Nævnet stadfæstede i januar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt et barn fra Irak. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske kurdere og sunni-muslimer fra [S], Irak. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Irak frygter, at de vil blive dræbt af terrorister, idet de undlod at forgifte maden på den kaserne, som de arbejdede på. Ansøgerne frygter endvidere IS (Islamisk Stat) og den generelle situation i Irak. Ansøgerne har til støtte for deres asylmotiv oplyst, at den mandlige ansøger i begyndelsen af 2010 blev ansat som kok på militærkasernen i [S], hvor han lavede mad til omkring 30-50 irakiske militærfolk. I [sommeren] 2010 fik den kvindelige ansøger tillige arbejde i militærkasernens køkken. En nat i [efteråret] 2010 trængte to maskerede terrorister ind på ansøgernes bopæl. De to terrorister sagde, at de vidste, at ansøgerne arbejdede på militærkasernen, og at de skulle gøre Gud den tjeneste at putte gift i maden, når der kom højtstående personer til kasernen, hvilket ansøgerne af frygt indvilligede i. Tidligt næste morgen henvendte den mandlige ansøger sig til deres overordnede, kaptajn [M], og fortalte, hvad der var hændt. Kaptajn [M] sagde til ansøgerne, at de måtte blive på basen, men at de måtte finde en mere permanent løsning. Efter to dage på basen arrangerede den kvindelige ansøgers fader ansøgernes udrejse, hvorefter ansøgerne udrejste illegalt af Irak [i efteråret] 2010. [I efteråret] 2010, mens ansøgerne opholdt sig i Tyrkiet, fik de at vide af den kvindelige ansøgers fader, at den mandlige ansøgers moder var blevet dræbt i et raketangreb mod hendes bopæl. Ansøgerne formoder, at det er de to terrorister, som stod bag drabet på den kvindelige ansøgers moder. Ansøgerne har endvidere oplyst, at IS i [sommeren] 2014 angreb [S] og flere tusinde blev dræbt. IS har den fulde kontrol med det område af Irak, hvor ansøgerne kommer fra. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens afgørelse af 10. juli 2015 til grund, at ansøgerne isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Spørgsmålet er herefter, om Italien kan finde anvendelse som ansøgernes første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4 (tidligere § 7, stk. 3). Det bemærkes indledende, at Flygtningenævnet ved sin stillingtagen til, hvorvidt et land kan tjene som første asylland, som et ufravigeligt mindstekrav kræver, at den pågældende skal være beskyttet mod refoulement. Det skal endvidere være muligt for den pågældende at kunne indrejse og tage lovligt ophold i det pågældende første asylland, ligesom vedkommendes personlige integritet og sikkerhed skal være beskyttet i første asyllandet. I beskyttelsesbegrebet indgår tillige et vist socialt og økonomisk element, idet vedkommende i et vist omfang skal nyde helt basale rettigheder. Ved denne vurdering henvises blandt andet til Flygtningekonventionens kapitel II til V samt EXCOM Conclusion no. 58 – 1989. Det kan imidlertid ikke kræves, at den pågældende socialt set skal kunne leve på fuldt ud samme niveau som landets egne statsborgere, men vedkommendes personlige integritet skal være beskyttet. Kernen i beskyttelsesbegrebet er, at den pågældende skal være i personlig sikkerhed såvel ved indrejse som ved ophold i det land, som anvendes som første asylland. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgerne, som har en udløbet opholdstilladelse i Italien med beskyttelsesstatus, på baggrund af oplysningerne fra de italienske myndigheder, afgivet i sommeren og efteråret 2015, kan indrejse og ansøge om fornyelse af opholdstilladelsen ved disses tilbagerejse til Italien, også selvom opholdstilladelsen er udløbet. For så vidt angår det anførte om ansøgernes tidligere individuelle oplevelser for år tilbage, som alene er baseret på ansøgernes egne udokumenterede oplysninger, herunder manglende adgang til ”basic human rights standards” ved en tilbagevenden til Italien, finder Flygtningenævnet, at ansøgernes oplysninger ikke stemmer overens med, at de som personer med beskyttelsesstatus i Italien, ved en aktuel tilbagevenden til Italien er berettiget til diverse ydelser som anført i afgørelse af 2. april 2013 fra Den Europæiske Menneskeretttighedsdomstol i sagen, Samsam Mohammed Hussein and Others v. the Netherlands and Italy (application No. 27725/10), hvor det blandt andet fremgår af præmis 38: ”A person granted subsidiary protection will be provided with a residence permit with a validity of three years which can be renewed by the Territorial Commission that granted it. This permit can further be converted into a residence permit for the purposes of work in Italy, provided this is requested before the expiry of the validity of the residence permit and provided the person concerned holds an identity document. A residence permit granted for subsidiary protection entitles the person concerned, inter alia, to a travel document for aliens, to work, to family reunion and to benefit from the general schemes for social assistance, health care, social housing and education under Italian domestic law”. Det fremgår endvidere af de foreliggende baggrundsoplysninger om forholdene for personer – som ansøgerne – med opholdstilladelse i Italien i form af beskyttelsesstatus, som de har mulighed for at få fornyet, at en sådan opholdstilladelse medfører rettigheder til socialhjælp og lægehjælp. Det fremgår således blandt andet af AIDA’s rapport, Country Report – Italy, fra januar 2015, at flygtninge har samme ret til lægebehandling som italienske statsborgere, også for psykiske lidelser, herunder at flygtninge skal tilmelde sig det nationale sundhedsvæsen, har adgang til at vælge en praktiserende læge og til gratis lægebehandling på basis af en fattigdomserklæring, som skal indgives til den lokale sundhedsbestyrelse. Flygtningenævnet lægger herefter til grund, at den kvindelige ansøger i Italien vil have adgang til lægelig behandling for hendes helbredsmæssige problemer. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at Italien – uanset ansøgernes tidligere oplevelser, som ligger tilbage i tiden, og som må anses som et øjebliksbillede – aktuelt kan yde ansøgerne beskyttelse, og at Italien kan tjene som ansøgernes første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2016/2/LOD
Nævnet stadfæstede i juni 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive tilbageholdt af myndighederne, idet han tidligere er blevet tilbageholdt ved en kontrolpost, hvor han blandt andet blev stukket i maven med en kniv. Han har videre henvist til, at han frygter at blive dræbt af IS eller andre lignende grupperinger, idet hans familie engang er blevet angrebet af IS, ligesom hans familie tidligere har haft en konflikt med en anden gruppering i Irak. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han blev tilbageholdt af de irakiske myndigheder ved en kontrolpost omkring to eller tre år inden, han indgav sin ansøgning om asyl i Danmark. De irakiske myndigheder spurgte i forbindelse med tilbageholdelsen til ansøgerens fader, hvorefter ansøgeren blev overfaldet og stukket med en kniv i maven. Ansøgeren blev behandlet af myndighederne ved kontrolposten, hvorefter han fik lov til at tage hjem samme aften. Omkring to år inden ansøgeren søgte om asyl i Danmark, var han på arbejde sammen med sin fader og broder, idet faderen havde fået til opgave at sætte overvågningskameraer op i en fabrik. Otte-ni personer fra en gruppering, der bliver kaldt ”[…]”, ankom til fabrikken og henvendte sig til ejeren, fordi de ikke ville have, at der skulle sættes overvågningskameraer op i fabrikken. Grupperingen forlod fabrikken, efter de havde talt med ejeren. Omkring to måneder efter hændelsen ved fabrikken blev ejeren igen opsøgt af grupperingen, og ejeren ringede til ansøgerens fader og fortalte, at ansøgeren og hans familie skulle flygte fra deres bopæl, fordi han havde opgivet deres adresse til grupperingen, da de havde truet ham. Ansøgeren og hans familie flygtede derfor fra deres bopæl. Ansøgerens familie har efterfølgende flyttet bopæl flere gange af frygt for, at grupperingen skulle finde dem. [I sommeren] 2014 trængte IS ind i [ansøgerens hjemby]. Ansøgeren var hos en ven, da han blev ringet op af sin broder, som sagde, at han skulle komme hjem. På vejen hjem så ansøgeren, at personer fra IS havde samlet flere familier udenfor deres bopæle, herunder ansøgerens familie, idet nogle ukendte personer havde affyret skud imod IS fra deres bopæle. Ansøgeren stod omkring 100 meter fra stedet, hvor familien blev tilbageholdt, og han kunne høre personerne fra IS sige, at ansøgerens fader skulle samarbejde med dem. Ansøgeren formoder, at nogle af personerne fra IS var de samme mænd, som tidligere havde været en del af den gruppering, som opsøgte fabrikken. Der var flere mænd, der blev dræbt den pågældende dag, herunder ansøgerens fader og broder. Hans søster blev kidnappet af IS, og han har ikke set hende siden. Da personerne fra IS havde forladt området, løb ansøgeren hjem, hvor han talte med sin moder. Hun insisterede på, at han skulle udrejse fra Irak, idet hun frygtede for hans liv. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund, idet forklaringen fremstår divergerende, afglidende og konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har således forklaret divergerende om, hvem der bemandede kontrolposten, da han angiveligt blev stukket med en kniv. Til oplysnings- og motivsamtalen har han således forklaret, at han ikke ved, om det var kurdiske eller irakiske myndigheder. Under samtalen i Udlændingestyrelsen [i vinteren] 2015 har han forklaret, at det var de irakiske myndigheder, mens han under sin forklaring i Flygtningenævnet har forklaret, at kontrolposten var bemandet af kurdiske myndigheder. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om bl.a, hvorvidt hans mor var ved bevidsthed, da han kom hjem [i sommeren] 2014 og om flugten fra bopælen. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret afglidende og undvigende om [dato i sommeren] 2014, ligesom forklaringen ikke forekommer selvoplevet. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger har Islamisk Stat ikke kontrol med [ansøgerens hjemby] eller [by], der begge er kontrolleret af kurdiske styrker. Flygtningenævnet finder således ikke, at de generelle forhold i [ansøgerens landsby] eller [by] er af en sådan karakter, at ansøgeren risikerer overgreb i strid med artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention alene som følge af sin blotte tilstedeværelse i disse byer. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet har herved tillige lagt vægt på, at uanset ansøgerens forklaring om episoden på fabrikken tilhørende […] og angrebet [i sommeren] 2014 måtte kunne lægges til grund, hviler det alene på ansøgerens egen formodning, at disse episoder har nogen indbyrdes forbindelse, og at ansøgeren og hans familie skulle være i Islamisk Stats eller andre grupperingers søgelys. Det bemærkes herved, at ansøgeren og hans familie i flere år uden problemer har kunnet bo og arbejde i [ansøgerens hjemby] efter hændelsen på fabrikken. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2016/19/AKM
Nævnet stadfæstede i juni 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ved brev [fra sommeren] 2016 har ansøgerens advokat fremsendt skriftligt indlæg i sagen. Ansøgeren er udeblevet fra nævnsmødet på trods af, at han ved brev afsendt fra Flygtningenævnet [ foråret] 2016 behørigt er blevet indkaldt til nævnsmødet. Samme dag som nævnsmødet [i sommeren] 2016 har nævnets sekretariat kontaktet [asylcenteret], som har oplyst, at ansøgeren har hentet sin post. Flygtningenævnet har efter de foreliggende oplysninger ikke fundet, at ansøgerens udeblivelse kan anses som lovligt forfald, og Flygtningenævnet har derfor besluttet at fremme sagen, jf. Flygtningenævnets forretningsorden § 36, stk. 1, 1. pkt. Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra Makhmur, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af irakiske terrorister, idet han har undladt at hjælpe dem med en bilbombe. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter, at de irakiske eller kurdiske myndigheder vil efterstræbe han, fordi hans far har været medlem af Baath-partiet. Endelig har ansøgeren henvist til, at han frygter den generelle situation i Irak, og at Islamisk Stat har haft kontrollen i hans hjemby, Makhmur. Ansøgeren har som støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans morbror havde et bilværksted i Makhmur, hvor ansøgeren også arbejdede. [I foråret] 2006 blev værkstedet opsøgt af fire arabere. Samme aften kom hans morbror hjem til ansøgerens bopæl og fortalte, at de fire arabere ville have, at ansøgeren skulle montere en bombe på en bil. Da ansøgeren ikke ønskede at hjælpe araberne, forlod han efter tre nætter Makhmur og Irak. Ansøgeren opholdt sig herefter illegalt i Grækenland, indtil han indrejste i Danmark [i foråret] 2014. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Vedrørende episoden i 2006, hvor ansøgeren angiveligt af fire arabere blev udpeget til at placere en bilbombe under en bil, har nævnet lagt vægt på, at det forekommer usandsynligt, at fire ukendte arabiske mænd skulle henvende sig på ansøgerens morbrors autoværksted med et krav om, at netop ansøgeren skulle hjælpe dem med at udføre en bilbombe-aktion. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om episoden, idet han under oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at hans opgave var at placere bomben, køre bilen et sted hen og gennemføre angrebet. Under asylsamtalen har ansøgeren derimod forklaret, at han blot skulle placere bomben på bilen. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvornår bilen ville blive indleveret på morbrorens værksted, samt om hvornår han flygtede. Ansøgeren har under samtalerne i Udlændingestyrelsen ikke nærmere kunne konkretisere, hvilken rolle ansøgerens fader havde i Baath-partiet. Det fremgår i øvrigt af ansøgerens forklaringer, at hverken ansøgeren eller hans familie forud for ansøgerens udrejse har haft problemer med myndighederne på grund af faderens forhold, og nævnet finder, at det alene beror på ansøgerens formodning, at dette vil være tilfældet, såfremt ansøgeren vender tilbage til hjemlandet. Ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak, på grund af sine individuelle forhold vil være i en situation omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren stammer fra Makhmur. Et flertal af Flygtningenævnet finder på baggrund af de foreliggende baggrundsoplysninger, at den sikkerhedsmæssige i Makhmur-området ikke er af en sådan karakter, at ansøgeren vil være i risiko for overgreb i strid med artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention alene som følge af sin blotte tilstedeværelse. Flygtningenævnet finder endvidere, at ansøgeren, såfremt han ikke finder, at han kan tage ophold i Makhmur, vil kunne tage ophold i KRI. Der lægges herved vægt på, at ansøgeren er en yngre, kurdisk, ugift sunni-muslimsk mand fra Makhmur. Det indgår tillige i denne vurdering, at Nordirak på nuværende tidspunkt må vurderes at være tilstrækkeligt stabilt og sikkert til at kunne fungere som et IFA alternativ for ansøgeren, uanset at der også i Nordirak kan forekomme volds- og terrorhandlinger. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Irak. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2016/18/ kaa
Nævnet stadfæstede i maj 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt tre børn fra Irak. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske kurdere og angiveligt fra Irak. Forud for nævnsmødet har ansøgerne hævdet at være iranske statsborgere. Den mandlige ansøger har ved nævnsmødets indledning oplyst, at hans navn rettelig er [A], og at han er irakisk statsborger. Ansøgerne har forud for nævnsmødet [i maj 2016] henvist til, at de ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel af de iranske myndigheder som følge af deres fædres politiske aktiviteter, den mandlige ansøgers egne politiske aktiviteter, og fordi de er konverteret til kristendommen. Ansøgerne har hidtil til støtte for deres asylmotiv oplyst, at de er iranske statsborgere, og deres respektive familier i [begyndelsen af 1980’erne] flygtede fra Iran til Al-Tash lejeren i Irak, hvor ansøgerne ligeledes er født. Ansøgernes fædre var begge medlemmer af partiet KDPI. Ansøgerne har til støtte for deres hidtidige asylmotiv oplyst, at den kvindelige ansøgers far blev slået ihjel i [begyndelsen af 1990’erne], og at den mandlige ansøgers far blev slået ihjel i [slutningen af 00’erne]. I 2012 begyndte den mandlige ansøger sammen med sin arbejdsgiver at skrive politiske og myndighedskritiske artikler på internettet. [I efteråret] 2012 blev den mandlige ansøger ringet op af sin arbejdsgiver, som oplyste, at ansøgernes hjem var blevet ransaget af myndighederne, og at den mandlige ansøgers computer var blevet konfiskeret. Samme dag udrejste ansøgerne af Irak. Ansøgerne har videre oplyst, at de i Danmark blev døbt [en nærmere bestemt dato i vinteren] 2014. Under nævnsmødet har den mandlige ansøger som asylmotiv henvist til, at han flygtede fra Irak, fordi han af sin fader og onkel, som begge stadig er i live, blev beordret til at slå sin moder ihjel, fordi hun havde haft et seksuelt forhold til en anden mand og i den anledning var blevet forstødt fra familien. Desuden skulle den mandlige ansøger lade sig skille fra sin hustru. Den mandlige ansøger har endvidere henvist til, at hans familie nu vil kræve, at parrets fælles barn skal overgives til den mandlige ansøgers familie på grund af hans og hustruens konversion. Den kvindelige ansøger har under nævnsmødet henvist til, at hun frygter, at den mandlige ansøgers familie vil tage deres fælles barn fra dem. Det fremgår af udlændingelovens § 40, at det påhviler ansøgerne at meddele de fornødne oplysninger til bedømmelse af deres identitet og asylmotiv. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaring til grund i sin helhed. Nævnet lægger til grund, at ansøgerne, forinden de indrejste i Danmark, fra de blev født har haft fast ophold i den kurdiske del af Irak og således selv anser sig for irakiske statsborgere. Ligeledes har nævnet lagt til grund, at begge ansøgere i den sidste del af deres ophold i Danmark har deltaget i aktiviteter i en frikirke [i en nærmere bestemt by] og er optaget efter at være døbt i den danske folkekirke. Den øvrige led af ansøgernes forklaringer kan nævnet ikke lægge til grund. Nævnet har lagt vægt på, at den mandlige ansøger indtil nævnsmødets begyndelse har optrådt under en anden identitet og i et vist omfang påberåbt sig andre asylmotiver, ligesom nævnet har lagt vægt på, at den mandlige ansøger til underbygning af sin tidligere forklaring ved to nævnsmøder har fremlagt dokumenter, som efterfølgende ikke har kunnet anses for ægte. Nævnet finder, at dette væsentlig afsvækker den mandlige ansøgers troværdighed. Nævnet har endvidere ved vurderingen af det nu påberåbte asylmotiv lagt vægt på, at ansøgerne efter deres forklaring i omtrent to år har kunnet opholde sig i Kurdistan, uden at dette har givet dem problemer med myndighederne. Derudover har nævnet lagt vægt på, at det må have formodningen imod sig, at den mandlige ansøgers familie angiveligt har kunnet drive omfattende handel med vestlige virksomheder og samtidig skulle dele politisk og religiøs holdning med Islamisk Stat, hvilket desuden må anses for at stå i modstrid med, at begge ansøgernes fædre har været medlem af partiet KDPI. Nævnet bemærker i den henseende, at det yderligere afsvækker den mandlige ansøgers troværdighed, at han under sagens hidtidige behandling, herunder i to nævnsmøder, har hævdet, at hans fader blev dræbt i [slutningen af 00’erne] og har fremvist en video fra faderens begravelse. Vedrørende ansøgernes konversion har nævnet lagt vægt på, at ansøgerne først ved deres daværende advokats brev af [nærmere bestemt dato i vinteren] 2014 fremsendte dåbsattester og således først på dette tidspunkt tilkendegav en interesse for kristendommen, mens den mandlige ansøger under flere samtaler med udlændingemyndighederne havde oplyst, at han betegnede sig som muslim. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at den mandlige ansøger først blev døbt [en nærmere bestemt dato i vinteren] 2014 efter, at han [en nærmere bestemt dato i sommeren] 2013 havde fået afslag på asyl hos Udlændingestyrelsen. Nævnet finder således ikke, at den mandlige ansøgers forklaring om, at hans sympati for kristendommen og konversion forud for dette tidspunkt, kan lægges til grund. Når henses til, at den mandlige ansøger hidtil har været kendt for sine kristne aktiviteter i Danmark under andre navne end det navn, han nu angiver, finder nævnet ikke, at det kan lægges til grund, at den mandlige ansøger må anses for profileret som konverteret i Irak. Nævnet finder således ikke - også henset til ansøgernes generelle manglende troværdighed - at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved udøvelsen af deres kristne tro, vil risikere asylbegrundende forfølgelse i Irak. Særskilt vedrørende den kvindelige ansøger bemærker nævnet, at hun i det væsentlige har påberåbt sig de samme asylmotiver, som den mandlige ansøger. Nævnet finder herefter ikke, at den kvindelige ansøger har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Irak vil risikere at blive udsat for asylbegrundende forfølgelse. Med henvisning til de af ansøgerne ved nævnsmødets begyndelse fremlagte dokumenter har nævnet ikke fundet anledning til at udsætte sagen på en fornyet ægthedsvurdering, idet nævnet i det hele henviser til det ovenfor anførte i relation til ansøgernes generelle troværdighed. Herefter finder nævnet ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Irak vil blive udsat for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for overgreb omfattet af overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. ” Irak/2016/17/STR
Nævnet stadfæstede i maj 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende den mindreårige mandlige statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim af trosretning fra Makhmur, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive forfulgt og slået ihjel af personer, som den tidligere præsident, Saddam Hussein, har tortureret, idet ansøgerens fader havde relationer til Saddam Hussein og har fået taget billeder sammen med ham. Endvidere frygter ansøgeren, at de irakiske myndigheder skal få kendskab til ansøgerens faders relation til Saddam Hussein. Ansøgeren har videre henvist til, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter Islamisk Stat, fordi de i [sommeren] 2014 angreb hans landsby i Makhmur provinsen, og fordi han er kurder. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at Saddam Hussein tvang velhavende folk til at støtte ham, herunder ansøgerens fader, som var en velhavende forretningsmand. Saddam Hussein opkrævede penge af hans fader, og i den forbindelse fik faderen taget et billede sammen med Saddam Hussein. Ansøgeren har fremlagt et billede fra 1980’erne, hvor faderen sidder sammen med Saddam Hussein og ukendt mand. Ansøgeren har videre oplyst, at hans fader blev forfulgt af folk, der havde mistet slægtninge under Saddam Husseins styre, og som følge heraf viste faderen sig ikke offentlig efter Saddam Hussein mistede magten. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at ansøgeren fremstod med tilstrækkelig modenhed til at besvare de stillede spørgsmål og redegøre for sin ansøgning om asyl. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren har forklaret, at han ikke personligt har haft problemer som følge af det foto, der – formentlig før ansøgerens fødsel – er optaget af hans far og Saddam Hussein, og det beror derfor på ansøgerens egen formodning, at han kan risikere forfølgelse som følge af dette foto. Et flertal af Flygtningenævnet finder, at den sikkerhedsmæssige situation i Irak, herunder i Makhmur-området, ikke er af en sådan karakter, at enhver alene ved sin blotte tilstedeværelse vil være i risiko for overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flertallet har tillige lagt vægt på, at ansøgeren i en periode på 4-5 måneder har opholdt sig i Erbil og været selvforsørgende og således ikke fremstår sårbar. Et flertal i Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for overgreb eller forfølgelse, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2016/16/LRN
Nævnet stadfæstede i april 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt deres seks børn fra Irak. Flygtningenævnet udtalte: ”Flygtningenævnet bemærker først, at det er ubestridt, at klagernes opholdstilladelse som flygtninge ifølge loven bortfaldt 1 år efter klagerne repatrierede til Irak, d.v.s. [i foråret 2010]. Spørgsmålet for Flygtningenævnet er, om der er grundlag for i medfør af udlændingelovens § 17, stk. 3, at bestemme, at opholdstilladelsen ikke skal anses for bortfaldet. Ifølge lovteksten kan dette ”dog efter ansøgning bestemmes”. I bemærkningerne i lovforslaget til bestemmelsen anførtes: ”Bestemmelsen svarer til betænkningsudkastets § 13. Der henvises til betænkningen, side 153.” Betænkningsudkastets § 13 havde følgende ordlyd: ”Det kan bestemmes, at en tilladelse ikke skal anses for bortfaldet, hvis udlændingen har bevaret en væsentlig tilknytning til landet, eller når andre særlige grunde taler derfor.” Betænkningen (968/1982) indeholder side 153-54 følgende: ”Bestemmelsen i udkastets § 13, stk. 1, 2. pkt. om bortfald af opholdstilladelse efter mere end seks måneders ophold udenfor landet har reglen i rådsdirektiv 68/360, art. 6, pkt. 2, som forbillede. Efter denne regel berøres et EF-opholdsbevis’ gyldighed af ikke af afbrydelser i opholdet med en varighed på ikke over seks på hinanden følgende måneder eller af fravær på grund af værnepligt. Siden 1973 har der i udlændingebekendtgørelserne været bestemmelser om, at seks måneders ophold udenfor landet medfører bortfald af opholdstilladelsen. Reglen svarer til praksis i flere andre europæiske lande. I de situationer, hvor perioden på seks måneder vil være utilfredsstillende kort, jfr. f.eks. de tilfælde, der nævnes i ”Indvandrernes forslag til løsning af deres problemer i Danmark” side 84 (se bilag 9), vil der i almindelighed kunne dispenseres i medfør af bestemmelsen i stk. 2, hvori det bestemmes, at en tilladelse ikke skal anses for bortfaldet, hvis udlændingen har bevaret en væsentlig tilknytning til landet, eller når andre særlige grunde taler derfor. Denne regel har været anvendt i tilfælde, hvor det er godtgjort, at udlændingen har haft til hensigt at vende tilbage til Danmark inden seks måneder, men er blevet forhindret i at rejse hertil på grund af sygdom eller visse andre uforudsete hindringer. Man har endvidere anvendt den i tilfælde, hvor udlændingen før udrejsen har henvendt sig til udlændingemyndighederne og ansøgt om bevarelse af opholdstilladelsen, uanset at opholdet i udlandet forventet at ville vare mere end 6 måneder, f.eks. med henblik på uddannelse, midlertidig forflyttelse og andre midlertidige arbejdsforhold. Bestemmelsen muliggør også, at en udlænding med væsentlige tilknytning her til landet vil kunne få en forlænget frist til at tage stilling til spørgsmålet om varig tilbagevenden til hjemlandet eller bosættelse i et andet land.” Mulighederne for at vende tilbage til Danmark er senere ændret således, at repatrieringsfristen er forlænget til 1 år med mulighed for at søge forlængelse heraf med yderligere 1 år. Klagerne har været inviteret til Danmark, idet den mandlige klager havde tolket blandt andet for de danske styrker, og klagerne opholdt sig i Danmark i knapt to år fra [sommeren 2007] til udrejsen [i foråret 2009], hvor de repatrierede til Irak. Klagerne søgte [i foråret 2011] om, at opholdstilladelsen ikke skulle anses for bortfaldet. Udlændingestyrelsen imødekom ansøgningen, og der blev udstedt laissez passer til klagerne, men de udnyttede ikke denne. Udlændingestyrelsen inddrog derfor tilladelsen [senere i foråret 2011]. Klagerne søgte herefter på ny tilladelse til at rejse til Danmark i sommeren 2014. Klagerne har udover den mandlige klagers fætter ikke nogen tilknytning her til landet. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at klagerne har væsentlig tilknytning til Danmark, eller at der foreligger sådanne særlige grunde, at der er grundlag for at ændre Udlændingestyrelsens afgørelse. Flygtningenævnet finder ikke, at den mandlige klagers oplysning om, at han på ambassaden havde fået oplysning om, at han selv skulle skaffe sig bolig ved en fornyet indrejse i Danmark, kan føre til et andet resultat. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” irak/2016/14
Nævnet stadfæstede i april 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt fire børn fra Irak. Flygtningenævnet udtalte: ”Flygtningenævnet bemærker først, at det er ubestridt, at klagernes opholdstilladelse som flygtninge ifølge loven bortfaldt 1 år efter klagerne repatrierede til Irak, d.v.s. [i foråret 2009]. Spørgsmålet for Flygtningenævnet er, om der er grundlag for i medfør af udlændingelovens § 17, stk. 3, at bestemme, at opholdstilladelsen ikke skal anses for bortfaldet. Ifølge lovteksten kan dette ”dog efter ansøgning bestemmes”. I bemærkningerne i lovforslaget til bestemmelsen anførtes: ”Bestemmelsen svarer til betænkningsudkastets § 13. Der henvises til betænkningen, side 153.” Betænkningsudkastets § 13 havde følgende ordlyd: ”Det kan bestemmes, at en tilladelse ikke skal anses for bortfaldet, hvis udlændingen har bevaret en væsentlig tilknytning til landet, eller når andre særlige grunde taler derfor.” Betænkningen (968/1982) indeholder side 153-54 følgende: ”Bestemmelsen i udkastets § 13, stk. 1, 2. pkt. om bortfald af opholdstilladelse efter mere end seks måneders ophold udenfor landet har reglen i rådsdirektiv 68/360, art. 6, pkt. 2, som forbillede. Efter denne regel berøres et EF-opholdsbevis’ gyldighed af ikke af afbrydelser i opholdet med en varighed på ikke over seks på hinanden følgende måneder eller af fravær på grund af værnepligt. Siden 1973 har der i udlændingebekendtgørelserne været bestemmelser om, at seks måneders ophold udenfor landet medfører bortfald af opholdstilladelsen. Reglen svarer til praksis i flere andre europæiske lande. I de situationer, hvor perioden på seks måneder vil være utilfredsstillende kort, jfr. f.eks. de tilfælde, der nævnes i ”Indvandrernes forslag til løsning af deres problemer i Danmark” side 84 (se bilag 9), vil der i almindelighed kunne dispenseres i medfør af bestemmelsen i stk. 2, hvori det bestemmes, at en tilladelse ikke skal anses for bortfaldet, hvis udlændingen har bevaret en væsentlig tilknytning til landet, eller når andre særlige grunde taler derfor. Denne regel har været anvendt i tilfælde, hvor det er godtgjort, at udlændingen har haft til hensigt at vende tilbage til Danmark inden seks måneder, men er blevet forhindret i at rejse hertil på grund af sygdom eller visse andre uforudsete hindringer. Man har endvidere anvendt den i tilfælde, hvor udlændingen før udrejsen har henvendt sig til udlændingemyndighederne og ansøgt om bevarelse af opholdstilladelsen, uanset at opholdet i udlandet forventet at ville vare mere end 6 måneder, f.eks. med henblik på uddannelse, midlertidig forflyttelse og andre midlertidige arbejdsforhold. Bestemmelsen muliggør også, at en udlænding med væsentlige tilknytning her til landet vil kunne få en forlænget frist til at tage stilling til spørgsmålet om varig tilbagevenden til hjemlandet eller bosættelse i et andet land.” Mulighederne for at vende tilbage til Danmark er senere ændret således, at repatrieringsfristen er forlænget til 1 år med mulighed for at søge forlængelse heraf med yderligere 1 år. Klagerne har været inviteret til Danmark, idet den mandlige klager havde tolket blandt andet for de danske styrker, og klagerne opholdt sig i Danmark i ca. 8 måneder fra den [efteråret 2007] til udrejsen den [foråret 2008], hvor de repatrierede til Irak. Klagerne søgte først tilladelse til på ny at rejse til Danmark i sommeren 2014. Klagerne har ikke i øvrigt nogen tilknytning her til landet. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at klagerne har væsentlig tilknytning til Danmark, eller at der foreligger sådanne særlige grunde, at der er grundlag for at ændre Udlændingestyrelsens afgørelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2016/13/STA
Nævnet stadfæstede i april 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt et barn fra Irak. Indrejst i 2007. Flygtningenævnet udtalte: ”Udlændingestyrelsen meddelte [i slutningen af] 2007 klagerne opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Klagerne bekræftede under deres samtaler med Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2015, at de havde holdt ferie i Irak [i sommeren] 2015. Den mandlige klager oplyste endvidere, at han havde afgivet et konstrueret asylmotiv under den oprindelige asylbehandling, idet han blandt andet under asylsagsbehandlingen havde oplyst, at han havde modtaget konkrete trusselsbreve inden udrejsen af Irak som følge af hans arbejde som tolk i perioden 2003 til 2005 i kortere tidsrum for vestlige styrker, herunder danske, men at dette ikke var tilfældet. [I slutningen af] 2015 besluttede Udlændingestyrelsen, at klagernes opholdstilladelser efter udlændingelovens § 7, stk. 2, kunne inddrages, jf. 19, stk. 2, nr. 1 (inddragelse af opholdstilladelse opnået ved svig), og henviste i afgørelsen samtidig til, at der ikke gjorde sig sådanne hensyn gældende, som er omtalt i udlændingelovens § 26, stk. 1. Flygtningenævnet lægger til grund, at klagerne, der er henholdsvis 36 og 32 år gamle, begge er fysisk sunde og raske. Nævnet lægger endvidere vægt på, at klagerne under nævnsbehandlingen ikke har henvist til konkrete forhold, der vil gøre det vanskeligt for dem at vende tilbage til Irak, men alene har henvist til, at de økonomiske vilkår for fortsat ophold i Danmark var afgørende for, at de ikke ønskede at vende tilbage til hjemlandet. Det lægges samtidig til grund, at klagerne opnåede asyl i Danmark i 2007 på et svigagtigt grundlag. Nævnet finder herefter, at betingelserne for at inddrage klagernes opholdstilladelser efter § 19, stk. 2, nr. 1, er opfyldt. Flygtningenævnet lægger vægt på, at klagerne har en meget ringe tilknytning til det danske samfund, hvilket blandt andet kommer til udtryk ved, at de efter mange års ophold i Danmark kun i meget begrænset omfang forstår og taler dansk men derimod anvender arabisk som familiens daglige sprog. Yderligere lægger nævnet vægt på, at klagerne ikke har familiemæssig tilknytning til herboende personer men efter det oplyste er nært knyttet til familien i Irak. Yderligere lægger nævnet vægt på, at alene den mandlige klager har haft en kortere tilknytning til det danske arbejdsmarked af indtil halvandet års varighed som frisør. Herefter finder nævnet ikke, at det kan anses for uproportionalt at inddrage klagernes opholdstilladelser. Nævnet bemærker i denne sammenhæng, at nævnet har lagt vægt på, at opholdstilladelserne er opnået ved svig i forbindelse med den afvejning, som nævnet har foretaget ved vurderingen af de kriterier, der er anført i udlændingelovens § 26, stk. 1. Ved vurderingen har nævnet taget hensyn til familiens enhed og barnets tarv. Det er således indgået i nævnets vurdering, at klagernes ældste søn på indrejsetidspunktet var to år og i dag er 11 år, ligesom det er indgået i nævnets vurdering, at de to mindre børn på henholdsvis syv og fire år er født i Danmark. Dette skal efter nævnets vurdering sammenholdes med, at børnene er i stand til at begå sig på arabisk, og at det efter de foreliggende oplysninger ikke vurderes at være udsigt til, at børnene i hjemmet vil kunne opnå støtte til en succesfuld integration i Danmark. På den baggrund er det nævnets vurdering, at forholdene i relation til klagernes børn ikke kan føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2016/12/LAJ
Nævnet stadfæstede i marts 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i første gang i 2003 og igen i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er sunni-muslim af trosretning fra Kirkuk, Kirkuk, Irak. Ansøgerens fader er etnisk kurder og ansøgerens moder er etnisk araber. Ansøgeren har været medlem af Baath-partiet, fra han var 18-20 år gammel. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af de personer han frem til 2002 har videregivet oplysninger om og udsat for tortur. På grund af sit arbejde for Baath-partiet frygter ansøgeren ligeledes sin egen klan. Han frygter endvidere Islamisk Stat, kurderne og araberne, samt familien til den irakiske kvinde, som han i giftede sig med i Sverige i 2010. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han som ung blev medlem af Baath-partiet. Han var tilknyttet partiets afdeling nr. 1 i Kirkuk. Hans arbejde for partiet bestod af indsamling af informationer om personer, der var imod styret. Senere blev det en del ansøgerens opgaver at udsætte partiets fanger for tortur. Ansøgeren har selv to gange været tilbageholdt og afhørt af partiet. Første gang dette skete var i 1995 og årsagen var, at ansøgeren af frygt for sin egen sikkerhed nægtede at følge en ordre om at indsamle informationer i Sulaymaniye. Anden gang var i 1997, og årsagen var, at ansøgeren nægtede at slå partiets fanger ihjel. I forbindelse med den sidste tilbageholdelse, der varede i tre måneder, blev ansøgeren selv udsat for tortur. Efter frigivelsen fortsatte ansøgeren med at udføre opgaver for partiet. Ansøgeren besluttede sig i 2002 for at udrejse, da han modtog dødstrusler fra de personer, han havde videregivet information om eller udsat for tortur. Ansøgeren modtog trusselsbreve og en kuvert med en patron. Han modtog også trusler fra sin egen klan. Ansøgeren har under nævnsmødet endvidere til støtte for sit asylmotiv anført, at han i Sverige i 2010 giftede sig med en irakisk kvinde, uden at have opnået ægtefællens families tilladelse. Denne ægtefælle har stadig familie i Irak, og de vil hævne sig på ansøgeren, der i Irak ikke vil kunne opnå myndighedernes beskyttelse. Flygtningenævnet kan ikke lægge nogen del af ansøgers forklaring om asylmotivet til grund, idet forklaringen fremstår overordentligt utroværdig og konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har således forklaret udbyggende og divergerende, herunder i forhold den forklaring som ansøgeren afgav, da hans ansøgning blev behandlet af de danske udlændingemyndigheder i 2003 og 2004, og i forhold til de forklaringer ansøgeren har afgivet over for de svenske og finske udlændingemyndigheder. Ansøgeren søgte første gang asyl i Danmark i [starten af] 2003. Ansøgeren har under dagens nævnsmøde forklaret, at han ikke siden har været tilbage i hjemlandet. Ansøgeren fik afslag på asyl i Danmark [i slutningen af] 2004. Det fremgår af indhentede oplysninger, at ansøgeren over for de svenske udlændingemyndigheder [i efteråret] 2009 identificerede sig ved hjælp af et nyt irakisk pas, og at ansøgeren forklarede, at han havde været i Irak i [foråret] 2006. I 2012 søgte ansøgeren asyl i Finland. I ansøgningsskemaet oplyste ansøgeren, at han havde forlad Kirkuk i [foråret] 2012, og at han 4-5 år tidligere havde indgået ægteskab med en irakisk kvinde, der fortsat opholdt sig i Kirkuk sammen med en søn, som parret havde fået i 2008. I september 2014 blev ansøgeren overført til Danmark, men samme dag tog ansøgeren til Sverige, hvor han søgte asyl. [I efteråret] 2014 oplyste ansøgeren overfor de svenske myndigheder, at han i perioden 2010 til 2012 havde opholdt sig i Kirkuk i cirka 1 år og 6 måneder. Under samtalen med udlændingestyrelsen [i slutningen af] 2015 blev ansøgeren foreholdt, at det af de finske akter fremgik, at ansøgeren var blevet gift i Kirkuk i 2008/2009. Ansøgeren forklarede, at han havde været tilbage i Irak, men at han ikke var blevet gift eller havde fået en søn. Lidt senere i samme samtale forklarede ansøgeren, at han ikke har været tilbage i Irak. Ansøgeren er under nævnsmødet blevet foreholdt disse oplysninger og har forklaret, at han ikke har været tilbage i hjemlandet, og at forklaringerne herom har været opfundet til lejligheden. Nævnet finder, at dette på afgørende måde afsvækker ansøgerens troværdighed. Da ansøgeren i 2003 søgte asyl i Danmark henviste han som asylmotiv til, at han havde arbejdet som meddeler for Baath-partiet, og at han ved udrejsen fra Irak mest frygtede myndighederne, samt at han endvidere frygtede hævn fra de personer, som han havde skadet som meddeler. Ansøgeren forklarede på det tidspunkt, at han flygtede fra Irak i 2002, fordi han var træt af det hele, og fordi han var bange for Baath-partiet og for de trusler, han fik fra folk. I forbindelse med den igangværende sag har ansøgeren på ny henvist til det arbejde han frem til 2002 udførte for partiet. Ansøgeren har imidlertid på væsentlige områder forklaret udbyggende, idet han nu forklarer, at han ud over at være meddeler også torturerede partiets fanger. Ansøgeren har endvidere forklaret udbyggende omkring de trusler som efter ansøgerens forklaring ledte til flugten i 2002. I forbindelse med nærværende sag har ansøgeren forklaret, at han modtog trusselsbreve og har udbyggende forklaret, at et af disse breve indeholdt en patron. Ansøgeren har yderligere udbyggende forklaret, at han på grund af sit arbejde for partiet modtog trusler fra sin egen klan. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om antallet af tilbageholdelser i Irak og udbyggende om årsagen til tilbageholdelsen i 1997. I 2003 forklarede ansøgeren således, at han var tilbageholdt to gange, og at den sidste tilbageholdelse i 1997 skyldtes, at ansøgeren nægtede at rejse til Suleymania for at udføre opgaver for partiet. Under asylsamtalen [i slutningen af] 2015 forklarede ansøgeren, at han kun var tilbageholdt en gang, og at dette skete i 1997, fordi ansøgeren nægtede at dræbe en fange. Under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at han var tilbageholdt i såvel 1995 og i 1997 og at tilbageholdelsen i 1997 skyldtes, at ansøgeren nægtede at dræbe fanger. Ansøgeren har endvidere udbyggende under nævnsmødet forklaret, at han frygter hævn fra slægtninge til den irakiske kvinde, som ansøgeren giftede sig med i 2010. Da ansøgerens forklaring om asylmotivet i det hele kan forkastes som utroværdig finder nævnet ikke, at der er grundlag for at udsætte sagen på en torturundersøgelse. Ansøgeren har siden 2003 forklaret, at han på faderens side er af kurdisk afstamning, at han er sunni-muslim og stammer fra byen Kirkuk. Dele af Kirkuk-provinsen er under ISIS´s kontrol. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger har Islamisk Stat ikke kontrol med byen Kirkuk, idet byen efter baggrundsoplysningerne er under PUK´s kontrol. Flygtningenævnet finder på den baggrund ikke, at de generelle forhold i Kirkuk er af en sådan karakter, at ansøgeren risikerer overgreb i strid med artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention alene som følge af sin blotte tilstedeværelse i Kirkuk. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Irak. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2016/11/LAJ
Nævnet stadfæstede i marts 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst første gang i 2003 og igen i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er sunni-muslim af trosretning fra Kirkuk, Kirkuk, Irak. Ansøgerens fader er etnisk kurder og ansøgerens moder er etnisk araber. Ansøgeren har været medlem af Baath-partiet, fra han var 18-20 år gammel. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af de personer han frem til 2002 har videregivet oplysninger om og udsat for tortur. På grund af sit arbejde for Baath-partiet frygter ansøgeren ligeledes sin egen klan. Han frygter endvidere Islamisk Stat, kurderne og araberne, samt familien til den irakiske kvinde, som han i giftede sig med i Sverige i 2010. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han som ung blev medlem af Baath-partiet. Han var tilknyttet partiets afdeling nr. 1 i Kirkuk. Hans arbejde for partiet bestod af indsamling af informationer om personer, der var imod styret. Senere blev det en del ansøgerens opgaver at udsætte partiets fanger for tortur. Ansøgeren har selv to gange været tilbageholdt og afhørt af partiet. Første gang dette skete var i 1995 og årsagen var, at ansøgeren af frygt for sin egen sikkerhed nægtede at følge en ordre om at indsamle informationer i Sulaymaniye. Anden gang var i 1997, og årsagen var, at ansøgeren nægtede at slå partiets fanger ihjel. I forbindelse med den sidste tilbageholdelse, der varede i tre måneder, blev ansøgeren selv udsat for tortur. Efter frigivelsen fortsatte ansøgeren med at udføre opgaver for partiet. Ansøgeren besluttede sig i 2002 for at udrejse, da han modtog dødstrusler fra de personer, han havde videregivet information om eller udsat for tortur. Ansøgeren modtog trusselsbreve og en kuvert med en patron. Han modtog også trusler fra sin egen klan. Ansøgeren har under nævnsmødet endvidere til støtte for sit asylmotiv anført, at han i Sverige i 2010 giftede sig med en irakisk kvinde, uden at have opnået ægtefællens families tilladelse. Denne ægtefælle har stadig familie i Irak, og de vil hævne sig på ansøgeren, der i Irak ikke vil kunne opnå myndighedernes beskyttelse. Flygtningenævnet kan ikke lægge nogen del af ansøgers forklaring om asylmotivet til grund, idet forklaringen fremstår overordentligt utroværdig og konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har således forklaret udbyggende og divergerende, herunder i forhold den forklaring som ansøgeren afgav, da hans ansøgning blev behandlet af de danske udlændingemyndigheder i 2003 og 2004, og i forhold til de forklaringer ansøgeren har afgivet over for de svenske og finske udlændingemyndigheder. Ansøgeren søgte første gang asyl i Danmark i [starten af] 2003. Ansøgeren har under dagens nævnsmøde forklaret, at han ikke siden har været tilbage i hjemlandet. Ansøgeren fik afslag på asyl i Danmark [i slutningen af] 2004. Det fremgår af indhentede oplysninger, at ansøgeren over for de svenske udlændingemyndigheder [i efteråret] 2009 identificerede sig ved hjælp af et nyt irakisk pas, og at ansøgeren forklarede, at han havde været i Irak i [foråret] 2006. I 2012 søgte ansøgeren asyl i Finland. I ansøgningsskemaet oplyste ansøgeren, at han havde forlad Kirkuk i [foråret] 2012, og at han 4-5 år tidligere havde indgået ægteskab med en irakisk kvinde, der fortsat opholdt sig i Kirkuk sammen med en søn, som parret havde fået i 2008. I september 2014 blev ansøgeren overført til Danmark, men samme dag tog ansøgeren til Sverige, hvor han søgte asyl. [I efteråret] 2014 oplyste ansøgeren overfor de svenske myndigheder, at han i perioden 2010 til 2012 havde opholdt sig i Kirkuk i cirka 1 år og 6 måneder. Under samtalen med udlændingestyrelsen [i slutningen af] 2015 blev ansøgeren foreholdt, at det af de finske akter fremgik, at ansøgeren var blevet gift i Kirkuk i 2008/2009. Ansøgeren forklarede, at han havde været tilbage i Irak, men at han ikke var blevet gift eller havde fået en søn. Lidt senere i samme samtale forklarede ansøgeren, at han ikke har været tilbage i Irak. Ansøgeren er under nævnsmødet blevet foreholdt disse oplysninger og har forklaret, at han ikke har været tilbage i hjemlandet, og at forklaringerne herom har været opfundet til lejligheden. Nævnet finder, at dette på afgørende måde afsvækker ansøgerens troværdighed. Da ansøgeren i 2003 søgte asyl i Danmark henviste han som asylmotiv til, at han havde arbejdet som meddeler for Baath-partiet, og at han ved udrejsen fra Irak mest frygtede myndighederne, samt at han endvidere frygtede hævn fra de personer, som han havde skadet som meddeler. Ansøgeren forklarede på det tidspunkt, at han flygtede fra Irak i 2002, fordi han var træt af det hele, og fordi han var bange for Baath-partiet og for de trusler, han fik fra folk. I forbindelse med den igangværende sag har ansøgeren på ny henvist til det arbejde han frem til 2002 udførte for partiet. Ansøgeren har imidlertid på væsentlige områder forklaret udbyggende, idet han nu forklarer, at han ud over at være meddeler også torturerede partiets fanger. Ansøgeren har endvidere forklaret udbyggende omkring de trusler som efter ansøgerens forklaring ledte til flugten i 2002. I forbindelse med nærværende sag har ansøgeren forklaret, at han modtog trusselsbreve og har udbyggende forklaret, at et af disse breve indeholdt en patron. Ansøgeren har yderligere udbyggende forklaret, at han på grund af sit arbejde for partiet modtog trusler fra sin egen klan. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om antallet af tilbageholdelser i Irak og udbyggende om årsagen til tilbageholdelsen i 1997. I 2003 forklarede ansøgeren således, at han var tilbageholdt to gange, og at den sidste tilbageholdelse i 1997 skyldtes, at ansøgeren nægtede at rejse til Suleymania for at udføre opgaver for partiet. Under asylsamtalen [i slutningen af] 2015 forklarede ansøgeren, at han kun var tilbageholdt en gang, og at dette skete i 1997, fordi ansøgeren nægtede at dræbe en fange. Under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at han var tilbageholdt i såvel 1995 og i 1997 og at tilbageholdelsen i 1997 skyldtes, at ansøgeren nægtede at dræbe fanger. Ansøgeren har endvidere udbyggende under nævnsmødet forklaret, at han frygter hævn fra slægtninge til den irakiske kvinde, som ansøgeren giftede sig med i 2010. Da ansøgerens forklaring om asylmotivet i det hele kan forkastes som utroværdig finder nævnet ikke, at der er grundlag for at udsætte sagen på en torturundersøgelse. Ansøgeren har siden 2003 forklaret, at han på faderens side er af kurdisk afstamning, at han er sunni-muslim og stammer fra byen Kirkuk. Dele af Kirkuk-provinsen er under ISIS´s kontrol. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger har Islamisk Stat ikke kontrol med byen Kirkuk, idet byen efter baggrundsoplysningerne er under PUK´s kontrol. Flygtningenævnet finder på den baggrund ikke, at de generelle forhold i Kirkuk er af en sådan karakter, at ansøgeren risikerer overgreb i strid med artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention alene som følge af sin blotte tilstedeværelse i Kirkuk. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Irak. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2016/11/LAJ
Nævnet stadfæstede i marts 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og shia-muslim af trosretning fra Bagdad, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive dræbt af Asseb al-Haq militsen, idet han nægtede at samarbejde med dem. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at en person ved navn [H] fra Asseb al-Haq militsen henvendte sig til ham i [sommeren] 2014 og bad ham om at indhente oplysninger om sunni-muslimer til Asseb al-Haq. Ansøgeren nægtede at gøre dette, og [H] forlod stedet. To til tre dage senere henvendte [H] sig igen til ansøgeren og bad ham om at samarbejde med dem. Ansøgeren nægtede fortsat, og [H] gik fra stedet. To til tre dage senere kørte ansøgeren en kunde til et kvarter, som hedder [K]. Da de ankom til stedet, blev ansøgeren slået bevidstløs, og han vågnede senere i et rum, hvor otte medlemmer af Asseb al-Haq befandt sig. Ansøgeren var tilbageholdt i fire dage, fordi han havde nægtet at samarbejde med Asseb al-Haq. Den fjerde dag, ansøgeren var tilbageholdt, udbrød der skyderier imellem Asseb al-Haq og andre militser, hvorfor ansøgeren blev efterladt uden opsyn. Ansøgeren flygtede hen til sin søster. Ansøgerens søster fortalte ham, at Asseb al-Haq havde ledt efter ansøgeren på ansøgerens forældres bopæl, og at forældrene og de øvrige søskende derfor var flygtet fra bopælen. Ansøgeren opholdte sig i fire dage hos sin søster, hvorefter han udrejste med fly fra Bagdad til Tyrkiet. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Selvom nævnet kan anerkende, at ansøgeren som shia-muslim, som opvokset i et sunni domineret område og med et arbejde som taxachauffør, kunne være interessant som informant, findes det usandsynligt, at en stor og velorganiseret milits skulle bruge betydelige ressourcer på en uvillig person, der ikke har nogen særlig viden eller adgang til særlige informationer. Nævnet finder det endvidere usandsynligt, at en fange hos en velorganiseret og veltrænet milits skulle lades alene med en ulåst dør, således at flugten kunne finde sted som forklaret. Endelig finder nævnet det usandsynligt, at hverken ansøgerens søster, som han boede hos i fire dage forud for flugten, eller hans broder, der bor i Sverige, vil give ham oplysninger om, hvor hans familie befinder sig, eller hvordan de har det. Nævnet bemærker, at ansøgerens forklaring under mødet var unuanceret og ikke fremstod som selvoplevet. Nævnet finder således, at det forklarede asylmotiv usandsynligt og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet finder det herefter ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet skulle være i konkret og individuel risiko for forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2016/10/MVI
Nævnet stadfæstede i januar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim fra Bakuba i Diyala-provinsen, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter at blive dræbt af shia-militsen Badr, idet ansøgeren har anmeldt dem til politiet for drabet på hans broder [A]. Endvidere har ansøgeren henvist til de generelle forhold, herunder frygten for at blive udsat for indbrud af shia-muslimske grupper, ligesom ansøgeren frygter at blive tvangshvervet af shia-muslimske militser. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren anført, at hans problemer begyndte, da hans broder [A] [i efteråret] 2014 om formiddagen blev dræbt af shia-militsen Badr på gaden i Bagdad. Ansøgeren anmeldte samme dag drabet til politiet og forblev herefter hjemme for at sørge sammen med sin familie. [Nogle dage efter] tog ansøgeren til Bagdad, idet han ikke følte sig tryg derhjemme. Om aftenen ringede ansøgerens fader til ham for at advare ham imod at komme hjem, idet familien var blevet opsøgt af Badr på deres bopæl. Badr havde spurgt efter ansøgeren, idet de vidste, at han havde anmeldt dem til politiet. De havde endvidere udøvet hærværk og slået ansøgerens moder. Ansøgeren tog [efter tre dage] til Dohuk, hvorfra han [dagen efter] udrejste af Irak til Tyrkiet. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet han har forklaret udbyggende og divergerende på en række centrale punkter, hvorfor forklaringen forekommer konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har således i asylsamtalen den [dato] udbygget sin forklaring i forhold til oplysnings- og motivsamtalen med hensyn til, at han var med til at finde broderens lig på gaden i Bagdad og få det bragt til retsmedicinsk institut og med hensyn til, at Badr militsen ud over den første henvendelse den [dato] yderligere tre gange har opsøgt hans familie og fremsat trusler om at dræbe ham. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende med hensyn til, om det var lægen på retsmedicinsk institut, der opfordrede ham til at anmelde Badr militsen til politiet eller ej, hvem det var, der sammen med ham tog til Bagdad for at hente hans afdøde broder, om broderens lig blev bragt til retsmedicinsk institut i en politibil eller en ambulance, og om dødsattesten blev udleveret før eller efter, at ansøgeren blev kørt til politistationen med henblik på afhøring. Ansøgerens forklaring om det tidsmæssige forløb af hændelserne har været præget af en lang række divergenser blandt andet med hensyn til, om drabet skete om formiddagen eller eftermiddagen, og hvornår ansøgeren ankom og tog af sted fra Bagdad. Nævnet skal i den forbindelse fremhæve, at ansøgeren i asylsamtalen den [dato] forklarede, at familien blev ringet op angående drabet omkring kl. 11:00, og at han ca. klokken 13:00 kom frem til det område i byen, hvor brorens lig lå på gaden, hvilket ikke passer med dødsattestens angivelse af dødstidspunktet som: ”klokken et eftermiddag”. Ansøgeren har ikke været i stand til at give en rimelig forklaring på divergenserne, og nævnet kan ikke lægge til grund, at de skyldes tolkeproblemer. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke har gjort opmærksom på, at der skulle have været problemer med at forstå tolken, og at han har underskrevet samtalereferatet fra oplysnings- og motivsamtalen uden indsigelser, ligesom han i starten af den efterfølgende asylsamtale kom med enkelte rettelser til referatet af oplysnings- og motivsamtalen med hensyn til længden af sit ophold i [to europæiske lande] uden at gøre opmærksom på, at referatet også på andre punkter var behæftet med fejl. Nævnet skal videre bemærke, at det alene beror på ansøgerens formodning, at han ved en tilbagevenden vil være i risiko for at blive tvangshvervet til shiitske miltser, idet han aldrig har været udsat for sådanne forsøg, og at det i øvrigt forekommer særdeles usandsynligt, at en shiamuslimsk milits ønsker at hverve en sunnimuslimsk ung mand. Nævnet skal endelig bemærke, at den generelle situation for sunnimuslimer fra Diyala-provinsen ikke i sig selv kan begrunde asyl. Sammenfattende finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2016/1/LHA
Nævnet stadfæstede i august 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsbor-ger af ukendt nationalitet. Indrejst i 2004. Ansøgeren er etnisk araber og ateist. Ansøger har til de danske myndigheder oplyst at være født i Irak, men opvokset i Algeriet. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse forenin-ger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ikke ønsker at vende tilbage til Irak, idet han ikke har noget netværk i landet. Ansøgeren har videre henvist til, at han ved en tilbagevenden til Algeriet frygter at blive slået ihjel af de terrorister, der tilbageholdt ham og udsatte ham for overgreb i perioden 1992 til 2003. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han er født den […] i […], Irak. Ansøgeren flyttede med sine foræl-dre til Algeriet, da han var fem eller seks år. Han formoder, at hans forældre rejste til Algeriet, fordi hans fader var politisk forfulgt i Irak. Da ansøgeren var omkring 13 til 14 år, blev hans forældre slået ihjel i Algeriet. Ansøgeren formoder, at det var terrorister fra den algeriske stat, der slog hans forældre ihjel. Derefter blev ansøgeren hyret til at passe får i bjergene uden for […]. I 1992 stjal ukendte terrorister alle fårene og tilbageholdt ansøgeren i en grotte i en skov i bjergene. I 2003 stjal ansøgeren omkring 5000 til 10.000 dollars fra terroristerne og flygtede til byen […], hvorfra han i 2004 udrejste til Belgien, hvor han søgte asyl. Flygtningenævnet har ikke fundet grundlag for at behandle sagen på mundtligt nævnsmøde, jf. udlændingelovens §§ 53, stk. 8, og 56, stk. 3. Flygt-ningenævnet finder ikke, at ansøgeren har dokumenteret eller på anden måde sandsynliggjort sin identitet og nationalitet overfor de danske myndigheder. Efter udlændingelovens § 40, stk. 1, påhviler det en asylansøger at meddele de oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af, om en opholdstilladelse i henhold til loven kan gives. Det følger heraf, at en udlænding, der søger om op-holdstilladelse efter udlændingelovens § 7, må sandsynliggøre den identitet og det asylgrundlag, som denne påberåber sig. Ansøgeren har forklaret divergerende om sin identitet og nationalitet, idet han til de danske udlændingemyndigheder har forklaret, at hans navn er […], at han er født den […], og at han er fra […] i Irak, mens han over for de belgiske udlændingemyndigheder i 2004 og de tyske udlændingemyndigheder i 2004 og 2010 har oplyst, at hans navn er […], at han er født den […], at han er fra […] i Algeriet, og at han er algerisk statsborger. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet er i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Nævnet finder i det hele at måtte afvise ansøgerens forklaring vedrørende tilbageholdelsen af terrorister i perioden 1992 til 2003 i Algeriet, idet denne forklaring forekommer utroværdig og konstrueret. Nævnet har herved lagt vægt på, at klageren har afgivet divergerende forklaringer vedrørende sit asylmotiv til samtaler med de danske myndigheder i hen-holdsvis 2004, 2010, 2011, 2012 og 2014, herunder blandt andet om, hvor længe han var tilfangeta-get af terroristerne, hvem der tilbageholdt ham, hvor tilbageholdelsen fandt sted, og hvornår hans forældre afgik ved døden og af hvilke årsager. Ansøgeren har ikke oplyst om eventuelle asylbe-grundende forhold i Irak eller andre lande. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i konkret risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelo-vens § 7, stk. 1, eller at han vil være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlæn-dingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Irak/2015/9
Nævnet stadfæstede i august 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og muslim af trosretning fra […] Irak. Ansøgeren har som asylmotiv i forhold til Irak henvist til, at han ved en tilbagevenden frygter at blive slået ihjel af en milits grundet hans og hans faders tilknytning til det tidligere styre i Irak. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv i forhold til Irak henvist til, at han og hans familie blev truet af folk på gaden, fordi de var tilknyttet det tidligere styre i Irak. I […] 2009 blev han bortført i fem til seks dage. Omkring tre dage efter hans løsladelse kørte en bil forbi hans bopæl, og hvor der blev skudt samt kastet to håndgranater mod bopælen. I […] 2009 blev ansøgerens fader slået ihjel. Efterfølgende flyttede ansøgeren og hans familie til […], inden ansøgeren […] 2009 udrejste af Irak. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hans familie har modtaget tre trusselsbreve. Ansøgeren har som asylmotiv i forhold til Bulgarien henvist til, at han ikke ønsker at vende tilbage til Bulgarien på grund af de dårlige levevilkår. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv i forhold til Bulgarien henvist til, at han var nødsaget til at bo på gaden, og at han ikke modtog lægehjælp, ligesom han ikke kunne få hjælp fra de bulgarske myndigheder til at finde en bolig. Endvidere blev han udsat for flere voldelige overfald og røverier udført af sigøjnere. Han frygtede konstant for sit liv, fordi der var nazister og fremmedhad i landet. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring om asylmotivet ikke, at forklaringen kan lægges til grund. Forklaringen forekommer usandsynlig og fremstår divergerende på afgørende punkter. Det forekommer således usandsynligt, at ansøgeren er blevet kidnappet og bortført for derefter at blive løsladt med trussel om, at såfremt bortførerne på ny fik fat i ham, ”var han færdig”. Ansøgeren har hertil under oplysnings- og motivsamtalen […] forklaret, at hans moder betalte en løsesum på 4000 dollars, for at han kunne blive frigivet. Under asylsamtalen […] har ansøgeren derimod forklaret, at hans moder skulle betale over 2000 dollars for hans frigivelse. På nævnets spørgsmål om løsesummen har ansøgeren forklaret afglidende og upræcist om betalingen og har herunder oplyst, at løsesummen blev betalt over to gange. Ansøgeren har også forklaret divergerende og udbyggende om angrebet på familiens hus. Under oplysnings- og motivsamtalen har han forklaret, at kidnapperne tre dage efter hans frigivelse kom forbi og kastede håndgranater mod hjemmet. I den forbindelse faldt loftet ned og skadede ansøgerens broder. Under asylsamtalen har han udbyggende forklaret, at der under angrebet også blev skudt mod huset. Ansøgerens søster blev ramt af splinter fra vinduer, der var skudt i stykker, og ansøgerens moder mistede bevidstheden på grund af angst. Der var ikke andre, der kom til skade. For nævnet har ansøgeren oplyst, at ansøgerens bror og søster fik sår ved angrebet, dels fra granater og dels fra vinduesglas. Der er endvidere afgivet divergerende forklaringer om de modtagne trusselsbreve. Ansøgeren har således under asylsamtalen oplyst, at trusselsbrevene blev modtaget i 2009, i 2010 og i 2012. Senere under samtalen har ansøgeren derimod oplyst, at trusselsbrevene blev modtaget i 2010, i 2012 og i 2014. Flygtningenævnet anser det i øvrigt for utroværdigt, at hele ansøgerens familie skulle være efterstræbt på grund af faderens tilknytning til det tidligere regime. Der henses til, at ansøgerens moder, brødre og søstre ikke på noget tidspunkt har forladt Irak, og at de fortsat befinder sig i hjemlandet. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han risikerer overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse, idet nævnet i øvrigt ikke finder grundlag for at udsætte sagen som anført i en af ansøgerens påstande.” Irak/2015/6
Nævnet stadfæstede i juli 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2003. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og muslim af trosretning fra Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter urolighederne i landet, og at han ikke vil kunne få et ordentligt liv i sit hjemland. Ansøgeren frygter ved en tilbagevenden til Bulgarien, at han vil blive udsat for diskrimination. Ansøgeren har tidligere været udsat for et overfald i Bulgarien, og han frygter at vende tilbage, idet der er meget korruption i landet. Under nævnsmødet har ansøgeren yderligere som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive hvervet til den irakiske hær eller tvangsrekrutteret til ISIS. Flygtningenævnet finder ikke, at de af ansøgeren påberåbte asylmotiver kan føre til, at der meddeles ham asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller § 7, stk. 2. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren aldrig har haft konflikter med privatpersoner eller myndigheder i sit hjemland. Det forhold, at der er uroligheder i ansøgerens hjemland kan ikke føre til en ændret vurdering, ligesom den omstændighed, at ansøgeren ikke vurderer, at han kan få et ordentligt liv i Irak, kan føre til en anden vurdering, idet der er tale om socioøkonomiske forhold, som ikke falder ind under anvendelsesområdet for udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2015/5
Nævnet stadfæstede i juni 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra Erbil i det nordlige Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter at blive slået ihjel af Islamisk Stat/Daesh. Videre har ansøgeren henvist til, at han ikke ved, hvor han kan opholde sig i Irak, da han har mistet begge sine forældre. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren anført, at han og hans fader, der arbejdede for politiet, i [foråret 2014] blev udsat for en bilbombe, da de var på vej hjem i en civil politibil. Ansøgerens fader omkom, mens ansøgeren lå bevidstløs i 12 dage på hospitalet. Ansøgerens moder døde efterfølgende af hjertestop. Ansøgeren formoder, at det var Islamisk Stat, som stod bag angrebet. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af sin farbror, der var imod ansøgerens forhold til en kristen pige [A]. Ansøgeren har ikke set sin farbror siden 2011. [Medio 2014] udrejste ansøgeren af Irak. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren hverken har sandsynliggjort sin identitet eller nogen del af sit asylmotiv. Ansøgerens forklaring fremstår ikke selvoplevet, men utroværdig og konstrueret til lejligheden, idet forklaringen i væsentligt omfang divergerer i forhold til de oplysninger, som ansøgeren har givet til [andre europæiske asylmyndigheder]. Ansøgeren har til [andre europæiske aylmyndigheder] og Danmark oplyst tre forskellige fødesteder, han har afgivet divergerende forklaringer om sine opholdssteder i Irak, og han har ændret forklaring om sit navn og sin fødedato. Om sine forældres død har ansøgeren til [et europæisk lands asylmyndigheder ] oplyst, at hans far omkom i 1993, mens han til [et andet europæisk lands asylmyndigheder ] har oplyst, at begge hans forældre omkom i en bilulykke i 2012. Til Udlændingestyrelsen har ansøgeren oplyst, at hans far blev dræbt af en bilbombe i 2014, og at hans mor døde af hjertestop, da hun hørte herom. Om sit asylmotiv har ansøgeren til de hollandske myndigheder forklaret, at han blev tilbageholdt og mishandlet af sin farbror [B], da denne fandt ud af, at ansøgeren havde et forhold til en kristen pige. Til Udlændingestyrelsen har ansøgeren derimod forklaret, at han ikke har haft nogen konflikter med familiemedlemmer i sit hjemland, at han aldrig har været tilbageholdt, og at han aldrig har set sin farbror og ikke ved, hvor han bor. I nævnsmødet har ansøgeren gentaget forklaringen om en konflikt med sin farbror, dog nu benævnt [C], og tilføjet, at han også havde problemer med ham, da ansøgeren vendte tilbage til Irak fra [et europæisk land]. Ansøgerens forklaring om, at han ikke til [andre europæiske landes asylmyndigheder ] har givet de oplysninger, der fremgår af disse myndigheders akter, og som er i modstrid med det til Udlændingestyrelsen og nævnet oplyste, tilsidesætter Flygtningenævnet som utroværdig. De generelle forhold i og omkring Mosul kan ikke føre til, at ansøgeren meddeles asyl, allerede fordi det ikke kan lægges til grund, at ansøgeren stammer derfra. Sammenfattende finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at han vil være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Irak/2015/4
Nævnet stadfæstede i juni 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim af trosretning fra […] Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv i forhold til Irak henvist til, at han ved en tilbagevenden frygter at blive slået ihjel af repræsentanter fra den shia-muslimske milits Asa'ib Ahl al-Haq, som har slået hans fader og broder ihjel og tillige truet hans familie, fordi de er sunni-muslimer af trosretning. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv i forhold til Irak henvist til, at hans broder i 2011 på gaden i […] blev truet af nogle ukendte personer. De truede med at slå ansøgerens familie ihjel, såfremt de ikke forlod området. Efterfølgende blev ansøgerens broder slået ihjel på et marked. I […] 2011 modtog ansøgerens familie et trusselsbrev fra Asa'ib Ahl al-Haq. I brevet stod skrevet, at familien skulle forlade området, fordi de var sunni-muslimer af trosretning, som opholdt sig i et shia-muslimsk område. Omkring ti dage senere udrejste ansøgeren af Irak. Hans broder rejste til Mosul, mens hans forældre blev i […]. […] 2011 blev ansøgeren bekendt med, at hans fader dagen forinden var blevet slået ihjel af en militsgruppe, som var dukket op på familiens bopæl i […]. Ansøgeren formoder, at det var repræsentanter fra Asa'ib Ahel al-Haq, som slog hans fader ihjel. Efter sin udrejse af Irak har ansøgeren via sin moder og søskende modtaget informationer om, at personer har opsøgt familiens bopæl i […]. Ansøgeren har som asylmotiv i forhold til Bulgarien henvist til, at han ikke ønsker at vende tilbage på grund af de dårlige levevilkår. Udlændingestyrelsen har i sin afgørelse lagt til grund, at ansøgeren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet lægger denne afgørelse til grund og skal derfor alene tage stilling til, om Bulgarien kan tjene som ansøgerens første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4 (tidligere § 7, stk. 3). Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv i forhold til Bulgarien henvist til, at han ikke har mulighed for at anskaffe sig en bolig og et arbejde, og at befolkningen i Bulgarien er racister, hvorfor han føler sig diskrimineret. Endvidere har ansøgeren henvist til, at han flere gange har været udsat for racistiske overgreb, men at det bulgarske politi kom til stede, men derefter intet gjorde. Flygtningenævnets flertal finder, at Bulgarien, hvor ansøgeren har opnået beskyttelsesstatus, kan tjene som ansøgerens første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4 (tidligere § 7, stk. 3). Flertallet lægger i overensstemmelse med EMD’s praksis til grund, at ansøgeren kan indrejse i Bulgarien og lovligt opholde sig der, mens han ansøger om forlængelse af sin opholdstilladelse, der udløber […] 2015. Flertallet har lagt vægt på, at ansøgeren er en ung og arbejdsfør mand, som ifølge sine egen oplysninger ikke har helbredsmæssige eller andre særlige personlige problemer. Ansøgeren har efter at have opnået beskyttelsesstatus i Bulgarien ikke været udsat for overgreb fra de bulgarske myndigheders side. Ansøgeren har heller ikke været udsat for racistiske overgreb rettet specielt mod ham, og han har forklaret, at politiet kom til stede ved en episode af racistisk karakter. Ansøgeren har siden 2011 kunnet leve i Europa, herunder Bulgarien og har haft mulighed for at rejse til Sverige, Tyrkiet og Danmark, angiveligt med økonomisk hjælp fra sin søster i Tyrkiet. Efter de foreliggende oplysninger finder Flygtningenævnets flertal – i overensstemmelse med Flygtningenævnets praksis - i denne situation, at de socioøkonomiske forhold i Bulgarien efter omstændighederne må anses for tilstrækkelige til, at Bulgarien kan tjene som ansøgerens første asylland. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2015/3
Nævnet stadfæstede i december 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni muslim fra Nasiriyah i Sydirak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han i [foråret] 2004 blev ansat i det irakiske efterretningsvæsen. Han fik oplysninger fra seks informanter og skrev rapporter om korruption og terrorisme, der førte til mange anholdelser. [I slutningen af foråret] 2008 var ansøgeren med til at anholde en lokal shiamuslim med tilknytning til Al Mahdi militsen. Den pågældende, [navn], var mistænkt for at være ansvarlig for bilbomber i Bagdad. To shiamuslimske kolleger i efterretningsvæsenet med sympati for Al Mahdi militsen kritiserede ham for anholdelsen og sagde, at han ville komme til at fortryde det. Ansøgeren gik derefter straks under jorden og opholdt sig de næste par måneder hos sin bedstefader, som boede lidt uden for byen. Mens ansøgeren var hos bedstefaderen rettede henholdsvis Al Mahdi militsen, Al Dawa partiet og Badar gruppen henvendelse på hans bopæl og spurgte efter ham. Ansøgeren udrejste illegalt til Tyrkiet [i sommeren] 2008. Hans forældre og søskende flyttede til de Forenede Arabiske Emirater. Hans ægtefælle flyttede med parrets børn ind hos sine forældre i Nasiriyah, hvor hun stadig opholder sig uden problemer. Ansøgeren søgte i [efteråret] 2008 asyl i Bulgarien, hvor han fik beskyttelsesstatus. I 2012 fik han forlænget sin opholdstilladelse til [foråret] 2015. Ansøgeren forlod Bulgarien i [starten af] 2014. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte ansøgerens forklaring om, at han for adskillige år siden har arbejdet for det irakiske efterretningsvæsen samt at han i forbindelse med sit arbejde kan have været involveret i visse konflikter. Flygtningenævnet tilsidesætter imidlertid ansøgerens forklaring om den konkrete konflikt i [foråret] 2008, som er ansøgerens asylmotiv. Nævnet bemærker herved, at ansøgeren i Flygtningenævnet i det væsentlige har forklaret generelt om modsætningsforhold til omtalte grupper, militser og personer, og han har forklaret afglidende og vævende vedrørende en række opklarende spørgsmål, som ansøgeren er blevet stillet herom under nævnsmødet. Ansøgeren har ikke mindst svaret usikkert og utroværdigt på, hvorfra han har sin viden om, at de to kolleger skulle have stjålet hans rapporter, samt om hvorfra ansøgeren ved, at oplysninger fra rapporterne er blevet alment kendt og har ført til, at pågældende tre grupper, det irakiske efterretningsvæsen og den irakiske stat som sådan samt den almindelige lokale shiamuslimske befolkning er blevet hans fjender, og at han ved en tilbagevenden risikerer at blive slået ihjel. Ansøgerens forklaring om, at der blev rettet henvendelse på hans bopæl, mens han opholdt sig hos sin bedstefader kan ikke lægges til grund, idet ansøgerens forklaring til Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2014 må forstås således, at der blev rettet henvendelse på bopælen seks gange, mens ansøgeren til Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2014 forklarede, at der blev rettet henvendelse i alt fire gange. Under nævnsmødet har ansøgeren derimod forklaret, at hver af de tre grupper rettede henvendelse en gang. Flygtningenævnet tilsidesætter endvidere ansøgerens forklaring om, at ansøgerens chef senere blev slået ihjel på grund af ansøgerens forhold. Nævnet lægger ved denne vurdering vægt på, at ansøgeren ikke på overbevisende og konkret måde har kunnet begrunde, hvorfor det skulle forholde sig på den måde. Ansøgeren har desuden til Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2014 forklaret, at han blev oplyst om drabet på sin overordnede primo 2013. [I sommeren] 2015 forklarede ansøgeren til Udlændingestyrelsen, at han fik oplysningen primo 2009. I Flygtningenævnet forklarede ansøgeren, at han blev gjort bekendt med drabet primo 2010. Ansøgerens forklaring om, at han flere gange, også for nyligt, telefonisk fra tidligere kollega i efterretningsvæsenet har fået oplyst, at han er efterlyst, har tillige været præget af usikkerhed og manglende detaljer og nævnet tilsidesætter således også denne del af forklaringen. Ansøgerens forklaring om, at de irakiske myndigheder har foranlediget, at de bulgarske myndigheder i Bulgarien har chikaneret ansøgeren på forskellig vis vedrørende bolig, arbejde og familiesammenføring støtter ikke ansøgerens troværdighed og ansøgerens nye forklaring om, at de irakiske myndigheder har anmodet de bulgarske myndigheder om, at han sendes tilbage til Irak er helt uunderbyggede og må forkastes. Herefter og da ansøgeren forlod Irak for syv og et halvt år siden, og idet der ikke er oplysninger om, at hans ægtefælle i den anledning har haft væsentlige asylrelevante problemer, finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i reel risiko for at blive udsat for forfølgelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2015/22
Nævnet stadfæstede i december 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2012. Ansøgeren er etnisk araber og muslim af trosretning fra Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak, frygter de irakiske myndigheder, der er af den opfattelse, at han er i besiddelse af hemmelige oplysninger om militæret. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter at blive henrettet af de irakiske myndigheder, da han er desertør fra militæret. Ansøgeren har oplyst, at han [i vinteren 2008] blev optaget på militærakademiet, og at [i vinteren 2009] blev færdig med sin uddannelse som løjtnant. Frem til [foråret 2012] var han premierløjtnant på en kaserne, der hed […], som lå i […] i Bagdad. Den [dato i foråret 2011] og den [anden dato i foråret 2011] modtog han henholdsvis et telefonisk opkald og et trusselsbrev fra ukendte personer. Den [tredje dato i foråret 2011] anmeldte han dette til sin overordnede, hvorefter han opsagde sin stilling. Fra den [fjerde dato i foråret 2011] til den [femte dato i foråret 2011] blev han fængslet i et hemmeligt militært fængsel. Den [femte dato i foråret 2011] blev han overført til ministeriets bygning, hvor han blev afhørt af en civilklædt officer. Officeren oplyste ham om, at han havde klaget over ministeriet, og at han skulle have udtalt, at militæret var korrupt. Efterfølgende blev han løsladt og vendte tilbage til sit regiment. [I vinteren 2012] oplyste ansøgeren under en samtale om sin opsigelse den generelle sikkerhedstjeneste om truslerne, men dette blev ikke taget seriøst. Hans opsigelse blev derfor ikke godkendt. Ansøgeren havde orlov i forbindelse med vielsen med sin ægtefælle [i foråret 2012]. Omkring ti dage herefter fik han at vide af en kammerat fra hæren, […], at der var skrevet en hemmelig rapport om ham. Dagen efter ringede […] til ham og fortalte, at det fremgik af rapporten, at ansøgeren skulle henrettes. Det fremgik endvidere, at højtstående politiske personligheder havde udtalt, at han kendte til hemmeligheder, og at han var til stor fare for staten. […] opfordrede ansøgeren til at udrejse med det samme. Ansøgeren udrejste legalt [i foråret 2012] fra Irak. Flygtningenævnet kan lægge til grund, at ansøgeren har været officer i den irakiske hær. Flygtningenævnet kan videre lægge til grund, at der under ansøgerens ansættelse som officer i et eller andet omfang opstod konflikter mellem ham og hans overordnede, og at disse konflikter førte til, at ansøgeren modtog nogle disciplinære straffe. Flygtningenævnets flertal kan imidlertid ikke lægge ansøgerens forklaring om intensiteten og omfanget af konflikterne til grund. Flertallet har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgeren under nævnsmødet har forklaret udbyggende om konflikterne. Ansøgeren har således for nævnet forklaret, at en menig [i sommeren 2009] ville slå ansøgeren ihjel med en kniv, og at der efterfølgende kom to øvrige menige til for at hjælpe med at slå ansøgeren ihjel. To af ansøgerens soldaterkammerater kom ansøgeren til undsætning og tog fat i den ene menige, mens de to øvrige flygtede. Ansøgeren har videre forklaret, at der blev igangsat en undersøgelse af overfaldet, der viste, at det var ledelsen, der stod bag overfaldet. Flygtningenævnets flertal finder, at ansøgerens forklaring om, at det var tre menige, der overfaldt ansøgeren, og at en senere undersøgelse viste, at hændelsen var planlagt af ledelsen, fremstår udbyggende, da ansøgeren ikke før har forklaret, at der var flere menige, der deltog i overfaldet, eller at der var foretaget en undersøgelse af hændelsen, og at denne undersøgelse viste, at det var ledelsen, der stod bag. Ansøgeren har for nævnet forklaret, at han [i foråret 2010] deltog i en ransagning, hvor ansøgerens soldater efterfølgende klagede over ham, fordi han ikke havde ødelagt den ransagede bopæl og foretaget anholdelser, samt over at ansøgeren havde kropsvisiteret soldaterne, før de forlod bopælen. Ansøgeren har videre forklaret, at han som følge af episoden blev fængslet i fem dage i militærlejren. Flygtningenævnets flertal finder, at ansøgerens forklaring om episoden fremstår udbyggende, da han ikke før har forklaret om episoden. Endelig har ansøgeren for nævnet forklaret, at han [dato i foråret 2012] blev opsøgt og anholdt af politiet, ført til et ukendt fængsel, hvor han blev afhørt og senere sat i isolation. Videre har han forklaret, at han [anden dato i foråret 2012] blev ført til et rum med to personer, der udsatte ham for slag og et seksuelt overgreb, og at han senere blev overført til en celle, hvor han mod betaling af en medfange fik mulighed for at ringe til sin familie og sin ven, […], der er politimand, og som efterfølgende besøgte ansøgeren i fængslet og gav ham penge. Endvidere har ansøgeren for nævnet forklaret, at det, under en fangetransport til en dommerfremstilling [i foråret 2012], lykkedes ham at flygte. Flygtningenævnets flertal finder, at ovennævnte forklaring ligeledes fremstår udbyggende, da ansøgeren ikke har forklaret om dette under samtalerne med Udlændingestyrelsen. Flygtningenævnet kan lægge til grund, at ansøgeren på et tidspunkt fik et ønske om at forlade militæret. Det fremgår af oplysningerne indhentet via Udenrigsministeriet, at det er muligt for officerer at opsige deres stillinger og forlade militæret. Flygtningenævnets flertal finder, at det herefter fremstår utroværdigt, at ansøgeren ikke kunne få lov til at opsige sin stilling, og flertallet kan derfor ikke lægge til grund, at ansøgeren deserterede fra militæret. Denne vurdering understøttes tillige af oplysningerne om, at ansøgeren er udrejst legalt af Irak med visum til Tyrkiet, efter han indgik ægteskab med sin danske hustru, og at han opholdt sig i Danmark i knapt et år, før han ansøgte om asyl. Flygtningenævnets flertal finder på denne baggrund, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort det asylmotiv, han påberåber sig. Flygtningenævnets flertal finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsen afgørelse. Irak/2015/22/AKM
Nævnet meddelte i december 2015 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Irak. Indrejst i 2014. Ansøgeren og hendes fader på 75 år, der er blind, er kristne fra Bagdad, Irak. De har ikke været politisk aktive. Ansøgerne udrejste i [foråret 2014] af Irak. I [sommeren 2014] søgte de asyl i Danmark, hvor tre af ansøgerens søskende er bosiddende. Ansøgerens og faderens sager er behandlet sammen. Flygtningenævnet stadfæstede ved afgørelse [i foråret 2015] Udlændingestyrelsens afslag på asyl. Ved afgørelsen lagde nævnet til grund, at ansøgerne i Bagdad var blevet chikaneret på grund af deres tro, samt at nogle ukendte personer flere gange havde banket på deres dør ved nattetide. Nævnet lagde endvidere til grund, at der efter ansøgernes udrejse var fundet et trusselsbrev i ansøgernes garage. Brevet angav at være fra IS og var stilet til de vantro, kristne hedninger. I brevet står blandt andet ”[ansøgerens fader] og hans datter”. Ifølge brevet skal ansøgerne enten tilslutte sig islam eller forlade Irak uden ejendele. Ansøgerne trues i brevet med en retfærdig straf. Nævnets flertal anførte i afgørelsen [i foråret 2015], at brevet havde en generel karakter, hvilket var understøttet af, at naboer havde modtaget et lignende brev. Flertallet fandt herefter ikke, at truslen havde en sådan karakter og intensitet, at det kunne begrunde, at ansøgerne kunne meddeles asyl. [I efteråret 2015] besluttede Flygtningenævnet at genoptage sagerne. Efter fornyet vurdering af sagen finder Flygtningenævnet ikke grundlag for at foretage en anden bevismæssig vurdering af ansøgernes forklaring end den, der fremgår af nævnets afgørelse [i foråret 2015]. Ansøgernes forklaring lægges således fortsat til grund, herunder antagelsen om at trusselsbrevet kommer fra IS eller en IS-relateret gruppe. Flygtningenævnet finder derimod efter en fornyet vurdering, at der bør lægges afgørende vægt på, at brevet er afleveret på ansøgernes bopæl, og at brevet indeholder ansøgernes navne samt en trussel vedrørende ansøgernes tro, som der efter sammenhængen må ses på med betydelig alvor. Herefter, og henset til baggrundsoplysningerne om forholdene for det kristne mindretal i Irak, herunder i Bagdad-området, finder Flygtningenævnet, at ansøgerne på tilstrækkelig vis har sandsynliggjort, at der er reel risiko for, at de ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for at blive udsat for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor den irakiske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Irak/2015/21
Nævnet meddelte i december 2015 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2014. Ansøgeren på 75 år, der er blind, og hans voksne datter, […], er kristne fra Bagdad, Irak. De har ikke været politisk aktive. Ansøgerne udrejste i [foråret 2014] af Irak. I [sommeren 2014] søgte de asyl i Danmark, hvor tre af ansøgerens børn er bosiddende. Ansøgerens og datterens sager er behandlet sammen. Flygtningenævnet stadfæstede ved afgørelse [i foråret 2015] Udlændingestyrelsens afslag på asyl. Ved afgørelsen lagde nævnet til grund, at ansøgerne i Bagdad var blevet chikaneret på grund af deres tro, samt at nogle ukendte personer flere gange havde banket på deres dør ved nattetide. Nævnet lagde endvidere til grund, at der efter ansøgernes udrejse var fundet et trusselsbrev i ansøgernes garage. Brevet angav at være fra IS og var stilet til de vantro, kristne hedninger. I brevet står blandt andet ”[ansøgeren] og hans datter”. Ifølge brevet skal ansøgerne enten tilslutte sig islam eller forlade Irak uden ejendele. Ansøgerne trues i brevet med en retfærdig straf. Nævnets flertal anførte i afgørelsen af [i foråret 2015], at brevet havde en generel karakter, hvilket var understøttet af, at naboer havde modtaget et lignende brev. Flertallet fandt herefter ikke, at truslen havde en sådan karakter og intensitet, at det kunne begrunde, at ansøgerne kunne meddeles asyl. [I efteråret 2015] besluttede Flygtningenævnet at genoptage sagerne. Efter fornyet vurdering af sagen finder Flygtningenævnet ikke grundlag for at foretage en anden bevismæssig vurdering af ansøgernes forklaring end den, der fremgår af nævnets afgørelse [i foråret 2015]. Ansøgernes forklaring lægges således fortsat til grund, herunder antagelsen om at trusselsbrevet kommer fra IS eller en IS-relateret gruppe. Flygtningenævnet finder derimod efter en fornyet vurdering, at der bør lægges afgørende vægt på, at brevet er afleveret på ansøgernes bopæl, og at brevet indeholder ansøgernes navne samt en trussel vedrørende ansøgernes tro, som der efter sammenhængen må ses på med betydelig alvor. Herefter, og henset til baggrundsoplysningerne om forholdene for det kristne mindretal i Irak, herunder i Bagdad-området, finder Flygtningenævnet, at ansøgerne på tilstrækkelig vis har sandsynliggjort, at der er reel risiko for, at de ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for at blive udsat for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor den irakiske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Irak/2015/20
Nævnet meddelte i maj 2015 opholdstilladelse (K -status) til en kvindelig statsborger fra Irak. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og mandæer af trosretning fra Irak. Ansøgeren har været medlem af Baathpartiet fra 1977 til 1997. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive dræbt af medlemmer fra gruppen Dahish (IS), idet hun er mandæer. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at hendes børn i 2004 blev truet af familiens udlejer og dennes børn til at fraflytte deres lejemål, idet familien er mandæere. Ansøgeren har videre forklaret, at hendes søn, […], i 2005 blev standset af ukendte personer i en bil, der i hans ID-kort så, at han er mandæer, hvorefter de skød efter ham. Det lykkedes ham imidlertid at slippe væk. Ansøgeren har endvidere forklaret, at der en dag i [efteråret 2012] omkring klokken 6 om morgenen, sprang en bombe i en bil, der holdt parkeret foran ansøgerens families bopæl. Ansøgeren formoder, at bilbomben var rettet mod [hendes søn] idet han har arbejdet som tolk for amerikanerne i otte måneder i 2011. I [sommeren 2013] fandt endnu en bombesprængning sted foran ansøgerens families bopæl. Bomben var placeret uden for gadedøren, og ansøgeren formoder, at den var rettet mod familien, på grund af [hendes søns] arbejde som tolk, og idet familien er mandæere. [Hendes søn] udrejste legalt af […] i Irak med fly til Tyrkiet [i efteråret 2013]. I [efteråret 2012] modtog ansøgeren et trusselsbrev fra IS på familiens bopæl, hvoraf det fremgik, at familien var vantro. I kuverten lå desuden en patron. Dagen efter forlod ansøgeren og hendes datter, Lamis, bopælen og tog ophold hos en kristen familie i Bagdad. Ansøgeren udrejste [i begyndelsen af 2014] af […]i Irak med fly til Tyrkiet. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring om hendes asylmotiv som følge af hendes religiøse overbevisning til grund. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgeren som mandæer de sidste mange år har været udsat for chikane og forfølgelse af varierende intensitet. Det lægges således til grund, at der to gange i henholdsvis 2012 og 2013 er sprunget bomber med ansøgerens bopæl som mål, og at politiet i forbindelse med den ene bombesprængning spurgte ansøgeren, hvorfor dennes familie stadig var i området, hvor de ikke hørte til. Nævnet finder, at ansøgeren har forklaret troværdigt og detaljeret om den mandæiske trosretning og den chikane og forfølgelse som familien i den forbindelse har været udsat for samt om den intensivering i chikanen og forfølgelsen, som familien har været udsat for navnlig siden 2012. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren på grund af overgrebene og truslerne mod familien ved en tilbagevenden til Irak må antages at være i risiko for at blive udsat for overgreb på grund af sit religiøse tilhørsforhold. Flygtningenævnet har herved tillige lagt vægt på, at hele den øvrige familie med undtagelse af en bror, som familien har mistet kontakten med, er udrejst af Irak. Flygtningenævnet finder, at myndighederne ikke vil være i stand til at yde ansøgeren den fornødne beskyttelse. Ansøgeren er derfor omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet skal herefter tage stilling til, om ansøgeren kan henvises til at tage ophold i det kurdiske område i Nordirak (KRI) som internt flugtalternativ. Flygtningenævnet finder, at dette område vil kunne udgøre et internt flugtalternativ i visse tilfælde. Efter de foreliggende oplysninger i Udlændingestyrelsens fact-finding rapporter fra april 2010 og juni 2011 om de kurdiske provinser, vil irakere, der er i besiddelse af irakisk ID-kort uden særlig tilladelse kunne indrejse i området. De pågældende vil endvidere i visse tilfælde kunne få adgang til længerevarende ophold og blandt andet adgang til bolig, arbejde og sygehusvæsen. Uanset om ansøgeren kunne tage længerevarende ophold i dette område, er det tillige afgørende for, om ansøgeren herefter kan henvises til at tage ophold der, om dette efter en samlet vurdering af situationen, herunder ansøgerens personlige forhold kan anses for rimeligt. Ansøgeren har aldrig boet eller opholdt sig i området, og ansøgeren har hverken slægtninge eller bekendte i området. Flygtningenævnet finder, at det på baggrund af oplysningerne om ansøgerens personlige forhold må antages at blive meget vanskeligt for ansøgeren at klare sig i området, og at det herefter ikke vil være rimeligt at henvise ansøgeren til at tage ophold i KRI som internt flugtalternativ. Flygtningenævnet meddeler derfor den irakiske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Irak/2015/2
Nævnet stadfæstede i december 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er arabisk af etnicitet og shia-muslim fra Bagdad, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Irak frygter, at hun vil blive slået ihjel eller straffet af hendes klan eller familiemedlemmer, idet hun er gift med en sunni-muslim og ikke går klædt som almindelige shia-muslimske kvinder. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til de generelle forhold i landet, idet hun ikke har noget netværk i landet. Ansøgeren flygtede i 2002 til Syrien grundet modsætningsforholdet til familien. Ansøgeren har ikke været i Irak siden. Flygtningenævnets flertal finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort det asylmotiv, hun påberåber sig. Flertallet lægger herved navnlig vægt på, at ansøgeren har givet udtryk for, at hun kommer fra en meget konservativ familie, hvilket stemmer mindre godt med moderens initiativ og arrangement af udrejsen til Syrien. Ansøgerens forklaring er på flere punkter divergerende, også i forhold til hendes ægtefælles forklaring, og forklaringen bærer præg af, at hun svarer afglidende, når der spørges nærmere ind til forhold omkring udrejsen og familien. Flertallet har herved taget i betragtning, at ansøgeren er psykisk påvirket af situationen. Forholdene omkring ansøgerens pro forma ægteskab af hensyn til udrejsen og ansøgerens forklaring herom er heller ikke overbevisende. Ansøgerens forklaring om modsætningsforhold til familien er også under nævnsmødet blevet skærpet, idet dette var medvirkende årsag til udrejsen fra Irak, mens det fremgår af de tidligere forklaringer, at udrejsen skyldtes krigen i Irak. Hertil kommer, at moderen har accepteret ægteskabet, og at ansøgeren ikke har modtaget trusler fra familien. Det bemærkes i den forbindelse, at moderen og søsteren kort tid efter vielsen valgte at rejse tilbage til Irak. Flertallet finder således ikke, at ansøgeren er i reel risiko for overgreb fra familien, således som hun har påberåbt sig. Flertallet finder således, at ansøgeren ved en eventuel tilbagevenden til Irak på ny vil kunne tage ophold hos familien. Flertallet findes således ikke, at ansøgeren risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Irak. Det bemærkes, at Flygtningenævnet ikke har kompetence til at tage stilling til, om ansøgeren af andre grunde end efter bestemmelserne i udlændingelovens § 7 skal meddeles opholdstilladelse i Danmark. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2015/19
Nævnet stadfæstede i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 1992. Flygtningenævnet udtalte: Klageren er etnisk araber og shia-muslim af trosretning fra […] i Irak. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagsakterne fra Udlændingestyrelsen, at klageren indrejste i Danmark første gang [i sommeren] 1992. [i sensommeren] 1992 blev klageren meddelt opholdstilladelse efter den dagældende udlændingelovs 7, stk. 2 (de facto). Den [i efteråret] 1997 blev klageren meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse. Senest [i vinteren] 2014 har Udlændingestyrelsen besluttet, at klagerens opholdstilladelse er bortfaldet efter udlændingelovens § 17, stk. 1, og stk. 4, og § 17 a, stk. 1, og stk. 2. Ifølge Det Centrale Personregister, udrejste klageren til Irak [i vinteren] 2011. Efter udrejsen opholdt klageren sig i Irak hos sin moster i byen Basra i området […] i omkring 3 måneder, hvorefter han flyttede på hotel. En aften blev klageren opsøgt af den irakiske efterretningstjeneste på hotellet. Efterretningstjenesten undersøgte beboerne på hotellet, og bad klageren fremvise sit statsborgerskabsbevis. Klageren var ikke i besiddelse af sit originale irakiske statsborgerskabsbevis, idet han havde afleveret det til myndighederne i forbindelse med pasudstedelse, hvorfor efterretningstjenesten bad ham fremskaffe det. Da klageren havde fået sit stabsborgerskabsbevis retur, fremviste han det til en efterretningsagent, som mente, at kortet var falsk. Efterfølgende kom der to mænd fra efterretningstjenesten til klagerens hotelværelse, som kontaktede statsborgerskabsbeviskontoret, som kunne bekræfte, at klagerens bevis var ægte. En måned senere blev klageren igen opsøgt af bevæbnede mænd fra efterretningstjenesten, som spurgte til ham, men ellers lod ham være. Da efterretningstjenesten havde fået bekræftet, at klagerens dokumenter var ægte, var forholdet afsluttet. Klageren flyttede tilbage til mosteren i omkring en måned, hvorefter han flyttede til et andet hotel, hvor han boede, indtil han udrejste til Thailand. Efter et års ophold i Thailand tog klageren tilbage til Irak, hvor han opholdt sig seks måneder i Basra, dels hos sin moster og dels på et hotel. Herefter tog klageren til Jordan og derefter tilbage til Thailand, hvor han opholdt sig i seks måneder, hvorefter han tog direkte til Danmark i 2014. I [vinteren 2013], medens klageren opholdt sig i Irak, ringede han anonymt til en egyptisk tv-kanal, som tillod Irak-kritiske indslag i sine programmer, og udtalte sig kritisk om den irakiske regering. Det lægges til grund, at klageren udrejste [i vinteren] 2011 til Irak med henblik på repatriering med hjælp fra Dansk Flygtningehjælp, at han frivilligt tog ophold i hjemlandet, at han først [i efteråret] 2014 indgav ansøgning om, at hans opholdstilladelse ikke var bortfaldet, og at klageren i det mellemliggende tidsrum efter udrejsen [i vinteren] 2011 ikke på noget tidspunkt tog kontakt til de danske myndigheder angående opholdstilladelsen. Selvom klageren for Flygtningenævnet har oplyst, at han i [sensommeren] 2012 ledte efter en dansk repræsentation i Irak foretog han sig ikke videre, selvom hans søgning ikke gav noget resultat. Efter de fremlagte dokumenter sammenholdt med klagerens egen forklaring må det antages, at klageren har fået fornøden vejledning om repatrieringen. Den omstændighed, at klagerens underskrift ikke foreligger på erklæring om frivilligt frafald af opholdstilladelse, kan efter det foreliggende ikke føre til en ændret vurdering. Klageren har videre oplyst, at han har en stor familie i Irak og at han skriver og taler arabisk. Da klageren som anført har taget frivilligt ophold i hjemlandet, og når der henses til længden af opholdet i udlandet er klagerens opholdstilladelse bortfaldet, og der er efter det foreliggende heller ikke grundlag for at træffe bestemmelse efter udlændingelovens § 17 a, stk. 2 eller træffe bestemmelse om dispensation efter udlændingelovens § 17, stk. 3. Det skal særligt bemærkes, at oplysningerne om klagerens tilknytning til Danmark ikke har en sådan karakter, at de kan føre til et andet resultat. Hertil kommer, at klageren tidligere har haft langvarige ophold i udlandet fra 2002-2004 og fra 2005-2009, ligesom han har været involveret to gange i sager om bortfald af opholdstilladelsen. Endeligt valgte klageren at repatriere, selvom han havde en herboende ægtefælle. Hverken klagerens oplysninger om henvendelserne fra efterretningstjenesten indrejsen eller hans telefoniske opkald til den egyptiske tv-station kan begrunde asyl eller beskyttelsesstatus. Henvendelserne fra efterretningstjenesten ophørte, da klagerens identitet blev fastlagt i 2012, ligesom han fik udstedt et irakisk pas. Klagerens telefoniske opkald til tv-stationen skete anonymt. Hertil kommer, at udtalelserne til tv-stationen efter det foreliggende må betegnes som værende af mere generel karakter, ligesom klageren, der ikke har været politisk aktiv fremstår helt uprofileret i offentligheden. Klageren har endvidere kunnet ind- og udrejse legalt flere gange af Irak. Den chikane, som klageren i øvrigt har oplyst at være blevet udsat for, har heller ikke haft et sådant omfang og intensitet at den kan sidestilles med forfølgelse efter udlændingelovens § 7. Oplysningerne om de generelt vanskelige forhold i hjemlandet kan heller ikke føre til nogen ændret vurdering. Sammenfattende er klagerens opholdstilladelse bortfaldet, og der er ikke grundlag for at tilladelsen ikke skal anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17 a, stk. 1 og stk. 2, jf. § 17, stk. 1, jf. stk. 4 og stk. 3. Det kan ikke lægges til grund, at klageren ved en tilbagevenden til Irak risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han ved en tilbagevenden til hjemlandet skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Udlændingelovens § 31 er herefter ikke til hinder for klagerens udsendelse til Irak. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Irak/2015/18
Nævnet meddelte i efteråret 2015 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2008. I vinteren 2009 meddelte Flygtningenævnet ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. I sommeren 2009 stadfæstede Flygtningenævnet afgørelsen. I sommeren 2009 blev ansøgeren meddelt afslag på opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 3. I sommeren 2009 blev ansøgeren meddelt afslag på opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 b, stk. 1. I foråret 2010 meddelte Flygtningenævnet ansøgeren afslag på genoptagelse af asylsagen. I vinteren 2010 blev ansøgeren meddelt afslag på opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 3. I vinteren 2011 blev ansøgeren meddelt afslag på opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 3. I vinteren 2011 blev ansøgeren udsendt til Irak. Omkring efteråret 2011 genindrejste ansøgeren i Danmark. I sommeren 2013 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. I vinteren 2014 stadfæstede Flygtningenævnet afgørelsen. I efteråret 2014 hjemviste nævnet sagen til fornyet førsteinstans behandling på grund af de generelle forhold i Mosul-området. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk kurder fra Mosul, Irak, og er sunnimuslim af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter at blive slået ihjel af Islamisk Stat (IS), fordi han er etnisk kurder. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren må antages at være i reel risiko for overgreb fra IS, såfremt han på ny tager bopæl i Mosul, hvorfra han stammer, alene som følge af sin baggrund og tilstedeværelse i området. Flygtningenævnet finder, at KRI generelt set opfylder betingelserne for at kunne tjene som internt flugtalternativ. Flygtningenævnets flertal finder imidlertid ikke, at det efter de foreliggende omstændigheder vil være rimeligt at henvise ansøgeren til at tage ophold i KRI. Flertallet lægger herved ikke alene vægt på ansøgerens personlige situation, men tillige at han ingen tilknytning har til KRI, at han kun har få kendte familiemedlemmer, hvoraf nogle bor i Danmark, og navnlig at ansøgeren er indrejst i Danmark som 17-årig og bortset fra et ganske kortvarigt ophold i Mosul har opholdt sig i Danmark i de seneste syv år. Flygtningenævnet meddeler derfor den irakiske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Irak/2015/17
Nævnet stadfæstede i efteråret 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2003. I foråret 2004 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. I sommeren 2004 stadfæstede Flygtningenævnet afgørelsen. I sommeren 2007 og efteråret 2008 meddelte Flygtningenævnet ansøgeren afslag på genoptagelse af asylsagen. I efteråret 2009 og vinteren 2012 afviste Flygtningenævnet at genoptage ansøgerens sag, jf. udlændingelovens § 33, stk. 8. I efteråret 2014 hjemviste nævnet sagen til fornyet førsteinstans behandling på grund af de generelle forhold i Mosul-området. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk kurder fra […], Fayda, Irak, og er sunnimuslim af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter at blive slået ihjel dels af lokalbefolkningen som følge af hans faders tidligere stilling og aktiviteter dels af Islamisk Stat (IS), fordi han er etnisk kurder. Flygtningenævnet tog ved afgørelsen af […] 2004 og senere genoptagelsesanmodninger stilling til, om ansøgeren risikerede forfølgelse som følge af faderens forhold. Dette fandt nævnet ikke ville være tilfældet. Flygtningenævnet finder ikke, at der foreligger sådanne nye oplysninger i relation til dette asylmotiv, at der er grundlag for at foretage en ændret vurdering heraf. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger har Islamisk Stat ikke kontrol med […] eller Fayda, hvorfra ansøgeren stammer, og Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold i hjemområdet er af en sådan karakter, at ansøgeren risikerer overgreb i strid med artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention alene som følge af sin blotte tilstedeværelse i hjemområdet. Flygtningenævnet lægger efter de foreliggende baggrundsoplysninger til grund, at ansøgeren, der i 2001 fik udstedt irakisk ID-kort i Mosul, vil kunne få udstedt de nødvendige identitetspapirer uden at skulle rejse til Mosul. Flygtningenævnet har herefter ikke fundet anledning til at tage stilling til, om der eksisterer et internt flugtalternativ for ansøgeren. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Irak. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Irak/2015/16
Nævnet stadfæstede i efteråret 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2013. I foråret 2014 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. I efteråret 2014 hjemviste nævnet sagen til fornyet førsteinstans behandling på grund af de generelle forhold i Mosul-området. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk kurder fra Zakho, Irak, og er sunnimuslim af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter at blive slået ihjel af sin kæreste […] familie, idet ansøgeren og […] har haft samleje uden for ægteskab. Ansøgeren har videre henvist til den generelle sikkerhedssituation i dele af Irak, herunder byen Zakho i Dohuk-provinsen i det nordlige Irak. Flygtningenævnet bemærker, at nævnet i afgørelsen af […] 2014 tog stilling til ansøgerens asylmotiv i forhold til […]. Nævnet tilsidesatte i det hele ansøgerens forklaring om dette asylmotiv. Flygtningenævnet finder ikke, at de oplysninger, ansøgeren har givet herom i dag, giver grundlag for en ændret vurdering. Flygtningenævnet kan således fortsat ikke lægge ansøgerens forklaring til grund på dette punkt. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger har Islamisk Stat ikke kontrol med Zakho, hvorfra ansøgeren stammer, og Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold i Zakho er af en sådan karakter, at ansøgeren risikerer overgreb i strid med artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention alene som følge af sin blotte tilstedeværelse i Zakho. Flygtningenævnet har således ikke fundet anledning til at tage stilling til, om der eksisterer et internt flugtalternativ for ansøgeren. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Irak. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Irak/2015/15
Nævnet stadfæstede i oktober 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og shia-muslim fra Babel, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive dræbt eller fængslet af civilbefolkningen eller af forskellige militære grupper, herunder al-Asaeb ahl al-Hak, Battalion og Jeysh al-Iman, idet hans fader har været tilknyttet Saddam Husseins regime. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter den generelle sikkerhedssituation i Irak, ligesom han frygter, at ISIS vil dræbe alle i hans hjemområde. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren henvist til, at hans fader flyttede fra familiens bopæl efter Saddam Husseins fald i 2003, og at bopælen herefter blev ransaget et ukendt antal gange af ukendte personer, som ville dræbe hans fader. Ansøgerens moder har fortalt ham, at personerne tilhørte grupperingerne al-Asaeb ahl al-Hak, Battalion og Jeysh al-Iman. Endvidere blev der skudt henover familiens bopæl et ukendt antal gange i perioden. Både ransagningerne og skudepisoderne fortsatte frem til ansøgerens udrejse i ultimo 2011. Ansøgeren har yderligere henvist til, at han blev udsat for chikane og at han, da han var ni til ti år gammel blev overfaldet af nogle børn og slået, blandt andet med kæp, hvorved hans fod blev brækket. Vedrørende Bulgarien, hvor ansøgeren fik opholdstilladelse i 2012, og hvor han boede frem til 2014, har ansøgeren oplyst, at familien ikke kunne leve i landet, da de ikke fik økonomisk støtte eller hjælp fra myndighederne. Der var udbredt racisme i Bulgarien, og ansøgeren og hans søster er blevet angrebet eller truet flere gange. Flygtningenævnet lægger på det foreliggende grundlag ansøgerens forklaring til grund om, at han efter 2003 har været udsat for chikane i hjemlandet, fordi faderen havde arbejdet for Saddam Hussein. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at den chikane, som han har været udsat for, har haft en karakter og en intensitet, så den i sig selv er asylbegrundende. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at den alvorligste episode, hvor ansøgeren blev slået, så hans fod brækkede, efter hans forklaring har ligget tilbage i 2003 til 2004. Flygtningenævnet lægger tillige vægt på, at ansøgeren ikke i sagens forløb, har kunnet forklare overbevisende om chikanens og ransagningernes omfang i tiden lige op til udrejsen af Irak. Da ansøgeren på det tidspunkt havde en sådan alder, at han burde have kunnet redegøre nærmere herfor, finder Flygtningenævnet det ikke sandsynliggjort, at interessen for faderen og chikanen har vedvaret med samme styrke helt frem til 2011. Dette støttes også af, at ansøgeren har kunnet forblive boende på bopælen sammen med sin moder og sine søskende i hele perioden. På denne baggrund finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for asylrelevante forhold. Dette støttes tillige af, at ansøgerens moder og søstre vendte tilbage til Irak i 2014 og tog ophold på den tidligere bopæl. Det støttes tillige af, at faderen, umiddelbart forud for nævnsmødet har søgt om økonomisk støtte ved frivillig hjemrejse og i den forbindelse har frafaldet sin asylansøgning. Faderen må således have vurderet, at han på nuværende tidspunkt kan vende tilbage til hjemlandet. De generelle forhold i Irak er ikke i sig selv asylbegrundende. Samlet set har ansøgeren derfor ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingeloven § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2015/14
Nævnet stadfæstede i oktober 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og shia-muslim fra Babel, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive dræbt af militæret eller militser, idet de vil mistænke ham for at være tilhænger af Baath-partiet, idet hans fader har været tilknyttet partiet. Ansøgeren har videre henvist til, at det ikke vil være muligt for ham at tage en uddannelse i Irak. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren henvist til, at han blev udsat for chikane i Irak efter Saddam Husseins fald i 2003. Hans fader forlod familiens bopæl i samme periode, og ansøgerens families bopæl blev udsat for gentagne ransagninger af personer, der ledte efter ansøgerens fader. Både chikanen og ransagningerne fortsatte frem til ansøgerens udrejse i 2011. Vedrørende Bulgarien, hvor ansøgeren fik opholdstilladelse i 2012, og hvor han boede frem til 2014, har ansøgeren oplyst, at han ikke kan tage ophold i landet, da han ikke vil få økonomisk støtte, ligesom han vil blive nødt til at arbejde, således at han ikke kan tage en uddannelse. Han har videre henvist til, at hans moder og søster ikke vil kunne besøge ham, idet kvinder med tørklæde ikke kan gå frit på gaden. Han boede sammen med sin familie i Bulgarien. Under opholdet blev ansøgeren, hans moder og søster udsat for gentagne overfald af personer med tilknytning til Attack-bevægelsen. Flygtningenævnet lægger på det foreliggende grundlag ansøgerens forklaring til grund om, at han efter 2003 har været udsat for chikane i hjemlandet, fordi faderen havde arbejdet for Saddam Hussein. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at den chikane, som han har været udsat for, har haft en karakter og en intensitet, så den i sig selv er asylbegrundende. Flygtningenævnet lægger tillige vægt på, at ansøgeren ikke i sagens forløb, har kunnet forklare overbevisende om chikanens og ransagningernes omfang i tiden lige op til udrejsen af Irak. Da ansøgeren på det tidspunkt havde en sådan alder, at han burde have kunnet redegøre nærmere herfor, finder Flygtningenævnet det ikke sandsynliggjort, at interessen for faderen og chikanen har vedvaret med samme styrke helt frem til 2011. Dette støttes også af, at ansøgeren har kunnet forblive boende på bopælen sammen med sin moder og sine søskende i hele perioden. På denne baggrund finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for asylrelevante forhold. Dette støttes tillige af, at ansøgerens moder og søstre vendte tilbage til Irak i 2014 og tog ophold på den tidligere bopæl. Det støttes tillige af, at faderen, umiddelbart forud for nævnsmødet har søgt om økonomisk støtte ved frivillig hjemrejse og i den forbindelse har frafaldet sin asylansøgning. Faderen må således have vurderet, at han på nuværende tidspunkt kan vende tilbage til hjemlandet. De generelle forhold i Irak er ikke i sig selv asylbegrundende. Samlet set har ansøgeren derfor ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingeloven § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2015/13
Nævnet stadfæstede i september 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2014. Flertallet af Flygtningenævnets medlemmer udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim af trosretning fra Bagdad, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter shia-muslimske militser. I sommeren 2007 omkring klokken 17.00 blev ansøgeren kidnappet fra sin bopæl af medlemmer af Jaish al-Mahdi militsen. De kidnappede ham, fordi han er sunni-muslim. De kom i to biler og kørte ansøgeren væk. Personerne, der kidnappede ham, var maskerede og bevæbnede. To af personerne havde militærtøj på, og de fire andre havde sort tøj på. De bagbandt ham og gav ham bind for øjnene, inden de tvang ham i bilen og kørte ham væk. Han blev kørt til et hus og blev indespærret i et rum. Efter 4 til 5 timer ringede de til hans moder og sagde, at hvis hun ikke betalte en løsesum på 50.000 dollars, ville de slå ansøgeren ihjel. Ansøgeren blev hængt op i reb og blev slået. Han var tilbageholdt i omkring en uge. Hans familie måtte betale en løsesum på 30.000 dollars for at få ham tilbage. Ansøgerens moder afleverede pengene, og efterfølgende blev ansøgeren løsladt. Ansøgeren tog herefter ophold hos et andet familiemedlem i Bagdad, inden han udrejste af Irak. Ansøgeren flygtede først til Tyrkiet og derefter til Bulgarien, hvor han opholdt sig i perioden fra slutningen af 2007 til 2014, svarende til omkring syv år. Efter ansøgerens udrejse er hans moder og to brødre i 2014 udrejst til Tyrkiet, idet de modtog trusler, fordi de er sunni-muslimer. Ansøgeren kan ikke vende tilbage til Bulgarien, idet han har revet sin opholdstilladelse i stykker, og fordi hans liv blev ødelagt i Bulgarien. Han fik således ikke lommepenge, der var ikke mulighed for at finde et sted at bo, og der var ikke adgang til at gå i skole. Han manglede basale menneskerettigheder. Han blev syg af epilepsi i 2013 på grund af det, han blev udsat for i Bulgarien. Han skulle selv betale for behandlingen. Han blev på et tidspunkt udsat for et racistisk motiveret knivoverfald. Politiet kom til stede og kørte ham til hospitalet, men han foretog ingen anmeldelse. Flygtningenævnet finder ikke grund til at betvivle ansøgerens forklaring om, at han har været kidnappet, men blev løsladt efter familien havde betalt løsepenge. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren i det væsentlige har forklaret konsistent om denne del af sit asylmotiv. Flygtningenævnets flertal finder, at handlingen i det væsentligste må betragtes som led i kriminel aktivitet, men henset til, at ansøgeren allerede har været i kriminelle gruppers søgelys, og at hans familie var kendt i byen som velstående, og det af baggrundsmaterialet fremgår, at kidnapninger fortsat foregår, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren tilstrækkeligt har sandsynliggjort, at han konkret ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for overgreb af samme karakter. Ansøgeren findes derfor omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Det bemærkes, at de generelle forhold for sunni-muslimer i Bagdad ikke er asylbegrundende, og der findes ikke tilstrækkeligt grundlag for at anse ansøgeren for omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flertallet af Flygtningenævnet finder, at ansøgeren kan henvises til at søge beskyttelse i Bulgarien i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 4 (tidligere udlændingelovens § 7, stk. 3). Flertallet lægger vægt på, at ansøgeren har opnået beskyttelsesstatus i Bulgarien, at han har kunnet opholde sig der i syv år, at han har haft bolig, om end det var sammen med andre, arbejde og reelt har haft adgang til lægehjælp. Flygtningenævnets flertal tillægger det også en vis vægt, at ansøgeren ved indrejsen i Danmark begrundede sin udrejse af Bulgarien med, at han havde læst en udtalelse fra den danske justitsminister om, at Danmark ikke sendte asylansøgere tilbage til Bulgarien. Flygtningenævnet finder derfor, at Bulgarien kan tjene som ansøgerens første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4.” Irak/2015/12
Nævnet stadfæstede i september 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst på et ukendt tidspunkt. Sagen er fremmet i medfør af Flygtningenævnets forretningsorden § 36, stk. 1, idet ansøgeren er udeblevet uden lovligt forfald. Ansøgeren er etnisk […] og kristen af trosretning fra Baghdad, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter Saddam Hussein og Saddam Husseins regime. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han ikke har nogen familie eller et livsgrundlag at vende tilbage til i Irak. Ansøgeren frygter at blive indkaldt til det irakiske militær, fordi han frygter at blive dræbt. Ansøgeren har yderligere henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak vil blive betragtet som forræder som følge af sin udrejse af Irak, og at han blev udsat for chikane og mobning af de andre elever i skolen, idet han ikke ønskede at indmelde sig i Saddam Husseins organisation. Endelig har ansøgeren henvist til, at han frygter at blive bortført af Islamisk Stat. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved tilbagevenden til Irak risikerer at blive udsat for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller umenneskelig eller nedværdigende behandling, jf. § 7, stk. 2. Flygtningenævnet læg-ger herved vægt på, at den omstændighed, at ansøgeren ikke har familie eller livsgrundlag i Irak, ikke er asylbegrundende. Det samme gør sig gældende i relation til ansøgerens frygt for at blive dræbt i forbindelse med indkaldelse til militærtjeneste. Heller ikke den verbale chikane som for mange år siden under det tidligere styre blev rettet imod ansøgeren, sandsynliggør, at ansøgeren vil være i risiko for asylrelevant forfølgelse ved tilbagevenden i dag. Endelig kan hverken det anførte vedrørende Islamisk Stat eller de generelle forhold for kristne […] i Irak i sig selv give grundlag for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændin-gestyrelsens afgørelse. Irak/2015/10
Nævnet meddelte i maj 2015 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk araber og mandæer af trosretning fra Irak. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive dræbt af ukendte personer, som to gange har forsøgt at slå ansøgeren ihjel. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at han var ansat som tolk for de amerikanske styrker [fra foråret 2011 og til årets udgang.] Ansøgeren arbejdede i […], der lå i udkanten af Bagdad, og hans arbejde bestod i at simultanoversætte amerikanske soldaters undervisning af irakiske tropper [i kørsel med militærkøretøjer]. Ansøgeren har videre forklaret, at han og hans familie i [foråret 2004]blev truet af deres udlejer og dennes børn til at fraflytte deres lejemål, idet familien er mandæere. Ansøgeren har endvidere forklaret, at han i [efteråret 2005] blev standset i sin bil af to ukendte personer, der i hans ID-kort så, at han er mandæer, hvorefter den ene person trak sin pistol. Det lykkedes dog ansøgeren at distrahere de to personer og slippe væk. Ansøgeren har desuden forklaret, at der [en dag] tidligt om morgenen [i foråret 2012] sprang en bilbombe uden for familiens bopæl, ligesom der var endnu en bombesprængning [en aften i sommeren 2013], som ødelagde facaden på familiens bopæl samt beskadigede vinduer og døre. Ansøgeren udrejste legalt [i efteråret 2013] med fly af […] i Irak til Tyrkiet. Flygtningenævnet kan lægge til grund, at ansøgeren har arbejdet som tolk for et amerikansk sikkerhedsfirma, men Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren i den forbindelse er blevet profileret eller udsat for forfølgelse. Flygtningenævnet kan imidlertid lægge til grund, at ansøgeren som mandæer de sidste mange år har været udsat for chikane og forfølgelse af varierende intensitet. Det lægges således til grund, at der to gange i henholdsvis 2012 og 2013 er sprunget bomber med ansøgerens bopæl som mål, og at politiet i forbindelse med den ene bombesprængning spurgte ansøgeren, hvorfor dennes familie stadig var i området, hvor de ikke hørte til. Nævnet finder, at ansøgeren har forklaret troværdigt og detaljeret om den mandæiske trosretning og den chikane og forfølgelse som familien i den forbindelse har været udsat for samt om den intensivering i chikanen og forfølgelsen, som familien har været udsat for navnlig siden 2012. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren på grund af overgrebene og truslerne mod familien ved en tilbagevenden til Irak må antages at være i risiko for at blive udsat for overgreb på grund af sit religiøse tilhørsforhold. Flygtningenævnet har herved tillige lagt vægt på, at hele den øvrige familie med undtagelse af en bror, som familien har mistet kontakten med, er udrejst af Irak. Flygtningenævnet finder, at myndighederne ikke vil være i stand til at yde ansøgeren den fornødne beskyttelse. Ansøgeren er derfor omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet skal herefter tage stilling til, om ansøgeren kan henvises til at tage ophold i det kurdiske område i Nordirak (KRI) som internt flugtalternativ. Flygtningenævnet finder, at dette område vil kunne udgøre et internt flugtalternativ i visse tilfælde. Efter de foreliggende oplysninger i Udlændingestyrelsens fact-finding rapporter fra april 2010 og juni 2011 om de kurdiske provinser, vil irakere, der er i besiddelse af irakisk ID-kort uden særlig tilladelse kunne indrejse i området. De pågældende vil endvidere i visse tilfælde kunne få adgang til længerevarende ophold og blandt andet adgang til bolig, arbejde og sygehusvæsen. Uanset om ansøgeren kunne tage længerevarende ophold i dette område, er det tillige afgørende for, om ansøgeren herefter kan henvises til at tage ophold der, om dette efter en samlet vurdering af situationen, herunder ansøgerens personlige forhold kan anses for rimeligt. Ansøgeren har aldrig boet eller opholdt sig i området, og ansøgeren har hverken slægtninge eller bekendte i området. Flygtningenævnet finder, at det på baggrund af oplysningerne om ansøgerens personlige forhold må antages at blive meget vanskeligt for ansøgeren at klare sig i området, og at det herefter ikke vil være rimeligt at henvise ansøgeren til at tage ophold i KRI som internt flugtalternativ. Flygtningenævnet meddeler derfor den irakiske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Irak/2015/1
Nævnet stadfæstede i november 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte:”At ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim af trosretning fra Bagdad, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af Asa'ib Ahl al-Haq[. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han har arbejdet i en afdeling under det irakiske […]ministerium, og at han har drevet en bar, hvor han solgte alkohol. Om sin ansættelse i […]ministeriet har ansøgeren forklaret, at han blev ansat [i begyndelsen af] 2013. Han blev chikaneret af tre kollegaer ved navn [N], [M] og [H], som var shia-muslimer af trosretning. Ansøgeren meldte chikanen til sin overordnede, som afviste ansøgeren. Fra [foråret] 2013 truede [N], [M] og [H] ansøgeren med, at han ville blive slået ihjel, såfremt han ikke opsagde sit arbejde. I [sommeren] 2013 modtog ansøgeren et trusselsbrev fra Asa'ib Ahl al-Haq, hvori de truede ham på livet, fordi han ikke havde opsagt sit arbejde, og fordi han drev en bar, hvorfra der blev solgt alkohol. Cirka to dage inden ansøgeren modtog nævnte trusselbrev, havde [M] og [H] angrebet ham fysisk og truet med at slå ham ihjel. Ansøgeren har tillige henvist til, at Asa'ib Ahl al-Haq har adgang til informationer om, hvem der ind- og udrejser af Irak, og at de således vil få kendskab til, hvis han vendte tilbage til Irak. Endelig har ansøgeren henvist til, at IS har erobret store landområder i det nordlige Irak. Selvom Flygtningenævnet måtte lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, finder Flygtningenævnet, at der ikke er grundlag for at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingeloven § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at hverken truslen fra ansøgerens kollegaer eller truslen fra Asa'ib Ahl al-Haq har haft et sådant omfang og en sådan intensitet, at truslerne kan begrunde, at ansøgeren meddeles asyl. Det er i den forbindelse navnlig tillagt betydning, at ansøgeren stoppede sit arbejde som bestyrer af baren umiddelbart efter truslen fra Asa'ib Ahl al-Haq, og at han fortsatte sit arbejde i […]ministeriet i cirka to måneder efter truslen fra Asa'ib Ahl al-Haq, indtil han udrejste fra Irak, og at ansøgeren ikke i de to måneder modtog trusler fra Asa'ib Ahl al-Haq. I de ca. to måneder var ansøgeren i en kort periode udrejst af Irak og til Tyrkiet, men vendte efter kort tid tilbage til Irak igen. Flygtningenævnet finder, at de aktuelle forhold i Irak, herunder navnlig konflikten med IS, ikke i sig selv kan begrunde, at ansøgeren, der kommer fra Bagdad, skal meddelelses opholdstilladelse. Navnlig under hensyn til, at ansøgeren kommer fra Bagdad, finder Flygtningenævnet, at der ikke er grundlag for at hjemvise sagen til Udlændingestyrelsen, som følge af at Udlændingestyrelsen ikke har taget stilling til den nye del af ansøgerens asylmotiv vedrørende frygten for IS. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. irak/2014/7
Nævnet stadfæstede i november 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte:”At ansøgeren er etnisk assyrer og kristen fra Bagdad, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at de kristne bliver forfulgt i Irak. Derudover har ansøgeren henvist til, at han i 2007 blev kidnappet, formentlig af myndighederne, mens han gik på gaden. Han var tilbageholdt i en til halvanden måned. Med hjælp fra sin familie i Vesten betalte han 10.000 USD i løsesum. I 2013 modtog han seks til syv trusselsbreve, som var adresseret til ham. Han udrejse illegalt af Irak [i slutningen af ]2013, da han ikke havde haft råd til at udrejse af landet forinden dette tidspunkt. Ved en tilbagevenden til Irak frygter ansøgeren, at han vil blive dræbt. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren under samtalen den […]2014 har haft problemer med at tidsfæste, hvornår han blev kidnappet. Han har forklaret forskelligt om længden af kidnapningen, idet han tidligere har anslået denne til at vare halvanden til to måneder, mens han under nævnsmødet har forklaret, at den varede en til halvanden måned. Han har under nævnsmødet ikke kunnet beskrive selve kidnapningen særlig detaljeret, selvom han under samtalen den […]2014 har forklaret i detaljer. Endelig har han under nævnsmødet angivet, at han antog, at det var myndighederne, der stod bag kidnapningen, selvom at han tidligere har forklaret, at han antog, at den blev gennemført af al-Mahadi-militsen. Ansøgeren har under nævnsmødet forklaret, at han fra 2007 har modtaget seks til syv trusselsbreve, og at der i disse var anført hans navn. Han har i forbindelse med samtalen med Udlændingestyrelsen den […]2014 forklaret, at han modtog brevene gennem 2013, at han fik trusselsbrevene to til tre gange, og at hans navn ikke stod på. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren har forklaret så divergerende på afgørende punkter i hans asylmotiv, og at han under nævnsmødet har forklaret upræcist og afglidende, hvorfor nævnet afviser hans forklaring som konstrueret til lejligheden. Herefter har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at han konkret er udsat for asylbegrundende forfølgelse i Irak. Da baggrundsmaterialet endvidere ikke giver grundlag for at antage, at kristne i Bagdad lever under forhold, der i sig selv er asylbegrundende, er betingelserne i udlændingelovens § 7, stk. 1 og stk. 2 ikke opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. irak/2014/06
Nævnet meddeltei februar 2006 opholdstilladelse (F-status) til en mandlig statsborger fra Irak, født i 1974. Indrejst i januar 2002. Under Flygtningenævnets behandling af sagen i august 2004 fandt nævnet, at ansøgeren var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. lovbekendtgørelse nr. 711 af 1. august 2001, men var udelukket for at opnå beskyttelse som følge af Flygtningekonventionens artikel 1 F (a). Udlændingestyrelsen fremsendte herefter sagen til Statsadvokaten for Særlige Internationale Straffesager med henblik på statsadvokatens vurdering af, hvorvidt der var anledning til i Danmark at indlede en strafferetlig efterforskning af ansøgerens forhold begået i Irak. I december 2004 orienterede Statsadvokaten for Særlige Internationale Straffesager Udlændingestyrelsen om, at sagen var blevet indstillet i medfør af retsplejelovens § 749, 2. pkt., da statsadvokaten ikke fandt, at der var rimelig formodning om, at et strafbart forhold, som forfølges af det offentlige, var begået. I juni 2005 genoptog Flygtningenævnet sagen. Flygtningenævnet lagde, som antaget i afgørelsen af august 2004, fortsat til grund, at ansøgeren fra 1998 til udrejsen i 2002 arbejdede i KDP´s sikkerhedstjeneste. Som følge af ansøgerens divergerende og usammenhængende forklaringer var det fortsat tvivlsomt, hvor tæt ansøgeren havde været på de aktiviteter af voldelig karakter, der foregik i KDP. Flygtningenævnet fandt i hvert fald at kunne lægge til grund, at ansøgeren som chauffør havde haft en tæt kontakt til en person, der havde en højtstående stilling. Flygtningenævnet fandt fortsat at kunne lægge til grund, at ansøgeren besad sådanne oplysninger om KDP´s virke, at han ved en tilbagevenden risikerede forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. lovbekendtgørelse nr. 711 af 1. august 2001. Den omstændighed, at Statsadvokaten for Særlige Internationale Straffesager under sin efterforskning havde rettet direkte henvendelse til KDP´s sikkerhedstjeneste og oplyst ansøgerens identitet og stillet spørgsmål om blandt andet ansøgerens tidligere foresatte, bestyrkede yderligere, at ansøgeren var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. lovbekendtgørelse nr. 711 af 1. august 2001. Statsadvokaten for Særlige Internationale Straffesager havde foretaget en konkret efterforskning på baggrund af de oplysninger, som ansøgeren var fremkommet med og som medførte, at nævnet ved afgørelsen i august 2004 fandt ansøgeren omfattet af udelukkelsesgrunden i Flygtningekonventionens artikel 1 F (a). Statsadvokaten havde i sin redegørelse til Udlændingestyrelsen om begrundelsen for at indstille efterforskningen blandt andet oplyst, at personale fra statsadvokaturen havde beset en nærmere beskreven lokalitet i Nordirak og dens omgivelser og havde konstateret, at stedet næppe ville være et velegnet sted for likvideringer. Statsadvokaten havde på baggrund af den samlede efterforskning, som i det væsentlige havde været koncentreret om afhøringer af ansøgeren, konkluderet, at ”der ikke er rimelig formodning om, at et strafbart forhold, som forfølges af det offentlige, er begået”. Efter en samlet vurdering fandt Flygtningenævnet herefter ikke, at der nu var alvorlig grund til at antage, at ansøgeren havde begået forbrydelser omfattet af Flygtningekonventionens artikel 1 F. Irak/2066/7
Nævnet stadfæstede i oktober 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra Kirkuk, Irak. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive dræbt af terrorister. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han fra 2008 til 2012 har været ansat af en antiterrorgruppe under de irakiske myndigheder. Han var ikke officer. Ansøgerens gruppe var specialister i at angribe og tilfangetage terrorister. Ansøgeren er en enkelt gang blev truet telefonisk, hvor en anonym person blandt andet beskyldte ham for at gå amerikanernes ærinde og være vantro. Dette skete i 2011 efter, at han havde deltaget i en aktion, hvor nogle terrorister blev anholdt. Ved aktionen befriede antiterrorgruppen to bortførte børn. Ansøgeren er i forbindelse med befrielse af børn blevet fotograferet. En fra gruppen har nok videregivet hans navn til terrorister. Han mener også, at hans billede kan være bragt i TV og aviser. Der er tillige en video herom på Youtube. Ved en anden lejlighed blev der skudt mod ham fra en bil. Han formoder, at det var terrorister, der derved ville dræbe ham. Måske hænger attentatet sammen med, at ansøgerens navn og tilknytning til antiterrorgruppen havde været nævnt i TV i forbindelse med en sag om skud mod et islamisk partikontor. Efter 11 dages tilbageholdelse blev ansøgeren renset, men dette blev ikke omtalt i medierne. Ansøgeren mente ikke, at hans arbejdsgiver […] eller politiet tog hans bekymringer om hans sikkerhed tilstrækkeligt alvorligt og besluttede derfor at udrejse. Flere gange blev ansøgeren sendt tilbage til Irak af iranske og tyrkiske myndigheder, inden det lykkedes ham at komme til Europa. Hvis han vender tilbage til Irak, vil han næppe kunne få sit arbejde i[…] tilbage. Han vil endvidere ikke kunne få våbentilladelse på anden måde, og vil derfor ikke kunne beskytte sig selv. Han vil heller ikke kunne leve i sikkerhed i Kirkuk eller Nordirak, hvor der også jævnligt forekommer terrorangreb. Flygtningenævnet lægger, som Udlændingestyrelsen, til grund, at ansøgeren har været tilknyttet antiterrorgruppen og i den anledning har deltaget i aktioner mod terrorister. Ansøgerens nærmere rolle, og i hvilket omfang andre herved har fået et personligt modsætningsforhold til ansøgeren, giver anledning til betydelig tvivl. Dette skyldes navnlig, at ansøgeren på en række områder har afgivet skiftende forklaringer herom. Til Udlændingestyrelsen har ansøgeren ifølge referatet af samtalerne med ansøgeren flere gange forklaret, at der blev dræbt en terrorist i forbindelse med befrielsen af de to børn. Det er anført, at ansøgeren ikke havde problemer, før terroristen blev skudt. I Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at der ikke døde nogen terrorist ved den lejlighed. Til Udlændingestyrelsen har ansøgeren ifølge referatet af to samtaler flere gange oplyst, at han i forbindelse med afhøring af en person, der var mistænkt for en anden børnebortførelse, slog den pågældende med en geværkolbe, mens den pågældende lå i en seng. I Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at han kun gav vedkommende en let lussing, og at han i øvrigt aldrig har slået afhørte eller har overværet andre fra antiterrorgruppen begå vold mod tilbageholdte. Til Udlændingestyrelsen har ansøgeren ifølge referatet forklaret, at han ved fem til seks lejligheder har slået afhørte personer. Til Udlændingestyrelsen har ansøgeren forklaret, at han over ti gange er blevet truet via brev eller telefon. I nævnet har han herom forklaret, at han aldrig har modtaget trusler per brev og kun en gang er blevet truet via telefon. Ansøgeren har endvidere forklaret udbyggende om flere forhold. Han har således først i Flygtningenævnet forklaret, at han har været tilbageholdt i 11 dage i forbindelse med skuddet mod partikontoret. Herefter finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i reel og konkret risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, eller forfølgelse efter § 7, stk. 1. Hvis det måtte kunne lægges til grund, at ansøgeren alligevel risikerer overgreb fra grupper, som han har fået et modsætningsforhold til, via sit arbejde i antiterrorgruppen, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren vil kunne opnå beskyttelse herimod ved at tage ophold i Nordirak. Nævnet finder, at det i givet fald vil være rimeligt at henvise ansøgeren hertil. Der lægges herved vægt på, at ansøgeren er en yngre kurdisk mand fra Kirkuk. Det indgår tillige, at ansøgeren er sunni-muslim og ugift. Det indgår tillige i denne vurdering, at det fremgår af nævnets baggrundsmateriale, at Nordirak må vurderes at være tilstrækkeligt stabilt og sikkert til at kunne fungere som et IFA alternativ for ansøgeren, uanset at der også i Nordirak kan forekomme volds- og terrorhandlinger. Flygtningenævnet stadfæster med denne begrundelse Udlændingestyrelsens afgørelse.” irak/2013/6
Nævnet meddelte i maj 2013 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk assyrer og kristen fra Bagdad, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter en tilbagevenden til Irak, fordi han er kristen. Ansøgeren har til støtte herfor henvist til, at situationen i Irak er blevet dårligere for de kristne efter Saddam Husseins fald i 2003. Ansøgerens broder og en svoger er blevet dræbt i en bombeeksplosion i foråret 2010, fordi de var kristne. Ansøgerens hjemmeboende søn, […], har i en uge i foråret 2010 været bortført af muslimske mænd. Sønnen fulgte bortførernes krav om, at han skulle konvertere til islam. Under bortførelsen blev sønnen slået, så han er psykisk skadet i dag. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han og familien i foråret 2010 modtog tre trusselsbreve, der opfordrede familien til at forlade Irak, ellers ville de blive slået ihjel. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Indledningsvis bemærker nævnet, at ansøgeren og hans datter i hovedtræk har forklaret samstemmende omkring sagens væsentlige elementer. Der er dog visse tidsmæssige forskydninger. Nævnet har ikke fundet, at dette har kunnet tillægges væsentlig betydning ved vurderingen af ansøgerens troværdighed, idet ansøgeren fremtræder stærkt svækket af sygdom. På grundlag af ansøgerens forklaring lægger nævnet derfor til grund, at to medlemmer af ansøgerens nærmeste familie i foråret 2010 blev dræbt, da en bombe blev bragt til sprængning ud for deres forretning. Nævnet lægger endvidere til grund, at ansøgerens familie i foråret 2010 modtog tre trusselsbreve. Nævnet finder endvidere ikke grundlag for at afvise ansøgerens forklaring om, at ansøgerens søn i foråret 2010 blev bortført og tilbageholdt i 8 dage, i hvilken forbindelse sønnen blev udsat for vold og tvunget til at konvertere til islam. Ansøgeren har ikke personligt været udsat for overgreb. Flygtningenævnet finder imidlertid, at ansøgeren på grund af overgrebene og truslerne mod familien, må antages ved en tilbagevenden til Irak at være i risiko for at blive udsat for overgreb på grund af sit religiøse tilhørsforhold. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at hele familien er udrejst af Irak ikke alene på grund af de generelt vanskelige forhold for kristne, men på grund af bortførelsen af sønnen og trusselsbrevene. Flygtningenævnet finder ikke, at myndighederne vil være i stand til at yde ansøgeren den fornødne beskyttelse. Ansøgeren er derfor omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet skal herefter tage stilling til, om ansøgeren kan henvises til at tage ophold i det kurdiske område i Nordirak (KRI) som internt flugtalternativ. Flygtningenævnet finder, at dette område vil kunne udgøre et internt flugtalternativ i visse tilfælde. Efter de foreliggende oplysninger i Udlændingestyrelsens fact-finding rapporter fra april 2010 og juni 2011 om de kurdiske provinser, vil irakere, der er i besiddelse af irakisk ID-kort uden særlig tilladelse kunne indrejse i området. De pågældende vil endvidere kunne få adgang til længerevarende ophold og blandt andet adgang til bolig, arbejde og sygehusvæsen. Det er afgørende for, om ansøgeren herefter kan henvises til at tage ophold i KRI, om dette efter en samlet vurdering af situationen, herunder ansøgerens personlige forhold kan anses for rimeligt. Ansøgeren har i sin ungdom boet i Mosul. Det må lægges til grund, at ansøgeren i dag ikke har slægtninge eller bekendte i området. Ansøgeren er stærkt sygdomssvækket, og vil i givet fald alene være ledsaget af sin datter, der er helt uden tilknytning til KRI. Flygtningenævnet finder, at det på baggrund af oplysningerne om ansøgerens personlige forhold må antages at blive meget vanskeligt for ansøgeren at klare sig i området, og at det herefter ikke vil være rimeligt at henvise ansøgeren til at tage ophold i KRI som internt flugtalternativ. Flygtningenævnet meddeler derfor den irakiske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” irak/2013/5
Nævnet stadfæstede i juni 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk feyli-kurder og shia-muslim fra Baghdad, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået og chikaneret på grund af sin religion og fordi han ikke taler arabisk. Ansøgeren og søsteren er uden netværk, og de må anses som statsløse kurdere fra Irak. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at han gennem sin opvækst har været udsat for chikane fra lokale sunni-muslimer. Ved en konkret episode blev ansøgeren opsøgt og udsat for fysiske overgreb af andre drenge fra ansøgerens kvarter. Da ansøgeren var omkring seks til syv år gammel, flyttede ansøgerens fader fra familien, og ansøgeren flyttede af den grund sammen med sin søster og moder til Iran, hvor de tog ophold hos ansøgerens moster i Karaj. De opholdt sig kun kortvarigt i Iran, hvorefter de returnerede til Baghdad. Da ansøgeren var omkring 11 år gammel forsvandt hans moder under en indkøbstur, og ansøgeren flyttede herefter sammen med sin søster til Iran, hvor han tog ophold i Teheran hos sin faders ven. Efter at have opholdt sig i Iran i omkring fem til seks år besluttede ansøgeren at udrejse til Danmark. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund angående hans ophold i Irak og Iran. Det fremgår af familiesammenføringssagen, at ansøgeren har angivet at være irakisk statsborger, og at dette også gælder for hans fader. Endvidere må det tillægges vægt, at ansøgeren er født og opvokset i Irak. Uanset at der for Flygtningenævnet nu er rejst tvivl om, hvorvidt ansøgeren er blevet registreret i Irak, findes han under alle omstændigheder at burde vurderes i forhold til dette land. Den chikane, som ansøgeren har oplyst at været udsat for i Irak forud for indrejsen i Danmark har ikke haft et sådant omfang og intensitet, at den kan sidestilles med en i udlændingelovens § 7 omfattet forfølgelse. De generelt vanskelige forhold for feyli-kurdere i Irak kan hverken begrunde asyl eller beskyttelsesstatus. Hverken oplysningerne om forældrenes blandede ægteskab, ansøgerens begrænsede arabiske sprogkundskaber eller oplysningerne om hans registrering i Irak kan føre til en ændret vurdering. Ansøgeren fremstår i øvrigt helt uprofileret. Det kan herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak risikere forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han ved en tilbagevenden skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” irak/2013/4
Nævnet omgjorde i september 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse i en inddragelsessag vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2007. I 2007 blev klageren meddelt opholdstilladel-se efter udlændingelovens § 7, stk. 2 (B-status) af Udlændingestyrelsen. I 2012 traf Udlændingestyrelsen afgørelse om inddragelse af klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1. Flygtningenævnet udtalte: ”at Udlændingestyrelsen meddelte i sommeren 2007 klageren opholdstilladelse efter udlændingelo-vens § 7, stk. 2. Det fremgår af den oprindelige asylsag, at klageren som asylmotiv henviste til, at han i perioden 2004 til 2007 har arbejdet for de britiske og danske styrker i Irak, hvorfor han frygtede at blive dræbt af blandt andet Al-Mehdi militsen. Siden klageren blev meddelt opholdstilladelse i sommeren 2007, har han to gange været rejst tilbage til Irak på ferie, hvor han opholdt sig hos sin tidligere ægtefælle og yngste søn i Basra, hvoraf den seneste rejse var i begyndelsen af 2012. Klageren har ligeledes problemfrit søgt om og fået udstedt irakisk nationalitetspas i Bagdad i 2009. Udlændingestyrelsen inddrog på denne baggrund klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1. Det er forholdene i klagerens hjemland på Flygtningenævnets afgørelsestidspunkt, der er afgørende for, hvorvidt der skal ske inddragelse i medfør af udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1 af klagerens opholdstilladelse. Udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1 skal administreres i overensstemmelse med Flygtningekonventions art. 1 C herunder i den konkrete sag navnlig efter punkt 1 og punkt 5. Ved vurderingen af de generelle forhold i hjemlandet skal Flygtningekonventionens art. 1 C, punkt 5 fortolkes restriktivt. Bevisbyrden påhviler værtslandet. Selvom det tilkommer de enkelte medlemsstater at vurdere, om ophørsgrundene skal bringes i anvendelse, bør tillige UNHCR’s vurderinger inddrages i Flygtningenævnets afgørelser. Efter international flygtningeret, herunder UNHCR’s Handbook og noter, sammenholdt med hidtidig praksis i Flygtningenævnet, fremgår det, at betingelserne for ophør af flygtningestatus er, at der skal være tale om fundamentalt ændrede forhold, herunder af sikkerhedssituationen, og at der skal være om en varig, stabil og effektiv forandring. Efter det foreliggende baggrundsmateriale er der ikke en sket en sådan fundamental, stabil og varig forbedring af den sikkerhedsmæssige situation i hjemlandet, som efter en vurdering af de generelle forhold giver grundlag for at inddrage klagerens opholdstilladelse. Ved vurderingen af klagerens personlige forhold efter Flygtningekonventions art. 1 C, punkt 1 må det tillægges vægt, at klageren igennem familie i hjemlandet erhvervede et irakisk nationalitets pas, og at klageren i begyndelsen af 2011 og i begyndelsen af 2012 to gange har været på besøg i Basra. Efter Handbook punkt 122 vil opnåelse af nationalitetspas i fravær for bevis for det modsatte blive anset som grundlag for ophør af flygtningestatus. Imidlertid må det efter de foreliggende oplysninger lægges til grund, at formålene med besøgene i hjemlandet var en afklaring af forholdet til ægtefællen, samt at klageren ville se sin yngste søn, ligesom besøgene var kortvarige. Hertil kommer at klageren har arbejdet som tolk for de allierede, som i brede kredse i Irak anses for besættelsesstyrker, og at den egentlige baggrund for klagerens opholdstilladelse ikke har været et modsætningsforhold til myndighederne, men at myndighederne ikke har været i stand til at beskytte ham. Under disse særlige omstændigheder findes erhvervelsen af det irakiske pas og de to rejser til Irak ikke i sig selv at burde medføre ophævelse af den erhvervede beskyttelsesstatus, jf. Handbook punkt 119 til 121 samt 123. Sammenfattende findes der hverken efter en vurdering af de generelle forhold i Irak eller efter vurdering af klagerens konkrete forhold at være grundlag for at inddrage klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1. Der er ikke herved taget stilling til, om der foreligger andre grunde til, at opholdstilladelsen ikke bør inddrages. Flygtningenævnet omgør derfor allerede af denne grund Udlændingestyrelsens afgørelse om inddragelse af klagerens opholdstilladelse, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.”
