stadfæstede i juli 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2019Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim af religiøs overbevisning fra [by], Damaskus, Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter overgreb fra ukendte personer, som har truet hende gennem hendes far. Hun frygter endvidere sin tidligere ægtefælle og dennes familie i Syrien som følge af deres skilsmisse. Endelig frygter hun, der er en enlig kvinde uden mandligt netværk, de generelle forhold i Syrien. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hendes far i 2018 modtog telefoniske trusler om, at ansøgeren ville blive kidnappet, hvis ikke hendes far betalte penge. Ansøgeren rejste efterfølgende til Danmark, fordi hun havde fået familiesammenføring med sin herboende tidligere ægtefælle. I [vinteren 2018/2019] rejste hun tilbage til Syrien, fordi hun blev separeret fra sin tidligere ægtefælle. Hendes far modtog på ny et telefonopkald med trusler om kidnapning. Hun blev i [vinteren 2018/2019] skilt fra ægtefællen. Hun har modtaget mundtlige trusler i Danmark fra sin tidligere ægtefælle som følge af skilsmissen, og hun har endvidere modtaget trusler fra sin tidligere ægtefælle via Messenger og Whatsapp. Han har sendt hende intime fotos af hende og frygter, at de vil blive offentliggjort. Det kan have betydning for hendes mulighed for at blive gift på ny. Hun frygter, at hendes tidligere ægtefælle kan overtale sin familie i Syrien til overgreb mod hende. Uanset om ansøgerens forklaring kan lægges til grund, findes ansøgeren ikke have sandsynliggjort, at hun er i konkret og individuel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Der foreligger således ikke oplysninger om, at de telefoniske trusler er rettet personligt mod ansøgeren, der således heller ikke efter sin indrejse i Syrien i [vinteren 2018/2019] blev udsat for overgreb som følge heraf. Der foreligger endvidere ikke oplysninger om, at ansøgeren har været udsat for overgreb eller forsøg herpå fra sin tidligere ægtefælle eller dennes familie. Det bemærkes, at ansøgeren om end uden slør i øvrigt er påklædt på de fremlagte såkaldte intime fotos. Det findes således alene at bero på ansøgerens helt ubekræftede formodninger, at hun vil blive udsat for overgreb som følge af trusler fra mulige kidnappere eller den tidligere ægtefælle og dennes familie i Syrien. Flygtningenævnet finder henset til de foreliggende baggrundsoplysninger, at de generelle forhold i ansøgerens hjemområde ikke er af en sådan karakter, at ansøgeren alene som følge af den blotte tilstedeværelse her vil være i risiko for overgreb omfattet af EMRK art. 3. Flygtningenævnet bemærker tillige, at ansøgeren efter det oplyste ikke kan anses som en enlig kvinde uden mandligt netværk. Flygtningenævnet finder derfor, at betingelserne for at meddele opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, ikke er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2020/25/gdan

syri202024

Nævnet stadfæstede i juni 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk kurder og sunni-muslim fra Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han i 2011 deltog i tre demonstrationer mod de syriske myndigheder. Ved begyndelsen af urolighederne i Syrien flygtede klagerens tre brødre og far. Et par dage senere blev klagerens bopæl opsøgt af de syriske myndigheder, som truede klagerens mor med, at de ville tage klageren og klagerens bror, [A], med sig, hvis ikke de tre brødre og faren meldte sig. Tre eller fire dage senere opsøgte myndighederne igen bopælen og gentog deres trussel. En eller to dage derefter rejste klageren, moren og broren til [en by], hvor de tog ophold hos en, som moren kendte. Efter de havde opholdt sig i byen i omkring fire til syv dage, udrejste de til Tyrkiet. Flygtningenævnet kan af de grunde, som er anført af Udlændingestyrelsen, tilslutte sig, at det ikke kan lægges til grund, at klageren har en konflikt med de syriske myndigheder. Som anført af Udlændingestyrelsen har klageren og klagerens mor på flere punkter forklaret forskelligt herom. Henset til, at klageren er statsborger i Syrien og er i den militærpligtige alder, er klager omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klager er ved Vestre Landsrets ankedom af [vinteren 2017/2018] straffet med fængsel i 9 måneder for vidnetrusler, ulovlig tvang, blufærdighedskrænkelse og grov vold og udvist af Danmark med et indrejseforbud i 6 år. I medfør af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., kan en udlænding, der er meddelt indrejseforbud i medfør af udlændingelovens § 32, stk. 1, ikke meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler herfor. Efter en samlet vurdering af forholdene i sagen tiltræder Flygtningenævnet, at der ikke foreligger særlige grunde, som taler for, at klageren skal meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på karakteren og grovheden af den personfarlige kriminalitet, samt længden af den udmålte frihedsstraf herfor, og hvorefter klager må betragtes som en fare for samfundet. Der er endelig henset til, at Vestre Landsret ved sin afgørelse om udvisning har vurderet, at denne ikke var i strid med Danmarks internationale forpligtelser, og at der ikke er fremkommet væsentlige ændringer omkring klagerens personlige forhold siden. Der er endelig henset til, at klageren ved dom af [sommeren] 2019 er straffet med fængsel i 3 måneder og ved dom af [vinteren] er straffet med fængsel i 7 måneder, begge for overtrædelse af sin meldepligt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2020/24/mme

syri202023

Nævnet meddelte i juni 2020 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger samt et barn fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunni-muslim fra [en by i] Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i vinteren 2015/2016], og at hun [i sommeren] 2016 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har [i vinteren 2018/2019] og [i vinteren 2019/2020] klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter for sit liv, fordi hun ikke har samarbejdet med al-Nusra fronten. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hun har arbejdet som engelsklærer på en landsbyskole i [hjembyen]. Al-Nusra fronten har beordret klageren til at holde op med at undervise i engelsk, og hun blev i stedet pålagt at skulle undervise i andre fag på frontens religiøse skole. Klageren fik i den forbindelse at vide, at engelsk var de vantros sprog, og at det derfor var forbudt at undervise i faget. Klageren har videre oplyst, at al-Nusra fronten opsøgte hende to gange, og at hun den sidste gang tilkendegav, at hun ville møde på skolen efter sommerferien. Hun udrejste i [efteråret] 2015 inden starten på det nye skoleår. Klageren har videre henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter, at de syriske myndigheder vil tilbageholde hende. Klageren har til støtte herfor oplyst, at al-Nusra fronten har lavet en liste over efterstræbte personer, at de har videregivet listen til de syriske myndigheder, og at hun fremgår af denne liste. Klageren har endelig henvist til, at hun frygter de generelle forhold i Syrien. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at klageren ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren efter sin oprindelige forklaring til Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2016 og ved den senere samtale med Udlændingestyrelsen [i foråret] 2019 og på mødet i Flygtningenævnet vedholdende har forklaret, at klageren ikke på noget tidspunkt er blevet truet af al-Nusra fronten. Det kan således ikke lægges til grund, at klagerens navn skulle fremgå af en liste, som al-Nusra fronten skulle have udarbejdet over efterstræbte personer. Klagerens frygt herfor beror alene på klagerens egen formodning. Der er herved henset til, at hverken klageren eller klagerens [veninde] rent faktisk har set denne liste. Der er endelig henset til, at klageren efter sin egen forklaring ikke på noget tidspunkt er blevet truet af al-Nusra fronten. Klageren har i perioden 2008 og frem til udrejsen i [efteråret] 2015 været offentligt ansat som engelsklærer på skolen [i hjembyen]. Klageren søgte ikke orlov fra sin stilling forud for udrejsen. Klageren er udrejst illegalt af Syrien. Flygtningenævnet finder efter de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder Udlændingestyrelsens rapport fra juni 2019, at det ikke kan udelukkes, at klageren ved en tilbagevenden til Syrien vil blive tilbageholdt og afhørt om, hvorfor hun forlod sit arbejde på skolen uden tilladelse, ligesom det må antages, at hun risikerer fængselsstraf herfor. Sammenholdt med de foreliggende baggrundsoplysninger om de syriske myndigheders overgreb, for eksempel ved afhøringer og fængslinger, finder Flygtningenævnet at klageren er i reel risiko for overgreb ved en tilbagevenden til Syrien, som følge af måden, hvorpå hun har forladt sit arbejde. Klageren samt hendes medfølgende barn opfylder således betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Syri/2020/23/mme

syri20202

Nævnet stadfæstede i februar 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig stats-borger fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk araber og sunni muslim fra […], Aleppo, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter de syriske myndigheder, idet han har unddraget sig syrisk militærtjeneste i forbindelse med en genindkaldelse. [I efteråret] traf Udlændingestyrelsen afgørelse om, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, og at udlændingelovens § 31 er til hinder for, at den pågældende kan udsendes til Syrien. Flygtningenævnet finder ligesom Udlændingestyrelsen, at udlændingelovens § 31 er til hinder for tvangsmæssig udsendelse af klageren til Syrien. I henhold til udlændingelovens § 49 a, 2. pkt., skal en afgørelse om, at udlændingen ikke kan udsendes, jf. § 31, tillige indeholde en afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud, jf. § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter blandt andet §§ 22 – 24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Afvejningen skal for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionen. Efter flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, kan en flygtning, der er omfattet af konventionen, udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses som en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Der skal herefter foretages en proportionalitetsafvejning i relation til grovheden af den begåede forbrydelse i forhold til, om der er særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, der taler for at give klageren opholdstilladelse. Klageren blev ved Vestre Landsrets ankedom [fra efteråret] 2017 dømt 1 år og 6 måneders fængsel og udvist i 12 år for overtrædelse af straffelovens § 225, jf. § 216, stk. 1. 1. pkt., begået i [vinteren] 2017. Flygtningenævnet finder efter karakteren af den pådømte kriminalitet, at klageren er dømt for en særlig farlig forbrydelse og således må betragtes som en fare for samfundet, jf. flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2. Klageren udrejste af Danmark efter Vestre Landsrets dom [fra efteråret] 2017 og indrejste i Danmark igen [i vinteren] 2019, hvor han søgte asyl under anden identitet, hvilket blev opdaget af politiet, hvorefter han blev sendt til afsoning. Klageren har forklaret, at hans hustru, som han indgik ægteskab med i Syrien i 2014, indrejste i Danmark [i vinteren] 2015. Klageren og hans hustru har tre børn på fem år, tre et halvt år og to et halvt år, hvoraf de to yngste er født i Danmark. Klagerens hustru og børn har efter klagerens oplysninger ikke et selvstændigt opholdsgrundlag i Danmark. Klageren har ingen tilknytning haft til arbejdsmarkedet, idet han alene har været i ulønnet praktik omkring to måneder, og har udført frivilligt arbejde for Røde Kors i halvanden-to måneder. Han har gået på sprogskole i halvandet år. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af sagens omstændigheder, herunder klagerens personlige forhold og hensynet til familiens enhed samt karakteren og grovheden af den forbrydelse, som klageren er dømt for at have begået, at der trods klagerens familiemæssige forhold ikke foreligger sådanne særlige grunde, som taler for, at klageren kan meddeles op-holdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt. Flygtningenævnet stadfæ-ster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2020/2/imbs

syri201957

Nævnet stadfæstede i december 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunni muslim fra [by], [området], Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [vinteren] 2017, og at hun [sommeren] 2017 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har [sommeren] 2019 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter myndighederne, at blive bortført og voldtaget af Islamisk Stat og de generelle forhold i Syrien. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hendes bror i 2012 blev anholdt af myndighederne, da en af hans venner havde skrevet en kritisk artikel på Facebook, som broren efterfølgende kommenterede på. Klageren har endvidere oplyst, at hendes ægtefælle har unddraget sig militærpligt ved at flygte til Danmark, hvorfor hun frygter at blive anholdt. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge klagerens forklaring fra [sommeren] 2017 til grund, mens nævnet ikke kan lægge ansøgerens udbyggende forklaring for nævnet til grund om yderligere afhøringer af sin bror efter løsladelsen og om, at myndighederne skulle have forsøgt at kontakte hendes far. Nævnet kan heller ikke lægge til grund, at klagerens forældre og brødre har fået asyl i Tyskland. Nævnet har herved lagt vægt på, at klageren ikke på overbevisende måde har kunnet redegøre for, hvorfor hun først efter, at hendes advokat havde indleveret indlæg i sagen, er kommet med de nye oplysninger, som hun ikke kan underbygge i forhold til familiemedlemmerne. Nævnet lægger efter klagerens forklaring ved samtalen [sommeren] 2017, som hun har bekræftet for nævnet, til grund, at hun ikke har haft problemer med de syriske myndigheder efter fængslingen af broren i [efteråret] 2012, og at hun herefter har fået udstedt pas og vielsesattest. Efter klagerens ægtefælle udrejste i slutningen af 2014 for at undgå at aftjene værnepligt, har klageren endvidere været i stand til at færdes gennem flere af myndighedernes kontrolposter uden at være blevet udspurgt af myndighederne om hverken ægtefællen eller broren. Klageren har i øvrigt oplyst, at hun ikke på noget tidspunkt har haft konflikter med myndighederne eller andre i Syrien, ligesom hun aldrig har været i kontakt med nogen fra Islamisk Stat. Nævnet kan efter det oplyste ikke lægge til grund, at klageren eller hendes ægtefælle er særligt profileret i forhold til myndighederne i Syrien. Flygtningenævnet finder på den baggrund sammenholdt med de seneste baggrundsoplysninger om konsekvenserne af illegal udrejse under krigen i Syrien og tilbageholdelse af navnlig mandlige familiemedlemmer til højt profilerede personer, der har unddraget sig militærtjeneste, og efter en samlet vurdering, at klageren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Syrien er i risiko for individuel forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Nævnet har herved også tillagt det en vis vægt, at ansøgeren først søgte om asyl [foråret] 2017 kort før, hun skulle føde sit første barn, uanset at hun var indrejst i slutningen af [vinteren] 2017. Den omstændighed, at klageren ved indrejse samtidig med ægtefællen formentlig ville være blevet meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, i form af konsekvensstatus, kan under de foreliggende omstændigheder ikke føre til en anden vurdering. Nævnet har herved lagt vægt på, at klageren først udrejste knap to år efter ægtefællen, fordi hun i første omgang anså rejsen for farefuld, afventede familiesammenføring og ønskede at afslutte sin uddannelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Klageren opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 7, stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2019/57/gdan

syri201956

Nævnet meddelte i december 2019 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunni muslim fra Aleppo, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [vinteren] 2017, og at hun [foråret] 2017 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har i [sommeren] 2019 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter myndighederne og de generelle forhold i Syrien. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hendes to sønner er i den militærpligtige alder og således har unddraget sig militærtjeneste. Hun har endvidere oplyst, at hendes ældste datter har forladt sin stilling i det offentlige uden tilladelse hertil. Klageren har ydermere oplyst, at baggrunden for, at hun ikke oplevede problemer under sit ophold i Syrien i 2014, var, at hendes sønner var under uddannelse og således fritaget fra militærtjeneste, hvorimod sønnerne ikke længere er under uddannelse og derved har unddraget sig militærtjeneste. I forhold til datteren har klageren oplyst, at da klageren og hendes datter var i Syrien i 2014, havde hendes datter endnu orlov fra sit arbejde i det offentlige og havde således ikke forladt stillingen uden tilladelse. Klageren har i forlængelse heraf oplyst, at hun og datteren måtte betale bestikkelse, da datteren skulle udrejse af Syrien i 2014. Flygtningenævnet kan lægge klagerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder dog ikke, at klageren på baggrund af sine sønners manglende udførelse af militærtjeneste og datterens udeblivelse fra sit statslige job som underviser efter udløb af orlov i 2014 vil være i risiko for at blive udsat for forfølgelse eller overgreb fra de syriske myndigheders side omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Nævnet har herved lagt vægt på, at klageren ikke personligt har haft konflikter med myndighederne i Syrien, og at de nævnte forhold ikke kan anses for at have en sådan konkret betydning i forhold til klageren, at hun på dette grundlag har sandsynliggjort et behov for beskyttelse efter de nævnte bestemmelser, herunder som følge af en risiko for kønsrelateret forfølgelse. Nævnet har navnlig lagt vægt på, at klageren eller hendes familiemedlemmer ikke kan anses for særligt profilerede. Klageren opfylder derfor ikke selvstændigt betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Spørgsmålet er herefter, om klageren kan meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, som konsekvens af sin ægtefælles status som konventionsflygtning i medfør af § 7, stk. 1, jf. art 1D, 2. pkt. i Flygtningekonventionen. Ægtefæller af samme nationalitet, der indrejser samtidigt, meddeles efter praksis samme asylretlige status, uanset at den ene part ikke har et selvstændigt asylgrundlag. Af UNHCR’s Handbook, kapitel 6 om familiens enhed fremgår: “181. Beginning with the Universal Declaration of Human Rights, which states that “the family is the natural and fundamental group unit of society and is entitled to protection by society and the State”, most international instruments dealing with human rights contain similar provisions for the protection of the unit of a family. 182. The Final Act of the Conference that adopted the 1951 Convention:Recommends Governments to take the necessary measures for the protection of the refugee’s family, especially with a view to:(1) Ensuring that the unity of the refugee’s family is maintained particularly in cases where the head of the family has fulfilled the necessary conditions for admission to a particular country. (2) The protection of refugees who are minors, in particular unaccompanied children and girls, with special reference to guardianship and adoption.183. The 1951 Convention does not incorporate the principle of family unity in the definition of the term refugee. The above mentioned Recommendation in the Final Act of the Conference is, however, observed by the majority of States, whether or not parties to the 1951 Convention or to the 1967 Protocol.184. If the head of a family meets the criteria of the definition, his dependants are normally granted refugee status according to the principle of family unity. It is obvious, however, that formal refugee status should not be granted to a dependant if this is incompatible with his personal legal status. Thus, a dependant member of a refugee family may be a national of the country of asylum or of another country, and may enjoy that country’s protection. To grant him refugee status in such circumstances would not be called for.” Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren, der er syrisk statsborger, og hendes ægtefælle, der er statsløs palæstinenser fra Syrien, er indrejst sammen, og at de uanset, at de ikke er af samme nationalitet, i givet fald vil skulle rejse tilbage til samme hjemland. Under disse omstændigheder finder Flygtningenævnet – navnlig med henvisning til princippet om familiens enhed – at klageren og dennes ægtefælle bør sidestilles med ægtefæller af samme nationalitet. Klageren bør derfor meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, i konsekvens af ægtefællens opholdstilladelse efter samme bestemmelse. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse, således at klageren som konsekvens af ægtefællens status som konventionsflygtning i medfør af artikel 1D, 2. pkt. jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren opfylder således betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syri/2019/56/gdan

syri201955

Nævnet stadfæstede i december 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk kurder og sunni muslim fra [by], [område], Syrien. Klageren har været politisk aktiv i perioden foråret 2011 til 2014, hvor hun demonstrerede til fordel for kurdernes rettigheder. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [sommeren] 2015, og at hun [foråret]2016 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden frygter at blive anholdt af myndighederne, da hun har været politisk aktiv for pro-kurdere. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hun har deltaget i en række demonstrationer i en periode fra starten af 2011 til starten 2014. Hun har endvidere oplyst, at hun har assisteret sin morbror med behandling af sårede på sygehuset. Hun har ydermere oplyst, at hun i en periode fra [vinteren] 2014 til [foråret] 2015 minimum en gang om måneden lavede mad til personerne, der bemandede PKK-kontrolposterne, der var rundt omkring i hendes hjemby. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om sin konflikt med de syriske myndigheder til grund, idet hendes forklaring herom fremstår som konstrueret til lejligheden og dermed utroværdig. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren har afgivet divergerende, udbyggende og usammenhængende oplysninger på centrale punkter, ligesom hendes forklaring om sine politiske aktiviteter er fremstået som overfladisk og med en mangel på detaljer, som ikke virker selvoplevet. Klageren har således forklaret divergerende om tidspunkterne for og antallet af de demonstrationer, hun skulle have deltaget i. Under samtalen hos Udlændingestyrelsen [sommeren] 2015 har hun forklaret, at hun deltog i demonstrationer en gang om ugen og ophørte hermed ca. et år inden udrejsen, mens hun for nævnet har forklaret, at hun husker at have deltaget i i hvert fald 10, men måske op til 20 demonstrationer, og at hun først ophørte med at gå til demonstrationer 3-4 måneder før udrejsen. Klageren har også forklaret forskelligt og udbyggende om sin mands forbindelse til de syriske myndigheder. Under samtalen [sommeren] 2015 har hun efter oversættelse af asylskemaets punkt 4 oplyst, at hendes ægtefælle samme dag, som myndighedernes ransagning skulle være sket, blev taget af en patrulje, som ville have hans hjælp til at få hende udleveret, og at hun ikke fortalte ham om sit opholdssted hos sin faster, fordi fasteren sagde, at klageren ikke skulle stole på nogen. Under samtalen hos Udlændingestyrelsen [foråret] 2016 har klageren forklaret, at hendes mand havde haft forbindelser til de syriske myndigheder og havde givet masser af oplysninger videre til regimet. Hun stolede derfor ikke på ham og ville af den grund ikke oplyse ham om, hvor hun opholdt sig, efter at deres hjem skulle være blevet opsøgt. Hun ikke kunne genkende oplysningen om, at hendes mand skulle være taget af en patrulje. Hun har videre under forklaringen [foråret] 2016 oplyst, at hendes ægtefælle kendte til hendes politiske aktiviteter, som han forsøgte at forhindre hende i at udføre, men hun fortsatte. I tilknytning hertil har klageren oplyst, at ægtefællen respekterede hendes interesser og ønsker. For nævnet har hun forklaret, at hun og ægtefællen var meget uenige om hendes politiske aktiviteter, og at han en gang slog hende i den anledning. Flygtningenævnet bemærker, at det savner indre logik, at klageren skulle have udøvet politiske aktiviteter som forklaret, hvis hendes ægtefælle samtidig fungerede som meddeler for de syriske myndigheder, idet dette ville have været forbundet med meget stor risiko for dem begge. Flygtningenævnet har desuden lagt vægt på, at klageren ikke er blevet opsøgt af de syriske myndigheder i forlængelse af, at hendes bror [A] i Danmark i perioden fra [vinteren] 2009 har udøvet politiske aktiviteter vendt mod det syriske regime og er udeblevet fra militærtjeneste, som han blev indkaldt til inden [efteråret] 2010. Hun er heller ikke blevet opsøgt i forbindelse med fængslingerne af sin bror [B], der efter det oplyste har været fængslet af myndighederne i Syrien i 2011, og som ifølge klagerens forklaring senere er blevet løsladt og er kommet til Europa, hvor han har fået afslag på asyl. Flygtningenævnet kan på denne baggrund sammenholdt oplysningerne i de sager, der vedrører klagerens to brødre, søster og mor, ikke lægge til grund, at klagerens familie har været en profileret familie i forhold til politiske aktiviteter i Syrien vendt mod det syriske regime. Spørgsmålet er herefter, om klagerens oplysninger om sine politiske aktiviteter under sit ophold i Danmark kan begrunde, at hun meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Nævnet bemærker, at klageren kun meget vagt og overfladisk har kunnet redegøre for sine konkrete politiske aktiviteter og eksponeringen heraf, herunder også hendes rolle i det politiske netværk, som hendes bror [A] er en del af i Danmark. Hun har herudover oplyst, at hun har deltaget i en konference i Horsens for kurdere og en demonstration i Aalborg i [efteråret] 2019. Klageren for nævnet har fremlagt nogle fotos fra demonstrationen i Aalborg, der var rettet mod Tyrkiets invasion i Syrien i [efteråret] 2019, og et billede af en familie med et kurdisk flag fra konferencen i Horsens. Klageren er ikke selv på de pågældende billeder. Hun har ikke fremlagt yderligere oplysninger, som kan underbygge, at hendes politiske aktiviteter i Danmark er af en sådan karakter, at hun kan anses for at have profileret sig som politisk modstander af det syri-ske regime. Flygtningenævnet finder på den baggrund efter en samlet vurdering, at klageren ikke har sandsynliggjort, at hun må anses for at være eksponeret over for de syriske myndigheder på en måde, som bringer hende i et sådant modsætningsforhold til dem, at hun risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Syrien. Den omstændighed, at klagerens familiemedlemmer ved afgørelserne fra [sommeren] 2012 fra Flygtningenævnet er meddelt opholdstilladelse på baggrund af forhold, der ligger flere år forud for klagerens udrejse af Syrien i [foråret] 2015, kan ikke føre til en anden vurdering. Klageren opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller § 7, stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2019/55/gdan

syri201954

Nævnet stadfæstede i december 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk kurder og sunni-muslim fra [byen A], Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive indkaldt til værnepligt. Han frygter videre at blive slået ihjel af de syriske myndigheder, hvis han nægter at aftjene værnepligt. Klageren frygter også at blive tvunget til at slå andre mennesker ihjel, og at vil blive slået ihjel af Islamisk Stat. Klageren har til støtte for sine asylmotiver oplyst, at han i Syrien blev opsøgt af myndighederne mere end tre gange. Klageren var ikke hjemme, når myndighedspersonerne, der bar den syriske militæruniform, opsøgte hans bopæl. Myndighedspersonerne sagde til klagerens far, at klageren skulle melde sig til militæret, ellers ville det få konsekvenser. Klageren har videre oplyst, at Islamisk Stat rykkede tæt på hans landsby inden hans udrejse, men at han ikke selv har været i kontakt med dem. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om de syriske myndigheders opsøgning af ham til grund, idet klageren har forklaret udbyggende og divergerende herom. Flygtningenævnet finder imidlertid i lighed med Udlændingestyrelsen, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, idet klageren som mandlig syrisk statsborger og etnisk kurder fra [byen A] i den militærpligtige alder isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det fremgår af udlændingelovens § 31, stk. 2, at en udlænding, der er omfattet af § 7, stk. 1, ikke må udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse af de i flygtningekonventionen anførte grunde, eller hvor udlændingen ikke er beskyttet mod videresendelse til et sådant land. Flygtningenævnet finder ligesom Udlændingestyrelsen, at udlændingelovens § 31, stk. 2, jf. stk. 1, er til hinder for tvangsmæssig udsendelse af klageren til Syrien. I henhold til udlændingelovens § 49 a, 2. pkt., skal en afgørelse om, at udlændingen ikke kan udsendes, jf. § 31, tillige indeholde en afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud efter § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter blandt andet §§ 22-24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Afvejningen skal for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionen. Efter flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, kan en flygtning, der er omfattet af konventionen, udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses som en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Der skal herefter foretages en proportionalitetsafvejning i relation til grovheden af den begåede forbrydelse i forhold til, om der er særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, der taler for at give klageren opholdstilladelse. De af klageren begåede overtrædelser af opholds-, underretnings- og meldepligt kan ikke betragtes som en særlig farlig forbrydelse, men Flygtningenævnet finder, at overtrædelse af straffelovens § 245 i almindelighed må betragtes som en sådan særlig farlig forbrydelse, at dette kan føre til udelukkelse fra at opnå asyl i medfør af udlændingelovens § 10, stk. 3. Ved en dom [fra 2019] blev klageren idømt fire måneders fængsel for overtrædelse af straffelovens § 245 ved i forening og efter fælles forståelse med to andre medgerningsmænd, heriblandt sin bror [S], at have tildelt forurettede adskillige spark og slag i hovedet og på kroppen, imens forurettede lå på jorden, ligesom forurettede blev slået i hovedet og på kroppen med et bat. Desuden fremgår det af dommen, at der var tale om et planlagt og groft overfald på en sagesløs. Nævnet finder på denne baggrund, at den begåede forbrydelse er ”særlig farlig”, og at klageren må betragtes som en fare for samfundet. Klageren er 22 år, ugift, har ingen børn og er sund og rask. Han har tre søskende i Danmark. Han har alene haft en begrænset tilknytning til arbejdsmarkedet, idet han har arbejdet 3-4 måneder i sin bror [S’s] frisørsalon. Nævnet bemærker herved, at frisørsalonen ifølge [dommen fra 2019] angiveligt var baggrunden for overfaldet på den sagesløse, idet forurettede drev en konkurrerende frisørsalon. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at der ikke er særlige grunde, der taler for, at klageren kan meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. ” syri/2019/54/smla

syri201951

Nævnet meddelte i november 2019 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk araber og muslim fra Dara, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har dog angivet at være tilhænger af oppositionen til regimet i Syrien. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive slået ihjel eller fængslet af Den Frie Syriske Hær. Klageren har som asylmotiv videre henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af de syriske myndigheder. Klageren har endvidere henvist til, at han frygter at blive tvangsrekrutteret til det syriske militær. Klageren har derudover som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af sin familie. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han som chauffør for brandvæsenet blev pålagt at køre ud til en kaserne, der var blevet bombarderet af Den Frie Syriske Hær. Klageren blev dog fængslet af de syriske myndigheder, idet de mente, at klageren rykkede ud til branden for sent, og derfor anklagede myndighederne klageren for at være i ledtog med Den Frie Syriske Hær. Klageren sad fængslet i 22 dage, hvorefter en militærdomstol løslod ham. Den Frie Syriske Hær truede efterfølgende klageren, idet han havde hjulpet myndighederne. Klageren har til støtte for sit asylmotiv videre oplyst, at klagerens bror, der arbejdede i kommunen, bad klageren og nogle andre brandmænd om at begrave nogle personer, som var fundet døde. Klageren frygter herefter, at myndighederne efterstræber ham, idet både klagerens bror og de andre brandmænd, der hjalp med at begrave de døde, nu efterfølgende er afgået ved døden. Klageren har til støtte for sin frygt for myndighederne forklaret, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive slået ihjel af de syriske myndigheder, fordi han på hjemmesiden YouTube har været kritisk overfor myndighederne. Han frygter videre de syriske myndigheder, da han har haft et skænderi med en medarbejder fra den syriske ambassade i Sverige. Klageren frygter derudover at blive slået ihjel af de syriske myndigheder, idet hans svoger, der er oberst i Den Frie Syriske Hær, er en profileret modstander af myndighederne. Klageren til støtte for sin frygt for at blive tvangsrekrutteret oplyst, at han ikke ønsker at blive tvangsrekrutteret til det syriske militær, da han ikke ønsker at slå andre mennesker ihjel. Klageren har endeligt til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af sin familie, fordi der i hans hjemby florerer rygter om, at han i Danmark har voldtaget en 13-årig pige. Flygtningenævnet finder i lighed med Udlændingestyrelsen, at klageren som syrisk statsborger i den militærpligtige alder isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det fremgår af udlændingelovens § 31, stk. 2, at en udlænding, der er omfattet af § 7, stk. 1, ikke må udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse af de i flygtningekonventionen anførte grunde, eller hvor udlændingen ikke er beskyttet mod videresendelse til et sådant land. Flygtningenævnet finder ligesom Udlændingestyrelsen, at udlændingelovens § 31, stk. 2, er til hinder for tvangsmæssig udsendelse af klageren til Syrien. I henhold til udlændingelovens § 49 a, 2. pkt., skal en afgørelse om, at udlændingen ikke kan udsendes, jf. § 31, tillige indeholde en afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, men som har indrejseforbud, kun kan udelukkes fra asyl efter § 10, stk. 3, 1. pkt., hvis den pågældende må anses for en fare for landets sikkerhed, eller er dømt for en særlig farlig forbrydelse og må betragtes som en fare for samfundet, jf. flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2. Der skal herefter foretages en proportionalitetsafvejning af på den ene side grovheden af den begåede forbrydelse over for på den anden side de særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, der taler for at give klageren opholdstilladelse. Da klageren er udvist af Danmark, er formodningen dog imod, at klageren kan meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, jf. herved udlændingelovens § 10, stk. 3. Klageren er ved endelig dom afsagt af Østre Landsret blevet idømt fængsel i fire måneder for overtrædelse af straffelovens § 244 om vold begået over en længere periode over for en nu tidligere samelever. Der var tale om en kvinde, som klageren havde mødt efter ankomsten til Danmark. Ved dommen blev han endvidere udvist med indrejseforbud i 6 år. Klageren er efter det oplyste ikke tidligere straffet og der foreligger heller ikke oplysninger om, at han efterfølgende er sigtet eller dømt for strafbare forhold. Ansøgeren indrejste i Danmark [i efteråret] 2014 og blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, [i vinteren 2014/2015]. Han har bestået Dansk 2 og har haft tilknytning til arbejdsmarkedet i form af beskæftigelser hos to virksomheder. Klagerens ægtefælle og fem børn har opholdt sig her i landet siden [sommeren] 2016 efter at være blevet familiesammenført med ansøgeren. Det lægges til grund, at ægteskabet og samlivet mellem klageren og hans ægtefælle består uanset det udenomsægteskabelige forhold, der nu er afsluttet. Efter en samlet vurdering af de ovennævnte forhold finder Flygtningenævnet, at der foreligger sådanne særlige grunde, som taler for, at ansøgeren som følge af den begåede kriminalitet her i landet ikke skal være afskåret fra opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 7, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt. Selvom den begåede voldskriminalitet må anses for en særlig farlig forbrydelse, finder nævnet herunder, at klageren efter den begåede kriminalitets omfang og karakter ikke kan betragtes som en fare for det danske samfund. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse, således at klageren meddeles opholdstilladelse her i landet efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syri/2019/51/CRT

suda20202

Nævnet stadfæstede i januar 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt børn fra Sudan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”[Den mandlige ansøger er etnisk araber og muslim fra Om Darman, Sudan. Den kvindelige ansøger er etnisk gorani og muslim fra Al Hajj Yusef, Sudan. Ansøgerne har ikke været medlemmer af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Sudan frygter, at de vil blive slået ihjel eller udsat for overgreb af den kvindelige ansøgers morbrødre, idet de er modstandere af ansøgernes ægteskab. Ansøgerne har til støtte for deres asylmotiv oplyst, at de blev gift i slutningen af 2011 eller starten af 2012. Efter vielsen begyndte den mandlige ansøger at modtage trusler fra den kvindelige ansøgers morbrødre, [A] og [B], som ville have ansøgerne til at ophæve ægteskabet. Den mandlige ansøger modtog i starten trusler i forbindelse med, at han mødte morbrødrene tilfældigt på gaden. Fem til seks måneder efter at den kvindelige ansøger havde født en datter, blev den mandlige ansøger med en til to ugers mellemrum opsøgt to gange på sin bopæl. [A] og [B] oplyste, at de ikke ville acceptere ægteskabet, da ansøgerne ikke var fra samme klan. Morbrødrene opsøgte igen bopælen to til tre uger efter, hvor de var bevæbnede med knive, og i denne forbindelse blev den mandlige ansøger stukket i låret og i ansigtet. To dage efter episoden rejste ansøgerne fra deres bopæl, hvorefter de opholdt sig i andre byer i Sudan indtil deres udrejse i henholdsvis starten af 2015 og [vinteren] 2016. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun frygter, at både hun og hendes datter vil blive omskåret, hvis de vender tilbage til Sudan. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv endvidere henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Sudan frygter, at hun vil blive slået ihjel eller udsat for overgreb af sine morbrødre, der beskylder hende for at have bragt skam over familien, efter hun blev voldtaget og fik et barn uden for ægteskab. Den kvindelige ansøger har til støtte herfor oplyst, at hun i 2011, omkring to måneder forud for indgåelsen af sit ægteskab, blev voldtaget af en bekendt ved navn [C]. Voldtægten medførte, at ansøgeren blev gravid. Ansøgeren blev efterfølgende ugentligt udsat for vold af sine morbrødre, som beskyldte hende for at have bragt skam over familien. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaringer om deres asylmotiver til grund. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgerne har forklaret divergerende og udbyggende og indbyrdes divergerende, ligesom væsentlige dele af ansøgernes forklaringer fremstår som konstruerede til lejligheden. Ansøgerne har indbyrdes forklaret divergerende om, hvorvidt den kvindelige ansøger har boet hos [D]. Den mandlige ansøger har til asylsamtalen [sommeren] 2017 forklaret, at da han i 2010 tog ophold hos [D], opholdt den kvindelige ansøger sig allerede hos [D]. Den kvindelige ansøger har derimod forklaret til asylsamtalen [sommeren] 2017, at hun aldrig har boet hos [D], der var giftefoden og at hun boede hos sine morbrødre, indtil ansøgerne blev viet. Under mødet i Flygtningenævnet [sommeren] 2019 har hun forklaret, at hun boede hos [D], da hun blev gift med den mandlige ansøger. Ansøgerne har indbyrdes forklaret divergerende om, hvor de henholdsvis blev forlovet og viet. Den mandlige ansøger har til asylsamtalen forklaret, at vielsen blev afholdt hos [D]. Til mødet i Flygtningenævnet [sommeren] 2019 har han forklaret, at der var henholdsvis en forlovelse og en vielse, og at begge blev holdt hos [D]. Den kvindelige ansøger har derimod til asylsamtalen forklaret, at vielsen blev holdt hos [A] og [B], og til mødet i Flygtningenævnet [sommeren] 2019 har hun forklaret, at forlovelsen blev holdt hos [A] og [B], og at vielsen fandt sted hos [D]. Den mandlige ansøger har i forbindelse med sin asylansøgning i Sverige angivet at være født i 1999, hvorimod han til de danske myndigheder har oplyst, at han er født i 1992. Den mandlige ansøger har endvidere forklaret divergerende om, hvorvidt han har været hos [A] og [B], idet han til asylsamtalen har forklaret, at han aldrig har været hos dem, hvorimod han til mødet i Flygtningenævnet [sommeren] 2019 har forklaret, at han har været hjemme hos [A] og [B]. Flygtningenævnet finder det påfaldende, at den mandlige ansøger alene har et begrænset kendskab til den kvindelige ansøgers familie. Den mandlige ansøger har forklaret divergerende om, hvor han boede inden udrejsen af Sudan. Til asylsamtalen har han forklaret, at han boede i Suakin i tre til fire år inden udrejsen, hvorimod han til mødet [sommeren] 2019 i Flygtningenævnet har forklaret, at han alene boede 1½ år i Suakin inden udrejsen, idet han flyttede meget rundt. Den kvindelige ansøger har vedrørende sit asylmotiv til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at hun ikke kunne leve uden sin ægtefælle. Til asylsamtalen [sommeren] 2017 har hun forklaret udbyggende om sit asylmotiv, idet hun har forklaret, at hun frygter at blive slået ihjel eller udsat for fysiske overgreb af [A] og [B], fordi hun blev gravid uden for ægteskab og har giftet sig med den mandlige ansøger. Den kvindelige ansøger har til asylsamtalen forklaret, at hun blev gift [sommeren] 2011 med den mandlige ansøger, hvorimod hun til mødet i Flygtningenævnet [sommeren] 2019 har forklaret, at de blev gift i slutningen af 2010 eller begyndelsen af 2011. Ansøgerne har forklaret udbyggende om deres asylmotiv, idet de under mødet i Flygtningenævnet [sommeren] 2019 har forklaret, at de frygter, at de ved en tilbagevenden til Sudan vil risikere, at [A] og [B] vil omskære den kvindelige ansøger og hendes datter, som hævn fordi den kvindelige ansøger har fået et barn uden for ægteskab. De har endvidere forklaret, at de frygter, at den kvindelige ansøger og hendes datter vil risikere at blive udsat for omskæring på grund af traditionen herfor i Sudan. Flygtningenævnet finder det påfaldende, at ansøgerne ikke før under mødet i Flygtningenævnet [sommeren] 2019 har forklaret, at de frygter, at [A] og [B] vil omskære den kvindelige ansøger og hendes datter som hævn for, at hun har fået et barn uden for ægteskab. Ansøgerne har således under mødet i Flygtningenævnet [sommeren] 2020 forklaret divergerende om, hvornår ansøgerne talte om omskæring, herunder deres frygt for, at den kvindelige ansøger og hendes datter vil blive omskåret i Sudan. Den mandlige ansøger har forklaret, at de først talte herom i 2016 eller 2017, hvorimod den kvindelige ansøger har forklaret, at de talte meget herom allerede, da de var i Sudan og at det var en del af begrundelsen for flugten, som hun også talte med den mandlige ansøger om. Flygtningenævnet kan herefter ikke lægge ansøgernes forklaring om deres konflikt med [A] og [B] til grund, herunder deres forklaring om, at [A] og [B] som hævn vil udsætte den kvindelige ansøger og hendes datter for omskæring. Ansøgerne har under mødet i Flygtningenævnet [vinteren] 2020 forklaret divergerende om, hvorvidt den kvindelige ansøger før hun blev gravid var positiv indstillet over for omskæring. Den mandlige ansøger har forklaret, at den kvindelige ansøger, før hun blev gravid, var positiv indstillet over for omskæring, hvorimod den kvindelige ansøger har forklaret, at hun altid har været imod omskæring. Særligt vedrørende ansøgernes generelle frygt for, at den kvindelige ansøger og hendes datter vil være i risiko for omskæring ved en tilbagevenden til Sudan, lægger Flygtningenævnet vægt på, at det efter de foreliggende baggrundsoplysninger, er muligt for kvinder at udgå omskæring også af deres døtre. Det afhænger af morens personlighed, og hvorvidt hun er i stand til at modstå det psykologiske pres fra såvel familie og samfundet. Ansøgerne har til Udlændingestyrelsen og under mødet i Flygtningenævnet oplyst, at de er imod omskæring og at de vil modsætte sig et eventuelt forsøg på omskæring. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger kan de generelle forhold i landet ikke i sig selv kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Sudan risikere konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.]” Suda 2020/2/YARS

suda20201

Nævnet stadfæstede i januar 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sudan. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”Det er for Flygtningenævnet oplyst, at klageren pt. er indlagt på psykiatrisk afdeling i Herning. Der er ikke fremkommet lægeerklæring om, at klageren har været ude af stand til at deltage i Flygtningenævnets behandling af sagen. Flygtningenævnet har vurderet, at klageren var i stand til at svare relevant på de stillede spørgsmål. Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Det fremgår af sagen, at klageren ved Vestre Landsrets dom [fra efteråret] 2018 er idømt en behandlingsdom og udvist med indrejseforbud i seks år. Klageren tilhører […]-klanen og underklanen […], og han er muslim af trosretning fra landsbyen [A], Sudan. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han frygter uroligheder og klankonflikter i Sudan. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at der er uroligheder i Sudan, og at han udrejste på grund af borgerkrig. Klageren har endvidere oplyst, at han ikke kender nogen i Sudan, ligesom han ikke har nogen steder at tage hen. Klageren frygter endvidere konflikter mellem sin egen klan og en anden klan, ligesom klageren frygter Janjaweed-militsen. Under Flygtningenævnets behandling af sagen har klageren oplyst, at han ikke kan sige, hvad han frygter ved tilbagevenden til Sudan. Flygtningenævnet kan lægge klagerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet lægger således til grund, at han ikke har aktuelle konflikter med nogen i Sudan. Flygtningenævnet finder endvidere ikke, at de generelle forhold i området omkring klagerens hjemby [A] i sig selv kan begrunde asyl. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på de foreliggende baggrundsoplysninger herunder rapporten Asylum Research Center, ”Sudan: Country Report – Country Report on Darfur”, fra januar 2019, hvoraf fremgår, at konflikterne i området er væsentligt formindskede. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at klageren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Sudan risikerer konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at udlændingelovens § 31 er til hinder for, at klageren kan udsendes til Sudan. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” suda/2020/1/ajev

stat202059

Nævnet stadfæstede i november 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Libanon. Indrejst i 2015. I 2017 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. I 2018 hjemviste Flygtningenævnet sagen til fornyet behandling som følge af nævnets praksisændring i asylsager vedrørende statsløse palæstinensere fra Libanon. I 2020 meddelte Udlændingestyrelsen på ny ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er statsløs palæstinenser, født og opvokset i Nahr al-Bared flygtningelejren i Tripoli, Libanon. Han er etnisk araber og sunni-muslim af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Libanon frygter at blive dræbt af [en navngiven gruppe], som forsøgte at hverve ham til at deltage i borgerkrigen i Syrien. Endvidere frygter ansøgeren ved en tilbagevenden sin far, som smed ham ud af familiens bopæl, idet ansøgeren nægtede at efterkomme farens ønske om at tage et arbejde. Konflikten mellem ansøgeren og faren er forværret efter ansøgerens udrejse, og de er ikke længere på talefod. Ansøgeren har om konflikten med [den navngivne gruppe] oplyst, at han i slutningen af 2014 afsluttede sin uddannelse som civilingeniør. Efterfølgende skulle han hjælpe en anden studerende, [M], med dennes afgangsprojekt. I begyndelsen af 2015 mødte ansøgeren hos [M] nogle personer, som viste sig at tilhøre [den navngivne gruppe]. Personerne til spurgte ansøgeren ind til hans konflikter med familien og tilbød at hjælpe ham med at skaffe penge, som han først skulle betale tilbage, når han havde fundet et job. De foreslog ham, at han kunne kæmpe for dem i Syrien, hvilket var hans pligt som muslim. Ansøgeren afviste forslaget og holdt sig efterfølgende væk fra [M] og personerne fra [den navngivne gruppe]. Efterfølgende blev ansøgeren chikaneret af personerne, når han gik på gaden. En dag blev ansøgeren råbt an på gaden af fire personer, mens han var på vej hjem. Personerne sagde, at nu var ansøgerens tur kommet, og de affyrede varselsskud. Efterfølgende flyttede ansøgeren til Jabydeh, hvor han boede i seks-syv måneder inden sin udrejse i [efteråret] 2015. Han forsøgte forgæves at søge beskyttelse, blandt andet hos myndighederne, mod personerne fra [den navngivne gruppe]. Yderligere har ansøgeren som asylmotiv henvist til, at de generelle forhold for statsløse palæstinensere i Libanon er dårlige. Ansøgeren har oplyst, at han er registreret ved UNRWA i Libanon, men at UNRWA har udelukket ham fra beskyttelse som følge af hans udrejse i 2015. Den 29. august 2018 offentliggjorde Flygtningenævnet på nævnets hjemmeside, at Flygtningenævnets koordinationsudvalg har besluttet, at ændre nævnets hidtidige praksis i asylsager vedrørende statsløse palæstinensere fra Libanon og fra den øvrige del af UNRWA mandat-området, således at en statsløs palæstinenser fra de pågældende områder, der har haft adgang til UNRWA beskyttelse eller bistand og som frivilligt har forladt området, er udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 1. pkt. Har den pågældende derimod været tvunget til at forlade området, eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage, vil vedkommende automatisk være omfattet af Flygtningekonventionen. Flygtningenævnet bemærker herefter, at en statsløs palæstinenser fra UNRWA mandat-området, der som ansøgeren har haft adgang til UNRWA beskyttelse eller bistand, og som søger om asyl, som udgangspunkt skal anses for udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 1. pkt., medmindre den pågældende opfylder de betingelser, der er angivet af EU-Domstolen, herunder i præmis 86 i dom af 25. juli 2018 (Alheto), hvori anføres, ”at den pågældende palæstinenser befinder sig i en personlig usikkerhedstilstand, og at det er umuligt for UNRWA, hvis beskyttelse den berørte har påberåbt sig, at sikre den pågældende levevilkår, som er i overensstemmelse med organets opgave, hvorved denne palæstinenser på grund af omstændigheder, der ikke er udtryk for vedkommendes vilje, således tvinges til at forlade UNRWA´s operationsområde.” Dette indebærer, at en statsløs palæstinenser fra mandat-området, der har haft adgang til UNRWA beskyttelse eller bistand, og som frivilligt har forladt området, er udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen. Har den pågældende derimod været tvunget til at forlade området, eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage, vil vedkommende automatisk være omfattet af Flygtningekonventionen. Ved vurderingen heraf finder nævnet – som Udlændingestyrelsen i afgørelserne af […] 2017 og […] 2020 – at det ikke kan lægges til grund, at ansøgeren har eller har haft en asylbegrundende konflikt med hverken myndighederne, grupperinger eller privatpersoner i Libanon, der har gjort det nødvendigt for ham at forlade området, eller at han som følge af en konflikt med myndighederne, grupperinger eller privatpersoner er afskåret fra at vende tilbage. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har afgivet divergerende forklaringer over for Udlændingestyrelsen ved de forskellige samtaler og under nævnsmødet. Ansøgeren har navnlig forklaret divergerende om, hvorvidt han selv talte med og blev tilbudt arbejde mv. af grupperingen, eller om det gik gennem [M]. Han har endvidere forklaret divergerende om, hvorvidt grupperingen ved en lejlighed skød efter ham, eller om grupperingen alene viste våben. Endelig har han forklaret divergerende om, hvorvidt han henvendte sig til myndighederne for at få hjælp og om, hvorvidt grupperingen vidste, at han på et tidspunkt opholdt sig i bjergene. Ansøgeren er ikke under nævnsmødet fremkommet med en rimelig forklaring på de nævnte divergenser. Ansøgeren har under nævnsmødet oplyst, at han ikke nærer asylbegrundende frygt for sin familie. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren, trods de vanskelige forhold ved ansøgning om og udstedelse af rejselegitimation samt tilladelse til indrejse i Libanon, ikke er afskåret fra igen at vende tilbage til sit hjemområde i Libanon. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgeren er i besiddelse af et ID kort og efter de foreliggende baggrundsoplysninger må antages at kunne få udstedt rejselegitimation af de libanesiske myndigheder og få indrejsetilladelse til Libanon. Flygtningenævnet finder efter indholdet af baggrundsoplysningerne, at de generelle forhold for statsløse palæstinensere i Libanon ikke er sådanne, at disse forhold i sig selv er asylbegrundende. Flygtningenævnet finder herefter, at der ikke er grundlag for at udsætte sagen på undersøgelser om, hvorvidt ansøgeren kan få udstedt rejsedokumentation og få tilladelse til at indrejse i Libanon. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren har været tvunget til at forlade Libanon og således UNRWA-området, eller at der skulle være nogen personlig risiko for ham forbundet med at tage tilbage dertil. Da ansøgeren således er omfattet af Flygtningekonventionens art. 1D, 1. pkt., og ikke 2. pkt., opfylder ansøgeren ikke betingelserne for at få opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Stat/2020/59/MNR

stat202058

Nævnet stadfæstede i november 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Libanon. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim fra Tripoli, Libanon. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Libanon frygter, at gruppen Folkefronten til Palæstinas Befrielse – Generalkommandoen (PFLP-GC) vil afhøre, torturere og sætte ham i fængsel, idet han har nægtet at lade sig rekruttere af dem til at kæmpe i Syrien. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at gruppen arbejder under den syriske efterretningstjeneste, og de forsøger at rekruttere unge personer til krigen i Syrien til at kæmpe for de syriske myndigheder. Ansøgeren blev i oktober 2017 opsøgt af to gruppemedlemmer, Khalid og Fafi, som forsøgte at overtale ham til at tilslutte sig gruppen. Gruppens leder, Abou Adnan Ouda, forsøgte også at rekruttere ham, idet ansøgeren ikke var medlem af andre grupperinger. Han blev efterfølgende gentagne gange opsøgt af de samme gruppemedlemmer, som forsøgte at overtale ham, ligesom de viste ham, at de var i besiddelse af våben for at skræmme ansøgeren. Under en af opsøgningerne skubbede de til ansøgeren og forsøgte at angribe ham, men de blev stoppet af andre mænd. Seks dage inden ansøgeren udrejste blev han ringet op af sin mor, som oplyste ansøgeren om, at han ikke skulle komme hjem, da gruppen stod foran deres hus og ledte efter ham. Han tog derfor hjem til sin søsters svigerforældre, hvor han opholdte sig frem til sin udrejse. Kort efter ansøgerens udrejse modtog hans forældre en skrivelse, hvoraf det fremgår, at ansøgeren er eftersøgt af gruppen. Endelig er ansøgerens familie også flere gange efter hans udrejse blevet opsøgt af gruppen, hvor de spurgte ind til ansøgerens opholdssted. Videre har ansøgeren som asylmotiv henvist til, at statsløse palæstinensere i Libanon ingen rettigheder har. Ansøgeren har videre til støtte herfor oplyst, at den libanesiske udenrigsminister, Gibran Basil, har kommenteret, at syrere og palæstinensere skal have forbud mod at arbejde i Libanon. Den 29. august 2018 offentliggjorde Flygtningenævnet på nævnets hjemmeside, at Flygtningenævnets koordinationsudvalg har besluttet at ændre nævnets hidtidige praksis i asylsager vedrørende statsløse palæstinensere fra Libanon og fra den øvrige del af UNRWAs mandatområde, således at en statsløs palæstinenser fra de pågældende områder, der har haft adgang til UNRWAs beskyttelse eller bistand, og som frivilligt har forladt området, er udelukket fra beskyttelse efter flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 1. pkt. Har den pågældende derimod været tvunget til at forlade området eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage, vil vedkommende automatisk være omfattet af flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 2. pkt. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren indrejste lovligt i Danmark den 11. november 2017. Han var i besiddelse af gyldigt Schengenvisum, der udløb den 13. februar 2018. Han søgte familiesammenføring i Sverige, men fik efter det oplyste ikke opholdstilladelse. Ansøgeren har ikke rettet henvendelse til de danske myndigheder og søgt om asyl, hverken i forbindelse med sin ankomst til Danmark eller i forbindelse med udløbet af hans visum. Den 28. oktober 2018 blev ansøgeren anholdt af det danske politi. Den 29. oktober 2018 meddelte Udlændingestyrelsen ham, at han ville blive udvist. Først herefter, den 31. oktober 2018, knap et år efter hans indrejse og otte måneder efter udløbet af hans visum, søgte han om asyl. Det bemærkes endvidere, at ansøgeren har forklaret, at det var i starten af november 2017, at han følte sig tvunget til at forlade Libanon. Flygtningenævnet finder det påfaldende, at han forinden havde indgivet en ansøgning om visum, som var blevet udstedt den 25. oktober 2017. Efter en samlet bedømmelse finder Flygtningenævnet herefter, at ansøgerens forklaring om sit asylmotiv i det hele må tilsidesættes som konstrueret til lejligheden med henblik på at opnå et asylgrundlag. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren har været tvunget til at forlade Libanon og således UNRWA-området, eller at der skulle være nogen personlig risiko for ham forbundet med at tage tilbage dertil. For så vidt angår muligheden for at kunne genindrejse i Libanon bemærker Flygtningenævnet, at de libanesiske myndigheder har udstedt rejsedokument for palæstinensiske flygtninge til ansøgeren. Rejsedokumentet er udløbet i 2018. De danske myndigheder er efter det af ansøgeren oplyste i besiddelse af hans originale rejsedokument og ID-kort. Flygtningenævnet finder herefter og efter de foreliggende baggrundsoplysninger, at der er tilstrækkeligt grundlag for at antage, at ansøgeren vil kunne få udstedt ny rejselegitimation af de libanesiske myndigheder. Ansøgeren er UNRWA-registreret, og det må antages, at han fortsat vil kunne modtage bistand fra UNRWA. Da ansøgeren således er omfattet af Flygtningekonventionens art. 1D, 1. pkt., og ikke 2. pkt., opfylder ansøgeren ikke betingelserne for at få opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” stat/2020/58/imbs

stat202057

ævnet stadfæstede i november 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsløs palæstinenser fra Libanon. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim af trosretning fra [en by], som i dag ligger i Israel. Ansøgeren har siden 1948 opholdt sig i Libanon. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Libanon frygter for sit helbred, idet hun er en ældre kvinde, der ikke har mulighed for at blive plejet og passet i Libanon, idet de fleste af hendes børn opholder sig uden for Libanon – herunder i Danmark. Ansøgerens ene datter opholder sig fortsat i Libanon, men denne datters ægtefælle og svigerfamilie har forbudt datteren at passe og pleje ansøgeren. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til de generelle forhold i Libanon. Den 29. august 2018 offentliggjorde Flygtningenævnet på nævnets hjemmeside, at Flygtningenævnets koordinationsudvalg har besluttet, at ændre nævnets hidtidige praksis i asylsager vedrørende statsløse palæstinensere fra Libanon og fra den øvrige del af UNRWA mandat-området, således at en statsløs palæstinenser fra de pågældende områder, der har haft adgang til UNRWA beskyttelse eller bistand og som frivilligt har forladt området, er udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 1. pkt. Har den pågældende derimod været tvunget til at forlade området eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage, vil vedkommende automatisk være omfattet af Flygtningekonventionen. Flygtningenævnet lægger efter ansøgerens forklaring til grund, at hun ikke har haft konflikter med hverken myndigheder eller privatpersoner i Libanon, og at hun udrejste, fordi hun er gammel og frygtede at dø alene. Nævnet bemærker videre, at ansøgeren i såvel asylskemaet som til Skypesamtalen har forklaret, at hun op til udrejsen har boet alene i [en flygtningelejr] i Beirut, efter at hun i 1983 blev skilt fra sin tidligere ægtefælle og hendes børn var flyttet hjemmefra, og at hun i en årrække har modtaget både økonomisk hjælp, haft stillet en bolig til rådighed og haft adgang til sundhedshjælp fra UNRWA. Denne forklaring støttes af, at UNRWA [en dato i slutningen af] 2019 har anført, at ansøgeren er registreret hos dem. På den baggrund lægger Flygtningenævnet til grund, at ansøgeren som statsløs palæstinenser har været omfattet af UNRWA’s beskyttelse og bistand. Flygtningenævnet bemærker videre, at en statsløs palæstinenser fra UNRWA’s mandatområde, der som ansøgeren har haft adgang til UNRWA-beskyttelse eller -bistand, og som søger om asyl, som udgangspunkt skal anses for udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 1. pkt., medmindre den pågældende opfylder de betingelser, der er angivet af EU-Domstolen, herunder i præmis 86 i dom af 25. juli 2018 (Al-heto), hvori anføres, ”at den pågældende palæstinenser befinder sig i en personlig usikkerhedstilstand, og at det er umuligt for UNRWA, hvis beskyttelse den berørte har påberåbt sig, at sikre den pågældende levevilkår, som er i overensstemmelse med organets opgave, hvorved denne palæstinenser på grund af omstændigheder, der ikke er udtryk for vedkommendes vilje, således tvinges til at forlade UNRWA ́s operationsområde.” Dette indebærer, at en statsløs palæstinenser fra mandatområdet, der har haft adgang til UNRWA beskyttelse eller bistand, og som frivilligt har forladt området, er udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen. Har den pågældende derimod været tvunget til at forlade området, eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage, vil vedkommende automatisk være omfattet af Flygtningekonventionen. Nævnet skal hertil bemærke, at det ikke er sandsynliggjort, at ansøgeren har været tvunget til at forlade UNRWA’s mandatområde, eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage, fordi hun har befundet sig i en alvorlig personlig usikkerhedstilstand. Nævnet har i den forbindelse, ligesom Udlændingestyrelsen – lagt til grund, at ansøgeren frivilligt forlod lejren, og at hun ikke har sandsynliggjort, at hun er afskåret fra at vende tilbage til mandatområdet, idet det i den forbindelse bemærkes at hun er i besiddelse af gyldig rejselegitimation. Flygtningenævnet vurderer herefter, at ansøgeren ikke vil befinde sig i en alvorlig personlighedsmæssig usikkerhedstilstand ved en tilbagevenden til [en navngiven flygtningelejr] i Libanon, og at det ikke er umuligt for UNRWA at sikre ansøgeren levevilkår, som er i overensstemmelse med den opgave, som UNRWA er ansvarlig for. På den baggrund og i øvrigt at de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen, stadfæster Flygtningenævnet derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Stat/2020/57/MLVT

stat202055

Nævnet stadfæstede i oktober 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Algeriet. Sagen blev sambehandlet med ansøgerens to søskendes sager. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk palæstinenser og sunni muslim fra Bab Ezzouar, Algeriet. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ingen selvstændige konflikter har med myndighedspersoner, grupper, familiemedlemmer eller privatpersoner i Libanon, men at hun ikke ønsker at tage ophold i Libanon. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun ingen familie eller netværk har i Libanon. Videre, at hun aldrig har været i Libanon, og det ikke er hendes hjemland. Endelig, at hun ikke kan tage ophold i Libanon, idet hun er palæstinenser og ikke kan rejse til Libanon. Ansøgeren har som asylmotiv vedrørende Algeriet henvist til, at hun er blevet udsat for diskrimination på baggrund af sin etnicitet. Videre, at hun er blevet udsat for chikane på baggrund af sin etnicitet, sit køn og sin religion. Den 29. august 2018 offentliggjorde Flygtningenævnet på nævnets hjemmeside, at Flygtningenævnets koordinationsudvalg har besluttet at ændre nævnets hidtidige praksis i asylsager vedrørende statsløse palæstinensere fra Libanon og fra den øvrige del af UNRWAs mandatområde, således at en statsløs palæstinenser fra de pågældende områder, der har haft adgang til UNRWAs beskyttelse eller bistand, og som frivilligt har forladt området, er udelukket fra beskyttelse efter flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 1. pkt. Har den pågældende derimod været tvunget til at forlade området eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage, vil vedkommende automatisk være omfattet af flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 2. pkt. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgerens farfar flygtede fra Palæstina i 1948 til Libanon i forbindelse med oprettelsen af staten Israel. Ansøgerens forældre er født i Libanon, hvor de boede, indtil de forlod landet i 1982, hvor en lang række PLO-soldater blev evakueret fra landet. Såvel ansøgerens farfar som hendes forældre har været registreret hos UNRWA. Ansøgerens far har sørget for, at også ansøgeren er registreret hos UNRWA med henblik på, at hun vil kunne gøre et kompensationskrav gældende i relation til familiens oprindelige ejendom i Palæstina, hvis der måtte blive fundet en forligsmæssig løsning på konflikten. Flygtningenævnet lægger videre til grund, at ansøgeren er født og opvokset i Algeriet, og at hun ingen tilknytning har til Libanon, hvor hun aldrig har været, ligesom hun heller ikke har været i andre dele af mandat-området. Flygtningenævnet finder under disse omstændigheder, hvor ansøgeren aldrig har været i mandat-området, at ansøgeren, selvom hun formelt er registreret under UNRWA, aldrig har nydt eller søgt UNRWAs beskyttelse eller bistand. Ansøgeren er således ikke omfattet af Flygtningekonventionens art. 1 D. Ansøgeren må således, i overensstemmelse med Flygtningenævnets langvarige praksis, som statsløs palæstinenser asylretligt vurderes i forhold til det land, hvor hun havde fast bopæl – i det foreliggende tilfælde Algeriet. Flygtningenævnet har [i sommeren] stadfæstet Udlængestyrelsens afgørelse i forhold til Algeriet. Flygtningenævnet finder således fortsat ikke betingelserne for asyl efter udlændingelovens § 7 for opfyldt.” stat/2020/55/imbs

stat202053

Nævnet stadfæstede i oktober 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger. Sagen blev sambehandlet med ansøgerens to søskendes sager. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk palæstinenser og sunni muslim, født i [A], Algeriet, og opvokset i Bab Ezzouar, Algeriet. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ikke ønsker at udrejse til Libanon, og at hans forældre har indrejseforbud i Libanon, idet de i 1982 udrejste af Libanon sammen med de revolutionære. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han ingen tilknytning har til Libanon, herunder ingen familie eller andre relationer, at han aldrig har været i Libanon, og at de libanesiske myndigheder ikke vil tage imod ansøgeren. Ansøgeren har som asylmotiv vedrørende Algeriet henvist til, at han er blevet udsat for diskrimination og chikane på baggrund af sin etnicitet. Den 29. august 2018 offentliggjorde Flygtningenævnet på nævnets hjemmeside, at Flygtningenævnets koordinationsudvalg har besluttet at ændre nævnets hidtidige praksis i asylsager vedrørende statsløse palæstinensere fra Libanon og fra den øvrige del af UNRWAs mandatområde, således at en statsløs palæstinenser fra de pågældende områder, der har haft adgang til UNRWAs beskyttelse eller bistand, og som frivilligt har forladt området, er udelukket fra beskyttelse efter flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 1. pkt. Har den pågældende derimod været tvunget til at forlade området eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage, vil vedkommende automatisk være omfattet af flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 2. pkt. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgerens farfar flygtede fra Palæstina i 1948 til Libanon i forbindelse med oprettelsen af staten Israel. Ansøgerens forældre er født i Libanon, hvor de boede, indtil de forlod landet i 1982, hvor en lang række PLO-soldater blev evakueret fra landet. Såvel ansøgerens farfar som hans forældre har været registreret hos UNRWA. Ansøgerens far har sørget for, at også ansøgeren er registreret hos UNRWA med henblik på, at han vil kunne gøre et kompensationskrav gældende i relation til familiens oprindelige ejendom i Palæstina, hvis der måtte blive fundet en forligsmæssig løsning på konflikten. Flygtningenævnet lægger videre til grund, at ansøgeren er født og opvokset i Algeriet, og at han ingen tilknytning har til Libanon, hvor han aldrig har været, ligesom han heller ikke har været i andre dele af mandat-området. Flygtningenævnet finder under disse omstændigheder, hvor ansøgeren aldrig har været i mandat-området, at ansøgeren, selvom han formelt er registreret under UNRWA, aldrig har nydt eller søgt UNRWAs beskyttelse eller bistand. Ansøgeren er således ikke omfattet af Flygtningekonventionens art. 1 D. Ansøgeren må således, i overensstemmelse med Flygtningenævnets langvarige praksis, som statsløs palæstinenser asylretligt vurderes i forhold til det land, hvor han havde fast bopæl – i det foreliggende tilfælde Algeriet. Flygtningenævnet har [i sommeren] 2015 stadfæstet Udlængestyrelsens afgørelse i forhold til Algeriet. Flygtningenævnet finder således fortsat ikke betingelserne for asyl efter udlændingelovens § 7 for opfyldt.” stat/2020/53/imbs

stat202050

Nævnet stadfæstede i oktober 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Libanon. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er statsløs palæstinenser fra Libanon og sunni-muslim fra [område], Libanon. Ansøgeren har været medlem af Fatah-bevægelsen i en periode. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter, at han omgående vil blive slået ihjel. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han tilhører en palæstinensisk bevægelse Fatah, og at han arbejdede for efterretningstjenesten i Fatah. Ansøgeren har videre oplyst, at han var modstander af en organisation ved navn [A], som [B] var medlem af, og at han havde til opgave at holde øje med den pågældende og hans gruppe, som led i sit arbejde for Fatah. Ansøgeren har endvidere oplyst, at [B] har slået en ung mand ihjel, som ansøgeren arbejdede sammen med, og at [B] i 2008 har truet ansøgeren på livet. Ansøgeren har derudover oplyst, at de fleste af hans venner er blevet dræbt, og at han selv er blevet opsøgt. Ansøgeren har endelig oplyst til, at der er en anden gruppe ved navn [C], der ligeledes har truet og opsøgt ham derhjemme og i en butik, hvor han arbejdede, fordi han var med til at afsløre gruppen, og fordi han har videregivet oplysninger vedrørende gruppen til Fatah-bevægelsen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han blev medlem af Fatah/PLOs ungdomsorganisation i 1999. Han har videre oplyst, at han i starten deltog i kulturelle markeringer omkring palæstinensiske højtider. Han har endvidere oplyst, at han også deltog i møder. Han har også oplyst, at han uddelte løbesedler, samt at han agiterede for fred ved at tale med palæstinensere i forbindelse med højtider. Ansøgeren har herudover oplyst, at han havde et medlemskort til Fatahs ungdomsorganisation, og at han ved at forevise sit Fatah ID-kort fik udbetalt penge hver måned for at være medlem. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv videre oplyst, at hans konflikt med [A], [Bs] gruppe, startede i 2007. Ansøgeren har også oplyst, at hans ven, der ligesom ham selv arbejdede for Fatahs sikkerhedsafdeling, blev dræbt af [Bs] gruppe. Ansøgeren har yderligere oplyst, at han i forbindelse med sit arbejde i Fatahs sikkerhedsafdeling havde til opgave at indsamle oplysninger om mistænksomme personer og islamister, som han skulle videregive til en officer, og at han fik betaling for dette. Ansøgeren har afslutningsvist oplyst, at der blev skudt imod hans forældres bopæl og hans værksted, samt at han modtog trusler. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet lægger vægt på, at truslen fra [A] gik ud på, at han skulle ophøre med at efterforske drabet på [D]. Ansøgeren har forklaret, at han efter truslen ophørte med efterforskningen, og at han ikke længere arbejdede for Fatah. Ansøgeren har vedrørende truslen fra [C] oplyst, at denne gik ud på, at han ikke måtte opholde sig i eller passere deres kvarter. Ansøgeren har forklaret divergerende på flere væsentlige punkter, herunder i hvilken periode han arbejdede for Fatah, om [C] truede ham på gaden eller om de opsøgte ham hjemme og i hans butik, om angrebet på hans bolig og forretning fandt sted samme nat, om der udbrød brand i forretningen, som følge af angrebet, og om [E] fra [C] har truet ham, som følge af at han talte om [D]. Under henvisning til de væsentlige divergenser tilsidesætter Flygtningenævnet ansøgerens forklaring. Flygtningenævnet lægger på baggrund af ansøgerens forklaring og sagens oplysninger i øvrigt til grund, at ansøgeren er statsløs palæstinenser, at han er opvokset i Libanon og har haft adgang til UNRWA-beskyttelse og bistand. En statsløs palæstinenser fra UNRWA’s mandatområde, der har haft adgang til UNRWA-beskyttelse eller bistand, og som søger asyl, er som udgangspunkt udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 1. pkt., medmindre den pågældende opfylder de betingelser, der er angivet af EU-Domstolen, herunder i dom af 25. juli 2018, præmis 86 (Alheto-dommen), hvor EU-Domstolen om bortfald af udelukkelsen udtaler bl.a.: ”(…) når det på grundlag af en individuel vurdering af samtlige relevante forhold viser sig, at den pågældende palæstinenser befinder sig i en alvorlig personlig usikkerhedstilstand, og at det er umuligt for UNRWA, hvis beskyttelse den berørte har påberåbt sig, at sikre den pågældendes levevilkår, som er i overensstemmelse med organets opgave, hvorved denne palæstinenser på grund af omstændigheder, der ikke er udtryk for vedkommendes vilje, således tvinges til at forlade UNRWA’s operationsområde.” Har den pågældende således været tvunget til at forlade UNRWA’s operationsområde, eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage, vil vedkommende automatisk være omfattet af Flygtningekonventionen. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, om der er grunde til, at ansøgeren ikke kan vende tilbage til Libanon og igen få beskyttelse af UNRWA, jf. konventionens artikel 1 D, 2. pkt. Idet ansøgeren er statsløs palæstinenser opvokset i Libanon og har modtaget UNRWA støtte er han udelukket fra at få asyl efter flygtningekonventionens artikel 1 D, 1. pkt., idet han som ovenfor nævnt ikke findes at have individuelle og konkrete konflikter, og da det antages, at han kan indrejse og tage ophold i Libanon, er han ikke omfattet af artiklens 2. pkt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” stat/2020/50/ACA

stat202049

Nævnet stadfæstede i oktober 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar og deres fem medfølgende børn, som var statsløse palæstinensere fra Libyen. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Den mandlige ansøger er etnisk araber og sunni-muslim. Ansøgeren er statsløs palæstinenser fra Tripoli, Libyen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den kvindelige ansøger er etnisk araber og sunni-muslim. Ansøgeren er statsløs palæstinenser og født i Egypten, men opvokset i Tripoli, Libyen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige og kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at de frygter for deres liv som følge af de generelle forhold i Libyen. Til støtte herfor har de oplyst, at der i deres hjemby er større uroligheder, og at sikkerhedssituationen er dårlig. Ansøgerne har oplyst, at den mandlige ansøger den [i maj] 2013 blev ramt af et tilfældigt skud i forbindelse med væbnede kampe i nabolaget. Videre har ansøgerne oplyst, at den mandlige ansøger i juli 2014 blev frarøvet sin bil ved en uofficiel kontrolpost. Ansøgerne har også oplyst, at deres bopæl den [i] juli 2014 blev ramt af en raket i forbindelse med bombningen af lufthavnen i Tripoli. Den mandlige og kvindelige ansøger har videre som asylmotiv henvist til, at de frygter for de generelle forhold for statsløse palæstinensere i Libyen. Til støtte herfor har de oplyst at, statsløse palæstinensere diskrimineres og ikke har lovligt ophold i Libyen, og at de libyske myndigheder har forbudt statsløse palæstinensere at indrejse i Libyen. Den mandlige og kvindelige ansøger har som asylmotiv desuden henvist til, at de frygter, at deres søn bliver kidnappet af ukendte personer. Til støtte herfor har de oplyst, at deres nabos søn i september 2014 blev kidnappet af ukendte gerningsmænd. Ansøgerne har hertil oplyst, at den mandlige ansøger, efter kidnapningen af naboens søn, modtog et trusselsopkald af ukendte personer. Den mandlige ansøger har endvidere som asylmotiv henvist til, at han frygter Quwat Al-Radah militsen. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at han har kritiseret militsen den [i sommeren] 2014, og at militsen i 2015 og 2018 har udstedt arrestordrer mod ansøgeren. Videre har ansøgeren oplyst, at hans bror blev tilbageholdt og afhørt i 10 dage af militsen, fordi ansøgeren ikke mødte til afhøring, som angivet i arrestordren fra 2015. Den mandlige ansøger er født og opvokset i Libyen og har boet i landet indtil sin udrejse. Den kvindelige ansøger er indrejst i Libyen som barn og opvokset og har boet i landet indtil sin udrejse. Flygtningenævnet tiltræder herefter, at ansøgerne asylretligt skal vurderes i forhold til Libyen, og at et generelt indrejseforbud som blandt andet omfatter den befolkningsgruppe, som ansøgerne tilhører, ikke i sig selv indebærer, at der ikke kan foretages en asylretlig vurdering i forhold til det pågældende land. Flygtningenævnet lægger til grund, at de episoder, som den mandlige ansøger tidligere har været udsat for, ikke har været rettet specifikt mod ham, men er forhold af tilfældig karakter. Nævnet kan endvidere af de samme grunde, som Udlændingestyrelsen har anført i sin afgørelse [truffet i efteråret] 2019, tiltræde, at den mandlige ansøgers forklaring om en arrestordre på ham ikke kan lægges til grund. Ifølge baggrundsoplysningerne er den politiske situation og sikkerhedssituationen i Libyen kaotisk og ustruktureret og præget af konflikter, men situationen er dog ikke så generelt farlig, at enhver, der befinder sig i Libyen, er i en så alvorlig sikkerhedsrisiko, at dette i sig selv er asylbegrundende. De aktuelle generelle forhold i Libyen for statsløse palæstinensere er vanskelige, og er blevet forringet siden 2014, som det bl.a. er omtalt i Lifos Thematic Report: Palestinians & Syrians in Libya af 23. februar 2016, men forholdene har ikke en sådan karakter for palæstinensere, at de i sig selv kan begrunde, at ansøgerne meddeles opholdstilladelse. Nævnet bemærker, at hverken US Department of States Country Rapport on Human Rights Practices 2019 – Libya af 11. marts 2020 eller UNHCR Position on de designations of Libya as a safe third country and as a place of safety for the purpose of disembarkation following rescue at sea, som har et andet fokus end palæstinensere, der hidtil har opholdt sig i landet, kan føre til et andet resultat. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at den mandlige ansøger ved sin samtale [i sommeren] 2015 har forklaret, at han var ansat i landbrugsministeriet i 1997-2004, men under mødet i nævnet har forklaret, at han var kun tilknyttet projektet via en samarbejdspartner, men ikke var ansat. Han har videre forklaret ved samtalen [i sommeren] 2015, at statsløse palæstinensere har adgang til skolesystemet og sundhedssystemet, bortset fra ved særlige kritiske sygdomme, mens han under mødet i nævnet har forklaret, at den tidligere forklaring angik perioden før 1994. Det fremgår af sagens oplysninger, at ansøgerne er omfattet af det midlertidige indrejseforbud for bl.a. palæstinensere, og at den libyske ambassade [i sommeren] 2017 har meddelt de danske politimyndigheder, at der ikke kunne udstedes rejsedokumenter eller ID-kort til ansøgerne på baggrund af det foreliggende materiale. Flygtningenævnet tiltræder af de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført i sin afgørelse [i efteråret] 2019, at et generelt indrejseforbud for en bestemt befolkningsgruppe ikke har karakter af et asylretligt forhold, som er omfattet af udlændingelovens § 7, men angår spørgsmålet om udsendelse. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Libyen vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”[stat2020/49/SELS]

stat202047

Nævnet stadfæstede i juni 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Gaza. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er statsløs palæstinenser, etnisk araber og sunni-muslim af trosretning fra Gaza. Ansøgeren har udført aktiviteter for Fatah siden 2006, og ansøgeren har siden 2008 været medlem af Fatah. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Gaza frygter, at han vil blive slået ihjel af Hamas som konsekvens af, at han har sympatiseret med og arbejdet for Fatah. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han siden 2006 har udvist interesse for Fatah. Han forsøgte, sammen med en gruppe andre unge at ændre systemet på en fredelig måde ved at italesætte de dårlige forhold i Gaza. Ansøgeren indspillede i den forbindelse systemkritiske sange, som han offentliggjorde på YouTube, men som følge af pres fra Hamas har han efterfølgende været nødt til at slette sangene igen. I 2008 besluttede han sig for at blive medlem af Fatah-bevægelsen. Ansøgeren har efterfølgende deltaget i møder med Fatah, hvor han har holdt taler og har optrådt med sine sange. Ansøgeren har siden 2014 og frem til sin udrejse i 2016 været tilbageholdt af Hamas gentagne gange som led i sit arbejde for Fatah. Under tilbageholdelserne blev ansøgeren afhørt om sine aktiviteter for Fatah. Ansøgeren blev desuden udsat for tortur i form af fysiske overgreb. Tilbageholdelserne varede mellem en til to dage, og ansøgeren har under alle tilbageholdelserne nægtet at indstille sine aktiviteter for Fatah. Ansøgeren arrangerede i perioden 2008 til 2014 mere end 20 demonstrationer, som blev opløst af Hamas. I forbindelse hermed blev han tilbageholdt mindste 10 gange. Ansøgeren har efterfølgende deltaget i flere store demonstrationer og har i forbindelse hermed også været tilbageholdt cirka 30 gange. Ansøgeren flyttede i 2015 til Khan Yunes i et forsøg på at undgå yderligere tilbageholdelser fra Hamas. Efter ansøgerens udrejse i 2016, er ansøgerens familie gentagne gange blevet opsøgt af Hamas. Hamas ledte efter ansøgeren, og ansøgerens familie har rådet ham til ikke at vende tilbage. Ansøgeren frygter desuden de generelle forhold for statsløse palæstinensere i Gaza, herunder at han ikke får mulighed for at genindrejse. Den 29. august 2018 offentliggjorde Flygtningenævnet på nævnets hjemmeside, at Flygtningenævnets koordinationsudvalg har besluttet, at ændre nævnets hidtidige praksis i asylsager vedrørende statsløse palæstinensere fra Libanon og fra den øvrige del af UNRWA mandat-området, således at en statsløs palæstinenser fra de pågældende områder, der har haft adgang til UNRWA beskyttelse eller bistand og som frivilligt har forladt området, er udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 1. pkt. Har den pågældende derimod været tvunget til at forlade området, eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage, vil vedkommende automatisk være omfattet af Flygtningekonventionen. Indledningsvist bemærkes, at ansøgeren i asylsamtalen [af en bestemt dato i begyndelsen af] 2019 detaljeret har forklaret, at han og hans familie rent faktisk har fået hjælp via UNRWA blandt andet i form af fødevare- og lægehjælp og adgang til medicin og hospital. Ansøgeren har under nævnsmødet forklaret, at denne del af hans forklaring er forkert gengivet, idet tolken fejloversatte, hvad han sagde, men at han ikke rettede dette, fordi han følte sig presset. Nævnet skal hertil bemærke, at nævnet har tilsidesat ansøgerens forklaring om, at han ikke har haft adgang til bistand fra UNRWA, idet han i asylsamtalen har forklaret detaljeret om hjælpen fra UNRWA og dennes karakter, og at ansøgeren har rettet andre forhold i samme forklaring, men ikke punktet om UNRWA. Flygtningenævnet lægger derfor til grund, at ansøgeren, der er født og opvokset i et UNRWA mandatområde, som søn af statsløse palæstinensere, sammen med sin familie har nydt UNRWAS bistand. Det bemærkes i den forbindelse videre, at i hvert fald ansøgerens søster og hendes familie er registeret hos UNRWA. Nævnet lægger herefter til grund, at ansøgeren har haft adgang til bistand fra UNRWA, og at han ved en tilbagevenden til mandatområdet i Gaza på ny vil have mulighed for at opnå UNRWA´s bistand. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om konflikten med Hamas til grund, idet forklaringen har været divergerende, udbyggende og usandsynlig på en række centrale punkter, og derfor forekommer utroværdig og konstrueret til lejligheden. I oplysnings- og motivsamtalen forklarede ansøgeren om sine aktiviteter for Fatah, at han har holdt taler, lavet teaterforestillinger og optrådt med systemkritiske sange, som han offentliggjorde på YouTube. Først i asylsamtalerne har han forklaret, at han også derudover har udført aktiviteter med at arrangere og deltage i en lang række demonstrationer vendt mod Hamas, og at han havde en ledende rolle i forbindelse med at arrangere disse demonstrationer. Han har forklaret usikkert med hensyn til antallet af demonstrationer og divergerende med hensyn til, om der deltog op til 100 eller flere tusinde personer. Også med hensyn til, om han, sådan som det fremgår af oplysnings- og motivsamtalen, i forbindelse med tilbageholdelserne hver gang blev afhentet på bopælen, efter at han havde modtaget en forudgående tilsigelse, eller om han også blev anholdt i forbindelse med demonstrationerne, har ansøgeren forklaret divergerende. Videre har han forklaret divergerende med hensyn til antallet af skuespil, han var med til at opføre, og om disse rent faktisk blev opført eller ej. I oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren forklaret, at de fysiske overgreb, han blev udsat for, bestod i, at han fik slag og spark og fik barberet hår og skæg af, hvorimod han i asylsamtalen [af en bestemt dato i begyndelsen af] 2019 har forklaret, at han modtog trusler og blev klippet skaldet, mens han i asylsamtalen fra [en dato i foråret] 2020 har forklaret, at han også var udsat for overgreb i form af, at hans negle blev fjernet. Endelig har ansøgeren i oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han blev afhørt om sine aktiviteter for Fatah, mens han i asylsamtalen fra [en dato i begyndelsen af] 2019 har forklaret, at der ikke i forbindelse med tilbageholdelserne blev spurgt ind til hans aktiviteter for Fatah. Det forekommer henset til ansøgerens mange aktiviteter gennem en længere årrække usandsynligt, at myndighederne efter hver tilbageholdelse løslod ham betingelsesløst, selvom det ud fra hans egen forklaring må lægges til grund, at han havde en ikke helt ubetydelig rolle i relation til at arrangere systemkritiske demonstrationer. Det bemærkes i den forbindelse, at han i oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at han i forbindelse med tilbageholdelserne hver gang nægtede at stoppe med sine aktiviteter. Det forekommer videre mindre sandsynligt, at ansøgeren efter flytningen fra familiens bopæl valgte at tage tilbage ind imellem for at besøge familien og overnatte, set i lyset af, at en del af anholdelserne foregik på bopælen, og at myndighederne var bekendt med denne. Det forekommer heller ikke sandsynligt, at ansøgeren trods sine aktiviteter var i stand til at udrejse legalt fra Gaza. Det bemærkes endeligt, at ansøgeren knap 9 måneder efter, at han havde fået opholdstilladelse som familiesammenført med sin tidligere ægtefælle, blev skilt, og at han [en dato i sommeren] 2017 fik inddraget sin opholdstilladelse. På trods heraf har han først indgivet den ansøgning om asyl, der danner grundlag for denne sag, [en dato i foråret] 2018. Nævnet bemærker hertil, at ansøgeren må have været klar over, at han var i risiko for at blive sendt tilbage til Gaza i hvert fald fra, at han fik kendskab til afgørelsen om inddragelse, hvorfor det forekommer mindre sandsynligt, at han, der var i stand til at klage over afgørelsen om inddragelse, ikke var klar over, at han kunne søge om asyl. Om ansøgerens systemkritiske sange skal nævnet bemærke, at han har henvist til to videoer fra YouTube, der er uploadet i 2014, og dermed før, han fraflyttede familiens bopæl og senere udrejste. Henset til, at myndighederne ikke har tvunget ham til at slette videoerne, kan eksistensen af videoerne ikke føre til et andet resultat. Ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Gaza vil være i en sådan personlig usikkerhedstilstand, at det vil være umuligt for UNRWA at sikre ham levevilkår i overensstemmelse med deres opgave. Det bemærkes videre, at de generelle forhold for statsløse palæstinensere i Gaza – uagtet at de er vanskelige – ikke kan føre til et andet resultat. På den anførte baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren er omfattet af artikel 1 D, 1. pkt. i Flygtningekonventionen og således er udelukket fra at opnå asyl i Danmark, idet nævnet lægger til grund, at han er udrejst frivilligt fra Gaza, og må formodes igen at kunne indrejse i Gaza og tage lovligt ophold og have adgang til bistand fra UNRWA, idet han er i besiddelse af id-kort og et rejsedokument. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Stat/2020/47/MLVT.

stat202037

Nævnet stadfæstede i september 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsløs palæstinenser. Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerens mor har som asylmotiv henvist til, at hun på vegne af ansøgeren frygter, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Jordan vil blive slået ihjel eller kidnappet på baggrund af ansøgerens fars konflikt. Ved Flygtningenævnets afgørelse af dags dato er det lagt til grund, at ansøgerens far ikke er jordansk statsborger. Det er endvidere ubestridt, at ansøgerens mor er syrisk statsborger. Det er ved Udlændingestyrelsens afgørelse i ansøgerens sag lagt til grund, at hun er jordansk statsborger og hun er asylretligt blevet vurderet i forhold til Jordan. Efter den nu trufne afgørelse i ansøgerens fars sag må ansøgerens sag herefter hjemvises til fornyet behandling.” Stat/2020/37/MSI

stat202036

Nævnet stadfæstede i september 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim, født og opvokset i [By], Kuwait og efterfølgende flygtet til Jordan. Ansøgeren har været medlem af PLO fra 1988 og arbejdede aktivt for PLO frem til 2009. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Jordan frygter at blive tilbageholdt, fængslet og slået ihjel af den jordanske efterretningstjeneste, som han har en konflikt med. Videre frygter han familien til sin brors tidligere ægtefælle. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han i 1988 blev anholdt af den israelske hær og idømt 30 års fængsel ved den israelske militærdomstol. Efter at have været fængslet ni år i Israel blev han overdraget til Jordan i 1997, som led i en fangeudveksling. Efter ansøgerens ankomst til Jordan blev han afhørt i en måned af den jordanske efterretningstjeneste og afhørt vedrørende sine politiske aktiviteter. Ansøgeren boede i årene herefter frem til sin udrejse i en række forskellige lande i Mellemøsten, for at undgå den jordanske efterretningstjeneste. Blandt andet flyttede ansøgeren i 2005 til Gaza, hvor han som premierløjtnant for PLO stod vagt på grænsen til Israel og var ansvarlig for vagtplaner. I 2011 blev han anholdt af de jordanske myndigheder og blev frataget sit jordanske statsborgerskab på grund af sit arbejde for PLO. I 2014 blev ansøgeren afhørt to gange af den jordanske efterretningstjeneste. Videre har han til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hans bror slog sin ægtefælle ihjel i 2005, og blev idømt 15 års fængsel herfor. Hendes familie har efterfølgende flere gange opsøgt ansøgeren og hans familie. Ansøgeren blev senest opsøgt af familien i november 2014. Den 29. august 2018 offentliggjorde Flygtningenævnet på nævnets hjemmeside, at Flygtningenævnets koordinationsudvalg har besluttet at ændre nævnets hidtidige praksis i asylsager vedrørende statsløse palæstinensere fra Libanon og fra den øvrige del af UNRWAs mandatområde, således at en statsløs palæstinenser fra de pågældende områder, der har haft adgang til UNRWAs beskyttelse eller bistand, og som frivilligt har forladt området, er udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 1. pkt. Har den pågældende derimod været tvunget til at forlade området eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage, vil vedkommende automatisk være omfattet af Flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 2. pkt. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge ansøgeren forklaring om sine asylmotiver i forhold til Jordan til grund. For så vidt angår ansøgerens påståede konflikt med de jordanske myndigheder har denne konflikt ikke hindret ham i at opholde sig i landet i lange perioder, at få udstedt pas, at indrejse og udrejse og at indgå ægteskab i Jordan. For det andet har han efter sin løsladelse i 1997 senere kun været kortvarigt tilbageholdt. Det kan herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren har en asylbegrundende konflikt med de jordanske myndigheder. For så vidt angår ansøgerens privatretlige konflikt udspringer denne efter hans forklaring af, at hans bror skulle have slået sin ægtefælle ihjel. Han har dog forklaret, at broren nu er løsladt og fortsat opholder sig i Jordan, hvor også ansøgerens mor opholder sig. På den baggrund er det usandsynligt, at en konflikt med den afdøde kvindes familie skulle hindre ansøgeren i at opholde sig i Jordan. Flygtningenævnet kan endvidere ikke lægge til grund, at ansøgeren er blevet frataget sit jordanske statsborgerskab. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgerens oplysninger herom på afgørende måde modsiges af den foreliggende dokumentation. For det første har ansøgeren forklaret, at han mundtligt fik frataget sit statsborgerskab i 2011. Han har dog, som anført ovenfor, kunnet rejse ud og ind af Jordan flere gange siden og har kunnet indgå ægteskab i Jordan med de jordanske myndigheders accept. Flygtningenævnet lægger derudover afgørende vægt på, at det udtrykkeligt fremgår af de af ansøgeren selv fremlagte dokumenter, at han har frasagt sig (renounced) sin jordanske nationalitet i medfør af artikel 16 i den jordanske statsborgerskabslov. Det er for nævnet dokumenteret, at denne lovs artikel 16 netop vedrører frivillig opgivelse af jordansk statsborgerskab og ikke fratagelse heraf, der omhandles i lovens artikel 18. Hertil kommer at datoen for opgivelsen af statsborgerskabet er oplyst [foråret] 2014 og ikke i 2011. Ansøgerens forklaring om baggrunden herfor, herunder at de jordanske myndigheder skulle være uvillige til at redegøre for den reelle begrundelse for at ansøgeren ikke længere er statsborger, må tilsidesættes som usandsynlig. Flygtningenævnet må dog herefter lægge til grund, at ansøgeren ikke længere har jordansk statsborgerskab. Under sagens oprindelige behandling i Flygtningenævnet [sommeren] 2017 forklarede ansøgeren, at han havde et palæstinensisk pas, og at dette senest var fornyet i [foråret] 2017 med en gyldighedstid på fem år. Dette har ansøgeren bekræftet ved sin forklaring i Flygtningenævnet dags dato. Han forklarede endvidere, at passet var udstedt i Ramallah. Det fremgår endvidere af en udskrift af UNRWAs register af [foråret] 2017, at ansøgeren er UNRWA-registeret sammen med sine øvrige familiemedlemmer, det vil sige forældre og søskende. Ansøgeren har endvidere forklaret, at han i lange perioder har opholdt sig i de palæstinensiske selvstyreområder, der ligesom Jordan er omfattet af UNRWAs mandat. Det må herefter anses for sandsynligt, at ansøgeren er omfattet af flygtningekonventions artikel 1D, 1. pkt. Det indebærer at ansøgeren som udgangspunkt skal anses for værende udelukket fra beskyttelse efter flygtningekonventionen. Det må herefter anses for sandsynligt, at ansøgeren vil kunne tage ophold i de palæstinensiske selvstyreområder eller Jordan. Da Udlændingestyrelsen imidlertid ikke ses at have taget stilling hertil, finder Flygtningenævnet, at sagen bør hjemvises til Udlændingestyrelsen til behandling af spørgsmålet om, hvorvidt ansøgerens beskyttelse efter flygtningekonventionens 1D, 1. pkt. er bortfaldet. Flygtningenævnet hjemviser derfor sagen til Udlændingestyrelsen til fornyet behandling.” Stat/2020/36/MSI

stat202034

Nævnet stadfæstede i september 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsløs palæstinenser fra Libanon. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er statsløs palæstinenser og sunnimuslim fra Libanon. Ansøgeren har senest boet i Beirut. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Libanon frygter sin søns ægtefælles familie, fordi de har truet ansøgeren og vil tage hævn. Herudover frygter ansøgeren sin egen ægtefælle og sin brors børn, som har truet hende. Endelig har ansøgeren oplyst, at hun frygter islamiske ekstremister fra organisationen [A]. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at der har været en del problemer vedrørende sønnens ægteskab, da ansøgerens familie er sunnier, mens sønnens ægtefælles familie er shiitter. Sønnen og ægtefællen ønskede at indgå ægteskab, men sønnens ægtefælles familie var meget imod ægteskabet. Sønnen og ægtefællen flygtede, hvorfor ansøgeren blev opsøgt og truet én gang af sønnens ægtefælles far og onkel i [nærmere angiven periode] i 2014 eller 2015. Sønnens ægtefælles familie mener, at forholdet har krænket deres ære, og at ansøgerens søn har kidnappet sin ægtefælle og taget hende med til Danmark. Sønnens ægtefælles familie er tilknyttet Hizbollah. Ansøgeren oplevede ikke yderligere opsøgninger fra 2015 til 2018. I efteråret 2018, da ansøgeren besøgte sin søn i Danmark, blev hun kontaktet af sin ægtefælle, der oplyste, at sønnens ægtefælles familie gerne ville have fat i ansøgeren og sønnens ægtefælle. Til støtte for sit asylmotiv om sin frygt for sin ægtefælle har ansøgeren oplyst, at ægtefællen giver ansøgeren skylden for sønnens problemer. Derudover er ægtefællen voldelig. Parret har tidligere været skilt, men er blevet gift igen. Ægtefællen har også en anden kone, som han også har fået børn med. Til støtte for sit asylmotiv om sin frygt for sin brors børn har ansøgeren forklaret, at hendes forældre efterlod et hus til hende og hendes søstre. Ansøgerens brødre skulle ikke arve huset, idet de begge havde fået et hus i forbindelse med, at de indgik ægteskab. Huset, som ansøgeren havde arvet, ønsker brorens børn nu at overtage, hvorfor de truede ansøgeren på livet, da hun ville flytte ind i huset som følge af problemer med ægtefællen. Til støtte for sit asylmotiv om sin frygt for [A] har ansøgeren oplyst, at hun har arbejdet som socialrådgiver for organisationen [B]. Ansøgeren har i denne forbindelse aldrig modtaget en personlig trussel, men er via bekendte blevet oplyst, at personer i [A] har talt om [B]s arbejde og deres medarbejdere. Den 29. august 2018 offentliggjorde Flygtningenævnet på nævnets hjemmeside, at Flygtningenævnets koordinationsudvalg har besluttet at ændre nævnets hidtidige praksis i asylsager vedrørende statsløse palæstinensere fra Libanon og fra den øvrige del af UNRWAs mandatområde, således at en statsløs palæstinenser fra de pågældende områder, der har haft adgang til UNRWAs beskyttelse eller bistand, og som frivilligt har forladt området, er udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 1. pkt. Har den pågældende derimod været tvunget til at forlade området eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage, vil vedkommende automatisk være omfattet af Flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 2. pkt. Flygtningenævnet lægger på baggrund af ansøgerens forklaring og sagens oplysninger i øvrigt til grund, at ansøgeren er statsløs palæstinenser, og at hun er registreret ved UNRWA i Libanon og har haft adgang til UNRWA-beskyttelse og bistand. En statsløs palæstinenser fra UNRWA’s mandatområde, der har haft adgang til UNRWA-beskyttelse eller bistand, og som søger asyl, er som udgangspunkt udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 1. pkt., medmindre den pågældende opfylder de betingelser, der er angivet af EU-Domstolen, herunder i dom af 25. juli 2018, præmis 86 (Alheto-dommen), hvor EU-Domstolen om bortfald af udelukkelsen udtaler bl.a.: ”(…) når det på grundlag af en individuel vurdering af samtlige relevante forhold viser sig, at den pågældende palæstinenser befinder sig i en alvorlig personlig usikkerhedstilstand, og at det er umuligt for UNRWA, hvis beskyttelse den berørte har påberåbt sig, at sikre den pågældendes levevilkår, som er i overensstemmelse med organets opgave, hvorved denne palæstinenser på grund af omstændigheder, der ikke er udtryk for vedkommendes vilje, således tvinges til at forlade UNRWA’s operationsområde.” Har den pågældende således været tvunget til at forlade UNRWA’s operationsområde, eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage, vil vedkommende automatisk være omfattet af Flygtningekonventionen. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, om der er grunde til, at ansøgeren ikke kan vende tilbage til Libanon og igen få beskyttelse af UNRWA, jf. konventionens artikel 1 D, 2. pkt. Ved vurderingen heraf finder nævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun har været i en alvorlig usikkerhedssituation, som har tvunget hende til at forlade UNRWA’s operationsområde. Flygtningenævnet har herved lagt til grund, som ansøgeren har forklaret til oplysnings- og motivsamtalen, at ansøgeren, som er født og opvokset op i Ain El-Hilweh flygtningelejren i Libanon, frivilligt forlod lejren i 1980, hvor hun blev gift og flyttede sammen med sin ægtefælle i Beirut. Hun har efterfølgende været i lejren på besøg og for at arbejde for organisationen [B]. Hun har endvidere efterfølgende modtaget bistand fra UNRWA. Hun har således under oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at hun i 2014 modtog hjælp fra UNRWA i form af behandling mod nervesammenbrud og sukkersyge. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om sine asylmotiver ikke kan lægges til grund, idet ansøgerens oplysninger er divergerende på centrale punkter. Ansøgeren har forklaret under samtalen med Udlændingestyrelsen [en nærmere angiven dato i foråret] 2019 om, hvorvidt hun i forbindelse med sit arbejde i flygtningelejren blev truet af en ægtefælle til en kvinde, som ansøgeren havde hjulpet med en skilsmisse, at hun aldrig har mødt kvindens ægtefælle og derfor aldrig har modtaget trusler. Af en erklæring af [en nærmere angiven dato] 2020 fra [B], som advokaten har fremlagt med sit indlæg, fremgår det derimod, at ansøgeren som følge af sin hjælp med en kvindes skilsmisse blev truet på livet af bevæbnede grupper. Nævnet tillægger på denne baggrund ikke erklæringen bevismæssig betydning. Ansøgeren har endvidere, som påpeget i Udlændingestyrelsens afgørelse af [en nærmere angiven dato i sommeren] 2019, forklaret divergerende om konflikten med sin søns ægtefælles familie og om konflikten om ansøgerens families ejendom i flygtningelejren. Disse divergenser svækker ansøgerens generelle troværdighed, og Flygtningenævnet kan derfor ikke lægge ansøgerens forklaring om sine konflikter i Libanon til grund. Det forhold, at ansøgeren skiftede fra at arbejde for [B] i flygtningelejren til at arbejde på organisationens kontor i Beirut, kan ikke føre til en anden vurdering. Ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at hun skiftede arbejdssted på grund af trusler. Der er herefter ikke grundlag for at antage, at ansøgeren har været tvunget til at forlade UNRWA’s operationsområde eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage, fordi ansøgeren har befundet sig i en alvorlig usikkerhedssituation. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren er omfattet af artikel 1 D, 1. pkt., i Flygtningekonventionen og således er udelukket fra at opnå asyl i Danmark, idet nævnet lægger til grund, at ansøgeren frivilligt er udrejst af Libanon og må formodes på ny at kunne indrejse i Libanon og tage lovligt ophold og på ny have adgang til beskyttelse eller bistand fra UNRWA. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Stat/2020/34/malc

stat202033

Nævnet stadfæstede i august 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Libanon. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim fra al-Baas lejren i Sour, Libanon. Ansøgeren har været tilknyttet NGO’en [X] i perioden fra 2017 og frem til sin udrejse. Ansøgeren har ikke i øvrigt været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Libanon frygter at blive slået ihjel af Hamas, fordi han nægtede at udføre Hamas’ befalinger. Ansøgeren har som asylmotiv videre henvist til, at han ved en tilbagevenden til Libanon frygter at blive fængslet af de libanesiske myndigheder, fordi Hamas har truet med at aflevere en videooptagelse af ham til myndighederne, hvor han giver børn våbentræning. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han siden [efteråret] 2015 har været ansat hos [skole], som er en del af Hamas. I [efteråret] 2017 fik ansøgeren oplyst, at han sammen med eleverne skulle lære at anvende våben, og at der i den forbindelse blev optaget en video, hvor han skilte et våben ad og samlede det igen. Ansøgeren blev herefter truet med, at videoen ville blive sendt til de libanesiske myndigheder, hvis han nægtede at samarbejde. Den 29. august 2018 offentliggjorde Flygtningenævnet på nævnets hjemmeside, at Flygtningenævnets koordinationsudvalg har besluttet at ændre nævnets hidtidige praksis i asylsager vedrørende statsløse palæstinensere fra Libanon og fra den øvrige del af UNRWAs mandatområde, således at en statsløs palæstinenser fra de pågældende områder, der har haft adgang til UNRWAs beskyttelse eller bistand, og som frivilligt har forladt området, er udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 1. pkt. Har den pågældende derimod været tvunget til at forlade området eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage, vil vedkommende automatisk være omfattet af Flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 2. pkt. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sin konflikt med Hamas eller de libanesiske myndigheder til grund. Det bemærkes herved indledningsvist, at den af ansøgeren oplyste mulige konflikt med Hamas i 2010 må anses for afsluttet. Ansøgeren har herom forklaret, at der med hjælp fra beboerudvalget i 2010 blev sluttet fred mellem ansøgerens familie og Hamas, og at konflikten blev løst. Ansøgeren har videre oplyst, at der ikke har været konflikter med Hamas i perioden 2010 – 2016. Ved afgørelsen af, hvorvidt der kan meddeles ansøgeren asyl, bemærker Flygtningenævnet, at ansøgerens forklaring om sit asylmotiv ikke kan lægges til grund. Dette skyldes, at ansøgeren på flere centrale punkter har forklaret divergerende og udbyggende. Der er herved lagt vægt på de samme forhold, som anført af Udlændingestyrelsen, herunder vedrørende hvilke oplysninger ansøgeren gav [A] om ansøgers kollega, [B], og om episoden hvor en bombe eksploderede i nærheden af ansøgerens bopæl, og om hvornår [A] for anden gang forsøgte at tvinge ansøgeren til at rejse til Iran. Flygtningenævnet finder, at det alene beror på ansøgerens egen formodning, at eksplosionen og skyderiet ved ansøgerens bopæl var rettet imod ansøgeren. Der er herved henset til, at ansøgeren har forklaret, at han ikke ved, hvor eksplosionen skete, eller hvor der blev skudt. Flygtningenævnet finder det påfaldende, at ansøgeren efter sin forklaring endte med at indvillige i at deltage i våbentræning med fire elever fra ansøgerens skole. Det forhold, at ansøgeren har forklaret, at han blev presset hertil af [A] og [C] kan ikke lægges til grund. Der er herved henset til, at ansøgeren tidligere har været i stand til at modstå et pres fra [A] ved at nægte at stjæle [B’s] bærbare computer, selvom [A] havde pålagt ham dette. Det forekommer endvidere påfaldende, at ansøgeren først udrejste i [foråret] 2018, når henses til ansøgerens forklaring om, at han siden sit møde med [A] i [slutningen af]2017 frygtede Hamas og at blive sendt til Iran. Endelig finder Flygtningenævnet det påfaldende, at ansøgeren indrejste i Danmark [i foråret] 2018, men først søgte om asyl [i efteråret] 2018. Ansøgerens forklaring om, at dette skyldtes blandt andet at agenten havde sagt, at han først skulle indgive ansøgningen efter 6 måneder kan ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet finder, at de generelle forhold for statsløse palæstinensere i Libanon er svære såvel sikkerhedsmæssigt som socioøkonomisk, men at dette ikke kan føre til asyl. På ovennævnte baggrund, og i øvrigt af de grunde, som er anført af Udlændingestyrelsen, tiltræder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke er afskåret fra at vende tilbage til Libanon, hvor han har adgang til UNWRA beskyttelse og bistand. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” stat/2020/33/RILA

stat202032

Nævnet omgjorde i august 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om inddragelse af opholdstilladelse vedrørende mandlig statsløs palæstinenser fra Libanon, således at han fortsat har opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Indrejst i 2014.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber, statsløs palæstinenser og sunni-muslim fra Beirut, Libanon. Klageren har oplyst, at han har været medlem af og aktiv for [en bevægelse] fra han var 7 år og frem til sin udrejse af Libanon i 2014. Udlændingestyrelsen meddelte i [vinteren] 2015 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Libanon frygtede, at islamister i Libanon ville slå ham ihjel. Klageren frygtede endvidere det højtstående medlem af [en bevægelse], [X] som han havde arbejdet som livvagt for indtil sin udrejse af Libanon. Til støtte for sit asylmotiv vedrørende islamistister oplyste klageren, at han inden sin udrejse af Libanon fejlagtigt var blevet anklaget af islamistiske grupper for at lække en video, hvoraf det fremgik, at den libanesiske sanger, [A] befandt sig i flygtningelejren [Y]. [A] var efter sin offentlige annoncering af, at han havde tilsluttet sig en islamistisk organisation eftersøgt af de libanesiske myndigheder, og skjulte sig derfor i flygtningelejren [Y], hvor klageren boede og arbejdede for [Z]. I [vinteren] 2015, mens klageren opholdte sig som asylansøger i Danmark, blev han gjort opmærksom på, at der florerede en video på nettet, hvor Islamisk Stat ved navns nævnelse udstedte en dødsdom over klageren. Klageren har oplyst, at han anmeldte forholdet til det danske politi, der indlogerede ham på et hotel og udstyrede ham med en overfaldsalarm. Klageren har til støtte for sit asylmotiv vedrørende det højtstående medlem af [X] bevægelsen, [Z] oplyst, at han frem til sin udrejse af Libanon arbejdede som livvagt for [Z]. Klageren har oplyst, at han frygter [Z], fordi klageren flygtede og ikke længere arbejder som livvagt for ham. Udlændingestyrelsen kunne ikke afvise, at klageren ved en tilbagevenden til Libanon ville være i risiko for at blive udsat for overgreb grundet lækket af videoen. Udlændingestyrelsen vurderede endvidere, at klageren ikke skulle udelukkes fra beskyttelse, idet klageren havde oplyst, at han alene havde udført bevogtningsopgaver for [Z]. Endelig vurderede Udlændingestyrelsen, at det forhold, at klageren var bekendt med, at [V] brigaden og [Z] havde begået handlinger omfattet af flygtningekonventionens artikel 1F, ikke kunne føre til, at klageren var individuelt ansvarlig for disse forbrydelser. Udlændingestyrelsen har i [foråret] 2019 truffet afgørelse om at inddrage klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § § 19, stk. 2, nr. 2, jf. udlændingelovens § 10, stk. 1, nr. 3, jf. flygtningekonventionens artikel 1F (b). Udlændingestyrelsen har vurderet, at klageren forud for sin indrejse i Danmark har begået en ikke-politisk forbrydelse, hvorfor han er udelukket fra beskyttelse og har fået inddraget sin opholdstilladelse. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om inddragelse fortsat henvist til, at han frygter islamistiske grupper i Libanon og [X]-medlemmet, [Z]. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren siden sin ankomst til Danmark til udlændingemyndighederne har forklaret, at han har været livvagt for [Z], der er højtstående inden for [X]. Før klageren blev meddelt asyl i Danmark, blev han under samtalerne med udlændingemyndighederne spurgt om, hvorvidt han i praksis har brugt den træning, han har modtaget blandt andet som livvagt, og han svarede nej til dette, ligesom han nægtede at have begået vold og lignende. Til en samtale i [sommeren] 2018 i forbindelse med inddragelsessagen gentog klageren dette, men han fortalte også, hvordan han flere gange havde ledsaget [Z] til afhøringer. Som eksempel omtalte klageren en afhøring i 2013, hvor han kom til stede sammen med [Z], efter at afhøringen var færdig. Klageren kunne da se politistave og remedier til tortur i rummet, og han kunne se på den afhørte, at han havde været udsat for tortur. Klageren forklarede videre, at han efter denne episode ikke havde meget lyst til at fortsætte sit arbejde og overvejede at stoppe som livvagt for [Z], men at han følte sig tvunget til at fortsætte som livvagt, fordi [Z] havde så mange oplysninger om ham, og fordi han har haft kolleger, der blev dræbt, fordi de stoppede som livvagter. Han tænkte også, at han ikke selv gjorde folk fortræd, og det vigtigste for ham var, at han fik sin løn i slutningen af måneden. Selvom klageren burde have handlet anderledes og være ophørt med sit arbejde som livvagt for [Z] tidligere end sket, finder Flygtningenævnets flertal, at der ikke er tilstrækkelig alvorlig grund til at antage, at klageren forud for sin indrejse i Danmark har begået en alvorlig ikke-politisk forbrydelse, således som disse forbrydelser er defineret i de mellemfolkelige aftaler, der er indgået for at træffe forholdsregler herimod, jf. herved Flygtningekonventionens artikel 1 F (b). Flertallet lægger herved vægt på, at klageren nok blev klar over, at der blev anvendt tortur under forhør, men han var alene livvagt, deltog ikke selv i torturen, og havde ikke nogen indflydelse herpå. Flertallet lægger endvidere vægt på, at det efter det oplyste kunne være forbundet med risiko for klageren at ophøre med at være livvagt. På denne baggrund finder flertallet, at klageren ikke ydede ”a substantial contribution to the commission of the criminal act, in the knowledge that his or her act or omission would facilitate the criminal conduct” , jf. herved UNHCR’s Guidelines on International Protection: Application of the Exclusion Clauses: Article 1 F of the 1951 Convention relating to the Status of Refugees, pkt. 18. Flertallet har endvidere lagt vægt på, at klagerens tilstedeværelse som livvagt for [Z] ikke ”is shown to have had a significant legitimizing or encouraging effect on the principal actor”, navnlig fordi klageren ikke indtog en overordnet stilling i forhold til dem, der udførte torturen, jf. herved jf. herved UNHCR’s Guidelines on International Protection: Application of the Exclusion Clauses: Article 1 F of the 1951 Convention relating to the Status of Refugees, pkt. 53. Selvom det således måtte lægges til grund, at klageren til samtalen i [sommeren] 2018 fremkom med nye oplysninger, finder flertallet herefter, at disse ikke ville have udelukket ham fra at opnå opholdstilladelse, hvis udlændingemyndighederne havde været bekendt med dem på tidspunktet for opholdstilladelsen meddelt i [vinteren] 2015. Flygtningenævnet finder endvidere i lighed med Udlændingestyrelsen og af de grunde, der er anført i afgørelsen, at der ikke er grundlag for at inddrage klagerens opholdstilladelse med den begrundelse, at den skulle være opnået ved svig eller som følge af en relation til Islamisk Stat. Der er herefter ikke er grundlag for at inddrage klagerens opholdstilladelse. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse […], således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” stat/2020/32/SELS

stat202031

Nævnet stadfæstede i august 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsløs palæstinenser. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er statsløs palæstinenser og muslim fra Badawi-lejren i Libanon. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter Fateh og ikke ønsker at rejse tilbage til Libanon. Ansøgeren har endvidere henvist til de generelle forhold i Badawi-lejren. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at hun har søgt asyl, fordi hun har fået afslag på familiesammenføring. Ansøgeren har ikke nogen i Libanon og ønsker at blive i Danmark med sin ægtefælle og deres døtre. Ansøgerens ene datter er syg og modtager behandling. Ansøgeren har ingen konflikter i Libanon, men der er kaos i Badawi-lejren og der er mangel på både mad, vand, elektricitet og lægehjælp. Endvidere er der en person i ansøgerens familie, der havde relation til Fateh, da ansøgeren var lille. Ansøgeren er derfor bange for dem, da de er aktive i Badawi-lejren. Ansøgeren har til oplysnings- og motivsamtalen [en nærmere angiven dato i vinteren] 2019 forklaret, at hun inden udrejsen boede Badawi-lejren i Libanon. Ansøgeren har videre forklaret, at hun har modtaget hjælp fra UNRWA. Forklaringen støttes af, at ansøgeren ifølge sin forklaring har boet i lejren alene, efter hun [i sommeren] 2009 indgik ægteskab og i [foråret] 2013 fødte en datter, frem til udrejsen i 2014. På denne baggrund lægger Flygtningenævnet til grund, at ansøgeren fortsat er omfattet af UNRWA’s beskyttelse. Den omstændighed, at UNRWA den [en nærmere angiven dato i vinteren] 2019 har erklæret, at registreringen af ansøgerens forældre alene omfatter en af ansøgerens søskende, kan ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet bemærker, at en statsløs palæstinenser fra UNRWA mandat-området, der som ansøgeren har haft adgang til UNRWA-beskyttelse eller -bistand, og som søger om asyl, som udgangspunkt skal anses for udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 1. pkt., medmindre den pågældende opfylder de betingelser, der er angivet af EU-Domstolen, herunder i præmis 86 i dom af 25. juli 2018 (Al-heto), hvori anføres, ”at den pågældende palæstinenser befinder sig i en personlig usikkerhedstilstand, og at det er umuligt for UNRWA, hvis beskyttelse den berørte har påberåbt sig, at sikre den pågældende levevilkår, som er i overensstemmelse med organets opgave, hvorved denne palæstinenser på grund af omstændigheder, der ikke er udtryk for vedkommendes vilje, således tvinges til at forlade UNRWA ́s operationsområde.” Dette indebærer, at en statsløs palæstinenser fra mandat-området, der har haft adgang til UNRWA beskyttelse eller bistand, og som frivilligt har forladt området, er udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen. Har den pågældende derimod været tvunget til at forlade området, eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage, vil vedkommende automatisk være omfattet af Flygtningekonventionen. Ved vurderingen af om ansøgeren er afskåret fra at vende tilbage til Badawi-lejren lægger Flygtningenævnet – ligesom Udlændingestyrelsen – til grund, at ansøgeren frivilligt forlod Badawi-lejren, og nævnet finder ikke, at hun har sandsynliggjort, at hun er afskåret fra at vende tilbage til mandat-området. Flygtningenævnet kan således ikke lægge til grund, at ansøgeren har en voldsom konflikt med sin bror [A]. Nævnet lægger herved vægt på, at forklaringen om konflikten med broren i anledning af et skænderi med brorens kæreste først er fremkommet i ansøgerens advokats indlæg for nævnet, og at forklaringen om konflikten i anledningen af morens smykker først er fremkommet for nævnet. Ansøgeren har således hverken i asylansøgningsskemaet eller til oplysnings- og motivsamtalen forklaret herom. Ansøgeren har ikke oplyst om en konflikt med broren, da hun i ansøgningsskemaet beskrev, hvad hun frygter ved en tilbagevenden. Til oplysnings- og motivsamtalen forklarede ansøgeren alene om en frygt for Fateh og oplyste, at hun ikke havde konflikter med private personer i Libanon. Dette til trods for, at ansøgeren for nævnet har forklaret, at det var konflikten med broren, der var værst. Det omstændighed, at ansøgeren har afspillet en lydfil, hvor en mand på arabisk har indtalt en truende besked kan ikke føre til en anden vurdering. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren angiveligt modtog beskeden i 2017, og således kunne forventes at have oplyst herom i ansøgningsskemaet eller til oplysnings- og motivsamtalen. Det forhold, at ansøgeren har forklaret, at hun frygter Fateh i Badawi-lejren kan ikke føre til en anden vurdering. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren har forklaret, at Fateh aldrig har kontaktet hende, truet hende eller forsøgt at tvangsrekruttere hende. Flygtningenævnet vurderer herefter, at ansøgeren ikke vil befinde sig i en alvorlig personlighedsmæssig usikkerhedstilstand ved en tilbagevenden til Badawi-lejren i Libanon, og at det ikke er umuligt for UNRWA at sikre ansøgeren levevilkår, som er i overensstemmelse med den opgave, som UNRWA er ansvarlig for. Heller ikke ansøgerens status af enlig kvinde kan føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet bemærker herved, at nævnet ikke har kunnet lægge ansøgerens forklaring om sin konflikt med broren [A] til grund. Endvidere har ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen den [en nærmere angiven dato i vinteren] 2019 har forklaret, at hun har fire brødre og en søster, som bor Badawi-lejren. På denne baggrund og i øvrigt at de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen, tiltræder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke er afskåret fra at tage tilbage til Libanon, hvor det lægges til grund, at hun har adgang til UNRWA-beskyttelse eller bistand. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Stat/2020/31/malc

sril20201

Nævnet stadfæstede i februar 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig stats-borger samt to børn fra Sri Lanka. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tamil og hindu af trosretning fra byen [X], Sri Lanka. Ansøgeren har deltaget i tre demonstrationer imod den srilankanske regering og det srilankanske militær i perioden 2004 til 2005. Derudover har ansøgeren hjulpet sårede medlemmer af LTTE i 2009. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive slået ihjel af de srilankanske myndigheder, fordi hun og hendes ægtefælle har ydet bistand til sårede medlemmer af LTTE i 2009. Derudover frygter ansøge-ren indbyggerne i sin landsby, fordi indbyggerne har angivet ansøgeren og ansøgerens ægtefælle til de srilankanske myndigheder. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hun adskillige gange er blevet afhørt af myndighederne i perioden 2015 til 2017. Ansøgeren har forklaret diverge-rende om centrale dele af sit asylmotiv. Ansøgeren har til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at hun første gang blev truet med en kniv af myndighedspersoner i [begyndelsen af] 2017, mens hun til asylsamtalen har forklaret, at dette skete allerede under den første afhøring i [foråret eller som-meren] 2015 og under nævnsmødet, at det skete til den sidste afhøring i [foråret] 2017 men også under andre afhøringer. Ansøgeren har under asylsamtalen forklaret, at hun boede hos sin ægtefæl-les ven, mens de planlagde udrejsen til Danmark, mens hun under nævnsmødet har forklaret, at hun i den periode boede hos sin mor i den periode, ligesom ansøgeren under nævnsmødet har forklaret, at hun og ægtefællen hver gang blev afhørt hver for sig, mens hun til asylsamtalen har forklaret, at hun og ægtefællen blev afhørt hver for sig, undtagen den første afhøring. Videre har ansøgeren til de tyske myndigheder forklaret, at hun under afhøringerne ligeledes blev udsat for seksuelle kræn-kelser, hvilket hun har fragået under den danske asylbehandling. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren rolle i forhold til LTTE bestod i at give de sårede mad og te samt hente ban-dager. Da ansøgeren således har haft en yderst begrænset rolle i konflikten, forekommer det usand-synligt, at myndighederne skulle interessere sig specifikt for ansøgeren i 2015, henset til at konflik-ten ophørte i 2009 og til, at ansøgeren og hendes familie forlod interneringslejren i 2010. Ansøgeren har forklaret, at også andre fra landsbyen blev afhørt af myndighederne, og ansøgeren blev efter sin egen forklaring afhørt 10-15 gange over en 2-årig periode, men blev hver gang løsladt samme dag, ligesom ansøgeren efter sin angivelige sidste afhøring ikke havde yderligere kontakt med myndig-hederne i en periode på 3 måneder frem til sin udrejse. Endelig har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgeren udrejste legalt på eget pas og først søgte asyl ca. 4 måneder efter sin indrejse i Europa. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Sri Lanka vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af ud-lændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” sril/2020/1/JAH

sril201913

Nævnet stadfæstede i november 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sri Lanka. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tamil og hindu fra [landsby], [by], Sri Lanka. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive anholdt af politiet, fordi politiet mistænker ansøgeren for at være medlem af en bande ved navn AVA. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i [foråret] 2016 overværede en slåskamp mellem nogle medlemmer af banden AVA, i hvilken forbindelse han fik blod på sig fra et sværd. Politiet troede, at ansøgeren havde deltaget i slåskampen, hvorfor han blev anholdt sammen med fire til fem andre bandemedlemmer og tilbageholdt i tre døgn. Ansøgeren blev efterfølgende tilbageholdt af politiet fem til seks gange i alt i et par dage af gangen og udsat for blandt andet forsøg på seksuelle overgreb og fysisk vold. I [foråret] 2017 besluttede ansøgeren i samråd med sin far at udrejse af Sri Lanka. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han har en konflikt med politiet i Sri Lanka, til grund, idet forklaringen fremstår utroværdig og forekommer konstrueret til lejligheden. Nævnet har herved indledningsvis lagt vægt på, at ansøgerens generelle troværdighed svækkes af, at han udrejste af Sri Lanka med sit eget pas og til politiet i forbindelse med ankomsten til Danmark [i foråret] 2017 oplyste, at han var på vej til Frankrig for at studere, ligesom han [i foråret] 2017 til politiet oplyste, at han ikke havde problemer med myndigheder i hjemlandet. Nævnet har herudover lagt vægt på, at ansøgeren under samtalerne med Udlændingestyrelsen har forklaret divergerende om centrale detaljer af den angivne konflikt med politiet i Sri Lanka. Han har således under sin oplysnings- og motivsamtale [i sommeren] 2017 forklaret, at to bandemedlemmer kom op at slås med sværd, mens han til asylsamtalen [i sommeren] 2018 har forklaret, at fem til seks personer denne dag kæmpede med sværd. Det kan ikke ændre ved denne vurdering, at ansøgeren foreholdt dette har rettet sin forklaring af [sommeren] 2017, således at det rettelig var to grupper, der kom op at slås, idet han har godkendt referatet af samtalen den [sommeren] 2017. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvornår og hvor mange gange han har været anholdt af politiet, ligesom han har forklaret divergerende om, hvad der skete under de forskellige anholdelser. Endvidere har ansøgeren forklaret udbyggende om, hvad han vidste om årsagen til sin anden anholdelse, idet han til samtalen [i sommeren] 2017 herom forklarede, at politiet ikke spurgte ham om noget eller sagde noget til ham, mens han til samtalen [i sommeren] 2018 forklarede, at han blev anholdt, fordi AVA-banden havde ødelagt en trehjulet motorcykel og nogle forretninger, ligesom en person var blevet dræbt, hvilket ansøgeren fik at vide i forbindelse med sin anden anholdelse. Endvidere har ansøgeren under nævnsmødet forklaret udbyggende om, at han under sin fjerde anholdelse også blev hængt op i benene med hovedet nedad. Hertil kommer, at ansøgeren under nævnsmødet har udbygget sit asylmotiv således at han nu også frygter AVA-banden, som han samtidig har oplyst, at han ingen relation har til, udover at han perifert kender til nogle bandemedlemmer. Efter en samlet vurdering tilsidesætter Flygtningenævnet herefter i det hele ansøgerens forklaring og finder det derfor ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Sri Lanka risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Sril/2019/13/TLNJ

soma202096

Nævnet stadfæstede i november 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia og hendes to medfølgende børn. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte:" Ansøgeren er etnisk Reer Xamar Shaanshi og muslim af trosretning fra [By], Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter sin ægtefælle, idet hun er flygtet fra ham. Ansøgeren har yderligere henvist til, at hun frygter, at hendes ægtefælle vil udøve vold mod ansøgeren eller slå ansøgeren ihjel. Ansøgeren har derudover henvist til, at hun frygter, at hendes ægtefælle vil omskære deres fælles datter. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hun blev tvunget til at leve illegalt med hendes ægtefælle i Danmark, og at ægtefællen har holdt ansøgeren indespærret på deres bopæl. Ansøgeren har oplyst, at hun i 2014 første gang forsøgte at flygte fra sin ægtefælle, men at han overtalte hende til at tage vende hjem til ham. Herefter blev hun holdt indespærret på deres bopæl. Ansøgeren flygtede endeligt fra sin ægtefælle i 2019 ved at kravle ud af et vindue. Herefter kørte hun til Sandholm i en taxa med hjælp fra en tilfældig somalisk person på gaden. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om konflikten med [Ægtefælle] til grund. Nævnet har herved blandt andet lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende, afglidende og undvigende, ligesom ansøgerens forklaring fremstår usandsynlig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet finder det påfaldende, at ansøgeren ikke kender hverken byen eller området, hvor hun har boet sammen med [Ægtefælle] fra 2013, til hun [sommeren] 2019 søgte asyl, og at hun ikke har nogle oplysninger om [Ægtefælle]. Desuden finder nævnet det usandsynligt, at ansøgeren har været indespærret på bopælen i ovennævnte periode, henset blandt andet til at hun har forklaret, at hun var i stand til at forlade bopælen [foråret] 2014, hvor hun gik ud ad hoveddøren og tog til Sandholm og søgte asyl, og at hun kravlede ud ad et vindue og tog til Sand-holm og søgte asyl [sommeren]. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgerens forklaring fremstår påfaldende henset til, at hun opgav falsk navn og fødedato, da hun i 2014 første gang søgte asyl. Ansøgeren har desuden afgivet divergerende forklaring om, hvem der hjalp hende med at komme til Sandholm [sommeren] 2019. Ansøgeren har til samtalen med Udlændingestyrelsen [efteråret] 2019 forklaret, at det var en mand, der hjalp hende, hvorimod hun til samtalen med Udlændingestyrelsen [efteråret] 2019 har forklaret, at det var en kvinde, der hjalp hende. Nævnet finder det desuden ikke sandsynliggjort, at ansøgeren er en enlig kvinde uden mandligt netværk i Somalia. Nævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har oplyst, at hun er vokset op hos sine bedsteforældre, som fortsat bor i Somalia, og at hendes morbror, som hun har haft et godt forhold til, også bor i Somalia. For så vidt angår ansøgerens frygt for, at hendes datter vil være i risiko for at blive tvangsmæssigt omskåret ved en tilbagevenden til Somalia, bemærker Flygtningenævnet, at myndighederne i Somalia har forbudt omskæring, og at al-Shaabab også er imod omskæring. Risikoen for omskæring beror således ikke på myndighederne eller andre magthavere, men på familiens og omgivelsernes forventninger og eventuelle pres. Ansøgeren er imod omskæring af datteren. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren må anses for en ressourcestærk person, og at hun har evnen og viljen til at modstå forventninger og eventuelt pres fra familien og det omgivende samfund. De generelle forhold i Somalia er ikke af en sådan karakter, at det kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder herefter og efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun og hendes to børn ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse." Soma/2020/96/MSI

soma202093

ævnet stadfæstede i november 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2012.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Udlændingestyrelsen har i afgørelsen fra [sommeren] 2020 vurderet, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Klageren er etnisk somali, medlem af Sharaaf-klanen og muslim fra [landsby] i regionen Galguduud, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har oprindeligt som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygtede, at hun ville blive opsøgt og slået ihjel af al-Shabaab. Til støtte for denne del af asylmotivet, har klageren oplyst, at hendes ægtefælle i 2008 blev slået ihjel på bopælen af fire maskerede mænd fra al-Shabaab. Klageren blev samtidigt selv ramt af skud i benet, hvilket har ført til, at en del af hendes ene ben er amputeret og erstattet med en protese. Drabet på ægtefællen var begrundet i, at han havde nægtet at rejse med til al-Shabaabs hovedkvarter og arbejde for dem som mekaniker. Samme dag som ægtefællen blev slået ihjel, konfronterede klageren forældrene til de fire gerningsmænd og sagde, at hun vidste, at det var deres sønner, der havde slået hendes ægtefælle ihjel. Senere samme aften blev klagerens hus beskudt. Derefter rejste klageren til [by], hvor hun opholdt sig i en uge, hvorefter hun udrejste til Etiopien. Til samtalen ved Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2020 har klageren yderligere henvist til, at hun frygter at blive stenet ihjel som følge af, at hun er smittet med HIV. Klageren har til støtte herfor forklaret, at hun ved, at flere kvinder i Somalia er blevet stenet ihjel, fordi de er smittet med HIV. Der er ingen i Somalia, der har kendskab til, at hun er HIV-positiv. Desuden har klageren forklaret, at hun ikke vil have adgang til den nødvendige medicin i Somalia. Klageren har videre henvist til, at hun frygter at blive slået ihjel af lokalbefolkningen, fordi hun, mens hun har opholdt sig udenfor Somalia, har født to børn uden for ægteskab med to forskellige mænd. Klageren ved ikke, om der er nogen i Somalia, som har kendskab til det, men er sikker på, at de vil finde ud af det, hvis hun skal rejse tilbage. Endelig har klageren henvist til, at hun er en enlig kvinde uden nogen form for netværk, idet hendes 7 børn befinder sig i henholdsvis Danmark og Etiopien, mens hendes mor og søskende befinder sig i forskellige europæiske lande, hvor de har fået opholdstilladelse.Flygtningenævnet har ved vurderingen af det oprindelige asylmotiv taget hensyn til, at klageren i det væsentlige er uden uddannelse, og at hændelserne, der førte til flugten, fandt sted i 2008. Flygtningenævnet kan på trods heraf ikke lægge klagerens forklaring om det oprindelige asylmotiv til grund, idet hun har forklaret divergerende og udbyggende på en række centrale punkter, hvorfor forklaringen i det hele fremstår som konstrueret til lejligheden. Klageren har således forklaret divergerende med hensyn til, om det var 4 eller 6 personer fra al-Shabaab, som opsøgte ægtefællen, og om drabet foregik inde i huset eller udenfor. Hun har også forklaret divergerende med hensyn til, om det var ukendte personer, eller om hun kunne genkende gerningsmændene. Klageren har videre i § 31 samtalen [i sommeren] 2020 udbygget sin forklaring i forhold til tidligere med hensyn til, at der senere samme dag blev skudt mod hendes hus. Denne forklaring har hun til dels fraveget igen i forklaringen afgivet overfor advokaten, hvor hun har anført, at det med, at der blev skudt mod huset, er noget, hun har hørt. Flygtningenævnet finder på samme måde som Udlændingestyrelsen, at klageren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Somalia vil være en reel enlig kvinde uden netværk. Endelig har klageren født to børn udenfor ægteskab under opholdet i Europa, og det lægges til grund, at hun derfor ved en tilbagevenden af den grund vil være i risiko for at blive stigmatiseret og socialt udstødt eller udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Efter en samlet vurdering er det herefter sandsynliggjort, at klageren ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder derfor på samme måde som Udlændingestyrelsen, at udlændingelovens § 31, stk. 1, er til hinder for en tvangsmæssig udsendelse af klageren til Somalia. I henhold til udlændingelovens § 49a skal en afgørelse om, at udlændingen ikke kan udsendes, jf. § 31, tillige indeholde en afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det følger af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud efter § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter blandt andet §§ 22-24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, med mindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler herfor. Klageren har opholdt sig i Danmark siden 2012, har ikke haft arbejde eller taget en uddannelse og taler stort set ikke dansk. Ved Østre Landsrets dom af [efteråret] 2019 blev hun idømt fængsel i 1 år og 9 måneder for overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1, jf. til dels § 21, § 260, stk. 1 og § 266, idet voldsforholdene var begået mod hendes herboende 6 børn over en længere årrække. De 6 børn har siden 2018 været anbragt udenfor hjemmet uden samtykke, og klageren har kun samvær med de 2 yngste. Alle børnene har opnået selvstændig opholdstilladelse i Danmark. Efter en samlet og konkret vurdering af sagens forhold og karakteren og grovheden af de overtrædelser af straffeloven, klageren er dømt for at have begået, finder Flygtningenævnet ikke, at der foreligger sådanne særlige grunde, som medfører, at klageren skal gives opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, jf. § 10, stk. 3. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2020/93/NHA

soma202083

Nævnet stadfæstede i oktober 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2015.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk somali og muslim fra Qoryooley, Lower Shabelle, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerens forældre har som asylmotiv henvist til, at de på ansøgerens vegne frygter, at hun ved en tilbagevenden til Somalia vil blive omskåret. Ansøgerens forældre har som yderligere asylmotiv henvist til, at de på ansøgerens vegne frygter, at hun ved en tilbagevenden til Somalia vil blive tvangsgift. Ansøgerens far har til støtte herfor oplyst, at det er en tradition i Somalia at blive omskåret, og at ansøgeren derfor vil være uønsket og stigmatiseret, såfremt hun ikke bliver omskåret. Ansøgerens far har videre oplyst, at ansøgerens mormor går ind for omskæring, og at hun udfører omskæring af piger i deres lokalsamfund i Somalia. Ansøgerens mor har til støtte herfor oplyst, at det er en tradition i Somalia, at alle piger skal omskæres. Ansøgerens mor har videre henvist til, at hun navnlig frygter, at ansøgerens mormor vil omskære hende. Ansøgerens mor har endvidere henvist til, at det er ansøgerens mormor, som udfører omskæringer i deres landsby, og at hun går ind for omskæring af piger. Ansøgerens forældre, der begge har afgivet forklaring for Flygtningenævnet, fremstår som ressourcestærke og har begge erklæret, at de er modstandere af omskæring. Under henvisning til det foreliggende baggrundsmateriale og uanset ansøgerens mormor angiveligt udfører omskæring af piger, finder Flygtningenævnet på den baggrund, at det må antages, at ansøgerens forældre vil være i stand til at modstå et eventuelt pres fra familien og lokalbefolkningen, ligesom de vil være i stand til at beskytte hende mod omskæring. Som følge af det anførte, finder Flygtningenævnet, at betingelserne for at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2 ikke er opfyldt. Det forhold, at ansøgerens forældre frygter, at hun vil blive tvangsgift kan ikke føre til en anden vurdering, ligesom de generelle forhold i Somalia ikke i sig selv kan begrunde, at der meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2020/83/RILA

soma202082

Nævnet stadfæstede i oktober 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Født i Danmark i 2016.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk somali og muslim fra Qoryooley, Lower Shabelle, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerens forældre har som asylmotiv henvist til, at de på ansøgerens vegne frygter, at hun ved en tilbagevenden til Somalia vil blive omskåret. Ansøgerens forældre har som yderligere asylmotiv henvist til, at de på ansøgerens vegne frygter, at hun ved en tilbagevenden til Somalia vil blive tvangsgift. Ansøgerens far har til støtte herfor oplyst, at det er en tradition i Somalia at blive omskåret, og at ansøgeren derfor vil være uønsket og stigmatiseret, såfremt hun ikke bliver omskåret. Ansøgerens far har videre oplyst, at ansøgerens mormor går ind for omskæring, og at hun udfører omskæring af piger i deres lokalsamfund i Somalia. Ansøgerens mor har til støtte herfor oplyst, at det er en tradition i Somalia, at alle piger skal omskæres. Ansøgerens mor har videre henvist til, at hun navnlig frygter, at ansøgerens mormor vil omskære hende. Ansøgerens mor har endvidere henvist til, at det er ansøgerens mormor, som udfører omskæringer i deres landsby, og at hun går ind for omskæring af piger. Ansøgerens forældre, der begge har afgivet forklaring for Flygtningenævnet, fremstår som ressourcestærke og har begge erklæret, at de er modstandere af omskæring. Under henvisning til det foreliggende baggrundsmateriale og uanset ansøgerens mormor angiveligt udfører omskæring af piger, finder Flygtningenævnet på den baggrund, at det må antages, at ansøgerens forældre vil være i stand til at modstå et eventuelt pres fra familien og lokalbefolkningen, ligesom de vil være i stand til at beskytte hende mod omskæring. Som følge af det anførte, finder Flygtningenævnet, at betingelserne for at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2 ikke er opfyldt. Det forhold, at ansøgerens forældre frygter, at hun vil blive tvangsgift kan ikke føre til en anden vurdering, ligesom de generelle forhold i Somalia ikke i sig selv kan begrunde, at der meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2020/82/RILA

soma202081

Nævnet meddelte i oktober 2020 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk somali og sunni-muslim fra Qoryooley, Lower Shabelle, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab, fordi han af al-Shabaab er mistænkt for at være spion for myndighederne, og fordi han er udrejst af Qoryoley. Klageren har som yderligere asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive undertrykt som følge af sit klantilhørsforhold, og at han har mistet sit hus, sin familie og sine ejendele. Klageren har til støtte herfor oplyst, at al-Shabaab slog klagerens far ihjel, fordi al-Shabaab mente, at faderen havde videregivet oplysninger til regeringen. Klageren har videre oplyst, at al-Shabaab indkaldte ham til afhøring dagen efter, at al-Shabaab havde slået klagerens far ihjel, og at al-Shabaab efterfølgende tilbageholdt klageren i et døgn. Da klageren blev løsladt, oplyste al-Shabaab, at han ikke måtte forlade Qoryooley, idet det skulle undersøges, om han havde samarbejdet med sin far. Udlændingestyrelsen meddelte [i begyndelsen af] 2014 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på de på daværende tidspunkt foreliggende baggrundsoplysninger om menneskerettighedssituationen i Somalia, herunder at al-Shabaab fortsat havde indflydelse og kapacitet til at udføre målrettede angreb. Udlændingestyrelsen bemærkede i den sammenhæng, at det følger af Udlændingestyrelsen baggrundsoplysninger, herunder Landinfo, Temanotat Somalia: Nedre Shabelle, udgivet 18. oktober 2013, s. 15, at Qoryooley på tidspunktet for rapportens udgivelse fortsat var kontrolleret af al-Shabaab. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Flygtningenævnet kan ligesom Udlændingestyrelsen ikke lægge klagerens forklaring om konflikten med al-Shabaab til grund. Flygtningenævnet har ved vurderingen heraf blandt andet lagt vægt på, at klageren under asylsagens behandling har forklaret divergerende på helt centrale punkter. Klageren har således blandt andet forklaret divergerende om, hvorvidt han er blevet udsat for fysiske overgreb af al-Shabaab og om, hvorvidt han efter tilbageholdelsen blev opsøgt af personer fra al-Shabaab. Flygtningenævnet lægger derfor i overensstemmelse med Udlændingestyrelsen til grund, at klageren udrejste som følge af de generelle forhold i Somalia på det pågældende tidspunkt. Både klageren og hans hustru har erklæret at være modstandere af omskæring, og de har begge under deres forklaring for Flygtningenævnet fremstået ressourcestærke. Uanset klagerens svigermor angiveligt udfører omskæring af piger, finder Flygtningenævnet således, at klageren og hans hustru vil være i stand til at modstå et socialt pres for at lade deres døtre omskære. Flygtningenævnet finder endelig efter en samlet vurdering af de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder at Qoryooley er under AMISOMs kontrol, at situationen i klagerens hjemområde ikke længere er af en sådan karakter, at en udsendelse af klageren hertil på nuværende tidspunkt udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser. Det forhold, at klageren frygter at vende tilbage, fordi han ikke længere har familie, bopæl eller ejendele i Somalia kan ikke føre til en ændret vurdering. Det forhold, at klageren tilhører en minoritetsklan, er ikke i sig selv asylbegrundende. Den 1. marts 2019 trådte udlændingelovens § 19 a i kraft, hvorefter en opholdstilladelse efter § 7 skal inddrages – når betingelserne i § 19, stk. 1-3, er opfyldt – medmindre det vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Det må efter fortolkningsbidrag til lovændringen af 13. juni 2019 lægges til grund, at den nye bestemmelse i § 19 a ikke finder anvendelse i sager om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelser efter § 7, hvor ansøgning om forlængelse er indgivet før 1. juli 2019, idet der vedrørende disse sager således fortsat skal ske en vurdering efter den tidligere bestemmelse i udlændingelovens § 19, stk. 7, jf. dagældende lovbekendtgørelse nr. 1117 af 2. oktober 2017, jf. § 26, stk. 1, om, hvorvidt en udvisning må antages at virke særlig belastende. Klageren er født og opvokset i Somalia og boede der til sin udrejse, hvor han var ca. 27 år gammel. Klageren har opholdt sig i Danmark siden [sommeren] 2013. Han taler godt dansk og har bestået prøve i Dansk 2 i [slutningen af] 2017. Han har taget uddannelsen som buschauffør, som han påbegyndte den [i begyndelsen af] 2017 og afsluttede ca. 6 måneder senere. Han har efter det oplyste haft fast ansættelse som chauffør hos Arriva siden slutningen af [sommeren] 2018, hvor han fortsat er ansat. Forud herfor har han efter det oplyste haft en løsere tilknytning til arbejdsmarkedet. Klageren har i 2015-2017 været valgt til [kommunes] dialogforum for integration. Klageren går endvidere til fodbold og har tætte relationer til en dansk familie. Klageren ældste datter, der er født [sommeren] 2013, har gået i daginstitution og skole, siden hun kom til Danmark i foråret 2015, og hans yngste datter, der er født [efteråret] 2016, har gået i daginstitution siden hun var 11 måneder gammel. Efter en samlet og konkret vurdering af klagerens personlige forhold finder Flygtningenævnet herefter, at det vil virke særlig belastende for klageren at nægte at forlænge hans opholdstilladelse. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsen afgørelse af [dato] 2019, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” Soma/2020/81/RILA

soma20208

Nævnet stadfæstede i januar 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk somali og sunni muslim fra [en landsby i] Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Om ansøgerens mors asylmotiv, og det hun har henvist til støtte herfor, henvises til Flygtningenævnet afgørelse i hendes sag af samme dato. Ansøgeren har som asylmotiv oplyst, at han frygter al-Shabaab. Han har til støtte herfor oplyst, at han ikke kan huske, om han har oplevet problemer med al-Shabaab dengang han boede i Somalia. Han har endvidere oplyst, at han engang er blevet udsat for røveri af nogle lokale unge drenge, hvor han blev truet på livet, hvis han ikke gav dem sine penge. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund, om end Flygtningenævnet finder det påfaldende, at ansøgeren og hans søskende, der har afgivet forklaring i Flygtningenævnet, ingen erindring har om tiden i Somalia. Flygtningenævnet kan som anført i ansøgerens mors sag, ikke lægge hendes forklaring om familiens konflikter med al-Shabaab og hendes ægtefælles klankonflikt til grund. Flygtningenævnet kan på den baggrund ikke lægge til grund, at ansøgeren har konkrete konflikter med al-Shabaab og klankonflikter. Flygtningenævnet har herudover lagt vægt på, at ansøgeren ikke har nogen erindring om tiden i Somalia og derfor ikke har oplyst om konkrete konflikter eller lignende med al-Shabaab. Flygtningenævnet finder, at de generelle forhold i Somalia, herunder i områder, der helt eller delvist er under al-Shabaabs kontrol, ikke i sig selv kan føre til, at der meddeles asyl. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2, ligesom der ikke er grundlag for at meddele ham opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2020/8/smla

soma202077

Nævnet meddelte i oktober 2020 opholdstilladelse B-status til en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte:”Klageren tilhører klanen [klan-navn] og er muslim fra [område], Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive efterstræbt af Al-Shabaab. Klageren har endvidere henvist til, at hun frygter, at hendes sønner vil blive tvangsrekrutteret af Al-Shabaab, og at hendes datter vil blive tvangsgift med et medlem fra Al-Shabaab. Klageren har yderligere henvist til, at hun frygter sin tidligere ægtefælle [navn]. Endelig har klageren henvist til, at hun frygter de generelle forhold og den usikre situation i Somalia, samt at der ikke er et fungerende sundhedssystem i landet. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hun frygter, at Al-Shabaab vil mistænke hende for at være spion, fordi hun vender tilbage fra udlandet, og derfor vil slå hende ihjel. Klageren har til støtte herfor videre oplyst, at hun frygter Al-Shabaab, fordi hun drev en restaurant for både mænd og kvinder. Al-Shabaab kom til restauranten og forbød klageren at servere for både mænd og kvinder. Anden gang Al-Shabaab kom til restauranten, var klagerens bror til stede. Klagerens bror skændtes med Al-Shabaab, hvorefter klagerens bror blev skudt. Al-Shabaab tog herefter klageren med til deres opholdssted med henblik på at henrette klageren den efterfølgende dag. Klageren blev tilbageholdt og flygtede om aftenen samme dag. Klageren flygtede herefter til Syrien, videre til Tyrkiet, hvorfra hun tog til Grækenland. Efter næsten to år i Grækenland, rejste klageren til Danmark. Klageren har endvidere oplyst, at hun har hørt i radioen, at Al-Shabaab har taget personer, og at hun har ansvaret for sine børn. Klageren har yderligere oplyst, at hendes tidligere ægtefælle [navn] har truet med at slå hende ihjel på grund af deres skilsmisse. Klageren har endeligt, oplyst, at hun frygter Al-Shabaab, fordi hun vender tilbage fra udlandet, og at hun derfor vil blive mistænkt for at være spion. Udlændingestyrelsen meddelte [i vinteren] 2014 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Udlændingestyrelsen fandt, at uanset, at klagerens forklaring på en række punkter var påfaldende, kunne styrelsen ikke afvise, at klageren ved en tilbagevenden til Somalia ville være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, henset til foreliggende baggrundsoplysninger. [I foråret] 2019 trådte udlændingelovens § 19 a i kraft, hvorefter en opholdstilladelse efter § 7 skal inddrages – når betingelserne i § 19, stk. 1, nr. 1, er opfyldt – medmindre det vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Det må efter forarbejderne til lovændringen (lovforslag nr. L 140 af 15. januar 2019) lægges til grund, at den nye bestemmelse i § 19 a ikke finder anvendelse i sager, som Udlændingestyrelsen har indledt forud for lovens ikrafttræden, idet der vedrørende disse sager således fortsat skal ske en vurdering efter den tidligere bestemmelse i udlændingelovens § 19, stk. 7, jf. dagældende lovbekendtgørelse nr. 1117 af 2. oktober 2017, jf. § 26, stk. 1, om, hvorvidt en udvisning må antages at virke særlig belastende. Indledningsvis bemærkes, at Udlændingestyrelsen i forbindelse med tilladelsesresolutionen [fra vinteren] 2014 har noteret, at klagerens forklaring på en række punkter var påfaldende, men at Udlændingestyrelsen ikke kunne afvise, at hun ved en tilbagevenden til Somalia ville være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. På denne baggrund meddeltes der klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. I afgørelsen [fra vinteren 2018] og den efterfølgende afgørelse [fra vinteren] 2019 anfører Udlændingestyrelsen, at man ikke længere kan lægge klagerens forklaring til grund. Der er i begge tilfælde henvist til hendes forklaring ved samtale [i efteråret] 2017. Flygtningenævnet bemærker, at Udlændingestyrelsen under disse omstændigheder har bevisbyrden for, at klageres oprindelige forklaring ikke kan lægges til grund. Flygtningenævnet kan tiltræde, at der er en række divergenser i klagerens forklaringer, herunder om spørgsmål der ikke er uvæsentlige for hendes asylmotiv. Henset til sagens tidsmæssige forløb og omstændighederne i øvrigt finder Flygtningenævnet imidlertid ikke, at disse uoverensstemmelser er af en sådan karakter, at der er grundlag for nu at tilsidesætte klagerens forklaring. Spørgsmålet er herefter, om klageren aktuelt ved en tilbagevenden til [område] vil være i fare for asylbegrundende forfølgelse. [Område] er efter det oplyste nu under kontrol af AMISOM. Det kan herefter ikke antages, at klageren alene ved sin tilstedeværelse i [område] vil være i risiko for forfølgelse. Det fremgår endvidere af baggrundsoplysningerne, at Al-Shabaab i de senere år overvejende har rettet deres angreb mod højtprofilerede personer, herunder indenfor politik og militær. Klageren må omvendt efter ni års fravær anses for at være helt uprofileret i forhold til Al-Shabaab. Flygtningenævnet lægger herefter til grund, at klageren isoleret set må antages at kunne rejse tilbage og tage ophold i [område]. Flygtningenævnet finder endvidere ikke, at klagerens angivelige frygt for hendes tidligere ægtefælle kan tillægges betydning. Det bemærkes, at han efter det oplyste ikke opholder sig i Somalia. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at han nødvendigvis, såfremt hun vender tilbage til Somalia, vil blive bekendt hermed. Flygtningenævnets flertal finder imidlertid, at det må lægges til grund, at klageren ved en tilbagevenden til Somalia vil være en enlig kvinde uden mulighed for at opnå beskyttelse hos et mandligt netværk. Det kan, henset til hendes og hendes børns langvarige ophold i Danmark, ikke antages, at hun alene i kraft af sin 22-årige søn ville have et sådant netværk. Flygtningenævnets flertal finder herefter, at klageren ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Der er enighed om at betingelserne for meddelelse af opholdstilladelse i udlændingelovens § 7, stk. 1, ikke er opfyldt. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsen afgørelse af 11. december 2019, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” Soma/2020/77/ACA

soma202075

Nævnet stadfæstede i oktober 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk somali og fra [område], Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at vende tilbage til Somalia, fordi der er krig, og han er bange for Al-Shabaab. Ansøgerens mor har som asylmotiv henvist til, at hun på vegne af sin søn frygter, at han vil blive tvangsrekrutteret til Al-Shabaab. Ansøgerens mor har til støtte herfor oplyst, at ansøgeren har en alder, hvor det er nemt for Al-Shabaab at få den aldersgruppe til at gøre hvad som helst, og at hun er bange for, at Al-Shabaab vil hjernevaske ansøgeren. Ansøgerens mor har endvidere oplyst, at ansøgeren ikke har en far eller mandligt familiemedlem, hvilket gør, at han er i stor risiko for tvangsrekruttering. Hun har videre oplyst, at der ikke er fred i Somalia, og at der er farligt. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren der er 17 år gammel, må anses for at være helt uprofileret i forhold til Al-Shabaab. Ansøgeren har ikke været i Somalia i en længere årrække. Ansøgerens frygt for, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil blive søgt tvangsrekrutteret af Al-Shabaab, beror således overvejende på hans egne formodninger. På den baggrund lægges til grund, at han ikke ved en tilbagevenden til Somalia er i fare for at blive udsat for asylbegrundende forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1 og stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2020/75/ACA

soma20207

Nævnet stadfæstede i januar 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk somali og muslim fra [en landsby i] Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel eller tvangsrekrutteret af al-Shabaab. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at der er krig og konflikter i hans hjemområde, og at al-Shabaab rekrutterer folk eller slår dem ihjel. Han har også oplyst, at han på de sociale medier har set, hvordan al-Shabaab behandler folk. Ansøgeren har aldrig selv talt med eller haft noget at gøre med al-Shabaab. Ansøgeren har videre oplyst, at han ikke kan huske at have set sin mor, og han ved ikke, om hun er i live. I Somalia boede han først hos sin mormor, men han flyttede hjem til sin stedmor, efter hun døde. Ansøgerens far er forsvundet, og han ved ikke, hvor han er. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund, om end Flygtningenævnet finder det påfaldende, at ansøgeren og hans søskende, der har afgivet forklaring i Flygtningenævnet, ingen erindring har om tiden i Somalia.Flygtningenævnet kan som anført i ansøgerens mors sag, ikke lægge hendes forklaring om familiens konflikter med al-Shabaab og hendes ægtefælles klankonflikt til grund. Flygtningenævnet kan på den baggrund ikke lægge til grund, at ansøgeren har konkrete konflikter med al-Shabaab og klankonflikter. Flygtningenævnet har herudover lagt vægt på, at ansøgeren ikke har nogen erindring om tiden i Somalia og derfor ikke har oplyst om konkrete konflikter eller lignende med al-Shabaab. Flygtningenævnet finder, at de generelle forhold i Somalia, herunder i områder, der helt eller delvist er under al-Shabaabs kontrol, ikke i sig selv kan føre til, at der meddeles asyl. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2, ligesom der ikke er grundlag for at meddele ham opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2020/7/smla

soma202066

Nævnet stadfæstede i september 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse en kvindelig statsborger fra Somalia. Ansøgeren er mindreårig. Født i Danmark i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er somalisk statsborger og etnisk somali. Ansøgerens forældre er fra Bula Cale, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerens forældre har som asylmotiv henvist til, at ansøgeren risikerer tvangsomskæring i Somalia. Ansøgerens forældre har videre henvist til, at ansøgeren risikerer at blive tvangsgift væk af sine onkler, når hun bliver ældre. Ansøgerens mor har til støtte herfor oplyst, at hun synes, at omskæring er et problem. Hun er selv omskåret, og hun frygter derfor, at hendes mor, mormor og moster vil tvangsomskære ansøgeren. De bliver nødt til at gøre det, fordi det er en del af skikken i Somalia. Ansøgerens mor har videre oplyst, at hun og faren ikke kan modsætte sig dette, idet familien kan gøre det uden deres viden. Ansøgerens far har til støtte herfor oplyst, at han frygter, at ansøgeren vil blive tvangsomskåret af sin farmor, mormor og mormors mor. Ansøgerens far er imod omskæring, men både farens og morens familie er store tilhængere af omskæring, og de vil kunne omskære ansøgeren, når forældrene ikke lige er opmærksomme på hende. Ansøgerens far har videre oplyst, at hans far er tvangsgift med hans mor, og at det er en del af somalisk kultur, at piger bliver tvangsgift, når de er omkring 14 til 16 år. For så vidt angår frygten for, at ansøgeren skulle blive omskåret ved en tilbagevenden til Somalia, bemærker Flygtningenævnet, at myndighederne i Somalia har forbudt omskæring, og at al-Shabaab også er imod omskæring. Risikoen for omskæring beror således ikke på myndighederne eller andre magthavere, men på familiens og omgivelsernes forventninger og eventuelle pres. Ansøgerens forældre er begge imod omskæring og har forklaret, at de vil modsætte sig omskæring af hende. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forældre må anses for ressourcestærke personer, som vil være i stand til at modstå forventninger og eventuelt pres fra familien og det omgivende samfund. Flygtningenævnet finder således, at der ikke er en reel risiko for, at ansøgeren udsættes for omskæring ved en tilbagevenden til Somalia, og at der ikke er nogen velbegrundet frygt herfor. Flygtningenævnet finder endvidere, at det forhold, at ansøgerens forældre frygter, at hun vil blive tvangsgift, når hun bliver ældre, ikke kan føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det alene beror på ansøgerens forældres egen formodning. Flygtningenævnet finder på baggrund af de foreliggende baggrundsoplysninger, at situationen i Buulale i Galgaduud-provinsen, hvor ansøgeren kommer fra, er ændret således, at ikke enhver ved sin blotte tilstedeværelse vil være i risiko for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Forholdene er – om end de fortsat er skrøbelige og uforudsigelige – forbedrede, og ændringerne findes ikke at være af helt midlertidig karakter. Ved vurderingen heraf er det lagt til grund, at ansøgerens hjemområde er kontrolleret af al-Shabaab. Ophold i al-Shabaab kontrollerede områder er dog ikke tilstrækkelig til opnåelse af asyl for personer, der er uprofilerede uden individuelle konflikter med al-Shabaab. Flygtningenævnet har herudover lagt vægt på, at al-Shabaabs måde at operere på generelt har ændret sig fra at være vilkårlige angreb mod civilbefolkningen til at være målrettede angreb mod profilerede personer, ligesom det er indgået i vurderingen, at disse angreb ikke foretages i områder, hvor al-Shabaab de facto har kontrollen. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at en udsendelse af ansøgeren til Somalia, herunder til ansøgerens hjemområde, ikke længere udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Flygtningenævnet finder herefter, at det ikke kan antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Somalia risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2020/66/MME

soma202065

Nævnet stadfæstede i september 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er fra Hawiye-klanen, sunni muslim og fra Buulale i Galgaduud-provinsen, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive dræbt, idet han er efterstræbt af al-Shabaab, samt familiemedlemmerne til to personer, som klageren påkørte i et færdselsuheld. Klageren har videre henvist til, at han frygter, at hans døtre ved en tilbagevenden vil blive tvangsomskåret og tvangsgift. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han den 21. marts 2009 blev opsøgt af al-Shabaab, som krævede, at han tilsluttede sig al-Shabaab. Klageren nægtede. Da han to dage senere kørte gennem landsbyen Hamur, blev han beskudt af al-Shabaab. Klageren blev såret under skudepisoden, og han mistede kontrollen over bilen og påkørte et lokalt samlingssted, hvorved han ramte to personer. Som følge af ulykken afgik den ene person ved døden, mens den anden mistede førligheden. Efter ulykken tog klageren til Kenya, hvor han modtog behandling for sit skudsår. Den 5. april 2012 vendte klageren tilbage til Somalia. Kort tid efter blev han opsøgt af familierne til ofrene for trafikulykken, som krævede et større beløb i blodpenge. Klageren valgte herefter at udrejse fra Somalia. Udlændingestyrelsen meddelte 26. februar 2014 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder, at klagerens forklaring om konflikterne med al-Shabaab og familierne til de personer, der blev henholdsvis dræbt og såret, bærer præg af ikke at være selvoplevede. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at klageren har forklaret divergerende om, hvor mange gange han blev kontaktet af al-Shabaab, hvordan og hvor de kontaktede ham, hvad de ville have, at han skulle gøre for dem, og om de beskyldte ham for at være medlem af Ehl Sunna eller ej. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at klageren har forklaret divergerende om, hvor mange dage han var indlagt på hospitalet efter skudepisoden, og hvor mange steder han derefter opholdt sig, inden han udrejste af Somalia. For så vidt angår frygten for, at klagerens døtre skulle blive omskåret ved en tilbagevenden til Somalia, bemærker Flygtningenævnet, at myndighederne i Somalia har forbudt omskæring, og at al-Shabaab også er imod omskæring. Risikoen for omskæring beror således ikke på myndighederne eller andre magthavere, men på familiens og omgivelsernes forventninger og eventuelle pres. Klageren og hans ægtefælle er begge imod omskæring og har forklaret, at de vil modsætte sig omskæring af døtrene. Flygtningenævnet finder, at klageren og hans ægtefælle må anses for ressourcestærke personer, som vil være i stand til at modstå forventninger og eventuelt pres fra familien og det omgivende samfund. Flygtningenævnet finder således, at der ikke er en reel risiko for, at klagerens døtre udsættes for omskæring ved en tilbagevenden til Somalia, og at der ikke er nogen velbegrundet frygt herfor. Flygtningenævnet finder endvidere, at det forhold, at klageren frygter, at hans døtre vil blive tvangsgift, når de bliver ældre, ikke kan føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det alene beror på klagerens egen formodning. Flygtningenævnet finder herefter, at det ikke kan antages, at klageren ved en tilbagevenden til Somalia risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder på baggrund af de foreliggende baggrundsoplysninger, at situationen i Buulale i Galgaduud-provinsen, hvor klageren kommer fra, er ændret således, at ikke enhver ved sin blotte tilstedeværelse vil være i risiko for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Forholdene er – om end de fortsat er skrøbelige og uforudsigelige – forbedrede, og ændringerne findes ikke at være af helt midlertidig karakter. Betingelserne for at inddrage opholdstilladelsen efter udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, er således opfyldt. Ved vurderingen heraf er det lagt til grund, at klagerens hjemområde er kontrolleret af al-Shabaab. Ophold i al-Shabaab kontrollerede områder er dog ikke tilstrækkelig til opnåelse af asyl for personer, der er uprofilerede uden individuelle konflikter med al-Shabaab. Flygtningenævnet har herudover lagt vægt på, at al-Shabaabs måde at operere på generelt har ændret sig fra at være vilkårlige angreb mod civilbefolkningen til at være målrettede angreb mod profilerede personer, ligesom det er indgået i vurderingen, at disse angreb ikke foretages i områder, hvor al-Shabaab de facto har kontrollen. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at en udsendelse af klageren til Somalia, herunder til klagerens hjemområde, ikke længere udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Den 1. marts 2019 trådte udlændingelovens § 19 a i kraft, hvorefter en opholdstilladelse efter § 7 skal inddrages – når betingelserne i § 19, stk. 1, nr. 1, er opfyldt – medmindre det vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Det må efter fortolkningsbidrag til lovændringen af 13. juni 2019 lægges til grund, at den nye bestemmelse i § 19 a ikke finder anvendelse i sager om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelser efter § 7, hvor ansøgning om forlængelse er indgivet før 1. juli 2019, idet der vedrørende disse sager således fortsat skal ske en vurdering efter den tidligere bestemmelse i udlændingelovens § 19, stk. 7, jf. dagældende lovbekendtgørelse nr. 1117 af 2. oktober 2017, jf. § 26, stk. 1, om, hvorvidt en udvisning må antages at virke særlig belastende. Klageren, der nu er 43 år, er født og opvokset i Somalia, hvor han også er statsborger. Han kom til Danmark i februar 2013 og fik opholdstilladelse i februar 2014. Klageren har således haft lovligt ophold i Danmark i ca. 6½ år. Klageren har bestået Prøve i Dansk 1. Klageren har haft arbejde i perioden fra marts 2017 til april 2019. Klageren har ikke helbredsmæssige problemer bortset fra vandladningsbesvær. Klageren har bortset fra sin ægtefælle og børn ingen familie i Danmark. Klageren har både nær og fjern familie i Somalia. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at klageren ikke har en sådan tilknytning til Danmark, at det vil være særligt belastende for ham at nægte at forlænge hans opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2020/65/MME

soma202064

Nævnet stadfæstede i september og 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk somali og sunni-muslim fra Lower Shabelle, Somalia. Klageren tilhører klanen Dir. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som oprindeligt asylmotiv henvist til, at han flygtede fra al-Shabaab, fordi de forsøgte at tvangsrekruttere klageren. Til støtte herfor har klageren oplyst, at han i [starten af] 2014 blev opsøgt af to medlemmer af al-Shabaab, som ønskede at rekruttere klageren. Klageren nægtede dette, og lederen af gruppen gav da klageren 24 timer til at acceptere tilbuddet. Dagen efter blev klageren igen opsøgt af al-Shabaab, der beordrede, at klageren skulle deltage i militsens arbejde, herunder udføre drab. Klageren nægtede dette, og han blev derfor fængslet i 20 dage. [I foråret 2014] lykkedes det klageren med hjælp fra sin søster at flygte fra Somalia. Klageren har videre henvist til, at han er flygtet, fordi han frygter at blive slået ihjel af medlemmer af klanen Habar Gidir. Til støtte herfor har klageren oplyst, at hans far grundet en jordkonflikt blev slået ihjel i 2012 af medlemmer af klanen. Udlændingestyrelsen meddelte [i efteråret] 2015 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Udlændingestyrelsen meddelte klageren afslag på beskyttelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, idet de tilsidesatte klagerens forklaring om al-Shabaab, og bemærkede at det forhold, at klageren frygtede at blive slået ihjel af medlemmer af klanen Habar Gidir, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Den 1. marts 2019 trådte udlændingelovens § 19 a i kraft, hvorefter en opholdstilladelse efter § 7 skal inddrages – når betingelserne i § 19, stk. 1, nr. 1, er opfyldt – medmindre det vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Det må efter fortolkningsbidrag til lovændringen af 13. juni 2019 lægges til grund, at den nye bestemmelse i § 19 a ikke finder anvendelse i sager om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelser efter § 7, hvor ansøgning om forlængelse er indgivet før 1. juli 2019, og der skal i disse sager således fortsat ske en vurdering efter den tidligere bestemmelse i udlændingelovens § 19, stk. 7, jf. dagældende lovbekendtgørelse nr. 1117 af 2. oktober 2017, jf. § 26, stk. 1, om, hvorvidt en udvisning må antages at virke særlig belastende. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet klageren på væsentlige punkter har forklaret divergerende, ligesom forklaringen under nævnsmødet er forekommet udetaljeret og ikke selvoplevet. Klageren har således til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han [i vinteren] 2014 blev opsøgt af to unge mennesker i civilt tøj, der var medlemmer af al-Shabaab. Til asylsamtalen forklarede han derimod, at de to mænd var klædt i en form for militæruniform. Til oplysnings- og motivsamtalen forklarede klageren videre, at lederen af al-Shabaab beordrede klageren til at samarbejde med og være medlem af al-Shabaab, og at det ville få konsekvenser, hvis klageren ikke accepterede ordren. Til asylsamtalen forklarede klageren derimod, at lederen ikke truede ham med noget, men bare sagde, at han havde 24 timer til at tænke over det i. Til oplysnings- og motivsamtalen forklarede klageren videre, at de samme unge mennesker som sidste gang kom hjem til klageren efter de 24 timer og sagde, at han skulle komme med. Til asylsamtalen forklarede klageren derimod, at det var nogle andre mænd, der opsøgte hans bopæl end dem, der var der sidst. Klageren har videre til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han efter 20 dage i fængslet blev nødt til at følge al-Shabaabs ordre om at samarbejde med dem, mens han til asylsamtalen forklarede, at han sad fængslet i omkring en måned. På mødet i Flygtningenævnet forklarede klageren, at han var fængslet i en måned og 20 dage. Klageren har herudover til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at hans søster afleverede pengene til hans flugt i hans madkasse, mens han til asylsamtalen forklarede, at søsteren afleverede pengene til chaufføren. Klageren har endelig til en afhøring [i efteråret] 2014 til Københavns Politi forklaret, at al-Shabaab havde hjernevasket hans bror fuldstændigt, og at han ikke ønskede dette, mens han på mødet i Flygtningenævnet forklarede, at han havde en bror, der dengang var lille og ikke interessant for al-Shabaab. Klageren har ikke givet en troværdig forklaring på disse divergenser, og nævnet har ved vurderingen af divergenserne i klagerens forklaring lagt vægt på, at der er tale om et enkelt forløb med få detaljer. På denne baggrund tilsidesætter Flygtningenævnet klagerens forklaring om sit asylmotiv som konstrueret og utroværdig. Det kan herefter ikke lægges til grund, at klageren var efterstræbt af al-Shabaab ved sin udrejse af Somalia, eller at han vil være profileret og efterstræbt af al-Shabaab ved en tilbagevenden til sit hjemområde.For så vidt angår klagerens asylmotiv i relation til klankonflikten finder nævnet ikke, at det kan føre til, at klageren meddeles opholdstilladelse og har herved lagt vægt på, at klageren ikke har oplevet konflikter med medlemmer af klanen Habar Gidir, og at det alene beror på hans formodning, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil blive anset som en trussel, fordi medlemmer af denne klan vil tro, at han vil tilbagetage farens jord. Flygtningenævnet finder på baggrund af de af Udlændingestyrelsen nævnte og foreliggende baggrundsoplysninger, at situationen i Jowla i Lower Shabelle, hvor klageren kommer fra, er ændret således, at ikke enhver ved sin blotte tilstedeværelse vil være i risiko for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Forholdene er – om end de fortsat er skrøbelige og uforudsigelige – forbedrede, og ændringerne findes ikke at være af helt midlertidig karakter. Betingelserne for at inddrage opholdstilladelsen efter udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, er således opfyldt. Ved vurderingen heraf er det lagt til grund, at klagerens hjemområde er kontrolleret af al-Shabaab. Ophold i al-Shabaab kontrollerede områder er dog ikke tilstrækkelig til opnåelse af asyl for personer, der er uprofilerede uden individuelle konflikter med al-Shabaab. Flygtningenævnet har herudover lagt vægt på, at al-Shabaabs måde at operere på generelt har ændret sig fra at være vilkårlige angreb mod civilbefolkningen til at være målrettede angreb mod profilerede personer, ligesom det er indgået i vurderingen, at disse angreb ikke foretages i områder, hvor al-Shabaab de facto har kontrollen. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at en udsendelse af klageren til Somalia, herunder til klagerens hjemområde, ikke længere udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Klageren, der nu er 27 år, er født og opvokset i Somalia, hvor han også er statsborger. Han kom til Danmark i [efteråret] 2014 og blev meddelt opholdstilladelse i [efteråret] 2015. Klageren har således haft lovligt ophold i Danmark i ca. 6 år og har bestået prøve i Dansk 2. Klageren har haft en begrænset tilknytning til arbejdsmarkedet, og klageren har ikke gennemført en erhvervsrettet eller videregående uddannelse. Klageren har ikke helbredsmæssige problemer og har ikke familie i Danmark, hvorimod han har familie i Somalia. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at klageren ikke har en sådan tilknytning til Danmark, at det vil være særligt belastende for ham at nægte at forlænge hans opholdstilladelse, jf. herved udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Det forhold, at klageren har et barn på 4 år, kan ikke føre til en ændret vurdering, da barnet er forsvundet sammen med sin mor og registreret udrejst af Danmark siden [starten af] 2017. Det forhold at klageren har opholdt sig en årrække i Vesten kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2020/64

soma202061

Nævnet stadfæstede i september 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Ansøgeren er mindreårig. Ansøgeren er født i Danmark i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk somali, tilhører klanen […] og sunni-muslim af trosretning og er født i Danmark. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerens forældre har som asylmotiv henvist til, at de på vegne af ansøgeren frygter, at ansøgeren vil blive omskåret. Ansøgerens forældre har endvidere som asylmotiv henvist til, at de på vegne af ansøgeren frygter, at ansøgeren vil blive kidnappet og diskrimineret, idet ansøgeren har været i Europa. Ansøgerens forældre har endvidere som asylmotiv henvist til de generelle forhold for kvinder i Somalia. Ansøgerens forældre har til støtte herfor oplyst, at de frygter, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Somalia, vil blive omskåret, idet familien tilhører en særlig social gruppe, som er potentielle ofre for kvindelig omskæring. Ansøgerens forældre har oplyst, at ansøgerens familie, naboer og samfundet vil presse ansøgerens forældre til at omskære ansøgeren. Såfremt ansøgerens forældre nægter at omskære ansøgeren, vil forældrene blive udskammet og kaldt for vantro af familie, naboer og samfundet. Ansøgerens mor har endvidere oplyst, at ansøgerens mormor blev tvunget til at omskære ansøgerens mor. Ansøgerens forældre har endvidere til støtte herfor oplyst, at familien er blevet eksponeret i de danske medier, da der findes en artikel og et videoindslag af familien på [et større dansk medie] hjemmeside. Ved en tilbagevenden til Somalia frygter ansøgerens forældre, at al-Shabaab vil opsøge familien og dermed også ansøgeren, da familien og ansøgeren derved vil have omgivet sig med de vantro, fordi familien under sit ophold i Danmark har omgivet sig med vantro. Ansøgerens forældre har til støtte herfor endvidere oplyst, at de på vegne af ansøgeren frygter, at ansøgeren vil blive undertrykt og diskrimineret ved en tilbagevenden til Somalia, idet ansøgeren tilhører mindretalsklanen […]. Ansøgerens forældre oplyste endvidere, at ansøgeren ikke kan tale somalisk, hvorfor ansøgeren ville have svært ved at klare sig i det somaliske samfund. Ansøgerens forældre har til støtte herfor slutteligt oplyst, at de på vegne af ansøgeren frygter, at ansøgeren vil blive kidnappet, idet ansøgeren har været Europa. Det beror på ansøgerens forældres egne formodninger, at ansøgeren vil være i risiko for at blive kidnappet ved en tilbagevenden til Somalia. Begge ansøgerens forældre har forklaret, at de er modstandere af omskæring. Ansøgerens far har ikke familie i Somalia, og ansøgerens forældres hjemområde er Mogadishu. Ansøgerens mor har familie, herunder to brødre, i Somalia. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgerens forældre, herunder ansøgerens mor, såfremt hun udrejser alene, vil være i stand til at modstå det sociale pres for at få ansøgeren omskåret. De generelle forhold i Mogadishu er ikke af en karakter, så dette i sig selv er asylbegrundende. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgeren ved en udrejse til Somalia ikke vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2020/61/HMU

