Nævnet stadfæstede i februar 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2008. Ansøgerens, som er etnisk tajik, havde som asylmotiv henvist til en jordstrid med en kommandant, som havde overtaget ansøgerens jord. Ansøgeren henviste endvidere til, at han havde skudt kommandantens nevø. Endelig havde ansøgeren været med i en gruppe, som havde bekæmpet kommandantens gruppe. Flygtningenævnet lagde til grund, at den af ansøgeren påberåbte konflikt vedrørende jord ifølge ansøgerens egen forklaring i nævnet var blevet løst ved, at hans fader i lighed med andre i landsbyen havde afgivet ansøgerens jord til kommandanten. Flygtningenævnet kunne ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han havde deltaget i drabet på kommandantens nevø, til grund, idet ansøgeren havde forklaret uddybende og til dels modstridende om dette forhold. Han havde således til samtalen i Udlændingeservice forklaret, at han ikke havde slået nogen ihjel, og at han ikke havde vidst, hvem der havde slået nevøen ihjel, herunder om det havde været Sabaz-gruppen selv. Under samtalen i nævnet forklarede han derimod, at det havde været ham, som havde skudt nevøen, og at de ikke havde været så tæt på hinanden, at han havde genkendt ham. Den omstændighed, at ansøgeren i 2001-2002 måtte have deltaget i en gruppe på to-trehundrede personer, som havde været i et modsætningsforhold til kommandantens gruppe, kunne ikke i sig selv medføre, at ansøgeren opfyldte betingelserne for at blive meddelt opholdtilladelse efter udlændingelovens § 7. Det kunne ikke lægges til grund, at ansøgeren på nogen måde havde været profileret i denne gruppe. Afg/2009/9
Nævnet meddelte i februar 2009 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2008. Ansøgeren var mindreårig. Flygtningenævnet tiltrådte, at ansøgeren var tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylsagsbehandling. Flygtningenævnet lagde endvidere til grund, at ansøgeren er etnisk hazara fra Helman-provinsen, og at ansøgeren siden 2002 havde boet sammen med sin familie i Teheran, Iran. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygtede at blive dræbt af familien til en etnisk pashtuner, som ansøgerens fader havde dræbt i 2002 i forbindelse med en konflikt mellem ansøgerens farfader og fader og den pågældende pashtun om retten til en vandingstur til jorden. Ansøgeren havde henvist til, at den konflikt havde været baggrunden for, at hele familien var flygtet til Iran. Ansøgerens forklaring under sagens behandling havde været divergerende, herunder vedrørende en forklaring, der var blevet nedskrevet i ansøgerens lommebog. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer fandt ikke, herunder også henset til ansøgerens unge alder, at kunne forkaste det væsentlige i ansøgerens forklaring om asylmotivet. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer fandt på denne baggrund sammenholdt med, at ansøgeren var etnisk hazara og mindreårig fra Helman-provinsen, at der var grundlag for at antage, at ansøgeren ville være i en reel risiko for dødsstraf eller for at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til hjemlandet. Afg/2009/8
Nævnet meddelte i februar 2009 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2008. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er etnisk pashtun, sunni-muslim og født i Laghman-provinsen i 1986. Siden 1992 havde han boet i Pakistan bortset fra to perioder af en sammenlagt varighed på knap to år. Han havde ikke været politisk- eller religiøst aktiv. Det lagdes efter ansøgerens forklaring til grund, at ansøgeren forældre, farfar og onkel havde været medlem af PDPA, og at faderen tillige havde haft rang af oberst under Najibullah. Ifølge ansøgeren havde familien været ejer af større jordområder. Det lagdes til grund, at farfaderen var blevet dræbt i 1992 af Mujahedin, og at ansøgerens forældre og søskende var forsvundet i 1998 efter en konflikt med Taliban. Flygtningenævnet lagde endvidere til grund, at ansøgeren og farbroderen, efter at de havde taget ophold på ejendommen i 2004, var blevet truet af lokale Mujahedin-kommandanter, der havde ønsket at overtage ejendommen, og at farbroderen i 2005 var blevet dræbt af de pågældende, hvorefter ansøgeren på ny var flygtet til Pakistan. Efter en samlet vurdering af de foreliggende oplysninger om ansøgerens forhold, herunder truslerne angående jordbesiddelserne og drabet på onklen, sammenholdt med de foreliggende baggrundsoplysninger om forholdene for store jordbesiddere, fandt Flygtningenævnet, at ansøgeren i tilstrækkelig grad havde sandsynliggjort, at han ville stå i et asylbegrundende modsætningsforhold til lokale Mujahedin-kommandanter, såfremt han skulle vende tilbage til hjemlandet. Afg/2009/7
Nævnet stadfæstede i januar 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2008. Ansøgeren er etnisk hazara. Flygtningenævnet kunne efter ansøgerens forklaring lægge til grund for sagen, at ansøgerens fader sammen med en forretningspartner havde haft en fødevareforretning i Ghazni. Faderen havde indgået en eller anden form for handel om forretningen med nogle personer, der rimeligvis havde været pashtunere uden, at ansøgeren havde vidst noget nærmere om handlen. En aften var familiens hus blevet angrebet af ukendte personer. Da ansøgeren tilfældigvis havde stået i vejen, var han blevet skudt i benet. Efter et hospitalsophold af cirka 7-17 dages varighed var han efter et par dage blevet evakueret til Pakistan af faderens forretningspartner. Han vidste ikke, hvad der var sket med familien. Til støtte for asylansøgningen havde ansøgeren navnlig gjort gældende, at han ved en eventuel tilbagevenden til Afghanistan ville være i forfølgelsesrisiko fra de samme personer, der havde angrebet huset. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren ved sin forklaring havde sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan ville være i risiko for konkret og individuel og asylbegrundende forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han ville være i reel risiko for overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet måtte efter ansøgerens forklaring antage, at det stedfundne angreb på huset havde været direkte rettet imod faderen i anledning af den handel, som faderen havde indgået omkring forretningen. De generelle forhold vedrørende etniske hazaraer i Afghanistan fandtes ikke, at kunne føre til noget andet resultat. Afg/2009/6
Nævnet stadfæstede i januar 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2008. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren som støtte for sin asylansøgning navnlig havde gjort gældende, at hans mosters ægtefælle havde forsøgt at få mosteren til at tilskøde ham en jordlod i Paghman-provinsen. Ansøgeren vidste ikke andet om jorden, end at den var meget værdifuld. Ansøgerens herboende svigermoder var i 2008 blevet ringet op af en veninde til mosteren, som havde fortalt svigermoderen, at mosteren var blevet skudt. Da det ikke var mosterens ægtefælle selv, der havde ringet til ansøgeren eller til svigermoderen, gik ansøgeren ud fra, at det var mosterens ægtefælle, der havde skudt mosteren på baggrund af deres stridigheder omkring jorden. Ansøgeren frygtede herefter overgreb fra mosterens ægtefælle, hvis ansøgeren vendte tilbage til Afghanistan, idet mosterens ægtefælle fortsat efterstræbte jorden. Ansøgeren havde endvidere gjort gældende, at han risikerede problemer som følge af sin fars forhold. Flygtningenævnet kunne efter ansøgerens forklaring lægge til grund for sagen, at mosterens ægtefælle ønskede at tilegne sig jorden. Et flertal af nævnets medlemmer fandt imidlertid ikke på det foreliggende grundlag sandsynliggjort, at mosteren var blevet skudt af ægtefællen, da dette alene var ansøgerens egen formodning. Flertallet bemærkede i den forbindelse, at mosteren havde været bosat i Kabul, og flertallet var af den opfattelse, at der kunne have været andre grunde til, at mosteren var afgået ved døden. Den omstændighed, at ægtefællen ikke selv havde ringet til ansøgeren eller til ansøgerens svigemoder, sås ikke at kunne medføre nogen ændret vurdering af sagen. Det kunne meget vel tænkes, at ægtefællen ikke var i besiddelse af et telefonnummer til ansøgeren. Flertallet fandt endvidere, at hvis mosterens ægtefælle havde ønsket herredømme over den nævnte jordlod, havde han haft mulighed herfor uanset mosterens protester. Efter baggrundsoplysningerne måtte det lægges til grund for sagen, at jordejere ikke kunne påregne den nødvendige beskyttelse imod uretmæssige overgreb, herunder at personer uberettiget tilegnede sig jord uden adkomst. Flertallet lagde i den forbindelse vægt på, at mosterens ægtefælle efter det oplyste ikke havde foretaget sig andet i relation til at tilegne sig jorden siden 1992 end fysiske overgreb på mosteren. Under disse omstændigheder fandt flertallet det ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en eventuel tilbagevenden til Afghanistan ville være i reel risiko for asylbegrundende forfølgelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Den omstændighed, at ansøgeren efter det oplyste var uden tilbageværende familiemedlemmer i Afghanistan, eller i øvrigt uden anden form for netværk, fandtes ikke at kunne føre til noget andet resultat. Flygtningenævnet kunne ikke lægge til grund for sagen, at ansøgeren var i forfølgelsesrisiko som følge af faderens forhold, idet ansøgeren havde kunnet opholde sig i Kabul i flere år forud for udrejsen. Afg/2009/5
Nævnet stadfæstede i december 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2009. Ansøgeren er etnisk tadjik fra Kabul. Ansøgeren havde i Afghanistan drevet en bod, hvorfra han havde solgt cigaretter. Han havde flere gange solgt cigaretter til en venlig person, der havde givet flere penge for cigaretterne, end ansøgeren havde opkrævet. For at gøre gengæld, havde ansøgeren en dag overleveret en taske fra denne person til en anden kunde. To dage senere havde personen igen henvendt sig til ansøgeren, men denne gang var han sammen med to andre personer, der havde truet ansøgeren til at samarbejde med dem. Ansøgeren var derefter flygtet fra Afghanistan. Flygtningenævnet lagde ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet fandt, at en navngiven persons og dermed bandens henvendelse til ansøgeren og dens forsøg på at få ansøgeren involveret i kriminalitet, måtte anses som almindelig, tilfældig kriminel virksomhed. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren havde været involveret i et sådant omfang, at det måtte antages, at banden ville udfolde særlige bestræbelser på at efterstræbe ansøgeren, som følge af hans modvilje mod at deltage i yderligere aktiviteter. Flygtningenævnet fandt således ikke, at ansøgeren var i en reel risiko for overgreb ved en tilbagevenden til Afghanistan, hvorfor ansøgeren ikke havde behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet bemærkede endvidere, at de grunde, som ansøgeren havde påberåbt sig, ikke var omfattet af Flygtningekonventionen. Afg/2009/47
Nævnet meddelte i december 2009 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2009. Ansøgeren er etnisk pashto fra Kabul. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til, at han havde været medlem af en hemmelig, navngiven gruppe, hvor medlemmerne ofte var ikke troende muslimer. Ansøgeren havde også været i besiddelse af og udlånt islamkritiske tekster og bøger, hvilket var blevet opdaget ved en ransagning af hans hjem foretaget af myndighederne. Ansøgeren var derefter flygtet fra landet. Flygtningenævnet lagde i det væsentlige ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren havde således været medlem af en navngiven gruppe gennem en lang årrække, og han havde haft kontakt til andre grupper inden for organisationen. Endvidere havde flere af hans familiemedlemmer, herunder hans fader, været medlemmer af samme gruppe, og de var blevet dræbt i forbindelse hermed. Endvidere var ansøgerens bopæl blevet ransaget af myndighederne kort før ansøgerens udrejse. Under ransagningen havde myndighederne beslaglagt en række islam-kritiske bøger. Flygtningenævnet fandt på denne baggrund, at det måtte antages, at ansøgeren risikerede forfølgelse af grunde, der var omfattet af Flygtningekonventionen, ved en tilbagevenden til Afghanistan. Afg/2009/46
Nævnet meddelte i december 2009 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren, der var indrejst som uledsaget mindreårig, er etnisk hazare fra Ghazni-provinsen i Afghanistan, og at han som asylmotiv havde henvist til frygt for at blive dræbt som følge af sin nu afdøde faders forhold. Flygtningenævnet tiltrådte, at ansøgeren var tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylsagsbehandling. Ansøgeren havde forklaret konsistent under sagen, og Flygtningenævnet fandt derfor at kunne lægge hans forklaring til grund. Det kunne således lægges til grund, at ansøgeren var flygtet til Iran sammen med sin familie, da ansøgeren havde været cirka to år gammel, at familien var vendt tilbage, da ansøgeren havde været cirka 14 år gammel, at fire mænd derefter var brudt ind i huset, havde slået faderen og truet ham og familien på livet, at ansøgerens storebroder var blevet fundet knivdræbt fire til fem måneder senere, og at faderen derefter var blevet dræbt af skud, da han havde befundet sig i familiens forhave. Indledningsvis bemærkedes, at den omstændighed, at ansøgeren ikke havde kunnet forklare nærmere om faderens forhold, herunder hvem han måtte have haft et modsætningsforhold til, ikke, henset til ansøgerens alder, fandtes at kunne komme ansøgeren til skade. Flygtningenævnet bemærkede derefter, at det vel fremgik af baggrundsmaterialet, at sikkerhedssituationen i Ghazni-provinsen var meget usikker, og at det derfor ikke kunne udelukkes, at de begivenheder, familien var blevet udsat for, skyldes almindelig kriminalitet. Under hensyn til, at der var tale om tre alvorlige begivenheder og den tidsmæssige sammenhæng mellem disse begivenheder og familiens tilbagevenden fra Iran, fandt nævnet imidlertid, at det var tilstrækkeligt sandsynliggjort, at begivenhederne havde været målrettet mod familien, og at også ansøgeren ville være i risiko for tilsvarende overgreb, hvis han vendte tilbage til Afghanistan. Afg/2009/45
Nævnet meddelte i december 2009 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2008. Ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim fra Ghazni-provinsen. Ansøgeren oplyste ved indrejsen, at han var mindreårig, men blev senere i forbindelse med en undersøgelse ved Retspatologisk Institut vurderet til at være 19 år eller derover. Ansøgerens fader havde været kommandant i Wahdat-partiet og havde deltaget i krigshandlinger fra en base i Pakistan. Kort tid efter faderen var kommet hjem til familien i 2004/2005 var faderen blevet dræbt i familiens hjem af ukendt gerningsmænd Ansøgeren mente, at der havde været tale om personer, som ansøgerens fader havde kæmpet imod under krigen. Efterfølgende havde de samme personer truet med at slå ansøgerens ældste broder ihjel og havde bortført ansøgerens søster. Ansøgeren var selv blevet forsøgt bortført. Kort tid efter var ansøgeren sammen med sin moder og to ældre søskende udrejst til Iran. Efter nogle års ophold i Iran og Grækenland indrejste ansøgeren i Danmark. Flygtningenævnet lagde ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet fandt herefter, at der var en reel risiko for, at ansøgeren ville blive udsat for overgreb fra den person eller personkreds, der havde dræbt hans fader og bortført hans søster. Ansøgeren havde således behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. De grunde, der var til forfølgelsen af ansøgeren, var ikke omfattet af Flygtningekonventionens bestemmelser, hvorfor ansøgeren ikke opfyldte betingelserne efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Afg/2009/44
Nævnet stadfæstede i december 2009 Udlændingeservices afgørelser vedrørende en mandlig statsborger og hans mindreårige broder fra Afghanistan. Indrejst i slutningen af 2008. Ansøgerne er etniske tadjikker og shia-muslimer fra Herat. Den yngre broder havde henvist til sin ældre broders forhold. Den ældste broder havde angivet som asylmotiv, at han i 2005 havde deltaget i et slagsmål mellem shia-muslimer og sunni-muslimer i en moske og i denne forbindelse havde pådraget sig et brud på armen. Han havde ligeledes oplyst, at familiemedlemmer af andre shia-muslimer, der havde deltaget i slagsmålet, efterfølgende var blevet dræbt eller kidnappet af sunni-muslimer. Han forklarede endvidere, at han havde været udsat for en bortførelse i 2008, men var blevet løsladt efter 3 døgn mod betaling af en løsesum. Ansøgernes fader var før deres udrejse blevet opsøgt af politiet, der havde truet med at slå den ældste søn ihjel, såfremt der ikke blev betalt bestikkelse. Ansøgerne havde under nævnets behandling af sagen fremlagt en kopi af en avisartikel dateret efteråret 2009 fra en afghansk avis med billede af begge ansøgere, hvor læserne af avisen blev bedt om at ringe til et privat telefonnummer, såfremt de så ansøgerne. Endelig henviste ansøgerne til, at de havde fattet interesse for kristendommen og havde kontakt til en kristen menighed i København. Flygtningenævnet kunne ikke lægge den ældste broders forklaring om de forhold, som han påberåbte sig at have været udsat for i Afghanistan, til grund. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren havde forklaret divergerende om en central del af asylmotivet. Til Udlændingeservice havde han forklaret, at han under bortførelsen havde været bundet på hænderne, indtil bortførerne kom tilbage og løsnede de reb, han havde været bundet med. Til nævnet forklarede han, at grunden til, at han ikke havde ringet til sin fader, da han var kommet ind i stalden, var, dels at han ikke havde villet gøre sin fader urolig, dels at han selv havde været i chok, og at han ikke havde ringet til f.eks. hans ven, idet han ikke havde haft hans telefonnummer. Nævnet fandt, at ansøgeren måtte kunne forklare konsistent om et så afgørende punkt, hvis hændelsesforløbet var selvoplevet. Flygtningenævnet lagde videre vægt på, at den ældste broder på forskellige punkter har udbygget sin forklaring, således forklarede han under nævnsmødet, at deres fader var blevet opsøgt af politi, der ville pågribe den ældste broder, medmindre faderen betalte en større bestikkelse. Disse oplysninger, som den ældste broder havde været i besiddelse af inden mødet med advokaten, var først fremkommet under nævnsmødet. Endvidere fremlagde ansøgeren under nævnsmødet kopi af en avisannonce, hvoraf fremgår, at begge ansøgere eftersøgtes af private. Nævnet kunne efter en samlet vurdering af ansøgernes forklaring ikke anse det for sandsynliggjort, at personer, der efterstræbte ansøgerne, skulle stå bag annoncen. Uanset om den ældste broder havde deltaget i et slagsmål i 2005 i moskeen, fandt Flygtningenævnet ikke grundlag for at antage, at de forhold, som ansøgerne efterfølgende havde påberåbt sig, havde fundet sted eller havde haft nogen sammenhæng hermed. Nævnet lagde ved bevisbedømmelsen tillige vægt på det samlede tidsforløb i sagen. Nævnet fandt således, at den ældste broders forklaring bar præg af, at han forklarede, således som han fandt nødvendigt for at opnå asyl i Danmark – på samme måde som han i nævnet erkendte, at havde afgivet urigtige oplysninger til en læge i Danmark med henblik på, at han kunne opnå behandling af sin arm. For så vidt angår ansøgernes asylmotiv – at de her i landet interesserede sig for kristendommen og havde til hensigt at konvertere, fandt Flygtningenævnet ikke, at dette kunne anses for at indebære en sådan risiko for ansøgerne, at de af den grund var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet fandt således i det hele ikke betingelserne i udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2, for opfyldt. Afg/2009/43
Nævnet stadfæstede i december2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er tadjik, muslim og fra Kabul. Hun havde ikke været hverken politisk eller religiøst aktiv. Ansøgeren havde som væsentligste asylmotiv henvist til, at Taleban i 2005 havde opsøgt hende og hendes familie, idet de havde ønsket at bortføre ansøgeren for at tvangsgifte hende med en ældre talebaner. Hun havde endvidere henvist til de generelt usikre forhold i Afghanistan, herunder særligt for enlige kvinder. Selv om det blev lagt til grund, at personer tilknyttet Taleban i 2005 havde opsøgt ansøgeren og dennes familie, fandt Flygtningenævnet, at dette ikke kunne medføre, at ansøgeren opfyldte betingelserne for at få asyl. Flygtningenævnet lagde ved afgørelsen heraf vægt på, at der efter ansøgerens forklaring havde været tale om en generel henvendelse, idet Taleban også havde opsøgt andre giftemodne piger i nabolaget. Der havde således efter det oplyste ikke været tale om, at hun var blevet præsenteret for en konkret mand, som hun skulle giftes med. Hertil kom, at mændene havde accepteret at gå, da familien var gået i forbøn for ansøgeren, og herunder havde henvist til, at ansøgeren på dette tidspunkt allerede var gift. Under hensyn til den tid, der siden var forløbet, fandt Flygtningenævnet, at den nævnte henvendelse ikke i dag kunne medføre, at ansøgeren som følge heraf ville være i en konkret og individuel risiko for asylrelevant forfølgelse ved sin tilbagevenden til Afghanistan. Herefter, og da de generelt usikre forhold for kvinder i Afghanistan heller ikke i sig selv kunne begrunde asyl, opfyldte ansøgeren ikke betingelserne for at få asyl efter udlændingelovens § 7. Den omstændighed, at ansøgeren var gravid, kunne ikke føre til et andet resultat. Afg/2009/42
Nævnet stadfæstede i december 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborgerfraAfghanistanIndrejst i 2009. Ansøgeren er etnisk hazara fra Kabul. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til, at han igennem en ven var kommet i besiddelse af en bibel og nogle billeder med kristne motiver, hvilket ansøgerens farbroder havde opdaget og fortalt videre i moskéen og til en lokal mullah. Denne havde beskyldt ansøgeren for at være konverteret til kristendommen og sagt, at ansøgeren skulle slås ihjel som følge heraf, hvilket farbroderen havde konfronteret ansøgeren med. Ansøgeren havde endvidere henvist til, at hans fader var død, og at farbroderen havde ønsket at indtræde som overhoved for familien og gifte sig med ansøgerens moder, hvilket ansøgeren havde været imod. Farbroderen havde truet ansøgeren og hyppigt udsat ham for vold som følge af konflikterne. Farbroderen var på et tidspunkt kommet med to soldater for at anholde ansøgeren på grund af fundet af ansøgerens bibel og billeder, hvorefter ansøgeren var flygtet fra hjemmet. Efter ansøgerens udrejse var farbroderen blevet slået ihjel af en ukendt person. Ansøgeren var af farbroderens søn blevet beskyldt for at have myrdet farbroderen. Sønnen havde stukket ansøgerens lillebroder med en kniv, og ansøgerens moder og søskende var som følge af konflikten efterfølgende udrejst til Iran. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgerens asylmotiv over for Udlændingeservice var blevet oplyst som den konflikt, ansøgeren havde haft med sin farbroder og dennes beskyldninger og vold mod ansøgeren. Navnlig beskyldningerne om ansøgerens konvertering til kristendommen og farbroderens oplysning herom til en mullah og den påfølgende henvendelse, hvor farbroderen var ledsaget af to soldater, havde været baggrunden for ansøgerens udrejse i slutningen af 2008. Ansøgeren havde oplyst, at han er shia-muslim, ugift og havde arbejdet som bygningsmaler. Ved udrejsen havde hans moder og søskende fortsat boet i hjemmet i Kabul. Ved udrejsen var ansøgeren ikke konverteret til kristendommen, men han havde interesseret sig for Biblen og den kristne tro. Ansøgeren havde ifølge den beskikkede advokats indlæg samt under nævnsmødet oplyst, at farbroderen var blevet dræbt i efteråret 2009. Ansøgeren var blevet beskyldt for at stå bag drabet. Der var konflikt mellem farbroderens søn og ansøgerens lillebroder, som var blevet tilføjet stik med en kniv. Episoden havde medført, at ansøgerens moder og søskende nu var udrejst til Iran. Flygtningenævnet lagde efter en samlet vurdering af ansøgerens oplysninger til grund, at farbroderen havde opdaget Biblen og de to kristne billeder på ansøgerens værelse i hjemmet i Kabul og oplyst herom til den lokale mullah og i moskéen. Flygtningenævnet lagde endvidere til grund, at farbroderen forud havde været i konflikt med ansøgeren og herunder havde søgt at opnå ægteskab med ansøgerens moder. Ansøgerens oplysninger om den dødstrussel, som mullahen skulle have fremsat mod ham, kom alene fra farbroderen. Ansøgeren var ikke konverteret til kristendommen, heller ikke efter indrejsen i Danmark. Han havde ikke, hverken i Afghanistan eller i Danmark, udadtil fremsat tilkendegivelser om, at han havde søgt en kristen tilknytning og ville konvertere. Han havde ikke i Danmark været tilknyttet nogen kristen menighed. Nævnet fandt, at ansøgeren måtte anses for i Kabul at have levet et almindeligt liv uden at have haft en særlig position eller lokal betydning. Han havde ikke været i konflikt, hverken med religiøse grupperinger eller myndighedspersoner. Selvom der måtte være blevet fremsat beskyldninger mod ansøgeren om konvertering til kristendommen, havde beskyldningerne alene hidrørt fra farbroderen. Nævnet fandt ikke, at de fremsatte beskyldninger fra den nu afdøde farbroder i sig selv indebar, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Kabul risikerede en asylbegrundende efterstræbelse. Nævnet fandt, at ansøgerens konflikt primært måtte anses for relateret til det langvarige uvenskab, der havde været mellem ansøgeren og farbroderen. Det forhold, at farbroderen knapt et år efter ansøgerens udrejse var blevet dræbt uden for hjemmet, uden at de nærmere omstændigheder herved kendtes, og at ansøgeren af farbroderens søn var blevet beskyldt for at stå bag drabet, medførte ikke en ændret vurdering. Ansøgeren forhold fandtes helt overvejende at måtte anses for en konflikt af privat karakter, hvorom ansøgeren i Kabul kunne søge myndighedernes beskyttelse. Samlet fandt nævnet derfor ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan ville risikere forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller umenneskelige overgreb eller straf omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Afg/2009/41
Nævnet meddelte i december 2009 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborgerfra Afghanistan. Indrejst i 2009. Som asylmotiv havde ansøgeren blandt andet henvist til, at han frygtede repressalier fra sine onkler på både moderens og faderens side, idet hans forældre var konverteret fra at være sunni-muslimer til at være shia-muslimer. Han havde desuden henvist til, at han ikke havde noget netværk i Afghanistan, idet hans familie opholdt sig i Iran. Flygtningenævnet fandt i det væsentlige at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund. Herefter er ansøgeren afghansk statsborger, født og opvokset i Iran af afghanske forældre. Ansøgeren havde aldrig været i Afghanistan, og der forelå ingen oplysninger om et bestemt oprindelsessted i Afghanistan, som ansøgeren skulle have særlig tilknytning til. Det måtte endvidere lægges til grund, at ansøgerens forældre var konverteret fra at være sunni-muslimer til at være shia-muslimer. Ansøgeren havde forklaret, at det havde ført til et stærkt modsætningsforhold til såvel moderens som faderens familie i Afghanistan. Ikke blot var ansøgeren således uden netværk i form af familie, men det måtte også antages, at ansøgeren ville være i et modsætningsforhold til sine forældres familier. Det måtte endvidere lægges til grund, at ansøgeren som følge af sit sprog, som er farsi, ville skille sig ud i forhold til andre afghanere. Afg/2009/40
Nævnet stadfæstede i december 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er hazara, muslim og fra Ghazni-provinsen. Han havde efter det oplyste ikke været hverken politisk eller religiøst aktiv, men havde været tilknyttet en milits. Han var efter sin forklaring flygtet fra Afghanistan i 2002. Efter dette tidspunkt havde han kun kortvarigt opholdt sig i Afghanistan, og han havde herefter hovedsageligt haft ophold i Iran. Ansøgeren havde som væsentligste asylmotiv henvist til, at han havde overværet to militsfolk dræbe en kommandant, at disse to personer havde tvunget ham til at underskrive en erklæring om, at det var ham (ansøgeren), der havde dræbt kommandanten, og endelig at kommandantens familie måtte formodes at ville hævne sig på ansøgeren og gøre ham ansvarlig for drabet. Nævnet tilsidesatte ansøgerens forklaring om sit asylmotiv som utroværdig. Ved afgørelsen heraf lagde nævnet vægt på, at det ikke forekom troværdigt, at ansøgeren dels skulle have overlevet et angreb på kommandanten, da det måtte formodes, at militsfolkene ville slette alle spor efter nedskydningen af deres overordnede. Det forekom også utroværdigt, at militsfolkene skulle få ham til at underskrive en erklæring om, at han var skyldig i drabet på kommandanten, uden at de efter det oplyste gjorde brug af erklæringen, der ifølge ansøgerens forklaring var blevet underskrevet cirka en måned før hans flugt. I øvrigt kunne nævnet tiltræde Udlændingeservices vurdering af, at historien om, at ansøgeren som næsten nytiltrådt 18-årig skulle kunne dræbe en kommandant med sit følge, var så usandsynlig, at ingen af de relevante myndighedspersoner eller andre måtte formodes at fæste lid hertil. Hertil kom, at ansøgerens forklaring om, at han herefter skulle være tilbageholdt i to måneder, var utroværdig. Hvis militsfolkene– som ansøgeren nu hævdede ville dræbe ham – ønskede at dræbe ham, kunne de have gjort det i de to måneder, hvor han efter det oplyste var blevet tilbageholdt af dem. Endelig forekom ansøgerens forklaring om sin flugt fra cellen som utroværdig. Hans beskrivelse af forløbet fremstod således ikke efter nævnets vurdering som en selvoplevet begivenhed. Nævnet tilsidesatte derfor ansøgerens forklaring om sit væsentligste asylmotiv som utroværdig, og ansøgeren havde ikke sandsynliggjort, at han på andet grundlag ved sin tilbagevenden til Afghanistan ville være i en asylrelevant risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7. Afg/2009/39
Nævnet stadfæstede i december 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i begyndelsen af 2009. Ansøgeren er etnisk tadjik og shia- muslim fra Herat. Ansøgeren havde angivet som sit asylmotiv, at han i slutningen af 2008 havde indledt et forhold til en pige, der var etnisk pashtun. Hun var kort tid efter flygtet hjemmefra og var flyttet ind hos ansøgeren. De havde efterfølgende forsøgt at indgå giftemål ved retten, men dette var ikke lykkedes, idet pigens fader ikke havde billiget giftemålet og var gået til angreb på dem. Natten efter, de havde været i retten, havde tre bevæbnede personer bortført ansøgeren og pigen. De var blevet kørt hen til et sted, hvor pigens fader havde været, og ansøgeren var blevet slået og sparket. Ansøgeren var efterfølgende blevet sluppet fri og var herefter udrejst. Ansøgerens morbroder var blevet dræbt i starten af 2009 grundet ansøgerens forhold, og ansøgeren havde under nævnsmødet fremlagt en række dokumenter relateret til morbroderens død. Flygtningenævnet udtalte, at det efter udlændingeloven påhviler ansøgeren at sandsynliggøre det asylmotiv, som han påberåber sig. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort sit asylmotiv. Nævnet lagde herved vægt på, at det giftemål, som ansøgeren havde forklaret om, i sig selv forekom usandsynligt, hvortil kom, at ansøgeren havde forklaret divergerende om centrale dele af asylmotivet, herunder om han var blevet gift eller ej og om omstændighederne i forbindelse med forsøget på at blive gift. De af ansøgeren under nævnsmødet fremlagte dokumenter ændrede ikke herved. Flygtningenævnet fandt således ikke, at ansøgeren ville risikere forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller ville have behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Afghanistan. Afg/2009/38
Nævnet stadfæstede i november 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2008. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er etnisk hazara fra Afghanistan, og at hun siden 1990 havde opholdt sig udenfor Afghanistan. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til hjemlandet frygtede forfølgelse på grund af sin faders problemer, dels med faderens eget tidligere parti Herkat Eslami dels med et sunni-muslimsk parti. Ansøgeren frygtede desuden at blive dræbt af sin ægtefælle eller sin egen familie, fordi hun i Grækenland havde været udsat for voldtægt, der havde resulteret i, at hun havde født et barn. Nævnet fandt ikke, at ansøgerens faders position som gruppe-leder i et shia-muslimsk parti og mulige deraf følgende uoverensstemmelser med såvel sit eget parti som et sunni-muslimsk parti kunne begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 for ansøgeren. Nævnet lagde herved vægt på, at faderens aktiviteter lå langt tilbage i tid, og at såvel ansøgeren som faderen havde forladt Afghanistan omkring 1990. Nævnet fandt derfor ikke, at ansøgeren som følge af faderens tidligere forhold ved en tilbagevenden til hjemlandet på nuværende tidspunkt ville være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7. Nævnet fandt ikke, at ansøgerens formodning om ved en tilbagevenden til hjemlandet at være i en asylbegrundende risiko for overgreb fra sin ægtefælle eller familie på grund af hendes seneste barn, der var en følge af voldtægt, var således underbygget, at den kunne begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Nævnet bemærkede herved, at ansøgeren efter det oplyste ikke siden udrejsen fra Tyrkiet i 2007 havde haft kontakt med sin ægtefælle eller sin familie, hvis opholdssted hun ikke var bekendt med. Den omstændighed, at ansøgeren var en enlig kvinde uden netværk i Afghanistan, kunne ikke i sig selv begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Afg/2009/37
Nævnet stadfæstede i november 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborgerfraAfghanistanAnsøgeren er mindreårig. Indrejst i 2009. Ansøgere er etnisk hazara og shia-muslim af trosretning fra Kabul. Ansøgeren var vendt tilbage til Kabul i 2008 efter at have boet med sin familie i Iran i 12 år. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til, at hans fader havde været medlem af partiet Hezb-e Harekat, og at faderen var død som martyr, hvilket ansøgeren havde fortalt til beboerne i området i Kabul, hvor alle de andre beboere havde været tilhængere af partiet Hezb-e Wahdat, som havde kæmpet mod Hezb-e Harekat. Ansøgeren var herefter ved flere lejligheder blevet chikaneret og kommet i håndgemæng med nogle af de lokale beboere. Én af de personer, som ansøgeren havde været i konflikt med, arbejdede for politiet. På et tidspunkt havde ansøgeren slået en person med en sten, hvilket efterfølgende var blevet løst ved, at ansøgerens familie havde betalt en erstatning til den skadelidte. Ved en efterfølgende episode havde ansøgeren slået to personer ned med en stok, efter at personerne havde chikaneret ansøgerens søster. Efter den sidste episode var ansøgeren nødt til at udrejse, da en forsoning ikke længere havde været mulig. På grund af konflikten med personen, der var ansat i politiet, var ansøgeren blevet truet med at blive udsat for vold og sat i fængsel. Flygtningenævnet tiltrådte Udlændingeservices vurdering af, at ansøgeren var tilstrækkelig moden til at få behandlet sin ansøgning om asyl. Flygtningenævnet fandt ikke, at de chikanerier, ansøgeren havde været udsat for i Kabul, eller de konflikter, ansøgeren havde haft sammesteds, kunne anses for asylbegrundende. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at hverken chikanerierne eller konflikterne havde haft en sådan intensitet eller omfang, at disse kunne sidestilles med forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet fandt endvidere ikke, at ansøgerens frygt for at blive efterstræbt af myndighederne i Afghanistan kunne begrunde asyl. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren ikke nærmere havde konkretiseret, at myndighederne skulle efterstræbe ham. Flygtningenævnet lagde også vægt på, at ansøgeren aldrig havde haft konflikter med myndighederne. Flygtningenævnet bemærkede i den forbindelse, at ansøgerens forklaring om, at én af de personer, som han havde været i slagsmål med, havde været ansat ved politiet, ikke kunne lægges til grund, da denne forklaring først var fremkommet i forbindelse med samtalen med den beskikkede advokat. Flygtningenævnet fandt under disse omstændigheder ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan ville være i en konkret og individuel risiko for at blive udsat for overgreb eller umenneskelig behandling omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Afg/2009/36
Nævnet meddelte i november 2009 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2008. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren til støtte for sin asylansøgning havde gjort gældende, at hans broder, som havde været bodyguard for en kandidat til Parlamentet, var blevet dræbt i 2005 sammen med den pågældende parlamentskandidat, under et angreb som var iværksat af parlamentskandidatens politiske modstander. Ansøgerens anden broder havde herefter fungeret som bodyguard for parlamentskandidatens broder. Denne person havde foranstaltet et hævnattentatforsøg på sin broders politiske modstanders medarbejder/kommandant, som imidlertid havde overlevet. Ansøgerens broder havde forladt forældrenes bopæl kort efter dette hævnattentatforsøg, idet han var rejst til Iran. Ansøgeren selv var nogle timer senere, sammen med sin fader, blevet frihedsberøvet af syv til otte personer, som angiveligt var sympatisører med parlamentskandidatens politiske modstander. Ansøgeren og faderen var blevet bragt til et hus, hvor ansøgeren i kælderen var blevet udsat for fysiske overgreb. Det var lykkedes ansøgeren at flygte gennem et lille vindue, efter cirka to dages ophold i kælderen. Faderen, som kun havde et ben, var forblevet i kælderen. Ansøgeren var udrejst cirka en uge til 14 dage efter og havde angiveligt opholdt sig i Iran sammen med sin broder i to et halvt år. Herefter var de taget til Tyrkiet for at komme til Grækenland. På en illegal sejltur mellem Tyrkiet og Grækenland var båden kæntret, og ud af 25 personer var cirka 14 personer forsvundet, herunder broderen. De øvrige 11 personer, herunder ansøgeren var blevet opbragt af de tyrkiske havnemyndigheder. Ansøgeren var blevet bedt om at forlade Tyrkiet. Ansøgeren var nået til Grækenland efter endnu en illegal sejltur, hvorfra han var rejst til Danmark, via Italien. Ansøgeren havde til advokatindlægget og under nævnsbehandlingen fremlagt et brev, hvoraf det fremgik, at ansøgerens forældre sammen med ansøgerens søstre og den afdøde broders to børn var taget til Pakistan kort tid efter attentatet på parlamentskandidaten og hævnattentatet på dennes politiske modstanders medarbejder/kommandant. I foråret 2009 var faderen rejst tilbage til Afghanistan for at sælge familiens hus, men han var blevet dræbt. Ansøgeren havde under nævnsbehandlingen oplyst, at han ikke havde yderligere oplysninger om dette drab. Ved en eventuel tilbagevenden frygtede ansøgeren asylbegrundende overgreb fra parlamentskandidatens politiske modstander eller dennes håndlangere eller familiemedlemmer til de personer, der var blevet dræbt ved hævnattentatforsøget, som følge af disses antagelser om, at han selv havde deltaget i hævnattentatetforsøget. Flygtningenævnet bemærkede hertil, at der i hvert fald tidsmæssigt var en lang række divergenser i ansøgerens forklaringer, sammenholdt med de øvrige oplysninger i sagen. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer fandt imidlertid, navnlig under hensyn til ansøgerens baggrund og delvise analfabetisme, og efter en samlet vurdering af sagens oplysninger, ikke at kunne afvise ansøgerens forklaring om, at han umiddelbart efter attentatforsøget på parlamentskandidatens politiske modstanders medarbejder/ kommandant, var blevet mistænkt for meddelagtighed, og at ansøgeren som følge heraf var flygtet fra hjemlandet. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger fandt et flertal af Flygtningenævnets medlemmer det herefter sandsynliggjort af ansøgeren, at han ved en eventuel tilbagevenden til sit hjemland ville være i reel risiko for overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, fra de stedlige magthavere, og at han ikke ville have mulighed for at søge de afghanske myndigheders beskyttelse herimod. Afg/2009/35
Nævnet meddelte i november 2009 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborgerfra Afghanistan. Indrejst i 2004. I 2005 stadfæstede Flygtningenævnet en afgørelse truffet af Udlændingeservice, hvorved ansøgeren blev meddelt afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. I 2009 genoptog Flygtningenævnet sagen grundet sagens karakter. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren var indrejst og havde søgt asyl i Danmark i 2004. Det fremgik af den asylsag, som Flygtningenævnet havde afgjort i 2005, at ansøgeren såvel overfor Udlændingeservice som overfor nævnet havde forklaret udførligt og konsistent om sit asylmotiv. Ansøgeren havde oprindeligt som asylmotiv henvist til den tvang, han havde været udsat for fra sin far, der som et lokalt indflydelsesrigt medlem af en religiøs organisation og som strengt religiøst fokuseret havde anvendt trusler og vold og ved en bestemt lejlighed pistolskud mod ansøgeren for at tvinge ansøgeren til træning som Jihad-kriger samt indgå ægteskab med en dengang 13-årig kusine. I 2006 havde ansøgeren anmodet om genoptagelse af asylsagen navnlig under henvisning til, at han i 2006 var konverteret til kristendommen. Det fremgik, at ansøgeren var aktivt deltagende i et kristent trossamfund, og at han i 2006 var blevet døbt. Ansøgerens oplysninger herom forelå bekræftet ved erklæring fra trossamfundet. Ansøgeren havde endvidere henvist til, at han på grund af konverteringen havde mødt modstand og afstandtagen fra herboende afghanere, der var bekendt med konverteringen. I sommeren 2006 havde ansøgerens advokat indklaget Danmark for FN’s Menneskerettighedskomité. I processkrift fra starten af 2009 til komitéen havde advokaten blandt andet henvist til en erklæring fra trossamfundet om ansøgerens fortsatte aktive deltagelse i trossamfundet siden 2006 samt til den betydning, herboende afghaneres viden om konverteringen havde haft for ansøgerens ophold i Danmark og ansøgerens risici ved en tilbagevenden til Afghanistan. Det fremgik af advokatindlægget til nævnsmødet og af ansøgerens forklaring i nævnsmødet videre blandt andet, at ansøgeren fortsat var aktiv i det kristne trossamfund, at ansøgeren ikke havde haft kontakt med sin familie siden indrejsen og ikke vidste, om familien fortsat opholdt sig i Pakistan eller Afghanistan, at ansøgeren på grund af modstand fra herboende afghanere grundet konverteringen fortsat holdt ”lav profil”, og at ansøgeren frygtede for de oplysninger om hans konvertering, der var tilgået og ville kunne tilgå afghanere i Afghanistan. Nævnet bemærkede, at ansøgeren også i nævnsmødet havde forklaret konsistent og uden at udbygge sine oplysninger. Nævnet lagde derfor vægt på ansøgerens oplysninger om faderens tvang og indflydelse i den religiøse organisation, den manglende kontakt med ansøgeren familie og det oplyste om ansøgerens forhold i Danmark under den tid, der var forløbet. Nævnet fandt, at oplysningerne om ansøgerens faste og vedholdte tilknytning til en kristen kirke og konvertering til den kristne tro havde afgørende betydning. Nævnet fandt derfor efter en samlet vurdering af de oplysninger, der nu forelå for nævnet, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan, hvor han måtte antages at være uden familienetværk og uden støtte i sin tidligere omgangskreds, ville kunne risikere en forfølgelse grundet sin kristne tro og tilhørsforhold, hvilken forfølgelse de afghanske myndigheder måtte antages ikke at kunne beskytte ansøgeren imod. På denne baggrund fandt nævnet, at ansøgeren havde krav på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Afg/2009/33
Nævnet stadfæstede i oktober 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i begyndelsen af 2009. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til, at hans fætter, der havde arbejdet for Sikkerhedstjenesten, var blevet tilbageholdt i sommeren 2008 og i den forbindelse blevet truet af Taleban til at videregive oplysninger om ansøgeren, der havde arbejdet sammen med fætteren. Taleban havde efterfølgende dræbt fætteren. Efter drabet på fætteren var ansøgeren blevet indkaldt til samtale hos Sikkerhedstjenesten. Ansøgeren var dog udeblevet fra mødet, da han havde frygtet, at sikkerhedstjeneste ville stille ham til ansvar for fætterens død. Flygtningenævnet lagde ansøgerens forklaring om, at hans fætter var blevet dræbt af Taleban, til grund. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer kunne ikke lægge til grund, at fætteren havde oplyst ansøgerens navn til Taleban, før fætteren var blevet dræbt, og at ansøgeren havde modtaget anonyme trusler på sin mobiltelefon fra Taleban. Flertallet lagde herved vægt på, at det ikke forekom sandsynligt, at fætteren havde videregivet ansøgerens navn til Taleban under de angivne omstændigheder, og at ansøgeren, der i øvrigt kun havde været chauffør for fætteren, ikke var blevet opsøgt af Taleban i perioden efter drabet på fætteren og indtil udrejsen mere end en måned efter. Ansøgeren havde således deltaget i sørgehøjtideligheden for fætteren og havde i øvrigt opholdt sig i hjemmet indtil udrejsen. Flertallet fandt således i det hele ikke, at der var en konkret risiko for, at ansøgeren, som følge af sin virksomhed som chauffør for fætteren, ville blive udsat for overgreb fra Talebans side. Flygtningenævnet fandt endvidere ikke, at ansøgeren ville risikere forfølgelse fra Sikkerhedstjenesten som følge af, at han var udeblevet fra afhøring i Herat om fætterens død. Afg/2009/31
Nævnet stadfæstede i oktober 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i begyndelsen af 2009. Ansøgeren havde ved indrejsen og overfor Udlændingeservice som asylmotiv påberåbt sig, at han var blevet slået af sin stedfader. Han havde også oplyst, at familien havde været hjemme, da han forlod hjemmet. Under Flygtningenævnets behandling af sagen, påberåbte ansøgeren som asylmotiv, at han frygtede sin stedfader, fordi ansøgeren havde tabt sin 3-4 måneder gamle lillesøster. Flygtningenævnet kunne ikke lægge ansøgerens nye forklaring til den beskikkede advokat og for nævnet til grund. Nævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren ikke gav nogen rimelig grund til ikke tidligere at have afgivet den forklaring, som han nu påberåbte sig, og at ansøgeren i sin oprindelige forklaring havde afgivet en endog meget detaljeret forklaring om omstændighederne ved flugten fra hjemmet – en forklaring, som nu helt blev fraveget, idet ansøgeren efter den nye forklaring havde været alene, da han havde forladt hjemmet. Flygtningenævnet fandt, at ansøgerens konflikt med sin stedfader måtte anses for en privatretlig konflikt, og at denne ikke kunne anses for at være på et sådant niveau og af en sådan intensitet, at det måtte anses for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at ansøgeren havde behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Afg/2009/30
Nævnet stadfæstede i januar 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2008. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til, at hendes fader havde været kommandant for Hezb-e Wahdat og derpå for TalibanEfter amerikanernes invasion af landet i 2001 blev ansøgerens familie dræbt af en raket. Ansøgeren havde herefter boet hos én af faderens venner frem til udrejsen. Flygtningenævnet lagde i overensstemmelse med ansøgerens forklaring til grund, at ansøgerens fader havde været kommandant først for Hezb-e Wahdat og derpå for Taliban, idet han havde overgivet sig til Taliban. Det måtte endvidere lægges til grund, at raketangrebet, hvorunder faderen og den øvrige familie var blevet dræbt, havde sammenhæng med faderens aktiviteter som kommandant. Flygtningenævnet kunne lægge til grund, at angrebet var kommet enten fra Taliban eller Hezb-e Wahdat. Det måtte lægges til grund, at ansøgeren herefter havde taget ophold hos faderens ven i landsbyen, hvor hun havde opholdt sig i et til halvandet år. Flygtningenævnet kunne ikke lægge til grund, at ansøgeren i den periode var blevet efterstræbt, idet oplysning herom først var fremkommet under nævnsmødet, og der således var tale om en udbygning af ansøgerens forklaring. De generelle forhold i Afghanistan, herunder for enlige kvinder, kunne ikke i sig selv begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer lagde vægt på, at ansøgeren kun havde været en ung pige, da faderen var blevet dræbt, at hun under opholdet i landsbyen igennem en længere periode ikke var blevet udsat for problemer, at hun var udrejst, alene fordi faderens ven, som hun havde opholdt sig hos, selv havde fået problemer, og at hun i øvrigt fremstod som helt uprofileret. Herefter fandt flertallet af Flygtningenævnets medlemmer ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden risikerede forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Afg/2009/3
Nævnet stadfæstede i oktober 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i slutningen af 2008. Flygtningenævnet udtalte, at uanset om ansøgerens forklaring om, at hans fader omkring 2001 som medlem af Hezb-e Wahdat, havde dræbt to medlemmer af Hezb-e Harakat, samt at ansøgeren i 2004 af nogle medlemmer af Hezb-e Harakat, var blevet tilbageholdt og udsat for nogle overgreb, lagdes til grund, kunne dette ikke anses for asylbegrundende. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at forholdene lå langt tilbage i tid samt på, at ansøgeren var blevet løsladt efter cirka en uges tilbageholdelse. Flygtningenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren herefter havde opholdt sig i cirka tre år i en nærliggende landsby, uden at han i den periode var blevet opsøgt af personer fra Hezb-e Harakat. Flygtningenævnet fandt under disse omstændigheder ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan ville være i en konkret og individuel risiko for forfølgelse eller for at blive udsat for umenneskelig behandling eller overgreb. Ansøgeren opfylder derfor ikke betingelserne for asyl efter udlændingelovens § 7. Afg/2009/29
Nævnet meddelte i oktober 2009 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i foråret 2008. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til en jordkonflikt mellem ansøgeren og hans morbroder. I forbindelse med den konflikt havde ansøgeren kastet en sten efter morbroderens søn, som var blevet ramt i hovedet og herefter faldet om. Flygtningenævnet lagde i det væsentlige ansøgerens forklaring til grund. Nævnet kunne dog ikke lægge til grund, at ansøgerens morbroders søn havde fået varige mén som følge af stenkastet. Flygtningenævnet fandt, at den foreliggende jordkonflikt var af et sådant omfang og intensitet, at ansøgeren ville være i reel risiko for overgreb fra morbroderens side, hvis ansøgeren vendte tilbage til Afghanistan. Nævnet lagde herved vægt på, at det efter det oplyste måtte lægges til grund, at morbroderen havde dræbt ansøgerens fader, og at morbroderen havde stået bag et overfald på en af ansøgerens bekendte, som ansøgeren havde søgt råd hos med henblik på at opnå sin retmæssige del af jorden. Nævnet bemærkede endvidere, at morbroderen måtte antages at have støtte hos de lokale magthavere, og at ansøgeren ikke ville kunne antages at opnå den fornødne beskyttelse fra myndighederne. Nævnet bemærkede tillige, at konflikten ikke kunne antages at være blevet mindre af episoden med stenkastet mod morbroderens søn. Afg/2009/28
Nævnet stadfæstede i oktober 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan samt to børn. Indrejst i sommeren 2008. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er født i Afghanistan, men havde boet i Pakistan fra hun havde været cirka to år, til udrejsen i 2008. Uanset om det lagdes til grund, at ansøgerens første ægtefælle var blevet dræbt i 2004 og hendes broder i 2005 samt hendes fader i 2006/2007 kunne dette ikke begrunde asyl. Flygtningenævnet forkastede ansøgerens forklaring om, at disse drab var begået af nogle magtfulde personer, som havde ønsket, at ansøgeren skulle gifte sig med en af dem. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren ikke havde kunnet give nogen sandsynlig forklaring på, hvorfor de pågældende personer havde ønsket, at ansøgeren blev gift med en af disse. Flygtningenævnet lagde desuden vægt på, at ansøgerens forklaring virkede meget ukonkret og upræcis både med hensyn til, hvornår der havde været fremsat trusler imod hende og af hvem, de havde været givet. Flygtningenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren havde afgivet divergerende forklaring om, hvornår de nævnte drab var foregået. Flygtningenævnet fandt under disse omstændigheder ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan ville være i en konkret og individuel risiko for forfølgelse eller for umenneskelig behandling eller overgreb. Flygtningenævnet lagde herved også vægt på, at ansøgeren ikke havde haft konflikter med myndighederne eller enkeltpersoner i Afghanistan. De generelt vanskelige forhold i Afghanistan, herunder forholdene for enlige kvinder, kunne ikke i sig selv begrunde asyl. Afg/2009/27
Nævnet meddelte i oktober 2009 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i efteråret 2008. Ansøgeren og hendes moder havde i mange år boet i Iran, men var et par måneder før indrejsen til Danmark flyttet tilbage til faderen i Afghanistan, da de ikke længere kunne få fornyet deres opholdstilladelse som flygtninge i Iran. Efter deres tilbagevenden til Afghanistan var ansøgeren blevet kontaktet af en indflydelsesrig person, der havde ønsket at gifte sig med hende. Ansøgeren og hendes familie havde takket nej hertil ikke mindst, da ansøgeren i 2005 i Iran var blevet viet til en afghansk mand bosat i Danmark. Personen, der ønskede at gifte sig med hende, havde herefter lagt pres på familien og havde truet med at slå dem ihjel, hvis ikke ansøgeren giftede sig med ham. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer lagde ansøgerens forklaring, der var sammenhængende og overbevisende, til grund. Det lagdes således til grund, at ansøgeren kort tid efter sin tilbagevenden til Afghanistan havde fået et ægteskabstilbud fra en person med stor indflydelse, og at denne person havde truet hendes familie, hvorefter hun var flygtet til Danmark. Flertallet fandt, at ansøgeren derved havde sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan ville være i en konkret risiko for at blive udsat for overgreb som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, og at hun ikke kunne søge myndighedernes beskyttelse herimod. Afg/2009/26
Nævnet stadfæstede i september 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mindreårig, mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i foråret 2009. Flygtningenævnet tiltrådte, at ansøgeren var tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylsagsprocedure. Ansøgeren henviste som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet frygtede overgreb fra ukendte gerningsmænd, som havde voldtaget ansøgeren og ansøgerens bror for mere end 3-4 år siden og i forbindelse hermed havde brækket ansøgerens ene ben. Ansøgeren henviste endvidere til, at han for to år siden var blevet overfaldet på gaden, og at hans farbror havde modtaget trusselsbreve af et ikke nærmere beskrevet indhold vedrørende ansøgeren og dennes brødre. Flygtningenævnet fandt ikke, at disse forhold kunne begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at voldtægten og overfaldet måtte anses for enkeltstående kriminelle forhold. Flygtningenævnet lagde desuden vægt på, at ansøgeren og dennes bror efterfølgende havde opholdt sig i hjemlandet i adskillige år inden udrejsen. De anførte trusselsbreve, hvorom der ikke forelå konkrete oplysninger, kunne ikke begrunde en ændret vurdering. Flygtningenævnet fandt ikke, at det kunne lægges til grund, at ansøgeren på grund af sin faders stilling som kommandant under Mujahedin forud for 1996 på nærværende tidspunkt risikerede overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet kunne ikke lægge ansøgerens først under nævnsmødet fremkomne oplysninger om ansøgerens moders og farbroders flugt til Iran til grund. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens forklaring om genetablering af kontakten med ansøgerens bror og fremkomsten af en telefax fra ansøgerens mor først var sket efter, at Udlændingeservice havde meddelt ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. De generelle forhold i Afghanistan kunne ikke i sig selv begrunde asyl. Flygtningenævnet fandt derfor ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerede forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller ville være i en reel risiko for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Afg/2009/25
Nævnet meddelte i september 2009 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i slutningen af 2008. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgerens far havde været et højtstående medlem af PDPA. I overensstemmelse med ansøgerens faders forklaring i sin asylsag lagdes det til grund, at faderen havde måttet flygte, efter at Mujahedin var kommet til magten i 1992, på grund af et modsætningsforhold til forskellige Mujahedin-grupper. Faderen havde desuden været tilbageholdt af Mujahedin i to år, og ansøgerens mor var gentagne gange blevet opsøgt af Mujahedin og udsat for hårdhændet behandling. Flygtningenævnet lagde endvidere til grund, at ansøgerens mor havde været tilbageholdt af Taleban, der havde eftersøgt ansøgerens fader. Ansøgerens far var blevet meddelt opholdstilladelse her i landet i slutningen af 2001. Ansøgerens mor og tre af ansøgerens søskende var i sommeren 2006 blevet meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, under henvisning til ansøgerens faders forhold. To af ansøgerens øvrige søskende var i foråret 2007 blevet meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, ligeledes under henvisning til ansøgerens faders forhold. Flygtningenævnet fandt på denne baggrund, at også ansøgeren, der ikke havde noget netværk i hjemlandet, som følge af faderens profilering under Najibullahs regime, ved en tilbagevenden til hjemlandet måtte anses for at være i en reel risiko for asylbegrundende overgreb. Flygtningenævnet bemærkede herved, at det fremgik af det foreliggende baggrundsmateriale, at højtstående medlemmer af PDPA fortsat, som følge af deres tidligere position, kunne være i risiko for forfølgelse, hvis de havde konflikter med de daværende magthavere i Afghanistan. Afg/2009/24
Nævnet stadfæstede i september 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2008. Ansøgerens ældste søn havde tidligere været officer i hæren og medlem af PDPA. Taleban havde i 2000 opsøgt ansøgerens bopæl for at pågribe den ældste søn, og under episoden var ansøgerens yngste søn blevet alvorligt såret. Ansøgerens ældste søn var herefter flygtet ud af landet. Fra 2000 - 2008 havde ansøgeren boet i Afghanistan uden trusler fra Taleban. I 2008 havde talebanerne fremsat en ultimativ trussel, hvorefter ansøgeren skulle udlevere sin ældste søn eller betale USD 100.000. Flygtningenævnet udtalte, at nævnet i det væsentligste kunne lægge ansøgerens forklaring om hans konflikter med Taleban i 2000 og 2008 til grund, ligesom nævnet kunne lægge til grund, at ansøgeren ikke i perioden 2001 til 2008 havde haft konkrete konflikter med Taleban. Flygtningenævnet lagde endvidere til grund, at ansøgeren havde haft fast ejendom både i Kabul og en mindre by, samt at han ved udrejsen i 2008 havde boet i den mindre by med sin ægtefælle. Flygtningenævnet fandt ikke, at konflikten i 2000, hvor Taleban havde forsøgt at få fat på ansøgerens søn, kunne anses for asylbegrundende. Nævnet lagde herved vægt på, at forholdet lå langt tilbage i tid, og at der ikke havde været konkrete konflikter med Taleban i perioden indtil efteråret 2008. Talebans henvendelse i efteråret 2008 kunne heller ikke anses for asylbegrundende. Flygtningenævnet lagde herved vægt på forholdets karakter og intensitet. Nævnet lagde også vægt på, at ansøgeren efter angrebet havde henvendt sig til myndighederne, der havde reageret på henvendelsen og havde foretaget efterforskningsskridt i sagen. Flygtningenævnet lagde endvidere en vis vægt på, at ansøgerens familie ikke var blevet opsøgt af Taleban efter ansøgerens udrejse. Flygtningenævnet fandt under disse omstændigheder ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan ville være i en konkret og individuel risiko for forfølgelse eller for umenneskelig behandling eller overgreb. Afg/2009/23
Nævnet stadfæstede i september 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i efteråret 2008. Ansøgeren havde i en lang periode boet i Iran og Pakistan og havde kort før sin udrejse til Danmark været på sin tidligere bopæl i Herat, Afghanistan. Ansøgeren havde 3 børn bosat i Danmark. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren ikke havde været politisk aktiv. Ansøgeren oplyste, at hun kort før udrejsen var blevet opsøgt af en mand, der ville have ansøgeren til at få sin ugifte datter tilbage til Afghanistan, så han kunne gifte sig med hende med henblik på at den herboende familie kunne blive afpresset for penge. Ansøgeren var blevet opsøgt to gange af den pågældende. Ansøgeren havde i forbindelse med udrejsen solgt sit hus og havde anvendt midler herfra til rejsen til Danmark. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan ville være i konkret og individuel risiko for forfølgelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet fandt heller ikke, at ansøgeren, på baggrund af den af hende angivne konflikt med en ikke navngiven mand, ville være i reel risiko for at blive udsat for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet bemærkede, at oplysningerne om ansøgerens helbredsforhold ikke i sig selv kunne begrunde asyl. Flygtningenævnet bemærkede videre, at den omstændighed, at ansøgeren var enlig kvinde, heller ikke kunne begrunde asyl. Afg/2009/22
Nævnet stadfæstede i september 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i slutningen af 2008. Ansøgeren havde som asylmotiv angivet, at hans far og bror var blevet anholdt af Nordalliancen i 2001, og han ikke siden havde hørt fra dem. I 2002 var ansøgeren selv blevet tilbageholdt et par dage af personer fra Nordalliancen og i denne forbindelse udsat for fysiske overgreb. Ansøgeren havde efter denne episode, indtil sin udrejse i 2005, opholdt sig hos sin moster, der boede i en større by end hans hjemby. Ansøgeren frygtede ved en tilbagevenden at blive slået ihjel af personer fra Nordalliancen eller Taliban. Flygtningenævnet udtalte, at uanset om ansøgerens forklaring lagdes til grund, fandt Flygtningenævnet det ikke herved sandsynliggjort, at ansøgeren havde været konkret og individuelt forfulgt. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at Nordalliancens arrestation af ansøgerens fader og broder i 2001 havde været led i en generel arrestation af flere tusinde mennesker. Flygtningenævnet lagde også vægt på, at der i 2001-2002, hvor ansøgeren havde gemt sig i kælderen under bopælen, ikke var blevet rettet henvendelse på bopælen af personer fra Nordalliancen. Flygtningenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren, efter at han i 2002 var blevet tilbageholdt af folk fra Nordalliancen og herunder udsat for fysiske overgreb, havde opholdt sig to år hos sin moster, uden at han i den anledning var blevet udsat for overgreb. Flygtningenævnet lagde herved desuden vægt på, at ansøgeren, i de to år han havde opholdt sig hos mosteren, havde færdedes offentligt, og at han i 2004 havde indgået ægteskab. Flygtningenævnet fandt ikke, at det forhold, at ansøgeren var blevet ven med en kristen nabo, kunne tillægges betydning ved sagens afgørelse. Flygtningenævnet fandt under disse omstændigheder ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan ville være i en konkret og individuel risiko for forfølgelse, umenneskelig behandling eller overgreb. Afg/2009/21
Nævnet stadfæstede i august 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2007. I perioden fra 1997 til 2004/2005 boede ansøgeren, dennes ægtefælle og deres datter i Pakistan på grund af krigen i Afghanistan. Flygtningenævnet udtalte, at efter ansøgeren var vendt tilbage til Kabul omkring 2004-2005 og frem til udrejsen i slutningen af 2007, i hvilken periode hun for størstedelen boede alene, havde hun ikke haft problemer med myndighedspersoner eller andre. Ansøgeren havde først søgt asyl cirka 10 måneder efter indrejsen i Danmark, og efter hun havde fået afslag på familiesammenføring. Der var derfor ikke grundlag for at antage, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan ville være i konkret og individuel risiko for forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for en reel risiko for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Den omstændighed, at ansøgeren var en ældre enlig kvinde, kunne ikke i sig selv føre til asyl. Afg/2009/20
Nævnet stadfæstede i januar 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2008. Ansøgeren havde opgivet sit fødselsår til at være 1992, men Udlændingeservice havde efterfølgende efter retsmedicinske undersøgelser fastsat fødselsåret til 1989. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til, at hans farbroder, der havde været offentlig anklager, i 1995/1996 var blevet slået ihjel af ukendte gerningsmænd. Ansøgeren frygtede nu selv at blive slået ihjel af de samme personer, som havde slået farbroderen ihjel. Ansøgeren henviste desuden til, at han frygtede at blive taget med af Taliban, og at han som etnisk hazara blev diskrimineret i hjemlandet. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren under nævnsmødet fastholdt, at han var under 18 år. Flygtningenævnet kunne ikke lægge til grund, at ansøgeren havde påklaget Udlændingeservices afgørelse om aldersfastsættelse. Flygtningenævnet fandt derfor grundlag for at behandle sagen, idet Flygtningenævnet bemærkede, at der ikke forelå omstændigheder, der gav grundlag for at antage, at ansøgeren ikke var tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylsagsprocedure i Flygtningenævnet. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er etnisk hazara og opvokset i Kabul. Flygtningenævnet kunne lægge til grund, at ansøgerens farbroder, der også havde været ansøgerens stedfader, havde været offentlig anklager og statsansat under PDPA, men nævnet kunne ikke lægge til grund, at farbroderen havde været højt profileret. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at oplysningerne om farbroderens profilering først var fremkommet i forbindelse med nævnsmødet gennem et brev fra ansøgerens moder, og at ansøgerens forklaring om baggrunden for brevet og de øvrige dokumenters sene fremkomst ikke var fremtrådt som troværdig med hensyn til ansøgerens kontakt med familien. Flygtningenævnet fandt det desuden usandsynligt, at ansøgeren ikke selv skulle have haft kendskab til farbroderens høje profilering. Uanset om ansøgerens farbroder i nogen grad måtte have været profileret under PDPA, fandt Flygtningenævnet ikke, at dette kunne begrunde asyl for ansøgeren. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at drabet på farbroderen havde fundet sted i 1995/1996, og at ansøgeren havde kunnet opholde sig i hjemlandet i den mellemliggende tid indtil udrejsen i 2007. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgerens generelle frygt for at blive taget til fange af Taliban, der ifølge ansøgeren tog børn og unge, der vaskede biler på gaderne, var af en sådan konkret karakter, at den kunne begrunde asyl for ansøgeren. De generelle forhold for etniske hazarare kunne ikke i sig selv begrunde asyl. Afg/2009/2
Nævnet stadfæstede i august 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2008 på visum med henblik på at besøge sin herboende datter. I forbindelse med Talebans magtovertagelse i Kabul i 1996 var ansøgerens ægtefælle og en af hendes døtre blevet dræbt. Efterfølgende var ansøgeren sammen med sine børn rejst til Pakistan, hvor de havde opholdt sig i tre år. Efter Karzais magtovertagelse var ansøgeren og hendes børn vendt tilbage til Kabul, hvor ansøgeren herefter havde boet sammen med en datter og en søn. Sønnen havde studeret på universitetet i Kabul, hvor han havde mødt en pige, som han havde forelsket sig i. På et tidspunkt havde sønnen bedt ansøgeren om efter afghansk tradition at bede pigens familie om tilladelse til, at han og pigen kunne blive gift. Pigens forældre er pashtuner og sunni-muslimer og stærkt religiøse. Pigens far var meget indflydelsesrig og tilhørte Hezbe Islami. Pigens forældre havde nægtet at give tilladelse til, at deres datter kunne gifte sig med ansøgerens søn, fordi ansøgerens familie var hazaraer og shia-muslimer. Ansøgeren havde sagt dette til sønnen, som herefter havde fortalt, at pigen var gravid. Sønnen havde herefter sagt til ansøgeren, at han og pigen var nødt til at flygte, fordi deres liv var i fare. Herefter var sønnen og pigen taget af sted, og ansøgeren havde ikke hørt fra dem siden. Få dage senere var ansøgeren blevet opsøgt af pigens far og farbror og to andre mænd. De fire mænd havde spurgt ansøgeren efter sønnen og ransaget ansøgerens bopæl. De havde truet med at dræbe ansøgeren, såfremt hun ikke oplyste, hvor sønnen og pigen opholdt sig. Ansøgeren var straks herefter flygtet til Pakistan, hvor hun havde opholdt sig i to et halvt år, inden hun var vendt tilbage til Kabul for at få udstedt pas. Ansøgeren havde opholdt sig hos datteren i Kabul i cirka 15 dage og havde fået udstedt pas. Herefter var hun vendt tilbage til Pakistan, hvorfra hun var udrejst til Danmark. Datteren og hendes ægtefælle var efterfølgende blevet tvunget til at flygte til Iran på grund af ansøgerens søns konflikt. Flygtningenævnet lagde efter ansøgerens forklaring til grund, at hun i 2006 var blevet opsøgt af familiemedlemmer til sønnens kæreste, og at familiemedlemmerne havde fremsat trusler over for ansøgeren med henblik på at få hende til at oplyse sønnens opholdssted. Ansøgeren var straks udrejst til Pakistan, men var kort tid efter vendt tilbage til Kabul for at få udstedt pas. Hun havde opholdt sig i Kabul i hvert fald i 15 dage. Nævnet kunne ikke lægge til grund, at datteren, som ansøgeren havde opholdt sig hos, var udrejst tidligere end i 2008. Nævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren i forbindelse med asylregistreringen havde forklaret, at datteren var udrejst ikke lang tid før afhøringen, og at hun under samtalen hos Udlændingeservice udtrykkeligt havde nævnt årstallet 2008. Ansøgeren havde forklaret, at hun under de 15 dages ophold i Kabul ikke var blevet opsøgt af familiemedlemmer til sønnens kæreste, og at datteren ikke på noget tidspunkt var blevet opsøgt af familien til sønnens kæreste. Ansøgeren søgte først om asyl efter at have opholdt sig her i landet i over en måned. På denne baggrund fandt Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan ville være i en konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i en reel risiko for at blive udsat for overgreb som omhandlet i udlændingelovens § 7, stk. 2. Den omstændighed, at ansøgeren alene havde to søskende og dermed et begrænset netværk i Afghanistan, fandtes ikke i sig selv at kunne begrunde meddelelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Afg/2009/18
Nævnet meddelte i juli 2009 opholdstilladelse (B–status) til en mandlig ansøger fra Afghanistan. Indrejst i 2007. Ansøgeren er etnisk pashtun og muslim af trosretning fra Laghman-provinsen. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren og dennes familie havde været tilknyttet PDPA, og at flere familiemedlemmer havde været officerer i politiet eller militæret. Nævnet lagde endvidere til grund, at familien i 1992 – efter Najibullah-regeringens fald – var flygtet til Pakistan, hvorfra de var vendt tilbage til Afghanistan efter Talibans magtovertagelse. Efter tilbagekomsten blev ansøgeren, dennes fader og to farbrødre anholdt af Taliban. Faderen og farbrødrene var forsvundet, og deres skæbne var ukendt. Ansøgeren var blevet tilbageholdt af Taliban i et år og var blevet udsat for overgreb under tilbageholdelsen. Ansøgeren var undsluppet og var på ny udrejst til Pakistan. Efter et ophold i Rusland fra 2001 til 2006 var ansøgeren sammen med fem søskende og moderen vendt tilbage til Afghanistan, hvor de havde taget ophold på deres landejendom i Laghman-provinsen. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til, at han tilhørte en familie, som i Afghanistan var kendt som havende tilknytning til det tidligere kommunistiske regime, og at han risikerede forfølgelse som følge heraf fra personer fra Mujahedin-bevægelsen, som samarbejdede med magthaverne i landet. Ansøgeren havde i den forbindelse henvist til, at familien før udrejsen fra Afghanistan i begyndelsen af 2007 var blevet truet til at sælge deres ejendom til underpris til den lokale kommandant, samt blevet truet til at forlade området. Flygtningenævnet bemærkede, at ansøgerens familie med fremtrædende stillinger under Najibullahs regime og med store jordbesiddelser måtte antages for værende kendte i Afghanistan, og at det derfor ville være vanskeligt for ansøgeren ved et eventuelt modsætningsforhold til magthavere i Afghanistan at undgå at bringe sig i søgelyset. Ansøgeren havde i perioden efter Najibullah-regimets fald to gange forsøgt at vende tilbage til Afghanistan. Første gang havde dette resulteret i tilbageholdelser af ansøgeren og flere familiemedlemmer, herunder ansøgerens fader, hvorunder ansøgeren var blevet udsat for overgreb. Anden gang var familien af en lokal kommandant blevet truet til at sælge deres jordbesiddelse til underpris, hvorefter de igen efter trusler fra kommandanten havde følt sig nødsaget til at forlade Afghanistan. Flygtningenævnet fandt, at ansøgeren efter en samlet vurdering derved havde sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan ville være i en reel risiko for dødsstraf eller for at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet lagde ved vurderingen særlig vægt på oplysningerne om familiens fremtrædende position, den tidligere tilbageholdelse, faderens og andre familiemedlemmers forsvinden, samt baggrundsoplysninger om forholdene for større jordbesiddere i Afghanistan. Afg/2009/17
Nævnet meddelte i maj 2009 opholdstilladelse (B-status) til en statsborger fra Afghanistan. Ansøgeren var mindreårig. Indrejst i 2008. Flygtningenævnet tiltrådte, at ansøgeren var tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylsagsbehandling. Det blev lagt til grund, at ansøgeren er etnisk hazara og shiamuslim. Uanset at ansøgeren på en række punkter havde forklaret upræcist om sine forhold og færden frem til udrejsen, kunne Flygtningenævnet lægge til grund, at ansøgerens fader, der havde ejet meget jord, og havde haft en fremtrædende position i landsbyen, var kommet i modsætningsforhold til folk fra Taleban, der havde dræbt faderen, ligesom Taleban efterfølgende havde henvendt sig på ansøgerens bopæl, hvor de havde truet ansøgerens moder og familie på livet, såfremt de ikke inden fem dage ville udlevere våben og penge samt skøde på ejendommen. Ansøgeren, der er ældste søn, var herefter straks udrejst af hjemlandet. Ved nævnets vurdering af ansøgerens forhold blev det taget i betragtning, at ansøgeren er mindreårig. Endvidere blev det efter de foreliggende baggrundsoplysninger antaget, at myndighederne ikke ville være i stand til at yde ansøgeren fornøden beskyttelse. På denne baggrund fandt Flygtningenævnet, at ansøgeren ved en tilbagevenden ville være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Afg/2009/16
Nævnet meddelte i maj 2009 opholdstilladelse (B–status) til en mandlig ansøger fra Afghanistan. Indrejst i 2008. Ansøgeren var mindreårig. Flygtningenævnet tiltrådte, at ansøgeren var tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylsagsprocedure efter en vurdering af ansøgerens fremtræden i nævnsmødet. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer tillagde det vægt, at ansøgeren havde afgivet en konsistent og troværdig forklaring både til sagen, til den beskikkede advokat ifølge advokatindlægget og i nævnsmødet. Ansøgeren havde forklaret uforbeholdent, og de få og i øvrigt mindre betydende misforståelser, der havde været i forhold til det gengivne i politirapport af 17. september 2008, måtte anses for at bero på tolkeproblemer. Ansøgerens alder på 16 år ifølge personundersøgelseserklæring af 19. december 2008 ansås tilsvarende for i alt væsentligt at stemme med ansøgerens oplysning om, at han ved indrejsen havde været 15 år. Ved vurderingen af ansøgerens forklaring, herunder ansøgerens relativt få konkrete oplysninger om faderens rolle og politiske aktivitet og betydning, lagde et flertal af Flygtningenævnets medlemmer til fordel for ansøgeren vægt på ansøgerens alder, på det anførte om ansøgerens troværdighed i øvrigt, og på at ansøgeren havde oplysningerne fra sin mor. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer lagde herefter til grund, at ansøgerens forældre havde baggrund som hazaraer og shia-muslimer fra et distrikt i Ghanzni-provinsen i Afghanistan. Ansøgerens far havde været politisk aktiv og havde haft indflydelse i lokalområdet og havde i forbindelse med Talebans tilstedeværelse i tiden omkring 1998 valgt at søge at samarbejde med Taleban, således at hazara-familierne i området derved havde kunnet opnå beskyttelse over for de tilstedeværende pashtunere. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer lagde til grund, at faderen var blevet udsat for overgreb og havde været i konflikt med andre hazara-familier og pashtunere i området, idet han var blevet anset for en form for spion for Taleban. Da en granat var blevet kastet ind i familiens ejendom, og faderen derved var blevet såret i benet, havde faderen umiddelbart herefter med sin familie valgt at tage til Iran. Ansøgeren, hans søskende og mor var nået frem til Teheran, men faderen var forsvundet under rejsen, og ansøgeren havde ikke haft kontakt med sin far siden. Flugten skete omkring år 2000, hvor ansøgeren var omkring syv eller otte år gammel. Ansøgeren havde herefter haft ophold med sin mor og søskende i Shorabad-området i Teheran, hvor ansøgeren og hans søskende efter moderens pålæg herom udadtil havde levet under et andet navn end faderens. Familien havde ikke haft kontakt med andre hazara-familier fra Afghanistan og havde alene haft kontakt til muligt en fjernere slægtning, som ansøgeren havde kaldt morbror. Denne havde i et vist omfang hjulpet familien men havde også af hensyn til sin egen sikkerhed afvist nærmere kontakt. Det var dog den nævnte morbror, der konkret både praktisk og økonomisk havde hjulpet ansøgeren, da han i 2007 sammen med sin mor og søskende af de iranske myndigheder var blevet pågrebet med henblik på udsendelse til Afghanistan, fordi de ikke havde opholdstilladelse. Morbroderen havde arrangeret ansøgerens flugt til Europa, fordi morbroderen ikke havde anset ansøgeren for at være i sikkerhed i Teheran eller i Afghanistan. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer lagde videre til grund, at ansøgerens mor og søskende nu ved den nævnte morbroders hjælp på ny var udrejst fra Afghanistan og havde ophold hos ham. Under de ovennævnte omstændigheder fandt et flertal af Flygtningenævnets medlemmer, at ansøgeren, der var familiens ældste søn, ved en tilbagevenden til hjemområdet i Afghanistan, hvor han efter det oplyste hverken havde familie eller andet netværk, risikerede en umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, som omfattes af udlændingelovens § 7, stk. 2. Efter stemmeflertallet fandt nævnet derfor, at ansøgeren havde krav på opholdstilladelse efter denne bestemmelse. Afg/2009/15
Nævnet stadfæstede i maj 2009 en afgørelse truffet af Udlændingeservice vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2008. Ansøgeren havde henvist til en konflikt med sin fasters mand, idet ansøgerens søster ikke havde ønsket at indgå ægteskab med hans søn. Søsteren havde i stedet indgået ægteskab med deres morbroders søn i Iran. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren havde forklaret, at han som cirka tiårig var udrejst fra Afghanistan til Iran i 1998, idet han skulle arbejde hos sin morbror i Teheran og bidrage til forsørgelsen af sin mor og søster, der efter faderens død fortsat havde haft ophold i en by ved Kabul. Faderen havde allerede, da søsteren havde været omkring tre år, aftalt med fasteren og dennes mand, at søsteren skulle giftes med deres næstældste søn. Søsteren havde ikke ønsket dette ægteskab. Der havde ikke været problemer, da ansøgeren i 2004 havde besøgt sin mor og søster i Kabul, og ansøgeren havde herefter fortsat arbejdet hos morbroderen i Teheran indtil 2008, hvor han var udrejst af Iran og til Europa, idet de iranske myndigheder var begyndt at udsende afghanere. I overensstemmelse hermed havde ansøgeren ifølge asylregistreringsrapport fra 2008 som sit asylmotiv oplyst, at Taleban havde ødelagt familiens tilværelse i Afghanistan, og at Iran var begyndt at ”smide afghanere ud af landet”. Ansøgeren, der er analfabet, havde ikke udfyldt et asylansøgningsskema, men havde til samtalereferat blandt andet oplyst om udrejsen i 1998 og besøget hos moderen og søsteren uden problemer i 2004. Adspurgt om, hvorfor ansøgeren ikke var vendt tilbage til Afghanistan, havde ansøgeren til referatet svaret, at der ikke var nogen fremtid for ham, sikkerheden var dårlig, og der var intet arbejde. Først adspurgt direkte om søsterens forhold havde ansøgeren oplyst om det, som var hans asylmotiv. Ansøgeren havde herom forklaret, at faderens familie havde troet, at det havde været ansøgerens bestemmelse, at søsteren måtte gifte sig på moderens side på trods af aftalen med ansøgerens far og oplyst, at da han havde været i Iran, havde han ikke troet, at problemerne med hans søsters ægteskab ville blive så store. Men efter at han fra Danmark havde talt med moderen, havde han for alvor følt sig truet. I nævnsmødet havde ansøgeren oplyst, at han fra Iran havde ringet til sin fasters mand for at få dennes reaktion på søsterens forlovelse med morbroderens søn. Nævnet lagde til grund, at telefonsamtalen havde fundet sted i slutningen af 2007. Ansøgeren havde forklaret, at fasterens mand havde fremsat trusler direkte mod ham, hans mor og søster, men han havde også forklaret, at han dog ikke havde taget truslerne så alvorligt. Det var først efterfølgende, da han fra Danmark havde talt med sin mor. Ansøgeren havde ifølge advokatindlægget og på nævnsmødet oplyst, at moderen og søsteren i foråret 2009 var flygtet til Iran. Det var morbroderen, der havde hentet dem til Iran, hvor søsteren efter sit ønske havde villet indgå ægteskab med morbroderens søn. På den nævnte baggrund fandt Flygtningenævnet efter en samlet vurdering af ansøgerens oplysninger, at det ikke kunne lægges til grund, at konflikten med fasterens mand vedrørende søsterens ægteskab havde en sådan intensitet over for ansøgeren, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerede overgreb eller efterstræbelse, som var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Det indgik i vurderingen, at ansøgerens mor og søster havde kunnet opholde sig i samme område i Kabul eller byen tæt herved, hvor fasterens mand boede, uden overgreb uanset oplysningerne om forlovelsen måtte anses for kendt af fasterens mand siden i hvert fald 2007 og uanset truslerne, som var nævnt i telefonsamtalen mellem ansøgeren og fasterens mand. Ansøgeren havde i øvrigt ikke grundet egne forhold haft nogen form for konflikter hverken med myndighederne eller grupperinger i Afghanistan og fandtes ikke at risikere forfølgelse i hjemlandet, der var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Afg/2009/14
Nævnet meddelte i april 2009 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2007. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til, at hans fader havde arbejdet tæt sammen med en indflydelsesrig kommandant i Kunar-provinsen, der havde ydet familien beskyttelse. I forbindelse med Talibans magtovertagelse i området, havde kommandanten beskyldt ansøgerens far for at have videregivet oplysninger om områdets grænseposter til Taliban. Ansøgerens familie frygtede, at kommandanten ville hævne sig på én af dem. Ansøgeren og hans familie havde herefter forladt området. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgerens familie var en velhavende og kendt familie i Kunar-provinsen. Flygtningenævnet havde i en afgørelse fra 2006 givet asyl til ansøgerens broder under henvisning til, at ansøgerens fader havde bragt sig i et sådant modsætningsforhold til en navngiven kommandant, der havde en fremtrædende position i Kunar-provinsen, at også sønnen måtte antages at være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet fandt på den baggrund og under hensyn til, at forholdene i Kunar-provinsen fortsat måtte anses for usikre, at ansøgeren ligeledes måtte anses for at være i en reel risiko for at blive udsat for forhold, der var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Afg/2009/12
Nævnet meddelte i marts 2009 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2008. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er etnisk hazara fra Ghazi-provinsen i Afghanistan, og at ansøgeren siden han var fem år gammel havde opholdt sig i først Pakistan og senere i Iran uden, at han havde haft en gyldig opholdstilladelse. Flygtningenævnet lagde ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, herunder om årsagerne til, at ansøgeren og hans fader og to søstre måtte forlade Afghanistan. Flygtningenævnet lagde således til grund, at ansøgerens farbroder, som familien havde boet sammen med, i 1998 havde dræbt to pashtunere under en konflikt om noget jord. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer fandt på denne baggrund, at der var grundlag for at antage, at ansøgeren ville være i en reel risiko for dødsstraf eller for at ville blive underkastet umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, ved en tilbagevenden til Afghanistan, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Afg/2009/11
Nævnet meddelte i marts 2009 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2008. Ansøgeren havde henvist til, at han i hjemlandet – mens han havde arbejdet som fårehyrde – var blevet rekrutteret af en for ansøgeren ukendt mand til en træningslejr for unge drenge og unge mænd, og blandt andet var blevet trænet i at fungere som selvmordsbomber. Ved en tilbagevenden til Afghanistan frygtede ansøgeren, at han ville blive hvervet igen. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er etnisk tadjik fra Faryab-provinsen, at han ikke havde været politisk aktiv, og at han ikke havde haft problemer med myndighederne. Uanset at ansøgeren på nogle punkter havde forklaret upræcist om det påberåbte asylmotiv, kunne et flertal afFlygtningenævnets medlemmer efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring, herunder hans fremtræden for Flygtningenævnet, ikke tilsidesætte ansøgerens forklaring om, at ansøgeren var blevet lokket til at tage med af en mand, at ansøgeren herefter var blevet anbragt i en kælder, hvor der havde været cirka 40-50 drenge og unge mænd, at manden og andre havde trænet dem som selvmordsbombere, at ansøgeren havde opholdt sig i cirka seks måneder i kælderen, at det var lykkedes for ansøgeren at flygte i forbindelse med en flytning af drengene, at ansøgeren var kommet tilbage til sin arbejdsgiver som hyrde, og at han havde stjålet og solgt syv af arbejdsgiverens får i forbindelse med udrejsen. Flygtningenævnets flertal fandt på denne baggrund, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han ville være i en reel risiko for dødsstraf eller for at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til hjemlandet. Afg/2009/10
Nævnet stadfæstede i januar 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2008. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er tadjik, muslim, og er født og opvokset i Kabul, hvorfra hun var flygtet med sin moder og søskende i 1992. De efterfølgende 16 år havde hun boet i Pakistan. Hun havde ikke været hverken politisk eller religiøst aktiv. Som væsentligste asylmotiv havde ansøgeren for det første henvist til, at hendes fader havde været en højtplaceret officer og medlem af PDPA, og at han var blevet likvideret af Mujahedin i 1992. For det andet havde ansøgeren henvist til sin ægtefælles forhold, idet han havde været fængslet af Taleban i Afghanistan, hvorfra han blev løsladt i 2000. Den omstændighed, at ansøgerens fader havde været officer og medlem af PDPA under Najibullah kunne ikke føre til, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan ville være i en asylrelevant risiko for forfølgelse. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at der nu var forløbet snart 17 år siden faderens død, ligesom der i dag er væsentligt ændrede magtforhold i Afghanistan. Hertil kom, at ansøgeren ikke havde sandsynliggjort, at faderen skulle havde været så højtplaceret officer og medlem af PDPA, at dette i sig selv kunne medføre, at hans datter så mange år senere opfyldte betingelserne for at få asyl. Endelig lagde Flygtningenævnet vægt på, at ansøgerens søster efter det oplyste, havde kunnet opholde sig i Afghanistan uden problemer som følge af faderens forhold. Den omstændighed, at ansøgerens ægtefælle havde været fængslet af Taleban, kunne heller ikke føre til, at hun nu opfyldte betingelserne for at få asyl. For det første havde ansøgeren alene kunne henvise til, at hun i Pakistan skulle være blevet truet af en anden kvinde, der havde videregivet en besked fra sin mand, der angiveligt skulle være medlem af Taleban. For det andet er der væsentligt ændrede forhold i Afghanistan i forhold til situationen i 2000. Ansøgeren havde derfor ikke sandsynliggjort, at hun som følge af sin ægtefælles forhold var i risiko for asylrelevant forfølgelse ved en tilbagevenden til Afghanistan som følge af ægtefællens forhold. Herefter, og da de generelt usikre forhold i Afghanistan, herunder for enlige kvinder, ikke i sig selv kunne føre til et andet resultat, opfyldte ansøgeren ikke betingelserne for at få asyl efter udlændingelovens § 7. Afg/2009/1
Nævnet stadfæstede i april 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2006. Flygtningenævnet lagde ved sagens afgørelse til grund, at ansøgeren er etnisk hazara fra Afghanistan og er født og opvokset i Kabul, men senere flyttede til Mazar-e-Sharif. Det lagdes endvidere til grund, at ansøgeren og hans broder i 1998, efter at Taleban for anden gang havde erobret Mazar-e-Sharif, var blevet anholdt og herefter tilbageholdt frem til 2001, hvor de blev løsladt uden betingelser. Det lagdes yderligere til grund, at ansøgeren under tilbageholdelsen, især i den første tid, var blevet udsat for hårdhændet behandling. Flygtningenævnet fandt ikke, at dette kunne begrunde asyl. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at Taleban ikke på afgørelsestidspunktet udgjorde nogen magtfaktor i Kabul eller i Mazar-e-Sharif området. Flygtningenævnet lagde herudover vægt på, at forholdet lå langt tilbage i tid, og at ansøgeren var helt uprofileret. Flygtningenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren ikke havde haft konflikter med de nuværende magthavere. Flygtningenævnet fandt ikke, at den behandling ansøgeren havde været udsat for under tilbageholdelsen af Taleban i sig selv kunne begrunde asyl. Flygtningenævnet forkastede ansøgerens forklaring om, at hans farbroder som følge af en jordstrid var blevet dræbt, og at ansøgeren og hans fader som følge heraf efterstræbtes af en fætter i Afghanistan. Flygtningenævnet fandt, at denne forklaring virkede usandfærdig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet fandt det under disse omstændigheder ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan ville være i en konkret og individuel risiko for forfølgelse eller for at blive udsat for umenneskelig behandling eller overgreb. Ansøgeren opfyldte derfor ikke betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Afg/2008/9
Nævnet stadfæstede i april 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2007. I slutningen af 2006 rejste ansøgeren sammen med sin moder og bedstemoder samt ansøgerens ægtefælle og deres tre børn tilbage til deres hjemby i Afghanistan. Ansøgeren opholdt sig i hjemlandet i tre dage, førend han alene udrejste på ny. Flygtningenævnet lagde ved sagens afgørelse til grund, at ansøgeren er etnisk pashtun fra Kunar provinsen i Afghanistan, og at han fra 1995 til 2006 havde opholdt sig i en flygtningelejr i Pakistan sammen med sin moder. Under opholdet i flygtningelejren var ansøgeren blevet gift og har nu tre børn med sin ægtefælle. Uanset om ansøgerens forklaring om, at han i oktober 2006 i flygtningelejren i Pakistan var blevet opsøgt af en kommandant og truet af denne med, at ansøgerens børn ville blive slået ihjel, hvis han ikke rejste tilbage til Afghanistan og tilsluttede sig kommandantens Mujahedin-bevægelse, lagdes til grund, fandt Flygtningenævnet ikke, at dette kunne begrunde asyl. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at kommandanten i flygtningelejren havde opsøgt adskillige andre end ansøgeren. Flygtningenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren havde opholdt sig i lejren i over ti år uden problemer. Flygtningenævnet lagde desuden vægt på, at ansøgeren herefter var rejst fra Pakistan til sin hjemby i Kunar-provinsen med hele sin familie, hvorefter han efter tre dage var udrejst alene, selvom kommandanten havde truet med at dræbe hans børn. Flygtningenævnet lagde endvidere en vis vægt på, at ansøgeren først under samtalen med advokaten havde oplyst, at han var rejst til Afghanistan for at søge hjælp hos amerikanerne. Flygtningenævnet fandt det under disse omstændigheder ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan ville være i en konkret og individuel risiko for forfølgelse eller for at blive udsat for umenneskelig behandling eller overgreb. Afg/2008/8
Nævnet meddelte i marts 2008 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2007. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim, at ansøgerens far under krigen mod Taleban havde virket som kommandant for en gruppe soldater under Hezbe-Wahdat, at faderen på grund af mistanke om deltagelse i våbentyveri var flygtet og gået over til Taleban, at ansøgeren og hans øvrige familie var kommet i modsætningsforhold til de lokale beboere, og at de i 2001 var flygtet op i bjergene. Endvidere lagde Flygtningenævnet til grund, at moderen havde været i et modsætningsforhold til sin familie på grund af ægteskabet med ansøgerens far, at en morbroder, som ansøgerens far havde fængslet i forbindelse med den ovenfor nævnte sag om våbentyveri, var blevet fundet død i sin fængselscelle, og at moderens familie havde mistænkt faderen for at have dræbt morbroderen. Endelig lagde Flygtningenævnet til grund, at ansøgeren sammen med sine forældre og søskende i 2004 ville rejse til en anden by for at besøge en af moderens søstre, der var alvorlig syg, at de i forbindelse hermed havde passeret en by, hvor ansøgerens to morbrødre boede, at de havde henvendt sig på morbrødrenes bopæl, hvor der var opstået diskussion, idet morbrødrene var vrede på faderen, at det var endt med, at morbrødrene og faderen var gået afsides, hvorunder morbrødrene havde slået faderen ihjel, at ansøgeren og den resterende familie med en af tanternes mellemkomst havde fået kørelejlighed til moderens søster den følgende morgen, at moderen var blevet syg under opholdet hos søsteren, at mosterens ægtefælle havde oplyst, at ville køre moderen til en læge, at nævnte ægtefælle efterfølgende havde sørget for, at ansøgeren og hans søskende var blevet kørt væk fra stedet, at ansøgeren og hans søskende var blevet overgivet til fremmede personer, og at ansøgeren var blevet undergivet et slaverilignende forhold. Efter en samlet vurdering af ansøgerens forhold sammenholdt med de foreliggende baggrundsoplysninger måtte det antages, at der på grund af faderens forhold fortsat var et modsætningsforhold dels til de lokale myndigheder i form af Hezbe-Wahdat, dels til moderens familie. Flygtningenævnet fandt på denne baggrund, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han ville være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til hjemlandet. Afg/2008/6
Nævnet meddelte i marts 2008 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2007. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgerens familie gennem mange år havde haft store jordbesiddelser i Laghman-provinsen, at jordbesiddelserne var blevet beslaglagt af Muhajedin ved magtskiftet i 1992, idet ansøgerens far og bror havde arbejdet for det tidligere styre, at Muhajedin var repræsenteret af lokale kommandanter, at familien havde fået jordbesiddelserne tilbage i 1997 efter Talebans magtovertagelse, at faderen og broderen havde samarbejdet med Taleban fra 1997 til 1999, at broderen var blevet dræbt af Taleban i 1999, hvorefter faderen og den øvrige familie var flygtet til Pakistan, at familien havde taget ophold i Laghman i begyndelsen af 2002, at Muhajedin-grupper i august 2005 havde udført et voldeligt angreb mod ansøgerens familie, hvorunder faderen havde afstået indtægterne af jordbesiddelserne, at faderen efter at have indbragt sagen for et ældreråd havde fået tilbageleveret jordbesiddelserne 8-9 måneder senere, at en gruppe fra Muhajedin under ledelse af de to ovenfor nævnte lokale kommandanter havde henvendt sig på ejendommen en nat i august 2006 med krav om, at faderen underskrev et overdragelsesdokument, og at faderen var blevet skudt og dræbt, da han havde nægtet at underskrive. Flygtningenævnet lagde videre til grund, at ansøgeren og den øvrige familie var flygtet over taget til naboejendommen, hvor de havde skjult sig i fire dage, og at de havde forladt området iklædt burka, inden de havde påbegyndt udrejsen. Henset til drabet på faderen sammenholdt med de foreliggende baggrundsoplysninger om forholdene for større jordbesiddere, måtte det antages, at ansøgeren som arving til jorden vil stå i et modsætningsforhold til de pågældende lokale kommandanter, såfremt han vender tilbage til hjemlandet. Flygtningenævnet fandt på denne baggrund, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han vil være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til hjemlandet. Afg/2008/5
Nævnet stadfæstede i marts 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Født i 1991. Indrejst i 2007. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er en cirka 16-årig uledsaget mindreårig, som havde gået fem år i skole i Afghanistan. Flygtningenævnet fandt, at ansøgerens forklaring måtte vurderes i lyset heraf. Flygtningenævnet tiltrådte, at ansøgeren var tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylsagsbehandling. Ansøgeren havde som sit asylmotiv anført, at han frygtede, at hans søsters ægtefælle, der var kommandant, ville slå ham ihjel, idet kommandanten troede, at det var ansøgeren, der havde planlagt, at hans søster og kommandantens 16-årige datter, skulle forlade ham. Flygtningenævnet fandt ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund, idet denne havde virket usandfærdig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet havde herved lagt vægt på, at ansøgeren under sagens behandling havde forklaret divergerende og på visse punkter udbyggende. Ansøgerens forklaring havde endvidere været stridende mod de oplysninger, som Flygtningenævnet har om familieforholdene i Afghanistan. På denne baggrund fandt Flygtningenævnet, at det ikke virkede sandsynligt, at ansøgeren skulle være efterstræbt af kommandanten. Flygtningenævnet lagde desuden vægt på, at ansøgerens formodning om, at kommandanten efterstræbte ham, alene byggede på oplysninger fra hans farbroders partner, der havde gengivet et rygte, som ansøgerens farbroder havde hørt. Under disse omstændigheder fandt Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan ville være i en konkret og individuel risiko for forfølgelse eller for at blive udsat for umenneskelig behandling eller overgreb. Ansøgeren opfyldte derfor ikke betingelserne for asyl efter udlændingelovens § 7. Afg/2008/4
Nævnet stadfæstede i februar i 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2006. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren som sit asylmotiv havde angivet, at han frygtede overgreb fra Talebans side som følge af, at faderen havde nægtet at samarbejde med Taleban og ligeledes havde nægtet at lade sine sønner slutte sig til Taleban. Ansøgeren frygtede endvidere overgreb som følge af, at Taleban skulle have mistanke om, at deres skjulested var blevet røbet af ansøgeren eller faderen. Flygtningenævnet bemærkede, at ansøgeren for så vidt angik faderens position på hjemegnen havde udbygget sin forklaring, idet det ikke forud for ansøgerens samtale med den beskikkede advokat fremgik af sagen, at faderen og farfaderen havde været stammeledere og havde haft betydelig indflydelse på den lokale befolkning. Flygtningenævnet fandt, at ansøgerens forklaring om asylmotivet forekom usandsynlig og konstrueret til lejligheden. Det forekom usandsynligt, at Taleban skulle have lovet ansøgerens fader alle de penge og våben, som han måtte ønske sig, hvis han sluttede sig til Taleban. Det bemærkedes herved, at faderen havde været imod Taleban og havde sympatiseret med modstandere af Taleban. Ansøgerens forklaring om, at han under et besøg af Taleban på bopælen havde sneget sig tilbage og lyttet ved vinduerne, og at Taleban herefter havde beskyldt faderen for, at deres skjulested var blevet afsløret, fordi ansøgeren havde fulgt efter Taleban, virkede konstrueret. Hvis Taleban havde den opfattelse, at deres skjulested var blevet røbet med den følge, at flere medlemmer var blevet dræbt og såret, forekom det usandsynligt, at Taleban ville have indskrænket sig til i første omgang at efterlade et brev til familien, hvori man havde redegjort for mistanken og var fremkommet med trusler på livet. Hvis det havde forholdt sig som angivet af ansøgeren, forekom det endvidere usandsynligt, at faderen skulle have sendt ansøgeren alene afsted til Kabul med en større sum penge, mens resten af familien var forblevet i hjemmet. Efter det anførte fandtes det ubetænkeligt at forkaste ansøgerens forklaring om asylmotivet. Det bemærkedes herved tillige, at det ikke understøttede ansøgerens troværdighed, at han ved indrejsen i Danmark havde været i besiddelse af en række håndskrevne papirer, der med ansøgerens navn påført indeholdt en konstrueret forklaring om et asylmotiv, som dog var forskellig fra ansøgerens forklaring, og som indeholdt angivelser af spørgsmål, der typisk stilles i forbindelse med behandling af en asylsag. Herefter fandtes ansøgeren ikke at have sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan ville være i risiko for en asylbegrundende forfølgelse, der var omfattet af udlændingelovens § 7 stk. 1, eller for at blive udsat for forhold, der var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Afg/2008/3
Nævnet stadfæstede i december 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mindreårig mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2008. Flygtningenævnet tiltrådte, at ansøgeren var tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylsagsbehandling. Ansøgeren havde til støtte for sin asylansøgning navnlig gjort gældende, at han ved eventuel tilbagevenden til Logar-provinsen i Afghanistan, hvor hans familie stammer fra, ville være i risiko for overgreb eller anden form for forfølgelse fra to navngivne personer, der havde konfiskeret familiens jord. Jordstriden havde været grunden til, at ansøgeren og hans familie for 11 år siden var udrejst af hjemlandet til Iran. Dette fremgik af en erklæring, som ansøgerens fader havde fremskaffet til brug for sagen, og hvori faderens identitet var bekræftet af de lokale myndigheder i en by i Logar-provinsen. Flygtningenævnet fandt ikke, at dette kunne begrunde, at der meddeltes ansøgeren beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Nævnet lagde herved vægt på, at forholdene lå langt tilbage i tid. Det forhold, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan ikke ville have nær familie eller fast ejendom her, kunne ikke i sig selv føre til et andet resultat. Flygtningenævnet fandt ej heller, at ansøgeren ville være i risiko for asylbegrundende forfølgelse efter reglerne i Flygtningekonventionen, jf. udlændingelovens § 7, stk.1. Flygtningenævnet fandt under disse omstændigheder ej heller grundlag for at udsætte sagen på, at der blev tilvejebragt nærmere oplysninger om magtforholdene i Logar-provinsen. Afg/2008/21
Nævnet stadfæstede i oktober 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2007. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim fra Kabul. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til de generelle forhold i Afghanistan og til, at hun ved en tilbagevenden risikerede overgreb, fordi hun var enlig kvinde uden netværk og ikke vil kunne opnå myndighedernes beskyttelse. Ansøgeren havde under sagens behandling i nævnet tillige henvist til ansøgerens faders høje profilering som højt stående officer under PDPA-regeringen. Ansøgeren havde endeligt henvist til, at hun under sit ophold i Pakistan, hvor hun havde boet fra 2000 til indrejsen i Danmark i 2007, havde været udsat for chikane og trusler. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgerens faders profilering som general under PDPA-regeringen indtil 1992 kunne begrunde opholdstilladelse for ansøgeren efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet havde herved lagt vægt på, at faderens aktiviteter for PDPA lå langt tilbage i tid, og at ansøgeren dengang kun var 5-6 år gammel, og at ansøgeren ikke under sit ophold i Pakistan havde haft konflikter på grund af faderens forhold. Flygtningenævnet kunne derfor ikke lægge til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet på tidspunktet for nævnsafgørelsen ville være i en reel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7 på grund af sin faders forhold. Flygtningenævnet fandt ikke, at den chikane, som ansøgeren havde været udsat for i Pakistan kunne antages at vedrøre forhold, der havde betydning for vurderingen af, om ansøgeren opfyldte betingelserne for asyl i forhold til Afghanistan. Flygtningenævnet fandt ikke, at de generelt vanskelige forhold i Afghanistan, herunder for enlige kvinder, i sig selv var af en sådan karakter, at de var asylbegrundede. Afg/2008/20
Nævnet stadfæstede i februar 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan Indrejst i januar 2007. Ansøgerens ægtefælle bor i Danmark. Det fremgår af sagen, at ansøgeren siden 2003 har arbejdet for forskellig udenlandske og internationale organisationer som chauffør, tolk m.v. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren som asylmotiv havde henvist til frygt for overgreb fra sin biologiske familie, der er tilknyttet Taleban. Nævnet havde ikke grundlag for at betvivle ansøgerens forklaring om sine forskellige ansættelser hos udenlandske organisationer. Nævnet kunne imidlertid ikke lægge ansøgerens forklaring til grund om de overgreb og trusler, han skulle have været udsat for i dette forløb. Nævnet bemærkede, at forklaringen var divergerende og udbygget. Ansøgeren havde navnlig vedrørende en knivepisode afgivet indbyrdes forskellige forklaringer såvel i asylskema, som under samtalen med Udlændingeservice og i nævnet. Ansøgerens forklaring om eksistensen af trusler stemte heller ikke overens med, at han først var udrejst efter opnåelse af besøgsvisum, og at han først havde søgt om asyl efter udløbet af visumperioden. Det bemærkedes endelig, at det forhold, at ansøgeren havde arbejdet for udenlandske organisationer ikke i sig selv var asylbegrundende. Afg/2008/2
Nævnet stadfæstede i oktober 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2007. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er etnisk tadjik og shia-muslim fra Kabul, at ansøgeren ikke havde været politisk aktiv, at ansøgerens ægtefælle, der havde virket som officer under det kommunistiske styre og havde været medlem af PDPA, blev dræbt i 1988 under kamphandlinger, at ansøgerens sønner efter magtskiftet i 1992 havde tilsluttet sig Hezbe Wahdat partiet, at ansøgerens ældste søn var blevet dræbt under kamphandlinger, at ansøgeren havde ernæret sig som lærer, at ansøgeren under Taleban-styret i 2000 var blevet overfaldet af Taleban-folk på grund af hendes undervisning af piger, at ansøgeren herefter var flygtet til Pakistan sammen med sin mindreårige datter, at ansøgeren efterfølgende havde foretaget flere rejser mellem Pakistan og Afghanistan, og at ansøgeren var vendt tilbage til Kabul sammen med datteren kort tid før udrejsen. Nævnet lagde endvidere til grund, at ansøgeren ikke havde slægtninge i Afghanistan. Ansøgerens yngste søn opholdt sig i Danmark, mens datteren var gift og opholdt sig i Iran. Ansøgerens konflikter med Taleban kunne ikke begrunde asyl, idet Taleban ikke længere var ved magten. Endvidere måtte det tillægges vægt, at Hezbe Wahdat indgik i det nuværende styre, og at ansøgeren ikke efter det oplyste havde haft konkrete problemer på grund af ægtefællens medlemskab af PDPA. De generelle forhold i Afghanistan, herunder for enlige kvinder, kunne ikke i sig selv begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Hertil kom, at ansøgeren fremstod som helt uprofileret. Afg/2008/19
Nævnet stadfæstede i oktober 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan samt et barn. Indrejst i november 2008. Ansøgeren nægtede at indgå ægteskab med den mand, som hendes familie havde valgt til hende, og giftede sig i stedet med en anden mand. Flygtningenævnet bemærkede, at ansøgeren, navnlig i advokatindlægget og under nævnsbehandlingen, havde afgivet divergerende forklaringer om sit asylmotiv i forhold til hendes oprindelige forklaring til registreringsrapporten og til hendes asylskema. I hendes registreringsrapport havde hun angivet, at hun var arrangeret forlovet, men ikke havde ønsket at gifte sig med vedkommende, og at hun havde fået afslag på familiesammenføring, hvorfor hendes sidste mulighed havde været at søge asyl. Til asylskemaet havde hun angivet, at hun ikke ønskede at føde og opfostre sit barn uden dets fader, og at hun ønskede at studere videre her i Danmark. Endvidere havde hun angivet, at hendes forlovede i Afghanistan var analfabet. Under nævnsbehandlingen og i advokatindlægget havde ansøgeren uddybet sidstnævnte bemærkning derhen, at hendes forlovede var ud af en magtfuld familie, og at hun havde hørt, at han studerede på universitetet. Uanset om dele af hendes forklaring måtte kunne lægges til grund for sagen, herunder at hun via sin familie havde modtaget diverse verbale og skriftlige trusler fra den forlovede i Afghanistan, lagde Flygtningenævnet vægt på, at hun havde opholdt sig i Iran i flere år efter, at hun var blevet gift med sin ægtefælle, uden at hun have været udsat for overgreb fra den forlovede eller dennes familie. Efter en samlet vurdering af ansøgerens oplysninger fandt Flygtningenævnet det herefter ikke sandsynliggjort af hende, at hun ved en tilbagevenden til sit hjemland ville være i konkret, individuel risiko for forfølgelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at hun ville være i reel risiko for overgreb fra hendes tidligere forlovede omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Det forhold, at ansøgeren ville være enlig kvinde uden netværk ved en eventuel tilbagevenden til sit hjemland, fandtes ikke at kunne føre til noget andet resultat. Endelig bemærkede Flygtningenævnet, at nævnet ikke havde fundet tilstrækkeligt grundlag til at hjemvise sagen til fornyet behandling i Udlændingeservice, som følge af hendes ægtefælles forhold, da det forelå oplyst for nævnet, at Udlændingeservices asyl- og visumafdeling i 2006 havde givet afslag på familiesammenføring, idet man ikke fandt, at ansøgerens ægtefælle ville være i risiko for asylbegrundende forfølgelse ved en tilbagevenden til Afghanistan, selvom han havde fået opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, i 2001. Afg/2008/18
Nævnet stadfæstede i september 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2007. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er pashtun, sunni-muslim og fra en mindre by tæt på Jalalabad. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til, at hans far, der var militærmand indtil 1992 under PDPA, var blevet dræbt af Taleban/Mujahedin i 2003. Hertil kom, at ansøgeren mente sig forfulgt af Taleban, fordi han havde talt imod selvmordsbombere, ligesom han havde forsvaret den danske regering i forbindelse med krisen efter tegninge-sagen. Endelig havde ansøgeren henvist til, at han var kommet i miskredit, fordi han havde valgt at gifte sig med en pige fra Danmark. Ansøgerens forklaringer forekom ikke troværdige. For det første havde han ikke på nogen overbevisende måde kunnet redegøre for sit og faderens liv i perioden fra 1992 til 2003, hvor faderen efter det oplyste var blevet dræbt. Ansøgeren havde i denne periode været først barn og siden teenager, og han havde – når han blev spurgt nærmere – henvist til, at han kun var et barn, og at han ikke kunne huske meget. For det andet forekom det ikke sandsynligt – og alene konstrueret til lejligheden – at han skulle have bragt sig i miskredit hos Taleban med videre ved at have talt imod selvmordsbombere. For det tredje forekom ansøgerens forklaring om sit forsvar for den danske regering i tegninge-sagen søgt og utroværdig. Hertil kom, at ansøgeren heller ikke i forbindelse med dette asylmotiv havde været særlig konkret og vedholdende med hensyn til tid, sted med videre. For det fjerde forekom det ikke troværdigt, at ansøgeren dels skulle have forklaret om, og dels skulle have bragt sig i miskredit hos Taleban, fordi han havde ønsket at gifte sig med en afghansk pige bosat i Danmark. Hans forklaring om, at han til en ny ven lige før sin udrejse skulle have betroet denne dette forhold – selvom denne ven efter ansøgerens forklaring havde forekommet mistænkelig – var selvmodsigende og utroværdig. Flygtningenævnet kunne på denne baggrund ikke lægge ansøgerens forklaring til grund, og Flygtningenævnet kunne som følge heraf ikke lægge til grund, at ansøgeren havde et asylrelevant motiv for ikke at vende tilbage til Afghanistan. Ansøgeren opfyldte derfor ikke betingelserne i udlændingelovens § 7. Afg/2008/17
Nævnet meddelte i august 2008 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2006. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er hazara, shia-muslim og fra Ghazni. Han havde i perioder boet i Kabul, ligesom han en stor del af tiden fra 1992 til 2004 havde været flygtning i Iran. Han havde – før han blev 15-16 år – været medlem af en ungdomsforening under PDPA, ligesom han kort før sin udrejse i 2006 blandt andet havde deltaget i kristendomsundervisning. Ansøgeren havde som væsentligste asylmotiv henvist til, at han var højt profileret, da hans fader indtil 1992 havde en ledende stilling i et ministerium og i lokalområdet. Hertil kom, at ansøgeren i 2005/06 havde deltaget blandt andet i kristendomsundervisning. Ansøgeren havde i den forbindelse fremlagt to dokumenter fra juli 2006. Det fremgik heraf, at en mullah og en person fra Indenrigsministeriet var bekendt med, at ansøgeren havde været vantro, hvorfor der var udstedt en arrestordre i Ghazni-provinsen. Det lagdes til grund, at ansøgeren og dennes familie havde været på flugt/fængslet det meste af tiden siden 1992. Det lagdes videre til grund, at ansøgeren fra 2004 til sommeren 2006 havde kunnet opholde sig i Afghanistan, men at han herefter på ny havde måttet flygte, da han som følge af sin interesse for kristendommen – muligt kombineret med profileringen som følge af sin fader – var blevet eftersøgt. Når hertil kom, at ansøgeren ikke længere havde et familiemæssig netværk, kunne det ikke udelukkes, at han som følge af de ovennævnte forhold var i risiko for asylrelevant forfølgelse enten fra myndighederne eller fra lokale kommandanter, som myndighederne ikke havde kontrol over. Afg/2008/16
Nævnet stadfæstede i juli 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2006. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er etnisk usbeker og sunni-muslim fra Sarepol. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til, at han ved en bryllupsfest i februar 2006, hvor blandt andet byens mullah var til stede, havde forsvaret tegningerne af profeten Mohammed, og at han dagen efter var blevet kaldt til samtale hos mullahen i moskéen, hvor han havde gentaget sine synspunkter. Mullahen var blevet meget vred på ham, og hans morbroder og fætre havde undskyldt på hans vegne og havde lovet at straffe ham, mens de havde ført ham ud fra moskéen. Den følgende dag havde ansøgeren af sin fader fået at vide, at mullahen havde meldt ham til politiet, hvorefter han var udrejst til Danmark. Ved en tilbagevenden frygtede ansøgeren at blive dømt efter sharia-loven for at have fornærmet islam, ligesom han frygtede overgreb fra islamister. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at hans angivelige konflikt med mullahen havde haft en sådan karakter, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan ville være i konkret og individuel risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, som følge heraf, hverken fra myndighederne eller islamister. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren havde fået lov til at gå efter samtalen hos mullahen, efter at hans onkel og hans fætre havde undskyldt på hans vegne, ligesom onkelen havde lovet at straffe ham. Nævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren fremstod som helt uprofileret. Flygtningenævnet bemærkede, at nævnet ikke kunne tillægge den fremlagte arrestordre nogen vægt. Flygtningenævnet lagde vægt på, at det efter den foretagne ægthedsvurdering måtte lægges til grund, at dokumentet var uægte, ligesom ansøgeren ikke var kommet med nogen rimelig forklaring på, at dokumentet, der var dateret i februar 2006, først blev fremlagt, efter at han var blevet meddelt afslag på asyl af Udlændingeservice i september 2006. Flygtningenævnet fandt derfor ikke, at ansøgeren opfyldte betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet bemærkede herved, at nævnet ikke havde fundet anledning til at foranstalte det senest fremlagte dokument dateret april 2007 – mere end et år efter ansøgerens udrejse – ægthedsvurderet. Afg/2008/15
Nævnet stadfæstede i juli 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende et ægtepar fra Afghanistan. Indrejst i 2007. Den mandlige ansøger havde forklaret, at hans bror i 2004 blev dræbt af ukendte gerningsmænd, muligvis fordi han havde tilkendegivet, at han ville hævne drabet på deres fader i 1987, muligvis som følge af misundelse og jordstrid, idet familien havde store jordbesiddelser. Umiddelbart inden udrejsen havde den mandlige ansøger givet sin jord til en person mod at denne betalte ansøgernes udrejse til Europa. Værdien af jorden oversteg prisen for rejsen, og ved en tilbagevenden til Afghanistan ville den mandlige ansøger få konflikter med køberen, idet ansøgeren ville ønske at få sin jord tilbage. Flygtningenævnet fandt ikke, at den mandlige ansøgers mulige problemer på grund af jordsalget havde asylretlig relevans. Den mandlige ansøger havde endvidere ikke sandsynliggjort, at drabet på hans bror havde asylretlig relevans. Flygtningenævnet kunne lægge til grund, at ansøgerne havde indgået ægteskab, uden at den kvindelige ansøgers familie havde givet samtykke hertil. Efter baggrundsmaterialet vil indgåelse af ægteskab mod familiens vilje kunne resultere i æresdrab. Formentlig i 2004 havde den mandlige ansøgers mor på hans vegne rettet henvendelse til den kvindelige ansøgers morbroder for at anmode om hendes hånd. Frieriet var blevet afslået med henvisning til, at den kvindelige ansøger var lovet væk til sin fætter. Efter frieriet måtte nævnet lægge til grund, at der ikke var blevet taget skridt til at arrangere ægteskab mellem den kvindelige ansøger og hendes fætter, ligesom den kvindelige ansøger i de efterfølgende år uden vanskeligheder havde kunnet mødes med den mandlige ansøger. På denne baggrund fandt Flygtningenævnet ikke, at ansøgerne havde sandsynliggjort, at der var reel risiko for, at de ville blive efterstræbt af den kvindelige ansøgers familie. Afg/2008/14
Nævnet meddelte i juni 2008 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2007. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren, der er etnisk hazara, som asylmotiv havde henvist til frygt for overgreb fra personer i hjemområdet som allerede havde dræbt familien, som følge af faderens påståede samarbejde med Taleban. Nævnet lagde ansøgerens konsistente forklaring om begivenhedsforløbet til grund, herunder at faderens familie var indblandet i drabene på ansøgerens forældre og søskende, og at ansøgeren forlod området og ikke siden havde været tilbage. På denne baggrund fandt nævnet det tilstrækkeligt sandsynliggjort, at ansøgeren ved en hjemvenden fortsat ville være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Nævnet lagde herved også vægt på familiens forhold til ansøgerens far og dermed forventelige holdning til ansøgeren og nævnet bemærkede, at det fremgår af baggrundsmaterialet – herunder rapport af 2. april 2008 fra UK Border Agency p. 66, at mulighederne for, at tidligere talebanmedlemmer kunne vende tilbage, afhænger af eksistensen af et netværk, hvilket også under disse omstændigheder måtte gælde for ansøgeren. Flygtningenævnet meddelte derfor ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Afg/2008/13
Nævnet stadfæstede i juni 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mindreårig mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2007. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren som asylmotiv havde henvist til frygt for repressalier fra 2 kommandanter som skulle have været anholdt af Taleban, fordi ansøgerens bror havde angivet dem. Nævnet lagde vægt på, at ansøgeren efter denne episode havde kunnet opholde sig i samme område i 5 år uden problemer, ligesom ansøgeren ikke var blevet opsøgt på bopælen op til udrejsen og heller ikke havde oplevet usædvanlige besøg hos en faster, hvor han boede. Også selvom der ved vurderingen af ansøgerens beskyttelsesbehov skulle tages hensyn til, at ansøgeren på grund af sin unge alder ikke kunne forventes at have selvstændigt kendskab til begivenhedsforløbet, fandt nævnet på den anførte baggrund ikke, at det var sandsynliggjort, at ansøgeren skulle være i konkret og individuel risiko for overgreb fra de pågældende kommandanter eller andre som følge af broderens forhold, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, og 2. Afg/2008/12
Nævnet meddelte i juni 2008 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2007. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer udtalte, at ansøgeren som asylmotiv havde henvist til frygt for overgreb fra en lokal kommandant som havde ønsket, at hun skulle gifte sig med ham. Et flertal af nævnet bemærkede, at ansøgeren i det væsentlige havde forklaret konsistent under sagen. Flertallet lagde derfor hendes forklaring til grund og dermed også, at ansøgerens familie efter hendes giftermål med en anden mand blev udsat for trusler på livet, som fik familien til at forlade Afghanistan. Et flertal af nævnet fandt derfor, at ansøgeren på tilstrækkelig vis havde sandsynliggjort, at hun ved en hjemvenden ville være i konkret og individuel i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, fra den pågældende kommandant. Herefter og idet et flertal af nævnet efter baggrundsmaterialet ikke fandt det sandsynliggjort, at myndighederne vil kunne beskytte hende mod overgreb meddelte Flygtningenævnet ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Afg/2008/11
Nævnet stadfæstede i april 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2007. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer fandt, at ansøgeren, der er hazara, var flygtet fra en lille landsby, der lå syd vest for Kabul. Hos sin advokat havde ansøgeren forklaret, at han er født og opvokset indtil sit 5. år i Kabul. Han havde ikke været hverken politisk eller religiøst aktiv. Han havde som væsentligste asylmotiv henvist til, at han frygtede at blive dræbt af sin farbroder, da denne ville overtage ansøgerens andel af en større jordbesiddelse, som ansøgeren ellers stod til at arve efter sin fader, der døde, da ansøgeren var 5-7 år gammel. Ansøgeren er nu omkring 18 år, ligesom han efter det oplyste er analfabet. Det måtte der selvsagt tages hensyn til ved troværdighedsvurderingen af ansøgerens asylsag. Ansøgeren havde ved sin fremtræden i Flygtningenævnet imidlertid ikke givet grund til tvivl om, at han havde forstået omfanget og karakteren af de spørgsmål, som han var blevet stillet i Flygtningenævnet, ligesom han præcist havde kunnet angive den direkte årsag til sin flugt - nemlig farbroderens skud efter ham. Flygtningenævnet havde på denne baggrund fundet det forsvarligt at behandle ansøgerens asylsag. Et flertal kunne imidlertid ikke lægge ansøgerens seneste forklaring til grund, hvorefter farbroderen skulle have skudt efter ham, og at dette var den direkte anledning til ansøgerens flugt. Flertallet lagde herved vægt på, at ansøgerens forklaringer i betydeligt omfang var udbyggede og nye i forhold til de forklaringer, der tidligere var blevet afgivet dels ved identitetsafhøringen og dels ved samtalen i Udlændingeservice. Ansøgerens forklaring om, at han f.eks. ikke ved samtalen i Udlændingeservice, der varede to timer, havde fortalt om, at farbroderen skød efter ham, da ansøgeren ikke blev spurgt herom, blev således tilsidesat som utroværdig. Ansøgeren havde derfor ikke sandsynliggjort, at han opfyldte betingelserne for at få opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, hvorfor afgørelsen fra Udlændingeservice stadfæstes. Afg/2008/10
Nævnet meddelte i januar 2008 opholdstilladelse (B-status) til en mindreårig mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2007. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er kommet til Danmark som uledsaget mindreårig, og at han er cirka 15 år gammel. Ansøgeren har ikke gået i skole og er analfabet. Ansøgerens forklaring måtte vurderes i lyset heraf. Ansøgeren havde under hele sagens behandling i det væsentlige forklaret det samme. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer lagde derfor ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnets flertal lagde således til grund, at ansøgerens fader havde haft en alvorlig konflikt med sine tre fætre om ejendomsretten til noget jord. Flygtningenævnets flertal fandt det sandsynligt, at denne konflikt stadig eksisterede, selvom der var gået en del år, siden konflikten opstod. Under disse omstændigheder fandt flertallet, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan ville være i en reel risiko for overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, og at myndighederne ikke ville være i stand til at yde ansøgeren den fornødne beskyttelse herimod. Afg/2008/1
Nævnet meddelte i maj 2007 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Afghanistan, født i 1978. Indrejst i august 2006. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er tadjik, og født og opvokset i Herat. Ansøgeren havde ikke været politisk aktiv, og hun havde ikke haft konflikter med myndighederne. Ansøgeren havde gået 12 år i skole, var uddannet skolelærer og havde undervist som sådan. Ansøgeren havde som sit asylmotiv henvist til, at hendes far mod hendes vilje krævede, at hun skulle gifte sig med en mand, der var langt ældre end hende og i forvejen havde to ægtefæller. Ansøgeren var herefter udrejst uden faderens samtykke, og hun frygtede, at han ville dræbe hende, hvis hun vendte tilbage til Afghanistan. Flygtningenævnet fandt ikke at have fuldt tilstrækkeligt grundlag for at kunne forkaste ansøgerens forklaring. Herefter var der reel risiko for, at ansøgeren ville blive udsat for en behandling omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2 af sin far, og at hun ikke ville kunne opnå beskyttelse herimod hos myndighederne. På denne baggrund og henset til Udlændingeservices indstilling, som forespurgt havde oplyst, at ansøgeren – såfremt hendes forklaring blev lagt til grund – efter Udlændingeservices praksis ville være berettiget til opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, blev ansøgeren meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Afg/2007/9
Nævnet meddelte i maj 2007 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan, født i 1986. Indrejst i juni 2006. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er etnisk tadjik og født og opvokset i Kabul. Ansøgeren havde ikke været politisk aktiv, og han havde ikke haft problemer med myndighederne i Afghanistan før en anholdelse umiddelbart før udrejsen. Ansøgeren havde som sit asylmotiv henvist til, at han var blevet ven med en amerikansk soldat, som han havde drøftet religion med og muligheden for at komme til USA via Pakistan, hvor ansøgeren skulle konvertere til kristendommen. Ansøgeren fik i den forbindelse papirer med navnet på en kristen organisation i Pakistan, som han skulle kontakte. Disse papirer tog politiet i forbindelse med hans anholdelse, og han blev beskyldt for, at have agiteret for kristendommen. Flygtningenævnet fandt ikke at have tilstrækkeligt grundlag for at kunne forkaste ansøgerens forklaring. Herefter havde myndighederne fået kendskab til, at ansøgeren forsøgte at konvertere til kristendommen og blev beskyldt for at have agiteret for kristendommen. På denne baggrund og henset til baggrundsoplysningerne fandt nævnet, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerede forfølgelse. Afg/2007/8
Nævnet meddelte i marts 2007 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan, født i 1977. Indrejst i maj 2006. Det fremgår af sagen, at ansøgeren og hans familie var tilknyttet SAZA, flere af hans onkler på højt niveau. Flygtningenævnet fandt, at ansøgeren havde forklaret troværdigt om sin families og sin egen tilknytning til SAZA og lagde herunder vægt på, at ansøgeren til asylskemaet og i samtalen med Udlændingeservice havde nævnt, at der var udstedt en arrestordre på ham i forbindelse med anholdelsen af to af hans partifæller. Flygtningenævnet lagde derfor til grund, at ansøgeren på grund af sit medlemskab af SAZA og sin særlige familiemæssig tilknytning hertil efter tilbagekomsten til sin hjemby i 2004 blev udpeget til leder af SAZAs ungdoms- eller studenterorganisation i byen. Ansøgeren havde aktiviteter i denne egenskab blandt andet i form af agitation og hvervning af nye medlemmer samt deltagelse i møder. Sammen med sine to partifæller fremstillede og opsatte ansøgeren en karikaturtegning, der blandt andet fremstillede den lokale guvernør i provinsen, som et æsel. Nævnet lagde vægt på, at ansøgerens partifæller blev anholdt som følge af opsætningen af karikaturtegningen, og at der i denne sammenhæng blev der udstedt en arrestordre på ansøgeren. Ansøgeren skjulte sig med det samme og udrejste efter cirka en uge blandt andet ved hjælp fra højtstående kontakter. Henset til ansøgerens særlige familiemæssige tilknytning til SAZA, til ansøgerens valg til formand af studenterorganisationen og navnlig til den omhandlende arrestordre og baggrunden herfor fandt nævnet samlet, at ansøgeren ved en tilbagevenden under de nuværende forhold i Afghanistan risikerede en forfølgelse, som omfattes af udlændingelovens § 7, stk. 1. Afg/2007/7
Nævnet stadfæstede i marts 2007 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan, født i 1987. Indrejst i april 2006.Ansøgeren er muslim af trosretning. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er etnisk hazara, at ansøgeren ikke havde været politisk aktiv, at ansøgeren ikke havde udført aktiviteter, der havde profileret ham i offentligheden, og at ansøgeren efter resultatet af aldersundersøgelsen i hvert fald havde været atten år på tidspunktet for indrejsen i Danmark. Selvom der ved bedømmelsen af ansøgerens forhold måtte tages hensyn til, at ansøgeren var analfabet og kun havde begrænsede skolekundskaber, måtte det tillægges vægt, at ansøgeren havde udbygget sin forklaring om faderens aktiviteter med hensyn til, at faderen udpegede andre huse for Taleban, og med hensyn til, at folk fra Taleban ofte blev bespist på bopælen. Flygtningenævnet kunne på grund af det sene fremkomsttidspunkt ikke lægge nogen vægt på disse oplysninger. Hertil kom, at faderen efter det foreliggende ikke havde været medlem af Talebanbevægelsen, og at ansøgeren og lillebroderen var i stand til at opholde sig cirka to år hos svigerindens fader, hvis bopæl lå cirka 30 minutters gang fra ansøgerens egen bopæl. Endelig måtte det antages, at de tre til fire påberåbte ransagninger af bopælen efter faderens anholdelse efter det foreliggende ikke havde været rettet mod ansøgeren, ligesom storebroderen var blevet løsladt efter to kortvarige tilbageholdelser. Den chikane fra lokalbefolkningens side, som ansøgeren havde oplyst at have været udsat for, havde ikke haft et sådant omfang og intensitet, at den kunne sidestilles med udlændingelovens § 7 omfattet forfølgelse. Idet oplysningerne om de generelle forhold for etniske hazaraer ikke i sig selv kunne begrunde asyl, kunne det herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren havde været forfulgt ved udrejsen, eller at han ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerede forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kunne det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden skulle være i en konkret særlig risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Afg/2007/6
Nævnet stadfæstede i februar 2007 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan, født i 1977. Indrejst i juni 2004. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er etnisk pashtun, og havde været medlem af PDPA’s ungdomsorganisation indtil Mujahedins magtovertagelse i 1992. Flygtningenævnet fandt, at ansøgerens aktiviteter for ungdomsorganisationen havde været af begrænset karakter, og lå så langt tilbage i tiden, at der ikke var grundlag for at antage, at hun af den grund stod i et asylbegrundende modsætningsforhold til de nuværende magthavere i Afghanistan. Begivenhederne i forbindelse med Mujahedins eftersøgning af faderen på bopælen i forbindelse med Mujahedins magtovertagelse fandtes ikke at være asylbegrundende for ansøgeren. Flygtningenævnet fandt endvidere ikke grundlag for at antage, at faderens aktiviteter for PDPA og militære rang havde profileret ham på en sådan måde, at hun af den grund risikerede forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Heller ikke ægtefællens eller dennes families forhold gav grundlag for en antagelse om, at ansøgeren skulle være efterstræbt af de nuværende magthavere eller andre grupperinger i Afghanistan. De generelle forhold for enlige kvinder i Afghanistan kunne ikke i sig selv begrunde opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Som følge af det anførte fandt nævnet, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan ikke risikerede forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller ville være i en reel risiko for overgreb, der indebar behov for beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Afg/2007/5
Nævnet meddelte i januar 2007 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i januar 2006. Flygtningenævnet udtalte, at nævnet i alt væsentligt lagde ansøgerens forklaring til grund om, at hun havde været udsat for seksuelle overgreb fra sin fætters side og efterfølgende af morbroderen var blevet lovet bort til en ældre mand, som hun, hvis hun ikke havde været flygtet, skulle have været tvunget til at gifte sig med. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren ikke havde kontakt til familie i Afghanistan, som eventuelt ville kunne yde hende beskyttelse mod det påtvungne ægteskab. Nævnet fandt endvidere, at ansøgeren - også under hensyn til de tidligere overgreb fra morbroderens søns side – i tilstrækkelig grad havde godtgjort, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan ville være i reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, fra enten morbroderens ven eller morbroderens side. Nævnet havde herved lagt vægt på baggrundsoplysningerne om forekomsten af æresdrab på kvinder i Afghanistan. Flygtningenævnet meddelte derfor ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Afg/2007/3
Nævnet meddelte i december 2007 opholdstilladelse (B-status) til en mindreårig mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2007. Ansøgeren er etnisk hazara og shiamuslim. Under udrejsen fra Afghanistan var ansøgeren blevet adskilt fra sin familie. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren var 16 år og var præget af en kortvarig skolegang. Ansøgerens forklaring måtte vurderes i lyset heraf. Ansøgeren havde under sagen forklaret konsistent. Flygtningenævnet lagde ansøgerens forklaring om et drab, ansøgerens far havde begået, til grund, og at ansøgeren som følge heraf forventede at blive udsat for blodhævn. Efter det om forholdene i Afghanistan oplyste, fandt Flygtningenævnet, at ansøgeren ved en tilbagevenden ville være i en reel risiko for overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, og at myndighederne ikke ville være i stand til at yde ansøgeren den fornødne beskyttelse herimod. Afg/2007/22
Nævnet stadfæstede i december 2007 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2006. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren som asylmotiv havde angivet, at hendes nu afdøde far modtog trusler fra og blev chikaneret af islamiske fundamentalister i Pakistan som følge af ansøgerens indgåelse af ægteskab med en herboende afghansk statsborger. Hun frygtede, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan ville blive udsat for forfølgelse fra islamiske fundamentalisters side som følge af sit ægteskab. Hun henviste herved også til, at hendes ægtefælle er søn af et profileret medlem af PDPA med højtrangerende poster under Najibullah-regimet. Flygtningenævnet bemærkede, at de trusler og chikanerier, som faderen angiveligt havde været udsat for i Pakistan, ikke havde udmøntet sig i, at familien var blevet opsøgt på bopælen eller var blevet udsat for overgreb. Under hensyn til, at der således ikke havde været tale om trusler eller chikanerier af en særlig intensiv karakter, at disse alene havde været udøvet over for faderen, og at det var foregået i Pakistan, fandtes ansøgeren ikke at have sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan ville være i risiko for en forfølgelse, der var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det forhold, at ansøgerens ægtefælle er søn af et højtstående medlem af PDPA, og at ægtefællen i 2004 blev meddelt asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1, fandtes ikke at kunne føre til en antagelse om, at der bestod en sådan afledt risiko for ansøgeren, at hun var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det bemærkedes, at hun havde indgået ægteskabet i 2003 i Pakistan, og at hun kom fra en anden del af Afghanistan end svigerfamilien. Ansøgeren fandtes heller ikke at have sandsynliggjort, at hun ville være i en konkret, reel risiko for at blive udsat for forhold, der var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Afg/2007/20.