Nævnet stadfæstede i januar 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk kurder og sunni muslim fra Zakho, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter overgreb fra sin far. Ansøgeren, der var lovet bort til sin fætter, indledte uden sin families kendskab et forhold til […], som er dansk statsborger. Da hendes far på et tidspunkt opdagede, at hun talte i telefon med […], slog han hende, tog telefonen fra hende og fremsatte dødstrusler, hvorefter hun flygtede med sin venindes fars hjælp. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren under behandlingen af asylsagen har forklaret divergerende og på, at ansøgerens forklaring endvidere fremstår utroværdig, ligesom ansøgeren for Flygtningenævnet har forklaret upræcist og afglidende vedrørende centrale punkter i begivenhedsforløbet på en sådan måde, at dette ikke fremstår selvoplevet. Ansøgeren forklarede således til motivsamtalen den […]2012, at hun og […] mødtes i hendes fars forretning et par gange, hvorimod hun til samtalen med Udlændingestyrelsen den […] 2012 oplyste, at de ikke sås i hendes fars forretning. Ansøgeren har endvidere for Flygtningenævnet forklaret, at hendes far ikke spurgte til hendes og […] forhold, efter at […] havde anmodet om hendes hånd, hvorimod ansøgeren under samtalen med Udlændingestyrelsen den […] 2012 har forklaret, at faren spurgte, om hun havde noget ”kørende” med […], hvilket ansøgeren benægtede, hvorefter faren gav hende en lussing. Det forekommer blandt andet utroværdigt, at ansøgeren og […] indledte et seksuelt forhold uden at være gift, og at det skete i en park, hvor folk normalt holdt picnic, at ansøgerens venindes far hjalp hende med at flygte, og at flugten blev finansieret af en medgift betalt af ansøgerens fætters familie på 6.500 USD. Ansøgeren har for Flygtningenævnet trods flere opfordringer blandt andet ikke kunnet forklare, om det var dag eller nat, da hendes far opdagede telefonsamtalen med […] og fremsatte dødstrusler mod hende. At ansøgerens ægtefælle og barn bor i Danmark er ikke et forhold, der kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. irak/2013/1
Nævnet stadfæstede i april 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak. Ansøgeren indrejste i 2003, efter at hun havde fået tilladelse til at blive familiesammenført med sin daværende ægtefælle. I 2009 blev ansøgeren skilt fra ægtefællen. I 2011 søgte hun asyl. Senere i 2011 meddelte Udlændingestyrelsen hende afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk keldaner og kristen fra Bagdad. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Irak frygter de generelle forhold for kristne. Ansøgeren har videre henvist til, at en af hendes brødre for tre til fire år siden har modtaget trusler gennem et par uger, og broderens søn blev efterfølgende dræbt ved et skud gennem vinduet til familiens bopæl. Ansøgeren har yderligere henvist til, at en anden broder i 2009-2010 modtog trusselsbreve, fordi denne broder arbejdede som chauffør for amerikanerne. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren ikke har haft asylbegrundende konflikter i hjemlandet på grund af sin kristne tro forud for udrejsen i 2003. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren i øvrigt har oplyst om forhold, der giver grundlag for at antage, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak vil være i en reel risiko for forfølgelse eller for forhold i øvrigt, der kan føre til opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. De generelle forhold i Irak, herunder for kristne og for kvinder, kan ikke i sig selv begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgerens fader og de fleste af ansøgerens søskende fortsat opholder sig i Irak med bopæl i Bagdad, herunder de søskende, der har været udsat for trusler. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren opfylder betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” irak/2012/9
Nævnet stadfæstede i september 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse i en bortfaldssag vedrørende et ægtepar fra Irak samt et barn. Flygtningenævnet udtalte: ”At klagerne er etniske arabere fra Al-Basra, Irak. Det fremgår af sagen, at klagerne indrejste i Danmark i 2007, og at de i vinteren 2007 blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, (beskyttelsesstatus). Klagerne udrejste i foråret 2009 til Irak og underskrev i den forbindelse en frivillig erklæring om frafald af opholdstilladelserne. Ved e-mail i efteråret 2009 til Udlændingestyrelsen meddelte ambassaden i Bagdad, at klagerne ønskede at frafalde repatrieringen og vende tilbage til Danmark. Udlændingestyrelsen meddelte på den baggrund senere i efteråret 2009, at klagernes opholdstilladelser efter udlændingelovens § 7, stk. 2, ikke skulle anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17a, stk. 1, nr. 1. Det fremgår af afgørelserne fra efteråret 2009, at klagernes ret til fortrydelse af repatriering udløb i foråret 2010. I sommeren 2010 og i sensommeren 2010 modtog ambassaden i Bagdad e-mails fra den mandlige klagers forældre m.fl., hvoraf fremgik, at klagerne følte sig truet på livet i Irak. I foråret 2011 besluttede Udlændingestyrelsen, at klagernes opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2 skulle anses for bortfaldet, jf. § 17a, stk. 1, nr. 1 og § 17a, stk. 2, fordi klagerne havde opholdt sig i hjemlandet i mere end 12 på hinanden følgende måneder. Af den beskikkede advokats brev fra foråret 2012 fremgår bl.a., at den kvindelige klager fødte en søn i slutningen af 2009, at den mandlige klagers forældre besøgte klagerne i Basra i starten af 2010, og at den mandlige klager, sammen med forældrene, tog til ambassaden i Bagdad for at spørge til sagen, og for at spørge, hvad de skulle gøre i forhold til barnet. Den mandlige klager talte med en mand fra ambassaden og spurgte, om der forelå en afgørelse vedrørende hjemvenden til Danmark, og blev oplyst om, at der ikke var en afgørelse. Den mandlige klager spurgte til fristen i foråret 2010, som han var fuldstændig klar over og bekymret for. Personen fra ambassaden sagde, at det skulle han ikke være bekymret for, da sagen jo var i gang. Af advokatens brev fremgår videre, at den mandlige klager kontaktede ambassaden telefonisk og på e-mail utallige gange, særligt op til fristen i foråret 2010, og fik hver gang at vide, at han ikke skulle være bekymret for fristen, og at der fortsat ikke forelå en afgørelse i sagen. Klageren har ikke gemt nogen af sine e-mails til ambassaden, da man af sikkerhedsmæssige årsager ikke gemmer e-mails i Irak. Den mandlige klager har aldrig set afgørelserne fra efteråret 2009; første gang han hørte om disse afgørelser var fra sin familie, efter at advokaten havde modtaget sagens akter i foråret 2011. Den mandlige ansøgers herboende familie har til advokaten oplyst, at de flere gange forsøgte at kontakte Udlændingestyrelsen. De kunne ikke komme igennem til sagsbehandleren, og blev ikke på noget tidspunkt oplyst om afgørelserne fra efteråret 2009. På foranledning af en forespørgsel fra Flygtningenævnet har Udlændingestyrelsen forhørt sig hos den danske ambassade i Bagdad via Udenrigsministeriet om, hvorvidt der har været nogen kontakt, herunder e-mails, mellem klagerne og ambassaden i den periode, som klagernes advokat omtaler i brevet fra foråret 2012. I en e-mail, dateret i sommeren 2012, fra Udenrigsministeriet, til Udlændingestyrelsen, anføres bl.a. ”… We have no record of […]or his family contacting the embassy before late summer 2010. …. There is no record or other correspondence from the applicant in time period you ask about. I don´t believe there has been any telephone contact neither in the period after the decisions from autumn 2009 until at least late summer 2010, if so he would have been told about the autumn decision . ….” Flygtningenævnet lægger efter indholdet af klagernes advokats brev fra foråret 2012 til grund for sagen, at den mandlige klager var fuldt bekendt med fristen for fortrydelse af repatrieringen[…], som udtrykkeligt er omtalt i Udlændingestyrelsens afgørelse fra efteråret 2009. Flygtningenævnet finder herefter, at klagerne enten har været bekendt med ordlyden af afgørelsen fra efteråret 2009, eller i det mindste har været fuldt ud klar over, at der gjaldt en etårs frist for fortrydelse af repatrieringen, jf. udlændingelovens § 17a, stk. 1, og at denne frist sprang i foråret 2010, som var årsdagen for klagernes udrejse af Danmark. Efter indholdet af Udenrigsministeriets e-mail fra sommeren 2012 må Flygtningenævnet endvidere lægge til grund for sagen, at hverken klagerne, eller deres i Danmark boende familiemedlemmer, har haft enten telefonisk kontakt eller har e-mailet med ambassaden i Bagdad før sensommeren 2010. Under disse omstændigheder finder Flygtningenævnet ikke tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens afgørelse fra foråret 2011, hvorefter klagernes opholdstilladelser er bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17a, stk. 1, nr. 1 og § 17a, stk. 2. Flygtningenævnet finder endvidere ikke noget grundlag for at bestemme, at opholdstilladelserne på trods heraf ikke skal anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 3. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2012/8
Nævnet stadfæstede i september 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Ansøgeren indrejste senest i Danmark i 2010, efter at han i 2010 var blevet meddelt tilladelse til at blive familiesammenført med sin herboende ægtefælle. I 2011 søgte ansøgeren ansøgning om asyl. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er kristen fra Bagdad, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter de irakiske myndigheder, idet han benyttede sig af poser med et billede af Saddam Hussein til at sælge alkohol i. Han har herved anført, at han i 1999 blev tilbageholdt i tre uger, hvorunder han blev slået og afhørt om, hvor han havde skaffet poserne. Han blev løsladt mod kaution og skulle fremstilles for retten omkring to måneder senere. Inden ansøgeren skulle fremstilles for retten, flygtede han, og der blev udstedt en arrestordre på ham. Ansøgerens storebroder blev i den forbindelse tilbageholdt og afhørt om, hvor ansøgeren befandt sig, men efterfølgende løsladt mod kaution. Ansøgeren har endvidere henvist til de generelle forhold for kristne i Irak, samt at han ønsker at opholde sig i Danmark sammen med sin familie. Endelig har ansøgeren i Flygtningenævnet henvist til, at hans broder for kort tid siden nu også er flygtet fra Irak, og at myndighederne mange gange – senest i 2011 – har spurgt efter ansøgeren hos broderen vedrørende arrestordren fra 1999. Ansøgerens forklaring om, at han fortsat skulle være eftersøgt af myndighederne på grund af episoden fra 1999, forekommer ikke troværdig. Først i Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret om myndighedernes mange henvendelser hos ansøgerens broder helt frem til 2011. Det er i strid med, hvad ansøgeren tidligere har forklaret, og det forekommer ikke troværdigt. Flygtningenævnet kan derfor ikke lægge til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak er i risiko for at blive forfulgt af myndighederne på grund af sagen fra 1999. Ansøgeren har endvidere henvist til de generelt usikre forhold for kristne. Ansøgeren har ikke angivet konkrete grunde til, at han skulle være i risiko for at blive forfulgt som følge af sin tro ved sin tilbagevenden til Irak. Flygtningenævnet finder således, at den generelle risiko for, at en kristen kan blive udsat for forfølgelse eller overgreb, ikke i sig selv kan føre til, at ansøgeren opfylder betingelserne for at blive meddelt asyl. Heller ikke den omstændighed, at ansøgeren nu har boet i 11-12 år udenfor Irak, kan føre til et andet resultat. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren ved sin tilbagevenden til Irak ikke vil være i risiko for forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” irak/2012/7
Nævnet stadfæstede i juli 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak. Indrejst i 2010. Ansøgeren var diagnosticeret med en svær psykisk lidelse. Nævnet havde flere gange tidligere valgt at udsætte behandlingen af sagen, da ansøgeren var for syg til at møde frem for nævnet. Den første udsættelse fandt sted i 2011. Under nævnsmødet kunne ansøgeren alene bekræfte sin etnicitet, hvorefter hun brød sammen og fremtrådte for stærkt psykisk påvirket til at kunne besvare yderligere spørgsmål. Nævnet besluttede herefter i samråd med den beskikkede advokat at afstå fra dette. Efter begæring fra både den beskikkede advokat og Udlændingestyrelsen besluttede nævnet at fremme sagen på det foreliggende grundlag. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk kurder og muslim af trosretning fra området omkring Mosul. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hendes far har lovet hende bort til en ældre mand, og at hun er blevet udsat for overgreb fra sin far og bror, da hun nægtede at gifte sig med denne mand. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hun har haft et seksuelt forhold til en mand ved navn […], hvorfor hun frygter at blive dræbt af sin far og sin bror, hvis de finder ud af dette. Flygtningenævnet bemærker, at en egentlig troværdighedsbedømmelse må foretages i lyset af, at der ikke er afgivet forklaring for nævnet og i lyset af, at det må antages, at ansøgerens psykisk belastede tilstand har været til stede under hele asylsagens behandling. Nævnet har herefter ikke haft mulighed til at foretage en sædvanlig troværdighedsvurdering. Nævnet lægger på baggrund af de hidtidige afgivne forklaringer til grund, at ansøgeren har haft et belastet forhold til sin far i anledning af dennes planer om at lade hende indgå et tvangsægteskab. Nævnet finder ikke, at ansøgerens forklaring om, at hun havde et seksuelt forhold til en person ved navn […], som hun kun havde et perifert kendskab til, kan lægges til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har oplyst at være en traditionelt opdraget muslimsk kvinde, som ikke har fået lov til at færdes alene, og at hun i øvrigt ikke har kunnet oplyse yderligere om […]. Flygtningenævnet forkaster derfor denne del af ansøgerens forklaring som konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren alene med henvisning til sit modsætningsforhold til sin fader og dennes mulige ønske om tvangsgifte ansøgeren har sandsynliggjort, at dette forhold i sig selv har en sådan asylrelevant intensitet, at det kan antages, at hun ved en tilbagevenden til Irak vil være i en reel konkret risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Herefter og da ansøgeren ikke opfylder betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse.” irak/2012/5
Nævnet stadfæstede i februar 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse i en udsendelsessag en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2000. I 2001 meddelte Udlændingestyrelsen opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, (de facto-status). I 2009 idømte Østre Landsret klageren to et halvt års fængsel for røveri, ligesom landsretten idømte klageren udvisning med indrejseforbud for bestandig. I 2011 traf Udlændingestyrelsen afgørelse om, at klageren kan udvises for bestandig. Flygtningenævnet udtalte: ”At klageren er etnisk kurder fra Mosul, Irak. Klageren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. I 2001 meddelte Udlændingestyrelsen klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2 (de facto). Ved dom af […] 2004 stadfæstede Østre Landsret byrettens dom af […], hvorved klageren blev straffet med fængsel i 1 år for overtrædelse af blandt andet straffelovens § 288, stk. 1, nr. 1, og § 290. Klageren blev endvidere udvist af Danmark med indrejseforbud i 5 år. I 2005 frifandt Højesteret klageren for så vidt angår påstanden om udvisning. Ved dom af […] 2009 stadfæstede Østre Landsret byrettens dom af […]2009, hvorved klageren blev straffet med fængsel i 3 år for overtrædelse af straffelovens § 260, nr. 1, § 266 og § 288, stk. 1, nr. 1, dog således, at strafudmålingen blev nedsat til 2 år og 6 måneder. Klageren blev endvidere udvist af Danmark for bestandigt. Klagerens opholdstilladelse er herefter bortfaldet, jf. udlændingelovens § 32, stk. 1. Da klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2 (de facto), skal der efter udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren har henvist til, at han ikke kan udsendes til Irak, idet han frygter personer fra en navngiven indflydelsesrig klan, som klagerens fader havde en konflikt med før sin udrejse i 1997. To dage før faderens udrejse af Irak blev han overfaldet af ti personer fra førnævnte klan og slået med en geværkolbe. Klageren var på daværende tidspunkt 11 år gammel. Klageren har endvidere henvist til, at han ikke har tilbageværende familie i Irak andet end sin farfader, ligesom han ikke har bopæl i Irak. Klageren har desuden oplyst, at han føler sig dansk, hvorfor han vil have svært ved at vænne sig til irakiske normer. Klageren har ikke personligt haft nogen konflikt med myndighederne, organisationer eller privatpersoner i hjemlandet. Faderen har i sin egen sag oplyst, at han fik problemer i hjemlandet, da han skiftede fra KDP til det kommunistiske parti. Faderen havde endvidere en konflikt med en sheik, og faderen blev udsat for et overfald i sin restaurant. Efter hospitalsbehandling udrejste faderen. Den nævnte konflikt ligger langt tilbage i tid og vedrører et begrænset forhold, idet faderen ifølge klagerens oplysninger ikke ville rejse sig, da sheiken kom ind i restauranten. Endvidere må det tillægges vægt, at klageren og hans familie ikke blev opsøgt af sheikens mænd i perioden frem til deres egen udrejse, og at Saddam Husseins styre ikke længere er ved magten. På denne baggrund kan der ikke lægges nogen vægt på den fremlagte erklæring, som ikke indeholder oplysninger om konkrete trusler, ligesom dokumentets oprindelse er usikker. Der er heller ikke efter det foreliggende holdepunkter for at antage, at faderens konflikter i 1990’erne også skulle omfatte klageren. Flygtningenævnet kan således ikke lægge til grund, at klageren er i en konkret og individuel risiko for forfølgelse ved en tilbagevenden til Irak, og finder derfor ikke, at udlændingelovens § 31, stk. 2, er til hinder for udsendelse. Flygtningenævnet finder heller ikke, at klageren ved en tilbagevenden til Irak vil være i reel risiko for forhold omfattet af udlændingelovens § 31, stk. 1. På den baggrund finder Flygtningenævnet ikke, at udlændingelovens § 31 er til hinder for udsendelse af klageren til Irak. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” irak/2012/4
Nævnet stadfæstede i februar 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk kurder fra landsbyen […] i Mosul Amt, Irak. Han er yezidi af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han er etnisk kurder og yezidi af trosretning. Trosretningen er i mindretal i Irak og har ingen rettigheder. Yezidi folk bliver forfulgt som religiøs gruppe og udsat for ærekrænkelse over alt i Irak. Det muslimske flertal ønsker at foretage en etnisk udrensning af yezidier. Ansøgeren er bange for, at muslimerne vil forfølge ham og slå ham ihjel. Han er bange for islam. Endvidere har hans fader været et fremtrædende medlem af Baath-partiet i Mosul-området, ligesom hans brødre har været medlem af Baath-partiet. Endelig har ansøgeren fra 2003 til 2006 gjort tjeneste i den irakiske hær, som samarbejdede med amerikanerne. Indledningsvis skal det bemærkes, at ansøgeren for nævnet har fremstået tilbageholdende med at redegøre for de påberåbte asylmotiver, og han har på flere punkter forklaret upræcist om sin færden forud for udrejsen, blandt andet vedrørende problemer med forskellige grupperinger og organisationer, vedrørende modtagne trusler, vedrørende ansøgerens medlemskab af Baath-partiet og om hvorvidt nogle familiemedlemmer blev boende i lokalområdet efter ansøgerens udrejse. Endvidere tillægges det vægt, at ansøgeren først for Flygtningenævnet har oplyst om faderen og brødrenes medlemskab af Baath-partiet, om at ansøgeren en enkelt gang er blevet tilråbt på gaden i 2006 og i 2007, og om modtagelsen af et trusselsbrev i 2005, mens ansøgeren fortsat var soldat i hæren. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren ikke har haft problemer med myndighederne, og at ansøgeren ikke i øvrigt konkret har været udsat for konflikter eller overgreb bortset fra modtagelsen af det nævnte trusselbrev i 2005 og tilråbene på gaden i 2006 og i 2007. Den omstændighed, at ansøgeren har virket i den irakiske hær frem til 2006, og at han forlod hæren efter råd fra en officer fordi han er yezidi-kurder kan efter det forelæggende hverken begrunde asyl eller beskyttelsesstatus. Der lægges herved videre vægt på, at ansøgeren var i stand til at opholde sig i hjemlandet frem til udrejsen i midten af 2009. Endvidere udrejste ansøgeren legalt legitimeret med sig eget ægte pas. Den omstændighed, at faderen og brødrene måtte have været medlem af Baath-partiet kan efter det foreliggende heller ikke begrunde asyl eller beskyttelsesstatus. Ansøgeren har for nævnet endeligt oplyst, at han ikke selv har været medlem af Baath-partiet, ligesom ansøgeren for Flygtningenævnet har vedgået, at hans forældre samt en bror og søster fortsat opholdt sig i hjemlandet ved ansøgerens udrejse. Endelig har nævnet lagt vægt på det sene fremkomstid med hensyn til oplysningerne om familiens tilknytning til Baath-partiet. Efter det ovenfor anførte kan det forhold, at ansøgeren er yezidi-kurder heller ikke i sig selv begrunde asyl eller beskyttelsesstatus. Sammenfattende finder Flygtningenævnet, at de forhold og begivenheder, som ansøgeren i øvrigt har påberåbt sig, ikke har haft et sådant omfang og intensitet, at de kan begrunde asyl eller beskyttelsesstatus. Idet oplysningerne om de generelt vanskelige forhold i hjemlandet ikke kan føre til nogen ændret vurdering, kan det herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren har været forfulgt ved udrejsen, eller at ansøgeren ved en tilbagevenden risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kan det ikke antages, at ved en tilbagevenden skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet at udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” irak/2012/3
Nævnet stadfæstede i januar 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2008. I 2011 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunnimuslim fra Kirkuk i Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv, men er af andre blevet betegnet som politisk aktiv, idet han har arbejdet for myndighederne. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter overgreb fra myndighederne som følge af, at han er udeblevet fra sin arbejdsplads i Forsvarsministeriet. Ansøgeren var ansat som informationsmedarbejder i Bagdad i et kontor under Forsvarsministeriet i et halvt år op til sin udrejse. Han skrev i forbindelse med sin ansættelse under på en kontrakt, hvorefter han ville blive idømt 15 års fængsel, hvis han opsagde stillingen inden for de første fem år. I efteråret 2008 fandt ansøgerens søster på deres fælles bopæl et trusselsbrev rettet mod ansøgeren fra en regeringsfjendtlig gruppe. Ansøgeren udrejste herefter to dage senere. Efter ansøgerens udrejse udstedte domstolen i Kirkuk omkring to uger senere en arrestordre mod ansøgeren på foranledning af Forsvarsministeriet. Ansøgerens morbror har været fængslet som følge af ansøgerens forhold. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren under behandlingen af asylsagen har forklaret divergerende og udbyggende, ligesom ansøgerens forklaring på flere punkter fremstår utroværdig. Ansøgeren har således under samtalen med Udlændingestyrelsen i sommeren 2009 forklaret, at han mundtligt fik oplyst ansættelsesbetingelserne og intet fik at vide om opsigelse ved ansættelsen. Ansøgeren har derimod under samtalen med Udlændingestyrelsen i efteråret 2010 forklaret, at han skulle underskrive en ansættelsesblanket, da han blev ansat, og at han ordret kunne huske, at det var anført, at han som ansat i militæret ikke måtte opsige sit arbejde indenfor fem år, da han i modsat fald ville få op til 15 års fængsel. Ansøgeren har under behandlingen af sagen for Flygtningenævnet ikke fremlagt en ansættelsesblanket, men derimod en særskilt erklæring, underskrevet af ham og arbejdsgiveren, der alene omhandlede forpligtelsen til at være ansat i fem år og ansøgerens accept af de juridiske konsekvenser ved ikke at opfylde denne pligt. Flygtningenævnet finder det utroværdigt, at ansøgeren, der under asylsagens behandling har fremskaffet flere dokumenter, der befandt sig på hans tidligere bopæl hos søsteren, først umiddelbart inden sagens behandling i Flygtningenævnet og mere end tre år efter sin indrejse i Danmark, har fremskaffet erklæringen om ansættelsesvilkårene, der er en central del af ansøgerens asylmotiv. Flygtningenævnet finder det endvidere utroværdigt, at den af ansøgeren fremlagte arrestordre fra efteråret 2008 ifølge ansøgerens forklaring er udstedt uden, at ansøgeren forud blev opsøgt på sin bopæl af myndighederne. Det findes endvidere utroværdigt, at anholdelsesordren, der ifølge sit indhold er udstedt af Rådet for Højesteret, kunne foreligge allerede få dage efter ansøgerens udeblivelse fra sin arbejdsplads i Forsvarsministeriet. Nævnet bemærker i øvrigt vedrørende anholdelsesordren, at ansøgeren først har omtalt denne under gensamtalen med Udlændingestyrelsen i efteråret 2010. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder på den anførte baggrund ikke grundlag for at tage ansøgerens begæring om udsættelse af sagen - på nærmere undersøgelse af den af ansøgeren fremlagte erklæring om accept af de juridiske konsekvenser af at fratræde sin stilling i ministeriet inden for fem - år til følge. Flygtningenævnet stadfæster herefter Udlændingestyrelsens afgørelse”. irak/2012/2
Nævnet omgjorde i januar 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse i en bortfaldssag vedrørende en til en kvindelig statsborger fra Irak samt barn. Indrejst i 1999. Udlændingestyrelsen traf i 2009 afgørelse om, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2 (de facto status), var bortfaldet. Sagen blev behandlet på skriftligt grundlag, idet klageren opholder sig i udlandet. Flygtningenævnet udtalte: ”At klageren indrejste i Danmark i foråret 1999 sammen med sine tre børn, døtrene […] og […] og sønnen […]. Klageren og hendes tre børn blev i slutningen af1999 meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2 (de facto). Det fremgår af det centrale personregister, at klageren og hendes to døtre udrejste til Irak i sommeren 2005. Klageren har oplyst, at de udrejste til Iran og aldrig repatrierede til Irak. Flygtningenævnet finder, at det kan lægges til grund, at klageren og hendes børn har opgivet deres bopæl i Danmark, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1. Efter det oplyste udrejste klageren og hendes to døtre i sommeren 2005 til Iran, hvor de siden har opholdt sig sammen med klagerens søn. Klageren valgte at udrejse til Iran, idet hun ikke kunne undvære sin søn, der på daværende tidspunkt opholdt sig i Iran i faderens varetægt. Flygtningenævnet lægger derfor til grund, at klageren og hendes børn har opholdt sig mere end 12 på hinanden følgende måneder uden for Danmark. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer finder, at det ikke kan lægges til grund, at klageren og hendes børn har opnået beskyttelse i et tredjeland, jf. udlændingelovens § 17, stk. 3. Flertallet har herved lagt vægt på, at der har været tale om et illegalt ophold, som efter de iranske myndigheders kendskab hertil har resulteret i dagsbøder udstedt af de iranske myndigheder. Det illegale ophold har endvidere givet sig udslag i manglende mulighed for skolegang for klagerens børn. Flygtningenævnets flertal finder videre, at det kan lægges til grund, at den manglende anvendelse af de fremsendte fremmedpas skyldes, at klageren har været forhindret i at udrejse sammen med børnene. Nævnet har herved lagt vægt på, at den manglende udnyttelse af fremmedpassene, ifølge de seneste oplysninger fremkommet ved advokatens indlæg af […] skyldes, dels at børnenes fader oprindeligt har forhindret klageren i at medtage børnene til Danmark, dels at de iranske myndigheder har stillet betaling af førnævnte bøder som betingelse for udrejse. Klagerens økonomiske forhold har indtil nu ikke muliggjort betaling af bøderne. Flygtningenævnets flertal finder på denne baggrund, at faderen til klagerens børn, efter det af klageren oplyste, ikke længere forhindrer klagerens og hendes børns samlede udrejse, og at klagerens økonomiske situation nu muliggør en udrejse. Flygtningenævnet omgør derfor afgørelsen fra Udlændingestyrelsen af vinteren 2009, således at klageren, […] samt barn, fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. ” irak/2012/1
Nævnet stadfæstede i august 2011 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At Flygtningenævnet tiltræder, at ansøgeren har udvist tilstrækkelig modenhed til, at han kan gennemgå et asylsagsforløb. Ansøgeren er etnisk kurder fra […], Kirkuk, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter overgreb fra familiemedlemmer til en ældre mand, som ansøgeren påkørte 11-12 dage før sin udrejse, og som kom alvorligt til skade. Ansøgeren blev herefter tilbageholdt af politiet i et ungdomsfængsel i tre dage, hvorefter han blev løsladt mod betaling. Den ældre mands familie har nægtet mægling og er kendte kriminelle i kvarteret, hvorfor ansøgeren frygter, at de vil hævne sig. Ansøgeren frygter endvidere at blive meldt til politiet, hvorved han vil blive straffet for at have påkørt manden og for at have kørt uden kørekort. Uanset om Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring til grund finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren opfylder betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgerens frygt for hævn fra den ældre mands familie alene beror på ansøgerens formodninger. Den omstændighed, at mandens familie ikke har ønsket at indgå i mægling med ansøgerens familie, sandsynliggør ikke i sig selv, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, og som ansøgeren ikke vil kunne opnå sin families eller myndighedernes beskyttelse imod. Flygtningenævnet bemærker i øvrigt, at der ikke har været fremsat trusler mod ansøgeren, og at der ikke foreligger oplysninger om kontakt mellem ansøgerens familie og den ældre mands familie efter ansøgerens udrejse. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren efter det oplyste har fremtrædende familiemedlemmer, der arbejder for og har et venskab med en minister i den irakiske regering, og at der ikke er fremkommet oplysninger, der tyder på, at den ældre mands familie vil være i stand til at hindre myndighedsudøvelse i ansøgerens hjemby. Den omstændighed, at ansøgeren måtte blive straffet i sit hjemland for at køre uden kørekort og forvolde en personskade kan ikke begrunde et andet resultat. Sagen vedrører en almindelig borgerlig forbrydelse, hvor der ikke er holdepunkter for, at ansøgeren i forbindelse hermed, vil blive idømt en uforholdsmæssig straf. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak vil risikere forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han vil være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” irak/2011/9
Nævnet stadfæstede i juli 2011 Udlændingeservices afgørelse vedrørende et ægtepar samt tre børn fra Irak. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgerne er etniske assyrere og kristne af trosretning fra Bagdad i Irak. Hverken den mandlige eller kvindelige ansøger har været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv blandt andet henvist til, at de er blevet truet af ukendte militser i deres hjemområde, fordi de er kristne. I 2004 blev de truet til at lukke deres frisørsalon, som den mandlige ansøgers søster arbejdede i. Den mandlige ansøger blev endvidere udsat for et røveri i efteråret 2006 af ukendte personer, i hvilken forbindelse han blev udsat for overgreb. Efter den mandlige ansøger vendte tilbage fra Sverige i sommeren 2008, er familien gentagne gange blevet truet af ukendte militser, der har forsøgt at tvinge familien til at konvertere til islam. Flygtningenævnet lægger til grund, at familien i 2004 har været nødt til at lukke frisørsalonen på grund af trusler, og at familien gennem årene har været udsat for et vist mindre omfang af almindelige trusler som følge af deres kristne tilhørsforhold, men at familien ikke var udsat herfor i hvert fald det seneste år inden udrejsen. Flygtningenævnet finder ikke, at disse forhold har haft et sådant omfang og intensitet, at de kan anses for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet finder endvidere, at røveriet mod den mandlige ansøger i 2006 må anses som et almindeligt kriminelt forhold, der ikke har nogen sammenhæng med ansøgerens kristne tro. Nævnet henviser herved til de oplysninger om røveriet, som den mandlige ansøger gav de svenske myndigheder i forbindelse med hans asylansøgning dér. Nævnet finder således ikke, at dette forhold kan bevirke nogen ændret vurdering. Flygtningenævnet finder således samlet, at ansøgerne ikke opfylder betingelserne for asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster herefter Udlændingeservices afgørelse”. irak/2011/8
Nævnet stadfæstede i juli 2011 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunnimuslim af trosretning fra Bagdad i Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter ukendte personer, idet hans far havde en høj stilling under Saddam Husseins styre og var medlem af Baath-partiet. Ansøgeren blev i foråret 2009 kidnappet af ukendte personer og tilbageholdt i seks dage, hvorunder han blev udsat for vold og seksuelle overgreb. Ansøgerens far betalte løsepenge for at få ansøgeren løsladt. Familien har i alt modtaget tre breve med trusler for at få dem til at forlade huset. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hans far er sunnimuslim, og at hans mor er shiamuslim, hvorfor han ikke kan opholde sig i Bagdad. Ansøgeren kan ikke tage ophold i Kurdistan som følge af sin fars arbejde under Saddam Hussein. Flygtningenævnet finder, at de tre trusselsbreve, som familien har modtaget, har været af mere almindelig karakter, og truslerne har ikke ført til videre overgreb mod familien. Nævnet lægger vægt på, at ansøgeren, på trods af faderens højtstående placering under Saddam Husseins styre, gennem årene efter styrets fald har levet en normal tilværelse med uddannelse og arbejde. Nævnet bemærker, at den kidnapning, som ansøgeren var udsat for i foråret 2009, ikke var rettet mod ansøgeren personligt som følge af hans fars placering, men må anses som et almindeligt kriminelt forhold med henblik på at skaffe løsepenge fra en velstående familie. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering af ansøgerens forhold, at der ikke er grundlag for at antage, at ansøgeren risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, hverken som følge af en afsmitning fra faderens forhold eller i øvrigt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingeservices afgørelse” irak/2011/7
Nævnet meddelte i maj 2011 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Irak. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk araber fra […] i Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse organisationer eller været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af sin meget religiøse fader, fordi hun har nægtet at gifte sig med sin fætter, og fordi hun i Danmark har fået et barn med en i Danmark bosiddende irakisk mand, som faderen ikke havde godkendt som hendes ægtefælle. Faderen har slået hende hele hendes barndom, ofte flere gange dagligt. Efter at hun fortalte sin moder, at hun havde haft samleje med sin kæreste, blev hun mange gange slået meget hårdt af faderen, og hun blev holdt indespærret i 2 uger i kælderen. Faderen mente, at hun havde krænket hans ære og sat ham i et dårligt lys. Mens faderen holdt hende fanget i kælderen, hvor han bandt hende og mishandlede hende. Faderen klippede endvidere hendes hår og tillod, at hendes broder og fætter kom ned i kælderen for at slå hende. I kælderen udspurgte faderen hende blandt andet om hendes kæreste og dennes familie, så han kunne opsøge disse. Det var fordi han skulle have oplysninger fra hende, at han ikke slog hende ihjel. Hun fik næsten ikke mad i kælderen. Efter to uger flygtede hun sammen med moderen og søster. De skjulte sig alle tre i 3½ måned hos et familiemedlem […]. Faderen ledte efter dem, men kunne ikke finde dem. Faderen var ikke bekendt med, at familiemedlemmet for nyligt havde erhvervet den pågældende gård. Ansøgeren udrejste i foråret 2010. Hun ved ikke, hvor hendes moder og søster opholder sig i dag. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer lægger ansøgerens forklaring til grund. Flertallet lægger herved vægt på, at ansøgerens forklaring under hele forløbet har været konsistent samt at forklaringen i nævnet er fremstået som selvoplevet. Det må herefter antages, at ansøgerens fader vil efterstræbe ansøgeren, hvis hun vender tilbage til Irak, og der er konkrete grunde til at antage, at han på ny vil udsætte hende for meget alvorlig vold eller eventuel slå hende ihjel. Herefter, og idet det efter baggrundsoplysningerne ikke kan antages, at de irakiske myndigheder kan eller vil yde hende effektiv beskyttelse mod faderen, finder flertallet, at ansøgeren skal meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Betingelserne for at få asyl i medfør af § 7, stk. 1, er ikke opfyldt.” irak/2011/6
Nævnet stadfæstede i februar 2011 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er kurder, født i Kirkuk, og sunni-muslim. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive dræbt af personer fra en islamistisk gruppe, fordi han i perioden fra 2003 til 2008 har gjort tjeneste i blandt andet den amerikanske hær i Irak. Ansøgeren har ved mødet i Flygtningenævnet henvist til, at hans familie har modtaget i alt fem trusselsbreve. Et trusselsbrev modtaget i 2006/2007, et andet trusselsbrev modtaget omkring nytår 2008, et tredje trusselsbrev modtaget umiddelbart efter hans udrejse af Irak i slutningen af 2008 et fjerde brev modtaget efter broderens død i efteråret 2009 samt et femte brev modtaget i sommeren 2010. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hans bror i efteråret 2009 blev dræbt, og at han frygter, at den resterende del af familien, herunder moderen, er blevet dræbt ved en eksplosion i Kirkuk i starten af 2011. Efter ansøgerens opfattelse har alle disse drab deres baggrund i og forbindelse til ansøgerens asylmotiv. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren har arbejdet for det irakiske militær, og at han også har været tilknyttet og arbejdet for de amerikanske styrker i Irak i perioden fra 2003 til begyndelsen af 2008. Den omstændighed, at ansøgeren har haft arbejde for de amerikanske styrker, kan ikke generelt medføre, at han som følge heraf befinder sig i en asylrelevant risiko for forfølgelse og overgreb omfattet af udlændingelovens § 7 ved sin tilbagevenden til Irak. Flygtningenævnet lægger ved vurderingen heraf også vægt på, at ansøgeren har kunnet opholde sig hos sin familie i Irak i cirka ni måneder, fra han stoppede hos amerikanerne, til han udrejste. Hertil kommer, at han kort før sin udrejse kunne få udstedt id-papirer med mere af myndighederne. Ansøgeren har videre henvist til, at han ved sin tilbagevenden til Irak skulle være i en konkret risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Han har i den forbindelse henvist til de nævnte fem trusselsbreve, ligesom han har henvist til broderens død i efteråret 2009 samt moderens og andre familiemedlemmers mulige død i starten af 2011. Flygtningenævnet kan ligesom Udlændingeservice ikke lægge ansøgerens forklaring om de nævnte trusselsbreve til grund. Ved afgørelsen heraf lægger Flygtningenævnet vægt på, at ansøgeren har afgivet divergerende og udbyggede forklaringer om de nævnte trusselsbreve. For det første har ansøgeren først under mødet i Flygtningenævnet oplyst, at der skulle være fremkommet to trusselsbreve, før han stoppede hos amerikanerne i 2008. For det andet har han forklaret divergerende med hensyn til, om det var de to første breve – eller det fremlagte brev af [……….] 2008 – der skulle være blevet forelagt præsident Jalals søn. For det tredje har ansøgeren afgivet divergerende forklaringer med hensyn til indholdet og fremkomsten af de omtalte trusselsbreve. For det fjerde finder Flygtningenævnet som Udlændingeservice, at det er påfaldende, at der kort tid før gensamtalen i Udlændingeservice den [………] 2010 skulle være fremkommet endnu et trusselsbrev. Flygtningenævnet finder heller ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at der er en sammenhæng mellem de nævnte trusselsbreve og drabet på ansøgerens bror i efteråret 2009. Flygtningenævnet lægger ligesom Udlændingeservice til grund, at ansøgerens bror efter det oplyste blev dræbt sammen med andre soldater, og at det alene er ansøgeren, der har en formodning om, at der er en sammenhæng mellem trusselsbrevene og drabet. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgerens bror efter det oplyste fortsatte sit virke også efter fremkomsten af det fremlagte trusselsbrev fra efteråret 2008. Endelig er det helt udokumenteret, at ansøgerens mor og andre nære familiemedlemmer skulle være blevet dræbt i starten af 2011 ved en eksplosion i Kirkuk, herunder at dette skulle have sammenhæng med ansøgerens asylsag. Ansøgeren opfylder derfor ikke betingelserne for at få asyl efter udlændingelovens § 7, og Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingeservices afgørelse. ” irak/2011/5
Nævnet meddelte i januar 2011 opholdtilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er araber og kristen assyrer af trosretning fra Bagdad. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til de vanskelige forhold for kristne, som han og hans familie har lidt under. Han har i den forbindelse henvist til, at hans fader i 2006 blev bortført af en terrorgruppe, som tilbageholdt ham, indtil familien betalte løsepenge. Ansøgeren har endvidere blandt andet henvist til, at familien i både 2006 og 2010 modtog trusselsbreve, hvori de blev truet på livet, hvis ikke de konverterede til islam, ligesom ansøgeren i 2009 blev forsøgt bortført af ukendte personer. Flygtningenævnet finder i det væsentlige at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund, hvorefter faderen i 2006 var udsat for kidnapning og efterfølgende blev frigivet mod betaling af løsepenge, at familien modtog en trussel i form af en blodig patron i et brev, at faderens forretning ligeledes i 2006 blev sprængt i luften, at familien i slutningen af 2006 på grund af de førnævnte begivenheder, forlod deres hidtidige bopæl i et navngivet kvarter og flyttede til et andet kvarter i Bagdad, at faderen udrejste i 2007, at ansøgeren i 2009 blev udsat for et kidnapningsforsøg, og at familien i starten af 2010 modtog et trusselsbrev på bopælen. Det lægges videre til grund, at ansøgeren vedvarende har været udsat for chikane fra lokalbefolkningen på grund af sin kristne tro, og at han af samme grund opgav at gennemføre et musikstudium i 2008. Ved vurderingen af ansøgerens forklaring finder nævnet at måtte fremhæve, at ansøgeren på flere punkter har forklaret upræcist om sin færden frem til udrejsen, blandt andet vedrørende familiens underhold efter faderens udrejse, omstændighederne i forbindelse med kidnapningsforsøget, og ansøgerens ophold på bopælen efter trusselsbrevet i vinteren 2010. Heroverfor må der dog lægges vægt på faderens asylsag, og Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at den tvivl, som ansøgerens forklaring har givet anledning til, ikke skal komme ham til skade ved vurderingen af hans asylansøgning. Efter en samlet vurdering af ansøgerens forhold, må det derfor antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Det kurdiske område, KRI, vil kunne udgøre et internt flugtalternativ i visse tilfælde. Efter de foreliggende oplysninger i Udlændingeservices fact-finding rapport fra april 2010 om de kurdiske provinser (baggrundnr. 481) vil irakere, der er i besiddelse af irakisk ID-kort uden særlig tilladelse kunne indrejse i dette område. Endvidere vil de pågældende kunne få adgang til længerevarende ophold, samt adgang til blandt andet bolig, arbejde og sygehusvæsen. Kristne assyrere kan som gruppe ikke antages at have sikkerhedsmæssige problemer i KRI. Afgørende for, om ansøgeren herefter kan henvises til at tage ophold i KRI er, om dette efter en samlet vurdering af situationen, herunder ansøgerens personlige forhold, kan anses for rimeligt, jf. Handbook pkt. 91 og UNHCR Guidelines on International Protection af 23. juni 2003, afsnit II C. Det må herved lægges til grund, at ansøgeren ikke har andre slægtninge i Irak, at ansøgeren ikke taler kurdisk, at ansøgeren heller ikke har bekendte i KRI, og at ansøgeren er enlig. På denne baggrund må det antages, at det efter ansøgerens personlige forhold vil være meget vanskeligt for ansøgeren at klare sig alene i området. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at det vil være rimeligt at henvise ansøgeren til at tage ophold i KRI som et internt flugt alternativ.” irak/2011/4
Nævnet meddelte i januar 2011 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Irak. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er kristen kaldæer fra Mosul i Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden frygter at blive dræbt af den islamiske gruppe Ansar Al-Sunna, der telefonisk har truet ansøgeren med halshugning, såfremt hun ikke konverterede til islam og opgav sit erhverv som frisør. Gruppen har endvidere skudt på døren til ansøgerens bopæl samt efterladt et trusselsbrev. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring til grund, idet ansøgeren har forklaret troværdigt og konsistent under hele sagens forløb. Det lægges herefter til grund, at ansøgeren i efteråret 2009 på sit arbejde telefonisk blev truet af en mand, der angav at være repræsentant for Ansar Al-Sunna, at den pågældende truede ansøgeren med halshugning, såfremt hun ikke konverterede og stoppede med at være frisør, at ansøgeren straks lukkede frisørsalonen, at der den følgende nat blev skudt mod familiens hoveddør, at der om morgenen den [………….] lå et trusselsbrev stilet til ansøgerens far fra Ansar Al-Sunna, hvorefter familien skulle forlade bopælen inden 24 timer, og at ansøgeren og den øvrige familie udrejste nogle få dage senere. Trusselsbrevet er fremlagt under sagen. Efter det foreliggende findes ansøgeren at være i risiko for sådanne overgreb, at hun ved en tilbagevenden risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Det kurdiske område, KRI, vil kunne udgøre et internt flugtalternativ i visse tilfælde. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger i Udlændingeservices fact-finding rapport fra april 2010 om de kurdiske provinser (baggrund nr. 481), vil en iraker, der er i besiddelse af irakisk ID-kort uden særlig tilladelse kunne indrejse i dette område. Endvidere vil den pågældende kunne få adgang til længerevarende ophold samt adgang til blandt andet bolig, arbejde og sygehusvæsen. Kristne kaldæere kan ikke som gruppe antages at have sikkerhedsmæssige problemer i KRI. Afgørende for, om ansøgeren kan henvises til at tage ophold i KRI, er, om dette efter en samlet vurdering af situationen, herunder ansøgerens personlige forhold, kan anses for rimeligt, jf. Handbook pkt. 91 og UNHCR Guidelines on International Protection af 23. juli 2003 II C. Det må herved lægges til grund, at ansøgeren ikke har andre slægtninge tilbage i Irak, at hun ikke taler kurdisk, at hun heller ikke har bekendte i KRI, og at hun er enlig. På denne baggrund må det antages, at det efter hendes personlige forhold vil være særdeles vanskeligt for hende at klare sig alene i området. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at det vil være rimeligt at henvise ansøgeren til at tage ophold i KRI som et internt flugtalternativ. Der meddeles herefter ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” irak/2011/3
Nævnet meddelte i januar 2011 opholdtilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk araber, født i Bagdad, men fra 1999 med sine forældre og søskende bosiddende i en navngiven by i Mosul-området, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive dræbt eller kidnappet, fordi han og hans familie er kristne kaldæere. I sommeren 2009 blev ansøgeren kidnappet af ukendte gerningsmænd, som hånede og kaldte ham en beskidt kristen. Han var tilbageholdt i 20 dage, hvorunder han var udsat for gentagen vold. Han blev løsladt mod betaling af 30.000 USD. Ansøgerens søster modtog i vinteren 2009 trusselsbreve om, at hun ville blive dræbt, hvis ikke hun konverterede. Ansøgeren og hans søster udrejste af Irak i vinteren 2009. Forældrene og ansøgerens andre søskende i en navngiven by er efterfølgende udrejst til Syrien. Nævnet lægger ansøgerens forklaring til grund, idet ansøgeren har forklaret troværdigt og overensstemmende under hele sagens forløb, herunder til den beskikkede advokat ifølge dennes indlæg og under nævnsmødet. Nævnet lægger vægt på, at ansøgeren med sine forældre og søskende i 1999 tog ophold i en navngiven by, idet de forlod Bagdad på grund af de trusler, som familien som kristne var udsat for dér, og som førte til den herboende broders udrejse. Ansøgeren har oplyst, at der efter 2003 i stigende grad var chikane mod kristne i Mosul-området, men at han kunne passe sit arbejde og leve sit almindelige liv, indtil ansøgeren i sommeren 2009 blev kidnappet fra sin arbejdsplads, hvor en person henvendte sig og spurgte efter ansøgeren ved dennes navn. Ansøgeren har forklaret nærmere om kidnapningen og om den vold, som han var udsat for under 20 dages tilbageholdelse. Efter løsladelsen, der skete mod betaling på 30.000 USD, tog ansøgeren ophold hos sin familie på bopælen i en navngiven by og undgik kontakt med omverdenen, men det var først efter truslerne mod ansøgerens søster, at familien besluttede, at ansøgeren og hans søster skulle udrejse. Nævnet lægger til grund, at kidnapningen af ansøgeren og truslerne mod ansøgerens søster, var begrundet i deres kristne tilknytningsforhold. Spørgsmålet for nævnet har herefter været, om det kurdiske område, KRI, i Irak herefter vil kunne udgøre et internt flugt alternativ, IFA, for ansøgeren. I denne vurdering har nævnet blandt andet forholdt sig til den fact-finding rapport fra april 2010 om de kurdiske provinser (baggrund nr. 481), som Udlændingeservice har henvist til i afslaget. Nævnet finder, at det må antages, at det kurdiske område i visse tilfælde vil kunne udgøre et IFA for en iraker fra et andet område i Irak. Ved vurderingen af, om det for ansøgeren vil være rimeligt at henvise ansøgeren hertil, jf. UNHCR’s Handbook pkt. 91, lægger nævnet vægt på, at ansøgeren har været udsat for et alvorligt overgreb grundet sin kristne tro, at dette tilsvarende gælder hans søster, at hverken ansøgeren eller andre af hans familie har nogen tilknytning til KRI eller taler kurdisk, og at ansøgerens øvrige familie efterfølgende grundet familiens situation som kristne har forladt familieejendommen i en navngiven by og efter det oplyste nu opholder sig i Syrien. Da ansøgeren efter baggrundsoplysningerne på denne baggrund må anses for at blive sat i en meget vanskelig og usikker situation, såfremt ansøgeren skal henvises til at tage ophold i KRI, finder nævnet samlet ikke, at dette kan kræves af ansøgeren. Nævnet finder herefter, at ansøgeren har krav på opholdstilladelse efter Udlændingelovens § 7, stk. 1.” irak/2011/2
Nævnet meddelte i december 2011 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk assyrer og kristen fra Bagdad i Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han i 2002 legalt udrejste af Irak af frygt for overgreb som følge af sin kristne overbevisning. Ansøgeren var siden slutningen 1990 blevet opsøgt af medlemmer fra Baath partiet, der forsøgte at true ham til at melde sig ind i partiet. Ansøgeren har desuden henvist til, at han ikke længere har familie i Irak, idet hele familien er udrejst, dels på grund af individuelle trusler, dels på grund af de generelt forværrede forhold for kristne i Irak. Ansøgeren har herved henvist til, at hans broder blev truet af militser til at lukke sin frisørforretning i Bagdad. Broderen udrejste med sin familie til Syrien i 2009 og venter på at få opholdstilladelse i Canada via FN. Ansøgerens moder og morbroder er udrejst til Syrien i slutningen af 2010 og ansøgerens storesøster med familie er udrejst ligeledes til Syrien for omkring fire måneder siden på grund af chikane og de generelle forhold for kristne i Irak. Flygtningenævnet bemærker, at nævnet ikke er bundet af Udlændingestyrelsens afgørelse om, at ansøgeren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren har af Udlændingestyrelsen fået afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, idet Udlændingestyrelsen har fundet, at ansøgeren kan henvises til at søge beskyttelse i det kurdiske område i Nordirak (KRI) som internt flugtalternativ. Ansøgeren har dermed ikke opnået ret til at opholde sig her i landet. Et eventuelt afslag fra Flygtningenævnet på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 vil således ikke stille ansøgeren ringere i opholdsretlig henseende end efter Udlændingestyrelsens afgørelse. Ansøgeren kan således ikke på baggrund af Udlændingestyrelsens afgørelse siges at have haft en berettiget forventning om at have opnået et opholdsgrundlag her i landet. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Den chikane, som ansøgeren selv har været udsat for på grund af sin kristne tro forud for udrejsen i 2002, ligger langt tilbage i tid og er ikke af en sådan karakter og intensitet, at den kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren, der forud for sin udrejse arbejdede som frisør i broderens frisørforretning i Bagdad, på grund af truslerne mod ansøgerens broder og tillige truslerne mod den øvrige familie, må antages ved en tilbagevenden til Irak at være i risiko for at blive udsat for overgreb på grund af sit religiøse tilhørsforhold. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at broderen og en stor del af ansøgerens øvrige familie er udrejst af Irak ikke alene på grund af de generelt vanskelige forhold for kristne, men på grund af individuelle trusler og forhold. Flygtningenævnet finder ikke, at myndighederne vil være i stand til at yde ansøgeren den fornødne beskyttelse. Ansøgeren er derfor omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet skal herefter tage stilling til, om ansøgeren kan henvises til at tage ophold i det kurdiske område i Nordirak (KRI) som internt flugtalternativ. Flygtningenævnet finder, at dette område vil kunne udgøre et internt flugtalternativ i visse tilfælde. Efter de foreliggende oplysninger i Udlændingestyrelsens Fact finding rapporter fra april 2010 og juni 2011 om de kurdiske provinser, vil irakere, der er i besiddelse af irakisk ID-kort uden særlig tilladelse kunne indrejse i området. De pågældende vil endvidere kunne få adgang til længerevarende ophold og blandt andet adgang til bolig, arbejde og sygehusvæsen. Det er afgørende for, om ansøgeren herefter kan henvises til at tage ophold i KRI, om dette efter en samlet vurdering af situationen, herunder ansøgerens personlige forhold kan anses for rimeligt, jf. Handbook punkt 91 og UNHCR guidelines om International Protection af 23. juni 2003, afsnit II C. Det må lægges til grund, at ansøgeren ikke har slægtninge eller bekendte i området eller i øvrigt tilknytning til området, og at ansøgeren er enlig og ikke taler kurdisk. Flygtningenævnet finder, at det på baggrund af oplysningerne om ansøgerens personlige forhold må antages at blive meget vanskeligt for ansøgeren at klare sig i området, og at det herefter ikke vil være rimeligt at henvise ansøgeren til at tage ophold i KRI som internt flugtalternativ. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. De nærmere vilkår for opholdstilladelsen fastsættes af Udlændingestyrelsen.” irak/2011/18
Nævnet stadfæstede i oktober 2011 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: At ansøgeren er soranitalende kurder fra Kirkuk og muslim. Han har ingen tilknytning til KRI, hvor han aldrig har været. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive dræbt af en oprørsgruppe, der i efteråret 2008 truede ham telefonisk og 8 dage senere ved en sms. Ansøgeren arbejdede på daværende tidspunkt som vagt ved et oliefelt nord for Kirkuk, hvor der var amerikanske og britiske tropper. Organisationen forlangte, at han ophørte hermed. To måneder senere fik han et trusselsbrev med et lignende indhold. I efteråret 2009 blev ansøgeren overflyttet til oliefeltet […] syd for Kirkuk. De lokale arabere skød flere gange mod ansøgeren og de andre vagter, der blev kaldt forrædere. De lokale forlangte, at vagterne ikke fortalte deres overordnede, at det var dem, som stjal olie og lagde vejsidebomber. Ansøgeren ophørte med at arbejde som vagt i foråret 2010 og forlod Irak i efteråret 2010. Flygtningenævnet finder ikke, at det kan lægges til grund, at utilfredsheden med vagterne fra de lokale landsbybeboere særskilt var rettet mod ansøgeren, der næppe har været særligt profileret. Det kan herefter ikke antages, at ansøgeren nu er udsat for risiko for forfølgelse fra disse landsbybeboere. Ved vurderingen af de trusler om, at ansøgeren skulle ophøre med at være vagt for udlændinge, som ansøgeren oplyser, at han i 2008 har fået fra en oprørsgruppe, må indgå, at ansøgeren efter truslerne blev boende i sin hidtidige bolig i Kirkuk. Hertil kommer, at ansøgeren ikke selv tog truslerne mere alvorligt end, at han opgav at gennemføre politianmeldelsen heraf i 2008 alene fordi, der var travlt på politistationen den dag i 2008, hvor han mødte op for at anmelde forholdet. Endvidere må henses til, at ansøgeren i over et år fortsatte med vagtarbejdet og rejste frem og tilbage til arbejdspladsen med offentlige transportmidler, uden at bevægelsen fulgte op på truslen. Der er herunder ikke konkrete omstændigheder, der tyder på, at bevægelsen har eftersøgt ansøgeren, hverken før eller efter, at ansøgeren ophørte med at være vagt i foråret 2010 og udrejste i efteråret 2010. Samlet set finder Flygtningenævnet herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak er i en reel risiko for at blive udsat for sådanne overgreb, at han opfylder betingelserne for at få opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” irak/2011/14
Nævnet meddelte i oktober 2011 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte ”At ansøgeren er araber fra Basra i Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han tilhører den sabæisk/mandæiske tro, og at han er blevet chikaneret og truet på livet, idet han ikke er muslim, ligesom hans ægtefælle og datter er blevet truet og chikaneret. Ansøgeren har henvist til, at han i starten af 2010 blev opsøgt i sin forretning af fire bevæbnede mænd, hvis hoveder var tildækkede. Mændene truede ham på livet, hvis han ikke konverterede til islam. Endvidere blev han i starten af 2010 opsøgt på bopælen af en enkelt bevæbnet mand, hvis ansigt var tildækket. Udover trusler mod ansøgeren fremsatte manden også trusler vedrørende ægtefællen og datteren. Endelig blev ansøgeren i starten af 2010 opsøgt på gaden af fire mænd, der kom kørende i en bil. Ansøgeren blev udsat for vold og chaufføren trak en pistol. Mændene kørte væk, da en række personer på gaden stimlede sammen på gaden og råbte op. Nævnte chauffør truede dog ansøgeren med, at han ville blive dræbt næste gang. Uanset ansøgerens forklaring til asylsamtalen i efteråret 2010, og uanset at ansøgeren på enkelte punkter har forklaret upræcist og divergerende, finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering af ansøgerens forhold ikke at kunne afvise ansøgerens forklaring for nævnet. Det lægges herefter til grund, at ansøgeren har været udsat for de tre episoder med trusler og overfald i starten af 2010 som forklaret af ham, og at det var den sidstnævnte episode, som foranledigede ansøgeren til at udrejse. Det må herefter antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden risikerer at blive udsat for overgreb på grund af sit religiøse tilhørsforhold, og at myndighederne ikke vil være i stand til at yde ham fornøden beskyttelse. Ansøgeren er derfor omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Der må herefter tages stilling til, om ansøgeren kan henvises til at tage ophold i det kurdiske område i Nordirak (KRI) som internt flugtalternativ. Flygtningenævnet finder, at dette område vil kunne udgøre et internt flugtalternativ i visse tilfælde. Efter de foreliggende oplysninger i Udlændingestyrelsens Fact-finding rapporter fra april 2010 (baggrundsmateriale nummer 481) og juni 2011 om de kurdiske provinser, vil irakere, der er i besiddelse af irakisk id-kort, uden særlig tilladelse kunne indrejse i dette område. Endvidere vil de pågældende kunne få adgang til længerevarende ophold samt blandt andet adgang til bolig, arbejde og sygehusvæsen. Afgørende for, om ansøgeren herefter kan henvises til at tage ophold i KRI, er, om dette efter en samlet vurdering af situationen, herunder ansøgerens personlige forhold, kan anses for rimeligt, jf. Handbook pkt. 91 og UNHCR guidelines om international protection af 23. juni 2003 afsnit IIC. Det må herefter lægges til grund, at ansøgeren ikke har andre slægtninge eller bekendte i området, at ansøgeren ikke taler kurdisk, og at ansøgeren er enlig. Hertil kommer, at ansøgeren tilhører en religiøs retning, som efter de foreliggende baggrundsoplysninger har været udsat for omfattende sekterisk vold, og at mandæerne ikke støttes af andre religiøse grupper. På denne baggrund må det efter oplysningerne om ansøgerens personlige forhold antages, at det vil være meget vanskeligt for ansøgeren at klare sig alene i området. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at det vil være rimeligt at henvise ansøgeren til at tage ophold i KRI som internt flugtalternativ. Flygtningenævnet meddeler herefter ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” irak/2011/13
Nævnet stadfæstede i oktober 2011 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk kurder og muslim fra en navngiven landsby i Tikrit-området. Ansøgeren var medlem af Baath-partiet fra 1981 til 2003. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han udførte mange opgaver for Baath/det daværende regime. Han var blandt andet med til at anholde regimemodstandere og udføre organisatorisk arbejde. Før 1991 havde han opgaver i Erbil, hvor han var med til at forsvare sig mod væbnede angreb fra kurdiske separatister. Han er derfor ikke velkommen i KRI. Han har endvidere henvist til, at han omkring 2004/05 måtte flygte fra landsbyen, fordi terrorister fra nabolandsbyen om natten kom til ansøgerens bolig, og sagde til hans ægtefælle, at han ville blive slået ihjel, hvis han blev i området. Dagen efter flyttede de ind hos den lokale sheik i […]. Han fortsatte med at arbejde, mens han boede hos sheiken. Sheiken beskyttede dem, indtil han måske i 2007 bad ansøgeren om at flytte, da han ikke længere kunne beskytte ham. Indtil udrejsen i november 2010 boede familien ved siden af ansøgerens morbroder i Mosul. Han arbejdede, mens han boede i Mosul, og var i den forbindelse på rejser til Erbil og Sulaimania. 1½ år før udrejsen blev morbroderens hjem angrebet af bevæbnede terrorister, der forlangte at få ansøgeren udleveret. Efter ildkamp – hvor morbroderens ene søn blev ramt – trak terroristerne sig tilbage. Derefter måtte han skjule sig og overnatte hos venner og familiemedlemmer. ½ år før udrejsen advarede en ven ham om, at der var nogen, der ville slå ham ihjel, fordi han havde arbejdet for Baath. Som andre kurdere, der har arbejdet for Baath, vil han forsat være i stor fare, hvis han vender tilbage til Irak. Ansøgeren frygter desuden sin ægtefælles kurdiske familie, idet han giftede sig uden ægtefællens families samtykke. I 1995/9 forsøgte ægtefællens brødre at slå ansøgeren ihjel. Siden har han ikke set brødrene. En af brødrene er en højtstående leder af PUK i Sorani-området. Familien tæller over 200 personer, og overhovedet er leder for stammen […]. Han har siden måtte være meget forsigtig, når han undtagelsesvist har været i KRI for eksempel for at besøge 3 af sine brødre, da ægtefællens familie fortsat vil slå ham ihjel, hvis de finder ham. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren er kurder, at han har været medlem af Baath, at han for mange år siden har været i konflikt med sin hustrus familie samt at han gennem årene har haft forskellige problemer med det arabiske befolkningsflertal. Endvidere lægges det til grund, at han, muligvis på grund af sygdom, har vanskeligt ved at huske årstal etc. Der er taget hensyn hertil ved vurderingen af ansøgerens troværdighed. Uanset dette forhold kan Flygtningenævnet ikke lægge til grund, at ansøgeren har været haft nogen særlige opgaver for Baath, hvor han således ikke har været et profileret medlem. Der henses herved blandt andet til, at ansøgeren til Udlændingestyrelsen har forklaret, at han ikke har foretaget sig andet for Baath end at være vagt. Ansøgerens forklaringer i nævnet om, at han har deltaget i anholdelser og kampe har fremstået meget ukonkret, utroværdigt og ikke som noget selvoplevet. Flygtningenævnet må også tilsidesætte ansøgerens helt nye forklaring i nævnet om, at nogen i Mosul ifølge en ven skulle ønske at forfølge ham på grund af Baath-medlemsskabet eller at væbnede terrorister skulle have angrebet farbroderens bolig for at få fat i ansøgeren. I vurderingen af troværdigheden af denne nye forklaring indgår, at ansøgeren var meget tøvende og usikker, da han afgav den nye forklaring. Samlet set kan nævnet herefter ikke lægge til grund, at ansøgeren skulle have væsentlige konkrete og individuelle problemer på grund af sin kurdiske herkomst kombineret med sin fortid som Baath-medlem. Herefter, og idet nævnet heller ikke kan lægge til grund, at der forsat skulle være et sådant modsætningsforhold til ægtefællens familie i KRI, at han skulle have behov for beskyttelse mod de pågældende, opfylder ansøgeren ikke betingelserne for at få asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” irak/2011/12
Nævnet meddelte i oktober 2011 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk kurder fra en navngiven by i Sulaimaniya, Irak. Ansøgeren var fra 2003 til 2009 medlem af et kurdisk parti. Han har ikke været medlem af noget parti siden 2009. Ansøgeren har som asylmotiv gjort gældende, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af sin forhenværende kærestes familie, som flere gange har afslået hans anmodning om giftermål. Parret fortsatte dog med at se hinanden, hvilket blev opdaget af pigens familie, der opsøgte ansøgerens bopæl. Pigens familie har efter ansøgerens udrejse overfaldet ansøgerens broder samt eftersøgt ansøgeren i Grækenland. Flygtningenævnet bemærker, at det alene findes at bero på ansøgerens formodning, at episoden i Grækenland skulle have forbindelse med ansøgerens forhold i hjemlandet. Flygtningenævnet finder i øvrigt i det væsentlige at kunne lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, herunder om, at pigens brødre var bevæbnede, da de opsøgte ansøgerens bopæl, og om at hans broder efterfølgende er blevet bortført og udsat for omfattende vold på grund af ansøgerens forhold. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren i det væsentlige har forklaret konsistent, og hans fremtræden i Flygtningenævnet har gjort et overbevisende indtryk. På denne baggrund og henset til intensiteten af pigens families reaktion overfor ansøgeren og hans bror finder Flygtningenævnet det efter en samlet og konkret vurdering sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak vil blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Det bemærkes, at der ikke findes grundlag for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” irak/2011/11
Nævnet stadfæstede i august 2011 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk yezidi og yezidi af trosretning fra Mosul, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politisk eller religiøs forening eller organisation eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af formodede terrorister, som beskylder ham for at være medvirkende til, at der blev kastet spiritusflasker mod en moske. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren åbnede således i det overvejende yezidi-beboede kvarter en forretning, der solgte alkohol. Efter en episode, hvorunder unge yezidier kastede med spiritusflasker mod en moske, modtog ansøgeren cirka femten dage efter et trusselsbrev. Trusselsbrevet var blot lagt ind under døren til forretningen og ikke navngivet. I brevet stod, at det var ansøgerens spiritusflasker, der var blevet brugt, og ansøgeren blev truet på livet til ikke at forhandle spiritus. Der skete herefter ikke yderligere, førend efter cirka syv uger, da ansøgeren en sen nat forlod sin forretning. To personer råbte ’stop’ til ansøgeren. Da han ikke stoppede, affyrede de to-tre skud. Efter ansøgerens opfattelse undlod de bevidst at ramme ham, muligvis med det sigte at bortføre ham. De sagde ikke yderligere og opgav relativt hurtigt forfølgelsen af ansøgeren, uanset at de efter ansøgerens opfattelse måtte have set, hvor ansøgeren gik ind. To dage efter udrejste ansøgeren. Der har ikke efterfølgende været episoder rettet mod ansøgerens familie eller forretningen. Flygtningenævnet finder på denne baggrund ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden vil være i en konkret og individuel risiko for forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at den episode, der fandt sted cirka syv uger efter trusselsbrevet, havde nogen sammenhæng hermed. Reaktionen over for ansøgeren i form af et enkeltstående trusselsbrev må herefter anses for et forhold med relativ lav intensitet. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” irak/2011/10
Nævnet stadfæstede i februar 2011 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk assyrer og kristen af trosretning fra Mosul i Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske foreninger eller organisationer eller i øvrigt politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af muslimske arabere, som ønsker at omvende ham til islam. Han har henvist til, at han har haft en nær tilknytning til kirken blandt andet som underviser, og at han ofte på vej fra kirke er blevet slået med blandt andet jernrør af ukendte arabere. Ansøgeren har kendt andre kristne, som er blevet slået ihjel på grund af deres tro. Ansøgeren har endvidere henvist til de generelle forhold for kristne i Irak. Ansøgeren har ikke mulighed for at tage ophold et andet sted i Irak, heller ikke i KRI, idet han udover assyrisk kun taler meget lidt arabisk og slet ikke har familie eller nogen anden forbindelse i KRI. Flygtningenævnet finder i det væsentlige at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund om sin tætte tilknytning til kirken, og om at han i forbindelse hermed har været udsat for chikanerier, voldelige overfald og trusler. Forklaringen har været konsistent på de væsentligste [punkter]og er i overensstemmelse med baggrundsmaterialet om kristnes forhold, særligt i Mosul by. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Mosul vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse som følge af sin kristne tro, ligesom det efter baggrundsmaterialet findes sandsynliggjort, at han ikke vil have mulighed for at opnå effektiv myndighedsbeskyttelse. Et flertal af Flygtningenævnet finder imidlertid, at ansøgeren med rimelighed kan henvises til at tage ophold i KRI som internt flugtalternativ. Flertallet bemærker herved, at det fremgår af baggrundsmaterialet, at enhver ira-ker kan tage ophold i KRI og, jævnfør Landinfos notat af 2. august 2010 side 9, at kristne er velkomne, uanset hvorfra i Irak de kommer, at de er velanset, og at de generelt bliver godt modtaget. Flertallet bemærker endvidere, at det fremgår af Udlændingeservices rapport af 19. august 2010 om sprogforholdene i KRI, at der i myndighedssammenhæng nu også i højere grad udover kurdisk også anvendes arabisk, og at der findes skoler, der giver undervisning også på ansøgerens modersmål assyrisk. Flertallet bemærker i øvrigt, at det fremgår af baggrundsmaterialet, at mange kristne fra andre dele af Irak allerede har taget ophold i KRI, og at det derfor må forventes, at der er et stort netværk blandt andre kristne. På denne baggrund og henset til, at ansøgeren er en ung mand, enlig, arbejdsduelig, har et godt helbred og taler arabisk på et vist niveau, finder flertallet, at han trods sin manglende familiemæssige tilknytning til KRI og manglende kendskab til kurdisk sprog alligevel vil være i stand til at etablere sig i KRI på et rimeligt niveau. Med denne begrundelse stadfæster flertallet Udlændingeservices afgørelse”. irak/2011/1
Nævnet stadfæstede i januar 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2008. Ansøgeren havde vedrørende sit asylmotiv oplyst, at han havde været medlem af de nationale forsvarsstyrker, hvorfor han frygtede at blive forfulgt af andre kurdere. Ansøgeren havde yderligere henvist til, at hans bror havde været medlem af al-Qaeda, hvorfor familiens hus var blevet benyttet som base for al-Qaeda. I 2005 var huset blevet ramt af et missil, hvorved moderen og broderen døde. Fra 2003-2007 havde ansøgeren opholdt sig Grækenland sammen med sin ægtefælle, der er bulgarsk statsborger. Han havde indgivet en ansøgning om asyl i Grækenland, men da han aldrig havde fået svar på sin asylansøgning, var han udrejst til Sverige, hvor han ligeledes havde søgt asyl. De svenske myndigheder ville sende ansøgeren tilbage til Grækenland, hvorfor ansøgeren frivilligt i 2008 var rejst tilbage til Irak. Efter sin tilbagekomst var ansøgeren rejst til Syrien for at undersøge mulighederne for at udrejse illegalt til Europa herfra, men ansøgeren havde ikke penge nok og var derfor rejst tilbage til Irak. Senere i 2008 var ansøgeren på ny udrejst fra Irak via blandt andet Iran og Tyrkiet til Danmark. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er etnisk kurder og muslim fra Fallujah i Irak. Flygtningenævnet lagde ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren alene som følge af sit medlemskab af de nationale forsvarsstyrker i perioden fra 1998 til 2002 ved en tilbagevenden til Irak ville være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, fra kurdere i Irak. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren alene havde været menigt medlem. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgerens afdøde broders tilknytning til al-Qaeda kunne begrunde asyl for ansøgeren. Flygtningenævnet lagde herved lagt vægt på, at ansøgerens anden broder og dennes familie fortsat boede i Fallujah. Flygtningenævnet tillagde det ved vurderingen af sagen tillige en vis vægt, at ansøgeren i 2008 var indrejst to gange i Irak, hvor han begge gange havde opholdt sig hos broderen i Fallujah. Flygtningenævnet fandt herefter ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak ville være i en reel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Irak/2010/9.
Nævnet stadfæstede i januar 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2009. Ansøgeren er etnisk kurder og yezidi. Ansøgeren havde fra 2004 til 2009 være ansat i 3 forskellige sikkerhedsfirmaer og havde i denne forbindelse fungeret som sikkerhedsvagt for de amerikanske styrker i Irak. Ansøgeren havde under nævnets behandling af sagen oplyst, at han 3 gange i henholdsvis 2005, 2006 og 2009 var blevet truet af terrorister. Han havde yderligere oplyst, at hans navn i år 2005 havde figureret på opslag i hans område over personer, der havde arbejdet for amerikanerne, og det havde ligeledes fremgået af løbesedler, der var blevet uddelt i Bagdad. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren havde forklaret udbyggende om sit asylmotiv. Han havde således under samtalen med Udlændingeservice ikke forklaret om konkrete trusler i anledning af sine ansættelser i firmaer, der havde samarbejdet med amerikanerne. Under samtalen med den beskikkede advokat havde ansøgeren forklaret om en trusselssituation, uden at der havde været fremkommet oplysninger om, at ansøgeren skulle være blevet identificeret af personer, der havde truet ham. I forklaringen i Flygtningenævnet havde ansøgeren forklaret om tre trusselstilfælde, og om hvorledes han skulle være blevet identificeret. Ansøgerens forklaring for Flygtningenævnet havde fremstået upræcis og usammenhængende. Det fandtes navnlig på baggrund af ansøgerens tidligere forklaringer under sagen utroværdigt og usammenhængende, at ansøgeren allerede i 2005 skulle have oplevet konkrete trusler med navns nævnelse i hans landsby. Også forklaringen om, at han i sin tredje ansættelse i et sikkerhedsfirma skulle have oplyst sit navn og sit oprindelsessted til de ansatte i den virksomhed, som han havde bevogtet, fandtes utroværdig, når det sammenholdtes med den forklaring, ansøgeren i øvrigt havde afgivet om, at han ikke have kunnet bære sit firma identitetsbevis på sig. Flygtningenævnet kunne herefter alene lægge til grund, at ansøgeren havde haft tre ansættelser i sikkerhedsfirmaer, der havde samarbejdet med amerikanerne, men fandt det ikke sandsynliggjort, at ansøgeren i den anledning var kommet konkret og individuelt i søgelyset hos terroristgrupper eller hos personer eller persongrupper, der var i opposition til den amerikanske tilstedeværelse. De generelt vanskelige forhold for yezidier fandtes ikke at være af en sådan karakter, at de i sig selv kunne begrunde asyl. Ansøgeren opfyldte herefter ikke betingelserne for at få meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Irak/2010/8.
Nævnet stadfæstede i januar 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim af trosretning, født og opvokset i Mosul. Han havde ikke været medlem af politiske partier eller været politisk aktiv. Han havde ikke haft problemer med myndighederne i hjemlandet. Ansøgeren havde som sit asylmotiv henvist til en konflikt mellem faderen, der havde været kaptajn i nationalgarden, og en navngiven person, der ifølge ansøgeren havde slået ansøgerens forældre ihjel i foråret 2009. Ansøgeren havde som led i denne konflikt været tilbageholdt af den navngivne person, der havde udsat ham for tortur, og ansøgeren frygtede nu at skulle lide samme skæbne som forældrene. Efter udlændingelovens § 40, stk. 1, påhviler det en asylansøger at meddele de oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af, om en opholdstilladelse i henhold til loven kan gives. Det følger heraf, at en udlænding, der søger opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, må sandsynliggøre den identitet og det asylgrundlag, udlændingen påberåber sig. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren havde forklaret sammenhængende og overbevisende om sine forhold og sit asylmotiv. Ansøgerens forklaring om tidsmæssige forløb fremstod således divergerende og usammenhængende. Det var endvidere indgået i Flygtningenævnets vurdering, at ansøgerens fingeraftryk var registreret i Grækenland i sommeren 2008, hvor ansøgeren efter sin forklaring havde opholdt sig i Irak. Det var påfaldende, at ansøgeren – uanset at han tidligere var blevet foreholdt de optagne fingeraftryk i Grækenland – først under nævnsmødet havde forklaret, at han under rejsen til Danmark i foråret 2009 fik taget sine fingeraftryk i et ukendt land. Det bemærkedes yderligere, at ansøgerens id-kort af Rigspolitiet var blevet vurderet som eftergjort, og at ansøgeren, der under nævnsmødet havde fastholdt, at han var født i foråret 1992, ifølge personundersøgelseserklæringen fra retspatologisk afdeling var vurderet til at have en alder mellem 19 og 23 år. Flygtningenævnet fandt efter en samlet vurdering ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet fandt på den baggrund, at der ikke var grundlag for at antage, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller ville være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. De generelle forhold i Irak, herunder den vanskelige sikkerhedssituation, kunne ikke i sig selv medføre opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Irak/2010/7.
Nævnet stadfæstede i januar 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren til Udlændingeservice havde oplyst, at hans asylmotiv var, at han i efteråret 2008 var blevet truet på livet af terrorister som følge af ansøgerens faders aktiviteter for/tilknytning til Baath-partiet under Saddam Husseins styre. Det fremgik af ansøgerens forklaring til Udlændingeservice, at truslen var kommet i form af et brev, og at truslen også var rettet mod faderen. Det fremgik endvidere, at ansøgeren ikke havde været politisk aktiv. Ansøgeren havde ikke nærmere kunnet redegøre for faderens aktiviteter. Den beskikkede advokat havde videre gjort gældende, at ansøgeren risikerede forfølgelse grundet ansøgerens broders arbejde for de amerikanske besættelsesstyrker. Ansøgeren havde forklaret, at broderen ikke var nævnt i trusselsbrevet, og at ansøgeren formodede, at terroristerne ikke havde haft kendskab til broderens aktiviteter. Ansøgeren havde endvidere henvist til den generelt dårlige sikkerhedssituation i Kirkuk. Flygtningenævnet fandt, at ansøgeren ikke på den nævnte baggrund havde sandsynliggjort, at han risikerede forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, hvis han vendte tilbage til Irak. Irak/2010/6.
Nævnet stadfæstede i december 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2008. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive forfulgt af shia-muslimske militser, da han stammer fra en sunni-muslimsk klan og boede i et sunni-muslimsk område. Hans hjem er mange gange blevet ransaget. I begyndelsen af 2007 blev han bortført af en bevæbnet gruppe, som havde oplysninger om, at han var sunni-muslim og arbejdede for et firma med en sunni-muslimsk ejer. Ansøgeren blev tilbageholdt i fire timer og udsat for tortur, herunder falanka. I begyndelsen af 2007 blev ansøgerens svoger slået ihjel, mens han kørte i ansøgerens bil tæt ved ansøgerens hjem. Ansøgeren formoder, at han selv var målet for angrebet. Ansøgeren har videre henvist til, at han risikerer forfølgelse som følge af sit ægteskab med en statsløs palæstinenser, der har opholdstilladelse i Danmark. Flygtningenævnet finder, at bortførelsen i 2007 må anses for et kriminelt forhold, der havde sammenhæng med ansøgerens daværende arbejde, og som ikke på nuværende tidspunkt kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at drabet på ansøgerens svoger var et forsøg på at dræbe ansøgeren. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har oplyst, at han ikke ved, hvem der dræbte svogeren, og at ansøgeren har forklaret divergerende med hensyn til den bil, som svogeren angiveligt skulle have kørt i. Ansøgeren har således forklaret, at bilen var den, som ansøgeren plejede at køre i på sit daværende arbejde. Ansøgeren har ligeledes forklaret, at denne bil forud for drabet på svogeren var konfiskeret af de syriske myndigheder [i forbindelse med at ansøgeren havde krydset grænsen til Syrien på falske nummerplader- RED.]. Flygtningenævnet finder, at de forhold, som ansøgeren som sunni-muslim har været udsat for, herunder generelle ransagninger i lighed med mange andre, ikke har en sådan karakter og intensitet, at de kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren har forklaret udbyggende under nævnsmødet om sine problemer på grund af sit ægteskab med en statsløs palæstinenser. Uanset om ansøgerens forklaring lægges til grund, er de bebrejdelser og den chikane, som ansøgeren måtte have været udsat for, ikke af en sådan karakter, at den kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Spørgsmålet om, hvorvidt ansøgeren skal meddeles opholdstilladelse som en konsekvens af ægtefællens opholdstilladelse, skal afgøres efter en konkret vurdering. Ægtefællerne er ikke indrejst i Danmark samtidigt. Ansøgerens ægtefælle er indrejst sammen med sin moder og flere søskende på baggrund af en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, stk. 1, som statsløse palæstinensere. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren, der er irakisk statsborger, har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i en afledet risiko for forfølgelse på grund af ægtefællens forhold. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Irak/2010/51
Nævnet stadfæstede i december 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte: ”At, ansøgeren er etnisk kurder fra Kirkuk i Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af terrorister. Han har i den forbindelse henvist til, at han var ansat i den irakiske hær i seks til syv måneder, inden han udrejste i efteråret 2008. Omkring 10 dage før sin udrejse blev han og omkring 40 militærkolleger overfaldet af cirka 200 terrorister, mens de kørte fra Mosul mod Erbil. Ansøgerens kolleger blev halshugget, og ansøgeren selv udsat for vold. Terroristerne lod imidlertid ansøgeren leve for, at han kunne advare andre irakere, der arbejdede for amerikanerne, om at de ville lide samme skæbne som hans kolleger, hvis ikke de standsede deres samarbejde med amerikanerne. Flygtningenævnet kan ikke afvise, at ansøgeren har haft en vis tilknytning til det irakiske militær. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort sit asylmotiv. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring vedrørende besiddelse af skriftlig legitimation i forbindelse med ansøgerens uddannelse i det irakiske militær har været usammenhængende og indbyrdes modstridende, herunder med hensyn til om og under hvilken form ansøgeren fik udleveret skriftlig legitimation. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at det af ansøgeren fremlagte militære id-kort, som ansøgeren har oplyst er udstedt af den amerikanske hær og udleveret til ansøgeren efter endt træning, er vurderet som uægte ifølge Udenrigsministeriets høringssvar fra efteråret 2010. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund om, at ansøgeren og hans kolleger blev overfaldet af terrorister, og at samtlige ansøgerens kolleger dræbt. Flygtningenævnet har herved lagt vægt, at ansøgerens forklaring herom ikke fremtræder som selvoplevet og ikke er nærmere konkretiseret, uanset hændelsens meget voldsomme karakter. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgerens familie har modtaget et trusselsbrev som af ansøgeren forklaret. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak risikerer at blive udsat for forfølgelse fra terrorister omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Irak/2010/50
Nævnet stadfæstede i januar 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Irak. Indrejst i 2009.Ansøgeren var i 2004 blevet gravid uden for ægteskabet med en irakisk mand bosiddende i Danmark. Herefter var ansøgeren flyttet til Mosul, hvor hun havde opholdt sig indtil starten af 2009. I sommeren 2008 var hendes fader blevet bekendt med, at hun opholdt sig i Mosul. Hun udrejste af Irak i starten af 2009, idet hun fra sin familie havde hørt, at hendes fader planlagde at dræbe hende. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgerens asylmotiv var frygt for æresdrab fra ansøgerens faders side. Ansøgeren havde boet i Mosul i lidt mere end 4 år - hvorunder hun havde gennemført en universitetsuddannelse - efter at hendes fader, som havde boet i en anden, navngiven by, var blevet klar over, at ansøgeren var blevet gravid udenfor ægteskab. Ansøgerens forklaring om hændelsesforløbet i forbindelse med, at faderen havde fået at vide, at hun havde været gravid, hendes flugt til Mosul samme dag, forklaringen om, at faderen i sommeren 2008 havde været klar over, at hun havde opholdt sig i Mosul, og den omstændighed, at ansøgeren først var udrejst i begyndelsen af 2009, bestyrkede ikke asylmotivet. Derimod fandt Flygtningenævnet, at faderen havde kunnet udføre æresdrabet i den mellemliggende periode, hvis han havde villet det. Flygtningenævnet kunne derfor ikke lægge til grund, at ansøgeren risikerede æresdrab, hvis hun vendte tilbage til Irak. Derfor opfyldte ansøgeren ikke betingelserne i udlændingelovens § 7. Irak/2010/5
Nævnet stadfæstede i december 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst første gang i 2007 og tilbagetaget fra Tyskland i 2009 i medfør af Dublin-forordningen. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren, der var lovligt tilsagt, gav ikke møde. Ansøgeren er etnisk yezidi og yezidi af trosretning fra Mosul i Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt politisk aktiv. Fra 1995 til 2003 var ansøgerens fader medlem og aktiv for Baath-partiet. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak blandt andet frygter nogle ikke nærmere konkretiseret terrorister. Han mener sig endvidere eftersøgt og i risiko for at blive slået ihjel på grund af sin trosretning. Ansøgeren forlod sit hjemland i 2004 og har derpå opholdt sig i flere forskellige lande. Han har forud for ankomst til Danmark søgt om asyl under forskellige identiteter. Ansøgeren har forklaret divergerende om blandt andet familieforhold, og de forhold han angiver at have været udsat for. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har opfyldt den ham i medfør af udlændingelovens § 40 gældende oplysningspligt. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren ved udrejsen var forfulgt, eller at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet finder heller ikke, at ansøgeren vil være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet bemærker, at de generelle forhold for yezidier, ikke i sig selv kan begrunde asyl.” Irak/2010/49
Nævnet stadfæstede i december 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2008. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og shia-muslim fra en navngiven by i Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerens fader har kæmpet for oppositionen mod Saddam Husseins regime, inden han udrejste til Danmark i 2000. Ansøgeren har som asylmotiv blandt andet henvist til, at han har arbejdet som tolk for de amerikanske styrker i perioden 2005 til 2006 og at han efterfølgende har modtaget et antal trusselsbreve, og at hans forretning blev brændt ned i 2008. Det påhviler ansøgeren at sandsynliggøre sit asylmotiv. Nævnet finder ikke at kunne lægge ansøgers forklaring til grund, da denne fremstår inkonsistent og upræcis og på flere afgørende punkter divergerende. Ansøger har således forklaret divergerende om tidsrummet for sit angivelige arbejde for et privat sikkerhedsfirma, forløbet forud for denne ansættelse, ligesom ansøger ikke har kunnet give en troværdig forklaring på, hvorfor der på det fremlagte id-kort står anført, at han er security guard med våbentilladelse, eller hvorfor det fremlagte adgangskort fremstår som udstedt af en amerikansk militærenhed for en kortere periode. Nævnet finder endvidere ikke, at det fremstår som sandsynligt, at ansøger skulle have været taget med af de amerikanske styrker ud til ransagninger og andre straffeprocessuelle handlinger, når han efter sit eget udsagn alene talte et middelmådigt engelsk. Hertil kommer, at ansøgers forklaringer ikke fremstår som selvoplevet. For så vidt angår de fremlagte kopier af to trusselsbreve bemærker nævnet, at disse ikke er daterede eller underskrevet, at de har to forskellige afsendere og at de angiveligt er modtaget 2 til 2½ år efter, at ansøger angiveligt skulle have arbejdet for det private sikkerhedsfirma. Årsagen til nedbrændingen af ansøgers forretning beror alene på ansøgers formodning for, at det er udført af afsenderne af trusselbrevene og har sammenhæng med det påberåbte arbejde for sikkerhedsfirmaet. Nævnet finder herefter ikke, at der er grund til at efterprøve de fremlagte dokumenter. Faderens forhold til det tidligere styre kan ikke føre til et andet resultat, særligt ikke da faderen efter ansøgerens egen forklaring fortsat har indflydelsesrige venner og bekendte i den nuværende regering. På den baggrund finder nævnet ikke, at der er risiko for, at ansøgeren vil blive udsat for forfølgelse i sit hjemland som omtalt i udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han vil være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Irak/2010/48
Nævnet stadfæstede i december 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk kurder fra Kirkuk, Irak, og muslim af trosretning. Ansøgeren har til støtte for sin asylansøgning anført, at han af sin ven […..] blev bedt om at bistå med at placere en affaldspose på en vej. Den næste dag var han af nysgerrighed gået tilbage til stedet og opdagede, at affaldsposen indeholdt sprængstoffer. Omkring én uge senere blev han igen af vennen opfordret til at bistå med at placere en ny affaldspose foran en frisørsalon. Ligeledes af nysgerrighed gik han lidt senere tilbage til affaldsposen og konstatere, at den indeholdt en bombe. Han kontaktede det stedlige politi og angav under en afhøring vennens opholdssted. Samme nat blev vennen og fem andre personer anholdt af politiet, idet ansøgeren sad i en patruljevogn for at angive vennens opholdssted. Vennen genkendte ansøgeren inde i patruljevognen, idet der var lys på stedet. Ansøgeren modtog derefter to trusselsbreve, hvorefter ansøgeren og hans moder flygtede hen til ansøgerens onkel, som boede i Makhmour ikke langt fra Kirkuk. Onklen besluttede at ansøgeren skulle udrejse, idet ansøgeren ikke var i sikkerhed i hjemområdet. Ansøgeren udrejste herefter via Zacho, som er beliggende i KRI-området på grænsen til Tyrkiet. I foråret 2010 hørte han telefonisk fra sin moder, at onklen var blevet slået ihjel, og hans lillebroder var blevet såret. Ved en tilbagevenden frygter han asylbegrundede forfølgelse fra vennens familie. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge ansøgerens forklaringer til grund. Flygtningenævnet finder, at forklaringerne ikke bærer præg af at være selvoplevede. Ansøgeren har ikke været i stand til at redegøre detaljeret for indholdet af de to affaldsposer, herunder detaljer om eventuelle tændingsmekanismer eller udseende af bomber/granater eller anden form for sprængstoffer i affaldsposerne. Flygtningenævnet finder det endvidere påfaldende, at ansøgeren valgte at gå til politiet uden forinden at have konfronteret vennen med sin mistanke om, at der var sprængstoffer i den første affaldspose. Ansøgerens forklaring om, at han skulle være blevet genkendt siddende inde i en politibil om natten, idet der var lys på stedet, må tilsidesættes som utroværdig og konstrueret til lejligheden. Endvidere finder Flygtningenævnet det ikke sandsynliggjort, at det forhold, at onklen er blevet slået ihjel på et tidspunkt forud for en navngiven måned i foråret 2010, kan henføres til ansøgerens forhold. Ansøgeren har heller ikke kunne forklare om de nærmere omstændigheder om dette drab, herunder hvilke konkrete personer, som har forårsaget drabet på onklen og såret hans lillebroder. Flygtningenævnet finder det under disse omstændigheder ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til sit hjemområde vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk.1, eller at han vil være i reel risiko for overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Irak/2010/47
Nævnet stadfæstede i december 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Ansøgeren indrejste i Danmark i 2007. Ansøgeren opholdt sig efterfølgende en periode i Sverige, hvor han søgte asyl, men blev tilbagesendt til Danmark i medfør af Dublin-forordningen. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk yezidi fra en navngiven by, som ligger omkring 50 kilometer fra Mosul, Irak. Ansøgeren har til støtte for sin asylansøgning navnlig gjort gældende, at han har fungeret som livvagt for […………], som ifølge baggrundsoplysningerne har været minister i flere perioder i Irak. Sideløbende hermed har han haft opgaver for det irakiske militær bestående af patruljering i Mosul-området og har i den forbindelse haft et samarbejde med de amerikanske styrker. Ansøgeren blev i starten af 2007 såret i højre hånd af en bilbombe under en patruljering umiddelbart efter, at den bil han befandt i, var blevet beskudt af ukendte personer. Han blev herefter hospitalsindlagt i omkring 14 dage. Han modtog via en kvindelig sygeplejerske på hospitalet et trusselsbrev, som han ganske vist ikke kunne læse, idet han er analfabet, men han fik brevets indhold refereret. Endvidere var han nævnt med navn med sort spraymaling på hospitalsvæggen. Han indrejste i Danmark i foråret 2007. Hans ægtefælle og børn opholder sig fortsat i familiens hus i ansøgerens hjemby sammen med omkring 28 andre familiemedlemmer, herunder en del af hans brødre og deres familier. Ansøgerens fader blev ifølge den fremlagte dødsattest slået ihjel i slutningen af 2007. Familien har efterfølgende modtaget mindst ét trusselsbrev. Både dødsattesten og dette trusselsbrev er sendt til ansøgeren af hans broder under ansøgerens ophold i Sverige, og er blevet fremlagt for de svenske myndigheder. Herudover har ansøgeren henvist til, at han gentagne gange er blevet truet telefonisk forud for sin udrejse, selvom han flere gange har skiftet sim-kort. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer finder ikke at kunne lægge dele af ansøgerens forklaringer til grund. Flertallet finder det ikke sandsynliggjort, at angrebet på den bil, som ansøgeren befandt sig i starten af 2007 var direkte rettet mod ansøgeren selv. Flertallet finder endvidere, at det trusselsbrev som ansøgeren angiveligt skulle have modtaget under sin hospitalsindlæggelse har været af generel karakter, idet ansøgeren ikke har kunnet oplyse nærmere om indholdet. Ansøgeren er som nævnt udrejst af hjemlandet i starten af 2007. Flertallet finder det herefter ikke sandsynliggjort af ansøgeren, at den omstændighed, at ansøgerens fader blev slået ihjel i slutningen af 2007, er en følge af ansøgerens forhold, herunder ansøgerens tidligere beskæftigelse for ministeren og/eller hans tilknytning til den irakiske hær. Flertallet lægger endvidere vægt på, at flere af ansøgerens brødre, ifølge hans egne oplysninger, fortsat opholder sig i familiens hus i ansøgerens hjemby, uden at brødrene efter det oplyste har været udsat for angreb eller andre former for overgreb, selvom det fremgår af ordlyden af det trusselsbrev, som var fremlagt for de svenske myndigheder, at man truer sønnerne til ansøgerens dræbte fader. Flertallet finder det under disse omstændigheder ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til sit hjemområde er i risiko for asylbegrundende forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han vil være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Irak/2010/46
Flygtningenævnet stadfæstede i november 2010 Udlændingeservice afslag til en mandlig statsborger fra Irak. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er sunnimuslim og etnisk kurder fra Hawel (Erbil) i Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af en familie, der ønsker blodhævn over ansøgerens familie, idet ansøgerens far i 1998 dræbte den anden families overhoved, og idet ansøgerens storebror har dræbt en af sønnerne og dennes fætter i 2008, hvorefter familien, der ønsker hævn, straks dræbte ansøgerens storebror. Flygtningenævnet kan ikke lægge afgørende vægt på ansøgerens forklaring om asylmotivet. Flygtningenævnet har navnlig lagt vægt på, at ansøgeren ikke udrejste straks efter den hændelse, hvor ansøgerens storebror dræbte to medlemmer af den anden familie og derefter straks selv blev dræbt. Det fremgår af ansøgerens forklaring til Udlændingeservice, at familierne gensidigt kendte den anden families bopæle. Alligevel forblev ansøgeren på onklens bopæl i cirka et år inden udrejsen. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren ikke gav møde for nævnet og uddybede sin forklaring. Da ansøgeren herefter ikke opfylder betingelserne i udlændingelovens § 7, stadfæster Flygtningenævnet Udlændingeservices afgørelse.” Irak/2010/45
Flygtningenævnet stadfæstede i november 2010 Udlændingeservice afslag til en mandlig statsborger fra Irak. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og yezidi af trosretning fra bydelen [….] i Mosul, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter myndighederne i sit hjemland samt den Mujahedin-gruppe, der kidnappede ham i midten af 2009 og holdt ham indespærret i to dage, indtil han sluttede sig til gruppen. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaringer i høj grad bærer præg af divergenser og udbygninger. Han har først til sit skema oplyst om episoden ved kontrolposten og har forklaret divergerende herom, herunder hvorvidt politiet eftersatte bilen. Han har også forklaret divergerende om, hvorvidt han og søsteren udrejste sammen fra Irak, eller om han først mødte søsteren i Tyskland. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at det fremstår påfaldende, at ansøgeren ikke har haft eller ikke vil kunne få kontakt til sin familie. Uanset om dele af ansøgerens forklaringer måtte kunne lægges til grund for sagen, finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren opfylder betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Uanset om det således kan lægges til grund for sagen, at ansøgeren er eftersøgt af myndighederne i Mosul, som følge af episoden ved kontrolposten, og som følge af at han sættes i forbindelse med sin bil, der efter det oplyste er blevet bombesprængt, finder Flygtningenævnet det ikke sandsynliggjort af ansøgeren, at han som følge heraf, fra myndighedernes side, vil være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Ansøgeren har endvidere ikke sandsynliggjort, at han som følge af, at Mujahedin efter ansøgerens forklaring tilbageholdt ham i to dage, på nuværende tidspunkt er i reel risiko for overgreb fra Mujahedins side, som er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Efter ansøgerens egne forklaringer har ansøgerens børn alene været udsat for diverse verbale chikanerier som følge af deres religiøse tilhørsforhold som yezidi-kurdere. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemområdet vil være konkret eller individuelt forfulgt som følge af sin religion, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. De generelle forhold for yezidi-kurdere i Mosul-området kan ikke føre til noget andet resultat. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingeservices afgørelse.” Irak/2010/44
Flygtningenævnet meddelte i september 2010 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Irak. Ansøger indrejste i Danmark i 2004. Flygtningenævnet stadfæstede i 2006 en afgørelse truffet af Udlændingeservice i 2005, hvorved ansøgeren blev meddelt afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. I slutningen af 2009 besluttede Flygtningenævnet at genoptage sagen. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk assyrer og kristen. Han har ikke været politisk aktiv, men han har som asylmotiv gjort gældende, at han er i risiko for forfølgelse på grund af sit religiøse tilhørsforhold. Ansøgeren har under sin tidligere asylsag forklaret, at han inden sin udrejse sammen med familien i efteråret 2004 kom meget i den assyriske kirke i Bagdad, og at der dengang blev fremsat trusler mod menigheden, men at ansøgeren ikke personligt har modtaget trusler. På baggrund af ansøgerens forklaring under genoptagelsessagen lægger nævnet til grund, at ansøgeren ikke længere har familie i Bagdad, idet alle enten er blevet dræbt eller er forsvundet eller udrejst - flere efter modtagelse af konkrete trusler. Nævnet lægger endvidere til grund, at der i foråret 2009 var bombeangreb mod en lokal kirke i Bagdad, og at en af ansøgerens klassekammerater fra undervisningen i kirken blev dræbt. Nævnet lægger dernæst vægt på, at det fremgår af baggrundsmaterialet, at forholdene for de tilbagevendende kristne i Bagdad er meget vanskelige, og det fremgår af UNHCRs rapport fra april 2009 [RED: Bilagsnummer 392: Eligibility Guidelines for Assessing the International Protection Needs of Iraqi Asylum-Seekers], at myndighedernes forsøg på beskyttelse af religiøse minoriteter ikke har været effektive, ligesom gerningsmændene til angreb af minoriteter sjældent er blevet identificeret og straffet. Nævnet lægger endelig vedrørende ansøgerens personlige forhold vægt på, at ansøgeren allerede inden udrejsen var under uddannelse til at kunne bistå ved gudstjeneste i kirken, og at han under sit ophold i Danmark har fortsat dette arbejde. Nævnet kan derfor ikke se bort fra, at ansøgeren som følge af disse aktiviteter vil blive profileret ved en tilbagevenden. På denne baggrund og sammenholdt med oplysningerne om, at nogle af ansøgerens familiemedlemmer har været udsat for overgreb, finder nævnet det efter en samlet og konkret vurdering sandsynliggjort, at ansøgeren ville være i en personlig risiko for forfølgelse som følge af sin kristne tro ved en tilbagevenden. Det bemærkes, at ansøgeren ikke har nogen reel tilknytning - sprogmæssigt eller familiemæssigt – til det kurdiske område, og det findes derfor ikke rimeligt at forvente af ansøgeren, at han som IFA skulle tage ophold i dette område. Ansøgeren meddeles herefter opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. ” Irak/2010/43
Flygtningenævnet stadfæstede i september 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kaldæer og kristen fra Bagdad i Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter forfølgelse på grund af sin etnicitet og sin kristne tro, og at hun ved en tilbagevenden ikke har noget netværk i hjemområdet […..] i Bagdad. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren udrejste i 1999 på grund af sin ægtefælles forhold. Da hun kom til Danmark i 2001, havde hun fået opholdstilladelse som familiesammenført med ægtefællen og søgte ikke asyl. Ansøgerens beslutning i 2009 om at søge asyl havde sammenhæng med mulighederne for førtidspension. Ansøgeren har ikke selv oplevet konkrete overgreb og har ikke oplyst om konkrete overgreb mod de tilbageværende familiemedlemmer i Irak. Ansøgeren var på besøg i fødebyen [….] i 2006 og 2008, i begge tilfælde i ca. én måned. Udover de resterende medlemmer af svigerfamilien i Bagdad, har ansøgeren sine søskende og sin moder i sin fødeby […..] i Mosul-området samt en søster med familie i Zakho i Nordirak. Såvel i ansøgerens fødeby som i Nordirak lever der fortsat mange kristne. Den omstændighed, at ansøgeren er kristen kaldæer fra Irak, er ikke i sig selv tilstrækkeligt til, at ansøgeren på grund af de generelle forhold opfylder betingelserne for asyl. Da ansøgeren efter det anførte heller ikke har oplyst om konkrete forhold, der bestyrker hendes asylmotiv, opfylder hun herefter ikke betingelserne i udlændingelovens § 7.” Irak/2010/42
Flygtningenævnet stadfæstede i september 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Flygtningenævnet udtalte: ”Det lægges til grund, at ansøgeren er etnisk kurder fra en navngiven by i Tikrit-provinsen i Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv blandt andet henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af en terrorgruppe fra ved navn al Tawheed wa al Jihad, som har fremsat verbale trusler og fremsendt et trusselsbrev til ansøgerens fader om at slå ansøgeren ihjel, såfremt faderen ikke ville forgifte brød, som solgtes til medlemmer af KDP. Det må efter ansøgerens egen forklaring tillægges vægt, at der fra gruppens side var tale om to og højst tre henvendelser til faderen, at den sidste henvendelse bestod i det ovenfor nævnte trusselsbrev, at henvendelserne skete inden for en kortere periode omkring sommeren 2008, at truslerne aldrig blev realiseret, at der ikke har været tale om yderligere henvendelser til familien efter aflevering af trusselsbrevet, og at familien har solgt huset med bageriet og flyttet til en anden adresse, hvor de har opholdt sig uden problemer. Det skal videre bemærkes, at ansøgeren har oplyst, at han senest har været i kontakt med sin familie for tre til fire måneder siden. De generelt vanskelige forhold i hjemlandet kan hverken begrunde asyl eller beskyttelsesstatus. Det kan herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren har været forfulgt ved udrejsen, eller at han ved en tilbagevenden risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kan det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden skulle vær i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Irak/2010/41
Nævnet meddelte i august 2010 opholdstilladelse (B-status) til et ægtepar fra Irak. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske arabere fra Bagdad i Irak. Den mandlige ansøger har under Saddam Husseins styre været medlem af og aktiv for Baath partiet som højtstående embedsmand. Den mandlige ansøger har som asylmotiv blandt andet henvist til, at han under Saddam Hussein var et højt profileret medlem af Baath partiet. Efter regimets fald i 2003 blev ansøgeren tre gange udsat for drabsforsøg. Dette skete henholdsvis den [….] 2004, den [….] 2006 og [….] 2006. Han er blevet delvis invalid som følge heraf. Ansøgeren mener, at det er den iranske organisation El-Majami El-Khasa, som står bag attentaterne. Den kvindelige ansøger har henvist til sin ægtefælles asylmotiv. Flygtningenævnet lægger til grund, at den mandlige ansøger har været udsat for tre attentater på de ovennævnte tidspunkter, hvoraf ét var rettet mod hjemmet. Ansøgeren blev ved det første attentat påført alvorlig personskade, der påvirkede hans førlighed. Ansøgeren formoder, at det var gruppen El-Majami El-Khasa, der stod bag attentaterne. Flygtningenævnet finder ikke grund til at betvivle, at den mandlige ansøger var målet for tre attentater. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren umiddelbart efter, at amerikanerne havde forladt ansøgerens boligområde, flyttede til en anden del af Bagdad, hvor han i følge sin forklaring levede i skjul. Han har været til lægebehandling to gange i Erbil. Det må antages, at han udrejste af Irak, da hans helbredsmæssige tilstand tillod dette. Når henses hertil og til ansøgerens position som højtstående embedsmand og høje profilering som medlem af Baath partiet, finder nævnet – også i betragtning af, at profilerede medlemmer af Baath partiet efter baggrundsoplysningerne fortsat kan være i risiko for asylrelevante overgreb, og uanset den tid, der er hengået siden det sidste attentat – at ansøgeren ved en tilbagevenden vil være i en reel risiko for at blive udsat for overgreb, som omhandlet i udlændingelovens § 7, stk. 2. Udlændingelovens § 10, stk. 3 findes ikke at være til hinder for, at der meddeles ansøgerne opholdstilladelse af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgerne opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2.” Irak/2010/40
Nævnet stadfæstede i januar 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak. Indrejst i 2009. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til, at hun frygtede sin fader, der ønskede, at hun skulle lade sig skille fra sin ægtefælle og gifte sig med faderens fætter. Faderen, der var meget religiøs, havde fået at vide, at ægtefællen, der var bosat i Danmark, drak og røg. Ansøgerens svigerfader havde forsøgt at mægle mellem parterne men uden held. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er etnisk kurder fra Kirkuk-området, hvor begge hendes forældre fortsat boede, og at ansøgeren ikke havde været politisk aktiv eller i øvrigt haft problemer med myndighederne. Den påberåbte konflikt med faderen kunne ikke i sig selv begrunde asyl. Der var tale om en privatretlig konflikt. Endvidere måtte det tillægges vægt, at ansøgeren ikke havde været udsat for fysiske overgreb eller konkrete trusler fra faderen. Hertil kom, at faderen i sin tid accepterede ægteskabet. Endelig måtte det tillægges vægt, at ansøgerens svigerfader stadig boede i hjemlandet. Idet oplysningerne om de generelt vanskelige forhold i hjemlandet hverken kunne begrunde asyl eller beskyttelsesstatus, kunne det herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren havde været forfulgt ved udrejsen eller ved en tilbagevenden risikerede forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kunne det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Irak/2010/4
Nævnet stadfæstede i august 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder fra [….]. Ansøgeren har været medlem af KDP. Ansøgeren har påberåbt sig, at han under tjeneste som chauffør/vagt blev bortført af en terrorgruppe, som han slap bort fra efter omkring et døgn. Han blev efterfølgende truet af gruppen. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring om omstændighederne ved bortførelsen og ansøgerens flugt herfra giver anledning til betydelig tvivl. Nævnet finder dog ikke på det foreliggende grundlag tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte denne del af forklaringen. Flygtningenævnet finder imidlertid, at ansøgerens forklaring om de efterfølgende trusler og ansøgerens reaktion herpå ikke kan lægges til grund. Nævnet finder det således ikke sandsynliggjort, at ansøgeren er blevet truet som af ham forklaret, uden at han har anmeldt dette forhold til myndighederne eller sin arbejdsgiver. Det bemærkes herved, at ansøgeren, når den første del af hans forklaring lægges til grund, anmeldte selve bortførelsen til politiet i Kirkuk, og at såvel politiet som arbejdsgiveren efter omstændighederne må antages at have en betydelig interesse i at identificere terrorgruppen. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2.” Irak/2010/39
Nævnet stadfæstede i august 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder fra Kirkuk og muslim af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til økonomiske problemer med de personer, der har arrangeret hans udrejse. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren har således intet modsætningsforhold til andre personer eller grupper eller til de lokale myndigheder. Den omstændighed, at ansøgeren vil få økonomiske problemer med sine långivere, er ikke asylbegrundende. De generelle forhold for etniske kurdere i Kirkuk kan ikke i sig selv begrunde asyl. Ansøgeren opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt asyl efter udlændingelovens § 7. ” Irak/2010/38
Nævnet stadfæstede i august 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er irakisk statsborger, kristen af trosretning og etnisk kaldæer fra [….] i Nordirak. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv blandt andet henvist til, at han har modtaget to trusselsbreve af for ham ukendte personer, og at hans familie efterfølgende har modtaget et trusselbrev på familiens bopæl, hvoraf det fremgår, at familien skal forlade Irak, fordi de er kristne, såfremt de ikke konverterer til Islam. Ansøgerens forklaring om modtagelse af trusselsbreve har på flere punkter været divergerende. Han har således forklaret, under samtalen med Udlændingeservice, at han modtog det andet trusselsbrev cirka en måned efter det første, og at han tre til fire måneder efter modtagelsen af det sidste trusselsbrev udrejste af Irak. Ansøgeren har senere under sagen forklaret, at der gik tre til fire måneder inden han og broderen på ny kom til Mosul og herefter cirka en måned, inden de modtog det andet trusselsbrev. Ansøgeren har senere forklaret, at der kun gik cirka tre dage efter modtagelsen af det sidste trusselsbrev, inden han udrejste. Forklaringen om, at netop ansøgeren og hans broder ved to lejligheder skulle finde trusselsbreve på deres biler i Mosul, at det skulle have at gøre med deres kristne tro, og at netop ansøgerens familie i [….], som efter det oplyste er en hovedsagelig kristen by, skulle have modtaget trusselsbreve, virker i sig selv ikke overbevisende. Flygtningenævnet kan herefter ikke lægge ansøgerens forklaring om modtagelse af trusselsbreve til grund. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold for kristne i [….] er af en sådan karakter, at det i sit selv kan begrunde asyl. Ansøgeren opfylder herefter ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7.” Irak/2010/37
Nævnet stadfæstede i august 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder fra Kirkuk i Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerens fader var medlem af Baath-partiet. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at ukendte mænd, måske fra Al-Hawad (Haudah), opsøgte familiens bopæl om natten den […] 2009. Et par måneder før havde ansøgerens fader modtaget et trusselsbrev. Ansøgeren har intet reelt kendskab af brevets indhold. Hans moder har dog fortalt, at brevet drejede sig om, at faderen skulle samarbejde med Al-Hawad. Mændene skød og dræbte ansøgerens fader, moder og søster, mens det lykkedes ansøgeren at gemme sig i et hul i væggen på toilettet. Ansøgeren hørte gerningsmændene tale om, at de ville finde ansøgeren en anden gang. Ved en tilbagevenden frygter ansøgeren, at Al-Hawad vil dræbe ham. Flygtningenævnets flertal bemærker, at ansøgeren er uden kendskab til sin faders aktiviteter såvel før Saddam Husseins fald som efter, og at det må henstå som helt uoplyst, hvorfor eller hvem der har begået forbrydelsen. Flertallet bemærker videre, at ansøgeren opholdt sig i hjemmet under forbrydelsen, der blev begået i løbet af ganske kort tid, yderligere at hjemmet ikke blev nærmere gennemsøgt. Flertallet finder ikke, at der nu foreligger en konkret årsag til, at de pågældende gerningsmænd ved ansøgerens tilbagevenden til hjemlandet vil udsætte denne for en reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Irak/2010/36
Nævnet meddelte i december 2010 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Irak. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk assyrer og kaldæisk af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun som kaldæer risikerer forfølgelse i Irak. Ansøge-ren har i den forbindelse anført, at hendes familie, som boede i et blandet kvarter i Bagdad, har modtaget flere trusselsbreve og mundtlige trusler, at ansøgeren ofte var udsat for chikane på grund af sin kaldæiske tro, og at der endvidere har været foretaget bombeangreb først mod hen-des frisørforretning, og senere mod familiens hjem. Det seneste angreb medførte, at en af ansø-gerens søstre døde. Ansøgeren har desuden anført, at hun er særligt profileret, da hun er gift med en dansk statsborger, og da hendes broder arbejdede for de amerikanske styrker i Irak. Ansøge-ren har endelig henvist til, at de generelle forhold for kristne efter de seneste angreb i oktober og november måned i 2010 er blevet væsentligt forværret. Flygtningenævnet lægger i det væsentlige ansøgerens forklaring om de forhold, hun og familien var udsat for i Bagdad, til grund. Flygtnin-genævnet finder, at ansøgeren som kaldæer i Bagdad har været udsat for sådanne overgreb, at hun må anses for udsat for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Der må herefter tages stilling til, om ansøgeren kan henvises til at tage ophold i Nordirak som internt flugtalternativ (IFA). Flygtningenævnet finder, at Nordirak vil kunne udgøre et internt flugtalternativ i visse tilfælde. Det bemærkes herved, at det efter de foreliggende baggrundsoplysninger må lægges til grund, at en iraker med irakisk id-kort uden særlig tilladelse vil kunne indrejse i Nordirak, at de vil kunne få adgang til længerevarende ophold, at de har adgang til bolig, arbejde og sygehusvæ-sen med videre. Der henvises herved til Udlændingeservices rapport af 15. april 2010 [Udlæn-dingeservice: Entry Procedures and Residence in Kurdistan Region of Iraq (KRI) for Iraqi Na-tionals. Report from Danish Immigration Service´s fact-finding mission to Erbil, Sulemaniyah, Dahuk, KRI and Amman, Jordan 6 to 20 January and 25 February to 15 March 2010]. Flygtnin-genævnet bemærker endvidere, at kristne, herunder kaldæere, ikke som sådanne må antages at have sikkerhedsmæssige problemer i Nordirak. Afgørende for, om ansøgeren kan henvises til at tage ophold i Nordirak som internt flugtalternativ, er, om dette efter omstændighederne kan an-ses for rimeligt. Der henvises herved til Handbook [UNHCR: Handbook on Procedures and Cri-teria for Determining Refugee Status under the 1951 Convention and the 1967 Protocol relating to the Status of Refugees, punkt 91], og UNHCR Guidelines on International Protection af 23. juli 2003, II C, samt Flygtningenævnets 18. beretning for 2009, side 229, jf. 14. beretning, side 144-145. Det fremgår heraf, at ansøgerens personlige forhold tillige skal indgå i vurderingen. Flygtningenævnet finder ikke, at kunne lægge ansøgerens seneste forklaring for nævnet om hen-des manglende tilknytning til Nordirak til grund. Flygtningenævnet må anse det for usikkert, hvilken mere præcis tilknytning ansøgeren måtte have til Nordirak i dag. Flygtningenævnet må imidlertid lægge til grund, at ansøgeren er gift med en herboende tidligere irakisk statsborger, der nu er dansk statsborger, og at de sammen har to ganske små børn. Flygtningenævnet lægger videre til grund, at ansøgeren ikke taler kurdisk, og at det efter hendes personlige situation må antages at være endog særdeles vanskeligt for hende at klare sig alene. Efter en samlet vurdering af ansøgerens forhold finder Flygtningenævnet herefter ikke, at det vil være rimeligt at henvise hende til at tage ophold i Nordirak som et internt flugtalternativ. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Irak/2010/35
Nævnet stadfæstede i juli 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er født og opvokset i Erbil, etnisk kurder og sunni-muslim af trosretning. Ansøgeren havde ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, og han havde ikke i øvrigt været politisk aktiv. Han havde ikke haft problemer med de kurdiske myndigheder. Ansøgeren havde som sit asylmotiv anført, at han var i reel risiko for alvorlige overgreb, herunder eventuelt æresdrab, i anledning af, at han efter sine egne oplysninger havde udvekslet breve og talt to gange med en navngiven pige, som han havde mødt på vej til og fra skole, idet hun havde gået i en nærliggende skole. Forbindelsen havde varet i cirka et års tid, mens de havde gået i 2. og 3.g. Under sin sidste samtale med hende, som havde fundet sted ved en bagindgang til hendes skole, var han blevet antruffet af flere personer, hvoraf den ene person havde udøvet vold mod ham og havde frataget ham hans mobiltelefon, hvorpå der havde været et fotografi af pigen. Derefter var han med vold blevet tvunget ind i bilen og blevet truet med, at han ville blive slået ihjel, idet vedkommende havde oplyst til ansøgeren, at han var pigens fætter og var forelsket i hende. Ansøgeren var undsluppet fra bilen efter at have været udsat for yderligere fysiske overgreb. Herefter havde han gemt sig hos sin moster. Efter nogle dage var han udrejst af hjemlandet. Flygtningenævnet fandt, at der havde været en lang række divergerende oplysninger i sagen. Ansøgeren havde således forklaret divergerende om, hvorledes han havde udvekslet breve med pigen, i hvilket omfang han var blevet udsat for overgreb fra pigens fætter og de øvrige personer i bilen, samt hvorvidt han overhovedet havde været inde i pigens fætters bil eller ej. Han havde endvidere forklaret noget divergerende om, hvordan fotografiet af pigen var havnet på hans mobiltelefon. Endelig havde han forklaret noget usikkert om, hvorvidt han havde været bekendt med pigens fætter, inden fætteren havde opsøgt ham og pigen ved bagindgangen til hendes skole. Flygtningenævnet fandt under disse omstændigheder ikke at kunne lægge ansøgerens forklaringer til grund for sagen, og nævnet fandt derfor ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, eller at han ville være i risiko for asylbegrundende overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Irak/2010/34
Nævnet stadfæstede i juli 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak efter at have genoptaget sagen. Indrejst i 2001. I 2004 stadfæstede Flygtningenævnet en afgørelse truffet af Udlændingeservice i 2002, hvorved ansøgeren var blevet meddelt afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet besluttede i sommeren 2009 at genoptage sagen. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til, at han er etnisk kurder og yezidi af trosretning. Ansøgeren havde endvidere henvist til et trusselsbrev modtaget i foråret 2009. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er etnisk yezidi-kurder fra en landsby i amtet Mosul i den nordvestlige del af Irak. Ansøgeren havde ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været en profileret person. Der var ikke under genoptagelsessagen kommet nye oplysninger frem herom. Flygtningenævnet lagde derfor fortsat til grund, at ansøgeren ikke ved sin udrejse havde været en profileret person. Ansøgeren havde som asylmotiv blandt andet henvist til de generelt dårlige forhold for yezidi-kurdere i Irak, herunder at han frygtede forfølgelse fra især sunni-tilhængere. Ansøgeren havde i den forbindelse henvist til, at området, hvor han stammede fra, havde været udsat for terrorangreb. Ansøgeren havde fremlagt nogle videooptagelser, der efter det oplyste var optaget fem kilometer fra ansøgerens hjemby. Videooptagelserne fremstod som optagelser af de generelle forhold i området, og ansøgeren havde oplyst, at de ikke direkte og konkret omhandlede forhold i relation til ansøgerens familie eller slægtninge. Ansøgeren havde derudover fremlagt et dokument dateret i foråret 2009, som ansøgeren efter det oplyste havde fået tilsendt fra en fjern slægtning til ansøgeren på moderens side. Dokumentet fremstod som et trusselsbrev til ansøgeren, hvoraf bl.a. fremgik, at ansøgeren blev truet til at overgive sig til at samarbejde med Mujaheddin-hæren. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren kunne anses for omfattet af udlændingelovens § 7. De generelle forhold for yezidi-kurdere kunne ikke i sig selv begrunde asyl. De fremlagte videooptagelser kunne ikke ændre herved. Flygtningenævnet havde herved lagt vægt på, at optagelserne sås at vedrøre en beskrivelse af generelle forhold i Irak og var uden direkte henvisning til ansøgeren eller dennes familie. Flygtningenævnet fandt endvidere ikke at kunne tillægge det angivelige trusselsbrev nogen værdi. Flygtningenævnet havde herved lagt vægt på, at trusselsbrevet var dateret i foråret 2009, at ansøgeren ikke havde opholdt sig i Irak siden efteråret 2001, at han ikke havde påberåbt sig at have modtaget yderligere trusselsbreve i den mellemliggende periode. Flygtningenævnet fandt derfor at måtte afvise det fremlagte dokument som et ægte trusselsbrev til ansøgeren fra Mujaheddin-hæren. Flygtningenævnet fandt på denne baggrund ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han havde været forfulgt ved udrejsen, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller, at han ved en tilbagevenden ville være i en reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Irak/2010/33
Nævnet meddelte i juni 2010 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Irak. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er etnisk kaldæer fra Mosul i Irak. Ansøgeren havde ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren havde som asylmotiv blandt andet henvist til de generelle forhold for kristne i Mosul, herunder at hun frygtede at blive dræbt. Hun havde henvist til, at kristne ikke turde gå i kirke, skulle gå helt tildækket, ikke kunne bære kors, og at kristne blev dræbt, herunder at en kristen familie tæt på ansøgerens hus var blevet dræbt. Hun havde endvidere henvist til, at hun var blevet presset ud af sit hus, der var blevet solgt til naboen, der så havde sørget for at betale agenten for hendes rejse til Danmark. Naboen havde således to måneder før hendes udrejse truet hende med, at hun havde valget mellem at blive dræbt eller at udrejse frivilligt, mod at naboen sørgede for udrejsen. Endelig havde ansøgeren henvist til, at hun som enlig kvinde, hvor alle børn og øvrige nære familiemedlemmer var flygtet, ikke kunne klare sig selv i Irak. Selvom ansøgeren først ved mødet i Flygtningenævnet mere detaljeret havde fortalt om truslerne fra naboen, lagdes denne forklaring til grund. Flygtningenævnet lagde ved afgørelsen heraf vægt på, at ansøgeren mere sporadisk havde omtalt kombinationen af hussalg og agent mv., og at der ikke kunne bortses fra, at hun ikke tidligere mere indgående var blevet udspurgt herom. Under hensyn til de generelt usikre forhold for kaldæere i Irak, og i særdeleshed under hensyn til, at ansøgeren var en enlig ældre kvinde, at alle hendes nære familie medlemmer var flygtet fra Irak, at hun ikke længere havde kunnet opretholde et tåleligt liv, herunder med jævnlige indkøb, kirkegang mv., og at ansøgeren kort før sin udrejse af sin nabo var blevet truet til at rejse, fandt Flygtningenævnet, at ansøgeren opfyldte betingelserne for at få asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1, idet ansøgeren havde sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Irak risikerede forfølgelse, som myndighederne ikke vil være i stand til at beskytte hende imod. Udlændingeservice havde ikke i sin afgørelse henvist til muligheden for et internt flugt alternativ (IFA), men Udlændingeservices repræsentant havde under nævnsmødet gjort gældende, at ansøgeren kunne henvises til at tage ophold i det kurdiske område i Nordirak. Udlændingeservice havde herved henvist til Udlændingeservices Fact Finding Rapport af 15. april 2010. Den beskikkede advokat havde afvist, at der var grundlag for at henvise ansøgeren til at tage ophold i det kurdiske område som IFA. Advokaten havde henvist til, at det fremgik af rapporten side 38, at UNHCR ikke betragtede det kurdiske område som et muligt IFA for personer fra andre dele af Irak. Advokaten havde ligeledes henvist til ansøgerens asylmotiv og hendes individuelle personlige forhold, herunder at hun ingen relationer havde i Nordirak og ikke talte kurdisk. Flygtningenævnet bemærkede, at det måtte antages, at det kurdiske område i visse tilfælde ville kunne udgøre et IFA for en iraker fra et andet område i Irak. I den konkrete sag lagde nævnet vægt på ansøgerens personlige forhold, herunder at hun ingen tilknytning havde til det kurdiske område, idet hun aldrig havde opholdt sig der, hverken havde familie eller bekendte der, således at dette område på mange felter ville være fremmed for hende, herunder i relation til sproget. Under disse omstændigheder fandt Flygtningenævnet, at det ikke ville være rimeligt at henvise ansøgeren til, at hun som IFA tog ophold i det kurdiske område i Irak jf. Handbook pkt. 91. Irak/2010/32
Nævnet meddelte i juni 2010 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2009. Ansøgeren var mindreårig. I 2008 var ansøgerens moder rejst fra ansøgerens familie, eftersom ansøgerens stedfader slog moderen og børnene. Derefter havde ansøgerens stedfader behandlet ansøgeren og ansøgerens søskende endnu værre end før. Ansøgeren var bl.a. blevet slået og sparket, og søsteren var blevet voldtaget og var nu død. Flygtningenævnet tiltrådte Udlændingeservices afgørelse om, at ansøgeren var tilstrækkelig moden til at få behandlet sin asylsag. Ansøgeren er mazada fra Erbil, Irak. Ansøgeren havde ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren havde som asylmotiv anført, at hans stedfader havde udsat ham og hans moder og søster for en umenneskelig behandling ved vold og indespærring mv. i flere år. Flygtningenævnet kunne i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund, idet denne forklaring, selvom den med hensyn til stedfaderens behandling på visse punkter var blevet udbygget, dog i sin kerne havde været konsistent. Flygtningenævnet fandt under disse omstændigheder, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak ville være i en konkret risiko for umenneskelig behandling omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, som han ikke kunne få myndighedsbeskyttelse imod. Irak/2010/31
Nævnet stadfæstede i juni 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim fra Mosul. Ansøgeren havde ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til, at han frygtede en terroristgruppe, som i sommeren 2008 havde sprængt faderens slikbutik i luften og kidnappet og dræbte ansøgerens bror, fordi gruppen havde troet, at faderen samarbejdede med de amerikanske styrker. Flygtningenævnet lagde ikke ansøgerens forklaring til grund. Ved afgørelsen heraf lagde Flygtningenævnet vægt på, at ansøgeren på en række centrale punkter havde forklaret forskelligt og usammenhængende, ligesom han på enkelte punkter havde udbygget sin forklaring. Det gjaldt for det første den tidsmæssige sammenhæng mellem, hvornår faderens butik var blevet sprængt i luften, og hvornår storebroderen var blevet kidnappet og dræbt. For det andet gjaldt det ansøgerens forklaring om, hvilke trusselsbreve, der var blevet afleveret, hvornår disse var blevet afleveret, og hvilket/hvilke navn (e), der havde stået som adressat. For det tredje gjaldt det ansøgerens forklaring om, hvad han havde foretaget sig i perioden fra sommeren 2008 til sin flugt i efteråret 2009. For det fjerde havde ansøgeren ikke forklaret ens og overbevisende om sine familiemæssige forhold, herunder hvor hans far, mor og brødre opholdt sig – og havde opholdt sig siden sommeren 2008. Ansøgeren havde ikke givet en overbevisende forklaring på de nævnte divergenser mv., og den omstændighed, at der muligt i Udlændingeservice havde været benyttet en tolk, som ansøgeren påstod ikke 100 % at kunne forstå, kunne ikke ændre herved. I Flygtningenævnet havde ansøgeren således erklæret, at han her havde forstået tolken 100 %. Ikke desto mindre havde ansøgeren i Flygtningenævnet forklaret skiftende og usammenhængende. Ansøgeren havde umiddelbart forud for mødet i Flygtningenævnet fremlagt blandt andet to trusselsbreve, der begge havde ansøgerens navn som adressat. Disse breve havde ansøgeren kun delvist forklaret om tidligere, og Flygtningenævnet tilsidesatte disse som forfalskede. Ved afgørelsen heraf lagde Flygtningenævnet for det første vægt på, at ansøgeren ikke tidligere havde forklaret om det første af de to trusselsbreve fra foråret 2008, der alene havde ansøgerens navn som adressat. For det andet havde ansøgeren ikke givet nogen overbevisende forklaring på, at dette brev ikke tidligere var blevet omtalt eller fremlagt. For det tredje havde ansøgeren ikke givet en overbevisende forklaring på, hvorfor trusselsbrevet fra foråret 2008, der havde en udstedelsesdato, der lå flere måneder forud for det tidsrum, hvor ansøgerens storebror efter det oplyste skulle være blevet kidnappet og dræbt – og faderens butik sprængt i luften. For det fjerde havde ansøgeren ikke givet en overbevisende forklaring på, at han ikke ved samtalen i Udlændingeservice mere detaljeret havde forklaret om trusselsbrevet fra sommeren 2008, da han angav hele tiden at have kendt til dette trusselsbrev, der havde ansøgerens og dennes far som adressater. Ved samtalen i Udlændingeservice havde ansøgeren alene forklaret, at ”terroristgruppen hængte en seddel op med familiens navne samt navne på andre personer, fx navnet på en nabo, i området i moskéen”. Ansøgeren havde således ikke forklaret, at det var hans navn, der havde stået på trusselsbrevet. Hertil kom, at ansøgeren i Udlændingeservice havde forklaret, at der kun havde hængt en seddel, mens han nu forklarede, at der hang flere sedler – en for ham og faderen og nogle andre for naboer mv. For det femte havde ansøgeren ikke givet nogen fornuftig forklaring på, at han var adressat på det første trusselsbrev, da han var nummer to i søskendeflokken, da både han og storebroderen havde arbejdet i butikken, og da terroristerne efter ansøgerens forklaring senere alene var gået efter ansøgerens storebror. Flygtningenævnet fandt ikke grundlag for at tage påstanden om hjemvisning til følge, da de to fremlagte trusselsbreve tilsidesattes som forfalskede, da der tidligere var omtalt trusselsbreve, og da der tidligere var oplyst om datoen for broderens død. Da ansøgerens forklaring tilsidesattes som utroværdig, havde ansøgeren ikke sandsynliggjort sit asylmotiv. Ansøgeren opfyldte derfor ikke betingelserne for at få asyl efter udlændingelovens § 7, hvorfor Flygtningenævnet stadfæstede Udlændingeservices afgørelse. Irak/2010/30