soma202060

Nævnet stadfæstede i september 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Ansøgeren er mindreårig. Ansøgeren er født i Danmark i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk somali, tilhører klanen […] og muslim af trosretning og er født i Danmark. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerens forældre har som asylmotiv henvist til, at de på vegne af ansøgeren frygter, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Somalia, vil blive tvangsrekrutteret af al-Shabaab. Ansøgerens forældre har endvidere som asylmotiv henvist til, at de på vegne af ansøgeren frygter, at ansøgeren vil blive kidnappet og diskrimineret, idet ansøgeren har været i Europa. Ansøgerens forældre har til støtte herfor oplyst, at de ved en tilbagevenden til Somalia frygter, at deres søn vil blive tvangsrekrutteret af al-Shabaab, når ansøgeren bliver omkring 10 år gammel. Ansøgerens forældre har endvidere på vegne af ansøgeren forklaret, at familien er blevet eksponeret i de danske medier, da der findes en artikel og et videoindslag af familien på [et større dansk medie] hjemmeside. Ved en tilbagevenden til Somalia frygter ansøgerens forældre, at al-Shabaab vil opsøge familien og dermed også ansøgeren, fordi familien under sit ophold i Danmark har omgivet sig med vantro. Ansøgerens forældre har til støtte herfor endvidere oplyst, at de på vegne af ansøgeren frygter, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Somalia vil blive undertrykt, idet ansøgeren tilhører mindretalsklanen […]. Ansøgerens forældre oplyste endvidere, at ansøgeren ikke kan tale somalisk, hvorfor ansøgeren vil have svært ved at klare sig i det somaliske samfund. Ansøgerens forældre har til støtte herfor slutteligt oplyst, at de på vegne af ansøgeren frygter, at ansøgeren vil blive kidnappet, idet ansøgeren har været Europa. Det beror på ansøgerens forældres egne formodninger, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for at blive kidnappet eller tvangshvervet af al- Shabaab. Uanset ansøgerens forældre har optrådt i avisen og på de sociale medier i Danmark, kan familien ikke, henset til, at det er mange år siden, forældrene udrejste af Somalia, betragtes som særligt profilerede i forhold til al- Shabaab. De generelle forhold i forældrenes hjemområde, Mogadishu, er ikke af en sådan karakter, at dette i sig selv er asylbegrundende. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2020/60/HMU

soma20206

Nævnet stadfæstede i januar 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt to medfølgende børn fra Somalia. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etnisk somali og sunni muslimer fra [en landsby i], Somalia. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. [A1] har som asylmotiv henvist til, at hun frygter, at al-Shabaab vil slå hende ihjel, fordi hun er flygtet for at forhindre al-Shabaab i at rekruttere hendes sønner. Hun frygter ved en tilbagevenden til Somalia også, at al-Shabaab vil tvangsrekruttere hendes sønner eller slå dem ihjel. Hun har også henvist til, at hendes sønner vil blive slået ihjel som følge af en blodhævnskonflikt, som hendes ægtefælle har med en anden klan i Somalia. Hun frygter også de generelle forhold i Somalia, og at hun vil blive udsat for vold, voldtægt eller blive dræbt, fordi hun er enlig kvinde. Til støtte for sit asylmotiv har [A1] oplyst, at i 2013 blev hendes ægtefælle opsøgt af personer fra al-Shabaab, som ville rekruttere deres sønner. Hendes ægtefælle fik at vide, at han skulle tage deres sønner med til al-Shabaab, og hvis han ikke gjorde det, så ville de slå ham og deres sønner ihjel. Efter opsøgningen talte [A1] med sin ægtefælle om, at de blev nødt til at rejse ud af landet. Samme dag, som opsøgningen fandt sted, forlod hendes ægtefælle bopælen uden at fortælle, hvor han tog hen. [A1] forlod også samme aften landsbyen sammen med sine børn. [A1] har endvidere oplyst, at hendes ægtefælle og hans familiemedlemmer har problemer med nogle ukendte familier i Somalia, og at disse familier har udsat nogle af hendes ægtefælles familiemedlemmer for vold. I den forbindelse er der også blevet affyret skud, og hun har videre oplyst, at der er tale om en blodhævnskonflikt. [A1] har yderligere oplyst, at hendes ægtefælles ældste søn, [AH], døde i [efteråret] 2017, efter at være blevet skudt af al-Shabaab. [A2] har som asylmotiv henvist til, at hun frygter al-Shabaab. Hun har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at der i Somalia sker mange overgreb på piger. Hun har hørt, at al-Shabaab slår piger ihjel, voldtager og tvangsgifter dem. Flygtningenævnet kan ikke lægge [A1’s] forklaring om familiens konflikter med al-Shabaab og hendes ægtefælles klankonflikt til grund. Flygtningenævnet har for så vidt angår den angivelige konflikt med al-Shabaab herved lagt vægt på, at [A1] har forklaret divergerende om, hvorvidt hun personligt er blevet opsøgt af al-Shabaab, og om, hvorvidt hun og børnene tog ind til landsbyen for at lede efter hendes mand. Hendes forklaring om tolkeproblemer kan ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at [A1’s] forklaring om familiens flugt fra Somalia ikke fremstår overbevisende. Flygtningenævnet finder det i den forbindelse påfaldende, at familien ikke flygtede sammen, men at hendes ægtefælle alene og hun sammen med børnene flygtede med få timers mellemrum. Flygtningenævnet har i den forbindelse endvidere lagt vægt på, at [A1] under mødet i Flygtningenævnet udbyggende har forklaret, at hun og store dele af landsbyens beboere flygtede, fordi der blev skudt i nærheden. Flygtningenævnet har derudover lagt vægt på, at [A1] under mødet i Flygtningenævnet har forklaret afglidende og undvigende på flere spørgsmål. Flygtningenævnet har for så vidt angår den angivelige klankonflikt lagt vægt på, at [A1] ikke har kunnet forklare nærmere om denne, selvom det var en konflikt, der involverede hendes ægtefælle og afledt hendes og ægtefællens fælles søn og hendes stedsøn. Flygtningenævnet har endelig tillagt det en vis – om end mindre betydning – at Udlændingestyrelsen i forbindelse med [A1’s] ægtefælles asylsag ikke har kunnet lægge hans forklaring om de samme konflikter til grund. Flygtningenævnet finder det endelig påfaldende, at ingen af [A1’s] tre børn, der har afgivet forklaring under mødet i Flygtningenævnet har nogen erindring om Somalia. Flygtningenævnet kan på den baggrund ikke lægge til grund, at ansøgerne har konkrete konflikter med al-Shabaab og klankonflikter. Flygtningenævnet finder, at de generelle forhold i Somalia, herunder i områder, der helt eller delvist er under al-Shabaabs kontrol, ikke i sig selv kan føre til, at der meddeles asyl. Flygtningenævnet bemærker herefter, at Flygtningenævnet ikke kan lægge til grund, at ansøgerne ikke har mandlig familie i Somalia. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at [A1] i forhold til sin forklaring i Udlændingestyrelsen under mødet i Flygtningenævnet har forklaret divergerende og udbyggende om hvilke brødre, hun har i Somalia, og hvad der er sket med dem. Hertil kommer, at [A1’s] to sønner, [AH] og [AB], hvis sager er under samtidig behandling i Flygtningenævnet, og som samtidig hermed er meddelt afslag på asyl, nu er henholdsvis 18 og 20 år og dermed også vil kunne udgøre mandligt netværk for ansøgerne ved en tilbagevenden til Somalia. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at det forhold, at [A1] ved en tilbagevenden til Somalia må betragtes som en enlig kvinde med mindreårige børn, ikke kan føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet har i den forbindelse også tillagt det en vis vægt, at [A1’s] søster efter det oplyste har boet alene i landsbyen med sine børn, uden at det har medført problemer for hende eller børnene. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2, ligesom der ikke er grundlag for at meddele dem opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. For så vidt angår [A2], der nu er 17 år, bemærker Flygtningenævnet, at det forhold, at hun frygter al-Shabaab, og at hun har hørt, at al-Shabaab slår piger ihjel, voldtager og tvangsgifter dem, ikke kan føre til et andet resultat for hende. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2020/6/smla

soma202059

Nævnet stadfæstede i september 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse en kvindelig statsborger fra Somalia.. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk somali og sunni-muslim af trosretning fra Mogadishu, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab, idet hendes ægtefælle ikke ville lade sig hverve af gruppen. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til de generelle forhold for kvinder i Somalia. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at al-Shabaab kom til ægtefællens skole i 2008 for at hverve skolens elever til organisationen. Ansøgerens ægtefælle og hans ven ønskede imidlertid ikke at tilslutte sig al-Shabaab, og som følge heraf slog al-Shabaab ægtefællens ven ihjel. Ansøgerens ægtefælle udrejste herefter af Somalia af frygt for også at blive slået ihjel af organisationen. Ansøgeren har til støtte herfor endvidere oplyst, at efter ægtefællens udrejse, henvendte personer fra al-Shabaab sig på ansøgerens bopæl i Mogadishu, hvor ansøgeren boede med ægtefællens bedstemor. Dette skete umiddelbart seks dage efter ægtefællens udrejse fra Somalia i 2008. Ansøgeren flyttede herefter til en anden bopæl i samme bydel i Mogadishu af frygt for, at al-Shabaab opsøgte dem igen. Her blev ansøgeren boende i fire år, indtil hun selv udrejste af Somalia. Ansøgeren er dog aldrig selv blevet truet af al-Shabaab, og hun blev heller ikke opsøgt af al-Shabaab efter at have flyttet adresse. Ansøgeren har til støtte herefter endvidere oplyst, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter, at hendes søn vil blive tvangsrekrutteret af al-Shabaab. Desuden frygter ansøgeren, at hendes datter ved en tilbagevenden til Somalia vil blive omskåret, idet familien tilhører en særlig social gruppe, som er potentielle ofre for kvindelige omskæring. Ansøgeren frygter, at hendes ægtefælle og børn vil blive undertrykt ved en tilbagevenden til Somalia, idet hendes ægtefælle tilhører mindretalsklanen […]. Ansøgeren oplyste, at hendes børn vil have svært ved at finde en ægtefælle, og at personer tilhørende mindretalsklaner risikerer at blive udsat for tortur i Somalia fra det øvrige samfund. Ansøgeren har ikke haft personlige konflikter med al-Shabaab eller andre i Somalia, og Flygtningenævnet har ved afgørelser af [slutning af] 2009, [sommeren] 2017 og d.d. afvist ansøgerens ægtefælles forklaring om, at han ved udrejsen af Somalia var efterstræbt af al-Shabaab. Det forhold, at ansøgeren og hendes ægtefælle har optrådt i avisen og på de sociale medier i Danmark, sammenholdt med, at det nu er ca. 8 år siden ansøgeren udrejste af Somalia, kan ikke medføre, at ansøgeren kan betragtes som særligt profileret i forhold til al-Shabaab. Det beror på ansøgerens egen formodning, at hendes børn vil være i risiko for at blive kidnappet eller hendes søn i risiko for at blive tvangshvervet af al-Shabaab. Både ansøgeren og hendes ægtefælle har forklaret, at de er modstandere af omskæring. Henset hertil samt til, at ansøgerens hjemområde er Mogadishu, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren vil være i stand til at modstå det sociale pres for at få datteren omskåret, og det bemærkes i denne sammenhæng, at ansøgeren, der har brødre i Somalia, ikke kan betragtes som enlig kvinde uden socialt netværk. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgerens datter ikke vil være i risiko for at blive omskåret mod ansøgerens vilje. Efter Flygtningenævnets baggrundsoplysninger er de generelle forhold i Mogadishu ikke af en sådan karakter, at enhver ved sin blotte tilstedeværelse vil være i risiko for overgreb. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Somalia ikke vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet har d.d. ændret Udlændingestyrelsens afgørelse for så vidt angår ansøgerens ægtefælle, således at denne fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Allerede fordi ansøgeren og hendes ægtefælle ikke er indrejst i Danmark samtidigt eller i nær tidsmæssig sammenhæng, er betingelserne for konsekvensstatus ikke opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2020/59/HMU

soma202058

Nævnet meddelte i september 2020 opholdstilladelse til en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2009.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk somali og muslim af trosretning fra Mogadishu, Somalia. Klageren tilhører klanen […]. Klageren er født i [en by] i nærheden af Baladwayne, som ligger i det centrale Somalia, men han flyttede til Mogadishu da han var omkring fem år. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som oprindelig asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygtede at blive slået ihjel af al-Shabaab, idet han har indvilget i at samarbejde med dem og efterfølgende er udrejst. Klageren har oplyst, at al-Shabaab opsøgte hans skole omkring [efteråret] 2008, og opfordrede eleverne til at tilslutte sig organisationen. Klageren meldte sig ikke ind i organisationen i første omgang, men han blev senere samme dag opsøgt på sin bopæl af to al-Shabaab medlemmer. Klageren blev truet af bevæbnede mænd og indvilligede herefter til at være med i al-Shabaab. Klageren har videre henvist til, at han er flygtet, fordi han ikke kunne tage en uddannelse i Somalia. Klageren har under genoptagelsessagen henvist til, at der er opstået ændrede forhold i relation til vurderingen af risikoen for forfølgelse i Somalia. Klageren har endvidere som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter, at hans søn vil blive tvangsrekrutteret af al-Shabaab. Klageren har til støtte herfor endvidere oplyst, at klageren har fået en datter i Danmark, og ved en tilbagevenden til Somalia, frygter klageren at blive udsat for pres for omskæring af datteren. Derudover er familien blevet eksponeret i de danske medier, da der findes en artikel og et video indslag af familien på [et større dansk medies] hjemmeside. Ved en tilbagevenden til Somalia frygter klageren, at al-Shabaab vil opsøge ham, da klageren vil have omgivet sig med de vantro, idet klageren har opholdt sig i vesten. Desuden er der ændringer af situationen i forhold til klagerens helbredsmæssige forhold. Klageren har fået konstateret en meget behandlingskrævende sygdom, idet han i september 2017 fik stillet diagnosen morbus Bechterew og klageren er derfor indgået i et længerevarende behandlingsforløb. Derudover er klageren blevet behandlet for tuberkulose. Udlændingestyrelsen meddelte [i vinteren] 2012/2013 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Flygtningenævnet har ved beslutninger af [slutningen af] 2009 og [sommeren] 2017 meddelt klageren afslag på opholdstilladelse og tilsidesat hans forklaring om, at al-Shabaab havde søgt at hverve ham som soldat og truet med at slå ham ihjel. Der er ikke fremkommet nye oplysninger, der giver grundlag for at ændre denne begrundelse. Det beror på klagerens egen formodning, at hans børn vil være i risiko for at blive kidnappet og hans søn i risiko for at blive tvangshvervet af al-Shabaab. Både klageren og hans hustru har forklaret, at de er modstandere af omskæring. Henset til, at klagerens hjemområde er Mogadishu, til at begge ægtefæller er modstandere af omskæring og til, at klageren efter sin egen forklaring ikke har familie i Somalia, finder Flygtningenævnet, at klageren og hans hustru vil være i stand til at modstå det sociale pres, og Flygtningenævnet finder derfor, at klagerens datter ikke vil være i risiko for at blive omskåret ved en tilbagevenden til Somalia. Det forhold, at klageren ikke har familie eller en bolig i Somalia, er socioøkonomiske forhold, der ikke er omfattet af udlændingelovens § 7. Det fremgår af Flygtningenævnets baggrundsoplysninger, at de generelle forhold i klagerens hjemområde Mogadishu er forbedret, og selv om forholdene fortsat må betegnes som skrøbelige, er ændringerne ikke af helt midlertidig karakter. Det fremgår ligeledes af Flygtningenævnets baggrundsoplysninger, at Amisom har kontrollen over Mogadishu. Det forhold, at klageren har optrådt i avisen og på sociale medier i Danmark, sammenholdt med, at det er mere end 10 år siden, klageren udrejste af Somalia, kan ikke medføre, at klageren kan betragtes som særligt profileret i forhold til al-Shabaab. Flygtningenævnet finder derfor, at klageren ikke vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, og at betingelserne for at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse derfor er opfyldt. Den 1. marts 2019 trådte udlændingelovens § 19 a i kraft, hvorefter en opholdstilladelse efter § 7 skal inddrages – når betingelserne i § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. er opfyldt – medmindre det vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Det må efter forarbejderne til lovændringen (lovforslag nr. L 140 af 15. januar 2019) lægges til grund, at den nye bestemmelse i § 19 a ikke finder anvendelse i sager, som Udlændingestyrelsen har indledt forud for lovens ikrafttræden, idet der vedrørende disse sager således fortsat skal ske en vurdering efter den tidligere bestemmelse i udlændingelovens §§ 19, stk. 7, og 26, stk. 1. jf. dagældende lovbekendtgørelse nr. 1117 af 2. oktober 2017, jf. § 26, stk. 1, om, hvorvidt en udvisning må antages at virke særlig belastende. Flygtningenævnet har ved vurderingen af klagerens tilknytning til Danmark lagt vægt på, at klageren er født og opvokset i Somalia, men at han har opholdt sig i Danmark siden 2009, og at begge hans børn, på nu henholdsvis knap 7 år og knap 2 år, er født i Danmark og har gået i institution og skole i Danmark. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at både klageren og hans ægtefælle har gennemført VUC og ønsker at videreuddanne sig, at klageren taler dansk, at klageren efter sin egen forklaring gennem ca. 1 år har haft fuldtidsarbejde og før har haft en løsere tilknytning til arbejdsmarkedet, ligesom klageren har en behandlingskrævende sygdom. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at klageren har en sådan tilknytning til Danmark, at en nægtelse af at forlænge klagerens opholdstilladelse vil være særligt belastende, jf. udlændingelovens § 26. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsen afgørelse af 16. januar 2017, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” Soma/2020/58/HMU

soma202057

Nævnet meddelte i september 2020 opholdstilladelse K-status til en kvindelig statsborger fra Somalia. Ansøgeren er mindreårig. Ansøgeren er født i Danmark. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk somali og muslim. Hun er født i Danmark, men hendes mor er fra landsbyen Qoryooley, Shabeellaha Hoose. Ansøgerens mor har som asylmotiv henvist til, at hun på datterens vegne frygter, at ansøgeren vil blive omskåret. Ansøgerens mor har som asylmotiv endvidere henvist til, at hun på datterens vegne frygter, at ansøgeren vil blive diskrimineret på baggrund af ansøgerens mors epilepsi, da denne sygdom betragtes som aids. Ansøgerens mor har som asylmotiv endvidere henvist til, at hun frygter at ansøgerens far vil forsøge at slå hende selv og ansøgeren ihjel, da han har truet dem på livet flere gange, fordi han skal betale børnebidrag. Ansøgerens mor har som asylmotiv endvidere henvist til, at hun frygter al-Shabaab på ansøgerens vegne, da moren har en konflikt med al-Shabaab, som bunder i, at hun er flygtet fra dem. Ansøgerens mor har som asylmotiv slutteligt henvist til, at hun frygter at de vil få problemer med en kvinde, som moren havde en konflikt med og som slog ansøgerens mor i hovedet med en økse, inden moren udrejste af Somalia. Ansøgerens mor har til støtte for asylmotivet oplyst, at hun selv er blevet tvangsomskåret, og at hendes klan holder fast i denne tradition. Ansøgerens mor har videre oplyst, at ansøgerens mormor eller andre i lokalområdet vil udføre det. Ansøgerens mor vil ikke kunne modstå dette pres. Spørgsmålet for Flygtningenævnet er navnligt, om det er sandsynliggjort, at ansøgeren, der er en pige på 5 år, ved en tilbagevenden til Somalia vil risikere at blive udsat for FGM (Female Genital Mutilation). Uanset at ansøgerens mor som anført i Udlændingestyrelsens afgørelse fremstår stærk og selvstændig og i stand til at modstå et pres fra omgivelserne om omskæring af datteren, finder nævnet, at der må lægges vægt på, at ansøgerens mor [Forår] 2020 har fået forlænget sin opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, i Danmark under henvisning til, at hun lider af epilepsi, og at der ikke er nogen tilgængelige oplysninger om behandlingsmulighederne for epilepsi i Somalia. Hertil kommer, at der må lægges vægt på, at der ikke foreligger oplysninger om, at ansøgeren i Somalia vil have andre omsorgspersoner end moderen, der kan værne hende mod omskæring. Det kan i lyset af oplysningerne om ansøgerens mors nuværende helbredsmæssige forhold og behandlingsbehov ikke føre til en anden vurdering af sagen, at ansøgerens mor under nævnsmødet har oplyst, at hun om nødvendigt vil rejse med sin datter til Somalia. Under disse omstændigheder finder Flygtningenævnet, at det er sandsynliggjort, at ansøgeren har behov for beskyttelse mod at blive udsat for FGM (Female Genital Mutilation). Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Spørgsmålet om ansøgers mors fremadrettede opholdsgrundlag hører under Udlændingestyrelsen.” Soma/2020/57/MIMA

soma202056

Nævnet stadfæstede i september 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk somali og sunni-muslim af trosretning fra Xarardheere, Mudou-regionen, Somalia. Klageren tilhører hovedklanen [Klan], subklanen [Klan] og familieklanen [Klan]. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har fortsat som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter, at han vil blive slået ihjel af sin afdøde ægtefælles familie, da klageren og ægtefællen giftede sig mod familiens vilje. Klageren har endvidere som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive stenet eller slået ihjel af al-Shabaab. Klageren har endelig som asylmotiv henvist til de generelle forhold i Somalia, herunder at han frygter at blive anholdt, tortureret og slået, da han via internettet har læst, at der fortsat er uretfærdighed, selvmordsbombere og angreb i Somalia. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han og ægtefællen kommer fra to forskellige klaner, og at ægteskabet derfor ikke kunne accepteres af ægtefællens familie. Klageren har videre oplyst, at klagerens fætter blev opsøgt af klagerens ægtefælles fætter, som truede klagerens fætter, og at dette førte til, at klagerens fætter i selvforsvar kom til at skyde klagerens ægtefælles fætter, der senere afgik ved døden. Klageren har endvidere til støtte for sit asylmotiv oplyst, at al-Shabaab kendte til hans hemmelige ægteskab, da hans svigerfamilie havde anmeldt dem, og at al-Shabaab i den forbindelse, havde henvendt sig til klagerens fætter og oplyst, at de ville forsøge at finde klageren. Klageren har videre oplyst, at han fra 2010 blev opkrævet skat på mellem 160 og 170 US Dollars om året af al-Shabaab. Klageren har to gange i forbindelse med betalingerne afvist at samarbejde med al-Shabaab. Udlændingestyrelsen meddelte [Efteråret] 2015 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund i afgørelsen, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Udlændingestyrelsen kunne ikke lægge klagerens forklaring til grund. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at klageren har en konflikt med sin ægtefælles familie og klan eller al-Shabaab. Af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen i afgørelsen af [Foråret] 2020, har klageren således ikke sandsynliggjort, at han har en konkret og individuel konflikt i Somalia, der indebærer, at han risikerer at blive udsat for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Det må efter de foreliggende oplysninger lægges til grund, at menneskerettigheds- og sikkerhedssituationen i det sydlige og centrale Somalia har forbedret sig, siden klageren blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, [Efteråret] 2015 under henvisning til den daværende generelle asylpraksis i forhold til Somalia som følge af de generelle forhold i klagerens hjemområde, Xaradheere. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger lægges det således til grund, at der er indtrådt en forbedring af de generelle forhold i klageren hjemområde, og at denne forbedring ikke antages at være af helt midlertidig karakter, uanset at forholdene – trods forbedringen – fortsat er alvorlige og må betegnes som skrøbelige og uforudsigelige. Nævnet er opmærksom på, at området fortsat er under al-Shabaabs kontrol, men at al-Shabaabs måde at arbejde på har ændret sig fra vilkårlige angreb mod civilbefolkningen til at være målrettede angreb mod profilerede personer. Der er ikke noget grundlag for at anse klageren for særlig profileret. Flygtningenævnet tiltræder på denne baggrund, at betingelsen for at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, er opfyldt. Spørgsmålet er herefter, om en nægtelse af at forlænge klagerens opholdstilladelse vil virke særligt belastende for ham, herunder på grund af de hensyn, der er nævnt i udlændingelovens § 26, stk. 1, jf. § 19, stk. 7, 1. pkt., således som disse bestemmelser var affattet forud for ikrafttrædelse af den nugældende bestemmelse i udlændingelovens § 19 a den 1. juli 2019. Klageren er indrejst i Danmark for omkring 6 år siden, og han har ikke har opnået en varig tilknytning til danske arbejdsmarked eller gennemført en erhvervsrettet eller videregående uddannelse. Det kan ikke føre til en anden vurdering, at klageren under nævnsmødet har fremlagt en ansættelseskontrakt af [Sommeren] 2020 om ansættelse som chauffør på fuld tid. Der er ikke i øvrigt oplysninger i sagen om, at klageren har en særlig tilknytning til Danmark, og han har ikke væsentlige helbredsmæssige problematikker. Klageren har familie i Somalia og er udrejst af landet som voksen. Forud for udrejsen var han beskæftiget blandt andet som mekaniker. Klageren er enig og har ikke børn. Der er efter en samlet vurdering af disse oplysninger ikke grundlag for at antage, at nægtelse af at forlænge klagerens opholdstilladelse vil virke særligt belastende for ham, herunder på grund af de hensyn der er nævnt i udlændingelovens § 26, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse, hvorefter klagerens opholdstilladelse i Danmark ikke er forlænget, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1, og den dagældende § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1.” Soma/2020/56/MIMA

soma202055

Nævnet stadfæstede i august Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Ansøgeren er mindreårig. Født i Danmark i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er somalisk statsborger, etnisk somali og tilhører hovedklanen Ashraf. Ansøgeren er fra [en landsby i] Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerens mor har som asylmotiv henvist til, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Somalia risikerer at få psykiske problemer, hvis hans søstre bliver mishandlet. Ansøgerens mor har videre oplyst, at hendes børn vil blive hjernevaskede af tortur ved en tilbagevenden til Somalia. Ansøgerens far har videre henvist til, at al-Shabaab bortfører børn og sender dem i opdragelsesfængsel, og at USA dronebomber Somalia. Ansøgerens far har videre oplyst, at ansøgeren blev født i Danmark, og at han derfor ikke kender sproget, traditionerne eller området i Somalia, og at han ikke vil kunne leve på samme måde som i Danmark. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved tilbagevenden til Somalia vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller § 7, stk. 2. For så vidt angår påstanden om ”konsekvens-status” betragtning for så vidt angår ansøgerens søstres sager, hvor der er påstand om, at der er risiko for omskæring, bemærkes, at allerede fordi Flygtningenævnet har fundet, at der ikke er reel risiko for, at ansøgerens søstre udsættes for omskæring ved en tilbagevenden til Somalia, og der er ikke nogen velbegrundet frygt herfor, er der ikke grundlag for stillingtagen hertil. Med hensyn til påstanden om, at ansøgeren vil være i risiko for overgreb og tvangsrekruttering af al-Shabaab bemærkes, at det ikke kan lægges til grund, at ansøgeren har nogen personlige konflikter i Somalia, og i øvrigt at de generelle forhold i Somalia heller ikke er af en sådan karakter, at ansøgeren kan meddeles opholdstilladelse med henvisning hertil. Det af ansøgerens og hans forældre i øvrigt anførte kan ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2020/55/mme

soma202054

Nævnet stadfæstede i august Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er somalisk statsborger, etnisk somali og tilhører hovedklanen Ashraf. Ansøgeren er fra [en landsby i] Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerens mor har som asylmotiv henvist til, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Somalia risikerer at få psykiske problemer, hvis hans søstre bliver mishandlet. Ansøgerens mor har videre oplyst, at hendes børn vil blive hjernevaskede af tortur ved en tilbagevenden til Somalia. Ansøgerens far har videre henvist til, at al-Shabaab bortfører børn og sender dem i opdragelsesfængsel, og at USA dronebomber Somalia. Ansøgerens far har videre oplyst, at ansøgeren kun var ét år, da familiens forlod Somalia, og at han derfor ikke kender sproget, traditionerne eller området i Somalia, og at han ikke vil kunne leve på samme måde som i Danmark. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved tilbagevenden til Somalia vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller § 7, stk. 2. For så vidt angår påstanden om ”konsekvens-status” betragtning for så vidt angår ansøgerens søstres sager, hvor der er påstand om, at der er risiko for omskæring, bemærkes, at allerede fordi Flygtningenævnet har fundet, at der ikke er reel risiko for, at ansøgerens søstre udsættes for omskæring ved en tilbagevenden til Somalia, og der er ikke nogen velbegrundet frygt herfor, er der ikke grundlag for stillingtagen hertil. Med hensyn til påstanden om, at ansøgeren vil være i risiko for overgreb og tvangsrekruttering af al-Shabaab bemærkes, at det ikke kan lægges til grund, at ansøgeren har nogen personlige konflikter i Somalia, og i øvrigt at de generelle forhold i Somalia heller ikke er af en sådan karakter, at ansøgeren kan meddeles opholdstilladelse med henvisning hertil. Det af ansøgerens og hans forældre i øvrigt anførte kan ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2020/54/mme

soma202053

Nævnet stadfæstede i august Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er somalisk statsborger, etnisk somali og tilhører hovedklanen Ashraf. Ansøgeren er fra [en landsby i] Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerens mor har som asylmotiv henvist til, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Somalia risikerer at få psykiske problemer, hvis hans søstre bliver mishandlet. Ansøgerens mor har videre oplyst, at hendes børn vil blive hjernevaskede af tortur ved en tilbagevenden til Somalia. Ansøgerens far har videre henvist til, at al-Shabaab bortfører børn og sender dem i opdragelsesfængsel, og at USA dronebomber Somalia. Ansøgerens far har videre oplyst, at ansøgeren ikke kender sproget, traditionerne eller området i Somalia, og at han ikke vil kunne leve på samme måde som i Danmark. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved tilbagevenden til Somalia vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller § 7, stk. 2. For så vidt angår påstanden om ”konsekvens-status” betragtning for så vidt angår ansøgerens søstres sager, hvor der er påstand om, at der er risiko for omskæring, bemærkes, at allerede fordi Flygtningenævnet har fundet, at der ikke er reel risiko for, at ansøgerens søstre udsættes for omskæring ved en tilbagevenden til Somalia, og der er ikke nogen velbegrundet frygt herfor, er der ikke grundlag for stillingtagen hertil. Med hensyn til påstanden om, at ansøgeren vil være i risiko for overgreb og tvangsrekruttering af al-Shabaab bemærkes, at det ikke kan lægges til grund, at ansøgeren har nogen personlige konflikter i Somalia, og i øvrigt at de generelle forhold i Somalia heller ikke er af en sådan karakter, at ansøgeren kan meddeles opholdstilladelse med henvisning hertil. Det af ansøgerens og hans forældre i øvrigt anførte kan ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2020/53/mme

soma202052

Nævnet stadfæstede i august Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er somalisk statsborger, etnisk somali og tilhører hovedklanen Ashraf. Ansøgeren er fra [en landsby i] Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive omskåret. Ansøgeren har videre henvist til, at er mange, der skyder hinanden, og at der ikke er så meget respekt for kvinder. Endvidere er der børnelokkere, der låser børn, der er ude og lege, inde. Ansøgerens forældre har henvist til, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Somalia risikerer at blive omskåret. Ansøgerens far har videre henvist til, at al-Shabaab bortfører børn og sender dem i opdragelsesfængsel eller tvangsbortgifter dem, og at USA dronebomber Somalia. Ansøgerens mor har til støtte herfor oplyst, at hun, mens hun var i Danmark, har talt i telefon med to kvinder, der oplyste hende, at hendes mor ville omskære hendes døtre og søstre, hvis hun får fat i dem, inden de fylder 15 år. Ansøgerens mor har ikke været i kontakt med sin mor, siden hun forlod familien da ansøgerens mor var 14 år. Ansøgerens mor har endelig oplyst, at hendes børn vil blive hjernevaskede af tortur ved en tilbagevenden til Somalia. Flygtningenævnet bemærker for så vidt angår frygten for, at ansøgeren tvangsmæssigt bliver omskåret ved en tilbagevenden til Somalia, at myndighederne i Somalia har forbudt omskæring, og at al-Shabaab også er imod omskæring. Risikoen for omskæring beror således ikke på myndighederne eller andre magthavere, men på familiens og omgivelsernes forventninger og eventuelle pres. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forældre, der begge er imod omskæring, må anses for ressourcestærke personer, og at de vil være i stand til at modstå sådanne forventninger og eventuelt pres fra familien og det omgivende samfund. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgerens far har forklaret, at han ikke har noget familie i Somalia, og at ansøgerens mor har forklaret, at hendes mor er forsvundet, og at ansøgeren antager, at hendes mor har taget ansøgerens to søstre med sig. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at ansøgerens far har opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 7, stk. 2, men at dette ikke er udtryk for, at ansøgerens far vil være i risiko for overgreb ved en eventuel tilbagevenden til Somalia, idet tilladelsen udelukkende beror på, at ansøgerens ældste søster har opnået en sådan tilknytning til Danmark, at Udlændingestyrelsen har fundet, at opholdstilladelsen ikke kan inddrages, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. I den situation, at ansøgeren ikke længere har opholdstilladelse i Danmark, men skal udrejse af landet, må det lægges til grund, at ansøgerens far vil kunne rejse til Somalia uden at risikere overgreb der. Flygtningenævnet finder således, at der ikke er reel risiko for, at ansøgeren udsættes for omskæring ved en tilbagevenden til Somalia, og der er ikke nogen velbegrundet frygt herfor. Det af ansøgeren og hendes forældre i øvrigt anførte kan ikke føre til et andet resultat. De generelle forhold i Somalia er heller ikke af en sådan karakter, at ansøgeren kan meddeles opholdstilladelse med henvisning hertil. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved sin tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2020/52/mme

soma202051

Nævnet stadfæstede i august Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er somalisk statsborger, etnisk somali og tilhører hovedklanen Ashraf. Ansøgeren er fra [en landsby i] Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive omskåret. Ansøgeren har videre henvist til, at hun frygter bomber og at blive fanget af nogen, som kommer og tager børn. Ansøgerens forældre har henvist til, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Somalia risikerer at blive omskåret. Ansøgerens far har videre henvist til, at al-Shabaab bortfører børn og sender dem i opdragelsesfængsel eller tvangsbortgifter dem, og at USA dronebomber Somalia. Ansøgerens mor har til støtte herfor oplyst, at hun, mens hun var i Danmark, har talt i telefon med to kvinder, der oplyste hende, at hendes mor ville omskære hendes døtre og søstre, hvis hun får fat i dem, inden de fylder 15 år. Ansøgerens mor har ikke været i kontakt med sin mor, siden hun forlod familien da ansøgerens mor var 14 år. Ansøgerens mor har endelig oplyst, at hendes børn vil blive hjernevaskede af tortur ved en tilbagevenden til Somalia. Flygtningenævnet bemærker for så vidt angår frygten for, at ansøgeren tvangsmæssigt bliver omskåret ved en tilbagevenden til Somalia, at myndighederne i Somalia har forbudt omskæring, og at al-Shabaab også er imod omskæring. Risikoen for omskæring beror således ikke på myndighederne eller andre magthavere, men på familiens og omgivelsernes forventninger og eventuelle pres. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forældre, der begge er imod omskæring, må anses for ressourcestærke personer, og at de vil være i stand til at modstå sådanne forventninger og eventuelt pres fra familien og det omgivende samfund. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgerens far har forklaret, at han ikke har noget familie i Somalia, og at ansøgerens mor har forklaret, at hendes mor er forsvundet, og at ansøgeren antager, at hendes mor har taget ansøgerens to søstre med sig. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at ansøgerens far har opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 7, stk. 2, men at dette ikke er udtryk for, at ansøgerens far vil være i risiko for overgreb ved en eventuel tilbagevenden til Somalia, idet tilladelsen udelukkende beror på, at ansøgerens ældste søster har opnået en sådan tilknytning til Danmark, at Udlændingestyrelsen har fundet, at opholdstilladelsen ikke kan inddrages, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. I den situation, at ansøgeren ikke længere har opholdstilladelse i Danmark, men skal udrejse af landet, må det lægges til grund, at ansøgerens far vil kunne rejse til Somalia uden at risikere overgreb der. Flygtningenævnet finder således, at der ikke er reel risiko for, at ansøgeren udsættes for omskæring ved en tilbagevenden til Somalia, og der er ikke nogen velbegrundet frygt herfor. Det af ansøgeren og hendes forældre i øvrigt anførte kan ikke føre til et andet resultat. De generelle forhold i Somalia er heller ikke af en sådan karakter, at ansøgeren kan meddeles opholdstilladelse med henvisning hertil. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved sin tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2020/51/mme

soma202050

Nævnet stadfæstede i august Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er somalisk statsborger, etnisk somali og tilhører hovedklanen Ashraf. Ansøgeren er fra [en landsby i] Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive omskåret. Ansøgeren har videre henvist til, at hun frygter børnelokkere, som kommer og tager børn, og som blander sig i, hvordan man er muslim. Ansøgerens forældre har henvist til, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Somalia risikerer at blive omskåret. Ansøgerens far har videre henvist til, at al-Shabaab bortfører børn og sender dem i opdragelsesfængsel eller tvangsbortgifter dem, og at USA dronebomber Somalia. Ansøgerens mor har til støtte herfor oplyst, at hun, mens hun var i Danmark, har talt i telefon med to kvinder, der oplyste hende, at hendes mor ville omskære hendes døtre og søstre, hvis hun får fat i dem, inden de fylder 15 år. Ansøgerens mor har ikke været i kontakt med sin mor, siden hun forlod familien, da ansøgerens mor var 14 år. Ansøgerens mor har endelig oplyst, at hendes børn vil blive hjernevaskede af tortur ved en tilbagevenden til Somalia. Flygtningenævnet bemærker for så vidt angår frygten for, at ansøgeren tvangsmæssigt bliver omskåret ved en tilbagevenden til Somalia, at myndighederne i Somalia har forbudt omskæring, og at al-Shabaab også er imod omskæring. Risikoen for omskæring beror således ikke på myndighederne eller andre magthavere, men på familiens og omgivelsernes forventninger og eventuelle pres. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forældre, der begge er imod omskæring, må anses for ressourcestærke personer, og at de vil være i stand til at modstå sådanne forventninger og eventuelt pres fra familien og det omgivende samfund. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgerens far har forklaret, at han ikke har noget familie i Somalia, og at ansøgerens mor har forklaret, at hendes mor er forsvundet, og at ansøgeren antager, at hendes mor har taget ansøgerens to søstre med sig. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at ansøgerens far har opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 7, stk. 2, men at dette ikke er udtryk for, at ansøgerens far vil være i risiko for overgreb ved en eventuel tilbagevenden til Somalia, idet tilladelsen udelukkende beror på, at ansøgeren har opnået en sådan tilknytning til Danmark, at Udlændingestyrelsen har fundet, at opholdstilladelsen ikke kan inddrages, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. I den situation, at ansøgeren ikke længere har opholdstilladelse i Danmark, men skal udrejse af landet, må det lægges til grund, at ansøgerens far vil kunne rejse til Somalia uden at risikere overgreb der. Flygtningenævnet finder således, at der ikke er reel risiko for, at ansøgeren udsættes for omskæring ved en tilbagevenden til Somalia, og der er ikke nogen velbegrundet frygt herfor. Det af ansøgeren og hendes forældre i øvrigt anførte kan ikke føre til et andet resultat. De generelle forhold i Somalia er heller ikke af en sådan karakter, at ansøgeren kan meddeles opholdstilladelse med henvisning hertil. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved sin tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2020/50/mme

soma202049

Nævnet stadfæstede i august 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Ansøgeren er mindreårig og er født i Danmark. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk somali og sunni-muslim. Hun er født i Danmark, men hendes mor er fra Mogadishu, Somalia. Ansøgerens mor har som asylmotiv henvist til, at hun på vegne af sin datter ved en tilbagevenden til Somalia frygter, at ansøgeren vil blive tvangsomskåret af familiemedlemmer. Til støtte herfor har ansøgerens mor oplyst, at ansøgeren vil blive tvangsomskåret af hendes familie, der er meget religiøs og går ind for omskæring af piger. Hun er således bekendt med, at alle kvinder i hendes familie er omskåret. Ansøgerens mor blev selv omskåret til trods for, at hendes forældre, senere har fortalt, at de var imod, at hun blev omskåret. Hun har videre anført, at hun ikke vil være i stand til at modstå presset fra sin familie, fordi hun ved en tilbagevenden til Somalia reelt er en enlig kvinde, idet hendes mand, der opholder sig i Frankrig ikke vil tage med hende til Somalia. Ansøgerens mor har oplyst, at hun er imod tvangsomskæring af piger og kvinder, ligesom ansøgerens far, der opholder sig i Frankrig, er imod tvangsomskæring. Ansøgerens mor har som asylmotiv endvidere henvist til, at hun på vegne af sin datter frygter, at hun vil blive udsat for overgreb grundet de generelle forhold i Somalia. Flygtningenævnet bemærker, at myndighederne i Somalia har forbudt kvindelig omskæring, og at al-Shabaab også er imod omskæring. Risikoen for omskæring beror således ikke på myndighederne eller andre magthavere, men på familiens og omgivelsernes forventninger og eventuelle pres. Ansøgerens fars opholdstilladelse i Danmark blev ved Flygtningenævnets afgørelse af [efteråret] 2018 nægtet forlænget. Ansøgerens far, der efter det oplyste opholder sig i Frankrig, blev [i foråret] 2019 accepteret tilbagetaget til Danmark i medfør af reglerne i Dublin-forordningen. Idet ansøgerens far således ikke har et lovligt opholdsgrundlag i Europa, lægger Flygtningenævnet til grund, at han vil blive udsendt til Somalia. I den hypotetiske situation, at ansøgerens mor ikke længere har opholdstilladelse i Danmark, men skal udrejse af landet sammen med ansøgeren, lægger Flygtningenævnet således til grund, at ansøgerens far ligeledes opholder sig i landet, og at ansøgerens mor derfor ikke vil være en enlig kvinde. På den anførte baggrund og efter en samlet vurdering af ansøgerens mors forhold, finder Flygtningenævnet, at det må antages, at ansøgerens forældre vil være i stand til at modsætte sig et ønske fra omgivelserne, herunder fra morens familie, om omskæring af ansøgeren. Flygtningenævnet finder således, at det ikke kan antages, at ansøgeren risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. § 7, stk. 2, ved indrejse og ophold i Somalia. De generelle forhold i Somalia er heller ikke af en sådan karakter, at ansøgeren kan meddeles opholdstilladelse med henvisning hertil. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2020/49/CHPE

soma202046

Nævnet stadfæstede i august 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia.. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er sunni-muslim af trosretning fra [by], [distrikt], Shabelle Hoose-regionen, Somalia. Ansøgeren tilhører hovedklanen Hawiye, subklanen [x], sub-subklanen [x]. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerens mor har på vegne ansøgeren som asylmotiv henvist til, at hun frygter de generelle forhold i Somalia, og at ansøgeren derved vil få et dårligt liv. Hun har endvidere henvist til, at hun frygter, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Somalia vil blive tvangshvervet af al-Shabaab. For så vidt angår frygten for, at ansøgeren vil få et dårligt liv, bemærker Flygtningenævnet, at socioøkonomiske forhold ikke kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder heller ikke, at frygten for, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Somalia vil blive tvangshvervet af al-Shabaab, kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, da denne frygt alene beror på klagerens egen ubekræftede formodning. Flygtningenævnet finder endelig, at de generelle forhold i Somalia ikke kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder derfor, at betingelserne opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, ikke er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2020/46/EHD

soma202045

Nævnet stadfæstede i august 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er sunni-muslim af trosretning fra [by], [distrikt], Shabelle Hoose-regionen, Somalia. Ansøgeren tilhører hovedklanen Hawiye, subklanen [x], sub-subklanen [x]. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerens mor har som asylmotiv henvist til, at hun frygter, at ansøgeren i Somalia vil blive tvangsomskåret. Ansøgerens mor har til støtte herfor henvist til, at omskæring er en del af den somaliske kultur. Ansøgerens mor har videre henvist til, at hun selv er omskåret, og at hun i forlængelse heraf har oplevet mange problemer. Ansøgerens mor har ydermere henvist til, at hun ikke selv vil omskære sin datter, men at personer i civilområdet vil tvinge datteren til at blive omskåret. Såfremt ansøgeren ikke bliver omskåret, vil hun blive mobbet og udstødt. Ansøgerens mor har oplyst, at såfremt der er nogen, der kommer og vil omskære hendes datter, vil hun lade det ske. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger findes ansøgerens mor ikke at have sandsynliggjort, at betingelserne for meddelelse af opholdstilladelse – som følge af risiko for omskæring af ansøgeren – er opfyldt. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens mor findes at have vilje og evne til at modsætte sig et eventuelt pres fra sine omgivelser for at få datteren omskåret. Ansøgerens mor har således under asylsagens behandling forklaret, at både hun og ansøgerens far er imod omskæring, og at hun ikke ønsker, at ansøgeren skal opleve de samme helbredsmæssige gener, som følger af omskæring, som hun selv har oplevet. Nævnet finder i øvrigt, at det forhold, at ansøgeren for nævnet har forklaret, at hun ikke vil kunne modsætte sig presset fra omverdenen, således at hun ved en tilbagevenden til Somalia selv vil vælge at lade ansøgeren omskære, kan føre til et andet resultat. Flygtningenævnet finder endelig, at de generelle forhold i Somalia ikke kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder derfor, at betingelserne opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, ikke er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2020/45/EHD

soma202044

Nævnet stadfæstede i august 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er muslim af trosretning fra [by], [distrikt], Shabelle Hoose-regionen, Somalia. Klageren tilhører hovedklanen Hawiye, subklanen [X], sub-subklanen [X]. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har fortsat som asylmotiv henvist til, at hun frygter af at blive stenet af al-Shabaab. Klageren har som støtte hertil henvist til, at al-Shabaab har anklaget hende for at have været sin ægtefælle utro med sin nabo. Baggrunden herfor var, at hun havde hjulpet naboen med at gøre rent i nabohuset. Naboen tog i den forbindelse en pistol frem og ville voldtage klageren. Naboen hævdede herefter, at klageren selv havde opsøgt naboen for at have seksuelt samvær. Da klageren vågnede på hospitalet, oplyste al-Shabaab, at hun var blevet dømt til stening for sin utroskab. Da hun var gravid, ville al-Shabaab vente med at afstraffe hende til efter fødslen, hvorfor hun blev tilbageholdt af al-Shabaab. Da hendes opholdssted blev angrebet af myndighederne, formåede hun at flygte. Hun skjulte sig herefter hos sin mor i fire uger, hvor hun af naboerne fik at vide, at hun endnu var eftersøgt af al-Shabaab. Udlændingestyrelsen meddelte [sommeren] 2014 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen kunne ikke lægge klagerens forklaring om konflikten med al-Shabaab til grund, idet klageren havde forklaret utroværdigt og divergerende, men fandt ikke med den fornødne sikkerhed at kunne afvise, at klageren ved en tilbagevenden til [by], Somalia ville være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. [Vinteren 2017/2018] har Udlændingestyrelsen truffet afgørelse om ikke at forlænge klagerens opholdstilladelse. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om sine konflikter med al-Shabaab til grund. Nævnet har herved blandt andet lagt vægt på, at klageren under asylsagens behandling har forklaret divergerende på en række centrale punkter, herunder om hun blev truet med en pistol af naboen, og hvor mange personer, der var på hospitalet, da hun vågnede. Nævnet lægger til grund, at klageren ikke er profileret i forhold til al-Shabaab. Nævnet finder det endvidere ikke sandsynliggjort, at klageren er en enlig kvinde uden mandligt netværk. Nævnet bemærker herved, at navnene på begge hendes børns fædre i hvert fald har optrådt som venner på klagerens Facebook-profil, og at hun over for Udlændingestyrelsen tidligere har oplyst, at hun ikke ved, hvem personerne er. På denne baggrund og henset til, at nævnet anser klagerens generelle troværdighed for lav, findes klagerens forklaring for nævnet om, at hun nu er uvenner med den ene af fædrene, hvorfor han har blokeret hende på Facebook, ikke at kunne føre til et andet resultat. For så vidt angår den omstændighed, at klageren frygter, at hendes søn ved en tilbagevenden til Somalia vil blive tvangshvervet af al-Shabaab bemærker Flygtningenævnet, at denne frygt alene beror på klagerens egen ubekræftede formodning. For så vidt angår den omstændighed, at klageren frygter, at hendes datter ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for at blive omskåret, finder nævnet, at klageren har vilje og evne til at modsætte sig et eventuelt pres fra sine omgivelser for at få datteren omskåret. Nævnet har herved lagt vægt på, at klageren under asylsagens behandling har forklaret, at både hun og datterens far er imod omskæring, og at hun ikke ønsker, at hendes datter skal opleve de samme helbredsmæssige gener, som følger af omskæring, som hun selv har oplevet. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger findes klageren ikke at have sandsynliggjort, at betingelserne for meddelelse af opholdstilladelse – som følge af risiko for omskæring af klagerens datter – er opfyldt. Nævnet finder i øvrigt, at det forhold, at klageren for nævnet har forklaret, at hun ikke vil kunne modsætte sig presset fra omverdenen, således at hun ved en tilbagevenden til Somalia selv vil vælge at lade sin datter omskære, kan føre til et andet resultat. Klageren kan på denne baggrund ikke opnå asyl alene som følge af disse to børns forhold. Flygtningenævnet finder det herefter ikke sandsynliggjort, at klageren vil være i konkret risiko for individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 og stk. 2, ved en tilbagevenden til Somalia. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, om der på nuværende tidspunkt er anledning til at antage, at de generelle forhold i Somalia er af en sådan karakter, at en tilbage-sendelse af klageren vil udgøre en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Flygtningenævnet finder efter de foreliggende baggrundsoplysninger, at situationen i [by], Shabelle Hoose-regionen, Somalia, hvor klageren kommer fra, er ændret således, at ikke enhver ved sin blotte tilstedeværelse vil være i risiko for overgreb i strid med EMRK artikel 3. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at AMISOM efter de foreliggende baggrundsoplysninger siden marts 2014 de facto har haft kontrollen i området. Forholdene i området er – selvom de fortsat er skrøbelige og uforudsigelige – forbedrede, og ændringerne findes ikke at være af helt midlertidig karakter. Efter en samlet vurdering af baggrundsoplysningerne finder Flygtningenævnet, at situationen er af en sådan karakter, at en udsendelse af klageren til [by], Shabelle Hoose-regionen, Somalia, ikke længere udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser. Den 1. marts 2019 trådte udlændingelovens § 19 a i kraft, hvorefter en opholdstilladelse efter § 7 skal inddrages – når betingelserne i § 19, stk. 1-3, er opfyldt – medmindre det vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Det må efter fortolkningsbidrag til lovændringen af 13. juni 2019 lægges til grund, at den nye bestemmelse i § 19 a ikke finder anvendelse i sager om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelser efter § 7, hvor ansøgning om forlængelse er indgivet før 1. juli 2019, idet der vedrørende disse sager således fortsat skal ske en vurdering efter den tidligere bestemmelse i udlændingelovens § 19, stk. 7, jf. dagældende lovbekendtgørelse nr. 1117 af 2. oktober 2017, jf. § 26, stk. 1, om, hvorvidt en udvisning må antages at virke særlig belastende. For så vidt angår spørgsmålet, om en nægtelse af forlængelse af opholdstilladelsen vil være særligt belastende for klageren, bemærker nævnet, at klageren har boet i Danmark siden 2014. Klagerens danskkundskaber er beskedne, og hun har ikke bestået prøver i dansk, men har gået i sprogskole med henblik på prøve i Dansk 1. Hun er ikke i gang med en uddannelse og har ikke været medlem af foreninger, bestyrelser eller lignende. Hun har ingen helbredsmæssige problemer, bortset fra problemer med det ene øje. At klageren har børn på henholdsvis [X] år og [X] år i Danmark kan ikke føre til en ændret vurdering, idet børnene henset til deres alder og varigheden af deres ophold i Danmark ikke har en selvstændig tilknytning til Danmark. Det kan på den baggrund efter en samlet vurdering ikke anses for særligt belastende for klageren, der er 30 år og udrejste af Somalia som 24-årig, at nægte forlængelse af opholdstilladelsen, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Betingelserne for at nægte forlængelse af klagerens tidsbegrænsede opholdstilladelse efter udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1, og stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1, er derfor opfyldt. Flygtningenævnet finder herefter ikke anledning til at hjemvise sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen som påstået. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2020/44/gdan

soma202043

Nævnet stadfæstede i august 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Ansøgeren er mindreårig. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk somali og muslim. Hun er født i Danmark, men hendes forældre er fra landsbyen […] i Shabelle Hoose-regionen i Somalia. Ansøgerens forældre har som asylmotiv henvist til, at de på vegne af deres datter ved en tilbagevenden til Somalia frygter, at hun vil blive tvangsomskåret, tvangsgift og udsat for seksuelle overgreb. Ansøgerens mor har til støtte herfor overfor Udlændingestyrelsen oplyst, at idet ansøgeren er etnisk somali, vil hun blive omskåret, da det er en del af den somaliske kultur, ligesom ansøgeren kan risikere at blive presset til at lade sig omskære. Ansøgerens far har videre oplyst, at alle piger i Somalia skal omskæres, og at ansøgeren er i risiko for at blive tvangsgift til et medlem af al-Shabaab. Endvidere har ansøgerens forældre oplyst, at de er imod omskæring, hvilket ansøgerens farmor, farfar og mormor også er. Ansøgerens fars brødre går imidlertid ind for omskæring af piger, ligesom de er meget religiøse, hvorfor de har været indblandet i flere omskæringer af piger. Ansøgerens fars brødre vil derfor forsøge at få ansøgeren omskåret. Vedrørende ansøgerens forældres frygt for tvangsomskæring af deres datter bemærker Flygtningenævnet, at det fremgår af de foreliggende baggrundsoplysninger, at udøvelsen af kvindelig omskæring i Somalia er et kulturelt fænomen, der er dybt forankret i det somaliske samfund og som sådan bredt accepteret. Det fremgår således af baggrundsoplysningerne, herunder Udlændingestyrelsens temarapport ”South Central Somalia – Female Mutilation/Cutting” fra januar 2016 og UK Home Office Country Policy and Information Note, Somalia: Women fearing gender-based violence, fra april 2018, at op mod 95-99 % af kvinder i alderen 15-49 år i Somalia er omskåret. Det fremgår endvidere, at det er muligt for kvinder at undgå omskæring af deres døtre, men at dette i høj grad afhænger af moderens personlighed, og om hun er i stand til at modstå det psykologiske pres for omskæring fra såvel familiemedlemmer som samfundet. Det mest afgørende er morens personlighed, mens hendes uddannelsesmæssige baggrund og økonomiske og sociale status også har betydning. Det fremgår tillige af baggrundsoplysningerne, at det er højst usandsynligt, at piger skulle blive udsat for omskæring uden moderens kendskab til det, eller uden at moderen som minimum har udtrykt accept af, at barnet bliver omskåret. I mere konservative samfund er det nemmere for forældre at modstå socialt pres, hvis pigens far modsætter sig, at hans datter skal omskæres. Flygtningenævnet lægger efter ansøgerens forældres forklaringer til grund, at ansøgerens mor selv er omskåret. Ansøgerens forældre har forklaret, at de er imod omskæring, og at ansøgerens mormor, farmor og farfar i dag også er imod omskæring. Spørgsmålet for nævnet er herefter, om ansøgerens forældre vil være i stand til at modstå omgivelsernes ønske om at følge traditionen, hvorefter deres datter skal omskæres. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgerens forældre har samme holdning til spørgsmålet om omskæring, og at det samme gælder ansøgerens bedsteforældre. Det bemærkes i den forbindelse, at nævnet har tilsidesat ansøgerens fars forklaring for nævnet om, at hans brødre er for omskæring og har medvirket til omskæringer af naboernes døtre ved at afhente pigerne og overvære selve omskæringen, idet forklaringen herom har været udbyggende og divergerende, og derfor forekommer konstrueret til lejligheden. Nævnet lægger videre efter oplysningerne i sagen til grund, at ansøgerens mor, mens hun befandt sig i Somalia, arbejdede som selvstændig hennatatovør, at hun har gået 4 år i koranskole, og at hun efter ankomsten til Danmark har gået på sprogskole, været frivillig i foreningen Link og arbejder som rengøringsassistent. Ansøgerens far har forklaret, at han kommer fra en familie med en vis social og økonomisk status, og at der var respekt om familien i landsbyen. Ansøgerens far har forud for flugten fra Somalia gået i skole frem til 7. klasse og har arbejdet som hjælpelærer. I Danmark har han gået på sprogskole og arbejdet på en fabrik siden [foråret] 2016. Efter en samlet vurdering af forholdene vurderer nævnet, at ansøgerens forældre har de fornødne personlige ressourcer til at modstå omgivelsernes pres, herunder at modsætte sig at omgivelserne direkte overfor ansøgeren udøver et pres for, at hun skal lade sig omskære. Nævnet har herved også tillagt det vægt, at forældrenes nærmeste netværk i Somalia må formodes at være indstillet på at støtte dem i ønsket om at beskytte datteren imod omskæring. Det er herefter ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for at blive omskåret mod hendes eller hendes forældres vilje. Idet det alene beror på ansøgerens forældres formodning, at ansøgeren vil være i risiko for at blive tvangsgift med et medlem af al-Shabaab, er det ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2020/43/CHPE

soma202037

Nævnet stadfæstede juli 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelige statsborger fra Somalia. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk somali og muslim. Hun er født i Danmark, men hendes mor er fra landsbyen Eriley, Barawe distriktet i Shabelleha Hoose-regionen i Somalia. Ansøgerens forældre har som asylmotiv henvist til, at de på deres datters vegne frygter, at hun vil blive tvangsomskåret og udsat for overgreb af både lokalbefolkningen og ansøgerens fars familie. Ansøgerens mor har endvidere som asylmotiv henvist til, at hun frygter, at datteren vil blive dræbt som følge af kampe mellem regeringen og Al-Shabaab i lokalområdet. Ansøgerens mor har til støtte herfor oplyst, at ansøgerens fars familiemedlemmer vil tage ansøgeren fra hende, fordi ansøgeren anses for at være farens barn. Ansøgerens mor har videre oplyst, at ansøgerens fars familie vil lade ansøgeren omskære, og at ukendte personer i lokalbefolkningen vil udsætte ansøgeren for overgreb, fordi hun er vendt tilbage fra Europa og er uomskåret. Flygtningenævnet har tilsidesat ansøgerens mors forklaring om et eget, individuelt asylmotiv. Vedrørende risikoen for, at ansøgeren vil blive omskåret ved en eventuelt tilbagevenden til Somalia, bemærker Flygtningenævnet, at ansøgerens mors forklaring er blevet tilsidesat, og at det herefter må lægges til grund, at hun har et mandeligt netværk ved en tilbagevenden til hjemområdet. Ansøgerens mor vil således kunne udsendes til Somalia. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens mor må anses for så ressourcestærk, at hun vil være i stand til at modstå et eventuelt pres fra familien og lokalbefolkningen om omskæring af ansøgeren. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgerens mor vil kunne beskytte ansøgeren mod omskæring, og at ansøgeren således ikke er i reel risiko herfor. Ansøgeren opfylder således ikke betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2020/37/Yars

soma202036

Nævnet stadfæstede juli 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelige statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk somali og muslim fra landsbyen Eriley, Barawe distriktet i Shabelle Hoose-regionen i Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter en mand fra hendes hjemby ved navn Salad Hersi, som ønskede at gifte sig med klageren. Klageren har endvidere som asylmotiv henvist til, at hun frygter en mand ved navn [A], der er amir i Al-Shabaab. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at [B] i 2010 ønskede at gifte sig med klageren, da hun var 22 år gammel. Salad sagde til klageren, at han ville slå hende ihjel, hvis hun giftede sig med en anden mand. Klagerens far og brødre beskyttede klageren mod Salad og mod at blive gift med ham. Klagerens far og brødre er senere afgået ved døden, hvorfor klageren ikke længere har nogen, der kan beskytte hende mod [B]. Klageren har endvidere til støtte for sit asylmotiv oplyst, at der en eftermiddag i september 2013 ankom fire personer til familiens bopæl. Disse fire personer talte med klagerens far og bad om klagerens hånd. Klagerens far afviste blandt andet med henvisning til, at de havde slået hans sønner ihjel. Mændene blev vrede på faren og tog ham med ud af huset. [A], som ønskede at gifte sig med klageren, tog klageren med sig og tilbageholdt hende i ti dage. Under opholdet hos [B] blev ansøgeren introduceret for en kvinde ved navn [C]. Klageren beklagede sig til [C], og efter noget tid besluttede [C] at hjælpe klageren. [C] kontaktede klagerens moster, som fortalte, at klagerens far var blevet dræbt, og at klageren skulle flygte. En aften i september 2013 flygtede klageren ind til naboen [D], som hjalp hende videre til en person ved navn [E]. [Efteråret] 2013 hjalp [E]klageren med at flygte fra Somalia. Klageren har til partshøringssamtale i Udlændingestyrelsen den [vinteren] 2017 og til samtalereferatet [vinteren] 2020 fastholdt sit oprindelige asylmotiv. Klageren har samtidig oplyst, at hun frygter, at hendes farmor og muligvis andre af klagerens fars familiemedlemmer i Somalia vil tage klagerens datter mod tvang og omskære hende. Udlændingestyrelsen meddelte [vinteren] 2015 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særlig vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsens afgørelse af 7. januar 2015 er ikke begrundet nærmere, men det fremgår af tilladelsesresolution [vinteren] 2014, at tilladelsen er givet med følgende begrundelse: ”Udlændingestyrelsen finder ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund, idet ansøgerens forklaring i flere henseender forekommer bemærkelsesværdige, påfaldende og divergerende, men at styrelsen på trods af dette, ikke finder at kunne afvise, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for asylrelevant forfølgelse fra Al-Shabaabs side.” Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring til grund. Klageren har forklaret sammenhængende, kun med enkelte små divergenser, der ikke kan anses for værende centrale i asylmotivet. Forklaringen vedrører efter sit indhold et ganske begrænset hændelsesforløb. Forklaringen må efter sit indhold anses for meget lidt sandsynligt, herunder særligt når henses til, at klageren har forklaret, at det foregik i en lille landsby. Hertil kommer, at klageren har svaret afglidende på nævnets spørgsmål om landsbyens nærmere størrelse og forskellige bygningers placering. Klageren har på trods af mange spørgsmål herom ikke været i stand til at give en mere præcis beskrivelse af landsbyen. Hertil kommer, at familiens økonomiske situation og klagerens manglende uddannelse harmonerer dårligt med finansieringen af en rejse til Europa samt klagerens nuværende fremtræden. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at klagerens forklaring om et modsætnings- forhold til [A] er uomtalt i oplysnings- og motivsamtalen, og at hun således først har forklaret herom ved samtalen [vinteren] 2014. Flygtningenævnet bemærker endelig, at klageren under sagen og under nævnsmødet har forklaret, at hendes svigermor boede i Quryoley, mens hendes ægtefælle har forklaret, at hans mor havde været udrejst til Kenya, og at hun de seneste seks til otte måneder havde boet i Mogadishu. Dette forhold har klageren fortiet, idet hun havde jævnlig kontakt med svigermoren. Flygtningenævnet finder således ikke, at klageren har noget individuelt asylmotiv i forhold til [B] eller Al-Shabaab. Flygtningenævnet finder endvidere, at der er sket sådanne ændringer i forholdene i klagerens hjemområde, at der vil kunne ske nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1, og stk. 7, jf. § 26, stk. 1. Da Flygtningenævnet har tilsidesat klagerens forklaring, kan Flygtningenævnet heller ikke lægge til grund, at klageren er uden mandligt netværk i hjemområdet. Flygtningenævnet finder, at klageren må anses for så ressourcestærk, at hun vil være i stand til at modstå et eventuelt pres fra familien og lokalbefolkningen om omskæring af datteren og eventuelle yderligere børn. Det bemærkes herved, at svigermoderen opholder sig i Mogadishu og ingen tilknytning har til klagerens hjemområde. Flygtningenævnet finder derfor, at klageren vil kunne beskytte datteren og eventuelle yderligere børn mod omskæring, og at disse således ikke er i reel risiko herfor. Datteren er derfor blevet meddelt afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2, og der er ikke grundlag for at give klageren konsekvensstatus. Den 1. marts 2019 trådte udlændingelovens § 19 a i kraft, hvorefter en opholdstilladelse efter § 7 skal inddrages – når betingelserne i § 19, er opfyldt – medmindre det vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Det må efter fortolkningsbidrag til lovændringen af 13. juni 2019 lægges til grund, at den nye bestemmelse i § 19 a ikke finder anvendelse i sager om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelser efter § 7, hvor ansøgning om forlængelse er indgivet før 1. juli 2019, idet der vedrørende disse sager således fortsat skal ske en vurdering efter den tidligere bestemmelse i udlændingelovens § 19, stk. 7, jf. dagældende lovbekendtgørelse nr. 1117 af 2. oktober 2017, jf. § 26, stk. 1, om, hvorvidt en udvisning må antages at virke særlig belastende. Klageren indrejste i Danmark i 2014. Hun har mødt sin ægtefælle, der er somalisk statsborger, her i landet, og de har fået en datter på 2 år og venter endnu et barn sammen. Klageren har i visse perioder haft arbejde. Hun har bestået dansk 1 og kan læse og skrive dansk. Hun er ikke medlem af foreninger og har ingen større tilknytning til det danske samfund. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af klagerens forhold, at det ikke vil være særligt belastende for hende at rejse tilbage til Somalia. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2020/36/Yars

soma202028

Nævnet stadfæstede i juni 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Ansøgeren er mindreårig og født i Danmark. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk somali og muslim fra Mogadishu, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerens forældre har som asylmotiv henvist til, at de frygter, at ansøgeren af al-Shabaab vil blive tvangsrekrutteret eller sendt til en genopdragelseslejr, fordi han er dreng. Forældrene var i den forbindelse videre henvist til, at fordi ansøgeren er opvokset i vesten, er han særlig profileret i forhold til al-Shabaab, også fordi begge ansøgerens forældre er flygtet fra konflikter med al-Shabaab. Ansøgerens forældre har som yderligere asylmotiv henvist til, at de frygter, at ansøgeren vil afgå ved døden eller opleve andre problemer som følge af de generelle forhold i Somalia. Flygtningenævnet skal indledningsvist bemærke, at ansøgeren er knap 4 år gammel og født i Danmark af somaliske forældre. Ansøgerens far har i asylsamtalen [vinteren] 2019 forklaret, at han ikke har været i Somalia i den tid, al-Shabaab har eksisteret, idet han udrejste af landet i 2007, og at han aldrig er blevet opsøgt eller truet af al-Shabaab. Faren har videre forklaret, at han udrejste, for ikke at blive involveret i den forudgående krig, idet han ikke ønskede at blive soldat og kæmpe for enten mazaaleiim eller Mulehawa. Ansøgerens far har ikke søgt asyl i Danmark men har opholdstilladelse som familiesammenført med ansøgerens mor. Ansøgerens mor har i sin oprindelige asylsag forklaret, at hun flygtede fra Somalia på grund af en konflikt med al-Shabaab, der truede hende på livet, fordi hun ikke ville gifte sig med et højtstående medlem af militsen. Nævnet bemærker, at hverken ansøgerens far eller mor kan anses for særligt profilerede i forhold til al-Shabaab, hvorfor ansøgeren ikke med henvisning til forældrenes forhold findes at være i risiko for asylretlig relevant forfølgelse eller overgreb ved en tilbagevenden til Somalia. Om risikoen for, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Somalia vil blive udsat for tvangshvervning eller genopdragelse fra al-Shabaabs side, bemærkes indledningsvist, at ansøgeren er født [sommeren] 2016, og dermed er knap 4 år gammel. Han har aldrig været i Somalia og har heller ikke haft konflikter med al-Shabaab eller andre i Somalia. Nævnet er enig med Udlændingestyrelsen i, at det følger af baggrundsoplysningerne, herunder yderligere Landinfos rapport fra 26. januar 2018: ”Rekruttering til al-Shabaab”, at den nedre aldersgrænse for tvangsrekruttering ligger omkring 11 år. Det fremgår videre af baggrundsoplysningerne, at det først og fremmest er i områder under al-Shabaabs kontrol, at der foregår hvervning af mere eller mindre tvangsmæssig karakter til militsen. Det fremgår ikke, at børn, der er opvokset i vesten, skulle være i større risiko end andre for at blive udsat for tvangshvervning. Herefter, og idet ansøgeren vil skulle returnere til sit hjemområde, Mogadishu, Somalia, som Amison kontrollerer, sammen med sin familie, og at såvel hans far som mor fortsat har familie i Somalia, er det ikke sandsynliggjort, at ansøgeren på grund af sine egne individuelle forhold vil være i asylretlig relevant risiko for forfølgelse eller overgreb ved en tilbagevenden til Somalia. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, om der på nuværende tidspunkt er anledning til at antage, at de generelle forhold i Somalia er af en sådan karakter, at en tilbagesendelse af ansøgeren til Somalia vil udgøre en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Det fremgår af baggrundsoplysningerne om forholdene for det sydlige og centrale Somalia, at menneskerettigheds- og sikkerhedssituationen har forbedret sig, siden ansøgerens mor blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, [foråret] 2013. Efter en samlet vurdering af baggrundsoplysningerne finder Flygtningenævnet således, at de generelle forhold i klagerens hjemområde, Mogadishu, er forbedret, om end forholdene – trods forbedringerne – fortsat er alvorlige og må betegnes som skrøbelige og uforudsigelige. Ændringerne findes ikke at være af helt midlertidig karakter. At ansøgeren er født og opvokset i et vestligt land, giver ikke i sig selv grundlag for en antagelse om, at han af den grund vil være i risiko for forfølgelse ved en tilbagevenden til Somalia, eftersom han vil skulle rejse tilbage sammen med sin forældre, der tidligere har været i stand til at leve i et område, der har været under al-Shabaabs kontrol. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at en udsendelse af ansøgeren til dennes hjemområde udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention samt Børnekonventionen.” Soma/2020/28/RILA

soma202027

Nævnet stadfæstede i juni 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Ansøgeren er mindreårig og født i Danmark. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk somali og muslim fra Mogadishu, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerens forældre har som asylmotiv henvist til, at de frygter, at ansøgeren af al-Shabaab vil blive tvangsrekrutteret eller sendt til en genopdragelseslejr, fordi han er dreng. Forældrene var i den forbindelse videre henvist til, at fordi ansøgeren er opvokset i vesten, er han særlig profileret i forhold til al-Shabaab, også fordi begge ansøgerens forældre er flygtet fra konflikter med al-Shabaab. Ansøgerens forældre har som yderligere asylmotiv henvist til, at de frygter, at ansøgeren vil afgå ved døden eller opleve andre problemer som følge af de generelle forhold i Somalia. Flygtningenævnet skal indledningsvist bemærke, at ansøgeren er knap 6 år gammel og født i Danmark af somaliske forældre. Ansøgerens far har i asylsamtalen [vinteren] 2019 forklaret, at han ikke har været i Somalia i den tid, al-Shabaab har eksisteret, idet han udrejste af landet i 2007, og at han aldrig er blevet opsøgt eller truet af al-Shabaab. Faren har videre forklaret, at han udrejste, for ikke at blive involveret i den forudgående krig, idet han ikke ønskede at blive soldat og kæmpe for enten mazaaleiim eller Mulehawa. Ansøgerens far har ikke søgt asyl i Danmark men har opholdstilladelse som familiesammenført med ansøgerens mor. Ansøgerens mor har i sin oprindelige asylsag forklaret, at hun flygtede fra Somalia på grund af en konflikt med al-Shabaab, der truede hende på livet, fordi hun ikke ville gifte sig med et højtstående medlem af militsen. Nævnet bemærker, at hverken ansøgerens far eller mor kan anses for særligt profilerede i forhold til al-Shabaab, hvorfor ansøgeren ikke med henvisning til forældrenes forhold findes at være i risiko for asylretlig relevant forfølgelse eller overgreb ved en tilbagevenden til Somalia. Om risikoen for, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Somalia vil blive udsat for tvangshvervning eller genopdragelse fra al-Shabaabs side, bemærkes indledningsvist, at ansøgeren er født [sommeren] 2014, og dermed er knap 6 år gammel. Han har aldrig været i Somalia og har heller ikke haft konflikter med al-Shabaab eller andre i Somalia. Nævnet er enig med Udlændingestyrelsen i, at det følger af baggrundsoplysningerne, herunder yderligere Landinfos rapport fra 26. januar 2018: ”Rekruttering til al-Shabaab”, at den nedre aldersgrænse for tvangsrekruttering ligger omkring 11 år. Det fremgår videre af baggrundsoplysningerne, at det først og fremmest er i områder under al-Shabaabs kontrol, at der foregår hvervning af mere eller mindre tvangsmæssig karakter til militsen. Det fremgår ikke, at børn, der er opvokset i vesten, skulle være i større risiko end andre for at blive udsat for tvangshvervning. Herefter, og idet ansøgeren vil skulle returnere til sit hjemområde, Mogadishu, Somalia, som Amison kontrollerer, sammen med sin familie, og at såvel hans far som mor fortsat har familie i Somalia, er det ikke sandsynliggjort, at ansøgeren på grund af sine egne individuelle forhold vil være i asylretlig relevant risiko for forfølgelse eller overgreb ved en tilbagevenden til Somalia. Den omstændighed, at ansøgeren har en medfødt hoftefejl, kan ikke føre til, at han af den grund meddeles opholdstilladelse, idet der dels er tale om et socioøkonomisk forhold, dels at der ikke er tale om en behandlingskrævende tilstand. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, om der på nuværende tidspunkt er anledning til at antage, at de generelle forhold i Somalia er af en sådan karakter, at en tilbagesendelse af ansøgeren til Somalia vil udgøre en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Det fremgår af baggrundsoplysningerne om forholdene for det sydlige og centrale Somalia, at menneskerettigheds- og sikkerhedssituationen har forbedret sig, siden ansøgerens mor blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, [foråret] 2013. Efter en samlet vurdering af baggrundsoplysningerne finder Flygtningenævnet således, at de generelle forhold i klagerens hjemområde, Mogadishu, er forbedret, om end forholdene – trods forbedringerne – fortsat er alvorlige og må betegnes som skrøbelige og uforudsigelige. Ændringerne findes ikke at være af helt midlertidig karakter. At ansøgeren er født og opvokset i et vestligt land, giver ikke i sig selv grundlag for en antagelse om, at han af den grund vil være i risiko for forfølgelse ved en tilbagevenden til Somalia, eftersom han vil skulle rejse tilbage sammen med sin forældre, der tidligere har været i stand til at leve i et område, der har været under al-Shabaabs kontrol. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at en udsendelse af ansøgeren til dennes hjemområde udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention samt Børnekonventionen. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse”. Soma/2020/27/RILA

soma202016

Nævnet stadfæstede i februar 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig stats-borger fra Somalia. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk somali, tilhørende [klan] og muslim fra Halgan, Hiiraan-regionen, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive dræbt eller tvangsrekrutteret af al-Shabaab. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans far i 2007 blev slået ihjel af al-Shabaab. Han har endvidere oplyst, at al-Shabaab i 2008 begyndte at tvangsrekruttere unge mænd i hans hjemområde. Klageren har ydermere oplyst, at familiens hus i 2012 blev ramt af et bombeangreb, hvorefter han blev hjulpet til at udrejse af Somalia. Udlændingestyrelsen meddelte [vinteren] 2015-2016 klageren tidsbegrænset op-holdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale for-pligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrel-sen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Ved endelig afgørelse af [sommeren] 2019 har Udlændingestyrelsen truffet afgørelse om ikke at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om konflik-terne med al-Shabaab til grund. Nævnet har herved blandt andet lagt vægt på, at klageren under asylsagens behandling har forklaret divergerende om, hvorfor hans far nægtede at samarbejde med al-Shabaab og om, hvorvidt al-Shabaab specifikt ledte efter klageren efter drabet på klagerens far samt hvorfor og hvornår klagerens stedfar blev hentet af al-Shabaab. Flygtningenævnet lægger her-efter til grund, at klageren ikke er profileret i forhold til al-Shabaab. Flygtningenævnet lægger derfor endvidere til grund, at klageren udrejste som følge af de generelle forhold i Somalia på det på-gældende tidspunkt. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, om der på nuværende tidspunkt er anledning til at antage, at de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia, hvor klageren kommer fra, er sådanne, at en tilbagesendelse af klageren til Somalia vil udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser. Flygtningenævnet finder efter de foreliggende baggrundsop-lysninger, at situationen i Halgan i Hiran provinsen, hvor ansøgeren kommer fra, er ændret således, at ikke enhver ved sin blotte tilstedeværelse vil være i risiko for overgreb i strid med EMRK artikel 3. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at området til dels fortsat er lovløst, da kontrollen over områ-det er delt mellem flere aktører, og da al-Shabaab kan have kontrollen i dele af området, men at al-Shabaabs måde at agere på har ændret sig både i de områder, hvor al-Shabaab har kontrollen og i de områder, hvor al-Shabaab ikke har kontrollen. Det er herefter vurderingen, at situationen for perso-ner, der ikke er profileret over for al-Shabaab i al-Shabaab kontrollede områder er forbedret, og at denne forbedring ikke kan antages at være af helt midlertidig karakter, uanset at forholdene – trods forbedringen – fortsat er alvorlige og må betegnes som skrøbelige. Efter en samlet vurdering af baggrundsoplysningerne finder Flygtningenævnet, at situationen er af en sådan karakter, at en ud-sendelse af klageren til Hiran provinsen ikke længere udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser. Flygtningenævnet bemærker, at en midlertidig opholdstilladelse meddelt i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, med henblik på midlertidigt ophold ikke vil skulle forlænges, såfremt de forhold, der førte til tildeling af beskyttelsen, ikke længere kan begrunde beskyttelse. Beskyttel-sen mod inddragelse i udlændingelovens § 26, stk. 1, finder ikke anvendelse ved afgørelsen af spørgsmålet om forlængelse af en opholdstilladelse meddelt i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. I henhold til Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, stk. 1, har enhver imid-lertid ret til respekt for blandt andet sit privat- og familieliv. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødven-digt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder, jf. artikel 8, stk. 2. Det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, at indgreb i udlændingens privat- og familie-liv skal stå i rimeligt forhold til de formål, indgrebet skal varetage. Det fremgår af afgørelser fra domstolen, at der ved proportionalitetsvurderingen foretages en afvejning af en række forhold, her-under udlændingens tilknytning til opholdslandet, varigheden af opholdet i dette land, alderen på indrejsetidspunktet, familieforhold i opholdslandet, sproglige forhold og øvrige tilknytningsfaktorer, herunder arbejde og uddannelse. I afvejningen indgår endvidere tilknytningen til oprindelseslandet, så som opvæksten og bopælstiden i oprindelseslandet, sproglig og kulturel tilknytning hertil, familiemedlemmer i oprindelseslandet samt uddannelses- og værnepligtsforhold. Ud over EMRK indeholder også andre konventioner, blandt andet FN’s konvention om borgerlige og politiske ret-tigheder, bestemmelser, der kan have betydning for, om Danmark som følge af internationale for-pligtelser er afskåret fra at nægte klageren fortsat ophold i Danmark. Det er oplyst om klageren, at han er født i 1996 i Somalia og har boet i Hiran-provinsen i Somalia, frem til sin udrejse i 2012. Han indrejste i Danmark i [vinteren] 2014-2015. Han taler somalisk. Klageren er ikke fremkommet med oplysninger om tilknytning til Danmark, og det fremgår af sagen, at han ikke har familie i Danmark, og at han ikke har haft en indtægt siden [efteråret] 2018. Der er ingen oplysninger om klagerens nuværende familieforhold i Somalia. Flygtningenævnet finder, at der foreligger et legitimt eller anerkendelsesværdigt formål, jf. EMRK artikel 8, stk. 2, der kan begrunde indgreb i de ved EMRK artikel 8, stk. 1, beskyttede rettigheder. Da klageren er meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, er opholdstilladelsen givet med henblik på midlertidigt ophold. Klager har således siden meddelelsen af opholdstilladelsen [vinteren] 2015-2016 været bekendt med dennes midlertidige karakter. Flygtningenævnet finder på denne baggrund og efter en samlet vurdering, herunder en konkret afvejning af klagerens tilknytning til henholdsvis Danmark og So-malia over for Danmarks interesse i varetagelsen af et legitimt eller anerkendelsesværdigt formål, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse ikke vil være i strid med Danmarks inter-nationale forpligtelser, herunder retten til privat- eller familieliv, jf. EMRK artikel 8. Flygtninge-nævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2020/16/gdan

soma202015

Nævnet stadfæstede i februar 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig stats-borger fra Somalia. Indrejst i 1999. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren tilhører hovedklanen Darood, subklanen Marehan, klanen Reer Dini og familieklanen […]. Klageren er muslim fra [område i Somalia]. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i vinteren] 1999, og at han [i foråret] 2001 blev meddelt opholdstilladelse efter udlæn-dingelovens § 7, stk. 2 (de facto). Det fremgår af Det Centrale Personregister, at klageren [i somme-ren] 2015 udrejste til Somalia for at tage ophold. [i foråret] 2019 besluttede Udlændingestyrelsen, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2 (de facto), var bortfaldet, jf. udlæn-dingelovens § 17, stk. 1, jf. stk. 4, § 17 a, stk. 1, nr. 1, og § 17 a, stk. 2, idet klageren har opholdt sig uden for Danmark i mere end 24 på hinanden følgende måneder. Det bemærkes, at Flygtningenæv-net i forbindelse med behandlingen af bortfaldssagen ikke har været i direkte kontakt med klageren, hverken personligt, telefonisk eller på mail. I sagen foreligger i den forbindelse en fuldmagt af 12. juli 2018 meddelt til klagerens bror, jf. tillige den beskikkede advokats brev af 4. marts 2019 med klage over afgørelsen om bortfald. Efter en gennemgang af sagen skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet ikke finder grundlag for at ændre Udlændingestyrelsens afgørelse. Flygtningenævnet har ved afgørelsen lagt vægt på de forhold, som Udlændingestyrelsen har henvist til i afgørelsen af [for-året] 2019. Nævnet har således lagt vægt på, at klageren udrejste af Danmark til Somalia [i sommeren] 2015, at ansøgerens fortrydelsesfrist for repatriering udløb [i sommeren] 2017, og at klagerens bror på klagers vegne senest den 1. juni 2018 søgte at få udbetalt 2. rate af repatrieringsydelsen. Det i den beskikkede advokats indlæg af 27. januar 2020 anførte om baggrunden for og omstændighe-derne i forbindelse med, at klagerens bror på klagerens vegne ansøgte om udbetaling af 2. rate af repatrieringsydelsen, kan ikke føre til en anden vurdering af sagen. Flygtningenævnet tiltræder her-under tillige Udlændingestyrelsens vurdering, hvorefter der ikke foreligger omstændigheder som nævnt i udlændingelovens § 17, stk. 3, som kan føre til, at klagerens opholdstilladelse efter udlæn-dingelovens § 7, stk. 2, ikke skal anses for bortfaldet. Ligesom Udlændingestyrelsen har Flygtnin-genævnet således lagt vægt på, at klageren i afgørelsen om forlængelse af fristen for fortrydelse af repatriering blev vejledt om, at fristen ikke kunne forlænges yderligere, og at klageren hverken ved personlig henvendelse, telefonisk eller på mail har kontaktet de danske ambassader i enten Kenya eller Etiopien, således som han flere gange er blevet vejledt om. Det anførte om, at det er klagerens opfattelse, at han skulle møde personligt frem kan derfor ikke føre til et andet resultat. Endelig til-træder Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens vurdering, hvorefter bortfald af opholdstilladelsen ikke udgør et uforholdsmæssigt indgreb i klagerens ret til privat- eller familieliv som værnet i den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Nævnet er således enig i den afvejning af klagerens tilknytning til henholdsvis Danmark og Somalia, som er foretaget i afgørelsen. Nævnet har ligesom styrelsen lagt vægt på, at klageren – uanset det forudgående 15 år lange ophold i Danmark - må anses for selv at have valgt at ophæve sine personlige, sociale og økonomiske bånd til Danmark i tilknytning til beslutningen om repatriering, og at bortfald af opholdstilladelsen derfor ikke kan anses som en krænkelse af ansøgerens ret til privatliv. Oplysningerne om klagerens herboende familie i form af en mor og en bror kan ikke føre til, at bortfald af opholdstilladelsen må anses for en krænkelse af klagerens ret til familieliv, idet klageren var myndig, da han traf beslutningen om repatriering i 2015. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2020/15/JHB

soma2019265

Nævnet omgjorde i marts 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse om inddragelse af opholdstilladel-sen for en mandlig statsborger samt fra Somalia. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk somali og tilhører hovedklanen […], subklanen […], og subsubklanen […]. Klageren er muslim og fra byen […] i regionen Jubada Hoose, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive dræbt af familien til hans tidligere kæreste. Klageren har endvidere henvist til, at han ved en tilba-gevenden til Somalia frygter at blive dræbt af al-Shabaab. Klageren har endeligt henvist til, at han frygter undertrykkelse, idet han tilhører en mindretalsklan. Til støtte for sit asylmotiv om sin frygt for ekskæresten familie har klageren oplyst, at forholdet til hans tidligere kæreste blev opdaget af kærestens far i 2012, og parret fik at vide, at de ikke måtte gifte sig. Da parret fortsatte med at se hinanden, truede kærestens far klageren og hans familie med ville slå dem ihjel, hvis de ikke flytte-de. Kærestens far truede flere gange familien, og klageren blev også opsøgt med geværer af kære-stens brødre, ligesom han blev stukket med en kniv. Klageren har oplyst, at kærestens familie hæv-nede sig på klagerens familie efter klagerens udrejse, blandt andet ved at stjæle familiens jord og voldtage klagerens søstre. Klageren har til støtte for sit asylmotiv om sin frygt for al-Shabaab op-lyst, at al-Shabaab forsøgte at få klageren og andre unge til at tilslutte sig al-Shabaab. Klageren nægtede men blev tvunget til træning for al-Shabaab. Klageren flygtede fra al-Shabaab, og frygter derfor fortsat, at al-Shabaab er efter ham. Til støtte for sit asylmotiv om sin frygt for undertrykkelse har klageren oplyst, at han tilhører en minoritetsklan, og at hans klan ikke var respekteret og ikke havde rettigheder, samt at klagerens far blev slået ihjel som følge af sit klantilhørsforhold. Faren havde tidligere arbejdet for den somaliske regering og blev slået ihjel i 2011. Klageren har endeligt oplyst, at han frygter hævn imod sin datter, ligesom han frygter, at hans datter vil blive udsat for omskæring. Udlændingestyrelsen meddelte [i 2014] klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i med-før af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttel-se henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Det føl-ger af udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, at en tidsbegrænset opholdstilladelse kan inddrages, når forholdene, der har begrundet opholdstilladelsen, har ændret sig på en sådan måde, at udlændingen ikke længere risikerer forfølgelse, jf. §§ 7 og 8. Der skal efter bestemmelsen ved en sådan afgørelse tages hensyn til grundlaget for opholdstilladelsen. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens for-klaring om sine oprindelige individuelle asylmotiver om konflikten med al-Shabaab eller med [A’s] familie til grund, idet klageren har forklaret uoverensstemmende om helt centrale forhold vedrøren-de disse konflikter. Nævnet kan i den forbindelse i det hele tiltræde Udlændingestyrelsens begrun-delse for at tilsidesætte klagerens forklaring om sine individuelle asylmotiver. Nævnet er desuden enig med Udlændingestyrelsen i, at det som følge heraf heller ikke kan lægges til grund, at klage-rens datter risikerer at blive dræbt af [A’s] familie, ligesom nævnet tiltræder, at heller ikke klagerens frygt for, at datteren vil blive udsat for tvangsomskæring i Somalia kan begrunde en opholdstil-ladelse. På denne baggrund kan det samlet ikke lægges til grund, at klageren har nogen konkret og individuel risiko for overgreb eller forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7 ved en tilbageven-den til Somalia. Det fremgår af baggrundsoplysningerne om situationen i Somalia, som er gengivet i Udlændingestyrelsens afgørelse, at der er indtrådt en forbedring af de generelle forhold i klagerens hjemegn, og at denne forbedring ikke kan antages at være af helt midlertidig karakter. Der kan såle-des ikke længere lægges til grund, at enhver ved sin blotte tilstedeværelse vil være i risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Det er indgået i denne vurdering, at klagerens hjemegn er under fortsat indflydelse af al-Shabaab, og at det af baggrundsoplysningerne fremgår, at der i de områder, som al-Shabaab kontrollerer, sker brud på menneskerettighederne. Det må imidlertid endvidere lægges til grund, at al-Shabaabs måde at operere på har ændret sig fra at være vilkårlige angreb mod civilbefolkningen til at være mere mål-rettede angreb mod profilerede personer, ligesom sådanne angreb ikke foretages i de områder, hvor al-Shabaab har kontrollen. De forhold, der har begrundet klagerens opholdstilladelse, har herefter ændret sig på en sådan måde, at klageren ikke længere ved en tilbagevenden til Somalia som følge af de generelle forhold vil være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, ligesom han fortsat ikke vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse eller overgreb omfattet af udlæn-dingelovens § 7. Den 1. marts 2019 trådte udlændingelovens § 19 a i kraft, hvorefter en opholdstil-ladelse efter § 7 skal inddrages – når betingelserne i § 19, stk. 1, nr. 1, er opfyldt – medmindre det vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Ifølge forarbejderne til bestemmelsen (lovforslag nr. L 140 af 15. januar 2019), finder denne ikke anvendelse i sager, som Udlændingesty-relsen har indledt forud for lovens ikrafttræden, idet der vedrørende disse sager således fortsat skal ske en vurdering efter den tidligere udlændingelovs § 19, stk. 7, jf. § 26, stk. 1, om, hvorvidt en udvisning må antages at virke særlig belastende. Det hedder i ovennævnte forarbejder (lovforslag nr. L 140 af 15. januar 2019) i beskrivelsen af de kriterier for inddragelse af opholdstilladelse, der gælder i denne sag bl.a.: ”2.1.6.1. Tilknytning til det danske samfund, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1, nr. 1. Ved Udlændingestyrelsens vurdering af en udlændings tilknytning til det danske sam-fund lægges navnlig vægt på varigheden af udlændingens ophold her i landet, udlændingens doku-menterede danskkundskaber og tilknytning til det danske arbejdsmarked samt hvorvidt udlændingen har gennemført en uddannelse her i landet og opnået tilknytning til det danske foreningsliv. Hensynet til en udlændings lovlige ophold kan ikke i sig selv føre til, at en opholdstilladelse ikke inddrages eller nægtes forlænget. En udlænding, der har opholdt sig i Danmark i cirka 5 år eller mindre, skal som udgangspunkt have gjort en helt særlig indsats for at integrere sig, før det må antages, at en inddragelse eller nægtelse af forlængelse vil virke særlig belastende. En udlænding, der har opholdt sig i Danmark i mere end 5 år, men færre end 10 år, skal som udgangspunkt have dokumenterede danskkundskaber og have været i beskæftigelse og/eller under uddannelse, før det må antages, at en inddragelse eller nægtelse af forlængelse vil virke særlig belastende. Hvis en udlænding har opholdt sig i Danmark i cirka 10 år eller mere, er udgangspunktet, at varigheden af opholdet her i landet indgår med særlig vægt ved vurderingen af, om en inddragelse eller nægtelse af forlængelse må antages at virke særlig belastende. Det er dog fortsat en betingelse, at udlændingen herudover har gjort en aktiv indsats for at integrere sig her i landet - også inden for de seneste år - f.eks. via beskæftigelse, dokumenterede danskkundskaber eller deltagelse i foreningsliv med integrationsfremmende aspekter. Kendskab til det danske sprog anses for at være af væsentlig betydning for en udlændings integration og dermed for den pågældendes tilknytning til Danmark. På den baggrund lægges der derfor vægt på beståede prøver i dansk. Hensynet til en udlændings dokumenterede danskkundskaber kan ikke i sig selv føre til, at en opholdstilladelse ikke inddrages eller nægtes forlænget. Hensynet til en udlændings tilknytning til det danske arbejdsmarked eller en udlændings igangværende eller færdiggjorte uddannelsesforløb i Danmark kan ikke i sig selv føre til, at en opholdstilladelse ikke inddrages eller nægtes forlænget. Det indgår dog med særlig vægt ved vurderingen, om en inddragelse eller nægtelse af forlængelse må antages at virke særligt belastende, hvis en udlænding har været i fuldtidsbeskæftigelse i ca. 3 år eller deltidsbeskæftigelse i ca. 5 år eller har færdiggjort en videregående uddannelse i Danmark og efterfølgende er kommet i relevant beskæftigelse. Hensynet til en udlændings deltagelse i foreningsliv eller fritidsinteresser kan ikke i sig selv føre til, at en opholdstilladelse ikke inddrages eller nægtes forlænget.…Små børn under 6 år har som udgangspunkt ikke opnået selvstændig tilknytning til det danske samfund.” Klageren, der nu er […] år, kom til Danmark som […]-årig i [2013]. Han er født og opvokset i Somalia, hvor han også er statsborger. Han har gennemført uddannelsesforløb via […] og har siden [2016] haft fuldtidsbe-skæftigelse på […], ligesom han i en periode på 3 måneder forud herfor havde ansættelse som […]. Han har bestået prøve 2 i dansk og har for nævnet demonstreret særdeles gode danskkundskaber. Han er aktiv i […] og beskrives i en række erklæringer fra bl.a. sin arbejdsgiver som meget velinte-greret i det danske samfund. Han er gift og har et barn på […] år, der opholder sig […]. Flygtninge-nævnet finder, at klageren, der har opholdt sig i Danmark i omkring 5 år, har gjort en helt særlig indsats for at integrere sig i det danske samfund, og at han har knyttet sådanne personlige og sociale bånd til Danmark, at en inddragelse af hans opholdstilladelse vil virke særlig belastende, jf. udlæn-dingelovens § 26, stk. 1. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsen afgørelse [fra 2017], således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” Soma/2019/265/ajev

soma2019261

Nævnet stadfæstede i december 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk somali og tilhører hovedklanen hawiye og subklanen [A]. Klageren er sunni-muslim fra [landsby], Galaguduud-regionen, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab, idet han nægtede at tilslutte sig al-Shabaab. Videre frygter klageren sine tidligere kollegaer, idet disse har tilsluttet sig al-Shabaab. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han blev opsøgt af al-Shabaab på sin arbejdsplads flere gange i 2011 med henblik på at få klageren til at deltage i træning og kamp. Hvis man indvilligede i at lade sig rekruttere, ville man lære at håndtere våben, kunne blive selvmordsbomber og deltage i krig. Klageren nægtede at deltage i træningen, hvorfor al-Shabaab opsøgte klagerens far og sagde til ham, at klageren skulle lade sig tilslutte, idet de ellers ville slå klageren ihjel. Klagerens far opfordrede klageren til at udrejse af landet. Videre har klageren oplyst, at han blev opsøgt af tre medlemmer fra al-Shabaab på sin bopæl. Klageren opholdt sig på sit værelse, mens hans mor talte med al-Shabaab. Hun sagde til dem, at klageren ikke ville lade sig tilslutte al-Shabaab, hvorefter hun blev skudt. Klageren forlod sit værelse og kom ud til sin mor, da han hørte skuddet, hvorefter han konstaterede, at hun var afgået ved døden. To personer fra al-Shabaab fik fat i klageren, og de ramte ham i hovedet med en pistol. Herefter tog al-Shabaab klageren med til en station, hvor han blev tilbageholdt i omkring 14 dage. Under sin tilbageholdelse blev klageren truet med at blive slået ihjel, såfremt han ikke lod sig tilslutte. Det lykkedes klageren at flygte, hvorefter han fik et lift til Mogadishu, hvor han opholdt sig i tre måneder. Udlændingestyrelsen meddelte [i efteråret] 2013 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Den 1. marts 2019 trådte udlændingelovens § 19 a i kraft, hvorefter en opholdstilladelse efter § 7 skal inddrages – når betingelserne i § 19, stk. 1, nr. 1, er opfyldt – medmindre det vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Det må efter forarbejderne til lovændringen (lovforslag nr. L 140 af 15. januar 2019) lægges til grund, at den nye bestemmelse i § 19 a ikke finder anvendelse i sager, som Udlændingestyrelsen har indledt forud for lovens ikrafttræden, idet der vedrørende disse sager således fortsat skal ske en vurdering efter den tidligere bestemmelse i udlændingelovens § 19, stk. 7, jf. dagældende lovbekendtgørelse nr. 1117 af 2. oktober 2017, jf. § 26, stk. 1, om, hvorvidt en udvisning må antages at virke særlig belastende. Flygtningenævnet kan efter en samlet vurdering ikke lægge klagerens forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klagerens forklaring fremstår divergerende og utroværdig. Nævnet har herved lagt vægt på, at klageren under oplysnings- og motivsamtalen [i foråret] 2013 har forklaret, at al-Shabaab først opsøgte ham i [efteråret] 2013, hvorimod klageren til asylsamtalen [i sommeren] 2013 har forklaret, at al-Shabaab opsøgte ham første gang i [i begyndelsen af] 2011. Under nævnsmødet har klageren endvidere forklaret divergerende om, hvor mange gange han til al-Shabaab sagde, at han nægtede at være en del af al-Shabaab. Nævnet finder det endvidere usandsynligt, at al-Shabaab fortalte klagerens far, at de ville slå klageren ihjel, og at de derved gav klageren mulighed for at flygte. Klageren har under nævnsmødet forklaret utroværdigt og divergerende om blandt andet sin flugt, herunder om opsøgningen af sin farmor. Nævnet tilsidesætter af ovennævnte grunde klagerens forklaring om hans oprindelige asylmotiv. Nævnet finder, at klageren ikke kan anses for særlig profileret i forhold til al-Shabaab. Nævnet lægger herved vægt på, at klageren udrejste fra Somalia for syv år siden, og at han under oplysnings- og motivsamtalen [i foråret] 2013 og under nævnsmødet har forklaret, at hans familie er almindelige klanmedlemmer. Særligt vedrørende klagerens frygt for, at hans datter vil være i risiko for omskæring ved en tilbagevenden til Somalia, lægger nævnet vægt på, at det efter de foreliggende baggrundsoplysninger, er muligt for kvinder at undgå omskæring af deres døtre. Det afhænger dog af morens personlighed, og hvorvidt hun er i stand til at modstå det psykologiske pres fra såvel familie og samfundet. Det fremgår endvidere af baggrundsoplysningerne, at det er nemmere for forældre at modstå et socialt pres i mere konservative samfund, hvis pigens far modsætter sig, at hans datter skal omskæres. Klageren har [i sommeren] 2019 til Udlændingestyrelsen oplyst, at han og hans hustru er imod omskæring. Klagerens hustru og datteren er udrejst af Danmark i [efteråret] 2018. Nævnet finder, at der efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke er konkret fare eller velbegrundet frygt for, at klageren vil blive udsat for repressalier som følge af, at han modsætter sig omskæring af sin datter. Flygtningenævnet finder efter de foreliggende baggrundsoplysninger og praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at situationen i klagerens hjemområde er ændret, således at ikke enhver ved sin blotte tilstedeværelse vil være i risiko for overgreb, jf. artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Forholdene er således, selvom de fortsat er skrøbelige og uforudsigelige, forbedrede, og ændringerne findes ikke at være af helt midlertidig karakter. Det bemærkes i den forbindelse, at det ligeledes fremgår af de foreliggende baggrundsoplysninger, at al-Shabaab har skiftet strategi fra vilkårligt at angribe civilbefolkningen og til i højere grad at foretage målrettede angreb mod profilerede personer, ligesom det er indgået i vurderingen, at disse angreb ikke foretages i områder, hvor al-Shabaab de facto har kontrollen. Selvom al-Shabaab udøver kontrol i klagerens hjemområde, finder nævnet efter en konkret vurdering af oplysningerne i sagen, herunder baggrundsoplysningerne, og at nævnet som anført har lagt til grund, at klageren ikke er særligt profileret, at klageren ikke længere risikerer at blive udsat for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, ved en tilbagevenden til Somalia. Betingelserne for at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse er derfor opfyldt, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1. Flygtningenævnet skal endelig tage stilling til, om en undladelse af at forlænge klagerens opholdstilladelse må antages at virke særligt belastende, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Klageren har haft lovligt ophold i Danmark siden [efteråret] 2013, og klageren har oplyst, at han er født og opvokset i [landsby] i Galgaduud-regionen i Somalia, hvor han har boet indtil 3 måneder før sin udrejse i [foråret] 2012. Han har bestået Prøve i Dansk 2. Klageren har fra [efteråret] 2016 til [efteråret] 2018 været ansat som IGU-elev på et grafisk trykcenter, hvorefter han har været arbejdsløs i en periode, indtil han [i sommeren] 2019 fik et vikariat hos [butik], hvor han siden [efteråret] 2019 har været fuldtidsansat som lagermedarbejder. Klageren har i en periode været medlem af [bynavn] Boldklub, da han boede i [by], og han har deltaget i Frivillignet i 2014 og 2015. Han er nu medlem af en fodboldklub i [by]. Han har siden 2018 været medlem af Somalisk Dansk forening i [by] og omegn. Han har ikke helbredsmæssige problemer. Klageren har ikke familiemæssig tilknytning til Danmark. Hans ægtefælle er fra Somalia og kom til Danmark i [slutningen af] 2016. De fik en pige i 2017, som har nedsat hørelse, og som ikke kan få en operation i Somalia. Klagerens ægtefælle og barn er udrejst af Danmark, og klageren har af sine svigerforældre fået at vide, at hustruen og barnet opholder sig i Sverige. Han har sidst haft kontakt med dem i [efteråret] 2018. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af klagerens forhold, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse ikke vil være særligt belastende for ham, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1, jf. § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2019/261/CHPE

soma2019255

Nævnet hjemviste i november 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er fra hawiye-klanen og muslim fra [A], Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter, at blive slået ihjel af al-Shabaab, eftersom de har dræbt hans bror og truet hans familie. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans storebror [B] blev dræbt af al-Shabaab omkring [en dato i sommeren] 2010. Broren solgte cigaretter på AMISOMs baser nær lufthavnen i Mogadishu. Broren havde arbejdet med dette i ca. tre til fire måneder forud for drabet. Klagerens bror blev dræbt foran deres fælleshjem. Klageren og resten af hans familie var til stede i hjemmet på dette tidspunkt. Klageren hørte skuddene udenfor, men han fik af sin mor besked på ikke at gå ud. Efter drabet gik klageren hen til nabohuset, hvor han gemte sig i to dage. Hans øvrige familiemedlemmer gemte sig et andet sted. Dagen efter drabet blev klagerens mor ringet op af Al-Shabaab. Hun fik besked på at bringe sine sønner og sin ældste datter til Al-Shabaab for ellers vil de dræbe hele familien. Drengene skulle optrænes og blive en del af Al-Shabaab og datteren skulle indgå et ægteskab med et medlem fra Al-Shabaab. Klageren udrejse med sin familie [i sommeren] 2010. Klageren har videre oplyst, at al-Shabaab tidligere har henvendt sig til hans familie, hvor de bad om at fa klagerens lillesøster, der på dette tidspunkt var 13 år. Der skete dog ikke noget i den forbindelse. Klageren kan ikke huske, hvornår episoden fandt sted. Klageren har endvidere oplyst, at al-Shabaab har henvendt sig til ham for at hverve ham. Han nægtede dog, og der skete ikke yderligere. Klageren kan ikke huske, hvornår episoden fandt sted. Udlændingestyrelsen meddelte [i vinteren] 2012 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Klagerens advokat har ved mødets begyndelse for Flygtningenævnet nedlagt påstand om, at sagen hjemvises til Udlændingestyrelsen til fornyet behandling. Der er henvist til, at klageren har indgivet ansøgning om samvær med sin søn, hvis mor er dansk statsborger og som han hidtil ikke har haft fast samvær med. Klagerens advokat har endvidere henvist til, at klageren i starten af januar venter barn med sin nuværende kæreste, som han har indgået et islamisk ægteskab med. Han og hans kæreste ønsker at blive borgerligt viet inden fødslen. Klagerens advokat oplyste samtidig, at klageren nu forsørger sig selv, idet han har en indkomst på cirka 20.000 kr. pr. måned. Udlændingestyrelsen oplyste, at der ikke protesteres mod påstanden om hjemvisning af sagen. Flygtningenævnet fandt efter en samlet vurdering af sagen grundlag for at tage advokatens påstand om hjemvisning til følge. Nævnet har herved lagt vægt på de nye oplysninger som klagerens advokat er fremkommet med.” soma/2019/255/snd

soma2019251

Nævnet stadfæstede i november 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2015.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk somali, tilhører Sheekhaal og Mohamad Cagane klanen og er muslim af trosretning fra Ufurow, Baay-regionen, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive henrettet af al-Shabaab, fordi han har opholdt sig i Europa. Ansøgeren frygter desuden at blive forfulgt af majoritetsklaner. Videre har ansøgeren henvist til de generelle forhold i Somalia. Endelig har ansøgeren henvist til, at han frygter konsekvenserne af, at have afvist at lade sig rekruttere til al-Shabaab. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv vedrørende al-Shabaab anført, at han som 27-årig flyttede fra Ufurow til Mogadishu, hvor han blev udsat for adskillige røverier af al-Shaabab. Ansøgeren blev blandt andet frarøvet sine penge og sit æsel. Ansøgeren oplevede, at al-Shabaab begik røverier og overfald mod vilkårlige personer. På grund af borgerkrigen flyttede ansøgeren til Baidoa, hvor han boede indtil sin udrejse. For så vidt angår frygten for majoritetsklaner har ansøgeren anført, at han tilhører en minoritetsklan og dermed er i risiko for at blive fordrevet af majoritetsklanerne. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren har en aktuel og individuel konflikt med al-Shabaab eller med medlemmer af andre - store og magtfulde - klaner. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på ansøgerens forklaring om, at de røverier, som al-Shabaab udsatte ham for, fandt sted for flere år siden, og at han ikke havde en individuel konflikt med al-Shabaab, men at de forfulgte tilfældige personer. Ansøgeren har endvidere forklaret, at han ikke er blevet opsøgt af al-Shabaab i den periode på 13 år, hvor han boede i Baidoa, som var hans seneste opholdssted i Somalia. Nævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring på nævnsmødet om, at al-Shabaab forsøgte at tvangsrekruttere ham, hvilket han afslog, og at det vil få konsekvenser for ham ved en tilbagevenden til Somalia, til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke tidligere har nævnt dette asylmotiv, og at der således er tale om en udbyggende forklaring. I øvrigt beror ansøgerens frygt for repressalier fra al-Shabaab ved en tilbagevenden til Somalia på hans egen formodning. For så vidt angår ansøgerens frygt for majoritetsklaner har nævnet lagt vægt på ansøgerens forklaring om, at konflikten i forhold til disse klaner udelukkende skyldtes, at ansøgeren var en del af en minoritetsklan, men at der ikke var tale om individuel forfølgelse af ham. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil have en individuel konflikt med al-Shabaab, eller at han på anden måde er profileret i forhold til al-Shabaab, således at han har behov for beskyttelse som nævnt i udlændingelovens § 7. Heller ikke det af ansøgeren anførte om, at han ved en tilbagevenden til Somalia – efter at have opholdt sig i Danmark i en årrække – vil blive anset for spion eller den omstændighed, at han tilhører en klan med lav status, kan føre til en anden vurdering af sagen. Nævnet finder endvidere ikke, at de generelle forhold i ansøgerens hjemområde kan begrunde, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse. Det bemærkes i den forbindelse, at de nu foreliggende baggrundsoplysninger om forholdene i klagerens hjemområde i Baidoa i Lower Shabelle i Somalia ikke er af en sådan karakter, at enhver ved sin blotte tilstedeværelse vil være i risiko for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Sammenfattende finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2019/251/CABV

soma2019250

Nævnet omgjorde i november 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om inddragelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig fra Somalia, således at han fortsat har opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Indrejst i 2012.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er somalisk statsborger, etnisk tumal osman og muslim af religiøs overbevisning fra Saudi Arabien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har i den oprindelige asylsag som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab, idet han har nægtet at samarbejde med dem. Klageren har til støtte herfor oplyst, at familien blev angrebet af al-Shabaab, mens de opholdt sig på deres bopæl. Al-Shabaab ville hverve klageren og hans bror, men klagerens far modsatte sig dette. Herefter slog al-Shabaab medlemmerne faren med en geværkolbe, sparkede ham, brækkede klagerens fingre og brændte brorens arm. Idet farens ven ankom til stedet, blev der affyret skud, hvorefter al-Shabaab forlod bopælen. Herefter udrejste klageren af Somalia med sin far, bror og farens ven. Flygtningenævnet omgjorde Udlændingestyrelsens afslag på opholdstilladelse [fra efteråret] 2013 og meddelte [i slutningen af] 2013 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Flygtningenævnet lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i Somalia på daværende tidspunkt. Flygtningenævnet finder fortsat – med samme begrundelse som anført i nævnets afgørelse [fra foråret] 2019 – at det ikke kan lægges til grund, at klageren har en individuel konflikt i Somalia med al-Shabaab eller andre, eller at han er særligt profileret i forhold til al-Shabaab, ligesom nævnet finder, at de generelle forhold i Somalia, der har begrundet klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, har ændret sig på en sådan måde, at klageren ikke længere risikerer forfølgelse eller asylbegrundende overgreb ved en tilbagevenden til Somalia. Spørgsmålet er herefter, om en inddragelse af klagerens opholdstilladelse efter § 19, stk. 1, nr. 1, må antages at virke særligt belastende for klageren, jf. § 26, stk. 1, således at inddragelse af opholdstilladelsen skal undlades. Son anført i nævnets afgørelse [fra foråret] 2019 følger det af forarbejderne til den nugældende udlændingelovs § 19 (lovforslag nr. L 140 af 15. januar 2019) i beskrivelsen af de kriterier for inddragelse af opholdstilladelse, der gælder i denne sag, bl.a.: ”2.1.6.1. Tilknytning til det danske samfund, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1, nr. 1. Ved Udlændingestyrelsens vurdering af en udlændings tilknytning til det danske samfund lægges navnlig vægt på varigheden af udlændingens ophold her i landet, udlændingens dokumenterede danskkundskaber og tilknytning til det danske arbejdsmarked samt hvorvidt udlændingen har gennemført en uddannelse her i landet og opnået tilknytning til det danske foreningsliv. Hensynet til en udlændings lovlige ophold kan ikke i sig selv føre til, at en opholdstilladelse ikke inddrages eller nægtes forlænget. En udlænding, der har opholdt sig i Danmark i cirka 5 år eller mindre, skal som udgangspunkt have gjort en helt særlig indsats for at integrere sig, før det må antages, at en inddragelse eller nægtelse af forlængelse vil virke særlig belastende. En udlænding, der har opholdt sig i Danmark i mere end 5 år, men færre end 10 år, skal som udgangspunkt have dokumenterede danskkundskaber og have været i beskæftigelse og/eller under uddannelse, før det må antages, at en inddragelse eller nægtelse af forlængelse vil virke særlig belastende. Hvis en udlænding har opholdt sig i Danmark i cirka 10 år eller mere, er udgangspunktet, at varigheden af opholdet her i landet indgår med særlig vægt ved vurderingen af, om en inddragelse eller nægtelse af forlængelse må antages at virke særlig belastende. Det er dog fortsat en betingelse, at udlændingen herudover har gjort en aktiv indsats for at integrere sig her i landet - også inden for de seneste år - f.eks. via beskæftigelse, dokumenterede danskkundskaber eller deltagelse i foreningsliv med integrationsfremmende aspekter. Kendskab til det danske sprog anses for at være af væsentlig betydning for en udlændings integration og dermed for den pågældendes tilknytning til Danmark. På den baggrund lægges der derfor vægt på beståede prøver i dansk. Hensynet til en udlændings dokumenterede danskkundskaber kan ikke i sig selv føre til, at en opholdstilladelse ikke inddrages eller nægtes forlænget. Hensynet til en udlændings tilknytning til det danske arbejdsmarked eller en udlændings igangværende eller færdiggjorte uddannelsesforløb i Danmark kan ikke i sig selv føre til, at en opholdstilladelse ikke inddrages eller nægtes forlænget. Det indgår dog med særlig vægt ved vurderingen, om en inddragelse eller nægtelse af forlængelse må antages at virke særligt belastende, hvis en udlænding har været i fuldtidsbeskæftigelse i ca. 3 år eller deltidsbeskæftigelse i ca. 5 år eller har færdiggjort en videregående uddannelse i Danmark og efterfølgende er kommet i relevant beskæftigelse. Hensynet til en udlændings deltagelse i foreningsliv eller fritidsinteresser kan ikke i sig selv føre til, at en opholdstilladelse ikke inddrages eller nægtes forlænget.…” Klageren, der nu er 25 år, kom til Danmark som 18-årig i [efteråret] 2012. Han er født og opvokset i Saudi Arabien og har efter det oplyste alene opholdt sig i Somalia, hvor han er statsborger, i en periode på tre måneder. I Danmark har han arbejdet i forskellige praktikforløb, ligesom han har været ansat som IGU elev. Siden [starten af] 2018 og indtil nævnets afgørelse i [foråret] 2019, hvor klageren mistede sin opholdstilladelse, har han gået på en produktionsskole. Han har bestået i hvert fald prøve 1 i dansk og har i al væsentligt gennemført mødet i nævnet uden brug af tolk. Han er medlem af en fodboldklub, ligesom han over en lang periode har udført frivilligt foreningsarbejde. Han taler somali, men på et niveau, så det gav anledning til vanskeligheder under samtale med Udlændingestyrelsen. Han har efter det oplyste ingen kendt familie i Somalia, mens han i Danmark har familie bestående af fætre og kusiner, som han har kontakt til. I de lægelige oplysninger beskrives klageren med symptomer forenelige med tidligt omsorgssvigt og kompleks behandlingskrævende PTSD. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering heraf, hvorunder er indgået de nye oplysninger om klagerens behandlingskrævende helbredsmæssige forhold, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse vil være særlig belastende i udlændingelovens § 26, stk. 1,’s forstand. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse [fra starten af] 2018, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” Soma/2019/250/CERA

soma2019167

Nævnet hjemviste i juni 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren tilhører klanen [navn 1], subklanen [navn 2] og subsubklanen [navn 3]. Klageren er mus-lim af trosretning fra Galgaduud, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religi-øse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive slået ihjel af sin tidligere ægtefælle [A], som efter klagerens for-modning er del af al-Shabaab. Udlændingestyrelsen meddelte [primo] 2014 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsen-delse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingesty-relsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettigheds-domstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på da-værende tidspunkt. Klagerens advokat har overfor nævnet nedlagt påstand om hjemvisning af sagen til fornyet behandling hos Udlændingestyrelsen. Til støtte for påstanden er det anført, at der nu er indgivet selvstændige asylansøgninger for klage-rens børn. For så vidt angår klagerens datter, [B], der er født den [sommeren] 2015, er asylansøgningen begrundet i en frygt for omskæring af datteren ved en tilbagevenden til Somalia som føl-ge af pres fra omgivelserne. For så vidt angår [C], der er født den [sommeren] 2006, og [D], der er født den [vinteren 2017/18], er asylansøgningerne begrundet i frygt for tvangsrekruttering og rekrut-tering som børnesoldat. Vedrørende klagerens datter, [E], der er født den [foråret] 2008, er på-standen om hjemvisning begrundet i risikoen for tvangsægteskab. Udlændingestyrelsen har op-lyst, at styrelsen er indforstået med, at sagen hjemvises. Flygtninge-nævnet finder efter en samlet vurdering, at det vil være rigtigst, at Udlændingestyrelsen træffer afgørelse i relation til børnenes selvstændige asylansøgninger. Nævnet lægger herved især vægt på, at klagerens frygt for at hen-des datter [B], som følge af tvang fra omgivelserne, vil blive udsat for omskæring ved en tilba-gevenden til Somalia, kan være af væsentlig betydning for spørgsmålet om inddragelse af klage-rens opholdstilladelse. Dette forhold bør derfor behandles af Udlændingesty-relsen til stillingta-gen til, hvilken betydning forholdet har for klagerens sag. Sagen hjemvises derfor til Udlændin-gestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen lader dette forhold indgå ved vurderingen af, hvorvidt klagerens opholdstilladelse skal inddrages.” soma/2019/167/MEG

sier20201

Nævnet stadfæstede i januar 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sierra Leone. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk mende og kristen fra [A], Sierra Leone. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Sierra Leone frygter, at han vil blive slået ihjel af sin farbror, idet hans farbror er medlem af en kult, der udfører menneskeofringer, ligesom han har en arvekonflikt med sin farbror. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans farbror har forsøgt at få ansøgeren til at blive medlem af en hemmelig kult, som farbroren selv er medlem af. Farbroren har i den forbindelse overfaldet ansøgeren flere gange, ligesom han ofte har opsøgt ansøgeren og sagt, at ansøgeren skulle blive medlem af den hemmelige kult. Ansøgeren har hertil oplyst, at han ikke ønsker at blive medlem af kulten, da der formodentligt bliver udført menneskeofringer i kulten. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet bemærker indledningsvis, at det svækker ansøgerens generelle troværdighed, at han til henholdsvis [myndighederne i et andet europæisk land] og de danske asylmyndigheder har afgivet forskellige oplysninger om sin identitet, ligesom han til de [myndighederne i det andet europæiske land] har oplyst et helt andet asylmotiv end til de danske asylmyndigheder. Flygtningenævnet har herudover lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvornår han første gang blev overfaldet af medlemmer af farbrorens kult, og hvor mange gange han er blevet overfaldet, ligesom ansøgeren har forklaret udbyggende om, at han desuden blev bortført af medlemmer af kulten. Flygtningenævnet har endelig lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvor og hvornår han senest blev opsøgt af sin farbror. Flygtningenævnet tilsidesætter på den baggrund ansøgerens forklaring om sit asylmotiv som konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Sierra Leon vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Sier/2020/1/snd

rusl20204

Nævnet stadfæstede i januar 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsbor-ger fra Rusland. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tjetjener og muslim fra [by], delrepublikken Tjetjenien, Rusland. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af de russi-ske myndigheder, fordi de mistænker ham for at samarbejde med terrorister. Han har til støtte herfor oplyst, at han i begyndelsen af oktober 2018 solgte to får til to for ansøgeren ukendte personer. Da ansøgeren kom hjem til sin bopæl om aftenen, så han, at der var 45 til 50 myndighedspersoner ved huset. Ansøgeren blev anholdt og kørt til et ukendt sted, hvor han blev afhørt om de to personer, han havde solgte fårene til. Han blev udsat for fysiske overgreb. Han indvilligede i at samarbejde med myndighederne. Han fik derfor udleveret en mobiltelefon, så han kunne tilkalde myndigheder-ne, når han mødte de to personer igen. Han blev løsladt dagen efter anholdelsen, hvorefter han blev kørt tilbage til sin bopæl. Han udrejste af Rusland to eller tre dage senere. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren under asylsagens behandling har forklaret divergerende på en række centrale punkter, herunder om hvornår og hvordan han blev bekendt med, at det var politiet, der havde tilbageholdt ham, om hvordan der så ud i det lokale, hvori han angiveligt blev tilbageholdt, om hvornår myndighedspersonerne første gang bad ham om at samarbejde, og om hvor mange gange, han fik elektrisk stød. Den om-stændighed, at oversættelsen af referatet af ansøgerens forklaring til Udlændingestyrelsen ved en fejl måtte være sendt til en anden asylansøger fra Tjetjenien kan ikke medføre, at ansøgeren er i konkret og individuel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet fin-der derfor, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, ikke er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” rusl/2020/4/imbs

rusl202019

Nævnet stadfæstede i november 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Rusland. Indrejst i 2019. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tjetjener og muslim af trosretning født i Akhtimetskij distriktet, Georgien fra Grosnyj, Rusland. Ansøgeren er russisk statsborger og etnisk tjetjener. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Rusland frygter at blive slået ihjel af hendes ægtefælles familiemedlemmer og bekendte. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Rusland frygter at blive slået ihjel af sin egen familie. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Rusland frygter de russiske myndigheder. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun i [foråret] 2018 blev tvangsgift med sin ægtefælle, som var vagtchef for en af [Persons] medarbejdere. Ansøgerens ægtefælle indtog ofte større mængder alkohol og var som følge heraf ofte beruset, hvorefter han udsatte ansøgeren for vold. I forbindelse med en studietur i Spanien i [starten] af 2019, mødte ansøgeren en mand fra Danmark, som hun havde samleje med, hvorefter hun blev gravid. I [efteråret] 2019 blev ansøgeren udsat for vold af sin ægtefælle. Ansøgeren ringede herefter til sin bror og bad om hjælp. Da ansøgerens bror ankom til ansøgerens bopæl, opstod der slagsmål mellem ansøgerens bror og hendes ægtefælle. Som følge af slagsmålet stak ansøgerens bror ægtefællen med en kniv i selvforsvar. Ansøgerens morbror hjalp herefter ansøgeren med at flygte samme nat til Ukraine. Ansøgerens ægtefælle afgik ved døden fire dage efter knivstikkeriet. Ansøgeren har til støtte herfor endvidere oplyst, at hun ved en tilbagevenden til Rusland frygter at blive slået ihjel af ægtefællens familiemedlemmer og bekendte. Hun frygter ligeledes myndighederne, idet de mistænker ansøgeren for at have været med i en terrororganisation. Ansøgeren har til støtte herfor endvidere oplyst, at hun ved tilbagevenden til Rusland frygter at blive slået ihjel af sin egen familie, idet ansøgeren har fået et barn uden for ægteskab. Ifølge de tjetjenske traditioner har ansøgeren bragt skam og skændsel over familien ved at føde et barn uden for ægteskab, hvorfor der er risiko for, at hendes familie slår hende ihjel. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund, idet forklaringen fremstår usandsynlig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at det af ansøgerens ansøgning om visum til Spanien fremgår, at hun havde bopæl på en adresse i Moskva, og at hun skulle bo på et hotel i Barcelona. Dette er i modstrid med ansøgerens forklaring om, at hun havde bopæl i Grosnyj, og at hun boede på et hotel i Madrid. Det forekommer også usandsynligt, at ansøgeren skulle have fået udstedt et schengenvisum uden selv at have bidraget med andet, end at hun har afleveret sit pas til uddannelsesstedet, ligesom det forekommer usandsynligt, at hun først har afgivet fingeraftryk til brug for visummet samme dag som hun udrejste, det vil sige i [starten]af 2019, henset til at det fremgår af visumakterne, at der blev givet visumtilladelse i [slutningen] af 2018. Ansøgeren har svaret afglidende på spørgsmål om, hvilke studierelevante steder, hun og hendes studiekammerater skulle besøge i Madrid, og har en påfaldende ringe viden om Madrid henset til, at hun angiveligt opholdt sig i byen i omkring 3 uger. Disse oplysninger svækker ansøgerens generelle troværdighed. Ansøgerens forklaring om, at hun var underlagt social kontrol fra sin tjetjenske ægtefælles side støttes ikke af ansøgerens forklaring om, at hun havde mulighed for at følge et studie og i den forbindelse kunne tage på studierejse til Spanien, ligesom det stemmer dårligt overens med oplysningen om, at hun tog kørekort, som blev udstedt i [slutningen] af 2018. Ansøgeren har endvidere forklaret, at hendes ægtefælle i [foråret] 2019 blev bekendt med, at ansøgeren var gravid, og at han i den forbindelse truede hende på livet, hvis det viste sig, at han ikke var far til barnet. På den baggrund forekommer det usandsynligt, at ansøgeren ventede med at flygte ud af Tjetjenien til umiddelbart før, hun skulle føde barnet. Disse forhold får ansøgerens forklaring om, at hun har været gift med en mand i Tjetjenien, som hendes bror har dræbt, til at forekomme usandsynlig og konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har derfor ikke sandsynliggjort, at hun og hendes medfølgende barn ved tilbagevenden til Rusland risikerer asylbegrundende forfølgelse eller behandling omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Resultatet af DNA-testen, som skal vise om en i Danmark boende tjetjener er far til ansøgerens barn, er ikke relevant for den asylretlige vurdering. Der er derfor ikke anledning til at tage ansøgerens subsidiære påstand om udsættelse af sagen til følge. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” rusl/2020/19/HMU

rusl202016

Nævnet stadfæstede i juli 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt to medfølgende børn fra Rusland. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske tjetjenere og sunnimuslimer fra [landsby], Rusland. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Rusland frygter at blive tilbageholdt og slået ihjel af de russiske myndigheder, idet han hjalp sin bror, [C], der siden 2008 har været efterstræbt af de russiske myndigheder. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Rusland frygter at blive anholdt af de russiske myndigheder og slået ihjel, idet hendes ægtefælle er eftersøgt. Til støtte herfor har den mandlige ansøger oplyst, at hans bror forsvandt i 2008, hvorefter ansøgerens far to til tre måneder senere blev indkaldt til en samtale hos myndighederne. Til samtalen blev det oplyst, at ansøgerens bror var beskyldt for at deltage i krig. Siden 2008 og frem til udrejsen af Rusland i 2018 blev ansøgernes bopæl en gang om måneden opsøgt af myndighederne. Myndighederne afhørte primært ansøgerens far, idet ansøgeren arbejdede som fårehyrde i bjergene. Videre har ansøgerne oplyst, at den mandlige ansøger blev opsøgt af sin bror i [efterået] 2017, der ønskede mad og tøj. De blev 15 dage senere opsøgt på deres bopæl af fem myndighedspersoner. Den mandlige ansøger blev hevet ud af sengen og placeret på en stol, hvor han blev afhørt vedrørende sin bror og udsat for vold, mens den kvindelige ansøger skulle bekræfte, hvorvidt de havde haft besøg af den mandlige ansøgers bror. Den kvindelige ansøger forsøgte at hjælpe sin ægtefælle, hvorefter hun blev kastet hårdt mod deres seng og som følge heraf mistede bevidstheden. De blev efterfølgende bragt til hospitalet, hvor den kvindelige ansøger som følge af volden havde aborteret. Endvidere har den mandlige ansøger oplyst, at de [i efteråret] 2018 på deres bopæl blev opsøgt af hans bror, der ønskede hjælp til at forlade byen. Ansøgeren kørte herefter sin bror til byen […]. Da han kørte tilbage til sin bopæl, bemærkede han, at myndighederne opholdt sig på deres bopæl, hvorfor han løb ind i en skov og ventede på sin mor. De udrejste illegalt af Rusland med hjælp fra den mandlige ansøgers mor. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaringer om asylmotivet til grund, idet ansøgerne har forklaret divergerende på centrale punkter. Om den mandlige ansøgers brors aktiviteter har den mandlige ansøger således i asylskemaet oplyst, at broren var med i de tjetjenske bjerggrupperinger, i oplysnings- og motivsamtalen har han forklaret, at det var en Dagestan religiøs oprørsgruppe, under asylsamtalen har han forklaret, at han ikke ved, hvem hans bror kæmpede for, og under mødet i Flygtningenævnet har han forklaret, at det var gruppen Jamat, som hans bror havde tilsluttet sig. Om den centrale episode i 2017, hvor parret blev opsøgt på bopælen, har den kvindelige ansøger under oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at den mandlige ansøger blev placeret på en stol, og at hun ikke ved, om han fik håndjern på, men han kunne ikke vride sig fri. Under asylsamtalen har hun forklaret, at den mandlige ansøger blev bundet, da han sad på stolen. Under mødet i Flygtningenævnet har hun forklaret, at en af de 5 personer holdt den mandlige ansøgers hænder fast bag hans ryg. Endvidere har den mandlige ansøger under oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han og ægtefællen efter denne episode blev kørt til hospitalet i hver sin ambulance, mens han under mødet i Flygtningenævnet har forklaret, at hans far kørte dem til hospitalet i sin bil. Disse divergenser svækker ansøgernes generelle troværdighed. Henset til divergenserne er det ikke relevant at indhente en torturundersøgelse, som advokaten har nedlagt påstand om, idet en sådan undersøgelse ikke kan antages at give anledning til en anden vurdering af sagen. Flygtningenævnet er opmærksomt på, at FN’s Komité mod Tortur i sine ”General Comments” punkt 40-41 anbefaler, at sådanne undersøgelser iværksættes, uanset om den relevante myndighed finder det sandsynligt, at ansøgeren har været udsat for tortur eller ej. Det er imidlertid Flygtningenævnets praksis at tage stilling til behovet for sådanne undersøgelser på konkret grundlag og ikke ud fra en generel standard. Det fremgår af udlændingelovens § 54, stk. 1, at Flygtningenævnet drager omsorg for sagens oplysning og træffer bestemmelse om afhøring af udlændingen og vidner om tilvejebringelse af andre bevismidler. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort at de ved tilbagevende til Tjetjenien risikerer at blive udsat for asylbegrundende forfølgelse eller behandling. Med advokatens indlæg er der fremsendt en indkaldelse af den mandlige ansøger til en afhøring [i begyndelsen af] 2020 hos anklagemyndigheden i Grozny. I indkaldelsen er det ikke angivet, hvad afhøringen angår. Det fremgår, at indkadelsen er udleveret [i begyndelsen af] 2020. Flygtningenævnet finder det påfaldende, at indkaldelsen til afhøring angiveligt er sendt omkring 1½ år efter, at ansøgerne udrejste, og at den først er fremkommet umiddelbart før mødet i Flygtningenævnet. Flygtningenævnet kan derfor ikke lægge til grund, at indkaldelsen angår ansøgerens asylmotiv. Fremlæggelsen af indkaldelsen giver derfor ikke Flygtningenævnet anledning til en anden vurdering af sagen. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Rusl/2020/16/CHPE

rusl202012

Nævnet stadfæstede i januar 2020 Udlændingestyrelsens afgørelser vedrørende et ægtepar fra Rus-land. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgerne er etniske ingusjetere og muslimer af trosretning fra Republikken Ingusjetien i Den Russiske Føderation. Ansøgerne har ikke været medlemmer af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Rus-land frygter, at FSB vil fabrikere en sag mod den mandlige ansøger, og at FSB vil slå dem ihjel. Ansøgerne har til støtte herfor forklaret, at den mandlige ansøger i 2007 og 2008 deltog i flere de-monstrationer, herunder en demonstration ved præsidentpaladset, i hvilken forbindelse den mandli-ge ansøger blev tilbageholdt af myndighederne sammen med andre demonstranter. Under tilbage-holdelsen opgav den mandlige ansøger sit navn og sin adresse, ligesom han afgav fingeraftryk og spytprøve. Efter anbefaling fra sin onkel rejste den mandlige ansøger kort tid herefter til Sankt Pe-tersborg, hvor han mødte sin ægtefælle. Ansøgerne har endvidere forklaret, at de [en dag i somme-ren] 2018 blev opsøgt af en person ved navn [I], som den mandlige ansøger tidligere havde arbejdet sammen med, og som den mandlige ansøger havde et både professionelt og venskabeligt forhold til. [I] bad den mandlige ansøger om et lån, som han skulle bruge til at betale lønninger til sine medar-bejdere. Den mandlige ansøger lånte herefter [I] 200.000 rubler. [To dage senere] aftalte den mand-lige ansøger med nogle kammerater, at de samme aften skulle grille og hygge sig ved en sø i et na-turområde. I løbet af aftenen besluttede den mandlige ansøger sig for at overnatte ved søen. Tidligt om morgenen den [følgende dag] blev ansøgernes bopæl opsøgt af ti-tolv personer fra FSB, der lagde den kvindelige ansøger ned på gulvet, hvorefter de begyndte at ransage lejligheden, mens de spurgte efter den mandlige ansøger. Ansøgernes iPad, computer, dokumenter og indenrigspas blev beslaglagt. Efter en-to timer blev den kvindelige ansøger løftet op og taget med til et andet rum, hvor en af FSB-personerne tog en plasticpose ud af et skab. Plasticposen, som den kvindelige ansø-ger aldrig havde set før, indeholdt en pistol, en granat og nogle foldere med arabisk skrift. Den kvindelige ansøger blev herefter ført ud af lejligheden og fik i opgangen en maske over hovedet. Herefter blev hun kørt til en bygning, hvor hun blev tilbageholdt i kælderen. Under sin tilbagehol-delse blev den kvindelige ansøger udspurgt om indholdet af plasticposen, som hun benægtede kend-skab til, ligesom hun blev udspurgt om den mandlige ansøger, om [I] samt om den kvindelige ansø-gers søster og svoger, der har opholdstilladelse i Danmark. Hun blev i den forbindelse forevist nogle fotos, hvoraf hun på det ene kunne genkende [I]. FSB ville have, at den kvindelige ansøger skulle bekræfte kendskabet til indholdet af plasticposen samt bekræfte, at hendes ægtefælle var tilknyttet samme kriminelle gruppering som [I]. Den kvindelige ansøger blev endvidere slået og seksuelt chi-kaneret samt tvunget til at underskrive et dokument, som hun ikke fik lejlighed til at læse. Omkring kl. 12 samme dag vendte den mandlige ansøger tilbage til parrets bopæl, hvor han i opgangen af sin nabo fik oplysninger om ransagningen og tilbageholdelsen af ægtefællen. Den mandlige ansøger tog derefter hen til en af sin fars venner ved navn [M], som sørgede for, at han kunne tage ophold i en lejlighed tilhørende [M]s søn. Med hjælp fra [M] blev den kvindelige ansøger løsladt den efterføl-gende dag, hvorefter [M] bragte hende hen til samme lejlighed, hvor ansøgerne blev genforenet. Da ansøgerne indså, at det var for farligt at blive i Rusland, fik de med hjælp fra [M] og dennes forbin-delse udstedt visa, hvorefter de udrejste af Rusland. Efter ansøgernes udrejse er den mandlige ansø-gers søster og den kvindelige ansøgers forældre blevet opsøgt af personer fra FSB, der har spurgt efter ansøgerne. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at ansøgerne i 2017 ansøgte om og fik afslag på besøgsvisum til Danmark, hvorefter de i 2018 indrejste i Danmark og ansøgte om asyl. Ansøgerne har forklaret, at de problemer, som førte til deres udrejse, begyndte [en dag i sommeren] 2018, da en bekendt, [I], kom og lånte penge samt, at de tidligere tilbageholdelser af manden i Ingusjetien ligger mange år tilbage og ikke har givet anledning til efterfølgende problemer. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgernes forklaringer fremstår usammenhængende, uden detaljer og utroværdige. Der er herved nærmere lagt vægt på, at ansøgernes forklaring om deres økonomiske forhold er divergerende og ikke understøtter forklaringen om, at der var behov for, at den mandlige ansøgers bror betalte 400.000 rubler til [M], idet ansøgerne efter deres egne forklaringer lå inde med henholdsvis 250.000 rubler på den kvindelige ansøgers konto og 100.000 rubler eller som tidligere forklaret 200.000 rubler på den mandlige ansøgers konto. Ansøgernes forklaring om, at de ikke kunne hæve eller overføre pengene fra deres egne konti, fordi FSB havde taget deres hævekort, og de ikke turde henvende sig til banken på anden måde, og at de ikke senere har prøvet at få fat i deres penge, fremstår utroværdig. Ansøgerens forklaring om, hvordan de fik visum til Grækenland og om, hvorledes de kunne udrejse legalt og i den forbindelse fremviste pas i hvert fald tre gange i lufthavnen fremstår ikke forenelig med, at de skulle have en asylbegrundende konflikt med myndighederne. Det fremstår i den forbindelse heller ikke troværdigt, at de skulle blive en måned i Skt. Petersborg og udrejse legalt, hvis de havde en asylbegrundende konflikt med myndighederne. Endelig fremstår ansøgernes forklaring om, at deres pas hos lå hos en af den kvindelige ansøgers kollegas mor og derfor ikke blev beslaglagt af myndighederne ved en angivelig ransagning påfal-dende og usammenhængende. Den kvindelige ansøgers forklaring om, hvornår hun kontaktede sin kollega for at få passene igen, fremstår dertil usammenhængende med mandens og hendes egen forklaring om, hvornår beslutningen om at udrejse og få passene tilbage blev taget. Flygtningenæv-net tilsidesætter herefter ansøgernes forklaring om asylmotivet som konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet finder således, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Rusland vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgerne findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæ-ster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Rusl 2020/12/MNR

rusl202011

Nævnet meddelte i februar 2020 opholdstilladelse (K-status) til et ægtepar samt et barn fra Rusland. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske tjetjenere og sunni-muslimer af trosretning. Den mandlige ansøger er fra Grosnj, Rusland. Den kvindelige ansøger er fra [en by], Rusland. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de frygter at blive slået ihjel af de russiske myndigheder eller af den russiske efterretningstjeneste, FSB, som følge af den mandlige ansøgers brors konflikt med de russiske myndigheder. Ansøgerne har til støtte herfor oplyst, at den mandlige ansøgers storebror forsvandt [i efteråret] 2018, hvorefter ansøgerne meldte ham savnet. Ansøgerne blev herefter gen-tagne gange opsøgt på deres bopæl af myndighedspersoner, som mistænkte den mandlige ansøgers storebror for at have tilsluttet sig oprørerne. Myndighedspersonerne spurgte ind til den mandlige ansøgers storebrors opholdssted, og den mandlige ansøger blev i den forbindelse udsat for fysiske overgreb. Den mandlige ansøger blev endvidere tilbageholdt på en politistation, hvor han blev afhørt om sin storebror og udsat for fysiske overgreb. Den mandlige ansøger blev løsladt [i efteråret] 2018, fordi den mandlige ansøgers far betalte 500.000 russiske rubler i kaution. Den mandlige ansøgers far er blevet afhørt af myndighederne flere gange efter ansøgernes udrejse. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgernes forklaringer om deres asylmotiv til grund. Ansøgerne har således forklaret konsistent og troværdigt om det begivenhedsforløb, der begyndte med den mandlige ansøgers brors forsvinden, henvendelserne fra myndighederne med spørgsmål om brorens op-holdssted og hans tilknytning til de tjetjenske oprørere samt tilbageholdelsen af den mandlige ansø-ger, hvor han blev udsat for fysiske overgreb med det formål at få ham til at give oplysninger om sin bror. Flygtningenævnet lægger også til grund, at den mandlige ansøger blev løsladt, da hans far sørgede for at sælge den lejlighed, ansøgerne boede i, og skaffe et stort beløb til at betale myndig-hedspersoner for at frigive den mandlige ansøger, og at den mandlige ansøger blev opsøgt i sine forældres hjem af myndighederne på ny [i efteråret] 2018 og pålagt at henvende sig til dem, hvis han fik oplysninger om sin bror. Han blev samtidig truet med, at han i modsat fald ville blive udsat for det samme som sin brors ven, der blev fundet dræbt. Ansøgerne har således til deres advokat og for nævnet givet plausible redegørelser for baggrunden for divergenserne i deres forklaringer for Udlændingestyrelsen med hensyn til oplysningerne om omfanget og karakteren af fysiske overgreb under myndighedernes tilbageholdelse af den mandlige ansøger og det sted, hvor den mandlige ansøger opholdt sig efter løsladelsen, samt angivelsen af datoen for myndighedernes andet besøg [i efteråret] 2018. Endvidere er ansøgernes forklaringer understøttet af indholdet af lægelige journal-notater fra Center [X] for så vidt angår den mandlige ansøger, idet epikrisen eksempelvis nævner skader på hans skulder og næse. På denne baggrund sammenholdt med ansøgernes forklaringer om, at den mandlige ansøgers far efter deres udrejse er blevet opsøgt af myndighederne og udspurgt om den mandlige ansøgers opholdssted, og om at den mandlige ansøgers far nu er forsvundet, er det sandsynliggjort, at ansøgerne ved en tilbagevenden til hjemlandet vil risikere forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgerne og medfølgende barn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Rusl/2020/11/MLVT.

rusl201918

Nævnet stadfæstede i november 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvinde, der havde oplyst at være russisk statsborger. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i 2001, og at hun i 2018 blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. I 2018 traf Udlændingestyrelsen afgørelse om at inddrage klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 19, stk. 2, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1, idet styrelsen vurderede, at opholdstilladelse var opnået ved svig.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har oplyst, at hun er etnisk ingusjeter og muslim fra Groznyj, Tjetjenien, Rusland. Udlændingestyrelsen meddelte [i] 2002 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Det fremgår af den oprindelige sag, at klageren som asylmotiv henviste til, at hun ved en tilbagevenden til Tjetjenien frygtede de russiske myndigheder, idet hun fra 1994 til 1995 var politisk aktiv for [et parti], og i forbindelse med to af partiets møder var hun henholdsvis blevet anholdt og beskudt af myndighederne. Klageren henviste endvidere til, at hendes ægtefælle og ældste søn i 1999 tilsluttede sig den tjetjenske oprørshær, hvorefter klageren og hendes børn var blevet udsat for overgreb af de russiske myndigheder. Klagerens ægtefælle døde i forbindelse med kamphandlingerne mod det russiske militær, og to af hendes sønner blev skudt af russiske politibetjente efter en ransagning af familiens bopæl. Klageren formodede, at hendes ældste søn endvidere var blevet slået ihjel under kamphandlinger. Under ransagning af klagerens søn og svigerdatters bopæl [i] 2016 fandt Sydøstjyllands Politi adskillige identitetsdokumenter, hvoraf det fremgik, at klagerens søn var kasakhisk statsborger og havde en anden fødselsdato, end den dato som klageren havde oplyst under den oprindelige asylsag. Under ransagningen fandt politiet endvidere en dødsattest på klagerens ægtefælle, hvoraf det fremgik, at klagerens ægtefælle døde [byen X] i 1991 som følge af et dårligt hjerte. [I slutningen af] 2018 har Udlændingestyrelsen truffet afgørelse om at inddrage klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 19, stk. 2, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1, idet styrelsen vurderer, at opholdstilladelsen er opnået ved svig. Flygtningenævnet finder, at klageren generelt fremstår ganske utroværdig. Hendes forklaring fremstår således på centrale punkter divergerende, udbyggende og usandsynlig. I sit asylskema oplyste hun, at hun havde tre søskende, en bror og to søstre, alle boende i Grosnyj. I Flygtningenævnet har hun forklaret, at hun har fem brødre og fire søstre, der alle er døde. På forespørgsel har hun ikke kunnet huske navnene på brødrene og kun på nogle af søstrene. Under sin asylsag forklarede hun [i foråret] 2002, at hun havde været ansat i et oliefirma indtil 1994 og ikke siden havde haft beskæftigelse. [I foråret] 2018 har hun forklaret, at hun har arbejdet med dokumenter i et hemmeligt ministerium i Grosnyj og i byggevirksomheder. Om sit asylmotiv forklarede hun i 2002 blandt andet, at hendes ægtefælle i efteråret 1999 lod sig indrullere i oprørshæren og kort efter blev dræbt. Flygtningenævnet lægger imidlertid i overensstemmelse med den dødsattest, der ved ransagning [i] 2016 sammen med andre identitetspapirer er fundet i sønnens hjem, og som er vurderet ægte, til grund, at ægtefællen døde i 1991 af et hjertetraume. Den herfra afvigende dødsattest, som klagerens søn efterfølgende har fremsendt, og som ikke er ægthedsvurderet, kan ikke tillægges vægt. Klagerens forklaring om de ved den nævnte ransagning fundne identitetspapirer, der er vurderet ægte, og hvorefter hendes søn er født [i] 1981 i Kasahkiske SSR af [A], fremstår i det hele utroværdig og kan ikke tillægges vægt. Sammenfattende lægger Flygtningenævnet til grund, at klageren i forbindelse med sin ansøgning om asyl har afgivet urigtige oplysninger om sin identitet og sit asylmotiv og har opnået opholdstilladelse ved svig, og at betingelserne for inddragelse af opholdstilladelsen i medfør af udlændingelovens § 19, stk. 2, nr. 1, er opfyldt. Idet Flygtningenævnet af de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført, tiltræder, at inddragelse af opholdstilladelsen ikke må antages at virke særligt belastende navnlig som følge af de i udlændingelovens § 26, stk. 1, nævnte hensyn, stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse.” Rusl/2019/18/JEA

rusl201913

Nævnet stadfæstede i oktober 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Rusland. Indrejst på et ukendt tidspunkt. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk georgisk og kristen ortodoks fra [G], Rusland. Ansøgeren har været politisk aktiv i form af, at han har skrevet politiske artikler. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af de russiske myndigheder, fordi han og hans ven er blevet opdaget i at besøge et laboratorium, der kan fremkalde jordskælv, og fordi ansøgeren tidligere er blevet afhørt af myndighederne, som udsatte ham for overgreb. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han i en lang årerække har deltaget i demonstrationer rettet mod myndighederne. Ansøgeren har ikke haft kontakt med myndighederne i forbindelse med demonstrationerne. Ansøgeren har arbejdet som journalist siden 1996 og er imod præsident Vladimir Putin. Ansøgeren arbejdede sammen med sin ven [A]. I 2017 blev ansøgeren indkaldt til en afhøring hos myndighederne. Under denne afhøring fik ansøgeren at vide, at han skulle skrive positivt om myndighederne og undlade at skrive negative ting om disse. Ansøgeren blev truet, skudt i benet og skubbet ud fra anden sal. Nogen tid efter bestak ansøgeren og [A] sig til at få adgang til et laboratorium, der kunne fremkalde jordskælv. Under besøget i laboratoriet tog [A] billeder. Efterfølgende modtog ansøgeren en indkaldelse til afhøring. Han formoder, at han blev indkaldt, fordi han var blevet set på videoovervågning i laboratoriet. Samme dag modtog ansøgeren et opkald fra [A]s kæreste om, at ansøgerens bopæl var blevet randsaget. [A]s kæreste kørte herefter ansøgeren til Sochi, hvorefter ansøgeren udrejste. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren ved oplysnings- og motivsamtale [i sommeren] 2018 forklarede, at han var udrejst grundet problemer med myndighederne, herunder, at en af hans nærmeste venner blev dræbt formentlig af myndighederne, og at ansøgeren havde grund til at frygte, at han også ville blive dræbt, grundet kendskab til narkotikahandel i det område, hvor han boede. Ved asylsamtalen [i sommeren] 2019 forklarede ansøger derimod, at han var blevet bekendt med eksistensen af et laboratorium, der kan fremkalde jordskælv, og at han var blevet udsat for chikane i den forbindelse, da myndighederne var bekendt med, at han havde været i dette laboratorium. Ansøgers forklaring ved asylsamtalen er i øvrigt præget af ekstemporering og efterlader indtrykket af, at ansøger tilpasser sin forklaring efter de stillede spørgsmål, jf. særligt referatet side 3-5. Det må endvidere anses for tvivlsomt, om ansøgeren overhovedet selv mener at have et asylgrundlag. Han har således udtalt, at han ville kunne rejse problemer, og at han ikke ønsker at opholde sig i Danmark, jf. referatet side 9 hvis det oplyste ikke er tilstrækkeligt. Ansøgerens forklaringer om dennes asylmotiver må herefter i det hele tilsidesættes som utroværdige. Det er herefter ikke godtgjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til sit hjemland vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Rusl/2019/13/LBV

peru20201

Nævnet stadfæstede i januar 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsbor-ger fra Peru. Indrejst i 1989. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk peruvianer og katolik fra La-Libertad, Trujillo, Peru. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i efteråret] 1989, og at han [i sommeren] 1990 blev meddelt opholds-tilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Det fremgår af Det Centrale Personregister, at klageren er registreret udrejst til udlandet [i efteråret] 2010. Klageren har oplyst, at han [i foråret] 2010 ud-rejste til Peru for at passe sin mor, som var blevet syg med begyndende Alzheimers, og for at udrede problemer med sin ægtefælle. Klageren indrejste på ny i Danmark [i vinteren] 2018. Klageren fik oprindeligt opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 7, stk. 2, idet han havde forklaret, at han var deserteret fra militæret. Klageren har efter genindrejsen i Danmark i 2018 forklaret, at han i Peru er forfulgt af korrupte militærfolk, idet han i militæret i 1989 har deltaget i nedgravningen af et meget stort parti kokain. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens nye forklaring om sin deltagelse i nedgravning af kokain til grund. Nævnet lægger herved navnlig vægt på, at klageren ikke tidligere har forklaret herom, at forklaringen stemmer dårligt med den tidligere forklaring, at forklaringen indeholder en lang række divergenser, og at forklaringen også savner indre logik. Flygtningenævnet finder ikke, at klageren i dag risikerer straf ved en tilbagevenden til Peru som følge af, at han i 1989 deserterede fra militæret. Nævnet lægger herved navnlig vægt på, at der er forløbet mange år siden, at klageren er ind- og udrejst adskillige gange i Peru, også inden han bosat-te sig der gennem en otteårig periode, og at klageren har fået udstedt såvel peruviansk ID-kort som nationalitetspas. Flygtningenævnet tiltræder Udlændingestyrelsens afgørelse om, at klagerens op-rindelige opholdstilladelse i Danmark må anses for bortfaldet som følge af, at han frivilligt har taget bopæl i hjemlandet. Nævnet bemærker herved, at der som følge af klagerens urigtige oplysninger om sit asylmotiv må lægges større vægt på de objektive omstændigheder end på klagerens forkla-ring. Nævnet lægger navnlig vægt på, at klageren har boet 8 år i Peru, at han er blevet gift og har fået barn, at han har erhvervet fast ejendom, at han har fået udstedt dokumenter, og at han ikke er udrejst tidligere, selvom han må anses for at have haft mulighed herfor. Der findes ikke grundlag for at bestemme, at opholdstilladelsen under de angivne omstændigheder alligevel ikke skal anses for bortfaldet. Flygtningenævnet finder på det angivne faktiske grundlag, at der ikke er grundlag for at træffe afgørelse om inddragelse af klagerens opholdstilladelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse om bortfald.” Peru/2020/1/JAH

paki20203

Nævnet stadfæstede i februar 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig stats-borger fra Pakistan. Indrejst i 2019. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashto og sunni muslim fra Samar Bagh, Pakistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun blev lovet væk til en mand, [A], af sin far, da hun var omtrent fem år, og frygter, at [A] og hans familie vil slå hende ihjel. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun er gift med en mand bosiddende i Danmark, som hun giftede sig med forud for sin udrejse. Hun har endvidere oplyst, at hun ikke ønsker at gifte sig med [A] og at hun ikke kan blive gift med ham, idet hun er gift med en anden. Hun har ydermere oplyst, at når man er blevet lovet væk til en mand tilhører man ham og hans familie, hvormed det kan krænke deres ære, at an-søgeren ikke vil giftes med ham. Ansøgeren har yderligere oplyst, at [A] og hans forældre har op-søgt hendes bopæl og spurgt til en dato for vielsen efter ansøgerens udrejse af Pakistan. Da ansøge-rens mor oplyste, at ansøgeren var rejst, blev [A] og hans forældre sure. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgeren har forklaret divergerende om en række forhold, der er centrale for hendes asylmotiv. Flygtningenævnet henviser herved til det, der er anført af Udlændingestyrelsen. Det, som ansøgeren har forklaret for Flygtningenævnet, kan ikke føre til en anden vurdering. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgeren havde en lang række bemærkninger til oversættelsen af samtalereferatet for samtalen [vinteren] 2018-2019, uden at ansøgeren korrigerede oplysningerne om blandt andet vielsesdato, og om hvem der havde kendskab til ansøgerens vielse. Ansøgeren har endvidere under sin for forklaring for Flygtningenævnet forklaret udbyggende, idet ansøgeren nu har forklaret, at [A] er magtfuld og har en kontakt til Tali-ban, dog uden at arbejde for Taliban. Flygtningenævnet har tillige – som Udlændingestyrelsen – lagt vægt på, at ansøgerens generelle troværdighed væsentligt er svækket, idet ansøgeren ved sin indrejse forklarede usandt om blandt andet sin identitet og sit asylmotiv. Det forhold, at ansøgeren nu er gravid, kan ikke føre til en anden vurdering, allerede fordi ansøgeren er gift med barnets far, og da Flygtningenævnet har tilsidesat ansøgerens forklaring om, at hun har en æresrelateret konflikt i Pakistan. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Pakistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelo-vens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” paki/2020/3/gdan

paki20202

Nævnet stadfæstede i januar 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Pakistan. Indrejst i 2018.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og ateist fra Kyber Pukhtan Khwa, Charsadda, Pakistan. Ansøgeren har været medlem af Awami National Party siden 2004. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af pakistanske mullaher, fordi ansøgeren blandede sig i mullahernes arbejde. Derudover frygter ansøgeren at blive slået ihjel af de pakistanske myndigheder på grund af sin politiske overbevisning. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at han [i sommeren] 2018 blev tilbageholdt af den pakistanske efterretningstjeneste i fem til seks timer, og at han i den forbindelse blev afhørt i 30 til 40 minutter. Ansøgeren blev endvidere truet telefonisk fra et ukendt nummer kort tid efter løsladelsen, hvilket medførte, at ansøgeren udrejste af Pakistan [i sommeren] 2018. Nævnet kan lægge til grund, at ansøgeren i et vist omfang har været engageret i politik i Pakistan. Flygtningenævnet kan imidlertid ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund, idet nævnet finder, at ansøgerens forklaring om de heraf affødte konflikter i Pakistan fremstår upræcis og præget af divergenser. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har afgivet forskellige forklaringer under henholdsvis oplysnings- og motivsamtalen og asylsamtalen om, hvorvidt han efter mullahen nævnte ansøgerens navn ved fredagsbønnen blev opsøgt på sin fars bopæl en eller to gange. Ansøgeren har endvidere afgivet forskellige forklaringer om, hvad der skete i forlængelsen af episoden, hvor mullahen angav ham som vantro, idet ansøgeren i asylskemaet har oplyst, at han blev slået og chikaneret [i sommeren] 2018, mens han til oplysnings- og motivsamtalen har oplyst, at der ikke skete noget [i sommeren] 2018, men at hans fars bopæl blev opsøgt dagen efter af personer med tilknytning til moskeen, og at ansøgeren via faderen blev truet af de pågældende. Til asylsamtalen har ansøgeren oplyst, at faderens bopæl blev opsøgt både [en dato i sommeren] 2018 og [en dato i sommeren] 2018. Ansøgerens forklaring om, at hans udsagn i asylskemaet ikke skal forstås som fysisk vold, kan ikke føre til en anden vurdering. Hertil kommer, at ansøgeren under sagens behandling har afgivet forskellige oplysninger om afhøringen, han blev udsat for i tilknytning til tilbageholdelsen i [sommeren] 2018, herunder om hvornår i tilbageholdelsesforløbet han blev afhørt, om afhøringen blev forestået af en eller to personer, og om hvorvidt han og [A] blev tilbageholdt sammen eller hver for sig. Desuden finder nævnet det påfaldende, at ansøgeren ikke allerede under sin oplysnings- og motivsamtale nævnte, at han efter den seneste løsladelse havde modtaget telefoniske trusler. Ansøgerens oplysning om omstændighederne i forbindelse med udfyldelse af asylskemaet kan ikke føre til en anden vurdering heraf. Endelig er det, om end med mindre vægt, indgået i vurderingen af sagen, at ansøgerens forklaring om antallet af tilbageholdelser og tidspunkterne herfor har fremstået noget usikker, idet ansøgeren blandt andet under asylsamtalen har oplyst, at den seneste fængsling var i 2009 eller 2010, hvilket ikke er overensstemmende med hans forklaring i nævnet. På den anførte baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke som følge af sit politiske engagement eller sit religiøse ståsted har sandsynliggjort, at han har behov for beskyttelse mod forfølgelse som nævnt i udlændingelovens § 7, stk. 1, eller mod overgreb som nævnt i udlændingelovens § 7, stk. 2. Herefter, og da de generelle forhold i Pakistan ikke i sig selv kan begrunde asyl, stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse.” Paki/2020/2/MLVT

niga20203

Nævnet stadfæstede i september 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Nigeria. Indrejst i 2019. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk igbo, kristen katolik af trosretning og Jehovas vidne fra Imo State, Nigeria. Ansøgeren har været medlem af IPOB siden 2014. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Nigeria frygter at blive fængslet og slået ihjel af myndighederne i Nigeria som følge af sit medlemskab af Indigenous People of Biafra (IPOB). Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han bliver anset som en terrorist, fordi han er medlem af IPOB. Ansøgeren har endvidere oplyst, at hans far, som også var medlem af IPOB, sponsorerede IPOB og var leder i IPOB’s afdeling i Oji, blev arresteret i [efteråret] 2017, og afgik ved døden [ultimo] 2018, mens han fortsat var i myndighedernes varetægt. Ansøgeren har endvidere oplyst, at ansøgerens far var i besiddelse af ansøgerens pas og IPOB-dokumenter, da han blev tilbageholdt af myndighederne, og derfor kender myndighederne til ansøgerens medlemskab af IPOB. Ansøgeren har oplyst, at han rejste til Lagos i [efteråret] 2017, og at han forlod Nigeria i [foråret] 2018, hvor han rejste til Elfenbenskysten. Ansøgeren har endvidere oplyst, at han er blevet kontaktet via sms eller telefonopkald i 2017 eller 2018 og igen [primo] 2019 af nogle ukendte personer, der fortalte, at de vidste, hvor ansøgeren gemte sig. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren har forklaret afglidende, divergerende og udbyggende. Ansøgeren har forklaret, at de oplysninger, han har opgivet i visumansøgningen, er urigtige, og at den vedlagte dokumentation er falsk. Ansøgeren har under nævnsmødet forklaret, at han ikke selv henvendte sig på ambassaden i Elfenbenskysten i 2019 for at få udstedt et pas, men at det var IPOB- folk, der gjorde det på hans vegne, mens han til asylsamtalen forklarede, at han selv opsøgte ambassaden. Ligeledes under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at han har deltaget i mange demonstrationer og udført praktiske opgaver for IPOB, mens han til asylsamtalen har forklaret, at han ikke har udført nogen opgaver for organisationen. Videre har ansøgeren under nævnsmødet forklaret, at han har modtaget i alt tre telefoniske trusler og trusler på SMS, mens han til asylsamtalen oplyste, at det var i alt to trusler. Først under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at han så efterlysningsplakater med sit navn og foto på. Efter en generel troværdighedsvurdering kan Flygtningenævnet ikke lægge til grund, at ansøgeren har været medlem af IPOB, eller at han i den eller anden anledning har været eftersøgt af de nigerianske myndigheder. Dette understøttes af ansøgerens egen forklaring om, at han ikke har oplevet nogen problemer i anledning af de demonstrationer, han angiveligt har deltaget i og af, at han uden problemer i 2019 uden problemer kunne få udstedt et pas på den nigerianske ambassade i Elfenbenskysten. Den af ansøgeren fremlagte kopi af et bevis for hans medlemskab af IPOB kan ikke føre til et andet resultat. Efter en samlet vurdering har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Nigeria vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Niga/2020/3/EDO

niga20202

Nævnet stadfæstede i februar 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig stats-borger fra Nigeria. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er kristen fra [A] Nigeria. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv hen-vist til, at han ved en tilbagevenden til Nigeria frygter at blive slået ihjel af Boko Haram, idet han kan identificere flere af deres medlemmer, hvorfor Boko Haram tror, at han vil angive dem til de nigerianske myndigheder. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han efter sin hjem-komst til [A] vurderede, at den generelle sikkerhedssituation ikke var god, samt at Boko Haram ledte efter ham. Hans konkrete beskyttelsesproblemer begyndte omkring et år efter, at han havde taget ophold i [A]. En gruppe på omkring 15 muslimske mænd omringede ham pludseligt på gaden. De udførte fysisk vold imod ham, og en mand i gruppen råbte ”dig kender jeg”. Ansøgeren råbte herefter ”Allah Akbar” og mændene stoppede med at slå. Ansøgeren har endvidere oplyst, at han på samme måde blev overfaldet af muslimske mænd, som han formoder var fra Boko Haram, fem eller seks gange under sit ophold i [A] i perioden fra 2005 til 2014. På flugtdagen så ansøgeren en større gruppe mænd nærme sig. Han blev bange og løb straks væk fra gruppen. Han søgte tilflugt hos en ældre muslimsk mand, hvor han boede i skjul i omkring tre måneder, inden han rejste videre til La-gos. I Lagos følte ansøgeren sig heller ikke sikker, idet Boko Haram kan lokalisere alle deres fjender uanset hvor i Nigeria. Ansøgeren har ved mødets start forklaret, at han under tidligere samtaler med Udlændingestyrelsen og for nævnet har afgivet en usand forklaring om alt, således at han ikke har boet i [A], og at han ikke har haft problemer med Boko Haram. Dette svækker hans generelle troværdighed. Han har ikke kunnet dokumentere eller sandsynliggøre, at han i perioden 2005 til 2015 har været tilbage i Nigeria, ligesom det forekommer påfaldende, at han selv skulle have skaffet falsk pas og betalt sin hjemrejse. Det forekommer derfor yderst tvivlsomt, om han har været i Nigeria i den pågældende periode. Han har for nævnet påberåbt sig et nyt asylmotiv, der hovedsageligt bygger på, at han har haft problemer som følge af, at han prædiker over for andre. Han har ikke kunne præcisere, hvem der havde udsat ham for problemer, har ikke kunne beskrive episoder med for eksempel vold, og har ikke sandsynliggjort, at han har været udsat for egentlige trusler, idet han blot har forklaret, at han er blevet bedt om at forsvinde. Oplysninger om hans helbred, bolig og økonomiske forhold er socioøkonomiske forhold og kan ikke medføre asyl. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Nigeria vil være udsat for forfølgelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1 eller er i individuel og reel risiko for overgreb jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Niga/2020/2/LBV

nica20204

Nævnet stadfæstede i marts 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt to børn fra Nicaragua. Indrejst i 2019. Flygtningenævnet udtalte: ”Den kvindelige ansøger er etnisk […] og kristen fra Managua, Nicaragua. Den mandlige ansøger er etnisk nicaragua og fra Managua, Nicaragua. Den kvindelige ansøger har protesteret og demon-streret mod den siddende regering. Den mandlige ansøger har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerne har som asyl-motiv henvist til, at de frygter, at de og deres børn vil blive udsat for grove fysiske overgreb af myndighederne eller af paramilitære grupper. Den kvindelige ansøger har til støtte herfor oplyst, at hun i [foråret] 2018 begyndte at hjælpe de studerende, der protestede mod regeringen, ligesom hun også selv begyndte at deltage i demonstrationerne. I sommeren 2018 blev en aktiv kritiker af rege-ringen i Nicaragua udsat for et attentat. Umiddelbart efter attentatet fik hun mistanke om, at det var et parlamentsmedlem, der stod bag. Parlamentsmedlemmet kom regelmæssigt på ansøgerens ar-bejdsplads, og ansøgeren havde hørt hende tale med et andet parlamentsmedlem om, at kritikeren skulle forsvinde eller dræbes. I begyndelsen af 2019 blev der kastet kanonslag uden foran ansøger-nes bopæl omkring fem gange i løbet af halvanden uge. Hun formoder, at det var en paramilitær gruppe, der forsøgte at skræmme hende. Ansøgerne og deres børn tog ophold hos en ven, der boede i et lukket boligkompleks. [I vinteren] 2019 begyndte hun at modtage trusler, rettet mod både hende og hendes børn, over de sociale medier. Omkring samme tidspunkt blev hun stoppet af politiet, der visiterede hende og advarede hende mod at deltage i politiske demonstrationer. [I vinteren] 2019 blev ansøgerne stoppet af en paramilitær gruppe sent om aftenen. De blev beskyldt for at være kupmagere, fordi de var så sent ude. Hun blev skubbet af de paramilitære personer. [I vinteren] 2019 indleverede hun sine beviser til menneskerettighedsorganisationen CPDH i Managua, som anbefalede hende at udrejse af Nicaragua. [I foråret] 2019 modtog hun en indkaldelse til retspatologisk afdeling, som hun formodede var en fælde. [I foråret] 2019 udrejste hun af Nicaragua sammen med sin samlever og børn. Efter udrejsen følte ansøgerens mor sig overvåget af politiet og valgte derfor at flytte [i foråret] 2019. Ansøgerens to farbrødre og fætter er blevet anholdt af politiet efter ansøgerens udrejse. Den mandlige ansøger har til støtte for asylmotivet oplyst, at hans samlever i [foråret] 2018 begyndte at deltage i demonstrationer mod regeringen i Nicaragua. [I vinteren] 2019 blev der detoneret et kanonslag uden for deres bopæl. Han fandt efterfølgende ud af, at det var paramilitære personer, der stod bag. I [vinteren] 2019 begyndte politiet at stoppe og visitere ansøgeren og den kvindelige ansøger. [I vinteren] 2019 blev ansøgerne stoppet af en paramilitær gruppe, der kropsvisiterede dem. [I foråret] 2019 udrejste ansøgerne og deres børn af Nicaragua. Flygtningenævnet kan i et vist omfang lægge ansøgernes forklaringer om asylmotivet til grund og bemærker hertil, at den mandlige ansøgers motiv er afledt asylmotivet for den kvindelige ansøger. Nævnet kan således lægge til grund, at den kvindelige ansøger har deltaget i demonstrationer mod myndighederne i Nicaragua i perioden fra [foråret] til [sommeren] 2018, og at hun efterfølgende har hjulpet demonstranter med medicin og forplejning. Endvidere kan det lægges til grund at ansøgerne flere gange er blevet standset af politiet. Flygtningenævnet finder imidlertid, at der ikke er tale om asylbegrundede forhold, idet ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de herved individuelt og konkret er blevet efterstræbt af myndighederne eller af grupperinger, der repræsenterer myndighederne, og at de som følge heraf har været nødt til at udrejse fra Nicaragua. Ved vurderingen lægger nævnet vægt på, at ansøgerne uden problemer er udrejst legalt med fly fra lufthavnen i Managua i Nicaragua ved anvendelse af deres egne pas. Den kvindelige ansøger har under asylsamtalen [i efteråret] 2019 hertil forklaret, at hendes pas blev kontrolleret af myndighederne. Flygtningenævnet lægger endvidere vægt på, at politiet og paramilitære grupper har ladet ansøgerne gå efter flere gange at have standset ansøgerne, undersøgt deres ejendele og kontrolleret deres id-kort. For så vidt angår ansøgernes forklaringer om de kanonslag, der er kastet uden for ansøgernes bopæl, henses til, at dette foregik i en tidsbegrænset periode i [vinteren] 2019, og at også andre personer blev udsat for dette. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at den kvindelige ansøger på sit arbejde har overhørt en samtale mellem [A] og [B] om attentatplaner mod [C]. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at den kvindelige ansøger over for nævnet har forklaret afglidende og usammenhængende om indholdet af samtalen, og at hun i øvrigt har forklaret divergerende om [A’s] og [B’s] ansættelsesforhold. I asylansøgningsskemaet har hun oplyst, at de var ansat af regeringen på den kvindelige ansøgers arbejdsplads, og at de var sendt ud for at skræmme hende. Over for nævnet har hun derimod forklaret, at de var selvstændige, der distribuerede de produkter som blev produceret på den kvindelige ansøgers arbejde. Nævnet bemærker i øvrigt, at den kvindelige ansøger ikke har forklaret overbevisende om baggrunden for, at ansøgerne først i [foråret] 2019 er udrejst fra Nicaragua, selvom de i [vinteren] 2019 af en menneskerettighedsorganisation fik at vide, at de var tvunget til at udrejse. Det forekommer i øvrigt ikke sandsynligt, at myndighederne skulle have indkaldt den kvindelige ansøger til et møde på retspatologisk institut [i foråret] 2019, og at hun alligevel har kunnet udrejse i [foråret] 2019, selvom hun er udeblevet fra mødet. Flygtningenævnet finder herefter at ansøgerne ikke har sandsynliggjort at de ved en tilbagevenden til Nicaragua vil være i risiko for forfølgelse omfattet udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at de risikerer overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelser.” nica/2020/4/imbs

nica20203

Nævnet stadfæstede i februar 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt et barn fra Nicaragua. Indrejst i 2019. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske mestizer og kristne fra [A], Nicaragua. Den mandlige ansøger har som asyl-motiv henvist til, at han frygter at blive fængslet af de nicaraguanske myndigheder, eftersom hans navn fremgår af en liste over personer som skal fængsles. Den kvindelige ansøger har som sit asyl-motiv henvist til, at hun frygter at blive udsat for vold af de nicaraguanske myndigheder. Hun fryg-ter videre, at hendes ægtefælle eller søn vil blive anholdt, idet hendes ægtefælles navn fremgår af en liste over personer, som skal fængsles. Ansøgerne har til støtte herfor oplyst, at den mandlige ansø-ger og hans bror har deltaget i myndighedskritiske demonstrationer samt barrikader i Nicaragua i 2018. I [sommeren] 2018 modtog den kvindelige ansøger en liste over personer, som skulle fængs-les, hvoraf den mandlige ansøgerens navn fremgik. Den mandlige ansøger var på barrikaderne den nat listen blev omdelt. Den kvindelige ansøger ringede efterfølgende til sin ægtefælle og oplyste, at hun havde modtaget listen med hans navn på. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansø-gernes forklaring til grund. Flygtningenævnet kan således lægge til grund, at den mandlige ansøger i [foråret/sommeren] 2018 deltog i protestmarcher og opholdt sig ved en barrikade. Flygtningenævnet finder imidlertid, at der ikke er tale om asylbegrundende forhold, idet den mandlige ansøger ikke kan anses som profileret som myndighedskritisk. Ansøgerne har til de danske asylmyndigheder indleveret en liste med en række navne og adresser på, herunder med den mandlige ansøgers og dennes brors navne, men Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at myndighederne skulle have opsøgt familien og afleveret denne liste, og at den mandlige ansøger af denne grund skulle være efterstræbt, da det ikke støttes af andre oplysninger i sagen. Flygtningenævnet lægger herved særligt vægt på, at ansøgerens bopæl – trods listen indeholder navn og adresse på den mandlige ansøger – på intet tidspunkt er blevet opsøgt af hverken myndighederne eller grupper, som støtter regeringen, i de ca. 9 måneder, som den kvindelige ansøger efterfølgende opholdt sig på bopælen. Dertil kommer, at den mandlige ansøger efter sin forklaring ikke har haft kontakt med myndighederne under protestmarcherne eller ved barrikaden og aldrig er blevet truet, overfaldet, tilbageholdt eller fængslet, når han deltog i protestmarcherne eller ved barrikaden. Endvidere var protestmarcherne fredelige og uden indblanding fra hverken politiet, paramilitæret eller andre grupper. Politiet og myndighederne kom heller ikke i nærheden af den barrikade, hvor den mandlige ansøger stod, og de holdt heller ikke øje med barrikaden på afstand. Endelig fik begge ansøgere og deres søn udstedt nyt pas i [A] i [sommeren] 2018, dvs. to måneder efter familien skulle have modtaget listen, og familien udrejste legalt i [foråret] 2019. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at ansøgerne er kommet i et asylbegrundende modsætningsforhold til de nicaraguanske myndigheder. Flygtningenævnet finder herefter ikke anledning til at udsætte sagen på en nærmere vurdering af den fremlagte liste samt de nicaraguanske myndigheders anvendelse af lister. Ved vurderingen af sagen har Flygtningenævnet inddraget de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder Landinfors rapport af 11. maj 2019, ”Nicaragua: Demonstrasjioner mot myndigheterne i perioden april-juni 2018 og påfølgende reaksjoner” og Migrationsverkets rapport af 23. april 2019, ”Nicaragua – protester, repression och riskprofiler”, hvoraf fremgår bl.a., at arbitrære arrestationer og mishandlinger finder sted, også over for personer med en løs tilknytning til demonstranterne. Endvidere fremgår det af Europa-Parlamentets forslag til beslutning af 16. december 2019 (B9-0252/2029), at regeringen i Nicaragua som opfølgning på den aftale, der blev indgået i marts 2019, den 11. juni 2019 har frigivet 492 personer, der var tilbageholdt i forbindelse med protesterne i 2018, men at der fortsat sker alvorlig undertrykkelse af blandt andet politiske modstandere, herunder intimidering, chikane, tilbageholdelse og bortførelse af personer, der har deltaget i oppositionsprotester. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Nicaragua vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Ni-ca/2020/3/snd

nami20201

Nævnet stadfæstede i februar 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig stats-borger fra Namibia. Indrejst i 2019. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk coloured og anglikansk kristen af religiøs overbevisning fra [by], Erongo Re-gion, Namibia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organi-sationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Namibia frygter at blive slået ihjel, idet han er homoseksuel. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i 2013 mødte en mand ved navn [A], som han indledte et sek-suelt forhold til, som varede i fem år. [I efteråret] 2018 tog ansøgeren og [A] efter en bytur hjem til ansøgeren, hvor fem af [A’s] venner opsøgte dem. De fem venner råbte af dem og udsatte dem for fysiske overgreb. To uger senere blev ansøgeren angrebet på sin arbejdsplads af to personer, som truede ham på livet, hvoraf han genkendte den ene fra det forrige overfald. Ansøgeren tog herefter et par dage til byen Swakopmund, hvorefter han vendte tilbage til sin hjemby. Han blev boende i sin egen lejlighed indtil [vinteren] 2018, hvor han flyttede hjem til sin mor i en anden by. [I vinteren] 2019 udrejste han af Namibia til Danmark. Efter ansøgerens forklaring lægger Flygtningenævnet til grund, at ansøgeren er homoseksuel og har levet som homoseksuel i Namibia i en årrække, og at han forud for sin udrejse oplevede problemer ad to omgange med personer, som han formodede havde relation til [A], og som overfaldt, slog og truede ham. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at ansøgeren, mens han opholdt sig i Namibia, ikke har haft problemer med myndighederne eller med befolkningen generelt som følge af sin seksualitet. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens konflikt med de fem personer, der efter ansøgerens formodning havde relation til [A] – uanset den udsprang af ansøgerens og [A’s] homoseksuelle forhold – har privatretlig karakter frem for karakter af en reaktion fra befolkningen på ansøgerens homoseksualitet. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at konflikten ikke har den fornødne intensitet til at kunne begrunde opholdstilladelse. Flygtningenævnet har herved også lagt vægt på, at ansøgeren efter overfaldene henholdsvis [i efter-året] 2018 og to uger senere fortsat arbejdede samme sted og opholdt sig på sin bopæl omkring en måned og derefter hos sin mor i [by], indtil han udrejste i [vinteren] 2019 uden, at ansøgeren i denne periode blev opsøgt af nogen eller i øvrigt oplevede nogen problemer. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder ”Country Report on Human Rights Practices 2018 – Namibia” fra US Departement of State af 13. marts 2019, hvoraf fremgår, at ”Although Roman-Dutch common law inherited at independence criminalizes sodomy, the ban was not enforced. The law defines sodomy as intentional sexual relations between men”, samt UK Home Office, “Country Policy and Information Note Namibia: Sexual orientation and gender identity and expression” fra November 2018, hvoraf fremgår, at ”There is evidence that the government tolerates the right of speech, expression, association and assembly of LGBTI people. LGBTI groups exist and are able to organize events such as “Pride” across different towns, with no evidence of restriction”, og “The available information does not establish that there is a general risk of persecution or serious harm to LGBTI persons from the authorities”. Det fremgår videre, at “There have been reports of non-state actors subjecting LGBTI persons to harassment and violence”, men “The available information does not suggest that the treatment is sufficiently serious by its nature and/or repetition such that there is a general risk to LGBTI persons in Namibia from societal actors”. Flygtningenævnet finder sammenfattende efter de foreliggende baggrundsoplysninger og en samlet vurdering af ansøgerens forhold, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Namibia vil være – eller have ønske om at leve på en sådan måde, at han vil bringe sig – i lokal-befolkningens eller myndighedernes søgelys på grund af sin seksuelle orientering, og at han på den baggrund risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at der er en reel risiko for, at han vil blive udsat for overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at ansøgeren ikke opfylder betingelserne for asyl i udlændingelovens § 7. Flygtninge-nævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” nami/2020/1/imbs

maro20206

Nævnet stadfæstede i august 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Marokko. Indrejst i 2019. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim af trosretning fra Tetouan, Marokko. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Marokko frygter at blive slået ihjel af sine brødre og sin ægtefælle. Ansøgeren har til støtte herfor henvist til, at hun og hendes ægtefælle, som hun var blevet gift med i 2016, i 2019 rejste på ferie til Marokko. Under ferien, hvor de boede hos ansøgerens svigermor, havde hun og ægtefællen mange konflikter. På et tidspunkt meddelte hendes ægtefælle, at han ville aflevere hende hos hendes familie med henblik på at afslutte forholdet. I hendes families hjem, hvor hendes to brødre [A] og [B] og hendes mor var til stede, meddelte ægtefællen, at forholdet var slut. [A] blev meget vred, fordi familiens ære herved var krænket. Han sagde, at ansøgeren skulle dræbes. Hun blev herefter låst inde, hvorefter familien forlod hjemmet. Inden familien vendte tilbage lykkedes det imidlertid ansøgeren at flygte via en balkon til gaden, efter at hun havde fundet penge i huset til en taxa. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet har herved navnlig lagt vægt på, at ansøgeren under asylsagens behandling har forklaret divergerende på en lang række centrale punkter, herunder om hvorvidt det var hende eller ægtefællen, der udtrykte ønsket om skilsmisse over for hendes brødre, hvem der erklærede ønsket om at dræbe hende, hvordan hun var låst inde i familiens bolig, og hvornår hun stjal penge fra sin familie. Nævnet bemærker endvidere, at ansøgeren for Flygtningenævnet findes at have svaret afglidende, undvigende og upræcist på en sådan måde, at det beskrevne ikke virker selvoplevet. Herudover finder nævnet det helt usandsynligt, at ansøgerens familie, der kendte boligen og dennes indretning, låste ansøgeren inde på en sådan måde, at hun uden problemer kunne forlade stedet. Flygtningenævnet finder derfor, at betingelserne opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, ikke er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Maro/2020/6/EHD

maro20203

Nævnet stadfæstede i juli 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Marokko. Indrejst i 1998. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og muslim af trosretning fra Tanger, Marokko. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han i Marokko frygter dobbeltstraf. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han af sin tidligere advokat er blevet oplyst, at der er en risiko for dobbeltstraf i Marokko grundet hans kriminalitet begået i Danmark. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af sine søskende. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans søskende gennem hans mor, som han stadig har telefonisk kontakt med, er blevet bekendt med den af ham begåede kriminalitet i Danmark, ligesom de er blevet bekendt med, at han lider af ludomani. Der ses inden for islam med stor alvor på såvel ludomani som seksualforbrydelser begået af en gift mand. Hans storebror, [A], der efter farens død er overhoved i familien, der er velstående og magtfuld, samt hans øvrige søskende er derfor meget vrede på ham. Hans ægtefælle har i en telefonsamtale med hans storesøster fået oplyst, at [A] til storesøsteren har udtalt, at han kunne finde på at slå ansøgeren ihjel. Endelig har ansøgeren henvist til, at hans to børn og ægtefælle, der har [en sygdom] og brug for hans hjælp, bor i Danmark. Flygtningenævnet bemærker, at risikoen for at blive idømt dobbeltstraf ved en tilbagevenden til hjemlandet ikke i sig selv er relevant for den asylretlige vurdering, hvorimod karakteren og intensiteten af den straf, der forventes idømt i hjemlandet vil kunne være af asylretlig betydning. Flygtningenævnet finder imidlertid, at det ikke er sandsynliggjort, at den straf, ansøgeren eventuelt måtte imødese i Marokko, må anses for uforholdsmæssig, eller at han i øvrigt risikerer overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Det forhold, at ansøgerens ægtefælle i en telefonsamtale med hans storesøster har fået oplyst, at [A] til storesøsteren har udtalt, at han kunne finde på at slå ansøgeren ihjel, kan ikke begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet har herved i lighed med Udlændingestyrelsen lagt vægt på, at der er tale om et privatretligt forhold, og at ansøgerens formodning alene er baseret på en trussel fremsat gennem flere personer. Den omstændighed, at ansøgerens to børn og ægtefælle, der har [en sygdom] og brug for hans hjælp, bor i Danmark, kan ej heller begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder derfor, at betingelserne for at meddele opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, ikke er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Maro/2020/3/gdan

maro20202

Nævnet stadfæstede i juli 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Marokko. Indrejst i 2019. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og oprindeligt muslim fra Casablanca, Marokko. Ansøgeren er senere konverteret til mormonismen. Ansøgeren har under mødet i Flygtningenævnet oplyst, at han er agnostiker. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Marokko frygter at blive slået ihjel af sin far, fordi ansøgeren ikke bekender sig til islam. Ansøgeren frygter endvidere det marokkanske lokalsamfund som følge af sin religiøse overbevisning. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at ansøgerens far har udsat ham for fysiske overgreb siden han var 9 til 10 år gammel og frem til ansøgerens udrejse af Marokko [en dato i sommeren] 2019, fordi ansøgeren ikke ønskede at praktisere islam. Ansøgerens far og ansøgerens fars ægtefælle har gentagne gange smidt ansøgeren ud af bopælen. Ansøgeren begyndte at interessere sig for kristendommen et år inden sin udrejse af Marokko i [sommeren] 2019, da en person ved navn [C] introducerede ansøgeren til kristendommen. Under opholdet i Danmark fortalte ansøgeren sin far, at han ikke troede på islam, og at han opholdt sig i Danmark hos sin mor, hvortil ansøgerens far svarede, at han ville slå ansøgeren ihjel, hvis ansøgeren vendte tilbage til Marokko. Ansøgeren har ikke fortalt sin far om sin interesse for kristendommen. Ansøgeren begyndte som 18-årig at interessere sig for agnosticisme, hvilket han altid har holdt skjult i Marokko. Ansøgeren har under sit ophold i Danmark begyndt at gå i den mormonske kirke i [en by i Danmark]. Ansøgeren frygter endvidere den marokkanske lokalbefolkning, fordi Marokko er et muslimsk land. Ansøgeren risikerer at blive anholdt, fængslet eller slået såfremt det bliver kendt i Marokko, at han ikke bekender sig til islam. Ansøgeren har forklaret, at han nu ikke længere er kristen men igen er agnostiker. Ansøgeren, der nu er 25 år, har uden problemer med myndighederne og befolkningen i øvrigt levet 24 år i Marokko uden at have haft problemer som følge af, at han ikke praktiserede islam og allerede, mens han boede i Marokko, var agnostiker. Hertil kommer, at det i Marokko ikke ved lov er forbudt at konvertere for eksempel fra islam til kristendommen, og der dermed ikke er retlige konsekvenser forbundet med ikke at praktisere islam. Ansøgeren har næsten færdiggjort en universitetsuddannelse, er voksen, har i en periode haft et job og har været i stand til at søge visum og planlægge sin rejse til Danmark. Det forekommer derfor særdeles usandsynligt, at ansøgeren ikke skulle være i stand til at fraflytte faderens hjem, men forblev boende hos sin angiveligt voldelige fader frem til sin udrejse som 24-årig. Flygtningenævnet kan derfor ikke lægge ansøgerens forklaring om konflikten med faderen til grund. Det forhold, at ansøgeren ikke havde penge til at finde egen bolig, er socioøkonomiske forhold, der ikke er omfattet af udlændingelovens § 7. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Marokko vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Maro/2020/2/MLVT.