Nævnet stadfæstede i januar 2007 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan, født i 1983. Indrejst i december 2005. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren i marts 2003 ved henvendelse til den danske ambassade i Islamabad ansøgte om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 på grundlag af ægteskabet med sin ægtefælle. Ansøgeren besvarede ved den lejlighed nogle spørgsmål, som ambassaden havde sendt til Udlændingeservice ved brev. Ansøgeren oplyste her, at ægteskabet var arrangeret af hendes og ægtefællens forældre, at hun samtykkede i ægteskabet, og at hun på dette tidspunkt boede hos sine forældre i Peshawar. Ansøgeren kunne ikke give nogen rimelig forklaring på, hvorfor hun nu oplyste, at hendes forældre havde modsat sig ægteskabet, og at hun efter at være flygtet hjemmefra engang i 2002 havde opholdt sig hos ægtefællens farmor. Ansøgerens forklaringer overfor Udlændingeservice i forbindelse med asylsagens behandling havde uanset mulige tolkeproblemer været noget usammenhængende og ikke særlig præcise. På denne baggrund fandt Flygtningenævnet at måtte tilsidesætte ansøgerens forklaringer om, at hendes far havde truet med at slå hende ihjel. Ansøgeren havde ikke i øvrigt noget asylgrundlag, hvorved bemærkedes, at de generelle forhold i Afghanistan, herunder for kvinder, ikke i sig selv var af en sådan karakter, at det var asylbegrundende. Ansøgeren opfyldte således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Afg/2007/2
Nævnet stadfæstede i november 2007 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst 2000 som familiesammenført. Ansøgt om asyl i 2002. Senere samme år opgav ansøgeren sin opholdstilladelse og asylansøgning og udrejste sammen med sin ægtefælle til Afghanistan. I Afghanistan blev ansøgeren og ægtefællen chikaneret som følge af tegningesagen. På den baggrund indrejste ansøgeren igen i Danmark i 2006 og søgte asyl. Flygtningenævnet fandt ikke, at den chikane, som ansøgeren og ansøgerens ægtefælle måtte have været udsat for på grund af de danske Muhammed-tegninger, havde haft et sådant omfang og en sådan intensitet, at den kunne sidestilles med en forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7. De konflikter, som ansøgeren havde oplyst om i ansøgningen om asyl i 2002, kunne ikke begrunde opholdstilladelse for ansøgeren efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren frivilligt var vendt tilbage til hjemlandet i 2002 og frafaldet sin daværende ansøgning om asyl. Ansøgeren havde desuden henvist til, at ansøgerens børn med familier havde bopæl i Danmark, og at ansøgerens ægtefælle opholdt sig i Pakistan, hvorfor der ved en tilbagevenden til hjemlandet ikke ville være nogen til at forsørge ansøgeren. Flygtningenævnet fandt ikke, at disse forhold var af en karakter, der kunne begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. De generelle forhold i Afghanistan herunder for enlige kvinder kunne ikke i sig selv begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Afg/2007/19
Nævnet stadfæstede i juni 2007 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i september 2006. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren havde angivet som sit asylmotiv, at han i perioden 1995-1998, indtil han blev anholdt og fængslet af Taleban, havde været politisk aktiv i Jamiat, og i den forbindelse var kommet i et modsætningsforhold til tre navngivne Jamiat-kommandanter, som han havde kritiseret. Ansøgeren havde ikke nærmere konkretiseret, hvilken forfølgelse de pågældende på det tidspunkt havde udsat ham for eller truet ham med. Ansøgeren havde herudover fremlagt kopier af to arrestordrer, som han skulle have fået tilsendt i 2003 under ophold i Iran. I 2004 havde ansøgeren kortvarigt været tilbage i hjemområdet. Flygtningenævnet fandt, at forklaringen om et angreb på en vens hus umiddelbart efter ansøgerens ankomst, men medens ansøgeren og vennen havde været på besøg hos en bekendt, forekom konstrueret og utroværdig. Ansøgeren havde ikke herudover oplyst om omstændigheder, der tydede på, at de pågældende kommandanter havde efterstræbt ham. Ansøgerens oplysninger om, at hans familie var forsvundet, passede dårligt med hans oplysninger om, at familien havde betalt for hans løsladelse, og at han havde haft kontakt med sin bror i 2003. Flygtningenævnet fandt herefter ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han risikerede forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Afg/2007/18
Nævnet stadfæstede i januar 2007 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2006. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er født og opvokset i Kabul. Han er hazara. Han har ikke længere en religion. Flygtningenævnet kunne lægge til grund, at ansøgeren havde været medlem af ungdomsorganisationen under PDPA fra 1990 til 1992. Endvidere havde han kortvarigt været medlem af en kommunistisk organisation. Ansøgerens to ældre brødre, der begge havde været tilknyttet PDPA, er døde; ifølge ansøgeren blev de begge dræbt af ansøgerens fætre på grund af brødrenes politiske tilhørsforhold og strid om et stykke jord. Flygtningenævnet ville ikke forkaste ansøgerens forklaring, hvorefter Taleban havde opsøgt hans bopæl i 1999. Derimod fandt nævnet ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at Taleban var kommet på foranledning af fætrene. Ansøgeren udrejste cirka seks måneder senere omkring 1999/2000 til Pakistan. Flygtningenævnet fandt på den baggrund ikke, at ansøgeren havde været forfulgt af Taleban før udrejsen. Flygtningenævnet kunne således ikke lægge til grund, at ansøgeren havde været eller ville blive udsat for myndighedsforfølgelse. Ansøgerens politiske aktiviteter havde været betydningsløse. Flygtningenævnet fandt det heller ikke sandsynliggjort, at ansøgerens brødre var dræbt af fætrene, eller at de skulle være blevet dræbt på grund af striden om ejendomsretten til et stykke jord. Konflikten om jorden var startet i 1981, da farbroderen, der ejede jorden sammen med faderen, døde. Ansøgeren havde aldrig gjort krav på jorden, og Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han var blevet efterstræbt af fætrene før udrejsen, eller at det ville være tilfældet, hvis han vendte tilbage. Det bemærkedes herved, at Flygtningenævnet ikke kunne lægge ansøgerens forklaring til grund, hvorefter hustruen på grund af ham var blevet opsøgt af fætrene under et angiveligt besøg i Kabul i august 2005. Flygtningenævnet fandt således ikke, at ansøgeren ville blive forfulgt i hjemlandet, eller ville være i risiko for en behandling omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Afg/2007/17
Nævnet meddelte i oktober 2007 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Ansøgeren er uledsaget mindreårig asylansøger. Indrejst i 2007. Flygtningenævnet lagde ansøgerens forklaring til grund. Herefter havde ansøgerens fader været et fremtrædende medlem af PDPA og havde i forbindelse med magtskifter i Afghanistan haft en medvirkende rolle. Faderen var som følge af sit politiske virke tilbageholdt i cirka et år frem til 1995 og måtte herefter med familien flygte til Pakistan og senere Iran. Kort efter familiens tilbagevenden til Afghanistan i 2002 var ansøgerens fader og broder blevet dræbt, og ansøgeren havde forklaret, at familiens opholdssted også efterfølgende var blevet opsøgt af faderens politiske modstandere. Under disse omstændigheder fandt Flygtningenævnet, at ansøgeren som følge af faderens profilering ville være i en reel risiko for asylbegrundende overgreb ved en tilbagevenden. Afg/2007/15
Nævnet meddelte i oktober 2007 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2006. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren som asylmotiv havde henvist til frygt for overgreb fra en afghansk kommandant, der havde fået hendes fader dræbt på grund af dennes manglende overholdelse af et løfte om at bortgifte ansøgeren til pågældende. Nævnet bemærkede, at ansøgeren i nævnet havde afgivet en konsekvent og meget overbevisende forklaring, og nævnet fandt derfor at kunne lægge forklaringen til grund. Flygtningenævnet fandt på denne baggrund, at ansøger havde sandsynliggjort, at hun ville være i en reel risiko for dødsstraf eller for at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til hjemlandet. Afg/2007/14
Nævnet stadfæstede i september 2007 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2005. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren som asylmotiv havde henvist til, at han frygtede forfølgelse som følge af, at han havde arbejdet for Taleban og herunder særligt som følge af, at han havde deltaget i afbrænding af huse i et nærmere angivet område. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren havde arbejdet som køkkenmedhjælper for Taleban i en periode på cirka to år frem til Talebans fald i 2001. Nævnet bemærkede vedrørende den del af ansøgerens forklaring, som havde angået deltagelse i afbrændinger i området, at der havde været visse uoverensstemmelser. Af baggrundsoplysningerne fremgår, at afbrændingen i området fulgte efter en Taleban offensiv i slutningen af sommeren 1999, mens ansøgerens tidsangivelser havde placeret hændelserne noget senere. Endvidere havde hans forklaring om, hvornår han havde fået at vide, hvad aktionen havde gået ud på, været divergerende. Uanset den tvivl, der herefter bestod med hensyn til ansøgerens mulige deltagelse i afbrændinger i området, lagde nævnet ved vurderingen til grund, at han som menig soldat havde deltaget i de nævnte afbrændinger. Nævnet fandt imidlertid ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han risikerede forfølgelse som følge heraf. Nævnet kunne således ikke lægge ansøgerens forklaring til grund om, at han i 2004 – fire til fem år efter hændelsen – af en person, der ikke i forvejen havde kendt ansøgeren, var blevet genkendt som værende en af deltagerne i afbrændingerne. Nævnet fandt det usandsynligt, at en person efter så lang tid havde kunnet udpege ansøgeren som en af de mange personer, der havde deltaget i afbrændingerne. Som følge heraf tilsidesatte nævnet også den del af ansøgerens forklaring, som havde angået tilbageholdelsen og den efterfølgende flugt fra fængslet. Efter det anførte lagde nævnet således til grund, at ansøgeren havde kunnet opholde sig i Kabul i flere år før udrejsen uden at blive udsat for problemer, og nævnet fandt herefter ikke, at ansøgeren, der ikke kunne anses for profileret Taleban-tilhænger, havde sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan ville blive udsat for en forfølgelse, der var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Afg/2007/13
Nævnet meddelte i juli 2007 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2005. Flygtningenævnet udtalte, at nævnet i 2006 traf afgørelse om, at ansøgeren isoleret set var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, men at han som følge af, at han flere gange havde udført henrettelser og havde optrådt voldeligt over for Mujahedin-fanger, var udelukket fra beskyttelse i medfør af Flygtningekonventionens artikel 1 F (a). Ved vurderingen i 2006 havde nævnet tilsidesat den forklaring, som ansøgeren havde afgivet under nævnsmødet om, at han alene havde deltaget i én henrettelse, og at han havde måttet udføre ordren om at skyde fangerne, fordi en overordnet med pistol havde truet med at slå ansøgeren ihjel, hvis han ikke udførte ordren. Nævnet besluttede i 2007 at imødekomme en begæring fra ansøgeren om genoptagelse af sagen, efter at Statsadvokaten for Særlige Internationale Straffesager i forbindelse med sin undersøgelse af, om der skulle rejses en straffesag mod ansøgeren for dennes handlinger i Afghanistan, havde besluttet at indstille efterforskningen under henvisning til retsplejelovens § 749, stk. 2. I statsadvokatens brev fra december 2006 er blandt andet anført, (uddrag af oprindelige præmis, red.) at det ”… På baggrund af ansøgerens forklaring er min vurdering, at han på tidspunktet for det mulige drab på fangerne var udsat for en sådan alvorlig og overhængende trussel mod sit eget liv, at der må antages at foreligge en objektiv straffrihedsgrund i form af omstændigheder, der indebærer, at det i den givne situation ikke kunne kræves af ansøgeren, at han afholdt sig fra (muligvis) at begå en forbrydelse. Baseret på erfaringer fra undersøgelser af sager i Afghanistan finder jeg endvidere, at det må anses for usandsynligt, at det ville være muligt ved yderligere efterforskning at underbygge rigtigheden af ansøgerens forklaring og herunder fastslå, om fangerne overhovedet blev dræbt. En eventuel straffesag ville således alene skulle afgøres på grundlag af ansøgerens forklaring i den form den måtte foreligge på tidspunktet for en eventuel domsforhandling. Jeg har derfor i dag i medfør af retsplejelovens § 749, stk. 2, besluttet at indstille efterforskningen”. Statsadvokaten havde således ikke fundet det muligt at foretage en nærmere efterforskning til efterprøvelse af ansøgerens forklaring og havde alene foretaget sin vurdering af, om det var muligt at drage ansøgeren strafferetligt til ansvar, på baggrund af ansøgerens egen forklaring. Nævnet bemærkede, at den forklaring, som ansøgeren havde afgivet over for statsadvokaten, svarede til den forklaring, som Flygtningenævnet ved afgørelsen fra 2006 havde forkastet for så vidt angår, at ansøgeren alene skulle have deltaget i en henrettelse, og at han under udførelsen konkret var blevet truet med et skydevåben. Det forhold, at statsadvokaten havde vurderet, at det ikke ville være muligt at gennemføre en straffesag til domfældelse alene på baggrund af denne forklaring, indebar ikke i sig selv, at nævnet herefter måtte lægge denne forklaring til grund for sin vurdering, herunder vurderingen af, om der – uanset at statsadvokaten efter denne forklaring havde vurderet, at der forelå en objektiv straffrihedsgrund – fortsat var alvorlig grund til at antage, at ansøgeren havde begået forbrydelser, der er omfattet af udelukkelsesgrundene i Flygtningekonventionen. Ved vurderingen under genoptagelsen måtte nævnet derfor atter foretage en troværdighedsvurdering, hvori tillige indgik de forklaringer, som ansøgeren tidligere havde afgivet til Udlændingeservice. Nævnet bemærkede, at ansøgeren under nævnsmødet havde givet indtryk af, at han på grund af sit dårlige helbred havde haft vanskeligt ved at fastholde, hvad han var blevet spurgt om, og at dette flere gange havde givet anledning til misforståelser. Nævnet fandt derfor, at det var muligt, at der kunne være opstået misforståelser under samtalen med Udlændingeservice, som kunne forklare, at det fremtrådte, som om ansøgeren havde deltaget i flere henrettelser af fanger. Med hensyn til spørgsmålet om, under hvilke omstændigheder ansøgeren havde udført ordren om at skyde på de tilfangetagne, bemærkede nævnet, at det i referatet fra samtalen med Udlændingeservice fra september 2006 var anført, at ansøgeren havde forklaret, at han havde udført ordren, da han ellers selv ville være blevet henrettet som følge af lydighedsnægtelse. Hvad der nærmere lå heri, var tilsyneladende ikke havde uddybet under samtalen med Udlændingeservice, heller ikke i den efterfølgende samtale i oktober 2006. Ansøgeren havde i forbindelse med den oprindelige nævnsbehandling og ligeledes over for statsadvokaten forklaret, at han i forbindelse med ordren til at skyde på de tilfangetagne først havde nægtet at udføre ordren og derefter selv var blevet truet med en pistol af en overordnet. På denne baggrund fandt nævnet, at der bestod en sådan tvivl om de nærmere omstændigheder i forbindelse med den omtalte henrettelse, at der ikke forelå den krævede alvorlige grund til at antage, at ansøgeren havde begået en forbrydelse, som er omfattet af Flygtningekonventionens artikel 1 F (a). Da det tiltrådtes, at ansøgeren isoleret set var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, meddeltes ansøgeren herefter opholdstilladelse efter denne bestemmelse. Afg/2007/12
Nævnet stadfæstede i august 2007 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2005. Sagen blev i efteråret 2006 udsat med henblik på indhentelse af yderligere oplysninger. Sagen er efterfølgende afgjort ved skriftlig votering. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren som asylmotiv havde henvist til, at han, der er etnisk hazara, risikerede etnisk forfølgelse i sit hjemområde. Ansøgeren har under sagens behandling oplyst, og senest under nævnsmødet i 2006, at han kommer fra et nærmere navngivent område. Det fremgår af Udenrigsministeriets høringssvar af 4. december 2006, at hazaraer dominerer det pågældende distrikt, og at det alene er i nogle sydligere distrikter, der er pashtunere. Ansøgeren har efter fremkomsten af høringssvaret oplyst, at han rettelig kommer fra et af de sydlige distrikter, og han har i den anledning fremsendt et brev, der fremstår som udstedt af Hezbe Wahadat´s kontor i Iran til dokumentation heraf. Flygtningenævnet kunne ikke lægge de ændrede oplysninger om ansøgerens hjemsted til grund. Nævnet lagde herved vægt på, at oplysningerne først var fremkommet efter Udenrigsministeriets høringssvar. Flygtningenævnet fandt ikke anledning til et nyt mundtligt nævnsmøde. Flygtningenævnet fandt herefter ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han risikerede forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til sit hjemområde. Afg/2007/11
Nævnet meddelte i maj 2007 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Afghanistan, født i 1972. Indrejst juni 2006. Ansøgeren er etnisk pashtun og muslim af trosretning. Flygtningenævnet udtalte, at nævnet efter en samlet vurdering fandt at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund for sagen. Flygtningenævnet fandt det herefter sandsynliggjort af ansøgeren, at hun gennem længere tid havde været udsat for grove fysiske overgreb fra sin ægtefælle, senest i anledning af nogle udtalelser, ansøgeren var kommet med efter en tv-udsendelse, hvor en person satte ild til sig selv – i anledning af offentliggørelsen af Muhammed tegningerne. Flygtningenævnet fandt det endvidere sandsynliggjort, at ægtefællen herefter havde fået udstedt en fatwa rettet mod ansøgeren, hvorefter ansøgeren var i fare for alvorlige fysiske overgreb ved en tilbagevenden til hjemlandet. Sammenfattende fandt nævnet herefter, at ansøgeren ville være i reel risiko for dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7. stk. 2. Afg/2007/10
Nævnet meddelte i januar 2007 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan, født i 2001. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er født i Danmark, efter at forældrene havde opnået asyl. Der var derfor ikke grundlag for at meddele konsekvensstatus. Ansøgeren havde ikke et selvstændigt asylgrundlag. Flygtningenævnet lagde til grund, at faderen havde været medlem af PDPA’s Centralkomité. Faderen udrejste af Afghanistan i 1997 på grund af forfølgelse fra Taleban. Faderen havde gjort gældende, at han i dag står i et asylbegrundende modsætningsforhold til Mujahedin og general Dostum, blandt andet som følge af sin støtte til præsident Najibullah. På denne baggrund fandt nævnet, at der som følge af faderens profilering som PDPA centralkomitémedlem og støtte til Najibullahs regime var en reel risiko for, at familien og ansøgeren fortsat ville være i søgelyset ved en tilbagevenden til Afghanistan. Flygtningenævnet fandt det således sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden ville være i risiko for asylbegrundende overgreb. Afg/2007/1
Nævnet stadfæstede i april 2006 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan, født 1990. Indrejst i november 2005. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren, der er mindreårig, som asylmotiv havde påberåbt sig, at han ville være i risiko på grund af sin faders forhold. Ifølge ansøgerens forklaring havde faderen angivet nogle personer til Taleban, og disse personer havde på et tidspunkt i 2000-2001 afhentet faderen, hvorefter familien ikke havde hørt mere til ham. Moderen havde herefter advaret ansøgeren, der da var 11 år, og havde bedt ham om at udrejse. Flygtningenævnet bemærkede, at ansøgerens frygt for forfølgelse som følge af faderens forhold alene byggede på en formodning. Ansøgeren havde forud for rejsen til Danmark boet cirka tre og et halvt år i Iran, hvor han efter cirka halvandet år havde fået et brev fra moderen, der havde oplyst, at hun sammen med ansøgerens lillebroder havde boet hos sin søster i samme provins som hjembyen, og at hun havde haft det godt. På denne baggrund fandt nævnet, at ansøgeren ikke havde sandsynliggjort, at han ville være i risiko for en asylbegrundende forfølgelse på grund af faderens forhold. Nævnet havde herved lagt vægt på den tid, der nu var gået, og at der ikke forelå oplysninger om, at familien i øvrigt havde været opsøgt eller havde været udsat for overgreb. Da ansøgeren udrejste til Danmark, måtte det antages, at hans familie, herunder moder, lillebroder, moster og mosterens ægtefælle havde opholdt sig i Afghanistan. Det forhold, at ansøgeren ikke havde modtaget svar på en forespørgsel til Røde Kors vedrørende ”tracing” af hans familie, kunne ikke i sig selv føre til en antagelse om, at han ikke længere havde familie i Afghanistan. Herefter fandtes ansøgeren ikke at have sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan ville være i konkret og individuel risiko for en forfølgelse omfattet af flygtningekonventionen, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren fandtes heller ikke at have sandsynliggjort, at han ville være i en konkret og reel risiko for at blive udsat for forhold, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Afg/2006/9
Nævnet meddelte i april 2006 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan, født i 1986. Indrejst i august 2004. Flygtningenævnet fandt, at ansøgerens forklaringer under sagen havde fremtrådt som utroværdige og havde været indbyrdes modstridende på en række væsentlige punkter, herunder med hensyn til baggrunden for ansøgerens og ansøgerens moders og søskendes udrejse fra Afghanistan, med hensyn til tidspunktet for ansøgerens og hans families ophold hos en kommandant og med hensyn til omstændighederne omkring ansøgerens kidnapning. Ansøgeren havde hertil forklaret, at han var tilbageholdt af ukendte personer i en måned, og at ansøgerens fader betalte en løsesum, hvorefter ansøgeren blev løsladt. Flygtningenævnet kunne ikke lægge ansøgerens forklaring til grund og fandt således også at måtte forkaste ansøgerens forklaring om en skudepisode i forbindelse med et angiveligt besøg hos kommandantens datter i Pakistan. Flygtningenævnet fandt at kunne lægge ansøgerens faders oplysninger i dennes asylsag til grund. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgerens fader havde haft en så profileret position under Najibullah, at ansøgeren som følge heraf ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerede forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet lagde på baggrund af ansøgerens faders forklaring til grund, at ansøgerens fader under tilbageholdelse af Taleban havde røbet oplysninger om den pågældende kommandant. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer fandt på denne baggrund, at det måtte lægges til grund, at ansøgerens fader var bragt i et sådan modsætningsforhold til den pågældende kommandant, at det sammenholdt med kommandantens fremtrædende position i en navngiven provins var sandsynliggjort, at ansøgeren som følge heraf ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i en reel risiko for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet lagde herved også lagt vægt på de foreliggende baggrundsoplysninger om forholdene i den pågældende provins. Afg/2006/8
Nævnet meddelte i marts 2006 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Afghanistan, født i 1957, samt tre børn. Indrejst i april 2004 som familiesammenført. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgerens ægtefælle var et højtstående medlem af PDPA samt Watan-partiet og blandt andet var guvernør i forskellige provinser. Ægtefællen var på den baggrund blevet meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, i 2002. Ansøgeren forklarede, at familien, kort efter at ægtefællen var blevet anholdt i 1992, var blevet opsøgt af Mujahedin, som havde ransaget huset, havde chikaneret familien og havde konfiskeret huset, hvorefter hun flyttede til et andet sted i Kabul. Hun forklarede, at hun flere gange siden måtte flytte, fordi hun fra naboer eller andre havde hørt, at Mujahedin ledte efter dem. Da Taleban var kommet til magten, var familiens bopæl blevet opsøgt, og ægtefællens broder var blevet taget med af Taleban. I 1997 udrejste ansøgeren til Pakistan. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren og familien var blevet opsøgt og havde fået deres hus ransaget af Mujahedin i 1992, samt at huset var blevet konfiskeret. Flygtningenævnet kunne ikke i fuldt omfang lægge til grund, at ansøgeren havde været opsøgt af Mujahedin i årene efter 1992, hvor ægtefællen havde været fængslet. Flygtningenævnet lagde imidlertid til grund, at familien, efter at ægtefællen mod bestikkelse var blevet befriet fra fængslet, igen var blevet opsøgt – nu af Taleban – som havde taget ægtefællens broder med i stedet for ægtefællen. Søgelyset syntes således atter at være rettet mod familien efter ægtefællens befrielse fra fængslet. På den baggrund fandt nævnet, at der som følge af ægtefællens profilering under Najibullahs regime fortsat kunne være en risiko for, at familien ville være i søgelyset – også fra Mujahedin-gruppers side. Flygtningenævnet fandt derfor, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan ville være i risiko for asylbegrundende overgreb. Afg/2006/7
Nævnet meddelte i marts 2006 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan, født 1968. Indrejst i marts 2003. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren i 1992 var blevet medlem af Wahdat-partiet, og at han indtil udrejsen i 1998 havde kæmpet mod Jamiat-e-Islami, Ettehad-e-Islami og Taleban. Nævnet lagde til grund, at ansøgeren havde været kommandant inden for Wahdat og havde haft en enhed af en vis størrelse under sig. Ansøgeren havde været tilbageholdt i 1995 af Jamiat-e-Islami. Ansøgeren havde over for Udlændingestyrelsen forklaret, at han var blevet løsladt, mens han til den beskikkede advokat og under nævnsmødet havde forklaret, at han var flygtet. Nævnet bemærkede, at nævnet alene kunne lægge ansøgerens oprindelige forklaring til grund, idet ansøgerens seneste forklaring om omstændighederne ved den angivne flugt forekom usandsynlig og konstrueret. Ansøgeren havde opholdt sig – efter tilbageholdelsen – yderligere tre år i Afghanistan uden at han blev udsat for yderligere tilbageholdelser. Ansøgeren havde herom forklaret, at han i denne periode havde opholdt sig i områder, hvor Wahdat-partiet havde haft magten. Årsagen til flugten i 1998 havde været, at partiet havde mistet magten i det område, hvor han havde opholdt sig. Efter flugten i 1998 havde ansøgeren forklaret, at han havde været tilbage i Afghanistan to gange. Han havde tidligere forklaret, at han havde været tilbage flere gange. Ansøgeren havde forklaret, at han to gange var blevet beskudt og såret under sine korte ophold i Kabul efter flugten i 1998. Der var en del usikkerhed om tidspunkterne for de nævnte episoder. Nævnet fandt umiddelbart ikke at kunne afvise, at ansøgeren var blevet beskudt under besøg i Afghanistan. Ansøgeren havde over for nævnet forklaret, at han ikke havde været klar over, hvem der havde beskudt ham. Han havde tidligere forklaret, at han i hvert fald den ene gang var blevet beskudt af Taleban, som havde genkendt ham. Nævnet fandt ikke at kunne afvise, at dette kunne have været baggrunden for beskydningen. Taleban er ikke længere en magtfaktor i Afghanistan, og et eventuelt udestående med Taleban kan derfor ikke i dag føre til asyl. Under hensyn til, at ansøgeren havde haft en vis profilering inden for Wahdat og til, at han i adskillige år havde deltaget i kamphandlinger mod blandt andre Jamiat-e-Islami fandt et flertal af Flygtningenævnets medlemmer, at ansøgeren i tilstrækkelig grad havde sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan ville være i risiko for en asylbegrundende forfølgelse fra denne gruppes side, og at det ikke kunne antages, at han ville kunne opnå myndighedernes beskyttelse herimod. Afg/2006/6
Nævnet meddelte i februar 2006 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Afghanistan, født 1954. Indrejst i juni 2004. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er etnisk tajik, sunni-muslim, og født i Kabul. Hendes ægtefælle havde været aktivt og højt profileret medlem af SAZA (de undertrykte revolutionæres organisation i Afghanistan), ligesom ansøgeren også selv – i mindre omfang – havde været aktiv for den kvindelige afdeling af SAZA. Ansøgeren havde som væsentligste asylmotiv henvist til sin ægtefælles – og egne forhold, idet hun blandt andet frygtede forfølgelse fra general Dostum, der nu (på tidspunktet for nævnets afgørelse) er blandt magthaverne i Afghanistan. Flygtningenævnet lagde i overensstemmelse med Flygtningenævnets beslutning vedrørende ansøgerens ægtefælle til grund, at ansøgerens ægtefælle havde været ledende medlem af SAZA, og at ansøgerens ægtefælle som følge af blandt andet sine artikler var kommet i et modsætningsforhold til general Dostum. Ansøgeren havde søgt om asyl cirka 2½ måned efter sin ankomst til Danmark, og hun var udrejst af Afghanistan kort tid efter ægtefællens ankomst til Danmark. Flygtningenævnet lagde derfor til grund, at ansøgeren som konsekvens af ægtefællens forhold ville være i en asylrelevant risiko for forfølgelse ved en tilbagevenden til Afghanistan. Hertil kom, at denne risiko var yderligere forøget ved, at ansøgeren også selv havde været aktiv for SAZA. Afg/2006/5
Nævnet meddelte i februar 2006 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan, født 1956. Indrejst i oktober 2004 som familiesammenført. Asylansøgning indgivet i marts 2005. Flygtningenævnet lagde i det væsentlige ansøgerens forklaring til grund. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer lagde til grund, at ansøgeren har været et fremtrædende medlem af PDPA og har haft en højtprofileret stilling under den militære anklagemyndighed blandt andet i Kabul under Najibullah, senest med rang af oberst. Flygtningenævnets flertal fandt ikke at kunne afvise, at ansøgerens kortvarige samarbejde med Taleban i 1999 omkring indsamling af våben og i denne forbindelse udpegning af tre til fire navngivne kommandanters lokaliteter har medført et modsætningsforhold til disse kommandanter, der efter det oplyste nu indtager magtfulde stillinger i Afghanistan. Flygtningenævnets flertal fandt efter en samlet vurdering herefter ikke at kunne afvise, at ansøgeren, på grund af sin profilering i PDPA og sin position under Najibullah sammenholdt med ansøgerens modsætningsforhold til de anførte kommandanter, ved en tilbagevenden til Afghanistan på nuværende tidspunkt fortsat risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddelte herefter ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Afg/2006/4
Nævnet stadfæstede i september 2003 en afgørelse truffet af Udlændingeservice vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i april 2002. Nævnet udtalte, at ansøgeren ifølge Udlændingeservices afgørelse isoleret set var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren havde fra 1981 til 1998 været ansat i KHAD. Han avancerede til en høj rang. Han var blandt andet uddannet i det tidligere Sovjetunionen. Ansøgeren var blevet beordret til og havde selv deltaget i anholdelser af folk, som herefter var blevet afhørt af ansøgeren, inden de pågældende var blevet løsladt eller sendt videre til afhøringsafdelingerne. Ansøgeren havde under samtale med Udlændingeservice oplyst, at hans opgave havde været ”at bevise, anholde og overgive sagerne til anklagemyndigheden". Ansøgeren havde endvidere i nævnet oplyst, at anholdte personer, der ikke ville samarbejde, var blevet udsat for tortur ved de efterfølgende afhøringer. Henset til ansøgerens langvarige arbejde i KHAD, hans position efter flere forfremmelser, hans oplysninger om hans ansvarsområder, herunder at han havde været med til 250 til 300 anholdelser og til baggrundsoplysningerne i det hollandske udenrigsministeriums rapport fra 29. februar 2000 om KHAD, hvorefter "tortur var således en integreret del af de forhørsmetoder, som KHAD havde til rådighed", fandt nævnet det ubetænkeligt at fastslå, at ansøgeren havde været bevidst om, at de folk, der blev videresendt, og som ikke ville samarbejde, blev udsat for tortur. Flygtningenævnet henviste endvidere til baggrundsoplysningerne fra UNHCR af 4. september 2003, Guidelines on International Protection. Herefter havde ansøgeren været medvirkende til forbrydelser begået mod menneskeheden, og han var derfor udelukket, jf. flygtningekonventionens art. 1 F (a). Nævnet fandt derimod ikke, at ansøgeren var udelukket i medfør af flygtningekonventionens art. 1 F (b). Under henvisning til, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerede forfølgelse som omhandlet i udlændingelovens § 7, stk. 1, kunne han ikke udsendes tvangsmæssigt til Afghanistan eller til et andet land, hvor han ikke var beskyttet mod videresendelse til Afghanistan, jf. udlændingelovens § 31, stk. 1 og § 31, stk. 2, 1. pkt. I oktober 2003 underrettede Udlændingeservice SAIS om sagen med henblik på en eventuel efterforskning af kriminelle forhold begået af ansøgeren i udlandet. I maj 2005 orienterede SAIS Udlændingeservice om, at sagen var indstillet i medfør af retsplejelovens § 749, stk. 2. SAIS havde i forbindelse med efterforskningen søgt at indhente oplysninger om ansøgeren og hans aktiviteter, men der var ikke fremkommet yderligere informationer til sagen. Der forelå således ingen konkrete oplysninger om lovovertrædelser begået af ansøgeren. På baggrund af udtalelsen fra SAIS overvejede Flygtningenævnet, om oplysningerne fra SAIS gav anledning til genoptagelse af asylsagen. Flygtningenævnet udtalte i februar 2006, at der ikke i brevet fra SAIS var tilført sagen nye væsentlige oplysninger eller synspunkter i forhold til de oplysninger, der forelå ved den oprindelige behandling i nævnet, hvorfor nævnet ikke fandt grundlag for at genoptage sagen. Under henvisning til, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerede forfølgelse som omhandlet i udlændingelovens § 7, stk. 1, kunne han imidlertid ikke udsendes tvangsmæssigt til Afghanistan eller til et andet land, hvor han ikke var beskyttet mod videresendelse til Afghanistan, jf. udlændingelovens § 31, stk. 2, 1. pkt. Afg/2006/31
Nævnet stadfæstede i juni 2006 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan, født i 1954, samt et barn. Indrejst i september 2004. Ansøgerens ægtefælle indrejste i Danmark i november 2001 og blev i april 2003 meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 af Udlændingeservice. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er sunni muslim og etnisk tadjik. Flygtningenævnet kunne lægge til grund, at ansøgeren i en årrække havde været medlem af PDPA, herunder partisekretær på sin arbejdsplads indtil Mujahedins magtovertagelse i 1992. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren i kraft af sine politiske aktiviteter havde været profileret på en sådan måde, at det kunne antages, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan på nuværende tidspunkt ville være i risiko for asylrelevante overgreb. Nævnet fandt endvidere ikke, at de konflikter i forhold til Mujahedin og Jamiat-e-Islami, som ansøgeren havde haft i 1992 – 1993, havde haft en sådan intensitet og omfang, at det kunne sidestilles med asylrelevante overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Nævnet bemærkede i den forbindelse, at ansøgerens ægtefælle var blevet løsladt mod bestikkelse efter forhandling med en kommandant. Heller ikke Talebans overgreb i 1998 i forbindelse med husransagninger, rettet mod ansøgeren ægtefælle, kunne anses for asylbegrundende, allerede henset til de ændrede magtforhold i Afghanistan. Nævnet fandt endvidere ikke, at ansøgeren kunne antages at være i risiko for overgreb som følge af ægtefællens forhold eller som kombination af ægtefællens og ansøgerens egen forhold. Nævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren efter episoden i forbindelse med ægtefællens anholdelse i 1998 kunne opholde sig i Afghanistan uden asylretlige problemer. Det var endvidere indgået i nævnets vurdering, at ansøgeren udrejste legitimeret med ægte nationalitetspas udstedt i Kabul i 2003 og forlænget i 2004 samt påført stempler, hvoraf fremgår, at ansøgeren flere gange var ind- og udrejst af Afghanistan. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren på overbevisende måde havde forklaret om omstændighederne ved pasudstedelsen og de påførte stempler. Uanset om det lagdes til grund, at ansøgeren havde haft ophold i et nærmere angivet område i Pakistan, lagde Flygtningenævnet i overensstemmelse med passets udvisende, til grund, at ansøgeren først endeligt var udrejst af Afghanistan i september 2004. Henset til ægtefællernes forskellige udrejsetidspunkter fandt nævnet, at ansøgeren ikke opfyldte betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7 som konsekvens af ægtefællens opholdstilladelse. Da ansøgeren efter det anførte ikke risikerede forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller var i reel risiko for overgreb, som indebar behov for beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7, stk. 2, stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingeservices afgørelse. Afg/2006/30
Nævnet stadfæstede i januar 2006 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan, født i 1980. Indrejst i marts 2005. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er etnisk hazara og shia muslim af trosretning. Han blev medlem af Wahdat-partiet i 1995/1996. Han var menig soldat i en gruppe på 20-25 personer, der blev ledet af hans fader og broder. Han bragte forsyninger og deltog senere ved fronten. Efter at Taleban var kommet til magten, opnåede gruppen en samarbejdsordning med Taleban. Da Taleban faldt i 2001, nedlagde gruppen våbnene, og ansøgeren levede fra 2001 til 2004 et helt almindeligt liv, og han genoptog sin skolegang. Faderen og broderen var beskæftiget med administration af forpagtningsaftaler. I august 2004 var faderen og broderen ifølge ansøgerens forklaring blevet hentet af fire til fem ukendte personer. Ansøgeren havde ikke kendskab til deres identitet, men han formodede, at bortførelsen af faderen og broderen skyldtes deres aktiviteter for Wahdat-partiet. Flygtningenævnet fandt, at ansøgeren ikke havde sandsynliggjort sit asylmotiv. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at det var uklart, hvorfor faderen og broderen var blevet hentet. Flygtningenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at faderen og broderen havde kunnet leve problemfrit fra 2001 til 2004, og at ansøgeren ikke havde været i stand til nærmere at underbygge, at baggrunden for deres bortførelse skyldtes deres aktiviteter for Wahdat-partiet, men at denne opfattelse alene byggede på hans egne formodninger. Det indgik endvidere i Flygtningenævnets vurdering, at ansøgeren var forblevet på bopælen, efter at faderen og broderen var blevet hentet, og at ansøgeren heller ikke havde forladt bopælen, da de samme personer på ny henvendte sig, men havde ventet to til tre dage, før han rejste til en onkel i Kabul. Flygtningenævnet lagde også vægt på, at ansøgerens egne aktiviteter havde været yderst begrænsede. Flygtningenævnet fandt herefter ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han var konkret og individuelt forfulgt ved udrejsen, eller at han ved en tilbagevenden ville være i risiko herfor, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet fandt heller ikke, at han ved en tilbagevenden ville være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Afg/2006/3
Nævnet stadfæstede i maj 2006 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan, født i 1975. Indrejst i marts 2005. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren havde afgivet skiftende forklaring under sagens behandling. Ansøgeren syntes at have vanskeligheder med nærmere at tidsfæste begivenheder, og dette havde nævnet taget hensyn til ved vurderingen. Uanset dette fandt nævnet imidlertid, at der forelå så væsentlige uoverensstemmelser i ansøgerens forklaringer, at disse ikke blot kunne forklares af ansøgerens manglende evne til tidsfæstelse af begivenheder. Nævnet bemærkede også, at ansøgerens forklaring om, hvorfor han ved asylregistreringen og i sit asylskema havde anført noget andet end forklaringerne senere under sagen, ikke forekom overbevisende. Uanset om det lagdes til grund, at ansøgerens familie havde haft en konflikt om noget jord med en lokal kommandant og eventuelt på grund af et samarbejde med Taleban, lagde nævnet ved vurderingen af, hvilken risiko dette indebar for ansøgeren, vægt på, at ansøgeren efter sin egen forklaring vendte hjem fra Iran i 2001 og udrejste i 2004. Ansøgeren havde således opholdt sig i hjemområdet i flere år efter Talebans fald. Nævnet fandt, at der forelå så væsentlige uoverensstemmelser i ansøgerens forklaringer om drabet på faderen og fængslingerne, hvilket ikke alene angik det tidsmæssige, men også andre omstændigheder, at nævnet forkastede ansøgerens forklaring om, at årsagen til udrejsen var, at faderen var blevet dræbt i 2004, og at ansøgeren umiddelbart derefter kom i en voldelig konflikt med en kommandants søn. Nævnet kunne lægge til grund, at der havde været en jordstrid, og ville heller ikke afvise, at ansøgerens fader var blevet dræbt på grund af denne på et tidligere tidspunkt. Ansøgeren fandtes imidlertid ikke at havde sandsynliggjort, at han ville være i en asylbegrundende risiko for forfølgelse på grund af jordstriden. Ansøgeren opfyldte derfor ikke betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Nævnet fandt heller ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han ville være i en konkret, reel risiko for at blive udsat for forhold, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Afg/2006/29
Nævnet stadfæstede i november 2006 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Ansøgeren indrejste i Danmark i maj 2004, efter at hun havde fået opholdstilladelse på andet grundlag. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er tadjik, sunni-muslim og fra Kabul. I 1997 flygtede hun med sin familie til Iran, hvor hun opholdt sig indtil maj 2004, hvor hun flyttede til Danmark. Efter ansøgerens flugt fra Afghanistan – og særligt efter sin indrejse i Danmark – var hun blevet politisk aktiv og havde skrevet blandt andet artikler, ligesom hun havde haft kontakt med kvindesagsforkæmpere i Kabul. Ansøgeren havde som væsentligste asylmotiv henvist til, at hendes familie i perioden fra 1992 til 1997 blev forfulgt på grund af faderens fortid som medlem af PDPA og ansættelse i forsvaret, og at særligt en navngiven person havde forfulgt faderen, ligesom den pågældende havde dræbt ansøgerens farbror. Ansøgeren havde endvidere søgt om asyl som konsekvens af faderens asylophold. Endelig havde ansøgeren henvist til sine politiske aktiviteter. Det fremgik blandt andet af faderens asylsag, at han havde været officer, ligesom han havde været mangeårigt medlem af PDPA. Flygtningenævnet kunne dog ikke lægge til grund, at ansøgerens far havde været højtprofileret medlem af PDPA, ligesom det ikke kunne lægges til grund, at ansøgerens far havde været højtplaceret i forsvaret. Ved afgørelsen af om ansøgeren skulle have asyl som konsekvens af faderens asyl, lagde Flygtningenævnet blandt andet vægt på, at ansøgeren var 18 år, da hun indrejste i Danmark, samt den omstændighed at hun i cirka syv år havde boet i Iran, og at hun først indrejste i Danmark cirka tre år efter faderens indrejse i Danmark. Ansøgeren opfyldte derfor ikke betingelserne for at få asyl som konsekvens af faderens opholdstilladelse. Selv om det lagdes til grund, at en navngiven person i særlig grad skulle have efterstræbt ansøgerens far – og muligt dræbt ansøgerens farbror – fandt et flertal af Flygtningenævnets medlemmer, at det ikke i dag kunne medføre, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan ville være i en asylrelevant risiko for forfølgelse. Flertallet lagde i den forbindelse vægt på de væsentligt ændrede magtforhold i Afghanistan – samt den omstændighed, at der nu var forløbet 9 til 14 år siden de nævnte overgreb. Ansøgeren opfyldte derfor ikke betingelserne for at få asyl efter udlændingelovens § 7 som følge af faderens forhold. Selv om det lagdes til grund, at ansøgeren – navnlig efter sin indrejse i Danmark – havde skrevet artikler, der var kritiske over for de kønsbestemte forskelle i Afghanistan, og selv om ansøgeren fremtrådte som vestligt orienteret, fandt et flertal af Flygtningenævnets medlemmer, at ansøgerens aktiviteter var af så begrænset karakter, at det ikke kunne antages, at dette ville medføre, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan ville være i en konkret asylrelevant risiko for forfølgelse på grund af sine politiske aktiviteter og holdninger. Herefter, og da de generelt usikre forhold i Afghanistan – herunder for kvinder – ikke kunne føre til noget andet resultat, opfyldte ansøgeren efter flertallets opfattelse ikke betingelserne for at få asyl efter udlændingelovens § 7. Afg/2006/28
Nævnet stadfæstede i oktober 2006 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan, født i 1986. Indrejst i juli 1999. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren ved Højesterets dom fra august 2005 var udvist for bestandig i medfør af udlændingelovens § 49, stk. 1, jf. § 23, nr. 1, jf. § 22, nr. 6, jf. § 32, stk. 2, nr. 4, på grund af alvorlig kriminalitet. Det fulgte derfor af udlændingelovens § 10, stk. 3, at ansøgeren kun kunne få opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, hvis særlige grunde talte derfor. Ansøgerens tidligere opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 bortfaldt ved straffedommen, jf. udlændingelovens § 32, stk. 1. Ansøgeren indgav herefter i januar 2006 ansøgning om asyl. Det er derfor de nugældende bestemmelser i udlændingelovens § 7, der finder anvendelse. Ansøgerens far fik i 1998 afslag på asyl, idet Flygtningenævnet ikke kunne lægge hans forklaring om asylmotivet til grund. Ansøgeren havde ikke oplyst om omstændigheder, der gav grundlag for at antage, at han var omfattet af udlændingelovens § 7 på grund af faderens forhold. Det kunne ikke afvises, at de afghanske myndigheder ville få kendskab til, at ansøgeren var straffet her i landet. Det fremgik imidlertid af baggrundsoplysningerne om risiko for dobbeltstraf, at denne risiko alene kunne komme på tale, hvis forbrydelsen var rettet mod Afghanistan eller en derboende person, som krævede pågældende straffet efter afghansk lov. De omstændigheder, at ansøgeren ikke ønsker at udføre militærtjeneste i Afghanistan, at han er gift med en kristen dansk kvinde, at han ikke måtte kunne få læge- eller psykologbehandling i Afghanistan, og at han ikke har et netværk i Afghanistan medførte ikke, at ansøgeren var omfattet af udlændingelovens § 7. Spørgsmålet om hvorvidt de afghanske myndigheder måtte afvise at modtage ansøgeren, havde ikke betydning for vurderingen af, om betingelserne i udlændingelovens § 7 var opfyldt. Herefter var ansøgeren ikke omfattet af udlændingelovens § 7, og da bestemmelsen i udlændingelovens § 31 ikke var til hinder for at udsende ansøgeren til Afghanistan, stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingeservices afgørelse. Afg/2006/26
Nævnet meddelte i september 2006 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Afghanistan, født i 1962. Indrejst i august 2004. Flygtningenævnet udtalte, at nævnet i det hele kunne lægge ansøgerens forklaring til grund. Endvidere lagde nævnet til grund, at ansøgeren på grund af ægtefællens modsætningsforhold til en kommandant og dennes allierede ligeledes var i et modsætningsforhold til disse kommandanter. Hertil kommer, at den ene kommandants ene ægtefælle døde i forbindelse med en fødsel, som ansøgeren forestod, ligesom ansøgeren efterfølgende modtog henvendelser om, at den samme kommandant ville hævne sig. Det måtte endvidere tillægges vægt, at de to kommandanter var tilknyttet de nye magthavere i hjemlandet. Under disse omstændigheder, og henset til de foreliggende baggrundsoplysninger om lokale kommandanters vilkårlige magtudøvelse, fandt Flygtningenævnet, at ansøgerens frygt for overgreb ved en tilbagevenden til Afghanistan var så velbegrundet, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i en reel risiko for at blive udsat for forhold af en sådan karakter, at hun havde krav på opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Afg/2006/25
Nævnet meddelte i september 2006 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Afghanistan, født 1959, samt to børn. Ansøgerens ægtefælle blev i november 2002 meddelt opholdstilladelse (K-status) af Udlændingeservice. Ansøgeren og børnene indrejste i august 2004 efter at være blevet meddelt opholdstilladelse som familiesammenførte med den herboende ægtefælle. Asylansøgning indgivet i marts 2005. Flygtningenævnet udtalte, at nævnet lagde ansøgerens forklaring, der havde fremstået overensstemmende og troværdig, til grund. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer lagde vægt på, at ægtefællen, der var medlem af PDPA og højtstående officer, i perioden 1982-1989, foretog en række anholdelser og fængslinger, efter Mujahedins magtovertagelse i april 1992 blev eftersøgt og pågrebet, da han i 1994 kortvarigt var vendt tilbage til hjemmet. Ægtefællen var herefter fængslet, indtil han slap fri ved Talebans magtovertagelse i 1996. Forinden ægtefællens fængsling var ansøgeren og hendes børn udsat for trusler og chikane fra Mujahedin. I forbindelse med pågribelsen af ægtefællen blev ansøgeren udsat for vold. Under ægtefællens fængsling ransagede Mujahedin i nogle tilfælde hjemmet efter våben og penge. Cirka seks måneder måtte ægtefællen og efterfølgende ansøgeren og børnene flygte, da Taleban begyndte at lede efter PDPA-folk. Ansøgeren og børnene havde herefter ophold under ansøgerens faders beskyttelse i cirka fem år indtil udrejsen i 2002. Ægtefællen udrejste cirka tre år tidligere, da Taleban kom til området. Efter ansøgerens faders død kunne ansøgeren og børnene ikke længere opnå beskyttelse, idet familiens tilknytning til PDPA var kendt. Ansøgeren opholdt sig i Pakistan, hvor ansøgeren og børnene måtte leve skjult og flytte flere gange for at undgå opdagelse, indtil udrejsen til Danmark i 2004. Flertalletfandt herefter, at det måtte lægges til grund, at ansøgeren, grundet ægtefællens højtstående position i PDPA og aktiviteter, ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer en forfølgelse, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk.1. Flygtningenævnet meddelte herefter ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Afg/2006/24
Nævnet stadfæstede i september 2006 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan, født i 1979. Indrejst i marts 2006. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er hazare, født og opvokset i Kabul. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er midt i tyverne. I 1995 udrejste han med familien til Iran. Han havde ikke forinden været politisk aktiv eller i myndighedernes søgelys. Ansøgeren havde en storebroder, der var soldat i Harakat-e-Islami og som kæmpede mod Hezb-e-Whadat, i hvilken forbindelse broderen havde slået modstandere ihjel. Broderen var blevet dræbt; ansøgeren vidste ikke nærmere herom, og kort tid efter udrejste familien af Afghanistan. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til, at han frygtede blodhævn fra familier til de personer, broderen havde dræbt, ligesom han frygtede konsekvensen af, at han nu er ateist. Han havde endvidere henvist til, at han ikke havde familie i Afghanistan bortset fra nogle farbrødre, som han ikke kendte. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han ville være i reel risiko for hævndrab ved en tilbagevenden. Ansøgeren havde ingen konkret viden om broderens aktiviteter for mere end 10 år siden og støttede alene sin angivelige frygt på vage formodninger. Flygtningenævnet kunne ikke lægge til grund, at det var kommet til myndighedernes kundskab, at ansøgeren ikke længere var troende muslim. Flygtningenævnet fandt derfor ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan ville være i reel risiko for at blive udsat for en behandling omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Hverken den omstændighed, at ansøgeren i Afghanistan kun havde nogle farbrødre, som han ikke kendte eller de generelle forhold i Afghanistan kunne begrunde asyl. Ansøgeren opfyldte således ikke betingelserne for at få opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Afg/2006/23
Nævnet meddelte i december 2006 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan, født i 1974. Indrejst i oktober 2005. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren som asylmotiv havde henvist til, at han frygtede to lokale Mujahedin-kommandanter fra hjembyen, som havde dræbt hans fader og eftersøgt ansøgeren for at have bistået Taleban. Nævnet bemærkede, at ansøgerens forklaring havde været konsistent under hele sagen, og uanset at nævnet kunne undre sig over, at ansøgeren, der havde været væk fra hjembyen i 15 år, kunne være til nytte for Taleban, fandt nævnet dog ikke tilstrækkeligt grundlag til at tilsidesætte ansøgerens forklaring. Det lagdes således til grund, at ansøgerens fader var blevet efterstræbt og dræbt af magtfulde kommandanter på grund af sin tidligere PDPA-tilknytning, og at ansøgeren selv havde været efterstræbt af de samme personer på grund af bistanden til Taleban i form af udpegning af de pågældendes våbenlagre. Nævnet bemærkede, at ansøgerens problemer ikke efter hans egen forklaring kunne henføres til en egentlig politisk anskuelse, men måtte betragtes som personlige uoverensstemmelser med de pågældende kommandanter. Ansøgeren fandtes derfor ikke omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, men efter kommandanternes status fandtes ansøgeren ved en hjemvenden at være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, som han ikke kunne forvente myndighedernes beskyttelse mod. Flygtningenævnet fandt således, at ansøger havde sandsynliggjort, at han ville være i en reel risiko for dødsstraf eller for at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til hjemlandet. Flygtningenævnet meddelte derfor ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Afg/2006/22
Nævnet stadfæstede i december 2006 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan, født i 1980, samt et barn. Indrejst i august 2005. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer fandt ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring om, at hun var flygtet fra et tvangsægteskab, til grund. Flertallet lagde herved vægt på nogle helt grundlæggende omstændigheder vedrørende ansøgerens situation – således hendes alder, 24 år, at hun var ugift, at hun var eneste tilbageværende barn af faderens første ægteskab, og at hun kun cirka to måneder efter indrejsen i Danmark var blevet gravid med en herboende afghansk mand. Disse omstændigheder indicerede, at ansøgeren var udrejst af Afghanistan for at skaffe sig et liv i Vesten. Flertallet lagde i den forbindelse betydelig vægt på, at ansøgerens forklaring om finansiering af udrejsen ikke kunne lægges til grund. Det måtte således anses for usandsynligt, at en person, der er ældste søn af faderens andet ægteskab, skjult for faderen skulle have hjulpet ansøgeren med finansieringen af udrejsen som forklaret. Flertallet tilsidesatte således ansøgerens forklaring, selv om denne var afgivet allerede fra indrejsen i Danmark, og selv om der måtte siges kun at være divergenser af ganske underordnet betydning. Det forhold, at ansøgeren havde mødt en mand og fået et barn her i Danmark, kunne ikke i sig selv føre til, at ansøgeren måtte anses for omfattet af udlændingelovens § 7. Flertallet fandt således i det hele, at betingelserne for asyl eller beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7 ikke var opfyldt. Afg/2006/21
Nævnet meddelte i august 2006 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2005. I 2002 indledte ansøgeren et bekendtskab med en kvinde. Efter cirka et år indledte ansøgeren og kvinden et seksuelt forhold. Kvindens fader ønskede, at kvinden skulle giftes med en rig mand. I 2005 blev ansøgeren opsøgt på sin bopæl af en kommandant, der kom med to andre mænd. Kommandanten ønskede, at kvinden skulle giftes med hans søn. Kommandanten og de to andre mænd slog ansøgeren og truede med at dræbe ham, hvis han ikke holdt op med at se kvinden. Ansøgeren mistede bevidstheden. To dage efter overfaldet blev ansøgeren opsøgt af kvindens mor, som sagde til ham, at han skulle udrejse for at redde sit liv, idet kvindens far og kommandanten havde fundet fotografier af kvinden og ansøgeren, hvorefter kvinden havde erkendt at have haft et seksuelt forhold til ansøgeren, hvorfor kvindens far og kommandanten ville dræbe ansøgeren. Straks herefter flygtede ansøgeren. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren som asylmotiv havde henvist til, at han ved en tilbagevenden frygtede at blive dræbt af en kommandant og dennes folk. Ansøgeren havde anført, at han havde haft et forhold til en kvinde, som kommandanten havde udset sig som sin svigerdatter. Uanset at ansøgerens forklaringer til Udlændingeservice fremtrådte divergerende, fandt nævnet ikke, at der var grundlag for at tilsidesætte ansøgerens forklaringer om de centrale elementer i asylmotivet. Ansøgeren havde således under nævnsmødet svaret uforbeholdent og sammenhængende. Nævnet lagde således til grund, at ansøgeren havde haft et seksuelt forhold til kvinden, at forholdet blev afsløret, at han blev overfaldet af kommandanten, og at kvinden efterfølgende overfor sin familie havde erkendt at have haft et seksuelt forhold til ansøgeren, hvilket medførte, at faderen og kommandanten ville slå ansøgeren ihjel. Nævnet fandt det således sandsynliggjort, at ansøgeren ved sin udrejse som følge af forholdet til kvinden var i et personligt modsætningsforhold til kommandanten, og at ansøgeren som følge heraf ved en tilbagevenden risikerede at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, og som han således ikke kunne søge beskyttelse mod hos myndighederne i hjemlandet. Afg/2006/20
Nævnet stadfæstede i januar 2006 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende to mindreårige afghanske statsborgere, født i Danmark i henholdsvis 1998 og 2001. Ansøgernes forældre havde på vegne af ansøgerne søgt om, at ansøgerne skulle tillægges asylstatus i Danmark enten i konsekvens af moderens opholdstilladelse eller på selvstændigt grundlag. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgerne er født i Danmark og derfor efter fast praksis ikke kan meddeles konsekvensstatus. De oplysninger, som ansøgernes forældre havde givet om deres tidligere og nuværende politiske aktiviteter, og som havde ført til, at ansøgernes moder blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, fandtes ikke at kunne føre til, at ansøgerne kunne anses for profileret i Afghanistan i en sådan grad, at der var grundlag for at meddele dem opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Afg/2006/2
Nævnet stadfæstede i juli 2006 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan, født 1987. Indrejst i maj 2005. Da ansøgeren var to år udrejste han sammen med sin farmoder til Iran, hvor de opholdt sig illegalt. Ansøgerens farmoder havde fortalt ansøgeren, at hans fader havde været officer i Afghanistan. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren som sit asylmotiv havde henvist til, dels at han ikke havde kendskab til landet efter at være udrejst som toårig, dels de generelle forhold og endelig til frygt for eventuelle konsekvenser som følge af faderens mulige tilknytning til PDPA eller stilling som officer. Nævnet fandt ikke, at de generelle forhold i Afghanistan var asylbegrundende. Ansøgerens manglende kendskab til sin familie og den omstændighed, at han ikke havde boet i landet, siden han var lille, kunne, selvom det ville være vanskeligt for ansøgeren at vende tilbage til hjemlandet, heller ikke begrunde asyl. Endelig bemærkedes, at uanset om ansøgerens far måtte have været officer med tilknytning til PDPA, fandtes det ikke sandsynliggjort, at ansøgeren som følge heraf ville være i risiko for forfølgelse eller overgreb. Nævnet lagde herved vægt på, at der ikke forelå oplysninger om, at faderen skulle have været højt profileret, at ansøgeren sammen med sin farmoder havde opholdt sig tre måneder i hjembyen uden problemer, og at farmoderen problemfrit havde kunnet rette forespørgsler vedrørende familien. Ansøgeren opfyldte derfor ikke betingelserne for asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Afg/2006/19
Nævnet meddelte i juli 2006 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan, født i 1963. Indrejst i maj 2002. I november 2003 stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingeservices afslag på asyl. Nævnet fandt, at ansøgeren var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, men udelukket fra asyl i medfør af flygtningekonventionens artikel 1 F (a) på grund af hans aktiviteter i perioden 1985 – 1988, hvor han var ansat i et nærmere angivet direktorat i KHAD. I februar 2006 genoptog Flygtningenævnet sagen, da der forelå nyt baggrundsmateriale. Flygtningenævnet udtalte, at nævnet, i forbindelse med at sagen var blevet genoptaget, havde fundet at måtte vurdere hele sagen på ny. Flygtningenævnet havde således ikke alene vurderet, om udelukkelsesgrundene i flygtningekonventionens artikel 1 F (a) fandt anvendelse på ansøgerens forhold, men også om ansøgeren i det hele taget kunne anses for omfattet af udlændingelovens § 7. For så vidt angik spørgsmålet om, hvorvidt ansøgeren var omfattet af udlændingelovens § 7, lagde Flygtningenævnet til grund, at ansøgeren havde været medlem af PDPA fra 1978 til 1992, og at han havde været ansat i KHAD i 12 år fra 1982, til slut med en høj rang. Det lagdes endvidere til grund, at ansøgeren i forbindelse med urolighederne omkring årsskiftet 1993-1994 blev eftersøgt sammen med andre tidligere KHAD-personer og måtte flygte til en navngiven provins. Ansøgeren opholdt sig i denne provins frem til 2002, hvor han efter Talebans fald flyttede tilbage til Kabul og henvendte sig til Sikkerhedsministeriet for at få sine papirer udleveret. Her blev ansøgeren genkendt af en tidligere kollega og udsat for chikane og vold. Ansøgeren blev kort tid herefter opsøgt på sin bopæl af bevæbnede mænd, som skulle bringe ansøgeren til vicedirektøren i Sikkerhedsministeriet. Det lykkedes imidlertid ansøgeren at forsvinde fra bopælen og flygte ud af Afghanistan. Bopælen blev senere ransaget. På denne baggrund fandt Flygtningenævnet, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan måtte anses for at være i risiko for at blive udsat for en forfølgelse, der var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ved vurderingen af, om ansøgeren var udelukket fra at opnå status som flygtning som følge af bestemmelsen i Flygtningekonventionens artikel 1 F (a), bemærkede Flygtningenævnet indledningsvist, at en rapport af 29. juli 2000 fra det hollandske udenrigsministerium fandtes at måtte indgå som en del af Flygtningenævnets baggrundsmateriale, og at rapporten måtte tillægges den bevismæssige værdi, som dens indhold sammenholdt med de manglende oplysninger om, hvilke kilder der var benyttet som grundlag for rapporten, kunne tilsige. Flygtningenævnet fandt efter en gennemgang af det nu foreliggende baggrundsmateriale herunder de rapporter og notater, som lå til grund for sagens genoptagelse, og navnlig UNHCR’s rapport af juni 2005, ikke, at det generelt kunne lægges til grund, at enhver officer indenfor KHAD havde været involveret i eller haft kendskab til de grove overtrædelser af menneskerettighederne som utvivlsomt fandt sted indenfor KHAD. Efter en konkret vurdering af, om udelukkelsesgrundene i flygtningekonventionen kunne finde anvendelse i ansøgerens sag, fandt Flygtningenævnet ikke, at dette var tilfældet. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren under hele sagen havde benægtet, at han eller hans underordnede skulle have begået tortur, ligesom han havde benægtet, at han skulle have haft kendskab til eller indflydelse på tortur begået af andre indenfor KHAD. Flygtningenævnet havde endvidere lagt vægt på, at ansøgernes arbejde i perioden 1985 - 1988 i et bestemt direktorat i KHAD alene havde vedrørt den interne kontrol af ansatte i KHAD, og at ansøgeren i den periode, hvor han arbejdede i direktoratet, alene havde status som afdelingsleder og kun var mellem 22 og 26 år gammel. Flygtningenævnet lagde endelig vægt på, at det i UNHCR’s rapport af juni 2005 fremgik, at Amnesty International havde konstateret, at alene 5 ud af KHAD’s 12 forhørscentre (direktorater) var kendt for systematisk brug af tortur, og at det direktorat, hvor ansøgeren havde arbejdet fra 1985 - 1988, ikke var blandt disse 5. Flygtningenævnet meddelte herefter ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Afg/2006/18
Nævnet meddelte i juni 2006 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan, født i 1970. Nævnet stadfæstede samtidig Udlændingestyrelsens (nu Udlændingeservice) afgørelse vedrørende den mandlige ansøgers ægtefælle, statsborger i Rusland, født i 1971, samt to børn. Ansøgerne var indrejst i januar 2001. I oktober 2003 stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse omfattende begge ansøgere. For så vidt angik den mandlige ansøger, fandt nævnet, at han isoleret set var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Imidlertid fandt nævnet, henset til de foreliggende baggrundsoplysninger, at den mandlige ansøger på grundlag af sit ægteskab med en russisk statsborger havde krav på at få opholdstilladelse i Rusland. En eventuel tvangsmæssig udsendelse til Rusland var betinget af, at der forud for den tvangsmæssige udsendelse havde været etableret mulighed for, at begge ansøgere kunne udrejse til Rusland, hvortil begge ansøgere havde opnået eller kunne opnå indrejsetilladelse, og at den mandlige ansøger kunne opnå opholdstilladelse, og at ansøgerne ikke havde ønsket at benytte sig af denne mulighed. I oktober 2005 besluttede Flygtningenævnet at genoptage sagen. Flygtningenævnet udtalte for så vidt angik den mandlige ansøger, at Flygtningenævnet i sin beslutning fra oktober 2003 fandt, at ansøgeren isoleret set var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, men at Rusland kunne tjene som hans første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3, idet ansøgeren efter de foreliggende baggrundsoplysninger havde krav på opholdstilladelse i Rusland på grund af sit ægteskab, og idet han havde opholdt sig legalt i Rusland fra 1988 til 2000 uden alvorlige problemer. Det var en forudsætning, at ansøgeren fik gyldig opholdstilladelse i Rusland. Flygtningenævnet fandt fortsat, at ansøgeren var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Således som sagen nu var oplyst, fandtes der ikke at foreligge tilstrækkelige oplysninger for at antage, at ansøgeren ville kunne opnå opholdstilladelse i Rusland. Nævnet lagde herved vægt på, at den russiske ambassade i Danmark havde oplyst, at ansøgeren ikke ville kunne få udstedt nogen form for visum til Rusland, med mindre der forelå en tilbagerejsetilladelse til Danmark. Nævnet lagde endvidere vægt på, at det fremgik af de fremsendte akter i ansøgerens og hans ægtefælles udsendelsessag, at ansøgeren og hans ægtefælle i september 2004 var blevet fremstillet på den russiske ambassade i Danmark, hvor det blev oplyst, at der ikke kunne udstedes opholdstilladelse til ansøgeren, og at ansøgeren således først under et visumophold i Rusland kunne søge om opholdstilladelse. Nævnet bemærkede i den forbindelse, at en anmodning fra januar 2005 fra Rigspolitiet til Udenrigsministeriet om bistand til blandt andet at opnå opholdstilladelse i Rusland for ansøgeren ikke sås at være besvaret. På denne baggrund fandt Flygtningenævnet ikke, at Rusland kunne antages for den af ansøgerens første asylland, og nævnet meddelte derfor den mandlige ansøger opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk.1. Flygtningenævnet udtalte endvidere for så vidt angik den kvindelige ansøger samt to børn, at Flygtningenævnet af de grunde, der var anført i nævnets beslutning af fra oktober 2003, fortsat ikke fandt, at ansøgeren ved udrejsen var asylretligt forfulgt, eller at hun ved en tilbagevenden til Rusland ville være i risiko herfor. Det bemærkedes i den forbindelse, at den kvindelige ansøger ikke kunne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, som en konsekvens af, at hendes ægtefælle blev meddelt opholdstilladelse efter denne bestemmelse, allerede fordi ægtefællen er statsborger i et andet land. Af udsendelsesbeslutningen vedrørende den kvindelige ansøger bemærkede Flygtningenævnet, at den kvindelige ansøger på tidspunktet for indrejsen i Danmark var gift og levede sammen med den mandlige ansøger, som ved samme beslutning var blevet meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet bemærkede endvidere, at det imidlertid falder uden for Flygtningenævnets kompetence at tage stilling til, om den kvindelige ansøger samt to børn, jf. princippet om familiens enhed, skulle meddeles opholdstilladelse efter andre bestemmelser i udlændingeloven, idet denne kompetence henhører under Udlændingestyrelsen og Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration. Afg/2006/17
Nævnet meddelte i juni 2006 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan, født i 1989. Indrejst i januar 2006. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer tillagde det afgørende betydning ved vurderingen af ansøgerens oplysninger, at ansøgeren var uledsaget mindreårig og også i nævnsmødet i sin fremtræden og forklaring gav indtryk af at være en meget ung person svarende til den opgivne alder på 16 år. Flertallet lagde til grund, at forløbet i asylsagsbehandlingen havde været påvirket af, at der havde været usikkerhed om ansøgerens forklaring navnlig om, hvorvidt han havde haft et seksuelt forhold til en kommandants brud eller svigerdatter. Henset til navnlig kontroloversættelsen af asylansøgningsskemaet fandtes ansøgeren i forløbet at have forklaret konsistent om, at det seksuelle forhold angik kommandantens svigerdatter. Flertallet tillagde det vægt, at ansøgeren i nævnsmødet havde kunnet svare uforbeholdent, og at ansøgerens oplysninger havde fremstået mere sammenhængende og underbyggede, når ansøgeren kunne forklare supplerende i nævnsmødet. Flertallet lagde på den baggrund i det væsentlige ansøgerens forklaring til grund og lagde vægt på, at ansøgeren var opvokset i en plejefamilie og udrejste ved plejemoderens hjælp, da plejefaderen efter ansøgerens seksuelle forhold til kommandantens svigerdatter ikke længere ønskede ham i huset. Ansøgeren har ikke anden familie og måtte på baggrund af det forklarede om det seksuelle forhold og navnlig henset til det oplyste om kommandantens betydelige lokale indflydelse, ansøgerens alder og manglende netværk ved en tilbagevenden til Kabul anses for at være i risiko for meget alvorlige overgreb mod sin person og uden reel mulighed for at søge myndighedernes beskyttelse. Afg/2006/16
Nævnet stadfæstede i juni 2006 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan, født i 2000. Ansøgeren er født i Danmark. Ansøgerens fader havde på vegne af ansøgeren søgt om asyl. Ansøgerens forældre blev i marts 2000 meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Ansøgerens fader havde været menigt og aktivt medlem af PDPA i Afghanistan. Han havde endvidere haft mange militære aktiviteter inden for Forsvarsministeriet, og hans profilering skyldtes hans militære aktiviteter. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er født i Danmark, efter at forældrene havde opnået asyl. Uanset det korte tidsrum mellem forældrenes asyl og ansøgerens fødsel kunne der ikke meddeles konsekvensstatus. Ansøgerens ansøgning skulle derfor behandles som en selvstændig sag, hvor der skulle tages konkret og individuel stilling til ansøgerens asylmotiv. Herunder skulle der tages hensyn til, at de forhold, der havde medført, at forældrene havde fået asyl, også kunne have betydning for vurderingen af ansøgerens sag. Ansøgeren havde ikke selv noget selvstændigt asylmotiv. Nævnet lagde forklaringen fra ansøgerens fader til grund, men nævnet fandt ikke, at faderens eller familiens forhold i dag kunne begrunde asyl eller beskyttelsesstatus for ansøgeren. Nævnet bemærkede herved, at faderen uanset en eventuel profilering på grund af sit medlemskab af PDPA og sin militærkarriere havde kunnet opholde sig i Afghanistan i perioden fra 1992 til 1997 uden asylretlige konflikter. Nævnet bemærkede videre, at ansøgerens fader ikke havde sandsynliggjort, at han havde haft andre asylretlige konflikter end med Taleban, der nu ikke længere er ved magten. Afg/2006/15
Nævnet meddelte i juni 2006 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Afghanistan, født 1955, samt tre børn. Indrejst i september 2003. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgerens ægtefælle havde været et højtstående medlem af PDPA med rang af oberst. Det blev i overensstemmelse med ægtefællens forklaring i hans asylsag lagt til grund, at han under ansættelse ved Kabuls lufthavn foretog tilbageholdelse af flere personer for indsmugling, og at dette førte til et modsætningsforhold til forskellige Mujahedingrupper. Efter at Mujahedin havde taget magten i 1992, måtte ægtefællen flygte. I den følgende tid blev ansøgeren opsøgt gentagne gange af Mujahedin, der eftersøgte ægtefællen. Hun blev herunder udsat for hårdhændet behandling, og hendes søn blev i en periode tilbageholdt. Mens ægtefællen blev tilbageholdt i cirka to år frem til Talebans magtovertagelse, var der kun begrænsede henvendelser til ansøgeren på bopælen. Da ægtefællen omkring december 2000 vendte tilbage til ansøgeren på bopælen, rettede Talebanfolk efter ganske kort tid henvendelse, hvorpå ægtefællen flygtede. Få dage efter blev ansøgeren tilbageholdt af Taleban i bestræbelserne på at finde frem til ægtefællens opholdssted. Hun var tilbageholdt i cirka en måned. Familiens lejlighed blev konfiskeret. På denne baggrund fandt nævnet, at der som følge af ægtefællens profilering under Najibullahs regime var en reel risiko for, at familien og herunder ansøgeren fortsat ville være i søgelyset. Flygtningenævnet fandt det således sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden ville være i risiko for asylbegrundende overgreb. Afg/2006/14
Nævnet meddelte i maj 2006 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan, født 1956. Indrejst i februar 2005. Ansøgeren havde forklaret, at han havde fungeret som øverste politiske PDPA-chef i de militære enheder, som han fra 1979 til 1992 havde gjort tjeneste ved. Ansøgeren havde herunder deltaget i ransagninger og våbenbeslaglæggelser, ligesom han havde været med til at anholde personer, der var imod Najibullahs regime. Ansøgeren flygtede til Iran i 1999, men blev i 2004 udvist til Afghanistan, hvor han herefter var tilbageholdt i omkring en måned. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren siden 1979 havde været ansat ved militæret, senest med rang af major, samt at han fra 1976 havde været medlem af PDPA, og at han var partiets mand i militæret. Flygtningenævnet lagde videre til grund, at ansøgeren har udført de aktiviteter, som han har forklaret, at han i sin egenskab af officer har deltaget i, frem til magtskiftet i 1992. Efter Mujahedins magtovertagelse tog ansøgeren til Mazar-I-Sharif, hvor han opholdt sig, indtil han udrejste til Iran i 1999. Ansøgeren har endvidere forklaret, at han efter sin tilbagevenden til Afghanistan i 2004 blev anholdt af en person med tilknytning til en mullah, der har en fremtrædende position i Afghanistan i dag som tilhørende Jamiat-e-Islami. Han har forklaret, at han i forbindelse med tilbageholdelsen blev genkendt som leder af en tidligere aktion, hvorunder den pågældende mullahs bopæl blev ransaget, og ni personer blev anholdt, ligesom der skete beslaglæggelse af våben. Ansøgeren genkendte den person, som tilbageholdt ham i 2004, som én af de dengang ni anholdte. Ansøgeren flygtede senere ved bestikkelse af en vagtmand. Om end Flygtningenævnet fandt, at denne del af ansøgerens forklaring, herunder omstændighederne ved genkendelsen og den efterfølgende flugt, måtte give anledning til nogen tvivl, fandt nævnet dog ikke – også henset til, at ansøgerens forklaring i øvrigt fremstod som sammenhængende og konsistent – at der var fuldt tilstrækkeligt grundlag for at forkaste forklaringen. Da det herefter måtte lægges til grund, at ansøgerens tidligere aktiviteter var forbundet med konkrete konflikter med magtfulde grupperinger i Afghanistan i dag, fandt Flygtningenævnet, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan på nuværende tidspunkt ville være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Afg/2006/12
Nævnet meddelte i april 2006 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan, født 1958. Indrejst i maj 2004. Ansøgeren er etnisk pashtun. Ansøgerens familie var velhavende og ejede en landbrugsejendom og cirka 40 hektar jord. I 1992 blev ansøgerens far, som var en velkendt mand i området, myrdet af Mujahedin på grund af sit medlemskab af PDPA og sin tilknytning til Najibullahs regering. Faderen blev skudt af personer, som arbejdede for en lokal kommandant. Kort tid efter drabet på faderen flygtede ansøgeren og hans familie til Tadsjikistan. Familiens ejendom blev overtaget af Mujahedin. Efter Talebans magtovertagelse vendte ansøgeren og hans familie tilbage til Afghanistan, og Taleban gav familien dens jord tilbage. Ansøgerens familie var tilhængere af Taleban. Familien gav husly og mad og drikke til personer fra Taleban. Under Talebans styre arbejdede ansøgeren som lærer. Efter Talebans magtovertagelse fik ansøgeren og hans familie konflikter med den lokale kommandant, som havde dræbt faderen. Konflikterne skyldtes kommandantens tidligere konflikter med ansøgerens far og ansøgerens families etnicitet. Kommandanten var en magtfuld person i området og tilhørte partiet Jamiat e-Islami. Kommandanten havde cirka 200-300 mand under sig og arbejdede sammen med lederen af et navngivent område. I begyndelsen af 2004 måtte ansøgeren holde op med at arbejde. Han blev udsat for trusler fra kommandantens folk, som også havde beskudt hans families hus. Ansøgeren udrejste, efter at hans brødre blev skudt og såret af kommandantens folk, og fordi kommandanten ønskede at få udleveret hans døtre. Flygtningenævnet lagde i det væsentligste ansøgerens forklaring til grund. Nævnet bemærkede herved, at de væsentlige elementer i ansøgerens forklaring havde været afgivet allerede fra starten, selvom der vel kunne findes mindre divergenser heri. Flygtningenævnet fandt herefter, at ansøgeren måtte anses for at have et sådant modsætningsforhold til kommandanten, at ansøgeren risikerede forfølgelse ved en tilbagevenden til Afghanistan. Nævnet lagde herved vægt på ansøgerens og familiens etnicitet og politiske observans sammenholdt med de konkrete trusler og overgreb, som kommandanten og hans folk havde udsat ansøgeren og hans familie for. Nævnet fandt, at forfølgelsen grundlæggende måtte anses for stammende fra ansøgerens og familiens etnicitet og politiske observans, hvorfor ansøgeren blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet fandt, at kommandanten anses for at have en sådan magtposition, at ansøgeren ikke kunne antages at opnå den fornødne beskyttelse ved en tilbagevenden til Afghanistan. Afg/2006/11
Nævnet meddelte i april 2006 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan, født 1979. Indrejst i november 2001. I maj 2004 stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse, hvorved ansøgeren ansås for udelukket fra at opnå opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer kunne efter en samlet vurdering af ansøgerens forhold ikke afvise, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerede en forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Nævnets flertal fandt imidlertid, at ansøgeren efter udlændingelovens § 10, stk. 1, nr. 3, jf. flygtningekonventionens artikel 1 F (a), var udelukket fra at opnå opholdstilladelse. Flertallet lagde i sin vurdering til grund, at ansøgeren under krigstjeneste for Hezbe Wahdat i perioden fra 1995 – 1998 havde deltaget i tortur og mishandling af krigsfanger. Flertallet lagde videre til grund, at klageren efterfølgende var fængslet af Taleban fra 1998 – 2001, og at han under tortur angav navne på kommandanter hos Hezbe Whadat, og at kommandanterne senere er blevet henrettet af Taleban. I september 2004 indstillede Statsadvokaten for Særlige Internationale Straffesager i medfør af retsplejelovens § 749, stk. 2, efterforskningen mod ansøgeren. Flygtningenævnet besluttede på denne baggrund at genoptage ansøgerens asylsag, som herefter blev afgjort på skriftligt grundlag. Flygtningenævnet udtalte, at Statsadvokaten for Særlige Internationale Straffesager ved et brev fra september 2004 besluttede at indstille efterforskningen mod ansøgeren i medfør af retsplejelovens § 749, stk. 2. I brevet anføres det blandt andet, at: ”Klageren har under afhøring tilstået, at han ved et tilfælde og efter ordre tildelte en tilbageholdt person slag og spark. Han forklarede herunder, at han ville være blevet dræbt af sin overordnede, hvis han havde nægtet at adlyde ordren. Det har ikke i forbindelse med efterforskningen været muligt at tidsbestemme dette overgreb nærmere end til perioden 1995-1998. Dette vanskeliggør en præcis juridisk vurdering af sagen, men følgende aspekter har haft betydning for afgørelsen.Klageren har oplyst, at han handlede efter ordre, samt at han ved en tidligere lejlighed havde overværet, hvorledes hans foresatte havde skudt en soldat, der nægtede at efterkomme en ordre om at deltage i overgreb mod en fange. Klageren befandt sig i en situation, hvor han efter sine egne oplysninger ikke havde noget valg. Selv hvor en sådan situation ikke i sig selv medfører straffrihed, hjemler straffelovens § 82, nr. 3 og nr. 6, under alle omstændigheder mulighed for strafnedsættelse.I perioden mellem 1995 og 20. november 1997 var klageren under 18 år, hvilket indebærer, at en eventuel straf kan nedsættes, jf. straffelovens § 82, nr. 1. På denne baggrund mener jeg ikke, at den forventede strafs størrelse står i rimeligt forhold til de vanskeligheder og omkostninger, sagens gennemførelse må forventes at medføre, jf. princippet i retsplejelovens § 721, stk. 1, nr. 3.” Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer fandt fortsat, at ansøgeren af de grunde, der var anført i nævnets afgørelse fra maj 2004 var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Efter indholdet af skrivelsen fra Statsadvokaten for Særlige Internationale Straffesager var der imidlertid fremkommet begrundet tvivl om, hvorvidt der forelå en alvorlig grund til at antage, at ansøgeren havde gjort sig skyldig i en sådan forbrydelse, at han efter flygtningekonventionens artikel 1 F (a), var udelukket fra at opnå flygtningestatus. Da denne tvivl efter principperne i Handbook artikel 149 og UNHCR’s guidelines vedrørende Exclusion Clauses skulle komme ansøgeren til gode, var der under disse omstændigheder ikke længere grundlag for at udelukke ansøgeren fra at opnå flygtningestatus. Afg/2006/10
Nævnet meddelte i januar 2006 opholdstilladelse (K-status) til et ægtepar fra Afghanistan, født i 1934 (M) og 1940 (K). Indrejst i september 2004. Flygtningenævnet udtalte, at den mandlige ansøger under hele sagen havde afgivet enslydende forklaringer om sit asylmotiv. Den kvindelige ansøgers forklaring havde i det væsentlige været i overensstemmelse hermed. Flygtningenævnet lagde til grund, at den mandlige ansøger fra 1975 havde været medlem af PDPA, og at han under sin militære tjeneste blandt andet havde beskæftiget sig med at hverve mujahediner, således at de støttede regeringen. Nævnet lagde endvidere til grund, at mujahedinerne i 1992 anholdt den mandlige ansøgers søn og i forbindelse hermed dræbte den mandlige ansøgers daværende ægtefælle. Den mandlige ansøger blev samme år anholdt og var herefter fængslet, indtil Taleban erobrede magten i Kabul i 1996. Den mandlige ansøger samarbejdede herefter en kort periode med Taleban og oplyste, hvor en navngiven kommandants våbenlager lå. Efter at ansøgerne i foråret 2004 var vendt tilbage til Afghanistan fra Pakistan, blev de opsøgt af nogle af kommandantens folk, der ønskede at tale med den mandlige ansøger, og som, da de ikke blev lukket ind, kastede en håndgranat ind over muren, hvorved den mandlige ansøgers datter blev dræbt. Flygtningenævnet fandt under disse omstændigheder, at den mandlige ansøger ved en tilbagevenden ville være i risiko for at blive udsat for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Den kvindelige ansøger havde ikke noget selvstændigt asylgrundlag, men da nævnet fandt, at hendes ægtefælle var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, meddeltes hun som en konsekvens heraf ligeledes opholdstilladelse efter samme bestemmelse. Afg/2006/1
Nævnet meddelte i marts 2005 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Afghanistan, født i 1958. Indrejst i december 2003. Flygtningenævnet fandt efter ansøgerens beskrivelse af ægtefællens beskæftigelsesmæssige forhold at kunne lægge til grund, at ægtefællen var ret højt placeret, først i KHAD og derefter i sikkerhedstjenesten under general Dotums styre, samt at ægtefællen blev dræbt af Taleban, og at den ældste søn måtte flygte. Uanset at familiens problemer således i det væsentlige var knyttet til Taleban, fandt nævnet efter ansøgerens konsistente forklaring, at det var sandsynliggjort, at ansøgeren efter sin tilbagevenden til Mazar I Sharif fortsat var udsat for henvendelser, formentlig på grund af ægtefællens tidligere position i sikkerhedstjenesten. Under hensyn hertil sammenholdt med, at ansøgeren ved en hjemvenden ville være enlig kvinde uden et reelt netværk, fandt nævnet efter en konkret vurdering, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at hun ved en hjemvenden ville være i individuel risiko for overgreb, som hun ikke kunne søge myndighedsbeskyttelse i mod. Afg/2005/9
Flygtningenævnets meddelte i marts 2005 opholdstilladelse (B-Status) til en kvindelig statsborger fra Afghanistan, født i 1970 samt to børn. Indrejst i marts 2004. Flygtningenævnet fandt, at ansøgeren lige fra sin ankomst til Danmark havde fortalt om sine konflikter med sin afdøde ægtefælles fætter i anledning af, at hun afslog fætterens frieri. Forklaringens væsentligste indhold havde hele tiden været det samme. Under behandlingen i Flygtningenævnet havde ansøgeren forklaret detaljeret og overbevisende om disse konflikter. Nævnet lagde som følge heraf ansøgerens forklaring til grund og fandt således, at ansøgeren var flygtet fra et tvangsægteskab med en magtfuld person. Nævnet fandt på denne baggrund og under hensyn til baggrundsoplysningerne om forekomsten af æresdrab på kvinder i Afghanistan, at ansøgeren ved tilbagevenden til Afghanistan risikerede at blive offer herfor. Nævnet fandt herefter, at ansøgeren opfyldte betingelserne i udlændingelovens § 7, stk. 2, og meddelte herefter ansøgeren opholdstilladelse efter denne bestemmelse. Afg/2005/8
Nævnet stadfæstede i januar 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan, født i 1973, samt to børn. Indrejst i april 2002. I september 2002 indgav ansøgeren ansøgning om asyl. Ansøgerens ægtefælle arbejdede for Wahdat – partiet. I 1996 opsøgte Taleban ansøgerens bopæl. Talaban-soldaterne skød tre af fingrene på ægtefællens venstre hånd af og truede med at ville dræbe ægtefællen, hvis ikke ægtefællen oplyste, hvor han opbevarede sit våben. Taleban tog ægtefællen med og tilbageholdt ham i en måned og 20 dage. Ægtefællen blev løsladt, efter at hans far havde betalt bestikkelse. Samme aften flygtede ægtefællen efter råd fra sin far til en anden by. Efter Talebans magtovertagelse i den by vendte ægtefællen tilbage til bopælen. Han skjulte sig i en kælder, som var beliggende i et hul, som var gravet under bopælen. Taleban ransagede flere gange bopælen som led i generelle ransagninger. Hver gang spurgte Taleban efter ansøgerens ægtefælle. På et tidspunkt sagde familiens naboer, at ægtefællen ikke kunne opholde sig i Kabul længere. I 2000 udrejste ægtefællen med hjælp fra sin far. Cirka et år efter ægtefællens udrejse flygtede ansøgeren. Hun flygtede, fordi Taleban havde dræbt mange af hendes slægtninges og naboers børn, og fordi nogle hendes af naboer og slægtninge truede hende verbalt og så nedsættende på hende. Flygtningenævnet lagde ansøgerens forklaring til grund, herunder at hun var født og opvokset i Kabul, hvor hun havde boet indtil udrejsen i 2001. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgerens eller hendes ægtefælles konflikter med Taleban på nuværende tidspunkt kunne anses for asylbegrundende, allerede fordi Taleban ikke længere udgjorde nogen magtfaktor i Afghanistan. Det forhold, at ansøgerens naboer og fjerne slægtninge efter ægtefællens udrejse havde chikaneret ansøgeren, ligesom ansøgeren havde følt sig truet af disse, kunne ikke anses for asylbegrundende. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at chikanerne og truslerne ikke havde haft et sådant omfang eller intensitet, at det kunne karakteriseres som forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet fandt heller ikke, at ansøgeren opfyldte betingelserne for opholdstilladelse af udlændingelovens § 7 som konsekvens af ægtefællens opholdstilladelse som flygtning. Nævnet lagde herved vægt på, at ægtefællens opholdstilladelse var begrundet i konflikter med Taleban, og at dette på nuværende tidspunkt ikke kunne begrunde asyl. Flygtningenævnet lagde også vægt på, at ansøgeren blev boende på bopælen i cirka et år efter ægtefællens udrejse. Flygtningenævnet fandt under disse omstændigheder ikke, at ansøgeren ved udrejsen var forfulgt, eller at hun ved en tilbagevenden kunne antages at være i en konkret særlig risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at ansøgeren kunne antages for at være i en konkret særlig risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Afg/2005/4
Nævnet meddelte i december 2005 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan, født 1988. Indrejst i oktober 2004. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren havde forklaret udbyggende og divergerende om flere punkter i det angivne asylmotiv, samt at hans forklaring ligeledes på flere punkter forekom konstrueret. Flygtningenævnet havde ved vurderingen taget ansøgerens alder og hans analfabetisme i betragtning. Ansøgeren havde forklaret påfaldende meget og endog udbyggende om forskellige voldelige handlinger, som han skulle have deltaget i. Det var nævnets indtryk, at ansøgeren havde været tilbøjelig til at fastholde forklaringerne, selvom disse forekom usandsynlige og konstruerede, og havde været tilbøjelig til at søge at understøtte dem med yderligere udbygninger om ugerninger. Nævnet fandt i dette særlige tilfælde, at ansøgerens misforståede forsøg på at underbygge i forvejen usandsynlige forklaringer, ikke skulle komme ham til skade. Nævnet lagde derfor megen vægt på alene at lægge de dele af ansøgerens forklaring til grund, som var overbevisende. Nævnet lagde til grund, at ansøgerens fader havde været tilknyttet Taleban-bevægelsen, herunder som kommandant på ansøgerens hjemegn, og at der ikke kunne bortses fra, at faderen havde medvirket i brutale overgreb på befolkningen. Nævnet kunne også lægge til grund, at ansøgeren i enkelte tilfælde havde afgivet oplysninger til faderen, som havde ført til arrestationer. Nævnet fandt, at ansøgerens forklaring om, hvad der skete efter Taleban-bevægelsens fordrivelse og faderens forsvinden, på flere punkter havde været divergerende og havde fremtrådt som usandsynlig. Nævnet kunne således ikke lægge til grund, at ansøgeren havde været fængslet i 13 dage og derefter var flygtet. Nævnet havde herved lagt vægt på, at ansøgeren havde forklaret divergerende om forholdene i fængslet, samt at hans forklaring om de nærmere omstændigheder under fængselsopholdet og ved flugten forekom konstruerede, herunder forklaringen om overfaldet på vagten. Ansøgeren havde også forklaret divergerende om en yderligere angiven tilbageholdelse. Nævnet fandt herefter, at der bestod en betydelig tvivl om, hvad der var overgået ansøgeren siden Talebans fald. Under hensyn til faderens position som kommandant i Talebanbevægelsen og henset til de handlinger, han måtte antages at have udført, samt til at det for personer med ansøgerens etniske baggrund måtte fremtræde som forræderi at tilslutte sig bevægelsen, fandt nævnet imidlertid, at der fortsat kunne bestå en reel risiko for, at ansøgeren, der til dels havde hjulpet faderen, og som nu var det ældste mandlige familiemedlem, ville blive udsat for hævnaktioner fra lokalbefolkningens side, som han ikke ville kunne opnå myndighedernes beskyttelse imod, jf. herved Udlændingestyrelsen og Dansk Flygtningehjælps fact finding mission til Kabul, Afghanistan, 20. marts til 2. april 2004, side 51. Nævnet fandt således, at ansøgeren i tilstrækkelig grad havde sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan ville være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Det bemærkedes, at der efter det anførte om, hvad nævnet kunne lægge til grund af ansøgerens forklaring, ikke havde været anledning til at tage stilling til, om ansøgeren var omfattet af Flygtningekonventionens udelukkelsesbestemmelser. Afg/2005/34
Nævnet stadfæstede i december 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan, født 1980. Indrejst i juni 2005. Flygtningenævnet udtalte, at uanset om ansøgerens forklaring om, at en navngiven person havde opsøgt hendes svigerfamilie for at få ansøgeren udleveret, fordi hun som 10-årig var blevet lovet væk til den pågældendes søn, lagdes til grund, fandtes det ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ville være i risiko for en forfølgelse, der var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for at blive udsat for forhold, der var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Det bemærkedes herved, at det drejede sig om en privatretlig konflikt, som ansøgeren og hendes svigerfamilie måtte søge myndighedernes beskyttelse imod. Det bemærkedes endvidere, at den navngivne person efter det oplyste ikke befinder sig i nogen form for magtposition, hvorimod svigerfaderen er ansat ved anklagemyndigheden. Det bemærkedes endelig, at svigerfaderen efter det oplyste på nævnsmødet havde rettet henvendelse til politiet, som havde henvist svigerfaderen til at rette henvendelse igen, hvis han atter blev opsøgt af den navngivne person, hvorefter politiet ville forfølge sagen. Ansøgeren opfyldte således ikke betingelserne for meddelelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Afg/2005/33
Nævnet stadfæstede i november 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan, født 1988. Indrejst i maj 2005. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren havde begrundet sin asylansøgning med, at han ikke havde familie tilbage i Afghanistan og ikke ville kunne klare sig, hvis han skulle vende tilbage. Han havde endvidere påberåbt sig, at han som mindreårig frygtede at blive udsat for overgreb eller undertrykkelse. Flygtningenævnet bemærkede, at der ikke var oplyst omstændigheder, der sandsynliggjorde, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan ville være i risiko for en forfølgelse omfattet af Flygtningekonventionen, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Det bemærkedes herved, at omstændighederne ved forældrenes død ikke var nærmere oplyst og i øvrigt var et forhold, der lå tilbage i tiden og under et andet styre. Ansøgerens påberåbelse af, at der for mindreårige, der vendte tilbage til Afghanistan uden netværk, ville være en risiko for overgreb og udnyttelse, indeholdt ikke i sig selv en sandsynliggørelse af, at ansøgeren var i en reel, konkret risiko for at blive udsat for forhold, der var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Det bemærkedes herved, at ansøgerens helbredsforhold ikke kunne føre til en anden vurdering. Afg/2005/32
Nævnet stadfæstede i november 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mindreårig statsborger fra Afghanistan, født i Danmark i 2003. Ansøgeren har opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2. Ansøgerens fader blev i december 2000 meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgerens fader havde på ansøgerens vegne søgt om, at ansøgeren blev tillagt asylstatus i konsekvens af faderens opholdstilladelse. Til brug for vurderingen af ansøgerens asylansøgning var ansøgerens fader indkaldt til mødet i Flygtningenævnet for at afgive forklaring. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er undfanget og født i Danmark og er afghansk statsborger. Ansøgerens fader havde som det væsentligste asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerede asylbegrundende forfølgelse på grund af sit tidligere medlemskab af PDPA og Junibish-melli. Ansøgeren ville som familiemedlem blive betragtet på samme måde som faderen. Herudover ønskede faderen, at ansøgeren i hvert fald fik asyl som konsekvens af faderens status. Endelig måtte hensynet til familiens fælles asylretlige status sammenholdt med EMRK art. 14 og Børnekonventionen § 2, stk. 22, føre til, at ansøgeren fik samme status som den øvrige familie. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren på baggrund af faderens omtalte aktiviteter tilhørte nogen særlig gruppe omfattet af Flygtningekonventionen. Med hensyn til faderens forhold lagde Flygtningenævnet vægt på, at faderen blev tilbageholdt af Taleban i oktober 1998, at faderen flygtede på grund af konflikten med Taleban, og at faderen i øvrigt var i stand til at opholde sig og arbejde i hjemlandet frem til tilbageholdelsen. Taleban er ikke længere ved magten, og da faderens aktiviteter for PDPA og Junbish-melli ikke kunne antages at have bragt ham i et asylbegrundende modsætningsforhold til de nuværende magthavere i Afghanistan, kunne det ikke lægges til grund, at ansøgeren skulle være i risiko for asylbegrundende forfølgelse på grund af faderens forhold, eller at ansøgeren ved en tilbagevenden skulle være i en konkret særlig risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Med hensyn til spørgsmålet om konsekvensstatus er det efter fast nævnspraksis blandt andet en betingelse, at det asylgrundlag, der førte til, at hovedpersonen fik asyl, fortsat er til stede. Efter det ovenfor anførte fandt Flygtningenævnet ikke, at dette grundlag længere var til stede, jf. udlændingelovens § 7. Betingelserne for at meddele ansøgeren opholdstilladelse som konsekvens af faderens status var derfor allerede af denne grund ikke til stede. Den omstændighed, at den danske paslovgivning muligt lægger hindringer i vejen for, at ansøgeren kunne få et pas, kunne ikke medføre, at ansøgeren som følge af et hensyn til familiens enhed – eller på andet lignede grundlag – herefter opfyldte betingelserne for at få opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Afg/2005/31
Nævnet meddelte i november 2005 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Ansøgeren blev i 2004 meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, som familiesammenført med sin herboende ægtefælle. Ansøgeren indrejste og søgte om asyl i 2004. Flygtningenævnet bemærkede, at ansøgerens ægtefælle i november 2002 blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, i det væsentlige på grund af ansøgerens forhold. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren har været et højtprofileret medlem af SAZA og har haft en fremtrædende militær position, senest som højtstående officer. Flygtningenævnet lagde endvidere til grund, at ansøgeren i forbindelse hermed har deltaget i kampe mod general Dostum, hvorunder blandt andre general Dostums svoger blev dræbt i 1997. Uanset at Flygtningenævnet fandt, at der var betydelige uklarheder i ansøgerens forklaring omkring en korterevarende fængsling i 2002, fandt Flygtningenævnet ikke at kunne afvise, at ansøgeren, navnlig på grund af sit modsætningsforhold til general Dostum, ved en tilbagevenden til Afghanistan under de nuværende forhold vil være i risiko for en forfølgelse, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddelte derfor ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Afg/2005/30
Nævnet stadfæstede i januar 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan, født i 1949. Indrejst i november 2003. Flygtningenævnet bemærkede, at ansøgeren ifølge samtalereferatet fra september 2004 over for Udlændingestyrelsen havde oplyst, at han var placeret på det mellemste niveau i PDPA, og at han arbejdede for partiet i tre til fire timer om dagen. Ansøgeren havde til sagen oplyst, at han udover at være lektor i kirurgi, arbejdede på et hospital som kirurg indtil 1992, og var sekretær for PDPA. Ansøgeren havde i nævnsmødet forklaret, at han havde en administrativ titel, men at han tre dage ugentligt udførte kirurgiske operationer på et hospital, underviste en time ugentligt på universitetet, og fire dage ugentligt i aftentimerne drev privat lægepraksis. Som eksempler på områder, hvor ansøgeren traf ledende administrativ beslutning, havde ansøgeren nævnt forsyning af hospitaler med udstyr og medicin og planlægning af hospitals- og lægelokaliteter. Flygtningenævnet fandt, at ansøgerens politiske aktivitet som medlem af PDPA ikke kunne anses for i særlig grad profilerende. Det bemærkedes, at ansøgeren om sin optræden i tv havde forklaret, at emnerne angik sundhedsforhold og ansøgerens arbejde som læge eller kirurg. Selvom ansøgeren og hans ægtefælle begge havde haft aktiviteter for PDPA, og måtte anses for at tilhøre familier kendt for PDPA tilknytning, fandt nævnet ved vurderingen af ansøgerens forhold, at det måtte tillægges væsentlig betydning, at ansøgeren ikke havde udført politiske aktiviteter, som havde udgjort en konkret og personlig konflikt med andre. Ansøgerens frygt for overgreb ansås af nævnet for knyttet primært til ansøgerens forklaringer om sin generelt høje position som læge og som administrativ lægelig leder. Det bemærkedes herved, at ansøgeren ifølge asylskemaet havde angivet sin seneste stilling til at være leder på et hospital i perioden fra 1985 til 1992. Selvom ansøgeren havde haft en mangeårig baggrund i PDPA, fandt nævnet, herunder sammenholdt med det oplyste om tidligere medlemmer af PDPA i Udlændingestyrelsens rapport fra fact-finding mission fra marts og april 2004 og det oplyste i Home Office Country Report af oktober 2004 ikke, at ansøgeren kunne anses for at have indtaget en sådan profileret position i PDPA eller være i denne sammenhæng forbundet med sådanne konkrete konflikter med magtfulde grupperinger i Afghanistan i dag, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan måtte anses for at risikere en forfølgelse, som omfattes af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller umenneskelig eller nedværdigende behandling efter § 7, stk. 2. Nævnet fandt videre ikke, at ansøgeren under henvisning til sin ægtefælles forhold og opholdstilladelse efter den dagældende udlændingelovs § 7, stk. 2, havde krav på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, og lagde herved navnlig vægt på det forskellige udrejseforløb og på, at ægtefællens opholdstilladelse måtte anses for begrundet navnlig i konflikten med Taleban, der ikke længere er ved magten i Afghanistan. Afg/2005/3
Nævnet stadfæstede i oktober 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan, født i 1941. Indrejst i april 2003. Ansøgeren blev i januar 2003 meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, som ægtefælle til en herboende afghansk statsborger, der har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren siden 1968 havde været ansat ved militæret som teknisk officer, senest med rang af oberst, samt at han fra 1978 havde været medlem af PDPA. Efter Mujahedins magtovertagelse i 1992 fortsatte ansøgeren med at arbejde indtil 1995, ligesom han fik løn frem til 1997. Ansøgeren blev boende i Kabul frem til 1998, hvor familien flygtede til Pakistan. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren, hverken som ansat ved militæret eller som medlem af PDPA, havde været så profileret, at han kunne antages at have noget modsætningsforhold til de nuværende magthavere i Afghanistan. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgerens oplysninger om, at to navngivne personer efterstræbte ham, kunne tillægges asylretlig relevans. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens oplysninger om efterstræbelsen alene byggede på andres oplysninger, samt at deres stilling under det nuværende styre var uklar. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren kunne meddeles opholdstilladelse i konsekvens af ægtefællens asylstatus allerede på grund af den tidsmæssige forskel i parternes indrejse i Danmark. Flygtningenævnet fandt derfor ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan kunne antages at være i en konkret og individuel risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet fandt heller ikke, at ansøgeren risikerede at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Afg/2005/29
Nævnet meddelte i oktober 2005 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan, født 1946. Indrejst i august 2004. Flygtningenævnet udtalte, at nævnet i det væsentlige kunne lægge ansøgerens samlede forklaringer til grund for sagen. Af forklaringerne fremgik, at ansøgeren i årene forud for Mujahedins magtovertagelse i 1992 havde været politisk leder af politiorganisationer i to nærmere angivne provinser og i et distrikt i Kabul. Han var senest leder i en provins syd for Kabul. Han var politisk chef og havde blandt andet til opgave at træne politifolkene politisk og at rekruttere dem til PDPA. Herudover overvågede han efter det oplyste det almindelige politiarbejde i organisationen. Det fremgik af sagens oplysninger, at Kabul by umiddelbart forud for 1992 var under pres fra Mujahedin bevægelserne navnlig i den ovennævnte provins. Det fremgik videre af ansøgerens forklaringer, at han i perioden fra 1992 til 2001 holdt sig skjult i Kabul by blandt andet hos nogle slægtninge, og at hans familie var udsat for forskellige konkrete overgreb fra Mujahedins side. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer fandt ikke at kunne afvise, at ansøgeren havde været et så højtstående medlem af PDPA, at han måtte anses for kendt i vide kredse inden for Mujahedin. Uanset om det kunne lægges til grund for sagen, at ansøgeren ikke selv personligt havde deltaget i konkrete politimæssige opgaver eller i øvrigt personligt havde konkrete konflikter med personer, som var tilknyttet Mujahedin, fandt flertallet ikke at kunne afvise, at ansøgeren på baggrund af sin profileringsgrad ved en tilbagevenden til hjemlandet – som følge af sit tilhørsforhold til PDPA – kunne være i risiko for asylbegrundende forfølgelse af de grunde, som er angivet i flygtningekonventionen, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Afg/2005/28
Nævnet stadfæstede i oktober 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan, født i 1988. Indrejst i februar 2005. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er etnisk tadjik. Han havde ikke været medlem af eller aktiv for politiske eller religiøse partier eller foreninger. Ansøgeren er født i Afghanistan, men han havde i flere år frem til 2002 boet i Pakistan. Ansøgeren havde som sit asylmotiv henvist til, at cirka syv måneder efter hans tilbagekomst fra Pakistan blev faderen opsøgt af folk, der slog faderen og spurgte efter ansøgeren. Som følge heraf udrejste ansøgeren via Kabul til Moskva. Ansøgeren havde under samtalen med Udlændingestyrelsen oplyst, at det var Taleban, der opsøgte faderen, og at hans brødre havde arbejdet mod Taleban. Ansøgeren henviste i Flygtningenævnet til, at han på grund af brødrenes aktiviteter for ISI (den pakistanske efterretningstjeneste) ville være i risiko for forfølgelse på grund af ”guilt by assocoation”. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han var forfulgt, da han udrejste. Han havde boet cirka syv måneder på bopælen i Afghanistan, uden at nogen havde spurgt efter ham, selvom han havde færdedes offentligt med sin fader. Hvis det blev lagt til grund, at ansøgerens fader – familiens overhoved – blev opsøgt grundet ansøgerens ældre brødres aktiviteter, kunne det også lægges til grund, at man ikke brugte ”guilt by association” over for faderen eller de andre familiemedlemmer på bopælen, da man blot spurgte efter de pågældende. Flygtningenævnet fandt således heller ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerede at blive forfulgt, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han ville være i reel risiko for at blive udsat for en behandling omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Afg/2005/27
Nævnet stadfæstede i september 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan, født i 1985. Indrejst i 2004. Ansøgeren havde som begrundelse for sin ansøgning henvist til, at hans broder blev fængslet af Taleban styret, der beskyldte ham for at agitere for kristendommen. Ansøgeren var også blevet beskyldt herfor og chikaneret og frygtede derfor en tilbagevenden til Afghanistan. Under Flygtningenævnets behandling af sagen havde ansøgeren yderligere oplyst, at hans farbroder for kort tid siden blev dræbt af en lokal kommandant i Jalalabad, og at dette skyldtes, at kommandanten troede, at det var ansøgeren, der var vendt tilbage til huset i Jalalabad. Flygtningenævnet lagde vægt på, at ansøgeren og hans familie ikke var kristne. Den omstændighed, at ansøgerens broder af Taleban blev beskyldt for at agitere for kristendommen, fandtes ikke at kunne begrunde, at der meddeltes ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Heller ikke de chikanerier, som ansøgeren angav at have været udsat for, fandtes at kunne give grundlag for meddelelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Henset til, at ansøgeren, der er 20 år, siden 2001 havde opholdt sig uden for Afghanistan, fandt Flygtningenævnet det usandsynligt, at ansøgerens farbroder skulle være blevet dræbt som følge af en forveksling med ansøgeren. Flygtningenævnet tilsidesatte derfor denne del af forklaringen som konstrueret til lejligheden. Ansøgeren opfyldte således ikke betingelserne for meddelelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Afg/2005/26
Nævnet stadfæstede i september 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan født i 1942. Indrejst i april 2004. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er etnisk tajik. Han forklarede, at han havde været menigt medlem af PDPA, og at han havde været leder på et nyhedsmedie frem til Mujahedins magtovertagelse i 1992. Ansøgeren og Najibullah var bekendte. Ansøgeren forklarede videre, at han havde været tilbageholdt to gange, dels af Mujahedin umiddelbart efter magtovertagelsen i 1992, dels af Taleban. Ansøgeren havde vanskeligt ved at tidsfæste varigheden af de to tilbageholdelser, hvorunder han var blevet udsat for en række fysiske overgreb. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren havde været tilbageholdt af henholdsvis Mujahedin og Taleban. Flygtningenævnet lagde til grund, at tilbageholdelserne havde haft en vis længere varighed, og at ansøgeren i den forbindelse havde været udsat for fysiske overgreb. Derudover lagde flygtningenævnet til grund, at ansøgeren var blevet løsladt inden Talebans fald. Flygtningenævnet fandt imidlertid ikke, at de nævnte forhold kunne føre til, at ansøgeren meddeltes asyl eller beskyttelsesstatus. Flygtningenævnet lagde for så vidt angår ansøgerens tilbageholdelse af Mujahedin vægt på, at forholdet lå langt tilbage i tid. Flygtningenævnet fandt endvidere ikke, at tilbageholdelsen, som ansøgeren havde forklaret, han havde været udsat for fra Talebans side, var asylbegrundende. Flygtningenævnet lagde herved afgørende vægt på de ændrede magtforhold i Afghanistan, hvor Taleban ikke længere er ved magten. Flygtningenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren efter Talebans fald i 2001 havde kunnet opholde sig uden asylbegrundende problemer i Afghanistan frem til udrejsen i 2004. Flygtningenævnet fandt endvidere ikke at kunne lægge til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden ville risikere forfølgelse på grund af sit medlemskab af PDPA, eller på grund af ægtefællens eller en datters forhold. Flygtningenævnet lagde blandt andet vægt på, at ansøgeren havde været menigt medlem, og at han ikke havde haft politiske opgaver. Flygtningenævnet fandt herefter ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan ville være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han ville være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Der var herefter ikke grundlag for at udsætte sagen med henblik på torturundersøgelse af ansøgeren. Afg/2005/24
Nævnet meddelte i august 2005 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan, født 1986. Indrejst i december 2003. Flygtningenævnet havde i sin afgørelse af maj 2003 i ansøgerens faders sag lagt til grund, at faderen på grund af sit arbejde for KHAD havde grund til at frygte repressalier fra de mujahedin-grupper, der nu har afgørende indflydelse på hjemegnen. Under hensyn hertil og sammenholdt med, at allerede faderen havde fortalt om konkrete trusler mod ansøgeren som følge af faderens forhold, fandt nævnet, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan selvstændigt ville være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Afg/2005/23
Nævnet meddelte i august 2005 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan, født i 1957. Indrejst i oktober 2003. Af ansøgernes forklaring fremgik blandt andet, at han havde haft en højt profileret stilling i PDPA. Flygtningenævnet fandt i det væsentligste at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer lagde vægt på, at ansøgeren i kraft af sin position havde været højt profileret og haft det militære ansvar for sikkerhedssituationen i en større by, herunder med kontrol af varetransport og beskyttelse af borgere mod overgreb fra andre grupper. Flertallet fandt efter en konkret vurdering, at der som følge af ansøgerens profilering og karakteren af hans arbejde var risiko for, at han ved en tilbagevenden ville blive udsat for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7. Flertallet bemærkede efter en vurdering af ansøgerens situation og byens betydning, at den omstændighed, at ansøgeren ikke havde modtaget konkrete trusler i hvert fald efter 1992, alene kunne skyldes den beskyttelse, som han havde haft i kraft af sin position. Afg/2005/22
Nævnet stadfæstede i august 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan, født i 1970. Indrejst i september 2004. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren udrejste til Pakistan sammen med sin familie i 1992 cirka seks til otte måneder efter Mujahedins magtovertagelse, og at de indtil da alene var udsat for verbal chikane. Nævnet kunne endvidere efter ansøgerens forklaring lægge til grund, at han under Talebans regime havde været tilbage i familiens hjem to til tre gange af en til tre måneders varighed. Ansøgeren forklarede udbyggende om de problemer, han under disse ophold havde haft med Taleban, men han havde selv efter sin seneste forklaring ikke været udsat for overgreb, der havde haft en sådan intensitet, at de kunne betragtes som asylrelevante. Uanset om ansøgerens fader måtte have haft en høj administrativ stilling og tilknytning til PDPA, havde ansøgeren således selv under Taleban kunne opholde sig i familiens bolig uden at være blevet udsat for asylretlig forfølgelse. Nævnet fandt derfor ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden ville være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Afg/2005/21
Nævnet stadfæstede i august 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan, født 1986. Indrejst i oktober 2004. Flygtningenævnet kunne ikke lægge til grund, at ansøgeren opfylder betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at der efter ansøgerens egen forklaring var tale om en konflikt mellem ham og hans fader, dels omkring et ægteskab med en kusine, dels omkring ansøgerens deltagelse i våbentræning og jihad. Ansøgeren havde forklaret, at han over for sin fader vedvarende havde nægtet at indgå det planlagte ægteskab og at deltage i våbentræning. Ansøgeren havde forklaret, at hans fader i forbindelse med et skænderi herom skød efter ham. Ansøgeren havde imidlertid også forklaret, at han boede sammen med sin fader i en længere periode efter skudepisoden frem til udrejsen. Ansøgeren havde ligeledes forklaret, at hans nægtelse af at indgå ægteskab med kusinen alene medførte, at faderen pålagde ham at tage ophold i moskéen i en periode. Efter ansøgerens forklaring måtte det endvidere lægges til grund, at han, trods sin vedvarende nægtelse af at modtage våbentræning og deltage i Jihad, ikke har modtaget trusler fra den organisation, som faderen er tilknyttet. På denne baggrund fandt Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at der består en reel og konkret risiko for, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan, hvor han har familie, blandt andet i Kabul, vil blive udsat for asylbegrundende forfølgelse, hverken fra sin fader eller fra organisationen. De generelt vanskelige forhold i Afghanistan kunne ikke føre til et andet resultat. Afg/2005/20
Nævnet meddelte i januar 2005 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan, født i 1980. Indrejst i januar 2004. En navngiven kommandant ønskede at gifte sig med ansøgerens søster, hvilket denne nægtede. Kommandanten truede med at dræbe ansøgeren, hans moder og broder, såfremt ansøgerens søster ikke indvilligede i ægteskab. Som følge af truslerne blev familien enige om, at ansøgerens søster skulle forloves med kommandanten. Når kommandantens opmærksomhed ikke længere var rettet mod familien, ville de forsøge at flygte. Der blev holdt forlovelsesfest, hvor omkring 300-400 personer var til stede. Ansøgeren blev præsenteret som familiens overhoved. Ansøgeren og familien flygtede til en anden afghansk by inden vielsen. Efter en periode blev familien opsøgt af kommandantens morbroder, som havde fundet frem til familien. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer fandt det afgørende, at ansøgerens forklaring til sagen herunder navnlig ifølge asylregistreringsskema og i samtalen med Udlændingestyrelsen på alle væsentlige punkter havde været detaljeret og overensstemmende, samt at ansøgerens forklaring både ifølge advokatindlægget og navnlig under nævnsmødet havde underbygget denne vurdering. Herudover havde ansøgeren under nævnsmødet forklaret overbevisende og herunder begrundet redegjort for tvivlsspørgsmål. Flertallet lagde derfor ansøgerens forklaring til grund. Flertallet lagde herefter vægt på, at den navngivne kommandant er en person med betydelig magt og politisk indflydelse, og at ansøgeren som ældste søn repræsenterede ansøgerens familie, herunder ansøgerens søster, og blev holdt ansvarlig over for kommandanten. Ansøgeren og hans familie flygtede til en anden afghansk by på baggrund af de trusler på livet, som kommandanten havde fremsat, men de måtte forlade også denne by, da deres tilstedeværelse var blevet kendt af kommandanten. Under hensyn til hændelsesforløbet, herunder at forlovelsen blev fejret ved en stor forlovelsesfest, som kommandanten afholdt, hvorved ansøgeren blev eksponeret, og idet flertallet ikke under de nuværende forhold i Afghanistan kunne afvise, at ansøgeren ved en tilbagevenden risikerede at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, og som ansøgeren ikke kunne opnå beskyttelse mod, fandt flertallet efter en samlet vurdering, at ansøgeren havde krav på opholdstilladelse efter denne bestemmelse. Afg/2005/2
Nævnet meddelte i juli 2005 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i oktober 2004. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer udtalte, at uanset at der var nogle divergenser i ansøgerens forklaringer om, hvorledes han var blevet bekendt med faderens handlinger, fandt et flertal af nævnet ikke tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte det væsentlige indhold af forklaringen. Flertallet af nævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren er analfabet samt hans unge alder på tidspunktet for begivenhederne. Flertallet fandt det herefter sandsynliggjort, at ansøgerens fader havde en høj stilling i Wahdat, at han derefter samarbejdede med Taleban og herunder i hvert fald opfattes som havende angivet andre højtstående personer i Wahdat, samt at faderen efter Talebans fald blev dræbt af Wahdat og at ansøgeren forlod Afghanistan i tilslutning hertil. Flertallet fandt, efter oplysningerne om at der i forbindelse med anholdelsen af faderen blev fremsat trusler mod ansøgeren, ikke at kunne bortse fra, at ansøgeren, henset til karakteren af faderens handlinger, og at handlingerne er kendt i området, ville være i risiko for repressalier fra familierne til de pågældende højtstående personer og fandt derfor, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden ville være i konkret og individuel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Afg/2005/19
Nævnet stadfæstede i juni 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i marts 2004. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgerens fader, som ansøgeren i det væsentlige afledte sit asylmotiv fra, var officer og tilknyttet PDPA, indtil styret faldt i 1992. Faderen var alene tilbageholdt nogle få dage af det nye styre. Endvidere var han tilbageholdt under Taleban, som ikke længere er nogen magtfaktor i Afghanistan. Faderen opnåede senere, ifølge ansøgerens oplysninger, at få en højtstående placering indenfor hæren i et nærmere angivet område. Da faderens hus angiveligt blev angrebet, kom der indenfor kort tid undsætning blandt andet fra de styrker, som faderen havde kommando over. Der forelå ikke sikre oplysninger om, hvem der skulle have angrebet faderen og med hvilket motiv. Ansøgeren havde oplyst, at han ikke på tidspunktet for nævnets behandling vidste, hvor faderen befandt sig. Flygtningenævnet fandt på denne baggrund ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han, som følge af faderens forhold, ved en tilbagevenden til Afghanistan ville være i en konkret og særlig risiko for at blive efterstræbt af personer eller grupper. Nævnet bemærkede, at ansøgeren aldrig havde haft politiske aktiviteter, og at han valgte frivilligt at vende tilbage til Afghanistan i 2003 efter ophold i udlandet. Ansøgeren opfyldte herefter ikke betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet fandt ikke grundlag for at udsætte sagen til indhentelse af yderligere oplysninger. Afg/2005/18
Nævnet stadfæstede i juni 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan, født i 1970. Indrejst i januar 2004. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til krigen i Afghanistan, samt at en mujahediner havde opsøgt ansøgerens forældre to til tre gange, idet han ønskede at gifte sig med ansøgeren. Mujahedineren havde sagt, at han ville slå dem ihjel, hvis han ikke måtte gifte sig med ansøgeren. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er etnisk tajik fra Kabul-området, at ansøgeren og familien udrejste til Peshawar, da ansøgeren var omkring 20 år gammel, at ansøgeren ikke havde været politisk aktiv eller i øvrigt udført aktiviteter, der havde profileret hende i forhold til offentligheden, at ansøgeren i 2003 blev gift med sin nuværende ægtefælle, at ansøgeren i januar 2004 udrejste af Pakistan med henblik på at blive genforenet med ægtefællen, der opholdt sig i England, og at ansøgeren ikke længere havde slægtninge i Afghanistan. Den chikane, som ansøgeren oplyste, at hun og familien havde været udsat for forud for udrejsen af Afghanistan, havde ikke haft et sådant omfang og intensitet, at den kunne sidestilles med en af udlændingelovens § 7 omfattet forfølgelse. Ansøgeren oplyste, at hun frygtede de generelt usikre forhold ved en tilbagevenden. Flygtningenævnet fandt ikke, at de generelt vanskelige forhold for enlige kvinder i Afghanistan var af en sådan karakter, at ansøgeren efter det foreliggende opfyldte betingelserne for asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Afg/2005/17
Nævnet stadfæstede i maj 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar fra Afghanistan, født i 1952 (M) og i 1953 (K), samt to børn. Indrejst i august 2003 (M) og i april 2004 (K). Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgerne er etniske qizilbashere og shia muslimere, at de ikke havde været politisk aktive eller i øvrigt udført aktiviteter, der havde profileret dem i offentligheden, og at de ikke havde været udsat for straffeprocessuelle indgreb. Ansøgernes konflikter med Taleban kunne ikke begrunde asyl, idet Taleban ikke længere var ved magten. Afbrændingen af familiens hus kunne heller ikke i sig selv begrunde asyl. Det måtte antages, at der var tale om en enkeltstående begivenhed. Hertil kom, at det ikke konkret var konstateret, om branden blev påsat, og at den mandlige ansøger havde forklaret upræcist om begivenhederne under og efter branden. Den chikane, som ansøgerne i øvrigt havde oplyst at have været udsat for, havde ikke haft et sådant omfang og intensitet, at den kunne sidestilles med en af udlændingelovens § 7 omfattet forfølgelse. Det blev herved særligt bemærket, at den mandlige ansøger for Flygtningenævnet havde oplyst, at han ikke havde truffet beslutning om udrejse på tidspunktet for den kvindelige ansøgers udrejse. Endelig lagde nævnet vægt på, at drabet på den mandlige ansøgers broder lå tilbage i tid, og at broderen blev dræbt under Taleban. Ved vurderingen af ansøgernes forhold havde nævnet endvidere lagt vægt på, at det fremgik af det seneste baggrundsmateriale, at etniske qizilbashere som gruppe ikke var udsat for diskrimination, og at den mandlige ansøger i øvrigt havde været i stand til at drive sin forretning helt frem til udrejsen. Det kunne herefter ikke lægges til grund, at ansøgerne havde været forfulgt ved udrejsen eller ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerede forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kunne det ikke antages, at ansøgerne ved en tilbagevenden ville være i en konkret særlig risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Afg/2005/16
Nævnet stadfæstede i maj 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan, født i 1977. Indrejst i juli 2002. Flygtningenævnet udtalte, at selvom ansøgeren havde været medlem af PDPAs spejder- og ungdomsorganisation og aktiv blandt andet ved møder og oplysningsvirksomhed, ophørte aktiviteterne i 1992, hvor Mujahedin overtog magten i Kabul. Ansøgeren var da 15 år gammel. Ansøgeren flygtede med sin familie til Jalalabad, hvor han gik i gymnasiet, som han afsluttede i 1995. Herefter blev han optaget på universitetet i byen, hvor han fortsat studerede indtil udrejsen til Pakistan omkring juni måned 2000. Uanset at ansøgerens far havde været pilot og havde undervist for PDPA, og uanset ansøgeren havde haft onkler, der var mere fremtrædende medlemmer af PDPA – navnlig var en onkel, der tillige er ansøgerens svigerfar, sekretær for PDPA i et distrikt i Kabul – fandt nævnet, at ansøgeren ikke kunne anses for profileret for PDPA, hverken i form af eget medlemskab og aktiviteter eller i kraft af sin families tilknytning. Nævnet fandt, at ansøgerens tilbageholdelse og de voldsomme overgreb, som han blev udsat for i to måneder i 1996 hos Mujahedin, da ansøgeren var blevet pågrebet med løbesedler, måtte ses i lyset af de dagældende magtforhold i Kabul. Selvom løsladelsen skete under foregivende af, at ansøgeren var medlem af Hezb-e-Islami fandtes formodningen om en sådan oplysning registreret hos en Mujahedin-gruppe, Jamiat og hos en kommandant, ikke på daværende tidspunkt at indebære, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan af nævnet kunne anses for at være i en asylbegrundende risiko. Nævnet lagde herved vægt på, at oplysningen om medlemskabet af Hezb-e-Islami var usand og uden baggrund i aktiviteter, at ansøgeren ikke havde haft andre politiske aktiviteter end de angivne for PDPA, at ansøgeren ikke i øvrigt havde konflikter med kommandant Iklil, og at ansøgeren i øvrigt efter løsladelsen kunne fortsætte sit studie i Jalalabad uden henvendelse fra politiske partier, grupperinger eller enkeltpersoner. Det var herved taget i betragtning, at Taleban overtog magten i 1996. Ansøgeren havde ikke konflikter i perioden fra 1996 til 2000, men blev efterstræbt af Taleban, fordi han i 2000 var en af seks arrangører af en studenterstrejke og demonstration for bedre kollegievilkår for de studerende ved universitetet i Jalalabad. Talebans indgriben var rettet imod demonstrationen, hvor 2 af medarrangørerne blev dræbt. Taleban tilbageholdt efterfølgende en bror til ansøgeren, idet ansøgeren, der var eftersøgt, var flygtet til Pakistan, hvor ansøgeren færdiggjorde sit studie ved universitetet i Peshwahar i perioden fra september 2000 til december 2001. Ansøgeren udrejste af Pakistan i juli 2002 med afghansk nationalitetspas udstedt i april 2002 og indrejste i Danmark i juli 2002 med henblik på familiesammenføring med sin herboende ægtefælle. Nævnet lagde vægt på de ændrede magtforhold i Afghanistan, hvor Taleban ikke længere var ved magten. Nævnet fandt ikke, at ansøgerens families konflikt med en Mujahedinkommandant, der i slutningen af 2001 på ny havde sat sig i besiddelse af ansøgerens families hus i Jalalabad, indebar en sådan konkret konflikt eller efterstræbelse efter ansøgerens person, at der heri var tilstrækkeligt grundlag for at antage, at ansøgeren ved en tilbagevenden ville risikere en asylbegrundende forfølgelse, herunder risiko for umenneskelig behandling omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Det var indgået i nævnets samlede vurdering af ansøgerens forhold, at han først havde søgt asyl i Danmark efter cirka to års ophold. Nævnet fandt videre ikke, at ansøgeren havde krav på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 i kraft af sin ægtefælles opholdstilladelse efter denne bestemmelse. Nævnet lagde vægt på, at ægteskabet først blev indgået, efter ægtefællen var indrejst i Danmark, på de forskellige ud- og indrejseforløb, ligesom ansøgerens asylmotiv ikke af nævnet blev anset for primært forbundet med ansøgerens svigerfars forhold. Samlet fandt nævnet herefter ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan kunne antages at risikere forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at blive underkastet umenneskelig eller nedværdigende behandling i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Afg/2005/15
Nævnet meddelte i april 2005 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Afghanistan, født i 1979. Indrejst i juli 2001. I august 2004 indgav ansøgeren anmodning om asyl, efter at Udlændingestyrelsen i maj 2004 besluttede ikke at forlænge ansøgerens opholdstilladelse efter den dagældende udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 7. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer udtalte, at det efter ansøgerens forklaring måtte lægges til grund, at ansøgerens far, da hun blev gift med sin fætter med henblik på at følge ham til Danmark, sagde, at ansøgeren havde pligt til under alle forhold at forblive i ægteskabet, og at faderen ville slå ansøgeren ihjel, hvis hun blev skilt. Ansøgeren var blevet skilt efter ægtefællens begæring, efter at ægtefællen havde fundet en dansk kæreste, med hvem han ventede et barn, og ansøgeren var blevet nødsaget til at rejse fra sin svigerfamilie, som havde udøvet vold mod hende og undladt at hjælpe hende. Under disse omstændigheder kunne det ikke afvises, at ansøgerens familie i Afghanistan enten ville afvise hende eller slå hende ihjel. Såfremt ansøgeren ikke kunne tage ophold hos sin familie i hjemlandet, ville hun som enlig kvinde uden netværk efter baggrundsoplysningerne fra Afghanistan risikere alvorlige overgreb. Ansøgeren havde ingen mulighed for at få beskyttelse af myndighederne i hjemområdet. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer fandt herefter, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerede overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Afg/2005/14
Nævnet stadfæstede i april 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan, født i 1964. Indrejst i februar 2004. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren var etnisk hazara og shia-muslim. Han havde ikke været aktiv for politiske eller religiøse partier. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet frygtede lokalbefolkningen, de nye magthavere og Taleban. Uanset om det blev lagt til grund, at ansøgeren inden Talebans fald havde givet Taleban oplysninger om folks økonomiske forhold og været medvirkende til, at en pigeskole blev lukket, fandt Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han skulle være kommet i et sådant modsætningsforhold til lokalbefolkningen, at han skulle opfylde betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet lagde til grund, at de oplysninger, ansøgeren havde videregivet, var oplysninger, som måtte antages at være almindeligt kendte, samt at ansøgeren havde opholdt sig i området i mere end to år efter Talebans fald. Flygtningenævnet fandt endvidere ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han var kommet i et asylbegrundende modsætningsforhold til de nuværende kommandanter i ansøgerens hjemområde. Flygtningenævnet lagde vægt på, at ansøgeren ikke nærmere havde kunnet konkretisere hvorfor, og at antagelsen herom stammede fra ansøgerens egne formodninger. Det blev bemærket, at Flygtningenævnet ikke kunne lægge afgørende vægt på de oplysninger, som ansøgeren havde fået telefonisk fra sin fader. Uanset om det blev lagt til grund, at ansøgeren inden udrejsen var blevet opsøgt af Taleban og anmodet om at deltage i terror-handlinger, fandt Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren skulle meddeles asyl som følge heraf. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren ikke havde fået stillet konkrete opgaver i udsigt, at han fik lov til at vende tilbage til bopælen efter mødet med Taleban, og at Taleban ikke udgjorde en magtfaktor i ansøgerens hjemområde. Da ansøgerens aktiviteter for Taleban havde haft et begrænset omfang, fandt Flygtningenævnet ikke grundlag for, som begæret af ansøgerens advokat, at iværksætte en høring til afdækning af, hvorledes forholdene i Afghanistan var for hazaraer, der har arbejdet for Taleban. Flygtningenævnet fandt herefter ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan ville være i risiko for at blive forfulgt af grunde omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet fandt heller ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden ville være i en reel risiko for dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Afg/2005/13
Nævnet meddelte i april 2005 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Afghanistan, født 1975. Indrejst i oktober 2004. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer udtalte, at ansøgeren er etnisk hazara. Ansøgeren havde aldrig været politisk aktiv, og hun havde aldrig været i myndigheders eller magthaveres søgelys. Ansøgeren havde som sit asylmotiv henvist til, at hun frygtede at blive dræbt af den mand, hun som barn var blevet lovet bort til, fordi hun havde indgået ægteskab med en i Danmark boende afghaner. Flygtningenævnets flertal lagde ansøgerens forklaring til grund. Flertallet fandt på den baggrund og under hensyn til baggrundsoplysningerne om forekomsten af æresdrab på kvinder i Afghanistan, at ansøgeren ved en tilbagevenden risikerede at blive offer herfor. Afg/2005/12
Nævnet meddelte i marts 2005 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Afghanistan, født i 1958, samt to børn. Indrejst i oktober 2000. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgerens forældre har givet tilladelse til, at akterne i deres sager indgår i denne sag. Ved afgørelsen af moderens og de mindreårige søskendes sag i marts 2003 lagde nævnet i overensstemmelse med forældrenes oplysninger til grund, at ansøgerens fader havde været medlem af PDPA fra 1973 til 1992, og havde arbejdet i militæret, og fra 1980 til 1992 for KHAD, og at han i en del af perioden havde haft en meget højt profileret stilling, der måtte antages, at have bragt ham i et modsætningsforhold også til personer blandt de nuværende magthavere. Nævnet lagde også til grund, at faderen havde deltaget i mange militære operationer mod Mujahedin, at han sammen med sin familie havde opholdt sig i provinsen fra 1992 til 1998, hvor han var kommandant under general Dostum, og at han flygtede efter Talebans magtovertagelse. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer meddelte på denne baggrund i marts 2003 ansøgerens moder og mindreårige søskende opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, i konsekvens af faderens status, idet et flertal af nævnet ikke kunne afvise, at de pågældende ville være i en sådan risiko for asylbegrundende forfølgelse på grund af faderens forhold at det ikke burde kræves, at de vente tilbage til Afghanistan. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer fandt ikke, at der i de senest forløbne år var sket en sådan ændring i magtforholdet i ansøgerens hjemegn, at der var grundlag for at bedømme ansøgeren anderledes end moderen og de andre søskende. Flertallet bemærkede, at den omstændighed, at ansøgeren er gift og tilhører en anden familie, ikke kunne ændre vurderingen under hensyn til, at der af ægtefællens familie alene er svigermoderen tilbage i Afghanistan. Flygtningenævnet meddelte derfor ansøgerne opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Afg/2005/11
Nævnet stadfæstede i marts 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan, født 1988. Indrejst i august 2004. Flygtningenævnet udtalte, at det af sagen fremgik, at den mindreårige ansøger havde været gift i Holland og i forbindelse med ægteskabets sammenbrud tog ophold hos svigerfamilien. Videre, at ægteskabet var blevet opløst under et møde med en mullah, hvor den tidligere ægtefælle deltog. Ved ankomsten her til landet fremkom ansøgeren med urigtige oplysninger om, hvor hun havde opholdt sig i perioden forinden. Af ansøgerens forklaring var videre fremgået, at der ikke over for hende selv var fremsat konkrete trusler fra den tidligere ægtefælle eller dennes familie. Den omstændighed, at ansøgeren følte sig truet af svigerfamilien byggede i det væsentlige på oplysninger, som hendes fader skulle være fremkommet med under telefonsamtaler. Oplysningerne herom var hovedsageligt først fremkommet i forbindelse med nævnsmødet. Det lagdes til grund, ansøgeren i Afghanistan fortsat havde familiemedlemmer boende, som hun havde besøgt. Det kunne således ikke lægges til grund, at ansøgeren var uden netværk. Flygtningenævnet kunne ikke lægge til grund, at risikoen for, at ansøgeren som følge af skilsmissen måtte blive dræbt, var nærliggende. Flygtningenævnet fandt heller ikke, at der var tilsvarende risiko for umenneskelig behandling eller anden behandling. Ansøgeren sås herefter ikke omfattet af hverken udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Afg/2005/10
Nævnet stadfæstede i januar 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan, født 1952. Indrejst i oktober 2001. Flygtningenævnet udtalte, at det efter en vurdering af ansøgerens oplysninger til asylansøgningsskemaet og hans forklaringer til Udlændingestyrelsen, sammenholdt med ansøgerens forklaring til Flygtningenævnet, måtte lægges til grund, at ansøgerens aktiviteter for PDPA havde været af underordnet karakter, og at ansøgeren overvejende havde udført undervisnings- og ideologiske støtteaktiviteter i forhold til andre PDPA-medlemmer. Af ansøgerens forklaring i nævnet fremgik, at ansøgerens aktiviteter indenfor KHAD i det væsentlige havde været af intern karakter. Nævnet lagde til grund, at ansøgeren, mens han havde udført aktiviteter i PDPA og havde været ansat i KHAD, ikke havde haft nævneværdige konflikter i forhold til andre personer eller grupper. Flygtningenævnet kunne ikke lægge til grund, at ansøgeren havde optrådt som PDPA-medlem på landsdækkende fjernsyn. Flygtningenævnet lagde vægt på, at denne oplysning først var fremkommet under den anden samtale med Udlændingestyrelsen. Endvidere var forklaringen om, at ansøgeren havde optrådt som frontfigur i sikkerhedstjenesten ikke sammenhængende med ansøgerens forklaring i Flygtningenævnet om, at han ikke havde optrådt som ansat i sikkerhedstjenesten. Nævnet fandt herefter, at ansøgeren ikke havde været profileret som PDPA-medlem eller som fremtrædende ansat indenfor KHAD og fandt det således ikke sandsynliggjort, at ansøgeren af den grund ville være i risiko for forfølgelse. Det kunne således ikke lægges til grund, at ansøgerens tilbageholdelse i 1992 skyldtes en profileret position indenfor PDPA eller KHAD. Ansøgerens tilbageholdelse under Talebanstyret i 1999 havde ifølge ansøgerens egne oplysninger heller ikke været begrundet i en sådan profileret position. Det måtte overordnet tillægges vægt, at ansøgeren havde opholdt sig i Afghanistan i næsten ti år uden anden tilbageholdelse end de to nævnte, og at hans familie havde haft fast bopæl i Kabul i samme periode. Flygtningenævnet kunne ikke tillægge det fremlagte brev angiveligt udsendt til alle Mujahedingrupper i Kabul og omegn nogen betydning. Flygtningenævnet fandt oplysningen om brevets fremkomst utroværdig og hæftede sig ved, at brevet, som var udateret, mere fremtrådte som en sammenfatning af ansøgerens asylmotiv end som hidrørende fra en eftersøgende myndighed. Heller ikke oplysningerne om sønnernes angivelige forsvinden kunne tillægges vægt ved sagens vurdering. Afg/2005/1
Nævnet stadfæstede i marts 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig ansøger fra Afghanistan, født i 1967. Indrejst i april 2003. Fra 1987 til 1990 aftjente ansøgeren værnepligt. Fra 1987 til 2001 var ansøgeren medlem af Wahdat-partiet. Ansøgerens far var også medlem, og han ydede et stort økonomisk bidrag til partiet. Ansøgerens aktiviteter for partiet bestod i uddeling af regeringskritiske løbesedler samt i at være chauffør for en kommandant, som var medlem af Det centrale Råd. Ansøgeren var dog kun chauffør for denne person, når vedkommende var i ansøgerens hjemby. I 1998 blev ansøgeren gift, og han fik efterfølgende en datter. I 1999 døde ansøgerens ægtefælle som følge af et raketnedslag. Fra 1999 til 2001 var ansøgeren fængslet af Taleban. Under ansøgerens tilbageholdelse blev ansøgerens far dræbt af Taleban. Efter ansøgerens løsladelse udrejste han til Iran, hvor han blev bekendt med, at hans datter sammen med hans svigerinde var flygtet til Danmark. Herefter, i 2001, søgte ansøgeren i Iran om opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 4. Denne ansøgning bortfaldt imidlertid ved ansøgerens indrejse i Danmark i april 2003. I 2002 rejste ansøgeren tilbage til Afghanistan, hvor han blev bekendt med, at hans bror var blevet bortført af den lokale kommandant, idet broderen under Mujahedin havde været chauffør for en kendt kommandant og idet ansøgerens far havde hjulpet Wahdat-partiet økonomisk. Ansøgerens bror var kommandantens privatchauffør, og havde derfor rejst rundt med kommandanten. Under opholdet i hjembyen blev ansøgeren beskudt, idet man ønskede, at han skulle forlade området, således at andre kunne overtage familiens jord. Efter at have opholdt sig et år i hjemlandet, hvorunder han forgæves ledte efter sin bror, udrejste ansøgeren. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er hazara og shiamuslim, født og opvokset i Kabul. Ansøgeren havde været medlem af og aktiv for Hezb-e-Wahdat. Ansøgeren forlod i 1995 Kabul og bosatte sig i Ghorband og Dare Turkman og siden i Siakhak. I perioden 1999 til 2001 sad han fængslet af Taleban. Efter løsladelsen opholdt han sig indtil begyndelsen af 2002 i Iran, hvor han i 2001 på den danske ambassade i Teheran søgte om opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 4. Fra begyndelsen af 2002 og til marts 2003 opholdt han sig i Afghanistan. Selv om det blev lagt til grund, at ansøgeren var truet af den lokale Ghorbandkommandant, fandt Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at dette kunne begrunde, at han skulle have opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, idet truslerne blev fremsat, angiveligt for at ansøgeren skulle opgive familiens jord. Den omstændighed, at ansøgerens bror var forsvundet, angiveligt likvideret af Hezb-e-Wahdat folk fra en anden fraktion end den ansøgeren havde arbejdet for, kunne ikke i sig selv begrunde, at ansøgeren skulle have opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet fandt heller ikke, at ansøgerens tidligere aktiviteter for Hezb-e-Wahdat kunne begrunde opholdstilladelse, idet Hezb-e-Wahdat i dag er med i regeringsmagten i Afghanistan. Flygtningenævnet fandt på denne baggrund ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerede at blive asylretligt forfulgt, eller at der var holdepunkter for at antage, at ansøgeren ville være i konkret særlig risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Afg/2004/9
Nævnet meddelte i marts 2004 opholdstilladelse (F-status) til et ægtepar fra Afghanistan, født i 1970 (M) og 1978 (K), samt to børn. Indrejst i april 2001. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgerne er afghanske statsborgere. Flygtningenævnet lagde endvidere til grund, at den kvindelige ansøger er født i Afghanistan, at hendes fader var afghansk statsborger og etnisk tajik, mens hendes moder var sovjetisk statsborger fra Ukraine, og at ansøgeren fra hun var to år og frem til 1996 boede hos sin bedstemoder i Ukraine. Endvidere lagde nævnet til grund, at den kvindelige ansøgers modersmål er russisk, at hun kun taler ganske lidt dari, og at hun er shia-muslim, men ikke er blevet opdraget muslimsk. Nævnet lagde endelig til grund, at den mandlige ansøger er født i Afghanistan, hvor han ligeledes er opvokset, at han er etnisk tajik, samt at han er shia-muslim af trosretning. Den mandlige ansøger har til sagen oplyst, at han forlod hjemlandet på grund af problemer med Mujahedin og Taleban. Flygtningenævnet fandt ikke, at den mandlige ansøger, der ikke havde noget konkret udestående med de nuværende magthavere i Afghanistan, risikerede forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, ved en tilbagevenden til Afghanistan. Da den mandlige ansøger alene havde været menigt medlem af PDPA og hans aktiviteter for partiet havde været lidet fremtrædende, anså nævnet det ikke for sandsynliggjort, at han, som følge af sit PDPA-medlemskab, risikerede forfølgelse fra de nuværende magthavere i Afghanistan. Den omstændighed, at den mandlige ansøger i 1999 var tilbageholdt i et døgn, hvor han af Taleban blev udsat for voldelige overgreb, fandtes ikke at kunne begrunde asyl. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at Taleban ikke længere var ved magten i Afghanistan. Ansøgerne havde som asylmotiv endvidere henvist til, at de og deres børn ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerede forfølgelse som følge af den kvindelige ansøgers ukrainske afstamning. Flygtningenævnet lagde til grund, at den kvindelige ansøger under sit to måneder lange ophold i Afghanistan i 1996 hele tiden opholdt sig inden døre, samt at hun som følge af sit udseende måtte antages i Afghanistan at blive opfattet som russer. Det fremgår af Udenrigsministeriets notat af 27. august 2003, at en kvinde med russiske træk ville kunne blive opfattet som en del af den internationale tilstedeværelse i forbindelse med genopbygningen af Afghanistan og dermed ville kunne blive et mål for ekstreme religiøse grupper, der ønskede at stoppe den udenlandske bistand til landet. På denne baggrund og sammenholdt med vurderingen af ansøgernes situation som anført oven for, fandt Flygtningenævnet ikke, at det burde kræves, at ansøgerne vendte tilbage til Afghanistan. Afg/2004/8
Nævnet meddelte i marts 2004 opholdstilladelse (K-status) til et ægtepar fra Afghanistan, født i 1948 (M) og 1952 (K), samt et barn. Indrejst i juni 2001. I maj 2003 stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse fra september 2002, og i juli 2003 anmodede den beskikkede advokat Flygtningenævnet om at genoptage sagen, idet der var fremkommet yderligere dokumentation for ansøgernes bahai-aktiviteter. Sagen blev herefter genoptaget og afgjort ved skriftlig votering blandt nævnets medlemmer. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgerne havde forklaret, at de i 1992 i stilhed konverterede fra den sunni muslimske tro til bahai troen. Efter de nu foreliggende oplysninger fandt Flygtningenævnet ikke at kunne afvise, at den kvindelige ansøger under sit langvarige ophold i Peshawar i Pakistan var medlem af den afghanske bahai-komité og arbejdede i et bahai-center. Det måtte endvidere antages, at den kvindelige ansøgers bahai-aktiviteter var af udadvendt karakter og havde eksponeret hende i forhold til et større antal afghanske statsborgere i området. Den mandlige ansøger var en kendt person som følge af sit virke som tv-mand og kunstner. Under disse omstændigheder fandt Flygtningenævnet ikke med tilstrækkelig sikkerhed at kunne udelukke, at ansøgerne ved en tilbagevenden til Afghanistan ville være i risiko for at blive genkendt eller identificeret som bahai-tilhængere, og at dette ville kunne komme til myndighedernes kundskab, og at ansøgerne derfor ville være i risiko for overgreb på grund af deres religiøse overbevisning. Flygtningenævnet meddelte herefter ansøgerne opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Afg/2004/7
Nævnet meddelte i januar 2004 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan, født i 1956. Indrejst i september 2000. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgerens forklaringer i det væsentlige kunne lægges til grund. Det fremgik blandt andet af disse forklaringer, at ansøgeren, på baggrund af sit medlemskab af PDPA, havde været tilknyttet KHAD i perioden fra 1983, senest i 1992 med ansvar for den interne sikkerhed i en provins i Afghanistan, med rang af militær vicechef. Det fremgik af ansøgerens forklaringer, at han i denne periode alene havde opgaver indenfor militæruddannelse og logistik, men at han ikke var tilknyttet afdelinger med egentlige eksterne efterforskningsmæssige opgaver. Det fremgik videre af hans forklaringer, at ansøgeren efterfølgende, det vil sige i perioden fra 1992-1998, havde militære poster med stigende rang indenfor blandt andet Junbish-i-Melli-bevægelsen, idet han endte med rang af kaptajngeneral. Han tilsluttede sig på et tidspunkt Abdul Maliks militære organisation, og fik i denne forbindelse et modsætningsforhold til blandt andet general Dostum, i kraft af, at han under Abdul Maliks ledelse kæmpede mod Dostums tropper. Allerede som følge heraf, navnlig under hensyn til oplysningerne om ansøgerens militære rang og det opståede modsætningsforhold til general Dostum, fandt Flygtningenævnet, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan under de nuværende magtforhold måtte antages at være i risiko for en forfølgelse, der var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet fandt ikke tilstrækkeligt grundlag for at antage, at ansøgeren, i kraft af sin tilknytning til KHAD, selv havde deltaget direkte og aktivt i udøvelse af tortur eller andre former for grove overgreb mod personer, som var blevet frihedsberøvet af KHAD, eller at ansøgeren i øvrigt direkte eller indirekte havde medvirket til, at frihedsberøvede personer blev udsat for tortur eller anden form for fysisk tvang. Under disse omstændigheder fandt Flygtningenævnet ikke grundlag for at antage, at ansøgeren var udelukket fra at opnå beskyttelse i Danmark som følge af bestemmelserne i Flygtningekonventionens artikel 1 F (a). Afg/2004/6
Nævnet stadfæstede i februar 2004 Udlændingestyrelsen afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan, født i 1971. Indrejst i maj 2001. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim fra Afghanistan. Nævnet lagde i det væsentligste ansøgerens forklaring til grund, herunder forklaringen om, at han fra 1998 til 2001 under Taleban var fængslet og blev udsat for fysiske overgreb. Flygtningenævnet fandt imidlertid ikke, at dette kunne begrunde asyl. Herved lagde nævnet vægt på, at Taleban ikke længere er en magtfaktor i Afghanistan. Nævnet fandt, at ansøgeren ikke havde sandsynliggjort, at de overgreb, Taleban havde udsat ham for, havde haft en sådan styrke og intensitet, at dette i sig selv kunne medføre asyl. Vedrørende ansøgerens medlemskab af og aktiviteter for Afghan Mellat lagde Flygtningenævnet til grund, at ansøgeren i en periode i Pakistan havde stået for trykningen af partiets propagandamateriale og distributionen heraf til Afghanistan. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren gennem denne efter sin karakter underordnede og uprofilerede aktivitet havde bragt sig i et sådant modsætningsforhold til de nuværende magthavere, at han risikerede forfølgelse ved en tilbagevenden til hjemlandet, jf. udlændingelovens § 7. Nævnet lagde herved også vægt på, at ansøgeren ikke efter sin egen forklaring havde haft konflikter med partier eller bevægelser omfattet af Mujahedin. Afg/2004/5
Nævnet meddelte i februar 2004 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan, født i 1960. Indrejst i august 2001. Ansøgeren gennemgik i perioden 1981 til 1985 en militæruddannelse i Rusland. I perioden 1985 til 1992 arbejdede han som flyingeniør i militærlufthavnen i Kabul. Han havde senest rang af major. Da regeringen i 1992 faldt, begyndte ansøgeren at arbejde for Dostum, der garanterede ansøgerens sikkerhed. I 1996 blev Dostum tvunget til at trække sig tilbage til Mazar-e-Sharif, og ansøgeren måtte søge beskyttelse hos Abdul Rahman fra Jamiat-e-Islami. Da Taleban indtog Kabul, blev ansøgeren i skjul fragtet til Mazar-e-Sharif, hvor han udførte opgaver for Dostum. Da Mazar-e-Sharif faldt til Taleban, rejste ansøgeren med familien til Baghlan, hvor han søgte beskyttelse hos sin mosters ægtefælle, der var højtrangerende for Hezb-i-Islami. Ansøgeren udførte opgaver for Hezb-i-Islami for at opnå beskyttelse. Da Taleban indtog Baghlan udrejste ansøgeren efter i en kort periode at have opholdt sig i grænseområdet til Turkmenistan. Flygtningenævnet kunne i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer fandt ikke at kunne afvise, at ansøgeren som følge af sit arbejde som officer med tilknytning til luftvåbenet gennem hele perioden fra 1985 til 1998 havde bragt sig i modsætningsforhold til Mujahedin, og at han som følge af sin tilknytning til Hezb-i-Islami under sit ophold i Baghlan i perioden fra 1998 til 2001 havde bragt sig i modsætningsforhold til Abdul Rashid Dostum og Jamiat-i-Islami. Flertallet fandt herefter ikke at kunne afvise, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet måtte antages at være i risiko for asylbegrundende forfølgelse enten fra de nuværende magthaveres side eller fra de øvrige rivaliserende grupper under Mujahedin. Flertallet fandt ikke, at ansøgeren efter sine oplysninger ville kunne opnå beskyttelse imod sådanne overgreb. Afg/2004/4
Nævnet meddelte i november 2004 opholdstilladelse (F-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan, født 1961. Indrejst i september 2001. Ansøgeren var fra 1986 til 1998 ansat i politiet i en stilling oprettet af Harekat-e-Islamis partiledelse med ansvar for intern kontrol med medlemmer af Harekat-e-Islami. Efter Talebans magtovertagelse i Kabul havde ansøgeren som kommandant i Harekat-e-Islami haft kommandoen over 50 til 200 soldater i forbindelse med forsvaret af at navngivet område. Da området i 1998 blev erobret, henrettede Taleban 60 civile, mens det lykkedes ansøgeren at flygte til Kabul, hvor han imidlertid blev arresteret af Taleban og fængslet og udsat for tortur. Flygtningenævnet kunne i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan ville blive udsat for asylbegrundende forfølgelse, som er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgerens frygt for lokalbefolkningen i det nævnte område byggede ikke på konkrete holdepunkter, udover at ansøgeren på et tidspunkt havde mødt pårørende til de dræbte under et ophold i Iran. Ansøgeren blev i den forbindelse alene udsat for verbal chikane. Heller ikke ansøgerens frygt for to medlemmer af Harekat-e-Islami, som han havde været med til at arrestere i forbindelse med sin stilling i politiet, byggede på konkrete episoder, hvor ansøgeren skulle være blevet truet af de pågældende. Hertil kom, at det måtte lægges til grund, at ansøgeren alene foranledigede de pågældende anholdt og overgivet til partiet ud fra de forholdsregler, som var gældende for hans officielle stilling indenfor partiet. Ansøgerens handling udsprang således ikke af personlige motiver, og forholdet som i øvrigt lå tilbage i 1993, kunne derfor ikke tillægges asylretlig vægt. Ansøgeren havde endvidere forklaret om sin frygt for en tidligere Talebanleder, som var ansvarlig for den tortur, som ansøgeren blev udsat for forud for sin udrejse. Ansøgeren og den pågældende Talebanleder var også modstandere før Talebans magtovertagelse, idet den pågældende Talebanleder dengang var kommandant indenfor Hezbe-Islami. Ansøgeren havde forklaret, at den pågældende Talebanleder i dag er sikkerhedskommandant i et navngivent område. Flygtningenævnet kunne imidlertid ikke lægge til grund, at der i dag skulle bestå nogen konkret risiko for, at den pågældende Talebanleder skulle udøve asylbegrundende forfølgelse overfor ansøgeren, som ikke havde haft politiske aktiviteter siden 1998. Der havde heller ikke her været konkrete episoder, som kunne understøtte ansøgerens frygt. Der havde blandt andet ikke været rettet henvendelse til ansøgerens familie i Kabul fra den pågældende Talebanleder eller hans folks side. Et anonymt brev, som var blevet sendt fra Pakistan, og som indeholdt grove beskyldninger mod ansøgeren, kunne ikke føre til andet resultat. Ansøgeren havde oplyst, at han forud for sin udrejse under sin fængsling hos Taleban blev udsat for tortur. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer fandt, henset til varigheden af denne tortur og dens grovhed og til, at ansøgeren udrejste umiddelbart efter sin flugt, at det ikke burde kræves, at ansøgeren skulle vende tilbage til sit hjemland. Afg/2004/36
Nævnet meddelte i november 2004 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Afghanistan, født i 1981, samt et barn. Indrejst i 2001.Ansøgerens ægtefælle indrejste i Danmark i april 2000 og blev i januar 2001 af Udlændingestyrelsen meddelt opholdstilladelse efter § 7, stk. 1. Ansøgerens ægtefælle var medlem af Wahdat partiet. Da der opstod interne konflikter i partiet, var hendes ægtefælle nødt til at udrejse af landet. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren ikke havde noget selvstændigt asylgrundlag. Ansøgeren havde været meget usikker i sine tidsangivelser for rejsen fra bopælen til Kabul og siden udrejsen fra Kabul til Pakistan. Efter oplysningerne i ægtefællens sag fandt Flygtningenævnet imidlertid at kunne lægge til grund, at ansøgeren havde forladt bopælen og var rejst til Kabul omkring februar/marts 2000. Endvidere fandt Flygtningenævnet at kunne lægge til grund, at ansøgeren var udrejst fra Kabul til Pakistan i slutningen af 2000. Flygtningenævnet fandt ikke, at de foreliggende oplysninger gav tilstrækkeligt grundlag for at afvise, at ægtefællen fortsat opfyldte asylbetingelserne. Ansøgeren blev både på sin bopæl og senere i Kabul opsøgt af personer, som fremsatte trusler mod hende for at få hende til at give oplysninger om sin ægtefælle. Det måtte endvidere lægges til grund, at ansøgeren ved ankomsten til Pakistan ikke var bekendt med, at hendes ægtefælle var kommet til Danmark. Endelig måtte det lægges til grund, at ansøgeren formentlig allerede i januar 2002 ansøgte om asyl, men at denne ansøgning på grund af misforståelser først blev taget under behandling i sommeren 2002. Under disse omstændigheder fandt Flygtningenævnet, at der var en sådan tidsmæssig sammenhæng mellem ægtefællernes udrejse af Afghanistan og indrejse i Danmark, at ansøgeren opfyldte betingelserne for at blive meddelt konsekvensstatus. Afg/2004/35
Nævnet meddelte i oktober 2004 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Afghanistan, født 1977. Indrejst i oktober 2003. Ansøgeren var i 1998 med til at stifte en kultur- og litteraturforening, som blandt andet udgav et tidsskrift om ytringsfrihed og kvinders rettigheder og underviste kvinder. Ansøgerens aktiviteter bestod i at indsamle oplysninger om dari-litteraturens udvikling og hazariernes kultur, at afholde videnskabelige og kulturelle klasser for foreningens medlemmer og andre interesserede og at trykke artikler og foldere om ytringsfrihed. I slutningen af 2000 fik Taleban kendskab til foreningens medlemmers identitet fra personer i ansøgerens nabolag, hvoraf mange var enige med magthaverne. To medlemmer af foreningen blev anholdt af Taleban og dræbt. Alle medlemmerne af foreningen blev eftersøgt og foreningen blev lukket. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer fandt efter en konkret og samlet vurdering af ansøgerens aktiviteter for den af hende nævnte forening, der blandt andet arbejdede for ytrings- og religionsfrihed og kvinders rettigheder, at det ikke kunne afvises, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerede overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 2, samt at myndighederne ikke ville kunne beskytte hende herimod. Flygtningenævnets flertal tillagde det herved betydning, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan ikke ville have noget netværk, og at hun er enlig kvinde. Afg/2004/34
Nævnet stadfæstede i oktober 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan, født 1952, samt et barn. Indrejst i marts 2004. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren som asylmotiv særlig havde påberåbt sig, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerede forfølgelse fra lokale Jamiat-kommandanters side som følge af, at hun i Pakistan i perioder havde undervist på en skole tilhørende partiet Hezb-e-Islami. Ansøgeren havde til støtte herfor påberåbt sig, at hun i Pakistan havde modtaget trusselsbreve, som hun formodede stammede fra Jamiat-kommandanter. Hun havde endvidere oplyst, at hendes datter under ansøgerens seneste ophold i Afghanistan i 2003 blev bortført af personer, som hun formodede tilhørte Jamiat. Ansøgeren havde endvidere henvist til, at ansøgerens søn flere gange var forsvundet, formentlig på grund af tvang eller pres fra Talebans side. Flygtningenævnet bemærkede, at ansøgerens antagelse om, at hun risikerede forfølgelse fra Jamiats side, alene byggede på formodninger om, at de angivne trusselsbreve og den angivne bortførelse af datteren hidrørte fra Jamiat. Flygtningenævnet fandt det ikke sandsynliggjort, at ansøgeren som følge af den udførte undervisning på en skole i Pakistan risikerede en forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, ved en tilbagevenden til Afghanistan. Det forhold, at datteren måtte være bortført, kunne heller ikke føre til asyl for ansøgeren, og med hensyn til en søns forhold bemærkedes, at det var uklart, om hans ophold i Taleban-lejre var ufrivilligt, og at Taleban i øvrigt på grund af de ændrede forhold i Afghanistan ikke kunne anses for en magtfaktor. Uanset at ansøgerens forhold ved en tilbagevenden til Afghanistan som enke uden netværk ville være vanskelige, fandtes dette ikke at kunne begrunde asyl efter udlændingelovens § 7. Afg/2004/33
Nævnet stadfæstede i oktober 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan, født 1960, samt seks børn. Indrejst november 2000. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgerens ægtefælle var politichef og medlem af provinskomitéen forskellige steder i Afghanistan frem til Mujahedins magtovertagelse i 1992, og at ægtefællen forlod Afghanistan efter at være blevet eftersøgt af Taleban. Familien opholdt sig i nærheden af Mazar e-Sharif fra 1992 til 1997, hvorefter de opholdt sig en periode i Laghman-provinsen indtil ægtefællens udrejse i 1998. Ansøgeren opholdt sig hos sin svigerfader i Laghman, indtil hun udrejste fra Afghanistan, formentlig i slutningen af 1999. Ansøgeren havde oplyst, at årsagen til hendes udrejse var frygt for Taleban. Hun havde endvidere angivet, at hun også frygtede de nuværende myndigheder som følge af familiens tilknytning til PDPA og hendes ægtefælles position som politichef. Flygtningenævnet bemærkede, at ansøgerens frygt for Taleban ikke længere kunne begrunde asyl. Med hensyn til forholdet til de nuværende magthavere bemærkedes, at ansøgeren ikke selv havde været politisk aktiv. Det fandtes ikke sandsynliggjort, at ansøgeren – alene som følge af ægtefællens forhold – ved en tilbagevenden til Afghanistan ville være i risiko for en forfølgelse, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det bemærkedes herved, at ansøgeren havde opholdt sig i Afghanistan frem til 1999. Ansøgeren var indrejst i Danmark cirka et år og ni måneder efter ægtefællens indrejse og søgte først om asyl efter cirka to et halvt års ophold i Danmark. Herefter var der heller ikke grundlag for at meddelelse ansøgeren asyl i konsekvens af ægtefællens forhold. Der fandtes endvidere ikke at foreligge omstændigheder, der sandsynliggjorde, at ansøgeren ville være i reel risiko for forhold, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Afg/2004/32
Nævnet meddelte i oktober 2004 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Afghanistan, født 1978. Indrejst i november 2003. Ansøgeren havde blandt andet forklaret, at hun var flygtet fra et forestående tvangsægteskab med en ældre kommandant. Hun havde fået foretaget en abort under sit ophold i Danmark, idet hun var blevet gravid efter samleje med sin fætter. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren under mødet i Flygtningenævnet var blevet nøje udspurgt om hændelsesforløbet, og Flygtningenævnet fandt herefter, at der ikke var et sikkert grundlag for at tiltræde Udlændingestyrelsens vurdering, hvorefter ansøgerens forklaring skulle være konstrueret til lejligheden. Efter ansøgerens forklaring var hun således flygtet fra et tvangsægteskab med en person, der har magt i lokalområdet. Flygtningenævnet fandt på denne baggrund – under hensyn til baggrundsoplysningerne om forekomsten af æresdrab på kvinder i Afghanistan – at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerede at blive offer herfor. Flygtningenævnet fandt herefter, at ansøgeren opfyldte betingelserne i udlændingelovens § 7, stk. 2, og meddelte derfor ansøgeren opholdstilladelse efter denne bestemmelse. Afg/2004/31
Nævnet stadfæstede i oktober 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar fra Afghanistan, født i 1971 (M) og 1983 (K), samt tre børn. Indrejst i maj 2003. Flygtningenævnet lagde den mandlige ansøgers forklaring om, at han fra 1989 til 1992 var sekundløjtnant i KHAD og menigt PDPA-medlem til grund. Da den mandlige ansøgers opgaver i KHAD bestod i underordnet kontorarbejde, anså nævnet det ikke for sandsynliggjort, at han som følge heraf risikerede forfølgelse ved en tilbagevenden til Afghanistan i dag. Uanset om det lagdes til grund, at den mandlige ansøger havde været fængslet af Mujahedin, anså nævnet det dog ikke for sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan i dag risikerede forfølgelse fra de nuværende magthavere. Nævnet lagde herved vægt på, at den mandlige ansøger efter sin løsladelse mod bestikkelse kunne leve i længere tid i Afghanistan uden overgreb. Nævnet lagde tillige vægt på, at den mandlige ansøger og hans familie, efter at være udrejst til Tyskland og herfra udvist til Polen i 2002 frivilligt rejste tilbage til Afghanistan, hvor de opholdt sig i flere måneder uden overgreb, inden de på ny udrejste. Den kvindelige ansøger anførte ikke noget selvstændigt asylmotiv. Nævnet anså det derfor ikke for sandsynliggjort, at ansøgerne ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerede forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller dødsstraf, tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Afg/2004/30
Nævnet stadfæstede i januar 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan, født i 1971. Indrejst i oktober 2002. Flygtningenævnet kunne i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Herunder også at ansøgerens fader var blevet tilbageholdt af Jamiat folk efter ansøgerens udrejse. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan ville være i risiko for en forfølgelse som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet fandt heller ikke grundlag for at antage, at ansøgeren ved en tilbagevenden risikerede dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet havde i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgeren havde kunnet opholde sig i Afghanistan i perioden fra 1992 til 1996, hvor Mujahedin havde magten uden at have haft asylbegrundende konflikter med dem. Ansøgeren havde ligeledes kunnet opholde sig på familiens bopæl i nærheden af Mazar-i-Sharif i et lille års tid forud for sin udrejse uden asylbegrundende konflikter med Jamiat, der havde magten i området i den periode. Det forhold, at der på et tidspunkt, medens Dostum havde magten i området, blev smidt en granat over muren til ansøgerens bopæl, og at der over for ansøgerens fader i 2002 skulle være blevet fremsat formodninger om, at Jamiat ville anholde ansøgeren, kunne ikke føre til et andet resultat. For så vidt angik tilbageholdelsen af ansøgerens fader, fandt Flygtningenævnet ikke grundlag for at antage, at dette havde nogen forbindelse med ansøgerens forhold. Ansøgerens medlemskab af PDPA og hans aktiviteter for partiet i perioden frem til 1992 havde ikke haft en sådan karakter, at det kunne lægges til grund, at det havde været årsagen til faderens tilbageholdelse. Ansøgeren opfyldte herefter ikke betingelserne for meddelelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Afg/2004/3
Nævnet meddelte i oktober 2003 opholdstilladelse (F-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan, født 1973. Indrejst i maj 2001. Ansøgeren blev i 1995 medlem af organisationen Afghan Melat. Ansøgerens fader blev i november 2002 dræbt af en kommandant, blandt andet fordi han havde været medlem af PDPA. Samtidig blev faderens jordbesiddelser konfiskeret. Ansøgeren og hans broder blev beskyldt for senere at have dræbt denne kommandant. Ansøgeren fremlagde en anholdelsesbeslutning samt en avisartikel, der skulle dokumentere, at ansøgeren var eftersøgt for mordet. Flygtningenævnet udtalte, at Udenrigsministeriets kilder havde vurderet, at de dokumenter, ansøgeren havde fremlagt, ikke var ægte. Det var imidlertid fremgået, at kilderne havde bekræftet, at avisen, hvori der var en artikel, som omtalte, at ansøgeren var eftersøgt for mordet på en kommandant eksisterede, og var udkommet den pågældende dato. Den ene af Udenrigsministeriets kilder havde ved henvendelse til avisen fået udleveret et eksemplar med den pågældende artikel. Nævnet anså det derfor ikke for sandsynligt, at artiklen var udtryk for bestillingsarbejde. På baggrund heraf, sammenholdt med ansøgerens tidligere aktiviteter for partiet Afghan Melat, fandt nævnet, at der ikke kunne bortses fra, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerede sådanne overgreb, at der forelå tungtvejende grunde for ikke at kræve, at han skulle vende tilbage til Afghanistan. Som følge heraf meddelte nævnet ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. lovbekendtgørelse nr. 191 af 20. marts 2001. Afg/2004/29
Nævnet stadfæstede i oktober 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan, født 1985. Indrejst i juli 2003. Flygtningenævnet lagde ansøgerens forklaring til grund, hvorefter ansøgerens fader blev dræbt i 1997, uden at de nærmere konkrete omstændigheder herved forelå oplyst. Selvom faderen havde været medlem af PDPA og efter Najibullahs fald blev tilknyttet Harekat Islami, fandt nævnet ikke, at faderen, der havde arbejdet som flymekaniker, og som efter det oplyste havde rang af premierekaptajn, kunne anses for at have haft en særlig betydende stilling eller en i øvrigt profilerende position. Ansøgeren havde ikke selv været politisk aktiv eller i øvrigt grundet egne forhold i konflikt med bestemte grupperinger eller partier i Afghanistan. Ansøgeren og hans familie flyttede efter faderens død fra Kabul til Ghazni provinsen, hvor familien havde jordbesiddelser, og hvorfra faderen og dennes familie stammede. Ved en konkret lejlighed, der fandtes at have haft tilfældighedens karakter, blev ansøgeren i formentlig august 2001 tilbageholdt af Taleban og udsat for grov vold og tortur, idet Taleban forlangte faderens våben udleveret. Ansøgeren blev løsladt efter cirka to uger blandt andet i kraft af ældre personers mellemkomst. Ansøgeren forklarede, at baggrunden for hans udrejse i 2002 var drab på unge shia-muslimske mænd i ansøgerens hjemmeområde formentlig begået af personer, der tidligere havde været tilknyttet Taleban. Nævnet ville ikke afvise ansøgerens forklaring herom, herunder om at en skolekammerat og ven blev dræbt på denne måde, men nævnet fandt ikke, at der forelå en konkret og individuel forfølgelse af ansøgeren. De generelle urolige forhold i Ghazni-området fandtes primært at have sammenhæng med de politiske og magtbaserede spændinger i området, og nævnet fandt ikke, at ansøgeren i denne sammenhæng kunne anses for at have været i en særlig udsat situation. Nævnet lagde vægt på de ændrede forhold med en ny regering i Afghanistan, hvor Taleban ikke længere var ved magten. Selvom forholdene i Afghanistan er vanskelige og usikre, fandtes ansøgeren efter en samlet vurdering, herunder også henset til ansøgerens længerevarende ophold og kendskab til Kabul, hvor ansøgerens gifte søster bor, at kunne tage ophold i Afghanistan uden at risikere en forfølgelse, som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller en umenneskelig eller nedværdigende behandling efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Afg/2004/28
Nævnet meddelte i oktober 2004 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan, født 1946. Indrejst i september 2003. Flygtningenævnet lagde ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren havde herefter været medlem af PDPA fra 1970 til 1992 og opnået meget fremtrædende poster under Najibullahs styre, hvoraf nævnet særligt fremhævede posten som leder af en provinskomité samt ambassadørposter for flere lande. Ansøgeren måtte således anses for et meget højtprofileret PDPA-medlem. Under henvisning til det foreliggende baggrundsmateriale, herunder vedrørende forholdene for medlemmer af provinskomitéerne, fandt Flygtningenævnet herefter ikke at kunne afvise, at ansøgeren, uanset han ikke havde konkrete konflikter at henvise til, var i en sådan risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, at der skulle meddeles ham opholdstilladelse i medfør af denne bestemmelse. Afg/2004/27
Nævnet meddelte i september 2004 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Afghanistan, født 1961. Indrejst i april 2003. I 1980 blev ansøgeren medlem af PDPA. I 1989 blev hun medlem af distriktskomiteen. Ansøgeren holdt ofte taler ved demonstrationer, i fjernsynet og i radioen. I 1989 blev ansøgeren Kvinderådets repræsentant i distriktskomiteen. Ansøgeren deltog i mange ransagninger hos personer, som partiets ledelse mistænkte. Flygtningenævnet fandt ikke grundlag for at forkaste ansøgerens forklaring. Det måtte herefter lægges til grund, at ansøgeren havde været fremtrædende PDPA-medlem og havde optrådt offentligt til fordel for PDPA. Det måtte videre lægges til grund, at hendes ægtefælle havde været fremtrædende PDPA-medlem, og at familien i en længere årrække havde været udsat for ransagninger og havde måttet leve skjult med hyppige bopælsskift. Nævnet kunne derfor ikke bortse fra, at ansøgeren på grund af familiens politiske aktiviteter ved tilbagevenden til Afghanistan ville være i myndighedernes søgelys på en sådan måde, at hun risikerede forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Afg/2004/26
Nævnet stadfæstede i september 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar fra Afghanistan, født i 1975 (M) og 1978 (K) samt 2 børn. Den mandlige ansøger havde til støtte for sin asylansøgning navnlig gjort gældende, at han i 1998 var udsat for et skudattentat fra sin farbroder i anledning af en strid om jord. Den mandlige ansøger frygtede at blive efterstræbt af farbroderen, som fortsat er kommandant i den sydlige del af Kabul. Flygtningenævnet kunne lægge den mandlige ansøgers forklaringer til grund, men fandt ikke, at forholdet kunne danne grundlag for asyl. Flygtningenævnet fandt således ikke grundlag for at antage, at den mandlige ansøger som følge af det passerede ville være i risiko for asylbegrundende forfølgelse af de grunde, der er anført i flygtningekonventionen, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at der var reel risiko for, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet ville blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet lagde i denne forbindelse navnlig vægt på, at der var tale om en privatretlig konflikt. Den kvindelige ansøger havde ikke angivet noget selvstændigt asylmotiv. Afg/2004/25
Nævnet stadfæstede i september 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan, født i 1971. Indrejst i oktober 2003. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er pashtun, muslim og er opvokset i Kabul. Her boede hun indtil april 2002, hvor hun sammen med sine svigerforældre flygtede, og de opholdt sig derefter skiftevis i Jalalabad og Pakistan, indtil ansøgeren rejste videre i september 2003. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygtede forfølgelse fra en kommandant, der er leder af en bydel i Kabul. Kommandanten skulle angiveligt være utilfreds med, at ansøgeren - som fødselshjælper - i april 2002 ikke sørgede for, at kommandantens hustru fødte en dreng, men kun en pige. Ansøgeren havde endvidere henvist til, at hendes ægtefælle havde arbejdet for KHAD. Hvis den nævnte kommandant fik dette at vide, ville det yderligere forværre ansøgerens situation. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgerens mellemværende med den nævnte kommandant var af en sådan karakter og intensitet, at hun nu snart 2½ år efter den nævnte episode skulle være i risiko for forfølgelse ved en eventuel tilbagevenden til Kabul. Det forhold, at ansøgerens ægtefælle havde været tilknyttet PDPA og havde arbejdet for KHAD, kunne ikke føre til noget andet resultat. Afg/2004/24
Nævnet meddelte i september 2004 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan, født 1961. Indrejst i august 2003. Ansøgeren havde hjulpet sin kusine til at flygte fra en voldelig ægtefælle. Kusinens ægtefælle var en indflydelsesrig kommandant, der samarbejdede med Ismail Khan i Herat. Flygtningenævnet lagde til dels ansøgerens forklaring til grund. Det lagdes således til grund, at ansøgeren havde hjulpet sin kusine til at flygte fra en voldelig ægtefælle. Ansøgerens forklaring var på dette punkt samstemmende med hans kusines forklaring i Flygtningenævnet i juni 2003. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer fandt herefter, at uanset at ansøgerens forklaring ikke på alle punkter var troværdig, måtte det efter de foreliggende baggrundsoplysninger antages, at ansøgeren som følge af, at han havde hjulpet kusinen til at flygte fra hendes ægtefælle og nu var samboende med hende og hendes børn, ved en tilbagevenden til Afghanistan ville være i risiko for at blive udsat for overgreb fra hendes ægtefælles side, ligesom det måtte antages, at ansøgeren ikke på grund af forholdets karakter, ægtefællens indflydelse samt forholdene i Afghanistan i øvrigt ville have mulighed for at opnå myndighedernes beskyttelse herimod. Ansøgeren meddeltes derfor opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Afg/2004/23
Nævnet meddelte i september 2004 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan, født 1977. Indrejst i december 2001. Nævnet stadfæstede i juli 2003 Udlændingestyrelsens afgørelse. Sagen blev genoptaget til behandling på nyt mundtligt nævn, hvorunder Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren som sit asylmotiv nu alene har anført, at han ved tilbagevenden til Afghanistan frygter forfølgelse på grund af, at han var konverteret til kristendommen. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren og hans familie ikke havde været troende muslimer i Afghanistan, men at de var kendte som ateister. Flygtningenævnet lagde endvidere til grund, at ansøgeren fra efteråret 2002 modtog undervisning i kristendommen, og at han i januar 2003 blev døbt. Det lagdes endvidere til grund, at ansøgeren var praktiserende kristen og et aktivt medlem af menigheden. Det lagdes yderligere til grund, at ansøgerens familie og beboerne på asylcenteret, herunder afghanere, er bekendt med, at ansøgeren er konverteret. Desuden lagdes til grund, at en del af disse er vendt tilbage til Afghanistan. Under disse omstændigheder fandt et flertal af Flygtningenævnets medlemmer ikke at kunne afvise, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerede forfølgelse på grund af sin tro, idet flertallet ikke kunne udelukke, at hans konvertering var eller ville blive kendt af myndighederne. Flertallet meddelte herefter ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Afg/2004/22
Nævnet stadfæstede i august 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan, født i 1982. Indrejst i august 2003. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er etnisk tadjik, der er født og opvokset i Kabul. Ansøgeren havde desuden boet i en årrække i Mazar-e-Sharif. Ansøgeren havde aldrig været politisk aktiv. Flygtningenævnet kunne lægge til grund, at ansøgeren fra 1996 og til Taleban mistede magten havde været tilbageholdt af Taleban og havde måttet arbejde for dem. Da Taleban var flygtet fra stedet, havde ansøgeren medtaget nogle af deres ejendele, som han havde solgt. Flygtningenævnet kunne endvidere lægge til grund, at ansøgeren herefter havde taget ophold i Mazar-e-Sharif, og at han i efteråret 2002 kortvarigt havde været tilbageholdt af Mujahedin, der imidlertid havde løsladt ham, da en bekendt havde oplyst, at ansøgeren ikke havde tilknytning til Taleban. Nævnet fandt ikke, at der var risiko for, at ansøgeren ville blive asylrelevant forfulgt af Taleban, som ikke længere var ved magten. Flygtningenævnet fandt heller ikke, at ansøgeren ville være i risiko for forfølgelse fra mujahedinerne ved en tilbagevenden. Han havde umiddelbart efter deres magtovertagelse været tilbageholdt, men blev løsladt, da en bekendt til ansøgeren havde overbevist Mujahedin om, at ansøgeren ikke var tilknyttet Taleban. Flygtningenævnet fandt herefter, at ansøgeren ikke havde været asylrelevant forfulgt, da han udrejste, og nævnet fandt heller ikke, at han ville være i risiko herfor ved en tilbagevenden til Afghanistan. Endelig fandt nævnet ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden ville risikere at blive udsat for en behandling eller straf omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Ansøgeren opfyldte herefter ikke betingelserne for at få opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Afg/2004/21
Nævnet meddelte i august 2004 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan, født i 1946, og hans søn, født i 1988. Indrejst i henholdsvis september 2003 og januar 2003. I 1979 blev ansøgeren medlem af PDPA. Han meldte sig frivilligt til partiets forsvarskomite og deltog fra 1979 til Mujahedins magtovertagelse i mere end 100 kamphandlinger i det nordlige Afghanistan. Under en kamphandling i 1988 blev ansøgeren såret og kortvarigt tilbageholdt af en kommandant tilknyttet Mujahedin. Efter Mujahedins magtovertagelse flygtede ansøgeren til Mazar-e-Sharif for at søge beskyttelse. Han opholdt sig i Mazar-e-Sharif i seks år og deltog sammen med andre medlemmer af PDPA i kampe mod forskellige grupperinger af Mujahedin. Efter Talebans magtovertagelse i Mazar-e-Sharif tog ansøgeren ophold i Kabul, da han ikke var i sikkerhed i Mazar-e-Sharif. Efter syv måneders ophold i Kabul blev ansøgeren anholdt af Taleban og fængslet i cirka to år. Under fængslingen blev han udsat for tortur, og han blev truet med, at han ville blive dræbt langsomt. Torturen bestod blandt andet i slag med geværkolber, gummikabler og kæppe. Endvidere fik ansøgeren på et tidspunkt udleveret en vandmelon på seks-syv kilo, som han skulle spise, hvorefter man bandt hans hænder og fødder hele natten uden at give ham mulighed for at gå på toilettet. Herudover skulle han på et tidspunkt gå med en rygsæk fyldt med sten, der vejede cirka 50 kilo, og hvis han mistede balancen, blev han slået. Ansøgeren modtager fortsat behandling for de mén, som han fik under torturen. Ansøgerens far fik ansøgeren løsladt mod betaling af bestikkelse, og dagen efter løsladelsen udrejste ansøgeren sammen med sine børn til Pakistan og herfra videre til Iran. Flygtningenævnet lagde ansøgerens forklaring til grund, hvoraf blandt andet fremgik, at ansøgeren havde været aktiv for PDPA frem til 1998, hvor han havde deltaget i kamphandlinger, bevogtningsopgaver og ransagninger. Flygtningenævnet lagde endvidere til grund, at ansøgeren i 1998 blev tilbageholdt af Taleban, hvorunder han blev udsat for tortur af en sådan karakter, at han fik psykiske problemer, der fortsat er behandlingskrævende. Under hensyn til den udøvede tortur, der tillige var dokumenteret ved erklæringen fra Amnesty Internationals lægegruppe, samt til at det ikke kunne afvises, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan også ville være i modsætningsforhold til de nuværende magthavere, fandt Flygtningenævnet, at ansøgerens frygt for en tilbagevenden måtte antages at være det dominerende motiv for ansøgningen om asyl. Flygtningenævnet fandt, at ansøgerens frygt måtte anses for at være rimelig og velbegrundet, henset til den udøvede tortur og ansøgerens nuværende helbredstilstand. Vedrørende ansøgerens søn udtalte Flygtningenævnet, at sønnen blev skilt fra sin mor, da han var 10-11 år. Han flygtede sammen med faderen, efter at denne havde været tilbageholdt af Taleban i to år. Sønnen havde ikke haft nogen som helst indflydelse på den videre rejserute, og det måtte antages, at han ved en tilfældighed blev skilt fra sin far i Østrig. Uanset den tid, der var gået mellem sønnens og faderens indrejse – ni måneder – fandt nævnet, at der burde meddeles sønnen opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, i konsekvens af den samtidig hermed meddelte opholdstilladelse til faderen. Afg/2004/20
Nævnet meddelte i januar 2004 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan, født i 1954. Indrejst i november 2000. Flygtningenævnet lagde ansøgerens forklaring til grund, herunder at ansøgeren havde været aktiv for Hezb-e-Islami siden 1979 og havde kæmpet imod russerne. Nævnet fandt ikke at kunne afvise, at ansøgeren i perioden efter 1992 som kommandant for Hezb-e-Islami havde deltaget i aktioner mod Jamiat-e-Islami og som sådan havde været kendt i lokalområdet. Under hensyn hertil og til dels også under hensyn til, at ansøgeren i en periode – nødtvungent – havde været indrulleret i Taleban, hvor han ligeledes kæmpede mod Jamiat, fandtes ansøgeren at have bragt sig i et sådant modsætningsforhold til de nuværende magthavere, at der måtte antages at være en risiko for, at ansøgeren ved en tilbagevenden ville blive udsat for en asylbegrundende forfølgelse. Det bemærkedes herved, at der efter det oplyste ikke forelå omstændigheder ved ansøgerens aktiviteter for Taleban, som medførte, at han var omfattet af udelukkelsesgrundene i flygtningekonventionen. Afg/2004/2
Nævnet stadfæstede i juli 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan, født i 1969. Indrejst i juni 2002. Flygtningenævnet lagde ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren havde således været et aktivt medlem af PDPA’s kvindeorganisation. Ansøgerens ægtefælle havde også været medlem af PDPA og havde været ansat i KHAD og Indenrigsministeriet frem til 1991, hvorefter han i perioden frem til 1994 blev uddannet som afhører i Rusland. Ansøgerens ægtefælle blev tilbageholdt af Taleban i ti måneder i 1999/2000. I 1999 blev ansøgerens hus ransaget af Taleban, der på ny rettede henvendelse i 2000 uden at foretage ransagning. I juni 2001 forsøgte angiveligt Sayaf-folk at ransage hendes hjem. Nævnet fandt det ikke sandsynliggjort, at ansøgeren som følge af sit og ægtefællens medlemskab af PDPA og ægtefællens arbejde for KHAD og Indenrigsministeriet ville være i risiko for en asylbegrundende forfølgelse ved tilbagevenden til hjemlandet. Nævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ransagningen og de to andre henvendelser på bopælen ikke kunne antages at have haft en sådan karakter og et sådant omfang, at det kunne karakteriseres som asylrelevant forfølgelse. Taleban kunne videre ikke længere anses som en magtfaktor i Afghanistan, og ansøgeren kunne i øvrigt ikke anses at have haft asylbegrundende konflikter med Mujahedin, herunder Sayaf. Det forhold, at ansøgeren var blevet truet og ydmyget af Mujahedin-folk kunne således ikke anses for asylbegrundende. Ansøgeren fandtes ikke at burde meddeles opholdstilladelse som konsekvens af ægtefællens opholdstilladelse i Danmark. Det blev bemærket, at ansøgeren havde opholdt sig i cirka et år i Afghanistan efter ægtefællens udrejse, at hun indrejste i Danmark i juli 2002 og først søgte asyl i februar 2003. De generelle forhold i Afghanistan, herunder de vanskelige forhold for kvinder, kunne i sig selv ikke begrunde asyl. Nævnet fandt herefter ikke, at der var en konkret risiko for, at ansøgeren ville blive udsat for forfølgelse i sit hjemland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren fandtes heller ikke at risikere dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Afg/2004/19
Nævnet stadfæstede i maj 2004 udlændingestyrelsens en afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan, født i 1976. Indrejst i februar 2003. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren ikke havde haft politiske aktiviteter. Nævnet anså det ikke for sandsynliggjort, at ansøgeren risikerede forfølgelse fra de nuværende magthavere i Afghanistan, fordi hans broder kom i modsætningsforhold til Wahdat-partiet og var blevet dræbt af Wahdat-partiet. Nævnet anså det efter baggrundsoplysningerne endvidere ikke for sandsynliggjort, at ansøgeren skulle risikere forfølgelse fra de nuværende magthavere, fordi han havde samarbejdet med Taleban. Uanset om det lagdes til grund, at samarbejdet med Taleban havde omfattet tilbagegivelse af ansøgerens families ejendomme, og at faderen og svigerdatteren til en Wahdat-kommandant var blevet dræbt af Taleban i forbindelse med striden om ejendommene, kunne dette ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet anså det derfor ikke for sandsynliggjort, at ansøgeren ved tilbagevenden til Afghanistan risikerede forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller dødsstraf, tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Afg/2004/18
Nævnet stadfæstede i maj 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan født i 1963, samt fem børn. Indrejst i marts 2003. Ansøgeren var etnisk tajik og sunni-muslim. Ansøgerens ægtefælle var medlem af PDPA og borgmester fra 1983 til 1997 i en af Afghanistans 30 kommune-enheder. Ægtefællen var desuden partisekretær for PDPA indtil 1994. Ægtefællen ophørte som borgmester, da Taleban kom til magten, og blev i 1997 overflyttet til en ledende stilling i det afghanske udenrigsministerium. Junbish var i denne periode ved magten. Ansøgeren flygtede med sin ægtefælle til Takhar-provinsen, da Taleban overtog styringen af Mazar-i-Sharif i sommeren 1998. Da krigen nåede Takhar-provinsen og forfølgelsen af PDPAs medlemmer tilspidsedes, flygtede ægtefællen til Danmark, og ansøgeren og hendes børn flygtede i november 2000 til hjembyen. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren ikke havde været medlem af noget politisk parti eller været politisk aktiv i øvrigt. Hun havde som sit asylmotiv henvist til, at hendes mand havde været medlem af PDPA og havde haft en profileret stilling i hjemlandet. Han udrejste i 2000 og ansøgeren havde efter hans udrejse på grund af hans forhold haft konflikter med såvel Taleban som Mujahedin-kommandanter. Ansøgeren havde således henvist til, at hendes hjem var blevet ransaget flere gange, og at hun i den forbindelse var blevet chikaneret og forulempet, og at hendes ene søn var blevet tilbageholdt i 10 dage af Jamiat-i-Islami. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren hverken som følge af egne eller ægtefællens forhold har været asylbegrundende forfulgt. Flygtningenævnet bemærkede, at Taleban ikke længere var ved magten i Afghanistan og fandt i øvrigt, at de forhold, som ansøgeren havde forklaret om, ikke kunne antages at have antaget en sådan styrke eller en sådan intensitet, at det kunne karakteriseres som forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7. De generelle forhold, herunder for kvinder i Afghanistan, kunne ikke i sig selv begrunde asyl. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren kunne opnå asyl som konsekvens af ægtefællens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren, der indrejste i Danmark i marts 2003, først udrejste af hjemlandet i begyndelsen af 2002, og at ægtefællen var udrejst i november 2000. Afg/2004/17
Nævnet meddelte i maj 2004 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan, født 1943. Indrejst i november 2001. Flygtningenævnet lagde forklaringen om ansøgerens militære karriere og position samt medlemskab af PDPA til grund. Ansøgeren havde under sagens behandling udbygget sin forklaring om, hvilke aktiviteter han havde deltaget i, herunder om deltagelse i kamphandlinger særligt i forbindelse med revolutionen i 1978. Flygtningenævnet fandt imidlertid, at det ikke var af afgørende betydning, om ansøgerens forklaring herom lagdes til grund særligt under hensyn til, at der under alle omstændigheder var tale om begivenheder, der lå langt tilbage i tiden. Flygtningenævnet lagde endvidere til grund, at ansøgeren i forbindelse med Mujahedins magtovertagelse i 1992 blev tilbageholdt i 3 ½ måned. Under hensyn til oplysningerne om ansøgerens militære karriere afsluttende med en meget høj position ved en militærlufthavn fandtes det ikke med den fornødne sikkerhed at kunne udelukkes, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan ville risikere en forfølgelse, der var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Nævnet lagde ved vurderingen heraf vægt på ansøgerens oplysninger om, at han i perioden efter tilbageholdelsen i 1992 straks tog ophold i et område nær Pakistan, hvor han levede skjult indtil udrejsen. Afg/2004/16
Nævnet meddelte i maj 2004 opholdstilladelse (F-status) til en kvindelig statsborger fra Afghanistan, født 1974. Indrejst i maj 2002. Ansøgeren havde forklaret, at hun er etnisk tadjik og sunnimuslim fra Kabulområdet. Ansøgeren studerede historie og jura fra 1986 til 1991 i det daværende Sovjetunionen. Ansøgeren havde været medlem af PDPA, og under det kommunistiske styre talte hun offentligt for kvinders rettigheder. Efter Mujahedins magtovertagelse i 1992 underviste ansøgeren kvinder i læsning og syning, idet hun samtidig agiterede for kvinders rettigheder. To af ansøgerens brødre forsvandt efter ransagninger foretaget af Mujahedin og Taleban i henholdsvis 1996 og 1997/1998, og myndighederne henvendte sig gentagne gange på ansøgerens families bopæl. Ansøgeren udrejste til Pakistan omkring 1998/1999, hvor hun arbejdede for BBC i perioden 1999 til 2002. I samme periode skrev ansøgeren artikler vedrørende kvinders forhold, og i forbindelse med opholdet i Pakistan fik ansøgeren udgivet to bøger. Flygtningenævnet lagde til grund, at der havde været tale om vedvarende kvindepolitiske aktiviteter, og at ansøgerens to brødre var forsvundet efter ransagninger foretaget af Taleban og Mujahedin. Flygtningenævnet bemærkede, at ansøgerens aktiviteter for PDPA ikke i sig selv kunne begrunde asyl, da der var tale om aktiviteter af begrænset omfang, som lå tilbage i tid. Uanset at ansøgeren på en række punkter havde forklaret upræcist om problemerne med myndighederne under opholdet i hjemlandet, ligesom ansøgerens antagelse af, at myndighedernes henvendelser til familien var rettet mod hende, beroede på formodninger, kunne det efter en samlet vurdering af ansøgerens forhold og aktiviteter ikke afvises, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerede overgreb, hvorfor det ikke burde kræves, at ansøgeren vendte tilbage til hjemlandet. Afg/2004/15
Nævnet meddelte i maj 2004 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan, født i 1964. Indrejst i september 2003. Ansøgeren var medlem af PDPA. Som følge af sit arbejde som politibetjent deltog han ved fronten og var ligeledes med til tilbageholdelse af mujahedin-tilhængere. Efter Talebans magtovertagelse blev ansøgeren tilbageholdt og fængslet i omkring tre måneder. Under fængslingen blev han udsat for tortur, og i forbindelse hermed udpegede han våbendepoter tilhørende Mujahedin. I oktober/november 2001 undslap han fængslet, da amerikanske styrker angreb Taleban. I marts/april 2002 blev ansøgeren anholdt af kommandant Atta fra Jamiat-i-Islami, idet han blev beskyldt for at samarbejde med Taleban. Ansøgeren blev udsat for tortur. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren under sagens behandling her i landet i det væsentligste havde gentaget oplysninger om det passerede, herunder den tortur han oplyste at have været udsat for under sin tilbageholdelse hos Taleban. Flygtningenævnet fandt ikke anledning til at foranstalte en torturundersøgelse. Ansøgeren havde videre oplyst, at han efter Talebans fald havde været tilbageholdt af nuværende magthavere med henblik på at få oplysninger vedrørende ansøgerens forhold. Herefter, og da Flygtningenævnet i det væsentlige lagde ansøgerens forklaring til grund, fandtes ansøgeren at være omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Afg/2004/13
Nævnet stadfæstede i april 2004 en afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan, født i 1976. Indrejst i august 2002. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer udtalte, at ansøgeren som sit asylmotiv under samtalen med Udlændingestyrelsen primært havde henvist til, at han havde deltaget i og til dels været medarrangør af en demonstration i Mazar-I-Sharif. Ansøgeren havde givet divergerende oplysninger vedrørende tidspunktet for demonstrationens afholdelse, idet han havde oplyst tidspunktet til henholdsvis 1996 eller 1998. Demonstrationen blev opløst efter tumulter, hvorved ansøgeren blev slået i ansigtet. Han rejste herefter til sin hjemby i bjergene, hvor han opholdt sig i cirka fem og et halvt år indtil sin udrejse. Han havde endvidere i samtalen med styrelsen anført, at årsagen til at han forlod Afghanistan var, at han ikke kunne arbejde som tegner under Taleban-styret. Ansøgeren havde derudover henvist til, at han i årene 1994 til 1995 havde virket som tegner ved et satirisk blad ved navnet Shukhak – et blad som var uafhængigt af politiske grupperinger, men som var legalt og til en vis grad stod under beskyttelse af Dostum. Flertallet fandt, at ansøgerens aktiviteter i forbindelse med den angivelige demonstration i 1996 eller 1998 ikke kunne antages at have profileret ham på en sådan måde, at han i dag ville være i risiko for asylbegrundende forfølgelse. Der var herved navnlig lagt vægt på, at forholdet lå langt tilbage i tid. Ansøgerens kortvarige arbejde som tegner for cirka ni til ti år siden for det legale blad ”Shukhak” kunne heller ikke i dag antages at have profileret ansøgeren over for de nuværende magthavere, hvorved flertallet også tillagde det væsentlig betydning, at han heller ikke i 1994 eller 1995, da han var tegner for bladet, havde konflikter med magthaverne. Disse medlemmer fandt på denne baggrund ikke, at de af ansøgeren efterfølgende og under sagen fremlagte bilag, en udateret arrestordre, diverse tegninger og artikler, kunne føre til en ændret vurdering. Afg/2004/12
Nævnet stadfæstede i april 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan, samt fire børn, født i 1973. Indrejst i juni 2002. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren som sit asylmotiv havde henvist til sin ægtefælles og sin svogers forhold og til, at familien som følge heraf havde været udsat for chikane og husransagninger under Mujahedin og Taleban og chikane fra familiens naboer. Ansøgeren havde videre henvist til, at ansøgerens svoger havde haft konflikter med Mujahedin og Taleban på grund af sin tilknytning til KHAD, og at svogeren i 1998 blev anholdt og senere dræbt af Taleban. Ansøgerens ægtefælle havde været tilbageholdt to gange af Taleban og udsat for hårdhændet behandling, hvoraf den ene gang var i forbindelse med drabet på ansøgerens svoger. Flygtningenævnet fandt ikke, at disse forhold havde et sådant omfang og en sådan karakter, at de kunne begrunde asyl for ansøgeren, der ikke selv havde haft konflikter med myndighederne. Flygtningenævnet havde endvidere lagt vægt på, at forholdene under Mujahedin lå langt tilbage i tid, og at Taleban ikke længere er en magtfaktor i Afghanistan. De generelle forhold, herunder for enlige kvinder i Afghanistan, kunne ikke i sig selv begrunde asyl. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren kunne opnå asyl som en konsekvens af ansøgerens ægtefælles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren først udrejste omkring årsskiftet 2001/2002, og at ægtefællen var udrejst i oktober 2000. Flygtningenævnet bemærkede endvidere, at ansøgerens ægtefælles opholdstilladelse hovedsageligt var begrundet i konflikter med Taleban, og at disse forhold efter Talebans fald ikke kunne begrunde beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Afg/2004/11
Nævnet stadfæstede i april 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan, født i 1982. Indrejst i marts 2003. Ansøgerens moder blev i maj 2001 meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er afghansk statsborger, etnisk tajik og født og opvokset i Kabul, hvor hun har boet frem til 1992, hvor faderen og en broder blev tilbageholdt af Mujahedin. Moderen flyttede herefter med ansøgeren og de øvrige børn til Mazar-I-Sharif, hvor ansøgeren blev boende indtil 1997/1998, hvor ansøgeren og dennes to søskende udrejste til Rusland. Ansøgeren havde ikke selv været politisk aktiv bortset fra, at hun havde været pioner i PDPA’s spejderorganisation som ganske lille. Ansøgeren havde ikke selv været tilbageholdt, anholdt eller været udsat for fysiske overgreb i Afghanistan. Flygtningenævnet lagde til grund at ansøgerens fader havde været medlem af PDPA, chefredaktør for et kommunistisk tidsskrift og ven til Najibullah. Flygtningenævnet måtte imidlertid i overensstemmelse med moderens oplysninger i hendes sag lægge til grund, at faderen blev løsladt i 1999 mod bestikkelse og siden havde opholdt sig i Kabul i Afghanistan sammen med en af ansøgerens brødre og dennes ægtefælle, og at ingen af disse familiemedlemmer efter det oplyste havde været udsat for efterfølgende forfølgelse. Flygtningenævnet lagde ligeledes til grund at, ansøgerens moder og søster havde været kendte skuespillere i Afghanistan, at søsteren udrejste i 1997, men at moderen havde opholdt sig i Afghanistan indtil hun udrejste i september 2000 uden at blive udsat for overgreb. På den baggrund fandt Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren som følge af sin families forhold ville være i en konkret risiko for forfølgelse ved hjemvenden til Afghanistan omfattet af udlændingelovens § 7. De generelt vanskelige forhold for kvinder i Afghanistan kunne ikke føre til en ændret vurdering. Afg/2004/10
Nævnet stadfæstede i februar 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan, født i 1976. Indrejst i juni 2002. Flygtningenævnet lagde ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren havde således ikke selv udført aktiviteter, men havde henvist til sin ægtefælles forhold som medlem af SAMA. Ægtefællen uddelte politisk materiale for SAMA og var i 1995/1996 fængslet i 16 måneder af Mujahedin. Ansøgeren boede i Kabul og besøgte ægtefællen i fængslet. Ansøgeren og børnene blev efter ægtefællens udrejse i 2000 opsøgt fire gange af Taleban, hvorunder hun blev udsat for trusler, ransagning og konfiskation af boligen. Nævnet fandt ikke, at disse forhold havde haft et sådant omfang og intensitet, at ansøgeren selv af den grund opfyldte betingelserne for asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Nævnet bemærkede herved, at ægtefællens medlemskab af SAMA ikke fandtes at have profileret ansøgeren i et sådant omfang overfor de nuværende magthavere, at ansøgeren som følge heraf risikerede asylbegrundende forfølgelse ved en tilbagevende til Afghanistan. Nævnet bemærkede videre, at Taleban ikke længere udgør en magtfaktor i Afghanistan. Ansøgeren opfyldte heller ikke betingelserne for konsekvensstatus, da ansøgeren havde opholdt sig i Afghanistan i mere end et år efter ægtefællens udrejse. De generelle forhold for kvinder i Afghanistan kunne ikke føre til noget andet resultat. Afg/2004/1.
