Nævnet stadfæstede i april 2026 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Spanien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en kvinde, der havde fået udstedt et visum til Spanien. Sagen blev behandlet på formandskompetence.
DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til at klageren er særligt sårbar som følge af både fysiske og psykologiske sygdomme samt til de generelle forhold for asylansøgere i Spanien. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår af kapitel 5 a, jf. § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren var i besiddelse af et gyldigt visum til Spanien, da hun indgav ansøgning om asyl i Danmark. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Spanien er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 12, stk. 2, og at Spanien dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Spanien [i efteråret] 2025 har accepteret at modtage klageren i medfør af den pågældende bestemmelse. Klageren har til støtte for, at hendes sag skal antages til realitetsbehandling i Danmark, gjort gældende, at hun er særligt sårbar grundet sine behandlingskrævende fysiske og psykiske lidelser. Klageren frygter desuden de generelle forhold for asylansøgere i Spanien samt at blive udsat for overgreb. Flygtningenævnet lægger efter de fremlagte lægelige oplysninger til grund, at klageren lider af en behandlingskrævende [diagnose]. Det er tillige indgået i nævnets vurdering, at klageren har oplyst at have været udsat for [personfarlig kriminalitet] i [et europæisk land] begået af en [europæisk] statsborger, og at hun efterfølgende har fået det tiltagende psykisk dårligt. Nævnet finder ikke, at oplysningerne om klagerens sygdom og psykiske helbredsforhold har en sådan karakter, at hun kan anses for at være så ganske særlig sårbar, at hendes asylsag skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet lægger således til grund, at klageren, såfremt hun retter henvendelse til de spanske sundhedsmyndigheder, vil kunne opnå den fornødne behandling. Nævnet henviser til, at det fremgår af de for nævnet foreliggende baggrundsoplysninger, herunder AIDAs Country Report fra april 2025, at selv om der er visse udfordringer forbundet hermed, har asylansøgere ret til fuld adgang til sundhedsbehandlinger, herunder også til specialiserede behandlinger for personer, der har været udsat for psykiske traumer. Flygtningenævnet finder, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Spanien ikke er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Spanien, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. I denne vurdering er indgået AIDAs Country Report fra april 2025 vedrørende asylproceduren samt modtage- og indkvarteringsforholdene for asylansøgere i Spanien. Nævnet bemærker herved, at asylsystemet i Spanien ifølge de foreliggende baggrundsoplysninger er behæftet med visse mangler, og at asylansøgere i et vist omfang kan opleve problemer med at få adgang til asylproceduren og indkvartering. Nævnet finder imidlertid ikke, at der er sådanne generelle systemfejl i asylproceduren eller modtage- og indkvarteringsforholdene for asylansøgere i Spanien, at det kan begrunde, at der generelt ikke kan ske overførsler af personer i henhold til Dublinforordningen. Det bemærkes videre, at selv om der som anført i et vist omfang opleves problemer med at få adgang til indkvartering, er der i baggrundsmaterialet ikke oplysninger, der giver grundlag for at antage, at der generelt er problemer med, at asylansøgere, der lider af psykiske eller fysiske sygdomme, ikke får adgang til indkvartering. Der er herved også lagt vægt på, at de spanske myndigheder i 2019 i forlængelse af en række domstolsafgørelse udsendte en instruks om at sikre Dublin-returnees adgang til indkvartering, ligesom der er lagt vægt på, at de spanske myndigheder har afsat midler til opførelse af nye modtagefaciliteter, og at opførelsen heraf fortsatte i 2024 og 2025. Det bemærkes, at Spanien har tiltrådt Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, Flygtningekonventionen og EU’s charter om grundlæggende rettigheder og således også må antages at have evnen og viljen til at sikre, at klageren ved en overførsel til Spanien ikke vil stå uden indkvartering. Flygtningenævnet finder herefter, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17, stk. 1. Flygtningenævnet forudsætter i den forbindelse, at Hjemrejsestyrelsen i forbindelse med en overførsel af klageren, såfremt klageren meddeler samtykke hertil, underretter de spanske myndigheder om klagerens sundhedsmæssige forhold, jf. Dublinforordningens artikel 32. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.”. Dub-Span/2026/4/fbll
