Forlængelse af undtagelsestilstand på migrationsområdet i Italien
I december 2022 anmodede de italienske myndigheder samtlige EU-medlemsstater om midlertidigt at suspendere overførsler i medfør af Dublinforordningen til Italien på grund af et stort pres på landets grænser samt utilstrækkelige modtagelsesfaciliteter. I april 2023 erklærede de italienske myndigheder undtagelsestilstand på migrationsområdet i seks måneder. Denne undtagelsestilstand er siden blevet forlænget, senest den 10. oktober 2024, med yderligere seks måneder. Undtagelsestilstanden indebærer blandt andet, at Italien som udgangspunkt ikke modtager de asylansøgere, som landet efter Dublinforordningen er forpligtet til at modtage.
Flygtningenævnets koordinationsudvalg drøftede på mødet den 18. april 2024 betydningen af, at Italien den 9. april 2024 forlængede undtagelsestilstanden på migrationsområdet. Her vurderede udvalget, at de italienske myndigheders forlængelse af undtagelsestilstanden sammenholdt med de for nævnet foreliggende baggrundsoplysninger vedrørende Italien ikke kunne sidestilles med systemmæssige mangler i asylproceduren og i modtagelsesforholdene, som medfører en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som defineret i artikel 4 i EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder, jf. Dublinforordningens artikel 3, stk. 2.
Koordinationsudvalget har drøftet de italienske myndigheders fortsatte forlængelse af undtagelsestilstanden på migrationsområdet med yderligere 6 måneder pr. 10. oktober 2024. Det er udvalgets vurdering, at de italienske myndigheders forlængelse af undtagelsestilstanden ikke i sig selv kan sidestilles med systemmæssige mangler i asylproceduren og i modtagelsesforholdene, som medfører en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som defineret i artikel 4 i EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder, jf. Dublinforordningens artikel 3, stk. 2.
Flygtningenævnets koordinationsudvalg har ved denne vurdering ikke taget stilling til de generelle forhold vedrørende modtageforholdene og asylproceduren i Italien, idet et konkret nævn i november skal behandle sager, hvor der skal tages stilling til de tilgængelige baggrundsoplysninger vedrørende asylproceduren og modtageforholdene i Italien.
Senest opdateret: 17-10-2024
Udgiver: Flygtningenævnet