Nævnet stadfæstede i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Ansøgeren er uledsaget mindreårig. Indrejst i sommeren 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia muslim fra […] i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive dræbt på grund af sikkerhedssituationen i Afghanistan eller at blive slået ihjel af Taleban. Han frygter endvidere forfølgelse som følge af, at han er etnisk hazara, og i den forbindelse frygter han også at blive indkaldt til militærtjeneste eller hvervet som børnesoldat. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at der ofte er selvmordsaktioner i Kabul. Ansøgerens forældre og lillebroder døde for cirka fire år siden som følge af en selvmordsaktion, der blev udført i Kabul under Ashora højtiden. Ti dage senere rejste ansøgeren og hans to søstre med deres farbror og dennes familie illegalt til Iran som følge af sikkerhedssituationen i Kabul. Ansøgerens søstre, farbror og dennes familie opholder sig fortsat illegalt i Iran. Ansøgeren har også oplyst, at han ikke har anden familie eller kender nogen i Afghanistan. Han frygter at blive slået ihjel af Taleban, fordi han er shia-muslim. Da han er etnisk hazara risikerer han at blive misbrugt som ”kanonføde”, hvis han indkaldes til regeringshæren, ligesom han også frygter anden form for etnisk forfølgelse fra det afghanske samfunds side. Indledningsvist bemærkes, at Flygtningenævnet finder, at ansøgeren er tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylsagsbehandling, selvom han knap er 18 år gammel. Flygtningenævnet skal i den forbindelse henvise til, at ansøgeren under nævnsmødet har svaret relevant på de stillede spørgsmål. Ansøgeren er en uprofileret ung mand, der ikke på noget tidspunkt har haft konflikter med hverken myndighederne eller Taleban. Han er sund, rask og arbejdsduelig, og der ikke grundlag for at antage, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan på nogen særlig måde vil tiltrække sig negativ opmærksomhed. Selvom de generelle forhold og den sikkerhedsmæssige situation i Kabul er vanskelig, kan dette ikke i sig selv begrunde asyl. Ansøgeren har ikke på noget tidspunkt personligt har haft konflikter som følge af sin etnicitet, og de aktuelle baggrundsoplysninger herunder Landinfos Temanotat ”Afghanistan: Sikkerhetsrelaterte forhold” fra 8. april 2015 og Lifos Temarapport: ”Hazaraer i Afghanistan” fra 28. august 2015 giver ikke holdepunkter for at antage, at forholdene for shia-muslimske hazaraer i Afghanistan er af en sådan karakter, at ansøgeren af den grund opfylder betingelserne for at få meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det bemærkes videre, at det af baggrundsoplysningerne fremgår, at der ikke er obligatorisk militærtjeneste i Afghanistan, og at hverken ansøgerens egen forklaring eller baggrundsoplysningerne giver grundlag for at antage, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan skulle være i særlig risiko for at blive hvervet tvangsmæssigt som børnesoldat. Flygtningenævnet finder herefter ikke grundlag for at hjemvise sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på stillingtagen til denne del af asylmotivet. Idet ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han vil være i en konkret og individuel risiko for at blive udsat for overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Afghanistan, stadfæster nævnet Udlændingestyrelsens afgørelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2015/43
Nævnet stadfæstede i februar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk afghaner og shia-muslim af trosretning. Ansøgeren er fra Ghazni-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban, idet de beskylder ansøgeren for at have stjålet deres våben. Herudover har ansøgeren henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af myndighederne, idet de tror, at ansøgeren har solgt våben til Taliban. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hans morbror er våbenhandler og solgte våben til Taliban. I sommeren 2014 (4. eller 5. måned i 1393) havde ansøgerens morbror anbragt nogle våben på ansøgerens bopæl, som skulle leveres til Taliban. Omkring to uger herefter blev ansøgeren bopæl angrebet af de amerikanske styrker, og ansøgeren far blev skudt. Under samme episode stak ansøgerens morbror af. Ansøgeren var ikke hjemme, da myndighederne konfiskerede våbnene. Ansøgeren ankom til bopælen et døgn efter denne episode. Omkring 40 dage efter episoden krævede Taliban betaling fra ansøgerens farbror, idet de havde lidt et tab, da deres våben var blevet konfiskeret af myndighederne. I de efterfølgende 40 dage forhandlede Taliban og ældrerådet om, hvad ansøgerens farbror skulle betale til Taliban. På et tidspunkt truede Taliban med, at de ville angribe ansøgerens familie og bortføre ansøgerens søster, indtil ansøgerens familie kunne betale gælden. Ansøgeren og hans familie flygtede af denne grund til Iran. Ansøgeren og hans familie udrejste fra Afghanistan omkring [vinteren] 2004 (9. måned i 1393). Ansøgeren og hans familie opholdt sig i Iran omkring et år uden opholdstilladelse. Ansøgeren og hans familie udrejse fra Iran, eftersom de ikke havde opholdstilladelse. Ved den tyrkiske grænse blev ansøgeren familie tilbageholdt og deporteret til Afghanistan. Ansøgerens familie opholder sig i en landsby i Ghazni-provinsen, som ligger omkring tre eller fire timeres kørsel fra ansøgeren hjemby. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han har en konflikt med Taliban og myndighederne i Afghanistan til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring fremstår divergerende og udbyggende. Nævnet har ved denne vurdering navnlig lagt vægt på, at ansøgeren som asylmotiv i sit asylskema har angivet, at han er flygtet på grund af usikkerhed og, fordi han gerne vil studere, samt fordi han har mistet sin far, og fordi hans liv er i fare, mens han efterfølgende har angivet, at han frygter Taliban, som skulle mistænke ham for at have givet Talibans våben til myndighederne samt, at han frygter myndighederne, fordi myndighederne mistænker ham for at samarbejde med Taliban. Ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorvidt det var almindeligt for morbroren at gemme våben hos familien samt om, hvornår våbnene skulle afhentes af Taliban. Han har endvidere forklaret divergerende om, hvor hans far var, da han blev skudt og om antallet af kasser med våben. Han har således senest under nævnsmødet forklaret, at der nok var 60 til 70 kasser med våben, mens han tidligere har forklaret, at han ikke kunne sige, om der var mere eller mindre end 10 kasser eller mere eller mere end 100 kasser med våben. Ansøgeren har generelt afgivet en forklaring, der er præget af manglende detaljer, og som er uden tidsmæssig sammenhæng. Ansøgeren har ikke under mødet i Flygtningenævnet været i stand til at svare uddybende på spørgsmål om sin og familiens rolle i de påberåbte konflikter, og Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring, at han ikke har sandsynliggjort, at han er profileret over for Taliban eller myndighederne. Flygtningenævnet kan derfor ikke lægge til grund, at ansøgeren har en asylbegrundende konflikt med Taliban eller myndighederne. Det filmklip fra ansøgerens landsby, som ansøgeren fremviste under nævnsmødet, ændrer ikke herved. Der er herved lagt vægt på, at filmklippet ikke indeholder sekvenser, som underbygger ansøgerens forklaring om, at han er forfulgt af Teliban og myndighederne. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”afgh/2018/99/TBP
Nævnet stadfæstede i februar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk afghaner og sunni-muslim af trosretning. Ansøgeren er fra Kunduz-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter en kommandant ved navn [A], som har slået ansøgerens far ihjel og har truet ansøgeren og ansøgerens familie. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren henvist til, at hans far var en kendt lokal myndighedskommandant, som bekæmpede Taliban. Ansøgeren far og farbror arbejdede sammen og blev begge slået ihjel, mens de var på en post. Nogle dage herefter fortalte en af ansøgerens fars venner ved navn [J], at [A] havde arrangeret, at ansøgerens far og resten af kommandanterne på posten blev bedøvet. [A] havde puttet medicin i deres mad, således at de alle sammen besvimede. Herefter tilkaldte [A] Taliban til posten. Taliban slog ansøgerens far, ansøgerens farbror og otte andre soldater ihjel og overtog kontrollen over posten. Ansøgerens mor henvendte sig til myndighederne, og informerede disse om [J ] oplysninger. Myndighederne oplyste, at de ville finde [A] og undersøge sagen. Nogle dage efter fortalte nogle myndighedspersoner, at [A] havde forladt sit job og tilsluttet sig Taliban. Efter to eller tre dage modtog ansøgeren og hans familie et trusselbrev fra [A], som truede med at slå familien ihjel, da de havde henvendt sig til myndighederne. Ansøgeren og hans familie henvendte sig igen til myndighederne med trusselbrevet. Myndighederne fortalte ansøgeren og hans familie, at de ikke kunne beskytte dem og rådede dem til at rejste fra deres hjemområde. Ansøgeren og hans familie rejste herefter til ansøgerens moster, som boede i Kunduz-provinsen. Efter 18-20 dage forlod ansøgeren Kunduz-provinsen og tog til Iran. Ansøgeren mor og lillebror blev i Kunduz-provinsen. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at ansøgeren fremstod med tilstrækkelig modenhed til at gennemgå en asylsagsbehandling, og at han i den forbindelse under nævnsmødet besvarede de stillede spørgsmål relevant. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om centrale dele af sit asylmotiv, ligesom selve asylmotivet fremstår usammenhængende og dermed usandsynligt. Ansøgeren har forklaret divergerende om, hvad årsagen til fjendskabet mellem faren og [A] var, ligesom han ikke har kunnet redegøre overbevisende for [As] ønske om at dræbe faren. Uanset om ansøgeren har forklaret divergerende om indholdet af trusselsbrevet, finder Flygtningenævnet, at ansøgerens forklaring om, hvad truslen gik ud på, herunder at den gik ud på et spørgsmål om, hvorfor ansøgeren og hans familie havde anmeldt [A], ikke forekommer overbevisende. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvorvidt han var på et værelse i huset, da hans mor fik at vide, at faren var blevet dræbt, eller om han var uden for sammen med moren, hvor han også selv hørte det og så budbringeren. Endelig har ansøgeren forklaret udbyggende om, hvorvidt han havde mødt [A] forud for dennes drab på faren. Ansøgerens forklaring om, hvordan faren og soldaternes mad blev forgiftet med bedøvelsesmiddel, før de blev slået ihjel, forekommer i øvrigt mindre sandsynlig. Der er herved lagt vægt på, at det forekommer mindre sandsynligt, at [A] skulle ulejlige sig med at bedøve faren og soldaterne, inden han tilkaldte taleban, som derefter slog dem ihjel. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2018/98/TBP
Nævnet meddelte i februar 2018 opholdstilladelse (B-status) til et ægtepar samt fem børn fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske tadjikere og sunni-muslimer fra landsbyen [A] i Shakardara distriktet, Kabul provinsen, Afghanistan. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har dog været medlem af Det Demokratiske Afghanske Folkeparti, indtil Najibullahs regering væltede. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at han og hans familie vil blive slået ihjel af Taliban, idet han under en fredsforhandling har været skyld i, at hans overordnede, imod forhandlingernes forudsætninger, greb til anholdelse af to kommandanter fra Taliban. Den mandlige ansøger har som yderligere asylmotiv henvist til, at han frygter sin overordnede, [B], og at blive slået ihjel af de afghanske myndigheder, idet han er flygtet fra fængslet. Den mandlige ansøger har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at han i [efteråret] 2005 blev ansat som administrativ medarbejder hos den afghanske efterretningstjeneste i distriktet Shakardara. Efter mere end ni år blev ansøgeren af sin chef, [B], udnævnt til at være operativ officer. Ansøgerens operative arbejdsopgaver bestod i, at han skulle skabe og opretholde sikkerheden i Shakardara området ved at etablere kontakt og mægle mellem blandt andet Taliban og efterretningstjenesten. Ansøgeren udførte sit arbejde hemmeligt. Han tog kontakt til betydningsfulde personer i lokalområdet med henblik på at levere beskeder fra efterretningstjenesten til de inderste kredse i Taliban. Den 23. september 2015 bad [B] ansøgeren om at aftale et møde med Talibans kommandanter [C] og [D] med henblik på at indgå en fredsaftale med dem. Mødet fandt sted en uge efter i en æblehave i [byen]. Mødet foregik fredeligt, og kommandanterne tog godt imod efterretningstjenestens budskab om fred, og de tilbudte amnestier. Næste møde med kommandanterne fandt sted [i efteråret] 2015. Denne gang deltog [B], samt en del efterretningsfolk, også. Under dette møde blev de to kommandanter fra Taliban efter ordre fra [B] imidlertid anholdt. Da ansøgeren den efterfølgende dag henvendte sig til [B], for at spørge, hvorfor der blev foretaget uventede anholdelser under fredsforhandlingerne, blev han anklaget for at være i ledtog med Taliban. Ansøgeren blev anholdt og indespærret i tre dage. Ved hjælp af to kollegaer lykkedes det ansøgeren at flygte. Da han kom hjem, fik han at vide af den kvindelige ansøger, at deres bopæl var blevet opsøgt fire gange af Taliban, som beskyldte ansøgeren for at stå bag anholdelsen af deres to kommandanter. Ansøgerens bopæl var også blevet opsøgt af myndighederne, som havde bedt den kvindelige ansøger om at fortælle ansøgeren, at han skulle overgive sig. Ansøgeren tog efterfølgende sammen med sin familie til Herat, hvorfra de udrejste af Afghanistan. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til den mandlige ansøgers asylmotiv. Den kvindelige ansøger har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at den mandlige ansøger arbejdede for det hemmelige politi. På et tidspunkt forsvandt han i fire dage. Nogle personer fra Taliban opsøgte herefter familiens bopæl tre gange. Hver gang spurgte de efter den mandlige ansøger. Den fjerde aften efter den mandlige ansøger var forsvundet, blev ansøgeren opsøgt af tre personer, der fortalte, at de var fra den mandlige ansøgers arbejdsplads. De ville vide, hvor den mandlige ansøger befandt sig, hvortil ansøgeren svarede, at han var på arbejde. Personerne fortalte ansøgeren, at den mandlige ansøger havde begået noget strafbart, og at han var flygtet fra arresten, hvorefter de forlod bopælen. En til to timer senere blev ansøgeren igen opsøgt. Denne gang var det tre-fire personer fra Taliban. Personerne udsatte ansøgeren og hendes børn for fysiske overgreb i form af slag og spark. De spurgte efter den mandlige ansøger, og mens overgrebene stod på, råbte de, at to kommandanter fra Taliban var blevet anholdt, og at den mandlige ansøger ikke havde gjort, hvad han havde lovet. Personerne truede hende, idet de sagde, at de ville slå hende og hendes børn ihjel, hvis ikke den mandlige ansøger overgav sig til Taliban. De fortalte hende, at de ville komme tilbage den følgende dag. I løbet af natten kom den mandlige ansøger hjem, og familien begyndte deres udrejse med det samme. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgernes forklaring til grund, idet forklaringerne har været konsistente og detaljerede og har fremstået selvoplevede. Flygtningenævnet lægger således på grundlag af den mandlige ansøgers forklaring til grund, at han efter endt uddannelse blev ansat på efterretningstjenestens distriktskontor i Shakardara, hvor han i ni år udførte administrative opgaver. Nævnet finder, at den mandlige ansøger har sandsynliggjort, at han stammer fra en familie, der var kendt og respekteret i lokalområdet, herunder i [A], hvor ansøgerne boede i den ejendom, som de havde arvet efter ansøgerens far. På denne baggrund finder nævnet det sandsynligt, at netop ansøgeren af sin nye overordnede, [B], blev flyttet til den operative afdeling for med hjælp fra landsbyformanden i [A] at etablere kontakt med to lokale Taliban kommandanter. Flygtningenævnet finder, at den mandlige ansøger har sandsynliggjort, at hans overordnede, [B], misbrugte den mandlige ansøgers indsats til at hævne sig på de to kommandanter, og at [B], da ansøgeren påtalte dette, anklagede den mandlige ansøger for at sympatisere med og støtte Taliban og foranledigede den mandlige ansøger fængslet. Nævnet finder videre, at den mandlige ansøger har sandsynliggjort, at han med bistand fra to kollegaer kunne undvige fra arresten. På grundlag af den kvindelige ansøgers forklaring, finder nævnet, at det kan lægges til grund, at hun i de fire dage, hvor den mandlige ansøger ikke kom hjem, flere gange blev opsøgt af Taliban og den fjerde aften tillige af myndighederne, der ledte efter den mandlige ansøger, og at Taliban den sidste aften slog den kvindelige ansøger og børnene og truende med, at de ville vende tilbage næste dag for at få hævn over den mandlige ansøger. Flygtningenævnet finder, at ansøgerne har sandsynliggjort, at den mandlige ansøger har bragt sig i et sådant modsætningsforhold til Taliban, at han ved en tilbagevenden vil risikere overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, fra Talibans side. Nævnet finder endvidere, at den mandlige ansøger vil stå i et modsætningsforhold til sin overordnede [B], og at den mandlige ansøger tillige fra [B] side vil risikere at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at bringe udlændingelovens § 7, stk. 1 i anvendelse. Den kvindelige ansøger har i det hele henvist til den mandlige ansøgers asylmotiv. På denne baggrund meddeler Flygtningenævnet ansøgerne og deres fem børn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” afgh/2018/97/AZU
Nævnet stadfæstede i februar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim fra [landsbyen A], Tagab distriktet, Kapisa provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter Taliban, idet Taliban vil hverve ham til krigen. Ansøgeren frygter endvidere myndighederne i form af det lokale politi, Arbaqjen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han boede i landsbyen [A], som i en årrække har været kontrolleret af Taliban. Ansøgeren blev fra en tidlig alder tvunget til at udføre opgaver for Taliban. Ansøgerens opgaver bestod i de senere år i at hente og bringe våben og forsyninger til Taliban og i at holde vagt i forskellige landsbyer i Tagab-distriktet. Derudover bistod ansøgeren Taliban i forbindelse med kamphandlinger, idet han var tvunget til det. Han deltog ikke i kamphandlingerne, men skulle bringe våben og forplejning til Taliban. Ansøgeren kunne ikke nægte at bistå Taliban, idet han blev opsøgt og hentet på sin bopæl og truet på livet, hvis han forsøgte at gemme sig. Han har affyret sit eget våben mod Talibans modstandere en enkelt gang. Han havde fået besked om, at holde vagt og afgive varselsskud, hvis nogen nærmede sig. Da han bemærkede, at nogen bevægede sig i retning af stedet, hvor han holdt vagt, og så lys nærme sig fra lang afstand, skød han i retning mod lyset. Han ved ikke om han ramte noget eller nogen. En aften, da ansøgeren skulle holde vagt på en plantage i [A], besluttede han at flygte. Han var bange og træt, fordi der havde været mange episoder, og han havde måtte holde vagt hver nat. Ansøgeren løb hen til sin morbrors bopæl i byen [B], hvorfra han samme nat udrejste af Afghanistan. Hans farbrors søn, [C], var en magtfuld kommandant i Tagab. Det var især [C] og kommandanten [D], der pressede ansøgeren i forhold til at hjælpe Taliban. De vil ønske at hævne sig på ansøgeren, og i kraft af deres magtfulde position vil de kunne finde ham overalt i Afghanistan. Ansøgeren har som asylmotiv yderligere henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter Arbaqjen, der kæmpede mod Taliban. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han er opvokset i en landsby, hvor alle vidste, at han hjalp Taliban. Det var også kendt, at han var knyttet til de to kommandanter. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgerens forklaring grundlæggende har været konsistent og detaljeret, ligesom forklaringen har fremstået selvoplevet. På grundlag af ansøgerens forklaring lægger Flygtningenævnet til grund, at ansøgeren, der stammer fra et område, der er under Talibans kontrol, fra barnsben har udført forskellige praktiske opgaver for Taliban, at han på et tidspunkt efter farens død fik udleveret en riffel, og at ansøgeren i årene op til udrejsen holdt vagt efter anvisninger fra Taliban og hentede og bragte våben og ammunition for Taliban, herunder i forbindelse med kamphandlinger. Nævnet kan endvidere lægge til grund, at ansøgers farbrors søn, [C], var kommandant i lokalområdet. Nævnet finder ikke, at ansøgeren kan anses for indrulleret i Taliban, eller at ansøgeren af Taliban har været anset for andet og mere end en praktisk hjælper. Ansøgerens forklaring under nævnsmødet om, at farbrorens søn havde store planer med ansøgeren, er af udbyggende karakter, og det samme gælder ansøgerens forklaring om, at der i dagene efter ansøgerens flugt var planlagt et større angreb. Nævnet kan ikke lægge denne del af ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren, fordi han forlod sin vagtopgave ikke vil kunne vende tilbage til sit hjemområde, idet ansøgeren ved en tilbagevenden til sin hjemegn vil risikere at blive udsat for tortur eller umenneskelig behandling eller straf fra Talibans side. På den baggrund vurderer nævnet, at ansøgeren vil være omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at ansøgeren uanset slægtskabet med [C] og kontakten med [D] har sandsynliggjort, at han er profileret på en sådan måde, at han vil risikere overgreb fra Talibans side, såfremt ansøgeren ved tilbagevenden til Afghanistan tager ophold andetsteds end i hjemområdet. Det samme er tilfældet i forhold til myndighederne. Nævnet finder derfor, at ansøgeren kan henvises til at tage ophold i Herat eller Mazar-e-Sharif som internt flugtalternativ. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren er en ung og arbejdsduelig mand uden helbredsmæssige problemer. På den baggrund finder nævnet, at det må anses for rimeligt at henvise ansøgeren til at tage ophold de nævnte steder, hvor levevilkårene vil være af en sådan karakter, at basale humanitære rettigheder ikke krænkes. Nævnet bemærker, at de generelle forhold, herunder den sikkerhedsmæssige situation i Afghanistan, ikke kan medføre til et andet resultat. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan ikke vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2018/96/AZU
Nævnet stadfæstede i februar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunnimuslim fra […] Paktia Provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive dræbt af sin fars fætters sønner, der har dræbt hans far på grund af en jordkonflikt, idet de ikke vil have, at han skal gøre krav på sin fars jord. Ansøgerens far var slagter og havde sin egen butik. Herudover ejede han meget jord, og nogle gange blev der stjålet store mængder kød fra butikken. På en for ansøgeren ukendt dato blev ansøgerens far inviteret til et møde med sin familie, hvor han fik at vide, at han skulle overdrage sin jord til familien og forlade sit hus. Klokken 8 om morgenen den følgende dag kom tre mænd, hvoraf ansøgeren genkendte to personer som værende sin fars fætters sønner, til ansøgerens hjem og skød faren, der døde på stedet. Ansøgeren kendte ikke den tredje person, der i stil med talebanere havde et langt fuldskæg. Dagen efter drabet fortalte ansøgerens mor ansøgeren og hans søskende, at de skulle rejse. Familien tog herefter til byen [K], hvor de havde nogle slægtninge. I [K] fortalte ansøgerens mor ham, at de havde modtaget et brev fra Taliban, hvoraf det fremgik, at de ville blive slået ihjel, hvis ikke de forlod deres hus. Efter et par dages ophold i [K] udrejste ansøgeren sammen med sin familie til Pakistan, hvor han sammen med sin mor og sine søskende tog ophold i en flygtningelejr i omkring to måneder. Herefter flyttede han hjem til sin morbror, der boede og havde opholdstilladelse i Pakistan. Mens de opholdt sig i Pakistan fortalte ansøgerens mor ham, at deres hus i Afghanistan var blevet brændt, og at hans fars fætters sønner var begyndt at bruge deres jord, som de nu havde taget i deres besiddelse. Mens ansøgeren var i sin morbrors hjem, ringede hans morbror til ham og fortalte ham, at han skulle udrejse fra Pakistan, hvorefter ansøgeren udrejste fra landet. Mens ansøgeren var i [et europæisk land], blev han en mørk aften skudt […] af for ham ukendte gerningsmænd. Efter ansøgerens ankomst til [et andet europæisk land], fik han at vide af sin morbror, at denne havde sendt ham ud af Pakistan, fordi hans liv havde været i fare, og at hans fars fætters ene søn arbejdede som menneskesmugler, og at det måske var ham, der havde skudt ham i [et europæisk land]. Ansøgeren har som asylmotiv ydermere henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter Taliban. Ansøgeren har til støtte herfor henvist til, at hans mor, mens de opholdt sig hos deres slægtninge i [K], fortalte ham, at hans fars fætters sønner samarbejder med Taliban. Ansøgeren og hans mor var derfor sikre på, at disse havde bedt Taliban om at skrive brevet til dem. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgerens forklaring på en række punkter fremstår påfaldende og usandsynlig. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren har forklaret, at han ikke kender årsagen til sin fars konflikt, som medførte, at faren blev dræbt. Det er således alene ansøgerens formodning, at der var tale om en jordkonflikt, og dermed også alene en formodning, at ansøgerens fars slægtninge efterstræber ham. Selv hvis det lægges til grund, at der er tale om en jordkonflikt, bemærker Flygtningenævnet, at det forekommer påfaldende, at det er ansøgeren og ikke hans ældre bror, der som familiens ældste søn er efterstræbt i den forbindelse. Flygtningenævnet finder det endvidere usandsynligt, at ansøgeren udrejste fra Pakistan alene på baggrund af et telefonopkald fra ansøgerens morbror, særligt i betragtning af, at morbroren ikke fortalte ansøgeren årsagen til, at ansøgeren var i fare og straks skulle udrejse. Det beror alene på ansøgerens formodning, at ansøgeren er efterstræbt af Taliban, som ansøgeren ikke personligt har haft nogen kontakt med. Endelig finder Flygtningenævnet, at det forekommer mindre sandsynligt, at en mand, som ansøgeren tilfældigt mødte i Tyrkiet, har betalt de 5.000 USD, som ansøgerens videre rejse til Europa har kostet. Det beror endvidere alene på ansøgerens formodning, at det forhold, at han i [et europæisk land] blev ramt af et skud, har nogen forbindelse med ansøgerens fars konflikt i Afghanistan seks til syv år tidligere. Efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring, finder Flygtningenævnet, at forklaringen i det hele fremstår konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2018/95/MKT
Nævnet stadfæstede i februar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tadjik og shiamuslim fra Ghazni, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban, idet han har angivet nogle talebanere og deres skjulested og afsløret, at de solgte narkotika. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han havde på fornemmelsen, at hans ældre bror, [B], var involveret i kriminalitet. [I sommeren] 2015 fulgte ansøgeren derfor efter sin bror og så, at broren gik ind i et hus i bydelen [K] i deres hjemby, Ghazni. Efter 30 til 35 minutter kom [B] ud af huset, hvorefter ansøgeren skyggede ham til gaden [G], hvor ansøgeren forlod sin bror. Dagen efter fulgte ansøgeren igen efter [B] til huset i [K], hvor [B] denne gang opholdt sig i en times tid, før han forlod huset igen. Ansøgeren fortsatte med at følge efter sin bror, der imidlertid opdagede ham efter ti til femten minutter. Ansøgeren forklarede sin bror, at han var på vej til sit skrædderjob. To til tre uger efter, [i sommeren] 2015, blev ansøgeren ringet op af sin mor, der fortalte ham, at [B] havde været hjemme for at gemme noget i huset. Ansøgeren tog hjem og fandt ud, at hans bror havde gemt noget narkotika, som han smed i toilettet. Da [B] kom hjem om aftenen og fandt ud af, hvad ansøgeren havde gjort, kom de op at slås, og broren fortalte, at det ikke var hans narkotika. De efterfølgende dage forlod [B] ikke huset. Nogle dage senere blev ansøgeren ringet op af sin søster, der fortalte, at en nabo havde set, at [B] var blevet hentet på familiens bopæl af nogle mænd, der havde tvunget [B] ind i en bil. Ansøgeren har hverken set eller hørt fra sin bror siden. Samme dag rettede ansøgeren henvendelse til sin afdøde fars gode ven, [V], der kendte politimanden [P], som de sammen opsøgte. Dagen efter tog ansøgeren sammen med [P] og to soldater hen til det hus i [K], som [B] havde besøgt. [B]s ven så dem komme og gik straks herefter ind i huset. Politiet trængte ind i huset, hvor der opstod sammenstød mellem politiet og folkene i huset, og der blev skudt. Da [P] kom ud af huset igen, sagde han til ansøgeren, at ansøgeren ikke havde fortalt ham, at hans bror var medlem af Taliban, hvortil ansøgeren svarede, at han ikke havde været klar over det. [P] fortalte ansøgeren, at huset tilhørte Taliban, og at det havde tjent som et sikkert tilholdssted for gruppen. Samme dag flyttede ansøgeren med sin familie hjem til [V], fordi [B]s ven havde set ham sammen med politiet. Efter mørkets frembrud to til tre dage senere tog ansøgeren hjem igen for at hente sin mors medicin, deres dokumenter og penge. Ansøgeren opdagede, at huset var gennemrodet og hørte pludselig nogle lyde, hvorefter han så tre maskerede og bevæbnede mænd trænge ind i bopælen. Ansøgeren flygtede op på tagterrassen og herfra videre til naboens hus, mens de tre mænd skød efter ham. Ansøgeren kom uskadt derfra og overnattede hos en ven. Om morgenen dagen efter rejste ansøgeren til Kabul, hvor han midlertidigt tog ophold hos sin fars slægtning, [S], mens hans familie blev tilbage hos [V] i Ghazni. Omkring fem dage efter, at han ankom til Kabul, ringede [S] til ansøgeren og fortalte ham, at han var blevet opsøgt på sin bopæl af personer, der havde slået ham, og som havde sagt, at de ledte efter ansøgeren. Ansøgeren tog herefter ophold på et herberg og ringede til [V] og bad ham om at køre sin familie til Kabul. Dagen efter, […], udrejste ansøgeren til Iran sammen med sin ægtefælle, sin mor og sin søster. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgerens forklaring på en række punkter ikke fremstår sandsynlig. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgerens forklaring om, at broren opbevarede en stor mængde narko let tilgængeligt i en taske i et opbevaringsrum i hjemmet, ikke forekommer sandsynlig. Det forekommer påfaldende, at ansøgeren under sin forklaring i Flygtningenævnet har været usikker på, om det var fire eller fem pakker med hvidt pulver, han skyllede ud i toilettet. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at det forekommer usandsynligt, at kun tre myndighedspersoner var involveret i ransagningen af et hus, som man havde grund til at formode blev brugt af narkohandlere, og hvor ansøgerens bortførte bror kunne befinde sig. Endelig bemærker Flygtningenævnet, at det forekommer mindre sandsynligt, at de personer, som angiveligt efterstræbte ansøgeren, var i stand til at finde ham i Kabul efter kun fire til fem dage. Flygtningenævnet bemærker i denne forbindelse, at ansøgeren under mødet i Flygtningenævnet har forklaret udbyggende om, at han blev registreret som tilflyttet i lokalområdet i Kabul, da ansøgeren tog ophold hos sin slægtning, [S]. Efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring, finder Flygtningenævnet, at forklaringen i det hele fremstår konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2018/94/MKT
Nævnet stadfæstede i februar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunnimuslim fra […] Zabul Provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at bliver dræbt af Taliban, der har dræbt hans far, fordi hans to ældre brødre arbejder for de afghanske myndigheder, og fordi ansøgeren er den eneste måde, hvorpå gruppen kan få fat i hans brødre. Ansøgerens bror, [A], er en politimand af høj rang i Kabul, mens hans anden bror, [B], arbejder for den nationale hær i Kandahar. Ansøgeren boede sammen med sine forældre i […] Zabul Provinsen. På en for ansøgeren ukendt dato blev ansøgerens far første gang opsøgt af Taliban, der havde fået nys om, at ansøgerens brødre arbejdede for myndighederne, hvorfor de truede ansøgerens far med, at de ville dræbe ham, hvis ikke hans sønner vendte tilbage til deres hjemby. Ansøgerens far tog ikke disse trusler alvorligt, og fortalte derfor ikke noget til sine sønner herom og således heller ikke til ansøgeren. Omkring en måned senere, da hans far blev opsøgt af Taliban første gang, blev ansøgeren af sin far sendt til sin bror, [A], i Kabul, idet der var kamphandlinger mellem regeringen og Taliban i Zabul Provinsen, og det efterhånden blev mere usikkert at gå i skole. Mens ansøgeren boede i Kabul, blev hans far dræbt af Taliban. [A] fortalte først ansøgeren herom fire måneder efter drabet. Ansøgeren fik i samme forbindelse at vide, at deres far forud for sin død var blevet opsøgt og truet af Taliban omkring 10 gange, ligesom faren havde modtaget et trusselsbrev fra gruppen, hvor ansøgerens navn også fremgik. [I efteråret] 2015 udrejste ansøgeren af sit hjemland. Det var omkring en måned efter, at han havde fået besked om sin fars død. Efter sin ankomst til Danmark har ansøgeren af sin bror, [A], fået at vide, at Taliban om natten havde opsøgt [A]s bopæl i Kabul, mens [A] havde opholdt sig på politistationen. Ansøgeren har ydermere som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter ISIL og de generelle forhold i landet. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet han på centrale punkter har forklaret divergerende, og idet hans forklaring i øvrigt forekommer påfaldende, usandsynlig og konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorvidt han havde kendskab til Talibans trusler, inden ansøgeren rejste til Kabul. Ansøgeren har i sit asylskema oplyst, at han og moren var i hjemmet, da Taliban kom med et trusselsbrev, hvor ansøgeren blev truet på livet, mens han ikke omtalte trusselsbrevet under oplysnings- og motivsamtalen. Flygtningenævnet finder det påfaldende, at ansøgeren under oplysnings- og motivsamtalen har forklaret detaljeret om Talibans trusler mod hans far, herunder at faren er blevet opsøgt mindst 10 gange af forskellige grupper, og at han selv så to til tre biler ankomme, mens ansøgeren samtidig har forklaret, at han var rejst til Kabul på tidspunktet for truslerne, som han kun har hørt om gennem sin ældste bror. Flygtningenævnet finder det endvidere usandsynligt, at ansøgerens bror, som ansøgeren boede hos i Kabul, ikke fortalte ansøgeren om farens død før omkring fem måneder efter dødsfaldet. Efter en samlet vurdering forekommer ansøgerens forklaring usandsynlig og konstrueret til lejligheden. Ansøgerens fremlæggelse af tazkira og et trusselsbrev kan ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet bemærker, at tazkiraen er dateret [i foråret] 2016, og at ansøgeren ifølge sin forklaring ansøgte om den, inden han flyttede til Kabul, og at den først er blevet sendt til ham af hans bror i Kabul efter ansøgeren udrejste. Trusselsbrevet dateret [i foråret] 2015 har ansøgeren sendt til sin advokat efter mødet med advokaten kort før mødet i Flygtningenævnet. Ansøgeren har modtaget brevet fra sin bror, men har ikke kunnet redegøre for, hvordan broren er kommet i besiddelse af det. Det fremgår endvidere af de foreliggende baggrundsoplysninger, at det er nemt at få alle former for forfalskede dokumenter i Afghanistan. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i en konkret og individuel risiko for forfølgelse, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han risikerer overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, og Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2018/93/MKT
Nævnet stadfæstede i januar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shiamuslim fra landsbyen […] i Jaghori Distriktet i Ghazni Provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af sin farbror, [F], idet farbroren vil have den jord, som ansøgeren har arvet efter sin far. Han har endvidere ikke nogen til at tage sig af ham, hvis han vender tilbage til Afghanistan. Ansøgerens farfar havde meget jord, og ved hans død blev jorden fordelt mellem ansøgerens far og farbror. Ansøgerens far døde, da ansøgeren var omkring to år gammel. Farbroren ønskede at gifte sig med ansøgerens mor for at få jorden. Det afviste ansøgerens mor, hvorefter farbroren udsatte familien for chikane og fysiske overgreb. Da ansøgeren var omkring syv år gammel flyttede ansøgeren, hans mor og storebror til Iran. Kort tid derefter døde ansøgerens mor. Da ansøgeren var omkring 14 år gammel, døde hans storebror. På et tidspunkt før ansøgerens udrejse af Iran blev han ringet op af sin farbror, der ville have, at ansøgeren skulle rejse tilbage til Afghanistan. Da ansøgeren nægtede, truede farbroren ham. Ansøgeren udrejste af Iran i [efteråret] 2015. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om centrale dele af sit asylmotiv til grund, idet hans forklaring herom fremstår som konstrueret til lejligheden og dermed utroværdig. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har afgivet oplysninger, der til dels er divergerende, udbyggende samt vage og usammenhængende. Flygtningenævnet har herved taget hensyn til, at ansøgeren var 7 år, da han udrejste af Afghanistan og efter det oplyste har modtaget sine informationer om den angivne jordkonflikt med farbroren fra andre. Ansøgeren har således ikke i sit asylansøgningsskema [fra efteråret] 2015 nævnt det telefonopkald, som han skulle have fået fra sin farbror, og som ifølge ansøgeren var den udslagsgivende begivenhed i forhold til hans udrejse. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvornår han modtog det pågældende telefonopkald. Under samtalen hos Udlændingestyrelsen [i vinteren] 2016 har ansøgeren således forklaret, at han modtog opringningen kort tid efter storebrorens død, der skete omkring tre år før udrejsen, at han derefter fandt et andet arbejde og mødte en ven, som han udrejste sammen med. Til samtalen [i vinteren] 2017 har ansøgeren oplyst, at han modtog opringningen en til to måneder inden udrejsen, mens han for nævnet har forklaret, at det var omkring en uge forinden, men at han ikke husker det helt præcist. Dette er imidlertid et forhold, som har væsentlig betydning for ansøgerens asylmotiv, og som ansøgeren må kunne huske mere nøjagtigt. Flygtningenævnet lægger endvidere vægt på, at det fremstår påfaldende, at ansøgeren ikke har større viden om forholdene i forbindelse med sin storebrors død, idet dette må anses for at have været en skelsættende begivenhed i ansøgerens liv. Ansøgeren har endvidere ikke på overbevisende måde kunnet redegøre for, på hvilken måde farbroren skulle have stået bag ansøgers storebrors død, eller hvordan farbroren skulle have skaffet ansøgerens telefonnummer i Iran. Det fremstår endvidere påfaldende, at ansøgerens farbror først skulle have fundet frem til ansøgeren omtrent tre år efter ansøgers storebrors død og derefter have truet ansøger. Flygtningenævnet har endvidere tillagt det en vis betydning, at arealet på den omstridte jord fremstår som værende i misforhold til ansøgerens oplysning under samtalen [i vinteren] 2016 om, at ansøgerens farfar skulle have været en stor jordbesidder. Efter det anførte har ansøgeren efter en samlet vurdering ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for konkret, individuel forfølgelse eller for at blive udsat for dødsstraf, tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf fra sin farbror. Det bemærkes i den sammenhæng, at de generelle forhold i Afghanistan efter de foreliggende baggrundsoplysninger – herunder om vanskelige forhold for hazaraer – ikke i sig selv er af en sådan karakter, at de i sig selv kan begrunde en opholdstilladelse. Betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, og stk. 2, er derfor ikke opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2018/92/MKT
Nævnet stadfæstede i februar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er afghansk statsborger, etnisk hazara og shia muslim fra [en landsby i] Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter Taleban, som har efterstræbt ansøgeren, fordi han har arbejdet som indkøber for firmaer, der havde udenlandsk indflydelse. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter den generelle diskrimination af etniske hazaraer i Afghanistan. Ansøgeren har videre oplyst, at han i 2013 eller 2014 blev stoppet i sin bil af Taleban. Ansøgeren, en chauffør og en chaufførmedhjælper fik bind for øjnene og blev transporteret i bil til en Taleban base. Transporten tog en til halvanden time, og ansøgeren ved ikke, hvor de blev kørt hen. De blev udsat for overgreb i nogle dage af talebanerne. Da ansøgeren en morgen vågnede, var talebanerne stukket af, hvorfor ansøgeren og de to andre flygtede. På grund af denne episode skiftede ansøgeren arbejde fra firmaet [C]. Nogle måneder senere fik ansøgeren arbejde i firmaet [I], hvor ansøgeren ikke behøvede at køre uden for [landsbyen], hvilket betød, at det ikke var så farligt. Samtidig fik ansøgeren arbejde som indkøber for [et hospital]. I 2015 opsøgte Taleban ved en fejl ansøgerens fætter på hans bopæl, hvor de spurgte efter ansøgeren. Ansøgerens fætter åbnede ikke døren, men oplyste til talebanerne, at de var kommet til det forkerte hus. Ansøgerens fætter ringede derefter til ansøgerens far og fortalte, at Taleban var efter ansøgeren. Ansøgerens far fortalte ansøgeren, at han hellere måtte udrejse af Afghanistan, hvilket ansøgeren gjorde med det samme uden at få sit afghanske pas med sig. I Danmark har ansøgeren efter sin oplysnings- og motivsamtale af [sommeren] 2016 fået at vide, at hans bror en ukendt dato har modtaget et trusselsbrev fra Taleban og efterfølgende er blevet bortført af Taleban, mens han var i selskab med ansøgerens farbror. Talebanerne dræbte ansøgerens farbror. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren på flere centrale punkter har forklaret divergerende og utroværdigt. Ansøgeren, der efter sine egne oplysninger har gået i skole i 12 år, har således forklaret divergerende om bl.a., hvornår han blev tilbageholdt af Taleban. Under samtalen i Udlændingestyrelsen [sommeren] 2016 har han først forklaret, at han blev tilbageholdt i 2011. Senere under samme samtale har han forklaret, at han var usikker på, hvorvidt tilbageholdelsen fandt sted i 2011 eller 2013, mens han under samtalen [vinteren] 2017 har forklaret, at tilbageholdelsen fandt sted i 2013 eller 2014. Under sin forklaring for Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at tilbageholdelsen fandt sted i 2013. Han har endvidere forklaret divergerende om bl.a., hvorvidt han blev løsladt af Taleban eller selv slap fri, og om hvorvidt han blev tilbageholdt et eller to steder af Taleban. Ansøgeren har endvidere forklaret usammenhængende og divergerende på en sådan måde, at det beskrevne ikke virker selvoplevet om, hvad hans far fortalte ham i telefonen før samtalen i Udlændingestyrelsen [vinteren] 2017. Endelig har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om, at Taleban forlod familiens bopæl, da de gennem døren fik oplyst, at ansøgeren ikke var til stede forekommer utroværdig, henset til at Taleban angiveligt efterfølgende har kidnappet ansøgerens bror og dræbt hans farbror, fordi de ikke kunne få fat i ansøgeren. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i en individuel og konkret risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Nævnet bemærker, at de generelle forhold i Afghanistan, herunder i ansøgerens hjemområde, ikke kan føre til et andet resultat. Der er derfor heller ikke grundlag for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2018/90/MME
Nævnet stadfæstede i januar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim af trosretning fra Khunar-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter Taliban, som han er forsøgt rekrutteret til. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han en dag var på den lokale fodboldbane med andre børn fra området, hvor en person fra Taliban ved navn [A] kom og sagde til dem, at det var bedre, hvis de tog til Madrasa for at lære noget. [A] opsøgte derefter ansøgerens far. Efter ansøgerens familie blevet opsøgt og truet tre gange. Familien har blandt andet modtaget et trusselbrev, ligesom deres bopæl er blevet opsøgt af [A]s mænd, der slog ansøgerens forældre og tog ansøgerens søster med. [A]s mænd sagde til ansøgerens familie, at de havde tre dage til at give dem ansøgeren og ansøgerens brødre, ellers ville de voldtage ansøgerens søster og dele det med landsbyen. Taliban har efterfølgende slået søsteren ihjel. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund, idet ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende om centrale dele af sit asylmotiv. Ansøgeren har under begge samtaler med Udlændingestyrelsen forklaret, at Taliban krævede, at både ansøger og hans brødre skulle deltage i undervisning, mens ansøgeren under nævnsmødet har forklaret, at hans brødre var for små, og at det kun var ham, Taliban efterspurgte. Videre har ansøgeren under den anden samtale med Udlændingestyrelsen forklaret, at da Taliban opsøgte bopælen, gemte han sig bag sin mor, mens ansøgeren under nævnsmødet har forklaret, at hans mor gemte ham under familiens sengetøj. Ansøgeren har under nævnsmødet fremlagt 2 efterlysninger/trusselsbreve, som en bekendt angiveligt har fremskaffet fra Afghanistan. Det ene brev er dateret [en nærmere bestemt dato i sommeren] 2015, det andet [en nærmere bestemt dato i sommeren] 2017. Efter ansøgerens forklaring om sin konflikt fandt alle henvendelser fra Taliban sted indenfor 2 uger, familien rejste samme aften, som den sidste henvendelse fra Taliban fandt sted, de opholdt sig få dage i Jalalabad, inden de udrejste af Afghanistan og var ca. en måned undervejs, inden ansøgeren indrejste i Danmark [i begyndelsen af] 2016. Efter denne forklaring skulle ansøgerens konflikt med Taliban have fundet sted i [slutningen af] 2015, hvorfor der allerede efter ansøgerens egen forklaring ikke har verseret en konflikt, og familien var ikke udrejst af landet, da det første brev angiveligt blev skrevet. Flygtningenævnet finder herefter ikke anledning til at udsætte sagen på en nærmere undersøgelse af brevene. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Afgh/2018/9/STR
Nævnet stadfæstede i februar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er afghansk statsborger, etnisk tadsjik og sunni muslim fra [en landsby i] Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taleban, herunder [M], der er Talebans overhoved i ansøgerens nærområde. Ansøgeren har videre henvist til, at Taleban og [M] vil slå ansøgeren ihjel, idet han har angivet to talebanere til de afghanske regeringsstyrker. Ansøgerens familie har altid haft dyr og landbrug, og ansøgeren har altid hjulpet sin far med at passe landbruget og dyrene. En dag kom to personer fra Taleban og afkrævede nogle af familiens får, hvilket også var sket tidligere. Da ansøgeren protesterede, slog de to personer ham bevidstløs. Ansøgeren kom herefter på hospitalet og var indlagt i omkring en uge. Da ansøgeren blev udskrevet, gik der omkring to uger, hvor ansøgeren og hans familie ikke blev opsøgt af Taleban. Vicepræsidenten, general [D], holdt herefter en tale i byen, hvor han opfordrede indbyggerne til at angive medlemmer af Taleban. Ansøgeren valgte derefter at fortælle om de to personer fra Taleban. Ansøgeren fortalte endvidere, at han var træt af at blive chikaneret af medlemmer af Taleban, som ofte kom og afpressede ham. Herefter blev de to personer, der havde slået ansøgeren bevidstløs, arresteret. Efter noget tid ringede en af ansøgerens fars venner til ansøgerens far og sagde til ham, at ansøgeren skulle udrejse af Afghanistan. Kort tid herefter udrejste ansøgeren af Afghanistan. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren på flere centrale punkter har forklaret divergerende, ligesom hans forklaring for nævnet har fremstået udetaljeret og afglidende og dermed fremstår som konstrueret. Ansøgeren har således forklaret divergerende om bl.a., hvornår på året han blev slået bevidstløs af de to personer fra Taleban, om hvorvidt han i forbindelse med overfaldet blev stukket med kniv, om hvor mange gange hans familie er blevet opsøgt af Taleban efter ansøgerens udrejse, samt om hvorvidt han talte med soldaterne i forbindelse med, at han angiveligt angav de to personer fra Taleban. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Nævnet bemærker, at de generelle forhold i Afghanistan, herunder i ansøgerens hjemområde, ikke kan føre til et andet resultat. Der er derfor heller ikke grundlag for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2018/89/MME]
Nævnet stadfæstede i februar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tadjik og sunni-muslim fra Herat-provinsen i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive stenet til døde af Taliban-kommandanten [S], idet hun er flygtet fra ham, da han ellers ville tvinge hende til at gifte sig med ham. Herudover frygter ansøgeren tillige Taliban af samme årsager. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at hun siden [efteråret] 2013 og indtil sin udrejse af Afghanistan [efteråret] 2015, arbejdede for [en organisation] i Herat, hvor hun lavede online monitorering og tog billeder i forbindelse med genopbygningen af vejene. I starten af [sommeren] 2015 opsøgte nogle ukendte kvinder ansøgeren på sin bopæl. De henvendte sig på vegne af [S] og bad om ansøgerens hånd fire til fem gange. Ansøgerens mor afviste kvinderne hver gang, og også den sidste gang kvinderne henvendte sig, [en dato i efteråret] 2015, afviste ansøgerens mor dem. To uger efter opsøgte [S] ansøgerens bopæl, hvor han selv bad om ansøgerens hånd. Ansøgerens familie afvist [S]. I de kommende 14 dage blev ansøgeren hjemme. Hun tog dog på arbejde i en til to timer, når der var brug for hende. [En dato i efteråret] 2015, da ansøgeren var på vej hjem fra arbejde, blev hun bortført af tre ukendte mænd. Ansøgeren blev bedøvet og da hun kom til sig selv, befandt hun sig i et mørkt rum. Mullah Abdul Samad kom ind i rummet og sagde til ansøgeren, at de to skulle giftes nu. Herefter gik han ud af rummet, og en kvinde, [Z], kom ind med te og brød til ansøgeren. [Z] fortalte hvad hun selv havde været udsat for og ønskede at hjælpe ansøgeren med at flygte. Da [Z] havde forladt værelset, kom [S] igen ind i værelset og udsatte ansøgeren for voldtægt. Mullah Abdul Samad forlod herefter værelset igen. [I efteråret] 2015 kom [Z] igen med te og brød til ansøgeren. Ansøgeren fortalte [Z], at hun havde besluttet sig for at flygte med hende. [I efteråret] 2015 flygtede ansøgeren og [Z] fra [S]. De to kvinder tog til ansøgerens fars bopæl, hvor de opholdt sig i omkring ti minutter, hvorefter de forlod bopælen, for at tage over til ansøgerens fars ven, [G]. De opholdt sig hos [G] indtil den [en dato i efteråret] 2015. [I efteråret] 2015 udrejste ansøgeren af Afghanistan sammen med sin far. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgeren [A’s] forklaring om sit asylmotiv til grund. Ansøgeren [A] har forklaret konsistent, detaljeret og selvoplevet om de enkelte hændelser, og hendes forklaring er støttet af den forklaring, der er afgivet af hendes far, [M’s], og de fremlagte lægelige oplysninger. Flygtningenævnet lægger således til grund, at [A] blev generet af lokalbefolkningen og formentlig også af Taliban på grund af sit arbejde. Flygtningenævnet lægger videre til grund, at et medlem af Taliban, [S], ønskede at gifte sig med [A], hvilket hun afviste, og at hendes familie støttede hende i denne beslutning. Yderligere lægger Flygtningenævnet til grund, at [A] en dag, hvor hun var på vej hjem fra arbejde i taxa, blev bortført af tre mænd til en kælder i landsbyen, hvor hun blev tilbageholdt og én gang voldtaget af [S], der samtidig truede hende, hvorefter det lykkedes [A] at flygte fra kælderen, og at hele familien derefter søgte tilflugt hos en god bekendt i Herat. [A] har derfor sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til hjembyen vil være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder imidlertid, at det er relevant og rimeligt at henvise [A] til at tage ophold et andet sted i Afghanistan, herunder i Kabul eller Mazar-e-Sharif. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at der er tale om en lokalt afgrænset konflikt med [S] i anledning af et krav om ægteskab, at [A] ikke har nogen konflikt med myndighederne, at ansøgeren er ung og veluddannet, at hun har en meget støttende familie, og at familien i øvrigt også har andet netværk, der støtter dem. [A] må derfor - eventuelt sammen med sin familie - antages at være i stand til at etablere sig i f.eks. Kabul eller Mazar-e-Sharif uden at risikere overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Det bemærkes i den forbindelse, at det fremgår af baggrundsoplysningerne for Afghanistan, at de fleste lokale konflikter med Taliban forbliver lokale, og at der ikke foregår systematisk udveksling af information mellem provinserne. Det fremgår endvidere, at afghanske statsborgere har ret til at rejse og bosætte sig i stort set alle dele af Afghanistan. Det forhold, at [A], mens hun har været i Danmark, har modtaget blandt andet psykologhjælp som følge af de hændelser, som hun har været udsat for, kan ikke i sig selv føre til en anden vurdering, allerede fordi, at ansøgeren, uanset voldtægtens påvirkning af hende, efter en samlet vurdering fremstår som en ressourcestærk kvinde. Det forhold, at ansøgeren er blevet voldtaget, kan heller ikke i sig selv føre til en anden vurdering, allerede fordi det ikke er sandsynligt, at andre, hvis ansøgeren tager ophold et andet sted i Afghanistan, vil få viden om dette forhold. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”afgh/2018/88/JAH
Nævnet stadfæstede i februar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tadjik og sunni-muslim fra [en by] i Herat-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har i periode fra 1979 til 1984 været medlem af en gren af Det Demokratiske Parti kaldet [X], idet det var obligatorisk for studerende ved universitetet i Moskva, Rusland. Ansøgeren har ikke været politisk aktiv siden 1984. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at han og hans datter, [A], vil blive stenet af [S], dels fordi [S] ikke ønskede, at [A] arbejdede for en udenlandsk organisation, og dels fordi [S] kidnappede [A], som efterfølgende flygtede fra ham. Ansøgeren har endvidere oplyst, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter Taliban, Al-Qaeda samt ISIL, idet ansøgerens handlinger strider imod sharia. Endelig har ansøgeren oplyst, at han frygter de generelle forhold i Afghanistan samt lokalbefolkningen, idet han er beskyldt for kætteri, propaganda og prostitution.Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at hans datter, [A], fik et job ved [en organisation] i Herat med start i 2013. Mange i ansøgerens lokalsamfund begyndte derfor at tale dårligt om ansøgeren, da han tillod sin datter at arbejde. Ansøgeren har endvidere oplyst, at [S], en indflydelsesrig mand, som havde 30 personer under sig, ønskede sig at gifte sig med ansøgerens datter, [A]. [S] tog derfor kontakt til ansøgeren omkring [efteråret] 2015. Ansøgerens familie afslog dette, idet [A] ikke ønskede at gifte sig med [S]. [A] blev kidnappet [i efteråret] 2015, da hun var på vej hjem fra arbejde. [To døgn senere i] kom datteren tilbage til bopælen sammen med en anden kvinde. Samme dag tog ansøgeren og datteren hjem til [G], en af ansøgerens venner. Om morgenen [i efteråret] 2015 kom en bil, hentede dem og kørte dem til Nimrouz. De overnattede i Nimrouz i to nætter. På tredjedagen klokken 8 om morgenen blev de hentet og kørt til den iranske grænse. Ansøgeren har til støtte om sit asylmotiv om Taliban oplyst, at han arbejdede med mange udlændinge i [en virksomhed], og at Taliban derfor ønskede, at han skulle slå udlændinge ihjel eller bringe udlændinge til dem. Taliban truede med at slå ansøgeren ihjel, såfremt han ikke gjorde dette. Endelig har ansøgeren oplyst, at han er etnisk tadjik, hvorfor han frygter talibanerne, som er pashtuner, samt at lokalbefolkningen mener, at han er en forræder, vantro og mangler ære. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgeren, [M’s], forklaring til grund. Flygtningenævnet henviser herved til det, der herom er anført i samtidig afgørelse vedrørende ansøgerens datter, hvori det blandt andet er anført: ”Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgeren [A’s] forklaring om sit asylmotiv til grund. Ansøgeren [A] har forklaret konsistent, detaljeret og selvoplevet om de enkelte hændelser, og hendes forklaring er støttet af den forklaring, der er afgivet af hendes far, [M’s], og de fremlagte lægelige oplysninger. Flygtningenævnet lægger således til grund, at [A] blev generet af lokalbefolkningen og formentlig også af Taliban på grund af sit arbejde. Flygtningenævnet lægger videre til grund, at et medlem af Taliban, [S], ønskede at gifte sig med [A], hvilket hun afviste, og at hendes familie støttede hende i denne beslutning. Yderligere lægger Flygtningenævnet til grund, at [A] en dag, hvor hun var på vej hjem fra arbejde i taxa, blev bortført af tre mænd til en kælder i landsbyen, hvor hun blev tilbageholdt og én gang voldtaget af [S], der samtidig truede hende, hvorefter det lykkedes [A] at flygte fra kælderen, og at hele familien derefter søgte tilflugt hos en god bekendt i Herat. [A] har derfor sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til hjembyen vil være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Flygtningenævnet finder ikke, at det, der er anført af ansøgeren [M] som selvstændigt asylmotiv, herunder at han er i risiko for overgreb fra Taliban, da han som far har støttet [A] i, at hun ikke skulle giftes med [S] og efterfølgende hjalp hende med flygte, gør, at han har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjembyen vil være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2018/87/JAH
Nævnet meddelte i februar 2018 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og efter det oplyste konverteret fra shia-islam til kristendommen. Han var bosat i Afghanistan frem til syvårsalderen, hvor han seks til ni måneder før den amerikanske invasion flygtede til Pakistan sammen med sin faster og hendes familie. Han opholdt sig herefter illegalt i Pakistan i omkring syv til otte år og senere i Iran i et til et og et halvt år. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som oprindeligt asylmotiv henvist til en privatretlig konflikt, samt at Taliban ønskede at slå ansøgeren og hans familie ihjel. Derudover henviste ansøgeren til, at hans familie var blevet beskyldt for at være kristne og kommunister. Ansøgeren har som nyt asylmotiv i genoptagelsesanmodningen af [sommeren] 2017 henvist til, at han er konverteret til kristendommen, og at han ikke vil kunne holde dette hemmeligt ved en tilbagevenden til Afghanistan. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han begyndte at interessere sig for kristendommen i 2010, idet han blev venner med kristne flygtninge og var frivillig hjælper i Internationalt Kristent Center. I 2012 opfattede ansøgeren sig selv som kristen. Ansøgeren blev døbt i 2015 i Sct. Johannes Kirken i Herning, idet han havde en ven, som var knyttet til denne kirke. Ansøgeren går til gudstjenester og er fortsat frivillig i Internationalt Kristent Center, hvor han fungerer som tolk. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgerens konversion til kristendommen er reel. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren på troværdig måde har kunnet redegøre for sin kristne tro og sin viden om kristendommen. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgerens kristne overbevisning er blevet skabt over en længere periode fra omkring 2010 og frem til 2015, hvor han blev døbt. Ansøgeren har ikke deltaget i en formel dåbsoplæring, men er blevet oplært af sin ven [A], som fortsat sender ham bibelvers på telefonen. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Afgh/2018/86/EMU
Nævnet stadfæstede i februar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim fra [en mindre landsby], Ghazni-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter at blive forfulgt, idet han er shia-muslim og etnisk hazara. Ansøgeren har yderligere henvist til, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter kuchierne samt pastho-talende person fra sin landsby. Endeligt har ansøgeren henvist til, at han frygter Taliban. Ansøgeren har til støtte for sin frygt for forfølgelse på baggrund af sin trosretning og etnicitet oplyst, at det generelt er et problem at være etnisk hazara og shia-muslim i Afghanistan. På flugten fra Pakistan til Iran modtog ansøgeren mange trusler, fordi han er shia-muslim. Ansøgeren har til støtte for sin frygt for kuchierne oplyst, at der hvert år kom kuchier til hans landsby, og at de har slået mange etniske hazaraer ihjel. Ansøgeren har til støtte for sin frygt for pashto-talende personer oplyst, at han i Afghanistan har oplevet, at pashto-talende personer har generet ham, når han var på vej til og fra skole. Disse personer kaldte ansøgeren for skældsord og rev hans bøger i stykker. De pashto-talende personer har ligeledes ved fire lejligheder slået ansøgeren. Ansøgeren har til støtte for sin frygt for Taliban oplyst, at hans far var politimand og blev slået ihjel af Taliban, og at ansøgerens storebror er i nationalhæren. Ansøgeren var dygtig i skolen og god til engelsk, hvilket Taliban ikke kunne lide. Seks til syv måneder inden ansøgerens udrejse ankom Taliban til hans skole. De råbte ansøgerens og andre drenges navne op, hvorefter de tog billeder af ansøgeren og de andre drenge. Omkring ti dage inden ansøgerens udrejse fik han to dage i træk fortalt af andre drenge fra hans skole, at Taliban var efter ansøgeren. En dag stod ansøgeren udenfor sin nabos hus, hvor ansøgeren boede efter sin mors død. Ansøgeren så fem personer fra Taliban komme kørende på deres motorcykler. To af personerne kørte mod moskeen, mens de tre andre kørte ad vejen mod ansøgerens families hus. Nabokonen tog ansøgeren med til en lade, hvor ansøgeren blev gemt under noget hø. Efter to til tre timer kom nabokonen og fortalte ansøgeren, at personerne fra Taliban havde spurgt efter ham. De havde haft et billede af ansøgeren, og de kendte hans navn og vidste, hvem hans far og bror var. Herefter forlod ansøgeren Afghanistan sammen med nabokonens søn. Flygtningenævnet lægger i det væsentlige ansøgerens forklaring om sit asylmotiv vedrørende Taliban til grund. Ansøgeren har under Flygtningenævnets behandling af sagen ikke gjort gældende, at han frygter kuchierne eller de pashto-talende personer i området. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgerens far, der var politimand, må formodes at være blevet slået ihjel af Taliban, og at ansøgerens bror var ansat i nationalhæren. Endvidere lægger Flygtningenævnet til grund, at Taliban opsøgte ansøgerens skole flere gange, og at Taliban den tredje gang tog billeder af blandt andre ansøgeren, hvis familiemæssige forhold de havde kendskab til. Yderligere har Flygtningenævnet lagt til grund, at Taliban efterfølgende rettede henvendelse til den nabokone, som tog sig af ansøgeren, efter forældrenes død og spurgte efter ham, idet de fremviste papirer vedrørende ansøgeren og endvidere fremviste foto af ham. Flygtningenævnet lægger derfor til grund, at ansøgeren er kommet i søgelyset hos det lokale Taliban. Flygtningenævnet finder imidlertid, at ansøgeren kan henvises til at tage ophold i en anden del af Afghanistan som internt flugt alternativ. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren, trods Talibans interesse for ham i lokalområdet, ikke kan anses for at være så højt profileret i forhold til Taliban, at Taliban vil efterstræbe ham uden for Ghazni-provinsen. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren ikke kan anses for at være forfulgt af myndighederne i Afghanistan. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, herunder en vurdering af ansøgerens personlige forhold, at det kan anses for rimeligt, at ansøgeren tager ophold et andet sted i Afghanistan end i Ghazni-provinsen. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren er en ung, enlig og arbejdsduelig mand, som ikke lider af væsentlige helbredsproblemer. Flygtningenævnet finder endvidere efter de foreliggende baggrundsoplysninger, at ansøgeren vil have mulighed for at indgå i etniske og kulturelle relationer i for eksempel Kabul, ligesom Flygtningenævnet finder, at ansøgeren vil kunne opnå levevilkår, som efter afghanske forhold må anses for rimelige. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgeren har gået ni år i skole, at han har været dygtig i skolen, og at han har lært engelsk. Flygtningenævnet finder endvidere ikke at kunne lægge til grund, at de generelle forhold i Afghanistan, herunder forholdene for etniske hazaraer, kan føre til, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2018/85/EMU
Nævnet stadfæstede i februar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk uzbeker og sunnimuslim fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan blandt andet frygter Taliban og en imam ved navn [A]. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han under en ferie i 2012 efter sit første studieår på civilingeniørstudiet på [B] Universitet sammen med sin far blev indkaldt til et møde i moskeen med en indflydelsesrig imam, [A]. Imamen truede ansøgeren og hans far, fordi ansøgeren havde udtalt sig om den rette forståelse af islam over for andre i området og på Facebook. Uoverensstemmelserne førte til, at ansøgeren blev slået under fødderne med en gren, mens alle så på. Ansøgeren er aldrig direkte blevet truet på livet i anledning af uoverensstemmelserne, men ansøgeren har i 2013 til 2015 modtaget trusler om kidnapning fra folk i området, herunder en rigmand ved navn [C], der havde forbindelse til [A]. Derudover blev ansøgeren på en ukendt dato i 2012 standset ved en kontrolpost af Taliban sammen med tre andre personer, som sammen med ansøgeren havde lejet en bil. Ansøgeren blev kropsvisiteret og bedt om at fremsige trosbekendelsen, hvorefter han fik lov at gå. Han er ikke på andre tidspunkter blevet standset af Taliban. Ansøgeren valgte at forlade Afghanistan, efter at der udbrød krig i Kunduz-provinsen. Ansøgerens universitet blev ramt af en raket, hvorefter alle forlod universitetet. Ansøgeren rejste til sin hjemby, hvor der også udbrød krig. Ansøgerens far sagde til ansøgeren, at han skulle forlade landet. Faren vidste, hvorfor ansøgeren skulle flygte. Ansøgeren vidste det ikke selv. Ansøgeren flygtede til Iran via Pakistan [i sommeren] 2015. Ansøgeren har efter sin flugt i Tyrkiet fået to tatoveringer, en på halsen med teksten ”elskede fader” og en på armen med teksten ”elsk mig eller slå mig ihjel”. Herudover har han optrådt på Facebook med fotos af sig selv med sin tatovering, hvilket har affødt mange kommentarer. En vens private fotos af ansøgeren med en kæde med et kors om halsen er bragt til Afghanistan, og ansøgeren har af sin far fået oplyst, at disse fotos er blevet set af andre i Afghanistan, hvorfor ansøgeren har problemer. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet har herved navnlig lagt vægt på, at ansøgerens forklaring under asylsagens behandling er divergerende på helt centrale punkter. Ansøgeren har således ikke i asylansøgningsskemaet [fra vinteren] 2015 omtalt konflikten med imamen [A]. Ansøgeren har for Flygtningenævnet forklaret, at han ikke blev kidnappet af personer i en bil og efterfølgende formåede at flygte, hvorimod han under to samtaler med Udlændingestyrelsen i detaljer har forklaret om denne kidnapning. Den omstændighed, at der er krig i ansøgerens hjemområde, kan ikke i sig selv begrunde opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Heller ikke den omstændighed, at ansøgeren har optrådt på Facebook med fotos af sig selv med sine tatoveringer, eller at en vens private fotos af ansøgeren med en kæde med et kors om halsen er kommet til Afghanistan, kan begrunde opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh 2018/84/MAD.
Nævnet stadfæstede i februar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt et barn fra Afghanistan. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte: ”Udlændingestyrelsen meddelte [i starten af 2010] klagerne samt deres medfølgende barn opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Klagernes barn, [A], født [i starten af 2011], har opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, og er således ikke omfattet af nærværende afgørelse. Det fremgår af den oprindelige spontansag, at den mandlige klager oplyste til politiets asylregistreringsrapport [fra foråret 2009], at han og hans familie flygtede fra Afghanistan efter en episode med et indbrudsforsøg på deres bopæl. Flere gerningsmænd brød ind på bopælen, og klagerens far løb ud og skød op i luften. Klagerens far ramte én af gerningsmændene, der døde. Gerningsmanden var fra Taliban. Klagerens far blev frikendt. Herefter blev klagerens bror kidnappet og tortureret af ukendte gerningsmænd. Klagerens bror var forsvundet i tre til fire dage, hvorefter han en morgen var blevet smidt foran bopælen. Klagerens bror havde været udsat for voldsom tortur og mishandling. Klagerens bror blev begravet, og efterfølgende blev der smidt en sten ind i boligen. Der var om stenen viklet en seddel, som indeholdt en trussel mod familien. Politiet kunne intet stille op. Klageren og hans familie besluttede derfor at udrejse af Afghanistan, da han og hans familie frygtede for deres liv. [I foråret 2009] udfyldte den mandlige klager et familieskema. Klageren oplyste blandt andet, at han havde én bror ved navn [B], der var blevet slået ihjel for omkring fem måneder siden, og én søster ved navn Fatima. [I foråret 2009] udfyldte den mandlige klager et asylskema. Klageren oplyste blandt andet, at han i 2003 var på vej hjem, da han blev bortført. De smed klageren i et rum, som var låst og mørkt. De slog klageren så meget, at det var svært for ham at trække vejret. Det var [C’s] folk, som bortførte folk. Efter en uges sult, hvor klageren blev slået og banket, betalte klagerens far dem 20.000 dollars for at løslade ham. Den sidste dag smadrede de hele klagerens krop, og klageren har stadig mange mærker på kroppen. De smed klageren på en begravelsesplads midt om natten. Klageren kunne ikke gå og lå der et par timer. Klageren blødte over hele kroppen, da klagerens far hentede ham. Klageren kom på hospitalet, hvor han blev opereret 10 gange. Klageren var på hospitalet i to uger. Klageren kunne ikke forlade boligen i tre til fire måneder. Videre oplyste klageren i asylskemaet, at han og hans familie [i efteråret 2008] var på besøg hos sin moster. Klagerens bror hentede klageren om morgenen, fordi der om natten havde været tyve på klagernes bopæl. Klagerens far havde skudt op i luften for at skræmme tyvene på flugt. Ved et uheld ramte kuglen en af tyvenes ansigt, så han døde på stedet. De andre flygtede. Politiet genkendte tyven som en gammel kending, der var overgået til Taliban. En fredag nat tog klagerens bror [B] hen til sine venner og kom ikke hjem. Klageren og hans familie ledte efter [B] i fire dage. [I slutningen af 2008] opdagede klagerens far et sjal foran boligen. Da klageren pakkede det ud, så han sin brors halshuggede lig. Familien begravede [B] samme dag. Den ottende nat hørte klageren og hans familie, at der blev smidt noget op på vinduet. Der lå noget papir under vinduet, der indeholdt trusler på livet mod klageren og hans familie. Den 2. januar 2009 flygtede klageren og hans familie fra Afghanistan. Til asylsamtalen [i slutningen af 2009] oplyste den mandlige klager blandt andet, at nogle indbrudstyve trængte ind i klageren og hans families bolig om natten. Klageren og hans ægtefælle var ikke hjemme. Klagerens far hørte nogle lyde. Klagerens far skød op i luften og ramte en af tyvene, der var på taget. Personen faldt ned og døde. Klagerens far kunne ikke se noget, men hørte nogen flygte. Klagerens far var blevet løsladt efter et par dage, da han ikke havde skudt nogen med vilje. Den dræbte havde en fortid i Talibanbevægelsen. Klagerens bror tog et par dage efter hen til nogle venner og kom ikke hjem om natten. Efter fire dage fandt klagerens far [B] i et tæppe en morgen foran familiens dør. Da klagerens far åbnede tæppet, fandt han klagerens brors lig uden hoved. Klageren genkendte sin bror på hovedet. Politiet kom og skrev en rapport og sagde, at klageren og hans familie kunne begrave liget. Klageren og hans familie begravede klagerens bror samme dag, som de fandt ham. Den ottende dag var der noget, der ramte vinduet. Klageren og hans familie gik ud for at se, hvad det var og fandt en sten med papir om, som klageren tog med ind i boligen. Brevet indeholdt trusler mod klagerens familie. Klageren og hans familie blev boende i boligen en nat efter truslen, men boede herefter hos andre slægtninge i to dage. Den dag klageren og hans familie forlod Afghanistan, tog de hen til boligen for at hente nogle ting. Politiet kunne intet gøre ved truslen. Selvom politiet kendte den person, klagerens far havde slået ihjel, ville de ikke udlevere familiens navn. Klageren og hans familie udrejste af Afghanistan, fordi de frygtede for deres liv. Klageren tilføjede, at han i 2006 blev kidnappet og udsat for tortur af ukendte gerningsmænd, men at dette ikke havde noget med klagerens flugt fra Afghanistan at gøre. Den kvindelige klager henviste til den mandlige klagers asylmotiv. Udlændingestyrelsen modtog [i sommeren 2013] en henvendelse, hvori det blandt andet fremgik, at den bror, som klageren i sin asylsag havde oplyst var blevet slået ihjel i Afghanistan, rettelig var identisk med den herboende afghanske statsborger [D]. Det fremgik endvidere, at klageren og hans familie lige havde været i Iran, fordi [D] skulle giftes. Der blev henvist til at række fotografier på [D’s] Facebook-profil, som skulle vise [D] i selskab med sin familie. Det fremgik endelig, at klageren og hans familie ikke havde nogen problemer med Taliban i Afghanistan. Udlændingestyrelsen indkaldte på denne baggrund klagerne til samtaler hos Udlændingestyrelsen. Den mandlige klager oplyste, at den herboende [B] var klagerens bror. Klageren oplyste endvidere, at han ikke havde oplyst om sin bror [B] til asylsagen, da klagerens bror havde sagt til ham, at han havde fremstillet sin egen sag i Danmark. Klageren oplyste videre, at [B] var udrejst af Afghanistan sammen med resten af familien og havde oplevet de samme hændelser, som fik resten af familien til at forlade Afghanistan. Klageren oplyste derudover, at hans familie havde indbrud, og at hans far hørte noget på taget og stod op midt om natten. Klageren og hans familie hørte kun lyden og kunne ikke se noget på grund af mørket. Klagerens far skød op i luften og ramte ved et uheld en person oppe på taget. De andre personer forlod taget. Klagerens far blev løsladt efter to dage, da politiet konstaterede, at det var et uheld. Den dræbte var kendt af politiet, idet han var fra Taliban. Klageren var på tidspunktet for hændelsen på besøg hos sin moster, [E]. Klagerens bror [B] kom om morgenen og vækkede dem hos mosteren. Klageren og hans familie tog straks tilbage til deres bopæl. En torsdag, hvor [B] besøgte nogle venner, kom han ikke hjem. Klageren og hans familie ledte efter ham i tre til fire dage. [I slutningen af 2008] fandt klagerens far [B’s] lig i et tæppe med hovedet skåret af. [B] blev begravet midt på dagen, den samme dag, som han blev fundet dræbt. Familien kørte selv [B’s] lig direkte fra bopælen til begravelsesstedet. Klageren fik to til tre epilepsi-anfald den dag og kunne ikke huske omstændighederne nærmere. Klageren oplyste ikke om sine hukommelsesproblemer til asylsagen, fordi han ikke fandt dem relevante. Liget blev ikke kørt til retslægen, som din far havde oplyst. Klageren var ikke taget med til politiet, som klageren far havde oplyst. Videre oplyste klageren, at hele familien, på nær hans ægtefælle, søster og mor deltog i begravelsen. Begravelsen tog en halv time og der var mellem 200 og 300 personer til stede. Der var ikke yderligere markeringer i forbindelse med begravelsen. Oplyst om, at klagerens far havde oplyst, at der to dage efter begravelsen blev holdt en sørgeceremoni for [B], oplyste klageren, at man i syv dage holdt sørgeperiode og dørene åbne for sørgende. Der var nære slægtninge på bopælen i syv dage efter begravelsen. På den ottende dag efter begravelsen hørte klageren og hans familie noget, der ramte vinduet. Klageren og hans familie gik ud for at se, hvad det var. Klageren og hans far gik udenfor, og klageren læste sedlen højt. Det var et trusselsbrev, hvori der stod, at de ville slå klagerens fars familie ihjel. Det var uden afsender. Klageren og hans familie forlod samme aften bopælen og tog hen til sin fars bror. Alle på bopælen tog derhen samme aften, også [D]. Klageren og hans familie blev der to overnatninger. Klageren og hans familie udrejste af Afghanistan [i starten af 2009]. Klageren var blevet bortført én gang, før han blev gift. Klageren tilføjede til sidst i samtalen [i starten af 2015], at mosteren, han besøgte, hed [F]. Den kvindelige klager oplyste under samtalen med Udlændingestyrelsen, at [D], er hendes svoger. På baggrund af samtalernes udfald besluttede Udlændingestyrelsen at gennemføre en DNA-undersøgelse, som kunne oplyse nærmere om slægtskabet mellem klageren, hans forældre samt hans bror. Resultaterne af DNA-undersøgelserne var, at [D] med en meget høj sandsynlighedsgrad er [G’s] og [H’s] søn, og at klageren med en meget høj sandsynlighedsgrad er [G’s] og [H’s] søn. Klagernes advokat bemærkede på denne baggrund, at årsagen til, at klageren ikke havde oplyst om [D] ved indrejsen, var, at [D] havde bedt ham lade være med at oplyse om ham. Udlændingestyrelsen gennemførte på ny samtaler med klagerne. Klagerne erkendte, at de havde givet urigtige oplysninger om sine familieforhold til sin asylsag, idet klagerne ikke havde oplyst, at [D] var klagerens bror. Klagerne fastholdt deres asylmotiv, hvorefter den mandlige klager og hans familie var truet af Taliban i Afghanistan. Om den mandlige klagers personlige forhold oplyste klageren, at han er gift og bor sammen med sin ægtefælle [I] og deres to mindreårige børn. Klagerens bror [D] boede i Danmark med sin ægtefælle. Klagerens forældre [G] og [H] boede i Danmark. Klageren havde deltaget i danskundervisning og havde beskæftigelse hos en skomager og som kassemand på en restaurant. Om den kvindelige klagers personlige forhold oplyste klageren, at hun er gift med sin ægtefælle [J] og deres to børn. Klagerens svoger og svigerforældre bor i Danmark. Klageren har deltaget i danskundervisning, men har ikke haft beskæftigelse i Danmark. Den 25. januar 2017 har Udlændingestyrelsen besluttet at nægte at forlænge klagernes opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, med begrundelsen at klagerne har opnået opholdstilladelse ved svig, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 2, nr. 1. Flygtningenævnet er i alt væsentligt enig i Udlændingestyrelsens afgørelser. Flygtningenævnet finder således, ligesom Udlændingestyrelsen, efter en samlet vurdering af oplysningerne i klagernes sager, at der er grundlag for at nægte at forlænge klagernes opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, med henvisning til, at klagerne har opnået opholdstilladelserne ved svig, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 2, nr. 1. Flygtningenævnet finder, at klagernes forklaringer om deres asylmotiv er utroværdige og konstruerede til lejligheden, og at klagerne bevidst og i samarbejde med de øvrige familiemedlemmer har givet urigtige oplysninger i deres asylsager, og at disse oplysninger har ført til, at klagerne er blevet meddelt asyl i Danmark. Flygtningenævnet finder, ligesom Udlændingestyrelsen, at klagernes generelle troværdighed er betydeligt svækket som følge af klagernes urigtige oplysninger om [D], hvilke oplysninger klagerne indledningsvis har fastholdt også under samtalerne i Udlændingestyrelsen i 2014. Flygtningenævnet finder, ligesom Udlændingestyrelsen, at klagerne og de øvrige familiemedlemmer på centrale punkter har afgivet divergerende og skiftende forklaringer om asylmotivet og i øvrigt andre begivenheder, hvilket Flygtningenævnet finder, bestyrker, at klagernes troværdighed er svækket, og at klagernes forklaringer om deres asylmotiv ikke kan lægges til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på de divergenser, der er anført af Udlændingestyrelsen, dog at Flygtningenævnet finder, at der ikke er divergenser af betydning for så vidt angår [B’s] navn, antallet af tyve, mosterens navn, bede- og sørgedage efter begravelsen, og hvorvidt der blev kastet en sten på eller gennem en rude, ligesom Flygtningenævnet finder, at der ikke kan lægges vægt på det, der er anført i lægejournalen om [H’s] børn. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ingen af klagerne eller de øvrige familiemedlemmer i Flygtningenævnet har forklaret særligt detaljeret om [B] og begivenheder vedrørende ham, ud over at de samstemmende har forklaret, at [B] var glad for fodbold og sit studium. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at [H] i Flygtningenævnet har forklaret, at hun har mange minder om [B], men direkte adspurgt har forklaret, at hun ikke kan huske nærmere om ham, mens hun i øvrigt har kunnet forklare detaljeret om andre forhold, der er foregået for længere tid siden. Det gør på den baggrund ingen forskel, at klagerne og de øvrige familiemedlemmer i alt væsentligt har forklaret samstemmende i Flygtningenævnet, i hvilken forbindelse bemærkes, at Flygtningenævnet finder, at det er påfaldende, at klagerne og de øvrige familiemedlemmer nu har forklaret så samstemmende og har fremhævet de samme ting vedrørende de enkelte begivenheder, hvilket efterlader det indtryk, at klagerne og de øvrige familiemedlemmer forud for mødet i Flygtningenævnet har samstemt deres forklaringer, hvorfor forklaringerne ikke fremstår som selvoplevede. Det gør endvidere ingen forskel, at der i Flygtningenævnet er fremlagt ældre fotos af familien, hvor [D] og [J] samt angiveligt [K] og [B] er på som børn. Det gør heller ingen forskel, at der er fremlagt fotos af et gravsted angiveligt for [B], i hvilken forbindelse i øvrigt bemærkes, at fødselsåret for afdøde på gravstenen er ca. fire år tidligere end det af klagerne og de øvrige familiemedlemmer oplyste fødselsår. Det gør endelig ingen forskel, at der er fremlagt fotos af angiveligt [B’s] karakterblad fra skolen, hvorved bemærkes, at det af baggrundsoplysningerne, herunder Landinfos temanotat ”Afghanistan: Tazkera, pass og andre ID-dokumenter”, udgivet 20. oktober 2016, og Udlændingestyrelsens fact finding-rapport ”Afghanistan, Country of Origin Information for Use in the Asylum Determination Process, Report from DIS’s fact-finding mission to Kabul, Afghanistan, 25 February to 4 March 2012”, fremgår, at det ifølge kilder i Afghanistan er muligt at skaffe alle typer falske dokumenter i hele Afghanistan. Flygtningenævnet finder herefter, at det ikke kan udelukkes, at klageren [J] har haft en bror ved navn [B], og at denne er afgået ved døden, men Flygtningenævnet finder, at klagerne som følge af det ovenfor anførte ikke har sandsynliggjort, at denne er død under de omstændigheder, som klagerne har anført. Flygtningenævnet finder endvidere af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen, at der ikke er grundlag for at forlænge klagerens opholdstilladelse under henvisning til de i udlændingelovens § 26, stk. 1, nævnte forhold. Herefter, og idet det af klagernes advokat om forholdene i forbindelse med klagernes forklaringer i Udlændingestyrelsen ikke kan føre til andet, stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2018/83/SHH
Nævnet stadfæstede i februar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar fra Afghanistan. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”Udlændingestyrelsen meddelte [i efteråret 2010] klagerne opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Det fremgår af den oprindelige sag, at den mandlige klager til politiets asylregistreringsrapport [fra sommeren 2010] har oplyst, at to mænd [i slutningen af 2008] forsøgte at trænge ind i klagernes hjem, og at klageren skød efter dem og slog den ene ihjel. [I slutningen af 2008] blev klagerens søn, [A], bragt til klagernes bolig med halsen skåret over og ansigtet vansiret. Klageren fik at vide af politiet, at den person, klageren havde skudt, var talibaner. Klageren udrejste af Afghanistan [i starten af 2009]. [I sommeren 2010] udfyldte den mandlige klager et familieskema. Klageren oplyste, at han havde tre børn, som hed [B], [C] og [A], og at [A] var blevet slået ihjel i Afghanistan. Om sine slægtninge i Danmark oplyste klageren, at hans søn [B] havde ophold her i landet sammen med din svigerdatter [D] og deres søn. [I sommeren 2010] udfyldte den mandlige klager et asylskema. Klageren oplyste, at der [i vinteren 2008] om aftenen var kommet tyve i klagernes hjem i Afghanistan, og at klageren skød en person, der faldt ned fra taget. [I slutningen af 2008] gik klagerens søn [A] hjem til nogle venner og kom ikke hjem. Klagerne ledte forgæves efter ham. Om morgenen [i slutningen af 2008] fandt klagerne [A] dræbt foran jeres bolig med afhugget hoved. Den 8. nat efter drabet på [A] blev der kastet en sten på klagernes rude. Om stenen var et trusselsbrev, som gjorde klageren bange. Klageren tog til sin brors bolig og udrejste [i starten af 2009] af Afghanistan med sin familie. Den mandlige klager oplyste til asylsamtalen [i efteråret 2010], at hans bopæl en nat blev besøgt af tyve. Klageren gik udenfor med sit gevær, hvor han så to til tre skygger på taget. Klageren affyrede et skud op i luften, og haglene ramte en af tyvene i ansigtet. Personen faldt ned fra taget. Personen var død. Om morgenen gik klageren til politiet, som undersøgte gerningsstedet. Klageren blev tilbageholdt i to dage. Den tredje dag blev klageren fremstillet i retten, der frikendte klageren, fordi han havde forsvaret sin familie. Klagerens søn [A] gik fredag [i slutningen af 2008] omkring klokken 21 ud for at besøge nogle venner. [A] kom dog ikke hjem. Klageren og hans familie ledte efter [A] i tre til fire dage. [I slutningen af 2008] var klageren tidligt om morgenen på vej til moskéen. Klageren fandt [A] under et tæppe. [A] havde fået skåret hovedet af. Den ottende dag om aftenen omkring klokken 20 blev der kastet en lille sten på vinduet. Om stenen var der bundet et trusselsbrev stilet til klageren, hvori der stod, at klageren ikke ville få fred, før hele hans familie var blevet slået ihjel foran øjnene på ham. Trusselsbrevet var underskrevet og stemplet som værende fra [E’s] gruppe. Klageren og hans familie overnattede i to nætter hos klagerens bror og udrejste af Afghanistan [i starten af 2009]. Den kvindelige klager henviste til den mandlige klagers asylmotiv. Udlændingestyrelsen modtog [i sommeren 2013] en henvendelse, hvori det blandt andet fremgik, at den søn, som klagerne i deres asylsager havde oplyst, var blevet slået ihjel i Afghanistan, rettelig var identisk med den herboende afghanske statsborger [F]. Det fremgik endvidere, at klagerne lige havde været i Iran, fordi [F] skulle giftes. Der blev i den forbindelse henvist til at række fotografier på [F’s] Facebook-profil, som skulle vise [F] i selskab med sin familie, herunder klagerne. Det fremgik endelig, at klagerne ikke havde nogen problemer med Taliban i Afghanistan. Udlændingestyrelsen indkaldte på denne baggrund klagerne til en samtale i Udlændingestyrelsen. Under samtalerne bestred klagerne, at de havde en søn, som hed [F], og at denne var her i landet. Klagerne oplyste, at den herboende [F] var en bekendt, som de havde mødt i Danmark. På baggrund af samtalerne med klagerne og deres familiemedlemmer besluttede Udlændingestyrelsen at gennemføre en DNA-undersøgelse med henblik på at belyse slægtsskabet mellem de pågældende. Resultaterne af DNA-undersøgelserne var, at klagerne med en meget høj sandsynlighedsgrad er forældre til [F] og [B]. Klagernes advokat har på denne baggrund bemærket at årsagen til, at klagerne ikke havde oplyst om [F] ved indrejsen, var, at [F] havde bedt klagerne lade være med at oplyse om ham. Klagernes advokat sendte endvidere en række lægelige oplysninger vedrørende den mandlige klager, hvori det i en erklæring [fra foråret 2015] er oplyst, at klageren lider af ledslidtage, gigt, forhøjet blodtryk og fedme. Udlændingestyrelsen gennemførte herefter på ny samtaler med klagerne. Under samtalerne erkendte klagerne, at de havde givet urigtige oplysninger om deres familieforhold, idet de ikke havde oplyst, at de havde en søn, der boede i Danmark. Klagerne fastholdt deres asylmotiv. Den mandlige klager har om sine personlige forhold oplyst, at han er gift og bor sammen med sin ægtefælle [G]. Klagerens to sønner, [B] og [F], bor i Danmark med deres familier. Klageren har deltaget i danskundervisning på niveau 4. Klageren har ikke været i beskæftigelse i Danmark. Klageren har et dårligt knæ og lider af gigt. Den kvindelige klager har om sine personlige forhold oplyst, at hun er gift og bor sammen med sin ægtefælle [H]. Klagerens to sønner, [B] og [F], bor i Danmark med deres familier. Klageren kan ikke lære sprog. Udlændingestyrelsen nægtede på den baggrund at forlænge klagernes opholdstilladelse [i starten af 2017], med begrundelsen at klagerne havde opnået opholdstilladelse ved svig, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 2, nr. 1. Flygtningenævnet er i alt væsentligt enig i Udlændingestyrelsens afgørelser. Flygtningenævnet finder således, ligesom Udlændingestyrelsen, efter en samlet vurdering af oplysningerne i klagernes sager, at der er grundlag for at nægte at forlænge klagernes opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, med henvisning til, at klagerne har opnået opholdstilladelserne ved svig, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 2, nr. 1. Flygtningenævnet finder, at klagernes forklaringer om deres asylmotiv er utroværdige og konstruerede til lejligheden, og at klagerne bevidst og i samarbejde med de øvrige familiemedlemmer har givet urigtige oplysninger i deres asylsager, og at disse oplysninger har ført til, at klagerne er blevet meddelt asyl i Danmark. Flygtningenævnet finder, ligesom Udlændingestyrelsen, at klagernes generelle troværdighed er betydeligt svækket som følge af klagernes urigtige oplysninger om sønnen [F], hvilke oplysninger klagerne indledningsvis har fastholdt også under samtalerne i Udlændingestyrelsen i 2014. Flygtningenævnet finder, ligesom Udlændingestyrelsen, at klagerne og de øvrige familiemedlemmer på centrale punkter har afgivet divergerende og skiftende forklaringer om asylmotivet og i øvrigt andre begivenheder, hvilket Flygtningenævnet finder, bestyrker, at klagernes troværdighed er svækket, og at klagernes forklaringer om deres asylmotiv ikke kan lægges til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på de divergenser, der er anført af Udlændingestyrelsen, dog at Flygtningenævnet finder, at der ikke er divergenser af betydning for så vidt angår [A’s] navn, antallet af tyve, mosterens navn, bede- og sørgedage efter begravelsen, og hvorvidt der blev kastet en sten på eller gennem en rude, ligesom Flygtningenævnet finder, at der ikke kan lægges vægt på det, der er anført i [G’s] lægejournal om klagernes børn. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ingen af klagerne eller de øvrige familiemedlemmer i Flygtningenævnet har forklaret særligt detaljeret om [A] og begivenheder vedrørende ham, ud over at de samstemmende har forklaret, at [A] var glad for fodbold og sit studium. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at klageren [G] i Flygtningenævnet har forklaret, at hun har mange minder om [A], men direkte adspurgt har forklaret, at hun ikke kan huske nærmere om ham, mens hun i øvrigt har kunnet forklare detaljeret om andre forhold, der er foregået for længere tid siden. Det gør på den baggrund ingen forskel, at klagerne og de øvrige familiemedlemmer i alt væsentligt har forklaret samstemmende i Flygtningenævnet, i hvilken forbindelse bemærkes, at Flygtningenævnet finder, at det er påfaldende, at klagerne og de øvrige familiemedlemmer nu har forklaret så samstemmende og har fremhævet de samme ting vedrørende de enkelte begivenheder, hvilket efterlader det indtryk, at klagerne og de øvrige familiemedlemmer forud for mødet i Flygtningenævnet har samstemt deres forklaringer, hvorfor forklaringerne ikke fremstår som selvoplevede. Det gør endvidere ingen forskel, at der i Flygtningenævnet er fremlagt ældre fotos af familien, hvor [F] og [B] samt angiveligt datteren [C] og sønnen [A] er på som børn. Det gør heller ingen forskel, at der er fremlagt fotos af et gravsted angiveligt for [A], i hvilken forbindelse i øvrigt bemærkes, at fødselsåret for afdøde på gravstenen er ca. fire år tidligere end det af klagerne og de øvrige familiemedlemmer oplyste fødselsår. Det gør endelig ingen forskel, at der er fremlagt fotos af angiveligt [A’s] karakterblad fra skolen, hvorved bemærkes, at det af baggrundsoplysningerne, herunder Landinfos temanotat ”Afghanistan: Tazkera, pass og andre ID-dokumenter”, udgivet 20. oktober 2016, og Udlændingestyrelsens fact finding-rapport ”Afghanistan, Country of Origin Information for Use in the Asylum Determination Process, Report from DIS’s fact-finding mission to Kabul, Afghanistan, 25 February to 4 March 2012”, fremgår, at det ifølge kilder i Afghanistan er muligt at skaffe alle typer falske dokumenter i hele Afghanistan. Flygtningenævnet finder herefter, at det ikke kan udelukkes, at klagerne har haft en søn ved navn [A], og at denne er afgået ved døden, men Flygtningenævnet finder, at klagerne som følge af det ovenfor anførte ikke har sandsynliggjort, at denne er død under de omstændigheder, som klagerne har anført. Flygtningenævnet finder endvidere af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen, at der ikke er grundlag for at forlænge klagerens opholdstilladelse under henvisning til de i udlændingelovens § 26, stk. 1, nævnte forhold. Herefter, og idet det af klagernes advokat om forholdene i forbindelse med klagernes forklaringer i Udlændingestyrelsen ikke kan føre til et andet resultat, stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelser.” Afgh/2018/82/SHH
Nævnet stadfæstede i februar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt tre børn fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske hazara og shia muslimer fra Daykundi, Afghanistan. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af sin far og farbrorens sønner, idet ansøgeren har krænket familiens ære ved at flygte og gifte sig med den mandlige ansøger uden at få familiens tilladelse. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til den kvindelige ansøgers asylmotiv og anført, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af sin svigerfamilie. Ansøgerne har til støtte herfor oplyst, at den kvindelige ansøger skulle tvangsgiftes med sin farbrors søn, [A], hvorfor den kvindelige ansøger var desperat for at komme væk, da vielsen var nærtstående. På et ukendt tidspunkt, men omkring en uge før ansøgernes flugt, mødte ansøgerne hinanden tilfældigt ved, at den mandlige ansøger gav den kvindelige ansøger et lift i sin bil. Den kvindelige ansøger fortalte den mandlige ansøger om tvangsægteskabet og om hendes modvilje, men hun fortalte ikke, at det var [A], som hun skulle giftes med, idet den mandlige ansøger arbejdede for [A]. Hun bad den mandlige ansøger om hjælp til enten at flygte alene eller om at flygte sammen med den mandlige ansøger. Omkring en uge efter valgte ansøgerne at flygte sammen. Flugten var ikke nærmere planlagt, men de mødtes i moskeen, hvor de flygtede op i bjergene og kom igennem områderne [Byen B], [Byen C] og [Byen D]. Fra [Byen D] tog de til den mandlige ansøgers afdødes fasters hus, hvor de overnattede. Den efterfølgende dag blev de viet på distriktskontoret i [E]-området, hvorefter de uden for kontoret blev fanget af den kvindelige ansøgers bror og farbrors sønner. De blev bagbundet og kørt hen til en stald, hvor de blev holdt indespærret og udsat for fysiske overgreb. Den kvindelige ansøgers far sagde, at de ville blive stenet den følgende dag, hvorfor den kvindelige ansøgers mor senere samme dag kom og befriede dem. Ansøgerne flygtede derfra og op i bjergene og videre til Kabul. Samme aften, som ansøgerne ankom til Kabul, rejste de videre til Iran. De kom til Iran i foråret 2009, hvor de opholdt sig uden lovligt opholdsgrundlag i seks år. Omkring seks måneder før ansøgerne udrejste fra Iran, fik den kvindelige ansøger besked fra sin mor om, at ansøgerens bror og farbrors sønner var kommet til Iran for at arbejde, og for at finde den kvindelige ansøger. Ansøgerne planlagde derefter deres udrejse og valgte i [efteråret] 2015 at udrejse fra Iran. Indledningsvis bemærkes, at Flygtningenævnet ved sin afgørelse har været opmærksom på, at ansøgerne er analfabeter, og at der er tale om hændelser, som har fundet sted for en del år siden. Flygtningenævnet ikke lægge ansøgernes forklaringer om deres asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at deres forklaringer på en række væsentlige punkter fremstår usandsynlige og konstrueret til lejligheden, ligesom de har forklaret divergerende om væsentlige elementer i deres asylmotiv. Flygtningenævnet finder således, at den kvindelige ansøgers forklaring om, at hun i desperation over at skulle tvangsgiftes med sin fætter, [A], rettede henvendelse til den mandlige ansøger, som hun kun havde set nogle få gange og opfordrede ham til at flygte med hende, forekommer usandsynlig henset til baggrundsoplysningerne om enlige kvinders forhold i Afghanistan. Flygtningenævnet finder endvidere, at den mandlige ansøgers forklaring om, at han satte sin egen sikkerhed til side for at gøre en god gerning ved at hjælpe den kvindelige ansøger fremstår utroværdig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret, at han ved ansøgernes første møde ikke ønskede at blande sig, men dog til sidst sagde, at han ville tænke over det, hvorimod han, da den kvindelige ansøger en uge efter rettede henvendelse til ham i moskeen, pludseligt var indstillet på at lade alting bag sig og flygte med den kvindelige ansøger. Flygtningenævnet har samtidig lagt vægt på, at ansøgerne begge har forklaret, at det var et tilfældigt møde i moskeen, og at de flygtede umiddelbart efter. Hertil kommer, at ansøgerne hver for sig og indbyrdes har forklaret divergerende om en række forhold. Den mandlige ansøger har forklaret divergerende om, hvordan han fik jobbet hos [A], som den kvindelige ansøger skulle giftes med. Den mandlige ansøger har således til oplysnings- og motivsamtalen detaljeret forklaret om, at han mødte den kvindelige ansøgers farbror, som er [As] far, i bazaren, og at denne ønskede, at den mandlige ansøger skulle lære [A] at køre bil, efter at [As] brødre havde været udsat for en bilulykke. Til asylsamtalen og under Flygtningenævnets behandling af sagen har den mandlige ansøger derimod forklaret, at det var [A], som han mødte, og at han ikke mødte [As] far før om aftenen hjemme hos [A]. Den kvindelige ansøger har forklaret divergerende om, hvornår hun anden gang mødte den mandlige ansøger, idet hun til oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at hun mødte den mandlige ansøger dagen efter, at hun havde fået et lift af ham, hvorimod hun under Flygtningenævnets behandling af sagen har forklaret, at der gik en uge, før de sås igen. Yderligere finder Flygtningenævnet, at ansøgernes forklaring om, at den kvindelige ansøgers mor skar dem ned, da de var ophængt i stalden, er utroværdig. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det var den kvindelige ansøgers bror, far og fætre, der havde anbragt dem i stalden med henblik på, at de skulle stenes den følgende dag, hvorfor det fremstår usandsynligt, at den kvindelige ansøgers mor skulle få lejlighed til at skære ansøgerne ned og hjælpe dem til flugt. Ansøgernes forklaring om, at den kvindelige ansøgers mor havde fået fat i den mandlige ansøgers telefonnummer i Iran og ringede til ham, fremstår utroværdig, idet ansøgerne, da den kvindelige ansøgers mor ringede til den mandlige ansøger omkring 2014, havde opholdt sig i Iran siden 2009/2010, uden at der havde været nogen kontakt mellem ansøgerne og den kvindelige ansøgers mor. Flygtningenævnet finder på denne baggrund ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2018/81/HHU
Nævnet stadfæstede i februar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte: ”Udlændingestyrelsen meddelte [i sommeren 2009] klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Det fremgår af den oprindelige sag, at klageren udfyldte asylskema samt et familieskema [i foråret 2009], hvor han oplyste, at hans forældre hedder [A] og [B], samt at hans søster hedder [C]. Det fremgår videre, at klageren til asylsamtalen [i foråret 2009] oplyste, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygtede at blive kidnappet og slået ihjel af [D’s] bande. Klageren oplyste videre, at han var blevet bortført af [D] to gange, samt at klagerens fars fætter var blevet bortført og slået ihjel af den samme bande. Klageren oplyste videre, at han blev kidnappet første gang i 2003. Klageren var blevet vækket af tre bevæbnede mænd om natten. Klageren blev kørt til et hemmeligt sted, hvor han blev udsat for vold. Klageren blev løsladt efter ni til ti dage, fordi klagerens far havde betalt en løsesum. Klageren var på hospitalet i 14 dage, hvorefter han var syg i fire måneder. Klageren har endvidere oplyst, at [D] var tidligere mujaheddiner og talibaner, hvorfor han var en meget magtfuld mand. Klagerens far var meget velhavende, idet han havde sit eget vognmandsfirma samt jord. Da klageren blev rask flyttede han og hans familie til Iran. De vendte tilbage til Afghanistan i 2006. Kort tid herefter blev klagerens fars fætter kidnappet og slået ihjel af en bande, som lagde hans afhuggede hoved foran klagerens forældres dør. Få dage efter klagerens fætters fars begravelse var klageren på vej hjem. Da klageren var på vej hjem, blev han igen kidnappet og kørt til et sted, hvor han var tilbageholdt i fem til seks nætter. Klageren blev løsladt, fordi klagerens far betalte en løsesum igen. Klageren og hans familie rejste til Iran igen. [I efteråret 2008] rejste klageren og hans familie tilbage til Afghanistan, idet de var blevet udvist af Iran. Klageren og hans familie tog ophold i Herat. En nat kom der tre personer ind i haven. Klagerens far så personerne, og var sikker på, at en af personerne var i [D’s] bande. Umiddelbart herefter flygtede klageren og hans familie fra Afghanistan. [I foråret 2009] indrejste klagerens bror og svigerinde i Danmark og søgte om asyl. De pågældende oplyste ikke, at de var i familie med klageren. De pågældende blev [i starten af 2010] meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. [I sommeren 2010] indrejste klagerens forældre i Danmark og søgte om asyl. Klagerens forældre oplyste ikke, at de var klagerens forældre. De oplyste, at de havde en søn, [E], som boede i Danmark, en søn ved navn [F], der var blevet slået ihjel i Afghanistan, samt en datter ved navn [C], der boede i Italien. [I sommeren 2013] modtog Udlændingestyrelsen en henvendelse, hvoraf fremgik, at klagerens familie ikke var forfulgt af Taliban, samt at den søn, som klagerens forældre havde oplyst var blevet slået ihjel i Afghanistan, var identisk med klageren. Det fremgik endvidere, at klageren og hans familie lige havde været i Iran, fordi klageren skulle giftes. Der blev i den forbindelse henvist til en række fotografier på klagerens Facebook-profil, hvor klageren stod sammen med sin familie. Klagerens forældre blev på baggrund heraf indkaldt til samtaler hos Udlændingestyrelsen. Klagerens forældre oplyste, at klageren ikke var deres søn, men derimod en bekendt, som de havde mødt i Danmark. Klageren blev herefter indkaldt til samtale hos Udlændingestyrelsen. Klageren fastholdt sit angivne asylmotiv, og bestred, at hans forældre opholdt sig i Danmark. Klageren oplyste videre, at navnesammenfaldet mellem de pågældendes navne og de navne, som klageren havde oplyst som sine forældres Navne, var tilfældigt, samt at han ikke havde nogen brødre. Klageren oplyste endelig, at de pågældende var klagerens bekendte, som han havde mødt i Danmark. Herefter afholdt Udlændingestyrelsen samtaler med klagerens bror og svigerinde. Klagerens bror og svigerinde oplyste, at klageren var henholdsvis deres bror og svoger. De oplyste videre, at de havde undladt at oplyse om deres tilknytning til klageren ved indrejsen i Danmark. På baggrund af samtalernes udfald besluttede Udlændingestyrelsen at gennemføre en DNA-undersøgelse, som kunne oplyse nærmere om slægtskabet mellem klageren, hans forældre samt hans bror. Konklusionen på DNA-undersøgelsen var, at klageren med meget stor sandsynlighed var søn af de ovennævnte, samt at [E] med høj sandsynlighed var klagerens bror. Klagerens advokat oplyste herefter, at klagerens asylmotiv var grundløst, samt at klageren ikke havde oplyst det rigtige asylmotiv ved indrejsen i Danmark. Klageren havde derimod været impliceret i de begivenheder som hans forældre og bror havde beskrevet som deres asylmotiv. Klageren havde oplyst et falsk motiv, fordi han havde fået at vide, at han ville få afslag på asyl, hvis han blev sat i relation til en episode, hvor klagerens far havde slået en person ihjel. Klageren var efterfølgende bange for at ændre sit asylmotiv. Klageren og hans familiemedlemmer blev herefter indkaldt til samtaler hos Udlændingestyrelsen på ny. Under samtalen erkendte klageren, at han havde givet urigtige oplysninger om sit asylmotiv ved indrejsen i Danmark. Klageren oplyste, at hans nye asylmotiv var det samme som hans forældres. Klagerens forældre havde henvist til, at klagerens far havde skudt en tyv, hvorefter klagerens bror [F] var blevet slået ihjel som hævn, samt at klageren og hans familie var blevet truet på livet af Taliban. Klageren og hans familie var udrejst sammen af Afghanistan. Klageren erkendte endvidere, at han havde afgivet urigtige oplysninger om, at han ikke var i familie med sin bror eller sine forældre. Om klagerens personlige forhold, oplyste han, at han var gift og boede sammen med sin ægtefælle, som var blevet familiesammenført til Danmark i 2014. Klageren har ikke børn. Klageren oplyste videre, at han var rejst alene til Iran for at hente sin ægtefælle i 2014. Klageren oplyste endvidere, at han var blevet uddannet som social- og sundhedsassistent [i foråret 2016]. Klageren oplyste endelig, at han havde deltaget i danskundervisning. Klagerens advokat har efter ovennævnte samtale oplyst, at klageren har oplyst, at den tyv, som hans far slog ihjel, var en person fra [G’s] gruppe, som var en del af Taliban. Klagerens advokat oplyste videre, at klageren havde været i beskæftigelse som tilkaldevikar siden [efteråret 2016]. Udlændingestyrelsen nægtede på den baggrund at forlænge klagerens opholdstilladelse [i starten af 2017], med begrundelsen at klageren havde opnået opholdstilladelse ved svig, jf. udlændingelovens 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 2. Flygtningenævnet er i alt væsentligt enig i Udlændingestyrelsens afgørelse. Flygtningenævnet finder således, ligesom Udlændingestyrelsen, efter en samlet vurdering af oplysningerne i klagerens sag, at der er grundlag for at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, med henvisning til, at klageren har opnået opholdstilladelsen ved svig, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 2, nr. 1, og at klageren ikke kan meddeles asyl på nyt grundlag efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet finder, at klageren – som erkendt af ham – bevidst har afgivet urigtige oplysninger om sit oprindelige asylmotiv, hvorfor der er grundlag for at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, med henvisning til, at klageren har opnået opholdstilladelsen ved svig, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 2, nr. 1. Flygtningenævnet finder desuden af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen, at der ikke er grundlag for at forlænge klagerens opholdstilladelse under henvisning til de i udlændingelovens § 26, stk. 1, nævnte forhold. Flygtningenævnet finder, ligesom Udlændingestyrelsen, endvidere, at klagerens forklaring om sit nye asylmotiv er utroværdig og konstrueret til lejligheden, at klageren bevidst og i samarbejde med de øvrige familiemedlemmer har givet urigtige oplysninger i sin asylsag, og at klagerens forklaring om sit nye asylmotiv er utroværdig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet finder, ligesom Udlændingestyrelsen, at klagerens generelle troværdighed er betydeligt svækket som følge af klagerens oprindelig urigtige oplysninger om sit asylmotiv, hvilke oplysninger klageren indledningsvis har fastholdt også under samtalen i Udlændingestyrelsen i 2014. Flygtningenævnet finder, ligesom Udlændingestyrelsen, at klageren og de øvrige familiemedlemmer på centrale punkter har afgivet divergerende og skiftende forklaringer om asylmotivet og i øvrigt andre begivenheder, hvilket Flygtningenævnet finder, bestyrker, at klagerens troværdighed er svækket, og at klagerens forklaring om sit asylmotiv ikke kan lægges til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på de divergenser, der er anført af Udlændingestyrelsen, dog at Flygtningenævnet finder, at der ikke er divergenser af betydning for så vidt angår [F’s] navn, antallet af tyve, mosterens navn, bede- og sørgedage efter begravelsen, og hvorvidt der blev kastet en sten på eller gennem en rude, ligesom Flygtningenævnet finder, at der ikke kan lægges vægt på det, der er anført i lægejournalen om [B’s] børn. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at hverken klageren eller de øvrige familiemedlemmer i Flygtningenævnet har forklaret særligt detaljeret om [F] og begivenheder vedrørende ham, ud over at de samstemmende har forklaret, at [F] var glad for fodbold og sit studium. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at [B] i Flygtningenævnet har forklaret, at hun har mange minder om [F], men direkte adspurgt har forklaret, at hun ikke kan huske nærmere om ham, mens hun i øvrigt har kunnet forklare detaljeret om andre forhold, der er foregået for længere tid siden. Det gør på den baggrund ingen forskel, at klageren og de øvrige familiemedlemmer i alt væsentligt har forklaret samstemmende i Flygtningenævnet, i hvilken forbindelse bemærkes, at Flygtningenævnet finder, at det er påfaldende, at klageren og de øvrige familiemedlemmer nu har forklaret så samstemmende og har fremhævet de samme ting vedrørende de enkelte begivenheder, hvilket efterlader det indtryk, at klageren og de øvrige familiemedlemmer forud for mødet i Flygtningenævnet har samstemt deres forklaringer, hvorfor forklaringerne ikke fremstår som selvoplevede. Det gør endvidere ingen forskel, at der i Flygtningenævnet er fremlagt ældre fotos af familien, hvor han og [E] samt angiveligt søsteren [C] og broren [F] er på som børn. Det gør heller ingen forskel, at der er fremlagt fotos af et gravsted angiveligt for [F], i hvilken forbindelse i øvrigt bemærkes, at fødselsåret for afdøde på gravstenen er ca. fire år tidligere end det af klageren og de øvrige familiemedlemmer oplyste fødselsår. Det gør endelig ingen forskel, at der er fremlagt fotos af angiveligt [F’s] karakterblad fra skolen, hvorved bemærkes, at det af baggrundsoplysningerne, herunder Landinfos temanotat ”Afghanistan: Tazkera, pass og andre ID-dokumenter”, udgivet 20. oktober 2016, og Udlændingestyrelsens fact finding-rapport ”Afghanistan, Country of Origin Information for Use in the Asylum Determination Process, Report from DIS’s fact-finding mission to Kabul, Afghanistan, 25 February to 4 March 2012”, fremgår, at det ifølge kilder i Afghanistan er muligt at skaffe alle typer falske dokumenter i hele Afghanistan. Flygtningenævnet finder herefter, at det ikke kan udelukkes, at klageren har haft en bror ved navn [F], og at denne er afgået ved døden, men Flygtningenævnet finder, at klageren som følge af det ovenfor anførte ikke har sandsynliggjort, at denne er død under de omstændigheder, som klageren har anført. Herefter, og idet det af klagerens advokat om forholdene i forbindelse med klagerens forklaring i Udlændingestyrelsen ikke kan føre til et andet resultat, stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2018/81/SHH
Nævnet stadfæstede i februar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tadjik og sunni muslim af trosretning fra [byen], Herat, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive dræbt af Taliban. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at Taliban har fået til opgave at slå ansøgeren ihjel af ældrerådet i ansøgerens område. Det er besluttet af ældrerådet, fordi de mener, at ansøgeren har samarbejdet med amerikanerne. Ældrerådet mistænkte ansøgeren for at samarbejde med amerikanerne. En dag, hvor ansøgeren var på arbejde i Herat, ringede hans far og bad ham om at komme hjem, fordi hans mor var syg. Det viste sig imidlertid, at ansøgerens far allerede var blevet taget af Taliban, og han var blevet truet til at ringe til ansøgeren for at få ansøgeren hjem […]. Ansøgeren tog bussen hjem samme dag, men undervejs blev han stoppet i bussen af Taliban. Taliban tog ansøgeren med hen til et hus, hvor de tilbageholdt ham resten af natten. Det lykkedes imidlertid ansøgeren at undslippe Taliban ved at grave jorden væk under døren, hvorefter han kravlede gennem hullet. Ansøgeren tog derefter til Herat, hvor hans moster boede. Ansøgerens mosters ægtefælle fortalte ansøgeren, at hans far allerede var blevet taget af Taliban, og at ældrerådet havde besluttet, at ansøgeren skulle slås ihjel. Ansøgerens mosters ægtefælle hjalp derfor ansøgeren med at udrejse af Afghanistan den næste dag. Efter ansøgerens udrejse af Afghanistan har ansøgeren talt med sin far, som blev løsladt af Taliban igen. Et flertal i nævnet finder, at ansøgeren har forklaret konsistent om sit asylmotiv. På den baggrund finder flertallet ikke tilstrækkelige holdepunkter for at tilsidesætte ansøgerens asylmotiv som usandsynligt. Flertallet vurderer derfor, at ansøgeren vil være omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Nævnet finder imidlertid, at ansøgeren kan henvises til at tage ophold i Kabul eller Mazar-e-Sherif som internt flugt alternativ. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens konflikt med ældrerådet må anses for en lokal forankret konflikt. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren er en ung og arbejdsduelig mand med en håndværksmæssig uddannelse uden helbredsmæssige problemer. På den baggrund finder nævnet, at det må anses for rimeligt at henvise ansøgeren til at tage ophold de nævnte steder. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2018/80/SMLA
Nævnet stadfæstede i januar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia muslim fra Ghazni-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af sin ven [A]s far, idet faren beskylder ansøgeren for at være skyld i drabet på [A]. Ansøgeren har også henvist til, at han ved en tilbagevenden frygter, at Taliban vil slå ham ihjel, idet ansøgeren har solgt bøger med kristent indhold og film med pornografisk indhold. Endvidere har ansøgeren henvist til, at han frygter, at de afghanske myndigheder vil fængsle, torturere og retsforfølge ham, idet han har solgt de ovenfornævnte bøger og film, hvilket er forbudt at sælge i Afghanistan. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at han åbnede sin butik, efter han var gået ud af syvende klasse. I butikken solgte han kontorartikler og bøger, herunder kristne bøger. I butikken arbejdede også ansøgerens ven, [A]. Fire-fem måneder efter ansøgeren havde åbnet sin butik, begyndte han at sælge film med pornografisk materiale. Ansøgeren gemte dem under disken i sin butik og solgte dem kun, når folk spurgte efter dem. Efter at have solgt filmene i omkring otte måneder, modtog ansøgeren en dag et trusselsbrev, som var tapet fast på døren til butikken. Brevet var skrevet på pashto, hvorfor ansøgeren ikke kunne læse brevet, men han kunne læse på overskriften, at det var fra Taliban. Ansøgeren tog et billede af brevet og smed originalen ud. Samme dag mødte [A] ikke på arbejde. Ved tolvtiden kom [A]s far ind i butikken og skældte ansøgeren ud og sagde, at [A] ikke måtte arbejde i butikken igen. [A] mente dog ikke, at hans far skulle bestemme det, hvorfor [A] fortsatte sit arbejde i butikken. 12-13 dage efter modtagelsen af trusselsbrevet var ansøgeren nede i klubben, hvorfor [A] skulle lukke butikken. Pludselig kom ansøgerens fars ven, [B], ind i klubben og sagde, at ansøgeren skulle skynde sig at følge med ham. Da de kom hjem til [B], fortalte han ansøgeren, at [A] var blevet halshugget på vej hjem fra butikken. [B]s søn oversatte trusselsbrevet, hvori der stod, at ansøgeren skulle stoppe med at sælge vantro bøger og upassende film, og hvis han ikke stoppede salget inden for ti dage, ville Taliban halshugge ham. Ansøgeren overnattede hos [B], og dagen efter rejste han til Herat. Her overnattede han i sin fars butik, hvorefter han kom i kontakt med en menneskesmugler, som hjalp ham ud af Afghanistan omkring to uger efter. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgeren på flere punkter har forklaret divergerende, og idet væsentlige dele af ansøgerens forklaring ikke fremstår sandsynlig og fremstår konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvem der introducerede ham for de pornografiske film, som han solgte i sin butik. I asylsamtalen [fra vinteren] 2016 har ansøgeren oplyst, at leverandøren, der solgte ham kontorartikler, var den samme som introducerede ham for de pornografiske film. Til asylsamtalen [i vinteren] 2017 har ansøgeren forklaret, at firmaet, der solgte ham kontorartikler, var [D], mens hans leverandør af de pornografiske film var [C]. Under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at [C] ud over pornografiske film også solgte lidt kontorartikler til ansøgeren, men at ansøgeren i øvrigt købte kontorartikler hos [D]. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende omkring salget af religiøse bøger i hans butik. Til asylsamtalen den [i vinteren] 2016 har ansøgeren forklaret, at han i forbindelse med at [B]s søn oversatte trusselsbrevet fra Taliban til [B] fortalte, at de bøger, ansøgeren solgte i butikken, var bøger om kristendommen, om Jesus og Jomfru Maria, og at det var informationsbøger, og at han ikke missionerede for kristendommen. Til asylsamtalen [i vinteren] 2017 har ansøgeren oplyst, at han ikke læste bøgerne i sin butik, og at han var uvidende om, at det var kristne bøger, han solgte. Under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at han ikke var klar over, at det var kristne bøger, han solgte, og forespurgt hvor mange han solgte af disse bøger, forklarede ansøger, at det var 10-15 % af bøgerne, han solgte. Flygtningenævnet bemærker, at nævnet finder ansøgerens forklaring om, at ansøgeren uden at vide det solgte bøger med blandt andet kristent indhold, for usandsynlig, ligesom Flygtningenævnet finder det usandsynligt, at ansøgeren havde kristne bøger stående frit fremme i sin butik og solgte disse. Flygtningenævnet finder det endvidere usandsynligt, at ansøger solgte pornografiske film fra sin butik, og at det var kendt i området, at han gjorde dette, henset til hans forklaring om, at myndighederne jævnligt var på besøg i butikken, og at det var strafbart, og også henset til ansøgerens unge alder på dette tidspunkt. Flygtningenævnet finder det endvidere usandsynligt, at ansøgeren ikke straks fik oversat trusselsbrevet, henset til hans forklaring om, at han kunne se, at brevet var fra Taliban. Flygtningenævnet finder det endeligt usandsynligt, at ansøgeren inden for et døgn blev eftersøgt af lokalbefolkningen og [A]s far, samt at Taliban opsøgte ansøgerens bopæl to gange, samtidig med at [B] var bekendt med alt dette. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2018/8/SSM
Nævnet stadfæstede i februar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk uzbek og sunni muslim af trosretning fra [landsbyen], Samangan, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive dræbt af [T], en højtstående politisk person, som ønskede, at ansøgeren slog [O] ihjel, og som beskyldte ansøgeren for at være involveret i, at hans onkel, [A], blev slået ihjel. Ansøgeren frygter også at blive dræbt af [O], som ligeledes var en højtstående politisk person, der ville have ansøgeren til at dræbe [T]. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans far blev slået ihjel [i sommeren 2011]. Hans far var medlem af partiet Jombeshe Mili Islami. [A] var medlem af samme parti, men han ønskede ikke, at ansøgerens far blev valgt til parlamentet. [A] havde advaret ansøgerens far flere gange, efter han blev bekendt med, at ansøgerens far ville stille op til parlamentsvalget. [A] tilbød ansøgerens far, at han kunne blive borgmester, hvis han trak sit kandidatur til parlamentet tilbage. Dette accepterede ansøgerens far. Ansøgerens far blev fundet bevidstløs og skadet i en bil og døde efterfølgende af sine kvæstelser. Ansøgeren anmeldte drabet på sin far til myndighederne, men de kunne ikke hjælpe med at opklare sagen. Ansøgeren forsøgte at finde ud af, hvad der var sket med hans far. Han kontaktede [O]. [O] fortalte, at det var [T] og [A], der stod bag drabet på ansøgerens far. [O] tilbød ansøgeren at skaffe våben og hjælpe økonomisk, så han kunne slå [A] ihjel, men ansøgeren ønskede ikke selv at slå ham ihjel. Ansøgeren ville have, at [O] slog ham ihjel. Efter et stykke tid blev ansøgeren indkaldt til et møde hos [AN], som var medlem af samme parti som [O]. Han sagde til ansøgeren, at hvis ikke ansøgeren slog [A] ihjel, så ville han selv blive slået ihjel. Ansøgeren blev dernæst kontaktet af [T], som sagde, at det var [O], der havde slået ansøgerens far ihjel. [T] sagde, at hvis ikke ansøgeren slog [O] ihjel, så ville han selv blive slået ihjel. Nogle dage efter blev ansøgeren kontaktet af hans mosters søn, [J], som arbejdede for [T]. [J] fortalte ansøgeren, at han ville blive opsøgt på hans bopæl, og derfor tog ansøgeren hjem til en ven. Ansøgerens bopæl blev opsøgt, og der blev spurgt efter ansøgeren. Natten efter den første opsøgning blev ansøgerens bopæl igen opsøgt. Ansøgeren var ikke hjemme. Natten efter anden opsøgning valgte ansøgeren at tage hjem, fordi han ikke regnede med, at han ville blive opsøgt igen. Ansøgeren blev alligevel opsøgt. Ansøgeren nåede at flygte, inden mændene kom ind i deres hus. Ansøgerens familie blev låst inde i et rum, og ansøgerens søster blev voldtaget og dræbt. Ansøgeren kom hjem om morgenen og fandt dem. Ansøgeren sov derefter tre nætter i skoven. Ansøgeren var hjemme om dagen til en mindeceremoni for sin søster. Han udrejste af Afghanistan [i sommeren 2014]. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgerens forklaring fremstår bemærkelsesværdig. Forklaringen findes dog i et vidt omfang at skulle ses i lyset af, at centrale dele af ansøgerens asylmotiv kan afledes af drabet på hans far, og at han som følge heraf i vidt omfang har forklaret om forhold, som han ikke selv har oplevet. På den baggrund finder Flygtningenævnet ikke fuldt tilstrækkelige holdepunkter for at tilsidesætte ansøgerens forklaring. Uanset om ansøgeren måtte have sandsynliggjort sit asylmotiv, finder Flygtningenævnet imidlertid, at ansøgeren kan henvises til at tage ophold i Kabul, Herat eller Mazar-e-Sherif. Flygtningenævnet har ved denne vurdering lagt vægt på, at ansøgeren har en 14-årig skoleuddannelse, og har haft fast arbejde i hjemlandet. Ligeledes har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgeren er en yngre mand uden helbredsproblemer. På den baggrund finder Flygtningenævnet, at det må anses for rimeligt at henvise ansøgeren til at tage ophold i en af de nævnte provinser. Nævnet finder derfor ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2018/79/SMLA
Nævnet meddelte i februar 2018 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren har oplyst, at han er pashtun og kristen, samt at han, som sin far, er afghaner. Han er imidlertid født i Iran, hvor han har boet sammen med sine forældre indtil omkring [sommeren] 2015, hvor familien flyttede til Afghanistan. Han har ikke været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af medlemmer af en familie i Afghanistan, som hans far har haft en konflikt med. Da han er konverteret, frygter han tillige at blive dræbt af Taliban, lokale indbyggere, myndighederne eller sin fars nevø, [A]. Ansøgeren har herved henvist til, at han har haft interesse for kristendommen siden 2011, hvor han var stofmisbruger, og en mullah havde afvist at hjælpe ham. En ven og arbejdskollega, [B], fortalte, at han var kristen. [B] gav ham en bibel på farsi. De talte sammen om kristendommen, og de var også to gange i en huskirke i 2011, hvor han blev døbt af en præst. Kort efter blev huskirken ifølge [B] lukket af myndighederne. [B] sagde, at flere af dem, der kom i huskirken var blevet arresteret. Ansøgerens nye tro havde hjulpet ham til at blive stoffri, og han fortsatte efter lukningen med at praktisere sin tro ved at læse biblen og bede. Han mistede sin bibel i 2013 hos en pige, der vidste, han var konverteret. Han blev hos pigen endvidere udsat for et overgreb af to mænd, der bl.a. voldtog ham. Han har stadig brændemærker efter overfaldet. Hans mor vidste, han da havde en bibel. Måske var det hans morbror, der havde arrangeret overfaldet. Som følge heraf har han i Danmark været hos psykolog mange gange. Ansøgerens far var som 15-årig flygtet fra Afghanistan til Iran, da han i forbindelse med en jordkonflikt uagtsomt var kommet til at slå en person ihjel i landsbyen […] i Wardak provinsen. Da familien omkring 30 år senere, i [sommeren] 2015, blev deporteret til Afghanistan, tog familien ophold i […], hvor faren stadig havde et hus. Ansøgeren selv flyttede dog til Kabul, hvor han havde fået arbejde. I sensommeren 2015 kom ukendte mænd til boligen i landsbyen. De pågældende dræbte hans eneste søster, sårede hans mor og kidnappede hans far. Han formoder, at faren nu er død. Moderen døde på vej til et hospital i Kabul. Ansøgeren går ud fra, at det er brødrene til den person, faren kom til at slå ihjel, der er ansvarlig for angrebet. Ansøgeren deltog i begravelsen i [landsbyen]. Han spurgte ikke nogen i landsbyen om overfaldet, herunder hvem der havde begået det. Dagen efter sagde flere i landsbyen, at det var farligt for ham at blive. Han tog derfor tilbage til Kabul. To dage senere så en arbejdskollega, [C], at han gjorde korsets tegn og beskyldte ham for at være kristen. Som følge heraf forlod ansøgeren omgående sin bopæl og udrejste hurtigt illegalt til Pakistan. Han mistede sin iranske dåbsattest under transport fra Tyrkiet til Grækenland. Efter udrejsen oplyste ansøgerens fars nevø [A] under telefonsamtale, at han havde hørt, at man stræbte efter ansøgeren. Under senere telefonsamtale sagde [A], at [C] havde fortalt ham, at ansøgeren var kristen. Det havde [C], ifølge [A], informeret Taliban og de lokale i landsbyen om. [A] sagde til ansøgeren, at han ville slå ham ihjel, hvis han fik fat på ham. Ansøgeren er i Danmark blevet døbt på ny den [nærmere angiven dato i foråret] 2016. Han har her i landet, som det fremgår af skriftlige erklæringer, deltaget i en række kirkelige aktiviteter og sammenkomster. Han har en åben facebook-profil med sin danske dåbsattest og mange kristne tekster. En del af hans over 700 venner er fra Afghanistan. Nogle af ”vennerne” har truet ham på grund af hans religion. Han har taget screenshot af mindst en af truslerne. Det er vigtigt for ham at deltage i kristne sammenhænge. Han vil forsøge at hjælpe dem, der har syndet. Det vil han i givet fald også gøre i Afghanistan. Han vil også i Afghanistan leve et aktivt kristent liv i selskab med trosfæller, og han vil også i Afghanistan så godt han kan følge det kristne missioneringspåbud, f.eks. via facebook. Hverken befolkningen, Taliban eller myndighederne vil acceptere dette. Flygtningenævnet finder ikke, det er sandsynliggjort, hvad der var årsag til overfaldet på familien samt at dette vil indebære, at ansøgeren derefter er i risiko for at blive udsat for overgreb. For så vidt angår konversionen i Danmark bemærker Flygtningenævnet, at ansøgeren har udvist et stort kendskab til biblen og kristne læresætninger, samt at han i nævnet på overbevisende måde har sandsynliggjort, at han reelt er konverteret til kristendommen, og at han i givet fald i Afghanistan vil fortsætte med at leve et aktivt kristent liv, samt at det må påregnes, at dette vil blive bemærket af omgivelserne. Nævnet finder herefter, at der er reel risiko for, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan vil blive udsat for forfølgelse på grund af sin tro. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Afgh/2018/78/MJM
Nævnet stadfæstede i februar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tadjik og sunni-muslim fra landsbyen, [A], i Maidan Wardak-provinsen i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive udsat for overgreb af Taliban, idet han har modsat sig at samarbejde med dem. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at Taliban har stor indflydelse i ansøgerens hjemby. På et tidspunkt opsøgte Taliban familiens bopæl for at rekruttere ansøgeren. Faren foreviste en lægeerklæring, hvoraf det fremgik, at ansøgeren var alvorligt syg, hvilket Taliban accepterede. Omkring to dage senere kom Taliban tilbage. Ansøgeren var ikke til stede, men da han kom hjem, fik han af sin far at vide, at han fremover ikke måtte gå ud og lege, idet Taliban var efter ham. To-tre uger senere opsøgte 17-20 talebanere bopælen. Faren og ansøgerens ældste bror, [C], gik ud for at tale med dem. Omkring 15 minutter senere hørte ansøgeren skud, og han og hans næsteældste bror, [B], gik udenfor, hvor de så, at faren og [C] var blevet slået ihjel. Talbanerne fortalte ansøgeren og [B], at de to-tre dage senere skulle placere en dunk under en bro, og at de ville få en fjernbetjening, som de skulle bruge til at detonere dunkens indhold. Talebanerne fortalte videre, at de ville slå dem ihjel, hvis ikke de indvilgede i at samarbejde, ligesom de havde slået deres far og bror ihjel. Talebanerne forlod bopælen og fortalte, at de ville komme tilbage to-tre dage senere for at gennemføre bombeangrebet. Ansøgeren og hans familie udrejste af Afghanistan, før Taliban kom tilbage. Flygtningenævnet bemærker indledningsvis, at Flygtningenævnet ikke finder grundlag for at hjemvise sagen til Udlændingestyrelsen til fornyet aldersvurdering af ansøgeren. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at Flygtningenævnet ved afgørelse af [begyndelsen af] 2018 har taget stilling til ansøgerens klage over Udlændingestyrelsens afgørelse af [sommeren] 2017 om ansøgerens alder. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at der ikke for Flygtningenævnet er fremkommet nye oplysninger, der kan begrunde en fornyet aldersvurdering. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren, der er født i [sommeren] 2001 og således er mindreårig, er tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylbehandling. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om konflikten med Taleban fremstår bemærkelsesværdig, divergerende og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet finder det bemærkelsesværdigt, at Taliban mødte op på ansøgerens bopæl to gange for at rekruttere ansøgeren uden at anvende tvang, og at Taliban derefter mødte op på ny nogle uger senere for nu at rekruttere ansøgernes far og ældste bror, og at talebanerne valgte at skyde ansøgerens far og bror, da disse nægtede. Det forekommer også bemærkelsesværdigt, at talebanerne skød ansøgerens far og ældste storebror, fordi de nægtede at placere bomben, men ikke ansøgers næstældste storebror, der også nægtede at placere bomben. Flygtningenævnet finder det endvidere bemærkelsesværdigt, at der mødte hele 17-20 talebanere op på bopælen for at få familien til at anbringe en bombe. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at det fremgår af Flygtningenævnets baggrundsmateriale, at Talibans rekruttering af medlemmer primært sker på frivillig baggrund, og at rekrutteringen ikke er karakteriseret ved direkte vold eller tvang. Flygtningenævnet finder det endvidere bemærkelsesværdigt, at Taliban de første to gange kun var interesseret i at rekruttere ansøger og ikke ansøgers far eller brødre, ligesom det forekommer bemærkelsesværdigt, at talebanerne kom igen efter nogle få dage, når ansøgers far havde vist dem dokumentation for, at ansøger var syg. Flygtningenævnet har herudover lagt vægt på, at ansøgeren har afgivet divergerende forklaringer om episoden, hvor Taliban møder op med bomben. Ansøgeren har således til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at talebanerne ønskede, at hans far skulle opbevare dunken med sprængstof på bopælen, og at hans far afviste at opbevare dunken, hvorefter faren og ansøgerens bror blev slået ihjel, mens ansøgeren til asylsamtalen har forklaret, at hans far og bror [C] skulle sprænge bomben, som var i dunken. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at talebanerne viste ansøgerens bror [B] indholdet i sækken, og at ansøgeren ikke så indholdet, mens ansøgeren til asylsamtalen har forklaret, at hverken han eller [B] fik lov til at se i sækken, hvor bomben blev opbevaret. Flygtningenævnet har desuden lagt vægt på, at ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at sækken, hvori bomben var placeret, var hvid og lavet af garn eller tråde, at bomben i sækken var placeret i en gul dunk, og at han ikke selv så dunken med bomben, men at talebanerne viste den til [B], mens ansøgeren til asylsamtalen har forklaret, at han så en gul dunk i en hvid sæk, at han kunne se gennem sækken, fordi den var gennemsigtig, og at der i sækken med dunken desuden lå nogle ledninger, som var røde, sorte og blå. Flygtningenævnet har herudover lagt vægt på, at ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at han ikke så fjernbetjeningen til bomben, mens han til asylsamtalen har forklaret, at han så lederen for talebanerne stå med en sort fjernbetjening i hånden. På den baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgerens forklaring om sit asylmotiv er konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2018/77/SOL
Nævnet stadfæstede i februar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt et mindreårig barn fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne, et ægtepar, er etniske tadjik og sunni muslimer fra [by] i Baghlan, Afghanistan. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive dræbt af sikkerhedstjenesten i Afghanistan. Han har også henvist til, at han frygter at blive dræbt af to provinsrådsmedlemmer. Han har endelig henvist til, at han frygter at blive dræbt af Taliban. Han har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at rådet i Baghlan provinsen, Taliban og sikkerhedstjenesten har et gensidigt samarbejde. Den mandlige ansøger har videre oplyst, at han arbejdede som tolk for det spanske militær fra slutningen af 2009 til starten af 2011. Han arbejdede som tolk for de amerikanske styrker i seks måneder i 2011 og fra slutningen af 2012 til [vinteren] 2014. I løbet af 2013 og i begyndelsen af 2014 blev ansøgeren, som følge af sit arbejde for de udenlandske styrker, et par gange opsøgt af maskerede personer. Ansøgeren stoppede derfor med at arbejde for de udenlandske styrker. Fra [foråret] 2014 til [foråret] 2015 arbejdede han for Klagekommissionen. Derefter begyndte han at arbejde for Valgkommissionen, hvor han var ansat til sin udrejse af Afghanistan. Omkring [dato] 2014 kom provinsrådsmedlem¬merne, [J] og [S], hjem til ansøgeren, og bad ham om hjælp til at få flest stemmer, ved at ansøgeren skulle undlade at afvise de stemmer, som de havde fået forfalsket. De tilbød at betale ansøgeren alle de penge eller biler, som han måtte ønske sig, for dette. Ansøgeren afslog dette tilbud. Efter valget fjernede ansøgeren de forfalskede stemmer. Ansøgeren blev igen opsøgt af de to provinsrådsmedlemmer, idet de ville have ham til at lægge de forfalskede stemmer tilbage. Ansøgeren afviste dem igen og satte stemmerne i karantæne i Kabul. De to provinsrådsmedlemmer tog herefter til Kabul for at få frigivet de forfalskede stemmer. Grundet korruptionen i Afghanistan lykkedes det dem at få gjort stemmerne gyldige, og de vandt derfor valget. Ca. 1,5 måned efter valget opsøgte [J] ansøgeren igen. Han sagde til ansøgeren, at du skulle have accepteret deres tilbud, idet det ville have gjort det meget nemmere. Han sagde også til ansøgeren, at ansøgeren skulle passe på sig selv og sin ægtefælle, idet han vidste, hvor de arbejdede og færdedes. Ansøgeren blev ikke opsøgt af de to provinsrådsmedlemmer igen. [Sommeren] 2015 blev ansøgerens bopæl opsøgt af ukendte maskerede personer. De sagde til ansøgerens far, at ansøgeren var stoppet med at arbejde for amerikanerne, men nu arbejdede ansøgerens ægtefælle sammen med amerikanerne og videregav informationer til dem, hvilket de sagde, at hun skulle stoppe med. Under denne episode var ansøgerens ægtefælle i Kabul, idet hun modtog behandling for tuberkulose. Samme dag blev ansøgerens ægtefælle opsøgt i Kabul. Hun blev antastet i Kabul tre gange i alt. De første to gange spurgte en taxachauffør til hendes ærinde på hospitalet, og den tredje blev hun forsøgt tvunget ind i en bil, hvilket dog blev forhindret af nogle forbipasserende mænd. [Vinteren] 2015 udbetalte de spanske myndigheder en bonus til ansøgeren på 9.500 euro. Efter ansøgeren havde modtaget bonussen, kom der maskerede personer til ansøgerens bopæl. Personerne sagde til ansøgerens far, at de ville tale med ansøgeren, og at han skulle udlevere ansøgeren til dem. De tog derefter afsted igen. Den næste aften, omkring midnat, kom der nogle folk fra sikkerhedstjenesten. De bankede på døren og spurgte efter ansøgeren. Ansøgerens far sagde til dem, at han ikke var hjemme. De gennemsøgte huset og fandt ansøgeren i stalden, hvorefter de tog ansøgeren med. Ansøgeren blev tilbageholdt af sikkerhedstjenesten, som slog ham og spurgte ham, hvorfor han havde modtaget pengene. Ansøgeren forklarede dem, at han havde modtaget pengene som en gave fra spanierne. Ansøgeren blev løsladt den følgende morgen. To dage efter, [vinteren] 2015, blev ansøgerens bopæl opsøgt igen. Det var folk på motorcykler, som bankede hårdt på døren. Ansøgeren og hans ægtefælle flygtede ud i markerne, hvor de gemte sig, indtil de fortsatte mod ansøgerens bror, [R], i Kabul, hvor de ankom ved 11-12 tiden om dagen. Samme aften ringede ansøgerens anden bror, [Ra], til [R] og sagde, at ansøgeren skulle tage af sted med det samme, idet ukendte maskerede personer havde været på hans bopæl for at lede efter ansøgeren. Ansøgeren ved ikke, hvorfor han blev opsøgt, idet de, der opsøgte ansøgeren, ikke gav ham en begrundelse for, hvorfor de opsøgte ham. Ansøgeren har oplyst, at det både kan skyldes hans konflikt med provinsrådsmedlemmer, og at han modtog en bonus. [R] kørte derefter ansøgeren og hans ægtefælle til busterminalen. Imens ringede [Rs] kone til ham og fortalte, at nogle fremmede havde været på bopælen og spørge efter ansøgeren. Ansøgeren og hans ægtefælle begyndte derefter jeres udrejse af Afghanistan. Ansøgeren har også oplyst, at hans familie i Baghlan er blevet opsøgt to gange siden hans udrejse af Afghanistan. Første gang var det ukendte maskerede personer, og anden gang var det uniformerede personer. De spurgte efter ansøgeren og truede med at dræbe ham. Ansøgerens bror, [Ra], er ligeledes blevet opsøgt to gange efter ansøgerens udrejse af Afghanistan. Den første gang blev han opsøgt af ukendte maskerede personer, og den anden gang blev han opsøgt af myndighederne. De ukendte personer og myndighederne spurgte efter ansøgeren og sagde, at de ville tale med ansøgeren. Ansøgerens bror er herefter flyttet, og er siden da ikke blevet opsøgt. [Vinteren] 2016 blev ansøgerens svigerfar slået ihjel af ukendte personer på ansøgerens families bopæl i Baghlan. Ansøgerens familie i Baghlan er ikke blevet opsøgt siden drabet på hans svigerfar. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at hendes ægtefælle bliver fængslet af sikkerhedstjenesten i Afghanistan. Den kvindelige ansøger har også henvist til, at hun frygter, at hun eller hendes ægtefælle bliver dræbt af to provinsrådsmedlemmer. Ansøgeren har endelig henvist til, at hun frygter, at hun eller hendes ægtefælle bliver dræbt af Taliban. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hendes ægtefælle arbejdede som tolk for de amerikanske styrker. [Vinteren] 2014 blev deres hjem opsøgt af Taliban. Mændene præsenterede sig ikke, og de sagde ikke, at de var fra Taliban. De sagde til ansøgerens svigerfar, at hendes ægtefælle skulle stoppe med at arbejde for amerikanerne, ellers ville de slå ham ihjel. Ansøgerens ægtefælle stoppede derefter med at arbejde for amerikanerne. Da ansøgerens ægtefælle stoppede sit arbejde for amerikanerne, fik han lov til at være i fred. Fra [foråret] 2014 til [foråret] 2015 arbejdede ansøgerens ægtefælle for Klagekommissionen. Han begyndte herefter at arbejde for Valgkommissionen, hvor han var ansat til deres udrejse af Afghanistan. Omkring [foråret] 2014 kom provinsrådsmedlemmerne, [J] og [S], hjem til dem, og bad ansøgerens ægtefælle om hjælp til at få flest stemmer, ved at han skulle undlade at afvise de stemmer, som de havde fået forfalsket. De tilbød at betale ansøgerens ægtefælle alle de penge eller biler, som han måtte ønske sig, for dette. Ansøgerens ægtefælle afslog dette tilbud. [J] kom efterfølgende en gang under valget, hvor ansøgerens ægtefælle fortsat ikke ville hjælpe ham. Efter valget kom [J] for tredje gang, hvor han konfronterede ansøgerens ægtefælle med, at han ikke havde hjulpet ham med at vinde valget. Han sagde i den forbindelse, at han kunne få ram på ansøgeren og hendes ægtefælle. Fra [vinteren] 2015 til [sommeren] 2015 boede ansøgeren i Kabul hos sin svoger, [Ra], fordi hun modtog behandling for tuberkulose på et amerikansk hospital i Kabul. En dag i [sommeren] 2015, hvor ansøgeren kørte med linjebil til hospitalet, spurgte chaufføren hende, hvad hun skulle. Ansøgeren oplyste, at hun skulle på hospitalet, hvortil chaufføren bemærkede, at der ikke lå et hospital det pågældende sted. Dagen efter skulle ansøgeren igen på hospitalet. Ansøgeren så chaufføren igen. Han spurgte ansøgeren, om hun kom der alene hver dag, og hvad hendes ægtefælle lavede. Ansøgeren oplyste, at hun fik medicin, og at hendes ægtefælle var tolk. Dagen efter igen ændrede ansøgeren sin rute til hospitalet. Da hun kom ud fra hospitalet, ventede chaufføren med sin bil ude foran. Han forsøgte at tvinge ansøgeren ind i bilen, men nogle mennesker hjalp hende, og chaufføren stak af. Ansøgeren flyttede derefter fra din ene svoger, [Ra], til din anden svoger, [R]. Ansøgeren blev også væk fra hospitalet. Samme dag, som ansøgeren blev forsøgt tvunget ind i bilen, blev hendes svigerfar opsøgt af maskerede personer på ansøgerens bopæl. Personerne sagde, at de vidste, at ansøgeren spionerede for amerikanerne, og at hun skulle stoppe med det, ellers ville hendes liv være i fare. Kort tid efter fik ansøgeren sin sidste behandling og de sidste vaccinationer. [Sommeren] 2015 tog ansøgeren tilbage til sin bopæl. [Vinteren] 2015 fik hendes ægtefælle udbetalt en bonus på 9.500 euro af de spanske myndigheder. Efterfølgende kom nogle personer med tildækkede ansigter på deres bopæl, hvor de spurgte efter ansøgerens ægtefælle. Den efterfølgende dag kom der nogle folk fra sikkerhedstjenesten på deres bopæl. De tog ansøgerens ægtefælle med til afhøring, hvor han blev slået, og de spurgte til hans arbejde for de spanske styrker. Efterfølgende, muligvis [vinteren] 2015, blev deres bopæl igen opsøgt. Ansøgeren og hendes ægtefælle flygtede ud i markerne, hvor de gemte sig, indtil de fortsatte mod ansøgerens svoger, [R], i Kabul. Under deres ophold ved [R] ringede ansøgerens anden svoger, [Ra], og fortalte, at nogle maskerede personer havde været på hans bopæl og spurgt efter ansøgerens ægtefælle. Ansøgeren udrejste sammen med sin ægtefælle [vinteren] 2015. Ansøgeren har også oplyst, at hendes svigerfar er blevet opsøgt to gange siden deres udrejse af Afghanistan. Han er blevet opsøgt af henholdsvis ukendte maskerede personer og af sikkerhedstjenesten. Ansøgerens svoger er også blevet opsøgt efter deres udrejse. [Vinteren] 2016 blev ansøgerens far slået ihjel af ukendte personer på ansøgerens ægtefælles families bopæl i Baghlan. Endelig har ansøgerens oplyst, at hun formoder, at sønnen til provinsrådsmedlemmet, [J], har meldt hende og hendes ægtefælle til Taliban. Flygtningenævnet kan lægge dele af ansøgernes forklaringer til grund. Nævnet lægger således til grund, at den mandlige ansøger i perioden fra 2009 til begyndelsen af 2014 arbejdede som tolk for udenlandske styrker, herunder spanske og amerikanske styrker, og at han ophørte hermed efter at have modtaget trusler i begyndelsen af 2014, hvorefter truslerne ophørte. Flygtningenævnet finder imidlertid af samme grunde, som Udlændingestyrelsen har anført, at der er tale om et afsluttet forhold, og at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de er i fare for overgreb som følge af disse forhold. Flygtningenævnet kan ikke lægge forklaringerne om, at den mandlige ansøger blev opsøgt tre gange i anledning af provinsrådsvalget i 2014 af to provinsrådsmedlemmer, der ønskede hans hjælp til at snyde med valgresultatet til grund. Nævnet finder, at forklaringerne er utroværdige og konstrueret til lejligheden. Nævnet lægger herved vægt på, at den mandlige ansøger har forklaret divergerende om, hvornår han blev opsøgt af de to provinsrådsmedlemmer, og hvornår henvendelserne fandt sted i forhold til valget. Til oplysnings- og motivsamtalen [foråret] 2016 forklarede ansøgeren, at provinsrådsmedlemmerne første gang kom hjem til ansøgeren omkring [dato] 2014, og at de efter valget var overstået kom hjem til ham for anden gang, samt at et af provinsrådsmedlemmerne, [J], kom hjem til ansøgeren efter [sommeren] 2014. Til asyl-samtalen [vinteren] 2014 forklarede han, at de to provinsrådsmedlemmer første gang kom hjem til ansøgeren [dato] 2014, og at de kom igen efter omkring 10 dage, og at valget fandt sted præcis 36 dage efter det andet besøg. Til samme samtale forklarede ansøgeren, at valget fandt sted [dato] 2014. Det stemmer imidlertid ikke med ansøgerens forklaring til gensamtalen [vinteren] 2017. Her forklarede ansøgeren, at han blev opsøgt af provinsrådsmedlemmerne inden valget, og at de opsøgte ham igen omkring 4 dage efter valget blev afholdt, og efter ansøgeren havde erklæret stemmerne ugyldig, men inden genoptællingen af stemmerne fandt sted. Til gensamtalen forklarede han, at [J] tredje gang, han kom, havde sin søn og bodyguards med. For nævnet har han forklaret, at det hver gang var [J] og [S], der kom. Flygtningenævnet finder, at den mandlige ansøgers forklaring er divergerende på så væsentlige punkter, at nævnet ikke kan lægge forklaringen til grund. Flygtningenævnet lægger ved vurderingen af forklaringen også vægt på, at den mandlige ansøger har forklaret afglidende og upræcist på konkrete spørgsmål om, hvordan arbejdet i valg- og klagekommissionerne var organisteret samt på spørgsmål vedrørende valget og dettes gennemførelse. Endvidere kan Flygtningenævnet ikke lægge den kvindelige ansøgers forklaring om, at hun i Kabul [sommeren] 2015 to gange i en linjebil/taxa blev spurgt ind til sit ærinde på det amerikanske hospital, og at ansøgerens svigerfars bopæl samme dag blev opsøgt af maskerede personer, der meddelte svigerfaren, at hendes ægtefælle var stoppet med at arbejde for amerikanerne, og at hun skulle stoppe med at videregive informationer til amerikanerne. Nævnet lægger herved vægt på, at forklaringen ikke har fremstået troværdig, og på at det er bemærkelsesværdigt, at svigerfarens bopæl skulle være blevet opsøgt af maskerede mænd samme dag, henset til at den kvindelige ansøger ikke oplyste personen i linjebilen/taxaen om, hvor svigerfaren og hendes ægtefælle boede. Nævnet lægger videre vægt på, at hun har forklaret divergerende om det kidnapningsforsøg, hun var udsat for. Hun har således forklaret til oplysnings- og motivsamtalen [foråret] 2016, at chaufføren forsøgte at tvinge hende ind i bilen. Til gensamtalen [vinteren] 2017 forklarede hun, at chaufføren tog fat i hendes hånd og forsøgte at trække hende ind i bilen. For nævnet har hun derimod forklaret, at chaufføren sagde, at hun skulle hoppe ind i bilen, og at der var to andre personer sammen med ham, som tog fat i hende og forsøgte at tvinge hende ind i bilen. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge til grund, at den mandlige ansøgers bopæl i [vinteren] 2015 skulle være blevet opsøgt af maskerede personer og sikkerhedstjenesten. Nævnet finder, at ansøgernes forklaring herom fremstår utroværdig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet lægger ved vurderingen af den mandlige ansøgers forklaring vægt på, at ansøgeren – som anført af Udlændingestyrelsen – har forklaret divergerende om, dels hvornår ansøgerens bopæl blev opsøgt af sikkerhedstjen¬esten/efterretningstjenesten, dels hvor mange gange bopælen blev opsøgt inden udrejsen. Nævnet lægger videre vægt på, at den mandlige ansøger har forklaret divergerende om forløbet, efter sikkerheds¬tjenesten løslod ham. Til oplysnings- og motivsamtalen forklarede ansøgeren, at han efter løsladelsen valgte at blive hjemme fra arbejde den pågældende dag og dagen efter. Til asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at han ikke kunne møde på arbejde den dag, han blev løsladt, men at han tog på arbejde dagen efter. Yderligere lægger Flygtningenævnet vægt på, at den kvindelige ansøger har forklaret divergerende om sine iagttagelser den aften efterretningstjenesten arresterede den mandlige ansøger. Til asylsamtalen [vinteren] 2016 forklarede hun, at ægtefællen blev taget af ukendte personer, at hendes svigerfar vidste, at de var fra sikkerhedstjenesten, fordi han kunne genkende deres biler, og at hun ikke selv på noget tidspunkt så personerne fra efterretningstjenesten. For nævnet har hun forklaret, at hun så personerne fra efterretningstjenesten, som havde uniformer på. Flygtningenævnet lægger videre vægt på, at den kvindelige ansøger til sin oplysnings- og motivsamtale forklarede, at hverken hun eller andre familiemedlemmer var blevet opsøgt på grund af hendes forhold siden [sommeren] 2015, og at hun i den forbindelse ikke forklarede om, at hendes og ægtefællens bopæl blev opsøgt [vinteren] 2015, selvom det var nærliggende henset til disse hændelsers betydning for ansøgernes asylmotiv. Nævnet lægger af samme grund også vægt på, at den kvindelig ansøger ikke til oplysnings- og motivsamtalen forklarede, at ægtefællen havde været tilbageholdt af sikkerhedstjenesten. Flygtningenævnet er opmærksom på, at den kvindelige ansøger har oplyst, at hun ikke fik lejlighed at forklare sig. Ansøgerens forklaring på disse punkter er imidlertid centrale for ansøgernes asylmotiv, og nævnet finder, at ansøgerens forklaring ikke kan føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet finder herefter, at ingen dele af ansøgernes forklaringer om det asylmotiv, der opstod [vinteren] 2015 og angiveligt ledte til deres udrejse af Afghanistan, kan lægges til grund. Den generelle sikkerhedssituation i Afghanistan kan ifølge de foreliggende baggrundsoplysninger ikke i sig selv føre til, at ansøgerne meddeles opholdstil¬ladelse. På denne baggrund og efter en samlet vurdering af ansøgernes forklaringer, finder Flygtningenævnet, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgning omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelser.” Afgh/2018/76/KAA