Nævnet stadfæstede i januar 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2009. Ansøgeren havde vedrørende sit asylmotiv oplyst, at han og hans broder havde drevet en cafe i Bagdad, og at han flere gange ved cafeen var blevet kontaktet af shia-muslimske mænd, der ville have ham til at arbejde sammen med dem mod amerikanerne. Cafeen var blevet brændt ned af ukendte gerningsmænd i 2008. Herefter var ansøgeren sammen med sin broder udrejst af Irak til Tyrkiet. Ansøgerens broder var rejst tilbage til Irak, og i efteråret 2009 havde ansøgeren gennem en ven hørt, at hans broder var blevet dræbt. Ansøgeren formodede, at broderen var blevet dræbt af de personer, der ville havde ansøgeren til at arbejde for sig. Ansøgeren havde yderligere henvist til, at hans fader, der i 2008 var blevet dræbt i forbindelse med en eksplosion, havde været et profileret medlem af Baath-partiet. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er sunni-muslim fra Bagdad, og at han ikke havde været politisk aktiv eller i øvrigt havde haft problemer med myndighederne. Endvidere måtte det tillægges vægt, at ansøgeren ikke havde været udsat for fysiske overgreb fra de pågældende mænd, og at der ikke var blevet fremsat konkrete trusler mod ansøgeren. Hertil kom, at ansøgeren havde forklaret upræcist om de pågældende mænd og deres henvendelser til ham og om tidspunktet for deres henvendelser set i forhold til det tidspunkt, hvor cafeen var brændt, ligesom ansøgeren efter sin egen forklaring ikke havde nogen sikker viden om, hvorvidt der måtte være nogen sammenhæng mellem de påberåbte trusler og branden. Herudover havde ansøgeren forklaret divergerende med hensyn til, om broderen også var blevet udsat for trusler. Endelig var der ikke tilvejebragt oplysninger, som med rimelighed kunne begrunde, hvorfor de pågældende mænd netop havde ønsket, at ansøgeren skulle arbejde for dem. Det lagdes herved vægt på, at ansøgeren fremstod helt uprofileret. Oplysningerne om faderens medlemskab af Baath-partiet samt oplysningerne om broderens død kunne ikke tillægges nogen vægt i forhold til det påberåbte asylmotiv. Der lagdes herved vægt på det sene fremkomsttidspunkt for oplysningerne samt den omstændighed, at ansøgerens forklaring om, at broderen skulle være blevet dræbt af de samme personer, alene beroede på formodninger. Da ansøgeren heller ikke for Flygtningenævnet havde været i stand til at underbygge det påberåbte asylmotiv, kunne det ikke lægges til grund, at ansøgeren havde været forfulgt ved udrejsen, eller at han ved en tilbagevenden risikerede forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kunne det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Irak/2010/3
Nævnet stadfæstede i juni 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er etnisk araber fra Bagdad i Irak. Ansøgeren havde ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren havde som asylmotiv blandt andet henvist til, at han en måned før sin udrejse af hjemlandet var blevet døbt og således var konverteret fra islam til kristendommen, og at hans fader og klan efterfølgende var blevet bekendt hermed, hvorefter han straks var udrejst. Det var forbundet med dødsstraf at konvertere, og ansøgeren frygtede derfor, at hans klan ville slå ham ihjel ved en tilbagevenden. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer lagde ikke ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer fandt, at forklaringen, hvorefter ansøgeren pludselig uden at have haft noget særligt kundskab til kristendommen og uden at have søgt at sætte sig ind i kristendommen havde ladet sig døbe, velvidende, at han dermed havde bragt sig i modsætning til sin familie og det irakiske samfund i øvrigt, forekom usandsynlig og konstrueret til lejligheden. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer tilsidesatte derfor forklaringen, jf. udlændingelovens § 40. Ansøgeren havde således ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak ville være i konkret risiko for at blive udsat for asylbegrundende forfølgelse eller overgreb, som omtalt i udlændingelovens § 7. Irak/2010/29
Nævnet meddelte i juni 2010 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er etnisk assyrer og kristen af trosretning fra Bagdad, Irak. Ansøgeren havde ikke været medlem af nogen politiske foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren havde som asylmotiv blandt andet henvist til, at han flere gange havde modtaget trusler, hvori der havde stået, at han skulle lukke sin vinforretning og konvertere til islam eller forlade landet, at hans søster var blevet kidnappet, at hans butiksfacade var blevet brændt, og at han havde modtaget dødstrusler i form af to projektiler placeret i sin bolig. Flygtningenævnet kunne lægge ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren havde således forklaret konsistent og detaljeret om asylmotivet. Nævnet lagde efter ansøgerens forklaring til grund, at han på grund af truslerne havde lukket sin alkoholforretning og havde afhændet varelagret for at få penge til udrejsen, og at han efter meddelelsen af den sidste dødstrussel på sin bopæl hverken havde været på bopælen eller i forretningen. Herefter havde ansøgeren holdt sig i skjul hos forskellige venner indtil udrejsen. Flygtningenævnet lagde navnlig vægt på, at ansøgeren var blevet presset af sit hidtidige netværk i lokalområdet til at opgive sin forretning og forlade området. Endvidere lagde Flygtningenævnet vægt på, at ansøgeren i foråret 2009 personligt var blevet truet på livet og efter dødstruslen havde opholdt sig i skjul indtil sin udrejse. Yderligere var hans søster i 2007 blevet kidnappet af en islamisk gruppe, og ansøgeren var siden 2007 på grund af trusler ophørt med at dyrke sin kristne tro ved at gå i kirke. På denne baggrund fandt Flygtningenævnet, at ansøgeren ved udrejsen var forfulgt af grunde omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Udlændingeservice havde ikke i sin afgørelse henvist til muligheden for et internt flugt alternativ (IFA), men Udlændingeservices repræsentant havde under nævnsmødet gjort gældende, at ansøgeren kunne henvises til at tage ophold i det kurdiske område i Nordirak. Udlændingeservice havde herved henvist til Udlændingeservices Fact Finding Rapport af 15. april 2010, navnlig side, 10-12, 16, 19, 22, 34 og 39. Den beskikkede advokat havde afvist, at der var grundlag for at henvise ansøgeren til at tage ophold i det kurdiske område som IFA. Advokaten havde henvist til, at det fremgik af rapporten side 38, at UNHCR ikke betragtede det kurdiske område som et muligt IFA for personer fra andre dele af Irak. Advokaten havde ligeledes henvist til ansøgerens asylmotiv og hans individuelle personlige forhold, herunder at han ingen relationer havde i Nordirak og ikke talte kurdisk. Flygtningenævnet bemærkede, at det måtte antages, at det kurdiske område i visse tilfælde ville kunne udgøre et IFA for en iraker fra et andet område i Irak. Hvad angik ansøgeren lagde nævnet vægt på ansøgerens personlige forhold, herunder at han ingen tilknytning havde til det kurdiske område, idet han aldrig havde opholdt sig der, hverken havde familie eller bekendte der og ikke talte det kurdiske sprog. Under disse omstændigheder fandt Flygtningenævnet, at det ikke vil være rimeligt at forvente af ansøgeren, at han som IFA tog ophold i det kurdiske område i Irak jf. Handbook pkt. 91 og UNHCR Guidelines on International Protection af 23. juli 2003, II C. Irak/2010/28
Nævnet stadfæstede i maj 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2008. I slutningen af 2009 blev ansøgeren accepteret tilbagetaget fra England i medfør af Dublin-forordningen. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er etnisk kurder fra Mosul i Irak. Ansøgeren havde ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til, at han siden slutningen af 2006 havde haft et forhold til en kristen pige, hvilket pigens familie og hans egen fader havde opdaget. Ansøgeren havde fået at vide, at kæresten var død, og ansøgeren frygtede at blive slået ihjel af kærestens familie eller af sin fader eller forfulgt af fundamentalistiske grupper.Flygtningenævnet kunne ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet lagde vægt på, at ansøgeren ved ankomsten til Danmark havde forklaret til politiet, at han ikke havde ønsket at oplyse nogen konkret årsag til, at han havde forladt Irak, dog at sikkerheden var den væsentligste årsag, og at han havde ønsket at komme til Finland, hvor han blandt andet havde en farbroder. Det forekom således utroværdigt, at ansøgeren skulle have noget at frygte fra sin egen familie. Forklaringen havde været udetaljeret og ikke konsistent, for eksempel med hensyn til, hvornår han havde fået oplysning om, at pigen skulle være død. Det forekom ligeledes utroværdigt, at ansøgeren siden ankomsten til Danmark i efteråret 2008 ikke havde haft nogen form for kontakt til nogen i hjemlandet. Ansøgerens oplysninger var i det hele 2. håndsoplysninger fra henholdsvis pigen og mosterens ægtefælle, og han havde ikke personligt modtaget trusler. Da ansøgeren herefter ikke opfyldte betingelserne i udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2, stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingeservices afgørelse. Irak/2010/27
Nævnet stadfæstede i maj 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2008. Ansøgeren var i efteråret 2008 udrejst til Norge, hvor han havde søgt asyl Ansøgeren var efterfølgende blevet sendt tilbage til Danmark i medfør af Dublin- konventionen. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er etnisk kurder fra det nordlige Irak. Ansøgeren havde som asylmotiv påberåbt sig æresrelateret forfølgelse fra sin svigerfamilies side, idet svigerfamilien havde været imod, at han havde indgået ægteskab med sin ægtefælle. Flygtningenævnet kunne ikke lægge ansøgerens forklaring om, at hans svigerfaders to brødre i 1996 havde forsøgt at slå ham ihjel ved at skyde en granat imod ham, til grund. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren havde afgivet divergerende forklaring om episoden, dels ved samtalen med Udlændingeservice og dels under Flygtningenævnets møde. Endvidere havde ansøgeren ved indrejsen givet en anden forklaring på, hvorfor han havde granatsplinter i kroppen. Flygtningenævnet fandt endvidere, at ansøgeren havde afgivet en noget usikker forklaring på, i hvilket omfang svigerfamilien havde været imod ægteskabet. Han havde således forklaret, at svigermoderen og en tante havde støttet ægteskabet, og at svigerfaderen havde været indforstået med ægteskabet, men at svigerfaderens to indflydelsesrige brødre havde været imod det. Ansøgeren forklarede under nævnsmødet, at svigerfaderen havde været imod ægteskabet. Flygtningenævnet fandt på dette grundlag og i øvrigt henset til tidsforløbet og det forhold, at ægtefællen heller ikke havde været udsat for overgreb, at ansøgeren ikke havde sandsynliggjort, at der var en konflikt med svigerfamilien på et sådant niveau, at ansøgeren var i reel risiko for overgreb. Ansøgeren opfyldte således ikke betingelserne for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet bemærkede, at det asylmotiv, ansøgeren havde påberåbt sig, ikke kunne anses for omfattet af en af de grunde, der er nævnt i Flygtningekonventionen. Ansøgeren opfyldte allerede derfor ikke betingelserne for asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Irak/2010/26
Nævnet meddelte i maj 2010 opholdstilladelse (K-status) til en statsborger fra Irak efter at have genoptaget sagen. Indrejst i 2001. Ansøgeren er kristen og fra Bagdad. Udlændingeservice meddelte i 2005 ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæstede afgørelsen i 2005. Udlændingeservice meddelte i 2007 ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Flygtningenævnet besluttede i efteråret 2009 at genoptage sagen. Ansøgeren havde som begrundelse for genoptagelsesanmodningen henvist til de forværrede forhold for kristne i Irak. Flygtningenævnet bemærkede indledningsvist, at ansøgeren var indrejst og havde søgt asyl i Danmark i 2001, og at sagen således skulle afgøres efter reglerne i udlændingeloven, således som denne var affattet på tidspunktet for indgivelsen af asylansøgningen. Ansøgeren, der er kristen kaldæer fra Bagdad, havde som aktuelt asylmotiv gjort gældende, at hun ved en tilbagevenden risikerede forfølgelse på grund af sin tro. Ansøgeren havde subsidiært påstået opholdstilladelse efter den dagældende § 7, stk. 2. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren i Bagdad havde praktiseret sin kristne tro og havde hjulpet til ved kirkelige arrangementer. Flygtningenævnet lagde endvidere til grund, at flere af ansøgerens familiemedlemmer havde profileret sig som kristne. Ansøgerens forældre var døde, og alle ansøgerens søskende var nu udrejst af Irak og opholdt sig i USA eller Danmark. Ansøgerens broder og hans familie var udrejst på grund af trusler om drab, kidnapning af et barn og pengeafpresning. Der var således ikke længere nære familiemedlemmer tilbage i Irak. På denne baggrund og tillige henset til, at ansøgeren ved en tilbagevenden ville være i en særlig sårbar situation som enlig kvinde, fandt Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden risikerede forfølgelse, som myndighederne ikke ville være i stand til at beskytte hende imod. Flygtningenævnet meddelte derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Irak/2010/25
Nævnet stadfæstede i maj 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er etnisk kurder og muslim fra Dahuk i det nordlige Irak. Hun havde gået 12 år i skole og havde siden 2002 haft arbejde i provins kontoret i Dahuk. Ansøgeren havde som asylmotiv påberåbt sig, at hun frygtede familien ved en tilbagevenden, idet hun ikke vidste, hvad der ville ske hende. Grunden hertil var, at hun, efter at havde været blevet gift med sin ægtefælle i 2002, ikke havde opnået familiesammenføring med ham og derefter var blevet presset af familien med henblik på at lade sig skille og i stedet indgå ægteskab med en fætter. Hun havde ikke givet efter for presset, men var udrejst uden familiens accept for at være sammen med sin ægtefælle. Det asylmotiv, som ansøgeren havde påberåbt sig, var ikke omfattet af de grunde, der var nævnt i Flygtningekonventionen. Ansøgeren var således ikke omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. For så vidt angik vurderingen af asylmotivet i relation til udlændingelovens § 7, stk. 2, fandt Flygtningenævnet ikke, at der var reel risiko for, at ansøgeren risikerede overgreb fra familien, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en eventuel tilbagevenden til Irak. Nævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren med sin kurdiske baggrund havde været veluddannet og haft arbejde uden for hjemmet, at ægteskabet var indgået med familiens accept, og at ansøgeren vel havde været udsat for pres, men ikke egentlige trusler fra familien. Irak/2010/24
Nævnet stadfæstede i maj 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2002. Ansøgeren er etnisk araber og muslim af trosretning fra det centrale Irak. I perioden 2002-2007 var ansøgeren gentagne gange udrejst af Danmark til hhv. Holland og Sverige, hvorefter han efterfølgende var blevet taget tilbage i medfør af Dublin-forordningen. Flygtningenævnet fandt ikke grundlag for at udsætte sagen på indhentelse af yderligere baggrundsmateriale eller afhøring af vidner. Det fremgik af sagen, at ansøgeren, der er irakisk statsborger, var i besiddelse af et irakisk pas udstedet i Bagdad i 2004. Det pågældende pas bar et udrejsestempel fra efteråret 2004. Ansøgeren havde som asylmotiv angivet, at han under sit ophold i Sverige som asylansøger i begyndelsen af 2007 var kommet i skænderi med nogle landsmænd i en moské. Dette havde angiveligt umiddelbart efter bevirket, at en af hans brødre i hjemlandet var blevet udsat for en ikke nærmere konkretiseret trussel. Der forelå ingen oplysninger om, at denne trussel var ført ud i livet over for nogen af ansøgerens familie. Flygtningenævnet fandt ikke, at den pågældende trussel i sig selv kunne begrunde asyl. Flygtningenævnet fandt herefter ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak ville være i en konkret og individuel risiko for forfølgelse om fattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet fandt heller ikke, at ansøgeren ville være i en reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Irak/2010/23
Nævnet stadfæstede i maj 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2009. Ansøgeren er etnisk kurder og muslim af trosretning fra Mosul. Ansøgeren havde henvist til, at han havde været udsat for trusler af tre omgange fra en gruppe, der havde været tilknyttet ansøgerens moské. Da det var gået op for ham, at gruppen havde forsøgt at hverve ham til at stå for bombesprængninger, var han blevet væk fra moskéen. Gruppen havde derefter opsøgt ansøgeren to gange på gaden og havde endeligt sendt et trusselsbrev. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren, der er kurder, havde været bosat i Nordirak. Ansøgeren havde ikke været politisk aktiv eller foretaget handlinger, der havde været rettet mod myndigheder eller andre. Ansøgeren havde været tilknyttet en moské og spillet fodbold på et hold, der havde været tilknyttet moskéen og den derværende organisation, som ansøgeren ikke nærmere kunne beskrive. Ansøgeren angav at være blevet opfordret til at deltage i voldelige handlinger, hvilket han havde afslået. Ansøgeren oplyste i den anledning at have modtaget nogle trusler. Efter at have modtaget disse trusler havde ansøgeren opholdt sig i hjemmet omkring en måned før sin udrejse. Ansøgeren havde ikke forud for udrejsen været udsat for forhold, der kunne begrunde asyl og kunne således ikke anses som værende forfulgt. Flygtningenævnet fandt det heller ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i nærliggende risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold, der omfattes af udlændingelovens § 7, stk. 2. Irak/2010/22
Nævnet stadfæstede i april 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2008.Ansøgeren var blevet truet på livet, fordi han havde arbejdet for et amerikansk firma. Han var derudover blevet truet for at få ham til at forgifte maden på sit arbejde. Ansøgeren havde nægtet dette og var flygtet. Under nævnsmødet fremviste ansøgeren et dokument, som han netop havde fået tilsendt fra sin broder, og som indeholdt trusler mod personer, som samarbejdede med amerikanerne. Flygtningenævnet udtalte, at det lagdes til grund, at ansøgeren er araber og sunni-muslim fra Mosul, at ansøgeren ikke havde været politisk aktiv, at ansøgeren ikke havde haft problemer med myndighederne, og at han var udrejst i besiddelse af sit nationale pas. Ansøgeren havde som asylmotiv påberåbt sig, at han frygtede at blive slået ihjel af de personer, der telefonisk havde truet ham på livet, fordi han havde arbejdet for et amerikansk firma tilknyttet det irakiske politi, og som havde truet ham for at få ham til at forgifte maden på en uddannelsesinstitution for politifolk. Det måtte herved tillægges vægt, at ansøgeren havde forklaret upræcist om de nævnte personer, der havde truet ham, om antallet af telefoniske henvendelser, og om hvornår de havde henvendt sig til ham. Endvidere havde ansøgeren frem til udrejsen ikke modtaget yderligere trusler efter modtagelsen af giften i sommeren 2006, og ansøgerens familiemedlemmer var heller ikke blevet opsøgt af de pågældende personer. Det skulle særlig bemærkes, at ansøgeren ifølge sin egen forklaring ikke havde modtaget nogen instruktion om, hvorledes han skulle have anvendt giften. Endvidere var det indgået med nogen vægt, ved bedømmelsen af ansøgerens asylansøgning, at ansøgeren havde oplyst en urigtig identitet ved indrejsen til Danmark i slutningen af 2008. På denne baggrund måtte det antages, at de trusler, som ansøgeren havde oplyst at havde været udsat for, ikke havde haft en sådan intensitet og omfang, at det kunne begrunde asyl eller beskyttelsesstatus. Der lagdes hermed videre vægt på, at ansøgeren havde været i stand til at opholde sig i hjemlandet frem til sommeren 2007. Der kunne ikke lægges nogen vægt på det af ansøgeren under nævnsmødet fremlagte dokument, der alene fremstod i en faxkopi. Udover det sene fremkomst tidspunkt, måtte det tillægges vægt, at ansøgeren ifølge egen forklaring vedvarende havde været i kontakt med familien, som havde oplyst, at de ikke havde haft nogen problemer, at det fremlagte dokument, bortset fra angivelse af ansøgerens navn, var udformet helt generelt, og at det var dateret tilbage i efteråret 2007. Endelig fremstod ansøgeren helt uprofileret. Idet de generelt vanskelige forhold i hjemlandet heller ikke kunne begrunde asyl eller beskyttelsesstatus, kunne det ikke lægges til grund, at ansøgeren havde været forfulgt ved udrejsen, eller at han ved en tilbagevenden risikerede forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kunne det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Irak/2010/21
Nævnet stadfæstede i april 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2007. Ansøgeren var meldt forsvundet fra 2007-2009. I 2009 henvendte han sig på ny til de danske myndigheder. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er irakisk statsborger fra Basra. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til, at hans forlovede havde været tolk og var blevet dræbt i 2004 på grund af sit arbejde. Efter udlændingelovens § 40 påhviler det en asylansøger at meddele de oplysninger, som er nødvendige til bedømmelsen af, om en tilladelse i henhold til loven kan gives. Flygtningenævnet kunne ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet han på en række punkter havde forklaret divergerende og havde udbygget sin forklaring. Ansøgeren havde således for nævnet forklaret, at hans ven havde overværet, at hans forlovede var blevet dræbt af skud på et marked, at det ifølge vennen havde været to maskerede mænd, der havde råbt ”sådan ender forrædere”. Under samtalen i Udlændingeservice havde ansøgeren forklaret, at hans ven ikke havde været vidne til drabet, men havde hørt om det. Endvidere havde ansøgeren i nævnet forklaret, at drabet var sket om aftenen, efter han havde kørt hende hjem, mens han til Udlændingeservice havde forklaret, at det var sket midt på dagen, og at han først havde hørt det om aftenen. Herudover forklarede ansøgeren for nævnet, at han ved udrejsen havde solgt sin bil, mens han i asylansøgningsskemaet havde anført, at hans bil var brændt. Flygtningenævnet tilsidesatte herefter ansøgerens forklaring som konstrueret til lejligheden, og ansøgeren havde således ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak ville være i en konkret risiko for at blive udsat for asylbegrundende forfølgelse eller overgreb som omfattet af udlændingelovens § 7. Irak/2010/20
Nævnet meddelte i juni 2010 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er etnisk assyrer og kristen af trosretning fra Bagdad, Irak. Ansøgeren havde ikke været medlem af nogen politiske foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren havde som asylmotiv blandt andet henvist til, at han flere gange havde modtaget trusler, hvori der havde stået, at han skulle lukke sin vinforretning og konvertere til islam eller forlade landet, at hans søster var blevet kidnappet, at hans butiksfacade var blevet brændt, og at han havde modtaget dødstrusler i form af to projektiler placeret i sin bolig. Flygtningenævnet kunne lægge ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren havde således forklaret konsistent og detaljeret om asylmotivet. Nævnet lagde efter ansøgerens forklaring til grund, at han på grund af truslerne havde lukket sin alkoholforretning og havde afhændet varelagret for at få penge til udrejsen, og at han efter meddelelsen af den sidste dødstrussel på sin bopæl hverken havde været på bopælen eller i forretningen. Herefter havde ansøgeren holdt sig i skjul hos forskellige venner indtil udrejsen. Flygtningenævnet lagde navnlig vægt på, at ansøgeren var blevet presset af sit hidtidige netværk i lokalområdet til at opgive sin forretning og forlade området. Endvidere lagde Flygtningenævnet vægt på, at ansøgeren i foråret 2009 personligt var blevet truet på livet og efter dødstruslen havde opholdt sig i skjul indtil sin udrejse. Yderligere var hans søster i 2007 blevet kidnappet af en islamisk gruppe, og ansøgeren var siden 2007 på grund af trusler ophørt med at dyrke sin kristne tro ved at gå i kirke. På denne baggrund fandt Flygtningenævnet, at ansøgeren ved udrejsen var forfulgt af grunde omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Udlændingeservice havde ikke i sin afgørelse henvist til muligheden for et internt flugt alternativ (IFA), men Udlændingeservices repræsentant havde under nævnsmødet gjort gældende, at ansøgeren kunne henvises til at tage ophold i det kurdiske område i Nordirak. Udlændingeservice havde herved henvist til Udlændingeservices Fact Finding Rapport af 15. april 2010, navnlig side, 10-12, 16, 19, 22, 34 og 39. Den beskikkede advokat havde afvist, at der var grundlag for at henvise ansøgeren til at tage ophold i det kurdiske område som IFA. Advokaten havde henvist til, at det fremgik af rapporten side 38, at UNHCR ikke betragtede det kurdiske område som et muligt IFA for personer fra andre dele af Irak. Advokaten havde ligeledes henvist til ansøgerens asylmotiv og hans individuelle personlige forhold, herunder at han ingen relationer havde i Nordirak og ikke talte kurdisk. Flygtningenævnet bemærkede, at det måtte antages, at det kurdiske område i visse tilfælde ville kunne udgøre et IFA for en iraker fra et andet område i Irak. Hvad angik ansøgeren lagde nævnet vægt på ansøgerens personlige forhold, herunder at han ingen tilknytning havde til det kurdiske område, idet han aldrig havde opholdt sig der, hverken havde familie eller bekendte der og ikke talte det kurdiske sprog. Under disse omstændigheder fandt Flygtningenævnet, at det ikke vil være rimeligt at forvente af ansøgeren, at han som IFA tog ophold i det kurdiske område i Irak jf. Handbook pkt. 91 og UNHCR Guidelines on International Protection af 23. juli 2003, II C. Irak/2010/2
Nævnet stadfæstede i april 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Nordirak. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er etnisk kurder og muslim af trosretning. Ansøgeren havde som sit asylmotiv henvist til, at hun frygtede at blive dræbt af sin broder på grund af sit ægteskab med en herboende irakisk statsborger, som er hendes halvfætter. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren havde lært sin ægtefælle at kende i 2001, og at det siden da havde været hendes ønske at blive gift med den pågældende. Forældrene havde haft kendskab til dette og havde accepteret hendes ønske. Broderen havde ifølge ansøgerens forklaring fået kendskab til relationen i sommeren 2008. Han havde reageret med vold og trusler, fordi hun efter hans opfattelse havde bragt skam over familien. Ansøgeren var blevet gift sommeren 2009 med accept fra den øvrige familie. Ansøgeren havde herefter opholdt sig blandt andet i en periode på 14-15 dage hos familien og var udrejst af Irak i efteråret 2009. Der var ikke grundlag for at antage, at ansøgeren efter brylluppet havde været efterstræbt af broderen på asylbegrundende måde. Flygtningenævnet fandt på denne baggrund ikke grundlag for at antage, at ansøgeren ved en tilbagevenden ville være i risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at ansøgeren havde behov for beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Irak/2010/19
Nævnet stadfæstede i april 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2009. I begyndelsen af 2008 var ansøgeren og hans familie blevet opsøgt på deres bopæl af fremmede, der havde truet dem på livet, eftersom familien er yezidi kurdere. Ansøgeren havde ikke selv været til stede under episoden. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren, der er yezidi fra Mosul, som asylmotiv havde henvist til de generelle forhold, men også til at hans familie konkret havde været udsat for trusler på livet. Nævnet fandt ikke, at de generelle forhold for yezidier – trods vanskelige – ikke i sig selv kunne begrunde asyl. Nævnet bemærkede dernæst, at ansøgerens forklaring om konkrete trusler mod familien ikke forekom troværdig. Ansøgerens forklaring var således først fremkommet for Udlændingeservice, og for nævnet var forklaringen først blevet gentaget efter at der konkret ad flere gange var spurgt ind hertil. Uanset om forklaringen lagdes til grund, kunne disse forhold imidlertid ikke begrunde asyl, heller ikke set i sammenhæng med de generelt vanskelige forhold. Nævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens familie fortsat boede i området uden oplyst aktuelle problemer, og at også ansøgeren selv var blevet i området i halvandet år efter de angivelige trusler. Irak/2010/18
Nævnet stadfæstede i april 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er etnisk kurder og muslim fra Qalar i Irak. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til, at han var blevet diskrimineret af sin stedmoder og ikke var blevet behandlet så godt som sine to mindre søskende, herunder med hensyn til tøj og penge. Flygtningenævnet fandt, at det påberåbte asylmotiv vedrørte sociale forhold, der ikke havde karakter af forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet fandt ikke, at der var oplyst omstændigheder i øvrigt, der gav grundlag for at antage, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerede forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller ville være i en reel risiko for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Irak/2010/17
Nævnet stadfæstede i april 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2009. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til, at han frygtede overgreb fra ukendte terrorister, fordi han havde arbejdet i et fitnesscenter, hvor der havde trænet amerikanere. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er yezidi-kurder fra en by ved Mosul. Flygtningenævnet kunne desuden lægge til grund, at ansøgeren havde trænet og været træner i et træningscenter. Flygtningenævnet kunne ikke lægge til grund, at ansøgeren som følge af, at amerikanere fra en nærliggende militærbase havde trænet i centeret, skulle være kommet i et asylbegrundende modsætningsforhold til ukendte terrorister, der havde sendt trusselsbrev til centret og bortført og torteret ansøgerens ven og navngivne medtræner. Flygtningenævnet fandt, at ansøgerens forklaring herom under nævnsmødet generelt var fremtrådt som usammenhængende og ikke nærmere konkretiseret med hensyn til en række omstændigheder. Ansøgeren havde således ikke mere præcist kunnet beskrive sikkerheden omkring amerikanerne under træningen, eller på hvilken måde amerikanerne havde sikret sig ansøgerens og medtrænerens identitet m.v. Ansøgeren havde desuden under nævnsmødet forklaret, at amerikanerne blot var dukket op, mens ansøgeren under samtalen med Udlændingeservice havde forklaret, at amerikanerne havde ringet til centret, før de var kommet. Flygtningenævnet kunne ikke lægge til grund, at ansøgerens medtræner var blevet bortført og mishandlet på grund af amerikanernes træning i centret. Flygtningenævnet havde lagt vægt på, at der efter ansøgerens forklaring ikke havde været andre henvendelser til centret i anledning heraf, uanset amerikanerne havde trænet i centret siden 2006, og at centret efter det oplyste fortsat bestod. Flygtningenævnet havde endvidere lagt vægt på, at ansøgeren ikke efterfølgende havde fået oplysninger om, under hvilke omstændigheder bortførelsen og mishandlingen var sket, eller hvem der havde stået bag. Flygtningenævnet fandt det desuden usandsynligt, at ansøgeren ikke inden sin udrejse havde modtaget yderligere oplysninger om medtrænerens tilstand eller havde nærmere kontakt med ejeren af træningscentret, som havde været ansøgerens arbejdsgiver. Den omstændighed, at ansøgeren er yezidi-kurder, kunne ikke i sig selv begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet fandt herefter ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden risikerede forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller ville være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Irak/2010/16
Nævnet meddelte i februar 2010 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2008. Ansøgeren er etnisk kurder og muslim af trosretning fra Nordirak. Ansøgeren havde arbejdet i den irakiske hær både som menig soldat og som chauffør, hvorfor han i sommeren 2008 havde været med til at angribe en landsby, hvor terroristgruppen Ansar Al Sunni havde forskanset sig. Kort efter angrebet havde ansøgeren og to andre fra hans kompagni modtaget trusselsbreve. Ansøgeren henviste endvidere til, at han frygtede sin navngivne kammerats familie, eftersom de var af den overbevisning, at ansøgeren havde dræbt kammeraten. Kammeraten var imidlertid blevet dræbt af personer, der havde skudt efter ansøgeren og kammeraten under en almindelig køretur på vej hjem til ansøgeren. Flygtningenævnet lagde i det væsentlige ansøgerens forklaring om hans tjeneste i hæren, identifikation og trusler fra Ansar al Sunni til grund. Nævnet bemærkede herved, at ansøgeren havde forklaret herom fra starten, og at forklaringen var underbygget af adskillige fotografier. Flygtningenævnet kunne ikke lægge ansøgerens forklaring om trusler fra ansøgerens navngivne vens familie til grund. Ansøgeren havde ikke forklaret herom fra starten, og forklaringen var divergerende og heller ikke troværdig i sin sammenhæng. Flygtningenævnet fandt, at ansøgeren risikerede overgreb som følge af sin tjeneste i hæren, identifikation og trusler, således som han havde forklaret om, og at han således havde behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Nævnet bemærkede, at forfølgelsesgrunden ikke var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Irak/2010/15.
Nævnet stadfæstede i februar 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2008. Ansøgeren er etnisk kurder og muslim af trosretning fra Nordirak. Ansøgeren havde i Irak arbejdet som vagt for et oliefirma, der tidligere havde tilhørt amerikanerne, men sidenhen var blevet underlagt olieministeriet. På baggrund heraf havde han modtaget en telefontrussel og et trusselbrev. En måned efter ansøgeren havde modtaget truslerne var han blevet skudt efter fra personer i en bil, da han havde været på vej hjem fra arbejde i sin arbejdsuniform. Ansøgeren var flygtet samme aften, hvor skyderiet havde fundet sted. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren ikke havde haft konflikter med de lokale nordirakiske myndigheder. Ansøgeren havde forklaret om en telefonisk trussel i sommeren 2008. Efter hans egen forklaring havde han intet særligt lagt i denne trussel. Han forklarede, at han måneden efter havde modtaget et trusselsbrev. Alt tydede på, at trusselsbrevet ikke havde hidrørt fra den angivne udsteder Ansar al-Sunnah. Ansøgeren fremsatte den formodning, at det havde været en mindre velorganiseret terrorgruppe, der havde stået bag brevet. Ansøgeren havde alene vist trusselsbrevet til sin chef, men var ikke gået til politiet. Ansøgeren forklarede, at han ikke havde hørt om andre i vagtfirmaet, som var blevet truet. Ansøgeren forklarede, at han i oktober 2008 havde været udsat for en skudepisode. Efter ansøgerens forklaring om afstanden fra bilen til ansøgeren på skudtidspunktet og henset til, at bilen var kommet kørende fra en anden retning, end ansøgeren havde bevæget sig til fods, forekom det temmelig usandsynligt, at ansøgeren var blevet identificeret af de pågældende. Såfremt ansøgerens forklaring, der var påfaldende usikker, lagdes til grund, var det mest sandsynlige, at ansøgeren havde tiltrukket sig opmærksomhed ved at være uniformeret, og angrebet således ikke havde været rettet mod ansøgeren som person. Ansøgeren havde undladt at anmelde episoden til politiet, men havde indenfor en time besluttet at udrejse og havde blandt andet valgt at udrejse med fotos, der havde vist hans ansættelse i et vagtfirma samt det omhandlede trusselsbrev. Ansøgerens familie var efter ansøgerens forklaring ikke blevet opsøgt af personer med tilknytning til terrorgrupper efter ansøgerens udrejse. Uanset om ansøgerens forklaring lagdes til grund, fandtes det herefter ikke sandsynliggjort, at ansøgeren således var i søgelyset hos personer eller grupper, der var i opposition til den amerikanske tilstedeværelse, at ansøgeren ved en tilbagevenden ville være i en reel og individuel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller udlændingelovens § 7, stk. 2. Irak/2010/14.
Nævnet stadfæstede i februar 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2007. Ansøgeren er etnisk kurder fra Kirkuk og muslim af trosretning. Kort efter sin indrejse i Danmark var ansøgeren udrejst til Sverige, hvor han havde søgt asyl. Ansøgeren blev senere i medfør af Dublin-konventionen tilbagesendt til Danmark. Ansøgeren havde i forbindelse med sin asylansøgning i Sverige oplyst, at han var blevet kidnappet af terrorister. Til de danske myndigheder havde ansøgeren som asylmotiv angivet, at han og hans ven var blevet kontaktet af en terroristbevægelse i Irak, som ville havde dem til at forgifte maden i den restaurant, hvor ansøgeren og vennen havde arbejdet. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren som asylmotiv henviste til, at han havde fået problemer afledt af, at personer med tilknytning til en terroristbevægelse havde søgt at hverve ansøgeren og hans ven til at forgifte maden i den restaurant, hvor de havde været ansat. Flygtningenævnet anså ansøgerens forklaring som utroværdig. Udviklingen efter, at ansøgeren og hans ven skulle havde været antaget til forgiftningsopgaven, havde således taget en umiddelbart uforståelig dramatisk retning. Inden der havde foreligget en endelig aftale om ansøgerens og hans vens udførelse af opgaven, skulle der således havde været fremkommet et trusselsbrev, angiveligt fra personerne, der havde ønsket opgaven udført. Efter nogle dage skulle ansøgerens ven, der ubetinget var gået ind på at udføre opgaven, være blevet dræbt, og politiet skulle – uden at have kendskab til planerne om en forgiftning – havde lukket den luksusrestaurant, hvor ansøgeren og hans ven havde været ansat som tallerkenvaskere. Hertil kom, at ansøgeren havde forklaret upræcist og divergerende, herunder havde han under samtalen med Udlændingeservice forklaret, at trusselsbrevet skulle havde været fremkommet to dage efter, at han havde forladt sit arbejdssted, hvorimod han i forklaringen for Flygtningenævnet udtalte, at det var sket mere end ti dage efter, at han havde forladt arbejdsstedet. Under samtalen med Udlændingeservice havde ansøgeren forklaret, at politiet havde lukket restauranten, inden vennens lig var blevet fundet, hvorimod ansøgeren i Flygtningenævnet forklarede, at lukningen var sket, efter at liget var blevet fundet. Det fandtes endvidere påfaldende, at ansøgerens familie, ifølge ansøgerens forklaring under samtalen med Udlændingeservice, ikke efterfølgende var blevet opsøgt af personerne bag det angivelige trusselsbrev. Endvidere måtte Flygtningenævnet tillægge det afgørende vægt, at ansøgeren ikke under den detaljerede første udspørgning, han havde gennemgået hos de svenske immigrationsmyndigheder, havde oplyst om sit asylmotiv. Ansøgeren havde således været i stand til uopfordret at oplyse om et andet asylmotiv om kidnapning, som han under asylbehandlingen i Danmark var fragået, og ifølge den ordrette gengivelse af udspørgningen hos de svenske asylmyndigheder, var der flere gange stikord til, at ansøgeren kunne havde været fremkommet med sit asylmotiv, herunder da han ifølge referatet havde drøftet med de svenske udlændingemyndigheder, hvorfor han havde villet rejse. Heller ikke under den anden samtale med de svenske asylmyndigheder havde ansøgeren oplyst om andet end generelle problemer. Flygtningenævnet tilsidesatte herefter ansøgerens forklaring om sit asylmotiv som utroværdig. De generelt usikre forhold i ansøgerens hjemområde i Kurdistan kunne ikke i sig selv begrunde asyl. Ansøgeren opfyldte herefter ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Irak/2010/13.
Nævnet stadfæstede i februar 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2008. Ansøgeren er etnisk turkmen og sunni-muslim fra Kirkuk området. Ansøgeren havde henvist til, at han har haft et forhold til en kvinde fra en shia-muslimsk familie. Han havde anmodet om kvindens hånd, men hendes familie havde været imod ægteskabet. Imod deres familiers ønske havde de forsøgt at flygte til den kurdiske del af Irak, men kvindens familie havde opdaget parret ved et checkpoint, hvorefter de havde taget kvinden med tilbage. Det var lykkes ansøgeren at flygte. Efterfølgende havde kvinden efter det oplyste begået selvmord, og ansøgerens fader var blevet dræbt. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren som sit asylmotiv havde henvist til, at han var kommet i en privatretlig konflikt med en magtfuld familie, idet han mod familiens vilje havde forsøgt at indgå ægteskab med et kvindeligt medlem af familien. Flygtningenævnet kunne ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren havde således forklaret udbyggende om forholdet til pigen, idet han først under samtalen med sin advokat havde oplyst, at han skulle have haft et seksuelt forhold til pigen, og han havde først under forklaringen i Flygtningenævnet oplyst, at det seksuelle forhold skulle have været indledt natten før den angivelige flugt. Ansøgeren havde ikke kunnet give nogen troværdig begrundelse for, at denne markante oplysning var fremkommet så sent. Ansøgerens forklaring om det seksuelle forhold og om flugten virkede heller ikke i sig selv troværdig, herunder at ansøgeren, der havde haft et udpræget modsætningsforhold til pigens familie, skulle have indfundet sig i familiens hus dagen før en planlagt flugt, at parret ikke under flugten havde kørt den direkte vej mod deres mål, og at det skulle være lykkedes for pigens familie at få parret standset ved et checkpoint. Endvidere havde ansøgeren forklaret divergerende om helt centrale begivenheder i hans liv. Han havde således ikke kunnet redegøre for, hvor han havde befundet sig, da han havde fået oplysningen om sin kærestes angivelige selvmord og drabet på faderen, ligesom han ikke havde kunnet sætte disse begivenheder i en troværdig tidsmæssig sammenhæng med sin flugt ud af landet. Ansøgeren havde herefter ikke sandsynliggjort, at han ved udrejsen havde været forfulgt, eller ved en tilbagevenden ville udsætte sig for forfølgelse efter udlændingelovens § 7. Irak/2010/12.
Nævnet stadfæstede i februar 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2008. Ansøgeren er etnisk kurder og muslim af trosretning. Ansøgeren havde under samtalen med Udlændingeservice oplyst, at han i 2008 i Kirkuk var blevet opsøgt af nogle terrorister, som havde anmodet ham om at hjælpe dem med at udløse en eksplosion på rådhuset. Ansøgeren havde nægtet at samarbejde med dem. Han havde derefter i samarbejde med politiet fået nogle af terroristerne anholdt. Efter anholdelsen af terroristerne var ansøgerens bopæl blevet beskudt, og to af hans brødre var blevet dræbt. Ansøgeren var derefter flygtet. Ansøgeren var indrejst i Danmark i efteråret 2008, men havde først søgt asyl 3 dage efter, han var blevet anholdt af politiet. I foråret 2009 var ansøgeren rejst til Norge for at søge asyl. I sommeren 2009 var ansøgeren rejst videre til Holland, hvorfra Danmark havde tilbagetaget ham i medfør af Dublin-forordningen. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren ikke havde været politisk aktiv. Det fremgik, at ansøgeren ikke havde søgt om asyl i forbindelse med sin første indrejse i Danmark. Ansøgeren var udeblevet fra mødet i Flygtningenævnet. Det tiltrådtes, som anført af Udlændingeservice, at ansøgerens forklaring ikke fremstod troværdig og selvoplevet. Flygtningenævnet fandt således ikke, at ansøgeren ved udrejsen havde været forfulgt og heller ikke, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet fandt heller ikke, at ansøgeren ville være i reel risiko for at blive udsat for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. Irak/2010/11.
Nævnet stadfæstede i februar 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2007. Ansøgeren er yezidi-kurder fra Mosul området. Ved indrejsen i Danmark i 2007 havde ansøgeren henvist til de generelle forhold i Irak samt til, at hans broder var blevet taget af terrorister. Efter et døgn i Danmark var han rejst til Sverige og havde søgt asyl. Ansøgeren havde til de svenske myndigheder som asylmotiv henvist til, at hans familie og han havde været udsat for overgreb. Efter at have fået afslag på asyl i Sverige var han sejlet til Tyskland, hvorfra han var blevet tilbagesendt til Danmark i medfør af Dublin-konventionen. Ansøgeren oplyste i forbindelse med sin asylsamtale hos Udlændingeservice, at han var blevet truet på livet, fordi han havde solgt spiritus i en spiritusforretning. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren ikke havde været politisk aktiv. Ved den første indrejse i Danmark havde ansøgeren ikke søgt asyl. Ansøgeren havde derpå søgt asyl i såvel Sverige som Tyskland, forinden han havde indgivet en asylansøgning i Danmark. Ansøgeren havde uanset, at han havde angivet at have mulighed derfor, ikke fremlagt dokumentation for sin identitet. Ansøgeren havde dels angivet, at forældrene boede i Malmø og dels, at de boede i en landsby i hjemlandet. Af ansøgerens forklaring fremgik det oprindeligt, at hans udrejse havde været begrundet i generelle forhold. Ansøgeren havde ikke angivet det samme asylmotiv til såvel danske som svenske myndigheder. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren, der havde oplyst at være yezidi-kurder, havde opfyldt den af ham i medfør af udlændingelovens § 40 påhvilende oplysningspligt. Flygtningenævnet lagde ikke til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være konkret og individuelt forfulgt, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet fandt heller ikke, at ansøgeren ville være i nærliggende risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold, der var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Irak/2010/10.
Nævnet meddelte i juni 2010 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Irak. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er etnisk kaldæer fra Mosul i Irak. Ansøgeren havde ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren havde som asylmotiv blandt andet henvist til de generelle forhold for kristne i Mosul, herunder at hun frygtede at blive dræbt. Hun havde henvist til, at kristne ikke turde gå i kirke, skulle gå helt tildækket, ikke kunne bære kors, og at kristne blev dræbt, herunder at en kristen familie tæt på ansøgerens hus var blevet dræbt. Hun havde endvidere henvist til, at hun var blevet presset ud af sit hus, der var blevet solgt til naboen, der så havde sørget for at betale agenten for hendes rejse til Danmark. Naboen havde således to måneder før hendes udrejse truet hende med, at hun havde valget mellem at blive dræbt eller at udrejse frivilligt, mod at naboen sørgede for udrejsen. Endelig havde ansøgeren henvist til, at hun som enlig kvinde, hvor alle børn og øvrige nære familiemedlemmer var flygtet, ikke kunne klare sig selv i Irak. Selvom ansøgeren først ved mødet i Flygtningenævnet mere detaljeret havde fortalt om truslerne fra naboen, lagdes denne forklaring til grund. Flygtningenævnet lagde ved afgørelsen heraf vægt på, at ansøgeren mere sporadisk havde omtalt kombinationen af hussalg og agent mv., og at der ikke kunne bortses fra, at hun ikke tidligere mere indgående var blevet udspurgt herom. Under hensyn til de generelt usikre forhold for kaldæere i Irak, og i særdeleshed under hensyn til, at ansøgeren var en enlig ældre kvinde, at alle hendes nære familie medlemmer var flygtet fra Irak, at hun ikke længere havde kunnet opretholde et tåleligt liv, herunder med jævnlige indkøb, kirkegang mv., og at ansøgeren kort før sin udrejse af sin nabo var blevet truet til at rejse, fandt Flygtningenævnet, at ansøgeren opfyldte betingelserne for at få asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1, idet ansøgeren havde sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Irak risikerede forfølgelse, som myndighederne ikke vil være i stand til at beskytte hende imod. Udlændingeservice havde ikke i sin afgørelse henvist til muligheden for et internt flugt alternativ (IFA), men Udlændingeservices repræsentant havde under nævnsmødet gjort gældende, at ansøgeren kunne henvises til at tage ophold i det kurdiske område i Nordirak. Udlændingeservice havde herved henvist til Udlændingeservices Fact Finding Rapport af 15. april 2010. Den beskikkede advokat havde afvist, at der var grundlag for at henvise ansøgeren til at tage ophold i det kurdiske område som IFA. Advokaten havde henvist til, at det fremgik af rapporten side 38, at UNHCR ikke betragtede det kurdiske område som et muligt IFA for personer fra andre dele af Irak. Advokaten havde ligeledes henvist til ansøgerens asylmotiv og hendes individuelle personlige forhold, herunder at hun ingen relationer havde i Nordirak og ikke talte kurdisk. Flygtningenævnet bemærkede, at det måtte antages, at det kurdiske område i visse tilfælde ville kunne udgøre et IFA for en iraker fra et andet område i Irak. I den konkrete sag lagde nævnet vægt på ansøgerens personlige forhold, herunder at hun ingen tilknytning havde til det kurdiske område, idet hun aldrig havde opholdt sig der, hverken havde familie eller bekendte der, således at dette område på mange felter ville være fremmed for hende, herunder i relation til sproget. Under disse omstændigheder fandt Flygtningenævnet, at det ikke ville være rimeligt at henvise ansøgeren til, at hun som IFA tog ophold i det kurdiske område i Irak jf. Handbook pkt. 91. Irak/2010/1
Nævnet meddelte i december 2009 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Irak. Indrejst i 2008. Ansøgeren er etnisk araber og shia-muslim fra Bashra. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til, at hun i 2006 i forbindelse med en ferierejse til Syrien havde indledt et forhold til en irakisk mand bosat i Danmark. I 2007 havde ansøgerens partner friet til ansøgeren, men ansøgerens fader havde ikke givet sin tilladelse til, at de blev gift. I starten af 2008 var ansøgeren blevet gravid. Hendes fader var blevet bekendt med graviditeten, og ansøgeren frygtede for hans reaktion, idet hun havde krænket familiens ære. Umiddelbart efter, at ansøgeren havde opdaget, at hun var gravid, var hun flygtet til Danmark, hvor hun fødte sin søn i slutningen af 2008. Flygtningenævnet lagde i det væsentlige ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Ansøgeren havde haft et seksuelt forhold udenfor ægteskab, og hun var derved blevet gravid og havde født en søn sidst i 2008. Flygtningenævnet lagde endvidere til grund, at ansøgeren umiddelbart efter, hun havde opdaget graviditeten, havde forladt familien og herefter var flygtet til Danmark. Flygtningenævnet lagde endvidere til grund, at ansøgerens familie ikke havde accepteret hendes forhold til sin søns fader. Flygtningenævnet fandt det under disse omstændigheder tilstrækkeligt sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak var i en konkret og individuel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Irak/2009/99
Nævnet stadfæstede i november 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2009. Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim af trosretning. Ansøgeren havde som sit asylmotiv henvist til, at han igennem sit arbejde som politibetjent, var blevet truet af islamistiske oprørsbevægelser. Han havde modtaget et trusselsbrev underskrevet af Mujahedin. Mujahedin havde beskyldt ansøgeren for at være forræder. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren ikke havde været politisk aktiv. Ansøgeren havde angivet som asylmotiv sit virke som menig politibetjent, og at han i den anledning omkring et år før udrejsen ligesom en række kollegaer og en broder, der ligeledes var menig politibetjent, havde været udsat for nogle skriftlige trusler. Ansøgeren havde svaret afglidende på spørgsmål og havde ikke kunnet forklare overbevisende om sine forhold. Ansøgerens oplysninger om sin ansættelse hos politiet og sin oplevelser i den forbindelse havde fremstået som selvoplevende. Uanset om det havde kunnet lægges til grund, at ansøgeren havde været politibetjent, havde han efter truslerne uden at lide overlast kunnet opholde sig i en meget lang periode uden, at der var blevet foretaget noget i anledning af truslerne. Ansøgerens broder opholdt sig forsat i ansøgerens hjemområde. Det sås således ikke sandsynligtgjort, at ansøgeren var individuelt efterstræbt. Uanset om ansøgeren måtte havde virket som politibetjent ved det irakiske styre, ville dette ikke i sig selv kunne begrunde asyl. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til sit hjemland ville være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet fandt heller ikke, at ansøgeren ville være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Irak/2009/98
Nævnet stadfæstede i november 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2007. Umiddelbart efter ansøgeren var indrejst i Danmark i forsommeren 2007, var han rejst til Sverige, hvor han havde søgt asyl i sommeren 2008. Herefter var ansøgeren rejst til Tyskland, hvorfra han i medfør af Dublin-forordningen blev tilbagetaget senere på sommeren i 2008, da han også havde søgt asyl i Tyskland. Ansøgeren havde henvist til, at han som yezidi-kurder var forfulgt, idet han to gange var blevet overfaldet af arabere, hvorved han var blevet slået i hovedet og blevet beskudt. Araberne ville ikke have yezidi-kurdere i deres område, og derfor var ansøgeren blevet overfaldet, idet hans dyr havde græsset på et område, som araberne havde krævet retten til. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er yezidi-kurder, og han havde ikke været politisk aktiv. Ansøgeren havde oplyst, at han to gange, hvor han uden for landsbyen som hyrde havde haft dyr græssende, havde været udsat for overgreb i form af vold i et tilfælde og beskydning på afstand i et andet. Flygtningenævnet fandt, at de pågældende overgreb fremstod som rettet mod den befolkningsgruppe, ansøgeren tilhører, og således ikke mod ham som individ. Flygtningenævnet fandt ikke, at episoderne kunne begrunde asyl for ansøgeren. Uanset at forholdene for yezidi-kurdere i ansøgerens hjemområde måtte anses for vanskelige, kunne disse heller ikke i sig selv begrunde asyl. Flygtningenævnet fandt herefter ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet, hvor en række familiemedlemmer opholdt sig, ville være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet fandt heller ikke, at ansøgeren ville være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Irak/2009/97
Nævnet stadfæstede i november 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2009. Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim af trosretning. Ansøgeren havde henvist til, at han som følge af sit arbejde som politibetjent havde modtaget trusler på livet fra terrorister. Desuden havde ansøgeren henvist til, at hans bror var blevet dræbt i sit bageri en dag, hvor ansøgeren havde været på besøg. Det havde været meningen, at ansøgeren skulle have været slået ihjel ved denne episode, men han var stukket af. Ved nævnsmødet fremlagde ansøgeren fotos af broderens dødsattest og et legitimationsbevis fra ansættelsen hos politiet. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren ikke havde været politisk aktiv. Han havde som asylmotiv angivet sit virke som menig politibetjent, og at han i den anledning havde været udsat for trusler, overgreb, herunder at hans bror skulle være blevet dræbt i den forbindelse. Ansøgeren havde afgivet skiftende forklaringer om, hvornår han skulle være blevet ansat i politiet og de nærmere omstændigheder ved broderens død. Ansøgeren havde oplyst, at han ikke havde rettet henvendelse til ledelsen i anledning af truslerne, men at der efter hans udrejse var rettet henvendelse til hans leder, der havde fremskaffet noget af det materiale, der var fremlagt under nævnsmødet. Ansøgeren havde svaret afglidende på spørgsmål og havde ikke kunnet forklare overbevisende om sine forhold. Ansøgerens oplysninger om sin ansættelse hos politiet og oplevelser i den forbindelse fremstod ikke som selvoplevede. Det sås ikke sandsynliggjort, at ansøgeren var individuelt efterstræbt. Uanset om ansøgeren måtte have virket som menig politibetjent for det irakiske styre, ville dette i sig selv ikke begrunde asyl. Der fandtes herefter ikke anledning til at foretage ægthedsundersøgelser vedrørende de fotos af dokumenter, der fremkom under Flygtningenævnets møde. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til sit hjemland ville være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet fandt heller ikke, at ansøgeren ville være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Irak/2009/96
Nævnet stadfæstede i november 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2009. Ansøgeren var mindreårig ved indrejsen. Ansøgeren havde som sit asylmotiv henvist til, at han havde mistet hele sin familie ved et bombeangreb på kurdere i Mosul, hvorfor han ikke havde noget sted at bo, og han frygtede ligeledes at blive slået ihjel. Flygtningenævnet udtalte, at Flygtningenævnet i det væsentlige kunne lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet lagde derfor videre til grund, at ansøgerens families hus, i lighed med en del andre huse i området, var blevet udsat for et bombeangreb, som formentligt var blevet udført af en terrorgruppe, generelt rettet mod den etniske/religiøse gruppe, ansøgeren tilhørte. Ved bombeangrebet var ansøgerens familie blevet dræbt. Ansøgeren havde herefter stort set klaret sig selv i omkring seks måneder, hvorefter han var udrejst med økonomisk hjælp fra en halvfarbroder. Flygtningenævnet fandt, at der under disse omstændigheder ikke var grund til at antage, at ansøgeren, hvis han skulle vende tilbage til Mosul-området, konkret og individuelt ville risikere forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller ville risikere overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Irak/2009/95
Nævnet stadfæstede i november 2009 Udlændingeservices afgørelse om vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak. Indrejst i 2009. Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim af trosretning. I 2009 meddelte Udlændingeservice ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Ansøgeren mødte ikke op til Flygtningenævnets behandling af sagen. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er etnisk kurder fra et nærmere angivet område i det nordlige Irak, hvor ansøgeren fortsat havde nære slægtninge, at ansøgeren ikke havde været politisk aktiv eller i øvrigt haft problemer med myndighederne, og at ansøgerens ægtefælle, der er dansk statsborger, boede i Danmark. Nævnet udtalte endvidere, at hverken ansøgerens ønske om at bo sammen med ægtefællen i Danmark eller oplysningerne om de generelt vanskelige forhold i hjemlandet, kunne begrunde asyl eller beskyttelsesstatus, ligesom nævnet dertil bemærkede, at ansøgeren i øvrigt fremstod helt uprofileret. Det kunne herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren havde været forfulgt ved udrejsen, eller at hun ved en tilbagevenden ville risikere forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, ligesom det ikke kunne antages, at hun ved en tilbagevenden vil være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Irak/2009/94
Nævnet meddelte i november 2009 opholdtilladelse (K-status) til et ægtepar samt deres to myndige sønner fra Irak efter at have genoptaget sagerne. Den kvindelige ansøger og børnene indrejste i 2001 og den mandlige ansøger i 2002. I 2002 meddelte Udlændingeservice ansøgerne afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. I 2002 stadfæstede Flygtningenævnet denne afgørelse. Flygtningenævnet besluttede i sommeren 2009 at genoptage sagen. Ansøgerne havde som asylmotiv henvist til, at flere af deres familiemedlemmer var blevet dræbt eller var flygtet som følge af, at de er feyli-kurdere. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgerne var indrejst og havde søgt asyl i Danmark henholdsvis i sommeren 2001 og i sommeren 2002, og at sagen skulle afgøres efter reglerne i udlændingeloven, således som den var affattet på tidspunktet for indgivelsen af asylansøgningerne, jf. lovbekendtgørelse nr. 711 af 1. august 2001. Nævnet lagde til grund, at ansøgerne er feyli-kurdere fra Bagdad, og at ansøgerne ikke havde været politisk aktive. De af ansøgerne påberåbte konflikter med Saddam Husseins styre kunne ikke begrunde asyl, idet dette styre ikke længere var ved magten. Nævnet lagde videre til grund, at ansøgerne havde boet i et religiøst blandet kvarter i Bagdad, at minoritetsgrupper, herunder feyli-kurdere, i væsentligt omfang var blevet fordrevet fra Bagdad på grund af sekterisk vold, og at flere af ansøgernes familiemedlemmer var blevet dræbt i Bagdad i forbindelse med individuelle episoder. Hertil kom, at andre familiemedlemmer i Diyala provinsen var blevet dræbt eller fordrevet. Selvom det af baggrundsoplysningerne fremgik, at forholdene for feyli-kurdere i Bagdad var vanskelige, fandt Flygtningenævnet dog fortsat ikke, at feyli-kurdere kunne anses for at være så særligt udsatte, at selve tilhørsforholdet til gruppen af feyli-kurdere sandsynliggjorde, at den pågældende ville være i risiko for en konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet fandt imidlertid, at det med de da foreliggende oplysninger om ansøgernes familiemedlemmer sammenholdt med baggrundsoplysningerne var sandsynliggjort, at ansøgerne ved en tilbagevenden til Irak ville være i risiko for forfølgelse som følge af deres etniske og religiøse tilhørsforhold. Nævnet lagde herved til grund, at det efter baggrundsoplysningerne ikke kunne antages, at myndighederne ville være i stand til at yde ansøgerne den fornødne beskyttelse. Irak/2009/93
Nævnet stadfæstede i november 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2008. Ansøgeren er etnisk kurder fra det nordlige Irak. Han henviste som asylmotiv til, at han og hans familie var blevet truet og opsøgt af en islamistisk gruppe, på grund af at ansøgerens halv-fætter, som var bosiddende i Norge, havde publiceret en kontroversiel bog om islam. Efter ansøgerens flugt var ansøgerens storebroder blevet slået ihjel af islamister, da islamisterne ikke havde kunnet få fat på ansøgeren. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren ikke selv havde været politisk aktiv og ikke havde foretaget handlinger rettet mod myndigheder eller andre. Ansøgeren oplyste, at han efter, at en halvfætter havde publiceret en anti-islamisk bog, var blevet truet af en islamistisk gruppe. Det fremgik, at ansøgeren havde en stor familie, der tidligere, uanset bogen, havde levet uantastet. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren på overbevisende vis havde kunnet forklare, hvorfor han skulle have været i særlig risiko. Ansøgeren havde heller ikke kunnet forklare overbevisende om, at den pågældende bog og ansøgerens flugt skulle have været årsagen til, at hans storebroder var blevet dræbt. Flygtningenævnet fandt på denne baggrund ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet ville risikere forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller ville risikere dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Irak/2009/92
Nævnet stadfæstede i november 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2008. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er kurder og sunni-muslim af trosretning. Ansøgeren havde ikke været medlem af nogen religiøse eller politiske organisationer, ligesom han ikke havde været politisk aktiv. Han havde som asylmotiv henvist til, at han frygtede at blive inddraget i en konflikt mellem faderen og en navngiven person om et jordstykke. Han havde videre anført, at han i sommeren 2006 var blevet forulempet med slag og skældsord af tre ukendte arabiske personer, som han formodede havde været sendt af den person, faderen havde en konflikt med. Ansøgeren havde ikke herefter haft konflikter frem til sin udrejse i sommeren 2007. Flygtningenævnet fandt, at faderens mulige konflikt var af privatretlig karakter. Det beroede på ansøgerens formodning, at overfaldet i 2006 var foranlediget af den navngivne person. Flygtningenævnet fandt, at overfaldet måtte betragtes som en enkeltstående begivenhed, hvorved bemærkedes, at der efter ansøgerens forklaring ikke havde været asylrelevante problemer frem til udrejsen i sommeren 2007. Flygtningenævnet fandt herefter ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak ville risikere forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han ville være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. De generelle forhold, herunder den vanskelige sikkerhedssituation i Irak, kunne ikke i sig selv begrunde asyl. Irak/2009/91
Nævnet stadfæstede i november 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2006. Ansøgeren var umiddelbart efter indrejsen i Danmark rejst til Sverige, hvor han havde opholdt sig indtil foråret 2007. I foråret 2007 var han udrejst til Irak. I sommeren 2007 var han udrejst fra Irak til Sverige, hvor han havde søgt asyl. I 2007 blev ansøgeren tilbagetaget til Danmark i medfør af Dublin-forordningen. Efterfølgende udrejste ansøgeren på ny til Sverige. I 2008 blev ansøgeren igen tilbagetaget til Danmark i medfør af Dublin-forordningen. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er etnisk araber, sunni-muslim af trosretning og født i Mosul. Ansøgeren havde i nævnet som asylmotiv anført, at han ved en tilbagevenden til Irak frygtede overgreb fra kurdiske partier og den irakiske hær, fordi han fra 1998 til 2003 havde været medlem af Saddam Fedayeen og derfor også Baath-partiet. Ansøgeren gjorde gældende, at han havde været tilknyttet efterretningstjenesten, der direkte havde modtaget ordrer fra hovedkontoret i Bagdad. Ansøgeren oplyste, at han ikke havde haft konkrete asylrelevante problemer før sin udrejse i 2006. Hans problemer var først opstået efter tilbagekomsten fra Sverige i 2007. Ansøgeren havde søgt om asyl i Danmark og Sverige under forskellige og urigtige identiteter, hvilket svækkede ansøgerens generelle troværdighed. Ansøgerens forklaring om sit asylmotiv fremstod ikke som overbevisende. Ansøgeren havde forklaret divergerende om hvem, der ville efterstræbe ham ved en tilbagevenden. Endvidere havde ansøgeren forklaret divergerende omkring sin position og sine aktiviteter for Saddam Fedayeen. Flygtningenævnet lagde herefter til grund, at ansøgeren havde været uprofileret menigt medlem af Saddam Fedayeen, og fandt ikke, at han havde sandsynliggjort, at han stod i et asylbegrundende modsætningsforhold til kurdiske partier eller den irakiske hær. Det bemærkedes i den forbindelse, at medlemskabet lå mange år tilbage i tiden, og at han ifølge sin egen forklaring ikke havde været udsat for konkrete problemer forud for sin første udrejse. Flygtningenævnet bemærkede endvidere, at ansøgeren var indrejst i 2007 i Irak fra Sverige uden nævneværdige problemer, og at han under sit ophold i Irak havde fået udstedt et nationalitetspas. Flygtningenævnet fandt herefter ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak ville risikere forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han ville være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. De generelle forhold, herunder den vanskelige sikkerhedssituation i Irak, kunne ikke i sig selv begrunde asyl. Irak/2009/90
Nævnet stadfæstede i januar 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak Indrejst i februar 2008. Ansøgeren, som er sunni-muslim af trosretning fra Bagdad, forklarede for nævnet, at hun var blevet chikaneret og truet til at forlade sin stilling i det offentlige på grund af sin trosretning. Hendes ægtefælle var i den forbindelse blevet kidnappet og kort efter løsladt for at presse ansøgeren til at forlade sin stilling. Omtrent samtidigt med ægtefællens kidnapning, blev ansøgerens to sønner kidnappet og kort efter løsladt. Dette havde dog ingen sammenhæng med ægtefællens kidnapning. Ansøgeren henviste herudover til, at hun frygtede Al Qaida, og at hun ikke havde nogen bolig eller netværk tilbage i Irak. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren ikke havde været politisk aktiv eller i øvrigt foretaget aktiviteter rettet mod sit hjemlands myndigheder eller nogen derværende organisationer. Ansøgeren havde ved ankomsten til landet ikke straks søgt asyl. Ansøgeren havde således først efter nogen tids ophold her i landet forklaret om sit asylgrundlag. Den omstændighed, at ansøgeren var blevet truet til at fratræde sin stilling i det offentlige, kunne ikke i sig selv begrunde en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet bemærkede i den forbindelse, at den omstændighed, at ansøgerens ægtefælle måtte være blevet kidnappet i forbindelse med truslerne mod hende om at fratræde, ikke kunne ændre vurderingen heraf. Ansøgeren og hendes familie havde i perioden efter de angivne overgreb, hvor de havde opholdt sig på bopælen, ikke været udsat for asylbegrundende forhold. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren på overbevisende vis havde kunnet forklare om familiens forhold, herunder at tre mandlige familiemedlemmer stort set samtidigt var blevet kidnappet af forskellige grupper med forskellige motiver og derpå løsladt. Under de foreliggende omstændigheder fandt Flygtningenævnet ikke, at hun ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i en konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet fandt heller ikke, at ansøgeren var i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Irak/2009/9
Nævnet meddelte i november 2009 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Irak. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra Kirkuk. Ansøgeren havde ikke været medlem af nogen religiøse eller politiske partier, ligesom hun ikke havde udøvet politiske aktiviteter. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til, at hun frygtede overgreb fra sin bror, der havde arrangeret et ægteskab mellem hende og en navngiven person mod betaling af 20.000 USD. Da ansøgeren ikke havde ønsket at indgå et sådant ægteskab, var hun igennem en periode blevet udsat for vold og trusler fra broderens side, hvilket ifølge ansøgeren havde kulmineret i, at hun i begyndelsen af 2009 havde forsøgt at begå selvmord. Da truslerne var fortsat efter hendes udskrivning fra hospitalet, var hun en måned senere udrejst med bistand fra en agent, som moderen havde skaffet. Ansøgeren frygtede endvidere trusler og overgreb fra den mand, der var blevet lovet hende som hustru. Ansøgeren havde efter indrejsen indgået ægteskab og ventede barn i begyndelsen af 2010. Flygtningenævnet fandt, at ansøgerens forklaring på nogle punkter måtte give anledning til tvivl. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer fandt imidlertid ikke fuldt tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte ansøgerens forklaring om sit asylmotiv. Disse medlemmer fandt derfor, at ansøgeren i tilstrækkeligt omfang havde sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Irak ville være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk.2. Irak/2009/89
Nævnet meddelte i november 2009 opholdtilladelse (F-status) til en kvindelig statsborger fra Irak samt to børn efter at have genoptaget sagen. Indrejst i 2001 meddelte Udlændingeservice ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. I 2004 stadfæstede Flygtningenævnet denne afgørelse. Flygtningenævnet besluttede i sommeren 2009 at genoptage sagen. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til, at hun, idet hun er mandæer, ved en tilbagevenden til Irak frygtede at blive voldtaget og tvunget til at konvertere til Islam. Ansøgeren havde mistet forbindelsen til sin ægtemand, der havde været i fængslet, da hun udrejste. Flygtningenævnet bemærkede indledningsvist, at ansøgeren var indrejst og havde søgt asyl i Danmark i sommeren 2001, og at sagen således skulle afgøres efter reglerne i udlændingeloven, således som den var affattet på tidspunktet for indgivelsen af asylansøgningen, jf. lovbekendtgørelse nr. 711 af 1. august 2001. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er mandæer fra Bagdad. Flygtningenævnet lagde endvidere til grund, at såvel ansøgerens søskende som ansøgerens moder og ansøgerens moster og dennes familie havde forladt Irak. Ansøgeren havde ikke siden udrejsen haft kontakt med sin ægtefælle og sin svigerfamilie, og ansøgeren vidste ikke, om hendes ægtefælle fortsat var fængslet. Det fremgik af baggrundsoplysningerne, at antallet af mandæere i Irak var faldet til mellem 3.500 og 5.000, og at den sekteriske vold mod mandæere fortsat var intens. Flygtningenævnet kunne ikke lægge til grund, at ansøgeren var profileret. Flygtningenævnet fandt imidlertid efter de foreliggende baggrundsoplysninger sammenholdt med, at ansøgeren var en enlig kvinde med to mindreårige børn uden netværk i hjemlandet, at det ikke burde kræves, at ansøgeren vendte tilbage til Irak. Flygtningenævnet lagde tillige vægt på, at myndighederne ikke ville kunne antages at yde ansøgeren den fornødne beskyttelse. Irak/2009/88
Nævnet stadfæstede i november 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2008. Ansøgeren er sunni-muslim af trosretning fra Najaf. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland frygtede at blive slået ihjel eller fængslet, fordi myndighederne betragtede ham som Baath-medlem, idet han under sin værnepligt var en del af den irakiske efterretningstjeneste, samt fordi hans fader og broder havde været medlem af partiet. Ansøgeren havde under sagens behandling udbygget sin forklaring om sin stilling i efterretningstjenesten. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren ikke havde givet møde for nævnet og uddybet sine tidligere forklaringer. Flygtningenævnet tiltrådte på den anførte baggrund Udlændingeservices afgørelse fra sommeren 2009 og de af Udlændingeservice anførte grunde. Flygtningenævnet fandt ikke, at et af advokaten fremlagt bilag vedrørende hjemsendelse af en rekrut i infanteriet i begyndelsen af 2002 sandsynliggjorde, at ansøgeren havde haft en mere profileret stilling under sin værnepligt. Flygtningenævnet fandt ikke på baggrund af det fremkomne, at et andet af advokaten fremlagt bilag kunne tillægges vægt. Flygtningenævnet fandt på denne baggrund ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerede forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller risikerede dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Irak/2009/87
Nævnet stadfæstede i november 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2008. Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim af trosretning fra Kirkuk. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til, at han på sin arbejdsplads var blevet opsøgt og truet af personer med tilknytning til Hizbollah, der ville have ham til at skjule sprængstoffer i biler, som ansøgeren havde repareret for dem. Siden var ansøgeren ikke mødt på arbejde, men de føromtalte personer havde opsøgt ham på bopælen og havde truet ham på livet via trusselsbreve, hvis han ikke samarbejdede med dem. Flygtningenævnet udtalte, at det ikke kunne lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Efter udlændingelovens § 40, stk. 1, påhviler det en asylansøger at meddele de oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af, om en opholdstilladelse i henhold til loven kan gives. Det følger heraf, at en udlænding, der søger opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, må sandsynliggøre det asylgrundlag, udlændingen påberåber sig. Flygtningenævnet lagde vægt på, at ansøgerens forklaring om hændelsesforløbet havde været stærkt divergerende, herunder med hensyn til tidsforløb, hvem der havde henvendt sig, hvad de pågældende havde sagt, hvad han var blevet truet med, hvor trusselsbrevene var blevet afleveret, og hvorledes han havde skaffet penge til flugten. Irak/2009/86
Nævnet stadfæstede i november 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak. Indrejst i 2007. Efter at have søgt asyl i Danmark, var ansøgeren rejst til Sverige for at søge asyl, men var i 2008 blevet tilbagetaget fra Sverige i medfør af Dublin-forordningen. Ansøgeren havde som sit asylmotiv angivet, at hun var udrejst af Irak uden faderens vidende. Hun havde yderligere henvist til, at hun i Danmark havde indgået ægteskab uden faderens vidende, samt de generelt vanskelige forhold i Irak. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er irakisk statsborger fra Al-Basra, hvor hun havde boet sammen med sine forældre og syv søskende, til hun var udrejst i foråret 2007. Efter udlændingelovens § 40, stk. 1, påhviler det en asylansøger at meddele de oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af, om en opholdstilladelse i henhold til loven kan gives. Det følger heraf, at en udlænding, der søger opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, må sandsynliggøre det asylgrundlag, udlændingen påberåber sig. Flygtningenævnet fandt, at ansøgerens forklaring på væsentlige punkter virkede usandsynlig og konstrueret til lejligheden. Ansøgeren havde således afgivet divergerende forklaring om hvem, der havde ledsaget hende ud af Irak til lufthavnen i Damaskus. Ansøgeren havde derudover forklaret, at hun i lufthavnen i Damaskus havde mødt en mand og hans datter samt, at disse havde hjulpet hende til Danmark, hvor det havde vist sig, at dette var hendes mosters mand og hendes kusine. Ansøgeren havde endvidere forklaret, at hendes broders ven havde overgivet hende et pas, som hun havde benyttet sig af til rejsen til Danmark, og at hun senere var blevet klar over, at passet tilhørte en anden kusine. Flygtningenævnet forkastede under disse omstændigheder ansøgerens forklaring om sit asylmotiv. Flygtningenævnet fandt ikke, at den generelle sikkerhedssituation i Irak i sig selv kunne begrunde asyl i medfør af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet fandt under disse omstændigheder ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak ville være i en konkret og individuel risiko for forfølgelse eller for at blive udsat for overgreb i medfør af udlændingelovens § 7. Irak/2009/85
Nævnet stadfæstede i november 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2008. Ansøgeren er etnisk kurder, sunni-muslim af trosretning og fra Salahadin-provinsen Flygtningenævnet fandt ikke, at det forhold, at hans fader var blevet dræbt i 2003, fordi han havde haft en konflikt med nogle nordirakiske klaner på grund af sit medlemskab af Baath-partiet, kunne begrunde asyl. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at forholdet lå noget tilbage i tid, og at ansøgeren havde opholdt sig i Irak indtil sin udrejse i begyndelsen af 2008 uden konkrete problemer i den anledning. Ansøgeren havde som sit asylmotiv yderligere anført, at han frygtede at blive dræbt af sin kærestes familie, der havde dræbt kæresten, fordi de havde fundet ud af, at ansøgeren og kæresten havde haft seksuelt samvær udenfor ægteskab. Flygtningenævnet fandt, at ansøgerens forklaring om dette asylmotiv havde virket ukonkret og på adskillige væsentlige punkter divergerende. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren i sit asylskema og til samtalen med Udlændingeservice ikke havde kunnet oplyse nøjagtigt, hvornår de havde været sammen seksuelt, eller hvornår kæresten var blevet dræbt, men at dette først var blevet oplyst under samtalen med advokaten. Flygtningenævnet lagde også vægt på, at ansøgeren havde afgivet forskellige forklaringer om, hvor lang tid der var gået mellem det seksuelle samvær og drabet. Flygtningenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren ikke havde kunnet oplyse, hvornår hans familie var blevet opsøgt af kærestens familie efter drabet og heller ikke, hvornår familien var blevet opsøgt efter hans udrejse. Flygtningenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren havde opholdt sig hos en ven fra foråret 2007 til begyndelsen af 2008, hvor han var udrejst, og at han ikke havde kunnet afgive nogen forklaring på, hvorfor han var udrejst netop på dette tidspunkt. Flygtningenævnet forkastede under disse omstændigheder ansøgerens forklaring om dette motiv. Flygtningenævnet fandt under disse omstændigheder ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak ville være i en konkret og individuel risiko for forfølgelse eller for at blive udsat for umenneskelig behandling eller overgreb. Irak/2009/84
Nævnet stadfæstede i november 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim af trosretning. Indrejst i 2008. Ansøgeren havde under behandlingen af sin asylsag henvist til, at han var blevet truet af en person med tilknytning til Ansar Al Islam, og at denne havde krævet, at ansøgeren skulle udspionere en person fra den kurdiske sikkerhedstjeneste. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren ikke havde været politisk aktiv eller på anden måde profileret sig i forhold til sit hjemlands myndigheder eller andre organisationer. Ansøgeren, der ikke var i besiddelse af identifikationspapirer, havde givet skiftende oplysninger om sit navn og fødselsdata. Ved ankomsten her til landet havde ansøgeren angivet en række generelle forhold som årsag til udrejsen. Han havde senere udbygget sin forklaring om at være efterstræbt. Ansøgeren havde ikke på troværdig vis kunnet forklare herom. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren havde opfyldt den af ham påhvilende oplysningspligt, jf. udlændingelovens § 40. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet fandt heller ikke, at ansøgeren vil være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Irak/2009/83
Nævnet stadfæstede i oktober 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2008. I 2005 var ansøgeren blevet gift med en dansk statsborger i Irak. Efter halvandet år i Irak var ægtefællen taget tilbage til Danmark, idet hun var blevet gravid. Ansøgeren forklarede, at han ønskede at være i Danmark sammen med sin ægtefælle og deres to fælles børn, der var syge. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er muslim fra Basra-provinsen, hvor ansøgerens forældre og søskende fortsat boede, at ansøgeren ikke havde været politisk aktiv eller haft problemer med myndighederne, og at ansøgerens ægtefælle, der er dansk statsborger, og deres to fælles børn boede i Danmark. Hverken ansøgerens ønske om at bo i Danmark sammen med ægtefællen og deres to fælles børn, som var syge, eller oplysningerne om de generelt vanskelige forhold i hjemlandet kunne begrunde asyl eller beskyttelsesstatus. Ansøgeren fremstod i øvrigt helt uprofileret. Det kunne herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren havde været forfulgt ved udrejsen eller, at han ved en tilbagevenden ville risikere forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kunne det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden ville være i en reel risiko for at blive udsat forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Irak/2009/82
Nævnet meddelte i oktober 2009 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2001. Ansøgeren er kristen fra Bagdad, hvor han havde boet indtil sin udrejse i 2001. I 2004 stadfæstede Flygtningenævnet en afgørelse truffet af Udlændingeservice, hvorved ansøgeren blev meddelt afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. I 2009 genoptog Flygtningenævnet ansøgerens asylsag grundet sagens karakter. Flygtningenævnet udtalte, at Udlændingeservice efter afhøringen af ansøgeren i nævnsmødet oplyste, at Udlændingeservice ikke ville modsætte sig, at ansøgeren blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet kunne i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Af forklaringen fulgte blandt andet, at ansøgeren allerede forud for sin udrejse af Irak i 2001 var blevet udsat for chikane m. v. fra muslimer i Bagdad. Hans forældre var sammen med hans søskende rejst fra deres hjemkvarter i Bagdad til et kristent område i nærheden af Mosul efter at være blevet truet af islamister, og efter at forældrenes spiritusudsalg formentlig i 2004 var blevet ødelagt ved sprængning. Ansøgerens herboende broder havde under en telefonsamtale med forældrene fået oplyst, at forældrene og ansøgerens to søskende var flyttet videre til Syrien for omkring et år siden, angiveligt som følge af trusler fra shia-muslimer. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger om forholdende for kristne i Bagdad fandt Flygtningenævnet det sandsynliggjort af ansøgeren, at han ved en tilbagevenden til Irak ville være i konkret og individuel risiko for at blive udsat for asylbegrundet forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren kunne henvises til at tage ophold i Nordirak, under hensyntagen til ansøgerens manglende tilknytning til dette område. Irak/2009/81
Nævnet stadfæstede i oktober 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er sunni-muslim fra Kirkuk og af blandet arabisk og kurdisk afstamning. Ansøgeren havde ikke været hverken politisk eller religiøs aktiv. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til, at han som følge af sin blandede herkomst var i risiko for konventionsforfølgelse, hvis han vendte tilbage til Irak, og derfor opfyldte betingelserne for asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren henviste endvidere til, at han frygtede at blive dræbt af sin fætter, da ansøgeren og dennes familie havde modsat sig, at fætteren blev gift med ansøgerens søster, og at han derfor tillige opfyldte betingelserne for at få asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Den omstændighed, at ansøgeren var af blandet herkomst, medførte ikke uden videre, at ansøgeren opfyldte betingelserne for at få asyl efter udlændingelovens § 7, og efter oplysningerne om den konkrete betydning, som ansøgerens blandede herkomst hidtil havde haft for ham, kunne der heller ikke lægges vægt herpå. I den forbindelse tillagde Flygtningenævnet det betydning, at ansøgeren ikke før sin udrejse efter det oplyste havde haft væsentlige problemer med myndighederne som følge af sin afstamning. Den omstændighed, at ansøgeren muligvis havde en konflikt med sin fætter og dennes familie, fordi han og hans familie havde modsat sig, at ansøgerens søster skulle gifte sig med fætteren, kunne heller ikke føre til, at ansøgeren opfyldte betingelserne for at få asyl. Flygtningenævnet lagde i den forbindelse blandt andet vægt på, at ansøgeren havde kunnet opholde sig i flere år i Irak, siden ansøgerens far i 2005 havde meddelt, at fætteren ikke kunne blive gift med ansøgerens søster. Ansøgeren havde derfor ikke sandsynliggjort, at konflikten med fætteren og dennes familie var af en sådan intensitet, at den medførte risiko for asylbegrundende overgreb. Irak/2009/80
Nævnet stadfæstede i januar 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak Indrejst i februar 2008. Ansøgeren, som er sunni-muslim af trosretning fra Bagdad, forklarede for nævnet, at han under et skænderi med en onkel, som er shia-muslim, var blevet truet på livet. Ansøgeren var efterfølgende blevet kidnappet men løsladt efter nogle dage, da der blev betalt løsesum. Ansøgeren formodede, at onklen stod bag kidnapningen. Omtrent samtidigt var ansøgerens fader og broder uden sammenhæng med ansøgerens sag blevet kidnappet af andre grupper og efterfølgende løsladt. Ansøgeren henviste herudover til, at han som sunni-muslim og veluddannet var i en særlig risiko. Ansøgeren havde oprindeligt ønsket at komme til et andet europæisk land, hvor han havde en broder, som havde fået asyl. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren ikke havde været politisk aktiv eller i øvrigt foretaget aktiviteter rettet mod sit hjemlands myndigheder eller nogen derværende organisationer. Ansøgeren og hans familie havde i perioden efter de angivne overgreb, hvor de havde opholdt sig på bopælen, ikke været udsat for asylbegrundende forhold. Ansøgeren havde ikke ved ankomsten til landet søgt asyl, men havde villet udvises til et andet land. Ansøgeren havde i den forbindelse ikke ønsket at oplyse noget om sit asylmotiv. Ansøgeren havde således først efter nogen tids ophold her i landet forklaret om sit asylgrundlag. Ansøgeren havde under sagens behandling udbygget sin forklaring herom. Han angav i denne forbindelse nu særligt frygten for en onkel. En oplysning han ikke var fremkommet med i asylansøgningsskemaet. Ansøgeren kunne for nævnet ikke på overbevisende vis forklare om sine forhold, herunder at den pågældende onkel skulle have stået bag den kidnapning, som ansøgeren oplyste at have været udsat for. Et overgreb der var blevet løst ved betaling af en løsesum og således ikke en gennemførelse af de angivne dødstrusler. Videre forekom det utroværdigt, at tre mandlige familiemedlemmer stort set samtidigt var blevet kidnappet af forskellige grupper med forskellige motiver og derpå løsladt. Under de foreliggende omstændigheder fandt Flygtningenævnet ikke, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i en konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet fandt heller ikke, at ansøgeren var i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Irak/2009/8
Nævnet stadfæstede i oktober 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2008. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er kurder, sunni-muslim og fra Sulaimaniya. Han havde ikke været hverken politisk eller religiøs aktiv. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til, at han frygtede sin tidligere svigerfamilie, sin storebror og personer, som han og storebroderen havde lånt penge af. Ansøgeren, der havde fået sparsom skolegang, virkede under mødet i Flygtningenævnet træt og nervøs, ligesom han til tider afgav en noget usammenhængende besvarelse. Det var endvidere kendetegnende, at han huskede nogle enkelte fiksdatoer – for eksempel datoen for sit bryllup, datoen for flugten til Iran og datoen for sin skilsmisse. Ansøgeren oplyste, at han ikke havde taget medicin eller andet, der kunne påvirke psyken, forud for mødet i Flygtningenævnet. Han oplyste endvidere, at han flere gange i Danmark havde forsøgt selvmord, og at han i den forbindelse havde haft samtaler hos professionelle behandlere. Han oplyste endvidere, at han kun havde sovet lidt natten forud for mødet i Flygtningenævnet, idet han dagen inden havde haft en uoverensstemmelse med sin sproglærer. Som det fremgik af referaterne af de to samtaler, der havde været afholdt i Udlændingeservice, havde ansøgeren trods pauser med videre afgivet divergerende og usammenhængende forklaringer på en række centrale punkter vedrørende asylmotivet. Dette var også tilfældet ved mødet i Flygtningenævnet. Hertil kom, at ansøgeren i Flygtningenævnet yderligere udbyggede sit asylmotiv, idet han nu også frygtede for sit liv, idet han mente, at de kreditorer, som han og storebroderen havde, kunne finde på at slå ham ihjel, hvis han ikke betalte gælden. Flygtningenævnet fandt, at det var forsvarligt at gennemføre sagen, selvom ansøgeren virkede påfaldende. Det er ansøgeren, der skal sandsynliggøre sit asylmotiv. Selvom der blev taget hensyn til, at ansøgeren muligt var træt eller lignende under mødet, kunne Flygtningenævnet tiltræde afgørelsen fra Udlændingeservice, hvorefter ansøgeren ikke havde sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Irak ville være i en asylrelevant risiko for forfølgelse. Ligesom Udlændingeservice lagde Flygtningenævnet i den forbindelse vægt på, at ansøgeren på en række punkter havde forklaret forskelligt og usammenhængende. Hertil kom, at han også på en række punkter havde udbygget sin forklaring, herunder senest i Flygtningenævnet, hvor ansøgeren nu også frygtede for sit liv på grund af kreditorer. Selvom der ved de forskellige samtaler i Udlændingeservice og i Flygtningenævnet var en vis sammenhængende kerne, herunder for eksempel at ansøgeren havde haft uoverensstemmelser med sin tidligere svigerfamilie, var det Flygtningenævnets vurdering, at disse uoverensstemmelser under alle omstændigheder ikke var af en sådan karakter og havde en sådan intensitet, at det kunne begrunde asyl. Irak/2009/79
Nævnet stadfæstede i oktober 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2008. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim af trosretning. Han havde ikke været medlem af noget politisk parti eller organisation, og han havde aldrig været politisk aktiv. Ansøgeren havde som sit asylmotiv blandt andet henvist til, at to nevøer var blevet dræbt i 2006 af ukendte personer, at to af hans søstre efter drabene var blevet fordrevet fra deres bopæl, og at familiens hus var blevet sprunget i luften. Han havde endvidere anført, at hans broder var blevet kidnappet af ukendte gerningsmænd i starten af 2008. Han havde under nævnsmødet forklaret, at han havde modtaget to trusselsbreve før og efter drabet på nevøerne i 2006, ligesom han havde modtaget trusler via sms også efter, at han var flygtet ud af landet til Syrien. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren havde forklaret sammenhængende og overbevisende om sit asylmotiv. Ansøgeren havde således afgivet divergerende forklaringer om centrale punkter i sit asylmotiv. Han havde således til samtalen med politiet i slutningen af 2008 forklaret, at han havde modtaget to trusselsbreve. Det ene havde han modtaget efter den ene nevøs drab, og det andet efter broderens bortførelse i 2008. Til samtalen med Udlændingeservice havde ansøgeren forklaret, at trusselsbrevene var blevet afleveret i 2008 umiddelbart før og efter bortførelsen af broderen. Under nævnsmødet havde ansøgeren forklaret, at de to trusselsbreve var blevet modtaget før og efter drabet på nevøerne i 2006. Ansøgeren havde endvidere i asylansøgningsskemaet oplyst, at han havde været menig soldat og fungeret som kok, og det fremgik af samtalereferatet fra samtalen med Udlændingeservice, at han i forbindelse med aftjeningen af værnepligt var blevet idømt en fængselsstraf på et år for desertering, som han havde afsonet i 1988 til 1989. Under nævnsmødet havde ansøgeren forklaret, at han havde gjort tjeneste i den irakiske efterretningstjeneste som sergent af 2. grad. Ansøgeren havde ikke under nævnsmødet kunnet give en plausibel forklaring på disse divergenser. Det fremstod heller ikke som overbevisende, at ansøgeren, der hyppigt havde skiftet mobiltelefon, skulle have modtaget trusler via sms under opholdet i Syrien. Flygtningenævnet fandt efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring ikke, at ansøgeren på en troværdig måde havde sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak ville være i risiko for forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. De generelle forhold, herunder den vanskelige sikkerhedssituation i Irak, kunne ikke i sig selv begrunde asyl. Irak/2009/78
Nævnet stadfæstede i oktober 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Irak. Indrejst i begyndelsen af 2009. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren over for Flygtningenævnet havde anført, at hendes ægtefælle havde problemer med ansøgerens familie, der var meget religiøs. Ansøgeren henviste endvidere, som grundlag for sin ansøgning om asyl, til sit ægteskab med en herboende dansk statsborger, som hun havde et barn med, og ønskede at være sammen med. Flygtningenævnet lagde til grund at ansøgeren ikke havde sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Irak ville være i risiko for at blive udsat for forfølgelse eller overgreb som omhandlet i udlændingelovens § 7. Ansøgeren opfyldte derfor ikke betingelserne for meddelelse af asyl. Endelig blev det bemærket, at Flygtningenævnet ikke havde kompetence til at meddele ansøgeren opholdstilladelse på andet grundlag end udlændingelovens § 7. Denne kompetence henhørte under Udlændingeservice og Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration. Irak/2009/77
Nævnet meddelte i oktober 2009 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i efteråret 2008. Flygtningenævnet bemærkede, at det ved vurderingen af ansøgerens forklaring var tillagt afgørende betydning, at ansøgerens oplysninger ifølge den for nævnet fremlagte lægejournal og epikrise, der vedrørte perioden fra slutningen af 2008 til efteråret 2009, bestyrkede ansøgerens oplysninger og herunder også gav nævnet en antagelig begrundelse for nogle divergenser i ansøgerens oplysninger. Nævnet lagde efter en samlet vurdering af ansøgerens oplysninger herefter til grund, at ansøgeren havde arbejdet med bygningsopgaver på et område af lufthavnen i Kirkuk, som var kontrolleret af det amerikanske militær. Ansøgeren havde fået sine arbejdsopgaver af en mellemmand, der havde haft den direkte kontakt med amerikanerne, men ansøgeren havde dagligt arbejdet i det af amerikanerne kontrollerede område af lufthavnen. Han var dagligt blevet sikkerhedstjekket og havde færdedes på arbejdspladsen sammen med amerikansk vagtpersonale, således som det fremgik af blandt andet fremlagte fotografier. Ansøgeren havde udført dette arbejde i perioden fra muligt slutningen af 2006 frem til udrejsen i sommeren 2008. Fra foråret 2008 havde ansøgeren modtaget flere trusselsbreve stilet til ham, muligt mellem tre og fem, skrevet på almindeligt papir med arabisk tekst, inden han i sommeren 2008 havde modtaget det trusselsbrev, som ansøgeren efter Udlændingeservices anmodning herom havde fået tilsendt fra sin ægtefælle i Irak, og som var i overensstemmelse med ansøgerens forklaring, herunder stemplet på bagsiden af politidirektoratet i Kirkuk i sommeren 2008. Uanset at ansøgerens arbejde i lufthavnen ikke i sig selv kunne anses for at have udsat ansøgeren for en efterstræbelse, der kunne begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, lagde nævnet vægt på den konkrete og gentagne trussel mod ansøgeren fra en militant organisation, ligesom truslens konkrete alvor fandtes bestyrket i ansøgerens udrejse umiddelbart herefter. Det bemærkedes, at ansøgerens udrejse over blandt andet Tyrkiet, Grækenland og Italien også var detaljeret oplyst til sagen. Ved vurderingen af den risiko for efterstræbelse, som ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak ville kunne blive udsat for, tillagde nævnet det videre vægt, at ansøgeren havde særligt vanskelige psykiske forhold foranlediget af dels en traumatiserende hændelse i begyndelsen af 2008, hvor ansøgerens nære ven var blevet dræbt af en bilbombe, som også havde såret ansøgeren, dels en vådeskudsulykke, der i begyndelsen af 2008 havde kostet hans bror livet, og navnlig drabet på ansøgerens forældre og to søstre ved en bilbombe i centrum af Kirkuk i sommeren 2009. Det bemærkedes herved, at ansøgerens oplysninger herom fremstod som fuldt underbyggede af den lægelige dokumentation vedrørende udviklingen i ansøgerens helbredsforhold. Når der på denne baggrund blev henset til, at ansøgeren, der indtil udrejsen i sommeren 2008 havde haft sin opvækst og bopæl i Kirkuk sammen med sine forældre og søskende og fra foråret 2008 tillige med sin hustru, ved en tilbagevenden til Irak måtte anses for at være i en særlig udsat position med vanskelige psykiske helbredsforhold, der ifølge den lægelige dokumentation flere gange havde bragt ham i konflikt med andre, og da ansøgeren på baggrund af de gentagne og direkte trusler mod ansøgerens person måtte antages for at være konkret efterstræbt af den militante organisation, hvorom han forgæves havde rettet henvendelse til politiet umiddelbart inden udrejsen, fandt nævnet efter en samlet vurdering, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak, risikerede en umenneskelig eller nedværdigende behandling omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Nævnet fandt ikke, at den dom på fængsel i 40 dage med indrejseforbud i fem år, som ansøgeren var blevet idømt i efteråret 2008 af Københavns Byret i anledning af, at han ved indrejsen i Danmark tidligere i 2008 havde gjort brug af et forfalsket bulgarsk id-kort, indebar, at ansøgeren ikke kunne gives ophold efter den nævnte bestemmelse, idet særlige grunde talte herfor, jf. udlændingelovens § 10, stk. 3, 1.pkt. Nævnet henviste herved til den ovenfor anførte begrundelse. Irak/2009/76
Nævnet stadfæstede i oktober 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i efteråret 2008. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren til samtalereferatet navnlig havde gjort gældende, at han frygtede blodhævn fra nogle familier tilhørende en navngiven klan i anledning af, at ansøgerens rigtige fader, der havde været taxachauffør, havde været impliceret i en trafikulykke, hvorunder medlemmer af de nævnte familier var blevet dræbt, idet taxaen var stødt ind i en lastbil. Faderen havde ikke haft tilladelse til taxakørsel. Faderen var også blevet dræbt ved bilulykken. Moderen og dennes nye mand var i anledning af sagen blevet truet flere gange: Første gang i retten under erstatningssagens behandling, før ansøgerens moder var blevet gift, anden gang i stedfaderens butik og tredje gang på stedfaderens bopæl. Ansøgeren havde alene hørt om truslerne gennem sin moder og stedfader. Begivenhederne havde fundet sted, da ansøgeren havde været 13 til 14 år gammel. Ansøgeren var udrejst til Iran kort tid efter de seneste trusler. I sit asylsansøgningsskema og til registreringsrapporten havde ansøgeren herom forklaret, at hans udrejse navnlig skyldtes, at han af sin stedfader var blevet beordret til at udføre skopudserarbejde, og at han var blevet slået af sin stedfader, så hans næse var brækket, og at han derefter havde besluttet at udrejse af Irak. Flygtningenævnet kunne lægge til grund, at ansøgerens moder og stedfader havde været udsat for trusler som følge af den omtalte trafikulykke. Flygtningenævnet fandt imidlertid, at der ved vurderingen af ansøgerens troværdighed måtte tages betydeligt hensyn til, at ansøgeren først havde fundet anledning til at omtale de nævnte trusler under samtalen med Udlændingeservice. Ansøgeren havde herom forklaret, at han havde været bange for det danske politi, og at han først i Sandholmlejren ved samtale med andre asylansøgere var blevet gjort bekendt med, at han skulle oplyse alt, hvad der kunne støtte hans asylansøgning. Flygtningenævnet bemærkede hertil, at ansøgeren, selvom han havde været bange for politiet, kunne have anført de nævnte trusler i sit asylansøgningsskema. Flygtningenævnet fandt under disse omstændigheder at måtte lægge til grund for sagen, at den væsentligste grund til ansøgerens udrejse som 14-årig havde været de voldelige overgreb fra stedfaderen. Flygtningenævnet fandt derfor ikke tilstrækkeligt grundlag for at antage, at de verbale trusler fremsat over for moderen og stedfaderen havde været bestemmende for ansøgerens udrejse. Herefter fandt Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i en konkret og individuel risiko for konventionsforfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han ville være i en reel risiko for dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Irak/2009/75
Nævnet meddelte i oktober 2009 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i begyndelsen af 2008. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgerens forklaringer under de to samtaler med Udlændingeservice fremstod noget usammenhængende og divergerende. Flygtningenævnet kunne imidlertid ikke afvise, at dette skyldtes problemer med tolken og den måde, hvorpå afhøringerne var foretaget og refereret. Efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaringer kunne Flygtningenævnet lægge følgende til grund: Ansøgerens og hans forældres bopæl var i en navngiven gade i Bagdad. Ansøgeren havde siden 2004 arbejdet som kranfører hos en mand, der havde udført opgaver for de amerikanske besættelsesstyrker, blandt andet arbejde på de amerikanske militærbaser og i et navngivent fængsel. Ansøgeren var i begyndelsen af 2007 sidst på eftermiddagen blevet kidnappet af personer fra Al-Mahdi-militsen. Ansøgeren var blevet tilbageholdt i fem dage, hvorefter han var blevet løsladt derved, at familien havde betalt løsepenge. Pengene var blevet lagt på det sted, hvor han var blevet løsladt – ved siden af en affaldscontainer. Kort tid efter denne episode var ansøgeren rejst til Iran, hvor han havde været på pilgrimsrejse i ca. to uger. Derfra var han rejst direkte til Syrien, hvor han havde opholdt sig i halvanden til to måneder. Da han imidlertid ikke havde kunnet leve i Syrien på grund af pengemangel og mangel på arbejde som kranfører, var han taget tilbage til Bagdad og havde genoptaget sit arbejde som kranfører. Nogen tid herefter havde ansøgeren været på vej til fængslet i sin kran. Han skulle skifte dæk på kranen. En bil var blevet parkeret ved siden af kranen, og nogle bevæbnede unge mennesker var kommet hen mod ansøgeren og havde truet ham til at udlevere mobiltelefon og penge, hvorefter de havde sagt til ansøgeren, at han skulle forsvinde fra stedet. Nogen tid senere havde ansøgeren sammen med sin fætter, der skulle hjælpe ham, været på vej til en navngiven base i sin kran, og havde været cirka trekvart times kørsel fra Bagdad. En BMW var standset, og en person var steget ud med et maskingevær og havde truet ansøgeren på livet. I samme øjeblik var et amerikansk køretøj kommet forbi, hvorefter personerne i BMW’en var flygtet. Da ansøgeren ved en senere lejlighed havde været på vej hjem til sin bopæl, var tre biler standset. Ansøgeren var blevet kidnappet og tilbageholdt, herunder udsat for fysiske overgreb, i cirka 15 dage af personer fra Al-Mahdi-militsen. Man havde krævet løsepenge, som familien havde betalt, og ansøgeren var herefter blevet løsladt. Forholdsvis kort tid efter løsladelsen var han af en arbejdskammerat, hvis fader var et ret højtstående medlem af Al-Mahdi-militsen, blevet advaret om, at han kunne risikere at blive slået ihjel. Herefter var ansøgeren udrejst af hjemlandet i efteråret 2007. Flygtningenævnet fandt det sandsynliggjort af ansøgeren, at han ved en tilbagevenden til Bagdad ville være i reel risiko for overgreb fra medlemmer af Al-Mahdi-militsen. Flygtningenævnet fandt endvidere efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke, at ansøgeren havde den fornødne mulighed for at opnå reel beskyttelse fra myndighederne mod sådanne overgreb. Flygtningenævnet bemærkede herved, at Al-Mahdi-militsen efter det oplyste fortsat opererede i ansøgerens hjemområde i Bagdad. Irak/2009/74
Nævnet meddelte i oktober 2009 opholdstilladelse (F-status) til et ægtepar fra Irak samt parrets to voksne døtre efter at have genoptaget behandlingen af sagerne. De var alle indrejst i sommeren 2001. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgerne som asylmotiv havde gjort gældende, at de, der er kristne assyrere fra Bagdad, ville være i konkret risiko for forfølgelse på grund af deres tro ved en tilbagevenden til Irak. Subsidiært havde de påberåbt sig udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. lovbekendtgørelse nr. 711 af 1. august 2001. Nævnet fandt ikke, at den omstændighed, at ansøgerne er kristne assyrere, i sig selv kunne begrunde asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Nævnet lagde herved vægt på baggrundsoplysningerne, hvorefter der ikke var nogen myndighedsunderstøttet forfølgelse af de kristne, ligesom myndighederne havde vist vilje til at ville beskytte de kristne. Den omstændighed, at ansøgerne havde kunnet oplyse om andre familiemedlemmer, der havde været udsat for overgreb, kunne ikke føre et andet resultat. Nævnet lagde ved denne vurdering vægt på, at der ikke var noget, der tydede på, at disse overgreb havde været konkret rettet mod ansøgernes familie som sådan. Under hensyn til, at ansøgerne, der på daværende tidspunkt havde boet cirka ni år uden for Irak og ikke havde familie tilbage i landet, havde givet udtryk for en stor subjektiv frygt for, som kristne, at vende tilbage, sammenholdt med ægteparrets alder og helbredsmæssige forhold samt døtrenes udsatte position som enlige kvinder, fandt Flygtningenævnet, at ansøgerne efter en samlet vurdering opfyldte betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, som affattet ved lovbekendtgørelse nr. 711 af 1. august 2001. Irak/2009/73
Nævnet stadfæstede i september 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak. Indrejst i foråret 2009. Ansøgeren havde som asylmotiv angivet, at hendes ægtefælle, der havde været medlem af Ba’ath-partiet, under det tidligere regime havde angivet to personer fra en navngiven klan, der efterfølgende havde forsøgt at hævne sig på ansøgerens familie. Som resultat af denne konflikt, var hendes søn blevet kørt ned i 2006. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren ikke selv havde været politisk aktiv og ikke havde været udsat for overgreb på sin person forud for udrejsen. Ansøgeren oplyste, at hendes ægtefælle havde været medlem af Ba’ath, men at han ikke havde været profileret. Ansøgerens ægtefælle var ikke udrejst sammen med ansøgeren. Ansøgeren kunne ikke på overbevisende vis forklare om sine forhold og havde i forbindelse med sagsbehandlingen i betydelig grad udbygget sin forklaring, herunder om en klans kendskab til hendes ægtefælles angiveri under det tidligere regime. Flygtningenævnet kunne ikke lægge til grund, at det færdselsuheld, som en af hendes sønner havde været udsat for, var en forsætlig begivenhed i forbindelse med en klanstrid. Ansøgeren havde fortsat en række familiemedlemmer bosat i hjemlandet. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren ved udrejsen havde været forfulgt. Flygtningenævnet fandt heller ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i en konkret og individuel risiko for forfølgelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, og heller ikke, at hun ville være i nærliggende risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Irak/2009/72
Nævnet stadfæstede i september 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborgerfra Irak samt et barn. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim af trosretning. Hun er født og opvokset i Bagdad. Hun havde ikke været medlem af nogen politiske partier eller organisationer, ligesom hun ikke havde været politisk aktiv. Hun havde ikke haft konflikter med myndighederne. Ansøgeren havde som sit asylmotiv henvist til en konflikt med sin fraskilte ægtefælle, med hvem hun havde indgået ægteskab i 1998. Ægtefællen havde været en velhavende forretningsmand, og ansøgeren havde været hans anden ægtefælle. Efter ægtefællen havde forladt hende i 2003, fik hun i sommeren 2005 ægteskabet registreret ved myndighederne. Ægtefællen havde reageret herpå med vrede og vold mod ansøgeren og hendes lillesøster. Ægtefællen havde ved to senere lejligheder fremsat telefoniske trusler mod ansøgeren. Ansøgeren havde endvidere henvist til, at hun og hendes søster var blevet overfaldet på bopælen i slutningen af 2005 af ukendte gerningsmænd, der imidlertid havde opgivet deres forehavende. Hun havde siden 2005/2006 opholdt sig i Syrien indtil indrejsen i Danmark. Flygtningenævnet bemærkede, at ansøgerens asylmotiv havde baggrund i en længerevarende konflikt mellem hende og hendes tidligere ægtefælle, der var kulmineret i 2005. Flygtningenævnet fandt, at de konflikter, der havde været mellem parterne, havde været af privatretlig karakter og ikke havde antaget et asylbegrundende omfang. Om overfaldet i slutningen af 2005 havde ansøgeren forklaret, at hun havde formodet, at de ukendte gerningsmænd var sendt af ægtefællen, men der havde ikke foreligget oplysninger, der havde underbygget denne antagelse. Uanset om det havde måttet forholde sig som antaget af ansøgeren, eller om overfaldsmændene havde været fra en kriminel eller ekstremistisk gruppering, var det imidlertid nævnets vurdering, at dette forhold – også henset til, at gerningsmændene havde opgivet deres forehavende – ikke i sig selv havde været af en sådan intensitet og karakter, at det havde kunnet sidestilles med asylbegrundende forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7. Det forhold, at ansøgeren er fraskilt kvinde med et barn, fandtes ikke i sig selv at kunne begrunde asyl. Nævnet tillagde det ved vurderingen af ansøgerens forhold betydning, at det måtte lægges til grund, at ansøgeren havde flere familiemedlemmer i Irak, herunder en storesøster, der boede i et sunni-muslimsk domineret område i Bagdad. Flygtningenævnet fandt herefter ikke grundlag for at antage, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak ville være i risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. De generelle forhold, herunder den vanskelige sikkerhedssituation i Irak, kunne ikke i sig selv begrunde asyl. Irak/2009/71
Nævnet stadfæstede i september 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mindreårig, mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i begyndelsen af 2009. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren var 17 år og etnisk kurder og sunni-muslim fra Kirkuk. Flygtningenævnet fandt ansøgeren tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylsagsbehandling. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet frygtede forfølgelse fra en navngiven terrororganisation, idet terrorgruppen havde afleveret et trusselsbrev til ansøgeren, fordi ansøgeren ikke havde efterkommet et krav fra gruppen om at forgifte maden i den restaurant, hvor ansøgeren havde arbejdet. Flygtningenævnet fandt ansøgerens forklaring mindre troværdig, dels fordi hændelsesforløbet på restauranten forekom mindre sandsynligt, dels fordi trusselsbrevet først var fremkommet efter ansøgerens indrejse i Danmark. Uanset om forklaringen i det væsentlige lagdes til grund, fandt Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren som følge heraf ved en tilbagevenden kunne anses for at være i en reel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren, ifølge sin forklaring, efter modtagelsen af trusselsbrevet havde opholdt sig på sin bopæl hos sin morbroder i halvanden måned, og at hverken ansøgeren eller morbroderen, der fortsat havde arbejdet i restauranten, i denne periode havde modtaget yderligere henvendelser fra gruppen. Flygtningenævnet bemærkede, at de generelle forhold i Irak ikke i sig selv kunne begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Irak/2009/70
Nævnet meddelte i januar 2009 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Irak. Ansøgeren indrejste i Danmark i 2008. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er etnisk kurder og muslim, at ansøgeren ikke havde været politisk aktiv, og at han ikke havde haft problemer med myndighederne. Flygtningenævnet fandt at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund, hvorefter ansøgeren havde været kæreste med en pige i fem til seks år. Det blev videre lagt til grund, at ansøgeren forgæves havde friet til pigens familie, at ansøgeren og pigen havde haft et seksuelt forhold på pigens bopæl, at et familiemedlem havde opdaget forholdet, at pigens familie efterfølgende havde ledt efter ansøgeren for at dræbe ham, at de havde henvendt sig på ansøgerens bopæl og havde der fremsat trusler mod ansøgeren og familien, og at der havde været foretaget forgæves mæglingsbestræbelser mellem familierne. Det blev efter de foreliggende baggrundsoplysninger videre lagt til grund, at myndighederne ikke ville være i stand til at yde ansøgeren fornøden beskyttelse, og at antallet af æresrelaterede forbrydelser i familieforhold er stigende i det nordlige Irak. Det blev videre bemærket, at der ikke var grundlag for at antage, at ansøgeren ville kunne tage ophold i en anden del af Irak. Under disse omstændigheder var det sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet var i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Irak/2009/7
Nævnet stadfæstede i september 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborgerfra Irak. Indrejst i 2008. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er etnisk kurder og muslim. Han er født i Kirkuk og havde boet en stor del af sin barndom i Erbil. Han havde ikke været medlem af politiske partier eller organisationer, og han havde aldrig været politisk aktiv eller haft problemer med myndighederne eller grupperinger i sit hjemland. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til, at en ukendt gruppe havde truet hans fader to gange og derefter i 2008 dræbt faderen og ansøgerens to søskende, fordi faderen ikke havde accepteret at samarbejde med gruppen. Ansøgerens moder var blevet såret ved attentatet. Ansøgeren havde under nævnsmødet forklaret, at faderen havde været særlig udsat, fordi faderen havde været olieingeniør, og at den ukendte gruppe havde villet have hans medvirken til at stjæle olie. Ansøgeren var selv blevet beskudt og ramt af en ukendt gruppe i 2007. Ansøgeren havde endvidere henvist til, at han efter afslaget på asyl i Udlændingeservice havde været i kontakt med sin onkel, der havde oplyst, at han havde været udsat for pengeafpresning af ukendte personer. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren havde forklaret sammenhængende og overbevisende om sit asylmotiv. Ansøgeren havde afgivet divergerende forklaringer om sit asylmotiv, herunder hvorledes han var blevet gjort bekendt med drabet på familiemedlemmerne, ligesom han først under nævnsmødet havde forklaret, at den ukendte gruppe havde truet faderen, fordi faderen havde haft et særligt kendskab til oliebranchen. Hertil kom, at ansøgeren først under samtalen med Udlændingeservice havde forklaret, at han i 2007 var blevet beskudt af en ukendt gruppe, mens han over for politiet havde forklaret, at han ikke havde haft problemer med nogen før skudepisoden i 2008. Henset til, at ansøgerens fader siden familiens tilbagevenden til Kirkuk i 2003 ikke havde haft beskæftigelse i oliebranchen, fandtes det ikke sandsynligt, at han skulle have været af særlig interesse for den ukendte gruppe, som ansøgeren havde formodet. Ansøgerens forklaring om, at den samme gruppe havde stået bag de forskellige handlinger, havde alene bygget på ansøgerens formodninger. Flygtningenævnet fandt det endvidere påfaldende, at ansøgerens moder kun i meget ringe omfang havde kunnet oplyse om omstændighederne i forbindelse med skudepisoden i 2008. Flygtningenævnet fandt på denne baggrund ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak ville være i en ukendt gruppes søgelys på asylrelevant måde. Flygtningenævnet fandt herefter ikke grundlag for at antage, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak ville være i risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. De generelle forhold, herunder den vanskelige sikkerhedssituation i Irak, kunne ikke i sig selv begrunde asyl. Irak/2009/69
Nævnet stadfæstede i september 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Irak. Indrejst i 2008. Ansøgeren havde oprindeligt henvist til de generelt usikre forhold i Irak. Under samtale med Udlændingeservice havde ansøgeren henvist til, at hun i 2008 havde modtaget to trusselsbreve, et fra en ukendt gruppe og et fra hendes klan. I begge breve var ansøgeren blevet bedt om ikke at fortsætte sit studie og opholde sig inden døre. I 2008 var ansøgeren blevet kæreste med en mand fra samme klan som hun selv. Denne havde opholdstilladelse i Danmark. De var sammen indrejst i Danmark og var efterfølgende blevet islamisk viet i Danmark og havde fået et barn sammen. Efter ansøgerens udrejse fra Irak havde ansøgerens familie, og særligt ansøgerens ældste broder, modtaget trusler fra klanen. Klanen havde været af den opfattelse, at ansøgeren skulle havde giftet sig med en fætter. Ansøgerens advokat havde under nævnets behandling af sagen nedlagt påstand om, at sagen blev hjemvist til fornyet behandling i Udlændingeservice, idet ansøgeren havde et barn med en person med permanent opholdstilladelse i Danmark. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren i asylansøgningsskema fra 2008 om sit asylmotiv havde henvist til den usikre sikkerhedssituation i Irak, hvor bombesprængninger og kidnapninger havde hindret hendes studieforløb. Ansøgeren havde i et brev fra 2008 henvist til blandt andet, at skoleelever var blevet truet, heriblandt ansøgeren, og nogle piger var blevet voldtaget og dræbt. Først til samtalen med Udlændingeservice havde ansøgeren ifølge samtalereferatet fra 2009 oplyst, at hun om nogle dage ville modtage to trusselsbreve. Det ene var fra en ukendt gruppe, og det andet var fra ansøgerens klan. Det fremgik af de sidstnævnte breve blandt andet, at ansøgeren i brevet fra 2008 fra klanen var blevet truet til at droppe studiet og opholde sig inden døre. I brevet fra 2008 fra en navngiven gruppe var ansøgeren tilsvarende blevet truet til at give afkald på studiet og forblive i hjemmet, hvis hun ville undgå kidnapning og drab. Ansøgeren forklarede under nævnsmødet supplerende om sine personlige forhold og oplyste blandt andet, at hun havde afsluttet sin studentereksamen i 2008 i hjembyen. Hendes karaktergennemsnit havde ikke været tilstrækkeligt til, at hun havde kunnet opnå optagelse på universitetet. Der havde ikke været planer i hjemmet om, at hun skulle læse videre. Ansøgeren havde i samtalereferatet med Udlændingeservice oplyst blandt andet, at hun havde truffet sin kæreste i 2008 i Irak, hvor han havde opholdt sig i to måneder. Han er fra samme klan som ansøgeren. Hun var rejst til Syrien sammen med sin moder og lillebroder som turist, idet hun havde agtet at vende tilbage til Irak. Kæresten havde også været med på rejsen, men det var først i Syrien, at de var blevet kærester. Derefter var rejsen til Danmark blevet planlagt. De var indrejst sammen og var efterfølgende blevet islamisk gift i Danmark, hvor hun i 2009 havde født en søn. Efter en vurdering af ansøgerens forklaring om sine forhold sammenholdt med, at ansøgeren først i samtalen med Udlændingeservice havde nævnt de to trusselsbreve, fandt Flygtningenævnet ikke at kunne tillægge trusselsbrevene betydning for ansøgerens asylsag. Flygtningenævnet fandt videre, at ansøgeren havde forklaret usikkert og divergerende om, i hvilket omfang og af hvilken karakter hendes familie, herunder hendes storebroder, havde modtaget trusler fra klanen. Efter ansøgerens forklaring for nævnet, kunne nævnet ikke lægge til grund, at ansøgerens familie efter at have haft taget ophold i en anden provins i en måned på et tidspunkt efter ansøgerens udrejse, efter tilbagekomsten til hjembyen til familiens bopæl havde modtaget trusler fra klanen vedrørende ansøgerens ægteskabsforhold. Flygtningenævnet lagde vægt, at ansøgeren ikke havde været politisk aktiv eller i øvrigt i konflikt med bestemte grupperinger eller irakiske myndigheder. Flygtningenævnet fandt, at ansøgerens forhold i Irak havde været præget af generel usikkerhed og vanskelige levevilkår, der ikke i sig selv var asylbegrundende. Efter en samlet vurdering fandt Flygtningenævnet derfor ikke, at ansøgeren ved udrejsen medio 2008 fra Irak var blevet forfulgt på en måde, som kunne begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 og 2, eller at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak ville risikere en sådan forfølgelse, herunder umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Flygtningenævnet fandt ikke grundlag for at hjemvise sagen som subsidiært påstået af den beskikkede advokat. Det bemærkedes herved, at ansøgerens ovennævnte søn efter det oplyste havde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2. Irak/2009/68
Nævnet meddelte i september 2009 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2008. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren, som er kurder fra Kirkuk-området, havde været ansat i det irakiske militær siden 2007, og at han i perioder havde gjort tjeneste ved en kontrolpost på vejen mellem Kirkuk og Bagdad. Ansøgeren havde anført, at han havde modtaget to trusselsbreve fra den militante gruppe Ansar Al Sunna, og at to af hans brødre var blevet udsat for et attentat efter ansøgerens udrejse, hvor den ene bror var blevet dræbt og den anden såret. Ansøgeren havde ikke medbragt de to trusselsbreve og havde ikke efterfølgende fremskaffet disse. Ansøgeren havde imidlertid forklaret om truslerne fra Ansar al Sunna allerede til registreringsrapporten. Nævnet lagde herefter til grund, at ansøgeren havde været udsat for de omtalte trusler. Nævnet fandt endvidere heller ikke at kunne afvise, at ansøgerens to brødre havde været udsat for et attentat kort tid efter ansøgerens udrejse. Nævnet bemærkede i den forbindelse, at den ene af disse brødre ligeledes havde været ansat ved militæret og havde samarbejdet med de amerikanske styrker. Selv om ansøgerens antagelse om, at attentatet var udøvet af Ansar al Sunna, kun byggede på formodninger, fandtes ansøgeren også under hensyn til den tidsmæssige tilknytning til modtagelsen af trusselsbrevene i tilstrækkelig grad at have sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i reel risiko for at blive udsat for overgreb fra denne gruppes side. Risikoen for overgreb fra den militante gruppes side havde baggrund i ansøgerens militære tilknytningsforhold og var ikke myndighedsforfølgelse. Herefter fandtes ansøgeren at opfylde betingelserne for meddelelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Irak/2009/67
Nævnet stadfæstede i september 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborgerfra Irak. Indrejst første gang i Danmark i 2006. Efter ophold i Sverige og Finland blev ansøgeren i medfør af Dublin-forordningen tilbagetaget til Danmark i sommeren 2008. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er etnisk kurder og muslim. Han er født i Kirkuk. Han havde ikke været medlem af politiske partier eller organisationer, og han havde aldrig været politisk aktiv eller haft problemer med myndighederne i sit hjemland. Ansøgeren havde som sit asylmotiv henvist til, at han frygtede overgreb fra gruppen Ansar Al Sunna som følge af hans tilknytning til sin onkel og dennes virksomhed. Ansøgeren havde forklaret, at han og hans familie i begyndelsen af 2008 med 20 dages mellemrum havde modtaget to trusselsbreve, som formodedes at hidrøre fra den nævnte gruppe, og ansøgerens onkel og en arbejdskollega havde ligeledes modtaget trusselsbreve. Ansøgeren var blevet truet med at blive likvideret, ligesom ansøgerens forældre i det andet trusselsbrev også var blevet truet med at blive likvideret, såfremt ansøgeren ikke indstillede arbejdet i virksomheden. Arbejdskollegaen var ophørt med at arbejde i virksomheden, men var blevet dræbt inden ansøgerens udrejse af Irak. Ansøgeren havde ikke kendskab til de nærmere omstændigheder omkring drabet. Efter indrejsen i Danmark havde ansøgeren af sin moder fået underretning om, at onkelen var faldet i baghold på vej til Bagdad, hvorved han var blevet dræbt. Ansøgeren havde ikke kendskab til den nærmere baggrund herfor. Flygtningenævnet lagde efter ansøgerens forklaring til grund, at ansøgerens onkel var velhavende, indflydelsesrig og ejer af blandt andet den virksomhed, som ansøgeren havde været ansat på, og at onkelen af den grund havde været efterstræbt af Ansar Al Sunna. Ansøgeren fremstod derimod som helt uprofileret, og der var ikke grundlag for at antage, at han ved en tilbagevenden til Irak ville være i Ansar – Al Sunnas søgelys. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens asylmotiv var knyttet til onkelens situation. Flygtningenævnet bemærkede endvidere, at der ikke forelå oplysninger om, at hverken ansøgeren eller hans forældre efter trusselsbrevene var blevet opsøgt af eller fået henvendelse fra grupperingen. Truslerne havde efter de foreliggende oplysninger heller ikke haft konsekvenser for ansøgerens forældre, som var blevet truet i det andet trusselsbrev. Det forhold, at ansøgeren ikke havde været i kontakt med sine forældre siden en telefonsamtale omkring årsskiftet, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet fandt på denne baggrund ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak ville være i Ansar – Al Sunnas søgelys på asylrelevant måde. Flygtningenævnet fandt herefter ikke grundlag for at antage, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak ville være i risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. De generelle forhold, herunder den vanskelige sikkerhedssituation i Irak, kunne ikke i sig selv begrunde asyl. Irak/2009/66
Nævnet meddelte i september 2009 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Irak. Indrejst i begyndelsen af 2008. Flygtningenævnet havde i efteråret 2008 stadfæstet en afgørelse truffet af Udlændingeservice i foråret 2008, hvorved ansøgeren var blevet meddelt afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. I sommeren 2009 blev behandlingen af sagen genoptaget. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren og hendes familie er kristne. Ansøgeren var udrejst fra Mosul-området, hvor nære familiemedlemmer, efter Flygtningenævnets afgørelse fra 2008, på grund af deres tro havde været udsat for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Nævnet fandt, at ansøgeren ved en tilbagevenden til dette område ville være i konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Irak/2009/65
Nævnet meddelte i september 2009 opholdstilladelse (F-statustil en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 1997. Flygtningenævnet meddelte i sommeren 1998 ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. I sommeren 2009 besluttede Flygtningenævnet at genoptage sagen. Ansøgeren er kristen og var tidligere medlem af Ba’ath-partiet. I 2006 blev ansøgerens søster og hendes familie, der boede i Irak, udsat for blandt andet tyveri, afbrænding af deres hus og trusler. Dette skyldtes søsterens kristne tro, men også at ansøgeren i Danmark havde skrevet flere islamkritiske artikler, der var blevet lagt ud på Internettet. Ansøgerens søster havde bedt ansøgeren om at stoppe med at skrive på Internettet, idet hun var blevet truet med at blive dræbt, hvis han ikke stoppede. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer udtalte, at de ikke fandt at kunne forkaste ansøgerens forklaring om, at de angreb og trusler, hans søster havde været udsat for, skyldtes hendes kristne tro og ansøgerens artikler på Internettet. Under disse omstændigheder fandt flertallet det tilstrækkeligt sandsynliggjort, at ansøgeren havde en sådan subjektiv frygt, at det ikke burde kræves, at ansøgeren vendte tilbage til Irak. Flertallet fandt derfor, at ansøgeren opfyldte betingelserne for at få opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. lovbekendtgørelse af udlændingeloven nr. 711 af 1. august 2001. Irak/2009/63
Nævnet stadfæstede i august 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak. Indrejst i 2001. Ansøgeren havde først søgt om asyl i 2008. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren, der var indrejst i Danmark i 2001 i forbindelse med familiesammenføring, ikke havde været politisk aktiv eller på anden måde bragt sig i strid med nogen i hjemlandet. Ansøgeren havde i 2005 været på besøg i hjemlandet og havde umiddelbart derefter hørt om et drab, som en broder angiveligt var blevet dømt for. Den pågældende broder havde under en telefonsamtale i 2007 detaljeret forklaret hende om, hvad der var sket. Nævnet udtalte, at ansøgeren i forbindelse med hendes asylansøgning i 2008 ikke havde oplyst om, at det pågældende drab havde givet hende problemer. Ansøgeren havde i forbindelse med asylsamtalen oplyst, at det alene var generelle forhold, der begrundede hendes asylansøgning. Ansøgeren havde endvidere oplyst, at to af hendes brødre og seks søstre fortsat boede i Basra. Af ansøgerens advokats indlæg fremgik, at hun frygtede blodhævn. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren på troværdig vis havde forklaret, at hun opfattede sig som værende i reel risiko for blodhævn. Nævnet fandt endvidere ikke, at ansøgeren ved udrejsen af sit hjemland havde været forfulgt, ligesom nævnet heller ikke fandt, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i fare for at blive udsat for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Endeligt fandt nævnet heller ikke, at ansøgeren ville blive udsat for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Irak/2009/61
Nævnet stadfæstede i august 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2008. Ansøgeren havde henvist til frygt for at blive forfulgt ved en tilbagevenden til Irak på grund af, at han i 2003 under det tidligere styre havde fungeret som livvagt for en sportsminister. Endvidere havde ansøgeren henvist til en konflikt med sin stedfar, som havde truet ansøgeren, idet stedfaderen var ude efter arven efter ansøgerens afdøde far. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim fra Bagdad. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til sin og sin families tilknytning til det tidligere styre. Flygtningenævnet kunne lægge til grund, at ansøgeren i en kort periode i 2003 havde været vagt for en daværende minister, der var ansøgerens faders fætter. Flygtningenævnet kunne ikke lægge til grund, at ansøgeren alene som følge heraf ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7. Ansøgeren var ikke fremkommet med oplysninger, der konkret underbyggede, at ansøgeren som følge af sin ansættelse som vagt eller som følge af sin egen eller familiens tilknytning til det tidligere styre i øvrigt ville være i reel og individuel risiko for forfølgelse. Ansøgeren havde som asylmotiv desuden henvist til sine uoverensstemmelser med sin stedfar, der havde truet ansøgeren på livet. Flygtningenævnet kunne ikke lægge til grund, at de af stedfaderen fremsatte trusler om at slå ansøgeren ihjel efter det om truslerne oplyste havde en sådan karakter og et sådant omfang, at de kunne sidestilles med forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren ikke nærmere havde underbygget eller konkretiseret truslerne eller risikoen for, at stedfaderen skulle realisere truslerne. Flygtningenævnet bemærkede desuden, at ansøgeren under sagen havde udbygget sin forklaring om konflikten med stedfaderen. Flygtningenævnet fandt herefter ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak ville risikere forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han ville være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Irak/2009/60
Nævnet stadfæstede i januar 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2004. Ansøgeren havde i sit asylmotiv henvist til, at han havde været tilbageholdt af amerikanerne, og at hans klan ville have, at han skulle hævne sig på amerikanerne. Desuden havde ansøgeren henvist til, at hans fader havde haft en højere stilling indenfor Baath-partiet. Flygtningenævnet udtalte, at det efter udlændingelovens § 40, stk. 1, påhviler en asylansøger at meddele de oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af, om en opholdstilladelse i henhold til loven kan gives. Det følger heraf, at en udlænding, der søger opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, må sandsynliggøre det asylgrundlag, udlændingen påberåber sig. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han havde været tilbageholdt, således som han havde påberåbt sig. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren på en sammenhængende og troværdig måde havde kunnet redegøre for tilbageholdelsen og de efterfølgende omstændigheder. Det bemærkedes herved, at ansøgeren havde afgivet divergerende forklaring om helt centrale elementer i asylmotivet med videre, herunder den tidsmæssige udtrækning af tilbageholdelsen, forholdene under tilbageholdelsen, tidsforløbet omkring klanmødet og udrejsen samt finansieringen af udrejsen. Flygtningenævnet fandt på denne baggrund ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet fandt således ikke, at ansøgeren havde noget udestående med familien eller familieklanen. Flygtningenævnet fandt endvidere ikke, at ansøgeren risikerede forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, som følge af farens medlemskab af Baath-partiet, eller som følge af ansøgerens turkmenske herkomst. Irak/2009/6
Nævnet meddelte i august 2009 opholdstilladelse (K-status) til enmandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2001. I sommeren 2002 meddelte Udlændingeservice ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. I slutningen af 2002 stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingeservice afgørelse. I slutningen af 2008 besluttede Flygtningenævnet at genoptage behandlingen af sagen. Ansøgeren havde henvist til sit religiøse tilhørsforhold og til, at hans søster havde arbejdet for de amerikanske styrker i den grønne zone i Bagdad. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren var indrejst og havde søgt asyl i 2001. Sagen skulle derfor afgøres efter den dagældende § 7 i udlændingeloven. Flygtningenævnet lagde ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren er kristen kaldæer fra Bagdad. Ansøgeren havde under genoptagelsessagen påberåbt sig, at han ved en tilbagevenden til Bagdad risikerede forfølgelse på grund af sit kristne tilhørsforhold. Ansøgeren havde henvist til, at hans forældre og søster, der havde boet i et område kontrolleret af Mehdi-militsen, på grund af deres kristne tilhørsforhold var blevet truet af deres udlejer til at forlade familiens bopæl, og at familien desuden var blevet truet af muslimske naboer. Ansøgeren havde videre henvist til, at familien var blevet truet på grund af ansøgerens søsters arbejde for de amerikanske styrker. Ansøgerens forældre og søster var flyttet til Syrien. Ansøgeren havde ikke familiemedlemmer tilbage i Irak. Selvom forholdene for kristne i Bagdad efter baggrundsoplysningerne var vanskelige, fandt Flygtningenævnet ikke, at kristne kunne anses for at være så særligt udsatte, at selve tilhørsforholdet i sig selv sandsynliggjorde, at ansøgeren ville være i risiko for forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet fandt imidlertid, at det efter en samlet vurdering af baggrundsoplysningerne sammenholdt med oplysningerne om ansøgerens forældre og søsters udrejse og baggrunden herfor var sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det kunne efter baggrundsoplysningerne ikke antages, at myndighederne vil være i stand til at beskytte ansøgeren herimod. Ansøgeren kunne efter det oplyste, uanset ansøgerens kortere ophold i det nordlige Irak i forbindelse med udrejsen, ikke antages at have et sådant tilhørsforhold til det nordlige Irak, at ansøgeren kunne henvises til at tage ophold dér. Irak/2009/59