liby20202

Nævnet stadfæstede i juli 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Libyen og Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk araber og sunni-muslim af trosretning fra [en by], Aleppo, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har oplyst, at han udover sit syriske statsborgerskab også er libysk statsborger. Klageren opnåede sit libyske statsborgerskab for cirka 30 år siden som følge af sin fars forhold. Klageren fik et libysk pas under opholdet i Libyen i perioden 2008 til 2009. Klageren oplyste i den forbindelse til de libyske myndigheder, at han havde frasagt sig sit syriske statsborgerskab. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter, at han vil blive slået ihjel af de syriske myndigheder, fordi han er deserteret fra militæret, hvorefter han tilsluttede sig oprørerne. Klageren har som asylmotiv endvidere henvist til, at han ved en tilbagevenden til Libyen frygter de generelle forhold i landet. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han påbegyndte sin værnepligt i Syrien i [en måned i sommeren] eller [en anden måned i sommeren] 2009. Efter to års aftjent værnepligt fortsatte klageren med at arbejde yderligere et år for det syriske militær frem til [en måned i foråret] eller [en anden måned i foråret] 2012, hvorefter han deserterede fra militæret. Klageren opholdt sig herefter cirka en måned hos oprørerne i [en navngiven by] i Damaskus-provinsen. Klageren så sig nødsaget til at slutte sig til oprørerne, fordi han havde brug for hjælp til at komme til hjembyen [en navngiven by] i Aleppo. Efter en måned fulgte oprørerne klageren til [en navngiven by], hvor klageren opholdt sig i 15 dage indtil han udrejste illegalt til Tyrkiet, idet klagerens syriske og libyske pas var udløbet. Klageren besøgte i den forbindelse den libyske ambassade, hvor han fik forlænget gyldighedsperioden for sit libyske pas. Umiddelbart herefter rejste klageren til Libyen, hvor han arbejdede i to år i sin fætters vekslebureau i Tripoli. Klageren besluttede sig for at rejse til Europa, fordi den libyske befolkning udsatte syriske statsborgere for racisme. Klageren overværede derudover drabet på en person, som blev slået ihjel og berøvet af fire bevæbnede personer, på sin vej hen til klagerens fætters vekslebureau. Klagerens fætter blev endvidere kidnappet af ukendte gerningsmænd. Klagerens fætter blev løsladt igen mod betaling af løsepenge. Klageren har under sin første asylansøgningssag oplyst, at han er syrisk statsborger og ikke har aftjent værnepligt, mens han under denne sag har oplyst, at han har dobbelt statsborgerskab, idet han ligeledes har libysk statsborgerskab. Først under nævnsmødet har klageren forklaret, at han er i tvivl om, hvorvidt hans libyske pas er ægte eller falsk. Flygtningenævnet har imidlertid lagt vægt på, at klageren først fremkommer med denne oplysning under nævnsmødet, og at klageren har forklaret, at hans libyske pas, der er udstedt i 2008, er blevet fornyet i 2013 på den libyske ambassade i Tyrkiet, ligesom han har anvendt passet under rejser. Flygtningenævnet finder derfor, at klageren skal vurderes både i forhold til Syrien og Libyen. Flygtningenævnet finder, at klageren isoleret set i forhold til Syrien er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har af flere omgange og gennem flere år boet og arbejdet i Libyen, uden at have haft problemer med de libyske myndigheder eller andre. Der er ikke grundlag for at antage, at de libyske myndigheder har fået kendskab til, at ansøgeren, efter sin egen forklaring, er deserteret eller har haft kontakt med oprørsgrupper i Syrien, og af den årsag skulle straffe klageren eller sende ham til Syrien. Dette understøttes af, at klageren under sin samtale med Udlændingestyrelsen har forklaret, at han, da han søgte libysk statsborgerskab, fortalte de libyske myndigheder, at han havde opgivet sit syriske statsborgerskab. Spørgsmål om indrejse og rejsedokumenter henhører ikke under Flygtningenævnets kompetence. Der er heller ikke grundlag for at antage, at de libyske myndigheder eller andre i Libyen skulle have fået kendskab til, at klageren under sit ophold i Danmark har deltaget i kristne aktiviteter. Klageren har i øvrigt under nævnsmødet oplyst, at han er muslim. De generelle forhold i Libyen er ikke af asylbegrundende karakter. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet, at klageren i forhold til Libyen ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden hertil vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Liby/2020/2/MLVT.

kuwa20202

Nævnet stadfæstede i februar 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig stats-borger fra Kuwait. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren har oplyst, at han er etnisk araber, muslim og bidoon (statsløs) fra Kuwait. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive fængslet af de kuwai-tiske myndigheder, fordi han er bidoon. Videre frygter han fængsling af de kuwaitiske myndighe-der, fordi han sparkede en betjent omkuld under en demonstration i [vinteren 2011]. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han deltog i en fredagsbøn i [vinteren 2011]. Uden for moskéen demonstrerede bidoonere for deres rettigheder. Efter fredagsbønnen så ansøgeren en demonstrati-on. De kuwaitiske myndigheder angreb og opløste demonstrationen, hvorefter ansøgeren løb fra stedet for at skjule sig. I forbindelse hermed så ansøgeren, at en betjent holdt en demonstrant. An-søgeren løb hen til betjenten og skubbede ham i ryggen, som derefter faldt. Ansøgeren løb videre. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring til grund i samme omfang som angivet i nævnets afgørelse af [vinteren 2013]. Flygtningenævnet finder imidlertid fortsat ikke, at ansøgeren efter det oplyste kan anses for at være i aktuel, konkret risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7 ved en tilbagevenden til Kuwait. Nævnet har herved lagt vægt på de samme forhold, som er anført i nævnets afgørelse af [vinteren 2013], og at den flugtudløsende begivenhed nu ligger 9 år tilbage. Den omstændighed, at Kuwaits ambassade i Saudi Arabien over for den dan-ske ambassade i Saudi Arabien [foråret 2016] har oplyst, at ansøgeren ikke kan få udstedt rejsedo-kumenter, fordi han står på en liste over personer, der ikke må indrejse i landet, kan fortsat ikke føre til en anden vurdering. Nævnet har herved lagt vægt på, at der ikke under den fornyede behandling af sagen er fremkommet oplysninger, som sandsynliggør, at ansøgeren står på listen som følge af et asylbegrundende modsætningsforhold til myndighederne. På denne baggrund og efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet det ikke sandsynliggjort, at ansøgeren opfylder betingelserne for at opnå opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Kuwa/2020/2/AMKJ

kuwa20201

Nævnet meddelte i februar 2020 opholdstilladelse (K-status) til en statsløs mand fra Kuwait. Ind-rejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har oplyst at være etnisk bidoon og muslim fra Sulaibiya, Kuwait. Det fremgår af den oprindelige sag, at klageren som asylmotiv henviste til, at han ved en tilbagevenden til Kuwait fryg-tede myndighederne, da de havde anklaget ham for at have deltaget i aktiviteter for oppositionen, og idet han er bidoon og udrejste illegalt af landet. Til støtte for sit asylmotiv oplyste klageren, at han [i efteråret] 2012, sammen med andre bidoonere, demonstrerede for borgerrettigheder som eksempelvis retten til at få et pas. Under demonstrationen blev klageren anholdt af de kuwaitiske myndigheder, og han sad herefter i fængsel indtil [foråret] 2013. Under tilbageholdelsen blev klageren anklaget for at ville vælte regimet og organisere demonstrationer, og han blev i den forbindelse udsat for tortur. Klageren blev imidlertid løsladt mod at underskrive en erklæring om, at han ikke ville deltage i nogen grupper eller forsamlinger. Efter løsladelsen opholdt klageren sig på sin bopæl frem til, at han [i begyndelsen af] 2014 udrejste illegalt af Kuwait. Klageren forlod i denne periode ikke sin bopæl, men han kunne se, at han blev overvåget af myndighederne, idet der blandt andet kørte fremmede biler rundt i området. [I foråret] 2018 afholdte Udlændingestyrelsen en samtale med klageren, idet Udlændingestyrelsen var kommet i besiddelse af nye oplysninger, som indikerede, at klageren havde opnået opholdstilladelse på baggrund af svig. Klagerens ægtefælle og klagerens ægtefælles søskende var registreret som irakiske statsborgere i Udlændingestyrelsen systemer, og Udlændingestyrelsen havde i forbindelse med klagerens søsters asylsag og klagerens søsters ægtefælles sag vurderet, at de ikke var bidoonere fra Kuwait. Udlændingestyrelsen inddrog på den baggrund klagerens opholdstilladelse [i efteråret] 2018, idet klageren havde opnået opholdstilladelse ved svig, jf. udlændingelovens § 19, stk. 2, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Ved Udlændingestyrelsens afgørelse [fra foråret] 2015 lagde Udlændingestyrelsen i overensstemmelse med klagerens forklaring til grund, at han var uregistreret bidoon fra Kuwait. Klageren har fastholdt dette under Flygtningenævnets behandling af sagen. Flygtningenævnet bemærker, at klageren har givet åbenlyst urigtige oplysninger om sine personlige forhold, idet hans oplysninger om, hvornår han har mødt sin ægtefælle, ikke stemmer med hans indrejsetidspunkt i Danmark og deres fællesbarns fødselsdato. Tidsforløbet tyder tværtimod på, at ægteskabet har været planlagt forud for klagerens indrejse i Danmark. Klagerens ægtefælle var oprindeligt irakisk statsborger, er familiesammenført og indrejst i Danmark i 2001, og hun var dansk statsborger, da klageren indrejste. Det fremgår af de foreliggende oplysninger, at [A] den 21. juni 2017 til Udlændingestyrelsen har oplyst blandt andet, at hendes søster, [B], har en søn ved navn [klagerens navn], som er gift [klagerens ægtefælles navn]. Det fremgår af sammenhængen, at sønnen er klageren. Det fremgår videre af de foreliggende oplysninger, at [C] overfor de danske myndigheder har oplyst, at hun er irakisk statsborger, og at hendes mor, [D], bor hos [B] i Kuwait. Flygtningenævnet finder, at det må lægges til grund, at [C] er klagerens moster, og at han således har indgået ægteskab med sin kusine. Flygtningenævnet finder efter en gennemgang af de foreliggende oplysninger imidlertid ikke, at Udlændingestyrelsen med den fornødne sikkerhed har fastslået, at klageren ikke er statsløs fra Kuwait, således som han har forklaret. Udlændingestyrelsen har, på trods af klagerens urigtige forklaring om nogle af sine personlige forhold, således ikke godtgjort, at opholdstilladelsen er opnået ved svig. Flygtningenævnet ophæver derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Kuwa/2020/1/RILA

keny20203

Nævnet stadfæstede i november 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Kenya. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk luhya og kristen af trosretning (tilhænger af pinsebevægelsen). Ansøgeren er født i [by], Vihiga, Kenya, og har opholdt sig i Nairobi, Kenya, i en længere årrække forud for sin udrejse. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive slået ihjel af sine familiemedlemmer, særligt sin bror og far, fordi hun har forladt sin ægtefælle. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at hendes datter ved en tilbagevenden til Kenya vil være bagud i skolen og være deprimeret over at være blevet seksuelt misbrugt af sin stedfar. Ansøgeren har til støtte herfor anført, at det i hendes kultur er en skændsel, hvis man forlader sin ægtefælle. Hvis ansøgeren rejser tilbage til Kenya, vil hendes far og bror finde hende ved hjælp af heksekunst og slå hende ihjel, da dette er en del af kulturen. Ansøgerens bror har fortalt ansøgerens søster, at han har hørt, at ansøgeren er blevet separeret fra sin ægtefælle, og at hvis dette er korrekt, så skal ansøgeren ikke komme tilbage til Kenya. Ansøgerens bror er endvidere sur over, at ansøgeren blev gift uden at fortælle det til sin far og bror og uden at der blev betalt brudeafgift. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at ansøgerens oplysninger kan medføre, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, da der ikke er tale om forhold af en sådan karakter og intensitet, at de kan anses for omfattet af anvendelsesområdet for udlændingelovens § 7, stk. 2. Nævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret, at hun ikke har haft kontakt med sin far eller bror, siden hun udrejste af Kenya, og at hun ikke har haft kontakt med dem siden 2012. Hun så sidst sin far i 2018 ved en begravelse, men hun talte ikke med ham. Hun har endvidere forklaret, at hendes far har udtalt, at hun ikke skulle vise sig, efter at ansøgeren fik et barn uden for ægteskab. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret, at hun ikke har haft konflikter med sin familie i en årrække forud for sin udrejse, og at hun kun fra sin søster har fået oplyst, at ansøgerens bror skulle have sagt, at ansøgeren ikke skulle komme tilbage, hvis hun bliver skilt. Det forhold, at ansøgeren har forklaret, at hun som barn blev misbrugt af sig far, kan ikke føre til en anden vurdering, da der er tale om en afsluttet konflikt. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgerens frygt for, at hendes bror vil anvende hekseri mod hende, alene beror på hendes egen formodning og ikke understøttes af nogle konkrete forhold. Endelig har nævnet har lagt vægt på, at ansøgeren efter hendes egen forklaring har haft forskelligt arbejde, og at ansøgerens datter har kunnet gå i skole i Kenya. Ansøgeren har ikke boet sammen med sin far eller bror i en årrække. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens bekymring for sin datters skolegang og psykiske tilstand angår socioøkonomiske forhold, som ikke kan begrunde, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse. Den omstændighed, at ansøgeren som enlig fraskilt kvinde med et barn uden for ægteskab kan have vanskeligt ved at forsørge sig selv og finde bolig ved en tilbagevenden til Kenya udgør socioøkonomiske forhold, som ikke kan begrunde, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse. Det forhold, at Socialstyrelsen ikke kan udelukke, at ansøgeren har været udsat for menneskehandel, kan ikke føre til en ændret vurdering. Ansøgeren henvises til at søge de kenyanske myndigheders beskyttelse. Det fremgår af de foreliggende baggrundsoplysninger, at menneskehandel er strafbart i Kenya, og at myndighederne – om end indsatsen er utilstrækkeligt – gør sig bestræbelser på at retsforfølge trafficking. Flygtningenævnet finder af de nævnte grunde, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at ansøgerens konflikt med sin far og bror har en sådan karakter eller intensitet, at det kan sidestilles med asylbegrundende forfølgelse. Da ansøgeren således ikke har sandsynliggjort, at hun i hjemlandet risierer overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse.” Keny/2020/3/EDO

keny20201

Nævnet stadfæstede i februar 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig stats-borger fra Kenya. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk luo og kristen protestant af trosretning fra [by], Kenya. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Kenya frygter, at de ældre i hendes hjemby vil tvinge hende til at blive omskåret samt tvinge hende til at indgå et ægte-skab med hendes kusines enkemand som straf for, at hun ikke er omskåret. Til støtte herfor har an-søgeren oplyst, at hun to gange er blevet forsøgt omskåret af de ældre i landsbyen, men at det begge gange er lykkedes hende at undvige. Ved første forsøg var ansøgeren 13 år gammel, og hun skulle som en del af en ceremoni omskæres sammen med omkring 15 andre jævnaldrende piger. Det lyk-kedes imidlertid ansøgeren og to andre piger at flygte, og ansøgeren tog til et støttecenter, som be-skytter kvinder mod seksuelle overgreb. Efter omkring seks måneder blev ansøgeren hentet af sin fætter, som på vej tilbage til landsbyen udsatte ansøgeren for voldtægt. Da ansøgeren var 14 år gammel, blev hun igen forsøgt omskåret, men det lykkedes hende på ny at flygte til støttecentret. Hun opholdt sig på centret i omkring et år, indtil hendes fætter på ny kom og tog hende med tilbage til landsbyen. På vejen udsatte han hende igen for voldtægt. Ansøgeren har under sine samtaler i Udlændingestyrelsen forklaret, at hun herefter rejste til Nairobi, hvor hun opholdt sig i fem til seks år, indtil hun en dag besøgte sin mor i [by]. Under besøget fortalte moren ansøgeren, at kusinens enkemand ville giftes med ansøgeren, og at de ældre i landsbyen bakkede op om dette. Ansøgeren rejste derfor tilbage til Nairobi, hvor hun opholdt sig i tre til fire år, indtil hun omkring [foråret] 2011 udrejste til Danmark, idet hun var blevet ansat som au pair ved en dansk familie. Hun arbejdede i Danmark frem til 2013, hvorefter hun opholdt sig i Sverige i omkring to år. I 2015 indrejste ansøgeren i Danmark på ny, og hun har siden 2015 opholdt sig illegalt i Danmark. [I starten af] 2019 søgte hun om asyl. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund, idet ansøgeren for nævnet har forklaret divergerende og udbyggende. Hun har således under sine samtaler i Udlændingestyrelsen forklaret detaljeret om, at hun i perioden fra hun var omkring 14,5 år og til hun var omkring 20 år boede i Nairobi hos sine venner, hvor hun gjorde mellemskolen færdig, mens hun for nævnet har forklaret, at hun først tog ophold i Nairobi, da hun var 20 år gam-mel og efter, at hun var forsøgt tvangsgiftet med sin kusines enkemand. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende og udbyggende om, hvorvidt hun blev opsøgt i Nairobi i perioden efter, at hun blev forsøgt tvangsgiftet. Endelig har Flygtningenævnet tillagt det en vis vægt, at ansøgeren, der indrejste i Danmark i 2011, først søgte om asyl i 2019. Flygtningenævnet finder på den anførte baggrund, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Kenya vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtninge-nævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Keny/2020/1/CERA

jord20204

Nævnet stadfæstede i november 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Jordan. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og fra Irbid, Jordan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Jordan frygter at blive slået ihjel af imamerne i Irbid som følge af hans frafald fra islam. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han frafaldt islam, idet islam var i strid med logik og videnskab. Ansøgeren bekendtgjorde over for sine venner og bekendte, at han ikke længere var muslim. Efterfølgende blev ansøgeren omkring fire gange truet telefonisk over en måned. Ansøgeren vidste ikke, hvem der truede ham. Ansøgeren har ikke modtaget trusler i de sidste seks måneder under sit ophold i Jordan. Ansøgeren frygter imamerne, idet de er opmærksomme på, hvem der frafalder islam. Ansøgeren har derudover henvist til, at han frygter sine fætre, idet ansøgerens far har slået sin brors søn ihjel. Han har til støtte herfor oplyst, at hans far afsoner en livslang fængselsstraf, fordi han for omkring ti år siden slog sin brors søn ihjel. Ansøgeren frygter, at hans øvrige fætre vil gengælde drabet ved at slå ansøgeren ihjel. Flygtningenævnet kan ikke lægge væsentlige dele af ansøgerens forklaring om sine asylmotiver til grund. Flygtningenævnet kan lægge til grund, at ansøgerens far er blevet idømt en livstidsstraf i Jordan for at have dræbt sin nevø og forøvet legemsbeskadigelse mod sin bror for omkring 11 år siden, idet ansøgeren har forklaret konsistent herom. Ansøgeren har derimod ikke sandsynliggjort, at han som følge heraf risikerer at blive udsat for blodhævn fra sin dræbte fætters brødre. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren ikke har været udsat for nogen reaktioner fra sine fætres side på trods af, at ansøgeren i de følgende 10 år blev boende i byen Irbid, som er beliggende nær den by, hvor hans fætre bor. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at ansøgeren holdt op med at praktisere islam, mens han boede i Jordan, men ansøgeren har ikke sandsynliggjort, at han risikerer forfølgelse for at være frafaldet islam. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret, at han i Jordan har været åben over for sin indstilling til religionen. Hans familie og omgangskreds har reageret ved tage afstand fra ham og udstøde ham af fælleskabet, men han er aldrig blevet udsat for fysiske overgreb. Ansøgerens forklaring om, at han flere gange er blevet truet telefonisk af ukendte personer kan ikke lægges til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvornår disse trusler har fundet sted. Ansøgeren har således under oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at truslerne fandt sted 3½ til 4 år forud for samtalen, det vil sige omkring første halvår 2015, mens han under asylsamtalen har forklaret, at truslerne fandt sted omkring ½ år før han udrejste, det vil sige omkring andet halvår 2016. Denne divergens svækker ansøgerens generelle troværdighed, og forklaringen om truslerne fremstår derfor som konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at det at frafalde islam ifølge Flygtningenævnets baggrundsoplysninger ikke er en strafbar handling i Jordan. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Jordan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Jord/2020/4/HMU

iran202088

Nævnet meddelte i november 2020 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser fra Teheran i Iran. Han har oplyst, at han hedder [ansøgerens navn] og er født den [dato]. Ansøgeren har oplyst, at han er født muslim, men at han nu er kristen. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter, at de iranske myndigheder slår ham ihjel, fordi han har været politisk aktiv i perioden fra sommeren 2017 og frem til hans udrejse af Iran i [sommeren] 2018. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han i perioden 2012 til 2018 har drøftet politiske forhold med en gruppe af venner. I 2015 mødte han i den forbindelse [B]. Ansøgeren og [B] blev efterfølgende venner, og i foråret 2017 opfordrede [B] til at udføre politiske aktiviteter. Ansøgerens politiske aktivitet indebar, at han printede og uddelte kritisk materiale vedrørende det iranske styre. I [foråret] 2018 fik ansøgeren meddelelse om, at to af hans politiske venner var blevet anholdt. Ansøgeren flygtede straks fra sin bopæl og udrejste efterfølgende af Iran. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv endvidere henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive straffet af de iranske myndigheder, fordi han efter sin udrejse er konverteret til kristendommen. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at hans interesse for kristendommen begyndte i 2018, da han opholdt sig i Grækenland og boede sammen med kristne. Da ansøgeren kom til Danmark, begyndte han at gå i kirke og anse sig selv for at være kristen. Ansøgeren blev [i foråret] 2019 døbt i [kirke] i [by], og han har både forinden og efter dåben deltaget i kirkelige aktiviteter og gudstjenester i [kirke], ligesom han har været på bibelcamp og nu går på [kristen højskole]. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring om sin identitet til grund. Flygtningenævnet lægger videre ansøgerens forklaring om sine politiske aktiviteter til grund. Ansøgeren har således printet regeringskritiske løbesedler og videregivet dem til blandt andet universiteter i Teheran. Han har endvidere i et vist omfang uddelt dem i forbindelse med demonstrationer. Det må ved anholdelsen af [C] og [D] og de efterfølgende ransagninger af ansøgerens og hans forældres bopæl lægges til grund, at ansøgerens politiske aktivitet er kommet til de iranske myndigheders kendskab. Ansøgeren er flygtet umiddelbart efter anholdelsen af [C] og [D] og er i forlængelse heraf udrejst illegalt af landet. Flygtningenævnet finder på dette grundlag, at ansøgeren risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, ved en eventuel tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet finder det herefter ikke nødvendigt at tage stilling til, om ansøgeren tillige risikerer forfølgende som følge af sin konvention. Flygtningenævnet meddeler derfor [ansøgeren] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2020/88/CARA

iran202087

Nævnet omgjorde i november 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse om, at en mandlig statsborger fra Irans opholdstilladelse (B-status) var bortfaldet. Indrejst i 1987. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk perser og muslim fra Nahavand, Iran. Det fremgår af Det Centrale Personregister, at klageren den 8. august 2014 udrejste til Iran. Den 15. december 2017 besluttede Udlændingestyrelsen, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2 var bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, jf. § 17, stk. 4, idet klageren havde opholdt sig uden for Danmark i mere end 12 på hinanden følgende måneder. Den 3. april 2019 besluttede Flygtningenævnet at ophæve Udlændingestyrelsens afgørelse af 15. december 2017 og hjemvise sagen til fornyet behandling. Den 19. juli 2019 besluttede Udlændingestyrelsen på ny, at klagerens opholdstilladelse efter § 7, stk. 2 var bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, jf. § 17, stk. 4, da Udlændingestyrelsen vurderede, at klageren har opgivet sin bopæl i Danmark, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. pkt. Den 20. maj 2020 stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse af 19. juli 2019. Flygtningenævnet genoptog den 1. oktober 2020 sagen til behandling på et nyt mundtligt nævnsmøde. Det fremgår af klagerens forklaring sammenholdt med stemplerne i hans pas, at han ikke har opholdt sig uden for Danmark i mere end 12 på hinanden følgende måneder. Uanset klageren i perioden fra den 2. juli 2014 til den 15. maj 2017 har opholdt sig i Iran, bortset fra 73 dage fordelt over fem perioder, hvor han har opholdt sig i Danmark, kan han ikke anses for at have opgivet sin bopæl i Danmark. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren har beholdt sin lejlighed med indbo i Danmark i hele perioden, ligesom det lægges til grund, at han har boet i lejligheden, når han var i Danmark. Han har ikke etableret sig i egen bolig i Iran, men boede hos sin søster og har heller ikke i øvrigt foretaget aktive handlinger, der indikerer, at han har haft til hensigt at opgive sin bopæl i Danmark. Den omstændighed, at klageren i en periode udlånte sin lejlighed til en bekendts veninde, der blev registreret med bopæl i lejligheden fra den 1. august 2016 til den 27. april 2017 hvilket førte til, at kommunen registrerede ham som udrejst, kan ikke føre til en anden vurdering. Allerede af denne grund ændrer Flygtningenævnet derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af 19. juli 2019, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2." Iran 2020/87/smla

iran202086

Nævnet stadfæstede i november 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2001. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt han kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk kurder og oprindeligt ateist fra Baneh, Iran. Klageren er efter sin indrejse i Danmark konverteret til kristendommen. Klageren har været medlem af Arbejdernes Kommunistiske Parti, Hezbeh Kommunist Kargari Iran. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter, at han vil blive henrettet af de iranske myndigheder, fordi han har været politisk aktiv i Iran. Han har desuden fået en dom på 15 års betinget fængsel for sine politiske aktiviteter, og han frygter at skulle afsone dommen, hvis han kommer tilbage til Iran. Klageren har endvidere som asylmotiv henvist til, at han frygter de iranske myndigheder, fordi han i forbindelse med sit ophold i Danmark har fortsat sit politiske virke. Klageren har endelig som asylmotiv henvist til, at han er konverteret til kristendommen. Klageren har til støtte for det oprindelige asylmotiv henvist til, at han i en årrække har været medlem af Arbejdernes Kommunistiske Parti i Iran, hvilket parti er ulovligt, og at han havde en ledende rolle for partiet i sin hjemby. Klageren har to gange været fængslet af politiske årsager. Da klageren var ung, fandt hans skoleinspektør politiske løbesedler i klagerens taske. Kort efter blev han dømt fængsel i 1 år, og han blev i forbindelse med afsoningen udsat for fysiske overgreb. Senere fortsatte han side politiske aktiviteter og blev han idømt ubetinget fængsel i 2 år og 1 dag samt en betinget fængselsstraf på 15 år, idet den betingede del af straffen ville blive udløst, hvis han fortsatte sine politiske aktiviteter. Efter at han var blevet løsladt, oplyste hans mor ham om, at de iranske myndigheder havde opsøgt familiens bopæl og bedt klageren om at melde sig på politistationen. Umiddelbart herefter udrejste klageren af Iran. Klageren har under sit ophold i Danmark fortsat sine politiske aktiviteter. Klageren har 6-7 gange holdt politiske taler i forbindelse med demonstrationer mod det iranske regime, herunder foran den iranske ambassade og Københavns Rådhus. Klageren har videre skrevet seks til syv artikler for Arbejdernes Kommunistiske Parti, som er udgivet i kommunistiske blade i England og i Tyskland. Klageren har videre henvist til, at hans far er muslim, mens hans mor er kristen og stammer fra Grækenland. Han er opdraget som muslim, men har i mange år betragtet sig selv som ateist. Han blev introduceret til kristendommen af en fængselspræst i 2014, da han afsonede i [et navngivent fængsel]. Han blev døbt [en dato i efteråret], og han har efterfølgende deltaget regelmæssigt i gudstjenester i forskellige kirker. Derud over beder han bønner, taler med præsterne og læser i Bibelen, ligesom han fejrer kristne højtider som jul og påske. Klageren blev meddelt opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, [en dato i sommeren] 2003. Klageren er siden 2014 blevet idømt 6 domme for overtrædelse af straffelovens § 191 og lov om euforiserende stoffer. Ved dommen fra [en dato i foråret] blev han udvist betinget, mens han ved dommene fra [en dato i sommeren] 2014, [en dato i sommeren] 2015 og [en dato i efteråret] blev udvist med indrejseforbud i 6 år. Klageren er idømt straffe på mellem 4 måneders fængsel og senest 1 års fængsel. Klageren har flere gange i forbindelse med den verserende § 31 sag tilkendegivet, at han ikke ønsker at medvirke frivilligt til en udsendelse til Iran. Indledningsvist bemærkes, at det er ikke sandsynliggjort, at klagerens mor er eller har været græsk statsborger, idet klageren i sit asylskema har angivet, at hun er iransk statsborger og har forklaret forskelligt med hensyn til, hvor hun er født, ligesom han ikke har været i stand til at oplyse navne på morens familiemedlemmer i Grækenland eller fremlægge dokumentation for morens angivelige græske statsborgerskab. Det bemærkes i den forbindelse, at de græske myndigheder i deres høringssvar fra 2019 har oplyst, at de ikke er bekendt med, at klagerens mor skulle have søgt eller opnået asyl eller søgt græsk statsborgerskab. Der er herefter ikke grundlag for at vurdere klageren i forhold til Grækenland. Uagtet, at klagerens forklaring om det oprindelige asylmotiv på en række punkter har ændret sig og været usikker, ligesom han på visse punkter har forklaret divergerende, lægger Flygtningenævnet forklaringen om det oprindelige asylmotiv til grund, idet klagerens forklaring om de politiske aktiviteter i Iran og baggrunden for udrejsen, herunder dommene og aktiviteterne for kommunistpartiet, overordnet har været den samme. Nævnet har videre lagt vægt på, at hændelserne, der førte til udrejsen, er foregået for mellem 20 og 30 år siden, og at klageren i en årrække har været misbruger, ligesom det fremgår af oplysningerne i sagen, at han har haft psykiske udfordringer og er blevet henvist til udredning for PTSD. Nævnet har derfor ikke tillagt det afgørende betydning, at klageren navnlig omkring kronologi har forklaret forskelligt i de mange samtaler, der er afholdt fra 2014 og frem. Nævnet lægger videre til grund, at klageren også efter indrejsen i Danmark har fortsat sine politiske aktiviteter, og at han derved kan have bragt sig yderligere i de iranske myndigheder søgelys, henset til de tidligere domme, han har afsonet i Iran. Flygtningenævnet finder derfor fortsat, at klageren af disse grunde isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har derimod ikke sandsynliggjort, at han reelt er konverteret til kristendommen. Nævnet har herved lagt vægt på, at klageren under samtalen [en dato i begyndelsen af] 2017 oplyste, at han var ateist, og at det først var i samtalen [en dato i foråret] 2019, han oplyste, at han siden 2014 havde været kristen. Nævnet har videre lagt vægt på, at det først var efter cirka 13 års ophold i Danmark, at han lod i døbe, og at dette skete på et tidspunkt, hvor han var blevet udvist. Nævnet har ved vurderingen af, om konversionen er reel, endelig lagt vægt på, at klageren ikke har været i stand til på en overbevisende måde, at redegøre for sin indre afklaringsproces og baggrund for at konvertere, samt på hans manglende kendskab til selv helt basale elementer i den kristne tro, hvilket ikke mindst skal ses i lyset af, at det er godt 6 år siden, han blev døbt. Det fremgår af udlændingelovens § 31, stk. 2, at en udlænding, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, ikke må udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse af de i flygtningekonventionen anførte grunde, eller hvor udlændingen ikke er beskyttet mod videresendelse til et sådant land. Flygtningenævnet finder, at udlændingelovens § 31, stk. 2, er til hinder for tvangsmæssig udsendelse af klageren til Iran. I henhold til udlændingelovens § 49 a, 2. pkt., skal en afgørelse om, at udlændingen ikke kan udsendes, jf. § 31, tillige indeholde en afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, men som har indrejseforbud, jf. § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter blandt andet §§ 22-24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, med mindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler herfor. Afvejningen skal for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionen. Efter flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, kan en flygtning, der er omfattet af konventionen, udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses som en fare for sikkerheden i det land, han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må anses som en fare for samfundet i det pågældende land. Der skal herefter foretages en proportionalitetsafvejning i relation til grovheden af den begåede forbrydelse i forhold til, om der er særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, der taler for at give klageren opholdstilladelse. Klageren er siden 2014 blevet idømt 6 domme for overtrædelse af straffelovens § 191 og lov om euforiserende stoffer. Ved dommen fra [en dato i foråret] 2014 blev han udvist betinget, mens han ved dommene fra [en dato i sommeren] 2014, [en dato i sommeren] 2015 og [en dato i efteråret] 2019 blev udvist ubetinget med indrejseforbud i 6 år. Klageren er ved dommene idømt straffe på 4 måneders fængsel, 3 gange 6 måneders fængsel, 5 måneders fængsel og senest 1 års fængsel. Flygtningenævnet finder efter karakteren af den pådømte kriminalitet, herunder at antallet af domme, det hurtige recidiv, sammenholdt med, at en del af dommene har omhandlet videresalg af særligt farlige euforiserende stoffer, at klageren er dømt for en særlig farlig forbrydelse. Af de samme grunde, må han betragtes som en fare for samfundet, jf. flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2. Klageren er ugift, men har en kæreste og en mindreårig søn. Han har ikke aktuelt samvær med sit barn. Klageren har først stiftet familie efter de første udvisningsdomme og dermed på et tidspunkt, hvor han ikke har haft en berettiget forventning om, at han kunne etablere et familieliv i Danmark. Han har gået på sprogskole, taler og forstår dansk og har taget en uddannelse som social- og sundhedshjælper. Han har i en længere årrække været misbruger og levet uden fast bopæl og kun med sporadisk tilknytning til arbejdsmarkedet. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at der foreligger sådanne særlige grunde, som taler for, at klageren kan meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt. Flygtningenævnet finder derfor, at klageren er udelukket fra opnå opholdstilladelse.” Iran/2020/86/MLVT

iran20208

Nævnet stadfæstede i januar 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk [klan] fra Dezful, Khuzestan, Iran. Ansøgeren har oplyst, at hun tidligere var muslim af religiøs overbevisning, men at hun er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive dræbt af sin stedfar, sine morbrødre og sin morfar, idet hun har indgået ægteskab med en anden person end den, hendes familie ønskede hun indgik ægteskab med. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun [i foråret] 2018 holdt en ulovlig fødselsdagsfest i en have uden for byen Dezful, hvor der blev serveret alkohol. En mullah og to politibetjente ankom til haven og ransagede stedet, og de fandt alkoholen. Mullahen og den ene politibetjent udsatte herefter ansøgeren for voldtægt, mens den anden politibetjent udsatte ansøgerens veninde for voldtægt. Ansøgeren besluttede sig herefter for ikke længere at praktisere islam. Ansøgeren har videre oplyst, at hun i hemmelighed indgik ægteskab med sin stedbror, Mohammad. Ansøgerens stedfar ville imidlertid bortgifte ansøgeren til en mullah, og stedfaren krævede i den forbindelse, at ansøgeren fik foretaget en lægeundersøgelse for at bevise, at hun var jomfru. Ansøgerens mor opfordrede hende til at flygte, og dagen før lægeaftalen flygtede ansøgeren derfor til Teheran med sin ægtefælle, og omkring tre uger efter udrejste hun af Iran. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit oprindelige asylmotiv til grund, idet den fremstår som konstrueret til lejligheden og dermed utroværdig. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren, der har 20 års skolegang og har været ph.d.-studerende, har forklaret usammenhængende og afglidende på centrale punkter, og at det beskrevne forløb efter festen fremstår som værende uden indre logik. Ansøgeren har således forklaret, at både hun og en veninde, som hun har kendt fra universitetet gennem flere år, skulle være blevet udsat for grove seksuelle overgreb samtidigt i huset i plantagen, men at ansøgeren ikke efterfølgende på noget tidspunkt har søgt oplysning om, hvordan veninden havde det efter overgrebet – heller ikke efter at ansøgeren havde fået det bedre og var rejst fra hjembyen. Nævnet bemærker herved, at dette ikke alene findes at kunne forklares med ansøgerens psykiske reaktion på de beskrevne begivenheder. Nævnet har tillige lagt vægt på, at ansøgeren ikke har kunnet give en overbevisende redegørelse for, hvad der var baggrunden for indgåelsen af ægteskabet med stedbroren [A] efter festen. Ansøgeren har henholdt sig til, at hun bare skulle have støtte og ro og accepterede hans forslag om ægteskab uden at gøre sig nærmere overvejelser om, hvad et sådant ægteskab ville indebære af konsekvenser i den stærkt religiøse familie på hendes mors side og fra stedfarens side. Hun har således trods gentagne spørgsmål herom ikke kunnet redegøre for, hvordan det pågældende ægteskab skulle kunne beskytte hende som forklaring på, at hun havde mistet sin mødom, når både ansøgeren, [A] og ansøgerens mor alligevel ikke turde oplyse om ægteskabet, da stedfaren foreholdt dem, at de var set på vielseskontoret, og efter benægtelsen af vielsen gjorde forberedelser til at få ansøgeren gift med en mullah. Nævnet bemærker i den forbindelse, at det også savner mening, at stedfaren, der var guvernør og måtte have let ved at skaffe sig oplysning om et eventuelt ægteskab mellem ansøgeren om [A], straks gik i gang med at kontakte en mullah om giftermål uden at undersøge, om der rent faktisk var indgået ægteskab mellem ansøgeren og [A], da stedfaren herved risikerede at udsætte familien for ærestab. Hertil kommer, at ansøgeren ikke har kunnet redegøre nærmere for sin rejserute, herunder hvilke lande hun har været i, og hvor mange dage hun bevægede sig til fods. Nævnet finder ikke, at ansøgeren på plausibel måde har kunnet forklare sit manglende kendskab til nogen af de lande eller steder, hun passerede igennem, herunder navnlig de steder hvor hun måtte bevæge sig til fods. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at det fremstår som påfaldende, at ansøgeren og hendes stedbror og ægtefælle kunne opholde sig i Teheran [i en periode på omkring tre uger i sommeren] 2018 uden at blive opsøgt af ansøgerens strengt religiøse familie – navnlig henset til, at ansøgerens daværende stedfar skulle have været tidligere guvernør i [by] og dermed havde haft mulighed for at finde frem til dem. Det fremstår endvidere bemærkelsesværdigt, at ansøgerens stedbror og ægtefælle ikke fulgte med ansøgeren ud af landet, og at han ifølge ansøgerens forklaring under samtalen [i efteråret] 2018 med Udlændingestyrelsen fortsat befandt sig i Teheran, hvor der ikke var sket ham noget på trods af, at han havde giftet sig med ansøgeren uden tilladelse og medvirket til, at det aftalte ægteskab mellem ansøgeren og mullah [B] ikke blev til noget. Nævnet kan heller ikke lægge ansøgerens forklaring om sit religiøse asylmotiv til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke har oplyst noget om sin begyndende interesse for kristendommen under samtalen med Udlændingestyrelsen [i foråret] 2019, selv om hun på det tidspunkt var begyndt at komme i kirken. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren, der som tidligere fremhævet er veluddannet, ikke på overbevisende måde har kunnet redegøre for sin indre afklaringsproces i forhold til at konvertere, selv om hun har demonstreret et godt kendskab til kristendommen, herunder om de kristne værdier, højtider og opbygningen af Bibelen mv. Ansøgeren har således som baggrund for sin konversion i det væsentlige henvist til, at hun blev modtaget godt i kirken og set som menneske på et tidspunkt, hvor hun var ensom og havde det meget dårligt, og at kristendommen har givet hende ro og lært hende at tilgive. Nævnet finder det i øvrigt påfaldende, at ansøgeren, der bor hos sin moster, som også er kristen, ikke på noget tidspunkt har været i kirke sammen med mosteren og ikke ved, hvilken kirke mosteren kommer i. Nævnet finder således, at ansøgerens konversion ikke fremstår som udtryk for en reel, indre overbevisning. Det kan ikke føre til en anden vurdering, at hun er døbt [i slutningen af] 2019 og har fremlagt erklæringer om sine kristne aktiviteter. Flygtningenævnet finder på den baggrund efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Iran vil være i aktuel risiko for konkret, individuel forfølgelse eller for at blive udsat for dødsstraf, tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, og stk. 2, er derfor ikke opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster herefter Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2020/8 cera

iran202074

Nævnet stadfæstede i marts 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk kurder fra Kermanshah, Iran. Klageren var tidligere yarestani, men er konverteret til kristendommen efter sin ankomst til Danmark. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder, fordi han er konverteret til kristendommen. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han blev introduceret til kristendommen efter ankomsten til Danmark. Klageren begyndte at gå i kirke i slutningen af 2015. Klageren begyndte herefter at gå til dåbsforberedelse, og han blev døbt [en dato i foråret] 2016. Klageren har efterfølgende delt kristne budskaber og en video af sin dåb på sin Facebookprofil. Klageren har endvidere missioneret og søgt at udbrede det kristne budskab. I sit asylansøgningsskema angav ansøgeren, at han som følge af socioøkonomiske forhold forlod Iran illegalt, og at han på den baggrund frygtede henrettelse eller langvarig fængselsstraf, hvis han vendte tilbage. Til sin motivsamtale [en dato i efteråret] 2015 oplyste ansøgeren, at hans trosretning var Yarestan Ahl-e Haq, og at han ikke havde overvejet at skifte religion. Til asylsamtalen [en dato i foråret] 2016 oplyste ansøgeren, at han 6 måneder tidligere havde fattet interesse for kristendommen, at han en måned derefter begyndte at gå i kirke, og at han efter yderligere tre måneder blev døbt. [En dato i sommeren] 2017 blev ansøgeren fængslet sigtet for voldtægt begået [en dato i begyndelsen af] 2017. Ansøgeren er efterfølgende idømt 4½ års fængsel for forholdet og afsoner fortsat. Han har til Flygtningenævnet om sin udøvelse af kristendommen under sin frihedsberøvelse forklaret, at mulighederne herfor har været begrænsede, blandt andet som følge af, at fængslets sikkerhedsafdeling har afskåret ham fra at deltage i gudstjenester i fængslet. Under samtalen i Udlændingestyrelsen [en dato i slutningen af] 2019 har ansøgeren under udspørgen om kristendommen udvist et mangelfuldt kendskab hertil, herunder til centrale begreber som trosbekendelsen og kristne højtider. Ansøgerens forklaring til Flygtningenævnet om, at dette skyldtes tolkeproblemer, er ikke troværdig. Det fremgår således af samtalereferatet, at ansøgeren blev interviewet på farsi, ”som han taler og forstår”, at tolken og ansøgeren oplyste, at de forstod hinanden, og at ansøgeren efter interviewet bekræftede, at der i løbet af samtalen ikke havde været sproglige eller forståelsesmæssige problemer. Ansøgerens forklaring til Flygtningenævnet om kristendommen og baggrunden for sin konvertering hertil har fremstået tillært og ikke som udtryk for en ægte overbevisning. Sammenfattende finder Flygtningenævnet efter det anførte, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hans konvertering dækker over en reel bekendelse til kristendommen, som ved tilbagevenden til Iran vil bringe ham i risiko for forfølgelse. Ansøgerens opslag på Facebook kan ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet bemærker herved dels, at opslag af den omhandlede karakter på sociale medier efter nævnets baggrundsoplysninger ikke kan antages i sig selv at føre til forfølgelse fra iranske myndigheders side, dels at ansøgeren forud for sin dåb siden sin fødsel har tilhørt religionen Yarestan Ahl-e Haq, og at han på den baggrund ikke kan opfattes som frafalden fra islam. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. På den baggrund finder Flygtningenævnet, at udlændingeloven § 31, stk. 1 og stk. 2, ikke er til hinder for klagerens udsendelse til Iran. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2020/74/MLVT

iran202073

Nævnet stadfæstede i september 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2019. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og shia-muslim af trosretning fra Ahwaz, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Ansøgeren har været politisk aktiv for partiet Ahwaz Democratic Popular Front (ADPF). Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter, at han vil blive slået ihjel af de iranske myndigheder. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han siden 2004 har været politisk aktiv for en gruppe tilknyttet ADPF. Ansøgeren kom ind i gruppen via sin barndomsven, [M], der var gruppens leder. Da ansøgeren trådte ind i gruppen var der to yderligere medlemmer, [A] og [B]. Efterfølgende kom der tre medlemmer mere, [C], [D] og [E], således at gruppen bestod af i alt syv medlemmer. Ansøgerens opgaver bestod i at uddele breve/løbesedler samt maling af slogans og tegning af partiets flag på offentlige steder/mure. I slutningen af 2007/starten af 2008 forsvandt [D] og [B], hvorefter ansøgeren af [M] blev opfordret til at melde sig til at aftjene militærtjeneste for ikke at vække mistanke om sin person. Ansøgeren aftjente militærtjeneste fra […] til […]. Efter sin militærtjeneste begyndte ansøgeren at arbejde blandt andet som skrædder, indretningsdekoratør og taxachauffør. Omkring 2013 genoptog ansøgeren sine politiske aktiviteter. På et tidspunkt forsvandt ansøgerens gruppeleder, [M], hvorefter ansøgeren blev gruppens leder. Ansøgeren blev hermed ansvarlig for at udarbejde brevene/løbesedlerne, der skulle uddeles. Via Instagram havde ansøgeren kontakt til partiet, hvorfra han fik at vide, hvad der skulle stå i brevene. Brevene indeholdt blandt andet slagord mod det iranske styre. I […] 2018 forsvandt [A] og [C]. Få dage senere blev ansøgeren og [E] afsløret, da [E] på et offentligt sted var i færd med at skrive slogan og tegne et flag. [E] blev anholdt, mens ansøgeren flygtede på sin motorcykel. Ansøgeren tog herefter ophold hos sin ven i nogle få dage, inden han udrejste illegalt af Iran. Mens han opholdt sig hos sin ven, fik han at vide, at [E] var blevet udsat for tortur under tilbageholdelsen. Herefter traf ansøgeren beslutning om at udrejse. Ansøgeren har efter sin indrejse i Danmark forhørt sig om [M] hos ADPF i Canada, som kunne oplyse og dokumentere, at [M] er fængslet og afventer henrettelse. Disse oplysninger har ansøgeren lagt ud på Instagram og Twitter. Efter sin indrejse har ansøgeren endvidere været i kontakt med ADPF i Danmark. Ansøgeren har fået lagt videoklip, hvor han optræder med navn og billede, op på ADPF’s hjemmeside. Ansøgeren er endvidere aktiv på de sociale medier med propaganda mod det iranske styre. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om centrale punkter i sit asylmotiv. Han har således forklaret divergerende om, hvorvidt han havde kendskab til indholdet af løbesedlerne, før han selv begyndte at skrive dem og om, hvornår han har været anholdt, herunder om det var i 2007/2008 eller først i 2011/2012. Ansøgeren har tillige forklaret divergerende om navnene på de personer fra hans gruppe, som angiveligt blev anholdt først og om tidspunktet for anholdelserne. Endelig har han forklaret divergerende om, hvorfor og hvornår han udrejste af Iran. Han har således i asylskemaet forklaret, at de ældre bestemte, at han skulle udrejse, fordi alle aktive unge mænd skulle gemme sig, mens han efterfølgende har forklaret, at han udrejste på grund af anholdelserne af andre medlemmer af gruppen. I henholdsvis asylskemaet, oplysnings- og motivsamtalen samt asylsamtalen har ansøgeren forklaret divergerende og upræcist om, hvornår han udrejste. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om den måde, som gruppen kommunikerede med partiet på og de forholdsregler, som gruppen tog, forekommer mindre sandsynlige. Der er herved lagt vægt på, at det forekommer mindre sandsynligt, at gruppen ikke tog forholdsregler i forbindelse med deling af kode til den telefon, som de kommunikerede med partiet på, ligesom det forekommer mindre sandsynligt, at de ikke tog forholdsregler i forhold til aldrig at logge ud af instagram profilen, hvor de kommunikerede med partiet. Endelig forekommer det mindre sandsynligt, at de ikke tog forholdsregler i forbindelse med at benytte samme mødested og opbevaringssted til telefonen efter anholdelsen af flere medlemmer af gruppen. Flygtningenævnet kan herefter ikke lægge til grund, at ansøgeren havde asylbegrundende konflikter i Iran forud for udrejsen. Ansøgeren har heller ikke sandsynliggjort, at han vil blive asylbegrundende forfulgt ved en genindrejse i Iran. Den omstændighed, at ansøgeren fra […] 2019, hvor han opholdt sig i Grækenland, i væsentligt omfang har lagt politisk materiale på de sociale medier og enkelte videoer på partiets hjemmeside kan ikke føre til et andet resultat. Der er herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at disse aktiviteter har profileret ham i asylbegrundende omfang over for de iranske myndigheder. Den omstændighed, at ansøgeren har fremlagt et støttebrev fra Ahwazi Centre For Human Rights og en bekræftelse på medlemskab fra partiet, som han blev medlem af efter udrejsen af Iran, ændrer heller ikke ved bevisvurderingen. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2020/73/tps

iran202072

Nævnet meddelte i oktober 2020 opholdstilladelse til en mandlig statsborger fra Iran, K-status til en kvindelig statsborger fra Irak samt et barn. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Den mandlige ansøger er etnisk kurder fra Vestlige Aserbajdsjan Provins, [en by], Iran. Den kvindelige ansøger er etnisk kurder og muslim af trosretning fra Ranya, Sulaimanya, Irak. Den kvindelige ansøger har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har været medlem af PUK (The Patriotic Union Kurdistan) og Peshmerga styrken siden 2005. Den mandlige ansøger sympatiserer med PJAK (The Kurdistan Free Life Party), men han har ikke været medlem af partiet. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet eller fængslet af de iranske myndigheder, idet ansøgeren har smuglet ulovlige varer, herunder alkohol fra Irak til Iran, og flere gange har smuglet dokumenter for PJAK partiet. Den mandlige ansøger har som asylmotiv endvidere henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter sin ægtefælles familie, idet ægtefællens familie kræver, at ansøgeren og ægtefællen skal skilles. Den mandlige ansøger har til støtte herfor oplyst, at han sympatiserer med PJAK partiet, idet partiet bekæmper det iranske regime og kæmper for kurdernes rettigheder i Iran. Den mandlige ansøger har blandt andet smuglet breve for PJAK partiet fra Irak til Iran. Den mandlige ansøger har oplyst, at han i forbindelse med en smugling af partimateriale for PJAK partiet og alkohol til Iran, blev forsøgt standset af det iranske politi ved grænsen mellem Irak og Iran. Ansøgeren nægtede imidlertid at standse, hvorfor myndighedspersonerne skød efter ansøgeren og punkterede ansøgerens bil. Ansøgeren måtte herefter flygte fra bilen og efterlade PJAK partiets materialer, sine egne identitetspapirer og alkohol i bilen. Den mandlige ansøger har til støtte herfor endvidere oplyst, at han som led i sine aktiviteter for PUK partiet opholdt sig i byen Ranya fra 2005 til 2014. Den mandlige ansøger har deltaget i den væbnede konflikt mellem Peshmerga styrkerne og Islamisk Stat i byen Toz Khurmatou fra 2014 til 2016. Ansøgeren var Peshmerga for PUK partiet. PUK partiet har omkring 130.000 Peshmerga soldater, og partiet har en god relation til de øvrige kurdiske partier. Den mandlige ansøger har endvidere oplyst, at hans ægtefælles familie har ringet og truet ansøgeren og dennes familie, idet svigerfamilien krævede, at ansøgeren og ægtefællen skulle skilles. Ansøgeren og dennes familie har modtaget trusler på livet fra ægtefællens familie. Ansøgerens søster og ægtefællens bror har været gift, og er imidlertid blevet skilt. Det er i denne henseende, at der er opstået en konflikt mellem familierne, hvorfor ansøgerens svigerfamilie kræver, at ansøgeren og ægtefællen skal skilles. Ansøgeren og hans ægtefælle ønsker ikke at skilles henset til, at deres fællesbarn lider af autisme. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Irak frygter sin familie, idet familien kræver, at ansøgeren og hendes ægtefælle skal skilles. Den kvindelige ansøger har anført, at hendes familie har truet hendes ægtefælle og hans familie, da ansøgerens familie krævede en skilsmisse mellem ansøgeren og hendes ægtefælle. Ansøgeren og hendes ægtefælle ønsker ikke at blive skilt. Den kvindelige ansøger har som sit asylmotiv endvidere henvist til den mandlige ansøgers konflikter med de iranske myndigheder. Ansøgerne udrejste af Iran den 5. juni 2018. Flygtningenævnet kan i det væsentligste lægge ansøgernes forklaringer til grund. Flygtningenævnet finder, at den mandlige ansøgers forklaring om sine politiske aktiviteter for det kurdiske parti PJAK, der er forbudt i Iran, og den deraf følgende konflikt med de iranske myndigheder, fremstår konsistent og troværdig. Flygtningenævnet lægger således til grund, at den mandlige ansøger i forbindelse med, at han forsøgte at smugle bl.a. en kuvert fra Irak til Iran for PJAK, blev opdaget af de iranske myndigheder, der fik bragt hans bil til standsning, samt at han nåede at flygte fra stedet. Flygtningenævnet lægger endvidere den mandlige ansøgers forklaring til grund om, at ansøgeren ikke nåede at få sine ID-papirer med fra bilen, hvorfor han må formodes at blive identificeret af myndighederne. Henset til, at ansøgeren har udført denne aktivitet for PJAK, må det lægges til grund, at den mandlige ansøger herefter er profileret i forhold til de iranske myndigheder som modstander af regimet. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at den mandlige ansøger har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet finder, ligesom af Udlændingestyrelsen anført, at den mandlige ansøger ikke bør udelukkes fra beskyttelse i Danmark efter udlændingelovens § 7, jf. § 10, stk. 1, nr. 3, eller § 10, stk. 2, nr. 2. Flygtningenævnet meddeler derfor den mandlige ansøger opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Den kvindelige ansøger og ansøgernes medfølgende barn meddeles som konsekvens heraf tillige opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” iran/2020/72/HMU

iran202066

Nævnet meddelte i september 2020 opholdstilladelse (K-status) til en mandelig og kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etnisk persere fra Teheran, Iran. De har angivet at være kristne af trosretning. De har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de frygter at blive fængslet, tortureret og henrettet af de iranske myndigheder, idet de er konverteret til Kristendommen. Som støtte for deres asylmotiv har ansøgerne oplyst, at den kvindelige ansøger har en konflikt med myndighederne i Iran, da hun [i vinteren 2018/2019] tog til en huskirke i Teheran med en veninde, hvor de blev taget af politiet i forbindelse med deltagelse i huskirken. De formåede at flygte, men den kvindelige ansøger glemte sin taske ved huskirken. Politiet kunne derfor identificere den kvindelige ansøger og ransagede efterfølgende ansøgernes fællesbolig, hvor kristent materiale blev fundet og beslaglagt. Tre dage efter episoden flygtede ansøgerne til Sverige i besiddelse af nationalitetspas og Schengenvisum, som ansøgerne havde ansøgt om tre måneder inden deres udrejse fra Iran. Ansøgerne har oplyst, at huskirker er ulovlige i Iran, at konvertering fra Islam til Kristendommen er en forbrydelse, og at de flygtede fra Iran for at undgå fængselsstraf, tortur og en eventuel henrettelse. Ansøgerne har endvidere oplyst, at deres hjem i Iran er blevet beslaglagt af de iranske myndigheder. Flygtningenævnet kan lægge den kvindelige ansøgers forklaring om, at hun allerede i Iran var søgende efter noget andet end Islam til grund. Den kvindelige ansøger har forklaret detaljeret om sit frafald fra Islam, herunder om baggrunden for frafaldet, og om sin interesse for yoga, reiki og Kristendommen. Flygtningenævnet kan også i det væsentlige lægge den kvindelige ansøgers forklaring om, at hun i Iran kom i et kristent miljø til grund. Endelig kan Flygtningenævnet lægge den kvindelige ansøgers forklaring om hendes konversion og kristne aktiviteter i Danmark til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at den kvindelige ansøger både til samtalerne med Udlændingestyrelsen og under nævnsmødet har demonstreret en betydelig viden om Kristendommen og kristne begreber, ligesom hun har været i stand til på en overbevisende, detaljeret og levende måde at redegøre for sine egne indre refleksioner i forbindelse med sin konvertering til kristendom og sit valg af kirkelig retning. For så vidt angår den mandlige ansøger kan Flygtningenævnet lægge hans forklaring om den kvindelige ansøgers søgende aktiviteter i Iran til grund. Flygtningenævnet kan endvidere lægge til grund, at den mandlige ansøger i Iran fik en depression, der var udslagsgivende for hans interesse for Kristendommen. Endelig og uanset den mandlige ansøger ikke fremstår ligeså vidende og passioneret som den kvindelige ansøger, kan Flygtningenævnet lægge den mandlige ansøgers forklaring om, at han i Danmark fortsatte med at interessere sig for Kristendommen til grund. Flygtningenævnet lægger herefter og efter en samlet vurdering af ansøgernes refleksioner i forbindelser med deres konversion og valg af to forskellige kirkelige retninger til grund, at ansøgerne i Danmark er blevet overbevist kristne, og at de ved en genindrejse i Iran vil praktisere og missionere Kristendommen. Flygtningenævnet meddeler derfor de iranske statsborgere [A] og [B] samt deres medfølgende barn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2020/66/EHD

iran202064

Nævnet meddelte i september 2020 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser fra Ahvaz, Iran. Ansøgeren har oplyst at være konverteret til kristendommen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til sin mors konflikt, hvor ansøgerens mor frygter at blive tilbageholdt, fængslet, udsat for tortur eller henrettet af myndighederne i Iran, idet hun har sympatiseret med bevægelsen Mojahedin-e Khalq, og idet hun har haft en kæreste i Danmark. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at han er konverteret til kristendommen. Ansøgerens mor har endeligt som asylmotiv for ansøgeren henvist til, hun ved en tilbagevenden til Iran frygter, at ansøgeren vil blive betragtet som desertør, idet han ikke er i Iran for at aftjene militærtjeneste. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv vedrørende sin mors konflikt oplyst, at de havde problemer med en mand i Iran ved navn [S], der ifølge ansøgeren muligvis er politimand eller en anden myndighedsperson. To til tre dage før ansøgeren kom til Danmark, skændtes ansøgerens mor med denne mand, og han skubbede hende og truede familien. Ved en tilbagevenden til Iran frygter ansøgeren, at [S] vil true dem med våben eller gøre ansøgerens mor fortræd, slå hende ihjel eller få hende i fængsel. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv vedrørende sin konvertering til kristendommen oplyst, at han inden sin dåb havde undervisning hos en præst i Jelling. Det var hans eget valg at lade sig døbe, og han har gået på en kristen efterskole i Vejle. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hans konversion til kristendommen er reel. Flygtningenævnet har lagt vægt på ansøgerens forklaring om baggrunden for hans konversion, der fremtræder troværdig, og om at han er blevet døbt, jævnfør den fremlagte dåbsattest, og at han er fortsat sine kristne aktiviteter ved at gå i kirke og ved at deltage i kristne fællesskaber samt at han har gået på en kristen efterskole. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på ansøgerens troværdige forklaring om, at han sammen med sin mor og søster praktiserer den kristne tro dagligt. Herefter og da ansøgeren har forklaret, at han ved en eventuel tilbagevenden til Iran vil fortsætte med at udbrede sin kristne tro, finder Flygtningenævnet på denne baggrund, at der er holdepunkter for at antage, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse på grund af sin konversion til kristendommen. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2020/64/LBV

iran202063

Nævnet meddelte i september 2020 opholdstilladelse [K-status] til en kvindelig statsborger samt et barn fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser fra Teheran, Iran. Ansøgeren har oplyst at være konverteret til kristendommen. Ansøgeren har sympatiseret med bevægelse Mojahedin-e Khalq. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive tilbageholdt, fængslet, udsat for tortur eller henrettet af myndighederne i Iran, idet hun har sympatiseret med bevægelsen Mojahedin-e Khalq, og idet hun har haft en kæreste i Danmark. Ansøgeren har som asylmotiv for hende og sit medfølgende barn endvidere henvist til, at de er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte for sine asylmotiver oplyst, at hun henvendte sig til myndighederne i Iran første gang i 2014, dernæst i 2015, med henblik på at opnå skilsmisse med sin tidligere ægtefælle, og at ansøgeren underskrev de endelige skilsmissepapirer på den iranske repræsentation i Danmark i 2016/2017. I [efteråret] 2015 fik ansøgeren kontakt til en person ved navn [S], og de indledte et venskab, som efterfølgende udviklede sig til et forhold. Ansøgeren betroede sig til [S] og delte informationer om sin myndighedskritiske onkel i Norge med ham. [S] havde foretaget optagelse af deres samtaler i hemmelighed og truede senere ansøgeren med at aflevere disse optagelser til efterretningstjenesten. Ansøgeren fandt efterfølgende ud af, at [S] havde tilknytning til efterretningstjenesten. I [efteråret] 2015 udrejste ansøgeren sammen med sine to børn problemfrit på deres egne pas fra lufthavnen i Teheran. Ansøgerens mor har efterfølgende fortalt ansøgeren, at umiddelbart efter deres udrejse af Iran, er ansøgerens morbror blevet arresteret, og at myndighederne spurgte ham om ansøgeren. Efter sin udrejse fra Iran i 2015 har ansøgeren fattet interesse for bevægelsen Mojahedin-e Khalq, som ansøgerens morbror i Norge er aktiv i. I 2017 deltog ansøgeren og hendes børn i Mojahedin-e Khalq bevægelsens årlige konference i Paris. Ansøgeren og hendes børn er [en nærmere angiven dato i foråret] 2018 konverteret til kristendommen. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit oprindelige asylmotiv med hensyn til hendes kontakt og affære med manden [S], der angiveligt viste sig at skulle være tilknyttet den iranske efterretningstjeneste, til grund, idet væsentlige dele af ansøgerens forklaring herom fremstår usandsynlig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har lagt vægt på de forhold Udlændingestyrelsen har anført i afgørelsen om dette asylmotiv, og at ansøgerens forklaring om, at hun reagerede på en reklame, der kom som en sms på hendes telefon fra en person, der angav at være psykiater, og at hun tog kontakt til denne, i det hun overvejede at skrive en Ph.d. inden for psykiatri, og forklaringen om, at de kort tid efter mødtes med i en park, hvor hun allerede ved første møde fortalte [S] om sine private forhold, herunder sin modstand mod islam og mod det iranske styre, og at han efter kort tid kom i hendes hjem og blev kæreste med hende, men at det viste sig, at han angiveligt var tilknyttet efterretningstjenesten, ikke forekommer sandsynlig. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren i [efteråret] 2015 udrejste legalt af Iran uden problemer, efter at hun angiveligt flygtede på grund af frygt for, at [S] havde angivet hende til efterretningstjenesten, og at ansøgeren efter sin genindrejse i Danmark i [efteråret] 2015 har henvendt sig til den danske repræsentation i Danmark, hvor hun problemfrit henholdsvis har underskrevet skilsmissepapirer i 2016/2017 og fået fornyet sit pas i 2017. På denne baggrund tilsidesætter Flygtningenævnet ansøgerens forklaring om sit oprindelige asylmotiv med hensyn til Saman Kobaian. Med hensyn til ansøgerens tilknytning til Mojahedin-e Khalg kan Flygtningenævnet lægge til grund, at ansøgeren har deltaget i nogle aktiviteter med andre sympatisører fra denne organisation, men Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at det iranske styre skulle være bekendt med hendes aktiviteter. Med hensyn til ansøgerens konversion til kristendommen bemærker Flygtningenævnet, at Flygtningenævnet finder, at ansøgeren har sandsynliggjort, at ansøgerens konversion til kristendommen er reel. Flygtningenævnet har lagt vægt på ansøgerens forklaring om, hvordan hun fik interesse for kristendommen, og om baggrunden for hendes konversion, der fremtræder troværdig, og om at hun er blevet døbt, og at hun herefter er fortsat sine kristne aktiviteter ved at gå i kirke og deltage i kristne fællesskaber samt ved at deltage kristne aktiviteter, hvor hun har været udvalgt til at have en særlig rolle med at fortælle om kristendommen. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgerens børn i Flygtningenævnet har forklaret om, hvordan de praktiserer den kristne tro dagligt, herunder i hjemmet. Ansøgerens forklaring støttes af de dokumenter, der er fremlagt om ansøgerens kristne aktiviteter. Herefter og da ansøgeren har forklaret, at hun ved en eventuel tilbagevenden til Iran vil fortsætte med at udbrede sin kristne tro, finder Flygtningenævnet på denne baggrund, at der er holdepunkter for at antage, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse på grund af sin konversion til kristendommen. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren, og hendes mindreårige datter, [A], opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2020/63/LBV

iran20206

Nævnet stadfæstede i januar 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger og en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2019. Flygtningenævnet udtalte: ”Den mandlige ansøger er etnisk azeri fra Teheran, Iran, og den kvindelige ansøger er etnisk perser fra Teheran, Iran. Ansøgerne har oplyst, at de er konverteret til kristendom. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de frygter for at blive henrettet af de iranske myndigheder henset til, at de angiveligt er konverteret til kristendom. Til støtte herfor har den mandlige ansøger oplyst, at han i 2006 eller 2007 lærte en norsk præst ved navn at kende, idet præsten kendte ansøgerens søster og var med til hendes bryllup. Præsten var på besøg i Iran igen i 2007 eller 2008, hvor præsten blandet andet talte med ansøgeren og hans familie om kristendom, hvilket vakte den mandlige ansøgers interesse. Videre har den kvindelige ansøger oplyst, at hun i december 2018 og januar 2019 var indlagt på et hospital grundet smerter i maven, og at hun tidligere havde været indlagt flere gange på grund af de samme smerter. Den kvindelige ansøger havde mistet håbet og lysten til at leve efter nogle dages indlæggelse, men en dag kom ansøgerens kristne veninde, [A], på besøg, og hun holdt ansøgeren i hånden og bad for hende. Samme dag fortog smerterne sig, og ansøgeren blev udskrevet fra hospitalet nogle dage efter. Ansøgeren følte, at det var Helligånden og Jesus, som havde rørt hendes hjerte og krop, og hun var ikke i tvivl om, at det var Jesus, som havde helbredt hende på mirakuløs vis. Endvidere har begge ansøgere oplyst, at de efter miraklet deltog i to huskirkemøder hjemme hos den kvindelige ansøgers veninde, [A]. [A] læste op fra biblen, bad bønner og sang salmer, mens den mandlige ansøger tog billeder af det hele. Efterfølgende tog den mandelige ansøger ud og købte et eksemplar af Det Nye Testamente. [I foråret] 2019 tog ansøgerne i Elham Park om aftenen for at gå en tur og læse i Biblen. Da ansøgerne sad og læste i Bibelen på en bænk i parken, kom der en motorcykel med to personer på. Ansøgerne kunne se, at de to personer lignede folk fra Basij eller Sepah, idet de var klædt i civilt og mørkt tøj samt have en walkie-talkie på sig. En af personerne stod af motorcyklen og begyndte at stille ansøgerne spørgsmål om deres indbyrdes relation, og hvilken bog de sad og læste i. De to personer tilkaldte en bil, som efterfølgende transporterede ansøgerne til Basijbasen, hvor de blev afhørt sammen. Under tilbageholdelsen blev de begge udsat for trusler, og den mandlige ansøger blev udsat for vold. Den kvindelige ansøger blev om natten løsladt mod at underskrive en erklæring om, at hun ville møde op den efterfølgende dag. Den mandlige ansøger blev afhørt nogle yderligere timer, hvorefter han ligeledes blev løsladt mod at underskrive samme erklæring som sin ægtefælle. Ansøgerne udrejste samme dag illegalt af Iran. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaringer vedrørende deres asylmotiv om konversion til kristendommen, eller deres forklaring om deres tilbageholdelse, til grund. Ansøgerne har herom forklaret divergerende, usammenhængende, mekanisk og tillært. Ansøgerne har således i deres asylansøgningsskemaer anført, at de igennem en årrække ikke havde accepteret religionen islam og i stedet besluttede at vælge kristendommen, som var en rolig og fredelig religion. Til oplysnings- og motivsamtalerne, ved asylsamtalerne og i deres forklaringer for Flygtningenævnet har de imidlertid begge forklaret, at de oplevede et mirakel i forbindelse med den kvindelige ansøgers sygdom, og at dette var baggrunden for deres ønske om konversion. Den mandlige ansøger har således til sin oplysnings- og motivsamtale beskrevet, at miraklet var en vigtig del af hans konverteringsproces. Den kvindelige ansøger har til sin asylsamtale forklaret, at der skete et livsændrende mirakel i form af, at hun blev helbredt af Jesus, da hun ellers troede at hun skulle dø. Den mandlige ansøger har endvidere i sit asylansøgningsskema anført, at han sammen med sin ægtefælle blev tilbageholdt 1 nat, men om morgenen løsladt mod at myndighederne på Basij kontoret kunne beholde deres ID dokumenter, og at de skulle underskrive en erklæring om at ville komme tilbage dagen efter. Ved oplysnings- og motivsamtalen og til asylsamtalen har den mandlige ansøger imidlertid også forklaret, at han under tilbageholdelsen blev udsat for fysiske overgreb, og mod betaling af 1 million tomaner til en person, som han kendte og som han tilfældigt mødte, da han under afhøringen skulle på toilettet, medvirkede det til, at de blev løsladt. Den kvindelige ansøger har i sit asylskema ikke omtalt, at hendes ægtefælle skulle have været udsat for fysiske overgreb eller trusler. Ved asylsamtalen har den kvindelige ansøger imidlertid forklaret, at hendes ægtefælle under tilbageholdelsen blev udsat for vold, og at dette havde gjort det største indtryk på hende. Dette fremstår utroværdigt, idet fysiske overgreb og trusler fra myndighederne må betragtes som en central del af et asylmotiv. Der er endvidere lagt vægt på, at den mandlige ansøger til støtte for sit asylmotiv har fremlagt et brev fra [navnet på en præst], som efter sit indhold fremstår i modstrid med den mandlige ansøgers forklaring til oplysnings- og motivsamtalen og asylsamtalen. Af brevet fremgår det blandt andet, at hans forældre har besøgt Norge og anmodede om at få en bibel med tilbage til Iran, selvom de blev advaret mod risikoen forbundet hermed, men at hans far havde svaret, at han var villig til at dø for Jesus. Imidlertid har den mandlige ansøger til sin asylsamtale forklaret, at hans far er muslim og altid har været muslim. Ansøgernes forklaringer omkring deres konvertering, herunder for Flygtningenævnet har fremstået tillærte, identiske og mekaniske og uden at være i stand til at redegøre nærmere for deres indre overbevisning, eller hvad kristendommen betyder for dem. Det forhold, at ansøgerne har oplyst, at de har deltaget i gudstjenester efter de ankom til Danmark, men alene med en begrænset oversættelse til engelsk og farsi, og at de skal døbes om et par måneder og nu deltager i dåbsundervisning, kan ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet tilsidesætter på denne baggrund ansøgernes forklaringer. Det forhold, at den mandlige ansøger efter det oplyste på nævnsmødet har en Facebook-profil med kristne budskaber kan ikke føre til et andet resultat, idet den mandlige ansøger herved kan anses for særligt profileret. Ansøgerne har herefter ikke sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Iran vil være forfulgt, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1 eller i konkret og individuel risiko for overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet er opmærksomt på, at FN’s Komité mod Tortur i sine ”General Comments” punkt 40-41 anbefaler, at sådanne undersøgelser iværksættes, uanset om den relevante myndighed finder det sandsynligt, at ansøgeren har været udsat for tortur eller ej. Det er imidlertid Flygtningenævnets praksis at tage stilling til behovet for sådanne undersøgelser på konkret grundlag og ikke ud fra en generel standard. Det fremgår af udlændingelovens § 54, stk. 1, at Flygtningenævnet drager omsorg for sagens oplysning og træffer bestemmelse om afhøring af udlændingen og vidner og om tilvejebringelse af andre bevismidler. Flygtningenævnet finder på baggrund af det fremkomne ikke grundlag for iværksættelse af en sådan undersøgelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelser.” Iran/2020/6/CHPE

iran202059

Nævnet meddelte i september 2020 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser og ateist fra Esfahan, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter at blive slået ihjel at sin ægtefælles, [A’s], tidligere ægtefælle, [B] og dennes familie, fordi ansøgeren fik et barn med [A], mens [A] var gift med [B]. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter, at [B] og [A] vil tage [C] fra ansøgeren. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter, at [A’s] brødre, [D] og [E], vil gøre ansøgeren fortræd, da de ikke mener, at ansøgeren er god nok, og idet ansøgeren har ødelagt [A’s] liv. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive straffet og henrettet, fordi han er ateist. Ansøgeren har endelig henvist til, at han frygter myndighederne i Iran, fordi [B] har truet med at melde ansøgeren til myndighederne. Til støtte for sit asylmotiv, har ansøgeren oplyst, at han i 2006 fik et barn med sin ægtefælle, [A], mens hun var gift med en anden mand ved navn [B]. Barnets, [C’s], far er registreret som [B], fordi [A] var gift med [B], da barnet, [C], blev født. Efter fødslen af [C], chikanerede ansøgeren [A’s] familie ved at foretage gentagne opkald om natten, med det formål at gøre [B] opmærksom på, at [A] så en anden mand. Dette skabte splid mellem [A] og [B], og ansøgeren håbede, at de ville blive skilt som følge heraf. Ansøgeren fortalte telefonisk [B’s] søster, [F], som bliver også kaldt for [G], at ansøgeren er far til [C]. En uge efter dette telefonopkald flygtede [A] til sin mor i [H], og [B] ville skilles. I marts 2007 rejste ansøgeren til Esfahan, da han frygtede, at [A’s] familie ville komme efter ham. [B] ringede til ansøgeren og råbte af ansøgeren. Ansøgeren kunne ikke høre, hvad der blev sagt, men ansøgeren er sikker på, at han blev truet på livet. Ansøgerens udlejer ringede til ansøgeren og fortalte, at fire til fem personer var dukket op på en bopæl ansøgeren havde lejet i Omidiyeh og havde ledt efter ansøgeren. Ansøgeren er overbevist om, de ville slå ham ihjel. Under en måned senere ringede en person, der introducerede sig som [B’s] fætter, til ansøgeren og truede med at slå ansøgeren ihjel. Herefter tog ansøgeren ophold hos sin søster i Esfahan og flyttede derefter til Dorud i Lorestan-provinsen. [A] blev skilt fra [B] og blev herefter gift med ansøgeren [i sommeren] 2008. Under ansøgerens ophold i Danmark i [efteråret] 2016, sendte han et brev til [A’s] søskende, hvor der stod, at ansøgeren er far til [C]. [A’s] søster, [I], anmodede herefter [B’s] mor om tilladelse til at [C] kunne blive registreret som ansøgerens barn. Dagen efter tog [B] til [A’s] søster, og de havde et skænderi, hvor [B] truede [A] på livet og sagde, at han ville undersøge [C] og henvende sig til de iranske myndigheder. Ansøgeren mener, at denne trussel også er rettet mod ansøgeren. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren har forklaret, at han modtog en telefonisk trussel fra [B], før han blev gift med [A]. Det er ca. 15 år siden, og han hørte ikke yderligere fra [B] de følgende 9 – 10 år, indtil ansøgeren udrejste af Iran i 2015, uagtet ansøgeren havde fortalt [B’s] søster, at det er ansøgeren, der er far til [C]. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgeren ved sin udrejse af Iran ikke havde en konflikt, hverken med [B], med [A’s] familie eller med myndighederne. Uanset ansøgeren ikke, efter at [B] i [efteråret] 2016 blev bekendt med, at ansøgeren er far til [C], har modtaget trusler fra [B] eller [A’s] brødre, og uanset ansøgeren tre gange efter [efteråret] 2016 uden problemer er indrejst i Iran på eget pas, finder et flertal af Flygtningenævnet, at ansøgeren opfylder betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flertallet har lagt vægt på baggrundsoplysningerne om konsekvenserne af udenomsægteskabelige forhold og på, at ansøgerens ægtefælle har fået opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2 under påberåbelse af samme asylmotiv. Ansøgeren har aldrig haft problemer i Iran som følge af, at han er ateist, hvorfor han ikke opfylder betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Et flertal af Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Iran/2020/59/EDO

iran202058

Nævnet stadfæstede i august 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2002. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, jf. § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk kurder og muslim af trosretning fra Urmia, Iran. klageren har været politisk aktiv for KDPI siden 1992-1993. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ikke kan vende tilbage til Iran, fordi han frygter at blive udsat for grove fysiske overgreb eller at blive slået ihjel af de iranske myndigheder, fordi han har udført aktiviteter for KDPI og været peshmerga. Til støtte for sit asylmotiv har klageren oplyst, at han omkring 1992-1993 begyndte at lave politiske aktiviteter for KDPI, idet han hjalp med at smugle varer og levere pakker. Da myndighederne efter noget tid begyndte at opsøge klageren og stille spørgsmål til hans færden, bosatte han sig omkring 1994-1995 i bjergene hos de andre medlemmer af KDPI. Klageren begyndte her at arbejde som vagt for basen og for personer, der skulle i nærområdet. I efteråret 1994 eller 1995 rejste klageren med medlemmerne til Irak, hvor han i løbet af fem år havde forskellige opgaver for partiet. Klageren var blandt andet vagt, lager ansvarlig og tredjemand for en gruppe, hvor han var medansvarlig for omkring 100 personer. Efter klagerens udrejse til Irak begyndte myndighederne at opsøge og afhøre hans familie. Dette fortsatte, efter klageren stoppede sine aktiviteter for partiet. Det fremgår af udlændingelovens § 49 a, at forud for udsendelse af en udlænding, der - som klageren - har haft opholdstilladelse efter § 7 eller § 8, og som er udvist ved dom, træffer Udlændingestyrelsen afgørelse om, hvorvidt udlændingen kan udsendes, jf. § 31, medmindre udlændingen samtykker. Flygtningenævnet finder i lighed med Udlændingestyrelsen, at klageren, som følge af at han tidligere var peshmerga isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det fremgår af udlændingelovens § 31, stk. 2, at en udlænding, der er omfattet af § 7, stk. 1, ikke må udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse af de i flygtningekonventionen anførte grunde, eller hvor udlændingen ikke er beskyttet mod udsendelse til et sådant land. Flygtningenævnet finder ligesom Udlændingestyrelsen, at udlændingelovens § 31, stk. 2, er til hinder for tvangsmæssig udsendelse af klageren til Iran. I henhold til udlændingelovens § 49 a, 2. pkt., skal en afgørelse om, at udlændingen ikke kan udsendes, jf. § 31, tillige indeholde en afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud, jf. § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter blandt andet §§ 22 – 24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Afvejningen skal for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionen. Efter flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, kan en flygtning, der er omfattet af konventionen, udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses som en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Der skal herefter foretages en proportionalitetsafvejning i relation til grovheden af den begåede forbrydelse i forhold til, om der er særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, der taler for at give klageren opholdstilladelse. Klageren blev idømt en straf af 15 års fængsel og udvist for en grov overtrædelse af straffelovens § 191. Flygtningenævnet finder efter karakteren af den pådømte kriminalitet, at klageren er dømt for en særlig farlig forbrydelse og således må betragtes som en fare for samfundet, jf. Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2. Klageren har forklaret, at han er skilt fra ægtefællen. Han har to børn på henholdsvis 10 og 8 år, som han ikke har haft samvær med siden 2016. Han har oplyst, at han forventer i løbet af kort tid på ny at få samvær med børnene. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af sagens omstændigheder, herunder klagerens personlige forhold og hensynet til familiens enhed samt karakteren og grovheden af den forbrydelse, som klageren er dømt for at have begået, at der trods klagerens familiemæssige forhold ikke foreligger sådanne særlige grunde, som taler for, at klageren kan meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2020/58/FAM

iran202056

Nævnet stadfæstede i august 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og oprindeligt sunni-muslim af trosretning fra Sanandaj, Iran. Ansøgeren er efterfølgende konverteret til kristendommen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter, at hun vil blive slået ihjel af sin tidligere ægtefælle. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at hun efter sin udrejse af Iran er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har på nævnsmødet frafaldet sit asylmotiv i relation til sin frygt den iranske efterretningstjeneste, idet ansøgerens familie er tilknyttet det kurdiske parti Komala Party of Iranian Kurdistan. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun blev skilt fra sin tidligere ægtefælle i 2011 eller i 2012, fordi han udsatte ansøgeren for fysiske overgreb og trusler. Ansøgerens tidligere ægtefælles venner chikanerede ansøgeren, og de truede ansøgeren med at kaste syre på hendes ansigt. Ansøgerens tidligere ægtefælle har endvidere sendt telefoniske trusler til ansøgeren. Efter ansøgerens fars død blev chikanen intensiveret. Ansøgerens brors venner har fortalt ansøgeren, at hendes tidligere ægtefælle arbejder for Sepah. Ansøgeren formoder endvidere, at hendes tidligere ægtefælle er kommet i besiddelse af et våben. Ansøgeren har vedrørende konversionen oplyst, at hun er konverteret til kristendommen under sit ophold i Danmark. Ansøgeren fik interesse for kristendommen i [foråret] 2019, da hun mødte en kristen familie på asylcentret. Ansøgeren begyndte herefter at læse i Bibelen på persisk, hvor hun særligt fandt budskabet om, at det rene hjerte er velsignet, interessant, idet ansøgeren selv er renhjertet, og at den renhjertede vil se gud. Ansøgeren har under sit ophold i Danmark deltaget i gudstjenester, selvom ansøgeren ikke forstår, hvad der bliver prædiket om. Ansøgeren oplever en særlig ro ved at opholde sig i kirken. Ansøgeren blev døbt i [en kirke i slutningen af] 2019. Ansøgeren vil stadig praktisere sin kristne tro ved en mulig tilbagevenden til Iran, selv om hun risikerer at blive slået ihjel af de iranske myndigheder. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sin konflikt med sin tidligere ægtefælle til grund, idet den på centrale punkter forekommer divergerende, usammenhængende, udbyggende og dermed utroværdig. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen forklarede, at hendes tidligere ægtefælle få dage efter, at hun var vendt tilbage til sin familie, truede hende telefonisk med, at han ville kaste syre i ansigtet på hende, og at han nogle uger efter, at hun var taget tilbage til sine forældre, kom til bopælen, gik ind i køkkenet, hvor han tog en kniv og gik mod ansøgeren, og at hendes brødre smed ham ud. Til asylsamtalen forklarede ansøgeren imidlertid, at ægtefællen aldrig havde truet med at smide syre i ansigtet på hende. Hun forklarede videre, at han ikke havde været på hendes bopæl efter, at de var blevet skilt. Foreholdt sin forklaring til oplysnings- og motivsamtalen forklarede ansøgeren, at han truede hende med en kniv, mens de stadig boede sammen, og at han også havde truet hende med en kniv på familiens bopæl. Hun kunne ikke forklare, hvorfor hun ikke oplyste det tidligere. Ansøgeren har endvidere forklaret usammenhængende og divergerende om, hvornår hun sidst så sin tidligere ægtefælle i Iran. Hun forklarede således til oplysnings- og motivsamtalen, at ægtefællen og hans venner senest chikanerede og opsøgte familien i 2015 – en måned efter hendes fars død - og at hun ikke har hørt fra eksmanden siden da. Til asylsamtalen forklarede hun, at den sidste gang, hun så den tidligere ægtefælle var ca. seks måneder efter farens død i 2017. Foreholdt denne divergens forklarede ansøgeren, at hun er dårlig til tal og ikke ved, hvilke datoer, der passer. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren på mødet i Flygtningenævnet udbyggende har forklaret, at ægtefællen endvidere truede med at slå hende ihjel, da hun sammen med sine forældre stod ude foran retten, efter at de var blevet skilt. Det forhold, at ansøgeren ikke tidligere er blevet spurgt ind til skilsmissen, kan ikke føre til, at forklaringen ikke må anses for udbyggende henset til, at ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen blev spurgt om, hvorvidt der skete andet end, at eksmanden truede hende telefonisk, opsøgte hende på bopælen og sendte sine venner til at chikanere hende, hvilket hun svarede benægtende til, og at hun til asylsamtalen ligeledes blev spurgt ind til, om den tidligere ægtefælle havde truet hende personligt. Flygtningenævnet har hertil lagt vægt på, at det forekommer påfaldende, at ansøgeren og hendes familie ikke anmeldte de angivelige trusler fra den tidligere ægtefælles side til myndighederne. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren netop ved rettens medvirken havde opnået skilsmisse, og at det under sagen efter ansøgerens forklaring var kommet frem, at han havde været voldelig over for hende. Nævnet bemærker vedrørende ansøgerens oplysning om, at den tidligere ægtefælle arbejdede for Sepah, at dette efter hendes forklaring til Udlændingestyrelsen beroede på hendes egen formodning, og at hun ikke vidste det med sikkerhed. Flygtningenævnet tilsidesætter således også ansøgerens asylmotiv i relation til konflikten med den tidligere ægtefælle som utroværdig. Flygtningenævnet bemærker herved, at selvom det måtte lægges til grund, at ansøgeren er blevet truet af sin tidligere ægtefælle, finder nævnet ikke, at konflikten har en sådan intensitet og aktualitet, at den kan begrunde opholdstilladelse. Flygtningenævnet kan endvidere ikke lægge til grund, at ansøgeren er konverteret til kristendommen som følge af en indre overbevisning af religiøs karakter. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om hendes konversion forekommer ureflekteret og overordnet, og at ansøgeren ikke har været i stand til at redegøre overbevisende for sin indre afklaringsproces, kristne overbevisning eller baggrunden for hendes beslutning om at blive døbt. Nævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren under asylsamtalen udviste et overfladisk og fragmenteret kendskab til kristendommen, herunder at hun ikke kunne huske, hvor i Biblen det fremgår, at den renhjertede er velsignet, for den renhjertede vil se Gud, som er det sted i Biblen, der fangede hendes interesse for Biblen og betyder meget for hende. Ansøgeren har heller ikke under nævnsmødet på overbevisende måde kunnet redegøre for sine bevæggrunde for at konvertere til kristendommen eller refleksioner i relation til deltagelse i kirkegang og andre kristne sammenhænge. Det er endvidere indgået i Flygtningenævnets vurdering, at ansøgerens generelle troværdighed er svækket som følge af, at hendes oprindelige asylmotiv er tilsidesat som utroværdigt. Flygtningenævnet kan derfor ikke lægge til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran vil have et uomgængeligt behov for at praktisere den kristne tro. Nævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren som følge af det ovenfor anført ikke kan anses for at have været i de iranske myndigheders søgelys ved udrejsen af Iran, og at det af det tilgængelige baggrundsmateriale, herunder særligt Udlændingestyrelsen og Dansk Flygtningehjælps rapport ”House Churches and Converts” fra februar 2018 fremgår, at de iranske myndigheder er klar over, at iranske asylansøgere, som har søgt asyl på baggrund af konversion, ikke vil blive retsforfulgt herfor. Tilsvarende fremgår af ”DFAT Country Information Report: Iran” af 7. juni 2018 fra det australske udenrigsministerium. For så vidt angår den fremlagte artikel fra en lokalavis [fra et navngivent blad] hvor ansøgeren og hendes kæreste er interviewet, bemærker nævnet, at denne efter sin overskrift omhandler [omhandler nærmere specificerede emner], at ansøgeren og kæresten alene fremstår med fornavn, og at artiklen ikke omtaler, at de er konverteret til kristendommen, men alene til sidst omtaler, at de er blevet gift i en kirke i [en navngiven by]. Nævnet finder således, at artiklen, der tillige er oplyst at være tilgængelig på Facebook, ikke kan antages at eksponere ansøgeren som kristen. Sammenfattende finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2020/56/MLVT.

iran202053

Nævnet meddelte i august 2020 opholdstilladelse (K-status) til et ægtepar samt et barn fra Iran. Indrejst i 2018.Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgerne er etniske kurdere og har oplyst at være ateister fra Mahabad, Iran. Ansøgerne har ikke været medlemmer af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men den mandlige ansøger har oplyst, at han har uddelt regimekritisk materiale. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive henrettet eller fængslet af de iranske myndigheder, idet han har uddelt islamkritisk materiale samt oversat bøger om kurdernes leveforhold. Den mandlige ansøger har til støtte herfor oplyst, at han gennem sin ungdom blev bevidst om, at han var ateist. I 2005 arbejdede ansøgeren i et firma, hvor han gav udtryk for sin islamkritiske holdning, ligesom han begyndte at uddele islamkritisk materiale i form af cd’er, hæfter og bøger til de andre i firmaet. En dag blev ansøgeren advaret om, at uddelingen var blevet opdaget af efterretningstjenesten, hvorefter ansøgeren tog til Mahabad. I 2007 modtog den mandlige ansøger i alt fire tilsigelser til retten i […]. Efter rådgivning fra sin advokat gav ansøgeren ikke møde, men afventede, at han i stedet ville blive indkaldt til retten i Mahabad. I 2008 blev ansøgeren indkaldt til samtale ved efterretningstjenesten, hvor han underskrev en erklæring om, at han fortrød, hvad han havde gjort, og at han ville afstå fra islamkritiske aktiviteter. Sagen blev sendt videre til retten, men ansøgeren blev ikke dømt, idet hans advokat betalte bestikkelsespenge. I den efterfølgende periode – fra 2011 til 2014 – var ansøgeren i stedet aktiv for kurdernes sag. Han oversatte i alt tre bøger fra engelsk til farsi vedrørende kurderes levevilkår, men han måtte stoppe sit arbejde, da han blev indkaldt til møde ved efterretningstjenesten, hvor han underskrev en erklæring om, at han ikke ville oversætte lignende bøger uden at have søgt myndighedernes tilladelse. Ansøgeren afstod fra de islamkritiske aktiviteter frem til [vinteren] 2017/[vinteren] 2018, men efter der opstod demonstrationer i Iran, ønskede ansøgeren at være en del af det. Ansøgeren begyndte herefter at uddele cd’er og bøger på det universitet, hvor han var i gang med en Ph.d. Derudover uddelte ansøgeren cd’er i folks postkasser. En nat, mens ansøgeren var på arbejde, blev han kontaktet af sin kollega, der fortalte, at myndighederne havde ransaget ansøgerens bopæl samt konfiskeret hans islamkritiske materiale. Myndighederne ledte efter ansøgeren, og han kunne ikke tage hjem. Ansøgeren udrejste herefter til Tyrkiet [i sommeren] 2018. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet af myndighederne på grund af den mandlige ansøgers kritik af islam og det iranske styre. Den kvindelige ansøger har til støtte herfor oplyst, at hun ligesom sin ægtefælle er ateist. Ansøgerens ægtefælle uddelte blandt andet cd’er og hæfter med islamkritisk indhold, men efter at være blevet afhørt af efterretningstjenesten og indkaldt til retten, stoppede han sine aktiviteter. Ansøgerens ægtefælle begyndte i stedet at oversætte bøger og artikler vedrørende kurderes levevilkår. Ansøgeren var bekymret over sin ægtefælles aktiviteter, men hun støttede ham i det. I 2017/2018 begyndte ansøgerens ægtefælle på ny at uddele cd’er og hæfter med islamkritisk materiale. Uddelingen var sammenfaldende med, at der var opstået protester over regimet i Iran. En aften, mens ansøgeren var alene med deres datter, blev hun opsøgt på bopælen af fire myndighedspersoner. Myndighedspersonerne spurgte efter ansøgerens ægtefælle, som var på arbejde. De insisterede på at tale med ham. Ansøgeren løj om, hvor hendes ægtefælle var. Efterretningstjenesten ransagede herefter bopælen, og de konfiskerede ægtefællens islamkritiske materiale samt hans computer. Ansøgeren rettede efterfølgende henvendelse til sin ægtefælles kollega og advarede om myndighedernes henvendelse. Ansøgeren udrejste herefter af Iran [i sommeren] 2018 sammen med deres datter. Flygtningenævnet kan lægge ansøgernes forklaringer til grund. Flygtningenævnet lægger således til grund, at den mandlige ansøger siden sin ungdom har været ateist, og at han ved flere lejligheder har distribueret materiale rettet mod det religiøse styre i Iran. Flygtningenævnet finder, at den mandlige ansøgers forklaring fremtræder konsistent, uden tegn på overdrivelser eller dramatiseringer, og at det af ham beskrevne hændelsesforløb virker selvoplevet. Det lægges således til grund, at den mandlige ansøger i 2008 efter pres fra efterretningstjenesten underskrev en erklæring om ikke at ville udøve nye islamkritiske aktiviteter, og at han i 2014 på ny fik en påtale af efterretningstjenesten. Endvidere lægges det til grund, at han i 2018, i forbindelse med verserende uroligheder i Iran på ny uddelte islamkritisk materiale, og at han, efter at hans bopæl var blevet ransaget på et tidspunkt, hvor han ikke var til stede, og der var fundet islamkritisk materiale, udrejste af Iran. Ud fra de foreliggende baggrundsoplysninger og det ovenfor anførte finder Flygtningenævnet herefter, at den mandlige ansøger ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor den mandlige ansøger opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Den kvindelige ansøger og deres medfølgende barn meddeles som konsekvens heraf tillige opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2020/53/CABV

iran202053

Nævnet meddelte i august 2020 opholdstilladelse (K-status) til et ægtepar samt et barn fra Iran. Indrejst i 2018.Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgerne er etniske kurdere og har oplyst at være ateister fra Mahabad, Iran. Ansøgerne har ikke været medlemmer af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men den mandlige ansøger har oplyst, at han har uddelt regimekritisk materiale. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive henrettet eller fængslet af de iranske myndigheder, idet han har uddelt islamkritisk materiale samt oversat bøger om kurdernes leveforhold. Den mandlige ansøger har til støtte herfor oplyst, at han gennem sin ungdom blev bevidst om, at han var ateist. I 2005 arbejdede ansøgeren i et firma, hvor han gav udtryk for sin islamkritiske holdning, ligesom han begyndte at uddele islamkritisk materiale i form af cd’er, hæfter og bøger til de andre i firmaet. En dag blev ansøgeren advaret om, at uddelingen var blevet opdaget af efterretningstjenesten, hvorefter ansøgeren tog til Mahabad. I 2007 modtog den mandlige ansøger i alt fire tilsigelser til retten i […]. Efter rådgivning fra sin advokat gav ansøgeren ikke møde, men afventede, at han i stedet ville blive indkaldt til retten i Mahabad. I 2008 blev ansøgeren indkaldt til samtale ved efterretningstjenesten, hvor han underskrev en erklæring om, at han fortrød, hvad han havde gjort, og at han ville afstå fra islamkritiske aktiviteter. Sagen blev sendt videre til retten, men ansøgeren blev ikke dømt, idet hans advokat betalte bestikkelsespenge. I den efterfølgende periode – fra 2011 til 2014 – var ansøgeren i stedet aktiv for kurdernes sag. Han oversatte i alt tre bøger fra engelsk til farsi vedrørende kurderes levevilkår, men han måtte stoppe sit arbejde, da han blev indkaldt til møde ved efterretningstjenesten, hvor han underskrev en erklæring om, at han ikke ville oversætte lignende bøger uden at have søgt myndighedernes tilladelse. Ansøgeren afstod fra de islamkritiske aktiviteter frem til [vinteren] 2017/[vinteren] 2018, men efter der opstod demonstrationer i Iran, ønskede ansøgeren at være en del af det. Ansøgeren begyndte herefter at uddele cd’er og bøger på det universitet, hvor han var i gang med en Ph.d. Derudover uddelte ansøgeren cd’er i folks postkasser. En nat, mens ansøgeren var på arbejde, blev han kontaktet af sin kollega, der fortalte, at myndighederne havde ransaget ansøgerens bopæl samt konfiskeret hans islamkritiske materiale. Myndighederne ledte efter ansøgeren, og han kunne ikke tage hjem. Ansøgeren udrejste herefter til Tyrkiet [i sommeren] 2018. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet af myndighederne på grund af den mandlige ansøgers kritik af islam og det iranske styre. Den kvindelige ansøger har til støtte herfor oplyst, at hun ligesom sin ægtefælle er ateist. Ansøgerens ægtefælle uddelte blandt andet cd’er og hæfter med islamkritisk indhold, men efter at være blevet afhørt af efterretningstjenesten og indkaldt til retten, stoppede han sine aktiviteter. Ansøgerens ægtefælle begyndte i stedet at oversætte bøger og artikler vedrørende kurderes levevilkår. Ansøgeren var bekymret over sin ægtefælles aktiviteter, men hun støttede ham i det. I 2017/2018 begyndte ansøgerens ægtefælle på ny at uddele cd’er og hæfter med islamkritisk materiale. Uddelingen var sammenfaldende med, at der var opstået protester over regimet i Iran. En aften, mens ansøgeren var alene med deres datter, blev hun opsøgt på bopælen af fire myndighedspersoner. Myndighedspersonerne spurgte efter ansøgerens ægtefælle, som var på arbejde. De insisterede på at tale med ham. Ansøgeren løj om, hvor hendes ægtefælle var. Efterretningstjenesten ransagede herefter bopælen, og de konfiskerede ægtefællens islamkritiske materiale samt hans computer. Ansøgeren rettede efterfølgende henvendelse til sin ægtefælles kollega og advarede om myndighedernes henvendelse. Ansøgeren udrejste herefter af Iran [i sommeren] 2018 sammen med deres datter. Flygtningenævnet kan lægge ansøgernes forklaringer til grund. Flygtningenævnet lægger således til grund, at den mandlige ansøger siden sin ungdom har været ateist, og at han ved flere lejligheder har distribueret materiale rettet mod det religiøse styre i Iran. Flygtningenævnet finder, at den mandlige ansøgers forklaring fremtræder konsistent, uden tegn på overdrivelser eller dramatiseringer, og at det af ham beskrevne hændelsesforløb virker selvoplevet. Det lægges således til grund, at den mandlige ansøger i 2008 efter pres fra efterretningstjenesten underskrev en erklæring om ikke at ville udøve nye islamkritiske aktiviteter, og at han i 2014 på ny fik en påtale af efterretningstjenesten. Endvidere lægges det til grund, at han i 2018, i forbindelse med verserende uroligheder i Iran på ny uddelte islamkritisk materiale, og at han, efter at hans bopæl var blevet ransaget på et tidspunkt, hvor han ikke var til stede, og der var fundet islamkritisk materiale, udrejste af Iran. Ud fra de foreliggende baggrundsoplysninger og det ovenfor anførte finder Flygtningenævnet herefter, at den mandlige ansøger ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor den mandlige ansøger opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Den kvindelige ansøger og deres medfølgende barn meddeles som konsekvens heraf tillige opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2020/53/CABV

iran20205

Nævnet stadfæstede i november 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk Tat og kristen fra Takestan, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men har deltaget i demonstrationer mod det iranske regime. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter overgreb fra de iranske myndigheder som følge af sin deltagelse i to demonstrationer i Takestan henholdsvis [start vinteren] 2017 og [slut vinteren] 2018, hvor også ansøgerens nære venner [A] og [B] deltog. Der var på det tidspunkt demonstrationer over hele Iran på grund af utilfredshed med styret, herunder prisstigninger. Demonstrationerne flyttede sig fra by til by og nåede Takestan. Under demonstrationen [vinteren] 2017 deltog ansøgeren i optoget, råbte slogans og begik hærværk – hvor ansøgeren flere gange satte ild til ting, inventar og bygninger – hos flere institutioner, blandt andet hos imamen Islami, en offentlig bygning, politiet og en skole. Ansøgerens ven [B] optog i betydeligt omfang ansøgeren og hans aktiviteter under demonstrationen. Ved demonstrationen [vinteren] 2018 råbte ansøgeren og [A] og [B] kampråb, men da myndighederne var talstærkt til stede, tog de hjem efter kort tid. Dagen efter blev først [A] og dernæst [B] anholdt af myndighederne. Ansøgeren tog straks ophold på sin søsters mands vingård. Han fik oplysninger om, at myndighederne samme dag havde ransaget ansøgerens bopæl og spurgt efter ham. Han tog ophold hos en ven i en anden by og udrejste af Iran efter to uger. Efter sin indrejse i Danmark er han konverteret til kristendommen, idet han er blevet døbt [sommeren] 2019. Da ansøgerens forklaring under asylsagen har været detaljeret og konsistent, lægger Flygtningenævnets flertal forklaringen om deltagelsen i demonstrationerne til grund. Under hensyn til oplysningen om [A’s] optagelser af ansøgeren og myndighedernes ransagning af ansøgerens bolig efter hans deltagelse i demonstrationerne – sammenholdt med de foreliggende baggrundsoplysninger – finder flertallet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for konkret og individuel forfølgning, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. I overensstemmelse med ansøgerens forklaring under asylsagens behandling lægger Flygtningenævnets flertal endvidere til grund, at han i forbindelse med demonstrationen [vinteren] 2017 satte ild på bygninger uden at sikre sig, at der ikke var mennesker i bygningerne. Flertallet finder, at disse forhold indebærer, at der er alvorlig grund til at antage, at ansøgeren har begået en alvorlig ikke-politisk forbrydelse, jf. flygtningekonventionens artikel 1 F (b). Flertallet finder således, at om end der var tale om deltagelse i en demonstration, var ildspåsættelsen efter sin karakter ikke en proportional handling. På den baggrund finder flertallet, at ansøgeren, selv om han isoleret set opfylder betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, er udelukket fra at få opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 10, stk. 1, nr. 3, jf. flygtningekonventionens artikel 1 F (b). Der er herefter ikke anledning til at tage stilling til, om den af ansøgeren påberåbte konvertering til kristendommen kan anses for reel. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” [Iran/2020/5/YARS]

iran202049

Nævnet stadfæstede i august 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk kurder og har oplyst, at han er kristen. Klageren er født i [en lejr] i Ramadi, Irak og opvokset i landbyen [Z] i Sarpol-e Zahab, Iran. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel af de iranske myndigheder. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han har hjulpet en såret mand på vej mod grænsen. En aften i 2015 fik klageren besøg af sin farbror [A], som ankom sammen med en mand, som var blevet skudt i benet. Klagerens farbror bad klageren hjælpe den sårede mand til grænsen til Irak, hvilket klageren indvilligede i. Klageren begav sig sammen med den sårede mand til fods mod grænsen gennem et minebelagt område. Klageren og den sårede mand blev opdagede af bevæbnede grænsevagter, da de var omkring 15 minutter fra grænsen. Vagterne råbte stop og begyndte at skyde efter klageren og den sårede mand. Klageren efterlod den sårede mand og løb mod den irakiske grænseby [X], hvorfra han tog videre mod sin morbror i byen [Y]. Omkring en uge senere, mens klageren fortsat befandt sig hos sin morbror, blev klageren kontaktet af sin fars søster, som fortalte at myndighederne havde tilbageholdt klagerens farbror, og at myndighederne ligeledes havde forsøgt at opsøge klageren på sin bopæl. Den sårede mand var blevet taget af myndighederne, og havde i den forbindelse angivet klageren og klagerens farbror til myndighederne. Klageren har til støtte for sit asylmotiv videre oplyst, at han er konverteret til kristendommen og derved frafaldet islam. Klageren har forklaret, at han omkring en måned efter sin indrejse i Danmark mødte en mand ved navn [B], som inviterede klageren med i kirke. Klageren følte, at danskerne og det danske samfund tog godt imod ham, og han begyndte at overveje, om islam eller kristendommen var bedst for ham. Klageren kan godt lide kristendommen, fordi man ikke bliver tvunget til noget her modsat islam. Klageren er ligeledes fascineret af, at Jesus opstod fra de døde, og at der er så meget kærlighed i religionen. Klageren føler, at han gennem kristendommen er blevet fri og har fundet ro i sjælen. Klageren gik til dåbsforberedelse i omkring tre måneder, inden han blev døbt [i foråret] 2016 i [en dansk by]. Flygtningenævnet finder, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 som følge af, at han er konverteret til kristendommen og ved en tilbagevenden til Iran, ikke vil have mulighed for at udøve sin kristne tro uden at risikere asylrelevant forfølgelse. Flygtningenævnet finder ligesom Udlændingestyrelsen, at udlændingelovens § 31, stk. 2, er til hinder for tvangsmæssig udsendelse af klageren til Iran. I henhold til udlændingelovens § 49 a, 2. pkt., skal en afgørelse om, at udlændingen ikke kan udsendes, jf. § 31, tillige indeholde en afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud, jf. § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter blandt andet §§ 22 – 24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Afvejningen skal for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionen. Efter flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, kan en flygtning, der er omfattet af konventionen, udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses som en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Der skal herefter foretages en proportionalitetsafvejning i relation til grovheden af den begåede forbrydelse i forhold til, om der er særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, der taler for at give klageren opholdstilladelse. Klageren er ved Vestre Landsret endelige dom af [foråret] 2018 idømt 4 års fængsel for alvorlig seksualkriminalitet begået af flere personer i forening. Flygtningenævnet finder efter karakteren af den pådømte kriminalitet, at klageren er dømt for en særlig farlig forbrydelse og således, uanset klagerens forklaring om hans nu angiveligt ændrede forhold, må betragtes som en fare for samfundet, jf. Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2. Klageren har reelt ingen familiemæssig tilknytning til Danmark. Klagerens familie befinder sig efter det oplyste overvejende i Iran. Klagerens forklaring og de i øvrigt foreliggende oplysninger om hans angiveligt meget nære forhold til en herboende dansk familie kan ikke føre til, at han anses for omfattet af undtagelsesbestemmelsen i udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt. Der foreligger herefter ikke sådanne særlige grunde, der taler for, at klageren kan meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2020/49/LPE

iran202048

Nævnet stadfæstede i juli og 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 28. oktober 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”Det fremgår af sagen, at ansøgeren indrejste i Danmark den 28. oktober 2010 og indgav ansøgning om asyl den 4. november 2010. Ved dom af den 11. september 2017 afsagt af Retten i Aalborg blev klageren idømt fængsel i fire år for overtrædelse af straffelovens § 216, stk. 1, nr. 1, jf. til dels § 225. Klageren blev endvidere udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandig efter udlændingelovens § 24, nr. 1, jf. § 22, nr. 6. Den 11. april 2018 stadfæstede Vestre Landsret byrettens dom. Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er iransk statsborger, etnisk kurder og sunni-muslim af trosretning. Ansøgeren er født i Al-Tash lejren i Ramadi, Irak, men har boet i Iran siden han var seks år. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter, at han vil blive fængslet, tortureret eller slået ihjel af de iranske myndigheder, fordi han har hjulpet tre partimedlemmer med at krydse grænsen til Irak illegalt. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hans farbror, [C], hjalp politisk aktive iranere med at flygte ud af Iran. I 2010 bad [C] klageren om at hjælpe fire partimedlemmer til Irak, hvilket klageren indvilgede i. Da klageren og partimedlemmerne krydsede grænsen til Irak, blev de beskudt af grænsevagter, og ét af partimedlemmerne blev ramt. Det lykkedes de andre at flygte, hvorefter de ankom til en lille irakisk landsby ved navn [A]. Dagen efter talte klageren med sin far, der oplyste, at [C] var blevet anholdt af de iranske myndigheder. Herefter tog klageren ophold hos sin fars faster i byen [B]. En måneds tid derefter blev klageren kørt tilbage til Iran og videre til grænsen til Tyrkiet af nogle menneskesmuglere. Under opholdet i Tyrkiet fik ansøgeren at vide af sin familie, at de var blevet opsøgt af de iranske myndigheder flere gange, og at de havde spurgt til klagerens opholdssted. Flygtningenævnet tiltræder, at det ikke længere kan lægges til grund, at klageren ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Klageren har i forbindelse med udsendelsessagen således forklaret forskelligt fra det, han oplyste til asylsamtalen i maj 2011. Ved vurderingen af de divergenser, som er fremkommet i forbindelse med udsendelsessagen, må man nødvendigvis have for øje, at der er gået mere end otte år fra første gang, klageren afgav forklaring, til hans forklaring under udsendelsessagen, ligesom det har betydning, at klageren alene var 17 år, da han afgav forklaringen i maj 2011. Uoverensstemmelserne i klagerens forklaringer er imidlertid meget betydelige og vedrører forhold af helt central betydning for hans asylmotiv, og disse uoverensstemmelser kan ikke alene skyldes klagerens forglemmelser på grund af den tid, der er forløbet mellem de to samtaler. Om uoverensstemmelserne henvises til Udlændingestyrelsens afgørelse, hvorfra nævnet navnlig lægger vægt på klagerens nye forklaring om, hvem der i hans familie var politisk aktiv, og som bad klageren hjælpe folk over grænsen. I asylansøgningsskemaet og under asylsamtalen i 2011 forklarede klageren gentagne gange, at det var hans morbror [D], der bad ham hjælpe folk over grænsen, og at det var [E], der senere blev anholdt, mens klageren under udsendelsessamtalen i 2019 har forklaret, at det var hans farbror [C]. Hertil kommer, at det efter klagerens forklaring under udsendelsessamtalen må lægges til grund, at klagerens familie i Iran i hvert fald siden 2010 ikke har oplevet nogen problemer med myndighederne. På denne baggrund tiltræder nævnet, at det ikke kan lægges til grund, at klageren har eller har haft konflikter med de iranske myndigheder, der medfører, at han vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb som nævnt i udlændingelovens § 31, hvorfor klageren – der nu er udvist ved dom – vil kunne udsendes til Iran. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Iran/2020/48/LINB

iran202045

Nævnet stadfæstede i juli 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015.Flygtningenævnet udtalte: Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk kurder fra Kermanshah, Iran. Klageren har for Flygtningenævnet oplyst, at han siden sin indrejse i Danmark er konverteret fra yari til kristendommen. Klageren har oplyst, at han har været sympatisør for KDPI, og at han har udført politiske aktiviteter for partiet igennem uddeling af løbesedler og pjecer. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter myndighederne, idet han under sit ophold i Danmark er konverteret til kristendommen. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han forud for sin konvertering var yari af trosretning. Hele klagerens familie er yarsan, hvorfor klageren blev født ind i denne religion. Klageren fik efter sin indrejse i Danmark interesse for kristendommen, hvorfor han [i efteråret] 2016 blev døbt. Klageren har videre som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter forfølgelse, idet han var politisk aktiv for KDPI inden sin udrejse. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans bopæl blev opsøgt [i sommeren] 2015 af civilklædte efterretningsfolk. Klageren havde dagen forinden uddelt løbesedler for KDPI. Da klageren ikke var hjemme på tidspunktet for opsøgningen, blev klagerens far taget med til efterretningstjenestens kontor. På kontoret fik faren forevist en videooptagelse af klageren, hvor det kunne ses, at klageren var i gang med at uddele løbesedler. Klagerens far fik efterfølgende lov til at forlade efterretningstjenestens kontor under betingelse af, at han skulle udlevere klageren til efterretningstjenesten. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om sine asylmotiver til grund. For så vidt angår det politiske asylmotiv finder Flygtningenævnet ligesom i nævnets afgørelse af [dato i] 2016, at klageren har forklaret upræcist med hensyn til tidspunkterne for uddeling af løbesedler og antal gange han uddelte løbesedler, antallet af løbesedler. Han har under mødet i Flygtningenævnet forklaret yderligere divergerende om, hvad han fik at vide efter sin sidste uddeling af løbesedler. Han har således under den tidligere sag forklaret, at hans hjem blev ransaget, og at hans far blev tilbageholdt af efterretningstjenesten og i den forbindelse fik vist en overvågningsvideo fra en bank, hvor klageren ses dele løbesedler ud. Under sin forklaring i Flygtningenævnet i dag har han derimod forklaret, at hans søster dagen efter hans sidste uddeling af løbesedler ringede til ham og fortalte, at efterretningstjenesten i forbindelse med ransagningen havde vist søsteren eller faren billeder fra en overvågningsvideo fra en bank eller forretning. Han har endvidere forklaret divergerende blandt andet om, hvorvidt hans hjem er blevet opsøgt efter hans udrejse af Iran. Han har således under den tidligere sag forklaret i asylsamtalen […], at han efter udrejsen har talt med sin onkel og med sin søster, og at de ikke har talt om klagerens konflikt. Under sin forklaring i Flygtningenævnet i dag har han derimod forklaret, at han efter sin udrejse har talt med sin far, som har oplyst, at hjemmet er blevet opsøgt af civilklædte personer fra efterretningstjenesten igen, at personerne spurgte efter klageren, og at de afleverede en arrestordre og løbende har afleveret indkaldelser af klageren til at møde i retten. Flygtningenævnet kan på denne baggrund ikke lægge klagerens forklaring om politiske aktiviteter i Iran til grund, idet forklaringen fremstår divergerende, påfaldende og konstrueret til lejligheden. Om klagerens konversion bemærker Flygtningenævnet, at forløbet siden klageren fik opholdstilladelse ikke understøtter, at klagerens konversion er reel. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at klageren efter sin egen forklaring ikke fortsatte sin regelmæssige og hyppige kirkegang, efter han var blevet døbt og havde fået opholdstilladelse. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at klageren under sin samtale med Udlændingestyrelsen den [i foråret] 2020 udviste en påfaldende mangel på kendskab til helt basale kristne begreber og højtider, ligesom han ikke kunne nævne navnene på de kirker, hvor han efter sin forklaring angiveligt har deltaget i gudstjenester. Klagerens forklaring for Flygtningenævnet, hvor han var i stand til at svare på en række faktuelle spørgsmål, forekommer på denne baggrund tillært og ikke som udtryk for en indre overbevisning. Efter det anførte finder Flygtningenævnet, at klageren ikke har sandsynliggjort, at hans konvertering dækker over en reel bekendelse til kristendommen, som ved tilbagevenden til Iran vil bringe ham i risiko for forfølgelse. Klagerens opslag på Facebook kan ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet bemærker herved dels, at opslag af den omhandlede karakter på sociale medier efter nævnets baggrundsoplysninger ikke kan antages i sig selv at føre til forfølgelse fra iranske myndigheders side, dels at klageren siden sin fødsel og indtil sin dåb i 2016 har tilhørt religionen yari, og at han på den baggrund ikke kan opfattes som frafalden fra islam. Klageren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. På den baggrund finder Flygtningenævnet, at udlændingeloven § 31, stk. 1 og stk. 2, ikke er til hinder for klagerens udsendelse til Iran. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Iran/2020/45/JHB

iran202044

Nævnet stadfæstede i juni 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2011Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk perser og kristen fra Teheran, Iran. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han fortsat har en konflikt med Basij. Klageren har endvidere som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive forfulgt, idet han er konverteret fra islam til kristendommen. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han var ansat ved Basij i 2005. De første to år af hans ansættelse skulle klageren deltage i diverse møder, undervisning og bøn. Derefter blev klageren placeret ved en kontrolpost, hvor han blev oplært i at kontrollere personer og køretøjer. I 2008 blev klageren sendt til Basij kasernen Lavizan i Teheran, hvor han modtog yderligere træning, herunder våbentræning. Den [sommeren] 2011 deltog klageren i en demonstration som led i sit arbejde for Basij. Klageren var klædt i civiltøj og skulle rapportere til kasernen, såfremt nogen af demonstranterne opførte sig uhensigtsmæssigt. Under demonstrationen så han, at et medlem af Basij, [A] trak sit våben og sigtede på en pige, som var cirka 12 eller 13 år. Klageren kunne ikke acceptere dette, og han trak derfor sit våben og skød [A], hvorefter klageren flygtede fra stedet. Seks måneder senere fik klageren at vide, at han var blevet idømt dødstraf, og i [vinteren] 2011 udrejste han af Iran. Klageren har endvidere til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han den [vinteren] 2013 blev døbt i Baptistkirken på Nørrebro, og at han sidenhen har deltaget i gudstjenester og andre kirkelige aktiviteter i Apostelkirken og Grønnevang Kirke i Hillerød, samt at han har fulgt missionsbefalingen i Det Nye Testamente ved offentligt at stille sin konvertering til skue via sociale medier. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring til grund om klagerens oprindelige asylmotiv vedrørende hans konflikt med Basij. Flygtningenævnet kan i den forbindelse henvise til Flygtningenævnets afgørelse af [vinteren] 2014, hvor det fremgår, at klagerens forklaring om konflikten med Basij på centrale punkter fremstod divergerende og usammenhængende. Flygtningenævnet har derudover lagt vægt på, at klageren til § 31-samtalen af [efteråret] 2019 har forklaret, at han ikke mener, at han vil stå på nogen myndighedsliste over eftersøgte på grund af hans konflikt med Basij, idet konflikten fandt sted for længe siden. Flygtningenævnet finder endvidere, at klagerens konversion til kristendommen ikke længere kan anses for at være reel. Flygtningenævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at det forekommer påfaldende, at klageren til § 31-samtalen af [efteråret] 2019 ikke kan huske datoen for sin dåb. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at klageren til denne § 31-samtale ikke nærmere kunne redegøre for centrale kristne højtider. Klageren kunne således ikke redegøre for, hvorfor og hvornår man som kristen fejrer påsken og pinsen. Klageren kunne endvidere ikke angive den præcise dato for, hvornår Jesus´ fødsel fejres. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at klageren under mødet i Flygtningenævnet ikke har kunne forklare nærmere om kristendommen, samt at hans forklaring om hans kristne tro fremstår ureflekteret, overordnet og upræcist. Klageren har ikke været i stand til at redegøre overbevisende for sin kristne tro. Klageren har endvidere ikke kunne forklare nærmere om sine følelser og tanker om Jesus. Flygtningenævnet kan således ikke lægge til grund, at klageren har konkrete konflikter med myndighederne, der kan medføre, at han vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at det følger af baggrundsoplysningerne, at asylansøgere, som har konverteret for at opnå et asylmotiv ikke vil blive retsforfulgt af de iranske myndigheder, idet de iranske myndigheder er klar over, at iranske statsborgere konverterer for at opnå asyl. Flygtningenævnet finder endvidere, at de generelle forhold i Iran ikke er af en sådan karakter, at klageren vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet finder herefter, at udlændingelovens § 31, stk. 2, ikke er til hinder for udsendelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” IRAN/2020/44/YARS

iran20204

Nævnet stadfæstede i januar 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig ansøger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim. Ansøgeren er oprindeligt fra Urmia i Iran, men hans familie flyttede til Erbil i Irak i 1996, da ansøgeren var fem måneder gammel. Ansøgeren har været medlem af KDPI siden 2011. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter de iranske myndigheder, idet han og hans familie har været politisk aktive for KDPI. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans far og mor var hemmelige medlemmer af KDPI, mens de boede i Iran. Da ansøgeren var cirka fem måneder gammel, blev forældrene afsløret af de iranske myndigheder, og familien måtte flygte til Kandil-bjergene. Her boede de, indtil det iranske regime i 1996 slog kurderne i området tilbage, hvorefter familien flygtede til Irak. Ansøgeren voksede efterfølgende op i Irak, hvor han har boet frem til sin udrejse. I Irak var ansøgerens far aktiv peshmerga for KDPI frem til 2013-2014, hvor han gik på pension. Faren fortsatte som medlem af KDPI, men var ikke så aktiv længere på grund af sin alder. I 2011 deltog ansøgeren i en kongres for KDPI i Irak, hvor han søgte om at blive medlem af partiet. Partiet accepterede ham, og ansøgeren fik samme dag udleveret et medlemskort. I 2015 deltog ansøgeren i endnu en kongres for partiet i Irak. Udover deltagelsen i disse to kongresser har ansøgeren ikke udført aktiviteter for KDPI, idet ansøgerens far ikke ønskede, at han blev et aktivt medlem. I slutningen af 2015 udrejste ansøgeren af Irak. Efter sin indrejse i Danmark har ansøgeren deltaget i fire demonstrationer og fire møder, alle arrangeret af KDPI i Danmark. Ansøgeren har endvidere på sin Facebookprofil delt politiske opslag, herunder billeder af sig selv som deltager i demonstrationer, ligesom han, når han har haft råd, har støttet KDPI økonomisk med 50 til 100 kr. om måneden. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke opfylder betingelserne for asyl med konventions- eller beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, som følge af sine aktiviteter og baggrund inden indrejsen i Danmark. Nævnet kan i den forbindelse henholde sig til sin beslutning af […] 2018 og den hertil knyttede begrundelse. Det senere fremkomne kan ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet finder videre, at det heller ikke ved ansøgerens politiske aktiviteter i Danmark er sandsynliggjort, at ansøgeren er kommet i et modsætningsforhold til de iranske myndigheder, der kan begrunde asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgerens aktiviteter i relation til KDPI har været af begrænset karakter og navnlig bestået i medvirken som menig deltager i et mindre antal demonstrationer og møder frem til efteråret 2018, og at han ikke i forbindelse hermed på billeder eller på anden måde er blevet identificeret med navn. Nævnet lægger endvidere vægt på, at ansøgeren ikke var efterstræbt af de iranske myndigheder ved sin indrejse i Danmark. Den begrænsede aktivitet, som ansøgeren over en kort periode efter det første møde i Flygtningenævnet havde på sin Facebookprofil, kan ikke føre til en anden vurdering. Der er ikke grundlag for som subsidiært påstået at meddele ansøgeren asyl i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2020/4/JHB

iran202028

Nævnet meddelte i februar 2020 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger samt et barn fra Iran. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk iraner og fra Teheran, Iran. Ansøgeren har været medlem af gruppen [A]. An-søgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive tilbageholdt, tortureret og henrettet af de iranske myndigheder. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun torsdag [i efteråret] 2017 var ude at spise på restaurant i Teheran med tre kollegaer, hvor de blev tilbageholdt af de iran-ske myndigheder. Betjentene sagde, at alle på restauranten var frafaldne og vantro. Ansøgeren og de andre kvinder blev tilbageholdt i tre nætter, hvorefter ansøgeren blev løsladt mod, at familien betalte en bøde. Efterfølgende fik ansøgeren besked fra sin arbejdsplads om, at hun ikke længere havde lov til at arbejde der. Ansøgeren mødtes efterfølgende med en kvinde, [B], som hun havde mødt under tilbageholdelsen. [B] og nogle andre kvinder havde oprettet gruppen [A], fordi de var utilfredse med forholdene for kvinder i Iran. Ansøgeren blev medlem af gruppen. De mødtes mandage og torsdage hos en af kvinderne. Gruppen deltog i forskellige demonstrationer, ligesom de markerede ’Hvide Onsdage’. De uploadede fotos, hvor de markerede sig i bybilledet uden tørklæde. Ansøgeren og gruppen sendte film og fotos til en regimekritisk journalist, forfatter og politisk aktivist i New York, der også offentliggjorde film og fotografier. [I foråret] 2018 skulle gruppen igen mødes, men ansøgeren kom for sent på grund af trafikken og kunne se de andre medlemmer blive anholdt. Ansøgeren udrejste af Iran samme aften. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring til grund. Det bemærkes herved, at ansøgeren straks har afgivet en detaljeret forklaring om sine aktiviteter, og at denne i et vist omfang er blevet understøttet af det efterfølgende fotomateriale. Flygtningenævnet finder således, at det må lægges til grund, at ansøgeren har været medlem af en kvindepolitisk gruppe, der har offentliggjort kvindepolitisk materiale, og som også har videresendt og fået offentliggjort materiale af en regimekritisk journalist, forfatter og politisk aktivist i New York. Gruppen er blevet pågrebet af myndighederne, og ansøgeren er straks udrejst. Flygtningenævnet finder efter de foreliggende baggrundsoplysninger, at det må antages, at ansøgerens politiske aktivitet vendt mod styret er kommet til de iranske myndigheders kendskab, og at det har en sådan karakter og omfang, herunder ved kontakten til den politiske aktivist i New York, at ansøgeren må antages at risikere forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, ved en eventuel tilbagevenden til hjemlandet. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren og medfølgende barn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” iran/2020/28/rila

iran202027

Nævnet stadfæstede i februar 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar fra Iran. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne har oplyst at være etniske persere og kristne af trosretning fra Teheran, Iran. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger og den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at de frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder, da de er konverteret til kristendommen. Den mandlige ansøger har til støtte herfor oplyst, at den iranske efterretningstjeneste er blevet bekendt med hans konvertering, da han under et klammeri med en person, ansat ved myndighederne, kritise-rede islam og oplyste, at han var konverteret. Den mandlige ansøger mistede endvidere et USB-stick under klammeriet, hvorpå han havde billeder fra en huskirke, som han kom i. Ansøgeren har endvidere oplyst, at han efter klammeriet blev kontaktet af en kollega, der oplyste ansøgeren, at der havde været to personer på ansøgerens arbejdsplads og spurgt efter ham. Den kvindelige ansøger har til støtte herfor oplyst, at hun efter den mandlige ansøgers klammeri blev opsøgt af personer fra efterretningstjenesten på sin bopæl og på sin arbejdsplads, hvor de stillede spørgsmål vedrørende den mandlige ansøger og ransagede bopælen. Ansøgeren har endvidere oplyst, at hun i to dage er blevet tilbageholdt af efterretningstjenesten, hvor hun blev afhørt vedrørende den mandlige ansøger. Ansøgeren har ydermere oplyst, at hende familie i Iran er blevet opsøgt to gange efter hendes udrej-se, hvor myndighederne havde spurgt ind til ansøgerne og oplyst ansøgerens far om, at hun er kon-verteret, hvorfor hendes far og mor ikke længere vil have kontakt til hende. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgernes forklaring om den mandlige ansøgers besøg i en huskirke, hvor de fremmødte tog billeder af hinanden og hans møde hos en civil afdeling af Sepah, hvor han angiveligt skulle have medbragt og tabt et USB-stick med billeder mv. fra huskirken fremstår utroværdig. Flygtningenæv-net har nærmere lagt vægt på, at forklaringen om, hvordan den mandlige ansøger uden videre fik lov til at deltage i møder i huskirken og forklaringen om, at han medbragte et USB-stick med materialet fra huskirken uden at gøre sig overvejelser om, at det kunne være forbundet med en risiko navnlig henset til hans samtidige ophidselse og udbrud om, at han var kristen under mødet med Sepah forekommer helt utroværdig - også henset til den fare, der var forbundet med hans opførelse og baggrundsoplysningerne om, hvordan huskirker er svært tilgængelige og oplysningerne om, hvordan potentielle medlemmer overvåges i flere måneder, før de får adgang. Ansøgerne har ikke under nævnsmødet været i stand til at uddybe det påberåbte asylmotiv fra Iran, ligesom den kvindelige ansøgers forklaring for nævnet fremstod usammenhængende og uden detaljer. Den mandlige ansø-ger var ikke under nævnsmødet i stand til at uddybe sin interesse for kristendommen i Iran eller redegøre for de indre processer og tanker vedrørende kristendommen, som han måtte have gjort sig dengang. Han var heller ikke i stand til at redegøre for sammenhængen i sine handlinger, efter han havde tabt USB-sticket og råbt, at han var kristen hos Sepah og efterfølgende tog tilbage til sin ar-bejdsplads og hjem til sig selv om aftenen. Flygtningenævnet finder hertil, at det forekommer min-dre sandsynligt, at den kvindelige ansøger kunne udrejse legalt på sit eget pas i umiddelbar forlæn-gelse af episoden, hvor den mandlige ansøger angiveligt flygtede fra Sepah og efterfølgende blev eftersøgt og efter, at hun selv havde været tilbageholdt i to dage på grund af den mandlige ansøgers forhold. Flygtningenævnet kan herefter ikke lægge til grund, at den mandlige ansøger i Iran var blevet kristen eller interesseret i kristendommen eller, at ansøgerne i Iran ved udrejsen havde asyl-begrundende konflikter med de iranske myndigheder eller andre. Ansøgernes troværdighed er efter ovenstående bevisvurdering svækket. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge ansøgernes forklaring om, at de i Danmark er blevet overbevist kristne til grund. Der er herved lagt vægt på, at ansøgernes forklaring om deres kristne overbevisning fremstår konstrueret til lejligheden. Det fremstår i første omgang bemærkelsesværdigt, at de ikke fortalte den mandlige ansøgers farbror om deres problemer, og om at den mandlige ansøger var kristen eller interesseret i kristendommen ved indrejsen i Danmark og under det ugelange ophold hos farbroren, hvor de angiveligt løj om, at de bare var turister i Danmark særligt henset til, at farbroren selv var kristen og den, der angiveligt havde givet den mandlige ansøger interessen for kristendommen. Det fremstår i næste omgang bemærkelses-værdigt, at den kvindelige ansøger, som angiveligt var meget vred på sin mand, fordi han havde skabt denne situation på grund af religion, skulle få lyst til at gå i kirke og blive bedt for straks efter ankomsten til Sandholmlejren. Ansøgerne har under nævnsmødet om baggrunden for deres konver-sion og liv som kristne henvist til, at de føler ro og frihed i forbindelse med deres kristne tro, og at de er glade for, at man kan bede, når man vil og på det sprog, man vil, samt at de begge var utilfred-se med islam. De har endvidere henvist til, at det er vigtigt for dem at blive tilgivet for deres tidlige-re begåede synder. Ansøgerne, herunder navnlig den kvindelige ansøger har ikke været i stand til at redegøre nærmere for sine refleksioner i forbindelse med deres kristne overbevisning. Uanset, at navnlig den mandlige ansøger under nævnsmødet var i stand til at redegøre for nogle af de forskel-le, der er mellem folkekirken og frikirker samt diverse kristne begreber, finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at ansøgerne ikke på en troværdig og overbevisende måde har redegjort for, at deres deltagelse i talrige kristne aktiviteter er udtryk for en reel religiøs overbevisning, men at dette fremstår som konstrueret til lejligheden. De udtalelser fra præster og andre kristne aktører, der er fremlagt i sagen, kan ikke føre til en ændret vurdering. Der er herved lagt vægt på den sam-menhæng, som udtalelserne er fremkommet i. Den omstændighed, at ansøgerne har en fælles face-bookprofil med kristent indhold kan på ovennævnte baggrund heller ikke føre til en ændret vurde-ring. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de ved deres tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2020/27/gdan

iran202026

Nævnet meddelte i februar 2020 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Ind-rejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og ateist fra Iran. Ansøgeren sympatiserer med Komola og har delt opdateringer om partiet. Efter sin ankomst til Danmark har ansøgeren deltaget i et Komola-seminar og lagt politiske opslag og billeder op på Facebook, Instagram og Telegram. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet i mange år, fordi han er ateist, og fordi han har delt oplysninger om Komola og pershmerga-billeder på sociale medier. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at han frygter sin farbrors barnebarn Fatemeh familie, fordi han har haft et hemmeligt forhold til Fatemeh, som blev opdaget. Fatemehs familie har truet med at angive ansøgeren til myndighederne på grund af hans religiøse og politiske til-hørsforhold. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han begyndte at være politisk aktiv i [sommeren] 2014. Hans aktiviteter bestod i at lægge fire til fem billeder af peshmergaer med et kurdisk flag på sin side på appen B-talk. Han skrev en kort forklaring til billederne. På B-talk havde han cirka 200 forbindelser, hvoraf han kendte identiteten på omkring 30 af dem. Hans motivation for at lægge billederne op var, at peshmergaerne kæmper for kurdernes rettigheder. Omkring en måned efter det første opslag på B-talk blev han tilbageholdt af efterretningstjenesten. Han blev opsøgt på sin bopæl tidligt om morgenen. Han fik bind for øjnene og blev kørt til et ukendt sted og tilbageholdt i tre dage, hvor han blev udsat for fysiske overgreb. Personerne, som tilbageholdte an-søgeren, ville have oplysninger om Komola. Ansøgerens far fik ham løsladt, fordi han havde en bekendt i efterretningstjenesten. [slut vinteren] 2015 eller [start vinteren] 2016 deltog ansøgeren i et seminar i Danmark afholdt af Komola. På Telegram har han en lukket gruppe, hvor han deler in-formationer om ligestilling, menneskerettigheder og ateisme. Ansøgeren har endvidere til støtte for sit asylmotiv forklaret, at hans familie og hans farbror [A’s] familie ikke havde et godt forhold, idet de støttede det iranske regime, og ansøgerens familie støttede kurdernes rettigheder. Ansøgerens bror, [B], var gift med farbrorens anden datter, [C], idet han delte deres politiske overbevisning og var med i Basij. Ansøgeren mødte [D] til en familiesammenkomst i begyndelsen af [vinteren] 2013. I sommeren 2015 bad ansøgerens far om [D’s] hånd på ansøgerens vegne, men de fik afslag, idet [D’s] familie ikke brød sig om hans politiske og religiøse overbevisning. Ansøgerens far friede igen efter et par uger, men de fik igen afslag. Ansøgeren blev ved med at ses med [D]. En dag hjemme hos ansøgerens bror kom [D’s] farbror og så dem. Ansøgeren flygtede ud gennem bagdøren og rin-gede til sin ven, som kom og hentede ham. Ansøgeren blev kørt hjem til sine bedsteforældre, hvor han opholdt sig i 14 dage, indtil han udrejste af Iran. Ansøgeren har ydermere forklaret, at han har øget sin aktivitet på Telegram efter, at han er kommet til Danmark. Ansøgeren har under nævnsmødet [efteråret] 2018 fremlagt udskrifter af sin kommunikation på Telegram, hvor han– i modsætning til, hvad han har oplyst under tidligere samtaler med Udlændin-gestyrelsen – optræder under sit fulde navn og med angiveligt i visse tilfælde mere end 600.000 læsere. Endvidere har ansøgeren for nævnet fremlagt en række udskrifter af opslag på Telegram og Instagram. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring om sin konflikt med Fatemehs familie og sine politiske aktiviteter i Iran fremstår utroværdig og konstrueret med henblik på at opnå op-holdstilladelse i Danmark. For så vidt angår ansøgerens forklaring om konflikten med Fatemehs familie lægger Flygtningenævnet vægt på, at ansøgeren har forklaret forskelligt om møderne mellem ansøgerens familie og [D’s] familie, og om [A] var til stede ved forsoningsmødet. Nævnet kan henvise til Udlændingestyrelsens begrundelse i afgørelsen af [vinteren] 2019. Flygtningenævnet lægger endvidere vægt på, at ansøgeren har forklaret forskelligt om, hvem der opdagede ansøgeren og [D] ved episoden, der førte til ansøgerens udrejse. Til oplysnings- og motivsamtalen [sommeren] 2016 forklarede ansøgeren, at det var ansøgerens farbror, [E], og ansøgerens bror, [B], der kom hjem og opdagede dem, men til asylsamtalen [efteråret] 2016 forklarede ansøgeren, at familien kom hjem, og det var [E], der kom ind i stuen, og opdagede dem. Ansøgeren forklarede derimod til samtalen [vinteren] 2017, at det var [D’s] morbrødre [F] og [G], der kom ind i lejligheden og opdagede dem, mens ansøgeren både den [efteråret] 2018 og dags dato har forklaret, at det var [D’s] morbror, farbror og ansøgerens bror, der pludselig dukkede op. Endelig lægger Flygtningenævnet vægt på, at ansøgeren har forklaret afglidende og udbyggende, om ansøgerens familie talte om deres politiske holdninger med Fatemehs familie til familiesammenkomster. Nævnet kan henvise til Udlændinge-styrelsens begrundelse i afgørelsen af [vinteren] 2019. For så vidt angår ansøgerens forklaring om sine politiske aktiviteter i Iran lægger Flygtningenævnet vægt på, at forklaringen herom er udbyg-gende. Ansøgeren oplyste således intet om disse aktiviteter i sit ansøgningsskema, men forklarede først herom i samtalerne med Udlændingestyrelsen. Nævnet er opmærksom på ansøgerens forklaring om, hvorfor han ikke skrev om aktiviteterne i ansøgningsskemaet, men nævnet finder ikke, at forklaringen er overbevisende. Flygtningenævnet lægger også vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om den behandling, som han skulle være blevet udsat for, da han angiveligt blev til-bageholdt af myndighederne i forlængelse af, at han skulle have lagt fire til fem Komola-billeder på internettet. Ansøgeren forklarede således til oplysnings- og motivsamtalen, at han blev tilbageholdt i tre dage, og at han fik bind for øjnene, hvorefter ”de legede en leg, med ansøger som betød at an-søger faldt over nogle trapper”. Til asylsamtalen forklarede ansøgeren derimod udbyggende, at han fik lussinger hele tiden, og at han fik elektrochok på overkroppen i hvert fald fire til fem gange. For nævnet har ansøgeren dags dato forklaret, at han fik slag på kroppen, lussinger, blev narret til at falde ned af trapper og fik elektrochok. Flygtningenævnet finder, at der er tale om væsentlige diver-genser i forhold til centrale dele af ansøgerens forklaring, og som man må forvente, at ansøgeren fra første færd forklarer fyldestgørende om og i øvrigt forklarer ensartet om. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved sin udrejse var ateist, og at dette var kendt af an-søgerens familiemedlemmer. Nævnet lægger vægt på, at ansøgeren i asylansøgningsskemaet har oplyst, at han talte imod religion og Iran alle steder, mens han til asylsamtalen forklarede, at han kun talte om ateisme med [H]. Endvidere er ansøgerens generelle troværdighed svækket, jf. det anførte ovenfor. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin udrejse var efterstræbt af sin familie eller af myndighederne. Spørgsmålet er herefter, om ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved sine aktiviteter i Danmark er kommet i et modsætningsforhold til og er blevet profileret over for de iranske myndigheder, og at han derfor vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse ved en tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet finder, at det forhold, at ansøgeren én gang, fordi han var nysgerrig, har deltaget uden at være aktiv i et Komola-seminar, ikke i sig selv kan føre til, at ansøgeren må anses for at være blevet profileret over for de iranske myndigheder. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren, efter Udlændingestyrelsens afslag af [sommeren] 2017 har ændret adfærd på de sociale medier, således at han nu optræder under eget navn og med billede. Ansøgeren har for nævnet dokumenteret, at han er aktiv på Telegram, hvor han administrerer både en gruppe og en kanal, og hvor han i eget navn og med billede blandt andet offentliggør artikler med kritik af det iranske styre og islam. Ansøgeren har endvidere dokumente-ret, at nogle af hans artikler – i ansøgerens navn – er optaget på ”pmnews.se”, som er en uafhængig kurdisk hjemmeside, og på […], som er en kanal på Telegram. I en artikel på […] har ansøgeren argumentet for en kurdisk nationalstat, og artiklen er set af mere end 612.000. Dette skal sammen-holdes med, at stifteren af […], [XX], ifølge flere nyhedsmedier i [efteråret] 2019 blev anholdt af Den Iranske Revolutionsgarde og anklaget for blandt andet at være støttet af fremmede efterret-ningstjenester. Den Iranske Revolutionsgarde har ifølge nyhedsmedier opfordret alle, der har linket til […] til at melde sig. Ansøgeren har endvidere for nævnet dokumenteret, at der ved en søgning på hans navn fremkommer links til hans aktiviteter på Telegram. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at ansøgeren, der er udrejst illegalt af Iran, har sandsynliggjort, at de iranske myndighe-der, såfremt ansøgeren vender tilbage til Iran, allerede er eller vil blive opmærksom på ansøgerens regimekritiske synspunkter, og at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for for-følgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” [Iran/2020/26/YARS]

iran202025

Nævnet stadfæstede i februar 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelige stats-borger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og yarsan fra Kermanshah, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive udsat for vold, chikane, forfølgelse, fængsling eller likvidering af de iranske myndigheder på grund af hendes sønner og afdøde ægtefælles politi-ske aktiviteter for Kurdish Democratic Party of Iran (KDPI). Ansøgeren har endvidere som asylmo-tiv henvist til, at hun frygter forfølgelse af de iranske myndigheder, fordi hun er yarsan troende. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hendes ægtefælle var frihedskæmper for KPDI og er blevet slået ihjel af iranske soldater i 1970. Ansøgeren var til stede, da ægtefællen blev slået ihjel og soldaterne skød ligeledes efter ansøgeren. Det lykkedes ansøgeren at flygte fra stedet. Samme nat som skyderiet fandt sted flygtede ansøgeren med sine børn til Irak, idet hun frygtede, at hun også vil blive slået ihjel. Herefter flyttede ansøgeren tilbage til Iran i 2003, hvor hun bosatte sig i Chamzrisk sammen med sin datter. Ansøgeren boede sammen med sin datter indtil for 10-12 år siden, hvor datteren blev gift. I perioden fra 2003 til 2015 blev ansøgeren systematisk opsøgt på sin bopæl af repræsentanter fra den iranske efterretningstjeneste. Efterretningstjenesten udspurgte an-søgeren om hendes tre sønners opholdssted og deres aktiviteter generelt, idet de alle tre var med-lemmer af KDPI og aktive i yari bevægelsen. Efterretningstjenesten truede ansøgeren med, at de ville fængsle eller likvidere hende, hvis ikke hun samarbejdede. Ansøgeren har endvidere til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun blev chikaneret på grund af hendes religiøse overbevisning. Ansøge-ren blev kaldt vantro og nød ikke samme rettigheder som andre borger i landet. Ansøgeren henvendt sig flere gange til myndighederne for at få bevilliget ældreydelse og lægebistand, men blev afvist alle gange grundet hendes religiøse overbevisning og tilknytning til medlemmer af KDPI. Flygtnin-genævnet vurderede [vinteren] 2015, at ansøgeren ikke havde været udsat for asylbegrundende for-hold, og at hun ikke havde sandsynliggjort, at hun ville blive udsat for asylbegrundende forfølgelse ved en tilbagevenden til Iran, hvorfor nævnet stadfæstede Udlændingestyrelsens afslag på opholds-tilladelse. Spørgsmålet for Flygtningenævnet er, om ansøgeren har sandsynliggjort, at hun nu ved en tilbagevenden til Iran vil blive udsat for asylbegrundende forfølgelse. Ved denne vurdering må navnlig ansøgerens forklaring om sin kontakt med de iranske myndigheder, efter hun vendte tilbage til Iran i 2015, indgå. Ansøgeren har forklaret noget usammenhængende om myndighedernes kon-takt til hende. Ansøgeren har på den ene side til samtalen [sommeren] 2016 forklaret, at hun syste-matisk blev opsøgt på sin bopæl af repræsentanter for den iranske efterretningstjeneste, og at hun blev truet med fængsel eller at blive slået ihjel, hvis hun ikke gav myndighederne oplysninger om sine sønner. På den anden side har ansøgeren til samtalen [vinteren] 2017 forklaret, dels at efterret-ningstjenesten ikke på noget tidspunkt har henvendt sig på ansøgerens bopæl, dels at efterretnings-tjenesten én gang har henvendt sig på bopælen, og at ansøgeren i den forbindelse besvimede. Desu-den har ansøgeren til samtalen [vinteren] 2017 ikke kunnet huske, hvornår hun sidst talte med per-soner fra efterretningstjenesten, hvor mange gange hun talte med nogen fra efterretningstjenesten, eller hvordan personer fra efterretningstjenesten skældte hende ud for at være yarsan. Flygtninge-nævnet lægger herefter til grund, at ansøgeren blev opsøgt af myndighederne efter sin tilbagevenden til Iran, men nævnet kan ikke lægge til grund, at myndighedernes henvendelser har været af en sådan karakter og intensitet, at de kan begrunde, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 7. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren har forklaret, at hun aldrig har været tilbageholdt, og at personerne fra efterretningstjenesten altid kun har optrådt verbalt. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren – uanset at hendes børn og børnebørn er politisk aktive og imod det iranske styre, og at en stor del heraf er meddelt asyl i Danmark – ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Iran vil være i en risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Det forehold, at ansøgeren er yarsan, ligesom ansøgeren må antages at have vanskelige socioøkonomiske forhold ved en tilbagevenden til Iran, kan heller ikke begrunde, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” [Iran/2020/25/YARS]

iran202034

Nævnet stadfæstede i februar 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om inddragelse af op-holdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte:”Det fremgår af sagen, at klageren er iransk statsborger, etnisk perser og har oplyst at være ateist fra Teheran, Iran. Klageren har som asylmotiv oprindeligt henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse, idet hun er konverteret til kristendommen. Klageren har således oprindelig oplyst, at hun via en veninde i 2009 blev introduceret for en kristen gruppe i Iran. Klage-ren blev døbt hemmeligt i Iran i slutningen af 2009. Den [dato efteråret] 2012 blev et af de kristne møder afsløret af politiet. Klageren flygtede uden at blive set. Hun frygtede, at nogle af de andre blev anholdt. Klageren boede efterfølgende hos sin morbror i cirka fem måneder, indtil hun udrejste af Iran. Tre dage efter mødet var afsløret, ringede klagerens mor og fortalte, at politiet havde ransa-get familiens bopæl, og at politiet ledte efter klageren. Ved ransagningen fandt politiet klagerens kristne dokumenter. Udlændingestyrelsen meddelte den [dato vinteren] 2013 den iranske statsbor-ger [klageren], opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Den [dato sommeren] 2019 har Udlændingestyrelsen truffet afgørelse om ikke at forlænge klagerens opholdstilladelse, jf. udlæn-dingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 2, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Klageren har for nævnet gjort gældende, at hun erkender at have opnået sin opholdstilladelse i Danmark ved svig, men at udlændingelovens § 26 er til hinder for, at opholdstilladelsen nægtes forlænget. Ved en til-bagevenden til Iran vil hun fortsat være i risiko for forfølgelse som følge af, at myndighederne vil anse hendes konvertering som reel, ligesom hun siden [efteråret] 2019 har udtalt sig kritisk over for de iranske myndigheder på Facebook, Twitter og i universitetets radioudsendelse. Det følger af ud-lændingelovens § 11, stk. 2, at en udlændings tidsbegrænsede opholdstilladelse forlænges, medmin-dre der er grundlag for at inddrage opholdstilladelsen efter de grunde, der er nævnt i udlændingelo-vens § 19. Efter udlændingelovens § 19, stk. 2, nr. 1, kan en opholdstilladelse altid inddrages, hvis udlændingen har opnået opholdstilladelsen ved svig. Ved afgørelsen om inddragelse af en opholds-tilladelse skal det vurderes, om inddragelse må antages at virke særlig belastende, navnlig på grund af de hensyn der er nævnt i udlændingelovens § 26, stk. 1. Klageren har over for Flygtningenævnet erkendt, at hun har givet forkerte oplysninger til Udlændingestyrelsen i forbindelse med behandlin-gen af hendes asylansøgning. Over for nævnet har hun forklaret, at hun lærte sin tidligere kæreste [M] at kende i Iran i 2012, og at hun rejste med ham til Italien [sommeren] 2012 for at studere. Hun udrejste af Iran, idet hun ikke så nogen fremtid for sig selv i Iran, og hun ønskede at opnå et bedre liv i Europa. Hun blev i Italien, indtil rejsen til Danmark i [foråret] 2013 og har ikke været i Iran siden sommeren 2012. I forbindelse med rejsen til Danmark fabrikerede [M] et asylmotiv for dem begge. Hun er ikke kristen og tror ikke på nogen gud. Det må efter klagerens oplysninger for nævnet lægges til grund, at hun har afgivet bevidst urigtige oplysninger under sin asylsag, og at hendes opholdstilladelse i Danmark herved er opnået ved svig. Da klageren har opnået sin opholdstilladelse ved svig, er betingelserne for at nægte at forlænge opholdstilladelsen opfyldt, medmindre en sådan afgørelse må antages at virke særlig belastende, navnlig på grund af de hensyn der er nævnt i ud-lændingelovens § 26, stk. 1. Nævnet finder anledning til at bemærke, at da klageren har opnået sin opholdstilladelse ved svig, vil de hensyn til klageren selv, der er nævnt i § 26, stk. 1, tillægges min-dre vægt i den proportionalitetsafvejning, der skal foretages efter såvel denne bestemmelse som efter EMRK art. 8. Ved proportionalitetsvurderingen har nævnet lagt vægt på bl.a., at klageren har haft opholdstilladelse siden [efteråret] 2013, at hun har særdeles gode danskkundskaber, at hun si-den [vinteren] 2017 har været i gang med en videregående uddannelse, at hun under sit ophold i Danmark har været beskæftiget i forskellig grad, at hun har et netværk af venner i Danmark, og at hun har arbejdet som frivillig i forskellige foreninger. Nævnet har endvidere tillagt det vægt, at kla-geren siden [efteråret] 2019 har været gift med en herboende mand, der er svensk statsborger, at hun ikke i øvrigt har familie i Danmark, og at hun har familie i Iran. Nævnet finder anledning til at bemærke, at klagerens indgåelse af ægteskabet med den herboende svensk mand er sket på et tids-punkt, hvor Udlændingestyrelsen havde nægtet at forlænge klagerens opholdstilladelse, og at fami-lielivet derfor er indledt på et tidspunkt, hvor klageren ikke kunne have en berettiget forventning om, at familielivet kunne opretholdes i Danmark. Efter en samlet vurdering heraf – sammenholdt med den omstændighed at opholdstilladelsen er opnået ved svig – finder nævnet, at der ikke fore-ligger sådanne omstændigheder, at en afgørelse om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelsen må antages at virke særlig belastende i udlændingelovens § 26’s forstand, ligesom en sådan afgørelse ikke vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK art. 8. Spørgsmålet er herefter, om der på baggrund af klagerens nye oplysninger er grundlag for at meddele hende opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Klageren frygter fortsat de iranske myndigheder, idet hun mener, at de iranske myndigheder (om end på et urigtigt grundlag) mistænker hende for at være kristen (såkaldt imputed religious opinion) på grund af hendes langvarige ophold uden for Iran og hendes forbindelser til kirker og kristne netværk i Danmark. Hun frygter derfor ved en tilbage-venden til Iran, at hun vil blive betragtet som en konvertit og dermed risikere dødsstraf. Flygtninge-nævnet finder, at der ikke er holdepunkter i sagen for at antage, at hun som følge af sit langvarige ophold uden for Iran eller hendes periodevise kristne aktiviteter er kommet i et asylbegrundende modsætningsforhold til de iranske myndigheder. Nævnet henviser herved til de foreliggende bag-grundsoplysninger i blandt andet Fact Finding Report ”House Churches and Converts” udgivet af Dansk Flygtningehjælp og Udlændingestyrelsen i februar 2018 og Iran COI Compilation fra juli 2018, Accord, Austrian Red Cross, hvoraf fremgår bl.a., at erklæring om konversion i forbindelse med ansøgning om asyl ikke i sig selv vil føre til forfølgelse. Hertil kommer, at klageren med Ud-lændingestyrelsens og denne afgørelse vil kunne fremlægge dokumentation for, at oplysningerne om konversionen ikke var reelle, men alene begrundet i et ønske om at opnå opholdstilladelse. Endelig har klageren henvist til, at hun siden [efteråret] 2019 har ytret sig systemkritisk i forhold til de iranske myndigheder på sociale medier og i forbindelse med en radioudsendelse på en radiostation tilknyttet universitetet. Det fremgår af oplysningerne i sagen, at klageren har delt og kommenteret på systemkritisk materiale, men dette er alene sket på hendes lukkede Facebook profil, der bærer det navn, som klageren efter flytningen til Danmark har anvendt og fået registreret. Klagerens opslag på Twitter er efter hendes egen forklaring ikke meget systemkritiske, idet hun har været opmærksom på og fulgt andres råd om ikke at udtale sig særdeles kritisk om de iranske myndigheder på grund af den risiko, der kan være forbundet hermed. Hertil kommer, at hendes Twitterprofil alene har 10 følgere, og at hun har anvendt et fornavn, der er forskelligt fra det, som hun havde, da hun udrejste af Iran i 2012. Endelig må det om klagerens deltagelse i et radioprogram – efter klagerens egen forklaring herom – lægges til grund, at hun også under sin deltagelse i denne udsendelse har været opmærksom på, hvor kritisk hun har udtalt sig, ligesom det må lægges til grund, at udsendelsen, der efter det oplyste blev transmitteret live via Instagram, ikke har haft nogen stor udbredelse. Der er herefter ikke holdepunkter for at antage, at klageren som følge af disse aktiviteter, der alle er indledt efter Udlændingestyrelsens afgørelse om at nægte at forlænge hendes opholdstilladelse, er eller vil kunne komme i et asylbegrundende modsætningsforhold til de iranske myndigheder. Heller ikke klagerens nye oplysninger kan således begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2020/24/kaa

iran202022

Nævnet meddelte i februar 2020 opholdstilladelse med konventionsstatus til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og muslim fra Mashhad, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han under sit ophold i Danmark er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at ansøgerens ven fra Center [X] inviterede ham med i kirke umiddelbart efter det kraftige jordskælv i den kurdiske del af Iran i november 2017. Ansøgeren fik i den forbindelse interesse for kristendommen, fordi der i kirken blev bedt bønner for alle ofrene uan-set deres religiøse tilhørsforhold. Ansøgeren begyndte herefter at gå regelmæssigt i kirke. Ansøgeren påbegyndte kristendomsundervisning i [begyndelsen af] 2018, hvor han også begyndte at deltage i andre sociale aktiviteter arrangeret af kirken. Da dåbsforberedelsen var afsluttet, var han endnu ikke klar til at lade sig døbe. Han påbegyndte et nyt undervisningsforløb i [foråret] 2018, [en dato i efteråret] 2018 blev han døbt. Flygtningenævnets flertal finder, at ansøgerens forklaring om konver-sionen har fremstået troværdig og som udtryk for en reel indre overbevisning. Ansøgerens forklaring om konversionen er underbygget af en række udtalelser fra præster i Den Danske Folkekirke. Ansøgeren har endvidere for nævnet på overbevisende måde været i stand til at redegøre for kri-stendommen, herunder for de kristne grundsætninger, ligesom han på overbevisende måde har været i stand til at sætte kristendommen i relation til sit eget liv. Endelig har ansøgeren forklaret, at han ved en tilbagevenden til Iran ønsker at leve som kristen og udbrede kendskabet til kristendommen. Flygtningenævnets flertal finder på den anførte baggrund, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2020/22/MLVT

iran202021

Nævnet stadfæstede i februar 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar fra Iran. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Den mandlige ansøger er etnisk perser. Den kvindelige ansøger tilhører ikke en etnisk gruppe. Begge ansøgere er fra Teheran, Iran. Ansøgerne har oplyst, at de under deres ophold i Iran er kon-verteret fra islam til kristen protestantisme. Ansøgerne har ikke været medlemmer af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Iran frygter forfølgelse fra de iranske myndig-heder som følge af deres konversion. Den mandlige ansøger har oplyst, at han fik kend-skab til kri-stendommen gennem sin automekaniker ved navn [A] i 2013 eller 2014. Den mandlige ansøger talte nedsættende om islam, og [A] fortalte om kristendommen. Omkring [efteråret] 2017 tiltog kontakten med [A], og den mandlige ansøger fandt ud af, at [A] stod for at drive en huskirke, som den mandlige ansøger besøgte første gang [efteråret] 2017. Den kvindelige ansøger kom først med i kirken to måneder senere. Begge ansøgere, der på det tidspunkt havde taget af-stand fra islam, kon-verterede umiddelbart efter, at de begyndte at komme i huskirken, hvilket de gjorde hver 2. uge. Ansøgerne rejste i [sommeren] 2018 til Danmark på besøgsvisum for at besøge deres to herboende børn. [Sommeren] 2018 ringede ansøgernes datter fra Iran og fortalte, at myndighederne havde ran-saget ansøgernes hjem, udsat datterens og dennes ægtefælle for vold og meddelt, at ansøgerne var eftersøgt, fordi de var konverteret til kristendommen, ligesom myndighederne havde afleveret en dom over ansøgerne. Ansøgerne har under opholdet i Dan-mark gået i kirke hver uge og har herud-over deltaget i ugentlig undervisning og andre aktiviteter. De blev begge døbt [foreåret] 2019 i Jel-ling Kirke. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaringer, herunder om at de reelt er konverteret til kristendommen, til grund. Flygtningenæv-net kan således ikke lægge forklaringerne om deres kristne aktiviteter i Iran og den som følge heraf opståede myndighedsforfølgelse til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at den mandlige ansøger under asylsagens behandling har forklaret divergerende om, hvornår han var hjemme hos [A] første gang, og om han på forhånd var klar over, at han skulle møde i [A]s huskirke, da han var der første gang. Nævnet har endvidere vægt på, at den af ansøgerne frem-lagte dom fra de iranske myndigheder i henhold til Udenrigsmi-nisteriets notat af [foråret] 2019 af en uafhængig kilde er vurderet som værende ikke ægte. Nævnet har endvidere fundet det helt usandsynligt, at ansøgernes datter i Iran angiveligt omkring [dato i sommeren] 2018 modtog en tilsigelse fra myndighederne – i anledning af ansøgernes konversion med påbud for ansøgerne om at give møde [anden dato i sommeren] 2018 – uden at orientere ansø-gerne herom. Det findes tillige usandsynligt, at ansøgerne, efter at myndighederne angiveligt ransa-gede familiens bopæl og udsatte datteren og dennes ægtefælle for vold, ikke kontaktede [A] eller andre medlemmer af menigheden for at høre, om disse have været udsat for overgreb. Flygtninge-nævnet kan heller ikke lægge til grund, at ansøgerne i Danmark reelt er konverteret til kristendom-men. Nævnet bemærker indledningsvis, at ansøgernes generelle troværdighed af de førnævnte grunde må anses for afsvækket. Nævnet har herudover lagt vægt på, at ansøgernes forklaringer for nævnet om baggrunden for deres konvertering og indre afklaringsproces ikke giver indtryk af, at deres kon-version er reel. Nævnet har tillige tillagt det en vis vægt, at ansøgerne rejste til Danmark på be-søgsvisum med udløb i [efteråret] 2018, og at ansøgerne – der som tidligere anført ikke kan anses for at have haft interesse for kristendommen forud for indrejsen til Danmark – straks efter indrejsen i Danmark i [sommeren] 2018 begyndte at engagere sig i kristne aktiviteter. Flygtnin-genævnet finder derfor, at betingelserne for at meddele opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, ikke er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens af-gørelse.” iran/2020/21/MEG