Nævnet stadfæstede i februar og 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af sin familie, herunder særligt sine farbrødre, idet han har nægtet at indgå et arrangeret ægteskab med en af sine farbrødres døtre. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at hans familie havde besluttet, at han skulle giftes med sin farbrors datter, [A]. Ansøgeren ønskede ikke dette og aftalte derfor med sin far, at han ville vente med at blive gift, til at han var færdig med sin uddannelse i Indien. Under sit ophold i Indien mødte han kvinden, [B], som han blev forelsket i. Ansøgeren og [B] blev gift [i begyndelsen af] 2011. Et til halvanden år efter blev han kontaktet af sin bror, som fortalte, at han mistænkte, at ansøgeren var blevet gift, hvilket ansøgeren senere bekræftede. Senere blev ansøgeren også kontaktet af sin familie, som insisterede på, at ansøgeren skulle tage tilbage til Afghanistan, idet han skulle giftes med [A]. Ansøgeren begyndte at frygte, at hans farbror ville rejse til Indien for at få fat i ham. Ansøgeren og [B] rejste derfor til Usbekistan, hvor hun kom fra. Efter et par dage i Usbekistan blev de nødt til at rejse tilbage til Indien, idet [B`s] bror ikke kunne acceptere deres ægteskab. [B] havde nemlig ikke søgt sin brors tilladelse til at indgå ægteskab med ansøgeren, hvorfor hendes bror blev vred og overfaldt ansøgeren. Omkring en uge efter deres ankomst til Indien, blev ansøgeren ringet op af sin bror, som oplyste, at han var kommet til Indien og befandt sig på ansøgerens tidligere adresse. Sammen ringede de til deres far, som fortalte, at familien havde accepteret ansøgerens ægteskab med [B]. Ansøgerens far inviterede ved denne lejlighed ansøgeren og [B]til Kabul med henblik på, at familien kunne afholde en bryllupsfest. Ansøgeren accepterede sin fars invitation og rejste to dage senere til Afghanistan med sin bror. Da han kom til sit hjem i Afghanistan, blev han mødt af sine farbrødre, [C] og [D], som udsatte ham for fysiske overgreb. Ansøgeren blev blandt andet slået i hovedet, sparket i lang tid og spærret inde i sin farbrors kælder i to-tre dage, hvor hans farbrødre forsøgte at tvinge ham til at acceptere at indgå ægteskabet med [A]. I farbrorens kælder blev ansøgeren slået mange gange og bundet til en stol, hvor han fik elektriske stød. Ansøgeren nægtede at gifte sig med [A]. Efter to-tre dage ankom ansøgerens bror til farbrorens bopæl. Broen blev vred, da han indså, hvilken tilstand ansøgeren befandt sig i. Situationen udviklede sig til et slagsmål mellem ansøgerens bror og farbrødre. Ansøgeren hørte, at der blev affyret to skud. Omkring 20 minutter senere kom ansøgerens bror og fortalte, at Saied havde skudt sin datter [A]. Derefter tog ansøgeren til sin ven [E], der tog ansøgeren med til en politistation for at anmelde farbrødrene. Politiet afslog at hjælpe, idet de sagde, at der var tale om en familiekonflikt. Samme nat udrejste ansøgeren af Afghanistan. Efter sin udrejse har ansøgeren fået at vide, at hans bror er blevet slået ihjel af [D]. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet forklaringen forekommer usandsynlig, konstrueret til lejligheden og dermed utroværdig. Flygtningenævnet finder, at det forekommer usandsynligt, at ansøgeren frivilligt skulle rejse tilbage til Afghanistan fra Indien efter, at han havde indgået ægteskab med [B] henset til, at han har forklaret, at han tænkte, at farens invitation var en fælde, og at han ikke troede, at faren mente det, når han sagde, at han accepterede ægteskabet mellem ansøgeren og [B], ligesom han forklarede, at han frygtede sin egen familie. Flygtningenævnet finder endvidere, at det forekommer utroværdigt, at ansøgerens onkel – efter ansøgerens formodning – skulle have skudt sin egen datter for at redde familiens ære for derefter at køre hende til hospitalet, men at han ikke skød ansøgeren, der efter sin egen forklaring befandt sig i samme hus indespærret i kælderen. Flygtningenævnet bemærker herved, at ansøgeren på dette tidspunkt efter sin forklaring to gange havde afslået at gifte sig med kusinen. Flygtningenævnet finder endvidere, at det forekommer påfaldende, at ansøgerens bror, der kom til rummet 20 minutter efter skudepisoden, inden for dette tidsrum havde fået oplysning om, at kusinen var død på vej til hospitalet. Nævnet bemærker endvidere, at det forekommer påfaldende, at ansøgeren ikke har været i stand til at oplyse, hvornår han fik at vide, at han skulle giftes med [A] udover, at det var før, at han rejste til Indien. Det forekommer hertil lidet sandsynlig, at ansøgeren kunne opholde sig i Indien fra [slutningen af] 2012, hvor han afsluttede sin bachelor, og indtil [begyndelsen af] 2015, hvor han kom ind på en overbygning, alene fordi universitetet hjalp ham ved at give ham en blanket, hvoraf fremgik, at han stadig læste, så han kunne få fornyet sit visum, fordi de godt kunne lide ham. Nævnet finder endelig, at det forekommer utroværdigt, at ansøgeren og [B] rejste til Usbekistan for at bo der permanent uden at have undersøgt ægtefællens families og navnlig hendes brors holdning til deres ægteskab, henset til, at ægtefællen ikke forinden havde fået sin brors tilladelse til ægteskabet og til, at broren ifølge ægtefællen ikke kunne lide folk fra Afghanistan. Nævnet finder således samlet set ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller risikere at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh2018/75/AZU
Nævnet stadfæstede i januar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tadjik og sunni muslim fra Herat, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter den magtfulde [Z], der tilhører en mafiagruppering, fordi ansøgerens bror [R] har haft et forhold til [Zs] datter. Ansøgeren frygter derudover for sin fremtid i Afghanistan, hvis han vender tilbage, fordi han mistede en del af sit ben i en bombe i 2011, og derfor går med benprotese. Ansøgeren har til støtte for asylmotivet nærmere oplyst, at broren [R] i 2014 fortalte ham, at han havde et hemmeligt forhold til [Zs] datter. Ansøgeren ved ikke, hvad hun hed. Omkring midten af 2015 besluttede [Z], at hans datter skulle bortgiftes til en anden mand, og i den forbindelse fandt [Z] ud af, at [R] havde et forhold datteren. [R] og datteren forsøgte at flygte, men de blev tilbageholdt i Herat lufthavn. Ansøgeren blev kontaktet af [R], som fortalte ham, at han var tilbageholdt af lufthavnspolitiet, fordi de ikke ville udlevere ham til [Z]. Senere kørte ansøgeren til lufthavnen. [R] havde aftalt med den vagthavende officer, at bilen kunne komme helt ind på lufthavnsområdet, så [R] kunne komme uset ud i den. [R] gemte sig i taxaen, og på den måde lykkedes det dem at slippe uset væk fra lufthavnen, selvom [Z] havde placeret 50-60 af sine folk omkring lufthavnen. Ansøgeren og [R] tog hen til deres søster, hvor de overnattede. Den næste dag udrejste de legalt til Iran. Dette var [vinteren] 2015. Ansøgeren har om sit asylmotiv i det hele henvist til broren, [Rs], asylmotiv, og at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i samme risiko som [R], fordi han har hjulpet ham. Flygtningenævnet har i broren [Rs] sag stadfæstet Udlændingestyrelsens afgørelse med følgende begrundelse: ”… Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om det oprindelige asylmotiv til grund, idet forklaringen har været usandsynlig, udbyggende og divergerende, herunder divergerende fra broren, [Ss], forklaring på en række centrale punkter, hvorfor den i det hele forekommer konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har forklaret, at han sammen med sin faster, arrangerede, at [Su] skulle flygte hjemmefra, hvilket forekommer usandsynligt henset til, at fasteren var gift med [Z], der var en kendt og indflydelsesrig kriminel samt henset til, at [Su] ca. en uge forinden var blevet gift med den søn, [Z] havde med en af sine andre koner. Det forekommer endvidere mindre sandsynligt, at ansøgeren skulle have været i stand til at skjule [Su] i forældrenes hus, uden at de opdagede det, ligesom det ikke er sandsynligt, at [Z] og hans folk ikke straks ledte efter [Su] på ansøgerens bopæl navnlig set i lyset af, at ansøgeren kort forinden havde friet til [Su], der ønskede at gifte sig med ham og ikke [Zs] søn. Det bemærkes i samme forbindelse, at ansøgeren har forklaret, at [Su] opholdt sig i ansøgerens families hus i tre nætter, hvorimod hans bror [S] i sin asylsamtale har forklaret, at det kun var en enkelt nat, og at [S] først under nævnsmødet har forklaret, at der rettelig var tale om tre nætter. Det bemærkes endelig, at det forekommer usandsynligt, at ansøgeren var i stand til at slippe væk fra lufthavnen, der var omringet af [Zs] folk, der var bevæbnede, alene ved at dukke hovedet ned. Ansøgeren har under mødet i nævnet erkendt, at flere af oplysningerne, han har givet i asylskemaet, ikke er korrekte, og at han blandt andet har forklaret, at faren til den pige, han ville giftes med, var kommandant i Taleban, for at gøre det mere spændende. Efterfølgende har han forklaret, at [Z] og hele hans familie rent faktisk var en del af Taleban, hvilket han imidlertid ikke har forklaret noget om, hverken første gang han blev spurgt hertil under nævnsmødet, eller i forbindelse med de tidligere samtaler med Udlændingestyrelsen. Ansøgeren har også forklaret, at han har udfyldt skemaet forkert med hensyn til oplysningerne om, at kommandanten i lufthavnen var en af hans fars venner, og at den pågældende sendte ham til Kabul. Ansøgeren har forklaret divergerende med hensyn til, om [Su] er datter af hans fasters mand [Z], eller om hun er datter af [Zs] bror, [L]. I asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at han solgte sin lastbil for 20.000 dollars, hvorimod han under nævnsmødet har forklaret, at han solgte den for 14.000 dollars. Efter at han blev foreholdt divergensen under mødet i nævnet, forklarede han, at broren [S] også solgte sin bil, og gav ham pengene, hvilket er baggrunden for divergensen. Ansøgeren har videre forklaret, at det var [S], der bragte pengene ud i lufthavnen til at betale lufthavnskommandanten med. Broren, [S] har derimod forklaret, at han aldrig har haft en bil, ligesom han har forklaret, at hans rolle var at hente [R] i lufthavnen, og at han ikke overbragte penge. Såvel ansøgerens som broren, [Ss] forklaringer under nævnsmødet om, at ansøgerens ven [M] var med i lufthavnen for at hente ham, har været udbyggende. De har endvidere begge forklaret divergerende i forhold til de tidligere samtaler med hensyn til, om det var en taxa eller en privat bil, de kørte i fra lufthavnen, ligesom de har forklaret indbyrdes divergerende med hensyn til, om [R] skjulte sig på bilen bagsæde eller i bagagerummet, da han blev hentet fra lufthavnen. Flygtningenævnet kan herefter ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han har en konflikt med [Z] og dennes familie til grund, ligesom nævnet heller ikke kan lægge til grund, at myndighederne har rejst en sag mod ansøgeren for at have haft et udenomsægteskabeligt forhold til [Su]. I relation til det sidste bemærkes, at ansøgeren ikke under nævnsmødet, da han blev spurgt til, hvad han frygtede ved en tilbagevenden til Afghanistan, har nævnt frygten for myndighederne, før han blev foreholdt sin tidligere forklaring om, at myndighederne havde udstedt en arrestordre på ham. Om den del af ansøgerens asylmotiv, der vedrører konversionen bemærkes, at det først er i advokatindlægget, at ansøgeren har forklaret om sin interesse for kristendommen, også selvom han under nævnsmødet har forklaret, at han allerede umiddelbart efter indrejsen i Danmark begyndte at interessere sig for andre trosretninger, og at han begyndte at gå i kirke, allerede da han var på asylcentret i Thisted. Ansøgeren har endvidere haft svært ved at redegøre for sin kristne overbevisning og de overvejelser, der har ført til, at han har valgt at frasige sig sin muslimske tro. Ansøgeren har endvidere udvist et endog meget begrænset kendskab til kristendommen. Nævnet kan derfor ikke lægge til grund, at ansøgerens konversion er reel og et udtryk for en reel indre overbevisning om at ville leve som kristen. Flygtningenævnet kan herefter ikke lægge til grund, at ansøgeren har været forfulgt ved udrejsen, eller at han ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer forfølgelse eller overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. …” I konsekvens af, at Flygtningenævnet har afvist broren [Rs] forklaring om asylmotiv, kan Flygtningenævnet heller ikke lægge til grund, at ansøgeren har været forfulgt ved udrejsen, eller at han ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer forfølgelse eller overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. afgh/2018/74/KAA
Nævnet stadfæstede i februar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim af trosretning fra Nangarhar-provinsen Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved tilbagevenden til Afghanistan frygter Taliban og ISIL. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans far arbejdede som chauffør for regeringsansatte. Omkring otte-ni måneder inden ansøgerens udrejse blev ansøgerens fars bil undersøgt af ISIL. Ansøgeren har også oplyst, at hans far en dag fik besked på at stoppe sit arbejde som chauffør for regeringsansatte, ellers ville Taliban slå ham ihjel. Omkring en uge efter denne episode blev der skudt mod ansøgerens fars bil. Ansøgerens far har ligeledes modtaget et trusselsbrev fra Taliban. To-tre dage efter at ansøgerens far fik trusselbrevet, udrejste ansøgeren fra Afghanistan sammen med sin far og sine to lillebrødre. Ansøgerens blev væk fra sin familie på rejsen til Danmark. Flygtningenævnet tiltræder, at ansøgeren er tilstrækkeligt moden til at gennemgå en asylsagsbehandling. Flygtningenævnet har i vurderingen heraf lagt vægt på, at ansøgeren under nævnsmødet har svaret relevant på de stillede spørgsmål, og at han har været i stand til at forklare om sit asylmotiv og sin baggrund. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at selv om der er en række forhold, ansøgeren ikke har kunnet redegøre nærmere for, herunder om faderens arbejde, indholdet af et brev, detaljerne i en skudepisode og den tidsmæssige sammenhæng, må der tages hensyn til ansøgerens alder og til, at ansøgeren ikke selv har overværet episoderne. Ansøgeren har imidlertid under nævnsmødet forklaret udbyggende om en central del af sit asylmotiv, idet ansøgeren har oplyst, at hans far – og passagererne i bussen – blev standset og tilbageholdt, og at faderen flygtede efter 6 dages tilbageholdelse. Ansøgeren har ikke tidligere forklaret om denne episode, der efter det oplyste medførte, at ansøgeren i faderens fravær var alene hjemme med lillebrødrene, og uden at kende faderens skæbne. Flygtningenævnet finder ligeledes, at det forekommer usandsynligt, at Taliban, efter at ansøgerens far angiveligt flygtede fra en lejr, alene sendte faderen et trusselsbrev om, at han skulle holde op med at arbejde for myndighederne. Flygtningenævnet kan derfor ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at hans far har en asylbegrundende konflikt med Taliban eller Islamisk Stat. Ansøgeren har videre forklaret, at han aldrig selv er blevet kontaktet af eller har talt med Taliban eller Islamisk Stat, at han aldrig har set sidstnævnte, og at han ikke har nogen konflikter. Det forhold, at Taliban er til stede i ansøgerens hjemområde er ikke i sig selv asylbegrundende, og de generelle forhold i Afghanistan er ikke af en sådan karakter, at dette i sig selv er asylbegrundende. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”afgh/2018/73/TBP
Nævnet stadfæstede i februar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tajik og sunni-muslim af trosretning fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af den mullah, som har sendt ansøgeren i koranskole. Herudover frygter ansøgeren Taliban, idet mullahen samarbejder med Taliban. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at mullahen bad ansøgeren om at komme i moskeen en nat. Herefter blev ansøgeren og fire andre drenge kørt til en religiøs skole. Ansøgeren opholdte sig på skolen i omkring 2½ måneder. Ansøgeren modtog religiøs undervisning, gjorde rent i køkkenet og hjalp kokken, [MS]. [MS] fik hjerteanfald en dag, og ansøgeren hjalp ham. [MS] lovede ansøgeren, at han ville fortælle ansøgeren nogle ting om skolen. Efter en uge fik ansøgeren fortalte af [MS], at ansøgeren og nogle andre drenge ville blive sendt til Taliban, hvor de skulle udføre selvmordsaktioner. [MS] kendte ansøgerens far og vil hjælpe ansøgeren væk fra skolen. Efter nogle dage fik [MS] overtalt kommandanten til at lade ansøgeren komme med ud for at handle og bære ting. [MS] talte med en person i en butik i bazaren og afleverede ansøgeren til denne person. Ansøgeren fik at vide, at personen ville hjælpe ham ud af Afghanistan. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund, idet han har forklaret divergerende om centrale dele af sit asylmotiv, ligesom forklaringen forekommer usandsynlig og konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har til asylsamtalen og under nævnsmødet forklaret, at [MS] ikke havde kontakt med ansøgerens far, inden han arrangerede ansøgerens udrejse, mens ansøgeren i sit asylansøgningsskema har skrevet, at [MS] og ansøgerens far havde kontakt, at [MS] havde aftalt med ansøgerens far, at ansøgeren skulle udrejse af landet, og at de havde planlagt, at han skulle rejse til et andet land. Videre har ansøgeren forklaret divergerende om, hvorvidt der på den religiøse skole blev talt om selvmordsaktioner, senest under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at det skete hver fredag, mens han under tidligere samtaler har forklaret, at det skete en gang eller af og til. Det fremstår usandsynligt, at [MS], der efter ansøgerens forklaring under nævnsmødet også selv ville udrejse af landet, ikke udrejste sammen med ansøgeren, efter at have hjulpet ham væk fra skolen, ligesom det forekommer usandsynligt, at [MS], som kok hos Taliban, har kunnet finansiere ansøgers rejse til Europa. De generelle forhold i Afghanistan er ikke af en sådan karakter, at dette i sig selv kan medføre opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2018/72/TBP
Nævnet stadfæstede i januar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni muslim fra landsbyen […] i Paktia-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban og ISIL. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at hans far omkring 2005 begyndte at arbejde for et udenlandsk firma, der dengang hed [A]. Noget tid herefter blev ansøgerens morbror tilbageholdt af Taliban i fire-fem dage. Efter tilbageholdelsen videregav morbroren en besked fra Taliban til ansøgerens far om, at han skulle stoppe med at arbejde for amerikanerne. Skete dette ikke, ville de halshugge ham, hvis de fik fat i ham. Firmaet skiftede senere navn til [B]. Ansøgeren begyndte selv at arbejde for firmaet i 2008 som håndværker. Både ansøgeren og hans far stoppede med at arbejde for firmaet, da det projekt, de var en del af, blev færdigt i 2011. Et par år senere udrejste ansøgerens far til Iran. Ansøgeren udrejste selv af Afghanistan i [efteråret] 2015. Ansøgerens morbror er blevet tilbageholdt af Taliban op til flere gange, idet ansøgeren også begyndte at arbejde for det udenlandske firma. Ældrerådet talte i den forbindelse med Taliban og sagde, at de kun skulle gå efter personer, der selv arbejdede for udenlandske virksomheder, og ikke vedkommendes familie eller slægtninge. Ansøgerens morbror blev herefter ikke tilbageholdt yderligere af Taliban, men de fortsatte med at fremsætte trusler om, at de ville slå ansøgeren, hans far og bror, […], ihjel, fordi de arbejdede for henholdsvis amerikanerne og myndighederne. Da ansøgerens familie fortalte Taliban, at de ikke længere arbejdede for [B], sagde Taliban, at de skulle komme tilbage og arbejde for dem. Endvidere har ansøgeren til støtte for sit asylmotiv forklaret, at hans familie har fortalt ham, at ISIL er kommet til hans hjemegn efter hans udrejse. Flygtningenævnet finder at kunne lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet det dog bemærkes, at Flygtningenævnet ikke finder at kunne lægge ansøgerens forklaring under nævnsmødet om, at Taliban efter Udlændingestyrelsens afslag på ansøgerens asylansøgning igen skulle have opsøgt ansøgers morbror, til grund. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved at opholde sig i Afghanistan er i konkret og individuel risiko for at blive udsat for overgreb af Taliban eller ISIL. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at Talibans trusler mod ansøgerens familie ikke har givet anledning til personlige problemer for ansøgeren. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at det er længe siden, at ansøgeren arbejdede for [B], hvor han arbejdede fra 2008-2011, og han havde en underordnet stilling i firmaet og kun var 15-18 år gammel, da han arbejdede i firmaet. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren gennem hele sin opvækst og frem til sin udrejse opholdt sig i provinsen Paktia, og at ansøgeren først udrejste i [efteråret] 2015. Samlet set finder Flygtningenævnet således ikke, at ansøgeren, der må anses som helt uprofileret i forhold til Taliban, skulle være i Talibans søgelys. Det forhold, at ISIL er kommet til stede i provinsen efter ansøgerens udrejse, fører ikke til en ændret vurdering. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2018/7/SSM
Nævnet stadfæstede i februar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia muslim fra Ghazni, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter Taliban. Han har også henvist til, at det er meget usikkert i hans hjemområde, fordi både Taliban og ISIL er til stede i området. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans forældre har modtaget et brev fra Taliban, hvor der stod, at de ville rekruttere ham til Taliban. Ansøgerens forældre mente derfor, at hans liv var i fare, og at han var nødt til at udrejse af Afghanistan. Ansøgeren rejste derfor først til sin morbror i Kabul, hvor han opholdt sig i en uge, inden han udrejste fra Afghanistan. Ansøgerens forældre er kort efter ansøgeren forlod sin landsby blevet slået ihjel af Taliban, formentlig fordi Taliban ikke kunne finde ansøgeren. Ansøgeren har som nyt asylmotiv oplyst, at han går til kristendomsundervisning, interesserer sig for kristendommen og ønsker at blive døbt på et tidspunkt. Ansøgeren har også oplyst, at han som følge af, at han bærer en ørering med form som et kors vil blive slået ihjel, hvis han vender tilbage til Afghanistan. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgerens familie har modtaget et brev fra Taliban, hvori Taliban angiver, at de vil have, at ansøgeren slutter sig til dem. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke har kunnet give nogen nærmere forklaring om indholdet af brevet, ligesom det ikke forekommer troværdigt, at ansøgeren ikke selv har set brevet, idet ansøgerens forældre angiveligt er analfabeter, mens ansøgeren kan læse. Hertil kommer, at det fremgår af nævnets baggrundsmateriale, herunder Landinfos temanotat af 29. juni 2017 ”Afghanistan: Rekruttering til Taliban”, at Taliban fortsat er en hovedsagelig pashtunsk bevægelse, og at rekruttering til Taliban ikke kendetegnes af tvang, trusler og vold, idet tvungen rekruttering er undtagelsen. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge til grund, at ansøgerens familie er blevet dræbt af Taliban mens ansøgeren opholdt sig hos sin morbror i Kabul. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren først har forklaret herom under mødet i nævnet, idet ansøgerens forklaring om, at han først har fået oplysningen umiddelbart forud for nævnsmødet ikke forekommer troværdig. Flygtningenævnet kan således ikke lægge til grund, at ansøgeren er konkret og individult efterstræbt af Taliban. Ansøgerens generelt begrundede frygt for Taliban, herunder for eventuel tvangsrekruttering, kan heller ikke føre til, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han har behov for international beskyttelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, jf. herved ligeledes Landinfos temanotat af 29. juni 2017 ”Afghanistan: Rekruttering til Taliban”. Flygtningenævnet finder endelig ikke, at det kan tillægges asylretlig betydning, at ansøgeren de seneste 2-3 måneder har været i kirke en gang om ugen, idet nævnet ikke kan lægge til grund, at der er tale om en reel konversion til kristendommen. Nævnet her herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke har kunnet give en plausibel forklaring på, hvorfor han har valgt kristendommen, ligesom han under nævnsmødet alene udviste et særdeles begrænset kendskab til kristendommen. Det forhold, at ansøgeren bærer en ørering udformet som et kors kan ikke føre til en ændret vurdering og kan ikke i sig selv give grundlag for asyl. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2018/69/smla
Nævnet stadfæstede i februar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia muslim fra [byen], Ghazni, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har i asylansøgningsskemaet som asylmotiv anført, at en magtfuld kommandant havde bedt om ansøgerens søsters hånd. Da kommandanten blev afvist, blev både ansøgeren og hans familie udsat for vold, og ansøgeren flygtede, fordi han var bange for at blive slået ihjel. Ansøgeren har under samtalerne i Udlændingestyrelsen oplyst, at det ikke var sandt, hvad han skrev i skemaet og har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at han vil blive udsat for trusler og overgreb, fordi der går rygter om, at han er homoseksuel. Han frygter også, at hans familie vil slå ham ihjel. Endelig frygter han de generelle forhold i Afghanistan. Ansøgeren har til støtte asylmotiv oplyst, at han som 7-8 årig så sin fætter og kusine omfavne hinanden, hvorefter han fortalte det til alle i lokalområdet. Fætteren brød sig ikke om dette og fortalte folk, at ansøgeren var en bøssekarl og godt kunne lide at have sex med mænd. Fætteren fortalte også, at han havde udført et seksuelt overgreb på ansøgeren. Da ansøgeren blev ældre oplevede han, at folk i hans lokalområde sagde ubehagelige og uanstændige ting til ham, og at han havde et dårligt ry som følge af de rygter, som hans fætter havde spredt om ham. En person truede også ansøgeren gentagne gange med en kniv, fordi han ville have, at ansøgeren skulle udføre seksuelle ydelser for ham. Personen slog ansøgeren og truede med at kidnappe ham. To personer, [E] og [A], slog og truede ansøgeren på livet, fordi de ønskede, at han skulle udføre seksuelle ydelser for dem. Ansøgeren fik det dårligt psykisk på grund af rygterne, chikanen og truslerne, og han besluttede til sidst at forlade Afghanistan. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv om sin familie forklaret, at han frygter, at hans familie vil slå ham ihjel, hvis de får kendskab til indholdet af rygterne, som hans fætter har spredt om ham. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til Udlændingestyrelsen om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren i asylansøgningsskemaet har angivet et helt andet og meget detaljeret asylmotiv, ligesom det ikke forekommer troværdigt, at alle i lokalområdet, bortset fra ansøgerens familie, har kendskab til rygterne, der efter det oplyste har verseret siden ansøgeren var 7-8 år gammel. Hertil kommer, at ansøgeren først under samtalen i Udlændingestyrelsen [i foråret 2017] har oplyst, at han frygter at blive slået ihjel af sin familie som følge af rygterne om homoseksualiteten. På denne baggrund, og da der efter de aktuelle baggrundsoplysninger ikke er holdepunkter for at antage, at forholdene for shiamuslimske hazaraer i Afghanistan er af en sådan karakter, at de i sig selv kan medføre opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2018/68/smla
Nævnet stadfæstede i februar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tajik og sunni muslim fra [en mindre by i], Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive dræbt af [K], fordi han har haft et seksuelt forhold og er blevet gift med [H], der er datter af [K] og uden hans tilladelse. Ansøgeren mødte [H] første gang i september eller oktober 2013 (1392), da han begyndte at arbejde for [K], som privatchauffør for hans seks børn, herunder [H]. [K] var chef for en minerydningsafdelingen, og han var altid bevæbnet og omringet af fem-seks livvagter. Efter ca. et år indledte ansøgeren et hemmeligt forhold til [H]. De skrev sms’er sammen, men så kun hinanden, når ansøgeren kørte hende og hendes søskende til og fra skole. Efter endnu et år havde ansøgeren og [H] samleje. De tog hen til ansøgerens vens bopæl, hvor de havde samleje. Samme dag tog ansøgeren hjem til sine forældre i nogle dage i forbindelse med nytåret i Afghanistan. Efter fem dage,[…], dukkende [H] pludselig op hos ansøgerens forældre, fordi hun var bange for sin far og var flygtet. Ansøgeren og [H] blev efter råd fra ansøgerens far viet af en mullah, som de blev hos efter vielsen for at være i sikkerhed. Samme aften, som vielsen fandt sted, opsøgte [K] ansøgerens bopæl sammen med flere af sine folk. Mullahen tog hjem til ansøgerens bopæl for at fortælle [K], at ansøgeren og [H] nu var blevet viet, og at de derfor kunne være sammen. Ansøgeren og [H] turde ikke blive hos mullahen, og de flygtede derfor til Kabul sammen med ansøgerens bror. Undervejs ringede ansøgerens far og fortalte, at mullahen var blevet dræbt. Han instruerede dem i at rejse videre til Nimruz, hvor der ville være en person, der kunne hjælpe dem videre ud af landet til Iran. I grænseområdet mellem Iran og Tyrkiet blev de beskudt, og ansøgeren blev adskilt fra [H] og [S] og har ikke haft kontakt med dem siden. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit forhold til [H] til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det på baggrund af de foreliggende baggrundsoplysninger forekommer utroværdigt, at [H], der efter det oplyste kommer fra en meget rig og magtfuld familie, skulle have indledt et seksuelt forhold til ansøgeren, der var familiens chauffør, og at hun efterfølgende skulle være løbet hjemmefra og ladet sig vie til ansøgeren. Hertil kommer, at ansøgerens forklaring for nævnet ikke forekommer selvoplevet, ligesom han har forklaret divergerende og usammenhængende om, hvordan han kørte [H] og hendes søskende i skole, samt om hvordan det lykkedes for ham og [H] at køre sammen hen til en lejlighed, hvor de kunne være alene. Ansøgeren har således under samtalen i Udlændingestyrelsen [i efteråret 2016] forklaret, at han først kørte de små børn i skole, og at han og [H] derfor var alene i bilen til sidst. Under mødet i Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at han og [H] ikke var alene sammen i bilen, fordi han kørte hjemmefra om morgenen med [H] og drengene. Han afleverede først [H] og dernæst drengene, hvorefter han kørte hjem og hentede de sidste piger. Han har endvidere under mødet i Flygtningenævnet forklaret usammenhængende og afglidende om, hvordan det på den baggrund kunne lade sig gøre, at [H] ikke tog i skole den dag, hvor han og ansøgeren angiveligt havde et seksuelt forhold. Hertil kommer, at ansøgerens forklaring om, hvordan [H] kom hen til ham og hans familie forekommer utroværdig, udetaljeret og afglidende, ligesom det ikke forekommer troværdigt, at ansøgeren ikke har gjort andet for at finde [H] end at rette henvendelse til Røde Kors, der angiveligt har afslået at hjælpe, før ansøgerens egen sag er afsluttet. Nævnet kan således ikke lægge til grund, at ansøgeren er efterstræbt af [H’s] familie og finder derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb efter § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2018/67/smla
Nævnet stadfæstede i februar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtuner og sunni-muslim fra landsbyen [A], Khanabad-distriktet, Kunduz-provinsen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at en person ved navn [N] vil slå ansøgeren og ansøgerens familie ihjel. Ansøgeren frygter endvidere, at han vil blive slået ihjel af Taliban. Endelig frygter ansøgeren, at han vil blive slået ihjel eller fængslet af de afghanske myndigheder.Til støtte for sit asylmotiv om [N] har ansøgeren oplyst, at ansøgerens far, da ansøgeren var omkring otte til ni år, havde en jordkonflikt med en kommandant i Taliban, [N], som tvang ansøgerens far til at afgive familiens jord. To til tre år efter dette, forsøgte [N] at overtale ansøgerens far til at få ansøgeren til at tilslutte sig Taliban, hvilket faren afværgede ved betaling af penge til [N]. Da Taliban et år senere havde overtaget magten i Kunduz by, blev ansøgerens familie standset ved en kontrolpost under et forsøg på at flygte fra byen, og ansøgeren blev her tilbageholdt af [N’s] søn samt personer, der arbejdede for en kommandant ved navn [Q]. Ansøgeren skulle kæmpe for Taliban og blev kørt til et område omkring Kunduz lufthavn. Han var hos Taliban i omkring to uger men flygtede, da han blev sendt til bageren efter brød. Han tog ophold i Kabul hos sin fasters familie og udrejste derefter af Afghanistan. Da ansøgeren var i Kabul, modtog ansøgerens bror to opkald fra [N], der fortalte, at ansøgeren var flygtet fra Taliban, og at ansøgerens familie skulle udlevere ham til Taliban. En ukendt person havde ligeledes opsøgt ansøgerens familie og spurgt efter ham. Herudover modtog også ansøgerens fasters mand et opkald fra [N], da ansøgeren boede i Kabul. Efter ansøgerens udrejse er ansøgerens faster flere gange blevet opsøgt af [N] eller personer fra Taliban på sin bopæl. [N] har ligeledes kontaktet ansøgerens familie flere gange efter ansøgerens udrejse og bedt dem udlevere ansøgeren og fortælle, hvor han befinder sig. [N] har sagt, at han vil slå ansøgeren og dennes familie ihjel, hvis det viser sig, at ansøgeren er i live. [N] ønsker at få fat i ansøgeren, da han beskylder ansøgeren for at samarbejde med myndighederne og for at have givet myndighederne oplysninger om Taliban, som har ledt til [N’s] søns død. Til støtte for sit asylmotiv om Taliban har ansøgeren videre oplyst, at under sit to uger lange ophold hos Taliban arbejdede for en kommandant ved navn [Q] og herigennem fik kendskab til spioner hos Taliban. Taliban og [Q] forsøgte derfor gennem [N] at få fat i ansøgeren, idet de frygtede at ansøgeren ville videregive oplysninger om Taliban til myndighederne. [N] og hans folk uddelte i den forbindelse billeder af ansøgeren for at finde ham. Til støtte for sit asylmotiv om de afghanske myndigheder har ansøgeren oplyst, at han frygter, at myndighederne vil slå ham ihjel, såfremt de får kendskab til de billeder som deles ud af ansøgeren. Billederne er taget, mens ansøgeren opholdt sig hos Taliban, og ansøgeren frygter, at myndighederne vil tro, at han er en del af Taliban. Ansøgeren har herudover som asylmotiv henvist til, at han er konverteret til kristendommen. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sin konflikt med [N], Taliban eller de afghanske myndigheder til grund. Nævnet har herved navnlig lagt vægt på, at ansøgeren under asylsagens behandling har forklaret divergerende vedrørende flere centrale punkter, herunder om hvad ansøgeren lavede under sit ophold hos Taliban, om opsøgningerne hos ansøgerens fasters familie i Kabul, og om tidspunktet for myndighedernes drab på [N’s] søn. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren under sin forklaring i Flygtningenævnet har svaret afglidende og upræcist på spørgsmål – herunder om hvilke oplysninger han fik om Taliban – på en sådan måde, at det beskrevne ikke virker selvoplevet. Under hensyn til ansøgerens fremtræden under nævnsmødet og sin forklaring om sit forhold til kristendommen findes ansøgeren ikke at have sandsynliggjort, at hans konversion, der efter det oplyste er sket efter, at ansøgeren af Udlændingestyrelsen den 9. marts 2017 blev meddelt afslag på asyl, er reel. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2018/66/JAH
Nævnet stadfæstede i februar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tadjik og sunni-muslim fra Maidan Wardak-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af nogle pashto-talende talibanere, der har slået ansøgerens bror ihjel. Herudover frygter ansøgeren, at han som etnisk tadjik vil blive behandlet dårligt af pashto-talende folk. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at der en dag kom fire mænd fra Taliban til ansøgerens fars frugtforretning, som oplyste ansøgerens far, at de ville have ansøgerens storebror med sig, så han kunne samarbejde med de fire mænd. Efter at de fire personer var gået, sagde ansøgerens far, at han hellere ville have, at ansøgerens storebror tilsluttede sig regeringsstyrkerne. Kort tid efter, at ansøgerens storebror var begyndt hos regeringsstyrkerne, blev ansøgeren, ansøgerens far og ansøgerens storebror på vej hjem fra arbejde overfaldet af fem mænd. Ansøgerens far blev slået med skæftet af en Kalashnikov og faldt til jorden. Ansøgeren flygtede, da han var bange. De fem mænd tog ansøgerens storebror med sig. Tre til fire dage efter overfaldet fandt sted, ringede en af personerne til ansøgerens far og sagde, at faren skulle komme og tage imod sin søn. Faren fandt herefter storebroren dræbt. Efter bisættelsen af storebroren blev ansøgerens far opsøgt og truet af folkene fra Taliban, der krævede, at faren skulle overgive ansøgeren til dem, fordi han ikke havde overgivet ansøgerens storebror til dem. Kort tid efter flygtede ansøgeren fra Afghanistan. Efter indrejsen i Danmark har ansøgeren telefonisk fået oplyst af sin familie, at familien har måttet flygte, formentlig som følge af de samme omstændigheder, som førte til ansøgerens flugt. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren under asylsagens behandling har forklaret divergerende på flere centrale punkter. Han har således forklaret divergerende om årsagen til, at hans bror blev dræbt af Taliban, om hvor hans brors lig befandt sig efter Talibans angivelige drab og om, hvorvidt ansøgeren var til stede, da Taliban over for faren fremsatte krav om, at ansøgeren blev overgivet til Taliban. Ansøgeren har endvidere under sin forklaring for Flygtningenævnet svaret upræcist og afglidende på spørgsmål – herunder f.eks. om, hvad broren udførte af opgaver for myndighederne – på en sådan måde, at det beskrevne ikke virker selvoplevet. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2, er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2018/65/JAH
Nævnet stadfæstede i januar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tadjik og sunnimuslim fra […] i Kunduz-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban, fordi hans bror har slået talibanere ihjel. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter, at hans bror vil tvinge ham til at arbejde for [A]-kommandanten [M], og at han vil miste livet som følge heraf. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans bror arbejder for [M], og at broren i den forbindelse har slået folk fra Taliban ihjel. Ansøgerens bror har flere gange forsøgt at hverve ansøgeren til at arbejde for [M], men dette ønskede ansøgeren ikke. Ansøgerens familie har som følge af brorens arbejde fået trusselsbreve fra Taliban, som har truet med at slå ansøgeren og hans familie ihjel. En nat flygtede ansøgeren sammen med sin svigerinde og hendes børn hen til ansøgerens søster, fordi Taliban var på vej til området for at tage kontrollen. Efterfølgende kom ansøgerens mor hjem til søsteren. Moren fortalte, at ansøgerens far var blevet skudt af Taliban, fordi han ikke ville fortælle, hvor ansøgeren og hans søster var. Moren fortalte også, at Taliban havde ransaget familiens bopæl, sat ild til bopælen og truet med at slå ansøgeren ihjel. Ansøgeren tog efterfølgende ophold hos sin morbror i 20-25 dage, hvorefter han udrejste af Afghanistan. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren på væsentlige punkter har forklaret udbyggende og utroværdigt om sit asylmotiv, der derfor fremstår som konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har således blandt andet under første samtale med Udlændingestyrelsen forklaret, at han flygtede fra Taliban, mens han under samtalen [i foråret] 2017 udbyggende har forklaret, at han tillige frygter sin bror, der vil tvangshverve ham for [M]. Flygtningenævnet finder det endvidere utroværdigt, at ansøgeren ikke har set et eller flere af de mange trusselbreve, som faren angiveligt skulle have fundet på vejen til moskeen, henset til at faren fortalte ansøgeren om brevene. Flygtningenævnet lægger derfor til grund, at ansøgerens flugt fra Kunduz sammen med andre familiemedlemmer og mange andre borgere i Kunduz skyldtes Talibans indrykning i Kunduz og ikke Taliban eller andre, herunder hans bror og [M]s, individuelle forfølgelse af ansøgeren. Henset til baggrundsoplysningerne om de generelle forhold i Afghanistan har ansøgeren herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Det forhold, at ansøgeren ifølge sin egen forklaring nu er i medicinsk behandling, kan ikke føre til en ændret vurdering, allerede fordi der ifølge ansøgeren er tale om almindelig beroligende medicin, der må antages at være tilgængelig i Afghanistan. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2018/60/CMA
Nævnet stadfæstede i januar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia muslim fra Ghazni-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter den narkotikabande, der har dræbt hans storebror. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at hans storebror havde involveret sig i narkohandel med farens fætre, som er en del af en narkotikabande. En dag kom storebroren hjem med tre poser indeholdende hvidt pulver, som ansøgerens mor fandt, sprættede op og skyllede ud i toilettet. Efterfølgende blev hans storebror opsøgt på bopælen af medlemmer af narkotikabanden, som blandt andet består af ansøgerens fars to fætre. Ansøgerens storebror gemte sig, og ansøgeren fortalte bandemedlemmerne, at hans storebror var blevet anholdt af politiet. Omkring to-tre dage efter ansøgerens mor havde skyllet stofferne ud i toilettet, opsøgte bandemedlemmerne deres bopæl igen, og ansøgerens storebror blev kvalt under en slåskamp med dem. Ansøgeren opsøgte samme aften politistationen og anmeldte drabet på hans bror. To politifolk kom til bopælen og så storbrorens lig. Ansøgeren blev af politifolkene bedt om at henvende sig igen næste morgen, hvilket han gjorde efter brorens begravelse. Ansøgeren kørte med politiet hen til sin fars fætres bopæl, hvor han vidste, at banden holdt til. To mænd blev anholdt, hvoraf den ene var hans fars fætter. Ansøgeren sagde til politiet, at der var flere bandemedlemmer, hvortil politiet svarede, at de ikke kunne placere vagter ved fætrenes bopæl. Politiet opfordrede ansøgeren og hans familie til at gemme sig, indtil politiet havde fanget alle bandemedlemmerne. Samme dag rejste ansøgeren og hans familie hen til morbroren i Herat, hvor de opholdt sig i en uge. Ansøgerens morbror blev opsøgt af bandemedlemmerne, som sagde, at de ikke ville slippe ansøgeren og hans mor, at de havde betalt bestikkelse til politiet, samt at farens fætter nu var blevet løsladt. Bandemedlemmerne var vrede over, at ansøgeren havde anmeldt dem, og de troede, at ansøgeren stadig havde de tre poser med stoffer. Ansøgeren, hans lillebror og mor udrejste herefter til Iran. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgerens forklaring på centrale punkter ikke fremstår sandsynlig, ligesom der er forklaret udbyggende om narkotikabandens henvendelse til morbroren i Herat. Flygtningenævnet bemærker, at det kan lægges til grund, at der ikke forud for den hændelse, som ansøgeren har forklaret om omkring sin storebror, har været konflikter, og at konflikten er opstået halvanden til to uger før ansøgerens udrejse. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at det kan lægges til grund, at ansøgerens storebror var narkoman, og at ansøgerens storebror også har haft tilknytning til en narkotikabande, som han arbejdede for. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgerens forklaring om storebrorens død og baggrunden herfor imidlertid ikke fremstår sandsynlig, ligesom der er forklaret udbyggende omkring, at banden har opsøgt hans morbrors bopæl i Herat. I asylsamtalen og under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at banden havde opsøgt hans morbrors bopæl og efterspurgt ansøgeren og hans mor, at de var vrede over, at ansøgeren havde anmeldt dem, og at de stadig troede, at ansøgeren opbevarede narkotikaen, samt at de fortalte ansøgerens morbror, at de havde betalt bestikkelse til politiet, og at fætteren, der var anholdt, var blevet løsladt, hvilket ansøgeren ikke har oplyst i oplysnings- og motivsamtalen. Uanset om Flygtningenævnet måtte have lagt til grund, at narkotikabanden har overfaldet ansøgerens storebror og dræbt ham, finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at ansøgeren ved at opholde sig i Afghanistan er i konkret og individuel risiko for at blive udsat for overgreb af de samme personer. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at konflikten har noget med ham at gøre. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2018/6/SSM
Nævnet stadfæstede i januar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shiamuslim fra Afghanistan. Ansøgeren har boet i Iran, siden han var lille. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af sine fire farbrødre. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han har haft et forhold til sin kusine, [S], som er datter af ansøgerens farbror, [Z]. Ansøgeren mødte [S] en dag, hvor de tilfældigvis sad i samme taxa. Herefter havde de telefonisk kontakt og mødtes i skjul. En dag ringede [S] og bad ansøgeren om at komme hjem til hende, fordi hun var alene hjemme. Ansøgeren og [S] havde seksuelt samkvem. Dagen efter overhørte [S]s mor en telefonsamtale mellem ansøgeren og [S], og hun opdagede, at de havde haft seksuelt samkvem. [S] ringede til ansøgeren og fortalte, at hendes mor havde overhørt samtalen, og at hendes forældre var på vej til ansøgerens bopæl. Ansøgeren tog herefter hjem til sin moster og mosterens ægtefælle og fortalte, hvad der var sket. Ansøgerens mor og mosterens ægtefælle tog hjem til [S]s far, [Z], for at finde en løsning, men de blev afvist, og [Z] truede med at slå ansøgeren ihjel. Herefter tog ansøgeren ophold hos sin mosters ægtefælles ven i Herat i fire dage, hvorefter mosterens ægtefælle ringede og sagde, at ansøgeren skulle komme tilbage til Iran. Ansøgeren tog til sin moster i Teheran, hvor han fik at vide, at [Z] havde opsøgt familien flere gange sammen med politiet, og at [Z] havde truet med at slå ansøgeren ihjel. Herefter udrejste ansøgeren af Iran. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren på væsentlige punkter har forklaret divergerende og udbyggende om sit asylmotiv, der derfor fremstår som konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har således blandt andet under den første samtale med Udlændingestyrelsen forklaret, at han, den dag, hvor han besøgte sin kusine hjemme hos hende, mødtes med kusinen i byen, hvorefter de tog hjem til kusinen, mens han for Flygtningenævnet har forklaret, at han mødtes med hende på hendes bopæl, men at han bad hende om at komme ud, så han kunne se, hvor hun boede. Endvidere har ansøgeren til Udlændingestyrelsen forklaret, at det var hans lillebror, der var hjemme, da hans farbror forsøgte at finde ansøgeren på dennes bopæl, og at farbroren var tæt på at slå lillebroren, mens ansøgeren for Flygtningenævnet har forklaret, at det var hans mor, der var hjemme, og at farbroren slog moren. Yderligere har ansøgeren forklaret divergerende om sin forudgående kontakt med kusinen og om sin kontakt til moren efter hans udrejse. Ansøgerens forklaring for Flygtningenævnet har i det hele taget fremstået som usikker og usammenhængende, herunder vedrørende tider og steder. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2018/59/CMA
Nævnet stadfæstede i december 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ” Ansøgeren er etnisk hazara og shiamuslim fra Sanglakh, Daikondi, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af ukendte gerningsmænd på baggrund af en konflikt, som er opstået i forbindelse med en slåskamp på hans arbejde. Ansøgeren har derudover som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af Taliban. Han har til støtte herfor oplyst, at han i Afghanistan arbejdede som håndværker og medhjælper i Shendan i Herat sammen med otte kollegaer. Efter omkring en uge på arbejdspladsen kom to ukendte personer fra området hen til ansøgeren og talte grimt til ham, fordi han er hazara og shiamuslim. Ansøgerens kollegaer forsvarede ansøgeren, men de to ukendte personer slog ansøgeren. Det ledte til en slåskamp, som involverede ansøgeren, de to ukendte personer og ansøgerens kollegaer. De to personer blev drevet væk, men vendte tilbage med forstærkning, og der opstod endnu en slåskamp. Ansøgerens fod blev skadet, og han formoder, at en af hans kolleger slog to af deres modstandere ihjel. Da deres modstandere løb efter våben, besluttede ansøgeren og hans kollegaer at forlade stedet. Sammen med to kollegaer løb ansøgeren til et sted, hvorfra de kunne tage en bil og køre væk derfra. De besluttede i umiddelbar forlængelse heraf at forlade Afghanistan og tage til Nimrouz by, hvor de fik en menneskesmugler til at hjælpe dem videre. På vej mod den iranske grænse, blev de stoppet af et ukendt antal talebanere, som slog en af ansøgerens kollegaer ihjel. Talebanerne slog ansøgeren og hans anden kollega, tog deres penge og tilbageholdt dem i et mørkt rum. Det lykkedes dem at flygte ud af et vindue og krydse grænsen til Iran. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han er efterstræbt af lokalbefolkningen som følge af, at han har været involveret i et slagsmål, til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende herom. Ansøgeren har således i sit asylskema ikke oplyst noget om slåskampen til trods for, at denne episode angiveligt var den direkte årsag til, at han flygtede fra Afghanistan. Han har endvidere forklaret udbyggende og divergerende om episoden, idet han under oplysnings- og motivsamtalen den 22. februar 2016 ikke har oplyst, at han formodede, at to af angriberne blev dræbt under slagsmålet, men først forklarede dette under samtalen i Udlændingestyrelsen den 23. september 2016. Hertil kommer, at ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende om, hvorvidt han efter slåskampen er blevet opsøgt. Han har således under samtalen den 22. februar 2016 oplyst, at hans mor syntes, at han skulle komme tilbage til Afghanistan, og under samtalen den 23. juni 2016 har han forklaret, at han ikke havde talt med sin familie om noget, der havde relevans for hans asylsag. Under nævnsmødet har ansøgeren der imod forklaret, at mens han opholdt sig i Iran, sagde hans mor til ham, at der havde været nogle personer og lede efter ham i området, og at han ikke skulle komme hjem. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgerens helbredsmæssige forhold kan føre til en ændret vurdering af ansøgerens forklaring. Uanset om ansøgerens forklaring om, at han i forbindelse med sin udrejse af Afghanistan blev tilbageholdt, slået og bestjålet af Taliban, finder Flygtningenævnet ikke, at dette i sig selv kan føre til, at ansøgeren er omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at episoden fandt sted langt fra ansøgerens hjemområde, at ansøgerens familie ikke efterfølgende er blevet opsøgt af Taliban samt endelig, at det må antages at bero på en tilfældighed, at det netop var ansøgeren, der blev stoppet og tilbageholdt. Flygtningenævnet finder på den anførte baggrund, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i en individuel og konkret begrundet risiko for forfølgelse, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han risikerer overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2018/58/JHB.
Nævnet stadfæstede i januar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia muslim fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter en magtfuld kommandant, som har dræbt flere fra ansøgerens familie, fordi han beskyldte en af ansøgerens brødre for at have dræbt hans familie. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans far blev dræbt af Taleban i Afghanistan, da han var lille. Ansøgeren ved ikke noget om drabet på hans far ud over det. Ansøgerens herboende bror, [A], har også haft en konflikt med Taleban for lang tid siden, hvor han var tilbageholdt og bestak nogen for at slippe fri. Ansøgeren har i øvrigt ikke kendskab til [As] konflikt. [As] konflikt har intet at gøre med ansøgerens egen konflikt. Ansøgeren har videre oplyst, at hans bror, [Y], blev beskyldt for at have dræbt kommandant [Ss] familie et ukendt tidspunkt før 2000 ved en kontrolpost, hvor [Y] havde kommandoen. Ansøgeren kender ikke mere til den konflikt, fordi han var barn dengang. [Y] blev et ukendt tidspunkt derefter tilbageholdt af [S] og dræbt. Et ukendt tidspunkt omkring 2000 angreb kommandant [Ss] folk ansøgerens families bopæl i Kabul og dræbte ansøgerens mor, fire af ansøgerens søstre og en af ansøgerens brødre. Ansøgeren og ansøgerens bror, [Sa], blev såret og udrejste et ukendt tidspunkt derefter til Iran for at bo hos deres morbror i Isfahan i Iran. De boede i Iran til en ukendt dato i 2008, hvor ansøgeren og [Sa] blev taget af iranske myndigheder og udvist til Afghanistan. Her tog de først ophold hos deres faster i Herat, og, da de stadig frygtede [S], tog de videre til ansøgerens fasters søn [D] i Mazar-e Sharif for at bo hos ham og hans familie. Da de havde været i Mazar i fire måneder, opsøgte [Ss] folk ansøgerens bror [Sa] og [D] på deres arbejdsplads og bortførte [Sa]. Dette fortalte [D] til ansøgeren, da han bagefter kom hjem til ansøgeren, for ansøgeren var ikke selv på arbejde den dag. Nogle dage efter blev [D] opsøgt på sin bopæl af [Ss] folk, som spurgte efter ansøgeren, hvorefter fætteren hjalp ansøgeren med igen at udrejse til ansøgerens morbror i Iran. En ukendt dato i 2013 blev ansøgeren igen taget af de iranske myndigheder og udvist til Afghanistan, hvor ansøgeren igen opsøgte sin faster i Herat, for ansøgeren havde ikke andre steder at tage hen. Ansøgerens faster oplyste, at hun ikke havde hørt noget til ansøgerens bortførte bror, [Sa], og tilføjede, at det var for farligt for ansøgeren at blive i Afghanistan, hvorfor hun skaffede ansøgeren et pas og visum til Dubai. Ansøgeren tog til Dubai en ukendt dato i 2013 og arbejdede dér som flyttemand på forskellige arbejdspladser i 1½ år. En dag blev ansøgerens venner i Dubai opsøgt på deres bopæl af ukendte mennesker, som spurgte efter ansøgeren. Ansøgeren var selv på arbejde. Ansøgeren blev bange, da han hørte det, fordi han formodede, at det igen var [S], der var efter ham. Ansøgeren skaffede sig et visum til Rusland, hvor han opholdt sig i 12 dage. Ansøgerens agent i Rusland tog derefter ansøgerens pas fra ham. Derpå tog ansøgeren til Ukraine og derfra videre til Slovakiet, hvor han blev taget af myndighederne på grænsen og returneret til Ukraine. Ansøgeren blev idømt et års fængsel i Ukraine, men var kun fængslet fire måneder på grund af krigen i Ukraine, hvorpå ansøgeren blev udsendt til Kabul. I Kabul hjalp ansøgerens fasters bekendte med at skaffe ansøgeren et nyt afghansk pas, som blev udstedt med noget af ansøgerens fars navn som efternavn og en anden fødselsdato samt fødested for at vildlede [S] om ansøgerens udrejse af landet og udrejsetidspunkt og for at muliggøre ansøgerens ansøgning om visum til Danmark i Dubai. Ansøgeren udrejste [foråret] 2016 af Afghanistan for sidste gang og tog tilbage til samme arbejdsplads i Dubai, hvor han havde været tidligere. Da ansøgerens visum til Dubai udløb, rejste han tilbage til sin familie i Iran og rejste derfra illegalt videre til Tyrkiet og Danmark en ukendt dato. Mens ansøgeren var i Tyrkiet, ringede han til sin faster i Herat, som oplyste, at hun to-tre gange på ukendte datoer var blevet opsøgt af [Ss] folk, der spurgte efter ansøgeren. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingeloven § 7, stk. 1. Det lægges i øvrigt til grund, at ansøgeren har fået udstedt pas to gange og opnået flere visa og er rejst legalt ind og ud af Afghanistan, hvor han har opholdt sig uantastet i perioder, uanset at familiens fjende angiveligt har en fremtrædende post i de afghanske myndigheders sikkerhedsapparat. Det lægges endvidere til grund, at det alene beror på ansøgerens egen formodning, at han har været eftersøgt eller forsøgt kontaktet i Afghanistan eller Dubai af familiens fjende eller dennes håndlangere. Endeligt bemærkes, at ansøgerens i Danmark boende bror angiveligt uden problemer har kunnet rejse ind og ud af Afghanistan i hvert fald en gang, og at konflikten i øvrigt daterer sig tilbage til primo 1990`erne. På denne baggrund finder nævnet efter en samlet vurdering ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan nu vil være i konkret og individuel risiko for overgreb omfattet af udlændingeloven § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2018/57/KAA
Nævnet meddelte i januar 2018 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tadjik og sunni muslim fra [området] i Balakh, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter kommandant [K] og hans mænd. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hendes stedbror, har haft et forhold til kommandant [Ks] datter. [Efteråret] 2012 blev deres forhold opdaget. Ansøgerens stedbror flygtede efterfølgende ud af landet, og har siden fået asyl i Danmark. Nogle få måneder senere blev ansøgerens far stoppet af [Ks] mænd. De spurgte efter ansøgerens stedbror og tæskede hendes far, så han brækkede flere knogler og efterfølgende fik problemer med hjertet. I løbet af de næste to år modtog ansøgerens far et ukendt antal trusler fra kommandant [K] og hans mænd via folk i jeres område. Ansøgerens far fik at vide, at hvis han ikke fandt ansøgerens stedbror, så ville [K] og hans mænd komme efter hans døtre. [Sommeren] 2014 blev ansøgerens far igen stoppet af [Ks] mænd. De spurgte efter ansøgerens stedbror. Ansøgerens far sagde til dem, at han ikke vidste, hvor ansøgerens stedbror var. [Ks] mænd stak ansøgerens far med en kniv flere gange, hvilket medførte, at han døde. Senere samme dag fortalte ansøgerens stedmors veninder hende, at [Ks] mænd havde planer om at komme til jeres bopæl senere samme dag eller dagen efter for at gøre noget ved hendes døtre. Ansøgeren og hendes familie levede efterfølgende i skjul i 1½ år hos [Hs] søster i Mazar-e-Sharif. [Vinteren] 2015 flyttede ansøgerens stedmor og hendes tre yngre stedsøskende til Danmark, da de havde fået familiesammenføring med ansøgerens stedbror. Ansøgeren flyttede efterfølgende hjem til [H]. [H] var bange for, at hans familie skulle få problemer på grund af ansøgeren, og derfor hjalp han hende ud af landet efter fem dage. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingeloven § 7, stk. 1. Uanset, at ansøgeren på nogle punkter har forklaret divergerende i forhold til sin halvbrors forklaring under dennes asylsag, findes det dog af ansøgeren sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i konkret og individuel risiko for overgreb fra kommandant [Ks] side, der omfattet af udlændingeloven § 7, stk. 2. Der er herved henset til oplysningerne om [Ks] drab på faren, dennes position og indflydelse i ansøgerens hjemområde samt baggrundsoplysningerne om, at familiemedlemmer kan være mål for hævn i æresrelaterede konflikter. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Afgh/2018/56/KAA
Nævnet hjemviste i januar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtuner og sunni muslim fra [byen], Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har forud for nævnsbehandlingen som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter de afghanske myndigheder. Han frygter også at blive tvangsrekrutteret af Taliban til at gennemføre jihad eller blive dræbt af Taliban, hvis han nægter at gennemføre jihad. Ansøgeren frygter at blive slået ihjel af sine fætre, som er tilknyttet Taliban. Endelig frygter ansøgeren de generelle forhold i Afghanistan, herunder ISIL. Om ansøgerens frygt for Taliban har han oplyst, at ca. tre måneder før ansøgerens udrejse af Afghanistan blev han opsøgt af Taliban på sin bopæl. Taliban ville have, at han skulle udøve jihad for dem. Han blev i den forbindelse slået og mistede bevidstheden, og han kom efterfølgende på hospitalet. Taliban sagde til hans mor, at de ville lade ham slippe denne gang, men at de ville komme igen, når han var blevet ældre. Ansøgeren frygter tvangsrekruttering til Taliban, fordi hans bror blev tvangserhvervet af Taliban, ca. to år, før han udrejste af Afghanistan. Han har ikke hørt fra ham siden. Ansøgeren tror, at hans bror er død som martyr. Inden ansøgerens udrejse overværede han, at medlemmer af Taliban placerede en vejsidebombe på en vej tæt på hans bopæl. Han fortalte det dagen efter til sin lærer. Ansøgeren tror, at hans lærer meldte det til politiet. Samme dag blev to politibetjente dræbt af vejsidebomben. Ansøgeren udrejste af Afghanistan to til tre dage efter. På grund af den episode frygter ansøgeren på ene side, at myndighederne vil tro, at han er i ledtog med Taliban. På den anden side frygter han Taliban, fordi han har anmeldt episoden til myndighederne. Ansøgeren frygter sine fætre, fordi han har nægtet at samarbejde med Taliban. Hans fætre er en del af Taliban. Han frygter også sine fætre, fordi han har været i Europa, og fordi han har meldt Taliban til de afghanske myndigheder. Ansøgerens far og søster blev dræbt efter, at hans bror var blevet tvangserhvervet til Taliban. Det skete en dag, hvor de var i marken, og der opstod en skudveksling mellem Taliban og regeringsstyrkerne. Ansøgeren frygter ISIL, fordi han har hørt rygter om, at de er på vej til hans landsby, Manjan. Ansøgeren har under samtalen med den beskikkede advokat og under nævnsbehandlingen påberåbt sig et helt nyt asylmotiv, idet han har oplyst, at han tidligere ikke har nævnt den egentlige årsag til, at han flygtede. Han har således som nyt asylmotiv påberåbt sig, at han efter en jordkonflikt med en fremtrædende person i lokalområdet skød mod denne en dag, han var på jagt, hvor han ramte den magtfulde person. Han har i tilslutning hertil påberåbt sig, at hans morbror har slået hånden af ham, således at han ikke har familie tilbage i Afghanistan, og således at den magtfulde person frit kan jage ansøger. Nævnet bemærker, at ansøgeren under nævnsbehandlingen har fremtrådt stærkt uligevægtig og følelsesmæssigt belastet. Nævnet vurderer, at ansøgerens fornyede asylmotiv kan give anledning til overvejelser om eventuelle udelukkelsesgrunde. Herefter, og når henses til, at ansøgerens nu påberåbte reelle asylmotiv bør underkastes to-instansbehandling, finder nævnet, at den beskikkede advokats begæring om hjemvisning af sagen til fornyet behandling hos Udlændingestyrelsen bør imødekommes.” afgh/2018/55/smla
Nævnet stadfæstede i januar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shiamuslim fra [en by] i Balkh-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af en kommandant ved navn [Z] og hans folk. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at kommandanten [Z] vil slå ham ihjel for at hævne sin søns død. Ansøgerens brødre, [Q] og [ZA], arbejdede henholdsvis som sikkerhedsvagt og chauffør for viceborgmesteren i [en større by]. En dag var der en demonstration foran viceborgmesterens hus. Begge ansøgerens brødre var til stede under demonstrationen, hvor ansøgerens bror, [Q], skød på demonstranterne og dræbte [Z’s] søn. En uge efter demonstrationen udrejste ansøgerens brødre af Afghanistan med viceborgmesterens hjælp. De frygtede, at [Z] ville hævne drabet af sin søn. Et år efter demonstrationen kom en ukendt person hjem til ansøgerens families bopæl i [hans bydel]. Personen snakkede med ansøgerens mor og truede med at slå hele familien ihjel, hvis ikke [Q] og [ZA] henvendte sig til vedkommende. Ansøgeren flyttede samme dag med sin familie til en anden bydel i [den samme storby], hvor de boede i to år. Da de havde boet i bydelen i to år, blev ansøgerens mor bekendt med, at en ukendt person havde efterspurgt ansøgerens bror, [ZA], i en forretning. Ansøgeren og hans familie udrejste samme dag af Afghanistan. Efter ansøgerens indrejse i Danmark har ansøgerens fætter, [R], fortalt ansøgeren, at en ukendt person har efterspurgt hans storebror hos ansøgerens anden fætter, [M]. Ansøgeren har som nyt asylmotiv forud for nævnsmødet oplyst, at han er konverteret til kristendommen. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet finder ikke holdepunkter for at afvise, at ansøgerens brødre er kommet i et modsætningsforhold til kommandant [Z]. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han som følge af sine brødres modsætningsforhold til [Z] selv har en konflikt med [Z]. Nævnet har herved lagt vægt på, at modsætningsforholdet mellem ansøgerens brødre og [Z] er opstået på grund af en hændelse, hvor brødrene var i tjeneste hos viceguvernøren, og at det således ikke er en konflikt, der kan relateres til ansøgeren. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han efterfølgende har været efterstræbt af [Z’s] folk, når henses til at han har kunnet opholde sig i [en storby i Afghanistan] i mere end tre år efter [Z’s] søns død uden at være blevet opsøgt af [Z’s] folk. Nævnet har i den relation tillige lagt vægt på, at ansøgeren har kunnet varetage sit arbejde i [storbyen] uden at opleve konflikter. Nævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren er reelt konverteret til kristendommen. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren først er begyndt at interessere sig for kristendommen umiddelbart inden, han var indkaldt til møde i Flygtningenævnet [i efteråret 2017]. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren under nævnsmødet i det væsentligste alene har givet udtryk for, at han finder kristendommen mere sympatisk end islam. Nævnet finder efter en samlet vurdering herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh 2018/54/smla
Nævnet stadfæstede i januar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tajik og sunni muslim fra [landsbyen i] Maydan Vadak, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive dræbt af den Taliban-gruppe, som hans fætter [A] tilhører, idet de har forsøgt at rekruttere ham, hvorefter han er flygtet. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han i [sommeren 2015] færdiggjorde en 2-årig uddannelse som laborant i Kabul, hvorefter han flyttede tilbage til Maydan Vadak for at bo sammen med sin familie. Samme dag han kom hjem, talte [A] med ham om, hvad han havde lavet i Kabul. Om aftenen blev ansøgeren og hans familie opsøgt af tre Taliban-medlemmer, som [A] kendte. De sagde til hans far, at han skulle tilslutte sig Taliban. De pressede og truede hans far, hvorefter han accepterede. Ansøgeren og hans familie gik herefter i seng. Ansøgeren kunne ikke sove, og tidligt om morgenen forlod han huset og tog en taxa til Kabul, hvor hans morbror [B] boede. [B] fortalte ansøgeren, at hans far havde ringet til ham og sagt, at Taliban var kommet igen og havde truet med at slå ham ihjel, hvis han ikke tilsluttede sig dem inden for 24 timer. Ansøgeren opholdt sig i to døgn hos [B], hvorefter han udrejste af Afghanistan. Flygtningenævnet finder ikke tilstrækkelige holdepunkter for at forkaste ansøgerens forklaring om sit asylmotiv, hvorfor ansøgerens forklaring lægges til grund. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb efter § 7, stk. 2. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren i relation til Taliban må anses for uprofileret. Nævnet finder derfor, at ansøgeren kan henvises til at tage ophold i Herat, Mazar-e-Sharif eller Kabul, hvor han opholdt sig i to år i forbindelse med sit studie uden at opleve problemer. Nævnet lægger endvidere ved den vurdering vægt på, at ansøgeren er en veluddannet, enlig ung mand uden helbredsmæssige problemer, hvorfor nævnet vurderer, at det er rimeligt at henvise ansøgeren til at tage ophold i en af de nævnte byer. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”afgh/2018/53/smla
Nævnet stadfæstede i oktober 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia muslim af trosretning fra Ghazni, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taleban, fordi de har slået hans far og storebror ihjel. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans far arbejdede som anklager i anklagemyndigheden i Ghazni. Ansøgerens storebror hjalp faren med hans arbejde. Tre år inden ansøgeren udrejste, blev hans far og storebror slået ihjel af Taleban, fordi hans far havde nægtet at samarbejde med dem. Dette har ansøgeren fået af vide af sin mor. Ansøgeren ved ikke, hvor eller hvordan hans far og storebror blev slået ihjel. Ansøgeren blev derefter boende på sin bopæl sammen med sin mor og søstre i to år. I løbet af de to år opsøgte Taleban ansøgeren og hans families bopæl to til tre gange, hvor de truede med at slå ansøgeren og hans familie ihjel. Dette har ansøgerens mor fortalt ham, idet han og hans søstre blev ført ind i et andet lokale, når Taleban opsøgte dem. Én af gangene forsøgte Taleban at kidnappe ansøgerens lillesøster, men ansøgerens mor tillod det ikke. Ansøgeren ved ikke, hvad Taleban ville. Ansøgerens mor talte med Taleban, men ansøgeren ved ikke, hvad de talte om. Ansøgeren ved ikke, hvorfor Taleban ikke gjorde alvor af deres trusler. To år efter ansøgerens far og storebror blev slået ihjel, flyttede ansøgeren og hans familie til Kabul, hvor han boede i et år, inden han udrejste fra Afghanistan. Ansøgeren ved ikke, om Taleban opsøgte deres bopæl i Kabul, men såfremt det skete, var ansøgeren ikke hjemme. Taleban opsøgte ikke ansøgeren eller hans familie på anden vis, mens de boede i Kabul. Ansøgeren ved ikke, om Taleban har ledt eller spurgt efter ham, efter han udrejste. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at ansøgeren fremstod tilstrækkelig moden til at besvare de stillede spørgsmål relevant. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om hans asylmotiv til grund. Nævnet finder imidlertid, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han risikerer forfølgelse som følge af sin fars og brors konflikter med Taleban og Talebans drab på faderen og broderen. Flygtningenævnet har ved denne vurdering lagt vægt på, at ansøgeren var et barn, da hans far og bror blev slået ihjel, og at han således ikke selv har arbejdet for myndighederne eller på anden måde er profileret i forhold til Taleban. Flygtningenævnet har endvidere lagt ansøgerens forklaring om, at han aldrig selv har haft kontakt med Taleban til grund, ligesom det er lagt til grund, at ansøgeren kunne leve tre år i Afghanistan, efter faderen og broderen blev slået ihjel, uden at han blev personlig opsøgt eller modtog henvendelser fra Taleban. Herefter finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han er profileret over for Taleban eller risikerer asylbegrundende forfølgelse. Flygtningenævnet finder efter indholdet af baggrundsoplysningerne om Afghanistan, herunder Ghazni og Kabul, at de generelle sikkerhedsmæssige forhold ikke er sådanne, at disse i sig selv kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2018/52/LMD
Nævnet stadfæstede i januar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim af trosretning fra [K], Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban, fordi han var medlem af Taliban, men udrejste, da hans far, der var lokal Taliban-kommandant, ville tvinge ham til at være selvmordsbomber. Ansøgeren frygter endvidere at komme i myndighedernes søgelys, da han er søn af en Taliban kommandant. Han frygter i den forbindelse at blive udvekslet med en fange hos Taliban. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans far var lokal Taliban-kommandant over [K], der er et område bestående af fem landsbyer, og at hans bror tilsluttede sig Taliban for at blive selvmordbomber, hvilket faren støttede ham i. Ansøgeren og hans mor forsøgte at tale broren og faren fra det, men uden held. Ansøgeren havde i denne forbindelse en konflikt med sin far, der resulterede i, at faren indespærrede ansøgeren og slog ham. Ansøgerens far har efterfølgende fortalt ham, at broren er død. Ansøgerens far lagde derefter pres på ansøgeren for at få ham til at tilslutte sig Taliban. Ansøgeren ønskede ikke at tilslutte sig Taliban, og han og hans mor overtalte faren til, at ansøgeren ikke skulle tilslutte sig Taliban, idet de allerede havde mistet én søn. Dette virkede i et stykke tid, men tre til fire måneder inden ansøgerens udrejse, gav ansøgeren efter og tilsluttede sig Taliban for at prøve, om det var noget for ham. Ansøgerens far tog ham med til en Taliban-base, hvor han de første to måneder gennemgik våben- og skydetræning og blev oplært i brugen af våben, bomber og selvmordsveste. Derudover blev de undervist i, hvorfor amerikanerne var deres fjender. Træningen sluttede altid af med, at de snakkede om, at de ville komme i paradis ved at deltage i hellig krig. De havde undervisning hver tirsdag og fredag fra kl. 10-12. Ansøgeren talte med sin svigerfar om sine tanker om at flygte første gang omkring en måneds tid efter, han var kommet i træningslejr eller muligvis først en måneds tid før han flygtede. Kort tid forud for ansøgerens udrejse, blev han sendt til fronten ved [E] sammen med 19 andre talibanere til et planlagt angreb på myndighederne i landsbyen. De modtog i den forbindelse en besked om, at de ikke skulle begynde at skyde og at de skulle trække sig tilbage. Da de kom tilbage, fik de at vide, at det var fordi myndighederne var for talstærke. Ansøgeren så ikke myndighederne, og det udviklede sig ikke til en skudveksling. I forbindelse med, at ansøgerens fars overordnede sagde til ham, at han havde brug for to selvmordsbombere, sagde ansøgerens far, at ansøgeren skulle være den ene af dem, og at der ville komme to mænd efter ham samme aften. Ansøgeren flygtede hen til sin svigerfar, der sagde til ham, at han ikke kunne blive der, idet faren ville lede efter ham der. Svigerfaren tog ansøgeren med hen til sin anden svigersøn, ansøgerens svoger, i [E], hvor ansøgeren gemte sig i et kælderrum de næste tre nætter, indtil han udrejste til Iran via Nimruz med hjælp fra en agent, som ansøgerens svigerfar havde skaffet. Da ansøgerens far kom hjem, spurgte han moren, hvor ansøgeren var henne, hvortil hun svarede, at hun ikke vidste det, hvorefter faren slog hende. Ansøgerens far tog derefter over til ansøgerens svigerfar, hvor der skete det samme. Ansøgeren efterlod sin ægtefælle og tre børn hos sine forældre, idet det ville være for farligt og svært for dem at flygte sammen, ligesom Taliban typisk ikke lader det gå ud over kvinderne. Samtidig vidste han, at hans mor ville beskytte dem. Derudover havde hans svigerfar lovet at hente dem og tage sig af dem. Da ansøgeren kom til Danmark, ringede han til sin svigerfar og fortalte, at han var kommet godt frem. Efter første samtale med Udlændingestyrelsen ringede svigerfaren til ansøgeren og fortalte, at ansøgerens far havde fundet ud af, at det var ansøgerens svoger, der havde holdt ham skjult, hvorfor faren havde slået svogeren ihjel. Svigerfaren fortalte også, at han sammen med ansøgerens ægtefælle og børn var flygtet til en anden by, fordi de var bange for, at ansøgerens far ville finde ud af, at svigerfaren også havde hjulpet ansøgeren og på den baggrund komme efter dem. Ansøgeren kunne efterfølgende ikke komme i kontakt med dem. Flygtningenævnet har ved sin afgørelse været opmærksom på, at ansøgeren er analfabet. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge til grund, at tolkningen ved oplysnings og motivsamtalen ikke har været forsvarlig. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at der har været anvendt pashto-tolk, og at ansøgeren har underskrevet samtalereferatet og i den forbindelse oplyst, at han har bekræftet, at tolkens oversættelse af samtalereferatet var i overensstemmelse med samtalen. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet lægger i den forbindelse vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om væsentlige punkter i sit asylmotiv. Ansøgeren har således forklaret divergerende om, hvorvidt han frivilligt tilsluttede sig Taliban, eller om han blev tvunget til det. Ansøgeren har i oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at faren i længere tid forgæves havde forsøgt at tvinge ansøgeren til at tilslutte sig Taliban, og at ansøgeren først tilsluttede sig, da hans far truede med selv at slå ham ihjel. Ansøgeren har derimod i asylsamtalen og under Flygtningenævnets behandling af sagen forklaret, at det var frivilligt, at han tilsluttede sig Taliban, men at han følte sig nødsaget til det, ligesom han gerne ville se, om det var noget for ham. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om sin deltagelse i et angreb i byen [E], idet ansøgeren i oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at da de ankom til byen, så han, at myndighederne var talstærke. Ansøgeren indså, at kampen ikke ville kunne vindes og trak sig derfor tilbage. Ansøgeren har derimod til asylsamtalen og under Flygtningenævnets behandling af sagen forklaret, at det først var, da de kom tilbage til basen, at de fik at vide, at myndighederne den aften var talstærke, hvorfor angrebet blev afblæst. Yderligere har ansøgeren forklaret divergerende om, hvem der besluttede, at han skulle deltage i et selvmordsangreb, idet ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at det var ansøgerens fars overordnede kommandant, [Q], der bad ansøgerens far om at sende ansøgeren afsted som selvmordsbomber og at ansøgerens far beordrede ansøgeren til at gøre dette, mens ansøgeren til asylsamtalen har forklaret, at [Q] kom til ansøgerens far og sagde, at han manglede to selvmordbombere, hvortil ansøgerens far svarede, at han havde en, nemlig hans egen søn. Under Flygtningenævnet behandling af sagen har ansøgeren ligeledes forklaret, at det var hans far, der tilbød [Q], at ansøgeren kunne blive selvmordsbomber, da faren, som er meget religiøs, glædede sig over, at ansøgeren derved kunne komme i paradis. Hertil kommer, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvornår faren beordrede ham til at blive selvmordsbomber. Ansøgeren har således under Flygtningenævnets behandling af sagen dels forklaret, at det skete i umiddelbar forlængelse af, at ansøgeren var kommet tilbage fra det opgivne angreb i [E], dels at det skete flere dage senere, dels at det skete 25 til 30 dage senere. Samtidig har ansøgeren forklaret divergerende om sit ophold hos Taliban. Ansøgeren har således forklaret divergerende om, hvorvidt han har været på samme base hele tiden, idet han til asylsamtalen har forklaret, at han har været på to forskellige baser, [N] og [T], mens han under Flygtningenævnets behandling af sagen har forklaret, at han hele tiden har været på [T]-basen. Samtidig finder Flygtningenævnet det utroværdigt, at ansøgeren, der har forklaret, at have modtaget våbentræning, ikke ved, hvilken kaliber ammunition, der anvendes i den kalashnikov riffel, han fik udleveret og trænede med. Yderligere har ansøgeren forklaret divergerende om sin flugt, idet ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at han flygtede fra sin bopæl, mens ansøgeren under Flygtningenævnets behandling af sagen har forklaret, at han flygtede direkte fra basen til sin svigerfar. Endvidere har ansøgeren forklaret divergerende om, hvornår han besluttede sig for at udrejse, idet ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at han først besluttede sig for at udrejse, efter at hans far havde bedt ham om at udføre angrebet. Ansøgeren har derimod under Flygtningenævnets behandling af sagen forklaret, at han allerede før dette tidspunkt havde talt med sin svigerfar om at flygte, idet han ikke ønskede at være en del af Taliban. Ansøgeren har endvidere under Flygtningenævnets behandling af sagen forklaret divergerende om farens udtalelser i forbindelse med, at han beordrede ansøgeren til at deltage i selvmordsangrebet. Ansøgeren har således dels forklaret, at faren sagde, at ansøgerens farfar havde deltaget i et selvmordangreb og at ansøgerens far også selv ville deltage i et sådant, og at hans børnebørn også skulle deltage i selvmordsangreb, dels at faren ikke har udtalt sig om at ville deltage i selvmordsangreb, men havde udtalt, at han blot skulle hverve personer til selvmordsangreb. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring om, at hans far beordrede sin eneste nulevende søn til at deltage i et selvmordsangreb fremstår utroværdig og usandsynlig, uanset at faren efter ansøgerens forklaring er meget religiøs og mente, at ansøgeren ville komme i paradis. Flygtningenævnet har i den forbindelse tillagt det betydning, at familiens hovedindtægtskilde er det landbrug, som faren drev ved siden af sin funktion som kommandant for Taliban, og som ansøgeren som eneste søn deltog i driften af. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer konkret og individuel forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2018/51/LMD
Nævnet stadfæstede i januar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim af trosretning fra […], Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at han og hans familie vil blive slået ihjel af Taliban, idet Taliban mistænkte ansøgerens far for at være spion for de afghanske myndigheder, og faren i den forbindelse udrejste af Afghanistan. Ansøgeren frygter endvidere sine fætre, der angav ansøgerens far til Taliban. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at Taliban opsøgte ansøgerens familie på deres bopæl i Khanger fire gange. Første gang Taliban opsøgte ansøgerens families bopæl, ledte de efter ansøgerens far, men han var ikke hjemme. Taliban sagde, at de ville slå faren ihjel. Ansøgeren fik efterfølgende at vide af landsbyboerne, at ansøgerens fætre havde angivet faren til Taliban. Ansøgerens fætre og faren havde en jordkonflikt. Faren var den retmæssige arving til jorden, men fætrene ville selv have jorden. Ansøgeren ved ikke, om fætrene var medlem af Taliban, men de havde åbenbart kontakt med dem, siden de havde angivet faren. Anden gang Taliban opsøgte deres bopæl, var faren hjemme, men det lykkedes ham at flygte. Taliban skød efter faren. Ansøgerens far tog hen til sin morbror, hvorefter han udrejste af Afghanistan til Grækenland kort tid senere. Tredje gang Taliban opsøgte deres bopæl, var faren ikke til stede, hvorfor de tog ansøgerens bror med i stedet for at presse faren, og for at signalere, at det ville gå ud over resten af familien, hvis faren ikke overgav sig til dem. Taliban sagde, at hvis faren ikke kom hjem, ville de slå broren ihjel. Taliban løslod efterfølgende broren, hvorefter han udrejste af Afghanistan til Tyskland. Fjerde gang Taliban opsøgte bopælen var både ansøgerens far og bror udrejst, og de truede resten af familien med, at hvis faren ikke kom tilbage, ville det gå ud over dem. Taliban brændte ansøgerens hus ned og tvang dem derved til at flytte fra landsbyen. Ansøgeren og hans familie flyttede derefter til [L], hvor de modtog trusselsbreve fra Taliban. Ansøgeren ved ikke, hvordan brevene blev afleveret til dem. Ansøgeren mener, at hans morbror fortalte ham, at der i brevene stod, at Taliban ville slå ham og hans familie ihjel, hvis ansøgerens far og bror ikke kom tilbage. En dag, hvor ansøgeren var på vej ud af sit hus, sagde morbroren til ham, at det var for farligt for ansøgeren at blive i Afghanistan, hvorefter morbroren tog fat i hans hånd, og bad ham følge med. Morbroren tog ansøgeren med til Nangarhar, hvor hans sendte ham med en menneskesmugler til Europa. Ansøgeren fik efterfølgende at vide af sin far, at faren og morbroren havde planlagt ansøgerens flugt sammen. Da ansøgeren kom til Danmark, ringede hans mor til ham og fortalte, at der var kommet flere breve. Ansøgeren har ikke hørt fra sin familie i Afghanistan siden. Flygtningenævnet tiltræder, at ansøgeren er tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylsagsbehandling, selvom han har oplyst kun at være 16 år gammel. Flygtningenævnet lægger i den forbindelse vægt på, at ansøgeren under nævnsmødet har svaret relevant på de stillede spørgsmål, og at han herunder har været i stand til at forklare om sit asylmotiv og sin baggrund. Flygtningenævnet har ved sin afgørelse været opmærksom på, at ansøgeren er analfabet. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet forklaringen fremstår utroværdig og konstrueret til lejligheden, ligesom ansøgeren har forklaret afglidende om væsentlige spørgsmål. Flygtningenævnet har ved sin vurdering lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om væsentlige punkter i sit asylmotiv. Ansøgeren har således forklaret divergerende om, hvornår familien modtog breve fra Taliban. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren forklaret, at familien modtog breve, mens de boede i [K], hvorimod han til asylsamtalen og under Flygtningenævnets behandling af sagen har forklaret, at familien modtog breve, efter at de var flyttet til [L], men ikke modtog breve i [K]. Yderligere har ansøgeren forklaret divergerende om, hvorvidt familien har modtaget breve fra Taliban efter ansøgerens udrejse. Ansøgeren har således til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at moren havde fortalt ham, at Taliban ikke havde afleveret nye breve til familien, mens han til asylsamtalen har forklaret, at moren har sagt, at Taliban stadig afleverer breve til familien. Ansøgeren har uddybet dette under Flygtningenævnets behandling af sagen og har forklaret, at han har talt med sin mor under flugten og at hun har sagt, at der er kommet flere breve fra Taliban. Samtidig har ansøgeren forklaret divergerende om, hvad der skete, da Taliban opsøgte hans bror, idet ansøgeren til asylsamtalen oplyste, at Taliban tog broren med til deres sted i landsbyen, som lå i en plantage på den anden siden af en bakke, mens han under Flygtningenævnets behandling af sagen har forklaret, at Taliban tog broren med ud af huset og slog ham, hvorefter ansøgeren, hans mor og andre tog broren med ind i huset igen. Hertil kommer, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvem besluttede, at han skulle udrejse, idet ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at faren havde ringet til morbroren og sagt, at ansøgeren skulle udrejse, fordi han nu var stor og derfor var i risiko for at blive slået ihjel. Til asylsamtalen og under Flygtningenævnets behandling af sagen har ansøgeren forklaret, at han ikke ved, om faren havde sagt noget sådant til morbroren. Endelig har ansøgeren forklaret divergerende om, hvorvidt han fik den pose, hvori han havde sin brors telefonnummer, udleveret af sin mor eller om han fik den udleveret af sin morbror. Samtidig har Flygtningenævnet lagt vægt på, at familiens konflikt med Taliban, efter det af ansøgeren forklarede, er en konflikt, som udspillede sig for lang tid siden, da ansøgeren var lille, og at det alene beror på ansøgerens morbrors vurdering, at ansøgeren ville komme i Talibans søgelys, når han blev større. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer konkret og individuel forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2018/50/lmd
Nævnet stadfæstede i januar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Sagen er sambehandlet med afgh/2018/4/DTO. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk tadjiker og sunnimuslim fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel, fordi han har nægtet at samarbejde med regeringsmodstandere. Han frygter videre, at kriminelle og korrupte personer vil hævne sig på ham i kraft af hans arbejde som anklager. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han arbejdede som anklager ved anklagemyndigheden i Kabul. Han havde tidligere arbejdet som anklager i Kandahar, hvor han mødte [A]. [A] ringede til ansøgeren i [foråret] 2014. Han sagde til ansøgeren, at han ville sende en mand, som ville fortælle ansøgeren noget. [I efteråret] 2014, da ansøgeren var på vej ud af døren på sin bopæl for at tage på arbejde, mødte han nogle folk iklædt uniformer fra sikkerhedstjenesten. Der holdt også to biler. En mand stod ud af bilen. Han var iklædt traditionelt afghansk tøj. Manden og ansøgeren talte sammen i ansøgerens stue, hvor manden forklarede, at han var modstander af den afghanske regering, og at han ville have ansøgerens hjælp til at modarbejde regeringen. Han lovede ansøgeren en bedre stilling i anklagemyndigheden. Detaljerne for det fremtidige arbejde skulle aftales nærmere om fredagen. Herefter gik manden. Ansøgeren forsøgte at få fat på [A] for at finde ud af, hvem manden var, men ansøgeren formodede, at der var tale om islamiske ekstremister. Ansøgeren ringede til sin ven, [B], og bad ham om at hente ansøgerens ægtefælle og børn og køre dem hjem til ansøgerens svigerfar. Da arbejdsdagen var ovre, aftalte ansøgeren og [B] at mødes i byen om aften. Ansøgeren tog til [navn på en afghansk by] i sin bil. Da han kørte, blev han stoppet af en bil. To personer, iklædt sikkerhedsstyrkernes uniform, trådte ud af bilen og stillede sig på hver sin side af ansøgerens bil. De forsøgte at åbne døren til ansøgerens bil, men da ansøgeren forstod, at der ikke var tale om myndighedspersoner, kørte ansøgeren videre. Personerne begyndte herefter at skyde mod ansøgeren. Ansøgeren blev ramt i låret og i hælen. Ansøgeren kørte til hospitalet [navn på hospitalet]. Ansøgeren afgav forklaring til politiet. Ansøgeren tog herefter til sin ven, [C], hvor han opholdt sig i tre til fire måneder. Under opholdet hos [C] fik han besøg af [B] to gange. [B] kom omkring [i foråret] 2015 og igen [en anden dag i samme forår]. Ansøgeren fik senere at vide, at [A] var blevet slået ihjel, hvorefter ansøgeren [i sommeren] 2015 besluttede sig for at udrejse. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Nævnet lægger således til grund, at ansøgeren har virket som anklager, og at han i den anledning er blevet opsøgt af en gruppering, som har ønsket at rekruttere ham med henblik på at udøve undergravende virksomhed i forhold til de afghanske myndigheder. Nævnet lægger endvidere til grund, at ansøgeren undervejs fra arbejde blev forsøgt standset af bevæbnede personer, hvorefter det lykkedes ham at køre fra stedet, og at han i den forbindelse blev beskudt og ramt i benet. Nævnet lægger herefter til grund, at ansøgeren må anses for at være en højtprofileret person, der har været efterstræbt på livet af regeringsfjendtlige grupperinger. Nævnet finder ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Nævnet finder imidlertid, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. afgh/2018/5/DTO
Nævnet stadfæstede i januar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunnimuslim fra Ningarhar, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af Taliban. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at Taliban har forsøgt at rekruttere ham, og at tre talibanmedlemmer er blevet anholdt på ansøgerens bopæl som følge af ansøgerens politianmeldelse. Ansøgeren har som asylmotiv videre henvist til, at han frygter den generelle usikkerhed i landet, og at han ikke har nogen at vende hjem til. Da ansøgeren var omkring 10 år gammel, slog hans mor hans far ihjel. Moren blev gift på ny og flyttede til en anden region i Afghanistan. Ansøgeren og hans bror flyttede herefter ind hos naboen. Et halvt år inden ansøgerens udrejse af Afghanistan kom han op at skændes med sin nabo, og de flyttede derfor tilbage til forældrenes bopæl. I nærheden af bopælen var der et checkpoint. Myndighederne og Taliban ønskede begge kontrollen over dette checkpoint. En nat blev Taliban omringet af myndighederne. Syv talibanmedlemmer søgte tilflugt på ansøgerens bopæl. Talibanmedlemmerne tilbød ansøgeren penge og en mobiltelefon for at samarbejde med dem og give besked, når myndighederne var i byen. Taliban ville også have ansøgeren til at placere bilbomber på myndighedernes biler. De sagde, at ansøgeren ikke havde et valg, og at de ville slå ham ihjel, hvis han nægtede. De sagde videre, at de ville komme igen en uge senere klokken 20. Talibanmedlemmerne blev på bopælen til den næste morgen. Ansøgeren fortalte sin nabo om, hvad der var sket. Naboen opfordrede ham til at gå til politiet. Ansøgeren gik til politiet samme morgen og foretog en anmeldelse. Ansøgeren blev om eftermiddagen kørt hjem af tre betjente i civil. De kørte i en privat bil, så ingen kunne se, at ansøgeren havde henvendt sig til politiet. Politiet planlagde en anholdelse af talibanmedlemmerne næste gang de besøgte ansøgerens bopæl. Tre talibanmedlemmer kom den efterfølgende uge klokken 22. Da det bankede på døren åbnede ansøgeren. Politiet trængte herefter ind på bopælen og anholdt talibanmedlemmerne. De blev placeret på ladet an en bil. Ansøgeren blev også taget med. Han sad forrest sammen med politiet. Ansøgeren låste døren til sin bopæl, og hans bror gik ind til naboen. Ansøgeren blev af politiet kørt til en stor lejr, hvor der sendes politi og soldater fra, når der er kampe. Ansøgeren var der i tre dage. Da ansøgeren kom hjem, fortalte naboen, at Taliban havde ledt efter deres medlemmer. Naboen fortalte dem, at både deres medlemmer og ansøgeren var blevet taget med af myndighederne. Ansøgeren udrejste herefter af Afghanistan. Da ansøgeren var i Serbien, havde han telefonisk kontakt med sin lillebror i Afghanistan. Han har ikke siden været i kontakt med sin bror. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet Flygtningenævnet finder, at den forekommer usandsynlig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke har kunnet fremkomme med særligt mange detaljer om helt centrale begivenheder i sit asylmotiv, herunder om hvad der skete, de to gange talibanerne opsøgte ham, og om, hvad der skete i de tre dage, han opholdt sig hos myndighederne. Ansøgeren har for Flygtningenævnet dog udbyggende forklaret, at talibanerne under deres andet besøg havde medbragt en sæk med bomber, og at de var i gang med at instruere ham i brugen heraf, da myndighederne trængte ind på bopælen. Flygtningenævnet finder endvidere, at ansøgerens forklaring om sit asylmotiv i det hele fremstår usandsynlig. Det forekommer usandsynligt, at ansøgeren, mens der var kampe mellem Taliban og myndighederne tæt på ansøgerens hus om natten, valgte at låse døren op, og at talibanerne blev i ansøgerens hus til om morgenen, når der var udsigt fra checkpointet til ansøgerens hus. Det forekommer også usandsynligt, at myndighederne tog ansøgerens anmeldelse alvorligt og planlagde en stor aktion for at anholde talibanerne, at de beskyttede ansøgeren ved at køre ham hjem med tre betjente i civil i en privat bil, men at han derefter ikke var i kontakt med politiet på noget tidspunkt i løbet af den efterfølgende uge, og at myndighederne ikke ydede ham nogen form for beskyttelse hele ugen, særligt i lyset af, at han og lillebroren boede alene i deres forældres hus. Det forekommer endvidere usandsynligt, at talibanerne medbragte bomber og alene ville give ham en kort instruktion om brugen af disse, ligesom det forekommer usandsynligt, at anholdelsen af talibanerne på ansøgerens bopæl skulle være foregået helt udramatisk. Det forekommer endelig usandsynligt, at myndighederne tog ansøgeren med sammen med talibanerne og tilbageholdt ham i tre dage, men at de på intet tidspunkt i de tre dage oplyste, hvorfor de ønskede ansøgerens tilstedeværelse. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2018/49/HHU
Nævnet stadfæstede i januar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shiamuslim fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive dræbt af ukendte personer, som dræbte hans far og bror i [foråret] 2008. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hans far købte en grund i Paghman flere år inden 2008, hvor der opstod en konflikt om grunden. I [foråret] 2008 fortalte ansøgerens far ansøgeren, at en anden mand var begyndt at bygge på grunden. Senere fortalte ansøgerens mor, at manden var tilhænger af Taliban, dengang Taliban styrede landet. Manden havde også været magtfuld under Karzais styre. Ansøgerens far og manden diskuterede om, hvem der havde retten til grunden, men de kunne ikke nå til enighed. Sagen endte for retten i Kabul. Ansøgerens far vandt retten til grunden, idet han havde skødet til grunden. Efterfølgende blev ansøgerens far og bror skudt af manden og andre fra mandens familie. Tre til fire dage senere blev ansøgerens ældste bror, [A], sendt til Pakistan af ansøgerens mor. Nogle måneder senere kom ansøgeren hjem fra skole. Han opdagede, at der var tumult i hjemmet. Ansøgeren så tre til fire personer på bopælen. De var i gang med at overfalde ansøgerens mor. Ansøgeren blev stukket i øjet med en kniv. Ansøgeren blev transporteret til et hospital. Personalet på hospitalet sagde, at de ikke havde ekspertise til at hjælpe ansøgeren, hvorfor de anbefalede ham at tage til Pakistan for at søge lægehjælp. Ansøgeren udrejste af Afghanistan den samme dag. Han opholdt sig i Pakistan i omkring et år, hvorefter han opholdt sig i Iran i omkring tre år og Tyrkiet i omkring halvandet år, inden han rejste til Danmark. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om sin families konflikt om brugen og ejerskabet af jordstykket til grund, idet de divergenser, der er i ansøgerens egne forklaringer og i forhold til ansøgerens brors forklaring ved dennes asylsag i 2009, forekommer mindre væsentlige, og idet det ikke kan afvises, at de skyldes den tid, der er forløbet siden hændelserne, og ansøgerens unge alder på daværende tidspunkt. Flygtningenævnet finder imidlertid, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan, ikke af den grund kan antages at være i risiko for asylbegrundende forfølgelse eller overgreb. Flygtningenævnet har i denne forbindelse lagt vægt på, at ansøgeren var barn, da konflikten om jordstykket pågik, og at han alene blev involveret, fordi han var hjemme på bopælen, mens nogle mænd kom efter skødet til grunden. Flygtningenævnet har derudover lagt vægt på, at der må antages at være tale om en afsluttet konflikt, da ansøgerens familie efter ansøgerens oplysninger ikke længere råder over jorden, og ansøgeren ifølge sin forklaring ikke har familie tilbage i Afghanistan, der har kunnet fortsætte konflikten, ligesom Flygtningenævnet har lagt vægt på, at der er gået knap 10 år siden konflikten, og at der ikke er sket yderligere i konflikten. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at personerne, der har taget jorden i sin besiddelse, vil efterstræbe ham på grund af konflikten. Flygtningenævnet bemærker endelig, at de generelle forhold i Afghanistan, herunder forholdene for hazaraer, ikke i sig selv kan føre til en ændret vurdering af ansøgerens asylsag, ligesom ansøgerens øjenskade heller ikke kan føre til en ændret vurdering heraf. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2018/48/HHU
Nævnet stadfæstede i januar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er afghansk statsborger, etnisk tadjik og sunni muslim fra [en landsby i] Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af sin stedmors brødre, fordi han har slået sin stedmor med en kost. Ansøgeren har yderligere henvist til, at han generelt frygter Taleban i Afghanistan. Ansøgeren har videre oplyst, at der under hans opvækst altid var problemer mellem hans stedmor og hans biologiske mor. Omkring sommeren 2015 kunne ansøgeren en dag høre sin mor og stedmor skændes. Ansøgerens far og stedbror arbejde i marken, og hans små halvbrødre var i stuen sammen med ansøgerens biologiske mor og stedmor. Stedmoren sagde grimme ting om ansøgerens mor, og ansøgeren mistede besindelsen. Ansøgeren kom ind i stuen, hvor han tog en kost fra hjørnet af stuen. Ansøgerens stedmor sad med ryggen mod væggen, da han slog hende. Ansøgeren slog sin stedmor to gange i hovedet, så hun blødte og faldt om. Ansøgerens biologiske mor blev bange og sagde, at ansøgeren skulle flygte. Ansøgeren flygtede hjem til sin søster i [en landsby], der lå omkring to timer væk til fods. Ansøgerens biologiske mor fortalte til ansøgerens far, at ansøgeren var taget hjem til sin søster. Ansøgerens far kom senere på aftenen hjem til søsteren og fortalte, at stedmorens brødre var kommet hjem for at lede efter ansøgeren. Brødrene havde sagt, at de ville slå ansøgeren ihjel. Ansøgerens stedbrødre hed [M], [B] og [H]. [M] var en slags gruppeleder for en kriminel ungdomsbande. [H] havde en købmandsbutik og [B] var i den afghanske nationalhær. Ansøgeren havde hørt rygter om, at [B] skulle have forbindelser til Taleban. Ansøgerens far besluttede på baggrund af episoden, at ansøgeren skulle rejse til Iran, hvor ansøgerens storesøster boede. Det var ansøgerens far, der planlagde turen til Iran. Ansøgeren opholdt sig hos sin søster i Iran i to måneder. Ansøgerens biologiske mor ringede til ansøgeren, mens han var i Iran, og fortalte, at en af stedmorens brødre var på vej til Iran efter ansøgeren. Ansøgeren var bange for, at broren kunne finde ham. Ansøgerens svoger hjalp derefter ansøgeren, igennem en agent, med at flygte til Tyrkiet. Ansøgeren opholdt sig i Tyrkiet i ni til ti dage. Ansøgerens svoger havde betalt agenten for en rejse til Tyskland, og ansøgeren rejste derfor med andre flygtninge til Tyskland for at være i sikkerhed. I Tyskland hørte ansøgeren, at hvis man kom til Danmark, kunne man tage sine forældre med. Ansøgeren ville gerne have sin mor i sikkerhed, og derfor kom han til Danmark. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund om, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer forfølgelse eller overgreb som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2, idet ansøgeren på flere, centrale punkter har forklaret utroværdigt og divergerende. Ansøgeren har således til oplysnings- og motivsamtalen [af vinteren] 2016 forklaret, at hans stedmor faldt, da ansøgeren slog hende flere steder på kroppen, hun blødte, og ansøgeren troede, at hun var død eller ville dø. Til samtalen [af efteråret] 2016 har han derimod forklaret, at stedmoderen allerede sad ned, da ansøgeren slog hende, og at hun efter slagene tog hænderne op på hovedet og råbte og skreg. Under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at stedmoderen sad ned, da han slog, og han ikke husker så meget, men han så ikke, om hun faldt sammen som følge af slagene. Endvidere har ansøgeren til de to samtaler henholdsvis [vinteren] 2016 og [sommeren] 2016 forklaret divergerende om, hvorvidt skaftet på den kost, som han slog stedmoderen med, var af træ eller af metal, og om hvorvidt faderen kom til stede hos ansøgerens søster i [en landsby] samme aften, som ansøgeren var flygtet fra hjemmet, eller nogle dage senere om aftenen. Endelig har ansøgeren i de tidligere samtaler tillige forklaret forskelligt om, hvem der var i marken, og hvem der var til stede i huset, da ansøgeren slog stedmoderen, og om hvorvidt ansøgeren i Afghanistan gik i skole eller ej. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2018/47/MME
Nævnet stadfæstede i januar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er afghansk statsborger, etnisk pashtun og sunni muslim fra Kabul. Afghanistan. Ansøgeren har været medlem af Hizbi Jabhai Mili Nijat (Afghan National Liberation Front). Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive dræbt af Taleban, idet han har deltaget i en debat omhandlende den afghanske regerings fredsaftale med Taleban. Ansøgeren har videre oplyst, at han [sommeren] 2015 deltog i en […] debat på [et] Universitet. I finalerunden fik ansøgeren til opgave at debattere om, hvorvidt den afghanske regering skulle stoppe deres fredsaftale med Taleban. Under sin åbningstale under debatten blev stoppet af en lærer, [N], der sagde, at universitetsbestyrelsen ikke ville have, at der blev talt om politiske emner på universitetet. Herefter fik ansøgeren et nyt debatemne. Dagen efter debatten modtog ansøgeren nogle telefonopkald fra et hemmeligt nummer. Personen i telefonen spurgte ansøgeren, hvor han befandt sig, og hvor han arbejdede. Ansøgeren lagde på, da han ikke kendte personen. Senere samme dag modtog ansøgeren flere opkald. Personen var denne gang mere alvorlig og sagde, at ansøgeren arbejdede for amerikanerne og var imod Talebans regime. Herefter stoppede ansøgeren med at arbejde og stoppede på universitetet. Den [sommeren] 2015 modtog ansøgeren et trusselbrev fra Taleban, hvori ansøgerens familie også blev truet. Samme dag flygtede ansøgeren og ansøgerens familie til ansøgerens moster i [en by]. To dage senere flygtede ansøgeren og ansøgerens bror til deres søster i Herat, hvor de opholdt sig i to uger. Herefter udrejste ansøgeren og ansøgerens bror af Afghanistan. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring til grund, om at han har deltaget i debatkonkurrencer i sin tid som studerende på universitetet, men nævnet finder det ikke sandsynliggjort, at der som følge heraf er opstået en konflikt mellem ansøgeren og Taleban, som medfører, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer forfølgelse eller overgreb som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgerens forklaring på centrale punkter er udbyggende og divergerende. Ansøgeren har således ikke i sit asylansøgningsskema [af vinteren] 2015 nævnt, at Taleban skulle have henvendt sig til ham pr. telefon, før de afleverede trusselsbrevet. Denne oplysning er først nævnt under oplysnings- og motivsamtalen [af sommeren] 2016 på udlændingemyndighedernes direkte spørgsmål derom. Ansøgeren har endvidere under samtalen [af vinteren] 2017 oplyst, at personen fra Taleban i telefonen nævnte ansøgerens debat og sagde, at han skulle stoppe med at deltage i debatter, mens ansøgeren under nævnsmødet har forklaret, at debatten ikke blev nævnt direkte under telefonsamtalerne. Nævnet bemærker endvidere, at ansøgeren har oplyst, at hans familie fortsat bor i Kabul, om end i et andet område, og ikke har oplevet problemer trods indholdet af trusselsbrevet. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2018/46/MME
Nævnet stadfæstede i januar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er afghansk statsborger, etnisk pashto og sunni muslim fra [en landsby i] Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive dræbt af Taleban, idet ansøgeren har arbejdet for udlændinge, herunder canadiere og amerikanere. Ansøgeren har videre oplyst, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at ansøgerens to brødre vil slå ansøgeren ihjel, idet de er blevet medlem af Taleban og mistænker ansøgeren for at være konverteret til kristendommen. Ansøgeren begyndte i 2008 at arbejde som sikkerhedsvagt i et fængsel i [en] lufthavn sammen med sin storebror. Ansøgeren arbejdede her sammen med amerikanere, canadiere og afghanere. Ansøgeren havde opgaver som vagt, og hjalp derudover sin storebror med at fragte varer til andre militærbaser efter behov. Efter to til tre måneders arbejde tog ansøgerens bror tilbage til deres landsby, […]. Ansøgerens nabo, [M], som samarbejdede med Taleban, så lastbilen og fik på denne baggrund mistanke om, at ansøgeren og hans bror arbejdede for udlændinge. Naboen truede herefter ansøgerens far og sagde, at det ikke var i orden, at ansøgeren og hans bror arbejdede for udlændinge. I starten af 2009 fik ansøgeren, med hjælp fra sin storebror, arbejde som tolk for International Management Service, IMS, i [en landsby] på en to-årig kontrakt med ISAF og NATO. Ansøgerens opgave bestod i at tolke på basen og udenfor basen under operationer. Ansøgeren blev i 2009 såret af en vejsidebombe og indlagt i 15 til 20 dage på et hospital i Kabul. Ansøgeren kunne derfor ikke fortsætte sit arbejde. I 2010 tog ansøgeren derfor til Pakistan for at uddanne sig. I slutningen af 2014 blev ansøgerens storebror kidnappet af Taleban, og seks måneder senere fik ansøgerens familie at vide, at Taleban havde dræbt ham. Ansøgerens mor ville ikke have, at ansøgeren kom tilbage til Afghanistan for at deltage i begravelsen. I [sommeren] 2015 tog ansøgeren tilbage til Afghanistan, idet ansøgeren var færdig med sin uddannelse. Ansøgeren bosatte sig i Mazar-e-Sharif hos ansøgerens morbror. Omkring 10 til 15 dage efter ankomsten til Afghanistan så nogen fra Taleban, at ansøgeren var vendt tilbage. Omkring en uge senere sendte Taleban et trusselbrev til ansøgerens familie, hvori Taleban forlangte, at ansøgeren skulle tilslutte sig dem, ellers ville han blive dræbt. Dette fik ansøgeren at vide gennem sin familie. En uge senere opsøgte Taleban ansøgerens families bopæl for at få svar. Ansøgerens far fortalte Taleban, at ansøgeren ikke ville tilslutte sig dem og gav dem ansøgerens telefonnummer, så de kunne kontakte ansøgeren direkte. Den følgende dag kontaktede Taleban ansøgeren og tilbød ham at arbejde med dem, idet ansøgeren havde kendskab til computer, internet og sprog. På den baggrund kunne ansøgeren regne ud, at de ville bruge ham og efterfølgende dræbe ham. Ansøgeren flygtede derefter til Kabul og gemte sig forskellige steder. Under ansøgerens ophold i Kabul tog han hjem til [sin hjemby] to gange. Da ansøgeren var hjemme anden gang i slutningen af oktober 2015, opsøgte Taleban ansøgerens families bopæl, hvor ansøgeren opholdt sig. Ansøgerens far åbnede døren, og Taleban oplyste, at de ville ransage huset. Faren gik indenfor og bad ansøgeren om at flygte. Ansøgeren tog sin mors burka på og flygtede med sin lillesøster ud af døren til haven. Ansøgeren flygtede til sin morbrors hus i [hjembyen], hvorefter morbroren kørte ansøgeren til [en landsby], hvorfra ansøgeren tog en bil videre til Kabul. Dagen efter fik ansøgeren en menneskesmuglers telefonnummer af sin morbror. [Vinteren] 2015 udrejste ansøgeren illegalt af Afghanistan til Pakistan. I Danmark blev ansøgeren og flere andre fra asylcenteret inviteret til at aflægge besøg i frikirken i [en by]. Da de havde brug for en tolk, meldte ansøgeren sig. Ansøgeren tolkede på dari og pashto. Tolkningen blev uden ansøgerens viden optaget på video. Videoen er senere kommet til ansøgerens families kendskab. Ansøgerens bror, [H], som efter ansøgerens udrejse var blevet medlem af Taleban, fremsendte videoen til ansøgeren omkring en måned efter oplysnings- og motivsamtalen af [sommeren] 2016, hvorefter ansøgeren blokerede broren på Viber. Ansøgeren talte på omtrent samme tidspunkt med sin far, der troede, at ansøgeren var blevet kristen. Faren frabad ansøgeren at kontakte familien. Ansøgeren har videre oplyst, at han stadig tolker i en kirke i [en by]. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring til grund om, at han i perioden fra 2008 til 2010 arbejdede for udenlandske styrker, men nævnet finder det ikke sandsynliggjort, at ansøgeren som følge heraf ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer forfølgelse eller overgreb som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Nævnet finder således, at ansøgerens forklaring om hans ophold i Afghanistan fra [sommer] til [vinter] 2015 på helt centrale punkter er usammenhængende og utroværdig. Der er således ikke sammenhæng mellem forklaringen om, at ansøgeren på sin mors foranledning ikke rejste fra Pakistan til Afghanistan for at deltage i sin brors begravelse i slutningen af 2014, mens ansøgeren få måneder senere, [sommeren] 2015, rejste til Afghanistan, fordi hans uddannelse i Pakistan var afsluttet. Der er heller ikke sammenhæng mellem ansøgerens forklaring om, at han i perioden fra [sommeren] til [vinteren] 2015 levede i skjul forskellige steder i landet, og at han i samme periode valgte at indgå ægteskab. Ansøgeren har heller ikke givet en troværdig forklaring på, hvorfor han valgte at besøge familiens hjem for at sige farvel på trods af sin frygt for Taleban, og på trods af sin viden om, at naboen tidligere havde videregivet oplysninger til Taleban, og familiens nære forhold til denne nabo. Det er heller ikke troværdigt, at Taleban, som må formodes at have haft kendskab til ansøgerens tilstedeværelse i hjemmet, skulle have accepteret at vente ved porten, mens faderen fik tid til at advare ansøgeren, der således fik tid til at flygte. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer forfølgelse eller overgreb, fordi ansøgeren virker som tolk blandt andet i en kirke. Det er således ikke sandsynliggjort, at han – fordi der foreligger en videooptagelse af, at han tolker i en kirke i Danmark – ved en tilbagevenden til Afghanistan vil blive efterstræbt af Taleban eller de to brødre, som ifølge ansøgeren har tilsluttet sig Taleban. Ansøgeren har således ikke fremlagt den omhandlede besked fra broderen, ligesom han ikke har fundet anledning til at indstille sin funktion som tolk i Danmark. Da Flygtningenævnet således ikke finder, at ansøgeren risikerer forfølgelse eller overgreb som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, stadfæstes Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2018/45/MME
Nævnet stadfæstede i januar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunnimuslim fra [A], Nangarhar, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban på grund af sit arbejde for det afghanske militær. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han på en for ham ukendt dato i 1393 efter den afghanske kalender begyndte at arbejde for det afghanske militær, og at hans far på en for ham ukendt dato modtog et trusselsbrev fra Taliban, hvori det var anført, at ansøgeren skulle stoppe sit arbejde for militæret indenfor ti dage og komme tilbage til landsbyen, ligesom det var anført, at ansøgerens far skulle købe udstyr til Taliban, herunder en motorcykel og våben. Ansøgerens far underrettede ikke ansøgeren om dette trusselsbrev, hvorfor ansøgeren ikke overholdt fristen. Ansøgeren har oplyst, at hans ven, [B], fra landsbyen, der også havde arbejdet for det afghanske militær, havde modtaget samme trussel som ansøgeren, og at han var blevet dræbt af Taliban, da han vendte tilbage til landsbyen. Efter 14 måneders tjeneste tog ansøgeren på en for ham ukendt dato orlov fra militæret og tog hjem til landsbyen [A]. Umiddelbart efter sin ankomst blev ansøgeren underrettet af sin far om trusselsbrevet. Ansøgerens far ringede desuden til landsbyens leder, ”Malik”, for at fortælle denne, at ansøgerens liv var i fare, idet Taliban var i området. Malik kontaktede de afghanske regeringsstyrker, der herefter kom til landsbyen en aften på en for ansøgeren ukendt dato for at redde ham fra Taliban. Der opstod skududveksling mellem de afghanske regeringsstyrker og Taliban, og omkring otte minutter efter, at skududvekslingen var begyndt, kom den afghanske efterretningstjeneste hjem til ansøgerens bopæl for at hente ansøgeren, der fulgte med efterretningstjenesten til en myndighedsbygning i [A], hvor han fik at vide, at det på grund af Taliban var for farligt for ham at tage tilbage til [A]. Dagen efter tog ansøgeren til [C] sammen med sin far for at finde en bolig. Mens de var væk opsøgte Taliban deres bopæl i [A] for at spørge efter ansøgeren. I denne forbindelse de tog alle ansøgerens personlige dokumenter, herunder hans uddannelsespapirer, bankkort og militærkort. Ansøgeren flyttede herefter sammen med sin familie til landsbyen [D] i [C]. Ansøgerens far bibeholdt sit arbejde som skolelærer i [A] og blev på for ansøgeren ukendte tidspunkter chikaneret nogle gange af Taliban i den forbindelse. Ansøgeren blev aldrig selv opsøgt af Taliban efter, at han flyttede til [C], men på et for ham ukendt tidspunkt og omkring to måneder efter, at familien var flyttet til deres nye bopæl, modtog ansøgeren og hans far et nyt trusselsbrev fra Taliban, hvori det var anført, at de inden for ti dage skulle skaffe våben til Taliban, og at Taliban anså dem som vantro, fordi de begge arbejdede for myndighederne. Tre måneder efter modtagelsen af det andet trusselbrev udrejste ansøgeren omkring midten af [efteråret] 2015 fra Afghanistan på grund af den stigende usikkerhed i hans område som følge af Talibans indflydelse. Efter sin ankomst til Danmark blev ansøgeren bekendt med, at hans var blevet dræbt af Taliban. Ansøgeren har som asylmotiv ydermere henvist til, at han frygter ISIL (Daesh), der efter hans udrejse er kommet til hans lokalområde i Afghanistan. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at ISIL har overfaldet folk i Nangarhar-provinsen, og at der er en del folk i hans landsby, der støtter ISIL, og som kender ham. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at han har støvallergi, og at han ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter, at han ikke kan få den nødvendige behandling herfor. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgeren på centrale punkter har forklaret divergerende og udbyggende, ligesom dele af ansøgerens forklaring ikke forekommer sandsynlig. Vedrørende divergenserne i ansøgerens forklaring har Flygtningenævnet navnlig lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende om det trusselsbrev, som ansøgerens far angiveligt modtog, mens ansøgeren var i militæret. Ansøgeren har således ikke omtalt trusselsbrevet i asylansøgningsskemaet, mens han til oplysnings- og motivsamtalen [i sommeren] 2016 har forklaret, at han modtog en advarsel om, at han skulle stoppe sit arbejde ved militæret. Til asylsamtalen [i vinteren] 2016 har ansøgeren indledningsvist forklaret, at han ikke vidste, om faren modtog advarslen på skrift eller mundtligt, og at ansøgerens far også skulle levere udstyr til Taliban. Senere i samtalen og i de senere samtaler samt under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at faren modtog advarslen i form af et trusselbrev. Endvidere har ansøgeren forklaret divergerende om chikanen mod ansøgeren og ansøgerens far. Til oplysnings- og motivsamtalen [i sommeren] 2016 har ansøgeren forklaret, at hans far blev udsat for chikane, men ansøgeren nævnte ikke, at han selv oplevede chikanen. Til asylsamtalen [i vinteren] 2017 har ansøgeren forklaret, at chikanen ligeledes var rettet mod ansøgeren. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har givet en rimelig forklaring på de fremhævede divergenser, der vedrører helt centrale dele af ansøgerens asylmotiv. Ved vurderingen af ansøgerens troværdighed har Flygtningenævnet derudover lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om myndighedernes redningsaktion forekommer usandsynlig. Det forekommer således ikke sandsynligt, at såvel politiet, militæret og efterretningstjenesten blev indsat for at redde ansøgeren fra Taliban, særligt henset til ansøgerens rang og manglende profilering i det afghanske militær, og at myndighederne umiddelbart efter redningsaktionen lod ansøgeren gå frit rundt uden at iværksætte nogen former for sikkerhedsforanstaltninger. Endelig har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgerens forklaring til Udlændingestyrelsen og for nævnet indeholder en lang række mindre divergenser samt modstridende, usammenhængende og usandsynlige oplysninger, der ikke i sig selv ville kunne tillægges afgørende betydning, men som samlet set svækker ansøgerens troværdighed i væsentlig grad. Flygtningenævnet tilsidesætter på den baggrund ansøgerens forklaring som konstrueret og utroværdig. På den baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan vil risikere forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter ISIL. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på blandt andet, at ansøgeren ikke har oplevet nogen personlige eller individuelle konflikter med ISIL. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2018/44/SEL
Nævnet stadfæstede i januar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt to børn fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shiamuslim fra Kuduti, Jaghori, Ghazni, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive dræbt af de afghanske myndigheder og befolkningen i sit lokalområde, idet hendes ægtefælle igennem en årrække har uddelt kristent materiale, og hun selv på vegne af sin ægtefælle har givet en kristen bog til en naboens datter. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hendes ægtefælle, der arbejdede med at fragte sand, af for hende ukendte årsager, også uddelte kristne bøger. På en for ansøgeren ukendt dato havde hendes mand lagt to bøger frem til hende, som han bad hende om at give til en dreng og en pige. Samme dag kom naboens datter hjem til ansøgeren, og ansøgeren gav hende en af bøgerne. Seks til syv måneder efter denne hændelse blev ansøgeren på en for hende ukendt dato bevidst om, at hendes mand uddelte kristent materiale, da hun ved den lokale kilde overhørte andre kvinder omtale hendes mand som vantro, fordi han delte kristne bøger ud. Da ansøgeren et par dage efter foreholdt dette for sin mand, sagde han, at hun ikke skulle blande sig i hans arbejde. Ansøgeren fik et stykke tid herefter på en for hende ukendt dato smadret sin vandbeholder ved kilden af naboens datters mor, der herefter begyndte at slå ansøgeren sammen med andre tilstedeværende kvinder, fordi ansøgeren havde givet hendes datter en kristen bog. Kvinden sagde desuden, at ansøgeren og hendes mand skulle stenes, og at ægtefælle var vantro. Ansøgeren fortalte om episoden til sin mand, som blev ked af det, og som sagde, at han ville finde en løsning. Samme nat bankede det på døren, og fem politifolk trådte ind i ansøgerens hjem og slog samt sparkede hende og hendes mand. Mændene gennemsøgte huset og fandt nogle kristne bøger, hvorefter de førte ansøgeren og hendes mand bort til et rum, hvor de blev låst inde. Den følgende morgen blev ægtefælle hentet, hvorefter han fik at vide, at han og ansøgeren ville blive løsladt, hvis han betalte en sum penge. Senere samme dag blev ægtefælle endnu engang taget med, og da han kom tilbage, fortalte han ansøgeren, at de ville blive løsladt, idet han havde skaffet pengene. Den følgende nat blev de af politifolkene kørt til et øde område, hvor de mødtes med ægtefælles ven, der fortalte dem, at han ville finde en person, der kunne køre dem til Herat. Efter at have opholdt sig i Herat i to nætter udrejste de af Afghanistan til Iran. På grænsen mellem Iran og Tyrkiet blev ansøgeren adskilt fra sin ægtefælle, som hun ikke har set eller haft kontakt til siden. Ved vurderingen af ansøgerens forklaring har Flygtningenævnet lagt til grund, at ansøgeren er analfabet. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, i hvilken rækkefølge de enkelte episoder fandt sted, dvs. hvornår hun blev konfronteret af kvinderne første henholdsvis anden gang sammenholdt med, hvornår hun uddelte bogen til naboens datter. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgerens forklaring ikke er tidsmæssigt sammenhængende. Ansøgeren har således under samtalerne med Udlændingestyrelsen forklaret, at hun uddelte bogen til naboens datter 2½ år efter, at hun var blevet gift med ansøgeren, og under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at hun et par måneder forinden var blevet konfronteret af kvinderne første gang. Samtidig har ansøgeren under samtalerne med Udlændingestyrelsen forklaret, at hun blev gift for omkring fire år siden, og at hun blev bekendt med, at ægtefællen delte kristne bøger ud kort efter, at de var blevet gift. Samtidig har ansøgeren forklaret, at hun blev bevidst om, at der var tale om kristne bøger, da kvinderne konfronterede hende med, at ægtefællen delte bøger ud. Derudover har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om sin viden om det omhandlede materiale. Under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at ansøgeren ikke var klar over, hvad kristendommen var, før hun kom til Danmark, hvilket ikke stemmer overens med hendes forklaringer for Udlændingestyrelsen, hvor hun gentagne gange har forklaret, at hun blev bekendt med, at det var kristent materiale. Endvidere har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om episoden, hvor de blev tilbageholdt. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren forklaret, at hun ikke vidste, hvor mændene var fra, mens hun til asylsamtalen og under nævnsmødet har forklaret, at det var politiet. Endelig har Flygtningenævnet lagt vægt på, at væsentlige dele af ansøgerens forklaring om sit asylmotiv forekommer mindre sandsynlig. Nævnet finder således, at det forekommer mindre sandsynligt, at ansøgerens ægtefælle uddelte kristent materiale, og at han opbevarede det på bopælen, særligt henset til at han er muslim, at risikoen for at blive opdaget var stor, og at forseelsen ifølge det oplyste kunne straffes med stening. Endvidere forekommer det mindre sandsynligt, at ægtefællen bad ansøgeren om at uddele en kristen bog, særligt henset den betydelige risiko han derved udsatte ansøgeren for. Det kan ikke føre til en anden vurdering, at ansøgeren hertil har oplyst, at det er sådan i Afghanistan. Derudover forekommer det ikke sandsynligt, at naboens datter var interesseret i kristent materiale, og at hun skulle have været bekendt med, at ansøgerens ægtefælle uddelte kristent materiale, særligt henset til at ansøgerens ægtefælle uddelte materialet i smug, og at det var forbudt at være i besiddelse af kristent materiale. Nævnet finder, at det heller ikke forekommer sandsynligt, at ansøgeren, der ikke var interesseret i kristendommen, valgte at udlevere en bog om kristendommen til naboens datter, særligt henset til risikoen for at blive opdaget. Endelig finder nævnet, at det forekommer mindre sandsynligt, at ansøgeren og hendes ægtefælle valgte at blive i landsbyen i mere end et halvt år efter, at der var opstået rygter om, at ægtefællen uddelte kristent materiale, samt at ægtefællen fortsatte sine aktiviteter, herunder bad ansøgeren om at uddele en kristen bog til naboens datter. Flygtningenævnet tilsidesætter herefter ansøgerens forklaring som konstrueret og utroværdig. Flygtningenævnet bemærker, at Flygtningenævnet således heller ikke kan lægge til grund, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være uden familie, herunder ægtefælle, og andet netværk i Afghanistan. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan vil risikere forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2018/43/SEL
Nævnet stadfæstede i januar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar fra Afghanistan samt et medfølgende barn. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske hazaraer og shia-muslimer fra […]-provinsen, Afghanistan. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter familierne til to drenge, der blev sendt til fronterne i Syrien og døde som følge heraf. Ansøgerne frygter, at de to drenges familier vil komme efter dem og deres familie. Ansøgerne har til støtte herfor henvist til sine sønners, [B] og [A], konflikt, med hvem ansøgernes sag er sambehandlet. Den kvindelige ansøger frygter endvidere, at den mandlige ansøger vil blive behandlet dårligt eller ført i krig, såfremt de vender tilbage til Afghanistan, idet han er deserteret. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge [B] og [A]s forklaringer om, at de har arbejdet som guider for pilgrimsturister til grund, ligesom det kan lægges til grund, at de påtog sig dette arbejde for at opnå ubegrænset opholdstilladelse i Iran. Flygtningenævnet kan også lægges til grund, at familien [ansøgernes slægtsnavn] har et slægtskab til det afghanske parlamentsmedlem [X] samt, at det i en vis udstrækning var ham, der iværksatte pilgrimturene og skaffede dem jobbet som guider og kontakten til Sepah. Flygtningenævnet kan imidlertid ikke lægge til grund, at [B] og [A] blev kørt til en Basij-lejr for at besigtige to lig. Der er herved lagt vægt på, at de to brødre har forklaret divergerende om, hvorvidt de skulle besigtige ligene for at identificere dem eller om de fik ligene fremvist for at blive skræmt. [B] og [A] har under nævnsmødet fastholdt, at de skulle identificere ligene, hvilket forekommer utroværdigt, idet den ene af brødrene har forklaret, at der stod navn på kisterne, og idet de havde afleveret pilgrimsturisterne til Sepah med en navneliste. Flygtningenævnet kan derfor ikke lægge til grund, at [B] og [A] fik viden om, at en pilgrimsturist ved navn [Y] havde lidt maturdøden, og det kan i forlængelse heraf heller ikke lægges til grund, at de videregav denne oplysning til [H] og dermed til [Y] far. [B] og [A] har tillige forklaret divergerende om, hvorvidt pilgrimsturisterne vidste, at de skulle til Syrien og arbejde bag fronten. De har således både forklaret, at turisterne ikke vidste dette, og at de vidste det. Når dette sammenholdes med den resterende del af deres forklaringer, og den omstændighed, at det i 2015 var alment kendt, at der var borgerkrig i Syrien, og at det var farligt at rejse ind i Syrien, kan Flygtningenævnet ikke lægge til grund, at [B] og [A] medvirkede til at lokke pilgrimsturisterne til Syrien. Det fremgår i øvrigt af [B]s forklaring til Udlændingestyrelsen, at det var [Y]s far, der havde bestilt rejsen til [Y]. Flygtningenævnet finder herefter, at [B] og [A] ikke har sandsynliggjort, at de har en asylbegrundende konflikt med [Y]s far. Flygtningenævnet finder efter samme bevisvurdering, at [B] og [A] ikke har sandsynliggjort, at de har en asylbegrundende konflikt med [X]. Der er herved navnlig lagt vægt på, at de udførte de opgaver, som de fik af ham, og at familien efter den angivelige konflikt opholdt sig først ca. otte dage hos [D]s søster i nærheden af deres bopæl, og at [B] derefter opholdt sig to måneder i Teheran, hvor han problemfrit afsluttede en sag hos myndighederne og afhændede families ejendom. Flygtningenævnet lægger derfor efter en samlet vurdering af ansøgernes forklaringer til grund, at ingen af ansøgerne er profilerede, og at deres involvering i pilgrimsturisme i Iran ikke har profileret dem over for hverken [X] eller [Y]s far eller andre i Afghanistan på en sådan måde, at de risikerer asylbegrundende forfølgelse. Den omstændighed, at [C]s barnebarn i Herat angiveligt er blevet dræbt, ændrer ikke herved. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2018/42/MJM
Nævnet stadfæstede i januar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shiamuslim. Ansøgeren er født og opvokset i Iran, men er afghansk statsborger. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at hun og hendes familie vil blive dræbt af en mand ved navn Sadeghi, eller af familien til en dreng ved navn Yasin. Ansøgeren har til støtte herfor henvist til sine brødres konflikt, med hvem ansøgerens sag er blevet sambehandlet. Ansøgeren frygter i øvrigt de generelle forhold for hazaraer i Afghanistan. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge [B] og [A]s forklaringer om, at de har arbejdet som guider for pilgrimsturister til grund, ligesom det kan lægges til grund, at de påtog sig dette arbejde for at opnå ubegrænset opholdstilladelse i Iran. Flygtningenævnet kan også lægges til grund, at familien [ansøgernes slægtsnavn] har et slægtskab til det afghanske parlamentsmedlem [X] samt, at det i en vis udstrækning var ham, der iværksatte pilgrimturene og skaffede dem jobbet som guider og kontakten til Sepah. Flygtningenævnet kan imidlertid ikke lægge til grund, at [B] og [A] blev kørt til en Basij-lejr for at besigtige to lig. Der er herved lagt vægt på, at de to brødre har forklaret divergerende om, hvorvidt de skulle besigtige ligene for at identificere dem eller om de fik ligene fremvist for at blive skræmt. [B] og [A] har under nævnsmødet fastholdt, at de skulle identificere ligene, hvilket forekommer utroværdigt, idet den ene af brødrene har forklaret, at der stod navn på kisterne, og idet de havde afleveret pilgrimsturisterne til Sepah med en navneliste. Flygtningenævnet kan derfor ikke lægge til grund, at [B] og [A] fik viden om, at en pilgrimsturist ved navn [Y] havde lidt maturdøden, og det kan i forlængelse heraf heller ikke lægges til grund, at de videregav denne oplysning til [H] og dermed til [Y] far. [B] og [A] har tillige forklaret divergerende om, hvorvidt pilgrimsturisterne vidste, at de skulle til Syrien og arbejde bag fronten. De har således både forklaret, at turisterne ikke vidste dette, og at de vidste det. Når dette sammenholdes med den resterende del af deres forklaringer, og den omstændighed, at det i 2015 var alment kendt, at der var borgerkrig i Syrien, og at det var farligt at rejse ind i Syrien, kan Flygtningenævnet ikke lægge til grund, at [B] og [A] medvirkede til at lokke pilgrimsturisterne til Syrien. Det fremgår i øvrigt af [B]s forklaring til Udlændingestyrelsen, at det var [Y]s far, der havde bestilt rejsen til [Y]. Flygtningenævnet finder herefter, at [B] og [A] ikke har sandsynliggjort, at de har en asylbegrundende konflikt med [Y]s far. Flygtningenævnet finder efter samme bevisvurdering, at [B] og [A] ikke har sandsynliggjort, at de har en asylbegrundende konflikt med [X]. Der er herved navnlig lagt vægt på, at de udførte de opgaver, som de fik af ham, og at familien efter den angivelige konflikt opholdt sig først ca. otte dage hos [D]s søster i nærheden af deres bopæl, og at [B] derefter opholdt sig to måneder i Teheran, hvor han problemfrit afsluttede en sag hos myndighederne og afhændede families ejendom. Flygtningenævnet lægger derfor efter en samlet vurdering af ansøgernes forklaringer til grund, at ingen af ansøgerne er profilerede, og at deres involvering i pilgrimsturisme i Iran ikke har profileret dem over for hverken [X] eller [Y]s far eller andre i Afghanistan på en sådan måde, at de risikerer asylbegrundende forfølgelse. Den omstændighed, at [C]s barnebarn i Herat angiveligt er blevet dræbt, ændrer ikke herved. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2018/41/MJM
Nævnet stadfæstede i januar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim. Ansøgeren er født og opvokset i Iran, men er afghansk statsborger. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at komme i fængsel, idet en mand ved navn [P], far til en dreng ved navn [Y], har beskyldt ansøgeren for at være skyld i drengens død. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af [X], idet ansøgeren har viden om hans aktiviteter i Afghanistan, Iran og Syrien. Ansøgeren har til støtte herfor henvist til samme asylmotiv som sin bror, [B], med hvem ansøgerens asylsag er sambehandlet. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge [B] og [A]s forklaringer om, at de har arbejdet som guider for pilgrimsturister til grund, ligesom det kan lægges til grund, at de påtog sig dette arbejde for at opnå ubegrænset opholdstilladelse i Iran. Flygtningenævnet kan også lægges til grund, at familien [ansøgernes slægtsnavn] har et slægtskab til det afghanske parlamentsmedlem [X] samt, at det i en vis udstrækning var ham, der iværksatte pilgrimturene og skaffede dem jobbet som guider og kontakten til Sepah. Flygtningenævnet kan imidlertid ikke lægge til grund, at [B] og [A] blev kørt til en Basij-lejr for at besigtige to lig. Der er herved lagt vægt på, at de to brødre har forklaret divergerende om, hvorvidt de skulle besigtige ligene for at identificere dem eller om de fik ligene fremvist for at blive skræmt. [B] og [A] har under nævnsmødet fastholdt, at de skulle identificere ligene, hvilket forekommer utroværdigt, idet den ene af brødrene har forklaret, at der stod navn på kisterne, og idet de havde afleveret pilgrimsturisterne til Sepah med en navneliste. Flygtningenævnet kan derfor ikke lægge til grund, at [B] og [A] fik viden om, at en pilgrimsturist ved navn [Y] havde lidt maturdøden, og det kan i forlængelse heraf heller ikke lægges til grund, at de videregav denne oplysning til [H] og dermed til [Y] far. [B] og [A] har tillige forklaret divergerende om, hvorvidt pilgrimsturisterne vidste, at de skulle til Syrien og arbejde bag fronten. De har således både forklaret, at turisterne ikke vidste dette, og at de vidste det. Når dette sammenholdes med den resterende del af deres forklaringer, og den omstændighed, at det i 2015 var alment kendt, at der var borgerkrig i Syrien, og at det var farligt at rejse ind i Syrien, kan Flygtningenævnet ikke lægge til grund, at [B] og [A] medvirkede til at lokke pilgrimsturisterne til Syrien. Det fremgår i øvrigt af [B]s forklaring til Udlændingestyrelsen, at det var [Y]s far, der havde bestilt rejsen til [Y]. Flygtningenævnet finder herefter, at [B] og [A] ikke har sandsynliggjort, at de har en asylbegrundende konflikt med [Y]s far. Flygtningenævnet finder efter samme bevisvurdering, at [B] og [A] ikke har sandsynliggjort, at de har en asylbegrundende konflikt med [X]. Der er herved navnlig lagt vægt på, at de udførte de opgaver, som de fik af ham, og at familien efter den angivelige konflikt opholdt sig først ca. otte dage hos [D]s søster i nærheden af deres bopæl, og at [B] derefter opholdt sig to måneder i Teheran, hvor han problemfrit afsluttede en sag hos myndighederne og afhændede families ejendom. Flygtningenævnet lægger derfor efter en samlet vurdering af ansøgernes forklaringer til grund, at ingen af ansøgerne er profilerede, og at deres involvering i pilgrimsturisme i Iran ikke har profileret dem over for hverken [X] eller [Y]s far eller andre i Afghanistan på en sådan måde, at de risikerer asylbegrundende forfølgelse. Den omstændighed, at [C]s barnebarn i Herat angiveligt er blevet dræbt, ændrer ikke herved. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2018/40/MJM
Nævnet stadfæstede i januar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Sagen er sambehandlet med afgh/2018/5/DTO. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk tajik og sunnimuslim fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af terrorister fra Taleban, idet han har nægtet at samarbejde med dem om at finde sin ven og kollega, [A]. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at han arbejdede i den afghanske anklagemyndighed fra 2011 til 2015 i Kabul. Hans ven [A] havde problemer med nogle ukendte personer fra Taleban. [I foråret] 2015 var ansøgeren på vej hjem fra fitnesscenteret, da han blev opsøgt af en mand i politiuniform, som bad ansøgeren om at følge med til en bil, hvor en person ved navn [B] befandt sig. Ansøgeren blev udspurgt om [A] og bedt om at samarbejde med [B]. Ansøgeren fik at vide, at det ville gå udover hans familie, hvis han ikke adlød. Ansøgeren fik herefter en frist på tre dage til at beslutte sig. Tre dage senere modtog ansøgeren et telefonopkald på sin arbejdstelefon, som han ikke besvarede. Da ansøgeren kom hjem, så han samme aften at nogen skød uden for ansøgerens bolig. Ansøgeren flygtede gennem bagdøren. Ansøgeren udrejste af Afghanistan til Tadsjikistan fire dage senere [i foråret] 2015. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Nævnet lægger således til grund, at ansøgeren har virket som anklager, og at han er blevet opsøgt af en regeringsfjendtlig gruppering, som har krævet, at han samarbejdede med dem blandt andet med henblik på at finde [A]. Nævnet lægger endvidere til grund, at ansøgeren er blevet opsøgt i sit hjem af bevæbnede personer, som har skudt efter ham, hvorefter han flygtede fra stedet. Nævnet lægger herefter til grund, at ansøgeren må anses for at være en højtprofileret person, der har været efterstræbt på livet af regeringsfjendtlige grupperinger. Nævnet finder ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Nævnet finder imidlertid, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. afgh/2018/4/DTO
Nævnet stadfæstede i januar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shiamuslim. Ansøgeren er født og opvokset i Iran, men er afghansk statsborger. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer at blive efterstræbt af faren til en dreng ved navn [Y], samt et afghansk parlamentsmedlem, ved navn [X], som beskylder ansøgeren samt ansøgerens bror for at stå bag [Y]s martyrdød. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at [X], på en ukendt dato i begyndelsen af 2016, kom til ansøgerens bopæl i [bydel] i Teheran sammen med ansøgerens morbror. [X] foreslog, at ansøgeren og ansøgerens lillebror, [A], skulle påtage sig et arbejde med at modtage afghanske turister i Teheran og vise dem betydningsfulde grave og steder i Iran. Dagen efter tog ansøgeren sammen med sin lillebror og [X] hen for at møde [Z] og [Q] fra den iranske efterretningstjeneste Sepah, hvortil turisterne skulle afleveres efter endt rundvisning i Iran. Turisterne skulle derefter videre og besøge grave i Syrien. Det var op til turisterne, om de ville blive i Syrien og deltage i krigen som hjælpere bag fronten. Ansøgeren og [A] ville få løn for arbejdet, som de lavede ved siden af deres normale fuldtidsarbejde som bygningshåndværkere i Teheran og omegn. Ansøgeren og [A] blev derudover lovet et guldkort, som ville give dem lov til at rejse uhindret rundt i hele Iran, hvilket de aldrig fik. Den [nærmere angiven dato i foråret] 2015 begyndte ansøgeren og [A] arbejdet med turisterne. De havde fire til fem hold turister med 10-15 personer på hvert hold. Hver tur tog fire til fem dage, og de blev kørt rundt i en minibus med chauffør. [I sommeren] 2015 blev ansøgeren ringet op af [Q] fra efterretningstjenesten Sepah, som dagen efter hentede ansøgeren ved sin bopæl i [bydel] i Teheran og kørte ham til [andel bydel], som er en anden bydel i Teheran. Ansøgeren blev her vist to lig og adspurgt, om han kendte personerne, hvilket han ikke gjorde. Da ansøgeren kom hjem på bopælen, fortalte han sin lillebror [A] om det passerede. [A] havde været udsat for det samme, hvor det i stedet var [Z] fra efterretningstjenesten, der havde vist ham de to lig. [A] kunne genkende et af ligene, som var en ung mand ved navn [Y], de tidligere havde haft som turist på en af deres ture. Dagen efter tog ansøgeren og [A] på byggepladsen for at arbejde, hvorfra [A] ringede til [X] og fortalte om hændelsen med de tog lig. [X] svarede, at han var bekendt med hændelsen og synes, det var godt, at de to afdøde havde lidt martyrdøden. Den [nærmere angiven dato i efteråret] 2015 ankom ansøgeren og [A]s sidste hold af turister. Fire personer fra holdet havde af [X]s folk fået at vide, at ansøgerens og [A]s familie var fra [navn på provins] provinsen i Afghanistan, hvor de fire personer også kom fra. Ansøgerens far foreslog at invitere de fire personer hjem på bopælen. Efter middagen talte de om den videre rejse til Syrien, hvorefter ansøgeren og [A] fortalte om de to lig, de havde fået forevist og frarådede de fire personer at tage videre til Syrien. En af de fire personer, [H], fortalte, at han i [hjemegnen] havde hørt, at [Y]s far ledte efter ham. [H] ringede til sin far i [hjemegnen] næste dag og fortalte om [Y]s lig, og at liget var blevet set i Teheran. Dagen efter afleverede ansøgeren og [A] holdet med turister til [Q] fra efterretningstjenesten og tog videre til byggepladsen for at arbejde. Den [nærmere angiven dato i efteråret] 2015 ringede [X] til ansøgeren og [A], og han var meget vred over, at de havde fortalt Hossein om [Y]s lig. [X] truede med, at hvis de ikke tiede om oplysningerne, ville de ende som [Y]. Ansøgeren og [A] overnattede på byggepladsen den aften, hvilket de gjorde af og til. Deres søster og mor ringede og fortalte, at tre politifolk havde været på bopælen og spurgt efter dem. Derudover havde de ransaget huset. Dagen efter var ansøgeren og [A] på arbejde, da de blev ringet op og fortalt, at tre politifolk igen havde været på bopælen for at spørge efter dem, samt at huset igen var blevet ransaget. Ansøgeren troede, at det drejede sig om en gammel sag fra 2014, hvor han var blevet anklaget for at være skyld i en ansats død på en byggeplads. Ansøgeren foreslog sin familie, at de den næstfølgende morgen skulle tage til deres moster, hvor de alle kunne mødes sikkert. På vej hen til ansøgerens moster ringede [A] til [H], som fortalte, at [Y]s far havde opsøgt [X] og anklaget ham for [Y]s død. [X] havde afvist dette og derimod fortalt, at ansøgeren og [A] var ansvarlig for [Y]s død. Ansøgeren blev herefter overbevist om, at dette var baggrunden for, at politiet to gange havde været på deres bopæl for at spørge efter ansøgeren og [A]. Efter at have spist middagsmad hos mosteren, tog ansøgeren og [A] igen på byggepladsen. [X] ringede til [A] og virkede venlig og spurgte ind til, hvor de befandt sig. [A] oplyste kun, at de befandt sig i Teheran. De slukkede herefter deres mobiler, idet de var bange. I to til tre dage talte de om, hvad de skulle gøre. De ringede flere gange til [H] og fik at vide, at [Y]s far gik rundt i [hjemegnen] og sagde, at ansøgeren og [A] var ansvarlige for [Y]s død. Ansøgeren ringede til sin familie og forberedte dem på, at de alle skulle udrejse af Iran. De solgte deres bil, og [A] fandt en agent nær deres bopæl, og han udrejste med resten af familien, mens ansøgeren blev i Iran. Ansøgeren kontaktede sin advokat for at høre, om han ville komme for retten på bagrund af den gamle sag, hvor han var beskyldt for en ansats død på arbejdspladsen, såfremt han solgte sin families hus. Advokaten gjorde ansøgeren opmærksom på, at han ikke ville risikere at komme i retten, hvis bøden blev betalt. Ansøgeren betalte bøden, hvilket gav ham mulighed for at sælge familiens bolig i Teheran til boligens iranske proformaejer uden at blive tilbageholdt af de iranske myndigheder på grund af den gamle sag fra byggepladsen. Ansøgeren udrejse derefter af Iran [ultimo 2015]. Ansøgeren tog til Tyrkiet og videre til Danmark. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge [B] og [A]s forklaringer om, at de har arbejdet som guider for pilgrimsturister til grund, ligesom det kan lægges til grund, at de påtog sig dette arbejde for at opnå ubegrænset opholdstilladelse i Iran. Flygtningenævnet kan også lægges til grund, at familien [ansøgernes slægtsnavn] har et slægtskab til det afghanske parlamentsmedlem [X] samt, at det i en vis udstrækning var ham, der iværksatte pilgrimturene og skaffede dem jobbet som guider og kontakten til Sepah. Flygtningenævnet kan imidlertid ikke lægge til grund, at [B] og [A] blev kørt til en Basij-lejr for at besigtige to lig. Der er herved lagt vægt på, at de to brødre har forklaret divergerende om, hvorvidt de skulle besigtige ligene for at identificere dem eller om de fik ligene fremvist for at blive skræmt. [B] og [A] har under nævnsmødet fastholdt, at de skulle identificere ligene, hvilket forekommer utroværdigt, idet den ene af brødrene har forklaret, at der stod navn på kisterne, og idet de havde afleveret pilgrimsturisterne til Sepah med en navneliste. Flygtningenævnet kan derfor ikke lægge til grund, at [B] og [A] fik viden om, at en pilgrimsturist ved navn [Y] havde lidt maturdøden, og det kan i forlængelse heraf heller ikke lægges til grund, at de videregav denne oplysning til [H] og dermed til [Y] far. [B] og [A] har tillige forklaret divergerende om, hvorvidt pilgrimsturisterne vidste, at de skulle til Syrien og arbejde bag fronten. De har således både forklaret, at turisterne ikke vidste dette, og at de vidste det. Når dette sammenholdes med den resterende del af deres forklaringer, og den omstændighed, at det i 2015 var alment kendt, at der var borgerkrig i Syrien, og at det var farligt at rejse ind i Syrien, kan Flygtningenævnet ikke lægge til grund, at [B] og [A] medvirkede til at lokke pilgrimsturisterne til Syrien. Det fremgår i øvrigt af [B]s forklaring til Udlændingestyrelsen, at det var [Y]s far, der havde bestilt rejsen til [Y]. Flygtningenævnet finder herefter, at [B] og [A] ikke har sandsynliggjort, at de har en asylbegrundende konflikt med [Y]s far. Flygtningenævnet finder efter samme bevisvurdering, at [B] og [A] ikke har sandsynliggjort, at de har en asylbegrundende konflikt med [X]. Der er herved navnlig lagt vægt på, at de udførte de opgaver, som de fik af ham, og at familien efter den angivelige konflikt opholdt sig først ca. otte dage hos [D]s søster i nærheden af deres bopæl, og at [B] derefter opholdt sig to måneder i Teheran, hvor han problemfrit afsluttede en sag hos myndighederne og afhændede families ejendom. Flygtningenævnet lægger derfor efter en samlet vurdering af ansøgernes forklaringer til grund, at ingen af ansøgerne er profilerede, og at deres involvering i pilgrimsturisme i Iran ikke har profileret dem over for hverken [X] eller [Y]s far eller andre i Afghanistan på en sådan måde, at de risikerer asylbegrundende forfølgelse. Den omstændighed, at [C]s barnebarn i Herat angiveligt er blevet dræbt, ændrer ikke herved. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2018/39/MJM
Nævnet stadfæstede i januar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber, taler dari og er sunni-muslim fra [en landsby i] Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive kidnappet af ukendte personer, og at der vil blive kastet sten mod hendes bopæl. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hendes far blev kidnappet af Taliban eller ISIL. Ansøgerens familie var velhavende, og faren havde indflydelsesrige venner og bekendte. Efter faren havde været forsvundet i tyve dage, modtog familien et telefonopkald fra kidnapperne. Ansøgerens farbror talte med kidnapperne, som sagde, at de havde faren i deres varetægt og forlangte en løsesum. Farbroren talte også med faren, der sagde, at kidnapperne ville slå ham ihjel, selvom løsesummen blev indfriet. Et stykke tid herefter holdt familien en begravelsesceremoni for faren. Efter begravelsesceremonien begyndte ukendte personer at kaste sten mod familiens bopæl. Ansøgeren udrejste af Afghanistan omkring seks måneder efter kidnapningen. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaringer til grund. Samtlige ansøgere har tidligere forklaret, at deres far, henholdsvis bror blev bortført og formodes at være blevet dræbt. Det er endvidere oplyst, at familien fra gammel tid havde en konflikt med andre familiemedlemmer, der vedrørte rettigheder til jord. Det fremstod dog uklart, om denne konflikt havde nogen aktualitet. [En af de kvindelige ansøgere] forklarede endvidere, at hendes fætter ønskede, at hun skulle gifte sig med ham, og at han i den forbindelse havde truet med, at han ville skære hovedet af en eventuel anden mand, som hun måtte vælge at gifte sig med. [Hun] forklarede ved samme lejlighed, at hun ikke vedrørende ægteskab var blevet opsøgt i et år forud for udrejsen af Afghanistan. Ansøgeren […] har ved samtale [i efteråret 2016] forklaret bl.a.: ”Ansøger og hendes familie har ikke haft konflikter med de omtalte fætre, det var kun hendes far. … Ansøgers faster skulle have været gift med dem, idet hun ikke er blevet gift med dem, er hun stadig enlig. Det er hendes fætter hun skulle være blevet gift med. Spurgt om ansøgerens far har haft nogle problemer med disse fætre, svarer ansøger benægtende. Spurgt om nogen i familien, foruden hendes faster, har haft konflikter med familien efter farfarens død, svarer hun benægtende. Ansøger selv har ikke oplevet konflikter på baggrund af fasterens manglende giftermål med hendes fætter.……” For Flygtningenævnet har samtlige ansøgere forklaret uddybende og dramatiserende særligt om fætteren [X], der efter det forklarede, var den, der ønskede at gifte sig med [en af de kvindelige ansøgere]. Det er således for Flygtningenævnet forklaret, at [X] var en indflydelsesrig myndighedsperson, ansat i politiet, og at hans indflydelse var så stor, at dette i sig selv gjorde en henvendelse til myndighederne i forbindelse med bortførelsen af [A] udsigtsløs. Dette uagtet, at [A] efter det tidligere forklarede selv havde indflydelsesrige venner, herunder borgmesteren og anklagere og dommere. Endvidere er oplysningerne om de af [X] fremsatte trusler af såvel [den mandlige ansøger] som [en af de kvindelige ansøgere] udbygget med, at han havde truet med, at et eventuelt bryllupsoptog hvori [hun] befandt sig, ville blive sprængt i luften ved en selvmordsaktion. [Den mandlige ansøger] har for Flygtningenævnet gentagne gange udtalt, at han frygter at blive dræbt af [X], men uden at han på gentagne forespørgsler kunne konkretisere baggrunden for dette nærmere. Endelig finder Flygtningenævnet det påfaldende, at det for Nævnet er blevet forklaret, at fætteren [Y] er medlem af ISIS. Dette har ingen af ansøgerne tidligere forklaret. Flygtningenævnet må betragte dette som et forsøg på at sammenkæde oplysningerne om bortførelsen af [A] med frygten for ISIS og den tidligere omtalte jordkonflikt. Således gav for eksempel [den mandlige ansøger] ved samtale [i efteråret 2016] udtryk for, at han ikke vidste, om hans fars fætre havde forbindelse til ISIS. Særligt vedrørende [en af de kvindelige ansøgere] bemærker Nævnet, at selv hvis hendes forklaring om [X’s] trusler kunne lægges til grund, er hun forblevet på sin bopæl i 6-7 år efter de første henvendelser, ligesom hun ved samtale [i efteråret 2016] forklarede, at hun ikke havde hørt fra denne gren af familien i ca. et år. På den baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at ansøgeren i Afghanistan vil risikere forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2018/38/THV
