I december 2022 anmodede de italienske myndigheder samtlige EU-medlemsstater om midlertidigt at suspendere overførsler i medfør af Dublinforordningen til Italien på grund af et stort pres på landets grænser samt utilstrækkelige modtagelsesfaciliteter. I april 2023 erklærede de italienske myndigheder undtagelsestilstand på migrationsområdet i seks måneder. Denne undtagelsestilstand er siden blevet forlænget, senest den 9. april 2024 med yderligere seks måneder. Undtagelsestilstanden indebærer blandt andet, at Italien som udgangspunkt ikke modtager de asylansøgere, som landet efter Dublinforordningen er forpligtet til at modtage.

Flygtningenævnet har – efter at behandlingen af sagerne i en periode fra april til august 2023 har været sat i bero – stadfæstet flere sager om overførsel til Italien. Nævnet fandt i sagerne, at modtagelsesforholdene i Italien var behæftet med visse mangler, men at de ikke kunne sidestilles med systemmæssige mangler i asylproceduren og modtagelsesforholdene, jf. Dublinforordningens artikel 3, stk. 2. Nævnet fandt videre, at den forlængede undtagelsestilstand ikke kunne føre til en ændret vurdering, og nævnet henviste til princippet i EU-retten om gensidig tillid mellem medlemsstaterne, hvorfor der ikke på daværende tidspunkt var grundlag for at fastslå, at undtagelsestilstanden og forlængelsen heraf i sig selv var udtryk for systemmæssige mangler i asylproceduren og modtagelsesforholdene.

Efter de italienske myndigheder den 9. april 2024 forlængede undtagelsestilstanden i yderligere 6 måneder, drøftede Flygtningenævnets koordinationsudvalg på et møde den 18. april 2024 konsekvenserne af den yderligere forlængelse. Det er udvalgets vurdering, at de italienske myndigheders forlængelse af undtagelsestilstanden sammenholdt med de for nævnet foreliggende baggrundsoplysninger vedrørende Italien ikke kan sidestilles med systemmæssige mangler i asylproceduren og i modtagelsesforholdene, som medfører en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som defineret i artikel 4 i EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder, jf. Dublinforordningens artikel 3, stk. 2. Det er endvidere udvalgets vurdering, at det må være op til de enkelte nævn at vurdere, om der i en sag konkret kan være grundlag for anvendelse af Dublinforordningens artikel 17, stk. 1, hvorefter enhver medlemsstat kan beslutte at realitetsbehandle en ansøgning om international beskyttelse, selvom denne medlemsstat ikke er forpligtet hertil efter forordningens regler. 

Senest opdateret: 22-04-2024
Udgiver: Flygtningenævnet

Til toppen