iran202020

Nævnet meddelte i februar 2020 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Ind-rejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk lor og født muslim fra […] Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at bliver slået ihjel af de iranske myndigheder, fordi han er en del af sin egen gren af [navn på trossamfund] og offentligt har kritiseret islam. Han frygter der-udover den generelle befolkning og slægtninge fra hans fars side, fordi han er en del af sin egen gren af [navn på trossamfund]. Han har til støtte herfor oplyst, at han siden 2005 har blogget på in-ternettet om diverse temaer, herunder religiøse temaer. I 2006 eller 2007 dannede han sin egen reli-gion, [navn på egen religion]. På et tidspunkt i 2010 eller 2011 blev ansøgeren opsøgt på sin bopæl af myndighederne. De tog ham med på politistationen, hvor de konfronterede ham med, at han på internettet havde kritiseret den måde, hvorpå muslimer beder. Ansøgeren tilbragte to uger i fængsel, hvorefter han blev løsladt mod kaution. I 2010 til 2011 begyndte han at undersøge kristendommen og Gud generelt. Mellem 2011 og 2015 rejste ansøgeren tre til fire gange frem og tilbage mellem Iran og [navn på land]. I 2014 blev han i [navn på samme land] introduceret til [A], der var præst i [navn på trossamfund]. Fra 2015 begyndte [A] at undervise ansøgeren i kristendommen. Ansøgeren vendte tilbage til Iran i 2015, hvor han fortsatte med at blive undervist af [A] via Skype. I 2016 be-gyndte ansøgeren at betragte sig som en del af [navn på trossamfund] og fusionerede [navn på egen religion] med [navn på trossamfund]. I [foråret] 2018 begyndte ansøgeren at undervise sine tre ven-ner i den enes musikstudie. En anden bekendt, [B], kom også til tider forbi uden dog at deltage i undervisningen. En aften byttede ansøgeren telefon med [B]. Ansøgeren fandt senere ud af, at [B’s] telefon ikke var lige så meget værd, som ansøgeren oprindeligt havde troet. Ansøgeren ringede her-efter til [B] for at få sin telefon tilbage, men han nægtede. Ansøgeren ringede ligeledes til [B]s mor tre gange. En dag i [sommeren] 2018 blev ansøgerens bopæl opsøgt af Sepahs efterretningstjeneste, som spurgte efter ansøgeren. Ansøgeren var ikke til stede, da han opholdt sig på sin søsters kontor. Det fremgik af ransagningskendelsen, at det var [B], der havde meldt ansøgeren til Sepah. Ansøge-ren hørte om opsøgningen fra sin søster nogle timer senere. Hun fortalte, at der var en arrestordre på ham på grund af hans hjemmeside og hans undervisning i kristendommen. Ansøgeren rejste herefter fra Shiraz til Teheran, hvorfra han påbegyndte sin udrejse. Den [dato i sommeren] 2018 udrejste ansøgeren illegalt til Iran. Den [dato i foråret] 2019 blev der udgivet en artikel på internettet af ukendte personer, hvoraf de fremgik, at ansøgeren havde kritiseret islam. Nogle dage senere blev ansøgerens far indkaldt til møde på Sepahs efterretningstjenestes kontor. Han blev spurgt om, hvor-for ansøgeren havde skrevet, som han havde på internettet. Han fortalte dem, at ansøgeren var ud-rejst af Iran, hvorefter han fik lov til at gå. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring fremstår troværdig og selvoplevet, ligesom ansøgerens forklaring om sin konversion yderligere fremstår re-flekteret og oprigtig. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at divergenserne i ansøgerens for-klaring ikke kan tillægges afgørende betydning, i hvilken forbindelse Flygtningenævnet også har lagt vægt på ansøgerens psykiske tilstand. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgeren er konverteret fra islam til kristendommen, nærmere sin egen gren af [navn på trossamfund], og at han ved en tilbagevenden til Iran fortsat vil leve som en kristen. Flygtningenævnet finder endvidere, at det må anses for sandsynligt, at ansøgerens kristne overbevisning fortsat vil komme til udtryk ved en tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet lægger også til grund, at ansøgeren i 2010/2011 blev anholdt, tilbragte nogen tid i fængslet og blev idømt en bøde og betinget fængsel, fordi han på in-ternettet havde kritiseret den måde, som muslimer beder på, ligesom ansøgeren blev tvunget til at slette indholdet på sin Facebookside, hvor han havde en profil under navnet ”[profilnavn]” (på far-si). Flygtningenævnet lægger derudover til grund, at ansøgerens bopæl i sommeren 2018 blev opsøgt af de iranske myndigheder, og at der var udstedt en arrestordre på ham på grund af ansøgerens hjemmeside, og fordi ansøgeren underviste i kristendom, hvorefter ansøgeren flygtede ud af landet. Flygtningenævnet lægger yderligere til grund, at ansøgerens far blev indkaldt til et møde hos efter-retningstjenesten nogle dage, efter at der den [dato i foråret] 2019 blev udgivet en artikel på inter-nettet af et nyhedsmedie under myndighedernes kontrol, hvor ansøgeren under betegnelsen ”[profil-navn]” (på farsi) var nævnt. Ansøgerens far blev udspurgt om de ting, som ansøgeren havde skrevet på internettet. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgeren er profileret i forhold til de iranske myndigheder, og at de – selv efter at han har forladt landet - overvåger hans aktivitet på internettet. Flygtningenævnet lægger endelig til grund, at ansøgeren fortsat og efter at have forladt Iran i stigende grad ytrer sig islam- og regimekritisk på internettet. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2020/20/DH

iran202019

Nævnet stadfæstede i januar 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er iransk statsborger, etnisk kurder og har oplyst at være kristen protestant af religiøs overbevisning. Ansøgeren er født i Ramadi, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet eller længerevarende fængslet af de iranske myndigheder, fordi han er konverteret fra islam til kristendommen. Ansøgeren mødte [i starten af] 2013 en kristen mand ved navn [A] på en frisørskole i Iran, og i starten af 2015 introducerede [A] ansøgeren for kristendommen, og [A] gav ansøgeren en CD om kristendommen. I [foråret] 2015 begyndte ansøgeren at deltage i kristne ceremonier i [A]’s hjem, og efter ansøgeren havde deltaget i en række ceremonier, konverterede han fra islam til kristendommen. I [sommeren eller efteråret] 2015 gav ansøgeren sin medarbejder, [B], et hæfte om kristendommen. [B] udleverede hæftet til en ven, og [B] blev herefter anholdt af de iranske myndigheder. Samme dag blev ansøgerens frisørsalon og bopæl opsøgt og undersøgt af de iranske myndigheder, og ansøgeren udrejste herefter af Iran. Flygtningenævnet lægger efter ansøgerens forklaring til grund, at han efter at være meddelt afslag på asyl [i starten af] 2017 har deltaget i kristne aktiviteter i en række kirker og her er indgået i kristne fællesskaber. Nævnet finder imidlertid, at ansøgeren hverken før eller efter afslaget på asyl [i starten af] 2017 er blevet overbevist kristen på en måde, der kan begrunde asyl i Danmark. Nævnet lægger herved for det første vægt på, at ansøgeren under nævnsmødet ganske vist har udvist et større og mere præcist kendskab til kristendommen, end tilfældet var under samtalerne med Udlændingestyrelsen i [foråret] og [efteråret] 2016 og under nævnsmødet [i starten af] 2017, men hans forklaring om kristne forhold forekommer fortsat at være mekanisk udenadslære uden dybere refleksioner af religiøs karakter. Hertil kommer, at ansøgeren under nævnsmødet i dag har oplyst, at det må bero på en tolkefejl, at han ifølge referatet af samtalen med Udlændingestyrelsen [fra efteråret] 2016 ikke kendte Fadervor, idet han da udmærket kendte til bønnen. Ansøgeren har imidlertid selv godkendt referatet af samtalen uden bemærkninger til det anførte, der i øvrigt stemmer med, at ansøgeren også på andre punkter viste et sparsomt kendskab til kristendommen. Hertil kommer endvidere, at ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende om sin kontakt med sin familie, idet han under genoptagelsessagen har forklaret, at han efter sin indrejse i Danmark kun har været i telefonisk kontakt med sin familie en gang, at familien da ringede ham op og i den forbindelse slog hånden af ham, fordi han var konverteret til kristendommen, hvorimod han under samtalen med Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2016 oplyste, at han selv havde ringet op til sin mor og bror via en netcafé en måned forinden, og at moderen og broderen oplyste, at ingen havde opsøgt familien på bopælen, efter at ansøgeren var kommet til Danmark. Ansøgeren oplyste derimod intet om, at de slog hånden af ham. Selvom ansøgeren efter afslaget på asyl [i starten af] 2017 har fortsat sine kristne aktiviteter på de forskellige centre, hvor han har haft ophold, herunder Kærshovedgård og Ellebæk, kan nævnet på denne baggrund ikke lægge til grund, at ansøgeren nu reelt er konverteret til kristendommen. Da Flygtningenævnet ikke kan lægge til grund, at ansøgerens konvertering er reel, kan det heller ikke lægges til grund, at ansøgeren vil udøve kristne aktiviteter ved en tilbagevenden til Iran. Spørgsmålet er herefter, om ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran risikerer asylbegrundende forfølgelse på grund af sin fremstilling på den iranske ambassade [i foråret] 2018, hvor ansøgeren efter det oplyste bar et kors synligt udenpå tøjet. Af det australske udenrigsministeriums (DFAT) rapport om Iran af 7. juni 2018 fremgår blandt andet: “5.25. According to international observers, Iranian authorities pay little attention to failed asylum seekers on their return to Iran. Iranians have left the country in large numbers since the 1979 revolution, and authorities accept that many will seek to live and work overseas for economic reasons. International observers report that Iranian authorities have little interest in prosecuting failed asylum seekers for activities conducted outside Iran, including in relation to protection claims. This includes posting social media comments critical of the government – heavy internet filtering means most Iranians will never see them – converting to Christianity, or engaging in LGBTI activities. In such cases the risk profile for the individual will be the same as for any other person in Iran within that category. Those with an existing high profile may face a higher risk of coming to official attention on return to Iran, particularly political activists.” Det følger af Udlændingestyrelsen og Dansk Flygtningehjælps fact-finding rapport fra februar 2018: House Churches and Converts blandt andet, at: “Several sources addressed the issue regarding Iranian converts returning from Europe. According to two sources, converted returnees who do not carry out activities related to Christianity upon return will not be of interest to the authorities. Middle East Concern made the distinction whether the converted person was known before leaving Iran or not; returning will cause problems if the convert has been known by the authorities before leaving. If the opposite is the case, going back to Iran would not be problematic. Converts who announce their conversion in public may face serious problems. If the returned convert has been very outspoken about his/her conversion on social media, including Facebook, the authorities might become aware of it and arrest and interrogate the convert upon return. A Western embassy (3) said that the subsequent process would depend on what the returnees inform the authorities about. The embassy did not consider that the converts would receive harsh punishment if they are not high-profiled and are not involved in propagating Christianity or activities perceived as a threat to national security. Declaring conversion on Facebook in itself does not lead to persecution but likely to monitoring. One source explained that a photo indicating a conversion posted on the internet would be evaluated by the authorities along with the profile and activities of the converted person. If the person did not have any previous affiliation with Christianity before leaving the country, he/she will not be persecuted. If a converted person uses the religion politically to for instance compare disadvantages of Islam with advantages of Christianity or another religion on social media, it could be a problem for him, a source mentioned. Most Iranians are not very religious, but they might see conversion as a way to come closer to Western values, and as a protest against the system, another source mentioned. However, it was underlined that it would apply to a person who has made his/her own analysis of the two religions and not someone who has used “copy paste” phrases.” Det fremgår yderligere af British Home Offices rapport af 27. februar 2017: Country Policy and Information Note - Iran: Christians and Christian converts blandt andet, at: “Those who have converted from Islam and whose conversion is likely to come to the attention of the authorties in Iran (including through evangelical or proselytising activities or the person having previously come to the adverse attention of the authorities for other reasons) are at real risk of persecution on return. “ 2.2.9 Some sources suggest that a person who has converted to Christianity abroad and returned to Iran would only be at risk if the authorities previously had an interest in their activities in Iran or if the convert would engage in evangelical or proselytising activities (see Treatment of those returning to Iran who have converted abroad).” Det fremgår ligeledes af Landinfo’s rapport af 29. november 2017: Temanotat Iran. Kristne konvertitter og hjemmekirker (2) - arrestasjoner og straffeforfølgelse blandt andet, at: ”Iranske myndigheter har det siste tiåret trappet opp overvåkningen og undertrykkelsen av aktiviteter blant protestantiske kristne som har konvertert fra islam. Mens de tradisjonelle, etnisk baserte kirkene som finnes blant armenere og assyrere, får drive sin trosutøvelse innenfor rammen av Den islamske republikken Iran, har misjonering blant muslimer og organisert virksomhet blant konvertitter blitt slått ned på med stengning av kirker, arrestasjoner og straffeforfølgelse. Sommeren 2017 ble det utstedt en rekke uvanlig lange fengselsstraffer for misjonering og annen aktivitet knyttet til hjemmekirker. Tilgjengelig informasjon tyder på at straffedømte konvertitter i stor grad dømmes for en aktivitet, og ikke for konverteringen i seg selv. Informasjonen synes videre å indikere at det som oftest er ledere og personer med en fremtredende rolle, eller som anklages av myndighetene for å ha en slik rolle, som idømmes de strengeste straffene. Andre faktorer som synes å virke skjerpende på domstolenes reaksjoner er ulike former for utadrettet virksomhet, som kontakt med menigheter i utlandet, internettaktivitet, pengeoverføringer, å opptre som husvert for en hjemmekirke, eller gjentatt aktivitet etter å ha vært arrestert én gang.” Selvom de iranske myndigheder måtte være bekendt med, at ansøgerens asylansøgning var begrundet i, at han er konverteret til kristendommen, er de samtidig bekendt med, at han ikke har opnået asyl i Danmark. På denne baggrund, og da det ikke kan lægges til grund, at ansøgeren er profileret som kristen i Iran, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke i forbindelse med fremstillingen på den iranske ambassade har påkaldt sig de iranske myndigheders interesse på en sådan måde, at han ved en tilbagevenden til Iran af den grund risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor på ny Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2020/19/CERA

iran202016

Nævnet stadfæstede i januar 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger Iran. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tyrker fra Teheran, Iran. Ansøgeren har oplyst, at han siden sin indrejse i Danmark er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har videre oplyst, at han tidligere ikke var religiøs, men at hans mor er shiamuslim. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter overgreb fra familien til en gift kvinde, som han har haft et seksuelt forhold til. Ansøgeren har til støtte for dette asylmotiv oplyst, at han i Iran arbejdede med fremstilling af tøjbeklædning til kvinder og børn. I [foråret] 2018 søgte en kvinde ved navn [A] arbejde hos ansøgeren. Ansøgeren ansatte [A], og de lærte hinanden bedre at kende. Efter et stykke tid blev ansøgeren forelsket i [A]. Ansøgeren og [A] begyndte at mødes i hemmelighed tre til fire gange om ugen, og de udviklede et seksuelt forhold. Forholdet stod på i omkring seks måneder. Efter et stykke tid tog ansøgeren [A] med hjem til sin mor, da ansøgeren ønskede at blive gift med [A]. Under besøget hørte ansøgeren, at flere personer skændtes foran det lejlighedskompleks, som moren boede i, og han hørte, at nogen prøvede at bryde lejlighedskompleksets hoveddør op. En af naboerne, som var ved at forlade bygningen, åbnede hoveddøren, hvorefter tre mænd gik ind i bygningen. Den ene af mændene var [A’s] ægtefælle. Ansøgeren kunne høre, at ægtefællen spurgte naboen, hvor ansøgeren opholdt sig. Naboen fortalte, at ansøgeren opholdt sig i lejlighed nummer to. Da [A’s] ægtefælle kom frem til lejlighedens hoveddør, begyndte ægtefællen at råbe og banke hårdt på døren. [A] blev meget bange, og hun fortalte ansøgeren, at han var nødt til at flygte, da ægtefællen ville slå ansøgeren ihjel. Ansøgeren gik ud på lejlighedens altan, hvorefter han sprang ned i baggården. Da ansøgeren kom ud til hovedgaden, mødte han en af sine venner, som tog ham med på sin motorcykel. Ansøgeren udrejste herefter af Iran. Ansøgeren har efterfølgende talt med sin mor, der har fortalt, at de tre mænd ledte efter ansøgeren i lejligheden, men at de flygtede fra stedet, da de ikke kunne finde ham. De tre mænd tog [A] med sig. Moren har videre fortalt, at der tre gange er kommet nogen til lejligheden, som har udgivet sig for at være fra postvæsenet. Når moren har kigget igennem sin dørspion, har hun dog kunnet se, at de ikke var fra postvæsenet, hvorfor hun ikke åbnede døren ind til lejligheden. Ansøgeren har videre som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter forfølgelse, da han under sit ophold i Danmark er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har om dette asylmotiv oplyst, at han for første gang var i kirke i Danmark [i vinteren] 2018. Ansøgeren begyndte herefter at deltage i de ugentlige gudstjenester. Ansøgeren har oplyst, at han er blevet døbt [i foråret] 2019. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sine asylmotiver til grund. Ansøgeren har herom forklaret divergerende, utroværdigt og ureflekteret. Flygtningenævnet kan således ikke lægge til grund, at ansøgeren risikerer overgreb fra familien til en gift kvinde, som han angiveligt har haft et seksuelt forhold til. Ansøgeren har herom forklaret divergerende. Til oplysnings og motivsamtalen [i vinteren] 2018 har han således oplyst, at han hørte skænderi på gaden, hvorefter nogen forsøgte at bryde døren til bygningen op. Til asylsamtalen [i sommeren] 2019 har ansøgeren forklaret, at han troede, at det var en slåskamp, som han hørte fra gaden, og at der ikke var yderligere lyde. Som Udlændingestyrelsen vurderer Flygtningenævnet, at dette er en meget central del af ansøgers asylmotiv, hvorfor han må forventes at forklare samstemmende herom. Det fremstår endvidere utroværdigt, at ansøgeren skulle kunne mødes over en længere periode offentligt på gader og restauranter med [A] nær deres arbejdsplads, når det af sagen fremgår, at [A] er gift. Ansøgeren har herom endvidere i Flygtningenævnet forklaret forskelligt omkring det tidspunkt på dagen, hvor de mødtes og om de gik ud sammen eller hver for sig. Det er endvidere utroværdigt, at ansøgeren stort set ingen personlige oplysninger har omkring [A], herunder om hendes familie og baggrund, henset til ansøgerens egen forklaring om, at de har kendt hinanden gennem 4 – 5 måneder, hvor de har set hinanden flere gange ugentligt, og når ansøgeren havde planer om at gifte sig med hende. Endvidere fremstår det utroværdigt, at ansøgerens begrundelse for at [A] ikke kunne flygte med ham var, at en kvinde jo ikke kan flygte ned fra en balkon, og at ansøgeren ikke efterfølgende har forsøgt at finde ud af, hvad der er sket med [A], særligt henset til at ansøgeren oplyser, at han fortsat elsker hende. Flygtningenævnet kan endvidere ikke lægge ansøgerens forklaring om sin konvertering til kristendommen, kort efter sin ankomst til Danmark, til grund. Flygtningenævnet har herved henset til, at ansøgerens bevæggrunde for og tanker omkring sin konvertering fremstår ureflekterede og tillærte. Ansøgeren har således ikke på overbevisende måde kunnet redegøre for sin indre afklaringsproces eller forklare om sine eksistentielle overvejelser om sin konvertering til kristendommen, selvom han efter sin egen forklaring i Iran var ikke-troende muslim. Ansøgerens forklaring om, at han efter en samtale på 2 timer med en person i Grækenland var blevet overbevist om sin tilslutning til Kristendommen, fremstår utroværdig. Den omstændighed, at [kirke A], [kirke B] og sognepræst […] har oplyst, at ansøgeren har været trofast deltager i Gudstjenesterne og deltaget i kirkelige aktiviteter, kan ikke føre til et andet resultat. Det forhold, at ansøgeren efter det oplyste har en Facebook-profil med kristne budskaber, kan ikke føre til et andet resultat, idet ansøgeren ikke herved kan anses for at være særligt profileret. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være forfulgt, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i konkret og individuel risiko for overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2020/16/JHB

iran202015

Nævnet stadfæstede i januar 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger Iran. Indrejst i 2019. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk lorer fra Teheran, Iran. Ansøgeren har oplyst, at han under sit ophold i Iran er konverteret fra shia-islam til kristen protestantisme. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter forfølgelse fra de iranske myndigheder og fra sin familie, da han er konverteret fra islam til kristendommen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han fik kendskab til kristendommen gennem en person ved navn [A], som ansøgeren mødte i en bus i [foråret] 2017. Under busturen talte de om kristendommen, og de udvekslede telefonnumre. Da busturen var overstået, gik de hvert til sit. Ansøgeren blev kontaktet af [A] ugen efter, og de aftalte at mødes i en park. Da de mødtes i parken, talte ansøgeren og [A] om en seksuel synd, som ansøgeren havde begået. Ansøgeren begyndte at græde, og han fortalte [A], at han gerne ville være ligesom ham. [A] foreslog ansøgeren, at han blev kristen. Ansøgeren blev herefter døbt i parken. Da dåben var forbi, fortalte [A], at ansøgeren skulle deltage i undervisning. Ansøgeren begyndte i [foråret] 2017 at deltage i møder i en huskirke. [A] satte på et tidspunkt ansøgeren i kontakt med en person ved navn [B], der var kristen armener. [B] gav ansøgeren en bibel. [B] fortalte ansøgeren, at han ville oprette en huskirke, og at ansøgeren var inviteret til at deltage i huskirkens møder. I [sommeren] 2018 hørte ansøgeren, at [B’s] fætter var blevet anholdt for at missionere til kristendommen. Ansøgeren blev derfor utryg, hvorfor han ikke deltog i et huskirkemøde, som blev afholdt den efterfølgende dag. Ansøgerens families bopæl blev [i sommeren] 2018 opsøgt af sikkerhedspolitiet, som beslaglagde ansøgerens computer, bibel og en notesbog med digte. Ansøgeren var på arbejde, da huset blev ransaget. Dagen efter ransagningen ringede de iranske myndigheder til ansøgerens forældre. Myndighedspersonerne fortalte forældrene, at ansøgeren skulle melde sig til politiet. Ansøgeren udrejste herefter af Iran. Ansøgeren har under sit ophold i Danmark fortsat sine kristne aktiviteter. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring vedrørende sit asylmotiv om konversion til kristendommen, til grund. Ansøgeren har herom forklaret divergerende, usammenhængende, tillært uden indre reflektioner og utroværdigt. Ansøgeren har således forklaret forskelligt om, hvornår han begyndte at se sig selv som kristen. Til oplysnings- og motivsamtalen [dato] 2019 har ansøger forklaret, at det skete, da han mødte [A] i en bus i [foråret] 2017. Til asylsamtalen den [dato] 2019 har ansøgeren imidlertid forklaret, at han begyndte at se sig selv som kristen [i perioden fra dato til dato]. Flygtningenævnet kan tilslutte sig Udlændingestyrelsens vurdering af, at dette er en meget væsentlig del af ansøgers asylmotiv, hvorfor det må forventes at ansøgeren kan forklare samstemmende omkring det tidspunkt, hvor han begyndte at anse sig selv som kristen. Ansøgerens forklaring om sit møde med en person ved navn [A] i en bus fremstår ikke troværdig. Det fremstår således utroværdigt, at ansøgeren i en bus skulle møde Nourollah, som udstrålede et lys omkring sig og som det første fortalte ansøger, at han var kristen, og som derefter i en overfyldt bus forklarede ansøger om kristendommen. Ansøgeren har endvidere ikke på overbevisende måde kunnet redegøre for sine bevæggrunde for sin konvertering til kristendommen. Ansøgeren har således til sine samtaler i Udlændingestyrelsen og ved sin forklaring i Flygtningenævnet alene på et generelt grundlag kunnet redegøre for kristendommen, men har ikke nærmere kunnet redegøre for sin indre afklaringsproces. Ansøgeren har endvidere ikke ved sin forklaring i Flygtningenævnet kunne redegøre for, hvad kristendommen betyder for ham. Det forhold, at [kirke A] i et brev af [dato] 2019 har oplyst, at ansøger efter sin ankomst til [by] har været meget trofast til gudstjenesterne, og at [kirke B] i [by] i en udtalelse har bekræftet, at ansøger har deltaget i [kirke B’s] liv, hvilket dog har været vanskeliggjort af bustiderne til kirken i [by], kan ikke føre til en anden vurdering. Endelig fremstår ansøgerens forklaring omkring sin dåb utroværdig. Det fremstår således utroværdigt, at ansøgeren havde mødt [A] i en bus, og dér fik kendskab til kristendommen og kun én uge senere lod sig døbe af [A] i en offentlig park. Ansøgeren har endvidere forklaret forskelligt omkring familiens kendskab til ansøgers konvertering. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren forklaret, at han blev chikaneret af familien på grund af sin konvertering. Under sin forklaring i Flygtningenævnet har ansøger forklaret, at han kun blev chikaneret af familien fordi han ikke fulgte de muslimske ritualer. Flygtningenævnet tilsidesætter på denne baggrund ansøgerens forklaring. Det forhold, at ansøgeren efter det oplyste har en Facebook-profil og blog med kristne budskaber og digte kan ikke føre til et andet resultat, idet ansøgeren ikke herved kan anses for særligt profileret. Endelig har Flygtningenævnet noteret sig, at ansøgeren tidligere ved tre lejligheder har forsøgt at opnå visum til Europa i perioden fra [sommeren] 2017 til [foråret] 2018 i tre forskellige lande og med tre forskellige begrundelser. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være forfulgt, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i konkret og individuel risiko for overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2020/15/JHB

iran202012

Nævnet stadfæstede i januar 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar og et barn fra Iran. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske persere og født muslimer fra Teheran. Iran. Ansøgerne har oplyst, at de har udvist interesse for kristendommen i Iran og er i Danmark blevet døbt. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de frygter at blive henrettet af myndighederne, slået ihjel af den mandlige ansøgers far, blive udleveret til myndighederne af den mandlige ansøgers far og den generelle befolkning, fordi de har haft kristne aktiviteter. De har til støtte herfor oplyst, at de arbejdede på et rejsebureau. En armensk kvinde ved navn [A] og hendes søn [B] var kunde i rejsebureauet. De er begge kristne. Den kvindelige ansøger fortalte [A] om sin interesse for kristendommen, og at hun godt kunne tænke sig at skifte religion. Ansøgerne har siden deres ungdom haft interesse for kristendommen. I [begyndelsen af] 2017 mødtes de med [A] på en restaurant, hvor hun fortalte dem, at det er farligt at skifte religion, og at hendes ægtefælle var blevet slået ihjel af de iranske myndigheder, fordi han havde fortalt andre om kristendommen. [A] satte dem i forbindelse med en kvinde ved navn [C], som havde en huskirke. De besøgte huskirken første gang primo [måned i foråret] 2017. De kom i huskirken en gang om måneden. En af gangene mødte de et andet ungt par, men ellers var det kun ansøgerne, der var til stede hos [C]. I begyndelsen af [måned i foråret] 2018 fortalte de [C], at [A] havde arrangeret, at de skulle til Tyrkiet og døbes. De udrejste legalt af Iran den [dato senere i samme måned i foråret] 2018. Da de kom til Tyrkiet, købte de et tyrkisk simkort, og den kvindelige ansøger skrev til sin mor, at de var i Tyrkiet. Morgenen efter ringede den kvindelige ansøgers mor til det tyrkiske nummer og fortalte, at myndighederne havde opdaget, at de var konverteret til kristendommen. Senere samme dag ringede hun tilbage og fortalte, at den kvindelige ansøgers far, samme dag som ansøgerne rejste fra Iran, var blevet afhørt af myndighederne på grund af ansøgerne. Myndighederne havde fortalt den kvindelige ansøgers far, at de havde talt med den mandlige ansøgers far om det, og at han havde fortalt, at han ikke længere havde en søn med det navn. De havde også fortalt den kvindelige ansøgers far, at de havde overvåget huskirken, og at [C] var blevet anholdt. Den mandlige ansøgers mor fortalte også, at hun efterfølgende var taget hen til deres bopæl, hvor vagten i ejendommen havde oplyst, at myndighederne, samme dag som ansøgerne rejste til Tyrkiet, havde fremvist en ransagningskendelse, ransaget deres bopæl og konfiskeret et destilleringsapparat, 10 flasker vodka, en computer, to bibler og kristent materiale. De iranske myndigheder har også været på deres arbejdsplads og konfiskeret den mandlige ansøgers arbejdscomputer. Den mandlige ansøger er efterfølgende blevet fyret. Ansøgerne formoder, at det er det unge par, som de mødte i huskirken, der har sladret, og at det er derfor, at myndighederne har opdaget, at ansøgerne er konverteret til kristendommen. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaring om deres asylmotiv til grund, idet ansøgerne på centrale punkter har forklaret divergerende og udbyggende, ligesom væsentlige dele af ansøgernes forklaring fremstår konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaringer om deres oprindelige konflikt med de iranske myndigheder til grund. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at den kvindelige ansøger har forklaret udbyggende om, hvordan hendes interesse for kristendommen opstod. Hun blev således i forbindelse med den anden samtale hos Udlændingestyrelsen spurgt grundigt ind til, hvornår og hvordan hendes interesse for kristendommen opstod. Hun henviste gentagne gange til morens damefrisør og generelt gennem de kristne, hun mødte. Først senere under samme samtale nævnte hun ganske kort, at det var da hun var 14 til 15 år, at hendes nabo havde nogle kristne venner, som besøgte dem, og ansøgeren var meget sammen med deres to børn. Ansøgeren har for Flygtningenævnet henvist til, at hendes samtale med navnlig den ældste af de to søstre havde stor betydning for hvordan hendes interesse for kristendommen opstod. Flygtningenævnet bemærker i samme forbindelse, at den mandlige ansøger ved forespørgsel i Flygtningenævnet om hvordan den kvindelige ansøgeres interesse for kristendommen opstod, ikke nævnte noget om den kvindelige ansøgeres tidligere nabos kristne venners børn. Flygtningenævnet finder, at det ikke forekommer troværdigt, at samme dag, hvor ansøgerne rejste til Tyrkiet for angiveligt at blive døbt, blev den kvindelige ansøgers far angiveligt anholdt og afhørt af efterretningstjenesten, og at ansøgernes hjem samme dag blev ransaget, hvor blandt andet bibler blev konfiskeret, samt hjemmet plomberet af efterretningstjenesten. Endvidere forekommer det påfaldende, at de iranske myndigheder ikke rettede henvendelse til ansøgerne forud for deres i øvrigt legale udrejse til Tyrkiet, da efterretningstjenesten ifølge ansøgerne angiveligt havde holdt øje med huskirken, og at de iranske myndigheder angiveligt kendte til, at ansøgerne havde planlagt at rejse til Tyrkiet for at blive døbt, da myndighederne ifølge ansøgerne havde sagt til den kvindelige ansøgers far, at han skulle sige til ansøgerne, at de skulle rejse tilbage til Iran. Det fremstår i den forbindelse påfaldende, at myndighederne først får interesse i ansøgerne straks efter deres udrejse. Endvidere forekommer det ikke overbevisende, at ansøgerne turde tale åbent om deres interesse for kristendommen på en restaurant i det offentlige rum, henset til den kvindelige ansøgers oplysninger om, at [A] forinden dette havde været betænkelig ved at tale om det, og at [A] ikke selv turde undervise ansøgerne. Videre fremstår ansøgernes forklaringer om deres flybilletter fra Iran til Tyrkiet og deres hotelreservation i Tyrkiet ikke overbevisende, ligesom det ikke forekommer overbevisende, at ansøgerne rejste til Tyrkiet uden at have nogen plan på det tidspunkt om, hvor og hvornår de angiveligt skulle døbes. Videre har den mandlige ansøger forklaret udbyggende, at myndighederne desuden har opsøgt hans arbejdsplads, hvilket han først har nævnt i slutningen af anden samtale. Videre har ansøgerne forklaret udbyggende om, at [C] er blevet anholdt. Videre har ansøgerne forklaret udbyggende om deres frygt for den mandlige ansøgers familie, hvilket begge ansøgere først har forklaret i den anden samtale med Udlændingestyrelsen. Flygtningenævnet finder således, at ansøgernes forklaring om baggrunden for, at ansøgerne er udrejst, ikke kan lægges til grund. Som følge af at ansøgernes forklaringer om deres oprindelige konflikt i Iran ikke kan lægges til grund, finder Flygtningenævnet, at ansøgernes generelle troværdighed er svækket. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes konversion til kristendommen til grund. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at deres konversion til kristendommen er reel. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgernes forklaringer om, hvorfor de udrejste, ikke kan lægges til grund, og at ansøgernes forklaring om deres konversion til kristendommen forekommer ureflekteret og overordnet, og at ansøgerne ikke har været i stand til at redegøre dybere for deres indre afklaringsproces, kristne overbevisning eller baggrunden for deres beslutning om at blive kristne og at blive døbt. Flygtningenævnet har herunder lagt vægt på, det af Udlændingestyrelsen anførte. De fremlagte udtalelser kan ikke føre til en ændret vurdering. Den omstændighed, at ansøgerne efter deres udrejse har slået opslag med kristne budskaber op på ansøgernes egne Facebook-profiler kan ikke føre til en ændret opfattelse. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgerne ikke kan anses for at have været i de iranske myndigheders søgelys ved deres udrejse af Iran, og at det af det tilgængelige baggrundsmateriale, herunder særligt af Udlændingestyrelsen og Dansk Flygtningehjælps rapport "House Churches and Converts" fra februar 2018 fremgår, at deklarering af konversion på Facebook i sig selv ikke leder til forfølgelse men muligt til monitorering. Endvidere fremgår det af samme rapport, at de iranske myndigheder er klar over, at iranske asylansøgere, som har søgt asyl på baggrund af konversion, ikke vil blive retsforfulgt herfor. Der henvises endvidere til ”DFAT Country Information Report: Iran” af 7. juni 2018 fra det australske udenrigsministerium, hvoraf at iranere, som har søgt asyl uden for Iran, sandsynligvis ikke vil blive forfulgt af myndighederne ved en tilbagevenden til Iran på baggrund af aktiviteter foretaget uden for Iran, uanset om disse aktiviteter måtte relatere sig til en asylansøgning. Det fremgår videre, at disse aktiviteter inkluderer regimekritiske opslag på sociale medier, konvertering til kristendommen eller LGBT-aktiviteter. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgernes ikke har sandsynliggjort, at de iranske myndigheder skulle være bekendt med ansøgerens aktiviteter på Facebook, og den på nævnsmødet omtalte artikel af [dato i sommeren] 2019 i Jyske Vestkysten, og at de som følge heraf skulle være i et modsætningsforhold til de iranske myndigheder. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de ved deres tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2020/12/DH

iran202011

Nævnet meddelte i januar 2020 opholdstilladelse K-status til en mandlig statsborger fra Iran. Ind-rejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser og oprindelig shia-muslim fra Teheran, Shemiran-bydelen, Iran. Ansø-geren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men har deltaget i demonstrationer i Iran i 1999 og 2009. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive fængslet eller dræbt af de iranske myndigheder, fordi den iranske efterretningstjene-ste har fundet materiale om ansatte i Sepah på ansøgerens computer i Iran. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han kendte [A], som arbejdede i Sepah som ansvarlig for IT. Ansøgeren fik af [A] IT-relaterede arbejdsopgaver, som han udførte for Sepah mod betaling. Det drejede sig blandt andet om oplåsning af programmer tilhørende udenlandske firmaer. Senere fik ansøgeren til opgave at overvåge aktiviteter på internettet i forhold til ansatte i Sepah. I [slutningen af vinteren] 2017/[starten af vinteren] 2018 blev [A] anholdt i forbindelse med nogle demonstrationer. I [foråret] 2018 blev ansøgerens bopæl i Iran ransaget af myndighederne, som fandt ansøgerens computer der indeholdt oplysninger om hans arbejde for [A]. Ansøgeren befandt sig på dette tidspunkt i Dan-mark. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at han er konverteret til kristendommen og ønsker at missionere ved tilbagevenden til Iran. Han har til støtte herfor anført, at en af hans venner kort efter, at han var ankommet til Danmark i 2016, begyndte at tale med ham om kristen-dommen og inviterede ham med i kirke. Han kom herefter jævnligt i kirken, men det var først, da han i foråret 2018 mødte præsten [B], at han blev overbevist om den kristne tro. Han blev døbt den 30. december 2018. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om det oprindelige asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring fremstår usandsynlig, divergerende og udbyggende. Ansøgeren har således ikke i sit asylskema angivet noget om sit samarbejde med [A], men har angivet, at han er forfulgt på grund af politiske aktiviteter, og at han var bange for, at hans ven, der nyligt var blevet anholdt muligvis havde afsløret disse. Under samtalen i Udlændingestyrelsen den 9. januar 2019 har han derimod forklaret, at han aldrig har ud-ført politiske aktiviteter sammen med [A]. Nævnet har videre lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om sit arbejde for [A] fremstår usandsynlig og utroværdig. Der er herved lagt vægt på karakteren af de opgaver, som ansøgeren angiveligt har udført for [A] og på, at forklaringen herom for nævnet var usammenhængende, usandsynlig og utroværdig. Flygtningenævnets flertal kan lægge ansøgerens forklaring om sin konversion til kristendommen til grund. Flertallet har herved lagt vægt på, at an-søgeren, der blev døbt den [en nærmere angiven dato i slutningen af vinteren] 2018, på en detaljeret, troværdig og overbevisende måde har kunnet redegøre for sin religiøse overbevisning, ligesom han i flere år har været kirkelig aktiv og under nævnsmødet på tilfredsstillende måde har besvaret de spørgsmål, som han blev stillet om kristendommen. Herefter, og da ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran fortsat vil leve som kristen og ikke vil skjule sin kristne tro, finder Flygtningenævnets flertal, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran vil risikere forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændinge-lovens § 7, stk. 1. iran/2020/11/LBV

iran201982

Nævnet stadfæstede i juni 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om inddragelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk perser og oprindeligt muslim fra […] Iran. Klageren har ikke været medlem af politiske foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [foråret 2016] klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har som sit oprindelige asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygtede at blive udsat for asylbegrundende forfølgelse af myndighederne og sin morbror, fordi han var konverteret til kristendommen, og myndighederne havde fået kendskab til den kristne gruppe, som han var en del af. Klageren har til partshøringssamtale i Udlændingestyrelsen [foråret 2018] fastholdt sit oprindelige asylmotiv. [Ultimo] har Udlændingestyrelsen truffet afgørelse om at inddrage klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 19, stk. 2, nr. 4, jf. § 19, stk. 3 og den dagældende § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Udlændingestyrelsen har vurderet, at klageren har været rejst på ferie eller andet korterevarende ophold i sit hjemland, og at han derved har skabt en formodning for, at forholdene, der i sin tid begrundede hans opholdstilladelse, har ændret sig på en sådan måde, at han ikke længere risikerer forfølgelse. Klageren er iransk statsborger og blev [foråret 2016] meddelt opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det fremgår af klagerens konventionspas, at passet er gyldigt for alle lande med undtagelse af Iran. Efter oplysningerne fra tysk politi lægger Flygtningenævnet – i overensstemmelse med klagerens forklaring for nævnet – til grund, at tysk politi [primo 2018] i Tegel lufthavn i Berlin kontrollerede klageren, der var indrejst fra Kiev sammen [A], og at tysk politi i den forbindelse konstaterede, at klageren var i besiddelse af dansk opholdskort […] og et iransk nationalitetspas udstedt [foråret 2015] og gyldigt til [foråret 2020]. Nævnet lægger videre til grund, at passet, der ifølge klagerens forklaring for nævnet var falsk, fremstod som ægte med klagerens navn, generalia og billede. Klageren har for Flygtningenævnet forklaret, at han i en periode [i løbet af sommeren 2017] var i Armenien, men ikke i Iran, og at han fra [ultimo 2017], og indtil han udrejste igen [primo 2018], var i Iran. Flygtningenævnet tilsidesætter klagerens forklaring om, at han i [sommeren 2017] ikke var i Iran, idet forklaringen er utroværdig. Nævnet lægger herved vægt på, at klagerens generelle troværdighed er svækket som følge af klagerens skiftende forklaringer om, hvorvidt klageren har været i Iran, herunder at klageren og [A] afstemte og afgav falske forklaringer i samtalerne [foråret 2018] med Udlændingestyrelsen. Flygtningenævnet lægger videre vægt på, at klagerens generelle troværdighed er svækket som følge af, at klageren til samtalen [foråret 2018] forklarede, at han ikke vidste, hvorfor [A] flygtede fra Iran, fordi det er meget privat. Nævnet lægger herved vægt på, at klageren og [A] kommer fra samme by i Iran, hvor de havde fælles venner, at de indrejste i Danmark på den samme dag det samme sted, at de blev døbt samme dag i samme kirke, at de bor sammen, at de ifølge egen forklaring, efter at de har fået opholdstilladelse i Danmark, har været i Tyskland sammen, og at der er meget betydelige lighedspunkter mellem deres asylmotiver. Klageren og [A] har således begge forklaret, at de blev introduceret til kristendommen af en pige, at de herefter begyndte at komme i en hjemmekirke, at de blev undervist af en person ved navn [B] (ifølge klageren via internettet fra Tyrkiet, og ifølge [A] foregik undervisningen i hjembyen), at pigen blev tilbageholdt af myndighederne [sommeren 2015], og at de begge tog ophold hos en ven, inden de udrejste af Iran. På baggrund af stemplerne i klagerens iranske nationalitets pas lægger Flygtningenævnet herefter til grund, at klageren via Imam Khomeini Lufthavn indrejste i Iran [sommeren 2017] og udrejse igen [senere samme sommer], hvorefter han på ny via samme lufthavn indrejste i Iran [ultimo 2017] og udrejste igen [primo 2018]. Den omstændighed, at det fremgår af klagerens konventionspas, at klageren er indrejst i Armenien [sommeren 2017] og udrejst [senere samme sommer] kan af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen, ikke føre til en anden vurdering. Det bemærkes, at klageren trods opfordret hertil ikke er fremkommet med dokumentation for, hvor han har været i de perioder, hvor han ifølge pastemplerne har opholdt sig i Iran. Flygtningenævnet finder herefter, at klageren ved kort tid efter at være meddelt opholdstilladelse at være rejst til Iran to gange på et angiveligt falsk pas i eget navn har skabt en formodning for, at de forhold, der har begrundet, at klageren [foråret 2016] blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, har ændret sig på en sådan måde, at klageren ikke længere er i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, jf. udlændingelovens § 19, stk. 3. I forarbejderne til udlændingelovens § 19, stk. 3, hedder det bl.a.: ”… Hermed indføres en bevisbyrderegel, hvorefter det er op til udlændingen at afkræfte formodningen for, at de forhold, der begrundede opholdstilladelsen, ikke længere er til stede. Formodningen for, at der skal ske inddragelse af en opholdstilladelse, kan afkræftes, hvis flygtningen i forbindelse med behandlingen af inddragelsessagen kan dokumentere, at der lå ganske særlige omstændigheder til grund for tilbagerejsen, f.eks. fordi et enkeltstående besøg var påkrævet på grund af dødsfald eller alvorlig sygdom hos et nærtstående familiemedlem. Udlændingemyndighederne skal ved vurderingen af baggrunden for rejsen til hjemlandet lægge vægt på, om flygtningen forud for udrejsen efter begrundet ansøgning har fået imødekommet en ansøgning om ophævelse af en udstedt rejsepåtegning i flygtningens konventionspas og fremmedpas, eller om flygtningen er udrejst af Danmark til hjemlandet uden forudgående kontakt til de danske udlændingemyndigheder eller på trods af et afslag på en ansøgning om ophævelse af en rejsepåtegning. Hvis udlændingen ikke kan godtgøre, at vedkommende har forsøgt at opnå de danske myndigheders godkendelse af en ansøgning om ophævelse af en udstedt rejsepåtegning, eller ikke på overbevisende måde kan redegøre for, hvorfor vedkommende er rejst til hjemlandet uden forudgående kontakt til de danske udlændingemyndigheder eller på trods af et afslag på en ansøgning om ophævelse af en rejsepåtegning, vil dette skulle tillægges processuel skadesvirkning i forbindelse med sagens afgørelse og således tale imod, at der lå ganske særlige omstændigheder til grund for tilbagerejsen. Endvidere skal en opholdstilladelse som udgangspunkt inddrages, hvis flygtningen i forbindelse med rejsen til hjemlandet har ansøgt om og fået udstedt eller fornyet et nationalitetspas, jf. UNHCR’s Håndbog om procedurer og kriterier for fastlæggelse af flygtningestatus, pkt. 122. Udlændingemyndighederne vil fortsat konkret skulle vurdere, om inddragelse af en opholdstilladelsen må antages at virke særligt belastende af de i udlændingelovens § 26, stk. 1, nævnte grunde. [Bestemmelsen] vil fortsat skulle administreres i overensstemmelse med Flygtningekonventionens regler om ophør af flygtningestatus og Danmarks internationale forpligtelser i øvrigt, herunder EMRK artikel 8 om retten til privatliv og familieliv.” Klageren har ikke forud for udrejsen anmodet de danske myndigheder om ophævelse af rejsepåtegningen, og han er således udrejst af Danmark til hjemlandet uden forudgående kontakt til de danske myndigheder. Som begrundelse for den erkendte rejse til Iran har klageren forklaret, at klagerens vens, [A’s], mor var alvorlig syg. Flygtningenævnet finder ikke, selvom nævnet havde kunnet lægge forklaringen til grund, at klageren derved har dokumenteret, at der lå ganske særlige omstændigheder til grund for tilbagerejsen, f.eks. fordi et enkeltstående besøg var påkrævet på grund af dødsfald eller alvorlig sygdom hos et nærtstående familiemedlem. Efter en samlet vurdering af det, som klageren har anført, finder Flygtningenævnet, at klageren ikke har afkræftet formodningen for, at de forhold, der begrundede opholdstilladelsen, ikke længere er til stede, og nævnet lægger derfor til grund, at såvel klagerens familie som de iranske myndigheder ikke nu har grundlag for at anse klageren for reelt at have opgivet sin islamiske tro. Den omstændighed, at klageren nævnet har forevist en Facebook-profil oprettet i klagerens fornavn og mellemnavn, hvor der i tiden efter klagerens samtale med Udlændingestyrelsen er opslået kristne og regimekritiske beskeder, kan ikke føre til, at klageren fortsat skal have opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Nævnet lægger herved vægt på, at klageren ikke nu kan anses som profileret i forhold til de iranske myndigheder. Tilsvarende kan den omstændighed, at klageren har forevist en Instagramprofil under navnet […] med 33 kristne opslag ikke føre til, at klageren forsat skal have opholdstilladelse i Danmark. Yderligere kan den omstændighed, at klageren har tatoveringer af kristne kors og et kristent budskab ikke føre til, at klageren fortsat skal have opholdstilladelse i Danmark. Det bemærkes herved, at klageren rejste tilbage til Iran trods disse tatoveringer. Flygtningenævnet finder herefter, at betingelserne for at inddrage klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 19, stk. 2, nr. 4, jf. § 19, stk. 3, derfor isoleret set er opfyldt. Flygtningenævnet skal endelig tage stilling til, om en inddragelse af klagerens opholdstilladelse må antages at virke særligt belastende, jf. udlændingelovens § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Det bemærkes herved, at den 1. marts 2019 trådte udlændingelovens § 19 a i kraft, hvorefter en opholdstilladelse efter § 7 skal inddrages – når betingelserne i § 19, stk. 1, nr. 1, er opfyldt – medmindre det vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, men ifølge forarbejderne til bestemmelsen finder denne ikke anvendelse i sager, som Udlændingestyrelsen har indledt forud for lovens ikrafttræden. Der skal således i disse sager fortsat skal ske en vurdering efter den tidligere udlændingelovs § 19, stk. 7, jf. § 26, stk. 1, om en udvisning må antages at virke særlig belastende. Klageren har haft lovligt ophold i Danmark siden [foråret 2016], og klageren er født […] og opvokset i Iran, hvor han boede indtil sin udrejse i [sommeren 2015]. Klageren har modtaget undervisning på VUC fra [sommeren 2017] og mangler efter det oplyste en eksamen. Klageren har videre oplyst, at han er optaget på universitetet, hvor han i fortsættelse af sine studier i Iran vil læse IT. Klageren har arbejdet 25 timer om ugen i en børnehave i perioden fra [foråret 2017] til [sommeren 2017], ligesom klageren har arbejdet og fortsat arbejder på et pizzeria. Klageren er ikke medlem af foreninger, men har oplyst, at han er kommet i en kirke i Aarhus, efter han fik opholdstilladelse. Klageren lider af blodsygdommen hæmofili, hvilket blev konstateret, da klageren var tre måneder gammel, men er ellers sund og rask. Klagerens familie bor i Iran, og klageren har forklaret, at han gennem tre år har haft en estisk kæreste, som han ikke bor sammen, men ellers ikke familie i Danmark. Efter en samlet vurdering af klagerens forhold finder Flygtningenævnet af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse ikke vil være særligt belastende for ham, jf. udlændingelovens § 19, stk. 2, nr. 4, jf. § 19, stk. 3, og den tidligere § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet finder ikke, at Udlændingestyrelsen – som anført af klagerens advokat – ikke har overholdt forvaltningslovens § 19 i forbindelse med indkaldelsen af klageren til samtalen [foråret 2018] eller i forbindelse med afholdelsen af samtalen, som var partshøringen. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2019/82/thv

iran201956

Nævnet meddelte i april 2019 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser og ateist af trosretning fra Shiraz, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men har trykt uddrag af forbudte tekster med henblik på omdeling. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en eventuel tilbagevenden til Iran frygter fængsling eller at blive slået ihjel af myndighederne. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at han har trykt uddrag af islamkritiske bøger, som er forbudt i Iran, med henblik på omdeling. Ansøgeren er ateist, og ønskede sammen med tre af sine venner at udbrede kendskabet til ateisme i Iran. Ansøgeren trykte islamkritiske tekster i sin butik, som ansøgerens venner uddelte. Som følge heraf blev ansøgerens sekretær [efteråret] 2016 afhørt af de iranske myndigheder, og ansøgerens butik blev plomberet. Ansøgeren var ikke i butikken og blev derfor ikke tilbageholdt. Ansøgeren flygtede umiddelbart herefter til Shiraz, hvorefter ansøgeren udrejste af Iran. Ansøgerens familie er efter ansøgerens udrejse af Iran blevet opsøgt tre gange, idet ansøgeren er efterlyst. Ansøgeren har endvidere oplyst at være biseksuel. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit politiske asylmotiv til grund, idet den fremstår som konstrueret til lejligheden og dermed utroværdig. Flygtningenævnet har navnlig lagt vægt på, at ansøgerens forklaring på flere væsentlige punkter er divergerende. Ansøgeren har således forklaret forskelligt om opgavefordelingen i gruppen med ham og de tre venner med hensyn til hvem, der skaffede og omdelte det politiske materiale, ligesom han har forklaret forskelligt om, hvorvidt ansøgeren havde en eller to telefonsamtaler med [navn] den dag, ansøgerens forretning skulle være blevet opsøgt af civilklædte myndighedspersoner. Nævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgeren for nævnet har forklaret, at der alene var en telefonsamtale, hvor han blev ringet op af [navn], mens han til Udlændingestyrelsen den [efteråret] 2017 har forklaret, at han efter den første samtale, hvor [navn] kontaktede ham, slukkede sin telefon og derefter ringede tilbage til [navn] fra en telefonboks i centrum for at spørge, hvad der yderligere var sket. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret forskelligt om, hvornår og hvor mange gange familien skulle være blevet opsøgt af myndighedspersoner. Ansøgeren har desuden ikke på overbevisende måde kunnet redegøre for, hvordan myndighederne skulle have fundet ud af, at han og de tre venner stod for at kopiere og uddele islamkritisk materiale, og det forekommer påfaldende, at han ikke på noget tidspunkt efter den angivne episode har forsøgt at finde ud af, hvad der skulle være sket med de tre personer, som han havde et nært forhold til gennem flere år. Flygtningenævnet lægger imidlertid ansøgerens forklaring om sin seksuelle orientering til grund. Nævnet har herved lagt vægt på ansøgerens fremtræden for nævnet, og at ansøgeren i sin beretning om sin seksuelle udvikling til sin advokat og ved sin forklaring for nævnet har givet en troværdig og sammenhængende redegørelse for sin biseksualitet med præference for mænd. Dette er understøttet af de øvrige oplysninger i sagen, herunder indholdet af udtalelsen af [forår] 2019 fra LGBT Asylum og oplysninger om, at han har været nødt til at flytte til et andet asylcenter på grund af problemer i forhold til sin seksuelle orientering. Ansøgeren har endvidere givet en plausibel forklaring på, hvorfor han ikke under den første samtale hos Udlændingestyrelsen nævnte noget om sin seksualitet som asylmotiv og først på et sent tidspunkt er kommet med en uddybende redegørelse herfor. Nævnet lægger desuden efter ansøgerens forklaring til grund, at han ved en tilbagevenden til Iran ikke ønsker at skjule, at han er biseksuel. På denne baggrund sammenholdt med de foreliggende baggrundsoplysninger om forholdene i Iran for personer med seksuelle relationer til samme køn finder Flygtningenævnet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i konkret risiko for individuel forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” iran2019/56/MEG

iran201932

Nævnet stadfæstede i marts 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015.   Flygtningenævnet udtalte:  ”Ansøgeren er etnisk [etnicitet] fra [landsby] i Khuzestan-provinsen i Iran. Ansøgeren er født shiamuslim, men oplyser at være konverteret til kristendommen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel af de iranske myndigheder på grund af sin konvertering til kristendommen. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter reppressalier, herunder fængselsstraf, fra myndighederne, da han er deserteret fra sin militærtjeneste og i den forbindelse medbragte sit tjenestevåben. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i 2010 omkring seks måneder efter at have mødt sin kæreste [R], som var kristen, ledsagede hende til et huskirkemøde. Ansøgerens interesse for kristendommen blev vakt, og han begyndte at gå regelmæssigt i huskirke, ligesom han besluttede sig for at konvertere til kristendommen. Under sin værnepligt, som ansøgeren påbegyndte i [ultimo] 2010, blev han en dag kaldt til samtale med en oberst ved navn [A], som konfiskerede ansøgerens telefon og fandt kristent materiale herpå. Ansøgeren blev efterfølgende ført væk af to civilklædte myndighedspersoner, som afhørte og tvang ansøgeren til at underskrive en række dokumenter, der senere viste sig at være samtykker til at blive udsendt til Syrien. Med hjælp fra sin bror deserterede ansøgeren efterfølgende fra sin post. Han medbragte sit tjenestevåben, men smed dette fra sig på vej til sin bopæl. Siden ansøgerens udrejse er ansøgerens familie blevet opsøgt personligt samt kontaktet telefonisk af personer fra den iranske efterretningstjeneste, som har spurgt ind til ansøgerens opholdssted. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sine asylmotiver til grund, idet han på centrale punkter har forklaret udbyggende, divergerende og afglidende, hvorfor forklaringen forekommer konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har forklaret divergerende om, hvordan hans overordnede, [A], var blevet bekendt med koden til hans mobiltelefon. Under asylsamtalen har han forklaret, at han ikke ved, hvordan [A] var blevet bekendt med koden til telefonen, men at hans ven og kollega, [N], let kan have set ansøgers mobiltelefonkode. Under mødet i Flygtningenævnet har han forklaret, at han selv havde oplyst koden til [N]. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvordan [N] forholdt sig til kristendommen. Under oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren forklaret, at ansøgeren viste [N] film og billeder om kristendommen, og at [N] var nysgerrig og spurgte ind til forskellige forhold, mens ansøgeren under mødet i Flygtningenævnet har forklaret, at [N] var meget muslimsk i sin tankegang og ikke viste nogen særlig reaktion på det, ansøgeren viste ham. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvad der skete efter, afhøringen af ham var afsluttet. Under oplysnings- og motivsamtalen har han forklaret, at han efter afhøringen blev kørt tilbage til arbejdet, mens han under asylsamtalen har forklaret, at han blev kørt til en gade nær sin bopæl, som ifølge ansøgerens forklaring under mødet i Flygtningenævnet var omkring fem kilometer fra arbejdspladsen. Det bemærkes, at afhøringen var den begivenhed, der udløste ansøgerens flugt fra Iran få dage senere, hvorfor det forekommer påfaldende, at han ikke kan forklare mere konsistent herom. Ansøgeren har forklaret afglidende og upræcist blandt andet om, hvor han arbejdede, da [R] pludselig forsvandt, og hvor han befandt sig, da han fik kontakt med hende igen, samt om sin arbejdsplads. Disse forhold svækker ansøgerens generelle troværdighed. Flygtningenævnet kan derfor ikke lægge ansøgerens forklaring om sin konflikt med de iranske myndigheder som følge af desertering til grund. Ansøgeren har forklaret udbyggende om, at han i Iran var konverteret til kristendommen. I asylskemaet har ansøgeren henvist til, at han flygtede på grund af problemer som følge af sin desertering og på grund af den islamiske lovgivning, men har intet anført om religion. Under samtalerne med Udlændingestyrelsen og senere har han forklaret om sin deltagelse i møder i huskirker i Iran. Ansøgerens forklaring om, at han optog video fra huskirkemøderne, og at han efterfølgende havde disse videoklip og lydfiler med kristent indhold på sin mobiltelefon, forekommer ikke troværdig henset til, at møder i huskirker efter Flygtningenævnets baggrundsmateriale foregår i hemmelighed. Ansøgeren har forklaret, at han opholdt sig på et asylcenter på [landsdel i Danmark], hvor han fik at vide, at han i [dansk by] kunne blive døbt af en iraner. Han tog derfor til [dansk by] og blev døbt i en pinsekirke, som han ikke havde tilknytning til og uden at have modtaget dåbsoplæring. Ansøgeren har ikke på overbevisende måde kunnet forklare om sin indre afklaringsproces, der førte til hans angivelige konversion. På denne baggrund og på baggrund af det ovenfor anførte om ansøgerens generelle troværdighed, finder Flygtningenævnet, at ansøgerens konversion til kristendommen ikke er reel. På denne baggrund har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Det bemærkes, at oplysningerne om ansøgerens aktiviteter på sociale medier som Youtube og Facebook ikke findes at medføre nogen ændring i denne vurdering, idet ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at disse aktiviteter har profileret ham overfor de iranske myndigheder. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran 2019/32/MEG

iran2019170

Nævnet stadfæstede i december 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren iransk statsborger og har oplyst at være etnisk kurder og kristen fra Al-Tash flygtningelejren i Ramadi, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han er konverteret til kristendommen under sit ophold i Danmark og derfor må anses som flygtning. Ansøgeren har under mødet i Flygtningenævnet endvidere henvist til, at han på sin Facebook-profil har postet kristne og enkelte regimefjendtlige budskaber, og at han har deltaget i en demonstration foran den iranske ambassade, og at han også af den grund risikerer forfølgelse eller overgreb. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han er åben om sin konvertering og blandt andet har fortalt det til sine to fætre, der bor i Danmark, som blot gør nar med ansøgeren. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sin konversion til kristendommen til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke på overbevisende måde har kunnet redegøre nærmere for sin indre afklaringsproces og for den betydning, kristendommen har haft for ham. Flygtningenævnet har endvidere tillagt det en vis betydning, at ansøgeren alene har kunnet demonstrere et relativt overfladisk og ureflekteret kendskab til kristendommen. Flygtningenævnet har ved vurderingen heraf taget hensyn til, at ansøgeren må antages at være psykisk påvirket af tiden i Irak, og at han er analfabet. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse videre, at det er påfaldende, at ansøgeren først, efter at Flygtningenævnet ved afgørelse [i vinteren] 2012 stadfæstede en afgørelse fra Udlændingestyrelsen, hvor ansøgeren blev nægtet asyl, og efter at Flygtningenævnet [i efteråret] 2014 nægtede at genoptage ansøgerens sag, angiveligt skulle have fået interesse for kristendommen og være konverteret. Den omstændighed, at ansøgeren er døbt og jævnligt er gået i kirke m.v., kan ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgerens konversion til kristendommen ikke er reel, men er et forsøg på at skaffe sig et sur place asylmotiv. Flygtningenævnet finder endvidere, at det forhold, at ansøgeren på sin Facebook-profil har postet kristne og enkelte regimefjendtlige budskaber, og at han har deltaget i en demonstration foran den iranske ambassade, ikke kan føre til, at ansøgeren meddeles asyl i Danmark. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren – uanset at han er opvokset i Al-Tash lejren i Irak – ikke herved er så profileret i forhold til de iranske myndigheder, at han af den grund risikerer asylrelevant forfølgelse eller overgreb. Flygtningenævnet lægger i den forbindelse også vægt på, at det fremgår af baggrundsoplysningerne, at det forhold, at ansøgere angiver at være konverteret for at opnå asyl, ikke i sig selv fører til forfølgelse, men eventuelt til overvågning. Det fremgår videre, at de iranske myndigheder er klar over, at asylansøgere konverterer med henblik på at opnå asyl, og at hjemvendte asylansøgere, som har søgt asyl på baggrund af konvertering, ikke vil blive retsforfulgt herfor. Flygtningenævnet finder endelig, at det forhold, at ansøgeren er født og opvokset i Al-Tash lejren heller ikke i sig selv kan begrunde, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse. Flygtningenævnet henviser herom til Flygtningenævnets tidligere afgørelser i sagen. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2019/170/IMBS

iran2019169

Nævnet stadfæstede i december 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig stats-borger fra Iran. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser og oprindelig shia-muslim fra Isfahan, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter den iranske regering og efterretningstjene-sten samt at blive henrettet. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at han har arbejdet for et telesel-skab i fem år i Iran, hvor to til tre personer ofte kom og hentede samt returnerede modemmer. Efter fem år opdagede ansøgeren, at de pågældende formentlig var fra efterretningstjenesten. Ansøgeren tog billeder af tre personer fra efterretningstjenesten i [sommeren] 2018, hvorefter han offentlig-gjorde dem anonymt på Instagram-siden Rasoyab i slutningen af [sommeren] 2018. Videre har an-søgeren oplyst, at han [i sommeren] 2018 deltog i en demonstration sammen med sin ven, Vahid, i Isfahan. Ansøgeren var blevet inspireret af Instagram-siden Rasoyab, hvorfor han ville tage billeder af begivenhederne under demonstrationen. Da de ankom til demonstrationen, havde den udviklet sig voldeligt, hvor demonstranter kastede med sten og flasker mod politiet, mens politiet anvendte tåregas og skød med gummikugler. Ansøgeren tog billeder med sin mobiltelefon af politivolden, men en person opdagede ansøgerens foretagende og bad ham om at stoppe, hvorefter ansøgeren flygtede fra området på en motorcykel. Ansøgeren tabte imidlertid sin telefon og motorcyklens nummerplade. Myndighederne har efterfølgende opsøgt ansøgerens bopæl og spurgt efter ham. Videre har ansøgeren som nyt asylmotiv henvist til, at han er konverteret til kristendommen. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at han er kommet regelmæssigt i Nørrelandskirken i Holstebro igennem mere end et år, og at han udover kirkegang om søndagen har deltaget i kristendomsundervisning om onsdagen. Videre blev ansøgeren døbt [i vinteren] 2019. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om det politiske asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring fremstår som konstrueret til lejligheden og dermed utroværdig, og ansøgeren har forklaret divergerende. Ansøgeren har således forklaret divergerende om, at hvorvidt hans bror var til stede under ransagningen af hjemmet. Ansøgeren har til oplysnings- og motivsamtalen [i efteråret] 2018 forklaret, at broren ikke var til stede under ransagningen, hvorimod han under asylsamtalen [i foråret] 2019 har forklaret, at broren var til stede under ransagningen. Ansøgeren har ikke givet en rimelig forklaring på herpå. Flygtningenævnet finder det utroværdigt, at ansøgeren først efter flere års ansættelse spurgte om, hvem de tre personer, der kom og hentede modemmer, var. Flygtningenævnet finder det påfaldende, at ansøgeren sendte billeder af de to til tre personer fra efterretningstjenesten via forbindelser, der kunne være overvågede. Ansøgerens forklaring om, hvordan det lykkedes ham at undslippe sine forfølgere under demonstrationen virker utroværdig. Flygtningenævnet tilsidesætter således ansøgerens forklaring om sit politiske engagement som utroværdigt. Flygtningenævnet kan herefter ikke lægge til grund, at ansøgeren havde en konflikt med de iranske myndigheder eller andre ved sin udrejse af Iran i 2018. Nævnet finder endvidere, at det forhold, at ansøgeren har fremlagt kopier fra sin Telegram-profil, der indeholder regimekritisk materiale ikke kan medføre nogen ændring i denne vurdering, idet ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at materialet er kommet til de iranske myndigheders kundskab. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgerens konvertering til kristendommen er udtryk for en reel indre overbevisning. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke anses for at have forklaret overbevisende om den indre afklaringsproces, der har ført til, at han er konverteret til kristendommen, selvom ansøgeren overfor nævnet har kunnet redegøre for et grundlæggende kendskab til kristendommen. Nævnet lægger således også til grund, at ansøgerens deltagelse i gudstjenester og andre kristne aktiviteter findes at være sket i et forsøg på at skabe et sur place asylmotiv uden en reel ægte religiøs overbevisning hos ansøgeren. De fremlagte udtalelser om ansøgerens deltagelse i kirkelige aktiviteter, og det forhold at ansøgeren er blevet døbt [i vinteren] 2019, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at det er tidsmæssigt påfaldende, at ansøgeren først efter, at han har fået afslag på asyl er konverteret til kristendommen. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2019/169/CHPE

iran2019168

Nævnet stadfæstede i december 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og uden religion fra [A], Landsbyen [B], Iran. Ansøgeren har været sympatiseret med KDPI for to år siden og har uddelt løbesedler for KDPI. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af de iranske myndigheder, idet hans far, som er medlem af KDPI, og som ansøgeren har uddelt løbesedler sammen med, blev anholdt af de iranske myndigheder. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans far blev medlem af KDPI for to til tre år siden. Ansøgerens far udførte opgaver for KDPI så som at uddele løbesedler, skjule våben for dem og huse KDPI medlemmer på sin bopæl. For to til tre år siden begyndte ansøgeren sammen med sin far at uddele løbesedler for KDPI. Ansøgeren og hans far uddelte løbesedler cirka hver måned eller hver anden måned. Ansøgeren har ikke lavet andre aktiviteter for KDPI. I [foråret] 2018 blev ansøgeren ringet op af sin fars ven [C], som fortalte, at ansøgeren skulle komme hjem til ham. Da ansøgeren kom hjem til [C], oplyste han ansøgeren om, at ansøgerens far var blevet anholdt af myndighederne. [C] mente, at ansøgeren skulle forlade Iran, og han arrangerede derfor at sende ansøgeren til [D]. Ansøgeren boede i to dage hos en ukendt mand i [D]. Efter to dage kom [C] og kørte ansøgeren til den tyrkiske grænse, hvor en menneskesmugler ved navn [F] sørgede for ansøgerens videre rejse mod Danmark. Efter ansøgeren er ankommet til Danmark, har han igennem en anden person fået af vide, at hans far er forsvundet, at hans søster er blevet afhørt, og at han er eftersøgt af myndighederne. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring asylmotivet til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens har afgivet en forklaring, der trods sin enkelhed fremstår upræcis, divergerende og udbyggende. Ansøgeren har således forklaret divergerende om farens anholdelse. Han har over for Styrelsen forklaret, at han ikke vidste, hvorfra [C] havde viden om farens anholdelse, mens han under nævnsmødet forklarede, at det var en kollega, som ringede og fortalte [C], at faren var blevet anholdt. Dertil har han forklaret upræcist og divergerende om, hvorvidt der blev delt løbesedler ud før og/eller efter hans mors død samt om, hvem der kom med løbesedlerne. Ansøgeren har ikke kunne redegøre nærmere for [C]s forhold og viden. Det bemærkes i den forbindelse, at [C] er omdrejningspunktet for hele ansøgerens asylmotiv. Det er efter ansøgerens forklaring [C], som ejer kyllingefarmen, som kommer med løbesedlerne, som udlåner sin bil, når løbesedlerne skal deles ud, og som får opringningen vedrørende ansøgerens fars anholdelse, ligesom det er [C], der arrangerer ansøgerens flugt. Ansøgeren har på trods af disse omstændigheder ikke kunne redegøre nærmere for [C]s situation eller komme med en rimelige forklaring på myndighedernes manglede interesse for [C] i forbindelse med anholdelsen af ansøgerens far, der arbejdede for [C] og var ven med [C]. Endelig er ansøgeren kommet med en udbyggende og usandsynlig forklaring på, hvordan han nu har kontakt med sin søster og [C]. Ansøgeren har ikke under nævnsmødet været i stand til at uddybe sit politiske engagement. Flygtningenævnet kan herefter ikke lægge til grund, at ansøgeren havde asylbegrundende konflikter i Iran forud for udrejsen. Ansøgeren har heller ikke sandsynliggjort, at han vil blive asylbegrundende forfulgt ved en genindrejse i Iran. Den omstændighed, at ansøgeren på sin facebook profil angiveligt har uploaded forskellige politiske dokumenter kan, når ansøgeren ikke er profileret over for de iranske myndigheder, ikke føre til et andet resultat. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2019/168/LBV

iran2019165

Nævnet stadfæstede i november 2019. Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”[Ansøgeren er etnisk Tat og kristen fra Takestan, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men har deltaget i demonstrationer mod det iranske regime. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter overgreb fra de iranske myndigheder som følge af sin deltagelse i to demonstrationer i Takestan henholdsvis [slutningen af 2017] og [starten af 2018], hvor også ansøgerens nære venner [A] og [B] deltog. Der var på det tidspunkt demonstrationer over hele Iran på grund af utilfredshed med styret, herunder prisstigninger. Demonstrationerne flyttede sig fra by til by og nåede Takestan. Under demonstrationen [i slutningen af 2017] deltog ansøgeren i optoget, råbte slogans og begik hærværk – hvor ansøgeren flere gange satte ild til ting, inventar og bygninger – hos flere institutioner, blandt andet hos imamen Islami, en offentlig bygning, politiet og en skole. Ansøgerens ven [B] optog i betydeligt omfang ansøgeren og hans aktiviteter under demonstrationen. Ved demonstrationen den [i starten af 2018] råbte ansøgeren og [B] og [A] kampråb, men da myndighederne var talstærkt til stede, tog de hjem efter kort tid. Dagen efter blev først [B] og dernæst [A] anholdt af myndighederne. Ansøgeren tog straks ophold på sin søsters mands vingård. Han fik oplysninger om, at myndighederne samme dag havde ransaget ansøgerens bopæl og spurgt efter ham. Han tog ophold hos en ven i en anden by og udrejste af Iran efter to uger. Efter sin indrejse i Danmark er han konverteret til kristendommen, idet han er blevet døbt i [sommeren] 2019. Da ansøgerens forklaring under asylsagen har været detaljeret og konsistent, lægger Flygtningenævnets flertal forklaringen om deltagelsen i demonstrationerne til grund. Under hensyn til oplysningen om [B] optagelser af ansøgeren og myndighedernes ransagning af ansøgerens bolig efter hans deltagelse i demonstrationerne – sammenholdt med de foreliggende baggrundsoplysninger – finder flertallet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for konkret og individuel forfølgning, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. I overensstemmelse med ansøgerens forklaring under asylsagens behandling lægger Flygtningenævnets flertal endvidere til grund, at han i forbindelse med demonstrationen den 31. december 2017 satte ild på bygninger uden at sikre sig, at der ikke var mennesker i bygningerne. Flertallet finder, at disse forhold indebærer, at der er alvorlig grund til at antage, at ansøgeren har begået en alvorlig ikke-politisk forbrydelse, jf. flygtningekonventionens artikel 1 F (b). Flertallet finder således, at om end der var tale om deltagelse i en demonstration, var ildspåsættelsen efter sin karakter ikke en proportional handling. På den baggrund finder flertallet, at ansøgeren, selv om han isoleret set opfylder betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, er udelukket fra at få opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 10, stk. 1, nr. 3, jf. flygtningekonventionens artikel 1 F (b). Der er herefter ikke anledning til at tage stilling til, om den af ansøgeren påberåbte konvertering til kristendommen kan anses for reel. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse].” [Iran/2019/165/YARS]

iran2019164

Nævnet omgjorde i november 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse om nægtelse af forlængelse af en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, vedrørende en kvindelig iransk statsborger. Indrejst i 2013. I 2014 meddelte Udlændingestyrelsen klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. I 2019 traf Udlændingestyrelsen afgørelse om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelsen, idet styrelsen lagde til grund, at klageren havde opnået opholdstilladelsen ved svig.Flygtningenævnet udtalte:”Klageren er etnisk Lor og shia muslim fra Korram Abad, Iran. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte den […]2014 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Det fremgår af den oprindelige sag, at klageren som asylmotiv henviste til, at hun ved en tilbagevenden til sit hjemland frygtede at blive slået ihjel af sin familie, idet hun imod deres vilje blev gift med en dansk mand af irakisk afstamning og efterfølgende blev gravid med hans barn. Klageren oplyste til støtte for sit asylmotiv, at begge hendes forældre afgik ved døden i 2011, hvorefter hendes ældste nulevende bror [A] blev familiens overhoved. Klageren blev efterfølgende behandlet meget dårligt af broren. Hun blev flere gange udsat for vold og truet på livet, hvis hun ikke giftede sig med en af brorens bekendte fra den iranske revolutionsgarde. Hun forsøgte at tage sit eget liv, men overlevede efter tre dage i koma. Gennem sin herboende søster mødte klageren i 2012 sin tidligere ægtefælle, som hendes svoger kendte. Klageren talte sammen med sin tidligere ægtefælle over Skype i en længere periode, indtil hendes tidligere ægtefælle fik hende til at stikke af hjemmefra og rejse til Tyrkiet, hvor de den [,,,] 2013 blev gift. Klageren skjulte sig efterfølgende fra sin familie i Teheran, indtil hun den [,,,]2013 udrejste til Danmark på visum, hvor hun blev forenet med sin tidligere ægtefælle. Klageren blev kort efter gravid med sin tidligere ægtefælle. Efter klagerens indrejse begyndte klagerens tidligere ægtefælle at behandle hende dårligt, herunder udsætte hende for vold, og han gik fra hende, da han fandt ud af, at hun var blevet gravid. Klageren så ham sidst i [efteråret]2013. Udlændingestyrelsen meddelte den 27. januar 2014 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, idet Udlændingestyrelsen ikke kunne afvise klagerens forklaring. Udlændingestyrelsen fandt således, at hun ved en tilbagevenden til Iran ville stå i et modsætningsforhold til sin familie og risikere overgreb, som er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. [I efteråret] 2018 indgav klageren ansøgning om forlængelse af sin opholdstilladelse. Klageren var den […]2019 til en ny samtale ved Udlændingestyrelsen. Den […]2019 nægtede Udlændingestyrelsen at forlænge klagerens opholdstilladelse, idet Udlændingestyrelsen fandt, at klageren havde opnået opholdstilladelsen ved svig, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 2, nr. 1 og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1, idet klageren i forbindelse med samtalen den […]2019 havde forklaret forskelligt om centrale dele af sit asylmotiv. Klageren har i forlængelse med inddragelsessagen oplyst, at hun tidligere var shia-muslim, og at hun ikke er troende, men er begyndt at interessere sig lidt for kristendommen. Klageren har vedrørende sit asylmotiv oplyst, at hun frygter det samme, som da hun oprindeligt søgte asyl, idet hun dog har oplyst, at faren til hendes datter ikke er en herboende dansk statsborger af irakisk afstamning, men derimod hendes første ægtefælle, som hun blev tvangsgift med i Iran. Der er en række divergenser i klagerens forklaringer fra asylsagen i 2013-2014 i forhold til samtalen med Udlændingestyrelsen den […]2019, herunder om, hvorvidt ægteskabet med [klagerens første ægtefælle] var et tvangsægteskab, og hvem der er far til hendes barn. Klageren har under nævnsmødet forklaret, at hun havde samleje med både sin første og sin anden eksmand i avlingstiden og derfor var i tvivl om, hvem der var far til barnet, hvilket blev afklaret ved en DNA test. Flygtningenævnet har imidlertid lagt vægt på, at der nu er forløbet ca. 6 år siden den første asylsamtale, og på klagerens psykiske tilstand. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at klageren har forklaret konsistent om det grundlæggende asylmotiv – hendes frygt for sine brødre som følge af sit ægteskab med en etnisk iraker. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at klageren på grund af en skilsmisse, en graviditet udenfor ægteskab og et senere ægteskab med en etnisk irakisk mand fortsat har en konflikt med sine brødre og fortsat risikerer overgreb ved en tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af […]2019, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Iran 2019/164/MNR

iran2019163

Nævnet stadfæstede i november 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et iransk ægtepar og deres medfølgende barn fra Iran. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske kurdere fra Ilam, Iran. Den mandlige ansøger har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men har deltaget i protester og demonstrationer i 2015 og 2018. Den kvindelige ansøger har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive anholdt, fængslet og tortureret af de iranske myndigheder, fordi han har deltaget i demonstrationer og protester mod de iranske myndigheder. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun frygter chikane, fængsling og tortur, fordi hendes ægtefælle har deltaget i demonstrationer mod de iranske myndigheder. Den mandlige ansøger har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han har deltaget i demonstrationer fra [en nærmere angiven dato i vinteren 2017] til [en nærmere angiven dato i vinteren 2018]. Han deltog sammen med sin svigersøn. Ansøgeren råbte slagord og rev et banner med billeder af den øverste åndelige leder ned, hvorefter han trampede på banneret. [En nærmere angiven dato i vinteren 2018] opstod der konfrontationer mellem ansøgeren, hans svigersøn, øvrige demonstranter og politiet. I denne forbindelse skubbede ansøgeren og hans svigersøn to betjente af en motorcykel. Ansøgeren slog også på politiet med knyttede næver og politiet slog ham med flad hånd. Det lykkedes ansøgeren og hans svigersøn at flygte fra politiet. [En nærmere angiven dato i vinteren 2018] blev ansøgeren kontaktet af sin slægtning [F], som arbejdede ved det iranske politis ledelse. [F] fortalte, at politiet havde billeder og videoer af ansøgeren fra demonstrationen. Han fortalte også, at han kunne forsinke ansøgeren og dennes svigersøns sag i tre måneder, så de ville have mulighed for at flygte. Ansøgeren udrejste herefter legalt af Iran [en nærmere angiven dato i foråret 2018] fra Imam Khomeini Lufthaven i Teheran sammen med sin ægtefælle, datter, søn og svigersøn. Ansøgeren har yderligere til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han har deltaget mere end i 50 protester mod kreditinstitutioner omkring [efteråret] 2015. I den forbindelse blev han anholdt én gang, hvorefter han blev løsladt samme aften, efter at han havde skrevet under på, at han ikke havde ret til at deltage i protesterne igen. Ansøgerne er efter deres ankomst til Danmark konverteret til kristendommen. Den kvindelige ansøger har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hendes ægtefælle deltog i demonstrationer fra [en nærmere angiven dato i vinteren 2017] til [en nærmere angiven dato i vinteren 2018] sammen med hendes svigersøn. [En nærmere angiven dato i vinteren 2018] blev ansøgerens ægtefælle kontaktet af sin slægtning [F], som arbejdede ved kommandostyrken ved ordenspolitiet i Teheran. [F] oplyste, at politiet havde billeder og videomateriale af ansøgerens ægtefælle og svigersøns deltagelse i demonstrationerne, og på denne baggrund havde de rejst en sag mod dem. [F] tilbød at hjælpe familien ved at trække deres sag ud i 3 måneder, så de havde tid til at flygte. [En nærmere angiven dato i foråret 2018] udrejste ansøgeren med sin ægtefælle, sin søn, sin datter og sin svigersøn fra Imam Khomeini Lufthaven i Teheran. Ansøgeren har yderligere oplyst, at hendes ægtefælle har deltaget i demonstrationer i løbet af de seneste tre og et halvt år. Han har i denne forbindelse været fængslet én gang, hvor han blev løsladt samme dag efter at have skrevet under på, at han ikke ville deltage i demonstrationer igen. Flygtningenævnet har sambehandlet [A], [B], [C] og [D] asylsager og sagerne afgøres med følgende, enslydende begrundelse: Konflikten med de iranske myndigheder Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaring om deres konflikt med de iranske myndigheder til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at både [A] og [C] har forklaret udbyggende om, hvad der skete til demonstrationerne i dagene [en nærmere angiven dato i vinteren 2017] til [en nærmere angiven dato i vinteren 2018], idet hverken [A] eller [C] i deres asylskemaer har oplyst om episoderne med nedrivning af banner og klammeri med betjentene på motorcykel, men at de begge først oplyste herom til deres asylsamtaler [en nærmere angiven dato i sommeren 2018.] Desuden har [A] forklaret udbyggende og divergerende om den vold, de blev udsat for, idet han bl.a. først for nævnet har forklaret, at de blev slået med knebler. Endvidere har [A] svaret usammenhængende og afglidende på spørgsmål om deres deltagelse i demonstrationerne, hvorfor myndighederne efterstræber dem, og hvorvidt myndighederne havde konkret bevismateriale mod dem. Det forekommer heller ikke overbevisende, at [C] i sit asylskema har beskrevet den slægtning, [F], der sikrede dem muligheden for at udrejse, og at han til asylsamtalen indledningsvis har forklaret, at han ikke kendte navnet på den pågældende slægtning. Flygtningenævnet har desuden lagt vægt på, at centrale dele af ansøgernes forklaringer ikke forekommer sandsynlige. Nævnet finder således, at det forekommer mindre sandsynligt, at [A] og [C] ikke oplevede nogen problemer efter deres deltagelse i demonstrationerne og frem til [en nærmere angiven dato i vinteren 2018], til trods for at de havde sloges med politiet, og at myndighederne oprettede sag mod dem og havde konkret bevismateriale mod dem i form af billeder og videomateriale fra demonstrationerne. I den forbindelse forekommer det ligeledes usandsynligt, at et familiemedlem har kunnet sørge for, at deres sag blev udskudt i tre måneder, også henset til at den pågældende ifølge det oplyste arbejdede i personaleafdelingen ved ordensstyrkerne. Det forekommer endvidere mindre sandsynligt, at ansøgerne har kunnet udrejse legalt fra Imam Khomeini Lufthavn i Teheran [en nærmere angiven dato i foråret 2018], når de iranske myndigheder allerede [en nærmere angiven dato i vinteren 2018] havde oprettet en sag mod [A] og [C] og havde konkret bevismateriale mod dem i form af billeder og videomateriale fra demonstrationerne. Ved vurderingen af, om ansøgerne må antages at være efterstræbt af myndighederne har Flygtningenævnet ligeledes lagt vægt på, at ansøgerne – der har kontakt til bl.a. familie i Iran – ikke er bekendt med, at deres bopæle skulle være blevet opsøgt af myndighederne efter ansøgernes udrejse, eller at ansøgernes øvrige familie i Iran er blevet opsøgt. Endvidere har [A] og [B]valgt at udleje deres bolig og forretning i Iran, hvilket indikerer, at ansøgerne fortsat anser det for muligt at vende tilbage. Ved vurderingen af ansøgernes generelle troværdighed har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgerne – forud for tidspunktet for det påberåbte asylmotiv – i oktober 2017 ansøgte om visum til Østrig, og at de alle fire ikke oplyste herom til Udlændingestyrelsen, selvom de alle blev spurgt, om de tidligere havde søgt visum. Da ansøgerne blev foreholdt oplysningerne om deres visumansøgninger, har de ikke kunnet give nogen overbevisende forklaring om baggrunden herfor. Dertil kommer, at [A]s forklaring om visumansøgningerne fremstår usammenhængende, idet han har givet modstridende oplysninger og svaret afglidende på simple spørgsmål. Desuden lægger Flygtningenævnet til grund, at [C] og [D] allerede i april 2017 ansøgte om og fik afslag på visum til Frankrig. [C] og [D] har begge benægtet at have ansøgt om visum til Frankrig, hvilket er i direkte modstrid med oplysningerne i det europæiske visumregistreringssystem, og det svækker ansøgernes troværdighed i væsentlig grad. Flygtningenævnet tilsidesætter på denne baggrund ansøgernes forklaringer om deres konflikt med de iranske myndigheder som konstrueret og utroværdig. Endelig finder Flygtningenævnet, at [A]s deltagelse i protester mod kreditinstitutioner i 2015, hvor [A] var fængslet i nogle timer som følge heraf, ikke kan føre til meddelelse af asyl efter § 7, idet forholdet må betragtes som afsluttet, og at det efter blandt andre [B]s forklaring ikke efterfølgende har givet anledning til problemer. Ansøgernes konvertering til kristendommen Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at [A], [B]og [D] skulle have stiftet bekendtskab med kristendommen, da de opholdt sig i deres hjemland, idet ansøgerne har forklaret indbyrdes divergerende herom, herunder om deres rejse til Tyrkiet, hvorfra de skulle have hjembragt flere bibler. Vedrørende ansøgernes konvertering til kristendommen bemærker Flygtningenævnet indledningsvis, at i et tilfælde, hvor ansøgernes asylmotiv er frygt som følge af konvertering efter udrejse, er der anledning til at foretage en kritisk og indgående bedømmelse af troværdigheden af ansøgernes forklaring herom, herunder om tidspunktet for konverteringen, baggrunden for konverteringen og om følgerne af konverteringen, jf. herved også UNHCR’s Guidelinges on International Protection: Religion-Based Refugee Claims under Article 1A(2) of the 1951 Convention and/or the 1967 Protocol relating to the Status of Refugees, pkt. 34. Ved vurderingen af, om ansøgernes konvertering må anses som reel, har Flygtningenævnet tillige lagt vægt på, at ansøgernes generelle troværdighed er alvorligt svækket som følge af forløbet med de tidligere visumansøgninger til Europa, og at nævnet har tilsidesat ansøgernes forklaringer om deres oprindelige asylmotiv. Ansøgernes forklaringer om, at de opsøgte kirken umiddelbart efter indrejsen til Danmark, fordi de var flygtet fra forfølgelse i hjemlandet og befandt sig i en håbløs og desperat situation, må dermed også tilsidesættes. Det er således også i det lys, at nævnet har taget med i betragtning, at ansøgerne allerede to dage efter ankomsten til Danmark deltog i gudstjeneste, og at de alle fire har givet den samme forklaring om, hvordan det påvirkede dem. De har således alle fire i deres respektive asylskemaer beskrevet med stort set enslydende tekst, at de ikke havde nogen religion ved ankomsten til Danmark, at de blev inviteret med i kirke, at de blev tiltrukket af det/at det var interessant, og at det påvirkede dem. Deres første møde med kristendommen, og spørgsmålet om hvordan deres interesse for kristendommen opstod, forekommer således planlagt og koordineret. Det forekommer i den sammenhæng heller ikke troværdigt, at ansøgerne ikke skulle have været bekendt med, at en interesse for kristendommen kunne være relevant i relation til ansøgernes ansøgning om asyl, som forklaret af [D]. Flygtningenævnet finder, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at deres respektive konverteringer er reelle, herunder således at det kan antages, at ansøgerne vil foretage kristne handlinger ved en tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet har herved også lagt vægt på, at ingen af ansøgerne på overbevisende måde har kunnet redegøre nærmere for deres refleksioner over motivet for konverteringen, herunder hvilken betydning kristendommen har haft for ansøgerne. Endvidere har [A]s udvist et begrænset kendskab til kristendommen og kun har forklaret overfladisk herom. Han betragter heller ikke selv hans konvertering som et problem for ham, hvis han vendte tilbage til Iran. [B]har udvist et lidt større kendskab til kristendommen, men har forklaret i overordnede og generelle vendinger om betydningen heraf, mens særligt [C] har udvist en større viden om kristendommen. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at deres konvertering til kristendommen er reel, herunder således at det kan antages, at de vil fastholde og udleve deres kristne overbevisning, eller at de i øvrigt har et religiøst betinget ønske om at foretage kristne handlinger ved en tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgernes deltagelse i gudstjenester og andre kristne aktiviteter er sket i et forsøg på at skabe sig et sur place-asylmotiv og uden at have baggrund i en reel religiøs overbevisning hos ansøgerne. De fremlagte udtalelser fra blandt andre sognepræst [E] ansøgernes dåbsbeviser kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet tilsidesætter på den baggrund ansøgernes forklaring om deres konvertering som konstrueret og utroværdig. Den omstændighed, at [C] efter sin udrejse har lavet opslag med kristne budskaber på sin Facebook-profil, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at [C] ikke kan anses for at have været i de iranske myndigheders søgelys ved sin udrejse af Iran sammenholdt med de foreliggende baggrundsoplysninger om de iranske myndigheders kendskab til og reaktion på, at iranere bruger konvertering i forsøget på at opnå asyl, jf. Udlændingestyrelsen og Dansk Flygtningehjælp, Fact-finding report. House Churches and Converts, februar 2018, særligt s. 8 samt pkt. 80, 82, 88 og 124. Dertil kommer, at der ifølge ansøgernes forklaringer ikke er nogen i Iran, der er bekendt med, at de er konverteret, bortset fra [B]s søster, der har reageret positivt, samt [C]s familie, som [C] forventer vil være meget åbne overfor han konvertering, da de har samme tilgang til religion som ham. Flygtningenævnet finder herefter sammenfattende, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Iran vil risikere forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2019/163/LBV

iran2019162

Nævnet stadfæstede i november 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et iransk ægtepar fra Iran. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske kurdere fra Ilam, Iran. Den mandlige ansøger har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men har deltaget i politiske demonstrationer i henholdsvis 2006 og 2017/2018. Den kvindelige ansøger har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet og udsat for tortur og chikane af de iranske myndigheder, fordi han har deltaget i demonstrationer mod myndighederne. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun frygter chikane, fængsling og tortur, fordi hendes far og ægtefælle har deltaget i demonstrationer mod de iranske myndigheder. Den mandlige ansøger har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han har deltaget i demonstrationer fra [en nærmere angiven dato i vinteren 2017] til [en nærmere angiven dato i vinteren 2018]. Han deltog sammen med sin svigerfar. [En nærmere angiven dato i vinteren 2018] opstod der en situation, hvor ansøgeren, hans svigerfar og andre demonstranter ville hjælpe nogle demonstranter, der blev overfaldet af myndighederne. Ansøgeren og hans svigerfar skubbede to betjente af en motorcykel, hvorefter betjentene råbte, at de skulle anholdes. Ansøgeren og hans svigerfar flygtede med andre demonstranter. Omkring [en nærmere angiven dato i vinteren 2018] blev ansøgerens svigerfar kontaktet af en slægtning [F], som arbejdede i den centrale afdeling hos politiet i Teheran. Han fortalte, at politiet havde billeder og videoer af ansøgeren fra demonstrationen, og at politiet på denne baggrund havde rejst en sag mod ansøgeren og hans svigerfar. [F] foreslog at hjælpe med at udskyde sagen i tre måneder, så de ville have mulighed for at flygte. Ansøgeren udrejste herefter legalt af Iran [en nærmere angiven dato i foråret 2018] fra Imam Khomeini Lufthaven i Teheran sammen med sin ægtefælle, svigermor, svoger og svigerfar. Den kvindelige ansøger har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hendes ægtefælle og far deltog i demonstrationer fra [en nærmere angiven dato i vinteren 2017] til [en nærmere angiven dato i vinteren 2018]. [En nærmere angiven dato i vinteren 2018] blev ansøgerens far kontaktet af sin slægtning [F], som arbejdede i personaleafdelingen ved politiet i Teheran. [F] oplyste, at politiet havde billeder og videomateriale af ansøgerens far og ægtefælles deltagelse i demonstrationerne og på denne baggrund havde de rejst en sag mod dem. [F] tilbød at hjælpe familien ved at trække deres sag ud i 3 måneder, så de havde tid til at flygte. [En nærmere angiven dato i foråret 2018] udrejste ansøgeren med sin ægtefælle, sin far, sin mor og sin bror fra Imam Khomeini Lufthaven i Teheran. Ansøgerne er efter deres ankomst til Danmark konverteret til kristendommen. Flygtningenævnet har sambehandlet [A], [B], [C] og [D] asylsager og sagerne afgøres med følgende, enslydende begrundelse: Konflikten med de iranske myndigheder Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaring om deres konflikt med de iranske myndigheder til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at både [A] og [C] har forklaret udbyggende om, hvad der skete til demonstrationerne i dagene [en nærmere angiven dato i vinteren 2017] til [en nærmere angiven dato i vinteren 2018], idet hverken [A] eller [C] i deres asylskemaer har oplyst om episoderne med nedrivning af banner og klammeri med betjentene på motorcykel, men at de begge først oplyste herom til deres asylsamtaler [en nærmere angiven dato i sommeren 2018.] Desuden har [A] forklaret udbyggende og divergerende om den vold, de blev udsat for, idet han bl.a. først for nævnet har forklaret, at de blev slået med knebler. Endvidere har [A] svaret usammenhængende og afglidende på spørgsmål om deres deltagelse i demonstrationerne, hvorfor myndighederne efterstræber dem, og hvorvidt myndighederne havde konkret bevismateriale mod dem. Det forekommer heller ikke overbevisende, at [C] i sit asylskema har beskrevet den slægtning, [F], der sikrede dem muligheden for at udrejse, og at han til asylsamtalen indledningsvis har forklaret, at han ikke kendte navnet på den pågældende slægtning. Flygtningenævnet har desuden lagt vægt på, at centrale dele af ansøgernes forklaringer ikke forekommer sandsynlige. Nævnet finder således, at det forekommer mindre sandsynligt, at [A] og [C] ikke oplevede nogen problemer efter deres deltagelse i demonstrationerne og frem til [en nærmere angiven dato i vinteren 2018], til trods for at de havde sloges med politiet, og at myndighederne oprettede sag mod dem og havde konkret bevismateriale mod dem i form af billeder og videomateriale fra demonstrationerne. I den forbindelse forekommer det ligeledes usandsynligt, at et familiemedlem har kunnet sørge for, at deres sag blev udskudt i tre måneder, også henset til at den pågældende ifølge det oplyste arbejdede i personaleafdelingen ved ordensstyrkerne. Det forekommer endvidere mindre sandsynligt, at ansøgerne har kunnet udrejse legalt fra Imam Khomeini Lufthavn i Teheran [en nærmere angiven dato i foråret 2018], når de iranske myndigheder allerede [en nærmere angiven dato i vinteren 2018] havde oprettet en sag mod [A] og [C] og havde konkret bevismateriale mod dem i form af billeder og videomateriale fra demonstrationerne. Ved vurderingen af, om ansøgerne må antages at være efterstræbt af myndighederne har Flygtningenævnet ligeledes lagt vægt på, at ansøgerne – der har kontakt til bl.a. familie i Iran – ikke er bekendt med, at deres bopæle skulle være blevet opsøgt af myndighederne efter ansøgernes udrejse, eller at ansøgernes øvrige familie i Iran er blevet opsøgt. Endvidere har [A] og [B]valgt at udleje deres bolig og forretning i Iran, hvilket indikerer, at ansøgerne fortsat anser det for muligt at vende tilbage. Ved vurderingen af ansøgernes generelle troværdighed har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgerne – forud for tidspunktet for det påberåbte asylmotiv – i oktober 2017 ansøgte om visum til Østrig, og at de alle fire ikke oplyste herom til Udlændingestyrelsen, selvom de alle blev spurgt, om de tidligere havde søgt visum. Da ansøgerne blev foreholdt oplysningerne om deres visumansøgninger, har de ikke kunnet give nogen overbevisende forklaring om baggrunden herfor. Dertil kommer, at [A]s forklaring om visumansøgningerne fremstår usammenhængende, idet han har givet modstridende oplysninger og svaret afglidende på simple spørgsmål. Desuden lægger Flygtningenævnet til grund, at [C] og [D] allerede i april 2017 ansøgte om og fik afslag på visum til Frankrig. [C] og [D] har begge benægtet at have ansøgt om visum til Frankrig, hvilket er i direkte modstrid med oplysningerne i det europæiske visumregistreringssystem, og det svækker ansøgernes troværdighed i væsentlig grad. Flygtningenævnet tilsidesætter på denne baggrund ansøgernes forklaringer om deres konflikt med de iranske myndigheder som konstrueret og utroværdig. Endelig finder Flygtningenævnet, at [A]s deltagelse i protester mod kreditinstitutioner i 2015, hvor [A] var fængslet i nogle timer som følge heraf, ikke kan føre til meddelelse af asyl efter § 7, idet forholdet må betragtes som afsluttet, og at det efter blandt andre [B]s forklaring ikke efterfølgende har givet anledning til problemer. Ansøgernes konvertering til kristendommen Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at [A], [B]og [D] skulle have stiftet bekendtskab med kristendommen, da de opholdt sig i deres hjemland, idet ansøgerne har forklaret indbyrdes divergerende herom, herunder om deres rejse til Tyrkiet, hvorfra de skulle have hjembragt flere bibler. Vedrørende ansøgernes konvertering til kristendommen bemærker Flygtningenævnet indledningsvis, at i et tilfælde, hvor ansøgernes asylmotiv er frygt som følge af konvertering efter udrejse, er der anledning til at foretage en kritisk og indgående bedømmelse af troværdigheden af ansøgernes forklaring herom, herunder om tidspunktet for konverteringen, baggrunden for konverteringen og om følgerne af konverteringen, jf. herved også UNHCR’s Guidelinges on International Protection: Religion-Based Refugee Claims under Article 1A(2) of the 1951 Convention and/or the 1967 Protocol relating to the Status of Refugees, pkt. 34. Ved vurderingen af, om ansøgernes konvertering må anses som reel, har Flygtningenævnet tillige lagt vægt på, at ansøgernes generelle troværdighed er alvorligt svækket som følge af forløbet med de tidligere visumansøgninger til Europa, og at nævnet har tilsidesat ansøgernes forklaringer om deres oprindelige asylmotiv. Ansøgernes forklaringer om, at de opsøgte kirken umiddelbart efter indrejsen til Danmark, fordi de var flygtet fra forfølgelse i hjemlandet og befandt sig i en håbløs og desperat situation, må dermed også tilsidesættes. Det er således også i det lys, at nævnet har taget med i betragtning, at ansøgerne allerede to dage efter ankomsten til Danmark deltog i gudstjeneste, og at de alle fire har givet den samme forklaring om, hvordan det påvirkede dem. De har således alle fire i deres respektive asylskemaer beskrevet med stort set enslydende tekst, at de ikke havde nogen religion ved ankomsten til Danmark, at de blev inviteret med i kirke, at de blev tiltrukket af det/at det var interessant, og at det påvirkede dem. Deres første møde med kristendommen, og spørgsmålet om hvordan deres interesse for kristendommen opstod, forekommer således planlagt og koordineret. Det forekommer i den sammenhæng heller ikke troværdigt, at ansøgerne ikke skulle have været bekendt med, at en interesse for kristendommen kunne være relevant i relation til ansøgernes ansøgning om asyl, som forklaret af [D]. Flygtningenævnet finder, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at deres respektive konverteringer er reelle, herunder således at det kan antages, at ansøgerne vil foretage kristne handlinger ved en tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet har herved også lagt vægt på, at ingen af ansøgerne på overbevisende måde har kunnet redegøre nærmere for deres refleksioner over motivet for konverteringen, herunder hvilken betydning kristendommen har haft for ansøgerne. Endvidere har [A]s udvist et begrænset kendskab til kristendommen og kun har forklaret overfladisk herom. Han betragter heller ikke selv hans konvertering som et problem for ham, hvis han vendte tilbage til Iran. [B]har udvist et lidt større kendskab til kristendommen, men har forklaret i overordnede og generelle vendinger om betydningen heraf, mens særligt [C] har udvist en større viden om kristendommen. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at deres konvertering til kristendommen er reel, herunder således at det kan antages, at de vil fastholde og udleve deres kristne overbevisning, eller at de i øvrigt har et religiøst betinget ønske om at foretage kristne handlinger ved en tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgernes deltagelse i gudstjenester og andre kristne aktiviteter er sket i et forsøg på at skabe sig et sur place-asylmotiv og uden at have baggrund i en reel religiøs overbevisning hos ansøgerne. De fremlagte udtalelser fra blandt andre sognepræst [E] ansøgernes dåbsbeviser kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet tilsidesætter på den baggrund ansøgernes forklaring om deres konvertering som konstrueret og utroværdig. Den omstændighed, at [C] efter sin udrejse har lavet opslag med kristne budskaber på sin Facebook-profil, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at [C] ikke kan anses for at have været i de iranske myndigheders søgelys ved sin udrejse af Iran sammenholdt med de foreliggende baggrundsoplysninger om de iranske myndigheders kendskab til og reaktion på, at iranere bruger konvertering i forsøget på at opnå asyl, jf. Udlændingestyrelsen og Dansk Flygtningehjælp, Fact-finding report. House Churches and Converts, februar 2018, særligt s. 8 samt pkt. 80, 82, 88 og 124. Dertil kommer, at der ifølge ansøgernes forklaringer ikke er nogen i Iran, der er bekendt med, at de er konverteret, bortset fra [B]s søster, der har reageret positivt, samt [C]s familie, som [C] forventer vil være meget åbne overfor han konvertering, da de har samme tilgang til religion som ham. Flygtningenævnet finder herefter sammenfattende, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Iran vil risikere forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2019/162/LBV

iran2019161

Nævnet meddelte i november 2019 opholdstilladelse K til en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og kristen fra Azarbaijan, Iran. Ansøgeren har været medlem af KDP i Irak siden 2014. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved tilbagevenden til Iran frygter de iranske myndigheders overgreb, dels som følge af hendes manglende samarbejde med efterretningstjenesten, dels som følge af hendes konversion til kristendommen. Herudover frygter hun overgreb fra en tidligere ægtefælle. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun var gift fra 2009 til 2011. Hendes ægtefælle blev i 2010 dømt for vold mod hende og også dømt i 2013 for overgreb mod hende og hendes far. Hun flyttede i 2013 til Erbil i Irak for at arbejde som frisør i sin søsters frisørsalon. I 2014 blev hun medlem af KDP i Irak. Hun udførte ikke politiske aktiviteter for KDP. Hun fik i 2014 arbejde på den kurdiske TV-station Rudaw, hvor hun arbejdede indtil [sommeren] 2017. Ansøgeren mistede sin tro til islam i 2013 og betragtede herefter sig selv som ateist. I 2015 blev ansøgeren introduceret for kristendommen af læreren [A] på en skole i Irak, hvor ansøgeren lærte engelsk. Ansøgeren deltog i gudstjenester i private hjem næsten hver weekend, hvor hun læste i biblen sammen med andre. Hun konverterede til kristendommen i 2016. Under sit ophold i Irak rejste ansøgeren tilbage til Iran for at besøge sin familie, når der var mulighed for det. Hun blev afhørt tre gange af de iranske myndigheder ved grænsen i forbindelse med sine seneste indrejser i Iran fra Irak. [sommeren] 2017 rejste ansøgeren tilbage til Iran men fik ved den iranske grænse frataget sit pas og blev tilbageholdt i to dage af den iranske efterretningstjeneste, som ville have hende til at samarbejde med dem. Hun blev løsladt mod at underskrive papirer om at ville samarbejde med tjenesten. Dagen efter rejste hun til Irak og efter kort tid til Danmark. Hun har efter udrejsen af Iran fået at vide, at hendes far to gange er blevet tilsagt til den iranske efterretningstjeneste og udspurgt om sine forhold. Ansøgeren blev efter sin indrejse i Danmark døbt den [vinteren] 2018. Flygtningenævnets flertal finder, at ansøgerens forklaring under asylsagen har været detaljeret og konsistent, og at det beskrevne forløb i alt væsentligt har fremstået selvoplevet, hvorfor flertallet lægger forklaringen om ansøgerens konflikt med efterretningstjenesten til grund. Herefter og efter de foreliggende baggrundsoplysninger finder flertallet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for konkret og individuel forfølgning, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Der er herefter ikke anledning til at tage stilling til, om den af ansøgeren påberåbte konvertering til kristendommen kan anses for reel, eller om ansøgeren er i asylrelevant risiko for overgreb fra sin tidligere ægtefælle. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1..” [Iran/2019/161/YARS]

iran2019153

Nævnet stadfæstede i november 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2008. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk […] fra [by], Khuzestan, Iran. Ansøgeren har oplyst, at hun er ved at konvertere fra islam til kristendommen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter, at hun vil blive slået ihjel af enten revolutionsgarden eller af […]-stammen. Ansøgeren har som asylmotiv videre henvist til, at hun er i gang med at konvertere til kristendommen. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun ved to forskellige hændelser er blevet truet med at blive anmeldt til revolutionsgarden, idet hun henholdsvis har givet hånd til en mand, der kendte hendes søster, og hjulpet en anden mand hos en grønthandler, der ønskede råd om anvendelsen af avokadoer. I begge tilfælde truede de pågældende mænds ægtefæller med at anmelde ansøgeren til revolutionsgarden. Ansøgeren har videre til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun er blevet skilt fra sin ægtefælle i den periode, hvor hun var udrejst til Iran, og at hun som følge heraf nu frygter at blive slået ihjel af personer fra […]-stammen. Ansøgeren har yderligere oplyst, at hun modtager undervisning i kristendommen, og at hun har været i kirke i Danmark. Hun har derudover udtrykt ønske om at konvertere, når hun har fået større kendskab til kristendommen. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Nævnet finder imidlertid, at de påberåbte omstændigheder ikke har en sådan karakter, aktualitet og intensitet, at de kan føre til, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Nævnet har lagt til grund, at ansøgeren ikke nærer nogen frygt for en tilbagevenden til Iran i anledning af de to episoder på henholdsvis apoteket og ved grønthandleren, som hun har forklaret om. Det er herunder også indgået i vurderingen, at ansøgeren i perioden frem til sin udrejse af Iran i [sommeren] 2018 heller ikke har været udsat for opsøgninger eller lignende af hverken de omhandlede mænds hustruer eller andre. For så vidt angår den del af ansøgerens asylmotiv, der knytter sig til hendes angivelige skilsmisse i Danmark, har nævnet lagt vægt på, at det reelt beror på ansøgerens egne formodninger, at hun vil blive udsat for forfølgelse eller overgreb i Iran i anledning af en eventuel skilsmisse. Ansøgerens forklaring for nævnet om, hvad hendes søster i Iran har fortalt hende om familiernes modstand mod skilsmissen og mistro mod hende, kan ikke føre til en anden vurdering. Alene den omstændighed, at ansøgeren tilhører en konservativ stamme, […]-stammen, kan ikke føre til, at hun har sandsynliggjort, at hun vil være i risiko for overgreb fra sin egen familie sin mands familie eller andre personer fra lokalsamfundet i anledning en skilsmisse. Ansøgerens forklaring om, at hun har udvist interesse for kristendommen, kan heller ikke føre til, at hun skal meddeles opholdstilladelse her i landet i medfør af udlændingelovens § 7, allerede fordi der ikke foreligger en konversion, og ansøgeren alene har deltaget i meget begrænsede kristne aktiviteter. Der er heller ikke noget grundlag for at antage, at familie og andre i Iran skulle være bekendt med, at hun har deltaget i kristne aktiviteter. Herefter, og da socioøkonomiske forhold som også anført af Udlændingestyrelsen ikke kan føre til asyl, stadfæster Flygtningenævnet derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2019/153/CRT

iran2019152

Nævnet meddelte i november 2019 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser fra [by], Iran. Ansøgeren har oplyst, at han i Danmark er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af de iranske myndigheder, fordi han har deltaget i en række demonstrationer. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i en måned og 22 dage op til [en nærmere angiven dato i foråret] 2018 deltog i et ukendt antal demonstrationer i [by]. Den 12. maj 2018 deltog ansøgeren i en større demonstration i [by] med sin fætter Reza og barndomsvennerne Ali og Farid. Ansøgeren brændte bannere af Khomeini og Khamenei af sammen med Reza, og ansøgeren flygtede, da myndighederne reagerede på flammerne på demonstrationspladsen og skød efter demonstranterne. Efterfølgende har myndighederne opsøgt ansøgerens families bopæl tre gange, hvor de har spurgt efter ansøgeren. De har fortalt ansøgerens familie, at Reza var blevet skudt og anholdt, og de har truet ansøgerens familie med at henrette ansøgeren. Ansøgeren har på intet tidspunkt efter demonstrationen haft kontakt til Reza, Ali eller Farid. Ansøgeren har under sagens behandling i Flygtningenævnet oplyst, at han er blevet døbt [en nærmere angiven dato i foråret] 2019. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren som forklaret har deltaget i regeringsfjendtlige demonstrationer i byen [by], Iran, i [foråret] 2018. Det må lægges til grund, at disse demonstrationer, der forløb over flere dage, udviklede sig voldeligt og udløste betydelig magtanvendelse fra sikkerhedsstyrkerne, herunder med anvendelse af skydevåben. Det må endvidere lægges til grund, at ansøgeren i forbindelse med demonstrationerne blev identificeret af myndighederne, som dels arresterede hans fætter, der deltog i demonstrationen sammen med ansøgeren, og dels efterfølgende søgte efter ansøgeren på hans bopæl. Henset til karakteren af demonstrationerne og ansøgerens rolle i den forbindelse må det endvidere lægges til grund, at ansøgeren herefter er profileret i forhold til de iranske myndigheder som modstander af regeringen. Det af Udlændingestyrelsen i afgørelsen af [en nærmere angiven dato i vinteren] 2018 anførte kan ikke føre til en tilsidesættelse af ansøgerens forklaring. Begrundelsen for Udlændingestyrelsens afgørelse vedrører i det væsentlige Udlændingestyrelsens egen vurdering af, hvorvidt ansøgerens adfærd kan betegnes som meningsfuld. De af Udlændingestyrelsen påpegede divergenser i ansøgerens forklaringer må betragtes som værende af mindre betydning og må efter det oplyste i hvert fald til dels antages at skyldes forståelsesvanskeligheder mellem ansøgeren og den tolk, der var til stede ved asylsamtalen. Flygtningenævnet finder det herefter godtgjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Der er herefter ikke anledning til at tage stilling til, om den af ansøgeren påberåbte konvertering til kristendommen kan anses for reel. Flygtningenævnet ændrer herefter Udlændingestyrelsens afgørelse, således at der meddeles ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2019/152/JABP

irak20207

Nævnet stadfæstede i januar 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsbor-ger fra Irak. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunnimuslim fra [by 1], Salah ad Din, Irak. Ansøgeren har ikke væ-ret medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af 30 til 35 personer, fordi han skylder dem penge. Han frygter tillige at blive anholdt og retsforfulgt af de irakiske myndigheder, fordi de personer, som ansøgeren skylder penge, har an-meldt ham. Han har til støtte herfor oplyst, at han fra 2012 til 2014 købte og solgte kreaturer. Han købte slagtedyr på kredit fra 30 til 35 personer bosiddende i Tuz. Derefter fragtede han slagtedyrene til Mosul, hvor han solgte dem til fire faste kunder ved navn [A]Ahmed Mutar, [B]Fahad Mohammad, [C]Saad Qais og [D]Sami Mohamed. Da Mosul blev indtaget af ISIL i juni 2014, forsøgte ansøgeren at opkræve pengene for de kreaturer, han havde solgt til de fire førnævnte personer i Mosul. Han forsøgte at kontakte dem telefonisk, men [B] og [D] tog ikke deres telefoner. [C] og [A] besvarede ansøgerens opkald, men oplyste, at ansøgeren ikke skulle kontakte dem igen, fordi de selv havde mistet alle deres penge, efter ISIL havde overtaget magten i Mosul. [C] og [A] advarede ansøgeren om, at han hverken skulle kontakte eller opsøge dem igen, da de ellers ville slå ham ihjel. Ansøgeren forsøgte herefter igen at kontakte [C] og [A] utallige gange, men de besvarede ikke opkaldene. Ansøgeren kunne derfor ikke inddrive pengene fra kunderne i Mosul og kunne dermed ikke betale sine kreditorer i Tuz. Fra [måned i sommeren] 2016 og frem til hans udrejse af Irak den [dato i efteråret] 2016 fremsatte ansøgerens kreditorer fra Tuz en personlig og otte til ni telefoniske trusler mod ansøgeren. De truede ansøgeren med, at de ville slå ham ihjel og bortføre hans børn. Efter ansøgerens udrejse har kreditorerne opsøgt ansøgerens bopæl i Tuz seks til otte gange og spurgt ansøgerens ægtefælle, hvor ansøgeren befandt sig. Igennem slægtninge til ansøgerens ægtefælle har ansøgeren desuden fået kendskab til, at kreditorerne truede med at slå ansøgeren ihjel, smide ham i fængsel og kidnappe hans børn. Ansøgerens ægtefælle er også en gang blevet opsøgt af ansøgerens kreditorer på hendes opholdssted i [by 2]. Omkring 15 dage efter ansøgeren udrejse af Irak fik hans ægtefælle kendskab til, at kreditorerne havde anmeldt ansøgeren til de kurdiske myndigheder, fordi han havde misligholdt sin gæld. I [måned i foråret] 2017 rettede det irakiske politi i Tuz henvendelse til ansøgerens ægtefælle på bopælen og orienterede hende om, at kreditorerne også havde anmeldt ansøgeren til de irakiske myndigheder. Flygtningenævnet kan lægge til grund, at ansøgeren har drevet handel med får og lam i Tuz og Mosul. Flygtningenævnet kan endvidere lægge til grund, at ansøgeren mistede en del penge, da IS indtog Mosul og afskær hans adgang til byen og debitorerne, hvorefter han ikke kunne betale en række kreditorer. Flygtningenævnet kan imidlertid ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han har en asylbegrundende konflikt med hverken sine kreditorer eller de kurdiske og irakiske myndigheder, til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvornår han første gang blev truet af sine kreditorer, herunder om det var i [måned i foråret] 2015 eller i [måned i sommeren] 2016 og om, hvor mange gange og hvor mange der truede ham. Han har endvidere forklaret divergerende om, hvor mange gange han blev opsøgt af sine kreditorer. Endelig har han forklaret divergerende og udbyggende om karakteren af opsøgningerne. Han har således indledningsvist over for Udlændingestyrelsen forklaret, at han blev opsøgt personligt på sin bopæl en gang, og at han var alene hjemme, mens han under nævnsmødet forklarede, at han er blevet opsøgt personligt flere gange, og at hans børn den første gang var hjemme og skreg, da han blev truet med en pistol. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgeren ikke over for Udlændingestyrelsen har nævnt, at han blev truet med en pistol. Dertil kommer, at ansøgeren og hans ægtefælle har forklaret indbyrdes divergerende blandt andet om, hvor mange gange ægtefællen er blevet opsøgt af kreditorerne og om, hvorvidt hun er blevet opsøgt af de kurdiske myndigheder og om, hvor mange gange hun er blevet opsøgt af de irakiske myndigheder. Ansøgeren har i øvrigt forklaret udbyggende om, at gældsforholdet skulle være anholdt til myndighederne. Ansøgeren har således først forklaret om dette til sin asylsamtale og ikke til den indledende oplysnings- og motivsamtale. Flygtningenævnet kan således ikke lægge til grund, at ansøgeren er asylbegrundende forfulgt af sine kreditorer. Flygtningenævnet kan efter ovennævnte vurdering heller ikke lægge til grund, at ansøgerens kreditorer har meldt ham til myndighederne i anledning af gældsforholdet. Ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at han risikerer asylbe-grundende forfølgelse fra sine kreditorer eller, at han på grund af gældsforholdet er meldt til myn-dighederne. Ansøgeren har heller ikke sandsynliggjort, at han ved en eventuel anmeldelse til myn-dighederne risikerer en uproportionel staf eller asylbegrundende forhold under en eventuel fængs-ling. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbage-venden til Irak vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæ-ster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2020/7/DH

irak20206

Nævnet stadfæstede i januar 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsbor-ger fra Irak. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren har oplyst, at han er statsløs bidoon fra Kuwait. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men har deltaget i en demonstration til fordel for bidooneres rettigheder. Udlændingestyrelsen har lagt til grund, at ansøgeren er irakisk statsbor-ger, idet den kuwaitiske ambassade i Stockholm [vinteren] 2018 har oplyst, at ansøgerens far er irakisk statsborger og har fået udstedt irakisk nationalitetspas. Ansøgeren og hans søskende er også irakiske statsborgere. Ansøgeren har fastholdt, at han er statsløs bidoon fra Kuwait. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Kuwait frygter at blive fængslet og tortu-reret af myndighederne, fordi han er statsløs bidoon og har deltaget i en demonstration for bidoone-res rettigheder. Ansøgeren frygter endvidere sin tidligere kærestes familie, idet hendes familie – som var imod forholdet – opdagede, at de havde et seksuelt forhold. Ansøgeren har endelig oplyst, at han ikke frygter noget i Irak, idet han aldrig har været i landet. Flygtningenævnet lægger efter en samlet vurdering til grund, at ansøgeren er statsborger i Irak, og nævnet forkaster derfor ansøgerens forklaring om sin identitet, og at han skulle være statsløs bidoon fra Kuwait. Flygtningenævnet lægger herved afgørende vægt på de nye oplysninger om ansøgerens identitet, der er fremkommet efter Flygtningenævnets afgørelse [foråret] 2014 og i forbindelse med myndighedernes bestræbelser på udsendelse af ansøgeren. Nævnet henviser til meddelelsen [vinteren] 2018 fra Den Kuwaitiske Ambassade i Stockholm, Sverige, til de danske myndigheder. Meddelelsen indeholder oplysning om, at ansøgerens far er irakisk statsborger med et irakisk nationalitetspas, således at ansøgeren og hans søskende også er irakiske statsborgere. Ambassaden har anført det bestemte pasnummer for nationalitetspasset tilhørende ansøgerens far og har med henvisning til det irakiske statsborgerskab oplyst, at man ikke kan udstede rejsedokumenter for ansøgeren. Flygtningenævnet bemærker i øv-rigt, at ansøgeren under samtalen med Udlændingestyrelsen [efteråret] 2013 er blevet opfordret til at fremlægge alle sine dokumenter og personlige papirer, som efter hans skøn kan få betydning i sagen. Ansøgeren har hertil forklaret, at han som statsløs bidoon slet ikke har nogen dokumenter. Nævnet finder herefter ikke, at ansøgerens fremlæggelse af kopier af fødselsattester under behand-lingen i 2019 af asylsagen kan tillægges betydning og føre til en anden vurdering. Ansøgeren har forklaret under samtalen med Udlændingestyrelsen [foråret] 2019, at han ikke har haft nogen pro-blemer uden for Kuwait, og at han ikke frygter noget i Irak. Herefter og med henvisning til at de generelle forhold i Irak ikke kan anses for asylbegrundende finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse omfat-tet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han risikere overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af [foråret] 2019.” Irak/2020/6/cabv

irak202044

Nævnet stadfæstede i november 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2020.”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim af trosretning fra [landsby], Rania, Sulaymaniyah, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Han har været politisk aktiv, udover at han har solgt fødevarer til et politisk parti. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved tilbagevenden til Irak frygter at få problemer med de iranske myndigheder, idet han har solgt fødevarer til Kurdistans Demokratiske Parti i Iran (KDPI). Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans søster havde en forretning, hvor der blev solgt fødevarer. I [slutningen af] 2017 begyndte ansøgeren at arbejde i forretningen. I slutningen af 2017 opsøgte to bekendte ansøgeren på familiens bopæl. De ønskede, at ansøgeren skulle sælge fødevarer til KDPI i den irakiske by Koya. Ansøgeren gik med til dette og begyndte herefter at levere fødevarer til KDPI. I [efteråret] 2019 blev ansøgeren opsøgt i forretningen af en ukendt person. Denne person fortalte ansøgeren, at han skulle bøde for sin støtte til KDPI. Ansøgeren har efterfølgende set denne person omkring forretningen og anmeldt ham til politiet, men politiet har ikke kunne identificere ham. I slutningen af 2019 valgte ansøgeren at forlade sit arbejde i forretningen. Han tog dernæst ophold hos KDPI i Koya, indtil han udrejste af Irak. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter at få problemer med Kurdistans Patriotiske Union (PUK) og Kurdistans Demokratiske Parti (KDP), da han har støttet KDPI, som er i konflikt med de iranske myndigheder. Ansøgeren har endelig henvist til, at han netop har modtaget en arrestordre udstedt [i starten af] 2020 af en domstol tæt på hans bopæl og med henvisning til en paragraf, der omhandler landsforræderi. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sin konflikt med de iranske myndigheder til grund, idet forklaringen forekommer divergerende og udbyggende på centrale punkter og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren, der er en veluddannet person med en universitetsuddannelse, i det udvidede asylskema som begrundelse for at søge asyl, ikke har oplyst noget om den flugtudløsende begivenhed, men alene at han frygter ”det skræmmende iranske regime” ”på grund af de ting, jeg gjorde” og anført, at han ikke kan vende tilbage til sit hjemland, fordi han ikke ved, hvad der vil ske med ham. Ansøgeren har heller ikke til asylsamtalen forklaret om dødstrusler. Han forklarede først, at personen, der kom ind i forretningen, sagde, at ansøgeren ville komme til at betale for sin hjælp til KDPI, og at ansøgeren var imod de iranske myndigheder, samt at personen ikke sagde andet. Ansøgeren forklarede derefter, at han spurgte den pågældende, hvem han var, og hvorfor han truede ham, hvortil den pågældende svarede, at det ikke handlede om ansøgeren, men at han kendte ham rigtig godt, og at manden også sagde, at de ville ses igen. På mødet i Flygtningenævnet har ansøgeren derimod forklaret, at den pågældende, ukendte person sagde til ham, at hvis han ikke holdt op med sin hjælp til KDPI, skulle de nok sørge for at få ham likvideret og/eller, at det ville koste ham hans liv. Ansøgeren har endvidere forklaret udbyggende om den ukendte person, idet han til asylsamtalen forklarede, at partiet ikke havde sagt til ham, hvem denne person var, eller hvor han kom fra. De havde bare advaret ham om, at det kunne være en alvorlig trussel. På mødet i Flygtningenævnet har ansøgeren imidlertid forklaret, at hans ven [A] hos partiet fik bekræftet, at manden var en kendt spion, der arbejdede for de iranske myndigheder. Flygtningenævnet finder endvidere, at det forekommer påfaldende, at ansøgeren, der efter sin forklaring havde en forretning, der distribuerede fødevarer, som han fik leveret gratis fra myndighederne i det kurdiske selvstyre i Irak og solgte videre til registrerede personer, men ikke selv stod for indkøb af fødevarer, skulle være blevet opsøgt af nogle bekendte på grund af sin forretning med henblik på at købe ekstra madvarer på markedet og sælge dem til personer fra KDPI, henset til at han ikke havde denne form for forretning og ikke havde vist sympati for KDPI. Det forekommer videre påfaldende, at personer fra KDPI ofte kørte sammen med ansøgeren til markedet og købte varerne og derefter til det sted, hvor de skulle leveres henset til, at formålet var, at personerne fra KDPI ikke skulle opdages af myndighederne. Flygtningenævnet har endelig lagt vægt på, at ansøgeren efter sin forklaring boede hjemme og fortsatte i sin forretning omkring halvanden måned, efter angiveligt at være blevet opsøgt og truet af den ukendte person, idet han ikke tog sagen seriøst til at starte med, men at det var denne episode, der var årsagen til, at han udrejste, og at hverken han eller hans familie blev opsøgt i denne periode. Flygtningenævnet kan således ikke lægge til grund, at ansøgeren har en konflikt med de iranske myndigheder og dermed heller ikke en – afledet – konflikt med PUK og KDP. Den på mødet i Flygtningenævnet fremlagte arrestordre kan ikke føre til et andet resultat. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om asylmotivet er forkastet som utroværdigt, og at det efter baggrundsoplysningerne er nemt at skaffe falske dokumenter eller ægte dokumenter med usandt indhold. Nævnet har videre lagt vægt på, at dokumentet først er fremkommet efter, at Udlændingestyrelsen har meddelt ansøgeren afslag på asyl. Flygtningenævnet bemærker, at nævnet i øvrigt kan tiltræde Udlændingestyrelsens vurdering, hvorefter ansøgeren – i fald hans forklaring lægges til grund – ikke kan meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 henset til, at han på intet tidspunkt har været udsat for overgreb fra de iranske myndigheders side, og at personen, der angiveligt opsøgte ham i forretningen, ikke har opsøgt ham eller hans familie yderligere. For så vidt angår ansøgerens frygt for PUK og KDPI har nævnet i lighed med Udlændingestyrelsen lagt vægt på, at ansøgeren aldrig har haft problemer med disse partier, og at hans frygt for dem alene er baseret på ansøgerens egen formodning om, at de iranske myndigheder efterstræber ham, og at disse partier samarbejder med de irakiske myndigheder herom. De generelle forhold i Irak, herunder for etniske kurdere, kan heller ikke føre til, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Sammenfattende finder nævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2020/44/ehd

irak202042

Nævnet stadfæstede i september 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2019. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim af trosretning fra landsbyen [K] i Sulaymaniyah-provinsen, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af sin brors tidligere svoger. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans bror, [F], blev skilt fra sin ægtefælle i 2013, hvorefter der opstod problemer grundet uenigheder om forældremyndigheden over parrets to børn. I 2013 blev [F] således overfaldet på sin bopæl af fire personer, hvoraf den ene var [F’s] tidligere ægtefælles bror. Ansøgerens søster, [H], der boede sammen med [F], ringede til ansøgeren, der skyndte sig hen til [F’s] bopæl. Her nåede han at se de fire personer, som var maskerede, flygte fra stedet. Efterfølgende så ansøgeren, at [F] var blevet stukket i øjet med en kniv. Ansøgeren ringede til politiet, som kom til stede, og [F] fortalte, at den ene af overfaldsmændene var hans eks-svoger. Eks-svogeren blev efterfølgende idømt fængsel i et år og otte måneder. Omkring syv til otte måneder efter, at [F’s] eks-svoger blev løsladt, blev ansøgeren opsøgt af eks-svogeren og to andre personer. De pågældende truede ansøgeren på livet. Senere blev ansøgeren på ny opsøgt af [F’s] eks-svoger, der sammen med to andre overfaldt ansøgeren, som brækkede sit ene ben og mistede bevidstheden. Tre dage før sin udrejse fik ansøgeren et telefonopkald fra [F’s] eks-svoger, der på ny truede ansøgeren på livet. Ansøgeren besluttede sig herefter for at udrejse af Irak. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet har ved denne vurdering lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om sit asylmotiv. Han har således forklaret divergerende om, hvorvidt hans bror blev overfaldet i 2016 eller i 2013. Han har også forklaret divergerende om, hvorvidt han selv blev opsøgt af brorens svoger, lige efter denne blev løsladt, en måned efter dennes løsladelse eller syv til otte måneder efter brorens svogers løsladelse. Han har endvidere forklaret divergerende om, hvorvidt han selv blev slået med en stang, eller om han ikke vidste, om han blev slået med genstande. Han har tillige forklaret divergerende om, hvornår dette overfald fandt sted og om, hvornår han modtog telefoniske trusler fra brorens svoger. Ansøgeren var ikke under nævnsmødet i stand til at forklare de nævnte divergenser eller uddybe sit asylmotiv. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgerens forklaring forekommer konstrueret til lejligheden. Det forekommer således konstrueret til lejligheden, at brorens svoger skulle forfølge ansøgeren, der ikke har sandsynliggjort at have haft en central rolle i konflikten, men undlade at forfølge ansøgerens bror, der efter konfliktens angivelige indhold må anses for at være helt central i konflikten. Det forekommer ligeledes konstrueret, at der stadig skulle bestå en konflikt, efter at et familiemedlem har mæglet mellem ansøgerens bror og dennes tidligere ægtefælle, og børnene har boet hos ansøgerens bror lige siden. Ansøgeren har i øvrigt forklaret, at hverken den omhandlede bror eller andre familiemedlemmer har oplevet problemer med ansøgerens brors svoger. Flygtningenævnet tilsidesætter herefter i det hele ansøgerens forklaring om asylmotivet. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2020/42/tps

irak202041

Nævnet stadfæstede i oktober 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Ansøgeren er etnisk kurder fra Bagdad, Irak. Han har angivet at have konverteret fra Islam til kristendommen. Han har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han er konverteret til kristendommen og risikerer som følge heraf forfølgelse i Irak. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sin konvertering til kristendommen til grund. Flygtningenævnet har herved særligt lagt vægt på, at Flygtningenævnet [i sommeren] 2017 stadfæstede Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på asyl under henvisning til, at ansøgerens forklaring måtte tilsidesættes som divergerende og udbyggende og dermed utroværdig. Dette forhold svækker ansøgerens generelle troværdighed. Flygtningenævnet finder endvidere det tidsmæssige forløb i sagen påfaldende. Flygtningenævnet har herved dels lagt vægt på, at ansøgeren først har udvist reel interesse for kristendommen efter at have modtaget Flygtningenævnets afgørelse af [sommer] 2017, og efter han var blevet dublinoverført fra Tyskland til Danmark i [foråret] 2018, dels at ansøgeren har været gennem et relativt kortvarigt forløb med dåbsoplæring fra [sommeren] 2018, inden han blev døbt [i efteråret] 2018. At ansøgeren ifølge udtalelser fra en række personer med tilknytning til kirkesamfund i Danmark og Tyskland har deltaget i gudstjenester og kirkelige aktiviteter, og at ansøgeren under mødet i Flygtningenævnet har demonstreret et godt kendskab til kristendommen, herunder om de kristne værdier, højtider og opbygningen af Bibelen mv., kan på denne baggrund ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet kan således ikke lægge til grund, at ansøgeren er konverteret til kristendommen som følge af en indre overbevisning af religiøs karakter. Nævnet har herved også lagt vægt på, at ansøgerens og hans brors forklaringer om deres konversion til kristendommen forekommer påfaldende ens. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved deres tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse

irak202040

Nævnet stadfæstede i oktober 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Ansøgeren er etnisk kurder fra Bagdad, Irak. Han har angivet at være kristen af trosretning. Han har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han er konverteret til kristendommen og risikerer som følge heraf forfølgelse i Irak. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sin konvertering til kristendommen til grund. Flygtningenævnet har herved særligt lagt vægt på, at Flygtningenævnet [i sommeren] 2017 stadfæstede Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på asyl under henvisning til, at ansøgerens forklaring måtte tilsidesættes som divergerende og udbyggende og dermed utroværdig. Dette forhold svækker ansøgerens generelle troværdighed. Flygtningenævnet finder endvidere det tidsmæssige forløb i sagen påfaldende. Flygtningenævnet har herved dels lagt vægt på, at ansøgeren først har udvist reel interesse for kristendommen efter at have modtaget Flygtningenævnets afgørelse [i sommeren] 2017, hvor ansøgeren opsøgte en kirke i Tyskland, inden han blev dublinoverført til Danmark i [vinteren 2017/2018], dels at ansøgeren har været gennem et relativt kortvarigt forløb med dåbsoplæring fra den [sommeren] 2018, inden han blev døbt [i sommeren] 2018. At ansøgeren ifølge udtalelser fra en række personer med tilknytning til kirkesamfund i Danmark og Tyskland har deltaget i gudstjenester og kirkelige aktiviteter, og at ansøgeren under mødet i Flygtningenævnet har demonstreret et godt kendskab til kristendommen, herunder om de kristne værdier, højtider og opbygningen af Bibelen mv., kan på denne baggrund ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet kan således ikke lægge til grund, at ansøgeren er konverteret til kristendommen som følge af en indre overbevisning af religiøs karakter. Nævnet har herved også lagt vægt på, at ansøgerens og hans brors forklaringer om deres konversion til kristendommen forekommer påfaldende ens. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved deres tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Irak/2020/40/EHD

irak2020

Nævnet stadfæstede i januar 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt fra Irak. Indrejst i 2017.Flygtningenævnet udtalte:”At ansøgeren er etnisk kurder og muslim fra Erbil, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved tilbagevenden til Irak frygter, at hun ikke vil kunne få den fornødne behandling for sin sygdom, hofteledsdysplasi. Videre har ansøgeren henvist til de generelle forhold i Irak. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at hverken hun eller hendes familie har råd til at betale for hendes behandling i Irak. Ligeledes vil hun risikere at blive udsat for diskrimination i Irak som følge af sin sygdom, ligesom hun intet netværk har i sit hjemland til at forsørge og hjælpe hende. Videre har ansøgeren oplyst, at Irak er præget af krig, og at hun frygter at vende tilbage til Irak grundet sikkerhedssituationen i landet. Endvidere er det kurdiske folkefærd undertrykt og i risiko for at blive fordrevet. De tyrkiske og iranske myndigheder har meldt ud, at de vil slå kurderne ihjel. Ydermere har IS slået mange kurdere ihjel. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren er handikappet, idet hun er født med dobbeltsidet hofteledsdysplasi. Hun har forklaret, at hun nu skal opereres herfor. Spørgsmålet, om ansøgeren kan få den nødvendige lægelige behandling i Irak, hører ikke under Flygtningenævnets kompetence, men under integrationsministeren, idet spørgsmålet om opholdstilladelse af humanitære grunde hører herunder. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren blev gift som 28-årig, og at hun derefter fødte to børn, og at hun indrejste i Danmark som 33-årig. Inden udrejsen af Irak havde hun de seneste mange år boet hos sin mormor. Flygtningenævnet finder, at forholdene for handikappede i Irak vel generelt set må anses for vanskelige, men at der ikke er grundlag for at antage, at ansøgeren som handikappet kvinde har været eller vil blive udsat for sådanne forhold på grund af sit handicap, at hun ikke fortsat vil kunne leve i Irak. Flygtningenævnet finder endvidere ikke, at den generelle sikkerhedssituation i Irak, herunder Erbil hvor ansøgeren stammer fra, er af en sådan karakter, at ansøgeren, selvom hun er handikappet, udsættes for nogen særlig sikkerhedsmæssig risiko. Flygtningenævnet finder således i det hele ikke, at ansøgeren opfylder betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2020/4/AMKJ

irak202031

Nævnet stadfæstede i september 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og shia-muslim fra Bagdad, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansø-geren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Irak frygter, at hun vil blive slået ihjel af ukendte gerningsmænd, fordi hun har arbejdet for de amerikanske styrker. Ansøge-ren har endvidere som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive slået ihjel, fordi hun er kon-verteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun har arbejdet for det amerikanske militær, herunder i et amerikansk sikkerhedsfirma. Ansøgeren blev ansat i [efteråret] 2014 og arbejdede for amerikanerne i omkring syv måneder. Ansøgeren var ansat som sikkerhedsvagt og skulle forestå kropsvisitering af kvinder ved indgangen til en amerikansk ka-serne. [I sommeren] 2014 modtog ansøgeren et trusselsbrev foran sin dør. I brevet stod der, at ansøgeren og hendes sønner ville blive slået ihjel, såfremt hun ikke stoppede sit arbejde for ame-rikanerne. Herefter tog ansøgeren ikke på arbejde. Hun sendte begge sine sønner, [A] og [B], til [bydel], Bagdad, hvor de kunne bo med deres far. [I foråret] 2015 blev ansøgerens ene søn, [A], slået ihjel af ukendte gerningsmænd. Han blev ramt af to skud, hvorefter han afgik ved døden. På gerningstidspunktet sov [A] i sin fars hjem i samme lokale som ansøgerens anden søn, [B]. [I vinteren] 2016 udrejste ansøgeren af Irak. I 2017, efter indrejsen i Danmark, fik ansøgeren kontakt til nogle iranere og afghanere på det asylcenter, hvor hun boede, som introducerede hende til kristendommen. Ansøgeren gik med dem i kirke og er siden kommet der med jævne mellemrum. [I sommeren] 2018 blev ansøgeren døbt i [kirke] i [C]. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren har under samtalerne i Udlændingestyrelsen fremlagt to erklæringer vedrørende sin ansættelse i det firma, som hun har påstået at være ansat i. Hun har for nævnet fremlagt endnu en erklæring fra samme firma. Det kan konstateres, at ansættelesesperioden både for så vidt angår start- og sluttidspunkt er forskellig i alle erklæringerne. Af erklæringerne fremgår, at hun til dels har arbejdet som tolk, hvilket hun selv har benægtet. Af den seneste erklæring fremgår det, at hun i en tre måneders periode har modtaget en løn på 575 USD, mens hun selv har forklaret, at hun fik lidt mere end 500 USD om måneden. Ansøgeren har fremlagt et billede af et kort, som hun angiver, var det adgangskort, som hun anvendte på basen. Adgangskortet angiver at være udstedt [i vinteren] 2014, hvor hun efter erklæringerne ikke længere var ansat. Der er ikke noget på adgangskortet, der angiver, at det hidrører fra [sikkerhedsfirmaet], den amerikanske hær eller basen. Tværtimod er det trykt, at det hidrører fra [selskab X] og [selskab Y]. Ansøgeren har selv forklaret til Udlændingestyrelsen, at hun var ansat i syv måneder. Hun har under den ene samtale forklaret, at hun stoppede en måned før, hun modtog trusselsbrevet, [i sommeren] 2014. Hun har under den anden samtale forklaret, at hun stoppede med at arbejde to måneder efter, hun modtog trusselsbrevet. Hun har til Udlændingestyrelsen forklaret, at hun ved ansættelsens start modtog syv dages træning, mens hun for nævnet har forklaret, at hun modtog en måneds træning. Ansøgeren har forklaret divergerende om trusselsbrevet. Hun har i asylansøgningsskemaet forklaret, at hun modtog et brev og en kugle. Hun har under samtalerne med Udlændingestyrelsen alene forklaret om et brev, og har ikke kunnet erindre, at der fulgte noget med. Hun har for nævnet forklaret, at hun modtog et brev, og at der samtidig var tegnet en kugle/projektil på indgangsdøren. Flygtningenævnet finder af ovennævnte grunde ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun var ansat på en amerikansk base, eller at hun har modtaget trusler. Flygtningenævnet vil ikke afvise, at hendes søn er blevet slået ihjel, men finder det ikke sandsynliggjort, at dette har noget med hendes påståede ansættelsesforhold at gøre. Nævnet lægger endvidere vægt på, at ansøgeren har opholdt sig i Bagdad i to år uden at opleve problemer som følge af sit ansættelsesforhold. Endelig lægger nævnet vægt på, at ansøgeren har en påfaldende og ringe hukommelse og har forklaret udetaljeret i en grad, at forklaringen ikke forekommer selvoplevet. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren tilsyneladende ikke har oplyst om sin interesse for kristendommen under samtalen med Udlændingestyrelsen i [efteråret] 2017, og at hun er noteret som shia-muslim, selvom hun efter sin forklaring var kommet fast i kirken hver uge fra [foråret] 2017. Ansøgeren har forklaret, at der ikke til gudstjenesterne har været tolkning, hvorfor hun ikke har forstået, hvad der foregik. Hun har forklaret, at hun under sit ni måneder lange ophold i Frankrig kun var i kirke to gange. Endelig har hun forklaret, at hun ikke har forstået dåbsforberedelsen på grund af manglende tolkning. Ansøgeren har udvist en ringe viden om kristendommen og hun har ikke på en overbevisende måde kunne redegøre for sin indre overbevisning. Sammenfattende finder Flygtningenævnet ikke, at hun har sandsynliggjort, at hendes konversion er reel. Ansøgeren har ikke sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Irak vil være forfulgt, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i individuel og reel risiko for overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Irak/2020/31/LINB

irak202030

Nævnet stadfæstede i september 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2019. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og muslim af trosretning fra [By], Douhok, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter PKK og myndighederne, herunder KDP. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til de generelle forhold i Irak. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han [Vinteren] 2018 har deltaget i en demonstration mod de tyrkiske flybombardementer. Demonstrationen foregik i ansøgerens hjemby, [By], Irak. Ansøgeren har endvidere som støtte til sit asylmotiv oplyst, at han en ikke nærmere bestemt dato i foråret 2018, gik op i bjergene for at plukke planter, hvor han blev mødt af PKK. De truede ham på livet, og gav ham en time til at forlade bjerget. Ansøgeren har endeligt til støtte for sit asylmotiv oplyst, at tre af hans fætre er blevet slået ihjel i bjergene af tyrkerne, grundet de generelle forhold. Flygtningenævnet kan efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring om asylmotivet ikke lægge til grund, at ansøgeren på grund af deltagelse sin deltagelse i en demonstration i [Vinteren] 2019 har en konkret og individuel konflikt med de irakiske myndigheder, herunder med KDP. Det kan i øvrigt ikke lægges til grund, at ansøgeren er efterstræbt af PKK. Flygtningenævnet henviser til, at ansøgeren generelt fremstår utroværdig, idet der lægges vægt på oplysningerne i sagen om, at ansøgeren ved en ansøgning om asyl i Rumænien [Foråret] 2019 har oplyst sit efternavn som [A], og at han er født [Efteråret] 2002. De rumænske myndigheder har i øvrigt oplyst, at ansøgeren forsvandt fra Rumænien [Foråret] 2019, og at myndighederne [Sommeren] 2019 accepterede en anmodning fra Tyskland om at tage ansøgeren tilbage, men at de tyske myndigheder [Sommeren] 2019 oplyste, at ansøgeren var forsvundet. Ansøgeren har også søgt om asyl i Sverige og i den forbindelse oplyst sit efternavn som [B] og angivet sin fødselsdato til den [Efteråret] 2000. Ansøgeren har i asylansøgningsskemaet oplyst, at han ikke har søgt om asyl i andre lande end i Danmark. Det kan ikke føre til en anden vurdering af ansøgerens generelle troværdighed, at han har forklaret, at han først er blevet bekendt med sin korrekte fødselsdato, efter at han i Danmark har modtaget sit irakiske id-kort. Vedrørende ansøgerens angivelige konflikt med de irakiske myndigheder lægger Flygtningenævnet vægt på, at ansøgeren i asylansøgningsskemaet ikke særligt har oplyst om, at han risikerer anholdelse, idet der er henvist til generelle forhold og nedkastning af bomber fra tyrkiske fly som baggrund for ansøgerens frygt. Der lægges endvidere vægt på, at ansøgeren under samtalen med Udlændingestyrelsen først har forklaret, at han sammen med landsbyens beboere besluttede at afholde demonstrationen, mens han senere under samtalen har forklaret, at han hørte fra beboerne, at der ville blive afholdt en demonstration. Han hørte det blot på gaden og var ikke selv med til at planlægge demonstrationen. Over for nævnet har ansøgeren forklaret, at han via Facebook og Instagram blev bekendt med, at der ville blive afholdt en demonstration. Flygtningenævnet henviser i øvrigt til, at ansøgeren under samtalen med Udlændingestyrelsen har forklaret, at de irakiske myndigheder besluttede, at deltagere i demonstrationen skulle anholdes. Over for nævnet har ansøgeren forklaret, at han allerede dagen efter demonstrationen bemærkede, at der blev foretaget anholdelser af unge mænd. Flygtningenævnet finder ikke anledning til at imødekomme anmodningen om at lade fremlagte dokumenter ægthedsvurdere. Der henses til, at ansøgerens forklaring om asylmotivet er forkastet som utroværdig, og at det efter baggrundsoplysningerne er nemt at fremskaffe falske dokumenter eller ægte dokumenter med usandt indhold Irak. Endvidere henvises til, at dokumenterne først er fremkommet, efter at Udlændingestyrelsen har meddelt afslag på asyl. For så vidt angår ansøgerens forklaring om sin frygt for PKK lægger nævnet vægt på, at PKK`s kontakt til ansøgeren angiveligt fandt sted i foråret 2018, og at ansøgeren herefter uden problemer og uden at være i skjul har opholdt sig i hjembyen indtil udrejsen i 2019. Ansøgerens henvisning til de generelle forhold i Irak og særligt i hans hjemområde kan ikke anses for at være asylbegrundende forhold omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i en konkret og individuel risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller risikerer overgreb omfattet af Udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2020/30/MIMA

irak20203

Nævnet stadfæstede i januar 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt tre børn fra Irak. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske kurdere og sunni-muslimer fra Sulaymaniyah, Irak. Den mandlige ansøger har været medlem af den islamiske bevægelse Komala Islami Kurdistan, mens den kvindelige ansøger ikke har været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af partiet Komala Islami Kurdistan, idet han har meldt sig ud af partiet. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun frygter, at hun og deres børn vil blive slået ihjel af partiet Komala Islami Kurdistan, idet den mandlige ansøger har meldt sig ud af partiet. Til støtte herfor har ansøgerne oplyst, at den mandlige ansøger var chauffør for lederen, [B], af partiet fra 1991 til 2000. I perioden fra 2000 til 2018 var den mandlige ansøgers rolle at rekruttere nye medlemmer til partiet. I august 2018 ønskede han at melde sig ud af partiet, og i den forbindelse blev deres bopæl opsøgt af nogle af partiets medlemmer samt [B], som ønskede at overtale ham til at blive i partiet. Fire til fem dage senere blev den mandlige ansøger igen opsøgt på deres bopæl af medlemmer af partiet og [B] truede ham. To til tre dage senere blev den mandlige ansøger advaret af sin partifælle og ven, [C], om, at partiet ville likvidere ansøgeren. Efterfølgende kørte nogle ukendte personer forbi ansøgernes bopæl tre gange, mens de havde et våben rettet mod huset. Herefter udrejste ansøgerne af Irak. Flygtningenævnet kan lægge til grund, at den mandlige ansøger har været medlem af partiet Komala Islami Kurdistan i hvert fald fra år 2010, ligesom nævnet kan lægge til grund, at parterne har været skilt i en periode fra 2014-2018. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sin konflikt med partiet til grund. Flygtningenævnet finder at den mandlige ansøgeres troværdighed er svækket, som følge af at han tre gange i årene 2017-2018, har søgt visum til forskellige europæiske lande, senest [i efteråret] 2018, hvor hans påståede asylbegrundende episode opstod, og at han har bekræftet, at han har givet forkerte oplysninger til landene i forbindelse med visumansøgningerne. Den mandlige ansøger har afgivet divergerende forklaringer om, hvornår han forsøgte at melde sig ud, herunder om det var på partikontoret eller i hans hjem. Han har endvidere forklaret forskelligt om, hvor lang tid der gik mellem [B’s] besøg i sit hjem. Han har under første samtale oplyst at der gik et par dage og under anden samtale med styrelsen bekræftet, at det kunne være rigtigt, at der gik mellem 1,5 – 2 måneder. Den mandlige ansøger har under den første samtale alene angivet, at ”det ville få dårlige konsekvenser og at han ville blive dræbt.” Han har til samtalen [i foråret] 2019 forklaret at [B] truede ansøgeren med, at han ville ende ansøgerens liv. Han har ved møde for nævnet forklaret, at [B] udtalte, ”Du skal ikke slippe nemt” og ”du vil ikke få det bedre end min bror. Jeg vil gøre det samme ved dig, som ved min bror.” Den kvindelige ansøger har under de to samtaler med styrelsen forklaret, at hun ikke har hørt trusler, men har under mødet for nævnet forklaret, at [B] udtalte ”Dit drab ville også være nemt for os.” Den mandlige ansøger har under sin første samtale med Udlændingestyrelsen forklaret, at han efter at havde været blevet opsøgt tog ophold hos venner og bekendte i et par dage, men at han derefter flyttede hjem og opholdt sig i hjemmet. Han har for nævnet forklaret, at han gik under jorden hos sin ven, og at han ikke kom tilbage før udrejsen. Han har under samtalen med styrelsen forklaret, at han to gange så biler køre forbi huset, hvor personerne rettede våben ud af vinduet mod huset og at disse to episoder fandt sted med et par dages mellemrum. Han har for nævnet forklaret, at han to gange så en bil køre en bil køre forbi huset med bevæbnede personer, men at det fandt sted med få timers mellemrum. Endvidere har han udbygget sin forklaring, i det at han til Udlændingestyrelsen på forespørgsel har forklaret, at han ikke var i besiddelse af informationer, der kunne være til skade for Komala Islami eller [B]. Han har for nævnet forklaret, at han var i besiddelse af mange oplysninger, der kunne være til skade for [B] og partiet. Endelig har han for nævnet forklaret, at det er korrekt, at han opfordrede sine venner til at melde sig ud af partiet, hvilket [B] var bekendt med. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, særligt fordi den mandlige ansøger har forklaret divergerende på væsentlige punkter omkring hans asylmotiv, at kunne tilsidesætte hans forklaring. Ansøgerne har herefter ikke sandsynliggjort at de ved tilbagevenden til Irak, vil være forfulgt, jf. § 7, stk. 1, eller i individuelt og konkret risiko for overgreb, jf. § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2020/3/CHPE

irak202027

Nævnet stadfæstede i september 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak. Indrejst i 2019. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og shia-muslim af trosretning fra [A], Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive slået ihjel af sin familie, fordi hun er udrejst af Irak uden familiens tilladelse. Til støtte herfor, har ansøgeren forklaret, at hun er en klandatter, og at døtre af klanen må ikke forlade hjemmet. Ansøgeren ville rejse til Danmark i 2019 for at være sammen med sin ægtefælle, efter hun var blevet gravid. Ansøgeren opdagede, at hun var blevet gravid omkring en måned efter, at hendes ægtefælle havde besøgt hende i Irak for anden gang. Første gang ansøgerens ægtefælle besøgte ansøgeren, var da de blev gift. Der er tale om et traditionelt ægteskab, der blev arrangeret af familien. Ansøgerens morbror hjalp hende med at komme til Danmark, herunder skaffede pas til ansøgeren. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at ansøgeren først ønskede en tolk med sin egen etnicitet, og at hun påberåbte sig tolkeproblemer, fordi tolken var kurder. Flygtningenævnet bemærker videre, at ansøgeren og tolken forstod hinanden, og at nævnsmødet blev gennemført problemfrit. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet har ved denne vurdering lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende om centrale dele af asylmotivet. Ansøgeren har således forklaret divergerende og udbyggende om sit asylmotiv. Hun har ved første møde med politiet forklaret, at hun frygtede sin familie, fordi hun var udrejst uden familiens vidende. Hun har derefter over for Udlændingestyrelsen forklaret, at hun frygtede de generelle forhold i Irak, men at hun ikke frygtede noget fra sin families side, mens hun efterfølgende har påberåbt sig, at hun frygter, at familien vil slå hende ihjel. Hun har tillige forklaret divergerende og udbyggende om, hvorvidt hun har modtaget trusler fra familien. Hun har således over for Udlændingestyrelsen forklaret, at familien ikke har truet hende, mens hun under nævnsmødet forklarede, at familien truede hende med, at de ville dræbe hende, hvis hun gik ud af haven. Ansøgeren har tillige afgivet en divergerende forklaring om, hvem der skaffede hende et pas. Hun har således over for udlændingestyrelsen forklaret, at hendes far havde fået udstedt pas til hende, og at hun fandt dette pas i farens skab, mens hun efterfølgende har forklaret, at det var hendes morbror, som skaffede hende et pas. Endelig har hun forklaret divergerende om, hvorvidt hun selv har haft og set passet. Hun har således over for Udlændingestyrelsen forklaret, at hun fremviste passet ved udrejsen til Iran, mens hun under nævnsmødet forklarede, at hun aldrig selv har set passet. Flygtningenævnet bemærker i tillæg hertil, at ansøgerens forklaring fremstod afglidende og uden detaljer. Ansøgeren var ikke under nævnsmødet i stand til at uddybe sit asylmotiv eller forklare nærmere om sine forhold, og Flygtningenævnet finder, at de ovennævnte divergenser ikke kan forklares som tolkefejl. Der er herved lagt vægt på, at ansøgeren til samtalerne med Udlændingestyrelsen har fået oversat referaterne og er fremkommet med visse bemærkninger til disse, men ikke med bemærkninger til de nævnte divergenser. Flygtningenævnet tilsidesætter herefter ansøgerens forklaring som konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2020/27/EDO

irak202025

Nævnet stadfæstede i august 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim af trosretning fra Erbil, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive forfulgt eller slået ihjel af sine brødre, idet hun har krænket familiens ære. Ansøgeren frygter desuden forfølgelse fra myndighederne, idet hun er blevet anmeldt for utroskab. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv anført, at hun som 14-årig blev tvangsgiftet bort til en 16 år ældre mand ved navn [A], som udsatte hende for vold gentagne gange. Hun blev ligeledes udsat for vold af [A]’s mor og søskende. Ansøgeren rettede på den baggrund henvendelse til sine brødre i alt fire gange for at få tilladelse til at blive skilt fra sin voldelige ægtefælle. Brødrene afviste ansøgerens ønske hver gang, og de udsatte hende for vold. De truede desuden med, at de ville slå hende ihjel, hvis hun blev ved med at bede om tilladelse til skilsmisse. I [efteråret] 2015 opstod et skænderi mellem ansøgeren og [A], hvorefter [A] rettede henvendelse til ansøgerens brødre for at meddele, at han ville skilles. Ansøgeren indså, at hun var nødsaget til at flygte, idet hun var endt i en situation, hvor hun havde krænket sin families ære, og dermed i risiko for at blive slået ihjel af sine brødre. Ansøgeren tog til sin moster [B] i Sulaymaniyah, hvor hun efter to ugers ophold måtte udrejse, idet [B] blev kontaktet af sin bror, som oplyste, at ansøgerens brødre var på vej til Sulaymaniyah for at finde ansøgeren. Ansøgeren udrejste først til Tyrkiet og derefter videre til Danmark. Flygtningenævnet bemærker indledningsvis, at ansøgeren har erkendt at have givet forkerte oplysninger over for myndighederne. Dette påvirker hendes generelle troværdighed. Ansøgeren har afgivet divergerende oplysninger på væsentlige punkter i sit asylmotiv. Hun har således forklaret divergerende om, hvilken slags rør hun blev slået med, om hun i forbindelse med det sidste møde med sine brødre blev hentet af sin mand eller bragt af brødrene, om hun overværede samtalen mellem hendes ægtefælle og [broren] under anvendelse af medhør, således at hun hørte samtalen, og hvad truslerne konkret gik ud på. Hun har forklaret divergerende om, hvorvidt hun flygtede fra sin mosters hus, eller fra naboens hus, hvor hun overnattede på grund af oplysninger om, at brødrene var på vej. Hun har under nævnsmødet forklaret om flugten til en anden by end under samtalerne med styrelsen. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren ikke har kunnet anvise på sin telefon, at hun har været i kontakt med sin moster, selvom hun oplyste, at de havde haft telefonisk kontakt kun tre dage tidligere. Endelig finder nævnet det påfaldende, at hun kun en uge før sin flugt kommer i kontakt med en veninde [C], der er i stand til at hjælpe med at planlægge flugten, og at ansøgeren kort efter flugten mister kontakten til denne veninde. Nævnet finder således ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort sin konflikt med hverken hendes brødre eller tidligere ægtefælle. Nævnet bemærker endvidere, at det alene beror på hendes egen formodning, at hendes tidligere ægtefælle skulle have anmeldt hende for at være flygtet med en anden mand. Nævnet tilsidesætter derfor ansøgerens forklaring vedrørende konflikterne. Ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Irak vil være forfulgt, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i individuel og konkret risiko for overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2020/25/CABV

irak201995

Nævnet stadfæstede i oktober 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Irak. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk araber og shia-muslim. Ansøgeren blev født i byen [A], der ligger i provinsen Dhi Qar i Irak, men voksede op i Bagdad. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af sin familie eller klan, fordi hun har været udsat for en voldtægt, er udrejst af Irak og har fået et barn, og at hun derfor har vanæret familien. Herudover har ansøgeren henvist til, at hun frygter at blive udsat for overgreb af den irakiske milits al Sahwa, at blive tvunget til at indgå ægteskab med sin fætter og de generelle forhold i Irak. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at hendes far i 2007 modtog 3-4 trusselsbreve fra al Sawha, der ønskede, at familien forlod området. Senere samme år blev familiens bopæl angrebet af militsen. Under angrebet gik tre mænd ind i huset, mens flere mænd befandt sig udenfor huset. En af mændene voldtog ansøgeren, og ansøgeren og hendes familie blev efterfølgende tvunget udenfor. Ansøgerens familiemedlemmer blev kørt væk, mens hun blev efterladt ved huset. Herefter tog ansøgeren hen til en nabo og sidenhen til sin moster, hvor hun boede i 6-7 måneder. Herudover har ansøgeren oplyst, at hendes fætter, der allerede var gift, ønskede at være sammen med hende og stadig spørger efter hende. Ansøgeren udrejste af Irak i begyndelsen af [sommeren] 2008. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet den fremstår som utroværdig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren gennem en længere årrække under det samlede ophold i Sverige og Danmark har forklaret forskelligt og udbyggende herom. Ansøgeren har således først efter det første afslag på asyl fra Migrationsverket i Sverige [i efteråret] 2008 oplyst, at hun skulle være blevet voldtaget under den episode, hvor hendes familie skulle være blevet opsøgt af militsfolk, der kidnappede hendes far og splittede familien ad. Hun har også først efter afslaget oplyst, at hendes farbror ville slå hende ihjel på grund af voldtægten, hvis hun vendte tilbage. Hun nævnte ikke noget om frygten for at blive tvangsgift med sin ældre fætter. Herudover har ansøgeren forklaret forskelligt om, hvem der kendte til den voldtægt, hun skulle være blevet udsat for i hjemlandet i 2008 og hvornår. Under samtalen hos Udlændingestyrelsen [ultimo] 2018 har ansøgeren forklaret, at ikke en gang hendes mor kendte til voldtægten. De eneste, der kendte til den, var ansøgeren og hendes moster, der ikke havde fortalt det til nogen for at beskytte ansøgeren. For nævnet har ansøgeren forklaret, at hun i 2009 blev klar over, at familien var bekendt med voldtægten. Ansøgeren ses desuden ikke i forbindelse med sin næste ansøgning om asyl til de svenske myndigheder [ultimo] 2014 at have nævnt noget om, at hun frygtede at blive slået ihjel af sin familie, fordi hun mod sin fars vilje og i strid med aftalen mellem ham og fætteren havde giftet sig med en anden og fået et barn. Dette står i kontrast til ansøgerens forklaring for nævnet om, at familien skulle have fået kendskab hertil i 2012, og at hun løbende var blevet advaret herom af sin mor. Ansøgeren har i øvrigt ikke i sit asylskema [fra sommeren] 2017 anført noget om frygten for at blive dræbt af sin familie eller klan, fordi hun i 2008 udrejste uden deres tilladelse og var blevet gift og havde fået barn i udlandet. Nævnet bemærker, at der er tale om et asylskema, hvor ansøgeren over flere håndskrevne sider har redegjort detaljeret for de forhold, hun frygtede i hjemlandet og havde lidt under i Sverige. For nævnet har ansøgeren svaret afglidende på spørgsmål om, hvilke problemer der har været mellem hendes far og fætteren, som hun skulle have været gift med, og hun har ikke kunnet redegøre nærmere herfor. Hun har endvidere heller ikke på overbevisende måde kunnet forklare baggrunden for, at hun ikke i 2014 i Sverige og i asylansøgningsskemaet [fra sommeren] 2017 har oplyst om frygten for at blive dræbt af sin familie. Hertil kommer, at ansøgeren i øvrigt har forklaret forskelligt om, hvornår den episode, hvor hendes familie blev opsøgt, skulle have fundet sted. Hun har således til de svenske myndigheder oplyst, at den fandt sted i [foråret] 2008, mens hun til de danske myndigheder under samtalen hos Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2018 har oplyst, at den fandt sted i 2007 på et tidspunkt, som ansøgeren har angivet til at være i sommeren 2007, ca. 7 måneder før, hun søgte asyl i Sverige. De generelle forhold i Irak kan ikke i sig selv anses for at være asylbegrundende, og den omstændighed, at ansøgeren er enlig mor og har fået et barn i udlandet, kan ikke føre til en anden vurdering. På denne baggrund og efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun i tilfælde af en tilbagevenden til sit hjemland vil være i konkret og aktuel risiko for asylbegrundende forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” irak/2019/95/thv

irak2019115

Nævnet stadfæstede i december 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse en kvindelig statsborger fra Irak. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og shiamuslim fra Nasriya, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Irak frygter sin farbror og den klan, som hun tilhører. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at hun har bragt skam over familien, fordi hun er flygtet med nabodrengen [X] og er udrejst af Irak uden sin farbrors tilladelse. Ansøgeren forelskede sig i en dreng, som bad om hendes hånd, hvilket farbroren dog afviste, da drengen var sunnimuslim og fattig. Senere prøvede drengen igen at bede om ansøgerens hånd. Også anden gang afviste farbroren. Efterfølgende forsøgte farbroren at gifte ansøgeren væk til en ældre mand, som var samarbejdspartner med farbroren. Ansøgeren sagde til sin farbror, at hun ikke ville giftes med manden, hvilket farbroren forsøgte at tvinge hende til. Farbroren slog også ansøgeren. Da ansøgeren fortalte nabodrengen om dette, foreslog han, at de skulle flygte ud af landet. Om natten [en dato i efteråret] 2016 rejste de til Bagdad og herfra til Erbil. Her opholdt de sig omkring fire måneder og blev viet. I perioden ledte ansøgerens farbror efter dem og en dag så farbroren [X] på gaden i Erbil og slog ham ihjel. Ansøgeren fik dette at vide fra deres ven, [Y], som var taget med dem til Erbil. Samme dag udrejste ansøgeren af Irak med [Y]. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren har en konflikt med sin farbror og dennes klan. Der er herved lagt vægt på, at ansøgeren på flere centrale punkter har forklaret divergerende herom. Ansøgeren har blandt andet i sit asylskema oplyst, at ansøgerens farbror, [A], slog [X] ihjel i Tyrkiet, men til oplysnings- og motivsamtalen og de øvrige forklaringer i sagen har ansøgeren forklaret, at [A] slog [X] ihjel i Erbil. Ansøgeren har endvidere forklaret forskelligt om antallet af dage, som gik, fra ankomsten til Erbil og til ansøgeren og [X] blev viet. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren forklaret, at der gik 10 dage og til asylsamtalen, at der gik 2 dage. Til mødet i Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at de blev gift samme dag, som de kom til Erbil. Endelig har ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at hun udrejste fra Erbil til Tyrkiet to dage efter, at [X] blev slået ihjel og til asylsamtalen forklaret, at udrejsen skete samme dag, som [X] blev slået ihjel. Flygtningenævnet kan på denne baggrund ikke lægge til grund, at ansøgeren har en konflikt med sin farbror og dennes klan. Flygtningenævnet bemærker endelig, at de generelle forhold i Irak efter de foreliggende baggrundsoplysninger og praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol ikke i sig selv kan begrunde, at ansøgeren meddeles asyl. På denne baggrund, og efter en samlet vurdering, finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun i tilfælde af en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2019/115/jah

irak2019113

Nævnet stadfæstede i november 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk kurder og muslim fra Erbil, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men ansøgeren har i en længere periode ydet støtte i form af levering af dagligvarer til PKK. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter de lokale myndigheder, fordi han har ydet støtte til PKK. Videre har ansøgeren henvist til, at han ønsker at bo i Danmark, så han kan skabe sig en fremtid sammen med sin ægtefælle og søn, idet han i Irak frygter for sin ægtefælle og søns fremtid, såfremt de rejser med ham tilbage. Han har ydermere henvist til, at han har svært ved at få og fastholde et arbejde i sit hjemområde, fordi han har ydet støtte til PKK. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han har leveret dagligvarer til PKK i bjergene i perioden fra 2010 til 2018. I 2010 blev ansøgeren tilbageholdt af Asayish ved en kontrolpost i Sarebad i omkring 24 timer, hvor han blev afhørt og udsat for vold. Volden medførte en skade i hans ben, som han er blevet opereret for. Han blev flere gange i perioden fra 2010 til 2018 beskudt af PDK, da han kørte med varer til PKK. Ansøgerens to venner Shirzad Hars og Murad Rashko blev slået ihjel i henholdsvis 2013 og 2009, fordi de samarbejdede med PKK. Omkring halvanden måned efter ansøgerens udrejse af Irak, blev hans bror opsøgt to gange af folk fra Asayish, som spurgte, hvor ansøgeren opholdt sig. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv i relation til hans konflikt med PDK (Asayish) til grund, idet forklaringen forekommer udbyggende og utroværdig. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at det svækker ansøgerens troværdighed væsentligt, at han i rubrikken ”hvorfor søger du asyl” i asylskemaet af [en nærmere angiven dato i foråret] 2018 som det første har angivet, at han håbede at kunne bo i Danmark sammen med sin ægtefælle og søn, der har dansk pas, at han ikke havde søgt familiesammenføring, fordi ægtefællen var under 24 år, og at han opholdt sig i Danmark i to måneder, inden han søgte asyl, idet han til asylsamtalen forklarede, at han ville vente og se, om Danmark var et ok land for ham at bo i. Flygtningenævnet finder videre, at det svækker ansøgerens troværdighed, at han har søgt om visum til Schengenområdet fire gange i perioden [fra sommeren] 2017 og [vinteren] 2018, og at han i spørgeskemaet til visumansøgningen fra 2017 til Danmark har svaret ja til, at han kunne returnere til sit hjemland efter et muligt visumophold. Nævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgerens forklaring under nævnsmødet om, at han ikke havde udfyldt dette spørgeskema, forekommer utroværdig henset til, at skemaet indeholder oplysninger om hans familieforhold og øvrige personlige forhold. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende om sin konflikt med PDK (Asayish), idet han til sin asylsamtale forklarede, at han blev beskudt af Asayish i 2013, 2015 og igen i 2016, mens han i asylskemaet har angivet, at han var blevet truet nogle gange, fordi han havde arbejdet med PKK med levering af mad, og at han en gang i [efteråret] 2010 var fængslet og udsat for tortur af fem personer fra grænsevagten. Ansøgeren har derimod ikke anført noget om skudepisoder. På nævnsmødet har ansøgeren herom forklaret, at han blev beskudt flere gange af Asayish over perioden fra 2010 til 2018. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har givet en troværdig forklaring herpå og bemærker hertil, at ansøgeren i forbindelse med udfyldelsen af asylskemaet er gjort opmærksom på, at han skulle give sande og fuldstændige oplysninger, og at det kunne komme til at skade hans sag, hvis han gav falske oplysninger eller tilbageholdt oplysninger. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren ikke har været i stand til at angive, hvad der var den udløsende begivenhed for hans udrejse af Irak. Han har således såvel til Udlændingestyrelsen som på nævnsmødet alene forklaret om de generelle forhold i hans hjemområde. Nævnet har hertil lagt vægt på, at ansøgeren efter angiveligt at have været udsat for tilbageholdelse og vold i [efteråret] 2010 af PDK efterfølgende opholdt sig i Irak i omkring 7½ år uden at opleve yderligere tilbageholdelser eller opsøgninger til trods for, at Asayish efter hans forklaring vidste, at han transporterede varer til PKK. Nævnet finder på denne baggrund, at det forekommer utroværdigt, at PDK skulle have efterstræbt ansøgeren efter hans udrejse. Den fremlagte tilsigelse fra ”General police directorate” i Erbil og et brev fra retten kan ikke føre til en anden vurdering henset til det sene tidspunkt for fremkomsten af dokumenterne og til, at ansøgeren efter nævnets vurdering ikke har givet en troværdig forklaring på omstændighederne vedrørende dokumenterne, herunder hvornår de er kommet frem, og hvornår han er blevet bekendt med dem. Nævnet finder således ikke anledning til at foranstalte en ægthedsvurdering af dokumenterne. Endelig har Flygtningenævnet tillagt det vægt, at ansøgeren i 2017 er udrejst af og genindrejst legalt i Irak, og at han udrejste legalt af Irak [en nærmere angiven dato i foråret] 2018 fra Erbil lufthavn uden problemer, og at ansøgerens ægtefælle har besøgt ham i Irak to gange og herunder figurerer på en liste over personer, der modtager fødevarehjælp. Det forhold, at to af ansøgerens venner, som tidligere havde samarbejdet med PKK, efter ansøgerens forklaring blev slået ihjel i henholdsvis 2009 og 2013, kan ikke føre til en anden vurdering henset til, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at der er en sammenhæng mellem deres død og samarbejdet med PKK. Det forhold at ansøgeren har vanskeligt ved at få og bibeholde arbejde i Irak er et socioøkonomisk forhold, der ikke kan føre til opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Endelig finder Flygtningenævnet, at den generelle situation i Irak ikke er af en sådan karakter, at det kan antages, at der er en reel risiko for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Sammenfattende finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2019/113/JABP

irak2019109

Nævnet stadfæstede i november 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2001. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og født i Erbil, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter problemer i Irak grundet sin fars konflikter i Irak. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter problemer i Irak, idet han ikke vil opføre sig som de lokale. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hans far måtte flygte fra Irak, og at ansøgeren er bange for, at ansøgerens fars fjender vil komme efter ansøgeren, idet de ikke kan få fat i ansøgerens far. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han er opvokset i Danmark, idet han flyttede til Danmark som 6-årig, at han taler dansk, og at han alene taler begrænset sorani. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han ikke praktiserer sin religion, ligesom han ikke kender nogen i Irak. Ansøgeren har én gang været i Irak, og han oplevede i den forbindelse problemer, idet han var i slagsmål og blev truet på livet på grund af sin far. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han vil få problemer som følge af sin fars konflikt, til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke har kunnet forklare nærmere om, hvilken konflikt faderen, som udrejse fra Irak i 1996, har haft i Irak, eller om, hvorfor konflikten fortsat skulle være aktuel og kunne risikere at involvere ansøgeren. Ansøgeren har heller ikke nærmere kunnet redegøre for, hvem eller hvilke myndigheder der i givet fald skulle efterstræbe ham. Ansøgeren var i 2013 på et 40 dages ophold i hjemlandet og har forklaret divergerende om opholdet. Ved oplysnings- og motivsamtalen [i efteråret] 2018 har han forklaret, at han ikke oplevede problemer ud over, at folk så skævt til ham, selv om han gjorde alt det modsatte af, hvad man skulle under ramadanen. Han forklarede videre, at han ikke havde andre konflikter under sit ophold, men at han brækkede sin arm, uden at han kan huske, hvordan det skete. Ved asylsamtalen [i foråret] 2019 har han udbygget sin forklaring og forklaret, at han kom i slagsmål med en ukendt person, som truede med at slå ham ihjel, og ved mødet i Flygtningenævnet har han forklaret, at han hverken blev stoppet af myndighederne ved ind- eller udrejse eller blev kontaktet af myndighederne under sit ophold. Flygtningenævnet lægger efter ansøgerens forklaring til grund, at han er muslim, men ikke er praktiserende. Efter baggrundsoplysningerne lægger Flygtningenævnet til grund, at ansøgeren ikke af den grund vil være i risiko for konkret, individuel forfølgelse eller repressalier af en sådan styrke, at de kan udgøre grundlaget for en opholdstilladelse. Det forhold, at ansøgeren, som har haft det meste af sin opvækst i Danmark, kan få vanskeligheder ved at etablere sig i Irak, er efter Flygtningenævnets opfattelse socioøkonomiske forhold, som kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet finder på den baggrund efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland vil være i risiko for konkret, individuel forfølgelse eller for at blive udsat for dødsstraf, tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, og stk. 2, er derfor ikke opfyldt. Flygtningenævnet finder, at der ikke er noget til hinder for, at ansøgeren kan udsendes til Irak efter udlændingelovens § 31. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” irak/2019/109/ajev