Nævnet stadfæstede i januar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber, taler dari og er sunni-muslim fra [en landsby i] Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive kidnappet af Taliban eller ISIL. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hendes bror [A] blev kidnappet af Taliban eller ISIL. Ansøgerens familie var velhavende og ejede et bageri, to bygninger og meget jord. Ansøgeren har samtidig oplyst, at [A] var magtfuld og havde indflydelsesrige venner og bekendte. Efter [A] havde været forsvundet i tyve dage, modtog familien et telefonopkald fra kidnapperne. Ansøgeren gav telefonen til sin anden bror [B], som besvarede opkaldet. Kidnapperne fortalte, at de havde [A] i deres varetægt og forlangte en løsesum. [B] talte også med [A]. [A] sagde, at han var blevet bortført af Taliban eller ISIL, og at kidnapperne ville slå ham ihjel, selvom løsesummen blev indfriet. Omkring tre måneder efter, at familien blev kontaktet af kidnapperne, holdte de en begravelsesceremoni for [A]. Herefter begyndte ukendte personer at kaste sten og lerklumper mod familiens bopæl om natten. De oplevede også, at strømmen blev afbrudt flere gange. En nat trængte en ukendt person ind i deres gård, hvorefter ansøgerens bror skød efter vedkommende. Ansøgeren udrejste af Afghanistan omkring seks måneder efter kidnapningen. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaringer til grund. Samtlige ansøgere har tidligere forklaret, at deres far, henholdsvis bror blev bortført og formodes at være blevet dræbt. Det er endvidere oplyst, at familien fra gammel tid havde en konflikt med andre familiemedlemmer, der vedrørte rettigheder til jord. Det fremstod dog uklart, om denne konflikt havde nogen aktualitet. Ansøgeren […] forklarede endvidere, at hendes fætter ønskede, at hun skulle gifte sig med ham, og at han i den forbindelse havde truet med, at han ville skære hovedet af en eventuel anden mand, som hun måtte vælge at gifte sig med. [Ansøgeren] forklarede ved samme lejlighed, at hun ikke vedrørende ægteskab var blevet opsøgt i et år forud for udrejsen af Afghanistan. [Den anden kvindelige ansøger] har ved samtale [i efteråret 2016] forklaret bl.a.: ”Ansøger og hendes familie har ikke haft konflikter med de omtalte fætre, det var kun hendes far. …. Ansøgers faster skulle have været gift med dem, idet hun ikke er blevet gift med dem, er hun stadig enlig. Det er hendes fætter hun skulle være blevet gift med. Spurgt om ansøgerens far har haft nogle problemer med disse fætre, svarer ansøger benægtende. Spurgt om nogen i familien, foruden hendes faster, har haft konflikter med familien efter farfarens død, svarer hun benægtende. Ansøger selv har ikke oplevet konflikter på baggrund af fasterens manglende giftermål med hendes fætter.……” For Flygtningenævnet har samtlige ansøgere forklaret uddybende og dramatiserende særligt om fætteren [X], der efter det forklarede, var den, der ønskede at gifte sig med [ansøgeren]. Det er således for Flygtningenævnet forklaret, at [X] var en indflydelsesrig myndighedsperson, ansat i politiet, og at hans indflydelse var så stor, at dette i sig selv gjorde en henvendelse til myndighederne i forbindelse med bortførelsen af [A] udsigtsløs. Dette uagtet, at [A] efter det tidligere forklarede selv havde indflydelsesrige venner, herunder borgmesteren og anklagere og dommere. Endvidere er oplysningerne om de af [X] fremsatte trusler af såvel [den mandlige ansøger] som [ansøgeren] udbygget med, at han havde truet med, at et eventuelt bryllupsoptog hvori [ansøgeren] befandt sig, ville blive sprængt i luften ved en selvmordsaktion. [Den mandlige ansøger] har for Flygtningenævnet gentagne gange udtalt, at han frygter at blive dræbt af [X], men uden at han på gentagne forespørgsler kunne konkretisere baggrunden for dette nærmere. Endelig finder Flygtningenævnet det påfaldende, at det for Nævnet er blevet forklaret, at fætteren [Y] er medlem af ISIS. Dette har ingen af ansøgerne tidligere forklaret. Flygtningenævnet må betragte dette som et forsøg på at sammenkæde oplysningerne om bortførelsen af [A] med frygten for ISIS og den tidligere omtalte jordkonflikt. Således gav for eksempel [den mandlige ansøger] ved samtale [i efteråret 2016] udtryk for, at han ikke vidste, om hans fars fætre havde forbindelse til ISIS. Særligt vedrørende [ansøgeren] bemærker Nævnet, at selv hvis hendes forklaring om [X’s] trusler kunne lægges til grund, er hun forblevet på sin bopæl i 6-7 år efter de første henvendelser, ligesom hun ved samtale [i efteråret 2016] forklarede, at hun ikke havde hørt fra denne gren af familien i ca. et år. På den baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at ansøgeren i Afghanistan vil risikere forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2018/36/THV
Nævnet stadfæstede i januar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tadjik og sunnimuslim fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til at, han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive dræbt af sin farbror eller dennes bekendte fra Taliban, idet ansøgeren har hjulpet sin mor med at blive skilt fra farbroren og hjulpet sine halvsøskende med at flygte fra farbrorens hjem. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans far døde, inden ansøgeren blev født, og at hans mor tre år senere blev gift med ansøgerens farbror. Ansøgerens farbror behandlede ansøgerens mor dårligt, og som ti årig, blev ansøgeren adskilt fra sin mor. Ansøgeren flyttede herefter ind hos sin farmor og farfar sammen med sin storebror. I 2009 blev ansøgeren ringet op af sin farbror, som sagde, at ansøgeren skulle komme og hente sin mors lig. Da ansøgeren kom hjem til farbroren, så han, at moren var blevet gennembanket, men hun var ikke død. Ansøgerens farbror sagde, at ansøgeren skulle tage sin mor med sig. Ansøgeren tog sin mor med sig, og efterfølgende hjalp ansøgeren og hans søskende deres mor med at søge om skilsmisse fra farbroren. De søgte om skilsmisse på kvindeministeriet og fik hjælp af en norsk organisation. Efterfølgende boede ansøgeren sammen med sin mor og bror. I 2015 besluttede ansøgerens farbror at sælge sin yngste datter, ansøgers halvsøster. Ansøgers farbrors anden hustru fik ondt af ansøgerens halvsøsteryngre halvbror, og hun hjalp dem med at flygte hjem til ansøgeren. Da de kom hjem til ansøger, tog ansøgeren dem med på hospitalet, idet farbroren havde udsat ansøgerens halvsøster for fysiske overgreb. Mens ansøgeren opholdt sig på hospitalet, blev ansøgers bror bortført fra deres bopæl. Ansøger fik dette at vide af sin ven, der ringede til ham. Ansøgeren og hans familie tog hjem til vennen, som efterfølgende hjalp med at bortforpagte deres lejlighed og derved skaffe penge til, at de kunne få en bolig et andet sted i Afghanistan. Ansøgeren og flyttede herefter til [A] med sin familie. Efter at have boet der i to måneder, tog ansøger en dag til Kabul for at aflevere nogle papirer hos El-direktoratet. Da ansøgeren kom ud fra direktoratet, holdt nogen en serviet for hans næse, hvorefter han besvimede. Da ansøgeren kom til bevidsthed igen, befandt han sig i en kælder. Nogle mænd afhørte ham om, hvor hans halvsøskende og mor befandt sig. Efter to dage i kælderen tog mændene ansøgeren ud i en skov, hvor de igen afhørte ham om, hvor hans familie befandt sig, mens de udsatte ham for fysiske overgreb. Politiet kom, og mændene flygtede uden ansøgeren. Ansøger kom hjem til sin familie, og hans ven kontaktede en agent, som hjalp dem med at skaffe pas og visum, hvorefter de udrejste af Afghanistan. Flygtningenævnet kan efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring ikke lægge til grund, at ansøgeren reelt er efterstræbt af sin farbror, [B], der efter ansøgerens forklaring er ansat som politimand i Indenrigsministeriet i Kabul, og som i øvrigt har forbindelser til Taliban. Nævnet henviser til, at forklaringen på afgørende punkter fremstår usandsynlig og usammenhængende, og således forekommer konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet lægger vægt på, at det fremstår usandsynligt, at ansøgeren tre gange i 2008 skulle være blevet pågrebet af [B] og tilbageholdt for derefter at blive løsladt, såfremt [B] reelt havde til hensigt at slå ansøgeren ihjel. Der henvises i den forbindelse endvidere til, at ansøgeren efter den seneste fængsling i 2008 i syv år har passet sit arbejde i Kabul uden problemer med farbroren. Nævnet finder endvidere, at ansøgerens forklaring om tilbageholdelsen i 2015 fremstår utroværdig. Der lægges vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende om episoden i skoven, idet han overfor nævnet har forklaret, at der flere gange blev skudt foran fødderne på ham. Ansøgeren har ikke tidligere under samtalerne med Udlændingestyrelsen forklaret herom. Ansøgeren har i øvrigt forklaret divergerende om telefonsamtalen med vennen, [C], vedrørende episoden ved ansøgerens bopæl. Ansøgeren har under samtalerne med Udlændingestyrelsen forklaret, at [C] i telefonen blandt andet fortalte, at han havde set, at ansøgerens bror var blevet hentet fra bopælen. Overfor nævnet har ansøgeren forklaret, at [C] under telefonsamtalen blot fortalte, at der var larm og ballade ved bopælen, og at [C] først senere fortalte, at ansøgerens bror var blevet taget. Flygtningenævnet finder det i øvrigt utroværdigt, at ansøgeren ikke skulle have haft kontakt med familiemedlemmer efter sin udrejse. Der henvises til flere udskrifter fra Facebook med angivelse af ansøgerens navn og med fotos med ansøgeren og hans bror, samt udskrifter af en indbyrdes korrespondance. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i en konkret og individuel risiko for forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk.1, eller at han risikerer overgreb, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2018/35/IBK
Nævnet stadfæstede i januar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger med to medfølgende børn fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim fra Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at ansøgeren og ansøgerens ægtefælle ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af ansøgerens tidligere ægtefælle, [H], idet ansøgeren har forladt sin tidligere ægtefælle, [H], til fordel for ansøgerens nuværende ægtefælle, [S]. Ansøgeren har videre som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer stening, såfremt myndighederne får kendskab til, at ansøgeren har været sin tidligere ægtefælle, [H], utro, og at hun nu er blevet religiøst viet med [S]. Ansøgeren har til støtte herfor henvist til, at ansøgeren er afghansk statsborger, men at hun er født og opvokset i Iran. I foråret 2011 i [B], Teheran, mødte ansøgeren og ansøgerens ægtefælle, [S], hinanden via ansøgerens svoger, [J], som var gift med ansøgerens søster. Ansøgeren var på det tidspunkt gift med [H], men ansøgeren og [S] begyndte at se hinanden, og efter et års tid udviklede forholdet sig til et kæresteforhold, og ansøgeren gravid i [sommeren/efteråret] 2012. Ansøgeren og [S] var bange for, at forholdet ville blive opdaget, og derfor flygtede de to måneder senere hjem til [S]s faster i [W], hvor de boede i to uger. De blev religiøst viet af en imam hjemme hos [S]s faster. Efterfølgende tog de ophold i [D] i Iran, hvor [S]s fasters søn, [R], boede. Efter 2,5 år blev [S] i midten af [sommeren] 2015 kontaktet af naboen, [M], under en middag hos [R]. Naboen sagde til [S], at tre af [S]s familiemedlemmer stod på bopælen og spurgte efter dem, hvorfor [S] kørte på motorcykel tilbage til deres bopæl. Da [S] kom tæt på, kunne han se, at [H] var en af de tre mænd, og [S] speedede op og kørte forbi i høj fart. De tre mænd fulgte efter [S] i bil, men det lykkedes ham at undslippe. De forsøgte at flygte med hjælp fra [R], men nær den tyrkiske grænse blev de anholdt af gardisthæren Sepah og sendt tilbage til Afghanistan. Ansøgeren og [S] tog derefter ophold i Herat i tre dage hos en bekendt af [S], [C], hvorefter de tog videre og boede en måned i Kabul hos en af [S]s bekendte, hvor de fik lavet pas med visum til Iran. Efter to uger i Kabul ringede [C] til [S] og sagde, at [H]s bror havde været på [S]s bopæl og spurgt efter ham. Ansøgeren og [S] fløj til Mashad, Iran, hvorfra de tog videre til [B], hvor de opholdt sig hos ansøgerens svigerfamilie de to sidste måneder forud for deres udrejse til Europa i [efteråret] 2015. Flygtningenævnets flertal kan ikke lægge ansøgerens asylmotiv til grund, idet forklaringerne om en æresrelateret konflikt forekommer konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnets flertal lægger til grund, at ansøgeren som meget ung blev lovet væk til sin fætter [H], og at parret blev forlovet, da hun var 16 år gammel. Parret har ikke derefter boet sammen og har ikke holdt bryllup eller haft seksuelt samkvem. Flygtningenævnets flertal finder ansøgerens ringe viden om [H] påfaldende. Ansøgeren, som angiveligt har talt i telefon med [H] 2-3 gange om måneden, indtil hun og den mandlige ansøger flygtede sammen, har eksempelvis ikke kunnet forklare om, hvilke fag [H] studerede i Herat. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgeren også havde adgang til information om [H] fra sine 3 søstre, som var gift med [H]s brødre. Forløbet efter ansøgerne indledte deres forhold, tyder ikke på, at [H] eller dennes familie fortsat påberåber sig aftalen om ægteskab med ansøgeren. Flygtningenævnets flertal har herved lagt vægt på, at der gik 2½ år, før [H] angiveligt opsøgte ansøgernes bopæl i [D], og at [H] eller hans brødre herudover kun i 2-3 tilfælde har kontaktet den ansøgerens ægtefælles familie. Flygtningenævnets flertal finder ikke, at denne kontakt, som fortrinsvis har fundet sted i Iran, har en sådan intensitet, at det er sandsynliggjort, at ansøgeren vil være i risiko for æresrelaterede repressalier ved ophold i Afghanistan. Flygtningenævnets flertal finder endvidere, at det svækker ansøgernes troværdighed, at de efter det kortvarige ophold i Afghanistan tog tilbage til [B], hvor de opholdt sig i 2 måneder hos ansøgerens ægtefælles familie, inden de flygtede ud af Iran. Det kan endvidere ikke lægges til grund, at ansøgeren som følge af forholdet til sin ægtefælle har en konflikt med myndighederne i Afghanistan. På denne baggrund har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for konkret, individuel forfølgelse, eller at hun risikerer dødsstraf, tortur, anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Betingelserne for opholdstilladelse i udlændingelovens § 7, stk. 1, og stk. 2, er herefter ikke opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2018/34/lrn
Nævnet stadfæstede i januar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim fra Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at ansøgeren og ansøgerens ægtefælle, [F], ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af [F’s] tidligere ægtefælle, [H], idet ansøgerens ægtefælle forlod [H] til fordel for ansøgeren. Ansøgeren har videre som asylmotiv henvist til, at ansøgerens ægtefælle ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer stening, hvis myndighederne får kendskab til, at ansøgerens ægtefælle har været sin tidligere ægtefælle, [H], utro, og at hun nu er blevet religiøst viet med ansøgeren. Ansøgeren har til støtte herfor henvist til, at ansøgeren er afghansk statsborger, men at han er født og opvokset i Iran. I foråret 2011 i [B], Teheran, mødte ansøgeren og ansøgerens ægtefælle, [F], hinanden via ansøgerens kollega, [J], som var gift med [F’s] søster. [F] var på det tidspunkt gift med [H], men ansøgeren og [F] begyndte at se hinanden, og efter et års tid udviklede forholdet sig til et kæresteforhold, og [F] blev gravid i [sommeren/efteråret] 2012. De var bange for, at forholdet ville blive opdaget, og derfor flygtede to måneder senere hjem til ansøgerens faster i [W], hvor de boede i to uger. Ansøgeren og [F] blev religiøst viet af en imam hjemme hos ansøgerens faster. Efterfølgende tog de ophold i [D] i Iran, hvor ansøgerens fasters søn, [R], boede. Efter 2,5 år blev ansøgeren i midten af [sommeren] 2015 kontaktet af sin nabo, [M], under en middag hos [R]. Naboen sagde, at tre af ansøgerens familiemedlemmer stod på bopælen og spurgte efter dem, hvorfor ansøgeren kørte på motorcykel tilbage til deres bopæl. Da ansøgeren kom tæt på, kunne han se, at [H] var en af de tre mænd, og ansøgeren speedede op og kørte forbi i høj fart. De tre mænd fulgte efter ansøgeren i bil, men det lykkedes ansøgeren at undslippe. De forsøgte at flygte med hjælp fra [R], men nær den tyrkiske grænse blev de anholdt af gardisthæren Sepah og sendt tilbage til Afghanistan. Ansøgeren og [F] tog derefter ophold i Herat i tre dage hos en fjern bekendt, [C], hvorefter de tog videre og boede en måned i Kabul hos en bekendt, hvor de fik lavet pas med visum til Iran. Efter to uger i Kabul ringede [C] og sagde, at [H]s bror havde været på ansøgerens bopæl og spurgt efter ansøgeren. Ansøgeren og [F] fløj til Mashad, Iran, hvorfra de tog videre til [B], hvor de opholdt sig hos ansøgerens forældre de to sidste måneder forud for deres udrejse til Europa i [efteråret] 2015. Flygtningenævnets flertal kan ikke lægge ansøgerens asylmotiv til grund, idet forklaringerne om en æresrelateret konflikt forekommer konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnets flertal lægger til grund, at ansøgers ægtefælle som meget ung blev lovet væk til sin fætter [H], og at de blev forlovet, da hun var 16 år gammel. De har ikke derefter boet sammen og har ikke holdt bryllup eller haft seksuelt samkvem. Flygtningenævnets flertal finder ansøgers ægtefælles ringe viden om [H] påfaldende. Ansøgerens ægtefælle, som angiveligt har talt i telefon med [H] 2-3 gange om måneden, indtil hun og [S] flygtede sammen, har eksempelvis ikke kunnet forklare om, hvilke fag [H] studerede i Herat. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgerens ægtefælle også havde adgang til information om [H] fra sine 3 søstre, som var gift med [H]s brødre. Forløbet efter ansøgerne indledte deres forhold, tyder ikke på, at [H] eller dennes familie fortsat påberåber sig aftalen om ægteskab med ansøgerens ægtefælle. Flygtningenævnets flertal har herved lagt vægt på, at der gik 2½ år, før [H] angiveligt opsøgte ansøgernes bopæl i [D], og at [H] eller hans brødre herudover kun i 2-3 tilfælde har kontaktet ansøgerens familie. Flygtningenævnets flertal finder ikke, at denne kontakt, som fortrinsvis har fundet sted i Iran, har en sådan intensitet, at det er sandsynliggjort, at ansøgeren vil være i risiko for æresrelaterede repressalier ved ophold i Afghanistan. Flygtningenævnets flertal finder endvidere, at det svækker ansøgernes troværdighed, at de efter det kortvarige ophold i Afghanistan tog tilbage til [B], hvor de opholdt sig i 2 måneder hos ansøgerens familie, inden de flygtede ud af Iran. Det kan endvidere ikke lægges til grund, at ansøgeren som følge af forholdet til sin ægtefælle har en konflikt med myndighederne i Afghanistan. På denne baggrund har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for konkret, individuel forfølgelse, eller at han risikerer dødsstraf, tortur, anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Betingelserne for opholdstilladelse i udlændingelovens § 7, stk. 1, og stk. 2, er herefter ikke opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2018/33/lrn
Nævnet stadfæstede i januar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim fra [Y], Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af sin tidligere arbejdsgiver, [H], som urigtigt har anklaget ansøgeren for røveri på arbejdspladsen, ligesom ansøgeren af samme grund frygter at blive fængslet af politiet, som af den grund har søgt efter ham. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han er født i Afghanistan, men at han som lille flygtede sammen med sin mor og søster til Iran, fordi ansøgerens far var blevet taget af Taleban på grund af faren var politisk aktiv. Ansøgeren voksede op i Iran, frem til han blev deporteret til Afghanistan omkring [efteråret] 2015. I Afghanistan blev ansøgeren ansat som vagt i busselskabet, [X]. Omkring 14 dage efter ansættelsen af ansøgeren var der indbrud på busselskabets hovedkontor under ansøgerens vagt. Ansøgeren holdt vagt alene, da den anden vagt, [A], ikke var på arbejde, da kollegaen havde oplyst ansøgeren, at hans ægtefælle var syg. Ansøgeren blev overfaldet af tre maskerede mænd. Han mistede herefter bevidstheden, og han vågnede derefter op på hospitalet, hvor han blev opsøgt af arbejdsgiveren, [H], samt fire politibetjente. Arbejdsgiveren anklagede ansøgeren for at være ansvarlig for røveriet og truede ansøgeren med at slå ham ihjel, såfremt han ikke oplyste [As] opholdssted, og hvor de ting, som var blevet stjålet, befandt sig. Ansøgeren udrejste herefter af Afghanistan til Iran med hjælp fra lægerne på hospitalet. Ansøgeren valgte derefter at udrejse, henset til risikoen for at blive deporteret og ansøgerens konflikt i Afghanistan. Ansøgeren har to morbrødre, som bor henholdsvis Mazar-e-Sharif og Kabul, Afghanistan. Ansøgerens morbror i Kabul har oplyst ansøgeren om, at morbroren er blevet opsøgt af politiet, som har afvist at kende til ansøgerens opholdssted. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring om sin konflikt med [H] til grund. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgeren under sit arbejde som vagt blev udsat for røveri, og efterfølgende af [H] blev mistænkt for at have medvirket til røveriet. Flygtningenævnet finder, at der er tale om en lokal, afgrænset konflikt med indehaveren af et privat transportfirma, som har fået bistand af det lokale politi til at opsøge ansøgeren på hospitalet dagen efter røveriet. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgerens forklaring under mødet i Flygtningenævnet om, at [H] sammen med politiet kontaktede ansøgerens morbror i Kabul for 7-8 måneder siden og spurgte efter ansøgeren, ikke forekommer overbevisende. Flygtningenævnet henviser til, at røveriet fandt sted i [efteråret] 2015, og at ansøger under mødet i Flygtningenævnet har forklaret, at det er på grundlag af oplysninger i ansættelseskontrakten om ansøgers families oprindelige hjemstavn i [Y], at [H] har fundet frem til ansøgerens morbror. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at det ikke forekommer overbevisende, at ansøgerens morbror først blev kontaktet omkring 2 år efter røveriet. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han har en konflikt med myndighederne af en sådan karakter og intensitet, at det er asylbegrundende. Ansøgeren er vokset op i Iran, og har ikke været i sin families hjemby i [Y], efter hans mor flygtede derfra med ansøgeren. På tidspunktet for røveriet havde ansøgeren kun befundet sig Afghanistan i få uger. Ansøgerens muligheder for at tage ophold i Afghanistan skal ikke kun vurderes i forhold til Herat, hvor røveriet fandt sted, men i forhold til hele Afghanistan. Det er således ikke et spørgsmål, om ansøgeren kan henvises til at tage ophold i en bestemt anden by i Afghanistan som internt flugtalternativ. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgerens konflikt med [H] må anses for at være geografisk afgrænset til Herat, og at det efter Flygtningenævnets opfattelse vil være muligt for ansøgeren at tage ophold andre steder end Herat uden risiko for forfølgelse fra [H]. På denne baggrund har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at han ikke kan tage ophold noget sted i Afghanistan uden at være i risiko for konkret, individuel forfølgelse, eller at han risikerer dødsstraf, tortur, anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Betingelserne for opholdstilladelse i udlændingelovens § 7, stk. 1, og stk. 2, er herefter ikke opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2018/32/lrn
Nævnet meddelte i januar 2018 opholdstilladelse [(B-status)] til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim af trosretning fra Jalalabad, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban, som tidligere har holdt ham indespærret i fem år, fordi de ville have fat i ansøgerens bror. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han og hans lillebror en dag var på vej hjem fra skole, hvor de kunne konstatere, at der holdt tre biler parkeret foran familiens bopæl. Inde i huset stod en gruppe talebanere og spurgte efter ansøgerens bror [A]. Ansøgerens mor svarede, at hun ikke kendte nogen ved dette navn, hvorefter hun blev slået. Ansøgeren fik bind for øjnene og blev taget med. Ansøgeren blev bragt til et ukendt sted, hvor han blev udspurgt om [A], som ansøgeren benægtede at kende. Ansøgeren blev herefter kørt til et bjergområde, hvor han skiftede bil og blev kørt til et hus. Ansøgeren sad indespærret i dette hus sammen med omkring 10 andre drenge. Ansøgeren sad indespærret i omkring et halvandet til to år, hvorefter han blev flyttet til et nyt hus sammen med tre andre drenge, hvor han sad indespærret i omkring to et halvt til tre år. Under ansøgerens indespærring blev han tvunget til at bede fem gange om dagen, ligesom han modtog undervisning i Jihad. Derudover skulle han også udføre fysisk træning samt hjælpe til i køkkenet. En aften lød der pludselig en eksplosion, hvor der kom et hul i muren, som ansøgeren og to andre fanger flygtede ud af. Ansøgeren kom til en landsby, hvorfra han ringede sin faster, som arrangerede ansøgerens udrejse. Flygtningenævnet kan - uanset mindre, uvæsentlige divergenser - lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet finder, at ansøgeren under nævnsbehandlingen har fremtrådt psykisk påvirket, men på trods heraf har kunnet fortælle sammenhængende og konsistent om sin oprindelige tilfangetagelse, som ligeledes støttes af de oplysninger, som fremgår af hans brors sag, hvori det er lagt til grund, at ansøgerens hjem blev brændt ned, og moren blev dræbt. Herefter finder nævnet, at det må lægges til grund, at ansøgeren i en årrække blev holdt i fangenskab med henblik på, at Taliban kunne få oplysninger om ansøgerens bror. Nævnet lægger således til grund, at ansøgeren var forfulgt af Taliban, da han udrejste af hjemlandet. Nævnet finder ikke, at det kan afvises, at Taliban fortsat vil efterstræbe ansøgeren, hvis han vender tilbage til Afghanistan efter at være flygtet fra Talibans fangenskab, og at han således fortsat må antages at være i Talibans søgelys. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Afgh/2018/31/STR
Nævnet stadfæstede i december 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni muslim fra [byen i] Kunduz provinsen i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive tvangsrekrutteret til Taliban. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at Taliban flere gange har opsøgt ham med henblik på at tvangsrekruttere ham. Han blev første gang opsøgt af Taliban tre måneder før hans udrejse. Fem personer kom hjem til hans bopæl. De gav ham en bombe i hånden og sagde, at han skulle gå ned ad vejen. Han sagde, at han havde ondt i benet og feber. De sparkede ham tre gange, tog bomben og gik deres vej. De sagde, at de ville komme tilbage. Taliban kom tilbage 15 dage efter. Taliban er også kommet flere gange herefter. Nogle gange gav de ansøgeren en bombe og sagde, at han skulle gå i en bestemt retning. Andre gange holdt de ham i armen og sagde, at han skulle komme med dem. Han sagde hver gang, at han havde det dårligt. Taliban reagerede hver gang med at sparke ham, true med at slå ham med en kalashnikov og true med at slå ham ihjel, hvis ikke han tilsluttede sig Taliban. De gik herefter deres vej. To dage inden hans udrejse, blev hans far skudt og slået ihjel af Taliban, da han var på vej hjem fra arbejde. Hans far arbejdede for regeringen. Samme nat kom hans fars ven hjem til hans bopæl og fortalte, hvad der var sket, og han sagde, at Taliban var på vej hen efter ham. Taliban kom samme nat hjem til hans bopæl. Taliban spurgte efter ham, og de sagde, at de ville slå ham ihjel, fordi han ikke havde hørt efter, hvad Taliban havde sagt. Han gemte sig blandt køerne imens. Hans mor svarede, at hun ikke vidste, hvor han var, og Taliban gik derfor igen. Han gemte sig hos køerne i to døgn. Han udrejste herefter af Afghanistan. Efter hans udrejse har Taliban opsøgt hans mor på bopælen fire-fem gange. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at det fremgår af akterne i sagen, at ansøgeren fremstår tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylsagsbehandling. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om hans asylmotiv til grund. Der er herved lagt vægt på, at ansøgeren har afgivet en divergerende og udbyggende forklaring om helt centrale forhold i forbindelse med sit asylmotiv. Ansøgeren har således i sit asylskema anført, at hans far lever, og at han er flygtet, fordi Taleban sloges i hans hjemland, mens han senere har forklaret udbyggende og divergerende om, at han er flygtet, fordi Taleban har forsøgt at hverve ham, og fordi Taleban har slået hans far ihjel. Flygtningenævnet har derudover lagt vægt på, at forklaringen om Talebans forsøg på at hverve ham forekommer uden detaljer, usammenhængende og utroværdig. Det forekommer i den forbindelse utroværdigt og usammenhængende, at Taleban skulle give ham en bombe, men derefter lade ham gå uden videre, fordi han sagde, at han var syg. Flygtningenævnet finder, at de nævnte divergenser og usammenhængende oplysninger ikke alene kan forklares ved sproglige misforståelser. Der er herved lagt vægt på, at ansøgeren flere gange og på flere forskellige måder har skrevet, at hans far er i live i asylansøgningsskemaet. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2018/30/SMLA
Nævnet stadfæstede i januar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk hazara og shiamuslim fra [navn på en afghansk landsby], Uruzgan, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter en person ved navn [A]. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at hans farbror solgte medicin til lokalbefolkningen i sin landsby. En dag skulle ansøgeren aflevere medicin til en person ved navn [A], fordi hans søn var syg. Samme aften blev ansøgeren opsøgt af [A] og hans mænd på ansøgerens bopæl. Ansøgeren blev taget med til [A’s] bopæl, hvor ansøgeren blev slået og sparket. Under overfaldet fortalte [A], at ansøgeren havde forårsaget [A’s] søns død, og at [A] derfor ville hævne sig ved at slå ansøgeren og ti af ansøgerens familiemedlemmer ihjel. Overfaldet varede i ti minutter, hvorefter ansøgeren blev efterladt alene. Omkring tre timer efter flygtede ansøgeren ud af et vindue, og han løb herefter hjem til sin morbror. Morbroren tog ansøgeren hen til sin ven, [B]. Morbroren besøgte herefter ansøgerens farbror, hvor han fik at vide, at farbroren var blevet tilbageholdt af [A]. Da morbroren opsøgte farbrorens bopæl, fik han at vide, at farbroren havde givet ansøgeren hele skylden for [A’s] søns død. Morbroren besluttede herefter, at ansøgeren skulle udrejse af Afghanistan. Ansøgeren har videre som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter sin farbror. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at han flyttede hjem til sin farbror efter ansøgerens forældre blev slået ihjel. Farbroren var voldelig overfor ansøgeren og havde sagt til [A], at han ville hjælpe med at finde ansøgeren, selvom han vidste, at [A] ville hævne sin søns død ved at slå ansøgeren ihjel. Farbroren ønskede ansøgeren død, fordi ansøgeren havde arvet noget jord efter sine forældre, som farbroren var interesseret i. Ansøgeren har endelig som asylmotiv henvist til, at han frygter Taleban og de afghanske myndigheder. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at [A] er medlem eller har forbindelse til Taleban. [A’s] bror, [C], arbejder for distriktsmyndighederne, og [A] vil bruge sin kontakt hos myndighederne til at finde ansøgeren. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet kan dog ikke lægge til grund, at ansøgeren er efterstræbt af de afghanske myndigheder. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende om sin frygt for myndighederne, idet han først under asylsamtalen har oplyst, at han har haft konflikter med de afghanske myndigheder. Nævnet finder ikke, at konflikten med [A] og ansøgerens farbror kan anses for omfattet af anvendelsesområdet for udlændingelovens § 7, stk. 1. Nævnet finder herefter, at ansøgerens konflikt i forhold til [A] må anses for at være af privatretlig karakter. Nævnet kan ikke lægge til grund, at [A] har en betydelig indflydelse i Taleban, idet dette alene beror på ansøgerens formodning og ikke er understøttet af andre oplysninger. Nævnet lægger endvidere til grund, at ansøgeren må anses for uprofileret i forhold til Taleban. Nævnet finder, at ansøgeren ved en tilbagevenden til sin hjemegn vil risikere at blive udsat for tortur eller umenneskelig behandling eller straf fra [A]. På den baggrund vurderer nævnet, at ansøgeren vil være omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Nævnet finder imidlertid, at ansøgeren kan henvises til at tage ophold i Kabul, Herat eller Mazar-e-Sharif som internt flugtalternativ. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens konflikt må anses som en lokalt forankret privatretlig konflikt, og at [A] hverken gennem sin angivelige forbindelse til Taleban eller gennem brorens, [C’s], forbindelse til myndighederne må antages at kunne opspore ansøgeren andre steder i Afghanistan. Flygtningenævnet lægger endvidere vægt på, at ansøgeren er en ung og arbejdsduelig mand med en niårig skoleuddannelse uden helbredsmæssige problemer. På den baggrund finder nævnet, at det må anses for rimeligt at henvise ansøgeren til at tage ophold i nævnte steder, hvor levevilkårene vil være af en sådan karakter, at basale humanitære rettigheder ikke krænkes. Nævnet bemærker, at de generelle forhold, herunder den sikkerhedsmæssige situation, ikke kan medføre til et andet resultat. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. afgh/2018/3/DTO
Nævnet stadfæstede i januar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber, taler dari og er sunni-muslim fra [en landsby i] Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive kidnappet af ukendte personer og udsat for chikane. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans far er blevet kidnappet. Efter faren havde været forsvundet i tyve dage, modtog familien et telefonopkald fra kidnapperne. Det var ansøgerens farbror [B] som besvarede opkaldet. Kidnapperne fortalte, at de havde faren i deres varetægt og forlangte en løsesum. Ansøgerens farbror talte også med faren, der sagde, at kidnapperne ville slå ham ihjel, selvom løsesummen blev indfriet. Ansøgeren formoder, at det var Taliban, ISIL eller farens farbror og dennes sønner, der stod bag kidnapningen. Grunden til, at ansøgeren antager, at det muligvis var Taliban eller ISIL, der bortførte hans far, er, at han har hørt, at disse grupper foretager kidnapninger. Ansøgeren mener samtidig, at det også kan være farens farbror og fætre, der stod bag kidnapningen, eftersom faren havde en konflikt med dem, fordi de havde slået ansøgerens farfar ihjel i forbindelse med uoverensstemmelser om ejerforhold over et stykke jord. Ansøgerens familie var velhavende og ejede et bageri og store jordarealer. Omkring tre måneder efter, at familien blev kontaktet af kidnapperne, holdte de en begravelsesceremoni for faren. Herefter begyndte ukendte personer at kaste sten mod familiens bopæl om natten. Det skete cirka to gange om ugen indtil familiens udrejse. De oplevede også, at strømmen blev afbrudt flere gange. Ansøgeren udrejste af Afghanistan omkring seks måneder efter kidnapningen. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaringer til grund. Samtlige ansøgere har tidligere forklaret, at deres far, henholdsvis bror blev bortført og formodes at være blevet dræbt. Det er endvidere oplyst, at familien fra gammel tid havde en konflikt med andre familiemedlemmer, der vedrørte rettigheder til jord. Det fremstod dog uklart, om denne konflikt havde nogen aktualitet. [En af de kvindelige ansøgere] forklarede endvidere, at hendes fætter ønskede, at hun skulle gifte sig med ham, og at han i den forbindelse havde truet med, at han ville skære hovedet af en eventuel anden mand, som hun måtte vælge at gifte sig med. [Den kvindelige ansøger] forklarede ved samme lejlighed, at hun ikke vedrørende ægteskab var blevet opsøgt i et år forud for udrejsen af Afghanistan. [Den anden kvindelige ansøgere] har ved samtale [i efteråret 2016] forklaret bl.a.: ”Ansøger og hendes familie har ikke haft konflikter med de omtalte fætre, det var kun hendes far. … Ansøgers faster skulle have været gift med dem, idet hun ikke er blevet gift med dem, er hun stadig enlig. Det er hendes fætter hun skulle være blevet gift med. Spurgt om ansøgerens far har haft nogle problemer med disse fætre, svarer ansøger benægtende. Spurgt om nogen i familien, foruden hendes faster, har haft konflikter med familien efter farfarens død, svarer hun benægtende. Ansøger selv har ikke oplevet konflikter på baggrund af fasterens manglende giftermål med hendes fætter.……” For Flygtningenævnet har samtlige ansøgere forklaret uddybende og dramatiserende særligt om fætteren [X], der efter det forklarede, var den, der ønskede at gifte sig med [en af de kvindelige ansøgere]. Det er således for Flygtningenævnet forklaret, at [X] var en indflydelsesrig myndighedsperson, ansat i politiet, og at hans indflydelse var så stor, at dette i sig selv gjorde en henvendelse til myndighederne i forbindelse med bortførelsen af [A] udsigtsløs. Dette uagtet, at [A] efter det tidligere forklarede selv havde indflydelsesrige venner, herunder borgmesteren og anklagere og dommere. Endvidere er oplysningerne om de af [X] fremsatte trusler af såvel [ansøgeren] som [en af de kvindelige ansøgere] udbygget med, at han havde truet med, at et eventuelt bryllupsoptog hvori [en af de kvindelige ansøgere] befandt sig, ville blive sprængt i luften ved en selvmordsaktion. [Ansøgeren] har for Flygtningenævnet gentagne gange udtalt, at han frygter at blive dræbt af [X], men uden at han på gentagne forespørgsler kunne konkretisere baggrunden for dette nærmere. Endelig finder Flygtningenævnet det påfaldende, at det for Nævnet er blevet forklaret, at fætteren [Y] er medlem af ISIS. Dette har ingen af ansøgerne tidligere forklaret. Flygtningenævnet må betragte dette som et forsøg på at sammenkæde oplysningerne om bortførelsen af [A] med frygten for ISIS og den tidligere omtalte jordkonflikt. Således gav for eksempel [ansøgeren] ved samtale [i efteråret 2016] udtryk for, at han ikke vidste, om hans fars fætre havde forbindelse til ISIS. Særligt vedrørende [en af de kvindelige ansøgere] bemærker Nævnet, at selv hvis hendes forklaring om [X’s] trusler kunne lægges til grund, er hun forblevet på sin bopæl i 6-7 år efter de første henvendelser, ligesom hun ved samtale [i efteråret 2016] forklarede, at hun ikke havde hørt fra denne gren af familien i ca. et år. På den baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at ansøgeren i Afghanistan vil risikere forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2018/37/THV
Nævnet stadfæstede i januar 2018 vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk tajik og sunni-muslim af trosretning fra Herat, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv forud for nævnsmødet i det væsentligste henvist til henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter personer med tilknytning til Taliban, idet han har arbejdet for et amerikansk firma og har nægtet at samarbejde med bevæbnede personer omkring placering af en bombe. Ansøgeren har i forbindelse med nævnsmødet som sit hovedasylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter hans to farbrødre, der er medlemmer af Taliban og tidligere har haft en arvekonflikt med ham. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han arbejdede som køkkenmedhjælper i en amerikansk virksomhed. En dag blev ansøgeren ringet op af en ukendt person, som tilbød ansøgeren penge for at placere en bombe på arbejdspladsen, hvilket ansøgeren nægtede. Tre dage senere blev ansøgeren endnu engang ringet op af personen, hvorefter ansøgeren anmeldte forholdet til politiet, som afviste at hjælpe ansøgeren. En dag, hvor ansøgeren var på vej hjem fra arbejde, blev han opsøgt af bevæbnede personer, som tog ansøgeren med i deres bil. Ansøgeren blev kørt til en kælder, hvor der var en gruppe maskerede personer, som forlangte, at ansøgeren skulle placere en bombe på arbejdspladsen, en skole eller i bazaren. Ansøgeren afviste dem, hvorefter han blev slået bevidstløs. Ansøgeren blev fundet på gaden, hvorefter han blev bragt til hospitalet i Herat, hvorfra han blev bragt til hospitalet i Teheran, Iran. Ansøgeren opholdt sig herefter i Iran i to til tre år, hvorefter han rejste til Europa. Ansøgeren formoder, at hans to farbrødre har slået faren ihjel, fordi faren ikke ville acceptere ikke at få andel i den afdøde farfars hus. Ansøgeren er nu voksen og den ældste, hvorfor han kan gøre krav på arven, hvorfor han formoder, at farbrødrene også vil slå ham ihjel. Flygtningenævnet kan lægge til grund, at ansøgeren har været opsøgt af personer, som ville have ham til at anbringe en bombe i køkkenet på ansøgerens arbejdsplads eller et andet sted med mange mennesker, og at han afviste dette, hvorefter han blev udsat for fysisk overlast. Flygtningenævnet finder ikke tilstrækkelige holdepunkter for at tilsidesætte ansøgerens forklaring om, at han frygter sine to farbrødre på grund af en arvestrid mellem farbrødrene og ansøgerens formentlige afdøde far. Nævnet finder ikke, at ansøgerens forklaring vedrørende sine asylmotiver kan begrunde asyl eller beskyttelsesstatus. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være konkret og individuelt forfulgt af de personer, som har tilbageholdt og tæsket ham, idet forholdet må anses for at være afsluttet efter, at personerne løslod ansøgeren, ligesom nævnet har lagt vægt på, at forholdet ligger langt tilbage i tiden. Nævnet har tillige lagt vægt på, at ansøgeren på baggrund af en kortvarig ansættelse som køkkenmedhjælper må anses for uprofileret. Nævnet finder ikke, at ansøgerens frygt for sine farbrødre kan føre til en ændret vurdering. Nævnet har herved lagt vægt på, at det savner logik, at farbrødrene på nuværende tidspunkt, efter at arven er fordelt, kan have et motiv til at efterstræbe ansøgeren. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at arvefordelingen ligger lagt tilbage i tid, og at det således alene beror på ansøgerens egen formodning, at hans farbrødre vil efterstræbe ham. Nævnet finder efter en samlet vurdering herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort sit asylmotiv, og at han ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer forfølgelse eller overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Afgh/2018/29/STR
Nævnet stadfæstede i november 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt et barn fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske hazaraer og shiamuslimer fra Afghanistan. Ansøgerne er født og opvokset i Iran. Den kvindelige ansøger har opholdt sig i Kabul i to uger i 2014 for at søge visum, men har derudover ikke opholdt sig i Afghanistan. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af personerne, [A] og [B]. Ansøgerne har også henvist til, at de frygter at blive involveret i konflikterne mellem Taliban og de afghanske myndigheder. Til støtte for deres frygt for at blive slået ihjel af [A] og [B] har ansøgerne oplyst, at [A] og [B] mistænker den mandlige ansøger for at have hjulpet [A]s datter, [C], med at flygte. Den mandlige ansøgers far og [A] havde en konflikt i Afghanistan for mange år siden, idet de tilhørte 2 forskellige militante partigrupper. Den mandlige ansøgers far forlod Afghanistan, fordi han havde en konflikt med Taliban, og det var således ikke grundet konflikten med [A], at faren forlod Afghanistan. Den mandlige ansøgers bror, [D], var på et tidspunkt hemmeligt kærester med [A]s datter, [C]. [A] havde på dette tidspunkt planlagt, at [C] skulle giftes med sin fætter. Den mandlige ansøger fik stoppet forholdet mellem [C] og [D], inden [A] fik kendskab til deres forhold. Omkring [sommeren] 2013 indvilgede [C] i at gifte sig med sin fætter, hvorefter hun forsøgte at begå selvmord. [C] løb derefter bort med den mandlige ansøgers ven, [E], uden [A]s tilladelse. Den mandlige ansøger formoder, at [A] giver ham og [D] skylden for dette. På et tidspunkt efter [C] var løbet bort, truede [A] den mandlige ansøger med, at han ville ødelægge den mandlige ansøgers liv, ligesom den mandlige ansøger havde ødelagt hans liv. [A] var med til ansøgernes bryllupsfest, hvor han skabte røre og sagde grimme ting om den mandlige ansøgers familie. Der skete ikke yderligere førend [sommeren] 2015, hvor den mandlige ansøger blev opsøgt på gaden af to iranere. De to iranere bad om at se hans ID kort, hvorefter de forsøgte at tvinge ham til at følge med. Der opstod klammeri. Den mandlige ansøger begyndte at skrige, og de flygtede fra stedet. På et tidspunkt blev den mandlige ansøger kontaktet af [A], som ønskede hjælp til at få et visum til Malaysia. [En nærmere bestemt dato i efteråret] 2015 modtog den mandlige ansøger et opkald fra en person fra den iranske efterretningstjeneste. Personen beskyldte den mandlige ansøger for at have ødelagt [A]s liv, idet [C] var løbet bort, samt for at have lavet dokumentfalsk i forbindelse med [A]s visum til Malaysia. [En nærmere bestemt dato omkring en måned senere] 2015 modtog den mandlige ansøger et brev, hvori der stod, at han var sigtet, og at han skulle møde op på en adresse for at få mere at vide om sigtelsen. Han tog derefter kontakt til en advokat, som rådgav ham om ikke at møde på adressen, da han i så fald ville blive tilbageholdt i lang tid. [En nærmere bestemt dato omkring en uge senere] 2015 udrejste ansøgerne af Iran. Ansøgerne har til støtte for sin frygt for at blive involveret i konflikterne mellem Taliban og de afghanske myndigheder oplyst, at konflikterne mellem myndighederne og Taliban er meget voldsomme i det område, hvor den mandlige ansøgers familie kommer fra. Flygtningenævnet kan ikke lægge forklaringen om ansøgernes asylmotiv til grund, idet den forekommer konstrueret til lejligheden og dermed utroværdig. Flygtningenævnet har blandt andet lagt vægt på, at den mandlige ansøger har givet udbyggende oplysninger om forskellige forhold og har forklaret afglidende på spørgsmål om baggrunden herfor. Den mandlige ansøger har således først i asylansøgningsskemaet, der blev udfyldt efter samtalerne i Udlændingestyrelsen den […] og den […] 2016 og oversat den […] 2016, oplyst, at han blev forsøgt kidnappet forud for indkaldelsen til afhøring, som han modtog den [nærmere bestemte dato omkring en måned senere] 2015. Han har endvidere først i asylansøgningsskemaet oplyst, at hans lillebror [D] [på et nærmere bestemt tidspunkt i] 2015 – ca. en måned forud for ansøgernes udrejse – blev opsøgt og tævet med kæppe og kæder af en gruppe bøller, som var i en taxa. Under gensamtalen den […] 2017 blev ansøgeren spurgt, om hans familie i Iran havde oplevet problemer eller konflikter med de iranske myndigheder, grupperinger eller privatpersoner. Hertil svarede ansøgeren, at der alene var tale om, at hans bror for nylig var blevet tilbageholdt af myndighederne, fordi broren ikke havde noget id-kort. Efter at være forholdt den beskrevne episode om overfaldet på lillebroren under gensamtalen den […] 2017 har ansøgeren oplyst, at han ikke lige huskede på [D], da han nu befinder sig i Grækenland og ikke i Iran. Ansøgeren oplyste også først i den forbindelse, at [D] ved overfaldet så [B] i en bil. Flygtningenævnet bemærker herom, at der navnlig for så vidt angår kidnapningsforsøget og overfaldet på den mandlige ansøgers bror er tale om centrale momenter i asylmotivet, som det ville være naturligt at fremhæve allerede fra starten. Herudover har ansøgeren forklaret divergerende om indholdet af indkaldelsen, antallet af møder med advokat samt om, hvorvidt henvendelsen til [C]s mor forud for [C]s flugt var personlig eller telefonisk. Han har desuden forklaret udbyggende om telefoniske henvendelser fra [A] og Mohammad efter kidnapningsforsøget og om, at [C] først ville flygte sammen med [D]. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at den kvindelige ansøger ifølge notat af [en nærmere bestemt dato] 2016 i henhold til offentlighedslovens § 13 i første omgang har givet meget anderledes oplysninger om baggrunden for parrets flugt end den mandlige ansøger. Hun har således oplyst, at hun er flygtet, fordi hendes ægtefælle var blevet truet flere gange og særligt af en navngiven læge, som først havde fejlbehandlet ham og dernæst deres fælles barn. Dette havde den mandlige ansøger konfronteret lægen med. Den kvindelige ansøger oplyste videre, at hun og ægtefællen var sikre på, at den indkaldelse, som blev afleveret til den mandlige ansøger i sommeren 2015, angik konflikten med den navngivne læge, som skulle have indgivet en klage over ansøgerne til myndighederne. Den mandlige ansøger opsøgte i den forbindelse en advokat, som havde rådgivet ham om, at deres chancer for at vinde retssagen mod lægen ikke var store, og at den mandlige ansøger ved fremmøde i retten kunne risikere at blive tilbageholdt og sat i arresthus. Den kvindelige ansøger oplyste – trods forespørgsel om andre mulige årsager til ansøgningen om asyl – intet om konflikten med [A] og [B]. Dette forekommer særdeles bemærkelsesværdigt henset til, at hun må antages have været bekendt hermed som hovedårsagen til parrets flugt. Den kvindelige ansøger har i de senere samtaler med udlændingestyrelsen den […] og […] 2016 samt […] 2017 herefter angivet den samme konflikt som den mandlige ansøger som årsag til flugten. Hun har under samtalerne den […] 2016 og […] 2016 særligt bemærket, at konflikten med lægen ikke var så væsentlig, men at hun blev spurgt virkelig meget ind til konflikten med lægen den […] 2016, og at hun ikke fik tid til at fortælle om hele sit asylmotiv. Set i lyset af, at hun den […] 2016 blev direkte adspurgt om andre årsager til ansøgningen om asyl, kan hendes senere forklaringer om baggrunden for den manglende oplysning om konflikten med [A] og [B] ikke tillægges betydning. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at de hændelser, som ansøgerne har påberåbt sig som asylbegrundende, først startede to år efter [C]s flugt i sommeren 2013, og at ansøgerne ikke var udsat for overgreb i de mellemliggende to år. Ansøgerne har på den baggrund ikke sandsynliggjort, at de ikke kan vende tilbage til Afghanistan på grund af en konflikt med [A] og [B]. Der er herudover ikke konkrete oplysninger i sagen, som underbygger, at ansøgerne ved en tilbagevenden til Afghanistan skulle få problemer med de afghanske myndigheder eller Taliban. De generelle forhold i Afghanistan er efter de foreliggende baggrundsoplysninger i øvrigt ikke af en sådan karakter, at de i sig selv kan medføre en opholdstilladelse for ansøgerne. Efter det anførte har ansøgerne ikke sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for konkret, individuel forfølgelse eller for at blive udsat for dødsstraf, tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Betingelserne for opholdstilladelse i udlændingelovens § 7, stk. 1, og stk. 2, er derfor ikke opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2018/28/CHHA
Nævnet stadfæstede i august 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er tadjik fra Kabul. Ansøgeren har ikke været medlem af nogle politiske eller religiøse foreninger eller organisationer og har ikke været politisk aktiv. Ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter ansøgeren at blive dræbt af den magtfulde Arbaki-kommandant [A] og dennes folk, idet [A] beskylder ham dels for at have solgt et checkpoint til Taliban, og idet han har haft et forhold til [A]s niece. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han nu lever som åben ateist og af den grund frygter den afghanske befolkning, som vil konfrontere ham med, at han ikke følger religiøse regler eller traditioner og sandsynligvis dræbe ham, når han afslører, at han ikke tilhører islam eller en anden religion. Ansøgeren har til sagen oplyst, at han cirka to år før sin udrejse flyttede til Kunduz. Her mødte han en pige, [B], som han tidligere havde mødt til en bryllupsfest i Kabul. Ansøgeren og [B] mødtes i basaren i Kunduz, hvor ansøgerens familie havde en forretning. De havde kontakt via telefon og sms og mødtes en gang imellem. Deres forhold udviklede sig, og de blev kærester. I [foråret]2015 blev ansøgeren ansat af kommandanten [A]. Ansøgerens opgaver for [A] bestod i at være chauffør, at handle ind og at stå vagt ved [A]s bolig. Mens ansøgeren arbejdede for [A], fandt han ud af, at [B]var niece til [A]. I [efteråret] 2015 anmodede ansøgeren gennem sin brors ven, [C], [A] om tilladelse til at gifte sig med [B], men fik afslag. Efterfølgende stak [B] af og tog ophold i ansøgerens families forretning. Det var [B]s ønske, at hun og ansøgeren skulle flygte sammen, og hun advarede ansøgeren om, at det var farligt for ham at fortsætte med at arbejde for [A]. Ansøgeren havde imidlertid ikke mulighed for at stoppe med at arbejde for [A], og ansøgerens bror sagde, at han ville sende [B] til et sikkert sted. [I efteråret] 2015 fik ansøgeren til opgave at køre en gruppe på 10 personser til et checkpoint i […]-området. Ansøgeren fik at vide, at han var ansvarlig for checkpointet, indtil gruppens leder kunne frem. To medlemmer af gruppen gav oplysninger om checkpointet for Taliban, som tog ansøgeren og de resterende syv medlemmer af gruppen til fange. Ansøgeren og de andre fanger blev ført til en bygning, hvor de blev afhørt og tortureret. Fem af fangerne blev dræbt. Efter syv dages tilbageholdelse lykkedes det for ansøgeren at stikke af i forbindelse med et toilet besøg. Under flugten mødte ansøgeren tilfældigt sin brors ven, [C], som fortalte, at [A] beskyldte ansøgeren for at have solgt checkpointet til Taliban, ligesom han beskyldte ansøgeren for at være flygtet med [B]. [C] advarede ansøgeren mod at vende tilbage til byen Kunduz. Brorens vens familie hjalp herefter ansøgeren med at udrejse nogle dage senere. Efter udrejsen af Afghanistan har ansøgeren haft telefonisk kontakt med [C], som har fortalt, at ansøgerens bror, dennes ægtefælle og deres fællesbarn er blevet dræbt af [A]s folk som følge af ansøgerens konflikt. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring ikke kan lægges til grund, idet den på væsentlige punkter indeholder divergenser og udbygninger. Blandt andet har han således først for nævnet forklaret, at to af [A]s folk ventede uden for forretningen, da han tog afsked med broren, og at dette var en væsentlig begrundelse for, at han ikke flygtede med [B]. Han har endvidere forklaret divergerende om, hvorvidt de tilfangetagendes ben blev bundet allerede før borttransporten, og om han under tilfangetagelsen var udsat for fuldbyrdet seksuelt overgreb. Han har også forklaret divergerende om, hvorvidt han efter flugten opsøgte [C]s bopæl eller mødte ham tilfældigt. Uanset om ansøgeren måtte være ateist findes han ikke at have sandsynliggjort, at han i Afghanistan vil eksponere dette på en sådan måde, at han risikerer asylbegrundende forfølgelse eller overgreb. I den forbindelse er henset til oplysningerne om, at ansøgeren efter sin egen forklaring har levet som ateist i landet gennem 20 år uden problemer og til det ovenfor anførte om ansøgerens generelle troværdighed. Herefter finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2018/274/MNR
Nævnet stadfæstede i august 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun, sunni muslim og fra landsbyen […]i Lagman-provinsen i Afghanistan. Ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter ansøgeren at blive dræbt af Taliban, fordi han er flygtet fra Taliban i Jalalabad. Han frygter ligeledes de afghanske myndigheder og lokalbefolkningen, fordi han var til stede i forbindelse med et bombeangreb i Jalalabad, hvorfor myndighederne og lokalbefolkningen betragter ham som en del af Taliban. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at hans far aftalte med en mand, [A], der boede i nærheden af ansøgerens familie, at han skulle ansøgeren til en koranskole i […]-området i Pakistan. Ansøgeren opholdt sig på koranskolen i cirka ni måneder. Om dagen modtog han undervisning i koranen. Om aftenen blev der på elevernes værelser vist film, hvorunder der blandt andet blev omtalt og overgreb begået af afghanske regeringsstyrker og udenlandske styrker mod den afghanske lokalbefolkning. Under ansøgerens ophold på koranskolen kom folk fra Taliban to gange til skolen for at spørge eleverne, hvem der havde lyst til at ofre sig for Islam. Ansøgeren havde opholdt sig på skolen i cirka fire en halv måned, da Taliban kom første gang. Cirka fire måneder senere kom Taliban-folkene igen, og ansøgeren meldte sig frivilligt, idet han troede, at han ville blive flyttet til en anden skole, hvor han kunne lære mere om Islam. Talibanerne ville have ansøgeren til at bære en selvmordsvest, hvilket ansøgeren nægtede, idet han var den ældste i familien. Herefter spurgte talibanerne, om han ville lægge bomber i stedet, hvilket han accepterede, idet han mente, at det kunne give ham en mulighed for at flygte hjem til faren. Tre-fire dage senere blev ansøgeren sammen med tre andre drenge kørt til Jalalabad. Ansøgeren fik ikke noget at vide om formålet med turen og troede, at der måske var tale om en udflugt. I Jalalabad fik ansøgeren af en talibaner besked på at stige ud af bilen og at hjælpe en gammel mand med at trække en vogn med frugt. Vognen kom i ubalance og væltede. Da vognen væltede, kunne ansøgeren se, at der stak nogle røde og gule ledninger ud under vognen. En mand i en juicebod råbte, at der var en bombe, og folk flygtede. Ansøgeren løb ind i et supermarked, hvor han befandt sig, da bomben sprang. Herefter lånte ansøgeren en telefon af ejeren af supermarkedet og ringede til sin far, der cirka halvanden time senere afhentede ham. Da ansøgeren og faren var kommet hjem, fortalte ansøgeren faren, hvad der var sket. Ansøgeren og faren tog hen til [A]. Faren skældte [A] ud, fordi han havde taget ansøgeren med til en koranskole, hvor man hvervede drenge til bombeangreb. [A] sagde, at de kunne tale om det senere samme aften på ansøgerens families bopæl. [A] kom imidlertid ikke som aftalt, og da ansøgeren og faren samme aften opsøgte [A]s bopæl, var han forsvundet. To-tre dage senere opsøgte nogle personer ansøgerens families bopæl og spurgte efter ansøgeren. Ansøgeren kom i skænderi med personerne, der skød og dræbte faren. Ansøgeren, der havde gemt sig i familiens stald, flygtede gennem et vindue i stalden og tog hen til sin morbror, hvor han opholdt sig i to dage, indtil han udrejste. Cirka to måneder efter udrejsen af Afghanistan indrejste ansøgeren i Danmark. Flygtningenævnet har vurderet ansøgerens forklaring under hensyntagen til ansøgerens alder og under det om hans uddannelsesniveau oplyste. Nævnet finder desuagtet, at hans forklaring må tilsidesættes som utroværdig, idet den på væsentlige punkter indeholder divergenser og forekommer usandsynlig. Ansøgeren har således blandt andet forklaret divergerende om, hvorvidt han i skolen meldte sig til at udføre en opgave for Taliban, fordi han havde fået at vide, at det var en god gerning, hvis han ofrede sig for islam, eller det blot var for at få en mulighed for at flygte. Han har endvidere forklaret divergerende om i hvilket omfang han talte med de andre elever på koranskolen om film og bombeopgaver, om han meldte sig alene eller sammen med andre elever, om hvornår i forløbet han fik mistanke om, at han var i gang med at bistå ved en terrorhandling i Jalalabad, og om hvorvidt han havde skubbet vognen alene i længere tid, inden den væltede, eller om dette skete med det samme, han tog fat i den. Det forekommer endvidere påfaldende, at ansøgeren på den ene side har forklaret, at han og faren efter besøget hos[A] betragtede situationen som overstået i relation til myndigheder og Taliban og på den anden side har forklaret, at de desuagtet besluttede at holde vagt. På denne baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”Afgh2018/272/MNR
Nævnet stadfæstede i juli 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2004. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tajik og sunni-muslim af trosretning fra Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter de personer, som efterstræbte hans far, som af den grund i 2003 blev meddelte opholdstilladelse i Danmark. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive afpresset af eksempelvis Taliban eller ISIL, fordi han har været i Europa og derfor formodes at være rig. Ansøgeren har endelig som asylmotiv henvist til de generelle forhold. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans far var forfulgt af Taliban, hvorfor ansøgeren og ansøgerens familie rejste til Pakistan i omkring 1997-1998. Ansøgerens far rejste fra Pakistan for at søge om asyl. Efter 3-4 år fandt ansøgerens mor ud af, at faren havde fået asyl i Danmark, hvorefter ansøgeren, ansøgerens mor og søskende i [foråret] 2004 kom til Danmark som familiesammenførte. I maj/juni 2010 rejste ansøgeren til Belgien for at undgå retsforfølgelse for en voldsepisode. I 2013 opnåede ansøgeren opholdstilladelse i Belgien under en anden identitet. Ansøgeren har ikke været i Afghanistan, siden han udrejste som barn. Hvis ansøgeren vender tilbage til Afghanistan, vil folk formode, at han er rig, fordi han har været i Europa, hvormed hans liv er i fare. Derudover vil ansøgeren have vanskeligt ved at få et arbejde. Indledningsvis bemærker Flygtningenævnet, at ansøgerens asylsag skal vurderes i forhold til Afghanistan. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge klagerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet nævnet dog finder, at klagerens forklaringer i forhold til årstal omkring ophold i Pakistan og brorens kidnapning samt familieforhold har været usammenhængende. Det bemærkes videre, at Flygtningenævnet i sin afgørelse [fra] 2003 i ansøgerens fars asylsag på baggrund af farens forklaring lagde til grund, at faren fra 1980 til 1992 havde været medlem af PDA, at faren var uddannet politibetjent, og at han havde været politiofficer indtil kort tid efter Mujahedins magtovertagelse i 1992. Flygtningenævnet meddelte herefter faren opholdstilladelse som følge af farens konflikter med Taleban og Mujahedin. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i fare for asylbegrundende overgreb som følge af farens konflikter i Afghanistan. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han er i et konkret individuelt modsætningsforhold til de personer, der forfulgte faren. Nævnet lægger herved vægt på karakteren af farens konflikt, herunder at den ikke er familierelateret, og på, at ansøgeren ikke personligt har haft konflikter i Afghanistan eller personligt er blevet opsøgt i anledning af farens konflikter. Det kan ikke føre til en anden vurdering, at ukendte bevæbnede mænd opsøgte ansøgerens mor, mens hun boede med ansøgerens og ansøgerens søskende i Afghanistan, og truede hende med, at de ville tage hendes børn, med mindre hun oplyste ansøgerens fars opholdssted. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgerens mor blev boende i Afghanistan i to til tre år, efter ansøgerens far var udrejst. Det kan heller ikke føre til en anden vurdering, at ansøgerens storebror på et uoplyst tidspunkt før 2003 blev kidnappet. Flygtningenævnet finder i øvrigt af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen, at modsætningsforholdet til de personer, der efterstræbte ansøgerens far, må anses for slut nu. Nævnet lægger herved vægt på, at der som anført ikke er tale om en familie relateret konflikt og på, at faren nu er afgået ved døden. Vurderingen støttes af, at ansøgerens mor og bror i 2013 ifølge ansøgerens forklaring for nævnet ledsagede ansøgerens fars lig til begravelse i Kabul. Flygtningenævnet finder endvidere ikke, at ansøgeren har godtgjort, at Taliban eller ISIL vil udsætte ham for afpresning ved en tilbagevenden til Afghanistan. Det beror således alene på ansøgerens formodning, at dette vil ske. Endelig finder Flygtningenævnet, at hverken den omstændighed, at leveforholdene i Afghanistan er vanskelige eller den generelle sikkerhedssituation i Afghanistan, kan føre til, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse i Danmark. På denne baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i en risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, ligesom nævnet ikke finder, at EMRK artikel 3 kan føre til en anden vurdering. Det bemærkes, at Flygtningenævnet ikke har mulighed for at meddele humanitæropholdstilladelsen, jf. udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2018/271/CHHA
Nævnet stadfæstede i januar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tadjik og sunni-muslim fra landsbyen […] i […]-distriktet, Logar provinsen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive udsat for forfølgelse eller overgreb af Taliban og de afghanske myndigheder, herunder hans daværende chef, samt CIA. Ansøgeren har for så vidt angår frygten for Taliban oplyst, at han fra 2003 til 2008 var ansat i den afghanske hær. Han deltog i 2005 i kamphandlinger i Kunar mod Taliban-gruppen Tayeba. Taliban truede ham i 2005 tre gange på livet, dels via den lokale mullah, dels i et brev og dels via en mand, der var ansat på ansøgers families landbrug. Taliban havde sagt til hans mor, at de var klar over, at han var ansat i regeringshæren. Ansøgerens familie, herunder hans ægtefælle og mor, blev boende i familiens hus, men selv besøgte han derefter alene sin familie i landsbyen omkring en gang om måneden. Han sørgede under besøg for at være ude af landsbyen, inden det blev mørkt omkring kl. 16, hvor regeringens magt ophørte og Taliban overtog kontrollen. Han hørte fra 2005 intet til Taliban før [i efteråret] 2015, hvor han på familiens bopæl i landsbyen, [om eftermiddagen], var ved at hjælpe sin mor med at flytte til ansøgerens nye bopæl i [K]-kvarteret i Kabul. Naboer, der havde set flyttebiler og måske ansøgeren ved familiens bopæl, havde formentlig orienteret Taliban. Ansøgeren så, at 5-6 bevæbnede mænd var på vej til boligen, hvor de så ansøgeren. Det siger sig selv, at de pågældende var talibanere. Moren sagde ”flygt”, og talibanerne begyndte at skyde. Det lykkedes ham at slippe væk. Svogeren informerede ham kort tid efter om, at hans mor var afgået ved døden, da hun under episoden blev ramt af skud. Få dage senere udrejste han illegalt til Iran. I 2006 blev ansøgeren tilknyttet en efterretnings/sikkerhedsenhed i Paktika på 5 personer, hvor han var sergent og souschef. Ansøgerens konflikt med de afghanske myndigheder opstod i 2008, hvor hans chef fandt ud af, at ansøgeren uden tilladelse havde hjulpet en hazara-ven Reza, der var ansat i CIA, med at finde en kidnappet ISAF-sergent i Pakistan. I dette arbejde havde ansøgeren uden tilladelse fået to af militærets agenter til at hjælpe sig. Chefen troede, at ansøgeren havde fået et større beløb af amerikanerne. Både ansøgerens chef og dennes chef, der var brigadegeneral, afhørte ansøgeren herom. Ansøgerens chef havde åbent sagt til ansøgeren, at det var på tale, at han skulle anholdes for uautoriseret samarbejde med amerikanerne, som ansøgerens russisk-uddannede chef ikke brød sig om. Ansøgeren blev nogle dage efter afhøringerne såret og fik plads i en militærhelikopter, der fløj til Kabul. Ansøgeren var usikker på, hvilken beslutning chefens chef ville træffe i hans sag og vendte derfor ikke senere tilbage til det afghanske militær. Han ved ikke, om militæret aktivt har søgt efter ham på grund af episoden vedrørende ISAF-sergenten, eller fordi han havde forladt sin tjeneste uden aftale, hvilket han ikke havde lov til. Måske troede hans daværende chef, at han var død. Han har ingen oplysninger om, at militæret på noget tidspunkt henvendte sig i landsbyen, selv om de vidste, han officielt havde bopæl der. Efter uoverensstemmelsen med chefen boede ansøgeren forskellige steder i Kabul-området, hvor han også arbejdede i de næste år, herunder for sikkerhedsfirmaer. Omkring ultimo 2012 henvendte Reza sig til ansøgeren, og han blev efter nærmere sikkerhedstjek ansat af CIA i Bagram. Ansøgeren ved ikke, om CIA var bekendt med modsætningsforholdet til hans tidligere chef. Mens ansøgeren med kollegaer en dag i 2015 var ved at udføre en opgave for CIA, blev hans bil standset ved et checkpoint. De blev alle kropsvisiteret af den afghanske sikkerhedstjeneste NDS, der ikke fandt kompromitterende materiale i bilen. Det skyldtes, at ansøgeren i et hemmeligt rum i bilen havde gemt sit kamera med bl.a. fotos af et historisk fort i Ghazni samt koordinatoplysninger om fortets placering. NDS så hans nationalitetsbevis og skrev hans navn og bilregistreringsnummer ned. Sikkerhedstjenesten fandt det mistænkeligt, at de kom fra forskellige provinser. Efter 3 timer fik de dog lov at køre videre. 20 dage senere, i [starten af] 2015, henvendte sikkerhedstjenesten sig på ansøgerens og hans svogers/fætters bopæl i Kabul for at lede efter ansøgeren, der da ikke var til stede. Dette gentog sig noget tid senere, hvilket svogeren orienterede ansøgeren om. Ansøgeren flyttede derfor til [det vestlige] Kabul. Tre måneder senere blev svogerens bolig ransaget af sikkerhedstjenesten, der ledte efter ansøgeren. Ansøgeren lejede derefter boligen i [K]. Ansøgeren frygter, at CIA vil dræbe ham, herunder i Danmark, fordi han har forladt tjenesten. Han har for nyligt talt to gange i telefon med sin ægtefælle. Han spurgte hende ikke, om hun havde viden om, hvorvidt der var nogen, der ledte efter ham, men ægtefællen sagde, at hun og deres syv børn af sikkerhedsmæssige grunde flyttede rundt mellem forskellige steder i Kabul. Flygtningenævnet bemærker, at nævnet, som Udlændingestyrelsen, kan lægge til grund, at ansøgeren til for knap 10 år siden var ansat i den afghanske hær som sergent. Hæren var bekendt med bopælen i landsbyen, men rettede ikke derefter henvendelse på den formelle bopæl i landsbyen, hvor han fortsat regelmæssigt besøgte sin mor, ægtefælle og mange børn. Ansøgeren har i nævnet svaret usikkert og til dels afglidende på opfølgende spørgsmål om påberåbte konflikt med chefen, herunder vedrørende opgaven fra Reza/amerikanerne, brigadegeneralens involvering samt om, hvordan han derefter kunne flyve til Kabul i militærhelikopter. Nævnet kan derefter ikke lægge til grund, at arbejdsforholdet blev afsluttet på en sådan måde, at hæren derefter var interesseret i at kontakte ham. Nævnet kan heller ikke lægge ansøgerens øvrige oplysninger om hans forbindelse til CIA til grund. I sig selv forekommer det således mindre sandsynligt, at CIA over mere end 2 år skulle have betalt ham omkring 25.000 afghani om måneden samt givet ham en bil for alene at udføre 2, maks. 3, relativt simple og kortvarige opgaver og så i øvrigt stå til rådighed. Ansøgerens beskrivelse af disse opgaver og episoden ved checkpointet har ikke fremstået selvoplevet, og ansøgeren har ikke kunnet svare overbevisende på opfølgende spørgsmål herom. Hertil kommer, at ansøgerens forklaringer indeholder enkelte divergenser, der ikke isoleret set er afgørende, men som medvirker til at svække ansøgerens troværdighed. Det kan herved nævnes, at ansøgeren under afhøringen [i sommeren] 2016 og i Flygtningenævnet oplyste, at han ved checkpointet var i selskab med to kollegaer, mens han til styrelsen [i efteråret] 2016 forklarede, at han var sammen med tre kollegaer. Som følge heraf, og efter en samlet vurdering tilsidesætter nævnet herefter endvidere, at myndighederne derefter 3 gange skulle have forsøgt at opsøge ham i Kabul. Der er således ikke grundlag for at antage, at de afghanske myndigheder eller CIA mener at have et alvorligt og aktuelt modsætningsforhold til ansøgeren. For så vidt angår det anførte om Taliban lægger nævnet vægt på, at der ikke er oplysninger om, at Taliban siden skulle have opsøgt eller spurgt til ansøgeren mellem 2005 og [starten af] 2015. Endvidere har ansøgerens forklaring om episoden [i efteråret] 2015 været tøvende og i vidt omfang præget af usikkerhed og mangel på detaljer. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, hvad der nærmere måtte være sket anførte dato, og at dette skulle have asylretlig relevans. Samlet set har ansøgeren således heller ikke sandsynliggjort, at han på grund af konflikt med Taliban eller andre ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i reel, konkret risiko for at blive udsat for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2018/27/MGO
Nævnet meddelte i august 2018 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Sagen er sambehandlet med afgh/2018/268 Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunnimuslim af trosretning fra Farah, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af personer fra grupperinger, herunder Taliban og ISIL, der var mod hendes ægtefælles arbejde for regeringen som kriminalteknisk politibetjent. Derudover frygter ansøgeren sine morbrødre, Nasser og Atticular, samt ægtefællens to fætre, Baz Mohammad og Lal Mohammad, idet de anser ansøgerens og ægtefællen for at være vantro på grund af deres arbejde som henholdsvis jordemoder og ansat ved politiet. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hendes morbrødre og ægtefællens to fætre flere gange truede og opsøgte hende og hendes ægtefælle for at få dem til at stoppe med deres arbejde. Ansøgerens morbrødre samarbejdede med Taliban, Baz var medlem af Taliban, mens Lal var sympatisør. Truslerne fra ansøgerens morbrødre blev med tiden mere alvorlige, og de truede med at gøre ansøgeren fortræd, hvis hun ikke stoppede med sit arbejde som jordemoder. En af ansøgerens kollegaer blev ved en fejl udsat for kidnapningsforsøg og truet med en pistol af nogle mænd, som havde fået ordren fra ansøgerens morbrødre. Ansøgeren fandt efterfølgende ud af, at kidnapningsforsøget havde været tiltænkt hende. Ansøgeren har vedrørende sin ægtefælles konflikt oplyst, at ægtefællen i 2009/2010 var impliceret i et mineangreb i forbindelse med hans politiarbejde. Ægtefællen kom til skade og var efterfølgende indlagt, og blev opereret ad to omgange. Et halvt år før ansøgeren og ægtefællen udrejste, modtog ægtefællen et trusselsbrev, som var adresseret til ægtefællen og tre af ægtefællens kollegaer. Af brevet fremgik, at de skulle stoppe deres arbejde for regeringen, og hvis ikke, ville de blive slået ihjel. Ansøgeren troede, at brevet var fra Taliban. Ægtefællen modtog efterfølgende flere trusselsbreve, men fortsatte sit arbejde for politiet. I 2015 fandt ægtefællen en håndgranat i familiens have. Sikringen var trukket, men håndgranaten var ikke sprunget. En dag mens ansøgerens ægtefælle var på arbejde, opdagede hun en maskeret og bevæbnet person foran deres bopæl. Ansøgeren ringede til sin bror, og da han ankom til bopælen, stak personen af. Ansøgerens far og svigerfar havde flere gange forsøgt at overtale ansøgerens ægtefælle til at forlade provinsen. Efter ansøgeren havde set en person foran huset, og en af de personer, som var nævnt i ægtefællens trusselsbreve, blev slået ihjel, besluttede ansøgerens far og svigerfar, at situationen var så farlig, at familien var nødt til at udrejse. Ansøgeren, ægtefællen og deres børn udrejste på denne baggrund af Afghanistan. Flygtningenævnet kan lægge til grund, at dele af ansøgerens familie ikke billiger, at hun arbejder som jordemoder, men Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgerens privatretlige konflikt er af en sådan karakter, at den er asylbegrundende. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgerens forklaring til Udlændingestyrelsen [i foråret] 2017 om en hændelse, som hendes morbrødre skulle stå bag, er udbyggende og utroværdig, hvorfor den ikke kan lægges til grund. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun på grund af sine egne forhold ved en tilbagevenden til Afghanistan vil risikere forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Da Flygtningenævnet imidlertid d.d. har meddelt ansøgerens ægtefælle opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, meddeles ansøgeren og dennes børn tillige opholdstilladelse i Danmark. Der henvises i den forbindelse til det, der er anført i ægtefællens afgørelse.” afgh/2018/269/FAM
Nævnet meddelte i august 2018 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Sagen er sambehandlet med afgh/2018/269 Flygtningenævnet udtalte: ” Ansøgeren er etnisk pashtun og sunnimuslim af trosretning fra Farah, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af personer fra grupperinger, herunder Taliban, terrorbevægelser og narkomafiaen, som han har været i kontakt med i forbindelse med sit kriminaltekniske arbejde ved politiet. Derudover frygter ansøgeren sine to fætre, Baz Mohammad og Lal Mohammad, samt ægtefællens morbrødre, idet de anser ansøgeren og ægtefællen for at være vantro på grund af deres arbejde for henholdsvis politiet og som jordemoder. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i 2009 begyndte sit arbejde [i nærmere angivet afdeling] i Farah. Samme år blev ansøgeren en del af ledelsesgruppen på politistationen, hvor hans opgaver bestod i at oplyse sager og registrere kriminelle handlinger ved den afghanske domstol. Fra 2013 og frem til ansøgerens udrejse af Afghanistan i [efteråret] 2015, arbejdede ansøgeren som afdelingsleder. Ansøgerens primære arbejdsopgaver var at skrive rapporter og afhøre gerningsmænd. Ansøgeren har videre oplyst, at hans problemer i hjemlandet opstod fra starten af hans ansættelse, idet han i medfør af sin stilling ved de afghanske myndigheder modsatte sig Talibans interesser og derfor var i risiko for trusler. Truslerne mod ansøgeren tog til det sidste halve år før udrejsen. I 2009/2010 var ansøgeren impliceret i et mineangreb udløst af Taliban i forbindelse med politiarbejde i Poshte Rod. Ansøgeren var efterfølgende indlagt og blev opereret ad to omgange. I 2014 begyndte ansøgeren at modtage telefoniske trusler fra Taliban og andre grupperinger, herunder narkomafiaen og andre terrorbevægelser. Nogle gange modtog ansøgeren trusler et par gange om dagen, andre gange et par gange om ugen. Det var forskellige personer, der ringede fra forskellige telefonnumre. Personerne præsenterede sig altid som værende fra forskellige grupperinger. Fælles for alle telefoniske trusler var, at personerne ville have ansøgeren til at ændre oplysninger i rapporter eller slette navne, hvilket han nægtede. Ansøgeren blev tillige truet af sin øverste ledelse, fordi han nægtede at ændre oplysninger i forskellige rapporter. Et halvt år før ansøgerens udrejse modtog han et trusselsbrev stemplet af Taliban. Brevet var adresseret til ansøgeren og tre andre personer, herunder politi kolleger. Af brevet fremgik, at ansøgeren og de tre andre personer skulle stoppe deres arbejde for regeringen, ellers ville de blive slået ihjel. Ansøgeren viste brevet til sin chef, som oplyste, at han ikke kunne hjælpe. Kort tid efter blev en af de i trusselsbrevet nævnte personer slået ihjel. Ansøgeren modtog yderligere to breve med trusler om at blive slået ihjel, hvoraf det ene brev var uden afsender og det andet fra Taliban. Ansøgeren fortsatte sit politiarbejde og forsøgte uden held at blive forflyttet. 20-30 dage før ansøgeren og ansøgerens families udrejse, fandt ansøgeren en håndgranat i haven. Sikringen var trukket uden håndgranaten var sprunget. Ansøgeren formodede, at den var blevet kastet af en af de mange grupperinger i byen, som udførte likvideringer mod betaling. En uge efter så ansøgerens ægtefælle en maskeret og bevæbnet person foran familiens bopæl. Personen stak af, efter hun havde fået sin bror til at komme til bopælen. Ansøgerens far og svigerfar havde flere gange forsøgt at overtale ansøgeren til at forlade provinsen, hvorfor de besluttede at udrejse til Herat. Efter otte-ni dage i Herat påbegyndte ansøgeren og ansøgerens familie deres udrejse af Afghanistan, idet ukendte personer havde spurgt efter ansøgeren i hans fætters forretning. Ansøgeren har om konflikten med ansøgerens to fætre og ægtefællens morbrødre oplyst, at hans fætre Baz og Lal flere gange opsøgte ham og ægtefællen. De ville have, at de stoppede deres arbejde for regeringen. Baz og Lal støttede begge Taliban, og Baz blev officielt Talibanmedlem. De kontaktede ansøgeren flere gange på telefonen, og truslerne blev med tiden mere alvorlige. De truede med at gøre ansøgerens ægtefælle fortræd, hvis de ikke stoppede med at arbejde for regeringen. Ansøgerens ægtefælles morbrødre sympatiserede og samarbejde med Taliban, og de sagde ofte grimme ting om ansøgerens ægtefælle, ligesom hun blev truet. Flygtningenævnet kan lægge til grund, at ansøgeren i Afghanistan har arbejdet som premierløjtnant hos politiet. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer finder efter en samlet vurdering i det væsentlige at kunne lægge ansøgerens forklaring om sin konflikt med Taliban til grund. Flertallet henviser herved til, at ansøgeren har forklaret detaljeret, konsistent og sammenhængende om sin konflikt med Taliban. Flertallet har endvidere lagt vægt på, at ansøgerens forklaring støttes af de foreliggende baggrundsoplysninger, hvorefter polititjenestemænd er en særligt udsat gruppe i forhold til Taliban. Flertallet lægger således til grund, at ansøgeren på grund af sit politiarbejde både telefonisk og skriftligt er blevet truet af Taliban, at der er blevet smidt en håndgranat ind i ansøgerens have, og at eskaleringen af konflikten med Taliban var årsagen til, at ansøgeren flygtede fra Afghanistan med sin ægtefælle og børn. Det forhold, at ansøgeren i et vist omfang har forklaret udbyggende kan ikke føre til en ændret vurdering. Det er ikke sandsynliggjort, at ansøgeren har en sådan konflikt med myndighederne i Afghanistan, at han er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, men han er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. På grund af ansøgerens stilling hos politiet, må han anses for at være særligt profileret i forhold til Taliban, hvorfor han ikke kan henvises til at tage ophold et andet sted i Afghanistan.” afgh/2018/268/FAM
Nævnet stadfæstede i august 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren har i sit asylskema oplyst, at han er etnisk hazara fra [landsby], Ghazni, Afghanistan. For nævnet har ansøgeren forklaret, at han er kristen af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban, politiet samt faren til den pige, som ansøgerens farbror har bortført. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter sin far samt den afghanske befolkning, fordi han ikke er shia-muslim længere. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han frygter Taliban, fordi de chikanerer etniske hazaraer. To år før ansøgeren udrejste af Afghanistan, blev han stoppet af Taliban, da han var på vej til Kabul sammen med sin far. Ansøgeren har videre oplyst, at han frygter Taliban, sin far og den afghanske befolkning, fordi han ikke er shia-muslim længere. Ansøgeren har endvidere oplyst, at han stoppede med at være shia-muslim seks måneder inden sin asylsamtale. Ansøgeren har videre oplyst, at han frygter politiet, fordi hans farbror kidnappede en pige for fem til seks år siden. Ansøgeren har i den forbindelse oplyst, at han omkring tre år inden hans udrejse blev tilbageholdt af politiet en nat, fordi hans farbror havde bortført en pige. Ansøgeren blev løsladt ved kaution. Ansøgeren er efterfølgende blevet opsøgt af politiet på sin bopæl. Politiet chikanerede og torturerede ansøgeren. Ansøgeren blev senest kontaktet af politiet otte til ni måneder inden sin udrejse. Ansøgeren har endelig oplyst, at han frygter, at faren til den pige, som hans farbror bortførte, vil hævne sig på ansøgeren, fordi ansøgeren ikke kan få fat på farbroren. For nævnet har ansøgeren yderligere anført, at han er konverteret til kristendommen. Flygtningenævnet kan delvist lægge ansøgerens forklaring om sine asylmotiver til grund. Flygtningenævnet kan således lægge til grund, at ansøgeren og ansøgerens far har oplevet chikaneri, men ikke tortur, fra afghansk politi i anledningen af, at ansøgerens farbror i 2010 eller 2011 hjalp en ven med at bortføre en pige. Nævnet kan endvidere lægge til grund, at ansøgeren, som anført i ansøgerens ansøgningsskema, er udrejst som følge af de generelle forhold i Afghanistan, herunder på grund af forholdene for etniske hazaraer. Flygtningenævnet kan derimod ikke lægger ansøgerens forklaring om sine asylmotiver i øvrigt til grund, idet forklaringen på disse punkter er udbyggende, utroværdig og konstrueret. For så vidt angår konflikten med politiet som følge af farbrorens medvirken til en bortførsel lægger Flygtningenævnet i overensstemmelse det, som ansøgeren har anført i asylskemaet, og det som ansøgeren har forklaret i samtalerne med Udlændingestyrelsen til grund, at ansøgerens farbror i 2010 eller 2011 hjalp en ven med at bortføre en kvinde, som vennen ville giftes med, og at farbroren som følge af sine handlinger blev fængslet og siden flygtede fra fængslet til Australien. Nævnet lægger videre til grund, at politiet fra 2010 eller 2011 frem til ansøgerens udrejse i efteråret 2015 omkring syv gange blev opsøgt af politiet, og at ansøgeren en gang blev tilbageholdt af politiet en nat, hvorefter han blev frigivet, fordi politiet fik 2.000 afghani. Ansøgeren har til oplysnings- og motivsamtalen [i sommeren] 2016 forklaret, at han blev tilbageholdt omkring 3 år, før han udrejste, og at han ikke blev tilbageholdt i et døgn, efter at farbrorens ven omkring 2 år før udrejsen bortførte pigen på ny. For nævnet har ansøgeren dog forklaret, at tilbageholdelsen fandt sted, efter farbrorens ven bortførte pigen. Endelig lægger nævnet til grund, at politiet sidste gang var på bopælen omkring 6 måneder, inden ansøgeren udrejste. Flygtningenævnet finder derimod, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at ansøgeren er blevet udsat for tortur af politiet, således som ansøgeren har forklaret til asylsamtalen [i foråret] 2017. Nævnet kan heller ikke lægge til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse fra den bortførte piges far. Nævnet lægger i begge tilfælde vægt på, at ansøgeren ikke har anført noget herom i asylskemaet eller forklaret herom til oplysnings- og motivsamtalen. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet, at den situation, som følger af den del af ansøgerens forklaring, som nævnet kan lægge til grund, ikke er en sådan karakter og intensitet, at den kan begrunde, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 7. Nævnet lægger herved vægt på, at der er tale om en lokal konflikt, som vedrører ansøgerens farbror. Nævnet lægger videre vægt på, at det nu er adskillige år siden, at ansøgeren, der ikke har sandsynliggjort, at han er mistænkt for at have begået en forbrydelse, har været tilbageholdt. Nævnet lægger yderligere vægt på, at ansøgeren kun var tilbageholdt en nat, og at det ikke er sandsynliggjort, at han har været udsat for tortur. Endelig lægger nævnet vægt på, at ansøgeren forud for udrejsen senest var opsøgt af politiet omkring 6 måneder tidligere. Nævnet er opmærksom på, at ansøgeren har forklaret om, at bopælen også er blevet opsøgt af politiet efter ansøgeren udrejse, men nævnet finder ikke, at dette kan føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet finder videre, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han var i risiko for asylbegrundende forfølgelse af Taliban eller det afghanske folk på tidspunktet for ansøgerens udrejse. Ansøgeren har således ikke forklaret om omstændigheder, der støtter, at han skulle have været konkret og individuelt forfulgt, og den generelle sikkerhedssituation i Afghanistan, herunder for shia-muslimer og hazaraer, er ikke af en sådan karakter, at ansøgeren af den grund kan meddeles opholdstilladelse. Spørgsmålet er herefter om ansøgeren har sandsynliggjort, at han ikke længere er shia-muslim – og siden Udlændingestyrelsens afgørelse er konverteret til kristendommen – og om han som følge af frafaldet fra islam skal meddeles opholdstilladelse i Danmark. På baggrund af en samlet vurdering af ansøgerens forklaring om sit frafald fra islam og konversion til kristendommen finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at frafaldet og konversionen er reel. Flygtningenævnet finder derimod, at forklaringen og den angivelige konversion er et forsøg på som supplerement til de oprindelige asylmotiver at konstruere et sur-place-asylmotiv. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren først har forklaret om sit frafald fra islam til asylsamtalen [i foråret] 2017. Nævnet lægger også vægt på, at ansøgerens forklaring til asylsamtalen om baggrunden for, at han var frafaldet islam ikke fremstår overbevisende. Flygtningenævnet lægger videre vægt på, at ansøgeren i sit asylskema på spørgsmålet om, hvad han frygter ved en tilbagevenden til Afghanistan forklarede, at Taliban ville pågribe og dræbe han, og at han ikke troede, at han kunne komme hjem især, fordi han er shia-muslim. For så vidt angår den angivelige konversion til kristendommen lægger Flygtningenævnet vægt på, at ansøgerens interesse for kristendommen er opstået, efter Udlændingestyrelsen meddelte afslag på asyl [i foråret] 2017, idet ansøgeren til asylsamtalen [i foråret] 2017 forklarede, at han kun havde været i kirke omkring 3 gange, fordi der i kirken var en sprogcafé, hvor han kunne lære dansk. Flygtningenævnet lægger også vægt på, at ansøgeren har forklaret usammenhængende og overfladisk om de refleksioner og den indre overbevisning, der har ført til, at ansøgeren nu skulle være kristen. Ved vurderingen af, om ansøgerens konversion er reel må det udover de anførte omstændigheder tillægges en vis vægt, at ansøgerens troværdighed er svækket af, at ansøgeren har forklaret, at han forklarede usandt om sin alder for de tyske myndigheder for at kunne rejse videre, at Udlændingestyrelsen efter en aldersundersøgelse har konkluderet, at ansøgeren var født [i starten af] 1997 og ikke [i starten af] 2000 som forklaret af ansøgeren, og at ansøgeren har forklaret udbyggende om, hvorvidt han er blevet udsat for tortur. Det kan derfor ikke føre til en anden vurdering, at ansøgeren, der har deltaget i dåbsforberedelse og undervisning i kristendommen efter sin dåb har haft et vist faktuelt kendskab til kristendommen – uden dog at kunne fuldende fadervor. Det kan heller ikke føre til en anden vurdering, at siden Udlændingestyrelsens afslag har deltaget i gudstjenester, bibelstudier og en kristen tværkulturel lejr i Haderslev [i foråret] 2018, jf. de udtalelser der er fremlagt med advokatens indlæg. På denne baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i en risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2018/267/SHH
Nævnet stadfæstede i august 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og ikke-troende fra Narang distriktet, Kunar provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban, fordi han og hans far er blevet beskyldt for at hjælpe amerikanerne. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han tidligere har arbejdet som assistent i et byggefirma, der har samarbejdet med amerikanerne, og at hans far har arbejdet som leder i et fængsel i Laghman provinsen. Omkring sommeren 2015 blev ansøgerens far i en periode på to til tre måneder truet telefonisk af Taliban, som sagde, at ansøgeren og faren skulle forlade deres arbejde, idet de ellers ville blive slået ihjel. [I sommeren] 2015 modtog ansøgeren selv et opkald fra Taliban, som beskyldte ham og hans far for at spionere for amerikanerne, og at de derfor begge var dødsdømte. Kort tid efter opkaldet opsøgte Taliban ansøgeren på bopælen, men han nåede at flygte væk, fordi han så talibanerne igennem et hul i døren. Ansøgerens far blev samme dag taget af Taliban, og ansøgeren rejste til Kabul. [I efteråret] 2015 udrejste ansøgeren af Afghanistan. Efter ansøgerens udrejse har ansøgeren fået at vide, at hans familie flyttede til Kabul efter Talibans opsøgning. Familien har boet skiftende steder i Kabul, herunder hos ansøgerens farbror, som imidlertid for fire måneder siden blev hentet af personer, som udgav sig for at være fra politiet. Ansøgerens farbror blev herefter slået ihjel. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring om asylmotivet, at forklaringen kan lægges til grund. Nævnet henviser til, at ansøgeren i det store hele har forklaret detaljeret, konsistent og sammenhængende om den episode, der førte til hans flugt fra Afghanistan. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgeren blev kontaktet telefonisk af Taliban, der meddelte ham, at han og hans far var dødsdømte på grund af spionage, og at en gruppe på i hvert fald syv til otte personer kort efter opsøgte ansøgeren på dennes bopæl, hvorefter ansøgeren flygtede. Ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorvidt der gik en time eller ti minutter fra telefonopkaldet til personerne dukkede op, men Flygtningenævnet har ikke fundet, at denne divergens kan tillægges afgørende betydning ved vurderingen af hans troværdighed. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren i øvrigt har forklaret stort set konsistent. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han er efterstræbt af Taliban. Det kan ikke lægges til grund, at ansøgeren risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, men han er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, om ansøgeren er udelukket fra at opnå opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 10, stk. 3. Afvejningen heraf skal efter forarbejderne til udlændingelovens § 10, stk. 3, foretages i overensstemmelse med Flygtningekonventionen. Flygtningenævnet finder, at den forbrydelse, for hvilken ansøgeren er straffet med fængsel i 1 år og 2 måneder efter straffelovens § 216, stk. 1, nr. 2 og § 221, efter sin karakter er en særlig farlig forbrydelse. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet imidlertid, at ansøgeren ikke kan betragtes som en fare for samfundet. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke har anvendt vold eller trussel om vold i forbindelse med kriminaliteten, at ansøgeren alene er dømt for et forhold, og at han ikke har andre domme for kriminelle forhold. Ansøgeren er derfor ikke udelukket fra at opnå opholdstilladelse. Da ansøgeren har haft ansættelse i en virksomhed, der udfører arbejde for blandt andet amerikanske myndigheder i Afghanistan, og da ansøgeren af Taliban er beskyldt for spionage, må han anses for profileret i forhold til Taliban. Sammenholdt med oplysningerne om ansøgerens fars stilling som souschef i et fængsel og om ansøgerens families status og at ansøgeren er gift og har fem børn, er der ikke et tilstrækkeligt sikkert grundlag for at lægge til grund, at ansøgeren kan henvises til at tage ophold andetsteds i Afghanistan som internt flugtalternativ. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse og meddeler ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.”Afghanistan /2018/266/LINB
Nævnet stadfæstede i august 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tadjik og sunni muslim fra [mellemstor by] i Ghuri distriktet, Baghlan provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at han vil blive slået ihjel af en mand ved navn [A] og hans folk, fordi ansøgeren tilhører [B] stammen, og fordi hans familie gennem en årrække har været i konflikt med [A], der var i ledtog med den tidligere afghanske vicepræsident. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af Taliban, eller hvervet til deres gruppering, fordi han er flygtet fra en træningslejr drevet af Taliban. Ansøgeren har til støtte herfor henvist til, at hans familie i omkring ti år har været i konflikt med den tidligere vicepræsident og [A]. Ansøgerens morbror, [C], og ansøgerens farbror, [D], blev slået ihjel af [A]’s folk, da ansøgeren var ni eller ti år gammel. Et år herefter slog [A]’s folk også ansøgerens anden farbror, [E], ihjel. Da ansøgeren var 11 år gammel, blev ansøgerens far kidnappet. [A]’s folk fortalte ansøgerens familie, at de ikke skulle lede efter ansøgerens far, og truede i samme forbindelse med at slå ansøgerens familie ihjel, hvis de fortsatte med at lede efter ham. På trods heraf fortsatte ansøgerens mor og ansøgerens morbror, [F], med at lede efter ansøgerens far. Omkring tre måneder herefter blev ansøgerens bror, [G], slået ihjel. Da ansøgeren en dag var i koranskole, opfordrede en person fra Taliban ansøgeren og de andre elever til at deltage i hellig krig. Dagen efter kom ansøgeren ikke i skole. Den næstfølgende dag blev ansøgerens mor opsøgt på familiens bopæl af nogle personer. Den ene af personerne slog ansøgerens mor i ansigtet og truede hende med, at de ville slå ansøgeren ihjel, hvis ikke han kom tilbage til koranskolen. Dagen efter tog ansøgeren i koranskolen, hvor han blev slået under sine fødder, fordi han var udeblevet dagen forinden. De næstfølgende fire dage modtog ansøgeren våbentræning af Taliban, hvorefter han igen udeblev fra koranskolen. Dagen efter blev ansøgeren på ny opsøgt af nogle personer, der stak ham i låret med en bajonet og truede ham på livet. Ansøgeren tog herefter til [lille by i Afghanistan], hvor han boede i skjul hos sin fars ven, [H], i seks måneder. Kort herefter udrejste ansøgeren af Afghanistan. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring om asylmotiverne til grund. Nævnet henviser til, at ansøgeren har forklaret detaljeret, konsistent og sammenhængende om sin families konflikt med [A]. Flygtningenævnet lægger derfor til grund, at ansøgerens morbror og to farbrødre blev slået ihjel, da ansøgeren var omkring ti år gammel, og at ansøgerens far blev kidnappet, da ansøgeren var omkring 11 år gammel, ligesom ansøgerens bror på seks år blev dræbt. Flygtningenævnet finder imidlertid, at der er tale om en afsluttet konflikt, og at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han forsat er i risiko som følge af konflikten. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke er blevet opsøgt eller truet efter faderens kidnapning. Ansøgeren har uden at opleve problemer kunnet bo i fire år hos sin morbror, hvis bopæl var beliggende omkring to minutters gang fra ansøgerens families oprindelige bopæl. I den periode gik ansøgeren på samme skole, hvor han tidligere havde gået, og han gik alene frem og tilbage til skole. Efter de fire år hos morbroren flyttede ansøgeren hjem til sin mor, hvor han heller ikke oplevede problemer som følge af konflikten. Nævnet henviser endvidere til, at ansøgeren har forklaret detaljeret og stort set konsistent om sit asylmotiv angående Talibans reaktion på hans udeblivelse fra koranskolen. Flygtningenævnet lægger derfor til grund, at ansøgeren på koranskolen blev opfordret til at deltage i hellig krig, at han efter den første udeblivelse blev straffet og undervist i våbenhåndtering, og at han efter den anden udeblivelse blev udsat for vold på sin bopæl, hvorunder han besvimede. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren i forhold til sit hjemområde, hvor Taliban har stor indflydelse, må anses for omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Ansøgeren kan imidlertid ikke anses for særligt profileret i forhold til Taliban, og han har ikke sandsynliggjort, at Taliban har evne og vilje til at finde ham, hvis han tager ophold et andet sted i Afghanistan. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren har kunnet opholde sig hos sin fars ven i seks til syv måneder frem til sin udrejse af Afghanistan uden at opleve problemer. Nævnet lægger endvidere vægt på, at ansøgeren er en arbejdsduelig, ung, enlig mand ved godt helbred. Nævnet finder det derfor rimeligt at henvise ham til som internt flugtalternativ at tage ophold andetsteds i Afghanistan, eksempelvis i Kabul, Herat eller Mazar-e-Sharif. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”afgh/2018/265/LINB
Nævnet stadfæstede i juli 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk sayed og shia-muslim fra [en by i] Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af en person ved navn [A]. Ansøgeren frygter også de ukendte personer, som [A] afleverede ham til. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at [A] var hans fars ven, og at han sørgede for ham efter hans forældres død. Ansøgeren boede således sammen med [A] og dennes familie. Ansøgeren har dog forklaret, at han ikke havde et godt forhold til [A], der slog og sparkede ham. Ansøgeren har også forklaret, at [A] var en stor fortaler for islam, og at han mente, at det var tilladt at angribe regeringen, fordi den var anti-islamisk. På et tidspunkt fortalte [A] ansøgeren, at han ville sende ham til Pakistan, hvor han skulle modtage undervisning. Ansøgeren talte efterfølgende med nogle af sine venner om [A’s] plan, og de fortalte ham, at mange blev sendt til Pakistan for at blive selvmordsbombere. Efter det afghanske nytår kørte [A] ansøgeren til et hus i Kandahar, hvor han afleverede ham til ukendte personer. De ukendte personer spærrede ham inde i et af husets værelser og tatoverede hans venstre arm mod hans vilje. Ved daggry opdagede ansøgeren, at der var et vindue i værelset, hvor han sad indespærret. Det lykkedes ansøgeren at fjerne en rude i vinduet, hvorefter han kravlede ud af vinduet og flygtede gennem ejendommens hoveddør. Ansøgeren søgte tilflugt i et tehus i Kandahar, hvor han overhørte en menneskesmugler tale med en anden person. Ansøgeren tog kontakt til menneskesmugleren, og senere samme dag kørte de til Nimroz, mens de udrejste af Afghanistan dagen efter. Ansøgeren har forklaret, at han flygtede via Pakistan til Iran, hvor han tog ophold. I Iran mødte ansøgeren en afghaner, der tilbød ham arbejde og hjalp ham med at betale menneskesmugleren. Efter seks til syv måneders ophold i Iran rejste ansøgeren til Europa. Flygtningenævnet kan efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring om asylmotivet ikke lægge forklaringen til grund. Forklaringen fremstår på flere centrale punkter divergerende og usandsynlig, hvorefter forklaringen anses for konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet lægger vægt på, at ansøgeren i asylansøgningsskemaet har oplyst, at [A] besluttede at sende ansøgeren til Pakistan, for at ansøgeren skulle lære at blive selvmordsbomber, mens han under oplysnings- og motivsamtalen og asylsamtalen har forklaret, at [A] alene fortalte, at ansøgeren skulle have undervisning, men ikke om formålet hermed. Ansøgeren har endvidere divergerende forklaret om sine forældres død, idet han under oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at [A] fortalte, at ansøgerens forældre var blevet slået ihjel, mens han under asylsamtalen har forklaret, at [A] fortalte, at forældrene var døde, men ikke hvordan det var sket. Endvidere har ansøgeren under oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han efter sin flugt fra huset i Kandahar på et tehus eller en cafe hørte en samtale mellem en agent og en anden person om hjælp til at komme til Pakistan, mens han under asylsamtalen derimod har forklaret, at samtalen vedrørte en flugt til Iran. Flygtningenævnet finder det i øvrigt usandsynligt, at ansøgeren uden problemer har kunnet flygte fra det hus, hvor han var indespærret, og hvor der befandt sig fire bevæbnede mænd, og hvor hoveddøren ikke var låst. Det forekommer heller ikke sandsynligt, at ansøgeren efter flugten tilfældigt har mødt en person, som ansøgeren ikke kendte i forvejen, og at denne person betalte for ansøgerens flugt til Iran. Under nævnsmødet har ansøgeren forklaret usammenhængende og afglidende på spørgsmål om, hvorledes han tilbagebetalte personen, og han har blandt andet forklaret, at han arbejdede uden at få løn, idet han alene fik lommepenge. Ansøgeren har tidligere forklaret under samtale med Udlændingestyrelsen, at han tjente cirka 900.000 iranske penge om måneden, og at han arbejdede omkring seks til syv måneder. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i en konkret og individuel risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han risikerer overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder ikke, at en tatovering på ansøgerens venstre overarm kan føre til et andet resultat. Flygtningenævnet finder i øvrigt ikke grundlag for at meddele ansøgeren opholdstilladelse med henblik på midlertidigt ophold, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3, idet den generelle sikkerhedsmæssige situation i Afghanistan ikke giver anledning hertil. Flygtningenævnet finder endelig ikke grundlag for at imødekomme en påstand fra ansøgerens advokat om at udsætte sagen med henblik på nærmere at afklare, hvorvidt ansøgeren kan udsendes til Kabul eller andre større byer i Afghanistan. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2018/264/THV
Nævnet meddelte i juli 2018 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim fra [byen], Khogyani-distriktet, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban, idet han arbejdede for den afghanske nationalhær og i den forbindelse modtog trusselsbreve fra Taliban. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han i otte og et halvt år arbejdede som ambulancechauffør hos den afghanske nationalhæren. I 2015 blev der afleveret et trusselsbrev på ansøgerens bopæl, hvoraf det fremgik, at ansøgeren skulle tilslutte sig til Taliban. Efter tre måneder blev der igen afleveret et trusselsbrev på ansøgerens bopæl. I brevet truede Taliban ansøgeren med at slår ham ihjel, hvis han ikke overgav sig inden for to-tre dage. Omkring fire dage efter afleveringen af andet brev opsøgte Taliban ansøgerens bopæl. Da Taliban ikke havde fundet ham på bopælen slog de ihjel hele ansøgerens familie, der var til stede. Ansøgeren opholdte sig hele tiden på sin arbejdsplads og derfor ikke selv havde modtaget trusselsbreve eller befandt sig på bopælen, da denne var blevet opsøgt. Ansøgeren fik at vide om mordet på sin familie af sin bror den følgende morgen. Ansøgeren tog omgående til sin søster i Jalalabad, hvorfra han efter fire dage udrejste af Afghanistan. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet nævnet finder, at forklaringen fremstår troværdig og i det væsentlige konsistent. Flygtningenævnet finder, at det må lægges til grund, at ansøgeren har arbejdet 8 ½ år for den afghanske nationalhær, herunder som sergent fra februar 2012 frem til udrejsen i 2015, og nævnet finder efter en samlet vurdering, at ansøgerens forklaring – uanset at den på punkter fremstår mindre sammenhængende – overordnet er troværdig, og at ansøgeren har sandsynliggjort, at han er truet og efterstræbt af Taliban. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil risikere forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren som følge af sit arbejde som sergent i den afghanske nationalhær, og det forhold at Taliban har dræbt ansøgerens bror, er profileret i forhold til Taliban og derfor fortsat må anses for at være i Talibans søgelys, og nævnet finder, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Under hensyn til ansøgerens profilering i forhold til Taliban finder Flygtningenævnet, at det ikke er rimeligt at henvise ansøgeren til at tage ophold et andet sted i Afghanistan. Nævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” afgh/2018/263/AZU
Nævnet stadfæstede i juli 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun fra Kunduz, Afghanistan. Ansøgeren er opvokset som shiamuslim, men har oplyst, at han er konverteret til kristendommen efter sin indrejse i Danmark. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at han vil blive slået ihjel af Taliban, fordi han har arbejdet som journalist for en radiostation i et år, hvor han i radioudsendelser, der var målrettet unge lyttere, udtalte sig om kontroversielle emner. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter tre magtfulde kommandanter fra den afghanske sikkerhedstjeneste, fordi ansøgeren forlod sit job som frivillig politibetjent, og fordi han er udrejst af Afghanistan. Endelig har ansøgeren henvist til, at han frygter repressalier fra de afghanske myndigheder, fordi han efter sin indrejse i Danmark er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han i 2012 eller 2013 fik arbejde som journalist ved en radiostation i [A]. På radiostationen lavede ansøgeren blandt andet udsendelser målrettet unge mennesker, der omhandlede nødvendigheden i, at de unge lærte engelsk, og at kvinder fik en uddannelse. En dag modtog radiostationens ejer et trusselsbrev fra Taliban, hvori ansøgerens radioudsendelser blev nævnt. Da de afghanske myndigheder ikke ville hjælpe ansøgeren, stoppede han med at arbejde for radiostationen. Herefter var ansøgeren arbejdsløs i omkring en til tre måneder, hvorefter han fik arbejde i [B] militsen. På et tidspunkt blev ansøgeren skudt, hvorefter han var indlagt på hospitalet. Efter ansøgeren blev udskrevet, udrejste han af Afghanistan. Efter sin indrejse i Danmark har ansøgeren været i kontakt med sin farbror, som har truet ansøgeren, fordi ansøgeren udrejste uden sin farbrors tilladelse. Senere har ansøgeren haft kontakt med sin tante, som har oplyst, at ansøgerens farbror i [sommeren] 2016 blev skudt og dræbt af to ukendte personer. Ansøgeren fik interesse for kristendommen i Afghanistan, idet hans daværende chef for radiostationen ved navn [C] fortalte ham om Jesu kærlighed og tilgivelse. Ansøgeren har efter sin indrejse i Danmark jævnligt gået i kirke. Ansøgeren betragter sig selv som kristen, og blev [i sommeren] 2016 døbt i [D] Pinsekirke. Under hensyn til, at der til sagen allerede er fremlagt udtalelser fra flere præster, som har mødt ansøgeren i en kirkelig kontekst, og til at Flygtningenævnet lægger oplysningerne heri og ansøgerens egne oplysninger om sin deltagelse i kirkelige aktiviteter til grund, finder Flygtningenævnet, at det ikke er relevant at lade en kvindelig bekendt vidne for nævnet. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sine konflikter i Afghanistan til grund, særligt fordi ansøgeren på mange og centrale punkter har forklaret divergerende og udbyggende. Ansøgeren har således i sit asylskema [fra efteråret] 2015 oplyst, at han flygtede til Europa, fordi hans farbror ville have, at han skulle arbejde for en terroristgruppe/ekstremistisk gruppe. Endvidere ville farbroren tvinge ansøgeren til at arbejde for en mafiagruppe, fordi farbroren ville tjene penge på ansøgeren. Til oplysnings- og motivsamtalen den [i begyndelsen af vinteren] 2015 har ansøgeren forklaret, at han havde en konflikt med Taliban, som modsatte sig, at ansøgeren som journalist lavede et radioprogram, som Taliban var imod, og at en kollega blev dræbt. Til asylsamtalen [i vinteren] 2017 har ansøgeren forklaret, at ansøgerens farbror bad ham indtrængende om at arbejde som frivillig lønnet politimand under ham i byen Kunduz, hvor farbroren blandt andet samarbejdede med tre fremtrædende kommandanter i byens sikkerhedstjeneste. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende og udbyggende om truslerne mod ham og radiostationen, herunder konsekvenserne for ham og de andre ansatte, om sit hospitalsophold, herunder årsagen hertil og varigheden heraf, og om hvorvidt han er blevet opsøgt af [B]. Ved vurderingen af ansøgerens troværdighed har Flygtningenævnet tillige inddraget den omstændighed, at ansøgerens forklaring indeholder en lang række mindre divergenser og udbyggende oplysninger, der dog ikke i sig selv ville kunne tillægges afgørende betydning. Flygtningenævnet tilsidesætter på denne baggrund ansøgerens forklaring om sine konflikter i Afghanistan som konstrueret og utroværdig. De af ansøgeren fremlagte kursusbeviser, udtalelser fra Radio [A] m.m. kan ikke føre til en ændret vurdering, blandt andet fordi ansøgeren først fremlagde dokumenterne til asylsamtalen [i vinteren] 2017, og fordi det forekommer usandsynligt, at han til oplysnings- og motivsamtalen [i begyndelsen af vinteren] 2015, hvor der i referatet herfra står anført, at ansøgeren ikke fremlagde dokumenter, skulle have fået oplyst, at han ikke skulle fremlægge dem. I relation til den af ansøgeren påberåbte konvertering til kristendommen bemærker Flygtningenævnet indledningsvis, at i et tilfælde, hvor ansøgerens asylmotiv er frygt som følge af konvertering, der er sket efter udrejse, er der anledning til at foretage en kritisk og indgående bedømmelse af troværdigheden af ansøgerens forklaring herom, herunder om tidspunktet for konverteringen, baggrunden for konverteringen og om følgerne af konverteringen, jf. herved også UNHCR’s Guidelines on International Protection: Religion-Based Refugee Claims under Article 1A(2) of the 1951 Convention and/or the 1967 Protocol relating to the Status of Refugees, pkt. 34. Herefter bemærker Flygtningenævnet, at nævnet ikke kan lægge til grund, at ansøgerens konvertering er reel, herunder således at det kan antages, at ansøgeren vil foretage kristne handlinger ved en tilbagevenden til Afghanistan. Flygtningenævnet har herved navnlig lagt vægt på, at ansøgeren alene har et begrænset kendskab til kristendommen og fremtræder ureflekteret i forhold til indholdet af kristendommen. Endvidere har ansøgeren ikke på overbevisende måde kunnet redegøre nærmere for, hvilken betydning kristendommen har haft for ansøgeren, eller sine refleksioner over særligt konsekvenserne af konverteringen. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgerens deltagelse i gudstjenester og andre kristne aktiviteter er sket i et forsøg på at skabe sig et sur place-asylmotiv og uden at have baggrund i en reel religiøs overbevisning hos ansøgeren. De fremlagte udtalelser fra bl.a. Pinsekirken, personer fra hans sociale netværk samt ansøgerens dåbsbevis kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet tilsidesætter på denne baggrund ansøgerens forklaring om sin konvertering som konstrueret og utroværdig. Nævnet har ved vurderingen også lagt vægt på, at ansøgerens generelle troværdighed er svækket som følge af ansøgerens divergerende og udbyggende forklaring om sine påståede konflikter i Afghanistan. Herefter finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i en individuel og konkret begrundet risiko for forfølgelse, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han risikerer overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afghanistan /2018/262/LINB
Nævnet stadfæstede i juli og 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunnimuslim fra Kunduz, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at han vil blive udsat for repressalier fra de afghanske myndigheder, fordi han har samarbejdet med Taliban. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter Taliban, fordi han er flygtet fra dem. Til støtte herfor har ansøgeren henvist til, at han i 2007 fik arbejde i politiet, herunder i afdelingen for terrorisme. Under sit arbejde i politiet modtog ansøgeren på et tidspunkt to opkald fra et medlem af Taliban, der forsøgte at rekruttere ansøgeren til grupperingen. Medlemmet af Taliban blev slået ihjel i et bombeangreb i 2012, hvorefter ansøgeren i en periode herefter ikke blev kontaktet af Taliban. Ansøgeren blev herefter udstationeret til en anden enhed, hvor han var i omkring halvandet år. I denne periode modtog ansøgeren mange telefoniske trusler fra Taliban, hvilke stoppede, da ansøgeren bortskaffede sit SIM-kort. Herefter blev ansøgeren overført til et andet distrikt, hvor han arbejdede i mere end et år. Her modtog ansøgeren flere telefoniske trusler fra Taliban. Ansøgeren fik derefter at vide af sin far, at Taliban havde opsøgt ansøgerens families bopæl. Ansøgeren besluttede sig herefter for at forlade sit arbejde hos myndighederne, hvorefter han vendte tilbage til sin families landsby. Her blev ansøgeren opsøgt at Taliban, hvorefter ansøgeren indvilgede i at samarbejde med grupperingen. På Talibans opfordring gav ansøgeren grupperingen oplysninger om myndighedernes tilstedeværelse og placering i Kunduz. Ansøgeren ønskede ikke at deltage i Talibans forestående angreb mod Kunduz, hvorfor han kort tid herefter udrejste af Afghanistan. Ansøgeren har efter sin indrejse i Europa haft kontakt med sin familie, der har oplyst, at Taliban flere gange har opsøgt deres bopæl. Ved vurderingen af ansøgerens forklaring har Flygtningenævnet lagt til grund og taget hensyn til, at ansøgeren er analfabet. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, fordi ansøgeren på væsentlige punkter har forklaret divergerende, og fordi dele af ansøgerens forklaring ikke forekommer sandsynlig. Flygtningenævnet har herved navnlig lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvilke trusler han modtog fra Taliban, hvornår og hvor mange gange hans familie blev opsøgt af Taliban, hvor lang tid han arbejdede for Taliban, hvilke opgaver han havde for Taliban, og hvorvidt han gav Taliban oplysninger til brug for angrebet mod byen Kunduz. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke er fremkommet med en rimelig forklaring på divergenserne. Endelig finder Flygtningenævnet, at det forekommer mindre sandsynligt, at ansøgeren valgte at forlade sit arbejde hos myndighederne for at flytte tilbage til sin hjemegn, der var kontrolleret af Taliban, særligt fordi han har forklaret, at han frygtede Taliban. Flygtningenævnet tilsidesætter på denne baggrund ansøgerens forklaring om sit asylmotiv, herunder at ansøgeren skulle have arbejdet for Taliban, som konstrueret og utroværdigt. Uanset ansøgerens mangeårige arbejde for de afghanske myndigheder, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han skulle være særligt profileret og alene af denne grund være efterstræbt af Taliban. Herefter finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i en individuel og konkret begrundet risiko for forfølgelse, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han risikerer overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afghanistan/2018/261/LINB
Nævnet stadfæstede i juni 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtuner og sunnimuslim fra [landsby A], Nangarhar, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive dræbt af Taliban, idet hans far har arbejdet som tolk for russerne før familiens udrejse til Pakistan i 1991 og efter hjemkomsten til Afghanistan har arbejdet som tolk for en NGO i landet. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans familie i [foråret] 2015 vendte tilbage til deres landsby i Beshud-distriktet efter at have opholdt sig i Pakistan i 26 år, idet ansøgerens far mente, at det var sikkert at vende tilbage. Faren fik efter hjemkomsten et arbejde for en udenlandsk NGO i Patika-provinsen og ville også finde arbejde til ansøgeren som tolk. I [forsommeren] 2015 blev ansøgeren bortført af Taliban, mens han var på vej hjem. Et køretøj standsede foran ham, og nogle personer steg ud af bilen og tvang ham ind i den. Ansøgeren blev kørt til et ukendt sted, hvor han blev låst inde i et rum. Ansøgeren kom ikke ud af rummet men kunne høre andre fanger jamre sig, når de blev slået, ligesom han selv blev udsat for vold. Ansøgeren så en person blive halshugget på gårdspladsen og blev også selv truet med at blive halshugget. Ansøgeren fik at vide af, at han var blevet bortført, fordi hans far havde arbejdet for russerne, og at befolkningen havde genkendt faren og ansøgeren. Da ansøgeren havde været tilbageholdt i 10 dage betalte hans familie 10.000 dollar for hans løsladelse, hvorefter ansøgeren blev sat af på det sted, hvorfra han var blevet bortført. Omkring to måneder efter ansøgerens løsladelse begyndte Taliban at ringe til ansøgerens far og true ham. På et ukendt tidspunkt blev ansøgerens familie opsøgt af et for ansøgeren ukendt antal talebanere, der udsatte ansøgerens far, mor og lillebror for vold, ligesom de kidnappede faren og broren. Ansøgeren opholdt sig i modsætning til resten af familien på gårdspladsen under episoden, hvorfor han ikke blev opdaget af talebanerne. Ansøgeren flygtede over en mur og løb væk derfra for at gemme sig bag nogle høje planter. Den følgende dag mødte ansøgeren en bekendt af familien, som tog ham med hjem, og på hvis bopæl ansøgeren levede i skjul i halvanden måned, indtil han i [vinteren] 2015 udrejste illegalt af Afghanistan med hjælp fra sin farbror og mor. Ansøgerens mor har efter ansøgerens udrejse fra hjemlandet taget ophold i Jalalabad hos ansøgerens morbror, idet der ikke var sikkert i Peiravar. Ansøgerens mor har flere gange forgæves kontaktet ældrerådet og politiet for at høre, om der er nyt om ansøgerens far og bror. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren trods visse divergenser i forklaringen har sandsynliggjort, at han har været kidnappet, og at hans far og bror er blevet bortført af det lokale Taliban i hjembyen, og at han også selv i den forbindelse blev efterstræbt. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren isoleret set opfylder betingelserne for meddelelse af asyl i udlændingelovens § 7, stk. 2, mens betingelserne i udlændingelovens § 7, stk. 1, ikke findes opfyldt. Efter oplysningerne om ansøgerens personlige forhold, køn, alder, uddannelsesmæssige baggrund og helbred sammenholdt med oplysningerne om, at familiens konflikt med Taliban er relateret til hjemområdet og går mere end 25 år tilbage i tiden, finder Flygtningenævnet imidlertid, at ansøgeren kan henvises til at tage ophold andetsteds i Afghanistan som for eksempel Kabul, Herat eller Mazar-E-Sharif som internt flugtalternativ. Det tilføjes i den forbindelse, at ansøgeren ikke ses at være særligt profileret i forhold til Taliban. På den baggrund finder nævnet, at det må anses for rimeligt at henvise ansøgeren til at tage ophold de nævnte steder, hvor levevilkårene vil være af en sådan karakter, at basale humanitære rettigheder ikke krænkes. Nævnet bemærker, at de generelle forhold, herunder den sikkerhedsmæssige situation, ikke kan medføre til et andet resultat. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2018/260
Nævnet stadfæstede i januar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk barakzai (pashtunsk stamme) og sunnimuslim fra landsbyen [A] i Herat, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller orga-nisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af sin søsters ægtefælle, [B], og hans sammensvorne, idet ansøgerens niece ikke vil gifte sig med den mand, som ansøgerens søsters ægtefælle har udvalgt. Til støtte herfor har ansøgeren forklaret, at [B], som er narkosmugler og venner med lederen af byrådet i Herat, blev gift med ansøgerens søster, da ansøgeren var om-kring 12 år gammel. Efter et år afleverede [B] søsteren og deres datter, [C], til ansøgerens familie. Ansøgeren ved ikke, hvorfor søsteren ikke længere skulle bo med [B], som havde fire ægtefæller. 15 år efter opsøgte [B] ansøgerens families bopæl og forlangte, at hans datter nu skulle giftes, og at datteren skulle følge med ham. Dette nægtede datteren, hvorefter [B] forlod bopælen. Dagen efter opsøgte [B] igen familiens bopæl og forsøgte at tage datteren med sig med magt, men det lykkedes ikke, da [B] kom op og slås med ansøgerens bror, som prøvede at forhindre [B] i at tage datteren. [B] forlod igen bopælen men sagde, at han ville komme tilbage. Dagen efter opsøgte [B] igen familiens bopæl, mens ansøgeren befandt sig i sin og brorens butik, hvorfor ansøgeren skyndte sig hjem. Da ansøgeren kom hjem, var [B] stadig på bopælen og forlangte at få datteren med, hvilket datteren nægtede. [B] truede i denne forbindelse med at slå familien ihjel, da [B] troede, at det var familien, som forhindrede datteren i at tage med ham. Samme dag flygtede ansøgeren og hans familie til Kabul, hvor de boede en uge hos en af ansøgerens venner. Dagen efter de var ankommet til Kabul, blev ansøgerens bror dræbt, mens ansøgeren var ude at handle. Ansøgeren fik af sin mor oplyst, at [B] var trængt ind på bopælen og havde slået ansøgerens bror ihjel. Ansøgeren besvimede herefter. Da ansøgeren kom til bevidsthed igen, var hans mor, søster og søsterens datter tre timers kørsel fra Nimrouz, hvorfra de tog til Teheran, Iran, hvor de blev en uge, inden de rejste videre mod Tyrkiet. På grænsen mellem Iran og Tyrkiet blev ansøgeren adskilt fra sin familie. Ansøgerens familie tog tilbage til deres landsby i Afghanistan to måneder efter, ansøgeren var kommet til Danmark. Ansøgeren og hans familie har finansieret udrejsen ved salg af ansøgerens og hans brors kosmetik-butik. Ansøgeren satte sin butik til salg efter [B] opsøgte familien første gang, da han vidste, at der ville opstå en konflikt. Butikken blev solgt tre dage senere. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgeren på centrale punkter har forklaret divergerende, ligesom ansøgerens forklaring forekommer konstrueret og på flere punkter usandsynlig. Vedrørende divergenserne i ansøgerens forklaring har Flygtningenævnet navnlig lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvornår [B] opsøgte familien, og hvornår ansøgeren var hjemme. Til oplysnings- og motivsamtalen [i sommeren] 2016 har ansøgeren forklaret, at der gik to henholdsvis fire dage mellem, at [B] opsøgte familien, mens ansøgeren til asylsamtalen [i vinteren] 2016 har forklaret, at [B] opsøgte familien tre dage lige efter hinanden. Endvidere har ansøgeren under samtalerne med Udlændingestyrelsen forklaret, at han ikke var hjemme, tredje gang [B] opsøgte familien, mens ansøgeren under nævnsmødet har forklaret, at han ikke var hjemme anden gang, [B] opsøgte familien. Ansøgeren har derudover forklaret divergerende om episoden, hvor ansøgerens bror blev dræbt, herunder om hvem der så det ske, og om hvem der fortalte ansøgeren, at broren var blevet dræbt. Ligeledes har ansøgeren forklaret divergerende om, hvorvidt han fulgte med sin familie til Grækenland, og om hvornår hans familie vendte tilbage til Afghanistan. Til asylsamtalen [i vinteren] 2016 har ansøgeren forklaret indledningsvis, at han tog til Grækenland sammen med sin familie, og at familien vendte tilbage til Afghanistan to måneder efter ansøgerens ankomst til Danmark, mens han senere forklarede, at han var blevet væk fra sin familie ved grænsen mellem Iran og Tyrkiet, og at familien vendte tilbage til Afghanistan fire måneder efter ansøgerens ankomst til Danmark. Derudover har Flygtningenævnet lagt vægt på, at det forekommer usandsynligt, at ansøgeren satte sin butik til salg, allerede da [B] havde opsøgt familien første gang, fordi ansøgeren vidste, at der ville opstå en konflikt, særligt henset til at [B] – ifølge ansøgerens forklaring – blev ked af det og sur, men at [B] ikke sagde noget til familien om, hvad der skulle ske men blot tog afsted. Endvidere forekommer det usandsynligt, at ansøgerens familie flyttede tilbage til deres gamle hus i deres landsby i Afghanistan to måneder efter, at ansøgeren var kommet til Danmark, særligt henset til at [B] havde truet med at slå hele familien ihjel, at familien flygtede fra landsbyen for at undgå at blive slået ihjel, og at [B] havde slået ansøgerens bror ihjel. Endelig finder Flygtningenævnet, at det forekommer usandsynligt, at ansøgeren efter to års ophold i Danmark og umiddelbart inden nævnsmødet skulle have modtaget et trusselsopkald fra [B], som angiveligt ringede på ansøgerens danske telefonnummer. Flygtningenævnet tilsidesætter på den baggrund ansøgerens forklaring som konstrueret og utroværdig. På den baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan vil risikere forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Herefter, og idet de generelle forhold i Afghanistan, herunder den generelle sikkerhedssituation i landet, ikke kan føre til opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stadfæstes Udlændingestyrelsens afgørelse. Afgh/2018/26/MAD
Nævnet stadfæstede i juli 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim af trosretning født i Samangan-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af hans afdøde vens, [V]s, familie. Ansøgeren frygter endvidere at blive slået ihjel af sine fætre som følge af en jordkonflikt. Ansøgeren frygter endelig de generelle forhold i Afghanistan. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han flyttede til Iran sammen med sin familie, da han var 7-8 år gammel som følge af en jordkonflikt mellem hans familie og en fætter, som ansøgeren ikke kender. Jordkonflikten resulterede i, at ansøgerens bror blev slået ihjel. I 2011 rejste ansøgeren til Grækenland, fordi han i Iran frygtede at blive hjemsendt til Afghanistan. Ansøgeren ønskede at rejse videre mod Danmark, hvor hans bror havde fået opholdstilladelse. Mens ansøgeren var i Grækenland, opholdt han sig i byen Patras sammen med [V]. Hverken ansøgeren eller [V] havde penge til at rejse til Danmark, så de forsøgte flere gange – uden held – at spænde sig fast under lastbiler, der kørte mod Danmark. En dag forsøgte [V] at spænde sig fast under en lastbil med ansøgerens hjælp, men efter 10 minutter faldt [V] af, mens lastbilen var i fuld fart, og det resulterede i, at [V] døde af sine kvæstelser. Da ansøgeren fandt ud af, hvad der var sket med [V], ringede ansøgeren til [V]s fætter og fortalte, at [V] var død. Fætteren sagde, at han straks ville komme forbi og hente liget. Ansøgeren skjulte sig imidlertid, inden fætteren kom og hentede liget, idet nogle drenge i området beskyldte ham for at være skyld i [V]s død. Da fætteren kom hen til liget, ringede han ansøgeren op og truede ham på livet. Dagen efter blev ansøgeren også truet af [V]s far, da han forsøgte at forklare sig overfor ham. Ansøgeren gemte sig herefter i et telt i Patras. Et par dage efter blev ansøgeren opsøgt af [V]s fætter, der stak ham med en kniv flere gange. Ansøgeren kom herefter på hospitalet, hvor han opholdt sig i et døgn. Herefter rejste ansøgeren til byen [B] i Grækenland, hvor han opholdt sig i fire år, inden han rejste til Danmark. Vedrørende konflikten med [V]s familie. Flygtningenævnet kan ikke udelukke, at ansøgerens ven, [V], er død i en trafikulykke under deres fælles ophold i Grækenland. Efter ansøgerens forklaring forekommer det usandsynligt, at han kan blive tillagt skylden for vennens død. Ansøgeren har endvidere ikke sandsynliggjort, at [V]s familie skulle have vilje eller evne til at finde ham, hvis han tager ophold et andet sted i Afghanistan. Vedrørende jordkonflikten. Flygtningenævnet finder det påfaldende, at ansøgeren ikke har nævnt denne under sin oplysnings- og motivsamtale med Udlændingestyrelsen, og at han under asylsamtalen har haft meget begrænset viden om konflikten. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren var 7-8 år, da familien udrejste af Afghanistan. Under henvisning til, at ansøgerens bror, […], under en samtale med Udlændingestyrelsen i 2010 har forklaret detaljeret om jordkonflikten, og under henvisning til, at broren har opnået asyl på dette grundlag, finder Flygtningenævnet imidlertid ikke ganske at kunne afvise ansøgerens forklaring om jordkonflikten. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren i forhold til sit hjemområde må anses for at være omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Ansøgeren har imidlertid ikke sandsynliggjort, at hans fætre har vilje og evne til at finde ham, hvis han tager ophold et andet sted i Afghanistan, for eksempel Kabul, Herat eller Mazar-e-Sharif. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at han er en ung, enlig mand ved godt helbred, som har nogen arbejdserfaring. Den generelle sikkerhedssituation i Afghanistan, herunder for etniske hazaraer, er ikke af en sådan karakter, at enhver ved deres blotte tilstedeværelse risikerer overgreb omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Med denne begrundelse stadfæster Flygtningenævnet derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2018/259/MGO
Nævnet stadfæstede i juli 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tajik og muslim af trosretning fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at ansøgeren første gang indrejste i Danmark [i sommeren] 2009. Ansøgeren henviste i forbindelse med den oprindelige asylsag til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygtede for at blive tvunget til at arbejde for en bande, der havde med organiseret kriminalitet at gøre. [I vinteren] 2009 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på asyl, og denne afgørelse blev stadfæstet af Flygtningenævnet [i vinteren] 2009. Ansøgeren forblev efter afslaget i Danmark indtil 2012, hvor han tog til Italien, hvor han opnåede midlertidig humanitær opholdstilladelse. Ansøgeren har forklaret, at han i 2014 tog tilbage til Danmark, hvorfra han blev udsendt til Afghanistan i [vinteren] 2014. Ansøgeren opholdt sig i Afghanistan frem til sin udrejse [ vinteren] 2015. Ansøgeren indrejste på ny i Danmark [i foråret] 2015 uden gyldig rejselegitimation og indgav ansøgning om asyl [i sommeren] 2015. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af myndighederne og af den afghanske befolkning, fordi han har drukket alkohol i en moske. Til støtte for dette asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han drak alkohol i moskeen Hazrate Ali, som ligger i Khair Khana, Kabul [i vinteren] 2015 sammen med sin ven Faysal og Faysals venner Siar, Iraj og Samad. Ansøgeren og hans venner havde drukket en flaske whisky, og Faysal var ved at åbne endnu en flaske, da mullahen, Kahri Abdollah, kom ind i moskeen og opdagede dem. Mullahen løb ud på gaden, hvor han råbte efter hjælp. Ansøgeren flygtede fra moskeen og blev forfulgt af personer, der var kommet til, efter at mullahen havde råbt om hjælp. Det lykkedes ham at slippe væk og løbe hjem til Faysal. To timer efter kom Faysal også hjem, og han fortalte ansøgeren, at hans ven Maten havde ringet og fortalt, at mullahen havde meldt dem til politiet. Næste dag omkring kl. 5 dækkede ansøgeren sit ansigt til og forlod Faysals bopæl. Ansøgeren tog med taxa til busterminalen, hvorfra han kørte med bus hjem til sin mors fætter, Rahim, i Mazar-e Shrif. Rahim skældte ansøgeren ud og fortalte, at han havde set ansøgeren i nyhederne i fjernsynet. Ansøgeren bad Rahim om hjælp, og Rahim lånte ham 5.000 US Dollars, så han kunne udrejse fra Afghanistan. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotiv til grund, idet forklaringen på en række centrale punkter har været divergerende, udbyggende og usandsynlig, og derfor forekommer konstrueret til lejligheden. Indledningsvist bemærkes, at hverken ansøgeren eller Faysal havde arbejde og indtægt, og at det derfor forekommer mindre sandsynligt, at de havde råd til gennem flere måneder at finansiere et dagligt forbrug af illegal spiritus, ligesom det er mindre sandsynligt, at ansøgeren og Faysal var i stand til at holde forbruget skjult for Faysals familie, som de begge boede hos. Ansøgeren har forklaret, at han var bekendt med risikoen ved gå ind i en moske og drikke alkohol, men at de gjorde det alligevel, fordi de ikke havde andre steder at gå hen. Ansøgeren har imidlertid under mødet i nævnet udbyggende forklaret, at de fem venner kørte i Faysals bil til en anden del af Kabul for at købe spiritus og herefter tilbage til deres eget kvarter. Det savner under disse omstændigheder mening, at ansøgeren og hans venner fremfor at blive i bilen, at køre et øde sted hen eller at tage hjem til Faysal, hvor forældrene ikke var hjemme, valgte at gå ind i bederummet til den lokale moske for at drikke spiritus. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgeren har forklaret, at moskeen lå et sted, hvor der kom mange mennesker. Ansøgerens forklaring om flugten har været usikker med hensyn til, om han og de fire andre alle slap væk fra moskeen, idet han overfor Udlændingestyrelsen har forklaret, at han og vennerne flygtede hver for sig, hvorimod han under mødet i nævnet har forklaret, at han ikke ved, om der var nogen af de andre, der blev pågrebet. Ansøgerens forklaring om hændelsesforløbet passer i øvrigt ikke med, hvad der fremgår af det fremlagte nyhedsklip, hvor en lokal beboer har forklaret, at mullahen fik fat i de unge mennesker, der havde drukket spiritus i moskeen, og havde spærret dem inde, men at det efterfølgende lykkedes dem at flygte. Ansøgerens forklaring under nævnsmødet om, at han blev genkendt giver heller ikke mening set i forhold til, at ansøgeren har forklaret, at der ikke var nogen, der var klar over, at han var kommet tilbage, eller at han boede hos Faysal. Det bemærkes i den forbindelse, at det er utroværdigt, at både ansøgeren og Faysal, hvis de mente, at de var blevet genkendt, skulle have valgt at tage tilbage til bopælen, ligesom Faysals bopæl ikke blev opsøgt i tiden mellem episoden i moskeen, og at ansøgeren forlod Faysals bopæl den næstfølgende morgen kl. 5.00. Ansøgeren har endvidere ikke været i stand til at give en rimelig forklaring på, hvorfor Faysals ven Maten ringede til Faysal og fortalte, at politiet var kommet til stede ved moskeen, når Maten ikke havde været en af personerne, der var til stede i eller omkring moskeen, og derfor ikke kunne vide, at denne oplysning havde interesse for Faysal. Om det fremlagte videoklip fra nyhedsundersøgelsen bemærkes, at indslaget er udateret, og at der alene nævnes fornavne. Ansøgeren har videre forklaret, at både hans og Faysals navne er almindeligt forkomne fornavne i Afghanistan. Henset hertil, og det der er anført ovenfor om hændelsesforløbet, er det ikke sandsynliggjort, at nyhedsindslaget vedrører ansøgeren. Det er heller ikke sandsynligt, at ansøgerens mors fætter, Rahim, alene på grund af et navnesammenfald umiddelbart efter ansøgerens ankomst til Mazar-e Sharif spurgte til, om ansøgeren havde været blandt de personer, der var omtalt i nyhedsindslaget, idet ansøgeren har forklaret, at han ikke siden tilbagekomsten til Afghanistan havde været i kontakt med Rahim, og at Rahim ikke var klar over, at ansøgeren drak alkohol. Endeligt bemærkes, at det ikke er sandsynligt, at ansøgeren set i lyset af, at hans konflikt var relateret til Kabul, valgte at rejse tilbage til Kabul frem for at udrejse direkte fra Mazar-e Sharif. Flygtningenævnet kan herefter ikke lægge til grund, at ansøgeren har været forfulgt ved udrejsen, eller at han ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer forfølgelse eller overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2018/258/TBP
Nævnet stadfæstede i juli 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er afghansk statsborger og etnisk hazara fra [en by i] Afghanistan. Ansøgeren er opvokset som shia muslim, men har oplyst, at han er konverteret til kristendommen efter sin indrejse i Danmark. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af [S] eller en anden talibaner, fordi han havde et forhold til [S]s datter. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han i Afghanistan boede tæt på pashtunere, og at hans familie hentede vand fra den samme kilde, som pashtunerne hentede vand fra. Ved kilden havde han flere gange set [S]s datter, [A]. [A] var etnisk pashtun. Ansøgeren var rigtig glad for hende. En dag blinkede ansøgeren til [A], hvorefter hun smilede tilbage til ham. Ansøgeren har videre oplyst, at de omkring to til tre dage senere igen mødtes ved kilden, i hvilken anledning de talte sammen første gang. Efter et stykke tid talte de sammen igen. Denne gang fortalte ansøgeren [A], at han kunne lide hende. [A] svarede, at hun også godt kunne lide ansøgeren. Derefter begyndte de at mødes ved nogle træer i nærheden af kilden. Omkring seks måneder efter deres første samtale, så ansøgeren en mand, som kom gående mod dem, hvorefter ansøgeren og [A] stak af. Da ansøgeren kom hjem samme dag, sagde hans far, at han skulle hjælpe ham i familiens forretning. Da ansøgeren senere kom hjem fra forretningen, så han, at der stod omkring 20 til 30 personer uden for familiens bopæl. Ansøgerens fars lig lå på jorden, og ansøgerens mor fortalte ham, at han var en forbandet person, og hun spurgte ham om, hvad han havde gang i. En anden person fortalte ansøgeren, at [S] havde været på bopælen, og at ansøgeren skulle forlade området. Ansøgeren og hans mor tog derefter hen til ansøgerens moster. På vejen dertil fortalte moren, at [S] havde ledt efter ansøgeren. Han havde forsøgt at voldtage ansøgerens søster, og da ansøgerens far prøvede at forhindret det, blev han skudt af [S]. Søsteren havde begået selvmord ved at lade sig falde ned i en brønd, inden ansøgeren kom tilbage til bopælen. Ansøgeren opholdt sig hos sin moster i en time, hvorefter han sammen med sin fætter tog til [en by], hvor fætterens ven boede. Dagen efter udrejste ansøgeren af Afghanistan. Ansøgeren har videre henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter forfølgelse, idet han efter indrejsen i Danmark er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han i [vinteren 2016/2017] flyttede til [et] asylcenter, hvor han fik to kristne naboer. De introducerede ham for kristendommen, og han begyndte at gå i kirke i [efteråret] 2017. Ansøgeren deltager i gudstjenester og undervisning i [en kirke], hvor han blev døbt [foråret] 2018. Ad det oprindelige asylmotiv. Flygtningenævnet kan efter en samlet vurdering ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet den forekommer usandsynlig og divergerende og dermed konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet finder således, at det har formodningen imod sig, at ansøgeren og [A] turde mødes og kysse og omfavne hinanden ved nogle træer ved kilden, hvor der kom folk og hentede vand, henset til den risiko, der var forbundet hermed, også i betragtning af, at [A]s far var en kendt talibaner, og at ansøgeren og [A] var henholdsvis hazara og pashtun. Ansøgerens forklaring om, at han var villig til at løbe risikoen på grund af kærlighed, forekommer ikke overbevisende. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret overfladisk og ikke overbevisende om sit forhold til [A], herunder om hvad der tiltrak ham ved hende – ud over at han kunne lide hendes øjne og ansigt – og om hvad de talte om. Ansøgeren har således til asylsamtalen og på nævnsmødet forklaret, at han sagde til hende, at han godt kunne lide hende, og at hun sagde, at hun også godt kunne lide ham. Herudover har ansøgeren ikke kunne redegøre for, hvad de i øvrigt talte om, udover at de godt kunne tænke sig et fælles liv. Nævnet finder hertil, at det er påfaldende, at ansøgeren – udover via Røde Kors at få iværksat en eftersøgning af moren – ikke har forsøgt at finde ud af, hvad der er sket med [A]. Nævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om episoden, hvor [S] opsøger ansøgerens bopæl. Ansøgeren har således i asylskemaet anført og til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at [S] forsøgte at voldtage hans søster, og at [S] skød ansøgerens far, da denne forsøgte at forhindre det. Ansøgeren har endvidere til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at søsteren blev voldtaget af flere personer. Til asylsamtalen forklarede ansøgeren, at det var [S], der voldtog søsteren. Under nævnsmødet har ansøgeren imidlertid forklaret, at han ikke spurgte sin mor, hvem der voldtog søsteren, og at han ikke ved, om det var [S] eller hans folk. Dette harmonerer hertil ikke med ansøgerens forklaring om, at [S] dræbte hans far, fordi faren forsøgte at forhindre, at [S] voldtog søsteren. Flygtningenævnet finder videre, at det forekommer påfaldende, at [A]s far, efter at have opsøgt ansøgerens bopæl og ikke fundet ham hjemme, ikke opsøgte familiens forretning, hvor ansøgeren befandt sig. Flygtningenævnet har endelig lagt vægt på, at det har formodningen mod sig, at ansøgerens fætter på så kort tid var i stand til at arrangere og betale for ansøgerens udrejse, således at den kunne finde sted dagen efter episoden med [A]s far. Flygtningenævnet tilsidesætter således ansøgerens forklaring om forholdet til [A]. Ad sur place motivet. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hans konversion – der er sket efter, at han i Udlændingestyrelsen modtog afslag på ansøgningen om opholdstilladelse – er reel, herunder således at det kan antages, at ansøgeren vil foretage kristne handlinger ved en tilbagevenden til Afghanistan. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på tidspunktet for konversionen og på, at ansøgeren ikke på mødet i Flygtningenævnet har været i stand til på overbevisende måde at redegøre nærmere for sine bevæggrunde og refleksioner i relation til konversionen. Det forhold, at ansøgeren under nævnsmødet har udvist et vist kendskab til kristendommen, og at han [i foråret] 2018 er blevet døbt, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgerens deltagelse i gudtjenester og andre kristne aktiviteter er sket i et forsøg på at skabe sig et sur place motiv og uden at have baggrund i en reel religiøs overbevisning. Det forhold, at ansøgerens dåb er lagt på hans vens Facebook, findes ikke at profilere ansøgeren i forhold til de afghanske myndigheder. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold i Afghanistan, herunder den sikkerhedsmæssige situation i landet, er af en sådan karakter, at de i sig selv kan føre til meddelelse af opholdstilladelse, og der er efter de aktuelle baggrundsoplysninger heller ikke holdepunkter for at antage, at forholdene for shia muslimske hazaraer i Afghanistan er af en sådan karakter, at de i sig selv kan føre til opholdstilladelse. Flygtningenævnet finder herefter sammenfattende ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i en individuel og konkret begrundet risiko for forfølgelse, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han risikerer overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2018/257/mme
Nævnet stadfæstede i juli 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er afghansk statsborger, etnisk pashtun og sunni muslim fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af sin kærestes far og familie på grund af sit forhold til sin kæreste. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst til, at han i 2014 eller 2015 indledte et hemmeligt forhold til sin nabo, [N], som er datter af en i den afghanske regering højtstående person. Ansøgeren har videre oplyst, at han, efter at [N] og ansøgeren havde været i kontakt telefonisk og havde mødtes nogle gange, fortalte om forholdet til sin mor. Moren bad straks ansøgeren om at slutte forholdet af frygt for, hvad der ville ske, hvis forholdet blev opdaget. Dette indvilligede ansøgeren i. Omkring to dage senere modtog ansøgeren et opkald fra [N]s mor, som fortalte, at [N] havde forsøgt at begå selvmord, hvilket moren bebrejdede ansøgeren. Yderligere to dage senere ringede [N] til ansøgeren, og de besluttede sig for at indlede forholdet igen. De aftalte i den forbindelse, at ansøgeren skulle tale med [N]s mor. Samtalen førte til, at [N]s mor accepterede, at ansøgeren kunne fri til [N]. De fortsatte deres hemmelige forhold i omkring tre til fire måneder. På et tidspunkt var de alene hjemme hos [N] uden tøj på, hvilket blev opdaget af [N]s bror. Samme aften opsøgte fem til seks personer, heriblandt [N]s far, ansøgerens families bopæl og truede dem med våben. Først i den forbindelse blev ansøgerens far bekendt med [N]s og ansøgerens forhold, hvilket ledte ham til med det samme at slå hånden af ansøgeren. Faren gav videre udtryk for, at personerne bare kunne slå ansøgeren ihjel. Ansøgeren blev dog kun slået bevidstløs. Ansøgeren vågnede op i et rum i Kabul med skader på sit hoved og sin hånd. Ansøgerens mor var til stede i rummet. Ansøgeren opholdte sig i rummet i omkring én til halvanden måned, hvorefter han udrejste af Afghanistan ved hjælp af sin morbror. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet den forekommer usandsynlig, til dels divergerende og ikke selvoplevet. Flygtningenævnet finder således, at det forekommer utroværdigt, at ansøgeren skulle have indledt et forhold til [N], henset til den risiko, der var forbundet hermed, også i betragtning af, at [N] var fra en magtfuld familie, der, efter ansøgerens oplysninger, var standsmæssigt over ansøgerens familie. Nævnet bemærker hertil, at det endvidere forekommer usandsynligt, at [N]s familie skulle være ubevogtet, når de opholdt sig i hjemmet, og at ansøgeren således kunne gå og komme i hjemmet uset, henset til, at [N]s far var et højtstående medlem af regeringen og må formodes at være beskyttet af sikkerhedsforanstaltninger, der også omfattede boligen. Nævnet finder videre, at det har formodningen imod sig, at ansøgeren og [N] skulle have genoptaget deres forhold, efter at ansøgerens mor havde forbudt det, og at ansøgeren angiveligt fortsatte sit forhold til [N], uden at fri til hende, efter at [N]s mor havde accepteret, at han måtte fri til hende. Ansøgerens forklaring på nævnsmødet om, at han ikke ville gøre sin mor ked af det, og at han havde planer om at fri til [N] et til to år senere, men at tiden gik hurtigt, findes ikke overbevisende. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen forklarede, at mændene, der opsøgte hans bopæl, fortalte ansøgerens far, at ansøgeren var kæreste med [N], mens han til asylsamtalen og på nævnsmødet forklarede, at hans far ikke fik nogen forklaring på, hvordan ansøgeren havde krænket [N]s families ære. Nævnet finder ikke, at dette kan forklares alene med tolkeproblemer. Ansøgerens forklaring til asylsamtalen om, at hans far i den forbindelse skulle have sagt, at de bare kunne slå ansøgeren ihjel, alene fordi han vidste, at en så magtfuld person ikke ville komme ind i en anden persons hjem på den måde uden grund, forekommer ikke overbevisende. Nævnet har endelig lagt vægt på, at det forekommer påfaldende, at ansøgeren, efter at være blevet opdaget sammen med [N], tog hjem til sig selv. Det findes endvidere påfaldende, at han, der efter sin forklaring opholdt sig i et rum i Kabul en til halvanden måned, men ikke har været i stand til nærmere at beskrive sit ophold der, og at han ikke hverken dengang eller senere spurgte sin mor, hvor han var, hvad der var sket eller hvilken behandling han havde fået. Ansøgerens forklaring på nævnsmødet om, at han ikke ville spørge sin mor, hvad der var sket med [N], på grund af respekt for moren, forekommer endvidere utroværdig henset til, at han havde genoptaget og optrappet sit forhold til [N], selvom moren havde forbudt det og smidt sit tørklæde foran ham. Fremlæggelsen af dokumentet fra hospitalet vedrørende ansøgerens skader, kan ikke føre til et andet resultat, henset til det sene tidspunkt hvor dokumentet er fremkommet, og til, at det fremgår af de foreliggende baggrundsoplysninger, at det er nemt at få alle former for forfalskede dokumenter i Afghanistan. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold i Afghanistan, herunder den sikkerhedsmæssige situation i landet, er af en sådan karakter, at de i sig selv kan føre til meddelelse af opholdstilladelse. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i en individuel og konkret begrundet risiko for forfølgelse, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han risikerer overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2018/256/mme
Nævnet meddelte i juni 2018 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tajik og sunni-muslim fra [byen], Kapisa provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har dog fra 2013 til 2015 arbejdet for det afghanske parlamentsmedlem [B]. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af [B], hans parti Hezb-islam og de afghanske myndigheder. Endvidere frygter ansøgeren at blive slået ihjel af Taliban. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i 2013 blev ansat som sekretærassistent for [B], som er parlamentsmedlem i Afghanistan. Den [efteråret 2015], mens ansøgeren var på arbejde, ringede hans mor og bad ham komme hjem. Da ansøgeren kom hjem, fik han at vide, at hans far havde været fraværende i to dage, og at nogle ukendte mænd ringede til ansøgerens mor og fortalte, at faren befandt sig hos dem. Senere samme dag ringede ukendte mænd igen og fortalte, at ansøgeren tilhørte dem og skulle arbejde for dem. Et par timer senere modtog ansøgeren et videoopkaldt fra sin far via Viber. Faren var bundet og blodig i ansigtet. Faren fortalte, at ansøgeren skulle gøre alt, hvad personerne beordrede. Samme aften ved kl. 21-22 ringede en ukendt person, som fortalte, at ansøgeren skulle placere noget i [B`s] bil. Samme nat kl. 3-4 modtog ansøgeren igen et opkald fra en ukendt person og fik at vide, at der var blevet lagt en pose ved porten af hans hus. I posen befandt sig en kuffert med lås. Klokken 8-9 om morgen fik ansøgeren et opkald fra sin ven og kollega, [C], som fortalte, at [B] havde beordret vagterne til at tilbageholde ansøgeren. Ansøgeren tog efterfølgende til sin fars ven, hvorfra han samme dag udrejste af Afghanistan. Efter ansøgerens udrejse blev hans bopæl ransaget af både [B`s] vagter og de afghanske myndigheder. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte ansøgerens forklaring om baggrunden for at søge asyl i Danmark – i hvert fald for så vidt angår konflikten med [B]. Ansøgeren har således i al væsentligt afgivet en overensstemmende forklaring om begivenhedsforløbet, hvilket begivenhedsforløb heller ikke kan anses som så usandsynligt, at forklaringen på denne baggrund må tilsidesættes. Nævnet har ved vurderingen af ansøgerens troværdighed inddraget hans fremtræden for nævnet og hans evne til herunder på ny at redegøre overensstemmende og troværdigt om begivenhedsforløbet. Det hører samtidig med til nævnets vurdering af plausibiliteten af ansøgerens forklaring, at det må lægges til grund, at [B] den [sommeren 2016] er forsøgt dræbt ved et attentatforsøg med en bombe, og at der således utvivlsomt har eksisteret personer eller grupper, som har efterstræbt denne på en måde, som kunne svare til ansøgerens forklaring. Der er endvidere henset til, at også Udlændingestyrelsen ikke har fundet grundlag for at tilsidesætte ansøgerens oplysning om at have arbejdet for [B]. Det findes på denne baggrund godtgjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for at blive udsat for asylbegrundende overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Der er henset til konfliktens karakter ikke grundlag for at meddele opholdstilladelse efter § 7, stk. 1, eller at henvise ansøgeren til et internt flugtalternativ. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” afgh/2018/255/AZU.