Nævnet meddelte i august 2009 opholdstilladelse (F-status) til en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2000. I 2003 meddelte Flygtningenævnet ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Behandlingen af sagen blev genoptaget i 2009. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er kristen kaldæer, og han i 1997 var flygtet fra Bagdad. Han havde ikke været hverken politisk eller religiøst aktiv. Han havde som væsentligste asylmotiv henvist til, at han ikke længere havde nogen familie tilbage i Irak, og at han som kristen af trosretning ville blive forfulgt af islamister, og at han ikke under de nuværende omstændigheder kunne forvente myndighedernes beskyttelse. Det lagdes til grund, at ansøgeren ikke længere havde familie og slægtninge i Irak. Allerede ved sin indrejse i Danmark var ansøgerens søskende således flygtet ud af Irak. Ansøgeren havde efter det oplyste en jævnaldrende fætter, der med sin familie havde boet i Mosul. Også denne fætter med familie var i 2009 flygtet fra Irak, idet de var blevet udsat for trusler fra islamister. Den omstændighed, at ansøgeren er kristen kaldæer, kunne ikke i sig selv begrunde, at han opfyldte betingelserne for at få asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Heller ikke den omstændighed, at fjernere slægtninge – ansøgerens fætter og dennes familie – havde måtte flygte efter at have været udsat for trusler, kunne føre til noget andet resultat. Flygtningenævnet lagde ved vurderingen heraf vægt på, at der var tale om en fætter, at denne havde boet i en anden by, og endelig, at der ikke var noget, der tydede på, at der havde været tale om en konkret og individuel forfølgelse af ansøgeren og dennes familie. Ansøgeren havde i omkring tolv år boet uden for Irak, han havde ingen familie tilbage i Irak, og han nærede som følge af den fortsatte ustabile situation i Irak en stor subjektiv frygt for som kristen af trosretning at vende tilbage til hjemlandet. Under disse omstændigheder fandt Flygtningenævnet, at ansøgeren opfyldte betingelserne for at få asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. lovbekendtgørelse nr. 711 af 1. august 2001. Irak/2009/58
Nævnet meddelte i august 2009 opholdstilladelse (K–status) til en kvindelig statsborger samt et barn fra Irak. Indrejst i 2001. I 2004 stadfæstede Flygtningenævnet en afgørelse truffet af Udlændingeservice, hvorved ansøgeren samt hendes barn blev meddelt afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. I slutningen af 2008 anmodede Dansk Flygtningehjælp på vegne af ansøgeren om genoptagelse af asylsagen. I starten af 2009 genoptog Flygtningenævnet behandlingen af sagen. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er kristen kaldæer, og at hun forud for udrejsen havde boet i Bagdad. Ansøgeren havde praktiseret sin kristne tro i en navngiven kirke, hvor hun også havde været medlem af sangkoret. Nævnet lagde til grund, at ansøgeren og hendes familie i Irak havde været udsat for chikane og trusler på grund af deres kristne tilhørsforhold. Nævnet fandt endvidere, at oplysningerne om forholdene for ansøgerens ægtefælle og hans familie, som også er kristne irakere, måtte indgå i den samlede vurdering af ansøgerens situation ved en eventuel tilbagevenden til Irak. Nævnet henviste i den forbindelse til nævnets beslutning af samme dato vedrørende ansøgerens ægtefælle, som blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler på denne baggrund ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Irak/2009/57
Nævnet meddelte i august 2009 opholdstilladelse (K–status) til en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2001. I 2004 stadfæstede Flygtningenævnet en afgørelse truffet af Udlændingeservice, hvorved ansøgeren blev meddelt afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. I slutningen af 2008 anmodede Dansk Flygtningehjælp på vegne af ansøgeren om genoptagelse af ansøgerens asylsag. I starten af 2009 genoptog Flygtningenævnet behandlingen af sagen. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er kristen kaldæer, og at han forud for udrejsen havde boet i Bagdad. Ansøgeren havde praktiseret sin kristne tro i en navngiven kirke og havde hjulpet med istandsættelse af kirken og givet økonomisk bidrag. Nævnet lagde til grund, at flere af ansøgerens familiemedlemmer, herunder særligt ansøgerens broders hustru havde profileret sig som kristne. Ansøgerens forældre var døde, og alle ansøgerens søskende var udrejst af Irak og opholdt sig i USA eller Danmark. Ansøgerens broder og hans familie var udrejst på grund af trusler om drab, kidnapning af børn og pengeafpresning, og der var ikke længere nære familiemedlemmer tilbage i Irak. Flygtningenævnet meddeler på denne baggrund ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Irak/2009/56
Nævnet meddelte i august2009 opholdstilladelse (F-status) til en mandlig statsborger fra Irak efter at have genoptaget sagen. I foråret 2002 meddelte Udlændingeservice ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. I efteråret 2002 stadfæstede Flygtningenævnet denne afgørelse. Flygtningenævnet besluttede i foråret 2009 at genoptage behandlingen af sagen. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til, at han tilhører en særlig kristen gruppe i Irak. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er mandæer fra Bagdad, og at ansøgeren i øvrigt fremstod uprofileret. Ansøgeren havde ikke tidligere i forbindelse med genoptagelsessagen påberåbt sig konflikter med det tidligere styre. Nævnet lagde til grund, at ansøgerens børn opholdt sig i Danmark, Tyskland og Holland, og at alle ansøgerens søskende havde forladt Irak. Det fremgik af det foreliggende baggrundsmateriale, herunder baggrundsmaterialets bilagsnummer 371, 392 og 413, at den sekteriske vold mod mandæerne fortsat var intens, og at antallet af mandæer var faldet til mellem 3.500 og 5.000. Når der endvidere blev henset til, at ansøgeren, der tidligere havde været guldsmed, nu var en ældre mand uden nære pårørende eller andet netværk tilbage i Irak, og da myndighederne ikke kunne antages at være i stand til at yde ansøgeren den fornødne beskyttelse, burde det ikke kræves, at ansøgeren vendte tilbage til hjemlandet, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, som affattet ved lovbekendtgørelse nr. 711 af 1. august 2001. Irak/2009/55
Nævnet meddelte i maj 2009 opholdstilladelse (K–status) til et ægtepar fra Irak. Den mandlige ansøger indrejste i Danmark i 1998 og den kvindelige i 2005. I henholdsvis 2000 og 2006 stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingeservices afgørelser, hvorved henholdsvis den mandlige ansøger og den kvindelige ansøger blev meddelt afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. I januar 2009 besluttede Flygtningenævnet at genoptage ægtefællernes sager. Som asylmotiv henviste ansøgerne til, at de er kristne kaldæere fra Irak. Flygtningenævnet besluttede at behandle ansøgernes sager sammen. Nævnet lagde til grund, at begge ansøgere er kristne kaldæere. Den mandlige ansøger var udrejst fra Irak i 1998, og den kvindelige ansøger var udrejst i 2001. De havde boet hver for sig i en bydel i Arbil, før de hver for sig var udrejst. Den mandlige ansøger havde siden 1998 haft ophold i Danmark, og den kvindelige ansøger havde haft ophold siden 2005. Den mandlige ansøger havde fire søskende, der boede i Sverige, og en søster der boede i Canada. Han havde sidst hørt fra sine forældre, da de i april 2003 ville rejse til Bagdad som følge af moderens sygdom. Den kvindelige ansøger havde ikke hørt fra sin søster og sine forældre i fire til fem år. Da hun sidst havde hørt fra dem ville de flytte til Bagdad eller Mosul på grund af moderens sygdom. Forespurgt, om de havde søgt at få kontakt til deres forældre, oplyste begge ansøgere, at det havde de ikke. Hvis forældrene var i live, ville ansøgerne gå ud fra, at de ville kontakte dem. Dette gjaldt også den kvindelige ansøgers søster. Hvis den kvindelige ansøger skulle rejse tilbage til Irak, ville hun, hvis hendes ægtefælle ikke rejste med, være henvist til som enlig kvinde at forsøge at finde sine forældre. Ud fra en samlet bedømmelse, og da begge ansøgere er kristne kaldæere, opfyldte ansøgerne under de angivne omstændigheder betingelserne for at opnå asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Irak/2009/54
Nævnet meddelte i juli 2009 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2004. I 2005 stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingeservices afgørelse fra 2004 om afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. I 2008 meddelte Flygtningenævnet ansøgeren afslag på genoptagelse af asylsagen. I foråret 2009 blev sagen genoptaget. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til forfølgelse som følge af sin kristne tro. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er kristen kaldæer fra Arbil. Han havde forladt Irak som 17-årig sammen med sin moder og lillebroder for at søge familiesammenføring med sin fader, som i 2001 havde fået opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 på grund af faderens aktiviteter for det kommunistiske parti. Det måtte på baggrund af oplysningerne i faderens asylsag lægges til grund, at faderen – og dermed familien, herunder ansøgeren – var profilerede i Arbil. Det kunne videre lægges til grund, at ansøgeren og hans familie aktivt havde udøvet deres kristne tro i hjemlandet. Ansøgerens forklaring om, at han hverken havde familie eller venner i hjemområdet, og at en stor del af hans nærmeste netværk havde asyl i Vesten på grund af deres kristne tro, kunne endvidere lægges til grund. Under disse omstændigheder sammenholdt med de generelle forhold for kristne i Irak fandt et flertal af Flygtningenævnets medlemmer, at ansøgeren ville være i en sådan udsat position ved en tilbagevenden til Irak, at han ville risikere forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 på grund af sit kristne tilhørsforhold. Irak/2009/53
Nævnet meddelte i juli 2009 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborgerfra Irak. Indrejst i 2004. I foråret 2005 meddelte Flygtningenævnet ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. I efteråret 2007 meddelte Flygtningenævnet ansøgeren afslag på genoptagelse af hans asylsag. I foråret 2008 besluttede nævnet at genoptage ansøgerens sag.Flygtningenævnet lagde fortsat til grund, at ansøgeren er kristen katolik fra et navngivent kvarter i Bagdad, og at han var udrejst i 2004 efter at have modtaget konkrete trusler som følge af, at han sammen med sin onkel havde drevet en spiritusforretning. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger om forholdene for kristne i Bagdad sammenholdt med, at ansøgeren var udrejst som følge af konkrete trusler mod ham, fandt Flygtningenævnet, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak ville være i en konkret risiko for at blive udsat for asylbegrundende forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet fandt efter oplysningerne om ansøgerens person sammenholdt med hans manglende tilknytning til området, at ansøgeren ikke burde henvises til at tage ophold i Nordirak. Irak/2009/52
Nævnet meddelte i januar 2009 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Irak. Ansøgeren indrejste i Danmark i 2002. I 2004 stadfæstede Flygtningenævnet en afgørelse truffet af Udlændingeservice, hvorved ansøgeren blev meddelt afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. I 2008 genoptog Flygtningenævnet sagen på grund af sagens karakter. Ansøgeren, der er kristen kaldæer fra en landsby i nærheden af Mosul, henviste som asylmotiv til, at hans bror, der havde været aktiv for det kommunistiske parti, nogle måneder efter Saddam Husseins fald i 2003 var vendt tilbage til Irak, hvorefter han havde modtaget trusler og derfor var nødt til at returnere til USA. To af ansøgerens søstre i Bagdad havde modtaget trusselsbreve fra islamiske organisationer, hvori det havde fremgået, at de var vantro, ligesom de var blevet beskyldt for at samarbejde med amerikanerne. Det fremgik af brevene, at søstrene ville blive dræbt, hvis ikke de udrejste af Irak. I 2004 var en af søstrene blevet dræbt, fordi hun havde valgt at ignorere trusselsbrevet. Efterfølgende var en tredje søsters datters søn blevet kidnappet. Søsterens dattersøn var blevet løsladt, efter at familiemedlemmer i USA havde betalt løsepenge. Flygtningenævnet lagde ansøgerens forklaring til grund og bemærkede, at forklaringen var underbygget ved fremlagte dokumenter, herunder dødsattesten for ansøgerens søster, trusselsbrevet og senest de fremlagte dokumenter vedrørende ansøgerens ægtefælle og børns ophold i USA som flygtninge. Nævnet lagde vægt på, at ansøgerens søster i 2004 var blevet dræbt på baggrund af sit kristne tilknytningsforhold, at en anden søster var flygtet til Tyrkiet af frygt for religiøs forfølgelse, at en tredje søster efter kidnapningen af dattersønnen og betalingen af løsepenge ligeledes var flygtet med sin familie til Jordan og nu opholdt sig i USA med sine tre børn, og at det efter ansøgerens forklaring måtte lægges til grund, at hele hans nære familie var udrejst, såvel familiemedlemmerne i Bagdad som familiemedlemmerne i hjembyen ved Mosul, idet de som kristne havde modtaget konkrete trusler fra yderliggående islamiske grupper. Udlændingeservice tilkendegav afslutningsvis under nævnsmødet, at Udlændingeservice efter de fremkomne oplysninger ikke ville modsætte sig, at ansøgeren meddeltes opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet gav på den ovennævnte baggrund ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Irak/2009/5
Nævnet stadfæstedei juni 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2007. Ansøgeren havde været medlem af Det Islamiske elevråd. Det Islamiske elevråd blev sammenlagt med en anden organisation, der var voldelig. Ansøgeren ønskede efter sammenlægningen ikke længere at være medlem. I 2002 bortførte personer fra organisationen ansøgeren, idet han ikke ville være medlem af og arbejde for denne. Ansøgeren udrejste af Irak med hjælp fra en agent. Under udrejsen omkom mange flygtninge. Ansøgeren vidnede imod de indblandede agenter, ligesom han var med i en dokumentarfilm om hændelsen. Ansøgeren underrettede efterfølgende de omkomnes familier om agenternes identitet. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren til støtte for sin ansøgning navnlig gjorde gældende, at han fortsat ville være i risiko for forfølgelse fra en navngiven organisationen som følge af, at han i 2002 var blevet tilbageholdt og udsat for overgreb. Videre gjorde han gældende, at han frygtede overgreb fra de menneskesmuglere, som havde været impliceret i transporten af kurdiske bådflygtninge, herunder ansøgeren selv fra Grækenland til Italien i 2003. Under denne rejse var en betydelig del af flygtningene druknet. Ansøgeren havde overlevet og havde efterfølgende vidnet i en retssag samt medvirket i en tv-udsendelse, som blandt andet var blevet bragt i italiensk tv i 2006. Derfor frygtede han overgreb fra disse menneskesmuglere eventuelt som en del af den græske mafia, idet han angiveligt var blevet truet telefonisk af en ukendt person, mens han havde opholdt sig i Italien. Uanset om det kan lægges til grund, at ansøgeren var blevet tilbageholdt i 2002 af organisationen, som af ham angivet, fandt Flygtningenævnet ikke, at dette forhold var asylbegrundende, da det lå langt tilbage i tid, og da ansøgeren havde været tilbage i hjemlandet i 2006 uden, at hverken han eller hans familie havde modtaget trusler fra organisationen. Ansøgeren forklarede noget divergerende om omfanget af eventuelle trusler fra de af ham angivne menneskesmuglere. Uanset om det kunne lægges til grund for sagen, at ansøgeren tilbage i 2006 i Italien, forud for at han var genindrejst i Irak, var blevet truet telefonisk to gange af en ukendt person, fandt Flygtningenævnet, at konflikten grundlæggende var en privatretlig konflikt, som ansøgeren måtte søge myndighedernes beskyttelse imod. Ansøgeren havde derfor ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i konkret individuel risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1 eller, at han ville være i en reel risiko for dødsstraf, tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Irak/2009/49
Nævnet meddelte i juni 2009 opholdstilladelse (K–status) til et ægtepar fra Irak. Indrejst i 2004. Sagen blev genoptaget grundet sagens karakter. I 2004 stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingeservices afgørelse fra 2004 om afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. I 2008 anmodede ansøgerne om genoptagelse af deres asylsag. I 2009 besluttede Flygtningenævnet, at genoptage ansøgernes asylsag. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgerne som aktuelt asylmotiv havde henvist til, at de er kristne irakere kommende fra Bagdad, og at de ved en tilbagevenden ville være i risiko for forfølgelse eller overgreb, dels som følge af deres kristne tro og dels fordi, den mandlige ansøger var veluddannet. På baggrund af ansøgernes forklaring om, hvad der var sket med de af deres familiemedlemmer, der var tilbage i området, fandt nævnet det også henset til de generelle baggrundsoplysninger om forholdene for kristne i Bagdad - tilstrækkeligt godtgjort, at også ansøgerne ville være i konkret og individuel risiko for forfølgelse, hvis de vendte tilbage. Irak/2009/48
Nævnet stadfæstede i juni 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Ansøgeren opholder sig i Jordan. Sagen blev genoptaget i 2008. Sagen blev behandlet på skriftligt grundlag jf. udlændingelovens § 7, stk. 4, som affattet forud for lov nr. 365 af 6. juni 2002. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er etnisk armenier, kristen af trosretning, og at han stammer fra Bagdad. Han var udrejst sammen med sin familie i 1996 og havde ikke været tilbage i Irak siden. Flygtningenævnet bemærkede, at ansøgeren ikke havde noget konkret modsætningsforhold til myndigheder eller grupper i Irak. Flygtningenævnet fandt ikke, at de generelle forhold for kristne i Irak var af en sådan karakter, at det måtte antages, at ansøgeren risikerede forfølgelse som følge heraf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at der forelå sådanne tungtvejende grunde, at der kunne meddeles opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, som affattet forud for lov nr. 365 af 6. juni 2002. Ansøgeren var således ikke omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 4, som affattet forud for lov nr. 365 af 6. juni 2002. Irak/2009/47
Nævnet meddelte i juni 2009 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2001. Sagen blev genoptaget i starten af 2009. Umiddelbart inden Flygtningenævnets behandling af sagen blev ansøgeren idømt 40 dages fængsel for vold og blev udvist med indrejseforbud. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er kristen assyrer, og at han stammer fra en landsby, der ligger 12 til 15 km fra Mosul. Flygtningenævnet lagde endvidere til grund, at ansøgerens onkel og tante, der havde boet i samme hus som ansøgeren, var udrejst af Irak som følge af, at de havde modtaget breve med trusler om, at de ville blive slået ihjel, hvis ikke de forlod området. Uanset at de generelle forhold for kristne i Mosul-området måtte anses for forbedrede i forhold til efteråret 2008, fandt Flygtningenævnet dog forholdene så usikre, at det med ansøgerens og familiens baggrund, herunder de konkrete trusler, måtte antages, at ansøgeren risikerede forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, ved en tilbagevenden til hjemlandet. Det bemærkedes herved, at myndighederne ikke kunne antages at yde ansøgeren den fornødne beskyttelse ved en tilbagevenden. Flygtningenævnet fandt, at der forelå sådanne særlige grunde, at ansøgeren blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, uanset den foreliggende dom. Irak/2009/46
Nævnet stadfæstede i juni 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Irak. Indrejst i 2007. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim og er født i Kirkuk. Hun havde ikke været politisk aktiv og havde ingen konflikter med myndighederne i hjemlandet. Ansøgeren havde som sit asylmotiv henvist til, at hun på svigerfaderens bopæl, hvor hun havde boet, havde modtaget over 20 trusselsbreve om kidnapning af hende, i perioden fra ultimo 2005 til primo 2007, og at der i tre breve fra 2007 var krav om betaling af et beløb på USD 10.000. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren havde forklaret overbevisende om sit asylmotiv. Ansøgeren havde blandt andet forklaret divergerende med hensyn til, om hun havde læst det første trusselsbrev fra 2007, og hun først og sent under nævnsmødet havde oplyst, at hun en uge efter samtalen i Udlændingeservice havde fået oplyst, at farbroderen havde modtaget telefonisk henvendelse fra de personer, der stod bag trusselsbrevene. Hertil kom, at det var påfaldende, at brevene fra 2006 ikke indeholdt nogen nærmere betingelser, og at der ikke var gjort forsøg på at følge op på truslerne. Flygtningenævnet kunne på denne baggrund ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Ansøgeren opfyldte derfor ikke betingelserne for at opnå opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Uanset om ansøgerens forklaring helt eller delvist blev lagt til grund, fandt Flygtningenævnet, at truslerne efter deres karakter og indhold, herunder at der ikke var gjort forsøg på opfølgning af truslerne i form af overgreb mod ansøgeren eller hendes familie, ikke, at de påberåbte forhold kunne sidestilles med asylbegrundende forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller medføre, at ansøgeren havde krav på beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7, stk. 2. De generelle forhold i Irak kunne ikke i sig selv begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Irak/2009/45
Nævnet stadfæstede i maj 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Ansøgeren var mindreårig ved indrejsen. Indrejst i 2008. Før 2003 arbejdede ansøgerens fader for Baath-partiet. En gang i 2007 og to gange i 2008 blev ansøgerens fader kontaktet via brev af en gruppe og blev bedt om at samarbejde med dem. I 2008 blev ansøgerens familie dræbt i deres hjem. Flygtningenævnet tiltrådte, at ansøgeren var tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylsagsbehandling. Flygtningenævnetudtalte, at ansøgeren er etnisk bahdini kurder og sunni-muslim fra Mosul. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgerens fader havde været medlem af Baath-partiet, men fandt efter ansøgerens oplysninger om familiens forhold ikke at kunne lægge til grund, at faderen havde haft en højerestående position inden for Baath-partiet. Efter ansøgerens forklaring var ansøgeren og hans familie efter 2003 ikke blevet udsat for overgreb eller involveret i konflikter bortset fra modtagelsen af tre trusselsbreve. Efter ansøgerens forklaring skulle brevene til dels have lagt op til et samarbejde med faderen. Det var uklart, hvem der havde stået bag afsendelsen af brevene. Efter ansøgerens forklaring havde faderen valgt at ignorere brevene, og der var som følge af brevene ingen ændring sket af familiens forhold. Det var efter ansøgerens forklaring endvidere uafklaret, hvem der havde stået bag drabet på ansøgerens familie, herunder om der skulle have været en sammenhæng mellem drabsmændene og de personer, der tidligere havde skrevet breve til faderen. Flygtningenævnet fandt det på denne baggrund ikke sandsynliggjort, at ansøgeren, der alene afledte sit asylmotiv af faderens forhold, ved en tilbagevenden skulle være i en særlig risiko for overgreb eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7. De generelt vanskelige forhold i Mosul-området fandtes ikke i sig selv at kunne begrunde asyl. Irak/2009/42
Nævnet stadfæstede i maj 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2008. Ansøgeren var på tidspunktet for indrejsen mindreårig Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til, at han frygtede at blive slået ihjel som følge af de terrorister, der tillige havde dræbt hans ven. Vennen var blevet dræbt som følge af, at han var kurder ligesom ansøgeren. Endvidere havde ansøgeren henvist til, at hans forældre kort inden nævnsmødet var blevet kidnappet af ukendte gerningsmænd. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren havde været tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylsagsbehandling. Ansøgeren er kurder fra Mosul og havde som asylmotiv henvist til risiko for overgreb fra islamiske grupper på grund af sin etnicitet. Uanset, at etflertal af Flygtningenævnets medlemmer ikke fandt fuldt tilstrækkelig grundlag for at betvivle ansøgerens forklaring om, at hans forældre var blevet bortført omkring ti dage før nævnsmødet af ukendte gerningsmænd, fandt flertallet ikke, at dette kunne begrunde asyl for ansøgeren. Flertallet havde lagt vægt på, at der ikke var tilstrækkelige grunde til at antage, at hverken drabet på ansøgerens ven eller den angivelige bortførelse af ansøgerens forældre havde været begrundet i etnicitet, idet gerningsmændenes identitet og motiv var ukendt, hvorefter der ikke var grund til at antage, at ansøgeren på grund af hændelserne ville være i risiko for konkret og individuel forfølgelse ved en hjemvenden. Flertallet havde herved også lagt vægt på, at ansøgerens vens familie, efter det oplyste, havde kunnet forblive boende uden problemer efter drabet på vennen. Irak/2009/41
Nævnet stadfæstede i maj 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2008. Flygtningenævnet udtalte, at det efter udlændingelovens § 40, stk. 1 påhviler en asylansøger at meddele de oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af, om en opholdstilladelse i henhold til loven kan gives. Det følger heraf, at en udlænding, der søger opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, må sandsynliggøre den identitet og det asylgrundlag, udlændingen påberåber sig. Ansøgeren havde oplyst, at han er født den 1. juni 1990, således at netop var mindreårig ved indrejsen. Efter aldersundersøgelse kunne denne alder ikke lægges til grund. Ansøgeren er således blevet registreret med fødedatoen 1. juni 1989, således at han ikke var mindreårig ved indrejsen. Ansøgeren havde endvidere fremlagt Id-kort og nationalitetsbevis, som begge blev vurderet til at være falske. Ansøgerens identitet kunne således ikke anses for at være fastlagt, selvom ansøgeren måtte antages at være irakisk statsborger. Ansøgeren havde som asylmotiv påberåbt sig, at han havde kørt en pige ihjel, og at pigens familie ville hævne sig. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren på en sammenhængende og troværdig måde havde kunnet redegøre for sit asylmotiv. Det bemærkedes herved, at ansøgeren ikke havde kunnet give nogen nærmere beskrivelse af den bil, han havde kørt i ved ulykken, eller nogen nærmere og sandsynlig beskrivelse af omstændighederne ved ulykken. Flygtningenævnet fandt på denne baggrund ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet fandt således ikke, at ansøgerens ved udrejsen havde været forfulgt eller ved en tilbagevenden ville være i en sådan risiko herfor, at der var grundlag for at meddele asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at ansøgeren havde behov for beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Irak/2009/40
Nævnet meddelte i januar 2009 opholdstilladelse (F-status) til en kvindelig statsborger fra Irak samt to børn. Ansøgeren indrejste i Danmark i 2001. I 2002 stadfæstede Flygtningenævnet en afgørelse truffet af Udlændingeservice, hvorved ansøgeren blev meddelt afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. I 2008 genoptog Flygtningenævnet sagen. Flygtningenævnet bemærkede indledningsvist, at ansøgeren var indrejst og havde søgt asyl i Danmark i 2001, og at sagen således skulle afgøres efter reglerne i udlændingebekendtgørelse nr. 711 af 1. august 2001. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er shia-muslim fra Bagdad, og at hun var udrejst alene sammen med hendes og ægtefællens to børn. Uanset at ansøgeren under mødet i Flygtningenævnet i 2002 havde oplyst, at der ikke havde været problemer i ægteskabet, fandt Flygtningenævnet efter de nu foreliggende oplysninger det sandsynliggjort, at ægtefællen havde optrådt voldeligt over for ansøgeren og børnene under ægteskabet. Ansøgerens forklaring herom var blandt andet understøttet af to § 38-undersøgelser (Nu § 50 i Lov om social service, red.) og en psykologerklæring. Efter ansøgerens forklaring kunne nævnet endvidere ikke afvise, at ansøgeren var kommet i et modsætningsforhold til ægtefællen, som havde truet med at dræbe hende. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger blev det endvidere lagt til grund, at myndighederne ikke ville være i stand til at yde ansøgeren beskyttelse mod eventuelle overgreb fra ægtefællen. Efter en samlet vurdering af ansøgerens forhold blev det lagt til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak ville risikere forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. lovbekendtgørelse nr. 711 af 1. august 2001. Irak/2009/4
Nævnet stadfæstede i maj 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2008.Flygtningenævnet lagde vægt på, at ansøgeren ved sin indrejse til registreringsrapporten som asylmotiv alene havde angivet, at han havde ønsket at være sammen med sin forlovede i Danmark. Dette asylmotiv blev gentaget i skemaet, hvor ansøgeren ligeledes havde angivet, at han var træt af at bo alene. Først til samtalen med Dansk Flygtningehjælp i efteråret 2008 og ligeledes til samtalereferatet i efteråret 2008 havde ansøgeren angivet, at han havde en uoverensstemmelse med sin fader som følge af, at han ikke havde ønsket at gifte sig med faderens fætters datter. Endvidere havde han først ved samtalen med Dansk Flygtningehjælp fortalt om sin angivelige konflikt med en anden familie i sin landsby som følge af, at hans fætter skulle have dræbt en mand, hvis efternavn ansøgeren ikke kender. Dette motiv var ikke angivet i samtalen med Udlændingeservice i efteråret 2008, men blev uddybet af ansøgeren i gensamtalen senere i 2008. Flygtningenævnet fandt ikke, at uoverensstemmelserne med faderen var asylbegrundende. Flygtningenævnet kunne under de ovennævnte omstændigheder endvidere ikke lægge til grund, at ansøgeren havde de af ham nævnte konflikter med en anden, unavngiven familie i sin landsby, da oplysningerne først var fremkommet sent i asylsagsforløbet, og da hans forklaringer herom i nogen grad havde været divergerende, upræcise og udbyggede. Flygtningenævnet fandt det under disse omstændigheder ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, eller ville være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Irak/2009/39
Nævnet meddelte i maj 2009 opholdstilladelse (F-status) til en mandlig statsborgerfra Irak. Indrejst i 2001. I starten af 2004 stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingeservices afslag på opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. I 2009 blev sagen genoptaget grundet sagens karakter.Flygtningenævnet udtalte, at nævnet indledningsvis skulle bemærke, at ansøgeren var indrejst og havde søgt asyl i Danmark i december 2001, og at sagen således skulle afgøres efter reglerne i udlændingeloven, således som den havde været affattet på tidspunktet for indgivelsen af asylansøgningen, jf. lovbekendtgørelse af udlændingeloven nr. 711 af 1. august 2001. Ansøgeren, der er kristen fra Mosul, havde under genoptagelsessagen henvist til frygt for forfølgelse som følge af sin religion. Nævnet bemærkede, at ansøgerens forklaring om de overgreb familie og bekendte havde været udsat for i efteråret 2008 stemte overens med oplysningerne i baggrundsmaterialet. Det fremgik imidlertid, af det seneste baggrundsmateriale - rapport af 11. november 2008 og 5. marts 2009 fra UNHCR – at myndighederne havde forstærket deres tilstedeværelse i området og opfordret kristne til at vende tilbage, hvilket havde medført, at omkring 80 procent af de flygtede nu var vendt tilbage. De aktuelle generelle forhold for kristne i Mosul kunne derfor efter nævnets opfattelse ikke i sig selv medføre opholdstilladelse. Under hensyn til oplysningerne om de trusler, ansøgerens familiemedlemmer havde været udsat for, sammenholdt med oplysningerne i UNHCR’s guidelines fra april 2009, punkt 302 og 303, om at der fortsat foregik overgreb mod kristne i området, fandt et flertal af Flygtningenævnets medlemmer imidlertid, at ansøgerens udtalte subjektive frygt for en hjemvenden var sådan underbygget, at der var grundlag for en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. lovbekendtgørelse af udlændingeloven nr. 711 af 1. august 2001. Irak/2009/38
Nævnet meddelte i maj 2009 opholdstilladelse (K–status) til et ægtepar fra Irak. Den mandlige ansøger indrejste i Danmark i 1998 og den kvindelige i 2005. I henholdsvis 2000 og 2006 stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingeservices afgørelser, hvorved henholdsvis den mandlige ansøger og den kvindelige ansøger blev meddelt afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. I starten af 2009 besluttede Flygtningenævnet at genoptage ægtefællernes sager. Som asylmotiv henviste ansøgerne til, at de er kristne kaldæere fra Irak. Flygtningenævnet behandlede ansøgernes sager sammen. Begge ansøgere er kristne kaldæere. Den mandlige ansøger var udrejst fra Irak i 1998, og den kvindelige ansøger var udrejst i 2001. De havde boet hver for sig i en bydel i Arbil, før de hver for sig var udrejst. Den mandlige ansøger havde siden 1998 haft ophold i Danmark, og den kvindelige ansøger havde haft ophold siden 2005. Den mandlige ansøger har nu fire søskende, der bor i Sverige, og en søster der bor i Canada. Han havde sidst hørt fra sine forældre, da de i 2003 ville rejse til Bagdad som følge af moderens sygdom. Den kvindelige ansøger havde ikke hørt fra sin søster og sine forældre i fire til fem år. Da hun sidst havde hørt fra dem ville de flytte til Bagdad eller Mosul på grund af moderens sygdom. Forespurgt, om de havde søgt at få kontakt til deres forældre, havde begge ansøgere oplyst, at det havde de ikke. Hvis forældrene var i live, ville ansøgerne gå ud fra, at de ville kontakte dem. Dette gjaldt også den kvindelige ansøgers søster. Hvis den kvindelige ansøger skulle rejse tilbage til Irak, ville hun, hvis hendes ægtefælle ikke rejste med, være henvist til som enlig kvinde at forsøge at finde sine forældre. Ud fra en samlet bedømmelse, og da begge ansøgere er kristne kaldæere, opfyldte ansøgerne under de angivne omstændigheder betingelserne for at opnå asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Irak/2009/37
Nævnet meddelte i maj 2009 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Irak. Ansøgeren blev familiesammenført til Danmark i 2000 Ansøgeren søgte asyl i 2004. Udlændingeservice meddelte i 2006 ansøgeren afslag på opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæstede Udlændingeservices afgørelse senere i 2006. I slutningen af 2008 anmodede Dansk Flygtningehjælp om genoptagelse af ansøgerens sag. Flygtningenævnet besluttede i 2009 at genoptage sagen på baggrund af sagens karakter. Ansøgeren er kristen kaldæer fra Bagdad. Under sin tidligere asylsag havde ansøgeren angivet som asylmotiv, at han havde været medlem af Baath partiet samt anholdt i 1994-95 af det tidligere styre. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er kristen kaldæer fra Bagdad. Ansøgeren havde ikke i forbindelse med sin genoptagelsessag påberåbt sig konflikten med Saddam Husseins tidligere styre og sit tidligere medlemskab af Baath-partiet. Det blev endvidere lagt til grund, at ansøgeren havde to brødre, som skulle bo i Bagdad. Ansøgeren havde ikke siden sin udrejse haft direkte kontakt med brødrene, men havde gennem en anden broder, der boede i Jordan, fået oplyst, at de to brødre alene klarede sig gennem understøttelse fra den lokale kristne kirke, og at de var udsat for chikane fra muslimernes side, idet de blandt andet var blevet afskåret fra at arbejde. Alle øvrige familiemedlemmer havde forladt Irak. Selvom det af baggrundsoplysningerne fremgik, at forholdene for kristne i Bagdad var vanskelige, fandt Flygtningenævnet dog fortsat ikke, at kristne kunne anses for at være så særligt udsatte, at selve tilhørsforholdet til den kristne gruppe i sig selv sandsynliggjorde, at den pågældende ville være i risiko for forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet fandt imidlertid, at det med oplysningerne om ansøgerens nære familiemedlemmer, den omstændighed at ansøgeren er kristen advokat, sammenholdt med baggrundsoplysningerne, var sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak ville være i risiko for forfølgelse som følge af sit religiøse tilhørsforhold. Nævnethavde herved lagt til grund, at det efter baggrundsoplysningerne ikke kunne antages, at myndighederne ville være i stand til at yde ansøgeren den fornødne beskyttelse. Irak/2009/36
Nævnet stadfæstede i april 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborgerfra Irak. Indrejst i 2008. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren, der er kurder fra Nordirak, som asylmotiv havde henvist til, at hans fader var fremkommet med trusler på livet mod ansøgeren efter en episode mellem ansøgeren og dennes stedmoder, ligesom ansøgeren frygtede for, at faderen alternativt ville foretage en anmeldelse til politiet, og at ansøgeren derfor ville blive idømt en uforholdsmæssig streng straf. Nævnet bemærkede, at det fremgik af ansøgerens forklaring, at han efter episoden havde taget ophold hos sin farbroder og havde været der i ti til tolv dage inden udrejsen, og at farbroderen straks havde taget kontakt til ansøgerens fader for at forsøge at forlige parterne. Ansøgerens fader kunne derfor have haft en formodning for, at ansøgeren opholdt sig hos farbroderen, eller at farbroderen havde været vidende om opholdsstedet. Nævnet bemærkede dernæst, at nævnet ikke fandt grund til at betvivle ansøgerens forklaring om, at faderen under opvæksten havde chikaneret ansøgeren og havde udsat ham for fysiske overgreb, men dette fandtes ikke at kunne begrunde asyl. Nævnet bemærkede videre, at nævnet lagde til grund, at ansøgeren tidligere havde været idømt halvandet års fængsel for vold, men efter ansøgerens skiftende forklaring herom kunne nævnet ikke lægge ansøgerens forklaring til grund om, at volden skulle have været udøvet over for faderen. På denne baggrund – og henset til at der ikke var sket ansøgeren noget hverken fra ansøgerens faders eller myndighedernes side i den periode, hvor han havde opholdt sig hos farbroderen – fandtes det ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en hjemvenden til Irak skulle være i en risiko for overgreb efter udlændingelovens § 7. Irak/2009/35
Nævnet stadfæstede i april 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2008. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til, at han frygtede at blive udsat for blodhævn, på grund af at ansøgerens fader havde slået to personer ihjel fra en anden familie. Efterfølgende var faderen selv blevet slået ihjel af medlemmer af den anden familie, hvorefter ansøgeren frygtede selv at blive slået ihjel. Ansøgeren havde herudover henvist til, at han havde hjulpet en desertør fra PKK. Ansøgeren havde indsendt et irakisk id-kort og nationalitetsbevis. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren ikke havde været politisk aktiv og ikke havde bragt sig selv i modstrid med nogen i hjemlandet. Han havde heller ikke selv modtaget nogen trusler forud for udrejsen. Som asylmotiv havde ansøgeren angivet, at et familiemedlem havde fortalt, at ansøgerens fader havde dræbt to personer, hvis familie efterfølgende havde dræbt ansøgerens fader og nu ville slå ansøgeren ihjel. Ansøgeren havde ikke kunnet forklare udbyggende herom. Efter de lægelige oplysninger lagdes det til grund ved nævnets behandling af sagen, at ansøgeren ved ankomsten her til landet havde afgivet urigtige oplysninger om sin alder. Flygtningenævnet fandt ikke at kunne tillægge det vægt, at ansøgeren var blevet registreret under et forkert navn hos politiet. Nævnet bemærkede i den forbindelse, at der var blevet anvendt telefontolkning. Det måtte lægges til grund, at de fremsendte identitetspapirer var falske. De pågældende papirer var blevet sendt til Danmark efter, at ansøgeren havde bedt den samme person, som havde fortalt ansøgeren, at han var blevet truet på livet, herom. Flygtningenævnet kunne ikke lægge til grund, at risikoen for, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak ville blive udsat for blodhævn, var reel. Ansøgerens nye forklaring om at have hjulpet en person til at desertere fra PKK fandtes heller ikke troværdig. Ansøgeren var herefter ikke omfattet af udlændingelovens § 7. Irak/2009/34
Nævnet meddelte i april 2009 opholdstilladelse (F-status) til en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2001. Sagen blev genoptaget i 2009. I 2004 stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingeservices afgørelse fra 2002 om afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. I starten af 2005 meddelte Flygtningenævnet afslag på genoptagelse af asylsagen. I 2007 anmodede Dansk Flygtningehjælp på vegne af ansøgeren om genoptagelse af hans asylsag. I 2007 besluttede Flygtningenævnet, at udsætte ansøgerens udrejsefrist og genoptage sagen til nyt mundtligt nævnsmøde. I 2008 meddelte Flygtningenævnet ansøgeren afslag på genoptagelse. Ultimo 2008 anmodede Dansk Flygtningehjælp på vegne af ansøgeren om genoptagelse af sagen.Primo 2009 besluttede Flygtningenævnet at genoptage sagen. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren, som oplyst ved ankomsten her til landet i 2001, er etnisk assyrer og kristen. Han var født og opvokset i Mosul. Det lagdes til grund, at ansøgeren ikke længere havde nære slægtninge tilbage i hjemlandet. Videre, at det i overensstemmelse med sagens nye oplysninger fremgik, at dette skyldtes trusler og andre forhold, som de var blevet udsat for på grund af deres kristne tro. Et flertal af nævnets medlemmer lagde til grund, at der havde været tale om konkrete trusler mod familiemedlemmer i 2008. Det bemærkedes, at sagen skulle vurderes efter udlændingelovens § 7, sådan som den tidligere var formuleret, jf. lovbekendtgørelse 711 af 1. august 2001. Et flertal af nævnet fandt efter en samlet vurdering af sagens omstændigheder og herunder særligt henset til ansøgerens subjektive frygt, at ansøgeren var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Irak/2009/33
Nævnet stadfæstede i april 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fraIrak. I 1995 indrejste ansøgeren i Danmark, hvor han blev familiesammenført med sin fader, som i 1993 var blevet meddelt asyl i Danmark på baggrund af et modsætningsforhold til Saddam Husseins styre. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er sunni-muslim fra Bagdad, at han fortsat havde slægtninge i Irak, at han ikke havde været politisk aktiv, og at ansøgeren sammen med sin moder og søskende i sin tid var udrejst på grund af ansøgerens faders konflikt med Saddam Husseins styre. Konflikten med Saddam Husseins styre kunne ikke begrunde asyl, da Saddam Hussein ikke længere var ved magten. Endvidere var der ikke holdepunkter for at antage, at ansøgeren skulle være blevet bragt i et konkret modsætningsforhold til det nuværende styre eller lokalbefolkningen. De generelt vanskelige forhold i hjemlandet kunne hverken begrunde asyl eller beskyttelsesstatus. Flygtningenævnet bemærkede særligt, at ansøgeren fremstod helt uprofileret. Det kunne herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet ville risikere forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han ved en tilbagevenden skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Irak/2009/32
Nævnet stadfæstede i april 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak. Ansøgeren er sunni-muslim. I 1995 blev hun familiesammenført med sin ægtefælle, der i 1993 var blevet meddelt asyl i Danmark. Cirka fire år før nævnets afgørelse havde ansøgeren besøgt Bagdad, hvor hun havde følt sig truet pga. den generelt usikre situation. Ansøgeren havde ikke selv været udsat for trusler. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er sunni-muslim fra Bagdad, at hun fortsat havde slægtninge i Irak, at hun ikke havde været politisk aktiv, og at ansøgeren og hendes børn i sin tid var udrejst på grund af ægtefællens konflikt med Saddam Husseins styre. Konflikten med Saddam Husseins styre kunne således ikke begrunde asyl, da Saddam Hussein ikke længere var ved magten. Endvidere var der ikke holdepunkter for at antage, at ansøgeren skulle være blevet bragt i et konkret modsætningsforhold til det nuværende styre eller lokalbefolkningen. De generelt vanskelige forhold i hjemlandet kunne hverken begrunde asyl eller beskyttelsesstatus. Flygtningenævnet bemærkede særligt, at ansøgeren fremstod helt uprofileret. Flygtningenævnet kunne under disse omstændigheder ikke lægge til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak ville risikere forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk.1, eller at hun ved en tilbagevenden ville være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Irak/2009/31
Nævnet stadfæstede i marts 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2008. Flygtningenævnet lagde tilgrund, at ansøgeren er etnisk kurder fra Kirkuk, at han sammen med sin familie havde boet i Kirkuk-området i perioden 1995 til 2004, at ansøgeren ikke havde været politisk aktiv, og at ansøgeren ikke havde haft problemer med myndighederne. Ansøgeren havde som asylmotiv påberåbt sig, at ansøgerens fader i begyndelsen af 2008 havde modtaget et trusselsbrev i den forretning, som faderen drev sammen med en partner, og at ansøgeren frygtede repressalier på livet fra den fængslede gerningsmands brødre og venner, idet ansøgeren efterfølgende havde anmeldt gerningsmanden til politiet. Det blev tillagt vægt, at ansøgeren havde forklaret upræcist om gerningsmandens brødre, herunder deres baggrund og aktiviteter, at der ikke var oplysninger om overgreb mod ansøgeren og dennes familie, at ansøgeren og familien heller ikke var blevet kontaktet af de pågældende personer, at ansøgerens frygt for overgreb var baseret på andenhånds oplysninger og formodninger, og at ansøgeren i øvrigt fremstod helt uprofileret. Da ansøgeren heller ikke for Flygtningenævnet havde været i stand til at underbygge det påberåbte asylmotiv, kunne det herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren havde været forfulgt ved udrejsen, eller at han ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerede forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kunne det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Irak/2009/30
Nævnet meddelte i januar 2009 opholdstilladelse (K-status) til et ægtepar samt tre børn fra Irak. Ansøgerne indrejste i Danmark i 2001. I 2004 stadfæstede Flygtningenævnet en afgørelse truffet af Udlændingeservice, hvorved ansøgerne blev meddelt afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. I 2008 genoptog Flygtningenævnet sagen. Flygtningenævnet bemærkede indledningsvis, at ansøgerne var indrejst og havde søgt asyl i Danmark i 2001 og at sagen således skulle afgøres efter reglerne i udlændingeloven, således som den var affattet på tidspunktet for indgivelsen af asylansøgningen. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgerne er irakiske statsborgere og etniske kaldæere fra Mosul-området. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgernes familier i 2003 udrejste fra Mosul-området og Bagdad, idet de havde modtaget trusler på grund af deres kristne tro. Flygtningenævnet lagde endvidere til grund, at den mandlige ansøgers moder og svigerinde i 2007 var blevet dræbt, da de fra Syrien var rejst til Irak for at få fornyet deres pas. Under disse omstændigheder og på baggrund af de foreliggende baggrundsoplysninger om forholdene for kristne i Mosul-området fandt Flygtningenævnet, at ansøgerne ved en tilbagevenden til Irak ville være i en konkret risiko for forfølgelse på grund af deres religion, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Irak/2009/3
Nævnet stadfæstede i marts 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborgerfra Irak. Indrejst i 2008. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er født i Mosul, men opvokset i Faida, og at ansøgerens fader var araber, mens moderen er kurder, og at ansøgeren ikke havde været politisk aktiv eller i øvrigt havde haft problemer med myndighederne. Ansøgeren havde som asylmotiv påberåbt sig, at han frygtede ukendte personer fra et navngivent parti, som havde dræbt hans fader i 2004, og som efterfølgende skulle have fremsendt 15 trusselsbreve til familien. Ansøgeren havde videre anført, at faderen havde været mekaniker med høj rang i Saddam Husseins luftvåben, og at faderen havde været profileret medlem af Baath-partiet. Det blev tillagt vægt, at de nævnte trusler aldrig var blevet effektueret over for ansøgeren og de øvrige familiemedlemmer trods det forløbne tidsrum, og at ansøgeren heller ikke personligt var blevet truet. Ansøgerens oplysninger om, at faderen skulle have været et profileret medlem af Baath-partiet var heller ikke nærmere underbygget. Den omstændighed, at faderen havde virket som mekaniker i luftvåbenet kunne ikke føre til nogen ændret vurdering. Hertil kom, at ansøgeren tidligere havde forklaret, at han ikke havde været bekendt med faderens rang, og at han først for Flygtningenævnet havde oplyst, at faderen havde en højere rang. Endvidere fremstod ansøgeren helt uprofileret. Endelig kunne de generelt usikre forhold i hjemlandet ikke begrunde asyl, og drabet på faderen måtte efter det foreliggende anses som et udslag heraf. Det kunne herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren havde været forfulgt ved udrejsen, eller at han ved en tilbagevenden risikerede forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kunne det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Irak/2009/29
Nævnet stadfæstede i marts 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2008. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er etnisk kurder og muslim fra det nordlige Irak. Han havde aldrig deltaget i aktiviteter i politiske eller religiøse organisationer, og han havde heller ikke haft konflikter med myndighederne i Irak. Ansøgeren havde som sit asylmotiv henvist til, at han frygtede at blive dræbt af familien til en person, som skulle være blevet dræbt af ansøgerens far eller farbroder i forbindelse med en konflikt om retten til at dyrke jord. Et flertal af Flygtningenævnetsmedlemmer fandt, at ansøgerens forklaring for nævnet fremstod som usikker, og at ansøgeren ikke havde forklaret overbevisende om sine forhold. Ansøgeren havde forklaret divergerende om karakteren af de trusler, han havde været udsat for, og udbyggende om sit kendskab til den dræbtes familie. Ansøgeren havde endvidere forklaret divergerende om asylmotivet, idet han for nævnet forklarede, at det enten var faderen eller farbroderen, der havde skudt den dræbte, eller den dræbte der havde skudt sig selv. Efter en samlet vurdering af sagens oplysninger fandt flertallet herefter, at ansøgeren ikke havde sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak ville være i risiko for at blive udsat for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i en reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet fandt ikke, at de generelt vanskelige forhold i Irak i sig selv kan begrunde opholdstilladelse. Irak/2009/28
Nævnet stadfæstede i marts 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2008. Ansøgeren oplyste til sagen, at han var mindreårig ved indrejsen i Danmark. Som asylmotiv henviste ansøgeren til, at hans far havde været militærmand af rang og medlem af Baath-partiet under Saddam Husseins styre. Faderens aktiviteter under Saddam Husseins styre havde bestået i at anholde personer efter ordre fra højere rangerende personer. Efter Saddam Husseins styre havde faderen fået problemer med familiemedlemmer til nogle af de personer, som han havde anholdt, og som var forsvundet eller afgået ved døden efter at have været udsat for tortur. I 2004-05 var ansøgerens far forsvundet. Ansøgeren havde af sin farmor fået at vide, at faderen formentlig var blevet kidnappet af terrorister, som ville have ham til at samarbejde med dem. Efter faderens forsvinden havde ansøgeren og hans mor fået problemer med sønnerne til en person, som faderen havde anholdt, og som efterfølgende var forsvundet. De pågældende havde ønsket at hævne sig mod ansøgeren. Ansøgerens mor havde følt sig tvunget til at gifte sig på ny efter faderens forsvinden og til at afbryde kontakten med ansøgeren for at kunne leve i fred. Efter ansøgerens indrejse i Danmark havde ansøgeren af en bekendt fået at vide, at hans families bopæl var blevet nedbrændt. Under nævnsmødet forklarede ansøgeren, at han af sin bekendte havde fået at vide, at hans mor var blevet dræbt i 2009. Flygtningenævnet lagde som Udlændingeservice til grund, at ansøgeren er cirka tre år ældre, end han havde angivet, således som Retspatologisk Afdeling havde fastslået. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til de problemer, som han havde fået, afledt af faderens tilknytning til det tidligere styre. Ansøgeren havde alene kunnet forklare om faderens forhold efter Saddam Hussein styrets fald i generelle vendinger. Han havde endvidere forklaret upræcist om, hvor lang tid, der var gået fra styrets fald, indtil faderen var forsvundet. Det var uafklaret, hvad der havde været årsag til faderens forsvinden. Ansøgeren havde om sine egne forhold forklaret, at han havde en konflikt til sønnerne til en person, som faderen skulle have frihedsberøvet under Saddam Husseins styre. Efter forklaringen havde der alene været tale om et enkelt konkret overfald i 2005 og efterfølgende chikane. Ansøgeren havde ikke kunnet konkretisere, hvad der havde været var anledningen til hans udrejse. Flygtningenævnet fandt herefter ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han på udrejsetidspunkt var udsat for forfølgelse. Flygtningenævnet kunne ikke lægge ansøgerens forklaring om de efterfølgende begivenheder som rettet mod ansøgeren til grund. Ansøgeren havde ikke på overbevisende måde kunnet forklare, hvorledes hans angivelige bekendte på meget detaljeret vis havde kunnet forbinde nedbrændingen af ansøgerens hus og moderens død med ansøgerens forhold. Ansøgeren havde herunder forklaret, at han ikke havde hæftet sig ved, om moderen blev skudt eller kvalt. Det fandtes endvidere ikke troværdigt, at moderen, som ifølge ansøgerens forklaring havde været uden kontakt med ansøgeren i flere år, skulle være blevet inddraget i ansøgerens problemer. Ansøgeren havde således ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. De generelle forhold i Irak, herunder for kurdere, kunne ikke i sig selv begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Irak/2009/27
Nævnet stadfæstede i marts 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2008. Ansøgeren henviste som asylmotiv til, at han frygtede at blive dræbt af familien til sin kæreste, idet familien ikke ønskede, at han og kæresten skulle gifte sig. Kærestens familie var velhavende og havde kontakter til PUK. Ansøgeren forklarede til sagen, at han måtte flygte fra sin hjemby Sulaimania, efter at han og kæresten var blevet opdaget af kærestens mor, mens de havde haft samleje. Efterfølgende mæglingsforsøg mellem hans og kærestens familie var mislykkedes. Efter cirka et års ophold i et område i et område beliggende ved grænsen til Iran, var ansøgeren udrejst. Ansøgeren fremlagde under sagen en arrestordre, som han oplyste var blevet udstedt af politiet på foranledning af kærestens familie. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren efter nævnets opfattelse havde afgivet en usammenhængende forklaring om sit asylmotiv og på afgørende punkter havde forklaret divergerende. Han havde således forklaret forskelligt om tidspunktet for afslutningen af kæresteforholdet, om karakteren af kæresteforholdet, herunder det seksuelle forhold, og om relationen mellem kæresten og kærestens fætter. Ansøgeren havde forklaret vagt og upræcist om, hvornår han havde friet, og hvornår han skulle være blevet truet af kærestens familie. Flygtningenævnet bemærkede i øvrigt, at indholdet af nogle af ansøgeren fremlagte kærlighedsbreve tydede på, at forholdet var ophørt tidligere og af en anden grund end af ansøgeren forklaret. Flygtningenævnet måtte herefter tilsidesætte ansøgerens forklaring om, at han som følge af et seksuelt forhold til sin kæreste havde et modsætningsforhold til kærestens familie. Den fremlagte arrestordre kunne på baggrund af ovennævnte ikke føre til en anden vurdering. Irak/2009/26
Nævnet stadfæstede i marts 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Ansøgeren oplyste ved indrejsen i 2008, at han var født i 1990, men blev ifølge en personundersøgelseserklæring fra Retsmedicinsk Institut vurderet som værende født i 1989 og således 18 år ved sin indrejse. Ansøgeren havde i forbindelse med sagens behandling fremlagt identitetspapirer, som på baggrund af en kriminalteknisk erklæring fra Rigspolitiet blev vurderet som falske. Ansøgeren henviste som asylmotiv til, at han frygtede at blive dræbt af familien til sin afdøde kæreste, idet kæresten havde begået selvmord på grund af, at hendes familie ikke ville lade hende gifte sig med ansøgeren. Ansøgeren blev i 2008 straffet med fængsel i et år for overtrædelse af straffelovens § 216, stk. 1, jf. § 21. Endvidere blev ansøgeren udvist af Danmark med indrejseforbud i fem år. Flygtningenævnet lagdetil grund, at ansøgeren er etnisk kurder, sunni-muslim og fra det nordlige Irak. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren på en sammenhængende og troværdig måde havde kunnet redegøre for sit asylmotiv. Forklaringen om, at ansøgeren som en ganske ung mand af fattig familie vedholdende havde friet tre gange inden for et år til en kvinde af rig familie, fandtes i sig selv påfaldende. Hertil kom at ansøgeren havde forklaret divergerende om omstændighederne i forbindelse med de angivelige frierier, herunder hvem der havde friet for ansøgeren og intervallerne mellem frierierne, ligesom der var forklaret divergerende om, på hvilket tidspunkt ansøgeren skulle være blevet udsat for trusler fra pigens familie, og om ansøgerens telefonsamtaler i forbindelse med kærestens angivelige dødsfald. Det svækkede endvidere ansøgerens troværdighed, at han havde givet urigtige oplysninger om sin fødselsdato og havde anvendt falsk identitet. Ansøgeren havde herefter ikke sandsynliggjort, at han ved udrejsen havde været forfulgt, eller at han ved en tilbagevenden udsatte sig for forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for forhold omfattet af udlændingelovens § 7,stk. 2. Irak/2009/25
Nævnet stadfæstede i marts 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2007. Ansøgeren er etnisk kurder og muslim fra Arbil. Ansøgeren havde ikke haft konflikter med de irakiske myndigheder eller grupperinger i landet. Ansøgeren havde henvist til, at hans familie var udrejst af Irak. Efter hans moders udrejse i 2005 var ansøgeren flyttet på hotel. På hotellet var ansøgeren blevet godt kendt med to mænd, der bl.a. besøgte ansøgeren på hans værelse for at se pornofilm. En aften havde de forgrebet sig på ansøgeren og voldtaget ham. Ansøgeren havde ikke anmeldt episoden til myndighederne. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er etnisk kurder og muslim fra Arbil. Ansøgeren havde som sit asylmotiv angivet, at han ikke kunne vende tilbage til Irak, da han havde lidt et ærestab som følge af, at han var blevet voldtaget af to mænd. Nævnet fandt ikke, at det påberåbte asylmotiv kunne begrunde asyl og havde herved lagt vægt på, at der var tale om en enkeltstående kriminel handling, der ikke var anmeldt til myndighederne. Det forhold, at ansøgeren havde været i besiddelse af pornofilm, var heller ikke asylbegrundende. Herefter, og da de generelt vanskelige forhold i Irak ikke i sig selv kunne begrunde asyl, fandtes ansøgeren ikke at have sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden ville være i risiko for at blive udsat for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Irak/2009/24
Nævnet stadfæstede i marts 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2007. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til, at han frygtede sin ægtefælles morbrødre, idet han havde indgået ægteskab med sin ægtefælle uden deres accept, men med ægtefællens farbroders og moders accept. Ansøgeren havde endvidere henvist til, at morbrødrene havde truet med at slå ansøgeren og hans ægtefælle ihjel, hvis de ikke lod sig skille. I sommeren 2008 blev sagen hjemvist til Udlændingeservice med henblik på parthøring af ansøgeren, idet Udlændingeservice havde partshørt ansøgerens ægtefælle uden at gøre ansøgeren bekendt med de oplysninger, ansøgers ægtefælle havde videregivet. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren havde afgivet divergerende oplysninger om indgåelsen af ægteskabet og omstændighederne herved. Ansøgeren havde videre afgivet divergerende oplysninger om de trusler fra ægtefællens morbrødre, som han påberåbte sig at have været udsat for. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren havde fået tilladelse til ægteskabet af ægtefællens mor og farbror. Uanset om det måtte lægges til grund, at ansøgerens ægtefælles morbrødre var modstandere af ægteskabet og i et vist omfang havde fremsat trusler relateret hertil, fandt Flygtningenævnet ikke, at denne privatretlige konflikt havde et sådant omfang, at ansøgeren risikerede overgreb, jf. EMRK art. 3, ved en tilbagevenden til Irak. Flygtningenævnet fandt således ikke, at ansøgeren opfyldte betingelserne for asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Irak/2009/23
Nævnet stadfæstede i marts 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2006. Da ansøgeren indrejste i Danmark havde han som asylmotiv henvist til, at han var forfulgt af kurdiske terrorister, der havde forsøgt at hverve ham. Efter ansøgeren havde været i Sverige og var kommet tilbage til Danmark i 2007, havde ansøgeren som asylmotiv henvist til, at han havde haft et kæresteforhold til en kvinde, og at han havde opbevaret billeder af dem sammen på sin mobiltelefon, som han havde tabt. Kvindens familie var herefter blevet bekendt med forholdet og ville slå ansøgeren ihjel. I sommeren 2008 blev sagen hjemvist til Udlændingeservice med henblik på partshøring af ansøgeren, idet ansøgeren inden nævnsmødet havde fremlagt en række dokumenter i form af syv politirapporter, hvoraf det blandt andet fremgik, at ansøgeren angiveligt var sigtet efter den irakiske straffelovs § 240 for at have krænket en kvindes ære ved at have haft et udenomsægteskabeligt og seksuelt forhold til hende. Endvidere fremgik det af rapporterne, at kvindens broder skulle have dræbt kvinden. Flygtningenævnet udtalte, atdet efter udlændingelovens § 40, stk. 1, påhviler en asylansøger at meddele de oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af, om en opholdstilladelse i henhold til loven kan gives. Det følger heraf, at en udlænding, der søger opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, må sandsynliggøre den identitet og det asylgrundlag, udlændingen påberåber sig. Indledningsvist måtte det tillægges vægt, at ansøgeren havde forklaret divergerende om sit asylmotiv og herunder erkendt at have forklaret urigtigt herom i den detaljerede forklaring til politirapport af 9. september 2006. Hertil kom, at ansøgeren havde forklaret upræcist med hensyn til omfanget af billeder på hans og kærestens mobiltelefon og om længden af sit bekendtskab med kæresten, ligesom ansøgeren havde forklaret upræcist om udrejsetidspunktet. Endvidere fremstod oplysningerne om, hvorledes ansøgeren havde tabt mobiltelefonen, og hvorledes pigens familie var blevet bekendt med billederne, som usædvanlig. Det skulle videre fremhæves, at ansøgeren for Flygtningenævnet havde oplyst, at udrejsen havde varet to uger. Da ansøgeren første gang var blevet afhørt til politirapport af 9. september 2006, måtte ansøgeren derfor antages at være indrejst i august 2006. Da ansøgeren endvidere havde forklaret, at han var udrejst få dage efter, at pigens familie var blevet bekendt med billederne, og idet de oversatte dokumenter var dateret allerede den 16. juni 2006, kunne nævnet ikke lægge vægt på disse dokumenter. Da ansøgeren heller ikke for Flygtningenævnet havde været i stand til på troværdig vis at underbygge det påberåbte asylmotiv, forkastede Flygtningenævnet ansøgerens forklaring herom. Det kunne herefter alene lægges til grund, at ansøgeren er etnisk kurder fra den kurdisk dominerede del af det nordlige Irak, og at han var uprofileret. Flygtningenævnet fandt på denne baggrund ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund og fandt ikke, at ansøgeren ved udrejsen var forfulgt eller ved en tilbagevenden ville være i en sådan risiko for forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kunne det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden ville være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Irak/2009/22
Nævnet stadfæstede i marts 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2006. Umiddelbart efter sin indrejse i Danmark var ansøgeren rejst til Sverige, og herefter var ansøgeren rejst til Tyskland. I marts 2008 blev ansøgeren tilbagetaget af Danmark fra Tyskland i medfør af Dublin-forordningen. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til de generelle forhold for yezidi-kurdere og til, at hans bror, der havde arbejdet for amerikanerne, var blevet truet af Muhajedin. Broderen havde blandt andet modtaget et trusselsbrev, hvori ansøgeren og ansøgerens familie også var nævnt. Ansøgeren havde inden nævnsmødet fået tilsendt en kopi af trusselsbrevet via e-post fra sin bror, ligesom ansøgeren også telefonisk havde talt med sin bror under sit ophold i Danmark.Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er yezidi-kurder fra Mosul-området, at ansøgeren fortsat havde nære slægtninge i hjemområdet, at ansøgeren ikke havde været politisk aktiv eller i øvrigt havde haft problemer med det nuværende styre, og at ansøgeren ikke personligt havde været udsat for overgreb. De generelt vanskelige forhold for yezidi-kurdere i hjemlandet var ikke af en sådan karakter, at de i sig selv kunne begrunde asyl. Endvidere måtte det tillægges vægt, at ansøgeren først til advokatsamtalen og for Flygtningenævnet havde oplyst om storebroderens aktiviteter for myndighederne og amerikanerne, og at ansøgeren først for Flygtningenævnet havde fremlagt et trusselsbrev og dokumenter vedrørende broderen. Desuden virkede det påfaldende, at ansøgerens navn var nævnt i trusselsbrevet, selvom han var udrejst af landet knap tre år før brevets datering. Hertil kom, at ansøgeren havde forklaret upræcist vedrørende tidspunktet og omstændighederne for broderens faktiske modtagelse af trusselsbrevet, ligesom han havde forklaret upræcist vedrørende den telefoniske kontakt med familien i hjemlandet. Endelig havde ansøgeren oplyst, at broderen fortsat havde sit virke, da ansøgeren senest havde talt med ham. Under disse omstændigheder, og når der hensås til det sene fremkomsttidspunkt, kunne der ikke lægges vægt på disse oplysninger. Da ansøgeren heller ikke for Flygtningenævnet havde været i stand til at underbygge det påberåbte asylmotiv, kunne det ikke lægges til grund, at ansøgeren havde været forfulgt ved udrejsen, eller at han ved en tilbagevenden risikerede forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kunne det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Irak/2009/21
Nævnet meddelte i marts 2009 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Irak. Ansøgeren indrejste i Danmark i 2003. I 2004 stadfæstede Flygtningenævnet en afgørelse truffet af Udlændingeservice, hvorved ansøgeren blev meddelt afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. I 2008 genoptog Flygtningenævnet sagen. Under nævnsmødet nedlagde Udlændingeservice på baggrund af de nye oplysninger, der fremkom i forbindelse med nævnsbehandlingen, påstand om, at ansøgeren blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet udtalte, atansøgeren er kristen kaldæer fra Kirkuk. Flygtningenævnet lagde i alt væsentligt ansøgerens forklaring til grund om, hvad der var overgået ansøgerens familiemedlemmer siden ansøgerens udrejse i 2002. Nævnet lagde herunder til grund, at ansøgerens farbror, hos hvem ansøgeren havde boet efter moderens udrejse i 1999, var blevet udsat for dødstrusler og var blevet såret, da han havde fået sprængt sin forretning i luften, hvorefter farbroderen i 2004 var udrejst med sin familie. Nævnet lagde endvidere til grund, at ansøgeren ikke havde tilbageværende familiemedlemmer i Irak, som han havde kontakt med. Herefter og efter de foreliggende baggrundsoplysninger om forholdene for kristne i det centrale og sydlige Irak fandtes ansøgeren i tilstrækkelig grad at have sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak ville være i en konkret og individuel risiko for en forfølgelse, der var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Irak/2009/20
Nævnet meddelte i januar 2009 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2000. I juli 2002 meddelte Udlændingeservice ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. I april 2004 stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingeservices afgørelse. I 2008 besluttede Flygtningenævnet at genoptage sagen. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til, at han er kristen kaldæer fra Irak, og at han som følge heraf havde været udsat for trusler og pres fra Mehdi-militsen. Flygtningenævnet lagde ansøgerens forklaring om de trusler og det pres, der havde overgået familien efter tilbagekomsten til Bagdad i 2005/2006, til grund. Flygtningenævnet lagde således til grund, at ansøgeren er kristen kaldæer fra Bagdad, at ansøgerens familie havde været udsat for forskellige trusler og pres efter tilbagekomsten til Bagdad, og at alle familiemedlemmerne var udrejst på ny af Irak som følge af disse trusler med videre. Ansøgerens forklaring om disse trusler stemte med de generelle baggrundsoplysninger om situationen i Bagdad. Flygtningenævnet fandt herefter, at ansøgeren efter de foreliggende forhold måtte antages at risikere forfølgelse som følge af sin kristne tro ved en tilbagevenden til Irak. Flygtningenævnet bemærkede, at det efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke kunne antages, at de irakiske myndigheder ville kunne yde ansøgeren den fornødne beskyttelse ved en tilbagevenden til Irak. Irak/2009/2
Nævnet meddelte i marts 2009 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Irak. Indrejst i 2008. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er etnisk kurder og muslim fra Sulaimaniya. Ansøgeren havde som sit asylmotiv anført, at hun ved en tilbagevenden til Irak ville blive slået ihjel af sin farbroder, da hun havde giftet sig uden hans tilladelse og mod hans ønske. Uanset at ansøgeren på enkelte punkter havde forklaret upræcist om sine forhold, fandt Flygtningenævnet ikke tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte ansøgerens forklaring som usandsynlig. Flygtningenævnetlagde således i det væsentlige ansøgerens forklaring til grund. Nævnet lagde således til grund, at ansøgeren var vokset op hos sin farbroder og uden dennes tilladelse i hemmelighed havde giftet sig med en mand uden for familiens kreds. Ansøgeren var udrejst til Iran i forbindelse med, at hendes farbroder var ved at arrangere et ægteskab mellem ansøgeren og hendes fætter. Ansøgerens familie havde fået kendskab til ansøgerens ægteskab og havde i den anledning gentagne gange fremsat trusler over for ansøgerens svigerfamilie om at slå ansøgeren ihjel. Forholdet var som udgangspunkt en privatretlig konflikt. Efter det foreliggende baggrundsmateriale måtte det antages, at ansøgeren ikke ville kunne opnå myndighedernes beskyttelse over for sin familie. Flygtningenævnet fandt under disse omstændigheder, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2 Irak/2009/19
Nævnet meddelte i marts 2009 opholdstilladelse (F-status) til en kvindelig statsborger fra Irak samt et barn. Indrejst i 2002. I slutningen af 2002 meddelte Udlændingeservice ansøgeren afslag på asyl. Afgørelsen blev stadfæstet af Flygtningenævnet i 2004. I 2008 blev sagen genoptaget. Flygtningenævnet bemærkede indledningsvis, at ansøgeren var indrejst og havde søgt asyl i Danmark den 28. februar 2002, og at sagen således skulle afgøres efter dagældende § 7 i udlændingeloven. Ansøgeren havde ikke oplyst, at hun selv eller hendes familie konkret havde været forfulgt i hjemområdet på grund af deres kristne tro. Flygtningenævnet fandt, at det forhold, at ansøgeren var kristen assyrer fra Mosul - uanset baggrundsoplysningerne om de vanskelige forhold for kristne i Mosul-området - ikke i sig selv kunne give grundlag for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren forlod Irak i 1997 og indrejste i Danmark i februar 2002. Etflertal af Flygtningenævnetsmedlemmer lagde vægt på, at ansøgeren som enlig kristen kvinde uden familie eller andet netværk og med ansvaret for et 9-årigt barn, som aldrig havde været i Irak, ville være særlig udsat for overgreb ved en tilbagevenden til hjemlandet efter en årrække i Vesteuropa. Under hensyn hertil fandt flertallet, at det ikke burde kræves, at ansøgeren vendte tilbage til Irak. Flertallet fandt således, at ansøgeren opfyldte betingelserne for opholdstilladelse i medfør af lovbekendtgørelse af udlændingeloven nr. 711 af 1. august 2001, § 7, stk. 2. Irak/2009/18
Nævnet stadfæstede i februar 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i Danmark i 2008Ansøgeren påberåbte sig som asylmotiv, at han frygtede en islamisk gruppe, som han var blevet opsøgt og forsøgt hvervet af i sin hjemby. På et tidspunkt havde medlemmer af gruppen taget ansøgeren med hen til et hus, hvor de havde holdt en kvinde fanget. Gruppen havde planlagt at slå kvinden ihjel. Det var lykkedes ansøgeren at befri kvinden og flygte sammen med hende til en nærliggende politistation. Efter flugten fra gruppen havde ansøgeren overnattet en enkelt nat hjemme, inden han forlod hjemmet. Flygtningenævnet udtalte, at efter udlændingelovens § 40, stk. 1, påhviler det en asylansøger at meddele de oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af, om en opholdstilladelse i henhold til loven kan gives. Det følger heraf, at en udlænding, der søger opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, må sandsynliggøre den identitet og det asylgrundlag, udlændingen påberåber sig. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet frygtede at blive dræbt af en islamisk gruppe, fordi ansøgeren havde reddet en kvinde fra at blive slået ihjel af gruppen. Flygtningenævnet kunne ikke lægge ansøgerens forklaring til grund, idet forklaringen fremstod som konstrueret og opdigtet til lejligheden. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren hverken til asylregistreringsrapporten eller i sit asylansøgningsskema havde forklaret herom, idet forklaringen først var fremkommet under samtalen med Udlændingeservice. Flygtningenævnet fandt det usandsynligt, at ansøgeren som nyt medlem af gruppen ubemærket skulle have været i stand til at befri den pågældende kvinde og uset have forladt huset, at ansøgeren ikke på politistationen var blevet afhørt om, hvorfor han havde befundet sig sammen med en islamistisk gruppe i et hus, hvor en kvinde skulle slås ihjel, og at ansøgeren, hvis han havde fundet sit liv i fare efter flugten havde turdet overnatte i sit eget hjem, hvor han tidligere var blevet afhentet af medlemmer af gruppen. Flygtningenævnet bemærkede desuden, at ansøgerens broder efter det oplyste havde boet i familiens hjem omkring et halvt år efter ansøgerens udrejse uden at være blevet opsøgt af medlemmer af den islamiske gruppe. Ansøgerens forklaring om sin tilknytning til gruppen var endvidere divergerende og til dels udbygget. De generelle forhold kunne ikke i sig selv begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Irak/2009/17
Nævnet meddelte i februar 2009 opholdstilladelse K-status til et ægtepar samt to børn fra Irak. Indrejst i 2003. I 2004 meddelte Udlændingeservice ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. I 2005 stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingeservices afgørelse. I slutningen af 2008 besluttede Flygtningenævnet at genoptage sagen. Ansøgerne havde som asylmotiv blandt andet henvist til, at de er kristne irakere fra Bagdad, at den kvindelige ansøgers onkel samt den ene af hendes fætre, der havde arbejdet for koalitionsstyrkerne, var blevet dræbt. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgerne er kristne og tillige bosiddende i Bagdad. Den kvindelige ansøger havde tidligere forklaret, at hendes onkel var blevet dræbt, ligesom en af hendes fætre, der havde arbejdet for koalitionsstyrkerne. Ansøgernes familiemedlemmer var alle udrejst af Irak. Det lagdes til grund, at ansøgerne var udrejst på grund af forholdene for kristne irakere. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger, hvoraf det fremgik, at forholdene for kristne i Bagdad var yderst vanskelige og det oplyste om ansøgernes familieforhold, fandt Flygtningenævnet det sandsynliggjort, at ansøgerne ved en tilbagevenden til Irak ville være i konkret risiko for at blive udsat for forfølgelse som følge af deres religiøse forhold. Irak/2009/16
Nævnet stadfæstede i februar 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i Danmark i 2001I januar 2003 meddelte Udlændingeservice ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. I februar 2004 stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingeservices afgørelse. I 2008 besluttede Flygtningenævnet at genoptage sagen. Ansøgeren fremlagde under genoptagelsessagen blandt andet et id-kort. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer bemærkede, at ansøgeren i sin oprindelige sag havde forklaret divergerende om sit asylmotiv, og at han i forbindelse med genoptagelsessagen ligeledes havde forklaret divergerende i forhold til den oprindelige forklaring. I forbindelse med den oprindelige sag havde ansøgeren blandt andet forklaret, at han i 2001 var udeblevet fra genindkaldelse, at han havde fået en dødsdom på grund af nedsættende udtalelser om Saddam Hussein, og at han ufrivilligt havde deltaget i militært smugleri. I forbindelse med genoptagelsessagen havde ansøgeren som asylmotiv blandt andet henvist til sin egen privilegerede stilling under det tidligere styre som tilhørende Saddam Husseins venner, modtagne trusler og sin faders prominente stilling som brigadegeneral under Saddam Hussein. Ansøgeren havde ikke tidligere forklaret, at han havde tilhørt Saddam Husseins venner og i den forbindelse havde fået udstedt et id-kort med særlige privilegier. Ansøgeren var ikke fremkommet med en rimelig forklaring på, at han ikke tidligere havde forklaret herom. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer kunne på denne baggrund ikke lægge de nye oplysninger om ansøgerens asylmotiv til grund ved behandlingen af sagen. De af ansøgeren fremlagte id-kort med videre kunne ikke føre til en ændret vurdering. Det bemærkedes herved, at det fremgår af notat af 13. februar 2006 fra den danske ambassade i Bagdad, at det er relativt nemt og hurtigt at fremskaffe samtlige typer af falsificerede dokumenter i Irak. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer fandt herefter fortsat ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i en konkret og individuel risiko for forfølgelse som omhandlet i udlændingelovens § 7, jf. lovbekendtgørelse nr. 711 af 1. august 2001. Hverken de generelle forhold eller den omstændighed, at ansøgerens familie nu boede uden for Irak kunne føre til en ændret vurdering. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer fandt på denne baggrund ikke grundlag for at ændre Flygtningenævnets afgørelse af februar 2004 om stadfæstelse af Udlændingeservices afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Irak/2009/15
Nævnet meddelte i februar 2009 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Irak. Ansøgeren indrejste i Danmark i 2001. I 2003 stadfæstede Flygtningenævnet en afgørelse truffet af Udlændingeservice, hvorved ansøgeren blev meddelt afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. I 2008 genoptog Flygtningenævnet sagen. Flygtningenævnet udtalteat det fremgik af sagen, at ansøgeren er kristen og forud for indrejsen havde boet i Bagdad. Under behandlingen af genoptagelsessagen havde ansøgeren særligt henvist til, at han frygtede at blive udsat for trusler og overgreb ved en tilbagevenden. Han havde henvist til de generelle forhold for kristne, herunder risikoen for som hjemvendende fra et vestligt land at blive udsat for kidnapning samt risikoen for vilkårlige overgreb rettet mod kristne som minoritetsgruppe. Ansøgeren havde endvidere mere specifikt henvist til, at kristne i Bagdad har været særligt udsatte, hvilket blev understøttet af oplysningerne om hans families skæbne. Alle hans nære familiemedlemmer var udrejst som følge af trusler fra andre beboere i området og den generelt usikre situation for kristne i Bagdad. Ansøgeren havde blandt andet oplyst, at naboer til forældrene havde truet med, at forældrene skulle forlade deres hus, og at dette havde resulteret i, at forældrene var udrejst til Syrien. Efter oplysningerne om de konkrete trusler, som ansøgerens familiemedlemmer havde været udsat for, og som havde været af en sådan karakter, at familien havde følt sig nødsaget til at udrejse af Irak, samt når disse oplysninger blev sammenholdt med de foreliggende baggrundsoplysninger, fandtes ansøgeren i tilstrækkelig grad at have sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for asylbegrundende overgreb som følge af sin kristne tro. Irak/2009/14
Nævnet stadfæstede i februar 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborgerfra Irak. Indrejst i2008. Flygtningenævnet udtalte, at det efter udlændingelovens § 40, stk. 1, påhviler en asylansøger at meddele de oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af, om en opholdstilladelse i henhold til loven kan gives. Det følger heraf, at en udlænding, der søger opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, må sandsynliggøre den identitet og det asylgrundlag, udlændingen påberåber sig. Flygtningenævnet kunne ikke lægge ansøgerens asylmotiv til grund. Det kunne således ikke lægges til grund, at ansøgeren skulle have været forfulgt af en magtfuld person ved navn Raed, hvis efternavn ansøgeren ikke var i stand til at opgive. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens forklaring om Raeds hærværk på familiens ejendom for nævnet fremstod meget usikker og usammenhængende, ligesom beskrivelsen heraf ikke bar præg af at være selvoplevet. Flygtningenævnet lagde endvidere vægt på, at hun havde forklaret divergerende omkring tidspunktet for drabet på hendes fætter, herunder hvornår hun havde fået oplyst, at fætteren var død. For nævnet forklarede hun endvidere udbyggende om truslerne mod hendes familie, herunder at hendes fader havde modtaget flere trusselsbreve fra Raed, mens hun til Udlændingeservice havde forklaret, at familien måske havde modtaget et enkelt trusselsbrev. Flygtningenævnet fandt det endelig usandsynligt, at man havde kunnet afholde et hemmeligt bryllup for cirka 100 personer. Flygtningenævnet tilsidesatte således ansøgerens forklaring som konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet fandt derfor ikke anledning til at udsætte sagen med henblik på ansøgerens indhentelse af trusselsbrevene. De generelt usikre forhold i Basra fandtes ikke i sig selv at kunne danne grundlag for meddelelse af asyl. Flygtningenævnet kunne derfor ikke lægge til grund, at ansøgeren ville være i risiko for asylrelevant forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Irak/2009/13
Nævnet stadfæstede i januar 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i maj 2008. Ansøgeren, som er etnisk sorani-kurder og muslim af trosretning fra en landsby uden for Kirkuk, forklarede for nævnet, at han var flygtet fra sin stedfader, som adskillige gange havde udsat ansøgeren for vold og ved en enkelt lejlighed holdt ansøgeren indespærret i fire dage. Ansøgeren havde indimellem overnattet hos venner for at slippe for stedfaderen, og ansøgeren havde også forgæves forsøgt at få naboerne til at hjælpe sig. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren som asylmotiv alene havde henvist til konflikter med sin stedfader. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren på en sammenhængende og troværdig måde havde kunnet redegøre for sit asylmotiv. Det var således efter ansøgerens forklaring svingende, hvornår ansøgeren havde været i stand til at undslippe stedfaderen og overnatte hos venner og bekendte, og hvornår ansøgeren havde været helt ude af stand til at komme fri af stedfaderen. Ansøgeren havde på visse tidspunkter ifølge forklaringen været i stand til at søge hjælp hos naboerne. I andre dele af forklaringen skulle han have været helt i stedfaderens vold og for eksempel indespærret i op til fire dage uden mad og drikke, førend hans moder havde hjulpet ham fri. Som begrundelse for, at ansøgeren ikke var flygtet fra stedfaderen før, henviste ansøgeren til, at han generelt ikke havde været i stand til at begå sig med andre mennesker. Dette stemte ikke umiddelbart med, at ansøgeren imidlertid havde været i stand til at søge hjælp hos naboerne og havde omtalt, at han havde haft venner. Flygtningenævnet måtte således konkludere, at ansøgeren, der var en sund mand på 22 år, ikke kunne anses for hjælpeløs i forhold til stedfaderen. Irak/2009/12
Nævnet stadfæstede i januar 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2008. Ansøgeren havde henvist til, at han frygtede familien til en pige, som han havde haft et seksuelt forhold til. Ansøgeren havde indledt forholdet, fordi han ville hævne sig på pigens familie, idet familien havde bortført ansøgerens søster, hvorefter søsteren var blevet bortgiftet til en af familiens mandlige medlemmer. Pigens familie, der er meget magtfuld i Nordirak blev dræbt, da familien opdagede dette. Pigen havde fået myndighederne til at udstede en arrestordre på ansøgeren og havde selv opsøgt ham. Endvidere havde pigens familie opsøgt ansøgeren. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren som asylmotiv havde henvist til frygt for overgreb fra en magtfuld familie som følge af, at han skulle have haft et seksuelt forhold til en kvinde med tilknytning til familien. Nævnet kunne ikke lægge ansøgerens asylmotiv til grund. Ansøgeren havde således forklaret indbyrdes divergerende om forløbet ved alle afhøringer både med hensyn til de angivelige hændelser og udrejsetidspunktet. Nævnet bemærkede, at der ikke fandtes anledning til at udsætte sagen på ægthedsvurdering af den først for nævnet fremlagte arrestordre, idet en sådan vurdering henset til ansøgerens manglende troværdighed ikke sås at kunne tilføre sagen relevante oplysninger. Irak/2009/11
Nævnet stadfæstede i december 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2009. Ansøgeren havde som sit asylmotiv oplyst, at hele hans familie var konverteret til kristendommen og jævnligt havde kontakt til en missionerende præst bosat i England. Ansøgeren havde i sin forretning uddelt kristne kalendere og andet materiale om kristendommen. På grund af dette var ansøgeren omkring årsskiftet 2008/2009 blevet opsøgt af nogle for ham ukendte personer, der havde truet ham, idet de ville have ham til at stoppe disse aktiviteter. Kort tid efter havde de samme personer bortført ansøgeren og tilbageholdt ham i 4 dage, hvorefter han var blevet løsladt. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren som sit asylmotiv havde henvist til, at han opfattede sig som konverteret til kristendommen og havde haft konkrete problemer i anledning af uddeling af kristent materiale. Flygtningenævnet fandt, at ansøgeren havde forklaret usammenhængende og utroværdigt om sit engagement og sin overbevisning som kristen. På den ene side havde ansøgeren i samtalen med Udlændingeservice forklaret, at ”i ansøgerens familie tror vi på kristendommen, men det er ikke noget, vi har råbt op om”. Han havde ligeledes forklaret, at han ikke havde villet opsøge en kristen kirke i hjemmeområdet, idet det havde været skamfuldt, og fordi det kunne have været et sikkerhedsmæssigt problem. I Danmark havde han alene en gang opsøgt en kirke, men ifølge hans forklaring til Udlændingeservice havde han opgivet, da døren havde været låst. Ansøgeren var således heller ikke efter sin ankomst til Danmark blevet døbt. På den anden side havde ansøgeren forklaret, at han fra sin forretning i Sulaimaniya havde uddelt kalendere af kristent indhold og bibler, og at han endda havde fortsat med at profilere sig som kristen på trods af, at han flere gange var blevet truet af personer, der havde opsøgt ham i forretningen. Flygtningenævnet fandt det påfaldende, at ansøgeren ikke var i stand til at give flere oplysninger om en navngiven præst, som ifølge ansøgerens forklaring siden 1992 havde besøgt ansøgerens familie to til tre gange om året. Ansøgeren kunne således ikke oplyse, for hvilken kirke præsten arbejdede eller fortælle nærmere om, hvor i England han boede. Endvidere havde ansøgeren forklaret udbyggende og divergerende om, hvad han var blevet udsat for i månederne frem til udrejsen. Han havde således først under samtalen med Udlændingeservice oplyst om en begivenhed, der skulle have fundet sted i november 2008, hvor seks til otte personer skulle have opsøgt ham i hans forretning. Denne markante begivenhed havde ansøgeren ikke oplyst om i asylansøgningsskemaet. Han havde endvidere i asylansøgningsskemaet forklaret, at han nytårsaften 2008/09 var blevet overfaldet og banket, hvorimod han under samtalen med Udlændingeservice havde forklaret, at det der var sket nytårsaften var, at ansøgerens juletræer og stearinlys foran hans forretning var blevet ødelagt. Flygtningenævnet fandt det desuden utroværdigt, at ansøgeren ikke skulle have kontaktet sin familie førend for cirka en uge siden, således som han forklarede under mødet i Flygtningenævnet, og at han da havde koncentreret samtalen om at få familien til at sende diverse dokumentation. Flygtningenævnet kunne herefter ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Ansøgeren opfyldte således ikke betingelserne for at få meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller § 7, stk. 2. Irak/2009/108
Nævnet meddelte i december 2009 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2009. Ansøgeren er etnisk araber fra Mosulområdet. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til, at han havde været ansat i nationalgarden, der samarbejdede med amerikanske soldater, hvorfor hans families hus en nat i slutningen af 2008 var blevet beskudt, og der var blevet kastet et trusselsbrev ind i familiens garage. Ansøgeren havde henvendt sig til politiet, men de havde ikke kunnet gøre noget. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer lagde til grund, at ansøgeren havde været ansat i nationalgarden, uddannet af amerikanske instruktører. Endvidere fandt et flertal af Flygtningenævnets medlemmer det sandsynliggjort, at ansøgerens hjem havde været udsat for det angreb og de trusler, som ansøgeren havde forklaret om. Det var således sandsynliggjort, at ansøgeren var kommet i søgelyset hos en terrorgruppe i Mosul-området. Irak/2009/107
Nævnet meddelte i december 2009 opholdstilladelse (B-status) til kvindelig statsborger fra Irak. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2008. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til, at hun frygtede en navngiven mand, der havde ønsket at gifte sig med hende. Efter ansøgerens udrejse havde manden henvendt sig til ansøgerens fætter, eftersom han troede, at fætteren havde hjulpet ansøgeren ud af landet. Manden og fætteren var derved kommet i slagsmål. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren, der var indrejst som uledsaget mindreårig, er kurder og stammer fra Dahuk og som asylmotiv havde henvist til frygt for overgreb fra en magtfuld mand, hun havde nægtet at gifte sig med. Flygtningenævnet tiltrådte, at ansøgeren var tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylsagsbehandling. Flygtningenævnet bemærkede, at ansøgeren havde forklaret konsistent under sagen, og at hendes forklaring om efterstræbelsen derfor kunne lægges til grund. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer fandt ikke, at den omstændighed, at ansøgerens forældre havde kunnet blive boende i deres hjem uden alvorlige problemer i sig selv udelukkede, at efterstræbelsen af ansøgeren selv havde en sådan intensitet, at hun ved en hjemvenden ville være i risiko for overgreb. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer lagde ved denne bedømmelse vægt på forklaringen om fætterens voldelige uoverensstemmelse med en navngiven person, samt på at der henset til ansøgerens unge alder ikke kunne bortses fra, at forældrene ikke havde givet de fulde oplysninger om deres egne forhold. Irak/2009/106
Nævnet stadfæstede i december 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt to børn fra Irak. Ansøgeren er etnisk araber fra Basra. Indrejst i 2009. Ansøgeren havde anført som asylmotiv, at hendes mand via politiakademiet havde påtaget sig tolkeopgaver for de britiske styrker i Irak, og at hun som følge heraf havde modtaget trusselsbreve. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er etnisk araber og muslim af trosretning. Ansøgeren havde ikke været medlem af politiske partier eller organisationer, og hun havde aldrig været politisk aktiv. Flygtningenævnet bemærkede, at ansøgeren og hendes ægtefælle, der er dansk statsborger, og som havde afgivet forklaring som vidne, var fremkommet med divergerende oplysninger, blandt andet om ægtefællens tolkejob og om de modtagne trusler. Flygtningenævnet fandt, at disse divergenser til dels kunne forklares med, at ægtefællen havde holdt oplysninger om sin færden og arbejde skjult for ansøgeren. Flygtningenævnet ville herefter ikke afvise, at ansøgerens ægtefælle i begyndelsen af 2009 havde fået tilbudt et tolkejob på politiakademiet, hvor irakiske politielever var blevet trænet af briterne. Ansøgerens ægtefælle havde forklaret, at dette tilbud havde bevirket, at han allerede samme aften og senere havde modtaget trusselsbreve, hvorefter han skulle have afholdt sig fra at påtage sig tolkejobbet og samarbejdede med afsenderne af trusselsbrevene. Ægtefællen havde derfor ikke påbegyndt tolkejobbet, og han havde lukket sin forretning og var udrejst til Danmark. Ansøgeren havde forklaret, at familien kort efter ægtefællens udrejse havde modtaget yderligere to trusselsbreve vedrørende ægtefællen, men at der ikke var sket yderligere i perioden frem til, at hun var udrejst via Bagdad nogle måneder senere. Flygtningenævnet fandt på den baggrund, at der ikke var grundlag for at antage, at ansøgeren som følge af ægtefællens forhold ville være i risiko for forfølgelse ved en tilbagevenden, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i en reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. De generelle forhold i Irak, herunder den vanskelige sikkerhedssituation, kunne ikke i sig selv begrunde opholdstilladelse. Irak/2009/105
Nævnet stadfæstede i december 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2008. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er etnisk kurder, sunni-muslim og kommer fra Kirkuk. Ansøgeren havde ikke været medlem af politiske partier eller organisationer og havde aldrig været politisk aktiv. Ansøgeren havde som sit asylmotiv henvist til, at han frygtede overgreb fra terrorister, fordi han havde afvist et forsøg på at hverve ham med henblik på, at han skulle forgifte maden til prominente myndighedspersoner på den restaurant, hvor han havde arbejdet. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren havde forklaret overbevisende om sit asylmotiv. Flygtningenævnet fandt således, at ansøgerens forklaring om hændelsesforløbet fremstod som usammenhængende og konstrueret til lejligheden. Ansøgerens troværdighed svækkedes yderligere af, at ansøgeren umiddelbart før nævnsmødet havde fremlagt et angiveligt trusselsbrev fra en navngiven person, som han ikke tidligere havde omtalt under asylsagens behandling. Det bemærkedes, at brevet var dateret i sommeren 2008, og at ansøgeren havde forklaret, at han havde modtaget brevet dagen efter. Trusselsbrevet fremstod efter sit indhold og form som konstrueret med henblik på at underbygge ansøgerens asylmotiv. Flygtningenævnet kunne herefter ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet fandt herefter ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden ville være i risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller ville være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. De generelle forhold i Irak, herunder den vanskelige sikkerhedssituation, kunne ikke i sig selv begrunde opholdstilladelse. Irak/2009/104
Nævnet meddelte i december 2009 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborgersamt et barn fra Irak. Indrejst i 2008. Ansøgeren er etnisk araber og shia-muslim fra Bagdad. Ansøgeren frygtede ved en tilbagevenden til Irak, at hun og hendes børn ville blive slået ihjel af hendes moders klan eller hendes familie, idet ansøgeren i foråret 2008 havde indgået et uofficielt ægteskab med en herboende afghansk mand med hvem, hun havde fået et barn og ventede endnu et. Flygtningenævnets udtalte, at uanset om det kunne forekomme påfaldende, at ansøgeren, der er iraker og shia-muslim, kort tid efter sin ankomst til Danmark var flyttet sammen med en afghaner, som hun siden havde fået et barn med og ventede endnu et barn med, fandt et flertal af Flygtningenævnets medlemmer det sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak, som enlig kvinde med to børn, der var født udenfor ægteskab, og hvor faderen er afghaner, ville være i en reel risiko for overgreb fra familien og det øvrige samfund som følge heraf, hvilket fandtes dokumenteret ved de foreliggende baggrundsoplysninger. Irak/2009/103
Nævnet meddeltei december 2009 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2007. Ansøgeren er etnisk araber fra Bagdad. Ansøgeren var umiddelbart efter indrejsen udrejst til Sverige og efterfølgende til Norge, men var blevet tilbagesendt til Danmark i medfør af Dublin-proceduren. Ansøgeren havde under det tidligere styre haft ansættelse som politiofficer på et paskontor og havde været medlem af Bath-partiet samt foreningen for præsidentens venner. Efter Saddam Husseins fald var ansøgeren blevet genansat i samme stilling, men havde oplevet stor fjendtlighed fra en række nye kolleger, der havde været bekendt med, at han havde støttet det tidligere styre. En af ansøgerens kolleger havde overhørt, at nogle kolleger i efterretningsafdelingen havde planlagt at slå ansøgeren ihjel, hvilket hun havde advaret ansøgeren om, hvorefter han straks havde forladt Irak. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgerens forklaring om sit medlemskab af Bath-partiet og foreningen for præsidentens venner samt forklaringen om genansættelsen som politiofficer efter Saddam Husseins fald og trusler fra de nye kollegaer i efterretningsafdelingen var bestyrket ved ansøgerens forklaring og foto-dokumentation i nævnsmødet. Forklaringen blev således lagt til grund. Flygtningenævnet fandt på denne baggrund og under hensyn til baggrundsoplysningerne om lejlighedsvise drab på tidligere officerer under Saddam Hussein, at ansøgeren herigennem havde sandsynliggjort, at der var personer eller grupper i Irak, som ville stræbe ham efter livet, hvis han vendte tilbage til Irak. Under hensyn til oplysningerne om den generelle situation i Irak var det herefter sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden ville være i reel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Irak/2009/102
Nævnet stadfæstede i december 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Ansøgeren er etnisk kurder fra Kirkurk. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte, at det tiltrådte Udlændingeservices vurdering af, at ansøgeren var tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylsagsbehandling. Ansøgeren forklarede, at hans familie og nabofamilien, som de eneste kurdiske familier i området, var blevet udsat for chikane gennem længere tid. Navnlig indenfor de seneste år var chikanerne blevet mere intensive, idet ansøgerens broder først var blevet overfaldet på familiens bopæl, hvorefter der var blevet malet sort på ansøgerens families hus, ligesom der var blevet kastet sten mod deres hus. Ifølge ansøgerens forklaring var det uklart, hvem der havde stå bag chikanen, eller hvad motivet havde været. Ansøgeren nævnte flere gange, at motivet kunne være misundelse i forhold til ansøgerens familie, der var velstillet. Ansøgeren havde videre forklaret om et trusselsbrev, der var blevet kastet ind til naboen, i hvilken forbindelse nævnet fandt, at brevet, der var blevet fremlagt, havde fremstået med tvivlsom autenticitet. Endvidere fandt nævnet, at det var uden påviselig grund, at brevet var specielt rettet til sønnerne i hver af de to familier - og ikke som det mest naturlige - til familiens overhoveder, ligesom nævnet fandt det påfaldende, at brevet ”opsummerede” tidligere advarsler svarende til tre tidligere omhandlede tilfældigt prægede episoder. I den forbindelse udtalte nævnet, at det forhold, at brevet var et falsum, blev bestyrket af ansøgerens forklaring om, at der ikke havde været nogen opfølgende henvendelser på ansøgerens bopæl i mere end tre måneder fra efteråret 2008 frem til udrejsen i starten af 2009. Nævnet fandt på denne baggrund ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han ved udrejsen havde været udsat for en så målrettet og intensiveret efterstræbelse, at det ville kunne karakteriseres som forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller ville kunne danne grundlag for at give ansøgeren beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet kunne ikke lægge til grund, at ansøgerens familie havde været udsat for de voldsomme begivenheder, som ansøgerens fader angiveligt havde forklaret under en telefonsamtale i efteråret 2009, ligesom nævnet fandt, at indholdet af samtalen, hvorefter faderen dels skulle have forklaret, at ansøgerens to søskende var blevet dræbt og dels, uden noget holdepunkt, skulle have udtalt, at det var ansøgerens skyld, i sig selv ikke var troværdigt. Navnlig fandt nævnet det utroværdigt, at ansøgeren siden efteråret 2009 intet havde gjort for at få be- eller afkræftet faderens oplysninger. Nævnet kunne herefter ikke lægge til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak ville udsættes for forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for forhold, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Irak/2009/101
Nævnet stadfæstede i december 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2008. Ansøgeren er etnisk araber og turkmener fra Kirkurk. Ansøgeren var mindreårig ved indrejsen, men fyldte 18 år under nævnets behandling af sagen. Ansøgeren havde henvist til, at han siden han var 16 år havde hjulpet sin fader med at lave døre og vinduer af aluminium for amerikanerne. Som følge heraf havde familien i slutningen af 2007 modtaget et trusselsbrev fra ukendte gerningsmænd, der havde truet med at slå faderen ihjel. Faderen havde fortsat sit arbejde med hjælp fra ansøgeren, hvilket havde resulteret i, at ansøgeren og faderen var blevet bortført i slutningen af 2007. I forbindelse med bortførelsen var faderen blevet slået ihjel, mens ansøgeren var blevet løsladt mod betaling af en løsesum. Flygtningenævnet udtalte, at uanset om ansøgerens forklaring om bortførelsen af ham og faderen og omstændighederne ved drabet på faderen lagdes til grund, kunne dette ikke begrunde asyl. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at bortførerne efter ansøgerens forklaring havde behandlet ham pænt og havde løsladt ham efter, at hans moder havde betalt de krævede løsepenge. Flygtningenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren aldrig havde drevet selvstændig virksomhed, som samarbejdede med amerikanerne, men at han blot som mindreårig havde hjulpet sin fader i dennes virksomhed. Flygtningenævnet lagde desuden vægt på, at ansøgeren efter løsladelsen havde opholdt sig nogen tid i Irak, uden at bortførerne var fremkommet med trusler mod ham eller moderen. Hverken det forhold, at ansøgeren ikke havde familie i Irak eller den generelt vanskelige situation i landet, kunne i sig selv medføre, at der meddeltes ansøgeren asyl. Flygtningenævnet fandt under disse omstændigheder, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak ikke ville være i en konkret og individuel risiko for forfølgelse eller for umenneskelig behandling eller overgreb. Ansøgeren opfyldte derfor ikke betingelserne for asyl jf., udlændingelovens § 7. Irak/2009/100
Nævnet stadfæstede i januar 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2008. Ansøgeren havde henvist til, at han frygtede familien til en pige, som han havde haft et bekendtskabsforhold til Irak. Pigens familie var angiveligt islamister. Pigens bror havde opdaget ansøgerens forhold til pigen, da broderen havde truffet ansøgeren og pigen i en offentlig park, hvorefter de var kommet op at slås. Pigen var senere blevet slået ihjel på grund af forholdet til ansøgeren, hvilket var blevet omtalt i en irakisk avis. Endvidere havde ansøgeren henvist til, at pigens familie havde opsøgt og ledt efter ansøgeren. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren, der var indrejst som uledsaget mindreårig, som asylmotiv havde henvist til frygt for overgreb fra familien til en pige, som han uden familiens samtykke skulle have haft et bekendtskab med. Flygtningenævnet tiltrådte, at ansøgeren var tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylsagsbehandling. Nævnet fandt ikke at kunne lægge ansøgerens asylmotiv til grund. Nævnet bemærkede således, at ansøgeren i nævnsmødet havde forklaret divergerende om episoden, hvorunder han og pigen skulle have mødt pigens broder, i henseende til hvordan han var blevet bekendt med, at det var broderen, de havde mødt, ligesom det ikke forekom sandsynligt, at de skulle have gået med hinanden i hånden i en offentlig park velvidende, at pigens familie ville modsætte sig bekendtskabet. Uanset om ansøgeren måtte have været i slagsmål med pigens broder som forklaret, fandt nævnet det imidlertid heller ikke sandsynliggjort, at ansøgeren skulle være i risiko for yderligere henvendelser fra familien og slet ikke i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Nævnet bemærkede herved, at ansøgeren havde forklaret divergerende, dels om de angivelige konsekvenser, bekendtskabet skulle have haft for pigen, og dels om sit kendskab til den avisomtale pigens skæbne skulle have haft. Der var ligeledes divergenser vedrørende antallet af henvendelser på ansøgerens bopæl, også selvom der bortsås fra den henvendelse, som ansøgeren havde forklaret, at han først havde fået kendskab til efter samtalen med Udlændingeservice. Den omstændighed at den første afhøring ved politiet var foregået ved telefontolkning kunne ikke ændre herved, idet divergensen om pigens skæbne vedrørte specifikke oplysninger, som ikke efter nævnets opfattelse kunne være fremkommet som følge af misforståelser. Irak/2009/10
Nævnet stadfæstede i januar 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende kvindelig statsborger fra Irak. Indrejst i 2000. Ansøgeren blev i 2000 meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er shia-muslim og oprindeligt fra den sydlige del af Irak. Hun havde ikke været hverken religiøst eller politisk aktiv. Ansøgeren havde som væsentligste asylmotiv henvist til, at hendes ægtefælle, der indtil 1990 havde været højtplaceret officer og medlem af Baath-partiet, jævnligt i de senere år var blevet efterspurgt og eftersøgt af medlemmer af Badr-militsen hos ægtefællens brødre, der bor i Al-Amara i nærheden af Basra. Ansøgerens egen familie boede cirka 150 kilometer fra Al-Amara, og hendes familie, som ansøgeren fortsat havde kontakt med, var efter det oplyste ikke blevet opsøgt af Badr-militsen. Hvis ansøgeren vendte tilbage til Irak, kunne hun derfor henvises til at tage ophold hos sin egen familie. Flygtningenævnet fandt det således ikke sandsynliggjort, at den omstændighed, at hendes ægtefælle for mere end 18 år siden havde forladt militæret og Baath-partiet, nu kunne føre til, at ansøgeren alene som følge af ægtefællens forhold var i en asylrelevant risiko for forfølgelse ved en eventuel tilbagevenden til Irak. Irak/2009/1
Nævnet meddelte i december 2008 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2001. Udlændingeservice meddelte i 2002 ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæstede afgørelsen i 2003. I 2007 besluttede Flygtningenævnet at genoptage sagen af formelle grunde. Flygtningenævnet fandt, at ansøgerens oplysninger om sine forhold måtte vurderes under hensyn til, at ansøgeren ifølge konklusionen i indhentet speciallægeerklæring fra 2008 havde mangelfuldt udviklede sjælsevner, således at speciallægen anså ansøgerens mentale alder til højst svarende til et barn på syv til ni år. Nævnet lagde herefter til grund, at ansøgeren er kristen og havde udøvet sin religion sammen med sine kristne forældre og søskende i Bagdad. Ansøgeren havde været tilknyttet den lokale kirke, og han havde endvidere udført rengøringsopgaver i kirken. Ansøgerens fader var død i 1997, og hans moder og en søster var udrejst af Irak. Ansøgeren havde derefter taget ophold hos en anden søster og dennes familie, der også er kristne, i Bagdad. Ansøgeren havde fortsat med at gå ugentlig i den lokale kirke i det nye kvarter. Da ansøgerens søster var udrejst med sin familie i 2001, var ansøgeren ligeledes udrejst ved hjælp en agent. Ansøgeren og familien var udrejst på grund af stigende uroligheder og overgreb mod kristne i området. Ansøgeren var indrejst i Danmark i 2001. Ansøgeren havde hørt, at kvarteret og gaden, som han havde boet i, og som tidligere havde været etnisk og religiøst blandet med såvel muslimer som kaldæiske og assyriske kristne, nu var blevet udrenset for kristne. Han havde en søster i Danmark, men ingen familiemedlemmer tilbage i Irak. Ansøgerens forklaring om de anførte overgreb stemte overens med de generelle baggrundsoplysninger. Flygtningenævnet fandt på denne baggrund sammenholdt med ansøgerens mentale tilstand, særlige sårbarhed og det lange fravær fra Irak, at det i tilstrækkelig grad var sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak ville være i risiko for forfølgelse som følge af sit religiøse tilhørsforhold. Flygtningenævnet bemærkede, at det efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke kunne antages, at myndighederne ville kunne yde ansøgeren den fornødne beskyttelse. Irak/2008/99
Nævnet meddelte i december 2008 opholdstilladelse (K-status) til et ægtepar samt fire børn fra Irak. Den mandlige ansøger indrejste i 2000. Den kvindelige ansøger og tre børn indrejste i 2003. Udlændingeservice meddelte i henholdsvis 2002 og 2003 ansøgerne afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. I juni 2002 stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingeservices afgørelse vedrørende den mandlige ansøger, mens Flygtningenævnet i september 2004 stadfæstede afgørelsen vedrørende den kvindelige ansøger og tre børn. I august 2008 besluttede Flygtningenævnet på grund af sagernes karakter at genoptage sagen. Den mandlige ansøgers sag blev behandlet efter lovbekendtgørelse nr. 711 af 1. august 2001, mens den kvindelige ansøgers sag blev behandlet efter lovbekendtgørelse nr. 608 af 17. juli 2002. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgerne er kristne kaldæere fra Bagdad. Efter den mandlige ansøgers udrejse i 2000 var forholdene for kristne i Irak blevet afgørende forværret. Således måtte det lægges til grund, at mange kristne havde måttet forlade det område, hvor den mandlige ansøger havde haft sin forretning. Også ansøgernes nærmeste slægtninge i Bagdad var blevet fordrevet, ligesom ansøgerne heller ikke havde slægtninge tilbage i Irak i øvrigt. På denne baggrund fandt Flygtningenævnet, at ansøgerne ved en tilbagevenden risikerede forfølgelse som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det bemærkedes herved, at det ikke kunne antages, at ansøgerne ville kunne søge myndighedernes beskyttelse herimod. Irak/2008/98
Nævnet stadfæstede i december 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra det sydlige Irak. Indrejst i 2001. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren som asylmotiv havde henvist til frygt for forfølgelse og overgreb som følge af sin tilknytning til det kommunistiske parti. Flygtningenævnet lagde ansøgerens forklaring til grund om, at han under det tidligere styre havde været fængslet som følge af sin tilknytning til partiet, men bemærkede, at det fremgik af ansøgerens forklaring, at han alene havde udført begrænsede opgaver for partiet. Flygtningenævnet fandt det herefter ikke sandsynliggjort, at ansøgeren nu efter styrets fald fortsat skulle være i risiko for asylretlig forfølgelse på grund af sin tidligere tilknytning til partiet. Nævnet bemærkede, at en sådan antagelse ikke var konkret underbygget og ikke havde støtte i baggrundsmaterialet, og ansøgeren havde da også selv kunnet opholde sig problemfrit i Irak under besøg i 2005, 2006 og 2007. Uanset om ansøgerens broder nyligt var blevet bortført, var det ikke sandsynliggjort, at dette skulle have forbindelse til ansøgerens politiske virke. Nævnet bemærkede herved, at ansøgerens forklaring om de mellemliggende henvendelser og trusler, der skulle binde disse hændelser sammen, var blevet væsentligt udbygget i en sådan grad, at forklaringen ikke forekom troværdig. Samlet fandt Flygtningenævnet det således ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak ville være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Irak/2008/97
Nævnet meddelte i december 2008 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2001. Udlændingeservice meddelte i august 2002 ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæstede afgørelsen i april 2004. I september 2008 besluttede Flygtningenævnet under hensyn til sagens karakter at genoptage sagen. Ansøgeren oplyste, at hans familie havde været nødsaget til at udrejse af Irak, da de var blevet opsøgt på bopælen af bevæbnede sunni-muslimer og ligeledes var blevet udsat for mundtlige og skriftlige trusler. Ansøgerens kusines mand og søn var blevet kidnappet og dræbt. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren som asylmotiv havde gjort gældende, at han som feyli-kurder fra Bagdad, ville være i risiko for forfølgelse ved en tilbagevenden til Irak. Nævnet lagde vægt på ansøgerens forklaring om, at han ikke længere havde familie i Irak og baggrunden for, at de sidste familiemedlemmer var udrejst af landet. På denne baggrund sammenholdt med oplysningerne i baggrundsmaterialet om forholdene for feyli-kurdere i Bagdad fandt nævnet det sandsynligt, at også ansøgeren ville blive udsat for forfølgelse ved en tilbagevenden, som følge af sin etnicitet. Irak/2008/96
Nævnet meddelte i november 2008 opholdstilladelse (K-status) til et ægtepar samt to børn fra Irak. Indrejst i 2001. Flygtningenævnet bemærkede indledningsvis, at ansøgerne var indrejst og havde søgt asyl i 2001, og at sagen således skulle afgøres efter reglerne i udlændingeloven, således som den var affattet på tidspunktet for indgivelsen af asylansøgningen, jf. lovbekendtgørelse nr. 711 af 1. august 2001. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgerne er kristne kaldæere fra Bagdad. Ansøgerne havde oprindelig påberåbt sig en episode fra august 2000 om beskyldninger mod den mandlige ansøger for at have forårsaget en personskade. Flygtningenævnet fandt fortsat, at den påberåbte episode ikke kunne føre til asyl. Ansøgerne havde under den senere behandling af sagen påberåbt sig, at de på grund af deres kristne tilhørsforhold risikerede forfølgelse ved en tilbagevenden til Irak. Ansøgerne havde i den forbindelse henvist til oplysninger om deres nære familiemedlemmer. Ansøgerne havde således oplyst, at de ikke længere havde nære familiemedlemmer tilbage i Irak. Den mandlige ansøgers brødre og forældre var efter det nu oplyste udrejst til Syrien i 2005, blandt andet på baggrund af kidnapning af og drab på en af brødrenes sønner, men også på baggrund af trusler i øvrigt som følge af deres kristne tilhørsforhold. En tilbageværende gift niece havde på et tidspunkt taget ophold i den mandlige ansøgers families hus i Bagdad, men var efter det oplyste blevet fordrevet derfra i slutningen af 2007 på grund af sit kristne tilhørsforhold. Den kvindelige ansøgers familiemedlemmer havde boet i en landsby i nærheden af Mosul, men var alle, bortset fra en gift søster, flyttet til Syrien i slutningen af 2006 på grund af trusler mod dem som følge af deres religiøse tilhørsforhold. Det var oplyst, at søsteren var flygtet i juli 2007, også som følge af trusler. Flygtningenævnet bemærkede, at det af baggrundsoplysningerne fremgik, at forholdene for kristne i Bagdad fortsat var vanskelige. Flygtningenævnet fandt dog fortsat ikke, at kristne kunne anses for at være så særligt udsatte, at selve tilhørsforholdet til den kristne gruppe i sig selv kunne sandsynliggøre, at den pågældende ville være i risiko for en konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet fandt imidlertid, at det med oplysningerne om ansøgernes nære familiemedlemmer sammenholdt med baggrundsoplysningerne i tilstrækkelig grad var sandsynliggjort, at ansøgerne ved en tilbagevenden til Irak ville være i risiko for forfølgelse som følge af deres religiøse tilhørsforhold. Nævnet fandt endvidere, at det efter baggrundsoplysningerne ikke kunne antages, at myndighederne ville være i stand til at yde den fornødne beskyttelse. Irak/2008/95
Nævnet meddelte i november 2008 opholdstilladelse (K-status) til et ægtepar fra Irak. Indrejst i 2000. Flygtningenævnet bemærkede indledningsvis, at ansøgerne var indrejst og havde søgt asyl i 2000, og at sagen skulle afgøres efter reglerne i udlændingeloven, således som den var affattet på tidspunktet for indgivelsen af asylansøgningen. Flygtningenævnet bemærkede endvidere, at de omstændigheder, som ansøgerne oprindeligt havde påberåbt sig som asylmotiv, fortsat ikke kunne føre til asyl. Flygtningenævnet bemærkede herved, at det tidligere styre nu var fjernet, og at det ikke kunne antages, at ansøgerne dengang havde været udsat for forhold som følge af deres religion, der kunne anses for omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgerne havde efterfølgende påberåbt sig, at forholdene for kristne i Bagdad var blevet væsentligt forværret, og at de konkrete oplysninger om ansøgernes familiemedlemmers skæbne viste, at også ansøgerne ville være i risiko for forfølgelse ved en tilbagevenden til Irak. Ansøgerne havde herunder henvist til, at de ikke længere havde nære familiemedlemmer tilbage i Irak, og at flere af den kvindelige ansøgers familiemedlemmer var blevet dræbt i 2004, 2005 og 2006 på grund af deres kristne tilhørsforhold, samt at et andet familiemedlem var blevet truet og fordrevet, fordi vedkommende havde en spiritusforretning. Flygtningenævnet bemærkede, at det af baggrundsoplysningerne fremgik, at forholdene for kristne i Bagdad fortsat var vanskelige. Flygtningenævnet fandt dog fortsat ikke, at kristne kunne anses for at være så særligt udsatte, at selve tilhørsforholdet til den kristne gruppe i sig selv sandsynliggjorde, at den pågældende ville være i risiko for en konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgernes nære familiemedlemmer nu var udrejst, og at dette blandt andet havde baggrund i, at en broder til den kvindelige ansøger og to af dennes svogre var blevet dræbt. Ansøgerne forklarede, at det var deres opfattelse, at drabene havde baggrund i familiemedlemmernes religiøse tilhørsforhold. Flygtningenævnet bemærkede, at ansøgernes oplysninger om trusler mod kristne og enkeltstående drab stemte med baggrundsoplysningerne. Herefter fandt Flygtningenævnet, at ansøgerne i tilstrækkelig grad havde sandsynliggjort, at ansøgerne ved en tilbagevenden til Irak ville være i risiko for forfølgelse som følge af deres religiøse tilhørsforhold. Nævnet fandt endvidere, at det efter baggrundsoplysningerne ikke kunne antages, at myndighederne ville være i stand til at yde den fornødne beskyttelse. Irak/2008/94
Nævnet stadfæstede i november 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørendeen mandlig statsborger fra Irak. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2008. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til, at hans ældre broder var stukket af sammen med en pige, og pigens familie herefter havde slået en af ansøgerens brødre ihjel. Ansøgeren frygtede nu for sit liv. Flygtningenævnet tiltrådte, at ansøgeren var tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylsagsbehandling. Ansøgeren havde ikke påberåbt sig omstændigheder, der kunne medføre, at han kunne anses for omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet fandt endvidere ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han, i anledning af den angivne konflikt med en anden familie, var i risiko for ved en tilbagevenden til Irak at blive udsat for overgreb som nævnt i udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens påståede frygt ikke var nærmere underbygget, og at ansøgeren ikke havde omtalt den nævnte konflikt i politiafhøringerne i april 2008. Irak/2008/93
Nævnet stadfæstede i november 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Ansøger er mindreårig. Indrejst i 2008. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren var etnisk kurder og sunni-muslim fra Nordirak, at ansøgeren ikke havde været politisk aktiv, og at han ikke havde været udsat for straffeprocessuelle indgreb eller i øvrigt havde haft problemer med myndighederne. Ansøgeren havde som asylmotiv påberåbt sig, at han frygtede terroristerne, som ville dræbe ham, hvis han ikke lod sig hverve. Det nævnte forhold kunne ikke begrunde asyl. Det måtte hermed tillægges vægt, at ansøgeren ikke personligt var blevet efterstræbt eller opsøgt af terrorister, og at ansøgeren heller ikke på anden måde havde været i kontakt med de pågældende. Det bemærkedes, at ansøgeren efter det oplyste fortsat havde pårørende i hjemlandet. Idet de generelt vanskelige forhold i hjemlandet ikke i sig selv kunne begrunde asyl, kunne det herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren havde været forfulgt ved udrejsen, eller at han ved en tilbagevenden risikerede forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kunne det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden skulle være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Irak/2008/92
Nævnet stadfæstede i november 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2008. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer lagde til grund, at ansøgeren var etnisk kurder og sunni-muslim fra Kirkuk, at ansøgeren ikke havde været politisk aktiv, og at ansøgeren ikke havde været udsat for straffeprocessuelle indgreb eller i øvrigt havde haft problemer med myndighederne. Endvidere lagde nævnet til grund, at ansøgeren var fyldt 18 år ved indrejsen. Ansøgeren havde som asylmotiv påberåbt sig, at han frygtede at blive dræbt af en lokal borgmester i anledning af, at ansøgerens bror havde begået en eller anden alvorlig kriminel handling. Flygtningenævnets flertal fandt ikke, at det påberåbte asylmotiv kunne begrunde asyl. Grundlaget for ansøgerens antagelse af, hvad broderen måtte have begået, var baseret på en samtale i et tilstødende rum mellem broderen og to af dennes venner sammenholdt med broderens reaktion under flugten. Sammenfattende lagde flertallet vægt på, at ansøgerens antagelse alene beroede på formodninger og ikke var nærmere konkretiseret. Idet oplysningerne om ansøgerens personlige forhold i øvrigt ikke i sig selv kunne begrunde asyl, kunne det ikke lægges til grund, at ansøgeren havde været forfulgt ved udrejsen, eller at han ved en tilbagevenden risikerede forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kunne det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Irak/2008/91
Nævnet meddelte i november 2008 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Irak. Indrejst i 2008. Ansøgerens ægtefælle var indrejst i Danmark i 2006 og blev i 2007 meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, af Udlændingeservice. Ansøgeren henviste som asylmotiv til, at hendes ægtefælle og svigerfar havde udført arbejde på en amerikansk militærbase i Mosul. Efterfølgende havde ægtefællen modtaget trusler fra terrorister, hvilket havde ført til, at han udrejste i 2006. Cirka en uge før sin udrejse af Irak i december 2007 havde ansøgeren fået at vide, at terroristerne nu havde truet hendes søn. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er etnisk kurder fra Mosul og tilhører yezidi-trosretningen. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren i perioden fra hendes ægtefælles udrejse i august 2006 til hendes egen udrejse i december 2007 havde været udsat for konkrete trusler rettet mod hende eller hendes søn. Nævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens forklaring om truslerne havde virket meget ukonkret og især drejet sig om generelle trusler mod yezidierne. Udlændingeservice havde i december 2007 meddelt ansøgerens ægtefælle opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Nævnet fandt, at ægtefællens asylgrundlag fortsat var til stede, og nævnet fandt derfor, at ansøgeren som følge af ægtefællens forhold opfyldte betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Irak/2008/90
Nævnet stadfæstede i februar 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2007. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er etnisk kurder og muslim fra Kirkuk. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet frygtede at blive dræbt af medlemmer af en uidentificeret terrororganisation. Ansøgeren havde henvist til, at han havde modtaget to trusselsbreve, hvori ansøgeren var blevet truet på grund af sit arbejde på en tankstation, hvor han om natten tankede for amerikanske militærstyrker. Det fremgik af det første brev, at ansøgeren skulle stoppe sit arbejde, og det andet brev indeholdt en kugle. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer fandt ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han på grund at sit arbejde på tankstationen ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i en reel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnets flertal lagde herved vægt på, at ansøgerens forklaring ikke fremstod som troværdig med hensyn til, at ansøgeren som den eneste skulle have modtaget trusselsbreve, og at ingen af de øvrige ansatte eller den daglige leder eller indehaveren af tankstationen havde modtaget tilsvarende breve. Flygtningenævnets flertal tillagde det desuden vægt, at der var en betydelig usikkerhed i ansøgerens forklaringer om ansøgerens udrejse. Ansøgeren havde således under nævnsmødet forklaret, at han havde opholdt sig hos forskellige onkler i forskellige landsbyer omkring Kirkuk sommeren 2007, mens ansøgeren i sine tidligere forklaringer havde oplyst, at han udrejste i foråret 2007 og nærmere havde redegjort for sin rejserute og rejsetid uden at omtale, at han skulle være forblevet i hjemlandet til sommeren 2007. Flygtningenævnets flertal fandt herefter ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerede forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller risikerede dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Irak/2008/9
Nævnet meddelte i november 2008 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2008. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer lagde til grund, at ansøgeren er kristen kaldæer fra Mosul, og at han havde solgt spiritus fra sin butik. I slutningen af 2007 var han blevet opsøgt i butikken af tre maskerede personer, som under trussel om vold havde beordret ham til at lukke butikken, hvilket han havde gjort umiddelbart efter. Ansøgeren havde antaget, at de tre personer var fra Mujahedin. Det lagdes videre til grund, at den omstændighed, at ansøgeren havde solgt spiritus, havde synliggjort for omverdenen, at ansøgeren var kristen. Det måtte derfor antages, at truslen havde haft sammenhæng med ansøgerens kristne tilhørsforhold. Det lagdes yderligere til grund, at ansøgerens moder og søskende i den efterfølgende periode var udrejst til Syrien på grund af forholdene for kristne i området. Ifølge baggrundsoplysningerne var situationen for kristne i Mosul området anspændt, og der var forekommet en del overfald på kristne, ligesom et stort antal kristne havde forladt området. Efter en samlet vurdering af disse omstændigheder fandt et flertal af Flygtningenævnets medlemmer, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemområdet ville være i en konkret risiko for forfølgelse begrundet i hans kristne tilhørsforhold. Irak/2008/89
Nævnet stadfæstede i november 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2008. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er etnisk kurder og muslim fra Kirkuk, at han ikke havde været politisk aktiv, at ansøgeren ikke havde været udsat for straffeprocessuelle indgreb eller i øvrigt havde haft problemer med myndighederne, og at ansøgeren i hjemlandet ernærede sig ved at arbejde i familiens kiosk. Ansøgeren havde som asylmotiv påberåbt sig, at han frygtede at blive dræbt af familien til en ugift kvinde, som ansøgeren havde haft et seksuelt forhold til. Endvidere havde ansøgeren for Flygtningenævnet påberåbt sig, at han var eftersøgt af myndighederne, som havde udstedt en arrestordre, angiveligt af samme årsag. Det tillagdes vægt, at ansøgeren på en række punkter havde forklaret upræcist og divergerende vedrørende konflikten med pigens familie, blandt andet vedrørende tidspunktet for og længden af et ophold med kvinden i en landsby, vedrørende kontakten til kvindens familie og vedrørende flugten fra landsbyen. Endvidere forekom det usandsynligt, at ansøgeren og kvinden skulle have været i stand til at holde opholdet hemmeligt, henset til, at ansøgeren havde opholdt sig hos en slægtning, og at opholdet havde fundet sted i en mindre landsby, hvor en sådan tilflytning måtte antages at blive registreret lokalt blandt beboerne. Endelig virkede det påfaldende, at ansøgeren lod kvinden blive tilbage i huset og selv var flygtet, navnlig henset til hvorledes ansøgeren ifølge egne oplysninger ville have reageret, såfremt hans egen søster var blevet bortført. De af ansøgeren fremlagte arrestordrer kunne ikke tillægges nogen vægt. For det første var den angivne adresse ikke identisk med ansøgerens bopælsadresse. Hertil kom det sene fremkomsttidspunkt. Da ansøgeren heller ikke for Flygtningenævnet havde været i stand til at underbygge de påberåbte asylmotiver forkastede Flygtningenævnet i det hele ansøgerens forklaringer herom. Det bemærkedes, at ansøgeren i øvrigt fremstod helt uprofileret. Herefter kunne det ikke lægges til grund, at ansøgeren havde været forfulgt ved udrejsen, eller at han ved en tilbagevenden risikerede forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kunne det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden skulle være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Irak/2008/88
Nævnet stadfæstede i november 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak. Indrejst i januar 2008. Flygtningenævnetlagde til grund, at ansøgerens familiemedlemmer, navnlig storebroderen, efter ansøgerens bryllup havde behandlet hende dårligt, fordi ansøgeren selv havde valgt sin ægtefælle. Ansøgeren havde forklaret, at hun var blevet boende hos sin familie efter brylluppet i 2006, men at hun en til to måneder før udrejsen til Tyrkiet i 2007 havde boet på et lejet værelse. Ansøgeren havde endvidere forklaret, at hun var blevet truet på livet af storebroderen, at hun telefonisk havde fortalt ægtefællen herom, og at ægtefællen havde sendt penge til huslejen. Efter en samlet vurdering af hændelsesforløbet fandt Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren ikke havde antageliggjort, at ansøgeren reelt var i fare for at blive slået ihjel af broderen. Flygtningenævnet fandt derfor ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i risiko for at blive slået ihjel eller udsat for umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Irak/2008/87
Nævnet stadfæstede i november 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2007. Ansøgeren er etnisk kurder (jaf), og sunni-muslim fra en by i Mosul provinsen. Fra foråret 2005 til efteråret 2007 havde ansøgeren boet sammen med sin søster og dennes børn i Bagdad, idet hans svoger var blevet dræbt. Under opholdet i Bagdad var ansøgeren og hans søster, efter ansøgerens oplysninger, dagligt blevet udsat for trusler og chikane fra shia-muslimer. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra Mosul provinsen. Ansøgeren havde under sagen forklaret meget bredt om de trusler og den chikane, han havde været udsat for. Han havde flere gange under sagens behandling forklaret, at shia-muslimerne er efter sunni-muslimerne, og at de var efter ham, fordi han er kurder og sunni-muslim og tilhører jaf-klanen. Flygtningenævnet fandt det under disse omstændigeheder ikke sandsynliggjort, at truslerne mv. havde været rettet mod ansøgeren personligt. Nævnet fandt det ikke sandsynliggjort, at ansøgeren efter sin tilbagevenden til sin hjemby havde været udsat for konkrete trusler af asylbegrundende karakter. Nævnet lagde herved også vægt på, at ansøgeren efter sin forklaring havde opholdt sig i hjembyeni tre-fire dage, inden han udrejste. Nævnet fandt endvidere ikke, at de generelle forhold for kurdere og sunni-muslimer i sig selv kunne begrunde, at ansøgeren skulle meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Irak/2008/86
Nævnet stadfæstede i november 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2007. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til, at han havde været udsat for trusler fra en nabo, samt var blevet truet af en islamisk organisation som følge af sit job som chauffør hos en kristen organisation, som hørte under amerikanerne. Flygtningenævnet fandt generelt, at ansøgeren havde afgivet divergerende og udbyggende forklaringer. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer fandt imidlertid ikke, at uanset om det efter en samlet vurdering af hans forklaringer kunne lægges til grund for sagen, at han havde arbejdet som chauffør og uddeler af bibelsk materiale for en kristen organisation i en by øst for Kirkuk, og at han havde drevet en frisørforretning sammen med sin fætter, og at han i anledning af disse aktiviteter havde modtaget trusler, herunder senest et trusselsbrev i 2007 fra en islamistisk organisation, at ansøgeren ville være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flertallet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgeren ikke siden slutningen af 2006 havde arbejdet for den pågældende organisation som chauffør, og at ansøgeren stort set samtidig var ophørt med sit arbejde som frisør. Ansøgeren havde yderligere til støtte for sin asylansøgning gjort gældende, at han igennem mange år havde været efterstræbt af en nabo, som senest i 2005 havde opsøgt ansøgerens frisørforretning og udvist truende adfærd. Det bemærkedes hertil, at ansøgeren først udrejste af hjemlandet i 2007, uden at der i den mellemliggende periode havde været yderligere trusler fra naboen. Flertallet fandt under disse omstændigheder ikke grundlag for at antage, at ansøgeren ville være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, fra naboens side. Det forhold, at ansøgerens søn var død af pistolskud i november 2007, fandtes ikke at kunne føre til noget andet resultat, da der ikke forelå nærmere oplysninger om baggrunden for drabet på sønnen. Det forhold, at ansøgeren er etnisk kurder fra Kirkuk-området, var ikke i sig selv asylbegrundende. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer fandt herefter ikke, at ansøgeren opfyldte betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller § 7, stk. 2. Irak/2008/85