irak2019108

Nævnet stadfæstede i november 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2019. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er irakisk statsborger, etnisk kurder og ateist fra [en by i] Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel [L]s familie, idet han havde et udenomsægteskabeligt seksuelt forhold med [L]. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter at samfundet vil være imod ham, fordi han er ateist. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han mødte [L] første gang i [vinteren 2015/2016], hvorefter de indledte et forhold. Ansøgeren var 18 år på det tidspunkt, og [L] var 16 år. Hendes familie ønskede dog, at hun skulle giftes med sin fætter, [R], hvilket hun ikke ønskede. Hendes familie var således imod forholdet mellem ansøgeren og [L], og [L]s familie opdragede hende meget strengt. En dag i [vinteren 2015/2016] var ansøgeren sammen med [L] og en gruppe ven-ner i en park, da [R]s bror, [A], henvendte sig til gruppen og truede ansøgeren med at slå ham ihjel, hvis han ikke holdt sig væk fra [L]. Ansøgeren holdt [L] i hånden i parken den pågældende dag, da de blev opdaget af [A] første gang. [A] så også ansøgeren og [L] i parken i sommeren 2016. Samme dag blev ansøgeren ringet op af [L]s mor, der truede med at fortælle ansøgerens far om forholdet, såfremt ansøgeren ikke stoppede kontakten med [L]. Efterfølgende havde an-søgeren ikke kontakt med [L] i nogle måneder, idet hendes forældre havde taget hendes telefon. Da de startede i skole igen efter sommerferien, genoptog de kontakten. I [foråret] 2017 fik ansø-geren og [L] lov til at låne ansøgerens vens lejlighed. Da de befandt sig i lejligheden, bankede det pludseligt hårdt på døren. Det var [A], som forsøgte at få fat på dem. Ansøgeren blev bange, hvorfor han flygtede ud af lejligheden. Han fik efterfølgende hjælp af sin onkel til at flygte ille-galt ud af Irak. Onklen har efter udrejsen, da ansøgeren var i Tyrkiet, til ansøgeren oplyst, at [L] er blevet slået ihjel af sin bror, og at myndighederne eftersøger ansøgeren, idet de i forbindelse med efterforskningen af drabet på hende har fundet ud af, at ansøgeren og [L] havde et seksuelt forhold, da hun var under 18 år, hvilket er forbudt i Irak. Ansøgeren har endvidere fået at vide, at [L]s familie har opsøgt ansøgerens forældre på deres bopæl og krævet, at de udleverer ansøgeren til dem. Ansøgeren har videre oplyst, at hans familie er meget religiøs, og at faren altid har udsat ansøgeren for fysisk afstraffelse, hvis han har ment, at ansøgeren har bragt skam over familien. Ansøgeren har endeligt oplyst, at det ikke er acceptabelt at være ateist i Irak. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgeren på centrale punkter har forklaret divergerende, ligesom væsentlige dele af ansøgerens forklaring fremstår usandsynlig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at ansøgeren ved ankomst til Danmark har oplyst falsk identitet, og at han kom fra Syrien. I asylskemaet af [vinteren 2017/2018] har han oplyst, at hans navn er [A. D. S.], og at han kom fra Irak. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren forklaret, at han har løjet om sin identitet, og om at han var syrisk statsborger, fordi han fik at vide, at han dermed ikke ville kunne blive sendt hjem. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgerens generelle troværdighed herved er svækket. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren er i et modsætningsforhold til myndighederne i Irak, til [L]s familie og til sin egen familie. Ansøgeren har forklaret divergerende om, hvilke personer der har fremsat trusler mod ansøgeren. Til samtalerne med Udlændingestyrelsen har ansøgeren forklaret, at han udelukkende blev truet af [A] og [L]s mor. I asylskemaet har ansøgeren forklaret, at han blev truet af [L]s bror, da han blev bekendt med ansøgeren og [L]s forhold. Hertil kommer at ansøgerens forklaring om, at han holdt hånd med [L] i offentligheden ikke forekommer sandsynlig henset til, at han var bekendt med [L]s families strikse opdragelse af hende, og at de ikke tillod et forhold mellem ansøgeren og [L]. Endvidere forekommer det ikke sandsynligt, at [L]s familie, der havde taget telefonen fra hende, fordi hun havde kontakt med ansøgeren, gav [L] telefonen tilbage, til trods for at de var bekendt med, at ansøgeren og [L] stadig havde kontakt. Videre forekommer det ikke overbevisende, at [L]s mor og [A], der havde haft kendskab til deres forhold siden [vinteren 2015/2016] til episoden i Mahamouds hus i [foråret] 2017, uden at de har foretaget sig noget for at realisere truslerne. Videre bemærkes, at det forekommer påfaldende, at ansøgeren i asylsamtalen og for Flygtningenævnet har forklaret, at han ikke selv har udfyldt asylskemaet. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren derimod forklaret, at han selv udfyldte skemaet. Videre bemærkes, at det forekommer påfaldende, at ansøgeren ikke har oplyst i asylskemaet, at [L] var blevet dræbt, hvilket ansøgerens onkel havde gjort ansøgeren bekendt med, da han var i Tyrkiet i foråret 2017. Videre beror det alene på ansøgeren egen formodning, at han har en konflikt med sin familie henset til ansøgerens forklaring om, at han ikke har modtaget trusler fra sin far eller brødre. Det forhold, at ansøgeren frygter sin far og lokalbefolkningen, fordi han angiveligt er ateist, kan ikke føre til en ændret vurdering, da Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak som følge heraf vil være i risiko for forfølgelse fra sin far eller beboere i lokalområdet. Det forhold, at ansøgeren angiveligt har frafaldet islam, kan ikke i sig selv begrunde asyl. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2019/108/MME

hjem20202

Nævnet stadfæstede i februar 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig ansø-ger fra Kuwait. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er angiveligt statsløs (bidoon) og shia-muslim fra Sulaibiya, Kuwait. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun som statsløs bidoon fra Kuwait frygter at vende tilbage til Kuwait på grund af sin ægtefælles konflikt med de kuwaitiske myndigheder. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive slået ihjel af sin far eller sine farbrødre, idet hun har forladt sin ægtefælle, hvilket strider mod traditionerne i Kuwait. Endelig har ansøgeren som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter at blive slået ihjel af sin ægtefælle, idet hun har forladt ham. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun er statsløs (bidoon) født i Kuwait og har opholdt sig hele sit liv i Kuwait. På et ukendt tidspunkt i 2014 deltog ansøgerens ægtefælle i en demonstration, hvorefter han blev tilbageholdt i 20 dage af myndighederne. Omkring to måneder efter ansøgerens ægtefælles løsladelse blev deres bopæl opsøgt flere gange af myndighederne. Omkring [efteråret] 2015 udrejste ansøgeren illegalt af Kuwait sammen med sin ægtefælle og deres børn. Ansøgeren har derudover oplyst, at hendes ægtefælle var politisk aktiv i Kuwait. Ansøgeren blev gift med sin ægtefælle for omkring 13 år siden. Ægteskabet var arrangeret. Ansøgerens ægtefælle udsatte gentagne gange ansøgeren og parrets børn for fysiske overgreb, ligesom han har voldtaget ansøgeren. Ansøgeren forlod sin ægtefælle. Efter bruddet fandt ansøgerens familie ud af, at hun havde forladt sin ægtefælle, og ansøgeren formoder, at hendes far eller farbrødre vil slå ansøgeren ihjel, idet hendes handlinger strider mod kulturen i Kuwait. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om hendes identitet og oprindelige asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om hendes identitet og asylmotiv, ligesom ansøgerens forklaring fremstår konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet henviser til de divergenser, der fremgår af Udlændingestyrelsens afgørelse af […] og Flygtningenævnets beslutning af […]. På baggrund af ansøgerens forklaring i retten om hendes forhold til sin ægtefælle, og da ægtefællen [i efteråret] 2019 er idømt 4 års fængsel for voldtægt af ansøgeren og for vold mod deres børn, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren er i et modsætningsforhold til sin ægtefælle. Da Flygtningenævnet ikke kan lægge ansøgerens forklaring om sin identitet til grund, og da ansøgerens statsborgerskab således er ukendt, kan Flygtningenævnet ikke lægge til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til sit hjemland ikke vil kunne søge sit hjemlands myndigheders beskyttelse, eller at ansøgeren ikke kunne henvises til at tage ophold et andet sted i sit hjemland som et internt flugtalternativ. På denne baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til sit hjemland vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af udlændingeloven s§ 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” hjem/2020/2/HZC

hjem201941

Nævnet stadfæstede i september 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig ansøger, der har oplyst at være bidoon (statsløs) fra Kuwait. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ved fremmødet i Flygtningenævnet har ansøgeren i det væsentlige været uvillig til at afgive forklaring. Ansøgerens advokat har herefter fremsat anmodning om, at sagen skulle udsættes. Advokaten henviste til, at ansøgeren har en konflikt med sin ægtefælle om deres fælles børn. Ansøgeren var derfor så psykisk påvirket af sin samlede situation, at han var ude af stand til at afgive forklaring. Efter votering har Flygtningenævnet ikke fundet anledning til at imødekomme denne anmodning. Ansøgeren er angiveligt statsløs (bidoon) og shia-muslim fra Sulaibiya, Kuwait. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger, men han har deltaget i tre organiserede demonstrationer for statsløses (bidooneres) rettigheder. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Kuwait frygter, at han vil blive fængslet på livstid eller henrettet af de kuwaitiske myndigheder, fordi han har deltaget i demonstrationer. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter, at han vil blive fængslet på livstid eller henrettet af myndighederne, fordi han er udrejst illegalt af Kuwait. Endelig har ansøgeren henvist til de generelle forhold for statsløse (bidoonere) i Kuwait. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han er statsløs (bidoon), og at han er født og opvokset i Kuwait, hvor han har boet hele sit liv. Ansøgeren har deltaget i tre demonstrationer, som foregik den [i begyndelsen af] 2014. Ansøgeren blev tilbageholdt i 20 dage af myndighederne i forbindelse med demonstrationen [i begyndelsen af] 2014. Under tilbageholdelse blev ansøgeren udsat for fysiske overgreb. Ansøgeren blev løsladt, fordi han underskrev nogle papirer om, at han ville samarbejde med myndighederne. To måneder efter ansøgerens løsladelse blev hans bopæl opsøgt af myndighederne. Efterfølgende blev ansøgerens bopæl opsøgt yderligere fire gange af myndighederne med syv til ti dages mellemrum. I forbindelse med den ene opsøgning blev ansøgeren taget med af myndighederne og afhørt. Ansøgeren tog herefter ophold hos sin ven og besøgte kun sin familie hver tiende dag. Ansøgerens ven fortalte ham, at ansøgerens familie løbende blev opsøgt af myndighederne. [I efteråret] 2015 udrejste ansøgeren af Kuwait. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til sit hjemland vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse. Flygtningenævnet finder som Udlændingestyrelsen, at der er en række væsentlige divergenser imellem ansøgerens og dennes ægtefælles forklaringer, ligesom der er væsentlige divergenser i ansøgerens forklaring om dennes konflikter i Kuwait. Flygtningenævnet kan efter omstændighederne henvise til Udlændingestyrelsens afgørelse [fra sommeren] 2017, herunder særligt side […]. Herudover bemærker Flygtningenævnet, at ansøgeren ved oplysnings- og motivsamtalen [i foråret] 2016, side […], har forklaret, at han efter sin løsladelse var så medtaget, at han i to måneder skulle have hjælp til at gå på toilettet. Dette er gentaget af ansøgerens advokat i dennes indlæg til Flygtningenævnet. Ved asylsamtalen [i sommeren] 2017, side […], har ansøgeren imidlertid forklaret, at han, da han omkring to en halv måned efter løsladelsen blev opsøgt af myndighederne, var henholdsvis på arbejde og ude at spille fodbold. Ansøgeren har ikke under sit fremmøde i Flygtningenævnet på nogen måde været villig til at bidrage yderligere til sagens oplysning. Efter en samlet vurdering, finder Flygtningenævnet herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort hverken sit asylmotiv eller sin identitet. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til sit hjemland. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” hjem/2019/41/ajev

guin20202

Nævnet stadfæstede i februar 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig stats-borger fra Guinea. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk fula og sunni muslim fra Labé, Guinea. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden frygter at blive slået ihjel af familien til en afdød ung mand, hvis knallert ansøgerens bror købte, da familien vil hævne drabet på deres fami-liemedlem. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at ansøgerens bror købte en knallert, som lignende en, der tilhørte en afdød ung mand. Familien til afdøde troede derfor, at det var ansøgerens bror, som havde slået den unge mand ihjel. De overfaldt derfor ansøgerens bror, og broren blev efterføl-gende fængslet. To måneder senere opsøgte familien til den afdøde brorens og ansøgerens udlejer, og kom med trusler mod ansøgeren. Dette resulterede i, at ansøgeren blev smidt på gaden af udleje-ren. Her boede han i fem til seks måneder. Ansøgeren blev herefter opsøgt af seks til syv personer fra familien til afdøde, som udsatte ansøgeren for grove fysiske overgreb. Ansøgeren flygtede heref-ter ud i bushen, hvor han levede i fem måneder før han udrejste. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren har forklaret afglidende og i generelle vendinger om sit asylmotiv, herunder om, hvor han blev overfaldet, og om hvordan han efter overfaldet kom hjem til [X]. Videre har ansøgeren forklaret divergerende om dele af asylmotivet. Under asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at [X] overværede overfaldet, og at den afdøde mands familie efter overfaldet opsøgte [X’s] bopæl men blev forhindret i at komme ind af [X’s] mand, mens han under nævnsmø-det har forklaret, at [X] ikke overværede overfaldet, idet hun var på markedet, og at den afdøde mands familie ikke opsøgte [X’s] bopæl den dag. Videre forekommer det usandsynligt, at den afdø-de mands familie skulle kunne identificere og genkende ansøgeren som [B’s] bror på et sted og på et tidspunkt, hvor ansøgeren tilfældigt befandt sig på vej mod [X’s] bopæl. Dette understreges af, at ansøgeren under asylsamtalen har forklaret, at den afdødes familie i første omgang opsøgte ansøge-rens og broderens bopæl, fordi de ikke vidste, hvem de ledte efter, og ikke vidste, hvordan han så ud. Hertil kommer, at ansøgeren efter sin egen forklaring kunne leve på gaden som hjemløs i ca. 6 måneder før overfaldet og dernæst i en landsby i ca. 6 måneder efter overfaldet, uden at blive efter-stræbt af familien. Endelig har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgeren ikke anmeldte overfal-det til politiet, og det beror på ansøgerens egen formodning, at politiet ikke vil kunne beskytte ham. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Guinea vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlæn-dingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgø-relse.” Guin/2020/2/JAH

guin20201

Nævnet stadfæstede i februar 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig stats-borger fra Guinea. Indrejst i 2019. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk fulani (peul) og født muslim fra Conakry, Guinea. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af sin far, familiemed-lemmer eller af de guineanske myndigheder, fordi han er bisexuel og var homoseksuel, da han boede i Guinea. Han har til støtte herfor oplyst, at han, da han var otte eller ni år, blev udsat for seksuelle overgreb af sin farbror, og at han efter noget tid fandt ud af, at han var til mænd. I skolen havde han er en god ven ved navn [A], som han sad ved siden af i skolen, og som han ofte legede med efter skole. En dag, da han var omkring 10 eller 11 år gammel, begyndte [A] at røre ved ansøgeren, mens de sad i klassen. Et par uger senere tog ansøgeren og [A] ud for at bade. [A] kyssede pludselig ansøgeren. Han fortalte, at han var til mænd, og at han godt kunne lide ansøgeren. Efterfølgende begyndte de at kysse og være intime, når de var alene. En dag, mens de opholdt sig hos [A], blev de opdaget i at have sex af et af [A]s familiemedlemmer. Hun filmede ansøgeren og [A], mens de hav-de sex. Ansøgeren flygtede og tog hen til et sted, som lå to timer fra ansøgerens bopæl, og hvor han plejede at gemme sig, når han havde det svært. Omkring to dage efter episoden opsøgte ansøgerens mors veninde [B] ansøgeren ved hans gemmested. Ansøgeren fortalte hende, hvad der var sket, og hun tilbød at hjælpe ansøgeren med at udrejse til Senegal. Efter et par dage kom hun tilbage med penge, således at ansøgeren kunne udrejse til Senegal i en alder af 12 år. Ansøgeren opholdt sig efterfølgende to år i Senegal, inden han rejste videre til Frankrig, hvor han opholdt sig indtil sin indrejse i Danmark den [dato i begyndelsen af] 2019. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet er enig i Udlændingestyrelsens begrundelse herfor og be-mærker, at ansøgeren under sin forklaring i Flygtningenævnet derudover har forklaret yderligere divergerende og udbyggende om, hvad han og [A] lavede den dag, hvor de angiveligt blev opdaget af et familiemedlem til [A] .Flygtningenævnet kan som Udlændingestyrelsen derfor ikke lægge til grund, at ansøgeren er homoseksuel, og at han som følge heraf har en konflikt med sin familie eller myndighederne i Guinea. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Guinea vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Guin/2020/1/DH

ghan20201

Nævnet stadfæstede i juli 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Ghana. Indrejst i 2019. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk nzema og kristen fra [A], Ghana. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive dræbt af personer fra lokalsamfundet i byerne [A] og [B], fordi han er homoseksuel. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han har været i tre forskellige forhold med mænd, henholdsvis [E], [O] og [F]. De to første forhold voldte ikke ansøgeren problemer. Det tredje forhold skabte problemer, idet personer fra lokalsamfundet blev bekendt med, at ansøgeren var i et forhold med [F]. Personer fra lokalsamfundet fik mistanke om ansøgerens forhold til [F], fordi de tilbragte meget tid sammen. Personer, som ansøgeren kendte, henvendte sig flere gange til ansøgeren for at spørge, om ansøgeren var i et forhold med [F], hvortil ansøgeren svarede benægtende. En dag i [efteråret] 2019, hvor ansøgeren var til et bryllup i selskab med [F], blev ansøgeren og [F] overfaldet af en persongruppe på mere end 10 mennesker. Gruppen overfaldt ansøgeren og [F] med slag, men ansøgeren nåede at flygte. Det lykkedes derimod ikke [F] at flygte. Ansøgeren rejste herefter hen til sin ekskæreste [O], hvor ansøgeren fandt ud af, at [F] var blevet indlagt på et hospital efter overfaldet. Efter to til tre ugers ophold hos [O], udrejste ansøgeren [en nærmere angiven dato i efteråret] 2019 illegalt af Ghana. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgeren har forklaret divergerende på en række centrale punkter. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om sine kæresteforhold, og om han havde fortalt andre om sin seksualitet. Endvidere har ansøgeren forklaret divergerende om det ene overfald, som ansøgeren har forklaret om, og som førte til ansøgerens udrejse. Derudover har Flygtningenævnet tillagt det en vis vægt, at ansøgeren indrejste i Danmark [en nærmere angiven dato i efteråret] 2019 og først søgte om asyl [en nærmere angiven dato i slutningen af vinteren] 2020, efter han var blevet anholdt af politiet og sigtet for at have udført ulovligt arbejde i Danmark. Endelig har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgerens generelle troværdighed er alvorligt svækket som følge af, at ansøgeren i forbindelse med sin anholdelse og senere asylansøgning afgav bevidst urigtige oplysninger til politiet om sin identitet. På denne baggrund tilsidesætter Flygtningenævnet ansøgerens forklaring om sit asylmotiv som konstrueret og utroværdig. Herefter finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Ghana vil være i risiko for konkret, individuel forfølgelse eller for at blive udsat for dødsstraf, tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Betingelserne for at meddele opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2, er derfor ikke opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Ghan/2020/1/lbv

geor20204

Nævnet stadfæstede i august 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger. Sambehandlet med ansøgerens ægtefælle. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk georgier og kristen ortodoks fra [A], Georgien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter overgreb fra myndighederne i såvel Georgien som Ukraine, herunder fordi han lider af psoriasis og hepatitis C, hvilket gør ham særligt sårbar. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv videre oplyst, at han støtter Nationalpartiet i Georgien. Efter regeringsskiftet i 2013 blev han – i 2014 – fyret fra sit arbejde som følge af sin politiske overbevisning. Han blev gift i 2015 og boede med sin ukrainske ægtefælle i Ukraine. Han rejste i 2016 til Georgien for at hjælpe sin søster i forbindelse med kommunalvalget, og blev her i juli 2016 udsat for vold af en person – der præsenterede sig som [B] og som forud havde ringet til ansøgeren og bedt om et møde – og to andre mænd, hvorved han fik slået flere tænder ud. Mændene, som ansøgeren opfattede som myndighedspersoner, udtrykte utilfredshed med ansøgerens politiske agitation. Efter overfaldet tog ansøgeren ophold i Tbilisi i to måneder, inden han vendte tilbage til Ukraine. I Ukraine oplevede ansøgeren problemer med myndighederne fra 2016, hvilke problemer intensiveredes, efter at Mikheil Saakashvilis blev anholdt. Ansøgeren havde i Ukraine en bagerforretning, som myndighederne opsøgte og kontrollerede næsten hver dag. Myndighederne tog uden videre brød fra forretningen. Ansøgeren måtte lukke sin bagerforretning og åbne en ny, men chikanen fra myndighederne fortsatte. Ansøgeren blev ofte standset på gaden af politiet, der visiterede ansøgeren og skulle se hans dokumenter. Myndighederne ransagede tre gange i sommeren 2017 ansøgerens bopæl. Ansøgeren har videre oplyst, at hans ægtefælle, der var gynækolog, blev opsøgt af politiet i sin klinik og forsøgt anholdt for bestikkelse på grundlag af en falsk anklage. [I sommeren] 2018 blev ansøgeren standset af 5 myndighedspersoner, der ankom i bil. Ansøgerens ægtefælle og forretningsdrivende i nærheden overværede dette. De forsøgte at plante en pakke med hvidt pulver, som ansøgeren formodede var narkotika, på ham. Myndighedspersonerne meddelte ham, at de ville finde ham og sætte ham i fængsel. Ansøgeren udrejste herefter af Ukraine [i sommeren] 2018. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet har herved navnlig lagt vægt på, at ansøgeren i sit asylansøgningsskema hverken har omtalt overfaldet af ham i Georgien i 2016 eller episoden [i sommeren] 2018 i Ukraine, hvilken episode ifølge ansøgeren var helt central for hans beslutning om at udrejse af Ukraine. Ansøgerens forklaring for Flygtningenævnet, hvorefter han var meget træt og havde udslæt på hånden, da han udfyldte skemaet, og desuden fik oplyst, at han kun skulle skrive kort om sit motiv, kan ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet bemærker herved, at ansøgeren i skemaet relativt detaljeret har oplyst om øvrige forhold. Nævnet har herudover lagt vægt på, at ansøgeren under asylsagens behandling har forklaret divergerende om centrale forhold, herunder om han modtog trusler i Georgien i forbindelse med sin fyring i 2014, hvad [B] sagde til ham, da han ringede til ansøgeren, og om hvilket parti, han støttede i Georgien. Flygtningenævnet finder derfor, at betingelserne opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, ikke er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Geor/2020/4/CRT

geor20203

Nævnet stadfæstede i august 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Georgien. Indrejst i 2019. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tjetjener og muslim fra [A], Georgien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Georgien frygter, at der vil ske hende noget som følge af en konflikt hendes forældre har. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hun ikke ved, hvad konflikten handler om, eller hvem de involverede parter er. Det bemærkes indledningsvis, at Flygtningenævnet ikke finder grundlag for at behandle sagen på et mundtligt nævnsmøde, jf. §§ 53, stk. 11 og 56, stk. 3. Flygtningenævnet har d.d. truffet afgørelse i ansøgerens forældres asylsager. Flygtningenævnet har i forældrenes afgørelse anført: ”Flygtningenævnet kan i lighed med Udlændingestyrelsen lægge ansøgernes forklaringer om deres asylmotiv til grund. Flygtningenævnet finder dog, at den mandlige ansøgers modsætningsforhold til unavngivne privatpersoner ikke er af sådan karakter og intensitet, at det kan begrunde meddelelse af opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder således, at den mandlige ansøger må henvises til at søge myndighedernes beskyttelse mod eventuelle overgreb fra medlemmer af [B]-klanen, og nævnet finder, at oplysningerne i den mandige ansøgers eller i de foreliggende baggrundsoplysninger ikke giver grundlag for at antage, at ansøgeren ikke vil kunne opnå fornøden beskyttelse fra de georgiske myndigheder. Det bemærkes i den forbindelse, at det alene beror på den mandlige ansøgers egne formodninger, at der er sammenhæng med den gamle blodhævnskonflikt fra 2001 og begivenhederne forud for udrejsen i 2019. Det forhold, at den mandlige ansøger har oplyst, at han indgav anmeldelse til det lokale politi, men at politiet ikke har foretaget sig yderligere, kan ikke føre til en ændret vurdering heraf. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren må henvises til at klage til den rette overordnede myndighed over lokalpolitiets eventuelle manglende behandling af hans anmeldelse. Flygtningenævnet bemærker endelig, at det fremgår af det for Flygtningenævnet foreliggende baggrundsmateriale, herunder Udlændingestyrelsens og Dansk Flygtningehjælps rapport ”Georgia, The Situation of the Kist Community and the Chechens” fra november 2018, at etniske tjetjenere har de samme rettigheder som andre georgiske statsborgere i forhold til at indgive klager over myndighedsbehandling. Der findes desuden NGO’er, der tilbyder gratis retshjælp i [A], og derudover ligger der en lokal politistation i [A]-kløften. Der findes derfor flere nationale og regionale muligheder for at løse konflikten og for at få den fornødne hjælp til at klage, hvis ansøgeren finder behov herfor.” Flygtningenævnet kan i det hele henholde sig til forældrenes afgørelse i ansøgerens asylsag. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Georgien vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Det bemærkes, at de generelle forhold for tjetjenere i Georgien ikke i sig selv kan føre til opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” geor/2020/3/imbs

geor20202

Nævnet stadfæstede i august 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt to børn fra Georgien. Indrejst i 2019. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etnisk tjetjenere og muslimer fra [A], Georgien. Ansøgerne har ikke været medlemmer af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter at blive slået ihjel af privatpersoner fra [A]-området grundet en konflikt over etableringen af et lokalt vandkraftværk. Den mandlige ansøger har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at konflikten startede, da myndighederne i Georgien i [foråret] 2019 besluttede, at der skulle opføres et vandkraftværk omkring en kilometer fra ansøgerens bopæl. Store dele af lokalbefolkningen, herunder ansøgeren, var imod etableringen af vandkraftværket. Ansøgeren deltog i forbindelse hermed i en række protestester og demonstrationer. I [foråret] fik han en mundtlig advarsel af en gruppe, som var for etableringen af vandkraftværket. Samme dag blev han trukket ud af sin bil og slået bevidstløs af en gruppe på syv personer. Ansøgeren var herefter indlagt på hospitalet i en måned. Ansøgeren meldte efterfølgende episoden til politiet, men overfaldsmændene blev ikke anholdt eller retsforfulgt. En ældre fra ansøgerens klan tog også kontakt til overhovedet fra den overfaldende klan. Dette førte heller ikke til noget, idet ansøgerens far i 2001 havde slået et medlem af den overfaldende klan ihjel ved et uheld. I [efteråret] 2019 deltog ansøgeren i en demonstration i [by C]. Samme aften sprang nogle personer over muren til ansøgerens families hus og skød deres to vagthunde og deres hvalp. Naboerne kom til, og de indtrængende personer flygtede. Ansøgeren kørte herefter hjem til en ven, og familien udrejste af landet omkring 14 dage senere. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Georgien frygter, at der vil ske hende, hendes ægtefælle eller børn noget, idet hendes ægtefælle har en konflikt med en række privatpersoner fra [A]-området. Den kvindelige ansøger har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hun ikke ved, hvem hendes ægtefælle har en konflikt med. Myndighederne i Georgien har i en årrække forsøgt at igangsætte et projekt i det område, hvor ansøgeren og hendes familie bor, hvilket ansøgeren og hendes ægtefælle var imod. I forbindelse med, at projektet blev igangsat, deltog en række georgiske ministre i en ceremoni [i foråret] 2019, og her kom ansøgerens ægtefælle op at slås med nogle personer, som var for projektet. I [sommeren] 2019 blev ægtefællen udsat for vold af nogle personer, som var for projektet, og ægtefællen var herefter indlagt i en måned. Ansøgerens ægtefælle protesterede igen [i efteråret] 2019 mod igangsættelsen af projektet. [I efteråret] 2019 blev familien opsøgt af nogle ukendte personer på deres bopæl om natten. De ukendte personer smadrede deres vinduer og slog deres tre hunde ihjel. Deres naboer kom ud af deres hjem, og de ukendte personer forlod ansøgerens hus. Ansøgeren har endelig anført, at de personer, som var for projektet, var i familie med ægtefællens stedmor, som ægtefællens far kom til at slå ihjel ved et uheld for omkring ti år siden. Det bemærkes indledningsvis, at Flygtningenævnet ikke finder grundlag for at behandle sagen på et mundtligt nævnsmøde, jf. §§ 53, stk. 11 og 56, stk. 3. Flygtningenævnet kan i lighed med Udlændingestyrelsen lægge ansøgernes forklaringer om deres asylmotiv til grund. Flygtningenævnet finder dog, at den mandlige ansøgers modsætningsforhold til unavngivne privatpersoner ikke er af sådan karakter og intensitet, at det kan begrunde meddelelse af opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder således, at den mandlige ansøger må henvises til at søge myndighedernes beskyttelse mod eventuelle overgreb fra medlemmer af [B]-klanen, og nævnet finder, at oplysningerne i den mandige ansøgers eller i de foreliggende baggrundsoplysninger ikke giver grundlag for at antage, at ansøgeren ikke vil kunne opnå fornøden beskyttelse fra de georgiske myndigheder. Det bemærkes i den forbindelse, at det alene beror på den mandlige ansøgers egne formodninger, at der er sammenhæng med den gamle blodhævnskonflikt fra 2001 og begivenhederne forud for udrejsen i 2019. Det forhold, at den mandlige ansøger har oplyst, at han indgav anmeldelse til det lokale politi, men at politiet ikke har foretaget sig yderligere, kan ikke føre til en ændret vurdering heraf. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren må henvises til at klage til den rette overordnede myndighed over lokalpolitiets eventuelle manglende behandling af hans anmeldelse. Flygtningenævnet bemærker endelig, at det fremgår af det for Flygtningenævnet foreliggende baggrundsmateriale, herunder Udlændingestyrelsens og Dansk Flygtningehjælps rapport ”Georgia, The Situation of the Kist Community and the Chechens” fra november 2018, at etniske tjetjenere har de samme rettigheder som andre georgiske statsborgere i forhold til at indgive klager over myndighedsbehandling. Der findes desuden NGO’er, der tilbyder gratis retshjælp i [A], og derudover ligger der en lokal politistation i [A]-kløften. Der findes derfor flere nationale og regionale muligheder for at løse konflikten og for at få den fornødne hjælp til at klage, hvis ansøgeren finder behov herfor. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet således, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Georgien vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Det bemærkes, at de generelle forhold for tjetjenere i Georgien ikke i sig selv kan føre til opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” geor/2020/2/imbs

gamb20201

Nævnet stadfæstede i januar 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Gambia. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk fula og muslim fra [A], Gambia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive arresteret, mishandlet og ignoreret af myndighederne i Gambia, fordi han er udeblevet fra sit arbejde i politiet uden tilladelse, og fordi han har en konflikt med myndighederne, idet han som efterretningsofficer i politiet har skrevet en rapport, som kritiserer myndighedernes håndtering af en hændelse, der fandt sted [i sommeren] 2018 i [B], Gambia. Efter ansøgeren indleverede rapporten, kom der tre personer fra præsidentens kontor, som tog ansøgeren med til præsidentens kontor, hvor han blev udsat for tortur i tre dage. Præsidentens folk ville have, at ansøgeren fremover ikke skulle skrive en lignende rapport, som kritiserer myndighederne, og desuden skulle ansøgeren tie stille om sagen. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han er stemplet som modstander til den nuværende præsident i Gambia. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sine asylmotiver til grund. Flygtningenævnet kan herved i det hele henvise til Udlændingestyrelsens begrundelse og bemærker herudover, at Flygtningenævnet tillige finder det påfaldende, at der af det gambiske politi angiveligt skulle være udstedt en arrestordre på ansøger allerede den dag, hvor han gik tidligt hjem fra arbejde, ligesom Flygtningenævnet finder det påfaldende, at ansøgeren fra den selv samme politimyndighed skulle kunne opnå en – meget positiv – anbefaling nogle måneder senere uagtet eftersøgningen. Flygtningenævnet finder - som Udlændingestyrelsen - endelig, at de generelle forhold i Gambia ikke i sig selv kan begrunde asyl. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Gambia vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Gamb/2020/1/snd

etio20204

Nævnet hjemviste i september 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Etiopien. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk amhara og kristen af trosretning fra Gondar, Etiopien. Ansøgeren har været politisk aktiv for Semayawi (Det Blå Parti) i Etiopien siden 2013 og er i Danmark blevet medlem af Ethiopian People’s Patriotic Front (EPPF). Ansøgeren har som oprindelig asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Etiopien frygter at blive fængslet eller slået ihjel, idet ansøgeren er medlem af Semayawi (Det Blå Parti) og har deltaget i demonstrationer mod styret. Ansøgeren frygter ligeledes, at han ved en tilbagevenden til Etiopien vil blive slået ihjel af de etiopiske myndigheder, idet han i Danmark er blevet medlem af Ethiopian People’s Patriotic Front (EPPF). Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han [i slutningen] af 2013 deltog i en offentlig forsamling, hvorefter han blev tilbageholdt i 15 dage af politiet. Under tilbageholdelsen blev ansøgeren udsat for fysiske overgreb. Ansøgeren blev i [slutningen] af 2014 fængslet af de etiopiske myndigheder, da ansøgeren ville anmelde et overfald begået af myndighedspersoner. Ansøgeren fik under anmeldelsen oplyst, at myndighederne ikke kunne hjælpe ham, hvorfor ansøgeren blev ophidset og begyndte at råbe af myndighedspersonerne. Ansøgeren blev herefter fængslet i en uge. Ansøgeren deltog i en demonstration den [i sommeren] 2016, hvor ansøgeren uddelte løbesedler. Ansøgeren holdt et banner og råbte slagord til demonstrationerne. Myndighederne angreb demonstrationen, hvor de skød mange af demonstranterne. Ansøgeren har ligeledes deltaget i en anden demonstration, hvor myndighederne også angreb og skød flere demonstranter. I perioden [i sommeren] 2016 opsøgte myndighedspersonerne ansøgerens bopæl tre gange. Ansøgeren var kun hjemme ved den ene opsøgning, hvor han gemte sig. Efter at myndighedspersonerne havde opsøgt bopælen for tredje gang, flygtede ansøgeren til Addis Ababa, hvor han opholdt sig i en ukendt periode. Ansøgeren udrejste af Etiopien [i efteråret] 2016 med gyldigt rejsevisum til Danmark. Ansøgeren har til støtte herfor endvidere oplyst, at EPPF er et oppositionsparti, som optræder på den etiopiske regerings terrorliste, og at EPPF har egen hjemmeside. Han er aktiv for EPPF, og på flere internettet, hvor han i flere EPPF-sammenhæng er identificerbar med navn og billede. Ved Flygtningenævnets afgørelse af [sommeren] 2019 blev sagen hjemvist til Udlændingestyrelsen til fornyet behandling. Det fremgår af afgørelsen, at nævnet fandt det rigtigst, at Udlændingestyrelsen som første instans tog stilling til ansøgerens medlemskab af EPPF (Ethiopian People’s Patriotic Front) som sur place asylmotiv. I begrundelsen for afgørelsen anførte nævnet blandt andet, at styrelsen ikke sås at have forholdt sig til ansøgerens medlemskab af og rolle i EPPF. Udlændingestyrelsen traf herefter afgørelse [i starten] af 2020. Ved afgørelsen har Udlændingestyrelsen alene vurderet betydningen af ansøgerens medlemskab af EPPF. Styrelsen har ikke vurderet ansøgerens asylmotiv i forhold til ansøgerens konkrete aktiviteter for EPPF, hverken de aktiviteter, som ansøgeren havde forklaret om, eller de aktiviteter, som ansøgeren havde forklaret, var tilgængelige på internettet. Ansøgerens advokat har til brug for sagens fornyede behandling i Flygtningenævnet fremsendt filer med oplysninger, herunder links der viser ansøgerens aktiviteter på internettet for EPPF. Ved en fejl blev oplysningerne fejl ikke videresendt til, hverken Udlændingestyrelsen eller nævnets medlemmer, inden nævnsmøde d.d. Flygtningenævnet finder, at det ikke kan udelukkes, at ansøgerens konkrete aktiviteter, herunder på internettet, i Danmark for EPPF kan have betydning for vurderingen af, om ansøgeren vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse ved en tilbagevenden til Etiopien. På denne baggrund finder Flygtningenævnet uanset sagens forløb, at det er rigtigst, at Udlændingestyrelsen som første instans tager stilling til ansøgerens konkrete aktiviteter, herunder på internettet, i Danmark for EPPF og aktiviteternes betydning for ansøgerens asylmotiv. Flygtningenævnet hjemviser derfor sagen til Udlændingestyrelsen.” Etio/2020/4/HMU

etio20201

Nævnet meddelte i februar 2020 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Etiopien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk oromo og sunni-muslim af religiøs overbevisning fra Shashamane, Arsi, Etio-pien. Ansøgeren har sympatiseret med det regimekritiske parti Oromo Liberation Front. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Etiopien frygter at blive slået ihjel af de etiopiske myndigheder, idet at han ved flere lejligheder har deltaget i regimekritiske aktiviteter. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han påbegyndte sine regimekritiske aktiviteter [i efteråret] 2012, hvor han hørte regimekritisk musik hos frisøren. Kort herefter kom fem politibe-tjente til frisørsalonen og anholdt ansøgeren og fem andre personer. Ansøgeren blev herefter fængs-let i omkring seks måneder, hvor han jævnligt blev udsat for fysiske overgreb. Myndighederne op-lyste, at de mistænkte ham for at være medlem af det regimekritiske parti Oromo Liberation Front (OLF), hvilket ansøgeren benægtede. Efter løsladelsen var ansøgeren [i foråret] 2014 med til at ar-rangere en demonstration for oromoers rettigheder, som han også selv deltog i. Under demonstrati-onen blev ansøgeren udsat for vold af politiet og blev som følge heraf indlagt på hospitalet i ti dage. Mens ansøgeren var indlagt, fik han at vide, at politiet havde opsøgt hans bopæl, og at ansøgerens far i forbindelse hermed var blevet anholdt. Da ansøgeren blev udskrevet, tog han ophold hos sin moster i omkring ti dage, hvorefter han udrejste af Etiopien. Både ansøgerens mor og to af hans søskende er efterfølgende ligeledes blevet fængslet og er efter ansøgerens oplysninger ikke efterføl-gende løsladt. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring, der er understøt-tet af indholdet i torturundersøgelsen, til grund. Flygtningenævnet kan således lægge til grund, at ansøgeren har været fængslet i omkring seks måneder, hvor han blev udsat for omfattende tortur, fordi myndighederne mistænkte ham for at være medlem af OLF. Det kan videre lægges til grund, at ansøgeren efter sin løsladelse var med til at arrangere en demonstration, hvorunder han blev såret af politiet og derfor kom på hospitalet, hvor han opholdt sig i ti dage, hvorefter han gemte sig hos sin moster i yderligere omkring ti dage, inden han udrejste af Etiopien. Endelig kan Flygtninge-nævnet ikke afvise, at ansøgerens forældre og to af hans søskende fortsat er fængslet i Etiopien. Det fremgår af de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder ”ETHIOPIA Opposition groups: Recent Developments” udgivet af Udlændingestyrelsen i januar 2020, bl.a., at OLF i 2018 blev taget af den nationale terrorliste, at lederne af OLF vendte tilbage til Etiopien i september 2018 efter invitation fra premierministeren, og at myndighederne har frafaldet anklager eller løsladt mere end 10.000 personer, der var anklaget eller dømt for terrorisme eller korruption, og at dette også har omfattet oromo-oprørere. Den 27. januar 2020 har Amnesty International imidlertid offentliggjort en artikel på internettet, hvoraf det fremgår bl.a., at ”75 supporters of the Oromo Liberation Front (OLF) were arrested over the weekend from various places in different places in different parts om Oromia Regional State, as Ethiopian authorities intensify the crackdown on dissenting political views ahead of the general elections. …The weekend arrest are the latest in a long line of mass arrests of opposition activists. The Ethiopian police and military have been rounding up people for “rehabilitation training” since February 2019.” På den anførte baggrund og efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet, at det ikke kan afvises, at ansøgeren fortsat er i myndighedernes søgelys, og at han derfor ved en tilbagevenden til Etiopien vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Etio/2020/1/CERA

etio201918

Nævnet meddelte i december 2019 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Etiopien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk ogaden og sunni muslim fra [A] ved [B], Ogaden i Etiopien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Udlændingestyrelsen meddelte [i foråret] 2014 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Det fremgår af klagerens oprindelige asylsag, at klageren som asylmotiv henviste til, at han ved en tilbagevenden frygter at blive dræbt af Liyu police, da de mistænker ham for at støtte Ogaden National Liberation Front (ONLF). Klageren havde til støtte for sit oprindelige asylmotiv oplyst, at hans bror i [foråret] 2011 blev dræbt af Liyu police, da han havde overgivet fødevarer til ONLF. Klageren blev i den forbindelse skudt i benet. Under den efterfølgende indlæggelse blev klageren opsøgt tre gange af [C] og hans mænd fra Liyu police, som truede med at slå klageren ihjel, hvis han støttede ONLF. Efterfølgende opsøgte de også klageren i hans butik. [I efteråret] 2012 opsøgte ONLF medlemmer klagerens forretning, hvor kun hans ægtefælle var til stede. [I efteråret] 2012 opsøgte Liyu police forretningen. Her spurgte de efter klageren, og klagerens ægtefælle blev i den forbindelse slået ihjel i forretningen. Hans far blev i forlængelse heraf fængslet. I forbindelse med klagerens sag om forlængelse af hans opholdstilladelse har Udlændingestyrelsen lagt vægt på, at klageren har forklaret divergerende om konflikten i hjemlandet. De har derfor vurderet, at klageren har givet bevidst urigtige oplysninger om hans asylmotiv, og at de ikke kan lægge hans forklaring til grund. [I efteråret] 2019 nægtede Udlændingestyrelsen derfor at forlænge klagerens opholdstilladelse, idet Udlændingestyrelsen fandt, at klageren havde opnået opholdstilladelsen ved svig, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 2, nr. 1 og § 19, stk. 7, jf. § 26, stk. 1. (lovbekendtgørelse nr. 1117 af 2. oktober 2017). Flygtningenævnet bemærker indledningsvis, at den oprindelige tilladelsesresolution ikke foreligger, men idet klageren er meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, må det antages, at opholdstilladelsen er meddelt på baggrund af klagerens oprindelige forklaring om sit asylmotiv. Udlændingestyrelsen har ved sin afgørelse om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelsen imidlertid fundet, at klageren har opnået sin opholdstilladelse ved svig, idet Udlændingestyrelsen har lagt vægt på, at klageren har forklaret divergerende om forskellige forhold i relation til asylmotivet. Flygtningenævnet bemærker, at det er myndighederne, der har bevisbyrden for, at det oprindelige asylgrundlag er urigtigt. Flygtningenævnet bemærker, at klagerens forklaringer under henholdsvis den oprindelige asylsag og nærværende sag er afgivet med mere end fem års mellemrum, og at de på de centrale punkter er fastholdt. Flygtningenævnet finder, at de divergenser og udbygninger, der er mellem forklaringerne, ikke er væsentlige og af et sådant omfang, at de giver tilstrækkeligt grundlag for at statuere svig, eller at grundlaget for opholdstilladelsen i øvrigt var urigtigt. Flygtningenævnet lægger således klagerens forklaring om, at han frygter at blive dræbt af Liyu police, til grund. Flygtningenævnet finder, at der efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke er grundlag for, at anse truslen mod klagerens person for mindre i dag, end da klageren blev meddelt opholdstilladelse i 2014. Betingelserne for at nægte forlængelse af klagerens opholdstilladelse er således ikke til stede. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsen afgørelse af 12. september 2019, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Etio/2019/18/IMBS

erit20202

Nævnet meddelte i februar 2020 opholdstilladelse med konventionsstatus til en mandlig statsborger fra Eritrea. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk tigrinya og ortodoks kristen fra [en by], Eritrea. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Eritrea frygter, at han vil blive fængslet af de eritreiske myndigheder, fordi han er deserteret fra militærtjeneste og udrejst af Eritrea. Klageren har til støtte herfor oplyst, at ansøgeren blev tvangsindlemmet i militæret i 2013. Ansøgeren modtog militærtræning i tre måneder. Ansøgeren havde ikke lyst til at være i militæret, og han havde det dårligt med at bære våben. Efter aftjent militærtjeneste blev ansøgeren udstationeret i [en by] i fem måneder. Ansøgeren gik herefter på orlov. Ansøgeren vendte ikke tilbage til militæret efter sin orlov. Flygtningenævnet finder i lighed med Udlændingestyrelsen, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det fremgår af udlændingelovens § 31, stk. 2, at en udlænding, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, ikke må udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse af de i flygtningekonventionen anførte grunde, eller hvor udlændingen ikke er beskyttet mod videresendelse til et sådant land. Flygtningenævnet finder ligesom Udlændingestyrelsen, at udlændingelovens § 31, stk. 2, er til hinder for tvangsmæssig udsendelse af klageren til Eritrea. I henhold til udlændingelovens § 49 a, 2. pkt., skal en afgørelse om, at udlændingen ikke kan udsendes, jf. § 31, tillige indeholde en afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, men som har indrejseforbud, kun kan udelukkes fra asyl efter § 10, stk. 3, 1. pkt., hvis den pågældende må anses for en fare for landets sikkerhed, eller er dømt for en særlig farlig forbrydelse og således må betragtes som en fare for samfundet, jf. flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2. Klageren er ved Østre Landsrets ankedom af [en dato i begyndelsen af] 2019 idømt en behandlingsdom uden længstetid for overtrædelse af straffelovens 288, stk. 1, nr. 1, jf. til dels § 21 og for overtrædelse af knivlovens § 7, stk. 1, jf. § 1 og § 2, stk. 1, nr. 1. Klageren var på gerningstidspunktet 24 år gammel. Han er efter det oplyste ikke tidligere straffet, og der foreligger heller ikke oplysninger om, at han efterfølgende er sigtet eller dømt for strafbare forhold. Det fremgår af dommen, at han var omfattet af straffelovens § 16, stk. 1, idet han var psykotisk på gerningstidspunkterne. De pådømte forhold er begået i umiddelbar forlængelse af hinanden, og det kan lægges til grund, at ingen personer kom til skade i forbindelse hermed. Det kan endvidere lægges til grund, at klageren nu er under behandling og således ikke længere er psykotisk. Efter han er kommet i behandling, har han endvidere vist sig i stand til at søge hjælp, når han har haft behov herfor. Overtrædelse af straffelovens § 288, stk. 1, nr. 1 må i almindelighed betragtes som en sådan særlig farlig forbrydelse, at dette i medfør af udlændingelovens § 10, stk. 3, kan føre til udelukkelse fra at opnå asyl. Under hensyn til omstændighederne ved de begåede forhold, herunder til karakteren af røverierne samt til, at der er tale om et enkeltstående forløb, der fremstår tilfældighedspræget og som udslag af klagerens psykotiske tilstand, samt til de oplysninger, der nu foreligger om hans aktuelle helbredstilstand, hvor han findes velmedicineret, finder Flygtningenævnet, at klageren ikke kan anses for at udgøre en sådan fare for samfundet, at der skal ske udelukkelse fra meddelelse af opholdstilladelse. Flygtningenævnet meddeler derfor klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Erit/2020/2/MLVT.

erit202011

Nævnet stadfæstede i august 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt tre børn fra Eritrea. Indrejst i 2017.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tigrinya og ortodoks kristen fra Zoba Debub, Eritrea. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Eritrea frygter, at hun vil blive indkaldt til nationaltjeneste. Herudover frygter ansøgeren, at hendes handicappede datter ikke kan få den nødvendige behandling i Eritrea. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hun vil få problemer med lægen, der henviste hendes handicappede datter til behandling i Sudan. Endelig frygter ansøgeren, at hendes ægtefælle vil skilles. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at hun blev sendt til Sawa den 1. juli 2007. Her var hun i to år for at gennemføre 12. klasse samt en sekretæruddannelse. I omkring to år arbejdede ansøgeren som sekretær for militærforsvaret i hovedstaden Asmara til den 19. april 2010. På grund af graviditet blev ansøgeren fritaget fra nationaltjeneste. Ansøgeren mistede senere barnet. Ansøgerens ægtefælle blev fængslet gentagne gange, fordi han deserterede fra nationaltjeneste for at hjælpe ansøgeren med at passe deres barn, [S], som er handicappet. Ansøgeren blev opsøgt gentagne gange af myndighederne, hvor de truede ansøgeren med at tage hende, fordi ægtefællen var deserteret. Ansøgeren blev ikke taget med, fordi hun havde et barn. Ansøgerens svigermor blev fængslet gentagne gange. Ansøgerens ægtefælle udrejste af Eritrea, efter at ansøgeren havde født deres andet barn. Ansøgeren opsøgte en læge i Asmara, da hendes datter [S] var 4 ½ år i starten af 2016, og ansøger fik en henvisning til behandling af [S] på et hospital i Sudan. Ansøgeren fik på den baggrund udstedt et pas samt en udrejsetilladelse af myndighederne, hvorefter ansøgeren udrejste legalt af Eritrea [i sommeren] 2016 sammen med sine to ældste børn. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om problemer med myndighederne til grund. Ansøgeren har været fritaget for nationaltjeneste siden 2010 og hun er ikke forsøgt indkaldt siden, heller ikke efter ægtefællens desertering og flugt i 2013. Ansøgeren har forklaret divergerende om hendes problemer med myndighederne, idet hun til oplysnings-og motivsamtalen har forklaret, at hun ikke havde problemer med myndighederne. Hun har under samtalen [i sommeren] 2019 først forklaret, at hun ikke have problemer med myndighederne, men senere at hun var blevet opsøgt omkring 10 gange, men at det ikke var sket noget. Hun har for nævnet forklaret, at hun blev opsøgt omkring 9-10 gange, og at hun blev truet med, at de ville fængsle hende. Ansøgeren har forklaret divergerende om, hvor mange gange hendes svigermor var blevet fængslet. Endelig har ansøgeren forklaret udbyggende om, at hendes svigerfamilie var blevet opsøgt af myndighederne tre gange inden for den første måned, efter hun var udrejst. Ansøgeren har ikke haft problemer, bortset fra måske at være blevet opsøgt som følge af ægtefællens desertering og flugt. Nævnet lægger endvidere vægt på, at ansøgeren har fået udstedt pas i maj 2016, har fået udrejsetilladelse og er udrejst legalt. Endelig lægger nævnet vægt på, at ansøgeren først søgte asyl i [sommeren] 2018. Ansøgerens ønske om at sikre sine børn og leve sammen med sin ægtefælle kan ikke føre til asyl. Ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevende til Eritrea vil være forfulgt, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1 eller i individuel og konkret risiko for overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Erit/2020/11/FAM

erit20201

Nævnet meddelte i januar 2020 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger samt fem børn fra Eritrea. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk tigrinya og kristen fra [by], Zoba Debub, Subzoba Tsorana, Eritrea. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [vinteren] 2017/2018, og at hun [vinteren] 2018/2019 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Klageren har [foråret] 2019 klaget til Flygtningenævnet over Udlændinge¬styrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hun ved en tilbagevenden til Eritrea frygter de eritreiske myndigheder, idet hun ikke ønsker at aftjene nationaltjeneste. Klageren har endvidere oplyst, at hun risikerer forfølgelse på baggrund af hendes ægtefælles udrejse og desertering fra nationaltjeneste. For nævnet har klageren endelig henvist til, at hun risikerer forfølgelse i anledning af, at myndighederne vil se hende som medvirkende til, at hendes søn [A], der er født [vinteren] 2001/2002, ikke møder op til aftjening af nationaltjeneste. Flygtningenævnet kan lægge klagerens forklaring til grund, der er konsistent og troværdig. Flygtningenævnet lægger således til grund, at klageren, efter klagerens ægtefælle i 2014 udrejste illegalt af Eritrea for at undgå fortsat militærtjeneste, flere gange blev opsøgt af de eritreiske myndigheder, og at hendes bevægelsesfrihed blev indskræn¬ket, ligesom hun skulle orientere myndighederne, når hun fik gæster. Endvidere lægger nævnet til grund, at klagerens jord, som familien levede af, efter ægtefællens udrejse blev konfiskeret af myndighederne. Nævnet lægger endelig til grund, at klagerens mor i Eritrea efter klagerens udrejse, flere gange blev opsøgt af myndighederne, som efter udrejsen også har konfiskeret familiens bolig og husdyr. Klageren, der er 37 år, er udrejst illegalt af Eritrea, og klageren har ikke udført nationaltjeneste. Klageren er ikke fritaget for nationaltjeneste, men klageren, der fødte sit første barn som 18-årig, har ikke været indkaldt til nationaltjeneste. Ifølge baggrundsoplysningerne skal alle eritreere mellem 18 og 40 år i national¬tjeneste i 18 måneder. I praksis fritages nogle personer, særligt kvinder, herunder gravide kvinder, gifte kvinder eller kvinder med børn, fra nationaltjeneste. Der er dog ikke tale om en juridisk begrundet praksis, og der består ikke retskrav om fritagelse. Under hensyn til, at klagerens mindreårige børn nu er i alderen 5 år til 15 år, kan Flygtningenævnet ikke med den fornødne sikkerhed bortse fra, at klageren ved en tilbagevenden til Eritrea vil kunne blive indkaldt til nationaltjeneste. På denne baggrund og henset til klagerens ægtefælles konflikt med myndighederne, som har medfør, at ægtefællen er meddelt opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, og som har medført, at myndighederne har konfiskeret klagerens ejendom og til, at myndighederne må antages at ville holde klageren ansvarlig for, at klagerens søn [A], der vinteren 2019/2020 fylder 18 år, underdrager sig nationaltjeneste, finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at klageren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Eritrea vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet har ved afgørelsen ikke foretaget en vurdering af klagerens børns, herunder [A]s, selvstændige asylmotiver. Flygtningenævnet meddeler derfor klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren samt hendes fem medfølgende børn opfylder således betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Erit/2020/1/gdan

erit20195

Nævnet meddelte i november 2019 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Eritrea. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tigrinya og kristen ortodoks fra [by], Eritrea. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han er deserteret fra militæret. Til støtte for sit asyl-motiv har ansøgeren forklaret, at han startede med at aftjene militærtjeneste i [militærbase] i 2001. Ansøger blev senere videreuddannet indenfor militærpolitiet. I perioden fra 2002-2004 arbejdede ansøger som vagt i [militærbase], herunder deltog han i fangetransporter. Ansøger blev i perioden 2004-2009 udstationeret til [by], hvor han havde til opgave at overvåge studerende på universitetet. I perioden 2009-2011 arbejdede ansøger som vagt i de militære træningslejre […] og […]. I 2011 blev han overflyttet til [militærbase]. Ansøger begyndte herefter at reflektere over sin fremtid og besluttede at udrejse af Eritrea. Efter ansøgers udrejse, har han skrevet og publiceret regimekritiske tekster og sange på sociale medier. Flygtningenævnet har som Udlændingestyrelsen lagt ansøgerens forklaring til grund og finder, som Udlændingestyrelsen, at ansøgeren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet har herefter taget stilling til, om der er grundlag for at udelukke ansøgeren i medfør af udlændingelovens § 10, stk. 1, nr. 3. Ansøgeren har forklaret, at han under hele sin nationaltjeneste har arbejdet som vagt de steder, han har været stationeret, og at han havde rang af menig. Ansøgeren har videre forklaret, at han tre gange har bevogtet fangetransporter, hvor fanger blev transporteret fra militærbasen til et fængsel, og at han havde en formodning om, at fangerne havde været og ville blive udsat for overgreb, samt at han har været vidne til fysisk afstraffelse. Endelig har ansøgeren forklaret, at han aldrig selv har udøvet vold mod nogen, tværtimod har han undladt at udføre en ordre om at afstraffe en fange, hvilket medførte, at hans løn og den årlige orlov blev inddraget. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren var tvunget til at aftjene nationaltjeneste, at han af sine overordnede var beordret til at fungere som vagt, at han ikke havde reel mulighed for at nægte at udføre opgaverne, og at han som følge af den intensive kontrol og overvågning i Eritrea vanskeligt kunne flygte, ligesom det var forbundet med stor risiko at flygte. Efter karakteren og omfanget af de handlinger, ansøgeren har udført, sammenholdt med at handlingerne blev udført under tvang, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke er omfattet af Flygtningekonventionens artikel 1 F (b). Flygtningenævnet finder derfor ikke, at der er grundlag for at udelukke ansøgeren efter udlændingelovens § 10, stk. 1, nr. 3, og Flygtningenævnet meddeler ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk.1.” Erit/2019/5KAA

erit20194

Nævnet meddelte i november 2019 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Eritrea. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk tigre og sunnimuslim af religiøs overbevisning fra Eritrea. Klageren er født og opvokset i Saudi Arabien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Eritrea frygter at blive tvunget til at aftjene militærtjeneste. Han frygter endvidere repressalier fra de eritreiske myndigheder, idet han er undveget militærtjeneste. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han blev anholdt i Saudi Arabien og idømt syv måneders fængsel. Efter afsoningen blev han udvist til Eritrea, hvor han er statsborger. I lufthavnen i Eritrea fik han frataget sit pas, og da han senere henvendte sig til immigrationsmyndighederne for at få det udleveret, fik han en indkaldelse til militærtjeneste i lejren Sawa i Eritrea. Klageren skulle ifølge indkaldelsen til lejren en måned senere, men han kontaktede sine forældre, som opfordrede ham til at udrejse. Klageren udrejste herefter fra Eritrea til Sudan, hvor han opholdt sig i omkring fem år, før han tog til Libyen og videre til Europa. Udlændingestyrelsen har vurderet, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, men at klageren, der ved dom er udvist af Danmark, er udelukket fra opholdstilladelse efter udlændingelovens § 10, stk. 3, og endelig at udlændingelovens § 31 er til hinder for, at klageren kan udsendes til sit hjemland. Spørgsmålet for Flygtningenævnet er, om det forhold, at klageren er dømt for strafbart forhold i Danmark og udvist af Danmark, udelukker klageren for at opnå opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 10, stk. 3, hvilket spørgsmål har betydning for klagerens opholdsgrundlag og juridiske status. Klageren er ved Vestre Landsrets ankedom [fra starten af] 2019 idømt fængsel i 3 måneder og udvist af Danmark med indrejseforbud i 6 år for forsøg på vold efter straffelovens § 245, jf. § 247, stk. 2, legemsangreb efter straffelovens § 244, jf. § 247, stk. 2, og trusler mod personer i offentlig tjeneste efter straffelovens § 119, stk. 1, ved [i sommeren] 2018 på Jomfru Ane Gade i Aalborg at have forsøgt at slå en dørmand på en natklub i hovedet med en flaske (forhold 1), at have spyttet en anden dørmand i ansigtet (forhold 2), og at have truet to betjente (forhold 3). Det følger af udlændingelovens § 10, stk. 3, at han herefter ikke kan meddeles opholdstilladelse efter § 7, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Da klageren isoleret set fortsat vil kunne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, skal afvejningen foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, hvorefter det tillige skal indgå i vurderingen efter udlændingelovens § 10, stk. 3, om forbrydelsen er ”særlig farlig”, og om flygtningen af den grund må betragtes som en fare for samfundet. Flygtningenævnet bemærker, at overtrædelse af straffelovens § 245 i almindelighed må betragtes som en sådan særlig farlig forbrydelse, at dette kan føre til udelukkelse fra at opnå asyl i medfør af udlændingelovens § 10, stk. 3, såfremt flygtningen af den grund må betragtes som en fare for samfundet. Forholdene er begået i forbindelse med hinanden under en bytur. Klageren er ikke tidligere eller senere dømt for lignende kriminalitet, og der er således tale om helt enkeltstående episoder. Henset hertil og i øvrigt til oplysningerne om forholdenes karakter og omstændighederne herved er der ikke grundlag for at anse klageren som en fare for samfundet. På denne baggrund – og da heller ikke Retten i Hernings dom [fra sommeren] 2019 kan føre til en anden vurdering heraf – finder nævnet, at der ikke i medfør af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., er grundlag for at udelukke klageren fra opholdstilladelse efter § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor fortsat klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Erit/2019/4/CERA

egyp20203

Nævnet stadfæstede juli 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Egypten. Indrejst i 2019.Flygtningenævnet udtalte:Ansøgeren er etnisk araber og muslim af trosretning fra El-Agami, Alexandria, Egypten. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Egypten frygter at blive fængslet og slået ihjel, fordi han har en konflikt med sin farbror og tre fætre. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at hans konflikt med farbroren og de tre fætre startede efter hans fars død i 1990 og vedrører familiens arv, som består af en butik og et hus. Ansøgerens farbror stjal efter farens død penge fra butikken, og i 2009 stjal han også dokumenter fra ansøgeren vedrørende butikken og huset. [I sommeren] 2018 forsøgte ansøgerens fætre at slå ansøgeren ihjel ved at slå ham i hovedet med et stykke træ. Fætrene blev idømt fængsel i seks måneder for overfaldet på ansøgeren, og ansøgeren blev flere gange opsøgt af politibetjente, som forsøgte at presse ham til at trække sin anmeldelse tilbage. I [foråret] 2019 blev ansøgeren anholdt, blandt andet på baggrund af en anmeldelse fra farbroren om ulovlig brug af ejendom. Ansøgeren har videre oplyst, at han i fængslet blev forsøgt forgiftet med en ost og efterfølgende forsøgt stukket ned af en anden indsat, og at hans farbror og fætre stod bag drabsforsøg. [På en nærmere angiven dato i foråret] 2019 søgte ansøgeren om visum til Danmark, og [omkring to uger senere] udrejste han af Egypten. Flygtningenævnets flertal finder ikke grundlag for at hjemvise sagen til Udlændingestyrelsen, idet flertallet finder sagen tilstrækkelig oplyst. Flygtningenævnets flertal kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Det kan således ikke lægges til grund, at ansøgeren har en asylbegrundende konflikt med sin farbror og fætre. Flertallet har herved lagt vægt på de samme forhold som Udlændingestyrelsen har lagt vægt på i afgørelsen af [i starten af] 2020. Flygtningenævnets flertal har således i overensstemmelse med Udlændingestyrelsen lagt vægt på, at ansøgeren først har søgt asyl mere end en måned efter indrejsen i Danmark og først efter, at han blev pågrebet af politiet under udførelse af ulovligt arbejde, ligesom ansøgerens forklaring om, hvordan hans farbror og fætre forsøgte at slå ham ihjel i fængslet forekommer usandsynlig og utroværdig. Flygtningenævnets flertal har her ud over lagt vægt på, at ansøgerens forklaring for nævnet har fremstået usammenhængende, ligesom han har forklaret udbyggende og divergerende. Han har således for nævnet forklaret, at myndighederne har smidt hans familie ud af deres lejlighed, mens han har angivet i asylskemaet og forklaret under samtalen i Udlændingestyrelsen [i starten af] 2020, at det var hans farbror og fætre, der smed familien ud af deres lejlighed. Ansøgeren har ikke anført i asylskemaet, at han har en konflikt med myndighederne, og han har først under sin forklaring for nævnet angivet, at hans ægtefælle omkring 5 måneder efter ansøgerens udrejse telefonisk er blevet truet med, at ansøgeren vil blive anklaget for at tilhøre det muslimske broderskab. Flygtningenævnets flertal har endelig lagt vægt på, at det alene beror på ansøgerens egen formodning, at det overfald han angiveligt har været udsat for [i sommeren] 2020 har relation til hans forhold i Egypten. På den anførte baggrund finder Flygtningenævnets flertal, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Egypten vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb efter § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Egyp/2020/3/cera

demo20206

Nævnet stadfæstede i februar 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig stats-borger fra Den Demokratiske Republik Congo. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk Munya Ruchuru og kristen fra Den Demokratiske Republik Congo. Ansøgeren har været aktiv for en forening i Uganda, som arbejdede for bedre rettigheder for LGBTI-personer. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Den Demokratiske Republik Congo frygter at blive slået ihjel af oprørs- og etniske grupperinger, fordi han bliver diskrimineret på grund af sit sprog og sit udseende. Ydermere frygter ansøgeren at blive slået ihjel af sin fars familie, fordi de diskriminerer ansøgeren. Endelig frygter ansøgeren at blive anholdt, fordi han har været aktivist for LGBTI-rettigheder i Uganda. Til støtte for sit asylmotiv har ansøge-ren oplyst, at hans familie flygtede fra landsbyen, fordi der i 2003 eller 2004 var oprørsgrupper, som var meget aktive i landsbyen. Gruppen Mai-Mai forsøgte flere gange at rekruttere ansøgeren og hans bror til at kæmpe for dem, ligesom de var eftersøgt, fordi de talte et sprog, som mindede om rwandisk og derfor blev diskrimineret. Mai-Mai gruppen opsøgte familien to til tre gange. Da grup-pen ikke kunne få fat i ansøgeren og hans bror, brændte de landsbyen ned og slog ansøgerens tante ihjel. Derudover boede ansøgeren i området, som grænser op til Rwanda og lignede en fra Rwanda, hvorfor han blev beskyldt for at hjælpe med at angribe DR Congo. Ansøgeren og hans familie blev derfor diskrimineret. Ansøgeren og hans familie udrejste af DR Congo i 2004. Til støtte for sit asylmotiv om frygten for sin fars familie har ansøgeren oplyst, at hans far var hutu og hans mor var tutsi, hvorfor han ikke vil blive accepteret som en del af sin fars familie. Derudover var familien i tvivl om, hvorvidt ansøgeren faktisk var sin fars søn. Til støtte for sit asylmotiv om frygten for at blive anholdt på grund af sin aktivisme har ansøgeren oplyst, at formanden for congolesiske flygt-ninge i Uganda ringede til ansøgeren og truede med, at ansøgeren skulle brændes eller anholdes. Derudover var der mange andre, for ansøgeren ukendte personer, som ringede og truede ansøgeren. Flygtningenævnet kan, som Udlændingestyrelsen, i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren har forklaret, at Mai-Mai gruppen i 2004 ville rekruttere ham og hans lillebror, og at familien dengang måtte flygte til Uganda. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at denne konflikt nu ligger mere end 15 år tilbage i tiden, og at ansøgeren på nuværende tidspunkt er udenfor den aldersgruppe, Mai-Mai ville rekruttere. Mai-Mai gruppen har ikke siden 2004 opsøgt ansøgeren, og det beror på ansøgerens egen formodning, at Mai-Mai gruppen nu skulle efterstræbe ham, fordi han er tutsi. Ansøgeren har om sit arbejde for ARSGA forklaret, at hans aktiviteter blandt andet bestod i rådgivning og arbejde på gaden blandt homoseksuelle prostituerede flygtninge, og at han var gene-ralsekretær i organisationen. Uanset ansøgeren i den anledning modtog trusler fra kendte, herunder [X], og ukendte personer fra såvel Uganda som Congo, er disse trusler ophørt senest i forbindelse med ansøgerens udrejse af Uganda i 2012, da ansøgeren udrejste for at blive familiesammenført med sin ægtefælle i Danmark. Flygtningenævnet har i den forbindelse ligeledes lagt vægt på, at homoseksualitet er lovligt i Congo. Ansøgerens halvsøskende og deres familier har efter ansøgerens forklaring en gang truet ham i forbindelse med hans arbejde for ARSGA og derudover alene verbalt erklæret ham for uønsket. Det beror derfor alene på ansøgerens egen formodning, at hans familie vil slå ham ihjel, hvis han vender tilbage til Congo. En mulig fremtidig arvestrid er et privatretligt an-liggende, der ikke i sig selv er asylbegrundende. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at ansøgerens konflikt ikke har en karakter og intensitet, der er omfattet af udlændingelovens § 7. Det forhold, at ansøgeren i en YouTube video, med meget få visninger, har erklæret sig biseksuel, kan ikke medføre et andet resultat, allerede fordi ansøgeren ikke fremtræder med navn. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Congo vil være i risiko for forføl-gelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæ-ster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” demo/2020/6/JAH

demo20203

Nævnet stadfæstede i februar 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig stats-borger fra Den Demokratiske Republik Congo. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk […] og kristen protestant fra Uvira, Kivu, Den Demokratiske Republik Congo. Fra 2002 til 2012 har ansøgeren været bosat i Sydafrika, hvor hun var anerkendt som konventi-onsflygtning. Hendes opholdstilladelse var gældende indtil [sommeren] 2015. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Den Demokratiske Republik Congo frygter at blive slået ihjel af de ukendte personer, som slog hendes far og halvbror ihjel. Ansøgeren har endvidere henvist til de generelle forhold i Den Demokratiske Republik Congo. Ansøgeren har videre også henvist til, at der er ebola i Den Demokratiske Republik Congo. An-søgeren har endeligt henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Sydafrika frygter at blive slået ihjel af nogle ukendte gerningsmænd, der tidligere har kidnappet og udsat hende for voldelige og seksu-elle overgreb. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv i forhold til Den Demokratiske Republik Congo oplyst, at hendes far var ansat som mekaniker i hæren i Uvira. I 2005 blev ansøgerens far slået ihjel i Den Demokratiske Republik Congo. I 2013 blev ansøgerens halvbror, [A], ligeledes slået ihjel i Den Demokratiske Republik Congo. Ansøgeren har endvidere anført, at forholdene, særligt for kvinder, i Kivu-provinsen er af sådan karakter, at ansøgeren ved en tilbagevenden vil være i risiko for at blive udsat for behandling i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 ved sin blotte tilstedeværelse. Ansøgeren har videre henvist til, at hun er HIV-positiv, og at hun ved en tilbagevenden frygter at blive udsat for chikane og videre at hun ikke vil have adgang til medicin. Ansøgeren har endelig henvist til, at hun som kvinde vil være i særlig risiko for overgreb ved en tilbagevenden til Kivu-provinsen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv i Sydafrika oplyst, at hun, hendes lillesøster [B] og en god ven [C], blev kidnappet af tre ukendte gerningsmænd, der ville røve og voldtage dem, i [vinteren] 2010 i Durban, Sydafrika. Det lykkedes ansøgeren at slippe væk. Kidnapningen blev efterfølgende anmeldt til politiet i Sydafrika. I [vinte-ren] 2011 blev ansøgeren kidnappet af nogle af de samme ukendte gerningsmænd. De beskyldte ansøgeren for at være skyld i deres familiemedlems død. De udsatte ansøgeren for voldelige og sek-suelle overgreb, hvorefter de efterlod hende. I [foråret] 2012 forsøgte de samme gerningsmænd at kidnappe ansøgeren, [B] og [C] igen. I [vinteren] 2013 blev ansøgeren oplyst telefonisk af [B] om, at [C] var blevet kidnappet og slået ihjel. Flygtningenævnet har ved sin afgørelse [fra vinteren] 2014 om afslag på opholdstilladelse til ansøgeren taget stilling til ansøgerens asylmotiv i forhold til Syd-afrika. Ansøgerens flygtningestatus i Sydafrika er efterfølgende udløbet i 2015. Flygtningenævnet har ved sin afgørelse [fra foråret] 2019 taget stilling til ansøgerens asylmotiv i forhold til spørgsmå-let om individuelle konflikter i Den Demokratiske Republik Congo, hvor ansøgeren er statsborger, herunder hendes frygt for de personer, der angiveligt har slået hendes far og halvbror ihjel. I den forbindelse fastslog Flygtningenævnet, at nævnet ikke kunne lægge til grund, at ansøgeren skulle være i risiko for personlig forfølgelse omfattet udlændingelovens § 7 ved en tilbagevenden til sit hjemland. Flygtningenævnet hjemviste imidlertid sagen til vurdering af, om forholdene i Kivu-provinsen aktuelt har betydning for ansøgerens ansøgning om asyl. Med hensyn til det af ansøgeren under nævnsmødet [i februar] 2020 anførte finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at ansøgeren ved sin henvisning til de generelle forhold i Kivu-provinsen, herunder for kvinder, HIV-smittede og personer uden netværk, ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til sit hjemområde vil være i aktuel risiko for konkret, individuel forfølgelse eller for at blive udsat for dødsstraf, totur eller anden umenneskelig nedværdigende behandling, idet Flygtningenævnet har lagt vægt på, at det må lægges til grund, at ansøgeren ikke har en individuel konflikt. Betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 og stk. 2, er herefter ikke opfyldt. Med hensyn til de generelle forhold i Den Demokratiske Republik Congo, herunder Kivu-provinsen, hvor ansøgeren er født og opvokset, bemærker Flygtningenævnet på baggrund af de foreliggende baggrundsoplysninger, at selvom de generelle forhold i Den Demokratiske Republik Congo således er alvorlige og uforudsigelige, finder Flygtningenævnet, at forholdene ikke er af en sådan karakter, at enhver ved sin blotte tilstedeværelse risikerer behandling i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændinge-styrelsens afgørelse.” demo/2020/3/imbs

demo202012

Nævnet stadfæstede i september 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt to medfølgende børn fra Den Demokratiske Republik Congo. Indrejst i år 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk halv dansker og halv mujombe samt kristen katolik af trosretning fra Bacongo, Kinshasa, Den Demokratiske Republik Congo. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive slået ihjel ved en tilbagevenden til Den Demokratiske Republik Congo, fordi hun har været mistænkt for at være spion, idet hun har deltaget i en præsidentceremoni. Videre frygter ansøgeren personen, A, fra statens sikkerhedstjeneste, som tilbageholdt og afhørte ansøgeren i vinteren 2016 i Den Demokratiske Republik Congo. Endvidere frygter ansøgeren at blive kidnappet og voldtaget samt at blive set ned på af lokalsamfundet grundet en voldtægt, hun tidligere er blevet udsat for. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at hun i vinteren 2011 var til stede ved en ceremoni for den præsidentkandidat, der ikke blev valgt ind i forbindelse med præsidentvalget. Ansøgeren blev arresteret sammen med andre deltagere og slået af militærfolk. Herefter blev hun kørt til en politistation, hvor hun blev afhørt og beskyldt for at have støttet dårlig regeringsføring. På grund af sin blandede etnicitet blev ansøgeren tillige beskyldt for at være spion. Politifolkene truede ansøgeren på livet og sparkede hende. Ansøgeren blev løsladt samme dag. En nat i vinteren 2012 blev ansøgerens hjem gennemsøgt af civilklædte bevæbnede mænd. Ansøgeren blev bagbundet, slået, sparket, truet på livet samt truet med at få sat ild til sit hus. De at sagde, at de ville vende tilbage, såfremt de ikke fandt, hvad de ledte efter. Videre har ansøgeren oplyst, at hun dagen efter gennemsøgningen af sit hus rejste til Brazzaville i Republikken Congo. Under sit ophold i denne by betalte ansøgeren en mand for lave papirer med en falsk identitet. Tre til fire uger efter sin ankomst til Brazzaville rejste ansøgeren til Frankrig, hvor hun søgte om og fik afslag på asyl. På ambassaden for Den Demokratiske Republik Congo i Frankrig fik ansøgeren udstedt et laissez-passer på baggrund af papirerne med de falske oplysninger. I forbindelse med sin genindrejse til Den Demokratiske Republik Congo i vinteren 2016 blev ansøgeren tilbageholdt i lufthavnen som følge af de falske oplysninger, og en overordnet fra immigrationspersonalet ved navn B genkendte hende. B fortalte sin chef, A, at ansøgeren havde været eftersøgt under sit ophold i Frankrig, idet hun skulle have videregivet oplysninger. Ansøgeren fik lov til at indrejse, fordi hun bønfaldt dem herom. Endvidere har ansøgeren oplyst, at hun i august 2016 flyttede ansøgeren til Sudan, hvor hun var bosat fra efteråret 2016 til sommeren 2018. Ansøgeren var i Den Demokratiske Republik Congo tre gange i perioden for at besøge sin syge mor. Ved indrejsen i landet fik hun hjælp af mand ved navn C, der arbejdede for myndighederne. Han sørgede for, at ansøgeren kunne indrejse uden problemer. Ansøgeren følte sig forfulgt under sine besøg i landet. Desuden har ansøgeren oplyst, at hun under et besøg i Den Demokratiske Republik Congo i sommeren 2018 blev kidnappet og voldtaget af ukendte personer. De truede hende med en pistol og bedøvede hende, hvorfor ansøgeren ikke ved præcis, hvad der er sket. Under den efterfølgende indlæggelse fortalte en læge, at hun var blevet voldtaget. Herefter rejste ansøgeren tilbage til Sudan. Yderligere har ansøgeren oplyst, at hendes pas blev beslaglagt den i sommeren 2018 i lufthavnen i Den Demokratiske Republik Congo i forbindelse med en udrejse til London. Ansøgeren fik sit pas tilbage ved at betale C flere penge, end hun plejede at gøre. Eftersom ansøgerens navn fremgik flere steder, oplyste C hende om, at han ikke længere kunne hjælpe hende. I efteråret 2018 vendte ansøgeren tilbage til Sudan, hvor hun blev frem til sin udrejse til Danmark. Flygtningenævnet kan i nogen grad lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder at kunne lægge til grund, at ansøgeren har været medlem af CCCT, at hun blev anholdt i forbindelse med indsættelsesceremonien i vinteren 2011, at hun efterfølgende blev indkaldt til afhøring, og at der har været en ransagning af hendes bopæl. Som følge af, at ansøgeren ikke har forklaret ens om den vold, der skulle være udøvet under henholdsvis anholdelsen og ransagningen, finder vi det ikke sandsynliggjort, at episoderne har indebåret den grad af vold, som ansøgeren har beskrevet. Vi lægger vægt på, at hun ved begge lejligheder er blevet løsladt uden betingelser. Flygtningenævnet lægger endvidere vægt på, at ansøgeren efterfølgende er indrejst i Congo uden problemer. Vi finder det ikke sandsynligt, at hun fra den congolesiske ambassade i Frankrig har fået udstedt papirer, der ikke bar hendes eget navn. Vi finder det derfor ikke sandsynliggjort, at hun har haft problemer i forbindelse med indrejsen til Congo. Flygtningenævnet finder ikke, at episoderne med myndighederne har haft en intensitet, der kan begrunde asyl. Flygtningenævnet finder det sandsynliggjort, at ansøgeren blev voldtaget i sommeren 2018, men finder det ikke sandsynliggjort, at det var myndighedspersoner, der foretog overgrebet. Samlet finder Flygtningenævnet ikke, at hun har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Congo, vil være forfulgt jf. udlændingelovens § 7, stk. 1 eller i reel og individuel risiko for overgreb jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse..” demo/2020/12/NHA

demo202011

Nævnet stadfæstede i juli 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Den Demokratiske Republik Congo. Indrejst i 2019.Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren har oplyst, at han er etnisk mufulero og munamulenga (banjamulenge) og kristen protestant fra Uvira, Syd Kivu, Den Demokratiske Republik Congo. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter at blive slået ihjel, fordi der er en igangværende etnisk konflikt og usikkerhed i DR Congo. Ansøgeren frygter desuden at blive tvangsrekrutteret til krigen, da han har militær erfaring som tidligere børnesoldat. Ansøgeren har til støtte for dette asylmotiv oplyst, at han i 1996, da ansøgeren var 13 år gammel, var på flugt sammen med sin familie. Da familien kom til en kontrolpost, blev alle drenge og unge mænd taget fra familierne og tvunget i militæret. Ansøgeren fik én måneds militærtræning. Ansøgeren var i militæret frem til slutningen af 1999. Ansøgeren deltog ikke i kamphandlinger, mens han var i militæret. Ansøgeren har videre oplyst, at hans forældre i 2004 blev kidnappet og dræbt af maimaier, da maimaierne mistænkte ansøgerens far at forsyne etniske banjamulenge med våben. Ansøgeren har desuden som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til DR Congo frygter at blive dræbt, da der er etniske konflikter i hjemlandet. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han er etnisk mufulero, men at hans forældre er henholdsvis etnisk mufulero og munamulenga. Ansøgeren bliver derfor ikke betragtet som en rigtig mufulero. Ansøgeren har videre oplyst, at familiens opholdssted blev angrebet af maimaier i 2004. Ansøgeren frygter videre at blive fængslet af myndighederne, fordi de mistænker ansøgeren for at samarbejde med andre lande, idet han i en årrække har boet udenfor DR Congo. Ansøgeren frygter endeligt de personer, som han nægtede at arbejde for, efter at de havde hjulpet ansøgeren til [land A i Europa]. Ansøgeren har til støtte for dette asylmotiv oplyst, at han tidligere har haft opholdstilladelse som flygtning i [land B i Afrika]. Under opholdet i [land B i Afrika] lovede ansøgerens chef, at ansøgeren kunne få arbejde i Italien. Ansøgeren rejste derfor til [land A i Europa] for at arbejde. Da ansøgeren kom til [land A i Europa], fandt han ud af, at man ønskede, at ansøgeren skulle deltage i pornofilm, hvilket ansøgeren ikke ønskede. Ansøgeren rejste herefter med sin arbejdsgiver til Danmark, hvor ansøgeren skulle deltage i filmene. Arbejdsgiveren pressede undervejs ansøgeren til at deltage i pornofilmene, hvorfor ansøgeren stak af fra sin arbejdsgiver. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende. Ansøgeren har således i asylskemaet oplyst, at hans forældre blev fanget og dræbt i 2004. Under asylsamtalen den […] har han forklaret, at hans forældre blev kidnappet og dræbt i 2002. Han boede derefter sammen med 3 af sine brødre. Ansøger og hans søskendes hjem blev i 2004 angrebet på bopælen, hvorefter han flygtede sammen med to af sine brødre. Under mødet i Flygtningenævnet har han forklaret, at det var i 2004, hans forældre blev dræbt, og at det skete i forbindelse med et angreb mod hjemmet, hvor han boede sammen med sine forældre og flere søskende. Ansøgeren og hans to brødre flygtede, mens hans forældre, som ikke kunne løbe så hurtigt, blev pågrebet. Han har endvidere forklaret divergerende om, hvorvidt forældrenes lig blev fundet, og hvordan han blev bekendt hermed. Han har i asylskemaet oplyst, at ligene blev fundet efter en uge på [et] Bjerg. Under asylsamtalen forklarede han, at ligene aldrig blev fundet. Under mødet i Flygtningenævnet har han udbyggende forklaret, at han hørte i radioen, at hans forældres lig var blevet fundet i bjergområdet, hvor maimai gruppen, som kidnappede dem, holdt til. Disse divergenser, som angår væsentlige punkter i ansøgerens asylmotiv, svækker ansøgerens generelle troværdighed. Ansøgeren har været forsvundet i en periode fra efter oplysnings- og motivsamtalen [i 2017] og indtil [dato i] 2019. Han har ikke redegjort konkret for, hvor han har opholdt sig, eller hvad han har levet af i denne periode. Flygtningenævnet finder, at dette forhold yderligere svækker hans generelle troværdighed. Flygtningenævnet kan lægge til grund, at ansøgeren er fra DR Congo. Hans forklaring om sin etnicitet og de overgreb, ansøgerens familie har været udsat for, kan derimod ikke lægges til grund, ligesom det ikke kan lægges til grund, at ansøgeren ved tilbagevenden til DR Congo risikerer asylbegrundende forfølgelse eller behandling fra myndighederne, militser eller private personer fra [land B i Afrika]. Der er ikke konkrete oplysninger, der tyder på, at ansøgeren risikerer at blive tvangsrekrutteret, hvis han vender tilbage til sit hjemområde. Bilag A, som advokaten har fremlagt med indlægget, er dateret den 8. januar 2020 og omhandler indkaldelse af tidligere hjemsendte soldater, herunder børnesoldater rekrutteret i 1996, til afhøring som følge af undergravende virksomhed i deres civile liv. Flygtningenævnet bemærker, at bilaget forekommer konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet finder derfor ikke anledning til at indhente en ægthedsvurdering af bilaget. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han er i konkret og individuel risiko for asylbegrundende forfølgelse eller overgreb ved tilbagevenden til sit angivelige hjemområde i Syd Kivu i DR Congo. Betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, er herefter ikke opfyldt. Med hensyn til de generelle forhold i Den Demokratiske Republik Congo, herunder Syd Kivu-provinsen, hvor ansøgeren angiveligt er født og opvokset, bemærker Flygtningenævnet på baggrund af de foreliggende baggrundsoplysninger, at selvom de generelle forhold i Den Demokratiske Republik Congo og særligt i Syd Kivu er alvorlige og uforudsigelige, er forholdene ikke er af en sådan karakter, at enhver ved sin blotte tilstedeværelse risikerer behandling i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Demo/2020/11/JHB

demo20201

Nævnet meddelte i januar 2020 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Den Demokratiske Republik Congo. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, stk. 2, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk luba kasai og protestant af religiøs overbevisning fra Uvira, Syd-Kivu, Den Demokratiske Republik Congo. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han frygter repressalier fra de stammemedlemmer, som stod bag drabene på klagerens forældre. Endvidere frygter klageren repressalier fra de stammemedlemmer, som stod bag drabet på klagerens morfar og onkler. Klageren frygter også på ny at blive forsøgt rekrutteret af Mai Mai militsen. Endelig har klageren henvist til de generelle forhold i Den Demokratiske Republik Congo, herunder særligt forholdene for personer, der lider af [psykiske lidelser]. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hans forældre blev slået ihjel, da han var omkring 12 år gammel. Disse drab var begrundet i, at de tilhørte Luba Kasai-stammen, og opholdt sig i et område, som medlemmer fra andre stammer ikke mente tilhørte klagerens families stamme. Desuden blev klagerens morfar og fem morbrødre slået ihjel omkring et år før klageren udrejste. Disse drab var begrundet i, at drabsmændene var misundelige på klagerens morfar, da han havde fået en gård af en belgier. Flygtningenævnet bemærker, at der ikke er grundlag for at antage, at drabet på forældrene i 1991 eller drabet på morfar og 5 morbrødre i 2004 indebærer, at klageren ved en tilbagevenden til Den Demokratiske Republik Congo vil være i en individuel risiko for overgreb. Der er heller ikke grundlag for at antage, at klageren skulle være i nogen særlig risiko for at blive rekrutteret af Mai Mai eller andre oprørsgrupper. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren lider af [en psykisk lidelse], og at han tidligere har været udadreagerende, men at han på det seneste er velbehandlet, men stadig i en skrøbelig situation. Flygtningenævnet lægger videre til grund, at klageren ikke har familiemedlemmer i Den Demokratiske Republik Congo, der må forventes at ville kunne tage sig af ham. Flygtningenævnet finder, at den sikkerhedsmæssige og humanitære situation i Syd-Kivu, fængselsforholdene og befolkningens generelle behandling af psykisk syge sammenholdt med ansøgerens særlige baggrund, som anført ovenfor, indebærer, at det vil være i strid med artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettigheds Konvention at sende klageren tilbage til Syd-Kivu. For så vidt angår muligheden for at tage ophold andre steder i DR Congo bemærker Flygtningenævnet, at dette ikke findes rimeligt og relevant. Flygtningenævnet bemærker, at Udlændingestyrelsen ikke finder, at klageren skal være udelukket efter udlændingelovens § 10 som følge af den anførte straffedom, og at klageren i givet fald vil kunne gives opholdstilladelse. Flygtningenævnet meddeler derfor klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. ” demo/2020/1/imbs

demo201914

Nævnet stadfæstede i november 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Den Demokratiske Republik Congo. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte:”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, stk. 2, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk […] og kristen fra Kinshasa, Den Demokratiske Republik Congo. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ikke kan vende tilbage til sit hjemland, fordi han frygter at blive slået ihjel af de congolesiske myndigheder. Han har desuden henvist til, at han frygter at være uden netværk, uden et sted at bo, og at han vil have svært ved at integrere sig i samfundet. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at personer, der udrejste under borgerkrigen i Den Demokratiske Republik Congo, ved en tilbagevenden vil blive betragtet som oprørere af de congolesiske myndigheder. Klagerens onkel vendte i 2016 hjem til Den Demokratiske Republik Congo, hvor han opholdt sig i syv dage, inden han blev slået ihjel. Flygtningenævnet finder, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Congo vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren og medlemmer af hans familie udrejste af Congo på grund af krigshandlinger, men at de ikke har haft individuelle konflikter med myndighederne eller andre. Nævnet finder således, at det beror på klagerens egen formodning, at han ved en tilbagevenden til Congo vil være efterstræbt af de congolesiske myndigheder. Nævnet bemærker i den forbindelse, at klageren efter sin forklaring ved udrejsen af Congo var seks år gammel, og at det derfor har formodningen imod sig, at de congolesiske myndigheder skulle betragte ham som oprører som følge af, at han udrejste af landet. Nævnet har videre lagt vægt på, at det beror på klagerens egen formodning, at hans onkel, der udrejste i 2016, blev slået ihjel af myndighederne, eller at hans død har forbindelse til hans udrejse af Congo i 2004. Den fremlagte erklæring fra Republique Democratique Du Congo, Ministere de L’interieur, Police Nationale af [en nærmere angiven dato i efteråret] 2019 kan ikke føre til en anden vurdering henset til erklæringens sene fremkomsttidspunkt og dokumentets fremtræden og indhold. For så vidt angår den del af klagerens asylmotiv, der vedrører, at han frygter at være uden netværk og have svært ved at integrere sig i samfundet, bemærker nævnet, at disse forhold er socioøkonomiske forhold, der ikke er omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at det ved dommen af [en nærmere angiven dato i efteråret] 2018 er blevet lagt til grund, at klageren ikke er i risiko for dobbeltstraf, og nævnet har ikke fundet baggrundsoplysninger, hvorefter denne del af den congolesiske straffelov skulle være ændret til skade for klageren. Nævnet finder, at de generelle forhold i Congo – om end de er vanskelige – ikke i sig selv kan begrunde en opholdstilladelse. Særligt for så vidt angår det af klageren anførte om risikoen for at blive udsat for overgreb ved indrejse til Congo via N’djili lufthavnen har nævnet lagt vægt på de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder EASO, COI Query fra 3. juli 2019, Home Office ”Country Policy and Information Note” fra januar 2019 og artikel fra 23. maj 2019 af Maybritt Jill Alpes, Migration Policy Institute ”After Deportation, Some Congolese Returnees Face Dentention and Extortion”. Det fremgår af rapporten fra Home Office, at ”there is no substantiated allegation of arbitrary arrest or ill treatment of any DRC national who is a failed asylum seeker or a foreign national offender returning to his or her country of origin”, medmindre de har benyttet falske dokumenter eller er profilerede politisk eller på anden måde. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at klageren, der som ovenfor nævnt udrejste af Congo som 6-årig og ikke er profileret i forhold til de congolesiske myndigheder, ikke har sandsynliggjort, at han vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb ved en tilbagevenden til Congo. Flygtningenævnet finder herefter, at udlændingelovens § 31, stk. 1 og 2, ikke er til hinder for klagerens udsendelse til Congo. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Demo/2019/14/JABP

came20198

Nævnet stadfæstede i december 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Cameroun. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk manyou/bayamqui og kristen fra sydvest provinsen, Cumba, Cameroun. Ansøgeren har været medlem af bevægelsen Amba Boys, som kæmpede mod regeringen for rettigheder til det engelsktalende sydlige Cameroun. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af medlemmer af Amba Boys, fordi han forlod gruppen og beholdt nogle penge. Endvidere har han henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af myndighederne i Cameroun, fordi han har produceret en regimekritisk video. Ansøgeren har endvidere henvist til at han frygter borgerkrigen i Cameroun. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende om sin konflikt med medlemmer af Amba Boys og myndighederne, idet han i sit asylskema og til oplysnings- og motivsamtalen som asylmotiv har angivet, at han ved en tilbagevenden til Cameroun frygter hjemløshed, fattigdom og arbejdsløshed samt borgerkrigen. Ansøgeren har til oplysnings- og motivsamtalen på forespørgsel bekræftet, at han ikke frygter andet end det. Til asylsamtalen har ansøgeren derimod forklaret, at han ved en tilbagevenden til Cameroun frygter gruppen Amba Boys, fordi han flygtede efter at have modtaget penge fra gruppen for at fortsætte kampen mod militæret, hvorefter gruppen havde truet hans familie. Han forklarede videre, at han frygter myndighederne, fordi han har lavet en regeringskritisk video, som han sendte til tre – fire medlemmer af Amba Boys. Ansøgerens forklaring om, at han ikke oplyste om disse konflikter til Udlændingestyrelsen, fordi han ikke stolede på styrelsen og i øvrigt følte sig intimideret under oplysnings- og motivsamtalen, må tilsidesættes som utroværdig. For så vidt angår ansøgerens asylmotiv i relation til frygten for Amba Boys har Flygtningenævnet yderligere lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende og usammenhængende om en række forhold, der er centrale for asylmotivet. Ansøgeren har således til asylsamtalen [sommeren] 2019 forklaret, at han var medlem af Amba Boys i ca. en måned og en uge og derefter, at han måtte have været medlem af gruppen i ca. to måneder og to uger. På mødet i Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at han var medlem i en måned og to til tre uger. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvordan han fik kontakt til Amba Boys. Han har således til den anden asylsamtale forklaret, at han møde nogle mænd fra Amba Boys og fortalte dem, at han gerne ville kæmpe for rettighederne i den engelske del af Cameroun, hvorefter mændene tog ham med til kommandanten for området. På nævnsmøde forklarede ansøgeren imidlertid, at det var en ven, hvis navn han ikke huskede, der introducerede ham. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvor længe han opholdt sig i Buea som medlem af gruppen, idet han til den første asylsamtale forklarede, at han var i Buea i en uge i 2016, hvor han kæmpede mod militærstyrker, mens han til den anden asylsamtale forklarede, at han var i Buea i ca. en måned, hvor han kæmpede hver dag. Ansøgeren har endvidere forklaret usammenhængende og divergerende om, hvorvidt han deltog i kamphandlinger, og om myndighedernes opsøgning af ham efter, at han vendte tilbage til Buea. Ansøgeren har således til den første asylsamtale forklaret først, at han ikke deltog i kamphandlinger, da han vendte tilbage for at få sin del af pengene og dernæst, at han deltog i kamphandlinger imod militærstyrkerne med skydevåben. Ansøgeren forklarede videre, at politiet kom til Buea og søgte efter ham, mens han til den anden asylsamtale forklarede, at en af hans venner ringede og fortalte ham, at myndighederne ledte efter ham, men at de ikke kom til Buea. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvornår hans mor angiveligt blev truet af Amba Boys. Til den første asylsamtale forklarede han, at han fik at vide, at hans familie blev truet i 2018, og at han ikke vidste, om de blev truet forud herfor. Til den anden asylsamtale forklarede ansøgeren derimod, at hans mor blev opsøgt i 2016, men at hun først fortalte ham det i 2018. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvornår han udrejste af Cameroun. Han har til oplysnings- og motivsamtalen, forklaret, at han udrejste af Cameroun, da han var 17 år gammel [foråret] 2015, mens han til asylsamtalerne forklarede, at han udrejste i 2016. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren er fremkommet med en troværdig forklaring på disse divergenser. For så vidt angår ansøgerens asylmotiv i relation til videooptagelsen har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret usammenhængende og divergerende om, hvornår videoen blev optaget, om hvem der har set videoen og om, hvorvidt videoen blev offentliggjort. Til den anden asylsamtale forklarede ansøgeren, at han – efter at have modtaget sin betaling - blev i Buea i en uge, hvor han optog videoen. På mødet i Flygtningenævnet forklarede ansøgeren imidlertid, at han optog videoen i løbet af den måned og de uger, hvor han var medlem af Amba Boys og deltog i kampene, og at han flygtede dagen efter, at han havde modtaget betaling fra Amba Boys. Ansøgeren forklarede videre til den første asylsamtale, at hans venner, [A] og [B], og medlemmer af Amba Boys så videoen, men ikke andre. Ansøgeren forklarede dernæst, at han ikke sendte videoen til nogen personer overhovedet for derefter at forklare, at han sendte videoen til tre til fire medlemmer af Amba Boys. Han forklarede dernæst, at han ikke vidste, om de sendte videoen til andre for derefter at forklare, at han var sikker på, at de sendte den ud til andre. Ansøgeren forklarede videre, at det alene beroede på hans egen formodning, at kommandanten havde set videoen. Til den anden asylsamtale forklarede ansøgeren imidlertid, at han viste videoen til ca. fem personer fra Amba Boys, at han sendte den til disse fem personer og til kommandanten, og at den blev offentliggjort på facebook. På mødet i Flygtningenævnet forklarede ansøgeren, at han sendte videoen til kommandanten og tre medlemmer af Amba Boys, og at han troede, at den var blevet offentliggjort på facebook, da det ellers ikke var nogen, der ville kende til den. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren er fremkommet med en troværdig forklaring på disse divergenser. Flygtningenævnet finder hertil, at ansøgerens forklaring om, at han skulle være efterlyst i nyhedsudsendelser som følge af videoen, ikke forekommer troværdig, henset til at ansøgeren var helt uprofileret og henset til hans forklaring for nævnet om indholdet af videoen. Det forhold at ansøgeren ved en tilbagevenden til Cameroun frygter hjemløshed og arbejdsløshed, kan ikke føre til opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Heller ikke de generelle forhold i Cameroun, herunder for den engelsktalende del af befolkningen, kan i sig selv begrunde konventions- eller beskyttelsesstatus. Flygtningenævnet finder således sammenfattende, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Cameroun vil risikere forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Came/2019/8/kaa

came20197

Nævnet stadfæstede i november 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Cameroun. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk [etnicitet] og katolsk kristen af religiøs overbevisning fra Douala, Cameroun. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Cameroun frygter at blive slået ihjel af sin onkel, som vil have arven efter ansøgernes far, og som ikke kan lide, at ansøgeren er homoseksuel. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter befolkningen i Cameroun. Under nævnsmødet har ansøgeren endvidere henvist til, at han frygter forfølgelse af de camerounske myndigheder, fordi han er homoseksuel. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han sammen med sin tante tog fra Douala til [by] for at besøge sin onkel, [A], som arbejdede i efterretningstjenesten. Onklen havde forinden ringet til tanten og bedt dem om at komme til [by], så de kunne finde ud af, hvad der skulle ske med den arv, som ansøgerens far havde efterladt sig. De ankom til [by] omkring klokken 04.00 om natten, og onklen sagde, at de skulle sove til næste morgen, hvor de så kunne tale. Han og tanten sov i hvert sit værelse. Næste morgen gik han ind i tantens værelse, og der kom onklen og tre til fire andre mænd til stede. Onklen sagde til ansøgeren, at han ikke kunne give ansøgeren de goder, som faren havde efterladt til ham, fordi ansøgeren var homoseksuel. Ansøgeren forsøgte at forlade værelset, men blev angrebet af onklen og de andre mænd. Det lykkedes ansøgeren at slippe ud af værelset, hvorefter han flygtede ud af huset. I tiden herefter boede ansøgeren i flere forskellige byer i Cameroun. Da ansøgeren boede i Yaoundé, mødte han en barndomsven ved navn [B], der fortalte ham, at onklen havde udstedt en eftersøgningsordre, ifølge hvilken ansøgeren skulle anholdes. På et tidspunkt bosatte ansøgeren sig i [by], hvor han opholdt sig i 6-7 år, inden han udrejste af Cameroun i december 2016. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han har en konflikt med sin onkel i Cameroun, til grund, idet forklaringen fremstår utroværdig og forekommer konstrueret til lejligheden. Nævnet har herved indledningsvist lagt vægt på, at ansøgerens generelle troværdighed er svækket af, at han i forbindelse med ankomsten til Danmark oplyste en anden identitet og alder og først ændrede sin forklaring herom, efter at han af de danske myndigheder var foreholdt, at han havde afgivet fingeraftryk i forbindelse med en ansøgning om visum i Italien. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren under sin asylsag har forklaret divergerende om centrale detaljer af den påberåbte konflikt med onklen. Han har således blandt andet oplyst forskelligt om sin egen alder på tidspunktet for episoden med onklen i [by], om hvornår han sidst så onklen, hvordan onklen vidste, at ansøgeren var homoseksuel, og hvem der fortalte ansøgeren, at han var eftersøgt. Hertil kommer, at ansøgeren ifølge sin egen forklaring levede problemfrit i Cameroun i hvert fald i seks til syv år efter, at hans onkel skulle have udstedt en eftersøgningsordre på ham. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge til grund, at ansøgeren er homoseksuel. Nævnet har herved navnlig lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret forskelligt om sin seksualitet under sine samtaler med Udlændingestyrelsen. Under samtalen den [i starten af] 2018 forklarede han således, at han var homoseksuel, fordi han havde vænnet sig til det efter fasterens ægtefælles misbrug. Under samtalen [i sommeren] 2018 forklarede han, at han var biseksuel i den forstand, at han både gav og tog imod seksuelle ydelser fra mænd, hvorimod han under nævnsmødet har forklaret, at han mange gange er blevet fristet af kvinder, men ikke har nogen seksuelle erfaringer med kvinder. Hertil kommer, at ansøgeren ikke har forklaret overbevisende om sine homoseksuelle aktiviteter i Danmark og under nævnsmødet har forklaret udbyggende om sin relation til LGBT Asylum. Som følge af en samlet vurdering af disse omstændigheder tilsidesætter Flygtningenævnet i det hele ansøgerens forklaring. Flygtningenævnet finder det herefter ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Cameroun risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, fra sin farbror, den camerounske befolkning eller de camerounske myndigheder. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Came/2019/7/TLNJ

nurm20202

Nævnet stadfæstede i marts 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsbor-ger samt to børn fra Myanmar. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk chin og kristen fra [by], Chin State, Myanmar. Ansøgeren har ikke været med-lem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. An-søgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Myanmar frygter, at hun vil blive fængslet af myndighederne, fordi hun på ulovlig vis har forladt sin job i staten og er udrejst. Ansøger har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun arbejdede i […]. [I vinteren] 2016 rejste ansø-geren til Yangon, hvor hun fik udstedt et pas og et visum, og [i vinteren] 2016 udrejste hun til Thai-land. Inden ansøgerens udrejse havde hun sygemeldt sig på sit arbejde, og hun havde oplyst, at hun skulle til Yangon for at modtage behandling. [I foråret] 2016 blev ansøgeren og hendes ægtefælle gift i Thailand. [I sommeren] 2016 rejste ansøgeren til Danmark for at besøge sin ægtefælle. I [sommeren] 2016 snakkede ansøgeren med sin familie i Myanmar, og de fortalte hende, at de var blevet opsøgt af ansøgerens chef. Ansøgerens chef havde fortalt ansøgerens familie, at han vidste, at ansøgeren var rejst til udlandet og havde indgået ægteskab. Han truede med, at ansøgeren ville blive fængslet, når hun kom tilbage til Myanmar. Flygtningenævnet kan efter en samlet vurdering af an-søgerens forklaring om asylmotivet ikke lægge til grund, at ansøgeren har en konflikt med myndig-hederne og derfor risikerer at blive arresteret og fængslet ved en tilbagevenden til Myanmar. Næv-net lægger vægt på, at ansøgeren under oplysnings- og motivsamtalen [i foråret] 2017 har forklaret, at hun efter sin udrejse fra Myanmar i februar 2016 alene har opholdt sig i Thailand, indtil hun rejste til Danmark [i sommeren] 2016. Det fremgår imidlertid af ansøgerens pas, at hun efter udrejsen fra Myanmar er rejst tilbage til Myanmar [i foråret] 2016, og at hun har opholdt sig i Myanmar til [sommeren] 2016, hvor hun igen er udrejst. Hun er på ny indrejst i Myanmar [i sommeren] 2016 og er derpå udrejst [i sommeren] 2016. Endvidere lægger nævnet vægt på, at ansøgeren divergerende har forklaret om henvendelserne på forældrenes bopæl. Under asylsamtalen [i foråret] 2018 har an-søgeren forklaret, at ansøgerens chef, [A], har opsøgt ansøgerens familie cirka en gang om måneden i perioden fra hendes udrejse og til [vinteren] 2017. Ansøgeren har derimod overfor nævnet forkla-ret, at hendes chef sammen med politiet alene har opsøgt hendes forældre to gange, og at det efter-følgende er personer fra hendes arbejde, der har opsøgt forældrenes bopæl. Nævnet anser det i øv-rigt for usandsynligt, at ansøgerens chef først i [sommeren] 2016 skulle have spurgt efter ansøgeren, selvom hun allerede i [vinteren] 2016 havde forladt arbejdet og var udrejst af Myanmar. Ansøgerens generelle troværdighed anses i øvrigt for at være svækket, henset til at hun først i [vinteren] 2017 har søgt om asyl i Danmark, selvom hun indrejste i [sommeren] 2016 og efter sin forklaring allerede i [sommeren] samme år havde fået kendskab til, at hendes chef ville sørge for, at hun kom i fængsel. Ansøgerens forklaring om, at hun og hendes mand afventede resultatet af familiesammen-føringssagen kan ikke føre til et andet resultat. Endvidere finder nævnet ikke, at forklaringen om ægtefællens politiske aktiviteter kan føre til en anden vurdering. Der henvises til, at ægtefællen ikke selv har søgt om asyl i Danmark, og det bemærkes i øvrigt, at ansøgeren i øvrigt først under behand-lingen i nævnet har forklaret herom. Nævnet finder ikke at ansøgerens forklaring om tolkeproblemer kunne være årsag til de foreliggende divergenser, idet der henvises til, at ansøgeren efter samtalerne med Udlændingestyrelsen har godkendt referaterne. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Myanmar vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at hun risikerer overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” burm/2020/2/imbs

burm20201

Nævnet stadfæstede i februar 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt tre børn fra Myanmar. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske kachin og kristne fra [by], Myanmar. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har siden 2001 været medlem af den kristne organisation General Council of the Assemblies of the God of Myanmar. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden frygter at blive forfulgt og slået ihjel af myndighederne i Myanmar. Den mandlige ansøger har til støtte herfor oplyst, at han uden tilladelse har afholdt et kristent seminar, hvorefter han blev opsøgt og tilbageholdt af myndighederne. Han har endvidere oplyst, at han har afgivet urigtige oplysninger vedrørende sine fødedata til FN, UNHCR, og er udrejst illegalt af Myanmar. Han har yderligere oplyst, at myndighederne i Myanmar fejlagtigt kan tro, at han har været en del af oprørsgruppen Kachin Independent Army. Han har ydermere oplyst, at Myanmars ambassade i London er blevet bekendt med, at ansøgerne og hans familie er meddelt opholdstilladelse i Rumænien som flygtninge, hvilket i sig selv er asylbegrundende. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til hendes ægtefælles modsætningsforhold til myndighederne i Myanmar. Hun har endvidere oplyst, at hun frygter de socio-økonomiske og generelle forhold i Myanmar, der kan påvirke hendes børns opvækst. Den kvindelige ansøger har til støtte herfor oplyst, at politiet i Myanmar tilbageholder folk, hvis de mistænkes for noget. Flygtningenævnet kan fortsat ikke lægge ansøgernes forklaringer om deres oprindelige asylmotiv til grund. Flygtningenævnet henviser herved til det, der er anført i Flygtningenævnets afgørelse [fra efteråret] 2015. De nu foreliggende baggrundsoplysninger om de generelle forhold for etniske kachin i Myanmar kan heller ikke føre til opholdstilladelse efter ud-lændingelovens § 7. Det forhold, at ansøgernes søn er blevet opereret to gange for en godartet knu-de og muligt på sigt skal opereres igen, kan ikke føre til en ændret vurdering. Spørgsmålet er heref-ter, om det forhold, at Myanmars ambassade i London i forbindelse med bestræbelserne på at ud-sende ansøgerne til Myanmar efter Flygtningenævnets afgørelse [fra efteråret] 2015, blev gjort be-kendt med, at ansøgerne havde opholdstilladelse som flygtninge i Rumænien, kan føre til, at ansø-gerne må anses for omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Myanmar er i risiko for forføl-gelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2, som følge af, at myndig-hederne i Myanmar er blevet bekendt med, at ansøgerne har opholdstilladelse som flygtninge i Ru-mænien. Flygtningenævnet henviser herved til de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” burm/2020/1/gdan

burm20191

Nævnet stadfæstede i oktober 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Myanmar. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk myanmeser og buddhist fra Yangon, Myanmar. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter at blive slået ihjel af myndighederne, idet hun har arbejdet for organisationen [A] i Thailand. Ansøgeren frygter endvidere, at hun vil blive efterstræbt af myndighederne, idet hun skylder myndighederne penge og som følge af, at hendes tidligere ægtefælle har været politisk aktiv i Myanmar. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun blev færdiguddannet som læge i Myanmar i 2005. Forinden sin uddannelse havde hun forpligtet sig til at arbejde tre år som læge i Myanmar efter endt uddannelse for at få sit lægecertifikat. Hun blev tilbudt et job i en humanitær organisation, [A] i Thailand, som hun takkede ja til. Hun udrejste herefter legalt af Myanmar til Thailand i [efteråret] 2005. Efter sin udrejse til Thailand fik ansøgeren besked om, at hun også var blevet tilbudt et job som læge i Myanmar. Da hun allerede havde et job i Thailand, takkede hun nej. I 2006 fik ansøgeren gennem sin søster i Myanmar at vide, at hun havde fået en bøde af myndighederne på 5 millioner kyats, idet hun ikke havde taget imod jobbet som læge i Myanmar, som hun havde forpligtet sig til, inden hun startede på studiet. I 2009 eller 2010 rejste ansøgeren legalt fra Thailand til Myanmar, hvor hun opholdt sig i en måned, idet hun fik udstedt et pas. Efter en måned i sit hjemland udrejste hun legalt fra lufthavnen i Yonhon til lufthavnen i Bangkok. Hun opholdt sig to år i Thailand, hvor hun arbejdede for forskellige humanitære organisationer. I 2012 blev ansøgeren gift med [B] i Thailand, hvorefter hun rejste til Danmark, hvor hun blev familiesammenført med sin daværende ægtefælle. Flygtningenævnet kan – som Udlændingestyrelsen - i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder imidlertid, at ansøgeren ikke som følge heraf risikerer forfølgelse eller overgreb ved en tilbagevenden til Myanmar. Flygtningenævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at det beror på ansøgerens egen formodning, at myndighederne i Myanmar skulle være bekendt med, at hun har arbejdet på [A] i Thailand, og at hun har været gift med sin eksmand. Flygtningenævnet finder endvidere, at det beror på ansøgerens egen formodning, at hun ville få problemer med myndighederne pga. disse forhold, eller fordi hun har fået en bøde af myndighederne. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgeren efter sin ansættelse i klinikken i 2005 rejste tilbage til Myanmar i 2010, hvor hun opholdt sig i en måned, fik udstedt pas og derefter udrejste legalt af Myanmar. Det kan ikke føre til et andet resultat, at ansøgeren skulle have deltaget i et interview med norsk tv i 2006. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at interviewet er fra før, at ansøgeren rejste tilbage til Myanmar, og at ansøgeren har oplyst, at hun ikke har oplevet problemer som følge deraf. Flygtningenævnet finder endelig, at det forhold, at ansøgeren af en ven har fået oplyst, at hun vil få problemer ved indrejsen til Myanmar, herunder som følge af, at hun har søgt asyl i Danmark, heller ikke kan føre til et andet resultat. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at dette alene beror på en oplysning fra en ven og ansøgerens egen formodning, ligesom ansøgeren også tidligere har været rejst tilbage til Myanmar uden at få problemer. Flygtningenævnet har endelig lagt vægt på, at det er påfaldende, at ansøgeren først har søgt asyl i [efteråret] 2018 efter at være indrejst i Danmark i 2012 som familiesammenført og først efter, at ansøgeren er meddelt afslag på forlængelse af opholdstilladelsen og afslag på nye ansøgninger om opholdstilladelse som studerende og familiesammenført. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Myanmar vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” burm/2019/1/sme

bras20201

Nævnet stadfæstede i juli 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Brasilien. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk kaukasier og fra Santos i staten Sao Paulo, Brasilien. Ansøgeren har om sin religion forklaret, at han var kristen indtil han fyldte 18 år, hvorefter han blev ateist. Som 32-årig konverterede ansøgeren til islam, og til oplysnings- og motivsamtalen [i foråret] 2017 var ansøgeren sunnimuslim. Til samtalen med Udlændingestyrelsen den [i sommeren] 2018 forklarede ansøgeren, at han ikke længere var muslim, men derimod ateist. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Brasilien frygter at blive slået ihjel, idet han er homoseksuel. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han adskillige gange er blevet udsat for chikane og fysiske overgreb, herunder flere seksuelle overgreb som følge af sin seksualitet. Ansøgeren har blandt andet oplyst, at han i perioden mellem 1994 og 1997 blev udsat for tre seksuelle overgreb. Ansøgeren har ligeledes oplyst, at han blev udsat for et voldeligt overfald i [efteråret] 2016, hvor fire til fem ukendte personer overfaldt ansøgeren og stak ham med knive, da han var på vej hjem fra sit arbejde. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv videre oplyst, at han i forbindelse med sin værnepligt i søværnet ved den brasilianske marine i 1997 blev dømt for at være homoseksuel og i den forbindelse afskediget. Under retssagen var ansøgeren varetægtsfængslet i en periode på nogle måneder. Ansøgeren har efterfølgende fået udstedt et ugyldigt nummer, således at han kun kunne søge nogle meget specifikke jobs, mens han mange andre steder ikke kunne ansættes. Ansøgeren har derudover som asylmotiv henvist til, at han frygter at få problemer, idet han er etnisk kaukasier. Han har til støtte herfor oplyst, at der er mange sorte mennesker, som ser ansøgeren som tilhørende en minoritet, og at der er racisme over for hvide mennesker. Ansøgeren har videre som asylmotiv henvist til, at han frygter at få konflikter med sine medarbejdere. Han har til støtte herfor oplyst, at han ikke fungerede så godt med medarbejdere, som han skulle bestemme over. Ansøgeren blev [i efteråret] 2011 meddelt flygtningestatus i Canada. I slutningen af [efteråret] 2012 rejste han tilbage til Brasilien for at sige farvel til sin familie og sine venner. Han fik derefter ikke lov til at genindrejse i Canada. Ansøgeren har under nævnsmødet forklaret, at han ønsker at rejse til Rusland og allerede oplyste dette ved sin indrejse, man at han blev presset til at søge asyl i Danmark. Flygtningenævnet har imidlertid opfattet ansøgerens forklaring således, at han frygter forfølgelse eller overgreb ved en tilbagevenden til Brasilien, og at han således har et beskyttelsesbehov. Herefter – og med hensyntagen til ansøgerens psykiske fremtræden – behandler nævnet derfor sagen. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring om sin seksuelle orientering til grund. Nævnet kan endvidere lægge ansøgerens forklaring om, at han har været udsat for flere overfald, herunder overfald på grund af sin seksualitet, da han var henholdsvis 17 år og 20 år, til grund. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at der er tale om konflikter, der kan føre til, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse i Danmark. Nævnet har herved lagt vægt på, at overgrebene ligger langt tilbage i tiden, og at ansøgeren efterfølgende blev meddelt opholdstilladelse i Canada, men frivilligt vendte tilbage til Brasilien for at overveje, om hvorvidt han ønskede permanent opholdstilladelse i Canada. Nævnet har videre tillagt det vægt, at det er lovligt at være homoseksuel i Brasilien. Nævnet bemærker hertil, at ansøgeren har forklaret, at han ikke har nogen problemer med hverken civile eller militære myndigheder og derfor må henvises til at søge myndighedsbeskyttelse. Nævnet kan videre lægge ansøgerens forklaring om, at han i [efteråret] 2016 blev overfaldet af fem ham ubekendte personer, til grund. Nævnet kan imidlertid ikke lægge ansøgerens forklaring om, at overfaldet også var begrundet i ansøgerens politiske holdninger i relation til etnicitet, til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring herom - og om hans aktiviteter på de sociale medier i relation hertil - under nævnsmødet forekommer udbyggende og dermed utroværdig, idet han hverken til oplysnings- og motivsamtalen eller til asylsamtalen har forklaret herom. Nævnet lægger således til grund, at der var tale om et tilfældigt overfald. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at der efter ansøgerens forklaring ikke skete yderligere frem til hans udrejse af Brasilien i [foråret] 2017. Nævnet finder således ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hans konflikt med den generelle befolkning har et omfang eller en intensitet, der kan føre til, at han meddeles asyl. Ansøgerens forklaring på nævnsmødet om, at overfaldet i 2016 blev begået af folk med tilknytning til mafiaen, og at han dermed har en konflikt med mafiaen, kan ikke lægges til grund, idet det alene beror på ansøgerens egen formodning. For så vidt angår ansøgerens asylmotiv i relation til en konflikt med den brasilianske marine har ansøgeren under nævnsmødet forklaret, at han i løbet af det første år som følge af sin seksualitet fik to domme, som han afsonede, hvorefter han forblev i marinen som ”stand by” i et år og arbejdede som opvasker. Han har ikke oplevet yderligere vedrørende tiden i marinen. Nævnet lægger således til grund, at der er tale om et afsluttet forhold, og at ansøgeren ikke ved en tilbagevenden til Brasilien vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse eller overgreb fra den brasilianske marine. Nævnet bemærker i denne forbindelse, at ansøgeren efterfølgende vendte tilbage til Brasilien efter at have fået opholdstilladelse i Canada, og at han to gange i henholdsvis 2015 og 2019 har fået udstedt pas af de brasilianske myndigheder. Vedrørende ansøgerens asylmotiv i relation til en konflikt med sine underordnende medarbejdere lægger nævnet til grund, at der ikke er tale om en konflikt, der har en sådan karakter eller intensitet, at den kan begrunde opholdstilladelse. Ansøgerens forklaring om sine konflikter i relation til hans tilkendegivne holdning til race og etnicitet kan heller ikke føre til opholdstilladelse, idet ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han som følge heraf har været udsat for forfølgelse eller overgreb. De generelle forhold i Brasilien, herunder for homoseksuelle og LGBT personer, kan ikke i sig selv begrunde asyl. Sammenfattende finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Brasilien vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens§ 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” bras/2020/1/DH

bosn20201

Nævnet stadfæstede i januar 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om bortfald af opholds-tilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Bosnien-Hercegovina. Indrejst i 1994. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er bosnisk statsborger og muslim af trosretning fra Bosnien-Hercegovina. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [foråret] 1994, og at han [i foråret] 1994 blev meddelt mid-lertidig opholdstilladelse i medfør af § 15 a i lov nr. 933 af 18. november 1992 om midlertidig op-holdstilladelse for visse personer fra det tidligere Jugoslavien, og [i efteråret] 1995 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det fremgår af Det Centrale Personregi-ster, at klageren [i efteråret] 2015 udrejste af Danmark. Klageren har selv oplyst, at han udrejste til Sverige for at komme sig efter en skilsmisse. [Sommeren] 2018 besluttede Udlændingestyrelsen, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, var bortfaldet, jf. udlændingelovens 17, stk. 1 og stk. 4 samt § 17 a, stk. 1, nr. 1, idet klageren har opgivet sin bopæl i Danmark og har opholdt sig uden for Danmark i mere end 12 på hinanden følgende måneder. Flygtningenævnet lægger vægt på, at det fremgår af Det Centrale Personregister, at klageren er udrejst [i efteråret] 2015, og at klageren i sin ansøgning om dispensation for bortfald af opholdstilladelsen af [foråret] 2016 blandt andet har oplyst, at han udrejste af Danmark [i efteråret] 2015, og at han havde opsagt sin lejlighed og skaffet sig af med sine møbler. Der lægges endvidere vægt på, at klageren i en e-mail af [sommeren] 2016 tilbagekaldte sin ansøgning om dispensation for bortfald, idet han samtidig oplyste, at han er vendt tilbage til sit hjemland, at han ikke har planer om at vende tilbage til Danmark, og at der derfor ikke skal foretages yderligere i sagen. Ved en e-mail af [foråret] 2018 til Udlændingestyrelsen har klageren i øvrigt oplyst, at han [i sommeren] 2016 forlod Danmark. Han rejste til Bosnien-Hercegovina, hvor han stadig er bosiddende. Flygtningenævnet lægger herefter til grund, at klageren frivilligt har opgivet sin bopæl i Danmark i [efteråret] 2015, idet klagerens senere oplysninger om, at han på grund af en skilsmisse ikke vidste, hvad han lavede, ikke kan føre til en anden vurdering. Det lægges endvidere til grund efter oplysningerne i klagerens e-mails af [somme-ren] 2016 og af [foråret] 2018, at han siden [sommeren] 2016 har boet i Bosnien-Hercegovina, og at klageren har taget frivilligt ophold i hjemlandet. Der lægges i den forbindelse også vægt på, at kla-geren efter det oplyste har fået udstedt et nationalitetspas i Bosnien-Hercegovina [i sommeren] 2017. Flygtningenævnet finder ikke, at det kan lægges til grund, at klagerens e-mail er blevet hack-et, og at han derfor ikke har fremsendt e-mailen af [sommeren] 2016, således som det er anført i indlægget fra klagerens advokat. Flygtningenævnet finder heller ikke, at det kan lægges til grund, at klageren i [sommeren] 2016 er blevet ringet op af en medarbejder i Udlændingestyrelsen, der blandt andet meddelte, at der var truffet afgørelse i hans sag om dispensation for bortfald af opholdstilla-delsen, og at han skulle forlade Danmark inden 14 dage. Der henvises til, at der efter det oplyste ikke foreligger et notat hos styrelsen om en sådan samtale. Det fremgår af indlægget fra klagerens advokat, at klageren har oplyst, at han flere gange siden [efteråret] 2017 har været i Danmark. Flygtningenævnet kan ikke lægge oplysningen til grund, idet der ikke foreligger dokumentation herfor. Flygtningenævnet tiltræder på denne baggrund Udlændingestyrelsens afgørelse, hvorefter klagerens opholdstilladelse er bortfaldet i medfør af udlændingelovens § 17, stk. 1 og stk. 4, og at udlændingelovens § 17 a, stk. 1, ikke kan føre til, at klagerens opholdstilladelse ikke er bortfaldet. Der ses endvidere ikke med de grunde som er anført af Udlændingestyrelsen, at der skulle være grundlag for dispensation efter udlændingelovens § 17, stk. 3. Der ses i øvrigt ikke at være forhold som nævnt i udlændingelovens § 31, der er til hinder for, at klageren kan udsendes til Bosnien-Hercegovina. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Bosn/2020/1/cabv

bosn20191

Nævnet stadfæstede i august 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Bosnien-Hercegovina. Indrejst i 1995. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk bosnier og muslim af trosretning. Klageren er fra bydelen [...] i Bosnien-Hercegovina, hvor han er født og opvokset. Klageren har under sin oprindelige spontansag som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Bosnien-Hercegovina frygter at blive slået ihjel af bosniere, idet han har været leder af en gruppe, som kæmpede mod dem. Klageren har videre oplyst, at han ikke har noget at vende tilbage til i hjemlandet, hvorfor han hellere vil dø. [I starten af] 1997 blev [klageren] meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, der [sommer] 1998 blev gjort tidsubegrænset. [I efteråret] 2017 har Udlændingestyrelsen besluttet, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, kan inddrages, jf. udlændingelovens § 19, stk. 2, nr. 2, jf. § 10, stk. 1. Flygtningenævnet finder, at betingelserne for at inddrage klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 19, stk. 2, nr. 2, jf. § 10, stk. 1, er opfyldt. Nævnet har herved lagt vægt på, at klageren [vinter] 2016 blev idømt et års fængsel for krigsforbrydelser mod civile i henhold til straffeloven i den Socialistiske Føderal Republik Jugoslavien (SFRJ) § 142, stk. 1. Klagerens forklaring for Flygtningenævnet, hvorefter han er dømt på et urigtigt grundlag, idet myndighederne i hjemlandet har forvekslet ham med en anden person, kan ikke føre til at se bort fra den foreliggende dom. Flygtningenævnet finder endvidere, at der ikke foreligger sådanne omstændigheder, at en afgørelse om inddragelse af opholdstilladelsen vil virke særligt belastende af de grunde, der er nævnt i udlændingelovens § 26. Nævnet bemærker herved, at klageren ikke har børn i Danmark, men alene to mindreårige børn i Tyskland, som han ser. Han har kun kortvarigt haft arbejde i Danmark, hvilket er mange år siden. Oplysningerne om, at klageren tager piller mod forhøjet blodtryk, smerter, hjerteproblemer m.v. og har PTSD kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” bosn/2109/1/gjey

bela20191

Nævnet stadfæstede i november 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Hviderusland. Indrejst i 2017.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hviderusser og ortodoks kristen af trosretning fra Vitebsk, Hviderusland. Ansøgeren har været medlem af oppositionsgruppen [X], og har i den forbindelse deltaget i fire demonstrationer i Hviderusland. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af de hviderussiske myndigheder, fordi han er medlem af oppositionsgruppen [X] og har deltaget i en række demonstrationer. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i foråret 2015 blev medlem af oppositionsgruppen [X] i Hviderusland, og at ansøgerens to nære venner også var medlem af gruppen. Ansøgeren deltog i en demonstration mod en lov i Hviderusland, som pålagde arbejdsløse personer bøder for ikke at have et arbejde. Ansøgeren deltog senest i en demonstration [foråret] 2017, hvor ansøgeren og de to venner blev anholdt og tilbageholdt i tre dage og herefter løsladt. Omkring en uge efter blev ansøgeren opsøgt på sin bopæl af civilklædte mænd, der tog ansøgeren med til en afhøring om hans deltagelse i terrorhandlinger og demonstrationer for gruppen [X]. Herefter blev ansøgeren løsladt. Omkring en uge efter blev ansøgeren på ny tilbageholdt af mændene og taget med til en skov, hvor han blev udsat for fysiske overgreb og afhørt om sin tilknytning til [X]. Herefter blev ansøgeren løsladt. Ansøgerens venner havde samme dag været udsat for det samme. Omkring 11 dage efter fortalte ansøgerens mor, at der havde været nogle personer for at spørge efter ansøgeren på bopælen. Ansøgeren tog hen til sine to venner, og deres mødre oplyste ansøgeren, at nogle personer også havde været for at spørge efter vennerne. Ansøgeren indså, at vennerne ikke kom tilbage og antog, at de var blevet slået ihjel. Ansøgeren tog herefter en taxa og udrejste legalt til Rusland, hvorfra ansøgeren kom med en lastbilchauffør til Danmark. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet forklaringen på en række centrale punkter forekommer divergerende og utroværdig. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har oplyst divergerende om, hvad der skete i forbindelse med demonstrationen [i foråret] 2017. Ansøgeren har således i asylskemaet oplyst, at han og hans venner blev opsøgt af personer iført almindeligt tøj, som kørte dem uden for byen og truede med at slå dem ihjel, hvorefter vennerne forsvandt sporløst. Ansøgeren har derimod til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at tre politibetjente i politiuniformer kom hen til ham og hans venner, og at de blev lagt i håndjern og sat ind i en af politibilerne, som kørte dem til et arresthus i Minsk, hvor de blev tilbageholdt i tre døgn. Ansøgeren har endvidere til asylsamtalen forklaret, at politiet ikke gjorde noget for at begrænse deres frihed i bilen. Foreholdt at han til oplysnings- og motivsamtalen forklarede, at de var ilagt håndjern forklarede han, at der var gået lang tid. Nævnet finder hertil, at der forekommer påfaldende, at ansøgeren ikke i asylskemaet har nævnt de efterfølgende opsøgninger, herunder fængsling, fra myndighedernes side og bemærker, at det ikke på troværdig vis kan forklares med, at ansøgeren havde den opfattelse, at han ikke skulle skrive alt i detaljer. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvor mange mennesker, der var til demonstrationen ved Videnskabsakademiet. Ansøgeren har således til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at der ikke var så mange demonstranter til stede, da det ikke var let at komme dertil grundet politiets blokader. Til asylsamtalen forklarede ansøgeren imidlertid, at han ankom til pladsen i Minsk, at der var mange mennesker, og at alle blev anholdt. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvor han blev ført hen, første gang han blev opsøgt af personerne efter demonstrationen [i foråret] 2017. Til oplysnings- og motivsamtalen forklarede ansøgeren, at han [i foråret] 2017 blev opsøgt af tre civilklædte mænd, som kørte ham til en skov i udkanten af Vitebsk. Til asylsamtalen forklarede ansøgeren derimod, at han blev tilbageholdt af mændene i et rum i en almindelig bygning. Nævnet bemærker i den forbindelse, at det ikke forekommer troværdigt, at de personer, der efter ansøgerens forklaring opsøgte og tilbageholdt ham to gange efter demonstrationen [i foråret] 2017 – den sidste gang en hel dag - alene skulle have sagt til ham, at han skulle tage ansvar for demonstrationer og terrorhandlinger for [X], uden at de angiveligt kom nærmere ind på, hvad han havde gjort. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren ikke har kunnet give en troværdig forklaring på sine bevæggrunde for at tilslutte sig [X], og at han har forklaret påfaldende udetaljeret og afglidende om [X]. Han har således ikke under samtalerne med Udlændingestyrelsen været i stand til at redegøre for, hvad navnet på gruppen står for, hvordan han blev medlem af gruppen, herunder hvem der udstedte medlemskortet, hvor mange medlemmer gruppen havde, hvordan den var opbygget organisatorisk, og om den havde egne lokaler eller andet tilholdssted. Ansøgeren har heller ikke kunnet forklare nærmere om gruppens politiske mål udover, at den var imod forskellige love og dekreter, f. eks. senest at folk skulle betale en bøde for at være arbejdsløse. Ansøgeren har hertil forklaret forskelligt om gruppens forhold til præsidenten, idet han til oplysnings- og motivsamtalen forklarede, at gruppen var i opposition til den siddende præsident, […], mens han til asylsamtalen forklarede, at gruppens forhold til myndighederne var ok, og at selve gruppen ikke havde noget imod præsidenten, men var imod lovene, der undertrykte mennesker. Nævnet har endelig lagt vægt på, at ansøgeren efter sin forklaring udrejste af Hviderusland under anvendelse af eget nationalitetspas. Flygtningenævnet tilsidesætter således ansøgerens forklaring om, at han ved udrejsen af Hviderusland havde en konflikt med de hviderussiske myndigheder eller andre. Sammenfattende finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Hviderusland vil være i risiko for konkret, individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Bela/2019/1/CABV

alge20195

Nævnet stadfæstede i november 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig stats-borger fra Algeriet. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er fra […], Algeriet. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse for-eninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af [A] eller hans familie, at han frygter at blive slået ihjel af [B], at han frygter at være meldt for våbenbesiddelse og terrorvirksomhed, samt at han frygter at afsone en straf, som han mener at have fået ved urette. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv blandt an-det oplyst, at han solgte cigaretter og parfumer til nogle dømte terrorister, som ikke ville betale. Det var blandt andre [A], som ikke ville betale, og ansøgerens far tog derfor til hans bopæl, for at få ham til at betale. Senere kom [A] til ansøgeren og sagde, at han ville tage ansøgerens penge. Efter endnu en opsøgning slog ansøgeren [A] og [C], fordi han ikke ville finde sig i mere. Senere opsøgte de to ansøgeren og hans mor med et sværd. Ansøgeren fik herefter slået [A] med en sten og stukket ham med sværdet. Ansøgeren blev idømt en straf på seks måneders fængsel derfor, og han frygter, at [A’s] familie ønsker at tage hævn. Ansøgeren har endvidere til støtte for sit asylmotiv oplyst, at ansøgerens ven [D] begik en række røverier og slog en mand. Ansøgeren blev i den forbindelse beskyldt for at have stukket en person med et sværd, og han blev taget med på stationen, hvor han blev udsat for voldelige overgreb af politiet. Ansøgeren fandt efter sin udrejse ud af, at politiet hav-de ransaget hans bopæl, fordi de ikke kunne finde ansøgeren. Ansøgeren har endvidere oplyst, at [B] vil være efter ansøgeren, idet [B] er terrorist, samt idet han vil hævne sig på ansøgeren, fordi [B] tror, at det er ansøgerens skyld, at [B] kom i fængsel. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har afgivet skiftende forklaringer om sin identitet, hvilket svækker ansøgerens generelle troværdighed. I asylskemaet og ved oplysnings- og motivsamtalen [i sommeren] 2016, har han oplyst, at han er fra Marokko, og som asylmotiv anført, at han savnede rettigheder i Vestsahara, og at han var udrejst illegalt af Marokko. I samtalen med Dansk Flygtningehjælp, som er gennemført efter Udlændingestyrelsen havde sendt Dansk Flygtningehjælp en indstilling til afslag, da ansøgningen var åbenbart grundløs, og i den efterfølgende samtale med Udlændingestyrelsen [i slutningen af] 2016, har han forklaret, at han er fra Algeriet og udrejse lovligt. Ansøgeren har, efter at have forklaret om sin algeriske baggrund, forklaret divergerende og udbyggende om sit asylmotiv. Ansøgeren har fremlagt en straffedom, hvor han er idømt 6 måneders fængsel for overfald. Det fremgår af dommen bl.a., at sagen er rejst [i sommeren] 2013, men ansøger har i samtalen med Udlændingestyrelsen [i slutningen af] 2016 forklaret, at begivenhederne fandt sted i sommeren 2014. Hertil kommer, at ansøgeren i samtalen med Dansk Flygtningehjælp [i efteråret] 2016 ikke har forklaret om dommen på 6 måneders fængsel, men alene forklaret om en dom på 10 års fængsel, som der ikke har kunnet skaffes nærmere oplysninger om. Ansøgeren har om dommen på 10 års fængsel ved samtalen med Udlændinge-styrelsen [i slutningen af] 2016 forklaret, at han har fået dommen, fordi han er udrejst ulovligt fra Algeriet, men har efterfølgende ved samtalen med Udlændingestyrelsen [i begyndelsen af] 2017 forklaret, at dommen skyldes røveriet, som han ikke har begået. Ansøgerens forklaring er generelt ukonkret om en række centrale spørgsmål og fremstår i det hele som konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet tilsidesætter herefter ansøgerens forklaring. Flygtningenævnet finder på den bag-grund efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland vil være i risiko for konkret, individuel forfølgelse eller for at blive udsat for døds-straf, tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, og stk. 2, er derfor ikke opfyldt. Flygt-ningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Alge/2019/5/ajev

afgh20208

Nævnet omgjorde i februar 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsbor-ger fra Afghanistan. Indrejst i 2000. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Opholdstilladelsen er bort-faldet som følge af udvisning ved dom, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk usbeker og muslim af religiøs overbevisning fra Taloqan, Afghanistan. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter Taliban og National Islamic Movement of Afghanistan (Junbish) og myndighederne. Til støtte her-for har klageren oplyst, at hans far, [A], var general i Junbish, hvis medlemmer var efterstræbt af Taliban, hvorfor faren udrejste af Afghanistan. I 1999 udrejste også klageren sammen med resten af sin familie til Pakistan som følge af farens konflikt. I 2008 rejste klagerens farbror, [B], tilbage til Sakhar-provinsen i Afghanistan for at hjælpe Junbish, og i 2011, da han var borgmester i en by nær Mazar-e Sharif, opstod der kontroverser mellem ham og lederen af Junbish. Klageren har yderligere henvist til, at farbroren endvidere har en konflikt med de afghanske myndigheder, der ser ham som en trussel mod den siddende præsident. Klageren har anført, at hans konflikter udspringer af, at han har samme efternavn som sin far og farbror og derfor er profileret. Flygtningenævnet lægger i det væsentlige klagerens forklaring til grund, herunder at han har samme – ikke almindelige – efternavn som sin far og farbror, der begge var og er højt profilerede personer i Afghanistan, og som havde konflikter med henholdsvis Taliban, Junbish og myndighederne. Flygtningenævnet finder således sammenfattende, at klageren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, som følge af sit slægtskab med faren og farbroren. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at udlændingelovens § 31, stk. 1 og 2 er til hinder for klagerens udsendelse til Afghanistan. Det følger af udlændingelovens § 10, stk. 3, at en udlænding, der har indrejseforbud, jf. lovens § 32, stk. 1, i forbindelse med en ud-visning efter lovens §§ 22 – 24 eller 25 ikke kan gives opholdstilladelse efter §§ 7 og 8, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler for det. Klageren er tidligere dømt fire gange for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer, henholdsvis ved dom [fra efteråret] 2010 med en bøde på 3.000 kr., ved dom [fra foråret] 2016 med fængsel i tre måneder, ved dom [fra ef-teråret] 2018 med fængsel i 30 dage og betinget udvisning, og ved dom [fra foråret] 2019 med fængsel i fire måneder samt udvisning med indrejseforbud i seks år. Bestemmelsen om udvisning blev stadfæstet af Østre Landsret. Klageren har opholdt sig i Danmark siden 2000. Hans familie-mæssige relationer i Danmark består af en bror og en faster. Hans far bor i Norge. Han har gennem-ført 9. klasse, men har ikke gennemført eller påbegyndt en uddannelse. Han har ikke tilknytning til arbejdsmarkedet. Efter oplysningerne om karakteren af den begåede kriminalitet, herunder at der er tale om gentagne overtrædelser af lov om euforiserende stoffer, der har ført til først en betinget ud-visning og derefter en udvisning med indrejseforbud i seks år, og hvorefter klageren må betragtes som en fare for samfundet, sammenholdt med oplysningerne om hans personlige forhold, finder Flygtningenævnet, at der ikke foreligger sådanne særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, som taler for, at klageren kan meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. En udelukkelse vurderes herunder ikke at være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Flygtningenævnet finder herefter, at klageren er udelukket fra at opnå opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 10, stk. 3.” afgh/2020/8/imbs

afgh20207

Nævnet omgjorde i januar 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan, således at han fortsat har opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Indrejst i 2011.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk pashtun fra [by], […], Nangarhar-provisen, Afghanistan. Klageren har ikke væ-ret medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af klagerens asylsag, at han som asylmotiv har henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af Taliban, idet hans far arbejdede for de amerikanske styrker. Klagerens familie modtog et trusselbrev fra Taliban omkring en måned inden klagerens udrejse, hvori der stod, at det ville gå ud over hele familien, såfremt klagerens far ikke stoppede med at arbejde for amerikanerne. Klagerens familie blev opsøgt to gange af Taliban, og den sidste gang – omkring fire dage før klagerens udrejse – blev familiens bopæl angrebet af Taliban, hvor klagerens stedmor, søster og bror blev slået ihjel, mens klagerens far forsvandt. Klageren havde ikke selv været til stede, idet han var i skole sammen med sin lillebror. Klagernes morbror arrangerede herefter udrejsen for klageren og klagerens lillebror, hvorefter de sammen udrejste af Afghanistan, men blev adskilt undervejs. Ud-lændingestyrelsen meddelte den [primo] 2012 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Det fremgår af Udlændingestyrelsens tilladelsesresolution af [primo] 2012, at klagerens forklaring ikke kunne afvises, idet han – henset til sin på daværende tidspunkt unge alder – havde forklaret sammenhængende, samstemmende og troværdigt om sin konflikt. Af Udlændingestyrel-sens afgørelse af [primo] 2019 om nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse fremgår, at Udlændingestyrelsen ikke kan lægge klagerens forklaring til grund, hvorved Udlændingestyrelsen blandt andet har lagt vægt på, at klageren har forklaret forskelligt om modtagelsen af trusselsbrevet fra Taliban, herunder tidspunktet, måden hvorpå det blev afleveret, og om klageren var bekendt med indholdet i brevet. Udlændingestyrelsen har endvidere lagt vægt på, at klageren har forklaret forskelligt om, hvem der blev slået ihjel i forbindelse med Talibans angreb på familiens bopæl, og hvorfra klageren blev bekendt med angrebet. Udlændingestyrelsen har endeligt lagt vægt på, at klageren har vedkendt sig en Facebook-profil under navnet ’[…]’, og at klageren efterfølgende har ændret profilnavnet til ’[…]’ og har fjernet sit venskab til profilen ’[…]’, der ifølge klagerens forklaring skulle være en dreng, han havde mødt i Grækenland på vej til Danmark. Udlændingesty-relsen besluttede [primo] 2019 på den baggrund ikke at forlænge klagerens opholdstilladelse, idet klageren havde opnået opholdstilladelsen ved svig, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 2, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet bemærker, at klageren var 13 år, da han første gang under den oprindelige asylsag deltog i samtalen med Udlændingestyrelsen [primo] 2012, og at der forløb mere end seks år, forinden klageren på ny afgav forklaring til Udlændingesty-relsen under forlængelsessamtalen [efteråret] 2018. Flygtningenævnet finder, at klageren har afgivet en sammenhængende og troværdig forklaring om konflikten, der førte til hans udrejse fra Afghani-stan, og at han endvidere troværdigt har kunnet redegøre for uoverensstemmelser i de to forklarin-ger, der i øvrigt i det væsentlige er samstemmende. Det indgår i den forbindelse i Flygtningenæv-nets vurdering, at klagerens forklaringer om konflikten er afgivet på baggrund af forhold, som kla-geren har fået fortalt og ikke selv har oplevet. På denne baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at karakteren af forekommende divergenser sammenholdt med den forløbne tid mellem forklaringer og klagerens alder på tidspunktet for hans første samtale med Udlændingesty-relsen, at der ikke er grundlag for at anse det for godtgjort af udlændingemyndighederne, at klage-ren har afgivet bevidst urigtige oplysninger og som følge heraf ved svig har opnået opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af [primo] 2019, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Der er fortsat ikke grundlag for at meddele opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Afgh/2020/7/cabv

afgh20205

Nævnet hjemviste i januar 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk usbeker og sunni-muslim af trosretning fra [en by], Kunduz, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af Taliban, fordi han har fungeret som arbaki og ikke har efterkommet kravet om at samarbejde med Taliban. Ansøgeren frygter endvidere at blive slået ihjel af de afghanske myndigheder, som mistænker ham for at være i ledtog med Taliban. Ansøgeren frygter ligeledes, at han vil blive slået ihjel af familiemedlemmerne til de otte kollegaer, som blev slået ihjel af Taliban. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at han i 2013 tilsluttede sig en arbaki gruppe. Ansøgeren blev i [foråret] eller [sommeren] 2014 tilbageholdt af Taliban, som i samme forbindelse slog otte af ansøgerens arbaki-kollegaer ihjel. Herefter blev ansøgeren dømt til at få hugget sin højre hånd af. Der skulle endvidere betales 500.000 afghani, ligesom ansøgeren skulle samarbejde med Taliban. Ansøgeren blev løskøbt af sin far efter cirka en måneds tilbageholdelse på betingelse af, at ansøgeren skulle samarbejde med Taliban, så snart ansøgerens hånd var helet. I denne periode blev ansøgerens far gentagne gange opsøgt af familiemedlemmerne til de otte dræbte kollegaer samt af de afghanske myndigheder. Ansøgerens forældre og søster er blevet slået ihjel som følge af ansøgerens konflikt i Afghanistan. Flygtningenævnet finder, at det fremlagte materiale fra udlæsning af ansøgerens mobiltelefon vil kunne have væsentlig betydning for vurderingen af sagen. Som anført af den beskikkede advokat består der imidlertid en vis usikkerhed om den korrekte datering af billedmaterialet, således som det fremgår af metadataoplysningerne og de øvrige oplysninger, som nævnet er blevet forelagt om dette materiale. På den anførte baggrund finder nævnet det rettest at hjemvise sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen med henblik på, at der i styrelsen kan foretages en nærmere teknisk gennemgang heraf, herunder af dateringen og spørgsmålet om fotoshopping.” Afgh/2020/5/MLVT.