Nævnet stadfæstede i juli 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tajik og sunni-muslim. Fra 2008, hvor han var 11 år, har han boet i Kabul, Afghanistan. Han har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter at blive udsat for seksuelle overgreb af en person ved navn [A], som tidligere har begået sådanne overgreb mod ansøgeren. Derudover frygter ansøgeren sin far, fordi han har været sammen med en mand. Endelig frygter ansøgeren, at han vil blive tvunget til at arbejde for Taliban. Ansøgeren har til støtte for sine asylmotiver vedrørende det seksuelle forhold oplyst, at [A] som kunde på ansøgerens arbejdsplads, et mekanikerværksted, flere gange fremkom med seksuelle hentydninger til ansøgeren. Ansøgeren afviste hver gang [A]. Senere udsatte [A] imidlertid i sit hjem ansøgeren for et seksuelt overgreb. Efter ca. tre måneder indvilgede ansøgeren i at tage hen til et nyt hus, som [A] havde købt. [A] udsatte der ansøgeren for et yderligere seksuelt overgreb. Ansøgeren blev senere på ny kontaktet af [A], der sagde, at han havde en videooptagelse af ansøgeren og [A], mens de havde seksuelt samkvem. [A] sagde, at han ville dele videoen, medmindre ansøgeren indvilligede i at have seksuelt samkvem med ham. [A] tvang derefter igen ansøgeren til seksuelt samkvem. Ansøgeren udrejste derfor i 2014 til Iran. Efter udrejsen har [A] flere gange spurgt efter ansøgeren på familiens bopæl. [A] er en magtfuld person, der bærer våben. Han har sit eget firma med 100 personer under sig. [A] har fortalt ansøgeren, at han har forbindelser alle steder i Afghanistan, herunder til politiet og andre myndigheder. Dette fremgik også af det, ansøgeren så i [A]s virksomhed. Ansøgeren vil derfor ikke kunne skjule sig for [A] noget sted i Afghanistan. Efter 8-9 måneder blev ansøgeren sendt tilbage til Afghanistan. Ansøgeren tog til Kabul, hvor han var i ca. 2 måneder, indtil han på ny udrejste til Iran i 2015. I de to måneder talte ansøgeren og hans far om forholdet til [A], som faren ikke billigede. Efter den anden udrejse talte han på ny med sin far. Ansøgeren taler fortsat jævnligt med sin mor. Han har forstået på moren, at [A] senest har rettet henvendelse til forældrene for 3-4 år siden. Ansøgerens frygt for Taliban skyldes, at Taliban indtil 2008-10 flere gange rettede trusler mod ansøgerens far, som Taliban krævede skulle arbejde for dem, hvilket faren ikke rettede sig efter. Taliban anførte endvidere flere gange til faren, at ansøgeren skulle bære våben for Taliban og arbejde for Taliban som mekaniker. Talibanere sagde det samme direkte til ansøgeren, når han mødte dem, herunder i koranskolen. Familien, der da boede i landsbyen […] i Logar provinsen, flyttede derfor til Kabul, hvor Taliban imidlertid hurtigt lokaliserede familien og over for faren fremsatte dødstrusler, der også omfattede familien. Selv blev ansøgeren ikke kontaktet af Taliban, efter familien var flyttet til Kabul. Faren fortalte ansøgeren, at Taliban også i Kabul havde forlangt, at ansøgeren skulle arbejde for dem. Senere i 2008-10 kidnappede Taliban ansøgerens søster. Talibanerne forlangte på ny, at faren skulle arbejde for Taliban, hvilket faren atter afslog, og det endte med, at Taliban slog søsteren ihjel. På grund af drabet flyttede familien et par måneder senere til en anden bolig i Kabul, i [et område i Kabul], og faren udskiftede simkortet til sin telefon. Ansøgeren har som nævnt fortsat ofte forbindelse til sin mor i Afghanistan. Ansøgeren har ikke hørt, at Taliban skulle have rettet henvendelse til nogen i familien efter drabet, og der har således formentligt på intet tidspunkt været kontakt til familien i [område i Kabul], hvor familien fortsat bor. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om forholdet til [A] til grund. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren i nævnet har forklaret usikkert herom, og forklaringen er ikke fremstået troværdigt og selvoplevet. Uden at dette isoleret set er afgørende, lægger nævnet endvidere vægt på, at flere dele af forklaringen, herunder om videooptagelsen, i sig selv set forekommer mindre sandsynlige. Nævnet lægger endeligt betydelig vægt på, at ansøgeren til Udlændingestyrelsen har forklaret, at hvis familien finder ud af, at han har været sammen med en mand, så bliver familien vrede, mens han i nævnet har forklaret, at ansøgeren efter anden udrejse overfor faren erkendte, at han havde været seksuelt sammen med [A], hvilket fik faren til at true ansøgeren, idet han meddelte, at hvis ansøgeren kom tilbage til Afghanistan, så ville faren slå ham ihjel. Ansøgeren har oplyst, at han ikke siden har talt med sin far, og at han tager truslen meget alvorligt. Ansøgeren har ikke kunnet komme med en realistisk forklaring på divergensen. Vedrørende konflikten mellem Taliban og ansøgerens far og ansøgeren bemærker nævnet, at ansøgeren tilsyneladende har forklaret uoverensstemmende om, hvorvidt kidnapperne har krævet penge af ansøgerens far samt om, hvorvidt faren fik tilsendt et billede af søsterens afskårede finger. I troværdighedsvurderingen indgår, at ansøgeren er præget af alvorlig sygdom, og måske kan have vanskeligt ved at huske, hvad der præcis skete for 8-10 år siden, mens ansøgeren var en dreng på 11-13 år. Nævnet bemærker endvidere, at der ikke er oplysninger om, at Taliban de seneste 8-10 år skulle have rettet henvendelse til familien, og nævnet må efter en samlet vurdering lægge til grund, at der i givet fald er tale om et afsluttet modsætningsforhold. Uanset om der tidligere har været et modsætningsforhold til Taliban som beskrevet af ansøgeren, kan dette derfor ikke begrunde, at ansøgeren meddeles asyl. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i reel og konkret risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2018/254/DH
Nævnet meddelte i juni 2018 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim. Han er født i landsbyen [A] i Jaghuri-distriktet i Ghazni-provinsen, Afghanistan, men flyttede som seksårig til Kabul i Kabul-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af sin fasters ægtefælle og en mand, som har vundet ansøgeren i et kortspil. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at han er født i [A], hvor han voksede op hos sine forældre. Da ansøgeren var ganske lille, blev hans forældre slået ihjel, og hans faster og dennes ægtefælle, [B], tog sig af ham og hans søster. Ansøgeren og hans lillesøster har siden da og frem til sin udrejse boet med dem i Kabul. [B] behandlede dem dårligt og udsatte ansøgeren for vold, hvis han ikke gjorde, som [B] ønskede. [B] tog dem med til hasardspil og tvang ansøgeren til danse i kvindetøj og tillod at tilskuerne at kysse ham og røre ved hans krop. På et tidspunkt tog [B] ansøgeren med hjem til en mand, som ansøgeren ikke kendte. [B] og manden spillede kort, og på et tidspunkt fortalte de ham, at [B] havde tabt ansøgeren til manden, og at ansøgeren derfor skulle blive der. Manden tvang ansøgeren til at sove hos sig, og da han forsøgte at udnytte ansøgeren seksuelt, bad ansøgeren om lov til at gå på toilettet, hvorfra han flygtede. Ansøgeren løb hjem og gemte sig i en brødovn udenfor bopælen. Da ansøgerens faster fandt ham den følgende morgen, fortalte han hende, hvad der var sket. Ansøgeren overhørte herefter [B] fortælle fasteren, at ansøgeren havde bragt skam over familien ved at flygte fra manden og bad fasteren om at finde ansøgeren. Fasteren sagde til ansøgeren, at han skulle gemme sig hos deres naboer, idet [B] ville slå ham ihjel eller bringe ham tilbage til manden. Ansøgeren skjulte sig hos naboer i nogle dage og udrejste derefter af Afghanistan. Flygtningenævnets flertal kan lægge ansøgerens forklaring til grund, idet forklaringen, uanset, at der vedrørende forløbet af den sidst fest, har været mindre divergenser i ansøgerens forklaring, har fremstået troværdig og selvoplevet, Flygtningenævnets flertal lægger derfor på grundlag af ansøgerens forklaring til grund, at ansøgeren og ansøgerens søster efter forældrenes død boede hos deres faster og denne mand, [B], i Kabul. Flertallet lægger endvidere til grund, at [B], der ernærede sig med hassart spil og hanekampe, tvang ansøgeren til at optræde som dansedreng ved et stort antal fester, og at [B] udsatte ansøgeren for vold, når ansøgeren forsøgte at undslå sig. Nævnets flertal lægger endvidere til grund, at [B] først tabte ansøgerens søster i spil, og at søsteren blev tvunget til at følge med vinderen. På grundlag af ansøgerens forklaring finder nævnets flertal, at det kan lægges til grund, at [B] nogle dage før ansøgeren flygtede på ny tvang ansøgeren til at danse ved en fest, og at [B] spillede om ansøgeren og tabte. Ansøgeren blev af [B] tvunget til at blive på stedet, og manden, der havde vundet ansøgeren, krævede, at ansøgeren skulle lægge sig i sengen. Da manden ville have at ansøgeren skulle klæde sig af, bad ansøgeren om lov til at gå på toilettet, og herfra lykkedes det ansøgeren at flygte. Nævnets flertal finder, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ikke havde andre muligheder end at søge hjem til fasteren, som ansøgeren stolede på. Nævnets flertal kan endvidere lægge ansøgerens forklaring om, at fasteren hjalp ansøgeren til først at skjule sig og få dage senere at flygte ud af Afghanistan, til grund. Ved at flygte har ansøgeren krænket [B]s ære, og nævnets flertal finder, at ansøgeren, såfremt han skal vende tilbage til Kabul, vil være i en konkret risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Ansøgeren er aldersvurderet til at være født i 1997, således at ansøgeren på nuværende tidspunkt er 21 år gammel. Ansøgeren flygtede fra Afghanistan i 2016, og han har ingen uddannelse. Ansøgeren har levet indespærret under [B]s kontrol, hvorfor ansøgeren ikke har det samme kendskab til det afghanske samfund som jævnaldrende unge mænd, der har haft en mere sædvanlig opvækst. Ansøgeren fremstår som belastet af sine opvækstvilkår, og nævnets flertal finder, at det må lægges til grund, at ansøgeren ikke har noget netværk udover sin faster. Under disse omstændigheder finder nævnets flertal ikke, at ansøgeren kan henvises til at tage ophold i anden større by i Afghanistan. Flygtningenævnet finder ikke, at der er grundlag for at meddele opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Afgh/2018/252/SOL
Nævnet stadfæstede i juni 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara fra landsbyen [H] i Daychupan i Zabul-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har oplyst, at han i Danmark er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter sin fars tidligere svigerfamilie, fordi de anklagede hans far for at være skyld i hans første ægtefælles død. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter at blive fængslet eller slået ihjel af Taliban. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter at vende tilbage, idet han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han var omkring fire til fem år gammel, da han og hans familie flygtede til Iran på grund af farens problemer med sin svigerfamilie og deres frygt for Taliban. Farens tidligere ægtefælle satte ild til sig selv og døde. Faren blev tilbageholdt af politiet, men blev ikke fængslet på grund af manglende beviser. Farens svigerfamilie beskyldte ham for at have sat ild til deres datter, og truede med at slå ham ihjel. Faren rejste derfor til Pakistan, hvor han giftede sig med ansøgerens mor, hvorefter de rejste tilbage til den samme landsby i Afghanistan. Faren blev på ny truet af sin tidligere svigerfamilie, ligesom den generelle sikkerhedsmæssige situation i området var dårlig, hvorfor de flygtede til Iran, hvor ansøgeren boede indtil sin udrejse. Ansøgeren har hørt om Taliban fra film og tv, og derfor frygter han dem. Ansøgeren kan ikke klare sig selv i Afghanistan, ligesom han ikke har et netværk dér. Ansøgeren er i Danmark konverteret til kristendommen. Han er endnu ikke blevet døbt, men ønsker at blive døbt. Ad oprindelige motiver: Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet bemærker, at ansøgeren ikke i sit asylskema har nævnt den private konflikt. Konflikten må efter ansøgerens forklaring ligge mindst 27 år tilbage, og er sket på et tidspunkt, hvor ansøgeren ikke var født, hvorfor han ikke har nogen del i episoden. Han er ikke blevet truet eller opsøgt af farens tidligere svigerfamilie. Han har ikke nærmere kunnet redegøre for, hvordan farens tidligere svigerfamilie skulle have vilje eller evne til at finde ham eller forfølge ham, såfremt han vender tilbage til Afghanistan. Ansøgeren har ikke selv haft nogen problemer med Taliban, da familien udrejste fra Afghanistan, da han var fire til fem år gammel. Under nævnsmødet omtaler han selv problemerne som generelle problemer. Efter praksis er de generelle omstændigheder i Afghanistan ikke tilstrækkelige til at opnå asyl, heller ikke selvom han er etnisk hazara. Ad sur place motivet: Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren først sent, og efter Udlændingestyrelsens afslag, er begyndt at vise interesse for kristendommen. Han har ikke betragtet sig som religiøs under sin opvækst i Iran og Afghanistan, og har ikke haft religiøse interesser de første to år i Danmark. Han har ikke kunnet redegøre på overbevisende måde om sin indre afklaringsproces. Han har alene dokumenteret at have deltaget i kristne aktiviteter i kort tid. På trods af en vis, om end overfladisk, viden om kristendommen finder nævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort at hans konversion er reel. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være forfulgt, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i en konkret og individuel risiko for overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet har ikke fundet anledning til at hjemvise sagen til Udlændingestyrelsen. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2018/251/LMD
Nævnet stadfæstede i juni 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunnimuslim fra Jalalabad, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået af ukendte personer, som har truet hans far. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af sine farbrødre på grund af en jordkonflikt. Endelig har ansøgeren som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået af den afghanske befolkning, fordi han har været i Danmark, som i Afghanistan er kendt for Mohammed-tegningerne. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han boede og havde sin opvækst i Jalalabad. En dag var ansøgerens far bekymret, idet han havde modtaget trusler af nogen for ansøgeren ukendte personer. Ansøgeren formoder, at farens bekymringer skyldtes, at han havde været med i en gruppe, som var ledet af [A]. Ansøgeren har videre oplyst, at faren var ingeniør og veluddannet, hvorfor folk i landsbyen mente, at faren var vantro. På grund af farens bekymring udrejste ansøgeren og familien af Afghanistan. Da de kom til Iran, blev de delt op i forskellige grupper. Ansøgeren blev delt op i en anden gruppe og har ikke set sin familie siden. Om jordkonflikten har ansøgeren forklaret, at hans farbrødre, der også boede i Jalalabad, ønskede at få hans fars jord i Kama-distriktet. I starten forsøgte de at få bilagt konflikten, men så eskalerede den, fordi farbrødrene kom forbi og sagde, at de jorden var deres. Der var ingen trusler i den forbindelse. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om den del af asylmotivet, der vedrører jordkonflikten til grund, idet forklaringen har været divergerende og udbyggende på centrale punkter, og derfor i det hele forekommer konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har således forklaret divergerende med hensyn til, om der skete noget særligt op til udrejsen eller ej, idet han til samtalerne med Udlændingestyrelsen har forklaret, at det gjorde der ikke, hvorimod han overfor nævnet har forklaret, at familien ca. et år forud for udrejsen flyttede til Kama. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgeren tidligere i oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at han har boet hele sit liv i Baburiyanu landsbyen. Ansøgeren har videre forklaret divergerende med hensyn til, om der blev afholdt et eller flere ældreråd i forsøg på at bilægge jordkonflikten, og om disse blev afholdt for mange år siden eller 1-2 år før udrejsen. Også med hensyn til, om farbrødrene har fremsat trusler eller ej har ansøgeren forklaret divergerende, idet han tidligere har forklaret, at det ikke var tilfældet, hvorimod han under mødet i nævnet har forklaret, at farbrødrene i forbindelse med det sidste ældreråd truede med, at de ikke ville lade ansøgerens far eller hans familie leve, hvis faren satte sig i besiddelse af jorden. Efter ansøgerens forklaring lægger nævnet videre til grund, at ansøgeren reelt ikke kender årsagen til, at hans forældre valgte at udrejse, og at det således alene beror på hans formodning, at en medvirkende årsag kan have været, at hans far var blevet truet af ukendte personer og/eller af lokalbefolkningen. Ansøgeren ved således heller ikke om årsagen til, at hans far skulle være blevet truet, skyldes samarbejdet med [A] eller den omstændighed, at faren var veluddannet og blev anset for at være vantro af andre personer i byen. Herefter, og idet ansøgeren hverken selv har haft konflikter eller er blevet truet, er det ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan med disse begrundelser vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb efter udlændingelovens § 7. Det er herefter heller ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb efter udlændingelovens § 7, hvorfor nævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2018/250/FAM
Nævnet stadfæstede i januar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tadjik og sunni muslim fra […], Mazar-Sharif, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter de mænd, som kort før hans udrejse kidnappede ham, ligesom han frygter de afghanske myndigheder, fordi der er en sag på ham vedrørende drab. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han og hans familie modtog 3 trusselsbreve, forud for at han blev kidnappet. Brevene var stilet til ham, og han ved ikke, hvem afsenderen var, men formoder, at det var de samme personer, som senere kidnappede ham. I brevene stod, at han skulle betale penge til et ukendt telefonnummer. Ansøgeren tog ikke brevene alvorligt. En dag, da ansøgeren i bil var på vej hjem, blev han standset af en russisk jeep. To personer truede ham med skydevåben og tvang ham ind i deres bil, hvor der var yderligere to mænd. Ansøgeren blev kørt til et ukendt sted, hvor han blev tilbageholdt i 4 dage. Han blev placeret i et aflåst rum, og udenfor holdt en vagt øje med ham. Mændene, der havde kidnappet ham, kontaktede hans bror og forlangte en løsesum. Ansøgeren fik overtalt vagten til at hjælpe ham med at flygte mod at betale ham 2.100 dollars i kontanter, som han havde gemt i en hemmelig lomme i sine underbukser. Derudover udstedte han et gældsbrev på 5.000 dollars til vagten, som kunne indløses i ansøgerens forretning. Med hjælp fra vagten lykkedes det ansøgeren at flygte i forbindelse med, at han skulle toilettet. Ansøgeren løb og blev samlet op af en motorcykel og senere af en bilist, som kørte ham hjem til bopælen. Ansøgeren opholdt sig i 3 dage på bopælen, før han rejste til Kabul. I Kabul ventede han i 8 dage, mens han ventede på at få udstedt et visum til Tyrkiet. Han udrejste legalt. Ansøgerens bopæl er blevet angrebet to gange efter, at han flygtede fra hjemmet, og mens han stadig var i Kabul. Ved den første episode, blev der skudt mod huset en enkelt gang, hvorefter familien anskaffede to vagter med hjælp fra en bekendt, der var tidligere kommandant. Anden gang kom det til en længerevarende skudveksling mellem vagterne og angriberne, og en person blev dræbt. Angriberne anmeldte på den baggrund ansøgeren til myndighederne. Ansøgeren har efter udrejsen modtaget 2 tilsigelser til afhøring, der er afleveret på hans bopæl, og hvori der står, at ansøgeren skal melde sig på politistationen. Ansøgerens familie har endvidere modtaget 2-3 trusselsbreve stilet til ansøgeren efter, at han er udrejst. Af brevene fremgår, at eftersom der er slået en person ihjel, handler det ikke mere om penge, og at kidnapperne vil have fat i ansøgeren personligt. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund, idet forklaringen har været upræcis og afglidende i relation til væsentlige spørgsmål, ligesom forklaringen har været usandsynlig, udbyggende og divergerende på en række centrale punkter, hvorfor den i det hele fremstår som konstrueret til lejligheden. Indledningsvist bemærkes, at det fremstår mindre sandsynligt, at ansøgeren valgte at standse, da personerne i jeepen gav tegn hertil henset, til at han var alene i bilen, kørte på et øde sted og var i besiddelse af et ikke ubetydeligt kontantbeløb. Det bemærkes i den forbindelse yderligere, at ansøgeren har forklaret, at der sker mange kidnapninger i Afghanistan. Der forekommer videre mindre sandsynligt, at kidnapperne kun fandt det mindre beløb i afghansk valuta på ansøgeren og ikke også beløbet på 2.100 dollars, som han gemte i den hemmelige lomme i underbukserne, navnlig henset til ansøgerens egen forklaring om, at motivet til kidnapningen var penge, og at det er et kendt fænomen i Afghanistan, at man gemmer penge i skjulte lommer. Det er heller ikke sandsynligt, at vagten, der hjalp ansøgeren fri, accepterede delvis betaling i form af et gældsbrev med den risiko dette indebar, når han eller andre senere henvendte sig til ansøgerens forretning for at få gældsbrevet indløst. Det forekommer i den forbindelse heller ikke sandsynligt, at ansøgerens familie senere efter hans udrejse uden videre har indløst gældsbrevet. Endelig forekommer det usandsynligt, at ansøgerens familie ikke har været i stand til at dokumentere overfor myndighederne, at ansøgeren var rejst fra bopælen, forud for angrebene på familiens hus, idet ansøgeren befandt sig i Kabul, hvor han søgte visum til Tyrkiet og kort efter udrejste legalt, ligesom det er usandsynligt at familien ikke med hjælp fra den kommandant, der havde udlånt vagterne til familien, har forsøgt at overbevise myndighederne om, at det var kidnapperne, der havde angrebet dem og ikke omvendt. Det bemærkes i den forbindelse videre, at ansøgerens familie må antages at have haft en vis indflydelse, idet ansøgerens far var meget velhavende og ejede et hotel og flere butikker, ligesom ansøgeren var forretningsmand og blandt andet foretog jævnlige rejser til Dubai efter varer. Ansøgeren har i asylskemaet anført, at han betalte vagten 2.100 dollars og først i asylsamtalerne udbygget forklaringen med, at der også blev udstedt et gældsbrev, ligesom han i asylsamtalerne har udbygget forklaringen fra asylskemaet med hensyn til, at der forud for kidnapningen var sendt trusselsbreve til ham. Ansøgerens forklaring har været divergerende med hensyn til, om kidnapperne krævede 200.000 eller 500.000 dollars i løsepenge. Det bemærkes i den forbindelse, at det først er i advokatindlægget, at ansøgeren har forklaret, at hans bror fik forhandlet løsesummen ned fra 500.000 til 200.000 dollars. Også med hensyn til om han udrejste ca. 15 dage eller 2-3 måneder efter løsladelsen. Ansøgeren har ikke i forbindelse med nævnsmødet været i stand til at redegøre på en sammenhængende og troværdig måde for divergenserne og årsagerne hertil. Endelig har nævnet lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om de udstedte tilsigelser har været usammenhængende og usandsynlig. Ansøgeren har således forklaret, at han modtog tilsigelse nummer to [dato] 2016, og dermed samme dag, som den var udstedt, og samme dato, som begge tilsigelser blev modtaget i Udlændingestyrelsen. Det bemærkes videre, at den første tilsigelse fra [dato] 2016 er nummereret 688, mens den næste tilsigelse fra [dato] 2016 er nummereret 682. Flygtningenævnet kan herefter ikke lægge til grund, at ansøgeren har været forfulgt ved udrejsen, eller at han ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer forfølgelse eller overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2018/25/KAA
Nævnet stadfæstede i april 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunnimuslim fra Paktiyâ, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter Taliban. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter ISIL, som led i de generelle forhold i Afghanistan. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans far, som arbejdede i politiet og med regeringen, forsvandt to år før ansøgerens udrejse. Ansøgeren formoder, at det var Taliban, som tog ansøgerens far, idet Taliban forinden farens forsvinden havde lagt et trusselbrev til faren foran ansøgerens families bopæl, ligesom de havde sendt trusselbreve til farens arbejdsplads. Efter ansøgerens fars forsvinden begyndte Taliban at henvende sig til ansøgeren. Ansøgeren er i alt blevet opsøgt af Taliban seks gange inden sin udrejse af Afghanistan. Alle seks gange er ansøgeren blevet opsøgt på gaden af nogle bevæbnede mænd med langt skæg, som fortalte ansøgeren, at han ikke skulle gå i skole, men forberede sig på at være selvmordsbomber. Ansøgeren fik ikke anvist et sted eller et tidspunkt for, hvornår han skulle være selvmordsbomber. Ansøgeren har endvidere oplyst, at han frygter ISIL, som er til stede i ansøgerens landsby, idet de straffer personer, som samarbejder med myndighederne. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund, idet forklaringen på en række centrale punkter har været divergerende, udbyggende og usandsynlig, hvorfor den i det hele forekommer konstrueret til lejligheden. Forklaringen har endvidere overordnet set været identisk med ansøgerens fætter, [A], forklaring om asylmotiv, og navnlig har fætterens og ansøgerens oplysninger i asylskemaerne været stort set enslydende. Ud over det ovenfor anførte bemærkes, at ansøgerens forklaring om centrale dele af asylmotivet - såsom blandt andet Talibans henvendelser til ansøgeren og omstændighederne omkring udrejsen - har været detaljefattig, og derfor ikke bærer præg af at være selvoplevet. Indledningsvist bemærkes, at ansøgerens forklaring i asylsamtalen om, at der sad fire Talibanfolk med kalashnikovs oppe i bjergene, har været udbyggende i forhold til oplysnings- og motivsamtalen, hvor han ikke har forklaret om våben. Ansøgeren har endvidere ikke i sit asylskema forklaret om, at hans far forud for, at han forsvandt, havde modtaget trusselsbreve. Ansøgeren har forklaret divergerende med hensyn til, om hans far arbejdede som soldat eller politibetjent, om faren arbejdede i eller udenfor landsbyen, om faren forlod bopælen hver morgen, eller om han ikke var hjemme dagligt men derimod væk i længere tid ad gangen. Også med hensyn til, om det var alle Talibans breve til faren, der blev sendt til bopælen, eller det kun var det første, hvorefter Taleban sendte de næste breve til farens arbejdsplads, har ansøgeren forklaret divergerende. Ansøgeren har forklaret upræcist med hensyn til, om hans far forsvandt to år før, ansøgerens egen udrejse eller i 2015 og dermed samme år, som ansøgeren selv udrejste, ligesom hans forklaring om det tidsmæssige forløb af Talibans henvendelser til ham selv set i forhold til farens forsvinden, har været usammenhængende. Ansøgeren har således forklaret, at Taleban opsøgte ham første gang en måned efter farens forsvinden, idet han under nævnsmødet er endt med at forklare, at dette var i 2013, og at ansøgeren herefter i løbet af kortere tid blev opsøgt yderligere fem gange, hvilket imidlertid ikke harmonerer med, at ansøgeren først udrejste i 2015 kort efter Talibans seneste henvendelse til ham. Ansøgeren har i samtalerne med Udlændingestyrelsen forklaret, at han ikke rejste sammen med nogen, han kendte, og at hans fætter [A] udrejste fra Afghanistan 10-15 dage, før han selv gjorde, hvorimod ansøgeren under nævnsmødet har forklaret, at han ikke vidste, at [A] var udrejst. [A] har derimod oprindeligt forklaret, at han og [B] rejste sammen hele vejen fra Afghanistan til Danmark og under nævnsmødet i [A] egen sag, at de udrejste hver for sig men mødtes undervejs, hvilket understøttes af politirapporterne optaget i forbindelse med indrejsen, hvoraf fremgår, at de to fætre er indrejst samme dag i Danmark og tilsyneladende har oplyst overfor politiet, at de er rejst sammen. Endelig bemærkes, at det ikke forekommer troværdigt, at ansøgerens far, som politimand med bopæl i et område domineret af Taliban, skulle have valgt at gå rundt i uniform med den begrundelse, at han var stolt af den, henset til den fare dette indebar for både ham selv og hans familie. Uanset at ansøgeren er ung, ikke uddannet og lider af hovedpine, findes dette ikke, henset til karakteren og antallet, at kunne begrunde de mange divergenser i ansøgerens forklaring om en række centrale punkter. Ansøgeren har ikke haft konflikter eller kontakt med ISIL, og hverken ISIL´s tilstedeværelse i ansøgerens hjemområde eller de generelle forhold i Afghanistan kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb efter § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2018/248/TLNJ
Nævnet meddelte i juni 2018 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara. Han har siden, han var 6 år boet med sin familie i [byen A], der er en forstad til Herat, Afghanistan. I Afghanistan var han shia-muslim. Han har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive forfulgt, eventuelt dræbt, fordi han er hazara. Han frygter også de afghanske myndigheder, som følge af, at hans bror, [A], har kæmpet for de iranske myndigheder i Syrien. Endelig har ansøgeren henvist til, at han i Danmark er konverteret til kristendommen. Til støtte for sin frygt for at blive udsat for overgreb som følge af sin etnicitet og tidligere religion har ansøgeren oplyst, at en stor del af befolkningen i Afghanistan ikke kan lide hazaraer. Ansøgerens morbror, der var ansat i den afghanske hær, blev slået ihjel primo 2015. Han ved ikke, hvem der begik drabet, men han antager, at det enten var nogle, der ikke kunne lide hazaraer eller nogle, der ikke kunne lide soldater. Omkring 2 måneder senere blev ansøgeren selv overfaldet af omkring 4-5 for ham ukendte gerningsmænd på en gade i Herat-forstaden […]. Ansøgeren blev slået, indtil han blev bevidstløs. Han forstod det således, at han blev overfaldet, fordi han var hazara. Gerningsmændene råbte i hvert fald ”hazara, hazara”. På grund af overfaldet var han på et hospital i 10 dage, og han kunne ikke rejse sig i en månedstid. Ansøgeren var meget bange og var derefter kun uden for huset få gange. Han meldte overfaldet til myndighederne, men det kom der ikke noget ud af. Efterfølgende blev han på gaden forfulgt af en person, som mindede om nogle af dem, som havde overfaldet ham. Vedkommende var tildækket som overfaldsmændene. Ansøgeren løb fra den pågældende. Overfaldsmændene ved nok ikke, hvor han bor. På spørgsmål om, hvorvidt ansøgeren er i større fare end andre unge hazaraer, har ansøgeren svaret, at alle hazaraer er i fare, og at en af hans bedste venner er blevet dræbt. Det skete efter, ansøgeren blev overfaldet. Omkring to måneder efter overfaldet på ansøgeren udrejste han, [i sommeren 2015], illegalt til Iran. Til støtte for sin frygt for de afghanske myndigheder har ansøgeren oplyst, at myndighederne, to måneder inden ansøgerens samtale hos Udlændingestyrelsen, [i efteråret 2016], opsøgte ansøgerens bopæl og spurgte efter [A]. Myndighederne fremviste et billede af [A] i iransk uniform og sagde, at de vidste, at han kæmpede i Syrien. De fremviste endvidere et billede af ansøgeren og sagde, at de både ønskede at tage ham og [A] med. Da hverken ansøgeren eller [A] var hjemme, fængslede myndighederne i stedet ansøgerens far for at presse faren til at sørge for, at ansøgeren eller hans bror meldte sig. Da faren imidlertid blev syg i fængslet, løslod myndighederne faren. Han antager, at myndighederne ville have fat i ansøgeren for at presse [A] til at melde sig. Ansøgerens familie bor fortsat på deres hidtidige bopæl i [byen A]. Til støtte for sin konversion har ansøgeren oplyst, at han fik interesse for kristendommen, da han boede på asylcenter i [byen B], hvor to kristne værelseskammerater læste op af biblen på farsi. Ansøgeren kom til [centeret i byen B] [i efteråret 2016]. Han begyndte at interessere sig for kristendommen en måned efter sit første interview hos styrelsen, dvs. [slutningen af 2016]. Ansøgeren besluttede sig i [starten af 2017] for at blive døbt. Efter at have modtaget dåbsforberedelsesundervisning blev han døbt [i foråret 2017] i Pinsekirken i [byen B]. Han valgte kristendommen, som handler om næstekærlighed og rummer tilgivelse. Hans kæreste i Danmark er også blevet kristen. Da de for 1½ år siden blev kærester, var hun ateist. Han har haft en stor rolle i, at kæresten og 2 andre fra centret er blevet kristne. På grund af farens alvorlige sygdom har han endnu ikke fortalt familien om konversionen. Han beder hver dag, og han og kæresten læser hver dag i Biblen eller andet kristent materiale. Han vil tage sin religion med sig overalt i verden, om nødvendigt også i Afghanistan, selv om det vil være farligt for ham. Det er en religiøs pligt for ham at fortælle om guds ord, så han vil under alle omstændigheder missionere for sin kristne tro. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv vedrørende konversionen fremlagt udtalelse af [foråret 2017] og [foråret 2018] ved præst [B] fra [byen B] Pinsekirke, hvori det blandt andet er anført, at ansøgeren påbegyndte sin dåbsforberedelsesundersving [i starten af 2017]. I dag er han tilknyttet frikirken [A] i [byen C]. Frikirken ved pastorparret [C og D] har udfærdiget en erklæring om ansøgeren [fra sommeren 2018]. Endvidere har ansøgerens kæreste skrevet en udtalelse og underviseren i [byen B] Pinsekirke har afgivet en kort vidneforklaring i Flygtningenævnet. Ansøgeren har en åben facebook-profil i eget navn, hvoraf fremgår, at han er kristen. Han har facebook-venner i både Danmark, Iran og Afghanistan. Angående ansøgerens motiv i relation til hans etnicitet bemærker Flygtningenævnet, at dem, der overfaldt ansøgeren i en anden bydel i Herat, end den han boede i, næppe har været bekendt med ansøgerens navn og bolig mv. og finder efter en samlet vurdering ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han på grund af sin etniske herkomst vil være i større risiko for at blive udsat for på ny at blive overfaldet end andre hazaraer ved en tilbagevenden til Afghanistan. Herefter, og da de generelle forhold for hazaraer, om end de er vanskelige, efter baggrundsforholdene ikke er således, at dette i sig selv er tilstrækkeligt til, at det kan lægges til grund, at ansøgeren risikerer at blive forfulgt eller udsat for overgreb, fordi han er hazara. Hertil kommer, at der ikke er oplysninger om, at ansøgerens familie på ansøgerens bopæl siden ansøgerens udrejse har været udsat for forfølgelse på grund af deres etnicitet. Ansøgeren kan derfor ikke meddeles asyl under henvisning til dette asylmotiv. Vedrørende ansøgerens forklaring om, at de afghanske myndigheder efterstræber ham på grund af brorens militærtjeneste i Syrien finder Flygtningenævnet, at denne del af forklaringen, som alene hidrører fra noget han efterfølgende har hørt, er fremstået usikkert og utroværdigt og kan således ikke lægges til grund og derfor heller ikke begrunde meddelelse af asyl. Angående konversionsmotivet finder et flertal i Flygtningenævnet efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring herom og det indtryk forklaringen har efterladt, at ansøgeren på tilstrækkelig vis har sandsynliggjort, at han i Danmark reelt er konverteret til kristendommen, samt at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil bibeholde denne tro samt der udfolde sådan missionerende virksomhed, at denne vil bringe ham i reel risiko for at blive udsat for forfølgelse på grund af hans tro. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” afgh/2018/246/MAH
Nævnet stadfæstede i juni 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2016 Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunnimuslim af trosretning fra landsbyen [landby], Paktia-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter at Taliban vil slå ham ihjel. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv anført, at han og hans far var på vej til moskeén, da to biler stoppede bag dem. Personerne gav dem noget sort over hovedet, bandt deres hænder sammen og kørte dem væk fra stedet i deres biler. De blev herefter transporteret til et hus, hvor de blev tilbageholdt. Personerne fra Taliban spurgte ansøgerens far, hvorfor han ikke havde stoppet sit arbejde for myndighederne, hvorefter de skød ham og forlod rummet. Inden ansøgerens far døde, sagde han, at ansøgeren skulle flygte og gav ham en kniv, så han kunne skære sine hænder fri. Ansøgeren flygtede herefter fra huset. Efter ansøgeren havde været på bopælen i tre dage, blev han opsøgt af Taliban, der bankede på porten og spurgte, hvor ansøgeren befandt sig. Ansøgerens mor sagde, at hun ikke vidste det. I mellemtiden havde ansøgeren gemt sig på toilettet. Kort efter udrejste ansøgeren af Afghanistan. Flygtningenævnet vurderer, at ansøgeren er tilstrækkelig moden til at gennemgå asylsagsbehandlingen, selvom han er født i 2002. Flygtningenævnet lægger vægt på, at ansøgeren under nævnsmødet har kunnet besvare spørgsmålene. Flygtningenævnet er endvidere opmærksom på ansøgerens begrænsede kognitive evner, men finder efter en samlet vurdering, at det er betænkeligt, at lade ansøgeren gennemgå en asylvurdering. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet bemærker i den sammenhæng, at forklaringen på væsentlige punkter må anses for påfaldende og bemærkelsesværdig. Nævnet finder således, at det må anses for usandsynligt, at ansøgeren sammen med sin far efterlades ubevogtet i et lokale uden en dør umiddelbart efter, ansøgerens far angivelig er blevet skudt af Taliban, hvor ansøgeren alene var bundet på hænderne. Det må endvidere anses for bemærkelsesværdigt, at ansøgeren angiveligt vendte tilbage til sin landsby, der ikke er særlig stor og hvor en del af befolkningen tilhører Taliban umiddelbart efter han er flygtet fra Taliban. Endvidere må det anses for bemærkelsesværdigt, at ansøgerens mor kunne finansiere ansøgerens rejse på få dage ved at sælge jord. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren på en række punkter har forklaret divergerende. Nævnet er ved vurderingen af disse divergenser opmærksom på ansøgerens kognitive evner. Nævnet finder dog, at ansøgerens forklaring om kniven ikke alene kan forklares på den baggrund, idet ansøgeren har forklaret skiftende om sit kendskab til kniven, og hvor den kom fra under samtalerne med Udlændingestyrelsen og nævnets behandling. Disse divergerende forklaringer findes ikke at kunne henføres hverken til umodenhed eller ansøgerens begrænsede kognitive evner. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse efter udlændingeloven § 7, stk. 1 eller overgreb efter udlændingeloven § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2018/245/CHA
Nævnet stadfæstede i juni 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og tidligere muslim fra Uruzgan, Afghanistan. Ansøgeren har oplyst, at han har konverteret til kristendommen i 2014. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af sin farbror [A] og hans sønner, idet de mener, at ansøgeren har vanæret familien ved ikke at overholde de muslimske traditioner. Derudover frygter ansøgeren de afghanske myndigheder, idet ansøgeren er blevet opdaget i at drikke alkohol, som bliver straffet hårdt i Afghanistan. Endelig har ansøgeren henvist til, at han frygter lokalbefolkningen, herunder sin sikkerhedssituation, hvis nogen skulle finde ud af, at ansøgeren er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han blev introduceret til kristendommen af sin ven, [B], imens ansøgeren opholdt sig i Sverige i 2013 eller 2014. [B] tog ansøgeren med i kirke og fortalte ham om den kristne tro. Ansøgeren oplevede herefter, at der i kirken ikke findes fjendskab, men kun kærlighed. Ansøgeren har fremlagt et dåbsbevis, hvoraf fremgår, at ansøgeren blev døbt i [svensk pinsekirke] [i sommeren 2014]. Da ansøgeren vendte tilbage til Kabul i [begyndelsen af vinteren] 2014, boede han hos sin farbror [A]. Ansøgerens fætter, [C], overhørte ansøgeren, da han fortalte sin mor om sin kristne tro. [I vinteren 2015] begyndte [C] at fortælle venner og familie om, hvad han havde overhørt. Omkring en uge før ansøgerens udrejse var han hjemme hos sin ven [D] sammen med to fælles venner [E] og [F], hvor de drak alkohol. Da ansøgeren omkring klokken 20.30 skulle gå, blev han fulgt hjem af de to andre. Ansøgeren havde medbragt en sodavandsflaske med alkohol. Da de nåede til en sidegade tæt på ansøgerens farbrors bopæl, kom ansøgerens fætter [C] pludselig imod dem. Ansøgeren smed sodavandsflasken ud til siden. [C] kunne lugte på ansøgerens ånde, at han havde drukket alkohol og sagde, at han hele tiden havde vidst, at ansøgeren var vantro. [C] samlede flasken op. [C] tog hjem og fortalte farbroren [A] om episoden. Da ansøgeren kom hjem, blev han slået af [A], som også slog ansøgerens mor. Ansøgeren blev beskyldt for at være vantro. Ansøgeren sagde til [A], at han ikke var en rigtig mand, når han slog på kvinder. Ansøgerens mor prøvede at blande sig. Ansøgeren tog en vase, som han slog [A] i hovedet med. Mens [C] hjalp sin far, flygtede ansøgeren ud af huset. Ansøgeren flygtede hen til [E]. Omkring en time efter kom ansøgerens fætter [C] og nogle af hans venner. [E] sagde til dem, at ansøgeren ikke var på bopælen. Imens flygtede ansøgeren fra stedet. Ansøgeren har senere fundet ud af, at politiet ankom til stedet og anholdt [E] for alkoholen. Ansøgeren overnattede i en billardklub. Den efterfølgende dag tog ansøgeren til en læge, der skulle tilse hans hånd. Ansøgeren havde beskadiget hånden under slagsmålet med [A]. Samme aften påbegyndte ansøgeren sin udrejse af Afghanistan. Ansøgeren har under nævnsmødet anmodet om, at sagen udsættes for at få foretaget en lægelig udredning af ham. Flygtningenævnet er opmærksomt på, at FN’s Komité mod Tortur i sine ”General Comments” punkt 40-41 anbefaler, at en torturundersøgelse iværksættes, uanset om den relevante myndighed finder det sandsynligt, at ansøgeren har været udsat for tortur eller ej. Det er imidlertid Flygtningenævnets praksis at tage stilling til behovet for sådanne undersøgelser på konkret grundlag og ikke ud fra en generel standard. Det fremgår af udlændingelovens § 54, stk. 1, at Flygtningenævnet drager omsorg for sagens oplysning og træffer bestemmelse om afhøring af udlændingen og vidner og om tilvejebringelse af andre bevismidler. Der indgår i sagen lægelige oplysninger vedrørende ansøgeren fra de fleste år i perioden fra 2009. Hverken heraf eller af sagen i øvrigt fremgår oplysninger om, at ansøgeren skulle have været udsat for tortur. På den baggrund, efter indholdet af de lægelige oplysninger og efter Flygtningenævnets indtryk af ansøgeren på nævnsmødet, hvor han afgivet en forklaring, som forekommer detaljeret og sprogligt upåfaldende, finder nævnet ikke grundlag for at udsætte sagen på yderligere lægelige oplysninger. I forhold til ansøgerens asylmotiver kan Flygtningenævnet efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring ikke lægge til grund, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer at blive dræbt eller på anden måde forfulgt eller efterstræbt af sin farbror, af andre familie- eller slægtsmedlemmer eller af de afghanske myndigheder, fordi han ikke overholder de muslimske traditioner og er konverteret til kristendom, og fordi han har drukket alkohol. Nævnet vurderer således, at ansøgerens forklaring er utroværdig og konstrueret til lejligheden. Nævnet bemærker herom indledningsvis, at ansøgerens generelle troværdighed i væsentlig grad er svækket af, at han har givet modstridende oplysninger til de danske og de svenske udlændingemyndigheder om helt basale forhold som sit eget navn og sine familieforhold, herunder antallet af søskende og hvorvidt hans farbror er død i 2011 eller ej. Ansøgerens forklaring om, hvorfor han har ændret tidligere afgivne forklaringer, kan ikke føre til et andet resultat, fordi ændringerne først er foretaget, når udlændingemyndighederne har konfronteret ham med forskellene. Det bemærkes endvidere, at ansøgeren under nævnsmødet har påberåbt sig at være dårlig til at formulere sig og alene i besiddelse af et sprog som et lille barn, men han har alligevel afgivet en forklaring, som forekommer detaljeret og sprogligt upåfaldende, og kun når ansøgeren er konfronteret med spørgsmål, som han ikke har kunnet besvare, har han henvist til manglende formuleringsevne. Nævnet har i sin vurdering lagt vægt på, at ansøgeren i løbet af asylsagsbehandlingen har forklaret divergerende til udlændingemyndighederne om centrale detaljer i asylmotivet vedrørende alkohol, herunder hvorvidt fætteren fandt ansøgeren med alkohol hos ansøgerens ven eller på gaden, og hvornår ansøgeren oplyste farbroderen om, at han var blevet kristen. Selvom ansøger har fremlagt et dåbsbevis fra 2014 fra en svensk pinsemissionsk kirke, kan nævnet endvidere ikke lægge til grund, at ansøgeren reelt er konverteret til kristendommen. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke kender forskel på pinsekirken og folkekirken og de forskellige dåbsritualer. Under nævnsmødet har ansøgeren kunnet forklare enkelte ting om kristendommen, herunder har han kunnet citere Fadervor og referere en episode fra Det Nye Testamente, men han har samtidig klart givet udtryk for, at det er fællesskabet og den venlighed, som han møder i kristne sammenhænge, der er af afgørende betydning for ham, hvorimod han ikke har kunnet redegøre for, hvorfor det religiøse aspekt af kristendommen betyder så meget for ham, som han hævder. Nævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hans konversion er udtryk for en reel, indre overbevisning af religiøs karakter. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved tilbagevenden til Afghanistan risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2018/244/LINB
Nævnet stadfæstede i juni 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et en mandlig statsborger samt fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og ateist fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at han vil blive slået ihjel af de afghanske myndigheder og af sine slægtninge, fordi de alle tror, at ansøgeren er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at en af hans medstuderende ved navn [A] fandt en bibel i ansøgerens taske på universitetet, hvorefter [A] og nogle af de andre studerende anklagede ansøgeren for at være uren og kristen, imens de skubbede ansøgeren. Ansøgeren kom herefter ikke på universitetet i de næstfølgende to dage. Herefter hørte ansøgeren fra sin medstuderende, at der var blevet klaget over ansøgeren, og at ansøgeren var blevet bortvist fra universitetet. Mullahen ringede dernæst til ansøgerens far og sagde, at ansøgeren skulle komme til moskéen den næstfølgende dag. Da ansøgeren og hans far ankom til moskéen, rejste en mand sig i moskéen og pegede på ansøgeren og sagde, at ansøgeren var uren og vantro, og at han derfor skulle slås ihjel. Herefter rejste nogle andre personer sig og udsatte ansøgeren og hans far for fysiske overgreb. Det lykkedes ansøgeren at flygte fra moskéen, mens politiet og andre personer løb efter ham. Ansøgeren tog derefter ophold hos sin ven, [B], hvorefter ansøgerens far hentede ansøgeren og gav ham 5.000 afghani, og dernæst hjalp ansøgeren med at udrejse af Afghanistan. Ansøgeren har efter sin udrejse hørt, at hans bror har været udsat for fysiske overgreb, og at hans far har været indkaldt til afhøring hos politiet. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at han frygter de afghanske myndigheder og familien til sine to slægtninge, [C] og [D], fordi ansøgeren hjalp [C] og [D] med at få udstedt et visum til Iran, hvorefter de i Iran blev anholdt af de iranske myndigheder, der tvang dem til at deltage i krigen i Syrien. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han omkring et halvt år før sin udrejse af Afghanistan arbejdede for en mand ved navn [E]. Ansøgerens arbejde bestod i, at han skulle hjælpe med at få udstedt visum til Iran til de personer, som kontaktede ham via hans arbejdsgiver, [E]. En dag hjalp ansøgeren sine slægtninge [C] og [D] med at få udstedt et visum til Iran, idet de fortalte, at de i Iran skulle til deres storebrors bryllup. [C] og [D] var nevøer til en magtfuld general ved navn [F]. På et tidspunkt hørte ansøgeren, at [C] og [D] var blevet anholdt af iransk politi efter deres ankomst til Iran, og at de iranske myndigheder havde tvunget dem til at tage til Syrien for at deltage i den væbnede kamp. [C] kom kvæstet tilbage fra kampen, mens [D] forsvandt. I [begyndelsen af vinteren] 2016, omkring et år efter ansøgerens indrejse i Danmark, ringede ansøgerens far til ansøgeren og fortalte, at [C] og [D]’s bror havde taget kontakt til ansøgerens far og fortalt ham, at ansøgeren og hans far var ansvarlige for, at [D] var forsvundet, og at det ville blive hævnet, såfremt [D] ikke blev fundet. Flygtningenævnet kan efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring ikke lægge til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer at blive dræbt eller på anden måde efterstræbt af slægtninge, myndigheder eller andre som følge af, at ansøgerens klassekammerater har fundet en bibel i ansøgerens taske. Nævnet finder således, at ansøgeren på flere punkter har forklaret så udbyggende herom, at forklaringen fremstår konstrueret til lejligheden og dermed utroværdig. Ansøgeren har således til samtalen [i vinteren] 2017 forklaret både, at han blev overfaldet af klassekammeraterne, da de fandt biblen, og at ansøgerens far blev slået i moskéen og indkaldt til møde hos politiet samme dag, mens han intet nævnte herom til oplysnings- og motivsamtalen [i sommeren] 2016. Nævnet finder endvidere, at ansøgerens troværdighed er svækket af, at han først til samtalen den [i vinteren] 2017 fremlagde udfyldt asylansøgningsskema, idet han oplyste, at han havde udfyldt skemaet og indsendt det en uge efter oplysnings- og motivsamtalen [i sommeren] 2016. Skemaet er imidlertid aldrig modtaget i Udlændingestyrelsen, og oplysningerne i skemaet afviger i væsentlig grad fra de oplysninger, som ansøgeren gav i oplysnings- og motivsamtalen, og stemmer i højere grad med de oplysninger, som ansøgeren gav i samtalen [i vinteren] 2017. Hertil kommer, at ansøgeren under nævnsmødet har oplyst, at han fik skemaet udleveret til oplysnings- og motivsamtalen, mens det af referatet af samme samtale fremgår, at ansøgeren ikke har udfyldt asylansøgningsskema. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge til grund, at ansøgeren risikerer at blive dræbt eller på anden måde efterstræbt som følge af sin angivelige medvirken til at skaffe visum til Iran til to brødre, hvoraf den ene er forsvundet. Nævnet har herved navnlig lagt vægt på, at ansøgeren også om dette forhold har forklaret udbyggende, idet han ikke til oplysnings- og motivsamtalen oplyste, at han havde en ikke uvæsentlig indkomst ved at skaffe visum til Iran. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved tilbagevenden til Afghanistan risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2018/243/LINB
Nævnet meddelte i juni 2018 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tadjik og sunni muslim fra bydelen […], Kabul, Afghanistan Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive fængslet af de afghanske myndigheder. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af [F], idet han har hjulpet sin svoger [A], som [F] ønsker at slå ihjel. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at [A] blev fængslet, idet han blev mistænkt for at have stjålet nogle batterier. Ansøgeren besøgte [A] i fængslet flere gange. Under et af besøgene aftalte de, at ansøgeren skulle mødes med en anklager, som hed [B]. De skulle mødes, idet der var startet en straffesag mod [A]. En dag mødtes ansøgeren med [B], som fortalte ham, at hvis sagen mod [A] skulle afsluttes, skulle de betale 20.000 USD. Ansøgeren bad om noget tid til at skaffe pengene. Ansøgeren kunne ikke skaffe pengene. [I] juni 2013 fik [A] orlov fra fængslet, så han kunne ordne forskellige ting i forbindelse med sit arbejde for politiet. Ansøgeren stillede kaution for [A] ved at indlevere skødet på sin forretning til anklagemyndigheden. I forbindelse med sin orlov rettede [A] henvendelse til anklagemyndigheden og fik at vide af [B], at den straf, der var blevet idømt ikke var høj nok, og at han skulle betale 15.000 USD for, at [B] ikke ankede dommen og nedlagde påstand om en forlænget straf. [A] kunne ikke skaffe pengene og besluttede sig for, at han ikke ville melde sig til fængslet efter endt orlov. Ansøgeren og [A] tog herefter ophold indtil udrejsen i september 2015 hos hver deres søster i Kabul. Ansøgeren tog ophold hos sin søster, idet han frygtede at blive holdt ansvarlig af myndighederne for, at hans svoger [A] ikke mødte op i fængslet igen. Mens ansøgeren og [A] opholdt sig hos deres søstre, opsøgte myndighederne deres oprindelige bopæl tre til fire gange. Ansøgeren udrejste i september 2015 sammen med [A] af Afghanistan. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund, idet han har forklaret konsistent og troværdigt og med mange detaljer om asylmotivet. Flygtningenævnet kan således lægge til grund, at ansøgeren hjalp sin svoger i forbindelse med, at denne blev anklaget for tyveri fra sin arbejdsplads hos politiet, at ansøgeren blev udsat for et overfald, hvor under han fik at vide, at han var blevet advaret mod at fortsætte med sagen mod sin svoger og, at ansøgeren stillede sin forretning som kaution i forbindelse med, at svogeren fik orlov fra fængslet. Flygtningenævnet kan endvidere lægge til grund, at ansøgerens svoger med urette er idømt en fængselsstraf på et år og seks måneder som følge af, at han anmeldte sin overordnede for tyveri og videresalg af brændstof fra de forsyninger, som var beregnet til anvendelse i svogerens enhed hos politiet, at anklageren i sagen krævede bestikkelse på 15.000 US for ikke at anke dommen, hvorved svogeren risikerede en langt højere straf, at svogeren ikke kunne betale den krævede bestikkelse, og at han derfor i forbindelse med en orlov fra fængslet ikke vendte tilbage, men gemte sig hos sin søster og dennes familie indtil udrejsen og, at ansøgeren ligeledes gemte sig indtil udrejsen hos sin søster. Det kan endvidere lægges til grund, at såvel ansøgeren som hans svoger er eftersøgt af myndighederne, der har spurgt efter dem på familiens bopæl. Det kan således lægges til grund, at ansøgeren er kommet i et modsætningsforhold til de afghanske myndigheder, ligesom han er i et modsætningsforhold til sin svogers overordnede oberst [F]. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.”afgh/2018/242/SME
Nævnet meddelte i juni 2018 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tadjik og sunni muslim af trosretning fra landsbyen […] i distriktet […] i provinsen Kapisa, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerens mors fætter har været præsident for partiet Hezbeh Islami i Afghanistan. Ansøgeren har aldrig haft konflikter som følge heraf. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive fængslet af de afghanske myndigheder, idet han fik en dom for magtmisbrug i det afghanske politi og flygtede fra sin første straf. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter at blive efterstræbt [A] og [A’s] folk, idet han beskyldte [A] for korruption, som førte til [A’s] anklage og ansøgerens fængselsdom. Ansøgeren har til støtte for sit asyl motiv oplyst, at han i forbindelse med sit arbejde for politiet, hvor han arbejdede i logistikafdelingen, blev opmærksom på, at hans overordnede, kommandanten [A] stjal brændstof. Ansøgeren orienterede [A] om, at han havde kendskab til, at kommandanten stjal brændstof, og [A] bad herefter ansøgeren om at se den anden vej og lovede ansøgeren, at han ville modtage penge i kompensation herfor. Ansøgeren nægtede dette og sagde til [A], at han skulle stoppe med at stjæle brændstof, idet ansøgeren ellers ville anmelde ham. Da [A] fortsatte med at stjæle brændstof, underrettede ansøgeren sikkerhedstjenesten herom ved at skrive en rapport. Noget tid efter blev ansøgeren beskyldt for, sammen med nogle andre personer, at have stjålet batterier fra sit arbejde. Ansøgeren blev anholdt og afhørt, og han fortalte myndighederne, at det var [A], som forsøgte at få skaffet ansøgeren ad vejen, fordi ansøgeren havde anmeldt [A] for at have stjålet brændstof. Der blev udstedt en arrestordre på [A] og de andre personer, som kommandanten var i ledtog med, men grundet sin høje position hos myndighederne, fik [A] efter kort tid annulleret arrestordren imod sig selv. [I] marts 2013 blev ansøgeren dømt for magtmisbrug af retten i Kabul. I den forbindelse blev ansøgeren idømt et år og seks måneders fængsel og pålagt en bøde på 91.500 afghani. [I] juni 2013 fik ansøgeren orlov fra fængslet, så han kunne overlevere forskellige genstande, som han havde ansvaret for i forbindelse med sit arbejde i politiet til sin efterfølger. Ansøgerens svoger [M] stillede kaution for ansøgeren ved at indlevere skødet på sin forretning til anklagemyndigheden. Da ansøgeren, i forbindelse med sin orlov, rettede henvendelse til anklagemyndigheden, blev han af anklageren [B] orienteret om, at anklagemyndigheden ikke fandt, at den straf ansøgeren var blevet idømt var høj nok, og at han derfor skulle betale 15.000 USD for, at [B] ikke ankede dommen og nedlagde påstand om, at ansøgeren skulle idømmes mindst 10 års fængsel. Ansøgeren kunne ikke betale og besluttede herefter, at han ikke ville melde sig til fængslet efter endt orlov, og tog ophold hos sin søster [N] i Kabul, hvor han gemte sig, frem til sin udrejse af Afghanistan i september 2015. [M] gemte sig ligeledes hos sin egen søster i Kabul, fordi han frygtede at blive holdt ansvarlig af myndighederne for, at ansøgeren ikke mødte op i fængslet igen. Mens ansøgeren og [M] opholdt sig hos deres søstre, opsøgte myndighederne deres fælles bopæl tre til fire gange og efterspurgte ansøgeren og [M]. Ansøgeren blev desuden bekendt med, at han var blevet beskyldt for at være rejst til Kapisa og der have tilsluttet sig Hezbeh Islami. Ansøgeren har til støtte herfor fremlagt arrestordre, hvoraf det fremgår, at både ansøgeren og [M] er efterlyst. I november/december 2016 opsøgte flere af [A’s] folk ansøgerens bopæl og efterspurgte dokumenterne fra hans retssag. [A’s] folk truede med at slå ansøgerens familie ihjel, såfremt de ikke fremskaffede dokumenterne. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring til grund, idet han har forklaret konsistent og troværdigt og med mange detaljer om asylmotivet. Flygtningenævnet kan således lægge til grund, at ansøgeren med urette er idømt en fængselsstraf på et år og seks måneder som følge af, at han anmeldte sin overordnede for tyveri og videresalg af brændstof fra de forsyninger, som var beregnet til anvendelse i ansøgerens enhed hos politiet, at anklageren i sagen krævede bestikkelse på 15.000 US for ikke at anke dommen, hvorved ansøgeren risikerede en langt højere straf, at ansøgeren ikke kunne betale den krævede bestikkelse, og at han derfor i forbindelse med en orlov fra fængslet ikke vendte tilbage, men gemte sig hos sin søster og dennes familie indtil udrejsen. Det kan endvidere lægges til grund, at såvel ansøgeren som hans svoger [M] er eftersøgt af myndighederne, der har spurgt efter dem på familiens bopæl. Det kan således lægges til grund, at ansøgeren er kommet i et modsætningsforhold til de afghanske myndigheder, ligesom han er i et modsætningsforhold til sin overordnede oberst [A], som han har anklaget for tyveri og korruption. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” afgh/2018/241/SME
Nævnet stadfæstede i juni 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2005. Det fremgår af sagen, at ansøgeren den 13. juni 2005 blev meddelt opholdstilladelse efter familiesammenføringsreglerne. Den 27. september 2017 stadfæstede Østre Landsret Københavns Byrets dom af 27. juni 2017, hvorved ansøgeren blev idømt fem måneders fængsel for overtrædelse af straffelovens § 245 og 266 samt udvist af Danmark med indrejseforbud i seks år, jf. udlændingelovens § 22, nr. 6. Den 7. november 2017 indgav ansøgeren ansøgning om asyl. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtuner fra Afghanistan. Ansøgeren udrejste af Afghanistan som 11-årig, da han blev familiesammenført med sin herboende familie. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter de personer, der har sendt ham trusler, mens han har siddet i fængsel i Danmark. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han ikke vil kunne leve med Talibans regler, og at han på grund af sin vestlige opdragelse vil have vanskeligt ved at leve i Afghanistan. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han ikke har nogen eller noget at vende tilbage til i Afghanistan, hverken familie, bolig eller arbejde. Ansøgeren har til støtte herfor forklaret, at hans far blev dræbt af Taleban, da ansøgeren var fem-seks år, at hans mor efterfølgende er død af sygdom, og at han ikke har været i Afghanistan, siden han blev familiesammenført med sin herboende familie. Ansøgeren har endvidere forklaret, at han fra 2010 til 2012 var kæreste med en herboende afghansk pige. På et tidspunkt kontaktede pigens fader ansøgeren og sagde, at han ikke accepterede forholdet mellem ansøgeren og hans datter. Ansøgeren afsluttede derfor forholdet, og pigen er efterfølgende blevet gift med en anden. Ansøgeren har endvidere forklaret, at han under afsoning af en fængselsdom i 2012 modtog to breve. I brevene, der var udfærdiget på engelsk, stod der: ”Til [ansøgerens navn], Vi skal have dig tilbage til Afghanistan”. Ansøgeren formoder, at det er pigens far eller dennes familie i Afghanistan, der har sendt brevene til ansøgeren. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive forfulgt eller slået ihjel, fordi han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte herfor forklaret, at han fik interesse for kristendommen via sine mange kristne venner. Ansøgeren har endvidere forklaret, at han i fængslet begyndte at gå i kirke, hvor han blev mødt med kærlighed, og at præsten gav ham en bibel, som han begyndte at læse i. Ansøgeren er efterfølgende blevet døbt. Flygtningenævnet finder – som Udlændingestyrelsen – at det, som ansøgeren har anført om de generelle forhold i Afghanistan og om hans mulighed for at etablere sig der, ikke kan føre til, at han meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Nævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på baggrundsoplysninger om den generelle situation i Afghanistan og på oplysningerne om ansøgerens køn, alder, uddannelses- og helbredsmæssige forhold samt sproglige kundskaber, ligesom det er tillagt vægt, at ansøgeren har opholdt sig i Afghanistan, indtil han blev 11 år. Ansøgerens oplysning om, at han i 2012 skulle have modtaget to trusselsbreve, kan heller ikke begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Ansøgerens forklaring om modtagelsen af brevene er ikke troværdig, ligesom forklaringen for Udlændingestyrelsen om, at han formoder, at brevene hidrører fra en herboende afghansk familie, savner sammenhæng med, at han på baggrund af disse breve kan have en frygt for at vende tilbage til Afghanistan. Det bemærkes hertil endvidere, at ansøgeren ifølge sin egen forklaring ikke har modtaget yderligere trusler siden 2012. Ansøgeren har [i starten af] 2018 over for Udlændingestyrelsen som et nyt asylmotiv desuden anført, at han efter den […] 2017 – efter den første asylsamtale med Udlændingestyrelsen – er konverteret til kristendommen. Han frygter på den baggrund, at han ved en hjemsendelse vil være i risiko for at blive udsat for forfølgelse fra de afghanske myndigheder eller andre. Flygtningenævnet har på baggrund af ansøgerens oplysninger foretaget en vurdering af, om ansøgerens konversion kan betragtes som reel, således at det må lægges til grund, at ansøgerens nye tro er udtryk for en reel indre overbevisning. I denne vurdering er indgået oplysningerne om tidspunktet for ansøgerens konversion, herunder om ansøgeren tidligere har vist interesse for at konvertere, ansøgerens kendskab til og forståelse for de grundlæggende læresætninger, historiske begivenheder og centrale personer af betydning for ansøgerens nye tro (højtider, trosbekendelse, væsentlige skrifter og lignende). Det har også indgået i nævnets vurdering, om ansøgerens nye tro har manifesteret sig i ydre handlinger, herunder om ansøgeren er blevet døbt, har deltaget i gudstjenester og religiøs undervisning, herunder om ansøgerens aktiviteter har haft en vedvarende og regelmæssig karakter. Endelig har nævnet ved vurderingen taget højde for ansøgerens personlige forhold, herunder at han – muligvis som følge af et årelangt misbrug – har haft svært ved at udtrykke sig. Ansøgeren har under den første asylsamtale den […] 2017 forklaret, at han ikke interesserede sig for nogen religioner, mens han til den anden samtale den […] 2018 oplyste, at han nu havde lyst til at blive kristen, og at det, der har begrundet hans konvertering, er, at han kan lide de kristne mennesker. Hertil kommer, at ansøgeren ikke på nogen overbevisende måde har kunnet redegøre nærmere for sine refleksioner over motivet for og konsekvenserne af konverteringen, herunder hvilken betydning kristendommen har haft for ansøgeren. Endvidere har ansøgerens forklaring for nævnet båret præg af, at ansøgeren alene har et overordnet kendskab til kristendommen, idet ansøgeren kun har forklaret overfladisk og generelt herom. Under hensyn hertil – og på baggrund af sagens oplysninger i øvrigt – finder Flygtningenævnet, at det er ubetænkeligt at lægge til grund, at ansøgerens konvertering til kristendommen ikke er udtryk for en reel interesse, og at konverteringen alene har haft til formål at skabe et nyt konstrueret asylgrundlag. Der er på denne baggrund ingen grund til at tro, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan eller i øvrigt har behov for eller ville leve et åbent kristent liv med risiko for, at myndigheder eller andre blev bekendt med ansøgerens konversion. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Afgh/2018/240/TPS
Nævnet stadfæstede i januar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunnimuslim fra Kandahar, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til at han frygter at blive slået ihjel af Taliban. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at han har arbejdet som tolk for de amerikanske styrker i Afghanistan fra [foråret] 2012 til [sommeren] 2012. Ansøgeren blev ansat hos amerikanerne i Kandahar som 16-årig gennem en fætters ven. Ansøgeren arbejdede i et værksted i […], hvor han tog imod bestillinger fra de pashto-talende mekanikere og videreformidlede disse skriftligt til amerikanerne på engelsk. I [sommeren] 2012 modtog ansøgeren et opkald fra en ukendt person, som fortalte ham, at han skulle indstille sit arbejde for amerikanerne. 10-12 dage senere modtog ansøgeren et trusselsbrev, som var stemplet og underskrevet af Taliban, hvoraf det fremgik, at han skulle stoppe sit arbejde, og at ansøgeren ikke ville få yderligere advarsler. Ansøgeren informerede ikke sin arbejdsgiver herom, men stoppede med at møde op på arbejde, efter han havde modtaget trusselsbrevet. Samme dag, som ansøgeren modtog trusselsbrevet, blev hans familie opsøgt af 4-5 talibanere på ansøgerens og forældrenes bopæl. Talibanerne forklarede, at de var der, fordi de ville have fat i ansøgeren, og ansøgerens far sagde til dem, at ansøgeren ikke var der. Faren informerede talibanerne om, at de kunne lede efter ansøgeren, men de skulle være klar over, at der var kvinder og børn på bopælen. Taliban forlod herefter ansøgerens bopæl. Ansøgeren udrejste 24 timer senere til Kabul, hvor han opholdt sig og arbejdede de næste to år. Efter to år, kontaktede ansøgerens far ansøgeren og fortalte, at han ville komme for at besøge ansøgeren i Kabul. Faren mødte aldrig op, og ansøgerens mor bekræftede telefonisk, at ansøgerens far var taget afsted hjemmefra. Ansøgerens far har været forsvundet siden. Fordi ansøgerens far var forsvundet, valgte ansøgeren at forlade Kabul og rejse til Herat-provinsen, hvor han boede i de næste omkring 5 måneder, hvorefter ansøgeren endeligt udrejste af Afghanistan med sine to fætre. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgeren har forklaret divergerende og utroværdig om en række væsentlige forhold. Ansøgeren har således blandt andet under samtalen med Udlændingestyrelsen [i slutning af] 2016 forklaret, at han ikke blev sikkerhedstjekket, inden han begyndte at arbejde som tolk på militærbasen, idet han kun var 16 år og ikke blev officielt ansat, mens han for Flygtningenævnet har forklaret, at han blev stillet sikkerhedsmæssige spørgsmål af det firma, der ansatte ham, og at han var blevet anbefalet af en fætter. Ansøgeren har endvidere for Flygtningenævnet først forklaret, at han fik 300 dollars udbetalt i løn om måneden, mens han senere forklarede, at han ikke regelmæssigt modtog sin løn, der blev udbetalt af den tolkeansvarlige. Endvidere er det påfaldende, at både det tolkelegitimationskort, som ansøgeren har forklaret, at han har været i besiddelse af, og det trusselsbrev, som ansøgeren har forklaret, at han modtog fra Taliban, er bortkommet eller i politiets besiddelse, men at han i øvrigt har været i besiddelse af en række andre dokumenter. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgeren, selv om han ifølge sin egen forklaring var i besiddelse af en kopi af trusselsbrevet på sin mobiltelefon under den første samtale med Udlændingestyrelsen, valgte ikke at vise Udlændingestyrelsen trusselsbrevet, selv om det var helt centralt for hans asylmotiv. Flygtningenævnet finder på den baggrund og efter en samlet vurdering af de i øvrigt foreliggende oplysninger, at ansøgerens forklaring om, at han, der i 2012 kun var 16 år gammel, skulle have arbejdet som tolk for de amerikanske styrker på deres militærbase og uden forinden at gennemgået et grundigt sikkerhedstjek, fremstår som utroværdig og derfor ikke kan lægges til grund. Flygtningenævnet kan derfor heller ikke lægge til grund, at ansøgeren har modtaget trusler som følge af denne ansættelse. Det forhold, at ansøgeren har fremlagt to dokumenter, der angiver at stamme fra de amerikanske og afghanske myndigheder, og som angiver at vedrøre ansøgerens ansættelse som tolk, kan på den baggrund ikke føre til en ændret vurdering. Ansøgeren har således ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, og da sagen er tilstrækkeligt belyst, er der heller ikke grundlag for at udsætte sagen. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2018/24/FAM
Nævnet meddelte i juni 2018 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2011. Det fremgår af sagen, at ansøgeren indrejste i Danmark den 18. januar 2011 og indgav ansøgning om asyl den samme dag. Den 6. august 2012 stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse af 30. juni 2011, hvorefter ansøgeren blev meddelt afslag på asyl. Den 3. august 2015 meddelte Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet ansøgeren humanitær opholdstilladelse i to år i medfør af udlændingelovens § 9 b, stk. 1. Den 2. februar 2018 besluttede Flygtningenævnet at genoptage sagen til behandling på nyt mundtligt nævnsmøde. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er født muslim og er etnisk hazara. Ansøgeren er født i Kabul, men flyttede som seks-syvårig sammen med sine forældre til […]-distriktet i Ghazni-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren henviste som oprindeligt asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygtede at blive slået ihjel af Taleban, idet han havde deltaget i kampe mod Taleban, hvor han fungerede som gruppeleder for nogle mænd, der beskyttede en landsby mod Taleban. Ansøgeren har som nyt asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive forfulgt eller slået ihjel, fordi han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte for sit nye asylmotiv forklaret, at han igennem flere år har deltaget i kristne aktiviteter, herunder kristendomsundervisning og gudstjenester. Ansøgeren har endvidere forklaret, at han [i vinteren] 2014 blev døbt, og at han udøver sin tro offentligt. Ansøgeren har modtaget elektroniske trusler på grund af sin konversion, og han formoder derfor, at hans konversion er kommet personer i Afghanistan til kundskab. Ved en tilbagevenden til Afghanistan ønsker han ikke at leve i skjul med sin tro, men derimod at forkynde kristendommens budskab til andre. Ansøgeren, der ved Flygtningenævnets afgørelse [fra efteråret] 2012 blev meddelt afslag på asyl, har som et nyt asylmotiv anført, at han efter at være indrejst til Danmark er konverteret fra muslimsk trosretning til kristendommen, og at han som følge heraf ved en hjemsendelse vil være i risiko for at blive udsat for forfølgelse fra de afghanske myndigheder. Flygtningenævnet har på baggrund af ansøgerens oplysninger foretaget en vurdering af, om ansøgerens konversion kan betragtes som reel, således at det må lægges til grund, at ansøgerens nye tro er udtryk for en reel indre overbevisning. I denne vurdering er indgået oplysningerne om tidspunktet for ansøgerens konversion, herunder om ansøgeren tidligere har vist interesse for at konvertere, ansøgerens kendskab til og forståelse for de grundlæggende læresætninger, historiske begivenheder og centrale personer af betydning for ansøgerens nye tro (højtider, trosbekendelse, væsentlige skrifter og lignende). Der er ved vurderingen taget højde for ansøgerens individuelle forhold og forudsætninger, herunder navnlig hans manglende uddannelsesmæssige baggrund og psykiske tilstand. Det har også indgået i nævnets vurdering, om ansøgerens nye tro har manifesteret sig i ydre handlinger, herunder om ansøgeren er blevet døbt, har deltaget i gudstjenester og religiøs undervisning, herunder om ansøgerens aktiviteter har haft en vedvarende og regelmæssig karakter. Ansøgeren har forklaret, at han på et ikke nærmere kendt tidspunkt begyndte at interessere sig for kristendommen, men at han blev døbt [i vinteren] 2014. Han begyndte at gå i kirke efter at have forladt asylcentret, og siden han fik meddelt midlertidig humanitær opholdstilladelse i [efteråret] 2015, har han stort set hver søndag gået i kirke. Ansøgerens oplysning om at være konverteret til kristendommen er fremsat på et tidspunkt, hvor Udlændingestyrelsen og Flygtningenævnet havde meddelt ham afslag på asyl ud fra en vurdering af hans oprindelige asylmotiv. Nævnet finder, at der under disse omstændigheder må stilles større krav til ansøgernes sandsynliggørelse af, at konverteringen er reel. Det fremgår således af UNHCR’s Guidelines on International Protection: Religion-Based-Refugee Claims under article 1A(2) … fra april 2004 bl.a.: ”Where individuals convert after their departure from the country of origin, this may have the effect of creating a sur place claim. In such situations, particular credibility concerns tend to arise and a rigorous and in depth examination of the circumstances and genuineness of the conversion will be necessary.” Flygtningenævnets flertal finder imidlertid, at ansøgeren på overbevisende måde har redegjort for sine refleksioner over motivet for og konsekvenserne af konverteringen, herunder hvilken betydning kristendommen har haft for ansøgeren. Endvidere har ansøgeren under sin forklaring for nævnet demonstreret et vist kendskab til kristendommen. Endelig må det efter sognepræsternes erklæringer, der er afgivet i 2014 og 2017, lægges til grund, at ansøgerens interesse har været vedvarende og haft en regelmæssig karakter. Det må efter ansøgerens forklaring endvidere lægges til grund, at han – også efter en tilbagevenden til hjemlandet – må forventes at ville handle under indflydelse af sin religion, eller nok så vigtigt at undlade at foretage handlinger eller deltage i aktiviteter i forhold til ansøgerens tidligere religion, der vil kunne påkalde sig negativ opmærksomhed i hans omgivelser. Henset hertil og efter baggrundsoplysningerne om risikoen for konvertitter i Afghanistan må det lægges til grund, at der er risiko for, at ansøgeren som følge af sin nye religion vil kunne udsættes for forfølgelse eller overgreb fra myndigheder eller fra private i tilfælde, hvor myndighederne ikke kan forventes at ville yde ansøgeren nogen beskyttelse. Flygtningenævnet meddeler herefter ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Afgh/2018/239/TPS
Nævnet stadfæstede i juni 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tadjik og sunni muslim fra landsbyen […], distriktet Khanabad i Kunduz-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at hans far blev tvunget af Taliban til at købe en motorcykel til dem, da Taliban ellers ville dræbe hele ansøgerens familie. Da ansøgerens far og medlemmer af Taliban skulle købe motorcyklen, blev de opdaget og tilbageholdt af de afghanske myndigheder. Ansøgerens fars barndomsven, [A], fik ansøgerens far løsladt, fordi han gav en mundtlig garanti på, at ansøgerens far ikke var medlem af Taliban. Dagen efter løsladelsen rejste ansøgeren til Kunduz, idet han skulle til tandlæge. Ansøgerens far havde bedt ansøgeren om at tage sine søskende med på turen. Ansøgeren og hans søskende overnattede hos [A] og hans familie i Kunduz. Morgenen efter var [A], hans ægtefælle og ansøgerens egen søster ikke til stede i huset i Kunduz. Ansøgeren havde telefonisk kontakt med sin søster og [A], som fortalte, at ansøgeren skulle blive på [A] bopæl i Kunduz. Herefter fortalte [A], at ansøgerens forældre var blevet slået ihjel af Taliban. Taliban mente, at ansøgerens far var spion for de afghanske myndigheder, samt at resten af familien også var spioner. På denne baggrund udrejste ansøgeren og hans søskende af Afghanistan, hvorefter de blev adskilt under rejsen mod Europa. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort sit asylmotiv. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren på flere punkter har forklaret afglidende og udetaljeret. Flygtningenævnet tilsidesætter derfor ansøgerens forklaring om sit asylmotiv, idet forklaringen forekommer konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har forklaret afglidende ved at henvise til, at han har sin viden om sit asylmotiv fra tredjemand, hvorimod ansøgeren ikke selv har oplevet de forhold, der har givet ham anledning til at flygte fra Afghanistan. Ansøgeren har henvist til, at han har sine oplysninger fra sin fars ven, [A], som angiveligt var chef for det lokale politi. Ansøgeren har således på spørgsmål om sit kendskab til, at Taliban har taget billeder af skiltet med ansøgerens foto på ansøgerens og dennes fars forretning, og om hvordan ansøgeren har fået kendskab til, at Taliban mente, at også ansøgeren samarbejdede med myndighederne, henvist til, at dette var noget, han havde fået at vide af [A], som havde fået det rapporteret mundtligt af sine agenter. Ansøgeren har også kun fra [A] fået oplysninger om, at Taliban har forsøgt at tvinge ansøgerens far til at købe en motorcykel til dem, at myndighederne i den forbindelse anholdt nogle af Talibans folk, og at Taliban herefter mente, at ansøgerens far havde angivet dem til myndighederne og derfor dræbte ansøgerens mor og far. Ansøgeren er ikke selv blevet opsøgt eller truet af Taliban, og det beror alene på en formodning, at Taliban efterstræber ham som følge af konflikten med ansøgerens far. Flygtningenævnet finder, at det ikke kan give anledning til en anden vurdering, at ansøgeren er analfabet, og at han ifølge lægelige oplysninger er psykosocialt belastet af sin flygtningesituation. På denne baggrund har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for konkret, individuel forfølgelse, eller at han risikerer dødsstraf, tortur, anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Betingelserne for opholdstilladelse i udlændingelovens § 7, stk. 1, og stk. 2, er herefter ikke opfyldt. Den generelle sikkerhedsmæssige situation i Afghanistan er ikke af en sådan karakter, at enhver ved sin blotte tilstedeværelse vil være i risiko for overgreb omfattet af artikel 3 i EMRK. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2018/238/JEA
Nævnet stadfæstede i juni 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shiamuslim af religiøs trosretning fra [by], Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel som følge af de generelle forhold i landet. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han ikke vil kunne leve i Afghanistan, idet han er hazara og ikke har nogen familiemæssig eller kulturel tilknytning til landet. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han er født i Afghanistan, men at han flyttede med sin familie til Iran, da han var tre år gammel, på grund af sin mors sygdom. Ansøgeren er som følge heraf vokset op i Iran og har ikke længere nogen tilknytning til Afghanistan. Kort tid inden ansøgerens udrejse blev han angrebet af en person ved navn [A], som forsøgte at stikke ansøgeren ned med en kniv. Ansøgeren forsøgte at forsvare sig selv, og i denne forbindelse blev [A] selv ramt af kniven, hvilket førte til, at han blev indlagt på hospitalet og lagt i koma. Idet [A] var kriminel og havde tilknytning til myndighederne, udrejste ansøgeren herefter af Iran. Ansøgeren har i Danmark fået oplyst af sin mor, at [A], efter han var blevet rask omkring et år efter episoden, begyndte at chikanere ansøgerens familie, hvorfor familien har været nødt til at flytte flere gange. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring til grund, men finder ikke, at der er tale om asylbegrundende forhold. Ansøgeren har ikke været i Afghanistan, siden han forlod landet med sin familie, da han var 3-4 år gammel. Han har ikke kendskab til baggrunden for, at hans familie valgte at flytte til Iran. Ansøgeren har ingen konflikter med hverken enkeltpersoner, grupperinger eller myndigheder i Afghanistan. Ansøgeren er bekymret for, hvordan han skal klare sig i Afghanistan, hvor han ikke har noget netværk, og frygter at blive offer for seksuel udnyttelse eller anden kriminalitet. Disse forhold er imidlertid ikke af en sådan karakter, at ansøgeren opfylder betingelserne for asyl. Ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for konkret, individuel forfølgelse, eller at han risikerer dødsstraf, tortur, anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Det forhold at ansøgeren har haft en konflikt i Iran med en person ved navn [A] kan ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at der ikke er grundlag for at antage, at [A] har evne eller vilje til at opsøge ansøgeren i Afghanistan. Betingelserne for opholdstilladelse i udlændingelovens § 7, stk. 1, og stk. 2, er herefter ikke opfyldt. Den generelle sikkerhedsmæssige situation i Afghanistan er ikke af en sådan karakter, at enhver ved sin blotte tilstedeværelse vil være i risiko for overgreb omfattet af artikel 3 i EMRK. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2018/237/JEA
Nævnet stadfæstede i juni 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar fra Afghanistan. Indrejst i henholdsvis 2015 og 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske tajikker og sunnimuslimer af religiøs trosretning fra Kabul, Afghanistan. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af den kvindelige ansøgers tidligere forlovede [A] eller af hendes farbror [B], idet den kvindelige ansøger afbrød sin forlovelse med [A] for at gifte sig med den mandlige ansøger. Ansøgerne har til støtte for asylmotivet oplyst, at den mandlige ansøger arbejdede sammen med den kvindelige ansøgers bror. Under den mandlige ansøgers besøg hos broren i [sommeren] 2015 talte han og den kvindelige ansøger for første gang sammen. Hun fortalte ham her om sine problemer med sin daværende forlovede [A], der var kriminel og meget dominerende, og at hun havde besluttet sig for at afbryde forlovelsen og ønskede at gifte sig med den mandlige ansøger. Hendes farbror [B], der var ven med [A] – og tillige myndighedsperson og leder af et fængsel i [by] – havde ført hende og [A] sammen. Den mandlige ansøger indvilligede i at gifte sig med den kvindelige ansøger. Da den kvindelige ansøger den [i efteråret] 2015 afbrød forlovelsen, blev [A] så vred, at han truede med at slå både hende og den mandlige ansøger ihjel. Kort efter opsøgte han hende og truede med en pistol. Ansøgerne blev gift [i efteråret] 2015. Tre dage efter vielsen – da ansøgerne opholdt sig hos den mandlige ansøgers mosters datter – blev den mandlige ansøgers forældre opsøgt på deres bopæl af [A] og en bevæbnet gruppe personer, som spurgte efter ansøgeren. Den mandlige ansøgers forældre blev udsat for vold og trusler på livet. Ansøgerne fik dette af vide af mosterens datter, der fik telefonisk oplysning herom af sin bror. Forældrene blev opsøgt på samme måde tre dage i træk og efter hver episode fik ansøgerne oplysning herom. Dagen efter det tredje besøg tog den mandlige ansøger hjem til sine forældre for at se, hvordan tingene stod til. Han kunne se, at de havde det meget dårligt. Ansøgeren forlod bopælen igen efter få minutter og tog hjem til mosterens datter, idet forældrene sagde til ham, at det var for farligt for ham at være hos dem. Omkring otte dage efter ansøgernes vielse blev der kastet en bombe ind på den mandlige ansøgers forældres bopæl, formentlig af [A]. Efter at have opholdt sig hos den mandlige ansøgers mosters datter i 17 dage hjalp en menneskesmugler ansøgerne med at udrejse til Iran og senere videre til Europa. Efter ansøgernes udrejse af Afghanistan er den kvindelige ansøgers bror blevet opsøgt og udsat for vold. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaringer om asylmotivet til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at der er afgivet divergerende forklaringer på centrale punkter. Den mandlige ansøger har således til oplysnings- og motivsamtalen [i sommeren] 2016 forklaret, at hans forældre blev opsøgt tre dage efter brylluppet, hvorefter han tog hjem for at se til dem, og at hans mosters datter efterfølgende flere gange havde været på besøg hos hans forældre, og hun fortalte ham, at de var blevet opsøgt af [A] flere gange. Til NP- samtalen [i vinteren] 2017 forklarede han, at forældrene blev opsøgt af [A] tre dage efter brylluppet, at [A] opsøgte dem dagen efter og dagen efter igen, således at de blev opsøgt tre på hinanden følgende dage, og at oplysningen herom kom fra hans mosters søn, som fortalte det til mosterens datters ægtefælle, som fortalte det videre til den mandlige ansøger. Han forklarede videre til denne samtale, at han – efter at familien var blevet opsøgt tre dage i træk – tog hjem til forældrene den fjerde dag, og at de ikke blev opsøgt efterfølgende. Nævnet finder endvidere, at ansøgerne har svaret upræcist og afglidende på spørgsmål blandt andet om, hvorfor den mandlige ansøger valgte – angiveligt med livet som indsats – at tage hjem til sine forældre, efter at [A] ifølge forklaringen havde været på bopælen de forudgående tre dage. Nævnet bemærker endelig, at der er forklaret udbyggende blandt andet om, hvilken magt og indflydelse, [A] havde. Flygtningenævnet finder derfor, at betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, ikke er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2018/236/TLNJ
Nævnet stadfæstede i juni 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunnimuslim af religiøs trosretning fra [by], Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af sin farbror [A] eller Taliban. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af soldater og af bydistriktschefen [B]. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans farbrødre [C] og [A] begge var medlemmer af Taliban. Da ansøgeren var omkring 16 år gammel begyndte farbrødrene at forsøge at rekruttere ansøgerens bror til Taliban. Efter to til tre måneder besluttede broren sig for at tilslutte sig dem. Omkring et år før ansøgeren indrejste i Danmark, blev ansøgerens bror og farbror [C] slået ihjel i en kamphandling. Ansøgerens families bopæl blev efterfølgende opsøgt af nationalhæren, som medbragte brorens og farbrorens lig og fortalte, at de var blevet slået ihjel, fordi de var fra Taliban. Nationalhæren sagde, at de ville slå alle familiemedlemmer ihjel, som var medlem af Taliban, hvorefter de forlod bopælen. Omkring en måned senere blev ansøgeren opsøgt på bopælen af sin farbror [A], som forsøgte at rekruttere ansøgeren til Taliban, idet han sagde, at ansøgeren skulle hævne sin bror. [A] fortsatte herefter med at forsøge at rekruttere ansøgeren til Taliban, idet han opsøgte ansøgeren en eller to gange om ugen i en periode på omkring et år. Ansøgeren gav udtryk for, at han gerne ville deltage, da han var bange for farbroren, der truede ham. Den sidste gang ansøgeren blev opsøgt inden sin udrejse, meddelte farbroren, at han ville tage ansøgeren med under anvendelse af magt. Ansøgerens mor kontaktede herefter ansøgerens mosters ægtefælle med henblik på at få hjælp til at få ansøgeren ud af landet. Ansøgeren blev hentet fra familiens bopæl senere samme dag og skjulte sig herefter i en måned, inden han udrejste fra Afghanistan. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv endvidere oplyst, at soldater og bydistriktschefen [B], såfremt ansøgeren vender tilbage til Afghanistan, vil tro, at ansøgeren er medlem af Taliban. Det er derfor ansøgerens formodning, at han vil blive slået ihjel af disse personer følge af sin farbrors tilknytning til Taliban. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren under nævnsmødet – ligesom tidligere under asylsagens behandling – har forklaret upræcist og afglidende om, hvornår og hvordan han blev truet af farbroren i forbindelse med dennes bestræbelser på at hverve ansøgeren til Taliban på en sådan måde, at det beskrevne begivenhedsforløb ikke virker selvoplevet. Nævnet bemærker endvidere, at det må anses helt usandsynligt, at farbroren en eller to gange om ugen gennem et helt år kom hjem til ansøgeren uden andre ærinder for at gentage den samme besked om, at ansøgeren skulle tilslutte sig Taliban. Nævnet bemærker endelig, at ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen [i sommeren] 2016 har forklaret, at der på et tidspunkt kom fem personer hjem til ansøgerens bopæl for at få ham til at tilslutte sig jihad, hvorimod han for Flygtningenævnet har forklaret, at farbroren altid kom alene. Ansøgerens forklaring om, at de fem personer i modsætning til farbroren ikke havde tilladelse til at komme ind på bopælen, kan ikke føre til en ændret vurdering af, at dette er en ikke uvæsentlig divergens. Flygtningenævnet finder derfor, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, ikke er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2018/235/TLNJ
Nævnet stadfæstede i juni 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. ”Ansøgeren er etnisk tadjik og sunni muslim fra Parwan, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af en mafiagruppe, som kidnappede hans bror i 2007 og forsøgte at slå ansøgerens far ihjel i [efteråret] 2015. Ansøgeren frygter endvidere ved en tilbagevenden at blive slået ihjel af Hezbe Islami, da ansøgerens morbror modtog et trusselsbrev fra dem for godt otte år siden, fordi to af ansøgerens brødre arbejdede for udlændinge i Afghanistan. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at i [foråret] 2007 blev hans lillebror, [T], kidnappet på vej til skole. Om aftenen ringede en person og forlangte 200.000 US Dollars for at løslade ham. Ansøgerens familie involverede med det samme politiet, som 33 dage senere befriede ansøgerens bror. Der blev anholdt syv personer, som hver fik 16 års fængsel. Fordi personerne var mafiamedlemmer, som havde kontakter til folk ved myndighederne, en af mafiamedlemmerne blev løsladt efter seks måneder. De øvrige mafiamedlemmer blev endvidere løsladt før tid. Den ene af de løsladte hed [M] og boede på samme vej som ansøgerens familie. Efter kidnapningen blev ansøgerens familie truet af familiemedlemmer til de fængslede mafiamedlemmer, fordi de ville have, at ansøgerens familie skulle droppe sagen ved myndighederne. Mafiagruppens leder, [S], truede også ansøgerens far med, at han skulle betale 200.000 afghani, da det var det, bilen, som de havde mistet under anholdelsen, kostede. En aften blev der kastet to håndgranater ind i deres have. Vinduerne sprang, men ingen kom til skade. I [foråret] 2008 flyttede ansøgeren og hans familie fra deres landsby […] til Kabul. Her oplevede de ingen problemer med mafiagruppen frem til 2015. I slutningen af [sommeren] 2015 modtog ansøgerens far to gange telefoniske trusler fra mafiaen, som beskyldte ham for at stå bag drabet på [S], som fandt sted lige omkring, hvor de flyttede til Kabul. De ville også stadig have de 200.000 afghani, som de mente, ansøgerens far skyldte for bilen. Ansøgerens far meldte truslerne til politiet. [Efteråret] 2015 blev ansøgerens far skudt i maven på vej til arbejde. Personen, som skød, flygtede og slap væk. Episoden blev meldt til politiet. Ansøgeren udrejste med sin familie af Afghanistan omkring [efteråret] 2015. De blev ufrivilligt adskilt fra hinanden i Tyrkiet, hvorefter alle undtagen ansøgeren rejste tilbage til Kabul, hvor de boede indtil sommeren 2016, hvor de flygtede til Pakistan. For ca. syv år siden modtog ansøgerens morbror, [H], et trusselsbrev, som blev lagt ved døren til hans hus i landsbyen […], hvor gruppen Hezbe Islami er til stede. Ansøgeren og hans mor overnattede hos ham, da han modtog brevet, hvori der stod, at ansøgerens brødre, som arbejdede for udlændingene, skulle stoppe deres arbejde, ellers ville hele familien blive slået ihjel. Ingen i ansøgerens familie har siden hen hørt eller mærket noget til Hezbe Islami. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret troværdigt og konsistent, og at divergenserne i ansøgerens forklaringer forekommer mindre væsentlige og perifere for asylmotivet, herunder divergenserne om bortkomsten af ansøgerens pas. Flygtningenævnet finder imidlertid, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan ikke af den grund kan antages at være i risiko for asylbegrundende forfølgelse eller overgreb. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at mafiagruppen alene har fremsat trusler over for ansøgerens far, og mafiagruppen - formentlig - har skudt denne, og at ansøgeren eller den øvrige del af familien ikke personligt har modtaget trusler eller har været udsat for overfald. Nævnet har i den forbindelse også lagt vægt på, at ansøgerens familie i perioden frem til, at de i sommeren 2016 udrejste til Pakistan, ikke var udsat for trusler eller overfald. Flygtningenævnet finder, at det ikke gør nogen forskel, at det af lydoptagelser fra tiden omkring ansøgerens bror kidnapning i 2007 angiveligt fremgår, at kidnapperne fremsætter trusler rettet mod hele familien, eller at der over for ansøgerens far forud for skudattentatet [efteråret] 2015 telefonisk blev fremsat i øvrigt uspecificerede trusler, der angiveligt omfattede hele ansøgerens familie, når henses til, at hverken ansøgeren eller den øvrige del af familien desuagtet personligt har været udsat for trusler eller overfald. Flygtningenævnet har herved endvidere lagt vægt på, at der efter, at truslerne fra Hezbe Islami om at ville slå ansøgerens familie ihjel pga. ansøgerens brødres arbejde for udlændinge fremsat i et brev, der for mere end otte år blev lagt ved døren til ansøgerens morbrors hus, ikke er sket yderligere i den anledning. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2018/234/KAA
Nævnet stadfæstede i juni 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. ”Ansøgeren er etnisk tadjik og sunni muslim fra distriktet […], Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at hans afdøde kæreste [Ss] familie skal slå ham ihjel, idet han har krænket familiens ære ved at have et udenomsægteskabeligt forhold til sin kæreste. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at hans kærestes far er general ved grænsepolitiet, og at ansøgeren formoder, at han har mange underordnede samt 20-30 vagter. Ansøgeren har også oplyst, at hans kæreste [efteråret] 2015 inviterede ham hjem til sin bopæl. Ansøgeren tog imod hendes invitation, og de havde næsten samleje, da hendes bror pludselig kom hjem. Ansøgeren gemte sig i husets gård, men broren så ansøgeren. Det lykkedes ansøgeren at stikke af fra stedet, og da han var ca. 100 meter derfra, hørte han skud. Derefter tog ansøgeren direkte hjem til en ven i […]. Her modtog ansøgeren et opkald fra den mand, som drev forretningen ved siden af den forretning, som ansøgeren ejede. Han fortalte ansøgeren, at ansøgerens kærestes bror havde spurgt efter ansøgeren i hans butik, og at han havde slået ansøgerens bror - som var til stede i ansøgerens butik - ihjel, idet han ikke kunne få fat på ansøgeren. Ansøgeren modtog ligeledes et opkald fra sin morbror, som sagde, at [Ss] bror var kommet til butikken og havde spurgt ansøgerens bror om, hvor ansøgeren opholdt sig. Ansøgerens morbror sagde desuden, at ansøgeren skulle flygte ud af landet. Samme aften tog ansøgeren en bus til Nimrouz, hvorfra han udrejste af Afghanistan. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet nævnet finder, at den er påfaldende og på væsentlige punkter divergerende. Flygtningenævnet finder det således påfaldende, at ansøgeren uanset et kæresteforhold gennem flere måneder ingen nævneværdig viden havde om kæresten, [S], og dennes familie. Flygtningenævnet finder endvidere, at ansøgeren har afgivet divergerende forklaringer om, hvor længe han og [S] havde kendt hinanden, om hvornår den flugtudløsende hændelse fandt sted, om hvor længe han var på [Ss] bopæl, om hvor han gemte sig i gården til [Ss] bopæl, om hvorvidt [Ss] bror råbte ham an eller ej, og om hvorvidt ansøgers familie er blevet opsøgt af [Ss] familie efter ansøgers udrejse af Afghanistan. Flygtningenævnet tilsidesætter på den baggrund ansøgerens forklaring som utroværdig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet finder endelig, at de generelle forhold i Afghanistan ikke er af en sådan karakter, at de i sig selv kan begrunde, at ansøgeren meddeles asyl. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2018/233/KAA
Nævnet meddelte i juni 2018 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim fra Qarabagh, Kabul provinsen i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af Taliban og af beboerne i ansøgerens landsby, Qarabagh, fordi han har været spion for politiet. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at han arbejdede som spion for politiet i perioden 2012 til 2015. Han startede samarbejdet med politiet, da han var 16 til 17 år. Ansøgeren blev kontaktet af politiet, i forbindelse med at han havde en frugtbod tæt på politistationen. Politiet ville have ansøgeren til at give dem oplysninger om mistænkelige forhold, herunder oplysninger om kriminelle aktiviteter i området. Ansøgeren indvilligede og videregav oplysninger om, hvor der blev solgt hash, og hvor der foregik hasardspil. Ansøgeren blev senere bedt om at videregive oplysninger om den koranskole, som ansøgeren kom i. Politiet ønskede blandt andet oplysninger om, hvorvidt der blev planlagt selvmordsmissioner i koranskolen. Ansøgeren ville i første omgang ikke medvirke, men han blev af en kommandant i politiet beordret til at blive meddeler for politiet. Han blev i forbindelse med, at han dagligt kom i koranskolen og deltog i koranundervisningen en del af Talibans inderkreds og blev venner med en underviser på koranskolen ved navn [A], som opfordrede ansøgeren til at blive selvmordsbomber. Politiet sagde, at ansøgeren skulle acceptere, hvilket han gjorde. Ansøgeren blev præsenteret for et højtstående medlem af Taliban, [B], som han besøgte et par gange og accepterede overfor Taliban at blive selvmordsbomber. [B] oplyste ansøgeren om, at målet for selvmordsaktionen var [C]. Ansøgeren opgav [B]’s adresse til politiet, hvorefter [B] og tre andre mænd blev anholdt. Ansøgeren modtog efterfølgende en indkaldelse fra Taliban men mødte ikke op, da han formodede, at de havde opdaget, at han var spion for politiet. Ansøgeren gemte sig indendørs af frygt for landsbybeboerne, fordi der gik rygter om, at han var informant. En ven fra koranskolen, [D], advarede ansøgeren om, at Taliban havde til hensigt at angribe ansøgerens families hus. Ansøgeren gemte sig derfor hos sin morbror, men ansøgerens familie blev på bopælen. Fire bevæbnede mænd fra Taliban opsøgte ansøgerens bopæl om natten, men ansøgerens mor skreg så højt, at hun vækkede naboerne og de andre familiemedlemmer i huset, hvorefter mændene flygtede fra bopælen. Ansøgerens mor besluttede herefter, at ansøgeren skulle udrejse af Afghanistan. Ansøgerens mor og familie bor heller ikke selv længere på bopælen af frygt for, hvad der kan ske dem. Flygtningenævnets flertal kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om, at han har virket som meddeler for politiet Qarabagh i Kabul Provinsen til grund, idet forklaringen herom har været konsistent og uden væsentlige divergenser. Flertallet lægger videre til grund, at der som følge af ansøgerens oplysninger til politiet blev foretaget anholdelse af [B], der var en betydningsfuld person fra Taliban og flere andre talibanere sammen med ham, ligesom myndighederne efterfølgende lukkede flere koranskoler på baggrund af ansøgerens informationer om, at der blev planlagt selvmordsaktioner herfra. Nævnet lægger videre til grund, at ansøgeren herved er blevet profileret i en grad, der bevirker, at han vil være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, fra Talibans side, uanset hvor han måtte befinde sig i Afghanistan, hvorfor han ikke kan henvises til at tage ophold i Herat eller Mazar-e-Sharif eller andre steder i Afghanistan som internt flugtalternativ. Da ansøgeren ikke har haft konflikter med myndighederne, som han tværtimod har hjulpet og samarbejdet med, og da det alene beror på hans formodning, at de vil presse ham til at samarbejde yderligere med dem, og da heller ikke det ansøgeren i øvrigt har forklaret, giver grundlag for at meddele opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, meddeler nævnet ansøgeren opholdstilladelse efter § 7, stk. 2.” afgh/2018/232/SLH
Nævnet stadfæstede i juni 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt to børn fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske usbekere og sunnimuslimer fra […] Takhar Provinsen, Afghanistan. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter den mandlige ansøgers fætter, [F], og hans fire sønner. Ansøgerne frygter endvidere Taliban, fordi den mandlige ansøger blev tvunget til at give dem mad. Af samme grund frygter ansøgerne de afghanske myndigheder. Ansøgeren afslog at låne [F]s søn, [S], penge. [S]s lillebror, [K], byggede på et tidspunkt en mur mellem deres og den mandlige ansøgers landbrug. [K] brugte jord fra ansøgerens landbrug til at bygge muren. Ansøgeren sagde til [K], at han ville tale med landsbyens ældre om det. Da han var på vej til landsbyen, blev han slået i baghovedet af [K]. Ansøgeren faldt om og spurgte [K], hvorfor han slog ansøgeren. [K] sagde, at han også kunne slå ansøgeren ihjel. De indledte derefter et slagsmål. [S] kom til bevæbnet med en stor kniv. Han ville stikke ansøgeren, men han kom i stedet til at stikke [K] i maven. Folk kom hurtigt hen til ansøgeren, der lå på ryggen med [K]s blod på trøjen. [B], der var ansvarlig for, hvem der fik vand til landbruget i landsbyen, sagde til ansøgeren, at han skulle skynde sig at stikke af, for ellers ville han blive slået ihjel af [S] og [F]. Ansøgeren flygtede derfor til en nærliggende landsby, hvor han snakkede med landsbylederen, [J]. Mens ansøgeren gemte sig på [J]s gæsteværelse, tog [J] til ansøgernes bopæl for at se, hvad der var sket. Da [J] kom retur til [den nærliggende landsby], fortalte han den mandlige ansøger, at [K] var død af knivstikket, og at [F] og hans ægtefælle, [Æ], havde slået den kvindelige ansøger og deres søn. De havde truet den kvindelige ansøger med, at de ville slå ansøgernes søn ihjel. Den kvindelige ansøger og sønnen blev bragt til hospitalet af [J] og den kvindelige ansøgers mor, [M]. Efter de blev udskrevet tog de hjem til [M]. Den mandlige ansøger gemte sig på [J]s gæsteværelse i fem dage. To dage efter knivstikkeriet kontaktede den mandlige ansøger sin farbror i [et europæisk land]. Farbroren rådede ham til at udrejse. [J] hjalp ansøgerne med at udrejse af Afghanistan. Flygtningenævnet finder ikke tilstrækkeligt grundlag for at afvise den mandlige ansøgers forklaring om, at han har en privatretlig konflikt med sin fætter [F] i anledning af, at [F]s søn blev dræbt i forbindelse med et slagsmål, som ansøgeren var indblandet i. Flygtningenævnet kan imidlertid ikke lægge ansøgernes forklaringer om, at [F] har så tætte kontakter til Taliban og de afghanske myndigheder, at det har betydning for vurderingen af den privatretlige konflikt, til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at den mandlige ansøger har forklaret udbyggende herom, hvorfor forklaringen fremstår som konstrueret til lejligheden. Den mandlige ansøger har således under den første samtale med Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2016 forklaret, at han frygtede Taliban, fordi de har tvunget ham til at udlevere mad, og at han frygtede de afghanske myndigheder, fordi de har udleveret mad til Taliban. Under samtalerne med Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2016 og [i vinteren] 2017 forklarede den mandlige ansøger udbyggende om, at [F] har tætte relationer til Taliban og de afghanske myndigheder, og at han af den grund også vedrørende den privatretlige konflikt frygter Taliban og myndighederne. Det forhold, at den første samtale med Udlændingestyrelsen var af kortere varighed, kan ikke føre til en anden vurdering henset til, at det er helt centralt for ansøgernes asylmotiv. Flygtningenævnet finder det derfor ikke sandsynliggjort, at [F] har evne og vilje til at opsøge ansøgerne, såfremt de etablerer sig et andet sted i Afghanistan, og der derfor er tale om en så geografisk afgrænset konflikt, at den ikke er omfattet af udlændingelovens § 7. Ansøgerne har givet mad til Taliban i den periode på en måned, som de blev bedt om af [den mandlige ansøgers slægtning], hvorfor det heller ikke er sandsynliggjort, at ansøgerne har en konflikt med Taliban i anledning af madudleveringen, og der er intet, der støtter, at myndighederne er blevet eller vil blive bekendt med, at ansøgerne har givet mad til Taliban. På den baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2018/230/MKT
Nævnet stadfæstede i januar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Ansøgeren er etnisk tadjik og sunni-muslim fra landsbyen [A], [B-]distriktet, Herat, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive dræbt af Taliban, da han ikke ville samarbejde med dem. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han begyndte at arbejde for militæret [i vinteren] 2011. På et ukendt tidspunkt, omkring et år og to til tre måneder inden ansøgerens udrejse af Afghanistan, blev han stoppet af Taliban, som krævede, at han skulle samarbejde med dem. Ansøgeren svarede dem ikke. Taliban kørte derefter væk. På en ukendt dato omkring to måneder efter den første opsøgning fra Taliban, blev ansøgeren endnu engang stoppet af Taliban. De krævede igen, at ansøgeren skulle samarbejde med dem. Ansøgeren nægtede dette, hvorefter Taliban kørte væk. Omkring to måneder efter denne episode blev ansøgeren for tredje gang stoppet af Taliban. Ansøgeren nægtede igen, hvorefter Taliban kørte væk. På et ukendt tidspunkt herefter opsøgte Taliban ansøgerens bopæl fire til fem gange. Taliban sagde til ansøgerens far, at han skulle tale med ansøgeren om, at ansøgeren skulle samarbejde med dem. Omkring syv dage inden ansøgerens udrejse af Afghanistan var han på sin bopæl. Taliban bankede på porten. Det lykkedes ansøgeren at komme over til en af naboerne, hvor han overnattede. Den næste dag fandt ansøgeren ud af, at hans far og ægtefælle var blevet dræbt af Taliban. Ansøgeren opholdt sig efterfølgende hos venner og bekendte frem til sin udrejse. Ansøgeren udrejste af Afghanistan [i efteråret] 2015. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder flere elementer af ansøgerens tidligere afgivne forklaringer påfaldende og utroværdige. Nævnet bemærker blandt andet, at ansøgeren ved samtalen [i efteråret] 2016 forklarede, at fire til fem af hans afghanske kolleger fra [C]-basen blev dræbt af Taliban omkring syv til otte måneder inden han selv udrejste af Afghanistan. Til trods for at ansøgeren på dette tidspunkt flere gange var blevet opsøgt og truet af Taliban, gav disse drab på hans kolleger ham ikke anledning til at forlade landet. Dette skal sammenholdes med, at ansøgeren på den ene side har forklaret, at han i lange perioder ikke tog hjem på besøg, da det kunne være farligt at forlade de baser, som han arbejdede på, men at han omvendt ikke tog de første henvendelser fra Taliban alvorligt. Særligt vedrørende ansøgerens forklaring i nævnet bemærkes, at ansøgeren blandt andet forklarede, at Taliban havde fundet frem til hans mor og lillebror ved at forhøre sig hos lokalbefolkningen. Dette skal sammenholdes med, at ansøgeren ved samtalen den [vinteren] 2017 specifikt forklarede, at Taliban havde fået oplysningerne om hans mors og lillebrors opholdssted gennem landsbyoverhovedet på det sted, hvor ansøgeren tidligere boede. Det forekommer endvidere utroværdigt, at ansøgeren i syv dage var i stand til at skjule sig hos naboer få hundrede meter fra det sted, hvor han tidligere boede, og hvor en ildkamp mellem Taliban og hans far havde fundet sted, samtidigt med, at ansøgeren forklarede, at Taliban ville kunne finde ham og har meddelere over alt. Under fremmødet i nævnet har ansøgeren nu yderligere forklaret, at han også er eftersøgt af de afghanske myndigheder, som muligt mistænker ham for spionage. Dette må betragtes som udbyggende i forhold til ansøgerens tidligere forklaring, om at myndighederne havde opsøgt hans mor, fordi hans far havde været i besiddelse af våben. Endelig har ansøgerens forklaring om antal af talibanmedlemmer og transportmidler, som de har benyttet i forbindelse med deres henvendelser til ham været uoverensstemmende på væsentlige punkter i forhold til tidligere afgivne forklaringer. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i en individuel og konkret begrundet risiko for forfølgelse, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han risikerer overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. afgh/2018/23/HHU+IBK
Nævnet stadfæstede i juni 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunnimuslim fra Manu, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban, idet de har beskyldt ham for at arbejde for amerikanerne, idet han har nægtet at samarbejde med dem og idet de har slået hans far ihjel. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter familierne til to personer, der blev slået ihjel af Taliban, hvor ansøgeren nåede at flygte. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans far blev truet, fordi han arbejdede som kontrollør på et toldkontor, der er underlagt de afghanske myndigheder. På et tidspunkt opsøgte Taliban ansøgerens families bopæl, hvor de slog ansøgerens far ihjel. Kort efter ansøgerens fars død modtog ansøgeren en telefonisk trussel fra Taliban, der sagde, at han skulle stoppe med at arbejde i lufthavnen i Jalalabad. Ansøgeren stoppede herefter med at arbejde i lufthavnen. Mere end et års tid senere modtog ansøgeren igen en telefonisk trussel fra Taliban, der sagde, at han skulle stoppe med at arbejde. Ansøgeren var stoppet med at arbejde i lufthavnen, så Taliban måtte mene hans arbejde på tv-stationen. Taliban sagde under telefonsamtalen, at de ville tilgive ham, hvis han tog sprængstoffer med ind i sin taske. Ansøgeren afbrød herefter samtalen. Ansøgeren tog samme dag en deletaxa/bus hjem, hvor han blev ringet op af sin morbror, der fortalte, at hans mor havde modtaget et brev fra Taliban, og at Taliban havde opsat en vejspærring på den strækning, ansøgeren kørte på. Ansøgeren blev nervøs og sprang ud af bilen og løb. Taliban fik øje på ansøgeren, hvorefter de skød mod ansøgeren og bilen. Det lykkedes ansøgeren at flygte fra stedet. Ansøgeren stødte på et andet checkpoint kontrolleret af politiet. Ansøgeren fortalte politiet, hvad der var sket, hvorefter de sørgede for, at han kom tilbage til sit arbejde. Ansøgeren genoptog herefter sit arbejde. Ansøgeren overnattede nogle dage på tv-stationen. Tre til fire dage senere ringede morbroren og fortalte, at de andre personer i deletaxaen var blevet slået ihjel, og at en af de dræbtes familier havde opsøgt ansøgerens mor. Ansøgeren tog derefter hen til sin ven, Sapi, hvor han opholdt sig i ca. 20 dage. Ansøgeren udrejste derefter af Afghanistan. Ansøgeren har efter sin udrejse fået at vide, at familierne til de to dræbte personer har opsøgt ansøgerens familie adskillelige gange og beskyldt ansøgeren for at være skyld i deres død. Den ene familie vil have ansøgerens udleveret til dem, mens den anden familie vil have ret til at slå ham ihjel, hvis han vender tilbage til Afghanistan, såfremt ansøgerens søster ikke gifter sig med en ældre mand. Ansøgeren har videre fået at vide, at ældrerådet i landsbyen har behandlet sagen og mener, at drabet på de to personer er ansøgerens skyld. Chaufføren har fortalt ældrerådet, at de to personer ikke var blevet slået ihjel, såfremt ansøgeren var blevet i bilen. Flygtningenævnet kan efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring om asylmotivet ikke lægge til grund, at ansøgeren er efterstræbt af Taliban eller to familier fra ansøgerens landsby. Nævnet henviser til, at ansøgerens forklaring herom fremstår divergerende og usandsynlig på en række centrale punkter, og at forklaringen derfor anses for at være konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet lægger herunder vægt på, at ansøgeren under oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at han i bilen på vej til sin landsby blev ringet op af sin morbror, der blandt andet fortalte, at Taliban stod visiterede forbi kørende biler. Ansøgeren så Taliban køre på motorcykel foran bilen, som han fik stoppet, hvorefter han sprang ud af bilen. Under senere samtaler med Udlændingestyrelsen og for nævnet har ansøgeren derimod forklaret, at chaufføren ikke ville standse bilen, og at ansøgeren derfor kastede sig ud af bilen under kørslen. Han har også forklaret, at der ikke var nogen talebaner, der kørte på motorcykel. Ansøgeren har i øvrigt under senere samtaler med Udlændingestyrelsen forklaret, at ansøgeren ringede til morbroren, og at der var to telefonsamtaler mellem ansøgeren og hans morbror forinden episoden i bilen. Ansøgeren har over for nævnet forklaret, at han ikke kan huske, hvor mange samtaler han havde med sin morbror, og om det var morbroren, der ringede til ansøgeren, eller om ansøgeren ringede til morbroren. Nævnet finder endvidere ansøgerens forklaring om, at det lykkedes ham at flygte fra bevæbnede talebanere, der skød mod ansøgeren og bilen, for at være usandsynlig, og det fremstår ikke troværdigt, at ansøgeren ikke har nærmere kendskab til de personer, der udover ansøgeren var passagerer i bilen, selvom de kom fra ansøgerens landsby. Flygtningenævnet finder det i øvrigt ikke overbevisende, at ansøgeren efter at være blevet truet til at ophøre med arbejdet i lufthavnen ifølge ansøgerens forklaring til Udlændingestyrelsen først efter ca. 2 år på ny bliver truet af Taliban på grund af ansøgerens ansættelse på tv-stationen. Det bemærkes hertil, at ansøgeren allerede arbejdede for tv-stationen, da han første gang blev truet af Taliban, og at ansøgeren over for nævnet har forklaret, at den anden trussel blev fremsat ca. halvandet år efter den første trussel. For så vidt angår den del af asylmotivet, der vedrører frygten for to familier i ansøgerens landsby lægger nævnet vægt på ansøgerens generelle utroværdighed, herunder at ansøgeren ikke har været i stand til at forklare overbevisende om, hvorfor ansøgeren er blevet gjort ansvarlig for Talibans drab på familiernes sønner. Flygtningenævnet bemærker, at fremlæggelsen af en række dokumenter og erklæringer ikke kan føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for en individuel og konkret begrundet risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han vil blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2018/228/LMD
Nævnet stadfæstede i juni 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shiamuslim fra Janghal, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter sin tidligere svigerfamilie, som både har forbindelse til Taliban og myndighederne. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han mødte [A] omkring år 2009. Seks til syv måneder efter, at de havde lært hinanden at kende, friede ansøgerens forældre på ansøgerens vegne. [A’s] forældre afslog frieriet, idet ansøgeren var etnisk hazara og [A] var etnisk pashtun. De fortsatte med at have kontakt, og de mødtes mindst én gang om måneden i parker og andre steder i byen. [A’s] familie opdagede, at de havde telefonisk kontakt. En dag på vej hjem fra byen i bil, blev ansøgeren stoppet af nogle ukendte personer. [A’s] far havde hyret nogle personer, måske fra Taliban. Ansøgeren blev udsat for fysiske overgreb. Ansøgeren besvimede og vågnede på hospitalet. Efter at ansøgeren fik sit telefonnummer igen, genoptog ansøgeren og [A] deres telefoniske kontakt. Omkring tre år efter ønskede en slægtning at blive gift med [A], hvilket hun ikke ønskede. Ansøgeren blev senere opsøgt af to personer ude på landbrugsjorden, som slog ham med en geværkolbe. [A] fortalte ansøgeren, at de var nødt til at flygte, idet hendes familie ville tvangsgifte hende med slægtningen. I Iran blev ansøgeren stoppet af de iranske myndigheder og blev deporteret tilbage til Afghanistan. Ansøgeren opholdt sig i skjul i Herat i en måned, hvorefter han udrejste af Afghanistan mod Europa. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund, idet nævnet må anse forklaringen som konstrueret til lejligheden. Nævnet har ved denne vurdering lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende om sin svigerfamilies forbindelse med Taliban, idet han intet har oplyst herom til oplysnings- og motivsamtalen. Endvidere har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren under de tidligere samtaler konsekvent har refereret til, at [A’s] familie var imod forholdet, og at det var på familiens initiativ, at ansøgeren blev udsat for to voldsepisoder. Ansøgerens forklaring under nævnsmødet om, at dette beror på en tolkefejl, og at det alene var [A’s] mor, der havde kendskab til forholdet, finder nævnet ikke er troværdig. Nævnet bemærker i den henseende, at ansøgeren har forklaret afglidende og ulogisk om, hvorvidt [A’s] far var den, der tog initiativ til, at han to gange blev udsat for vold, hvilket må have formodningen imod sig, hvis faren ikke var bekendt med deres forhold. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende og divergerende om, hvem der udøvede vold mod ham og truede ham, idet han under første samtale har nævnt, at der var tale om én mand, mens han under asylsamtalen har forklaret, at der var tale om nogle personer, med mulig tilknytning med Taliban. Endelig har ansøgeren først under nævnsbehandlingen forklaret, at han har haft et møde med [A’s] mor, der har gjort det klart for ham, at deres forhold ikke kunne accepteres. Nævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han inden udrejsen var asylrelevant forfulgt, ligesom nævnet finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2018/226/CHHA
Nævnet stadfæstede i juni 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunnimuslim fra [en mindre by], Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban. Endvidere har ansøgeren henvist, til at han frygter ISIL. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han en dag mødte en talibaner i en butik i sin landsby. Talibaneren ville have ansøgeren til at placere en bombe i sin morbrors hus, men ansøgeren nægtede at samarbejde. Efterfølgende har Taliban afleveret to trusselsbreve til ansøgerens forældre. De blev bange og bad ansøgeren tage til Sorobi, hvor hans bror arbejdede, for selv at finde arbejde. Mens ansøgeren arbejdede i Sorobi, blev ansøgerens forældre opsøgt af Taliban. En dag mødte ansøgeren nogle personer fra sin landsby i Sorobi, som fortalte, at Taliban havde været på ansøgerens forældres bopæl, og at forældrene havde det dårligt. På deres næste fridag tog ansøgeren og hans bror tilbage til landsbyen for at besøge deres forældre, men de blev angrebet af Taliban i bilen. Ansøgeren vågnede efterfølgende op på hospitalet og fik at vide, at hans ven var blevet dræbt, og at hans bror var forsvundet. Ansøgeren lå på hospitalet i nogle dage og flyttede efterfølgende hjem til sin morbror, som hans familie også var flyttet hjem til. Omkring et halvt år senere var Taliban i kamp med Arbaki, og ansøgerens morbrors bopæl blev angrebet. Da ansøgeren havde boet et år hos sin morbror, udrejste han af Afghanistan. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet har lagt vægt på, at det må have formodningen imod sig, at forældrene netop sender ansøgeren hen til morbroren, som angiveligt er den, der efterstræbes af Taliban, ligesom det må anses for usandsynligt, at Taliban vil vælge morbrorens nevø, som de efter det oplyste ikke har noget forudgående kendskab til, som den person, der skal placere en bombe hos morbroren. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren, der må anses for helt uprofileret, har forklaret udbyggende, idet han under oplysnings- og motivsamtalen intet nævnte om, at Taliban opsøgte ham i forretningen. Endelig har ansøgeren forklaret divergerende om sit og morbrorens arbejde samt om selve skudepisoden. Nævnet finder efter en samlet vurdering herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han var i risiko for asylbegrundende forfølgelse, da han forlod hjemlandet, og at han har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være risiko i for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Nævnet bemærker, at de generelle forhold i Afghanistan, herunder ISIL’s tilstedeværelse, ikke kan medføre en ændret vurdering. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2018/225/CHHA
Nævnet meddelte i juni 2018 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og oprindeligt shiamuslim, men nu ateist, fra Ghazni, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af familierne til de afghanske drenge, som ansøgerens far har rekrutteret til at kæmpe i Syrien. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af de afghanske myndigheder og den afghanske befolkning, fordi han er ateist. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han er født i Afghanistan, men at familien flyttede til Iran, da ansøgeren var to år. Ansøgeren har siden opholdt sig illegalt i Iran. I sommeren 2015 spurgte en iransk officer ansøgerens far, om han ville rekruttere unge afghanske drenge til militæret i Syrien mod til gengæld at få opholdstilladelse i Iran, hvilket faren indvilligede i. De unge drenge, der tog afsted, blev slået ihjel, og deres familier betragtede ansøgerens far som forræder og truede ham telefonisk. Endvidere blev familiens bopæl opsøgt en række gange, og ansøgerens far blev overfaldet med en kniv, hvorefter han tilbragte tid på hospitalet. Den øvrige familie tog ophold hos en ven, mens faren var indlagt, og ville efterfølgende forlade Teheran. En aften blev ansøgeren overfaldet med en kniv og måtte gemme sig i en moské. Ansøgeren udrejste kort tid efter af Iran. Til støtte for konflikten afledet af, at ansøgeren er ateist, har ansøgeren oplyst, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at nogen vil finde ud af det. Ansøgeren var omkring 14 år, da han begyndte at interessere sig for ateisme. Ansøgeren undersøgte forskellige religioner, men kunne ikke forliges med tanken om, at der kun findes én gud. Ansøgeren blev ateist omkring halvandet år før sin udrejse af Iran. Flygtningenævnet finder – som Udlændingestyrelsen – at det, som ansøgeren har forklaret om sin faders konflikt, ikke kan føre til, at han meddeles beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Efter ansøgerens forklaring må det lægges til grund, at den konflikt, der var anledningen til hans udrejse, i første række vedrører ansøgers far, som efter det oplyste fortsat opholder sig og arbejder i Iran sammen med ansøgerens øvrige familie. Der foreligger ikke oplysninger om, at faderen skulle være blevet opsøgt på ny af familiemedlemmer eller bekendte til de personer, som ansøgers far skulle have medvirket til at hverve til militærtjeneste i Syrien. Der er således ikke holdepunkter for at antage, at ansøgeren fortsat skulle være efterstræbt af personer, som ønsker at hævne faderens gerninger, og i hvert fald er der ikke holdepunkter for at antage, at de personer, som ansøgeren frygter, vil have viljen og navnlig evnen til at efterstræbe ansøgeren overalt i Afghanistan som følge af faderens konflikt med personer bosiddende i Iran. For så vidt angår ansøgerens oplysning om at være ateist bemærker nævnet, at det fremgår af UNHCR’s Guidelines on International Protection: Religion-Based-Refugee Claims under article 1A(2) … fra april 2004 bl.a.: ”Where individuals convert after their departure from the country of origin, this may have the effect of creating a sur place claim. In such situations, particular credibility concerns tend to arise and a rigorous and in depth examination of the circumstances and genuineness of the conversion will be necessary.” Det må efter ansøgerens forklaring lægges til grund, at det ikke var religiøse forhold, der har motiveret ansøgeren til at udrejse og i hvert fald ses dette forhold ikke omtalt i asylansøgningsskemaet. Under oplysnings- og motivsamtalen [i sommeren 2016] forklarede ansøgeren, at han ikke var troende, og under asylsamtalen [i efteråret 2016] har han forklaret, at han var ateist, men at det ikke var vigtigt for ham, at andre ved, at han er ateist. For nævnet har ansøgeren imidlertid forklaret, at han nu er blevet mere overbevist om sit tilhørsforhold til ateismen, og at han har et stort behov for at udbrede kendskabet til ateismen til andre. Flygtningenævnets flertal finder – også efter en vurdering af ansøgerens fremtræden for nævnet – at ansøgeren har forklaret meget overbevisende om sit tilhørsforhold til ateismen og om hans behov for at udbrede kendskabet hertil. Henset hertil, og til at ændringen i ansøgerens holdning til sit behov for at udbrede kendskabet til ateismen kan begrundes i hans unge alder, finder flertallet, at det må lægges til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan vil have et reelt ønske om og behov for at foretage sig antireligiøse handlinger, der kan sætte ham i et alvorligt modsætningsforhold til myndigheder eller privatpersoner i Afghanistan, ligesom ansøgeren kan forventes at foretage sig handlinger af mere missionerende karakter. Flygtningenævnets flertal meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. ” afgh/2018/224/MAH
Nævnet stadfæstede i december 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim af trosretning fra Ghazni, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter familien til en mand, som hans far har slået ihjel i Afghanistan. Ansøgeren frygter endvidere Taliban, fordi han er shia-muslim. Ansøgeren har som nyt asylmotiv henvist til, at han for nyligt er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans far havde problemer i det område, hvor deres familie kommer fra i Afghanistan. Der var en væbnet konflikt mellem ansøgerens far og nogle mænd fra området, og i den forbindelse slog ansøgerens far en anden mand ihjel. Ansøgeren og hans familie udrejste derefter af Afghanistan til Pakistan, hvor de opholdte sig illegalt. Udrejsen til Pakistan fandt sted, da ansøgeren var lille. Ansøgeren har til støtte for sin frygt for Taliban oplyst, at han har hørt, at Taliban slår mennesker ihjel, hvorfor han er bange for dem. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Som anført af Udlændingestyrelsen fremstår forklaringen om faderens konflikt udbyggende. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren har været ude af stand til at forklare nærmere om baggrunden for og karakteren af faderens konflikt, herunder hvem den nærmerede involverede. Det kan ikke føre til et andet resultat, at ansøgeren forklarer, at hans familie ikke har villet give ham yderligere oplysninger. Det påhviler ansøgeren at godtgøre at han har et asylmotiv og dette må stå klart for såvel ansøgeren som dennes familie. Uanset karakteren af faderens konflikt har ansøgeren heller ikke sandsynliggjort, at han, der i mange år har opholdt sig i Pakistan, vil være i konkret og individuel risiko for overgreb ved en tilbagevenden til Afghanistan. Vedrørende ansøgerens oplysning om, at han, efter at have modtaget afslag på sin asylansøgning, er konverteret til kristendommen og forholdsvis hurtigt efter at være blevet nærmere bekendt med kristendommen er blevet døbt, bemærker Flygtningenævnet, at ansøgeren i sit asylansøgningsskema [fra slutningen af] 2015 har oplyst, at han har været udsat for religiøs diskrimination, fordi han er hazara og shiamuslim. Ved samtale med Udlændingestyrelsen [i slutningen af] 2016 oplyste ansøgeren tillige, at han som shiamuslim ville være i fare ved en tilbagevenden til Pakistan. Heroverfor har ansøgeren ved mødet i Flygtningenævnet [i slutningen af] 2017 givet udtryk for, at han ikke havde søgt at tilegne sig nogen særlig viden om islam og at han ikke havde været praktiserende muslim. Det må efter ansøgerens forklaring i Flygtningenævnet lægges til grund, at han ikke tidligere har vist interesse for religion. Selvom ansøgeren har udvist et vist kendskab til kristendommen, har han ikke på overbevisende måde kunnet redegøre for sine bevæggrunde til at konvertere. På denne bagrund finder Flygtningenævnet ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring om, at han er konverteret til kristendommen til grund. Ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at han ved indrejse i Afghanistan vil blive udsat for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk.1, eller vil være i individuel og konkret risiko for overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2018/223/lmd
Nævnet stadfæstede i juni 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tajik og sunni-muslim af trosretning fra landsbyen […], […]-distriktet i Baghlan-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter Taliban. Ansøgeren frygter endvidere de afghanske myndigheder, fordi de, grundet ansøgerens arbejde for Taliban, har interesse for ham. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at hans far var en højstående oberst ved de afghanske myndigheder. I 2006 blev ansøgerens far og storebror slået ihjel af en raket fra Taliban. Noget tid efter farens og brorens død overtog Taliban ansøgerens hjemegn. Taliban begyndte at opsøgte ansøgerens bopæl mange gange, hvor de forsøgte at rekruttere ham. På grund af ansøgerens fars arbejde vidste Taliban, hvor ansøgerens familie boede. Taliban opsøgte ansøgerens bopæl flere gange, og efter en opsøgning, hvor Taliban havde udsat ansøgerens mor og lillebror for vold, accepterede ansøgeren at tage med dem. I den efterfølgende periode hjalp ansøgeren Taliban med at transportere våben fra sit eget område og til bjergområder, hvor Taliban holdt til. På et tidspunkt sagde Taliban til ansøgeren, at han skulle sendes til Pakistan for at få en religiøs uddannelse. Da ansøgeren fortalte sin mor om det, begyndte hun at planlægge hans udrejse af Afghanistan. En nat sagde ansøgerens mor til ansøgeren, at han skulle udrejse næste morgen med en agent. Ansøgeren gemte sig under sin mors burka, da han og hans mor gik hen til en bil, som kørte dem til området [O], hvor de mødte agenten. Ansøgeren udrejste herefter alene af Afghanistan med agenten. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgeren på centrale punkter har forklaret divergerende og udbyggende, ligesom væsentlige dele af ansøgerens forklaring ikke fremstår sandsynlig og fremstår konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om hans far og hans arbejde for militæret ikke forekommer overbevisende. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret usammenhængende og divergerende omkring hans far og hans arbejde og om farens død. Ansøgeren har herunder tidligere forklaret, at faren var oberst. For Flygtningenævnet har ansøgeren alene forklaret, at faren var officer. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvor faren arbejdede. I asylskemaet har ansøgeren oplyst, at hans far arbejdede under Indenrigsministeriet. I asylsamtalen har ansøgeren oplyst, at han ikke vidste, hvilket ministerium faren arbejdede under. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren ikke har kunnet oplyse noget nærmere om, hvori farens arbejde bestod og omstændighederne omkring drabet på faren, idet det ikke forekommer overbevisende, at ansøgeren intet kan huske om faren, henset til ansøgerens oplysninger fra hans onkel om, at faren døde i 2006. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om hans arbejde for Taliban forekommer meget overfladisk og noget usammenhængende, herunder Talibans opsøgninger af ham i forbindelse med hans rekruttering og om skaden på hans ben, da han transporterede våben for Taliban. Til asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at Taliban opsøgte ansøgerens bopæl mange gange, og at den sidste gang slog de hans mor. For Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at han blev kontaktet to gange på gaden af Taliban, før de opsøgte ham på bopælen to gange, hvor Taliban slog hans mor den første gang. Med hensyn til skaden på ansøgerens ben har ansøgeren til asylsamtalen forklaret, at han bar noget meget tungt og faldt og brækkede benet. For Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at blev slået på knæet med en geværkolbe af folk fra Taliban og fik knæet skadet. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorvidt han forsøgte at flygte fra Taleban, i den periode han arbejdede for dem. I asylskemaet har ansøgeren forklaret, at han flygtede fra Taliban, men at de fandt ham igen og slog ham. I oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren forklaret, at han forsøgte at flygte et par gange, og at Taliban sagde, at de ville slå ansøgerens familie ihjel, hvis han flygtede. Ved asylsamtalen har ansøgeren oplyst, at han ikke forsøgte at flygte fra Talibanlejren. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende omkring, hvor længe han arbejdede for Taliban. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren oplyst, at han arbejdede for Taliban i 1 måned og til asylsamtalen oplyste ansøgeren, at han arbejdede for Taliban i 2-3 måneder. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgerens har forklaret divergerende omkring hans flugt. Til asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at han gemte sig under hans mors burka. For Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at han ikke gemte sig under hans mors burka, men ville gøre det, hvis det blev nødvendigt. Hertil kommer, at ansøgeren forklaret divergerende om, hvornår på dagen flugten fandt sted. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren oplyst, at det var om aftenen. Til asylsamtalen har ansøgeren oplyst, at det foregik om eftermiddagen og der var sol. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet således ikke, at kunne lægge ansøgerens forklaring om hans konflikt med Taliban og med de afghanske myndigheder til grund. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2018/221/MGO
Flygtningenævnet stadfæstede i maj 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et par samt to medfølgende børn fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske hazaraer og shia-muslimer af trosretning, fra Daikondi, Afghanistan. Den mandlige ansøger har været aktivt medlem af partiet Hezb-e-Kar va Tasawi i omkring seks år, mens den kvindelige ansøger ikke har været medlem af hverken politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter kommandanterne, [H], [BM] og [A]. Endvidere frygter han de afghanske myndigheder, fordi kommandanterne har indflydelse hos højtstående personer i den afghanske regering. Herudover frygter den mandlige ansøger Taliban, idet han har deltaget i demonstrationer til støtte for for hazaraers rettigheder og har udført arbejde for overholdelse af menneskerettighederne i Afghanistan, og derved er kommet i Talibans søgelys. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til den mandlige ansøgers konflikter med kommandanterne, myndighederne og Taliban. Herudover har den kvindelige ansøger henvist til de generelle forhold for hazaraer i Afghanistan. Til støtte for asylmotivet vedrørende kommandanterne, har ansøgerne oplyst, at deres bopæl blev opsøgt to gange i 2007 af kommandanternes folk. De blev opsøgt på grund af den mandlige ansøgers arbejde for menneskerettighedskommissionen med at indsamle oplysninger om brud på menneskerettigheder udøvet af blandt andet kommandanterne, hvilket kommandanterne fandt ud af. Den mandlige ansøger gemte sig, da familien blev opsøgt, hvorfor kommandanternes folk udsatte den kvindelige ansøger for vold, ligesom der blev fremsat trusler om at slå den mandlige ansøger ihjel. Herefter flygtede den mandlige ansøger til Kabul. Den kvindelige ansøger og børnene flyttede til Kabul omkring to måneder senere, efter at de i 2008 endnu engang var blevet opsøgt på bopælen af kommandanternes folk, der ledte efter den mandlige ansøger. I Kabul fortsatte den mandlige ansøger med at arbejde for forskellige NGO´er, der arbejdede for sikring af blandt andet kvinders rettigheder, ligesom han arbejdede som vagt for den tyske organisation GIZ. I 2015 blev den mandlige ansøger bortført og udsat for et overfald på vej hjem fra arbejde. Den efterfølgende dag vågnede han på et hospital, idet han var blevet slået bevidstløs i forbindelse med overfaldet. Efter udskrivelsen – og før han var blevet rask - begyndte den mandlige ansøger at modtage opkald fra ukendte personer. I alt modtog han syv opkald, hvor det sidste havde karakter af en trussel. Herefter besluttede ansøgerne at udrejse fra Afghanistan. Om sin konflikt med Taliban har den mandlige ansøger oplyst, at han har deltaget i demonstrationer til støtte for hazaraerne, hvor medierne var til stede. Ansøgerens ansigt er derfor kendt for Taliban. Herudover var det arbejde, som ansøgeren har udført for menneskerettigheder, i strid mod Talibans formål og ønsker. Eftersom kommandanterne havde indflydelse i regeringen i Afghanistan, frygter han også for de afghanske myndigheder, der heller ikke vil kunne yde ham beskyttelse. Hvad angår sin frygt på grund af de generelle forhold for hazara folk i Afghanistan, har den kvindelige ansøger oplyst, at hazara folk modtager trusler og bliver slået ihjel i Afghanistan. Flygtningenævnet lægger ansøgernes forklaringer om den mandlige ansøgers arbejde for forskellige afghanske og udenlandske NGO´er til grund, ligesom nævnet lægger til grund, at den mandlige ansøger har været medlem af partiet Hezb-e-Kar va Tasawi. Nævnet har også lagt til grund, at den mandlige ansøgers far har været khan, og at familiens jord er blevet frataget dem i forbindelse med familiens ophold i Iran i årene frem til 2004. Om den mandlige ansøgers konflikter skal Flygtningenævnet indledningsvist bemærke, at den mandlige ansøger ikke på noget tidspunkt har været opsøgt af eller på anden måde har haft konflikter med Taliban, og at det alene beror på hans formodning, at han på grund af sit arbejde, sin familiemæssige baggrund, sin etnicitet og den omstændighed, at han har deltaget i demonstrationer, er kommet i Talibans søgelys, og at de opfatter ham som en fjende, og at han derfor vil være i risiko for overgreb eller forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7 fra Talibans side ved en tilbagevenden til Afghanistan. Om den del af asylmotivet, der omhandler de afghanske myndigheder, bemærkes, at ingen af ansøgerne har haft konflikter med myndighederne. Ansøgerne har i 2014 fået udstedt pas, og de er udrejst legalt ved anvendelse af disse pas, uden at dette har haft konsekvenser for dem i relation til myndighederne. Herefter, og idet det alene beror på ansøgernes formodninger, at kommandanterne har indflydelse på højtstående personer i den afghanske regering, som de kan eller vil udnytte, er det ikke sandsynliggjort, at ansøgerne vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7 fra de afghanske myndigheders side ved en tilbagevenden til Afghanistan. Nævnet skal i den forbindelse bemærke, at den mandlige ansøgers konflikt med kommandanterne startede i 2007, og at han ikke er blevet opsøgt af myndighederne under opholdet i Kabul fra 2007 og frem til udrejsen i 2015. Om konflikten med kommandanterne skal nævnet bemærke, at ansøgernes forklaringer herom i det store og hele kan lægges til grund, idet forklaringerne har været konsistente og uden væsentlige divergenser. Nævnet lægger således til grund, at lokale kommandanter to gange i henholdsvis 2007 og 2008 har opsøgt ansøgernes bopæl. Nævnet anser imidlertid denne konflikt for afsluttet, idet ingen af ansøgerne har været opsøgt eller kontaktet af kommandanterne siden 2008, og idet det alene beror på ansøgernes formodninger, at episoden, hvor den mandlige ansøger blev bortført og udsat for vold, havde sammenhæng med konflikten med kommandanterne, og at hændelsen ikke i stedet var en kriminel handling og/eller en konsekvens af den generelt dårlige sikkerhedsmæssige situation i Afghanistan. Det bemærkes i den forbindelse, at det forekommer mindre sandsynligt, at overfaldsmændene, hvis de handlede efter kommandanternes ordrer, skulle vælge at forlade gerningsstedet uden at gennemføre deres forehavende om at slå den mandlige ansøger ihjel alene, fordi der kom en vagt eller en politibil, navnlig henset til forklaringen om, at kommandanterne havde stor indflydelse hos myndighederne. Nævnet har herved tillige tillagt det betydning, at overfaldet fandt sted ca. 7 år efter, at den mandlige ansøger havde forladt Daikondi. Nævnet kan ikke lægge forklaringerne om de efterfølgende trusler til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerne har forklaret indbyrdes divergerende med hensyn til, om der alene var tale om telefoniske trusler, eller om der både var tale om telefoniske trusler og trusler pr. brev. Den mandlige ansøger har endvidere ikke i sit i øvrigt detaljerede asylskema anført noget om de syv trusler. Han har videre i oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at overfaldet og bortførslen fandt sted i slutningen af 2013/begyndelsen af 2014, og har ikke rettet dette i den efterfølgende asylsamtale, hvor referatet blev oversat for ham, og han i øvrigt fremkom med en række rettelser og præciseringer. Under mødet i nævnet har han derimod forklaret, at overfaldet skete i 2015 og havde tæt tidsmæssig sammenhæng med telefontruslerne. Han har videre forklaret divergerende med hensyn til, om det var en eller flere personer, der ringede og truede ham, og om det var fra det samme telefonnummer eller fra flere forskellige, at der blev ringet. Det bemærkes endeligt, at den mandlige ansøger har forklaret upræcist og udbyggende om indholdet af truslerne. Den omstændighed, at den mandlige ansøger har været medlem af partiet Hisb-e-Kar va Tasawi kan hverken isoleret eller i sammenhæng med oplysningerne om hans arbejde begrunde, at han meddeles asyl, idet han ikke har forklaret om, at han som følge heraf har været udsat for asylretligt relevant forfølgelse eller overgreb. Idet de generelle forhold for hazaraer i Afghanistan ikke kan begrunde asyl, og da den kvindelige ansøger i det hele har henvist til den mandlige ansøgers asylmotiv, er det ikke sandsynliggjort, at ansøgerne har været forfulgt ved udrejsen, eller at de ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse.”Afgh/2018/220/TBP
Nævnet stadfæstede i juni 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk saied (tajik) og shia-muslim af trosretning fra Andkhoy-distriktet i Faryab-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af de personer, der har slået hans far og farfar ihjel. Ansøgeren frygter endvidere at blive slået ihjel af personer fra hans koranskole. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at før han blev født, blev hans far blev slået ihjel, og at hans farfar blev slået ihjel efter farens død. Ansøgerens far og farfar blev slået ihjel af nogle for ansøgeren ukendte personer. Efter faren og farfarens død sagde ansøgerens mor til ansøgeren, at han skulle blive indendørs, og han fik kun lov til at forlade hjemmet tre gange om ugen, når han skulle i koranskole. Når ansøgeren var i koranskole, var han altid sammen med en tjener fra ansøgerens bopæl. På et tidspunkt fik ansøgeren at vide, at han skulle tage til Pakistan for at deltage i yderligere religionsundervisning, men det var imidlertid ansøgerens opfattelse, at han skulle være selvmordsbomber, hvis han tog til Pakistan. Idet ansøgeren frygtede at blive betragtet som vantro, hvis han ikke rejste til Pakistan med koranskolen, udrejste han kort tid efter af Afghanistan. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgeren på centrale punkter har forklaret divergerende og udbyggende, ligesom væsentlige dele af ansøgerens forklaring ikke fremstår sandsynlig og fremstår konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren ikke har fået oplysninger fra skolen om, at han skulle være selvmordsbomber, men at han skulle sendes til Pakistan, fordi han var en dygtig elev, og at det beror på hans egen formodning, at han skulle være selvmordsbomber. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgeren ikke har oplyst til oplysnings- og motivsamtalen, at han skulle til Pakistan for at være selvmordsbomber for koranskolen. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, hvorfor han skulle stå i et asylbegrundende modsætningsforhold til personerne fra koranskolen. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han står i et modsætningsforhold til de personer, der angiveligt har slået hans far og farfar ihjel. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgeren ikke har kunnet oplyse noget nærmere om drabene og baggrunden for disse, ligesom ansøgeren ikke har kunnet konkretisere, hvem der på baggrund af drabene skulle efterstræbe ansøgeren, og årsagen hertil, og at ansøgerens forklaring herom i det hele fremstår uklar og usammenhængende. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvornår ansøgerens farfar blev slået ihjel. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren oplyst, at hans farfar blev slået ihjel for 2 år siden, og til asylsamtalen har ansøgeren oplyst, at det var for 10 år siden. For Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at han ikke husker, hvor lang tid det er siden. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren til asylsamtalen har oplyst, at ansøgeren ikke har oplevet problemer som følge af de angivelige drab. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2018/222/MGO
Nævnet stadfæstede i januar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tajik og sunnimuslim fra Kapisa, Afghanistan. Ansøgeren har været medlem af [A]. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at han og hans far vil blive slået ihjel af Taliban. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at Taliban har truet ham 10-15 gange. Taliban sagde, at hvis ansøgeren ikke stoppede sit arbejde i det afghanske militær, ville de slå ansøgeren ihjel. Taliban har truet ansøgeren på gaden, på bopælen, via telefonopkald og gennem ansøgerens familie og venner. [I efteråret] 2015 var ansøgeren på vej hjem på orlov. På vejen hjem blev han kidnappet af Taliban, der tilbageholdte og torturerede ham i 8 dage. Ansøgeren bestak en af Taliban til at hjælpe ansøgeren med at flygte, og det lykkedes ansøgeren at flygte til Kabul. Taliban opsøgte ansøgerens bopæl dagen efter hans flugt og bortførte ansøgerens far. Ansøgeren rejste efter 8-10 dage fra Kabul til Iran. Da Taliban fandt ud af, at ansøgeren var rejst til Iran, løslod de hans far. Ansøgeren har som yderligere asylmotiv for Flygtningenævnet henvist til, at han er konverteret til kristendommen efter sin ankomst til Danmark. Flygtningenævnet kan lægge til grund, at ansøgeren har gjort tjeneste i militæret i Afghanistan i en ikke særlig profileret stilling, men Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv vedrørende hans konflikt med Taliban til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren på væsentlige punkter har forklaret divergerende og udbyggende om dette asylmotiv, og at forklaringen derfor fremstår som konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har således blandt andet ikke under mødet i Flygtningenævnet kunnet forklare, hvornår i 2014 Taliban to gange var på hans bopæl for at tilbageholde ham. Ansøgeren kan heller ikke huske, hvornår han modtog første trussel fra Taliban, men at han vil tro, at det var 6 måneder før tilbageholdelsen, mens han under oplysnings- og motivsamtalen med Udlændingestyrelsen har forklaret, at det var 1-2 måneder før tilbageholdelsen. Først under mødet i Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret detaljeret om en skriftlig trussel afleveret på hans bopæl, og ansøgeren har ikke for Flygtningenævnet kunnet redegøre for, hvor ofte han modtog trusler, mens han under oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at det var 1-2 gange om ugen. Endvidere har ansøgeren forklaret, at han først blev opsøgt på sin bopæl efter første trusselshenvendelse fra Taliban, og det var på et ukendt tidspunkt i 2014, hvilket ikke stemmer med ansøgerens forklaring om, at han blev tilbageholdt 6 måneder efter den første trussel, og at det var [i efteråret] 2015. Endvidere har ansøgeren først under mødet i Flygtningenævnet forklaret, at han blev ringet op af Taliban efter sin flugt til Iran, at han ikke vidste, at det var Taliban, der ringede, og at han først blev bekendt med dette, da hans mor fortalte, at hun havde udleveret hans telefonnummer til Taliban. Ansøgeren har for Flygtningenævnet videre forklaret, at hans far først blev løsladt, efter at samtalen mellem ansøgeren og Taliban havde fundet sted, hvorimod ansøgeren til Udlændingestyrelsen har forklaret, at faderen blev løsladt, straks hans mor fortalte Taliban, at ansøgeren var rejst til Iran. Ansøgeren har til Udlændingestyrelsen forklaret, at han i en forretning i Kabul, som han kendte i forvejen, lånte penge til at betale chaufføren med, hvorefter han tog en bus hen til sin ven, mens han for Flygtningenævnet har forklaret, at han ringede til den ven, som han skulle bo hos i Kabul, og at denne ven kom og betalte chaufføren. Ansøgeren har endvidere først under sagens behandling i Flygtningenævnet forklaret, at den rygsæk, som Taliban tog fra ham, indeholdt hans personlige bærbar pc, hvorpå der blandt andet var militærfølsomme oplysninger i form af personalelister. Endelig har Flygtningenævnet lagt vægt på, at det er utroværdigt, at ansøgeren tog hjem på orlov, selv om han i perioden op til orloven ifølge sin forklaring for Flygtningenævnet havde modtaget telefoniske trusler fra Taliban. Ansøgerens forklaring vedrørende tilbageholdelsen og de øvrige påståede hændelser med Taliban tilsidesættes derfor i det hele, hvorfor der heller ikke grundlag for at udsætte sagen med henblik på en torturundersøgelse. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge til grund, at ansøgerens konvertering til kristendommen er reel. Flygtningenævnet har herved blandt andet lagt vægt på, at ansøgeren ikke under sine samtaler med udlændingemyndighederne har fortalt om sin interesse for kristendommen, selv om den ifølge ansøgerens forklaring opstod allerede 2-3 måneder efter hans ankomst til Danmark. Endvidere har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgerens kontakt til en kristen menighed først fandt sted efter, at han havde modtaget afslag på asyl fra Udlændingestyrelsen og få måneder inden mødet i Flygtningenævnet, selv om han da havde opholdt sig næsten 2 år i Danmark. Yderligere har Flygtningenævnet lagt vægt på det tidsmæssige sammenfald med, at ansøgeren blev døbt kun 9 dage før mødet i Flygtningenævnet, og at dåben fandt sted kun 3 måneder efter hans første kontakt til en kristen menighed. Ansøgeren har heller ikke på overbevisende og troværdig måde kunnet redegøre for sin egen interesse i kristendommen. Det forhold, at ansøgeren, der har en længere skolegang, på kort tid har kunnet tillære sig viden om kristendommen, har deltaget i kirkelige handlinger og under mødet i Flygtningenævnet på rimelig vis har kunnet redegøre for kristendommen og de vigtigste højtider, kan på den baggrund ikke føre til et andet resultat. Ansøgerens nye asylmotiv anses derfor for konstrueret til lejligheden. Heller ikke det forhold, at ansøgerens far måske er blevet bekendt med ansøgerens dåb, kan i sig selv kan føre til, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan må anses for at være i risiko for forfølgelse på grund af sin dåb. Flygtningenævnet finder således sammenfattende ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2018/22/FAM
Flygtningenævnet meddelte i maj 2018 en afghansk statsborger opholdstilldelse, jf. udlændingeloven § 7, stk. 2. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara fra Pol-e-Khumri, Mazar, Afghanistan. Ansøgeren har oplyst, at han efter indrejsen i Danmark er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som oprindeligt asylmotiv henvist til, at han frygter at blive tvangsrekrutteret til kamp i Afghanistan. Dette asylmotiv har han i advokatindlægget og under nævnsmødet tilkendegivet, at han ønsker at frafalde, idet han er enig med Udlændingestyrelsen i, at der er tale om en lokal konflikt, og at det vil være rimeligt og relevant at henvise ham til internt flugtalternativ i Kabul, Herat eller Mazar-e-Sharif. Herudover har ansøgeren henvist til, at han frygter en tilbagevenden til Afghanistan, fordi han i Danmark er konverteret til kristendommen. Til støtte for det oprindelige asylmotiv, har ansøgeren oplyst, at en kommandant ved navn [AZ] tvangshvervede unge mænd til sin gruppe. Ansøgerens ven, [S], blev taget fra skolen af [AZ]. Af frygt for, at [AZ] også ville tage ansøgeren, besluttede ansøgerens mor, at de skulle rejse væk fra området. Ansøgerens mor kontaktede, efter at familien var ankommet til Kabul, deres nabo, som fortalte at [AZ] havde opsøgt familiens bolig og var blevet vred over, at familien ikke var hjemme. [AZ] havde også sagt, at han ville finde ansøgerens familie, uanset hvor de var rejst hen. Ansøgerens mor blev bange og besluttede, at de skulle udrejse. I Nimrouz blev ansøgerens mor og lillebror taget ved grænsen af den afghanske nationalhær. Ansøgeren slap over grænsen alene. Ansøgeren indrejste derfor alene i Danmark. Han har siden indrejsen i Danmark fået kontakt til sin bror, der har fortalt ham, at moren er omkommet, og at broren opholder sig alene i Afghanistan. Om sin konvertering til kristendommen har ansøgeren oplyst, at han allerede ved indrejsen i Europa fik interesse for kristendommen, da han blev hjulpet med tæpper og varmt tøj af en kristen kvinde, da han ankom med båden. Det vakte hans interesse, at hun var villig til at hjælpe en person med en anden tro end hendes egen. Ved ankomsten til Vestervig i Danmark læste han på internettet om kristendommen, ligesom han var med en ven i kirke to gange i Odense og Nyborg. Han læste også i en bibel på farsi og så gudstjenester på nettet. Da han kom til asylcentret på Bornholm deltog han i 3-4 gudstjenester og modtog bibelundervisning. Senere, da han kom til Holstebro, begyndte han regelmæssigt at deltage i Pinsekirkens Gudstjenester og sociale aktiviteter – blandt andet en sommerlejr, der fandt sted i sommeren 2017. Han fik selv interesse for at komme på højskole og holdt en tale for Pinsekirkens menighed på 20 minutter, hvor han begrundede sit ønske, hvorefter menigheden samlede ind til hans ophold. Han har opholdt sig på Mariager Højskole i [2017] og skal blive der til [2018]. Han har under opholdet deltaget i bøn, gudstjenester og praktik, ligesom han har lært om dansk kultur og sprog. Højskolen er tæt knyttet til pinsekirken, og han har som led i sin undervisning haft til opgave at fortælle andre asylansøgere mv. om skolen og de kristne aktiviteter blandt andet i en cafe, der er tilknyttet Pinsekirken i Brovst. Ansøgeren har fremlagt et dåbsbevis, hvoraf det fremgår, at han er blevet døbt [ i efteråret 2017] under navnet [MA]. Ansøgeren har forklaret, at han har valgt navnet [M], fordi det betyder født på ny, hvilket han føler, at han blev, da han blev døbt. Indledningsvist bemærkes, at ansøgeren ikke har afgivet forklaring for nævnet om sit oprindelige asylmotiv, som han senere har frafaldet. Flygtningenævnet kan af de grunde, der fremgår af Udlændingestyrelsens afgørelse af [foråret] 2017 ikke lægge ansøgerens forklaring om det oprindelige asylmotiv til grund, og finder herefter ikke, at han har sandsynliggjort, at han på grund af konflikten med kommandanten og de generelle forhold for hazaraer vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2, ved en tilbagevenden til Afghanistan. Om ansøgerens konversion skal Flygtningenævnet bemærke, at nævnet i det væsentlige kan lægge ansøgerens forklaring herom til grund. Nævnet har herved blandt andet lagt vægt på, at ansøgeren allerede i sin oplysnings- og motivsamtalen oplyste, at han ikke var praktiserende muslim. Nævnet har videre lagt vægt på ansøgerens forklaring om den indre afklaringsproces, han har gennemgået efter mødet med den kristne tro, ligesom nævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har udvist viden om grundlæggende forhold i den kristne tro og har været i stand til at redegøre herfor med egne ord. Nævnet har videre tillagt det betydning, at ansøgeren har været igennem et længerevarende afklaringsforløb hen mod dåben i [efteråret] 2017, samt oplysningerne om opholdet på den pinsemissionske højskole i Mariager siden [sommeren] 2017, og de aktiviteter ansøgeren har udført som led i dette ophold med at fortælle andre asylansøgere om sin vej til kristendommen. Herefter finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at ansøgerens konvertering til kristendommen er reel, ligesom det efter hans forklaring findes at kunne lægges til grund, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan åbent vil leve som kristen. Herefter finder Flygtningenævnet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Afgh/2018/219/TBP
Nævnet meddelte i juni 2018 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk sadat-pashtuner og oprindelig shia-muslim, men er efter det oplyste konverteret til kristendommen. Ansøgeren er født og opvokset i Iran. Ansøgerens far stammer fra [en mindre by], Parwan, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren henviste oprindeligt som asylmotiv til en privatretlig konflikt med sine fætre. Under mødet i Flygtningenævnet [i efteråret] 2017 henviste ansøgeren endvidere til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygtede at blive slået ihjel, idet ansøgeren havde vendt islam ryggen og ønskede at konvertere til kristendommen. Ansøgeren har som asylmotiv i anmodningen om genoptagelse henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel, idet at han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han efter afslaget på asyl i Flygtningenævnet [i efteråret] 2017 er fortsat med at komme i kirke, og at han [omkring to måneder senere] blev døbt i [en kirke i Jylland]. Ansøgeren har videre oplyst, at hans ægtefælle har fortalt ham, at ansøgerens familie er oprørte over hans konversion til kristendommen. Ansøgerens ægtefælle har videre fremsendt et udskrift fra retten i Afghanistan dateret [fire dage efter ansøgerens dåb], hvoraf blandt andet fremgår, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan skal behandles efter islamisk lov. På trods af, at ansøgerens dåb har fundet sted, efter han fik afslag på asyl i Flygtningenævnet, finder et flertal af Flygtningenævnet, at ansøgeren under nævnsbehandlingen har fremtrådt reflekterende både i forhold til de bevæggrunde, der fik ham til at fravælge islam, og de bevæggrunde, der medførte, at han fik interesse for kristendommen. Flertallet finder i tilslutning hertil, at ansøgeren under nævnsmødet har demonstreret et indgående kendskab til kristendommen, og at dette bør sammenholdes med det oplyste fra flere folkekirkepræster om, at han har deltaget aktivt i kirkelige aktiviteter både forud og efter sin dåb. Flertallet finder på den baggrund, at ansøgerens konversion må anses for reel. Flertallet tillægger det endvidere vægt, at ansøgeren som følge af sin konversion ikke længere har kontakt med sin ægtefælle og svigerfamilien, som befinder sig i Afghanistan. På den baggrund finder flertallet, at ansøgerens forklaring om, at han ved en eventuel tilbagevenden til Afghanistan vil følge sig forpligtet til at udbrede sin tro, ikke kan tilsidesættes, og at han derfor risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Afgh/2018/218/EMU
Nævnet stadfæstede i maj 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim fra [en landsby i] Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af ISIL, fordi han ikke lod sig hverve af dem. Ansøgeren har også oplyst, at han frygter beboerne i lokalområdet, fordi de vil beskylde ham for at være vantro, idet han er rejst til udlandet. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at ISIL havde magten i området, hvor ansøgeren boede, og at de ønskede at rekruttere medlemmer blandt lokalbefolkningen. Ansøgeren blev opsøgt af ISIL på gaden i landsbyen tre til fire gange og opfordret til at tilslutte sig ISIL og udføre jihad, men ansøgeren nægtede dette. På et tidspunkt var ansøgeren til en forlovelsesfest i [en provins] i seks til syv dage. Da ansøgeren vendte tilbage, fortalte hans far, at ISIL havde opsøgt familiens bopæl tre gange, og at de havde spurgt efter ansøgeren. Den samme aften bankede det på døren ved 23-tiden. Faren sagde til ansøgeren, at han skulle gemme sig. Ansøgeren gemte sig på en majsmark uden for huset. Uden for døren stod fem til seks personer fra ISIL, der spurgte efter ansøgeren. Faren sagde, at ansøgeren var på besøg hos sin moster, men personerne sagde, at de havde fået at vide, at ansøgeren var kommet hjem. De ransagede herefter bopælen, og da de ikke kunne finde ansøgeren, trak de faren uden for huset, hvor de halshuggede ham. Ansøgeren forblev på majsmarken hele natten, og næste morgen fik han et lift af en bil til [en større by], hvor han kontaktede en af farens venner [A] og fortalte om det passerede. Ansøgeren opholdt sig på [A’s] bopæl i tre nætter. [A] tog til ansøgers hjem og fik oplyst, at ISIL stadig eftersøgte ansøgeren, hvorefter ansøgeren udrejste af Afghanistan. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har svaret upræcist og afglidende på spørgsmål vedrørende centrale dele af asylmotivet, herunder om hvor og hvornår han blev opsøgt i landsbyen af ISIL, hvem der opsøgte ham og de nærmere omstændigheder i forbindelse hermed, på en sådan måde, at det beskrevne ikke virker selvoplevet. Det findes endvidere usandsynligt, at ISIL – der ifølge ansøgerens forklaring var i kontakt med ham flere gange – ikke formåede eller i hvert fald udfoldede større bestræbelser på at pågribe ham i forbindelse med henvendelsen på ansøgerens bopæl, hvor faren blev dræbt, navnlig henset til, at ansøgeren befandt sig så tæt på, at han kunne høre, hvad der foregik. Ansøgeren har endvidere for Flygtningenævnet forklaret, at hans familie er taget af ISIL, hvilket ikke stemmer overens med ansøgerens forklaring til Udlændingestyrelsen [i foråret] 2017, hvor han forklarede, at hans familie ikke er blevet opsøgt efterfølgende. Det bemærkes, at oplysningen om, at ISIL havde taget familien, ifølge ansøgeren skulle være modtaget fra [A], som ansøgeren efter sin forklaring senest har talt med inden samtalen med Udlændingestyrelsen. Nævnet finder herefter ikke anledning til at udsætte sagen på indhentelse af en retsmedicinsk undersøgelse. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2018/217/THV
Nævnet stadfæstede i april 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk usbeker og sunnimuslim fra Takhar, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban, da han har bekæmpet Taliban for det afghanske militær i Helman-provinsen. Ansøgeren har endvidere anført, at han, fordi han er deserteret fra militærtjeneste, risikerer dødsstraf eller en anden uproportional straf fra de afghanske myndigheders side. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han efter endt uddannelse på militæruniversitetet i Kabul, var ansat i den afghanske hær som 2. løjtnant på en militærpost i Helman-provinsen med kommando over 18 personer. Hovedformålet med udsendelsen, som varede omkring to måneder [i sommeren og i vinteren] 2015, var at forsvare posten mod Taliban. I [efteråret] 2015 blev ansøgerens familie truet mundtligt i landsbyen af Taliban via en budbringer, hvis rolle er at sprede nyheder og budskaber. Taliban truede med at slå ansøgeren ihjel, hvis ikke han stoppede sit arbejde for militæret. Ansøgeren fik herefter lov til at forlade militærposten og tage hjem til sin familie. [I efteråret] 2015 blev ansøgerens mor opsøgt af en budbringer, som overleverede en trussel fra Taliban om, at ansøgeren som straf for at have udført arbejde for militæret, skulle skaffe fem våben og fem motorcykler til Taliban. [I efteråret] 2015 rejste ansøgeren til Kabul for at anmode forsvarsministeriet om, at ham og hans familie kunne blive overflyttet til et sikkert sted. Da ansøgeren ikke hørte noget svar fra forsvarsministeriet i Kabul, indså han, at der ikke var noget hjælp at hente, hvorefter han valgte at udrejse fra Afghanistan [i vinteren] 2015. Ansøgerens mor fortalte senere ansøgeren, at hun efter ansøgerens udrejse blev opsøgt af en budbringer fra Taliban, som spurgte efter ansøgeren. Ansøgerens mor fortalte budbringeren, at ansøgeren var udrejst, hvorefter budbringeren forlod bopælen. Flygtningenævnet lægger ligesom Udlændingestyrelsen ansøgerens forklaring om hans uddannelse og arbejde i den afghanske hær til grund. Nævnet lægger videre ansøgerens forklaring om konflikten med Taleban til grund, idet forklaringen herom i det væsentlige har været konsistent, og idet det ikke kan udelukkes, at de divergenser, der har været i ansøgerens forklaring om denne del af asylmotivet, kan henføres til de tolkevanskeligheder, som ansøgeren har påpeget under samtalerne med Udlændingestyrelsen. På den baggrund vurderer nævnet, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Takhar provinsen vil være i risiko for overgreb fra Talibans side omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Bortset fra konflikten affødt af sin beskæftigelse i militæret, har ansøgeren ikke haft konflikter med Taliban, ligesom hans familie ikke har været opsøgt af Taliban efter [vinteren] 2015. Ansøgerens konflikt må herefter anses for at have været lokalt forankret. Ansøgeren er en veluddannet mand uden helbredsproblemer og kommer fra en velstående familie. Ansøgeren har tidligere i forbindelse med sin uddannelse boet i Kabul. Ansøgeren havde en lavere officersrang som sekondløjtnant, og han har kun været beskæftiget som officer i få måneder. Det er herefter ikke sandsynliggjort, at ansøgeren udgør et ”prime target” i forhold til Taliban, eller at han er så profileret, at Taliban har evne og/eller vilje til at forfølge ham, også uden for Takhar provinsen. Nævnet finder herefter i forhold til konflikten med Taliban, at det er relevant og rimeligt, at henvise ansøgeren til at tage ophold i Kabul, Herat eller Mazar-e Sharif som internt flugtalternativ. Nævnet lægger i forhold til ansøgerens konflikt med de afghanske myndigheder til grund, at ansøgeren er deserteret fra militærtjeneste ved ikke at melde sig til tjeneste igen, da hans orlov/ferie udløb, og ved at udrejse fra Afghanistan uden at afvente forsvarsministeriets behandling af hans ansøgning om forflyttelse. Det fremgår af UNHCR´s Handbook om desertører og miltærunddragere, at straffene for at desertere, som varierer fra land til land, normalt ikke kan anses som forfølgelse, med mindre det kan bevises, at man vil blive udsat for en uforholdsmæssig streng straf for overtrædelse af militærlovgivningen på grund af race, nationalitet, tilhørsforhold til en særlig social gruppe eller politiske anskuelser. Efter baggrundsoplysningerne lægger nævnet til grund, at staffen for at desertere i Afghanistan, når dette ikke sker i forbindelse med kamphandlinger, hvilket er tilfældet i ansøgerens sag, er fængsel i to til fem år, uanset om der er tale om en menig soldat eller en officer. Dette understøttes også af den besked, ansøgeren har modtaget via Facebook fra en soldaterkollega, hvoraf fremgår, at personer, der forlader deres stilling, bliver idømt fængsel på imellem to og fire år. Det lægges efter baggrundsoplysningerne videre til grund, at antallet af desertører i Afghanistan er højt, og at hverken de afghanske myndigheder eller det militære retsvæsen generelt har evne eller vilje til at retsforfølge desertører. Det er herefter ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan som følge af, at han er deserteret, vil være i risiko for at blive idømt en straf af en længde eller karakter, der indebærer forfølgelse eller overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2018/216/TLNJ
Nævnet stadfæstede i maj 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk uzbeker og sunni muslim fra [A], Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at han vil blive slået ihjel af Taliban som hævn for, at ansøgerens far, sammen med andre folk fra landsbyen [A], har dræbt ti personer fra Taliban. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans far var kommandant, og at han forsvarede deres landsby [A] mod Taliban. Taliban var begyndt at overtage omkringliggende landsbyer, hvorfor byens ældre samlede sig og bad ansøgerens far og to andre af landsbyens indbyggere ved navn [B] og [C] om at forsvare byen. En dag kæmpede Taliban uden for landsbyen, i hvilken kamp omkring ti talibanere blev slået ihjel. En uge herefter bad ansøgerens far ansøgeren og resten af familien om at forlade deres bopæl, fordi han havde modtaget trusler fra Taliban. Ansøgeren og hans familie tog ophold i Mazar-e Sharif, hvor de boede i omkring en og en halv måned. Noget tid derefter blev ansøgeren og hans familie opsøgt af seks eller syv personer fra Taliban, mens ansøgerens far ikke var hjemme. Taliban udsatte ansøgeren, hans mor og hans bror for fysiske overgreb og spurgte, hvor ansøgerens far var henne. Naboerne kom familien til undsætning, hvorefter personerne fra Taliban flygtede fra stedet. Næste morgen ringede ansøgerens far til ansøgerens mor og sagde, at ansøgerens mor skulle sende ansøgeren og hans bror til Kabul. Ansøgerens mor var meget syg og rejste derfor ikke med. Ansøgeren og hans bror blev sammen med en anden familie sendt til Kabul. I Kabul opholdt ansøgeren og hans bror sig sammen med deres far i to dage, hvorefter de rejste til [D]. På anden eller tredje ramadandag i 2015 udrejste ansøgeren, hans far og hans bror af Afghanistan. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet har ved denne vurdering lagt vægt på, at ansøgernes forklaring forekommer usammenhængende og konstrueret til lejligheden. Der er således lagt vægt på, at ansøgeren har afgivet en divergerende og upræcis forklaring om helt centrale forhold i forbindelse med sit asylmotiv. Ansøgeren har i sit asylskema som asylmotiv angivet, at familien havde det rigtigt hårdt, og at det var med stort besvær, at de fik livet til at hænge sammen samt, at hans far ikke var der, mens han til samtalerne med Udlændingestyrelsen har forklaret, at han søger asyl, fordi hans far var kommandant og havde slået ca. 10 talebanere ihjel. Ansøgeren har udover den udbyggende og divergerende forklaring om sit asylmotiv forklaret divergerende om udfyldningen af asylskemaet. Ansøgeren har således til sin gensamtale forklaret, at hans skriftlige egenskaber er små, og at han mentalt havde forberedt sig på, at hans far var blevet slået ihjel, hvorfor han havde noteret dette i skemaet, mens han til advokaten og under nævnsmødet oplyste, at det var en anden, der havde udfyldt skemaet for ham, fordi han er analfabet, og at han havde bedt om, at der kom til at stå, at faren ikke var der, fordi han skrev om en periode på 20 dage, hvor faren ikke var til stede. Han udbyggede i øvrigt under nævnsmødet forklaringen om skemaet med, at han havde krøllet dette sammen og smidt det ud, hvorfor han slet ikke forstår, at det er i sagen. Ansøgeren har tillige forklaret divergerende om, hvorvidt hans far havde modtaget trusler fra Taleban, forud for de trusler, der førte til, at familien tog til Mazar-E Sharif. Han har således til sin første samtale oplyst, at hans far ikke havde modtaget trusler, mens han til sin anden samtale forklarede, at faren modtog trusler fra Taleban allerede for 5-6 år siden, fordi han byggede skoler og forsvarede området. Dertil kommer, at ansøgerens forklaring om, at nogle naboer kunne jage 5-6 eller 10 bevæbnede talebanere på flugt fremstår mindre sandsynlig. Endelig forekommer ansøgerens forklaring om, hvordan han i Teheran er kommet i besiddelse af et billede af en afdød person, der skulle være en anden kommandant fra landsbyen upræcis og mindre sandsynlig. Nævnet finder, at ansøgeren ikke under nævnsmødet er fremkommet med en rimelig forklaring på de nævnte divergenser, og at disse ikke alene kan forklares som tolkeproblemer. Flygtningenævnet bemærker, at de generelle forhold i Afghanistan herunder den sikkerhedsmæssige situation i landet efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke er sådanne, at disse i sig selv er asylbegrundende. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2018/215/LINB
Nævnet stadfæstede i maj 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og muslim af religiøs trosretning fra landsbyen [by], Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at Taliban vil slå ham ihjel, idet Taliban har forsøgt at rekruttere ansøgeren og hans bror, og idet Taliban har slået ansøgerens bror og farbror ihjel. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at Taliban opsøgte bopælen tre gange henover en periode på tre måneder med henblik på at hverve ansøgeren og hans bror. De to første gange kom to mænd, som fortalte, at de kunne tjene penge ved at deltage i hellig krig sammen med Taliban, og at det i øvrigt var en obligatorisk pligt. Den tredje gang blev ansøgeren og hans bror opsøgt af to bevæbnede mænd fra Taliban, som tiltvang sig adgang til bopælen og forsøgte at tvinge dem til at tilslutte sig Taliban. Ansøgerens forældre og yngste bror var ikke til stede på bopælen, idet de var til bryllupsfest. Ansøgeren og hans bror hoppede ud af et vindue og forsøgte at flygte. De to mænd løb efter dem, mens de skød. Ansøgerens bror blev ramt af skuddene og afgik ved døden som følge heraf. Ansøgeren fortsatte flugten og løb gennem et bakket landskab videre til [landsby], hvorefter han rejste videre til sin morbrors bopæl i Pakistan. Ansøgeren har endvidere oplyst, at hans farbror blev slået ihjel af Taliban for omkring fem til seks år siden, fordi han ikke ville lade sig rekruttere til deres hær. Flygtningenævnet bemærker først, at ansøgeren er indrejst uden identitetspapirer, og at han har oplyst forkert navn og fødedata til de bulgarske myndigheder og ved sin første kontakt med de danske myndigheder. Ansøgerens forklaring i nævnet om, at de forskellige navne må bero på tolkefejl, kan ikke lægges til grund. Nævnet finder det endvidere mindre sandsynligt, at ansøgeren ikke har udvist større bestræbelser på at få kontakt til familien, hvis han har været udsat for det hændelsesforløb, han har påberåbt sig. Nævnet henviser herved til, at ansøgeren opholdt sig tre dage hos morbroren i Pakistan, og at han, udover at ringe til familiens/brorens mobiltelefon, ikke har forsøgt kontakt til for eksempel naboer mv. Flygtningenævnets flertal finder på denne baggrund, at ansøgeren ikke har sandsynligt det asylmotiv, han påberåber sig. Flertallet bemærker, at forklaringen om hændelsesforløbet, der er relativt simpel, vel er sammenhængende, men at den efter de konkrete omstændigheder også må anses for mindre sandsynlig. Flygtningenævnets mindretal lægger ansøgerens forklaring til grund, men finder, at ansøgeren kan henvises til at tage ophold i en af de større byer som internt flugtalternativ. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Afghanistan. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afghanistan/2018/214/TLNJ
Nævnet stadfæstede i maj 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger/en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i december 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tajik og sunni-muslim af trosretning fra Parwan, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban, idet han har arbejdet for politiet. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han på et ukendt tidspunkt begyndte at modtage telefoniske trusler fra Taliban. To måneder senere var ansøgeren på vej hjem fra arbejde, da han fik et opkald fra en ven ved en sikkerhedspost om, at Taliban sad og ventede på ham, idet de ville slå ham ihjel. Ansøgeren vendte tilbage til sin arbejdsplads, hvor han samlede en styrke, der skulle gå til angreb på Taliban. Da de nåede frem, var Taliban stukket af. Omkring to måneder senere plantede Taliban en bombe i en politibil, som ansøgeren havde kørt i. Dette blev opdaget, så politiet sendte en styrke, der neutraliserede bomben. Omkring tre måneder senere kom Taliban hjem til ansøgerens bopæl, hvor de spurgte hans ægtefælle, hvor han var henne. Ægtefællen sagde til dem, at ansøgeren havde været væk de sidste tre måneder. Ægtefællen ringede efterfølgende til ansøgeren og fortalte, at Taliban havde spurgt efter ham. Herefter flygtede ansøgeren ud af Afghanistan. Ansøgeren frygter desuden ISIS, idet ISIS slår folk ihjel, der har arbejdet for de afghanske myndigheder. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at ISIS befinder sig i Logar provinsen, og at han ikke personligt har haft kontakt til eller konflikter med ISIS. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren har forklaret divergerende på flere væsentlige punkter i sit asylmotiv. Han har forklaret divergerende om, hvorvidt han modtog trusler i 2008, hvor mange trusler han modtog i 2014/2015, og hvorvidt hans ægtefælle fik tæsk i forbindelse med, at Taliban henvendte sig hos familien. Ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorvidt han kontaktede kontrolposter eller sine meddeler i forbindelse med sin hjemrejse i slutningen af 2014. Han har ikke kunnet redegøre for, hvor fra [hans kollega] havde sine oplysninger om bagholdsangrebet, eller hvorvidt angrebet var rettet mod ansøgeren. Han har heller ikke kunne redegøre for, hvorledes Taliban kunne klistre en bombe til politibilen, når bilen blev kontrolleret af en betjent. Han har forklaret, at bilen blev benyttet af andre, når han ikke var på tjeneste. Ansøgeren har forklaret udbyggende om, at han efterfølgende modtog en telefonisk trussel, hvor begge episoder blev knyttet til ham. Allerede på grund af det senere tidspunkt, hvor oplysningen er kommet frem, tilsidesætter Flygtningenævnet denne forklaring. I samtalen af 27. juli 2016 har ansøgeren forklaret, at episoden med bomben lå før forsøget på bagholdsangrebet. Som følge af det ovennævnte tilsidesætter Flygtningenævnet ansøgerens forklaring som konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være forfulgt jf. Udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i konkret og individuel risiko for overgreb jf. Udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2018/212/sme
Nævnet stadfæstede i maj 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim af trosretning, fra provinsen Kunar, distriktet Sawkay, landsbyen [B], Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter Taliban og lokalbefolkningen i sin landsby, [B], idet han ved et uheld var årsag til en brand i [A]-moskéen i landsbyen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i vinteren 2015 tændte op i [A]-moskéens brændeovn, da der udbrød brand, som beskadigede moskéens interiør. Ansøgeren løb hjem til sin bopæl for at hente hjælp til at slukke banden, hvilket lykkes en til halvanden time senere. Dele af moskéen blev beskadiget, som følge af branden. Ansøgeren har desuden oplyst, at hans mor herefter ringede til sin bror, [C], idet hun frygtede, at Taliban og lokalbefolkningen ville slå ansøgeren ihjel. [C] kørte ansøgeren til Kabul, hvor han opholdt sig i 15 til 20 dage hos en af [C]s venner. Afslutningsvis har ansøgeren oplyst, at [C] kom tilbage til Kabul efter 15 dage, og fortalte ansøgeren, at Taliban havde opsøgt hans forældre. Samme dag udrejste ansøgeren fra Afghanistan. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren har forklaret divergerende om flere væsentlige punkter i sit asylmotiv. Han har til samtale den 25. juli 2016 forklaret, at han og hans mor blev tilbage, mens resten af familien slukkede branden. Han har under samtalen den 21. april 2017 forklaret, at han og hans mor også løb med i forbindelse med branden. Han har under samtalen med nævnet forklaret, at han og hans mor blev tilbage under slukningen, men han efterfølgende gik hen til moskeen og så skaderne. Han har forklaret, at han her mødte byens borger, og at de spurgte til, hvad der var sket men ikke bebrejdede ham noget. Han har forklaret divergerende om, hvem der besluttede, at han skulle forlade landsbyen, og om hvem der besluttede, han skulle forlade landet. Det findes forfaldende, at han ikke kender navnet på morbroens ven i Kabul, hos hvem han var skjult i en periode. Han har under samtalen for nævnet, indledningsvis forklaret, at han var hos morbrorens ven i 10 dage, men ændrede det senere til 10 til 15 dage. Under begge samtaler har han oplyst at perioden var 15 til 20 dage. På baggrund af ovenstående tilsidesættes ansøgerens forklaring som divergerende og konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være forfulgt jf. Udlændingelovens § 7, stk. 1. eller være reel og individuel risiko for overgreb jf. Udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2018/210/sme.