Nævnet meddelte i november 2008 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Irak. Indrejst i 2003. Udlændingeservice meddelte i 2004 ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæstede i 2004 afgørelsen. I juli 2008 besluttede Flygtningenævnet under hensyn til sagens karakter at genoptage sagen. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgerens forklaring for nævnet fremstod bestyrket ved navnlig forklaringen fra ansøgerens tidligere ægtefælle. Flygtningenævnet lagde vægt på, at ansøgeren under sit ophold i Danmark i 2008 havde fået oplyst, at hendes mor og broder var blevet bortført, og at den farbroder som ansøgeren havde boet hos, inden ansøgeren udrejste i 2003, var blevet dræbt omkring årsskiftet 2007 - 2008. Ansøgeren havde i den forbindelse forklaret nærmere om et trusselsbrev, som var blevet fundet ved farbroderens lig, og som ansøgeren havde modtaget i kopi via farbroderens hustru, der efter det oplyste var flygtet til Syrien. Ansøgerens tidligere ægtefælle, der havde forklaret overensstemmende med ansøgerens oplysninger, havde endvidere oplyst, at ansøgerens moder og broder, der var blevet bortført, efterfølgende måtte anses for dræbt. Flygtningenævnet fandt, at ansøgeren ved en tilbagevenden til området ved Kirkuk, som var ansøgerens hjemegn, måtte anses for at være uden familienetværk og i en særlig vanskelig situation som følge af, at hun tilhører kaka’i- gruppen (Ahl-i-Haq), jf. herved Flygtningenævnets baggrundsmateriale, bilagsnummer 332, UNHCRs guidelines af 1. august 2007, side 82 ff., samt bilagsnummer 343, Country of Origin Information Report, British Home Office Report af 11. februar 2008. Nævnet fandt dette bestyrket ved det oplyste af ansøgerens tidligere ægtefælle om drabet på farbroderens hustrus bror, og omtalen heraf i en internetavisartikel fra en kurdisk avis fremlagt i forbindelse med advokatindlægget. Efter en samlet vurdering af ansøgerens forhold, herunder de konkrete overgreb på ansøgerens nærmeste slægtninge i lokalområdet, fandt nævnet derfor, at ansøgeren ved en tilbagevende til området ved Kirkuk risikerede en umenneskelig og nedværdigende behandling, som hun under de aktuelle usikre og generelt vanskelige forhold i ansøgerens hjemområde i Kirkuk ikke kunne søge fornøden myndighedsbeskyttelse imod. Irak/2008/84
Nævnet meddelte i november 2008 opholdstilladelse (K-status) tilen kvindelig statsborger fra Irak. Indrejst i 2002. Udlændingeservice meddelte i 2003 ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæstede afgørelsen i 2004. I 2008 besluttede Flygtningenævnet at genoptage sagen under hensyn til sagens karakter. Flygtningenævnet lagde ansøgerens forklaring til grund, herunder at ansøgeren er kristen kaldæer fra Bagdad. Nævnet lagde endvidere til grund, at ansøgerens datter for omkring ni måneder siden var udrejst af Bagdad, idet hun blandt andet var blevet udsat for trusler med henblik på at konvertere til Islam. Hun opholdt sig i Sverige som asylansøger. Datterens ægtefælle, der havde været udsat for tre bortførelser, opholdt sig i Basra sammen med de tre fællesbørn. De forberedte også udrejse af Irak. Herefter havde ansøgeren ikke nærtstående familiemedlemmer i Irak. Nævnet lagde endvidere til grund, at ansøgerens søster og ægtefælle, der havde arbejdet for FN, var udrejst sammen med familien til Syrien i 2003-2004 på grund af trusler på livet. Ansøgerens forklaring om de anførte overgreb stemte overens med de generelle baggrundsoplysninger. Nævnet fandt på denne baggrund, at ansøgeren i tilstrækkelig grad havde sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Irak ville være i risiko for forfølgelse som følge af sit religiøse tilhørsforhold. Nævnet bemærkede, at det efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke kunne antages, at myndighederne ville kunne yde ansøgeren den fornødne beskyttelse. Irak/2008/83
Nævnet meddelte i november 2008 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2002. I 2002 meddelte Udlændingeservice ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. I 2004 stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingeservices afgørelse. I 2008 besluttede Flygtningenævnet at genoptage asylsagen på grund af sagens karakter. Ansøgeren havde i forbindelse med genoptagelsessagen blandt andet forklaret, at hans moder i begyndelsen af 2008 havde været udsat for et kidnapningsforsøg i Bagdad, og at hans fætter var blevet bortført og slået ihjel i Bagdad. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren var kristen og fra Bagdad. Ansøgeren havde under genoptagelsessagen af asylsagen som asylmotiv gjort gældende, at han ved en tilbagevenden ville være i risiko for forfølgelse grundet sin kristne trosretning. På baggrund af de nu foreliggende baggrundsoplysninger om forholdene for kristne i Bagdad sammenholdt med ansøgerens forklaring om fætterens død, og om at moderen under et forsøg på tilbagevenden til Bagdad var blevet udsat for et muligt kidnapningsforsøg, fandt nævnet det sandsynliggjort, at også ansøgeren ved en tilbagevenden ville være i konkret risiko for forfølgelse eller overgreb som følge af sin trosretning. Irak/2008/82
Nævnet meddeltei november 2008 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2001. I 2002 meddelte Udlændingeservice ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. I 2004 stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingeservices afgørelse. I juni 2008 besluttede Flygtningenævnet at genoptage ansøgerens sag på grund af sagens karakter. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er kristen iraker fra Karakush, og at hans familie var udrejst til Syrien. Det fremgik af nævnets baggrundsoplysninger, at situationen for kristne blandt andet omkring Mosul var meget anspændt, og at der havde været en del overfald af religiøse grunde, ligesom en stor del af de kristne havde forladt området. Flygtningenævnet havde i ansøgerens ægtefælles sag lagt til grund, at hun, der havde opholdt sig i Irak indtil slutningen af 2005, havde modtaget trusler blandt andet som følge af sit religiøse tilhørsforhold. På denne baggrund fandt Flygtningenævnet, at ansøgeren ved en tilbagevenden som følge af sit kristne tilhørsforhold og sin ægtefælles forhold ville være i konkret risiko for at blive udsat for asylbegrundende overgreb, som myndighederne ikke ville kunne beskytte ham imod. Irak/2008/81
Nævnet meddelte i november 2008 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Irak samt to børn. Indrejst i 2005. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er kristen iraker fra Mosul provinsen. Flygtningenævnet lagde videre ansøgerens forklaring om, at hun i en kortere periode havde arbejdet i et køkken, som lavede mad til de amerikanske styrker i Mosul, til grund. Det blev endvidere lagt til grund, at hun havde modtaget trusselsbreve på grund af sit religiøse tilhørsforhold og sit arbejde. Det blev endelig lagt til grund, at hendes familie var udrejst fra Irak. Det fremgik af nævnets baggrundsoplysninger, at situationen for kristne blandt andet omkring Mosul var meget anspændt, og at der havde været en del overfald af religiøse grunde, ligesom en stor del af de kristne havde forladt området. På denne baggrund fandt nævnet, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden ville være i en konkret risiko for at blive udsat for asylbegrundende overgreb, som myndighederne ikke ville kunne beskytte hende imod. Irak/2008/80
Nævnet stadfæstede i februar 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2001. Udlændingeservice meddelte i foråret 2002 ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæstede i foråret 2003 afgørelsen. I efteråret 2007 besluttede Flygtningenævnet af formelle grunde at genoptage sagen. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren, der indrejste som ganske ung, tilhører den kaldæiske tro og stammer fra Mosul området. Efter ansøgerens oplysninger i forbindelse med den oprindelige asylsag kunne det ikke lægges til grund, at ansøgeren og hans familie havde profileret sig. Efter baggrundsoplysningerne kunne det ikke lægges til grund, at de vanskelige forhold for kaldæere i ansøgerens hjemegn var sådan, at disse generelt kunne anses så vanskelige, at disse generelt kunne begrunde asyl. Heller ikke den omstændighed, at ansøgerens slægtninge var udrejst og at hans forældre nu boede i Canada, sås at være et forhold, der medførte, at ansøgeren ved en tilbagevenden til sit hjemland risikerede konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller tilsvarende forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. lovbekendtgørelse nr. 711 af 1. august 2001. Irak/2007/8
Nævnet stadfæstede i november 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak. Indrejst i 2001. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren, der havde oplyst, at hun er shiamuslim, indtil udrejsen i juli/august 2001 havde boet i Bagdad. Hun indrejste i Danmark i 2001 som familiesammenført med sin herboende ægtefælle, der var indrejst i Danmark i 2000 og havde søgt om asyl, fordi han havde deltaget i intifadaen i 1991 og var blevet fængslet af Saddam Husseins styre. Ansøgeren havde blandt andet under nævnsmødet forklaret, at hun under det ophold på cirka seks uger, hun havde haft i Bagdad i 2005, var blevet truet af bevæbnede personer, der var standset i en bil. De havde spurgt, om hun var hustru til ægtefællen og havde beskyldt irakere i udlandet for at være skyld i amerikanernes tilstedeværelse i Irak. Hun havde først søgt om asyl i 2007, fordi hun ikke havde kendt reglerne. Flygtningenævnet bemærkede, at der for nævnet forelå tvivl om, hvorvidt ansøgeren var blevet truet af bevæbnede personer under sit ophold i Bagdad i 2005, idet ansøgeren først havde forklaret herom under nævnsmødet og ikke havde givet en antagelig forklaring på den sene fremkomst af oplysningerne. Selv hvis ansøgerens forklaring imidlertid kunne lægges til grund, lagde nævnet vægt på, at hun ikke selv inden udrejsen i 2001 havde haft problemer med irakiske myndigheder eller grupperinger. Ansøgeren havde ikke været politisk aktiv eller medlem af politiske organisationer mv. Nævnet fandt ikke, at den vanskelige og usikre sikkerhedssituation i Irak i sig selv var asylbegrundende, ligesom nævnet ikke fandt, at det forhold, at ansøgeren havde henvist til de dårlige sundhedsmæssige vilkår kunne føre til et andet resultat. Nævnet fandt ikke, at situationen, hvor ansøgeren var blevet standset på gaden og truet, henset til ansøgerens forhold i øvrigt, indebar, at ansøgeren kunne anses for konkret og individuelt efterstræbt ved en tilbagevenden til Irak. Nævnet fandt, at situationen måtte anses for at være af enkeltstående og ubestemt karakter og bemærkede, at ansøgeren til samtalen med Udlændingeservice havde oplyst, at familien i Bagdad, efter at være flyttet til et andet amt, ikke havde haft problemer. På denne baggrund fandt nævnet endvidere ikke, at ansøgerens oplysninger om, at der på et tidspunkt var blevet smidt sedler ind til familiens bolig om, at de skulle flytte, og at der var blevet smidt en ueksploderet håndgranat ind i haven, kunne føre til en anden vurdering. Nævnet fandt ved vurderingen af ansøgerens forklaring, at den i det hele fremstod upræcis og ubestemt, ligesom det blev tillagt betydning, at ansøgeren først i 2007 havde søgt om asyl. Nævnet bemærkede, at der henset til ansøgerens og hendes ægtefælles forskellige indrejsetidspunkter ikke var baggrund for at tillægge ansøgeren konsekvensstatus i forhold til ægtefællens opholdsgrundlag, og fandt efter en samlet vurdering, at det ikke kunne antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak risikerede forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller ville være i risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Irak/2008/79
Nævnet meddelte i november 2008 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 1999. Flygtningenævnet besluttede at genoptage sagen under hensyn til sagens karakter. Flygtningenævnet bemærkede indledningsvis, at ansøgeren var indrejst og havde søgt asyl i Danmark i slutningen af 1999, og at sagen således skulle afgøres efter reglerne i udlændingeloven, således som den var affattet på tidspunktet for indgivelsen af asylansøgningen, jf. lovbekendtgørelse nr. 539 af 26. juni 1999. Et flertal afFlygtningenævnets medlemmer lagde til grund, at ansøgeren er kristen kaldæer, og at han oprindeligt havde boet i Sulaymania med sin familie. Efter ansøgerens udrejse af Irak i 1999 havde familien set sig nødsaget til at rykke til Bagdad. Efter ansøgerens forklaring måtte det lægges til grund, at familien nu var blevet fordrevet fra Bagdad og havde taget ophold i Jordan. Under disse omstændigheder fandt et flertal af Flygtningenævnets medlemmer ikke at kunne bortse fra, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak ville risikere forfølgelse på grund af sin kristne tro. Ansøgeren opfyldte derfor betingelser for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1./ . Irak/2008/78
Nævnet stadfæstede i oktober 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Født i 1991. Indrejst i 2007. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren var etnisk kurder fra området omkring Mosul. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til, at ansøgerens forældre og ansøgerens broder i lighed med andre blev dræbt ved en selvmordsbombe, og at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet ikke havde noget sted at bo, da han ikke kunne bo hos faderens forretningspartner og ven, hvor ansøgerens søster boede, og hvor ansøgeren boede forud for udrejsen. Ansøgeren havde tillige henvist til, at han i så fald vil være i risiko for at blive udsat for overgreb fra yderliggående islamister eller andre grupper. Flygtningenævnet lagde ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren som følge af de oplyste forhold ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i en reel risiko for asylbegrundende forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet havde herved lagt vægt på, at selvmordsbomben ikke konkret havde været rettet imod ansøgerens familie, og at frygten for islamistiske grupper ikke var nærmere underbygget. Den omstændighed, at ansøgeren ikke havde noget sted at bo, kunne ikke begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. De generelt vanskelige forhold i Irak kunne ikke i sig selv begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Irak/2008/76
Nævnet meddelte i oktober 2008 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2001. I 2002 meddelte Udlændingeservice ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Samme år stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingeservices afgørelse. I maj 2008 besluttede Flygtningenævnet at genoptage sagen under hensyn til sagens karakter. Flygtningenævnet bemærkede indledningsvis, at ansøgeren var indrejst og havde søgt asyl i Danmark i 2001, og at sagen således skulle afgøres efter reglerne i udlændingeloven, således som den var affattet på tidspunktet for indgivelsen af asylansøgningen, jf. lovbekendtgørelse nr. 711 af 1. august 2001. Flygtningenævnet lagde (efter ansøgerens forklaringer) til grund for sagen, at ansøgeren er kristen kaldæer, og at han indtil sin udrejse i begyndelsen af 2001 havde opholdt sig i Bagdad sammen med sin nærmeste familie. Af nævnets beslutning fra 2002 fremgik det, at han var udrejst efter faderens beslutning, fordi han ikke havde ønsket at komme i militæret. Hans fader, moder og søskende var flygtet til Tyrkiet, inden Saddam Husseins fald, idet faderen var deserteret fra sit arbejde som pilot. Flygtningenævnet lagde endvidere til grund, at faderens tilbageværende søster var flygtet til Syrien for ca. halvandet år siden, og at moderens ene søster ligeledes var flygtet til Syrien. Moderens anden søster havde sammen med sin familie fået opholdstilladelse i Danmark ved Flygtningenævnet i 2008. Efter en samlet vurdering af sagens oplysninger fandt Flygtningenævnet, at ansøgeren, navnlig som følge af sit religiøse tilhørsforhold, ville være i risiko for asylbegrundende forfølgelse ved en tilbagevenden til Irak. Nævnet lagde i denne forbindelse også vægt på, at ansøgeren, efter det oplyste, ikke havde flere tilbageværende familiemedlemmer i Irak, og at han var udrejst, da han var mindreårig, og derfor ej heller havde noget netværk i Irak. Irak/2008/75
Nævnet stadfæstede i oktober 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2008. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til en konflikt med sin stedfader, som bestod i, at stedfaderen havde slået ansøgeren som følge af, at ansøgerens afdøde far var tilknyttet PUK, hvorimod stedfaderen var tilknyttet KDP. Flygtningenævnet tiltrådte, at ansøgeren var tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylsagsbehandling. Ansøgeren er etnisk kurder fra Erbil og havde aldrig været politisk aktiv og havde aldrig haft konflikter med de irakiske myndigheder. Nævnet fandt ikke, at ansøgerens konflikt med stedfaderen kunne begrunde asyl eller beskyttelsesstatus. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at dette var en privatretlig konflikt. Nævnet lagde endvidere vægt på karakteren og intensiteten af konflikten. Nævnet bemærkede i den forbindelse, at ansøgeren havde oplyst, at han ikke ved, hvorfor stedfaderen havde ledt efter ham. Nævnet fandt under disse omstændigheder ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak ville være i en konkret og individuel risiko for forfølgelse eller umenneskelig behandling eller overgreb. Irak/2008/74
Nævnet stadfæstede i oktober 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2008. Flygtningenævnet tiltrådte, at ansøgeren var tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylsagsbehandling. Ansøgeren er etnisk kurder fra Nordirak og havde ikke haft konflikter med de irakiske myndigheder. Nævnet fandt ikke, at ansøgerens frygt for i Irak at blive tvangshvervet eller kidnappet af terrorister, kunne begrunde at der blev meddelt ansøgeren asyl eller beskyttelsesstatus. Nævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren ikke personligt var blevet opsøgt af eller havde haft kontakt til terrorister. Det forhold, at ansøgeren havde oplyst, at han ikke har nogen nær familie – udover mosteren – tilbage i Irak, kunne ikke i sig selv føre til et andet resultat. Nævnet fandt det under disse omstændigheder ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak ville være i en konkret og individuel risiko for forfølgelse eller umenneskelig behandling eller overgreb. Irak/2008/73
Nævnet meddelte i oktober 2008 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2008. Flygtningenævnet tiltrådte, at ansøgeren var tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylsagsbehandling, uanset at han var uledsaget mindreårig. Flygtningenævnet fandt at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund, hvorefter ansøgerens familie var blevet dræbt i 2004 eller 2005 med årsag i ansøgerens faders forhold som højtstående politimand. Efter ansøgerens forklaring om onklens forholdsregler og oplysninger om ansøgerens alder og psykiske tilstand, der kan have medført, at han ikke var blevet orienteret om eventuelt efterfølgende trusler mod ham, fandt nævnet ikke at kunne bortse fra, at der i den efterfølgende periode var blevet fremsat sådanne konkrete trusler mod ansøgerens liv, begrundet i faderens forhold, at onklen havde fundet det nødvendigt at sende ansøgeren ud af landet i 2007. På denne baggrund sammenholdt med baggrundsoplysningerne om de aktuelle forhold i Kirkuk med stridigheder mellem arabere og kurdere fandt nævnet det herefter tilstrækkeligt sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, som ansøgeren ikke ville kunne opnå myndighedsbeskyttelse imod. Irak/2008/72
Nævnet stadfæstede i oktober 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2007. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren havde været impliceret i to skudepisoder, da han i 2004 havde været chauffør og vagt for en højtstående embedsmand, hvis bilkortege var blevet angrebet. Der var intet grundlag for at antage, at angrebene havde været specielt rettet imod ansøgeren. Ansøgeren havde under sagen gentagne gange forklaret, at den kidnapning han blev udsat for, og som havde været årsagen til hans udrejse, havde været en berigelsesforbrydelse. Flygtningenævnet kunne ikke tillægge det særlig betydning, at ansøgeren senere havde fremsat formodning om, at tilbageholdelsen skulle have haft sammenhæng med, at Mehdi-militsen havde ønsket oplysninger fra ansøgeren. De tre episoder, som ansøgeren havde været impliceret i, var uden indbyrdes forbindelse og måtte anses for udslag af de generelt ustabile forhold i Bagdad. Det kunne herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak ville være i en konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for overgreb som omhandlet i udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet fandt ikke, at den generelt ustabile situation i Irak i sig selv kunne begrunde asyl. Irak/2008/71
Nævnet meddeltei oktober 2008 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2007. Flygtningenævnet lagde i det væsentlige ansøgerens forklaring om de overgreb, der var overgået familien frem til udrejsen i 2006, til grund. Flygtningenævnet lagde således til grund, at ansøgeren er kristen og er født og opvokset i Bagdad i et område, som tidligere overvejende var beboet af kristne. Flygtningenævnet lagde endvidere til grund, at ansøgeren og hans ægtefælle, der også er kristen, havde været udsat for chikane, at ansøgeren selv havde været udsat for trusler og var blevet antastet på gaden i et muligt forsøg på kidnapning, hvilket havde været den direkte anledning til udrejsen. Hertil kom, at ansøgerens og ægtefællens familiemedlemmer havde været udsat for forskellige former for trusler og overgreb, der havde medført, at hovedparten af dem var udrejst af Irak. Ansøgerens forklaring om de anførte overgreb stemte overens med de generelle baggrundsoplysninger om forholdene i Bagdad. Flygtningenævnet fandt på denne baggrund, at ansøgeren i tilstrækkelig grad havde sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak ville være i risiko for forfølgelse som følge af sit religiøse tilhørsforhold. Flygtningenævnet bemærkede, at efter de foreliggende baggrundsoplysninger kunne det ikke antages, at myndighederne ville kunne yde ansøgeren den fornødne beskyttelse. Irak/2008/70
Nævnet meddelte i februar 2008 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2006. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er etnisk kurder født og opvokset i Kirkuk i Irak. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til, at en terrororganisation ved navn Al-ansaar al Islamia havde forsøgt at hverve ansøgeren til at udføre selvmordsbombninger eller deltage i uddeling af trusselsbreve. Ansøgeren havde videre henvist til, at han efter sin udrejse fra Irak var blevet religiøst viet til en iransk kvinde i 2007 uden tilladelse fra kvindens familie. Ansøgeren frygtede ved en tilbagevenden til hjemlandet kvindens familie, hvoraf en del bor i Irak, såvel som sin egen familie, der på grund af forholdet til kvinden havde udstødt ham. Flygtningenævnet lagde ansøgerens forklaring til grund, hvorefter ansøgeren, når han kom i moskéen, var forsøgt hvervet til organisationen Al-ansaar al Islamia. Flygtningenævnet lagde endvidere til grund, at medlemmer af organisationen, som af ansøgeren forklaret, tre gange havde henvendt sig på ansøgerens bopæl og optrådt truende og voldeligt over for ansøgeren og ansøgerens far, og at dette havde været baggrunden for ansøgerens udrejse. Flygtningenævnet fandt på denne baggrund og efter de foreliggende oplysninger om organisationen Al-ansaar al Islamia, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden ville være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, og som han ikke kunne antages at ville kunne opnå myndighedernes beskyttelse imod. Irak/2008/7
Nævnet stadfæstede i oktober 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2007. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til, at han frygtede familien til en pige, som han havde friet til. Pigens familie havde ikke tilladt pigen at gifte sig med ansøgeren. Ansøgeren og pigen var sammen flygtet til Iran, hvorfra ansøgeren var rejst videre. Flygtningenævnet udtalte, at det efter udlændingelovens § 40, stk. 1, påhviler en asylansøger at meddele de oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af, om en opholdstilladelse i henhold til loven kan gives. Det følger heraf, at en udlænding, der søger opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, må sandsynliggøre den identitet og det asylgrundlag, udlændingen påberåber sig. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren på en sammenhængende og troværdig måde havde kunnet redegøre for sit asylmotiv. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at politiet ved ransagning af ansøgerens effekter havde fundet to håndskrevne sedler, som indeholdt to forskellige detaljerede asylforklaringer. Den ene af disse forklaringer svarede stort set til den af ansøgeren afgivne forklaring om sit asylmotiv. Flygtningenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren havde afgivet divergerende forklaringer, herunder om tidspunktet for udrejse og rejseruten. Flygtningenævnet fandt det endvidere påfaldende, at ansøgeren ikke havde bevaret kontakten med den pige, han har forklaret, at han havde efterladt i Iran, efter at de nogle måneder tidligere var udrejst sammen fra Irak. Flygtningenævnet fandt på denne baggrund ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund og fandt ikke, at ansøgeren ved udrejsen havde været forfulgt eller ved en tilbagevenden ville være i en sådan risiko herfor, at der var grundlag for at meddele opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Irak/2008/69
Nævnet stadfæstede i oktober 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2006. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren ikke havde været politisk aktiv og ikke havde haft konflikter med de irakiske myndigheder. Ansøgeren havde endvidere ikke haft konflikter på grund af sit etniske tilhørsforhold som yezidi-kurder. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til, at han havde været bortført af terrorister i forbindelse med sit arbejde i et spirituslager i Bagdad, og at bortførelsen kunne have sammenhæng med ansøgerens og arbejdsgiverens etniske tilhørsforhold som yezidi-kurdere. Ansøgeren frygtede ved en tilbagevenden til Irak forfølgelse fra disse terrorister. Ansøgeren henviste desuden til de generelle forhold for yezidi-kurdere. Uanset om ansøgerens forklaring lagdes til grund, fandt Flygtningenævnet ikke, at dette kunne begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at bortførelsen måtte antages at have været begrundet i ansøgerens arbejde på et spirituslager. Flygtningenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren havde haft en underordnet stilling, og at ansøgeren efter bortførelsen var ophørt med sit arbejde på spirituslageret og ikke efterfølgende havde haft yderligere konflikter eller havde modtaget yderligere trusler på grund af dette arbejde. Flygtningenævnet kunne ikke lægge til grund, at bortførelsen havde haft sammenhæng med ansøgerens etniske tilhørsforhold. Det forhold, at ansøgeren er yezidi-kurder, kunne ikke i sig selv begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Irak/2008/68
Nævnet stadfæstede i oktober 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2006. Udlændingeservice meddelte i 2004 ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 4. I 2006 meddelte Udlændingeservice ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæstede i 2007 Udlændingeservices afgørelse. I april 2008 besluttede Flygtningenævnet at genoptage sagen på grund af sagens karakter. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er feyli-kurder fra Bagdad. Ansøgerens og hans familie havde forladt Irak i 2000, hvorefter han havde boet sammen med sin moder og søskende i Iran indtil 2003, hvor ansøgerens moder og søskende var blevet familiesammenført i Danmark med ansøgerens fader. Ansøgerens fader havde i 2001 fået asyl i Danmark efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Nævnet fandt ikke at det forhold, at ansøgerens farbroder var blevet dræbt i Bagdad i 2007 af ukendte gerningsmænd, kunne begrunde, at der blev meddelt ansøgeren asyl. Nævnet lagde herved vægt på, at det alene byggede på formodninger, at der er sammenhæng mellem drabet på farbroderen og den konflikt, ansøgerens fader havde haft med Baath-partiet under det tidligere styre. Nævnet bemærkede endvidere, at de generelle forhold for feyli-kurdere ikke i sig selv kunne begrunde et andet resultat. Nævnet fandt det under disse omstændigheder ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak ville være i en konkret og individuel risiko for forfølgelse eller for umenneskelig behandling eller overgreb. Irak/2008/67
Nævnet stadfæstede i oktober 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Ansøger indrejste første gang i september 2005 men udrejste i november 2006 til Irak, hvor han opholdt sig indtil marts 2007. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren som asylmotiv havde henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygtede at blive dræbt, fordi hans navn stod på en liste over personer, der skulle have arbejdet for koalitionsstyrkerne. Ansøgeren henviste yderligere til, at han i nogle måneder i 2005 havde arbejdet for en lokal entreprenør i nærheden af lufthavnen i Mosul, der blev administreret af koalitionsstyrkerne, og at fire lokalt ansatte og deres mester var blevet taget til fange og dræbt af terrorister under mistanke for at have samarbejdet med koalitionsstyrkerne. Flygtningenævnet kunne ikke lægge til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak som følge heraf ville være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet tillagde det afgørende vægt, at ansøgeren efterfølgende på ny havde opholdt sig i Irak fra november 2006 til marts 2007. Flygtningenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren efter det oplyste ikke havde arbejdet for koalitionsstyrkerne, men havde udført almindeligt bygningsarbejde, og at ansøgeren ikke i forbindelse med sin første indrejse i Danmark i 2005 havde forklaret herom. Ansøgeren havde ikke været politisk aktiv eller haft konflikter med myndighederne. Ansøgeren havde desuden ikke haft konflikter på grund af sit tilhørsforhold som yezidi-kurder. Uanset at ansøgerens morbroder var en profileret religiøs leder, fandt Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren kunne antages selv at have været profileret eller haft konflikter på grund af morbroderens stilling. Flygtningenævnet kunne ikke tillægge det af ansøgeren under nævnsmødet fremlagte trusselsbrev betydning. Flygtningenævnet lagde vægt på, at brevet først var fremkommet umiddelbart før nævnsmødet, og at ansøgerens fader efter det oplyste skulle have været i besiddelse af brevet allerede under ansøgerens ophold i Irak uden at informere ansøgeren herom. Irak/2008/66
Nævnet meddelte i oktober 2008 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Irak samt to børn. Ansøgeren er kristen assyrer fra Bagdad. Indrejst i 2001 som familiesammenført med sin herboende tidligere ægtefælle. Ansøgeren søgte asyl i 2006 og fik afslag samme år. Ansøgeren frafaldt sin asylansøgning før sagens behandling i Flygtningenævnet i 2007. I 2008 besluttede ansøgeren imidlertid at tilbagekalde sit frafald, hvorefter Flygtningenævnet genoptog behandlingen af sagen af formelle grunde. Under nævnsmødet nedlagde Udlændingeservice påstand om meddelelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, hvorefter Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren i overensstemmelse med Udlændingeservices påstand blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Irak/2008/65
Nævnet stadfæstede i september 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2007. Ansøgeren havde som asylmotiv blandt andet henvist til en konflikt med faderens fætre over ejendomsretten til noget landbrugsjord og penge. Ifølge ansøgerens forklaring havde faderens fætre og deres sønner flere gange opsøgt ansøgeren og hans forældre og blandt andet skudt mod huset. Skudepisoderne var blevet anmeldt til myndighederne, og faderens slægtninge var blevet fængslet i forskellige tidsrum. Ansøgeren skjulte sig på et tidspunkt i Syrien i et halvt år, hvorefter han vendte tilbage til Irak og opholdt sig hos forældrene indtil sin udrejse i efteråret 2007. Efter ansøgerens udrejse havde faderens fætre truet med at slå ansøgeren ihjel, såfremt han vendte tilbage til Irak, og det var ikke lykkedes for faderen at indgå forlig med fætrene. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er etnisk kurder fra Kirkuk-området, at ansøgeren er analfabet, og at han ikke havde været politisk aktiv og i øvrigt ikke havde haft problemer med myndighederne. Vedrørende de påberåbte skudepisoder og konflikten med faderens fætre og deres sønner måtte det tillægges vægt, at myndighederne løbende havde iværksat fængslinger af ikke uvæsentlig længde af de angivelige gerningsmænd. Hertil kom, at forældrene vedvarende havde været i stand til at opholde sig i hjemlandet, og at ansøgeren var rejst tilbage til Irak efter opholdet i Syrien. Endelig fremstod ansøgeren helt uprofileret. På denne baggrund var der tale om en privatretlig konflikt, som ikke i sig selv kunne begrunde asyl. Det kunne derfor ikke lægges til grund, at ansøgeren havde været forfulgt ved udrejsen, eller at han ved en tilbagevenden risikerede forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk.1. Endvidere kunne det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden ville være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Irak/2008/63
Nævnet meddelte i september 2008 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Irak. Indrejst i 2007. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra Erbil. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Irak frygtede overgreb fra sin far, fordi hun havde haft et uægteskabeligt forhold til en mand, og fordi hun ikke havde ønsket at gifte sig med den mand, som hendes far havde udset til hende, men i stedet flygtede fra hjemlandet. Ansøgeren havde herved yderligere henvist til, at det ved ægteskabet ville blive afsløret, at hun ikke var jomfru. Ansøgeren havde i Danmark indledt et forhold til en anden mand, med hvem hun nu havde fået et barn. Flygtningenævnet lagde ansøgerens forklaring, der havde været konsistent under hele sagen, til grund, herunder vedrørende ansøgerens strenge islamiske opvækst med en voldelig og dominerende far. Flygtningenævnet bemærkede, at der ifølge baggrundsmaterialet var en stigende forekomst af kønsrelaterede overgreb i familieforhold i de kurdiske områder, hvor ansøgeren var fra, og hvor myndighederne ikke ville være i stand til at yde tilstrækkelig beskyttelse imod sådanne overgreb. Flygtningenævnet fandt på denne baggrund, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at hun ville være i en reel risiko for dødsstraf eller for at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til hjemlandet. Irak/2008/62
Nævnet meddelte i september 2008 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2007. Ansøgeren er etnisk araber og muslim fra Mosul. Flygtningenævnet lagde ansøgerens forklaring til grund. Det lagdes herefter til grund, at ansøgeren fra september 2003 til begyndelsen af 2006 havde været ansat i den irakiske hær, og at han i forbindelse med dette arbejde havde været udsat for grove trusler, idet hans familie var blevet opsøgt, og han havde modtaget flere trusselsbreve med to CD-ROM’er, som viste henrettelser af irakiske og amerikanske personer. Der var endvidere blevet skudt mod hans hus. Det lagdes endvidere til grund, at ansøgeren i en kortere periode inden udrejsen havde været ansat på en irakisk tv-station, der var under amerikansk beskyttelse, og hvor han kunne overnatte. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer fandt herefter, at ansøgeren på grund af de modtagne trusler som følge af hans arbejde i den irakiske hær og samarbejdet med de amerikanske styrker havde sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak ville være i en særlig, reel risiko for overgreb fra oprørsgrupper i Irak. Irak/2008/61
Nævnet meddelte i september 2008 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2001. I december 2002 meddelte Udlændingeservice ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. I februar 2004 stadfæstede Flygtningenævnet afgørelsen. I juni 2008 genoptog Flygtningenævnet sagen under henvisning til sagens karakter. Flygtningenævnet lagde i al væsentlighed ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren er således kristen kaldæer fra Bagdad. Det fremgik videre, at en række af ansøgerens familiemedlemmer havde været udsat for overgreb, og at ansøgeren ikke længere havde nogen nærmere familiemedlemmer tilbage. Flygtningenævnet fandt herefter på baggrund af de nu foreliggende baggrundsoplysninger, at ansøgeren var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Irak/2008/60
Nævnet meddelte i februar 2008 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Irak. Indrejst i 2002. Udlændingeservice meddelte i 2004 ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæstede i 2004 afgørelsen. I efteråret 2007 besluttede Flygtningenævnet af formelle grunde at genoptage sagen. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er kristen og hjemmehørende i Bagdad, hvor ansøgeren har drevet egen frisørsalon. Nævnet havde tidligere lagt til grund, at ansøgeren havde været udsat for en chikane, der dog ikke kunne betragtes som forfølgelse. Ansøgeren havde imidlertid nu for nævnet oplyst om efterfølgende grovere overgreb overfor sin tilbageværende familie, som havde resulteret i, at der ikke i dag er tilbageværende familie i området. På baggrund af disse oplysninger sammenholdt med de generelle oplysninger om forholdene for kristne i Bagdad, jf. UNHCR’s rapport fra december 2007, side 33, note 162 og Home Office’s rapport fra 8. januar 2008, side 153, note 2160, hvorefter kristne indehavere af frisørsaloner er særligt udsatte for overgreb, fandt nævnet, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden ville være i individuel risiko for forfølgelse fra ekstremister som følge af sin religion uden at de irakiske myndigheder ville kunne yde tilstrækkelig beskyttelse herimod. Irak/2008/6
Nævnet stadfæstede i september 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2007. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra Kirkuk. Ansøgeren havde ikke haft konflikter hverken med de tidligere eller de nuværende irakiske myndigheder og havde i en kort periode forud for udrejsen gjort tjeneste i nationalgarden, hvor ansøgeren havde haft en uprofileret stilling. Ansøgeren havde ikke under mødet i Flygtningenævnet påberåbt sig ansøgerens families blodfejde som asylgrundlag. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygtede at blive dræbt af medlemmer af Muhammad-Hæren, fordi ansøgeren i forbindelse med sin tjeneste i nationalgarden havde anmeldt sin nabo for kriminalitet, og nationalgarden havde efterfølgende hos naboen fundet flere forskellige typer våben og havde anholdt naboen og dennes tre sønner. Ansøgeren havde henvist til, at naboen måtte være klar over, at ansøgeren var anmelder, og at medlemmer af Muhammad-Hæren havde opsøgt ansøgerens familie og i et trusselsbrev havde truet med at halshugge ansøgeren. Ansøgeren havde oplyst, at han flere gange inden udrejsen havde besøgt sin familie, og at hans familie fortsat boede i Kirkuk. Uanset om Flygtningenævnet i det væsentlige lagde ansøgerens forklaring til grund, fandt Flygtningenævnet ikke, at truslerne havde en sådan karakter og intensitet, at ansøgeren som følge heraf ved en tilbagevenden til hjemlandet kunne antages at være i en reel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Irak/2008/59
Nævnet stadfæstede i september 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak. Indrejst i 2008. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til, at hun frygtede overgreb fra sin onkel, idet han ønskede, at hun skulle giftes med hans søn. Efter at ansøgeren sammen med sin mor var rejst til Syrien, var ansøgeren blevet gift med en anden. Hun rejste efterfølgende tilbage til Irak, hvor hun boede hos en veninde i knap et år. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren som asylmotiv havde henvist til frygt for overgreb fra sin onkels side, fordi hun havde nægtet at gifte sig med hans søn. Uanset om onklen måtte have forsøgt at presse ansøgeren til et sådant giftermål, fandt nævnet ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at hun ved en hjemvenden ville være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Nævnet lagde vægt på, at ansøgeren efter sin egen forklaring havde kunnet opholde sig hos en veninde i omkring et år efter giftermålet uden at have været udsat for trusler eller overgreb. Det bemærkedes, at der ikke var oplysninger i sagen, der gav grund til at antage, at mosterens død havde forbindelse til ansøgerens forhold. Irak/2008/58
Nævnet stadfæstede i september 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak. Indrejst i 2008. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren ikke havde haft konflikter med myndighederne eller modsætningsforhold til konkrete personer eller grupper. Den bombe, der dræbte ansøgerens familie og var årsag til ansøgerens udrejse, måtte antages som terrorbombe at være rettet mod tilfældige mennesker i ansøgerens landsby, som i alt væsentligt var beboet af yezidiere. Der havde ikke siden august 2007 været rapporteret tilsvarende terrorbomber rettet mod yezidiere. Ansøgeren var blevet i stand til at udrejse med hjælp fra andre beboere i landsbyen. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer fandt ikke grundlag for at antage, at ansøgeren ved udrejsen havde været forfulgt, og fandt ikke, at de overgreb, der havde været rettet mod yezidi-kurderne, havde en så omfattende og generel karakter, at yezidi-kurdere som gruppe betragtet måtte anses for udsat for en forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller af forhold, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Den omstændighed, at ansøgeren var enlig kvinde uden nær familie i Irak, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Irak/2008/57
Nævnet stadfæstede i september 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2008. Det fremgik af sagen, at ansøgeren havde oplyst, at hans moder er shia-muslim og hans fader sunni-muslim og at familien havde boet i et sunni-muslimsk område i Bagdad. Han havde videre oplyst, at han et par år forud for udrejsen havde modtaget et trusselsbrev fra Islamisk Hær rettet mod ham og hans broder, hvoraf det fremgik, at de var vantro, kollaboratør og at de samarbejdede med amerikanerne, hvilket ikke var tilfældet. Broderen var efterfølgende blevet dræbt. Efter at ansøgeren var flyttet til et shia-muslimsk område i Bagdad, blev han opsøgt af Mehdi-militsen, som havde fundet ud af, at han var sunni-muslim, men ikke ville slå ham ihjel, idet moderen var shia-muslim. De ønskede, at ansøgeren skulle samarbejde med dem. Ansøgeren havde tilkendegivet, at han ville samarbejde, men havde i stedet taget ophold hos familie i et andet område i Bagdad, hvor han havde opholdt sig i et år. Han frygtede ved en tilbagevenden at blive beskyldt for at være kollaboratør og for at samarbejde med amerikanerne i det sunni-muslimske område. Flygtningenævnet udtalte, at det af ansøgerens forklaring fremgik, at han er at opfatte som sunni-muslim, idet hans fader er det. Ansøgerens fader boede i Egypten, men opholdt sig med jævne mellemrum hos familie i Bagdad, blandt andet i forbindelse med forretninger. Ansøgeren, der var ugift, havde ikke været politisk aktiv eller på anden vis profileret sig. Ansøgeren havde ikke forud for udrejsen været udsat for forhold, der i sig selv kunne begrunde asyl. Det bemærkedes, at han havde kunnet opholde sig i lang tid i Bagdad, efter at han skulle være forsøgt hvervet af Mehdi-militsen. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i konkret og individuel risiko for forfølgelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet fandt heller ikke, at ansøgeren ville være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af samme lovs § 7, stk. 2. Irak/2008/56
Nævnet stadfæstede i september 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2008. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren som asylmotiv havde henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygtede at blive fængslet af de irakiske myndigheder, der mistænkte ham for at være terrorist. Ansøgeren havde videre henvist til, at han frygtede Hizb ut-Tahrir, der eftersøgte ham, fordi han havde afsløret navnet på et medlem af bevægelsen overfor de irakiske myndigheder. Flygtningenævnet fandt, at ansøgerens forklaring fremstod som konstrueret og divergerende. Flygtningenævnet fandt det usandsynligt, at ansøgerens ven skulle have overladt det til ansøgeren, der ikke havde kørekort, at køre vennens bil med sprængstof til vennens bopæl. Ansøgeren havde desuden forklaret divergerende herunder med hensyn til, om vennen havde kørt bagefter ansøgeren og omstændighederne omkring ansøgerens tilbageholdelse af politiet. Uanset om Flygtningenævnet lagde ansøgerens forklaring til grund, fandt nævnet ikke, at de anførte forhold kunne begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren var blevet anholdt af myndighederne for almindelig kriminalitet, og at ansøgerens familie efter det oplyste ikke siden begyndelsen af 2007 havde modtaget arrestordrer vedrørende ansøgeren. Flygtningenævnet tillagde det tillige vægt, at ansøgeren forud for sin flugt fra myndighederne havde fået løsnet strips og fjernet bindet fra sine øjne, og at ansøgeren efterfølgende havde opholdt sig i hjemlandet fra begyndelsen af 2007 indtil udrejsen i slutningen af 2007 uden problemer. Flygtningenævnet bemærkede endvidere, at ansøgerens forældre og søskende fortsat befandt sig i Mosul. Uanset om ansøgerens familie havde modtaget to indkaldelser eller trusselsbreve fra Hizb ut-Tahrir, dels i 2007, dels efter ansøgerens udrejse, fandt Flygtningenævnet ikke, at dette i sig selv gav tilstrækkeligt grundlag for at antage, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak risikerede forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet bemærkede herved, at ansøgeren eller hans familie ikke på anden måde havde været opsøgt eller truet af hverken Hizb ut-Tahrir eller familien til det anholdte Hizb ut- Tahrir medlem. Flygtningenævnet fandt derfor ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak ville være i risiko for en forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller risikerede at blive underkastet forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Irak/2008/55
Nævnet meddelte i september 2008 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Irak. Indrejst i 2008. Ansøgeren er mandæer fra Bagdad. Flygtningenævnet bemærkede, at ansøgeren havde afgivet skiftende og indbyrdes divergerende forklaringer om sine opholds- og arbejdsforhold. Flygtningenævnet fandt, at en del af divergenserne kunne skyldes, at ansøgeren – tilskyndet af sin herboende svigerfamilie – havde søgt at skjule, at hun i nogle år havde opholdt sig i Jordan. Ansøgerens forklaring om, hvornår hun sammen med moderen og to søskende vendte tilbage til Irak, havde ligeledes divergeret, idet hun i asylskemaet havde oplyst, at de vendte tilbage i 2005 og igen forlod Irak i begyndelsen af 2005, 10 dage efter faderens død. Under samtalen med Udlændingeservice havde ansøgeren forklaret, at de vendte tilbage i begyndelsen af 2006, og at familien igen forlod Irak efter tre dage. Under nævnsmødet havde ansøgeren forklaret, at de vendte tilbage i slutningen af 2005 eller begyndelsen af 2006. Herefter fandt nævnet, at der bestod betydelig tvivl om troværdigheden af ansøgerens forklaring, herunder forklaringen om, hvorvidt hun havde været tilbage i Irak efter opholdet i Jordan. Ved vurderingen af ansøgerens troværdighed lagde nævnet endvidere vægt på, at ansøgerens forklaring om begivenhederne i Irak forekom konstrueret og usandsynlig. Ifølge ansøgeren skulle familien efter tilbagekomsten i løbet af tre dage have modtaget en række telefoniske og skriftlige trusler, søsteren skulle være blevet bortført, voldtaget og tilbagegivet, og faderen skulle være blevet dræbt og hans forretning nedbrændt under overværelse af ansøgeren. Flygtningenævnet fandt, at ansøgerens forklaring om disse begivenheder, herunder hendes personlige tilstedeværelse, var overdramatiseret og konstrueret til lejligheden. Nævnet kunne imidlertid lægge til grund, at ansøgeren og hendes familie er mandæere. Det forekom endvidere sandsynligt - efter de foreliggende baggrundsoplysninger om forholdene for mandæere i Irak – at faderen som eneste tilbageværende af familien i Bagdad kunne være blevet udsat for trusler og overgreb som følge af sit religiøse tilhørsforhold. Nævnet fandt således, at der – uanset tvivlen om troværdigheden – kunne være en sand kerne i ansøgerens forklaring, og at den tvivl, der bestod om, hvad der var sket med faderen, skulle komme hende til gode. På denne baggrund fandtes ansøgeren, der ved en tilbagevenden til Irak ville være i en udsat position som enlig kvinde uden netværk, i tilstrækkelig grad at have sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Irak ville være i risiko for en forfølgelse, der var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Irak/2008/54
Nævnet stadfæstede i september 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak. Indrejst i 2008. Flygtningenævnet lagde ansøgerens forklaring til grund, herunder at hun er assyrer og kristen. Det fremgik af sagen, at ansøgeren med familie flyttede fra Bagdad til en landsby nær Mosul som følge af trusler mod faderen, blandt andet begrundet i faderens tilknytning til det nye styre i Irak. Forud for ansøgerens udrejse boede hun med familien i landsbyen nær Mosul, og i denne periode modtog familien ikke trusler. Ansøgerens udrejse var således ikke begrundet i trusler eller andre overgreb, men måtte anses for begrundet i ansøgerens ønske om at slutte sig til ægtefællen i Danmark. Ansøgeren havde oplyst, at en fætter, dengang bosiddende i Bagdad, var blevet kidnappet og efterfølgende løsladt mod betaling af løsepenge. Fætteren var herefter flyttet til landsbyen, hvor ansøgerens familie havde bopæl. Ansøgeren havde endvidere oplyst, at hun fra familien havde hørt, at de inden for de sidste par måneder – i lighed med andre kristne – havde modtaget trusler og var blevet opfordret til at forlade Irak. Ifølge ansøgeren planlagde familien nu at udrejse af Irak. Flygtningenævnet bemærkede, at truslerne på grund af faderens arbejde og tilknytning til regimet ikke fortsatte, da familien flyttede til Mosul området, hvor de havde opholdt sig en flerårig periode. Dette forhold kunne derfor ikke nu anses for asylbegrundende, og der havde således ikke ved ansøgerens udrejse foreligget asylbegrundende forhold. Den omstændighed, at ansøgeren er kristen, var efter Flygtningenævnets praksis, som var baseret på de foreliggende baggrundsoplysninger om forholdene i Irak, ikke i sig selv tilstrækkeligt til at begrunde asyl. Oplysningerne om, at ansøgerens fætter var blevet kidnappet i Bagdad, og at ansøgerens familie havde modtaget mere generelle trusler og opfordringer til at forlade landet, fandtes heller ikke i tilstrækkelig grad at sandsynliggøre, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak ville være i risiko for en konkret og individuel forfølgelse. Det bemærkedes i den forbindelse, at ansøgerens fætter var blevet frigivet og nu opholdt sig i den landsby, hvor også ansøgerens forældre fortsat opholdt sig, og hvor faderen fortsat havde sit arbejde. Flygtningenævnet fandt herefter, at ansøgeren ikke havde sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden ville være i en konkret og individuel risiko for forfølgelse, der var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for forhold, der var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Irak/2008/53
Nævnet stadfæstede i september 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2001. I august 2002 meddelte Udlændingeservice ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. I januar 2005 stadfæstede Flygtningenævnet afgørelsen. I juli 2008 besluttede Flygtningenævnet at genoptage sagen. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren som asylmotiv ved sin indrejse havde henvist til frygt for myndighedsovergreb, fordi han ikke ville udlevere oplysninger om kunder til myndighederne, hvilket motiv blev forkastet af nævnet i januar 2005 som utroværdigt. Ansøgeren havde derefter i juli 2006 anmodet om genoptagelse af sagen på baggrund af eftersendte dokumenter, der skulle godtgøre, at han nu var eftersøgt som mistænkt for at have udleveret oplysninger til det tidligere styre. I august 2007 begærede ansøgeren via sin advokat på ny sagen genoptaget som følge af, at hans fader var blevet bortført og siden dræbt, uden at der var nævnt noget om den formodede årsag til drabet. Ansøgeren havde siden i september 2007 oplyst til sin advokat, at familien skulle være flygtet fra Irak, og at han ville undersøge familiens nuværende opholdssted. Ansøgeren havde endelig via sin advokat i november 2007 fremsendt et brev fra moderen om dennes angivelige flugt til Syrien. Der var ikke heri nævnt supplerende årsager til drabet eller flugten. Ansøgerens advokat havde i en skrivelse fra december 2007 anvendt brevet til støtte for ansøgerens anbringende om, at han risikerede overgreb som følge af mistanke for at have samarbejdet med det tidligere styre. Nævnet havde dernæst i maj 2008 modtaget en fornyet begæring om genoptagelse, nu under henvisning til, at ansøgerens moder skulle være feylikurder, og at dette skulle være årsag til mordet på faderen og familiens flugt. Begrundelsen var vedlagt et brev fra ansøgerens moder dateret april 2008, hvori der henvistes til etniciteten. Nævnet fandt ikke, at ansøgerens forklaring om moderens etnicitet var troværdig. Nævnet bemærkede, at oplysningerne var fremkommet sent i forløbet, og efter at nævnet i flere tilfælde havde givet asyl til feylikurdere fra Bagdad. Nævnet bemærkede også, at oplysningerne var direkte i modstrid med ansøgerens oprindelige oplysninger ved asylregistreringen, hvor han i en oplæst og vedstået rapport havde oplyst, at begge forældre var arabiske irakere og shiamuslimer. Det forhold, at ansøgeren oplyste, at flere familiemedlemmer herunder han selv har typiske feylikurdiske navne, kunne på denne baggrund ikke tillægges betydning og dermed ikke begrunde hjemvisning. Ansøgeren havde derfor fortsat ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden ville være i risiko for asylrelevant forfølgelse efter udlændingelovens § 7, jf. lovbekendtgørelse 711 af 1. august 2001. Irak/2008/52
Nævnet stadfæstede i september 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2007. Under sagens behandling var indhentet en udtalelse fra den danske udlændingeattaché i Irak om tjenesten som brandmand i Nordirak. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren som asylmotiv havde henvist til frygt for sanktioner som følge af, at han havde forladt et job som brandmand i Nordirak. Han havde oplyst, at han havde underskrevet en kontrakt, der medførte en bindingsperiode på 10 år og sanktioner på enten 10 års fængsel eller en bøde svarende til 10.000 US-dollars, hvis han forlod arbejdet inden bindingsperiodens ophør. Ansøgeren havde på nævnsmødet fremlagt et dokument, der fremtrådte som en kontrakt om ansættelsesforholdet og med en bindingsperiode og sanktioner svarende til ansøgerens oplysninger, dog således at bøden var angivet til 15 millioner dinarer. Samtidig havde ansøgeren fremlagt et id-dokument angiveligt udstedt af ”Interior Ministry – Police” i Kurdistan Regional Government. Flygtningenævnet bemærkede, at ansøgeren under den første samtale med Udlændingeservice havde forklaret, at brandmandskorpset var en del af militæret i Nordirak. Under partshøringssamtalen – efter fremkomsten af oplysninger fra den danske udlændingeattaché – fragik ansøgeren denne forklaring og oplyste, at brandmandskorpset henhørte under Indenrigsministeriet. Ansøgerens forklaring om sanktioner, hvis man forlod brandmandskorpset i utide, stemte ikke overens med oplysningerne fra udlændingeattachéen. Ifølge de af udlændingeattachéen indhentede oplysninger kunne en ansat frit forlade korpset. Nævnet bemærkede endvidere, at de angivne sanktioner i sig selv forekom usandsynlige. Nævnet kunne derfor ikke lægge ansøgerens forklaring om sanktionerne til grund. I den forbindelse bemærkedes, at de for nævnet fremlagte dokumenter ikke kunne tillægges betydning. Nævnet havde herved lagt vægt på tidspunktet for deres fremkomst og deres fremtrædelsesform. Nævnet fandt derfor heller ikke anledning til at udsætte sagen på en ægthedsvurdering af dokumenterne. Efter det anførte tilsidesatte nævnet ansøgerens forklaring om asylmotivet og fandt, at ansøgeren ikke havde sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak ville være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for at blive udsat for forhold, der var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Irak/2008/51
Nævnet stadfæstede i september 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2008. Flygtningenævnettiltrådte, at ansøgeren var tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylsagsbehandling, og fandt herefter ikke grundlag for at hjemvise sagen til fortsat behandling i Udlændingeservice. Ansøgeren havde til støtte for sin asylansøgning navnlig gjort gældende,at hans far, som var ansat indenfor det irakiske politi, og som på tidspunktet for sagen behandling i nævnet opholdt sig i Irak, havde modtaget en SMS, hvorved han var blevet forsøgt afpresset penge, samt et generelt trusselsbrev rettet mod personer, der samarbejdede med den irakiske regering og amerikanerne, mens familien havde opholdt sig i Kirkuk, at faderen herefter havde besluttet, at ansøgeren skulle forlade Irak, og at ansøgeren ville være i forfølgelsesrisiko, hvis han vendte tilbage til hjemlandet. Flygtningenævnet lagde imidlertid vægt på, at den pågældende SMS meddelelse efter det oplyste var afsendt i april 2007, at det generelle trusselsbrev var dateret i begyndelsen af 2007, men at ansøgeren først var udrejst af hjemlandet i slutningen af 2007. Flygtningenævnet lagde yderligere nogen vægt på, at ansøgeren efter sine egne oplysninger havde haft regelmæssig telefonisk kontakt med sin fader, men at faderen ikke havde oplyst om yderligere trusler, mens han havde opholdt sig i Irak. Under disse omstændigheder fandt Flygtningenævnet det ikke sandsynliggjort af ansøgeren, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i konkret og individuel risiko for forfølgelse af de grunde, der er angivet i Flygtningekonventionen, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Irak/2008/50
Nævnet meddelte i februar 2008 opholdstilladelse (K-status) til et ægtepar fra Irak. Indrejst i 2001. Udlændingeservice meddelte i 2002 ansøgerne afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæstede i 2002 afgørelsen. I begyndelsen af 2008 besluttede Flygtningenævnet under hensyn til sagens karakter at genoptage sagen. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgerne under nævnets behandling af ansøgernes oprindelige asylsag havde henvist til chikanerier, som de havde været udsat for som følge af deres mandæiske trosforhold, og til nogle særlige forhold, der var knyttet til deres to sønners udrejse i henholdsvis 1996 og 1998. Det fremgik således af sagen, at ansøgerne allerede ved asylregistreringen i 2001 nævnte disse forhold. Af de yderligere oplysninger under sagen fremgik, at ansøgerne også forud for sønnernes udrejse havde været chikaneret som følge af deres trosforhold, men at chikanerierne, hvorunder de blev tvunget til at aflevere smykker, herefter blev intensiveret. Ansøgerne havde under nævnsmødet detaljeret forklaret om, hvorledes begge ansøgernes familier i de senere år var udrejst. De havde i den forbindelse forklaret om kidnapninger og betaling af løsesum samt om trusler rettet mod familiemedlemmerne som årsag til deres udrejse. Ansøgerne havde endvidere forklaret, at de bekendte, der tilhørte den samme mandæiske menighed som ansøgerne, og som havde været bosat i samme boligområde som de selv, alle var udrejst som følge af tiltagende vold overfor personer tilhørende den mandæiske trosretning. De fremhævede oplysninger måtte lægges til grund, idet ansøgerne havde forklaret troværdigt herom, og idet de havde støtte i de seneste baggrundsoplysninger, jf. British Home Office, Country of Origin Information Report af 8. januar 2008. Herefter og idet det måtte tillægges vægt, at ansøgerne, der var henholdsvis 78 og 62 år, ikke kunne antages at ville få tilstrækkelig beskyttelse fra de irakiske myndigheder, fandt Flygtningenævnet, at ansøgerne opfyldte betingelserne for at få meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Irak/2008/5
Nævnet stadfæstede i september 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2007. Ansøgeren havde vedrørende sit asylmotiv blandt andet forklaret, at han i efteråret 2006 havde været kortvarigt tilbageholdt af nogle ukendte personer, der havde slået og sparket ham og truet ham på livet. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren, der er sunni-muslim, ikke havde været politisk aktiv og heller ikke på anden vis havde profileret sig. Ansøgeren havde under sagens behandling i betydelig grad udbygget sin forklaring, herunder vedrørende sit arbejde for de amerikanske styrker, og at han skulle have været bortført og frataget ejendele, blandt andet en bil. Uanset om den udbyggede forklaring lagdes til grund eller ej, fremgik det, at han ikke efter den angivne episode i efteråret 2006 og frem til udrejsen i begyndelsen af 2007 var blevet opsøgt, truet eller havde været udsat for andre forhold, der kunne begrunde asyl. Flygtningenævnet fandt herefter ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland ville være i risiko for konkret og individuel forfølgelse, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet fandt heller ikke, at ansøgeren var i reel risiko for at blive udsat for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet udlændingelovens § 7, stk. 2. Irak/2008/49
Nævnet stadfæstede i september 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2007. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til, at han havde arbejdet for amerikanerne, og at han som følge heraf havde været udsat for bombesprængninger, kidnapning og havde modtaget trusselsbreve fra en islamistisk gruppe. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er etnisk araber og shia-muslim fra Bagdad i Irak, og at ansøgeren i en periode havde arbejdet for amerikanerne med aircondition i en uprofileret stilling. Nævnet henviste til, at det efter udlændingelovens § 40, stk. 1, påhviler en asylansøger at meddele de oplysninger, der er nødvendige til bedømmelse af, om en opholdstilladelse i henhold til loven kan gives. Det følger heraf, at en udlænding, der søger opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, må sandsynliggøre det asylgrundlag, udlændingen påberåber sig. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren på en troværdig måde havde redegjort for sine forhold og aktiviteter, idet ansøgerens forklaring fremtrådte som usammenhængende og divergerende, og ansøgeren havde under sagen væsentligt udbygget sin forklaring. Ansøgeren havde således forklaret divergerende med hensyn til, hvor og hvornår de angivne bombe- eller minesprængninger havde fundet sted. Ansøgeren havde desuden ikke sandsynliggjort, at han havde været mål for de sprængninger, han havde forklaret om under nævnsmødet, hverken bomben i familiens forretning eller bomben, der var sprunget, da ansøgeren havde villet sige sit arbejde hos amerikanerne op. Ansøgeren havde endvidere over for Udlændingeservice forklaret, at det efter kidnapningen af ham og hans bror i 2007 var lykkedes ham at flygte fra tilbageholdelsen, da en af kidnapperne havde løsnet ansøgerens bånd, og da der ikke var blevet holdt øje med ham. Ansøgeren havde først under mødet med sin advokat og under nævnsmødet forklaret, at han havde skudt fem vagter i forbindelse med flugten og var flygtet med sin broders lig. Ansøgeren oplyste under nævnsmødet desuden, at to af vagterne var blevet dræbt. Ansøgeren forklarede yderligere først under nævnsmødet, at hans bror forud for kidnapningen havde skudt efter kidnapperne. Flygtningenævnet kunne ikke tillægge det af ansøgeren fremlagte angivelige trusselsbrev betydning. Nævnet fandt på denne baggrund ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring herom til grund og fandt derfor ikke, at ansøgeren ved udrejsen kunne antages at have været forfulgt af en islamistisk gruppe, eller at ansøgeren ved en tilbagevenden ville være i en reel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, fra en islamistisk gruppe eller i risiko for dødsstraf eller for at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. De generelt vanskelige forhold i Irak kunne ikke i sig selv begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Irak/2008/48
Nævnet stadfæstede i august 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2007. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er født i Bagdad, og som 11-årig flyttede han med sin familie til Kirkuk. Han er turkmener og sunni-muslim. Han havde ikke været hverken politisk eller religiøst aktiv. Ansøgeren havde som væsentligste asylmotiv henvist til, at hans broder var blevet dræbt – formentlig af familien til en person, der selv var blevet dræbt – eller også var broderen blevet dræbt af en terrorgruppe. Ansøgeren havde på flere væsentlige punkter ændret forklaring, ligesom han også havde udbygget sine forklaringer. Det gjaldt for eksempel omstændighederne i forbindelse med nedskydningen af broderen, herunder hvad ansøgeren så. Som eksempler på, at ansøgeren havde udbygget sine forklaringer, kunne nævnes, at han hos sin advokat havde oplyst, at han også – ligesom den dræbte person – havde været tilknyttet nationalgarden. Først ved mødet i Flygtningenævnet havde ansøgeren i øvrigt kunnet oplyse navnet på den person, som efter det oplyste skulle have været anledning til hele asylmotivet. Endelig havde ansøgeren i Flygtningenævnet oplyst, at det måske var en terrorgruppe, der havde dræbt broderen. De attester, der var fremlagt i Flygtningenævnet – dødsattest fra broderen og et brev om et terrorangreb mod et hus – kunne ikke føre til nogen anden vurdering. Flygtningenævnet fandt ikke anledning til at udsætte sagen på, at ansøgeren kunne fremskaffe bevis for, at han havde været tilknyttet nationalgarden. Flygtningenævnet kunne på denne baggrund ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren havde derfor ikke sandsynliggjort, at han havde et asylmotiv, der kunne føre til, at han opfyldte betingelserne i udlændingelovens § 7. Irak/2008/47
Nævnet stadfæstede i august 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2006. Ansøgeren havde vedrørende sit asylmotiv forklaret, at han havde modtaget trusler som følge af sit arbejde for det tidligere styre, ligesom han havde modtaget trusselsbreve for ikke at ville samarbejde med Baath-partiet efter det tidligere styres fald. Flygtningenævnet udtalte, at efter udlændingelovens § 40, stk. 1, påhviler det en asylansøger at meddele de oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af, om en opholdstilladelse i henhold til loven kan gives. Det følger heraf, at en udlænding, der søger opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, må sandsynliggøre den identitet og det asylgrundlag, udlændingen påberåber sig. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort sin identitet. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren på en sammenhængende og troværdig måde havde kunnet redegøre for de forklarede aktiviteter. Han havde således forklaret divergerende, og havde ikke tidsmæssigt kunnet placere de forklarede begivenheder. Han havde under nævnsmødet erkendt, at han havde afgivet urigtige oplysninger om sin identitet og om sin færden. Han havde først i forbindelse med nævnsmødet fremlagt en række bilag uden at kunne give nogen rimelig grund til den sene fremlæggelse, hvorimod han ikke havde fremlagt bilag vedrørende sin identitet. Flygtningenævnet fandt på denne baggrund ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund og fandt ikke, at ansøgeren ved udrejsen var forfulgt eller ved en tilbagevenden vil være i en sådan risiko herfor, at der var grundlag for at meddele opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Irak/2008/46
Nævnet meddelte i august 2008 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Irak. Indrejst i 2001. Udlændingeservice meddelte i 2002 ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæstede i november 2002 afgørelsen. I februar 2008 besluttede Flygtningenævnet under hensyn til sagens karakter at genoptage sagen. Sagen blev på nævnsmødet behandlet sammen med sagen vedrørende ansøgerens søn. Flygtningenævnet lagde ansøgerens forklaring om de overgreb, der var overgået familien i 2005, til grund. Flygtningenævnet lagde således til grund, at ansøgeren er kristen kaldæer fra Bagdad, at ansøgerens familie havde været udsat for forskellige trusler og overgreb i 2005, og at alle familiemedlemmerne var udrejst af Irak som følge af disse trusler og overgreb. Ansøgerens forklaring om disse overgreb stemte med de generelle baggrundsoplysninger om situationen i Bagdad. Flygtningenævnet fandt herefter, at ansøgeren efter de nu foreliggende forhold måtte antages at risikere forfølgelse som følge af sin kristne tro ved en tilbagevenden til Irak. Flygtningenævnet bemærkede, at det efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke kunne antages, at de irakiske myndigheder ville kunne yde ansøgeren den fornødne beskyttelse ved en tilbagevenden til Irak. Irak/2008/45
Nævnet meddelte i august 2008 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2001. Udlændingeservice meddelte i 2002 ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. I november 2002 stadfæstede Flygtningenævnet afgørelsen. I februar 2008 besluttede Flygtningenævnet under hensyn til sagens karakter at genoptage sagen. Ansøgerens sag blev på nævnsmødet behandlet sammen med sagen vedrørende ansøgerens moder. Flygtningenævnet lagde ansøgerens forklaring om de overgreb, der var overgået familien i 2005, til grund. Flygtningenævnet lagde således til grund, at ansøgeren er kristen kaldæer fra Bagdad, at ansøgerens familie havde været udsat for forskellige trusler og overgreb i 2005, og at alle familiemedlemmerne var udrejst af Irak som følge af disse trusler og overgreb. Ansøgerens forklaring om disse overgreb stemte med de generelle baggrundsoplysninger om situationen i Bagdad. Flygtningenævnet fandt herefter, at ansøgeren efter de nu foreliggende forhold måtte antages at risikere forfølgelse som følge af sin kristne tro ved en tilbagevenden til Irak. Flygtningenævnet bemærkede, at det efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke kunne antages, at de irakiske myndigheder ville kunne yde ansøgeren den fornødne beskyttelse ved en tilbagevenden til Irak. Irak/2008/44
Nævnet meddelte i august 2008 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2003. I 2004 meddelte Udlændingeservice ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæstede i oktober 2004 afgørelsen. I april 2008 besluttede Flygtningenævnet at genoptage sagen til behandling på nyt mundtligt nævnsmøde. Flygtningenævnet lagde ansøgerens forklaring til grund. Nævnet lagde således til grund, at ansøgeren, der er kristen assyrer, under opholdet i Bagdad, hvortil ansøgeren flyttede sammen med sine forældre og søskende, da ansøgeren var cirka 13 år, ligesom andre kristne familier i kvarteret ugentligt gik i kirke. Ligesom andre på ansøgerens alder deltog han endvidere to til tre gange om ugen i undervisning i kirken i assyrisk. Ansøgeren var udrejst sammen med sin familie i 2000, men var vendt tilbage til kvarteret i Bagdad sammen med sin far. Efter seks til syv måneder havde ansøgeren sammen med sin far endeligt forladt kvarteret og taget ophold i Jordan, hvorfra ansøgerens far havde fået indrejsetilladelse og familiesammenføring i Danmark, hvor hans hustru og datter opholdt sig. Ansøgeren var indrejst til Danmark i 2003 og havde søgt om asyl. Han havde siden opholdt sig her i landet. Efter ansøgerens oplysninger lagdes det videre til grund, at ansøgerens tante, der havde været ansøgerens sidste familiemedlem i Irak, var udrejst cirka et år efter ansøgeren. Ansøgeren havde således ingen hverken nære eller fjernere slægtninge i Irak i dag. En stor del af ansøgerens familie opholdt sig i Danmark. Ansøgeren havde oplyst, at han i indeværende år fra en jævnaldrende ven, der havde boet i samme kvarter som ansøgeren med sin kristne familie, havde fået oplyst, at de tilbageblevne kristne familier i ansøgerens kvarter alle havde modtaget trusselsbreve om at udrejse inden en uge. Det havde fremgået af brevet, at tilbageblevne ville blive dræbt og deres huse brændt ned. Henvendelse til politiet var forgæves. Vennen havde oplyst, at hans familie var udrejst til Australien, hvor vennen nu opholdt sig. Det anførte var sket inden vennens udrejse for cirka et til to år siden. Vennen havde videre oplyst, at der ikke havde været flere kristne familier tilbage i kvarteret. På denne baggrund fandt Flygtningenævnet efter en samlet vurdering af ansøgerens forhold og det oplyste om den konkrete trussel, som vennen havde oplyst om, at ansøgeren som kristen assyrer ved en tilbagevenden til Irak i den nuværende situation risikerede forfølgelse som omfattes af udlændingelovens § 7, stk. 1. Irak/2008/43
Nævnet stadfæstede i august 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2007. Ansøgeren er etnisk kurder fra Nordirak. Ansøgeren havde forklaret om familiens konflikter med et tidligere medlem af Baath-partiet, som nu var tilknyttet KDP og fortsat var magtfuld i de kurdiske områder. Den pågældende efterstræbte ifølge det oplyste ansøgerens familie på grund af en retssag, som ansøgerens moder og morbroder havde anlagt mod det tidligere Baath-medlem for drab på to af ansøgerens morbrødre. Flygtningenævnet udtalte, at der ikke fandtes at være tilstrækkeligt grundlag for at følge ansøgerens advokats anmodning om udsættelse af sagen, idet oplysningerne, som advokaten ønskede uddybet, i det væsentlige vedrørte ansøgerens morbroder og i øvrigt først var fremkommet dagen før nævnsmødet. Ansøgeren havde ikke været politisk aktiv og havde ikke haft konflikter med myndighederne. Som asylmotiv havde ansøgeren alene henvist til følgerne af en retssag, som hans moder og morbroder havde indledt sammen med et stort antal andre personer mod det tidligere Baath-medlem. Det kunne lægges til grund, at moderen, på trods af at hun var medinitiativtager og i et vist omfang eksponeret i medierne, ikke havde været udsat for trusler eller overgreb fra det tidligere Baath-medlem, ligesom heller ikke ansøgerens fader eller nærmeste familie i øvrigt havde haft problemer i den anledning. Morbroderen havde efter sagens indledning valgt tre gange at indrejse i Nordirak i forsøg på at fremme sagen; han havde i den forbindelse ikke været udsat for fysiske overgreb, men alene for trusler eller aktioner af truende karakter til trods for, at han havde været eksponeret i pressen. Ansøgeren havde i forhold til moderen og morbroderen alene haft en underordnet rolle som chauffør og vagt for morbroderen og var ikke blevet eksponeret. Han havde alene været udsat for trusler, nogle af gangene mens han havde været sammen med morbroderen. Han havde således siden sagen mod det tidligere Baath-medlem blev påbegyndt i 2003 og indtil udrejsen i 2007 kunnet opholde sig i sit hjemområde uden at have lidt fysisk overlast. På denne baggrund havde ansøgeren ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden ville udsætte sig for risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller ville være i konkret og reel risiko for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Irak/2008/42
Nævnet meddelte i august 2008 opholdstilladelse (F-status) til en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2001. Udlændingeservice meddelte i 2003 ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæstede i februar 2004 afgørelsen. I februar 2008 besluttede Flygtningenævnet af formelle grunde at genoptage sagen. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er shia-muslim, araber og fra det sydlige Irak. Ansøgeren havde ikke været hverken religiøst eller politisk aktiv. Siden afslaget på opholdstilladelse i 2004 i Flygtningenævnet havde ansøgeren som begrundelse for sin ansøgning om genoptagelse særligt henvist til en konflikt mellem en navngiven klan og hans familie. Ansøgerens moder, ene broder og to nevøer var således i begyndelsen af 2005 blevet dræbt som følge af, at ansøgerens anden broder som politimand havde været med til at dræbe en højtplaceret person fra klanen. Som dokumentation for de nævnte drab havde ansøgeren fremlagt tre originale dødsattester fra et hospital i hans hjemby. Ansøgeren havde endvidere fremlagt en anmeldelse indgivet af ansøgerens broder til politiet med navnene på de personer fra den nævnte klan, som efter hans opfattelse havde dræbt de nævnte familiemedlemmer. Flygtningenævnet lagde ansøgerens forklaring og de fremlagte bilag til grund for nævnets afgørelse. Under hensyn til, at ansøgerens broder også var flygtet, og da ansøgeren herefter var den eneste mand, der var tilbage i hans familie, kunne det ikke udelukkes, at han ville blive opsøgt og muligt dræbt af personer fra den nævnte klan, hvis han vendte tilbage til Irak. Da det ikke under de nuværende forhold kunne forventes, at ansøgeren kunne opnå tilstrækkelig beskyttelse fra myndighederne, fandt Flygtningenævnet, at ansøgeren var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. lovbekendtgørelse nr. 711 af 1. august 2001. Irak/2008/41
Nævnet stadfæstede i juli 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2006. Flygtningenævnet udtalte, at efter udlændingelovens § 40, stk. 1, påhviler det en asylansøger at meddele de oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af, om en opholdstilladelse i henhold til loven kan gives. Det følger heraf, at en udlænding, der søger opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, må sandsynliggøre den identitet og det asylgrundlag, udlændingen påberåber sig. Ansøgeren havde to gange søgt asyl i Norge, men var blevet returneret til Danmark i overensstemmelse med Dublin-konventionen. Ansøgeren havde første gang søgt asyl i Norge under en anden identitet, end den identitet, som han havde oplyst over for de danske myndigheder. Ansøgeren havde endvidere oplyst to forskellige asylmotiver over for henholdsvis de danske og de norske myndigheder. Ansøgeren havde endvidere været i besiddelse af et håndskrevet dokument, der indeholdt forklaring om rejserute og asylmotiv, som bedst stemte med den forklaring, han havde oplyst over for de norske myndigheder. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren havde godtgjort det asylmotiv, han havde påberåbt sig over for de danske myndigheder. Flygtningenævnet bemærkede herved, at der var visse divergenser i forklaringen over for de danske myndigheder, således for eksempel om ansøgerens bror var medlem af en kriminel gruppe eller ej, og om hvorvidt ansøgeren og moderen havde afgivet forklaring til politiet om drabet på broderen. Forklaringen fremstod endvidere som noget usikker og hvilede i vidt omfang på ansøgerens antagelser. Flygtningenævnet fandt på denne baggrund ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund og fandt ikke, at ansøgeren ved udrejsen var forfulgt eller ved en tilbagevenden ville være i en sådan risiko herfor, at der var grundlag for at meddele asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Irak/2008/40
Nævnet stadfæstede i januar 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2006. Flygtningenævnet udtalte, at det forhold, at ansøgeren er kurder fra Mosul-området, ikke i sig selv kunne begrunde asyl. Der var efter nævnets opfattelse ikke tale om, at overgreb mod kurdere har en så omfattende og generel karakter, at kurderne som gruppe betragtet måtte anses for udsat for en forfølgelse, der var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller forhold, der var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Uanset om ansøgerens forklaring om faderens telefoniske henvendelse til politiet lagdes til grund, fandt nævnet det ikke sandsynliggjort, at denne henvendelse som angivet af ansøgeren havde haft til følge, at ansøgeren var blevet eller ville blive efterstræbt. Det sås ikke på nogen måde sandsynliggjort, at den af ansøgeren angive eksplosion havde været rettet mod ham. Irak/2008/4
Nævnet stadfæstede i juli 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2002. Flygtningenævnet kunne lægge ansøgerens forklaring om hans militære virke til grund, herunder at ansøgeren havde fungeret som livvagt for et af Saddam Husseins nærmere familiemedlemmer. Flygtningenævnet kunne endvidere lægge til grund, at ansøgeren i forbindelse med sit arbejde som livvagt havde været til stede under episoder, hvor der blev begået overgreb mod oprørere, herunder af ansøgerens arbejdsgiver personligt. På denne baggrund fandt Flygtningenævnet, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak ville være i risiko for overgreb fra shia-muslimske grupper, og at den irakiske stat ikke ville eller kunne beskytte ham herimod. Ansøgeren måtte derfor anses som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgerens arbejde som livvagt kunne have indebåret, at ansøgeren havde medvirket til krigsforbrydelser. Ansøgeren havde under samtalen i 2007 med Udlændingeservice forklaret, at han havde overværet mange overgreb, og at han blandt andet havde overværet episoder, hvor hans arbejdsgiver egenhændigt tævede oprørere, inden han beordrede soldater til at dræbe de pågældende. Ansøgeren havde forklaret, at han udelukkende havde været til stede som tilskuer to skridt bag sin arbejdsgiver. Under samtalen i Flygtningenævnet blev ansøgeren forsøgt udspurgt nærmere om sin egen rolle i forbindelse hermed. Ansøgeren havde på disse spørgsmål svaret undvigende og forbeholdent og alene henvist til, at han havde været vidne til mange ting, men at han ikke turde forklare mere herom. Det er ansøgerens pligt at sandsynliggøre sit asylmotiv. Flygtningenævnet fandt, at ansøgerens manglende besvarelse af de af nævnet stillede spørgsmål om overgrebene havde været så undvigende, at der var alvorlig grund til at antage, at ansøgeren havde begået eller medvirket til krigsforbrydelser. På denne baggrund udelukkedes ansøgeren fra asyl jf. udlændingelovens § 10, stk. 1, nr. 3, jf. flygtningekonventionens artikel 1F (a). Irak/2008/39
Nævnet meddelte i juli 2008 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2004. Udlændingeservice meddelte i maj 2005 ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæstede i august 2005 afgørelsen. I juni 2008 besluttede Flygtningenævnet under henvisning til sagens karakter at genoptage sagen. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er kristen assyrer fra Bagdad. I overensstemmelse med ansøgerens forklaring lagdes til grund, at ansøgerens øvrige familiemedlemmer, herunder onkler og tanter med videre, var flygtet fra Bagdad som følge af overgreb. Ansøgeren havde således ikke længere familiemedlemmer tilbage i hjemlandet. Det familiemedlem, der havde været bosiddende i Bagdad, da ansøgerens sag sidst var blevet behandlet i nævnet, var nu udrejst. Den pågældende havde blandt andet arbejdet for de amerikanske styrker. Flygtningenævnet fandt efter en samlet vurdering, at ansøgeren var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Irak/2008/38
Nævnet meddelte i juni 2008 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Irak. Indrejst i 2007. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren, der er etnisk kurder fra Nordirak, som asylmotiv havde henvist til frygt for overgreb fra sin onkel, fordi hun havde nægtet at gifte sig med onklens søn. Nævnet fandt, at ansøgeren havde forklaret konsistent under sagen og lagde derfor forklaringen til grund, herunder at ansøgerens onkel i forløbet var fremkommet med trusler mod ansøgerens liv. Nævnet bemærkede, at de af ansøgeren beskrevne forhold støttedes af baggrundsmaterialet, hvorefter der er en stigende forekomst af æresrelateret familievold netop i det område i Nordirak, hvor ansøgeren er fra, og hvorefter de stedlige myndigheder ikke ville være i stand til at yde tilstrækkelig beskyttelse imod sådan vold. Flygtningenævnet fandt på denne baggrund, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at hun ville være i en reel risiko for dødsstraf eller for at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til hjemlandet. Irak/2008/37
Nævnet stadfæstede i maj 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mindreårig mandlig statsborger fra Irak Indrejst i 2007. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren havde fået 5.000 USD med henblik på at udrejse til Vesten, således at han kunne skabe sig en tilværelse. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren ved asylregistreringen havde forklaret, at hans stedmor ikke havde været sød ved ham og havde behandlet ham dårligt, og at han derfor havde valgt at rejse væk. Han havde videre forklaret, at hans stedmor havde givet ham pengene. Nævnet bemærkede herved, at dette også stemte bedst overens med, at ansøgeren trods adskillige spørgsmål herom ikke havde kunnet forklare, hvorfor han var holdt op med at arbejde efter faderens død. Uanset at det måtte lægges til grund, at ansøgeren var mindreårig, fandt nævnet ikke, at ansøgerens senere forklaring om at have taget pengene uden stedmoderens viden kunne lægges til grund. Hverken ansøgeren eller hans far havde tilsyneladende haft udeståender med myndigheder eller grupper i Irak. Nævnet fandt således ikke grundlag for at antage, at ansøgeren risikerede forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller havde behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Irak. Det blev herved bemærket, at det forhold, at ansøgeren var mindreårig, uden egen familie og kurder fra det nordlige Irak, ikke førte til, at ansøgeren opfyldte betingelserne i udlændingelovens § 7. Nævnet bemærkede i øvrigt, at de eventuelle overgreb fra stedfamiliens side ved en tilbagevenden, som nævnet som anført ovenfor ikke kunne lægge til grund, ikke kunne antages at ville være af et sådant omfang og intensitet, at ansøgeren opfyldte betingelserne for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, selvom det måtte antages, at de irakiske myndigheder ikke ville være i stand til at beskytte ham herimod. Det blev herved bemærket, at ansøgerens påberåbte frygt alene beroede på formodninger om stedfamiliens reaktioner. Irak/2008/36
Nævnet meddelte i juni 2008 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Irak samt et barn. Indrejst i 2005. Udlændingeservice meddelte i 2006 ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæstede i august 2006 afgørelsen. I marts 2008 besluttede Flygtningenævnet at genoptage sagen under hensyn til sagens karakter. Ansøgeren er kristen kaldæer fra Bagdad. Flygtningenævnet fandt, at ansøgerens forklaring havde været troværdig. Forklaringen lagdes derfor til grund. Nævnet lagde vægt på, at ansøgeren tilhører en kendt kristen kaldæisk familie, herunder var moderens fætter en ledende præst, der var blevet kidnappet og dræbt i foråret 2008. Ansøgeren havde forklaret, at hun flyttede med sine forældre til Bagdad som barn, og at hun altid havde gået regelmæssigt i kirke. Ansøgeren havde gennemført en videregående universitetsuddannelse, og under ægteskabet med ægtefællen, der var blevet indgået i 1997, havde hun ud over den regelmæssige kirkegang forestået undervisning i den lokale kristne kirke i Bagdad i en slags søndagsskole, hvorunder også voksne henvendte sig og drøftede religiøse spørgsmål. Ansøgerne var udrejst sammen i november 2000 til Jordan, hvorfra ægtefællen var rejst videre og havde søgt asyl i Danmark. Ansøgeren havde i Jordan tilknytning til et lokalt kristent samfund, og da hun i sommeren 2005 måtte udrejse fra Jordan sammen med datteren, fordi hun ikke havde opholdstilladelse i Jordan, tog hun på ny ophold i Bagdad, men nu hos nogle kristne venner, fordi hendes og ægtefællens slægtninge var udrejst. Ansøgeren havde fortsat sin regelmæssige kirkegang og havde genoptaget det nævnte arbejde i søndagsskolen. Ansøgeren havde oplyst til sagen, at hun ikke kunne gennemskue, men mente, at hun i forbindelse med sin færden til og fra kirken eller aktivitet i denne var blevet holdt under observation. Nævnet lagde til grund, at to personer havde opsøgt den kristne udlejer, hvor ansøgeren boede, og fremsat konkrete trusler mod ansøgeren og om kidnapningen af hendes datter, og at ansøgeren herefter bortset fra to besøg i kirken havde holdt sig indendørs, indtil det var lykkedes hende at udrejse i efteråret 2005. Hverken ansøgeren eller hendes ægtefælle havde længere nær familie i Irak og på den ovennævnte baggrund fandt nævnet efter en samlet vurdering af ansøgerens forhold, at det måtte antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak under de nuværende forhold risikerede forfølgelse som omhandlet i udlændingelovens § 7, stk. 1, hvorfor ansøgeren havde krav på opholdtilladelse efter denne bestemmelse. Irak/2008/35
Nævnet stadfæstede i juni 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2007. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgerens advokat ved indledningen af nævnsmødet havde anmodet om udsættelse af nævnsmødet på forelæggelse af nogle fotografier, som ansøgeren tidligere havde afleveret til Udlændingeservice. Fotografierne skulle vise ansøgeren i livgardens uniform. Nævnet ville ikke afvise, at ansøgeren havde været ansat i garden og fandt derefter ikke grundlag for at udsætte sagen. Nævnet kunne imidlertid ikke lægge til grund, at ansøgeren i denne forbindelse skulle have været udsat for trusler fra en kurdisk terrorgruppe. Nævnet bemærkede herved, at ansøgeren under afhøringen i nævnsmødet i første omgang havde forklaret sporadisk og overfladisk, for så, når der blev spurgt ind efter detaljer, at forklare mere detaljeret, men på væsentlige punkter divergerende i forhold til ansøgerens tidligere oplysninger. Det kunne derfor heller ikke lægges til grund, at ansøgeren skulle være kommet i et alvorligt modsætningsforhold til sin far på grund af sin forbliven i garden efter at have været udsat for trusler. Herefter og idet selve tilknytningen til garden ikke i sig selv kunne begrunde asyl, fandtes det ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden ville være i risiko for asylrelevant forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller udlændingelovens § 7, stk. 2. Irak/2008/34
Nævnet meddelte i juni 2008 opholdstilladelse (K-status) til et ægtepar fra Irak samt deres børn. Indrejst i 2001. Udlændingeservice meddelte i 2004 ansøgerne afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæstede i september 2004 afgørelsen. I januar 2008 besluttede Flygtningenævnet at genoptage sagerne under hensyn til sagernes karakter. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgerne er kristne kaldæere fra Mosul-området, at ansøgerne i flere år forud for udrejsen havde konflikter og uoverensstemmelser med en muslimsk klan, som ville overtage ansøgernes jordbesiddelser, at den nævnte klan er en magtfuld lokal-klan, at klanen flere gange havde krævet, at ansøgerne konverterede til islam, og at ansøgerne var udrejst umiddelbart efter en skudepisode i forbindelse med en våbentransport. Ansøgerne havde endvidere oplyst, at de kristne familier i hjembyen efterfølgende alle var blevet fordrevet eller havde måttet udrejse på grund af pres fra muslimske grupper, at ansøgernes øvrige slægtninge på grund af deres kristne tro var udrejst af Irak som følge af konkrete livstruende trusler fra muslimske grupper, og at ansøgerne således ikke længere havde noget netværk i hjemlandet. Det fremgår af de foreliggende baggrundsoplysninger, at forholdene for kristne i Mosul-området er blevet væsentligt forværret, at der i området har været episoder med overfald og drab på kristne samt afbrænding af kirker, og at mange kristne har forladt Irak på grund af disse forhold. Endelig måtte det tillægges vægt, at myndighederne i hjemlandet i den nuværende situation ikke er i stand til at yde ansøgerne beskyttelse mod overgreb. På denne baggrund og henset til modsætningsforholdet til den magtfulde muslimske klan, måtte det antages, at ansøgerne ved en tilbagevenden på grund af deres kristne tro risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Irak/2008/33
Nævnet meddelte i juni 2008 opholdstilladelse (F-status) til en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2001. I 2005 blev ansøgeren udvist med indrejseforbud i et år af Udlændingeservice i medfør af udlændingelovens § 25 a, stk. 2, nr. 1, jf. § 32, stk. 4, 2. pkt. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er etnisk kaldæer, kristen af trosretning og stammede fra Bagdad. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren og hans familie var udsat for generelle chikanerier fra lokalbefolkningens side på grund af deres kristne tilhørsforhold, og at hans brødre var udsat for overgreb, herunder overgreb med anvendelse af kniv, forud for ansøgerens udrejse af hjemlandet. Flygtningenævnet ville ikke afvise ansøgerens forklaring om, at en af brødrene havde arbejdet for amerikanerne, og at han havde været tilbageholdt af en muslimsk gruppe i kortere tid. Nævnet ville endvidere ikke afvise, at familien i den forbindelse havde modtaget trusselsbreve. Ansøgerens forældre og søskende med familie havde herefter forladt hjemlandet. Flygtningenævnet fandt det ikke sandsynliggjort, at ansøgeren alene som følge af, at han er kristen, ved en tilbagevenden til Irak ville risikere forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet fandt imidlertid efter en samlet vurdering af det ovenfor anførte, at der forelå sådanne tungtvejende grunde, der medfører velbegrundet frygt for forfølgelse eller tilsvarende overgreb, at det ikke burde kræves, at ansøgeren vendte tilbage til sit hjemland. Det bemærkedes herved, at myndighederne efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke var i stand til at yde den fornødne beskyttelse. Det bemærkedes, at der ikke forelå særlige grunde, der taler imod, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, jf. udlændingelovens § 10, stk. 3. Flygtningenævnet meddelte derfor ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. lovbekendtgørelse nr. 711 af 1. august 2001. Irak/2008/32
Nævnet stadfæstede i maj 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Ansøgeren var 17 år på tidspunktet for nævnets behandling af sagen. Indrejst i 2007. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren havde fået 5.000 USD af sin stedfamilie med henblik på at udrejse til Vesten, således at han kunne skabe sig en tilværelse. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren ved asylregistreringen forklarede, at hans stedmor ikke var sød ved ham og behandlede ham dårligt, og at han derfor valgte at rejse væk. Han forklarede videre, at hans stedmor havde givet ham pengene. Flygtningenævnet bemærkede herved, at dette også stemte bedst overens med, at ansøgeren trods adskillige spørgsmål herom ikke havde kunnet forklare, hvorfor han holdt op med at arbejde efter faderens død. Uanset at det måtte lægges til grund, at ansøgeren er mindreårig, fandt nævnet ikke, at ansøgerens senere forklaring om at have taget pengene uden stedmoderens viden kunne lægges til grund. Hverken ansøgeren eller hans far havde tilsyneladende haft udeståender med myndigheder eller grupper i Irak. Flygtningenævnet fandt således ikke grundlag for at antage, at ansøgeren risikerede forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller havde behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Irak. Det bemærkedes herved, at det forhold, at ansøgeren er mindreårig, uden egen familie og kurder fra Kirkuk, ikke kunne føre til, at ansøgeren opfyldte betingelserne i udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet bemærkede i øvrigt, at de eventuelle overgreb fra stedfamiliens side ved en tilbagevenden, som nævnet som anført ovenfor ikke kunne lægge til grund, ikke kunne antages at ville være af et sådant omfang og intensitet, at ansøgeren opfyldte betingelserne for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, selvom det måtte antages, at de irakiske myndigheder ikke ville være i stand til at beskytte ham herimod. Det bemærkedes herved, at ansøgerens påberåbte frygt alene beroede på formodninger om stedfamiliens reaktioner. Irak/2008/31
Nævnet stadfæstede i maj 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak. Ansøgeren var 17 år på tidspunktet for nævnets behandling af sagen. Indrejst i 2007. Ansøgernes fader havde efter det oplyste været stedfortræder for en officer i den tidligere regering, og han var blevet dræbt for fem år siden efter regimets fald. Ansøgernes morbrødre havde efter det oplyste arbejdet som tolke for amerikanerne. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er shia-muslim fra en by, der ligger syd for Bagdad, at ansøgeren har en række slægtninge i Irak, herunder moderen og ni søskende, at ansøgeren ikke havde haft problemer med myndighederne, at hun var blevet viet til sin nuværende ægtefælle i Bagdad i 2006, og at hun udrejste fra Irak til Syrien legitimeret med sit eget ægte pas. Hverken oplysningerne om faderens forhold eller morbrødrenes forhold kunne begrunde asyl eller beskyttelsesstatus. Forholdene lå tilbage i tid, og der var ikke fremsendt trusler eller sket henvendelser på bopælen i den anledning. Ansøgerens tilskadekomst i forbindelse med en granateksplosion måtte antages at være et udslag af de generelt vanskelige forhold i hjemlandet, som heller ikke kunne begrunde asyl eller beskyttelsesstatus. Ansøgeren fremstod således helt uprofileret. Det skulle videre bemærkes, at ansøgeren, der er 17 år, både til det seneste samtalereferat overfor Udlændingeservice og for Flygtningenævnet havde oplyst, at ægteskabet med ægtefællen ikke var indgået under tvang. Der var heller ikke holdepunkt for at antage, at ansøgeren skulle have problemer med sin familie. Det kunne herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren havde været forfulgt ved udrejsen, eller at hun ved en tilbagevenden risikerede forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kunne det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk.2. Irak/2008/30
Nævnet stadfæstede i januar 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Født i 1990. Indrejst i 2007. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er 17 år og kurder fra Kirkuk. Flygtningenævnet bemærkede indledningsvist, at ansøgeren fremstod som moden af sin alder og Flygtningenævnet tiltrådte derfor Udlændingeservices afgørelse om behandling af asylsagen. Ansøgeren havde som begrundelse for sin ansøgning om opholdstilladelse anført, at han var blevet meget dårligt behandlet, at han, der er faderløs, var blevet meget dårligt behandlet af sin stedmor og halvsøskende, samt til de generelle forhold for kurdere i Kirkuk. Flygtningenævnet fandt, at ansøgerens forhold til sin stedmor og til sin familie var en privatretlig konflikt, der ikke kunne begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. De generelle forhold for kurderne i Kirkuk kunne heller ikke give grundlag for meddelelse af opholdstilladelse. Irak/2008/3
Nævnet stadfæstede i maj 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak. Ansøgeren var 17 år på tidspunktet for nævnets behandling af sagen. Indrejst i 2007. Ansøgernes fader havde efter det oplyste været stedfortræder for en officer i den tidligere regering, og han var blevet dræbt for fem år siden efter regimets fald. Ansøgernes morbrødre havde efter det oplyste arbejdet som tolke for amerikanerne. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er shia-muslim fra en by, der ligger syd for Bagdad, at ansøgeren har en række slægtninge i Irak, herunder moderen og ni søskende, at ansøgeren ikke havde haft problemer med myndighederne, at hun var blevet viet til sin nuværende ægtefælle i Bagdad i 2006, og at hun udrejste fra Irak til Syrien legitimeret med sit eget ægte pas. Hverken oplysningerne om faderens forhold eller morbrødrenes forhold kunne begrunde asyl eller beskyttelsesstatus. Forholdene lå tilbage i tid, og der var ikke fremsendt trusler eller sket henvendelser på bopælen i den anledning. Ansøgerens tilskadekomst i forbindelse med en granateksplosion måtte antages at være et udslag af de generelt vanskelige forhold i hjemlandet, som heller ikke kunne begrunde asyl eller beskyttelsesstatus. Ansøgeren fremstod således helt uprofileret. Det skulle videre bemærkes, at ansøgeren, der er 17 år, både til det seneste samtalereferat overfor Udlændingeservice og for Flygtningenævnet havde oplyst, at ægteskabet med ægtefællen ikke var indgået under tvang. Der var heller ikke holdepunkt for at antage, at ansøgeren skulle have problemer med sin familie. Det kunne herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren havde været forfulgt ved udrejsen, eller at hun ved en tilbagevenden risikerede forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kunne det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk.2. Irak/2008/29
Nævnet meddelte i maj 2008 opholdstilladelse (F-status) til en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2001. I november 2002 meddelte Udlændingeservice ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. I februar 2003 stadfæstede Flygtningenævnet afgørelsen. I december 2007 besluttede Flygtningenævnet af formelle grunde at genoptage sagen. Flygtningenævnet bemærkede indledningsvis, at ansøgeren fremstod troværdig i forklaringen om sine forhold i Irak, og at ansøgerens oplysninger om, at han fra første færd havde oplyst om forfølgelse fra en navngiven klan fremstod bestyrket ved det oplyste i advokatindlægget om, at en kontroloversættelse af asylansøgningsskemaet af december 2001 viste, at ansøgeren havde omtalt, at den nævnte klan ville dræbe ham, såfremt han ikke skaffede de krævede 10 millioner dinarer i anledning af en påkørsel af en person fra klanen. Ansøgeren havde oplyst, at klanen er en stor klan, der udover Bagdad også har tilknytning til andre områder i Irak, og at klanen er en shia-muslimsk klan. Nævnet lagde derfor vægt på ansøgerens oplysninger om, at klanen også efter ansøgerens udrejse i 2001 fortsatte med at opsøge hans nærmeste familie på den tidligere fælles bopæl, hvor der blev spurgt efter ansøgeren og fremsat trusler, og at henvendelserne fortsatte om end i mindre grad efter at ansøgerens familie for at undgå repressalier i 2002 var flyttet til en anden bydel i Bagdad. Det lagdes efter ansøgerens oplysninger til grund, at ansøgeren og hans familie som kristne assyrere regelmæssigt gik i kirke, og at der ikke i tiden indtil ansøgerens udrejse var egentlige problemer forbundet med ansøgerens og familiens kristne tilhørsforhold. Det lagdes videre til grund, at ansøgerens familie under opholdet i den nævnte bydel i Bagdad frem til 2007 blev udsat for, at der blev kastet lydbomber imod familiens hus, skrevet trusler på familiens hus, at der blev skudt imod vinduerne, og at der blev kastet trusselsbreve ind til familien med angivelse af, at de som kristne irakere skulle konvertere til islam. Sammenhængende med ansøgerens forklaring lagde nævnet herved vægt på de oplysninger i form af en kopi af et trusselsbrev fra februar 2007, fotografier og et brev fra ansøgerens fader, der var fremskaffet i forbindelse med advokatindlægget. Nævnet lagde endvidere til grund, at ansøgerens forældre og søskende i foråret 2007 udrejste til Syrien og efter to måneders ophold der tog ophold i Jordan, hvor de efter det oplyste fortsat var. Det bemærkedes endvidere, at ansøgerens bror efter det oplyste er asylansøger i Sverige, og at han skulle være flygtet fra Irak blandt andet fordi, han havde handlet med amerikanerne. Efter en samlet vurdering af ansøgerens forhold fandt nævnet, at der for ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak på den ovennævnte baggrund forelå en så velbegrundet frygt for forfølgelse eller tilsvarende overgreb, at det ikke burde kræves, at ansøgeren vender tilbage til Irak. Ansøgeren havde derfor krav op opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, som affattet i lovbekendtgørelse nr. 711 af 1. august 2001. Irak/2008/28
Nævnet meddelte i maj 2008 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2002. I februar 2004 meddelte Udlændingeservice ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. I august 2004 stadfæstede Flygtningenævnet afgørelsen. I februar 2008 besluttede Flygtningenævnet under hensyn til sagens karakter at genoptage sagen. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er feyli-kurder fra det østlige Bagdad. Efter de nu foreliggende oplysninger havde ansøgerens familie blandt andet på grund af deres etniske tilhørsforhold modtaget trusler fra en milits, hvorefter de havde forladt bopælen og var udrejst. Nævnet bemærkede, at dette stemte overens med de generelle baggrundsoplysninger om, at feyli-kurdere generelt er blevet presset til at forlade det østlige Bagdad, jf. blandt andet UNHCR Guidelines fra december 2007, side 19, og tidligere fra august 2007, side 54 til 55, samt paper fra oktober 2007 om Sectarian Violence, side 24. Flygtningenævnet fandt herefter, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak selv ville risikere forfølgelse som følge af sin etniske oprindelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Da myndighederne efter de foreliggende oplysninger ikke var i stand til at yde den fornødne beskyttelse, meddelte Flygtningenævnet derfor opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Irak/2008/27
Nævnet meddelte i maj 2008 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2000. Udlændingeservice meddelte i april 2002 ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. I juli 2002 stadfæstede Flygtningenævnet afgørelsen. I april 2008 besluttede Flygtningenævnet under hensyn til sagens karakter at genoptage sagen. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren under genoptagelsessagen i det væsentligste havde henvist til frygt for ved en tilbagevenden at blive udsat for asylbegrundende overgreb som følge af sin kristne tro og i øvrigt for overgreb som hævn for en gammel familiekonflikt. Under hensyn til de foreliggende baggrundsoplysninger om de aktuelle forhold for kristne i Bagdad, jf. blandt andet UNHCR Guidelines fra december 2007, side 32, note 162, sammenholdt med oplysningerne fra ansøgeren om, at ansøgerens familie konkret havde været udsat for bortførelse af sønnen og trusler mod datterens arbejdsplads og som følge heraf var fordrevet fra Irak, fandt nævnet det sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden ville være i risiko for en asylbegrundende forfølgelse som følge af sin kristne tro. Irak/2008/26
Nævnet meddelte i maj 2008 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2001. I oktober 2002 meddelte Udlændingeservice ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. I marts 2004 stadfæstede Flygtningenævnet afgørelsen. I marts 2008 besluttede Flygtningenævnet af formelle grunde at genoptage sagen. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er kristen kaldæer fra det nordlige Irak. Ansøgeren var efter det oplyste udrejst fra Irak i 1997 og havde ikke selv været udsat for konkrete overgreb i hjemlandet i anledning af sin kristne tro. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren har en søster og to brødre, der havde haft en særlig profilering i hjembyen på grund af deres kristne tro, idet søsteren var nonne og de to brødre kirketjenere. Flygtningenævnet lagde endvidere til grund, at den ene broder havde modtaget trusselbreve, og at såvel søsteren som de to brødre på grund af truslerne og risikoen for overgreb havde forladt Irak. Søsteren og de to brødre havde haft en særlig tilknytning til den kristne kirke i hjembyen, hvor biskoppen i marts 2008 blev bortført og senere dræbt. Ansøgerens øvrige søskende og ansøgerens moder havde også forladt Irak med undtagelse af en søster, som familien ikke havde haft kontakt med de seneste ni til tolv måneder. På baggrund af de konkrete trusler mod flere medlemmer af ansøgerens familie, der havde bevirket, at stort set hele ansøgerens familie havde forladt Irak, fandt Flygtningenævnet, at ansøgeren ved en tilbagevenden på grund af disse familiemedlemmers profilerede stilling i den kristne kirke ville være i reel risiko for asylbegrundende forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, som ansøgeren ikke vil kunne opnå myndighedernes beskyttelse imod. Irak/2008/25
Nævnet stadfæstede i april 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2001. Udlændingeservice meddelte i 2002 ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæstede senere i 2002 afgørelse. I begyndelsen af 2008 besluttede Flygtningenævnet af formelle grunde at genoptage sagen. Ansøgeren er kristen kaldæer fra det centrale Bagdad. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren til støtte for genoptagelsesanmodningen havde henvist til forværringen af situationen for kristne i Irak og til at flere af ansøgerens familiemedlemmer var blevet skudt eller kidnappet. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer fandt, at ansøgerens forklaring i nævnsmødet fremtrådte som usammenhængende og divergerende. Ansøgeren havde såvel over for Dansk Flygtningehjælp som over for sin advokat oplyst, at hans farmoder var blevet skudt på vej til kirke. Ansøgeren havde under nævnsmødet fremlagt kopi af dødsattest for farmoderen, hvoraf fremgik, at farmoderen var død af naturlige årsager. Ansøgeren havde under nævnsmødet oplyst, at han ikke havde forevist farmoderens dødsattest til Dansk Flygtningehjælp, fordi han ikke havde forhåbninger om at få opholdstilladelse. Ansøgeren havde under nævnsmødet desuden oplyst, at hans forklaring til Dansk Flygtningehjælp godt kunne være urigtig, herunder med hensyn til en anført kidnapning af ansøgerens fætter. Flygtningenævnets flertal kunne derfor ikke lægge ansøgerens forklaring herom til grund. Ansøgeren havde ikke oplyst om konkrete trusler mod sin familie. Flygtningenævnets flertal fandt ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i en konkret og individuel risiko for forfølgelse som omhandlet i udlændingelovens § 7, jf. lovbekendtgørelse nr. 711 af 1. august 2001. Flygtningenævnets flertal bemærkede herved, at de generelt vanskelige forhold for kristne kaldæere i Bagdad ikke i sig selv kunne begrunde asyl. Irak/2008/24
Nævnet meddelte i april 2008 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2001. Udlændingeservice meddelte i 2002 ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæstede i 2004 afgørelsen. I begyndelsen af 2008 besluttede Flygtningenævnet under hensyn til sagens karakter at genoptage sagen. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren, der stammer fra Bagdad, tilhører en kristen familie. Videre, at der ikke længere opholder sig nære familiemedlemmer i hjemlandet, idet disse er udrejst som følge af konkrete trusler og overgreb. En fætter er således dræbt som følge af sin tro, ligesom ansøgerens moder er blevet dræbt under et røveri, en forbrydelse, som ansøgeren mener, blev tolereret som følge af hendes religion. Endeligt er faderen udrejst som følge af konkrete trusler og har opnået asyl i et andet europæisk land. Flygtningenævnet fandt herefter, at ansøgeren er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Irak/2008/23
Nævnet stadfæstede i april 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2001. Udlændingeservice meddelte senere i 2001 ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæstede i 2003 afgørelsen. I begyndelsen af 2008 besluttede Flygtningenævnet af formelle grunde at genoptage sagen. Ansøgeren er shia-muslim fra det sydlige Irak. Han havde vedrørende sit asylmotiv blandt andet forklaret, at hans fader, der havde været medlem af Baath-partiets sikkerhedstjeneste, var blevet henrettet under det tidligere styre, og at ansøgerens broder efterfølgende havde dræbt broderen til den soldat, der udførte henrettelsen af faderen. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren i nævnet havde besvaret spørgsmål afglidende. Af ansøgerens forklaring fremgik, at han reelt havde mistet al kontakt til familiemedlemmer, herunder i hjemlandet. Hans sparsomme oplysninger om familien i hjemlandet beroede i al væsentlighed på tredjemands oplysninger fra landsmænd, der havde besøgt hjemegnen, samt en enkelt telefonsamtale med ansøgerens moder. Der forelå ingen oplysninger om, at familiemedlemmer havde lidt overlast, efter det af ansøgeren angivne hævndrab, som broderen skulle have udført. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren på overbevisende vis havde kunnet forklare om det pågældende hævndrab. Uanset om broderen måtte have udført det angivne hævndrab fandt Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i en reel risiko. Det bemærkedes herved, at der ikke forelå oplysninger om trusler mod ansøgeren, og at der var forløbet en del år siden det angivne drab. Flygtningenævnet fandt herefter fortsat ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i risiko for forfølgelse efter udlængelovens § 7, stk. 1, jf. lovbekendtgørelse nr. 711 af 1. august 2001, og fandt heller ikke, at der var lignende tungtvejende grunde til at meddele opholdstilladelse efter samme lovs § 7, stk. 2. Irak/2008/22
Nævnet meddelte i april 2008 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2006. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren tilhører yezidi-religionen, og at han er født og opvokset i det nordlige Irak. Han stammer fra en fremtrædende yezidi-familie, og havde været politisk aktiv for et parti, der blev stiftet i 2003, og som taler yezidiernes sag. Han havde endvidere været under oplæring af de amerikanske styrker i sommeren 2003, ligesom han har været tilknyttet den irakiske hær indtil begyndelsen af 2005. Han havde som sit væsentligste asylmotiv henvist til, at han i 2006 blev truet under en bryllupsfest af en kurdisk løjtnant, ligesom hans ven nogle få dage efter denne trussels fremsættelse var forsvundet eller var blevet tilbageholdt – efter at vennen og ansøgeren havde delt løbesedler ud for det parti, ansøgeren var medlem af. Hertil kom, at ansøgeren også havde haft problemer med shia-muslimerne, ligesom han frygtede Mehdi–hæren, dels som følge af, at han er yezidi, og dels som følge af, at han havde kæmpet sammen med amerikanerne. Ansøgeren havde fremlagt en række identitetspapirer, militærpapirer med videre, og Flygtningenævnet fandt ikke grund til at betvivle ansøgerens identitet. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer lagde endvidere til grund, at ansøgeren som følge af sin etnicitet og religion, samt sine aktiviteter for det parti, han var medlem af, havde profileret sig i betydelig grad over for både kurdiske og shia-muslimske militærpersoner. Flertallet fandt på denne baggrund, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak under de nuværende forhold, var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, hvorfor han opfyldte betingelserne for at få asyl efter denne bestemmelse. Irak/2008/21
Nævnet stadfæstede i april 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2006. Ansøgeren er kurder fra det nordlige Irak. Han havde vedrørende sit asylmotiv blandt andet forklaret, at hans fader, der havde arbejdet for Baath-partiet, som følge heraf blev dræbt efter det tidligere styres fald tre måneder forinden ansøgerens udrejse. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren på visse punkter havde forklaret noget divergerende og udbyggende under nævnsbehandlingen i forhold til hans forklaringer under samtalen med Udlændingeservice. Til Udlændingeservice havde han således blot forklaret, at hans broder havde oplevet nogle tilråb i byen, hvorimod han under nævnsbehandlingen havde forklaret, at broderen i basaren i hjembyen havde modtaget en konkret trussel om, at han og hans familie ville blive slået ihjel, hvis de ikke rejste. Endvidere havde han forklaret divergerende om, hvornår moderen, broderen og hans to øvrige søskende forlod Irak i forhold til det tidspunkt, hvor ansøgeren selv udrejste til Tyrkiet. Uanset om ansøgerens forklaringer i øvrigt kunne lægges til grund for sagen, lagde Flygtningenævnet vægt på, at ansøgerens far ikke havde været noget højtprofileret medlem af Baath-partiets sikkerhedstjeneste, og at ansøgeren og hans familie havde kunnet opholde sig i samme hus, hvor faderen blev dræbt, i cirka tre måneder efter drabet, uden at være blevet antastet. Flygtningenævnet fandt det herefter ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet som følge af sin faders forhold ville være i konkret og individuel risiko for forfølgelse af de grunde, der er nævnt i Flygtningekonventionen, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han vil være i reel risiko for repressalier, som angivet i udlændingelovens § 7, stk. 2. De generelt vanskelige forhold i Irak var ikke i sig selv asylbegrundende. Irak/2008/20
Nævnet stadfæstede i januar 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2005. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er yezidi-kurder og stammer fra Mosul-området. Ansøgeren havde påberåbt sig, at han som medlem af den irakiske hær engang i 2005 blev udsat for pres og trusler fra nogle soldaterkammeraters side som følge af, at han ikke var muslim. Herefter havde han efter sin egen forklaring forladt kasernen i Bagdad og var taget til familien i Mosul-området, hvor han havde opholdt sig ca. 20 dage, inden han var udrejst af Irak sammen med sin fætter. Uanset om det lagdes til grund, at ansøgeren havde været udsat for et pres og trusler fra nogle soldaterkammeraters side, fandtes dette forhold ikke at kunne føre til asyl. Det bemærkedes herved, at ansøgeren nu havde forladt hæren, og at han – inden udrejsen – var vendt tilbage til sin families bopæl nær Mosul. Det forhold, at ansøgeren er yezidi-kurder fandtes heller ikke i sig selv at kunne begrunde, at ansøgeren skulle meddeles asyl. Uanset oplysningerne i baggrundsmaterialet om visse overgreb begået mod yezidi-kurdere var der efter nævnets vurdering ikke tale om, at overgrebene havde haft en så omfattende og generel karakter, at yezidi-kurdere som gruppe betragtet måtte anses for udsat for en forfølgelse, der var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for forhold, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Irak/2008/2
Nævnet meddelte i april 2008 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2001. Udlændingeservice meddelte i 2002 ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæstede i 2004 afgørelsen. I begyndelsen af 2008 besluttede Flygtningenævnet under hensyn til sagens karakter at genoptage sagen. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er mandæer/sabæer fra det centrale Irak. Han havde ikke længere familiemedlemmer i hjemlandet, efter at den sidste tilbageblevne af hans seks søstre i 2005 flygtede sammen med sin familie efter at have været udsat for sekterisk forfølgelse. Det fremgår af de seneste baggrundsoplysninger om forholdene for mandæere/sabæere i Irak, herunder Home Office rapporten af 8. januar 2008, at den sekteriske vold er tiltagende, at det ikke længere er muligt for gruppen at købe sig til beskyttelse, og at der i 2006 alene var ca. 4.000 mandæere/sabæere tilbage i landet. På denne baggrund var det sandsynliggjort, at også ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak risikerede sekterisk vold, som myndighederne ikke ville kunne yde ham beskyttelse imod. Flygtningenævnet fandt derfor, at ansøgeren opfyldte betingelserne i udlændingelovens § 7, stk. 1, og meddelte derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af denne bestemmelse. Irak/2008/19
Nævnet stadfæstede i marts 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2001. Udlændingeservice meddelte i december 2002 ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæstede i marts 2004 afgørelsen. I september 2007 har Flygtningenævnet af formelle grunde besluttet at genoptage sagen. Ansøgeren er kristen assyrer fra det nordlige Irak. Ansøgeren havde som en del af sit asylmotiv henvist til, at hans farbrødre var udrejst af hjemlandet som følge af trusler. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgerens oprindelige asylmotiv var begrundet med, at han havde unddraget sig værnepligt, og at han var udrejst ulovligt. Da ansøgeren var udrejst før Saddam Husseins fald, kunne disse motiver ikke føre til meddelelse af asyl. Efter ansøgerens forklaring for nævnet fandt nævnet at måtte lægge til grund, at ansøgerens farbrødre formentlig var udrejst inden Saddam Husseins fald. Nævnet måtte endvidere lægge til grund, at ansøgeren ikke var bekendt med den konkrete årsag til farbrødrenes udrejse, men at det alene beroede på formodninger fra hans side, at udrejsen skyldtes trusler i anledning af deres kristne tro. Flygtningenævnet fandt på denne baggrund ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak ville være i en konkret og individuel risiko for forfølgelse på grund af sin tro. Uanset de generelt vanskelige forhold for kristne i Irak fandt Flygtningenævnet ikke, at forholdene var således, at disse i sig selv var asylbegrundende. Oplysningerne om ansøgerens helbredsforhold kunne ikke i sig selv føre til meddelelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Ansøgeren opfyldte herefter ikke betingelserne for meddelelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Irak/2008/18
Nævnet meddelte i marts 2008 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2002. I oktober 2002 meddelte Udlændingeservice ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæstede i februar 2004 afgørelsen. Senere i 2004 blev ansøgeren administrativt udvist med indrejseforbud i et år grundet ulovligt arbejde. I december 2007 besluttede Flygtningenævnet at genoptage sagen af formelle grunde. Ansøgeren er feyly-kurder fra det østlige Bagdad. Flygtningenævnet lagde ansøgerens forklaring om familiens forhold efter 2004 til grund, hvorefter ansøgerens familie blandt andet på grund af deres etniske tilhørsforhold var blevet overfaldet og havde modtaget trusler om at forlade deres bopæl, hvorefter de havde forladt bopælen og var forsvundet. Feily-kurdere er efter ansøgerens forklaring og i overensstemmelse med de generelle baggrundsoplysninger generelt blevet presset til at forlade det østlige Bagdad. Flygtningenævnet fandt herefter, at ansøgeren risikerede forfølgelse som følge af sin etniske oprindelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Da myndighederne efter de foreliggende oplysninger ikke er i stand til at yde den fornødne beskyttelse, meddelte Flygtningenævnet derfor opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Det bemærkedes herved, at udlændingelovens § 10 ikke fandtes at være til hinder for at meddele opholdstilladelse. Irak/2008/17
Nævnet meddelte i marts 2008 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Irak. Indrejst i 2001. Udlændingeservice meddelte i 2002 ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæstede i 2002 Udlændingeservices afgørelse. I december 2007 besluttede Flygtningenævnet at genoptage sagen med henvisning til sagens karakter. Ansøgerens broders sag blev behandlet i nævnet samme dag, og broderen blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er ugift, kristen kaldæer fra Mosul-området og ankom her til landet i forbindelse med problemer under det tidligere regime. Af ansøgerens og dennes broders i al væsentlighed samstemmende forklaringer fremgår, at ansøgerens forældre, søskende og deres familier på grund af deres kristne tro havde været udsat for konkrete livstruende trusler fra lokale magthavere. Det fremgår videre, at alle disse familiemedlemmer som følge af truslerne var flygtet ud af hjemlandet. Videre fremgår det, at ansøgerens farbrødre med familier var udrejst. Flygtningenævnet kunne således lægge til grund, at ansøgeren ikke længere havde noget netværk i hjemlandet. Efter en samlet vurdering, hvorunder blandt andet indgik oplysningerne om de trusler, som ansøgerens nære familiemedlemmer havde været udsat for, fandtes ansøgeren omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Irak/2008/16
Nævnet stadfæstede i marts 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2006. Ansøgeren havde blandt andet henvist til, at hans fader havde arbejdet for Baath partiet. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren som asylmotiv havde henvist til frygt for repressalier fra irakisk politi eller terrorister som følge af hans afdøde faders tilknytning til det tidligere styre samt frygt for overgreb på grund af afvisning af deltagelse i en væbnet gruppe og endelig anholdelse som mistænkt for tilknytning til gruppen. Nævnet fandt ikke, at ansøgeren, der havde kunnet opholde sig i Irak frem til udrejsen i slutningen af 2006 uden repressalier fra irakisk politi eller terrorister som følge af faderens stilling indenfor Baath partiet, havde sandsynliggjort, at han ved en hjemvenden ville få problemer af denne grund. Selvom nævnet lagde ansøgerens forklaring til grund om, at han var blevet opfordret til at tilslutte sig den væbnede gruppe, lagde nævnet vægt på, at der alene havde været tale om verbale opfordringer, og at ansøgeren efter den seneste henvendelse havde kunnet opholde sig i hjembyen uden problemer i yderligere cirka fem måneder. Nævnet fandt det på denne baggrund ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en hjemvenden ville være i risiko for overgreb, herunder tvangsrekruttering, på grund af sin afvisning af deltagelse i gruppen. Endeligt bemærkedes, at nævnet ikke kunne lægge ansøgerens forklaring til grund om, at han skulle være under mistanke fra de irakiske myndigheders side, idet denne oplysning først var fremkommet ved samtalen med Udlændingeservice. Ansøgeren havde derfor ikke sandsynliggjort, at han ved en hjemvenden ville være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Irak/2008/15
Nævnet stadfæstede i marts 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2006. Flygtningenævnet lagde ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet lagde således til grund, at ansøgeren havde filmet den sidste del af pågribelsen af en terrorist, og at dette filmklip havde været vist på forskellige tv-kanaler, og at det på nogle af tv-kanalerne havde været oplyst, at ansøgeren havde fotograferet optagelserne. Flygtningenævnet fandt det ikke sandsynliggjort, at ansøgeren i den anledning risikerede forfølgelse fra eventuelle medgerningsmænd til den anholdte terrorist. Flygtningenævnet bemærkede i den forbindelse, at ansøgeren ikke inden sin udrejse fik henvendelser på bopælen/forretningen, og at familien fortsat passede fotoforretningen, og at familien i den forløbne tid heller ikke var blevet opsøgt af nogen. Ansøgeren opfyldte derfor ikke betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Irak/2008/14
Nævnet stadfæstede i februar 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2007. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren, der er kurder, som asylmotiv havde påberåbt sig, at han frygtede forfølgelse som følge af, at faderen under Saddam Husseins styre var tilknyttet Baath-partiet. Ansøgeren havde forklaret, at faderen forsvandt et stykke tid efter Saddam Husseins fald. Familien kender ikke noget til, hvad der er overgået faderen. Ansøgeren havde endvidere forklaret, at hans bror i begyndelse af 2005 blev dræbt, da den taxi, som broderen kørte i, blev beskudt. Ansøgeren mente, at drabet på broderen havde sammenhæng med faderens forhold som medlem af Baath-partiet. Ansøgeren havde endvidere forklaret, at han i 2005 på gaden i Arbil følte sig forfulgt af en person, som han genkendte fra sin hjemby. Ansøgeren udrejste seks-syv måneder efter denne episode. Uanset om ansøgerens forklaring lagdes til grund, fandtes ansøgeren ikke at have sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak ville være i risiko for en forfølgelse, der var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for at blive udsat for forhold, der var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Nævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens opfattelse af, at drabet på broderen havde sammenhæng med faderens tilknytning til Baath-partiet, alene byggede på formodninger. Det samme gjaldt ansøgerens oplysninger om, at han følte sig forfulgt på gaden i Arbil af en person fra hjembyen. Nævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren havde opholdt sig i Irak i længere tid efter faderens forsvinden og efter drabet på broderen uden at være blevet udsat for overgreb, herunder i seks til syv måneder efter den påberåbte episode i Arbil. Ansøgeren opfyldte således ikke betingelserne for meddelelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Irak/2008/13
Nævnet stadfæstede i februar 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2007. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren efter det oplyste er araber, sunni-muslim og fra Kirkuk. Han har efter sin egen forklaring ikke været hverken politisk eller religiøst aktiv. Ansøgeren havde som oprindeligt asylmotiv henvist til, at hans fader, der havde været kaptajn under Saddam-styret, blev dræbt af kurderne efter Saddams fald, og at han blandt andet som følge heraf frygtede kurderne. Hertil kom, at ansøgeren under samtalen i Udlændingeservice havde oplyst, at han skulle have været tilbageholdt af den kurdiske efterretningstjeneste i januar-marts 2007. Endelig havde ansøgeren ved samtalen med sin advokat – og også i Flygtningenævnet – oplyst, at hovedårsagen til flugten fra Irak var, at han frygtede hævn fra en nu afdød vens fader, da denne fader mistænkte ansøgeren for at stå bag drabet på vennen. Endelig frygtede ansøgeren også de mænd, der havde dræbt den nævnte ven. Ligesom Udlændingeservice fandt Flygtningenævnet, at ansøgerens forklaringer – uanset, at ansøgeren kun havde gået fire år i skole – forekom utroværdige og usandsynlige. Hertil kom, at der i betydeligt omfang havde været tale om en udvidet – og væsentligt ændret – begrundelse for at søge asyl. Ved afgørelsen heraf lagde Flygtningenævnet ligesom Udlændingeservice blandt andet vægt på, at ansøgerens forklaringer om faderens dødstidspunkt og oplysningerne om diverse trusselsbreve (og omstændighederne og tidspunkterne for modtagelsen af disse) svækkede ansøgerens troværdighed. Hertil kom, at de nu oplyste motiver for asyl forekom utroværdige. Ansøgeren havde således ikke givet nogen fornuftig forklaring på, at faderen til ansøgerens nu afdøde ven skulle efterstræbe ansøgeren – særligt i lyset af, at ansøgeren til politiet – efter sin forklaring – skulle have givet et signalement af de personer, der bortførte og dræbte ansøgerens ven. Et signalement, der efter det oplyste havde ført til anholdelse af disse. Endelig havde ansøgeren ikke givet nogen overbevisende forklaring på, at han først ved samtalen med sin advokat havde forklaret om sin betydelige frygt for faderen til ansøgerens ven. Ansøgerens forklaringer om sit asylmotiv tilsidesattes derfor i det hele som utroværdige, hvorfor ansøgeren ikke opfyldte betingelserne efter udlændingelovens § 7. Irak/2008/12
Nævnet stadfæstede i februar 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2006. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren havde oplyst at være araber, sunni-muslim og fra Mosul. Han havde ikke været hverken politisk eller religiøst aktiv. Han havde som væsentligste asylmotiv henvist til, at hans broder var blevet likvideret, og at broderens død skyldtes, at ansøgeren havde været politimand i 2005 under det nye styre. Ansøgeren havde på en række væsentlige punkter forklaret forskelligt. Det gjaldt for eksempel tidspunktet for likvideringen af broderen, hvor der var afgivet en række forskellige forklaringer. Ansøgeren havde endvidere afgivet en række forskellige forklaringer om nogle påståede trusler. Hertil kom, at ansøgeren to gange under asylbehandlingen i Danmark var flygtet videre til Sverige, hvor han den første gang opgav en anden identitet, ligesom han i Sverige blandt andet afleverede en falsk dødsattest vedrørende broderen. Flygtningenævnet kunne på denne baggrund tiltræde afgørelsen fra Udlændingeservice, hvorefter ansøgerens forklaring måtte tilsidesættes som utroværdig. Han havde derfor ikke sandsynliggjort sit asylmotiv, og han opfyldte derfor ikke betingelserne for at få asyl efter udlændingelovens § 7.Irak/2008/11
Nævnet stadfæstede i december 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak.Ansøgeren ermindreårig Indrejst i 2008. Flygtningenævnet tiltrådte, at ansøgeren var tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylsagsbehandling. Ansøgeren havde navnlig gjort gældende, at han frygtede overgreb fra sin fader og stedfader som følge af, at faderen havde finansieret hans udrejse. Hans moder havde lovet at deltage i finansieringen, men var i mellemtiden død i et trafikuheld. Han frygtede endvidere KDP, idet hans stedfader skulle have haft tilknytning til dette parti. Uanset om ansøgerens forklaring måtte kunne lægges til grund for sagen, fandt Flygtningenævnet, at de ovennævnte konflikter var af privatretlig karakter. Ansøgeren måtte i givet fald henvises til at søge myndighedernes beskyttelse mod eventuelle overgreb fra faderen eller stedfaderen. På det foreliggende grundlag fandt Flygtningenævnet det ikke sandsynliggjort, at ansøgeren var i konflikt med KDP. Flygtningenævnet fandt herefter ikke, at ansøgeren ved en tilbagevende til Irak ville være i reel risiko for overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2 Irak/2008/108
Nævnet stadfæstede i december 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2008. Ansøgeren, som er etnisk kurder, forklarede for nævnet, at han på sin arbejdsplads var blevet kontaktet af to etnisk arabere, som havde presset ham til fire gange på en måned at køre smuglervarer frem og tilbage mellem sin landsby og en nærliggende by. Ansøgeren havde ikke været klar over, at dele af lasten blandt andet indeholdt ulovlige sprængstoffer. De to personer blev taget af politiet, og de havde angivet ansøgeren, som umiddelbart herefter udrejste af Irak. Flygtningenævnet udtalte indledningsvist, at efter udlændingelovens § 40, stk. 1, påhviler det en asylansøger at meddele de oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af, om en opholdstilladelse i henhold til loven kan gives. Det følger heraf, at en udlænding, der søger opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, må sandsynliggøre det asylgrundlag, udlændingen påberåber sig. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han havde smuglet varer, herunder sprængstoffer, som forklaret af ham. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren på en sammenhængende og troværdig måde kunne redegøre for de forklarede aktiviteter. Nævnet bemærkede herved, at ansøgeren i asylregistreringsrapporten om sit asylmotiv udelukkende havde anført, at han var forfulgt som kurder i Irak, og at han senere havde forklaret divergerende om centrale dele af det af ham påberåbte asylmotiv. Ansøgeren havde således i samtalen med Udlændingeservice forklaret, at lastbilen var blevet overleveret til ham af en chauffør, og at han ikke havde set de to personer senere, hvorimod han til den beskikkede advokat og under nævnsmødet forklarede, at han udelukkende havde været i kontakt med de to personer, og at han ikke havde set andre. Ansøgeren havde videre over for Udlændingeservice givet udtryk for, at han havde medvirket frivilligt i smugleriet, hvorimod han først til den beskikkede advokat og under nævnets møde forklarede, at han var blevet truet til at deltage i smugleriet, og at han havde anmeldt dette til politiet, der ikke ville gøre noget ved det. Da ansøgeren efter sin forklaring i øvrigt ikke havde noget udestående med de irakiske myndigheder eller andre, fandtes betingelserne for asyl, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ikke opfyldt. Irak/2008/107