afgh202047

Nævnet stadfæstede i november 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2019. Flygtningenævnet udtalte:"Ansøgeren er etnisk sadad og shia-muslim fra Mazar-e-Sharif, Afghanistan. Ansøgeren har boet i Iran, siden hun var fem år gammel. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af sin ægtefælle, [A], eller hans familie. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun i Iran indgik i et ægteskab med [A], da hendes familie var fattig. [A]udsatte ansøgeren for verbale, fysiske og seksuelle overgreb. Ansøgeren har videre oplyst, at hun indledte et forhold til en anden mand, [B], mens hun var gift med [A], og at [A's] første ægtefælle og dennes døtre fandt ud af det, da de fandt ansøgerens telefon, som havde billeder af ansøgeren med den anden mand. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at straffen for utroskab i Afghanistan er dødsstraf ved stening. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren er afghansk statsborger fra Mazar-e-Sharif, men at hun har boet i Iran, siden hun var fem år gammel. Nævnet lægger videre til grund, at hun i 2013 indgik ægteskab med meget ældre mand, der også er afghansk statsborger. Nævnet lægger videre til grund, at ægteskabet er opløst, eller at hun har forladt sin ægtefælle. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens videre forklaring til grund. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende, upræcist og utroværdigt om flere forhold – således hvordan forholdet til [B] blev opdaget, eventuel abort, og vold fra [A] og hans familie. Vedrørende aborten har ansøgeren erkendt, at hun har afgivet urigtige oplysninger til de danske myndigheder. Endvidere har ansøgeren først for nævnet forklaret om et dokument fra de iranske myndigheder. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun har et sådant modsætningsforhold til [A] og hans familie, at der er grundlag for at antage, at de vil udsætte hende for overgreb. Flygtningenævnet finder herefter og med henvisning til ansøgerens generelle manglende troværdighed heller ikke, at ansøgerens forklaring om sine familieforhold kan lægges til grund. Ansøgeren har således ikke på nogen måde underbygget disse. Hun kan således ikke anses for en enlig kvinde uden netværk i Afghanistan. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke risikerer forfølgelse eller overgreb i Afghanistan, og at hun vil kunne vende tilbage dertil. Ansøgeren opfylder således ikke betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse." Afgh/2020/47/CRT

afgh202046

Nævnet stadfæstede i november 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk tadjiik og sunni-muslim fra Laghman, Afghanistan. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i efteråret] 2013 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygtede, at han ville blive slået ihjel af Taliban. Til støtte for sit asylmotiv henviste klageren til, at hans storebror arbejdede som køkkenmedhjælper for amerikanerne på en base i Laghman-provinsen – firmaet blev kaldt [A]. På et ukendt tidspunkt (omkring 2011/2012) fandt klageren et trusselbrev udenfor familiens bopæl. I trusselbrevet blev klageren og hans bror truet på livet af Taliban og kaldt for spioner, fordi Taliban var af den opfattelse, at både klageren og hans storebror arbejdede for amerikanerne ([A]). På et ukendt tidspunkt i 2012 blev klageren og hans bror beskudt af ukendte gerningsmænd, da klageren kom kørende på motorcykel med sin storebror på vejen hjem fra [A]. Klageren har oplyst, at han ikke vidste, hvad der skete med storebroren efterfølgende, idet klageren væltede ned i en grøft, hvor han blev liggende, indtil der var fri bane til, at han kunne løbe hjem til sin bopæl. Udlændingestyrelsen har [i foråret] 2019 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 2, nr. 1 og § 19 a, stk. 2, jf. § 26, stk. 1. Udlændingestyrelsen har vurderet, at klagerens opholdstilladelse er opnået ved svig. Klageren har også for Flygtningenævnet svaret meget undvigende og utroværdigt på de stillede spørgsmål vedrørende egne og [B's] opslag og kommentarer på Facebook, hvor de betegner hinanden som brødre, og hvor [B] ønsker sin mor en god rejse samme dag, som klagerens mor indrejste i Danmark som familiesammenført med klageren. Klageren har endvidere svaret meget afglidende på en række spørgsmål, herunder om hvorfor klageren ikke har været opmærksom på det påfaldende i, at [B] har samme navn som klagerens storebror og har arbejdet på samme base i Afghanistan, som klagerens storebror. Klageren har endvidere for Flygtningenævnet forklaret udbyggende om [B's] kontakt til klagerens mor, idet klageren for Flygtningenævnet har forklaret, at [B] har afpresset klagerens mor, inden hendes udrejse. På den baggrund og af de grunde, der i øvrigt er anført af Udlændingestyrelsen, tiltræder Flygtningenævnet, at klagerens oprindelige asylmotiv ikke kan lægges til grund, og at det er bevist, at klageren har opnået sin opholdstilladelse ved svig, hvorfor opholdstilladelsen som udgangspunkt ikke kan forlænges, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 2, nr. 1. Spørgsmålet er herefter, hvorvidt en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil være særligt belastende for ham. Efter Flygtningenævnets praksis er der ved opnåelse af en opholdstilladelse ved svig udvist en sådan egen skyld, at hensynet til klageren selv, herunder om inddragelsen må antages at virke særligt belastende, ikke kan tillægges samme vægt, som i andre sager, hvor der overvejes nægtelse af forlængelse af andre grunde end svig. Om klagerens forhold er det, ud over det, der er anført af Udlændingestyrelsen, oplyst, at klageren i [efteråret] 2020 har færdiggjort uddannelsen som social- og sundhedshjælper, og klageren har endvidere oplyst, at han har fast arbejde. Det er yderligere oplyst, at klageren i oktober 2020 er blevet islamisk viet, men klageren bor ikke sammen med den islamisk viede ægtefælle, som han har kendt i ca. 1 år. Klageren har tillige forklaret, at han fortsat er meget aktiv i foreningslivet. Klagerens mor er familiesammenført med klageren, men vil efter det foreliggende på ny kunne indrejse i Afghanistan. Flygtningenævnet finder efter en konkret proportionalitetsafvejning af den udviste svig i forhold til de hensyn, der er nævnt i udlændingelovens § 26, stk. 1, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse ikke vil være særligt belastende for ham. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2020/46

afgh202045

Nævnet stadfæstede i november Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2012.”Klageren er etnisk hazara og shia-muslim af trosretning fra Kabul, Afghanistan. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i sommeren] 2012, og at han [i vinteren 2012/13] blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Det fremgår af Det Centrale Personregister, at klageren [i sommeren] 2018 udrejste til Afghanistan. Klageren udrejste med henblik på at støtte sin lillesøster, der befandt sig i Afghanistan. [I vinteren 2018/2019] besluttede Udlændingestyrelsen, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, var bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, jf. § 17, stk. 4, jf. § 17 a, stk. 6, idet klageren har opgivet sin bopæl i Danmark og idet klageren frivilligt har taget bopæl i Afghanistan, som er hans hjemland. Indledningsvis bemærker Flygtningenævnet, at der ikke findes grundlag for at hjemvise sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på partshøring af klageren. Nævnet har herved lagt vægt på, at klageren har haft mulighed for at besvare partshøringen i forbindelse med Udlændingestyrelsens behandling af ansøgningen om, at klagerens opholdstilladelse i Danmark ikke skulle anses for bortfaldet, og at partshøringen – sammenholdt med Udlændingestyrelsens notat af [vinteren 2017/2018] – må forstås således, at den angår klagerens bopælsregistrering. Flygtningenævnet finder, at klageren frivilligt har opgivet sin bopæl i Danmark, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 1.pkt. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det af ansøgerens ansøgning om, at opholdstilladelsen ikke skal anses for bortfaldet, dateret [efteråret 2018], fremgår, at opholdet i Afghanistan i 2018 var planlagt, og at han i forbindelse med sin udrejse [i sommeren] 2018 aftalte med sin kontaktperson, at denne afleverede hans lejlighed. Der foreligger endvidere oplysninger om, at klageren blev tilbudt starthjælp på 1200 Euro i to rater, og at han har fået økonomisk støtte til flybilletten fra Hamborg til Kabul [i efteråret] 2018 af OIM, der støtter udlændinge, der frivilligt ønsker at rejse hjem og tage permanent ophold i hjemlandet. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at klageren under nævnsmødet forklarede, at han havde til hensigt at blive i Afghanistan for altid. Det forhold, at klageren har oplyst, at han udrejste til Afghanistan, fordi hans søster var lille, kan ikke føre til en ændret vurdering, idet hans søsters alder ikke i sig selv udgør et velbegrundet formål med udrejsen. Det forhold, at klageren efter sine oplysninger mistede sine id kort og derfor ikke kunne vende tilbage til Danmark, kan heller ikke føre til en anden vurdering henset til, at klagerens rejse var finansieret af OIM som støtte til udlændinge, der ønsker at rejse hjem, og at han som nævnt ikke havde haft til hensigt at vende tilbage til Danmark. Nævnet har endvidere tillagt det vægt, at klageren i forbindelse med sit første repatrieringsforsøg underskrev en erklæring om frivilligt frafald af opholdstilladelse [i sommeren] 2014, at han udrejste af Danmark [i sommeren] 2016, at han vendte tilbage til Danmark i [foråret] 2017, og at han igen udrejste til Afghanistan [i sommeren] 2018 efter blot ca. 1 år og 3 måneders ophold i Danmark. Klageren må således antages at have opgivet sin bopæl i Danmark og frivilligt taget ophold i Afghanistan, jf. udlændingelovens § 17, stk. 4. Flygtningenævnet finder ikke, at der er grundlag for i medfør af udlændingelovens § 17, stk. 3, at bestemme, at klagerens opholdstilladelse ikke skal anses for bortfaldet. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren, der har haft opholdstilladelse i Danmark siden [vinteren 2012/2013], ikke har nogen familiemæssig tilknytning til Danmark eller i øvrigt nogen særlig tilknytning til landet, og at han har familie i form af sine forældre og søster i Afghanistan. Flygtningenævnet finder herefter, at bortfald af klagerens opholdstilladelse ikke udgør et uforholdsmæssigt indgreb i retten til privat- og familieliv, jf. EMRK artikel 8. Flygtningenævnet finder videre, at udlændingelovens § 17 a, stk. 1 og 2, ikke finder anvendelse ved vurderingen af, om klagerens opholdstilladelse skal anses for bortfaldet, idet klageren tidligere har været repatrieret til Afghanistan, jf. herved udlændingelovens § 17 a, stk. 6, hvorefter en udlænding kun én gang kan bevare sin opholdstilladelse i henhold til stk. 1-5. Klagerens opholdstilladelse er derfor bortfaldet. Flygtningenævnet finder, at udlændingelovens § 31, stk. 1 og 2, ikke er til hinder for, at klageren kan udsendes til Afghanistan. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren to gange frivilligt er returneret til Afghanistan, hvor han har opholdt sig henholdsvis 10 måneder i 2016/2017 og over et år i 2018/2019 uden problemer. Nævnet finder på den baggrund, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for asylbegrundende overgreb eller forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7. Det forhold at klageren har opholdt sig flere år i Europa, kan heller ikke føre til opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Herefter, og da de generelle forhold i Afghanistan heller ikke kan føre til opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2020/45/ehd

afgh202043

Nævnet meddelte i september 2020 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim fra [landsby], [område], Nangarhar, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter sin mors fætre, brødrene [A] og [B], der er tilknyttet Taliban. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at han frygter den tidligere kommandant [C]. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han havde en god relation til [D], ansøgerens mors afdøde fætter. [D] fortalte ansøgeren, at han skulle komme til byen Shamali og samarbejde med ham. Ansøgeren afstod, hvorefter [D] kontaktede ansøgeren og hans far og truede med at slå ansøgeren ihjel, hvis han ikke tog til Shamali eller stoppede sit arbejde for et TV-selskab, hvilket ansøgeren gjorde. Da ansøgeren arbejdede for TV-stationen [X] begyndte [D] at kontakte ansøgerens far igen, og fortalte, at ansøgeren arbejdede for vantro. [D]’s far, inviterede efterfølgende ansøgeren til [by], hvilket han indvilligede i. Her truede [D]’s bror, [B], ansøgeren med en pistol, fordi han havde afslået [D]’s tilbud, men han undlod at slå ansøgeren ihjel, fordi han mente, at han kunne bruge ansøgeren. Ansøgeren arbejdede på daværende tidspunkt for flyselskabet Kam Air, og [B] ønskede, at ansøgeren skulle oplyse, hvor de udenlandske piloter, der anvendte selskabet, opholdt sig. Efterfølgende modtog ansøgeren trusler telefonisk fra [B] om, at han, hvis han fortsatte sit arbejde, ville blive slået ihjel. [B] og [A] er medlem af Taliban, hvorfor ansøgeren frygter Taliban. Ansøgeren kontaktede herefter en bekendt ved politiet i Kabul, der henviste ansøgeren til den tidligere kommandant [C], der tidligere havde været fredsmægler mellem de to brødre og myndighederne. Den tidligere kommandant sendte sine folk ud til brødrene, der herefter skød efter dem og slog en af dem ihjel. Den tidligere kommandant beskyldte herefter ansøgeren for at have sendt hans folk i bagholdsangreb og ønskede hævn herfor. Den tidligere kommandant truede herefter ansøgeren telefonisk, og ansøgeren har endvidere af andre fået at vide, at den tidligere kommandant har opsøgt hans hjem og arbejdsplads, og efterspurgt ham ved kontrolposter. Den tidligere kommandant er en indflydelsesrig person, der er forbundet til myndighederne og medlem af partiet Jamiat Islami. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring om såvel konflikten med sin mors fætre og med [C] til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret konsistent om konflikterne under to samtaler i Udlændingestyrelsen og to møder i Flygtningenævnet, ligesom ansøgeren under sin forklaring for nævnet har fremstået troværdig. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til sit hjemområde i Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Spørgsmålet er herefter om ansøgeren kan henvises til at tage ophold i en anden del af Afghanistan. Det fremgår af Udlændingestyrelsens afgørelse af [sommeren] 2020, at Udlændingestyrelsen har lagt til grund, at [C] er forbundet til myndighederne og medlem af partiet Jamiat Islami. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for en tilsidesættelse heraf, og Flygtningenævnet finder på den baggrund, at det er sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for myndighedsforfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, og der er derfor allerede af denne grund ikke grundlag for at henvise ansøgeren til at tage ophold i en anden del af Afghanistan. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” afgh/2020/43/gdan

afgh202042

Nævnet meddelte i september 2020 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2019. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tadjik og muslim fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af en mand ved navn [A]. Ansøgeren frygter endvidere at blive dømt for mordet på [B], der var bror til [A]. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans forlovede blev chikaneret af [A] og [B], hvorfor ansøgeren og hans ven opsøgte dem. I forbindelse hermed trak [A] en pistol, og gav denne til [B], der slog ansøgeren i brystet med pistolen og placerede den mod ansøgerens hals. Ansøgerens ven skød derefter op i luften, hvorefter [B] skød vennen i skulderen. Ansøgerens ven skød [B], som faldt om, og ansøgeren og hans ven stak af. Efterfølgende opsøgte politiet og [A] ansøgerens families hus en række gange, men ansøgeren skjulte sig ved sin farbror. Ansøgeren udrejste kort efter. På årsdagen for [B]’s død skød [A] mod ansøgerens fars bil. Ansøgeren har endvidere oplyst, at [A] har forbindelse til højtstående og magtfulde myndighedspersoner og grupper. Flygtningenævnets flertal kan lægge ansøgerens forklaring til grund. Flertallet har herved lagt vægt på, at ansøgeren, uanset at dele af forklaringen forekommer bemærkelsesværdig, har forklaret konsistent og troværdigt. Flertallet kan således lægge til grund, at ansøgeren er efterstræbt af [A], og at ansøgeren ligeledes risikerer at blive beskyldt for drabet på [B] af myndighederne. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” afgh/2020/42/gdan

afgh202041

Nævnet omgjorde i september 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan, således at han fortsat har opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Indrejst i 2013.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk hazara og shia-muslim af trosretning fra Kabul, Afghanistan. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af klagerens asylsag, at han som asylmotiv har henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af [A], der blev kaldt kommandant. Klageren arbejdede og boede i en frisørsalon, da han blev introduceret til [A]. [A] bad klageren flytte hjem til sig under påskud af, at klageren skulle lære [A’s] tre sønner at danse og klippe deres hår. Klageren og de tre drenge, som viste sig at være en slags slaver for [A], og som var i en tilsvarende situation som klageren, tog med [A] til fester, hvor de skulle danse. En dag ville [A] have, at klageren skulle tage pigetøj på og bånd med bjælder om arme og ben. Da klageren ikke ville tage tøjet på, blev [A] vred og slog klageren og sagde, at han ejede klageren, og at klageren skulle gøre som han sagde. En dag gav [A] klageren en kuvert med penge, som klageren skulle lægge i et pengeskab og give til en mand, der ville komme næste dag. Samme aften udsatte [A] klageren for et seksuelt overgreb. Dagen efter flygtede klageren og tog pengene fra kuverten med. Klageren udrejste samme dag fra Afghanistan til Iran sammen med sin lillesøster. Udlændingestyrelsen meddelte [i efteråret] 2013 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Det fremgår af Udlændingestyrelsens tilladelsesresolution, at Udlændingestyrelsen havde lagt klagerens forklaring om sine konflikter til grund, idet han havde forklaret troværdigt og konsistent, ligesom Udlændingestyrelsen lagde vægt på, at klageren havde forklaret om fænomenet dansedrenge i fuld overensstemmelse med styrelsens baggrundsoplysninger. Udlændingestyrelsen har [i sommeren] 2019 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 2, nr. 1, og § 19, stk. 7, jf. § 26, stk. 1, idet Udlændingestyrelsen har vurderet, at klageren har forklaret forskelligt og udbyggende om centrale dele af sit asylmotiv og dermed har opnået sin opholdstilladelse ved svig. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at det er myndighederne, der har bevisbyrden for, at klageren har opnået sin opholdstilladelse ved svig. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at klageren var 17 år, da han afgav forklaring for Udlændingestyrelsen under sin oprindelige asylsag, og at der er forløbet næsten 6 år inden klageren på ny afgav forklaring til Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2019. Klageren har for Flygtningenævnet og under samtalen i Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2019 afgivet forklaringer, der i alt væsentligt er i overensstemmelse med de forklaringer, som han afgav under sin oprindelige asylsag. Uanset der er få mindre uoverensstemmelser finder nævnet ikke, at det herved er godtgjort, at klageren har opnået sin opholdstilladelse ved svig. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af [sommeren] 2019, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” Afgh/2020/41/EDO

afgh20204

Nævnet stadfæstede i januar 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taleban. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans far har problemer med Taleban. En dag sagde ansøgerens far, at ansøgeren og hans bror ikke længere måtte forlade deres bopæl, idet faren havde fået et problem. Efter omkring 25 dage på bopælen blev de flyttet til deres morbror, hvor de boede yderligere en måned. En dag ringede deres far til dem og oplyste, at de ikke måtte gå ud for bopælen. Samme aften hørte de en eksplosion samt flere skud ude i gården af bopælen. De rejste herefter hjem til deres fars søster, hvor de tog kontakt til en menneskesmugler, der hjalp dem med at flygte ud af Afghanistan. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at Flygtningenævnet [i efteråret] 2018 hjemviste sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen, idet der under nævnsmødet blev fremlagt et angiveligt militært ID kort for ansøgerens far samt et brev fra faren, hvori denne oplyste at være i besiddelse af efterretningsrapporter vedrørende den trussel, som familien er udsat for fra Taleban. Det fremgår af Flygtningenævnets beslutning, at Flygtningenævnet fandt, at der var nye oplysninger, som Udlændingestyrelsen skulle have lejlighed til at forholde sig til, ligesom Udlændingestyrelsen skulle søge oplysningerne af- eller bekræftet. Udlændingestyrelsen traf efter en samtale med ansøgeren, og idet der blev henvist til baggrundsoplysningerne om vurdering af dokumenter i Afghanistan på ny afgørelse i sagen. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Der er herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring fremstår divergerende, udbyggende og usammenhængende på centrale punkter. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende om farens arbejde og om hans profileringsgrad over for Taleban. Ansøgeren og hans bror har således indledningsvist forklaret, at faren arbejdede for regeringen og, at han havde problemer. Han og hans bror har efterfølgende forklaret, at faren henholdsvis var rådgiver i hæren og chauffør og assistent samt, at de ikke kendte hans rang. Den ene bror har derefter forklaret, at faren var souschef for transport og senere, at han var rådgiver. Begge brødre har til sidst forklaret, at faren er oberst i hæren, og at Taleban efterstræber ham og hans familie. Ansøgeren har forklaret upræcist og usammenhængende om, hvornår han har fået hvilke oplysninger af sin far, og det er påfaldende, at han ikke har anden viden om sin fars job end det rent asylrelevante, og at han tillige har yderst begrænset kendskab til sin fars konflikt henset til, at faren angiveligt har fortalt ansøgeren om sin konflikt og sendt billeder og dokumenter som skulle understøtte oplysningerne. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om en episode med eksplosioner og skyderi ved bopælen ikke forekommer troværdigt. Det forekommer i den forbindelse mindre troværdigt, at faren kunne ringe og advare familien om angrebet, og at han i den forbindelse ikke forsøgte at få dem væk fra adressen, men blot bad dem gå ind og låse døren. Endelig har Flygtningenævnet lagt vægt på, at de fremsendte breve fra faren og farens ID kort fra militæret ikke understøtter oplysningerne i sagen i øvrigt. Der er herved navnlig lagt vægt på, at der er en stavefejl i ordet ”Catagory”, der rettelig staves ”Category” nederst på den engelske side af ID kortet under stregkoden og på, at det fremgår af kortet, at faren er ”Catagory II”, hvilken kategori er en befalingsmand i sergentgruppen, mens ansøgeren og faren selv har oplyst, at faren er oberst, der efter oplysninger om kategorierne på ICRC International Committee Of The Red Cross’ hjemmeside svarer til ”Category IV”. Der er i øvrigt en uoverensstemmelse med kategorikoden og angivelsen af rang på kortet, idet rangen er angivet til oberst, mens kagorien er angivet til II. Udover ID kortet er der ikke fremlagt andre dokumenter fra faren end farens egne breve. Det bemærkes i øvrigt, at det fremgår af baggrundsoplysningerne, herunder Landinfos Temanotat Afghanistan ”Tazkera, Pass og andre ID-dokumenter” af den 20. februar 2018, at udgangspunktet for vurderingen af afghanske dokumenter er, at forvaltningskulturen er stærkt præget af bestikkelse og korruption. Det fremgår videre af samme rapport, at beskikkelse, korruption og ulovlig produktion af forskellige typer dokumentation er udbredt i Afghanistan. Dokumenter udstedt af en myndighed kan indeholde både korrekte og forkerte oplysninger, og det er nemt at få ID-dokumenter med ukorrekte oplysninger udstedt af en myndighed. Endelig fremgår det, at der er et stort marked for forfalskede dokumenter i Afghanistan. Flygtningenævnet finder efter indholdet af baggrundsmaterialet, at de generelle forhold i Afghanistan ikke er sådanne, at disse i sig selv er asylbegrundende. Flygtningenævnet tilsidesætter herefter ansøgerens forklaring om asylmotivet som konstrueret til lejligheden og finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hans far er profileret i forhold til Taleban. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren heller ikke har sandsynliggjort, at han selv risikerer asylbegrundende forfølgelse på grund af farens forhold eller andre forhold. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2020/4/CRT

afgh202037

Nævnet meddelte i september 2020 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim af trosretning fra Baghlan-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af en person ved navn [A]. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans bror havde et forhold til [A’s] datter, som [A] efterfølgende har slået ihjel, hvorefter han anmeldte ansøgerens bror for drabet. Ansøgeren har endvidere til støtte for sit asylmotiv oplyst, at det går ud over hele familien, når et familiemedlem har en konflikt, som den hans bror har med [A]. Han har desuden oplyst, at [A] arbejder som kommandant for myndighederne og samarbejder med Taliban. Flygtningenævnet kan, ligesom Udlændingestyrelsen, lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Forklaringen er i det hele afledt af asylmotivet for ansøgerens bror, [B], der efter udlændingestyrelsens afgørelse af [Foråret] 2011 er meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Brorens asylgrundlag, der støttes af hans vidneforklaring under nævnsmødet er fortsat til stede, og opholdstilladelsen er stadig gældende. Flygtningenævnet lægger herefter til grund, at ansøgerens bror uden for ægteskab har haft et seksuelt forhold til en datter af den tidligere kommandant [A], og at broren er blevet beskyldt for at slå datteren ihjel. Det kan endvidere lægges til grund, at ansøgeren og ansøgerens bror på denne baggrund og som følge af en æresrelateret konflikt er blevet tvunget til at udrejse af Afghanistan for at undgå at bliver slået ihjel af [A]. Ansøgeren var seks til syv år, da han udrejste samtidigt med sin bror, og ansøgeren har ikke efterfølgende været i Afghanistan. Efter en samlet vurdering af baggrunden for konflikten, dens karakter og oplysningerne i sagen, er der grundlag for at antage, at ansøgeren, som nærtstående til sin bror, ved en tilbagevenden til Afghanistan vil blive udsat for overgreb fra [A], der ønsker hævn for æreskrænkelsen. Der er endvidere grundlag for at antage, at konflikten ikke er ophørt, selvom der er forløbet flere år siden dens opståen. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i en konkret og individuel risiko for overgreb fra [A]. Flygtningenævnet finder endvidere, at det ikke vil være muligt for ansøgeren at opnå beskyttelse fra myndighederne og finder heller ikke, at ansøgeren kan henvises til at tage ophold et andet sted i Afghanistan. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren opfylder betingelserne for at opnå opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Betingelserne for at meddele opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, kan ikke anses for at være opfyldt. Flygtningenævnet meddeler derfor [Ansøgeren] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Afgh/2020/37/MIMA

afgh202034

Nævnet stadfæstede i september 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Ansøgeren indrejste og søgte asyl i 2009. I 2010 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, og senere i 2010 stadfæstede Flygtningenævnet denne afgørelse. Ved byretsdom afsagt af i 2012 blev fundet skyldig i manddrab og forsøg på manddrab, jf. straffelovens § 237, jf. til dels § 21, og ansøgeren blev dømt til behandling på en psykiatrisk afdeling jf. straffelovens § 68, stk. 2. Ansøgeren blev samtidig udvist med indrejseforbud for bestandigt. i 2019 genoptog og hjemviste Flygtningenævnet sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen, og nævnet udsatte samtidig ansøgerens udrejsefrist. I foråret 2020 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7.Flygtningenævnet udtalte:Ansøgeren er afghansk statsborger, etnisk hazara og shia-muslim af trosretning. Hans familie stammer fra Jaghori-distriktet i Ghazni-provinsen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han er homoseksuel, og at han som følge heraf frygter at blive dræbt ved en tilbagevenden til Afghanistan. Ansøgeren frygter endvidere at blive dræbt af familien til den person, som han er blevet dømt for at have dræbt. Han frygter endvidere at blive dræbt af hans afdøde fætters familie, idet familien giver ham skylden for, at fætteren begik selvmord under sit ophold i Danmark. Ansøgeren har endelig henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan ikke har råd til at købe den medicin, som han har brug for som følge af, at han er diagnosticeret som paranoid skizofren. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han indledte sit første forhold til en anden mand som 13 årig, mens han opholdt sig i Iran og har haft to intime forhold med andre mænd i Danmark. Udlændingestyrelsen har i sin afgørelse af 1. april 2020 lagt til grund, at ansøgeren er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, som følge af sin seksuelle orientering, men har ikke kunnet lægge til grund, at ansøgeren har konflikter med den dræbtes eller fætterens familier. Indledningsvis bemærkes, at Flygtningenævnet tiltræder, at ansøgeren på grund af sin homoseksualitet isoleret set må anses for omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han har en konflikt med familien til den dræbte, familien til medgerningsmanden, der senere har begået selvmord, eller med familien til den person, mod hvem ansøgeren har begået forsøg på drab. Der lægges herved vægt på ansøgerens forklaring om, at han ikke har modtaget trusler fra familierne, der i øvrigt ikke har henvendt sig til ansøgeren. Ansøgeren er ved [byretsdom] af [2012] blandt andet dømt for drab og drabsforsøg og udvist for bestandig. Det følger herefter af udlændingelovens § 10, stk. 3, at der ikke kan meddeles ansøgeren opholdstilladelse efter blandt andet udlændingelovens § 7 medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler herfor. Afvejningen mellem de forhold, der taler mod opholdstilladelse og de grunde, der taler for, at ansøgningen om opholdstilladelse bør imødekommes, skal for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionen. Efter flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, kan en flygtning, der er omfattet af konventionen, udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses som en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Der skal herefter foretages en proportionalitetsafvejning i relation til grovheden af den begåede forbrydelse i forhold til, om der er særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, der taler for at give ansøgeren opholdstilladelse. Ansøgeren er født i Afghanistan og har boet i landet, indtil han sammen med sin familie udrejste til Iran, da han var ca. 10 år. Han har boet i Iran, indtil han udrejste i 2009 og kom til Danmark. Ansøgeren har ingen familiemæssig tilknytning til Danmark, hvor han har opholdt sig efter indrejsen. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren har begået særdeles alvorlige og farlige forbrydelser, og at han med henvisning til forbrydelsernes karakter og grovhed må betragtes som en fare for samfundet. Herefter og med henvisning til ansøgerens personlige forhold finder Flygtningenævnet, at der ikke foreligger sådanne særlige grunde, der taler for, at ansøgeren skal meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet har ved vurderingen også taget hensyn til ansøgerens helbredsmæssige tilstand, herunder at en tidligere bestemmelse om anbringelse af ansøgeren på psykiatrisk afdeling senere er ændret til en foranstaltning om behandling. En udelukkelse fra opholdstilladelse vurderes i øvrigt ikke at være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Afgh 2020/34/MNR

afgh202033

Nævnet stadfæstede i august 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og muslim af trosretning fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af de afghanske myndigheder og et højtstående afghansk parlamentsmedlem, [A]. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han mødte [A’s] datter, [B], da han underviste i engelsk på et sproginstitut i Kabul. De forelskede sig, og ansøgeren forsøgte efterfølgende at få en tilladelse fra [A] til at gifte sig med hans datter. Ansøgeren havde efterfølgende seksuelt samvær med [B], hvilket [A] blev bekendt med. [A] anså familiens ære for krænket og beskyldte ansøgeren for at have voldtaget hans datter. Ansøgeren og [B] besluttede herefter at flygte fra Kabul til Mazar-e Sharif for at undgå overgreb fra [A] og myndighederne. I Mazar-e Sharif boede de kortvarigt til leje under et andet navn end ansøgerens. Politiet fandt dem imidlertid efter omkring 15 dage. Ansøgeren blev slået, smidt i en bil og kørt til politistationen, hvor han overnattede en nat, inden han blev kørt til Kabul. Efter at have siddet i arresthuset i Kabul i omkring en uge blev han løsladt af en politimand, som hans far havde bestukket. Hans far hjalp ham til Jalalabad, hvor han boede i omkring en måned, inden han udrejste af Afghanistan. Fra Jalalabad rejste han en dag til Kabul for at få taget fingeraftryk til visum, som hans far havde søgt for ham. Han udrejste herefter legalt med fly fra Kabuls lufthavn til Frankrig. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring på en række centrale punkter må anses for usandsynlig. Det findes således navnlig usandsynligt, at ansøgeren og [B]– efter at [A], der ifølge forklaringen var magtfuld, mere en én gang klart havde afvist ansøgerens anmodning om ægteskab – alligevel risikerede at have seksuelt samvær og fortalte [B’s] familie herom. Det findes tillige usandsynligt, at ansøgerens far kunne få ansøgeren løsladt ved myndighedsbestikkelse, når [A] havde fået ansøgeren anholdt. Nævnet finder det endelig usandsynligt, at ansøgeren efter karakteren af forholdet til [B] ikke har gjort en særlig indsats for at få kontakt til hende efterfølgende. Nævnet lægger tillige vægt på, at ansøgeren udrejste legalt og problemfrit af Afghanistan via lufthavnen i Kabul, hvilket ikke fremstår foreneligt med oplysningen om, at han var eftersøgt af myndighederne og [A]. Flygtningenævnet finder endvidere, at ansøgerens beskrivelse af [B] fremstår uden detaljer, således at det beskrevne heller ikke på dette punkt fremstår selvoplevet. Flygtningenævnet finder derfor, at betingelserne opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, ikke er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2020/33/CRT

afgh202031

Nævnet stadfæstede i august 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger, en kvindelig statsborger samt deres medfølgende barn fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etnisk hazara og shia-muslimer af trosretning fra Kabul. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af en mand, som den kvindelige ansøger i efteråret 2015 blev lovet væk til. Ansøgerne har til støtte for deres asylmotiv oplyst, at ansøgerne mødte hinanden i den mandlige ansøgers butik, og de blev forlovede. Da den kvindelige ansøgers far blev bekendt med hendes forhold til den mandlige ansøger, sagde faren, at han bestemte, hvem hun skulle giftes med, og han slog hende. Hendes far truede med at slå den mandlige ansøger ihjel og lovede hende væk til en anden mand, som hun ikke ønskede at gifte sig med. Ansøgerne har videre oplyst, at den mand, som den kvindelige ansøgers far har lovet hende væk til, har opsøgt den kvindelige ansøgers familie og truet dem, herunder den kvindelige ansøgers bror, som ligeledes er udrejst. Efterfølgende har manden tævet ansøgerens far til døde, og den kvindelige ansøgers mor og søskende er udrejst. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaringer til grund, idet forklaringerne fremstår utroværdige og konstruerede til lejligheden. Flygtningenævnet har herved blandt andet lagt vægt på, at begge ansøgere på flere punkter har forklaret divergerende. Den mandlige ansøger har således [i sommeren] 2016 først forklaret, at ansøgerne var i Tyrkiet, da hans bror [A] fortalte, at [den kvindelige ansøgers] far havde søgt efter ham, og dernæst at de var i Iran. Til nævnet har han på ny forklaret, at de var i Tyrkiet, da broren fortalte ham om det. [I sommeren] 2016 har han endvidere forklaret, at broren da opholdt sig i Kabul, mens han [i efteråret] 2017 har forklaret først, at broren flyttede til Iran 2 måneder efter ansøgernes indrejse i Danmark, og dernæst at han under sit ophold i Grækenland blev bekendt med, at broren var flyttet til Iran. Den mandlige ansøger har endvidere [i sommeren] 2016 forklaret, at hans bror ikke har haft problemer og ikke er blevet opsøgt af den kvindelige ansøgers familie, mens han [i efteråret] 2017 udbyggende har forklaret, at den kvindelige ansøgers far efter den mandlige ansøgers udrejse to gange opsøgte broren og truede ham på livet. Forklaringerne om, at disse selvmodsigelser skyldes tolkeproblemer, og til nævnet om at han til den første samtale ikke ønskede at involvere sin bror i sin sag, må tilsidesættes som utroværdige. Den kvindelige ansøger har [i efteråret] 2017 først forklaret, at hendes bror først under deres ophold i Grækenland blev bekendt med årsagen til hendes udrejse, og dernæst at broren allerede i hjemlandet af sin mor blev oplyst herom. Om ansøgernes vielse har hun først forklaret, at den mandlige ansøgers ven var til stede ved vielsen, og dernæst at hun ikke ved, hvem der var til stede, idet hun hele tiden så ned. Til nævnet har hun forklaret, at kun ansøgerne og mullahen var til stede. Hendes forklaring om vielsen forekommer i det hele ikke selvoplevet. Hertil kommer, at ansøgernes forklaringer på flere punkter er i væsentlig modstrid med de oplysninger, som den kvindelige ansøgers bror [i foråret] 2017 har givet til de græske myndigheder. Heraf fremgår således blandt andet med hensyn til søskende, at han har en bror på 12 år i Afghanistan og en søster i Danmark – den kvindelige ansøger. Endvidere at hans forældre og bror bor i [B], at hans mor tager sig af hans far, der efter at have været udsat for tortur af Taliban ikke kan bevæge sig og ikke forlade sin seng, og endelig at han er i forbindelse med sin søster hver dag. [I efteråret] 2017 har ansøgerne forklaret, at de ikke ved, hvorfor broren har forklaret som anført. Denne forklaring har de ifølge advokatindlægget gentaget på et møde med advokaten [i sommeren] 2020. Til nævnet har ansøgerne forklaret, at den kvindelige ansøgers mor under en telefonsamtale har fortalt den kvindelige ansøger, at nogen havde opfordret broren til at forklare urigtigt. Nærmere spørgsmål på nævnsmødet om, hvornår ansøgerne fik denne oplysning, har ansøgerne besvaret upræcist og afglidende. Den mandlige ansøger har således forklaret, at telefonsamtalen fandt sted efter den anden samtale med Udlændingestyrelsen, og den kvindelige ansøger, at hun ikke husker, om det er et eller to år siden. Det bemærkes, at det fremgår af Eurodac-hits, at ansøgerne og den kvindelige ansøgers bror alle er registreret på den græske ø Lesbos [primo] 2016 hvilket forekommer påfaldende henset til ansøgernes forklaring om, at de ikke er rejst sammen med broren, og at de først 20-25 dage efter deres indrejse i Grækenland blev forenet med ham i en park i Athen to-tre dage efter hans indrejse i Grækenland. Endelig er det indgået i vurderingen af ansøgernes troværdighed, at de har erkendt at have opgivet falske generalia til de græske myndigheder. Sammenfattende finder Flygtningenævnet på den anførte baggrund at måtte tilsidesætte ansøgernes forklaringer i deres helhed, og ansøgerne har herefter ikke sandsynliggjort, at de opfylder betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2020/31/EDO

afgh202030

Nævnet meddelte i august 2020 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger samt fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk hazara og oprindeligt shia-muslim fra landsbyen Qala Now i Ghazni i Afghanistan. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som oprindeligt asylmotiv henvist til, at han inden sin udrejse af Afghanistan er blevet forsøgt tilfangetaget og slået ihjel af Taliban, idet han har arbejdet i sin fars boghandel og solgt bøger og film, der af Taliban blev betragtet som antiislamiske. I [Efteråret] 2015 blev faren pågrebet af Taliban på vejen mellem Ghazni og landsbyen, hvor familien boede. Taliban opsøgte klagerens families bopæl og spurgte efter klageren, der på det tidspunkt opholdt sig hos sin morbror. Efterfølgende udrejste klageren til Iran, hvor han boede hos morbrorens søn. Under opholdet her fik han at vide, at faren var blevet dræbt af Taliban, og det blev besluttet, at han skulle rejse videre. Klageren er efter sin indrejse i Danmark konverteret til kristendommen. [Foråret] 2018 blev klageren døbt i [Kirke] i [By]. Klageren har siden deltaget i gudstjenester og andre kristne aktiviteter. Klageren har endvidere været aktiv på sociale medier og har i den forbindelse deltaget i to live udsendelser, hvor han har prædiket om kristendommen. Udsendelserne har kunnet ses i Afghanistan. Som led i sine aktiviteter på sociale medier har klageren modtaget negative kommentarer og trusler. Sagen angår for nævnet, om klagerens konversion efter ankomsten til Danmark (sur place) fra islam til kristendommen kan anses for reel. Efter karakteren og omfanget af de kirkelige og religiøse aktiviteter, som klageren har deltaget og også aktuelt deltager i, sammenholdt med det indtryk, som nævnet har fået af den indre afklaringsproces, som klageren har gennemgået under opholdet i Danmark, finder nævnet, at det nu må lægges til grund, at konversionen fra islam til kristendom er reel. På denne baggrund, og idet det lægges til grund, at klageren som følge af sine udadvendte kristne aktiviteter på bl.a. sociale medier har modtaget negative henvendelser i anledning af sit kristne ståsted, finder nævnet, at klageren – også henset til de foreliggende baggrundsoplysninger om forholdene for konvertitter i Afghanistan – har sandsynliggjort, at han har behov for beskyttelse i Danmark som nævnt i udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” AFGH/2020/30/MIMA

afgh20203

Nævnet stadfæstede i januar 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taleban. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans far har problemer med Taleban. En dag sagde ansøgerens far, at ansøgeren og hans bror ikke længere måtte forlade deres bopæl, idet faren havde fået et problem. Efter omkring 25 dage på bopælen blev de flyttet til deres morbror, hvor de boede yderligere en måned. En dag ringede deres far til dem og oplyste, at de ikke måtte gå ud for bopælen. Samme aften hørte de en eksplosion samt flere skud ude i gården af bopælen. De rejste herefter hjem til deres fars søster, hvor de tog kontakt til en menneskesmugler, der hjalp dem med at flygte ud af Afghanistan. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at Flygtningenævnet [i efteråret] 2018 hjemviste sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen, idet der under nævnsmødet blev fremlagt et angiveligt militært ID kort for ansøgerens far samt et brev fra faren, hvori denne oplyste at være i besiddelse af efterretningsrapporter vedrørende den trussel, som familien er udsat for fra Taleban. Det fremgår af Flygtningenævnets beslutning, at Flygtningenævnet fandt, at der var nye oplysninger, som Udlændingestyrelsen skulle have lejlighed til at forholde sig til, ligesom Udlændingestyrelsen skulle søge oplysningerne af- eller bekræftet. Udlændingestyrelsen traf efter en samtale med ansøgeren, og idet der blev henvist til baggrundsoplysningerne om vurdering af dokumenter i Afghanistan på ny afgørelse i sagen. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Der er herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring fremstår divergerende, udbyggende og usammenhængende på centrale punkter. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende om farens arbejde og om hans profileringsgrad over for Taleban. Ansøgeren og hans bror har således indledningsvist forklaret, at faren arbejdede for regeringen og, at han havde problemer. Han og hans bror har efterfølgende forklaret, at faren henholdsvis var rådgiver i hæren og chauffør og assistent samt, at de ikke kendte hans rang. Den ene bror har derefter forklaret, at faren var souschef for transport og senere, at han var rådgiver. Begge brødre har til sidst forklaret, at faren er oberst i hæren, og at Taleban efterstræber ham og hans familie. Ansøgeren har forklaret upræcist og usammenhængende om, hvornår han har fået hvilke oplysninger af sin far, og det er påfaldende, at han ikke har anden viden om sin fars job end det rent asylrelevante, og at han tillige har yderst begrænset kendskab til sin fars konflikt henset til, at faren angiveligt har fortalt ansøgeren om sin konflikt og sendt billeder og dokumenter som skulle understøtte oplysningerne. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om en episode med eksplosioner og skyderi ved bopælen ikke forekommer troværdigt. Det forekommer i den forbindelse mindre troværdigt, at faren kunne ringe og advare familien om angrebet, og at han i den forbindelse ikke forsøgte at få dem væk fra adressen, men blot bad dem gå ind og låse døren. Endelig har Flygtningenævnet lagt vægt på, at de fremsendte breve fra faren og farens ID kort fra militæret ikke understøtter oplysningerne i sagen i øvrigt. Der er herved navnlig lagt vægt på, at der er en stavefejl i ordet ”Catagory”, der rettelig staves ”Category” nederst på den engelske side af ID kortet under stregkoden og på, at det fremgår af kortet, at faren er ”Catagory II”, hvilken kategori er en befalingsmand i sergentgruppen, mens ansøgeren og faren selv har oplyst, at faren er oberst, der efter oplysninger om kategorierne på ICRC International Committee Of The Red Cross’ hjemmeside svarer til ”Category IV”. Der er i øvrigt en uoverensstemmelse med kategorikoden og angivelsen af rang på kortet, idet rangen er angivet til oberst, mens kagorien er angivet til II. Udover ID kortet er der ikke fremlagt andre dokumenter fra faren end farens egne breve. Det bemærkes i øvrigt, at det fremgår af baggrundsoplysningerne, herunder Landinfos Temanotat Afghanistan ”Tazkera, Pass og andre ID-dokumenter” af den 20. februar 2018, at udgangspunktet for vurderingen af afghanske dokumenter er, at forvaltningskulturen er stærkt præget af bestikkelse og korruption. Det fremgår videre af samme rapport, at beskikkelse, korruption og ulovlig produktion af forskellige typer dokumentation er udbredt i Afghanistan. Dokumenter udstedt af en myndighed kan indeholde både korrekte og forkerte oplysninger, og det er nemt at få ID-dokumenter med ukorrekte oplysninger udstedt af en myndighed. Endelig fremgår det, at der er et stort marked for forfalskede dokumenter i Afghanistan. Flygtningenævnet finder efter indholdet af baggrundsmaterialet, at de generelle forhold i Afghanistan ikke er sådanne, at disse i sig selv er asylbegrundende. Flygtningenævnet tilsidesætter herefter ansøgerens forklaring om asylmotivet som konstrueret til lejligheden og finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hans far er profileret i forhold til Taleban. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren heller ikke har sandsynliggjort, at han selv risikerer asylbegrundende forfølgelse på grund af farens forhold eller andre forhold. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2020/3/CRT

afgh202010

Nævnet meddelte i februar 2020 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghani-stan. Indrejst i 2018.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tadjik og sunni-muslim fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved tilbagevenden til Afghanistan frygter, at han og hans familie vil blive slået ihjel af Taleban, fordi han har arbejdet for [dansk NGO] i landet. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at Taleban til ham har oplyst, at de tror, at [dansk NGO] er en dansk, kristen efterretningstjeneste, hvorfor de ønsker at slå ansøgeren ihjel. Han mod-tog en række telefoniske trusler i [sommeren 2018]. Første og anden trussel foregik telefonisk hen-holdsvis [sommeren 2018] og [sommeren 2018], mens ansøgeren var på arbejde. En person, der præsenterede sig som en repræsentant fra Taleban, truede ved begge opkald med at slå ansøgeren og hans familie ihjel. Tredje trussel fandt sted telefonisk [sommeren 2018], mens ansøgeren var hjemme på sin bopæl. Truslen blev ligeledes givet af en person, der præsenterede sig som repræsentant for Taleban. Han truede med at slå ansøgeren og hans familie ihjel, og han fortalte, at ansøgerens navn fremgik af Talebans liste over personer, der skulle slås ihjel. Efter ansøgerens udrejse af Afghanistan blev ansøgerens mor og søn forsøgt angrebet af to bevæbnede mænd på en motorcykel [sommeren 2018]. Efter denne hændelse har ansøgerens familie holdt sig skjult hos ansøgerens svigerfamilie i Kabul. Der har efterfølgende været nogle mistænkelige personer i nærheden af svigerfamiliens bopæl. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring til grund. Han har således forklaret sammenhængende, konsistent og troværdigt om de tre telefoniske trusler fra Taleban i [sommeren 2018], og hans forklaring om sin erhvervsmæssige baggrund er understøttet af de bilag, han har fremlagt – herunder fra [udenlandsk NGO] og [dansk NGO]. Flygtningenævnet lægger efter oplysningerne fra [dansk NGO] i brev af [foråret 2019] til grund, at ansøgeren gennem sin 5-årige ansættelse hos [dansk NGO] i Kabul frem til [sommeren 2018] avancerede til […], og at denne stil-ling var blandt de højst rangerede i regionen og den højst betalte blandt nationale medarbejdere i landet. Nævnet lægger endvidere til grund, at ansøgeren er en af de første afghanere, der har fået en så høj post i en international organisation i Afghanistan, og at han på den baggrund må anses for at være i den kategori af højt profilerede personer, som Taleban efterstræber, og som de nemt har kun-net skaffe kontaktoplysninger på. Nævnet har herved bl.a. lagt vægt på ansøgerens og [dansk NGO] oplysninger om, at [dansk NGO’s] medarbejdere ofte deler visitkort med informationer om bl.a. navn, stilling og telefonnummer med partnere og eksterne aktører. Efter ansøgerens forklaring læg-ger nævnet endvidere til grund, at han er blevet truet på livet af Taleban tre gange inden for en uge på grund af sit arbejde for [dansk NGO], og at der i forbindelse med den sidste trussel tillige blev fremført trusler om at dræbe ansøgerens familie. Det forhold, at han ikke straks udrejste, men ven-tede nogle dage, mens han tog skridt til at sørge for sin familie og forberede sin udrejse, kan ikke tillægges afgørende betydning. Efter det anførte sammenholdt med baggrundsoplysningerne om, at Taliban efterstræber højt profilerede personer, som arbejder for bl.a. internationale NGO’er, og at Talebans modus operandi bl.a. går ud på, at ”a target” før et angreb skal advares mindst to gange, jf. EASO’s rapport fra december 2017 ”Afghanistan - Individuals targeted by armed actors in the con-flict, pkt. 1.1.5.3”, har ansøgeren ifølge nævnet efter en samlet vurdering sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for asylbegrundende overgreb omfattet af ud-lændingelovens § 7, stk. 2, idet betingelserne i udlændingelovens § 7, stk. 1, ikke findes opfyldt. Efter de foreliggende oplysninger om ansøgerens profilering i forhold til Taliban finder nævnet ikke grundlag for at henvise ansøgeren til at tage ophold et andet sted i Afghanistan. Betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, er derfor opfyldt. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” afgh/2020/10/AMKJ

afgh201997

Nævnet stadfæstede i maj 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 201x. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim af trosretning fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter repressalier fra Taliban, idet han har arbejdet som livvagt for myndighederne og som følge heraf har haft konflikter med Taliban. Ansøgeren frygter desuden at blive efterstræbt af myndighedspersoner med tilknytning til Taliban eller af myndighederne generelt, fordi han forlod sit arbejde uden varsel. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv anført, at han i [2010’erne] blev ansat som livvagt for myndighederne i President Protective Service (PPS). Ansøgeren havde til opgave at sikre præsidentens sikkerhed. I [2010’erne] var ansøgeren på vej til en nærliggende by sammen med nogle kollegaer for at forberede et præsidentbesøg. På vej til byen blev de angrebet af Taliban. Der opstod skudveksling, og flere personer blev slået ihjel og såret under angrebet. Ansøgeren har endvidere anført, at han på et tidspunkt blev kidnappet af Taliban. Kidnapningen fandt sted, da ansøgeren var taget til Logar for at besøge sin fars gravsted. Ansøgeren blev her kidnappet af medlemmer af Taliban, der havde oplysninger om ansøgeren, herunder oplysninger om hans arbejde som livvagt for præsidenten. Ansøgeren blev efterfølgende låst inde i et rum, hvor Taliban søgte at få oplysninger ud af ansøgeren, således at Taliban kunne få adgang til præsidents palads. Ansøgeren blev under afhøringen udsat for tortur. Det lykkedes ansøgeren at flygte, og han tog til Kabul, hvor han efter lidt tid genoptog sit arbejde. Taliban opsøgte efterfølgende ansøgerens lejlighedskompleks flere gange, hvor de spurgte efter ham. Ansøgeren valgte på den baggrund at flytte til et andet område i byen, men da opsøgningerne og forespørgslerne fortsatte ved ansøgerens nye bolig, valgte han at flygte ud af Afghanistan. Flygtningenævnet finder ikke at kunne afvise ansøgerens forklaring om, at han har været ansat i Presidential Protective Service (herefter PPS) og som led i denne ansættelse har været til stede under en kamphandling, hvor en større gruppe fra PPS blev udsat for angreb fra Taliban i [en by i Paktika-provinsen] den [en dato i 2010’erne]. Flygtningenævnet kan imidlertid ikke lægge ansøgerens forklaring om sin individuelle konflikt med Taliban til grund, idet den fremstår som konstrueret til lejligheden og dermed utroværdig. Flygtningenævnet har navnlig lagt vægt på, at ansøgeren, der har 12 års skolegang, har forklaret divergerende og til dels usikkert og usammenhængende på væsentlige punkter. Ansøgeren har således blandt andet givet forskellige oplysninger om rækkefølgen på de episoder, hvor han skulle være blevet kidnappet af Taliban og være blevet fanget sammen med en række kolleger i et bagholdsangreb i [byen i Paktika-provinsen]. I asylansøgningsskemaet af [...] 2015 har ansøgeren oplyst, at han først blev kidnappet af Taliban og tilbageholdt i to dage, hvorefter han vendte tilbage til sit arbejde. Efter et stykke tid, da der var valgkamp, tog han på foranledning af præsidenten af sted sammen med andre kolleger fra PPS til [byen i Paktika-provinsen], hvor de blev angrebet og kom i kamp med Taliban. Under samtalen den [...] 2016 hos Udlændingesty¬rel¬sen har ansøgeren oplyst, at kidnapningen skulle være sket [på et tidspunkt i 2010’erne], mens episoden i [byen i Paktika-provinsen] fandt sted [næsten et år forud herfor]. Ansøgeren har gentaget dette i samtalen den [...] 2016, men har til sin advokat og for nævnet forklaret, at kidnapningen skete [i et tidsrum, der ligger godt et år forud for det oplyste tidspunkt for angrebet i en by i Paktika-provinsen] efter, han var blevet ansat hos PPS, og forud for episoden med angrebet i [byen i Paktika-provinsen]. Ansøgeren har videre forklaret forskelligt om, hvor mange personer der skulle være kommet tilbage om aftenen, da han efter kidnapningen fra farens gravsted skulle være blevet tilbageholdt i et privat hus af personer fra Taliban. Under samtalen hos Udlændingestyrelsen den [...] 2016 har ansøgeren forklaret, at der var tale om tre personer i alt, mens han under de senere samtaler har forklaret, at der var tale om fire personer i alt. Ansøgeren har ikke på overbevisende måde kunnet redegøre for de angivne divergenser. Det fremstår endvidere usammenhængende og selvmodsigende, at ansøgeren ikke straks fortalte om episoden med Talibans kidnapningsforsøg til sin arbejdsgiver eller sin morbror, som ifølge ansøgerens forklaring for nævnet er oberst og gennem en årrække har været ansat i PPS, og som ansøgeren havde et meget nært forhold til, selv om der ifølge ansøgeren var regler herom i organisationen. Det beror desuden alene på ansøgerens egen formodning, at de personer, der skulle have opsøgt og spurgt efter ham på bopælen både før og efter udrejsen, skulle være personer fra Taliban, som vil efterstræbe ansøgeren. Ansøgerens generelle troværdighed er efter det anførte svækket i en sådan grad, at nævnet heller ikke kan lægge hans forklaring om, at han skulle være udrejst uden at opsige sin stilling hos PPS, til grund. Nævnet lægger i denne forbindelse yderligere vægt på, at det fremstår meget usandsynligt, at ansøgerens nævnte morbror, der ifølge ansøgeren er oberst hos PPS, skulle have rådet ansøgeren til at forlade landet uden at opsige sin stilling i overensstemmelse med de gældende retningslinjer hos PPS, når der henses til, at dette er strafbart eller kan medføre underretning og senere undersøgelser fra efterretningstjenesten, sådan som det fremgår af Udenrigsministeriets høringssvar af [...] 2017 vedrørende Presidential Protective Service (PPS) i Afghanistan. Det beror endvidere alene på ansøgerens egen formodning, at myndighederne i Afghanistan skulle have kendskab til ansøgerens fængsling i Pakistan, og at myndighederne af den grund vil efterstræbe ansøgeren, hvis han vender tilbage. På denne baggrund og efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for konkret, individuel forfølgelse eller for at blive udsat for dødsstraf, tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, og stk. 2, er derfor ikke opfyldt.

afgh2019176

Nævnet stadfæstede i oktober 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2008. Det fremgår af sagen, at Udlændingestyrelsen i 2008 meddelte klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Ved dom afsagt af byretten i 2018 blev klageren idømt fængsel i to år for overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1, § 266 samt § 244. Klageren blev endvidere udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandig efter udlændingelovens § 49, stk. 1, jf. § 22, nr. 6. Landsretten stadfæstede i 2018 dommen med den ændring at klageren blev idømt fængsel i tre år. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er afghansk statsborger og muslim fra [en by i] Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af sin svigerfars svogers familie, idet ansøgeren har deltaget i et æresrelateret overfald på vedkommende. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter at blive udsat for dobbeltstraf. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter, at herboende afghanere vil fortælle om overfaldet til bekendte i Afghanistan, og at disse vil forfølge ham. Ansøgeren har ydermere henvist til, at han frygter at blive efterstræbt af Taleban, idet ansøgeren er blevet vestliggjort. Ansøgeren har endelig henvist til, at han frygter de generelle forhold i Afghanistan, idet der er krig, idet han ikke har nogen familiemæssig tilknytning til landet, idet han ikke skriver dari, og idet det vil være svært at få et arbejde, idet han ikke taler flydende pashto. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hele den forurettedes familie bor i Afghanistan, og at ansøgerens svigerfamilie har fortalt ham, at nogle af den forurettedes familiemedlemmer har stillinger ved myndighederne. Ansøgeren har videre oplyst, at den forurettedes og hans familie ifølge afghansk tradition har ret til at gengælde forbrydelsen. Som følge af familiemedlemmernes ansættelse i offentlige stillinger vil de kunne give ansøgeren problemer. Ansøgeren har blandt andet hørt, at man i Afghanistan risikerer at blive idømt dødsstraf. Endvidere blev forbrydelsen af de danske nyhedsmedier beskrevet fejlagtigt, hvorfor omtalen efterlader et dårligt indtryk af ansøgeren og hans familie, hvorfor herboende afghanere muligvis vil videregive disse oplysninger til deres bekendte i Afghanistan. Som følge af ansøgerens længerevarende ophold i Danmark og hans ægteskab er han blevet vestligt orienteret, hvilket kan medføre en konflikt med Taleban. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren har deltaget i et overfald i Danmark, som han har modtaget en straffedom for, og at han frygter forfølgelse som følge heraf. Flygtningenævnet finder imidlertid, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at forurettedes familie har hverken vilje eller evner til at forfølge ansøgeren i Afghanistan. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret uklart og upræcist om forurettedes familiemedlemmer og deres status og indflydelse i Afghanistan. Ansøgeren har tillige forklaret uklart og upræcist om de trusler, som han angiveligt skulle have modtaget via sin svigermor. Ansøgerens svigerfar har tillige forklaret uklart og upræcist om forurettedes familiemedlemmer og om de trusler, som også han påberåber sig at have modtaget indirekte. Der henvises herom til følgende præmisser fra svigerfarens sag: ”Flygtningenævnet finder, at klagerens oprindelige asylmotiv ikke længere er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, idet klagerens konflikt med Taleban ligger mange år tilbage i tid og er afsluttet, idet magtstrukturen i Afghanistan er ændret, således at Taleban efter baggrundsoplysningerne i dag har sværere ved at nå personer i Kabul, Herat og Mazar-e-Sharif. Det fremgår videre af baggrundsoplysningerne, at lavt profilerede individer og deres familiemedlemmer typisk ikke vil blive eftersøgt eller angrebet af Taleban efter at være flyttet til en af de større regeringskontrollerede byer. Flygtningenævnet kan herefter ikke lægge til grund, at klageren risikerer asylbegrundende forfølgelse fra Talebans side ved en genindrejse i Afghanistan, ligesom det heller ikke kan lægges til grund, at klageren, der var højt rangeret militærmand, men som efter sin egen forklaring aldrig har deltaget i direkte kampe, er profileret over for Taleban. Klageren har tillige påberåbt sig, at han frygter æresrelateret hævn fra den forurettedes familie i Afghanistan. Flygtningenævnet kan imidlertid ikke lægge til grund, at klageren risikerer asylbegrundende forfølgelse i den anledning. Der er herved lagt vægt på, at klageren ikke har sandsynliggjort, at forurettedes familie har hverken vilje eller evner til at forfølge klageren. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at klageren har forklaret uklart og upræcist om de trusler, som han angiveligt skulle have modtaget fra forurettedes familie forud for overfaldet. Det henstår således uoplyst, hvad den forurettede truede klageren med og hvorfor forud for overfaldet. Klageren har tillige forklaret uklart og upræcist om de indirekte trusler modtaget efter overfaldet, og han har under nævnsmødet svaret afglidende og udbyggende på spørgsmål om truslerne og om forurettedes familiemedlemmer og deres indflydelse. Han har således ikke forud for nævnsmødet kunne redegøre nærmere for forurettedes familie, selvom han over for Udlændingestyrelsen har forklaret, at han har brugt sin erfaring fra sin fortid til at undersøge forurettedes familie og omgangskreds. Under nævnsmødet kunne klageren nævne flere af forurettedes familiemedlemmer ved navn, ligesom han kunne nævne deres tilknytning til enten mafiaen eller regeringen. Flygtningenævnet tilsidesætter klagerens forklaring om, at han under nævnsmødet kunne nævne dette, fordi han har fået oplysningerne af sin søster efter sin afsoning. Der er herved lagt vægt på, at forurettede har været gift med klagerens søster, og at klageren efter sin forklaring for nævnet angiveligt kendte forurettede allerede, da han var på besøg i Afghanistan i 2007, og at det forekommer utroværdigt og i øvrigt uoverensstemmende med klagerens datters forklaring, at han ikke tidligere skulle have haft kendskab til forurettedes familieforhold, navnlig hvis forurettedes familie var meget magtfuld. Flygtningenævnet kan herefter ikke lægge til grund, at der er fremsat trusler over for klageren af forurettede og dennes familie og heller ikke, at forurettedes familie skulle være særlig indflydelsesrig og derved have evne til at forfølge klageren. Den omstændighed, at klagerens ekskone, som han tidligere er dømt for trusler mod, og som var ven med forurettede og til stede under overfaldet og vidne i straffesagen, som vidne i nævnet har forklaret, at forurettede har sagt, at han via sine nevøer vil udsætte klageren for det samme, som han selv blev udsat for, når klageren kommer til Afghanistan og derefter slå klageren ihjel, kan ikke føre til et andet resultat. Det kan heller ikke føre til et andet resultat, at klagerens ekskone under sin vidneforklaring i nævnet fremviste et billede af forurettedes nevø, der står sammen med en tidligere guvernør i Afghanistan.” Endelig finder Flygtningenævnet, at de generelle forhold i Afghanistan efter indholdet af baggrundsoplysningerne ikke i sig selv kan føre til, at der meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder, at oplysningerne om ansøgerens helbredsforhold fra [foråret] 2017 og artiklen fra [en avis] fra [2017] ikke kan føre til et andet resultat. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder, at der efterovennævnte bevisførelse ikke er grundlag for at imødekomme begæringen om udsættelse af sagen på undersøgelse af forurettedes familiemedlemmers forhold i Afghanistan. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2019/176/mme

afgh2019175

Nævnet stadfæstede i oktober 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2003. Det fremgår af sagen, at Udlændingestyrelsen i 2003 meddelte klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Ved dom afsagt af byretten i 2018 blev klageren idømt fængsel i to år for overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1. Klageren blev endvidere udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandig efter udlændingelovens § 49, stk. 1, jf. § 22, nr. 6. Landsretten stadfæstede i 2018 dommen med ændring af indrejseforbuddet til 12 år. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er afghansk statsborger, etnisk tadjik og sunni muslim fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af forurettedes familie, idet hun har deltaget i et æresrelateret overfald på sin fars svoger. Hun frygter også i den forbindelse at blive udsat for dobbeltstraf. Ansøgeren har videre henvist til, at hendes far er politisk flygtning, hvilket også kan give hende problemer. Ansøgeren har endelig henvist til, at hendes tilbageværende familie i Afghanistan alene består af hendes tre fastre, som hun ikke har kontakt til, og at hun ikke kender noget til landet. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at forurettede har søskende et ukendt sted i Afghanistan, og at pågældende personer vil finde ud af, hvis du genindrejser i Afghanistan. Ansøgerens forældre blev skilt i [foråret] 2017, og moren har stadig kontakt med den forurettede, hvorfor hun, såfremt ansøgeren udsendes, muligvis vil underrette ham herom. Ansøgeren har videre oplyst, at faren muligvis stadig har fjender inden for Taleban, og at hans konflikter relaterer sig til farens børn. Han havde en høj position i militæret, og han var medlem af det demokratiske parti PDPA. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren har deltaget i et overfald i Danmark, som hun har modtaget en straffedom for, og at hun frygter forfølgelse som følge heraf. Flygtningenævnet finder imidlertid, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at forurettedes familie har hverken vilje eller evner til at forfølge ansøgeren i Afghanistan. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret uklart og upræcist om forurettedes familiemedlemmer og deres status og indflydelse i Afghanistan. Ansøgerens familiemedlemmer har tillige forklaret uklart og upræcist om forurettedes familiemedlemmer og om de trusler, som familiemedlemmerne påberåber sig at have modtaget indirekte. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren risikerer asylbegrundende forfølgelse på grund af sin fars forhold. Der henvises herom til følgende præmisser fra farens sag: ’Flygtningenævnet finder, at klagerens oprindelige asylmotiv ikke længere er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, idet klagerens konflikt med Taleban ligger mange år tilbage i tid og er afsluttet, idet magtstrukturen i Afghanistan er ændret, således at Taleban efter baggrundsoplysningerne i dag har sværere ved at nå personer i Kabul, Herat og Mazar-e-Sharif. Det fremgår videre af baggrundsoplysningerne, at lavt profilerede individer og deres familiemedlemmer typisk ikke vil blive eftersøgt eller angrebet af Taleban efter at være flyttet til en af de større regeringskontrollerede byer. Flygtningenævnet kan herefter ikke lægge til grund, at klageren risikerer asylbegrundende forfølgelse fra Talebans side ved en genindrejse i Afghanistan, ligesom det heller ikke kan lægges til grund, at klageren, der var højt rangeret militærmand, men som efter sin egen forklaring aldrig har deltaget i direkte kampe, er profileret over for Taleban. Klageren har tillige påberåbt sig, at han frygter æresrelateret hævn fra den forurettedes familie i Afghanistan. Flygtningenævnet kan imidlertid ikke lægge til grund, at klageren risikerer asylbegrundende forfølgelse i den anledning. Der er herved lagt vægt på, at klageren ikke har sandsynliggjort, at forurettedes familie har hverken vilje eller evner til at forfølge klageren. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at klageren har forklaret uklart og upræcist om de trusler, som han angiveligt skulle have modtaget fra forurettedes familie forud for overfaldet. Det henstår således uoplyst, hvad den forurettede truede klageren med og hvorfor forud for overfaldet. Klageren har tillige forklaret uklart og upræcist om de indirekte trusler modtaget efter overfaldet, og han har under nævnsmødet svaret afglidende og udbyggende på spørgsmål om truslerne og om forurettedes familiemedlemmer og deres indflydelse. Han har således ikke forud for nævnsmødet kunne redegøre nærmere for forurettedes familie, selvom han over for Udlændingestyrelsen har forklaret, at han har brugt sin erfaring fra sin fortid til at undersøge forurettedes familie og omgangskreds. Under nævnsmødet kunne klageren nævne flere af forurettedes familiemedlemmer ved navn, ligesom han kunne nævne deres tilknytning til enten mafiaen eller regeringen. Flygtningenævnet tilsidesætter klagerens forklaring om, at han under nævnsmødet kunne nævne dette, fordi han har fået oplysningerne af sin søster efter sin afsoning. Der er herved lagt vægt på, at forurettede har været gift med klagerens søster, og at klageren efter sin forklaring for nævnet angiveligt kendte forurettede allerede, da han var på besøg i Afghanistan i 2007, og at det forekommer utroværdigt og i øvrigt uoverensstemmende med klagerens datters forklaring, at han ikke tidligere skulle have haft kendskab til forurettedes familieforhold, navnlig hvis forurettedes familie var meget magtfuld. Flygtningenævnet kan herefter ikke lægge til grund, at der er fremsat trusler over for klageren af forurettede og dennes familie og heller ikke, at forurettedes familie skulle være særlig indflydelsesrig og derved have evne til at forfølge klageren. Den omstændighed, at klagerens ekskone, som han tidligere er dømt for trusler mod, og som var ven med forurettede og til stede under overfaldet og vidne i straffesagen, som vidne i nævnet har forklaret, at forurettede har sagt, at han via sine nevøer vil udsætte klageren for det samme, som han selv blev udsat for, når klageren kommer til Afghanistan og derefter slå klageren ihjel, kan ikke føre til et andet resultat. Det kan heller ikke føre til et andet resultat, at klagerens ekskone under sin vidneforklaring i nævnet fremviste et billede af forurettedes nevø, der står sammen med en tidligere guvernør i Afghanistan.’ Flygtningenævnet finder, at ansøgeren heller ikke har sandsynliggjort, at hun risikerer asylbegrundende forfølgelse fra hverken sin mors eller sin fars families side. Der er herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om sin frygt for de to familier beror på hendes formodninger og i øvrigt fremstår uunderbygget og usammenhængende. Endelig finder Flygtningenævnet, at de generelle forhold i Afghanistan efter indholdet af baggrundsoplysningerne ikke i sig selv kan føre til, at der meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgeren, der er gift og gravid med sin ægtefælle, ikke over for nævnet har sandsynliggjort, at hun er reel enlig kvinde. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2019/175/mme

afgh2019174

Nævnet stadfæstede i oktober 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2000. Det fremgår af sagen, at Udlændingestyrelsen i 2001 meddelte klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Ved dom afsagt af byretten i 2018 blev klageren idømt fængsel i tre år for overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1, jf. § 247, stk. 1, og § 266, jf. § 89. Klageren blev endvidere udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandig efter udlændingelovens § 49, stk. 1, jf. § 22, nr. 6. Landsretten stadfæstede i 2018 bestemmelsen om udvisning. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er afghansk statsborger, etnisk tajik og sunni muslim fra Kabul, Afghanistan. Klageren har været aktiv for PDPA i omkring ti år. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taleban, idet han nægtede at hjælpe dem med telekommunikationssystemet. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han, efter Taleban overtog magten i Kabul, en aften blev opsøgt af [A], der ville have klageren til at hjælpe med telekommunikationssystemet. Klageren fik overtalt [A] til, at dette ikke kunne lade sig gøre om natten. Taleban opsøgte derudover klagerens bopæl mange gange, men han var aldrig hjemme. Klageren har videre oplyst, at han i Afghanistan arbejdede for militæret, hvor han først var kommandant og senere blev oberstløjtnant, og at han var aktiv for PDPA. Begge aktiviteter stred imod Talebans virke, hvorfor de vil opsøge ham ved en tilbagevenden. Således er klagerens familie også blevet chikaneret, og på et tidspunkt forsøgte Taleban at kidnappe hans søster. Søsterens naboer afværgede dog kidnapningen. Klageren har videre henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af sin svogers familie i Afghanistan, idet han i Danmark har deltaget i et æresrelateret overfald på svogeren. Klageren har til støtte herfor oplyst, at en af svogerens brødre, der opholder sig i England, har fremsat telefoniske trusler mod ham på vegne af svogerens familie. Svogerens familie er stor, og de besidder højtstående stillinger inden for politiet, den politiske verden og i udenlandske komitéer, og at de har kontakt til personer med høj status. Klageren har endelig oplyst, at der er skrevet artikler om ham i Danmark, og at hans svoger har fortalt familien i Afghanistan, hvad klageren laver i sin fritid, herunder at de går til svømning, hvilket bringer skam over familien. Klageren frygter derfor også sin klan. Klageren udrejste af Afghanistan i 2000, og han har efterfølgende alene været tilbage i landet i 4 dage i anledning af hans forældres begravelse. Klageren blev i 2001 meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. [Landsretten] stadfæstede [i] 2018 byrettens dom, hvorefter klageren blev idømt 3 års fængsel og udvisning med indrejseforbud for bestandigt for overtrædelse af straffelovens § 245 og § 266. Flygtningenævnet finder, at klagerens oprindelige asylmotiv ikke længere er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, idet klagerens konflikt med Taleban ligger mange år tilbage i tid og er afsluttet, idet magtstrukturen i Afghanistan er ændret, således at Taleban efter baggrundsoplysningerne i dag har sværere ved at nå personer i Kabul, Herat og Mazar-e-Sharif. Det fremgår videre af baggrundsoplysningerne, at lavt profilerede individer og deres familiemedlemmer typisk ikke vil blive eftersøgt eller angrebet af Taleban efter at være flyttet til en af de større regeringskontrollerede byer. Flygtningenævnet kan herefter ikke lægge til grund, at klageren risikerer asylbegrundende forfølgelse fra Talebans side ved en genindrejse i Afghanistan, ligesom det heller ikke kan lægges til grund, at klageren, der var højt rangeret militærmand, men som efter sin egen forklaring aldrig har deltaget i direkte kampe, er profileret over for Taleban. Klageren har tillige påberåbt sig, at han frygter æresrelateret hævn fra den forurettedes familie i Afghanistan. Flygtningenævnet kan imidlertid ikke lægge til grund, at klageren risikerer asylbegrundende forfølgelse i den anledning. Der er herved lagt vægt på, at klageren ikke har sandsynliggjort, at forurettedes familie har hverken vilje eller evner til at forfølge klageren. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at klageren har forklaret uklart og upræcist om de trusler, som han angiveligt skulle have modtaget fra forurettedes familie forud for overfaldet. Det henstår således uoplyst, hvad den forurettede truede klageren med og hvorfor forud for overfaldet. Klageren har tillige forklaret uklart og upræcist om de indirekte trusler modtaget efter overfaldet, og han har under nævnsmødet svaret afglidende og udbyggende på spørgsmål om truslerne og om forurettedes familiemedlemmer og deres indflydelse. Han har således ikke forud for nævnsmødet kunne redegøre nærmere for forurettedes familie, selvom han over for Udlændingestyrelsen har forklaret, at han har brugt sin erfaring fra sin fortid til at undersøge forurettedes familie og omgangskreds. Under nævnsmødet kunne klageren nævne flere af forurettedes familiemedlemmer ved navn, ligesom han kunne nævne deres tilknytning til enten mafiaen eller regeringen. Flygtningenævnet tilsidesætter klagerens forklaring om, at han under nævnsmødet kunne nævne dette, fordi han har fået oplysningerne af sin søster efter sin afsoning. Der er herved lagt vægt på, at forurettede har været gift med klagerens søster, og at klageren efter sin forklaring for nævnet angiveligt kendte forurettede allerede, da han var på besøg i Afghanistan i 2007, og at det forekommer utroværdigt og i øvrigt uoverensstemmende med klagerens datters forklaring, at han ikke tidligere skulle have haft kendskab til forurettedes familieforhold, navnlig hvis forurettedes familie var meget magtfuld. Flygtningenævnet kan herefter ikke lægge til grund, at der er fremsat trusler over for klageren af forurettede og dennes familie og heller ikke, at forurettedes familie skulle være særlig indflydelsesrig og derved have evne til at forfølge klageren. Den omstændighed, at klagerens ekskone, som han tidligere er dømt for trusler mod, og som var ven med forurettede og til stede under overfaldet og vidne i straffesagen, som vidne i nævnet har forklaret, at forurettede har sagt, at han via sine nevøer vil udsætte klageren for det samme, som han selv blev udsat for, når klageren kommer til Afghanistan og derefter slå klageren ihjel, kan ikke føre til et andet resultat. Det kan heller ikke føre til et andet resultat, at klagerens ekskone under sin vidneforklaring i nævnet fremviste et billede af forurettedes nevø, der står sammen med en tidligere guvernør i Afghanistan. Endelig finder Flygtningenævnet, at de generelle forhold i Afghanistan efter indholdet af baggrundsoplysningerne ikke i sig selv kan føre til, at der meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder således, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Der er således ikke noget til hinder for, at klageren kan udsendes til Afghanistan, jf. udlændingelovens § 49 a, jf. § 31. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2019/174/mme

afgh2019167

Nævnet stadfæstede i december 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandelig og en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Den mandelige ansøger er etnisk araber fra Bagdad, Irak. Ansøgeren har deltaget i en eller flere demonstrationer i Irak i 2013. Den kvindelige ansøger er etnisk araber og muslim af trosretning fra Bagdad, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han i Irak frygter at blive slået ihjel af militserne Asaeb Al El-Haq eller Saraja Al-Salam, fordi han har hevet ophængte billeder af religiøse ledere ned fra offentlige steder. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af sin ægtefælles tidligere ægtefælle Ahmed. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive slået ihjel af sin tidligere ægtefælle. Den mandelige ansøger har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i perioden 2011-2013 flere gange skrev kritiske opslag på Facebook om ledende figurer i Irak, heriblandt Sheik Abdul Zahra og Mukhtar Al-Sadr. Ansøgeren modtog kritiske og truende kommentarer på disse opslag, men fortsatte alligevel med at skrive opslag. På et ukendt tidspunkt i 2012 blev der affyret skud mod ansøgerens families bopæl i Bagdad. Ansøgeren vidste ikke, hvem der affyrede skuddene men formodede, at det havde forbindelse til hans aktiviteter på Facebook. På et ukendt tidspunkt i 2013 blev der igen affyret skud mod hans families bopæl. Gerningsmændene identificerede sig overfor hans naboer som medlemmer af [en klan]. [I sommeren] 2013 deltog ansøgeren i en demonstration, hvor ansøgeren blev anholdt men løsladt to dage senere. På et ukendt tidspunkt i [sommeren] 2013 skete der en eksplosion på en sidegade til den gade, hvor ansøgeren og hans familie boede. Ansøgeren var sammen med nogle venner på tidspunktet for eksplosionen. De tog hen for at se, om de kunne hjælpe. Efter at have set de mange døde og sårede reagerede ansøgeren og hans venner ved at hive billeder ned af religiøse ledere, som hang i gaderne. Ansøgeren formodede, at flere personer havde set ham hive disse billeder ned og derfor kunne identificere ham. Ansøgeren udrejste af Irak og tog ophold i Tyrkiet. På et ukendt tidspunkt i 2013 fik ansøgeren at vide af en af sine venner, at hans øvrige venner havde identificeret ham overfor de øvrige militser i Bagdad som personen, der havde hevet billederne ned. De havde identificeret ansøgeren, fordi de vidste, at han var udrejst og derfor var i sikkerhed. Under sit ophold i Tyrkiet modtog ansøgerens familie arrestordrer og udrejseforbud rettet mod ansøgeren. I 2018 blev ansøgeren muslimsk viet med sin ægtefælle […]. Ansøgeren har videre oplyst, at han efterfølgende blev kontaktet af en person, han ikke kendte, og som bad om ansøgerens hjælp. Ansøgeren oplyste ham om sin og sin ægtefælles adresse. Ansøgerens ægtefælle fortalte herefter ansøgeren, at hendes tidligere ægtefælle var rig og magtfuld, og at han ønskede dem ondt, fordi de var blevet viet. I foråret 2018 blev deres lejlighed i Tyrkiet udsat for indbrud, mens de var ude. Den efterfølgende morgen blev de ringet op af ansøgerens ægtefælles tidligere ægtefælle Ahmed, som oplyste at have stået bag indbruddet, og at de var heldige ikke at have været hjemme, da han ellers ville have slået dem ihjel. Ansøgeren og ansøgerens ægtefælle levede herefter i skjul hos en ven i 30-40 dage, hvorefter de udrejste af Tyrkiet. Den kvindelige ansøger har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun blev gift med sin tidligere ægtefælle [Ahmed] [i vinteren 2010/2011]. Efter brylluppet fandt ansøgeren ud af, at ægtefællen havde tilknytning til ukendte militser i Irak. Ahmed var voldelig mod ansøgeren, og i 2017 blev ansøgeren skilt fra ham. I foråret 2018 blev ansøgeren gift med sin ægtefælle […], og ansøgeren rejste til Tyrkiet for at bo sammen med ham. Efterfølgende blev ansøgerens ægtefælle kontaktet af en ukendt person, som bad om ansøgerens ægtefælles hjælp. Ansøgerens ægtefælle oplyste ham om deres adresse. Ansøgeren fortalte herefter sin ægtefælle, at ansøgerens tidligere ægtefælle var rig og magtfuld, og at han ønskede at gøre dem ondt, fordi de var blevet viet. I foråret 2018 blev ansøgerens og ansøgerens ægtefælles lejlighed i Tyrkiet udsat for indbrud, mens de var ude. Den efterfølgende morgen blev de ringet op af ansøgerens tidligere ægtefælle Ahmed, som oplyste at have stået bag indbruddet, og at ansøgeren og ansøgerens ægtefælle var heldige ikke at havde været hjemme, da han ellers ville have slået dem ihjel. Ansøgeren og ansøgerens ægtefælle levede herefter i skjul hos en ven i 30-40 dage, hvorefter de udrejste af Tyrkiet til Grækenland. Den mandelige ansøgers generelle troværdighed er svækket som følge af, at han har oplyst at have mistet sit pas i [sommeren] 2018, mens han har billeder af passet i sin telefon tilsyneladende taget i [sommeren] 2018, samt på baggrund af hans forklaring om sit asylmotiv til de tjekkiske myndigheder, hvor han alene har nævnt problemer som følge af, at han er sunni-muslim. Den mandelige ansøger har forklaret, at hans klankonflikt er løst af klanerne. Han har ikke sandsynliggjort en konflikt med to shia-militser, idet han har forklaret divergerende om skudepisoderne mod familiens hus og forklaret, at han ikke ved om militserne stod bag. I den fremlagte arrestordre og udrejsespærring er der henvist til den irakiske straffelovs § 221, der omhandler forsamlingsfrihed. Han har under samtalerne med Udlændingestyrelsen oplyst, at hans deltagelse i demonstrationer ikke har medført problemer, og at arrestordreren skyldes hans kritik af religiøse spørgsmål. Ansøgeren har forklaret, at han i 2017 fik udstedt pas af de irakiske myndigheder. Han har dermed ikke sandsynliggjort en konflikt med myndighederne. Begge ansøgere har forklaret divergerende om det påståede indbrud i Tyrkiet særlig med hensyn til, hvorvidt den kvindelige ansøger var i lejligheden efter indbruddet. Forklaringen om indbruddet virker ulogisk, særlig hvorvidt den tidligere ægtefælle skulle have advaret om dem på forhånd og efterfølgende skulle have taget skylden. Sammenfattende finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort asylmotiverne. Ansøgerne har derfor ikke sandsynliggjort, at de i Irak vil være forfulgt, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i en individuel og konkret risiko for overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2019/167/HZC

afgh2019166

Nævnet stadfæstede i december 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pastho og sunnimuslim fra [byen A], Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter Taliban og befolkningen i [distriktet A]. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans nu afdøde bror, [J], arbejdede for de amerikanske styrker og afghanske myndigheder i Afghanistan. Kort tid efter [J] påbegyndte sit arbejde blev ansøgerens anden bror [H] slået ihjel. Taliban slog [H] ihjel på grund af [J’s] arbejde. Ansøgerens familie modtog herefter mundtlige trusler fra Taliban og de modtog også et brev rettet generelt mod personer, der arbejdede for myndighederne. Efter [H] blev slået ihjel opholdt ansøgeren sig mest inden for, og han skjulte sig for Taliban, når han forlod bopælen. Hverken ansøgeren eller hans familie blev opsøgt personligt af Taliban. Efter halvandet år udrejste ansøgeren fra Afghanistan. I Danmark, mindre end to måneder inden ansøgerens asylsamtale [i foråret 2013], fik ansøgeren at vide af sin mor, at [J] og ansøgerens far var blevet bortført og efterfølgende halshugget af Taliban. Ansøgeren har videre oplyst, at Taliban også er ude efter at slå ansøgeren ihjel, da Taliban har sagt, at hele ansøgerens familie er vantro på grund af [J’s] arbejde for amerikanerne, og fordi ansøgeren er rejst til Europa. Ansøgeren har videre forklaret, at Taliban vil finde ansøgeren, selv hvis han flytter til en anden by i Afghanistan, idet [J] har skudt et medlem af Taliban. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren dels har forklaret meget overordnet og diffust om den trussel, som ansøgeren er flygtet fra, dels har forklaret udbyggende. Desuden fremstår ansøgerens forklaring usammenhængende. Ansøgeren har således forklaret, at han ikke har haft kontakt til eller personligt haft konflikter med Taliban, bortset fra at han er blevet slået, da han var barn, fordi han kom for sent til moskéen og ikke havde skæg. Det beror alene på ansøgerens formodning, at hans bror [H] er blevet dræbt af Taliban, og det beror alene på ansøgerens formodning, at Taliban vil efterstræbe ansøgeren. Nævnet har desuden lagt vægt på, at ansøgeren har opholdt sig i Afghanistan i 1½ år efter, at hans bror [H] angiveligt er blevet dræbt af Taliban, uden at ansøgeren eller familien er blevet opsøgt. To af ansøgerens brødre, hvor den ene bror er ca. to år yngre end ansøgeren, opholder sig også fortsat i landsbyen, uden at de er blevet opsøgt. Ansøgerens forklaring om, at flere andre slægtninge er blevet dræbt, kan ikke lægges til grund, særligt fordi ansøgeren har forklaret divergerende om baggrunden for drabet på slægtningene. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge ansøgerens udbyggende forklaring for nævnet om, at familien har modtaget to trusselbreve efter [H’s] død, til grund. Ansøgeren har således ikke tidligere forklaret om to konkrete trusselsbreve og deres indhold i samtalerne med Udlændingestyrelsen. Desuden forekommer ansøgerens forklaring om, at Taliban skulle have opsøgt familiens bopæl to måneder inden ansøgerens anden samtale med Udlændingestyrelsen, og at hans far og bror i den forbindelse er blevet dræbt, påfaldende, særligt fordi det er 2½ år efter drabet på [H], og fordi ansøgerens familie ikke i øvrigt er blevet opsøgt. Endelig har ansøgeren ikke i øvrigt fremlagt dokumenter, der kan underbygge ansøgerens forklaring om sin baggrund og asylmotiv. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil risikere forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2019/166/smla

afgh2019162

Nævnet stadfæstede i november 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt børn fra Afghanistan. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske tadsjikere og sunni-muslimer af trosretning. Den mandlige ansøger er fra Kabul, Afghanistan. Den kvindelige ansøger er fra Mazar-e-Sharif, Afghanistan. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har arbejdet som tolk for FN’s Flygtningehøjkommissariat (UNHCR) i perioden 2000 til 2003. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer at blive slået ihjel af Taliban, mujahedinere eller fundamentalister, idet den mandlige ansøger bliver anset som vantro som følge af sit tolkevirke for UNHCR samt for sine relationer til vesterlændinge. Den kvindelige ansøger frygter ligeledes at blive slået ihjel af Taliban og mujahedinere, fordi hun havde et arbejde og gik med make-up. Den mandlige ansøger frygter endvidere at blive slået ihjel af tidligere asylansøgere, som havde fået afslag på asyl på UNHCR’s kontor i Pakistan, fordi den mandlige ansøger som led i sit tolkevirke havde kendskab til asylansøgernes personlige informationer. Til støtte herfor har den mandlige ansøger oplyst, at han er blevet forsøgt forgiftet af ukendte personer i UNHCR’s kantine. Derudover kørte en tidligere asylansøger ind i en elmast, mens den mandlige ansøger var i bilen. Endvidere er den mandlige ansøger blevet kaldt vantro af sine naboer samt af en ukendt kollega på grund af ansøgerens tolkevirke. Ansøgerne modtog ligeledes tre trusselsbreve fra Taliban to til tre måneder inden udrejsen af Afghanistan. Flygtningenævnet kan på baggrund af ansøgernes forklaringer lægge til grund, at de har mødt hinanden i Pakistan, hvor den mandlige ansøger arbejdede som tolk for blandt andet UNHCR, og at de derefter har boet i Afghanistan fra 2004 til 2015, hvor den mandlige ansøger har været beskæftiget som tolk navnlig for [et teleselskab], og den kvindelige ansøger i perioder har arbejdet som skolelærer. Flygtningenævnet kan endvidere lægge til grund, at deres forhold i Afghanistan efter omkring 2012-2013 er blevet stadig vanskeligere i form af blandt andet chikanerier fra både ukendte og kendte personer, herunder kollegerne og naboerne [A], [B] og [C]. Flygtningenævnet kan imidlertid ikke lægge til grund, at ansøgerne har konflikter med Taliban, mujahedinere, fundamentalister eller andre af et sådant omfang og en sådan intensitet, at dette kan begrunde asyl efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet har herved indledningsvis lagt vægt på, at der er forløbet mere end 15 år, siden den mandlige ansøger virkede som tolk for UNHCR i asylsager i Pakistan, og at han efter sin egen forklaring i de efterfølgende år nok oplevede chikanerier som følge heraf, men ingen konkrete trusler. For så vidt angår den mandlige ansøgers trafikuheld i Pakistan beror det endvidere alene på den mandlige ansøgers formodning, at dette skulle være gjort i et forsøg på at dræbe ham. Det samme gælder forgiftningsforsøget i Pakistan. Flygtningenævnet lægger endvidere vægt på, at de fremlagte trusselsbreve fra Taliban til den mandlige ansøger ikke er rettet til ham personligt, ligesom begge ansøgere fortsatte med at gå på arbejde i tre måneder efter at have modtaget trusselsbrevene fra Taliban. Det beror endvidere alene på ansøgernes formodning, at [A], [B] og [C] er forbundet til Taliban, og at [A] ønskede at skade den mandlige ansøger, da [A] kontaktede den mandlige ansøger telefonisk i New Delhi for at mødes med ham. Nævnet lægger endelig vægt på, at de generelle forhold i Afghanistan – om end vanskelige – ikke i sig selv kan begrunde asyl. Flygtningenævnet finder herefter, at betingelserne for asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller § 7, stk. 2, ikke er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2019/162/MLVT.

afgh2019158

Nævnet stadfæstede i november 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er afghansk statsborger, etnisk pashtun og sunni muslim fra [en by i] Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans far arbejdede med rengøring på en amerikansk ambassade i Laghman-provinsen i Afghanistan. Da udlændingene forlod Afghanistan, mistede faren sit arbejde på basen og blev hjemmegående. På grund af alle urolighederne i området sov faren i haven, hvor han holdt vagt. Efter et stykke tid fandt Taliban ud af, at faren havde arbejdet på basen, hvorfor de en nat opsøgte familiens bopæl og trængte ind i haven, hvor de skød faren. Taliban havde til hensigt at slå hele familien ihjel, men fordi familien råbte og skreg, tog de afsted uden at have slået andre end faren ihjel. Herefter modtog familien et trusselsbrev, hvoraf fremgik, at Taliban ville slå alle i familien ihjel, fordi faren havde arbejdet for udlændinge. På den baggrund besluttede morbroren, at ansøgeren skulle udrejse, hvorfor familien solgte sin bopæl for at finansiere flugten. Ansøgeren udrejste en måned til halvanden efter trusselen. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgeren på centrale punkter har forklaret divergerende og usammenhængende, ligesom væsentlige dele af ansøgerens forklaring fremstår usandsynlig og konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har forklaret divergerende om, hvor mange Taliban-folk, der var til stede ved episoden, hvor hans far angiveligt blev dræbt. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren oplyst, at han så 2-3 personer flygte fra stedet efter episoden. Til asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at han ikke var opmærksom på, hvor mange, der var til stede, da hans far blev dræbt, og at der var mere end én person til stede, men at ansøgeren ikke kunne angive antallet nærmere. For Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at der var 1-3 personer til stede - i hvert fald mere end en person. Ansøgeren har forklaret divergerende om, hvor lang tid ansøgeren og hans familie blev boende i deres bolig, efter at faderen angiveligt var blevet dræbt. Til både oplysnings- og motivsamtalen og asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at de blev boende i deres bolig i 2 - 2 1/2 måned efter drabet på faren, inden de flyttede hen til morbroderen. For Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at ansøgeren og hans familie kun blev boende i deres bolig i nogle dage, efter at faderen var blevet dræbt, før de tog over til morbroren. Ansøgeren har forklaret divergerende om, hvor lang tid ansøgeren blev boende hos morbroren. Til både oplysnings- og motivsamtalen og asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at han blev boende hos morbroren i 5-6 måneder. For Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at han forlod Afghanistan 1-2 måneder efter sin fars død. Ansøgeren har forklaret divergerende om antallet af trusselsbreve fra Taliban, som han var bekendt med familien havde modtaget, og hvor det/de blev modtaget. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren oplyst, at han modtog flere trusselsbreve, hvor der ifølge morbroren stod, at de ville dræbe ansøgeren, og at hans morbror fandt brevene. Til asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at han og hans familie modtog et trusselsbrev fra Taliban på deres bopæl, hvoraf det ifølge hans morbror fremgik, at ansøgeren og hans familie var i fare, samt at han og hans familie hos morbroderen modtog endnu et trusselsbrev fra Taliban en måned før ansøgerens udrejse, hvoraf det ifølge hans morbror fremgik, at ansøgeren skulle tilslutte sig Taliban, ellers ville de dræbe ansøgeren og hans familiemedlemmer. For Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at han kun husker, at ansøgeren og hans familie modtog ét trusselsbrev, hvilket var en måned til halvanden inden hans udrejse, og at der deri ifølge hans morbror stod, at deres liv var i fare, og at han ikke husker, hvor de modtog trusselsbrevet. Endvidere bemærkes, at det forekommer påfaldende, at Taliban angiveligt ønskede at dræbe andre end ansøgerens far, når Talibanfolkene, der var få meter fra de andre familiemedlemmer, havde mulighed for at dræbe alle sammen, inden de tog afsted, men i stedet flygtede fra stedet. Endvidere har Taliban ikke efterfølgende opsøgt ansøgeren og hans familie på familiens bopæl eller hos ansøgerens morbror. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren på trods af truslen fra Taliban blev boende hos sin morbror i én måned, inden ansøgeren udrejste, uden at ansøgeren blev opsøgt eller kontaktet af Taliban. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at det kun var ansøgeren, der flygtede på trods af, at Taliban truede med at dræbe hele ansøgerens familie. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Afghanistan være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2019/158/MME

afgh2019151

Nævnet stadfæstede i oktober 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim fra landsbyen […], der ligger […] i Nangahar-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af lokale medlemmer af Tali-ban. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at hans far var malek i landsbyen, hvor familien boede, og at han støttede den afghanske præsident, Ashraf Ghani, samt arbejdede for myndighederne. På et tidspunkt blev ansøgerens far opsøgt af medlemmer af Taliban, der forlangte, at han skulle tilslutte sig Taliban i stedet for at støtte præsidenten, hvilket ansøgerens far afslog. Derefter spredte Taliban et rygte om, at ansøgerens far var vantro, fordi han arbejdede for myndighederne. Nogle dage senere var ansøgerens far på vej mod bazaren, da han blev skudt af Taliban. Ansøgeren har oplyst, at han i tiden efter sin fars død modtog trusler, og at han cirka ét år efter farens begravelse blev opsøgt af medlemmer af Taliban. De kom på den mark, hvor ansøgeren arbejdede. De spurgte ansøgeren, hvordan det gik og kaldte ham for ”den vantros søn”, ligesom de opfordrede ham til at tilslutte sig Taliban og slog ham med et gevær på kroppen og i hovedet. Ansøgeren mistede bevidstheden og vågnede efterfølgende på et hospital. Ansøgerens morbror hentede ham på hospitalet, hvorefter ansøgeren opholdt sig 2-3 måneder på dennes bopæl. Herefter udrejste ansøgeren af Afghanistan. Ansøgeren har videre gjort gældende, at han nu har opholdt sig i flere år i Vesten, og at han derfor vil blive anset for at have skiftet religion, ligesom han vil have svært ved at leve under afghanske traditioner og normer. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort det asylmotiv, han påberåber sig. Nævnet finder således ikke, at han har sandsynliggjort, at han er efterstræbt af Taliban. Nævnet lægger herved navnlig vægt på, at det må lægges til grund, at ansøgeren har opholdt hjemme i omkring 1 år, inden den påberåbte episode med Taliban, og derefter hos morbroderen i 2-3 måneder, uden at Taliban fik fat i ham. Ansøgerens forklaring om trusler/ikke-trusler og ransagning/ikke-ransagning hos morbroderen underbygger ikke ansøgerens forklaring. Flygtningenævnet lægger til grund, at Taliban ville kunne have fået fat i ansøgeren, hvis de havde ønsket dette. Også herudover indeholder ansøgerens forklaring forskellige divergenser, men Flygtningenævnet tillægger dette mindre vægt under hensyntagen til ansøgerens oplysninger om, at han lider af kraftig hovedpine og har hukommelsesproblemer. Flygtningenævnet kan således i det hele ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder heller ikke, at ansøgerens ophold i Vesten vil give ansøgeren sådanne problemer ved en tilbagevenden til Afghanistan, at han af den grund opfylder betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det bemærkes herved, at beskyldningerne om at have skiftet religion hviler på rene uunderbyggede spekulationer, og at ansøgeren i øvrigt har haft en alder ved udrejsen af Afghanistan, at han må antages at være bekendt med afghanske traditioner og være i stand til at genoptage livet herunder. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Afghanistan. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2019/151/thv

§29b-tys20191

Nævnet stadfæstede i august 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig stats-borger fra Syrien. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være om-fattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel ef-ter reglerne i kapitel 5 a eller 5 b. Det fremgår af § 29 b, at en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 kan afvises, hvis udlændingen allerede har opnået beskyttelse i et land som om-handlet i § 29 a, stk. 1 – det vil sige et land, der er omfattet af Dublinforordningen. I den foreliggende sag, har Flygtningenævnet i overensstemmelse med oplysningerne fra de tyske myndigheder lagt til grund, at klageren blev meddelt opholdstilladelse (subsidiær beskyttelse) i Tyskland [sommeren] 2016. Klagerens opholdstilladelse havde gyldighed til [foråret] 2019. Klageren har indgivet ansøgning om forlængelse af opholdstilladelse henholdsvis [foråret] 2018 og påny [efteråret] 2018 efter at have været forsvundet og genopdukket. De tyske myndigheder har ikke kunnet oplyse Udlændingestyrelsen om, hvorvidt klagerens ansøgning om forlængelse af opholdstilladelse er imødekommet. Det fremgår af bemærkningerne til lovforslag nr. 72 af 14. november 2014 til udlændingelovens § 29 b, at afvisning efter bestemmelsen alene kan ske, hvis betingelserne for at betragte det pågældende land som et første asylland er opfyldt som følge af, at udlændingen tidligere har opnået beskyttelse i landet. Det er herved blandt andet et krav, at udlændingen skal være beskyttet mod refoulement, ligesom det skal være muligt for den pågældende at indrejse og tage lovligt ophold i første asyllandet. Den pågældendes personlige integritet og sikkerhed skal endvidere være beskyttet, men det kan ikke hermed kræves, at den pågældende socialt set skal kunne leve på fuldt ud samme niveau som første asyllandets egne statsborgere. Det er dog et krav i henhold til Excom Conclusion no. 58 – 1989, at flygtningen i første asyllandet bliver ”treated in accordance with recognized basic human standards”. Efter Flygtningenævnets praksis er der derudover blandt andet blevet lagt vægt på, om udlændingen har adgang til bolig, lægehjælp, mulighed for ansættelse i den private eller offentlige sektor, mulighed for frit at bosætte sig samt mulighed for at eje fast ejendom. Flygtningenævnet finder, at det vil være muligt for klageren at indrejse og tage lovligt ophold i Tyskland, samt at klageren i Tyskland vil være beskyttet mod refoulement. Det bemærkes herved, at klageren har opnået international beskyttelse i Tyskland, der som medlem af EU er omfattet af Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder artikel 19, stk. 2, og som har tiltrådt Flygtningekonventionen, herunder efterlevelse af non-refoulement-princippet som anført i Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 1. For så vidt angår den omstændighed, at klagerens opholdstilladelse er udløbet, og at de tyske myndigheder ikke har kunnet oplyse til Udlændingestyrelsen, om klagerens ansøgning om forlængelse er blevet imødekommet, bemærker nævnet, at klageren efter det oplyste forsvandt, efter at han i [foråret] 2018 første gang indgav ansøgning om forlængelse af opholdstilladelsen, og at han udrejste til Danmark i [ultimo] 2018 cirka tre måneder efter, at han på ny indgav ansøgning om forlængelse af sin opholdstilladelse. Flygtningenævnet finder på den baggrund ikke, at der er holdepunkter for at antage, at klageren ikke vil kunne få forlænget sin opholdstilladelse i Tyskland. Nævnet bemærker i den forbindelse, at anvendelsen af udlændingelovens § 29 b ikke forudsætter, at udlændingen forsat har en gyldig opholdstilladelse, eller at der foreligger en forhåndstilkendegivelse fra det andet lands myndigheder om, at udlændingen vil blive tilladt indrejse og ophold. Det er på denne baggrund Flygtningenævnets vurdering, at Tyskland kan tjene som første asylland. Det forhold, at klageren har oplyst, at han ønsker at blive i Danmark, fordi at Danmark er et dejligt land, og at han føler sig bedre behandlet i Danmark end i Tyskland, kan ikke føre til en ændret vurdering af sagen. På denne baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 b.” §29 b-Tys/2019/1/MEG

29bita20194

Nævnet stadfæstede i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en asylansøgning, jf. udlændingelovens § 29 b, vedrørende en mand fra Somalia, der var blevet meddelt flygtningestatus i Italien. Sagen blev behandlet på formandskompetence. Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at sagen skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klageren ved en overførsel til Italien ville blive adskilt fra sine børn, som har opholdstilladelse i Danmark, og at børnenes tarv skulle komme i første række. Efter en gennemgang af lovgrundlaget og beskyttelsesbegrebet og efter at have konstateret, at det ville være muligt for klageren at indrejse og tage lovligt ophold i Italien, hvorfra han ikke risikerede refoulement, og henvisning til Italiens internationale forpligtelser, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Flygtningenævnet finder efter de seneste baggrundsoplysninger om flygtninges forhold i Italien, at der ikke er grundlag for at antage, at de generelle socioøkonomiske vilkår – skønt svære – er på et så uacceptabelt niveau, at Italien ikke kan tjene som første asylland. Flygtningenævnet lægger således til grund, at klageren, der efter egne oplysninger har haft bolig og arbejde i [by] under sit ophold i Italien, vil kunne modtage basale sociale og økonomiske ydelser, herunder lægehjælp og bolig. Flygtningenævnet finder endvidere, at klagerens personlige sikkerhed og integritet vil være beskyttet i fornødent omfang i Italien. Det forhold, at klageren efter det oplyste har haft konflikter med en række personer i Italien, samt har været udsat for generel diskrimination i Italien, kan ikke føre til en ændret vurdering, idet klageren, såfremt han måtte føle sig truet i Italien, må henvises til at søge de italienske myndigheders beskyttelse, hvilket han, efter egne oplysninger, ikke har gjort. De italienske myndigheder må antages at have vilje og evne til at yde klageren beskyttelse. Vedrørende den omstændighed, at klagerens børn har opholdstilladelse i Danmark, samt at Dansk Flygtningehjælp i den forbindelse har peget på flere bestemmelser i FN’s Børnekonvention, CCPR og Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder, om at barnets tarv skal komme i første række, bemærker nævnet, at dette forhold ikke har betydning for vurderingen af, hvorvidt betingelserne for, om Italien kan tjene som første asylland, er opfyldt. Nævnet bemærker hertil, at kompetencen til at meddele opholdstilladelse efter andre bestemmelser i udlændingeloven henhører under Udlændingestyrelsen med klageadgang til Udlændingenævnet og dermed ikke omfattes af Flygtningenævnets kompetence. På denne baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 b.” §29b-Ita/2019/4/cabv

§29bgræ20204

Nævnet stadfæstede i juli 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en asylansøgning, jf. udlændingelovens § 29 b, fra en mandlig statsborger fra Syrien, der var meddelt flygtningestatus i Grækenland.Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at sagen skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for anerkendte flygtninge i Grækenland. Videre at klageren har været udsat for traumatiserende oplevelser i flygtningelejren i Grækenland. Efter en gennemgang af lovgrundlaget og beskyttelsesbegrebet og efter at have konstateret, at det ville være muligt for klageren at indrejse og tage lovligt ophold i Grækenland, hvorfra hun ikke risikerede refoulement, og henvisning til Grækenlands internationale forpligtelser, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Flygtningenævnet finder, at det vil være muligt for klageren at indrejse og tage lovligt ophold i Grækenland, hvor klageren tillige vil være beskyttet mod refoulement. Det bemærkes herved, at klageren har opnået international beskyttelse i Grækenland, der som medlem af EU er omfattet af Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder artikel 19, stk. 2, og som har tiltrådt Flygtningekonventionen, herunder efterlevelse af non-refoulement-princippet som anført i Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 1. Flygtningenævnet bemærker, at forholdene for udlændinge, der er meddelt opholdstilladelse i Grækenland, ifølge baggrundsoplysningerne er vanskelige. Det fremgår således af Røde Kors' høringssvar af 29. september 2017 vedrørende forholdene for udlændinge, der er meddelt flygtningestatus eller "subsidiary protection" i Grækenland, at situationen for anerkendte flygtninge i Grækenland er værre end for asylansøgere. Det fremgår af samme notat og af høringssvar af 30. august 2017 fra European Council on Refugees and Exiles (ECRE), at navnlig adgangen til boliger er et af de største problemer, og at de fleste anerkendte flygtninge er henvist til at bo på gaden, i hjemløsebarakker, i forladte huse eller lignende. Nævnet finder imidlertid, at der ikke er væsentlige grunde til at tro, at der er tale om sådanne generelle mangler, at en afvisning af klageren vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling, som defineret i artikel 4 i Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder og som omfattet af EMRK artikel 3 og CCPR artikel 7, ligesom nævnet finder, at klagerens personlige integritet og sikkerhed vil være beskyttet i fornødent omfang. Tilsvarende finder Flygtningenævnet ikke, at de generelle sociale og økonomiske forhold for flygtninge med konventionsstatus i Grækenland – skønt svære – i sig selv er på et så uacceptabelt niveau, at klageren efter Flygtningenævnets praksis ikke kan henvises til at tage ophold i Grækenland som første asylland. Det bemærkes herved, at det af det foreliggende baggrundsmateriale, herunder blandt andet af AIDAs rapport ”Country Report: Greece – 2017 Update”, fra februar 2018, og US Department of States rapport ” Country Reports on Human Rights Practices 2017 – Greece”, fra januar 2018, at flygtninge har samme ret til arbejde som græske statsborgere, om end det i praksis kan være svært at finde job på grund af sprogproblemer og en høj arbejdsløshed. Endvidere har flygtninge samme ret til social bistand og til lægebehandling som græske statsborgere. Flygtningenævnet finder ikke, at klageren har oplyst om konkrete omstændigheder vedrørende opholdet i Grækenland eller om personlige forhold, der kan føre til en ændret vurdering af spørgsmålet om, hvorvidt Grækenland kan tjene som første asylland for klageren. Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at klageren har oplyst, at han ikke selv har været udsat for overgreb under opholdet i Grækenland. Nævnet har videre lagt vægt på, at klageren efter nævnets vurdering ikke kan anses for at være ganske særligt sårbar. Ved vurderingen heraf har nævnet hovedsageligt lagt vægt på, at klageren er 19 år gammel og ikke har nogen helbredsmæssige problemer. Klagerens oplysninger om, at han under opholdet i Moria-lejren oplevede en retraumatisering i forhold til de oplevelser, han har haft i sit hjemland, at han har det psykisk dårligt og at han hellere vil begå selvmord end at vende tilbage til Grækenland kan ikke føre til en ændret vurdering heraf. Nævnet bemærker i øvrigt, at klagerens psykiske helbredstilstand ikke er nærmere underbygget eller dokumenteret over for nævnet. Nævnet bemærker derudover, at nævnet forudsætter, at Udlændingecenter Nordsjælland forud for en udsendelse af klageren underretter de græske myndigheder om relevante helbredsmæssige oplysninger, såfremt klageren samtykker hertil. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 b.” §29b-Græ/2020/4/CRT

§29bgræ20203

Nævnet stadfæstede i august 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en asylansøgning, jf. udlændingelovens § 29 b, fra en mandlig statsborger fra Syrien, der var meddelt flygtningestatus i Grækenland. Sagen blev behandlet på formandskompetencen. Dansk Flygtningehjælp havde i forbindelse med sagens behandling blandt andet henvist til de generelle forhold for anerkendte flygtninge i Grækenland, herunder de sociale og økonomiske forhold for flygtninge i Grækenland. Efter en gennemgang af lovgrundlaget og beskyttelsesbegrebet og efter at have konstateret, at det ville være muligt for klageren at indrejse og tage lovligt ophold i Grækenland, hvorfra han ikke risikerede refoulement, og med henvisning til Grækenlands internationale forpligtelser, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Flygtningenævnet finder, at det vil være muligt for klageren at indrejse og tage lovligt ophold i Grækenland, hvor klageren tillige vil være beskyttet mod refoulement. Det bemærkes herved, at klageren har opnået international beskyttelse i Grækenland, der som medlem af EU er omfattet af Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder artikel 19, stk. 2, og som har tiltrådt Flygtningekonventionen, herunder efterlevelse af non-refoulement-princippet som anført i Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 1. Flygtningenævnet bemærker, at forholdene for udlændinge, der er meddelt opholdstilladelse i Grækenland, ifølge baggrundsoplysningerne er vanskelige. Det fremgår således af Røde Kors' høringssvar af 29. september 2017 vedrørende forholdene for udlændinge, der er meddelt flygtningestatus eller "subsidiary protection" i Grækenland, at situationen for anerkendte flygtninge i Grækenland er værre end for asylansøgere. Det fremgår af samme notat og af høringssvar af 30. august 2017 fra European Council on Refugees and Exiles (ECRE), at navnlig adgangen til boliger er et af de største problemer, og at de fleste anerkendte flygtninge er henvist til at bo på gaden, i hjemløsebarakker, i forladte huse eller lignende. Nævnet finder imidlertid, at der ikke er væsentlige grunde til at tro, at der er tale om sådanne generelle mangler, at en afvisning af klageren vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling, som defineret i artikel 4 i Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder og som omfattet af EMRK artikel 3 og CCPR artikel 7, ligesom nævnet finder, at klagerens personlige integritet og sikkerhed vil være beskyttet i fornødent omfang. Tilsvarende finder Flygtningenævnet ikke, at de generelle sociale og økonomiske forhold for flygtninge med konventionsstatus i Grækenland – skønt svære – i sig selv er på et så uacceptabelt niveau, at klageren efter Flygtningenævnets praksis ikke kan henvises til at tage ophold i Grækenland som første asylland. Det bemærkes herved, at det af det foreliggende baggrundsmateriale, herunder blandt andet af AIDAs rapport ”Country Report: Greece – 2017 Update”, fra februar 2018, og US Department of States rapport ” Country Reports on Human Rights Practices 2017 – Greece”, fra januar 2018, at flygtninge har samme ret til arbejde som græske statsborgere, om end det i praksis kan være svært at finde job på grund af sprogproblemer og en høj arbejdsløshed. Endvidere har flygtninge samme ret til social bistand og til lægebehandling som græske statsborgere. Flygtningenævnet finder ikke, at klageren har oplyst om konkrete omstændigheder vedrørende opholdet i Grækenland eller om personlige forhold, der kan føre til en ændret vurdering af spørgsmålet om, hvorvidt Grækenland kan tjene som første asylland for klageren. Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at klageren er 22 år gammel og ikke har nogen helbredsmæssige problemer. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 b.” §29b-Græ/2020/3/CERA

viet20201

Nævnet stadfæstede i november 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mand fra Vietnam. Indrejst i 1990. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk vietnameser og buddhist af trosretning fra Binh Thuan, Vietnam. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hans familie blev efterlyst, da de flygtede fra Vietnam i 1985, da man ikke måtte rejse ud af landet, og at han risikerer at komme i fængsel, som følge af, at han stjal en båd i forbindelse med flugten fra Vietnam. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at hans familie bor i Danmark, at ansøgeren har sit liv i Danmark, at ansøgeren ikke kan forsørge sig selv i Vietnam, at ansøgeren ikke ved, hvor han skal bo i Vietnam, og at ansøgeren ikke kan indrejse i Vietnam, da han ikke har de nødvendige dokumenter, og at ansøgeren ikke kan få udstedt identifikationsdokumenter i Vietnam, hvorfor han vil være i risiko for at blive udvist af Vietnam. Endelig har ansøgeren som asylmotiv henvist til, at han som statsløs vietnameser vil være uden formel beskyttelse i Vietnam. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgeren forklaring om hans asylmotiv til grund. Ansøgeren har for Flygtningenævnet forklaret, at han i 1985, hvor han var 13 år gammel, sammen med nogle andre personer stjal en fiskerbåd og benyttede denne til at flygte fra Vietnam til Malaysia. Han forklarede endvidere, at hans far i den forbindelse blev anholdt som ansvarlig for tyveriet og var fængslet i seks måneder. Ved afhøring i medfør af udlændingelovens § 26 i forbindelse med en verserende straffesag [i sommeren] 2016 forklarede ansøgeren at tyveriet fandt sted i 1987, og at hans far var fængslet i to år. Ved oplysnings- og motivsamtale [ultimo] 2019 forklarede ansøgeren, at hans far havde besøgt Vietnam i 2002 og opholdt sig i landet i omkring fire til fem uger. Ansøgeren forklarede, at faren følte, at der blev holdt øje med ham, men ansøgeren forklarede ikke noget om, at faren ved den lejlighed oplevede problemer på grund af tyveriet i 1985. Ved fremmøde i Flygtningenævnet forklarede ansøgeren, at faren besøgte Vietnam i 2006, og at han ved den lejlighed var blevet kontaktet af den familie, der ejede båden, som havde meddelt ham, at de krævede erstatning og eventuelt ville retsforfølge ham. Denne overvejende privatretlige konflikt er ikke påberåbt af ansøgeren som asylmotiv i oplysnings- og motivsamtale [ultimo] 2019. Ansøgeren har ved den lejlighed, jf. referatets side 5, overvejende henvist til, at han og hans familie blev efterlyst, da de flygtede ud af landet, hvilket han frygtede at blive straffet for. Forklaringen må derfor i det hele betegnes som konstrueret til lejligheden og kan ikke lægges til grund. Det må efter Flygtningenævnets baggrundsoplysninger lægges til grund, at ansøgeren kan generhverve sit vietnamesiske statsborgerskab i det omfang det måtte være mistet på nuværende tidspunkt. Ansøgeren har dels ved oplysnings- og motivsamtale og dels ved sin advokats indlæg for Flygtningenævnet givet udtryk for en mere generelt formuleret frygt for forfølgelse fra de vietnamesiske myndigheders side. Denne frygt er ikke nærmere underbygget ved de foreliggende oplysninger. Da ansøgeren i [efteråret] 2019 rejste tilbage til Vietnam, blev han da heller ikke tilbageholdt i længere tid, men tværtimod pålagt at forlade ladet igen. Der er herefter ikke grundlag for at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsen afgørelse.” Viet/2020/1/EDO

syri202079

Nævnet stadfæstede i november 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og shia-muslim af trosretning fra Salamiyah, Syrien. Ansøgeren har været medlem af partierne Baath og Alzubaa. Ansøgeren blev registreret som medlem af Baath-partiet omkring seks måneder før sin udrejse fra Syrien. Ansøgeren meldte sig ind i partiet, da hans fars side af familien altid har været tilhængere af Baath-regeringen, og da ansøgeren ville komme videre med sit liv, eftersom han endnu ikke var blevet familiesammenført med sin mor, som på daværende tidspunkt havde opholdt sig i Danmark i to år. Ansøgeren var aktiv for Baath-partiet, idet han fik tildelt små opgaver, hvor han skulle rydde op på vejene i byen Salamiyah. Da Islamisk Stat forsøgte at invadere Salamiyah, fik ansøgeren udleveret våben til at bekæmpe Islamisk Stat. Ansøgeren deltog i kamphandlinger mod Islamisk Stat fem til seks gange i de seks måneder han var medlem af Baath-partiet, inden han udrejste af Syrien. Ansøgeren affyrede skud mod medlemmer af Islamisk Stat. Ansøgeren foretog også andre militærlignende handlinger. Ansøgeren plejede at køre ud med sine fætre og affyre skud mod medlemmer af Islamisk Stat. Ansøgeren blev medlem af Alzubaa-partiet tre til fire måneder før sin udrejse fra Syrien. Ansøgeren blev aldrig kontaktet af partiet, og ansøgeren har derfor ikke foretaget nogen aktiviteter for partiet. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive rekrutteret af det syriske militær, at han frygter at blive fængslet eller dræbt af de syriske myndigheder, og at han frygter, at hans familie i Syrien vil gøre ham noget. Til støtte herfor har ansøgeren har ansøgeren anført, at han er i den militærpligtige alder, og at det på grund af krigen ikke er muligt at nægte militærtjeneste. Ansøgeren ønsker ikke at påføre andre mennesker skade. Endvidere har ansøgeren anført, at de syriske myndigheder vil opfatte ham som værende dobbeltmoralsk, fordi han udrejste af Syrien og har levet et frit liv i Danmark. Endelig har ansøgeren anført, at hans fars side af familien i Syrien var tilhængere af de syriske myndigheder, hvorimod hans mors side af familien ikke var tilhængere af myndighederne. Ansøgeren frygter, at han af sin fars side af familien vil blive anset som forræder, fordi han har nægtet militærtjeneste. Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Der skal herefter træffes afgørelse om, hvorvidt der kan meddeles ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren er 18 år gammel og må derfor forventes ved en tilbagevenden til Syrien at kunne blive indkaldt til militærtjeneste. Flygtningenævnet lægger som Udlændingestyrelsen til grund, at ansøgeren af samvittighedsgrunde ikke ønsker, at aftjene værnepligt i det syriske militær. Ansøgeren er derfor isoleret set omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren er ved Vestre Landsrets dom af [foråret] 2020 idømt et års fængsel for overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1, jf. § 247, stk. 1 og 2, og for overtrædelse af knivlovens § 7, stk. 1, jf. § 1, ligesom ansøgeren også tidligere er straffet for personfarlig kriminalitet. Landsretten har i denne forbindelse fastslået, at en udvisning af ansøgeren med indrejseforbud i seks år ikke ville være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Spørgsmålet er herefter, om der kan meddeles ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt. Dette afhænger af om særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed taler derfor. Ansøgeren er indrejst som 14-årig og har således befundet sig i Danmark i omkring fire år. Han taler arabisk, han har ikke stiftet selvstændig familie, han har ikke tilknytning til arbejdsmarkedet, og han har ikke gennemført en uddannelse. Hans mor bor i Sverige og hans far og søskende i Danmark. Efter det oplyste har han stort set ikke boet sammen med sin familie efter sin ankomst til Danmark. Da han endvidere ved den nævnte Vestre Landsretsdom er dømt for alvorlig personfarlig kriminalitet, tiltræder Flygtningenævnet, at ansøgeren er udelukket fra beskyttelse efter udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2020/79/EDO

syri202078

Nævnet stadfæstede i november 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt et barn fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klagerne er etnisk arabere og sunni-muslimer fra Nawah, Syrien. Klagerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Det fremgår af sagen, at klagerne indrejste i Danmark den [i] oktober 2015, og at de [i] maj 2016 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klagerne har den [i] august 2019 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klagerne har til støtte herfor oplyst, at hele deres familie er kendt i Syrien for at være imod regimet. Klagerne har herom oplyst, at flere af deres familiemedlemmer har været anholdt, samt at den kvindelige klagers bror og fætter er blevet slået ihjel, og at adskillige er flygtet. Videre har klagerne til støtte herfor oplyst, at de frygter for deres og deres ældste søns liv. Klagerne har herom oplyst, at deres søn snart fylder 18 år, hvorfor han ved tilbagevenden til Syrien vil blive indkaldt til at aftjene værnepligt. Klagerne har til støtte herfor også oplyst, at de uagtet, at krigen ophører, vil blive tilbageholdt i Syrien. Klagerne har herom henvist til, at de er flygtet fra deres land, og at de har været og er imod regimet. Klagerne har endvidere til støtte herfor oplyst, at det forhold at den mandlige klagers bror er imod regimet, og at han har opnået konventionsstatus i Danmark, er tilstrækkeligt til, at klagerne ved en tilbagevenden til Syrien vil blive hængt. Klagerne har til støtte herfor oplyst, at den mandlige klagers bror har fået opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, idet klagerens bror også var imod regimet. Klagerne har afslutningsvist til støtte herfor oplyst, at de kommer fra Nawah, hvor der er meget uro, og at regimet i Syrien ikke bryder sig om folk derfra. Klagerne har endelig til støtte herfor også oplyst, at de under behandlingen af deres asylsag informerede om det i statusklagen anførte, hvorfor det er kommet bag på klagerne, at de alene er blevet meddelt asyl i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3 og ikke § 7, stk. 1. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med det af Udlændingestyrelsen anførte i afgørelserne [fra] maj 2016 til grund, at klagerne opfylder betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet finder, at klagerne ikke har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Syrien på grund af konkrete og individuelle forhold har bragt sig i et sådant modsætningsforhold til de syriske myndigheder eller andre, at de vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller § 7, stk. 2. Flygtningenævnet har i den forbindelse blandt andet lagt vægt på, at klagerne efter deres egne oprindelige forklaringer hovedsageligt er udrejst af Syrien på grund af de generelle forhold og på grund af den mandlige ansøgers helbredsmæssig situation. Klagerne har under klagesagen påberåbt sig, at de er konkret og individuelt forfulgt på grund af deres familienavn, da en fætter og den kvindelige ansøgers bror har været tilbageholdt og er blevet dræbt af myndighederne, og fordi den mandlige ansøger i 2011 blev tilbageholdt af myndighederne, ligesom hans bror var modstader af regimet og flygtede. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagernes forklaringer om, at de er individuelt forfulgt eller risikerer at blive det til grund. Der er herved lagt vægt på, at den kvindelige klager har forklaret udbyggende og divergerende om den mandlige klagers tilbageholdelse og om hendes brors forhold. Flygtningenævnet har således lagt vægt på, at både den kvindelige og den mandlige klager over for Udlændingestyrelsen har forklaret, at den mandlige klager ikke vidste, om det var myndighederne, der tilbageholdt ham i 2011, og at dette forhold i øvrigt ikke efter løsladelsen gav anledning til problemer, mens den kvindelige klager under nævnsmødet forklarede, at den mandlige klager havde oplyst hende om, at det var myndighederne, der havde tilbageholdt ham samt den omstændighed, at familien var eftersøgt på grund af deres efternavn som følge af navnlig en fætters og hendes brors forhold. Det bemærkes i den forbindelse, at den kvindelige ansøgers forklaring om tilbageholdelsen af hendes bror fremstår udbyggende, idet ingen af klagerne tidligere har nævnt denne tilbageholdelse. Det bemærkes videre, at både den kvindelige og den mandlige klager har forklaret, at de aldrig har oplevet problemer på grund af fætterens eller andres forhold, og at de i øvrigt var i stand til at få udstedt dokumenter kort før udrejsen og udrejse legalt af Syrien på pas i egne navne. Flygtningenævnet finder herefter, at klagerne ikke har sandsynliggjort, at de risikerer asylbegrundende forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7 i Syrien. Den omstændighed, at klagernes børn har eller senere vil unddrage sig militærtjeneste, ændrer ikke herved. Der er herved lagt vægt på, at det fremgår af Flygtningenævnets baggrundsoplysninger, at der ikke er risiko for, at familiemedlemmer til mænd, der er udeblevet fra militærtjeneste eller deserteret, vil være i risiko for asylbegrundende overgreb, med mindre der er tale om profilerede personer. Der er ikke grundlag for at antage, at klagernes sønner er særligt profilerede. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på den tid, der er forløbet siden udrejsen, og på det store antal syrere, der i mellemtiden er flygtet blandt andet for at undgå militærtjeneste. Der er derfor ikke grund til at antage, at klagerne måtte være særligt profileret i forhold til de syriske myndigheder. Klagerne opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2020/78 /SELS

syri202071

Nævnet stadfæstede i oktober 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk kurder og muslim fra [område], Syrien. Klageren har siden 2004 opholdt sig i Libanon. Klageren har været politisk aktiv, da han boede i Syrien, idet han deltog i møder i det kurdiske parti ved navn Hezb Al Mosaqbal, som er ulovligt i Syrien, og som samarbejder med PDK. Klageren betragter sig selv som værende medlem af partiet, selvom han ikke officielt var medlem. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter, at han vil blive tvunget til at aftjene militærtjeneste. Klageren har også henvist til, at han er eftersøgt af myndighederne grundet sin tilstedeværelse ved en demonstration i Qamishli i 2004. Klageren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han ikke ønsker at aftjene militærtjeneste for det syriske militær, idet han ikke vil slå andre ihjel. Indledningsvist bemærker Flygtningenævnet, at nævnet ikke finder anledning til at udsætte sagen på indhentelse af udtalelser om klagerens børn fra [navn] Kommune, jf. i øvrigt det nedenfor anførte. Flygtningenævnet bemærker at ansøgeren ved Østre Landsrets dom [i vinteren] 2020, er idømt 2 år og 6 måneders fængsel for overtrædelse af straffelovens § 181. Landsretten fandt, at der forelå særligt skærpende omstændigheder, jf. straffelovens § 181, stk. 3. Landsretten har i denne forbindelse fastslået, at en udvisning af klageren med indrejseforbud ikke ville være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Ved sagens afgørelse lægger Flygtningenævnet landsrettens endelig dom til grund. Det bemærkes, at Procesbevillingsnævnet har meddelt klageren afslag på ansøgning om tilladelse til at indbringe sagen for Højesteret. Klagerens oplysninger om, at han med bistand fra sin forsvarsadvokat vil forsøge at få sagen genoptaget, kan herefter ikke tillægges betydning. Flygtningenævnet finder efter karakteren af den pådømte kriminalitet, at klageren er dømt for en særlig farlig forbrydelse, og således må betragtes som en fare for samfundet, jf. Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2. Klageren har hustru og tre børn i Danmark. Disse indrejste alle i 2015, bortset fra det yngste barn, som er født her. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af sagens omstændigheder, herunder klagerens personlige forhold og hensynet til familiens enhed samt karakteren og grovheden af den forbrydelse, som klageren er dømt for at have begået, at der trods klagerens familiemæssige forhold ikke foreligger sådanne særlige grunde, som taler for, at klageren kan meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2020/71/ACA

stat202056

Nævnet stadfæstede i november 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt to børn fra Libanon. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er arabisk palæstinenser af etnicitet og sunni-muslim af trosretning fra Beirut, Libanon. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter, at hendes far vil gøre hende ondt, idet hun har giftet sig mod hans vilje. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at hun frygter sin ægtefælle og dennes familie, herunder at hun vil blive anholdt eller slået ihjel. Ansøgeren har endeligt som asylmotiv henvist til, at hun frygter, at hendes ægtefælles eller dennes familie, ved hendes tilbagevenden til Libanon vil kidnappe hendes to børn. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun indledte et forhold med sin ægtefælle i 2014 eller 2015, men hendes far modsatte sig ægteskabet, da ansøgeren ikke havde fået hans samtykke. Ansøgeren stak af fra sin bopæl den [Sommeren] 2015 og blev viet med sin ægtefælle i [Sommeren] 2015. Ansøgeren har endvidere oplyst, at hendes far har slået hende tre gange, og at han endvidere har truet med at spærre hende inde. Ansøgeren har endvidere til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hendes ægtefælle har udsat hende for vold, hvorfor hun i [Foråret] 2019 flyttede ind på et krisecenter og ønsker skilsmisse. Ansøgeren har endeligt til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hendes ægtefælle har været i Libanon, hvor han har anmeldt ansøgeren. Ansøgeres far har modtaget en stævning af ansøgeren fra en islamisk domstol. Ansøgeren ægtefælle har endvidere fået udstedt nationalitetspas til deres fælles børn. Spørgsmålet, om ansøgeren er omfattet af UNRWA-beskyttelse: Flygtningenævnet lægger på baggrund af ansøgerens forklaring og sagens oplysninger i øvrigt til grund, at ansøgeren er statsløs palæstinenser, og at hun er registreret ved UNRWA i Libanon og har haft adgang til UNRWA-beskyttelse og bistand. Vurderingen støttes af, at ansøgeren har gået på skoler drevet af UNRWA og fået medicinsk behandling fra UNRWA. Den 29. august 2018 offentliggjorde Flygtningenævnet på nævnets hjemmeside, at Flygtningenævnets koordinationsudvalg har besluttet at ændre nævnets hidtidige praksis i asylsager vedrørende statsløse palæstinensere fra Libanon og fra den øvrige del af UNRWAs mandatområde, således at en statsløs palæstinenser fra de pågældende områder, der har haft adgang til UNRWAs beskyttelse eller bistand, og som frivilligt har forladt området, er udelukket fra beskyttelse efter flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 1. pkt. Har den pågældende derimod været tvunget til at forlade området eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage, vil vedkommende automatisk være omfattet af flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 2. pkt. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, om der er grunde til, at ansøgeren ikke kan vende tilbage til Libanon og igen få beskyttelse af UNRWA, jf. konventionens artikel 1 D, 2. pkt. Ansøgerens oprindelige asylmotiv: Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren med sin forklaring om årsagen til sin frygt for faren har sandsynliggjort, at der er fare for, at faren vil udsætte ansøgeren for asylbegrundende forfølgelse, hvis hun vender tilbage til Libanon. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren har forklaret, at hun i en periode fra [Sommeren] 2015 til [Vinteren] 2016, efter at hun var blevet gift med sin nu tidligere ægtefælle, [A], tre gange blev udsat for vold af faren, men at volden stoppede, da ansøgerens storebror truede med at forlade familien, hvis faren fortsatte med at slå ansøgeren. Nævnet lægger videre vægt på, at faren ikke efterfølgende har truet ansøgeren, og at ansøgeren også opsøgte faren for at sige farvel, da hun i efteråret 2016 udrejste af Libanon. Endvidere lægger nævnet vægt på, at ansøgeren først søgte asyl i Danmark godt et halvt år efter indrejsen, da hun efter én gang under sit ophold i Danmark at have fået forlænget sit visum, fik afslag på yderligere forlængelse af visummet. Endelig lægger nævnet vægt på, at ansøgeren efter sin forklaring for nævnet ikke længere må antages at frygte sin far, og at hun er i kontakt med sin familie hver anden eller tredje dag. Ansøgerens nye asylmotiv: Ansøgeren har forklaret, at hun er bange for at blive anholdt i Libanon eller blive slået ihjel af [A’s] familie, ligesom hun er bange for, at [A] vil bortføre deres fælles børn [B] og [C]. Flygtningenævnet kan ligesom Udlændingestyrelsen lægge ansøgerens forklaring om årsagen til sin frygt til grund, men nævnet finder ikke, at konflikten med [A] og hans familie har en sådan karakter eller intensitet, at ansøgeren har krav på opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren til samtalen [Sommeren] 2019 forklarede, at [A] ikke har kontaktet ansøgeren, siden ansøgeren flyttede på krisecenter i [Foråret] 2019. Nævnet lægger videre vægt på [A] ikke har gjort alvor af sine to telefoniske trusler, som han fremsatte over for faren kort efter ansøgerens og [A’s] samlivsophævelse, om at skade ansøgerens far, hvis ansøgeren ikke vendte tilbage til [A]. Nævnet lægger endvidere vægt på, at [A’s] familie ikke har gjort alvor af den telefoniske trussel, som [A’s] ældste bror fremsatte over for faren i omkring [Foråret] 2019, om at skade ansøgerens far, hvis ansøgeren ikke vendte tilbage til [A]. Ansøgeren har ikke for nævnet forklaret om yderligere trusler, og hverken [A] eller [A’s] familie har således opsøgt ansøgeren eller ansøgerens familie. Nævnet finder derfor, at der ikke er konkrete holdepunkter, der støtter ansøgerens formodning om, at [A] eller [A’s] familie vil udsætte ansøgeren for asylbegrundende forfølgelse. Endvidere finder nævnet, at ansøgeren kan henvises til at søge myndighedernes eller sin families beskyttelse. Nævnet lægger herved vægt på baggrundsoplysningerne og på, at ansøgeren ved oplysnings- og motivsamtalen [Sommeren] 2017 forklarede, at ingen i [A’s] familie turde mødes med ansøgerens far privat, idet de var bange for, hvad han kunne finde på. Ansøgeren har i forbindelse med sagens behandling for Flygtningenævnet dokumenteret, at hun og [A] blev skilt ved bevilling [Efteråret] 2020. Ansøgeren har videre fremlagt en udateret ”Krisecenterfaglig erklæring vedr. børn som oplever vold i familien” med bilag vedrørende [B] og en ”Børnefaglig undersøgelse § 50” udarbejdet af Københavns Kommunes Socialforvaltning [Efteråret] 2019 vedrørende [B] og [C]. Ansøgeren har desuden fremlagt et brev af [Efteråret] 2020 fra Københavns Politi med oplysning om status på en anmeldelse af [Sommeren] 2019 om trussel på livet, hvoraf fremgår, at sagen afventer, at politiet tager stilling til den videre efterforskning, og at politiet forventer, at efterforskningen kan afsluttes i løbet af [Foråret] 2021. Det fremgår blandt andet af det fremlagte, at ansøgeren har forklaret, dels at hun i ægteskabet blev udsat for psykisk, fysisk, seksuel, materiel og økonomisk vold, til dels mens børnene har været til stede, dels at [A] har udsat [B] for både psykisk og fysisk vold. Det fremgår videre blandt andet, at ansøgeren har forklaret medarbejderne på krisecentret, at [A] gentagne gange har truet med at bortføre børnene, således at hun aldrig vil få børnene at se igen, og at krisecentret på den baggrund har vurderet, at der fortsat er bestyrket risiko for at [A] bortfører børnene til Libanon, hvis han for muligheden for det. Det fremgår endvidere blandt andet, at [A] har forklaret til Københavns Kommunes Socialforvaltning, at han ikke har udsat ansøgeren for fysisk, psykisk, seksuel eller økonomisk vold. Flygtningenævnet lægger herefter til grund, at ansøgerens forhold til [A] er problemfyldt og præget af mistillid, men uanset dette finder nævnet ikke, at ansøgerens frygt for, at [A] vil rejse med ansøgerens og [A’s] fælles børn til Libanon, hvor børnene er statsborgere, kan begrunde, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7. Børnekonventionens artikel 3 kan ikke føre til en anden vurdering. Den omstændighed, at ansøgeren i [Foråret] 2019 blev stævnet af [A] ved en islamisk domstol i Libanon i anledning af, at ansøgeren havde forladt ham, kan heller ikke begrunde, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgeren har forklaret for nævnet, at hun gav en advokat fuldmagt til at møde på hendes vegne i sagen, og at hun ikke har hørt yderligere i anledning af indkaldelsen. Det beror alene på ansøgerens formodning, at de libanesiske myndigheder vil arrestere hende, fordi hun ikke er mødt op for domstolen. Det er herefter ikke sandsynliggjort, at ansøgeren har været tvunget til at forlade UNRWA’s operationsområde eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage, fordi ansøgeren har befundet sig i en alvorlig usikkerhedssituation. Det kan ikke føre til et andet resultat, at ansøgeren har anført, at hun ikke har noget sted at bo i Libanon, ligesom de generelle forhold for statsløse palæstinensere i Libanon ikke kan begrunde asyl. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren er omfattet af artikel 1 D, 1. pkt., i Flygtningekonventionen og således er udelukket fra at opnå asyl i Danmark, og ansøgeren må ligesom ansøgerens børn, der er libanesiske statsborgere, formodes på ny at kunne indrejse i Libanon og tage lovligt ophold og på ny have adgang til beskyttelse eller bistand fra UNRWA. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. ”stat/2020/56/MIMA

soma202092

Nævnet stadfæstede i november 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk Hawiye, Subklan Ibrahim Isse og underklan Arwat, og muslim af trosretning fra Aboorey, Hiraan-regionen, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han har haft problemer med al-Shabaab, siden de overtog kontrollen over Hiraan-regionen i 2007. Al-Shabaab henvendte sig til klageren på hans bopæl med henblik på at rekruttere ham til terrorbevægelsen, idet klageren er i den militærdygtige alder. Klageren afviste imidlertid at tilslutte sig al-Shabaab. Klageren og 16 andre mænd blev i [sommeren] 2014 kidnappet af al-Shabaab med henblik på at tvangsrekruttere dem. Klageren og de øvrige personer, som blev kidnappet, modtog militærtræning af al-Shabaab i cirka 25 dage. I [sommeren] 2014 lykkedes det klageren at flygte fra al-Shabaabs træningslejr, idet al-Shabaabs træningslejr blev angrebet af ukendte militærstyrker. Al-Shabaab vil betragte klageren som profileret, idet han flygtede fra al-Shabaabs træningslejr. Ved en tilbagevenden til Somalia vil klageren blive genkendt, idet alle kender hinanden i klagerens landsby. Klageren har til støtte herfor endvidere oplyst, at al-Shabaab vil opsøge ham, da klageren vil have omgivet sig med de vantro i et ikke-muslimsk land, idet klageren har opholdt sig i vesten. Udlændingestyrelsen meddelte i [vinteren] 2017 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Nævnet lægger herved ligesom Udlændingestyrelsen vægt på, at klageren på en række centrale punkter har forklaret forskelligt og udbyggende om sine konflikter under sin oprindelige asylsag og under sin inddragelsessag, herunder om hvornår klageren angiveligt oplevede problemer med al-Shabaab, hvorvidt han blev fængslet eller ej, og hvilke forhold der førte til konflikterne og hændelsesforløbet vedrørende al-Shabaabs forsøg på at rekruttere klageren. Klagerens forklaring for Flygtningenævnet, hvorefter han kun har modtaget Udlændingestyrelsens afgørelse af [vinteren] 2015 på dansk og derfor ikke har forstået, at der kun var meddelt opholdstilladelse på grund af de generelle forhold i hjemområdet – hvilket var årsag til, at han ikke straks påklagede afgørelsen – kan ikke føre til en ændret vurdering. Henset til ovenstående og til det i øvrigt oplyste kan nævnet ikke lægge til grund, at klageren er profileret i forhold til al-Shabaab. Flygtningenævnet lægger derfor til grund, at klageren udrejste af Somalia som følge af de generelle forhold i landet på det pågældende tidspunkt. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, om der på nuværende tidspunkt er anledning til at antage, at de generelle forhold i Aboorey, Hiraan-regionen, Somalia, hvor klageren kommer fra, er sådanne, at en tilbagesendelse af klageren til Somalia vil udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser. Flygtningenævnet finder ligesom Udlændingestyrelsen og på grundlag af de foreliggende baggrundsoplysninger, at situationen i Aboorey, Hiraan-regionen, Somalia, er ændret således, at ikke enhver ved sin blotte tilstedeværelse vil være i risiko for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 3. Forholdene i området er fortsat skrøbelige og uforudsigelige, men dog forbedrede. Ændringerne findes endvidere ikke at være af helt midlertidig karakter. Efter en samlet vurdering af baggrundsoplysningerne finder Flygtningenævnet, at situationen er af en sådan karakter, at en udsendelse af klageren til Aboorey, Hiraan-regionen, Somalia, ikke længere udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser. I henhold til udlændingelovens § 19 a, stk. 1 – der har virkning ved vurdering af spørgsmål om inddragelse af opholdstilladelser, som er opstået efter den 1. juli 2019 – skal klagerens opholdstilladelse herefter inddrages, medmindre dette vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Ud over EMRK indeholder også andre internationale konventioner, blandt andet FN’s konvention om borgerlige og politiske rettigheder, bestemmelser, der kan have betydning for, om Danmark som følge af internationale forpligtelser er afskåret fra at nægte klageren fortsat ophold i Danmark. Overordnet gælder, at EMRK som udgangspunkt respekterer medlemsstaternes adgang til at fastsætte nationale regler om asyl og opholdstilladelse, og at denne adgang alene begrænses af de forpligtelser, der beskyttes af konventionen. Ifølge EMRK artikel 8, stk. 1, har enhver ret til respekt for blandt andet sit privat- og familieliv. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder, jf. artikel 8, stk. 2. Inddragelsen af klagerens opholdstilladelse har hjemmel i udlændingelovens § 19, stk. 1, hvis indhold klageren fik meddelelse om, da han fik opholdstilladelse. Det kan ikke ændre herved, at udlændingelovens § 19 a på et senere tidspunkt har indført en ”ny tilgang til udlændinge- og integrationsområdet med fokus på midlertidighed og hjemsendelse”, idet hensigten med bestemmelsen er at tydeliggøre, at der skal ske inddragelse, medmindre der derved sker en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser. Ved vurderingen af, om indgrebet af de grunde, der er anført i artikel 8, stk. 2, er nødvendigt, skal der foretages en vurdering af statens interesse i at inddrage klagerens opholdstilladelse over for intensiteten af det indgreb, en sådan inddragelse kan indebære i hans ret til familie- og/eller privatliv. Nævnet finder i den forbindelse, at en håndhævelse af udlændingelovens § 19 a, jf. § 19, udgør et anerkendelsesværdigt formål, der kan begrunde indgreb efter artikel 8, stk. 2, jf. herved også Konstatinov v. the Netherlands (2007), præmis 53, Nnyanzi v. United Kingdom (2008), præmis 76, og Nacic and others v. Sweden (2012), præmis 79. For så vidt angår klagerens ret til familieliv fremgår det af sagen, at klagerens onkel, to brødre og søster bor i Somalia. Klageren har kontakt til sin onkel i Somalia og har talt med denne to gange i 2020. Han har ikke kontakt til sine søskende. Han har ingen familie i Danmark. For så vidt angår retten til privatliv fremgår det af sagen, at klageren indrejste i Danmark som 26-årig i [vinteren] 2014, og at han har haft lovligt ophold i Danmark i omkring 5 år. Han har samlet haft arbejde i Danmark i omkring 1 år og har bestået prøve i dansk 1. Han er sund og rask. Han har 11 års skolegang i Somalia og taler somali. Flygtningenævnet finder på denne baggrund efter en samlet vurdering, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse ikke er i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2020/92/HMU.

niga20204

Nævnet stadfæstede i november 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Nigeria. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk ibo og katolik fra [område] Nigeria. Ansøgeren har været medlem og formand for gruppen MASSOB. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Nigeria frygter, at de nigerianske myndigheder vil slå ham ihjel, og at Boko Haram vil slå ham ihjel. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han er medlem af gruppen MASSOB, som ønsker Biafras selvstændighed fra Nigeria. Han har videre henvist til, at han i [område] har været koordinator og formand for gruppen, og at han derfor er efterlyst af de nigerianske myndigheder. Ansøgeren har videre henvist til, at politiet har været hjemme ved ham flere gange, samt at myndighederne har arresteret en leder rangerende under ham. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at Boko Haram har slået hans bror ihjel, fordi broren var ibo og kristen, og at Boko Haram efter brorens død har fortalt ham, at han skal konvertere til islam for at blive boende og drive brorens forretning. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren har en konflikt med de nigerianske myndigheder fordi ansøger var formand for MOSSAB i ansøgerens lokalområde [område]. Det kan heller ikke lægges til grund, at ansøgeren har en konflikt med Boko Haram. Der er herved henset til, at ansøgeren omkring sit asylmotiv har afgivet en forklaring, som på flere punkter fremstår divergerende, udbyggende, utroværdig og konstrueret til lejligheden. Der er ved afgørelsen heraf lagt vægt på de samme omstændigheder, som anført af Udlændingestyrelsen i sin afgørelse. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende omkring, hvorvidt ansøgerens søster er blevet opsøgt. Ansøgeren har på nævnsmødet forklaret, at ansøgerens søster blev opsøgt i Nigeria efter ansøgerens udrejse, men har til sin motiv- og oplysningssamtale forklaret, at søsteren bor i Sydafrika, og har boet der i 8 år. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende vedrørende sine familieforhold. Til sin asylsamtale har ansøger således, forklaret, at han har 1 storebror og 1 storesøster. Under nævnsmødet har ansøger imidlertid forklaret, at han har 6 søskende – 3 brødre og 3 søstre. Hertil har ansøgeren forklaret, at han nok har forklaret forkert herom. Ansøgeren har under nævnsmødet endvidere forklaret, at ansøgerens bror blev dræbt af myndighederne i [område], mens ansøgeren til sine samtaler med Udlændingestyrelsen har oplyst, at broderen blev dræbt i det nordlige Nigeria af Boko Haram. I sin forklaring under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at det var [K], der stod for kontakten til menneskesmugleren. Senere har han forklaret, at menneskesmuglerens navn var [J]. Under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at [K] og [J] for ham er den samme person. Ansøgeren har endvidere ikke været i stand til at forklare, hvem [K] og [J] er og hvilke roller de havde. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende omkring den pris, som han skulle betale for sin udrejse til menneskesmugleren. Til sin asylsamtale har ansøgeren forklaret, at han ikke var bekendt med prisen for rejsen. På nævnsmødet har ansøgeren derimod forklaret, at han betalte 30.000 euro for sin udrejse, som han skulle afdrage når han havde fået et arbejde i Danmark. Ansøgeren har forklaret divergerende omkring, hvorvidt han havde kontakt med Boko Haram i forbindelse med sin broders død. Til sin Oplysnings- og Motivsamtale har ansøgeren forklaret, at Boko Haram forsøgte at få ansøgeren til at konvertere til Islam og gav ham betænkningstid til overvejelse heraf. Til sin asylsamtale har ansøgeren derimod forklaret, at han ikke personligt blev opsøgt af Boko Haram, men havde hørt fra lokalbefolkningen, at Boko Haram havde sagt at alle skulle forlade [område]. Ansøgerens advokat har i sit indlæg oplyst, og ansøgeren har på nævnsmødet forklaret, at ansøgeren overfor menneskesmugleren måtte ”sværge Woodoo” og love at betale af på udgifterne for sin udrejse. Ansøgeren er ikke blevet opsøgt i Danmark, men ansøgerens familie i Nigeria er blevet opsøgt. Flygtningenævnet kan ikke lægge denne oplysning til grund ved sagens afgørelse. Der er herved henset til, at dette er en udbyggende forklaring, som ansøgeren ikke under sine to samtaler med Udlændingestyrelsen har fundet anledning til at oplyse om. Det forhold, at advokaten har oplyst, at ansøgeren ikke tidligere har turde fortælle herom, kan ikke føre til et andet resultat. Det bemærkes, at uanset den tid som er hengået siden Udlændingestyrelsens afgørelse kan dette ikke begrunde en hjemvisning af sagen til Udlændingestyrelsen. Der er herved henset til, at dette alene skyldes ansøgerens forhold, idet denne i perioden fra [sommeren] 2018 til [sommeren] 2020 har været registreret udeblevet. Flygtningenævnet bemærker, at det forhold at ansøgeren har deltaget i demonstrationer i Danmark ikke kan antages at være kommet til de nigerianske myndighedernes kendskab. Flygtningenævnet finder endvidere ikke anledning til at hjemvise sagen til Udlændingestyrelsen til afgørelse af ansøgers nye asylmotiv omkring at han skulle være menneskehandlet. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at det på baggrund af udtalelsen fra Udlændingestyrelsen af dags dato ikke kan afvises, at ansøger har været udsat for menneskehandel. Dette kan imidlertid ikke føre til, at Flygtningenævnet ikke kan tage stilling til dette nye asylmotiv. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at det kan lægges til grund, at ansøger risikerer asylrelevant forfølgelse ved en tilbagevenden til Nigeria som følge af at han skulle have være udsat for menneskehandel i forbindelse med sin udrejse. Der er herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Nigeria vil være i risiko for asylrelevant forfølgelse. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger kan de generelle forhold i Nigeria ikke begrunde asyl efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder på ovennævnte baggrund, at ansøgeren ikke er sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Nigeria vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse fra [efteråret] 2017.” Niga/2020/4/aca

iran202085

Nævnet meddelte i november 2020 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kalhor fra Kermanshah, Iran. Ansøgeren har oplyst, at han er født muslim, men er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive straffet af de iranske myndigheder samt hans far og svigerfar, fordi han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i foråret 2014 gennem en ven fik interesse for kristendommen. Efter noget tid blev han introduceret til den kirke hvori hans ven kom. Frem til sin udrejse deltog han ugentligt i møder i kirken. I [Efteråret] 2014 blev kirken afsløret, hvorfor ansøgeren så sig nødsaget til at flygte ud af Iran. Ansøgeren har endvidere oplyst, at han siden [Efteråret] 2014 har deltaget i Frederikshavns Kirkecenters gudtjenester og arrangementer, og at han [Foråret] 2015 blev døbt. Ansøgeren har endeligt til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han er aktiv på Facebook og Instagram, hvor han deler religiøst og politisk materiale. Han har på baggrund heraf modtaget trusler både online og på asylcenteret. Ansøgeren har for nævnet redegjort for sin kristne tro, og hvordan han lever et liv i Danmark som kristen, herunder med blandt andet ugentlig deltagelse i gudstjenester sammen med sin danske kæreste, som han planlægger at gifte sig med, og deres fælles datter. Ansøgeren blev efter forudgående dåbsundervisning døbt [Foråret] 2015 efter godt fem måneders ophold i Danmark, og på baggrund af de fremlagte udtalelser, herunder udtalelser af [Foråret ] 2017, [Vinteren] 2018 og [Sommeren] 2020 fra sognepræst (indtil [Vinteren] 2017) [A], [Kirke A’s] Pastorat, udtalelse af [Foråret] 2017 fra [B], [Kirke B], udtalelse af [Vinteren] 2018 fra daglig leder [C] og projektkoordinator [D], [Kirke C], udtalelse af [Efteråret] 2018 fra cand. Theol. [E] og udtalelse af [Vinteren] 2018 fra [F], [Kirke D], lægger Flygtningenævnet til grund, at ansøgeren siden [Vinteren] 2016 forsat har søgt viden om kristendommen og været aktiv i det kristne menighedsliv. Ansøgeren har da også for nævnet i forbindelse med genoptagelse fremstået med en mere omfattende viden om kristendommen, end han gjorde i forbindelse med asylsagens behandling i 2015 og 2016. Desuden har ansøgeren på overbevisende måde redegjort for kristendommens betydning for ham. Ansøgeren har endelig oversat flere kristne tekster/bøger til farsi under sit ophold i Danmark. Flygtningenævnets flertal finder på denne baggrund og under hensyn til det indtryk, som ansøgeren har givet i nævnsmødet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hans konversion fra islam til kristendommen er reel. Flertallet lægger i overensstemmelse med ansøgerens forklaring til grund, at han ved en tilbagevenden til Iran vil leve åbent som kristen, og at hans konversion som følge heraf vil komme de iranske myndigheder til kendskab. Flygtningenævnet finder på denne baggrund efter en samlet vurdering, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i en risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2020/85/MIMA

iran202084

Nævnet meddelte i november 2020 opholdstilladelse (K -status) til et ægtepar samt to børn fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske kurdere og har oplyst at være konverteret til kristendommen. Ansøgerne er fra [by], Kermanshah, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerne har som asylmotiv fortsat henvist til, at de ved en tilbagevenden til Iran frygter myndighederne, idet de er konverteret til kristendommen siden deres indrejse i Danmark. Ansøgerne har til støtte for deres asylmotiv vedrørende deres konversion oplyst, at de har fortsat deres kristne aktiviteter. Den mandlige ansøger udbreder kendskabet til kristendommen gennem forskellige missionsaktiviteter, blandt andet gennem prædikener, bønner, tolkning ved gudstjenester og til dåbsundervisningsforløb. Ansøgerne har endvidere henvist til, at den mandlige ansøger har modtaget dødstrusler på Facebook i forbindelse med nogle opslag vedrørende kristendommen, og at familiens barnevogn er blevet ødelagt, som følge af deres åbenhed omkring kristendommen. Ansøgerne har ydermere henvist til, at deres søn er født og døbt i Danmark, hvilket de iranske myndigheder vil blive bekendt med, såfremt de skal indrejse og lade sønnen registrere i Iran. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgernes forklaringer til grund. Ansøgerne har forklaret, at de begge var religiøse, da de forlod Iran. De har forklaret, at de kort efter ankomsten til Danmark blev præsenteret for kristendommen af et nært familiemedlem. Det lægges til grund, at flere af deres nære familiemedlemmer er konverteret til kristendommen i Danmark. Ansøgerne blev døbt i 2016. Det ses ikke, at de under samtalerne i Udlændingestyrelsen er blevet spurgt til deres eventuelle interesse for andre religioner. Det er dokumenteret, at begge, men særligt den mandlige ansøger, har haft mange religiøse aktiviteter, siden de fik afslag i [sommeren] 2018. Den mandlige ansøger har skrevet prædikener og holdt fire, han har deltaget i flere religiøse møder, og har hjulpet præsten, dels med oversættelse, men også med undervisning i forbindelse med dåbsforberedelse af farsi-talende. Han har lagt religiøst materiale op på flere sociale medier, herunder videoklip af sine prædikener. Begge har forklaret, at de i det daglige læser i biblen, herunder også for deres børn, at de beder og at de missionerer for andre. Begge har forklaret, at de også, såfremt de udsendes til Iran, vil fortsætte deres kristne aktiviteter. Sammenfattende finder nævnet, at begge ansøgere har sandsynliggjort, at deres konversion til kristendommen er reel. Som følge heraf har de sandsynliggjort, at de risikerer forfølgelse, jf. Udlændingelovens § 7, stk. 1, såfremt de udsendes til Iran. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgerne og medfølgende børn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2020/84/gdan

iran202083

Nævnet omgjorde i november 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran, således at han fortsat har opholdstilladelse (K -status). Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk kurder fra Naghadeh, Iran. Klageren har oplyst, at han var muslim af religiøs overbevisning, men at han har mistet interessen for islam, og at han sommetider går i kirke. Klageren har endvidere oplyst, at han har været aktiv for partiet PDKI. Udlændingestyrelsen meddelte [i efteråret] 2010 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygtede at blive slået ihjel af de iranske myndigheder som følge af sine politiske aktiviteter for partiet PDKI. Udlændingestyrelsen har [i sommeren] 2020 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af den daværende udlændingelovs § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 2, nr. 3, jf. § 10, stk. 2, nr. 1, jf. § 22, nr. 4 og § 19, stk. 7, jf. § 26, stk. 2, og § 31.Udlændingestyrelsen har vurderet, at klageren i Norge er dømt for et forhold, som kunne medføre udvisning, såfremt pådømmelsen var sket i Danmark. Klageren har som asylmotiv fortsat henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter de iranske myndigheder som følge af sine politiske aktiviteter for PDKI. Klageren har endvidere oplyst, at hans halvbror, Hamzeh, i forbindelse med kamphandlinger måtte flygte til Irak, hvorfor de iranske myndigheder nu holder øje med klagerens familie. Klageren har hidtil haft opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, og det lægges til grund, at klageren fortsat er omfattet af anvendelsesområdet for denne bestemmelse. Af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen, tiltræder Flygtningenævnet, at betingelserne er opfyldt efter udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 2, nr. 3, jf. § 10, stk. 2, nr. 1, jf. § 22, nr. 4, for at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse med henvisning til den narkotikakriminalitet, som han i 2015 er blevet idømt en fængselsstraf på 1 år og 2 måneder for i Norge, og som kunne medføre udvisning, hvis pådømmelsen var sket i Danmark. Det fremgår af sagen, at anklagemyndigheden har vurderet, at en straf for en tilsvarende forbrydelse i Danmark ville være på 4-6 måneders fængsel. Den 1. marts 2019 trådte udlændingelovens § 19 a i kraft, hvorefter en opholdstilladelse efter § 7 skal inddrages – når betingelserne i § 19, stk. 2, nr. 3, er opfyldt – medmindre det vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Det må efter forarbejderne til lovændringen (lovforslag nr. L 140 af 15. januar 2019) lægges til grund, at den nye bestemmelse i § 19 a ikke finder anvendelse i sager, som Udlændingestyrelsen har indledt forud for lovens ikrafttræden, idet der vedrørende disse sager således fortsat skal ske en vurdering efter den tidligere bestemmelse i udlændingelovens § 19, stk. 7, jf. dagældende lovbekendtgørelse nr. 1117 af 2. oktober 2017, jf. § 26, stk. 1, om, hvorvidt en udvisning må antages at virke særlig belastende. Klagerens sag skal således afgøres efter de hidtidige regler. Efter en samlet afvejning af karakteren af den begåede kriminalitet og klagerens tilknytning til henholdsvis Danmark og Iran sammenholdt med varigheden af klagerens ophold i Danmark og oplysningerne om ansøgerens herboende families forhold, finder Flygtningenævnet, at betingelserne for at nægte at forlænge ansøgerens opholdstilladelse ikke er opfyldt, jf. herved udlændingelovens § 19, stk. 7, 2. pkt., jf. § 26, stk. 2, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 og den proportionalitetsbedømmelse, der følger af bestemmelsen, når der foretages indgreb i retten til familie- og privatliv. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse, således at ansøgeren fortsat har opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2020/83/CERA

iran202082

Nævnet meddelte i november opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og fra Dizawand, Iran. Ansøgeren er født sunni-muslim, men er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har siden 2009 været politisk aktiv for det Kurdisk Iranske Demokratiske Parti (KDPI). Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter de iranske myndigheder. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han siden 2009 har været politisk aktiv for KDPI. Ansøgeren udførte i hemmelighed politiske aktiviteter sammen med sin storebror, [T] og fætter, [S]. [I efteråret] 2015 var ansøgeren ude og skrive slogans på mure med sin bror og fætter, da han så, at en mand, [R], holdt øje med ham. Ansøgeren, dennes bror og fætter løb hjem til [S], hvor ansøgerens bror ringede til nogle kontakter hos KDPI. Ansøgerens bopæl blev ransaget af efterretningstjenesten Ettela’at, der tog ansøgerens bærbare computer, nogle CD’er, bøger og papirer med politisk materiale. Ansøgeren har som asylmotiv videre henvist til, at han i Danmark er konverteret til kristendommen. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han besøgte en kirke for første gang i foråret 2016 sammen med to andre iranske asylansøgere. Ansøgeren blev døbt og konverterede [i] oktober 2016. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om hans politiske aktiviteter i Iran til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om aktiviteterne i Iran fremstår divergerende, udbyggende og usandsynlig. Flygtningenævnet kan i det hele vedrørende denne del af asylmotivet henholde sig til Flygtningenævnets begrundelse [sommeren 2018]. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren i Danmark har deltaget i politiske aktiviteter for KDPI, men Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at de politiske aktiviteter i Danmark har profileret ham i asylbegrundende omfang i Iran. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring om hans kristne aktiviteter til grund. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer kan lægge ansøgerens forklaring om hans kristne overbevisning til grund. Dette flertal har lagt vægt på, at ansøgeren under nævnsmødet har forklaret forholdsvis detaljeret om, hvordan han løbende er gået med andre asylansøgere i forskellige kirker og om, hvordan kristendommen har givet ham ro og lært ham ydmyghed og tilgivelse, ligesom han har beskrevet, hvordan han føler sig bedre tilpas og er en bedre ven. Flygtningenævnets flertal kan således lægge ansøgerens forklaring om hans konversion til grund. Flygtningenævnets flertal har herved lagt vægt på, at ansøgeren under nævnsmødet har demonstreret stor viden om kristendommen og kristne begreber, ligesom han har været i stand til i tilstrækkelig grad at redegøre for sine egne indre refleksioner i forbindelse med sin konvertering til kristendom og især for sin glæde ved at være tæt på Jesus i forbindelse med sin korsang. Flygtningenævnets flertal lægger herefter og efter en samlet vurdering af a søgerens refleksioner vedrørende kristendommen til grund, at ansøgeren i Danmark er blevet overbevist kristen, og at han ved en genindrejse i Iran vil praktisere og missionere kristendommen og derved risikere asylbegrundende forfølgelse. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2020/82/SELS

iran202081

Nævnet stadfæstede i november 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og ateist fra [A], Iran. Ansøgeren har oplyst, at hun har været medlem af KDPI siden 2009, og at hun i 2013 meldte sig ind i KDPI Danmark. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive fængslet og henrettet af de iranske myndigheder, fordi de har opdaget, at hun er medlem af KDPI og har deltaget i demonstrationer arrangeret af KDPI Danmark. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at hendes søn i [sommeren] 2019 er blevet opsøgt af den iranske efterretningstjeneste. Ansøgerens søn blev tilbageholdt og tortureret i seks timer, fordi efterretningstjenesten ville have informationer om ansøgeren, og hvad hun laver i Danmark, idet de iranske myndigheder havde identificeret ansøgeren ud fra to fotos og en videooptagelse, som de viste til ansøgerens søn. Ansøgeren har oplyst, at de to fotos er fra 2013 og viser, at ansøgeren har deltaget i en demonstration foran [bygning] i Danmark. Det ene af disse fotos har i 2013 været på forsiden af et blad udgivet af [navngiven organisation]. Videooptagelsen er fra en demonstration i [årstal] og viser, at ansøgeren brænder det iranske flag af foran [bygning] i Danmark. Videre har ansøgeren oplyst, at hun i perioden fra 2010 til 2011 fire gange fragtede materiale tilhørende KDPI fra byen [B] til hendes hjemby [A]. Endelig har ansøgeren oplyst, at hendes familie er stor og kendt i Iran, og at de iranske myndigheder holder øje med familien for at finde bevis på, at de er peshmerga og udfører opgaver for KDPI. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren på grund af sine politiske aktiviteter i Danmark er kommet i et modsætningsforhold til de iranske myndigheder, og at hun som følge heraf skal meddeles asyl. Der er herved henset til, at det fremstår usandsynligt, at ansøgeren skulle være i de iranske myndigheders søgelys på baggrund af den fremlagte videooptagelse af en demonstration foran [bygning] i København i [årstal]. Af to billeder angiveligt af ansøgeren fra denne demonstration har ansøgeren udpeget sig selv. Heller ikke de fremlagte fotos af ansøgeren ved en demonstration foran [bygning] i 2013 kan bevirke at ansøgeren kan anses for særligt profileret. Der er herved lagt vægt på, at ansøger på disse fotos ikke tydeligt fremgår og i øvrigt iført solbriller. Ansøgeren har endvidere efterfølgende været indrejst i Iran uden problemer. Ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at hun i forhold til de iranske myndigheder er blevet profileret som følge af sine begrænsede politiske aktiviteter. Ansøgerens forklaring om, ansøgerens søns tilbageholdelse i [sommeren] 2019 fremstår på ovennævnte baggrund usandsynlig og konstrueret til lejligheden. Ansøgerens forklaring under nævnsmødet om en skudepisode i ansøgers hjem i 1995, i hvilken forbindelse ansøgeren angiveligt blev anholdt, kan heller ikke føre til en anden vurdering. Oplysningen herom fremstår udbyggende i forhold til ansøgerens forklaringer i sin motiv- og oplysningssamtale [i sommeren] 2019 og i sin asylsamtale [i begyndelsen af] 2020. Det forhold, at ansøgeren har forklaret, at hun ikke tidligere har nævnt episoden, idet det var svært at tale om og var en traumatiserende oplevelse, kan ikke føre til en anden vurdering. Det fremlagte journalnotat [fra sommeren] 2020 fra ansøgerens broders psykolog kan i den forbindelse ikke føre til en anden vurdering heraf. Ansøgerens forklaring om den fremlagte nekrolog vedrørende ansøgers mor fremstår endvidere udbyggende i forhold til ansøgers tidligere forklaringer. Efter sit ophold i Danmark som familiesammenført med sin daværende ægtefælle har ansøgeren i 2014 og i 2017 været indrejst til Iran, uden at dette efter det oplyste har givet hende problemer. Ansøgeren har endvidere i 2018 uden problemer fået udstedt et nationalitetspas. Det forhold, at ansøgeren efter sine egne oplysninger er ateist kan ikke føre til en anden vurdering. Der er ikke på baggrund af de foreliggende baggrundsoplysninger grundlag for at antage, at ansøgeren som tilbagevendt iransk asylansøger risikerer forfølgelse. Således fremgår det af rapport udgivet 14. april 2020 fra den Australske regering, ”Department of Foreign Affairs and Trade” side 69 om ”Treatment og Returnees” blandt andet: ”5.28 The IOM runs a program to assist voluntary returnees to Iran, in cooperation with the country from which they are returning. Iranian authorities cooperate with the IOM in this regard. … 5.29 Authorities pay little attention to failed asylum seekers on their returns to Iran.” Flygtningenævnet finder endelig ikke på baggrund af de fremkomne oplysninger om en episode i 1995 grundlag for en hjemvisning af sagen. På ovennævnte baggrund og efter en samlet vurdering har ansøgeren herefter ikke sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran 2020/81/CARA

erit202018

Nævnet meddelte i september 2020 opholdstilladelse K-status til en mandlig statsborger fra Eritrea Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk tigrinya og kristen ortodoks fra [område] Eritrea. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men han har deltaget i politiske arrangementer og møder arrangeret af [politisk organisation] i forbindelse med aftjening af militærtjeneste. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Eritrea frygter at blive henrettet af myndighederne. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han er deserteret fra militærtjeneste, hvor han har arbejdet på frivillig basis fra 1990 til 1994, og blev genindkaldt i 1998, hvor han har arbejdet frem til sin udrejse af Eritrea. Flygtningenævnet finder, at klager isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, idet han ved en tilbagevenden til Eritrea vil være i et modsætningsforhold til de eritreiske myndigheder, som følge af hans desertering fra militærtjeneste. En tvangsmæssig udsendelse af klager vil derfor som udgangspunkt være i strid med udlændingelovens § 31. Af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt. fremgår, at en udlænding, som er meddelt indrejseforbud i medfør af udlændingelovens § 31 ikke kan meddeles opholdstilladelse medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed taler derfor. Ved afgørelsen af, hvorvidt der foreligger sådanne særlige grunde, skal der foretages en proportionalitetsafvejning mellem grovheden af den begåede kriminalitet i forhold til, om der foreligger særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed. Proportionalitetsafvejningen skal foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionen. Af sagen fremgår, at klageren [i sommeren] 2015 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren kom til Danmark som [alder]. Af samtalereferat fra [efteråret] 2020 fremgår blandt andet, at klageren har en ægtefælle i Danmark, som han stadig er gift med. Parterne har 5 fællesbørn i [alderen]. Ægtefællen ønsker ikke længere at være i et parforhold med ham, hvilket har været tilfældet, siden hun anmeldte ham for vold mod hende og deres børn. Han har samvær med sine børn én dag hver anden weekend. Han har deltaget i sprogskole, men har ikke taget en uddannelse i Danmark. Han har haft job som lagermedarbejder på [arbejdsplads] fra [vinteren] 2017 indtil [vinteren] 2020. Ansættelsen ophørte, da klageren skulle afsone sin fængselsstraf. Han har ikke været medlem af nogen foreninger i Danmark. I Eritrea er klagerens forældre afgået ved døden. Han har ikke haft søskende. Han har onkler, tanter fætre og kusiner, som opholder sig i Eritrea og som han har kontakt med. Han har 10 års skolegang i Eritrea og har arbejdet i militæret. Klageren er ved Vestre Landsrets dom fra [vinteren] 2019 straffet med fængsel i 6 måneder og udvist af Danmark med indrejseforbud i 6 år for grov vold i form af mishandling efter straffelovens § 245 overfor børnene og vold efter straffelovens § 244 overfor ægtefællen. Uanset klageren er fundet skyldig i personfarlig kriminalitet og idømt en fængselsstraf i 6 måneder herfor, finder Flygtningenævnet ikke, at klageren som følge af denne dom må betragtes som en fare for samfundet. Der er på denne baggrund ikke grundlag for at udelukke klageren fra at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1” Erit/2020/18/aca

erit202017

Nævnet meddelte i november 2020 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger og hendes fire medfølgende børn fra Eritrea. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte:”Klageren er etnisk tigrinya og ortodoks kristen af trosretning fra [landsby], Eritrea. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark i 2016, og at hun [i sommeren] 2019 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Klageren har [primo] 2020 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hun frygter at blive udsat for repressalier fra de eritreiske myndigheder. Klageren frygter desuden, at hun vil blive indkaldt til nationaltjeneste. Klageren har herom oplyst, at hendes ægtefælle deserterede fra nationaltjenesten i 2009. Et par dage efter blev klageren opsøgt af myndighederne, som krævede, at hun betalte 50.000 nakfa for ægtefællens desertering. Klageren oplyste, at hun havde brug for tid til at skaffe pengene, hvilket myndighederne indvilligede i. Klageren betalte ikke beløbet, men udrejste i stedet af Eritrea. Klageren frygter således, at hun vil blive fængslet ved en tilbagevenden til Eritrea. For så vidt angår klagerens frygt for at blive indkaldt til nationaltjeneste, har klageren oplyst, at hun er 31 år gammel og dermed i en alder, hvor hun ikke uden videre vil være fritaget for at aftjene nationaltjeneste. Klageren har således henvist til, at børnene har nået en alder, hvor det ældste barn vil kunne passe den yngste. Flygtningenævnet kan lægge klagerens forklaring til grund. Af baggrundsoplysningerne, herunder blandt andet UK Home Office Country Policy and Information Note Eritrea (udgivet i november 2016) og Landinfo af 21. januar 2019 Respons Eritrea: Endringer i nasjonaltjenesten? fremgår blandt andet, at gifte kvinder med børn er fritaget/hovedsageligt er fritaget fra nationaltjeneste. På denne baggrund, og da klageren i dag er 31 år og har fire mindreårige børn, heraf et barn på kun tre år, kan Flygtningenævnet tiltræde Udlændingestyrelsens vurdering hvorefter det ikke kan lægges til grund, at klageren ved en tilbagevenden til Eritrea risikerer at skulle aftjene nationaltjeneste. Der er herved tillige henset til, at klageren ikke inden sin udrejse var blevet indkaldt til nationaltjeneste, fordi hun var gift og da havde et mindreårigt barn, og at klageren ikke tidligere har forklaret, at hun frygtede at blive indkaldt til nationaltjeneste. Klageren har forklaret, at hun få dage efter sin ægtefælles desertering blev indkaldt til et møde hos myndighederne, hvor hun fik besked på, at hun skulle betale 50.000 Nakfa, fordi hendes ægtefælle var deserteret, og at hun få dage efter udrejste af Eritrea. Det er efter de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder navnlig Eritrea National Service, udgivet af Dansk Flygtningehjælp og Udlændingestyrelsen den 1. januar 2020 usikkert, hvilken konsekvens en desertering har for en tilbageværende ægtefælle, herunder om ægtefællen fortsat risikerer fængselsstraf, hvis en pålagt ”bøde” ikke betales. Når dette sammenholdes med, at klageren er udrejst illegalt, har klageren sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Eritrea vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren og hendes medfølgende børn opfylder således betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Erit/2020/17/CABV

ukra20206

Nævnet stadfæstede i oktober 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Ukraine og Rusland. Indrejst i 2020. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk ukrainer og kristen. Ansøgeren har statsborgerskab i både Ukraine og Rusland, og er født og opvokset i Sevastopol på Krim-halvøen. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Ukraine frygter, at han vil blive udsat for repressalier af nationalister, herunder etniske ukrainere. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv vedrørende Ukraine oplyst, at han i 2010 deltog i en demonstration i Sevastopol. Et år herefter blev ansøgeren tilsagt til en samtale med den ukrainske sikkerhedstjeneste i forbindelse med, at han havde ansøgt om at få udstedt et udenrigspas. En måned herefter søgte ansøgeren på ny om at få udstedt et udenrigspas, og i den forbindelse fik ansøgeren dette udstedt. I [efteråret] 2016 blev ansøgeren opsøgt af ukendte nationalister på banegården i Odessa, Ukraine. Nationalisterne bad ansøgeren om at fremvise sine dokumenter, hvorefter de ransagede ham og fratog ham de penge, han havde. I [sommeren] 2019 kørte ansøgeren i bus i Ukraine, der blev stoppet af nogle militærfolk fra nationalgarden, som truede ansøgeren og de andre passagerer i bussen. Nationalgarden spurgte ansøgeren og de andre passagerer, om de kom fra Krim, ligesom nationalgarden beskyldte dem for at være forrædere. Derefter lod de ansøgeren og de andre køre videre. Ansøgeren har endvidere oplyst, at han er blevet stoppet af det ukrainske politi hver gang, han krydsede grænsen mellem Ukraine og Rusland. Ansøgeren har endvidere været med til at omringe en ukrainsk flådestab således, at de ukrainske militærfolk ikke kunne forlade området. Militæret truede i den forbindelse ansøgeren og de andre oprørere med, at de ville skyde dem, hvis ikke de forlod stedet. Nogle dage herefter fortalte repræsentanter fra det russiske militær ansøgeren og de andre oprørere, at de skulle kravle over et hegn og afvæbne det ukrainske militær, der opholdt sig i lufthavnsområdet. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Rusland frygter, at han vil blive slået ihjel eller fængslet af russiske forretningsfolk, der har en sammensværgelse med politiet i Rusland. Ansøgeren frygter endvidere, at han vil blive tortureret eller fængslet af FSB, fordi han har deltaget i kuppet i 2014. Ansøgeren har også som asylmotiv henvist til, at den russiske administration i byen, Sevastopol, fratog ansøgeren hans jord i udgangen af 2014. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han i 2015 deltog i en demonstration, der omhandlede, at ansøgeren og familien ønskede deres jord tilbage. Ansøgeren har også henvist til, at da hans mor døde, fremgik der af hendes dødsattest, at hun døde af sklerose, men hun døde reelt af en forkert udført operation. Som følge heraf anmodede ansøgeren politiet om at undersøge dødsårsagen nærmere, hvilket de afslog. Et år herefter modtog ansøgeren en tilsigelse fra politiet om, at han skulle møde op på politistationen, hvor han fik at vide, at han ville blive fængslet, hvis ikke han stoppede med at gå til forskellige instanser med henblik på at opklare dødsårsagen. Ansøgeren har også henvist til, at han i efteråret 2018 blev stoppet af en politibil, hvorefter han blev kørt på politistationen. Her blev ansøgeren slået flere gange, ligesom han blev truet med, at han ville blive anset som terrorist, hvis ikke han og de andre oprørere stoppede deres oprør. Noget tid herefter blev ansøgeren løsladt. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring om, at han har en konflikt med nationalister i Ukraine til grund. Flygtningenævnet finder ligesom Udlændingestyrelsen, at ansøgerens konflikt ikke har den fornødne karakter og intensitet til at begrunde asyl. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge til grund, at ansøgeren har et modsætningsforhold til det ukrainske militær i forbindelse med, at han angiveligt sammen med andre civile omringede den ukrainske flådestab. Flygtningenævnet har som Udlændingestyrelsen lagt vægt på, at truslerne og slagene, der angiveligt blev afgivet, var som led i kampen og ikke var specifikt rettet mod ansøgeren, og at ansøgeren således ikke har sandsynliggjort, at han af denne grund har konflikter af individuel og konkret karakter. Med hensyn til det forhold, at ansøgeren angiveligt har deltaget i en demonstration i Sevastaopol i 2010 bemærker Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke blev tilbageholdt eller oplevede problemer som følge heraf. Flygtningenævnet bemærker endvidere herunder særligt, at ansøgeren i 2011 har fået udstedt et pas af de ukrainske myndigheder, selv om hans angivelige konflikt med myndighederne allerede på dette tidspunkt var opstået, og at ansøgeren er udrejst og indrejst legalt på eget pas fra og til Ukraine flere gange. Ansøgeren findes herefter ikke at have sandsynliggjort, at han af denne grund har konflikter af individuel og konkret karakter. Med hensyn til ansøgerens frygt for nationalgarden, fordi en politibetjent har noteret oplysninger fra ansøgerens pas, bemærker Flygtningenævnet, at det er baseret på ansøgerens egen formodning, at den liste som politimanden angiveligt skrev, er en liste over folk fra Krim-halvøen, der har deltaget i kuppet, og at ansøgeren i øvrigt skulle blive udsat for forfølgelse af denne grund. Ansøgeren findes herefter ikke at have sandsynliggjort, at han af denne grund har konflikter af individuel og konkret karakter. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring om, at han har en konflikt med russiske forretningsfolk til grund. Flygtningenævnet finder ligesom Udlændingestyrelsens at ansøgerens konflikt ikke har den fornødne karakter og intensitet til at begrunde asyl. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge til grund, at ansøgeren har et modsætningsforhold til det russiske politi, selvom ansøgeren angiveligt blev tilbageholdt og udsat for trusler og fysiske overgreb. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren blev løsladt et par timer efter anholdelsen, og at ansøgeren alene fik en advarsel uden, at der skete mere. Det forhold, at ansøgeren angiveligt har deltaget i en demonstration i 2015 kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at der ikke foreligger oplysninger om, at ansøgeren af denne grund har konflikter af individuel og konkret karakter. Det forhold, at ansøgeren har henvendt sig til forskellige instanser for at opklare sin mors dødsårsag kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at der ikke foreligger oplysninger om, at ansøgeren blev udsat for andet end en trussel, og at ansøgeren tog ophold samme sted i en måned, før han udrejste, hvor han ikke oplevede konflikter. Det forhold, at ansøgeren frygter, at FSB vil torturere ham eller kompromittere ham, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at der ikke foreligger oplysninger om, at ansøgeren har konkrete konflikter med FSB af individuel og konkret karakter. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvornår episoden, hvor han angiveligt blev slået med en bog i hovedet af en russisk politimand, fandt sted. Til asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at dette fandt sted i efteråret 2018, hvor han angiveligt blev tilbageholdt af det russiske politi, og hvor han fik at vide, at han og øvrige borgere ikke skulle lave forsamlinger og ikke kunne kræve deres jord tilbage. For Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at han kun én gang er slået i hovedet med en bog af en politibetjent, og at det fandt sted, da han i [efteråret] 2019 fik frataget sin jord og blev tilbageholdt af politiet. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvornår ansøgeren blev frataget sin jord. Til asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at han blev frataget sin jord i slutningen af 2014. For Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at han blev frataget sin jord i [efteråret] 2019. Flygtningenævnet har tillige tillagt det vægt, at ansøgeren har søgt asyl i Nederlandene i 2016, i Sverige i 2010, 2011 og 2016, i Tyskland i 2017, i Polen i 2011 og i Norge i 2011, hvor han blev meddelt afslag på asyl. Flygtningenævnet har endvidere tillagt det vægt, at ansøgeren også har søgt asyl i Finland i 2018, og efter at han havde frafaldet sin asylansøgning i Finland, rejste tilbage til Krim i april 2019 på trods af sine angivelige konflikter. Flygtningenævnet bemærker herunder, at ansøgeren i forbindelse med hver indrejse og udrejse er rejst legalt, og at han ikke er blevet tilbageholdt af myndighederne i forbindelse med, at han indrejste og udrejste. Det tilføjes, at den generelle sikkerhedssituation i Ukraine og Rusland, i hvilke lande ansøgeren er statsborger, ikke er af en sådan karakter, at det kan antages, at der er en reel risiko for overgreb i strid med EMRK artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at ansøgeren herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Ukraine og eller Rusland vil være i en konkret og individuel risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for at blive udsat for overgreb som nævnt i udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Ukra/2020/6/LINB

syri202071

Nævnet stadfæstede i oktober 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk kurder og muslim fra [område], Syrien. Klageren har siden 2004 opholdt sig i Libanon. Klageren har været politisk aktiv, da han boede i Syrien, idet han deltog i møder i det kurdiske parti ved navn [partinavn], som er ulovligt i Syrien, og som samarbejder med PDK. Klageren betragter sig selv som værende medlem af partiet, selvom han ikke officielt var medlem. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter, at han vil blive tvunget til at aftjene militærtjeneste. Klageren har også henvist til, at han er eftersøgt af myndighederne grundet sin tilstedeværelse ved en demonstration i Qamishli i 2004. Klageren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han ikke ønsker at aftjene militærtjeneste for det syriske militær, idet han ikke vil slå andre ihjel. Indledningsvist bemærker Flygtningenævnet, at nævnet ikke finder anledning til at udsætte sagen på indhentelse af udtalelser om klagerens børn fra [navn] Kommune, jf. i øvrigt det nedenfor anførte. Flygtningenævnet bemærker at ansøgeren ved Østre Landsrets dom [i vinteren] 2020, er idømt 2 år og 6 måneders fængsel for overtrædelse af straffelovens § 181. Landsretten fandt, at der forelå særligt skærpende omstændigheder, jf. straffelovens § 181, stk. 3. Landsretten har i denne forbindelse fastslået, at en udvisning af klageren med indrejseforbud ikke ville være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Ved sagens afgørelse lægger Flygtningenævnet landsrettens endelig dom til grund. Det bemærkes, at Procesbevillingsnævnet har meddelt klageren afslag på ansøgning om tilladelse til at indbringe sagen for Højesteret. Klagerens oplysninger om, at han med bistand fra sin forsvarsadvokat vil forsøge at få sagen genoptaget, kan herefter ikke tillægges betydning. Flygtningenævnet finder efter karakteren af den pådømte kriminalitet, at klageren er dømt for en særlig farlig forbrydelse, og således må betragtes som en fare for samfundet, jf. Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2. Klageren har hustru og tre børn i Danmark. Disse indrejste alle i 2015, bortset fra det yngste barn, som er født her. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af sagens omstændigheder, herunder klagerens personlige forhold og hensynet til familiens enhed samt karakteren og grovheden af den forbrydelse, som klageren er dømt for at have begået, at der trods klagerens familiemæssige forhold ikke foreligger sådanne særlige grunde, som taler for, at klageren kan meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2020/71/ACA

rusl202018

Nævnet stadfæstede i oktober 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Ukraine og Rusland. Indrejst i 2020. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk ukrainer og kristen. Ansøgeren har statsborgerskab i både Ukraine og Rusland, og er født og opvokset i Sevastopol på Krim-halvøen. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Ukraine frygter, at han vil blive udsat for repressalier af nationalister, herunder etniske ukrainere. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv vedrørende Ukraine oplyst, at han i 2010 deltog i en demonstration i Sevastopol. Et år herefter blev ansøgeren tilsagt til en samtale med den ukrainske sikkerhedstjeneste i forbindelse med, at han havde ansøgt om at få udstedt et udenrigspas. En måned herefter søgte ansøgeren på ny om at få udstedt et udenrigspas, og i den forbindelse fik ansøgeren dette udstedt. I [efteråret] 2016 blev ansøgeren opsøgt af ukendte nationalister på banegården i Odessa, Ukraine. Nationalisterne bad ansøgeren om at fremvise sine dokumenter, hvorefter de ransagede ham og fratog ham de penge, han havde. I [sommeren] 2019 kørte ansøgeren i bus i Ukraine, der blev stoppet af nogle militærfolk fra nationalgarden, som truede ansøgeren og de andre passagerer i bussen. Nationalgarden spurgte ansøgeren og de andre passagerer, om de kom fra Krim, ligesom nationalgarden beskyldte dem for at være forrædere. Derefter lod de ansøgeren og de andre køre videre. Ansøgeren har endvidere oplyst, at han er blevet stoppet af det ukrainske politi hver gang, han krydsede grænsen mellem Ukraine og Rusland. Ansøgeren har endvidere været med til at omringe en ukrainsk flådestab således, at de ukrainske militærfolk ikke kunne forlade området. Militæret truede i den forbindelse ansøgeren og de andre oprørere med, at de ville skyde dem, hvis ikke de forlod stedet. Nogle dage herefter fortalte repræsentanter fra det russiske militær ansøgeren og de andre oprørere, at de skulle kravle over et hegn og afvæbne det ukrainske militær, der opholdt sig i lufthavnsområdet. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Rusland frygter, at han vil blive slået ihjel eller fængslet af russiske forretningsfolk, der har en sammensværgelse med politiet i Rusland. Ansøgeren frygter endvidere, at han vil blive tortureret eller fængslet af FSB, fordi han har deltaget i kuppet i 2014. Ansøgeren har også som asylmotiv henvist til, at den russiske administration i byen, Sevastopol, fratog ansøgeren hans jord i udgangen af 2014. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han i 2015 deltog i en demonstration, der omhandlede, at ansøgeren og familien ønskede deres jord tilbage. Ansøgeren har også henvist til, at da hans mor døde, fremgik der af hendes dødsattest, at hun døde af sklerose, men hun døde reelt af en forkert udført operation. Som følge heraf anmodede ansøgeren politiet om at undersøge dødsårsagen nærmere, hvilket de afslog. Et år herefter modtog ansøgeren en tilsigelse fra politiet om, at han skulle møde op på politistationen, hvor han fik at vide, at han ville blive fængslet, hvis ikke han stoppede med at gå til forskellige instanser med henblik på at opklare dødsårsagen. Ansøgeren har også henvist til, at han i efteråret 2018 blev stoppet af en politibil, hvorefter han blev kørt på politistationen. Her blev ansøgeren slået flere gange, ligesom han blev truet med, at han ville blive anset som terrorist, hvis ikke han og de andre oprørere stoppede deres oprør. Noget tid herefter blev ansøgeren løsladt. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring om, at han har en konflikt med nationalister i Ukraine til grund. Flygtningenævnet finder ligesom Udlændingestyrelsen, at ansøgerens konflikt ikke har den fornødne karakter og intensitet til at begrunde asyl. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge til grund, at ansøgeren har et modsætningsforhold til det ukrainske militær i forbindelse med, at han angiveligt sammen med andre civile omringede den ukrainske flådestab. Flygtningenævnet har som Udlændingestyrelsen lagt vægt på, at truslerne og slagene, der angiveligt blev afgivet, var som led i kampen og ikke var specifikt rettet mod ansøgeren, og at ansøgeren således ikke har sandsynliggjort, at han af denne grund har konflikter af individuel og konkret karakter. Med hensyn til det forhold, at ansøgeren angiveligt har deltaget i en demonstration i Sevastaopol i 2010 bemærker Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke blev tilbageholdt eller oplevede problemer som følge heraf. Flygtningenævnet bemærker endvidere herunder særligt, at ansøgeren i 2011 har fået udstedt et pas af de ukrainske myndigheder, selv om hans angivelige konflikt med myndighederne allerede på dette tidspunkt var opstået, og at ansøgeren er udrejst og indrejst legalt på eget pas fra og til Ukraine flere gange. Ansøgeren findes herefter ikke at have sandsynliggjort, at han af denne grund har konflikter af individuel og konkret karakter. Med hensyn til ansøgerens frygt for nationalgarden, fordi en politibetjent har noteret oplysninger fra ansøgerens pas, bemærker Flygtningenævnet, at det er baseret på ansøgerens egen formodning, at den liste som politimanden angiveligt skrev, er en liste over folk fra Krim-halvøen, der har deltaget i kuppet, og at ansøgeren i øvrigt skulle blive udsat for forfølgelse af denne grund. Ansøgeren findes herefter ikke at have sandsynliggjort, at han af denne grund har konflikter af individuel og konkret karakter. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring om, at han har en konflikt med russiske forretningsfolk til grund. Flygtningenævnet finder ligesom Udlændingestyrelsens at ansøgerens konflikt ikke har den fornødne karakter og intensitet til at begrunde asyl. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge til grund, at ansøgeren har et modsætningsforhold til det russiske politi, selvom ansøgeren angiveligt blev tilbageholdt og udsat for trusler og fysiske overgreb. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren blev løsladt et par timer efter anholdelsen, og at ansøgeren alene fik en advarsel uden, at der skete mere. Det forhold, at ansøgeren angiveligt har deltaget i en demonstration i 2015 kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at der ikke foreligger oplysninger om, at ansøgeren af denne grund har konflikter af individuel og konkret karakter. Det forhold, at ansøgeren har henvendt sig til forskellige instanser for at opklare sin mors dødsårsag kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at der ikke foreligger oplysninger om, at ansøgeren blev udsat for andet end en trussel, og at ansøgeren tog ophold samme sted i en måned, før han udrejste, hvor han ikke oplevede konflikter. Det forhold, at ansøgeren frygter, at FSB vil torturere ham eller kompromittere ham, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at der ikke foreligger oplysninger om, at ansøgeren har konkrete konflikter med FSB af individuel og konkret karakter. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvornår episoden, hvor han angiveligt blev slået med en bog i hovedet af en russisk politimand, fandt sted. Til asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at dette fandt sted i efteråret 2018, hvor han angiveligt blev tilbageholdt af det russiske politi, og hvor han fik at vide, at han og øvrige borgere ikke skulle lave forsamlinger og ikke kunne kræve deres jord tilbage. For Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at han kun én gang er slået i hovedet med en bog af en politibetjent, og at det fandt sted, da han i [efteråret] 2019 fik frataget sin jord og blev tilbageholdt af politiet. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvornår ansøgeren blev frataget sin jord. Til asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at han blev frataget sin jord i slutningen af 2014. For Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at han blev frataget sin jord i [efteråret] 2019. Flygtningenævnet har tillige tillagt det vægt, at ansøgeren har søgt asyl i Nederlandene i 2016, i Sverige i 2010, 2011 og 2016, i Tyskland i 2017, i Polen i 2011 og i Norge i 2011, hvor han blev meddelt afslag på asyl. Flygtningenævnet har endvidere tillagt det vægt, at ansøgeren også har søgt asyl i Finland i 2018, og efter at han havde frafaldet sin asylansøgning i Finland, rejste tilbage til Krim i april 2019 på trods af sine angivelige konflikter. Flygtningenævnet bemærker herunder, at ansøgeren i forbindelse med hver indrejse og udrejse er rejst legalt, og at han ikke er blevet tilbageholdt af myndighederne i forbindelse med, at han indrejste og udrejste. Det tilføjes, at den generelle sikkerhedssituation i Ukraine og Rusland, i hvilke lande ansøgeren er statsborger, ikke er af en sådan karakter, at det kan antages, at der er en reel risiko for overgreb i strid med EMRK artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at ansøgeren herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Ukraine og eller Rusland vil være i en konkret og individuel risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for at blive udsat for overgreb som nævnt i udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” rusl/2020/18/LINB

maure20201

Nævnet omgjorde i oktober 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Mauretanien således, at han fortsat har opholdstilladelse (B-status). Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk toucouleur og muslim fra Bogé, Mauretanien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Flygtningenævnet meddelte [i efteråret] 2014 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 stk. 2. Klageren har som sit oprindelige asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Mauretanien frygtede at blive efterlyst og fængslet af myndighederne, idet han i nødværge havde slået sin onkel med et stykke træ. Han havde også henvist til, at han frygtede at blive dræbt af familien til sin onkel. Udlændingestyrelsen har [i foråret] 2020 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 2, nr. 1, Udlændingestyrelsen har vurderet, at klageren har opnået sin opholdstilladelse på baggrund af svig. Klageren har som asylmotiv fortsat i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse henvist til det samme asylmotiv. Flygtningenævnet har ved vurderingen af klagerens troværdighed lagt vægt på, at omstændighederne forud for klagerens udrejse fandt sted i 2011 – for 9 år siden. Klageren har under nævnsmødet redegjort for, hvorfor han har omtalt sin farbror (onkel) under forskellige fornavne, ligesom han har redegjort for, hvorfor han under sin asylsag først har oplyst, at hans mor er død, men senere har oplyst, at hun lever i Senegal. Klageren har på trods af flere divergenser forklaret konsistent om sit asylmotiv, hvorfor Flygtningenævnet ikke finder det godtgjort, at klageren har udvist svig, da han i 2014 fik opholdstilladelse, og betingelserne i udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 2, nr. 1 for at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse er derfor ikke opfyldt. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af [fra foråret] 2020, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” maure/2020/1/smla

maro20207

Nævnet stadfæstede i oktober 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Marokko. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og muslim fra Fez, Marokko. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Marokko frygter, at han vil leve i fattigdom. Ansøgeren frygter endvidere, at han vil blive indkaldt til værnepligt. Ansøgeren har videre henvist til, at hans far havde en konflikt med nogle kriminelle personer i Marokko, fordi faren skyldte dem penge. Endelig har ansøgeren henvist til de generelle forhold i Marokko. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans far havde skænderier med mange forskellige personer. Skænderierne omhandlede, at ansøgerens far havde købt spiritus og narkotika, som han ikke betalte for. Ansøgeren er bange for, at disse personer vil udsætte ham for fysiske overgreb. Ansøgeren udrejste af Marokko, da han var syv år. Efter udrejsen har ansøgeren hørt, at hans far har haft mange konflikter med kriminelle personer, hvilket også har ført til, at ansøgerens familie har været hjemløse i en periode. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv med hensyn til hans fars angivelige problemer med nogle kriminelle personer i Marokko til grund, idet ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende herom, ligesom væsentlige dele af ansøgerens forklaring herom fremstår konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har herunder lagt vægt på, at ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen har oplyst, at han flygtede fra Marokko på grund af fattigdom, fordi han frygtede at skulle aftjene værnepligt, og fordi hans familie havde problemer på grund af politik, og at ansøgeren til asylsamtalen har oplyst, at han udrejste af Marokko på grund af fattigdom og fordi, at hans far havde konflikt med nogle kriminelle personer, som han skyldte penge. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret forskelligt om, hvornår han udrejste af Marokko. Til oplysnings- og motivsamtalen oplyste ansøgeren, at han forlod Marokko for 3 år siden, hvilket svarer til omkring 2013. Det fremgår af anmodning fra Nederlandene [fra foråret] 2019, at ansøgeren i Nederlandene har oplyst, at han forlod Marokko i [sommeren] 2016. Til asylsamtalen oplyste ansøgeren, at han forlod Marokko som 7-årig. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret forskelligt om, hvorvidt han rejste tilbage til Marokko. Til oplysnings- og motivsamtalen oplyste ansøgeren, at han mange gange blev anholdt, fordi han rejste mellem Marokko og [A] i Spanien. Til asylsamtalen oplyste ansøgeren, at han efter udrejsen som 7-årig kun én gang var tilbage i Marokko. Det forhold, at ansøgeren frygter at blive tvunget til at aftjene værnepligt i Marokko, kan ikke føre til, at ansøgeren skal meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet har herunder lagt vægt på, at indkaldelse til og aftjening af værnepligt ikke i sig selv er asylbegrundende. Flygtningenævnet har i vurderingen heraf lagt vægt på oplysningerne i Flygtningenævnets foreliggende baggrundsmateriale, herunder Udlændingestyrelsens rapport fra juli 2019, Morocco, Military service, herunder om sanktionerne i tilfælde af unddragelse fra værnepligt, som ansøgeren evt. vil kunne blive indkaldt til. Det af ansøgeren oplyste om de socioøkonomiske forhold kan endvidere ikke føre til meddelelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Endvidere kan de generelle forhold i Marokko ikke i sig selv begrunde asyl efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Marokko vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Maro/2020/7/LINB

iran202080

Nævnet stadfæstede i oktober 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015.Ansøgeren er etnisk kurder og [af X-trosretning] fra [by], Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som oprindeligt asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive straffet af de iranske myndigheder, fordi han har hånet en dommer i Iran. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han som 17-årig trådte på en mine. Ansøgeren blev opereret herfor. Der gik imidlertid infektion i såret, hvorfor hans ben blev amputeret. Efter mineulykken tog ansøgeren og hans familie kontakt til myndighederne med henblik på, at ansøgeren skulle anerkendes som krigsveteran, men han blev afvist gentagne gange. I den forbindelse var ansøgeren til samtale med en dommer. Selvom myndighederne aldrig sagde direkte til ham, at de ikke ville hjælpe ham, fordi han var [X], så var han overbevist om, at den manglende hjælp skyldtes hans religion. Sidste gang ansøgeren talte med en dommer, følte han sig så mentalt presset, at han verbalt fornærmerede dommeren og det iranske styre. Af den grund blev ansøgeren anholdt og fængslet i syv til otte dage, hvorefter han blev løsladt, idet hans far stillede en kaution i form af sit hus. Da ansøgeren havde været løsladt i fire dage blev han bekendt med, at der var fremkommet en arrestordre på ham. Det var ansøgerens far, der modtog arrestordren, og han rådede straks ansøgeren til at forlade Iran, hvilket han gjorde umiddelbart herefter. Flygtningenævnet har i nævnets afgørelse af [vinteren] 2017 fastslået, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. [I efteråret] 2019 anmodede advokat Daniel Nørrung Flygtningenævnet om at genoptage sagen under henvisning til, at ansøgeren er konverteret fra islam til kristendommen, og nævnet besluttede [i efteråret] 2020 at genoptage sagen. Flygtningenævnet skal derfor vurdere, om ansøgeren har sandsynliggjort, at han er konverteret fra islam til kristendommen, og om han som følge heraf vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse ved en tilbagevenden til Iran og derfor skal meddeles opholdstilladelse i Danmark. Afgørelsen heraf må bero på en samlet vurdering af de foreliggende oplysninger, herunder ansøgerens forklaringer om de refleksioner, der ligger bag hans konversion, ansøgerens kendskab til kristendommen, oplysningerne om ansøgerens deltagelse i gudstjenester og menighedsliv m.v., om ansøgeren er døbt, tidspunktet for fremkomsten af ansøgerens interesse for kristendommen og konversion samt ansøgerens generelle troværdighed. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgerens konversion er udtryk for en reel og indre overbevisning om konvertering til kristendommen. Det forekommer således påfaldende, at ansøgerens interesse for kristendommen først er opstået i umiddelbar forbindelse med Udlændingestyrelsens afslag på asyl [i efteråret] 2016. Ansøgerens forklaring på nævnsmødet om sin konvertering fremstod ureflekteret, overordnet, upræcis og tillært, og han har således ikke været i stand til at redegøre overbevisende for sin kristne tro. Det er herved også lagt vægt på, at ansøger blandt andet har forklaret, at hans interesse for kristendommen opstod, idet han ikke havde noget mod fællesskabet og følte en tomhed, som blev udfyldt af Jesus, men også gæstfriheden i kristendommen. Der er endvidere henset til, at ansøgeren ved sin samtale med Udlændingestyrelsen [i vinteren] 2015 om sin religion har forklaret, at han altid har haft religionen [X], og at han praktiserer sin religion som del af en gruppe, som beder og tager på pilgrimsrejse sammen. Ansøgeren har på nævnsmødet herom forklaret, at det var en generel betragtning og ikke konkret vedrører ham. Det forhold, at ansøgeren er blevet far til et barn med en dansk kvinde, som han ikke længere ser og har samvær med barnet 2 timer ugentligt, kan ikke føre til et andet resultat. Det forhold, af ansøgeren efter sin ankomst har oplyst at have deltaget i demonstrationer mod styret i Iran, kan ikke føre til et andet resultat. Det forhold, at der til sagen er fremlagt en besked angiveligt fra ansøgers familie af truende karakter, kan heller ikke føre til et andet resultat. Af de foreliggende baggrundsoplysninger fremgår, at asylansøgere, som har konverteret for at opnå et asylmotiv ikke vil blive retsforfulgt af de iranske myndigheder, idet de iranske myndigheder er klar over, at iranske statsborgere konverterer for at opnå asyl. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. iran/2020/80/NHA

