Flygtningenævnet har truffet afgørelse i de første sager vedrørende personer fra provinsen Homs i Syrien
Flygtningenævnet har truffet afgørelse i to prøvesager vedrørende personer fra provinsen Homs i Syrien.
I begge sager har Udlændingestyrelsen truffet afgørelse om at nægte at forlænge opholdstilladelsen for to personer, der har været meddelt midlertidig beskyttelsesstatus i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, på grund af de generelle forhold i Syrien. Styrelsen har vurderet, at de generelle forhold i Homs ikke længere er af en sådan karakter, at enhver person ved sin blotte tilstedeværelse i området er i risiko for overgreb eller nedværdigende behandling i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, hvorfor der ikke er grundlag for at forlænge deres opholdstilladelser.
Flygtningenævnet har i begge sager tiltrådt Udlændingestyrelsens vurdering af, at forholdene i Homs ikke længere kan begrunde en fortsat opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Nævnet fandt heller ikke grundlag for at meddele klagerne opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, på baggrund af deres individuelle forhold. I den ene sag fandt nævnet dog, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 er til hinder for en nægtelse af forlængelse af den pågældendes opholdstilladelse, fordi klagerens nære familie opholder sig her i landet. Dette var ikke tilfældet i den anden sag, hvor Flygtningenævnet stadfæstede Udlændingestyrelsens afgørelse om nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse.
Homs er den fjerde provins i Syrien, hvor Flygtningenævnet har fundet, at de generelle forhold ikke længere er af en sådan karakter, at der er grundlag for meddele opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. De øvrige provinser er Damaskus, Rif Damaskus og Latakia.
Vedrørende vurderingen af de generelle forhold i Homs udtalte Flygtningenævnet:
”Efter en samlet vurdering af baggrundsoplysningerne, herunder materialet som er nævnt ovenfor og i Udlændingestyrelsens afgørelse af [sommeren] 2024, finder Flygtningenævnet, at det må lægges til grund, at den sikkerhedsmæssige situation i Homs-provinsen fortsat er alvorlig og skrøbelig, men at den ikke har en sådan karakter, at der er grundlag for at antage, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med EMRK artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Det er ifølge forarbejderne til udlændingelovens § 7, stk. 3, en forudsætning for at inddrage eller nægte at forlænge en opholdstilladelse meddelt efter denne bestemmelse, at ændringerne ikke må antages at have en helt midlertidig karakter. Efter indholdet af baggrundsoplysningerne kan dette ikke antages at være tilfældet.
På den anførte baggrund tiltræder Flygtningenævnet derfor, at der ikke er grundlag for at forlænge klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3.
Den aktuelle konflikt mellem blandt andre Israel og libanesisk Hizbollah i Mellemøsten, der også påvirker situationen i Homs-provinsen negativt, kan ikke føre til en anden vurdering af den aktuelle situation.
Det forhold, at klageren senest i [foråret] 2022 fik forlænget sin opholdstilladelse, selvom det efter baggrundsoplysningerne må lægges til grund, at situationen i Homs-provinsen på daværende tidspunkt ikke afgørende adskilte sig fra den aktuelle situation, kan heller ikke føre til en anden vurdering. Det bemærkes i den forbindelse, at klageren er meddelt midlertidig beskyttelse med henvisning til de generelle forhold i Syrien, og at klagerens opholdstilladelse alene er meddelt med henblik på midlertidigt ophold, ligesom der ved en forlængelse skal tages hensyn til den generelle udvikling i Syrien, herunder forholdene i Damaskus, Rif Damaskus og Latakia, hvor der først i henholdsvis 2019, 2021 og 2023 blev truffet afgørelser om, at forholdene ikke var af en sådan karakter, at det kunne begrunde en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3.”
Senest opdateret: 22-10-2024
Udgiver: Flygtningenævnet