Nævnet stadfæstede i december 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2007. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren, der er kurder og sunni-muslim fra Khanaqin i Diyala-provinsen, som asylmotiv havde henvist til frygt for overgreb fra nogle shia-muslimske ekstremister i området, idet han havde forklaret om modtagne dødstrusler. Flygtningenævnet fandt ikke ansøgerens forklaring troværdig. Flygtningenævnet bemærkede herved, at ansøgeren havde forklaret udbyggende og divergerende om indholdet af truslerne. Indholdet af de efterfølgende fremsendte angivelige trusselbreve svarede således ikke til indholdet af de trusler, ansøgeren tidligere havde forklaret om. Flygtningenævnet fandt derfor ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak ville være i risiko for asylbegrundende forfølgelse eller overgreb jf. udlændingelovens § 7. Irak/2008/106
Nævnet meddelte i december 2008 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2008. Flygtningenævnet bemærkede, at ansøgeren forklarede samstemmende og overbevisende om sit asylmotiv. Flygtningenævnet fandt herefter ikke grundlag for at tilsidesætte dette som usandsynligt. Flygtningenævnet lagde således ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren havde herefter haft et seksuelt forhold til en gift kvinde. Forholdet var blevet opdaget af kvindens familie. Ansøgerens familie var blevet overfaldet i anledning af forholdet, og familien havde forladt Irak. Det havde ikke været muligt for ansøgerens familie at opnå forlig for ansøgeren med kvindens familie. Kvindens fader havde haft en højtstående position i KDP og er fra en magtfuld klan. Forholdet var som udgangspunkt en privatretlig konflikt. På baggrund af kvindens families position måtte det antages, at de ville forfølge ansøgeren. Det kunne ikke antages, at de irakiske myndigheder ville være i stand til at yde ansøgeren den fornødne beskyttelse. Irak/2008/105
Nævnet meddelte i december 2008 opholdstilladelse (K-status) til to mandlige statsborgere fra Irak. Ansøgerne, der er brødre, indrejste i Danmark i 2001 som mindreårige sammen med deres forældre. I 2004 stadfæstede Flygtningenævnet en afgørelse truffet af Udlændingeservice, hvorved ansøgerne og deres forældre blev meddelt afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. I 2005 udrejste forældrene til Irak. I 2007 genoptog Flygtningenævnet sagerne på grund af sagernes karakter. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgerne som asylmotiv påberåbte sig, at de ved en tilbagevenden til Irak risikerede forfølgelse på grund af deres kristne tilhørsforhold. Ansøgerne henviste herved til, at deres forældre efter at være vendt tilbage til Irak i juni 2005 kort tid efter var udrejst til Syrien på grund af trusler mod dem som følge af deres kristne tilhørsforhold. Ansøgerne havde opholdt sig i Danmark i cirka otte år og havde efter det oplyste ikke familie eller netværk i øvrigt i Irak. Ansøgerne henviste videre til, at de som kristne taler en særlig arabisk dialekt, og at de tillige som følge heraf ved en tilbagevenden ville være særlig udsat for forfølgelse fra andre grupper. Flygtningenævnet fandt, at det ved oplysningerne om ansøgernes forældres forhold sammenholdt med baggrundsoplysningerne om situationen for kristne i Bagdad var sandsynliggjort i tilstrækkelig grad, at ansøgerne ved en tilbagevenden til Irak ville være i risiko for forfølgelse som følge af deres religiøse tilhørsforhold. Flygtningenævnet fandt ikke, at det efter baggrundsoplysningerne kunne antages, at myndighederne ville være i stand til at yde den fornødne beskyttelse. Irak/2008/103 og Irak/2008/104
Nævnet meddelte i december 2008 opholdstilladelse (K-status) til to mandlige statsborgere fra Irak. Ansøgerne, der er brødre, indrejste i Danmark i 2001 som mindreårige sammen med deres forældre. I 2004 stadfæstede Flygtningenævnet en afgørelse truffet af Udlændingeservice, hvorved ansøgerne og deres forældre blev meddelt afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. I 2005 udrejste forældrene til Irak. I 2007 genoptog Flygtningenævnet sagerne på grund af sagernes karakter. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgerne som asylmotiv påberåbte sig, at de ved en tilbagevenden til Irak risikerede forfølgelse på grund af deres kristne tilhørsforhold. Ansøgerne henviste herved til, at deres forældre efter at være vendt tilbage til Irak i juni 2005 kort tid efter var udrejst til Syrien på grund af trusler mod dem som følge af deres kristne tilhørsforhold. Ansøgerne havde opholdt sig i Danmark i cirka otte år og havde efter det oplyste ikke familie eller netværk i øvrigt i Irak. Ansøgerne henviste videre til, at de som kristne taler en særlig arabisk dialekt, og at de tillige som følge heraf ved en tilbagevenden ville være særlig udsat for forfølgelse fra andre grupper. Flygtningenævnet fandt, at det ved oplysningerne om ansøgernes forældres forhold sammenholdt med baggrundsoplysningerne om situationen for kristne i Bagdad var sandsynliggjort i tilstrækkelig grad, at ansøgerne ved en tilbagevenden til Irak ville være i risiko for forfølgelse som følge af deres religiøse tilhørsforhold. Flygtningenævnet fandt ikke, at det efter baggrundsoplysningerne kunne antages, at myndighederne ville være i stand til at yde den fornødne beskyttelse. Irak/2008/103 og Irak/2008/104
Nævnet meddelte i december 2008 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2003. I januar 2003 meddelte Udlændingeservice ansøgeren afslag på opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. I marts 2004 stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingeservices afgørelse. I oktober 2008 besluttede Flygtningenævnet at genoptage sagen under hensyn til sagens karakter. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til forholdene for kristne i Mosul. Flygtningenævnet lagde ansøgerens forklaring til grund. Ansøgerens familie havde efter at have været udrejst til Syrien været tilbage i Mosul-området i to til tre måneder, idet de skulle have fornyet deres pas. Familien var under opholdet blevet truet flere gange på grund af deres kristne tro. Familien var derfor flyttet, men var fortsat blevet truet og var derefter udrejst til Tyrkiet. Efter de foreliggende oplysninger om forholdene for kristne fra Mosul-området sammenholdt med de trusler, familien havde været udsat for, fandt Flygtningenævnet, at ansøgeren ville risikere forfølgelse på grund af sin kristne tro. Flygtningenævnet fandt ikke, at myndighederne ville være i stand til at yde ansøgeren den fornødne beskyttelse herimod. Det blev tilføjet, at Flygtningenævnet ikke tog stilling til ægtheden af de fremlagte dokumenter, der fremtrådte som stammende fra UNHCR. Irak/2008/102
Nævnet meddelte i december 2008 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2001. I november 2002 meddelte Udlændingeservice ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. I marts 2004 stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingeservices afgørelse. I juli 2008 besluttede Flygtningenævnet at genoptage sagen på grund af sagens karakter. Flygtningenævnet bemærkede indledningsvis, at ansøgeren var indrejst og havde søgt asyl i Danmark i 2001, og at sagen således skulle afgøres efter reglerne i udlændingeloven, således som den var affattet på tidspunktet for indgivelsen af asylansøgningen, jf. lovbekendtgørelse nr. 711 af 1. august 2001. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er kristen assyrer fra Bagdad, og at ansøgeren ikke havde været medlem af noget politisk parti eller i øvrigt havde været politisk aktiv. Ansøgerens eventuelle konflikt med Saddam Hussein styret kunne ikke begrunde asyl, idet dette styre ikke længere var ved magten. Det lagdes videre til grund, at ansøgerens familie havde boet i et religiøst blandet kvarter i Bagdad, at ansøgerens broder var blevet tilbage i familiens hus sammen med søstrene samt den ene søsters ægtefælle efter ansøgerens udrejse i 2001, at de tilbageværende familiemedlemmer var udrejst til Mosul på grund af den generelt vanskelige situation for kristne i Bagdad, og at ansøgerens familiemedlemmer var de eneste tilbageværende kristne i gaden. Det lagdes videre til grund, at de nævnte familiemedlemmer havde opholdt sig cirka seks måneder i Mosul, da de havde modtaget et trusselsbrev rettet mod ansøgerens broder, at maskerede mænd cirka to uger senere havde bortført broderen fra bopælen, at broderen ikke siden havde givet livstegn fra sig, og at de resterende familiemedlemmer var flygtet til Syrien. Endelig lagdes det til grund, at ansøgerens to søstre var vendt tilbage til udkanten af Mosul tre til fire måneder efter flugten, idet de telefonisk havde fået oplyst, at broderen var i live, at dette dog ikke var blevet bekræftet, og at både broderen og ansøgerens svoger havde arbejdet for amerikanerne, hvilket var blevet holdt skjult for ansøgeren. Ansøgeren oplyste, at søstrene forventede at udrejse indenfor en kortere periode. Selvom det af baggrundsoplysningerne fremgik, at forholdene for kristne i Bagdad forsat var vanskelige, fandt Flygtningenævnet dog forsat ikke, at kristne kunne anses for at være så særligt udsatte, at selve tilhørsforholdet til den kristne gruppe i sig selv sandsynliggjorde, at den pågældende ville være i risiko for en konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet fandt imidlertid, at det med oplysningerne om ansøgerens nære familiemedlemmer sammenholdt med baggrundsoplysningerne var sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak ville være i risiko for forfølgelse som følge af sit religiøse tilhørsforhold. Nævnet havde herved lagt til grund, at det efter baggrundsoplysningerne ikke kunne antages, at myndighederne ville være i stand til at yde ansøgeren den fornødne beskyttelse. Irak/2008/101
Nævnet meddeltei december 2008 opholdstilladelse (K-status) til et ægtepar samt tre børn fra Irak. Indrejst i 2001. Udlændingeservice meddelte i 2002 ansøgeren afslag på opholdstilladelse. Flygtningenævnet stadfæstede afgørelsen i 2003. I juni 2008 besluttede Flygtningenævnet at genoptage sagen under hensyn til sagens karakter. Flygtningenævnet udtalte, at Udlændingeservice overfor Flygtningenævnet havde tilkendegivet, at Udlændingeservice var indstillet på at meddele ansøgerne opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, jf. lovbekendtgørelse nr. 711 af 1. august 2001. Flygtningenævnet bemærkede indledningsvis, at ansøgerne var indrejst og havde søgt asyl i Danmark i 2001, og at sagen således skulle afgøres efter reglerne i udlændingeloven, således som den var affattet på tidspunktet for indgivelsen af asylansøgningen. Ansøgerne havde gjort gældende, at de som følge af deres etnicitet som kristne kaldæere var i risiko for asylbegrundende forfølgelse ved tilbagevenden til hjemlandet, jf. udlændingelovens § 7, stk.1. De havde nærmere gjort gældende, at det hus, de havde boet i sammen med den mandlige ansøgers moder og brødre, var blevet sprængt i luften, og at den mandlige ansøgers broder, som havde været politibetjent, var blevet likvideret, og at den mandlige ansøgers moder og broder var udrejst til Syrien blandt andet sammen med præsten i den kirke, som den mandlige ansøger havde haft tilknytning til, og som ligeledes var blevet bombet. Efter en samlet konkret vurdering af de foreliggende oplysninger om ansøgernes forhold, sammenholdt med det foreliggende baggrundsmateriale, kunne Flygtningenævnet ikke afvise, at ansøgerne ville være i risiko for konkret og individuel forfølgelse som følge af deres religiøse tilhørsforhold, hvis de skulle vende tilbage til hjemlandet. Irak/2008/100
Nævnet stadfæstede i februar 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2007. Ansøgeren er etnisk kurder og muslim. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren havde udført ombygningsopgaver for de kurdiske myndigheder i Nordirak siden 2002, herunder for sikkerhedstjenesten. Ansøgeren havde endvidere forklaret, at han i 2005 blev kontaktet af to personer på smedeværkstedet. Disse ønskede, at han skulle udføre en opgave på en moské. Da der ikke kunne opnås enighed om prisen på arbejdet, nægtede han at udføre det, hvilket han blev bebrejdet under henvisning til, at han jo gerne udførte opgaver for ikke-troende. Han blev også truet telefonisk. Ifølge sin forklaring blev han i januar 2007 antastet af bevæbnede personer, der signalerede, at han skulle standse sin bil, men ansøgeren kørte i stedet væk i høj fart. Dagen efter episoden udrejste ansøgeren. Ved vurderingen af, om de af ansøgeren påberåbte forhold indebar en asylrelevant risiko for ansøgeren, lagde nævnet vægt på, at den af ansøgeren angivne uoverensstemmelse om arbejde på moskeen fandt sted i 2005, og at ansøgeren ikke i den efterfølgende periode frem til januar 2007 modtog henvendelser eller blev udsat for repressalier. At den af ansøgeren angivne episode i januar 2007, der fandt sted mere end et år senere, skulle have sammenhæng med ansøgerens arbejde for sikkerhedstjenesten eller nægtelsen af at udføre arbejde på moskeen, var ikke nærmere underbygget, men byggede alene på ansøgerens formodninger. Under hensyn hertil og til, at ansøgeren ikke forud for denne episode havde været udsat for repressalier som følge af sit arbejde for sikkerhedstjenesten, hvilket han fortsatte indtil udrejsen, fandtes ansøgeren ikke at have sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak ville være i en konkret og individuel risiko for en forfølgelse, der var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i en konkret og reel risiko for at blive udsat for forhold, der var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Irak/2008/10
Nævnet meddelte i januar 2008 opholdstilladelse (K-status) til et ægtepar fra Irak samt tre børn. Indrejst i 2004. Udlændingeservice meddelte senere i 2004 ansøgerne afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæstede afgørelsen i november 2004. I november 2007 besluttede Flygtningenævnet under hensyn til sagens karakter at genoptage sagen. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgerne er kristne kaldæere fra Bagdad. Ansøgerne havde under nævnets behandling af genoptagelsesanmodningen oplyst, at den mandlige ansøgers søster med familie, der havde boet i samme kvarter som ansøgerne, for 6-7 måneder siden var blevet fordrevet fra bopælen, og at boligen var blevet konfiskeret af militante muslimer. Den kvindelige ansøger havde oplyst, at også hendes søster med familie var blevet fordrevet fra deres hus i det samme kvarter, ligeledes af militante muslimer. Dette skete for ca. 1 år siden. Nævnet lagde ansøgernes forklaringer til grund og fandt efter en samlet vurdering, at også ansøgerne ved en tilbagevenden til Irak risikerede en asylrelevant forfølgelse som følge af deres religiøse tilhørsforhold. Nævnet lagde vægt på oplysningerne om, hvad der efter ansøgernes udrejse var overgået familiemedlemmer til ansøgerne boende i samme kvarter i Bagdad som ansøgerne. Nævnet lagde herved også vægt på baggrundsoplysningerne om forholdene for kristne i Bagdad, herunder særligt om forholdene i det kvarter i Bagdad, hvor ansøgerne havde boet. Nævnet lagde tillige til dels vægt på oplysningen om, at den mandlige ansøger forud for udrejsen i 2004 havde været udsat for en kidnapning. Nævnet bemærkede, at den forfølgelse, som ansøgerne ved en tilbagevenden risikerede, ville være relateret til deres religiøse tilhørsforhold, og at det måtte antages, at de irakiske myndigheder ikke i tilstrækkeligt omfang ville være i stand til at beskytte dem herimod. Irak/2008/1
Nævnet meddeltei marts 2007 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Irak, født i 1981. Indrejst i februar 2006. Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra Nord-Irak. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren som asylmotiv havde henvist til frygt for overgreb fra en islamisk organisation som følge af sit arbejde som tolk for en amerikaner, der var tilknyttet en amerikansk hjælpeorganisation og som derudover underviste i kristendom. Nævnet fandt at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund om hans tolkearbejde og deraf følgende problemer, herunder at han havde været tilbageholdt af en islamisk fundamentalistisk gruppe og var blevet udsat for trusler på livet, hvis han ikke medvirkede til løsladelse af en af gruppens medlemmer. Nævnet bemærkede, at forklaringen på de væsentligste punkter havde været konsistent under sagen. Nævnet fandt det derfor sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden ville være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, ligesom nævnet ikke fandt, at han efter karakteren af sit arbejde for den amerikanske organisation ville have mulighed for at opnå beskyttelse fra myndighederne. Efter UNHCR’s anbefalinger fra december 2006 fandtes der ikke at kunne anvises et reelt internt flugtalternativ. Ansøgeren blev imidlertid den i 2006 straffet med fængsel i 40 dage for dokumentfalsk og udvist af Danmark. Ansøgeren kunne derfor efter udlændingelovens § 10, stk. 3, alene meddeles opholdstilladelse, hvis særlige grunde talte derfor. Nævnet lagde her vægt på, at de forfalskede dokumenter alene var anvendt under den fortsatte flugt fra hjemlandet til Danmark og under disse omstændigheder fandtes betingelserne for at meddele asyl trods straffedommen at være opfyldt. Irak/2007/9
Nævnet meddelte i marts 2007 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Irak, født i 1980. Indrejst i juni 2006. Flygtningenævnet udtalte, at nævnet efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring fandt, at forklaringen havde fremstået troværdig og sammenhængende. Nævnet lagde herefter til grund, at ansøgeren, er ortodoks kristen, og i cirka fire år havde drevet en butik med handel med spiritus i Bagdad. Ansøgeren modtog i løbet af 2006 trusler for at få ham til at lukke sin forretning. Ansøgeren kontaktede det lokale politi herom. Ansøgeren modtog i maj 2006 den skriftlige trussel, der indgik i sagen som bilag, og som adskilte sig fra de andre ved at være en individuel udformet, dateret og underskrevet trussel fra lederen af afdelingen af Bevægelsen for fri Mujahediner i Bagdad. Ansøgeren havde forklaret, at politiet, som ansøgeren på ny kontaktede, tilrådede ham at lukke forretningen, men at han genåbnede den efter tre dage, hvorefter butikken blev brændt ned en dag i maj 2006 tidligt om morgenen. Ansøgeren udrejste grundet truslerne dagen efter. Ansøgeren havde i nævnsmødet forklaret, at han via venner i Bagdad havde erfaret, at der i oktober-november 2006 blev sat en seddel på den brændte forretning om, at indehaveren ”skylder blod”. Efter en samlet vurdering af ansøgerens situation, herunder navnlig den konkret udformede trussel mod ansøgeren, der er kristen, fandt nævnet, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak risikerede at blive udsat for en umenneskelig eller nedværdigende behandling, som myndighederne under de aktuelle og meget vanskelige forhold ikke kunne beskytte ham imod. Nævnet fandt derfor, at ansøgeren havde krav på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Irak/2007/8
Nævnet stadfæstede i marts 2007 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak, født i 1958. Indrejst i december 1997. Ansøgeren har oprindelig alene været vurderet i forhold til Nordirak, hvorfor Flygtningenævnet i 2006 genoptage sagen og hjemviste den til Udlændingeservice. Flygtningenævnet udtalte, at nævnet i det væsentlige kunne lægge ansøgerens forklaring til grund for sagen. Det fulgte heraf, at ansøgeren i en årrække havde været medlem af Baath-partiet, herunder medlem af Folkehæren, som ophørte i 1990/1991. Flygtningenævnet fandt ikke, at disse forhold på nuværende tidspunkt var asylbegrundende. Flygtningenævnet fandt ikke grundlag for at antage, at ansøgeren som medlem af Baath-partiet og i kraft af sin deltagelse i Folkehæren havde profileret sig på afgørende måde med risiko for asylbegrundende forfølgelse ved en tilbagevenden til hjemlandet. Flygtningenævnet kunne endvidere lægge til grund for sagen, at ansøgeren løbende havde udgivet en række artikler på arabisksprogede hjemmesider, hvori han havde kritiseret dels navngivne personer, dels andre forhold omkring det irakiske samfund. Flygtningenævnet fandt ikke grundlag for at antage, at disse aktiviteter havde eksponeret ansøgeren i et sådant omfang, at ansøgeren ved en tilbagevende til hjemlandet ville være i risiko for asylbegrundende forfølgelse. Endelig lagde Flygtningenævnet til grund for sagen, at ansøgeren tilhørte det kristne kaldæiske trossamfund. Uanset om der efter de foreliggende baggrundsoplysninger var grundlag for at antage, at de kristne trossamfund, herunder det kaldæiske trossamfund, generelt er i stigende vanskeligheder i Irak som følge af overgreb fra andre grupper i det irakiske samfund, fandt Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren som følge af sit tilhørsforhold til det kaldæiske trossamfund ville være i konkret og individuel risiko for forfølgelse af en sådan karakter, at der var grundlag for at meddele ham opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet fandt herefter ikke, at ansøgeren opfyldte betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet fandt ej heller grund til at antage, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i reel risiko for dødsstraf eller at blive underkastet tortur, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf ifølge udlændingelovens § 7, stk. 2. Irak/2007/7
Nævnet stadfæstede i januar 2007 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i juni 2006. Flygtningenævnet udtalte, at Flygtningenævnet fandt det overvejende betænkeligt at tilsidesætte ansøgerens forklaring om, at ansøgeren og hans familie i anden halvdel af maj 2006 var genstand for kidnapning. Det måtte lægges til grund, at kidnapningen var en berigelsesforbrydelse, der havde nær sammenhæng med den meget usikre sikkerhedsmæssige situation. Et sådant forhold kunne ikke i sig selv begrunde asyl. Derimod fandt Flygtningenævnet, at forklaringerne om de umiddelbart derefter følgende episoder var så usandsynlige, at forklaringerne måtte tilsidesættes som utroværdige. I sin vurdering af forklaringernes troværdighed hæftede Flygtningenævnet sig navnlig ved det meget korte tidsinterval fra den første episode skulle være startet en nærmere angiven dag i Bagdad, til dødsdom skulle være afsagt den følgende formiddag, til dødsdommen blev præsenteret for ansøgeren i skriftlig form og indtil en deling af Mehdi-hæren skulle have påbegyndt angreb på ansøgerens bopæl i Bagdad to nætter senere, fire til fem hundrede kilometer fra hospitalet. Det fandtes endvidere påfaldende, at to brødre, henholdsvis en sygeplejerske og en soldat i Mehdi-hæren, som ikke havde overværet episoden om aftenen, tilfældigt skulle have opnået kontakt og indledt en dialog, efter at en domstol om formiddagen den 3. juni 2006 skulle have afsagt en dødsdom. Endvidere virker det usandsynligt, at en deling af Mehdi-hæren ikke var i stand til at pågribe ansøgeren, men blev slået tilbage af behjertede naboer. Ansøgerens forklaring om et skudattentat på faderen, en nu fremkommen lægeerklæring, og oplysningerne om familiens udrejse til Syrien kunne på denne baggrund ikke tillægges betydning. Flygtningenævnet ville ikke afvise, at ansøgerens mandæiske trosforhold havde ført til chikane over for ansøgeren og hans familie, men ansøgeren havde ikke sandsynliggjort, at han som følge af sit tilhørsforhold til det mandæiske trossamfund havde været udsat for chikane af en sådan intensitet, at det kunne begrunde opholdstilladelse. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger om forholdene for minoritetsgrupper, herunder mandæere, fandt Flygtningenævnet ikke, at tilhørsforholdet til det mandæiske trossamfund i sig selv kunne begrunde asyl. Ansøgeren opfyldte således ikke betingelserne for at få opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. For så vidt angik betydningen af anbefalingerne i UNHCR´s Return Advisory and Position on International Protection Needs of Iraqis Outside Iraq af 18. december 2006 udtalte Flygtningenævnet følgende: I UNHCR´s anbefalinger er blandt andet anført følgende: ”Since the last UNHCR return advisory in September 2005, there has been a deterioration in the security situation in Iraq. Extreme violence in Central Iraq and significant instability in the South mark today´s overall security situation in the country…In parallel, civilians as well as individuals of certain profiles are being targeted by terrorist groups and militias on a daily basis through intimidation and acts of terror aimed at uprooting and expelling individuals from their areas of residence on ethnic, religious, political or mere criminal grounds (this includes intellectuals, wealthy people, women and girls and minority groups)…..Overall, the situation could be characterised as one of generalised violence and one in which massive targeted violations of human rights are prevalent…. Iraqi asylum-seekers from Southern and Central Iraq should be favourably considered as refugees under the 1951 Convention relating to the Status of Refugees, given the high prevalence of serious human rights violations related to the grounds in the 1951 Convention…. Where an Iraqi from Southern or Central Iraq is not recognized as a refugee under the 1951 Convention criteria, a complementary form of protection should be granted, unless the individual comes within the exclusion criteria in the 1951 Convention. …No Iraqi from Southern or Central Iraq should be forcibly returned to Iraq until such time as there is substantial improvement in the security and human rights situation in the country.” Flygtningenævnet fandt som anført ikke, at ansøger opfyldte betingelserne for en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Efter udlændingelovens § 7, stk. 2, gives der opholdstilladelse til en udlænding, hvis udlændingen ved en tilbagevenden til sit hjemland risikerer dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Flygtningenævnets praksis for at anse betingelserne for en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, for opfyldt, kan generelt beskrives således, at der skal foreligge konkrete og individuelle forhold, der sandsynliggør, at ansøgeren ved en tilbagevenden til sit hjemland vil blive udsat for en reel risiko for dødsstraf eller for at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. I bemærkningerne til udlændingelovens § 7, stk. 2 (lovforslag nr. L 152 af 28. februar 2002), er blandt anført følgende om bestemmelsens anvendelsesområde: ”Der vil endvidere ikke kunne meddeles opholdstilladelse med beskyttelsesstatus, alene fordi der i et bestemt land hersker kaotiske forhold, der gør, at det ikke kan udelukkes, at udlændingen i forbindelse med indrejsen i landet vil være i risiko for en sådan behandling, jf. ovenfor. Dette forhold - som vil have betydning f.eks. i relation til den nuværende praksis for meddelelse af de facto-status til somaliere - indebærer, at udlændingemyndighederne fremover vil skulle foretage en konkret og individuel vurdering af, om der er en underbygget grund til at antage, at den enkelte udlænding i tilfælde af udsendelse vil blive udsat for en reel risiko for at blive underkastet en behandling i strid med konventionens artikel 3.Den omstændighed, at der i et land hersker generelt dårlige forhold, herunder borgerkrigslignende tilstande, eller at den pågældende af sociale, uddannelsesmæssige, helbredsmæssige eller lignende grunde er dårligt stillet, skal - som i dag - ikke kunne begrunde beskyttelsesstatus.” Flygtningenævnet fandt ikke, at oplysningerne fra UNHCR eller andre baggrundskilder om den meget vanskelige, men generelle situation i Irak, i sig selv kunne begrunde opholdstilladelse til ansøgeren efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Det forhold, at UNHCR har anbefalet, at asylansøgere fra Irak, der ikke opfylder betingelserne i Flygtningekonventionen, meddeles en anden form for international beskyttelse, og at der ikke bør ske tvangsmæssig udsendelse af ansøgere fra det centrale og sydlige Irak, kunne ikke føre til en ændret vurdering af ansøgerens asylsag. Det bemærkedes herved, at det falder uden for Flygtningenævnets kompetence at vurdere, om der er grundlag for at give ansøger opholdstilladelse efter andre bestemmelser i udlændingeloven. Kompetencen hertil henhører under Udlændingeservice og Integrationsministeriet. Flygtningenævnet stadfæstede derfor Udlændingeservices afgørelse. Irak/2007/6
Nævnet stadfæstede i maj 2007 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak, født i 1989. Indrejst i september 2006. Ansøgeren er etnisk kurder og muslim og fra det nordlige Irak. Flygtningenævnet udtalte, at nævnet lagde ansøgerens forklaring om, at hans far var blevet bortført, til grund. Nævnet kunne derimod ikke lægge til grund, at bortførerne tillige havde truet med og tilsigtet at bortføre ansøgeren, såfremt der ikke også blev betalt et beløb for ansøgeren. Ansøgerens far havde været udsat for et forhold, der måtte betegnes som almindelig kriminalitet, og Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren måtte antages at være i nogen særlig risiko for selv at blive bortført. Flygtningenævnet fandt herefter ikke, at ansøgeren risikerede forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk.1, eller havde behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk.2. / Irak/2007/55
Nævnet stadfæstede i marts 2007 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak. Indrejst i november 2005. Ansøgeren er fra Nord-Irak og er etnisk kurder og sunni-muslim. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren som asylmotiv havde henvist til sin faders tilknytning til en klan og til denne klans konflikt med KDP. Det fremgik af faderens asylsag, at han som asylmotiv havde henvist til sin stilling i klanen, hvor han arbejdede med efterretninger og var knyttet til ledende personer i klanen. Ansøgerens fader blev i juni 1998 meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Det fremgik af moderens asylsag, at hun i maj 2002 blev meddelt afslag på opholdstilladelse efter § 7 under henvisning til, at hun ikke havde haft politiske aktiviteter. Ansøgeren havde forklaret, at hun, der havde oplyst at være født i 1985, i Irak boede sammen med sine forældre først i en landsby i Nordirak, hvorfra hun i 1996 flygtede med familien, da KDP angreb, til Arbil og derfra til Sulaymaniya. Hun flygtede med sin moder og de øvrige søskende til Syrien i 1999. Herfra fik hendes moder og de fleste af hendes søskende familiesammenføring med deres fader i Danmark, mens hun, en tvillingesøster og broder forblev tilbage. Nævnet fandt, at der ikke forelå grundlag for at antage, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak risikerede en asylbegrundende forfølgelse på grund af sin faders forhold, herunder konflikten mellem den nævnte klan og KDP. Nævnet fandt videre ikke, at der om ansøgerens personlige situation forelå oplysninger, der i øvrigt begrundede en sådan risiko. Ansøgeren havde i Irak aldrig været politisk aktiv eller i øvrigt haft konflikter på grund af egne forhold. Ansøgeren fulgte som mindreårig sin familie fra familiens oprindelige bopæl i Nordirak, som anført ovenfor. Nævnet fandt herefter ikke, at ansøgeren, der efter det oplyste ikke længere havde familie i Nordirak, ved en tilbagevenden til Irak, herunder Nordirak, risikerede en forfølgelse, som omhandles i udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at blive udsat for alvorlige overgreb eller umenneskelig eller nedværdigende behandling, som omhandlet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Nævnet lagde vægt på, at ansøgeren havde haft sin opvækst i Nordirak og fandt, at ansøgeren kunne tage ophold der, idet hun ikke havde været involveret i konflikter herunder med KDP på grund af egne forhold, ligesom striden med klanen lå lang tid tilbage. Nævnet fandt ikke, at de vanskelige, men generelle vilkår for enlige kvinder i Irak begrundede opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Nævnet fandt ikke, at afgørelsen skulle udsættes på en høring om forholdene for den nævnte klan og klanens konflikt primært med KDP, som mere subsidiært påstået af den beskikkede advokat. Nævnet lagde herved bl.a. vægt på, at der ikke i ansøgerens fars asylsag sås at foreligge sådanne konkrete forhold, der uagtet den hengåede tid kunne have væsentlig betydning for afgørelsen af ansøgerens asylsag. Irak/2007/54
Nævnet stadfæstede i maj 2007 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak, født i 1987. Indrejst i juli 2006. Flygtningenævnet udtalte, at det lagdes til grund, at ansøgeren er etnisk kurder fra Kirkuk og sunni muslim, at han ikke havde været politisk aktiv, at han ikke havde været udsat for straffeprocessuelle indgreb eller i øvrigt havde haft problemer med myndighederne. Ansøgeren havde som asylmotiv påberåbt sig, at han frygtede at blive bortført med krav om løsepenge eller at blive dræbt. Det måtte efter ansøgerens egen forklaring tillægges vægt, at der alene havde været tale om et enkeltstående trusselsbrev i begyndelsen af 2005, at der ikke havde været tale om yderligere henvendelser, og at ansøgeren først var udrejst i midten af 2006. Ansøgeren havde i øvrigt forklaret upræcist angående modtagelsen af brevet og indholdet af samme. Det nævnte brev måtte i givet fald anses som et enkeltstående udslag af de generelt vanskelige forhold i hjemlandet, som i sig selv hverken kunne begrunde asyl eller beskyttelsesstatus. Ansøgeren fremstod i øvrigt helt uprofileret og havde fortsat nære slægtninge i hjemlandet. Det kunne herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren havde været forfulgt ved udrejsen, eller at han ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerede forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kunne det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden skulle være i en konkret særlig risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Irak/2007/53
Nævnet stadfæstede i december 2007 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2002. Udlændingeservice meddelte i 2004 ansøgeren afslag på asyl. Flygtningenævnet stadfæstede senere i 2004 Udlændingeservices afgørelse. I august 2007 besluttede nævnet under hensyn til sagens karakter at genoptage sagen. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren, der er født og opvokset i Bagdad, er etnisk assyrer og kristen. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren på grund af sit arbejde på det afgåede Baath partis militærkontor ved en tilbagevenden kunne antages at være i risiko for forfølgelse fra modstandere af det tidligere regime. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens arbejde havde haft sammenhæng med ansøgerens aftjening af værnepligt fra 1982 til 1990. Arbejdet havde således ligget langt tilbage i tid, og ansøgerens aktiviteter for Baath partiet måtte som følge af arbejdets karakter antages at have været yderst begrænset. Flygtningenævnet kunne ikke lægge vægt på det senere fremkomne brev af juni 2004, hvorom der ikke forelå konkrete oplysninger. Uanset de generelt vanskelige forhold for kristne, herunder kristne assyrere, i Bagdad fandt Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren alene på grund af sit religiøse tilhørsforhold ved en tilbagevenden ville være i en konkret risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet bemærkede herved tillige, at ansøgerens udrejse ikke havde haft sammenhæng med de nuværende forhold for kristne i Bagdad, idet ansøgeren var udrejst af Irak i 2001. Flygtningenævnet kunne ikke lægge til grund, at ansøgerens frygt for forfølgelse på grund af ansøgerens kristne tro og etnicitet ved en tilbagevenden til Irak var således begrundet i objektive forhold, at den kunne medføre opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. lovbekendtgørelse nr. 711 af 1. august 2001. Flygtningenævnet fandt på denne baggrund ikke grundlag for at ændre Flygtningenævnets afgørelse af februar 2004. Irak/2007/52
Nævnet meddelte i december 2007 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Irak. Indrejst i 2004. Udlændingeservice meddelte i 2005 ansøgeren afslag på asyl. Flygtningenævnet stadfæstede senere i 2005 Udlændingeservices afgørelse. I august 2007 besluttede Flygtningenævnet under hensyn til sagens karakter at genoptage sagen. Flygtningenævnet lagde ansøgerens forklaring til grund. Den nu 24-årige ugifte kvindelige ansøger var udrejst af sit hjemland i 2001. Ansøgeren, der er kristen og fra Bagdad, havde ikke længere noget netværk i hjemlandet. Det fremgik endeligt, at ansøgerens familie som følge af moderens virke som advokat forud for udrejsen var i konflikt med en i Bagdad betydningsfuld klan, der havde fremsat dødstrusler. Efter en samlet vurdering fandt Flygtningenævnet, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak ville være i reel risiko for umenneskelig behandling efter den nugældende udlændingelovs § 7, stk. 2. Irak/2007/51
Nævnet stadfæstede i november 2007 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2007. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgerens forklaringer på nogle punkter havde virket utroværdige. Han havde således til sit asylansøgningsskema og samtalen med Udlændingeservice oplyst, at han efter drabet på faderen, som havde fundet sted i foråret 2006, havde opholdt sig cirka to måneder hos sin onkel. Under nævnets behandling havde han derimod oplyst, til trods for at han var blevet foreholdt disse oplysninger, at han havde opholdt sig hos sin onkel i hele perioden fra foråret 2006 og til han var rejst til den centrale del af Irak i slutningen 2006, hvorefter han i begyndelsen af 2007 var rejst til Iran. Han havde endvidere afgivet noget divergerende forklaringer om, hvorvidt han efter drabet på faderen på noget tidspunkt havde været tilbage i huset. Han havde til sit skema oplyst, at flere personer, herunder ham selv, havde været tilbage ved huset, men at det havde været brændt ned. Under nævnsbehandlingen forklarede han derimod, at han ikke havde været tilbage i huset efter drabet på faderen. Uanset om dele af hans forklaringer kunne lægges til grund for sagen, herunder at hans fader var blevet dræbt i foråret 2006, fandt Flygtningenævnet ikke tilstrækkeligt grundlag for at antage, at ansøgeren ved udrejsen af hjemlandet havde været asylbegrundende forfulgt, eller at han ville være i konkret eller individuel risiko for asylbegrundende forfølgelse ved tilbagevenden til hjemlandet. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at han som nævnt ikke havde kunnet redegøre ordentligt for, hvor han havde opholdt sig cirka seks måneder forud for sin rejse til den centrale del af Irak, at hans søster og flere andre familiemedlemmer havde boet og forsat boede i Bagdad, og at det måtte bero på ansøgerens egen subjektive vurdering, når han havde ment, at familiemedlemmer til tidligere officerer var efterstræbt af de samme grupper, som skulle have dræbt hans fader. Flygtningenævnet fandt derfor ikke, at ansøgeren opfyldte betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet fandt ej heller, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i reel risiko for overgreb, som angivet i udlændingelovens § 7, stk. 2. De oplysninger, som ansøgeren havde givet til advokatindlægget og ligeledes under nævnsbehandlingen om, at ansøgeren skulle have givet navn og adresse til en irakisk delegation, som havde været på besøg i asylregistreringscentret Sandholm, og at ansøgeren ligeledes var blevet fotograferet af en af delegationens medlemmer, fandtes ikke at kunne føre til noget andet resultat. Irak/2007/50
Nævnet stadfæstede i november 2007 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2000 som familiesammenført. Ansøgt om asyl i 2006. Ansøgerens ægtefælle blev i 1999 meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgerens ægtefælles begrundelse for at søge om asyl vedrørte forhold under det tidligere regime, som ikke længere er til stede. Allerede af den grund var ansøgeren ikke berettiget til konsekvensstatus. Ansøgeren er kristen kaldæer. Han forlod hjemlandet i 1998. Der foreligger ingen oplysninger om, at ansøgeren skulle have profileret sig, hverken politisk eller religiøst. Flygtningenævnet fandt ikke, at de generelle forhold for kristne kaldæere i Irak var således, at den blotte tilknytning til den pågældende gruppe i sig selv var asylbegrundende. Flygtningenævnet fandt ikke, at der i ansøgerens sag var konkrete omstændigheder, der kunne begrunde asyl. Flygtningenævnet fandt således ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i konkret og individuel risiko for forfølgelse som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 og heller ikke, at han ville være i nærliggende risiko for, at blive udsat for umenneskelig behandling eller andre forhold nævnt i udlændingelovens § 7, stk. 2. Irak/2007/49
Nævnet stadfæstede i september 2007 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2006. Ansøgeren er etnisk kurder og muslim og fra det nordlige Irak. Det fremgår af ansøgerens forklaring til sagen blandt andet, at han og en ven i forbindelse med et æresdrab på en tredje ven og dennes kæreste, havde været tilbageholdt af politiet, og at han alene var blevet løsladt fordi vennens broder var ansat i sikkerhedstjenesten. Ansøgeren og vennen var endvidere blevet truet af den afdøde vens kærestes fader, der er klanleder. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren ikke havde været politisk aktiv. Det fremgik, at ansøgeren i sit hjemland forinden ankomsten her til landet havde lært sin ægtefælle at kende, videre at han efter indrejsen havde indgået religiøst ægteskab med den pågældende. Ansøgeren havde først ansøgt om asyl efter nogen tids ophold og havde da givet urigtige oplysninger om tidspunktet for sin indrejse, ægteskabelige status og manglende tilknytning til landet. Ansøgeren havde således ikke opfyldt den ham i medfør af udlændingelovens § 40 påhvilende oplysningspligt. Ansøgeren havde som asylmotiv alene henvist til, at han frygtede at blive udsat for æresdrab i forbindelse med en vens forhold til en ugift kvinde. Ansøgeren havde ikke for nævnet på overbevisende vis kunnet forklare om hændelsesforløbet, herunder løsladelsen på politistationen, og hvad de angivne trusler gik ud på. Flygtningenævnet fandt det derfor ubetænkeligt at tilsidesætte forklaringen som utroværdig. Flygtningenævnet fandt herefter ikke, at ansøgeren ved udrejsen var forfulgt, eller at han ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i en konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Irak/2007/48
Nævnet stadfæstede i september 2007 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2006. Ansøgeren er etnisk araber, sunni-muslim og fra det nordlige Irak. Det fremgår af ansøgernes forklaring til sagen, at ansøgeren frem til 2005 havde arbejdet på en fabrik, som havde produceret varer til regeringshæren, og at der i den anledning var blevet fremsat trusler over for fabrikken og dens ansatte. En af de ansatte var blevet dræbt, og på hans lig var der anbragt en liste med navne på alle ansatte. Flygtningenævnet udtalte, at nævnet fandt, at det svækkede ansøgerens troværdighed, at ansøgeren havde oplyst usikkert om sin alder, som nævnet lagde til grund er 20 år henset til det oplyste i den retsmedicinske undersøgelse. Ansøgeren havde bekræftet, at han under asylsagen i Danmark var rejst til Sverige og havde søgt om asyl under en urigtig identitet og med angivet fødselsår i 1984. Ansøgeren havde endvidere forklaret skiftende om, hvor meget han havde betalt for udrejsen af Irak i 2006. Selvom ansøgeren er ung, fandt nævnet herefter, at ansøgeren havde særlig anledning til at forklare overbevisende og entydigt om sit asylmotiv, før dette kunne lægges til grund. Men selvom handlingsforløbet var enkelt, havde ansøgeren forklaret skiftende om, hvorvidt der havde været et brev sammen med den liste, som blev fundet af fabrikschefen på den afdøde kollega i 2005, og om der efterfølgende var kommet endnu et trusselsbrev, som fabrikschefen havde fundet en dag, han ”tjekkede op på fabrikken”, således som det fremgår af samtalereferatet med Udlændingeservice. Nævnet fandt endvidere, at ansøgerens første forklaring om drabet på en medarbejder i nævnsmødet fremstod således, at drabet havde fundet sted, efter at fabrikken var blevet lukket, men at ansøgeren ændrede dette, da han i nævnsmødet blev foreholdt det oplyste ifølge samtalereferatet om, at dette drab havde fundet sted sommeren før ansøgerens egen arbejdsplads begyndte at modtage trusselsbreve. På den ovennævnte baggrund fandt nævnet efter en samlet vurdering, at der bestod usikkerhed om væsentlige momenter i ansøgerens asylmotiv, som derfor kun delvist kunne lægges til grund. Nævnet lagde alene til grund, at ansøgeren udrejste, efter at der var rettet trusler imod hans arbejdsplads, som leverede varer til den nye regeringshær, og som var lukket grundet truslerne. Nævnet kunne ikke lægge til grund, at truslerne var konkret rettet mod ansøgeren, eller at ansøgerens navn havde været nævnt i trusselsbrevene eller på en liste. Under hensyn hertil, og da ansøgeren ikke i øvrigt havde været udsat for konflikter og ikke var medlem af politiske grupperinger eller bestemte grupper, og da de om end særdeles vanskelige og usikre men generelle forhold i Irak ikke kunne anses for asylbegrundende, fandt nævnet ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden risikerede en konkret og individuel forfølgelse som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller tortur, mishandling eller straf som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Det bemærkedes herved, at ansøgerens forældre og nogle søskende fortsat bor i det nordlige Irak. Irak/2007/47
Nævnet stadfæstede i september 2007 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2006. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra Kirkuk-området, at ansøgeren under det meste af sin opvækst havde boet i det nordlige Irak, at ansøgerens eneste slægtning i Irak er en søster, at ansøgeren ikke havde været politisk aktiv, og at han ikke havde været udsat for straffeprocessuelle indgreb. Ansøgeren havde som asylmotiv påberåbt sig, at han er i en særlig udsat position, idet han er enlig og forældreløs og på grund af en hjertelidelse er ude af stand til at arbejde. Endvidere havde ansøgeren henvist til de urolige og kaotiske forhold i hjemlandet. Flygtningenævnet udtalte, at ingen af de påberåbte forhold i sig selv kunne begrunde asyl. Hertil kom, at ansøgeren fremstod helt uprofileret. Idet de generelt vanskelige forhold i hjemlandet heller ikke i sig selv kan begrunde asyl eller beskyttelsesstatus, kunne det herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren havde været forfulgt ved udrejsen, eller at han ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerede forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Det kunne endvidere ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden skulle være i en konkret særlig risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Irak/2007/46
Nævnet meddelte i september 2007 opholdstilladelse (F-status) til en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2001. Ansøgeren er etnisk araber, muslim og fra det sydlige Irak. Nævnet havde i 2006 meddelt ansøgeren afslag på opholdstilladelse. Ansøgeren havde ikke givet møde under nævnets behandling af sagen, selvom han var blevet lovligt indkaldt. Nævnet havde herefter besluttet at afgøre sagen på det foreliggende grundlag. Nævnet havde i 2007 besluttet at genoptage sagen. Flygtningenævnet kunne fortsat lægge til grund, at ansøgeren i perioden 1995 – 2001 havde været undergivet tortur i Saddam Husseins fængsler. Flygtningenævnet kunne endvidere fortsat lægge til grund, at ansøgerens familie havde været aktive inden for Al Dawa partiet. Endelig kunne Flygtningenævnet fortsat lægge til grund, at ansøgeren havde været til stede på en navngiven militærpersons bopæl, da personen var blevet slået ihjel. Flygtningenævnet kunne derimod ikke lægge til grund, således som ansøgeren forklarede under nævnsbehandlingen, at han havde medvirket aktivt til drabet. Flygtningenævnet bemærkede, at ansøgeren i 2001 havde indgivet ansøgning om asyl efter den dagældende udlændingelovs § 7, stk. 4, ved den danske ambassade i Teheran samtidig med, at han også havde indgivet ansøgning om familiesammenføring med hans i Danmark værende ægtefælle. Udlændingeservices repræsentant bekræftede under nævnsbehandlingen, at ansøgningen om asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 4, ikke på noget tidspunkt havde været behandlet. Det bemærkedes, at ansøgeren havde opnået opholdstilladelse efter familiesammenføringsreglerne i 2001. Flygtningenævnet fandt på denne baggrund, at ansøgerens ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 skulle behandles efter udlændingelovens § 7, som affattet forud for lov nr. 365 af 6. juni 2002. Flygtningenævnet fandt, efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaringer, at det kunne lægges til grund for sagen, at ansøgeren dels som følge af sit fængselsophold, dels som følge af sin families modsætningsforhold til en navngiven klan, nærede en velbegrundet frygt for forfølgelse eller tilsvarende overgreb i et sådant omfang, at det som følge af hans subjektive frygt ikke burde kræves, at han vendte tilbage til hjemlandet. Flygtningenævnet meddelte herefter ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. lovbekendtgørelse nr. 711 af 1. august 2001. Irak/2007/45
Nævnet meddelte i oktober 2007 opholdstilladelse (F-status) til et ægtepar fra Irak. Indrejst i 2002. Senere i 2002 havde Udlændingeservice meddelt ansøgerne afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. I 2004 havde Flygtningenævnet stadfæstet Udlændingeservices afgørelse. I juni 2007 havde nævnet besluttet at genoptage sagen. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgerne til støtte for anmodningen om genoptagelse havde henvist til, at de er kristne fra Bagdad. Flygtningenævnet kunne ikke lægge til grund, at ansøgerne ved udrejsen af Irak var konkret og individuelt forfulgt som følge af deres religion. Nævnet fandt det heller ikke sandsynliggjort, at ansøgerne alene som følge af, at de er kristne, ved en tilbagevenden til Irak risikerede forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk.1. Efter en samlet vurdering af ansøgernes situation, herunder at ansøgerne nu var henholdsvis 71 og knap 75 år gamle, at de tilhører en religiøs minoritet og ikke umiddelbart sås at have et netværk i Irak, og at de i kraft af deres fremskredne alder kunne have vanskeligt ved at omstille sig til den ændrede situation i hjemlandet, sammenholdt med den aktuelle situation i landet, navnlig den eskalerende religiøst betingede vold, fandt et flertal af Flygtningenævnets medlemmer imidlertid ikke, at det kunne udelukkes, at ansøgerne ved en tilbagevenden til Irak kunne nære en sådan velbegrundet stærk subjektiv frygt, at de burde meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. lovbekendtgørelse nr. 711 af 1. august 2001. Irak/2007/44
Nævnet meddelte i september 2007 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2001. Ansøgeren er feylikurder fra Bagdad. Nævnet havde i 2004 meddelt ansøgeren afslag på opholdstilladelse. Nævnet havde dengang lagt til grund, at ansøgeren er feylikurder, og at han siden sit femte år og frem til udrejsen havde boet i Bagdad. Ansøgeren havde som oprindeligt asylmotiv henvist til, at han var udeblevet fra militærtjeneste og havde frygtet overgreb som følge heraf. Flygtningenævnet stadfæstede i 2004 Udlændingeservices afgørelse. I juni 2007 havde nævnet besluttet at genoptage sagen. Flygtningenævnet udtalte, at man lagde ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren er således feylikurder fra Bagdad. Efter de foreliggende oplysninger var ansøgerens fader blevet overfaldet og havde modtaget et trusselsbrev om at forlade landet. Ansøgerens familie havde herefter forladt landet. Feylikurdere var efter ansøgerens forklaring og i overensstemmelse med de generelle baggrundsoplysninger generelt blevet presset til at forlade blandt andet det østlige Bagdad. Flygtningenævnet fandt herefter, at ansøgeren risikerede forfølgelse som følge af sin etniske oprindelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Det bemærkedes herved, at myndighederne efter de foreliggende oplysninger ikke var i stand til at yde ansøgeren den fornødne beskyttelse. Flygtningenævnet meddelte derfor ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Irak/2007/43
Nævnet meddelte i september 2007 opholdstilladelse (F-status) til en kvindelig statsborger fra Irak. Indrejst i 2002. Ansøgeren er etnisk kaldæer og kristen fra Bagdad. Nævnet havde i 2004 meddelt ansøgeren afslag på opholdstilladelse. Nævnet havde dengang blandt andet lagt til grund, at ansøgeren er kristen kaldæer fra Bagdad-området, at ansøgeren ikke havde udført aktiviteter, der i sig selv havde været egnet til at profilere hende i forhold til myndighederne, at hun ikke havde haft problemer med myndighederne, og at hun var udrejst legalt og problemfrit. Flygtningenævnet havde i 2005 stadfæstet Udlændingeservices afgørelse. I juli 2007 havde Flygtningenævnet besluttet at genoptage sagen. Flygtningenævnet udtalte, at Udlændingeservice for Flygtningenævnet havde tilkendegivet, at Udlændingeservice var indstillet på at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. lovbekendtgørelse 711 af 1. august 2001. Flygtningenævnet bemærkede indledningsvis, at ansøgeren var indrejst og havde om søgt asyl i Danmark i foråret 2002, og at sagen således skulle afgøres efter reglerne i udlændingeloven, således som den havde været affattet på tidspunktet for indgivelsen af asylansøgningen. Ansøgeren havde som begrundelse for genoptagelsesanmodningen henvist til den generelt forværrede sikkerhedssituation i Irak, herunder til den stigende religiøst og sekterisk betingede vold. Ansøgeren havde i den forbindelse henvist til, at hun efter Flygtningenævnets afgørelse af juli 2004 havde fået oplyst, at hele hendes familie var udrejst af Irak. Det kvarter i Bagdad, som familien havde boet i ved ansøgerens udrejse, havde overvejende været beboet af kristne, men som følge af pres og overgreb fra shia-muslimer i et nærliggende kvarter havde der stort set ingen kristne været tilbage. Ansøgeren havde videre henvist til, at hun som enlig kvinde uden netværk ville være særligt udsat for overgreb. Flygtningenævnet fandt ikke, at de foreliggende baggrundsoplysninger om forholdene i Irak var af en sådan karakter, at der var grundlag for at antage, at ansøgeren risikerede konkret og individuel forfølgelse alene som følge af, at hun er kristen. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren, selv om hun er enlig kvinde uden netværk og således i en særlig sårbar position, af den grund kunne anses for at tilhøre en særlig social gruppe. Flygtningenævnet fandt således ikke, at ansøgeren opfyldte betingelserne for asyl efter udlændingeloven § 7, stk. 1. Flygtningenævnet fandt, i overensstemmelse med påstanden fra Udlændingeservice, efter en samlet vurdering, at der var sådanne tungtvejende grunde, der medførte velbegrundet frygt for forfølgelse eller tilsvarende overgreb, at det ikke burde kræves, at ansøgeren vendte tilbage til sit hjemland. Det bemærkedes herved, at myndighederne efter de foreliggende oplysninger ikke var i stand til at yde ansøgeren den fornødne beskyttelse. Irak/2007/42
Nævnet stadfæstede i februar 2007 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak, født i 1981. Indrejst i marts 2006. Flygtningenævnet udtalte, at efter en vurdering af ansøgerens forklaring angående medlemskab af Fedayeen Saddam lagde nævnet til grund, at ansøgeren fra midten af 2001 indtil 2003 var medlem af Fedayeen Saddam. Han udførte administrativt arbejde og var ofte fraværende fra opgaverne på grund af sin uddannelse. Hans medlemskab var en følge af, at hver familie ifølge skolens krav skulle stille med en person, der skulle være medlem af Fedayeen Saddam. Ansøgeren havde ikke deltaget i udadrettede aktiviteter eller i konfliktsituationer i forbindelse med sit medlemskab og havde også under nævnsmødet tilkendegivet, at det mere var den generelle situation i hjembyen, hvor sunnier er i mindretal, der fik ham til at udrejse. Nævnet fandt derfor ikke, at ansøgerens helt uprofilerede medlemskab af Fedayeen Saddam under de angivne omstændigheder kunne indebære, at ansøgeren kunne anses for at være i særlig risiko på grund af medlemskabet. Ansøgeren havde som sit primære asylmotiv henvist til, at han blev udsat for chikane og trusler fra personer i Medhi-hæren. Ansøgeren havde herved forklaret bl.a., at han som andre forretningsdrivende blev nødt til at sælge til dem, der kom i hans grønthandel, herunder til italienske soldater, når de indfandt sig i butikken. Også andre forretningsdrivende blev udsat for chikane og trusler af Mehdi-hæren. Nævnet bemærkede, at ansøgeren havde forklaret forskelligt om baggrunden for, at han måtte lukke sin grøntforretning. Ifølge asylregistreringsrapporten lukkede han forretningen den 1. oktober 2005 for ikke at få problemer med den ene eller den anden part. Ifølge asylansøgningsskemaet passerede en bil ham, da han en aften lukkede butikken, og der blev kastet en håndgranat imod butikkens dør, ligesom ansøgeren blev truet. Ifølge samtalereferatet har ansøgeren forklaret, at han ikke så en håndgranat blive kastet mod forretningen, men at det var hans formodning. For nævnet har ansøgeren forklaret, at han var udsat for, at nogen kastede en lydgranat mod hans forretning, og at han blev truet. Ansøgeren har endvidere som noget nyt for nævnet forklaret, at han fik et par trusselsbreve fra Medhi-hæren i midten af 2005, om at de ville fjerne hans butik, hvis han fortsatte med at sælge til italienerne. Henset til ansøgerens forskellige forklaringer og den sene fremkomst af oplysningen om trusselsbreve fandt nævnet ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring om, at hans butik blev udsat for en eksplosion, eller at han modtog trusselsbreve, til grund. Nævnet fandt efter en samlet vurdering alene at kunne lægge til grund, at de omhandlede trusler havde bestået i, at personerne fra Medhi-hæren indfandt sig i butikken, væltede varer og fremsatte verbale trusler mod ansøgeren, der blev pålagt at ophøre med at handle med italienerne. Nævnet lagde til grund, at ansøgeren på grundlag af disse trusler og den generelle meget usikre og urolige situation, hvor sunnier i lokalområdet blev udsat for trusler og chikane fra forskellige shiitiske grupper, omkring oktober 2005 ophørte med at drive virksomhed som grønthandler og ved hjælp af penge fra familien udrejste af Irak. Det forhold, at ansøgeren opholdt sig adskillige dage i henholdsvis Frankrig og Tyskland uden at søge asyl, herunder selv om han i Tyskland havde anledning til det på et asylcenter, anså nævnet for at svække ansøgerens forklaring om aktuel, konkret og individuel efterstræbelse. Efter en samlet vurdering af ansøgerens oplysninger om sit asylmotiv fandt nævnet, at ansøgeren ikke kunne anses for konkret og individuelt forfulgt på en måde, som efter udlændingelovens § 7, stk. 1, medfører asyl. Ved vurdering af, om ansøgeren risikerede tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf ved en tilbagevenden til hjemlandet, lagde nævnet videre vægt på, at det af bemærkningerne til udlændingelovens § 7, stk. 2, blandt andet fremgår, at udlændingemyndighederne skal foretage en konkret og individuel vurdering af, om der er en underbygget grund til at antage, at den enkelte udlænding i tilfælde af udsendelse vil blive udsat for en reel risiko for at blive underkastet en behandling i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Borgerkrigslignende tilstande skal ikke kunne begrunde beskyttelsesstatus (lovforslag L 152 af 28. februar 2002). På denne baggrund og idet nævnet fandt, at det anførte af UNHCR i notat af 18. december 2006 (UNHCR return advisory and position on international protection needs of Iraqis outside Iraq) må fortolkes under hensyn til de nævnte bemærkninger til udlændingelovens § 7, stk. 2, fandt nævnet ikke, at ansøgeren opfyldte betingelserne for asyl efter nævnte bestemmelse. Nævnet fandt på den baggrund endvidere ikke, at det oplyste af UNHCR i revideret notat af 1. januar 2007 (Strategy for the Iraq situation), herunder afsnit IV, kunne medføre en anden vurdering. Det bemærkedes, at det falder udenfor Flygtningenævnets kompetence at give opholdstilladelse efter andre bestemmelser i udlændingeloven. Irak/2007/4
Nævnet stadfæstede i august 2007 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak, født i 1976. Indrejst i januar 2007. Ansøgeren er etnisk araber, sunni-muslim og fra Bagdad. Flygtningenævnet udtalte, at nævnet ikke fandt, at det kunne lægges til grund, at ansøgeren, som følge af ansøgerens faders uprofilerede medlemskab af Baath-partiet eller som følge af drabet på faderen i 1991 i forbindelse med intifadaen, ved en tilbagevenden ville være i en særlig risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7. Ansøgeren havde som asylmotiv yderligere henvist til, at han frygtede at blive dræbt eller blive bortført af medlemmer af Medhi militsen. Ansøgeren havde til støtte herfor anført, at ansøgerens broder i november 2006 blev bortført af uidentificerede personer på vej til sin butik i Bagdad. Ansøgeren havde yderligere henvist til, at medlemmer af Mehdi militsen cirka et år forinden havde opsøgt og slået ansøgerens broder og ansøgeren i broderens tøjbutik i Bagdad, fordi ansøgerens broder holdt åbent på en shiitisk helligdag og forhandlede tøj til kvinder. Ansøgeren havde endelig henvist til de generelt usikre forhold i Bagdad, og at han ikke ville kunne opnå myndighedernes beskyttelse. Uanset om Flygtningenævnet i det væsentlige lagde ansøgerens forklaring til grund, fandt Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak som følge af broderens forhold ville være en reel risiko for selv at blive bortført. Flygtningenævnet bemærkede herved, at det var ansøgerens broder, der var ejer af forretningen, og at forretningen nu var lukket. Ansøgeren havde ikke været politisk aktiv og havde ikke i øvrigt haft konflikter med myndighederne i Irak. Den generelt usikre situation i Irak kunne ikke i sig selv begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet fandt herefter ikke, at ansøgeren risikerede forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller havde behov for beskyttelsesstatus jf. udlændingelovens § 7, stk. 2./ Irak/2007/38
Nævnet stadfæstede i juli 2007 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak, født i 1988. Indrejst i oktober 2006. Ansøgeren er etnisk kurder og muslim og fra det nordlige Irak. Sagen vedrørende ansøgerens fætter, der havde forklaret om samme asylmotiv som ansøgeren, blev behandlet af nævnet samme dag. Ansøgeren henviste til, at han sammen med fætteren havde haft en butik, hvor de blandt andet solgte cd´er med erotisk materiale og at de som følge heraf blev udsat for trusler og knivstikkeri. Flygtningenævnet udtalte, at nævnet ikke kunne lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet lagde vægt på, at ansøgeren overfor Udlændingeservice på en række punkter har forklaret divergerende i forhold til fætteren. Som eksempler herpå kunne nævnes, at ansøgeren havde forklaret til Udlændingeservice, at han blev stukket i forretningen, hvorimod fætteren havde oplyst, at det skete udenfor forretningen. Ansøgeren havde til Udlændingeservice forklaret, at knivstikkeriet ikke blev anmeldt til politiet, hvorimod fætteren havde forklaret, at det blev anmeldt. Overfor Flygtningenævnet havde ansøgeren ændret sin forklaring således, at den på de af Udlændingeservices påpegede punkter var overensstemmende med fætterens. Ansøgerens og fætterens forklaringer overfor Flygtningenævnet havde imidlertid frembudt nye uoverensstemmelser, for eksempel om overfaldsmændene ved knivstikkeriet var bevæbnede med skydevåben eller ej. Ansøgerens og fætterens forklaringer om størrelsen på den husleje, som de skulle betale, afveg fra det beløb, som fætteren havde forklaret til Udlændingeservice. Endvidere havde ansøgeren og fætteren overfor Udlændingeservice forklaret, at trusselsbrevet var skrevet på kurdisk, hvorimod de begge overfor nævnet havde forklaret, at brevet var skrevet på arabisk. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Da Flygtningenævnet ikke kunne lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund, fandt nævnet endvidere ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak ville være i risiko for overgreb som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet fandt endelig ikke, at de generelt vanskelige forhold i Irak kunne føre til en ændret vurdering./Irak/2007/36/37
Nævnet meddelte i juli 2007 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Irak, født i 1990. Indrejst i november 2006. Ansøgeren er etnisk kurder og muslim og fra Nord-Irak. Ansøgeren havde i flere år boet hos sin morbroder, da han hjemme havde konflikter med sin stedmoder. Flygtningenævnet lagde ansøgerens forklaring til grund om, at han og morbroderen gennem flere år havde modtaget trusler fra ansøgerens fader på grund af ansøgerens fortsatte ophold hos morbroderen, og at der også var blevet fremsat trusler på livet. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer lagde vægt på ansøgerens forklaring om, at truslerne kort forinden udrejsen var blevet aktualiseret med voldeligt overfald, og at ansøgeren og morbroderen forgæves havde søgt at få myndighedernes beskyttelse. På denne baggrund fandt flertallet, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han ville være i en reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til hjemlandet./ Irak/2007/35
Nævnet stadfæstede i juni 2007 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak. Indrejst i 2006. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er etnisk kurder, og født i det nordlige Irak, hvorfra hun og familien var flygtet i 1998, da ansøgeren var ni år. Det meste af ansøgerens familie, herunder forældre og flere søskende, har ophold i Danmark. Ansøgeren havde som væsentligste asylmotiv henvist til, at hun ikke havde nogen familie tilbage i Irak, og at hun ikke som enlig kvinde uden netværk og udrejst for ni år siden som barn, ville kunne tage ophold i Irak som følge af de generelt meget usikre forhold i landet. Ansøgeren havde ikke henvist til grunde, der kunne føre til, at hun var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren havde udelukkende henvist til de generelle forhold som grundlag for sin asylansøgning. De generelle forhold, herunder ikke mindst for enlige kvinder i Irak, således som disse senest er beskrevet i Dansk Flygtningehjælps baggrundsnotat fra marts 2007 (pkt. 8.6.2) og landerapport fra 30. april 2007 fra British Home Office (pkt. 25) synes at være stadigt mere håbløse. På trods heraf var der ikke med henvisning alene til de generelle forhold et tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak ville være i en konkret og individuel risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet fandt herefter ikke grundlag for at udsætte sagen på indhentelse af yderligere oplysninger om situationen i Irak for enlige kvinder uden netværk./ Irak/2007/34
Nævnet stadfæstede i maj 2007 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak, født i 1984. Indrejst i februar 2006. Flygtningenævnet kunne på baggrund af ansøgerens oplysninger lægge følgende til grund: Ansøgeren kommer fra en by, der er beliggende i det tidligere myndighedskontrollerede område i Arbil-provinsen. Ansøgerens farbror arbejdede for Baath-partiet og gav derfor familien en vis beskyttelse, indtil Saddam Hussein styrets fald i 2003. Ansøgerens far forlod Irak i 1998, fordi myndighederne eftersøgte ham, idet han havde hjulpet en familie med at flygte fra myndighederne. Herefter boede ansøgeren i det samme område sammen med sin farfar, indtil han udrejste i begyndelsen af 2006. Ansøgeren havde oplyst, at den direkte anledning til hans udrejse var, at nogle islamister i en moské ville have ham med til at udføre terrorhandlinger, og - hvis han vægrede sig - forfølge ham. Denne forklaring kunne Flygtningenævnet ikke lægge til grund. Ansøgerens forklaring herom var således under nævnsmødet usikker, usammenhængende og ulogisk. Uanset om ansøgeren og hans farfar siden 1998 havde levet tilbagetrukket for at undgå at tiltrække sig opmærksomhed fra henholdsvis myndighederne og private personers side, kunne hverken faderens eller farbroderens forhold bevirke, at ansøgeren måtte antages at risikere forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Herefter, og da de generelle forhold i ansøgerens hjemområde heller ikke kunne medføre opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingeservices afgørelse. /Irak/2007/33
Nævnet stadfæstede i maj 2007 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak, født i 1977. Indrejst i oktober 2006. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er araber, sunni-muslim af trosretning og stammer fra Nord-Irak. Han havde i en periode arbejdet i Bagdad. Ansøgeren havde oplyst, at han i Bagdad, hvor han efter invasionen havde været ansat som ingeniør i et ministerium, var blevet opsøgt af to personer, som truede ham og ønskede, at han skulle udlevere oplysninger om sin arbejdsplads og om en person med tilknytning til det tidligere styre, som havde skaffet ansøgeren arbejde i militærindustrien under det tidligere styre. Ansøgeren fik herefter i april 2005 et års orlov og tog ophold hos sin familie i Nord-Irak. Her ernærede han sig som sælger på markedet indtil udrejsen i september 2006. Under opholdet i Nord-Irak blev han ikke opsøgt af de nævnte personer eller andre i anledning af sit arbejde. I Nord-Irak blev han ifølge sin forklaring kort før udrejsen kontrolleret af en kurdisk politipatrulje, som nedskrev oplysninger om ansøgeren og gav udtryk for, at ansøgeren – som andre arabere – burde forlade Nord-Irak. Ansøgeren havde oplyst, at han efter udrejsen havde været i jævnlig kontakt med sin familie i Nord-Irak, og at familien ikke havde været opsøgt på grund af ansøgerens forhold. Om den angivne episode i Bagdad bemærkedes, at denne fandt sted i foråret 2005, og at ansøgeren efterfølgende havde opholdt sig i Irak indtil september 2006, uden at der var sket videre. Det bemærkedes endvidere, at ansøgerens ansættelse i to måneder i militærindustrien under det tidligere styre ikke medførte, at ansøgeren måtte anses for således profileret, at det måtte antages at bringe ham i risiko for en asylbegrundende forfølgelse. Herefter fandtes der ikke i ansøgerens ansættelsesforhold som ingeniør under det tidligere styre og senere i et ministerium at være forhold, som sandsynliggjorde, at han ved en tilbagevenden til Irak ville være i risiko for en asylbegrundende forfølgelse. Om episoden i Nord-Irak bemærkedes, at denne måtte anses som et udslag af den chikane, som arabere i Nord-Irak efter baggrundsoplysningerne jævnligt bliver udsat for. Den chikane, som ansøgeren havde været udsat for, havde ikke haft en sådan styrke eller intensitet, at den kunne anses for asylbegrundende. Nævnet lagde herved også vægt på, at ansøgerens familie fortsat opholder sig i Nord-Irak. Herefter havde ansøgeren ikke i tilstrækkelig grad sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak ville være i risiko for en konkret og individuel forfølgelse, der var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren havde heller ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden ville være i risiko for forhold, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. /
Nævnet meddelte i juni 2007 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Irak. Indrejst i 2005. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim af trosretning. Ansøgeren havde om sit asylmotiv forklaret, at hun var kommet i et modsætningsforhold til fundamentalistiske islamiske terrorgrupper i Irak som følge af, at hun sammen med sin søster og svoger havde arbejdet for de amerikanske styrker i Irak. Ansøgeren havde således forklaret, at hun havde vasket uniformer for de amerikanske styrker. Ansøgeren havde videre forklaret, at hun, efter at hun var flyttet ind hos søsteren og svogeren og begyndte at vaske tøj for amerikanerne, havde modtaget syv-otte trusselsbreve fra Al-Tawhid, stilet direkte til ansøgeren i hendes navn, hvori hun blev truet til at stoppe med sit arbejde for de amerikanske styrker. Flygtningenævnet fandt det, på baggrund af de oplysninger, der var fremkommet i Udenrigsministeriets notat af november 2006 fra den amerikanske hærs forbindelseskontor i Washington, ubetænkeligt at lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet fandt, at ansøgerens troværdighed på afgørende vis understøttedes af forbindelseskontorets bekræftelse af, at det af ansøgeren fremlagte brev fra oktober 2005 fra en amerikansk enhed i det nordlige Irak, vedrørende ansøgerens svoger, var autentisk og udstedt af den pågældende enhed. Flygtningenævnet fandt herefter, at ansøgeren, henset til, at hun havde modtaget flere trusselsbreve, hvori hun nævntes ved navn, og hvori hun var blevet truet på livet på grund af sit arbejde for de amerikanske styrker, ved en tilbagevenden til hjemlandet måtte anses for at være i en særlig risiko for at blive udsat for overgreb, som følge af hendes arbejde for de amerikanske styrker i Irak. Flygtningenævnet havde ved vurderingen heraf blandt andet lagt vægt på, at ansøgeren på grund af sit samarbejde med de amerikanske styrker var omfattet af den gruppe af irakere, der blandt andet ifølge British Home Office ”Country of Origin Information Report”, bilag 311 i nævnets baggrundsmateriale, pkt. 8.76 til 8.83, måtte anses for at være i en særlig risiko for overgreb begået af oprørsgrupper i Irak./Irak/2007/31
Nævnet stadfæstede i maj 2007 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak, født i 1985. Indrejst i maj 2005. Flygtningenævnet udtalte, at det kunne lægges til grund for sagen, at ansøgeren er etnisk kaldæer, katolik af trosretning og indtil 2002 havde opholdt sig i Bagdad, hvorefter han, efter cirka et års ophold i Nordirak, havde opholdt sig i Tyrkiet, angiveligt som følge af, at han ikke ønskede at tilslutte sig en milits under Saddam Hussein. Ansøgeren havde på intet tidspunkt haft konflikt med de irakiske myndigheder og havde ej heller forud for sin udrejse modtaget trusler eller lignende som følge af sin religiøse overbevisning. Flygtningenævnet fandt det herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak ville være i risiko for konkret og individuel forfølgelse af de grunde som er nævnt i flygtningekonventionen, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i en reel risiko for dødsstraf eller at blive underkastet umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet bemærkede, at de generelle forhold for etniske kaldæere i Bagdad fortsat ikke var af en så graverende karakter, at de i sig selv var asylbegrundende. Det forhold, at ansøgerens morbroder efter ansøgerens oplysninger under nævnsbehandlingen, havde været udsat for trusler, og som følge heraf var flyttet fra Bagdad for cirka et halvt år siden, gav ikke grundlag for noget andet resultat./Irak/2007/30
Nævnet stadfæstede i februar 2007 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak, født i 1976. Indrejst i januar 2006. Flygtningenævnet udtalte, at nævnet fandt, at ansøgerens forklaring om, at hun skulle være i fare som følge af trusler fra en anden families side, forekom konstrueret. Baggrunden for den anden families trusler skulle være en trafikulykke i 2001, hvor ansøgerens ægtefælles var til stede, og hvor en kammerat til ægtefællen blev dræbt. Nævnet bemærkede, at det forekom usandsynligt, at den anden familie gennem 2 år intet foretog sig og herefter – efter Saddam Husseins fald – begyndte at true ansøgeren og ægtefællens familie. Ansøgeren havde ikke kunnet give en overbevisende forklaring på, hvorfor sådanne trusler skulle fremkomme på dette tidspunkt. Uanset om ansøgerens forklaring lagdes til grund, fandt nævnet ikke, at en konflikt med en anden familie med den anførte baggrund, kunne begrunde asyl. En sådan konflikt måtte anses for en privatretlig konflikt. Endvidere syntes der ikke at være tale om en konflikt, som indebar en risiko for alvorlige overgreb. Det bemærkedes herved, at ansøgeren efter sin forklaring havde opholdt sig i Irak i cirka to et halvt år efter den angivne konflikts opblussen, uden at der var sket hende noget. Nævnet fandt endvidere ikke, at de generelle forhold for yezidi kurdere eller de generelt vanskelige og urolige forhold i Irak kunne begrunde asyl. Herefter fandt nævnet ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Irak ville være i risiko for at blive udsat for en konkret og individuel forfølgelse, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for forhold, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Irak/2007/3
Nævnet stadfæstede i april 2007 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak. Indrejst i 2005. Ansøgeren er etnisk araber, muslim og fra det sydlige Irak. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren som asylmotiv havde angivet, at hun under sit ophold i Irak blev udsat for pres fra sin faders onkels side for at få hende til at gifte sig med hans søn. Ansøgeren frygtede, hvad der ville ske hende fra denne faders onkels side, hvis hun vendte tilbage til Irak. Flygtningenævnet bemærkede, at ansøgerens forklaring og forklaringen fra broderen, hvis sag blev behandlet sammen med ansøgerens, var divergerende på en række væsentlige punkter om, hvad der skulle være sket fra faderens onkels side, og hvor ansøgeren og broderen havde opholdt sig i perioden frem til udrejsen. Uanset om det i øvrigt lagdes til grund, at ansøgeren havde været udsat for et pres med henblik på giftermål, bemærkede nævnet, at ansøgeren ifølge sin egen forklaring havde kunnet tage ophold hos andre familiemedlemmer, herunder familiemedlemmer, der indtog en sådan position, at de måtte antages at kunne yde hende beskyttelse mod faderens onkel. Herefter, og da de generelt vanskeligt forhold i Irak ikke i sig selv kunne begrunde asyl, fandtes ansøgeren ikke at have sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden ville være i risiko for en asylbegrundende forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for at blive udsat for forhold, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2./Irak/2007/29
Nævnet stadfæstede i februar 2007 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak, født i 1983. Indrejst i juni 1999. Ansøgeren er etnisk kurder og sunni muslim af trosretning. Flygtningenævnet meddelte i februar 2000 ansøgeren afslag på opholdstilladelse, da Flygtningenævnet ikke fandt, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Nordirak ville risikere en asylbegrundende forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7. I maj 2002 anmodede ansøgerens beskikkede advokat om genoptagelse af ansøgerens sag. I august 2002 meddelte Flygtningenævnet ansøgeren afslag på genoptagelse af sagen. I juli 2006 besluttede Flygtningenævnet at genoptage og hjemvise sagen til fornyet behandling i Udlændingeservice, idet vurderingen af ansøgerens risiko for forfølgelse ved den tidligere behandling af sagen alene var foretaget i forhold til den daværende sikkerhedszone i Irak som internt flugtalternativ. I august 2006 meddelte Udlændingeservice på ny ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren indrejste i Danmark i 1999. Han blev ved indrejsen afhørt af politiet. Derefter havde han udfyldt asylansøgningsskema og været til samtale med Udlændingeservice. Derudover havde hans daværende beskikkede advokat afgivet et indlæg til brug for Flygtningenævnets behandling af sagen, og ansøgeren gav også forklaring i Flygtningenævnet. Under hele dette sagsforløb måtte det lægges til grund, at ansøgeren ikke havde omtalt, at han skulle være forsøgt tvangshvervet eller være blevet tilbageholdt. Ansøgeren omtalte alene privatretlige konflikter med familien. Uanset en fremlagt arrestordre kunne Flygtningenævnet derfor ikke lægge ansøgerens forklaring om at have været tilbageholdt af PUK til grund, ligesom Flygtningenævnet heller ikke kunne lægge ansøgerens forklaringer om konflikter med en islamisk organisation til grund. Der var derfor intet grundlag for at antage, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak risikere konkret og individuel forfølgelse. Der var derfor ikke grundlag for at meddele ham opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgerens generelle frygt for at vende tilbage til Irak gav ikke grundlag for at meddele ham opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, således som den er affattet i lovbekendtgørelse nr. 711 af 1. august 2001. Flygtningenævnet fandt ikke, at oplysningerne fra UNHCR´s anbefalinger fra 18. december 2006 eller andre baggrundskilder om den meget vanskelige, men generelle situation, kunne begrunde opholdstilladelse til ansøgeren efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Irak/2007/28
Nævnet stadfæstede i februar 2007 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak, født i 1997. Indrejst i maj 2006. Ansøgerens fader blev i 1998 meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2. Ansøgeren er fra Nord-Irak og er etnisk kurder og sunni-muslim. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren, der er ni år, ikke havde noget selvstændigt asylgrundlag, der kunne berettige hende til opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet måtte lægge til grund, at ansøgeren frem til udrejsen af Irak havde kunnet opholde sig hos familiemedlemmer. Flygtningenævnet kunne ikke lægge til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak skulle være helt uden familienetværk. Under disse omstændigheder var der ikke grundlag for at meddele ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Irak/2007/26
Nævnet stadfæstede i januar 2007 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak, født i Danmark i 1989. Ansøgeren er fra Nord-Irak og er etisk kurder og sunni-muslim. Flygtningenævnet udtalte, at nævnet lagde til grund, at ansøgeren er født i Danmark, og at han udrejste som femårig i 1994 sammen med sin fader, der havde fået tildelt forældremyndigheden over ansøgeren og en søster ved separationsbevilling. Ansøgeren indrejste på ny i 2004 sammen med sin søster og ansøgte om asyl Faderen opholder sig i Irak. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren ikke havde udøvet politiske aktiviteter af nogen art, og at han ikke havde konflikter med myndighederne eller grupperinger i Irak. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren – hverken i kraft af sin egen forklaring eller som følge af forældrenes forhold – risikerede forfølgelse ved en tilbagevenden til hjemlandet, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller ville være i en reel risiko for at blive udsat for forhold, der indebar behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet fandt, at det forhold, at ansøgeren i overensstemmelse med den praksis, som Udlændingeservice havde beskrevet i notat af 31. august 2006, var indført i en eller muligvis begge forældres konventionspas, ikke kunne tillægges selvstændig asylretlig betydning, idet indskrivningen måtte antages at være en praktisk foranstaltning svarende til praksis for optagelse i forældres danske nationalitetspas, jf. herved lovbekendtgørelse nr. 166 af 25. februar 1997, der var gældende indtil den 1. oktober 2004. De generelt vanskelige forhold i Irak kunne ikke i sig selv begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Irak/2007/25
Nævnet stadfæstede i marts 2007 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak, født i 1985. Indrejst i november 2005. Ansøgeren er fra Nord-Irak og er etnisk kurder og sunni-muslim. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren som asylmotiv havde henvist til sin faders tilknytning til en klan og til denne klans konflikt med KDP. Det fremgik af faderens asylsag, at han som asylmotiv havde henvist til sin stilling i klanen, hvor han arbejdede med efterretninger og var knyttet til ledende personer i klanen. Ansøgerens fader blev i juni 1998 meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Det fremgik af moderens asylsag, at hun i maj 2002 blev meddelt afslag på opholdstilladelse efter § 7 under henvisning til, at hun ikke havde haft politiske aktiviteter. Nævnet anså det ikke for sandsynliggjort, at hun på grund af ægtefællens forhold ved en tilbagevenden til det nordlige Irak risikerede asylbegrundende forfølgelse. Ansøgeren havde forklaret, at hun, der havde oplyst at være født i 1985, i Irak boede sammen med sine forældre først i en landsby i Nordirak, hvorfra hun i 1996 flygtede med familien, da KDP angreb, til Arbil og derfra til Sulaymaniya. Hun flygtede med sin moder og de øvrige søskende til Syrien i 1999. Herfra fik hendes moder og de fleste af hendes søskende familiesammenføring med deres fader i Danmark, mens hun, en tvillingesøster og broder forblev tilbage. Hun var flere gange ligesom tvillingesøsteren tilbageholdt af de syriske myndigheder, der spurgte efter broderen. Det fremgik af broderens asylsag, at han udrejste fra Syrien i marts 2005. Ved nævnets afgørelse fra januar 2006 fandt nævnet, at broderen ikke havde sandsynliggjort, at han var forfulgt i Irak på grund af faderens forhold, og at han måtte henvises til at tage ophold i et område i Irak, der ikke var kontrolleret af KDP, såfremt han følte sig utryg. På denne baggrund fandt nævnet, at der efter en vurdering af det oplyste om ansøgerens forældres og broders forhold ikke forelå grundlag for at antage, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak risikerede en asylbegrundende forfølgelse på grund af sin faders forhold, herunder konflikten mellem den nævnte klan og KDP. Nævnet fandt videre ikke, at der om ansøgerens personlige situation forelå oplysninger, der i øvrigt begrundede en sådan risiko. Ansøgeren havde i Irak aldrig været politisk aktiv eller i øvrigt haft konflikter på grund af egne forhold. Ansøgeren fulgte som mindreårig sin familie fra familiens oprindelige bopæl i Nordirak, som anført ovenfor. Nævnet fandt herefter ikke, at ansøgeren, der efter det oplyste ikke længere havde familie i Nordirak, ved en tilbagevenden til Irak, herunder Nordirak, risikerede en forfølgelse, som omhandles i udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at blive udsat for alvorlige overgreb eller umenneskelig eller nedværdigende behandling, som omhandlet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Nævnet lagde vægt på, at ansøgeren havde haft sin opvækst i Nordirak og fandt, at ansøgeren kunne tage ophold der, idet hun ikke havde været involveret i konflikter herunder med KDP på grund af egne forhold, ligesom striden med klanen lå lang tid tilbage. Nævnet fandt ikke, at de vanskelige, men generelle vilkår for enlige kvinder i Irak begrundede opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Nævnet havde ikke fundet, at afgørelsen skulle udsættes på en høring om forholdene for den nævnte klan og klanens konflikt primært med KDP, som mere subsidiært påstået af den beskikkede advokat. Nævnet havde herved bl.a. lagt vægt på, at der ikke i ansøgerens fars asylsag sås at foreligge sådanne konkrete forhold, der uagtet den hengåede tid kunne have væsentlig betydning for afgørelsen af ansøgerens asylsag. Irak/2007/24
Nævnet stadfæstede i marts 2007 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak, født i 1976. Indrejst i august 1998. I april 1999 meddelte Udlændingeservice ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Afgørelsen blev i august 1999 stadfæstet af Flygtningenævnet. I december 2005 besluttede Flygtningenævnet at genoptage og hjemvise sagen til fornyet behandling i Udlændingeservice, idet vurderingen af ansøgerens risiko for forfølgelse ved den tidligere behandling af sagen alene var foretaget i forhold til den daværende sikkerhedszone i Irak som internt flugtalternativ. I april 2006 meddelte Udlændingeservice på ny ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Ansøgeren er fra Nord-Irak og er etnisk kurder og sunni-muslim. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren som asylmotiv havde henvist til frygt for dels medlemmer af PUK, dels medlemmer af en anden klan. Ansøgeren havde herved henvist til, at hans familie var kendt som værende politisk aktiv, særligt inden for KDP, ligesom en række af hans familiemedlemmer var blevet slået ihjel af PUK. Ansøgeren havde herved særligt henvist til drabet på hans fætter, som fandt sted i 1997. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren havde været menigt medlem af KDP, og at han havde arbejdet som livvagt for sin fætter, som var formand for en af afdelingerne i Sulaimania, og som i 1997 blev slået ihjel af PUK. Nævnet lagde desuden til grund, at ansøgeren ikke i øvrigt havde været politisk aktiv inden for partiet. Flygtningenævnet bemærkede, at der ikke siden det mundtlige nævnsmøde i september 2006, hvor sagen blev udsat, var fremkommet nye og aktuelle oplysninger, der konkret vedrørte ansøgerens forhold. Det bemærkedes herved, at det af den beskikkede advokat fremsendte materiale fortrinsvis bestod af avisartikler, der vedrørte begivenheder, der havde fundet sted omkring 1997, herunder oplysninger vedrørende ansøgerens fætters død og begravelse samt om den generelle politiske situation i det nordlige Irak og konflikten mellem KDP og PUK. Flygtningenævnet bemærkede desuden, at ansøgeren under begge behandlinger af asylsagen ikke havde været i stand til nærmere at konkretisere sin frygt for PUK, herunder hvorfor han, der ikke havde været profileret medlem af KDP, skulle være i risiko for overgreb fra PUK’s side. Ansøgeren havde således for eksempel til Udlændingeservice under samtalen i april 2006 oplyst, at han ikke kunne angive en konkret person, der efterstræbte ham. Flygtningenævnet fandt herefter ikke grundlag for at antage, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak var i risiko for at blive udsat for en forfølgelse, der var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet fandt heller ikke, at ansøgeren opfyldte betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, som affattet ved lovbekendtgørelse nr. 711 af 1. august 2001. Flygtningenævnet havde herved lagt vægt på, at ansøgeren efter det oplyste ikke selv havde været profileret, hverken som højtstående medlem af KDP eller noget andet parti eller på anden vis, ligesom ansøgeren ikke personligt havde haft konflikter med PUK i Irak. Det fremsendte materiale understøttede ikke ansøgerens forklaring om, at han personligt skulle være i fare for asylbegrundende forfølgelse. Flygtningenævnet bemærkede desuden, at de drab på familiemedlemmer, som ansøgeren havde oplyst om, lå langt tilbage i tid. Flygtningenævnet havde desuden tillagt det en vis betydning, at ansøgeren i forbindelse med nævnets første behandling af asylsagen som asylmotiv fortrinsvis henviste til, at han frygtede KDP, idet han var mistænkt for drabet på sin fætter. Flygtningenævnet bemærkede endvidere, at det fremgik af det foreliggende baggrundsmateriale vedrørende forholdene i det nordlige Irak, at KDP og PUK indgik en fredsaftale i 1997/1998, og at den sikkerhedsmæssige situation i området er stabiliseret, jf. herved senest UNHCR Return Advisory and Position on International Protection Needs of Iraqis outside Iraq, pkt. C.7, fra december 2006. Den omstændighed, at ansøgeren ikke længere måtte have familiemæssigt netværk i Irak, kunne ikke i sig selv begrunde meddelelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, som affattet ved lovbekendtgørelse nr. 711 af 1. august 2001. De generelt vanskelige forhold i Irak kunne ikke føre til et andet resultat. Irak/2007/23
Nævnet stadfæstede i marts 2007 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak, født i 1983. Indrejst i marts 2006. Ansøgeren er fra det nordlige Irak og er etnisk araber og sunni-muslim. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren som asylmotiv havde henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygtede forfølgelse fra tidligere medlemmer af Baath-partiet. Ansøgeren havde under nævnsmødet forklaret, at tidligere medlemmer af Baath-partiet havde opsøgt ansøgerens familie flere gange om ugen eller fire fem gange om måneden over en ukendt periode for at få ansøgeren og dennes fader til at kæmpe mod de amerikanske styrker. Ansøgeren havde videre henvist til, at ansøgerens fader i forbindelse hermed blev dræbt i januar 2006. Ansøgeren havde forklaret divergerende om sine egne aktiviteter for partiet, men havde efter sin forklaring alene været menigt medlem af Baath-partiet. Ansøgeren havde ikke nærmere kunnet redegøre for eller beskrive ansøgerens faders position eller opgaver i Baath-partiet, udover at faderen var et profileret medlem. Uanset om Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgerens fader blev dræbt i januar 2006, fandt Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort hverken omstændighederne i forbindelse med drabet, eller at ansøgeren som følge heraf ved en tilbagevenden til Irak ville være i en konkret risiko for forfølgelse, herunder fra tidligere medlemmer af Baath-partiet. Flygtningenævnet bemærkede, at ansøgerens forklaring om omstændighederne omkring henvendelserne til familien fra tidligere medlemmer af Baath-partiet både før og efter ansøgerens udrejse ikke fremtrådte som troværdig og havde været modstridende, herunder med hensyn til hvor mange gange familien blev opsøgt og omstændighederne omkring henvendelserne. De generelt vanskelige og urolige forhold i Irak kunne ikke i sig selv begrunde asyl. Flygtningenævnet fandt herefter ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak ville være i risiko for at blive udsat for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Irak/2007/22
Nævnet stadfæstede i februar 2007 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak, født i 1976. Indrejst i maj 2003. Ansøgeren er fra Nord-Irak og er etnisk kurder og sunni-muslim. Flygtningenævnet bemærkede, at ansøgeren ikke straks ved ankomsten til landet søgte asyl, men først i forbindelse med en politiforretning. Ansøgerens forklaring om at have opholdt sig i hjemlandet 14-15 dage i juli-august 2004 var ikke på nogen måde underbygget. Det fremgik videre, at ansøgeren nu havde indgået ægteskab, og at ægtefællen er gravid. Flygtningenævnet bemærkede, at de trusler, ansøgere angiveligt havde modtaget fra ansøgerens svigerfar, var fremkommet på et tidspunkt, hvor ansøgeren havde et uægteskabeligt forhold til den kommende ægtefælle. Ansøgeren havde oplyst, at svigermoren var orienteret om ægteskab og graviditet. Herefter fandt Flygtningenævnet ikke, at den af ansøgeren angivne konflikt havde en sådan alvorlig karakter, at ansøgeren kunne antages at have behov for beskyttelse. Flygtningenævnet fandt det ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til sin hjemegn var i reel risiko fra svigerfamiliens side for at blive udsat for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Ansøgeren opfyldte herefter ikke betingelserne for at blive meddelt asyl efter udlændingelovens § 7, stk. eller beskyttelsesstatus efter § 7, stk. 2. Irak/2007/21
Nævnet stadfæstede i februar 2007 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak, født i 1976. Indrejst i januar 2006. Flygtningenævnet udtalte, at nævnet fandt, at ansøgerens forklaring om, at hun skulle være i fare som følge af trusler fra en anden families side, forekom konstrueret. Baggrunden for den anden families trusler skulle være en trafikulykke i 2001, hvor ansøgerens ægtefælle var til stede, og hvor en kammerat til ægtefællen blev dræbt. Nævnet bemærkede, at det forekom usandsynligt, at den anden familie gennem 2 år intet foretog sig og herefter – efter Saddam Husseins fald – begyndte at true ansøgeren og ægtefællens familie. Ansøgeren havde ikke kunnet give en overbevisende forklaring på, hvorfor sådanne trusler skulle fremkomme på dette tidspunkt. Uanset om ansøgerens forklaring lagdes til grund, fandt nævnet ikke, at en konflikt med en anden familie med den anførte baggrund, kunne begrunde asyl. En sådan konflikt måtte anses for en privatretlig konflikt. Endvidere syntes der ikke at være tale om en konflikt, som indebar en risiko for alvorlige overgreb. Det bemærkedes herved, at ansøgeren efter sin forklaring havde opholdt sig i Irak i cirka to et halvt år efter den angivne konflikts opblussen, uden at der var sket hende noget. Nævnet fandt endvidere ikke, at de generelle forhold for yezidi kurdere eller de generelt vanskelige og urolige forhold i Irak kunne begrunde asyl. Herefter fandt nævnet ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Irak ville være i risiko for at blive udsat for en konkret og individuel forfølgelse, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for forhold, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Irak/2007/20
Nævnet meddelte i marts 2007 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Irak, født i 1983. Indrejst i juli 2006. Flygtningenævnet lagde ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren er således kristen assyrer fra Bagdad. Han havde udført arbejde i et begrænset omfang for amerikanerne på et militærakademi. Efter modtagelse af et trusselsbrev ophørte han hermed. Ansøgeren var herefter kommet i et alvorligt modsætningsforhold til en magtfuld klan. I forbindelse hermed havde klanen henvist til ansøgerens religiøse overbevisning, og at hans familie opholdt sig i Danmark, herunder henvist til Mohammed-sagen. Ansøgeren udrejste i umiddelbar forlængelse heraf. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren kunne antages at opnå den fornødne beskyttelse mod overgreb fra den pågældende klan, hverken fra egen klan eller fra myndighederne. Flygtningenævnet fandt herefter, at ansøgeren måtte antages at risikere sådanne overgreb ved en eventuel tilbagevenden til Irak, at han havde behov for beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Irak/2007/2
Nævnet stadfæstede i januar 2007 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak, født i 1984. Indrejst i september 2005. Ansøgeren er fra Nord-Irak og er etnisk kurder og muslim. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren ikke havde gjort gældende, at han var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, og at det var der heller ikke efter hans forklaring grundlag for at antage. Ansøgeren havde som sit asylmotiv anført, at han – på grund af broderens modsætningsforhold til PUK – gennem 4 år af PUK var blevet tvunget til at udføre gratis snedkerarbejde, og de seneste 2 år tvunget til at udføre transportopgaver forbundet med risiko for terrorangreb. Ansøgeren var ikke blevet udsat for overgreb i forbindelse med vægring af at udføre disse opgaver, men han havde på forespørgsel oplyst, at han risikerede at blive slået og ville blive pålagt bøder, hvis han nægtede dette. Efter en samlet vurdering af ansøgerens oplysninger fandt Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han havde været udsat for pres og chikane, som måtte sidestille med umenneskelig eller nedværdigende behandling omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, eller at han ved en tilbagevenden til Nordirak risikerede sådanne overgreb. Irak/2007/19
Nævnet stadfæstede i januar 2007 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak, født i 1987. Indrejst i januar 2006. Ansøgeren er fra Nord-Irak og er etnisk kurder og muslim. Flygtningenævnet udtalte, at nævnet ikke kunne lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet havde herved lagt vægt på, at ansøgeren indledningsvis løj om sin alder og fastholdt dette, indtil aldersundersøgelsen forelå. Ansøgeren havde i øvrigt forklaret selvmodsigende og ulogisk omkring bortførelsesepisoden, herunder om hvorvidt denne havde noget at gøre med ansøgerens forhold til en bestemt pige. På den ene side kendte bortførerne således til, at ansøgeren havde et forhold til hende, og på den anden side kendte de ikke pigens navn. Ansøgeren kunne ikke forklare, på hvilken årstid bortførelsen fandt sted, eller nøjagtig hvor længe siden, det var i forhold til indrejsen i Danmark. Bortførerne kendte ansøgerens navn og vidste, at hans far kunne betale løsepenge, men ansøgeren skulle alligevel selv sætte dem i forbindelse med faderen. Ansøgeren havde først under nævnsmødet oplyst, at han havde et seksuelt forhold til pigen, hvilket han tidligere udtrykkelig havde benægtet. Da Flygtningenævnet efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring ikke kunne lægge til grund, at ansøgeren havde været kidnappet af en gruppe personer, som ville udsætte ansøgeren for tilsvarende overgreb eller stræbe ham efter livet, hvis han vendte tilbage til Irak, fandt Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren var omfattet af Udlændingelovens § 7. Irak/2007/18
Nævnet meddelte i april 2007 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Irak, født i 1935. Indrejst i december 2000. Ansøgt om asyl i september 2006. Ansøgeren fik i 1999 opholdstilladelse efter den dagældende udlændingelovs § 9, stk. 1, nr. 4, da hendes søn havde opholdstilladelse i Danmark. Efterfølgende blev ansøgerens søn idømt fem års ubetinget fængsel og udvist for bestandig, hvorved hans opholdstilladelse automatisk bortfaldt, jf. udlændingelovens § 32, stk.1. Ansøgeren kunne ikke få forlænget sin opholdstilladelse da ansøgerens søn ikke længere havde opholdstilladelse i Danmark. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer bemærkede, at ansøgeren ikke havde sandsynliggjort, at hun ved en hjemvenden ville være i risiko for forfølgelse eller overgreb fra de nuværende irakiske myndigheder, men at hun havde påberåbt sig risiko for forfølgelse/overgreb fra ekstremister som følge af sin etnicitet subsidiært i sammenhæng med den generelle situation. Et flertal af nævnet lagde ved sin vurdering vægt på, at ansøgeren var en ældre kvinde uden nogen form for netværk, at hun stammede fra Bagdad, men ikke havde været i hjemlandet, siden hun blev udvist til Iran af det daværende styre i 1980, samt at hun som feyli kurder tilhørte en minoritetsbefolkning i Bagdad. På denne konkrete baggrund sammenholdt med den aktuelle situation i Irak fandt flertallet af nævnet, at ansøgeren på tilstrækkelig vis havde sandsynliggjort, at hun i kraft af sin ekstremt sårbare situation ved en hjemvenden vil være i konkret og individuel risiko omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2./ Irak/2007/17
Nævnet stadfæstede i marts 2007 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak, født i 1976, samt to børn. Indrejst i juli 2004. Ansøgeren er fra Nord-Irak og er etnisk kurder og sunni-muslim. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren som sit asylmotiv havde henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Irak som enlig kvinde med to små børn frygtede de generelt usikre forhold, og at hun ikke i Irak ville kunne klare sig økonomisk. Ansøgeren havde ikke i sit hjemland været politisk aktiv, og hun havde heller ikke været udsat for nogen former for overgreb eller chikane, som ville kunne sidestilles med asylbegrundende forfølgelse. Det forhold, at Saddam Husseins hemmelige politi i 2001 ankom til ansøgerens bopæl for at spørge efter ægtefællen kunne ikke begrunde asyl. Det forhold, at ansøgeren ikke i Irak ville kunne klare sig økonomisk kunne heller ikke tillægges betydning for asyl. Nævnet fandt videre ikke, at de generelt vanskelige og urolige forhold i Irak kunne begrunde asyl. Det forhold, at ansøgeren er enlig kvinde kunne ikke medføre asyl allerede som følge af, at hun har et netværk. Nævnet fandt således, at ansøgeren ikke havde sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden ville være i risiko for at blive udsat for en konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Irak/2007/16
Nævnet stadfæstede i marts 2007 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak, født i 1974. Indrejst i juni 2006. Ansøgeren er fra det sydlige Irak og er etnisk araber og shia-muslim. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren som asylmotiv alene havde henvist til de generelle forhold i Irak. Flygtningenævnet fandt ikke, at de generelt vanskelige og urolige forhold i Irak kunne begrunde asyl. Herefter fandt nævnet ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak ville være i risiko for at blive udsat for en konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Irak/2007/15
Nævnet stadfæstede i marts 2007 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak, født i 1986. Indrejst i marts 2006. Ansøgeren er etnisk kurder og muslim. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren som sit asylmotiv havde henvist til, at hun som enlig kvinde uden netværk var i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Nævnet bemærkede, at ansøgeren efter det oplyste ikke havde været udsat for konkrete overgreb eller trusler herom, inden hun forlod hjemlandet. Det er en forudsætning for meddelelse af opholdstilladelse efter reglerne om asyl, at ansøgeren ved udrejsen var forfulgt af de i Flygtningekonventionen anførte grunde eller ved en tilbagevenden til Irak er i konkret eller individuel risiko for overgreb som nævnt i udlændingelovens § 7, stk. 2. Da ansøgeren ikke havde sandsynliggjort, at hun var i en sådan risiko, opfyldte hun ikke betingelserne for meddelelse af opholdstilladelse efter asylreglerne. Nævnet bemærkede, at forholdene for enlige kvinder uden netværk vel måtte anses for vanskelige, men ikke i sig selv kunne begrunde asyl. Det forhold, at UNHCR har anbefalet, at asylansøgere fra det centrale og sydlige Irak, der ikke opfylder betingelserne for asyl efter Flygtningekonventionen, meddeles en anden form for international beskyttelse, kunne ikke føre til en anden vurdering af ansøgerens asylsag. Det bemærkedes herved, at det falder uden for Flygtningenævnets kompetence at vurdere, om der er grundlag for at give ansøgeren opholdstilladelse efter andre bestemmelser i udlændingeloven. Kompetencen hertil henhører under Udlændingeservice og Integrationsministeriet. Irak/2007/14
Nævnet stadfæstede i marts 2007 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak, født i 1973. Indrejst i april 2006. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren som asylmotiv havde henvist til de generelt farlige forhold i Irak, hvor han ikke længere har familie, og at han ønsker at bo i Danmark, hvor han har en broder. Ansøgeren havde under nævnsmødet tillige henvist til, at hans familie muligvis havde en jødisk baggrund. Flygtningenævnet kunne lægge ansøgeren forklaring til grund. Ansøgeren havde ikke været politisk eller religiøst aktiv og havde ikke haft konflikter med de irakiske myndigheder. De tilbageholdelser, ansøgeren havde været udsat for, havde alle fundet sted under ansøgerens ophold udenfor hjemlandet. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgerens families mulige tilhørsforhold til jødedommen kunne begrunde asyl for ansøgeren. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren er registreret som muslim, og at ansøgeren taler arabisk og har et arabisk navn. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han på grundlag af familiens mulige religiøse baggrund ved en tilbagevenden ville være i risiko for en konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet fandt ikke, at hverken de generelt vanskelige og urolige forhold i Irak eller den omstændighed, at ansøgeren ikke havde familie i Irak kunne begrunde asyl. Flygtningenævnet fandt herefter ikke, at ansøgeren opfyldte betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Irak/2007/13
Nævnet stadfæstede i februar 2007 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak, født i 1977. Indrejst i april 2006. Ansøgeren er fra Bgadad og er etnisk araber og muslim. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren som asylmotiv i al væsentlighed havde gjort risikoen for forfølgelse i forbindelse med hans virke i sikkerhedstjenesten under Saddam Hussein gældende. Videre at han i den forbindelse som 21-årig i en periode havde været leder af et af sikkerhedstjenestens fængsler for politiske fanger i Kirkuk. En del af dette virke skulle have været foregået samtidig med hans universitetsstudier i Bagdad. Ansøgeren havde under sagens behandling i et vist omfang uddybet sin forklaring. Ansøgeren havde ikke for nævnet på overbevisende vis kunnet forklare om sine forhold, herunder om sit virke i sikkerhedstjenesten og fængslet. Han havde besvaret konkrete spørgsmål undvigende. Han havde under sagens behandling forklaret modstridende om hans viden om fangernes skæbne. Af hans forklaring for nævnet fremgik, at ca. 1 procent var uskyldige og blev løsladt. Nævnet fandt ikke, at ansøgerens forklaring om hans virke i fængslet fremstod selvoplevet. Nævnet fandt heller ikke at kunne lægge til grund, at ansøgeren havde bistået sikkerhedstjenesten på profileret vis. Nævnet kunne således heller ikke lægge til grund, at ansøgeren havde deltaget i arrestationer. De af ansøgeren fremlagte dokumenter vedrørende udmærkelse med videre kunne derfor ikke tillægges vægt. Det bemærkedes, at ansøgeren angav at have været udsat for tortur for en årrække siden. Nævnet fandt ikke under de foreliggende omstændigheder anledning til nu at søge indhentet en torturundersøgelse, nævnet fandt heller ikke anledning til at søge indhentet ansøgerens materiale vedrørende en tidligere asylansøgning i Jordan i 1999. Det sås ikke sandsynliggjort, at ansøgerens familie havde lidt overlast på grund af ansøgerens forhold. Nævnet kunne således ikke lægge til grund, at ansøgeren var profileret på en sådan måde, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet fandt heller ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han ville være i en reel risiko for dødsstraf eller for at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til hjemlandet. Irak/2007/12
Nævnet stadfæstede i marts 2007 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak, født i 1985. Indrejst i april 2006. Ansøgeren er fra Bagdad og er etnisk feghli-kurder og shia-muslim. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren forlod Irak i 2000. Han havde ikke forud herfor haft konkrete konflikter med myndighedspersoner eller den stedlige befolkning. Han havde som asylmotiv alene henvist til faderens forhold og under Flygtningenævnets behandling til en farbroders død. Det fremgår af faderens sag, at faderen havde haft problemer med det tidligere styre under Saddam Hussein. Der forelå ikke nærmere oplysninger om, hvilken betydning farbroderens død kunne tillægges. Flygtningenævnet fandt ikke, at de generelt vanskelige og urolige forhold i Irak kunne begrunde asyl. Herefter fandt nævnet ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak ville være i risiko for at blive udsat for en konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Irak/2007/11
Nævnet meddeltei marts 2007 opholdstilladelse (B-status) til et ægtepar fra Irak, født i 1964 M og i 1979 K, samt tre børn. Indrejst i januar 2006. Flygtningenævnet udtalte, at det kunne lægges til grund, at ansøgerne er sunni-muslimer, og at den mandlige ansøger frem til Saddam Husseins fald havde virket for sikkerhedstjenesten. Det lagdes videre til grund, at den mandlige ansøger havde drevet virksomhed og i den forbindelse dels selv og dels ved medarbejdere havde udført arbejde for det amerikanske militær ved i sin virksomhed at have installeret og vedligeholdt el-generatorer. Det fremgik videre, at familien i den forbindelse modtog trusler i form af breve og tre henvendelser på bopælen. Den seneste henvendelse fandt sted, efter at den mandlige ansøger omkring september 2005 havde opgivet sin virksomhed. I forbindelse med denne henvendelse blev væggene til husets stue gennemhullet af et skud. Flygtningenævnet fandt på grundlag af de konkrete omstændigheder, at ansøgerne ved en tilbagevenden til Irak ville være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Irak/2007/10
Nævnet meddelte i februar 2007 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Irak, født i 1985. Indrejst i maj 2006. Flygtningenævnet fandt at kunne lægge ansøgerens forklaringer til grund, herunder at han arbejdede for de amerikanske styrker i Irak som tolk, at hans navn blev offentliggjort på lister med dødstrusler, og at hans lillebroder efterfølgende blev kidnappet og dræbt som følge af ansøgerens arbejde, ligesom familiens hus blev brændt. Flygtningenævnet fandt på denne baggrund, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han ville være i en reel risiko for dødsstraf eller for at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til hjemlandet. Nævnet bemærkede herved, at det måtte anses sandsynliggjort, at ansøgeren alene undgik direkte trusler eller overgreb ved fra 2004 og indtil sin udrejse at have opholdt sig i den amerikanske lejr. På baggrund af de aktuelle forhold i Irak fandt nævnet ikke, at ansøgeren havde den fornødne mulighed for at opnå reel beskyttelse mod sådanne overgreb fra myndighederne. Nævnet fandt heller ikke, at ansøgeren burde henvises til at tage ophold andet sted i Irak, herunder i det kurdiske område. Nævnet henviste her til UNHCR’s vurdering i sin anbefaling fra december 2006. Irak/2007/1
Nævnet stadfæstede i marts 2006 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak, født i 1940. Ansøgeren indrejste som familiesammenført i januar 2000. Det fremgår af sagen, at ansøgeren havde været frihedsberøvet i et år af sikkerhedstjenesten i Irak og i øvrigt var blevet udsat for chikane i form af beslaglæggelse, konfiskation og overgreb. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgerens fængsling ikke kunne tillægges nogen selvstændig betydning, efter at Saddam Husseins styre er faldet. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak skulle være i risiko for på ny at blive udsat for asylbegrundende overgreb. Flygtningenævnet fandt således ikke grundlag for at antage, at de personer, som tilbage i 1994 angiveligt skulle have været årsag til ansøgerens fængsling, i dag skulle udgøre nogen risiko for ansøgeren. Ansøgerens frygt herfor hvilede udelukkende på formodninger og antagelser. De generelt usikre forhold for kristne i Irak er efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke af en sådan karakter, at de i sig selv kunne begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Ansøgeren opfyldte derfor ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og da der heller ikke var grundlag for at antage, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet ville blive udsat for overgreb som nævnt i udlændingelovens § 7, stk. 2, stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse. Irak/2006/9
Nævnet stadfæstede i marts 2006 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak, født 1969, samt tre børn. Indrejst i november 2003. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren som asylmotiv havde henvist til en konflikt med en nabo, til frygten for sine brødre og til hensynet til familiens mindreårige børn. Nævnet fandt, at konflikten med naboen havde privatretlig karakter. Konflikten opstod, da ansøgeren for at beskytte sin bror under Baath medlemmers ransagning af hjemmet i Basra opgav nabosønnens navn, idet ansøgeren havde set ham på et gerningssted. Ansøgeren forklarede, at sønnen efterfølgende blev pågrebet og nu måtte anses for at være blevet dræbt. Nævnet lagde vægt på, at ansøgerens far forsøgte at bilægge striden mellem ansøgerens og naboens familier ved at rette henvendelse til begge familiers klaner, og at nabofamiliens klan var indstillet på at finde en fredelig løsning, som nabofamilien imidlertid ikke kunne tilslutte sig. Nabofamilien boede ikke længere på stedet, ligesom ansøgerens familie også var flyttet. Der var ikke i forbindelse med episoden nogen voldelige overgreb imod ansøgerens familie i den anledning. Nævnet fandt derfor sammenfattende, at episoden ikke kunne antages at have en sådan karakter eller betydning i dag, at ansøgeren kunne anses for ved en tilbagevenden til Irak at være i en aktuel risiko for efterstræbelse. Videre bemærkedes, at ansøgeren havde mulighed for at tage ophold andre steder i Irak end i hjemområdet ved Basra. Om ansøgerens frygt for hendes brødre, forklarede ansøgeren, at brødrene var narkomaner og voldelige, også i forhold til ansøgerens far, og at hun frygtede overgreb, idet de var ude efter penge. Nævnet fandt, at også denne konflikt var af privatretlig karakter og ikke kunne anses for at indebære en situation, hvor ansøgeren var i risiko for efterstræbelse ved en tilbagevenden. Det bemærkedes herved, at ansøgeren ligesom ansøgerens ægtefælle havde anden nær familie i Irak. For så vidt angik hensynet til ansøgerens mindreårige børn og det forhold at børnene nu havde haft længerevarende ophold i Danmark og ikke kunne skrive arabisk, fandt nævnet ikke, at der var tale om omstændigheder, der kunne medføre asyl. Nævnet fandt herved ikke, at de vanskelige, men generelle forhold i Irak kunne medføre asyl og lagde vægt på, at ansøgeren ikke havde været politisk aktiv eller i øvrigt indtaget en profileret position. Hun havde ikke i Irak haft konflikt med de irakiske myndigheder eller bestemte grupperinger. Hun udrejste legalt med visum til Danmark medio 2000 og blev familiesammenført med sin herværende ægtefælle i Danmark i november 2000. Hun søgte asyl i november 2003, da hun sammen med ægtefællen og børnene kom tilbage til Danmark, idet hendes opholdstilladelse som familiesammenført var blevet inddraget som følge af inddragelsen af ægtefællens opholdstilladelse. Ansøgeren havde i nævnsmødet bekræftet, at hun ikke havde haft nogen forbindelse med de omstændigheder, som hendes ægtefælle havde henvist til som baggrund for hans asylsag. Efter en samlet vurdering fandt nævnet derfor, at det ikke kunne antages at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak risikerede forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller nedværdigende eller umenneskelig behandling eller straf efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Vedrørende udrejseforholdende bemærkedes, at ansøgeren og ægtefællen indgik ægteskab i 1992. Som anført blev hun familiesammenført med ægtefællen i Danmark efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2 og 3. Hun fik efter indrejsen yderligere et fællesbarn med ægtefællen. Ansøgerens ægtefælle blev ved Flygtningenævnets afgørelse af 4. september 2002 anset for isoleret set omfattet af den dagældende udlændingelovs § 7, stk. 2, men således at Holland blev anset for ægtefællens første asylland efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Dette blev fastholdt ved nævnets afslag på genoptagelse af ægtefællens asylsag i august 2005. Under hensyn til familiens enhed fandtes ansøgeren herefter ikke tvangsmæssigt at kunne sendes til Irak, medmindre ansøgerens ægtefælle frivilligt ønskede at indrejse i Irak. Med denne ændring stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse. Irak/2006/8
Nævnet stadfæstede i februar 2006 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak, født 1956. Indrejst i februar 2002. Flygtningenævnet udtalte, at Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren havde været fængslet fra 1995 til 2001, og herunder undergivet tortur. Flygtningenævnet lagde videre til grund, at ansøgerens familie havde været aktive indenfor Al-Dahwa partiet. Flygtningenævnet lagde endelig til grund, at ansøgeren, således som han havde først forklaret, havde overværet, at familien til en højtstående officer slog officeren ihjel. Flygtningenævnet fandt ikke, at det forhold, at ansøgeren havde været fængslet og undergivet tortur under det tidligere styre, og at dette forhold havde medført psykiske skader, under de nuværende magtforhold kunne føre til, at ansøgeren opfyldte betingelserne i udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet fandt ligeledes på grund af de ændrede magtforhold, at der ikke var grundlag for at antage, at ansøgeren risikerede overgreb som følge af familiens aktivitet for Al-Dahwa partiet. Flygtningenævnet fandt endelig ikke, at ansøgeren risikerede overgreb fra officerens familie som følge af, at han havde overværet familiens drab på officeren. Efter ansøgerens forklaring om baggrunden for drabet var der ikke grundlag for at antage, at ansøgeren ville blive beskyldt herfor, og at der skulle være en konflikt af en sådan alvor, at ansøgeren havde behov for beskyttelse. Betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 var således ikke opfyldt. Irak/2006/6
Nævnet stadfæstede i januar 2006 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak, født 1981. Indrejst i marts 2005. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er irakisk statsborger, kurder, sunni-muslim, og han blandt andet havde boet i Nordirak. Han havde endvidere haft ophold i Syrien fra 1999 til sin udrejse i marts 2005. Ansøgeren havde ikke været politisk aktiv. Ansøgeren havde som væsentligste asylmotiv henvist til, at han frygtede KDP på grund af faderens forhold. Han havde endvidere henvist til de generelt usikre forhold i Irak, ligesom han havde henvist til, at han havde været fængslet i et år og to måneder i Syrien, hvor han var blevet udsat for tortur. Ansøgeren havde ved Flygtningenævnets afgørelse fra november 2002 – som ambassadesag – fået vurderet sin asylsag i relation til faderens forhold. Det blev her fastslået, at ansøgeren ikke havde sandsynliggjort, at han havde været forfulgt – eller ville være i risiko herfor – på grund af faderens forhold. Ansøgeren havde ikke på afgørende punkter efter sin indrejse i Danmark yderligere kunnet underbygge, at han skulle være i risiko for forfølgelse på grund af faderens forhold. Det, som ansøgeren havde oplyst om en kontakt fra nogle kurdere, mens han var fængslet i Syrien, kunne ikke føre til noget andet resultat. Flygtningenævnet kunne således ikke lægge denne del af ansøgerens forklaring til grund, da den forekom usandsynlig og konstrueret til lejligheden. I relation til ansøgerens påståede konflikt med KDP – på grund af faderens forhold – bemærkede Flygtningenævnet i øvrigt, at ansøgeren – hvis han følte sig utryg – måtte henvises til at tage ophold i et område af Irak, der ikke var kontrolleret af KDP. Selv om det lagdes til grund, at ansøgeren havde været fængslet i Syrien – og muligt også i den forbindelse udsat for vold mv. – kunne det heller ikke føre til, at ansøgeren kunne få asyl. Flygtningenævnet kunne således tiltræde, at ansøgerens asylsag skulle vurderes i forhold til Irak, hvor han var statsborger. Herefter, og da de generelt usikre forhold i Irak ikke kunne føre til noget andet resultat, stadfæstedes Udlændingestyrelsens afgørelse. Irak/2006/3
Nævnet stadfæstede i januar 2006 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak, født 1983. Indrejst i november 2004. Ansøgeren er kristen assyrer. Ansøgeren havde blandt andet forklaret, at hans fader havde været forfulgt af de irakiske myndigheder under Saddam Husseins regime, og at ansøgeren selv havde været fængslet i et år af Saddam Husseins regime, efter at han var blevet anholdt af de jordanske myndigheder og sendt tilbage til Irak. Ansøgerne havde videre forklaret, at hans morbroder, der var engelsklærer og havde tolket for amerikanerne, var blevet dræbt. Flygtningenævnet udtalte, at nævnet lagde ansøgerens forklaring til grund. Efter at Saddam Husseins styre er faldet, kunne ansøgerens fængsling fra 2002 til 2003 ikke tillægges betydning. Ansøgeren personligt havde ikke været udsat for individuelle overgreb efter Saddam Hussein-styrets fald. Det bemærkedes herved, at der ikke var grundlag for at antage, at faderens forhold havde haft indflydelse på ansøgerens forhold, eller at mordet på ansøgerens morbroder kunne tillægges betydning for ansøgeren, idet mordet ifølge ansøgerens forklaring havde sammenhæng med, at morbroderen arbejdede for amerikanerne. De generelle forhold for kristne i Irak har efter Flygtningenævnets hidtidige praksis ikke kunnet begrunde meddelelse af asyl. Flygtningenævnet fandt ikke, at de seneste baggrundsoplysninger vedrørende Irak, navnlig UNHCR’s rapporter fra oktober 2005 med titlerne ”Background Information on the Situation of Non-Muslim Religious Minorities in Iraq” og ”Guidelines Relating to the Eligibility of Iraqi Asylum-Seekers”, giver grundlag for at anse forholdene for kristne i Irak som så forværrede, at de generelt kan anses som forfulgte. Ansøgeren opfyldte derfor ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og da der heller ikke var grundlag for at antage, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet ville blive udsat for overgreb som nævnt i udlændingelovens § 7, stk. 2, stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse. Irak/2006/2
Nævnet stadfæstede i september 2006 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak, født i 1985. Indrejst i februar 2005. Flygtningenævnet bemærkede, at den tidligere gældende hjemmel i udlændingelovens § 7, stk. 4, til at søge om asyl fra udlandet var blevet ophævet pr. 1. juli 2002 ved lov nr. 365 af 6. juni 2002. Idet ansøgeren opholdt sig i Jordan, da han fik afslag på familiesammenføring, kunne han ikke i stedet have søgt om asyl, og en eventuel vejledning om disse regler ville derfor have været irrelevant. Ved vurderingen af om ansøgeren opfyldte betingelserne for at blive meddelt asyl, skulle der derfor alene tages hensyn til de aktuelle forhold i Irak. Familiens problemer med det tidligere styre kunne derfor ikke begrunde asyl. De generelle forhold for shia-muslimer var heller ikke asylbegrundende, og den omstændighed, at ansøgerens efternavn måtte pege på, at han tilhører shiiterne, kunne ikke føre til noget andet resultat. Flygtningenævnet fandt herefter ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i en konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet fandt heller ikke, at der var risiko for, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet ville blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Irak/2006/19
Nævnet meddelte i december 2006 opholdstilladelse (B-status) til en mindreårig mandlig statsborger fra Irak, født i 1989. Indrejst i september 2005. Flygtningenævnet bemærkede, at ansøgeren for nævnet havde fremtrådt meget umoden og havde vanskeligt ved at forklare også om seksuelle emner, som fremtræder tabuiserede. Flygtningenævnet lagde til grund, at den mindreårige ansøger, som af ham forklaret, af en gift kvinde i det lokale nærområde havde været udsat for seksuelle overgreb, og at han herefter blev udsat for trusler fra kvindens ægtefælle, efter at denne var blevet bekendt med forholdet. Flygtningenævnet lagde videre til grund, at der forgæves havde været forsøgt mægling som følge af episoderne. Videre at ansøgeren straks efter opdagelsen forlod sit hjem og rejste ud af landet. Det var yderligere oplyst, at der efter ansøgerens udrejse havde været fremsat konkrete trusler. Flygtningenævnet fandt ikke, at den mindreårige kunne henvises til at tage ophold i andre områder af Irak. Et flertal af Flygtningenævnet fandt på denne baggrund, at ansøger havde sandsynliggjort, at han ville være i en reel risiko for at blive underkastet umenneskelig behandling eller andre forhold der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2 ved en tilbagevenden til hjemlandet. Irak/2006/18
Nævnet stadfæstede i december 2006 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak, født i 1980. Indrejst i januar 2006. Flygtningenævnet udtalte, at det lagdes til grund, at ansøgeren er kurder fra Mosul området, at han er kristen assyrer, at han ikke havde været politisk aktiv, og at han ikke havde haft problemer med myndighederne. Det lagdes endvidere til grund, at ansøgeren siden 2000 drev en forretning med salg af spiritus i Bagdad i partnerskab med sin fætter, at en islamisk gruppe sendte dem et trusselsbrev om at ophøre med salg af spiritus, at forretningen efterfølgende blev sprængt i luften af ukendte gerningsmænd, og at fætteren blev dræbt af skud fra en bil af ukendte gerningsmænd en uge senere. Det lagdes dernæst til grund, at ansøgeren rejste tilbage til Mosul området, hvor han fik arbejde hos sin broder, at ansøgeren ophørte hermed omkring august 2004, og at han udrejste i oktober samme år. Flygtningenævnet kunne ikke lægge til grund, at ansøgeren i forbindelse med ansættelsen hos sin broder havde modtaget trusler rettet mod sin person. Der lagdes herved vægt på, at ansøgeren havde forklaret upræcist angående de pågældende trusler, herunder hvem de hidrørte fra og måden de blev fremsat på. Endelig havde ansøgeren forklaret upræcist angående broderens forhold i relation til de pågældende trusler og årsagen til broderens angivelige udrejse i 2006. De generelt vanskelige forhold for kristne i Irak kunne ikke i sig selv begrunde asyl. Endvidere var der efter det foreliggende ikke grundlag for at imødekomme en subsidiær begæring om hjemvisning til Udlændingeservice. Det kunne herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren havde været forfulgt ved udrejsen eller at han ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerede forfølgelse efter Udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kunne det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet var i konkret særlig risiko for at blive udsat for forhold omfattet af Udlændingelovens § 7, stk. 2. Irak/2006/17
Nævnet stadfæstede i december 2006 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak, født i 1981. Indrejst i september 2005. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren havde påberåbt sig, at han frygtede overgreb fra sin familie som følge af mistanke om, at han skulle have dræbt en fætter. Flygtningenævnet bemærkede, at ansøgeren ikke havde forklaret overbevisende om sit asylmotiv. Ansøgeren havde forklaret divergerende om sit og faderens politiske tilhørsforhold, idet han til asylregistreringsrapporten havde forklaret, at faderen havde været medlem af PUK, og at ansøgeren derfor havde meldt sig ind i KDP. Under samtalen med Udlændingeservice havde ansøgeren forklaret, at faderen havde været medlem af KDP, og at ansøgeren derefter havde meldt sig ind i PUK. Nævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren ikke havde kunnet afgive en overbevisende forklaring om, hvorfor han af familien skulle være mistænkt for drab på et familiemedlem. Det bemærkedes yderligere, at ansøgeren ikke nærmere havde kunnet tidsfæste, hvornår det angivne drab skulle have fundet sted. Nævnet bemærkede endvidere, at ansøgeren havde forklaret divergerende om husransagninger. Til asylregistreringsrapporten havde ansøgeren oplyst, at han flere gange havde været udsat for ransagninger foretaget af PUK, mens han til samtalen med Udlændingeservice havde oplyst, at han ikke havde været udsat for husransagninger. Herefter kunne Flygtningenævnet ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Nævnet fandt derefter ikke, at ansøgeren var konkret og individuelt forfulgt, da han udrejste af Irak, jfr. udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren fandtes heller ikke at have sandsynliggjort, at han ved tilbagevenden til Irak ville være i en reel risiko for at blive udsat for forhold, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Irak/2006/16
Nævnet stadfæstede i december 2006 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak, født 1970. Indrejst i november 2002 som familiesammenført med sin herboende ægtefælle. Asylansøgning indgivet i februar 2006. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren som asylmotiv har henvist til sin ansættelse som teknisk leder i et stort militært firma og til sit medlemskab som seniormedlem, af Baath-partiet. Vedrørende ansøgerens ansættelsesforhold bemærkede nævnet, at ansøgeren ifølge samtalereferatet med Udlændingeservice har oplyst, at hun fra 1998 og indtil udrejsen i 2002 var leder for ingeniører, tekniske assistenter og kontorpersonale m.v., i alt cirka 20 personer. Hendes ansvarsområde var bygninger og de fysiske rammer. Hvad der efterfølgende foregik i bygningerne, var ikke hendes ansvarsområde, men hun havde til ansvar at gøre bygningerne klar til, at forskellige apparater kunne installeres. Til den beskikkede advokats indlæg og i nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at hun havde ansvar for opbevaring af kemiske stoffer og derfor var orienteret om, hvilke kemiske stoffer, der var anbragt i bygningerne. Ansøgeren har om sin position i firmaet i nævnet forklaret, at firmaet havde cirka 5.000 ansatte, og at der var ca. 200 ledere på samme niveau som hende. Vedrørende medlemskabet af Baath-partiet har ansøgeren overensstemmende med det oplyste til samtalen med Udlændingeservice forklaret, at hun ikke har udført politiske aktiviteter, idet hun alene deltog i de møder, hun var forpligtet til at deltage i i firmaet, og at hendes medlemskab af Baath-partiet var en forudsætning for hendes ansættelsesforhold. Ved vurderingen af ansøgerens risiko ved en tilbagevenden til Irak lagde nævnet vægt på, at ansøgeren ikke i anledning af sit ansættelsesforhold eller medlemskab af Baath-partiet har været udsat for konkrete trusler, konflikter eller lignende forinden udrejsen. Ansøgerens frygt for en tilbagevenden skyldtes hendes vurdering af betydningen af hendes ansættelsesforhold og medlemskab af Baath-partiet. Vedrørende ansættelsesforholdet lagde nævnet vægt på, at ansøgeren har forklaret i nogen grad udbyggende herom, hvorfor nævnet fandt, at ansøgerens ansættelse primært måtte vurderes ud fra de oplysninger, som ansøgeren afgav til Udlændingeservice. Nævnet fandt herefter ikke, at ansøgerens ansættelsesforhold kan anses for særskilt at have eksponeret ansøgeren eller bragt hende i en konkret risiko. Nævnet fandt endvidere ikke, at ansøgeren i Baath-partiet har indtaget nogen profilerende position. Nævnet bemærkede herved, at nævnet ikke kunne lægge til grund, at ansøgeren skulle være opført på en liste over ansatte under Baath-partiet, idet det bemærkedes, at ansøgerens forklaring herom ansås for at hvile på en formodning, der ikke var konkretiseret. Idet de meget vanskelige, men generelle forhold i Irak ikke fandtes at være asylbegrundende, fandt nævnet samlet herefter ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak risikerer forfølgelse som omhandlet i udlændingelovens § 7, stk. 1, eller kan anses for at være i risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Det indgik i nævnets vurdering, at ansøgeren udrejste legalt på myndighedsudstedt pas i januar 2002, og at ansøgeren først søgte om asyl i februar 2006. Irak/2006/15
Nævnet meddelte i august 2006 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Irak, født i 1955. Indrejst i oktober 2002. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er araber og shia-muslim. Han havde ikke været politisk eller religiøs aktiv. Ansøgeren henviste som væsentligste asylmotiv til, at han frygtede at blive dræbt af folk fra en navngiven klan, idet han ikke kunne skaffe penge til løsladelsen af en person, der var ansat hos ansøgeren, da denne blev anholdt. Efter det oplyste er personen nu død, og ansøgeren blev afkrævet et beløb svarende til 10.000 dollars af personens klan. Da ansøgeren ikke kunne betale dette beløb, blev han udstødt af sin egen klan, således at den anden klan nu frit kunne dræbe ansøgeren eller dennes nærmeste familiemedlemmer – uden at dette medførte en klan-fejde. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer kunne i det væsentligste lægge ansøgerens forklaring til grund. Det lagdes derfor til grund for asylvurderingen, at ansøgeren havde en ansat, der i begyndelsen af 2002 var blevet anholdt, at ansøgeren også var blevet anholdt, at det var lykkedes ansøgeren – mod bestikkelse – at blive løsladt efter cirka to måneder, at ansøgeren var udrejst af Irak cirka et halvt år senere, at den ansatte ikke var blevet løsladt, at den ansatte senere var død, at den ansattes klan dels havde krævet penge af ansøgeren (før ansøgerens udrejse) til bestikkelse for at få personen løsladt, dels havde krævet penge af ansøgeren (efter ansøgerens udrejse), da personen var død, og endelig at ansøgeren blev udstødt af sin egen klan, da han ikke havde kunnet skaffe pengene. Da det kunne lægges til grund, at ansøgeren var blevet udstødt af sin egen klan, og da han var blevet truet med at blive slået ihjel af folk fra den anden klan, fandt et flertal af Flygtningenævnets medlemmer i lyset af den betydelige magt klanerne har særligt i det sydlige Irak, at ansøgeren opfyldte betingelserne for at få asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 2, idet han ikke under de aktuelle forhold kunne forventes at få myndighedernes beskyttelse. Flertallet havde herved også lagt vægt på, at de indhentede oplysninger om klanforholdene i Irak ikke kunne be- eller afkræfte ansøgerens oplysninger om, at den navngivne klan er en stor og magtfuld klan i Irak. Irak/2006/14