iran202079

Nævnet meddelte i oktober 2020 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger samt et barn fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og [X] af trosretning fra [byen], nær [området], Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran frygter, at hendes ægtefælle, samt ægtefællens familie vil fratage ansøgeren hendes søn og slå hende ihjel på grund af hendes udenomsægteskabelige forhold og ønske om skilsmisse. Ansøgeren har videre henvist til, at hun også frygter sin egen familie, idet de havde fået tilsendt et romantisk billede af ansøgeren og hendes kæreste i Danmark. Ansøgeren har som nyt til støtte for sit asylmotiv henvist til, at medlemmer af hendes familie har blokeret hende på de sociale medier, idet hun har vanæret familien. Hun frygter, at de på den baggrund vil udsætte hende for overgreb. Hun har videre oplyst, at hun i Danmark er blevet truet af sin svigerfamilie og udsat for overgreb udført af personer med tilknytning til hendes svigerfamilie. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren har forklaret, at hun, efter at hun kom til Danmark i 2015, er blevet chikaneret, truet og overfaldet med vold flere gange af sin ægtefælle og dennes familie og netværk. Denne forklaring bestyrkes af statusskrivelse [fra foråret] 2019 fra [et krisecenter], socialfaglig vurdering [fra sommeren] 2019 og statusskrivelse, [efteråret 2020], fra [et krisecenter], skrivelse [fra sommeren] 2019 fra [en kommune] samt risikovurdering [fra foråret] 2019 fra [en politikreds]. En af ansøgerens ægtefælles brødre har efter det oplyste opholdstilladelse i Danmark, mens i alt fald en del af ægtefællens andre brødre befinder sig på et udrejsecenter i Danmark som afviste asylansøgere. Ansøgerens ægtefælle er ved dom, som stadfæstet af [landsretten i 2018], idømt fængsel i 2½ år og udvist af Danmark for bestandigt og ved Flygtningenævnets afgørelse [fra efteråret] 2018 nægtet opholdstilladelse i Danmark. Henset til karakteren og intensiteten af de trusler og overfald, ansøgeren har været udsat for i Danmark, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren vil være i risiko for tilsvarende overgreb, hvis hun vender tilbage til Iran. Flygtningenævnet finder ligeledes, at der vil være en risiko for, at ansøgeren ikke vil kunne opnå tilstrækkelig beskyttelse af de iranske myndigheder eller af sin egen familie, der har fået kendskab til ansøgerens udenomsægteskabelige forhold i Danmark. Ansøgeren har derfor sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren og hendes medfølgende barn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Iran2020/79/smla

iran202078

Nævnet meddelte i oktober 2020 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2017.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser fra Teheran, Iran. Ansøgeren har oplyst, at hun efter sin ankomst til Danmark er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter de iranske myndigheder, idet hun er blevet idømt piskeslag. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hun frygter den politibetjent som truede og voldtog hende i forbindelse med en anholdelse. Endelig, har ansøgeren som asylmotiv henvist til, at hun er konverteret til kristendommen. Til støtte for sit asylmotiv vedrørende dommen har ansøgeren oplyst, at hun deltog i en fest den [en nærmere angiven dato i foråret] 2017, som blev afholdt på en plantage i [en nærmere angiven by]. Ansøgeren var blevet inviteret af sin veninde fra grundskolen, og ansøgeren fik tilladelse af sin far til at deltage, idet faren kendte venindens familie. Ansøgeren var sammen med sin veninde og venindes bror til festen. Pludselig blev der råbt, at politiet kom, og ansøgeren så nogle personer løbe fra stedet. Ansøgeren løb efter venindens bror, mens en betjent løb efter dem. Betjenten fik fat i ansøgerens hår og slog hende i ansigtet med flad hånd. Betjenten holdt ansøgeren for munden og voldtog hende. Betjenten truede ansøgeren med at kaste syre i ansigtet på hende, hvis hun fortalte nogen om episoden. Ansøgeren blev efterfølgende taget med til politistationen, hvor hun blev afhørt. Ansøgerens far stillede kaution i form af et dokument vedrørende sit arbejde, hvorefter ansøgeren blev løsladt. Ansøgeren havde det psykisk meget dårligt efter episoden. Ansøgeren var herefter, i en af sommermånederne, i retten sammen med sin far, hvor ansøgeren blandt andet blev beskyldt for at have været sammen med fremmede mænd. Familien havde, inden begivenhederne fandt sted, planlagt at rejse til Danmark. Ansøgerens mor havde allerede i marts måned søgt om visum til Danmark. Mens ansøgeren var i Danmark hos sin mormor, overhørte hun en samtale mellem sin mor og bror, hvor broren fortalte, at der var kommet en dom. Ansøgeren blev herefter bekendt med dommen. Ansøgeren har oplyst, at hun ikke vil rejse tilbage til Iran, idet hun er bange for at få piskeslag. Ansøgeren vil hellere dø end at få piskeslag. Til støtte for sit asylmotiv om konversion til kristendommen har ansøgeren oplyst, at hun ikke har praktiseret islam. Under sine ophold hos sin familie i Danmark blev hun bevidst om, hvor anderledes livet er i Danmark. Ansøgeren begyndte at gå i kirke sammen med en veninde, mens hun boede på Center Hanstholm. Hun var i kirke omkring 10 gange, hvilket satte en masse tanker i gang hos hende. Ansøgeren kunne godt lide stemningen i kirken, herunder blandt andet, at hun blev ønsket velkommen, selvom hun på daværende tidspunkt ikke var kristen. Ansøgeren føler sig kristen. Det var ikke en bestemt episode, der var årsag hertil, men en udvikling. Ansøgeren tænker på det mange gange om dagen, og hun føler, at Gud altid er med hende. Ansøgeren blev døbt [en nærmere angiven dato i efteråret] 2020. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om det oprindelige asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har herved lagt betydelig vægt på, at ansøgerens mor har fremlagt en dom, som på baggrund af et høringssvar fra Udenrigsministeriet må lægges til grund, ikke er ægte. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens generelle troværdighed herefter fremstår meget svækket. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgerens mor har afgivet divergerende forklaringer om, hvilken kaution ansøgerens far stillede for ansøgerens løsladelse, og hvornår ansøgerens mor fandt ud af, at ankedommen i ansøgerens sag var afsagt, ligesom ansøgerens mor – som anført i Udlændingestyrelsens afgørelse - har forklaret usammenhængende om, hvornår ansøgerens far modtog dommen. Flygtningenævnet finder endvidere, at det forhold, at ansøgeren skulle have deltaget i demonstrationer vendt mod det iranske styre, ikke kan føre til, at ansøgeren meddeles asyl, allerede af den grund at ansøgeren ikke fremstår som profileret i forhold til de iranske myndigheder. Flygtningenævnets flertal finder, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hendes konversion til kristendommen er reel. Flygtningenævnets flertal har herved lagt vægt på, at ansøgeren på overbevisende måde har kunnet redegøre for sin indre omvendelsesproces, ligesom ansøgeren har demonstreret en betydelig viden om kristendommen. Flertallet har endvidere tillagt det en vis – om end mindre – betydning, at ansøgeren vedvarende er gået i kirke de steder, hvor hun har boet, ligesom ansøgeren er døbt. Flertallet finder endelig, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Iran vil fortsætte med at praktisere og udbrede sin tro. Flygtningenævnets flertal finder på den baggrund, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” iran/2020/78/MALC

iran202077

Nævnet stadfæstede i oktober 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2017.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser fra Teheran, Iran. Ansøgeren har oplyst, at hun efter sin ankomst til Danmark er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter, at den straf hendes datter er blevet idømt, vil blive effektueret. Ansøgeren frygter ligeledes, at myndighederne vil straffe hende, idet hun ikke har udleveret sin datter til strafforfølgelse. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at hun er konverteret til kristendommen. Til støtte for sit asylmotiv om effektuering af hendes datters straffedom har ansøgeren oplyst, at hendes datter deltog i en fest i [foråret] 2017. Festen blev stormet af myndighederne, og ansøgerens datter blev anholdt. Ansøgerens datter var tilbageholdt én nat, og ansøgerens ægtefælle stillede kaution i form af et dokument, hvorefter ansøgerens datter blev løsladt. Ansøgerens datter var i retten [en nærmere angiven dato i sommeren] 2017 for at blive afhørt omkring den fest, som hun deltog i. [En nærmere angiven dato i sommeren] 2017 blev ansøgerens datter ved en dom idømt i alt 144 piskeslag for seksuelt samvær uden for ægteskabet og for at gå klædt i uoverensstemmelse med de islamiske forskrifter. Ansøgeren, ansøgerens datter og ansøgerens ægtefælle ville gerne besøge familien i Danmark, og ansøgeren tog derfor kontakt til den danske ambassade i Iran i [foråret] 2017. Ansøgeren fik et møde med ambassaden i [sommeren] 2017, hvor hun søgte om visum. Ansøgeren modtog visummet i [sommeren] 2017. Forinden udrejsen af Iran havde ansøgeren forespurgt de iranske myndigheder, om familien havde et udrejseforbud, henset til ansøgerens datters verserende sag, hvortil de fik at vide, at de ikke havde et udrejseforbud. Ansøgeren udrejste herefter af Iran på visum sammen med sin datter og ægtefælle [en nærmere angiven dato i sommeren] 2017. Da familien havde opholdt sig i Danmark i omkring en uge, ringede ansøgerens søn til ansøgerens ægtefælle og fortalte om dommen, som han havde modtaget på deres adresse i Teheran [en nærmere angiven dato i sommeren] 2017. Ansøgerens ægtefælle rejste herefter tilbage til Iran i forbindelse med visummets udløb. Efterfølgende blev dommen af [en nærmere angiven dato i sommeren] 2017 anket. Ansøgerens ægtefælle var i retten og fik at vide, at dommen blev stadfæstet. Dommen blev stadfæstet [en nærmere angiven dato i vinteren] 2017. Ansøgeren har oplyst, at hun ikke vil rejse tilbage til Iran, hvor hendes datter risikerer at blive udsat for piskeslag og utryghed. Til støtte for sit asylmotiv om konversion til kristendommen har ansøgeren oplyst, at hun er født muslim, og at hendes forældre aldrig har tvunget hende eller hendes søskende til at praktisere islam. Under sine besøg i Danmark blev hun påvirket af sin familie og det frie liv i Danmark. Påvirkningen fra hendes familie i Danmark medvirkede derfor til, at hun definitivt forlod islam og fik sympati for kristendommen. Ansøgeren går på nuværende tidspunkt i kirke hver søndag og modtager dåbsundervisning, idet ansøgeren ønsker at blive døbt. Derudover læser ansøgeren biblen og beder til Gud. Ansøgeren føler tryghed ved, at Jesus støtter hende, og hun føler, at hun har fået ro i sit liv. Ansøgeren føler sig kristen og taler ofte med andre om sin religion. Ansøgeren vil fortsat praktisere kristendommen ved en tilbagevenden til Iran, men hun vil være forsigtig og fortælle om sin tro til personer som hun stoler på. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om det oprindelige asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har herved lagt betydelig vægt på, at ansøgeren har fremlagt en dom, som på baggrund af et høringssvar fra Udenrigsministeriet må lægges til grund, ikke er ægte. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens generelle troværdighed herefter fremstår meget svækket. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har afgivet divergerende forklaringer om, hvilken kaution ansøgerens ægtefælle stillede for datterens løsladelse, og hvornår ansøgeren fandt ud af, at ankedommen i datterens sag var afsagt, ligesom ansøgeren – som anført i Udlændingestyrelsens afgørelse - har forklaret usammenhængende om, hvornår hendes ægtefælle modtog dommen. Flygtningenævnet finder endvidere, at det forhold, at ansøgeren skulle have deltaget i demonstrationer vendt mod det iranske styre, ikke kan føre til, at ansøgeren meddeles asyl, allerede af den grund at ansøgeren ikke fremstår som profileret i forhold til de iranske myndigheder. Flygtningenævnet finder endelig, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hendes konversion til kristendommen er reel. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke overbevisende har kunnet redegøre for sin indre omvendelsesproces, ligesom ansøgeren alene har demonstreret en yderst begrænset viden om kristendommen, herunder højtiderne. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2020/77/MALC

erit2022016

Nævnet stadfæstede i oktober 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Eritrea. Indrejst i 1994.Flygtningenævnet udtalte: Klageren er etnisk tigrinya og sunni-muslim. Klageren er født i Sudan, hvor han boede frem til, han var et år. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har oprindeligt som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Eritrea frygter, at han vil blive fængslet eller slået ihjel af de eritreiske myndigheder, fordi hans far var politisk aktiv for et oppositionsparti. Til støtte for sit asylmotiv har klageren oplyst, at hans forældre udrejste fra Eritrea, idet de var politisk aktive og deraf i et modsætningsforhold til myndighederne. Regeringen i Eritrea er fortsat den samme som dengang, hvorfor konflikten fortsat er aktuel. Til samtalen ved Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2020 har klageren yderligere henvist til, at han frygter at blive indkaldt til militærtjeneste i Eritrea. Endelig har klageren henvist til, at han ikke taler tigrinya eller i øvrigt har noget kendskab til Eritrea, hvorfor han vil have svært ved at etablere sig. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder, at det alene beror på klagerens egen formodning, at han ved tilbagevenden til Eritrea vil opleve problemer på grund af sine forældres politiske aktiviteter i Eritrea. Forældrenes politiske aktiviteter ligger forud for klagerens fødsel, hvorfor det ikke kan formodes at de eritreiske myndigheder vil efterstræbe klager på baggrund heraf. Det forhold, at klager ikke behersker sproget og som følge heraf vil have vanskeligt ved at tilpasse sig kan ikke i sig selv medføre, at klageren skal meddeles ophold efter udlændingelovens § 7. Der er herved henset til, at dette er forhold af socioøkonomisk karakter, som ikke kan danne grundlag for ophold i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet finder imidlertid, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, idet klageren har oplyst, at han ikke ønsker at aftjene militærtjeneste i Eritrea, hvorfor klageren ved en tilbagevenden til Eritrea må forventes at være i et modsætningsforhold til de eritreiske myndigheder. En tvangsmæssig udsendelse af klager vil derfor være i strid med udlændingelovens § 31. Klageren er ved Østre Landsrets dom af [i sommeren] 2019 straffet med fængsel i 1 år for grov vold i gentagelsestilfælde og udvist med et indrejseforbud i 6 år, jf. udlændingelovens § 22, nr. 6, jf. § 32, stk. 2, nr. 2. I medfør af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt. kan en udlænding, der er meddelt indrejseforbud i medfør af udlændingelovens § 32, stk. 1, ikke meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler herfor. Efter en samlet vurdering af forholdene i sagen tiltræder Flygtningenævnet, at der ikke foreligger særlige grunde, som taler for at klageren skal meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på grovheden og karakteren af den personfarlige kriminalitet, samt længden af den udmålte frihedsstraf herfor, hvorefter klageren må betragtes som en fare for samfundet. Der er i den forbindelse henset til det oplyste om klagerens personlige forhold, herunder klagerens stærke tilknytning til Danmark. Endelig vurderes en udelukkelse fra opholdstilladelse ikke at være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Erit/2020/16/NHA

erit202014

Nævnet stadfæstede i oktober 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Eritrea. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk tigre og muslim fra [A], Eritrea. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv oprindeligt henvist til, at han udrejste af Eritrea, fordi han frygtede at blive indkaldt til nationaltjeneste. Klageren henviste videre til, at han udrejste på grund af fattigdom. Klageren henviser fortsat til dette asylmotiv og til, at han er udrejst illegalt i forbindelse med, at han flygtede, efter at være tilbageholdt af de eritreiske myndigheder. Til støtte for sit asylmotiv har klageren oplyst, at alle drengene i hans familie vidste, at de ville blive indkaldt til militærtjeneste. Hans ene storebror blev indkaldt og forsøgte at flygte, hvorefter han blev idømt to års fængsel. Storebroren er efterfølgende flygtet til Sudan, hvor han nu befinder sig. Klageren kunne ikke leve et frit liv i Eritrea. Han levede et liv under jorden, da han frygtede at blive fundet og sendt til aftjening af nationaltjeneste. Klageren blev inden sin udrejse tilbageholdt og tvunget til at arbejde i et område nær grænsen til Sudan. Han flygtede sammen med en ven fra tvangsarbejdet og udrejste illegalt til Sudan. Flygtningenævnet finder i lighed med Udlændingestyrelsen, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det fremgår af udlændingelovens § 31, stk. 2, at en udlænding, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, ikke må udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse af de i flygtningekonventionen anførte grunde, eller hvor udlændingen ikke er beskyttet mod videresendelse til et sådant land. Flygtningenævnet finder ligesom Udlændingestyrelsen, at udlændingelovens § 31, stk. 2, er til hinder for tvangsmæssig udsendelse af klageren til Eritrea. I henhold til udlændingelovens § 49 a, 2. pkt., skal en afgørelse om, at udlændingen ikke kan udsendes, jf. § 31, tillige indeholde en afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, men som har indrejseforbud, jf. § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter blandt andet §§ 22-24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, med mindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler herfor. Afvejningen skal for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionen. Efter flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, kan en flygtning, der er omfattet af konventionen, udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses som en fare for sikkerheden i det land, han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må anses som en fare for samfundet i det pågældende land. Der skal herefter foretages en proportionalitetsafvejning i relation til grovheden af den begåede forbrydelse i forhold til, om der er særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, der taler for at give klageren opholdstilladelse. Klageren er ved Retten i Holbæks dom af [en nærmere angiven dato i foråret] 2019 idømt 10 måneders fængsel for røveri, jf. straffelovens § 288, flere tilfælde af tyveri og indbrud, jf. straffelovens § 276 og § 276 a, samt overtrædelse af bekendtgørelse om euforiserende stoffer, ordensbekendtgørelsen og knivlovens § 7, jf. § 1. Flygtningenævnet finder efter karakteren af den pådømte kriminalitet, herunder at der er tale om et gaderøveri begået i forening efter forudgående planlægning, at klageren er dømt for en særlig farlig forbrydelse og således må betragtes som en fare for samfundet, jf. flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2. Klageren er en ung ugift mand uden anden familie i Danmark end en fætter. Han har gået på sprogskole men har ikke gennemført en uddannelse, og han har alene haft korterevarende tilknytning til arbejdsmarkedet. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at der foreligger sådanne særlige grunde, som taler for, at klageren kan meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Erit/2020/14/lbv

afgh202044

Nævnet meddelte i oktober 2020 opholdstilladelse B-status til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia muslim. Ansøgeren har efter egne oplysninger boet i Teheran, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter sin mors familie og sine forældres fjender. Ansøgeren har videre henvist til sin frygt for de generelle forhold i Afghanistan, herunder at han vil blive brugt som dansedreng. Til støtte for sit asylmotiv om sin frygt for sin mors familie har ansøgeren oplyst, at hans mors familie var imod morens ægteskab med ansøgerens far, hvorfor ansøgerens forældre flygtede til Iran. Ansøgeren har således boet hele sit liv i Iran og frygter for sit og sin families liv, hvis de vender tilbage til Afghanistan. Ansøgerens far forsvandt på et tidspunkt og ansøgeren frygter, at farens forsvinding har relation til konflikten med ansøgerens mors familie. Til støtte for sit asylmotiv om sin frygt for de iranske kreditorer har ansøgeren forklaret, at hans bror ejede en forretning, hvorfra han solgte dametasker. Taskerne blev købt af en fabrikant og kunderne betalte med checks. En dag betalte nogle kunder med checks som senere viste sig at være falske og fabrikanten kunne derfor ikke få sine penge for taskerne. Ansøgeren skrev under for modtagelsen af varerne, hvorfor fabrikanten også er efter ansøgeren. Ansøgerens bror flygtede til Europa og har fået opholdstilladelse i Tyskland. Ansøgeren og hans familie er blevet opsøgt af fabrikanten, som har truet dem. Herefter flygtede ansøgeren og familien, og familien bor nu i skjul i Teheran, Iran. Fabrikanten har familiemedlemmer i Afghanistan, som vil lede efter ansøgeren, såfremt han tager til Afghanistan. Ansøgeren tilhører Bayat klanen og er shia muslim. Ansøgeren er født i Afghanistan, men forlod landet, da han var omkring 3 år gammel og flyttede sammen med sin familie til Teheran, Iran, hvor han er opvokset og har levet som illegal. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter sin mors familie og sine forældres fjender. Ansøgeren frygter endvidere familien til sin brors kreditorer i Iran. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter de generelle forhold i Afghanistan, herunder at han vil blive brugt som dansedreng. Til støtte for sit asylmotiv om sin frygt på grund af forældrenes konflikt med morens familie og hendes tidligere ægtefælle har ansøgeren oplyst, at hans mor var tajik og stammede fra en sunnimuslims familie. Moren blev tvunget til at gifte sig med en velhavende og magtfuld mand ved navn [X]. Kort efter vielsen flygtede hun sammen med ansøgerens far, som hun havde lært at kende, før hun blev gift. Ansøgerens far tilhørte Bayat-klanen og var shia-muslim. I forbindelse med forældrenes ægteskab konverterede ansøgerens mor og blev shia-muslim. Forældrene flyttede først til Mazar-e-Sharif og dernæst til Kabul, hvor de blev opdaget af et fjernt familiemedlem, der afpressede dem ved at true med at oplyse deres opholdssted til [X] og morens familie. Familien flygtede herefter til Iran. Ansøgerens far var træt af at leve som illegal i Iran og rejste derfor omkring 2009/2010 tilbage til Afghanistan for at undersøge, om familien kunne vende tilbage. Faren rejste til Ghazni for at sælge noget jord, og siden har ingen hørt fra ham. Ansøgeren frygter, at farens forsvinden har relation til konflikten med [X] og morens familie. Ansøgeren og hans familie er sikker på, at faren er blevet dræbt. Ansøgerens mor kontaktede farens søster i Afghanistan, der advarede moren mod at komme tilbage til Afghanistan, idet hun oplyste, at moren ville blive stenet til døde, hvis hun kom tilbage. Til støtte for sit asylmotiv om sin frygt for brorens iranske kreditorer har ansøgeren forklaret, at hans bror ejede en forretning, hvorfra han solgte dametasker. Broren købte taskerne på kredit af en fabrikant. Brorens kunder betalte for taskerne med checks. Nogle af disse checks viste sig at være falske, og derfor kunne broren ikke betale fabrikanten for taskerne. Ansøgerens bror flygtede først til Afghanistan, hvor han opholdt sig i tre måneder, før han kom tilbage til Iran, hvorefter han udrejste til Europa. Broren søgte asyl i Danmark, hvor hans og ansøgerens storebror forinden havde fået opholdstilladelse. Broren blev imidlertid senere overført til Tyskland, hvor han har fået opholdstilladelse. Efter brorens flugt er ansøgeren og hans familie blevet opsøgt af fabrikanten, som har truet dem. Ansøgeren havde skrevet under på modtagelsen af varerne, hvorfor fabrikanten også er efter ham. Umiddelbart efter at fabrikanten havde opsøgt familiens bopæl og fremsat trusler mod dem, opstod et slagsmål mellem ansøgeren og en af de personer, der krævede penge op. Ansøgeren slog den pågældende med en sten. Herefter flygtede ansøgeren sammen med sin familie. Ansøgerens mor skaffede et lån, så hun kunne sende ham ud af landet, mens hun med ansøgerens to yngre brødre opholdt sig i skjul i Teheran, Iran, indtil de udrejste til Tyskland, hvor de har fået opholdstilladelse. Fabrikanten har familiemedlemmer i Afghanistan, som vil lede efter ham, såfremt han tager til Afghanistan. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om forældrenes konflikt med [X] og ansøgerens mors familie til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at forklaringen har været troværdig og sammenhængende navnlig set i lyset af ansøgerens alder og manglende uddannelse. Forklaringen harmonerer i øvrigt i al væsentlighed med den forklaring, der blev afgivet overfor Udlændingestyrelsen af ansøgerens bror, [A], i forbindelse med behandlingen af [A]s asylsag i 2012 Nævnet lægger således til grund, at ansøgerens forældre flygtede sammen for godt 26 år siden, selvom ansøgerens mor forinden var blevet tvangsgift med [X]. Nævnet lægger videre til grund, at forældrene i en periode flyttede rundt flere steder i Afghanistan på flugt fra morens familie og [X], indtil de blev opdaget af en fjern slægtning i Kabul, der afpressede dem under trussel af at ville afsløre deres opholdssted. Nævnet lægger videre til grund, at ansøgerens far efter, at familien havde opholdt sig en del år i Iran, i 2009/2010 rejste tilbage til Afghanistan, hvor han kort efter forsvandt i forbindelse med en rejse til Ghazni, hvor både han og ansøgerens mor, stammer fra, og at ingen ved, hvad der er sket med ham. Efter ansøgerens forklaring sammenholdt med oplysningerne om farens forsvinden, fasterens oplysninger om, at konflikten stadig er aktuel, oplysningerne om [X]s og morens families status og betydning, er det sandsynliggjort, at æreskonflikten stadig er aktuel, og at såvel [X] som morens familie, til trods for den tid, der er gået, stadig vil efterstræbe ansøgeren for at opnå blodhævn. Flygtningenævnet lægger videre til grund, at ansøgeren ikke vil have mulighed for at søge myndighedernes beskyttelse. Henset til karakteren af konflikten sammenholdt med de øvrige oplysninger i sagen, finder nævnet ikke, at ansøgeren kan henvises til at tage ophold et andet sted i Afghanistan som internt flugtalternativ. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren opfylder betingelserne for at opnå opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Der er ikke grundlag for at meddele tilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” afgh/2020/44/lbv

syri202075

Nævnet stadfæstede i oktober 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014.Flygtningenævnet udtalte:”Klageren er etnisk araber og sunni-muslim af trosretning fra Anadan, Aleppo, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i sommeren 2014], og at han [i vinteren 2014/2015] blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Klageren har [vinteren 2019/2020] klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har til støtte herfor oplyst, at klageren er i risiko for individuel forfølgelse, idet han af de syriske myndigheder må opfattes som værende i opposition til de syriske myndigheder. Klageren har herom oplyst, at han stammer fra Anadan i det nordlige Syrien. Han har forklaret, at landsbyen var et af de første steder i Syrien, hvor demonstrationerne mod den syriske regering opstod, hvilket har ledt til, at alle, der bor eller har boet i landsbyen, er eftersøgte af de syriske myndigheder. Ligeledes har klageren forklaret, at han bærer efternavnet [X]. Han har oplyst, at efternavnet associeres af de syriske myndigheder med personer, der er imod den syriske regering, hvorfor det at bære efternavnet i sig selv er yderst farligt. Som støtte herfor har klageren oplyst, at store dele af hans familie er blevet slået ihjel af de syriske myndigheder, både som følge af, at de stammer fra Anadan, men også som følge af, at de bærer efternavnet [X]. Klageren har desuden oplyst, at der samlet set er mere end 250 personer med efternavnet [X], der er blevet slået ihjel af den syriske regering. Blandt disse er klagerens far, to brødre, nevø og flere fætre. Klageren har videre forklaret, at han har en nær relation til flere personer, der er profilerede og eftersøgte af de syriske myndigheder, herunder klagerens lillebror, der har unddraget sig militærtjeneste. Endvidere har klageren oplyst, at han efter sin ankomst til Danmark er begyndt på en række regeringskritiske aktiviteter, der har til formål at udbrede kendskabet til de overgreb, som befolkningen bliver udsat for af den syriske regering. Klageren har blandt andet udarbejdet nogle film, der kritiserer de syriske myndigheder. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han som følge af sine individuelle forhold ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren under samtalen med Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2014 oplyste, at han var flygtet på grund af den generelle manglende sikkerhed i Syrien, og at han ikke havde konflikter med myndighederne. At ansøgeren også da henviste til, at han ville være i risiko for at blive arresteret alene fordi, at han stammer fra Anadan, kan imidlertid ikke kan føre til en anden vurdering, henset til at ansøgeren da havde boet i Damaskus og [X] i perioden fra 1981 og frem til sin udrejse uden at have haft problemer med myndighederne. Ansøgerens forklaring for Flygtningenævnet om, at han ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for forfølgelse allerede på grund af sit efternavn og det forhold, at hans fars fætter ifølge ansøgerens forklaring er et kendt medlem af oprørsbevægelsen, kan heller ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at der er tale om en udbyggende forklaring. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på det fjerne slægtskab, og at ansøgeren ikke har nogen kontakt til den pågældende fjerne slægtning. At ansøgeren ifølge sin forklaring har mistet to brødre kan heller ikke føre til en anden vurdering, da brødrene er blevet dræbt under bombardementer, og der er ikke efter det foreliggende grundlag for at antage, at der ikke har været tale om tilfældige dødsfald som følge af bombardementer. For så vidt angår ansøgerens aktiviteter på de sociale medier, mens han har opholdt sig i Danmark, bemærker Flygtningenævnet, at ansøgerens Facebookprofil ikke er oprettet med ansøgerens fulde navn, og at ansøgeren først for ca. 4 måneder siden – og efter, at han havde klaget over Udlændingestyrelsens afgørelse – ændrede navnet på sin Youtube-kanal til sit eget navn. Selv om Youtube-kanalen måtte indeholde videoer, der er kritiske mod de syriske myndigheder, finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han af den grund er kommet i myndighedernes søgelys. Flygtningenævnet har herved blandt andet lagt vægt på, at ansøgeren ikke var i myndighedernes søgelys ved sin udrejse, og at han ikke – mens han har været i Danmark – har modtaget trusler eller lignende henvendelser i anledning af sine aktiviteter på de sociale medier. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse, hvorefter ansøgeren alene er meddelt opholdstilladelse i Danmark på grund af de generelle forhold i Syrien.” Syri/2020/75.

syri202074

syri202074

Nævnet meddelte i oktober 2020 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunni-muslim fra Sbeneh, Rif Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i sommeren] 2015, og at hun [i foråret] 2017 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Afgørelsen omfattede ligeledes klagerens tre børn. [I begyndelsen af] 2019 ændrede Udlændingestyrelsen opholdsgrundlaget for klagerens børn, således at de fik opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, jf. flygtningekonventionens artikel 1 D, 2. pkt. Klageren har [i efteråret] 2019 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter, at hun vil blive slået ihjel af myndighederne grundet sit efternavn, sit tilhørsforhold til klanen [x], og fordi hun stammer fra byen Sbeneh. Klageren har endvidere henvist til de generelle forhold i Syrien som følge af krigen. Klageren har til støtte herfor oplyst, at [x]-klanen er efterlyst, og at personer fra Sbeneh forsvinder eller bliver taget ved kontrolposter af de syriske myndigheder, hvilket er sket for klagerens morbror, svoger, fætter, veninde, fætter og fætterens søn, der alle bor i byen. Årsagen hertil er, at der har været demonstrationer og kampe i Sbeneh. Myndighederne har endvidere ransaget klagerens bopæl, mens klageren ikke var hjemme, samt bombet klagerens families butik og bopæl. Efter indrejsen i Danmark har klageren fået at vide af sin nabo, at det syriske politi har opsøgt klagerens bopæl og fortalt naboen, at de leder efter klageren. Politiet oplyste endvidere, at de vil tage klageren og familien ved grænsen, hvis de vender tilbage til Syrien. Endelig har klageren henvist til, at Flygtningenævnet ved flere afgørelser har givet syriske kvinder med nære familiemedlemmer i Danmark og med reel risiko for tilbageholdelse og afhøring ved en tilbagevenden til Syrien opholdstilladelse efter udlændingeloven § 7, stk. 1, eller stk. 2. Klageren mener derfor også, at hun bør meddeles opholdstilladelse efter udlændingeloven § 7, stk. 1, eller stk. 2. Klageren har videre anført, at hendes ægtefælle og tre børn alle har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, hvorfor også hun bør blive meddelt opholdstilladelse som konsekvens heraf. Flygtningenævnet finder, at klageren ikke har sandsynliggjort, at hun skulle være omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller § 7, stk. 2, på grund af individuelle konflikter i Syrien. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at myndighederne i Syrien har spurgt efter klageren efter hendes udrejse. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at klageren til Udlændingestyrelsen har forklaret, at hun ikke har nogen individuelle konflikter i Syrien, og at hendes efterfølgende forklaring herom er udbyggende, divergerende og usandsynlig. Klageren har i brev [fra efteråret] 2019 anført, at hendes nabo i Syrien for få dage siden havde fortalt hende, at det syriske politi havde været på hendes bopæl og spurgt efter klageren og resten af hendes familie, og at de ledte efter dem. For Flygtningenævnet har klageren i første omgang forklaret, at det var en hjemløs, der havde lejet en af hendes brødres lejlighed, der have fortalt, at myndighederne havde spurgt efter familien, og senere har klageren forklaret, at hendes naboer i Syrien har oplyst, at myndighederne har spurgt efter klageren og hendes familie, og at husene i det område, hvor de boede, var bombet, og at klagerens hus var væk, men at der stadig boede naboer i ruinerne. Flygtningenævnet finder endvidere, at det ikke forekommer sandsynligt, at de syriske myndigheder skulle opsøge klageren i 2019, når henses til, at klageren udrejste af Syrien [i sommeren] 2014, og at hun til Udlændingestyrelsen har forklaret, at hun ikke har haft personlige konflikter i Syrien, herunder med myndighederne. Flygtningenævnet finder endvidere efter de foreliggende oplysninger, at det forhold, at hendes ægtefælle angiveligt har forladt en stilling som vagt i et ministerium to måneder inden udrejsen, har en sådan karakter og intensitet, også i lyset af de generelle forhold i Syrien i perioden, at det ikke er sandsynligt, at klageren ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse, herunder henset til, at familien, herunder klagerens mand have opholdt sig i Syrien i flere måneder, efter at han holdt op som vagt, og at han ikke kan anses for at have været profileret. Hvad angår spørgsmålet om, hvorvidt klageren kan opnå konsekvensstatus som følge af klagerens ægtefælles opholdstilladelse, bemærker Flygtningenævnet, at klageren ikke som konsekvens af, at hendes ægtefælle er blevet meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, kan meddeles konsekvensstatus efter denne bestemmelse henset til, at ægtefællen fik opholdstilladelse [i begyndelsen af] 2016, i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, allerede henset til, at klageren [i foråret] 2017 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, og at klageren først [i efteråret] 2019 har søgt om statusændring. Med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt klageren kan opnå konsekvensstatus som følge af klagerens tre børns opholdstilladelse bemærker Flygtningenævnet, at klagerens tre børn, der er indrejst sammen med klageren [i begyndelsen af] 2019, har fået ændret deres opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, jf. Flygtningekonventionens artikel 1D, 2. pkt. som følge af, at Flygtningenævnet har ændret praksis i asylsager vedrørende statsløse palæstinensere fra UNRWA området i Syrien, Libanon og Vestbredden. Flygtningenævnet finder efter de foreliggende omstændigheder – navnlig med henvisning til princippet om familiens enhed jf. UNHCR’s Handbook kapitel 6 - at klageren skal meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, som konsekvens af de tre børns opholdstilladelse efter samme bestemmelse. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse, således at klageren som konsekvens af hendes tre børns status som konventionsflygtning i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, jf. artikel 1D, 2. pkt., meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren opfylder således betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syri/2020/74/CARA

syri202068

Nævnet stadfæstede i oktober 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunni-muslim fra Rif Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark den [Efteråret] 2016 og at hun den [Efteråret] 2019 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har den [Vinteren] 2020 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hun på nuværende tidspunkt er politisk aktivist på Facebook. Klageren har endvidere henvist til, at hendes forældre samt fire brødre er blevet meddelt asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har til støtte for sin ansøgning om asyl i første række henvist til, at hun frygter at blive anholdt, udsat for tortur samt at blive voldtaget af syriske myndighedspersoner. Klageren har endvidere som asylmotiv henvist til, at der ikke er menneskerettigheder og demokrati i Syrien, og at hun vil være stillet ringere i sundhedsvæsnet, fordi hun kommer fra bydelen Hajar al Aswad. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun er efterstræbt af de syriske myndigheder, idet hele hendes familie er forfulgt, og at de er registret hos de syriske myndigheder, da hendes brødre har unddraget sig militærpligt. Klageren har i den forbindelse oplyst, at hendes far i slutningen af 2013 eller i starten af 2014 var fængslet i otte til ni dage. Han blev løsladt, efter at hendes bror, Firas, betalte bestikkelsespenge. Flygtningenævnet finder, at klageren ikke har sandsynliggjort, at hun har behov for beskyttelse som nævnt i udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Nævnet har lagt vægt på, at klageren under oplysnings- og motivsamtalen [Foråret] 2019 oplyste, at hun ikke havde personlige konflikter med de syriske myndigheder, ligesom hun udrejste legalt af Syrien [Vinteren] 2014 på grundlag af et pas udstedt af de syriske myndigheder [Efteråret] 2014, og i øvrigt ikke mens hun opholdt sig i Syrien har været udsat for overgreb fra de syriske myndigheders side, endsige har været tilbageholdt. Oplysningerne om den tilbageholdelse, der har fundet sted af klagerens far, og baggrunden herfor i form af hendes brødres unddragelse af militærtjeneste kan ikke føre til en anden vurdering. Det kan heller ikke føre til en anden vurdering, at klageren har oplyst, at hun kun havde mulighed for at udrejse, fordi der blev betalt bestikkelse. Klagerens ikke nærmere underbyggede udsagn om, at hun har været politisk aktiv på Facebook og har udtalt sig imod styret i Syrien, har ikke en karakter, der indebærer, at klageren på dette grundlag har sandsynliggjort et behov for beskyttelse som nævnt i udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Den omstændighed, at klageren er sunni-muslim, og at tilhængerne af det syriske regime er alawitter, er ikke et forhold, der i sig selv kan føre til asyl. Oplysningerne om klagerens kroniske bløder-sygdom og klagerens frygt for, at hun ikke vil kunne få behandling herfor i det syriske sundhedsvæsen, er ikke forhold, der hører under anvendelsesområdet for udlændingelovens § 7. Klageren opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 7, stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2020/68/MIMA

stat202052

Nævnet stadfæstede i oktober 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Libanon. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og muslim fra Baalbek, Libanon. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ønsker at opholde sig i Danmark med sine herboende voksne børn. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han er syg og kan ikke klare sig alene i Libanon længere. Den 29. august 2018 offentliggjorde Flygtningenævnet på nævnets hjemmeside, at Flygtningenævnets koordinationsudvalg har besluttet at ændre nævnets hidtidige praksis i asylsager vedrørende statsløse palæstinensere fra Libanon og fra den øvrige del af UNRWAs mandatområde, således at en statsløs palæstinenser fra de pågældende områder, der har haft adgang til UNRWAs beskyttelse eller bistand, og som frivilligt har forladt området, er udelukket fra beskyttelse efter flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 1. pkt. Har den pågældende derimod været tvunget til at forlade området eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage, vil vedkommende automatisk være omfattet af flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 2. pkt. Ansøgeren har oplyst, at han er registreret ved UNRWA i Libanon og har modtaget hjælp i form af sundhedsbehandling, fødevarehjælp og skolegang. Ansøgeren har forklaret, at han frivilligt udrejste af Libanon for at tage ophold hos sine børn i Danmark, idet han som følge af sin alder og helbredsforhold, og idet han ikke længere havde familiemedlemmer i Libanon havde svært ved at klare sig. Han har overfor nævnet bekræftet, at han ikke har haft problemer med myndigheder eller andre i Libanon. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren har været tvunget til at forlade Libanon og således UNRWA-området, eller at der skulle være nogen personlig risiko for ham forbundet med at tage tilbage dertil. For så vidt angår muligheden for at kunne genindrejse i Libanon bemærker Flygtningenævnet, at de libanesiske myndigheder har udstedt rejsedokument i 2015 for palæstinensiske flygtninge til ansøgeren. Rejsedokumentet er udløbet i 2019. De danske myndigheder er i besiddelse af rejsedokumentet. Flygtningenævnet finder herefter og efter de foreliggende baggrundsoplysninger, at der er tilstrækkeligt grundlag for at antage, at ansøgeren vil kunne få udstedt ny rejselegitimation af de libanesiske myndigheder. Ansøgeren er UNRWA-registreret, og det må antages, at han fortsat vil kunne modtage bistand fra UNRWA. Da ansøgeren således er omfattet af flygtningekonventionens artikel 1 D, 1. pkt., og ikke 2. pkt., opfylder ansøgeren ikke betingelserne for at få opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” stat/2020/52/imbs

stat202051

Nævnet stadfæstede i oktober 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsløs palæstinenser fra Gaza samt hendes to medfølgende børn. Indrejst i 2014.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk arabisk palæstinenser fra Rafah, Gaza. Ansøgeren har været aktiv for Fatah-bevægelsen siden 2006, hvor hun har udført humanitært arbejde. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive slået ihjel af repræsentanter for Hamas-bevægelsen, idet hun har været politisk aktiv for Fatah-bevægelsen. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive slået ihjel af ægtefællens familie, idet familien har truet ansøgeren telefonisk ved flere lejligheder. Endelig har ansøgeren henvist til de generelle forhold i Gaza, idet der er mangel på elektricitet, fødevarer og sikkerhed, og idet Israel jævnligt bomber i Gaza. Til støtte for sit asylmotiv vedrørende sin frygt for Hamas, har ansøgeren oplyst, at hun blev medlem af Fatah-bevægelsen, da hun startede på universitetet omkring slutningen af 2006. I 2007 begyndte ansøgeren at udføre humanitært arbejde for elevrådet på universitetet, som var støttet af Fatah-bevægelsen. Arbejdet bestod i at dele penge ud til dårligt stillede medstuderende. Finansieringen blev sat i stand med hjælp fra Fatah-bevægelsens ungdomsorganisation samt bidrag udefra. Nogle måneder efter, at ansøgeren påbegyndte sit arbejde for Fatah-bevægelsen, begyndte hun at modtage trusler fra Hamas. Hamas krævede, at ansøgeren ophørte med sit arbejde for Fatah-bevægelsen, og ansøgeren blev truet på livet. Ansøgeren blev bange, men hun reagerede ikke på truslerne og fortsatte sit humanitære arbejde. Da ansøgeren blev færdig med universitetet i 2008, forsatte hun sine aktiviteter for Fatah-bevægelsen og arbejdede som frivillig for bevægelsen frem til 2013, hvor hun blev gift. Arbejdet bestod i at dele mad og andre forsyninger ud til fattige familier, hverve medlemmer, samt dele løbesedler ud ved særlige lejligheder. I perioden 2007-2013 modtog ansøgeren kontinuerligt trusler fra Hamas, herunder dødstrusler. Ansøgeren har endvidere modtaget to indkaldelser til samtaler hos Hamas, som hun har ignoreret. I 2014 blev ansøgeren pålagt husarrest af Hamas, hvorfor ansøgeren og hendes ægtefælle planlagde deres fælles udrejse af Gaza. Til støtte for sit asylmotiv vedrørende sin frygt for ægtefællens familie, har ansøgeren henvist til, at konflikten mellem hendes familie og ægtefællens familie startede i 2014, hvor hun søgte asyl i Sverige. Ansøgeren har oplyst, at det i deres kultur anses for et tabu, at en kvinde forlader manden uden mandens tilladelse. Ansøgerens ægtefælle fortalte sin familie om episoden. Dagen efter tog ansøgerens ægtefælles familie hjem til ansøgerens familie, hvor de kom op at skændes. Skænderiet medførte skudveksling. Der opstod efterfølgende en æresrelateret konflikt mellem familierne. Ansøgerens ægtefælles familie er tilhængere af Hamas-bevægelsen, hvorimod ansøgerens familie er tilhængere af Fatah-bevægelsen, og konflikten mellem familierne udviklede sig derfor til en politisk relateret konflikt. Den 29. august 2018 offentliggjorde Flygtningenævnet på nævnets hjemmeside, at Flygtningenævnets koordinationsudvalg har besluttet at ændre nævnets hidtidige praksis i asylsager vedrørende statsløse palæstinensere fra Libanon og fra den øvrige del af UNRWAs mandatområde, således at en statsløs palæstinenser fra de pågældende områder, der har haft adgang til UNRWAs beskyttelse eller bistand, og som frivilligt har forladt området, er udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 1. pkt. Har den pågældende derimod været tvunget til at forlade området eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage, vil vedkommende automatisk være omfattet af Flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 2. pkt. Flygtningenævnet er enig i Udlændingestyrelsens afgørelse og begrundelsen herfor. Det, der er fremkommet for Flygtningenævnet, kan ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”Udlændingestyrelsens afgørelse er begrundet som følgende:”Vi har vurderet, at du er omfattet af flygtningekonventionens artikel 1D, 1. pkt. Vi har lagt vægt på, at du til din samtale med Udlændingestyrelsen [i foråret 2020] har oplyst, at du har modtaget hjælp fra UNRWA, idet du har gået I en UNRWA støttet grundskole og at du også har modtaget hjælp fra UNRWA i forbindelse med lægebehandling. Herudover har du fremlagt kopi af UNRWA familieregistreringskort, hvor det fremgår, at du er registreret som palæstinensisk flygtning. Vi vurderer på den baggrund, at du har haft adgang til hjælp fra UNRWA. Det betyder, at du som udgangspunkt er udelukket fra at få beskyttelse efter Flygtningekonventionen, jf. artikel 1D, 1. pkt., medmindre du også er omfattet artikel 1D, 2. pkt. Vi vurderer, at du ikke er omfattet af Flygtningekonventionens artikel 1D, 2. pkt., hvilket betyder, at du ikke er berettiget til konventionsstatus i Danmark. Vi har lagt vægt på, at du ikke vil befinde dig i en alvorlig personlig usikkerhedstilstand ved en tilbagevenden til Gaza, idet vi ikke kan lægge din forklaring om din konflikt med Hamas til grund. For en begrundelse herfor henviser vi til vores afgørelse af [vinteren 2015/2016] og Flygtningenævnets afgørelse af [foråret] 2016. Vi har i den forbindelse også lagt vægt på, at du til samtalen [af foråret] 2020 har oplyst, at du ikke har nye oplysninger om dit asylmotiv. Vi vurderer på den baggrund, at du ved en tilbagevenden til Gaza ikke vil befinde dig i en alvorlig personlig usikkerhedstilstand, og at det ikke vil være umuligt for UNRWA at sikre dig levevilkår, som er i overensstemmelse med den opgave, som UNRWA er ansvarlig for. Vi har også vurderet, at selvom de generelle forhold for statsløse palæstinensere i Gaza er svære såvel sikkerhedsmæssigt som socioøkonomisk, kan dette ikke i sig selv føre til en ændret vurdering. Vi har lagt vægt på, at de generelle forhold ikke har en sådan intensitet, at du ved en tilbagevenden til Gaza vil befinde dig i en alvorlig personlig usikkerhedstilstand, og at det ikke af denne grund vil være umuligt for UNRWA at sikre dig levevilkår, som er i overensstemmelse med den opgave, som UNRWA er ansvarlig for. Det kan heller ikke føre til en ændret vurdering, at du er gift med en herboende statsløs palæstinenser og at du og din ægtefælle har to fællesbørn, som har boet i Danmark i henholdsvis [antal] år og [antal] år. Vi har lagt vægt på, at vurderingen af din familiemæssige tilknytning til personer i Danmark ikke i sig selv kan begrunde asyl efter udlændingelovens § 7. Endeligt bemærkes det, at der ikke er nogen konkrete oplysninger, der understøtter, at du som statsløs palæstinenser fra Gaza ikke kan indrejse legalt og tage lovligt ophold i Gaza. Vi har lagt vægt på at du er registreret i det palæstinensiske folkeregister og derfor har et id nummer. Vi kan i den forbindelse henvise til Udlændingestyrelsens notat af januar 2019, Palæstinenseres mulighed for indrejse i Gaza og på Vestbredden, s. 9 at personer, der har fået tildelt et identitetsnummer, har i praksis en lovlig opholdstilladelse i Gaza. Efter en samlet vurdering af din sag konkluderer vi, at du ikke kan få asyl i Danmark efter udlændingelovens § 7.” stat/2020/51.

stat202050

Nævnet stadfæstede i oktober 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Libanon. Indrejst i 2013.Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim af trosretning fra Libanon. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Libanon frygter, at han ikke har noget sted at tage ophold. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at han flyttede med sin mor og storbror fra Danmark, hvor han er født, til Libanon, da han var omkring fire-seks måneder gammel. Han voksede herefter op i Libanon i byen Zahlah i kvarteret [X]. I sommeren 2013 blev ansøgeren og hans bror smidt ud af morens families bopæl. Ansøgeren og hans bror boede herefter hos en hjælpeorganisation i Libanon. I [vinteren 2013/2014] rejste de begge til Danmark med det formål at tage ophold hos deres herboende far. Videre frygter ansøgeren de generelle urolige forhold i Libanon, herunder Hizbollah, som tvangshverver unge mænd i ansøgerens hjemområde i Zahlah. Den 29. august 2018 offentliggjorde Flygtningenævnet på nævnets hjemmeside, at Flygtningenævnets koordinationsudvalg har besluttet at ændre nævnets hidtidige praksis i asylsager vedrørende statsløse palæstinensere fra Libanon og fra den øvrige del af UNRWA mandat-området, således at en statsløs palæstinenser fra de pågældende områder, der har haft adgang til UNRWA beskyttelse eller bistand og som frivilligt har forladt området, er udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 1. pkt. Har den pågældende derimod været tvunget til at forlade området, eller tilsvarende er afskåret for at vende tilbage, vil vedkommende automatisk være omfattet af Flygtningekonventionen. Flygtningenævnet er af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen i afgørelsen af [sommeren] 2020, enig i, at ansøgeren er omfattet af Flygtningekonventionens artikel 1 D, 1. pkt., og at ansøgeren ikke er omfattet af 2. pkt., hvorfor ansøgeren ikke opfylder betingelserne for at få opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. For så vidt angår ansøgerens mulighed for at genindrejse i Libanon bemærker Flygtningenævnet, at de libanesiske myndigheder til ansøgeren tidligere har udstedt id-kort og et rejsedokument. På den baggrund og efter de foreliggende baggrundsoplysninger må det antages, at ansøgeren vil kunne få udstedt ny rejselegitimation af de libanesiske myndigheder. Flygtningenævnet finder derfor ikke grundlag for at udsætte sagen på konstatering af, hvorvidt ansøgeren på ny kan få udstedt rejsedokumenter fra de libanesiske myndigheder. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”Udlændingestyrelsens afgørelse er begrundet som følgende:”Vi har vurderet, at du er omfattet af Flygtningekonventionens artikel 1D, 1. pkt. Vi har lagt vægt på, at du til din samtale med Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2019 har oplyst at have modtaget bistand fra UNRWA. Videre har UNRWA [i sommeren] 2019 bekræftet, at du er registreret hos UNRWA i Libanon. Vi vurderer på den baggrund, at du har haft adgang til hjælp fra UNRWA. Det betyder, at du som udgangspunkt er udelukket fra at få beskyttelse efter Flygtningekonventionen, jf. artikel 1D, 1. pkt., medmindre du også er omfattet artikel 1D, 2. pkt. Vi vurderer, at du ikke er omfattet af Flygtningekonventionens artikel 1D, 2. pkt., hvilket betyder, at du ikke er berettiget til konventionsstatus i Danmark. Vi har lagt vægt på, at vi vurderer, at du ikke vil befinde dig i en alvorlig personlig usikkerhedstilstand ved en tilbagevenden til Libanon, idet vi ikke kan lægge din forklaring om, at du er eftersøgt af de libanesiske myndigheder, til grund. For en begrundelse herfor henviser vi til vores afgørelse af [efteråret 2014] og Flygtningenævnets afgørelse af [vinteren 2014/2015]. Vi har i den forbindelse også lagt vægt på, at du til samtalen [i sommeren] 2019 har oplyst, at du aldrig har haft problemer med de libanesiske myndigheder og aldrig har været udsat for straffeprocessuelle indgreb eller lignende i Libanon. Vi vurderer på den baggrund, at du ved en tilbagevenden til Libanon ikke vil befinde dig i en alvorlig personlig usikkerhedstilstand, og at det ikke vil være umuligt for UNRWA at sikre dig levevilkår, som er i overensstemmelse med den opgave, som UNRWA er ansvarlig for. Vi har også vurderet, at selvom de generelle forhold for statsløse palæstinensere i Libanon er svære såvel sikkerhedsmæssigt som socioøkonomisk, kan dette ikke i sig selv føre til en ændret vurdering. Vi har lagt vægt på, at de generelle forhold ikke har en sådan intensitet, at du ved en tilbagevenden til Libanon vil befinde dig i en alvorlig personlig usikkerhedstilstand, og at det ikke af denne grund vil være umuligt for UNRWA at sikre dig levevilkår, som er i overensstemmelse med den opgave, som UNRWA er ansvarlig for. Det kan heller ikke i sig selv føre til en ændret vurdering, at det fremgår af Udlændingestyrelsens landerapport, Lebanon Readmission of Palestinian Refugees from Lebanon af marts 2020, at de libanesiske myndigheder siden maj 2018 generelt har været tilbageholdende med at tillade palæstinensiske flygtninge fra Libanon at genindrejse i Libanon. Vi har lagt vægt på, at det også fremgår af samme rapport, at det faktisk har været muligt for flere europæiske lande at returnere palæstinensiske flygtninge til Libanon, som ønskede at vende tilbage til Libanon frivilligt. Vi har derudover lagt vægt på, at det fremgår af rapporten side 11, at det er muligt for palæstinensiske flygtninge at få udstedt rejsedokumenter og indrejsetilladelse i Libanon, hvis myndighederne ikke er involveret. Vi har dermed lagt vægt på, at der ikke er nogen konkrete oplysninger, der understøtter, at du som statsløs palæstinenser fra Libanon ikke kan indrejse legalt og tage lovligt ophold i Libanon. Det bemærkes, at du har fremlagt ID-kort for statsløse palæstinensere, udstedt af myndighederne i Libanon. Vi har i den forbindelse lagt vægt på, at det fremgår af Home Office: Country Policy and Information Note, Lebanon: Palestinians, Version 1.0, June 2018, s. 8, at statsløse palæstinensere med ID-kort kan få udstedt rejsedokument til brug for ind- og udrejse af Libanon. Vi har lagt afgørende vægt på, at du tidligere har været i udsendelsesposition, og i den forbindelse har fået udstedt et rejsedokument af de libanesiske myndigheder, gyldigt fra [efteråret] 2015 til [vinteren 2015/2016]. Vi har på den baggrund vurderet, at det ikke kan antages at være praktisk umuligt for dig at genindrejse i Libanon og derved igen få adgang til hjælp fra UNRWA. Efter en samlet vurdering af din sag konkluderer vi, at du ikke kan få asyl i Danmark efter udlændingelovens § 7.” stat/2020/50

stat202045

Nævnet stadfæstede i oktober 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Libanon. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim af trosretning fra Tyr, Libanon. Ansøgeren har været medlem af Amal-militsen siden han var omkring syv eller otte år og frem til sin udrejse af Libanon. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af Amal-militsen, fordi han forlod Libanon, efter at han fortrød at have sagt ja til at deltage i krigen Syrien. Derudover kender ansøgeren alt til Amal-militsen, herunder hvor de befinder sig, og hvilket materiel de anvender. Ydermere har ansøgeren en anden trosretning end Amal-militsen, idet de er shia-muslimer af trosretning. Til støtte herfor, har ansøgeren oplyst, at han blev medlem af Amal-militsens spejdergruppe, da han var omkring syv eller otte år, fordi hans venner var medlemmer. Da ansøgeren var 13 år, meldte han sig officielt ind i Amal-militsen, ved at skrive under på et stykke papir. Dermed bekræftede han, at han var medlem. Ansøgeren fik undervisning i religion og hvad man gør, hvis man står overfor en landmine. Da ansøgeren var 16 eller 17 år, blev han flyttet til den militære afdeling af Amal-militsen, hvor han modtog våbentræning og undervisning i at trænge ind i bygninger, forhindre selvmordsangreb og hvordan man klarer sig, hvis man bliver skudt. Ansøgeren modtog denne træning og undervisning tre gange. Første gang var i [slutningen af] 2016, anden gang var halvanden til to måneder herefter og tredje gang var i 2017. Da ansøgeren var fyldt 18 år, deltog han i et stort møde hos Amal-militsen i [efteråret] 2017, muligvis [en nærmere angivet dato i efteråret] 2017, hvor deltagerne blev opfordret til at tage til Syrien. Ansøgeren blev efterfølgende kaldt ind på lederens kontor og opfordret til at tage til Syrien. Ansøgeren ville ikke dræbes, men lederen sagde, at han skulle deltage i krigen, og at der ikke ville ske ham noget. Ansøgeren fik et stykke papir med hjem, som ansøgerens far skulle skrive under på, fordi ansøgeren var ung. Ansøgeren fik at vide, at han fire dage senere klokken 05:00 om morgenen skulle møde op foran kontoret. Da ansøgerens far fik papiret, fik han det så dårligt, at de måtte tage på hospitalet. Ansøgerens far ringede til en af sine venner, som fortalte, at ansøgeren skulle ud af landet i en fart. Ansøgerens far fandt en agent, der kunne hjælpe ansøgeren med at rejse ud af Libanon. Agenten fik ansøgerens pas, to små billeder og 11.000 dollars, som faren lånte. Om morgenen den dag, hvor ansøgeren skulle være mødt op, ringede han til Amal-militsen og meldte sig syg. Ansøgeren fik at vide, at han skulle møde op næste dag. Ansøgeren udrejste klokken 10:00 samme dag, [i slutningen af] 2017. Ansøgeren rejste til Danmark via Tyrkiet, Panama, Ecuador, Bogota, Spanien, Frankrig, Holland og Tyskland. Ansøgerens far har efterfølgende fortalt, at folk fra Amal-militsen spørger efter ansøgeren, senest [i sommeren] 2020, hvor ansøgerens far fik besked om, at ansøgeren skulle møde op. Derudover blev ansøgeren overfaldet og stukket med en kniv af to til tre personer fra Amal-militsen i 2017, på grund af ansøgerens trosretning. Ansøgeren meldte det til politiet, men der skete ikke noget i sagen. Den 29. august 2018 offentliggjorde Flygtningenævnet på nævnets hjemmeside, at Flygtningenævnets koordinationsudvalg har besluttet at ændre nævnets hidtidige praksis i asylsager vedrørende statsløse palæstinensere fra Libanon og fra den øvrige del af UNRWAs mandatområde, således at en statsløs palæstinenser fra de pågældende områder, der har haft adgang til UNRWAs beskyttelse eller bistand, og som frivilligt har forladt området, er udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 1. pkt. Har den pågældende derimod været tvunget til at forlade området eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage, vil vedkommende automatisk være omfattet af Flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 2. pkt. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren er omfattet af Flygtningekonventionens artikel 1 D, 1. pkt. og dermed som udgangspunkt udelukket fra at opnå beskyttelse efter konventionen. Der er herved henset til, at ansøgeren har oplyst, at han er født i [A], som ligger ved byen Tyr, i det sydlige Libanon og efterfølgende har boet i landsbyen [B], som ligger tæt ved byen Tyr. Ansøgeren har gået i en UNRWA skole for statsløse palæstinensere, har modtaget lægehjælp fra UNRWA og familien har fra UNRWA modtaget mad hver måned. Ansøgeren har fremlagt bekræftelse på ansøgerens registrering hos UNRWA. Flygtningenævnet finder som Udlændingestyrelsen ikke, at ansøgeren er omfattet af Flygtningekonventionens artikel 1 D, 2. pkt., idet Flygtningenævnet ikke kan lægge til grund, at ansøgeren har en konflikt med Amal bevægelsen. Der er ved afgørelsen heraf henset til, at ansøgeren på flere punkter har afgivet divergerende forklaringer om sit asylmotiv. Ansøgeren har således til sin Oplysnings- og Motivsamtale [i starten af] 2018 forklaret, at alle medlemmer af Amal-militsen var til et møde, hvor en gruppe skulle udvælges til at skulle til Syrien. På mødet sagde lederen, at ansøgeren var klar til krigen og skulle til Syrien og at han skulle møde 3 dage senere kl. 5 om morgenen. Han skulle have sit tøj, ejendele og hvad han eller havde brug for klar, idet han ikke kunne købe ind, der hvor han skulle hen. Til asylsamtalen [i starten af] 2019 har ansøgeren imidlertid forklaret, at han var samlet med 5-6 personer fra Amal-militsen. Ansøger blev kaldt ind til lederen, [C]. [C] bad ansøger skrive under på et stykke papir og sagde at ansøger skulle til Syrien. Ansøger skrev under på dokumentet. [C] sagde, at ansøger skulle til Syrien 4-5 dage senere. På nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at det var faderen, der skulle underskrive dokumentet. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvornår han fortalte sin far, at han skulle til Syrien. Til Oplysnings- og Motivsamtalen har ansøgeren således forklaret, at da han tog hjem fra mødet med Amal-bevægelsen kunne ansøgerens far se, at der var noget galt med ansøgeren. Ansøgeren fortalte sin far, at de ønskede, at han skulle tage til Syrien, hvilket medførte at ansøgerens far fik en blodprop lignende tilstand og blev taget til sygehuset, men udskrevet samme dag. Til sin asylsamtale har ansøgeren derimod forklaret, at ansøgerens far dagen efter mødet spurgte ansøgeren, hvad der var galt, hvorefter ansøgeren så småt begyndte at åbne sig for sin far og fortalte at han skulle til Syrien og kæmpe. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende omkring, hvorvidt han mødte op hos Amal-bevægelsen efter beskeden om at han skulle udrejse til Syrien. Til sin Oplysnings- og Motivsamtale har ansøgeren forklaret, at han i dagene inden afrejsen mødte op hos Amal-militsen og her snakkede han med lederen. Til sin asylsamtale har ansøgeren derimod forklaret, at han efter beskeden om at han skulle til Syrien opholdt sig hjemme på bopælen og ikke mødte op hos Amal-militsen igen. Han har ikke talt med nogen fra Amal-militsen efter mødet med [C] og frem til sin udrejse. Ansøgeren har på nævnsmødet forklaret, at han ikke meldte sig syg den dag, hvor han skulle møde op i militsen i forbindelse med sin udrejse. Til sin Oplysnings og Motivsamtale [i starten af] 2018 har ansøgeren imidlertid forklaret, at han meldte sig syg den dag, hvor han skulle møde op ved militsen kl. 05.00. Endelig har ansøgeren forklaret divergerende om, hvorvidt ansøgerens far er blevet opsøgt af Amal bevægelsen efter ansøgerens udrejse. Ansøgeren har således til sin oplysnings- og Motivsamtale forklaret, at ansøgers far har oplyst at der kommer mange fra Amal-militsen og spørger efter ansøgeren. Til sin asylsamtale har ansøgeren derimod forklaret, at ansøgers far efter ansøgerens udrejse har talt med lederen af Amal-militsen om, hvorfor ansøgeren var udrejst, men at ansøgeren ikke kan huske om det er sket en eller flere gange. Flygtningenævnet kan på denne baggrund ikke lægge til grund, at ansøgeren har været tvunget til at forlade landsbyen [B] eller UNRWA´s operationsområde eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage fordi ansøgeren skulle have befundet sig i en alvorlig personlig usikkerhedstilstand. Flygtningenævnet finder, at de generelle forhold for statsløse palæstinensere i Libanon er svære såvel sikkerhedsmæssigt som socioøkonomisk, men at dette ikke kan føre til asyl. Uanset det fremstår vanskeligt at arrangere en udrejse til Libanon fremgår det af de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder Udlændingestyrelsens landerapport marts 2020, Readmission of Palestinian Refugees from Lebanon, blandt andet, at et europæisk land er lykkedes med at returnere 18 afviste asylansøgere til Libanon og at disse alle var frivillige tilbagevenden. Endvidere fremgår: ”in cases of voluntary return of PRLs (Palestinian Refugees from Lebanon), in which no foreign authorities were involved in the process of return, the MFA (Ministry of Foreign Affairs and Emigrants) would approve the returns to Lebanon.” På denne baggrund, og i øvrigt af de grunde, som er anført af Udlændingestyrelsen, tiltræder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke er afskåret fra at vende tilbage til Libanon, hvor han har adgang til UNRWA beskyttelse og bistand. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” stat/2020/45/EDO

sril20203

Nævnet stadfæstede i oktober 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sri Lanka. Indrejst i 2019.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tamil og kristen (pendikos) fra Jaffna provinsen, Vaddukoddai, Sri Lanka. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han i Sri Lanka frygter at blive bortført og slået ihjel af kriminalpolitiet CID, fordi de ønskede, at ansøgeren skulle være informant for dem. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af et medlem af Ava-gruppen ved navn Yaso, fordi ansøgeren anmeldte Yaso til politiet, hvorefter Yaso blev fængslet. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at han ofte besøgte Mirusivil flygtningelejren, hvor han hjalp til i en kirke. Den 25. juli 2009 var han i flygtningelejren for at besøge sin fætter, som boede i flygtningelejren. Under besøget blev han afhørt af to personer fra CID om årsagen til sine hyppige besøg i flygtningelejren. CID forsøgte desuden at overtale ansøgeren til at blive deres informant, så de kunne få oplysninger om personer i flygtningelejren med tilknytning til De Tamilske Tigre. Ansøgeren nægtede at være informant for CID. I august 2010 blev ansøgerens bopæl opsøgt af de to personer fra CID, som havde afhørt ham i Mirusivil flygtningelejren. De tog ham med til CID’s afdeling i Jaffa, hvor han blev afhørt om, hvorvidt han ville samarbejde med CID, og om han kendte nogen, der havde tilknytning til De Tamilske Tigre. I 2014 blev ansøgeren stoppet ved et check point og tilbageholdt i omkring tre timer. Her blev ansøgeren afhørt om, hvor han kom fra og hvorfor han kørte så sent. Fem minutter efter, at han var kørt fra dette check point, så han to motorcykler, hvorpå der sad fire maskerede personer, som havde våben. Da han så personerne, slukkede han bilen og løb væk. Da han 45 minutter senere vendte tilbage til bilen, stod den i brand. I 2016 blev ansøgeren opsøgt af de to personer fra CID ved sin datters skole. De tog ansøgeren med på stationen og spurgte, om han ville være deres informant. Han afslog igen at være informant for CID. I 2017, mens ansøgeren var medlem af Night Force, observerede han en person ved navn Yaso chikanere nogle unge piger, hvilket ansøgeren anmeldte til politiet. Yaso blev anholdt og tilbageholdt i tre måneder af politiet. Da Yaso blev løsladt, kom ansøgeren op at slås med ham, da ansøger konfronterede ham med, at Yaso havde chikaneret ansøgerens ægtefælle. Yaso truede ansøgeren med, at han ville slå ansøgeren ihjel, fordi ansøgeren havde anmeldt ham til politiet. En aften blev ansøgeren påkørt af en bil, hvorefter han så Yaso og fem andre komme ud af bilen. Tre af personerne begyndte at slå ansøger. Ansøgeren blev bange og løb væk. Omkring en uge efter blev ansøgeren opsøgt på sin bopæl af fem til seks personer fra Ava-gruppen. Personerne kom ikke ind på ansøgerens bopæl. Ansøgeren blev opsøgt af personerne dagligt på sin bopæl. Efter en bombeeksplosion den 21. april 2019 blev ansøgeren opsøgt af politiet i Wellewatte, som tog ham med på politistationen. Da de opdagede, at ansøger stod i CID’s system, troede de, at ansøgeren måske havde noget med bombeeksplosionen at gøre. Ansøgeren blev tilbageholdt i tre dage. Efter løsladelsen tog ansøgeren tilbage til Vaddukoddai, hvor de to personer fra CID ventede på ham. De ville afhøre ansøgeren, fordi han havde en muslimsk ven, som var forsvundet. Ansøgeren var tilbageholdt i to dage, men han blev løsladt i mangel på beviser. CID bad ham igen om at arbejde som informant for dem og truede med at slå ansøgeren ihjel, hvis han afslog dette. Ansøgeren udrejste efterfølgende af Sri Lanka [i foråret] 2019. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet har navnlig lagt vægt på, at ansøgeren under asylsagens behandling har forklaret divergerende på en række punkter, herunder om hvordan CID’s afhøringer af ham foregik, hvornår han blev spurgt, om han ville være informant for CID, hvor ofte han blev hentet på sin bopæl og taget med til afhøring, hvornår opsøgningen ved hans datters skole foregik, hvorfor han anmeldte Yaso til politiet, om han kunne se, hvem der var i den bil, der påkørte ham, og hvorfor han blev løsladt i forbindelse med sin sidste tilbageholdelse inden udrejsen. Flygtningenævnet finder derfor, at betingelserne for at meddele opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, ikke er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Sril/2020/3/FAM

soma202091

Nævnet meddelte i oktober 2020 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Somalia. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2014. Sagen blev sambehandlet med Soma/2020/88/AMKJ, Soma/2020/89/AMKJ og Soma/2020/90/AMKJ.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk somali fra Somalia. Ansøgeren tilhører klanen [klan]. Ansøgerens far er fra Anole, Somalia, opholdt sig i omkring et år forud for sin udrejse i Beledweyne, Somalia, og tilhører klanen [klan]. Ansøgeren eller ansøgerens far har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive voldtaget. Videre har hun henvist til, at hun frygter krigen i landet. Endvidere har ansøgeren henvist til, at hun frygter at bliver yderligere omskåret. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun har hørt, at der ofte sker voldtægter i Somalia. Videre har ansøgeren oplyst, at hun er bange for krigen i landet. Endvidere har ansøgeren oplyst, at hun blev halvt omskåret, da hun var lille og boede i Somalia. Ansøgerens far var der ikke. Det var ansøgerens faster, der arrangerede omskæringen. Ved en tilbagevenden til Somalia frygter ansøgeren, at fasteren vil ønske, at hun bliver yderligere omskåret. Ansøgerens far har på vegne af ansøgeren som asylmotiv henvist til, at han frygter, at ansøgeren vil blive tvangsomskåret. Videre har han henvist til, at han frygter, at ansøgeren vil blive voldtaget. Endvidere har ansøgerens far henvist til de generelle forhold i Somalia. Endelig har han henvist til konflikt som følge af klanforhold. Ansøgerens far har til støtte for asylmotivet oplyst, at han ikke har nogen oplysninger om, at ansøgeren skulle være blevet omskåret i Somalia, men at der var snak herom. Det var ansøgerens mor og faster, der ønskede, at hun skulle blive omskåret. Videre har han oplyst, at ansøgeren er tæt på voksenalderen, hvorved risikoen for at blive udsat for voldtægt ved en tilbagevenden til Somalia er steget. Endvidere har ansøgerens far oplyst, at der ikke er et godt liv i Somalia. At sende ansøgeren tilbage til landet vil være at sende hende i døden. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved tilbagevenden til Somalia risikerer at blive yderligere omskåret. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren under samtalen med Udlændingestyrelsen har forklaret, at hun ikke kan huske, da hun blev omskåret. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren efter omskæringen fortsat boede i Somalia sammen med sin faster uden, at ansøgeren blev yderligere omskåret, selvom det efter det oplyste var hendes faster, som havde besluttet, at hun skulle omskæres. Ansøgerens forklaring under mødet i Flygtningenævnet om, at omskæringen ikke blev færdiggjort, fordi den blev afbrudt på grund af krigshandlinger, forekommer på denne baggrund ikke troværdig. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at det alene beror på ansøgerens og hendes fars formodning, at ansøgeren risikerer at blive voldtaget eller tvangsgiftet, hvis hun vender tilbage til Somalia. Ansøgerens far har opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 7, stk. 2, men dette er ikke udtryk for, at han vil være i risiko for overgreb ved en eventuel tilbagevenden til Somalia, idet opholdstilladelse beror på, at ansøgeren har opnået en sådan tilknytning til Danmark, at Udlændingestyrelsen har fundet, at opholdstilladelse ikke kan inddrages, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. I den hypotetiske situation, at ansøgeren skal udrejse af Danmark, må det lægges til grund, at hendes far kan og vil rejse med hende til Somalia. Ansøgeren vil derfor ikke være en enlig kvinde uden mandligt netværk ved tilbagevenden til Somalia. Ansøgeren har derfor ikke sandsynliggjort, at hun risikerer asylbegrundende forfølgelse eller behandling ved tilbagevenden til Somalia. Flygtningenævnet har truffet følgende afgørelse om ansøgerens 4-årige halvsøster: ”Flygtningenævnets flertal lægger vægt på, at ansøgerens mor under sagens tidligere forløb har forklaret, at hun ikke havde andre mandlige slægtninge i Somalia end sin farbror, som hun boede hos. Under samtalen [i vinteren] 2019 med Udlændingestyrelsen oplyste ansøgerens mor, at hendes familie i hjemlandet omfatter to kusiner som hun ikke har kontakt med, og under samtalen i Flygtningenævnet har hun forklaret, at hendes farbror er død for omkring et år siden. Selv om ansøgerens mors forklaring om sit asylmotiv er blevet tilsidesat, finder Flygtningenævnets flertal på denne baggrund, at det ikke kan lægges til grund, at ansøgerens mor har et mandligt netværk i Somalia, og at ansøgerens mor således må betragtes som en enlig kvinde. Flygtningenævnets flertal finder endvidere efter de foreliggende baggrundsoplysninger om omskæring i Somalia sammenholdt med ansøgerens mors uddannelsesmæssige baggrund og personlighed, at hun ikke kan antages at kunne modstå pres fra omgivelserne for at lade ansøgeren omskære. Betingelserne for at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, er derfor opfyldt.” Som konsekvens af afgørelsen har Flygtningenævnet tillige meddelt ansøgerens to halvbrødre opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren har boet sammen med sine tre halvsøskende, som blev født i henholdsvis 2013, 2015 og 2016, fra ansøgeren kom til Danmark i [efteråret] 2014, og indtil hendes far og hendes halvsøskendes mor blev skilt i [efteråret] i 2018. Ansøgeren bor nu sammen med sin far, som ugentligt har samvær med ansøgerens halvsøskende. Flygtningenævnets flertal finder på denne baggrund, at ansøgeren har en så nær familiemæssig tilknytning til sin halvsøster, at betingelserne er opfyldt for også at meddele ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Soma/2020/91/AMKJ

soma202090

Nævnet meddelte i oktober 2020 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Somalia. Ansøgeren er mindreårig. Født i Danmark i 2015. Sagen blev sambehandlet med Soma/2020/88/AMKJ, Soma/2020/89/AMKJ og Soma/2020/91/AMKJ.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk somali, somalisk statsborger og tilhører klanen [klan]. Ansøgeren er født i Danmark. Ansøgerens mor er født i Mogadishu, Banaadir, Somalia, er opvokset i [by], Shabelle Dhexe, Somalia, og tilhører klanen [klan]. Ansøgerens far er fra Anole, Somalia, opholdt sig i omkring et år forud for sin udrejse i Beledweyne, Somalia, og tilhører klanen [klan]. Ansøgeren eller ansøgerens forældre har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerens mor har på vegne af ansøgeren som asylmotiv henvist til, at hun frygter, at den mand i Somalia, hun selv flygtede fra, vil gøre skade på ansøgeren. Videre har moren henvist til, at ansøgeren risikerer at blive tvangsrekrutteret til al-Shabaab. Endvidere har hun henvist til de generelle forhold i Somalia. Til støtte for ansøgerens asylmotiv, har moren oplyst, at hun flygtede fra sin tidligere ægtefælle i Somalia, og hun frygter, at han vil gøre skade på ansøgeren for at få ramt på hende. Videre frygter moren, at ansøgeren vil blive hjernevasket og tvangsrekrutteret til al-Shabaab, hvorefter ansøgeren i sidste ende vil vende sig mod hende. Endvidere har hun oplyst, at Somalia er farligt, og hun frygter, at ansøgeren vil blive slået ihjel som følge af vilkårlig vold og bombesprængninger. Det vil således heller ikke være muligt for ansøgeren at gå i skole eller studere i Somalia. Ansøgerens far har på vegne af ansøgeren som asylmotiv ligeledes henvist til, at ansøgeren risikerer at blive tvangsrekrutteret til al-Shabaab. Videre har faren henvist til, at han frygter, at ansøgeren vil blive brugt som slave af de større klaner. Til støtte for ansøgerens asylmotiv, har faren oplyst, at familien tilhører en lille klan, hvorfor større klaner vil bruge ansøgeren som slave. Videre har faren oplyst, at ansøgeren ikke vil kunne klare sig i Somalia, idet han er opvokset i Danmark. Flygtningenævnet bemærker, at det alene beror på ansøgerens forældres formodning, at ansøgeren ved tilbagevenden til Somalia risikerer at blive hjernevasket og tvangsrekrutteret af al-Shabaab. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han risikerer asylbegrundende forfølgelse eller behandling ved tilbagevenden til Somalia. Flygtningenævnet har truffet følgende afgørelse om ansøgerens 4-årige søster: ”Flygtningenævnets flertal lægger vægt på, at ansøgerens mor under sagens tidligere forløb har forklaret, at hun ikke havde andre mandlige slægtninge i Somalia end sin farbror, som hun boede hos. Under samtalen [i vinteren] 2019 med Udlændingestyrelsen oplyste ansøgerens mor, at hendes familie i hjemlandet omfatter to kusiner som hun ikke har kontakt med, og under samtalen i Flygtningenævnet har hun forklaret, at hendes farbror er død for omkring et år siden. Selv om ansøgerens mors forklaring om sit asylmotiv er blevet tilsidesat, finder Flygtningenævnets flertal på denne baggrund, at det ikke kan lægges til grund, at ansøgerens mor har et mandligt netværk i Somalia, og at ansøgerens mor således må betragtes som en enlig kvinde. Flygtningenævnets flertal finder endvidere efter de foreliggende baggrundsoplysninger om omskæring i Somalia sammenholdt med ansøgerens mors uddannelsesmæssige baggrund og personlighed, at hun ikke kan antages at kunne modstå pres fra omgivelserne for at lade ansøgeren omskære. Betingelserne for at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, er derfor opfyldt.” Som konsekvens af afgørelsen meddeler Flygtningenævnets flertal tillige ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Soma/2020/90/AMKJ

soma202089

Nævnet meddelte i oktober 2020 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Somalia. Ansøgeren er mindreårig. Født i Danmark i 2013.Sagen blev sambehandlet med Soma/2020/88/AMKJ, Soma/2020/90/AMKJ og Soma/2020/91/AMKJ.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk somali, somalisk statsborger og tilhører klanen [klan]. Ansøgeren er født i Danmark. Ansøgerens mor er født i Mogadishu, Banaadir, Somalia, er opvokset i [by], Shabelle Dhexe, Somalia, og tilhører klanen [klan]. Ansøgerens far er fra Anole, Somalia, opholdt sig i omkring et år forud for sin udrejse i Beledweyne, Somalia, og tilhører klanen [klan]. Ansøgeren eller ansøgerens forældre har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerens mor har på vegne af ansøgeren som asylmotiv henvist til, at hun frygter, at den mand i Somalia, hun selv flygtede fra, vil gøre skade på ansøgeren. Videre har moren henvist til, at ansøgeren risikerer at blive tvangsrekrutteret til al-Shabaab. Endvidere har hun henvist til de generelle forhold i Somalia. Til støtte for ansøgerens asylmotiv, har moren oplyst, at hun flygtede fra sin tidligere ægtefælle i Somalia, og hun frygter, at han vil gøre skade på ansøgeren for at få ramt på hende. Videre frygter moren, at ansøgeren vil blive hjernevasket og tvangsrekrutteret til al-Shabaab, hvorefter ansøgeren i sidste ende vil vende sig mod hende. Endvidere har hun oplyst, at Somalia er farligt, og hun frygter, at ansøgeren vil blive slået ihjel som følge af vilkårlig vold og bombesprængninger. Det vil således heller ikke være muligt for ansøgeren at gå i skole eller studere i Somalia. Ansøgerens far har på vegne af ansøgeren som asylmotiv ligeledes henvist til, at ansøgeren risikerer at blive tvangsrekrutteret til al-Shabaab. Videre har faren henvist til, at han frygter, at ansøgeren vil blive brugt som slave af de større klaner. Til støtte for ansøgerens asylmotiv, har faren oplyst, at familien tilhører en lille klan, hvorfor større klaner vil bruge ansøgeren som slave. Videre har faren oplyst, at ansøgeren ikke vil kunne klare sig i Somalia, idet han er opvokset i Danmark. Flygtningenævnet bemærker, at det alene beror på ansøgerens forældres formodning, at ansøgeren ved tilbagevenden til Somalia risikerer at blive hjernevasket og tvangsrekrutteret af al-Shabaab. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han risikerer asylbegrundende forfølgelse eller behandling ved tilbagevenden til Somalia. Flygtningenævnet har truffet følgende afgørelse om ansøgerens 4-årige søster: ”Flygtningenævnets flertal lægger vægt på, at ansøgerens mor under sagens tidligere forløb har forklaret, at hun ikke havde andre mandlige slægtninge i Somalia end sin farbror, som hun boede hos. Under samtalen [i vinteren] 2019 med Udlændingestyrelsen oplyste ansøgerens mor, at hendes familie i hjemlandet omfatter to kusiner som hun ikke har kontakt med, og under samtalen i Flygtningenævnet har hun forklaret, at hendes farbror er død for omkring et år siden. Selv om ansøgerens mors forklaring om sit asylmotiv er blevet tilsidesat, finder Flygtningenævnets flertal på denne baggrund, at det ikke kan lægges til grund, at ansøgerens mor har et mandligt netværk i Somalia, og at ansøgerens mor således må betragtes som en enlig kvinde. Flygtningenævnets flertal finder endvidere efter de foreliggende baggrundsoplysninger om omskæring i Somalia sammenholdt med ansøgerens mors uddannelsesmæssige baggrund og personlighed, at hun ikke kan antages at kunne modstå pres fra omgivelserne for at lade ansøgeren omskære. Betingelserne for at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, er derfor opfyldt.” Som konsekvens af afgørelsen meddeler Flygtningenævnets flertal tillige ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Soma/2020/89/AMKJ

soma202088

Nævnet meddelte i oktober 2020 opholdstilladelse (K-status) til kvindelig statsborger fra Somalia. Ansøgeren er mindreårig. Født i Danmark i 2016. Sagen blev sambehandlet med Soma/2020/89/AMKJ, Soma/2020/90/AMKJ og Soma/2020/91/AMKJ.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk somali, somalisk statsborger og tilhører klanen [klan]. Ansøgeren er født i Danmark. Ansøgerens mor er født i Mogadishu, Banaadir, Somalia, er opvokset i [by], Shabelle Dhexe, Somalia, og tilhører klanen [klan]. Ansøgerens far er fra Anole, Somalia, opholdt sig i omkring et år forud for sin udrejse i Beledweyne, Somalia, og tilhører klanen [klan]. Ansøgeren eller ansøgerens forældre har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerens mor har på vegne af ansøgeren som asylmotiv henvist til, at hun frygter, at ansøgeren vil blive tvangsomskåret ved en tilbagevenden til Somalia. Til støtte for ansøgerens asylmotiv, har moren oplyst, at hun frygter, at ansøgerens mormor og mormorens netværk vil få ansøgeren omskåret. Det var ansøgerens mormor, der fik hende omskåret, da hun var barn. Ansøgerens mor har oplyst i den forbindelse, at hun vil modsætte sig omskæring af ansøgeren, men at hun frygter, at de vil tage ansøgeren og omskære hende, mens hun ikke er til stede. De vil acceptere hendes nej, når hun er til stede, men de vil tage ansøgeren, når der er mulighed for det, mens hun er væk. Ansøgeren mor var selv syv til ti år, da hun blev omskåret. Ansøgerens far har på vegne af ansøgeren som asylmotiv ligeledes henvist til, at ansøgeren risikerer at blive tvangsomskåret. Videre har faren henvist til, at han frygter, at ansøgeren vil blive voldtaget. Endvidere har faren henvist til de generelle forhold i Somalia. Til støtte for ansøgerens asylmotiv, har faren oplyst, at det er kulturen og normen i Somalia, at piger bliver omskåret. Samfundet fungerer på en sådan måde, at man ikke kan modsætte sig omskæring, hvis samfundet ønsker det. Ansøgerens far har oplyst i den forbindelse, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil lade ansøgeren omskære eller flygte fra landet igen. Flygtningenævnets flertal lægger vægt på, at ansøgerens mor under sagens tidligere forløb har forklaret, at hun ikke havde andre mandlige slægtninge i Somalia end sin farbror, som hun boede hos. Under samtalen [i vinteren] 2019 med Udlændingestyrelsen oplyste ansøgerens mor, at hendes familie i hjemlandet omfatter to kusiner som hun ikke har kontakt med, og under samtalen i Flygtningenævnet har hun forklaret, at hendes farbror er død for omkring et år siden. Selv om ansøgerens mors forklaring om sit asylmotiv er blevet tilsidesat, finder Flygtningenævnets flertal på denne baggrund, at det ikke kan lægges til grund, at ansøgerens mor har et mandligt netværk i Somalia, og at ansøgerens mor således må betragtes som en enlig kvinde. Flygtningenævnets flertal finder endvidere efter de foreliggende baggrundsoplysninger om omskæring i Somalia sammenholdt med ansøgerens mors uddannelsesmæssige baggrund og personlighed, at hun ikke kan antages at kunne modstå pres fra omgivelserne for at lade ansøgeren omskære. Betingelserne for at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, er derfor opfyldt. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Soma/2020/88/AMKJ

soma202087

Nævnet stadfæstede i oktober 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2020. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk somali, tilhører klanen Ashraf og sunni muslim fra Mogadishu, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive tvangsrekrutteret af al-Shabaab. Videre frygter han at blive slået ihjel af al-Shabaab, idet han har været kæreste med en pige, som al-Shabaab ville gifte væk til et al-Shabaab medlem. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at al-Shabaab i 2014 tvangsrekrutterede unge mænd under 30 år i ansøgerens hjemområde, hvilket de intensiverede de sidste to til tre måneder inden hans udrejse. De har blandt andet opsøgt ansøgerens bopæl for at finde ham. Videre blev ansøgerens kæreste taget af al-Shabaab og ansøgeren frygter, at hun har givet informationer om ansøgeren til al-Shabaab. Ansøgeren har over for nævnet udbygget sit asylmotiv, således at han nu har angivet at have været blevet truet af al-Shabaab for at modarbejde dem og at han af myndighederne er blevet anklaget for at begå kriminelle forhold. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgeren forklaring til grund. Ansøgeren er under sin oplysnings- og motivsamtale [fra sommeren] 2020 refereret for at have forklaret, at han frygtede at blive tvangsrekrutteret af al-Shabaab, men at han ikke var blevet opsøgt af dem, eller på anden måde forfulgt individuelt. Han forklarede videre, at al-Shabaab generelt hvervede unge mænd. Han bekræftede, at han ikke havde problemer med myndighederne og at der ikke var andre grunde til, at han søgte asyl. Til asylsamtalen [fra sommeren] 2020 er ansøgeren refereret for at have forklaret, at hans familie er blevet opsøgt af al-Shabaab flere gange med henblik på, at tvangsrekruttere ansøgeren og at de har spurgt efter ham ved navn. Han har videre forklaret, at han også frygter myndighederne, idet han antager at de vil hjælpe al-Shabaab med at tvangsrekruttere ham. Endelig har han forklaret, at han var kæreste med en pige, som al-Shabaab kidnappede. Det synes at fremgå af forklaringen, at han var sammen med pigen, da dette skete. Under mødet for nævnet har han ikke forklaret om tvangsrekruttering, men har forklaret at al-Shabaab forfulgte ham, og truede ham, fordi at han legede en leg med børn af begge køn og fordi han var kæreste med [A]. Han for nævnet forklaret, at [A] blev kidnappet sammen med to andre piger i forbindelse med et møde, hvor han ikke var til stede. Han har videre forklaret, at han har fortalt noget morsomt om al-Shabaab, dels på stranden og dels på et marked. Han har endelig forklaret, at han er efterstræbt af myndighederne, idet de påstår, at han har medvirket til indsmugling af spiritus. Ansøgeren har ikke på nogen måde kunne redegøre for sin rejserute, herunder hvor han har opholdt sig i de fem år fra udrejsen fra Somalia til indrejsen i Danmark. Endelig tillægger nævnets det en vis vægt, at ansøgeren først har søgt om asyl i forbindelse med en anholdelse i Danmark, fire et halvt år efter ankomsten til Europa. Som følge af ovennævnte tilsidesætter nævnet ansøgerens forklaring. Selvom det af baggrundsmaterialet fremgår, at situationen i Mogadishu er usikker, og at al-Shabaab kan nå mål i hele byen, finder nævnet særligt, idet det fremgår at al-Shabaab hovedsagligt går efter profilerede mål og forsøger at undgå at ramme tilfældige civile, at situationen ikke har en sådan karakter så ethvert ophold i Mogadishu vil være i strid med EMRK artikel 3. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved tilbagevenden til Somalia vil være forfulgt, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i konkret og individuel risiko for overgreb, jf. § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2020/87/imbs

soma202086

Nævnet stadfæstede i oktober 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Ansøgeren er mindreårig. Født i Danmark i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk mulat og muslim af religiøs overbevisning fra Jalalaqsi, Somalia. Ansøgeren tilhører klanen [klan]. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerens mor har som asylmotiv henvist til, at hun frygter, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Somalia bliver rekrutteret af al-Shabaab eller bliver slået ihjel i borgerkrigen eller af al-Shabaab. Ansøgerens mor har til støtte herfor oplyst, at al-Shabaab tvangsrekrutterer drenge, fra de er seks år gamle, og at ansøgeren let vil blive manipuleret, idet han ikke ved, hvordan han skal opføre sig i Somalia. Ansøgerens mor har videre oplyst, at der er bombardementer i Somalia, og at ansøgeren og hans søster vil være mere profilerede end andre somaliere, idet de har opholdt sig i Europa. Ansøgerens mor har videre oplyst, at AMISOM har kontrollen i ansøgerens hjemby, men at al-Shabaab har kontrollen, når det bliver mørkt. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia er i konkret og individuel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Nævnet har herved lagt vægt på de samme grunde som Udlændingestyrelsen. Nævnet har således navnlig lagt vægt på, at al-Shabaab aldrig har henvendt sig til ansøgeren – der kun er 5 år gammel og således ikke tilhører den aldersgruppe af drenge, der ifølge baggrundsoplysningerne tvangsrekrutteres af al-Shabaab – og i øvrigt ikke kan anses særligt profileret i forhold til al-Shabaab. De generelle forhold i Somalia kan ikke begrunde asyl. EMRK art. 3, CCPR art. 6 og 7, Istanbul-konventionen og FN’s børnekonvention kan ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet finder derfor, at betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, ikke er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2020/86/CERA

soma202085

Nævnet stadfæstede i oktober 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk somali og muslim af religiøs overbevisning fra Jalalaqsi, Somalia. Ansøgeren tilhører klanen [mindre klan], [hovedklan]. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerens mor har som asylmotiv henvist til, at hun frygter, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Somalia er i risiko for at blive tvangsomskåret, og at hun vil blive slået ihjel i borgerkrigen eller af al-Shabaab. Ansøgerens mor har til støtte herfor oplyst, at det følger af somalisk tradition, at kvinder skal omskæres, men at hun ikke ønsker, at ansøgeren skal omskæres, idet moren selv og ansøgerens ældste søster er omskåret, og der er mange komplikationer i forbindelse hermed. Hun har videre oplyst, at hun frygter, at ansøgerens fars moster og dennes børn vil omskære ansøgeren, samt at lokalsamfundet vil presse hende til at lade ansøgeren omskære. Ansøgerens mor har endvidere oplyst, at der er bombardementer i Somalia, og at ansøgeren og hendes bror vil være mere profilerede end andre somaliere, idet de har opholdt sig i Europa. Ansøgerens mor har endelig oplyst, at AMISOM har kontrollen i ansøgerens hjemby, men at al-Shabaab har kontrollen, når det bliver mørkt. Flygtningenævnet bemærker for så vidt angår frygten for, at ansøgeren tvangsmæssigt bliver omskåret ved en tilbagevenden til Somalia, at myndighederne i Somalia har forbudt omskæring, og at al-Shabaab også er imod omskæring. Risikoen for omskæring beror således ikke på myndighederne eller andre magthavere, men på familiens og omgivelsernes forventninger og eventuelle pres. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens mor, der er imod omskæring, må anses for en ressourcestærk person, som vil være i stand til at modstå sådanne forventninger og eventuelt pres fra familien og det omgivende samfund. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgerens mor, som denne har gjort gældende, kan anses som en enlig kvinde uden netværk. Nævnet har herved lagt vægt på, at hun har oplyst, at hun kommer fra en velstående familie i Somalia. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger er de somaliske familienetværk normalt svært omfattende, og de sociale bånd mellem forskellige generationer og grene af familien er tætte. Herefter og efter det af ansøgerens mor oplyste om visse familiemedlemmers fortsatte tilstedeværelse i Somalia, finder nævnet efter en samlet vurdering ikke, at hun kan anses som en enlig kvinde uden netværk. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at ansøgerens mor har opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 7, stk. 2, men at dette ikke er udtryk for, at ansøgerens mor vil være i risiko for overgreb ved en eventuel tilbagevenden til Somalia. Flygtningenævnet, der har sambehandlet morens statusændringssag med ansøgerens sag, har således i lighed med Udlændingestyrelsen fundet, at opholdstilladelsen udelukkende beror på, at ansøgeren har opnået en sådan tilknytning til Danmark, at opholdstilladelsen ikke kan inddrages, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. I den situation, at ansøgeren ikke længere har opholdstilladelse i Danmark, men skal udrejse af landet, må det lægges til grund, at ansøgerens mor vil kunne rejse til Somalia uden at risikere overgreb der. Flygtningenævnet finder således, at der ikke er reel risiko for, at ansøgeren udsættes for omskæring ved en tilbagevenden til Somalia, og der er ikke nogen velbegrundet frygt herfor. Det af ansøgeren og hendes mor i øvrigt anførte kan ikke føre til et andet resultat. De generelle forhold i Somalia er heller ikke af en sådan karakter, at ansøgeren kan meddeles opholdstilladelse med henvisning hertil. EMRK art. 3, CCPR art. 6 og 7, FN’s kvindekonvention, Istanbul-konventionen og FN’s børnekonvention kan ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved sin tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2020/85/CERA

soma202084

Nævnet stadfæstede i oktober 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Somalia. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk [klan] og muslim af religiøs overbevisning fra Jalalaqsi, Hiraan-regionen, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i efteråret] 2013, og at hun [i sommeren] 2014 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Opholdstilladelsen er [i foråret] 2020 forlænget af Udlændingestyrelsen, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. § 26, stk. 1. Klageren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab, idet to af hendes brødre er blevet slået ihjel af al-Shabaab, at hendes far efterfølgende er blevet dræbt, og idet hun er flygtet fra et tvangsforhold med et fremtrædende medlem af al-Shabaab. Klageren har herudover henvist til, at hun ikke ved en tilbagevenden til Somalia vil kunne forhindre, at hendes yngste datter bliver tvangsomskåret, og at hendes søn vil være i risiko for at blive rekrutteret af al-Shabaab. Klageren har [i efteråret] 2020 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller § 7, stk. 2. Uanset om Flygtningenævnet lægger klagernes forklaring om, at to af hendes brødre er blevet slået ihjel af al-Shabaab, at hendes far efterfølgende er blevet dræbt, og at hun er flygtet fra et tvangsforhold med et fremtrædende medlem af al-Shabaab, finder Flygtningenævnet ikke, at klageren af denne grund har sandsynliggjort, at hun er i konkret og individuel risiko for overgreb omfattet udlændingelovens § 7. Nævnet har navnlig lagt vægt på, dels at klagerens forhold til medlemmet af al-Shabaab ligger mange år tilbage i tiden, dels at klageren ikke kan anses som særlig profileret i forhold til al-Shabaab. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren er i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7 under henvisning til, at hun skulle være en enlig kvinde. Nævnet bemærker herved, at klageren ikke, som denne har gjort gældende, kan anses som en enlig kvinde uden netværk. Nævnet har herved lagt vægt på, at hun har oplyst, at hun kommer fra en velstående familie i Somalia. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger er de somaliske familienetværk normalt svært omfattende, og de sociale bånd mellem forskellige generationer og grene af familien er tætte. Herefter og efter det af klageren oplyste om visse familiemedlemmers fortsatte tilstedeværelse i Somalia, finder nævnet efter en samlet vurdering ikke, at hun kan anses som en enlig kvinde uden netværk. For så vidt angår risikoen for, at klagerens yngste datter ved en tilbagevenden til Somalia risikerer tvangsomskæring, og at hendes søn vil være i risiko for at blive rekrutteret af al-Shabaab henvises til datterens og sønnens sager, der er sambehandlet med denne sag. EMRK art. 3, CCPR art. 6 og 7, FN’s kvindekonvention, Istanbul-konventionen og FN’s børnekonvention kan ikke føre til et andet resultat. Klageren opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2020/84/CERA

soma202076

Nævnet meddelte i oktober 2020 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Somalia og hendes to medfølgende børn. Indrejst i 2013.Klageren tilhører klanen hawiye og er sunni-muslim fra landsbyen [A] i Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at hun ikke har noget mandligt netværk, og at hun ikke vil kunne klare sig som enlig kvinde. Selvom hun er imod omskæring, vil hun ikke kunne hindre, at hendes datter bliver omskåret. Hun er fra en lille landsby, hvor alle kvinder er omskåret, hvilket hænger sammen med en religiøs opfattelse, og hun vil ikke kunne modsætte sig dette. Flygtningenævnet bemærker, at nævnet, selv om klagerens forklaring om sit tidligere asylmotiv er blevet tilsidesat, har lagt til grund, at klageren kommer fra den landsby, hun har forklaret om. Efter klagerens forklaringer, herunder forklaringen i nævnet, lægger nævnet til grund, at klagerens far og ene bror er død, og at klagerens anden bror er flygtet til Etiopien. Klageren er uden nærmere mandlige slægtninge i Somalia. Flygtningenævnet finder herefter, at klageren må betragtes som enlig kvinde uden mandligt netværk. Flygtningenævnet finder videre, at klageren efter de foreliggende oplysninger om forholdene i landsbyen sammenholdt med hendes uddannelsesmæssige baggrund og personlighed ikke kan antages at kunne modstå et pres fra omgivelserne for at lade sin datter omskære. Betingelserne for at meddele datteren opholdstilladelse efter § 7, stk. 1, er dermed opfyldt, og i konsekvens heraf meddeles klageren og hendes søn tillige opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Soma/2020/76/NHA

soma202074

Nævnet meddelte i oktober 2020 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Somalia. Ansøgeren er mindreårig. Flygtningenævnet udtalte: Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk somali og født i Danmark. Ansøgerens mor er fra Mogadishu, Somalia. Ansøgerens mor har som asylmotiv henvist til, at hun på vegne af ansøgeren frygter, at han vil få problemer som følge af morens eget og ansøgerens søsters asylmotiv. Ansøgerens mor har til støtte for ansøgerens asylmotiv oplyst, at hun frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab, navnlig af en mand ved navn [A], da hun har serveret te for mænd i sin families forretning, hvilket blev opfattet som en overtrædelse af Sharia-loven. Ansøgerens mor har endvidere til støtte for ansøgerens asylmotiv oplyst, at hun frygter at ansøgerens søster vil blive omskåret af en slægtning ved navn [A] eller ansøgerens fars familie, ligesom det er gjort gældende, at ansøgeren kan risikere at blive tvangsrekrutteret af Al-Shabaab. Da Flygtningenævnet dags dato har stadfæstet Udlændingestyrelsens afgørelse om at nægte at forlænge moderens opholdstilladelse og herunder ikke har kunnet lægge til grund, at moderen har en individuel konflikt med Al-Shabaab eller andre parter i Somalia, herunder slægtningen [A], der har ført til, at flere af hendes familiemedlemmer i Somalia er blevet dræbt, er der heller ikke grundlag for at fastslå, at et sådant asylmotiv er sandsynliggjort i forhold til ansøgeren. De forhold vedrørende kønsspecifik forfølgelse i form af kvindelig omskæring, der har dannet grundlag for meddelelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, til ansøgerens mor og søster, gør sig ikke gældende i forhold til ansøgeren, og det er derfor ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Somalia af denne grund vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Hendes far, søster og ægtefælle blev dræbt af [A], der ville giftes med hende. Ansøgerens mor har i forhold til sin søn, der nu er 3 år, tilkendegivet, at hun frygter, at han vil blive tvangsrekrutteret til Al-Shabaab. En sådan mere generelt betonet frygt, der alene beror på moderens egne formodninger, kan imidlertid ikke føre til opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. I konsekvens af den afgørelse, der dags dato er truffet i sagen vedrørende ansøgerens mor, [B], meddeles der imidlertid [C], der er født den [Efteråret] 2017, opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Soma/2020/74/MIMA

soma202073

Nævnet meddelte i oktober 2020 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Somalia. Ansøgeren er mindreårig. Flygtningenævnet udtalte: Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk somali og født i Danmark. Ansøgerens mor er fra Mogadishu, Somalia. Ansøgerens mor har som asylmotiv henvist til, at hun på vegne af ansøgeren frygter, at ansøgeren vil blive tvangsmæssigt omskåret. Ansøgerens mor har endvidere som asylmotiv henvist til, at ansøgeren ikke kan vende tilbage til Somalia på grund af hjerteproblemer. Ansøgerens mor har til støtte for ansøgerens asylmotiv oplyst, at ansøgerens mors fætter [A] eller ansøgerens fars familie vil omskære ansøgeren, fordi det er en del af kulturen i Somalia. Ansøgerens mor har endvidere til støtte for ansøgerens asylmotiv oplyst, at ansøgeren har et medfødt hul i hjertet, og da ansøgerens mor ikke har noget netværk i Somalia, kan hun ikke få hjælp. Ansøgerens mor, [B], har i forhold til sin datter, [C], der nu er 4 år gammel, tilkendegivet, at hun er imod kvindelig omskæring og vil modsætte sig, at hendes datter omskæres, men at hun ikke mener, at hun i Somalia vil være i stand til at modstå et pres fra omgivelserne. Efter moderens noget usikre fremtræden for nævnet sammenholdt med de manglende oplysninger om et eventuelt netværk i Somalia, der kan bistå moderen, finder Flygtningenævnets flertal, at det er sandsynliggjort, at [C] – også henset til hendes alder – ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for at blive udsat for kvindelig omskæring (FGM), idet det ikke vil kunne antages, at moderen vil kunne modstå et psykologisk pres fra omgivelserne om omskæring af datteren. Nævnets flertal har herunder også lagt vægt på oplysningerne om det betydelige antal piger, der stadig udsættes for FGM i Somalia. Den omstændighed, at en eventuel udsendelse af moderen ville ske til storbyen Mogadishu kan ikke føre til en anden vurdering. Nævnet meddeler derfor [C], født [Vinteren] 2016, opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Der henvises i øvrigt til den i konsekvens heraf afledte opholdstilladelse efter samme bestemmelse i nævnets afgørelse af samme dato til moderen, [B].” Soma/2020/73/MIMA

soma202072

Nævnet meddelte i oktober 2020 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk somali og muslim af trosretning fra Mogadishu, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab, og hun frygter navnlig en mand ved navn [A], som i november 2010 har slået hendes ægtefælle, far og søster ihjel. Klageren har endvidere som asylmotiv henvist til, at hendes datter har en hjertesygdom. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun serverede te for mænd i sin families forretning, hvilket blev opfattet som en overtrædelse af Sharia-loven. Hun blev flere gange truet til at stoppe med at servere, da hun var gift, og derfor ikke måtte have omgang med fremmede mænd. Klageren har endvidere til støtte for sit asylmotiv oplyst, at [A] ville giftes med klageren, og at drabet på hendes ægtefælle og far var et jalousidrab. Hendes søster blev slået ihjel fordi [A] troede, at hun var klageren. Klageren har endelig til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hendes datter har et medfødt hul i hjertet, og da klageren ikke har noget netværk i Somalia, kan hun ikke få hjælp. Udlændingestyrelsen meddelte [Efteråret] 2012 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Udlændingestyrelsen lagde i sin afgørelse af [Efteråret] 2012 i øvrigt klagerens forklaring til grund, da de lagde vægt på, at hun havde forklaret troværdigt om sine konflikter. I Udlændingestyrelsens senere afgørelser af henholdsvis [Foråret] 2018 og [Foråret] 2020 kunne Udlændingestyrelsen ikke længere lægge klagerens forklaring til grund, idet styrelsen fandt, at hun har forklaret divergerende om centrale dele af sit asylmotiv. Flygtningenævnet finder, at Udlændingestyrelsen har løftet bevisbyrden for, at klagerens forklaring om sit oprindelige asylmotiv ikke længere kan lægges til grund. Nævnet har lagt vægt på indholdet af inddragelsessamtalen i Udlændingestyrelsen [Foråret] 2017, der på en række punkter indeholder betydelige divergenser i forhold til det oprindelige asylmotiv, herunder navnlig den omstændighed, at asylmotivet under inddragelsessamtalen blev ændret til en ægteskabskonflikt. Klageren har herunder afgivet divergerende forklaringer om navnet på sin afdøde søster, sit kendskab til Al-Shabaab, tidspunktet for drabet på hendes ægtefælle, far og søster, tidspunktet for udrejse af Somalia samt om slægtningen [A], der først efter klagerens oplysninger under inddragelsessamtalen i 2017 ses nævnt som den, der dræbte klagerens familiemedlemmer. Indholdet af den forklaring, som klageren har afgivet for nævnet kan ikke føre til en anden vurdering. Tilsvarende gælder i forhold til de af klageren påberåbte omstændigheder om sine helbredsforhold i 2017 og henvisningen til, at klageren er analfabet. Der er herefter ikke grundlag for at fastslå, at klageren har en individuel konflikt med Al-Shabaab eller andre parter i Somalia, herunder slægtningen [A], der har ført til, at flere af hendes familiemedlemmer i Somalia er blevet dræbt. Efter de aktuelle oplysninger om de generelle forhold i Somalia, herunder Mogadishu, tiltræder nævnet herefter, at grundlaget for klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, i Danmark har ændret sig, således at hun ikke længere risikerer forfølgelse ved en tilbagevenden til Somalia. Af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen i afgørelsen af [Foråret] 2020 finder nævnet, at det ikke må antages at virke særligt belastende for klageren at nægte at forlænge hendes opholdstilladelse, navnlig på grund af de hensyn, der er nævnt i udlændingelovens § 26, stk. 1. Betingelserne for at nægte at forlænge opholdstilladelsen efter udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1 og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1, er derfor opfyldt. I konsekvens af den afgørelse, der dags dato er truffet i asylsagen vedrørende datteren, [B], meddeles klageren imidlertid opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Soma/2020/72/MIMA

iran202076

Nævnet meddelte i oktober 2020 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2019. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser fra Shiraz i Iran. Ansøgeren er født shia-muslim og har oplyst, at han nu er ateist. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive tortureret eller slået ihjel af myndighederne, idet han er ateist. Ansøgeren har ligeledes oplyst, at han frygter Basij, efterretningstjenesten og fundamentalistiske muslimer. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at blev ateist omkring vinteren 2017, efter at han havde læst bøger og undersøgt forhold. Forud for at ansøgeren blev ateist, var han i omkring tre måneder som 17-årig med i Basij, hvilket var en af grundene til, at han blev ateist. Ansøgeren blev ateist, blandt andet fordi han mente, at der blev gjort umenneskelige ting i religionens navn. Ansøgeren har lavet opslag på Facebook, hvor man kan se, at han er ateist. Ansøgeren har endvidere skrevet en bog[…], hvori ansøgeren forholder sig kritisk til islam. Ansøgeren har udgivet bogen i navnet […]. Bogen er delt på Telegram, på ansøgerens Facebook-side og ligger på en hjemmeside. Ansøgeren arbejdede i Iran som taxachauffør, og han drøftede i forbindelse med sit arbejde religion med sine kunder. Kort før ansøgerens udrejse oplevede ansøgeren en episode med personer fra Basij i ansøgerens motionscenter. Ansøgeren diskuterede religion med personerne, og ansøgeren kunne se, at de var fra Basij. Folkene fra Basij tog ansøgerens telefon og et USB-stik. På telefonen og USB-stikket lå ansøgerens bog, ligesom der lå bøger om ateisme. Ansøgeren har i Danmark talt med sine forældre, som har oplyst, at der har været nogen fra regeringen på ansøgerens bopæl. De ledte efter ansøgeren, og de konfiskerede hans computer og nogle af hans notater. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring til grund om, at han er ateist, og at det betyder, at han i Iran vil blive anset som frafalden fra Islam. Herefter, og navnlig efter karakteren og omfanget af ansøgerens åbne og navngivne aktiviteter på sociale medier efter ankomsten til Danmark, der ligger i forlængelse af ansøgerens forklaring om de tidligere udøvede aktiviteter i Iran, finder nævnet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for at blive udsat for asylbegrundede forfølgelse fra de iranske myndigheders side. Den omstændighed, at den del af ansøgerens forklaring, der vedrører episoden med Basij i fitnesscenteret, forekommer mindre overbevisende, kan ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” iran/2020/76/ajev

iran202075

Nævnet meddelte i oktober 2020 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder fra landsbyen Ghasreh Shirin, Kermanshah, Iran. Ansøgeren har oplyst at være konverteret til kristendommen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv i Iran. I sin oprindelige asylsag har ansøgeren som asylmotiv henvist til, at han frygter de iranske myndigheder, idet han har været tilbageholdt af myndighederne som følge af, at hans storebror skrev ansøgerens og hans brødres navne på flere vægge i byen, hvor de boede. I denne forbindelse kom brødrene under mistanke for at være medlemmer af en regeringskritisk gruppe, og ansøgerens storebror blev udsat for tortur. Efter løsladelsen, blev ansøgerens familie chikaneret af personer, som ansøgeren formoder var fra efterretningstjenesten. Videre har ansøgeren henvist til, at han har været tilbageholdt af myndighederne, fordi han har smuglet dieselolie, og hans storebror og far har været fængslet af grunde, som ansøgeren ikke kender til. Endelig har ansøgeren henvist til, at han grundet sin daværende religiøse overbevisning som yarsan, ikke har de samme rettigheder som muslimer i Iran, og at han er blevet udsat for chikane og overgreb som følge af sin religion. Den 19. januar 2017 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på asyl efter udlændingelovens § 7, og den 27. november 2020 blev denne afgørelse stadfæstet af Flygtningenævnet. Ansøgeren udrejste herefter af Danmark, og genindrejste den 6. april 2018. Den 12. november 2019 anmodede ansøgeren om at få sin sag genoptaget med henvisning til, at han er konverteret til kristendommen. Den 13. juli 2020 besluttede Flygtningenævnet at genoptage sagen til behandling på nyt mundtligt nævnsmøde. I sin nuværende asylsag har ansøgeren som asylmotiv henvist til, at han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har oplyst, at han efter afslaget fra Flygtningenævnet forlod Danmark og tog til Frankrig. Her mødte han en mand, der introducerede ham for kristendommen ved blandt andet at forære ham en bibel og invitere ham med i kirke. Videre lærte ansøgeren i Frankrig at bede, hvilket han har gjort lige siden. Da ansøgeren kom tilbage til Danmark, begyndte han at gå fast i kirke samt deltage i undervisning om kristendommen, og den 11. november 2018 blev ansøgeren døbt i Ikast Kirke. Flertallet af Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at ansøgeren har sandsynliggjort, at ansøgerens konversion til kristendommen er reel. Flertallet af Flygtningenævnet har lagt vægt på ansøgerens forklaring om, hvordan han fik interesse for kristendommen, om hans indre afklaringsproces og om baggrunden for hans konversion, der fremtræder troværdig. Flertallet af Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på ansøgerens forklaring om hvorfor han er blevet døbt fremtræder troværdig. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren efter dåben er fortsat sine kristne aktiviteter ved at gå i kirke og deltage i kristendomsundervisning hver uge. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret overbevisende om hans kristne tro og har demonstreret et rigtig godt kendskab til kristendommen. Herefter og da ansøgeren har forklaret, at han ved en eventuel tilbagevenden til Iran vil udbrede sin kristne tro, finder flertallet af Flygtningenævnet på denne baggrund, at der er holdepunkter for at antage, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse på grund af sin konversion til kristendommen. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2020/75/CARA

iran202068

Nævnet stadfæstede i oktober 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2019.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og oprindeligt sunni-muslim af trosretning fra Iran. Ansøgeren bekender sig i øjeblikket ikke til en religion. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter de iranske myndigheder, idet han er dømt for at have voldtaget sin ekskæreste. Ansøgeren frygter ligeledes ekskærestens familie, herunder særligt hendes far og bror. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at ansøgerens ekskærestes familie har anklaget ansøgeren for at have voldtaget ekskæresten. Ansøgeren og ansøgerens ekskæreste var alene på ekskærestens families bopæl den [en nærmere angiven dato i efteråret] 2017, hvor de besluttede sig for at indlede et frivilligt seksuelt forhold. De blev afbrudt, da ansøgerens ekskærestes far pludselig kom ind i huset og så dem afklædte. Ansøgeren flygtede herefter fra ekskærestens families bopæl. Ansøgeren ekskærestes far løb efter ansøgeren og råbte til ansøgeren, at han ville slå ansøgeren ihjel. Det lykkedes ansøgeren at løbe fra ekskærestens far. Ansøgeren løb hjem til sin farbrors bopæl og fortalte ham om episoden. Ansøgeren ventede på farbrorens bopæl, mens farbroren tog hen på ansøgerens families bopæl for at se, om der var sket noget. Farbroren vendte tilbage og fortalte ansøgeren, at ansøgerens families bopæl var blevet udsat for hærværk, at der opholdt sig mange mennesker ude foran bopælen, og at det formentlig var ekskærestens familie. Ansøgerens ekskærestes familie fortalte ansøgerens far, at ansøgeren havde voldtaget deres datter, og at de ville ringe til politiet. Ansøgeren risikerede enten at blive slået ihjel af ekskærestens familie eller at blive idømt en hård straf af de iranske myndigheder for voldtægt. Ansøgerens farbror fortalte ansøgerens far, at ansøgeren skulle udrejse af Iran, hvorefter ansøgerens mor gav farbroren ansøgerens pas. Farbroren hjalp herefter ansøgeren med at udrejse legalt af Iran. Umiddelbart efter ansøgerens udrejse af Iran blev ansøgerens families bopæl opsøgt af de iranske myndigheder. Ansøgerens far blev i den forbindelse tilbageholdt, da de iranske myndigheder ikke kunne finde ansøgeren. Ansøgerens far blev løsladt senere samme aften. Ansøgeren blev herefter indkaldt til to retsmøder, hvor ansøgerens far mødte på vegne af ansøgeren. Under retsmøderne forklarede dommeren ansøgerens far, at ekskærestens familie havde anklaget ansøgeren for voldtægt. Retten besluttede at udstede et udrejseforbud på ansøgeren. Ansøgeren skulle endvidere fremstilles ved retten i [en nærmere angiven by], såfremt han blev arresteret i Iran, hvor ansøgeren risikerede at blive idømt en dødsdom eller livsvarigt fængsel. Ansøgeren er efterfølgende blevet dømt for forholdet, men ansøgeren ved ikke, om han er blevet idømt en dødsdom eller livsvarigt fængsel. Ansøgerens families bopæl er efterfølgende blevet opsøgt af ekskærestens far og bror. De fortalte ansøgerens far, at de ville slå ansøgeren ihjel, hvis de så ham igen. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende og påfaldende, og at ansøgerens forklaring fremstår usandsynlig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet finder det påfaldende, at ansøgerens ekskæreste, der var 16 år på tidspunktet, ikke var med sin familie til fest – der af ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen er omtalt som et bryllup – og at hun derfor kunne invitere ansøgeren på besøg. Flygtningenævnet finder det endvidere påfaldende, at ekskæresten, som han alene havde haft telefonisk kontakt med, indledte et seksuelt forhold til ansøgeren i stuen, første gang ansøgeren var på besøg, og at ekskærestens far kom hjem netop på dette tidspunkt. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorvidt ansøgerens far i retten modtog et dokument med dommen. Ansøgeren har under asylsamtalen forklaret, at hans far i retten modtog et dokument med ansøgerens dom, og hvad der stod i dokumentet. Ansøgeren har derimod senere under asylsamtalen forklaret, at han ikke ved, om der har været nogen dokumenter, men at hans far har sagt, at der var en seddel fra retten. Ansøgeren har under nævnsmødet forklaret, at hans far har set dommen i retten, men at han ikke fik dommen udleveret. Flygtningenævnet finder det påfaldende, at ansøgeren trods flere opfordringer hertil ikke har forsøgt at fremskaffe dokumentation for indkaldelsen til retten og for den afsagte dom. Det findes endvidere påfaldende, at ansøgeren ikke har spurgt sine forældre om dokumenterne henset til den idømte straf. Det af ansøgeren fremlagte dokument under mødet i Flygtningenævnet kan ikke føre til andet resultat. Flygtningenævnet finder, at de generelle forhold i Iran ikke kan føre til andet resultat. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved tilbagevenden til Iran vil være i en individuel og konkret begrundet risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han risikerer overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2020/68/MALC

iran202067

Nævnet stadfæstede i oktober 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2019.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser og kristen af trosretning fra Rasht, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren oplyser dog at have deltaget i forsamlinger og folkelige demonstrationer, da han er utilfreds med forholdende i Iran. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet som følge af, at han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at han frygter de iranske myndigheder, idet han har udtalt sig kritisk om den iranske regering og de generelle forhold i Iran. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv om konversion til kristendommen oplyst, at hans familie ikke har praktiseret islam. Ansøgeren fik interesse for kristendommen under et besøg i Danmark i 2013, hvor han sammen med sin søster besøgte en kirke i Odense. Ansøgeren oplevede en særlig ro ved at opholde sig i kirken, og fandt kærlighedsbudskabet i kristendommen, samt at alle mennesker betragtes som lige interessante. Ansøgeren fortsatte med at undersøge kristendommen, da han rejste tilbage til Iran. Under sit ophold i Iran kom ansøgeren i besiddelse af Bibelen, men ansøgeren turde ikke deltage i kristne aktiviteter i Iran. Ansøgeren konverterede til kristendommen i [sommeren] 2019. Ansøgeren har under sit ophold i Danmark gået i kirke hver søndag samt én gang om måneden om fredagen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv om kritiske udtalelser om den iranske regering oplyst, at han blev fyret fra sin arbejdsplads, idet han udtalte sig kritisk om den iranske regering. Ansøgeren fik herefter et nyt arbejde, hvor han fortsatte med de samme kritiske udtalelser. Ansøgeren fandt senere ud af, at faren til én af ansøgerens kollegaer arbejdede i den iranske efterretningstjeneste. [En nærmere angiven dato i sommeren] 2019 kom der to myndighedspersoner ind på ansøgerens arbejdsplads og kørte ham til et arresthus i Rasht. Ansøgeren blev afhørt omkring sine kritiske udtalelser om regeringen samt sine ophold i Danmark. Ansøgeren blev endvidere udsat for fysiske overgreb i forbindelse med afhøringen. Ansøgeren blev løsladt samme dag. [En nærmere angiven dato i efteråret] 2020 blev ansøgerens arbejdsplads igen opsøgt af de iranske myndigheder, og ansøgerens computer blev i den forbindelse konfiskeret. Ansøgeren var ikke selv til stede på arbejdspladsen, men fik oplysningerne om konfiskeringen af computeren fra en kollega. På computeren fremgik billeder og film fra demonstrationer samt kristent materiale. Ansøgerens bopæl blev efterfølgende ransaget, og myndighedspersonerne konfiskerede hans computer, et billede fra en kirke, en statue af Jesus, en statue af Den Lille Havfrue, det danske flag og Bibelen. Ansøgeren tog efterfølgende hjem til sin søster, hvor han opholdt sig i tre dage. Herefter tog han ophold hos sin bror i Qasvin. Ansøgeren fik at vide af sin advokat, at han var eftersøgt, og at han var i livsfare, såfremt han blev i Iran. Ansøgeren udrejste herefter af Iran [en nærmere angiven dato i efteråret] 2019. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sine asylmotiver til grund. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sine politiske aktiviteter i Iran til grund, idet forklaringen herom fremstår divergerende, påfaldende og konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har således forklaret divergerende om, hvor mange mænd der kom og hentede ham til afhøring [en nærmere angiven dato i sommeren] 2019. Ansøgeren har i sit asylskema oplyst, at der kom en ukendt mand og hentede ham, hvorimod ansøgeren under asylsamtalen har forklaret, at der kom to civilklædte mænd og hentede ham. Flygtningenævnet finder det påfaldende, at ansøgerens konflikt med de iranske myndigheder begyndte kort tid inden, ansøgeren søgte om visum til Danmark, samt at ansøgerens arbejdsplads og bopæl blev ransaget kort tid efter, at ansøgeren havde været til samtale vedrørende udstedelse af visum til Danmark. Flygtningenævnet finder det endvidere påfaldende, at ansøgeren - efter at have fået oplyst af sin advokat, at han var efterlyst af de iranske myndigheder - udrejste legalt af Iran på sit nationalitetspas. Flygtningenævnet finder det desuden påfaldende, at ansøgeren under nævnsmødet ikke har kunnet redegøre nærmere for, hvilke udtalelser han er fremkommet med til sine kollegaer, bortset fra overordnede synspunkter, og at disse ytringer skulle have haft efterretningstjenestens interesse. Flygtningenævnet finder det påfaldende, at de iranske myndigheder løslod ansøgeren uden nogen betingelser, efter at han var blevet afhørt og udsat for fysiske overgreb hvis myndighederne havde en interesse i ansøger. Flygtningenævnet kan endvidere ikke lægge til grund, at ansøgerens konversion til kristendommen er reel. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om sin konversion forekommer ureflekteret og overordnet, og at ansøgeren ikke har været i stand til at redegøre overbevisende for sin indre afklaringsproces og kristne overbevisning. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren under asylsamtalen udviste et overfladisk kendskab til kristendommen, herunder at han ikke kunne redegøre for nogen historier eller lignelser fra Bibelen. Videre var ansøgeren til asylsamtalen ikke i stand til at redegøre for sin indre afklaringsproces, idet han alene forklarede, at han var konverteret til kristendommen på grund af sin hjertelige tro og kærlighed, og fordi han er blevet udvalgt af Gud. De fremlagte udtalelser og det forhold, at ansøgeren blev døbt i sommeren 2020, kan ikke føre til en ændret vurdering. Den omstændighed, at ansøgeren efter sin udrejse har slået opslag med kristne budskaber op på sin Facebook-profil kan ikke føre til en ændret opfattelse. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved de anførte opslag nu har profileret sig over for de iranske myndigheder på en sådan måde, at dette kan begrunde asyl. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at det af baggrundsmaterialet fremgår, at asylansøgere, som har konverteret for at opnå asyl, ikke vil blive retsforfulgt, idet de iranske myndigheder er klar over, at iranske statsborgere konverterer for at opnå asyl. Flygtningenævnet finder desuden, at det forhold, at ansøgeren har deltaget i folkelige demonstrationer i Iran, ikke kan føre til andet resultat. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgeren bar maske under demonstrationerne, og at han ikke har oplevet konflikter som følge af deltagelsen heri. Flygtningenævnet finder, at de generelle forhold i Iran ikke kan føre til andet resultat. Sammenfattende finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i en individuel og konkret begrundet risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han risikerer overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2020/67/MALC

irak202043

Nævnet omgjorde i oktober 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om bortfald af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak således at han fortsat har opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Indrejst i 1998.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunni muslim fra Al Diwaniyah, Irak. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i sommeren] 1998, og at han [i sommeren] 1999 blev meddelt opholdstilladelse efter dagældende udlændingelovs § 7, stk. 2. Det fremgår af Det Centrale Personregister, at klageren [i vinteren] 2004 udrejste til Syrien. Københavns Kommune har [i foråret] 2016 annulleret hans indrejse i Danmark pr. [efteråret] 2007, henset til at der efter deres opfattelse ingen objektive oplysninger er, som understøtter at klageren har haft faktisk ophold og bopæl i Danmark fra [efteråret] 2007, og at han faktisk bor og opholder sig hos sine børn i Sverige. [I efteråret] 2017, berigtiget [i vinteren] 2017 besluttede Udlændingestyrelsen, at klagerens opholdstilladelse efter dagældende udlændingelovs § 7, stk. 2, var bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, jf. stk. 4, idet klageren havde opholdt sig uden for Danmark i mere end 12 på hinanden følgende måneder. Flygtningenævnet kan lægge til grund, at klageren har opholdt sig uden for Danmark i mere end 12 måneder, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, og at han ikke frivilligt har taget bopæl i hjemlandet, jf. § 17, stk. 4. Selvom det er sandsynliggjort, at han i en længere periode har haft ophold i Sverige, finder nævnet ikke, særligt da de svenske myndigheder har søgt ham Dublinoverført til Danmark og efterfølgende effektueret en overførsel, at det er bevist, at klageren har opnået beskyttelse i Sverige eller i et andet land, jf. § 17, stk. 4. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse [fra efteråret] 2017, berigtiget [i vinteren] 2017 således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” Irak/2020/43/imbs

irak202039

Nævnet meddelte i oktober 2020 opholdstilladelse (/B-status) til en kvindelig statsborger fra Irak. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim af trosretning fra Erbil, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til at hun frygter at blive slået ihjel af sin far og sine brødre, fordi hun har været alene sammen med en dreng, hvilket ikke er normalt i Kurdistan. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at ansøgeren ved middag [i efteråret] 2018 var ved at gøre sig klar til at tage i skole, da hun så en dreng ved navn [A] stå udenfor bopælen. Ansøgeren havde lært [A] at kende gennem hendes veninde, [B], som var i familie med [A]. Ansøgeren havde kendt til [A] i et år. Han havde flere gange spurgt ansøgeren, gennem [B], om de skulle være kærester, hvilket ansøgeren accepterede i [efteråret] 2018. Herefter talte de sammen to gange ude foran skolen, mens [B] også var der. Tredje gang de talte sammen var, da [A] kom til ansøgerens bopæl. Ansøgeren kaldte ham ind i gården, der blev brugt som garage, da hun var bange for, at nogen ville se dem tale sammen alene, og fortælle det til hendes familie. Ansøgerens bror, [C], kom hjem og så ansøgeren stå og tale med [A]. [C] begyndte at slå [A], men da [A] flygtede, kom [C] tilbage og begyndte at slå og sparke ansøgeren. [C] råbte, at han ville slå ansøgeren ihjel. Ansøgerens mor kom ud og forsøgte at skille ansøgeren og [C] ad. Naboerne kom også, og det lykkedes dem at skille ansøgeren og [C] ad. Ansøgerens mor sagde, at ansøgeren skulle tage hen til ansøgerens ven, [D]s, hus. Ansøgerens mor og lillebror kom hen til huset den efterfølgende dag. Ansøgeren var i [D]s hus i omkring fem dage, hvorefter de rejste til Tyrkiet med [D]s far og så videre til Danmark. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring til grund. Der er herved henset til, at ansøgeren vedholdende i to samtaler med Udlændingestyrelsen og i sin forklaring i Flygtningenævnet har forklaret vedholdende omkring sit asylmotiv. Forklaringerne er tillige i det væsentlige overensstemmende med moderen, [E]s forklaring. Flygtningenævnet lægger herefter til grund, at ansøgeren sammen med sin mor, [E], er flygtet fra ansøgerens fader, [F], og bror, [C], samt flere mandlige familiemedlemmer efter en episode, hvor ansøgeren blev opdaget sammen med en dreng, [A], i husets garage. Ansøgers bror, [C], havde overrasket ansøger sammen med drengen og slog og sparkede ansøger, imens han råbte: ”jeg slår dig ihjel. Du har krænket vores ære”. Ansøgers mor og nogle naboer kom til. Ansøger tog efterfølgende over til sin veninde [D]s hus, som lå omkring 30 minutter derfra. Flygtningenævnet finder endvidere ansøgerens forklaring omkring sine mobilopkald til Irak under hendes ophold i Danmark troværdig. Ansøgeren har således forklaret til samtale [i slutningen af] 2019 blandt andet, at hun kontaktede sine veninder i Irak, idet hun ikke havde hørt noget fra [B] og [A] efter ansøgers udrejse. Hun har holdt samtalerne hemmelige for sin mor. Flygtningenævnet finder ikke, at det er sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak vil blive udsat for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, men det er derimod efter en konkret og individuel vurdering sandsynliggjort, at ansøgeren risikerer at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Irak/2020/39/EDO

irak202038

Nævnet meddelte i oktober 2020 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger samt et barn fra Irak. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim af trosretning fra Erbil, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive slået ihjel af sin ægtefælle, [A], sin søn, [B], sine brødre, [C] og [D], og sin ægtefælles bror, [E], fordi ansøgerens datter har været alene sammen med en dreng og derved bragt skam over familien, og fordi ansøgeren anses for at være skyld i dette. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at hendes søn [B] [i efteråret] 2018 ved middag opdagede, at ansøgerens datter stod i familiens garage og talte og efter sigende kyssede med en dreng. Ansøgeren gik ned i garagen, idet hun hørte et skrig. [B] havde fat i datterens hår, slog og sparkede hende og råbte, at han ville slå hende ihjel. Ansøgeren forsøgte forgæves at skille [B] og datteren ad, og hun tilkaldte derfor naboerne, som fik splittet [B] og ansøgerens datter ad. Ansøgeren fortalte datteren, at hun skulle tage hjem til sin bedste veninde, [F]. [B], som troede, at datteren var gået ind i huset, ringede til [A] og fortalte, at datteren havde krænket deres ære. Da [A] kom hjem og opdagede at datteren var væk, blev han vred og smadrede ting og slog ansøgeren gentagne gange. [A] spurgte ansøgeren, hvem datteren havde været sammen med, fordi ansøgeren burde vide dette, eftersom hun er moren. Ansøgeren fortalte, at hun ikke vidste det. [A] trak sin pistol. Om aftenen kom ansøgerens brødre, [C] og [D], [A]s bror, [E], og fire fætre til bopælen. [A] ringede til flere familiemedlemmer, for at høre, om datteren var hos dem. [A] sagde, at ansøgerens datter ikke længere var hans datter, fordi hun havde bragt skam over familien, og at hun derfor skulle slås ihjel. Ansøgeren fik skylden for hændelsen, fordi hun havde ladet datteren gå i skole, og hun blev truet. [A] truede ansøgeren med sin pistol, for at få at vide, hvor datteren var. [A] og familiemedlemmerne begyndte at lede efter datteren og drengen samme aften. Ansøgeren tog kontakt til [F]s mor og fortalte hende, at [A] ville slå datteren ihjel. [F]s mor sagde til ansøgeren, at de skulle redde sig selv, og at hun ville hjælpe dem. Ansøgeren var på bopælen, sammen med [G], sin svigerdatter og sit barnebarn, mens familiemedlemmerne forgæves ledte efter datteren og drengen. Næste morgen kom familiemedlemmerne tilbage til bopælen for at lede videre. Da de havde forladt bopælen, tog ansøgeren til datterens skjulested med [G], 20.000 dollars i kontanter fra et aflåst garderobeskabet, guld, deres pas og ID-kort. [F]s far sagde, at han ville hjælpe dem. Ansøgeren fik hjælp af [F]s forældre til at sælge guld for 13.000 dollars og til at få udstedt visum til Tyrkiet. Ansøgeren, [G], datteren og [F]s far rejste til Tyrkiet efter omkring fire til fem dage, [i efteråret] 2018. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring til grund. Der er herved henset til, at ansøgeren vedholdende i fire samtaler med Udlændingestyrelsen og i sin forklaring i Flygtningenævnet har forklaret vedholdende omkring sit asylmotiv. Forklaringerne er tillige i det væsentlige overensstemmende med datteren, [H]s forklaring. Flygtningenævnet lægger herefter til grund, at ansøgeren sammen med sin datter [H] er flygtet fra ansøgerens ægtefælle, [A], og flere mandlige familiemedlemmer efter en episode, hvor [H] blev opdaget sammen med en dreng i husets garage. Da [A] kom hjem, slog han ansøgeren flere gange og truede hende to gange med en pistol, som han satte mod hendes hoved. Han sagde, at det var hendes skyld, at [H] havde krænket familiens ære og at [H] ikke længere var hans datter og at datteren skulle slås ihjel. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren kan henvises til at søge myndighedernes beskyttelse mod faderen og den øvrige familie eller at kunne henvises til at tage ophold et andet sted i Irak, som internt flugtalternativ. Flygtningenævnet finder ikke, at det er sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak vil blive udsat for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, men det er derimod efter en konkret og individuel vurdering sandsynliggjort, at ansøgeren risikerer at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren hendes medfølgende barn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Irak/2020/38/EDO

etio20205

Nævnet stadfæstede i august 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Etiopien. Indrejst i 2019. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren har oplyst, at han er etnisk tigrinya og muslim af trosretning fra Addis Ababa, Etiopien. Ansøgeren har oplyst, at han er eritreisk statsborger, og at ansøgerens forældre var eritreiske statsborgere. Ansøgeren har videre oplyst, at ansøgerens forældre døde, da han var omkring 3-4 år, hvorefter en plejefamilie i Etiopien tog ansøgeren til sig. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Eritrea frygter at blive tvunget i militærtjeneste. Ansøgeren har som yderligere asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Etiopien frygter at blive slået ihjel af den plejefamilie, som han er opvokset hos, og at han frygter at skulle bo på gaden. Ansøgeren har til støtte herfor henvist til, at plejefamilien slog og undertrykte ham. Ansøgeren har videre henvist til, at han blev overfaldet og voldtaget af to mænd, da han boede på gaden i Etiopien. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han er statsborger i Eritrea, til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren taler amhari, som tales i Etiopien, og har forklaret, at han er opvokset og formentlig født i Etiopien. Han har ikke fremlagt dokumentation, der sandsynliggør, at han er statsborger i Eritrea, men har blot oplyst, at dette statsborgerskab er oplyst af hans plejeforældre. Flygtningenævnet lægger herefter til grund, at ansøgeren er statsborger i Etiopien og asylretligt skal vurderes i forhold til Etiopien. For så vidt angår ansøgerens plejefamilie finder nævnet, at ansøgerens problemer med familien ikke har en karakter og intensitet, som kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det bemærkes, at ansøgeren ifølge sin forklaring har opholdt sig i samme by som plejefamilien i flere måneder uden at blive udsat for overgreb, og at det alene ses at bero på ansøgerens egen formodning, at plejefamilien vil slå ham ihjel. For så vidt angår voldtægten af ansøgeren findes det alene at bero på ansøgerens egen formodning, at overgrebet skyldtes et personligt modsætningsforhold mellem ham og overfaldsmændene. Heller ikke dette overgreb findes således at kunne begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, men findes i stedet at burde anmeldes til myndighederne i hjemlandet. For så vidt angår ansøgerens frygt for at bo på gaden bemærkes, at socioøkonomiske forhold ikke kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Nævnet finder herefter ikke grundlag for at hjemvise sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen. Flygtningenævnet finder derfor, at betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, ikke er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Etio/2020/5/RILA

syri202065

Nævnet stadfæstede i september 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk kurder og sunni-muslim fra Aleppo og [en anden by i] Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i sommeren] 2015, og at hun [i vinteren 2015/2016] blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har [i sommeren] 2019 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hun er i nær familie med militærunddragere. Klageren har videre oplyst, at hun risikerer overgreb i strid med EMRK artikel 3, idet det syriske regime har registreret klageren, som følge af at klagerens to brødre ikke dukkede op. Klageren har herom oplyst, at hun og hendes yngre bror skulle til eksamen, hvorfor de tog til Aleppo med deres far. Da de havde opholdt sig i lejligheden i omkring 2 uger, opsøgte nogle mænd fra sikkerhedstjenesten klagerens bopæl, og spurgte efter hendes to ældre brødre som de ville have i militærtjeneste, da de var blevet indkaldt. Klagerens ene bror, [A], er aldrig kommet tilbage efter en orlov fra militærpolitiet, klagerens anden bror, [B], er udeblevet fra sin værnepligt. Klageren og hendes familie sagde til politiet, at de ikke vidste, hvor brødrene var – hvortil betjentene svarede, at de skulle finde dem, ellers ville betjentene tage klageren og hendes bror. Der var flere betjente, og de gav klagerens far én uge til at til at få fat på sine sønner. To dage efter sikkerhedstjenestens besøg, rejste klageren og hendes familie tilbage til [byen]. Klager har ikke efterfølgende været tilbage i Aleppo. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge klagerens forklaring til grund. Efter Flygtningenævnets baggrundsoplysninger er der ikke risiko for, at familiemedlemmer til mænd, der er udeblevet fra militærtjeneste eller deserteret, vil være i risiko for asylbegrundende overgreb, med mindre der er tale om profilerede personer. Der er ikke grundlag for at antage, at klagerens brødre er særligt profilerede. Uanset at de syriske myndigheder i forbindelse med, at de spurgte efter klagerens brødre, truede med at tage klageren og dennes lillebror i stedet, finder Flygtningenævnet, at klageren ikke i dag kan anses for at være særligt profileret i forhold til de syriske myndigheder. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på den tid, der er forløbet siden udrejsen, og på det store antal syrere, der i mellemtiden er flygtet blandt andet for at undgå militærtjeneste. Der er derfor ikke grund til at antage, at klageren måtte være særligt profileret i forhold til de syriske myndigheder, og at hun af den grund risikerer overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Det forhold, at klagerens ene hjemby, […], nu er under tyrkisk administration, kan ikke føre til, at klageren kan anses for omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2, idet der er tale om forhold, der blot medfører, at klageren fortsat må anses for omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” syri/2020/65/MME

Yeme20203

Nævnet stadfæstede i oktober 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Yemen. Indrejst i 2019. Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er yemenetisk statsborger, etnisk araber og sunni-muslim fra Jeddah, Saudi Arabien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Yemen frygter at blive slået ihjel af separatister fra det sydlige Yemen, fordi han oprindeligt kommer fra det nordlige Yemen. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af houthierne, hvis han nægter at støtte dem militant eller økonomisk, og fordi han vil blive anset som forræder, idet han har boet i Saudi Arabien. Han frygter således, at enten han selv eller hans søn vil blive tvangsrekrutteret til militæret af houthierne. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter houthierne på grund af sin trosretning som sunni-muslim. Ansøgeren har endeligt oplyst at han frygter at blive økonomisk afpresset af bandegrupperinger i Yemen, samt at han frygter de generelle forhold i Yemen. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at han er født og opvokset i Saudi Arabien, og at han aldrig har opholdt sig i Yemen. Hans forældre stammer fra Al-Houdaida i den nordlige del af Yemen. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren har forklaret, at han er født og opvokset i Saudi Arabien og har arbejdet der. Ansøgeren har videre forklaret, at han aldrig har været i Yemen og ikke har nogen konflikter med myndigheder, personer eller grupperinger. Det beror på ansøgerens egne formodninger, at han ved indrejse i Yemen vil være efterstræbt af separatister, houtier eller bandegrupperinger. Det forhold, at ansøgeren har fremlagt et dokument, angiveligt udstedt af det yemenitiske konsulat i Saudi Arabien, hvorefter ansøgerens bror og dennes familie skulle være efterstræbt af nogle militser, kan ikke medføre et andet resultat, allerede fordi ansøgerens navn ikke er omtalt i dokumentet, og fordi ansøgeren ikke har udøvet politiske aktiviteter. Hertil kommer, at ansøgeren først under nævnsmødet har omtalt broderens politiske aktiviteter på internettet. Heller ikke det forhold, at ansøgerens ene morbror angiveligt er blevet dræbt i Yemen, kan føre til et andet resultat, allerede fordi de nærmere omstændigheder omkring dødsfaldet ikke er kendte. Hertil kommer, at ansøgerens far også havde en bopæl i Yemen, hvor han boede med en anden hustru, og at ansøgeren har et yemenitisk pas med gyldighed til den 12. marts 2024. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en indrejse i Yemen vil være i risiko for forfølgelse, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. De generelle forhold i Yemen er – om end alvorlige – ikke af en sådan karakter, at den i sig selv kan medføre asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Yeme/2020/3/CHPE

stat202042

Nævnet stadfæstede i oktober 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en statsløs palæstinenser fra Libanon. Indrejst i 2018.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim fra Nahr el-Bared-lejren i Tripoli, Libanon. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Libanon frygter de generelle forhold for statsløse palæstinensere i Libanon. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at palæstinensere bliver behandlet racistisk, at palæstinensere ikke må arbejde, og at palæstinensere ikke har nogen rettigheder i Libanon. Ansøgeren har forklaret, at han er bange og bekymret for sin fremtid i Libanon, da Libanon ikke anerkender palæstinensere som statsborgere, men som flygtninge. Ansøgeren har forklaret, at Libanon ikke er et stabilt land, til trods for UNRWA’s tilstedeværelse. Der er ingen fremtid og ingen beskyttelse mod optøjerne i Libanon. Den 29. august 2018 offentliggjorde Flygtningenævnet på nævnets hjemmeside, at Flygtningenævnets koordinationsudvalg har besluttet at ændre nævnets hidtidige praksis i asylsager vedrørende statsløse palæstinensere fra Libanon og fra den øvrige del af UNRWAs mandatområde, således at en statsløs palæstinenser fra de pågældende områder, der har haft adgang til UNRWAs beskyttelse eller bistand, og som frivilligt har forladt området, er udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 1. pkt. Har den pågældende derimod været tvunget til at forlade området eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage, vil vedkommende automatisk være omfattet af Flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 2. p. Ansøgeren har til Udlændingestyrelsen forklaret, at han ikke er i risiko for forfølgelse eller overgreb ved en tilbagevenden til Libanon. Ansøgeren er ifølge familieregistreringskort fra UNRWA registreret som palæstinensisk flygtning og er i besiddelse af rejsedokument for palæstinensiske flygtninge, gyldigt til [sommeren] 2022, ligesom han har opholdstilladelse i Danmark, gældende til [begyndelsen af] 2024. De generelle forhold i Libanon er ikke af en sådan karakter, at ansøgeren af denne grund ikke vil kunne vende tilbage eller ikke vil kunne opnå tilstrækkelige levevilkår. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren er omfattet af flygtningekonventionens artikel 1D, 1. pkt., og da ansøgeren ikke ved en tilbagevenden til Libanon vil være i konkret risiko for forfølgelse eller overgreb, jf. udlændingelovens § 7, vil ansøgeren ikke ved en tilbagevenden befinde sig i en alvorlig sikkerhedsmæssig situation, og det vil ikke være umuligt for UNRWA at sikre ansøgeren levevilkår, som er i overensstemmelse med den opgave, UNRWA er ansvarlig for. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Stat/2020/42/CHPE

irak202037

Nævnet stadfæstede i oktober 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Irak. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim af trosretning fra Erbil, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Irak frygter, at hun vil blive slået ihjel af sin far, sin farbror eller af sin bror, fordi hun har krænket familiens ære ved at blive gravid uden for ægteskab. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun [en dato i efteråret] 2017 rejste til Østrig sammen med sin familie, så ansøgerens mor kunne blive behandlet for leukæmi. Ansøgeren boede på et hotel i Wien sammen med sine forældre, og ansøgeren og ansøgerens familie mødte i den forbindelse ansøgerens nuværende ægtefælle, [A], som hjalp familien med at tolke fra kurdisk til engelsk ved ansøgerens mors lægebesøg. [A] inviterede efter et par dage ansøgeren med op på [A’s] hotelværelse, hvorefter ansøgeren indledte et seksuelt forhold til [A]. [En dato i efteråret] 2017 rejste ansøgeren og ansøgerens familie tilbage til Irak, og [A] rejste tilbage til Danmark. Ansøgeren havde i den efterfølgende måned telefonisk kontakt med [A], men herefter kunne ansøgeren ikke længere få kontakt til [A]. Ansøgeren begyndte at blive svimmel og få kvalme, og hun fandt umiddelbart herefter ud af, at hun var gravid med [A’s] barn. Ansøgeren fortalte sin søster om sine graviditetssymptomer, og de tog sammen til lægen [en dato i begyndelsen af] 2018, hvor det blev bekræftet, at ansøgeren var gravid. To dage senere overhørte ansøgerens mor en telefonsamtale mellem ansøgeren og ansøgerens søster, hvorfor ansøgerens mor fik kendskab til ansøgerens graviditet. Ansøgerens mor blev sur, og hun fortalte ansøgerens far og bror om ansøgerens graviditet. Ansøgerens søster og ansøgerens søsters ægtefælle hjalp ansøgeren med at flygte fra familien. Ansøgeren forsøgte at anmelde forholdet til politiet [en dato i begyndelsen af] 2018, men politiet ville ikke hjælpe ansøgeren, fordi der var tale om en familiefejde. Ansøgeren udrejste derfor legalt af Irak [en dato i begyndelsen af] 2018. Ansøgeren indrejste i Danmark [en dato i foråret] 2018, hvorefter ansøgeren fik genetableret kontakten til sin nuværende ægtefælle. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet har herved lagt afgørende vægt på, at det fremgår af akterne – id-kort - fra ansøgerens visumansøgninger til henholdsvis Østrig i [efteråret] 2016 og Polen i [sommeren] 2017, at hun angiveligt skulle være gift med en person med det samme navn, som fremgår af det irakiske nationalitetspas, som ansøgerens ægtefælle blev fundet i besiddelse af, da han blev antruffet af det tyske politi på en rasteplads ved [en navngiven by] i Tyskland [en dato i efteråret] 2017. Flygtningenævnet finder, at det ikke kan antages, at ansøgeren eller dennes far ved en tilfældighed har oplyst et navn på hendes angivelige ægtefælle, der er identisk med ægtefællens navn i ægtefællens nationalitetspas. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at der er tale om både to fornavne og et efternavn, der er identiske. Flygtningenævnet finder, at dette er uforeneligt med, at ansøgeren og dennes ægtefælle har forklaret, at de først mødte hinanden under hver deres rejse til Østrig i [efteråret] 2017, og at de ikke kendte hinanden i forvejen. Flygtningenævnet har herudover lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvornår hun mødte sin ægtefælle i forbindelse med opholdet i Østrig, og om længden af forholdet i Østrig. Flygtningenævnet har endelig lagt vægt på, at ansøgeren og ansøgeren og dennes ægtefælle har afgivet divergerende forklaringer om, hvorvidt ansøgeren har modtaget trusler fra sin bror på sin telefon. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2020/37/MLVT.