Nævnet meddelte i januar 2018 opholdstilladelse (B-status) til et ægtepar samt 5 børn fra Afghanistan. Indrejst i 2015 Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske pashtunere og sunnimuslimer fra Kabul, Afghanistan. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de frygter at blive slået ihjel af Taliban, idet den mandlige ansøger har arbejdet for amerikanerne og dermed bliver betragtet som vantro. Ansøgerne har til støtte for deres asylmotiv oplyst, at den mandlige ansøger og hans familie, herunder hans brødre, i 2007 begyndte at få nogle generelle trusler fra Taliban, hvorfor de forlod deres landsby Maidan Wardak. I [sommeren] 2012 begyndte den mandlige ansøger at arbejde for et amerikansk firma, […]. Han skulle hjælpe med at bygge et fængsel i [en specifik by], og hans opgave bestod i kvalitetskontrol af byggeriet. Arbejdet på fængslet sluttede i ultimo 2013. Omkring starten af 2014 begyndte der at komme trusler mod den mandlige ansøger fra Taliban. [A], som var søn af en landmand og var sat til at passe den mandlige ansøgers jord i Maidan Wardak, oplyste ham om, at Taliban truede med at slå den mandlige ansøger ihjel, idet han havde samarbejdet med amerikanerne. [A] havde hørt dette, idet Taliban gik og fortalte det i området. [A] kom omkring hver eller hver anden uge til Kabul og talte med den mandlige ansøger om landbruget. I løbet af perioden primo 2014 til [efteråret] 2015 blev lederen for retten i Paktika, [B], slået ihjel af Taliban. Han blev slået ihjel omkring 1 kilometer fra deres bopæl i Kabul. Samme år dræbte Taliban også en pige, [C], som arbejdede for FN. I august 2015 fortalte [A] den mandlige ansøger, at Taliban havde udset ham som deres næste mål. Den mandlige ansøger opfattede det sådan, at truslerne var gået fra at være generelle trusler til at være målrettet den mandlige ansøger. Så snart den mandlige ansøger fandt ud af dette, flyttede han hen til sin svigerfamilie, og han begyndte at planlægge sin udrejse. De forlod Afghanistan [i slutningen af] 2015. Flygtningenævnet finder, at ansøgerne har forklaret sammenhængende og konsistent om elementerne i deres asylmotiv. Flygtningenævnet finder ikke holdepunkter for at tilsidesætte ansøgernes forklaring om, at den begivenhed, der førte til, at de udrejste, var oplysningerne om, at den mandlige ansøger var udset til at være det næste mål for Taliban, efter at to højtprofilerede personer fra den mandlige ansøgers hjemby var blevet dræbt i Kabul i kort afstand fra ansøgernes bopæl. Henset til, at den mandlige ansøger har haft omfattende beskæftigelse og samarbejde med udenlandske myndigheder, lægger nævnet til grund, at den mandlige ansøger må anses for at tilhøre en persongruppe, som er i risiko for attentater fra Talibans side, både i Kabul samt Herat og Mazar-e-Sharif. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgerne ved en tilbagevenden til Afghanistan vil risikere forfølgelse på baggrund af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet finder imidlertid, at den mandlige ansøger under de nævnte omstændigheder vil være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, og at han ikke vil kunne opnå myndighedernes beskyttelse herimod. Den kvindelig ansøger har i det hele henvist til den mandlige ansøgers asylmotiv. Som konsekvens heraf finder Flygtningenævnet, at den kvindelige ansøger og de medfølgende børn ligeledes bør meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” afgh/2018/21/CHHA
Nævnet stadfæstede i maj 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt et medfølgende barn fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er sunnimuslimer fra Laghman-provinsen, Afghanistan. Den mandlige ansøger er tajik fra landsbyen [A] i […]-distriktet. Den kvindelige ansøger er halvt tajik og halvt pashtun fra landsbyen [B]. De har ikke været medlemmer af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive dræbt af den kvindelige ansøgers familie og en mand, som den kvindelige ansøger var lovet bort til. De frygter endvidere myndighederne, Taliban og ISIL samt måske landsbybeboere, som vil mene, at parret har begået en alvorlig æresforbrydelse, da de har haft et udenomsægteskabeligt forhold. Ansøgerne har til støtte herfor oplyst, at de lærte hinanden at kende, da den kvindelige ansøger omkring et år forud for udrejsen var kunde i den mandlige ansøgers skrædderforretning. Kort efter ringede den kvindelige ansøger til den mandlige ansøger, og i de følgende seks måneder talte de telefonisk sammen næsten dagligt. Derefter kom hun i hans skrædderforretning omkring en gang om ugen. Hun var da ofte i selskab med sin afdøde morbrors ægtefælle, [C], som hun boede sammen med. Enkelte gange kunne parret dog være alene sammen i skrædderforretningen. Den mandlige ansøgers mor og [C] kendte til forholdet. Ansøgerne vidste, at det som ugifte var farligt at have et forhold. De nåede ikke at blive gift, da den mandlige ansøgers mor havde svært ved at få passet hans søster og derfor ikke havde så let ved at tage over til den kvindelige ansøgers forældre. En dag fandt den kvindelige ansøger ud af, at hendes far havde lovet hende bort til en anden mand, hvilket hun fortalte den mandlige ansøger. Hun har aldrig mødt den pågældende mand og ved stort set intet om ham. Hun kender herunder ikke hans navn men har hørt, at det er en ældre mand, der i forvejen har flere koner. Vedkommende betalte hendes far for at få lov at gifte sig med hende. Hun har i mange år haft et betydeligt modsætningsforhold til sin far, der har medført, at hun i årevis ikke har boet hos sine forældre. Kort efter de blev bekendt med, at den kvindelige ansøger skulle giftes, udrejste ansøgerne den [nærmere angivet dato i efteråret] 2015 illegalt til Pakistan, hvor de blev gift. I Danmark har de fået et barn. Den mandlige ansøger har tidligere, i 2007, søgt asyl i Sverige. Som begrundelse henviste han dengang til en mand, [D], og problemer med en pige, der hed [E], ligesom den kvindelige ansøger. Ansøgeren fik afslag på sin ansøgning og rejste efter nogle år tilbage til Laghman. Vedrørende ansøgernes troværdighed bemærker Flygtningenævnet, at den mandlige ansøger på flere punkter har afgivet meget divergerende forklaringer til de svenske myndigheder, Udlændingestyrelsen og Flygtningenævnet, som væsentligt svækker hans generelle troværdighed. Til de svenske myndigheder har han i 2007 forklaret, at hans fulde navn er […], født den [….], at hans far var ca. 60 år og hans mor, der hed [F], var ca. 65 år. Han havde to søstre, men ingen brødre. Han havde i 6-7 måneder et seksuelt forhold til den pige, der var forlovet med en kommandant, der hed [D]. Pigen hed [E]. De boede begge i [A]. Kommandanten boede i en by i nærheden. Ifølge de svenske myndigheder forklarede ansøgeren først, at kommandanten havde truet ham med en pistol, mens han senere forklarede, at han gemte sig, da kommandanten kom, og kommandanten talte med ansøgerens far. Til Udlændingestyrelsen har den mandlige ansøger forklaret, at hans fulde navn er [andet navn end oplyst i Sverige], født den [anden dato end oplyst i Sverige], at hans mor hed [andet navn end oplyst i Sverige], samt at han havde to brødre og to søstre. Han havde ikke et seksuelt forhold til den pige, der var grund til, at han forlod Afghanistan i 2007, men pigen havde urigtigt sagt til sin far, at hun og ansøgeren havde haft et seksuelt forhold. Han kunne ikke huske pigens navn. Foreholdt, at han til de svenske myndigheder har forklaret, at hun hed [E], har han bekræftet, at det er rigtigt. Efter at have fået afslag på sin asylansøgning vendte han tilbage til Laghman. Han ved ikke, hvad der er sket med pigen. ”Han var blevet gift med hende, hvis hun stadig havde opholdt sig i Afghanistan”. Han havde også i 2007 sin skrædderforretning. [E] var i 2007 kommet til hans forretning for at få syet tøj. Pigen ville ikke giftes med kommandanten, der allerede havde to koner. Til Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at han ikke boede i samme by, som den [E], han kendte i 2007. Hun boede i den nærliggende landsby [G]. Han og [E] havde ikke et seksuelt forhold. Hun ville gerne giftes med ham. Han ville ikke giftes med hende. Det var [E]s far, der hed [D]. Faren blev vred på ansøgeren på grund af hans relation til datteren, der skulle giftes med en anden mand. Den mand truede ansøgeren. Han frygtede begge mænd. Ansøgerens skrædderforretning i 2007 lå i [A]. Efter han kom tilbage, fik han en skrædderforretning et andet sted i Laghman. Der er endvidere flere uoverensstemmelser mellem den kvindelige og den mandlige ansøgeres forklaringer til Udlændingestyrelsen. Der henvises herved navnlig til, at den kvindelige ansøger under begge samtaler med styrelsen forklarede, at parret havde samleje to gange i mandens skrædderforretning, mens den mandlige ansøger under begge samtaler med styrelsen forklarede, at de ikke havde samleje i Afghanistan. Først afslutningsvis i den sidste samtale oplyste han, at de havde været sammen to gange. Der er endvidere som anført af styrelsen visse uoverensstemmende forklaringer om det tidsmæssige forløb, som kan indgå i den samlede troværdighedsvurdering, men som ikke isoleret set kan bære et afslag, hvorved bemærkes, at der må tages et vist hensyn til, at ansøgerne er analfabeter. I Flygtningenævnet har begge forklaret, at parret i de 6 måneder havde samleje i alt to gange. Den mandlige ansøger har forklaret, at han ikke tidligere har haft samleje med nogen. Trods adspurgt herom flere gange kunne ingen af ansøgerne huske, omtrent hvornår de i perioden på de ca. 6 måneder havde haft samlejerne, herunder om det var i begyndelsen eller slutningen af perioden. De blev i nævnet begge, tilsyneladende noget mekanisk, ved med at gentage, at det skete to gange. Den mandlige ansøger har endvidere forklaret, at den person som den kvindelige ansøgers far havde solgt hende til, i forvejen havde tre-fire koner, mens den kvindelige ansøger har forklaret, at vedkommende havde to koner. Hun huskede ikke i Flygtningenævnet, om den ene af disse koner var afgået ved døden, sådan som hun er refereret for at have forklaret til Udlændingestyrelsen. Hertil kommer, at det i sig selv er mindre sandsynligt, at den mandlige ansøger to gange i sin skrædderbutik møder en kvinde, der hedder [E], hvilket begge gange gav anledning til alvorlige problemer, herunder i forbindelse med aftale om, at hun skulle giftes med en anden mand, der i forvejen havde flere koner, samt at problemerne førte til flugt til Europa. Flygtningenævnet kan under disse omstændigheder ikke lægge ansøgernes forklaringer om deres asylmotiv til grund, og ansøgerne har derfor ikke sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i konkret risiko for at blive forfulgt eller udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 og 2. Herefter, og da de generelt vanskelige forhold i Afghanistan ikke kan føre til et andet resultat, stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2018/209/MJM
Nævnet meddelte i maj 2018 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni muslima fra […] distriktet, Kunduz provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af de personer, som har slået ansøgerens far ihjel, og som muligvis er tilknyttet Taliban. Ansøgeren har desuden som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive tvangsrekrutteret af Taliban. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at en dag, hvor ansøgerens far var gået til morgenbøn i moskeen sammen med ansøgerens farbror, kom faren ikke hjem. Ansøgerens farbror, som boede i naboejendommen, var vendt tilbage fra bøn, hvorfor ansøgeren blev bekymret og spurgte sin farbror, hvor hans far blev af. Ansøgerens farbror gik derefter ud for at lede efter ansøgerens far. Ansøgeren fars lig blev fundet og bragt tilbage til bopælen samme dag. Ansøgerens farbror og mor bestemte, at det var bedst, at ansøgeren forlod Afghanistan, idet ansøgerens far var blevet slået ihjel, og idet ansøgeren var sin mors eneste søn. Ansøgeren udrejste enten den samme dag eller dagen efter. Ansøgeren har videre oplyst, at han frygter at blive tvangsrekrutteret eller slået ihjel af Taliban, som opholder sig i det område, hvor ansøgeren kommer fra. Ansøgeren har hørt, at Taliban kidnapper børn, og sender dem i koranskole, og træner dem i at anvende våben og være selvmordsbomber. Taliban har lukket ansøgerens skole, hvorfor han kun har fået fire års skolegang. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at ansøgeren fremstod med tilstrækkelig modenhed til at gennemgå en asylsagsbehandling, og at han i den forbindelse under nævnsmødet besvarede de stillede spørgsmål relevant. Flygtningenævnet lægger i det væsentlige ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Det fremgår af de foreliggende baggrundsoplysninger, senest Landinfos temanotat af 16. maj 2018: Afghanistan: forhold for barn og unge, samt Landinfos temanotat af 29. november 2017 vedrørende sikkerhedssituationen i den nordøstlige regionen, at Taliban rekrutterer unge mænd og drenge i konfliktområder, og at Kunduz-provinsen fortsat må betragtes som et konfliktområde. Ansøgeren, der nu er 15 år gammel, har forklaret, at det var hans mor og farbror, der besluttede, at han skulle udrejse af Afghanistan umiddelbart efter, at hans far var blevet dræbt af ukendte personer. Ansøgeren frygter selv at blive rekrutteret af Taliban og har en formodning om, at hans far blev dræbt af Taliban, selvom han ikke ved dette med sikkerhed, da han mener, at moren og farbroren holder de reelle forhold skjult for ham, fordi han er mindreårig. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til […] i Kunduz-provinsen risikerer, at blive rekrutteret af Taliban mod sin vilje. Henset til, at ansøgeren er mindreårig og pt. er uden netværk i Afghanistan, finder nævnet det ikke relevant eller rimeligt at henvise ham til at tage ophold et andet sted i Afghanistan som internt flugtalternativ. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han som følge af det anførte risikerer konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingeloven § 7, stk. 1, ved en tilbagevenden til Afghanistan. Flygtningenævnet finder derimod, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer asylbegrundende overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. afgh/2018/208/lrn
Nævnet stadfæstede i maj 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shiamuslim fra [en landsby i] Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban og Gulbuddin Hekmatyars soldater, fordi hans far forlod Taliban for at arbejde for myndighederne. Ansøgeren har også henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af sin fars fætters søn, [A]. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at hans far er kommandant i sikkerhedspolitiet i [et område i Afghanistan]. Ansøgeren har oplyst, at faren tidligere har arbejdet for Gulbuddin Hekmatyar. Ansøgeren har videre oplyst, at Gulbuddin Hekmatyar på et tidspunkt sluttede sig til Taliban, og at faren herefter var en del af Taliban. Da myndighederne genvandt kontrollen over Afghanistan, afbrød faren samarbejdet med Taliban til fordel for en stilling hos sikkerhedspolitiet. Faren er efterfølgende blevet truet telefonisk, ligesom han indenfor kort tid modtog to trusselsbreve fra henholdsvis Gulbuddin Hekmatyar og Taliban. Gulbuddin Hekmatyar og Taliban truede både faren og hans familie, herunder ansøgeren. Faren blev truet telefonisk tre til fire måneder inden ansøgerens udrejse, mens han modtog trusselsbreve to til tre måneder inden udrejsen. Herudover har ansøgeren forklaret, at han blev forsøgt voldtaget af sin fars fætters søn, [A]. Voldtægtsforsøget fandt sted fire til fem måneder inden ansøgerens udrejse. Ansøgeren arbejdede udendørs og havde netop lukket nogle lam ud for at græsse, da [A] opsøgte ham. [A] omfavnede ansøgeren og sagde til ham, at de skulle have samleje. Da ansøgeren nægtede, opstod der håndgemæng, hvorefter [A] trak en kniv og ramte ansøgerens arm og lillefinger. En forbipasserende kvinde overværede overgrebet, hvilket førte til, at [A] flygtede. Ved vurderingen af klagerens forklaring har Flygtningenævnet tillagt det betydning, at klageren er analfabet. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgeren på centrale punkter har forklaret divergerende og udbyggende, ligesom dele af ansøgerens forklaring ikke forekommer sandsynlig. Flygtningenævnet har herved navnlig lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende om de trusler, som ansøgerens far modtog, og som var anledningen til ansøgerens flugt. Til asylsamtalen og under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at faren modtog såvel skriftlige som telefoniske trusler, hvilket ansøgeren ikke har forklaret om til oplysnings- og motivsamtalen. Endvidere har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret meget upræcist og divergerende om sin fars virke. Vedrørende ansøgerens forklaring om konflikten med sin fars fætters søn, finder Flygtningenævnet, at forklaringen ikke forekommer sandsynlig. Ved vurderingen af ansøgerens generelle troværdighed har Flygtningenævnet ligeledes lagt vægt på, at det forekommer usandsynligt, at Udlændingestyrelsen til oplysnings- og motivsamtalen, hvor ansøgerens bisidder i øvrigt var til stede, skulle have opfordret ansøgeren til at slette fotos af sin far og bror, der var ansøgerens eneste dokumentation for, at faren arbejdede for politiet. Dertil kommer, at ansøgeren har forklaret udbyggende om de omhandlede fotos. Af referatet af oplysnings- og motivsamtalen fremgår, at ansøgeren omtalte et foto af sin bror, men det fremgår ikke, at ansøgeren også havde fotos af faren. Endvidere har ansøgeren til asylsamtalen forklaret, at han aldrig har set sin far i uniform, selvom han under nævnsmødet har forklaret, at han havde et foto på sin telefon af sin far i uniform. Endelig har ansøgeren først for nævnet forklaret, at han også havde foto af farens ID-kort. Flygtningenævnet tilsidesætter på denne baggrund ansøgerens forklaring om sit asylmotiv som konstrueret og utroværdigt. Endelig finder Flygtningenævnet, at de generelle forhold i Afghanistan, herunder forholdene for etniske hazaraer, ikke i sig selv er asylbegrundende. På den baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan vil risikere forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2018/207/THV
Nævnet stadfæstede i maj 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tajik og sunni muslim fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at han vil blive slået ihjel af de afghanske myndigheder, fordi han under en landskamp har brækket benet på en mand ved navn [A], der er nevø til en tidligere kommandant og nuværende parlamentsmedlem ved navn [C]. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han som deltager i en landskamp i [sport] i [sommeren] i 2014 i Kabul brækkede benet på sin modstander ved navn [A]. Efter kampen gik ansøgeren i bad, hvorefter han sammen med sin træner ved navn [B] tog til byen [mindre by i Afghanistan], hvor [B] havde et gæstehus. [B] fortalte ansøgeren, at der havde været bevæbnede mænd og lede efter ansøgeren, imens ansøgeren var i bad efter landskampen. De bevæbnede mænd var blevet sendt af [A]’s onkel ved navn [C], som var medlem af det afghanske parlament. Dagen efter tog ansøgeren til Herat, hvor han boede hos en mand ved navn [F] i syv til ti dage. Mens ansøgeren var i Herat, fortalte [B], at ansøgeren skulle udrejse af Afghanistan, da situationen i Kabul var blevet værre. Ansøgeren rejste herefter til Iran, hvor han boede hos en ven i omkring 3 måneder og 20 dage. Mens ansøgeren var i Iran, fortalte [B], at situationen i Afghanistan var blevet bedre. Ansøgeren besluttede derfor at rejse tilbage til Kabul i [efteråret] 2014. I Kabul boede ansøgeren i [B]’s gæstehus. Om natten blev der skudt ind af vinduet til soveværelset i gæstehuset, hvorefter ansøgeren flygtede hjem til sin ven ved navn [D]. Her opholdt ansøgeren sig i kort tid. [D] hjalp derefter ansøgeren til Kirgisistan. En afghansk mand ved navn [E] hjalp ansøgeren med at finde en lejlighed. Ansøgeren arbejdede herefter som autolakør i omkring ti måneder. En dag bad [E] ansøgeren om at komme hjem til ham. [E] arbejdede i den kirgisiske efterretningstjeneste, og han fortalte ansøgeren, at en person ved navn [M], der arbejdede på den afghanske ambassade i Kirgisistan, havde underrettet den kirgisiske efterretningstjeneste om, at ansøgeren var spion. Ansøgeren var overbevist om, at det var [C], der havde givet oplysninger om ansøgeren til den kirgisiske efterretningstjeneste med det formål at få ansøgeren udleveret til Afghanistan. [E] opfordrede ansøgeren til at udrejse af Kirgisistan, hvorefter ansøgeren med hjælp fra en ven, som arbejdede på den iranske ambassade i Kirgisistan, hjalp ansøgeren til Iran. Ansøgeren udrejste herefter af Kirgisistan. Ansøgeren har under mødet i Flygtningenævnet endvidere henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at han vil være i livsfare, fordi han er homoseksuel. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han i Afghanistan havde en mandlig kæreste ved navn [F] i 2014. Alle troede, at de bare var venner. Ansøgeren og [F] var fra samme område ved navn [bydel] i Kabul. Ansøgeren og [F] mødtes flere gange i byen, hvor de havde samleje. Forholdet blev afbrudt, da ansøgeren måtte flygte fra Afghanistan efter [sportskampen] i [sommeren] 2014. Ansøgeren har ikke siden haft kontakt til [F]. Efter ansøgerens indrejse i Danmark har ansøgeren i [sommeren] 2017 haft et forhold til en dansk mand, som han mødte i [mindre dansk by]. De har mødtes tre til fire gange, men er ikke længere sammen. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at ansøgeren efter sin forklaring skadede en modstander i en landskamp i en kampsport, hvor man må acceptere risikoen for skader under en kamp. Videre bemærkes, at ansøgeren ikke på noget tidspunkt har set de mænd, der angiveligt efterstræbte ham, og det beror på hans egen formodning, at det – såvel på stadion som ved gæstehuset – var mænd, der var sendt af [C], der er onkel til den kampmodstander, der brækkede benet. Hertil kommer, at det virker påfaldende, at gæstehuset blev angrebet samme nat, ansøger netop var vendt tilbage til Afghanistan efter flere måneders ophold i Iran. Videre fremgår det af sagens akter, at ansøgeren vandt [sportskampen] i [sommeren] 2014, mens det af ansøgerens pas fremgår, at hans visum til Iran var gældende fra [efteråret] 2014, hvorfor ansøgeren må have opholdt sig i Afghanistan i mindst to måneder efter kampen. Heroverfor har ansøgeren til asylsamtalen forklaret, at han udrejste omkring to uger efter kampen og har ikke kunnet redegøre for den manglende tidsmæssige sammenhæng. Det forekommer ligeledes usandsynligt, at hans ven [E] skulle beskylde ansøgeren for at være spion, ligesom det også her beror på ansøgerens egen formodning, at det var [C], der havde givet oplysninger om, at ansøgeren var spion. Ansøgeren har først i advokatindlægget til brug for nævnsmødet anført, at han er homoseksuel. Ansøgeren har forklaret divergerende, afglidende og i generelle vendinger om sin seksuelle observans. Ansøgeren kunne ikke huske sin danske seksualpartners navn, og ansøgeren har forklaret, at han i Afghanistan havde den samme mandlige kæreste i 10 til 11 år frem til udrejsen, og at der ikke var nogen, der var bekendt med dette. Ansøgeren har under nævnsmødet forklaret, at forholdet til den danske kæreste foregik hos kæresten, og at de var sammen to til tre gange, mens det i advokatindlægget er fremført, at de ikke kunne have et forhold hos kæresten, da han boede sammen med nogen, og at de var sammen tre til fire gange. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring om hans asylmotiver til grund, og allerede derfor kan det af ansøgeren fremlagte trusselsbrev ikke tillægges vægt. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2018/206/LINB
Nævnet meddelte i maj 2018 opholdstilladelse B-status til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim fra [A], [B], Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive dræbt af sin far, storebror og [C], der er far til ansøgerens farbrors enke. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans farbror er død og har efterladt sig en enke, hvilket efter traditionerne i ansøgerens klan medfører, at enken skal forblive i familien, hvorfor hun skal gifte sig med et mandligt familiemedlem. Ansøgerens far og [C] besluttede, at ansøgeren skulle gifte sig med den efterladte enke. Dette nægtede ansøgeren, hvorfor både hans far, storebror og [C] truede ansøgeren på livet. Ansøgeren er på den baggrund flygtet fra Afghanistan. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring fremstår troværdig, og at divergenserne i tidsangivelserne må tilskrives ansøgerens manglende forståelse for brug af kalender og angivelse af tidsforløb. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at der allerede i forbindelse med ansøgerens forklaring til oplysnings- og motivsamtalen har været så forskellige angivelser af tidsforløbet, at der ikke kan lægges vægt på en enkelt af disse, uden at der har været spurgt nærmere ind til divergenserne allerede ved oplysnings- og motivsamtalen. Flygtningenævnet finder endvidere, at ansøgeren ikke kan henvises til at tage ophold et andet sted i Afghanistan [B]. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på ansøgerens forklaring om, at hans farbrors enkes far har politisk indflydelse og mange forbindelser, og at han vil kunne sætte ting i gang mod ansøgeren. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. afgh/2018/204/IBK
Nævnet stadfæstede i maj 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shiamuslim af trosretning fra [by], Ghazni, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taleban eller ISIL. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han blev kidnappet af Taleban, da han sad i en bus på vej til sin søster i Ghazni. Bussen blev stoppet af nogle bevæbnede mænd fra Taleban. De bevæbnede mænd spurgte efter personer, der var hazara og shiamuslimer af trosretning. Ansøgeren blev udtaget sammen med en anden person, hvorefter de blev kørt til en lille landsby. Mændene fra Taleban talte pashto, hvilket ansøgeren ikke forstod. En mand ved navn [A], der var medlem af Taleban, talte lidt farsi, og han oversatte for ansøgeren. Ansøgeren og de andre blev spurgt om at gå i krig mod FN og regeringen i Afghanistan, hvilket de af frygt indvilligerede i. Ansøgeren blev registreret på Talebans computer og afgav fingertryk. Ansøgeren var i Talebans varetægt i 12 dage, hvor han modtog undervisning i religion og koranen. Ansøgeren blev på et tidspunkt lukket ind i et lille rum som straf for, at han ikke havde svaret korrekt på spørgsmål fra en mullah. [A], der var fra samme område som ansøgeren, hjalp ansøgeren med at flygte ud af rummet. Ansøgeren og [A] flygtede herefter væk fra Taleban. De skiltes, da de ankom til Nimruz. Med hjælp fra sin bror og svoger fik ansøgeren skaffet penge og en agent, hvorefter han udrejste af Afghanistan. Ansøgeren har videre oplyst, at han frygter ISIL, idet et nært familiemedlem er blevet kidnappet og dræbt af gruppen. Uanset om ansøgeren i 2015 måtte være tilbageholdt et ukendt sted af Taliban i 12 dage, hvor han modtog undervisning i bøn, finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgerens konflikt med Taliban er af en sådan karakter og intensitet, at den er omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet har i den forbindelse tillige lagt vægt på, at det nu er ca. 3 år siden, ansøgeren forlod den ukendte landsby. Ansøgeren har aldrig haft konflikter med de afghanske myndigheder eller med IS. De generelle forhold i Afghanistan er ikke af en sådan karakter, at enhver ved sin blotte tilstedeværelse vil være i risiko for overgreb. Under disse omstændigheder har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2018/203/CABV
Nævnet stadfæstede i maj 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt to børn fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske hazaraer og shia muslimer fra [byen C], Afghanistan. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter familien til en kvinde ved navn [A], Taliban og de afghanske myndigheder. Den mandlige ansøger har til støtte for konflikten med [A]’s familie, Taliban og de afghanske myndigheder oplyst, at en pige ved navn [A] var ansat i hans forretning i [mindre by i Afghanistan]. En søndag blev ansøgerens families bopæl opsøgt af [A]’s familie, fordi hun ikke var kommet hjem lørdag nat. Ansøgeren var ikke hjemme, idet han var taget til Kandahar for at købe varer til butikken. Ansøgerens ægtefælle fortalte derfor [A]’s familie, at ansøgeren ikke var hjemme. [A]’s familie tog derefter hen til ansøgerens forretning, hvor de spurgte efter ansøgeren og [A]. Ejerne af naboforretningerne sagde til [A]’s familie, at de havde set [A]sammen med en mand ved navn [M] flere gange. [A] blev herefter fundet hjemme hos [M], hvorefter hun blev stenet til døde. Samme eftermiddag opsøgte [A]’s familie igen ansøgerens families bopæl. De gennemsøgte bopælen og spurgte ansøgerens ægtefælle, hvor ansøgeren var, og samtidig truede de ansøgeren. Ansøgerens ægtefælle fortalte ansøgeren om hændelsen, hvorefter ansøgeren bad en af sine ansatte ved navn [B] om at køre ansøgerens ægtefælle og deres datter til Kandahar. Ansøgerens ægtefælle medbragte 10-15.000 USD fra deres bopæl. Ansøgeren mødtes med sin ægtefælle og deres datter i Kandahar, hvorfor de sammen tog til byen [C], hvor de boede i omkring 5 måneder. Under opholdet i [C] bad ansøgerens samarbejdspartner [D] på et tidspunkt ansøgeren om at sy narkotika ind i nogle tasker. [D] havde tidligere købt 300 tasker af ansøgeren, som han havde betalt 70.000 afghani for. Ansøgeren nægtede at sy narkotika ind i taskerne, hvorefter [D] sagde, at han ville give oplysninger om ansøgeren til henholdsvis [A]’s familie, Taliban og politiet, hvis ikke ansøgeren ville samarbejde. Ansøgeren blev en aften ringet op og truet af [A]’s far, som havde fået ansøgerens telefonnummer af [D], og dagen efter indvilgede ansøgeren i at sy taskerne for [D]. Herefter syede ansøgeren 50 dametasker og 20 rygsække for [D], som alle indeholdt narkotika. En dag, da [D] skulle hente de 20 rygsække, opstod der et skyderi foran ansøgerens bopæl mellem [D], [D]’s folk og politiet. Ansøgeren flygtede under skyderiet fra sin bopæl og udrejste af Afghanistan til Iran med sin ægtefælle og deres datter. I Iran fik ansøgeren kendskab til, at ansøgerens bror var blevet taget af Taliban, og at han var afgået ved døden som følge af den tortur, Taliban havde udsat ham for. Den kvindelige ansøger har i det hele henvist til den mandlige ansøgers asylmotiv. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgerne har boet i Iran i mange år og ernæret sig ved den mandlige ansøgers arbejde med at sy tasker. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at ansøgerne på et tidspunkt rejste til Afghanistan, og at den mandlige ansøger der åbnede en taskebutik, hvor han designede og producerede tasker. Det lægges videre til grund, at der var kvinder ansat i butikken. Flygtningenævnet kan imidlertid ikke lægge ansøgernes forklaring om asylmotivet til grund. Der er herved lagt vægt på, at ansøgernes forklaringer om asylmotivet på helt centrale områder fremstår usammenhængende og uden detaljer. Hertil kommer, at den mandlige ansøger har forklaret divergerende om, hvorvidt han så den narkotika, som han skulle sy ind i nogle tasker. Han har således først forklaret, at de første to partier lignede stoffet opium og, at det sidste parti stof var gult og hvidt og lugtede, mens han under nævnsmødet forklarede både, at han så gule og hvide stoffer og dernæst, at samtlige stoffer var pakket ind, da han fik dem, og at han syede pakkerne direkte ind i taskerne og derfor slet ikke så stoffet. Han har endvidere forklaret divergerende om, hvor han befandt sig, da Sherif kom for at hente taskerne. Han har således forklaret forskelligt til samtalerne og under nævnsmødet om, hvorvidt han stod i døren til porten og talte med [D], om han gik hen til [D]’s bil, eller om han blot så [D] ankomme i sin bil. Derudover har han forklaret unøjagtigt og med mindre divergenser om, hvorvidt det tog ham fem til seks dage eller syv til otte dage at sy rygsækkene. Endeligt har han forklaret divergerende om, hvorvidt [A] havde lejlighed til at tale med [M] i butikken. Han har således over for Udlændingestyrelsen forklaret, at [A] aldrig talte med [M] i butikken, mens han under nævnsmødet har forklaret, at alle både kvinder og mænd talte med hinanden i butikken. Den mandlige ansøger har generelt svaret afglidende på spørgsmål om konflikten med [A]’s familie og på spørgsmål om konflikten med [D], mens han har forklaret anderledes detaljeret om sit arbejde med at sy tasker. Ansøgerens forklaringer om konflikternes opståen og udstrækning fremstår i øvrigt usammenhængende. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgeren ikke har kunnet redegøre for sammenhængen mellem [A]’s opførsel, steningen af hende og truslen mod ansøgerne, ligesom de heller ikke har kunnet redegøre for sammenhængen mellem [D]’s viden om denne æreskonflikt og den trussel, som han udgjorde mod dem, herunder har de ikke redegjort overbevisende for, hvorfor de fandt det nødvendigt at kontakte en gammel kunde, når de end ikke havde givet deres kontaktoplysninger til den mandlige ansøgers bror eller [B]. Den kvindelige ansøger har under nævnsmødet forklaret, at [B] straks opsøgte hende, efter han havde overværet, at [D]’s familie opsøgte [M] og steningen samt at de senere kørte sammen i bil i fire timer, men hun har ikke kunne redegøre nærmere for udstrækningen af konflikten eller for, hvad der skete med [M] eller under steningen. Ansøgerne har heller ikke sandsynliggjort, at den mandlige ansøgers brors død er relateret til deres konflikt. Det bemærkes i den forbindelse, at det udelukkende beror på deres egne formodninger, at broren er død som følge af deres konflikt. Ansøgene har ikke under nævnsmødet været i stand til at uddybe forklaringerne om de påberåbte konflikter eller redegøre for de nævnte divergenser og den manglende indbyrdes sammenhæng. Flygtningenævnet finder derfor efter en samlet vurdering af ansøgernes forklaringer, at de ikke har sandsynliggjort, at de er blevet gjort ansvarlige for [A]’s opførsel eller steningen af hende, ligesom de ikke findes at have sandsynliggjort, at de risikerer forfølgelse af [D], Taleban eller myndighederne. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”Afgh/2018/200/LINB
Nævnet stadfæstede i maj 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt syv medfølgende børn fra Afghanistan. Flygtningenævnet udtalte: ”Den mandlige ansøger er etnisk tajik og sunni muslim fra Badakhshan, Afghanistan. Den mandlige ansøger har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den kvindelige ansøger er etnisk tajik og sunni muslim af religiøs overbevisning fra [byen A], Badakhshan, Afghanistan. Den kvindelige ansøger har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at de vil blive slået ihjel af Taliban, idet den mandlige ansøger har fortalt myndighederne om Talibans tilstedeværelse i landsbyen, og hvor myndighederne kunne finde Taliban. Ansøgerne har videre som asylmotiv henvist til, at de frygter repressalier fra familier til tre medlemmer af Taliban, der blev dræbt i kampe med myndighederne, efter at den mandlige ansøger havde fortalt myndighederne om Talibans opholdssted. Ansøgerne frygter desuden, at de ved en tilbagevenden til Afghanistan vil blive kidnappet og slået ihjel af nogle Kunduz-grupperinger. Ansøgerne har til støtte for deres asylmotiv oplyst, at Taliban på et ukendt tidspunkt i sommeren 2015 kom til moskeen i landsbyen [K], Kunduz, og fortalte personerne i moskeen, at de skulle åbne deres huse for Taliban og samarbejde dem og sørge for at give dem mad, husly og lignende. To dage efter gik en gruppe på seks til syv mænd inklusiv den mandlige ansøger til myndighederne og fortalte, hvad der var sket i moskeen. To dage senere bankede Taliban på døren på ansøgernes bopæl og tog den mandlige ansøger med. Den mandlige ansøger og de andre mænd, som havde hjulpet myndighederne, blev taget med til området Alyabad, hvor de blev tilbageholdt i en uge. Under tilbageholdelsen blev den mandlige ansøger tortureret med stød tre gange. Efter en uge blev den mandlige ansøger og de andre mænd løsladt, efter at landsbyens ældre havde været i kontakt med Taliban. Den mandlige ansøger og de andre mænd fik at vide, at de ikke skulle opsøge myndighederne igen. Fire måneder senere, da den mandlige ansøger var på vej hjem fra arbejde, blev han udspurgt af nogle soldater om, hvorvidt han havde set nogle talebanere. Han svarede, at han havde set Taliban udenfor byen ved sin jord, hvorefter han tog hjem. Om natten var der kampe mellem myndighederne og Taliban. Den efterfølgende dag, da den mandlige ansøger var på vej på arbejde, blev han standset af landsbybeboeren [J], som fortalte, at der havde været kamphandlinger, og at tre talebanere var blevet slået ihjel af myndighederne. Landsbybeboeren [J] fortalte, at den mandlige ansøger skulle passe på, fordi det var ham, der havde fortalt myndighederne, hvor Taliban befandt sig. Den mandlige ansøger tog hjem til bopælen, og ca. ½ time senere rejste han til Takhar provinsen. Mens den mandlige ansøger opholdt sig i Takhar, opsøgte både Taliban og de tre familier, hvis sønner var døde under kamphandlingerne mellem Taliban og myndighederne, ansøgernes bopæl. De tre familier fortalte den kvindelige ansøger, at de ville hævne sig, hvis de mødte den mandlige ansøger. Mens den mandlige ansøger var i Takhar, opsøgte Taliban også familiens bopæl fire gange. I forbindelse med Talibans sidste besøg, skød de den kvindelige ansøgers mor. Herefter tog den kvindelige ansøger og parrets børn ophold hos naboen i omkring fem dage, hvorefter de flygtede til Takhar for at mødes med den mandlige ansøger. Hele familien opholdt sig i byen i fire dage, hvorefter familien udrejste illegalt af Afghanistan. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaringer om asylmotiver til grund, idet forklaringerne har været afglidende, upræcise og divergerende på en række centrale punkter, hvorfor forklaringerne i det hele tilsidesættes som utroværdige og konstruerede til lejligheden. Ud over de divergenser, der er anført i Udlændingestyrelsens afslag, har den mandlige ansøger således forklaret divergerende med hensyn til, om det var hans datter [N], der åbnede døren for Taleban, og herefter hentede ansøgeren ud til døren, hvor Taleban befandt sig, eller om han var på vej hjem fra arbejde og befandt sig ved porten ind til ejendommen, da Taleban henvendte sig direkte til ham, ligesom han har forklaret divergerende med hensyn til om den kvindelige ansøger var hjemme eller ej, da Taleban henvendte sig. Den mandlige ansøger har om tilbageholdelsen forklaret divergerende med hensyn til, om der var ti vagter i rummet til at passe på ham og [F] eller kun to, og om han under hele tilbageholdelsen befandt sig i det samme rum bortset fra, når han skulle på toilettet, eller om han blev taget ud af rummet og taget med til et andet rum, hvor der typisk var 3-4 personer til stede, i forbindelse med, at han fik stød. Også med hensyn til, om han oplyste sit navn overfor sikkerhedskommandoen, eller myndighederne kendte ham i forvejen og dermed også hans navn, har forklaringen været divergerende. Begge ansøgerne har videre i deres oplysnings- og motivsamtaler forklaret, at den kvindelige ansøgers mor blev dræbt af Taliban, fordi hun blev forvekslet med den mandlige ansøger, hvorimod de under nævnsmødet og i asylsamtalerne har forklaret, at den kvindelige ansøgers mor blev skudt, fordi hun skældte ud og sagde, at Taliban skulle tage hensyn til ansøgernes børn. Ansøgernes forklaringer om det tidsmæssige forløb har været usikre og afglidende blandt andet med hensyn til, om det var før den mandlige ansøger blev tilbageholdt af Taleban eller først efter, at Taleban henvendte sig til dem og krævede, at de stillede deres hus til rådighed i forbindelse med kamphandlingerne, og om antallet af gange dette skete. Endelig bemærkes, at den kvindelige ansøger først efter direkte at være spurgt ind til det af sin advokat, har forklaret, at hun udover Taliban også blev opsøgt af familierne til de tre talebanere, der blev dræbt i kamp, efter at den mandlige ansøger havde fortalt myndighederne om deres tilstedeværelse i nærheden af hans mark. Idet de generelle forhold i Afghanistan ikke i sig selv kan begrunde opholdstilladelse, finder Flygtningenævnet herefter ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb efter § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. ”afgh/2018/199/sme”
Nævnet stadfæstede i maj 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tajik og ateist fra [mindre by], Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at han vil blive slået ihjel af Taliban, fordi han har arbejdet for det afghanske militær. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst til, at han i 2011 eller 2012 blev chikaneret af Taliban gentagende gange. Taliban ville have ansøgeren til at praktisere islam. De truede og slog ansøgeren for at få ham til at praktisere islam. Ansøgerens far, der var en respekteret mand i byen, overtalte Taliban til at give ansøgeren en ekstra chance, så han personligt kunne få ansøgeren på rette spor. På et tidspunkt tog ansøgeren til Kabul. Her besluttede ansøgeren sig for at tilslutte sig det afghanske militær. Ansøgeren begyndte i militæret [i efteråret] 2011. Efter en træningsperiode på omkring tre måneder blev ansøgeren udstationeret i logistisk kommandanturet i Kabul, hvor han kørte konvojer og transporterede våben og andre militære fornødenheder. Ansøgeren blev befalingsmand, fordi han kunne læse og skrive. Under ansøgerens militærtjeneste havde han opgaver omkring en gang om måneden. Hver anden måned udførte ansøgeren en opgave i Mazar-e Sharif. Når opgaven var udført, havde han fri i seks eller syv dage. Hver tredje eller fjerde måned fik ansøgeren besøg af sin mor og sin ægtefælle i Mazar-e Sharif. Ansøgeren lejede et hotelværelse, hvor de alle opholdt sig. I [foråret] 2015 modtog ansøgerens familie et brev fra Taliban, hvoraf det fremgik, at Taliban vidste, at ansøgeren var i militæret, og at det var ansøgerens familie, der havde hjulpet ansøgeren derind. Taliban ville straffe ansøgerens familie, hvis dette var rigtigt. To dage herefter flyttede ansøgerens mor, ansøgerens søskende og ansøgerens ægtefælle og deres to børn til ansøgerens svigerforældre i [mindre by]. Den 5. maj 2015 blev ansøgerens far opsøgt af seks eller syv personer fra Taliban og syv eller otte ældre fra [mindre by]. De sagde til ansøgerens far, at han havde en uge til at få ansøgeren til at tilslutte sig Taliban. Hvis ikke ansøgeren tilsluttede sig Taliban, ville ansøgerens familie blive slået ihjel. I [sommeren] 2015 tog ansøgerens far og bror hjem til ansøgerens svigerforældre. I [sommeren] 2015 kontaktede ansøgeren sin familie og fortalte dem, at han ville forlade Afghanistan. Noget tid herefter udrejse ansøgeren af Afghanistan. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren i en periode har været ansat som befalingsmand i det afghanske militær, og at han afsluttede dette ansættelsesforhold i 2015 forud for sin udrejse af Afghanistan. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet kan således ikke lægge til grund, at ansøgeren har en asylbegrundende konflikt med Taleban. Der er herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende og divergerende om konflikten, og at hans forklaring om konflikten fremstår usammenhængende og konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har indledningsvist forklaret, at han har en konflikt med Taleban, fordi Taleban fandt ud af, at han var i militæret, mens han efterfølgende har udbygget denne forklaring med, at han tog i militæret, fordi han ikke var religiøs og af den grund havde en konflikt med Taleban. Han har endvidere forklaret udbyggende om modtagelsen af et trusselsbrev fra Taleban. Han har således ikke nævnt et trusselbrev til sin første samtale eller i asylskemaet, men først til sin samtale med Udlændingestyrelsen i [vinteren] 2017. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring om, at han aldrig har været i en moske og aldrig har modtaget koranundervisning fremstår mindre sandsynlig, når henses ti, at hans familie var meget respekteret og kendt i området og til den sociale kontrol, som han har forklaret om. Det forekommer i den forbindelse usammenhængende, at hans familie ikke skulle vide, om han var troende eller ej eller i øvrigt interessere sig for omverdenens reaktioner på hans manglende deltagelse i religiøse sammenhænge. Hertil kommer, at forklaringen om familiens reaktion på ikke at have hørt fra ham i fem måneder i forbindelse med hans påbegyndelse af sit arbejde hos militæret forekommer mindre sandsynlig. Endelig har ansøgeren ikke under nævnsmødet været i stand til at redegøre for sine tanker om udrejsen fra Afghanistan, herunder om sine tanker i forbindelse med busturen fra Kabul til [mellemstor by i Afghanistan], hvor han rejste med sine egne papirer uden at have en plan eller tanker om, hvad han skulle gøre, hvis bussen på den knap 800 km. lange tur blev stoppet af Taleban. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han på nogen måde er profileret over for Taleban, eller at han har en asylbegrundende konflikt med Taleban. Ansøgeren har for Flygtningenævnet henvist til, at han er ateist. Spørgsmålet for Flygtningenævnet er ikke – som i sager om konvertitter – om ansøgeren ved en tilbagevenden vil foretage sig religiøse handlinger m.v., men om ansøgerens undladelse af at følge muslimske traditioner og skikke, herunder undlade at gå i moske, ikke overholde fasten under ramadan, ikke bede m.v. vil udsætte ansøgeren for en konkret, individuel risiko for at blive udsat for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller bringe ham i reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Der er således ikke særlige handlinger og gerninger knyttet til det at være ateist eller ikke-troende. Som oplyst af ansøgeren, har han aldrig praktiseret en religion, og han har efter ovennævnte bevisvurdering ikke – bortset fra nogle nedladende og negative bemærkninger – oplevet problemer som følge heraf. Ansøgeren har ikke fortalt sin familie, at han er ateist, og han har hidtil afstået fra at erklære offentligt, at han var ikke-troende, og det må med rimelighed forventes, at ansøgeren afstår herfra ved en tilbagevenden til Afghanistan. Flygtningenævnet finder således, at den omstændighed, at ansøgeren er ateist, ikke i sig selv er asylbegrundende. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2018/198/LINB
Nævnet stadfæstede i maj 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tajik og oprindeligt shia-muslim fra [en by i] Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at få problemer, fordi hans brødre, [A] og [B], ikke ønsker at dele familiens jord, som de har arvet efter deres far, med ansøgeren. Ansøgeren har også henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af sine brødre og de afghanske myndigheder, fordi han er konverteret til kristendommen. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han flygtede til Iran sammen med sine forældre, da han var cirka ét år. Ansøgerens far rejste frem og tilbage mellem Iran og Afghanistan, fordi han ejede jord, som han lejede ud. Ansøgerens forældre vendte på et ukendt tidspunkt tilbage til Afghanistan, mens ansøgeren blev i Iran. Da ansøgeren var 13-14 år, døde hans far. Ansøgeren og hans søskende skulle herefter dele jorden imellem sig, men brødrene overtog jorden uden at dele den med ansøgeren. Ansøgeren har videre oplyst, at han boede i Isfahan, hvor han arbejdede som bygningsdekoratør, og at han i forbindelse med en arbejdsopgave lærte nogle kristne armenere at kende. Et par år herefter begyndte ansøgeren at gå til kristne møder i private hjem, og han identificerede sig som kristen. I [efteråret] 2015 fik ansøgeren besøg af sin fætter. Ansøgerens fætter skulle rejse til Afghanistan, og de havde aftalt, at fætteren skulle medbringe gaver fra ansøgeren til hans mor. Under sit besøg opdagede fætteren, at ansøgeren havde en bibel og et kors. Fætteren spurgte ansøgeren, om han var konverteret til kristendommen, hvilket ansøgeren benægtede. Fætteren blev vred og forlod ansøgerens bopæl. Ansøgeren gav biblen til sin ægtefælle og bad hende om at gemme den. Ansøgeren formoder, at fætteren efterfølgende ringede til ansøgerens svigerfar og oplyste, at ansøgeren var konverteret. En eller to dage efter opsøgte politiet ansøgerens bopæl, mens han var på arbejde. De ransagede bopælen og fandt biblen. Politiet bad ansøgerens ægtefælle om at ringe til ham. Ægtefællen ringede til ansøgeren og bad ham om at komme hjem. Under samtalen brugte ægtefællen kodeordet ’kom meget hurtigt, jeg har brug for dig’, som de havde aftalt, at hun skulle bruge og sige to gange, hvis der var sket noget alvorligt. Ansøgeren forstod, at der var sket noget, hvorfor han ikke tog hjem, men forblev på sit arbejde i fem til syv døgn. Han tog herefter til Masshad, hvor ægtefællen ligeledes tog hen. I en bazar i Masshad fik ansøgeren fortalt af en handlende, at denne i Afghanistan havde mødt ansøgerens bror, der havde oplyst, at fætteren i Afghanistan havde fortalt ansøgerens brødre, at ansøgeren var konverteret, og at brødrene derfor var blevet meget vrede på ansøgeren. Ansøgeren indså derfor, at han ikke kunne udrejse til Afghanistan. Efter ankomsten til Danmark begyndte ansøgeren i [begyndelsen af] 2016 at gå i kristen kirke i [en dansk by] og er blevet døbt [foråret] 2017. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren som afghansk statsborger asylretligt skal vurderes i forhold til Afghanistan. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende på væsentlige punkter. Han har således til samtalen med Udlændingestyrelsen [i begyndelsen af] 2017 forklaret, at han var taget på arbejde, da fætteren fandt bibel og kors, hvilket fætteren påtalte, da ansøgeren kom hjem. Ansøgeren har derimod forklaret for Flygtningenævnet, at ansøgeren var væk i nogle få minutter, da fætteren fandt bibel og kors. Ansøgeren har endvidere forklaret upræcist om, hvem der sendte politiet hjem til ansøgerens bopæl, idet han først har forklaret flere gange for nævnet, at det med sikkerhed var hans svigerfar, hvorefter han – foreholdt, at han til oplysnings- og motivsamtalen forklarede, at det var ægtefællens tidligere forlovede, der sendte politiet – har forklaret, at det ikke var svigerfaren, da denne på det pågældende tidspunkt var død. Flygtningenævnet finder det ligeledes utroværdigt, at ansøgeren bad sin ægtefælle gemme biblen, henset til at hun i modsætning til ansøgeren ikke var konverteret. Nævnet finder det herudover utroværdigt, at ansøgeren, som af ham forklaret, telefonisk modtog et kodeord fra sin ægtefælle, der betød, at han ikke skulle komme hjem, fordi der var nogen efter ham, hvorefter ansøgeren blot forblev på sin arbejdsplads i flere dage for at arbejde videre på en opgave. Nævnet finder det endvidere helt usandsynligt, at en butiksejer i Iran, som ansøgeren handlede hos – uden at have et ærinde direkte hos ansøgerens bror i Afghanistan – mødte broren i Afghanistan og tilmed fik information om fætterens henvendelse til brødrene. Dette findes så meget desto mere bemærkelsesværdigt som ansøgeren ikke har kunnet huske butiksejerens navn. Henset til ansøgerens generelt manglende troværdighed og ansøgerens fremtræden og forklaring under mødet i Flygtningenævnet findes det heller ikke sandsynliggjort, at ansøgeren reelt er konverteret til kristendommen. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2018/197/THV
Nævnet meddelte i maj 2018 opholdstilladelse (B-status)] til en kvindelig statsborger samt et barn fra Afghanistan. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim af trosretning fra [K], Daykundi, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af sin fars fætre, på grund af en jordkonflikt mellem hendes far og hans fætre. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun forlod Afghanistan med sin familie, da hun var fem år gammel, på grund af en jordkonflikt mellem hendes far og farens fætre. Ansøgeren og hendes familie flyttede i den forbindelse til Iran. For fire til fem år siden blev faren anholdt af det iranske politi og deporteret tilbage til Afghanistan. I Afghanistan rejste faren tilbage til familiens landsby i Daykundi, for at tale med sine fætre om jorden. Det endte med, at faren blev skudt og slået ihjel af fætrene i februar-april 2012. Ansøgeren har videre som asylmotiv henvist til, at hun frygter sin svigerfamilie og myndighederne i Afghanistan og at blive stenet ihjel, da hendes tidligere svigerfar har sagt til alle, at han har fanget hende i utroskab, ligesom han har beskyldt hende for at have forsøgt at slå ham ihjel, hvilket der verserer en sag om i Iran, hvor svigerfamilie bor. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hun ved en tilbagevende til Iran frygter, at hendes tidligere svigerfar vil gøre skade på hende, da han tidligere har udsat hende for vold og voldtægt. Ansøgeren har til støtte for denne del af asylmotivet anført, at hun som 16 årig blev gift ved arrangeret ægteskab med en afghansk statsborger, som ligeledes boede i Iran. Ansøgerens tidligere ægtefælle forlod hende og tog deres datter, [B], med sig i medio 2015. Hun anlagde herefter en sag om skilsmisse mod ægtefællen, men var nødt til at flytte hjem til sin svigerfamilie og bo. Svigerfamilien behandlede ansøgeren dårligt, og de udsatte hende for fysiske overgreb og talte grimt til hende. Efter omkring tre måneders ophold hos sine tidligere svigerforældre overfaldt og voldtog svigerfaren hende. I den forbindelse slog hun ham i hovedet med en vase for at komme væk, hvorefter svigerfaren faldt bevidstløst om. Samme aften tog ansøgeren hjem til sin søster, som boede i samme by. Søsteren hjalp ansøgeren hen på togstationen, hvor ansøgeren tog toget til Mashad. Ansøgeren opholdt sig i ni dage hos en bekendt i Mashad. Den bekendtes naboer hjalp ansøgeren med at rejse fra Iran til Tyrkiet med en menneskesmugler. Ansøgerens tidligere svigerfamilie har i Iran anklaget hende for utroskab og forsøg på manddrab, og der er rejst en sag mod hende i Iran. Ansøgeren frygter desuden at skulle bo som enlig kvinde i Afghanistan, grundet de generelle forhold for enlige kvinder i Afghanistan. Endeligt frygter ansøgeren Taliban, fordi hun er etnisk hazara. Ligesom Udlændingestyrelsen kan Flygtningenævnet i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om asylmotiver til grund. Nævnet lægger således til grund, at der i ansøgerens familie gennem flere generationer har været en konflikt om jord, der førte til at ansøgerens far og farbror udrejste til Iran med deres familier, da ansøgeren var 5 år gammel, og at ansøgerens far blev dræbt af sine fætre, da han i 2011-2012 rejste tilbage til landsbyen i Afghanistan og gjorde sit krav på jorden gældende. Flertallet af nævnets medlemmer finder herefter, at det er sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan, vil være i risiko for, at blive udsat for umenneskelig eller nedværdigende behandling fra farens fætre side for at hindre hende i at gøre et krav på jorden gældende eller hævne drabet på faren. Flertallet har herved lagt vægt på, at ansøgeren er sin fars retmæssige arving til jorden og har et dokumenteret krav på jorden, og at fætrene, da ansøgerens far gjorde krav gældende, dræbte ham, samt endeligt at ansøgerens farbror i Iran efterfølgende har meddelt fætrene, at kravet på jorden og drabet på ansøgerens far ikke vil blive glemt. Ansøgeren, der er en enlig kvinde med et lille barn, har ikke boet i Afghanistan, siden hun var 5 år gammel, og hun har hverken familie eller netværk andre steder end i Daykundi provinsen og Herat, og begge steder er det hendes fars familie, hun vil skulle støtte sig til. Det er herefter sandsynliggjort, at fætrene vil have både evne og vilje til at efterstræbe hende, og at ansøgeren ikke vil kunne opnå beskyttelse heroverfor fra hverken myndighedernes side eller fra familiens side, idet hendes eneste familie ud over fætrene er hendes faster og en kusine. Flertallet lægger videre til grund, at ansøgeren, på grund af svigerfamiliens beskyldninger mod hende for utroskab og den verserende sag mod hende i Iran, ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for dødsstraf, umenneskelig eller nedværdigende behandling. Flertallet har herved lagt vægt på, at ansøgerens svigerfar har begået et seksuelt overgreb mod hende, og at han har beskyldt ansøgeren for utroskab for at dække herover og har startet en sag imod hende. Forud herfor havde ansøgeren forsøgt at anlægge en sag mod svigerfamilien, ligesom hun havde forsøgt at blive skilt fra sin ægtefælle, hvilket yderligere kan være med til at underbygge svigerfamiliens beskyldninger mod hende. Flertallet lægger videre til grund, at svigerfamilien stammer fra samme provins som ansøgeren, og at de har familiemedlemmer flere steder i Afghanistan blandt andet i Daykundi provinsen, Kabul og Herat. Idet der henvises til det ovenfor anførte om ansøgerens personlige forhold, finder flertallet, at det herefter sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan også på grund af konflikten med svigerfamilien vil være i risiko for dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig behandling. Flygtningenævnet meddeler derfor [ansøgeren], samt hendes medfølgende barn, [C], opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. ”afgh/2018/197/sme”
Nævnet stadfæstede i maj 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er afghansk statsborger. Han er født i [byen A], Iran, og har aldrig været i Afghanistan. Ansøgerens forældre er fra Bamiyan-provinsen i Afghanistan. Ansøgeren er etnisk hazara og shia muslim. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at han vil blive udsat for overgreb, idet han aldrig har været i Afghanistan og derfor ikke vil kunne begå sig, og fordi han er hazara og shia-muslim. Videre frygter han de generelle forhold i Afghanistan. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at hans forældre forlod Afghanistan og flyttede til Iran, før han blev født. Ansøgeren er således født og opvokset i Iran og har aldrig været i Afghanistan. Ansøgeren ikke har nogen familiemedlemmer eller netværk tilbage i Afghanistan. Ansøgerens forældre forlod Afghanistan, fordi Taliban var ved at overtage magten, og fordi de var hazaraer og shia-muslimer, hvorfor de risikerede at blive udsat for overgreb fra Taliban. Ansøgeren har som yderligere asylmotiv henvist til, at han frygter at vende tilbage til Iran, idet hans stedfamilie i Iran vil slå ham ihjel, hvis han vender tilbage til Iran, og fordi de generelle forhold for afghanere i Iran er meget dårlige. Til støtte for dette asylmotiv har ansøgeren forklaret, at han ikke havde nogen dokumenter i Iran, hvorfor han opholdt sig illegalt i landet. Ansøgerens stedfamilie i Iran har slået ansøgeren og hans søster, siden han var barn. For omkring to år siden blev han tilbageholdt af de iranske myndigheder. De løslod ham efter 15 dage, fordi hans mor bestak chefen for lejren i [byen B], hvor han var tilbageholdt. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgerens far flygtede fra Afghanistan til Iran, hvor ansøgeren er født. Flygtningenævnet lægger videre til grund, at faderens flugt skyldtes den generelle frygt for Taliban. Flygtningenævnet lægger yderligere til grund, at baggrunden for, at ansøgeren flygtede fra Iran var, at afghanere generelt behandles dårligt af de iranske myndigheder, og at han ikke havde det godt i sin familie. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at der er tale om forhold, der kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder, at de generelle forhold i Afghanistan ikke – heller ikke for personer, der er etnisk hazara - er af en sådan karakter, at de i sig selv kan begrunde, at ansøgeren meddeles asyl. Det forhold, at ansøgeren kun har en farbror i Afghanistan, som han ikke længere har nogen kontakt til, kan ikke føre til en anden vurdering. Det bemærkes, at ansøgeren taler sproget i Afghanistan og er opvokset i en familie, der levede i overensstemmelse med afghansk kultur. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2018/196/SOL
Nævnet stadfæstede i maj 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse i en genoptaget sag vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tadjik og sunni-muslim af trosretning fra Taloqan i Takhar-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter overgreb fra Qomandan Jahadi og Taliban. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at tre til fire personer fra gruppen Qomandan Jahadi har fulgt efter ham tre gange over en periode på to til tre dage. De fulgte efter ham fra skolen til bopælen, mens familien boede i Takhar-provinsen. Ansøgerens familie besluttede som følge heraf at flytte fra provinsen, hvilket skete to til tre dage efter den sidste episode i 2013. Familien slog sig ned i byen […] i Kunduz-provinsen. Taliban overtog magten i byen et par måneder før ansøgerens udrejse af Afghanistan. Ansøgeren og hans bror modtog i nogle dage undervisning i moskeen af Taliban som forberedelse til jihad, indtil faren hørte herom og forbød det. Omkring halvanden måned senere blev faren i moskeen spurgt om, hvorfor hans børn ikke længere kom i moskeen. Få dage herefter henvendte omkring 10 Taliban-folk sig på ansøgerens bopæl, hvor de pågreb hans storebror og tvang denne med. Ansøgeren undgik at blive taget med, fordi hans mor holdt fast i ham og tillige sagde, at han var syg. Ansøgeren formoder, at storebroren er slået ihjel af Taliban. Ansøgeren har for fire til fem uger siden af sin morbror i Danmark fået oplyst, at ansøgerens forældre og lillesøster er blevet slået ihjel, men ansøgeren kender ikke årsagen hertil. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet lægger således til grund, at Taliban overtog magten i ansøgerens by og lukkede skolen, hvor ansøgeren gik, og at ansøgerens far besluttede, at ansøgeren og hans bror ikke skulle deltage i undervisning i moskeen. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at Taliban henvendte sig på familiens bopæl, hvor de tog ansøgerens storebror med, mens de afstod fra at tage ansøgeren med, muligvis fordi han foregav at være syg. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han var konkret og individuelt forfulgt af Taliban. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til sit hjemområde vil risikere overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, hvorimod det ikke er sandsynliggjort, at han er i risiko for forfølgelse som omhandlet i udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet finder at ansøgerens konflikt med Taliban må anses for lokalt forankret, og ansøgeren har ikke sandsynliggjort, at han som følge af konflikten er særlig profileret i forhold til Taliban. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren kan henvises til at tage ophold i Kabul, Herat eller Mazar-e-Sharif som internt flugtalternativ. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren er ung, arbejdsduelig, ved godt helbred og ikke har stiftet familie. Den omstændighed, at ansøgerens forældre og søster er blevet dræbt efter ansøgerens flugt fra Afghanistan, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at der ikke foreligger oplysninger om, hvorfor eller under hvilke omstændigheder drabene er sket, herunder om det skyldes et vilkårligt angreb. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2018/195/MJM
Nævnet stadfæstede i maj 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk usbeker og sunnimuslim af trosretning fra Kunduz, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af tre personer med tilknytning til Taliban, idet han har anmeldt dem til politiet for et knivdrab på en politimand. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han [i sommeren] 2015 var på arbejde på halvbrorens apotek i landsbyen [X]. Sidst på eftermiddagen overværede ansøgeren, at en ung politibetjent ved navn [A] blev overfaldet og stukket med en kniv af tre personer, som ansøgeren kendte fra landsbyen. Overfaldet fandt sted ved bazaren, som lå omkring 50 meter fra apoteket. Ansøgeren ringede efterfølgende til politiet for at anmelde hændelsen, og omkring tre til fire dage efter episoden opsøgte kriminalpolitiet apoteket for at indkalde ansøgeren til en afhøring. Omkring ti dage efter knivoverfaldet, blev der hængt et trusselsbrev op på apotekets dør, som var underskrevet af Taliban. Det fremgik af brevet, at ansøgeren skulle få [A’s] far til at tilgive gerningsmanden [B], således at [B] ville blive løsladt. Hvis ansøgeren ikke gjorde som beskrevet, ville han lide samme skæbne som [A]. To til fire dage efter modtagelsen af det første brev modtog ansøgeren yderligere to breve med samme indhold, som ligeledes var hængt op på apotekets dør. Nogle dage efter begyndte ansøgeren at modtage telefoniske trusler. Omkring [sommeren] 2015 rejste ansøgeren til Kandahar, hvor han opholdt sig hos sin halvbrors kammerat i omkring én måned. Omkring [efteråret] 2015 overtog Taliban byen Kunduz, og ansøgerens halvbror blev i denne forbindelse tilbageholdt af Taliban i to dage, idet de ønskede oplysninger om ansøgerens opholdssted. Ansøgeren udrejste efterfølgende af Afghanistan. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring om sin baggrund for at søge asyl i Danmark ikke kan lægges til grund. Ansøgerens forklaring om, at Taliban eller gerningsmændene til drabet skulle efterstræbe ham savner mening og sammenhæng med ansøgerens forklaring om, at han ikke skulle vidne i den sag, hvor [B] angiveligt selv tilstod drabet, eller hvor personer, der forsøgte at hjælpe [B], forud for dommen og på offentligt sted fik sat breve op med et indhold, hvorefter [B] påtog sig ansvaret for drabet, ligesom det helt savner mening, at ansøgeren skulle gøres ansvarlig for at overtale afdødes far til at tilgive [B] for drabet. Hertil kommer, at ansøgeren har forklaret divergerende om en række centrale forhold, herunder om indholdet i de trusselsbreve, han modtog. Ansøgeren forklarede således under oplysnings- og motivsamtalen [i foråret] 2016, at der i trusselsbrevet var angivet, at han skulle gå til politiet for at trække sit vidneudsagn tilbage, hvilken forklaring ansøgeren i de senere samtaler med Udlændingestyrelsen og for nævnet har ændret. Denne forklaring savnede da også sammenhæng med det øvrige indhold af trusselsbrevet, hvor [B] offentligt blev erklæret som gerningsmanden til drabet. Ansøgerens forklaring for nævnet om bl.a. disse forhold har været så afglidende og helt igennem usammenhængende, at nævnet allerede af disse grunde ikke kan lægge hans forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet tiltræder således, at det ikke kan lægges til grund, at ansøgeren er i risiko for at blive udsat for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7 ved en tilbagevenden til Afghanistan. Flygtningenævnet stadfæster herefter Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2018/194/JEA
Nævnet stadfæstede i maj 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tadjik og sunni-muslim fra [byen J], Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive efterstræbt af de afghanske myndigheder, som mistænker ham for at samarbejde med Taliban. Endvidere frygter ansøgeren Taliban, idet de betragter ham som en militærperson og derfor vil slå ham ihjel. Endelig frygter ansøgeren afghanerne i Kunduz-provinsen, idet han af de afghanske myndigheder opfattes som en person, der har samarbejdet med Taliban. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at han er født og opvokset i [en bydel] i Kabul i Afghanistan. Som barn flyttede han sammen med sin familie til [J]-distriktet i Parwan-provinsen nordvest for Kabul-provinsen. Da ansøgeren skulle i gymnasiet valgte han at flytte til Kabul og leje et værelse i sin gamle bydel, [X] i Kabul. Ansøgeren var på politikursus i Majdan Wardak-provinsen i et område, som hedder [Y], i perioden fra [foråret] 2013 til [sommeren] 2013. Herefter begyndte ansøgeren at arbejde som almindelig politimand med rang af kaptajn i Loghar-provinsen fra [sommeren] 2013. Ansøgeren skiftede til politiet i Kunduz-provinsen [i sommeren] 2015. I Kunduz ringede ansøgerens bror [A] til ansøgeren på arbejde en ukendt dato i 2015. Broren bad ansøgeren komme hjem, fordi han om aftenen skulle have gæster. Da ansøgeren kom hjem så han seks personer, som senere viste sig at være talebanere. Personerne var kommet for at købe biler af ansøgerens bror [A]. Det var kun [A’s] bekendte, [B], som talte. De spiste alle sammen og klokken 01 eller 02, da de alle skulle sove, sagde en af gæsterne, at han ville hente cigaretter. Da gæsten kom retur bar han et Kalashnikovgevær. Da ansøgeren forsøgte at rejse sig blev han slået med geværkolben. Ansøgeren og broren blev bagbundet og fik bind for øjnene og efter tre til fem timer i huset blev de flyttet til et andet ukendt sted og placeret i en celle, hvor de fik fjernet bindet fra øjnene. En af deres tre medfanger forsøgte at flygte, hvorefter en talebaner kom ind i cellen og slog og skød den pågældende. Liget blev liggende i cellen de næste fem til seks nætter, hvor ansøgeren og broren tillige opholdt sig i cellen. Pludselig opstod der larm udenfor, og de kunne høre folk råbe, at myndighederne var på vej, og at de derfor skulle flygte. De andre i rummet løsnede ansøgerens og brorens hænder og åbnede celledøren. Ansøgeren og broren flygtede gennem en plantage og blev samlet op i en lastvogn og kørt til Baglan-provinsen, hvor de overnattede. Næste morgen tog de hjem til familien på bopælen i [byen J] i Parwan-provinsen, hvor de blev mødt af deres far. Ansøgeren fortalte faren, hvad der var sket. Nogle minutter senere ringede ansøgeren til sin kommandant i politiet og fortalte ham, hvad der var skete. Kommandanten var meget vred og spurgte ansøgeren, hvor han og broren var, hvortil ansøgeren svarede, at de var hjemme i [J]. Kommandanten beskyldte ansøgeren for at samarbejde med Taliban, fordi nogle naboer havde set Taliban på familiens bopæl tidligere. Herudover beskyldte kommandanten dem for at være medansvarlige for Talibans overtagelse af magten i Kunduz. Efter telefonsamtalen med sin kommandant vidste ansøgeren, at der var et komplot i gang mod dem. En af ansøgerens venner, [M], som var politimand i Parwan, ringede og sagde til ansøgeren, at de skulle flygte, fordi han vidste, at myndighederne var på vej til ansøgerens bopæl, fordi de mistænkte ansøgeren for at samarbejde med Taliban. Ansøgeren stod i haven og talte med [A] om at flygte, da der blev banket på porten til deres have. Ansøgerens far lukkede op, og de så, at det var politiet, der var kommet. Ansøgeren og broren sprang over muren, mens der blev skudt efter dem, og de løb ind på en plantage og derfra op på en vej, hvorfra de kunne løbe væk. Klokken 01 eller 02 ankom de til en af deres venner/deres fars fætter, [FF], i Sayedkheil, hvor de opholdt sig i fem til seks nætter. Ansøgeren ringede til sin bror, [E], som bor i Kabul med sin familie. [E] oplyste, at deres far var blevet taget med af myndighederne, fordi myndighederne mistænkte ansøgeren og [A] for at samarbejde med Taliban. Ansøgeren og [A] udrejste sammen af Afghanistan [i efteråret] 2015. Ansøgeren har fået oplyst af [E], at ansøgerens 1-årige søn er blevet slået ihjel i Kunduz. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet den forekommer divergerende, utroværdig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet kan således ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han har arbejdet som politimand til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren under asylsamtalen først forklarede, at han havde aftjent militærtjeneste, men senere ændrede det til, at det var et politikursus, og at han videre forklarede, at han fik våbentræning, men at han ikke kunne svare på selv enkle spørgsmål om disse våben, herunder kaliber, effektiv skudafstand, hvad deres betegnelse var m.v. Ansøgeren kunne heller ikke svare på, om han havde ramt nogen under træfninger med fjenden. Nævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren under bemærkninger til asylsamtalen først forklarede, at han var i den afdeling af Afghan National Police, der hedder sikkerhedspolitiet, men – foreholdt at der ikke er en sådan afdeling blandt de fem afdelinger, som ANP er opdelt i – svarede, at han bare var almindelig politimand. Oplyst navnene på de fem afdelinger forklarede ansøgeren herefter, at han var Afghan Uniform Police. Nævnet har endelig lagt vægt på, at ansøgeren under nævnsmødet har svaret afglidende og ikke overbevisende på spørgsmål i forhold til hans og andres påklædning på billeder, som han selv har fremlagt, og som angiveligt viser ham på arbejde som politimand. Den fremlagte dokumentation vedrørende ansøgerens arbejde for politiet kan ikke føre til et andet resultat, hvorved bemærkes, at det af baggrundsoplysningerne, herunder Landinfos Temanotat ”Afghanistan: Tazkera, pass og andre ID-dokumenter”, udgivet 20. oktober 2016 og Udlændingestyrelsens fact finding-rapport ”Afghanistan, Country of Origin Information for Use in the Asylum Dertermination Process, Report from DIS´s fact-finding mission til Kabul, Afghanistan, 25 February to 4 March 2012” fremgår, at det ifølge kilder i Afghanistan er muligt at skaffe alle typer falske dokumenter i hele Afghanistan. Flygtningenævnet kan herefter ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han har en konflikt med myndighederne i anledning af sit arbejde i politiet til grund. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge ansøgerens forklaring om sin konflikt med Taliban til grund. Nævnet bemærker, at det påvirker ansøgerens troværdighed, at hans forklaring om sit arbejde i politiet som ovenfor anført er tilsidesat som utroværdig. Nævnet finder hertil, at det forekommer påfaldende, at ansøgerens bror inviterede seks ukendte personer til middag og til at overnatte hos ham alene, fordi en af dem skulle se på en bil næste dag, og at han ringede til ansøgeren og bad ham komme hjem, fordi disse personer kom, ligesom det forekommer påfaldende, at ansøgerens og hans brors medfanger i cellen ikke var bundet og dermed kunne løsne ansøgerens og hans brors bagbundne hænder og åbne døren til cellen, således at de kunne flygte. Nævnet tilsidesætter således ansøgerens forklaring om Talibans tilbageholdelse af ham og broren som utroværdig og kan således ikke lægge til grund, at ansøgeren skulle have en konflikt med henholdsvis myndighederne, Taliban, lokalbefolkningen i Kunduz eller andre privatpersoner. Flygtningenævnet finder efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke, at den generelle sikkerhedssituation i Afghanistan på grund af tilfældig, generaliseret vold har antaget en så alvorlig og ekstrem karakter, at en udsendelse til Afghanistan vil være en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Sammenfattende finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i reel og konkret risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2018/192/JAH
Nævnet meddelte i april 2018 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia muslim fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban, idet han har været soldat i specialstyrkerne og har samarbejdet med amerikanerne. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at han først var menig soldat omkring et år i den nationale sikkerhedstjeneste Niru-e Amniyat-e Melli i enheden Riasat-e 90 i Kabul. Derefter blev ansøgeren E5 sergent i APU - Afghan Partner Unit i Ktah Khas enheden, ved basen Scorpion Camp, hvor han var ansat i tre år og seks måneder. Ansøgerens opgaver bestod i bl.a. at deltage ved arrest af ledere/ kommandanterne og nøglepersoner fra Taliban samt andre, der angreb udenlandske baser og militærkonvojer i forskellige byer og provinser. I [sommeren 2015] stoppede ansøgeren i militæret. I [efteråret 2015] blev ansøgeren opsøgt på sin bopæl og kidnappet af tre bevæbnede personer fra Taliban. Ved denne lejlighed blev ansøgeren slået og bundet. Taliban kom endvidere i besiddelse af kopier af ansøgerens dokumenter. Ansøgeren blev efterfølgende kørt til forskellige lokaliteter, hvor han blev slået og udsat for vold. Taliban tog billeder af ansøgeren og udspurgte ham om hans arbejde for sikkerhedstjenesten. Da ansøgeren til sidst blev kørt til et hus, hvor han blev ladt alene, lykkedes det for ham at flygte. Han tog til Mazar-e-Sharif og videre til Kabul, hvor han opholdt sig i 16-17 dage, inden han [i vinteren 2015] udrejste af Afghanistan. Ansøgeren har videre som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter familiemedlemmer til Taliban. Ansøgeren har til støtte for dette asylmotiv forklaret, at han som led i sit arbejde for militæret afhørte familiemedlemmer om de Talibanmedlemmer, der efterfølgende skulle fanges. Under udførelsen af denne opgave havde ansøgeren ikke sit ansigt tildækket. Ansøgeren er derfor let at genkende i fremtiden. Ansøgeren her endelig som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter det islamiske parti Hezbe Islami. Ansøgeren har til støtte herfor forklaret, at det drejer sig om en terrorgruppe, som nu er tilsluttet de afghanske myndigheder og derfor har adgang til ansøgerens dokumenter, som befinder sig hos sikkerhedstjenesten. De vil i fremtiden have hævn over ansøgeren, for de familiemedlemmer, som de har mistet i angreb, som ansøgeren har deltaget i. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund, idet han har forklaret konsistent og troværdigt, herunder med mange detaljer, om asylmotivet. Flygtningenævnet kan således lægge til grund, at ansøgeren har været ansat hos den nationale sikkerhedstjeneste og hos Afghan Partner Unit, hvor han sammen med amerikanske styrker har deltaget i natlige aktioner med henblik på tilbageholdelse af højtstående medlemmer af Taliban og andre grupper, herunder medlemmer af det islamiske parti/Hezbe Islami. Det kan endvidere lægges til grund, at han som følge heraf blev kidnappet og tilbageholdt af Taliban, men at det lykkedes ham at flygte og derefter udrejse fra Afghanistan. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil risikere forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Idet ansøgeren fortsat må antages at være i Talibans søgelys, finder Flygtningenævnet imidlertid, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” afgh/2018/189/AZU
Nævnet stadfæstede i maj 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnets udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tadjik og sunni muslim af trosretning fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive fængslet af de afghanske myndigheder, fordi de mistænker ansøgeren for at være i ledtog med Taliban, og for at have stjålet penge fra den bank, hvor han arbejdede som sikkerhedsvagt. Videre har ansøgeren henvist til, at han frygter Taliban, fordi han har arbejdet for de afghanske myndigheder. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han er uddannet som politimand i Afghanistan, og at han som følge heraf blev udstationeret som sikkervagt i [A] filial i Kunduz. Banken, hvor ansøgeren arbejdede, blev i [sommeren] 2015 angrebet af ukendte bevæbnede mænd. Under angrebet blev der skudt mod banken, ligesom der også blev affyret en raket mod banken. Ansøgeren bad den ansvarshavende officer om at tilkalde forstærkning, fordi de var underbemandende. Officeren sagde, at der ikke var noget at gøre, og at ansøgeren skulle flygte. Ansøgeren og hans kollega, [B], flygtede herefter fra stedet, og han tog hjem til sin bopæl i landsbyen [C], hvor han gemte sig. Ansøgerens mor talte herefter i telefon med [B]s ægtefælle. Hun fortalte, at [B] var blevet beskyldt for ikke at have beskyttet banken, og at han efterfølgende var blevet anholdt. Efter tre-fire dage kom landsbyens ældste samt en politimand på ansøgerens bopæl for at afhøre ham. Imens ansøgeren gemte sig på bopælen, fortalte mændene ansøgerens lillebror, at ansøgeren var eftersøgt for at have taget pengene fra banken og for at være i ledtog med Taliban. Ansøgeren udrejste herefter af Afghanistan. Flygtningenævnet kan efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring ikke lægge til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer at blive dræbt eller på anden måde efterstræbt af de afghanske myndigheder som følge af episoden ved banken i Kunduz. Nævnet vurderer således, at ansøgerens forklaring herom fremstår utroværdig og konstrueret til lejligheden, blandt andet fordi han har forklaret forskelligt og udbyggende om flere centrale detaljer i forbindelse med asylmotivet. Ansøgeren har således forklaret forskelligt om, hvordan han blev bekendt med, at han var eftersøgt af de afghanske myndigheder, og hvorfor de eftersøgte ham, idet han i asylansøgningsskemaet har oplyst, at der til hans hjem efter ca. en uge kom en skriftlig tilsigelse/anholdelse fra [D] politi, hvoraf fremgik, at han skulle anholdes, hvorimod han under oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at politiet efter tre til fire dage opsøgte hans hjem med en ransagningskendelse. Under samtalen [i efteråret] 2016 har ansøgeren endvidere udbyggende herom forklaret, at landsbyens overhoved var til stede sammen med en repræsentant fra politiet ved denne episode, og under nævnsmødet har ansøgeren yderligere forklaret, at han overhørte, at politimanden fra ransagningskendelsen læste op for lillebroderen, at ansøgeren var skyldig i at have samarbejdet med Taliban på grund af episoden i Kunduz. Endvidere har ansøgeren forklaret udbyggende om [B], og hvordan ansøgeren blev bekendt med dennes situation. Han har således ikke nævnt [B] i asylansøgningsskemaet, mens han under samtalen [sommeren] 2016 oplyste, at [B] tog ind til hovedkvarteret og fortalte, hvad der var sket, men at ingen ville tro på ham, og han blev anholdt og afhørt. Under samtalen [i efteråret] 2016 forklarede han udbyggende herom, at hans far forinden havde ringet til [B], som havde bekræftet episoden i Kunduz, og at ansøgerens mor aftenen efter, men ligeledes før ansøgeren hørte det fra politiet, havde ringet til [B]s kone, som fortalte, at [B] var taget til fange og blevet afhørt af politiet. Endvidere har ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen [sommeren] 2016 forklaret, at han flygtede, fordi han vidste, hvad han skulle gøre, da hans bror græd og råbte, hvorimod han til samtalen [efteråret] 2016 forklarede, at hans mor sagde, at han skulle flygte. Endvidere har ansøgeren overordnet ikke kunnet give nogen troværdig forklaring på, hvorfor det afghanske politi skulle mistænke ham for at være i ledtog med Taliban, henset blandt andet til at han var ansat netop til at bevogte den omhandlede bank og klædt i civil om natten med henblik på at kunne flygte, hvis der kom angreb, og at han i øvrigt var beordret til at forlade stedet. Selvom ansøgeren har korrigeret sin forklaring efter at være blevet foreholdt disse divergenser, lægger nævnet vægt på, at ansøgeren både efter oplysnings- og motivsamtalen og samtalen [efteråret] 2016 havde enkelte rettelser, men i øvrigt godkendte referaterne af samtalerne, og at de anførte forhold ikke er rettet. Flygtningenævnet kan endvidere ikke lægge til grund, at ansøgeren har et asylbegrundende modsætningsforhold til Taliban som følge af episoden ved banken i Kunduz. Nævnet har herved lagt vægt på, at det udelukkende beror på ansøgerens formodning, at han er efterstræbt af Taliban som følge heraf, hvorimod han har bekræftet, at han aldrig har haft personlige konflikter med Taliban. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved tilbagevenden til Afghanistan risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2018/186/IBK
Nævnet stadfæstede i maj 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shiamuslim fra [landsby], Kunduz, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban, da de har fundet ud af, at ansøgeren har udført efterretningsarbejde for myndighederne samt solgt spiritus fra sin fars restaurant. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at han frygter, at myndighederne vil tvinge ham til at udføre efterretningsarbejde for dem igen. Ansøgeren har slutteligt som asylmotiv henvist til, at han frygter for sit liv i Afghanistan, idet han er hazara. Ansøgeren har til støtte for sine asylmotiver henvist til, at han arbejdede i sin fars restaurant siden han var 15 år. Ansøgeren solgte spiritus i smug fra restauranten. Ansøgerens far kendte til dette. Ansøgeren solgte kun til bestemte personer og bekendte, som han stolede på. I 2014 påbegyndte ansøgeren sit arbejde for militærets efterretningsenhed. Ansøgerens arbejde bestod i at rapportere om aktiviteter i områder, herunder særlig om Taliban. Ansøgerens kontaktperson var [A], som var officer i militærets efterretningsenhed. Ansøgeren udførte primært sit efterretningsarbejde fra restauranten, men af og til skulle han udføre specifikke opgaver, som at følge efter en person. Ansøgeren udførte overvågningsarbejdet i 13 til 14 måneder, uden at blive opdaget, og uden at hans familie kendte til det. På et tidspunkt blev ansøgeren kontaktet af en [ven], der fortalte, at Taliban havde været i restauranten. Ansøgeren tog til restauranten og fandt ud af, at alt var ødelagt og kontanterne var blevet stjålet. Ansøgeren fortalte herefter sin familie om sit efterretningsarbejde. Han kontaktede samtidigt Abdul [A], som sagde, at Taliban muligivs havde oplysninger om ansøgeren, hvorfor han skulle slukke sin telefon og tage SIM-kortet ud. Nogle dage efter blev ansøgerens bopæl opsøgt. Ansøgeren så ikke, hvem eller hvor mange personer der var. Ansøgeren kunne dog høre, at de talte pashto. Ansøgeren gemte sig i et hul i jorden. Personerne ransagede ansøgerens bopæl. Ansøgeren hørte pludselig skud. Ansøgeren forlod sit gemmested og så, at hans far var blevet dræbt. Ansøgeren udrejste herefter af Afghanistan. Ansøgerens advokat har tre gange under mødet gjort opmærksomt på, at hun fandt, at der kunne foreligge tolkeproblemer. Ansøgeren har på forespørgsel indledningsvis sagt, at han forstod tolken godt, og at der ikke var sproglige problemer. Han tilkendegav endvidere, at han gerne ville have en afghansk tolk. Nævnet har ikke fundet, at der forelå tolkningsproblemer, hvilket blev bekræftet af tolken. Nævnet bemærker, at ansøgerens svar var relevante, og at der ikke var længere samtaler mellem ansøgeren og tolken, bortset fra, når enkelte ord skulle afklares. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Selvom ansøgeren har forklaret om sine asylmotiver nogenlunde konsistent, bemærker nævnet, at ansøgeren har forklaret upræcist og udetaljeret, herunder på spørgsmål i en grad så forklaringen ikke fremstod som selvoplevet. Ansøgeren har forklaret, at han har arbejdet som meddeler for den militære efterretningstjeneste, men har ikke kunnet redegøre for, hvorfor han blev valgt til arbejdet eller, hvad arbejdet gik ud på. Han har under nævnsmødet givet to eksempler på personer, som han skulle observere, men har herudover ikke haft nogen klar erindring om, hvor mange personer han i øvrigt skulle observere, men angav alene, at det var tre til fire personer i alt. Han har ikke nærmere kunnet forklare om sine observationer, der foregik fra hans restaurant, eller om hvem han skulle rapportere om, bortset fra, at der var tale om bevæbnede personer. For så vidt angår hans forklaring om salg af spiritus, har han under samtalen [i slutningen af vinteren] 2017 oplyst, at han formodede, at Taliban blev bekendt hermed, da de ødelagde hans restaurant, mens han under nævnsmødet har forklaret, at han selv konstaterede, at de indtrængende personer, havde ødelagt hans spiritusflasker. Han har ikke på en overbevisende måde kunnet redegøre for omfanget af hans spiritus salg, og oplysningerne om salget harmonerer ikke med hans oplysning om indtægten herfor. Endelig forekommer det påfaldende, at han under nævnsmødet har forklaret, at han udvidede sit spiritussalg, da han var blevet ansat som meddeler, idet han kunne få beskyttelse fra [A], hvilket han ikke har oplyst under tidligere samtaler. Endelig finder nævnet det påfaldende, at ansøgeren ikke blev fundet i den udendørs ovn, når Taliban i øvrigt ransagede alle rum. Som følge af ovennævnte tilsidesætter Flygtningenævnet ansøgerens forklaring. Han har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være forfulgt efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i individuel og konkret risiko for overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2018/185/HHU
Nævnet stadfæstede i maj 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnets udtalte: Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim fra [A] i Nangahar provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af ukendte personer, som han formoder tilhører Taliban, fordi de beskylder ham for at have afleveret deres sprængstoffer og en af deres mænd til myndighederne. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter at blive fængslet eller slået ihjel af de afghanske myndigheder, fordi de vil beskylde ham for at samarbejde med Taliban. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han har arbejdet med at transportere folks varer, med en trækvogn, over den pakistanske/afghanske grænse ved Nangahar over en periode af seks til syv år. Ansøgeren blev en dag i 2015 ved den pakistanske grænse opsøgt af to mænd, som bad ham om at transportere deres varer, bestående af en taske og nogle plastik poser, over grænsen ind til Afghanistan. De to mænd gik foran ansøgeren hen mod grænsen og han fulgte efter dem med den fyldte vogn. Da ansøgeren nåede frem til den afghanske grænsekontrol blev han stoppet af afghanske soldater, som kontrollerede indholdet af vognen. Da taskerne var blevet åbnet, så ansøgeren nogle ledninger i tasken. Soldaterne spurgte ansøgeren, hvem taskerne tilhørte. Ansøgeren pegede på de to mænd, der havde passeret kontrollen. Sammen med en civilklædt politimand gik de hen til mændene. Den ene af dem var løbet væk. Politimanden spurgte den anden mand, om det var ansøgeren, der transporterede hans varer, hvorefter manden svarede bekræftende. Manden fik efterfølgende håndjern på og ansøgeren blev fastholdt af politimanden. Han tog dem begge med tilbage til kontrolposten, hvor de derfra blev adskilt og kort væk i forskellige biler til to forskellige steder. Ansøgeren blev tilbageholdt af politiet, hvor de stillede spørgsmål til ansøgerens kendskab til indholdet af taskerne og hvorvidt han samarbejdede med mændene. Ansøgeren blev løsladt samme nat, efter politiet konkluderede, at han ikke havde samarbejdet med mændene. Ansøgeren tog ikke hjem til sin bopæl i Afghanistan, men hjem til sin morbror i Pakistan tæt ved grænsen. Den efterfølgende dag kom ansøgerens mor til morbrorens hus og fortalte, at ukendte personer var kommet den forgående aften, og at de havde spurgt efter ansøgeren ved navn. De tog ansøgerens far og en af hans yngre brødre med sig. Ansøgeren besluttede herefter at udrejse af Pakistan. Efter ansøgeren ankomst til Danmark, har han fået fortalt, at hans far og bror var tilbageholdt i omkring tre til fire måneder. Ansøgeren har desuden fået at vide, at hans familie er flyttet til Pakistan, og at de efterfølgende er blevet opsøgt af disse ukendte personer to til tre gange. På grund af dette, har ansøgerens familie flyttet bopæl to gange i Pakistan. Flygtningenævnet kan efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring ikke lægge til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer at blive dræbt eller på anden måde efterstræbt af Taliban eller de afghanske myndigheder som følge af en episode ved grænsen mellem Pakistan og Afghanistan, hvor ansøgeren blev standset af de afghanske myndigheder. Nævnet vurderer således, at ansøgerens forklaring herom fremstår utroværdig og konstrueret til lejligheden, blandt andet fordi han har forklaret divergerende om flere centrale detaljer i forbindelse med asylmotivet. Ansøgeren har således forklaret divergerende om, hvorvidt der var en eller to civilklædte politifolk, da den ene af de to mænd og ansøgeren blev tilbageholdt. Under samtalen [i foråret] 2017 forklarede han således, at der var en politimand til stede, mens han under nævnsmødet har forklaret, at der var to betjente til stede. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvornår han fik lussingen, idet han under nævnsmødet har forklaret, at han fik lussingen, idet tasken blev åbnet, og ledningerne blev synlige, mens han under oplysnings- og motivsamtalen [sommeren 2016] har forklaret, at han fik lussingen, mens han var tilbageholdt på politistationen. Flygtningenævnet har ved denne vurdering taget højde for, at ansøgeren har begrænset skolegang, men fundet, at dette ikke kan forklare de anførte divergenser. Ansøgeren har endvidere forklaret usammenhængende om, hvordan han blev bekendt med, at faderen og broderen var løsladt efter tilbageholdelsen hos Taliban. Til samtalen den [sommeren] 2016 forklarede han således, at hans far og bror blev løsladt i ramadan måned. Tidligere i samme samtale forklarede han, at hans morbror sagde, at faderen og broderen nu var løsladt, mens ansøgeren under nævnsmødet har forklaret, at han fik oplysningen om løsladelsen fra sin mor under en telefonsamtale i Ramadan måned 2016, og at de havde været tilbageholdt i ca. 4 måneder. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved tilbagevenden til Afghanistan risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Afgh/2018/184/IBK
Nævnet meddelte i maj 2018 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara fra Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af sin farbror. Ansøgeren frygter også afghanske muslimer, fordi han er konverteret til kristendommen. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at hans farbror har udsat ham for seksuelle overgreb og vold, siden han fyldte 14 år. Ansøgeren har videre oplyst, at farbroren, der var gift med ansøgerens mor, var hasardspiller, hashmisbruger og til bachabaz, hvilket indebærer, at ældre mænd får yngre drenge til at danse for dem og yde seksuelle ydelser. Ansøgeren har forklaret, at hans familie levede i Iran. På et tidspunkt ringede ansøgeren til det iranske politi. Han informerede politiet om, at farbroren var afghaner og arbejdede illegalt på en byggeplads. Opkaldet førte til, at farbroren blev anholdt, og to uger senere blev han deporteret til Afghanistan. På politistationen sagde farbroren til ansøgerens mor, at han ville vende tilbage til familiens bopæl og slå ansøgeren ihjel, når han blev løsladt. Farbroren har efterfølgende ringet til ansøgerens mor og truet med, at han ville finde ansøgeren. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter de afghanske myndigheder og den afghanske befolkning, idet han i Danmark er konverteret fra islam til kristendommen. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han er født som shiamuslim, og at han som barn praktiserede islam. Da han blev ældre blev han i stigende omfang i tvivl og havde mange spørgsmål, som han ikke kunne få besvaret. Han blev introduceret til kristendommen ca. 2 måneder efter sin ankomst til Danmark gennem en ven og begyndte herefter at læse i biblen. Ansøgeren har videre oplyst, at han har deltaget i gudstjenester næsten hver søndag i tre til fire måneder i Ranum-Malle-Vilsted pastorat. Ansøgeren blev i foråret 2017 overført til asylcenteret i Holstebro, hvor han hurtigt blev tilknyttet pinsekirken i Holstebro. [I sommeren 2017] påbegyndte ansøgeren et etårigt kursusforløb på Mariager Højskole, der sorterer under Pinsekirken. Opholdet er finansieret af Pinsekirken. Ansøgeren bor på højskolen, hvor han modtager undervisning seks timer dagligt, og der udover forbereder han sig en-to timer dagligt. Herudover hjælper ansøgeren til i en kristen genbrugsbutik en gang ugentligt, ligesom der også i fritiden er kristne aktiviteter, herunder bøn og sang. [I efteråret 2017] blev ansøgeren døbt i Holstebro Pinsekirke. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit oprindelige asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende og divergerende herom. Ansøgeren har således i sit asylskema alene angivet som asylmotiv, at han er etnisk hazara, og først under sine samtaler i Udlændingestyrelsen har han forklaret om konflikten med sin farbror. Han har endvidere forklaret divergerende om, hvad der foregik på politistationen i forbindelse med anholdelsen af sin farbror. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring om sin interesse for kristendommen til grund. Flygtningenævnet har herved blandt andet lagt vægt på, at ansøgeren allerede under sin oplysnings- og motivsamtale hos Udlændingestyrelsen har oplyst, at han ønskede at konvertere til kristendommen, oplysningerne om ansøgerens ophold på bibelhøjskole, der er finansieret af Pinsekirken i Holstebro og oplysningerne om hans dåb. Endelig har Flygtningenævnet lagt vægt på ansøgerens forklaring for nævnet, der fremstod troværdig og overbevisende. Flygtningenævnet finder således, at ansøgerens konversion til kristendommen må antages at være reel, ligesom det efter ansøgerens forklaring for nævnet må lægges til grund, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan åbent vil leve som kristen. På den anførte baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Afgh/2018/183/SHH
Nævnet stadfæstede i april 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er afghansk statsborger, etnisk hazara og har oplyst, at han er kristen, oprindelig muslim fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taleban, idet han har samarbejdet med efterretningstjenesten og i den forbindelse sendt rapporter om Taleban. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter [S], idet han ved, at ansøgeren er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har oplyst, at han blev tilbageholdt i 20 dage af Taleban omkring et år efter, at de var kommet til magten i Kabul. Han blev efter 20 dage løsladt mod betaling, hvorefter han straks flygtede til Pakistan. Ansøgeren opholdt sig i Pakistan i omkring en måned, hvorefter han tog til Iran. Ansøgeren opholdt sig i Iran i omkring seks til syv år og fik i denne periode igennem sin kristne ven interesse for kristendommen. Ansøgeren har videre oplyst, at han i vinteren 2007/2008 vendte tilbage til Afghanistan. Han opholdt sig i Kabul efter nogle år i [en landsby]. Han deltog under sit ophold i Kabul i to kristne møder. I [efteråret] 2011 fik ansøgeren arbejde på et hotel, hvor han lærte [A], der var en officer fra efterretningstjenesten, at kende. Ansøgeren begyndte at samarbejde med [A] efter omkring syv måneder. Samarbejdet bestod i, at ansøgeren skulle holde øje med, hvem der overnattede på hotellet og rapportere til [A], hvis der var mistænkelige personer. I [vinteren 2013/2014] fik ansøgeren arbejde på et universitet. Han fortsatte sit samarbejde med [A], mens han arbejdede på universitetet. Han skulle i den forbindelse notere de nummerplader, som han ikke kendte, og sende oplysningerne til [A]. I [sommeren] 2015 tog ansøgeren hen til universitetet for at vande blomster. Da han gik ind i en have, så han to mænd, der var talebanere. Den ene mand hentede chefen for universitetet, som bad ansøgeren om at komme ind på sit kontor dagen efter. Ansøgeren ringede til [A] og fortalte om episoden. Dagen efter sagde chefen til ansøgeren, at han ikke skulle fortælle nogen om episoden dagen forinden. Ansøgeren fik i den forbindelse penge af chefen. Da ansøgeren kom hjem om aftenen, havde han fået et trusselbrev fra Taleban, hvori der stod, at han ville blive halshugget, hvis han fortalte nogen om episoden. En dag senere blev chefen anholdt, hvorefter ansøgeren tog hjem til sin søster. To til tre dage senere opsøgt Taleban ansøgerens bopæl og efterfølgende søsterens bopæl. Det lykkedes ansøgeren at flygte fra huset, hvorefter han ud rejste af Afghanistan. Ansøgeren har efter sin indrejse i Danmark deltaget i gudstjenester og deltog det første år efter sin indrejse i henholdsvis kristendomsundervisning og dåbsforberedelse hver torsdag. Ansøgeren blev døbt i [en kirke i foråret] 2016. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Der er herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring forekommer usandsynlig og konstrueret til lejligheden. Det forekommer i den forbindelse mindre sandsynligt, at ansøgeren skulle blive hemmeligt hvervet til at arbejde for sikkerhedstjenesten, og at sikkerhedstjenesten samtidig skulle give ham et ID-kort, som viste, at han arbejdede for sikkerhedstjenesten, hvilket han i øvrigt forklarede udbyggende om under nævnsmødet. Det forekommer tillige usandsynligt, at myndighedspersoner og taleban skulle spise på samme restaurant, og at en talebaner skulle sidde på restauranten iført selvmordsvest, hvilket ansøgeren også forklarede udbyggende om. Det forekommer endvidere usammenhængende og usandsynligt, at sikkerhedstjenesten, som han arbejdede hemmeligt for, skulle skaffe ham et job på et iransk universitet i Kabul, hvor den iranske rektor samarbejdede med taleban. Ansøgeren forklarede under nævnsmødet udbyggende om, at han på sikkerhedstjenestens opfordring selv gik hen og søgte jobbet. Det forekommer i den forbindelse usandsynligt, at han straks blev lukket ind på universitetet og ansat af rektoren efter 20 minutters samtale, men uden sikkerhedstjek eller andre undersøgelser. Endelig forekommer ansøgerens forklaring om episoden, hvor han mødte to talebanere og rektoren i haven til universitetet og det efterfølgende forløb, hvor han først blev bestukket til ikke at omtale dette og umiddelbart efter truet skriftligt med halshugning ved omtale af dette ikke sandsynligt. Der er herved lagt vægt på, at han ikke har kunnet redegøre nærmere for sin viden om de to talebanere og rektoren og heller ikke for sammenhægen mellem bestikkelsen og dødstruslerne. Flygtningenævnet bemærker i dertil, at ansøgerens forklaring om sin flugt fra søsterens bopæl, hvor han ventede i 20 til 30 minutter med at flygte, efter han var blevet advaret, men uden at advare sin søster og dennes mand eller kontakte sikkerhedstjenesten, forekommer usandsynlig. Ansøgeren har således ikke har været i stand til at forklare overbevisende om sit asylmotiv. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han har asylbegrundende konflikter med taleban i Afghanistan. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han er blevet overbevist kristen til grund. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgeren efter ovennævnte bevisvurdering udrejste af Afghanistan uden at være konkret forfulgt, og at han straks efter indrejsen i Danmark begyndte at komme i en kirke uden, at han er i stand til at redegøre overbevisende for baggrunden for dette eller for sine refleksioner vedrørende kristendommen på dette tidspunkt. Ansøgeren har under nævnsmødet om baggrunden for sin konversion og sit liv som kristen henvist til, at han for år tilbage i Iran mødte en kristen mand, som fik ham til at interesserer sig for kristendommen. Han har tidligere til Udlændingestyrelsen forklaret, at hans interesse for kristendommen begyndte, fordi denne mand var et godt menneske, mens han under nævnsmødet udbyggende denne forklaring med, at manden fortalte ham om Jesus mirakler og om, at man lettest kan nå Gud via kristendommen. Ansøgeren har yderligere anført, at han i Afghanistan deltog i to kristne møder. Han har forklaret divergerende om tidspunkterne for disse møder, idet han over for Udlændingestyrelsen har angivet, at møderne fandt sted i 2010/2011, mens han under nævnsmødet har forklaret, at han deltog i møderne, mens han arbejdede på universitetet, hvilket først var senere. Han har i øvrigt ikke været i stand til at redegøre overbevisende for, hvordan han kom i kontakt med disse kristne mennesker. Ansøgeren har imidlertid ikke været i stand til at redegøre nærmere for dåbsforløbet eller sine refleksioner i forbindelse med dette eller for de kristne værdier og traditioner. Ansøgeren har på samme måde ikke været i stand til på en overbevisende måde at redegøre for sin egen kristne overbevisning og for sine kristne refleksioner, herunder for hvornår han mødte Gud. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgeren under nævnsmødet måtte spørges flere gange, før han kom i tanke om det mirakel, som han angivelig oplevede på vej over middelhavet, og at han først forklarede, at han mødte Gud i forbindelse med sin dåb. Han har således alene henvist til, at tilgivelse og kærlighed betyder meget for ham, og ved forespørgsel om kristendommens vigtigste budskab og betydning for ham har han igen sagt tilgivelse, og til støtte for dette har han henvist til lignelsen om den udstødte kvinde. Han har anført, at ”den der er uskyldig, skal kaste den første sten” handler om tilgivelse. Han har ikke været i stand til under nævnsmødet at redegøre for, hvad han blev undervist i for 14 dage siden udover, at det var i emnet tilgivelse. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke på en troværdig og overbevisende måde har redegjort for, at hans dåb og deltagelse i gudstjenester mv. er udtryk for en reel religiøs overbevisning, men at dette fremstår som konstrueret til lejligheden. Der er herefter ikke tale om en reel konvertering til kristendommen. De kirkelige udtalelser, der er fremlagt i sagen, kan ikke føre til en ændret vurdering. Der er herved lagt vægt på den sammenhæng, som udtalelserne er fremkommet i. Den omstændighed, at en person fra ansøgerens asylcenter måtte have fortalt hans søster, at ansøgeren er kristen, kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Der er herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke kunne redegøre nærmere for samtalen med søsteren og på, at han ikke herved har sandsynliggjort, at han er profileret som kristen på en sådan måde, at dette kan begrunde asyl. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2018/182/mme
Nævnet stadfæstede i april 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim af trosretning fra landsbyen […], […]-distriktet i Nangarhar-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taleban, fordi hans far var i konflikt med Taliban. Derudover frygter ansøgeren sine farbrødre, idet de har været voldelige overfor ham. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at ansøgerens far på et tidspunkt i sommeren 2015 fik et trusselbrev fra Taleban. I brevet stod der, at faren skulle stoppe sit arbejde for myndighederne. Omkring ti dage senere blev ansøgerens far kidnappet af ukendte personer. Omkring tre til fem dage efter kidnapningen blev ansøgeren truet af Taleban, som ville have, at han skulle hjælpe dem med en vest. Taleban ville også have, at ansøgerens bror skulle komme og hjælpe dem. Taleban forlod stedet efter at have truet ansøgeren. Omkring seks til syv dage senere kom Taleban tilbage og brændte ansøgerens hus ned. Det lykkedes ansøgeren og hans mor at flygte fra huset, og de flygtede hen til ansøgerens farbrødre. Ansøgerens mor boede hos farbrødrene i to nætter og tog derefter hen til ansøgerens morbrødre. Mens ansøgeren boede hos sine farbrødre, udsatte farbrødrene ham for vold. Efter nogle måneders ophold hos farbrødrene udrejste ansøgeren af Afghanistan. Efter sin udrejse har ansøgeren fra sin mor fået oplyst, at der kommer folk og spørger efter ham hos morbrødrene. Ansøgeren er sikker på, det er farbrødrene, der har sendt folk hen for at spørge efter ham. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgeren på centrale punkter har forklaret divergerende og udbyggende, ligesom væsentlige dele af ansøgerens forklaring ikke fremstår sandsynlig og fremstår konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har vurderet, at ansøgerens forklaring om kidnapningen af hans far og ansøgerens konflikt med Taliban fremstår usandsynlig. Flygtningenævnet har lagt vægt på, ansøgeren har forklaret divergerende omkring truslen fra Taliban mod hans far. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren oplyst, at ansøgerens far fik et trusselsbrev fra Taliban, hvor der stod han skulle stoppe sit arbejde. I asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at hans far fik en mundtlig trussel af Taliban, men at ansøgeren ikke selv var til stede og derfor ikke ved, hvad der skete. For Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at han var sammen med sin far, da hans far blev truet af Taliban, hvor de sagde, at hans far ikke skulle arbejde for myndighederne og regeringen. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende omkring hans viden om kidnapningen af faren. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren oplyst, at hans far blev kidnappet af Taliban, fordi hans far havde arbejdet for myndighederne i Afghanistan, at ansøgeren ikke vidste hvor mange personer, der kidnappede hans far, og hvordan det skete. Til asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at hans far blev kidnappet fra en taxa på vej fra Jalalabad til [sin landsby] af nogle personer, der var tildækkede med tørklæder, og at ansøgeren ikke ved, om kidnapperne var fra Taliban. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende om Talibans trussel mod ham selv. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren forklaret, at han efter kidnapningen af faren kom ca. 30 personer fra Taliban, og at det var lederen, der truede ansøgeren, og at lederen sagde, at når de havde brændt ansøgers families hus ned, ville de slå ansøgeren ihjel. Ansøgeren husker ikke, hvad han var i gang med, da han blev truet, og hvor han befandt sig. Til asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at ca. 30 talibanere kom til landsbyen, og at ansøgeren ikke kan huske, hvor han befandt sig, da han fik truslen, og at de sagde, at han skulle komme og hjælpe dem, og han skulle hjælpe dem med en vest. Taliban sagde ikke noget om, hvad de ville gøre, hvis han nægtede at hjælpe dem. For Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret blandt andet, at ansøgeren befandt sig sammen med dyrene, som han passede, da Taliban truede ham, og at de sagde, at de ville slå ansøgeren ihjel, at ansøgeren skulle lave jihad, at de ville sætte ild til ansøgerens families hus, og at ansøgeren skulle hjælpe dem ved at tage en vest på. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgerens frygt for hans farbrødre, der angiveligt har været voldelige mod ham, fremstår usandsynlig, og at ansøgeren har forklaret divergerende derom. Ansøgeren har således forklaret divergerende om, hvor længe han boede hos sine farbrødre, inden ansøgeren udrejste. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren oplyst, at det var i 4-5 måneder. Til asylsamtalen har ansøgere oplyst, at det var 3 måneder. Ansøgeren har endvidere forklaret udbyggende om, at han var låst inde i et rum hos farbrødrene, og at han ikke fik mad og drikke i perioder, hvilket han har forklaret for Flygtningenævnet, men ikke tidligere har forklaret. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på at ansøgerens forklaring om, at farbrødrene samarbejdede med Taliban og alligevel ikke oplyste Taliban om, at ansøgeren boede hos dem, ikke forekommer sandsynlig, ligesom det beror på ansøgerens egen formodning, at farbrødrene udsatte ham for fysiske overgreb, idet de ville have ansøgerens jord, ligesom det beror på ansøgerens egen formodning, at farbrødrene samarbejdede med Taliban. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren ikke efterfølgende er blevet opsøgt af Taliban eller truet af dem. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2018/180/MGO/SME
Nævnet stadfæstede i januar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim af trosretning fra [hjemby] i Maidan Wardak provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af sin fasters familie, der har tilknytning til Taleban, idet de beskylder ansøgeren for at have angivet en af fasterens sønner til politiet. Ansøgeren har til støtte herfor forklaret, at han deltog i et engelskkursus, hvilket ansøgerens fasters familie var imod, da dette ikke var i overensstemmelse med islam. Fasterens familie ville i stedet have, at ansøgeren skulle arbejde for dem, hvilket ansøgeren ikke ville, da fasterens familie begik ulovligheder og var tilknyttet Taleban. På et tidspunkt kom der nogle udlændinge samt personer fra politiet til ansøgerens skole. Idet ansøgeren kunne tale engelsk, talte ham med disse, hvilket alle tilstedeværende beboere fra landsbyen, herunder en af ansøgerens fasters sønner, overværede. Nogle få dage efter blev fasterens søn anholdt af politiet, og ansøgeren blev efterfølgende bekendt med, at fasterens familie mistænkte ansøgeren for at have angivet fætteren til politiet, samt at de havde til hensigt at få fat i ansøgeren med henblik på at hævne sig. Ansøgeren fortalte dette til sin far, der sørgede for, at ansøgeren blev kørt til Kabul, hvor han efter få dages ophold udrejste af Afghanistan. Under sit ophold i Kabul fik ansøgeren af sin mor oplyst, at fasterens familie havde henvendt sig på ansøgerens bopæl, hvor de havde taget ansøgerens far med, idet de ikke kunne finde ansøgeren. Uanset, at Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring om sit asylmotiv fremstår bemærkelsesværdig, navnlig når henses til, at det må opfattes som uproportionalt, at ansøgerens fasters familie vil efterstræbe ham alene på baggrund af en uunderbygget mistanke, finder Flygtningenævnet ikke fuldt tilstrækkelige holdepunkter for at tilsidesætte ansøgerens forklaring. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til sin hjemegn vil risikere overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder dog, at ansøgeren kan henvises til at tage ophold i Kabul, Herat eller Mazar-e-Sharif. Flygtningenævnet har ved denne vurdering lagt vægt på, at ansøgeren under nævnsbehandlingen har fremstået moden og således som en person, der efter afgørelsen om ansøgerens alder må antages at være 19 år eller derover. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren er en arbejdsduelig ung mand med en ti-årig skolegang og efter det oplyste ikke har haft helbredsproblemer. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har haft nær kontakt med sin fars ven i Kabul, som har arrangeret ansøgerens udrejse. Endelig har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren i forhold til Taleban må anses for uprofileret. På den baggrund finder Flygtningenævnet, at det må anses for rimeligt at henvise ansøgeren til at tage ophold i en af de nævnte provinser. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2018/18/tps.
Nævnet stadfæstede i april 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim af trosretning fra […], […] i Ghazni-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af enten Taliban, kommandant [K] eller sin tidligere ansatte ved navn [A]s far. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han ejede en mobilforretning i Ghazni-provinsen, hvor [A] var ansat. Kommandant [K] besøgte ansøgerens forretning en dag med henblik på at få sin mobiltelefon repareret. I den forbindelse stjal ansøgeren, uden kommandantens samtykke, nogle videooptagelser fra hans telefon af piger, der dansede traditionel afghansk dans. Disse videooptagelser solgte ansøgeren videre til andre kunder. Efter et par måneder fik ansøgeren at vide af [A], at optagelserne var private, hvorefter ansøgeren slettede dem fra sin computer. Omkring 15-20 dage senere blev ansøgeren hentet af kommandant [K] og afhørt på politistationen. Efterfølgende blev ansøgeren løsladt, men kommandanten sagde, at han ikke var færdig med ham. Omkring to uger senere blev [A] skudt i ansøgerens forretning. Efter et møde mellem de ældre i byen og Taliban fik ansøgeren at vide, at Taleban havde dræbt [A] på baggrund af en henvendelse fra kommandant Amin, og at Taleban nu var efter ansøgeren. Ansøgeren fik også at vide, at [A]s far beskyldte ansøgeren for at være ansvarlig for [A]s død. Nogle få dage senere udrejste ansøgeren af Afghanistan. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgeren på centrale punkter har forklaret divergerende, og idet væsentlige dele af ansøgerens forklaring ikke fremstår sandsynlig og fremstår konstruereret til lejligheden. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende omkring de videooptagelser fra kommandantens telefon, ansøgeren har delt. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren forklaret, at militærchefen [K] ikke var på videoen, men at det var fra en privat fest, hvor nogle piger dansede, og der var musik i baggrunden. Til asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at videoerne, som [K] havde på sin telefon var almindelig professionel dans, og at han ikke kunne se på videoen, om de var professionelle eller noget andet. Hvis ansøger vidste, at de var private optagelser, ville han ikke have downloadet dem. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at når der henses til ansøgerens egne udtalelser om risikoen ved at uddele videoer med privat indhold, forekommer det ikke sandsynligt, at han turde stjæle videoer fra en højtstående kommandants telefon og at videresælge optagelser herfra, når han vidste, at telefonen tilhørte en højtstående kommandant, og at det var krænkende for kommandantens ære at videregive deres private videooptagelser. Flygtningenævnet finder endvidere, at det svækker ansøgerens generelle troværdighed, at han har forklaret divergerende omkring, hvorvidt han vidste, at han skulle til Europa eller ej. For Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at det først var i Iran, at han fandt ud af, at han skulle rejse til Europa på grund af uroligheder i Iran. I asylskemaet har ansøgeren forklaret, at ansøgerens far sagde, at ansøgeren skulle forlade Afghanistan, at ansøgeren sagde, at det var umuligt, for hvis ansøgeren ville flygte, ville de være i fare, hvorefter hans far sagde, at hvis de fik skaffet penge nok, ville de også komme til Europa. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2018/179/MGO/SME
Nævnet stadfæstede i april 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er afghansk statsborger, etnisk usbeker og sunni muslim fra [en landsby], [et område], Faryab, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har forud for behandlingen i Flygtningenævnet som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af sin farbror, som har tætte kontakter til Taliban. Ansøgeren har videre forklaret, at hans far blev slået ihjel for mange år siden, og han var en velhavende mand. Da ansøgerens far døde, overtog farbroren uretmæssigt jorden efter ham. Ansøgeren frygter, at farbroren vil slå ham ihjel, fordi ansøgeren og hans brødre ønsker at få jorden igen efter deres afdøde far. Farbroren er en velhavende og magtfuld mand, som arbejder sammen med både Taliban og myndighederne i Afghanistan. Højtstående talibanere er kommet på bopælen regelmæssigt for at tale med farbroren. Ansøgeren var for tre-fire år siden tilbageholdt af Taliban, men farbroren fik ham løsladt efter ganske kort tid. Ansøgeren har under behandlingen i Flygtningenævnet som nyt asylmotiv henvist til, at han især frygter sin farbror, fordi hans bror under et skænderi om ejendomsretten til jorden dræbte farbrorens søn, der ligeledes var til stede under skænderiet. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet har herved lagt afgørende vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende om sit modsætningsforhold til sin farbror. Han har således først under nævnsbehandlingen fremhævet som sit afgørende asylmotiv, at han frygter blodhævn fra sin farbrors side, fordi ansøgerens bror har dræbt farbrorens søn. Ansøgerens forklaring om, at han ikke tidligere har nævnt dette af frygt for, hvad der kunne ske ham, kan ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet har tillige lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende om farbrorens samarbejde med myndigheder og Taliban, idet ansøgeren oprindeligt har anført, at han ikke havde kendskab til sin farbrors samarbejde med myndighederne, hvorefter han under asylsamtalen oplyste, at han vidste, at farbroren havde et samarbejde med myndighederne, under gensamtalen oplyste han, at farbroren blandt andet havde forestået fangeudveksling mellem Taliban og myndighederne, og endelig oplyste han under nævnsbehandlingen, at han selv havde serveret the for Taliban i forbindelse med deres besøg. Nævnet finder herefter at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenen til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2018/178/JOV
Nævnet stadfæstede i april 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er afghansk statsborger, etnisk tajik og sunni muslim fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har efter udrejsen er Afghanistan opholdt sig omkring to år i Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive dræbt af Taliban, fordi han har arbejdet i det afghanske militær. Ansøgeren har videre forklaret, at han startede i Den Nationale Hær i Afghanistan i 2012. [Et antal] måneder efter, at han var begyndt i militæret blev han ringet op, og personen, der ringede sagde, at ansøgeren skulle passe på med, hvad han gjorde. Ansøgeren modtog herefter i alt ni telefonopkald. Personerne, der ringede til ham, fremsagde trusler mod ansøgeren og hans familie, og der blev sagt, at hvis ansøgeren ikke stoppede med at arbejde i militæret, så ville hans familie blive slået ihjel. Det var ikke den samme person, der ringede til ansøgeren hver gang, og personerne, der ringede til ham, sagde aldrig, hvem de var, men ansøgeren føler sig overbevist om, at det var Taliban, der ringede til ham. Ansøgeren fortalte ikke sin familie om telefonopkaldene. Dagen efter, at ansøgeren havde modtaget det sidste telefonopkald, ringede hans søster og fortalte, at ansøgerens forældre var blevet slået ihjel. Ansøgerens søster sagde, at ansøgeren ikke skulle komme hjem, fordi det var ham, der var målet, fordi han arbejdede for militæret. Ansøgeren søster sagde, at det var Taliban, der havde slået ansøgerens forældre ihjel. Ansøgerens søster fortalte derudover ikke ansøgeren yderligere om drabet på hans forældre. Dagen efter udrejste ansøgeren til Iran, hvor han opholdt sig i omkring to år, inden han rejste til Danmark. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet bemærker, at ansøgeren har forklaret afglidende og uden detaljer om centrale punkter i sit asylmotiv. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om årsagen til, at han ikke forlod militæret, efter at han angiveligt havde modtaget trusler om, at hans familie ville blive dræbt. Han har således forud for nævnsbehandlingen oplyst, at årsagen var, at han ikke kunne finde andet arbejde, mens hans under nævnsbehandlingen har oplyst, at han forblev i militæret af patriotiske grunde. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren ikke har kunnet redegøre nærmere for, hvem der oprindeligt fremsatte trusler, og at ansøgeren angiveligt ikke fortalte sin familie om de telefoniske trusler, henset til, at de var rettet mod familien. Nævnet finder i det hele, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort sit asylmotiv Ved denne vurdering har nævnet lagt vægt på, at det alene beror på ansøgerens formodning, at de angivelige drab på hans forældre og hans bror har noget at gøre med ansøgerens aktiviteter. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at det må anses for påfaldende, at ansøgeren vælger at udrejse kort tid efter, at han var blevet bekendt med sine forældres død, og at han ikke kan oplyse nogle detaljer om deres død og ikke har stillet spørgsmål til sine søskende herom. Nævnet bemærker, at de generelt vanskelige forhold i Afghanistan ikke kan føre til en ændret vurdering. Efter en samlet vurdering finder nævnet herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort sit asylmotiv. Betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2 er derfor ikke opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2018/177/JOV
Nævnet stadfæstede i april 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er afghansk statsborger, etnisk tajik og sunni muslim. Han er født og opvokset i Charikar, Parwan, Afghanistan, men har opholdt sig i Kabul, Afghanistan 10 måneder før sin udrejse af Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter Taliban, fordi han har udført arbejde for udlændinge. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter at blive angivet til Taliban af sin morbror, idet Taliban har bortført ansøgerens morbrors søn med henblik på at få fat på ansøgeren. Ansøgeren har endvidere forklaret, at han arbejdede for [et byggefirma], som udførte arbejde i en NATO-kontrolleret, [luftbase]. Her arbejdede ansøgeren som ingeniør inden for kvalitetssikring på et fire måneders projekt fra [efteråret] 2013. Ansøgeren har oplyst, at afhøringer af talibanere fandt sted på [luftbasen] i den tid han arbejdede der. En dag i [efteråret] 2013, mens ansøgeren var på gårdspladsen [på luftbasen], blev en mand fra Taliban ført fra en bygning til en anden af militærfolk. Da de gik forbi ansøgeren, sagde manden til ansøgeren, at han kendte ham, at han var en spion, og at han ville udslette ham. Ansøgeren fortsatte efter denne episode sit arbejde på [luftbasen]. I [sommeren] 2014 blev ansøgeren opsøgt af Taliban på hans morbrors bopæl i Jabal Saraj distriktet, hvor han boede sammen med sin mor, sine søskende og sin morbrors familie. Taliban spurgte ansøgerens morbror, hvor ansøgeren var henne. Ansøgeren nåede at gemme sig i en jordovn, mens Taliban ransagede huset og slog hans morbror. Taliban sagde til ansøgerens morbror, at ansøgeren var spion, og at de ville slå ansøgeren ihjel. Ansøgeren flyttede umiddelbart herefter til Charikar området sammen med sin mor og søskende. Mens ansøgeren boede i Charikar, blev hans morbror opsøgt yderligere fire gange af Taliban. Den fjerde gang morbroren blev opsøgt, i [efteråret] 2014, tog de morbrorens søn, [A], med. Efter ansøgeren fik det at vide, flyttede han til Kabul, hvor han boede i omkring ti måneder inden sin udrejse fra Afghanistan. Ansøgeren har til støtte for sin frygt for sin morbror oplyst, at han efter, at Taliban bortførte [A], ikke længere turde have kontakt med sin morbror, af frygt for, at morbroren ville angive ansøgerens opholdssted til Taliban med henblik på at få sin søn tilbage. Advokaten har i sit indlæg yderligere anført, at Taliban har slået ansøgerens yngre bror ihjel. Nævnet kan lægge til grund, at ansøgeren har arbejdet som ingeniør på [luftbasen]. Nævnet kan ikke lægge ansøgerens øvrige forklaring til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at det overordnet set må anses for usandsynligt, at Taliban omkring fire år efter ophøret af ansøgerens arbejde på basen fortsat efterstræber ansøgeren, når henses til, at ansøgeren efter sin egen forklaring var en blandt mange i landsbyen, der arbejdede på basen. Nævnet har yderligere lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende om sit asylmotiv. Han har således i ansøgningsskemaet alene angivet, at han frygter Taliban uden at oplyse om, at han tillige frygter, at hans morbror vil angive ham til Taliban, for at få sin søn udleveret. Nævnet bemærker i den henseende, at ansøgningsskemaet i øvrigt er detaljeret, hvorfor ansøgerens manglende oplysning om sin frygt for morbroren ikke kan forklares med, at han senere ville oplyse om dette forhold. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren først under nævnsbehandlingen har forklaret om, at mosteren har opsøgt ansøgeren og hans familie i Kabul og i den forbindelse nævnt, at morbroren ville udlevere ansøgeren til Taliban for at få sin søn frigivet. Yderligere finder nævnet, at det må anses for påfaldende, at ansøgeren ikke har søgt oplysninger om, hvorvidt morbrorens søn fortsat er tilbageholdt af Taliban. Endeligt har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren har kunne opholde sig omkring ti måneder i Kabul inden sin udrejse. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2018/176/JOV
Nævnet stadfæstede i april 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er afghansk statsborger, etnisk pashtun og sunni muslim fra [en landsby i] Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at han vil blive dræbt af både Taleban og ISIL. Ansøgeren har oplyst, at gruppen, der havde haft kontrol i ansøgerens landsby i fem år, har opsøgt ansøgeren på hans bopæl tre gange. Ansøgeren har videre oplyst, at han aldrig selv har haft kontakt med Taleban, idet han ved alle tre henvendelser gemte sig i et stort hul bag sin bopæl. De tre henvendelser fandt sted om natten. Mændene talte med ansøgerens far, da de opsøgte bopælen. De fortalte ikke faren, hvad de ville gøre med ansøgeren, men han vidste, at unge drenge blev brugt som selvmordsbombere. Selvom Taleban ikke kendte ansøgerens navn, vidste de i hvilke huse, der boede drenge, fordi de holdt til i området. Omkring en uge efter den tredje henvendelse fra Taleban udrejste ansøgeren af Afghanistan. Ansøgeren opholdt sig i løbet af den sidste uge på bopælen. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund, idet den på væsentlig punkter indeholder divergenser og er udbyggende. Ansøgeren har således i oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han alene overnattede i hulen de tre nætter, hvor Taleban var på besøg, mens han senere har ændret denne forklaring sluttende med, at han for nævnet har forklaret, at han har overnattet i hulen hver nat i de seneste to måneder forud for udrejsen. Ansøgeren har endvidere først i asylsamtalen nævnt Talebans drab på [S], hvilken begivenhed må have været skelsættende i forhold til frygten for tvangsrekruttering. Ansøgeren har endelig ikke afgivet konsistente forklaringer om det tidsmæssige forløb fra Talebans første henvendelse frem til udrejsen. På denne baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2018/175/mme
Nævnet meddelte i april 2018 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Afgørelsen omfatter et medfølgende barn. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia muslim af trosretning fra Herat, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter, at blive slået ihjel af ukendte gerningsmænd, idet disse tidligere har bortført ansøgeren og hans søn og har slået ansøgerens søn ihjel. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han en dag i [foråret] 2015 var på vej hjem fra sin butik med sin søn [H]. Da de var to gader fra bopælen, kom der fire maskerede og bevæbnede personer. De tog ansøgeren og hans søn med i en bil og kørte dem hen til et gammelt hus. I huset forsøgte gerningsmændene at pressede ansøgeren til at skrive under på et stykke papir, hvormed ansøgeren accepterede at overgive alle sine formuer til dem. Da ansøgerens søn [H] brokkede sig over dette, skar gerningsmændene hans hals over, og efterfølgende slog de ansøgeren i hovedet med et gevær, så han faldt bevidstløs om. Da ansøgeren kom til bevidsthed igen, opdagede han et hul i væggen. Ansøgeren flygtede ud igennem hullet. Ansøgeren gik hen ad en landevej, indtil han stødte på en person, som han bad om hjælp. Personen lod ansøgeren følges med ham til byen Herat, hvor ansøgeren tog hen til sin svigerfar. Ansøgerens svigerfar hjalp ansøgeren med at arrangere ansøgerens og hans families udrejse ved hjælp af en menneskesmugler. De rejste først til Iran og boede der i to måneder. Da de ville videre til Tyrkiet, blev ansøgeren adskilt fra sin familie ved grænsen. Ansøgeren rejste derfra alene til Danmark. Ansøgerens søn [Y] fandt selv til Danmark. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren under nævnsmødet fremtrådte meget troværdig, og at divergenserne i hans forklaringer må tilskrives den traumatiske oplevelse, han har været ude for. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgeren og dennes ældste søn på vej fra ansøgerens forretning blev overfaldet af en gruppe ukendte gerningsmænd, der bortførte ham og sønnen i en bil og kørte dem til en ejendom. På ejendommen forsøgte de at få ansøgeren til at skrive under på et dokument, hvorefter ansøgeren overgav sin jord, butik og sit hus til dem, og da hans søn sagde, at han ikke skulle skrive under, skar de halsen over på sønnen og slog ansøgeren, så han mistede bevidstheden. Da ansøgeren vågnede opdagede han, at der i rummet, der var en stald, var et hul, som han kunne flygte ud af. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at gerningsmændene over for ansøgeren begrundede overfaldet med, at han var shia, hans mor var hazara, og at ansøgerens far var Sayyid og havde skadet dem. Flygtningenævnet finder særligt på den baggrund, at der en betydelig risiko for, at ansøgeren og hans familie ved en tilbagevenden til Herat vil blive udsat fornyet overfald af de samme gerningsmænd. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han og sønnen, [Y], ved en tilbagevenden vil blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren og det medfølgende barn, [Y], opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Afgh/2018/175/KAA
Nævnet meddelte i april 2018 opholdstilladelse (K -status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er født shia-muslim og er etnisk hazara fra Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren henviste som oprindeligt asylmotiv til, at han ikke kunne bo i Afghanistan på grund af de generelle ustabile forhold, der gør sig gældende for hazaraer, navnlig forårsaget af Taliban. Ansøgeren har som nyt asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive forfulgt, fordi han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte for sit nye asylmotiv henvist til, at hans interesse for kristendommen blev vakt igennem nogle kristne venner, hvis positive, personlige ændringer efter deres konversion til kristendommen motiverede ham til indledningsvist at besøge [kirken A]. Ansøgeren begyndte herefter at komme fast i kirken, hvor han før sommerferien 2017 påbegyndte et dåbsforberedende undervisningsforløb i kirken fordelt på 9 søndage. Ansøgeren blev [i efteråret] 2017 døbt i samme kirke. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren må anses for at have forklaret sammenhængende og troværdigt om baggrunden for sin interesse for kristendommen, om kristendommen, og hvad kristendommen betyder for ham. Han har gennemgået et dåbsforberedelsesforløb for at lære mere om kristendommen, og han har kort før dåben, taget beslutning herom. Han kommer regelmæssigt i kirken. Han har drøftet sin tro med sin kæreste og hendes familie, der accepterer denne. Han har også nøje overvejet situationen, hvis han skulle blive nødt til at rejse tilbage til Afghanistan. Efter en samlet vurdering, herunder af ansøgerens personlige fremtræden for Flygtningenævnet, finder nævnet, at ansøgerens konversion må anses for reel, og at det må antages, at han som følge af sin kristne overbevisning risikerer forfølgelse ved en eventuel tilbagevenden til Afghanistan. Flygtningenævnet meddeler derfor [ansøgeren] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1”. afgh/2018/174/MAD
Nævnet stadfæstede i april 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er født shia-muslim og er etnisk hazara fra Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren henviste som oprindeligt asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygtede, at der vil ske ham noget, eftersom hans forældre har haft en konflikt med en anden slægt eller klan. Ansøgeren havde herudover som asylmotiv henvist til, at hans fætre ville dræbe ham, da hans mor havde en jordkonflikt med hans nu afdøde morbror. Ansøgeren havde som asylmotiv endvidere henvist til, at [A]’ s familie i Afghanistan ville slå ham ihjel, idet de beskyldte ham for at have forårsaget [A]’s død. Ansøgeren havde som asylmotiv endelig henvist til, at han frygter de generelle forhold for hazaraer i Afghanistan. Ansøgeren har som nyt asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive forfulgt, fordi han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte for sit nye asylmotiv henvist til, at han fik interesse for kristendommen efter to personlige oplevelser efter, at han [i foråret] 2017 fik endeligt afslag på asyl i Flygtningenævnet. Ansøgeren har i perioden fra [foråret] 2017 til [efteråret] 2017 deltaget regelmæssigt i kristendomsundervisning og bibelstudier i [kirken B]], hvor han [i efteråret] 2017 blev døbt. Ansøgeren taler åbent om sin konversion og føler sig som et nyt menneske. Han vedkender sig åbent sit kristne tilhørsforhold og har inviteret andre asylansøgere på sit asylcenter til at komme i kirken sammen med ham. Han vil fortsat missionere ved en eventuel tilbagevenden til Afghanistan. Flygtningenævnet bemærker, at nævnet ved afgørelsen [fra foråret] 2017 tilsidesatte væsentlige dele af ansøgerens forklaring om sit daværende asylmotiv. Nævnet må derfor foretage en kritisk og indgående vurdering af det nu påberåbte asylmotiv, konversionen. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren har forklaret sammenhængende om kristendommen, og hvordan hans interesse for denne er blevet vakt. Han har gennemgået dåbsundervisning og bibelstudier i omkring ½ år inden dåben i [efteråret] 2017. Flygtningenævnet finder det imidlertid påfaldende, at ansøgeren påbegyndte et egentligt dåbsforløb så kort tid efter Flygtningenævnets afgørelse [i foråret] 2017. Nævnet bemærker herved, at ansøgeren var praktiserende muslim, og at han ikke fortalte om nogen interesse for kristendommen i forbindelse med nævnsmødet [i foråret] 2017. Flygtningenævnet kan endvidere ikke lægge til grund, at ansøgeren vil missionere, hvis han sendes til Afghanistan. Ansøgerens forklaring herom virker ikke som udtryk for nogen stærk religiøs forpligtelse. Nævnet lægger herved vægt på den form for missionsvirksomhed, ansøgeren har omtalt, og på, at ansøgeren ikke har fortalt, hverken sin herboende søster eller sin familie i øvrigt, herunder sin ægtefælle, om konversionen. Ansøgerens forklaring på dette punkt gav heller ikke indtryk af, at ansøgeren havde gjort sig nogen overvejelser om konsekvenserne for eller i forhold til familien i anledning af konversionen. Flygtningenævnet finder herefter efter en samlet vurdering ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at konversionen er udtryk for en reel religiøs overbevisning. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Afghanistan. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2018/173/MAD.