Nævnet stadfæstede i august 2006 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak, født 1968. Indrejst i marts 1999. I januar 2000 stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingeservices afgørelse fra oktober 1999, hvorved Udlændingeservice meddelte ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Under den tidligere behandling af sagen var ansøgerens risiko for forfølgelse alene foretaget i forhold til den daværende sikkerhedszone i Irak som internt flugtalternativ. Flygtningenævnet bemærkede indledningsvis, at ansøgerens forklaring fremstod usammenhængende og upræcis. Ansøgeren havde aldrig været medlem af politiske partier eller i øvrigt været politisk aktiv. Flygtningenævnet fandt ikke, at de af ansøgeren påberåbte problemer med det tidligere styre på nuværende tidspunkt kunne tillægges asylretlig betydning. Flygtningenævnet fandt heller ikke grundlag for at antage, at ansøgeren skulle stå i et asylbegrundende modsætningsforhold til de nuværende myndigheder. Uanset det oplyste om, at nogle af ansøgerens familiemedlemmer havde været genstand for drab begået forud for ansøgerens udrejse i 1999, fandt Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han selv var efterstræbt af grupperinger i Irak på en sådan måde, at han kunne anses for omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet kunne således ikke lægge afgørende vægt på, at ansøgeren i nævnet havde forklaret, at han fra anden side havde fået oplyst, at der spurgtes efter ham i Irak. Flygtningenævnet fandt ikke, at de seneste baggrundsoplysninger vedrørende Irak, herunder UNHCR´s rapporter fra oktober 2005 med titlerne ”Background Information on the Situation of Non-Muslims Religious Minorities in Iraq” og ”Guidelines Relating to the Eligibility of Iraqi Asylum-Seekers” samt Human Right Watch ”Country Report 2006” og U.S. Department of State ”Country Report on Human Pratices 2005”, gav grundlag for at anse forholdene for kristne i Irak som så forværrede, at de generelt kunne anses for forfulgte. Det forhold, at ansøgeren indenfor kirken fungerede som ”observatør” to trin under en egentlig præst, indebar ikke, at ansøgeren kunne anses for at være profileret på en sådan måde, at han ville være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7 stk. 1 eller stk. 2. Irak/2006/13
Nævnet stadfæstede i august 2006 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak, født i 1978. Indrejst i januar 2006. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er kristen assyrer. Han havde aldrig været medlem af politiske partier eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren påberåbte sig som asylmotiv, at han havde modtaget et trusselsbrev fra en islamisk gruppering, hvorefter han ville blive dræbt, hvis han ikke ophørte med at arbejde som håndværker for amerikanerne. Han ophørte herefter med sit arbejde og havde ikke fået nye henvendelser fra gruppen forud for udrejsen. Flygtningenævnet fandt ikke, at den af ansøgeren omtalte skriftlige trussel kunne anses at være udtryk for, at ansøgeren var i risiko for overgreb fra en enkeltstående gruppering i Irak på en sådan måde, at han var omfattet af udlændingelovens § 7. Ansøgeren havde ikke været udsat for individuelle overgreb eller chikane som følge af sit religiøse tilhørsforhold bortset fra en episode under aftjening af værnepligt, som ikke kunne anses for asylbegrundende allerede fordi episoden fandt sted for lang tid siden og under det tidligere styre. Uanset at de generelle forhold for kristne i Irak var vanskelige, fandt Flygtningenævnet efter baggrundsoplysningerne ikke, at forholdene for kristne i Irak var således forværret, at de generelle forhold i sig selv kunne begrunde, at ansøgeren meddeltes opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Irak/2006/12
Nævnet stadfæstede i juli 2006 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak, født i 1947. Indrejst i april 2002. Flygtningenævnet kunne lægge til grund, at ansøgeren under Saddam Hussein-regimet havde opnået en høj rang i den irakiske hær. Flygtningenævnet kunne endvidere lægge til grund, at ansøgeren i 1991 var blevet medlem af partiet Al-Wattan, og at han i 1999 havde deltaget i en konference i udlandet som repræsentant for partiet sammen med andre modstandere af det daværende styre. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han havde været konkret, individuelt forfulgt, da han udrejste. Flygtningenævnet fandt heller ikke, at ansøgeren i kraft af sine aktiviteter ved en tilbagevenden til Irak ville være i særlig risiko for asylrelevante overgreb. Nævnet lagde herved vægt på, at det af en udtalelse fra Den Danske Ambassade i Bagdad af 26. september 2005, blandt andet fremgår, at medlemmer af partiet Al-Wattan ikke findes at være i risiko for forfølgelse ved en tilbagevenden til Irak, at der ikke er særlige grupper, der efterstræber tidligere medlemmer, og at ansøgeren ikke er anført på en liste fra SCIRI (Supreme Councel of Islamic Revolution in Iraq) over personer, der bør straffes. Det fremgår endvidere af udtalelsen, at den irakiske elite i dag i høj grad udgøres af tidligere eksil-irakere, og at det ikke kan forventes, at medlemmer af oppositionen til det tidligere styre, der har mødtes i udlandet, alene af den grund, vil risikere forfølgelse med videre ved en tilbagevenden til Irak. Vedrørende ansøgerens høje rang under Saddam Hussein lagde Flygtningenævnet til grund, at der havde været tale om en almindelig stigning i graderne, som ikke havde sammenhæng med, om ansøgeren på daværende tidspunkt havde været et særligt profileret medlem af Baath-partiet. Flygtningenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren havde forladt Baath-partiet i 1991. For så vidt angik det forhold, at ansøgeren havde gjort tjeneste som højt rangerende på en base, hvor der i umiddelbar nærhed var fundet massegrave, bemærkede Flygtningenævnet, at det fremgår, at ansøgeren ikke står på SCIRI’s liste over eftersøgte. Ansøgeren fandtes herefter ikke at være omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 og 2. Irak/2006/11
Nævnet stadfæstede i juni 2006 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak, født i 1966. Indrejst i juni 2005. Ansøgeren er uddannet læge og har arbejdet på flere hospitaler i Bagdad. Under en vagt trængte en gruppe hætteklædte personer ind på skadestuen. Gruppen medbragte en hårdt såret mand og truede ansøgeren med at dræbe ham, hvis den sårede ikke overlevede. En af de maskerede mænd forklarede ansøgeren, at den sårede var mujahediner og at ansøgeren var ansvarlig for hans liv. Ansøgeren er ikke uddannet kirurg og formåede ikke at standse mandens blødninger. Det fremgår af sagen, at da ansøgeren efterfølgende mødte på arbejde igen, hang der sedler ved hospitalets indgang, hvor ansøgeren blev truet med at blive slået ihjel. Som følge heraf besluttede ansøgerens familie, at han skulle søge asyl i et vestligt land. Ansøgeren har videre forklaret, at hans moder efterfølgende har modtaget opkald, hvor anonyme personer har spurgt til ansøgerens opholdssted. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren havde været udsat for trusler i forbindelse med sit arbejde som læge. Flygtningenævnet kunne ikke lægge til grund, at de anonyme opkald, som hans moder havde modtaget, stammede fra samme gruppe, som truede ham, idet dette alene beror på ansøgeren formodninger herom. Ansøgeren havde ikke været politisk aktiv, og Flygtningenævnet fandt ikke, at den enkeltstående trusselsepisode kunne give grundlag for meddelelse af opholdstilladelse. Flygtningenævnet tiltrådte i den forbindelse, at ansøgeren, såfremt han fortsat følte sig truet, ville kunne henvises til at tage ophold i et andet område af Irak. Den generelt usikre situation for læger i Irak fandtes ikke at kunne begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet kunne herefter ikke lægge til grund, at ansøgeren havde været forfulgt ved udrejsen, eller at han ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerede forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kunne det ikke lægges til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden skulle være i en konkret særlig risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Irak/2006/10
Nævnet stadfæstede i januar 2006 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak, født 1976. Indrejst i juni 2005. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren til en politirapport fra juni 2005 havde forklaret blandt andet, at han ikke havde udført militærtjeneste, idet han købte sig fri. Til en efterfølgende politirapport, også fra juni 2005, havde han gentaget dette og forklaret blandt andet, at han ikke havde været medlem af politiske eller religiøse organisationer, og at han ikke havde udført aktiviteter. Han arbejdede i sin faders lampeforretning indtil udrejsen i maj 2005. Han udrejste, fordi naboen troede, at ansøgeren havde angivet naboen til amerikanerne i anledning af skyderi, hvorefter naboen truede ansøgeren. Ansøgeren havde forgæves rettet henvendelse til de irakiske myndigheder herom. Ifølge asylskemaet, således som dette er kontroloversat, havde ansøgeren oplyst, at han havde aftjent værnepligt som menig soldat i i alt seks måneder, at han var et kendt medlem af Baath-partiet i hjemområdet og havde aktiviteter i form af mødedeltagelse, foredrag og information til Baathorganisationen. Naboens søn blev i juni 2004 dræbt af amerikanerne, hvorefter naboen truede ansøgeren, fordi ansøgeren havde givet oplysninger om sønnen til amerikanerne. Ifølge samtalereferatet fra juni 2005 med Udlændingestyrelsen, havde ansøgeren forklaret nærmere om sit medlemskab af Baath-partiet frem til Sadam Hussains fald i 2003. Han havde herunder forklaret, at han hvervede medlemmer af Al Quods hæren fra 1996, at han var formand for studenterorganisationen og udførte agitation og indberettede generelle oplysninger til Baath-ledelsen. Han var selv medlem af Al Quods hæren og medvirkede til at give andre studerende våbentræning, ligesom han jævnligt holdt bevæbnet vagt. Ansøgeren havde forklaret nærmere om episoden med naboens søn i juni 2004. Han boede fortsat på bopælen i Al Najaf, men havde præciserende oplyst, at han ikke opholdt sig på bopælen efter episoden i juni 2004, men alene var på besøg nogle gange om aftenen. Ansøgeren havde under nævnsmødet forklaret blandt andet, at han efter råd fra andre asylansøgere indledningsvist ikke oplyste om sin tilknytning til Baath-partiet, at han opholdt sig på bopælen, indtil naboen kom tilbage i juli 2004, at hans aktiviteter for Baath-partiet bl.a. indebar at indgive indberetning om bestemte personer, der kunne mistænkes for oppositionel virksomhed, og at der fortsat på bopælen i Al Najaf, som hans forældre har forladt i december 2005, formentlig befandt sig hans originale medlemsbeviser vedrørende Baath-partiet og Al Quods. Nævnet fandt, at ansøgeren havde forklaret divergerende og udbyggende om væsentlige forhold af betydning for vurderingen af ansøgerens asylmotiv. Nævnet fandt ikke, at der for nævnet var fremkommet en antagelig forklaring herpå. Det bemærkedes herved, at samtalen med Udlændingestyrelsen i juni 2005 varede fra klokken 09.30 til klokken 15.00 inklusiv normale pauser, og at der intet var anført om forståelsesmæssige problemer i forhold til den anvendte arabiske tolk. Efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaringer fandt nævnet derfor, at ansøgerens forklaring om sit asylmotiv på væsentlige punkter ikke kunne lægges til grund. Nævnet ville ikke afvise, at ansøgeren havde været medlem af Baath-partiet, men nævnet kunne ikke lægge til grund, at han kunne anses for at have været profileret eller i øvrigt involveret i aktiviteter, der medførte, at ansøgeren nu måtte anses for at være i en særlig udsat position. Nævnet kunne ikke lægge til grund, at ansøgeren havde deltaget i Al Quods-hæren, i våbentræning eller haved afgivet indberetninger om oppositionel virksomhed angående enkeltpersoner. Angående episoden i juni 2004 forelå der for nævnet væsentlig usikkerhed om ansøgerens forklaring. Nævnet ville ikke afvise, at ansøgeren havde bragt sig i konflikt med en nabo. Nævnet fandt imidlertid ikke, at konfliktens karakter og nærmere indhold var fastlagt, herunder om naboens søn blev dræbt som forklaret, henset til at ansøgeren ikke oplyste dette i begyndelsen af asylsagen. Nævnet fandt det ubestyrket, at der skulle være udstedt en indkaldelse fra den særlige domstol angående ansøgeren som forklaret i anledning af ansøgerens aktiviteter for Baath-partiet og fandt efter en samlet vurdering ikke, at ansøgerens forhold kunne antages at indebære, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak risikerede en forfølgelse, som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at ansøgeren risikerede tortur, mishandling eller anden nedværdigende behandling eller straf efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Nævnet havde på den ovennævnte baggrund ikke fundet grundlag for at udsætte afgørelsen på fremskaffelsen af blandt andet medlemsbevis for Baath-partiet og Al Quods-hæren, som subsidiært anført af den beskikkede advokat. Irak/2006/1
Flygtningenævnet meddelte i februar 2005 opholdstilladelse (F-status) til et ægtepar fra Irak, født i 1965 og 1974 samt to børn. Indrejst i november 1998. Udlændingestyrelsen havde tidligere truffet afgørelse i sagen, som efterfølgende var blevet stadfæstet i Flygtningenævnet. Det fremgik af disse afgørelser, at vurderingen af ansøgerens risiko for forfølgelse alene var blevet foretaget i forhold til den daværende sikkerhedszone i Nordirak som internt flugtalternativ. I juli 2004 besluttede Flygtningenævnet at genoptage og hjemvise sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen. I september 2004 afslog Udlændingestyrelsen på ny at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet kunne i det hele lægge ansøgernes forklaring til grund. Nævnet lagde således til grund, at den kvindelige ansøgers far af PUK var blevet beskyldt for at have angivet Puk-medlemmer, der blev anholdt i Kirkuk af de irakiske myndigheder, hvorved faderen er kommet i et modsætningsforhold til PUK. Faderen var blevet beskyldt for at være spion for de irakiske myndigheder. Videre blev lagt til grund, at den kvindelige ansøger som følge af faderens aktiviteter blev beskudt, da hun sammen med andre familiemedlemmer kørte i den mandlige ansøgers bil. Endelig blev lagt til grund, at den kvindelige ansøgers far flygtede til Sverige, og at den kvindelige ansøgers bedstefars hus, hvorfra ansøgerne netop var fraflyttet, i januar 1998 blev sprængt i luften og siden da og fortsat er beslaglagt af PUK. Det lagdes også til grund, at den kvindelige ansøger på grund af en betydelig subjektiv frygt har alvorlige psykiske lidelser. Dette blev bestyrket ved den kvindelige ansøgers fremtoning i nævnet. Herefter og i øvrigt efter en samlet vurdering fandt Flygtningenævnet, at det ikke burde kræves, at ansøgerne skulle vende tilbage til hjemlandet. Ansøgerne meddeltes herefter opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. lovbekendtgørelse nr. 711 af 1. august 2001. Irak/2005/9
Nævnet meddelte i januar 2005 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Irak, født i 1985, indrejst i oktober 2000 som familiesammenført. Søgt om asyl i juli 2003. Sagen blev behandlet sammen med ansøgerens moders sag. Flygtningenævnet udtalte, at nævnet i det væsentlige kunne lægge ansøgerens forklaring til grund. Det fremgår af ansøgerens moders asylsag, at moderen har levet i et arrangeret ægteskab med en voldelig ægtefælle. Moderen har forsøgt at komme ud af ægteskabet to gange i Irak ved skilsmisse i henholdsvis 1994 og 1997, men blev af sin familie begge gange presset til at vende tilbage til sin ægtefælle. Under opholdet i Danmark forlod moderen i januar 2003 på grund af vold sin ægtefælle og flyttede på krisecenter, og hun er i december 2004 ved dom blevet skilt fra ægtefællen i medfør af ægteskabslovens § 34. Moderen har efter ægtefællens repatriering til Irak i juli 2003 modtaget trusler på livet fra såvel ægtefællen som familiemedlemmer i Irak Forud for ansøgerens udrejse af Irak i 2000 blev der afholdt en forlovelsesfest mellem ansøgeren og hendes fætter med henblik på at opfylde en tidligere indgået aftale mellem familierne om ægteskab. Under besøg i Irak i 2001 lykkedes det ansøgeren med hjælp fra sin mor at modstå familiernes pres om indgåelse af ægteskab mellem ansøgeren og hendes fætter, således at indgåelsen af ægteskabet blev udskudt. Ansøgeren har her i landet haft en kæreste siden 2002, med hvem hun i juli 2004 indgik ægteskab med moderens accept. Ansøgerens far blev først bekendt med forholdet efter hans repatriering i 2003. Faderen og familierne har ikke accepteret ægteskabet under henvisning til bryllupsaftalen. Såvel faderen som fætteren og andre familiemedlemmer har gentagne gange telefonisk fremsat trusler på livet over for ansøgeren og hendes mor, idet de finder, at ansøgeren og hendes mor har vanæret familierne. Efter en samlet vurdering af det således anførte om ansøgerens og ansøgerens mors forhold sammenholdt med, at familierne tilhører en shiamuslimsk fundamentalistisk trosretning, fandt Flygtningenævnet, at ansøgerens frygt for overgreb ved en tilbagevenden var så velbegrundet, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Irak ville være i en reel risiko for at blive udsat for forhold af en sådan karakter, at ansøgeren havde krav på opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Det indgik i Flygtningenævnets vurdering, at ansøgeren under de foreliggende omstændigheder, herunder at ansøgeren er kvinde, samt til hendes modsætningsforhold til hendes egen og fætterens familie, ikke kan antages under de nuværende forhold i Irak at ville have mulighed for at kunne opnå myndighedernes beskyttelse. Irak/2005/8
Flygtningenævnet stadfæstede i januar 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende mandlig statsborger fra Irak, født i 1983. Indrejst i juni 2000. Udlændingestyrelsen havde tidligere truffet afgørelse i sagen, som efterfølgende var blevet stadfæstet i Flygtningenævnet. Det fremgik af disse afgørelser, at vurderingen af ansøgerens risiko for forfølgelse alene var foretaget i forhold til den daværende sikkerhedszone i Nordirak som internt flugtalternativ. I juni 2004 besluttede Flygtningenævnet at genoptage og hjemvise sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen. I september 2004 afslog Udlændingestyrelsen på ny at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren til støtte for sin asylansøgning på nuværende tidspunkt navnlig havde gjort gældende, at han var i risiko for asylbegrundende forfølgelse fra den af ham omtalte organisation, IMIK, og fra en navngiven persons familie, der efterstræber ham i anledning af, at personen skulle være blevet dræbt som følge af, at ansøgeren skulle have angivet til PUK, at denne person var tilknyttet IMIK. Ansøgeren havde i denne forbindelse oplyst, at hans forældre og fem søskende var blevet dræbt ved et bombeattentat eller lignende, hvilket ansøgeren løbende havde været mere eller mindre bekendt med via sin faster, der bor i Sverige, men som ansøgeren først har fået endeligt bekræftet via en meddelelse fra marts 2001 mellem to politimyndigheder i Irak, som ansøgeren fremlagde til sagen. Flygtningenævnet fandt ikke at kunne lægge oplysningerne om ansøgerens families død til grund for sagen. Flygtningenævnet lagde i denne forbindelse vægt på, at det dokument, som ansøgeren fremlagde til sagen var cirka fire år gammelt, men først var fremkommet kort tid før nævnsbehandlingen. Flygtningenævnet kunne ikke lægge til grund for sagen, at dokumentet skulle være blevet telefaxet fra Irak til fasteren i Sverige, som herefter skulle have telefaxet det til ansøgerens opholdssted i Danmark, idet dokumentet fremstår uden nogen form for telefaxnumre eller lignende. Flygtningenævnet fandt, at de af ansøgeren omtalte mulige konflikter med den navngivne persons familie grundlæggende måtte anses for privatretlige og derfor i sig selv ikke er asylbegrundende. For så vidt angår ansøgerens mulige konflikter med IMIK, lagde nævnet dels vægt på, at disse konflikter ikke blev anset for asylbegrundende ved nævnets afgørelse i april 2001, og dels, at det efter de foreliggende baggrundsoplysninger måtte antages, at IMIK som organisation kun øver en meget begrænset indflydelse på afgrænsede steder i det nordøstlige Irak. Ansøgeren kunne derfor henvises til at tage ophold andre steder i Irak, herunder i den centrale eller sydlige del af Irak. Flygtningenævnet fandt derfor ikke, at ansøgeren opfyldte betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, som affattet forud for lov nr. 365. af 6. juni 2002. Irak/2005/7
Nævnet stadfæstede i januar 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak, født 1983. Indrejst i marts 2004. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren som asylmotiv havde henvist til, at han frygtede at blive udsat for hævnaktioner fra en anden klan på grund af en fætters drab på et medlem af den anden klan. Ansøgerens klan bestod efter det oplyste af 700 familier. Flygtningenævnet kunne ikke lægge til grund, at ansøgeren havde et modsætningsforhold til sin egen klan, da ansøgeren ikke tidligere havde forklaret herom. Ansøgeren havde ikke forklaret om episoder eller henvendelser fra den anden klan, der viste, at han konkret var efterstræbt. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger ville konflikter mellem medlemmer af to klaner normalt kunne løses ved forhandling mellem de involverede klaner. Dette gjaldt også drab. Flygtningenævnet fandt herefter ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak ville være i risiko for asylbegrundende overgreb på grund af klankonflikten. Da de generelle forhold i Irak heller ikke i sig selv kunne anses for asylbegrundende, opfyldte ansøgeren ikke betingelserne for at få meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Irak/2005/6
Nævnet stadfæstede i januar 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak, født 1970, samt tre børn. Indrejst i september 2002. Ansøgt om asyl i juni 2003. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er etnisk assyrer og kristen, født og opvokset i Bagdad. Hun har aldrig været politisk aktiv. Flygtningenævnet fandt, at de konflikter, som ansøgeren påberåbte sig ved indrejsen i forhold til det tidligere styre i Irak, og som ligger langt tilbage i tid, ikke på nuværende tidspunkt kan tillægges asylretlig betydning. Ansøgeren påberåbte sig for nævnet, at hun er kvinde og kristen, at hun har opholdt sig i USA med sine børn, som i dag blandt andet taler engelsk, samt til, at ægtefællen konverterede til kristendommen i 1988. Ægtefællen og børnene har nu antaget kristne navne. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren, der er kristen assyrer, havde sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse på grund af sin kristne tro. Flygtningenævnet fandt, at den generelle situation, herunder for kristne, i Irak – om end vanskelig – ikke i sig selv kan begrunde opholdstilladelse. Flygtningenævnet henviste i den forbindelse til baggrundsoplysningerne, herunder særligt fact-finding rapport vedrørende Joint British-Danish Fact Finding Mission to Baghdad and Amman on Conditions in Iraq, udgivet i november 2004, punkt 5.1 til 5.12, der omtaler forholdene for kristne i Irak. Flygtningenævnet bemærkede, at bombeangrebene mod kristne kirker i Irak, foretaget af ukendte gerningsmænd, ikke kunne begrunde en ændret vurdering. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at angrebene efter de foreliggende oplysninger i lighed med en række andre bombeattentater og skyderier m.v. må anses for et led i den generelt ustabile situation i Irak. Flygtningenævnet bemærkede, at det fremgår af ægtefællens sag, at han er shia-muslim. Uanset om han måtte have konverteret til kristendommen før eller efter indrejsen i Danmark, fandtes dette forhold ikke at kunne begrunde asyl for ansøgeren. Det bemærkedes, at der efter ansøgerens forklaring ikke havde været grundlag for at antage, at de forud for udrejsen af Irak havde været udsat for repressalier som følge af deres religiøse forhold. Flygtningenævnet bemærkede, at der efter baggrundsoplysningerne ikke er grundlag for at antage, at tilbagevendende irakere generelt er i større fare for at blive udsat for overgreb end andre irakere. Nævnet kunne derfor ikke tillægge det selvstændig betydning, at ansøgeren og hendes børn i knap tre år har haft ophold som flygtninge i USA inden indrejsen i Danmark. Nævnet fandt ikke, at de generelt usikre forhold i Irak, herunder for kvinder, i sig selv kan anses for asylbegrundende. Flygtningenævnet fandt på denne baggrund, at ansøgeren ikke havde sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Der var heller ikke grundlag for, ud fra et synspunkt om subjektiv frygt, at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter denne bestemmelse. Flygtningenævnet fandt endvidere ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden vil være i en reel risiko for at blive udsat for forhold, der indebærer, at hun har krav på beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Irak/2005/5
Nævnet stadfæstede i december 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2003. Flygtningenævnet udtalte, at Udlændingestyrelsen, blandt andet under henvisning til ansøgerens medlemskab af og aktiviteter for Jund Al-islam og Al-Ansar Al-islam, der efterfølgende udviklede sig til Ansar Al-Sunna, havde fundet ikke at kunne afvise, at ansøgeren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, hvilket Flygtningenævnet tiltrådte. Det fremgår af baggrundsoplysningerne, at bevægelsen i den periode, hvor ansøgeren havde været aktivt medlem, var involveret i grove menneskerettighedskrænkelser, herunder tortur og henrettelse af tilfangetagne personer. Nævnet henviste blandt andet til Human Rights Watch World Report af 2002 og Notat fra Udlændingestyrelsen af 23. juni 2005, ”Ekstremistiske islamiske bevægelser i det nordlige Irak”. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren, der siden 1997 havde sympatiseret med Bezutnaway Islam, havde været aktivt medlem af den ovennævnte bevægelse fra 2000 til 2003, efter at han sammen med den pågældende bevægelse frivilligt havde haft taget ophold i et bjergområde. Ansøgeren havde som menig deltaget i bevægelsens militære gren og ikke i dens politiske arbejde. Han havde lært at håndtere våben og havde efter sin egen forklaring deltaget i tre krigshandlinger, og han havde deltaget i kontrolposter og tilbageholdt personer, der var blevet overgivet til bevægelsen, der enten havde udvekslet de pågældende med andre fanger eller havde fået dem omvendt til islam. Han havde hørt, at fanger var blevet tortureret. Han havde vedrørende en episode i september 2001, hvor 25 PUK-soldater, der var blevet taget til fange, var blevet dræbt, forklaret, at han ikke havde deltaget i den pågældende hændelse, men at han havde hørt fra dem, der havde deltaget, at de havde haft halshugget de vantro, hvorefter de var blevet lykønsket. Efter de amerikanske angreb i 2003 var ansøgeren vendt tilbage til grænseområdet, idet det nu stod klart, at krigen skulle føres ind i byerne. Da ansøgeren selv var blevet udpeget som selvmordsbombemand, besluttede han at flygte. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer fandt på denne baggrund, at der var alvorlig grund til at antage, at ansøgeren i kraft af sine aktiviteter for bevægelsen havde medvirket til gennemførelse af alvorlige, ikke-politiske forbrydelser i hjemlandet, og at han derfor var udelukket fra beskyttelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, jf. § 10, stk. 1, nr. 3, jf. Flygtningekonventionens art. 1 F (b). Flertallet lagde vægt på, at der var et åbenbart misforhold mellem de begåede handlinger og bevægelsens politiske mål. Flertallet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren, der havde været aktiv for bevægelsen i en langvarig periode, havde afstået fra at forlade bevægelsen, indtil han selv var blevet udpeget som selvmordsbombemand, og at det også efter hans forklaring om sin egen rolle og bevægelsens virkemidler - uanset hans alder og rang - måtte have stået ham klart, at han med sine aktiviteter i væsentlig grad havde understøttet og bidraget til bevægelsens krænkelse af fundamentale menneskerettigheder. Det fremgår videre af nævnets beslutning, at ansøgeren skal udrejse straks og at ansøgeren, såfremt han ikke udrejser frivilligt, kan han udsendes tvangsmæssigt af Danmark, men under henvisning til, at han ved en tilbagevenden til Irak risikerer forfølgelse, som omhandlet i udlændingelovens § 7, stk. 1, kan han ikke udsendes tvangsmæssigt til Irak eller til et land, hvor han ikke er beskyttet mod videresendelse til Irak, jf. udlændingelovens § 31, stk. 2. Irak/2005/37
Nævnet stadfæstede i november 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandligstatsborger fra Irak, født 1983. Indrejst i november 2004. Flygtningenævnet udtalte, ansøgeren som asylmotiv havde angivet, at han frygtede at blive dræbt af familien til en pige, som han angiveligt havde gjort gravid, og som efterfølgende skulle være blevet dræbt af familien. Flygtningenævnet bemærkede, at ansøgeren havde afgivet skiftende forklaringer om væsentlige punkter i det angivne asylmotiv. Ansøgeren havde ved indrejsen i Danmark til politiet forklaret, at han var blevet kæreste med pigen for tre år siden, hvilket han også havde anført i asylskemaet. Til samtalen med Udlændingestyrelsen havde ansøgeren forklaret, at forholdet til pigen blev indledt i 1997, da han fik lavet en tatovering med pigens navn på underarmen. Over for den beskikkede advokat havde ansøgeren ifølge det skriftlige indlæg forklaret, at han kun var gode venner med pigen i de første år og først tre år forud for udrejsen blev kæreste med hende. Vedrørende det angivne drab på pigen havde ansøgeren under samtalen med Udlændingestyrelsen forklaret, at han fik oplysningen herom, da han kontaktede pigens forældre fra Nordirak. Senere under samtalen forklarede ansøgeren, at han først fik oplysningen, da han var kommet til Europa. Over for den beskikkede advokat havde ansøgeren ifølge det skriftlige indlæg forklaret, at han fik oplysningen nogle få dage før han forlod Irak. Under nævnsmødet havde ansøgeren først sagt, at han ikke kunne huske, hvor han var, da han fik oplysningen. Senere havde han forklaret, at han var i Tyrkiet, da han fik oplysningen. Flygtningenævnet bemærkede endvidere, at ansøgerens forklaring på flere andre punkter forekom konstrueret og usandsynlig, herunder forklaringen om hvorledes han fik lavet tatoveringen på armen og forklaringen om, at han i syv år kunne holde den skjult for stort set hele familien. På den baggrund kunne Flygtningenævnet ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Det forhold, at ansøgeren er yezidi, kunne ikke i sig selv anses for asylbegrundende. Irak/2005/36
Nævnet meddelte i oktober 2005 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Irak, født 1978, samt et barn. Indrejst i august 2004. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er etnisk kurder fra Kirkuk, at ansøgeren ikke har været politisk aktiv, og at hun ikke har haft problemer med myndighederne. Uanset at ansøgeren på enkelte punkter havde forklaret upræcist om sin færden forud for udrejsen, kunne et flertal af Flygtningenævnets medlemmer ikke afvise hendes forklaring om, at hun i hjemlandet havde haft et seksuelt forhold til en kæreste, at ansøgerens fader var blevet bekendt hermed, at familien tog initiativ til at dræbe kæresten, at de samtidig planlagde at dræbe ansøgeren, da familiens ære var blevet krænket, at ansøgeren straks forlod hjemmet efter at have tilegnet sig et pengebeløb, at ansøgeren tog ophold hos kærestens ven, som havde orienteret hende om kærestens død, og at ansøgeren udrejste med hjælp fra kærestens ven. Endvidere måtte det tillægges vægt, at ansøgeren efter indrejsen i Danmark har fået et barn i et uægteskabeligt forhold. Efter det foreliggende baggrundsmateriale måtte det antages, at ansøgeren ikke vil kunne opnå myndighedernes beskyttelse over for sin familie. På denne baggrund fandt Flygtningenævnets flertal, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Irak/2005/33
Nævnet stadfæstede i oktober 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak, født 1943. Indrejst i juli 2004. Flygtningenævnet udtalte, at nævnet i det væsentlige kunne lægge ansøgerens forklaring til grund, herunder at han i 1991 havde været fængslet i Kuwait og efter udvisningen til Irak sammen med sin familie blev fængslet af de irakiske myndigheder, og at ansøgeren efterfølgende flere gange havde været opsøgt og tilbageholdt af de irakiske myndigheder indtil udrejsen i 1999, idet myndighederne mistænkte ansøgeren for at have samarbejdet med det kuwaitiske styre. Disse konflikter havde alle været med det tidligere styre, og ansøgeren havde ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak risikerede forfølgelse fra det nuværende styre, heller ikke på grund af hans tidligere lange ophold i Kuwait. Ansøgeren opfyldte derfor ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det blev videre bemærket, at ansøgerne ikke kunne opnå konsekvensstatus på grundlag af sin ægtefælles opholdstilladelse, da ægtefællen ikke på nuværende tidspunkt opfyldte betingelserne for at få asyl, og da ansøgerne er indrejst cirka tre år efter ægtefællen. Irak/2005/32
Flygtningenævnet meddelte i august 2005 opholdstilladelse (F-status) til en mandlig statsborger fra Irak, født i 1964. Indrejst i februar 2002. Flygtningenævnet lagde i det væsentlige ansøgerens forklaring til grund. Nævnet bemærkede herved, at det måtte lægges til grund, at ansøgeren under det tidligere styre havde været tilbageholdt af de irakiske myndigheder tre gange af længere varighed, og herunder undergivet mishandling. Ved vurderingen af ansøgerens troværdighed måtte der tages hensyn hertil, ligesom ansøgeren forud for nævnsmødet havde tilkendegivet, at der havde været problemer med tolkningen i Udlændingestyrelsen. Ansøgeren havde for nævnet i det væsentlige givet en sammenhængende og troværdig forklaring. Nævnet fandt herefter, at det måtte antages, at ansøgeren havde et alvorligt modsætningsforhold til pårørende til medlemmer af en kurdisk gruppe, og at ansøgeren ligeledes af en anden gruppe urigtigt beskyldes for at samarbejde med amerikanerne. Nævnet fandt ikke, at de irakiske myndigheder kan yde ansøgeren den fornødne beskyttelse mod den risiko for overgreb, som ansøgeren reelt er udsat for. Flygtningenævnet fandt herefter, at ansøgeren opfyldte betingelserne for opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Irak/2005/31
Flygtningenævnet stadfæstede i august 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak, født 1980. Indrejst i marts 2003. Under nævnsmødet i juni 2004 besluttede nævnet efter votering at udsætte sagen med henblik på at indhente oplysninger om klanforholdene i Irak. Sagen blev efterfølgende afgjort på skriftligt grundlag. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er etnisk kurder. Ansøgeren havde ikke været politisk aktiv og havde ikke haft konflikter med myndighederne. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til, at han frygtede sin kærestes familie, der ville slå ham ihjel. Ansøgeren havde et seksuelt forhold til sin kæreste, der blev gravid, og familien slog hende ihjel, og nu ville familien også slå ham ihjel. Ansøgeren havde i den forbindelse oplyst, at kærestens familie havde efterstræbt ham både i Irak og i Istanbul. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer bemærkede, at uanset om ansøgerens forklaring blev lagt til grund, fandtes han ikke cirka fem år efter sin udrejse af Irak at være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7 ved en tilbagevenden til Irak. Flertallet bemærkede, at det forhold, at kærestens familie skulle stræbe ansøgeren efter livet, ikke i sig selv kunne begrunde asyl efter udlændingelovens § 7. Der forelå således et kriminelt, privatretligt forhold, og ansøgeren måtte henvises til at søge beskyttelse hos sin klan, myndighederne eller koalitionsstyrkerne. Flertallet bemærkede, at det efter baggrundsoplysningerne, herunder notat af 10. august 2004 om klanstridigheder i Irak og notat af 20. januar 2005 om tribalisme i Irak, begge udfærdiget af Integrationsministeriets udlændingeattaché i Irak, måtte lægges til grund, at henholdsvis ansøgerens klan og kærestens klan er forholdsvis små klaner, som ikke betragtes som særlige magtfulde klaner. Det fremgår af notaterne, at i tilfælde, hvor en person har en konflikt med en anden klan, vil der som regel finde en form for forhandling sted mellem klanernes ledere, og der vil blive fundet en løsning i form af udbetaling i kontanter til den forulempede klan. Det er usandsynligt, at en person bliver nødt til at forlade Irak på grund af frygt for forfølgelse fra en anden klan. Dette vil kun være tilfældet, hvis den pågældende har gjort sig skyldig i en meget forkastelig forbrydelse. Flertallet bemærkede videre, at ansøgerens forhold ikke kunne anses at have en sådan karakter, at han ikke ville kunne søge beskyttelse i Irak. Ansøgeren måtte i øvrigt, såfremt han ikke fandt at kunne vende tilbage til sin landsby, henvises til at tage ophold et andet sted i Irak, der ligger fjernt fra kærestens familie. Nævnet fandt endvidere ikke, at situationen i Irak, uanset at den generelt set er usikker, kan begrunde asyl. Ansøgeren opfyldte derfor ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Irak/2005/30
Nævnet stadfæstede i januar 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak, født i 1935, samt et barn. Indrejst i december 1997. Ansøgt om asyl i november 1998. Udlændingestyrelsen havde tidligere truffet afgørelse i sagen, som efterfølgende var blevet stadfæstet i Flygtningenævnet. Det fremgik af disse afgørelser, at vurderingen af ansøgerens risiko for forfølgelse alene var foretaget i forhold til den daværende sikkerhedszone i Nordirak som internt flugtalternativ. I juli 2004 besluttede Flygtningenævnet at genoptage og hjemvise sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen. I oktober 2004 afslog Udlændingestyrelsen på ny at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet fandt ikke grundlag for at imødekomme den beskikkede advokats påstand om hjemvisning af sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen med henblik på inddragelse af de nyeste baggrundsoplysninger, idet disse løbende indgår i nævnets sagsbehandling. Ansøgeren havde ikke haft politiske aktiviteter og havde ikke været anholdt eller fængslet. Hun havde som asylmotiv angivet risiko for forfølgelse fra islamiske bevægelser på grund af datterens forhold. Ved Flygtningenævnets afslag på asyl fra oktober 1999 fandt nævnet ikke grundlag for at antage, at ansøgeren risikerede forfølgelse på grund af datterens forhold. Der var ikke siden kommet nye oplysninger, som kunne føre til en ændret vurdering. Ansøgeren havde endvidere påberåbt sig risiko for forfølgelse på grund af hendes afdøde ægtefælles modsætningsforhold til Saddam Hussein styret og Baath partiet. Da Saddam Hussein og Baath partiet ikke længere var ved magten i Irak måtte nævnet lægge til grund, at ansøgeren kunne vende tilbage til Irak uden at risikere forfølgelse fra de tidligere magthavere. Ansøgeren havde ikke oplyst asylbegrundende konflikter med de nuværende irakiske myndigheder. Nævnet anså endvidere ikke den generelt usikre situation i Irak, herunder de generelt vanskelige forhold for kvinder for asylbegrundende i sig selv. Ansøgeren opfyldte derfor ikke betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Irak/2005/3
Flygtningenævnet stadfæstede i juni 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak, født i Danmark i 2004. Ansøgerens mor søgte om asyl på ansøgerens vegne. Moderen blev meddelt opholdstilladelse i Danmark i 1998 i medfør af udlændingelovens § 8, jf. § 7, stk. 1. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren kunne meddeles asyl i Danmark som konsekvens af ansøgerens mors opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 8, jf. 7, stk. 1. Flygtningenævnet havde herved lagt vægt på, at ansøgeren er født i Danmark og aldrig har boet i Irak. Flygtningenævnet fandt ikke, at det forhold, at ansøgerens morfar indtil udrejsen af Irak i 1998 havde haft konflikter med PUK kunne begrunde, at ansøgeren meddeltes asyl i Danmark. Nævnet havde i den forbindelse lagt vægt på, at konflikterne lå langt tilbage i tid. Flygtningenævnet havde også lagt vægt på de foreliggende baggrundsoplysninger, hvoraf det blandt andet fremgår, at der ikke er begrænsninger i mulighederne for at rejse frit i Irak, og at de tidligere restriktioner mod at skifte opholdssted internt i Irak er ophævet. Flygtningenævnet fandt det under disse omstædigheder ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak risikerede forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Irak/2005/28
Nævnet stadfæstede i juni 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak, født 1980. Indrejst i september 2004. Flygtningenævnet kunne lægge til grund, at ansøgeren har været udsat for en vis overvågning og chikane fra forskellige personers side som følge af, at ansøgerens moder i 2000 havde påtaget sig at føre en sag mod én af Udai Husseins livvagter. Flygtningenævnet bemærkede, at der dog ikke – uanset chikanerierne og overvågningen – var sket overgreb mod ansøgeren, mens hun opholdt sig i Irak. Efter udrejsen af Irak opholdt ansøgeren sig – efter et kort ophold i Jordan – i Syrien frem til udrejsen i september 2004. Ansøgeren har fremlagt et trusselsbrev, som hun og søsteren angiveligt har modtaget i Syrien i august 2004, og som efter deres opfattelse hidrører fra den klan, som chikanerede dem i Irak. Flygtningenævnet bemærkede hertil, at det ikke forekommer sandsynligt, at ansøgeren og hendes søster – efter det tidligere styres fald i Irak, og efter at ansøgeren havde opholdt sig i Syrien i tre år – skulle være i søgelyset på grund af en sag, som moderen havde påtaget sig cirka fire år tidligere, og som moderen opgav ved sin udrejse i 2000. Flygtningenævnet kunne derfor ikke tillægge det fremlagte trusselsbrev nogen vægt. Den chikane og overvågning, som ansøgeren har været udsat for i Irak under det tidligere styre, kunne ikke nu føre til asyl, og nævnet kunne som anført ikke tillægge det i Syrien modtagne trusselsbrev betydning. Det forhold, at ansøgeren er kristen og uden netværk i Irak, kan efter de foreliggende baggrundsoplysninger og efter nævnets praksis ikke i sig selv anses for asylbegrundende, hvorfor ansøgeren ikke opfylder betingelserne for meddelelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet fandt heller ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for at blive udsat for forhold, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Det bemærkedes herved, at ansøgeren er bedømt efter de nugældende regler, idet det forhold, at ansøgeren i februar 2002 fra Damaskus havde indgivet ansøgning om asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 4, jf. lovbekendtgørelse nr. 711 af 1. august 2001, ikke kunne føre til, at asylsagen skulle behandles efter de regler, der gjaldt forud for juli 2002. Irak/2005/27
Nævnet meddelte i juni 2005 opholdstilladelse (F-status) til en mandlig statsborger fra Irak, født 1968. Indrejst i marts 2002. Flygtningenævnet udtalte, at det lagdes til grund, at ansøgeren er etnisk kurder og shia muslim fra Bagdad-området, og at han ikke har været politisk aktiv. Ansøgeren havde ved henvendelse til sin daværende beskikkede advokat i august/september 2004 meddelt, at han havde oplyst urigtigt om sit asylmotiv, idet årsagen til udrejsen var, at han havde et homoseksuelt forhold til en anden mand. Nævnet fandt efter en samlet vurdering af de nu foreliggende oplysninger og ansøgerens forklaring for nævnet at kunne lægge til grund, at ansøgeren er homoseksuel. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer fandt efter en samlet vurdering af de for Flygtningenævnet foreliggende oplysninger, at det ikke kunne udelukkes, at ansøgeren på grund af sin homoseksuelle observans var kommet i modsætningsforhold til sin egen familie, der efter det oplyste er meget religiøs, og ved en tilbagevenden til Irak ville være i risiko for at blive efterstræbt på livet af sin egen familie eller klan. Flertallet lagde herved vægt på, at ansøgeren har forklaret spontant og troværdigt om centrale spørgsmål vedrørende asylmotivet, hvorfor man uanset det sene fremkomsttidspunkt ikke fandt at kunne afvise forklaringen. Under disse særlige omstændigheder og da myndighederne efter de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder senest UK Home Offices rapport af april 2005, ikke kan antages at være i stand til at yde ansøgeren fornøden beskyttelse, også set i forhold til det påberåbte asylmotiv, fandt flertallet, at det ikke burde kræves, at ansøgeren vendte tilbage til hjemlandet. Irak/2005/26
Nævnet stadfæstede i juni 2005Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak, født i 1974. Indrejst i oktober 2004. Ansøgerens ægtefælle blev i marts 2003 meddelt afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet udtalte, at nævnet ikke kunne tillægge de i nævnsmødet fremlagte dødsattester vedrørende ansøgerens broder nogen vægt. Nævnet lagde til grund, at dokumenterne ikke forelå i original og forklaringen om, hvorledes dokumenterne var fremskaffet og originalerne efterfølgende bortkommet, forekom konstrueret til lejligheden. Uanset om det lagdes til grund, at ansøgeren og hendes bedstemoder i august/september 2004 var blevet slået af familien til en kurdisk familie, som ansøgerens broder var flygtet med, og uanset om ansøgerens broder og hans kæreste var blevet dræbt, fandt Flygtningenævnet ikke, at dette kunne begrunde, at ansøgeren skulle have meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Nævnet bemærkede, at der var tale om en konflikt af privatretlig karakter, som ansøgeren henvistes til at søge løst gennem sin klan. Nævnet bemærkede i denne forbindelse, at ansøgeren havde opholdt sig hos sin farmoder i mere end en måned efter overfaldet, og at ansøgerens ægtefælle, der havde familie tilbage i Irak havde fået afslag på at få opholdstilladelse. Flygtningenævnet fandt, at ansøgeren kunne henvises til at tage ophold andetsteds i Irak, såfremt hun ikke mente, at kunne tage ophold i det kurdiske område. Flygtningenævnet fandt ikke, at situationen i Irak, uanset at den generelt var usikker, eller den omstændighed, at ansøgeren er etnisk turkmener kunne føre til andet resultat. Flygtningenævnet fandt således ikke, at ansøgeren risikerede at blive udsat for forfølgelse af grunde, der er anført i udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at der forelå forhold af en karakter som anført i udlændingelovens § 7, stk. 2. Irak/2005/25
Nævnet stadfæstede i juni 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar fra Irak, født 1957 (M) og 1959 (K), samt et barn. Indrejst september 2001. I september 2002 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgerne afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Den 20. marts 2003 besluttede Flygtningenævnet på baggrund af forholdene i Irak at stille behandlingen af sager vedrørende statsborgere i bero. Den 28. oktober 2003 besluttede Flygtningenævnets koordinationsudvalg at ophæve den generelle berostillelse af asylsager vedrørende irakiske statsborgere og at genoptage sagsbehandlingen. I juni 2004 udsatte Flygtningenævnet sagen på grund af tolkeproblemer under nævnsmødet. Ligeledes i juni 2004 tilbagesendte Flygtningenævnet sagsakterne i Udlændingestyrelsen med henblik på udskillelse af ansøgernes to ældste børn. I marts 2005 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgernes to ældste børn afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, og styrelsen fremsendte samtidig akterne i ansøgernes sag til Flygtningenævnet. Familiens sager er herefter behandlet samlet i nævnet. Det fremgår af sagen, at den mandlige ansøger fra 1971 til 1976 uddelte løbesedler for en hemmelig turkmensk bevægelse i Kirkuk. I 1991 blev den mandlige ansøger aktiv for Det Turkmenske Nationalparti. Fra 1991 til 1995 overvågede den mandlige ansøger for partiet en person, som senere fik en højtstående stilling inden for Saddam Husseins styre. To måneder efter Saddam Husseins styres fald blev personen fundet dræbt. I 1991-92 blev den mandlige ansøger tilbageholdt i tre måneder. Under tilbageholdelsen blev han udsat for fysiske overgreb. Han blev anklaget for at være tilknyttet Det Turkmenske Nationalparti, men blev løsladt på grund af mangel på beviser. I 1995-96 underviste den mandlige ansøger unge mennesker, som han forsøgte at overtale til at tjene turkmenernes sag. I august 2001 udrejste den mandlige ansøger efter at have fået at vide af en nabo, at myndighederne eftersøgte ham på ny, og at det var meget alvorligt. Flygtningenævnet udtalte, at nævnet ikke fandt grundlag for at tilsidesætte ansøgernes forklaring. Den mandlige ansøgers forhold, herunder hans medlemskab af Det Turkmenske Nationalparti og aktiviteter for dette parti, ikke kunne anses for asylbegrundende efter Saddam Husseins styres fald. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at hans aktiviteter ikke kunne anses for at have bragt ham i et modsætningsforhold til de nuværende magthavere eller andre grupperinger i Irak. Den kvindelige ansøger fandtes ikke at have et selvstændigt asylgrundlag. Flygtningenævnet fandt ikke, at de generelle forhold for turkmenere i Irak i sig selv kunne anses for asylbegrundende. Flygtningenævnet fandt endvidere ikke, at ansøgernes subjektive frygt for at vende tilbage til Irak byggede på sådanne objektive forhold, at frygten kunne anses for velbegrundet. Irak/2005/24
Nævnet stadfæstede i juni 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak, født 1955, samt to børn. Indrejst i september 2000. Udlændingestyrelsen havde tidligere truffet afgørelse i sagen, som efterfølgende var blevet stadfæstet i Flygtningenævnet. Det fremgik af disse afgørelser, at vurderingen af ansøgerens risiko for forfølgelse alene var foretaget i forhold til den daværende sikkerhedszone i Nordirak som internt flugtalternativ. I juni 2004 besluttede Flygtningenævnet at genoptage og hjemvise sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen. I oktober 2004 afslog Udlændingestyrelsen på ny at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet udtalte, at nævnet ved sin oprindelige beslutning i december 2001 lagde Flygtningenævnet til grund, at ansøgeren var født og opvokset i Nordirak, hvor hun også havde boet i en længere periode forud for udrejsen. Nævnet fandt, at uanset om det blev lagt til grund, at ansøgerens ægtefælle var blevet sat i forbindelse med nogle jøders besøg i Nordirak, var der ikke grundlag for at antage, at ansøgeren ved at tage ophold i Nordirak ville risikere en asylbegrundende forfølgelse. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren efter det angivne besøg af jøder havde boet i Nordirak siden slutningen af 1997 uden at have været udsat for konkrete problemer af nogen art. Flygtningenævnet fandt ikke at der ikke var fremkommet nye oplysninger, der gav grundlag for en ændret vurdering i forhold til nævnets afgørelse af december 2001. Flygtningenævnet lagde herved endvidere vægt på, at Saddam Husseins styre ikke længere var ved magten i Irak. Flygtningenævnet bemærkede yderligere, at ansøgerens svigerforældre i hele perioden, og også efter ansøgerens udrejse, havde boet i Nordirak uden at være udsat for konkrete problemer, uanset ansøgerens svigerfader var den, der havde kontakten til de pågældende jøder. Ansøgerens svigerfader var efter det oplyste død af naturlige årsager for cirka to år siden. Svigermoderen boede fortsat i Nordirak. Flygtningenævnet fandt ikke, at svigermoderens advarsel for cirka et halvt år siden mod, at familien vendte tilbage til Irak, var af et så konkret indhold, at det kunne give anledning til en ændret vurdering. De generelt vanskelige forhold i Irak kunne ikke i sig selv begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet fandt hefter ikke, at ansøgeren forud for udrejsen havde været udsat for en konkret og individuel forfølgelse eller vil være i risiko herfor ved en tilbagevenden til Irak. Ansøgeren opfyldte således ikke betingelserne i udlændingelovens § 7, jf. lovbekendtgørelse nr. 711 af 1. august 2001. Irak/2005/23
Nævnet stadfæstede i maj 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak, født 1976, samt et barn. Indrejst i marts 2003. Flygtningenævnet udtalte, at der fortsat var tvivl om ansøgerens rette identitet. Nævnet fandt imidlertid sagen så velbelyst, at der kunne foretages en asylretlig vurdering af ansøgeren. Det blev herefter lagt til grund, at ansøgeren er etnisk kurder fra Bagdad-området, og at hun ikke havde udført aktiviteter, der i sig selv havde været egnet til at profilere hende i offentligheden. De af ansøgeren påberåbte konflikter med Saddam Hussein-styret kunne ikke begrunde asyl, da dette styre ikke længere var ved magten. Selvom den af ansøgeren påberåbte identitet blev lagt til grund, kunne det efter det foreliggende heller ikke antages, at ansøgeren skulle være kommet i et konkret modsætningsforhold til de nuværende magthavere eller lokalbefolkningen. Ansøgeren fremstod i det hele uprofileret. Ansøgerens oplysninger om svigerfamiliens konflikt med familierne til tre bekendte samt med personer med tilknytning til fire dræbte personer fra Baath-partiet kunne ikke begrunde asyl. Oplysningerne fremstod i sig selv konstruerede, og der var ikke oplysninger i ægtefællens sag, der underbyggede oplysningerne om konflikten. Endelig var der heller ikke grundlag for at meddele ansøgeren opholdstilladelse i konsekvens af ægtefællens opholdstilladelse på grund af de forskellige udrejsetidspunkter. Ifølge de foreliggende baggrundsoplysninger, er den generelle situation i Irak usikker. Imidlertid er der ikke grundlag for at antage, at tilbagevendende irakere generelt er i større fare for at blive udsat for overgreb en andre irakere. Irakere kan efter det oplyste indrejse i Irak og bevæge sig frit rundt i hele landet. Det var endvidere indgået i Flygtningenævnets vurdering, at ansøgeren fortsat havde familie i Irak. Det kunne derfor ikke lægges til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak risikerede en forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at hun skulle være i en konkret særlig risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Irak/2005/21
Nævnet meddelte i maj 2005 opholdstilladelse (F-status) til en kvindelig statsborger fra Irak født i 1974. Indrejst i oktober 2000. I februar 2002 stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse fra november 2001, hvorved styrelsen meddelte ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Et flertal af nævnet lagde ved afgørelsen blandt andet vægt på, at ansøgeren ikke selv var til stede i forbindelse med en episode i 1997, hvor hendes broder blev udsat for vold af medlemmer af IMIK. Flertallet kunne ikke lægge til grund, at ansøgeren herefter levede i skjul i de følgende tre år og fandt det ubestyrket, at IMIK i maj 2000 skulle have frihedsberøvet ansøgeren og udsat hende for blandt andet voldtægt og tortur. Flertallet ville ikke afvise, at ansøgeren kunne have været udsat for alvorlige overgreb mod sin person, men fandt efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring ikke, at det kunne antages, at overgrebene havde den baggrund, som ansøgeren påberåbte sig. Samlet fandt flertallet ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Det var indgået i flertallets vurdering, at ansøgeren først til den beskikkede advokat havde forklaret nærmere om den frygt, hun nærede i forhold til familien i hjembyen, hvorfor flertallet heller ikke fandt, at denne del af ansøgerens forklaring kunne ændre flertallets vurdering. I juli 2004 genoptog Flygtningenævnet sagen og hjemviste sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen, da vurderingen af ansøgerens risiko ved den tidligere behandling alene var foretaget i forhold til den daværende sikkerhedszone i Nordirak som internt flugtalternativ. Flygtningenævnet kunne ikke lægge ansøgerens forklaring om at have været tilbageholdt af IMIK til grund. Flygtningenævnet fandt det ubetænkeligt at lægge til grund, at ansøgeren havde været udsat for voldtægt, og at hendes familie var blevet bekendt hermed. Således som sagen nu var oplyst, herunder ved lægelige oplysninger, lagdes det til grund, at ansøgeren led af en betydelig subjektiv frygt for at blive dræbt af familiemedlemmer, såfremt hun vendte tilbage. Ansøgeren havde som årsag angivet den vanære, som hun havde påført familien. Efter baggrundsoplysningerne sammenholdt med det kulturelle miljø, som ansøgeren selv havde levet i, fandtes frygten at kunne være objektivt begrundet. Ansøgeren havde for nævnet på overbevisende vis forklaret, at hun på grund af overgrebet ikke havde turdet søge kontakt med familiemedlemmer i hjemlandet. Der var nu forløbet knap fem år siden ansøgerens udrejse. Efter en samlet vurdering fandt nævnet ikke, at det burde kræves, at ansøgeren vendte tilbage til hjemlandet. Irak/2005/20
Nævnet stadfæstede i januar 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak, født i 1978. Indrejst i oktober 2001. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er etnisk kurder, født og opvokset i en by nord for Kirkuk. Ansøgeren havde som asylmotiv anført, at han ikke var mødt op til værnepligt i 1995, og at han var blevet forsøgt hvervet til Jerusalemhæren, hvorefter han flygtede. Disse problemer lå tilbage under Saddam Husseins styre. De kunne derfor ikke tillægges asylretlig betydning i dag, hvor dette styre ikke længere er ved magten. Ansøgeren havde endvidere ikke oplyst om nogen form for individuelle og konkrete konflikter med de nuværende irakiske myndigheder. Uanset om det måtte lægges til grund, at ansøgeren på grund af faderens og onkelens forhold, måtte risikere konflikter med kurdiske fraktioner, måtte ansøgeren henvises til at søge myndighedernes beskyttelse og tage ophold i områder, der ikke var kontrolleret af kurdiske fraktioner. Det forhold, at ansøgeren er kurder uden nogen tilknytning til en klan, og den generelt usikre situation i Irak, kunne ikke i sig selv begrunde asyl. Flygtningenævnet fandt på denne baggrund ikke, at ansøgeren opfyldte betingelserne for at få meddelt asyl i medfør af udlændingelovens § 7, jf. lovbekendtgørelse nr. 711 af 1. august 2001. Irak/2005/2
Nævnet stadfæstede i april 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak, født i 1982, samt et barn. Indrejst i februar 2002. Flygtningenævnet udtalte, at de konflikter, som ansøgerens familiemedlemmer havde haft i Irak før ansøgerens udrejse af Irak, ikke fandtes at være asylrelevante efter Saddam Hussein styrets fald. Ansøgeren havde efter sin indrejse i Danmark indgået ægteskab med en herboende irakisk mand uden samtykke fra sin faders familie. Flygtningenævnet fandt ikke, at det var sandsynliggjort, at ansøgeren af den grund var i konkret risiko for at blive udsat for æresdrab eller andre alvorlige overgreb. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at der ikke forud for ansøgerens forlovelse havde været henvendelser fra faderens familie om ægteskabsarrangementer, og at de angivelige henvendelser fra farbrødrene ikke var gået direkte til ansøgeren eller hendes herboende familie men derimod alene til ansøgerens morbrødre i Irak. Yderligere lagde nævnet vægt på, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak ikke var uden netværk, idet hun fortsat har tre morbrødre og to mostre i Irak, ligesom hendes to brødre samtidig med denne afgørelse er meddelt afslag på deres asylansøgninger. Irak/2005/19
Nævnet stadfæstede i april 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak, født i 1971. Indrejst i april 2001. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er kristen keldaner fra Bagdad. Ansøgeren havde som væsentligste asylmotiv oprindelig henvist til, at hun og familien havde været chikaneret af familiemedlemmer til Saddam Hussein. Efter Saddam Husseins fald havde hun blandt andet henvist til, at hun frygtede forfølgelse fra muslimerne på grund af sin religion, ligesom hun havde henvist til de generelt utrygge forhold i Irak – særligt for enlige kvinder – og at hun som følge heraf tillige nærede en subjektiv frygt for at skulle vende alene tilbage til Irak. Ansøgeren havde endelig henvist til, at hendes ægtefælle har asyl i Danmark. Da Saddam Hussein ikke længere var ved magten, kunne det ikke antages, at ansøgeren var i nogen asylrelevant risiko for forfølgelse fra Saddam-styrets folk ved sin tilbagevenden til Irak. Efter Saddam-styrets fald var der sket en forværring i forholdene mellem de religiøse grupper, ligesom der havde været bombeangreb mod blandt andet kristne kirker. Det var dog ikke Flygtningenævnets vurdering, at der var tale om en sådan forværring af forholdene for kristne irakere, at ansøgeren alene ud fra de generelle forhold for kristne opfyldte betingelserne for at få asyl. Ansøgeren havde endvidere ikke angivet sådanne konkrete omstændigheder, at hun som følge af sin religiøse overbevisning var i asylrelevant risiko ved en tilbagevenden til Irak. Det forhold, at ansøgeren som enlig kvinde skulle vende tilbage til Irak, kunne heller ikke medføre asyl. Ansøgeren havde således før sin udrejse sin mor, bror og søster i Irak, og den omstændighed, at hun ikke det seneste år havde haft kontakt til familien i Irak, kunne ikke føre til noget andet resultat. Da den subjektive frygt, som ansøgeren angav at nære ved at skulle vende tilbage til Irak, ikke var underbygget i objektive forhold, kunne dette heller ikke medføre asyl. Ansøgeren var først blevet gift efter at være kommet til Danmark. Der var derfor ikke grundlag for at foretage en vurdering af ansøgerens asylsag efter praksis om konsekvensstatus. Den omstændighed, at ansøgeren – såfremt hun ikke opfylder betingelserne for at få opholdstilladelse efter reglerne om familiesammenføring – herefter skulle rejse alene tilbage til Irak, hvis ægtefællen ikke ville følge hende, kunne ikke føre til nogen anden vurdering i relation til asylsagen, ligesom dette ikke var til hinder for en udsendelse, jf. udlændingelovens § 32 a, jf. § 31. Irak/2005/18
Nævnet stadfæstede i marts 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak, født 1948. Indrejst i september 2003. Ansøgeren havde som asylmotiv blandt andet henvist til en konflikt mellem hans stamme og en anden stamme om et jordstykke. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren først på nævnsmødet havde oplyst om, at der efter drabet på familieoverhovedet i juni 2003 var blevet rettet henvendelse til politiet med anmeldelse om drabet og konflikten om et jordstykke på tre kvadratkilometer. Politiet tilkendegav, at man var ude af stand til at gribe ind overfor kriminelle bander. Nævnet fandt, at den sene fremkomst af denne oplysning gav nogen tvivl om, i hvilket omfang ansøgerens øvrige forklaring kunne lægges til grund. Nævnet lagde efter en vurdering af ansøgerens forklaring vægt på, at ansøgeren ikke havde været politisk aktiv eller forud for 2003 i øvrigt havde konflikter med irakiske myndigheder eller politiske eller familiemæssige grupperinger. Ansøgeren havde forklaret, at konflikten opstod, fordi myndighederne var svækket efter Saddam Husseins fald, hvorefter Shoraifat-stammen gjorde krav på jordstykket. I konflikten blev såvel et familieoverhoved fra ansøgerens stamme samt to andre personer fra Shoraifat-stammen dræbt. Ansøgeren udrejste, fordi der var blevet fremsat konkrete trusler mod ham og tre andre familieoverhoveder. Hans hustru og børn udrejste efterfølgende til Syrien, idet der var fremsat trusler mod hans sønner grundet ansøgerens udrejse. Selvom ansøgeren havde forklaret, at der var blevet foretaget forgæves mæglingsforsøg mellem ansøgerens stamme, Badri-stammen, og Shoraifat-stammen, tillagde nævnet det vægt, at det af blandt andet notat af 20. januar 2005 vedrørende tribalisme i Irak samt af Fact Finding missionen til Baghdad og Amman af september 2004 fremgår, at der er et udbredt konfliktløsningssystem mellem stammer over hele Irak, ikke mindst i det sydlige Irak, hvor selv alvorlige konflikter kan løses. Under henvisning hertil og idet nævnet lagde vægt på, at ansøgeren ikke kunne anses for at have indtaget nogen særlig aktiv rolle i konflikten eller fremstået som en særlig eksponeret person, hvorved bemærkes, at ansøgeren havde dyrket det omhandlede jordstykke sammen med andre familier men i øvrigt oplyst, at han havde været beskæftiget som chauffør indtil udrejsen af Irak, fandt nævnet ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak kunne anses for at risikere forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller tortur eller umenneskelig behandling efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Det indgik i vurderingen, at den sene forklaring om anmeldelsen til politiet havde skabt en vis tvivl for nævnet om, hvorvidt ansøgeren havde været udsat for konkrete trusler, som af ham forklaret. Det blev endvidere tillagt betydning, at ansøgeren efter baggrundsoplysningerne kunne rejse frit i Irak, og at han ikke ved en tilbagevenden kunne anses for at være i særlig risiko i forhold til andre irakere. Nævnet havde vurderet ansøgerens situation i lyset af de vanskelige men generelle vilkår i Irak og havde herunder anset konflikten om jordstykket som præget mere af den vanskelige, men generelle situation i Irak end udtryk for en konkret efterstræbelse af eller risiko for ansøgeren. Nævnet fandt ikke, at en udsendelse måtte anses for stridende mod EMRK art. 3, som anført af den beskikkede advokat. Irak/2005/17
Nævnet stadfæstede i marts 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak, født 1974. Indrejst i oktober 2003. Flygtningenævnet udtalte, at det tillagdes vægt, at ansøgeren indgik ægteskabet i juli 2001 med sin herboende ægtefælle med sin broders accept. Ansøgerens broder fulgte hende endvidere til den tyrkiske grænse ved den legale udrejse til Tyrkiet i april 2002. Ansøgeren havde forklaret, at hun over for broderen tilkendegav, at hun havde fået midlertidig opholdstilladelse i Tyrkiet med henblik på familiesammenføring, selvom hendes opholdstilladelse i Tyrkiet udløb, og at hun først to til tre måneder efter indrejsen i Danmark, der fandt sted i oktober 2003, oplyste broderen om, at hun var indrejst illegalt og nu opholdt sig hos sin ægtefælle i Danmark. Ansøgeren havde tilkendegivet, at hendes frygt for tilbagevenden skyldes, at hendes broder, der efter forældrenes død var bestemmende, havde truet hende på livet, fordi han fandt det krænkende, at hun var rejst illegalt til Danmark. Ansøgeren havde oplyst, at hun alene havde haft telefonisk kontakt med sin broder en gang i 2003, men at hun fra en veninde havde fået oplysninger om, at broderen truer hende. Hendes herboende ægtefælle havde familie, herunder brødre, i Mosul. Ægtefællen var ansøgerens fjerne familie. Efter en vurdering af ansøgerens forklaring og det oplyste om hændelsesforløbet, fandt nævnet ikke, at realiteten bag ansøgerens broders trusler fremstod bestyrket. Nævnet lagde herved bl.a. vægt på broderens accept af ægteskabet og hjælp til udrejsen. Selvom de generelle forhold i Irak, navnlig for enlige kvinder, var vanskelige, tillagde nævnet det betydning, at ansøgerens svigerfamilie, herunder brødre, bor i Mosul. Det indgik videre i nævnets vurdering, at det blandt andet af Fact Finding mission fra september 2004 er oplyst, at der er nogen organisering af beskyttende opholdssteder for kvinder, herunder i Arbil, hvor ansøgerens broder boede. Samlet fandt nævnet herefter ikke, at det kunne antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller tortur eller umenneskelig behandling efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Irak/2005/16
Nævnet stadfæstede i marts 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak, født 1957. Indrejst i september 2002. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren aldrig havde været medlem af eller aktiv for noget politisk parti. Flygtningenævnet fandt, at de konflikter, ansøgeren påberåbte sig i forhold til det tidligere styre, ikke på nuværende tidspunkt kunne tillægges asylretlig betydning. Det forhold, at ansøgeren havde været udsat for afpresning af en person, der muligvis var ansat i sikkerhedstjenesten, kunne ikke begrunde asyl. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at hun, der selv er muslim, ved en tilbagevenden ville være i risiko for asylrelevante overgreb fra lokalbefolkningens side, fordi familien på moderens side er af jødisk afstamning, og fordi en del af denne familie havde bosat sig Israel. Det bemærkedes, at jøder efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke er udsat for forfølgelse ved en tilbagevenden til Irak. Flygtningenævnet fandt ikke, at de generelt usikre forhold i Irak i sig selv kunne begrunde asyl. Irak/2005/15
Nævnet stadfæstede i februar 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak, født 1984. Indrejst i juni 2004. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren navnlig havde gjort gældende, at han i perioden fra oktober 2002 til marts 2003 havde været medlem af Fidayeen Saddam, hvorunder han havde deltaget i våbentræning m.m., haft vagttjeneste m.m. og deltaget i anholdelser, herunder anholdelse af en officer. Efter marts 2004 var han blevet opsøgt gentagne gange af to militærpersoner, som havde opfordret/truet ham til at lade sig hverve til væbnet modstand mod den udenlandske tilstedeværelse i landet samt mod de nuværende irakiske myndigheder. De samme personer havde efter ansøgerens udrejse opsøgt hans familie og havde, efter hvad ansøgerens moder havde fortalt ham, foretaget overgreb mod hans moder og hans lillesøster, hvorefter hele hans familie vistnok var udrejst af landet. Flygtningenævnet fandt, at hans forklaringer, selvom de i det væsentlige kunne anses for troværdige, dog bar præg af en vis udbygning. Til samtalen med Udlændingestyrelsen havde han således alene forklaret, at han skulle have deltaget i anholdelsen af én officer, mens han var medlem af Fidayeen Saddam, hvorimod han til advokatindlægget og under nævnsmødet havde talt om, at han havde deltaget i adskillige anholdelser. Ansøgeren havde angivet, at han dels frygtede repressalier fra den nuværende modstandsgruppe baseret på tidligere medlemmer af Fidayeen Saddam og dels frygtede grove repressalier fra de personer, han havde været med til at anholde, hvis han vendte tilbage til sit hjemområde. Uanset at ansøgerens forklaring i det væsentlige kunne lægges til grund for sagen, fandt Flygtningenævnet ikke grundlag for at antage, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemområdet ville være i reel risiko for overgreb fra de personer, som han efter sin egen forklaring havde deltaget i anholdelse af, mens han var medlem af Fidayeen Saddam. Flygtningenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgeren havde kunnet opholde sig i hjemområdet fra marts 2003, hvor det tidligere styre faldt og indtil sin udrejse i maj 2004 uden at have været udsat for repressalier fra disse personer, og ansøgeren havde ikke oplyst noget om, at hans familie efter hans udrejse skulle være blevet truet af sådanne personer. For så vidt angår repressalier fra modstandsgruppen bestående af tidligere medlemmer af Fidayeen Saddam fandt Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke kunne anses for at have været et højtprofileret medlem. Flygtningenævnet fandt under disse omstændigheder ikke tilstrækkeligt grundlag for at antage, at ansøgeren ved tilbagevenden til hjemområdet ville være i reel risiko for asylbegrundende overgreb fra denne modstandsgruppe. Flygtningenævnet fandt herefter ikke, at ansøgeren ved tilbagevenden til hjemområdet ville være i forfølgelsesrisiko af de grunde, der er angivet i Flygtningekonventionen, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han ville være i reel risiko for dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Irak/2005/14
Nævnet stadfæstede i marts2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren over for nævnet har oplyst, at hun er homoseksuel. Ansøgeren har forklaret, at hun har fortalt om sin seksuelle orientering til nogle familiemedlemmer og nogle bekendte i Danmark, men at der ikke er andre, der er orienteret herom. Nævnet bemærkede, at det ikke er sandsynliggjort, at ansøgeren som følge af sin seksuelle orientering risikerer en forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7. Der var intet grundlag for at antage, at myndighederne i Irak har kendskab hertil og således allerede af denne grund var der heller ikke noget, der indicerede, at ansøgeren skulle risikere myndighedsforfølgelse på grund af forholdet. Det bemærkedes herved, at det fremgår af baggrundsmaterialet, herunder Home Office, Country Report fra april 2004 om Irak, at homoseksualitet mellem voksne ikke er strafbart i Irak. Det var ej heller sandsynliggjort, at ansøgeren i øvrigt som følge af sin seksuelle orientering risikerede forfølgelse, der er omfattet af udlændingelovens § 7. Efter sagens omstændigheder fandt nævnet ikke anledning til at hjemvise sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen med henblik på en generel vurdering af forholdene for homoseksuelle i Irak. Flygtningenævnet fandt på denne baggrund ikke, at ansøgeren opfyldte betingelserne for at få meddelt asyl i medfør af udlændingelovens § 7, jf. lovbekendtgørelse nr. 711 af 1. august 2001. Irak/2005/13
Nævnet stadfæstede i januar 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak, født i Danmark i 2004. Flygtningenævnet udtalte, at da ansøgeren er født her i landet, efter at forældrene var indrejst og havde fået meddelt asyl, havde ansøgeren ikke ret til at få meddelt asyl i konsekvens af forældrenes status. Ansøgeren, der var fem måneder gammel, havde ikke et selvstændigt asylgrundlag. Heller ikke oplysningerne om ansøgerens fars eller bedsteforældres forhold eller position i Irak fandtes at være af en sådan ekstraordinær karakter, at det i sig selv, kunne begrunde asyl for ansøgeren. De generelle forhold i Irak fandtes ikke efter de foreliggende baggrundsoplysninger i sig selv at kunne give grundlag for asyl. Ansøgeren opfyldte derfor ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Irak/2005/12
Flygtningenævnet stadfæstede i januar 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak, født i 1965. Indrejst i maj 1999. Udlændingestyrelsen havde tidligere truffet afgørelse i sagen, som efterfølgende var blevet stadfæstet i Flygtningenævnet. Det fremgik af disse afgørelser, at vurderingen af ansøgerens risiko for forfølgelse alene var foretaget i forhold til den daværende sikkerhedszone i Nordirak som internt flugtalternativ. I juli 2004 besluttede Flygtningenævnet at genoptage og hjemvise sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen. I oktober 2004 afslog Udlændingestyrelsen på ny at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er etnisk kurder fra Arbil, at han ikke havde været medlem af nogen politisk eller religiøs organisation, at ansøgeren havde uddelt materiale og deltaget i sammenkomster om kristendommen i tilknytning til ansøgerens svoger, der blev dræbt i 1997, og at ansøgeren havde modtaget trusler og været udsat for overfald, ligesom der var blevet kastet en håndgranat mod ansøgerens bopæl, hvilke aktiviteter ifølge ansøgeren hidrørte fra IMIK. Heller ikke efter de på tidspunktet for nævnets afgørelse foreliggende oplysninger kunne det antages, at ansøgeren havde indtaget en sådan position eller udført sådanne aktiviteter, at han af denne årsag risikerede asylbegrundende forfølgelse eller overgreb fra IMIK. Flygtningenævnet bemærkede, at ansøgeren fortsat er muslim og ikke var konverteret til kristendommen. Hertil kom at ansøgeren havde anmeldt de ovennævnte forhold, der da lå tilbage i tid, til de kurdiske myndigheder, som undersøgte sagen. Der var endvidere ikke holdepunkter for at antage, at ansøgeren skulle være blevet bragt i et asylbegrundende modsætningsforhold til de nuværende magthavere, herunder kurdiske myndigheder eller lokalbefolkningen. Ifølge de foreliggende baggrundsoplysninger var den generelle situation i Irak usikker. Imidlertid var der ikke grundlag for at antage, at tilbagevendende irakere generelt var i større fare for at blive udsat for overgreb end andre irakere. Irakere kunne efter det oplyste indrejse i Irak og bevæge sig frit rundt i hele landet. Det blev særligt bemærket, at det fremgik af fact-finding rapporten fra november 2004, nævnets baggrundsmateriale nr. 275, at de kristne som gruppe ikke i sig selv var udsat for forfølgelse. På denne baggrund fandt Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren havde været forfulgt ved udrejsen, eller at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak kunne antages at være i risiko for en konkret og individuel forfølgelse, og ansøgeren opfyldte således ikke betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Irak/2005/11
Nævnet stadfæstede i februar 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak, født 1984. Indrejst i juni 2004. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren navnlig havde gjort gældende, at han i perioden fra oktober 2002 til marts 2003 havde været medlem af Fidayeen Saddam, hvorunder han havde deltaget i våbentræning m.m., haft vagttjeneste m.m. og deltaget i anholdelser, herunder anholdelse af en officer. Efter marts 2004 var han blevet opsøgt gentagne gange af en kaptajn og en løjtnant, som havde opfordret/truet ham til at lade sig hverve til væbnet modstand mod den udenlandske tilstedeværelse i landet samt mod de nuværende irakiske myndigheder. De samme personer havde efter ansøgerens udrejse opsøgt hans familie og havde, efter hvad ansøgerens moder havde fortalt ham, foretaget overgreb mod hans moder og hans lillesøster, hvorefter hele hans familie vistnok var udrejst af landet. Flygtningenævnet fandt, at hans forklaringer, selvom de i det væsentlige kunne anses for troværdige, dog bar præg af en vis udbygning. Til samtalen med Udlændingestyrelsen havde han således alene forklaret, at han skulle have deltaget i anholdelsen af én officer, mens han var medlem af Fidayeen Saddam, hvorimod han til advokatindlægget og under nævnsmødet havde talt om, at han havde deltaget i adskillige anholdelser. Ansøgeren havde angivet, at han dels frygtede repressalier fra den nuværende modstandsgruppe baseret på tidligere medlemmer af Fidayeen Saddam og dels frygtede grove repressalier fra de personer, han havde været med til at anholde, hvis han vendte tilbage til sit hjemområde. Uanset at ansøgerens forklaring i det væsentlige kunne lægges til grund for sagen, fandt Flygtningenævnet ikke grundlag for at antage, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemområdet ville være i reel risiko for overgreb fra de personer, som han efter sin egen forklaring havde deltaget i anholdelse af, mens han var medlem af Fidayeen Saddam. Flygtningenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgeren havde kunnet opholde sig i hjemområdet fra marts 2003, hvor det tidligere styre faldt og indtil sin udrejse i maj 2004, uden at have været udsat for repressalier fra disse personer, og ansøgeren havde ikke oplyst noget om, at hans familie efter hans udrejse skulle være blevet truet af sådanne personer. For så vidt angår repressalier fra modstandsgruppen bestående af tidligere medlemmer af Fidayeen Saddam fandt Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke kunne anses for at have været et højtprofileret medlem. Flygtningenævnet fandt under disse omstændigheder ikke tilstrækkelig grundlag for at antage, at ansøgeren ved tilbagevenden til hjemområdet ville være i reel risiko for asylbegrundende overgreb fra denne modstandsgruppe. Flygtningenævnet fandt herefter ikke, at ansøgeren ved tilbagevenden til hjemområdet ville være i forfølgelsesrisiko af de grunde, der er angivet i Flygtningekonventionen, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han ville være i reel risiko for dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Irak/2005/10
Nævnet stadfæstede i januar 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak, født i 1972. Indrejst i juli 2000. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er irakisk statsborger, etnisk kurder og sunni-muslim. Flygtningenævnet lagde ansøgerens forklaring om sit tilhørsforhold til INC og om konflikterne med det tidligere irakiske styre og PUK og KDP til grund. Efter Saddam Hussein styrets fald fandtes konflikterne med det tidligere irakiske styre ikke at kunne begrunde asyl. Efter ansøgerens egen forklaring fandt nævnet, at ansøgeren ikke kunne antages at have haft en sådan profileret position i INC, at han som følge heraf var i et asylbegrundende modsætningsforhold til de nuværende magthavere i Irak, herunder PUK og KDP som sådan. Uanset om ansøgeren som følge af de oprindelige konflikter, herunder sin tv optræden i 1997, hvor han på en tv station drevet af PUK forklarede om kamphandlinger i 1996, måtte anses at have konflikter med kurdiske enkeltpersoner eller fraktioner, måtte ansøgeren kunne henvises til at søge de nuværende myndigheders beskyttelse. Nævnet lagde ved denne vurdering vægt på ansøgerens ringe profilering inden for INC. Ansøgerens optræden i danske medier og de generelt usikre forhold i Irak kunne ikke i sig selv føre til en anden vurdering. Ansøgeren opfyldte derfor ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 og stk. 2, jf. lovbekendtgørelse nr. 711 af 1. august 2001. Irak/2005/1
Nævnet stadfæstede i december 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger Indrejst i januar 2000. Udlændingestyrelsen havde tidligere truffet afgørelse i sagen, som efterfølgende var blevet stadfæstet i Flygtningenævnet. Det fremgik af disse afgørelser, at vurderingen af ansøgerens risiko for forfølgelse alene var vurderet i forhold til den daværende sikkerhedszone i Nordirak som internt flugtalternativ. I august 2004 besluttede Flygtningenævnet at genoptage og hjemvise sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen. I august 2004 afslog Udlændingestyrelsen på ny at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren påberåbte sig, således som også anført i Flygtningenævnets afgørelse fra september 2001, en konflikt med en person og hans familie, hvorimod ansøgeren ikke havde noget modsætningsforhold til myndighederne i det kurdisk kontrollerede område eller myndighederne i øvrigt. Ansøgeren havde under den seneste behandling af sagen anført, at han ikke vidste, hvilken klan denne person tilhører, og at han ikke havde problemer med hele klanen, men kun med denne person og hans familie. På baggrund af faderens brev lagde Flygtningenævnet til grund, at personens familie ikke havde hævnet sig på ansøgerens familie, der fortsat boede i Sulaymania-området. Flygtningenævnet fandt under de ovennævnte foreliggende omstændigheder, og hvor der var gået fem år siden ansøgerens konflikt med personen, og hvor det måtte antages, at personens familie stod svagere som følge af Saddam Hussein styrets fald, at det ikke var sandsynliggjort, at ansøgerens konflikt havde et sådant omfang og karakter, at ansøgeren ikke kunne opnå den beskyttelse, han måtte have behov for ved en tilbagevenden til Irak. Flygtningenævnet fandt ikke, at de generelle forhold i Irak var af en sådan karakter, at ansøgeren af den grund opfyldte betingelserne for at få opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. lovbekendtgørelse nr. 711 af 1. august 2001. Irak/2004/94
Flygtningenævnet stadfæstede i december 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak, født i 1976. Indrejst i december 1999. Udlændingestyrelsen havde tidligere truffet afgørelse i sagen, som efterfølgende var blevet stadfæstet i Flygtningenævnet. Det fremgik af disse afgørelser, at vurderingen af ansøgerens risiko for forfølgelse alene var vurderet i forhold til den daværende sikkerhedszone i Nordirak som internt flugtalternativ. I juli 2004 besluttede Flygtningenævnet at genoptage og hjemvise sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen. I september 2004 afslog Udlændingestyrelsen på ny at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren ikke havde haft politiske aktiviteter. Han havde oplyst, at han var flygtet fra det tidligere styre i Irak, fordi han unddrog sig militærtjeneste og på grund af de generelle forhold for yazidikurdere. Efter det tidligere styres fald, måtte nævnet lægge til grund, at ansøgeren kunne vende tilbage til Irak uden at risikere overgreb på grund af militærunddragelse. Uanset den generelt usikre situation i Irak fandt nævnet, at de generelle forhold, herunder for yazidikurdere ikke var asylbegrundende. Nævnet fandt derfor, at ansøgeren kunne vende tilbage til Irak uden at risikere forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7. Irak/2004/93
Nævnet stadfæstede i december 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak, født 1974. Indrejst i juli 1999. Udlændingestyrelsen havde tidligere truffet afgørelse i sagen, som efterfølgende var blevet stadfæstet i Flygtningenævnet. Det fremgik af disse afgørelser, at vurderingen af ansøgerens risiko for forfølgelse alene var blevet foretaget i forhold til den daværende sikkerhedszone i Nordirak som internt flugtalternativ. I juli 2004 besluttede Flygtningenævnet at genoptage og hjemvise sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen. I oktober 2004 afslog Udlændingestyrelsen på ny at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet udtalte, at man fortsat ikke fandt, at ansøgeren ville have asylrelevante problemer ved en tilbagevenden til det nordlige Irak. For så vidt angik forholdet til PUK kunne Flygtningenævnet henholde sig til afgørelsen af januar 2001, hvorefter der ikke var sandsynliggjort et asylbegrundende modsætningsforhold. Den omstændighed, at den tidligere svigerfamilie måtte have indflydelse hos KDP gav ikke tilstrækkelig grundlag for at antage, at ansøgeren skulle risikere efterstræbelse. Såfremt ansøgeren ikke mente, at han kunne vende tilbage til det nordlige Irak, fandt Flygtningenævnet, at han ville kunne tage ophold i den øvrige del af Irak uden at risikere forfølgelse. Det fremgik således af de foreliggende baggrundsoplysninger, at irakere kunne bevæge sig frit rundt over hele Irak, og at hjemvendende irakere ikke var mere udsat for overgreb end andre irakere. De generelt usikre forhold var ikke sig selv asylbegrundende. For så vidt angik ansøgerens frygt for svigerfamilien bemærkede Flygtningenævnet, at det var ansøgerens tidligere ægtefælle, der søgte om skilsmisse, og at der ikke havde været oplyst konkrete konflikter mellem ansøgerens familie og den tidligere svigerfamilie. Dette forhold var således heller ikke asylbegrundende. Flygtningenævnet fandt ikke grundlag for at udsætte sagen med henblik på indhentelse af yderligere oplysninger som begæret af ansøgerens advokat. Ansøgeren opfyldte herefter ikke betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Irak/2004/92
Nævnet stadfæstede i december 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak, født 1980. Indrejst i marts 2002. Udlændingestyrelsen havde tidligere truffet afgørelse i sagen, som efterfølgende var blevet stadfæstet i Flygtningenævnet. Det fremgik af disse afgørelser, at vurderingen af ansøgerens risiko for forfølgelse alene var foretaget i forhold til den daværende sikkerhedszone i Nordirak som internt flugtalternativ. I juli 2004 besluttede Flygtningenævnet at genoptage og hjemvise sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen. I september 2004 afslog Udlændingestyrelsen på ny at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet kunne ikke lægge til grund, at ansøgeren var konkret efterstræbt af Ansar Al-Islam, da han udrejste. Det fandtes utroværdigt, at ansøgeren, få dage efter at han havde deltaget i en militæraktion, hvor han indgik i en større styrke, skulle være blevet identificeret og truet. Forklaringen om etablering af livvagt på ansøgerens militære arbejdsplads virkede heller ikke overbevisende. For så vidt angik ansøgerens frygt for PUK som følge af desertering fra officerstjenesten kunne det konstateres, at ansøgeren ikke havde anset dette for et afgørende problem, da han udfyldte skemaet og var til den første samtale med Udlændingestyrelsen. Såfremt ansøgeren ikke mente, at han kunne vende tilbage til det nordlige Irak, fandt Flygtningenævnet, at han ville kunne tage ophold i den øvrige del af Irak uden at risikere forfølgelse. Det fremgik således af de foreliggende baggrundsoplysninger, at irakere kunne bevæge frit over hele Irak, og at hjemvendende irakere ikke var mere udsat for overgreb end andre irakere. De generelt usikre forhold var ikke i sig selv asylbegrundende. Ansøgeren opfyldte herefter ikke betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Irak/2004/91
Nævnet meddelte i november 2004 opholdstilladelse (F-status) til en kvindelig statsborger fra Irak, født 1958, samt to børn. Indrejst i april 2001. Ansøgerens første ægtefælle var medlem af Al Dawa. I 1980/1981 blev ansøgeren fængslet og mishandlet i tre måneder af de irakiske myndigheder på grund af ægtefællens forhold. Ansøgeren indrejste i Danmark på familiesammenføring med sin herboende irakiske tredje ægtefælle. På tidspunktet for nævnsmødet opholdt ansøgeren sig på et krisecenter med sine to børn, idet hun havde forladt ægtefællen. Ansøgeren boede i Kuwait i perioden 1983 – 1993 og i Syrien i perioden 1992 – 2001. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren ikke havde haft politiske aktiviteter og ikke havde opholdt sig i Irak siden 1983. Hun havde ikke siden da haft konflikter med de irakiske myndigheder. Herefter, og da Saddam Hussein-regimet ikke længere er ved magten i Irak, anså nævnet det ikke for sandsynliggjort, at ansøgeren ved tilbagevenden til Irak risikerede konkret, individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren er enlig kvinde med to døtre på 16 og 17 år og havde kun opholdt sig i Irak i cirka seks år forud for 1983. Det måtte efter det oplyste lægges til grund, at ansøgeren ikke havde familie i Irak, og at hun ikke havde bevaret kontakten til Irak, hvor hun ikke havde nogen form for netværk. På denne baggrund fandt nævnet efter baggrundsoplysningerne om den usikre situation i Irak, at ansøgeren ved tilbagevenden risikerede overgreb, således at der forelå tungtvejende grunde for ikke at kræve, at hun vendte tilbage til Irak. Irak/2004/90
Nævnet stadfæstede i januar 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak, født i 1974. Indrejst i juli 2001. Den 14. januar 2000 fik ansøgeren af Udlændingestyrelsen meddelt afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 4, på grund af manglende tilknytning til Danmark. Afgørelsen blev ikke påklaget til Flygtningenævnet. Under nævnsmødet gjorde den beskikkede advokat gældende, at afgørelsen af 14. januar 2000 var forkert, idet Danmark var nærmest til at yde beskyttelse til ansøgeren, da hele ansøgerens familie havde opholdstilladelse i Danmark. Advokaten gjorde derfor gældende, at ansøgeren allerede på tidspunktet for afgørelsen af 14. januar 2000 opfyldte betingelserne for meddelelse af asyl, jf. udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren var etnisk araber og shia muslim fra Bagdad. Ansøgeren havde ikke været medlem af politiske eller religiøse partier eller været politisk aktiv. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til, at han frygtede forfølgelse fra Saddam Hussein-styret, fordi han undlod at give møde til aftjening af værnepligt i 1993. Ansøgeren havde endvidere henvist til sin faders og broders problemer med Saddam Hussein-styret, og at familien som følge heraf udrejste fra Irak til Syrien i 1995. Flygtningenævnet fandt ikke, at disse forhold efter Saddam Hussein-styrets fald kunne begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Den omstændighed, at ansøgerens nære familiemedlemmer havde opholdstilladelse i Danmark, og at ansøgeren ikke siden 1995 havde opholdt sig i Irak, kunne ikke i sig selv begrunde asyl. Ansøgeren havde den 14. januar 2000 af Udlændingestyrelsen fået afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 4, allerede på grund af manglende tilknytning til Danmark. Denne afgørelse var ikke påklaget til Flygtningenævnet. Uanset ansøgeren under nævnsmødet havde påberåbt sig, at vurderingen af tilknytningskravet var forkert, fandt Flygtningenævnet ikke, at der var grundlag for at lægge et andet tidspunkt end tidspunktet for Flygtningenævnets afgørelse til grund for vurderingen af, om ansøgeren opfyldte betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Om de generelle forhold i Irak henviste Flygtningenævnet særligt til Udlændingestyrelsens rapport af januar 2004 fra ”Fact-finding mission til Amman vedrørende asylrelevante forhold i Irak”. Det fremgår af rapporten blandt andet, at den generelle situation er usikker. For så vidt angår de mange terrorangreb, anføres det i rapporten, at alle kilder er enige om, at disse angreb retter sig mod koalitionsstyrkerne, internationale nødhjælpsorganisationer samt mod de irakere, der samarbejder med udlændinge. Irakere, der vender tilbage til Irak efter et udlandsophold, er ikke mål for angrebene. Flygtningenævnet fandt efter de foreliggende oplysninger, at der ikke er grundlag for at antage, at tilbagevendende irakere generelt er i større fare for at blive udsat for overgreb end andre irakere. Irakere kan efter det oplyste indrejse i Irak og bevæge sig frit rundt i hele landet. Det fremgår endvidere af rapporten, at desertører og værnepligtsunddragere fra den gamle irakiske hær ikke risikerer straf. Flygtningenævnet fandt på denne baggrund ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak kunne antages at være i risiko for en konkret og individuel forfølgelse, og ansøgeren opfyldte derfor ikke betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Der var som følge af det anførte ikke grundlag for i udsendelsesbeslutningen at fastsætte særlige vilkår for politiets håndtering af afgørelsen om tvangsmæssig udsendelse. Flygtningenævnet fandt ikke grundlag for som følge af den ændrede situation i Irak efter Saddam Hussein-styrets fald at hjemvise sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen. Irak/2004/9
Nævnet stadfæstede i november 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak, født 1959, samt fire børn. Indrejst i december 2002. Ansøgerens herboende ægtefælle handlede med smuglervarer, elektrisk udstyr, i Mosul, og havde derfor været fængslet af sikkerhedsmyndighederne. Ægtefællen udrejste af Irak og blev i februar 2001 meddelt opholdstilladelse (F-status) i Danmark. Efter ægtefællens udrejse af Irak, blev familiens bopæl opsøgt og ransaget af myndighederne. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er kurder, sunni-muslim, født i Arbil, og blandt andet havde boet i Mosul. Det lagdes endvidere til grund, at ansøgerens ægtefælle er araber og sunni-muslim. Ansøgeren henviste som væsentligste asylmotiv dels til egne forhold, herunder det blandede ægteskab, dels til ægtefællens forhold. Efter Saddam-styrets fald kunne det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak ville få problemer i relation til de konflikter, hun i 1998 havde med myndighederne på grund af sin ægtefælles forhold. Ved afgørelsen lagde Flygtningenævnet endvidere vægt på, at ansøgeren kunne opholde sig uden problemer i Irak fra 1998 til 2001. Det kunne heller ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak ville få asylrelevante problemer, fordi hendes ægtefælle er araber, medens hun er kurder. Flygtningenævnet kunne endvidere tiltræde Udlændingestyrelsens afgørelse af, at ansøgeren ikke kunne få asyl som konsekvens af ægtefællens asyl. Flygtningenævnet lagde herved blandt andet vægt på, at det ikke kunne antages, at ansøgerens ægtefælle – som følge af de væsentligt ændrede forhold i Irak - i dag ville opnå asyl, hverken efter den tidligere gældende eller den nugældende § 7 i udlændingeloven. De generelt usikre forhold i Irak kunne ikke føre til noget andet resultat. Irak/2004/89
Nævnet stadfæstede i november 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak, født 1965. Indrejst i november 1999. Ansøgerens ægtefælle har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet lagde ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgerens konflikter med det tidligere styres myndigheder kunne begrunde asyl, allerede fordi dette styre nu er faldet. Det forhold, at ansøgeren under en tilbageholdelse i 1990 var udsat for voldsomme overgreb, kunne heller ikke begrunde asyl. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren efter løsladelsen opholdt sig syv år i landet, og at begrundelsen for hans flugt i 1997 ikke var overgrebene i 1990. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgerens værnepligtsunddragelse fra den tidligere irakiske hær kunne begrunde asyl, idet det fremgår af baggrundsmaterialet, at disse personer ikke risikerer straf eller forfølgelse. Uanset om ansøgeren under det tidligere styre var idømt en længere fængselsstraf for dokumentfalsk og værnepligtsunddragelse, kunne dette ikke begrunde asyl, allerede fordi styret nu er faldet. Flygtningenævnet fandt det ikke sandsynliggjort, at det irakiske efterretningsvæsen efterstræber eller forfølger ansøgeren. Den generelle situation i Irak kunne heller ikke begrunde asyl. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at det fremgår af baggrundsoplysningerne, at hjemvendte irakere ikke er i større risiko for overgreb end andre irakere. Flygtningenævnet lagde endvidere vægt på, at der ikke længere er begrænsninger i mulighederne for at rejse frit rundt i landet, og at irakere kan bosætte sig, hvor de vil. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren skulle meddeles asyl som en konsekvens af ægtefællens asyl. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at ægtefællens asyl måtte antages begrundet i forfølgelse fra Saddam Husseins styres side, hvorfor hun på nuværende tidspunkt ikke opfylder betingelserne for asyl. Irak/2004/88
Nævnet stadfæstede i november 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig ansøger fra Irak, født i 1968. Indrejst i august 2001. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er araber, shia-muslim og fra Al-Nasseriya. Ansøgeren havde som væsentligste asylmotiv henvist til, at han frygtede forfølgelse fra Saddam Husseins spioner, da han havde været på flugt siden en tilbageholdelse af ham i 20 dage i 1991. Hertil kom, at hans bror og nevø som følge af ansøgerens forhold for nyligt skulle være blevet kidnappet af en sunni-muslimsk gruppe med krav om en løsesum på 100.000 US-dollars. Efter de ændrede forhold som følge af Saddam Husseins fald fandt Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke længere ville være i nogen asylrelevant risiko for forfølgelse ved sin tilbagevenden til Irak som følge af begivenheder, der havde sit udspring i en tilbageholdelse af ansøgeren i 1991. Med hensyn til de fremlagte breve og fotos, hvoraf det fremgik, at ansøgerens bror og nevø skulle være blevet kidnappet, fandt Flygtningenævnet, at det ikke forekom sandsynligt, at den nævnte kidnapning skulle være begrundet i ansøgerens tilstedeværelse i Danmark. Af baggrundsoplysningerne – herunder den seneste rapport fra en fælles dansk/britisk fact-finding mission den 1. til 8. september 2004,. – fremgår det, at der i vidt omfang sker kidnapninger i Irak. Disse kidnapninger forekommer blandt andet af personer af velhavende familier. Ansøgeren havde oplyst, at hans familie var velhavende. Det kunne derfor ikke udelukkes, at der var sket kidnapning af ansøgerens bror og nevø. Flygtningenævnet kunne derimod ikke lægge til grund, at kidnapningen skulle være begrundet i ansøgerens forhold, herunder at han befandt sig i Danmark. Da den omstændighed, at ansøgerens bror og nevø muligvis var blevet kidnappet, ikke i sig selv kunne begrunde asyl for ansøgeren, og da de generelt usikre forhold i Irak ikke kunne føre til et andet resultat, fandtes ansøgeren ikke omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet fandt ikke anledning til at udsætte sagen på en nærmere undersøgelse af, om ansøgerens bror og nevø var blevet kidnappet. Irak/2004/86
Nævnet stadfæstede i november 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak, født i 1972, samt tre børn. Indrejst i maj 2003. Ansøgerens ægtefælle havde været fængslet som følge af sin faders forhold. Efter hendes ægtefælles udrejse af Irak var ansøgeren flere gange blevet opsøgt af medlemmer af Baath-partiet, idet hendes ægtefælle var eftersøgt. Ansøgeren blev desuden chikaneret af naboer. Ultimo 2001 blev ansøgeren tilbageholdt af de irakiske myndigheder på en skole sammen med andre familier. Ansøgeren mente, at hun var blevet tilbageholdt som følge af ægtefællens forhold. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim, der er født, opvokset og har boet i Bagdad. Ansøgeren har ikke været medlem af noget politisk parti eller i øvrigt været politisk aktiv. Uanset om ansøgerens forklaring vedrørende naboers og myndighedernes henvendelse til hende og tilbageholdelsen af hende blev lagt til grund, fandtes dette ikke efter Saddam Husseins styrets fald at kunne begrunde asyl for hende efter udlændingelovens § 7. Det asylgrundlag, der førte til ægtefællens opholdstilladelse, fandtes efter Saddam Husseins styrets fald ikke længere at være til stede. Der kunne derfor ikke meddeles ansøgeren konsekvensstatus som følge af ægtefællens forhold. Uanset den generelt usikre situation i Irak anså nævnet efter baggrundsoplysningerne, herunder den seneste fact-finding rapport fra 1. – 8. september 2004, ikke de generelle forhold i Irak, herunder for kvinder, for asylbegrundende. På baggrund heraf fandt nævnet ikke, at der var konkret risiko for, at ansøgeren ville blive udsat for forfølgelse i hjemlandet, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Nævnet fandt heller ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerede dødsstraf eller ville blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende straf efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Irak/2004/85
Nævnet meddelte i november 2004 opholdstilladelse (F-status) til en kvindelig statsborger fra Irak, født i 1949, samt et barn. Indrejst i april 2001. Ansøgeren havde haft konflikter med sin genbo, som ønskede at indlede et forhold til hende. Genboen var i familie med Saddam Hussein. Flygtningenævnet udtalte, at det blev lagt til grund, at ansøgeren er shiamuslim fra Bagdad-området, at ansøgeren ikke havde været politisk aktiv, at hun udrejste i december 1997 med sine to yngre sønner, da familien havde konflikter med Saddam Hussein-styret, og at de opholdt sig først i Jordan og senere i Syrien inden indrejsen i Danmark i april 2001. Det blev endvidere lagt til grund, at ansøgerens ægtefælle blev dræbt i 1990 efter forinden at have været tilbageholdt af myndighederne, at gerningsmanden blev frikendt i slutningen af 1991, og at ansøgeren, som formodede at myndighederne var involveret i drabet, ikke rejste erstatningskrav overfor gerningsmanden. Ansøgerens konflikt med genboen og Saddam Hussein-styret i øvrigt kunne ikke begrunde asyl. Det blev bemærket, at dette styre ikke længere var ved magten. Det var heller ikke noget holdepunkt for at antage, at ansøgeren skulle risikere overgreb eller repressalier fra den pågældende genbo. Ansøgerens antagelse herom beroede alene på formodninger og gisninger. Efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring for Flygtningenævnet, kunne et flertal af Flygtningenævnets medlemmer ikke afvise, at ægtefællens yngste bror havde foretaget et hævndrab mod gerningsmanden til drabet på ægtefællen eller et familiemedlem til gerningsmanden, at svogeren af samme grund var udrejst af landet, og at medlemmer af den anden familie ønskede at hævne svogerens drabshandling. Flertallet lagde vægt på, at ansøgeren under nævnsmødet havde forklaret sammenhængende og troværdigt herom. Endvidere lagde flertallet vægt på, at ansøgeren ikke længere havde tilbageværende familiemedlemmer bortset fra en bror i Mosul, som ikke tidligere havde ønsket nogen kontakt med ansøgeren og hendes børn. Hertil kom at både ansøgerens forældre og svigerforældre var døde, ligesom hendes afdødes ægtefælles to brødre begge var udrejst af Irak. På denne baggrund kunne flertallet efter en samlet vurdering af ansøgerens forhold ikke afvise, at ansøgeren eller i hvert fald hendes to sønner, hvoraf den ene stadig var mindreårig, ved en tilbagevenden risikerede at blive udsat for hævndrab eller lignende repressalier. Det burde derfor ikke kræves, at hun vendte tilbage til hjemlandet. Irak/2004/84
Nævnet stadfæstede i november 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak, født i 1968. Indrejst i september 1999. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er etnisk kurder fra Sulaimania, hvor ansøgeren havde boet frem til 1997 eller 1999. Ansøgeren havde været medlem af PUK siden 1984, og han var angiveligt fortsat medlem af PUK i Danmark. Ansøgeren havde som sit asylmotiv anført, at han ved en tilbagevenden til Irak frygtede for KDP og islamisterne, samt at han nu var kommet i modsætningsforhold til PUK. Ansøgeren blev under nævnsmødet meget nøje udspurgt om, hvorvidt han havde haft konkrete og individuelle konflikter, som kunne begrunde hans frygt. Ansøgeren havde ikke kunnet henvise til sådanne konflikter, men han havde fortrinsvis henvist til de generelle forhold i Irak. For så vidt angår frygten for KDP, havde ansøgeren henvist til, at han i sin tid i Irak blev beskyldt for at have bistået PUK’s efterretningstjeneste og herunder deltaget i overvågning af KDP’s kontorer mv. Disse beskyldninger, som ansøgeren heller ikke havde kunnet nærmere konkretisere, lå langt tilbage i tiden, og når henset til, at der i dag var sket en tilnærmelse mellem PUK og KDP, fandt Flygtningenævnet ikke, at der var grundlag for at antage, at ansøgeren af den grund risikerede at blive udsat for konkrete overgreb, som var asylbegrundende. For så vidt angik ansøgerens frygt for islamister, havde ansøgeren kun kunnet henvise til de generelle forhold og til, at alle vidste, at han havde talt imod islamisterne. Ansøgeren havde ikke nærmere kunne konkretisere, på hvilken måde hans kritik af PUK’s holdninger i dag skulle bringe ham i fare ved en tilbagevenden til Irak. De generelle forhold i Irak kunne ikke anses for asylbegrundende. Irak/2004/83
Nævnet stadfæstede i oktober 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak, født 1982. Indrejst i maj 2002. Ved et tidligere nævnsmøde i marts 2004 havde ansøgeren fremstået som kraftigt påvirket af medicin, hvorfor Flygtningenævnet besluttede at udsætte sagen med henblik på at indhente oplysninger om ansøgerens tilstand, herunder om hvorvidt han ville være i stand til at gennemføre et nævnsmøde. Nævnet modtog i april 2004 en speciallægeerklæring, hvoraf fremgik, at ansøgeren ikke vil være i stand til at gennemføre et nævnsmøde. Flygtningenævnet behandlede herefter sagen på skriftligt grundlag. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren efter de foreliggende lægelige oplysninger ikke inden for rimelig tid ville være i stand til at afgive forklaring for nævnet og fandt derfor at sagen kunne afgøres på det foreliggende grundlag. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er etnisk turkmener. Ansøgeren havde ikke været politisk aktiv. Ansøgerens advokat havde i sit indlæg anført, at ansøgeren havde deltaget i borgerkrigen mellem tyrkere, arabere og kurdere, og at han som følge heraf vil blive udsat for hævn, hvis han vender tilbage. Flygtningenævnet kunne ikke lægge ansøgerens forklaring til sin advokat herom til grund. Flygtningenævnet lagde vægt på, at ansøgeren ikke havde oplyst herom ved indrejsen eller under Udlændingestyrelsens behandling af sagen. Ansøgeren havde som oprindelig asylmotiv anført, at han var udeblevet fra militærtjeneste, og at han havde været i modsætningsforhold til Saddam Husseins sikkerheds – og efterretningstjeneste, herunder fordi han skulle have afbrændt en bil tilhørende Baath-partiet og i april 2002 skulle have ødelagt et billede af Saddam Hussein. Efter Saddam Hussein styrets fald kan de problemer, ansøgeren angiveligt havde haft, ikke begrunde asyl. Flygtningenævnet bemærkede, at ansøgerens forklaringer om, hvad han skulle have været udsat for af overgreb fra det tidligere regimes side, var blevet udbygget efterhånden. Uanset om det lagdes til grund, at ansøgeren havde været udsat for overgreb i forbindelse med tilbageholdelse hos de tidligere irakiske myndigheder, fandt Flygtningenævnet ikke, at der er tale om overgreb af en sådan karakter, at ansøgeren opfylder betingelserne for at blive meddelt asyl. Flygtningenævnet bemærkede, at ansøgeren efter forklaringen til Udlændingestyrelsen sidst var tilbageholdt i 1998, og at han først udrejste i maj 2002. Den omstændighed, at ansøgerens forældre skulle være blevet dræbt i maj 2003 kan heller ikke bevirke, at ansøgeren skal meddeles asyl. Uanset de generelt usikre forhold i Irak, herunder for turkmenere, fandt Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren opfylder betingelserne for at blive meddelt asyl, hverken efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, jf. lovbekendtgørelse nr. 711 af 1. august 2001. Ansøgerens helbredsmæssige forhold kunne ikke føre til et andet resultat. Irak/2004/80
Nævnet hjemviste i januar 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig irakisk statsborger fra Nordirak, født i 1983. Ansøgeren indrejste i september 2001. Ansøgeren var kurder. Flygtningenævnet hjemviste sagen, idet det fremgik af Udlændingestyrelsens afgørelse, at ansøgerens risiko for forfølgelse alene var blevet vurderet i forhold til den daværende sikkerhedszone i Nordirak som et internt flugtalternativ. Efter Saddam Hussein styrets fald og dermed ophævelsen af den særlige sikkerhedszone kunne en asylretlig vurdering ikke indskrænkes til alene at skulle ske i forhold til de facto magthavere i Nordirak, men skulle også omfatte en vurdering af, om ansøgeren risikerede en asylrelevant forfølgelse fra de centrale myndigheders side eller fra anden side i Irak som helhed. En sådan vurdering var ikke blevet foretaget af Udlændingestyrelsen. Under disse omstændigheder fandt nævnet det rettest at hjemvise sagen til Udlændingestyrelsen til en sådan stillingtagen. Irak/2004/8
Nævnet stadfæstede i oktober 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak, født 1974. Indrejst i august 2001. Flygtningenævnet udtalte, at nævnet ikke fandt, at det forhold at Udlændingestyrelsen i en afgørelse fra august 2002 blandt andet anførte, at ansøgeren ”isoleret set var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, i forhold til den myndighedskontrollerede del af Irak”, indebar, at ansøgeren nu havde krav på opholdstilladelse efter den nævnte bestemmelse. Flygtningenævnet fandt heller ikke, at en vurdering, der ændrede det anførte, der af nævnet blev anset for en del af Udlændingestyrelsens begrundelse i den nævnte afgørelse, forudsatte, at der blev truffet afgørelse efter udlændingelovens § 10, jf. Flygtningekonventionens artikel 1 c om tilsvarende ophørsgrunde, således som den beskikkede advokat havde anført. Nævnet lagde herved vægt på sagsforløbet i sagen sammenholdt med de væsentligt ændrede forhold i Irak. Det fremgik således, at Udlændingestyrelsen i marts 2002 meddelte afslag på ansøgerens asylansøgning og herunder henviste ansøgeren til at tage ophold og søge beskyttelse i det nordlige Irak. Flygtningenævnet hjemviste i juli 2002 sagen til fornyet behandling i styrelsen, da styrelsen ikke havde taget stilling til, om ansøgeren var omfattet af § 7, stk. 1 eller stk. 2, i forhold til den myndighedskontrollerede del af Irak. I august 2002 meddelte styrelsen som anført afslag på asylansøgningen. Det fremgik af begrundelsen bl.a., at styrelsen ikke kunne afvise, at ansøgeren var blevet idømt fængsel i 15 år for deltagelse i Intifadaen, og at han herunder var flygtet fra en fangetransport. Af begrundelsen fremgik endvidere, at ansøgeren ”isoleret set” var omfattet af § 7, stk. 2, i forhold til den myndighedskontrollerede del, men ansøgeren fandtes at kunne tage ophold i sikkerhedszonen i den nordlige del af Irak. Flygtningenævnet hjemviste på ny sagen i marts 2004 til fornyet behandling i styrelsen, da der efter magtskiftet i Irak ikke længere fandtes grundlag for at henvise til internt flugtalternativ. Styrelsen meddelte herefter i april 2004 på ny afslag, som berigtiget ved telefax fra oktober 2004. Ansøgeren havde således fået afslag på sin ansøgning om asyl af Udlændingestyrelsen. Det forhold, at det indgik i styrelsens begrundelse, at ansøgeren ”isoleret set var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, i forhold til den myndighedskontrollerede del af Irak”, fandtes ikke at udgøre en selvstændig afgørelse, men måtte anses som udtryk for, at Udlændingestyrelsen i lighed med Flygtningenævnet havde vurderet ansøgerens asylansøgning efter forholdene på det tidspunkt, hvor sagens samlede afgørelse skulle træffes. I overensstemmelse hermed skete Flygtningenævnets hjemvisning i marts 2004 uafhængigt af det anførte om § 7, stk. 2, i Udlændingestyrelsens afgørelse fra august 2002. Nævnet fandt, at ansøgeren under sagsbehandlingen havde været vidende om, at afgørelsen af asylsagen skete på grundlag af ansøgerens oplysninger om sit asylmotiv sammenholdt med de for nævnet foreliggende oplysninger om forholdene i Irak, herunder om magtskiftet og de væsentligt ændrede forhold i Irak efter Saddam Hussein styrets fald. Ved vurderingen af, om ansøgeren herefter havde krav på opholdstilladelse efter § 7, lagde nævnet vægt på, at forholdene i Irak som anført var væsentligt ændret efter Saddam Hussein styrets fald, og at den frygt for forfølgelse, som ansøgeren tidligere i sagen henviste til på baggrund af sin flugt fra en fængselsstraf, og Saddam Husseins styrets overgreb mod ansøgeren og hans fader og broder, ikke efter de ændrede forhold kunne medføre, at ansøgeren ved en tilbagevenden i dag til Irak, kunne antages at ville være i en asylbegrundende risiko. Ansøgeren havde da også i nævnsmødet i oktober 2004 som asylmotiv henvist til de fremkomne oplysninger om drab i 1996 og den deraf følgende efterstræbelse fra den dræbtes klan og ansøgerens egen klans manglende mulighed for eller vilje til at ville beskytte ansøgeren. Ved vurderingen af denne forklaring lagde nævnet vægt på, at ansøgeren, der havde oplyst, at han tre måneder efter drabet havde fundet sted, erfarede, at det var kendt i området, at ansøgeren havde begået drabet, først til den beskikkede advokat havde oplyst om drabet og dermed det nu anførte asylmotiv. Nævnet fandt videre, at ansøgerens forklaring, selvom den fremstod udførlig på nævnsmødet, ikke havde været overbevisende. Nævnet fandt herunder ikke, at forklaringen om omstændighederne i forbindelse med selve skudepisoden havde fremstået overbevisende og fandt videre, at ansøgeren havde forklaret divergerende om, hvorvidt han opgav sit navn til den dræbte umiddelbart inden han med den følgende salve dræbte denne, eller om ansøgeren først oplyste sit navn efter at have dræbt den pågældende, som anført i advokatindlægget. Nævnet fandt, at ansøgerens seneste forklaring, om den skulle tillægges vægt, i særlig grad måtte fremstå overbevisende og uden divergenser, og da nævnet samlet ikke fandt, at dette var tilfældet, fandt nævnet ikke at kunne lægge forklaringen og dermed ansøgerens seneste asylmotiv til grund. Samlet fandtes ansøgeren herefter ikke at have krav på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, jf. det hele lovbekendtgørelse nr. 711 af 1. august 2001. Nævnet lagde herved til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak ikke kunne antages at være mål for de angreb, der primært fandt sted overfor irakere, der samarbejdede med udlændinge, eller i øvrigt i at være i større risiko end mange andre irakere. De usikre og vanskelige men generelle forhold i Irak fandtes ikke at være asylbegrundende. Irak/2004/79
Nævnet meddelte i oktober 2004 opholdstilladelse (F-status) til en kvindelig statsborger fra Irak, født 1967. Indrejst i februar 2001. Flygtningenævnet lagde ved sin afgørelse til grund, at ansøgeren – indtil hun forlod Irak forud for sit ægteskab i 2001 – i mere end 10 år arbejdede som betroet medarbejder i Saddam Husseins paladser, at også andre i ansøgerens familie havde højtstående poster inden for regimet, samt at ansøgeren ved en tilbagevenden i dag ville være fraskilt og uden familiemæssigt netværk. Efter en samlet vurdering af ansøgerens situation fandt nævnet ikke, at der kunne bortses fra, at ansøgeren af disse grunde ved en tilbagevenden ville være i risiko for overgreb, hun ikke kunne søge myndighedernes beskyttelse imod. Ansøgeren meddeltes derfor opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. lovbekendtgørelse nr. 711 af 1. august 2001. Det bemærkedes, at ansøgeren ikke havde været profileret i en sådan grad, at der var grundlag for at meddele opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Irak/2004/78
Nævnet stadfæstede i oktober 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak født i 1962, samt et barn. Indrejst april 2003. Ansøgeren blev gift for cirka 10 år siden. Ansøgerens familie var modstander af ægteskabet. Ansøgerens bror skrev et trusselsbrev til ansøgeren, inden hun indgik ægteskab, og yderligere et brev umiddelbart efter at hun havde indgået ægteskabet. Broderen opholdt sig i Iran på grund af problemer med de irakiske myndigheder. Broderen havde et personligt modsætningsforhold til ansøgerens ægtefælle. Det fremgik af brevene, at broderen truede med at dræbe ansøgeren. Inden ansøgerens udrejse sagde broderen til ansøgerens søster, at han vil dræbe ansøgeren og hendes søn. Ansøgeren havde ikke haft kontakt med broderen eller sin familie i Irak under opholdet i Danmark. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er araber, shia-muslim og fra Nasaria. Hun havde ikke været hverken politisk eller religiøst aktiv. Hun havde som væsentligste asylmotiv henvist til, at hun frygtede at blive dræbt af sin bror, da han var imod, at ansøgeren blev gift i 1994. Ansøgeren var efter sin forklaring og fremlagte breve i 1994 blevet truet med, at han ville slå hende ihjel. Broderen flygtede herefter til Iran, da han var forfulgt af Saddam Hussein. Efter Saddam Husseins fald frygtede hun, at broderen ville vende tilbage til Irak og dræbe hende. Dette havde hun endvidere underbygget med, at hun havde fået overbragt en trussel fra sin søster, der skulle have talt med broderen. Ansøgeren havde forklaret divergerende om hvornår og hvorledes, hun var blevet truet af broderen. Flygtningenævnet kunne blandt andet som følge heraf ikke lægge til grund, at ansøgeren – nu 10 år efter ægteskabets indgåelse – ville være i risiko for at blive dræbt af sin bror, fordi han ikke kunne lide ansøgerens ægtefælle. Selv om det lagdes til grund, at ansøgerens bror stadig nærede tanker om at dræbe ansøgeren, måtte hun henvises til at søge myndighedernes beskyttelse eller til at tage ophold i en anden del af landet. Det forhold, at ansøgeren som kvinde ved en tilbagevenden til Irak i øvrigt ville være mere udsat, kunne ikke i sig selv føre til noget andet resultat. Det bemærkedes i den forbindelse, at ansøgeren har 10 søskende i Irak – udover den omtalte broder. Herefter, og da de generelt usikre forhold i Irak ikke kunne føre til noget andet resultat, opfyldte ansøgeren ikke betingelserne for at få asyl efter udlændingelovens § 7. Irak/2004/77
Nævnet stadfæstede i oktober 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak født i 1972, samt to børn. Indrejst april 2003. Ansøgerens ægtefælle blev tilbageholdt i 10 dage af de irakiske myndigheder umiddelbart før sin udrejse i august 2000. Myndighederne mistænkte ægtefællen for at samarbejde med kurdiske partisaner. Efter ægtefællens udrejse blev ansøgeren fem gange opsøgt på sin bopæl af bevæbnede medlemmer af Baath-partiet, som spurgte til ægtefællens opholdssted. Ansøgeren svarede, at hun ikke vidste, hvor ægtefællen opholdt sig. Efterfølgende tog hun ophold hos ægtefællens bedstemor. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er kurder, sunni-muslim og fra Kirkuk. Hun havde ikke været hverken politisk eller religiøst aktiv. Hun havde som væsentligste asylmotiv henvist til, at hun og hendes ægtefælle blev forfulgt under Saddam-styret, herunder af personer fra Baath-partiet. På grund af de væsentligt ændrede forhold, herunder at Saddam Hussein ikke længere er ved magten, var der ikke grundlag for at antage, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak ville være i asylrelevant risiko for forfølgelse hverken på grund af egne eller ægtefællens forhold. De forhold, at ansøgeren som kvinde ved en eventuel tilbagevenden til Irak ville være mere udsat, kunne ikke i sig selv føre til noget andet resultat, ligesom det ikke kunne føre til nogen anden vurdering, at ansøgeren psykisk var påvirket af det, som hun havde været udsat for i Irak. Herefter, og da de generelt usikre forhold i Irak, ikke kunne føre til noget andet resultat, opfyldte ansøgeren ikke betingelserne for at få asyl efter udlændingelovens § 7. Irak/2004/76
Nævnet stadfæstede i september 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak, født 1967, samt to børn. Indrejst i april 2003. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgerens ægtefælle sammen med den ældste søn forlod bopælen i Bagdad i slutningen af år 2000 og udrejste af Irak først i 2001. Flygtningenævnet fandt, at der forelå tvivl om, hvorvidt ansøgeren efterfølgende blev opsøgt af sikkerhedsmyndighederne som forklaret af ansøgeren og lagde herved vægt på, at ansøgeren ikke har kunnet erindre nærmere om, hvorvidt ægtefællen var til afhøringer hos myndighederne umiddelbart inden ægtefællens udrejse, således som det fremgår af ægtefællens sag. Flygtningenævnet fandt, at ansøgeren må anses for at have forladt bopælen og taget ophold i Mosul, fordi hun fandt sine livsvilkår vanskelige i Bagdad efter ægtefællens udrejse, herunder grundet manglende rationeringsmærker. Ansøgeren forklarede, at hun boede hos sine brødre, men også hos fjernere slægtninge, herunder moderens slægtninge. Under opholdet i Mosul rejste ansøgeren tilbage til bopælen i Bagdad sammen med børnene, hvor hun opholdt sig på bopælen i kortere tid for at sælge indbo. l juni 2002 udrejste hun legalt til Jordan for at søge om familiesammenføring. Ansøgeren vendte tilbage til Mosul i september 2002, og opholdt sig der indtil december 2002, hvor hun returnerede til Jordan sammen med børnene. De indrejste legalt i Danmark i april 2003. Nævnet fandt på denne baggrund ikke, at ansøgeren, da hun udrejste af Irak i juni og december 2002, kunne anses for at have været udsat for en asylbegrundende forfølgelse eller hermed sidestillet risiko, og nævnet fandt ikke, at det forhold, at ægtefællen i november 2001 blev meddelt opholdstilladelse efter den dagældende § 7, stk. 2, indebar, at ansøgeren havde krav på konsekvensstatus. Nævnet lagde navnlig vægt på det forskellige udrejseforløb. Det indgik som et mindre betydende element, at ansøgningen om asyl først blev indgivet i september 2003. Ved vurderingen af om ansøgeren, såfremt hun skulle vende tilbage til Irak som enlig, risikerede en forfølgelse som omfattes af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, lagde et flertal af Flygtningenævnets medlemmer vægt på, at ansøgeren ikke grundet egne forhold havde været i konflikt med de irakiske myndigheder eller bestemte grupperinger. Ansøgeren havde ikke været politisk aktiv, og selvom hun er kristen, havde hun ikke udadtil fremstået som religiøst engageret eller aktivt deltagende i en bestemt kristen religiøs sammenhæng. Flygtningenævnets flertal fandt, at der efter en vurdering af ansøgerens forklaring forelå tvivl om, i hvilket omfang ansøgeren havde været udsat for chikane eller begyndende overgreb, men selvom det lagdes til grund, at ansøgeren havde været udsat for chikane og ved en bestemt lejlighed havde fået sit tøj revet itu, fandtes ansøgeren ikke at have været udsat for overgreb af en intensitet eller alvor, som kunne begrunde asyl. Flertallet lagde vægt på, at selvom forholdende for enlige kristne kvinder generelt måtte anses for særligt vanskelige, og selvom forholdende for denne gruppe i hvert fald i nogle områder i Irak måtte anses for tiltagende vanskelige, fandtes ansøgeren efter en samlet vurdering at kunne tage ophold i Irak uden at risikere en forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller umenneskelig eller nedværdigende behandling efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flertallet lagde herved vægt på, at ansøgeren ikke ville kunne anses for at være mål for angreb i større omfang end mange andre irakere, at ansøgeren vil kunne rejse frit i Irak, og at ansøgeren fortsat fandtes at have familiemæssig tilknytning til Mosul, hvor ansøgeren tidligere havde haft længerevarende ophold. Irak/2004/75
Nævnet stadfæstede i september 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak, født i 1967, samt tre børn. Indrejst i november 2000. Ansøgeren er baptist og kristen af trosretning. Ansøgeren og hendes børn blev chikaneret af den muslimske befolkning, som betragtede dem som vantro. Børnene fik i skolen at vide, at de skulle gå med tørklæder. Ansøgerens ægtefælle blev tilbageholdt tre gange fra juli til oktober 1998 af de irakiske myndigheder. I november 1998 udrejste ansøgeren sammen med ægtefællen og deres børn til Jordan, hvorfra ægtefællen i oktober 1999 indrejste i Danmark. I august 2001 søgte ansøgeren asyl. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren som følge af sin trosretning ville være i risiko for en asylbegrundende forfølgelse i Irak. Flygtningenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at den chikane, ansøgeren havde forklaret om, ikke havde en karakter og intensitet, der kunne begrunde at ansøgeren skulle meddeles asyl. Flygtningenævnet lagde vægt på de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder Udlændingestyrelsens rapport af januar 2004 fra ”Fact-finding Mission til Amman vedrørende asylrelevante forhold i Irak.” De seneste baggrundsoplysninger, herunder oplysningerne i Country Report fra april 2004 fra det britiske Home Office og UNHCR’s Country of Origin Information fra august 2004, kunne ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet bemærkede, at ansøgeren ikke havde profileret sig som kristen, og at situationen ikke skønnedes at være anderledes for ansøgeren end for andre kristne i Irak. Ansøgeren havde videre henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Irak ville få problemer på grund af sin ægtefælles forhold. Ansøgeren havde i den forbindelse forklaret, at ægtefællen af de irakiske myndigheder blev beskyldt for at have hjulpet to af sine søskende, der var medlemmer af det irakiske kommunistparti til omkring 1979, til at flygte fra Irak. Flygtningenævnet kunne ikke lægge til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak ville få asylbegrundende problemer på grund af ægtefællens forhold og udrejse af Irak. Flygtningenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgeren havde forklaret, at hun ikke personligt havde haft problemer i hjemlandet, herunder ej heller i forbindelse med ægtefællens tilbageholdelser, at det var muligt for ansøgeren og ægtefællen at sælge deres ejendom og andre værdier forud for udrejsen, at ansøgeren udrejste legitimeret med eget pas, der blev forevist myndighedspersoner i forbindelse med udrejsen, og at hun ikke søgte asyl straks ved indrejsen i Danmark. Flygtningenævnet fandt herefter ikke tilstrækkeligt grundlag for at antage, at ansøgeren var asylbegrundende forfulgt ved sin udrejse, eller at ansøgeren ville være i risiko for en sådan forfølgelse ved en tilbagevenden til hjemlandet. Oplysningerne vedrørende ansøgerens helbredstilstand og den omstændighed, at ansøgeren er kristen kvinde, kunne ikke føre til et ændret resultat. Irak/2004/74
Nævnet stadfæstede i september 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak, født i 1974. Indrejst i januar 2003. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren som sit asylmotiv havde anført, at hun, mens hun var tilbageholdt af myndighederne under Saddam Husseins styre, blev udsat for seksuelle overgreb, og at hun ved en tilbagevenden til Irak frygtede at blive udsat for æresdrab fra sin families side, da de havde fået kendskab til overgrebene. Ansøgeren forklarede, at tilbageholdelserne skete som følge af, at ansøgerens ægtefælle efter sin udrejse var blevet eftersøgt af myndighederne. Flygtningenævnet kunne ikke lægge ansøgerens forklaring om tilbageholdelserne og hermed heller ikke forklaringen om seksuelle overgreb til grund. Flygtningenævnet lagde i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgeren efter sin egen forklaring blev skilt fra sin ægtefælle forud for hans udrejse af Irak i 1999, og at ægtefællen inden udrejsen havde giftet sig på ny. Nævnet fandt det på denne baggrund ikke sandsynligt, at myndighederne skulle have haft en sådan interesse i ansøgeren, at de skulle have haft tilbageholdt hende indtil flere gange. Dette forhold sammenholdt med ansøgerens noget usikre og skiftende forklaringer om tidspunkterne for og længden af tilbageholdelserne, førte til, at Flygtningenævnet forkastede ansøgerens forklaring. Hertil kom, at ansøgeren under sagen fremlagde en arrestordre, som var dateret på et tidspunkt, hvor ansøgeren efter sin forklaring til Udlændingestyrelsen allerede var i myndighedernes varetægt, og at ansøgeren overfor Flygtningenævnet ikke havde kunnet redegøre nærmere for, hvor hun havde opholdt sig på det pågældende tidspunkt. Det bemærkes i den forbindelse, at der efter ansøgerens tidsangivelser ifølge hendes forklaring under nævnsmødet er en længere periode på over 1 ½ år, som ansøgeren ikke kunne redegøre for. På denne baggrund fandt Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak ville være i risiko for asylbegrundende forfølgelse, jf. Udlændingelovens § 7, stk. 1. Nævnet fandt heller ikke, at ansøgeren havde behov for beskyttelse, jf. Udlændingelovens § 7, stk. 2. Det under nævnsmødet fremlagte brev fra ansøgerens moder, kunne ikke føre til andet resultat. Irak/2004/73
Nævnet stadfæstede i september 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar fra Irak født i 1955 (M) og 1968 (K), samt et barn. Indrejst i juni 2001. Flygtningenævnet udtalte,at ansøgerne er kristne kaldæere fra Bagdad. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de blev chikaneret i hjemlandet på grund af deres tro, at den mandlige ansøger i oktober/november 1999 var tilbageholdt af de irakiske myndigheder, at den mandlige ansøgers forretning, hvorfra han solgte alkohol, i 1999 blev nedbrændt af myndighedspersoner eller muslimer, samt at de var udsat for indbrud i deres bopæl. Flygtningenævnet fandt imidlertid ikke, at disse forhold kunne begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, efter at Saddam Husseins styre ikke længere er ved magten i Irak. Flygtningenævnet fandt endvidere ikke, at der efter de foreliggende baggrundsoplysninger var grundlag for at antage, at ansøgerne risikerede forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7 som følge af deres kristne tro. Flygtningenævnet fandt ikke, at de nylige bombeangreb mod kristne kirker i Bagdad og Mosul foretaget af ukendte gerningsmænd i sig selv kunne begrunde en ændret vurdering heraf. Flygtningenævnet lagde herved lagt vægt på, at angrebene efter de foreliggende oplysninger i lighed med en række øvrige bombeattentater og skyderier med videre måtte anses som et led i den generelt ustabile situation i Irak. Flygtningenævnet bemærkede, at det forhold, at den kvindelige ansøger under opholdet i Danmark var blevet truet af en herboende iraker, ikke kunne føre til et andet resultat. Irak/2004/72
Nævnet stadfæstede i september 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak, født i 1973. Indrejst i februar 2000. Flygtningenævnet stadfæstede i august 2001 Udlændingestyrelsens afgørelse, og pålagde ansøgeren at udrejse. Nævnet besluttede samtidig, at såfremt ansøgeren ikke udrejste frivilligt, kunne han udsendes tvangsmæssigt til det nordlige Irak, jf. udlændingelovens § 32 a. I juli 2004 genoptog Flygtningenævnet sagen, og hjemviste den til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen, idet ansøgeren alene var blevet vurderet i forhold til den daværende sikkerhedszone i Nordirak som internt flugtalternativ. Udlændingestyrelsen meddelte i august 2004 på ny ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Sagen blev herefter indbragt for Flygtningenævnet. Det fremgår af sagen, at ansøgeren inden udrejsen fra Irak havde været impliceret i et færdselsuheld, hvor en person omkom. Ansøgeren frygtede hævndrab fra den omkomnes bror, der var støttet af KDP. Ansøgerens bror havde fortalt ansøgeren, at han ikke skulle vende tilbage til Irak, da der var blevet udstedt en arrestordre vedrørende ansøgeren. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren under genoptagelsen af asylsagsbehandlingen til støtte for sin asylansøgning navnlig havde gjort gældende, at han fortsat var i risiko for grove overgreb fra familien til den person, som omkom ved et færdselsuheld i 1999, som ansøgeren ikke var skyld i. Den dræbte var et højtstående medlem af KDP, og ansøgeren ville, uanset hvor han vendte tilbage til i Irak, være i risiko for forfølgelse for KDPs side. Nævnet bemærkede herom, at konflikten grundlæggende var privatretlig, og at ansøgeren måtte antages at kunne opnå den fornødne beskyttelse fra myndighederne mod overgreb fra den dræbtes familie, uanset om ansøgeren tog ophold i det nordlige Irak eller i den resterende del af Irak. Ansøgeren opfyldte herefter ikke betingelserne for meddelelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, som affattet forud for lov nr. 365 af 6. juni 2002. Det bemærkedes i den forbindelse, at ansøgerens mulige subjektive frygt for en tilbagevenden til hjemlandet ikke efter de ovennævnte omstændigheder var begrundet i sådanne objektive forhold, at der var grundlag for at meddele ansøgeren opholdstilladelse i Danmark. Irak/2004/71
Nævnet stadfæstede i september 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak, født 1951. Indrejst i november 2001. Ansøgeren havde forbindelse til religiøse folk i hjembyen. Sikkerhedstjenesten ønskede, at ansøgeren spionerede for tjenesten i det religiøse miljø. Ansøgeren blev under den seneste afhøring ved sikkerhedstjenesten truet med, at hans børn ville blive fængslet, såfremt han ikke samarbejdede. Ansøgeren nægtede at samarbejde, og han udrejste af hjemlandet kort tid herefter. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren havde kørt taxa frem til udrejsen og i denne forbindelse blandt andet befordrede prominente religiøse personer. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren derved havde profileret sig. Ansøgeren havde oplyst, at han under afhøring hos sikkerhedstjenesten under det tidligere regime havde overværet, at andre personer blev udsat for tortur. Flygtningenævnet fandt ikke, at sådanne forhold i dag i sig selv kunne være asylbegrundende. Flygtningenævnet fandt heller ikke, at de generelle forhold i Irak kunne begrunde asyl. Flygtningenævnet bemærkede, at oplysningerne om ansøgerens helbredsforhold ikke kunne ændre på vurderingen. Irak/2004/70