Irak202036

Nævnet stadfæstede i oktober 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2010.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk kurder og sunni-muslim af trosretning fra Dibis, Irak. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [en dato i ] 2011 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygtede, at han vil blive slået ihjel af familien til en pige, med hvem klageren havde et seksuelt forhold. Udlændingestyrelsen har [en dato i sommeren] 2019 truffet afgørelse om at inddrage klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Udlændingestyrelsen har vurderet, at klageren har bevaret sin opholdstilladelse på baggrund af svig. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om inddragelse fortsat henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter, at han vil blive slået ihjel af familien til en pige, som han havde et seksuelt forhold til. Klageren har endvidere henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter, at han vil blive slået ihjel af klagerens ægtefælles familie, idet klagerens ægtefælle har født klagerens barn uden for ægteskab. Klageren har til støtte for sit oprindelige asylmotiv oplyst, at klagerens far fortsat modtager trusler fra familien til den pige, som klageren havde et seksuelt forhold til, selvom faren og klagerens øvrige familie har fået foretaget navneforandring. Klagerens far blev senest truet i 2014, da bevæbnede medlemmer af pigens familie opsøgte klagerens fars bopæl. Klageren er ikke selv blevet truet under sit ophold i Danmark, idet pigens familie ikke har kendskab til klagerens opholdssted. Klageren har til støtte for sit efterfølgende asylmotiv endvidere oplyst, at klageren er blevet truet af sin svigerfamilie, siden svigerfamilien fik kendskab til, at klageren og klagerens ægtefælle opholdt sig sammen i Danmark. Klagerens svigerfamilie har truet med, at svigerfamilien vil slå både klageren og klagerens ægtefælle ihjel. Klageren og klagerens ægtefælle mødte hinanden under et besøg i Østrig, og deres fælles barn blev i den forbindelse undfanget. Klageren mødte klagerens ægtefælles familie under opholdet i Østrig, hvorfor klagerens svigerfamilie ved, hvem klageren er. Efter besøget i Østrig rejste klageren tilbage til Danmark, og klagerens ægtefælle rejste tilbage til Irak. Klagerens ægtefælle udrejste senere af Irak, fordi hun opdagede, at hun var blevet gravid. Klagerens ægtefælle opsøgte klageren i Danmark, og de har senere indgået ægteskab uden klagerens svigerfamilies accept. Flygtningenævnet finder, at klageren har opnået og bevaret sin opholdstilladelse i Danmark ved svig, og opholdstilladelsen skal som udgangspunkt inddrages, jf. udlændingelovens § 19, stk. 2, nr. 1. Flygtningenævnet bemærker indledningsvis, at Flygtningenævnet ved vurderingen af ansøgerens forklaring om sine asylmotiver også samlet har lagt vægt på nedenstående. Flygtningenævnet har for så vidt angår klagerens oprindelige asylmotiv nærmere lagt betydelig vægt på, at klageren i [efteråret] 2017 blev antruffet af det tyske politi på en rasteplads i Tyskland, hvor han blev fundet i besiddelse af et irakisk nationalitetspas, som han overfor Udlændingestyrelsen har forklaret, at han har fået udstedt, og at det af dette pas fremgår, at hans navn er [A], og at han er født [en dato i] 1990. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at det fremgår af et udrejsestempel i passet, at klageren var udrejst af Irak fra lufthavnen i Erbil [en dato i foråret] 2017. Flygtningenævnet har endvidere lagt en vis – om end mindre – vægt på, at klageren har afgivet divergerende forklaringer for Udlændingestyrelsen om sine familie- og opvækstforhold. Flygtningenævnet finder, at klagerens forklaring om sin identitet og oprindelige asylmotiv derfor må afvises i sin helhed. Flygtningenævnet har for så vidt angår klagerens efterfølgende asylmotiv ud over det ovenfor anførte endvidere nærmere lagt betydelig vægt på, at det fremgår af akterne – id-kort – fra klagerens ægtefælles visumansøgninger til henholdsvis Østrig i [efteråret] 2016 og Polen i [sommeren] 2017, at hun angiveligt skulle være gift med en person med det samme navn, som fremgår af klagerens nævnte nationalitetspas. Flygtningenævnet finder, at det ikke kan antages, at klagerens ægtefælle eller dennes far ved en tilfældighed har oplyst et navn på hendes angivelige ægtefælle, der er identisk med klagerens navn. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at der er tale om både to fornavne og et efternavn, der er identiske. Flygtningenævnet finder, at dette er uforeneligt med, at klageren og dennes ægtefælle har forklaret, at de først mødte hinanden under hver deres rejse til Østrig i [efteråret] 2017, og at de ikke kendte hinanden i forvejen. Flygtningenævnet har herudover lagt en vis – om end mindre – vægt på, at klageren har afgivet divergerende forklaringer om ægtefællens families kendskab til deres forhold, og – herunder under nævnsmødet – om baggrunden for, at han ikke bad sin familie kontakte ægtefællens familie for at anmode om ægteskab, idet klageren under samtalerne i Udlændingestyrelsen har oplyst, at han ikke ville bede sin far herom, mens han under nævnsmødet har forklaret, at han ikke havde kontakt med sin familie på daværende tidspunkt. Flygtningenævnet har også lagt en vis vægt på, at klageren og dennes ægtefælle har forklaret divergerende om, hvorvidt ægtefællen har modtaget trusler fra sin familie på sin telefon. Flygtningenævnet har endelig lagt en vis vægt på, at klageren under nævnsmødet har svaret afglidende og udbyggende på de stillede spørgsmål. Spørgsmålet er herefter, om en inddragelse af klagerens opholdstilladelse vil være særligt belastende for klageren. Efter Flygtningenævnets praksis er der ved opnåelse af en opholdstilladelse ved svig udvist en sådan egen skyld, at hensynet til klageren selv, herunder om inddragelsen må antages at være særligt belastende, ikke kan tillægges samme vægt som i andre sager om inddragelse efter udlændingelovens § 19, stk. 1. Uanset at klageren indrejste i Danmark i [slutningen af] 2010, at han har haft fuldtidsarbejde siden [efteråret] 2011, at han har bestået prøve i Dansk 1 og 2, og at han er i behandling for depression, finder Flygtningenævnet efter en proportionalitetsvurdering af den udviste svig i forhold til de hensyn, der er nævnet i udlændingelovens § 26, stk. 1, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse ikke vil være særligt belastende for ham eller vil være i strid med EMRK artikel 8. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2020/36/MLVT.

irak202035

Nævnet stadfæstede i oktober 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim fra [by], Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af sine farbrødre og fætre. Ansøgeren har videre henvist til, at hun frygter de generelle forhold i Irak, idet levevilkårene ikke er optimale. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun var lovet bort til sin fætter, [b]. Det er således velkendt i ansøgerens familie, at kusiner og fætre tilhører hinanden. Videre har ansøgeren oplyst, at hun i 2011 mødte sin nuværende ægtefælle, [A], som er dansk statsborger og bosat i Danmark. De udvekslede telefonnumre, og da [A] rejste tilbage til Danmark efter omkring en måned, holdt de kontakten via de sociale medier. Da [A] vendte tilbage til Irak i 2015, indledte de et seksuelt forhold. Ansøgeren mistænkte på et tidspunkt, at hun var gravid, idet hun fik det fysisk dårligt. Ansøgeren fortalte i den forbindelse sine forældre om forholdet til [A], om graviditeten, og at hun gerne ville giftes med [A]. Imod ansøgerens forventning blev hendes forældre ikke sure på hende men bekymrede for hende. Faren fortalte sine brødre om graviditeten, hvorefter de fortalte faren, at ansøgeren skulle slås ihjel, idet hun ikke havde opført sig ordentligt, og idet hun skulle giftes med [B]. Ansøgeren tog efterfølgende en graviditetstest, og det viste sig, at ansøgeren ikke var gravid alligevel. Både ansøgeren og hendes far er efterfølgende jævnligt blevet truet af farbrødrene og [B]. De opsøgte endvidere én gang ansøgeren på hendes bopæl. Ansøgeren og hendes familie var dog flyttet et andet sted hen i to til tre dage for at undgå farbrødrene. Ansøgeren blev gift med [A] i [begyndelsen af] 2016 og udrejste omkring en måned senere af Irak. Siden udrejsen er ansøgeren ikke blevet truet, men omkring [i slutningen af] 2019 blev faren overfaldet af farbrødrene som følge af ansøgerens konflikt, hvorefter han blev indlagt på et hospital. Faren bliver endvidere stadig udsat for trusler. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Ansøgeren har til samtalerne med Udlændingestyrelsen og under nævnsmødet forklaret, at hun mødte sin nuværende ægtefælle, [A], på en café i 2011, at de mødtes fysisk igen i 2014 og 2015 og på sidstnævnte tidspunkt indledte et seksuelt forhold. Ansøgeren har videre forklaret, at hun og [A] i den mellemliggende periode havde kontakt på de sociale medier, og at hun, da hun troede, at hun var blevet gravid, fortalte sine forældre om forholdet, og at hun ønskede at blive gift med [A]. Dette blev hendes farbrødre meget vrede over, da aftalen var, at hun skulle giftes med sin fætter [B], hvorfor de truede med at dræbe hende. Heroverfor står, at ansøgeren tre gange har søgt om familiesammenføring, hvor både hun og hendes nuværende ægtefælle i alle ansøgningerne har oplyst, at de mødte hinanden via de sociale medier i 2014 og mødtes personligt første gang i 2016. Parret blev gift [i begyndelsen af] 2016, og deres første barn er født [i efteråret] 2016. Hertil kommer, at ansøgeren forblev boende på sin bopæl i flere måneder, efter at farbrødrene angiveligt havde fået oplysning om forholdet til [A], og uden at hun blev opsøgt ud over den ene gang, hvor familien havde forladt boligen i 2-3 dage. Videre har ansøgeren først søgt asyl [i begyndelsen af] 2018 efter at have fået afslag på familiesammenføring, ligesom Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgerens forældre accepterede forholdet til og ægteskabet med [A]. De generelle forhold i Irak er ikke af asylbegrundende karakter. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2020/35/CHPE

irak202034

Nævnet stadfæstede i september 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Irak. Indrejst i 2015. Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim af trosretning fra Chamchamal, Kirkuk, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af hendes farbrødre og hendes fætre, da hun er blevet gift i hemmelighed. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun efter sine forældres død i 1999 flyttede ind hos sin farbror, [farbroren], i byen Sulaymaniyah. Ansøgerens farbror er mullah i byen. Ansøgeren mødte sin ægtefælle, [ægtefællen], over det sociale medie ”Messenger” i [starten] af 2011. [Ægtefællen] opholdte sig i Danmark, da ansøgeren og [ægtefællen] mødte hinanden på Messenger. I [sommeren] 2011 besøgte [ægtefællen] ansøgeren i Sulaymaniyah på ansøgerens arbejdsplads. [Ægtefællen] besøgte ansøgerens farbror, [farbroren], for at bede om ansøgerens hånd. Ansøgerens farbror afviste [ægtefællen], idet ansøgeren var lovet væk til sin fætter, [fætteren]. I [sommeren] 2012 blev ansøgeren og [ægtefællen] viet i hemmelighed og in absentia ved civilretten i Sulaymaniyah. I december 2012 forsøgte [ægtefællen] at bede om ansøgerens hånd på ny, men han blev igen afvist af [farbroren] med samme begrundelse. I starten af 2014 besøgte [ægtefællen] ansøgeren igen i Sulaymaniyah. [Ægtefællen] opholdt sig i Sulaymaniyah fra [starten] af 2014 til [sommeren] 2014 i forbindelse med et praktikophold. Ansøgeren har til støtte herfor endvidere oplyst, at det hemmelige bryllup mellem hende og [ægtefællen] har bragt skam over familien, hvorfor hun ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af sin familie. Under [ægtefællens] ophold i Sulaymaniyah besluttede ansøgeren og [ægtefællen] sig for, at ansøgeren skulle til Danmark på et besøgsvisum. I slutningen af 2014 besluttede ansøgerens farbrødre at fastsætte en bryllupsdag mellem ansøgeren og hendes fætter, [fætteren]. I starten af 2015 døde [fætterens] bror, [fætterens bror], hvorfor brylluppet herefter blev udskudt på ubestemt tid. Ansøgeren søgte om visum til Danmark i [sommeren] 2015, og hun blev meddelt en tilladelse på sin ansøgning om besøgsvisum i [sommeren] 2015. Ansøgeren indrejste i Danmark den [efteråret] 2015. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sin frygt for farbroren og fætrene til grund, idet forklaringen om, at ansøgeren mod sin farbrors vilje skulle have indledt et forhold til sin nuværende ægtefælle i 2011 og giftet sig med ham i hemmelighed i [efteråret] 2012, fremstår utroværdig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren har beskrevet farbroren som blandt andet konservativ, radikal og ekstrem muslim. Samtidig har ansøgeren forklaret, at hun fik lov til at gå i gymnasiet, og at hun fik lov til at arbejde på et reklamebureau, hvor kun halvdelen af kvinderne bar tørklæde. Det skal sammenholdes med, at ansøgeren har forklaret, at farbrorens havde besøgt reklamebureauet, inden ansøgeren fik lov til at arbejde der, og med, at ansøgeren har forklaret, at hun ikke fik lov til at gå på universitetet, fordi undervisningen ikke var kønsopdelt. Nævnet er opmærksom på, at ansøgeren har forklaret, at farbroren skulle bruge de penge, som ansøgeren tjente, men det kan henset til, at farbroren angiveligt var konservativ, radikal eller ekstrem muslim ikke føre til en anden vurdering. Det fremstår videre utroværdigt, at ansøgeren, som til asylsamtalen i [efteråret] 2018 forklarede, at hun fornemmede, at farbroren overvågede hende, skulle have mødtes med sin ægtefælle og kørt ture med ham. Yderligere fremstår det utroværdigt, at ansøgeren flere gange i Irak skulle havde haft besøg af sin ægtefælle på sin arbejdsplads – nogle gange i mere end en time, henset til at hun ifølge sin forklaring var sekretær, og at der færdedes andre i det kontor, hvor hun arbejdede. Derudover fremstår det utroværdigt, at ansøgeren skulle have fået lov til at gå til fest på reklamebureauet, hvor hun inviterede sin ægtefælle til at deltage. Nævnet er opmærksom på, at ansøgeren udbyggende for nævnet har forklaret, at det var en arbejdsreception, hvor der deltog omkring 400 personer, og at hun fik lov til at deltage, fordi hun sad sammen med veninden [et navn] familie, men det kan ikke føre til en anden vurdering. Ved vurderingen af ansøgerens troværdighed lægger Flygtningenævnet også vægt på, at ansøgeren i sin ansøgning om familiesammenføring på spørgsmålet om, hvilken kontakt hun havde med sin ægtefælle, efter de blev gift i Irak i 2012, har oplyst, at de havde boet sammen i perioden fra [slutningen] af 2012 til [starten] af 2013 og i igen perioden fra [starten] af 2014 til [foråret] 2014. Nævnet er opmærksom på, at ansøgeren for nævnet har forklaret, at oplysningen angår, i hvilke perioder hun og ægtefællen har haft sex, men nævnet kan ikke lægge til grund, at besvarelsen beror på denne misforståelse. Endvidere lægger Flygtningenævnet vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorvidt ægtefællen havde familie i Sulaymaniyah. For nævnet forklarede ansøgeren, at ægtefællen ikke havde familie i Sulaymaniyah, men til asylsamtalen i [efteråret] 2018 forklarede ansøgeren, at ægtefællen tog på ferie i Sulaymaniyah, hvor han besøgte familie. Flygtningenævnet finder desuden, at ansøgerens forklaring om, hvorfor hun i mere end to et halvt år blev boende hos farbroren, efter ægtefællen angiveligt havde friet forgæves anden gang, fremstår udbyggende. Endelig lægger Flygtningenævnet en vis – men ikke afgørende – vægt på, at ansøgeren, selv om ansøgeren ifølge sin forklaring frygter at blive slået ihjel af sin farbror og sine fætre og således havde grund til at søge asyl allerede ved indrejsen i Danmark, først søgte om asyl, efter Udlændingenævnet i [foråret] 2017 havde meddelt afslag på en ansøgning om familiesammenføring. På denne baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Irak vil være i en risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2020/34/HMU.

geor20208

Nævnet stadfæstede i oktober 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt fire børn fra Georgien. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Indledningsvist bemærkes, at Flygtningenævnet har modtaget familiens boardingpas efter der blev truffet afgørelse i ansøgerens sag. Efter sagens genoptagelse, har ansøgeren oplyst, at hun ikke længere er i besiddelse af flybilletterne eller bevis på, hvornår disse er købt. Ansøgeren og hendes ægtefælle har ikke ønsket at give tilladelse til, at Flygtningenævnet tager kontakt til flyselskabet med henblik på at få afklaret, hvornår billetterne er købt. Ansøgeren og hendes ægtefælle har ikke selv fremskaffet disse oplysninger fra flyselskabet. Af de fremlagte boardingpas fremgår det, at ansøgeren og hendes familie fløj fra Tbilisi til Riga [i sommeren] 2018 og samme dag fra Riga til København. Disse oplysninger forelå på tidspunktet for nævnets beslutning [fra efteråret] 2019. Flygtningenævnet finder således ikke grundlag for en ændret vurdering af sagen og kan i det hele henholde sig til sin beslutning [fra efteråret] 2019, hvori nævnet blandt andet udtalte følgende: ”Indledningsvist bemærkes, at ansøgeren under nævnsmødet [i efteråret] 2019 oplyste, at hun formentlig stadig var i besiddelse af familiens boardingpas og flybilletter, hvorfor ansøgeren blev anmodet om at fremsende disse straks til Flygtningenævnet. Ansøgeren var indforstået hermed. Ansøgeren ses ikke at have efterkommet anmodningen, hvorfor nævnet har truffet afgørelse på det foreliggende grundlag. Ansøgeren er etnisk tuchi og kristen ortodoks af trosretning fra [by], Georgien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at ansøgerens ægtefælle har oplyst hende, at ansøgeren og ansøgerens familie er i fare. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at ansøgeren [i sommeren] 2018 blev ringet op af sin ægtefælle mellem klokken 22 og 23, som oplyste, at han ikke kom hjem den pågældende aften, da han var i Tbilisi. Den følgende dag omkring klokken 15 eller 16 blev ansøgeren på ny ringet op af sin ægtefælle, som bad ansøgeren pakke noget tøj, så familien kunne forlade sin bolig. Ansøgerens ægtefælle lød meget frustreret. Ansøgerens ældste børn hjalp ansøgeren med at pakke familiens pas og penge. Ansøgerens ægtefælle hentede ansøgeren og deres fire børn i en taxa, som kørte dem til lufthavnen i Tbilisi. Ansøgeren udrejste næste morgen kl. 5 sammen med sin ægtefælle og fire børn af Georgien. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet bemærker, at det påhviler en asylansøger at sandsynliggøre det asylmotiv, hun påberåber sig. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens ægtefælles forklaring om den episode, hun og hendes ægtefælle har påberåbt sig førte til familiens udrejse, fremstår mindre sandsynlig og på visse punkter ganske udetaljeret og således ikke selvoplevet. Flygtningenævnet lægger herudover vægt på, at ansøgerne har fået udstedt pas knap to måneder inden den påberåbte episode, og uden at ansøgerne samstemmende har angivet nogen konkret anledning hertil. Hertil kommer, at ansøgerne er udrejst legalt gennem lufthavnen i Tbilisi, og at den mandlige ansøger således næppe har været eftersøgt af efterretningstjenesten på daværende tidspunkt. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at den kvindelige ansøger i sit asylansøgningsskema har anført, at ”problemerne er på grund af barnet”, og at ansøgerne under nævnsmødet har forklaret om forskellige helbredsmæssige problemer hos de to ældste børn. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren eller børnene risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Georgien. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Flygtningenævnet bemærker, at købstidspunktet for flybilletterne kunne underbygge ansøgerens forklaring om, at flugten skete hurtigt, eller afkræfte denne, således at udrejsen var planlagt gennem længere tid. Ved at nægte samtykke til at indhente oplysninger herom foreligger der ikke sådanne nye oplysninger, at der er grundlag for at ændre Flygtningenævnets afgørelse [fra efteråret] 2019. Flygtningenævnet finder således fortsat ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Georgien er i reel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” geor/2020/8/imbs

geor20207

Nævnet stadfæstede i oktober 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Georgien. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Indledningsvist bemærkes, at Flygtningenævnet har modtaget familiens boardingpas efter der blev truffet afgørelse i ansøgerens sag. Efter sagens genoptagelse, har ansøgeren oplyst, at han ikke længere er i besiddelse af flybilletterne eller bevis på, hvornår disse er købt. Ansøgeren og hans ægtefælle har ikke ønsket at give tilladelse til, at Flygtningenævnet tager kontakt til flyselskabet med henblik på at få afklaret, hvornår billetterne er købt. Ansøgeren og hans ægtefælle har ikke selv fremskaffet disse oplysninger fra flyselskabet. Af de fremlagte boardingpas fremgår det, at ansøgeren og hans familie fløj fra Tbilisi til Riga [i sommeren] 2018 og samme dag fra Riga til København. Disse oplysninger forelå på tidspunktet for nævnets beslutning [fra efteråret] 2019. Flygtningenævnet finder således ikke grundlag for en ændret vurdering af sagen og kan i det hele henholde sig til sin beslutning [fra efteråret] 2019, hvori nævnet blandt andet udtalte følgende: ”Indledningsvist bemærkes, at ansøgeren under nævnsmødet [i efteråret] 2019 oplyste, at han formentlig stadig var i besiddelse af familiens boardingpas og flybilletter, hvorfor ansøgeren blev anmodet om at fremsende disse straks til Flygtningenævnet. Ansøgeren var indforstået hermed. Ansøgeren ses ikke at have efterkommet anmodningen, hvorfor nævnet har truffet afgørelse på det foreliggende grundlag. Ansøgeren er etnisk tuchi og kristen ortodoks af trosretning fra [by], Georgien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv, men ansøgeren har arbejdet som dyrepasser for oppositionspolitikeren [A]. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter den georgiske efterretningstjeneste. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han [i sommeren] 2018 af [A] blev bedt om at ledsage en for ansøgeren ukendt mand til Tbilisi i bil. Under turen til Tbilisi blev ansøgeren og manden beskudt. Den for ansøgeren ukendte mand blev ved denne lejlighed skudt i hovedet og afgik ved døden. Ansøgeren blev ført til en ukendt bygning, hvor ansøgeren blev tilbageholdt, afhørt og udsat for trusler. Ansøgeren blev oplyst om, at man havde fundet to millioner dollars i bilen og adspurgt, hvad pengene skulle bruges til. Ansøgeren formåede at flygte fra bygningen ved at kravle igennem et højt vindue i det aflåste rum, hvor ansøgeren blev tilbageholdt. Ansøgeren udrejste samme nat af Georgien sammen med sin familie. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet bemærker, at det påhviler en asylansøger at sandsynliggøre det asylmotiv, han påberåber sig. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring om den episode, han har påberåbt sig førte til familiens udrejse, fremstår mindre sandsynlig og på visse punkter ganske udetaljeret og således ikke selvoplevet. Flygtningenævnet lægger herudover vægt på, at ansøgerne har fået udstedt pas knap to måneder inden den påberåbte episode, og uden at ansøgerne samstemmende har angivet nogen konkret anledning hertil. Hertil kommer, at ansøgerne er udrejst legalt gennem lufthavnen i Tbilisi, og at den mandlige ansøger således næppe har været eftersøgt af efterretningstjenesten på daværende tidspunkt. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at den kvindelige ansøger i sit asylansøgningsskema har anført, at ”problemerne er på grund af barnet”, og at ansøgerne under nævnsmødet har forklaret om forskellige helbredsmæssige problemer hos de to ældste børn. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Georgien. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Flygtningenævnet bemærker, at købstidspunktet for flybilletterne kunne underbygge ansøgerens forklaring om, at flugten skete hurtigt, eller afkræfte denne, således at udrejsen var planlagt gennem længere tid. Ved at nægte samtykke til at indhente oplysninger herom foreligger der ikke sådanne nye oplysninger, at der er grundlag for at ændre Flygtningenævnets afgørelse [fra efteråret] 2019. Flygtningenævnet finder således fortsat ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Georgien er i reel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” geor/2020/7/imbs

demo202012

Nævnet stadfæstede i september 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt to medfølgende børn fra Den Demokratiske Republik Congo. Indrejst i år 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk halv dansker og halv mujombe samt kristen katolik af trosretning fra Bacongo, Kinshasa, Den Demokratiske Republik Congo. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive slået ihjel ved en tilbagevenden til Den Demokratiske Republik Congo, fordi hun har været mistænkt for at være spion, idet hun har deltaget i en præsidentceremoni. Videre frygter ansøgeren personen, A, fra statens sikkerhedstjeneste, som tilbageholdt og afhørte ansøgeren i vinteren 2016 i Den Demokratiske Republik Congo. Endvidere frygter ansøgeren at blive kidnappet og voldtaget samt at blive set ned på af lokalsamfundet grundet en voldtægt, hun tidligere er blevet udsat for. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at hun i vinteren 2011 var til stede ved en ceremoni for den præsidentkandidat, der ikke blev valgt ind i forbindelse med præsidentvalget. Ansøgeren blev arresteret sammen med andre deltagere og slået af militærfolk. Herefter blev hun kørt til en politistation, hvor hun blev afhørt og beskyldt for at have støttet dårlig regeringsføring. På grund af sin blandede etnicitet blev ansøgeren tillige beskyldt for at være spion. Politifolkene truede ansøgeren på livet og sparkede hende. Ansøgeren blev løsladt samme dag. En nat i vinteren 2012 blev ansøgerens hjem gennemsøgt af civilklædte bevæbnede mænd. Ansøgeren blev bagbundet, slået, sparket, truet på livet samt truet med at få sat ild til sit hus. De at sagde, at de ville vende tilbage, såfremt de ikke fandt, hvad de ledte efter. Videre har ansøgeren oplyst, at hun dagen efter gennemsøgningen af sit hus rejste til Brazzaville i Republikken Congo. Under sit ophold i denne by betalte ansøgeren en mand for lave papirer med en falsk identitet. Tre til fire uger efter sin ankomst til Brazzaville rejste ansøgeren til Frankrig, hvor hun søgte om og fik afslag på asyl. På ambassaden for Den Demokratiske Republik Congo i Frankrig fik ansøgeren udstedt et laissez-passer på baggrund af papirerne med de falske oplysninger. I forbindelse med sin genindrejse til Den Demokratiske Republik Congo i vinteren 2016 blev ansøgeren tilbageholdt i lufthavnen som følge af de falske oplysninger, og en overordnet fra immigrationspersonalet ved navn B genkendte hende. B fortalte sin chef, A, at ansøgeren havde været eftersøgt under sit ophold i Frankrig, idet hun skulle have videregivet oplysninger. Ansøgeren fik lov til at indrejse, fordi hun bønfaldt dem herom. Endvidere har ansøgeren oplyst, at hun i august 2016 flyttede ansøgeren til Sudan, hvor hun var bosat fra efteråret 2016 til sommeren 2018. Ansøgeren var i Den Demokratiske Republik Congo tre gange i perioden for at besøge sin syge mor. Ved indrejsen i landet fik hun hjælp af mand ved navn C, der arbejdede for myndighederne. Han sørgede for, at ansøgeren kunne indrejse uden problemer. Ansøgeren følte sig forfulgt under sine besøg i landet. Desuden har ansøgeren oplyst, at hun under et besøg i Den Demokratiske Republik Congo i sommeren 2018 blev kidnappet og voldtaget af ukendte personer. De truede hende med en pistol og bedøvede hende, hvorfor ansøgeren ikke ved præcis, hvad der er sket. Under den efterfølgende indlæggelse fortalte en læge, at hun var blevet voldtaget. Herefter rejste ansøgeren tilbage til Sudan. Yderligere har ansøgeren oplyst, at hendes pas blev beslaglagt den i sommeren 2018 i lufthavnen i Den Demokratiske Republik Congo i forbindelse med en udrejse til London. Ansøgeren fik sit pas tilbage ved at betale C flere penge, end hun plejede at gøre. Eftersom ansøgerens navn fremgik flere steder, oplyste C hende om, at han ikke længere kunne hjælpe hende. I efteråret 2018 vendte ansøgeren tilbage til Sudan, hvor hun blev frem til sin udrejse til Danmark. Flygtningenævnet kan i nogen grad lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder at kunne lægge til grund, at ansøgeren har været medlem af CCCT, at hun blev anholdt i forbindelse med indsættelsesceremonien i vinteren 2011, at hun efterfølgende blev indkaldt til afhøring, og at der har været en ransagning af hendes bopæl. Som følge af, at ansøgeren ikke har forklaret ens om den vold, der skulle være udøvet under henholdsvis anholdelsen og ransagningen, finder vi det ikke sandsynliggjort, at episoderne har indebåret den grad af vold, som ansøgeren har beskrevet. Vi lægger vægt på, at hun ved begge lejligheder er blevet løsladt uden betingelser. Flygtningenævnet lægger endvidere vægt på, at ansøgeren efterfølgende er indrejst i Congo uden problemer. Vi finder det ikke sandsynligt, at hun fra den congolesiske ambassade i Frankrig har fået udstedt papirer, der ikke bar hendes eget navn. Vi finder det derfor ikke sandsynliggjort, at hun har haft problemer i forbindelse med indrejsen til Congo. Flygtningenævnet finder ikke, at episoderne med myndighederne har haft en intensitet, der kan begrunde asyl. Flygtningenævnet finder det sandsynliggjort, at ansøgeren blev voldtaget i sommeren 2018, men finder det ikke sandsynliggjort, at det var myndighedspersoner, der foretog overgrebet. Samlet finder Flygtningenævnet ikke, at hun har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Congo, vil være forfulgt jf. udlændingelovens § 7, stk. 1 eller i reel og individuel risiko for overgreb jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse..” demo/2020/12/NHA

stat202041

Nævnet stadfæstede i september 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandelig statsborger fra Irak. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim af trosretning fra [By], Libanon. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter for den generelle situation i Libanon, idet det er svært at finde et arbejde, en bolig og klare sig økonomisk i Libanon. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hun ønsker at blive i Danmark for at kunne give sine børn de bedste kår. Ansøgeren har endelig som asylmotiv oplyst, at hun som statsløs palæstinenser ikke har de samme rettigheder, som libanesiske statsborgere. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hospitalsforholdene i Libanon er elendige, og at folk dør, fordi de ikke har råd til behandling. Ansøgeren har endvidere oplyst, at der er mange demonstrationer, og at folk i den forbindelse bliver slået ihjel. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet lægger på baggrund af ansøgerens forklaring og sagens oplysninger i øvrigt til grund, at ansøgeren er statsløs palæstinenser, og at hun er registreret ved UNRWA i Libanon og har haft adgang til UNRWA beskyttelse og bistand. Flygtningenævnet bemærker, at en statsløs palæstinenser fra UNRWA mandat-området, der har haft adgang til UNRWA beskyttelse eller bistand, og som søger asyl, som udgangspunkt er udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 1. pkt., medmindre den pågældende opfylder de betingelser, der er angivet af EU-Domstolen, herunder i præmis 86 i dom af 25. juli 2018 (Alheto-dommen). I præmis 86 i Alheto-dommen udtaler EU-Domstolen om bortfald af udelukkelsen bl.a.: ”[…] når det på grundlag af en individuel vurdering af samtlige relevante forhold viser sig, at den pågældende palæstinenser befinder sig i en alvorlig personlig usikkerhedstilstand, og at det er umuligt for UNRWA, hvis beskyttelse den berørte har påberåbt sig, at sikre den pågældende levevilkår, som er i overensstemmelse med organets opgave, hvorved denne palæstinenser på grund af omstændigheder, der ikke er udtryk for vedkommendes vilje, således tvinges til at forlade UNRWA’s operationsområde.” Der er ikke grundlag for at antage, at ansøgeren har været tvunget til at forlade UNRWA’s operationsområde, eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage, fordi ansøgeren har befundet sig i en alvorlig personlig usikkerhedstilstand. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren er omfattet af artikel 1 D, 1. pkt. i Flygtningekonventionen og således er udelukket fra at opnå asyl i Danmark, idet Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren frivilligt er udrejst af Libanon og må formodes på ny at kunne indrejse i Libanon, tage lovligt ophold samt på ny at have adgang til beskyttelse eller bistand fra UNRWA. Nævnet bemærker herved, at ansøgeren er i besiddelse af gyldigt rejsedokument. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Stat/2020/41

soma202071

Nævnet stadfæstede i september 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er 14-år, etnisk somali og muslim fra Buulobarde, Somalia. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter yderligere omskæring, tvangsægteskab, krig, og at hendes far bliver slået ihjel. Til støtte for sit asylmotiv om sin frygt for omskæring har ansøgeren oplyst, at hun allerede er omskåret en lille smule. Hun husker ikke, hvor gammel hun var, da hun blev omskåret, men det skete længe inden hendes udrejse. Ansøgeren har ikke haft problemer som følge af sin omskæring, men kender nogle piger i Kenya, som var omskåret, og som blev yderligere omskåret. Til støtte for sit asylmotiv om frygt for tvangsægteskab har ansøgeren gjort gældende, at der er tradition herfor i området. Til støtte for sit asylmotiv om sin frygt for krig og hendes fars død har ansøgeren oplyst, at hun ikke ønsker, at flere af hendes familiemedlemmer skal dø i krigen mellem Somalia og al-Shabaab. Hendes ene morbror døde i et attentat. Til støtte for ansøgerens asylmotiv om omskæring har ansøgerens far oplyst, at ansøgeren allerede er en smule omskåret, idet han modsatte sig omskæringen. Han frygter nu, at datteren vil blive fuldt omskåret, og at de vil blive udstødt af familien, hvis de modsætter sig. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren blev omskåret i Somalia, og at omskæringen er den, der betegnes klitoridotomi (type 1), og at hun frygter at blive yderligere omskåret med betegnelsen infibulering også kaldet den ”faraoniske” omskæring (type 3). Flygtningenævnet bemærker, at det fremgår af Udlændingestyrelsens rapport FGM/Kvindelig omskæring fra januar 2019, at omskæring i Somalia især udføres mens piger er mellem 4 og 10 år gamle og oftest inden pigen er fyldt 8 år. Det fremgår videre af en undersøgelse fra 2006, at estimeret 98 % af alle somaliske kvinder er omskåret, heraf langt de fleste med den mest indgribende form for omskæring (type 3), men at der er tale om en faldende tendens. Det fremgår videre, at i 2006 var 79,3 % af omskæringer af type 3, mens det i 2017 gjaldt 28 %. Flygtningenævnet lægger afgørende vægt på, at ansøgeren er omskåret, og at hun nu er over den alder, hvor piger normalt omskæres. Flygtningenævnet finder herefter og efter de ovenfor angivne baggrundsoplysninger ikke, at der er en reel risiko for, at ansøgeren risikerer yderligere omskæring ved en tilbagevenden til Somalia. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren alene gennem sin og sin fars forklaring har sandsynliggjort, at ansøgeren risikerer yderligere omskæring ved en tilbagevenden til Somalia. Flygtningenævnet finder heller ikke grundlag for at antage, at ansøgeren risikerer at blive tvangsgift. Der foreligger således ingen konkrete oplysninger herom. For så vidt angår ansøgerens generelle frygt for krig med videre i Somalia, finder Flygtningenævnet ikke, at dette kan give grundlag for asyl. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2020/71/JAH

soma202070

Nævnet hjemviste i september 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk somali og sunni-muslim fra [x], Lower Shabelle Hoose, Somalia. Han tilhører hovedklanen Ashraf. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab, idet han ikke vil lade sig tvangsrekruttere. Til støtte herfor har klageren oplyst, at han [ultimo] 2012 blev opsøgt af mænd fra al-Shabaab, der meddelte klageren at, hvis han ikke lod sig hverve, så ville han lide samme skæbne som sin bror. Klageren bad al-Shabaab om betænkningstid. Al-Shabaab gav klageren tre dages betænkningstid. Broren blev i 2009 slået ihjel af al-Shabaab, fordi han ikke ville lade sig rekruttere til militsen. Klageren besluttede herefter derfor i samråd med sin familie at flygte fra Somalia. Videre har klageren som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af Hawiye klanen. Til støtte herfor har klageren oplyst, at han 2002-2003 indledte et forhold til en pige fra Hawiye klanen. I 2004 bad klageren sin far om at henvende sig til pigens familie og anmode om ægteskab. Klagerens far rettede på den baggrund henvendelse til pigens familie. Familien afviste giftermålet, idet klageren kom fra en mindre klan. Der opstod et alvorligt skænderi mellem klagerens far og pigens far. Samme aften, da klagerens far havde forladt pigens families bopæl, blev han skudt af en af pigens familiemedlemmer. Klagerens far døde. Klageren har siden faderens død frygtet for sit eget liv og har været forsigtig omkring hans færden i landsbyen. Klageren oplevede en dag, da han var i gang med at pløje marken, at nogen fra Hawiye klanen rettede henvendelse til ham og truede ham. Klageren oplevede endvidere altid trusler, når han en gang om ugen solgte afgrøder på [y] markedet. Udlændingestyrelsen meddelte [i starten af] 2014 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Udlændingestyrelsen lagde ansøgerens forklaring til grund, idet de vurderede at klageren havde forklaret konsistent, detaljeret og troværdigt om sine konflikter i Somalia. Uanset at klagerens sprogtest [i efteråret] 2013 med tydelighed fastslår, at hans sprog svarer til det, der tales i det nordlige Somalia, fandt Udlændingestyrelsen ikke at kunne afvise klagerens forklaring om sin herkomst. Klageren har senest henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter, at hans ægtefælles herboende døtre bliver voldtaget, tvangsgiftet og/eller omskåret. Til støtte herfor har klageren oplyst, at han er bange for at store klaner vil tvinge ham til at lade pigerne omskære. Klageren kan ikke forhindre dette, da han er medlem af en mindretalsklan, og at der ville blive brugt magt hvis klageren modsætter sig det. Klagerens lillesøster blev omskåret og døde efterfølgende af blødninger i forbindelse med omskæringen. De store klaner tvang klagerens familie til at lade klagerens lillesøster omskære. Klagerens advokat har på mødet oplyst, at klageren søger asyl på steddatteren [A’s] vegne, og at de øvrige to – myndige – steddøtre, som bor hos ham, også selvstændigt vil søge asyl. Klagerens advokat har nedlagt påstand om, at sagen hjemvises til fornyet behandling hos Udlændingestyrelsen. Udlændingestyrelsen har påstået sagen fremmet. Flygtningenævnet bemærker, at klagerens asylmotiv i relation til frygt for omskæring relaterer sig til hans yngste – mindreårige – steddatter [A], som klageren har oplyst at have delt forældremyndighed over. Flygtningenævnet finder det efter en samlet vurdering rettest, at Udlændingestyrelsen træffer en afgørelse i første instans i forhold til steddatteren, og at Udlændingestyrelsen samtidig tager stilling til, hvilken betydning det nye asylmotiv måtte have for klagerens sag. Nævnet bemærker, at forældremyndighedsspørgsmålet samt steddatterens mors forhold tillige bør undersøges nærmere. Flygtningenævnet ophæver derfor Udlændingestyrelsens afgørelse og hjemviser sagen til Udlændingestyrelsen til fornyet behandling sammen med steddatterens asylsag. [Soma/2020/70/SELS]

irak202032

Nævnet stadfæstede i september 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandelig statsborger fra Irak. Indrejst i 2003. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og muslim af trosretning fra [By], Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive udsat for repressalier af myndigheder i Irak som følge af sin fars konflikt med myndighederne. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at myndighederne eller befolkningen i Irak vil gøre ansøgeren fortræd, idet han er kurder. Ansøgeren har endelig henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak ikke vil kunne tage vare på sin søn. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han og hans familie udrejste af Irak på baggrund af ansøgerens fars konflikt med myndighederne. Ansøgerens far blev i 1990’erne tvangsrekrutteret til militærtjeneste under krigen i Irak. Ansøgeren har ikke efterfølgende haft kontakt med sin far, og ansøgeren har ikke kendskab til, hvorvidt ansøgerens far fortsat er i live. Myndighederne ville også tvangsrekruttere ansøgerens ældre brødre til militæret. Ansøgeren, ansøgerens mor samt brødre udrejste som følge heraf fra Irak. Ansøgeren har endelig oplyst, at forholdene for kurdere i Irak er dårlige, at ansøgeren ikke taler særlig godt arabisk, og at han derfor ikke vil passe ind i samfundet i Irak. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren udrejste af Irak da han var omkring fem år gammel. Han havde ingen personlige konflikter ved udrejsen. Ansøgeren henviser til sin fars konflikt. Der er meget få oplysninger om farens konflikt, men ansøgeren mener, at han havde en konflikt med myndighederne i forbindelse med hvervning til militæret. Under henvisning til at denne konflikt ligger mere end 20 år tilbage, ansøgerens alder på tidspunktet for konflikten, og at styret i Irak siden er udskiftet, har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at en eventuel konflikt vil have konsekvenser for ham. Ansøgeren har under nævnsmødet påstået, at den person han stak i forbindelse med sin seneste dom nu, enten selv eller gennem andre, har truet ansøgeren gennem nogle fjerne slægtning i Irak. Han har forsøgt at dokumentere denne påstand med noget, der angiveligt er en anmeldelse af forholdet til politiet i [By]. Allerede fordi forklaringen først fremkommer under nævnsmødet, og da forklaringen forekommer usandsynlig tilsidesættes denne forklaring. Ansøgeren har ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være forfulgt, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel og individuel risiko for overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2020/32

afgh202040

Nævnet meddelte i september 2020 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tadjik og sunni-muslim fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været egentlig politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban, sine farbrødre eller sin farfar, fordi hun har arbejdet for [en international organisation], og fordi hun har medvirket i filmen […]. Ansøgeren har endvidere oplyst, at hun frygter en mand, [Y], der vil giftes med hende, ligesom hun frygter sin tidligere ægtefælle. Til støtte for sit asylmotiv om sin frygt for Taliban har ansøgeren oplyst, at hun har arbejdet i [en international organisations] HR-afdeling i perioden fra 2011 til 2018, i hvilken periode hun også arbejdede frivilligt for [en international organisation]. [I efteråret] 2018 medvirkede ansøgeren i optagelserne til filmen […] i [et navngivent land]. Samme dag blev ansøgerens familie opsøgt af bevæbnede personer fra Taliban på deres bopæl i Kabul. Personerne ville tage ansøgeren med og overfaldt i den forbindelse hendes far. Familien fandt efterfølgende et trusselsbrev. Familien flyttede derefter hen til ansøgerens tante i et andet område af Kabul. [I efteråret] 2018 vendte ansøgeren tilbage til Kabul, og dagen efter tog hun til Italien for at deltage i et kursus i forbindelse med sit arbejde. Ansøgerens familie tog herefter midlertidigt ophold i Jalalabad inden de vendte tilbage til Kabul. [I efteråret] 2018 modtog ansøgeren et trusselsopkald fra nogle ukendte personer, mens hun opholdt sig i Italien. [I efteråret] 2018 rejste ansøgeren til Danmark. Til støtte for sit asylmotiv om frygten for sin tidligere ægtefælle har ansøgeren oplyst, at hun under ægteskabet blev udsat for psykisk og fysisk vold. Parret blev derfor skilt [i efteråret] 2015 med ansøgerens families støtte. [I sommeren] 2015 fødte ansøgeren parrets fælles barn. Barnet har den tidligere ægtefælle dog taget fra ansøgeren. Efter skilsmissen har den tidligere ægtefælle ved flere lejligheder truet med at slå ansøgeren ihjel. Ansøgeren har sidst set sin tidligere ægtefælle [i foråret] 2016 og har senest haft kontakt til ham [i foråret] 2018. Ansøgeren har siden fået at vide, at han har indgået ægteskab på ny, men han mener stadig, at ansøgeren har bragt skam over ham. Hverken ansøgeren eller ansøgerens familie har modtaget trusler fra den tidligere ægtefælle efter ansøgeren udrejste af Afghanistan. Ansøgeren er dog blevet kontaktet af sin tidligere ægtefælles storebror under sit ophold i Italien. Til støtte for sit asylmotiv om sin frygt for [Y] har ansøgeren oplyst, at [Y] ønsker at indgå ægteskab med hende, hvilket hun har afvist, da hun ikke er interesseret. Han har herefter chikaneret hende og truet hende, ligesom han har skrevet flere kærlighedserklæringer til ansøgeren. [Y] har blandt andet skrevet til ansøgeren, at ingen må få hende, hvis han ikke selv kan få hende. Om frygten for sin fars familie har ansøgeren oplyst, at de ikke accepterer, at hun har arbejdet for [en international organisation], herunder særligt fordi hun har arbejdet sammen med udenlandske mænd og derfor betragtes som uren. Ansøgeren har endvidere fået oplyst, at hendes farfar mener, at hun har ødelagt familiens ære, fordi hun har medvirket i filmen […]. Hverken ansøgerens farfar eller farbrødre har truet hende direkte, men har talt om ansøgeren over for familien. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren har arbejdet for [en international organisation] fra 2011 til 2018, og at hun i 2017 tillige udførte frivilligt kvindepolitisk arbejde i forbindelse hermed. Nævnet lægger videre til grund, at hun deltog i dokumentarfilmen […], der er kritisk over for begrænsningen af kvinders rettigheder. Flygtningenævnets flertal lægger videre til grund, at hendes familie blev opsøgt af Taliban, der ville have fat i hende, og at talibanere overfaldt ansøgerens far i den forbindelse, således at han måtte på sygehuset, ligesom familien efterfølgende fandt et trusselsbrev uden for huset. Familien flyttede umiddelbart fra huset og ansøgeren udrejste umiddelbart i forlængelse af episoden. Flygtningenævnets flertal finder, at ansøgeren gennem sit arbejde for [en international organisation] og sit frivillige arbejde for kvinders ligestilling samt sin deltagelse i dokumentarfilmen […], der er kritisk over for begrænsningen af kvinders rettigheder, er i reel risiko for overgreb fra Talibans side ved en tilbagevenden til Afghanistan. Flertallet finder ikke, at myndighederne vil være i stand til at beskytte hende herimod. Flertallet finder herefter, at ansøgeren må anses for forfulgt af grunde, der er omfattet af flygtningekonventionen. Flygtningenævnet meddeler derfor […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Afgh/2020/40/JAH

syri202067

Nævnet meddelte i september 2020 opholdstilladelse K-status til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk kurder og sunni-muslim fra Aleppo, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i efteråret] 2014, og at han [i vinteren] 2014 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Dansk Flygtningehjælp har [i foråret] 2020 på vegne af klageren klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive forfulgt af de syriske myndigheder som følge af, at han har forladt sin stilling i det offentlige. Klageren har videre henvist til, at han frygter at blive forfulgt af den frie syriske hær, samt af Islamisk Stat på grund af sin etnicitet. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han forsat frygter at vende tilbage til Syrien, idet han i 2014 uden forudgående tilladelse forlod sin offentlige stilling i Syrien, og fordi han udrejste illegalt. Klageren har videre oplyst, at det er almindeligt kendt i Syrien, at det er ulovligt at forlade sin offentlige stilling uden tilladelse, og at straffen herfor er meget hård, idet man risikerer at blive vilkårligt frihedsberøvet og udsat for fysiske overgreb. Klageren har fremlagt et skærmprint fra en hjemmeside med navne over eftersøgte personer i Syrien, hvor klagerens navn fremgår, samt dokumentation for sin ansættelse i Finanstilsynet fra 2004 til 2014. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren har været ansat i det syriske finanstilsyns enhed i Aleppo fra 2004-14. Klageren har afgivet en sammenhængende forklaring om forholdene på sit arbejde, herunder om sine arbejdsopgaver, der bl.a. bestod i at føre tilsyn med økonomiforvaltningen i andre offentlige myndigheder. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at klageren i 2014 udrejste illegalt af Syrien og derfor forlod sin offentlige stilling uden forudgående tilladelse. Flygtningenævnet finder efter de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder Udlændingestyrelsens rapport fra juni 2019, at det må lægges til grund, at klageren vil blive tilbageholdt og afhørt ved en tilbagevenden til Syrien, herunder om hvorfor han forlod arbejdspladsen, ligesom det må antages, at han risikerer fængselsstraf. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at klageren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Syrien risikerer asylbegrundende forfølgelse som følge af, at han under de angivne omstændigheder forlod sit arbejde, ligesom han navnlig efter oplysningerne om karakteren af den stilling, som han indtog i det syriske finanstilsyn, også har sandsynliggjort, at han, der tillige har en kurdisk baggrund, vil blive anset som modstander af regimet. Klageren opfylder derfor betingelserne for at blive meddelt asyl i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. De nærmere vilkår for opholdstilladelsen efter udlændingelovens § 7, stk. 1 fastsættes af Udlændingestyrelsen.” Syri/2020/67/ACA

stat202039

Nævnet stadfæstede i september 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Gaza. Indrejst i 2019. Udlændingestyrelsen har i sin afgørelse af 23. april 2020 om afslag på asyl lagt til grund, at ansøgeren er omfattet af artikel 1D, 1. pkt. Styrelsen har lagt vægt på, at ansøgeren har fremvist en kopi af sit nuværende og tidligere UNWRA-registreringskort, at alle hans familiemedlemmer har et UNWRA-registreringskort, samt at han har modtaget hjælp fra UNWRA i form af mad, medicin, husholdningsartikler og skoleredskaber. I afgørelsen har Udlændingestyrelsen vurderet, at de ikke kan lægge forklaringen om ansøgerens konflikt med Hamas til grund. Udlændingestyrelsen henviser til, at ansøgeren til styrelsen har forklaret forskelligt om Hamas’ afhøring af ansøgeren i 2009 og hans efterfølgende aktiviteter for Fatah. Udlændingestyrelsen har videre tillagt det betydning, at ansøgeren har forklaret forskelligt om, hvornår og hvordan ansøgeren fik behandlet de sår, som han pådrog sig under sin bortførelse. Endvidere har styrelsen lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende om den overvågning og afhøring, som ansøgerens forældre blev udsat for efter hans flugt, samt at han har forklaret usammenhængende om hans ophold i Khan Younes og efterfølgende udrejse til Egypten, henset til oplysninger i hans nationalitetspas vedrørende udstedelsen heraf. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk palæstinenser og muslim af religiøs overbevisning fra Khan Younes, Gaza. Ansøgeren har oplyst, at han kommer fra en familie, der sympatiserer med Fatah, og ansøgeren har siden 2009 lavet aktiviteter for organisationen. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter, at Hamas vil udsætte ham for overgreb eller slå ham ihjel som følge af, at han sympatiserer med Fatah og har udtrykt sig kritisk over for Hamas. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren henvist til, at han som studerende var medlem af Fatahs Ungdomsbevægelse, og at han i 2009 blev han valgt ind i elevbestyrelsesrepræsentationen på sit universitet, hvor han repræsenterede Fatah. Af denne grund blev ansøgeren, under en afhøring hos Hamas i 2009 truet med vold, fængsling og fremstilling for en domstol. Efterfølgende fortsatte ansøgeren sine aktiviteter for Fatah, ligesom han fortsatte med at udtrykke sig kritisk om Hamas på Facebook. Ansøgeren har videre oplyst, at han i juli 2018 blev kidnappet af Hamas som følge af, at han havde stillet spørgsmål vedrørende noget byggearbejde, der blev udført i hans nabolag af maskerede mænd. Ansøgeren var tilbageholdt af Hamas i tre dage, hvor han blev udsat for vold og trusler, og efter løsladelsen modtog han behandling på hospitalet. I september 2018 befandt maskerede mænd sig igen i ansøgerens område, hvor de installerede ledninger i jorden. Ansøgeren spurgte, om de havde tilladelse til gravearbejdet, og han blev i denne forbindelse truet med skud i hovedet, hvis ikke han gik ind i sit hus igen. Ansøgeren svarede igen og gik derefter ind i sit hus. Ansøgeren blev efter en time kontaktet af en slægtning, der opfordrede ansøgeren til at skynde sig væk, inden Hamas fandt frem til ham. Ansøgeren flygtede dernæst til Khan Younes, og omkring december 2018 udrejste han fra Gaza til Egypten. Ansøgeren har videre oplyst, at han i Egypten blev opsøgt af medlemmer af Hamas, der fortalte ham, at han skulle vende hjem til Gaza, idet hans familie ellers ville blive udsat for vold. Mens ansøgeren opholdt sig i Egypten, blev også hans lillebror anholdt og tilbageholdt i 14 dage, og hans brødre og forældre har flere gange været anholdt af repræsentanter for Hamas’ sikkerhedsmyndigheder i perioden fra juli til september 2019. Under anholdelserne blev de stillet spørgsmål vedrørende ansøgeren. Ansøgerens mor er endvidere blevet presset til at foretage videoopkald til ansøgeren og spørge til hans opholdssted, mens hun blev udsat for vold af Hamas. Under disse videoopkald har Hamas oplyst ansøgeren om, at ansøgeren og hans familie står på en liste over forrædere, og at Indenrigsministeriet er orienteret om denne liste. Flygtningenævnet tiltræder af de grunde, der er anført i Udlændingestyrelsens afgørelse, og med bemærkning om, at ansøgeren under mødet i Flygtningenævnet har svaret undvigende og afglidende på de stillede spørgsmål, at ansøgerens forklaring om sin konflikt med Hamas ikke kan lægges til grund. Flygtningenævnet tiltræder endvidere af de grunde, der i øvrigt er anført i Udlændingestyrelsens afgørelse, at ansøgeren er omfattet af Flygtningekonventionens artikel 1 D, 1. pkt., og at han således er udelukket fra at opnå asyl i Danmark. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse”. Stat 2020/39/CARA

sril20202

Nævnet stadfæstede i september 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Sri Lanka. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk burger og kristen katolik af trosretning fra Colombo, Sri Lanka. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Sri Lanka frygter, at ansøgerens fars side af familien vil tage ansøgerens søn fra hende og gøre ham ondt, idet ansøgerens fars familie aldrig har accepteret ansøgeren og bebrejder hende for farens død. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at ansøgeren og ansøgerens søn ikke har en fremtid i Sri Lanka, fordi ansøgerens søn ikke er statsborger i Sri Lanka. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at ansøgerens forældre blev gift uden ansøgerens fars families accept, hvorfor ansøgeren, ansøgerens mor samt ansøgerens søskende aldrig blev accepteret af ansøgerens fars familie. Det fulgte endvidere af ansøgerens horoskop, at ansøgeren var giftig for ansøgerens far. Ansøgerens far udsatte ofte ansøgeren for fysiske overgreb. Ansøgerens far blev gentagne gange meldt til politiet, men de srilankanske myndigheder var ikke i stand til at beskytte ansøgerens familie imod farens overgreb. Ansøgerens far døde i 2015. Ansøgeren deltog i sin fars begravelse i Sri Lanka, selvom ansøgerens fars familie ikke ønskede, at hun deltog, idet de bebrejdede hende for farens død. Ansøgerens familie tog yderligere afstand til ansøgeren, da familien fik kendskab til ansøgerens skilsmisse. Ansøgerens familie fortalte hende under opholdet i Sri Lanka i 2017, at de ville tage ansøgerens søn fra hende, og ansøgeren frygter, at de vil gøre hende og hendes søn ondt, såfremt hun ikke efterkommer deres ønske. Ansøgeren frygter, at ansøgerens familie vil sende ansøgerens søn til et børnehus, bortadoptere ham eller slå ham ihjel. Ansøgerens søn er tilmed indisk statsborger, og det er ikke tilladt at have et andet statsborgerskab i Sri Lanka. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, men finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hendes konflikt med sin fars familie er af en sådan intensitet, at det er asylbegrundende. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret konsistent om de grundlæggende elementer i sit asylmotiv, herunder at hun fik lagt et horoskop i forbindelse med fødslen, som viste, at hun ville bringe familien ulykke, og at hun af den grund er blevet behandlet dårligt af sin far og dennes familie, som ikke accepterede hende. Ansøgeren har siden hun kom til Danmark i 2012 været på familiebesøg i Sri Lanka tre gange uden at lide overlast. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at det forhold, at hun blev skilt, indebærer, at hun nu er i risiko for at blive udsat for asylbegrundende behandling fra sin fars families side, til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren blev skilt [en dato i efteråret] 2016, og at hun senest var på familiebesøg i Sri Lanka i sommeren 2017. Under dette besøg har hun angiveligt været udsat for trusler blandt andet om, at hendes søn ville blive bortført eller dræbt, fordi hun har kastet skam over familien ved at blive skilt. Flygtningenævnet bemærker, at der ikke blev gjort alvor af truslerne, selvom det må antages, at det havde været muligt. Ansøgeren har endvidere ikke under sagsforløbet har forklaret, at hun blev udsat for fysisk overlast. Hun har udbyggende under mødet i Flygtningenævnet forklaret, at hendes farbror [A] under besøget i 2017 greb fat i hende, men hendes venner, som var på besøg, fik trukket ham væk fra hende. Flygtningenævnet vurderer, at ansøgerens konflikt med familien, som grundlæggende består i, at hun er blevet udsat for forskelsbehandling i forhold til andre familiemedlemmer og er blevet holdt uden for en del af familiens fællesskab, ikke er af en sådan karakter og intensitet, at det er asylbegrundende. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Sri Lanka vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Sril/2020/2/MLVT.

soma202069

Nævnet stadfæstede i september 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger samt seks børn fra Somalia. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk boon og sunni-muslim af religiøs overbevisning fra [by], Galgadud, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter, at han selv og hans børn vil blive slået ihjel af hans ægtefælles onkler, der ikke accepterer ansøgerens ægteskab. Endvidere frygter ansøgeren, at hans døtre udsættes for omskæring, voldtægt og drab af ukendte personer, som ansøgeren ikke kan beskytte dem imod. Han frygter videre, at hans sønner bliver rekrutteret til at arbejde for al-Shabaab, fordi familien tilhører en mindre klan. Endelig frygter ansøgeren, at hans børn bliver udstødt af samfundet. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at hans ægtefælles onkler har udsat ansøgeren for vold og sat ild til ansøgerens hytte, da de opdagede, at ansøgerens ægtefælle var gravid. Ansøgerens ægtefælles onkel [A] har endvidere slået ansøgeren og truet ham og hans børn på livet omkring tre til fire gange, mens ansøgeren havde arbejde i en butik. I 2007 slog [A] ansøgeren hårdt i hovedet, og som følge heraf var ansøgeren indlagt på hospitalet i to uger. Ansøgeren har endvidere oplyst, at hans ægtefælles tre onkler i 2013 opsøgte hans bopæl, hvor de skød en pige, som de troede var ansøgerens ægtefælle. De skød endvidere ansøgeren omkring otte til ni gange med et gevær. Efterfølgende flygtede ansøgeren til Wardheer, hvor han tilbragte seks måneder, hvorefter han rejste til Addis Ababa og siden til Danmark, hvor han var blevet meddelt familiesammenføring med sin ægtefælle. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om konflikten med ægtefællens onkler til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren og ansøgerens ægtefælle på centrale punkter har afgivet divergerende forklaringer, herunder om hvorvidt ansøgeren har været fængslet i forbindelse med konflikten, om hvor mange gange ansøgeren har været indlagt på hospitalet som følge af konflikten, om hvornår ægtefællens onkler angreb ansøgerens families bopæl, om hvor ansøgeren befandt sig, da han blev skudt, og om hvor mange skud ansøgeren blev ramt af. Flygtningenævnet har ved vurderingen heraf taget hensyn til, at ansøgeren oplyser at lide af hukommelsesproblemer. Det forhold, at ansøgeren eventuelt måtte have ar efter skudsår, kan ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at sådanne ar efter skudsår kan være opstået på anden vis. For så vidt angår frygten for, at ansøgerens døtre skulle blive tvangsmæssigt omskåret ved en tilbagevenden til Somalia, bemærker Flygtningenævnet, at myndighederne i Somalia har forbudt omskæring, og at al-Shaabab også er imod omskæring. Risikoen for omskæring beror således ikke på myndighederne eller andre magthavere, men på familiens og omgivelsernes forventninger og eventuelle pres. Ansøgeren og hans ægtefælle er begge imod omskæring af døtrene. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren og hans ægtefælle må anses for ressourcestærke personer, og at de vil være i stand til at modstå sådanne forventninger og eventuelt pres fra familien og det omgivende samfund. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgerens ægtefælle (og næstyngste barn) vel har opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 7, stk. 2, men at dette ikke er udtryk for, at ægtefællen vil være i risiko for overgreb ved en eventuel tilbagevenden til Somalia, idet tilladelsen udelukkende beror på, at deres næstyngste barn – og i øvrigt ansøgerens og ægtefællens to ældste børn, der er omfattet af nærværende sag - har opnået en sådan tilknytning til Danmark, at Udlændingestyrelsen har fundet, at opholdstilladelsen ikke kan inddrages, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1.Ansøgeren og dennes og ægtefællens seks øvrige børn har opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1 og 2. Hvis ansøgerens og de seks børns opholdstilladelse i Danmark måtte bortfalde, og de skal udrejse af landet, må det lægges til grund, at ansøgerens ægtefælle også vil kunne rejse til Somalia uden at risikere overgreb. Ved vurderingen af, om døtrene risikerer omskæring, må der således tillige lægges vægt på, at ansøgerens ægtefælle kan rejse til Somalia. Flygtningenævnet finder derfor, at der ikke er reel risiko for, at ansøgerens døtre udsættes for omskæring ved en tilbagevenden til Somalia, og at der ikke er nogen velbegrundet frygt herfor. Flygtningenævnet finder, at det beror på ansøgerens egne formodninger, at hans døtre vil blive udsat for voldtægt, og drab, og at hans sønner vil blive rekrutteret til al-Shabaab.De generelle forhold i Somalia er heller ikke af en sådan karakter, at ansøgerne af den grund risikerer forfølgelse eller overgreb. Det forhold, at ansøgeren frygter, at hans børn bliver udstødt af samfundet, kan ikke føre til en anden vurdering, idet der er tale om socioøkonomiske forhold, der ikke kan begrunde asyl. Flygtningenævnet finder herefter, at det ikke kan antages, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma 2020/69/CARA

soma202068

Nævnet stadfæstede i september 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt fire børn fra Somalia. Ansøgeren indrejste i 2014 efter at være blevet familiesammenført med sin ægtefælle. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk somali og muslim fra Burco, Somaliland. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af sin tidligere ægtefælle, idet hun flygtede fra ham og udrejste af Somalia. Videre frygter ansøgeren sin bror, da det var ham, der arrangerede hendes ægteskab med sin tidligere ægtefælle. Endvidere frygter ansøgeren, at hendes tidligere ægtefælle vil udsætte hendes børn for fysiske overgreb, da han er voldelig. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at hun ikke ønskede at blive gift med sin tidligere ægtefælle, idet hun havde set ham slå hendes mor og søskende, hvorfor hun frygtede, at han også ville være voldelig mod hende. Herudover frygter ansøgeren på vegne af sine to døtre, at de vil blive tvangsomskåret af ansøgerens mor, ligesom hendes ægtefælle frygter, at døtrene vil blive gift mod deres vilje. Ansøgerens ægtefælle frygter videre på vegne af sine sønner, at de vil blive tvangsrekrutteret af al-Shabaab, ligesom han på vegne af alle børnene frygter, at hans plejefamilie vil tvangsfjerne deres fire børn. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren har i skema af [sommeren] 2013 til brug for behandling af hendes ansøgning om familiesammenføring oplyst, at hun ikke tidligere har været gift. Hun har endvidere oplyst, at hun på daværende tidspunkt havde boet i Etiopien siden 2010. Uanset det oplyste om, at hun ikke selv har udfyldt dette skema, er spørgsmålet om et tidligere ægteskab og varigheden af hendes ophold i Etiopien så centrale, at det forekommer helt usandsynligt, at hendes ægtefælle eller hvem der ellers måtte have hjulpet med at udfylde skemaet, skulle have udfyldt det forkert på disse punkter. Det bemærkes endvidere, at ansøgeren så sent som i foråret 2019 efter længere tids ophold i Danmark undlod at søge asyl for derefter at skifte opfattelse kort efter. Flygtningenævnet må derfor i det hele tilsidesætte ansøgerens forklaring om, at hun tidligere har været tvangsmæssigt gift. Det kan herefter heller ikke lægges til grund, at ansøgeren har en konflikt hverken med sin familie eller sin tidligere ægtefælle, der kan føre til, at der meddeles ansøgeren opholdstilladelse. Vedrørende ansøgerens frygt for, at hendes døtre skal blive tvangsmæssigt omskåret, bemærker Flygtningenævnet, at såvel ansøgeren som hendes ægtefælle har forklaret, at de er modstandere af omskæring af piger. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger lægger Flygtningenævnet til grund, at et ægtepar, hvor begge forældre modsætter sig omskæring, også må forventes at kunne forhindre dette. Dette gælder uanset ansøgerens ægtefælles påberåbte helbredsproblemer. Det vil i øvrigt ikke nødvendigvis være klart for omgivelserne, såfremt ansøgeren vender tilbage til Somalia, at hendes døtre ikke er omskåret. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2020/68/CHPE

soma202067

Nævnet stadfæstede i september 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk somali og sunni-muslim fra [landsby], Middle Shabelle, Somalia. Klageren har oplyst, at han ikke tilhører nogen bestemt klan. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab, der har forsøgt at hverve ham og har dømt ham til døden. Videre frygter klageren at blive efterstræbt af sin plejefamilie, idet familien i løbet af klagerens liv har undertrykt ham og udnyttet ham som billig arbejdskraft. Endvidere frygter klageren, at hans liv vil være i fare i Somalia, idet han ikke tilhører en bestemt klan. Flygtningenævnet stadfæstede [i efteråret] 2010 Udlændingeservices (nu Udlændingestyrelsen) afgørelse om afslag på asyl efter udlændingelovens § 7, idet nævnet fandt, at klagerens forklaring forekom utroværdig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet hjemviste [i begyndelsen af] 2012 sagen til Udlændingestyrelsen, hvorefter Udlændingestyrelsen [i begyndelsen af] 2012 meddelte klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Udlændingestyrelsen har senest [i efteråret] 2019 truffet afgørelse om ikke at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1, og § 29, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet kan fortsat ikke lægge klagerens forklaring om dennes asylmotiver til grund. Der er ikke ved klagerens forklaring i Flygtningenævnet dags dato eller ved det af klagerens advokat fremsendte skriftlige indlæg fremkommet væsentligt nyt i forhold til den forklaring, der forelå for Flygtningenævnet [i efteråret] 2010. Af de i Flygtningenævnets kendelse af [efteråret] 2010, side 11 anførte grunde, finder Flygtningenævnet fortsat klagerens forklaringer usandsynlige og divergerende. Det tilføjes særligt, at klagerens forklaring, om hvorledes han finansierede sin rejse til Europa ved på få dage at indsamle 3.000 USD blandt fremmede mennesker i et fattigt land, understreger klagerens manglende troværdighed. Det tilføjes yderligere, at klageren ved fremmøde i Flygtningenævnet dags dato har forklaret, at der i hans plejefamilie var to døtre, der begge var omskåret. Klageren har imidlertid ved samtale med Udlændingestyrelsen [i slutningen af] 2017 (side 5 af 13) forklaret, at der ikke var nogen piger i hans plejefamilie. Vedrørende klagerens frygt for, at hans døtre skal blive tvangsmæssigt omskåret, bemærker Flygtningenævnet, at såvel klageren som hans ægtefælle har forklaret, at de er modstandere af omskæring af piger. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger lægger Flygtningenævnet til grund, at et ægtepar, hvor begge forældre modsætter sig omskæring, også må forventes at kunne forhindre dette. Dette gælder uanset klagerens påberåbte helbredsproblemer. Det vil i øvrigt ikke nødvendigvis være klart for omgivelserne, såfremt klageren vender tilbage til Somalia, at hans døtre ikke er omskåret. Ud fra de foreliggende oplysninger om sønnernes alder og baggrundsoplysningerne om al-Shabaabs rekruttering, finder Flygtningenævnet det ikke sandsynligt, at der består en sådan risiko for tvangsrekruttering som påberåbt af klageren. For så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil virke særligt belastende, jf. udlændingelovens § 26, bemærker Flygtningenævnet, at klageren har været i Danmark i omkring ti år, men kun har beskedne danskkundskaber og reelt er uden tilknytning til arbejdsmarkedet. Klagerens børn kan på grund af deres alder ikke anses for at have opnået selvstændig tilknytning til det danske samfund. På det grundlag finder Flygtningenævnet ikke, at klagerens tilknytning til Danmark har en sådan karakter, at dette i sig selv kan føre til, at der meddeles klageren opholdstilladelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2020/67/CHPE

iran202065

Nævnet meddelte i september 2020 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2019.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser og kristen af trosretning fra Teheran, Iran. Ansøgeren har deltaget i demonstrationer mod den iranske regering, men har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af de iranske myndigheder, da han har deltaget i demonstrationer mod den iranske regering. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at han frygter forfølgelse på baggrund af sin konversion til kristendommen. Ansøgeren frygter både myndighederne og andre personernes reaktion, da konversion ikke accepteres. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han har deltaget i en demonstration i Iran [Sommeren] 2018, hvor ansøgeren demonstrerede mod den iranske regering. Ansøgeren blev i denne forbindelse anholdt og overfaldet af civilklædte myndighedspersoner, og var på grund af, at han var besvimet, indlagt på hospitalet. Ansøgeren flygtede fra ud af et vindue i 2,5-3 meters højde på et toilet hospitalet, og han unddrog sig derfor myndighederne. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren endvidere oplyst, at ansøgerens familie er blevet opsøgt af myndighederne på deres bopæl, og myndighederne har i den forbindelse spurgt efter ansøgeren. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren desuden oplyst, at han i Grækenland har deltaget i en demonstration mod den iranske regering den [Vinteren] 2019. Ansøgeren har ligeledes [Efteråret] 2019 deltaget i en demonstration i Danmark foran den iranske ambassade, hvor han demonstrerede imod regimet. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren endeligt oplyst, at han begyndte at gå i kirke i Grækenland og der besluttede at konvertere til kristendommen og blive døbt. Siden sin indrejse til Danmark har han fortsat fast kirkegang i [Kirke] i Holstebro, hvor han også hjælper til, og har endvidere oplyst, at han dagligt beder bønner. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens asylmotiv om sin konflikt med de iranske myndigheder på grund af hans angivelige deltagelse i en demonstration i Iran [Sommeren] 2018, til grund, da væsentlige dele af hans forklaring ikke fremstår selvoplevet og fremstår usandsynlig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har lagt vægt på de forhold, som Udlændingestyrelsen har anført i afslaget. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om sin angivelige flugt og tilfangetagelse efter ansøgerens deltagelse i en demonstration i Iran er usammenhængende og divergerende med hensyn til, om han var besvimet før eller efter at han angiveligt blev kørt væk af civilklædte myndighedspersoner. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på ansøgerens forklaring om sin tilstand ved den angivelige indlæggelse på et hospital, og sin angivelige flugt fra hospitalet er divergerende og usammenhængende og forekommer usandsynlig. Flygtningenævnet har herunder lagt vægt på, at ansøgeren til asylsamtalen har forklaret, at han ikke kunne bevæge sig efter, at han stod op af hospitalssengen, og at en vagt måtte trække ham hen til toilettet, og hans forklaring senere til asylsamtalen om at han havde smerter i ryg og nakke og ikke kunne gå så godt, ikke hænger sammen med hans forklaring om, at han angiveligt efter nogle timer på et toilet på hospitalet skulle have hevet sig op i et rør til et vindue i toenhalv til tre meters højde, som han herefter flygtede ud af. Med hensyn til ansøgerens deltagelse i en demonstration i Grækenland og en i Danmark mod det iranske styre, finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at dette vil kunne bringe ham i konflikt med de iranske myndigheder. Med hensyn til ansøgerens asylmotiv med hensyn til konversion til kristendommen, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hans konversion til kristendommen er reel. Flygtningenævnet har lagt vægt på ansøgerens forklaring om, hvordan han fik interesse for kristendommen og forklaringen om sin indre afklaringsproces fremtræder troværdig, ligesom Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret overbevisende om sin kristne tro. Dertil kommer, at ansøgeren efter dåbsforberedelse er blevet døbt i Grækenland og fortsat har en stærk tilknytning til kirken, hvor han kommer flere gange om ugen, herunder til gudstjeneste hver søndag. Ansøgerens forklaring er endvidere bekræftet ved fremlagte dokumenter. Herefter, og da ansøgeren har forklaret, at han ved en eventuel tilbagevenden til Iran, vil fortsætte med at udbrede sin kristne tro, finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse på grund af sin konversion til kristendommen. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2020/65/MIMA

indi20201

Nævnet stadfæstede i september 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Indien. Indrejst i 2019. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk inder og katolik af trosretning fra [By], Indien. Ansøgeren har været talsperson for [Organisation], som er en forening for de kristne i ansøgerens lokalområde, siden [Efteråret] 2016. Ansøgeren har ikke derudover været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Indien frygter at myndighederne, herunder politiet, vil tilbageholde hende og slå hende ihjel. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at hun frygter sin svigerfamilie, da de har opfordret hende til selvmord. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun har fungeret som talsperson for organisationen [Organisation], som er gået imod partiet BJP, og derved byrådets ønske om at fjerne en kristen kirkegård. [Organisation] har i den forbindelse lagt sag an mod både BJP, DSP og politiet, og har på den baggrund en konflikt med disse grupper. Ansøgeren har endvidere til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun har modtaget trusler fra BJP, DSP og politiet. De har blandt andet truet med at slå ansøgeren ihjel. Hun har videre oplyst, at hun blev arresteret i tre dage, hvorefter hun blev løsladt med besked på, at hun skulle droppe anklagerne. Hun blev ved denne lejlighed truet på livet. Ansøgeren har desuden til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun tilhører Dalit cast, som er den laveste kaste i det indiske samfund, og at det derfor er farligt for hende at sige myndighederne imod. Ansøgeren har endeligt til støtte for sit asylmotiv oplyst, at der blev uddelt løbesedler i hendes hjemby, hvoraf det fremgik, at ansøgeren var både prostitueret, og en slags alfons. Ansøgeren svigerfamilie føler sig ramt på deres ære over disse løbesedler, og har derfor opfordret ansøgeren til at skrive et afskedsbrev og drikke syre. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaringer om sin konflikt med politiet, DSP eller BJP til grund, ligesom Flygtningenævnet ikke kan lægge ansøgerens forklaring om sin konflikt med sin svigerfamilie til grund. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvem der anlagde sag mod de tre parter, DSP, BJP og politiet. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren forklaret, at hun selv havde anlagt sagen, og til asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at sagsanlægget blev lavet på [Organisationens] vegne af en skoleleder i kirken, [A]. Flygtningenævnet bemærker, at det fremgår af de fremlagte dokumenter vedr. sagsanlægget, at det er underskrevet af [A]. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvornår [Organisation] blev stiftet. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren forklaret, at [Organisation] blev stiftet før hændelserne med BJP. Til asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at foreningen først blev stiftet, da problemerne med BJP startede. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret upræcist om, hvilke trusler hun har modtaget, og om antallet af personer, der opsøgte hende, jf. det anførte i Udlændingestyrelsens afgørelse. Flygtningenævnet kan lægge til grund, at der har været en konflikt i byen, da byrådet har besluttet at flytte den lokale kristne kirkegård til et andet område i byen, men Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun personligt af den grund har et modsætningsforhold til DSP, BJP og politiet, da ansøgeren forklaring herom fremstår usandsynlig. Flygtningenævnet har herunder lagt vægt på, at det er foreningen [Organisation], der har anlagt sagen mod lokalrådet mf., og at det er [A] der har underskrevet sagsanlægget. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sin konflikt med sin svigerfamilie til grund som følge af de angivelige løbesedler, som ansøgeren har forklaret er udsendt, henset til, at Flygtningenævnet ikke kan lægge ansøgerens forklaring om sin konflikt med, DSP, BJP og politiet til grund, og at ansøgeren generelle troværdighed, dermed er svækket. Flygtningenævnet finder herefter efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til sit Indien vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, og § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Indi/2020/1/MIMA

egyp20201

Nævnet stadfæstede i februar 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Egypten. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og ortodoks kristen af trosretning fra Cairo, Egypten. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive fængslet af de egyptiske myndigheder, fordi han er blevet dømt for blasfemi. Han har endvidere henvist til at han frygter overfald og at han frygter de generelle forhold for kristne i Egypten, idet han blandt andet frygter ekstremister. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han arbejdede på en skole, hvor han fik problemer med sin kollega [A] på grund af sin trosretning. [A] chikanerede ansøgeren, og de kom op at slås, hvorefter ansøgeren anmeldte forholdet til politiet. I [begyndelsen af] 2018 blev ansøgeren opsøgt at en forælder til en elev, idet eleven havde fortalt sin forælder, at ansøgeren havde fornærmet profeten. Elevens far, [A], truede ansøgeren med at melde ham til politiet, og han slog ansøgeren. Ansøgeren fik arbejde på en anden skole, og han blev af skolelederen på den nye skole gjort bekendt med, at der var blevet afsagt en dom imod ham for blasfemi. Ansøgeren fik endvidere af sin advokat bekræftet, at der var blevet afsagt dom imod ansøgeren for blasfemi uden at ansøgeren havde været til stede, og at ansøgeren var blevet idømt tre års fængsel. Ansøgeren opholdt sig herefter hos sin bror, og han besøgte kun begrænset sin egen bopæl for at hente ting. Efter ansøgerens udrejse, er hans familie blevet opsøgt på hans bopæl, og der er blevet spurgt efter ansøgeren, idet han skal afsone sin straf. Flygtningenævnets flertal kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund om, at han som følge af sit religiøse tilhørsforhold til kristendommen har en konflikt med de egyptiske myndigheder, der har ført til en dom for blasfemi. Flertallet har herved indledningsvis lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om sit asylmotiv. Således oplyste ansøgeren til samtalen [i foråret] 2019, at han efter domsafsigelsen var blevet kontaktet af de egyptiske myndigheder, der sørger for, at dommen bliver fuldbyrdet, mens han under nævnsmødet oplyste, at han ikke er blevet kontaktet af de egyptiske myndigheder efter domsafsigelsen. Hertil kommer, at ansøgerens generelle troværdighed er svækket af, at dokumentet vedrørende den påståede dom på 3 års fængsel via den danske ambassade i Cairo af lokale kilder er vurderet uægte. Uanset at der således kan stilles spørgsmålstegn ved den skete ægthedsvurdering, navnlig at der ikke er tale om en dom, finder flertallet således ikke grundlag for at betvivle, at dokumentet af lokale kilder er vurderet til ikke at være ægte. Ansøgerens generelle troværdighed er endvidere svækket af, at han er udrejst af Egypten via lufthavnen i Cairo ved brug af eget pas og efter, at han havde opnået visum til Danmark. Flertallet finder endvidere, at den chikane, som ansøgeren er blevet udsat for som kristen i Egypten, ikke udgør forfølgelse af en intensitet, der kan begrunde asyl i Danmark. Flertallet tilsidesætter derfor ansøgerens forklaring om, at han har en konflikt i Egypten som følge af sit kristne tilhørsforhold. Flertallet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Egypten er i en sådan risiko som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Egyp/2020/1/ajev

afgh202039

Nævnet stadfæstede i september 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2019. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim af trosretning fra [en navngiven bydel], Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af en imam, fordi ansøgeren er blevet beskyldt for at have begået overgreb mod imamens svigerdatter. Ansøgeren frygter endvidere [en navngiven klan], som imamen er medlem af. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at ansøgeren og ansøgerens familie boede til leje i en ejendom, hvor imamen og imamens svigerdatter ligeledes boede. Ansøgeren havde et tæt forhold til imamens svigerdatters datter og søn, og imamens svigerdatter bød ofte ansøgeren på te. Ansøgeren afslog imamens svigerdatters tilbud, idet ansøgeren var gift og havde børn. Imamens svigerdatter bad en dag ansøgeren om hjælp til at reparere ejendommens elmåler, som var placeret ved indgangen til imamens og imamens svigerdatters værelser. Det viste sig, at det var stikkontakten på imamens svigerdatters værelse, som var gået i stykker. Ansøgeren reparerede stikkontakten, men da ansøgeren ville forlade værelset, stillede imamens svigerdatter sig i vejen og låste døren. Imamens svigerdatter bad herefter ansøgeren om at have seksuelt samkvem med hende, hvilket ansøgeren afslog. Umiddelbart herefter begyndte imamens svigerdatter at rive både ansøgerens og sit eget tøj i stykker. Imamen opdagede ansøgeren og imamens svigerdatter på værelset. Imamen blev vred og truede ansøgeren på livet. Ansøgeren boede herefter hos sin familie i et par dage, og ansøgerens familie forsøgte to gange forgæves at mægle sig frem til en løsning på konflikten med imamen. Ansøgeren udrejste i [sommeren] 2018 legalt af Afghanistan, og ansøgeren er efter sin indrejse i Danmark blevet gjort bekendt med, at ansøgerens families bopæl, cirka tre til fire dage efter konfliktens opståen, er blevet udsat for ransagning og ildspåsættelse. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet den forekommer til dels divergerende, konstrueret til lejligheden og dermed utroværdig. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har givet divergerende oplysninger til de græske og de danske asylmyndigheder. Han har således [en bestemt dato i begyndelsen af] 2019 oplyst til de græske myndigheder, at hans forældre er døde, mens han i Danmark har oplyst, at hans mor fortsat lever. Han har om sit asylmotiv oplyst til de græske myndigheder, at han har en konflikt med Taliban, som har truet ham med at slå ham ihjel og med at hans datter skal bortgiftes tvangsmæssigt. Endvidere har ansøgeren præsenteret de græske myndigheder for et afghansk pas, mens han i Danmark har oplyst, at agenten, som hjalp ham med flugten, tog hans pas fra ham i Iran. Disse divergenser svækker i væsentlig grad ansøgerens troværdighed. Ansøgeren har endvidere givet divergerende oplysninger om, hvem der hjalp ham væk fra imamen i forbindelse med konflikten. Han har i det udvidede asylsansøgningsskema oplyst, at hans mor og naboer redede ham fra imamen. Under samtalen med Udlændingestyrelsen og under mødet i Flygtningenævnet har han imidlertid forklaret, at en person ved navn [A] sørgede for, at ansøgeren kom væk fra Imamen. Ansøgeren har også forklaret divergerende om, hvad der blev sat ild til efter hans flugt. Han har således under samtalen med Udlændingestyrelsen forklaret, at der blev sat ild til familiens hus, mens han under mødet i Flygtningenævnet har forklaret, at indboet blev båret ud af huset og brændt af. Flygtningenævnet tilsidesætter på denne baggrund ansøgerens forklaring om asylmotivet som konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2020/39/MLVT

afgh202038

Nævnet stadfæstede i september 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2019. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim af trosretning fra Jaghori, Ghazni-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af kommandanter, som havde en konflikt med ansøgerens far i 2001. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at ansøgerens far arbejdede som chauffør for Taliban frem til 2001, hvor Talibans modstandere generobrede magten i Jaghori-distriktet. De lokale havde skjult deres våbenlagre, men Taliban fandt dem og indsamlede deres våben. Ansøgerens far blev herefter beskyldt for at have arbejdet for og samarbejdet med Taliban, idet de lokale påstod, at ansøgerens far havde fortalt Taliban, hvor våbenlagrene var gemt. Ansøgerens far udrejste umiddelbart herefter til Pakistan, og ansøgeren og ansøgerens mor skjulte sig hos ansøgerens morbror i en måned, før de også udrejste til Pakistan. Kommandanterne opsøgte i denne periode morbrorens bopæl for at lede efter ansøgerens familie, men morbroren fortalte kommandanterne, at han ikke vidste, hvor familien befandt sig. Ansøgerens morbror blev som konsekvens deraf tilbageholdt og udsat for fysiske overgreb. Kommandanterne beslaglagde familiens ejendom i Afghanistan, mens ansøgerens familie opholdt sig i Pakistan. Kommandanterne vil slå ansøgeren ihjel, såfremt ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan kræver sin families ejendom tilbage. Ansøgeren opholdt sig i Pakistan i syv eller otte år, hvorefter ansøgeren udrejste til Iran i 2008 eller 2009 for at søge arbejde. Ansøgeren arbejdede i Iran i to år, hvorefter de iranske myndigheder deporterede ansøgeren til Afghanistan. Ansøgeren genindrejste illegalt i Iran efter to til tre dages ophold i Afghanistan, og efter seks år udrejste ansøgeren af Iran til Tyrkiet. Ansøgeren opholdt sig i Tyrkiet i tre nætter, hvorefter ansøgeren rejste til Grækenland. Ansøgeren rejste til Danmark efter 15 måneders ophold i Grækenland. Flygtningenævnet lægger ligesom Udlændingestyrelsen ansøgerens forklaring om, at ansøgerens far samarbejdede med Taliban, og at familien efter magtskiftet i 2001 flygtede til Pakistan, fordi ansøgerens far var efterstræbt af lokale hazara grupperinger, til grund. Flygtningenævnet finder imidlertid, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han risikerer asylbegrundende forfølgelse eller behandling, hvis han vender tilbage til Afghanistan. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgerens familie ikke efter det oplyste har været udsat for nogen form for trusler eller forfølgelse efter flugten i 2001, og at ansøgeren har en meget ringe viden om den aktuelle situation i sit hjemområde i Afghanistan, idet han hovedsagelig har sin viden fra sin mor i Pakistan og sin morbror i Australien. Ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at personer, som ansøgerens far havde en konflikt med, nu er kommet til magten i ansøgerens hjemområde. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at det forhold, at ansøgeren i en e-mail af [en dato i foråret] 2020 har oplyst, at hans mor har givet ham navne på nogle myndighedspersoner i ansøgerens hjemområde, ikke er tilstrækkeligt til, at det kan anses for sandsynliggjort, at de pågældende har efterstræbt ansøgerens far. Det beror alene på ansøgerens formodning, at der i hans hjemområde er personer, som vil forbinde ansøgeren med ansøgerens fars handlinger for omkring 20 til 25 år siden på en sådan måde, at ansøgeren af den grund vil blive udsat for asylbegrundende forhold, ligesom det alene beror på ansøgerens formodning, at der vil opstå en jordkonflikt om familiens jord, hvis ansøgeren vender tilbage. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2020/38/MLVT.

Tune20204

Nævnet stadfæstede i september 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Tunesien. Indrejst i 2019. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og oprindeligt muslim af trosretning fra Tunis, Tunesien. Ansøgeren er ikke længere tilknyttet en bestemt religion, men ansøgeren tror på, at der findes en gud. Ansøgeren har været aktiv i forbindelse med opstarten af foreningen Shams, som blandt andet kæmper for beskyttelsen af homoseksuelles og mindretalsreligioners rettigheder. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Tunesien frygter, at han vil blive slået ihjel af tilhængere af sin afdøde onkels organisation, idet tilhængerne anser ansøgeren for at være vantro. Ansøgeren frygter endvidere, at han vil blive slået ihjel af ukendte personer, fordi ansøgeren kæmper for de homoseksuelles rettigheder. Ansøgeren har slutteligt som asylmotiv henvist til de generelle forhold i Tunesien. Ansøgeren har som støtte herfor oplyst, at ansøgerens onkel kaldte ansøgeren for vantro, idet onklen i 2010 eller 2011 opdagede, at ansøgeren ikke længere bekendte sig til islam, og da ansøgeren ikke ville slå folk ihjel, som bekendte sig til en anden religion. Ansøgerens onkel opdagede endvidere, at ansøgeren kæmpede for de homoseksuelles rettigheder, hvorefter onklen udsatte ansøgeren for fysiske overgreb. Ansøgeren blev tilbageholdt af onklen i 14 dage, hvor ansøgeren blev udsat for yderligere fysiske overgreb. Ansøgeren er efterfølgende blevet tilbageholdt på onklens lager yderligere tre gange. Ansøgeren er gentagne gange blevet overfaldet på gaden af tilhængerne af ansøgerens onkels organisation, og ansøgerens familie har slået hånden af ansøgeren. Ansøgeren har kæmpet for homoseksuelle og minoriteters rettigheder, og ansøgeren har på den baggrund deltaget i demonstrationer og andre aktiviteter i perioden 2011 – 2014. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgeres forklaringer om sine asylmotiver til grund. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om sin konflikt med onklen og dennes følgere, og at forklaringen fremstår påfaldende og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om hans onkels tilbageholdelser af ham. Ansøgeren har til oplysnings- og motivsamtalen [i efteråret] 2019 forklaret, at han blev tilbageholdt i 14 dage, hvor han var bundet til en seng. Ansøgeren har derimod til asylsamtalen [i starten af] 2020 forklaret, at han har været tilbageholdt i perioder på seks timer til to dage. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om episoden, hvor ansøgeren overhørte en samtale mellem hans onkel og [person A]. Ansøgeren har til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at hans onkel troede, at ansøgeren sov, under onklens samtale med [person A]. Ansøgeren har derimod til asylsamtalen forklaret, at hans onkel vidste, at han var vågen under samtalen, og at hans onkel i den forbindelse truede ham. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om de grupper, som onklen har været medlem af. Ansøgeren har til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at hans onkel var medlem af Ansar al Sharia, hvorimod ansøgeren til asylsamtalen har forklaret, at onklen var medlem af al Salafia og al Jihadia. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, at han som følge af sine aktiviteter for homoseksuelles rettigheder har en konflikt med ukendte personer. Ansøgeren har forklaret divergerende om antallet af gange, han er blevet tilbageholdt af politiet i forbindelse med sine aktiviteter for homoseksuelles rettigheder. Ansøgeren har til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han blev tilbageholdt otte eller ni gange, hvorimod ansøgeren til asylsamtalen har forklaret, at det var mere end tre gange, men at han ikke kunne komme det nærmere. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren ikke har søgt asyl under sine ophold i Europa i henholdsvis 2013, 2015 og 2017, uanset at han har forklaret, at konflikten begyndte i 2010. De generelle forhold i Tunesien kan ikke begrunde asyl. Flygtningenævnet tilsidesætter herefter ansøgerens forklaring om sine asylmotiver som utroværdige og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Tunesien vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller 2.Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Tune 2020/4/CARA

syri202060

Nævnet stadfæstede i september 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Opholdstilladelsen er bortfaldet som følge af udvisning med indrejseforbud for 6 år ved Retten i Viborgs dom af [efteråret] 2019 som stadfæstet ved Vestre Landsrets dom [i starten] af 2020. Udlændingestyrelsen traf den [sommeren] 2020 afgørelse om, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, og at udlændingelovens § 31 er til hinder for, at den pågældende kan udsendes til Syrien, jf. udlændingelovens § 49 a, jf. § 31, stk. 2. Udlændingestyrelsen har i samme afgørelse herefter vurderet, at der ikke foreligger særlige grunde, som taler for, at klageren skal meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt. Klageren er etnisk kurder og yazidi af trosretning fra [en by] i Aleppo, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men har været politisk aktiv for Barzani partiet. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved tilbagevenden til Syrien frygter de syriske myndigheder, idet han har unddraget sig syrisk militærtjeneste i forbindelse med en genindkaldelse. Det fremgår af udlændingelovens § 49 a, at forud for udsendelse af en udlænding, der – som klageren – har haft opholdstilladelse efter § 7 eller § 8, og som er udvist ved dom, træffer Udlændingestyrelsen afgørelse om, hvorvidt udlændingen kan udsendes, jf. § 31, medmindre udlændingen samtykker. Flygtningenævnet finder i lighed med Udlændingestyrelsen, at klageren, som følge af at han er syrisk statsborger i den militærpligtige alder, isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at klageren har oplyst, at han ikke ønsker at deltage i militærtjeneste, da han ikke ønsker at slå nogen ihjel. Det fremgår af udlændingelovens § 31, stk. 2, at en udlænding, der er omfattet af § 7, stk. 1, ikke må udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse af de i flygtningekonventionen anførte grunde, eller hvor udlændingen ikke er beskyttet mod udsendelse til et sådant land. Flygtningenævnet finder ligesom Udlændingestyrelsen, at udlændingelovens § 31, stk. 2, er til hinder for tvangsmæssig udsendelse af klageren til Syrien. I henhold til udlændingelovens § 49 a, 2. pkt., skal en afgørelse om, at udlændingen ikke kan udsendes, jf. § 31, tillige indeholde en afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud, jf. § 32, med flygtningekonventionen. Efter flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, kan en flygtning, der er omfattet af konventionen, udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses som en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Der skal herefter foretages en proportionalitetsafvejning i relation til grovheden af den begåede forbrydelse i forhold til, om der er særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, der taler for at give klageren opholdstilladelse. Klageren blev dømt og udvist for et strafbart forhold begået i februar 2019. Han blev idømt 1 års fængsel og udvist med indrejseforbud for 6 år for voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje begået over for en 19-årig kvinde. Flygtningenævnet finder efter karakteren af den pådømte kriminalitet, at klageren er dømt for en særlig farlig forbrydelse og således må betragtes som en fare for samfundet, jf. Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2. Klageren har forklaret, at han har tre børn på 7 år, 5 år og knapt 3 år. Hans hustru og børn forlod ham som følge af sagen, formentlig af frygt for, at de skal rejse hjem til Syrien. Han ved ikke, hvor de befinder sig. Klagerens hustru og børn har efter klagerens oplysninger ikke et selvstændigt opholdsgrundlag i Danmark. Klageren er – under forudsætning af, at han kan opnå arbejdstilladelse – blevet lovet fast fuldtidsarbejde på det pizzaria, hvor han arbejdede gennem omkring 3 år inden anholdelsen. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af sagens omstændigheder, herunder klagerens personlige forhold og hensynet til familiens enhed samt karakteren og grovheden af den forbrydelse, som klageren er dømt for at have begået, at der trods klagerens familiemæssige forhold ikke foreligger sådanne særlige grunde, som taler for, at klageren kan meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2020/60/HMU.

syri202059

Nævnet stadfæstede i september 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt to børn fra Syrien. Indrejst i 2015.Flygtningenævnet udtalte:”Klagerne er etniske kurdere (ajanib) og sunni-muslimer af trosretning fra [en by] i Al-Hasakah, Syrien. Den mandlige klager har været medlem af det Demokratiske Kurdiske Fremskridtsparti i Syrien fra 1994 til [starten] af 2015. Den kvindelige klager har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klagerne indrejste i Danmark [i efteråret] 2015, og at de [I slutningen af] 2015 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klagerne har [i sommeren] 2019 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse [i sommeren] 2019, hvorved klagerne blev meddelt afslag på asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1 og stk. 2. Den mandlige klager har som asylmotiv oplyst, at han ved tilbagevenden til Syrien frygter at blive fængslet eller slået ihjel af de syriske myndigheder, da klageren har været politisk aktiv for [partiet]. Den mandlige klager har endvidere oplyst, at han ved tilbagevenden til Syrien frygter at blive slået ihjel af de kurdiske partier i Syrien, idet klageren offentligt, via TV-optrædener, har fremlagt beviser på økonomisk svindel med nødhjælpsmidler hos de kurdiske partier i Irak. Slutteligt frygter klageren at blive anklaget for at have stjålet penge af FN. Den mandlige klager har til støtte herfor oplyst, at han med sin familie udrejste af Syrien til Irak i 2012. Han havde i Syrien været menigt medlem af [partiet], men fik i Irak en ledende rolle i partiet, hvorunder han ydede hjælp til deserterede syriske soldater og til syriske flygtninge i Irak. Han bistod i perioden fra omkring [starten] af 2013 til [foråret] 2013 deserterede syriske soldater med at bosætte sig i Irak, ydede bistand til udfyldelse af ansøgninger og hjælp med at finde arbejde. Han hjalp i denne periode omkring 550 deserterede soldater i Irak. Den mandlige klagers far blev i Syrien i [starten] af 2013 opsøgt af de syriske sikkerhedsstyrker, da de havde interesse for klagerens aktiviteter i Irak og derfor lagde pres på den mandlige klagers far. Den mandlige klager meldte sig senere ud af partiet som følge af uoverensstemmelser. Den mandlige klager har endvidere oplyst, at han i Irak var med til at danne et flygtningeråd, der agerede nødhjælpsorganisation og hjalp et stort antal syriske flygtninge i Irak. I forbindelse med arbejdet for flygtningerådet opdagede han, at der foregik økonomisk svindel, da pengene til flygtningene ikke nåede frem, hvilket han udtalte sig om i offentlige medier. Han modtog mange trusler, blandt andet over Facebook. Den mandlige klager har tillige oplyst, at han [i starten] af 2015 på sit kontor blev overfaldet af tre maskerede personer og stukket med kniv, hvilket kan skyldes hans afsløring af økonomisk svindel. Klagerne udrejste fra Irak [i sommeren] 2015 til Syrien. Klagerne opholdte sig kortvarigt hos bekendte til den mandlige klagers forældre og udrejste herefter af Syrien. Den kvindelige klager har som sit asylmotiv henvist til den mandlige klagers konflikter. Flygtningenævnet kan – af de grunde, der er anført i Udlændingestyrelsens afgørelse af [foråret] 2019 – ikke lægge klagernes forklaringer om deres asylmotiv til grund. Nævnet har herved navnlig lagt vægt på, at klagerne hverken i forbindelse med Udlændingestyrelsens oprindelige behandling af asylsagen i 2015 eller i forbindelse med den efterfølgende klagesag hos Flygtningenævnet i 2016 har forklaret om de konflikter, der nu anføres til støtte for asylmotivet, og at der således er tale om – i det hele – udbyggende forklaringer, der fremstår helt utroværdige. Klagernes forklaringer for Flygtningenævnet, hvorefter de ikke turde fortælle om det nu anførte asylmotiv før på dette meget sene tidspunkt, da de frygtede for forfølgelse, hvis de fortalte om det – og at de tænkte, at det af dem oprindeligt anførte asylmotiv var tilstrækkeligt til at sikre dem opholdstilladelse efter § 7, stk. 1 eller stk. 2 – kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herudover lagt vægt på, at den mandlige klager under asylsagens behandling har forklaret divergerende på en lang række punkter, herunder vedrørende datoangivelser for centrale episoder i det beskrevne begivenhedsforløb, ligesom han for nævnet har svaret upræcist og afglidende på mange punkter, herunder vedrørende hvilken episode, der var den direkte anledning til, at klagerne forlod Irak. Klagerne opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2020/59/HMU.

stat202035

Nævnet stadfæstede i september 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Libanon. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim fra Saida, Sydlibanon. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Libanon frygter at blive slået ihjel af Modstandsbrigaden (Saraya al-Muqawama), som hører under Hizbollah. Ansøgeren har videre som asylmotiv henvist til, at han frygter de generelle forhold for statsløse palæstinensere i Libanon. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans problemer startede for to til tre år siden, og at gruppen har forsøgt at rekruttere ham. For ti år siden blev ansøgeren for første gang personligt opsøgt af syv til otte for ansøgeren ukendte personer, der rettede henvendelse til ham på gaden. De ville rekruttere ham til Modstandsbrigaden, hvilket han afslog. Ansøgeren fik herefter at vide, at han skulle overveje det, og at de ikke ville glemme ham. I den efterfølgende periode blev ansøgeren mange gange opsøgt på gaden af gruppen. Han blev slået og sparket flere gange. Gruppen forsøgte at hverve alle enlige, palæstinensiske mænd i aldersgruppen 20 til 25 år, hvorfor gruppen stoppede alle unge mænd og truede dem. Den 29. august 2018 offentliggjorde Flygtningenævnet på nævnets hjemmeside, at Flygtningenævnets koordinationsudvalg har besluttet at ændre nævnets hidtidige praksis i asylsager vedrørende statsløse palæstinensere fra Libanon og fra den øvrige del af UNRWAs mandatområde, således at en statsløs palæstinenser fra de pågældende områder, der har haft adgang til UNRWAs beskyttelse eller bistand, og som frivilligt har forladt området, er udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 1. pkt. Har den pågældende derimod været tvunget til at forlade området eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage, vil vedkommende automatisk være omfattet af Flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 2. pkt. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren er omfattet af Flygtningekonventionens artikel 1 D, 1. pkt. og dermed som udgangspunkt udelukket fra at opnå beskyttelse efter konventionen. Der er herved henset til, at ansøgeren har boet det meste af sit liv i Saida i Libanon og har modtaget støtte fra UNWRA til blandt andet mad og uddannelse. Ansøgeren har til sin asylsamtale med Udlændingestyrelsen [i vinteren 2016] forklaret, at han er udrejst af Libanon med et palæstinensisk pas og rejsedokumenter. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren er omfattet af Flygtningekonventionens artikel 1 D, 2. pkt., idet Flygtningenævnet ikke kan lægge til grund, at ansøgeren har en konflikt med Modstandsbrigaden, Saraya al-Muqawama i Libanon. Der er ved afgørelsen heraf henset til de samme omstændigheder, som er anført i Flygtningenævnets afgørelse [fra sommeren] 2017. Der er også henset til, at ansøgeren i sin samtale med Udlændingestyrelsen [fra vinteren] 2019 har oplyst, at der ikke er fremkommet nye oplysninger vedrørende ansøgerens asylmotiv. Flygtningenævnet kan herefter ikke lægge til grund, at ansøgeren har været tvunget til at forlade UNRWA´s operationsområde eller tilsvarende afskåret fra at vende tilbage, fordi ansøgeren skulle have befundet sig i en alvorlig personlig usikkerhedstilstand. Ansøgeren har endvidere til politiet og på nævnsmødet forklaret, at han gerne medvirker til en udsendelse. Det fremgår heller ikke af politiets akter, at en udsendelse af ansøgeren skulle være udsigtsløs. Flygtningenævnet finder, at de generelle forhold for statsløse palæstinensere i Libanon er svære, såvel sikkerhedsmæssigt, som socioøkonomisk, men at dette ikke kan begrunde en anden vurdering. Uanset det fremstår vanskeligt at arrangere en udrejse til Libanon fremgår det af de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder Udlændingestyrelsens landerapport marts 2020, Readmission of Palestinian Refugees from Lebanon, blandt andet, at et europæisk land er lykkedes med at returnere 18 afviste asylansøgere til Libanon og at disse alle var frivillige tilbagevenden. Endvidere fremgår:” in cases of voluntary return of PRLs (Palestinian Refugees from Lebanon), in which no foreign authorities were involved in the process of return, the MFA (Ministry of Foreign Affairs and Emigrants) would approve the returns to Lebanon.” På denne baggrund tiltræder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke er afskåret fra at vende tilbage til Libanon, hvor han har adgang til UNWRA beskyttelse og bistand. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” stat/2020/35/HZC

soma202063

Nævnet stadfæstede i september 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk somali og sunnimuslim af trosretning fra [landsby], Middle Shabelle, Somalia. Familien tilhører hovedklanen [X], underklanen [X], subklanen [X]. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive tvangsrekrutteret af al-Shabaab eller slået ihjel af al-Shabaab. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at al-Shabaab vil tvinge ham til at iføre sig en bombe, og hvis han nægter, vil de slå ham ihjel. Denne viden har han fra fjernsynet. Han har overværet en person blive stukket ned og slået ihjel, og hans fars fætter er blevet stukket i halsen, da ansøgeren var lille, fordi farens fætter ikke ville udlevere sin mobiltelefon til nogle personer. Han har endvidere oplyst, at hans mor er blevet skudt i ryggen. Ansøgerens mor har som asylmotiv henvist til, at hun frygter, at ansøgeren vil blive tvangsrekrutteret af al-Shabaab. Ansøgerens mor har til støtte herfor oplyst, at al-Shabaab kontrollerer området, hvorfra ansøgeren kommer. Al-Shabaab rekrutterer normalvis børn, og hendes nabos to sønner blev tvangsrekrutteret af al-Shabaab, selvom deres mor ikke ønskede det. Hvis ansøgeren nægter at lade sig rekruttere, vil han blive slået ihjel. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund, men Flygtningenævnet finder, at det påberåbte asylmotiv ikke kan føre til meddelelse af asyl. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger må det lægges til grund, at det tilsyneladende er al-Shabaab, der har kontrollen i ansøgerens hjemområde. Om ansøgerens frygt for at blive forsøgt tvangsrekrutteret af al-Shabaab, bemærker Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke tidligere er forsøgt rekrutteret af al-Shabaab, han har ikke haft konflikter med al-Shabaab, og han er ikke særligt profileret i forhold til al-Shabaab. Det beror alene på ansøgerens og ansøgerens mors egen formodning, at ansøgeren ved en indrejse i Somalia vil blive forsøgt tvangsrekrutteret af al-Shabaab, og denne formodning er ikke understøttet af de foreliggende baggrundsoplysninger. De generelle sikkerhedsmæssige forhold i Somalia, herunder i ansøgerens hjemområde, er heller ikke af en sådan karakter, at ansøgeren ved sin blotte tilstedeværelse risikerer at blive udsat for overgreb i strid med EMRK artikel 3. Herefter finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for konkret, individuel forfølgelse eller for at blive udsat for dødsstraf, tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Det forhold, at ansøgerens mor [i vinteren 2019/2020] har fået forlænget sin opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, som enlig kvinde uden mulighed for at opnå beskyttelse hos et mandligt netværk, kan ikke føre til en ændret afgørelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2020/63/gdan

soma202062

Nævnet stadfæstede i september 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk somali og sunnimuslim af trosretning fra [landsby], Middle Shabelle, Somalia. Familien tilhører hovedklanen [X], underklanen [X], subklanen [X]. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive tvangsrekrutteret af al-Shabaab eller slået ihjel af al-Shabaab. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at al-Shabaab ønskede, at han skulle arbejde for dem, fordi han er dreng, og ansøgeren ønsker ikke at være kriminel. Ansøgeren har videre oplyst, at hans mor er blevet skudt i ryggen. Han har videre oplyst, at hans mors venindes ægtefælle er blevet slået ihjel, efter han vendte tilbage til Somalia. Ansøgerens mor har som asylmotiv henvist til, at hun frygter, at ansøgeren vil blive tvangsrekrutteret af al-Shabaab. Ansøgerens mor har til støtte herfor oplyst, at al-Shabaab kontrollerer området, hvorfra ansøgeren kommer. Al-Shabaab rekrutterer normalvis børn, og hendes nabos to sønner blev tvangsrekrutteret af al-Shabaab, selvom deres mor ikke ønskede det. Hvis ansøgeren nægter at lade sig rekruttere, vil han blive slået ihjel. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund, men Flygtningenævnet finder, at det påberåbte asylmotiv ikke kan føre til meddelelse af asyl. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger må det lægges til grund, at det tilsyneladende er al-Shabaab, der har kontrollen i ansøgerens hjemområde. Om ansøgerens frygt for at blive forsøgt tvangsrekrutteret af al-Shabaab, bemærker Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke tidligere er forsøgt rekrutteret af al-Shabaab, han har ikke haft konflikter med al-Shabaab, og han er ikke særligt profileret i forhold til al-Shabaab. Det beror alene på ansøgerens og ansøgerens mors egen formodning, at ansøgeren ved en indrejse i Somalia vil blive forsøgt tvangsrekrutteret af al-Shabaab, og denne formodning er ikke understøttet af de foreliggende baggrundsoplysninger. De generelle sikkerhedsmæssige forhold i Somalia, herunder i ansøgerens hjemområde, er heller ikke af en sådan karakter, at ansøgeren ved sin blotte tilstedeværelse risikerer at blive udsat for overgreb i strid med EMRK artikel 3. Herefter finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for konkret, individuel forfølgelse eller for at blive udsat for dødsstraf, tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Det forhold, at ansøgerens mor [i vinteren 2019/2020] har fået forlænget sin opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, som enlig kvinde uden mulighed for at opnå beskyttelse hos et mandligt netværk, kan ikke føre til en ændret afgørelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2020/62/gdan

iran202061

Nævnet stadfæstede i september 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser og fra Esfahan, Iran. Ansøgeren er født muslim, men er konverteret til Jehovas Vidner. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han og hans familie er konverteret til Jehovas Vidner, og at ansøgeren og hans forældre er blevet indkaldt til retten i Iran og sigtet for at have handlet imod den nationale sikkerhed. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at hans forældre er Jehovas vidner, og at ansøgeren gennem sine forældre fattede interesse for Jehovas Vidner ved årsskiftet 2017-2018. Ansøgeren og hans familie tog i 2018 til Armenien, og det var i særdeleshed i Armenien, at ansøgeren begyndte at interessere sig for og gå til møder hos Jehovas Vidner. Efter at ansøgerens forældre vendte tilbage til Iran fra Armenien, begyndte ansøgerens mor at missionere overfor venner og bekendte. Videre har ansøgeren oplyst, at hans mor i 2019 blev anholdt af den iranske efterretningstjeneste, og anklaget for at have handlet mod den nationale sikkerhed. Ansøgeren har endvidere oplyst, at han i Iran skal aftjene militærtjeneste, men at ansøgeren grundet sin religiøse overbevisning vil nægte dette. Ved en tilbagevenden til Iran frygter ansøgeren de iranske myndigheder, idet ansøger er konverteret til Jehovas Vidner, hvor det ikke er tilladt at bære våben. Ansøgeren har oplyst, at han derfor vil nægte militærtjeneste. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet kan således ikke lægge til grund, at ansøgerens konvertering til Jehovas Vidner er reel, idet forklaringen fremstår som konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet henviser herved til de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen. Flygtningenævnet har endvidere blandt andet lagt vægt på, at familien ifølge ansøgerens forklaring for Flygtningenævnet allerede i 2012 – altså før familien fik interesse for Jehovas Vidner – forsøgte at få visum med henblik på at skaffe hele familien opholdstilladelse i Danmark, og ansøgerens bror har bekræftet, at familien i årene op til udrejsen til Armenien forgæves havde forsøgt at komme til Danmark. Endvidere har ansøgeren forklaret, at hans mor er født muslim, selv om ansøgerens mor under en samtale med ansøgeren på WhatsApp siger, at hun er kurder og yarsan. Flygtningenævnet har yderligere lagt vægt på, at ansøgerens udrejse af Armenien til Danmark var nøje planlagt, idet ansøgeren for Flygtningenævnet har forklaret, at den advokat, som ansøgerens mor havde søgt rådgivning hos, havde anbefalet ansøgeren at søge optagelse på en sprogskole i Danmark for derved at opnå visum til Danmark. Ansøgeren har heller ikke på overbevisende måde kunnet redegøre for sine bevæggrunde og refleksioner i forbindelse med sit ønske om at konvertere og har først efter at have modtaget Udlændingestyrelsens afslag forklaret, at han i Danmark så videoer oversat fra tysk til farsi, så han kunne forstå, hvad der blev sagt under møderne i Jehovas Vidner. Endvidere har ansøgeren svækket sin generelle troværdighed ved at fremlægge tilsigelser til ham og hans mor til afhøringer hos efterretningstjenesten, der vurderes at være falske. Det forhold, at ansøgeren har udvist et vist kendskab til Jehovas Vidner, kan ikke føre til en anden vurdering. Ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2020/61/SELS

iran202060

Nævnet stadfæstede i september 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser og fra Esfahan, Iran. Ansøgeren er født muslim, men konverteret til Jehovas Vidner. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han er konverteret til Jehovas Vidner, at hans mor er blevet anklaget for spionage og de generelle forhold i Iran. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at hans forældre er Jehovas vidner, og at ansøgeren gennem sine forældre fattede interesse for Jehovas Vidner i Iran. Ansøgeren og hans familie tog i 2017 til Armenien, og det var i særdeleshed i Armenien, at ansøgeren begyndte at undersøge Jehovas Vidner. Efter at ansøgerens forældre vendte tilbage til Iran fra Armenien, begyndte ansøgerens mor at missionere overfor venner og bekendte. Videre har ansøgeren oplyst, at hans mor i 2019 blev tilbageholdt af den iranske efterretningstjeneste, og anklaget for at have handlet mod den nationale sikkerhed. Ansøgeren har endvidere oplyst, at han i Iran vil blive indkaldt til at aftjene militærtjeneste, men at ansøgeren grundet sin religiøse overbevisning vil nægte dette. Ved en tilbagevenden til Iran frygter ansøgeren den iranske efterretningstjeneste og det iranske regime, idet ansøger er konverteret til Jehovas Vidner, hvor det ikke er tilladt at bære våben. Ansøgeren har oplyst, at han derfor vil nægte militærtjeneste, og at der vil derved vil være en risiko for at ansøgerens religiøse overbevisning vil blive afsløret for de iranske myndigheder. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet kan således ikke lægge til grund, at ansøgerens konvertering til Jehovas Vidner er reel, idet forklaringen fremstår som konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet henviser herved til de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen. Flygtningenævnet har endvidere blandt andet lagt vægt på, at familien ifølge ansøgerens brors forklaring for Flygtningenævnet allerede i 2012 – altså før familien fik interesse for Jehovas Vidner – forsøgte at få visum med henblik på at skaffe hele familien opholdstilladelse i Danmark, og ansøgeren har bekræftet, at familien i årene op til udrejsen til Armenien forgæves havde forsøgt at komme til Danmark. Endvidere har ansøgeren forklaret, at hans mor er født muslim, selv om ansøgerens mor under en samtale med ansøgeren på WhatsApp siger, at hun er kurder og yarsan. Flygtningenævnet har yderligere lagt vægt på, at ansøgerens udrejse af Armenien til Danmark var nøje planlagt, idet ansøgerens bror for Flygtningenævnet har forklaret, at den advokat, som ansøgerens mor havde søgt rådgivning hos, havde anbefalet dem at søge optagelse på en sprogskole i Danmark for derved at opnå visum til Danmark. Ansøgeren har heller ikke for Flygtningenævnet på overbevisende måde kunnet redegøre for sine bevæggrunde og refleksioner i forbindelse med sit ønske om at konvertere. Endvidere har ansøgeren svækket sin generelle troværdighed ved at fremlægge tilsigelser til hans bror og mor til afhøringer hos efterretningstjenesten, der vurderes at være falske. Det forhold, at ansøgeren har udvist et vist kendskab til Jehovas Vidner, kan ikke føre til en anden vurdering. Det er indgået i Flygtningenævnets vurdering, at ansøgeren var under 18 år under samtalerne hos Udlændingestyrelsen, hvilket på baggrund af ovenstående ikke kan føre til en anden vurdering. Ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2020/60/SELS

irak202029

Nævnet stadfæstede i september 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte:Ansøgeren har oplyst at være etnisk araber og sunni-muslim fra [område], [område], Syrien. Ansøgeren har videre oplyst, at hun er statsborger i Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter, at hun vil blive tvangsrekrutteret til PKK. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at PKK opsøgte ansøgerens far efter, at ansøgerens brødre var flygtet ud af Syrien, og at de fortalte ham, at de ville have ansøgeren. Ansøgeren har yderligere som asylmotiv henvist til, at hendes far er eftersøgt af de syriske myndigheder, fordi han har hjulpet ansøgerens tre brødre ud af Syrien. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hendes far ad to omgange er blevet tilbageholdt og afhørt af de syriske myndigheder i tre dage i 2015. Flygtningenævnet kan – i lighed med Udlændingestyrelsen og af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen – ikke lægge ansøgerens forklaring om, at hun er syrisk statsborger, til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at de af ansøgeren fremlagte syriske dokumenter – herunder civilregistreringsattest, familieregistreringsattest, vielsesattest, fødselsattest, familiebog og ægteskabskontrakt – af Nationalt ID-center er vurderet til med en vis sandsynlighed at være falske. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgerens fars forældre og seks søskende alle er registreret som irakiske statsborgere i det danske udlændingeregister. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgerens forældre under deres asylsagers behandling har forklaret divergerende på en række centrale punkter om de forhold, der vedrører statsborgerskabet. Ansøgerens far har blandt andet forklaret divergerende om, hvorvidt han havde et syrisk pas eller ej, og om hans forældre var irakiske statsborgere eller statsløse. Ansøgerens mor har blandt andet forklaret divergerende om, hvorvidt de syriske dokumenter blev stjålet eller ej, og om hun havde en fødselsattest eller ej. Endelig finder nævnet, at det svækker ansøgerens troværdighed vedrørende spørgsmålet om statsborgerskab, at hun til brug for asylsagens behandling har fremsendt ID-dokumenter vedrørende helt andre personer, hvis tilknytning til ansøgeren er uoplyst. Da det fremgår af den irakiske statsborgerskabslovs artikel 3, litra a, at en person skal anses som iraker, hvis vedkommende har enten en irakisk far eller irakisk mor, uanset om vedkommende er født på irakisk territorium eller ej, lægger nævnet – der finder, at ansøgerens far skal anses som iraker – endvidere til grund, at ansøgeren er irakisk statsborger. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren skal vurderes asylretligt i forhold til Irak. Da ansøgeren ikke – ud over oplysningen for Flygtningenævnet om frygten for ansøgerens fars fjender i Irak, hvilken frygt ikke er nærmere konkretiseret – har oplyst om konflikter i Irak, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at betingelserne for opholdstilladelse i udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Irak/2020/29/ACA

irak202028

Nævnet stadfæstede i september 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak og en kvindelig statsborger angiveligt fra Syrien samt to mindreårige børn fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte:Den mandlige ansøger har oplyst at være etnisk araber og sunni-muslim fra [område], [område] Syrien. Den mandlige ansøger har videre oplyst, at han er født statsløs, men at han har opnået statsborgerskab i Syrien. Han har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller været politisk aktiv i øvrigt. Den kvindelige ansøger har oplyst at være etnisk araber og sunni-muslim fra [område], [område], Syrien. Den kvindelige ansøger har videre oplyst, at hun er statsborger i Syrien. Hun har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller været politisk aktiv i øvrigt. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Syrien frygter overgreb fra de syriske myndigheder og PKK, der vil rekruttere deres børn. De frygter endvidere fjender til den mandlige ansøgers far i Irak. Den mandlige ansøger har til støtte for asylmotivet oplyst, at han i 2014 omkring tre måneder efter sine sønners udrejse af Syrien blev indkaldt til afhøring hos sikkerhedspolitiet og beskyldt for at have hjulpet sønnerne med udrejsen. Han blev tilbageholdt tre dage, udsat for vold og løsladt på betingelse af, at han ikke forlod [område]. 5-6 dage senere blev han på ny opsøgt af myndighederne og tilbageholdt tre dage og løsladt under samme omstændigheder. Omkring 10 dage senere blev han igen kontaktet af myndighederne, der i et brev pålagde ham at kontakte afdeling 285, der administrerer statens sikkerhed i Damaskus. Han forsøgte herefter at gå under jorden, da han var overbevist om, at myndighederne ville slå ham ihjel. Den kvindelige ansøger har til støtte for sit asylmotiv henvist til denne myndighedsforfølgelse af den mandlige ansøger. Ansøgerne har til støtte for asylmotivet herudover oplyst, at PKK to eller tre gange i 2014 opsøgte familien på deres bopæl og forsøgte at rekruttere deres datter – idet sønnerne var udrejst – hvilket medførte, at datteren flyttede hen til sin mors moster. PKK opsøgte også den mandlige ansøgers forretning. Flygtningenævnet kan – i lighed med Udlændingestyrelsen og af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen – ikke lægge ansøgernes forklaringer om, at de er syriske statsborgere, til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at de af ansøgerne fremlagte syriske dokumenter – herunder civilregistreringsattest, familieregistreringsattest, vielsesattest, fødselsattest, familiebog og ægteskabskontrakt – af Nationalt ID-center er vurderet til med en vis sandsynlighed at være falske. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at den mandlige ansøgers forældre og seks søskende alle er registreret som irakiske statsborgere i det danske udlændingeregister. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgerne under asylsagens behandling har forklaret divergerende på en række centrale punkter om de forhold, der vedrører der statsborgerskab. Den mandlige ansøger har blandt andet forklaret divergerende om, hvorvidt han havde et syrisk pas eller ej, og om hans forældre var irakiske statsborgere eller statsløse. Den kvindelige ansøger har blandt andet forklaret divergerende om, hvorvidt ansøgernes dokumenter blev stjålet eller ej, og om de havde en fødselsattest eller ej. Endelig finder nævnet, at det svækker ansøgernes troværdighed vedrørende spørgsmålet om statsborgerskab, at de til brug for asylsagens behandling har fremsendt ID-dokumenter vedrørende helt andre personer, hvis tilknytning til ansøgerne er uoplyst. For så vidt angår den kvindelige ansøger finder Flygtningenævnet, at hun fremstår uidentificeret. For så vidt angår den mandlige ansøger lægger Flygtningenævnet i lighed med Udlændingestyrelsen til grund, at han – navnlig som følge af de anførte oplysninger om hans familiemedlemmers statsborgerskab – er irakisk statsborger. Da det fremgår af den irakiske statsborgerskabslovs artikel 3, litra a, at en person skal anses som iraker, hvis vedkommende har enten en irakisk far eller irakisk mor, uanset om vedkommende er født på irakisk territorium eller ej, lægger nævnet endvidere til grund, at ansøgernes børn er irakiske statsborgere. Da ansøgerne – bortset fra oplysningen for Flygtningenævnet om frygten for den mandlige ansøgers fars fjender i Irak, hvilken frygt ikke er nærmere konkretiseret – alene har oplyst om konflikter i Syrien, finder Flygtningenævnet, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at betingelserne for opholdstilladelse i udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Irak/2020/28/ACA

irak202026

Nævnet stadfæstede i september 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra Shekhan, Ninawa, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel, fordi hun har en konflikt med sin familie. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hendes familie ønsker at slå hende ihjel, idet hun flygtede med en mand, som er kristen, uden deres samtykke. Ansøgeren har endvidere oplyst, at hun mødte sin kæreste, [A], på internettet i 2013, og at hun kommunikerede med ham over internettet og telefonisk fra 2013 frem til deres første møde i 2017. I foråret 2017 mødtes ansøgeren med [A] på et hotel 3 gange, hvor de havde seksuelt samvær. Ansøgeren og [A] besluttede derefter, at de ville giftes, så de ikke havde et forhold uden for ægteskabet. I juni 2017 friede [A] og hans familie til ansøgerens familie, som afslog frieriet, idet [A] var [sprog]-talende, mens ansøgerens familie var [sprog]-talende. Derudover fandt ansøgerens familie ud af, at [A] var kristen, hvilket [A’s] egen familie heller ikke vidste. Da ansøgeren fortsat ønskede at blive gift med [A] blev hun slået af sin bror, [B], hvilket resulterede i, at ansøgeren måtte indlægges på et traumecenter i en uge. Ansøgeren har videre oplyst, at hendes fætter ønskede at blive gift med hende, og at hendes far accepterede dette. Ansøgeren frygtede derfor, at det ville blive opdaget, at hun ikke er jomfru, hvorfor ansøgeren flygtede med hjælp fra [A] og hans venner. Ansøgeren har videre oplyst, at hun siden sin udrejse har modtaget flere trusler fra sine familiemedlemmer om, at de ønsker at dræbe hende og [A]. Ansøgeren har videre som asylmotiv henvist til, at hun frygter ISIL. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at alle er bange for dem, og at hendes familie var flygtet fra dem. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet forklaringen fremstår som konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren – som anført af Udlændingestyrelsen – har forklaret divergerende om en række forhold, og at hun og hendes forlovede, [A], indbyrdes har afgivet divergerende forklaringer om helt centrale forhold, herunder vedrørende deres møder i Irak og om, hvem der var til stede fra [A’s] familie under frierierne. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren for Flygtningenævnet ikke har kunnet give en troværdig forklaring på, hvordan hun og [A] fik kontakt på Instagram, selv om de ikke har fælles venner og stammer fra to vidt forskellige områder i Irak, og selv om ansøgeren ikke havde fotos på Instagram, men kun et billede af en blomst. Flygtningenævnet har tillige lagt vægt på, at det ikke forekommer sandsynligt, at ansøgeren i arbejdstiden tre gange har kunnet mødes med [A] på et hotel og der have seksuelt samvær med ham, også når henses til den kontrol, som ansøgeren har forklaret, at hun har været underlagt af sin familie. Som Udlændingestyrelsen finder Flygtningenævnet det tillige utroværdigt, at ansøgeren og [A] flygtede i [A’s] fars bil, henset til at [A’s] familie da ikke ville have med ham at gøre og ligefrem efterfølgende sammen med ansøgerens familie udlovede en dusør for at slå ansøgeren og [A] ihjel. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at [A] siden 2010 syv gange har indgivet ansøgning om asyl i seks forskellige europæiske lande, hvilket også støtter, at ansøgeren og [A’s] forklaringer er konstruerede med henblik på at opnå opholdstilladelse i Danmark. Det forhold, at RED Safehouse på baggrund af ansøgerens egen forklaring har vurderet, at hun er i fare, og at hun er blevet udstyret med en overfaldsalarm af politiet, kan ikke føre til en anden vurdering. Sammenfattende har ansøgeren således ikke sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Udlændingestyrelsen stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2020/26/EHD

geor20206

Nævnet stadfæstede i september 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt to medfølgende børn fra Georgien. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk georgier og kristen ortodoks fra [by], Georgien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive slået ihjel af de personer som hendes ægtefælle har konflikter med. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hendes ægtefælles konflikt startede i 2013, idet han fik problemer med politiet og anklagemyndigheden i Tbilisi. Ansøgeren oplevede ikke selv problemer. Ansøgerens ægtefælle udrejste fra Georgien i 2013 og indrejste samme år i Danmark, hvor han blev meddelt asyl. I [foråret] 2015 blev ansøgeren opsøgt af fire personer, som oplyste, at de var fra politiet. Personerne truede ansøgeren med, at de ville voldtage hende, optage det og lægge det ud på Youtube, hvis hendes ægtefælle ikke vendte tilbage til Georgien. En af mændene tog i den forbindelse fat om ansøgerens hals. I [sommeren] 2015 vendte ansøgerens ægtefælle tilbage til Georgien, hvorefter ukendte personer begyndte at afpresse ham. Ansøgeren oplevede ikke selv problemer hermed. I [foråret] 2018 udrejste ansøgerens ægtefælle af Georgien på ny. [I sommeren] 2018 blev ansøgeren ringet op af en ukendt person, som spurgte, om han kunne træffe hendes ægtefælle. Ansøgeren blev bange og lagde med det samme på. [I sommeren] 2018 udrejste ansøgeren legalt af Georgien fra Tbilisi lufthavn. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens mands forklaring til grund og kan derfor heller ikke lægge ansøgers forklaring om episoden i 2015 til grund. Herudover lægger nævnet ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren har forklaret, at hun kun er blevet opsøgt én gang i 2015. Hun er ikke blevet opsøgt, efter at hendes mand rejste tilbage til Georgien i 2015, og hun er alene blevet ringet op én gang i 2018 af en person, som spurgte efter hendes mand. Hun har til både asylsamtalen og oplysning- og motivsamtalen forklaret, at konflikten vedrører hendes ægtefælle, og at hun ikke personligt er i fare eller frygter at få problemer i Georgien. Hun har under mødet i nævnet endvidere forklaret, at hun ikke traf særlige forholdsregler for at beskytte sig selv, efter at hendes mand udrejste i 2018. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger vurderer Flygtningenævnet, at den generelle situation i Georgien ikke i sig selv er asylbegrundende. Da ansøgeren således ikke har sandsynliggjort, at hun i Georgien risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Geor/2020/6/CARA

Geor20205

Nævnet stadfæstede i september 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Georgien. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk georgier og kristen fra Tbilisi, Georgien. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i foråret] 2013, og at han [i efteråret] 2013 blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Det fremgår af Det Centrale Personregister, at klageren [i slutningen af] 2015 udrejste til Georgien. Klageren har oplyst, at han udrejste under tvang. I [foråret] 2015 blev klagerens ægtefælle opsøgt på deres bopæl i Tbilisi af personer fra politiet, der truede med at voldtage hende og sende en video af det til klageren, hvis han ikke vendte tilbage. Klageren anmeldte ikke forholdet til politiet i Danmark. Samme måned udrejste klageren til Tyskland med to kriminelle georgiere, der instruerede ham i at rejse videre til Spanien. I Spanien blev klageren frataget sine danske ID-dokumenter. Den georgiske ambassade i Spanien udstedte herefter et georgisk rejsedokument til klageren, hvorefter han udrejste til Georgien. Klageren blev tilbageholdt og udsat for overgreb af fire myndighedspersoner ved indrejsen til Georgien. To af personerne var de samme, som udsatte klageren for overgreb i 2013. Et par dage efter blev klageren opsøgt af de samme myndighedspersoner på hans bopæl og taget med til anklagemyndighedens kontor, hvor han igen blev udsat for overgreb og trusler. I [efteråret] 2015 blev klageren indkaldt til finanspolitiet, som ville have ham til at bestikke én fra rådhuset, idet klageren benægtede, blev han igen udsat for vold. Klageren blev herefter jævnligt indkaldt og tvunget til at underskrive nogle papirer hos finanspolitiet. I 2016 oprettede klageren sin egen virksomhed og han var flere gange på forretningsrejse til Tyrkiet. Han fik tilladelse hertil fra myndighederne, men de truede med, at de ville finde ham, hvis han flygtede. I [foråret] 2016 solgte klageren sit hjem og familien boede herefter hos hans svigermor. I 2017 oplyste klageren, at han ville afgive vidneforklaring mod lederen af Nationalbevægelsen, og herefter blev klageren igen udsat for overgreb. I 2017 blev klageren igen indkaldt til finanspolitiet for at underskrive kontrakter. Klageren udrejste i [foråret] 2018 på falske rumænske id-papirer, som han benyttede til at rejse til Irland. [I starten af] 2020 besluttede Udlændingestyrelsen, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 var bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, jf. § 17, stk. 4, jf. § 17 a, stk. 1, idet klageren havde opholdt sig i mere end 12 på hinanden følgende måneder uden for Danmark. Flygtningenævnet tiltræder Udlændingestyrelsens afgørelse om, at klagerens oprindelige opholdstilladelse i Danmark må anses for bortfaldet. Klageren findes således at have opgivet sin bopæl i Danmark, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. pkt., ligesom han findes frivilligt at have taget bopæl i sit hjemland, jf. udlændingelovens § 17, stk. 4. Nævnet har som Udlændingestyrelsen herved lagt vægt på, at klageren har opholdt sig i Georgien i en periode på 3 år, at klageren flyttede tilbage til sin hustru på deres bopæl, og at klageren i Georgien officielt blev gift og i 2016 fik et barn med sin ægtefælle. Nævnet lægger ligeledes vægt på, at klageren har stiftet egen virksomhed i Georgien og drevet virksomheden fra 2016, hvor han flere gange har været på forretningsrejse til Tyrkiet, som han også besøgte i 2014 med sin ægtefælle, men at klageren først udrejste af Georgien i 2018. Endelig har nævnet lagt vægt på, at klageren på intet tidspunkt har kontaktet de danske myndigheder om sin udrejse eller oplyst, at denne ikke var frivillig, herunder ikke da han kort før sin udrejse af Danmark blev afhørt som sigtet af politiet. Nævnet finder endvidere, at der ikke er oplysninger, som støtter, at klageren var forhindret i at vende tilbage til Danmark på et tidligere tidspunkt. Flygtningenævnet tiltræder, at der ikke er forhold efter bestemmelsen i udlændingelovens § 17, stk. 3, som kan føre til, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, ikke skal anses for bortfaldet. Af de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført, tiltræder Flygtningenævnet endvidere, at klager ikke er omfattet af udlændingelovens § 17 a. Klageren har alene opholdt sig i Danmark i relativt kort tid, og han ikke har opnået tilknytning til arbejdsmarked eller kan i øvrigt anses som særlig integreret. Flygtningenævnet finder herefter, at bortfald af klagerens opholdstilladelse ikke udgør et uforholdsmæssigt indgreb i retten til privat- og familieliv, jf. EMRK artikel 8. Flygtningenævnet tiltræder endvidere, at udlændingelovens § 31 ikke er til hinder for, at klageren kan udsendes til Georgien. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at nævnet ikke kan lægge klagerens forklaring om sit nye asylmotiv om baggrunden for sin tilbagevenden og om risikoen for asylbegrundende overgreb ved sin tilbagevenden til Georgien til grund. Nævnet finder som Udlændingestyrelsen, at det svækker klagerens generelle troværdighed, at han ved sin asylsag i 2013 har ansøgt om asyl under et falsk navn, og at han under asylsagen har afgivet urigtige oplysninger om sine familiemæssige forhold. Hertil kommer, at klagerens forklaring på flere punkter forekommer konstrueret og utroværdig. Nævnet lægger herved vægt på, at klageren ved sin asylansøgning har benyttet sin hustrus efternavn, selv om han under mødet i nævnet har forklaret, at de kriminelle embedsmænd var bekendt med, hvem han var gift med, uanset at ægteskabet ikke var registreret. Endvidere finder nævnet, at det forekommer usandsynligt, at korrupte embedsmænd i Georgien skulle benytte et kriminelt netværk for at tvinge klageren til at rejse tilbage for derefter at bruge ham som stråmand til at underskrive forskellige dokumenter, uden at klageren er i stand til at forklare, hvorfor han skulle være særligt velegnet hertil. Nævnet lægger endvidere til grund, at der efter klagerens forklaring under mødet i nævnet ikke har været rejst straffesager eller lignende mod ham i Georgien uanset de ulovligheder, som klageren antager at have deltaget i, og at han ikke siden sin tilbagevenden til Danmark er blevet opsøgt eller kontaktet af nogen med tilknytning til de korrupte embedsmænd. Flygtningenævnet finder herefter, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han ved tilbagevenden til Georgien risikerer overgreb, som kan sidestilles med asylbegrundende forfølgelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Geor/2020/5/CARA

erit202012

Nævnet stadfæstede i september 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Eritrea. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk triginya og kristen ortodoks fra Asmara, Maekel, Eritrea. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han er deserteret fra militæret og udrejst illegalt af Eritrea. Klageren har derudover henvist til, at han også frygter myndighederne, fordi han har søgt asyl i Danmark, og fordi han i Danmark er blevet dømt. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han aftente militærtjeneste i perioden fra 2006 til 2013. Klageren startede med at aftjene i Wia fra 2006 til 2009, hvor han stod vagt ved en generator og ved indgangen til deres område på basen. Herefter kom klageren til Meitir, hvor han opholdt sig i et til to år. Klageren stod igen vagt ved en generator. Klageren hjalp derudover med at bygge huse i området, som han også bevogtede om aftenen. Efter et til to år i Meitir blev klageren sendt tilbage til Wia, hvor han aftjente resten af sin tid. Klageren har oplyst, at han flere gange forlod militæret uden tilladelse, og at han derfor har været fængslet af flere omgange. I 2009 var klageren fængslet i ni måneder. Dette var klagerens længste ophold i fængsel. Klageren har derudover haft kortere fængslinger i henholdsvis 2011, 2012 og 2013. I slutningen af 2013 blev klageren i forbindelse med sin funktion som vagt bedt om at skyde efter nogle fanger, som var ved at flygte fra et fængsel, som lå i nærheden af basen i Wia. Klageren nægtede at skyde, idet han ikke ønskede at gøre andre ondt, hvorefter hans overordnede fortalte ham, at han skulle tale med den øverste chef dagen efter. Tidligt næste morgen pakkede klageren sine ting og deserterede fra militæret. Klageren flygtede alene fra basen i Wia til Sudan. Klageren krydsede grænsen illegalt til fods. Flygtningenævnet kan af de grunde, som er anført af udlændingestyrelsen tilslutte sig, at klager forud for sin udrejse ikke var deserteret fra militærtjeneste. Klager har ikke på nævnsmødet afgivet nærmere forklaring herom. Klager er dog isoleret set fortsat omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, idet han ved en tilbagevenden til Eritrea vil være i et modsætningsforhold til de eritreiske myndigheder, som følge af sit ønske om ikke at aftjene sin nationaltjeneste. En tvangsmæssig udsendelse af klager til Eritrea vil derfor, som udgangspunkt være i strid med udlændingelovens § 31. Af udlændingelovens § 10, stk. 3 fremgår, at en udlænding, som er meddelt indrejseforbud i medfør af udlændingelovens § 32, stk. 1, ikke kan meddeles opholdstilladelse medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed taler derfor. Ved afgørelsen af hvorvidt der foreligger sådanne særlige grunde skal der foretages en proportionalitetsafvejning mellem grovheden af den begåede kriminalitet i forhold til om der foreligger særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed. Klageren er ved Østre Landsrets dom [fra vinteren] 2019 straffet med fængsel i 2 år og 9 måneder for voldtægt og samtidig udvist af Danmark for bestandigt. Af sagen fremgår, at klageren [i sommeren] 2015 i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 blev meddelt opholdstilladelse i Danmark. Det fremgår endvidere, at klageren har sin morbror og en fætter i Danmark. Det fremgår endvidere, at klageren kom til Danmark som 22 årig og i sit hjemland har en samleverske og 2 børn. På denne baggrund og efter en samlet vurdering kan Flygtningenævnet tiltræde, at der ikke foreligger særlige grunde, som taler for at klageren skal meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, jf. § 10 stk. 3, 1. pkt. Der er herved lagt vægt på karakteren og grovheden af den personfarlige kriminalitet og længden af den udmålte frihedsstraf, hvorfor klageren må betragtes som en fare for samfundet. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Erit/2020/12/HZC

afgh202036

Nævnet meddelte i september 2020 opholdstilladelse K-status til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tadjik og afghansk statsborger fra Kashan, Iran. Ansøgeren har angivet at være kristen af trosretning. Han har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har senest som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter forfølgelse eller overgreb af de afghanske myndigheder, da han er konverteret fra islam til kristendommen. Ansøgeren frygter desuden, at han vil blive slået ihjel af sin familie eller andre fremmede muslimer, der kender til hans konversion fra islam til kristendommen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at konversion fra islam til kristendommen i Afghanistan er en lovovertrædelse, der straffes med døden. Ansøgeren har videre oplyst, at selv hvis han vil forsøge at skjule sin kristne overbevisning efter en udsendelse til Afghanistan, vil han ikke kunne være i stand til dette, da han har fået lavet en tatovering, hvori der indgår kristne symboler. Han har ydermere oplyst, at tatoveringen ikke er muligt at skjule, og at ansøgeren derfor hurtigt kan identificeres som kristen. Ansøgeren har endvidere oplyst, at han har deltaget i et interview [på en tv-kanal], hvor han har fortalt om sine overvejelser bag konversionen, og at han har delt sit interview på sin Facebook-profil sammen med andre opslag omkring kristendommen. Han har herefter modtaget dødstrusler via Facebook fra fremmede mennesker, særligt afghanere. Ansøgeren har videre oplyst, at han frygter at blive slået ihjel af sin familie, hvis de finder ud af, at han er konverteret til kristendommen, da hans familie er meget religiøs. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer kan lægge ansøgerens forklaring om sit nye asylmotiv til grund. Flertallet kan således lægge til grund, at ansøgeren efter sin indrejse i Danmark er konverteret til kristendommen, og at konverteringen er reel. Flertallet har herved navnlig lagt vægt på det indtryk, som ansøgeren har givet under forklaringen for Flygtningenævnet, om den indre afklaringsproces, som ansøgeren har gennemgået under opholdet i Danmark. Flertallet har endvidere blandt andet lagt vægt på, at ansøgeren ifølge fremlagte udtalelser såvel inden som efter sin dåb har deltaget i gudstjenester og andre kristne aktiviteter, ligesom ansøgeren er under oplæring som kirketjener. Der er tillige lagt vægt på, at ansøgeren har været åben om sin konversion på sociale medier og i den forbindelse har deltaget i en tv-udsendelse, der via Youtube har kunnet ses over hele verden, herunder i Afghanistan, ligesom ansøgeren troværdigt har forklaret om, hvordan han blandt andet fortæller kolleger på byggepladsen om kristendommen. Flertallet har tillige lagt vægt på de udtalelser, der er fremlagt fra ansøgerens tidligere kærestes familie og hans tidligere opholdssted. Herefter, og da ansøgeren har forklaret, at han åbenlyst vil fortsætte sine kristne aktiviteter ved en tilbagevenden til Afghanistan, og sammenholdt med de foreliggende baggrundsoplysninger om forholdene for konvertitter i Afghanistan, har ansøgeren sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Afgh/2020/36/EHD

afgh202035

Nævnet stadfæstede i september 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk tajik og sunni-muslim fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter at blive tvunget til at samarbejde med [A] og Taliban samt at blive slået ihjel, hvis han afviser at samarbejde. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af sin ægtefælles tidligere ægtefælle [B] og vedkommendes familie. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv anført, at [A] ville have, at ansøgeren skulle gå i sin fars fodspor og tilslutte sig Taliban. [A] foreslog, at ansøgeren skulle starte i hans søns skole, som lå i Peshawar i Pakistan, hvor sønnen underviste i religiøse fag. Ansøgeren afviste [A]’s forslag. [A] forsøgte over et stykke tid at presse ansøgeren til at tilslutte sig Taliban, inden ansøgeren sagde, at han ville gå til politiet, hvis [A] kontaktede ham igen. En dag, hvor ansøgeren var på vej hjem fra skole, blev han af [A] og en anden mand truet med et skydevåben til at besvare opkaldet, når [A] senere ville ringe. Ansøgeren gik herefter med sin mor og morbror til politiet og anmeldte [A]. Samme aften flyttede ansøgeren og ansøgerens mor hjem til morbroren for at være i sikkerhed. Omkring tre dage senere ringede [A] til ansøgeren og spurgte, hvorfor han havde anmeldt ham til politiet. Ansøgeren udrejste herefter af Afghanistan. Om ansøgerens frygt for [B], har ansøgeren anført, at deres konflikt opstod på et asylcenter i Danmark. Ansøgeren har ikke kendt [B], før han mødte ham i Danmark, og konflikten er udelukkende begrundet i, at ansøgeren er i et forhold med [B]’s tidligere ægtefælle. Ansøgeren har i Danmark modtaget telefoniske trusler fra både [B] og fra hans venner, der opholdt sig i Danmark. Ansøgeren har også modtaget trusler over Messenger fra [B]’s venner, der opholdt sig i Danmark. Ansøgeren har boet på samme asylcenter som [B], hvor han oplevede, at [B] truede ham ansigt til ansigt. Flygtningenævnet kan ikke afvise ansøgerens forklaring om sit asylmotiv vedrørende hans konflikt med [A] og Taliban, idet forklaringen – uanset nogle mindre væsentlige divergenser – forekommer konsistent over en lang periode og troværdig. Nævnet kan imidlertid ikke lægge ansøgerens forklaring om opsøgningerne af familiens skiftende bopæle efter hans udrejse fra Afghanistan til grund, idet forklaringen forekommer påfaldende og utroværdig. Flygtningenævnet finder i lighed med Udlændingestyrelsen, at det forekommer usandsynligt, at [A] først skulle opsøge morbrorens bopæl for at lede efter ansøgeren cirka otte måneder efter hans udrejse af Afghanistan, og nævnet har videre lagt vægt på, at det alene beror på ansøgerens formodning baseret på [sin kusines] beskri¬velse af manden, at det var [A], der spurgte efter ansøgeren. Nævnet finder heller ikke at kunne lægge vægt på ansøgerens mors telefoniske oplysning - under ansøgerens asylsamtale [i efteråret] 2017 - om, at hun var blevet opsøgt af [A] nogle få dage før samtalen med Udlændingestyrelsen, og bemærker herved, at [A] på dette tidspunkt efter ansøgerens forklaring ikke havde opsøgt bopælen i ca. 1 år. Ansøgerens forklaring til advokaten og på mødet i dag om, at lejerne af familiens hus var blevet opsøgt fire gange og spurgt om familiens nuværende adresse, senest i [starten af] 2019, forekommer heller ikke sandsynlig, hvorved bemærkes, at ansøgeren udbyggende under nævnsmødet forklarede, at lejerne var blevet truet på en voldsom måde de sidste to gange. Nævnet har endelig lagt vægt på de foreliggende baggrundsoplysninger om, at Taliban i dag ikke går efter personer, der ikke er profilerede, og at ansøgeren ved udrejsen ikke kan anses som værende særligt profileret. Nævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han i dag har en aktuel konflikt med [A] og/eller Taliban i Afghanistan, og at han derfor ikke ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Ansøgerens ægtefælle, som han er blevet gift med i Danmark [i sommeren] 2020, er [i efteråret] 2019 blevet meddelt opholds¬tilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 7, stk. 2, idet det er lagt til grund, at hendes tidligere ægtefælle, [B], har udsat hende for grov vold i Danmark, samt at han har truet med at slå hende ihjel, såfremt hun vender tilbage til Afghanistan. Nævnet finder imidlertid ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han som følge af ægtefællens forhold ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren til Udlændingestyrelsen under samtalen [i sommeren] 2019 forklarede, at han ikke havde modtaget trusler fra [B] siden slutningen af 2018, at det alene beror på hans formodning, at [B]’s familie i Afghanistan vil gøre ham ondt, hvis han vender tilbage, og at han ikke har modtaget nogen trusler fra personer, der opholder sig i Afghanistan. Ansøgerens forklaring på mødet i dag om, at han også har modtaget trusler fra personer i Afghanistan forekommer på denne baggrund udbyggende og tilsidesættes derfor som utroværdig. Flygtningenævnet finder endelig ikke at kunne lægge vægt på de fremlagte trusler fra [ægtefællens] søster og fra [B]’s farbror, dateret [primo] 2020 og stilet til ansøgeren. Nævnet har herved lagt vægt på, at truslerne efter deres karakter og ordlyd forekommer konstrueret til lejligheden. Sammenfattende finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2020/35/CABV

stat202030

Nævnet stadfæstede i august 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en statsløs palæsti-nensisk kvinde fra Libanon. Indrejst i 2014 .Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er statsløs palæstinenser, etnisk araber og sunni-muslim af religiøs overbevisning fra Tripoli, Libanon. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller or-ganisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Libanon frygter at blive slået ihjel af sin storebror [A], idet ansøgeren har giftet sig med en mand, som [A] ikke kan lide, og idet ansøgeren udrejste af Libanon uden [A’s] accept. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at [A] er konservativ, medlem af organisationen Al Fatah, og at han altid har bestemt over ansøgeren. I de sidste ni måneder op til ansøgerens udrejse slog [A] hende otte til ni gange, og han har flere gange truet hende på livet. Han har blandt andet sagt til ansøgerens søstre, at han vil slå ansøgeren ihjel, hvis hun vender tilbage til Libanon. Ansø-geren blev sidst truet af [A] omkring to måneder før sin asylsamtale [i efteråret 2017]. Den 29. au-gust 2018 offentliggjorde Flygtningenævnet på nævnets hjemmeside, at Flygtningenævnets koordi-nationsudvalg har besluttet at ændre nævnets hidtidige praksis i asylsager vedrørende statsløse pa-læstinensere fra Libanon og fra den øvrige del af UNRWA mandat-området, således at en statsløs palæstinenser fra de pågældende områder, der har haft adgang til UNRWA beskyttelse eller bistand og som frivilligt har forladt området, er udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 1. pkt. Har den pågældende derimod været tvunget til at forlade området, eller tilsva-rende er afskåret fra at vende tilbage, vil vedkommende automatisk være omfattet af Flygtninge-konventionen. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren er omfattet af Flygtningekonventio-nens artikel 1 D, 1. pkt., og at ansøgeren derfor som udgangspunkt er udelukket fra at få beskyttelse i Danmark efter konventionen, idet ansøgeren er registreret hos UNRWA og har boet i flygtninge-lejren Baddawi sammen med sin familie og i den forbindelse har modtaget bistand fra UNRWA. Der er ikke grundlag for at antage, at ansøgeren ikke kan vende tilbage til Libanon og på ny opnå beskyttelse og bistand fra UNRWA, jf. Flygtningekonventionens artikel 1 D, 2. pkt. Flygtninge-nævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund om, at hun har en asylbegrundende konflikt med [A], idet ansøgeren på centrale punkter har forklaret divergerende og udbyggende. Flygtninge-nævnet finder det påfaldende, at ansøgeren indrejste i Danmark i 2014, men først søgte asyl i 2016, efter at have at have fået afslag på ansøgning om familiesammenføring. Ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorvidt [A] lod hende gå udenfor, og om hvorvidt hun har haft arbejde i Liba-non. Ansøgeren har til asylsamtalen [i efteråret 2017] forklaret, at [A] aldrig lod hende gå udenfor, og at hun ikke havde et arbejde. Ansøgeren har derimod til visumsamtalen på ambassade i Beirut forklaret, at hun havde et arbejde. Ansøgeren har til asylsamtalen, efter at have fået foreholdt sin forklaring til visumsamtalen, forklaret, at hun kun havde arbejdet i omkring en måned i 2010 eller 2011. Ansøgeren har derimod til samtalen [i vinteren 2018/2019] forklaret, at hun har arbejdet i et par måneder i 2013. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvorvidt [A] har truet hende. Ansøgeren har til oplysnings- og motivsamtalen [i efteråret 2016] forklaret, at [A] ikke har truet hende som sådan, men at det ville få konsekvenser, såfremt hun vendte tilbage til Libanon. Ansøgeren har forklaret, at han ikke sagde, hvad han ville gøre, hvis han fik fat i hende. Ansøgeren har derimod til asylsamtalen [i efteråret 2017] forklaret, at [A] gentagne gange har truet hende på livet, og at han efter hendes udrejse har sagt, at han vil slå hende ihjel. Under mødet i Flygtninge-nævnet har ansøgeren forklaret, at [A] i Libanon truede hende med en kniv, hvilket ansøgeren ikke har forklaret tidligere. Ansøgeren har endvidere forklaret udbyggende om de trusler, som hun har modtaget efter sin udrejse fra Libanon. Ansøgeren har til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at hun ikke er blevet truet af [A] som sådan efter sin udrejse. Ansøgeren har derimod til asylsamtalen forklaret, at hun blev truet ca. 12 gange og navnlig efter udrejsen. Ansøgeren har endvidere forklaret udbyggende om [A’s] tilhørsforhold til organisationen Al Fatah. Til oplysnings- og motivsamtalen har hun intet forklaret herom, hvorimod hun til asylsamtalen har forklaret, at [A] er medlem af Al Fatah. Flygtningenævnet finder, at de generelle forhold for statsløse palæstinensere i Libanon er svære såvel sikkerhedsmæssigt som socioøkonomisk, men at dette ikke kan føre til asyl. Ansøgeren har ikke har haft konflikter med myndighederne i Libanon. Efter en samlet vurdering finder Flygt-ningenævnet herefter ikke, at det kan antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Libanon vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Stat/2020/30/EHD

ukra20204

Nævnet stadfæstede i juli 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Ukraine. Indrejst i 2019.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk russer og ortodoks kristen fra Odessa, Ukraine. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter de ukrainske myndigheder, da hendes ægte-fælle er deserteret fra militæret. Ansøgeren frygter tilmed, at ansøgerens børn vil blive chikaneret grundet beskyldningen om ægtefællens desertering fra militæret. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at ansøgeren tre gange er blevet opsøgt af myndighederne, der har spurgt an-søgeren om, hvor hendes ægtefælle befinder sig. Ansøgeren har desuden modtaget trusler af myn-dighederne samt telefonopkald, hvor hun er blevet truet, hvis ikke hun oplyste om, hvor hendes æg-tefælle befandt sig. Det bemærkes indledningsvist, at ansøgeren har ansøgt om asyl på forskellige tidspunkter i perioden fra 2006 til 2016 i henholdsvis Frankrig, Østrig og tre gange i Tyskland, in-den ansøgeren indrejste i Danmark og ansøgte om asyl. Det bemærkes endvidere, at ansøgeren har angivet forskellige navne og fødedatoer i de forskellige lande, ligesom hun har forklaret om forskel-lige asylmotiver. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Der er herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorvidt hendes ægtefælle forsvandt eller blev dræbt samt om, hvornår hun blev opsøgt af myndighederne og om, hvordan hun blev opsøgt, herunder om hun blev indkaldt til samtaler eller opsøgt på sin bopæl. Flygtningenævnet kan herefter ikke lægge til grund, at ansøgeren har en asylbegrundende konflikt i Ukraine eller vil få det ved en genindrejse. Flygtningenævnet finder efter indholdet af baggrundsoplysningerne, at de generelle forhold i Ukraine ikke er sådanne, at de kan begrunde asyl. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Ukraine vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Ud-lændingestyrelsens afgørelse.” ukra/2020/4/cehp

syri202049

Nævnet stadfæstede i august 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsbor-ger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk kurder og sunni-muslim fra […], Aleppo, Syrien. Klageren har ikke været med-lem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i vinteren] 2015, og at han [i efteråret] 2015 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har [i sommeren] 2019 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse. Under nævnsmødet har klageren til støtte for sin klage oplyst, at han til trods for et forbud herimod fra de syriske myndigheder er udrejst af Syrien. Videre har han oplyst, at han ved en tilbagevenden til Syrien risikerer at blive opsøgt og fængslet eller dræbt af PYD, idet han ikke vil samarbejde med dem. Klageren har herom oplyst, at han var ansat på et økonomikontor i staten i perioden 2009 til 2012. Han mistede sit ar-bejde, da de kurdiske oprørere overtog kontrollen med […]. Klageren vil være i risiko for at blive tilbageholdt og afhørt om sin udrejse af Syrien, og at han kan blive idømt en fængselsstraf herfor. Videre har klageren oplyst, at han er optaget i en database over nuværende eller tidligere offentlige ansatte personer, der ikke måtte rejse ud af Syrien. Klageren har fundet ud af, at hans navn fremgår af denne liste, idet den er blevet lækket til et syrisk medie. Det syriske medie har herefter lagt den op på internettet, hvor man kan gå ind og søge på sit navn og derved få adgang til disse oplysninger. Endvidere har klageren oplyst, at han forud for sin udrejse nægtede at samarbejde med PYD om en radiostation, og han ved en tilbagevenden ligeledes ikke ønsker at samarbejde med dem, idet han ikke ønsker at være politisk aktiv. PYD er stadig til stede i [...]-området, hvorfor de vil have mulig-hed for at kunne opsøge ham. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at klageren ved en tilba-gevenden til Syrien vil være i individuel og konkret risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelo-vens § 7, stk. 1 eller § 7, stk. 2. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at klagerens konflikt med PYD ikke har en sådan karakter og intensitet, at dette kan begrunde at klageren er omfattet af udlændin-gelovens § 7, stk. 1 eller § 7, stk. 2. Flygtningenævnet har herved henset til, at klageren arbejdede som frivillig på radiokanalen og klagerens funktion var alene at kontrollere lyden. Han havde således ingen indflydelse på den musik, der blev spillet. Der er endvidere henset til, at klageren efter sin egen forklaring blev løsladt af PYD efter to dage, og at han har oplyst, at han ville kunne opholde sig i sin hjemby [...] uden at PYD ville vide det. Klageren har efter sin egen forklaring ikke andre konflikter med myndigheder, religiøse eller kriminelle grupper eller grupperinger, familiemedlemmer eller privatpersoner. Der er endvidere henset til, at klageren er udrejst for 6 år siden og at det alene beror på klagerens egen formodning at PYD fortsat vil efterstræbe ham. Der er også henset til, at klageren i sit frivillige arbejde som lydmand på radiostationen har haft en underordnet rolle og således ikke kan anses som særligt profileret. Klageren har endvidere forklaret, at hans forældre blev opsøgt for ca. 1 år siden og myndighedspersonerne spurgte til klageren. Da forældrene oplyste, at klageren var udrejst, sagde myndighedspersonerne ikke noget til dette. Endvidere bemærkes, at klagerens ansættelsesforhold i [offentlig myndighed] ophørte i 2012 som følge af krigen i Syrien og klager således ikke har forladt sit arbejde som offentligt ansat ved sin udrejse. Der er endelig henset til de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder Udlændingestyrelsens landerapport, Syria – Consequences of illegal exit, consequences of leaving a civil servant postion without notice and the situation of Kurds in Damascus, udgivet i juni 2019, hvoraf fremgår blandt andet: ”… In practice, a civil servant who has left his work place without notice due to the war will not face punishment….” Det forhold, at klageren fremgår af en liste, som angiveligt skulle være at finde i en database over nuværende eller tidligere offentligt ansatte, som ikke må udrejse, kan ikke føre til et andet resultat. Det bemærkes, at klageren har oplyst, at han er fritaget for militærtjeneste på grund af sit handicap. Flygtningenævnet finder på denne baggrund ikke grundlag for at ændre klagerens status og stadfæ-ster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af [efteråret] 2015. Klageren opfylder således ikke be-tingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 7, stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2020/49/AMKJ

syri202047

Nævnet stadfæstede i august 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig stats-borger fra Syrien. Indrejst i 2015Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunni-muslim af trosretning fra [By], Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [Efteråret] 2015, og at hun [Sommeren] 2016 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klage-ren har [Efteråret] 2019 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med på-stand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive kidnappet, voldtaget eller slået ihjel af det syriske regime på grund af de generelle forhold i Syrien. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hun tilhører det turkmenske mindretal i Syrien, som forværrer hendes situation med regimet, idet regimet forfølger turkmenere og andre minoriteter i landet. Klageren har ligeledes oplyst, at hendes brødre har unddraget sig militærpligt, som klageren frygten konsekven-sen af. Klageren har endeligt i forbindelse med sin statusændringsklage til Flygtningenævnet som asylmotiv oplyst, at hun fortsat frygter de syriske myndigheder. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hun tilhører det turkmenske mindretal, som forfølges af myndighederne i Syrien og beskyldes for at være agenter for Tyrkiet. Klageren boede i [By], i Ghouta-regionen, hvor det syriske regime har genvundet herredømmet, og de beboere, der er vendt tilbage, efterforskes og fængsles, da de betragtes som forrædere. Endelig har klageren oplyst, at hendes far og brødre er efterlyst af de syriske myndigheder. Klageren har ikke personligt haft konflikter med de syriske myndigheder, og der er derfor ikke grundlag for at antage, at klageren, der ikke er særligt profileret, skulle være i risiko for at blive anholdt alene som følge af, at hun har boet i et område, der tidligere har været kontrolleret af Den frie Hær. Klageren har ikke personligt oplevet overgreb som følge af, at hun er turkmener, og det forhold, at hun tilhører den turkmenske befolkningsgruppe, er ikke i sig selv asylbegrundende. Klageren og hendes samlever har ikke indgået ægteskab, og de har mødt hinanden i Danmark. Der er derfor ikke grundlag for at antage, at de syriske myndigheder skulle have kendskab til klagerens og samleverens forhold, og derfor heller ikke grundlag for at antage, at samleverens eventuelle konflikt med de syriske myndigheder vil medføre risiko for klageren. Hertil kommer, at der efter Flygtningenævnets baggrundsoplysninger ikke er risiko for, at familiemedlemmer til mænd, der er udeblevet fra militærtjeneste eller er deserteret, vil være i risiko for asylbegrundende overgreb, med mindre der er tale om profilerede personer. Der er ikke grundlag for at antage, at klagerens samlever eller hendes brødre er særligt profilerede. Der er ikke grundlag for at hjemvise sagen til Udlændingestyrelsen til afgørelse af konsekvensstatus for klageren i forhold til samleveren. Flygtningenævnet har ikke fundet det sandsynliggjort, at klagerens far har en konflikt med de syriske myndigheder. Flygtningenævnet bemærker, at klageren har familie, bosiddende i hjemområdet. Men uanset om hun havde været enlig kvinde og ikke har noget sted at bo, er der tale om socioøkonomiske forhold, der ikke er omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder derfor, at klageren er udrejst som følge af de generelle forhold i Syrien. Klagerens mor er meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, idet hun er statsløs palæstinenser. Det kan derfor ikke lægges til grund, at klagerens mor har en asylbegrundende konflikt, der har en afledt effekt på klageren, hvorfor Flygtningenævnet ikke finder, at klageren opfylder betingelserne for at opnå konsekvensstatus som følge af moderens forhold. Klageren opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse.” [SYRI/2020/47/MIMA]

syri202046

Nævnet stadfæstede i august 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsbor-ger fra Syrien. Indrejst i 2015Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk turkmener og sunni-muslim af trosretning fra [By], Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [Sommeren] 2015, og at han [Efteråret] 2015 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har den [Efteråret] 2019 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med på-stand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter de generelle forhold, og at det syriske regime vil anholde ham. Klageren har som asylmotiv endvidere henvist til, at hans to sønner har unddraget sig militærpligt, som klageren frygter konsekvensen af. Klageren har endeligt i forbindelse med sin statusændringsklage til Flygtningenævnet som asylmotiv oplyst, at han fortsat frygter de syriske myndigheder. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han tilhører det turkmenske mindretal, som forfølges af myndighederne i Syrien og beskyldes for at være agenter for Tyrkiet. Klageren boede i [By], i Ghouta-regionen, hvor det syriske regime har genvundet herredømmet, og at de beboere, der er vendt tilbage, efterforskes og fængsles, da de betragtes som forrædere. Klage-ren har herudover oplyst, at hans tidligere lejere i [By], har afrapporteret til det syriske regime, at klageren er en forræder, som samarbejder med oppositionen. Endelig har klageren henvist til, at han har fået at vide, at han er efterlyst af det syriske regime. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om, at han er eftersøgt af de syriske myndigheder, til grund. Flygtningenævnet har her-ved lagt vægt på, at klagerens forklaring om, at han er indberettet til myndighederne, beror på kla-gerens egne formodninger og ikke indeholder konkrete oplysninger om indholdet af en eventuel indberetning, om, hvorvidt han faktisk er eftersøgt og om konsekvenserne heraf, og ikke underbyg-ges af oplysninger om, at myndighederne skulle have opsøgt familiens bolig. Det forhold, at klage-ren er etnisk turkmener, er ikke i sig selv asylbegrundende. Efter Flygtningenævnets baggrundsop-lysninger er der ikke risiko for, at familiemedlemmer til mænd, der er udeblevet fra militærtjeneste eller deserteret, vil være i risiko for asylbegrundende overgreb, med mindre der er tale om profile-rede personer. Der er ikke grundlag for at antage, at klagerens sønner er særligt profilerede. Flygt-ningenævnet finder derfor, at klageren er udrejst som følge af de generelle forhold i Syrien. Klage-rens ægtefælle er meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, idet hun er statsløs palæstinenser. Det kan derfor ikke lægges til grund, at klagerens ægtefælle har en asylbegrundende konflikt, der kan have en afledende effekt på klageren, hvorfor Flygtningenævnet ikke finder, at klageren har sandsynliggjort, at han har et beskyttelsesbehov, afledt af ægtefællens behov. Flygt-ningenævnet finder derfor, at klageren ikke opfylder betingelserne for opnåelse af konsekvensstatus som følge af ægtefællens forhold. Klageren opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7 stk. 1 eller stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse.” [SYRI/2020/46/MIMA]

syri202021

Nævnet stadfæstede i juni 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk kurder og sunni muslim fra Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlæn-dingestyrelsen meddelte den 17. august 2016 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har som sit oprindelige asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygtede de generelle forhold. Til støtte herfor oplyste han, at der var krig i Syrien, og at der fore-kom vilkårlige angreb. Herudover oplyste han, at man blev stoppet af myndighederne ved kontrol-poster, og at der foregik kidnapninger. Udlændingestyrelsen har den 11. december 2019 truffet af-gørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for klagerens opholdstilladelse ikke læn-gere er til stede. Klageren har som asylmotiv fortsat henvist til de generelle forhold i Syrien. Klage-ren har herudover oplyst, at han vil leve i usikkerhed og frygt for kidnapninger og bombninger, og han frygter, hvad der sker ved kontrolposterne. Flygtningenævnet skal vurdere om der på nuværen-de tidspunkt er anledning til at antage, at de generelle forhold i Damaskus, hvor klageren kommer fra, er sådanne, at en tilbagesendelse af klageren til Damaskus, vil udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser. Det kan efter de aktuelle baggrundsoplysninger lægges til grund, at de syriske myndigheder har kontrollen i klagerens hjemområde, Damaskus, og Flygtningenævnet har siden juni 2019 vurderet, at de aktuelle forhold i Damaskus ikke længere er af en sådan karakter, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med EMRK´s artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at en midlertidig opholdstilladelse meddelt i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, med henblik på midlertidigt ophold ikke vil skulle forlænges, såfremt de forhold, der førte til tildeling af beskyttel-sen, ikke længere kan begrunde beskyttelse. I de almindelige bemærkninger til lovforslag nr. 72 af 14. november 2014, jf. lov nr. 153 af 18. februar 2015, der indførte udlændingelovens § 7, stk. 3, fremgår det bl.a. at: ”Det er et grundlæggende princip for beskyttelsesstatus, at beskyttelsen ophører, når der ikke længere er behov herfor. Princippet om at afstemme beskyttelsen med behovet er særligt relevant i en tid, hvor Danmark og Europa modtager et historisk højt antal asylansøgere. De gældende regler tager ikke højde for den særlige situation, som asylansøgere, der er på flugt fra generelle forhold i hjemlandet, er i. Den-ne gruppes behov for beskyttelse er generelt mere midlertidigt, idet beskyttelsen har baggrund i en ge-nerel situation, som vil kunne ændre sig. F.eks. vil en særlig alvorlig situation i forbindelse med en væbnet konflikt, som gennem en periode skaber store asylstrømme, kunne udvikle sig på en sådan må-de, at en større eller mindre del af disse asylansøgere vil have mulighed for at vende tilbage til hjem-landet. Med lovforslaget foreslås der indført en midlertidig beskyttelsesstatus, som er tilpasset beskyt-telsesbehovet for udlændinge, som opnår asyl på grund af en særlig alvorlig situation i hjemlandet.” Flygtningenævnet bemærker herudover for så vidt angår medlemsstaternes internationale forpligtel-ser, at det gælder overordnet, at Den Europæiske Menneskerettighedskonvention som udgangspunkt respekterer medlemsstaternes adgang til at fastætte nationale regler om meddelelse af asyl og opholdstilladelse. Adgangen begrænses alene af de forpligtelser, der beskyttes af konventionen. I henhold til Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, stk. 1, har enhver ret til respekt for blandt andet sit privat- og familieliv. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder, jf. artikel 8, stk. 2. Ud over Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol indeholder også andre konventioner, blandt andet FN’s konvention om borgerlige og politiske rettigheder, bestemmelser, der kan have betydning for, om Danmark som følge af internationale forpligtelser er afskåret fra at nægte klageren fortsat ophold i Danmark. Flygtningenævnet bemærker, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3 udgør et indgreb i klagerens beskyttede ret efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, stk. 1. Flygtningenævnet bemærker derudover, at en håndhævelse af udlændingelovens §§ 7, stk. 3 og 11, stk. 2, 2. pkt. der bl.a. er indført for at afstemme beskyttelsen med behovet, udgør et anerkendelsesværdigt formål, kan begrunde indgreb efter artikel 8, stk. 2, jf. herved også Konstatinov v. the Netherlands (2007), præmis 53, Nnyanzi v. the United Kingdom (2008), præmis 76, Nacic and others v. Sweden (2012), præmis 79. Det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, at indgreb i udlændingens privat- og familieliv skal stå i rimeligt forhold til de formål, indgrebet skal varetage. Ved vurderingen af, om indgrebet af de grunde, der er anført i artikel 8, stk. 2, er nødvendigt, skal der foretages en vurdering af statens interesse i at foretage indgrebet over for intensiteten af indgrebet i klagerens ret til familie- og/eller privatliv. For så vidt angår retten til familieliv bemærkes, at klageren ikke har familie i Danmark. For så vidt angår retten til privatliv bemærkes, at klageren har haft lovligt ophold i Danmark i ca 3½ år, han har haft fuldtidsarbejde siden maj 2019 og taler, skriver og læser lidt dansk. Han er født og opvokset i Syrien, hvor han har familie og hvor han har haft fast arbejde igennem 23 år. Flygtningenævnet har ligeledes lagt vægt på, at klageren er meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, og opholdstilladelsen er givet med henblik på midlertidigt ophold. Klageren har således siden meddelelsen af opholdstilladelsen den 17. august 2016 været bekendt med dennes midlertidige karakter. Efter en samlet afvejning finder Flygtningenævnet, at nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse ikke er i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” syri/2020/21/smla

stat202029

Nævnet stadfæstede i august 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et statsløst palæsti-nensisk ægtepar fra Gaza samt deres fire medfølgende børn. Indrejst i 2011.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er statsløse palæstinensere og muslimer af trosretning. Den mandlige ansøger er født i Gaza. Den kvindelige ansøger er født i Al-Arish, Sinai, Egypten, men er opvokset i Gaza. Den mandlige ansøger har i perioden fra 2001 til 2005 været aktiv i Al-Shabiba Al-Fathawiya (Fatah-ungdommen) på universitetet. Den kvindelige ansøger har ikke været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Gaza frygter, at Hamas vil tilbageholde ham og udsætte ham for tortur. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han [en nærmere angiven dato i vinteren] 2009 blev anholdt af den interne sikkerhedstjeneste. Han blev tilbageholdt i omkring en måned, hvor han blev beskyldt for at være spion for det palæstinensiske selvstyre i Ramallah, samt for at være spion for Israel under krigen. Ansøgeren blev løsladt [en nærmere angiven dato i foråret] 2009, uden at der blev sat betingelser for løsladelsen. Ansøgeren har endvidere oplyst, at en slægtning i [efteråret] 2010 har oplyst ham om, at Hamas var begyndt at genåbne gamle sager, og at ansøgeren på ny var i risiko for at blive tilbageholdt. Den kvindelige ansøger har henvist til sin ægtefælles asylmotiv, idet hun frygter, at hun ikke vil være i en gunstig situation ved en tilbagevenden til Vestbredden, da ægtefællen tidligere har været tilbageholdt og kan blive det igen. Ansøgeren frygter endvidere, at børnene vil komme til at opleve volden på Ga-zastriben. Den 29. august 2018 offentliggjorde Flygtningenævnet på nævnets hjemmeside, at Flygt-ningenævnets koordinationsudvalg har besluttet, at ændre nævnets hidtidige praksis i asylsager ved-rørende statsløse palæstinensere fra Libanon og fra den øvrige del af UNRWA mandat-området, således at en statsløs palæstinenser fra de pågældende områder, der har haft adgang til UNRWA beskyttelse eller bistand og som frivilligt har forladt området, er udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 1. pkt. Har den pågældende derimod været tvunget til at forlade området, eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage, vil vedkommende automatisk være omfattet af Flygtningekonventionen. Flygtningenævnet bemærker, at en statsløs palæstinenser fra UNRWA mandat-området, der som ansøgeren har haft adgang til UNRWA beskyttelse eller bi-stand, og som søger om asyl, som udgangspunkt skal anses for udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 1. pkt., medmindre den pågældende opfylder de betingel-ser, der er angivet af EU-Domstolen, herunder i præmis 86 i dom af 25. juli 2018 (Alheto), hvori anføres, ”at den pågældende palæstinenser befinder sig i en personlig usikkerhedstilstand, og at det er umuligt for UNRWA, hvis beskyttelse den berørte har påberåbt sig, at sikre den pågældende le-vevilkår, som er i overensstemmelse med organets opgave, hvorved denne palæstinenser på grund af omstændigheder, der ikke er udtryk for vedkommendes vilje, således tvinges til at forlade UNRWA´s operationsområde.” Dette indebærer, at en statsløs palæstinenser fra mandat-området, der har haft adgang til UNRWA beskyttelse eller bistand, og som frivilligt har forladt området, er udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen. Har den pågældende derimod været tvunget til at forlade området, eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage, vil vedkommende automatisk være omfattet af Flygtningekonventionen. Ved vurderingen heraf finder nævnet – som Udlændingestyrelsen i afgørelse af [en nærmere angivet dato i sommeren] 2012 og [en nærmere angiven dato i sommeren] 2019 samt Flygtningenævnet i afgørelsen af [en nærmere angiven dato i vinteren] 2013 – at det ikke kan lægges til grund, at ansøgerne har en asylbegrundende konflikt med Hamas eller andre i Gaza, der har gjort det nødvendigt for dem at forlade området, eller at de som følge af en konflikt med Hamas eller andre er afskåret fra at vende tilbage. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerne, selv når der henses til den tid, der er gået, siden de påberåbte hændelser fandt sted, har forklaret divergerende om centrale punkter både til Udlændingestyrelsen, og under behandlingen af sagen i de forskellige instanser. Ansøgerne har således forklaret divergerende om, hvornår den mandlige ansøger forlod sit hjem og om antallet af opsøgninger på bopælen samt om, hvorvidt den mandlige ansøger var til stede under en af opsøgningerne. Ansøgerne har endvidere forklaret udbyggende om den kvindelige ansøgers politiske engagement. Den kvindelige ansøger har således først under dagens nævnsmøde oplyst, at hun har lavet politiske opslag på Facebook og modtaget trusler herfor i 2014. Hun var ikke under nævnsmødet i stand til at forklare nærmere om truslerne, som var modtaget på en nu lukket Facebookprofil. Hun var heller ikke i stand til at fremkomme med en rimelig forklaring på, hvorfor hun ikke tidligere var fremkommet med disse oplysninger til Styrelsen. Endelig lægger Flygtningenævnet til grund, at den mandlige ansøger ikke har haft en sådan position i Fatah, at han efter den betingelsesløse løsladelse i 2009 risikerer asylbegrundende forfølgelse. Der er herved lagt vægt på, at ansøgeren blev i Gaza indtil 2011 og på, at løsladelsen var betingelsesløs. Det bemærkes i tillæg til ovennævnte begrundelse, at ansøgerne i en periode fra 2014 til 2017 over for de danske udlændingemyndigheder gav udtryk for, at de ønskede at medvirke til en udsendelse til Gaza. Ansøgerne har senere frafaldet dette tilsagn, men er ikke fremkommet med en rimelig forklaring herpå. Ansøgerne har i forbindelse med advokatindlægget fremlagt to tilsigelser fra sikkerhedskontoret i Palæstina til den mandlige ansøger med indkaldelser til møder i henholdsvis marts og april 2019 samt et dokument fra 2016, der oplyser, at den mandlige ansøger har været medlem af Fatah siden 2000. Flygtningenævnet tillægger ikke disse dokumenter betydning. Flygtningenævnet har ved denne vurdering navnlig lagt vægt på ovennævnte troværdigheds-vurdering og på den sene fremkomst af dokumenterne samt på det usandsynlige i, at den mandlige ansøger skulle blive tilsagt til et møde 10 år efter han blev løsladt betingelsesløst efter en tilbage-holdelse og efter myndighederne havde haft mulighed for at anholde den slægtning, som de ifølge ansøger forvekslede ham med på et tidligere tidspunkt. Flygtningenævnet finder, at de generelle forhold for statsløse palæstinensere i Libanon – trods vanskelige – ikke i sig selv er af en sådan ka-rakter, at disse forhold er asylbegrundende. På denne baggrund – og i øvrigt af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen og Flygtningenævnet – tiltræder nævnet, at ansøgerne ikke er afskå-ret fra at vende tilbage til Gaza, hvor de var registret hos UNWRA og i hvert fald i et tilfælde mod-tog bistand. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Stat/2020/29/malc

stat202028

Nævnet stadfæstede i august 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Libanon. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim fra Tyr, Libanon. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Libanon frygter at blive slået ihjel af Hizbollah, idet gruppen tidligere har forsøgt at rekruttere ham til at kæmpe for Syrien, og idet han er i besiddelse af hemmelige oplysninger om gruppen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i 2012 eller 2014 begyndte at arbejde som chauffør for Hizbollah. I 2015/2016 begyndte ansøgeren at transportere personer fra Hizbollah og våben til Syrien. Ansøgeren stoppede sit arbejde som chauffør i 2017, hvorefter personer fra Hizbollah begyndte at opsøge ham, hvor de indirekte truede og pressede ham til at fortsætte med at arbejde for dem. [En nærmere angiven dato i starten af vinteren] 2018 udrejste ansøgeren legalt af Libanon med visum til Danmark. I den efterfølgende periode på omkring ni dage opsøgte personer fra Hizbollah ansøgerens familie i Libanon omkring fire til fem gange. Efterfølgende har Hizbollah opsøgt ansøgerens familie i Libanon over 20 gange. Gruppen har ikke opsøgt ansøgerens familie siden [sommeren] 2019. Den 29. august 2018 offentliggjorde Flygtningenævnet på nævnets hjemmeside, at Flygtningenævnets koordinati-onsudvalg har besluttet at ændre nævnets hidtidige praksis i asylsager vedrørende statsløse palæsti-nensere fra Libanon og fra den øvrige del af UNRWA mandat-området, således at en statsløs palæ-stinenser fra de pågældende områder, der har haft adgang til UNRWA beskyttelse eller bistand, og som frivilligt har forladt området, er udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 1. pkt. Har den pågældende derimod været tvunget til at forlade området, eller tilsva-rende er afskåret fra at vende tilbage, vil vedkommende automatisk være omfattet af Flygtninge-konventionen. Flygtningenævnet lægger på baggrund af ansøgerens forklaring og sagens oplysnin-ger i øvrigt til grund, at ansøgeren er statsløs palæstinenser, og at han er registreret ved UNRWA i Libanon og har haft adgang til UNRWA beskyttelse og bistand. Flygtningenævnet bemærker, at en statsløs palæstinenser fra UNRWA mandat-området, der har haft adgang til UNRWA beskyttelse eller bistand, og som søger asyl, som udgangspunkt er udelukket fra beskyttelse efter Flygtninge-konventionen, jf. artikel 1 D, 1. pkt., medmindre den pågældende opfylder de betingelser, der er angivet af EU-Domstolen i dom af 25. juli 2018 (Alheto-dommen). I præmis 86 i Alheto-dommen udtaler EU-Domstolen om bortfald af udelukkelsen bl.a.: ”[…] når det på grundlag af en individuel vurdering af samtlige relevante forhold viser sig, at den pågældende palæstinenser befinder sig i en alvorlig personlig usikkerhedstilstand, og at det er umuligt for UNRWA, hvis beskyttelse den berørte har påberåbt sig, at sikre den pågældende levevilkår, som er i overensstemmelse med organets opgave, hvorved denne palæstinenser på grund af omstændigheder, der ikke er udtryk for vedkom-mendes vilje, således tvinges til at forlade UNRWA’s operationsområde.” Har den pågældende så-ledes været tvunget til at forlade UNRWA’s operationsområde, eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage, vil vedkommende automatisk være omfattet af Flygtningekonventionen. Flygtninge-nævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han er efterstræbt af Hizbollah til grund, idet der henvises til, at ansøgeren på flere punkter har forklaret divergerende og usammenhængende, således at forklaringen fremstår utroværdig. Nævnet lægger vægt på, at ansøgeren under oplysnings- og motivsamtalen [en nærmere angiven dato i foråret] 2019 har forklaret, at han senest er blevet opsøgt af Hizbollah omkring to måneder før udrejsen, mens han over for nævnet derimod har forklaret, at han blev opsøgt sidste gang af Hizbollah 10 til 15 dage før sin udrejse. Ansøgeren har endvidere forklaret udbyggende om kontakten med Hizbollah, idet han under nævnsmødet har for-klaret, at Hizbollah gav ham tilbud om, at han kunne opbevare en kuffert med våben på ansøgerens bopæl. Ansøgeren har ikke tidligere under samtalerne med Udlændingestyrelsen forklaret herom. Nævnet lægger endvidere vægt på, at ansøgeren under oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at Hizbollah første gang opsøgte ansøgerens families bopæl seks til syv dage efter ansøgerens udrej-se, mens han under asylsamtalen [en nærmere angiven dato i efteråret] 2019 har forklaret, at den første opsøgning skete to til tre dage efter udrejsen. Ansøgeren har i øvrigt forklaret usammenhæn-gende om, hvorvidt Hizbollah har ransaget familiens bopæl efter hans udrejse. Under oplysnings- og motivsamtalen har han først forklaret, at Hizbollah har ransaget hele hjemmet, mens han senere under samtalen har oplyst, at der ikke blev foretaget ransagning. Under asylsamtalen har han ligele-des først forklaret, at der ikke blev foretaget ransagning, mens han senere under samtalen har oplyst, at han ved, at hans bopæl i Libanon er blevet ransaget. Overfor nævnet har ansøgeren forklaret, at Hizbollah har ransaget hele huset. Nævnet lægger i øvrigt vægt på, at ansøgeren er indrejst i Dan-mark [en nærmere angiven dato i starten af vinteren] 2018, men at han først, efter at han havde op-holdt sig i nogle måneder i Tyskland, har søgt om asyl [en nærmere angiven dato i foråret] 2019. Nævnet bemærker i øvrigt, at ansøgeren under nævnsmødet har besvaret flere spørgsmål på en af-glidende og usammenhængende måde for så vidt angår hans arbejde som chauffør for Hizbollah. Der er herefter ikke grundlag for at antage, at ansøgeren har været tvunget til at forlade Libanon eller vil være afskåret fra at vende tilbage, fordi ansøgeren har befundet sig i en alvorlig personlig usikkerhedstilstand. Nævnet finder heller ikke grundlag for at antage, at ansøgeren på grund af den nuværende situation i Libanon er afskåret fra at vende tilbage. Ansøgeren er herefter omfattet af artikel 1 D, 1. pkt., i Flygtningekonventionen, og han er således udelukket fra at opnå asyl i Dan-mark. Det lægges til grund, at ansøgeren frivilligt er udrejst af Libanon og på ny kan indrejse i Li-banon, hvor han kan tage lovligt ophold og på ny have adgang til beskyttelse eller bistand fra UNWRA. Flygtningenævnet stadsfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Stat/2020/28/lbv

soma202048

Nævnet stadfæstede i august 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig stats-borger samt børn fra Somalia. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren tilhører Shikhal-klanen, og er muslim fra Mogadishu, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Mogadishu frygter de personer fra al-Shabaab, der har dræbt hendes far. Disse personer ønsker videre, at hun skal gif-tes med en mand fra al-Shabaab. Videre har ansøgeren på vegne af sine døtre som asylmotiv henvist til, at hun frygter, at de vil blive omskåret ved en tilbagevenden til Somalia. Endvidere har ansøge-rens ægtefælle på vegne af deres søn som asylmotiv henvist til, at han frygter, at sønnen vil blive tvangsrekrutteret til al-Shabaab. Slutteligt har ansøgeren gjort gældende, at hun frygter, at hendes børn som følge af de generelle forhold i Somalia vil blive slået ihjel af al-Shabaab. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hendes far blev slået ihjel af al-Shabaab i 2006, fordi han var soldat for den somaliske hær. Da ansøgeren var fire år gammel kom al-Shabaab ind på den koranskole, hun gik på. Repræsentanterne fra al-Shabaab henvendte sig til hende og oplyste, at de ville slå hende ihjel på grund af hendes far, hvis hun var på skolen tre dage i træk. Fra hun var fire år boede hun hos sin mormor i Hiraan-provinsen, idet ansøgerens mor frygtede for ansøgeren, hvis hun blev i Mogadishu. Videre har ansøgeren til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hvis de vender tilbage til Somalia, vil folk finde ud af, at hendes døtre ikke er omskåret. Ansøgeren frygter, at døtrene herefter vil blive udsat for mobning, ikke må lege med andre jævnaldrene børn, og at nogen vil forsøge at voldtage dem. Derudover frygter ansøgeren, at lokalbefolkningen vil tvinge døtrene til at blive omskåret, og at hun ikke kan beskytte dem herimod døgnet rundt. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren har en konflikt med al-Shabaab. Der er herved lagt vægt på, at ansøge-ren har afgivet divergerende og flere påfaldende forklaringer omkring sit asylmotiv. Ansøgeren har således til sin asylsamtale [i sommeren] 2019 forklaret, at hun som 4-årig, da hun var i koranskole, på grund af sin fars forhold blev truet af al-Shabaab med at de ville slå hende ihjel, hvorefter hun flyttede fra Mogadishu og hjem til sin mormor i Hiraan regionen, hvor hun boede i en periode på omkring 12 år, og ikke oplevede problemer med al-Shabaab. Det forhold, at klageren i Flygtninge-nævnet har anført, at dette må bero på en tolkefejl, da det først var som 16 årig, at hun på koransko-len blev kontaktet af al-Shabaab og at de ville, at hun skulle tvangsgiftes, kan ikke føre til et andet resultat. Der er herved henset til, at klagerens forklaring i sin asylsamtale blev spurgt indgående til sine svar herom og uddybede disse, samt efterfølgende godkendte referatet. Det forekommer usandsynligt, at al-Shabaab 27 år senere skulle have viden om klagerens eksistens og fortsat have et ønske om at efterstræbe hende. Der er herved også henset til, at ansøgerens mor og søster efter ansø-gerens egen forklaring blev boende i Mogadishu uden at opleve problemer med al-Shabaab. Flygt-ningenævnet kan endvidere ikke lægge til grund, at der ved ansøgeren tilbagevenden til Somalia er en konkret og velbegrundet frygt for, at ansøgerens døtre vil være i risiko for omskæring. Det frem-går således af de foreliggende baggrundsoplysninger, at myndighederne i Somalia har forbudt om-skæring, og at al-Shabaab også er imod omskæring. Risikoen for omskæring beror således ikke på myndighederne eller andre magthavere, men på familiens og omgivelsernes forventninger og even-tuelle pres. Der er endelig henset til de foreliggende baggrundsoplysninger, hvorefter det er muligt for kvinder at modstå omskæring af deres døtre, og at det afhænger af moderens personlighed, om hun er i stand til at modstå et eventuelt psykologisk pres for omskæring. Både ansøgeren og dennes ægtefælle har begge i deres samtaler med Udlændingestyrelsen forklaret, at de er meget imod om-skæring og at klageren aldrig vil tillade det, og at hun vil modsætte sig dette med alt, også hvis det ville gå ud over deres liv. Ansøgeren fremstår endvidere som en selvstændig kvinde med klare holdninger og må antages at være så ressourcestærk, at hun vil være i stand til at modstå et eventuelt pres også fra det omgivende samfund. Det kan heller ikke lægges til grund, at ansøgerens søn risikerer tvangsrekruttering til al-Shabaab. Der er herved henset til, at dette alene beror på ansøgeren og ansøgerens ægtefælles egen formodning og ikke understøttes af de foreliggende baggrunds-oplysninger, herunder Udlændingestyrelsens seneste rapport af marts 2017 om Somalia: ”South and Central Somalia Security Situation, al-Shabaab Presence, and Target Groups. Report based om in-terviews in Nairobi, Kenya, 3 to 10 December 2016. Flygtningenævnet finder på baggrund af de foreliggende baggrundsoplysninger om ansøgerens hjemområde Mogadishu i det centrale Somalia, at de generelle sikkerhedsmæssige forhold i klagerens hjemområde ikke er sådanne, at disse i sig selv kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder på oven-nævnte baggrund, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort at være i reel risiko for umenneskelig be-handling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2020/48/AMKJ

soma202047

Nævnet stadfæstede i august 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsbor-ger samt tre børn fra Somalia. Ansøgeren indrejste i 2014 efter at være blevet opholdstilladelse på baggrund af sit ægteskab med sin herboende ægtefælle, der indrejste og søgte asyl i slutningen af 2012. Ansøgerens ægtefælle og parrets ældste datter, der blev født i begyndelsen af 2013, blev i 2013 meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2 af Udlændingestyrelsen. Ansøge-ren og ægtefællen fik i perioden fra 2015 til 2018 to døtre og en søn sammen. I 2017 traf Udlæn-dingestyrelsen afgørelse om inddragelse af ansøgerens ægtefælles og ældste datters opholdstilladel-se efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Sagen blev påklaget til Flygtningenævnet. I 2018 søgte ansø-gerens tidligere advokat asyl på vegne af ansøgerens og ægtefællens yngste børn. Flygtningenævnet hjemviste herefter ansøgerens ægtefælles og ældste datters inddragelsessag til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen. I foråret 2019 traf Udlændingestyrelsen på ny afgørelse om inddragelse af ansøgerens ægtefælles og ældste datters opholdstilladelse efter § 7, stk. 2. Udlændingestyrelsen meddelte herefter ansøgeren og parrets tre yngste børn afslag på opholdstilladelse efter udlændinge-lovens § 7. I efteråret 2019 hjemviste Flygtningenævnet efter anmodning fra Udlændingestyrelsen på ny ansøgerens ægtefælles og ældste datters sag om inddragelse af deres opholdstilladelse efter § 7, stk. 2. I begyndelsen af 2020 traf Udlændingestyrelsen afgørelse om forlængelse af ansøgerens ægtefælles og ældste datters opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Det fremgår af styrelsens afgørelse, at forlængelsen skete på grund af datterens tilknytning til Danmark og med henvisning til udlændingelovens § 26, idet styrelsen fandt, at ægtefællen ikke længere opfyldte be-tingelserne for at få opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Udlændingestyrelsen har efterføl-gende forlænget ansøgerens og de yngste børns opholdstilladelser efter familiesammenføringsreg-lerne. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er somalisk statsborger fra Mogadishu. Han tilhører Hawiye klanen og underklanen Habagadiye. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer og har ikke i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter Al-Shabaab, fordi han ikke lod sig hverve til bevægelsen, mens han gik i gymnasiet omkring 2013. Han har endvidere henvist til, at han frygter at hans døtre bliver omskåret, at døtrene vil blive voldtaget, eller at døtrene vil få den samme dårlige opvækst, som han selv havde i Somalia. Endelig har han henvist til ægtefællens konflikter, som han ikke har ønsket at forklare nærmere om. Ansøgeren har vedrørende konflikten med Al-Shabaab forklaret, at han blev opsøgt af Hasan, der var medlem af Al-Shabaab. Ansøgeren blev opsøgt i alt tre gange af Hasan, der gav ham mulighed for enten at slutte sig til bevægelsens militære del, den del af bevæ-gelsen, der likviderede folk, eller at blive spion for bevægelsen, eller sprænge sig selv i luften. An-søgeren blev senest opsøgt fire måneder inden sin udrejse af Somalia. Ansøgeren har om sin frygt for, at døtrene bliver omskåret, forklaret, at han og ægtefællen er modstandere af omskæring, men at der er tradition for omskæring i hans og ægtefællens familier. Flygtningenævnet bemærker vedrø-rende ansøgerens frygt for Al-Shabaab, at der ikke er grundlag for at antage, at Al-Shabaab skulle udsætte ansøgeren for overgreb som følge af, at han muligt i 2013 afslog at lade sig hverve til be-vægelsen. Nævnet lægger herved vægt på de generelle baggrundoplysninger om hvervning til Al-Saabaab sammenholdt med de konkrete meget begrænsede forsøg på at få ansøgeren til at tilslutte sig bevægelsen. Nævnet lægger endvidere en vis vægt på, at ansøgeren først søgte asyl efter flere års ophold i Danmark, og at han under behandlingen af asylsagen overvejede at frafalde ansøgnin-gen og rejse tilbage til Somalia. Ansøgeren kan således ikke antages at have haft nogen reel frygt for at blive udsat for overgreb ved en tilbagevenden til Somalia. For så vidt angår frygten for, at ansøgerens døtre skulle blive tvangsmæssigt omskåret ved en tilbagevenden til Somalia, bemærker Flygtningenævnet, at myndighederne i Somalia har forbudt omskæring, og at al-Shaabaab også er imod omskæring. Risikoen for omskæring beror således ikke på myndighederne eller andre magt-havere, men på familiens og omgivelsernes forventninger og eventuelle pres. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren og hans ægtefælle, der begge er imod omskæring, må anses for ressourcestærke personer, og at de vil være i stand til at modstå sådanne forventninger og eventuelt pres fra familien og det omgivende samfund. Flygtningenævnet bemærker i denne forbindelse, at ansøgerens ægte-fælle (og ældste datter) vel har opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 7, stk. 2, men at dette ikke er udtryk for, at ægtefællen vil være i risiko for overgreb ved en eventuel tilbageven-den til Somalia, idet tilladelsen udelukkende beror på, at deres ældste datter har opnået en sådan tilknytning til Danmark, at Udlændingestyrelsen har fundet, at opholdstilladelsen ikke kan inddra-ges, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. I den hypotetiske situation, at ansøgeren og de tre yngste børn ikke længere har opholdstilladelse i Danmark, men skal udrejse af landet, må det lægges til grund, at ansøgerens ægtefælle vil kunne rejse til Somalia uden at risikere overgreb der, og at hun også vil udrejse, således at familien kan forblive samlet. Ved vurderingen af, om døtrene risikerer omskæring, må der således tillige lægges vægt på, at ansøgerens ægtefælle kan rejse til Somalia. Flygtningenævnet finder således, at der ikke er reel risiko for, at [navne på de to yngste døtre] ud-sættes for omskæring ved en tilbagevenden til Somalia, og der er ikke nogen velbegrundet frygt herfor. Flygtningenævnet finder således, at det ikke kan antages, at ansøgerne risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en eventuel tilbagevenden til Somalia. De generelle forhold i Somalia er heller ikke af en sådan karakter, at ansøgerne kan meddeles opholdstilladelse med henvisning hertil. Flygtningenæv-net stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Soma 2020/47/MNR