Nævnet stadfæstede i januar 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak, født i 1979. Indrejst i december 2001. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren var etnisk turkmener og sunni-muslim fra Kirkuk-området, at ansøgeren ikke havde været politisk aktiv, og at ansøgeren ikke havde udført aktiviteter, der i sig selv havde været egnet til at profilere hende i forhold til myndighederne. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til, at hun ønskede at være sammen med sin ægtefælle, og at hendes forældres bopæl var blevet opsøgt af folk fra sikkerhedstjenesten under det daværende styre, fordi en person fra dette korps ønskede at blive gift med hende. Endelig havde ansøgeren overfor Flygtningenævnet yderligere påberåbt sig de generelt vanskelige økonomiske forhold og de generelt vanskelige forhold for etniske turkmenere i hjemlandet. Da det daværende styre ikke længere er ved magten, kunne de påberåbte konflikter med sikkerhedstjenesten og den pågældende person fra sikkerhedstjenesten ikke begrunde asyl. Ansøgeren fremstod i øvrigt uprofileret, og der var ikke holdepunkt for at antage, at hun skulle være blevet bragt i et asylbegrundende modsætningsforhold til kurdiske myndigheder eller lokalbefolkningen. Om de generelle forhold i Irak henviste Flygtningenævnet særligt til Udlændingestyrelsens rapport af januar 2004 fra ”Fact-finding mission til Amman vedrørende asylrelevante forhold i Irak”. Det fremgår af rapporten blandt andet, at den generelle situation er usikker. For så vidt angår de mange terrorangreb anføres det i rapporten, at alle kilder er enige om, at disse angreb retter sig mod koalitionsstyrkerne, internationale nødhjælpsorganisationer samt mod de irakere, der samarbejder med udlændinge. Ifølge rapporten er konfrontationerne i Irak hverken religiøst eller etnisk baserede. De skyldes derimod utilfredshed med besættelsesmagten. Irakere, der vender tilbage til Irak efter et udlandsophold, er ikke mål for angrebene. Flygtningenævnet fandt efter de foreliggende oplysninger, at der ikke var grundlag for at antage, at tilbagevendende irakere generelt er i større fare for at blive udsat for overgreb end andre irakere. Irakere kan efter det oplyste indrejse i Irak og bevæge sig frit rundt i hele landet. Hverken den omstændighed, at ansøgeren er etnisk turkmener eller de generelt vanskelige forhold i hjemlandet kunne på denne baggrund i sig selv begrunde asyl. Flygtningenævnet fandt på denne baggrund ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak kunne antages at være i risiko for en konkret og individuel forfølgelse, og ansøgeren opfyldte derfor ikke betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Irak/2004/7
Nævnet stadfæstede i september 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Armenien, født i 1980, og en mandlig statsborger fra Irak, født 1971, samt et barn. Indrejst januar 2004. Ansøgerne er etniske armenere og kristne. Den kvindelige ansøger havde boet i Armenien indtil sit ægteskab med den mandlige ansøger i Irak i 2002. Den mandlige ansøger har forklaret, at han havde været tilbageholdt i 4 måneder i 2002, fordi han sammen med familien var punkteret i sin bil ude foran et af Saddam Husseins paladser. I den forbindelse blev bilen beskudt af Saddam Husseins vagter, og den mandlige ansøger blev tilbageholdt og mistænkt for regeringsfjendtlig virksomhed. Den kvindelige ansøger og barnet fik lov til at gå. Da der ikke var nogen beviser mod den mandlige ansøger, lykkedes det hans morbroder at få ansøgeren løsladt mod betaling af bestikkelse. Den mandlige ansøger blev i forbindelse med løsladelsen truet til ikke at fortælle nogen om tilbageholdelsen. Den mandlige ansøger udrejste 2 dage efter løsladelsen. Den kvindelige ansøger havde forklaret, at hun i forbindelse med indgåelse af ægteskab med den mandlige ansøger i Irak i 2002 havde søgt om irakisk statsborgerskab, og at hun i den forbindelse havde afleveret sit armenske pas til de irakiske myndigheder. Ansøgeren havde ikke fået svar på sin ansøgning, blandt andet på grund af krigen i Irak. Efter den mandlige ansøgers udrejse blev parrets datter udsat for kidnapningsforsøg på åben gade af 4 ukendte civilklædte muslimske mænd. Ansøgeren formoder, at datteren blev forsøgt kidnappet, fordi hun er kristen. Kidnapningsforsøget blev forhindret af omkringstående personer på gaden. Den kvindelige ansøger havde ikke haft konflikter med de armenske myndigheder. Begge ansøgere havde henvist til, at de ved en tilbagevenden til Irak frygtede forfølgelse som kristne armenere. Flygtningenævnet lagde ansøgernes forklaringer til grund, herunder at begge ansøgere er etniske armenere og kristne. Flygtningenævnet bedømte den kvindelige ansøger både i forhold til Armenien og Irak. Nævnet fandt ikke, at tilbageholdelsen af den mandlige ansøger i 4 måneder i 2002 og hans frygt for forfølgelse på grund af videregivelse af oplysninger om sit fængselsophold kunne begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at den mandlige ansøger blev løsladt uden yderligere retsskridt, og at Saddam Husseins styre ikke længere er ved magten i Irak. Nævnet fandt ikke, at der efter de foreliggende baggrundsoplysninger var grundlag for at antage, at ansøgerne som kristne armenere ved en tilbagevenden til Irak kunne antages at være i risiko for en konkret og individuel risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller have behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet fandt ikke, at bombeangrebene mod kristne kirker, herunder i Bagdad, foretaget af ukendte gerningsmænd, i sig selv kunne begrunde en ændret vurdering heraf. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at angrebene efter de foreliggende oplysninger i lighed med en række andre bombeattentater og skyderier mv. måtte anses som et led i den generelt ustabile situation i Irak. Nævnet fandt ikke, at forsøget på kidnapning af ansøgernes barn efter de foreliggende oplysninger var asylretligt relevant. Nævnet udtalte endvidere, at den kvindelige ansøger ikke havde haft konflikter med de armenske myndigheder. Ansøgerne opfyldte derfor ikke betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Irak/2004/69
Nævnet stadfæstede i august 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak, født 1952. Indrejst i august 2001. Flygtningenævnet udtalte, at nævnet efter den foreliggende personundersøgelseserklæring fra Retsmedicinsk institut og den psykiatriske erklærings konklusion ikke kunne afvise, at ansøgeren havde været udsat for tortur i 2001 som af ham forklaret. Ansøgerens subjektive frygt for en tilbagevenden til hjemlandet, som følge af den tortur han havde været udsat for, var efter Flygtningenævnets opfattelse imidlertid ikke funderet i sådanne objektive forhold, at den i sig selv under de nu ændrede forhold i Irak kunne begrunde asyl i Danmark. Flygtningenævnet fandt ikke, at der i dag bestod nogen risiko for, at ansøgeren som led i en forfølgelse af ham på ny ville blive udsat for tortur, hvis han vendte tilbage til Irak. Ansøgeren havde under nævnets behandling af sagen forklaret, at hans broder i hjemlandet skulle være blevet opsøgt af formodede pårørende til en sportsudøver fra et hold, som efter ansøgerens træning af dem tabte i 2001. De pårørende skulle angiveligt have anset ansøgeren for at være ansvarlig for sportsudøverens død. Nævnet fandt ikke, at disse oplysninger kunne føre til, at der meddeltes ansøgeren asyl i Danmark. Nævnet havde herved lagt vægt på, at ansøgeren under sin samtale med Udlændingestyrelsen havde oplyst, at personerne på det hold, som han trænede, alene var tilbageholdt i 7 dage og blev barberet skaldede. Nævnet fandt det endvidere usandsynligt – hvis det skulle lægges til grund, at sportsudøveren var blevet dræbt under et fængselsophold – at ansøgeren, som selv var fængslet og tortureret for det samme forhold, af sportsudøverens familie skulle være blevet holdt ansvarlig for dennes død. Irak/2004/68
Nævnet stadfæstede i august 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak, født i 1942. Indrejst i juli 2003. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er araber, muslim og han er født og opvokset i Bagdad, hvor hans ægtefælle og børn stadig bor. Han havde været medlem af Baath-partiet siden 1969, og han var før sin udrejse shabah – svarende til niveau 6 i Baath-partiet. Han var blandt andet direktør i en offentlig institution, ligesom han var stærkt kritisk over for medlemmer af Det højeste råd for den islamiske revolution, herunder Al-Hakim familien på grund af deres forræderi under Irak/Iran krigen. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til, at han frygtede at blive slået ihjel af blandt andet personer tilknyttet Det højeste råd for den islamiske revolution, da han havde været højt placeret embedsmand og medlem af Baath-partiet. Han frygtede endvidere at blive slået ihjel af Al-Hakim familien eller andre shiitter på grund af sine provokerende udtalelser om deres samarbejde med iranerne under krigen i 1980’erne mellem Irak og Iran. Ansøgerens forklaring lagdes til grund. Selvom ansøgeren havde været højt placeret embedsmand og medlem af Baath-partiet, fandt Flygtningenævnet ikke, at han herved var i en forfølgelsesrisiko omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet lagde herved blandt andet vægt på, at ansøgeren havde været ansat som direktør i en offentlig institution, og at der ikke forelå oplysninger om, at han på grund af sin gerning og profilering her skulle være blevet bragt i et asylrelevant modsætningsforhold til den irakiske befolkning og de nye magthavere i Irak. Hertil kom, at han de seneste to og et halvt år før sin indrejse i Danmark var bosiddende i Yemen, og dermed måtte antages i mindre grad nu at være profileret i Irak. Endelig lagde Flygtningenævnet vægt på, at ansøgerens ægtefælle og børn stadig opholdt sig i Bagdad. Den omstændighed, at ansøgeren blandt andet - for fem år siden - havde været medudgiver af en bog om Al-Hakim og shiitternes rolle under Irak/Iran krigen kunne ikke føre til noget andet resultat. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren ikke ved sin forklaring havde sandsynliggjort - eksempelvis ved oplysninger om konkrete trusler - at han nu skulle blive forfulgt på grund af oplysninger om begivenheder, der lå 15-20 år tilbage i tiden. Irak/2004/67
Nævnet stadfæstede i august 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak, født i 1952, samt to børn. Indrejst i maj 2002. Flygtningenævnet lagde efter ansøgerens forklaring til grund, at ansøgeren efter ægtefællens død i 1991 tog ophold i Bagdad, hvor ansøgeren boede sammen med sin moder og to søstre, indtil moderens død i 1998. Da den ældste søster, som ejede huset, ikke ønskede at ansøgeren og hendes to døtre fortsat opholdt sig der, tog ansøgeren ophold i en lejr i Nordirak i cirka to år. I maj 2000 rejste ansøgeren sammen med sine døtre og sin broder, der var kommet fra Iran til lejren, til Syrien, hvor ansøgeren skiltes fra broderen. Ansøgeren havde ophold i Syrien indtil indrejsen i Danmark i maj 2002 grundet ægteskab indgået i januar 2001. Ansøgerens ægtefælle, der var fra Kuwait, viste sig voldelig mod ansøgeren, og ansøgeren søgte separation og tog ophold på et kvindecenter. Ægtefællen befinder sig efter det oplyste i udlandet. Ansøgerens ældste datter, der er født i 1987, er gravid i syvende måned. Fader til barnet er en herboende iraker, der har opholdt sig i Danmark i seks år. Ansøgeren havde ikke været politisk aktiv eller i øvrigt i konflikt med irakiske myndigheder eller bestemte grupperinger. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til sin situation som enlig kvinde uden netværk, til frygten for æresdrab, til skammen ved at have indgået ægteskab med en person fra Kuwait samt til sin gravide datters situation. Nævnet lagde vægt på, at selvom forholdene for enlige kvinder i Irak er vanskelige, har ansøgeren ikke haft konkrete konflikter. Ansøgerens asylmotiv grundedes på ansøgerens generelle frygt og de vanskelige vilkår i Irak, navnlig for kvinder. Nævnet fandt ikke, at de vanskelige men generelle forhold i Irak, herunder for kvinder, kunne anses for asylbegrundende. Irakere, der indrejser fra udlandet, kunne heller ikke anses for at være i større risiko end andre irakere, og der var ikke begrænsninger, der hindrede ansøgeren i at rejse frit i Irak. Ansøgeren havde i en lang årrække levet alene sammen med sine to børn, der er født i henholdsvis i 1987 og 1989. Det forhold, at ansøgeren måtte anses for at møde sociale vanskeligheder ved en tilbagevenden til Irak, fandtes ikke at være asylbegrundende. Nævnet fandt ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden kunne anses for at risikere en konkret og individuel forfølgelse eller at risikere tortur eller umenneskelig behandling eller straf. Nævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren ikke havde været udsat for konkrete konflikter med eller trusler fra sin familie, og at ansøgeren gennem en lang årrække havde administreret sin egen livsførelse. Ansøgerens ægteskab og samliv med ægtefællen fra Kuwait havde været kortvarigt, der var ingen børn i dette ægteskab, og ægteskabet blev indgået efter ansøgerens egen bestemmelse uden hendes families medvirken. Nævnet fandt videre, at ansøgeren måtte anses for at have et vist netværk i Irak, hvor hendes søstre fortsat måtte anses for at bo. Nævnet fandt ikke, at det oplyste om datterens graviditet ændrede nævnets vurdering af ansøgerens situation. Samlet fandt nævnet herefter ikke, at ansøgeren havde krav på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Irak/2004/66
Nævnet stadfæstede i august 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak, født i 1975. Indrejst i februar 2003. Flygtningenævnet lagde efter ansøgerens forklaring til grund, at han er etnisk turkmener og sunni muslim af trosretning. Han er født og opvokset i Kirkuk, hvor han havde boet indtil udrejsen. Ved indrejsen i Danmark havde ansøgeren som sit asylmotiv anført, at han var i konflikt med sin fader, som ønskede at ansøgeren skulle blive medlem af Baath-partiet og derudover melde sig til Fidday Saddam. Faderen var selv medlem af Baath-partiet og mente, at han kunne opnå en højere stilling, hvis ansøgeren også meldte sig ind i partiet. Under samtalen med Udlændingestyrelsen havde ansøgeren som yderligere asylmotiv anført, at han frygtede hævn fra kurderne i Kirkuk området, som følge af faderens aktiviteter under Saddam Hussain-styret. Ansøgeren havde i den forbindelse henvist til, at han fra sin moder havde fået oplyst, at kurderne havde dræbt faderen. Efter Saddam Hussain ikke længere er ved magten og Baath-partiet heller ikke længere er en magtfaktor, fandt Flygtningenævnet ikke, at ansøgerens konflikter med sin fader kunne begrunde asyl i Danmark. Flygtningenævnet kunne heller ikke lægge til grund, at ansøgeren skulle være i risiko for asylbegrundende forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, som følge af faderens aktiviteter for Baath-partiet. Nævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgeren selv aldrig havde været politisk aktiv, at han i perioden fra 2000 og frem til sin udrejse i 2003 ikke boede sammen med sin fader, men boede hos sin onkel i en anden bydel, og at han aldrig selv havde haft konflikter med kurdere i Irak. Nævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren under samtalen med Udlændingestyrelsen havde forklaret, at det ikke var kendt i lokalområdet, at hans fader var medlem af Baath-partiet. Nævnet forkastede ansøgerens forklaring under nævnsmødet om, at det alene var indtil 1991 at faderens medlemsskab af Baath-partiet ikke var kendt. På ovennævnte baggrund fandt Flygtningenævnet heller ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til sit hjemland ville være i risiko for overgreb, som kan begrunde en beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Irak/2004/65
Nævnet stadfæstede i august 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak, født i 1972. Indrejst i januar 2002. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er etnisk kurder fra det nordlige Irak, at han forud for 1998 var partisan for KDP, og at han siden 1998 og indtil udrejsen arbejdede i KDP’s sikkerhedstjeneste. Flygtningenævnet bemærkede, at ansøgerens forklaring for nævnet om hans aktiviteter i KDP var fremtrådt som usammenhængende og til dels selvmodsigende. Ansøgeren havde ikke givet en troværdig forklaring på, hvorfor han i sin beskrivelse af sit asylmotiv i asylansøgningsskemaet havde beskrevet, at han selv deltog i tortur med videre, eller på uoverensstemmelserne mellem forklaringen til Udlændingestyrelsen og i nævnet. Uanset om ansøgerens egen deltagelse i tortur måtte antages at være uvis, fandt Flygtningenævnet, at det særligt efter ansøgerens forklaring til Udlændingestyrelsen måtte lægges til grund, at ansøgeren i forbindelse med sin tjeneste i KDP næsten dagligt havde afhentet personer, der skulle tortureres, og ledsaget dem til torturafdelingen, at han selv havde overværet tortur og henrettelse i adskillige tilfælde, og at ansøgeren havde kørt lig væk af de personer, der blev slået ihjel, og at der blandt disse også var civile personer. Flygtningenævnet lagde endvidere til grund, at ansøgeren, der havde påberåbt sig at have kendskab til meget følsomme oplysninger om KDP, måtte antages at have haft en betroet stilling med ansvaret for 12 personer og tæt kontakt til lederen af sikkerhedstjenesten. Flygtningenævnet fandt herefter ikke at kunne afvise, at ansøgeren besidder sådanne oplysninger, at han ved en tilbagevenden risikerede forfølgelse fra KDP, der isoleret set gjorde, at ansøgeren fandtes omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. lovbekendtgørelse nr. 711 af 1. august 2001. Flygtningenævnet fandt ikke, at det kunne lægges til grund, at denne risiko kun bestod i forhold til det nordlige Irak. Ansøgerens handlinger fandtes at være en sådan medvirken til tortur og drab, at ansøgeren var udelukket fra at opnå beskyttelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, som følge af Flygtningekonventionens artikel 1 F (a). Under henvisning til, at ansøgeren ved en eventuel tilbagevenden til Irak risikerede forfølgelse som omhandlet i udlændingelovens § 31, stk. 1, kunne han ikke udsendes tvangsmæssigt til Irak eller til et andet land, hvor han ikke var beskyttet mod videresendelse til Irak, jf. udlændingelovens § 31, stk. 1. Irak/2004/64
Nævnet meddelte i august 2004 opholdstilladelse (F-status) til en mandlig statsborger fra Irak, født i juni 1973. Indrejst i november 2001. Flygtningenævnet lagde ansøgerens forklaring til grund om, at ansøgeren havde været fotograf for iranske turister og i den anledning havde været tilbageholdt nogle dage anklaget for spionage, hvorunder han var blevet udsat for grove fysiske overgreb. Ansøgeren blev løsladt mod betaling af en større sum, samtidig med at dokumenterne med hans fremtvungne tilståelse blev destrueret. Ansøgeren havde anført, at han – uanset Saddam Hussein-styrets fald – frygtede, at sagen om spionage ville blive genoptaget og frygtede retsforfølgning og overgreb ved en tilbagevenden. Ansøgeren havde herved særligt henvist til, at han umiddelbart forud for sin udrejse igen var kommet under mistanke for spionage, og at netop sager om spionage uanset styrets fald fortsat måtte antages at kunne blive taget op. Nævnet fandt ikke at kunne afvise, at ansøgerens frygt for en tilbagevenden var således begrundet i objektive omstændigheder, at det ikke burde kræves, at han vendte tilbage til Irak. Nævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren tidligere havde været tilbageholdt under mistanke om spionage, og at han under denne tilbageholdelse blev udsat for grove fysiske overgreb. Under hensyn til at mistanken imod ham drejede sig om spionage, fandtes der – uanset styrets fald – at være en sådan risiko for, at sagen mod ansøgeren ikke var afsluttet, at der ikke kunne bortses fra, at ansøgeren igen ville blive udsat for overgreb. Ansøgeren opfyldte derfor betingelserne for meddelelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. lovbekendtgørelse nummer 711 af 1. august 2001. Irak/2004/63
Nævnet stadfæstede i august 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak, født i 1963. Indrejst i september 2001. Flygtningenævnet udtalte, at Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er født i Babel, Irak, og at han siden 1982 og indtil indrejsen i Danmark i 2001 havde opholdt sig i Iran, hvor han indtil 1988 havde været krigsfange og i den forbindelse havde været udsat for hårdhændet behandling. Efter 1988 havde ansøgeren arbejdet som ambulancefører for Faylak Bader. I 1999 havde ansøgeren forladt denne bevægelse, da han var blevet opfordret til at deltage i aktioner mod iranere, der var i oppositionen til styret i Teheran, og som opholdt sig i Irak. Han var efterfølgende flere gange blevet afhørt af den iranske efterretningstjeneste og i den forbindelse kortvarigt tilbageholdt. I 2001 var han udrejst fra Teheran til Danmark. Hans kone og børn er fortsat bosat i Iran. Flygtningenævnet fandt, at ansøgeren måtte vurderes i forhold til Irak, hvor han er statsborger. Den omstændighed, at ansøgeren havde været krigsfange og udsat for hårdhændet behandling i Iran, fandtes ikke at kunne give grundlag for meddelelse af asyl. Ved vurderingen af ansøgerens deltagelse i Faylak Bader-militsen lagde nævnet vægt på, at ansøgeren ikke havde været profileret i militsen, men havde arbejdet som ambulancefører. Han havde endvidere efterfølgende opholdt sig i en længere periode i Iran, efter han havde forladt Faylak Bader uden særlige problemer med militsen. Flygtningenævnet fandt det derfor ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak ville være i risiko for asylbegrundende forfølgelse fra El-Bader-militsens side, uanset at denne milits ifølge baggrundsoplysninger opererer i Sydirak. Den omstændighed, at ansøgeren havde været væk fra Irak i en længere periode, eller at forholdene i Irak generelt er usikre, fandtes heller ikke at kunne begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet fandt ikke grundlag for at udsætte afgørelsen på indhentelse af en torturundersøgelse. Ansøgeren opfyldte således ikke betingelserne for meddelelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, jf. lovbekendtgørelse nr. 711 af 1. august 2001. Irak/2004/62
Nævnet meddelte i august 2004 opholdstilladelse (F-status) til et ægtepar fra Irak, født i august 1950 (M) og maj 1958 (K). Indrejst i juli 2001 og maj 2002 (K). Flygtningenævnet udtalte, at ansøgerne er kristne kaldæere og indtil udrejsen fra Irak i 2001 boede i Kirkuk, hvor den mandlige ansøger havde været divisionsmedlem af Baath-partiet, ligesom han i den forbindelse havde været områdeansvarlig i et kvarter, hvor kurderne havde været i overtal, og hvor han blandt andet havde stået for indberetning af oppositionel virksomhed, tildeling af rationeringsmærker, tilbageholdelse af desertører, tvangsudskrivninger til Fedday Saddam mv. Ansøgerne havde som oprindeligt asylmotiv henvist til, at de frygtede forfølgelse fra myndighedernes side blandt andet under hensyn til, at de var flygtet, ligesom de frygtede forfølgelse fra nabofamilien, der var medlemmer af stammen Bani Tamin-Al-Tamini, da denne familie mente, at den mandlige ansøger var skyld i deres søns død i fængslet. Som asylmotiv i forbindelse med nævnsbehandlingen havde ansøgerne blandt andet henvist til, at de frygtede forfølgelse særligt fra kurderne, da den mandlige ansøger havde arbejdet for Baath-partiet, og da han i den forbindelse havde været stærkt profileret. Hertil kom, at de frygtede forøget forfølgelse fra nabofamilien og deres klan. De frygtede endelig forfølgelse på grund af deres religion. Ansøgernes forklaringer lagdes til grund. Under hensyn til den mandlige ansøgers uddannelse som ingeniør, hans aktiviteter som mellemleder i Baath-partiet og udadvendte stilling som områdeansvarlig var familien i risiko for forfølgelse ved tilbagevenden til Irak – særligt når hensås til, at ansøgerne er kaldæere. Når hertil kommer, at ansøgerne endvidere måtte formodes at være i risiko for intensiveret forfølgelse fra den shia-muslimske klan Bani Tamin-Al-Tamini, og nu ikke længere var beskyttet af Baath-partiet, fandt Flygtningenævnet ud fra en samlet vurdering, at det ikke kunne kræves, at ansøgerne skulle vende tilbage til Irak, og familien var derfor omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. lovbekendtgørelse nr. 711 af 1. august 2001. Irak/2004/61
Nævnet stadfæstede i august 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende to mandlige statsborgere fra Irak, født 1984 og 1985. Som referencer havde ansøgerne henvist til deres forældre, som er bosiddende i Danmark. Flygtningenævnet udtalte, at ingen af ansøgerne måtte antages at være i risiko for asylbegrundende forfølgelse ved tilbagevenden til deres hjemområde, som var Najaf i Irak. Flygtningenævnet lagde herved vægt på de ændrede forhold i Irak, herunder Saddam Husseins fald, sammenholdt med at ansøgerne selv til deres sag havde oplyst, at de ikke havde haft konflikter med Saddam Husseins styre. Flygtningenævnet bemærkede i den forbindelse, at de øjeblikkelige noget kaotiske tilstande i Najaf-området ikke fandtes at kunne føre til noget andet resultat, idet der ikke var grundlag for at antage, at nogen af ansøgerne som følge heraf ville være i risiko for konkret og individuel asylbegrundende forfølgelse. Irak/2004/60
Nævnet stadfæstede i januar 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak, født i 1953. Indrejst i august 2001. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren var kristen keldaner fra Bagdad-området, at hun ikke havde været politisk aktiv, og at ansøgeren ikke havde udført aktiviteter, der i sig selv havde været egnet til at profilere hende i forhold til myndighederne. Ansøgeren havde som asylmotiv påberåbt sig, at hun risikerede forfølgelse på grund af broderens aktiviteter, på grund af beskyldninger om prostitution samt på grund af ansøgerens religion og personlige forhold. Ansøgeren havde på en række punkter forklaret upræcist om sine aktiviteter og forhold forud for udrejsen, blandt andet vedrørende broderens status og nærmere aktiviteter, vedrørende navn og status med hensyn til broderens ven, vedrørende tilbageholdelsen, herunder hvem, der stod herfor samt de påberåbte overgreb, vedrørende udrejsen, herunder finansieringen heraf, samt vedrørende broderens skæbne. Under disse omstændigheder kunne Flygtningenævnet ikke lægge til grund, at ansøgeren på grund af broderens forhold skulle være profileret i et sådant omfang, at hun var blevet bragt i et modsætningsforhold til de nuværende magthavere, politiske grupperinger eller lokalbefolkningen. Endvidere er det daværende styre ikke længere ved magten, og broderens forhold kunne derfor ikke begrunde asyl. Hertil kom, at ansøgeren i øvrigt fremstod uprofileret. De påberåbte beskyldninger om prostitution kunne heller ikke begrunde asyl. Dels måtte der antages at have været tale om løse beskyldninger fra de personer, som tilbageholdt ansøgeren. Dels havde ansøgeren udbygget sin forklaring herom under mødet i Flygtningenævnet. På denne baggrund kunne det ikke antages, at ansøgeren skulle fremstå som prostitueret i hjemlandet. Om de generelle forhold i Irak henviste Flygtningenævnet særligt til Udlændingestyrelsens rapport af januar 2004 fra ”Fact-finding mission til Amman vedrørende asylrelevante forhold i Irak”. Det fremgår af rapporten blandt andet, at den generelle situation er usikker. For så vidt angår de mange terrorangreb anføres det i rapporten, at alle kilder er enige om, at disse angreb retter sig mod koalitionsstyrkerne, internationale nødhjælpsorganisationer samt mod de irakere, der samarbejder med udlændinge. Ifølge rapporten er konfrontationerne i Irak hverken religiøst eller etnisk baserede. De skyldes derimod utilfredshed med besættelsesmagten. Irakere, der vender tilbage til Irak efter et udlandsophold, er ikke mål for angrebene. Flygtningenævnet fandt efter de foreliggende oplysninger, at der ikke var grundlag for at antage, at tilbagevendende irakere generelt er i større fare for at blive udsat for overgreb end andre irakere. Irakere kan efter det oplyste indrejse i Irak og bevæge sig frit rundt i hele landet. Hverken den omstændighed, at ansøgeren er kristen keldaner eller de generelt vanskelige forhold for kvinder i hjemlandet kan på denne baggrund i sig selv begrunde asyl. Flygtningenævnet fandt på denne baggrund ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak kunne antages at være i risiko for en konkret og individuel forfølgelse, og ansøgeren opfyldte derfor ikke betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Irak/2004/6
Nævnet stadfæstede i juli 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak, født 1969, og en kvindelig statsborger fra Rumænien, født i 1979, samt to børn. Indrejst i august 2000. Flygtningenævnet fandt ikke, at Udlændingestyrelsen ved behandlingen af genoptagelsessagen var bundet af, at Udlændingestyrelsen i sin afgørelse af 25. februar 2002 isoleret set havde anset den mandlige ansøger for omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet lagde vægt på, at denne vurdering var truffet på grundlag af de da foreliggende baggrundsoplysninger om forholdene i Irak, og at disse forhold på helt afgørende måde var ændret efter Saddam Husseins styrets fald. Den mandlige ansøger er etnisk araber, shia-muslim og opvokset i Bagdad. Ansøgeren havde ikke været medlem af noget politisk parti eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger havde som sit asylmotiv oprindeligt anført, at Saddam Husseins sønners sikkerhedsvagter antastede hans kone på en restaurant i 2000, og at de efterfølgende forsøgte at bortføre hende på gaden. Ansøgeren havde under genoptagelsessagen som asylmotiv yderligere påberåbt sig, at han var fængslet i 1999 som uberettiget anklaget for drab på en person, der tilhørte Al-Mosaween klanen. Han blev betingelsesløs løsladt på grund af mangel på beviser efter to en halv måned. Han frygtede repressalier fra klanen ved en tilbagevenden. Det var i øvrigt hans opfattelse, at de omtalte sikkerhedsvagter muligvis i realiteten kom fra klanen eller havde forbindelse hertil. Flygtningenævnet lagde efter styrets fald og ansøgerens egen forklaring til grund, at han ikke havde problemer med de irakiske myndigheder. Flygtningenævnet fandt, at ansøgeren i væsentlig grad havde udbygget sit asylmotiv. Flygtningenævnet fandt således ikke, at ansøgeren havde givet en plausibel forklaring på, at oplysningerne om fængslingen og modsætningsforholdet til Al-Mosaween klanen først var fremkommet flere år efter indrejsen til Danmark og først efter sagens genoptagelse. Flygtningenævnet bemærkede, at den mandlige ansøger havde fortsat sin erhvervsvirksomhed indtil udrejsen, og at ansøgerne indbyrdes havde forklaret divergerende om, hvor de havde boet forud for udrejsen. Flygtningenævnet kunne på denne baggrund ikke lægge ansøgerens forklaring om modsætningsforholdet til Al-Mosaween klanen til grund. De under nævnsmødet fremlagte dokumenter kunne herefter ikke tillægges betydning. Efter det anførte, fandt Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke opfyldte betingelserne for at få meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. De generelle forhold kunne ikke føre til noget andet resultat. Det bemærkedes herved, at irakere der vendte tilbage til Irak efter baggrundsoplysningerne generelt ikke er i større fare for at blive udsat for overgreb end andre irakere. Den kvindelige ansøger havde som sit asylmotiv henvist til, at hun frygtede hævn fra sin moder, fordi hun havde giftet sig med en araber og var konverteret til islam. Flygtningenævnet fandt ikke, at de påberåbte forhold kunne begrunde opholdstilladelse. Ansøgeren måtte i givet fald henvises til at søge myndighedernes beskyttelse mod eventuelle trusler om overgreb. Ansøgeren opfyldte derfor ikke betingelserne for at få meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet lagde ved sagens afgørelse til grund, at der ikke var noget asylretligt til hinder for, at den mandlige ansøger tog ophold i Rumænien, og at den kvindelige ansøger tog ophold i Irak. Irak/2004/59
Nævnet stadfæstede i august 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar fra Irak, født 1968 M og 1974 K, samt to børn. Indrejst i december 2002. Ansøgerne har forklaret at deres problemer begyndte i 1995/1996, da den mandlige ansøgers søskende udrejste på grund af chikane. Herefter opsøgte medlemmer af Baath-partiet dagligt den mandlige ansøger med henblik på at hverve ham til Jerusalem-hæren. Den lokale mukhtar opkrævede siden 1995/1996 dagligt bestikkelse af den mandlige ansøger. I 2000 døde den mandlige ansøgers mor på hospitalet på grund af komplikationer som følge af sukkersyge i kombination med et brud på armen, som hun blev tilføjet ved, at et medlem af Baath-partiet skubbede den mandlige ansøgers far ind i moderen, hvorved hun faldt. Efter den 11. september 2001 blev kristne, herunder familien, udsat for verbal chikane fra befolkningens side. Den mandlige ansøger og hans kristne kolleger blev fyret fra deres arbejdsplads. Muslimer gav udtryk for, at kristne spiste svinekød og drak. Muslimer forgiftede og dræbte på den måde en kalkun, som ansøgeren havde i sinde at give sin søn. Muslimerne forsøgte at få familien til at konvertere. Den kvindelige ansøger blev på gaden hele tiden udsat for verbale trusler og nedsættende udtalelser om kristendom, hvorfor hun til sidst var bange for at gå ud uden sin mand. En muslim ringede konstant til ansøgeren for at få hende til at gå ud sammen med ham. Den mandlige ansøger forklarede i øvrigt, at han i Irak havde været fængslet tre gange i forbindelse med desertion fra militæret, episoden med hans mor og i forbindelse med et spørgsmål om et statsborgerbevis. Ved en af fængslingerne blev ansøgeren udsat for tortur. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgerne er kristne kaldæere fra Bagdad. Flygtningenævnet kunne ikke lægge den mandlige ansøgers forklaring om tre fængslinger og tortur i forbindelse hermed til grund. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at den mandlige ansøger først under samtalen med advokaten og under mødet i nævnet havde forklaret herom, og at forklaringen ikke var nærmere underbygget. Uanset om Flygtningenævnet i øvrigt i det væsentlige lagde ansøgernes forklaringer til grund om henvendelser fra de tidligere irakiske myndigheder, kunne disse forhold ikke begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, da Saddam Husseins styre ikke længere er ved magten i Irak. Den chikane, ansøgerne efter deres forklaringer havde været udsat for i hjemlandet på grund af deres kristne tro, fandt Flygtningenævnet ikke var af en sådan karakter og intensitet, at den kunne begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet fandt ikke, at der efter de foreliggende baggrundsoplysninger var grundlag for at antage, at ansøgerne risikerede forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller havde krav på beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7, stk. 2, som følge af deres kristne tro. Flygtningenævnet fandt ikke, at de nylige bombeangreb mod kristne kirker i Bagdad og Mosul foretaget af ukendte gerningsmænd i sig selv kunne begrunde en ændret vurdering heraf. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at angrebene efter de foreliggende oplysninger i lighed med en række øvrige bombeattentater og skyderier med videre måtte anses som et led i den generelt ustabile situation i Irak. På denne baggrund fandt nævnet heller ikke grundlag for at imødekomme ansøgernes subsidiære påstand om udsættelse af sagen på grund af sikkerhedssituationen for kristne i Irak. Irak/2004/58
Nævnet stadfæstede i juli 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak, født i 1980. Indrejst i februar 2003. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er kurder og sunni-muslim fra Mosul. Flygtningenævnet fandt ikke, at det forhold, at familien til to henrettede personer havde truet med at dræbe ansøgeren, kunne medføre asyl, idet dette måtte anses for at være en privatretlig konflikt. Hvis ansøgeren ikke kan opnå myndighedernes beskyttelse fremgår det af baggrundsoplysningerne, at klanen kan yde beskyttelse og finde løsninger, der involverer medlemmer i de respektive klaner. Flygtningenævnet fandt det ikke sandsynliggjort, at mulighederne for mægling ved klanens hjælp var udelukket. De generelle forhold i Irak kunne heller ikke begrunde asyl. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at det fremgår af baggrundsoplysningerne, at der ikke er grundlag for at antage, at tilbagevendende irakere generelt skulle være i større fare for at blive udsat for overgreb end andre irakere, ligesom de efter det oplyste kan indrejse i Irak og bevæge sig frit rundt i landet. Flygtningenævnet fandt på denne baggrund ikke, at ansøgeren opfyldte betingelserne for at få meddelt asyl i medfør af den nugældende udlændingelovs § 7. Flygtningenævnet fandt efter baggrundsoplysningerne ikke grundlag for at udsætte behandlingen af sagen, indtil sikkerhedssituationen i Mosul er afklaret. Irak/2004/57
Nævnet stadfæstede i juni 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak, født i 1976. Indrejst i oktober 2002. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren havde anført, at hun på grund af sine brødres forhold var fængslet fra 1993 til 1997, og at hun under fængslingen havde mistet synet, angiveligt som følge af, at hun blev udsat for skarpt lys og stærk lugt, der havde medført, at hendes øjne sved. Nævnet bemærkede, at ansøgerens fængsling og de overgreb, hun måtte være udsat for i den periode, ikke nu kunne begrunde asyl under hensyn til styrets fald og de dermed ændrede forhold. Ansøgeren havde desuden påberåbt sig sin situation som enlig, synshandicappet kvinde uden netværk i Irak. Nævnet bemærkede hertil, at ansøgerens udrejse til Syrien var blevet arrangeret af hendes moster og dennes ægtefælle, hos hvem hun havde boet i flere år. Nævnet lagde således til grund, at ansøgeren ved udrejsen havde haft et netværk i Irak, og at hun også under sit ophold i Syrien havde haft forbindelser til mosteren. I øvrigt bemærkedes, at det fremgår af forarbejderne til udlændingelovens § 7, stk. 2, at udlændinge, som ikke har ret til at opholde sig her i landet, i princippet ikke har ret til at blive i landet med henblik på forsat at kunne modtage lægelig, social eller anden form for hjælp fra staten, men at en afgørelse om udsendelse af en sådan udlænding under helt særlige omstændigheder på grund af tvingende humanitære grunde kan medføre en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Det fremgår videre af lovens forarbejder, at det ikke har været hensigten med bestemmelsen i udlændingelovens § 7, stk. 2, at der i sådanne tilfælde skal meddels beskyttelsesstatus. I disse ganske særlige tilfælde vil der i stedet kunne meddeles humanitær opholdstilladelse efter bestemmelsen i udlændingelovens § 9 b. Flygtningenævnet fandt således ikke grundlag for at antage, at ansøgeren opfyldte betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Irak/2004/56
Nævnet meddelte i juni 2004 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Irak samt et barn, født 1974. Indrejst i 2003. Ansøgeren var blevet tilbageholdt af det tidligere styre i Irak i forbindelse med hendes ægtefælles forsvinden. Under tilbageholdelsen blev ansøgeren udsat for fysiske overgreb, herunder voldtægt. Efter ansøgerens udrejse havde ansøgerens familie fået oplysninger om, at ansøgeren inden udrejsen havde været sin ægtefælle utro, og familien havde truet med at slå ansøgeren ihjel, såfremt hun vendte tilbage til Irak. Flygtningenævnet fandt ikke at kunne afvise ansøgerens forklaring om utroskab og hendes families trusler om æresdrab. Nævnet fandt efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke, at det kunne antages, at ansøgeren ville kunne opnå myndighedernes beskyttelse mod sin familie. Nævnet fandt herefter efter en samlet vurdering, at det ikke kunne kræves, at ansøgeren vendte tilbage til Irak. Flygtningenævnet meddelte derfor ansøgeren samt et barn opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Irak/2004/55
Nævnet stadfæstede i juni 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak, født i 1974. Indrejst i januar 2003. Ansøgeren var i perioden 1992 til 2002 fængslet, mistænkt for at støtte kurderne. Flygtningenævnet udtalte, at efter Saddam Husseins styre er faldet, var der ikke grundlag for at antage, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak risikerede at blive udsat for en konkret og individuel forfølgelse. Ansøgeren havde under nævnsmødet særligt henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak ville få konflikter med kurderne som følge af, at hans fader forsøgte at få familiens tidligere bolig, som nu er beboet af kurdere, tilbage. Flygtningenævnet fandt ikke, at dette forhold kunne anses for asylbegrundende. Flygtningenævnet henviste herved til, at efter de foreliggende baggrundsoplysninger var konflikterne mellem kurdere og turkmenere i det nordlige Irak ikke af en sådan karakter, at turkmenere generelt kunne anses for omfattet af udlændingelovens § 7, og Flygtningenævnet fandt på denne baggrund ikke grundlag for at hjemvise sagen til Udlændingestyrelsens til yderligere vurdering af forholdene for turkmenere i det nordlige Irak. Uanset om det kunne lægges til grund, at ansøgeren havde været fængslet i næsten 10 år og herunder været udsat for tortur, fandt Flygtningenævnet ikke, at det kunne anses for asylbegrundende. Flygtningenævnet henviste herved til, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak ikke på ny risikerede at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, og at ansøgerens angivne subjektive frygt ikke kunne føre til, at ansøgeren ansås for omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Irak/2004/54
Nævnet stadfæstede i juni 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak, født i 1982. Indrejst i september 2002. Omkring september 2001 blev ansøgeren pålagt at møde op på sikkerhedstjenestens kontor i Irak med henblik på indmeldelse i Baath-partiet. Her blev han udsat for fysiske og seksuelle overgreb, ligesom han blev tvunget til at se på, mens andre blev tortureret. Ansøgeren begyndte efter de seksuelle overgreb at fatte interesse for mænd. Ansøgeren har efter sin indrejse i Danmark modtaget psykologhjælp på grund af de overgreb han var udsat for. Flygtningenævnet udtalte, at uanset om ansøgerens forklaring vedrørende faderens samarbejde med og aktiviteter for Saddam Hussein-regimet, forklaringen om tortur med seksuelle overgreb samt ansøgerens homoseksualitet kunne lægges til grund, kunne disse forhold ikke anses for at være asylbegrundende. Nævnet lagde vægt på, at ansøgerens fader stadig bor og driver forretning i Kirkuk. Nævnet anså det derfor ikke for sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak skulle risikere asylbegrundende forfølgelse som følge af faderens forhold. Nævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren efter de ændrede magtforhold i Irak ikke kunne nære begrundet frygt for at blive udsat for yderligere overgreb fra myndighederne ved en tilbagevenden. Vedrørende homoseksualiteten bemærkede nævnet, at det fremgår af baggrundsmaterialet, herunder Home Office Country Report fra april 2004 om Irak, at homoseksualiteten mellem voksne ikke er strafbart i Irak. Nævnet anså det derfor ikke for sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak vil risikere asylbegrundende forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller dødsstraf, tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Irak/2004/53
Nævnet meddelte i juni 2004 opholdstilladelse (F-status) til et ægtepar fra Irak, født i 1964 (M) og født i 1968 (K), samt tre børn. Indrejst i december 2001. Den mandlige ansøger har blandet andet forklaret, at han har arbejdet på et hospital, hvor der blev foretaget tvangsmæssige amputationer. Han har dog selv nægtet at udføre beordrede amputationer, hvilket føret til trusler om henrettelser og tilbageholdelser. Flygtningenævnet fandt, at ansøgerens forklaringer kunne lægges til grund. Den mandlige ansøger blev af myndighederne og af bestemte personer i hjemlandet betragtet som modstander af regimet, fordi han deserterede fra hæren, blev betragtet som deltager i intifadaen i 1991 og nægtede at udføre handlinger for styret, som han som læge ikke kunne stå inde for. Disse forhold førte til beslutningen om at flygte fra Irak. Den mandlige ansøger har under opholdet i Danmark sendt et faxbrev til en rådgiver for Muktadr Al-Sadr, fordi ansøgeren ikke kunne accepterede den magtudøvelse, pågældende på det seneste havde udført i Al-Najaf. Flygtningenævnet kunne efter en helhedsvurdering af disse forhold, sammenholdt med den omstændighed, at den mandlige ansøger i en længere årrække havde været overlæge på et hospital, hvor der blev udført strafmæssige amputationer, ikke afvise, at ansøgerne var i et sådant modsætningsforhold til personer eller grupper i hjemlandet, at ansøgerne ville risikere alvorlige overgreb ved en tilbagevenden til Irak. Flygtningenævnet fandt derfor, at ansøgerne opfyldte betingelserne i udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. bekendtgørelse nr. 711 af 1. august 2001. Irak/2004/52
Nævnet stadfæstede i juni 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig irakisk statsborger, født i 1959 Indrejst i oktober 2001.Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er kristen fra Kirkuk. Nævnet lagde i det væsentlige ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet fandt ikke, at den omstændighed, at ansøgeren i maj/juni 2001 havde nægtet at efterkomme en ordre fra Baath-partiet om at udføre en terroraktion, kunne begrunde asyl. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at Saddam Husseins styre ikke længere er ved magten i Irak. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer fandt ikke, at ansøgeren, på grund af sit mangeårige medlemskab af Baath-partiet og sine aktiviteter for partiet samt forfremmelse til områdeansvarlig i maj 2001, ved en tilbagevenden risikerede asylbegrundende forfølgelse. Flertallet lagde herved vægt på, at ansøgeren ikke havde deltaget i ransagninger, afhøringer eller fysiske overgreb mod personer. Flertallet fandt ikke, at den af ansøgeren påberåbte frygt for hævnaktioner fra to personer og deres klaner kunne begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Uanset om det lagdes til grund, at de to personer på grund af ansøgerens flugt måtte have afsonet en længerevarende fængselsstraf, fandt flertallet, at dette var et forhold af privatretlig karakter, der ikke havde en sådan styrke, at det kunne begrunde asyl. Flygtningenævnet fandt ikke, at de generelle forhold i Irak i sig selv var asylbegrundende. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at det af de foreliggende baggrundsoplysninger fremgår, at tilbagevendende irakere ikke er i større risiko for at blive udsat for overgreb end andre irakere, og at irakere efter det oplyste kan indrejse i Irak, og bevæge sig frit rundt i hele landet. Den omstændighed, at ansøgeren er kristen kunne ikke i sig selv begrunde asyl. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer fandt ikke, at den af ansøgerens påberåbte subjektive frygt, var således begrundet i objektive omstændigheder, at den kunne medføre opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, jf. lovbekendtgørelse nr. 711 af 1. august 2001. Irak/2004/51
Nævnet meddelte i juni 2004 opholdstilladelse (F-status) til en mandlig statsborger fra Irak, født i 1973. Indrejst i september 2001. I hjemlandet var ansøgeren blevet afhørt og tilbageholdt af politiet og sikkerhedstjenesten flere gange som følge af sin broders udrejse i 1997/1998. Under tilbageholdelserne hos sikkerhedstjenesten havde ansøgeren været udsat for fysiske overgreb. En anden af ansøgerens brødre var i 1990/1991 blevet henrettet og i 1998/1999 forsvandt en tredje af ansøgerens brødre. Under nævnets behandling i januar 2003 besluttede nævnet at udsætte sagen på indhentelse af en torturundersøgelse. I en erklæring fra Retsmedicinsk Institut blev det konkluderet, at der var såvel fysiske som psykiske fund forenelige med tortur som oplyst. Sagen har været afgjort ved skriftlig votering. Flygtningenævnet udtalte, at efter konklusionen i erklæringen af juli 2003 fra Retsmedicinsk Institut kunne ansøgerens forklaring om asylmotivet, herunder at han under tilbageholdelserne i 1998 og 2001 var udsat for tortur, lægges til grund. De divergenser, der måtte være i forklaringerne, kunne således antages at være forårsaget af ansøgerens psykiske tilstand. Det måtte videre lægges til grund, at ansøgeren led af en stærk subjektiv frygt, og da det måtte antages, at torturudøverne fortsat befandt sig i ansøgerens hjemområde, måtte ansøgerens frygt karakteriseres som velbegrundet. Flygtningenævnet fandt herefter, at ansøgeren, uanset den ændrede situation i Irak efter det tidligere styres fald, opfyldte betingelserne i udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. lovbekendtgørelse nr. 711 af 1. august 2001. Irak/2004/50
Nævnet stadfæstede i januar 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar fra Irak, født i 1965 (M) og 1982 (K). Indrejst i januar 2001 (M) og september 2001 (K). Flygtningenævnet lagde til grund, at den mandlige ansøger var etnisk araber og shia-muslim, samt at han opholdt sig i Irak indtil intifadaen i 1991. Han havde aldrig været medlem af eller aktiv for politiske eller religiøse partier eller organisationer. Ved indrejsen i Danmark havde han som asylmotiv henvist til, at han var udeblevet fra aftjening af værnepligt, som han blev indkaldt til i 1984. Den kvindelige ansøger var shia-muslim og født i Irak. Da hun var ni år gammel flygtede hun med familien til Iran, hvor hun herefter havde opholdt sig indtil udrejsen til Danmark. Ved indrejsen i Danmark havde hun som asylmotiv henvist til, at hendes ægtefælle og fader var eftersøgt af Saddan Hussein styret. Hendes fader havde været medlem af Al-Dawa partiet og fængslet i Irak. Flygtningenævnet fandt ikke grundlag for som følge af den ændrede situation i Irak efter Saddam Husseins styrets fald at hjemvise sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen. Efter at styret er faldet, fandtes de påberåbte forhold ikke at kunne begrunde opholdstilladelse, hverken for den mandlige eller den kvindelige ansøger. Flygtningenævnet henviste til Udlændingestyrelsens rapport af januar 2004 fra ”Fact-finding mission til Amman vedrørende asylrelevante forhold i Irak”. Det fremgår af rapportens punkt 5.4.2, at uprofilerede modstandere af det tidligere styre ikke er i risiko for forfølgelse. Af rapportens punkt 3.4 fremgår, at værnepligtsunddragere fra den gamle irakiske hær ikke risikerer straf. Det fremgår endvidere af Udlændingestyrelsens rapport blandt andet, at den generelle situation er usikker. For så vidt angår de mange terrorangreb anføres det i rapporten, at alle kilder er enige om, at disse angreb retter sig mod koalitionsstyrkerne, internationale nødhjælpsorganisationer samt mod de irakere, der samarbejder med udlændinge. Irakere, der vender tilbage til Irak efter et udlandsophold, er ikke mål for angrebene. Flygtningenævnet fandt efter de foreliggende oplysninger, at der ikke er grundlag for at antage, at tilbagevendende irakere generelt er i større fare for at blive udsat for overgreb end andre irakere. Irakere kan efter det oplyste indrejse i Irak og bevæge sig frit rundt i hele landet. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgerne havde sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Irak kunne antages at være i risiko for en konkret og individuel forfølgelse, blandt andet på grundlag af den mandlige ansøgers broder, som forfulgt og dræbt af Saddam Hussein styret nu har fået en plads opkaldt efter sig i hjembyen, hvilket havde ført til anonyme telefonopkald til den mandlige ansøgers brødre, som fortsat bor i hjembyen, idet der i disse opkald alene var givet udtryk for utilfredshed med, at en plads havde fået navn efter den afdøde broder. Ansøgerne opfyldte derfor ikke betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Irak/2004/5
Nævnet meddelte i juni 2004 opholdstilladelse (F-status) til en kvindelig statsborger fra Irak, født i 1982. Indrejst i marts 2002. Flygtningenævnet fandt, at det måtte lægges til grund, at ansøgeren var gravid og at barnets fader var iraker med opholdstilladelse i Danmark og med ægtefælle og to børn i Irak. Ansøgeren havde hele sin nære familie i Danmark og fjernere familiemedlemmer i Irak. Flygtningenævnet måtte befrygte, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet som enlig moder uden netværk ville risikere overgreb/æresdrab fra såvel sin egen klan som de familier hendes kæreste og dennes ægtefælle kommer fra, uden at nogen kunne eller ville beskytte hende. Flygtningenævnet fandt derfor, at ansøgeren opfyldte betingelserne i udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. lovbekendtgørelse nr. 711 af 1. august 2001, og meddelte derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af denne bestemmelse. Irak/2004/49
Nævnet stadfæstede i maj 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak, født i 1963. Indrejst i februar 2003. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren oprindelig som asylmotiv havde angivet frygt for forfølgelse som følge af sin nægtelse af at lade sig rekruttere til Jerusalem hæren. Efter styrets fald fandtes dette ikke længere at kunne begrunde asyl. Ansøgeren havde videre påberåbt sig, at han som mandæer er undertrykt og risikerer forfølgelse som følge af sit religiøse tilhørsforhold. Den beskikkede advokat havde med bistand fra ansøgeren fremskaffet kilder, der omtalte overgreb på mandæer. Af Udlændingestyrelsens fact finding rapport af januar 2004 fremgår det, at en kilde har givet udtryk for, at mandæer og sabæere ikke har problemer, jf. pkt. 5.2.1 i rapporten. Tilsvarende fremgår det af ”Rapport från Migrationsverketets og Utlänningsnämdens utredningsresa” af december 2003, at mandæerne havde et godt forhold til Saddam Hussein, og at deres risiko for forfølgelse ikke er blevet påvirket negativt af den nuværende situation. Det udtales endvidere i samme rapport, at mandæerne respekteres som religiøst mindretal. Uanset de af advokaten påberåbte kilder fandtes der på denne baggrund ikke grundlag for at antage, at de generelle forhold for mandæer kunne begrunde asyl. Ansøgeren havde boet i Bagdad, hvor mandæerne ifølge den overfor nævnte svenske rapport har deres hovedtempel og en social klub. Ansøgeren havde ikke forud for sin udrejse været udsat for overgreb eller en chikane af et sådant omfang, at det kunne begrunde asyl. Ansøgeren har fortsat familie, der opholder sig i Bagdad. Herefter fandtes der ikke tilstrækkeligt grundlag for at antage, at ansøgeren ved en tilbagevenden ville risikere en forfølgelse på grund af sin religiøse overbevisning, som kunne føre til opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgerens oplysninger om, at hans ene søster var blevet kidnappet og var blevet tvunget til at konvertere til islam kunne ikke føre til et andet resultat. Om de generelle forhold i Irak henviste Flygtningenævnet særligt til Udlændingestyrelsens rapport af januar 2004 fra ”Fact-finding mission til Amman vedrørende asylrelevante forhold i Irak”. Det fremgår af rapporten blandt andet, at den generelle situation er usikker. For så vidt angår de mange terrorangreb anføres det i rapporten, at alle kilder er enige om, at disse angreb retter sig mod koalitionsstyrkerne, internationale nødhjælpsorganisationer samt mod de irakere, der samarbejder med udlændinge. Irakere, der vender tilbage til Irak efter et udlandsophold, er ikke mål for angrebene. Flygtningenævnet fandt efter de foreliggende oplysninger, at der ikke var grundlag for at antage, at tilbagevendende irakere generelt er i større fare for at blive udsat for overgreb end andre irakere. Irakere vil efter det oplyste kunne indrejse i Irak og bevæge sig frit rundt i hele landet. Da der heller ikke er grundlag for at antage, at ansøgeren ved en tilbagevenden ville risikere at blive udsat for forhold, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse. Irak/2004/46
Nævnet stadfæstede i maj 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak, født i 1961. Indrejst i januar 2002. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren som asylmotiv havde angivet, at han ved en tilbagevenden til Irak frygtede forfølgelse fra islamiske fundamentalisters side som følge af, at han er kristen assyrer og er uddannet diakon. Ansøgeren har under samtalen med Udlændingestyrelsen oplyst, at han ikke havde problemer forud for udrejsen, bortset fra at han af den muslimske befolkning blev kaldt vantro. Ansøgeren havde under samtalen med den beskikkede advokat udbygget denne forklaring og oplyst om chikane i videregående omfang. Uanset om det blev lagt til grund, at ansøgeren havde været udsat for chikane forud for udrejsen, fandtes denne ikke at have haft et sådant omfang eller intensitet, at den kunne begrunde asyl. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger var der ikke grundlag for at antage, at kristne assyrer efter styrets fald havde problemer af et sådant omfang, at de generelle forhold for kristne assyrer kunne begrunde asyl, jf. herved Udlændingestyrelsens fact finding rapport af januar 2004, afsnit 5.2 samt ”Rapport från Migrationsverketets og Utlänningsnämdens utredningsresa” af december 2003, side 19 øverst. Det forhold, at ansøgeren var uddannet og havde fungeret som diakon i Irak samt var blevet præsteviet i Danmark, kunne ikke føre til et andet resultat. De af ansøgeren påberåbte problemer med Baath-partiet som følge af ansøgerens brødres udrejse fandtes ikke efter styrets fald at være asylrelevante. Om de generelle forhold i Irak henviste Flygtningenævnet særligt til Udlændingestyrelsens rapport af januar 2004 fra ”Fact-finding mission til Amman vedrørende asylrelevante forhold i Irak”. Det fremgår af rapporten blandt andet, at den generelle situation er usikker. For så vidt angår de mange terrorangreb anføres det i rapporten, at alle kilder er enige om, at disse angreb retter sig mod koalitionsstyrkerne, internationale nødhjælpsorganisationer samt mod de irakere, der samarbejder med udlændinge. Irakere, der vender tilbage til Irak efter et udlandsophold, er ikke mål for angrebene. Flygtningenævnet fandt efter de foreliggende oplysninger, at der ikke var grundlag for at antage, at tilbagevendende irakere generelt var i større fare for at blive udsat for overgreb end andre irakere. Efter det oplyste vil irakere kunne indrejse i Irak og bevæge sig frit rundt i hele landet. Flygtningenævnet fandt herefter ikke, at ansøgeren opfyldte betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Irak/2004/45
Nævnet stadfæstede i maj 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak, født i 1972. Indrejst i 2001. Ansøgeren havde forklaret, at han er kurder og født og opvokset nær Mosul i den myndighedskontrollerede del af Irak. Ansøgeren havde før udrejsen haft konflikter med et medlem af Baath-partiet på grund af sit medlemskab af INC (Iraq National Congress). Ansøgeren var blevet tilbageholdt og tortureret gentagne gange af den pågældende person. Uanset om ansøgerens forklaring lagdes til grund fandt Flygtningenævnet ikke, at der efter Saddam Hussein styrets fald var grundlag for at antage, at ansøgeren ved en tilbagevenden ville risikere at blive udsat for forfølgelse. Flygtningenævnet fandt heller ikke, at der nu var grundlag for at iværksætte en torturundersøgelse, idet de overgreb, ansøgeren havde været udsat for, var foregået under Saddam Husseins regime. Flygtningenævnet fandt ikke at kunne lægge til grund, at ansøgeren skulle være i et sådan modsætningsforhold til medlemmet af Baath-partiet ved en tilbagevenden, at han som følge heraf skulle have meddelt asyl. Flygtningenævnet bemærkede, at ansøgerens aktiviteter for INC havde været af begrænset karakter. Idet oplysningerne om de generelle forhold i Irak ikke kunne føre til andet resultat, fandt Flygtningenævnet herefter ikke tilstrækkeligt grundlag for at antage, at ansøgeren ville være i risiko for asylbegrundende forfølgelse ved en tilbagevenden til hjemlandet. Ansøgeren opfyldte herefter ikke betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæstede derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Irak/2004/44
Nævnet meddelte i maj 2004 opholdstilladelse (F-status) til en mandlig statsborger fra Irak, født i 1978. Indrejst i november 2001. Flygtningenævnet udtalte, at nævnet lagde ansøgerens forklaring til grund. Nævnet lagde vægt på, at ansøgeren sammen med nogle studiekammerater havde uddelt løbesedler mod Saddam Hussein på universitetet, og at deres aktiviteter blev afsløret. Studiekammeraterne blev anholdt i begyndelsen af 2000, herunder ansøgerens kæreste, mens ansøgeren i første omgang undgik anholdelse, da myndighederne eftersøgte ham på bopælen i marts 2000. Ansøgeren blev anholdt 7 dage senere, idet han var vendt tilbage til hjemmet, fordi hans fader var blevet anholdt i stedet for ansøgeren og udsat for tortur. Ansøgeren blev frihedsberøvet i omkring 30 dage og udsat for særdeles grov tortur. En af ansøgerens studiekammerater og ansøgerens kæreste blev dræbt i forbindelse med tortur og fængslingen. Ansøgeren blev løsladt mod kaution og mødepligt, men var på ny tilbageholdt fra midten af maj til begyndelsen af juli 2000, hvor ansøgeren blev idømt en betinget fængselsstraf uden fremstilling for en dommer. Ansøgeren aftjente fra august 2000 til juli 2001 værnepligt og var herunder frihedsberøvet en måned. Ansøgeren deserterede fra militæret og tog ophold hos sin søster indtil udrejsen i oktober 2001. Ansøgerens fader, broder og søster blev efterfølgende anholdt. Faderen og broderen blev henrettet. Ansøgerens to søstre blev begge dræbt, og ansøgerens moders skæbne var uoplyst. En tredje søster var efter det oplyste flygtet til Jordan. Ansøgerens forklaring om overgrebene fremstod særligt bestyrket både efter ansøgerens forklaringer til sagen, til den beskikkede advokat og i nævnets møde og ved de undersøgelser, der var foretaget på Retsmedicinsk Institut. Ansøgerens fremstod i nævnet som tydeligt præget af overgrebene, og ansøgeren modtog fortsat lægebehandling. Ansøgeren havde forklaret, at han havde nærmere oplysninger om, at de personer, som havde været ansvarlige for overgrebene, fortsat havde betydelig magt i hjembyen, og nævnet fandt, at den risiko og frygt for overgreb, som ansøgeren havde henvist til på grund af sin viden om det passerede, fremstod særligt bestyrket. Samlet fandt nævnet, at ansøgeren på den ovennævnte baggrund, herunder særligt grovheden af de foretagne overgreb mod ansøgeren, hans kammerater og nærmeste familie, også under de nuværende forhold i Irak havde krav på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. lovbekendtgørelse nr. 711 af 1. august 2001. Irak/2004/43
Nævnet meddelte i maj 2004 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Irak, født i 1983. Indrejst i juli 2002. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer lagde vægt på, at ansøgeren grundet myndighedernes stigende chikane og broderens unddragelse af værnepligt udrejste til Jordan i slutningen af 1998 sammen med sine forældre. Ansøgerens fader blev ved Udlændingestyrelsens afgørelse af august 1999 meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Ansøgeren forklarede, at der alene var råd til, at faderen rejste videre til Europa, mens hun, moderen og broderen forblev i Jordan. Moderen og broderen udrejste fra Jordan i februar 2001, idet de efter det oplyste blev meddelt opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3, som familiesammenførte. I december 2001 meddelte Udlændingestyrelsen moderen opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Ansøgeren oplyste, at hun ikke længere har nærmere familie i Irak, idet en onkel er blevet dræbt, og hendes øvrige onkler og tanter er der ikke længere nærmere oplysninger om. Flertallet lagde efter det oplyste til grund, at ansøgeren ikke opnåede familiesammenføring alene fordi, det ved afgørelsen herom blev lagt til grund, at ansøgeren var fyldt 18 år på ansøgningstidspunktet. Det må således anses for lagt til grund, at ansøgeren er ældre end broderen, som efter det oplyste er født i 1982. Da ansøgerens forklaring om, at hun ikke længere har nærmere familie i Irak måtte lægges til grund, og idet flertallet efter det oplyste om familiens forhold ikke kunne afvise, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak som enlig kristen kvinde uden netværk måtte anses for at kunne risikere overgreb, som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, fandt flertallet efter en samlet vurdering, at ansøgeren havde krav på opholdstilladelse efter den nævnte bestemmelse. Irak/2004/42
Nævnet stadfæstede i april 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak, født i 1984. Indrejst i 2003. Ansøgeren havde forklaret, at hun frygtede forfølgelse fra sin fætters side, idet hun havde afvist at indgå ægteskab med ham. Flygtningenævnet udtalte, at ved vurderingen af ansøgerens forklaring tillagde nævnet det vægt, at ansøgeren som sit primære asylmotiv først til den beskikkede advokat ifølge dennes indlæg fra april 2004 og i nævnsmødet havde forklaret om den efterstræbelse, hun frygtede fra sin fætters side, fordi hun havde afvist at indgå ægteskab med fætteren. Nævnet fandt, at ansøgeren til asylskemaet og navnlig i samtalen med Udlændingestyrelsens repræsentant den i februar 2003, hvor ansøgeren forklarede nærmere om sine personlige forhold og omstændighederne i forbindelse med indgåelse af ægteskab i Syrien med sin nuværende ægtefælle, havde haft anledning til at oplyse om fætterens efterstræbelse. Ansøgerens forklaring om, at hun undlod dette, fordi hun ikke blev spurgt, findes ikke rimeligt begrundet. Selvom nævnet ikke ganske ville afvise, at fætteren havde tilkendegivet at ville giftes med ansøgeren, og at ansøgeren havde afvist fætterens ønske, fandt nævnet på den anførte baggrund ikke at kunne lægge til grund, at fætterens efterstræbelse havde den karakter og intensitet, som ansøgeren påberåbte sig. Nævnet lagde vægt på, at ansøgerens forældre ikke havde indgået aftale med fætterens familie om ægteskab, at det var ansøgerens fader, der stod for og i praksis havde tilrettelagt gennemførelsen af ansøgerens ægteskab med hendes nuværende ægtefælle, og nævnet fandt derfor samlet ikke, at der selv under de nuværende vanskelige forhold i Irak var grundlag for at antage, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak risikerede at blive udsat for en asylbegrundende forfølgelse. Ansøgeren havde ikke været politisk aktiv eller i øvrigt i konflikt med myndigheder eller grupperinger i Irak. Nævnet lagde videre vægt på, at det efter baggrundsoplysningerne om de nuværende forhold i Irak ikke kunne antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden generelt ville være i større fare for at blive udsat for overgreb end andre irakere. Samlet fandtes ansøgeren, uanset de vanskelige forhold i Irak, ikke på den ovennævnte baggrund ved en tilbagevenden til Irak at risikere en konkret og individuel forfølgelse, der omfattes af § 7, stk. 1, eller at risikere dødsstraf, tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling, jf. § 7, stk. 2. Ansøgeren opfyldte herefter ikke betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæstede derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Irak/2004/41
Nævnet stadfæstede i april 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak, født i 1968 i Kuwait Indrejst i september 2001. Flygtningenævnet fandt, at ansøgeren måtte anses for irakisk statsborger, idet faderen efter ansøgerens forklaring var irakisk statsborger. Nævnet henviste herved til § 4 i den irakiske lov om statsborgerskab. Flygtningenævnet kunne ikke lægge ansøgerens forklaring om i Kuwait under golfkrigen i 1990-1991 at have foretaget aktiviteter vendt mod Irak til grund. Nævnet bemærkede herved, at ansøgeren dels havde afgivet divergerende oplysninger herom, dels at ansøgerens forklaring, henset til ansøgerens forhold som etnisk bedoon, i sig selv heller ikke forekom sandsynlig. Om de generelle forhold i Irak henviste Flygtningenævnet særligt til Udlændingestyrelsens rapport af januar 2004 fra ”Fact-finding mission til Amman vedrørende asylrelevante forhold i Irak”. Det fremgår af rapporten blandt andet, at den generelle situation er usikker. For så vidt angår de mange terrorangreb anføres det i rapporten, at alle kilder er enige om, at disse angreb retter sig mod koalitionsstyrkerne, internationale nødhjælpsorganisationer samt mod de irakere, der samarbejder med udlændinge. Irakere, der vender tilbage til Irak efter et udlandsophold, er ikke mål for angrebene. Flygtningenævnet fandt efter de foreliggende oplysninger, at der ikke var grundlag for at antage, at tilbagevendende irakere generelt er i større fare for at blive udsat for overgreb end andre irakere. Irakere kan efter det oplyste indrejse i Irak og bevæge sig frit rundt i hele landet. Flygtningenævnet fandt på denne baggrund ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak kunne antages at være i risiko for en konkret og individuel forfølgelse som følge af, at han var født og havde boet i Kuwait, og ansøgeren opfyldte derfor ikke betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Irak/2004/40
Nævnet stadfæstede i januar 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak, født i 1974. Indrejst i januar 2002. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren var shiamuslim fra Basra og siden 1993 har boet i Bagdad. Efter krigen i marts/april 2003 og etableringen af et nyt styre under ledelse af CPA var ansøgerens konflikter med Saddam Husseins regime ikke længere asylrelevante. Ansøgeren havde i Flygtningenævnet anført, at han siden 1992 havde været på det irakiske landshold i en kampsport og fungerede som træner. Allerede i 1992 fik han mod bestikkelse udstedt et kort med en særlig ordre fra Saddam Hussein om, at han skulle på landsholdet. Dette kunne han bruge i forhold til myndighederne, for eksempel når han skulle passere vejspærringer og lignende. Han regnede imidlertid med, at disse papirer nu var kommet i det nye styres hænder og blevet kendt, hvorefter ansøgeren ville blive opfattet som særligt knyttet til det tidligere regime. Flygtningenævnet kunne dog ikke lægge til grund, at ansøgeren skulle blive betragtet som særligt knyttet til det tidligere regime. Ansøgerens betragtninger herom forekom konstruerede og usandsynlige, særligt henset til ansøgerens tidligere forklaringer om sit og familiens modsætningsforhold til det tidligere regime. Flygtningenævnet lagde også vægt på, at ansøgeren – uanset om det fremlagte dokument var ægte – måtte have kendt den omtalte risiko også under samtalen med den beskikkede advokat den 15. januar 2004, men alligevel først nævnte den under mødet i nævnet. Det fremgår af Udlændingestyrelsens fact-finding rapport af januar 2004, at den generelle situation er usikker. For så vidt angår de mange terrorangreb anføres det i rapporten, at alle kilder er enige om, at disse angreb retter sig mod koalitionsstyrkerne, internationale nødhjælpsorganisationer samt mod de irakere, der samarbejder med udlændinge. Irakere, der vender tilbage til Irak efter et udlandsophold, er ikke mål for angrebene. Flygtningenævnet fandt efter de foreliggende oplysninger, at der ikke var grundlag for at antage, at tilbagevendende irakere generelt er i større fare for at blive udsat for overgreb end andre irakere. Irakere kan efter det oplyste indrejse i Irak og bevæge sig frit rundt i hele landet. Flygtningenævnet fandt på denne baggrund ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak kunne antages at være i risiko for en konkret og individuel forfølgelse. Irak/2004/4
Nævnet stadfæstede i april 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak, født i 1979. Indrejst i marts 2002. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim. Han havde ikke været medlem af politiske eller religiøse partier og organisationer. Flygtningenævnet kunne endvidere lægge til grund, at ansøgeren havde været medlem af ”Fursan” og haft vagtopgaver samtidig med, at han arbejdede i faderens restaurant. Flygtningenævnet fandt ikke at kunne lægge til grund, at ansøgeren til kort før udrejsen havde deltaget i anholdelser for sikkerhedstjenesten. Flygtningenævnet lagde vægt på, at ansøgeren intet havde forklaret herom under Udlændingestyrelsens behandling af sagen, og at hans forklaring herom for nævnet ikke havde været overbevisende. Ansøgeren havde ved indrejsen som asylmotiv anført, at han frygtede konsekvenserne af at have unddraget sig hvervning til Jerusalem-hæren. Efter Saddam Hussein-styrets fald kunne dette ikke tillægges asylretlig relevans. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgerens vagttjeneste for Fursan havde profileret ansøgeren på en sådan måde, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet som følge heraf ville risikere at blive udsat for en forfølgelse, der var omfattet af udlændingelovens § 7. Den omstændighed, at ansøgerens fætter havde været militsleder i Jash, kunne heller ikke bevirke, at ansøgeren ville risikere at blive forfulgt ved en tilbagevenden til hjemlandet. Flygtningenævnet lagde vægt på de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder Udlændingestyrelsens fact-finding rapport af januar 2004 og Udlændingestyrelsens notat vedrørende Jash af 14. januar 2004. Om de generelle forhold i Irak henviste Flygtningenævnet særligt til Udlændingestyrelsens rapport af januar 2004 fra ”Fact-finding mission til Amman vedrørende asylrelevante forhold i Irak”. Det fremgår af rapporten blandt andet, at den generelle situation er usikker. For så vidt angår de mange terrorangreb anføres det i rapporten, at alle kilder er enige om, at disse angreb retter sig mod koalitionsstyrkerne, internationale nødhjælpsorganisationer samt mod de irakere, der samarbejder med udlændinge. Irakere, der vender tilbage til Irak efter et udlandsophold, er ikke mål for angrebene. Flygtningenævnet fandt efter de foreliggende oplysninger, at der ikke var grundlag for at antage, at tilbagevendende irakere generelt var i større fare for at blive udsat for overgreb end andre irakere. Irakere kunne efter det oplyste indrejse i Irak og bevæge sig frit rundt i hele landet. Irak/2004/39
Nævnet stadfæstede i april 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak, født 1979. Indrejst i september 2001. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er faili-kurder og shia-muslim. Han havde som sit asylmotiv henvist til, at han ikke havde noget netværk i Irak, idet hele hans familie befandt sig i Danmark. Endvidere henviste ansøger til, at han som faili-kurder og shia-muslim, hverken anses for kurder eller iraker. Endelig havde ansøger henvist til de generelt kaotiske forhold i Irak. Flygtningenævnet fandt ikke grundlag for at antage, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak ville være i risiko for at blive konkret og individuelt forfulgt, som følge af sin etnicitet eller andet. Vedrørende de generelle forhold i Irak, henviste Flygtningenævnet særligt til Udlændingestyrelsens rapport af januar 2004 fra fact-finding mission til Amman, vedrørende asylrelevante forhold i Irak. Af denne rapport fremgår blandt andet, at tilbagevendende irakere ikke som udgangspunkt er udsat for asylbegrundende forfølgelse, og at de fortsatte terrorangreb ikke som udgangspunkt er rettet mod irakiske statsborgere, men derimod mod koalitionsstyrkerne, internationale nødhjælpsorganisationer samt de irakere, som samarbejder med udlændinge. Den omstændighed, at ansøgeren ikke havde yderligere familie i Irak, fandtes ikke at kunne give grundlag for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Ansøgeren opfyldte herefter ikke betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Irak/2004/38
Nævnet stadfæstede i april 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak, født i 1980. Indrejst i oktober 2000. Flygtningenævnet lagde i overensstemmelse Udlændingestyrelsen til grund, at ansøgeren er etnisk kurder og født og opvokset i nærheden af Mosul. Ansøgeren havde ikke været medlem af eller aktiv for politiske eller religiøse partier eller organisationer. Ved indrejsen påberåbte ansøgeren sig som sit asylmotiv, at han havde været udsat for tilbageholdelser og ransagning. Efter de ændrede forhold i Irak fandtes disse forhold ikke at kunne tillægges asylretlig betydning. Ansøgeren havde for nævnet anført, at hans fader havde haft modsætningsforhold til de kurdiske myndigheder i Irak på grund af sine aktiviteter som våbenhandler. Ansøgeren havde yderligere henvist til, at han selv i et beskedent omfang havde handlet med våben. Ansøgeren havde tillige henvist til, at han ved en tilbagevenden risikerede konflikter med den person, som havde overtaget familiens ejendom. Flygtningenævnet fandt, at det ikke var sandsynligt, at ansøgeren ved en tilbagevenden ville være i risiko for repressalier som følge af faderens forhold. Nævnet bemærkede i den forbindelse, at faderen døde i 1995, da ansøgeren var 15 år gammel, og at hverken ansøgeren eller hans familie efter faderens død havde været udsat for overgreb eller chikane fra kurdisk side. Ansøgeren havde i øvrigt på nævnsmødet oplyst, at han ikke længere frygtede problemer som følge af faderens handel med våben. Ansøgeren havde først under nævnsmødet oplyst, at hans selv havde handlet med våben. Flygtningenævnet nærede tvivl om denne del af ansøgerens forklaring, men uansat om den ville blive lagt til grund, fandtes forholdet ikke at kunne anses for asylbegrundende for ansøgeren. Flygtningenævnet fandt, at spørgsmålet om ejendomsretten til familiens jord var et privatretligt anliggende, der ikke kunne tillægges asylretlig betydning. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger var der ikke grundlag for at antage, at tilbagevendende irakere generelt ville være i større fare for at blive udsat for overgreb end andre irakere. Irakere vil kunne efter det oplyste indrejse i Irak og bevæge sig frit rundt i hele landet. Hverken den omstændighed, at ansøgeren angiveligt ville være uden netværk i hjemlandet eller de generelt vanskelige forhold i hjemlandet kunne på denne baggrund i sig selv begrunde asyl. Flygtningenævnet fandt herefter, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak ikke ville være i risiko for en konkret eller individuel forfølgelse. Ansøgeren opfyldte ikke betingelserne for opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 7. Irak/2004/37
Nævnet stadfæstede i april 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig irakisk statsborger, født i 1981. Indrejst i september 2001. Ansøgeren er shia-msulin af trosretning. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren var født i Irak, og at hun var irakisk statsborger. Ansøgeren og hendes familie blev, da ansøgeren var et år gammel, udvist af Irak til Iran. Ansøgeren havde ikke siden været i Irak, hvor hun kun havde fjerne slægtninge. Ansøgeren havde som sit asylmotiv henvist til de generelle forhold for kvinder i Irak. Nævnet lagde til grund, at ansøgeren ikke havde noget udestående hverken med tidligere eller nuværende myndigheder i Irak. Nævnet fandt efter de foreliggende baggrundsoplysninger, at der ikke er grundlag for at antage, at tilbagevendende irakere generelt er i større fare for at blive udsat for overgreb end andre irakere. Enhver iraker, der kan sandsynliggøre at være iraker, kan indrejse i Irak og bevæge sig frit rundt i hele landet. Nævnet fandt herefter ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden i Irak kunne antages at være i risiko for en konkret og individuel risiko for forfølgelse, og ansøgeren opfyldt derfor ikke betingelserne for meddelelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Nævnet fandt ikke, at de generelle forhold for kvinder i Irak i sig selv kunne begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Irak/2004/35
Nævnet stadfæstede i april 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak, født i 1957, samt 4 børn. Indrejst i maj 2001. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er etnisk assyrer og kristen. Hun havde for mange år siden været med i en bevægelse af assyriske kvinder, men det gav ikke anledning til alvorlige konflikter med myndighederne i perioden frem til udrejsen til Jordan i juni 1999, der foregik legalt på eget pas. Ansøgeren var udrejst på grund af ægtefællens forhold. Ansøgeren henviste til, at hun på grund af ægtefællens opholdstilladelse havde krav på konsekvensstatus. Endvidere henviste hun som sit asylgrundlag til de aktuelle forhold for kristne i Irak. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren er berettiget til konsekvensstatus, idet betingelserne herfor i henhold til fast praksis ikke er opfyldt. Et flertal af Flygtningenævnetsmedlemmer bemærkede: Om de generelle forhold i Irak henviser særligt til Udlændingestyrelsens rapport af januar 2004 fra ”Fact-finding mission til Amman vedrørende asylrelevante forhold i Irak”. Det fremgår af rapporten blandt andet, at den generelle situation er usikker. Alle kilder er enige om, at terrorangrebene retter sig mod koalitionsstyrkerne, internationale nødhjælpsorganisationer samt mod de irakere, der samarbejdede med udlændinge. Ifølge rapporten er konfrontationerne i Irak ikke religiøst eller etnisk baserede. De skyldes derimod utilfredshed med besættelsesmagten. Irakere, der vender tilbage efter et udlandsophold er ikke mål for angrebene. Disse medlemmer fandt efter de foreliggende oplysninger, at der ikke er grundlag for at antage, at tilbagevendende irakere generelt er i større fare for at blive udsat for overgreb end andre irakere. Irakere der efter det oplyste indrejste i Irak kunne frit bevæge sig rundt i hele landet. Hverken den omstændighed, at ansøgeren er assyrer og kristen eller de generelt vanskelige forhold for kvinder i hjemlandet kunne på denne baggrund i sig selv begrunde asyl. Disse voterende bemærkede herved, at ansøgeren har fem voksne brødre i hjemlandet. Disse voterende fandt ikke, at der på grund af det for Flygtningenævnet oplyste var tilstrækkeligt grundlag for at udsætte sagen på indhentelse af nye oplysninger om assyreres og kristnes forhold i Irak. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer fandt på denne baggrund ikke, at ansøgeren ved tilbagevenden til Irak kunne antages at være i risiko for en konkret og individuel forfølgelse, og ansøgeren opfyldte således ikke betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Irak/2004/34
Nævnet stadfæstede i marts2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak, født i 1968. Indrejst i februar 2002. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren ved indrejsen forklarede, at han frygtede de daværende irakiske myndigheder, fordi han ikke gav møde i Al-Quds hær, som han havde set sig nødsaget til at lade sig indskrive i i 2002. Efter Saddam Hussein-styrets fald kunne det ikke antages, at dette asylmotiv længere havde relevans. Ansøgeren havde såvel under sagens behandling som i Flygtningenævnet oplyst, at han fra 1986 til 1996 som menig havde været tilknyttet de kurdiske militærenheder i Mosul, som kæmpede for det irakiske styre. Ansøgeren havde for nævnet oplyst, at han i den nuværende situation frygtede forfølgelse fra de kurdiske partier som følge heraf, og fordi hans farbroder var klanleder og militsleder. Flygtningenævnet kunne ikke antage, at ansøgerens deltagelse i de nævnte militser, som ophørte i 1996, kunne medføre, at han risikerede asylbegrundende forfølgelse. Flygtningenævnet lagde vægt på, at han alene var menig, at militærenhederne omfattede et meget stort antal soldater, og at tjenesten ophørte i 1996. Ansøgeren havde oplyst, at hele hans familie fortsat opholdt sig i Mosul, herunder også den nævnte farbroder, og at der ikke var sket familien noget. Uanset at situationen i området er spændt, fandt Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren under de omstændigheder under de nuværende forhold risikerede konkret og individuel forfølgelse. Flygtningenævnet fandt ikke, at der i denne vurdering burde tages hensyn til den risiko, at situationen muligvis vil udvikle sig anderledes, når koalitionsstyrkerne trækker sig ud af Irak. Om de generelle forhold i Irak henviste Flygtningenævnet særligt til Udlændingestyrelsens rapport af januar 2004 fra ”Fact-finding mission til Amman vedrørende asylrelevante forhold i Irak”. Det fremgår af rapporten blandt andet, at den generelle situation er usikker. For så vidt angår de mange terrorangreb anføres det i rapporten, at alle kilder er enige om, at disse angreb retter sig mod koalitionsstyrkerne, internationale nødhjælpsorganisationer samt mod de irakere, der samarbejder med udlændinge. Flygtningenævnet fandt efter de foreliggende oplysninger, at der ikke var grundlag for at antage, at tilbagevendende irakere generelt er i større fare for at blive udsat for overgreb end andre irakere. Irakere kan efter det oplyste indrejse i Irak og bevæge sig frit rundt i hele landet. På denne baggrund kunne oplysningerne om de generelt vanskelige forhold i hjemlandet heller ikke i sig selv begrunde asyl. Irak/2004/33
Nævnet stadfæstede i marts2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak, født i 1968. Indrejst i juli 2001. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er etnisk araber og shia-muslim og er født og opvokset i Basra. Ansøgeren havde ved indrejsen som asylmotiv påberåbt sig frygt for konsekvenserne af unddragelse af indkaldelse til militærtjeneste og havde yderligere henvist til, at han havde afsonet tre års fængselsstraf for dokumentfalsk. Efter de ændrede forhold i Irak fandt Flygtningenævnet ikke, at de påberåbte forhold kunne begrunde asyl, hvilket ansøgeren under nævnsmødet erklærede sig enig i. Ansøgeren havde oplyst, at han havde fysiske mén og psykisk havde det dårligt som følge af fængslingen, men Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren personligt havde været udsat for forhold, som gjorde en eventuel subjektiv frygt velbegrundet. Ansøgeren havde for nævnet henvist til, at han ved en tilbagevenden frygtede at blive efterstræbt af ekstremistiske tilhængere af Al-Sadr og havde herved henvist til, at han telefonisk havde fået oplyst, at hans broder, der som korsanger havde været med til at prise Saddam Hussein, angiveligt er blevet dræbt på åben gade af ukendte personer. Ansøgeren formodede, at disse personer var tilhængere af Al-Sadr, og at den samme gruppe angiveligt havde kastet håndgranater ind i familiens hus, hvor familiemedlemmer sad og nød spiritus, og hvor en søster blev dræbt. Flygtningenævnet bemærkede, at de nævnte forhold ikke var nærmere underbygget af ansøgeren, og at det alene byggede på formodninger, at ekstremistiske shia-muslimer stod bag de omtalte episoder. Da ansøgeren var helt uprofileret såvel politisk som religiøst, kunne det ikke antages, at ansøgeren risikerede at blive personligt efterstræbt ved en tilbagevenden med baggrund i familiemedlemmers forhold. Flygtningenævnet fandt heller ikke grundlag for at antage, at ansøgeren skulle stå i et asylbegrundende modsætningsforhold til ægtefællens familie. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger er der ikke grundlag for at antage, at tilbagevendende irakere generelt er i større fare for at blive udsat for overgreb end andre irakere. Irakere kan efter det oplyste indrejse i Irak og bevæge sig frit rundt i hele landet. Da Flygtningenævnet efter det anførte ikke fandt, at ansøgeren ved en tilbagevenden kunne antages at risikere konkret og individuel forfølgelse, og da den påberåbte subjektive frygt ikke kunne medføre en anden vurdering, opfyldte ansøgeren ikke betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Irak/2004/32
Nævnet stadfæstede i marts 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak, født i 1971. Indrejst i juni 2002. Ansøgeren havde sammen med to brødre deltaget i intifadaen i 1991. Ansøgeren blev i den forbindelse anholdt og sad fængslet fra 1991 til 1997. Han blev under fængselsopholdet udsat for tortur. I forbindelse med optøjer under sørgedagen 40 dage efter mordet på Mohammed Al-Sadr den 1. april 1999, blev ansøgeren såret af et skud affyret af sikkerhedsstyrker. Efter at være blevet behandlet på privathospital og en efterfølgende rekonvalescensperiode, hvorunder ansøgeren holdt sig skjult for myndighederne hos forskellige slægtninge, rejste ansøgeren til Bagdad, hvor han boede hos sin onkel. Ansøgeren udrejste i 2002. Ved en eventuel tilbagevenden frygter ansøgeren de personer, der i sin tid havde skudt ham, idet de tilhører bestemte klaner, som støttede det tidligere regime, og som har stor indflydelse i ansøgerens lokalområde. Flygtningenævnet kunne lægge til grund, at ansøgeren var fængslet i perioden 1991-1997 som følge af sin deltagelse i intifadaen samt militærunddragelse. Flygtningenævnet kunne ikke lægge ansøgerens forklaring til grund om, at han efter en skudepisode i april 1999 på en markedsplads ved en moske var forfulgt af myndighederne. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren havde oplyst, at han ikke deltog i optøjerne, men stod udenfor familiens forretning og blev ramt af et skud, idet myndighederne skød mod de tilstedeværende. Flygtningenævnet lagde videre vægt på, at ansøgerens forklaringer om episoden og det efterfølgende forløb havde været upræcise, og at ansøgeren først udrejste tre år efter episoden. Flygtningenævnet fandt endvidere ikke grundlag for at antage, at ansøgeren i dag efter Saddam Husseins styres fald risikerer forfølgelse fra tilhængere af Saddam Husseins styre som følge af de pågældendes frygt for hævn fra ansøgerens side. Ansøgerens forklaring om, at hans søskende var forsvundet under ukendte omstændigheder i forbindelse med krigshandlingerne i 2003, og at familiens hus er konfiskeret, kunne ikke føre til den antagelse, at personer/grupper med tilknytning til det tidligere regime ville forfølge familien. Da Flygtningenævnet således ikke fandt, at ansøgeren ved en tilbagevenden risikerede asylbegrundende forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse, dog således at der efter de ændrede forhold i Irak ikke var grundlag for i udsendelsesbeslutningen at fastsætte vilkår for politiets håndtering af afgørelsen om tvangsmæssig udsendelse. Irak/2004/31
Nævnet meddelte i marts 2004 opholdstilladelse (F-status) til et ægtepar fra Irak, født i 1965 (M) og 1967 (K) samt to børn. Indrejst i juni 2001. I 1988 meldte den mandlige ansøger sig til hæren, da han ikke selv havde midler til at færdiggøre sit medicinstudie og da han ved at melde sig frivilligt fik betalt sin uddannelse. I 1991 afsluttede ansøgeren sit medicinstudie. I 1994, 1999 og 2000 modsatte ansøgeren sig hospitalsledelsens ordre om dels at foretage unødvendige amputationer og dels om ikke at behandle de sårede. Ansøgeren havde rang som major. Flygtningenævnets udtalte, at begge ansøgere var uddannede som læger og begge havde været medlemmer af Baath-partiet, men de havde ikke været politisk aktive. Den mandlige ansøger var officer og ansat som læge på et militærhospital fra 1991 og frem til udrejsen i 2001, bortset fra en 2-årig periode fra 1994-1996 hvor han var udstationeret i omegnen af Basra. I 1994 nægtede han at efterkomme hospitalsledelsens påbud om at skære ører af folk. Hans forfremmelse blev af den grund udsat et halvt år. Han ved, der var kollegaer, der også nægtede at foretage unødvendige amputationer, men han ved ikke, hvem af kollegaerne, der eventuelt havde udført amputationerne. I 2000 blev ansøgeren og andre kollegaer pålagt at amputere benene på 3 personer, der var blevet indbragt, fordi de var blevet skudt i benene. Ansøgeren nægtede, da amputationen var uforsvarlig lægeligt set. Den mandlige ansøger har været tilbageholdt fra januar 2001 til marts 2001 på grund af broderens udrejse af Irak. Begge ansøgere var udrejst illegalt, og de udrejste på grund af forfølgelse fra Saddam Husseins styre. Efter styrets fald frygtede den mandlige ansøger, at han ville blive udsat for hævn på grund af de amputationer mv., der blev foretaget af lægerne på militærhospitalet, som man med urette ville beskylde ham for at have udført. Flygtningenævnet fandt ikke – efter styrets fald – at ansøgerne ved en tilbagevenden risikerede forfølgelse som følge af deres udrejse eller den mandlige ansøgers broders forhold. Flertallet af Flygtningenævnets medlemmer fandt imidlertid ikke – henset til den mandlige ansøgers militære karriere som læge på et militærhospital i 10 år – sammenholdt med baggrundsoplysningerne, at det med tilstrækkelig sikkerhed kunne udelukkes, at han ved en tilbagevenden til Irak kunne blive udsat for overgreb, som han ikke for tiden kunne søge myndighedernes beskyttelse imod. Flertallet meddelte derfor ansøgerne og deres to børn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. lovbekendtgørelse nr. 711 af 1. august 2001. Irak/2004/30
Nævnet stadfæstede i januar 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak, født i 1948. Indrejst i august 2000. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren var shiamuslim fra Bagdad. Efter krigen i marts/april 2003 og etableringen af et nyt styre under ledelse af CPA var ansøgerens konflikter med Saddam Husseins regime ikke længere asylrelevante. Ansøgeren havde i Flygtningenævnet anført, at han ikke turde vende tilbage, dels fordi han på grund af sine talrige afhøringer hos Baath partiet, efterretningstjenesten og andre fra det tidligere regime, ville blive mistænkt for at have været spion for disse, og dels fordi folk ville tro, at han var velhavende, når han vendte tilbage fra udlandet efter flere år, hvorfor han ville blive overfaldet af kriminelle. Flygtningenævnet kunne imidlertid ikke lægge til grund, at ansøgeren skulle blive betragtet som spion for det tidligere regime. Ansøgerens betragtninger herom forekom konstruerede og usandsynlige, særligt henset til ansøgerens og hans families fortid og tilknytning til kommunistpartiet. Det fremgår af Udlændingestyrelsens fact-finding rapport af januar 2004, at den generelle situation er usikker. For så vidt angår de mange terrorangreb anføres det i rapporten, at alle kilder er enige om, at disse angreb retter sig mod koalitionsstyrkerne, internationale nødhjælpsorganisationer samt mod de irakere, der samarbejder med udlændinge. Irakere, der vender tilbage til Irak efter et udlandsophold, er ikke mål for angrebene. Flygtningenævnet fandt efter de foreliggende oplysninger, at der ikke var grundlag for at antage, at tilbagevendende irakere generelt er i større fare for at blive udsat for overgreb end andre irakere. Irakere kan efter det oplyste indrejse i Irak og bevæge sig frit rundt i hele landet. Flygtningenævnet fandt på denne baggrund ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak kunne antages at være i risiko for en konkret og individuel forfølgelse. Irak/2004/3
Nævnet stadfæstede i marts 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak, født i 1958. Indrejst i 2001. Ansøgeren er sunni-muslim. Ansøgeren havde i en årrække før sin udrejse i efteråret 2001 været højt placeret embedsmand i et irakisk ministerium, ligesom han i en periode i begyndelsen af 1990'erne optrådte på irakisk TV som ekspert. Ansøgeren havde endvidere været medlem af Baath-partiet og officer under militærtjeneste i 1980´erne. Ansøgeren havde som oprindeligt asylmotiv henvist til, at han frygtede forfølgelse fra myndighedernes side, fordi han blev beskyldt for at være spion for USA, idet han i forbindelse med et studieophold i Indien i efteråret 2000 angiveligt skulle have givet informationer til de amerikanske myndigheder. Under studieopholdet havde ansøgeren opsøgt den amerikanske ambassade med henblik på at få informationer om muligheden for at studere i USA. En kollega, som ansøgeren opholdt sig sammen med i Indien, overværede dette besøg. Omkring ½ år efter ansøgerens hjemkomst til Irak blev han indkaldt til afhøring af Baath-partiet. Som asylmotiv nu havde ansøgeren henvist til, at han frygtede forfølgelse fra befolkningens side, idet han var blevet kendt som myndighedsperson blandt andet ved sin optræden på TV. Flygtningenævnet kunne ikke lægge til grund, at ansøgeren ved sin udrejse blev forfulgt på grund af spionage. Det forekom ikke sandsynligt, at ansøgeren først skulle være blevet afhørt cirka ½ år efter sin tilbagevenden fra Indien, hvis han blev mistænkt for spionage. Hertil kom, at det heller ikke forekom sandsynligt, at ansøgeren i efteråret 2000 skulle have opsøgt et amerikansk konsulat i Indien, mens en person, som han kun havde kendt i 4 dage, så på. Selvom det kunne lægges til grund, at ansøgeren kort før sin udrejse blev afhørt af de irakiske myndigheder, var det Flygtningenævnets vurdering, at dette ikke i dag kunne medføre asyl. Flygtningenævnet lagde her vægt på de væsentligt ændrede forhold i Irak. Det var således ikke sandsynligt, at ansøgeren skulle være kommet i et sådant modsætningsforhold til det daværende styre, at han i dag skulle være i risiko for at blive forfulgt ved sin tilbagevenden til Irak af Saddam tro personer eller af kommende magthavere. Flygtningenævnet kunne heller ikke lægge til grund, at ansøgeren ville være i risiko for asylrelevant forfølgelse fra lokalbefolkningen – herunder kurdere i Kirkuk – blot fordi han var araber, og fordi han havde været højt placeret embedsmand. Det forhold, at ansøgeren havde været medlem af Baath-partiet og officer i 1980'erne kunne ikke føre til noget andet resultat. Flygtningenævnet lagde herved til grund, at det – som det fremgår af side 14 i Udlændingestyrelsens fact-finding rapport fra januar 2004 – var almindeligt som officer og højtplaceret embedsmand at være medlem af Baath-partiet, ligesom ansøgerens militære karriere lå mange år tilbage i tiden. Om de generelle forhold i Irak i øvrigt henviste Flygtningenævnet særligt til Udlændingestyrelsens rapport af januar 2004 fra ”Fact-finding mission til Amman vedrørende asylrelevante forhold i Irak”. Det fremgår blandt andet af rapporten, at den generelle situation er usikker. For så vidt angår de mange terrorangreb anføres det i rapporten, at alle kilder er enige om, at disse angreb retter sig mod koalitionsstyrkerne, internationale nødhjælpsorganisationer samt mod de irakere, der samarbejder med udlændinge. Irakere, der vender tilbage til Irak efter et udlandsophold, er ikke mål for angrebene. Flygtningenævnet fandt efter de foreliggende oplysninger, at der ikke var grundlag for at antage, at tilbagevendende irakere generelt er i større fare for at blive udsat for overgreb end andre irakere. Irakere kan efter det oplyste indrejse i Irak og bevæge sig frit rundt i hele landet. Hverken den omstændighed, at ansøgeren var sunni-muslim og araber eller de generelt vanskelige forhold i hjemlandet kunne på denne baggrund i sig selv begrunde asyl. Flygtningenævnet fandt herefter ikke tilstrækkeligt grundlag for at antage, at ansøgeren var asylbegrundende forfulgt ved sin udrejse, eller at ansøgeren ville være i risiko for en sådan forfølgelse ved en tilbagevenden til hjemlandet. Ansøgeren opfyldte herefter ikke betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæstede derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Irak/2004/29
Nævnet stadfæstede i marts 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak, født i 1980. Indrejst i februar 2002. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er sunni muslim fra Mosul området. Det lagdes endvidere til grund, at ansøgeren som to-årig sammen med sin mormoder var flyttet til Syrien, og at hun ikke siden havde været tilbage i Irak. Flygtningenævnet lagde i det væsentligste ansøgerens forklaring til grund, herunder at hun aldrig havde været politisk aktiv eller været medlem af religiøs forening. Ansøgeren påberåbte sig som asylmotiv, at hun ikke har familie i Irak, og at hun ved en tilbagevenden til hjemlandet, hvor hun ikke har boet siden hun var to år, ville være helt alene, og dermed i risiko for asylbegrundende overgreb. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren opfyldte betingelserne for at få meddelt opholdstilladelse i Danmark i medfør af Udlændingelovens § 7. Nævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren fremstod helt uprofileret, og at der ikke var holdepunkter for at antage, at der skulle være noget asylbegrundende modsætningsforhold til de nuværende magthavere, politiske organisationer eller lokalbefolkningen. Det forhold, at ansøgeren er enlig kvinde, var efter nævnets opfattelse efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke i sig selv tilstrækkeligt til at begrunde asyl i Danmark. Den konkrete situation, hvor ansøgeren ikke havde opholdt sig i hjemlandet i en lang periode, kunne ikke føre til en ændret vurdering heraf. Flygtningenævnet fandt på denne baggrund ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak kunne antages at være i risiko for en konkret og individuel forfølgelse, og ansøgeren opfyldte derfor ikke betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Irak/2004/28
Nævnet stadfæstede i marts 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger født i 1971. Indrejst i december 2001. Ansøgeren forklarede til sagen, at han var tilbageholdt i 50 dage af de irakiske myndigheder, idet han blev mistænkt for at samarbejde med det assyriske parti. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er kristen keldaner, født og opvokset i Bagdad. Flygtningenævnet lagde endvidere til grund, at ansøgeren ikke havde været medlem af eller aktiv for politiske eller religiøse partier eller organisationer. Ansøgerens konflikter med det tidligere styre kunne ikke begrunde asyl, idet styret nu var faldet. Under nævnets behandling af sagen angav ansøgeren som sit asylmotiv, at han var blevet forfulgt, fordi han var kristen, og at han stadig risikerede forfølgelse af denne grund, blandt andet fordi de kristne blev betragtet som pro vestlige. Af de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder Udlændingestyrelsens rapport af januar 2004 fra ”Fact-finding mission til Amman vedrørende asylrelevante forhold i Irak” fremgår det, at Bagdad må anses for en multietnisk og multireligiøs by, hvor alle i princippet kan slå sig ned, og at kristne således ikke er i særlig risiko for forfølgelse i området. Det forhold, at ansøgerens familie i februar 2004 modtog et trusselsbrev, fordi de var kristne, fandt nævnet ikke kunne begrunde asyl. Nævnet lagde herved vægt på, at denne chikane ikke havde haft et sådant omfang og intensitet, at det kunne sidestilles med en asylbegrundende forfølgelse. Om de generelle forhold i Irak henviste Flygtningenævnet særligt til den ovenstående nævnte rapport. Det fremgår af rapporten blandt andet, at den generelle situation er usikker. For så vidt angår de mange terrorangreb anføres det i rapporten, at alle kilder er enige om, at disse angreb retter sig mod koalitionsstyrkerne, internationale nødhjælpsorganisationer samt mod de irakere, der samarbejder med udlændinge. Irakere, der vender tilbage til Irak efter et udlandsophold, er ikke mål for angrebene. Flygtningenævnet finder efter de foreliggende oplysninger, at der ikke er grundlag for at antage, at tilbagevendende irakere generelt er i større fare for at blive udsat for overgreb end andre irakere. Irakere kan efter det oplyste indrejse i Irak og bevæge sig frit rundt i hele landet. Flygtningenævnet fandt på denne baggrund ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak kunne antages at være i risiko for en konkret og individuel forfølgelse, og ansøgeren opfyldte derfor ikke betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Nævnet fandt ikke, at det forhold, at ansøgerens ægtefælle havde fået meddelt asyl den 1. juni 2001 i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, i sig selv kunne medføre at ansøgeren skulle meddeles asyl. Irak/2004/27
Nævnet stadfæstede i januar 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak, født i 1981. Indrejst i august 2001. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra Bagdad området, at hun ikke havde været politisk aktiv, og at hun ikke havde udført aktiviteter, der i sig selv havde været egnet til at profilere hende i forhold til myndighederne. Ansøgeren havde som asylmotiv til samtalereferatet påberåbt sig, at der ikke var menneskerettigheder i Irak, og at hendes udrejse ville medføre, at der ville være én mindre til at sørge for hendes familie. Ansøgeren havde ikke personligt haft problemer med myndighederne forud for udrejsen. Hverken den generelle situation eller de anførte økonomiske forhold kunne i sig selv begrunde asyl. Hertil kom, at det daværende styre ikke længere var ved magten. Ansøgeren fremstod i øvrigt helt uprofileret, og der var ikke holdepunkt for at antage, at hun skulle være blevet bragt i et asylbegrundende modsætningsforhold til de nuværende magthavere, politiske organisationer eller lokalbefolkningen. Om de generelle forhold i Irak henviste nævnet særligt til Udlændingestyrelsens rapport af januar 2004 fra ”Fact-finding mission til Amman vedrørende asylrelevante forhold i Irak”. Det fremgår af rapporten blandt andet, at den generelle situation er usikker. For så vidt angår de mange terrorangreb anføres det i rapporten, at alle kilder er enige om, at disse angreb retter sig mod koalitionsstyrkerne, internationale nødhjælpsorganisationer samt mod de irakere, der samarbejder med udlændinge. Ifølge rapporten er konfrontationerne i Irak hverken religiøst eller etnisk baserede. De skyldes derimod utilfredshed med besættelsesmagten. Irakere, der vender tilbage til Irak efter et udlandsophold, er ikke mål for angrebene. Nævnet fandt efter de foreliggende oplysninger, at der ikke var grundlag for at antage, at tilbagevendende irakere generelt var i større fare for at blive udsat for overgreb end andre irakere. Irakere kan efter det oplyste indrejse i Irak og bevæge sig frit rundt i hele landet. På denne baggrund kunne de generelt vanskelige forhold i hjemlandet for enlige kvinder heller ikke sig selv begrunde asyl. Nævnet fandt på denne baggrund ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak kunne antages at være i risiko for en konkret og individuel forfølgelse, og ansøgeren opfyldte derfor ikke betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Irak/2004/26
Nævnet stadfæstede i januar 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak, født i 1978. Indrejst i august 2001. Som 12-13 årig blev ansøgeren under krigen udsat for kemiske stoffer, hvorefter hun blev syg. Omkring 2001 svækkedes hendes syn alvorligt. I hjemlandet blev ansøgeren behandlet for sin øjensygdom, dog uden noget positivt resultat. Efter sin indrejse i Danmark har ansøgeren modtaget behandling. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er shia-muslim fra Basra, at hun ikke har været politisk aktiv, at hun ikke har udført aktiviteter, der i sig selv har været egnet til at profilere hende i forhold til myndighederne, og at hun udrejste legalt. Ansøgeren havde som asylmotiv påberåbt sig, at hendes familie var i Danmark, at hun ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være helt alene, og at hun ikke i hjemlandet ville kunne blive behandlet for sin stærke synsnedsættelse med heraf følgende nærliggende risiko for at blive helt blind. Det bemærkedes, at ansøgerens fader som asylmotiv havde angivet at have været fængslet, og at han frygtede fængsling og henrettelse. De af ansøgeren påberåbte grunde til støtte for asylansøgningen kunne ikke medføre asyl. Hertil kom, at det daværende styre ikke længere var ved magten. Ansøgeren fremstod i øvrigt helt uprofileret, og der var ikke holdepunkt for at antage, at hun skulle være blevet bragt i et asylbegrundende modsætningsforhold til de nuværende magthavere, politiske organisationer eller lokalbefolkningen. Om de generelle forhold i Irak henviste Flygtningenævnet særligt til Udlændingestyrelsens rapport af januar 2004 fra ”Fact-finding mission til Amman vedrørende asylrelevante forhold i Irak”. Det fremgår af rapporten blandt andet, at den generelle situation var usikker. For så vidt angik de mange terrorangreb anføres det i rapporten, at alle kilder er enige om, at disse angreb retter sig mod koalitionsstyrkerne, internationale nødhjælpsorganisationer samt mod de irakere, der samarbejder med udlændinge. Flygtningenævnet fandt efter de foreliggende oplysninger, at der ikke er grundlag for at antage, at tilbagevendende irakere generelt er i større fare for at blive udsat for overgreb end andre irakere. Irakere kan efter det oplyste indrejse i Irak og bevæge sig frit rundt i hele landet. På denne baggrund kunne oplysningerne om de generelt vanskelige forhold i hjemlandet, herunder forholdene for enlige kvinder, heller ikke i sig selv begrunde asyl. Den omstændighed, at ansøgeren blandt andet havde pådraget sig en alvorlig synslidelse, som angiveligt ikke kunne behandles i hjemlandet, kunne ikke føre til noget andet resultat. Der kunne herved ikke antages at foreligge nogen krænkelse af EMRK art. 3. Det fulgte af praksis fra Menneskeretsdomstolen, at afviste asylansøgere i princippet ikke har ret til at forblive i landet med henblik på at kunne modtage blandt andet særlig læge- eller socialbistand fra staten. Dog kunne udsendelse under helt særlige omstændigheder på grund af tvingende humanitære grunde indebære en krænkelse af den nævnte artikel. Det bemærkedes, at ansøgeren havde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4, frem til juli 2004. Flygtningenævnet fandt på denne baggrund ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak kunne antages at være i risiko for en konkret og individuel forfølgelse, og ansøgeren opfyldte derfor ikke betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Irak/2004/25
Nævnet stadfæstede i januar 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar fra Irak, født i 1957 (M) og i 1971 (K). Indrejst i august 2001. Flygtningenævnet lagde for så vidt angår den mandlige ansøger til grund, at ansøgeren var etnisk turkmener og sunni-muslim fra Kirkuk-området, at ansøgerens menige medlemskab af Baath-partiet alene var af formel karakter, idet ansøgeren ellers ikke kunne læse på Teknisk Institut, og at ansøgeren ikke i øvrigt havde været politisk aktiv. Ansøgeren havde som asylmotiv til samtalereferatet påberåbt sig, at han frygtede henrettelse på grund af konflikten med Baath-partiet i anledning af fundet af regeringsfjendtlige løbesedler på hans bopæl. Hertil kommer konflikten med faderens fætter, der var medlem af Baath-partiet. Endelig havde ansøgeren for Flygtningenævnet yderligere påberåbt sig de generelt vanskelige forhold for etniske turkmenere i hjemlandet. Da det daværende styre ikke længere er ved magten, kunne de påberåbte konflikter med Baath-partiet og fætteren ikke begrunde asyl. Ansøgeren fremstod i øvrigt uprofileret, og der er ikke holdepunkt for at antage, at han skulle være blevet bragt i et asylbegrundende modsætningsforhold til kurdiske myndigheder eller lokalbefolkningen. Om de generelle forhold i Irak henviste Flygtningenævnet særligt til Udlændingestyrelsens rapport af januar 2004 fra ”Fact-finding mission til Amman vedrørende asylrelevante forhold i Irak”. Det fremgår af rapporten blandt andet, at den generelle situation er usikker. For så vidt angår de mange terrorangreb anføres det i rapporten, at alle kilder er enige om, at disse angreb retter sig mod koalitionsstyrkerne, internationale nødhjælpsorganisationer samt mod de irakere, der samarbejder med udlændinge. Ifølge rapporten er konfrontationerne i Irak hverken religiøst eller etnisk baserede. De skyldes derimod utilfredshed med besættelsesmagten. Irakere, der vender tilbage til Irak efter et udlandsophold, er ikke mål for angrebene. Flygtningenævnet fandt efter de foreliggende oplysninger, at der ikke var grundlag for at antage, at tilbagevendende irakere generelt er i større fare for at blive udsat for overgreb end andre irakere. Irakere kan efter det oplyste indrejse i Irak og bevæge sig frit rundt i hele landet. Den omstændighed, at ansøgeren er etnisk turkmener kunne derfor heller ikke i sig selv begrunde asyl. Flygtningenævnet fandt på denne baggrund ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak kunne antages at være i risiko for en konkret og individuel forfølgelse, og ansøgeren opfyldte derfor ikke betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet lagde for så vidt angår den kvindelige ansøger til grund, at ansøgeren var etnisk turkmener og sunni-muslim fra Kirkuk-området, at ansøgeren ikke havde været politisk aktiv, og at ansøgeren ikke havde udført aktiviteter, der i sig selv havde været egnet til at profilere hende i forhold til myndighederne. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til sin ægtefælles asylmotiv, som vedrørte en konflikt med Baath-partiet og en fætter til ægtefællens fader, som var medlem af Baath-partiet. Hertil kom de generelt vanskelige forhold for etniske turkmenere. Da det daværende styre ikke længere er ved magten, kunne de påberåbte konflikter med Baath-partiet og fætteren ikke begrunde asyl. Ansøgeren fremstod i øvrigt uprofileret, og der var ikke holdepunkt for at antage, at hun skulle være blevet bragt i et asylbegrundende modsætningsforhold til kurdiske myndigheder eller lokalbefolkningen. Om de generelle forhold i Irak henviste Flygtningenævnet særligt til Udlændingestyrelsens rapport af januar 2004 fra ”Fact-finding mission til Amman vedrørende asylrelevante forhold i Irak”. Det fremgår af rapporten blandt andet, at den generelle situation er usikker. For så vidt angår de mange terrorangreb anføres det i rapporten, at alle kilder er enige om, at disse angreb retter sig mod koalitionsstyrkerne, internationale nødhjælpsorganisationer samt mod de irakere, der samarbejder med udlændinge. Ifølge rapporten er konfrontationerne i Irak hverken religiøst eller etnisk baserede. De skyldes derimod utilfredshed med besættelsesmagten. Irakere, der vender tilbage til Irak efter et udlandsophold, er ikke mål for angrebene. Flygtningenævnet fandt efter de foreliggende oplysninger, at der ikke var grundlag for at antage, at tilbagevendende irakere generelt er i større fare for at blive udsat for overgreb end andre irakere. Irakere kan efter det oplyste indrejse i Irak og bevæge sig frit rundt i hele landet. Den omstændighed, at ansøgeren er etnisk turkmener kunne derfor heller ikke i sig selv begrunde asyl. Flygtningenævnet fandt på denne baggrund ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak kunne antages at være i risiko for en konkret og individuel forfølgelse, og ansøgeren opfyldte derfor ikke betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Irak/2004/24
Nævnet stadfæstede i januar 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig ansøger fra Irak, født i 1974. Indrejst i november 2001. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren var etnisk kurder og yezidi af trosretning. Han var analfabet og havde aldrig været medlem af et politisk parti eller i øvrigt på nogen måde været en profileret person. Ansøgeren var næsten blind. Ved indrejsen i Danmark havde ansøgeren som asylmotiv henvist til de generelle problemer for yezidier, og at han havde været kortvarigt tilbageholdt af Saddam Husseins folk, som stillede spørgsmål om ansøgerens brødres forhold. Efter at styret er faldet, fandtes de påberåbte forhold ikke at kunne begrunde opholdstilladelse. Flygtningenævnet henviste særligt til Udlændingestyrelsens rapport af januar 2004 fra ”Fact-finding mission til Amman vedrørende asylrelevante forhold i Irak”. Det fremgår af rapportens punkt 5.4.2, at uprofilerede modstandere af det tidligere styre ikke er i risiko for forfølgelse. Af rapportens punkt 3.4 fremgår, at værnepligtsunddragere fra den gamle irakiske hær ikke risikerer straf og af punkt 5.2.2, at det er indtrykket, at også yezidiernes situation er forbedret. Det fremgår endvidere af Udlændingestyrelsens rapport blandt andet, at den generelle situation er usikker. For så vidt angår de mange terrorangreb anføres det i rapporten, at alle kilder er enige om, at disse angreb retter sig mod koalitionsstyrkerne, internationale nødhjælpsorganisationer samt mod de irakere, der samarbejder med udlændinge. Irakere, der vender tilbage til Irak efter et udlandsophold, er ikke mål for angrebene. Flygtningenævnet fandt efter de foreliggende oplysninger, at der ikke var grundlag for at antage, at tilbagevendende irakere generelt er i større fare for at blive udsat for overgreb end andre irakere. Irakere kan efter det oplyste indrejse i Irak og bevæge sig frit rundt i hele landet. Flygtningenævnet fandt på den baggrund ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak kunne antages at være i risiko for en konkret og individuel forfølgelse heller ikke som følge af sit trosforhold. Ansøgeren opfyldte derfor ikke betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Irak/2004/23
Nævnet stadfæstede i januar 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig ansøger fra Irak, født i 1982. Indrejst i november 2001. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren var etnisk kurder og yezidi af trosretning. Han var analfabet og havde aldrig været medlem af et politisk parti eller i øvrigt på nogen måde været en profileret person. Ved indrejsen i Danmark havde ansøgeren som asylmotiv henvist til de generelle problemer for yezidier, og at han havde unddraget sig sin militærtjeneste, som han blev indkaldt til i 2001. Ansøgeren havde yderligere henvist til, at to farbrødre på grund af deres politiske tilhørsforhold var blevet henrettet af Saddam Hussein styret, som derfor kendte familien. Efter at styret er faldet, fandtes de påberåbte forhold ikke at kunne begrunde opholdstilladelse. Flygtningenævnet henviste særligt til Udlændingestyrelsens rapport af januar 2004 fra ”Fact-finding mission til Amman vedrørende asylrelevante forhold i Irak”. Det fremgår af rapportens punkt 5.4.2, at uprofilerede modstandere af det tidligere styre ikke er i risiko for forfølgelse. Af rapportens punkt 3.4 fremgår, at værnepligtsunddragere fra den gamle irakiske hær ikke risikerer straf og af punkt 5.2.2 at det er indtrykket, at også yezidiernes situation er forbedret. Det fremgår endvidere af Udlændingestyrelsens ovennævnte rapport blandt andet, at den generelle situation er usikker. For så vidt angår de mange terrorangreb anføres det i rapporten, at alle kilder er enige om, at disse angreb retter sig mod koalitionsstyrkerne, internationale nødhjælpsorganisationer samt mod de irakere, der samarbejder med udlændinge. Irakere, der vender tilbage til Irak efter et udlandsophold, er ikke mål for angrebene. Flygtningenævnet fandt efter de foreliggende oplysninger, at der ikke var grundlag for at antage, at tilbagevendende irakere generelt er i større fare for at blive udsat for overgreb end andre irakere. Irakere kan efter det oplyste indrejse i Irak og bevæge sig frit rundt i hele landet. Flygtningenævnet fandt på den baggrund ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak kunne antages at være i risiko for en konkret og individuel forfølgelse heller ikke som følge af sit trosforhold. Ansøgeren opfyldte derfor ikke betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Irak/2004/22
Nævnet stadfæstede i januar 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig irakisk statsborger, født i 1974. Indrejst i november 2001. Ansøger har oplyst, at han blev anholdt sammen med sin far i september 2001, hvorefter han udrejste. Herudover har ansøger oplyst, at den person, der stod bag anholdelsen tilhører en magtfuld klan, som er i konflikt med ansøgers klan. Ansøgeren har endvidere oplyst, at han havde tilknytning til Al-Sader bevægelsen, og at han efter drabet på Al-Sader i 1999 flere gange har været tilbageholdt på grund af sin religiøse overbevisning. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren var etnisk araber og shia-muslim. Han havde ikke været medlem af eller aktiv for politiske partier eller organisationer. Ved indrejsen i Danmark påberåbte ansøgeren sig forfølgelse af Saddam Hussein-styret på grund af en politianholdelse i september 2001 som det lykkedes ham at flygte fra. Ansøgeren henviste senere til, at han var en del af den shia-muslimske bevægelse omkring Al-Sader, og at han som følge heraf var anholdt 6-7 gange i 1999. Nævnet fandt, at ansøgerens forklaringer om sine forhold var divergerende, udbyggende og usammenhængende, og at hans forklaring for nævnet ikke var overbevisende. Nævnet kunne ikke lægge ansøgerens forklaring om forfølgelse af religiøse grunde til grund. Nævnet lagde herved vægt på, at forklaringen herom hverken fremgår af registreringsrapport eller asylansøgningsskema til trods for at ansøgeren påberåbte sig dette forhold som den væsentligste del af sit asylmotiv. Nævnet fandt ikke at ansøgeren gav en plausibel forklaring på, at han først forklarede herom under samtalen med Udlændingestyrelsen. For så vidt angår anholdelsen i september 2001 bemærkedes, at ansøgeren til registreringsrapport, asylansøgningsskema og første samtale med Udlændingestyrelsen anførte, at det var hans fader, der skulle anholdes, og at han selv kun blev anholdt, fordi han blandede sig i anholdelsen. Ansøgeren oplyste derimod til anden samtale med Udlændingestyrelsen, at myndighederne i realiteten ville anholde ham, og at det alene var et påskud, at myndighederne tilkendegav at ville anholde faderen. Nævnet kunne på denne baggrund ikke lægge til grund, at ansøgeren var forfulgt af religiøse årsager, eller at anholdelsen i 2001 var begrundet i hans personlige forhold. Flygtningenævnet kunne som følge af det anførte heller ikke lægge til grund, at ansøgeren havde asylretlige konflikter med den person, der stod bag anholdelsen. Nævnet kunne herefter alene lægge til grund, at ansøgeren blev anholdt i 2001, fordi han blandede sig i politiets anholdelse af faderen. Efter Saddam Hussein styrets fald, fandtes dette forhold ikke at kunne begrunde opholdstilladelse. Om de generelle forhold i Irak henviste nævnet særligt til Udlændingestyrelsens rapport af januar 2004 fra ”Fact-finding mission til Amman vedrørende asylrelevante forhold i Irak”. Det fremgår af rapporten blandt andet, at den generelle situation er usikker. For så vidt angår de mange terrorangreb anføres det i rapporten, at alle kilder er enige om, at disse angreb retter sig mod koalitionsstyrkerne, internationale nødhjælpsorganisationer samt mod de irakere, der samarbejder med udlændinge. Irakere, der vender tilbage til Irak efter et udlandsophold, er ikke mål for angrebene. Nævnet fandt efter de foreliggende oplysninger, at der ikke var grundlag for at antage, at tilbagevendende irakere generelt er i større fare for at blive udsat for overgreb end andre irakere. Irakere kan efter det oplyste indrejse i Irak og bevæge sig frit rundt i hele landet. Nævnet fandt på denne baggrund ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak kunne antages at være i risiko for en konkret og individuel forfølgelse, og ansøgeren opfyldte derfor ikke betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Der var som følge af det anførte ikke grundlag for i udsendelsesbeslutningen at fastsætte særlige vilkår for politiets håndtering af afgørelsen om tvangsmæssig udsendelse. Nævnet fandt ikke grundlag for som følge af den ændrede situation i Irak efter Saddam Husseins styrets fald at hjemvise sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen. Irak/2004/21
Nævnet stadfæstede i januar 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak, født i 1974. Indrejst i september 2001. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren var etnisk araber og shia muslim fra Dikar. Ansøgeren havde som asylmotiv påberåbt sig frygt for forfølgelse fra Saddam Hussein styret, idet han fra 1997 og indtil seks måneder før udrejsen i juni 2001 deltog i ugentlige møder, hvor undertrykkelsen af shia muslimer blev diskuteret. Ansøgeren havde endvidere henvist til, at han havde været tilbageholdt af sikkerhedstjenesten og udsat for tortur i otte dage i 1996, fem dage i 1997 og i cirka en måned i 2000. Ved den sidste tilbageholdelse blev ansøgeren mistænkt for at tilhøre Dawa partiet. Ansøgeren blev alle gange løsladt mod bestikkelse. Ansøgeren havde under nævnsmødet endvidere påberåbt sig frygt for forfølgelse fra familiemedlemmer til tidligere medlemmer af Baath partiet og havde endvidere henvist til, at der for cirka to måneder siden var fremsat trusler over for ansøgerens familie angiveligt af disse familiemedlemmer. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgerens frygt for Saddam Hussein-styret efter dettes fald kunne begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Den af ansøgeren påberåbte subjektive frygt var ikke således begrundet i objektive forhold, at det kunne medføre opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgerens forklaring under nævnsmødet om de efter Saddam Hussein-styrets fald fremsatte trusler, som ikke var nærmere underbyggede eller sandsynliggjorte, kunne begrunde et andet resultat. Om de generelle forhold i Irak henviste Flygtningenævnet særligt til Udlændingestyrelsens rapport af januar 2004 fra ”Fact-finding mission til Amman vedrørende asylrelevante forhold i Irak”. Det fremgår af rapporten blandt andet, at den generelle situation er usikker. For så vidt angår de mange terrorangreb, anføres det i rapporten, at alle kilder er enige om, at disse angreb retter sig mod koalitionsstyrkerne, internationale nødhjælpsorganisationer samt mod de irakere, der samarbejder med udlændinge. Irakere, der vender tilbage til Irak efter et udlandsophold, er ikke mål for angrebene. Flygtningenævnet fandt efter de foreliggende oplysninger, at der ikke er grundlag for at antage, at tilbagevendende irakere generelt er i større fare for at blive udsat for overgreb end andre irakere. Irakere kan efter det oplyste indrejse i Irak og bevæge sig frit rundt i hele landet. Flygtningenævnet fandt på denne baggrund ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak kunne antages at være i risiko for en konkret og individuel forfølgelse, og ansøgeren opfyldte derfor ikke betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Der var som følge af det anførte ikke grundlag for i udsendelsesbeslutningen at fastsætte særlige vilkår for politiets håndtering af afgørelsen om tvangsmæssig udsendelse. Flygtningenævnet fandt ikke grundlag for som følge af den ændrede situation i Irak efter Saddam Hussein-styrets fald at hjemvise sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen. Irak/2004/20
Nævnet stadfæstede i januar 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak, født i 1928. Indrejst i august 2001. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren var etnisk assyrer og kristen fra Bagdad-området, at ansøgerens nu afdøde ægtefælle var kristen keldaner, at hun ikke havde været politisk aktiv, og at ansøgeren ikke havde udført aktiviteter, der i sig selv havde været egnet til at profilere hende i forhold til myndighederne. Ansøgeren havde som asylmotiv påberåbt sig, at hun risikerede forfølgelse på grund af sønnens aktiviteter samt på grund af ansøgerens religion og personlige forhold. Ansøgeren havde ikke været i stand til at forklare nærmere om sønnens status og aktiviteter. Af de grunde, der var anført vedrørende datterens sag kunne Flygtningenævnet ikke lægge til grund, at ansøgeren på grund af sønnens forhold skulle være profileret i et sådant omfang, at hun var blevet bragt i et modsætningsforhold til de nuværende magthavere, politiske grupperinger eller lokalbefolkningen. Endvidere er det daværende styre ikke længere ved magten, og sønnens forhold kunne ikke begrunde asyl. Hertil kom, at ansøgeren i øvrigt fremstod uprofileret. Om de generelle forhold i Irak henviste Flygtningenævnet særligt til Udlændingestyrelsens rapport af januar 2004 fra ”Fact-finding mission til Amman vedrørende asylrelevante forhold i Irak”. Det fremgår af rapporten blandt andet, at den generelle situation er usikker. For så vidt angår de mange terrorangreb anføres det i rapporten, at alle kilder er enige om, at disse angreb retter sig mod koalitionsstyrkerne, internationale nødhjælpsorganisationer samt mod de irakere, der samarbejder med udlændinge. Ifølge rapporten er konfrontationerne i Irak hverken religiøst eller etnisk baserede. De skyldes derimod utilfredshed med besættelsesmagten. Irakere, der vender tilbage til Irak efter et udlandsophold, er ikke mål for angrebene. Flygtningenævnet fandt efter de foreliggende oplysninger, at der ikke var grundlag for at antage, at tilbagevendende irakere generelt er i større fare for at blive udsat for overgreb end andre irakere. Irakere kan efter det oplyste indrejse i Irak og bevæge sig frit rundt i hele landet. Hverken den omstændighed, at ansøgeren er assyrer og kristen eller de generelt vanskelige forhold for kvinder i hjemlandet kan på denne baggrund i sig selv begrunde asyl. Flygtningenævnet fandt på denne baggrund ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak kunne antages at være i risiko for en konkret og individuel forfølgelse, og ansøgeren opfyldte derfor ikke betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Irak/2004/2
Nævnet stadfæstede i januar 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak, født i 1974. Indrejst i marts 2002. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren var shiamuslim fra området ved Naseriya. Flygtningenævnet kunne i det hele ikke fæste lid til ansøgerens forklaring om sit asylmotiv, idet ansøgeren havde forklaret udbyggende og usandsynligt. Endvidere havde han fortiet, at han havde søgt asyl under en anden identitet i Østrig, og han havde først forklaret om en helt anden flugtvej til Danmark. Dette var først kommet frem, efter at ansøgerens fingeraftryk var fundet af de østrigske myndigheder. Ansøgeren havde således først i sin forklaring til politiet og i sit asylskema anført, at han søgte asyl, fordi shiamuslimer bliver forfulgt i Irak, og i asylskemaet havde han svaret ”nej” til spørgsmålet om konflikter i hjemlandet. Først i samtalen med Udlændingestyrelsen havde ansøgeren forklaret blandt andet, at han, da han meldte sig efter først at være udeblevet fra genindkaldelse til militæret, blev indrulleret i Fedayeen Saddam og gjorde tjeneste i to måneder, inden han flygtede. Ansøgerens forklaring blandt andet om rekrutteringen til Fedayeen Saddam var heller ikke i sig selv sandsynlig, blandt andet henset til hans personlige og militære baggrund, jf. herved Udlændingestyrelsens fact-finding rapport af august 2002. På den anførte baggrund kunne Flygtningenævnet ikke lægge til grund, at der var forhold i ansøgerens fortid og baggrund, der ville sætte ham i nogen asylretlig relevant risiko, hvis han vendte tilbage til Irak, heller ikke under de nu forandrede forhold i landet. De generelt vanskelige forhold i Irak for tiden kunne ikke begrunde asyl i Danmark. Irak/2004/19
Nævnet stadfæstede i februar 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak, født i 1976. Indrejst i juli 2001. Ansøgeren havde oplyst, at hendes asylmotiv var, at hun for det første frygtede en person, som var fra sikkerhedstjenesten – fordi hun havde afvist hans tilnærmelser og herunder var kommet til at ramme ham med en kniv. Endvidere frygtede ansøgeren sin fader og familien i øvrigt, dels fordi hun på grund af personens tilnærmelser havde bragt skam over familien, dels fordi hun i Danmark havde indgået ægteskab uden at bede familien om tilladelse. Vedrørende frygten for den pågældende person bemærkede Flygtningenævnet, at ansøgerens forklaringer under sagen om den pågældende havde været noget divergerende. Uanset om forklaringen lagdes til grund, fandt nævnet ikke, at ansøgeren risikerede asylbegrundende forfølgelse fra den pågældende. Nævnet lagde herved vægt på, at den pågældende ikke efter det tidligere styres fald ville have mulighed for at udnytte de magtmuligheder, der måtte have ligget i hans tilknytning til sikkerhedstjenesten, og at det ikke kunne antages, at personen selv ville have mulighed for at udsætte ansøgeren for overgreb, hun ikke kunne beskyttes imod. Vedrørende forholdet til familien havde ansøgeren forklaret, at hendes broder hjalp hende til at flygte, idet de økonomiske midler blev fremskaffet ved indsamling i familien, og at hendes fader på dette tidspunkt var tilbageholdt af myndighederne. Ansøgeren havde ikke modtaget trusler fra familiens side. Ansøgeren havde videre forklaret, at personen fra sikkerhedstjenesten ikke rørte hende fysisk, og at hun afværgede tilnærmelserne ved hjælp af kniven. En vurdering af disse omstændigheder måtte føre til, at familien ikke var vred på ansøgeren, og at det der var overgået hende, ikke havde en sådan karakter, at familien vil se sig nødsaget til at begå æresdrab mod ansøgeren. Hvad angår ansøgerens ægteskab med en herboende iraker, havde ansøgeren oplyst, at hun ikke vidste, hvordan familien ville reagere. Henset hertil og til, at ansøgeren ikke havde haft mulighed for at bede familien om tilladelse til ægteskabet, kunne det ikke antages, at familien, som havde hjulpet ansøgeren ud af landet, ville begå overgreb mod hende som følge af ægteskabet. Efter det anførte fandt nævnet ikke, at det kunne antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7. Irak/2004/18
Nævnet stadfæstede i februar 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak, født i 1959. Indrejst i august 2001. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er etnisk araber og sabi/kristen af trosretning. Ansøgeren havde ikke været medlem af politiske eller religiøse partier og havde heller ikke været politisk aktiv. Ansøgeren havde som sit asylmotiv angivet frygt for overgreb fra de drabsmænd og deres familier, som i sin tid dræbte hendes bror, og fra dennes familie. Ansøgeren havde endvidere henvist til sin trosretning samt til de generelt vanskelige forhold for kvinder i Irak. Efter de oplysninger om forholdene for religiøse grupper og minoriteter som fremgår af Udlændingestyrelsens rapport af januar 2004 fra ”Fact-finding mission til Amman vedrørende asylrelevante forhold i Irak”, fandt Nævnet ikke grundlag for at antage, at ansøgeren ville være i risiko for asylbegrundende forfølgelse som følge af sin tro ved en tilbagevenden til Irak. Nævnet fandt ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Irak ville blive udsat for asylbegrundende forfølgelse på grund af forhold, der relaterede sig til drabet på hendes broder. Nævnet bemærkede i den forbindelse, at broderen blev dræbt i 1994, og at den chikane, som ansøgeren havde forklaret, at hun blev udsat for, mens hun endnu boede i Irak, ikke havde en sådan karakter eller intensitet, at der var tale om asylbegrundende forfølgelse. For så vidt angik ansøgerens stilling som værende en kvinde, der vender tilbage fra et ophold i Danmark, bemærkede nævnet, at det af ovennævnte rapport fremgår, at irakere, der vender tilbage til Irak efter et udlandsophold, ikke er mål for de angreb, som finder sted i Irak mod blandt andet koalitionsstyrkerne og de irakere, der samarbejder med udlændinge. Det fremgår endvidere, at irakere, der vender tilbage fra Europa, ikke er i større fare end den gennemsnitlige iraker. Nævnet bemærkede i øvrigt, at ansøgeren fortsat havde familie i Baghdad. På denne baggrund fandt nævnet ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak ville være i risiko for en konkret og individuel forfølgelse, som var omfattet af udlændingelovens § 7. Irak/2004/17
Nævnet meddelte i februar 2004 opholdstilladelse (F-status) til en kvindelig statsborger fra Irak , født i 1975, samt to børn. Indrejst i september 2000. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren på grund af ægtefællens besiddelse af en satirisk video, ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7. Det fremgik af sagen, at ansøgerens ægtefælle under opholdet her i Danmark på grund af uoverensstemmelser havde forladt ansøgeren og børnene for mere end et år siden. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer bemærkede, at sagen havde været stillet i bero og fandt ikke at den omstændighed, at oplysningerne om de mod ansøgeren fremsatte trusler først var fremkommet i forbindelse med nævnsbehandlingen i sig selv gjorde, at oplysningerne burde tilsidesættes. Flertallet fandt, at ansøgeren på overbevisende vis havde kunnet forklare om sine forhold, herunder, at hun af egen familie var blevet tvunget til at fortsætte i et ikke-fungerende ægteskab, og havde fået at vide, at hun ville blive udstødt, såfremt ægteskabet ophørte. Videre at ægtemanden her i landet havde truet ansøgeren med at dræbe eller lemlæste hende. Yderligere at disse trusler uanset den tid der var gået, fortsat måtte anses gældende. Henset til de foreliggende baggrundsoplysninger om kvinders forhold i Irak fandt flertallet efter en samlet vurdering ikke, at det burde kræves, at ansøgeren vendte tilbage til hjemlandet. Irak/2004/16
Senest opdateret: 20-06-2018
Udgiver: Flygtningenævnet
Søg i arkivet
Der kan søges på tværs af emneord ved at afkrydse flere emneord fra alle grupper.
Hvis du vil søge på fritekst i praksis, kan du afgrænse søgningen ved at bruge søgefeltet.