Nævnet stadfæstede i april 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tadjik og shia-muslim fra Herat, Afghanistan. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til sin søster [Q]’s konflikter. Ansøgerens søster [Q] har som asylmotiv henvist til, ”at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at hun vil blive stenet af sin tidligere ægtefælle, fordi hun blev skilt fra ham. Ansøgeren har videre henvist til, at hun frygter Taliban, fordi hendes tidligere ægtefælle er en del af grupperingen, og at hun frygter ISIL, fordi hendes tidligere ægtefælle samarbejdede med grupperingen. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun som 7-årig blev forlovet med en mand ved navn [S], som hun som 12-årig blev gift med. Der var tale om et tvangsægteskab, som ansøgerens bedstefar havde arrangeret med [S]. [S] samarbejdede med ISIL og Taliban. Ansøgeren boede hos [S] i to år, hvor han udsatte hende for voldtægt og andre fysiske overgreb. En aften var overgrebene så slemme, at hun frygtede for sit liv, hvorfor [S]’ brødre kørte ansøgeren til hendes forældres bopæl, hvor hun herefter boede. Nogen tid herefter opsøgte [S] ansøgeren på hendes forældres bopæl, fordi han ville have hende med sig hjem. [S] sendte endvidere en besked til ansøgerens far om, at han ville slå ansøgerens farbrødre ihjel, hvis ikke ansøgerens far afleverede ansøgeren tilbage til ham. I en periode på syv år herefter sendte [S] fortsat beskeder til ansøgerens far. I samme periode kom der hver femte dag omkring 20 ældre fra landsbyen hjem til ansøgerens bopæl med det formål at overtale ansøgerens far til at aflevere ansøgeren tilbage til [S]. Efter den syvårige periode anmodede ansøgerens far om skilsmisse mellem ansøgeren og [S]. Skilsmissen blev behandlet i en Jirga, som er et lokalt råd af ældre. Som kompensation for skilsmissen skulle ansøgerens far betale penge til [S]. I forbindelse med Jirgaens afgørelse om skilsmisse udtalte [S] til ansøgerens far, at han ville sørge for, at ansøgeren aldrig blev gift igen, og at han aldrig ville lade ansøgerens familie være i fred. Dagen efter Jirgaens afgørelse flyttede ansøgeren, ansøgerens mor og ansøgerens søskende til Herat. Her boede ansøgeren i seks år inden sin udrejse af Afghanistan. Under ansøgerens ophold i Herat blev hun forsøgt påkørt to gange af personer, som hun formoder, var [S] folk. Efter seks år fik ansøgeren kendskab til, at der var blevet afsagt en dom om, at ansøgeren skulle stenes. Ansøgerens bror, [M], blev derefter forsøgt bortført to gange af [S]. Dernæst blev ansøgerens anden bror udsat for fysiske overgreb af personer, som ansøgeren formoder, blev sendt af [S]. Ansøgerens bror udrejste dernæst til Iran. Herefter udrejste ansøgeren af Afghanistan. Efter ansøgerens udrejse udrejste hendes tredje bror til Pakistan, fordi hans liv var i fare som følge af ansøgerens konflikt. Efter ansøgerens udrejse opsøgte [S] hendes families bopæl to gange. Første gang spurgte han efter ansøgeren og sagde til ansøgerens far, at han skulle aflevere ansøgeren til ham som kompensation for, at ansøgeren var udrejst af Afghanistan. Herefter slog [S] ansøgerens morbrors søn ihjel, fordi ansøgerens morbror hjalp ansøgerens far med at finde ud af, hvad ansøgerens far skulle gøre. Derefter opsøgte [S] ansøgerens mor og ansøgerens søstre med det formål at tage en af søstrene med sig. Her fortalte [S], at han havde gjort flere ting ved ansøgerens familie, herunder at han havde tæsket ansøgerens bror og stået bag på forsøgene på bortførslerne af ansøgerens bror [M]. Herefter slog [S] ansøgerens mor i hovedet med en spade og forlod stedet.” Flygtningenævnet lægger efter ansøgerens søster [Q]’s forklaring til grund, at hun som syv-årig blev forlovet, at hun som 12-årig blev gift, at hun som 14-årig blev udsat for blandt andet grov vold af sin ægtefælle, og at hun derefter kom hjem at bo hos sin familie. Flygtningenævnets flertal lægger endvidere efter ansøgerens søster [Q]’s forklaring til grund, at ansøgerens familie gennem de næste syv år ugentligt blev opsøgt af ansøgerens søster [Q]’s ægtefælles familie. Flertallet lægger endvidere til grund, at ansøgerens søster [Q] derefter blev skilt fra sin ægtefælle ved en beslutning fra den lokale Jirga, at ægtefællen i den forbindelse til ansøgerens far udtalte trusler rettet mod ansøgerens søster [Q] og ansøgerens familie, og at ansøgeren og hans familie derfor flyttede til Herat, hvor de boede de næste ca. seks år. Flertallet lægger videre til grund, at ansøgerens far, der var rejst tilbage til Gereshk, løbende modtog flere trusler fra ansøgerens søster [Q]’s tidligere ægtefælle. Flertallet lægger yderligere til grund, at ansøgeren to gange blev forsøgt bortført, og at ansøgerens søster [Q]’s tidligere ægtefælle efterfølgende fortalte ansøgerens far, at det var ham, der stod bag. Flertallet lægger endelig til grund, at der på ansøgerens søster [Q]’s tidligere ægtefælles foranledning kort før ansøgerens udrejse af Afghanistan blev udstedt en fatwa, ifølge hvilken ansøgerens søster [Q] skulle stenes. Flygtningenævnets flertal finder på den baggrund, at det er sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Afgh/2018/172/linb
Nævnet stadfæstede i april 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tadjik og shia-muslim fra Herat, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at hun vil blive stenet af sin tidligere ægtefælle, fordi hun blev skilt fra ham. Ansøgeren har videre henvist til, at hun frygter Taliban, fordi hendes tidligere ægtefælle er en del af grupperingen, og at hun frygter ISIL, fordi hendes tidligere ægtefælle samarbejdede med grupperingen. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun som 7-årig blev forlovet med en mand ved navn [S], som hun som 12-årig blev gift med. Der var tale om et tvangsægteskab, som ansøgerens bedstefar havde arrangeret med [S]. [S] samarbejdede med ISIL og Taliban. Ansøgeren boede hos [S] i to år, hvor han udsatte hende for voldtægt og andre fysiske overgreb. En aften var overgrebene så slemme, at hun frygtede for sit liv, hvorfor [S]’ brødre kørte ansøgeren til hendes forældres bopæl, hvor hun herefter boede. Nogen tid herefter opsøgte [S] ansøgeren på hendes forældres bopæl, fordi han ville have hende med sig hjem. [S] sendte endvidere en besked til ansøgerens far om, at han ville slå ansøgerens farbrødre ihjel, hvis ikke ansøgerens far afleverede ansøgeren tilbage til ham. I en periode på syv år herefter sendte [S] fortsat beskeder til ansøgerens far. I samme periode kom der hver femte dag omkring 20 ældre fra landsbyen hjem til ansøgerens bopæl med det formål at overtale ansøgerens far til at aflevere ansøgeren tilbage til [S]. Efter den syvårige periode anmodede ansøgerens far om skilsmisse mellem ansøgeren og [S]. Skilsmissen blev behandlet i en Jirga, som er et lokalt råd af ældre. Som kompensation for skilsmissen skulle ansøgerens far betale penge til [S]. I forbindelse med Jirgaens afgørelse om skilsmisse udtalte [S] til ansøgerens far, at han ville sørge for, at ansøgeren aldrig blev gift igen, og at han aldrig ville lade ansøgerens familie være i fred. Dagen efter Jirgaens afgørelse flyttede ansøgeren, ansøgerens mor og ansøgerens søskende til Herat. Her boede ansøgeren i seks år inden sin udrejse af Afghanistan. Under ansøgerens ophold i Herat blev hun forsøgt påkørt to gange af personer, som hun formoder, var [S] folk. Efter seks år fik ansøgeren kendskab til, at der var blevet afsagt en dom om, at ansøgeren skulle stenes. Ansøgerens bror, [M], blev derefter forsøgt bortført to gange af [S]. Dernæst blev ansøgerens anden bror udsat for fysiske overgreb af personer, som ansøgeren formoder, blev sendt af [S]. Ansøgerens bror udrejste dernæst til Iran. Herefter udrejste ansøgeren af Afghanistan. Efter ansøgerens udrejse udrejste hendes tredje bror til Pakistan, fordi hans liv var i fare som følge af ansøgerens konflikt. Efter ansøgerens udrejse opsøgte [S] hendes families bopæl to gange. Første gang spurgte han efter ansøgeren og sagde til ansøgerens far, at han skulle aflevere ansøgeren til ham som kompensation for, at ansøgeren var udrejst af Afghanistan. Herefter slog [S] ansøgerens morbrors søn ihjel, fordi ansøgerens morbror hjalp ansøgerens far med at finde ud af, hvad ansøgerens far skulle gøre. Derefter opsøgte [S] ansøgerens mor og ansøgerens søstre med det formål at tage en af søstrene med sig. Her fortalte [S] at han havde gjort flere ting ved ansøgerens familie, herunder at han havde tæsket ansøgerens bror og stået bag på forsøgene på bortførslerne af ansøgerens bror [M]. Herefter slog [S] ansøgerens mor i hovedet med en spade og forlod stedet. Flygtningenævnet lægger efter ansøgerens forklaring til grund, at hun som syv-årig blev forlovet, at hun som 12-årig blev gift, at hun som 14-årig blev udsat for blandt andet grov vold af sin ægtefælle, og at hun derefter kom hjem at bo hos sin familie. Flygtningenævnets flertal lægger endvidere efter ansøgerens forklaring til grund, at ansøgerens familie gennem de næste syv år ugentligt blev opsøgt af ægtefællens familie. Flertallet lægger endvidere til grund, at ansøgeren derefter blev skilt fra sin ægtefælle ved en beslutning fra den lokale Jirga, at ægtefællen i den forbindelse til ansøgerens far udtalte trusler rettet mod ansøgeren og hendes familie, og at ansøgeren og hendes familie derfor flyttede til Herat, hvor de boede de næste ca. seks år. Flertallet lægger videre til grund, at ansøgerens far, der var rejst tilbage til Gereshk, løbende modtog trusler fra ansøgerens tidligere ægtefælle. Flertallet lægger yderligere til grund, at ansøgerens bror [M] to gange blev forsøgt bortført, og at ansøgerens tidligere ægtefælle efterfølgende fortalte ansøgerens far, at det var ham, der stod bag. Flertallet lægger endelig til grund, at der på ansøgerens tidligere ægtefælles foranledning kort før ansøgerens udrejse af Afghanistan blev udstedt en fatwa, ifølge hvilken ansøgeren skulle stenes. Flygtningenævnets flertal finder på den baggrund, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Afgh/2018/171/linb
Nævnet stadfæstede i april 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborgersamt et barn fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim fra en ukendt by i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af sin tidligere ægtefælle eller af hans familie, fordi hun er blevet skilt fra sin tidligere ægtefælle, og fordi han har truet hende. Ansøgeren har videre henvist til, at hun frygter Taliban og de generelle forhold i Afghanistan, herunder for enlige kvinder. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun er født i Afghanistan, men at hun udrejste til Iran med sin familie som 3-årig. Som 13- eller 14-årig blev ansøgeren gift med sin ægtefælle. I [sommeren] 2013 blev ansøgerens ægtefælle fængslet for tyveri, hvorfor han i [foråret] 2014 blev deporteret til Afghanistan. [I efteråret] 2014 blev ansøgeren skilt fra sin ægtefælle, idet han grundet fængslingen og deporteringen ikke længere kunne forsørge sin familie. I [slutningen af sommeren] 2015 fik ansøgeren oplysninger fra sin veninde om, at ansøgerens tidligere ægtefælle var kommet tilbage til Iran. I udgangen af [efteråret] 2015 opsøgte ansøgerens tidligere ægtefælle ansøgerens bopæl, hvor han udsatte ansøgeren for fysiske overgreb og truede med at slå hende ihjel. Ansøgerens datter forlod bopælen og hentede naboerne. Da ansøgerens daværende ægtefælle hørte, at naboerne var på vej, flygtede han fra bopælen. Tre dage senere udrejste ansøgeren og hendes datter af Iran. Ansøgeren har under Flygtningenævnets behandling endvidere som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan vil miste forældremyndigheden over sine børn, hvilket vil være en krænkelse af EMRK art. 3 og art. 8, stk. 1. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgeren i 2014 blev skilt fra sin ægtefælle, at han efter deportering til Afghanistan var kommet tilbage til Iran og i [efteråret] 2015 opsøgte hende på hendes bopæl, hvor han udsatte hende for fysiske overgreb og truede med at slå hende ihjel. Nævnet lægger endvidere til grund, at ansøgeren for nogle måneder siden fra en veninde i Iran har hørt, at ansøgerens ægtefælle på ny er deporteret af Iran. Flygtningenævnet finder imidlertid, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan er i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at der ikke foreligger oplysninger om, at ansøgerens ægtefælle, der ifølge ansøgeren er narkoman, efter ansøgerens flugt har opsøgt hendes familie i Iran. Nævnet bemærker videre, at det ikke kan lægges til grund, at ansøgerens ægtefælle nu bor i Afghanistan. Nævnet bemærker endelig, at ansøgeren aldrig har mødt ægtefællens familie i Afghanistan. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hendes ægtefælle har evne eller vilje til at opsøge hende, hvor hun måtte vælge at bosætte sig i Afghanistan, i hvilken forbindelse nævnet bemærker, at ansøgeren efter sin forklaring ikke har nogen særlig tilknytning til det område i Afghanistan, hvor hun og ægtefællen stammer fra. Flygtningenævnet finder herefter endvidere, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan vil miste forældreretten til sine børn, hvorfor ansøgeren og hendes medfølgende barn ved en tilbagevenden til Afghanistan ikke vil blive udsat for en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettigheds-konvention. Flygtningenævnet finder endelig, at de generelle forhold i Afghanistan, herunder for enlige kvinder med børn, ikke er af en sådan karakter, at de i sig selv kan begrunde, at ansøgeren meddeles asyl. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2018/170/linb
Nævnet stadfæstede i april 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk tadjik og sunnimuslim fra [mindre by], Kunduz-provinsen, Afghanistan. Klageren har været medlem og aktiv for Hezb-e Islami fra 1984 til 2001. For Flygtningenævnet har klageren nedlagt påstand om, at sagen skal hjemvises til Udlændingestyrelsen til fornyet behandling, subsidiært at klageren meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, og mere subsidiært at klageren ikke må udsendes tvangsmæssigt til Afghanistan eller til et land, hvor han ikke er beskyttet mod videresendelse til Afghanistan. Klageren har til støtte for sin principale påstand om hjemvisning anført bl.a., at han, der ved dom er blevet udvist af Danmark, og som nu er idømt en anbringelsesdom, efter udlændingelovens § 50 a har et retskrav på ved eventuel udskrivning at få prøvet ved domstolene, om hans helbredelsesmæssige tilstand taler afgørende imod, at udsendelse kan finde sted. Det må derfor være mest hensigtsmæssigt, at Flygtningenævnets behandling af spørgsmålet om, hvorvidt klager kan udsendes efter § 31, jf. § 49 b, ligger tættest på det tidspunkt, hvor spørgsmålet om udsendelse måtte blive aktuelt, og hvor det samtidig kan blive afklaret, om § 50 a eller § 50 måtte føre til en ophævelse af udvisningen. Situationen i Afghanistan kan nå at ændre sig mange gange, inden udsendelse måtte blive mulig, og en for tidlig truffet afgørelse om udsendelse kan meget vel nødvendiggøre en senere genoptagelsesbegæring. Klageren har vedrørende sine subsidiære påstande henvist til, at han fortsat ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, som følge af hans medlemskab af Hezb-e Islami i perioden fra 1984 til 2001, og som følge af den episode der fandt sted i 1994. I 1994 lå han indlagt på en klinik på et tidspunkt, hvor der uden for klinikken opstod en konfrontation mellem hans vagter fra Hezb-e Islami og en gruppe fra Jemiat-e Islami. Konfrontationen endte med en skudveksling, hvor flere personer fra Jemiat-e Islami blev slået ihjel. Klageren fik efterfølgende skylden herfor. Omkring et år senere blev klageren anholdt på sin bopæl. Han blev afhørt og udsat for fysiske overgreb af efterretningstjenesten. Klageren blev løsladt mod betaling af bestikkelse og udrejste herefter til Pakistan. I 2002 vendte klageren tilbage til Afghanistan og tog ophold hos sin svigerfar, hvorefter Jemiat-e Islami forsøgte at presse klagerens svigerfar til at udlevere klageren. Efter omkring tre måneder i Afghanistan udrejste klageren til Iran. Den fredsaftale, der i september 2016 er indgået mellem den afghanske regering og Hezb-e Islami, ændrer ikke på, at der fortsat kan forekomme spændinger mellem tidligere medlemmer af Hezb-e Islami og medlemmer af Jemiat-e Islami, ligesom klageren konkret frygter overgreb i form af hævndrab fra slægtninge til de personer fra Jemiat-e Islami, der i sin tid mistænkte klageren for at have dræbt deres familiemedlemmer. En sådan hævndrabsforpligtelse forældes ikke. Klageren har desuden anført, at Statsadvokaten for Særlige Internationale Straffesager har standset en indledt efterforskning mod klageren, og at hans medlemskab af Hezb-e Islami og tidligere deltagelse i kamphandlinger herefter ikke giver et tilstrækkeligt grundlag for en alvorlig antagelse af, at han skulle have begået handlinger omfattet af Flygtningekonventionens art. 1 F, litra a. Dette understøttes tillige af, at der er indgået en fredsaftale og amnestiordning, der har ført til, at organisationens topledere er blevet fjernet fra FN’s sanktionsliste. Flygtningenævnet bemærker, at nævnet ikke finder grundlag for at hjemvise sagen til Udlændingestyrelsen til fornyet behandling, således at Udlændingestyrelsens stillingtagen i sagen bl.a. skal afvente eventuelle kendelser vedrørende udlændingelovens § 50 a eller § 50 i anledning af den udvisningsdom, som klageren er blevet idømt. Klageren blev ved Flygtningenævnets afgørelse af 13. september 2012 meddelt afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, idet nævnet fandt, at klageren – hvis asylmotiv isoleret set blev anset for omfattet af § 7, stk. 2 – under sit virke for Hezb-e Islami i Afghanistan havde begået forbrydelser omfattet af Flygtningekonventionens art. 1 F, litra a (forbrydelse mod freden, en krigsforbrydelse eller en forbrydelse mod menneskeheden), jf. herved udlændingelovens § 10, stk. 1, nr. 3. Det blev ved afgørelsen samtidig bestemt, at klageren i medfør af udlændingelovens § 31, stk. 1, imidlertid ikke kunne udsendes tvangsmæssigt til Afghanistan eller til et land, hvor han ikke er beskyttet mod videresendelse til Afghanistan, idet han i Afghanistan risikerede dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Det følger af udlændingelovens § 32 b, at en afgørelse efter § 31 om, at en udlænding ikke kan udsendes af landet, skal ændres, hvis det grundlag, som er angivet i afgørelsen, ikke længere er til stede. Det fremgår af baggrundsoplysninger om situationen i Afghanistan bl.a., at der i september 2016 er indgået en fredsaftale mellem Hezb-e Islami og den afghanske regering. Det hedder om denne fredsaftale nærmere i rapporten: ”Special Inspector General for Afghanistan Reconstruction, Quaterly report on US reconstruction efforts (1 January – 31 March 2017)" af 30. april 2017, bl.a. følgende: "In September 2016, the Afghan government finalized a peace agreement with the Hezb-e Islami Gulbuddin (HIG) insurgent group. In the peace deal, the Afghan government committed to several actions, including requesting the removal of HIG leaders from the UN’s and others’ sanctions lists. … President Ghani, while discussing the balance between justice and peace in March 2015, said »peace means forgiving blood« and insisted that the Afghan government »cannot sacrifice the future for the sake of the past.«" I en artikel "Afghanistan Analysts Network (AAN), Moving out of Sahshatu: Hezb-e Islami’s refugee followers between hope of return and doubts about the peace deal" af 14. april 2017 hedder det bl.a.: "Based on the agreement, the Afghan government is committed to »take all measures to resolve the problems of Afghan refugees living in Nusrat Mina Camp [Shamshatu] and other refugees based Pakistan and Iran.« These returnees would receive privileges including provision of land for their shelter with other necessary services in Kabul and other provinces, once the agreement is fully implemented. This can be considered as one of the incentives for Hezb supporters to return to Afghanistan" Det fremgår desuden af artiklen ”Afghanistan Analysts Network (AAN), Charismatic, Absoloutist, Divisive: Hekmatyar and the impact of his return, Borhan Osman” af 3. maj 2017 bl.a.: "The government also declared an amnesty for the HIG leader and his followers for their past crimes and agreed to recruit HIG fighters into the Afghan National Security Forces (ANSF), and provide townships for 20,000 refugee families affiliated with HIG and living in Pakistan to settle in. The government said, as well, that it would free security and political prisoners detained for their links to HIG. For Hekmatyar himself, the government pledged to provide him with several homes and an honorary status, as it says in the agreement, in appreciation of his struggle »for peace and freedom of Afghanistan«." Endelig fremgår det af artikien “RFE/RL – Radio Free Europe/Radio Liberty: Afghan Warlord Hekmatyar Arrives in Kabul after Peace Deal" af 4. maj 2017 bl.a.: "»Butcher of Kabul« is mainly remembered for his role in the bloody civil war of the 1990s, in which he stands accused of killing thousands of people in the capital." Spørgsmålet for nævnet er herefter, om klageren som følge af bl.a. de ændrede forhold i Afghanistan ikke længere kan anses for at være i risiko for overgreb ved en tilbagevenden til hjemlandet. Nævnet finder, at det på baggrund af oplysningerne om situationen i Afghanistan må lægges til grund, at klageren ikke længere vil risikere asylrelevant forfølgelse eller overgreb alene som følge af sin tidligere tilknytning til Hezb-e Islami og de handlinger, som han har begået som led heri. Nævnet lægger herved vægt på den indgåede fredsaftale, der indebærer bl.a. amnesti for lederen [H] og hans følgere for de forbrydelser, som måtte være begået. Klageren har imidlertid anført, at han har en personlig konflikt som følge af nogle begivenheder, der fandt sted i 1994, hvor flere personer fra Jemiat-e Islami afgik ved døden. Nævnet finder, at der ikke længere er grundlag for at lægge til grund, at klageren skulle være efterstræbt af personer fra Jemiat-e Islami som følge af begivenheder, der fandt sted for mere end 20 år siden, og hvor klageren ikke direkte var involveret i drab på personer fra Jemiat-e Islami. Det forekommer således allerede på baggrund af klagerens forklaring om episoden mindre sandsynligt, at klageren skulle være udset som mål for hævn som følge af skudvekslinger, han ikke deltog i, og som har fundet sted under en væbnet konflikt mellem to grupperinger. Ved vurderingen af risikoen for hævn i en sådan situation indgår tillige, at der nu er indgået en fredsaftale, der samtidig må anses at være udtryk for en påbegyndende forsoningsproces. Hertil kommer, at klagerens forklaring om, at personer med tilknytning til Jemiat-e Islami også for nyligt skulle have opsøgt hans familie i Afghanistan ikke forekommer hverken sandsynlig eller troværdig. Klagerens familie bestående af flere brødre og børn opholder sig således i Afghanistan, hvilket de har gjort i hele den periode, hvor klageren har været udrejst, og selv om de ifølge klageren har oplevet at blive chikaneret, så har de efter det oplyste ikke oplevet i øvrigt at være blevet involveret i den konflikt, som klageren formoder fortsat består. Klageren har desuden forklaret forskelligt om forhold af betydning for spørgsmålet om, hvorvidt han fortsat skulle være efterstræbt. Klageren har således oprindeligt under to forskellige samtaler med Udlændingestyrelsen [i foråret] og [i efteråret] 2011 oplyst, at hele hans familie dengang boede i [mindre by], mens han under samtalen med Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2017 oplyste, at hans familie havde været nødt til at flytte fra deres bopæl i [mindre by] efter klagerens udrejse i 2003, og at de først er vendt tilbage igen fem-seks måneder forud for [sommeren] 2017. For nævnet har klageren herom forklaret, at familien oprindeligt ikke flyttede til Kunduz efter klagerens udrejse, men at dette først skete senere. Klageren har desuden forklaret usammenhængende og forskelligt om, hvornår og i hvilket omfang hans familie er blevet opsøgt. Det indgår i vurderingen, at klageren under tidligere samtaler har givet udtryk for, at det var myndighederne i Afghanistan, som han frygtede, ligesom hans frygt for enkeltpersoner var knyttet op på, at disse personer nu skulle have opnået myndighedsindflydelse. Klageren har således under samtalen med Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2011 forklaret bl.a., at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygtede at blive retsforfulgt vedrørende drabet på de personer, der døde ved klinikken i 1994, og at han frygtede, at de dræbte personers familie ville tage kontakt til kommandanterne i området med henblik på hans tilfangetagelse, men at dette dog endnu ikke var sket. Klageren har således ikke tidligere oplyst at frygte blodhævn eller direkte hævn fra enkeltpersoner, men frygtet at blive udleveret af disse personer til myndighederne. Hans tidligere forklaringer savner således overordnet sammenhæng med hans tilbageværende asylmotiv vedrørende blodhævn. Nævnet finder herefter, at der ikke længere er grundlag for at antage, at klageren ved en hjemvenden til Afghanistan vil være i risiko for hverken forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 31. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2018/169/CHA
Nævnet stadfæstede i april 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk etnisk tadjik og sunnimuslim fra Herat, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter at blive slået ihjel af to personer ved navn [A] og [B]. Han har videre henvist til, at han frygter de afghanske myndigheder, idet [A] har forbindelse til myndighederne. Endelig har ansøgeren henvist til, at han frygter at blive overladt til sig selv, fordi han ikke ved, om han har familiemedlemmer tilbage i Afghanistan. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hans far ejede et bilværksted i Herat sammen med [A]. En dag, da ansøgeren var på værkstedet sammen med sin far, opdagede ansøgerens far, at [A] installerede hemmelige rum i en bil på værkstedet. Ansøgerens far og [A] talte herom både på værkstedet og senere denne dag, da [A] besøgte ansøgerens far på bopælen. Den efterfølgende dag kom ansøgerens far, [A] og en anden mand op at skændes. Ansøgeren blev slået bevidstløs, og da han efterfølgende vågnede på hospitalet, fik han at vide, at hans far var blevet slået ihjel. Samme dag som ansøgeren og ansøgerens mor havde anmeldt [A] til myndighederne, ringede han og truede ansøgerens mor. [A] blev anholdt senere samme dag. En dag opsøgte [A’s] bror, [B], ansøgeren ude foran familiens bopæl, hvor han tæskede ansøgeren sammen med hans venner. Senere samme aften blev ansøgeren igen overfaldet af [B] og hans venner. I perioden inden [A’s] retssag kontaktede [B] ansøgeren flere gange telefonisk og tilbød ansøgeren penge for, at han trak sin anmeldelse tilbage, hvilket ansøgeren nægtede. Sidste gang, [B] ringede, truede han med at slå ansøgeren og hans familie ihjel, hvis ikke de trak anmeldelsen tilbage. Under [A’s] retssag blev ansøgeren afhørt som vidne, og [A] blev herefter idømt 7 års fængsel. Umiddelbart efter retssagen truede [B] igen ansøgeren og hans familie på livet. Ansøgeren udrejste samme dag af Afghanistan. Imens ansøgeren opholdt sig i Iran, blev [A] løsladt fra fængslet. Ansøgeren formoder, at [A] har forbindelse til de afghanske myndigheder og derfor blev løsladt tidligt. [A] og [B] opsøgte herefter ansøgerens mor på bopælen og tæskede hende. De sagde til ansøgerens mor, at de ville slå ansøgeren ihjel, hvis de fandt ham. Flygtningenævnet finder, at i hvert fald visse dele af ansøgerens forklaring om sin baggrund for at søge asyl i Danmark er forbundet med nogen usikkerhed, idet ansøgeren på visse punkter har forklaret uoverensstemmende og udbyggende om sin konflikt. Ansøgeren har navnlig forklaret uoverensstemmende om, hvor ofte han blev kontaktet og truet af [B] efter politianmeldelsen af [A], idet ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen den 13. maj 2016 oplyste, at han blev kontaktet telefonisk af [B] en enkelt gang, mens han til asylsamtalen den 22. november 2016 ret detaljeret har oplyst, at han blev kontaktet flere gange af [B] efter anmeldelsen. Ansøgerens forklaring om, at episoden på værkstedet, hvor ansøgeren og hans far blev overfaldet, fandt sted tidligt om morgenen, savner desuden sammenhæng med oplysningerne i hospitalsjournalen om, at ansøgeren og hans far blev indskrevet på hospitalet kl. 14, og at det da blev oplyst, at overfaldet havde fundet sted omkring 20 minutter forinden. Ansøgeren har ligeledes forklaret uoverensstemmende og udbyggende om karakteren af sin konflikt, idet konflikten under de første samtaler med Udlændingestyrelsen var begrænset til en privat konflikt med [A] og dennes familie, mens ansøgeren under gensamtalen den 21. december 2016 oplyste, at konflikten også var en konflikt med myndighederne, idet han på baggrund af [A]s løsladelse formoder, at [A] må have gode kontakter til myndighederne. Oplysningerne om konflikten med myndighederne står imidlertid i kontrast til ansøgerens tidligere forklaringer herom, hvor han flere gange har oplyst, at han ikke havde en sådan konflikt, ligesom han har forklaret ikke at have noget særligt godt kendskab til [A], som han har beskrevet som en almindelig og ikke særligt profileret mand. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at i hvert fald dele af ansøgerens forklaring om sit asylmotiv ikke kan lægges til grund, således at det i hvert fald ikke kan lægges til grund, at han skulle have nogen konflikt med myndighederne i Afghanistan, eller at [A] og dennes familie skulle have nogen særlig forbindelse til myndighederne, der vil kunne hjælpe dem i eftersøgningen af ansøgeren. Nævnet finder imidlertid, at der ikke er et tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte den del af ansøgerens forklaring, der angår drabet på hans far, ligesom der ikke er et fuldt tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte ansøgerens oplysninger om, at han som følge af den angivelige anmeldelse og hans forklaring over for politiet og i retten kan have bragt sig i et sådant modsætningsforhold til [A] og dennes familie, at han meget vel kan være efterstræbt af disse. Flygtningenævnet bemærker dog, at en asylansøger ikke har behov for international beskyttelse imod risiko for forfølgelse, hvis ansøgeren vil kunne undgå denne forfølgelse eller opnå beskyttelse et sted inden for sit hjemlands grænser, og hvis det vil være rimeligt at henvise ansøgeren til dette. Det følger af UNHCR’s Guidelines on International Protection, “Internal Flight or Relocation Alternative” within the Context of Article 1 A (2) of the Convention and/or 1967 Protocol relating to the Status of Refugees af 23. juli 2003, at det ved vurderingen heraf må tages med i betragtning, om den del af hjemlandet, der kan antages at udgøre et internt flugtalternativ, udgør et meningsfuldt alternativ for fremtiden, herunder om området er vedvarende og stabilt. Det område, som ansøgeren i givet fald må henvises til, skal yde ansøgeren mulighed for at leve et efter hjemlandets forhold relativt normalt liv uden for store besværligheder (”undue hardship”). Forhold som ansøgerens alder, helbredstilstand, familiemæssig situation, etnisk, kulturel eller religiøs gruppe, politisk eller social tilknytning til det pågældende område, sprog, uddannelse og profession samt tidligere forfølgelse og deraf følgende psykologiske problemer skal indgå i vurderingen. Bevisbyrden for, at der foreligger et internt flugtalternativ, påhviler asylmyndighederne. Der er efter det, der er anført ovenfor, ikke holdepunkter for at antage, at [A], [B] (der angiveligt nu skulle være død) eller andre skulle have evne til at efterstræbe ansøgeren, såfremt han tog ophold i bl.a. Kabul eller Mazar-e-Sharif. Henset til bl.a. ansøgerens alder, helbredstilstand og baggrund må det lægges til grund, at ansøgeren – også uden noget netværk – vil kunne etablere sig i enten Kabul eller Mazar-e-Sharif, hvor han vil kunne leve et efter hjemlandets forhold relativt normalt liv uden for store besværligheder. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at uanset om dele af ansøgerens forklaring lægges til grund, så kan ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan alligevel ikke kunne antages at være i risiko for at blive udsat for forfølgelse eller asylbegrundende overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2018/168/CHA
Nævnet stadfæstede i april 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger samt et barn fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia muslim fra […], Daykundi, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive dræbt af general [A], fordi ansøgeren nægtede at udføre en opgave for ham. Til støtte herfor har ansøgeren forklaret, at han som 16-årig tilsluttede sig en gruppering, som blev ledet af general [A]. Ansøgeren arbejdede som vagt, og formålet med gruppen var at sørge for sikkerheden i området. General [A] var imod regeringen og samarbejdede med Taliban. En dag bad generalen ansøgeren om, at han sammen med syv andre personer skulle røve en pengetransportbil. Ansøgeren turde ikke sige nej til opgaven. Da ansøgeren fortalte sin ægtefælle om opgaven, blev hun meget ked af det, men ansøgeren valgte alligevel at tage imod opgaven. Den dag, opgaven skulle udføres, sagde ansøgeren til de andre personer, at det var forkert at stjæle pengene, og ansøgeren beordrede dem derfor til at lægge deres våben fra sig. Ansøgeren tog derefter hjem til sin ven, hvor ansøgerens ægtefælle ligeledes befandt sig. Her boede de i 10-15 dage, hvorefter de flyttede til Mazar-e-Sharif. Da ansøgeren havde boet i Mazar-e-Sharif i seks-syv måneder, mødte han en person, som kom fra det område, hvor general [A] boede. Personen sagde til ansøgeren, at såfremt generalen fik fat i ansøgeren, ville han dræbe ham. Derefter opholdt ansøgeren og hans ægtefælle sig otte måneder i Herat, men da ansøgeren ikke kunne finde arbejde i Herat, flyttede de tilbage til Mazar-e-Sharif. Ansøgerens ægtefælle døde, da ansøgerens datter var to år og to måneder gammel. Ansøgeren rejste derefter til Iran, hvor han boede illegalt. En dag blev ansøgeren stoppet af de iranske myndigheder, der sagde, at hvis ansøgeren tog til Syrien og kæmpede mod ISIL, ville han få permanent opholdstilladelse i Iran efter et år. Ansøgeren var i Syrien i sammenlagt seks måneder, hvorefter han udrejste af Iran til Danmark. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive dræbt af sin afdøde ægtefælles tidligere forlovede, [B], fordi ansøgeren flygtede sammen med sin ægtefælle, selvom hun var forlovet med [B]. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgeren har forklaret divergerende og navnlig udbyggende om sit asylmotiv i en sådan grad, at forklaringen fremstår som utroværdig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har herved navnlig lagt vægt på, at ansøgeren ikke i sit asylskema har anført noget om sin konflikt med general [A] eller om hans konflikt med sin ægtefælles tidligere forlovede. Det er indgået i Flygtningenævnets vurdering, at ansøgeren har oplyst, at han er analfabet og har fået en ven til at hjælpe sig med at udfylde skemaet, hvilket imidlertid ikke kan føre til en ændret vurdering, da ansøgeren i asylskemaet detaljeret har oplyst om sin ægtefælles sygdom og død og de efterfølgende udfordringerne med i Afghanistan at skaffe arbejde som enlig far, og ansøgeren har i asylskemaet angivet disse omstændigheder som sit asylmotiv. Endvidere har ansøgeren under samtalen med Udlændingestyrelsen [i vinteren] 2017 forklaret, at han stod vagt for general [A] om natten, mens han for Flygtningenævnet har forklaret, at han stod vagt om dagen, og først efter at være foreholdt sin tidligere forklaring har forklaret, at han stod vagt både om dagen og om natten. Yderligere har ansøgeren forklaret divergerende om antallet af trusler, som han modtog fra sin ægtefælles tidligere forlovede, mens han opholdt sig hos general [A], herunder om antallet af skriftlige trusler, der blev overleveret af små børn. Ansøgeren har således under samtalen med Udlændingestyrelsen forklaret, at han modtog en del trusler, og at de blev overleveret af små børn, mens ansøgeren for Flygtningenævnet har forklaret, at han kun modtog én skriftlig trussel, mens resten af truslerne var mundlige trusler fra mænd. Ansøgeren har ligeledes under samme samtale med Udlændingestyrelsen forklaret, at han ofte havde set sin kommende ægtefælle ved bryllupper og andre sammenkomster, inden han modtog et brev fra hende, mens ansøgeren under mødet i Flygtningenævnet har forklaret, at han ikke havde set sin ægtefælle, før han ved et bryllup fik et brev fra hende. Flygtningenævnet tilsidesætter derfor i det hele ansøgerens forklaring. Sammenfattende finder Flygtningenævnet derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan er i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af Udlændingestyrelsens § 7. Det forhold, at ansøgeren og hans datter efter det oplyste er uden netværk i Afghanistan, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2018/167/SSM
Nævnet meddelte i april 2018 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig ansøger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og bahai af trosretning fra Ghazni provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har i det hele henvist til sin fars, […], asylmotiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han, ligesom sin far, ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af [K], som er ansøgerens morfar og ansøgerens fars farbror, da [K] bebrejder ansøgerens far for hans datters død, ligesom ansøgerens far har en jordkonflikt med [K]. Ansøgeren har videre som asylmotiv henvist til, at han, ligesom sin far, ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter [K] som følge af, at han har fundet ud af, at ansøgerens far og ansøgeren er konverteret fra islam til bahai-troen, ligesom ansøgeren af den grund frygter at blive henrettet af de afghanske myndigheder og befolkningen. Ansøgerens far har til støtte herfor oplyst, at han i 1998 blev gift med ansøgerens mor, [G], som var datter af ansøgerens fars farbror, [K]. Der var tale om et arrangeret ægteskab. Brylluppet fandt sted i Afghanistan, hvor [G] boede. Kort tid efter brylluppet rejste ansøgerens far tilbage til Iran, da faren er opvokset i Iran. Omkring 10 måneder efter ægteskabets indgåelse døde [G] under fødslen af ansøgeren. Ansøgerens far deltog i begravelsesceremonien i Afghanistan, hvorefter faren vendte tilbage til Iran sammen med ansøgeren og ansøgerens farfar. I 2004 blev ansøgerens far gift i Iran med [ansøgerens stedmor]. Ansøgerens far og ansøgeren konverterede forud for ægteskabets indgåelse fra islam til bahai-troen, da det var en betingelse for accept af ægteskabets indgåelse. Ansøgerens far praktiserede ikke selv bahai-religion i de år, hvor han boede i Iran eller Afghanistan. På grund af en konflikt med de iranske myndigheder, valgte ansøgerens far og stedmor i 2015, at familien, herunder ansøgeren, skulle flygte fra Iran til [X] i Afghanistan. [K] bebrejdede fortsat ansøgerens far for at have rejst fra hans gravide datter, hvorfor ansøgerens far, og særligt ansøgerens stedmor, blev udsat for chikane fra [K] og de øvrige landsbybeboere, idet [K] havde fortalt, at stedmoren var bahai-troende og spion. En nat på en ukendt dato i [efteråret] 2015 blev der sat ild til det hus, hvor ansøgeren boede sammen med sin familie i [X]. Ansøgerens far formoder, at det var [K] og dennes sønner som påsatte ilden, da [K] havde kaldt ansøgerens far for vantro og truet med at slå ansøgeren og de øvrige familiemedlemmer ihjel. Ansøgerens far anmeldte ikke forholdet til politiet, da [K] var magtfuld og havde forbindelse til Taliban. Ansøgerens far og stedmor valgte af frygt for yderligere forfølgelse, at ansøgeren sammen med den øvrige familie skulle udrejse fra Afghanistan den efterfølgende dag. Omkring 2016 rejste ansøgerens farbror, Jafar, til Afghanistan for at tale med [K], men farbroren forsvandt derefter. Flygtningenævnets flertal lægger til grund, at ansøgeren ligesom sin far er konverteret fra islam til bahai-troen. Under disse omstændigheder finder Flygtningenævnets flertal, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil risikere forfølgelse og dermed har behov for beskyttelse som nævnt i udlændingelovens § 7, stk. 1. Der kan i den forbindelse mere generelt henvises til EASO, Country of Origin Information Report, Afghanistan, Individuals Targeted under societal and legal norms, December 2017, herunder pkt. 2.1, 2.2 og 2.5, og til Lifos temarapport, Afghanistan, Kristna, apostater och ateister, 21. december 2017, herunder pkt. 6, om de mulige reaktioner fra stat, familie og samfund mod personer, som anses for at have forladt eller krænket islam. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse, således at ansøgeren meddeles opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” afgh/2018/166/LRN
Nævnet meddelte i april 2018 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig ansøger og to medfølgende børn fra Afghanistan og meddelte stadfæstede til en kvindelig statsborger fra Iran. Ægteparret indrejste i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Den mandlige ansøger er etnisk hazara fra Ghazni provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har vedrørende sin trosretning oplyst, at han oprindelig var shia-muslim, men i 2004 konverterede til bahai-trosretningen. Den kvindelige ansøger er etnisk perser og bahai af trosretning fra Mashad, Iran. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af sin farbror, [K], fordi farbroren bebrejder ansøgeren for hans datters død, ligesom ansøgeren har en jordkonflikt med farbroren. Den mandlige ansøger har videre som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter farbroren som følge af, at han har fundet ud af, at ansøgerens er konverteret fra islam til bahai-troen, ligesom han af den grund frygter at blive henrettet af de afghanske myndigheder og befolkningen. Den mandlige ansøger har til støtte herfor oplyst, at han i 1998 blev gift med sin kusine, [G], som var datter af farbroren, [K]. Der var tale om et arrangeret ægteskab. Brylluppet fandt sted i Afghanistan, hvor [G] boede. Kort tid efter brylluppet rejste ansøgeren tilbage til Iran, da han er opvokset i Iran. Omkring 10 måneder efter ægteskabets indgåelse døde [G] under fødslen af ansøgerens ældste søn, [M]. Ansøgeren deltog i begravelsesceremonien i Afghanistan, hvorefter han vendte tilbage til Iran sammen med sin ældste søn og sin far. I 2004 blev ansøgeren gift i Iran med den kvindelige ansøger. Ansøgeren konverterede forud for ægteskabets indgåelse fra islam til bahai-troen, da det var en betingelse fra svigerfamiliens side. Den mandlige ansøger praktiserede ikke selv bahai-religion i de år, hvor han boede i Iran eller Afghanistan. På grund af en konflikt med de iranske myndigheder, valgte ansøgerne i 2015 at flygte fra Iran til [X] i Afghanistan. Farbroren bebrejdede fortsat ansøgeren for at have rejst fra hans gravide datter, hvorfor ansøgeren, og særligt den kvindelige ansøger, blev udsat for chikane fra farbroren og de øvrige landsbybeboere, idet farbroren havde fortalt, at den kvindelige ansøger var bahai-troende og spion. En nat på en ukendt dato i [efteråret] 2015 blev der sat ild til ansøgernes hus i [X]. Den mandlige ansøger formoder, at det var farbroren og dennes sønner som påsatte ilden, da farbroren havde kaldt ansøgeren for vantro og truet med at slå ansøgerens familie ihjel. Ansøgeren anmeldte ikke forholdet til politiet, da farbroren var magtfuld og havde forbindelse til Taliban. Ansøgerne valgte af frygt for yderligere forfølgelse at udrejse fra Afghanistan den efterfølgende dag. Omkring 2016 rejste ansøgerens bror, [J], til Afghanistan for at tale med farbroren, men broren forsvandt derefter. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter forfølgelse og overgreb fra de iranske myndigheder, da ansøgerens bror, [R], har været indblandet i ulovlig handel med antikke genstande, og myndighederne urigtigt beskylder ansøgerne for at være indblandet, da broren har opholdt sig på ansøgernes bopæl, hvor de har beslaglagt brorens kuffert med ulovligt materiale. Den kvindelige ansøger har videre som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet af de iranske myndigheder som følge af, at myndighederne har fået kendskab til, at hendes familie er bahai af trosretning, og hun tidligere af flere omgange har afgivet urigtig oplysning om at være muslim. Den kvindelige ansøger har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun er født bahai, og at hun blev gift med den mandlige ansøger i Iran i 2004. Ansøgeren har videre oplyst, at hendes bror i begyndelsen 2015 opholdt sig ti til tolv dage på ansøgernes bopæl i [en by i], Iran. Under brorens besøg blev den kvindelige ansøgers bopæl opsøgt af tre politibetjente, der søgte efter ansøgerens bror og den mandlige ansøger. Politiet ransagede bopælen og beslaglagde i den forbindelse brorens kuffert, ligesom politiet pålagde broren og ansøgerens ægtefælle at melde sig på politistationen. Som følge heraf valgte ansøgeren at tage hen til sine svigerforældre, imens ansøgerens ægtefælle søgte skjul hos en ven. Omkring to til tre dage senere ringede en nabo og orienterede dem om, at politiet havde sat en tilsigelse til både ansøgerens bror og ansøgerens ægtefælle på deres dør. Ansøgerne valgte derefter at udrejse fra Iran til Afghanistan, hvor ansøgerne var bosat indtil [efteråret] 2015, hvorefter de valgte at udrejse til Danmark. Flygtningenævnet kan ikke lægge den mandlige ansøgers forklaring om den konflikt, som han angiveligt har med sin farbror [K], til grund. Nævnet har lagt vægt på, at forklaringen fremstår divergerende, udbyggende og konstrueret til lejligheden. Ved denne vurdering er det indgået, at ansøgeren og ansøgerens ægtefælle har forklaret indbyrdes modstridende om omstændighederne i forbindelse med, at der opstod brand i ægtefællernes hus i Afghanistan. Den mandlige ansøger har således til gensamtalen [i vinteren] 2016 forklaret, at han ikke vidste, hvordan branden begyndte, mens den kvindelige ansøger til gensamtalen [i vinteren] 2016 har forklaret, at begge ansøgere så en ukendt genstand blive smidt ind over gårdmuren. Nævnet må endvidere finde det særdeles påfaldende, at den mandlige ansøger ikke har nævnt den angivelige brandstiftelse i asylskemaet, men først under oplysnings- og motivsamtalen, idet brandstiftelsen må anses for den flugtbegrundende begivenhed. Herudover er det indgået i nævnets vurdering af sagen, at den mandlige ansøger har forklaret divergerende om, hvordan han fandt ud af, at hans farbror havde meldt den mandlige ansøger til det afghanske politi. Til oplysnings- og motivsamtalen har den mandlige ansøger således forklaret, at han modtog et brev fra politiet om, at han skulle henvende sig til politiet eller efterretningstjenesten, mens den mandlige ansøger til gensamtalen [i vinteren] 2016 har forklaret, at han hørte om anmeldelsen via sin ven [N], der havde befundet sig på politistationen under farbrorens anmeldelse af den mandlige ansøger. Den kvindelige ansøger har under en gensamtale desuden forklaret, at den mandlige ansøgers farbror var gode venner med [N], og at det var farbroren, der fortalte [N], at han havde anmeldt den mandlige ansøger. De ovenstående forhold indebærer, at Flygtningenævnet ikke kan lægge ansøgerens forklaring om en konflikt med farbroren [K] til grund. Den mandlige ansøger har dernæst gjort gældende, at han på grund af konversion fra islam til bahai-troen er kommet i et modsætningsforhold til myndighederne i Afghanistan. Det lægges til grund, at ansøgeren i 2004 giftede sig med en bahai-troende kvinde. Flygtningenævnets flertal lægger efter de øvrige oplysninger om ansøgerens religiøse tilhørsforhold til grund, at den mandlige ansøger i dag må anses for bahai-troende, og at han således er konverteret fra islam til bahai-troen. Under disse omstændigheder finder Flygtningenævnets flertal, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil risikere forfølgelse og dermed har behov for beskyttelse som nævnt i udlændingelovens § 7, stk. 1. Der kan i den forbindelse mere generelt henvises til EASO, Country of Origin Information Report, Afghanistan, Individuals Targeted under societal and legal norms, December 2017, herunder pkt. 2.1, 2.2 og 2.5, og til Lifos temarapport, Afghanistan, Kristna, apostater och ateister, 21. december 2017, herunder pkt. 6, om de mulige reaktioner fra stat, familie og samfund mod personer, som anses for at have forladt eller krænket islam. I forhold til den kvindelige ansøgers forklaring om den konflikt, som hun angiveligt har med de iranske myndigheder vedrørende en beskyldning for smugling af antikke genstande, har nævnet i lighed med Udlændingestyrelsen lagt vægt på, at forklaringen fremstår divergerende, utroværdig og konstrueret til lejligheden. I denne vurdering er det indgået, at den kvindelige og den mandlige ansøger har forklaret indbyrdes divergerende om, hvorvidt politiet gjorde hende bekendt med, hvorfor de ledte efter hendes bror [R] og den mandlige ansøger, og om hvad hun fortalte sin ægtefælle under deres samtale lige efter ransagningen. Under gensamtalen [i foråret] 2017 har den kvindelige ansøger således forklaret, at politiet fortalte hende, at de ledte efter [R] og den mandlige ansøger, fordi de havde været involveret i smugleri af antikke genstande, og at hun fortalte dette til sin ægtefælle under en samtale lige efter ransagningen. Den mandlige ansøger har imidlertid til gensamtalen [i foråret] 2017 forklaret, at den kvindelige ansøger på intet tidspunkt fik dette at vide af politiet, og at den kvindelige ansøger ikke under samtalen fortalte ham, hvorfor politiet ledte efter dem. Den kvindelige ansøger og den mandlige ansøger har desuden forklaret indbyrdes modstridende om, hvorvidt den kvindelige ansøgers bror fortalte hende, at han var involveret i smugling af antikke genstande. Den kvindelige ansøger har således til gensamtalen [i foråret] 2017 forklaret, at hendes bror i telefonen havde forklaret, at han var involveret i smugling af antikke genstande, mens den mandlige ansøger under gensamtalen [i foråret] 2017 har forklaret, at broderen alene oplyste, at han var involveret i ulovlige anliggender, men ikke oplyste, hvori disse anliggender nærmere bestod. Herudover har den kvindelige ansøger forklaret modstridende om, hvorvidt hendes ægtefælle gjorde noget for at komme i kontakt med den kvindelige ansøgers bror, mens hun opholdt sig hos sine svigerforældre. Til asylsamtalen har den kvindelige ansøger således forklaret, at hun ikke havde noget kendskab hertil, mens hun under gensamtalen [i foråret] 2017har forklaret, at ægtefællen kørte over til folk, som han havde været hos sammen med den kvindelige ansøgers bror for at spørge efter broderen. De ovenstående forhold indebærer, at Flygtningenævnet ikke kan lægge ansøgerens forklaring om en konflikt med myndighederne i Iran til grund. Den omstændighed, at den kvindelige ansøger er bahai af trosretning - og har været det fra fødslen - er ikke forhold, der efter oplysningerne om de generelle forhold for bahai-troende i Iran i sig selv kan føre til opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 7. Ansøgeren har da også gennem flere år kunnet leve som bahai-troende i Iran sammen med sine forældre. Hverken oplysningerne om den kvindelige ansøgers profilering af sig selv på en facebook-profil, hvor hun poster diverse bahai-relaterede nyheder mv., eller omstændighederne i forbindelse med indgåelsen af ægteskab med den mandlige ansøger i 2004, der angiveligt skete efter muslimsk skik, kan føre til et andet resultat. Flygtningenævnet finder herefter, at den kvindelige ansøger ikke har sandsynliggjort, at hun risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Iran. Konklusion Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende den kvindelige ansøger. Flygtningenævnet bemærker, at kompetencen til at tage stilling til, om den kvindelige ansøger kan meddeles opholdstilladelse efter familiesammenføringsreglerne eller af andre særlige grunde tilkommer Udlændingestyrelsen. Den mandlige ansøger og de to medfølgende mindreårige fælles børn meddeles opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det tilføjes, at der ikke er påvist grundlag for at anse de mindreårige børn for iranske statsborgere med den konsekvens, at de ligesom den kvindelige ansøger skal bedømmes i forhold til Iran. Som sagen er forelagt for nævnet, er det ikke godtgjort med den fornødne sikkerhed, at Iran kan tjene som 1. asylland for den mandlige ansøger og børnene.” afgh/2018/165/LRN
Nævnet stadfæstede i april 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunnimuslim fra […] Jowzjan Provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter to usbekiske kommandanter, [A] og [D], som ansøgeren har været dansedreng for, og som udnyttede ansøgeren seksuelt. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter forfølgelse, fordi han er homoseksuel. Da ansøgeren var omkring 18 år gammel, begyndte han at danse som dansedreng til fester, fordi han godt kunne lide at danse, idet han følte sig fri, når han dansede. Omkring to år forud for sin udrejse blev han opdaget af to kommandanter, der under trussel om at dræbe ham tvang ham til ugentligt at danse for dem til fester. Efter festerne blev han omkring ti gange voldtaget af de to kommandanter. Ansøgerens far, der af ansøgerens bror havde fået oplysning om, at ansøgeren dansede, indfandt sig på et tidspunkt til en fest og tog ansøgeren med derfra. Faren blev vred på ansøgeren, der ifølge faren havde bragt skam over familien, og holdt ansøgeren hjemme i en periode på to måneder, i løbet af hvilken periode ansøgeren forsøgte at begå selvmord og fortalte sin far, at han havde haft sex med kommandanterne. Ansøgeren udrejste herefter af Afghanistan på eget nationalitetspas isat iransk visum, som faren hjalp med at skaffe. Efter ansøgerens udrejse er faren blevet opsøgt af sin nabo, der arbejder for de to kommandanter, som efterspurgte ansøgeren. Da ansøgerens far ikke ville oplyse, hvor ansøgeren var, sagde naboen, at kommandanterne ville opsøge faren på hans arbejde. Den næste aften blev ansøgerens fars arbejdsplads beskudt. To af farens kolleger blev skudt og dræbt. Det lykkedes for faren og to kolleger at flygte. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring, herunder om hans homoseksualitet, til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren i sit asylskema som asylmotiv alene har oplyst, at han og hans familie havde problemer i Afghanistan. Ansøgeren har til oplysnings- og motivsamtalen med Udlændingestyrelsen ikke oplyst om, at hans far var blevet truet af de to kommandanter, og at det resulterede i, at hans far og fire kolleger blev udsat for et skudangreb på hans arbejdsplads, hvorved to af hans fars kolleger døde. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren under asylsagens behandling har forklaret divergerende på en række centrale punkter, herunder om hvordan han begyndte at være dansedreng for kommandanterne, om i hvilken udstrækning han blev tvunget til at danse for kommandanterne, eller det var frivilligt, og om han har haft sex med andre forud for, at han havde sex med kommandanterne. Ansøgeren har således indtil mødet i Flygtningenævnet vedvarende forklaret, at han ikke har haft sex med andre end kommandanterne, hvorimod han i nævnet har forklaret, at han som 14-årig havde et seksuelt forhold til en 18-årig dreng. Nævnet har endelig lagt vægt på, at ansøgeren under forklaringen for Flygtningenævnet har svaret afglidende og upræcist på spørgsmål om blandt andet, hvordan han kom i kontakt med kommandanterne, hvem de var, hvor festerne blev holdt, og hvor han havde sex med kommandanterne, hvorved det af ansøgeren beskrevne ikke har virket selvoplevet. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2018/162/MKT
Nævnet stadfæstede i april 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk said og sunni-muslim fra […], Parwan-provinsen, Afghanistan. Ansøgerens far er pashtun. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af familiemedlemmerne til en dreng, som ansøgeren har påkørt. Ansøgeren frygter især at blive slået ihjel af [S], som er drengens svoger. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at han under kørsel i en politikonvoj [i efteråret] 2012 påkørte en 14-årig dreng, som pludselig løb ud foran hans bil. Da færdselspolitiet ankom til gerningsstedet, fik ansøgeren oplyst, at reglerne siger, at det altid er chaufføren af bilen, der bærer ansvaret. Ansøgeren kørte derefter drengen på hospitalet, hvorfra de blev sendt videre til et hospital i Kabul. Drengens far var med i ambulancen. Mens de var på hospitalet i Kabul, dukkede en anden del af drengens familie op og beskyldte ansøgeren for at have forvoldt drengens død. Drengens søsters mand, som var en meget magtfuld mand og medlem af det afghanske parlament, truede ved denne lejlighed ansøgeren med at slå ham ihjel, hvis drengen ikke overlevede. Ansøgeren flygtede fra hospitalet. Dagen efter hørte han, at drengen var død. Fire-fem dage efter uheldet blev der udstedt en arrestordre, hvor der stod, at ansøgeren skulle melde sig i retten, og at han ellers ville blive dømt in absentia. Ansøgerens far henvendte sig til drengens familie. Faren ville indgå aftale i overensstemmelse med pashtunwali og tilbød drengens familie en sum penge og jord, men ansøgerens 18-årige søster blev en del af forhandlingerne, og ansøgerens far accepterede i overensstemmelse med pashtunwali, at ansøgerens søster som en del af soningen blev gift med [S]. Ansøgeren kunne ikke acceptere, at hans søster blev giftet bort til [S], der var meget ældre og i forvejen havde to hustruer. Det var derfor ikke muligt at løse konflikten, og ansøgeren tog hen til en ven, der boede i Kapisa. Ansøgeren boede i vennens stald i et år, og besøgte i den periode sin familie nogle gange. Omkring otte måneder efter påkørslen af drengen, var ansøgeren på besøg hos sin familie. Familiens bopæl blev opsøgt af tre personer, hvoraf den ene var bevæbnet. Ansøgerens far blev skudt i benet, ansøgerens ægtefælle og mor skreg, og personerne forlod herefter bopælen. Ansøgeren er overbevist om, at dette angreb skete efter ordre fra [S]. Ansøgeren tog derefter tilbage til Kapisa, hvorfra han fire måneder senere efter råd fra sin far udrejste til Iran. I Iran arbejdede ansøgeren illegalt som løsarbejder i fire måneder. En dag blev han stoppet af politiet, som tog ham med på politistationen. Da ansøgeren fortalte, at han kunne læse og skrive, blev han kørt hen til en bygning på et torv, hvor han fik at vide, at han enten skulle rejse til Syrien for at deltage i krigen eller deporteres til Afghanistan. Da ansøgeren afviste at tage til Syrien, blev han i stedet tilbudt at rekruttere afghanere til krigen i Syrien. Ansøgeren accepterede dette, fordi han blev lovet, at han ville få opholdstilladelse i Iran. Da ansøgeren efter halvandet år stadigvæk ikke havde fået opholdstilladelse, besluttede han at udrejse af Iran. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund, da ansøgeren har afgivet en divergerende og udbyggende forklaring, der derfor fremstår som utroværdig og konstrueret til lejligheden. Indledningsvis bemærker Flygtningenævnet, at nævnet kan lægge til grund, at ansøgeren i Afghanistan arbejdede som betjent. Flygtningenævnet finder det under henvisning hertil, samt under henvisning til, at det efter ansøgerens forklaring hændelige uheld i trafikken, der kostede en dreng livet, fandt sted, medens ansøgeren i tjenesten kørte i en lang konvoj af tjenestekøretøjer og med fire kolleger som passagerer og dermed vidner, og i hvilken forbindelse trafikpolitiet blev involveret, har kunnet udvikle sig til den af ansøgeren beskrevne konflikt med den afdøde drengs familie. I den forbindelse tillægger nævnet det tillige betydning, at drengens far, der overværede ulykken, ifølge ansøgerens forklaring, var af den opfattelse og gav udtryk for, at det var drengen og ikke ansøgeren, der var skyld i ulykken. Nævnet har ved sin stillingtagen til ansøgerens forklaring lagt vægt på, at ansøgeren, der har en uddannelse og som gennem flere år har arbejdet i politiet, i asylansøgningsskemaet tilsyneladende ikke omtaler [S] ved navn, og at ansøgeren nok beskriver, at en slægtning til drengen siger, at man vil have penge og ansøgerens søster, men at ansøgeren i skemaet ikke har anført, at konflikten fortsatte, fordi ansøgeren modsatte sig, at søsteren skulle giftes med en meget ældre slægtning til den afdøde dreng. Nævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren ikke under oplysnings- og motivsamtalen kunne navngive den afdøde drengs familie, og ej heller det magtfulde familiemedlem, der truede med at slå ansøgeren ihjel, hvis drengen døde. Under samme samtale forklarede ansøgeren, at den afdøde drengs familie – som betingelse for at afstå fra hævn – ville have ansøgerens søster, der så skulle giftes med en mand fra familien på 65 år. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at der er tale om en udbyggende forklaring, når ansøgeren under de efterfølgende samtaler og under nævnsmødet har forklaret i detaljer om, at konflikten især vedrører [S], herunder, at det var [S], der krævede at blive gift med ansøgerens søster. Ansøgeren har endvidere under nævnsmødet forklaret, at [S] er 50-55 år gammel. Ansøgeren har under nævnsmødet bekræftet, at billede på den som sagens bilag […] fremlagte udskrift fra hjemmesiden Afghan Biographies vedrørende [S] er et billede af drengens svoger. Foreholdt, at det fremgår af biografien, at [S] er født i 1980, har ansøgeren fastholdt, at der er tale om den mand, der krævede hans søster som en del af boden. Nævnet finder afslutningsvis, at der er tale om en udbygning, når ansøgeren under nævnsmødet forklarer, at ansøgerens far, da ansøgeren havde modsat sig, at søsteren blev en del af boden, overfor drengens familie tilkendegav, at han slog hånden af ansøgeren og prisgav ham. Flygtningenævnet finder på denne baggrund ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil risikere forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2018/161/MGO
Nævnet stadfæstede i april 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim af trosretning fra […]-distriktet, Nangahar-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban og andre personer fra sin landsby, som samarbejder med Taliban, fordi han er flygtet fra Taliban. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han har gået i madrassa (koranskole) i sin landsby fra han var 7-8 år og til sin udrejse af Afghanistan. En dag kom fem mænd fra Taliban til koranskolen. Talibanerne sagde til imamen, at de havde brug for unge drenge til at udføre hellig krig, og de pegede derefter på ansøgeren og flere andre drenge. Ansøgeren blev af talibanerne bedt om at oplyse sit eget navn, sin fars navn og sin adresse, hvilket han gjorde. Talibanerne truede med, at hvis ansøgeren eller de andre drenge ikke sluttede sig til Taliban, ville de brænde deres huse ned, slå deres familier ihjel og overtage deres jord. Talibanerne sagde også til ansøgeren, at han dagen efter skulle stå klar på sin bopæl, hvor de ville komme og hente ham. Da ansøgeren kom hjem fra koranskolen, fortalte han sin far, hvad der var sket, og efter samråd med den ældste i landsbyen besluttede ansøgerens far, at ansøgeren skulle forlade Afghanistan. Ansøgeren forlod sin landsby samme nat. Efter ansøgeren flygtede fra landsbyen, talte ansøgeren i telefon med sin far, der fortalte, at Taliban havde været ved familiens bopæl og spørge efter ham dagen efter hans flugt. Det samme oplyste faren, da ansøgeren talet med ham, efter at ansøgeren var kommet til Danmark. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund, idet ansøgerens forklaring grundlæggende har været konsistent og har fremstået selvoplevet. På grundlag af ansøgerens forklaring finder Flygtningenævnet det således sandsynliggjort, at ansøgeren, der stammer fra et område i Nangahar-provinsen, der er under Talibans kontrol, af Taliban blev pålagt at udføre Jihad. Da ansøgeren fortalte dette til sin far, besluttede faren, efter at have søgt råd hos landsbyformanden, at ansøgeren straks samme aften skulle forlade landsbyen, og faren bragte ansøgeren til Jalalabad. Da ansøgeren den følgende dag talte i telefon med faren, havde Taliban været på bopælen for at hente ansøgeren, og ansøgerens flugt fra Afghanistan blev straks iværksat. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren, fordi han ikke har efterkommet Talibans pålæg, ved en tilbagevenden til sin hjemegn vil risikere at blive udsat for tortur eller umenneskelig behandling eller straf fra Talibans side. På den baggrund finder nævnet, at ansøgeren i forhold til sit hjemområde må anses som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han er profileret på en sådan måde, at han vil risikere overgreb fra Talibans side, såfremt ansøgeren ved tilbagevenden til Afghanistan tager ophold andetsteds end i hjemområdet. Nævnet finder derfor, at ansøgeren kan henvises til at tage ophold i Kabul, Herat eller Mazar-e-Sharif som internt flugtalternativ. Flygtningenævnet lægger i den forbindelse vægt på, at ansøgeren er en ung og arbejdsduelig mand uden helbredsmæssige problemer, og at det må anses for rimeligt og relevant at henvise ansøgeren til at tage ophold de nævnte steder, hvor levevilkårene vil være af en sådan karakter, at ansøgerens basale humanitære rettigheder ikke krænkes. Nævnet bemærker, at de generelle forhold, herunder den sikkerhedsmæssige situation i Afghanistan, ikke kan medføre et andet resultat. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan ikke vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Med denne begrundelse stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2018/160/MGO
Nævnet stadfæstede i januar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim fra byen [A] i Kabul-provinsen, Afghanistan, men har siden han var omkring otte år gammel boet i Pakistan – senest i byen Peshawar. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden frygter at blive slået ihjel af nogle personer, som ansøgerens far har haft en konflikt med, da familien boede i Afghanistan. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at hele hans familie udrejste af Afghanistan, da han var omkring otte år, og bosatte sig i Pakistan. Ansøgeren har senere fået at vide af sin morbror, [B], at familien udrejste, fordi ansøgerens far havde problemer med en eller flere personer i Kabul. Da ansøgeren stadig var ung, afgik ansøgerens far ved døden som følge af sygdom, og senere døde ansøgerens mor også på grund af sygdom. Kort tid før ansøgerens udrejse blev ansøgerens bopæl i Pakistan opsøgt af nogle ukendte mænd. Ansøgeren var ikke hjemme, da det skete. Mændene spurgte efter den ældste søn i husstanden, hvilket de troede var ansøgeren. Ansøgerens storebror, [C], svarede dem, at han var den ældste søn. Mændene troede ikke på ham, men slog ham og tog ham med sig. Herefter ringede ansøgerens morbror og bad ansøgeren om at komme hjem, hvorefter han fortalte ham, at han skulle udrejse af Pakistan. Ansøgerens bror blev tilbageholdt i et par dage og blev løsladt efter ansøgerens udrejse. Det er ansøgerens formodning, at personerne søgte efter ham, idet de var blevet bekendt med, at ansøgerens far var afgået ved døden og derfor ledte efter overhovedet i husstanden eller faderens ældste søn. Ansøgerens storebror har senere fortalt ansøgeren, at de ukendte personer to gange har opsøgt ansøgerens søskende på deres bopæl i [D]. Personerne havde spurgt efter ansøgeren, og under en af episoderne havde de slået storebroren. Storebroren havde ved denne episode udtrykt, at personerne kunne gøre hvad de ville med ansøgeren, hvis de fandt ham. Flygtningenævnet finder, at det, som ansøgeren har forklaret om baggrunden for at søge asyl i Danmark, ikke kan føre til, at han meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Ansøgerens konflikt skulle være afledt af en konflikt, som ansøgerens far, der døde omkring 2009, havde for mere end 11 år siden med ukendte personer i Afghanistan. Ansøgeren har stort set ikke kunnet forklare noget om de personer, som ansøgeren frygter skulle efterstræbe ham, eller om den konflikt, der danner grundlag for, at han skulle være efterstræbt. Ansøgeren har forklaret, at han på intet tidspunkt selv er blevet opsøgt, ligesom han ikke selv har oplevet problemer med personer fra Afghanistan. Ansøgerens ældre bror er angiveligt blevet opsøgt af personer i Pakistan, men ansøgeren har ikke noget reelt kendskab til, om denne episode har forbindelse til ansøgerens fars 11 år gamle konflikt med personer fra Afghanistan, eller om disse personer efterstræber ansøgeren. Det må om denne episode i øvrigt efter ansøgerens forklaring lægges til grund, at ansøgerens bror efterfølgende blev frigivet igen efter nogle dage, og at ansøgeren oprindeligt over for udlændingemyndighederne har forklaret, at han ikke siden er blevet opsøgt af de samme personer. Den omstændighed, at ansøgeren for nævnet – som noget nyt – har forklaret, at han for kort tid siden er blevet bekendt med, at hans familie er blevet opsøgt to gange efter ansøgerens udrejse, kan ikke føre til et andet resultat, allerede fordi denne nye forklaring ikke kan lægges til grund. På baggrund heraf må det lægges til grund, at ansøgerens asylmotiv i al væsentligt hviler på en formodning, der ikke ses bekræftet af nogen af sagens øvrige oplysninger. Det hører i den forbindelse med i billedet, at ansøgeren har opholdt sig i Pakistan i en lang periode uden at være blevet opsøgt, og at ansøgeren fortsat har familie i såvel Pakistan som Afghanistan, som ifølge ansøgerens oprindelige forklaring ikke har oplevet problemer som følge af en mulig konflikt mellem faderen og ukendte personer vedrørende forhold, som ansøgeren intet kender til. Det kan herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for at blive udsat for forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsen afgørelse.” Afgh/2018/16/SOL
Nævnet stadfæstede i marts 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt deres medfølgende barn fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske hazara og shiamuslimer af trosretning fra Kabul, Afghanistan. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at hans liv vil være i fare, fordi han og hans nuværende ægtefælle havde et forhold uden for ægteskab. Han har til støtte herfor oplyst, at han på et ukendt tidspunkt i 2012 mødte sin nuværende ægtefælle, [F], i sin butik. [F] var i ansøgerens butik, fordi hun skulle købe sygegrej til sin mor. På et ukendt tidspunkt gik ansøgerens familie hen til [F’s] familie og friede til hende på hans vegne, men dette afviste [F’s] familie. Ansøgeren og [F] fortsatte dog deres forhold. På en ukendt dato opdagede [F’s] mor deres forhold. Hun kom til butikken og så, at de stod og krammede. [F’s] mor begyndte at bande af ham og [F]. Hun hev [F] ud af forretningen. [F] og ansøgeren sås ikke i en uges tid, hvorefter [F] igen kom til forretningen. Hun fortalte, at hun var blevet slået af sin mor, og at hendes mor havde sagt, at hun ville melde ansøgeren til politiet, og at hun ville sige det til [F’s] far. Ansøgeren besluttede sig for, at han ville rejse til Iran, og han sagde, at det var [F’s] egen beslutning, om hun ville med. Et par dage efter vendte [F] tilbage til ham og sagde, at hun gerne ville med. På et ukendt tidspunkt i [foråret 2013], ca. 14 dage efter [F’s] mor havde opdaget forholdet, aftalte [F] og ansøgeren, at ansøgeren skulle komme til hendes bopæl om aftenen mellem kl. 22.30 – 23.00. Han ville smide et stykke papir ind i gårdhaven, så hun vidste, at han stod udenfor og ventede på hende. Hvis hun ikke kom ud, ville han rejse uden hende. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at hun vil blive slået ihjel af sin familie, fordi hun er blevet gift mod deres vilje og har haft et forhold udenfor ægteskab. Hun har til støtte herfor oplyst, at hun på et ukendt tidspunkt i 2012 mødte sin nuværende ægtefælle, [M], i hans butik. Hun var i hans butik, fordi hun skulle købe sygegrej til sin mor. På en ukendt dato opdagede hendes mor deres forhold. Hun havde været væk i ca. en time, så hendes mor kom til butikken for at lede efter hende, hvor hun så, at de stod og krammede. Hendes mor blev meget vred og sagde skældsord og truede hende og [M]. Hun hev [F] hjem, og da de kom hjem, slog hun og sagde, at hun ville fortælle det til ansøgerens far. I ca. en uge fortsatte ansøgerens mor med at tale nedsættende til hende og slå hende. Hun var ikke udenfor bopælen i den uge. Efter en uge fik hun lov til at gå ud. Hun gik hen til [M’s] butik, hvor hun fortalte, hvad der var sket. [M] sagde til hende, at han ville flygte til Iran, og at det var hendes egen beslutning, hvad hun ville gøre. To-tre dage efter tog hun hen til [M] igen og sagde, at hun havde besluttet, at hun ville rejse med ham til Iran. De aftalte, at [M] ville hente hende om aftenen mellem kl. 22-23. De havde aftalt, at han skulle smide et stykke papir ind i gårdhaven, så hun vidste, at han stod uden for og ventede på hende. Hvis hun ikke kom ud, ville han rejse uden hende. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaringer til grund. Flygtningenævnet bemærker indledningsvis, at det svækker den mandlige ansøgers troværdighed, at han i denne sag og i sin asylsag i 2010 har forklaret divergerende om sin alder og sit daværende asylmotiv. Flygtningenævnet har herefter lagt vægt på, at den mandlige ansøger og ansøgerne indbyrdes har forklaret divergerende om, hvor lang tid, der gik, inden de blev kærester, ligesom den mandlige ansøger har forklaret divergerende om, hvornår ansøgerne udrejste af Afghanistan. Flygtningenævnet finder endvidere, at det forekommer usandsynligt, at ansøgerne skulle have udvist intime følelser for hinanden, herunder ved kys og kram, i den mandlige ansøgers butik, og at den kvindelige ansøger allerede en uge efter, at ansøgerne blev opdaget af den kvindelige ansøgers mor, havde mulighed for at besøge den mandlige ansøger, også henset til den kvindelige ansøgers unge alder på daværende tidspunkt. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh 2018/159/smla
Nævnet stadfæstede i marts 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shiamuslim af trosretning fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter familien og svigerfamilien til [S], som han har haft et kæresteforhold til. Han har til støtte herfor oplyst, at han og [S] arbejdede på samme klinik og blev kærester. De sms’ede sammen og mødtes på ansøgerens kontor på klinikken. Efter et år fik ansøgeren at vide, at [S] skulle giftes med en anden mod hendes ønske. Forholdet mellem dem var herefter koldt i 4-5 måneder, hvorefter de genoptog kontakten til hinanden. Ca. 2-3 måneder herefter tilkaldte [S’s] far ansøgeren, og han frarådede ham at se [S]. Han sagde til ansøgeren, at han skulle forlade byen, før landsbyens beboere fik noget at vide, ellers måtte ansøgeren selv tage konsekvenserne, hvis der skete noget. [S’s] far sagde sådan, fordi ansøgeren var fra en anden etnisk gruppe og trosretning, og fordi [S] var forlovet. Ansøgeren modtog efterfølgende nogle sms’er med trusler om halshugning samt dårlig omtale af hans mor og søster fra ukendte personer. [S] holdt op med at arbejde på klinikken, og ansøgeren kunne derfor kun se hende, når hun ledsagede familiemedlemmer til klinikken. Efter 8-9 måneder holdt ansøgeren også op med at arbejde på klinikken, og ansøgeren tog fra landsbyen hjem til sine forældres bopæl i Mazar e-sharif. En dag kom [S’s] to brødre til ansøgerens bopæl sammen med tre andre mænd. De spurgte efter [S]. De ville vide, om [S] var hos ansøgeren, hvortil ansøgeren svarede, at han ikke vidste, hvor hun var. De begyndte alle fem at slå ansøgeren. Han blev slået i hovedet med en træstok eller en metalstang, men han så ikke genstanden. Ansøgeren kom herefter på hospitalet. De personer, som havde overfaldet ansøgeren, sagde til ansøgerens bror, at de ville slå ham og [S] ihjel, hvis [S] ikke kom hjem dagen efter. Ansøgeren tog derfor hen til sin søster i Baghlan i syv måneder. Han rejste tilbage til sin bopæl for at sige farvel til sin mor. Han rejste herefter væk fra Afghanistan af frygt for sit liv. Ansøgeren har også henvist til, at han frygter Taliban, fordi han er hazara. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har afgivet divergerende forklaringer om blandt andet hans og [S’s] kontakt, efter at hun var stoppet på arbejdet, og om, hvornår han selv stoppede på arbejdet. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren i forhold til asylskemaet har afgivet udbyggende forklaring om, at han og broren også er blevet udsat for trusler fra [S’s] familie. Flygtningenævnet finder endelig, at det er påfaldende, at ansøgeren fortsatte på arbejdet efter angiveligt at have modtaget trusler fra [S’s] far med besked om, at han skulle forlade stedet, ligesom nævnet finder det påfaldende, at ansøgeren blev i Afghanistan i ca. 7 måneder efter det angivelige overfald. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Herefter, og idet de generelle forhold i Afghanistan – herunder for hazara - heller ikke kan begrunde opholdstilladelse efter de nævnte bestemmelser, stadfæster Flygtningenævnet derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh 2018/158/smla
Nævnet stadfæstede i april 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig afghansk statsborger. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shiamuslim fra Sarpol-e Zahab, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban og en mand ved navn Aziz Moghool, der er talibaner, idet ansøgeren har angivet Aziz til sikkerhedskommandanten i landsbyen. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at han var en del af en folkebevægelse i sin landsby. Bevægelsen havde besluttet at bistå de afghanske soldater med at beskytte landsbyen imod Taliban. Ansøgeren og andre personer i bevægelsen fik våben, som de havde på sig, når de holdt vagt ved sikkerhedsposter. De skulle også give myndighederne besked, såfremt de så noget mistænkeligt. Omkring en uge efter, at ansøgeren havde fået udleveret våben, befandt han sig på en sikkerhedspost tæt på en fodbold bag en skole, hvor der stod seks til syv soldater. Ansøgeren skulle tisse og gik derfor bag en stor sten. Ansøgeren så Aziz tale i telefon. Aziz kunne ikke se ansøgeren. Ansøgeren overhørte Aziz som sagde, at det ikke var muligt at komme ad den vej, at folk havde deltaget i den folkelige bevægelse, og at dem, som Aziz talte med skulle komme ad retningen fra Kizilkum. Da ansøgeren hørte dette, mente han, at Aziz var en forræder. Ansøgeren tog med det samme over til sikkerhedskommandanten i 2. afdeling for at fortælle, hvad han havde hørt. Sikkerhedskommandanten var ikke alene på sit kontor. Der var også seks til syv andre personer, heraf to til tre soldater. Sikkerhedskommandanten ville følge op på sagen. Ansøgeren fik at vide, at han ikke måtte fortælle det til andre, og at ansøgeren ikke skulle være bekymret. Ansøgeren tog herefter hjem, hvor han spiste aftensmad. Herefter tog han tilbage til sikkerhedsposten ved fodboldbanen. Drengene ved sikkerhedsposten fortalte ansøgeren, at Aziz var kørt afsted på sin motorcykel, og at der havde været andre for at spørge efter ham. Ansøgeren troede, at Aziz var flygtet. Ansøgerens far fortalte ham, at ansøgeren havde begået en fejl ved at have informeret sikkerhedskommandanten om Aziz, mens andre lyttede med, og at ansøgeren skulle have ventet. Faren fortalte ansøgeren, at han ikke måtte tage nogen steder hen. To til tre dage senere var der ro på vejene til Mazar-e Sharif, hvor ansøgerens farbror boede. Ansøgeren flygtede derfor til Mazar-e Sharif. Ansøgerens far fortalte ham, at ansøgeren ville kunne vende tilbage, hvis det skulle vise sig, at der ikke var problemer alligevel. Mens ansøgeren opholdte sig i Mazar-e Sharif fik han en meddelelse om, at folk, der havde deltaget i den folkelige bevægelse i landsbyen, ville blive forfulgt af Taleban. En dag, mens ansøgeren var på kursus i Mazar-e-Sharif, blev han ringet op og fik at vide, at han ikke skulle komme hjem, fordi situationen var alvorlig. Ansøgeren skulle derfor tage hjem til sin farbrors ven Reza. Mens ansøgeren var hjem ved sin farbrors ven, fik han besked fra farbroren om, at han skulle låne penge af Reza, så kunne han rejse til Kabul. Efter at have været i Kabul i to til tre dage, rejste ansøgeren til Nimruz, hvorfra han udrejste fra Afghanistan til Pakistan. Flygtningenævnet kan efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring lægge til grund, at ansøgeren har deltaget i den folkelige bevægelse som vagt, men nævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer at blive dræbt eller på anden måde efterstræbt af Aziz eller Taliban som følge af, at ansøgeren har fortalt de afghanske myndigheder, at Aziz var forræder. Nævnet finder således ansøgerens forklaring herom divergerende og konstrueret til lejligheden. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om centrale hændelser i forbindelse med asylmotivet. Ansøgeren har således under oplysnings- og motivsamtalen i [sommeren] 2016 forklaret, at faderen blev kontaktet, efter at ansøgeren var rejst til Mazar-e-Sharif, uden at det af forklaringen fremgår, hvem der kontaktede faderen. I samtalen i [foråret] 2017 forklarede ansøgeren derimod, at faderen blev kontaktet to til tre gange af Aziz, uden at ansøgeren præcist kunne sige hvornår, og under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at faderen blev ringet op af Aziz, før ansøgeren rejste til Mazar-e-Sharif. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvornår han fik besked om, at de personer, der deltog i den folkelige bevægelse blev efterstræbt af Taliban. Under oplysnings- og motivsamtalen forklarede han således, at han fik denne oplysning, mens han opholdt sig i Sarpol-e Zahab, mens han under samtalen i [foråret] 2017 forklarede, at han fik denne oplysning, mens han befandt sig i Mazar-e Sharif. Under nævnsmødet har han derimod forklaret, at han løbende modtog oplysninger om, at personer blev dræbt, idet det var helt almindeligt. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvad han foretog sig i de tre dage, der gik, før han rejste til Mazar-e-Sharif. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved tilbagevenden til Afghanistan risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh 2018/157/FAM
Nævnet stadfæstede i april 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig afghansk statsborger. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shiamuslim fra Lashkargah, Helmand, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban, idet ansøgeren er truet af Taliban. Ansøgeren frygter derudover myndigheder, idet de anklager ham for at have stjålet en bærbar computer. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at han arbejdede som IT-medarbejder hos det afghanske politi i 7 år. På en ukendt dag blev der kastet et brev i ansøgerens hus. Ansøgeren tog brevet meget alvorligt og frygtede for sit og sin families liv. Ansøgeren fortalte sin far om brevet. Faren sagde til ansøgeren, at han ikke skulle tale med politiet om brevet. Ansøgerens far talte med et råd i Helmand provinsen om brevet. Her blev det bekræftet, at brevet var fra Taliban. Ansøgeren, ansøgerens far og ansøgerens bror blev enige om, at ansøgeren skulle forlade landet. To dage senere tog ansøgeren bussen til Nimruz, hvor han opholdte sig hos sin ven, som introducerede ansøgeren for en menneskesmugler. Ansøgeren tog mod det pakistanske grænseområde og tog herefter videre mod Teheran. Ansøgeren opholdte sig i Teheran i 14-15 dage. Herefter blev ansøgeren tilbageholdt af det iranske politi og blev bedt om at vise ID. Ansøgeren bestak politifolkene, hvorefter de lod ham gå. Ansøgeren besluttede sig herefter at rejse videre mod Europa. Flygtningenævnet kan efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring ikke lægge til grund, at ansøgeren er efterstræbt af Taliban som følge af ansøgerens arbejde for det afghanske politi. Nævnet har herved lagt vægt på, at forklaringen på afgørende punkter fremstår usandsynlig, divergerende og usammenhængende og således forekommer konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet finder det således ikke sandsynliggjort, at ansøgeren skulle have modtaget to trusselsbreve om at ophøre med at arbejde for det afghanske politi i 2015, da ansøgeren havde arbejdet for politiet siden 2008, uden at ansøgeren omtalte truslerne for politiet. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren ikke i forbindelse med trusselsbrevene er blevet opsøgt eller på anden måde har været i kontakt med Taliban, lige som ansøgerens forældre har kunnet bo i en afstand af en til to kilometer fra ansøgerens bopæl efter ansøgerens udrejse uden at blive opsøgt af Taliban. Det kan ikke ændre ved denne vurdering, at ansøgeren under sin asylsag har fremlagt to dokumenter, der fremstår som trusselsbreve. Flygtningenævnet finder heller ikke grundlag for at udsætte sagen med henblik på at få foretaget en ægthedsvurdering af dokumentet fra det shia-muslimske råd. Det er endvidere utroværdigt, at ansøgeren skulle være efterstræbt af de afghanske myndigheder som følge af beskyldninger om tyveri af en computer på ansøgerens arbejdsplads hos politiet. Ansøgerens forældre skulle således først være blevet bekendt med beskyldningen om tyveriet næsten et år efter ansøgerens udrejse af Afghanistan, selvom tyveriet må være sket før ansøgerens udrejse, og selvom forældrene ifølge ansøgerens egen forklaring har boet i kort afstand af ansøgerens tidligere bopæl. Hertil kommer, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorvidt forældrene har boet på ansøgerens bopæl efter ansøgerens udrejse, idet han under nævnsmødet har forklaret, at forældrene alene var tilbage på bopælen kortvarigt for at hente ting, mens han under samtalen [i vinteren] 2017 forklarede, at forældrene boede i huset. Det kan ikke ændre ved denne vurdering, at ansøgeren under nævnsmødet har forklaret, at tolken ikke i forbindelse med oversættelse af referatet af samtalen [i vinteren] 2017 nævnte, at forældrene boede i huset, idet dette flere gange fremgår tydeligt af referatet, og ansøgeren er endvidere blevet stillet uddybende spørgsmål herom. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved tilbagevenden til Afghanistan risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”afgh 2018/156/FAM
Nævnet hjemviste i april 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtuner og muslim fra [en landsby i] Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban, fordi han er sin fars søn. Ansøgeren har også henvist til, at han frygter befolkningen i sin hjemby, fordi de delvist har betalt for landsbyens skole, der blev brændt ned i forbindelse med farens konflikt med Taliban. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at hans far var skoleinspektør på landsbyskolen, hvor både piger og drenge blev undervist. Taliban opsøgte og truede faren tre gange inden for tre dage. De forlangte, at faren luk-kede skolen, hvilket han afviste. Herefter satte Taliban ild til skolen, der brændte ned. Samme aften opsøgte Taliban familiens bopæl og skød ansøgerens far og storebror [A]. Både faren og storebroren afgik ved døden. To til tre minutter herefter flygtede ansøgeren og hans anden storebror [B] fra bopælen. Ansøgerens mor løftede ansøgeren over muren, der omringede familiens bopæl, og ansøgeren og [B] løb herefter over til naboen [X]. Næste morgen ankom moren til [X’s] bopæl. Hun fortalte ansøgeren, at Taliban havde sagt, at de ville slå hendes sønner ihjel, og at han derfor skulle udrejse af Afghanistan. Ansøgeren opholdt sig omkring ét døgn på [X’s] bopæl, hvorefter han flygtede sammen med sin storebror [B]. Ansøgeren har under mødet med sin advokat og under nævnsmødet forklaret, at han er homoseksuel, hvilket han har været klar over, siden han var omkring 10 år. Han har holdt sin seksualitet skjult i Afghanistan, men har i Danmark fået en kæreste, som han lever åbent sammen med. De har været kærester i 10-11 måneder og bor sammen på asylcentret […]. Ansøgeren har siden [efteråret 2017] deltaget i møder og arrangementer i LGBT Asylum. Han vil ikke være i stand til at holde sin seksualitet skjult, hvis han vender tilbage til Afghanistan og frygter derfor ved en tilbagevenden, at han vil blive dræbt eller udsat for overgreb af såvel myndighederne som lokalbefolkningen. Udlændingestyrelsen har under henvisning til ansøgerens nye oplysninger om sin seksualitet nedlagt påstand om, at sagen hjemvises til vurdering af dette asylmotiv i første instans, herunder således at der kan ske indhentelse af oplysninger fra ansøgerens kærestes asylsag. Flygtningenævnet besluttede at tage Udlændingestyrelsens påstand til følge og hjemviser derfor sagen.” afgh/2018/154/THV
Nævnet stadfæstede i april 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim fra [en by i] Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban. Han frygter især sin fætter [A] og dennes ven [B] der begge er medlem af Taliban. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han en dag blev opsøgt af [A] og [B] i sin butik. [A] opfordrede ansøgeren til at tilslutte sig Talibans hellige krig. Ansøgeren fortalte dem, at han var bange for krig og derfor ikke var interesseret. [B] svarede, at hvis ansøgeren samarbejdede med Taliban, ville de beskytte ham, men hvis han nægtede at samarbejde, ville han blive slået ihjel. Omkring én uge senere opsøgte [A] og to talebanere butikken igen. De efterlod en kasse med sprængstof og veste i butikken, og sagde, at de ville vende tilbage senere samme dag for at hente kassen. Herefter kontaktede ansøgeren politiet og fortalte dem om hændelsen. Da [B] og en anden talebaner kom for at hente kassen, blev de anholdt af civilklædte politibetjente. Efter episoden overnattede ansøgeren hos sin svigerfar. Næste morgen fortalte ansøgerens ægtefælle og lillesøster, at ansøgerens bopæl var blevet opsøgt af Taliban i løbet af natten, og at ansøgerens lillebror var blevet slået ihjel. Ansøgeren udrejste af Afghanistan den samme dag. Flygtningenævnet kan i overensstemmelse med Udlændingestyrelsen i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til sit hjemområde vil risikere overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder at ansøgerens konflikt med Taliban må anses for lokalt forankret, og ansøgeren har ikke sandsynliggjort, at han som følge af konflikten er særlig profileret i forhold til Taliban. Den omstændighed, at ansøgeren er i familie med nogle af de personer, som konflikten omfatter, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren kan henvises til at tage ophold i Kabul, Herat eller Mazar-e-Sharif som internt flugtalternativ. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren er ung og arbejdsduelig, ligesom han i øvrigt har boet i Kabul i ca. 7 år frem til ca. 6 måneder før udrejsen af Afghanistan. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2018/153/THV
Nævnet stadfæstede i april 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tajik og sunni-muslim fra Herat, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han arbejdede i et firma beliggende i lufthavnen i Herat. Firmaet var et byggefirma, der samarbejdede med italienere. I firmaet arbejdede desuden ansøgerens fætter. En dag modtog ansøgerens morbror et opkald fra personer fra Taliban. Omkring to til tre uger efter dette opkald modtog han endnu et opkald fra Taliban. Taliban truede telefonisk ansøgeren og hans fætter. Der blev sagt, at ansøgeren og hans fætter var vantro. Noget tid efter dette opkald modtog ansøgerens morbror et trusselsbrev. I trusselsbrevet truede Taliban ligeledes med at slå ansøgeren og hans fætter ihjel og krævede, at ansøgerens familie skulle betale to millioner af den afghanske valuta. Såfremt Taliban ikke fik dette beløb, ville de slå ansøgerens familie ihjel. To dage efter modtagelsen af trusselsbrevet udrejste ansøger og hans fætter af Afghanistan. Flygtningenævnet kan lægge til grund, at ansøgeren har arbejdet i lufthavnen i Herat sammen med italienske styrker. Flygtningenævnet kan ikke lægge den øvrige forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet lægger vægt på, at asylmotivet er ganske enkelt, men at ansøgeren har forklaret divergerende på flere punkter og i øvrigt forskelligt fra [A], hvis asylmotiv er præcist det samme. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren har forklaret forskelligt om, hvor mange telefoniske trusler der kom, idet han til oplysnings- og motivsamtalen har forklaret om én telefonisk trussel, mens han til asylsamtalen og for nævnet har forklaret om to telefoniske trusler. Det bemærkes, at [A] i oplysnings- og motivsamtalen har forklaret om tre telefoniske trusler. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvorvidt han vidste, at det var Taliban, der truede dem. Han har udbygget sin forklaring, idet han under oplysnings- og motivsamtalen ikke har forklaret om, at Taliban afkrævede ham penge, hvilket han har forklaret under asylsamtalen og for nævnet. Han og [A] har forklaret forskelligt om, hvorvidt ansøgeren var med i familiernes drøftelser, da de modtog trusselsbrevet. Som følge af ovenstående tilsidesættes ansøgerens forklaring. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan er i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2018/152/EMU
Nævnet stadfæstede i april 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tajik og sunni-muslim fra Herat, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han arbejdede i et firma beliggende i lufthavnen i Herat. Firmaet var et byggefirma, der samarbejdede med italienere. I firmaet arbejdede desuden ansøgerens fætter. En dag modtog ansøgerens far et opkald fra personer fra Taliban. Omkring to til tre uger efter dette opkald, modtog han endnu et opkald fra Taliban. Taliban truede telefonisk ansøgeren og hans fætter. Der blev sagt, at ansøger og hans fætter var vantro, og at deres familier skulle betale to millioner af den afghanske valuta, og såfremt Taliban ikke fik dette beløb, ville de slå familierne ihjel. Noget tid efter dette opkald modtog ansøgerens familie et trusselsbrev. I trusselsbrevet truede Taliban ligeledes med at slå ansøgeren og hans fætter ihjel. To dage efter modtagelsen af trusselsbrevet udrejste ansøgeren og hans fætter af Afghanistan. Flygtningenævnet kan lægge til grund, at ansøgeren har arbejdet i lufthavnen i Herat sammen med italienske styrker. Flygtningenævnet kan ikke lægge den øvrige forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet lægger vægt på, at asylmotivet er ganske enkelt, men at ansøgeren har forklaret divergerende på flere punkter og i øvrigt forskelligt fra [B], hvis asylmotiv er præcist det samme. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren har forklaret forskelligt om, hvor mange telefoniske trusler der kom, idet han til oplysnings- og motivsamtalen har forklaret om tre telefoniske trusler, mens han til asylsamtalen og for nævnet alene har forklaret om to telefoniske trusler. Det bemærkes, at [B] i oplysnings- og motivsamtalen alene har forklaret om én telefonisk trussel. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvorvidt han talte i telefon med de personer, der truede ham. Han har udbygget sin forklaring, idet han under oplysnings- og motivsamtalen ikke har forklaret om, at Taliban afkrævede ham penge, hvilket han har forklaret under asylsamtalen og for nævnet. Ansøgeren har forklaret divergerende om, hvornår familien anmeldte truslerne til politiet. Han og [B] har forklaret forskelligt om, hvorvidt [B] var med i familiernes drøftelser, da de modtog trusselsbrevet, samt i øvrigt om, hvem der deltog i familiernes drøftelser. Endelig har ansøgeren forklaret divergerende om, hvem der skaffede dem jobbet i lufthavnen. Som følge af ovenstående tilsidesættes ansøgerens forklaring. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan er i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2018/151/EMU
Nævnet stadfæstede i april 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger samt et barn fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tajik og sunni-muslim fra Baraki Barak, Logar, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af befolkningen i Logar, fordi han har haft en kristen bog i sin bogforretning. Ansøgeren frygter derudover at blive slået ihjel af Taliban, fordi han ikke delte deres tanker. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han plejede at få sendt bøger fra Pakistan til sin bogforretning. En dag modtog ansøgeren en pakke med bøger, som han satte op på hylderne. En af bøgerne var flot bundet ind, og han gav bogen til sin søn, [A]. Ansøger sagde til [A], at han ikke måtte give bogen til andre. Dagen efter skulle ansøgeren til begravelse, og [A] tog derfor på arbejde i bogforretningen. Da [A] nærmede sig forretningen, så han, at der stod mange mennesker, og derfor løb han over til ansøgerens anden søn [B]. Sammen tog de hen til den begravelse, hvor ansøgeren var. Lidt efter ankom Taliban til begravelsen, og de råbte efter ansøgeren. Taliban sagde, at ansøgeren havde uddelt kristne bøger. Folk til begravelsen blev meget sure på ansøgeren, og de begyndte at slå på ham. Taliban stoppede personerne til begravelsen og sørgede for, at de ikke slog ansøgeren ihjel. Derefter bandt Taliban ansøgerens hænder og gav ham bind for øjnene og tog ham med. Om aftenen kom ansøgerens sønner. [A] spurgte efter ansøgeren, og Taliban tog ham med til det samme rum, hvor ansøgeren var. [A] fjernede båndet fra ansøgerens arme og øjne. Det lykkedes ansøgeren og [A] at flygte ud gennem et hul i væggen. Derefter tog de hjem til ansøgerens ven, og samme nat flygtede de til Kandahar, hvorfra de udrejste. Forinden denne episode har ansøgeren været tilbageholdt af Taliban fire gange, idet ansøgeren sagde Taliban imod og ikke ville efterleve deres regler. Flygtningenævnet kan lægge til grund, at ansøgeren var boghandler i Afghanistan. Flygtningenævnet kan derimod ikke lægge resten af forklaringen til grund. Ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende om sit asylmotiv. Han har i oplysnings- og motivsamtalen ikke nævnt, at hans forretning blev brændt ned, hvilket han har forklaret under asylsamtalen og for nævnet. Han har i asylsamtalen forklaret, at det var befolkningen, og dermed ikke Taliban, der slog ham til begravelsen, mens han for nævnet har forklaret, at både befolkningen og Taliban slog ham. Han har til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han blev slået af omkring seks talebanere, til asylsamtalen har han forklaret, at han blev slået med knyttet hånd, og at nogle slog ham med sten, mens han for nævnet har forklaret, at han blev sparket og slået herunder med geværkolber. Det findes påfaldende, at ansøgeren ikke sikrede sig, at bogen blev skjult henset til, at han vidste, at det var en kendt bog, der ville kunne volde problemer. Det forekommer endvidere påfaldende, at ansøgerens 13-årige søn henvender sig til Taliban, og at han ikke bindes, ligesom de andre fanger, da han blev taget til fange. Endelig forekommer omstændighederne omkring flugten usandsynlige. Ansøgeren har under mødet med nævnet forklaret afglidende og upræcist i en grad, så forklaringen ikke virker selvoplevet. Som følge af ovennævnte tilsidesættes ansøgerens forklaring. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan er i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/150/EMU
Nævnet stadfæstede i januar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2016. ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim fra landsbyen [A] i Hesarak […]-distriktet i Nangarhar-provinsen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af det højtstående medlem af Taliban, [B], idet ansøgerens far havde en konflikt med denne. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at hans far var kommandant for det lokale politi i landsbyen [A]. Faren havde tidligere været mujahedin og senere blev han formand for ældrerådet i [byen A]. Da ansøgerens ven, [C], blev distriktsborgmester, udnævnte han ansøgerens far til kommandant i [byen A]. Som kommandant var faren ansvarlig for alle kontrolposterne i området, og i forbindelse med sit arbejde konfiskerede faren en række ting fra det højtstående medlem af Taliban, [B], herunder blandt andet biler og våben. Herefter opsøgte [B] og dennes folk ansøgerens far, for at få deres ting tilbage, hvortil faren svarede, at de var overleveret til de afghanske myndigheder, hvorfor dette ikke var muligt. Som følge heraf blev farens kontrolpost angrebet af [B] og dennes folk. Kontrolposten havde tidligere været udsat for angreb fra [B] og Taliban, og ved dette angreb overtog Taliban magten over kontrolposten og det omkringliggende område. Under angrebet blev ansøgerens far og to andre soldater slået ihjel. Ansøgeren boede i Jalalabad hos sin morbror, [D]. Efter angrebet på kontrolposten opsøgte [B] ansøgerens families bopæl i [byen A] tre gange, idet han ønskede at få de konfiskerede genstande tilbage. [B] truede blandt andet med, at han ville tage ansøgerens mor og søskende med sig, hvis ikke han fik sine ting. Som følge heraf tog ansøgerens mor og søskende ophold hos ansøgerens morbror. Familien tog derefter ophold hos ansøgerens fars ven, [C], idet denne fortalte ansøgeren, at de ikke var i sikkerhed hos [D]. Omkring ti dage senere udrejste ansøgeren af Afghanistan på opfodring fra [C]. Mens ansøgeren og hans familie opholdt sig hos [C], blev ansøgerens farbror taget af [B] og Taliban. Efter sin indrejse i Danmark er ansøgeren blevet bekendt med, at farbroren er blevet løsladt med hjælp fra landsbyens ældre. Ansøgerens morbrors ([D]’s) bopæl blev angrebet af Taliban [i efteråret] 2017. Under angrebet blev fire personer dræbt, herunder ansøgerens morbror [D] og farbror [E]. Flygtningenævnet tiltræder, at ansøgeren er tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylsagsbehandling, selvom han har oplyst kun at være 17 år gammel. Flygtningenævnet lægger i den forbindelse vægt på, at ansøgeren under nævnsmødet har svaret relevant på de stillede spørgsmål, og at han herunder har været i stand til at forklare om sit asylmotiv og sin baggrund. Det tiltrædes endvidere, at ansøgerens forklaring over for udlændingemyndighederne om hans baggrund for at søge asyl i Danmark kan lægges til grund. Flygtningenævnet finder imidlertid – som Udlændingestyrelsen – at det, som ansøgeren har forklaret om baggrunden for at søge asyl i Danmark, ikke kan føre til, at han meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Der er således ikke i ansøgerens forklaring særligt stærke holdepunkter for at antage, at ansøgeren reelt er eller fortsat vil være efterstræbt af [B], der efter oplysninger modtaget [i sommeren] 2017 fra ansøgerens familie skulle være fængslet. Ansøgeren har forklaret, at han på intet tidspunkt er blevet opsøgt eller truet af nogen i Afghanistan, herunder hverken mens konflikten mellem ansøgerens far og [B] stod på eller efter drabet på faderen. Hertil kommer, at ansøgerens farbror angiveligt blev tilbageholdt af [B] efter faderens død, men at han efterfølgende blev løsladt og i hvert fald ikke indtil [efteråret] 2017 har oplevet problemer med [B] eller andre. Endelig må det efter ansøgerens forklaring lægges til grund, at hans familie opholder sig i sikkerhed hos [C], hvor de efter det oplyste ikke har oplevet at blive efterstræbt af [B]. Den omstændighed, at ansøgerens morbror og farbror angiveligt er blevet dræbt under et angreb [i efteråret] 2017, kan ikke føre til et andet resultat, da oplysningerne herom er usikre og udokumenterede, ligesom det navnlig er usikkert, om dette angreb har relation til en konflikt, der involverer ansøgeren. Det taler således imod en sammenhæng mellem episoden [i efteråret] 2017 og ansøgerens fars konflikt med [B], at episoden fandt sted omkring to år efter drabet på faderen, ligesom det taler imod en sammenhæng, at episoden involverede ansøgerens onkel, som [B] angiveligt tidligere skulle have tilbageholdt i anledning af konflikten med faderen, men løsladt igen. Hertil kommer, at ansøgeren selv for nævnet har forklaret, at han tror, at episoden [i efteråret] 2017 har baggrund i hans onkels aktiviteter i forbindelse med en nyetableret sundhedsklinik i området. På denne baggrund – og da heller ikke de generelle forhold i Nangarhar-provinsen kan begrunde andet – finder nævnet, at det ikke kan lægges til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for at blive udsat for forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2018/15/SOL
Nævnet stadfæstede i marts 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er afghansk statsborger, men er født i Teheran, Iran, hvor han boede med sin familie til han var 11 år gammel. Ansøgeren flyttede efterfølgende med sin familie til Kabul, Afghanistan. Ansøgeren er shiamuslim af trosretning. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban eller ISIL på baggrund af de generelle forhold, og idet ansøgeren er shiamuslim. Ansøgeren har endvidere henvist til, at pashtunerne diskriminere shiamuslimerne i Afganistan. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at shia-muslimer bliver slået ihjel af Taliban, idet de anser shiamuslimerne for værende vantro. Forholdene blev forværret for ansøgerens familie, da ISIL kom til landet. ISIL brændte blandt andet elmaster ned og forbød ansøgerens familie at få elektricitet. Ansøgeren har endvidere oplyst, at han omkring to uger inden sin udrejse af Afghanistan var tilbageholdt af Taliban i omkring ti dage. Ansøgeren var sammen med tre ingeniører fra byggefirmaet, som han selv arbejdede for, samt en bodyguard. Taliban tog dem med til et bjergområde, hvor de slog bodyguarden ihjel, fordi de troede, han arbejdede for myndighederne. Ansøgeren og ingeniørerne blev efterfølgende løsladt, efter at deres arbejdsgiver havde betalt en løsesum til Taliban. Endelig har ansøgeren oplyst, at pashtunerne i ansøgerens hjemområde forbød shiamuslimerne adgang til moskeerne og beskyldte dem for at støtte Iran. Efter ansøgerens udrejse blev hans bror slået ihjel, ved at en håndgranat blev kastet ind i familiens bopæl af personer, som ansøgeren formoder, var pashtunere fra lokalområdet. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Dog kan det ikke lægges til grund, at ansøgeren ofte har været udsat for fysiske overgreb, da forklaringen herom først er fremkommet under nævnsmødet. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at ansøgeren i Afghanistan vil risikere forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke har eller har haft nogen personlige konflikter med hverken myndigheder, grupper, herunder Taliban og ISIL, eller privatpersoner i Afghanistan. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på baggrunden for Talibans tilbageholdelse af blandt andre ansøgeren, der ville afkræve penge fra myndighederne og byggefirmaet, og som ikke var begrundet i en for ansøgeren konkret og individuel konflikt med Taliban. Ansøgeren har heller ikke forud for eller efterfølgende haft konkrete og individuelle konflikter med Taliban. Tilsvarende er der ikke grundlag for at antage, at ansøgeren skulle være efterstræbt af ISIL. Endelig kan det ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgerens bror angiveligt er blevet dræbt ved, at en håndgranat blev kastet ind i ansøgerens hjem. Nævnet har herved lagt vægt på, at det alene beror på ansøgerens egen formodning, at det var udført af pashtunere fra ansøgerens hjemområde, og at ansøgeren ikke har haft konkrete og individuelle konflikter med pashtunere i sit hjemområde. Selvom de generelle forhold, herunder forholdene for shiamuslimer, og den sikkerhedsmæssige situation i Afghanistan er vanskelig, kan dette ikke i sig selv begrunde asyl. Ansøgeren opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller § 7, stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2018/149/JEA
Nævnet meddelte i marts 2018 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunnimuslim af trosretning fra […], Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af Taliban eller af den afghanske regering, idet han har fået undervisning på en koranskole drevet af Taliban, som han flygtede fra. Ansøgeren har til støtte for asylmotivet henvist til, at han har gået i koranskole i to år og fem måneder. I koranskolen lærte ansøgeren at læse om Koranen og Mohammads liv, ligesom han lærte om de islamiske regler og jihad. Under de sidste fem måneder på koranskolen var undervisningen i jihad mere intensiv. Ansøgeren var glad for at gå på koranskolen de første to år. Efter de to år, blev syv-otte elever valgt ud, herunder ansøgeren. Muftien bad dem blive efter undervisningen, hvor de blev taget til et andet rum. De pågældende fik herefter ekstra undervisning i jihad, herunder blev de vist film af soldater og fik våbentræning såvel som fysisk træning. Efter cirka tre måneders jihadtræning blev tre af eleverne taget med. De øvrige fik fortalt, at de pågældende skulle til deres permanente hjem. Ansøgeren forstod, at de skulle dø. Der kom nye elever til, og flere blev hentet. De fik at vide, at undervisningen var hemmelig, og ansøgeren fortalte ikke sin mor om undervisningen. På et tidspunkt fik ansøgeren vist en bombevest, som han også blev bedt om at prøve. Ansøgeren fortalte herefter sin mor, at han skulle være selvmordsbomber. Moren fortalte ansøgeren, at det var forkert, og at det var forbudt og ikke havde noget med islam at gøre. Hun var meget oprørt, hvorfor ansøgeren besluttede sig for ikke at komme i koranskolen mere. Efter en uges fravær i koranskolen, modtog ansøgerens mor et brev, hvori ansøgeren blev påbudt at komme tilbage til undervisningen. Efter to-tre dage genoptog ansøgeren undervisningen, da han ikke turde andet. Han var kun på skolen en dag, hvorefter han igen udeblev i en uge. Herefter kom to personer fra koranskolen til hans bopæl. Herefter blev ansøgeren nødt til at starte igen. Ansøgeren fik på koranskolen at vide, at han skulle forberede sig, og at han skulle gennemføre missionen, ellers ville han blive slået ihjel. Efter en uge på koranskolen flygtede ansøgeren ud af landet. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund, idet nævnet lægger vægt på, at ansøgeren på flere centrale punkter og gennem i alt fem samtaler med Udlændingestyrelsen væsentligt har forklaret sammenhængende og konsistent samt at han under nævnsmødet har fremtrådt overbevisende og troværdig. Enkelte forekommende divergenser ses at være af mindre betydning. Nævnet kan således lægge til grund, at ansøgeren er blevet sendt i koranskole af sine forældre, og at han efter 2 år i koranskolen, og efter sin fars død, sammen med syv til otte andre drenge er blevet udtaget af personer, der viste sig at være fra Taliban, for at blive undervist særskilt i Jihad og herunder er blevet forevist, hvordan man skiller og samler et gevær. Ansøgeren er endvidere blevet vist en selvmordsbombevest, som han har prøvet. Dette gjorde ansøgeren bange og førte til, at han udeblev fra koranskolen. Det lægges endvidere til grund, at ansøgeren er udeblevet fra koranskolen, efter at han fik at vide, at han skulle være selvmordsbomber. Familien er derpå blevet truet af Taliban, og ansøgeren er herefter udrejst sammen med sin familie. Nævnet finder herved, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til sin hjemegn vil være i risiko for overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 2, som myndighederne ikke kan forventes at beskytte ham imod. Betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, ses ikke at være opfyldt. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at ansøgeren er profileret på en sådan måde i forhold til Taliban, at han ikke kan henvises til at tage ophold et andet sted i Afghanistan, idet han ved en tilbagevenden til Afghanistan fortsat må anses for at være i risiko for at blive rekrutteret af Taliban. Der henses endvidere til ansøgerens helbredstilstand, idet der henvises til, at ansøgeren ifølge lægejournal har været indlagt på grund af sine psykiske problemer, og at det fremgår af journalen, at der er usikkerhed om ansøgerens kognitive funktionsniveau. Det findes herefter ikke rimeligt at henvise ansøgeren til et andet opholdssted i Afghanistan, hvor han ikke længere har noget netværk. Flygtningenævnet finder i øvrigt ikke, at det beskrevne forløb giver anledning til at antage, at ansøgeren skal udelukkes fra at opnå opholdstilladelse på grund af, at han skulle have begået en alvorlig ikke politisk forbrydelse omfattet af flygtningekonventions artikel 1 F (b), jf. herved udlændingelovens § 10, stk. 1, nr. 3. Der lægges herved vægt på, at ansøgeren er udeblevet fra koranskole og derpå flygtet fra Afghanistan, da han fik besked om, at han skulle være selvmordsbomber. Nævnet finder heller ikke grundlag for at anse ansøgerens tilknytning til Taliban for at have haft en sådan karakter, at han udenfor Danmark har begået en lovovertrædelse, der kan medføre udvisning efter udlændingelovens § 22, § 23, eller § 24, jf. § 10, stk. 2, nr. 2. Nævnet finder således ikke, at der foreligger en overtrædelse af straffelovens § 114 c, stk. 3, og § 114 d, stk. 3, jf. i øvrigt straffelovens § 114 og § 114 a. Nævnet lægger i den forbindelse blandt andet vægt på, at ansøgeren er blevet sendt i koranskole af sine forældre, og at ansøgeren først sent i skoleforløbet er blevet klar over, at han skulle være selvmordsbomber, samt at han umiddelbart herefter er flygtet med sin familie. Ansøgeren kan herefter ikke udelukkes fra at få opholdstilladelse efter udlændingelovens § 10, stk. 2, nr. 2. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Afgh/2018/148/HHU
Nævnet stadfæstede i marts 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015 Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shiamuslim fra […], Oruzgan, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter Taliban, fordi de vil have et skøde på noget jord, som ansøgerens far havde en andel i. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at en mand ved navn mullah [A] kom til ansøgerens bopæl i 2014 og sagde, at han ville have jorden, som ansøgerens far ejede i partnerskab med tre andre. Jorden var blevet købt i 2002. Mullah [A] var ligeglad med, at ansøgerens far og hans partnere havde et skøde til jorden. Faren og hans partnere fik en måneds frist. Faren og partnerne besluttede sig for at klage til myndighederne. Farens partner, [B], tog afsted for at klage. [B] var væk i en længere periode. Ansøgeren fik at vide, at [B] var blevet dræbt af Taliban, fordi de ville have skødet til jorden. Hvis skødet ikke blev afleveret til Taliban, ville de slå ansøgeren og hans familie ihjel. Ansøgeren og hans familie flyttede til […], hvor hans bedstefar havde noget jord. De boede i […] i omkring et år. I mellemtiden havde mullah [A] ødelagt ansøgerens families bopæl i [byen, hvor jordstykket lå]. Mullah [As] bror, [C], opsøgte ansøgerens familie i […]. Han ville have skødet på jorden. Ansøgerens far sagde, at skødet var hos en af hans partnere. [C] ransagde ansøgerens bopæl, men fandt ikke skødet. Ansøgeren og hans far blev taget med af [C]. De blev kørt til et hus med vagttårn, hvor mullah [A] ventede. Han krævede at få udleveret skødet. Ansøgerens far fortalte, at de ikke havde skødet, hvorefter de blev slået og sparket af mullah [As] folk. De fik herefter deres hænder bundet og blev smidt i fængsel. Efter to nætter i fængsel kom en kommandant og fortalte, at ansøgeren og hans far ville blive slået ihjel, hvis ikke de fortalte, hvem der havde skødet. Da det var tid til bøn samme aften, fik ansøgeren og hans far lov til at gå på toilettet. Toilettet var lavet af jord og ler. Ansøgerens far fjernede nogle sten fra toilettet og skabte et stort hul. Ansøgeren og hans far kravlede gennem hullet med afføring. De tog herefter hjem til ansøgerens farbror, hvor ansøgerens mor og søster befandt sig. Ansøgeren gik i seng. I løbet af natten blev ansøgeren vækket af skud. Ansøgerens fætter kom og fortalte, at ansøgeren skulle flygte, fordi Taliban angreb. Ansøgeren stak af med sin fætter. De løb hen til naboens hus, hvor de opholdt sig i nogle timer. Ansøgeren var nervøs for, hvad der var sket med hans familie, hvorfor fætteren løb tilbage for at undersøge det. Fætteren kom hurtigt tilbage og fortalte, at ansøgeren skulle flygte, fordi Taliban var kommet efter ham. De havde også slået ansøgerens far ihjel. Ansøgeren udrejste herefter af Afghanistan. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer finder i det væsentlige at kunne lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund, idet der henvises til, at ansøgeren har forklaret konsistent og sammenhængende, og at han på troværdig måde og på centrale punkter har redegjort for den konflikt, der har ført til hans udrejse. Flertallet lægger således til grund, at ansøgerens far er blevet dræbt af Taliban som følge af en konflikt om den jord, som faren ejede sammen med tre andre mænd, og at ansøgeren er efterstræbt af Taliban på grund af et fortsat krav om skødet på jorden. Det lægges herunder til grund, at ansøgerens familie har måttet flygte fra hjemegnen, og at familien, herunder ansøgerens kone opholder sig i Pakistan. Flertallet finder herefter, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til sin hjemegn i Afghanistan risikerer overgreb, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, findes ikke at være opfyldt. Flertallet finder imidlertid, at ansøgeren kan henvises til at tage ophold i Kabul, Herat eller Mazar-e-Sharif uden risiko for overgreb fra Taliban i anledningen af jordkonflikten. Der lægges herved vægt på, at ansøgeren i øvrigt fremstår helt uprofileret, og at han kan anses at være en sund og rask ung mand i den arbejdsdygtige alder med ti års skolegang. Selvom levevilkårene er vanskellige i en af de nævnte storbyer for ansøgeren og hans ægtefælle, der på nuværende tidspunkt befinder sig i Pakistan, kan det ikke antages, at vilkårene er af en sådan karakter, at hans basale humanitære rettigheder vil blive krænket, jf. UNHCRs handbook pkt. 91 og UNHCRs guidelines on international protection af 23. juli 2003 afsnit II C. Ansøgeren kan derfor med sin ægtefælle henvises til at tage ophold i Kabul, Herat eller Mazar-e-Sharif som internt flugtalternativ uden at risikere overgreb efter udlændingelovens § 7. De foreliggende helbredsoplysninger kan ikke føre til et andet resultat, idet der i øvrigt henvises til, at behandlingen af ansøgeren ifølge lægelig journal er afsluttet den 1. februar 2018. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2018/147/HHU
Nævnet stadfæstede i marts måned 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia muslim af trosretning. Ansøgeren er født i Mashhad, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive dræbt af sine farbrødre grundet en jordkonflikt. Derudover frygter ansøgeren, at en person ved navn [K], vil udlevere ansøgeren til ansøgerens farbrødre, idet han har været hyret af dem. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at ansøgerens far havde en jordkonflikt med sine halvbrødre ca. 10-20 år før, ansøgeren blev født. Af denne årsag flygtede han til Iran, hvor ansøgeren blev født og voksede op. I 2007 eller 2008 lavede en person ved navn [K] en anmeldelse mod ansøgerens mor, formentlig for at få hende udvist til Afghanistan. Ansøgeren formoder, at hans farbrødre havde betalt [K] for at lave denne anmeldelse. I [efteråret] 2015 skulle ansøgeren deporteres til Afghanistan af de iranske myndigheder. Ansøgeren skulle først opholde sig i en lejr, hvor han mødte en nabo fra Iran, ved navn [J]. [J] sagde, at ansøgeren og hans familie havde røvet [Js] familie fra det, som var deres ret. Ansøgeren forstod ikke, hvad han mente. Ansøgeren formoder, at det omhandlede den anmeldelse, som [K] var blevet hyret til at lave af farbrødrene. Ansøgeren var i Afghanistan i to til tre dage. Han fik kontakt til en menneskesmugler, der skaffede ham tilbage til Iran. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring om, at familien har en jordkonflikt i Kandahar, til grund. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at konflikten har et sådant niveau, at ansøgeren risikerer overgreb, hvis han tager bopæl et andet sted i Afghanistan. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren er i nogen risiko i forhold. Det hviler udelukkende på ansøgerens formodninger, der ikke er underbyggede, at [K] skulle være betalt af farbrødrene med henblik på, at familien skulle tvinges tilbage til Afghanistan. Flygtningenævnet finder således i det hele ikke, at ansøgeren risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Det forhold, at ansøgerens bror i 2007 fik opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, med henvisning til jordkonflikten, kan ikke føre til andet resultat. Vurderingen af ansøgerens risiko skal foretages på nuværende tidspunkt og efter de nu foreliggende oplysninger. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2018/146/KAA
Nævnet stadfæstede i marts 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim fra [en landsby i] Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban, fordi han har arbejdet for efterretningstjenesten og på en militærbase. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at han omkring 2014 blev rekrutteret af efterretningstjenesten og arbejdede for dem i cirka ét år. Ansøgeren videregav oplysninger om Talibans færden i området. Ansøgeren holdte øje med, om Taliban var til stede i byen […] og informerede efterretningstjenesten om dette på distriktskontoret […]. Der var ingen, der vidste, at ansøgeren videregav oplysninger til efterretningstjenesten – heller ikke ansøgerens forældre. Mens ansøgeren arbejdede for efterretningstjenesten modtog han et trusselsbrev fra Taliban. I forlængelse heraf stoppede ansøgeren med at arbejde for efterretningstjenesten. Ansøgeren har videre forklaret, at han i perioden fra [begyndelsen] 2015 til [efteråret] 2015 arbejdede på en base for sikkerhedstjenesten. Ansøgeren var beskæftiget i køkkenet og holdt vagt. Mens ansøgeren arbejdede på basen, modtog han yderligere trusselsbreve fra Taliban. Ansøgeren anmeldte truslerne til myndighederne […]. Da ansøgeren stoppede med at arbejde på basen, var hans far meget vred på ham. Faren sagde, at det var bedst, hvis ansøgeren ikke kom hjem. Ansøgeren udrejste [i vinteren] 2015. Efter ansøgerens udrejse har Taliban kontaktet hans bror og spurgt efter ansøgeren. Taliban har også ringet til ansøgerens far, fordi de gerne ville tale med ansøgeren. Flygtningenævnet kan lægge dele af ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet kan således lægge til grund, at ansøgeren som ansat i det private firma [X] har arbejdet på en militærbase fra [begyndelsen af] 2015 til [efteråret] 2015. Flygtningenævnet henviser til, at Flygtningenævnet ved søgning på internettet har konstateret, at der eksisterer et firma ved navn [X], som blandt beskæftiger sig med byggeri i Afghanistan. Flygtningenævnet henviser endvidere til, at ansøgeren har fremlagt kopi af en anbefaling og af ansøgerens id-kort fra firmaet. Flygtningenævnet lægger derfor ansøgerens forklaring om dette ansættelsesforhold til grund. Flygtningenævnet kan derimod ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han har modtaget trusselsbreve fra Taliban til grund. I vurderingen indgår navnlig, at ansøgeren har forklaret udbyggende om antallet af breve, og at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvordan han har modtaget brevene, og hvor han var ansat, da han modtog dem. Ansøgeren har i oplysnings- og motivsamtalen og asylsamtalen forklaret, at Taliban har sendt ham 3 trusselsbreve, mens han i Flygtningenævnet udbyggende har forklaret, at han har modtaget 4 trusselsbreve. Ansøgeren har forklaret divergerende ved i oplysnings- og motivsamtalen først at forklare, at han modtog brevene, efter han var blevet ansat på basen og dernæst, at han modtog det første brev, inden han blev ansat på basen, hvilket han også forklarede under asylsamtalen. Han har endvidere forklaret divergerende om, hvordan han modtog det første brev. I oplysnings- og motivsamtalen har han forklaret, at brevet blev sendt til en imam, mens han i asylsamtalen først har forklaret, at han fandt brevet foran sin bopæl, dernæst at hans far fandt brevet foran døren og kom ind til ansøgeren med det, og til slut at brevet blev sendt til en imam i moskeen. Ansøgeren har forklaret divergerende om sit hverv som informant for efterretningstjenesten. Under asylsamtalen har han forklaret, at han gik en tur i landsbyen og observerede Taliban, mens han under mødet i Flygtningenævnet har forklaret, at han tog til landsbyen under dække at, at han skulle tilse familiens marker. Han har endvidere forklaret udbyggende herom, idet han under mødet i Flygtningenævnet har forklaret, at hans informationer til efterretningstjenesten førte til at landsbyen blev bombet i et flyangreb, hvor to personer blev dræbt. Trusselsbrevene og ansøgerens hverv som informant for efterretningstjenesten udgør centrale dele af hans asylmotiv, og hans divergerende og udbyggende forklaringer herom svækker derfor hans generelle troværdighed. På denne baggrund har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for konkret, individuel forfølgelse, eller at han risikerer dødsstraf, tortur, anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Betingelserne for opholdstilladelse i udlændingelovens § 7, stk. 1, og stk. 2, er herefter ikke opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2018/145/THV
Nævnet stadfæstede i marts 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashto og sunni-muslim fra [en landsby i] Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban, fordi han er sin fars søn. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at hans far var politikommandant i [et distrikt] i Maidan Wardak provinsen. En morgen modtog faren et trusselsbrev fra Taliban. I brevet stod der, at faren skulle stoppe med at arbejde. En uge senere modtog faren endnu et trusselsbrev. Taliban truede faren med, at hvis han ikke stoppede med at arbejde, ville de slå ham ihjel. Omkring en uge herefter modtog faren et tredje brev, hvoraf fremgik, at dette var sidste advarsel, og at hvis faren ikke stoppede med at arbejde, ville hele hans familie være i fare. Omkring tyve dage senere kom faren hjem fra arbejde, og samme aften opsøgte Taliban familiens bopæl. Der opstod skyderier mellem Taliban og faren. Ansøgeren, hans nevø [A] og dennes lillesøster flygtede over til naboen. Næste morgen kom ansøgerens morbror […]. Morbroren fortalte, at ansøgerens far blev slået ihjel i skudvekslingen. To af talebanerne havde også mistet livet, mens to andre var sårede. Herefter fulgte de med [morbroren] til hans bopæl […]. Om eftermiddagen ankom ansøgerens mor og tante til [morbrorens] bopæl. Moren og [morbroren] besluttede, at ansøgeren og [A] skulle udrejse af Afghanistan. Moren og [morbroren] frygtede, at Taliban ville hævne sig på ansøgeren, fordi hans far i forbindelse med skudvekslingen på familiens bopæl havde dræbt og såret talebanere. Ansøgeren og [A] udrejste samme aften. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring om episoden, hvor Taliban angreb familiens hjem, forekommer usandsynlig, divergerende og ikke selvoplevet. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren ikke under mødet i Flygtningenævnet har været i stand til nærmere at beskrive situationen, hvor Taliban angreb familiens bolig. Han har forklaret afglidende om, hvordan familien konstaterede, at Talibans folk var hoppet over muren til ejendommen, hvordan han og [A] kom ud af huset under skyderiet, eller hvordan han og [A] blev hjulpet over den omkring 2 meter høje mur ind til naboen. Flygtningenævnet finder det usandsynligt, at ansøgerens far, som var politikommandant, angiveligt gav udtryk for, at han var ligeglad med Talibans trusler, og at ansøgerens far ikke tog nogen forholdsregler med henblik på at beskytte sin familie, efter at have modtaget trusselsbreve fra Taliban. Flygtningenævnet finder det endvidere usandsynligt, at ansøgerens mor og [A’s] mor blev i huset under den voldsomme skudveksling, når de må antages ligesom ansøgeren og [A] at kunne have søgt tilflugt hos naboen. Flygtningenævnet finder det endelig usandsynligt, at ansøgerens og [A’s] flugt fra Afghanistan blev arrangeret og betalt i løbet af nogle timer den følgende dag. Ansøgeren har forklaret divergerende med hensyn til, om [A’s] lillesøster […] flygtede ind til naboen sammen med ansøgeren og [A]. Under mødet i Flygtningenævnet har ansøgeren først forklaret, at det kun var ham og [A], der flygtede ind til naboen, mens kvinderne blev i huset. Da han blev foreholdt sin tidligere forklaring under asylsamtalen om, at også [A’s lillesøster] flygtede over muren ind til naboen, har han forklaret, at han havde glemt, at [A’s lillesøster] flygtede sammen med dem. Dette svækker ansøgerens troværdighed, da Flygtningenævnet finder, at han ville kunne huske en så central del af episoden. Efter ansøgeren fremtræden i Flygtningenævnet fremstår ansøgerens forklaring ikke selvoplevet. Efter en samlet vurdering, hvor Flygtningenævnet har taget i betragtning at ansøgeren er analfabet, og at han var mindreårig på tidspunktet for episoden, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for konkret, individuel forfølgelse, eller at han risikerer dødsstraf, tortur, anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Betingelserne for opholdstilladelse i udlændingelovens § 7, stk. 1, og stk. 2, er herefter ikke opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2018/144/THV
Nævnet stadfæstede i marts 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk pashtuner og sunni-muslim fra distriktet [A], landsbyen [B], Herat, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban, idet ansøgeren har arbejdet for myndighederne. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han kørte lastbil med containere mellem Herat og [C]. Ansøgeren startede med dette for tre til fire år siden. Ansøgeren afleverede også varer til en [D], lufthavnen i Herat og til toldmyndighederne i Herat. En aften på et tidspunkt i 2015 kørte ansøgeren hjem i rutebil efter arbejde. Den stoppede omkring 500 meter fra ansøgerens bopæl. Da ansøgeren var steget ud og gået rundt om et hjørne på sin vej hjem, blev han mødt af bevæbnede personer. Ansøgeren blev bagbundet, fik bind for øjnene og blev placeret i en bil, hvorefter de kørte en halv time. Ansøgeren blev efterfølgende holdt fanget i et hus, hvor han var vidne til halshugningen af en medfange. Han blev også selv truet med halshugning. Ansøgeren blev truet til at gøre, hvad Taliban forlangte. De ville kalde på ansøgeren, når han skulle gøre noget for dem. Den efterfølgende morgen blev ansøgeren sat fri i et område i nærheden af sit eget hus. Ansøgeren tog en rutebil hjem til sin svigerfar. Ansøgerens svigerfar anbefalede ham at udrejse, hvilket ansøgeren erklærede sig enig i. Klokken fire næste morgen blev ansøgeren af sin svigerfar sendt til [E] i en bus, hvorefter ansøgeren udrejste til Pakistan. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om væsentlige punkter i sit asylmotiv. Ansøgeren har således først til asylsamtalen forklaret, at han kørte varer til både [D], til lufthavnen og til toldmyndighederne i Herat. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren ikke forklaret om, at han kørte varer til [D], hvilket Flygtningenævnet finder er en væsentlig oplysning i relation til asylmotivet, idet ansøgeren har forklaret, at Taliban har bebrejdet ham, at han kørte varer for de vantro. Flygtningenævnet finder endvidere, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvor mange talibanere der var i det rum, som han blev ført ind i ved ankomsten til huset, hvor han blev tilbageholdt. Ansøgeren har til asylsamtalen forklaret, at der foruden ansøgeren og en anden fange var otte til ti talibanere. Under Flygtningenævnets behandling af sagen har ansøgeren derimod forklaret, at der var to talibanere til stede udover ansøgeren og medfangen. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge vægt på ansøgerens supplerende forklaring for nævnet om, at det han mente i asylsamtalen, var, at der var otte til ti talibanere i det rum, hvor han fik taget fingeraftryk. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det direkte af referatet af asylsamtalen fremgår, at der foruden ansøgeren og den anden fange var otte til ti talibanere i rummet. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvor mange gange han fik taget fingeraftryk og foto. Ansøgeren har således både til oplysnings- og motivsamtalen og til asylsamtalen forklaret, at dette skete to gange, mens han under Flygtningenævnets behandling af sagen har forklaret, at det kun skete én gang. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge vægt på ansøgerens forklaring om, at han under asylsamtalen gjorde opmærksom på, at han kun havde fået optaget fingeraftryk og foto én gang, idet dette ikke fremgår af ansøgerens bemærkninger til referatet. Ansøgeren har herudover forklaret divergerende om, hvorvidt halshugningen af hans medfange foregik før eller efter optagelsen af ansøgerens fingeraftryk og foto. Ansøgeren har således både til oplysnings- og motivsamtalen og til asylsamtalen forklaret, at halshugningen fandt sted, efter at ansøgeren havde fået optaget fingeraftryk og foto, hvorimod ansøgeren under Flygtningenævnets behandling af sagen har forklaret, at halshugningen fandt sted inden optagelsen af fingeraftryk og foto. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. afgh/2018/143/IBK
Nævnet stadfæstede i marts 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk hazara og shia muslim fra [A], [B] distriktet, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive hængt, fordi han forsøgte at stikke af med en pige ved navn [C]. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han mødte [C] en dag, hvor han var på vej hjem fra bazaren, og [C] gik alene på gaden. Ansøgeren kørte [C] hjem tæt på hendes bopæl. [C] gav ansøgeren sit telefonnummer og de havde herefter telefonisk kontakt i 3 år. En dag sagde [C] til ham over telefonen, at hun gerne ville giftes med ham. Ansøgeren afslog hendes forslag om giftemål, da han syntes, at de var for unge. [C] sagde til ansøgeren, at de enten skulle blive gift eller også skulle de stikke sammen af til Pakistan. Ansøgeren accepterede at tage med hende til Pakistan. De aftalte den efterfølgende dag at stikke af samme dag. Ansøgeren hyrede en taxachauffør til at køre dem til Kandahar. På vej ud af byen stoppede politiet dem. De blev begge anholdt og politiet tog ansøgeren med på politistationen, hvor han blev fængslet. Efter 12 dage kom ansøgerens svoger og besøgte ham i fængslet. Han fortalte ansøgeren, at imamerne i moskeen havde sagt, at ansøgeren skulle hænges på grund af hans handlinger. Ansøgeren bad sin svoger om hjælp. Ansøgerens svoger kom og besøgte ham igen og fortalte, at han havde givet politimanden mange penge for at hjælpe ansøgeren ud af fængslet. Ansøgerens svoger solgte nogle frugttræer, sin butik og bestak en politimand, der holdt vagt i fængslet. Politimanden og ansøgerens svoger var venner. Ansøgerens svoger kom og besøgte ham igen og fortalte, at han havde givet politimanden mange penge for at hjælpe ansøgeren med at flygte fra fængslet. Politimanden hjalp samme dag ansøgeren med at flygte ud af fængslet. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende og divergerende om væsentlige punkter i sit asylmotiv. Ansøgeren har således forklaret udbyggende om, at ansøgerens søster havde friet til [C]s familie. Ansøgeren har hverken til oplysnings- og motivsamtalen eller til asylsamtalen [i efteråret] 2016 forklaret om et sådant frieri. Flygtningenævnet finder, at der tale om et så centralt element i asylmotivet, at ansøgeren selv kunne forventes at oplyse herom, uden at blive spurgt direkte. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorvidt [C]s familie var bekendt med ansøgerens og [C]s forhold. Ansøgeren har således under Flygtningenævnets behandling af sagen udbyggende forklaret, at søsteren havde friet, mens ansøgeren til asylsamtalen [i efteråret] 2016, har forklaret, at han ikke mente, at faren kendte til deres forhold, og at faren under ingen omstændigheder ville gå med til, at de blev gift, hvis ansøgeren havde friet. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om omstændighederne ved hans og [C]s flugt, idet ansøgeren blandt andet har forklaret divergerende om, hvorvidt [C] var hjemme og pakke inden flugten. Ansøgeren har således til asylsamtalen forklaret, at [C] var hjemme og pakke, mens ansøgeren under Flygtningenævnets behandling af sagen, har forklaret, at de ikke nåede at pakke, men at de tog af sted i det tøj, de havde på. Ansøgeren har endvidere til asylsamtalen forklaret, at [C] efter at have pakket, gik alene fra sit hus og hen til ansøgerens svogers butik, mens ansøgeren under Flygtningenævnets behandling af sagen har forklaret, at han hentede hende ved skolen, og at de sammen gik hen til den bil, der skulle køre dem til Pakistan. Yderligere har ansøgeren forklaret divergerende om, hvor længe han var i arresten på politistationen, før han blev overført til et andet fængsel, idet ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at han var der i en uge, mens han til asylsamtalen har forklaret, at han var der i fire dage og under Flygtningenævnets behandling af sagen har forklaret, at han var der i to dage. Hertil kommer, at Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring om, at [C] kørte med ham i svogerens bil fremstår utroværdig henset til baggrundsoplysningerne vedrørende unge kvinders mulighed for at færdes alene sammen med mænd, som de ikke er i familie med. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. afgh/2018/142/IBK
Nævnet meddelte i marts 2018 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er afghansk statsborger, etnisk sadat og shia muslim fra [en landsby i] Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at hans far eller farbrødre vil tvinge ham til at blive en del af Taleban eller slå ham ihjel, i tilfælde af at han ikke tilslutter sig Taleban. Ansøgeren har oplyst, at hans far og farbrødre, [H] og [S], er talebanere. [H] er den højeste inden for Taleban i ansøgerens hjemområde. Ansøgeren flyttede med sin mor og søskende til Kabul, da han var otte år. På vej til Kabul fortalte moren, at de flyttede, fordi landsbyens folk havde fundet ud af, at faren var talebaner. Da de boede i Kabul, kom faren på besøg en til to gange om ugen. Ansøgeren vidste, at faren var talebaner, fordi han ikke ville have, at hans børn gik i en almindelig skole, og fordi han forsøgte at overbevise ansøgeren og ansøgerens søskende om, at det var i orden at slå amerikanere og afghanske myndighedspersoner ihjel. Endvidere var faren også hård, når han var hjemme, hvor han slog børnene. Inden ansøgerens udrejse havde faren sagt til moren, at han var blevet enig med [H] om, at ansøgeren skulle gå i en Taleban-skole. Dette ville moren ikke have, hvorfor hun besluttede, at de skulle udrejse. Under rejsen til Iran fortalte moren om årsagen til udrejsen. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund, idet han for nævnet har fremstået som troværdig. Nævnet har herved også lagt vægt på ansøgerens unge alder og begrænsede skolegang i forhold hans forklaring. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgerens mor så sig nødsaget til at forlade Afghanistan med ansøgeren og dennes yngre søskende, fordi ansøgerens far gennem en årrække havde forlangt, at ansøgeren i lighed med sine fætre skulle deltage i jihad mod regeringen og de udenlandske styrker, og fordi faren krævede, at ansøgeren skulle starte i Taleban-skole. Moren tog ifølge ansøgeren beslutningen om at forlade landet på det pågældende tidspunkt, da hun indså, at faren også ville kræve det samme af ansøgerens lillebror, når han blev stor nok til at gå i Taleban-skole. Nævnet lægger endvidere til grund, at faren gennem hele ansøgerens opvækst har været voldelig over for ansøgeren og dennes mor, og at dette især er kommet til udtryk i forbindelse med farens krav om, at ansøgeren skulle tilslutte sig Taleban. Nævnet lægger på den baggrund sammenholdt med ansøgerens oplysninger om sine farbrødres arbejde for Taleban til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden risikerer forfølgelse fra sin fars og farbrødres side med henblik på at rekruttere ansøgeren som medlem af Taleban. Spørgsmålet er herefter, om ansøgeren, der er en ung og arbejdsduelig mand, med rimelighed kan henvises til at tage ophold et andet sted i Afghanistan. Nævnets flertal lægger til grund, at ansøgerens egen far vedholdende har krævet, at han tilslutter sig Taleban, og at den ene af ansøgerens to farbrødre, der begge er medlemmer af Taleban, er en velhavende og magtfuld person med et netværk i forhold til både myndigheder og Taleban. Denne farbror må derfor have evne til at efterstræbe ansøgeren uden for sit hjemområde, og det må antages, at ansøgerens far har vilje til at udnytte dette, idet han anser ansøgerens vægring mod rekruttering for at kaste skam over farens familie. Det bemærkes endvidere, at ansøgeren i tilfælde af en tilbagevenden til et andet område i Afghanistan må forventes at stå uden netværk. Nævnets flertal finder herefter ikke, at det er rimeligt at henvise ansøgeren til at søge at opnå beskyttelse et andet sted i Afghanistan. Nævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” afgh/2018/141/mme
Nævnet stadfæstede i marts 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er afghansk statsborger, etnisk pashtun og sunni muslim fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taleban og kaldt vantro, idet han har arbejdet for udlændinge, herunder franskmænd og amerikanere. Ansøgeren har oplyst, at han i 2014 blev opsøgt af tre ukendte personer i en bil, mens han arbejdede i et firma, der varetog sikkerheden på et lager ved lufthavnen i [en by]. Personerne ville efterlade eksplosiver på lageret, men efter at ansøgeren nægtede dem dette, forlod de stedet, hvorefter han ikke så dem igen. Ansøgerens chef sørgede efterfølgende for, at ansøgeren fik et arbejde som livvagt i firmaet [A], der udførte arbejde for de afghanske myndigheder. Ansøgeren arbejdede tæt sammen med kommandanten [AA]. Ansøgeren arbejde bestod i at tjekke biler og veje for bomber, herunder vejsidebomber. Ansøgeren informerede derefter det tekniske personale, der ville sørge for at fjerne bomberne. Omkring et halvt år inden ansøgeren udrejste af Afghanistan, opstod der en eftermiddag kampe mellem [A] og Taleban i [en landsby]. Da kampene den næste dag var overstået, blev der taget billeder af de døde talebanere. Billederne blev lagt på Facebook og andre medier. Da Taleban så billederne, ville de have hævn over de ansatte i [A] og kommandant [AA], hvilket ansøgeren blev informeret om af [AA]. [AA] havde fået oplysningerne fra beboere i den landsby, han kom fra. Kommandanten havde sagt, at ansøgeren kunne udrejse af Afghanistan. Ansøgeren udrejste herefter illegalt til Pakistan. Efter noget tid blev kommandantens bror dræbt. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren i en årrække har haft arbejde hos forskellige internationale firmaer, men nævnet vurderer ud fra ansøgerens beskrivelse af sine opgaver, at der har været tale om underordnede stillinger, der ikke har profileret ham særligt i forhold til Taleban. Flygtningenævnet kan imidlertid ikke i øvrigt lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet hans forklaring fremstår som konstrueret til lejligheden og utroværdig. Flygtningenævnet har herved navnlig lagt vægt på, at ansøgeren på væsentlige punkter har forklaret divergerende, afglidende og udetaljeret. Ansøgeren har således forklaret divergerende om, hvem der efter kamphandlingerne [i en landsby] optog de fotos, der senere blev lagt på Facebook og gjorde Taleban bekendt med hans medvirken, og om hvorvidt ansøgeren selv optrådte på de nævnte fotos eller ej. Ansøgeren har således under samtalerne hos Udlændingestyrelsen forklaret, at det var journalister fra medierne, der optog billederne, og at ansøgeren selv og kommandant [AA] optrådte på dem. For nævnet har han først forklaret, at det var ham og hans kolleger, der tog fotos, og dernæst at det var personalet, og senere at han ikke vidste, om han selv og/eller kommandanten optrådte på disse fotos, samt endelig at han ikke har set billederne. Ansøgeren har desuden ikke kunnet redegøre nærmere for, hvad han mere konkret foretog sig under kamphandlingerne, der varede fra en sen eftermiddag til den næste morgen kl. 02.00. Ansøgeren har svaret afglidende i generelle vendinger på spørgsmål herom. Hans forklaring om hændelsen savner detaljer og forekommer ikke selvoplevet. Flygtningenævnet kan således ikke lægge til grund, at ansøgeren har deltaget aktivt i de pågældende kamphandlinger, således at han på den baggrund skulle have profileret sig i forhold til Taleban. Det fremstår i den forbindelse også påfaldende, at ansøgeren som den eneste af medlemmerne af gruppen [A], der deltog i den beskrevne episode med Taleban ved [en landsby], har valgt at forlade landet, idet de øvrige medlemmer af gruppen må have været lige så udsatte for hævn som ansøgeren. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvornår kommandant [AA]s bror blev dræbt. Han har således under samtalerne hos Udlændingestyrelsen oplyst, at kommandant [AA]s bror blev dræbt, inden ansøgeren forlod landet, og at dette var anledningen til, at kommandant [AA] opfordrede ansøgeren til at flygte. For nævnet har ansøgeren derimod forklaret, at kommandant [AA]s bror først blev dræbt efter ansøgerens udrejse, og at ansøgeren ikke direkte blev opfordret til at flygte. Han fik et råd herom fra kommandant [AA], men det var ansøgerens egen beslutning. Hertil kommer, at ansøgeren også har givet divergerende oplysninger om vedrørende episoden, hvor nogle personer opsøgte ham for at få ham til at medvirke til at opbevare sprængstoffer forud for ansøgerens ansættelse hos [A]. Efter det anførte har ansøgeren efter en samlet vurdering ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for konkret, individuel forfølgelse eller for at blive udsat for dødsstraf, tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, og stk. 2, er derfor ikke opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2018/140/mme
Nævnet stadfæstede i januar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er afghansk statsborger, etnisk hazara og shia-muslim af trosretning født i Isfahan, Iran. Ansøgeren har aldrig boet i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af personer fra Ghazni-provinsen, fordi ansøgerens far har været medlem af Taliban, ligesom ansøgeren frygter Taliban, fordi hans far er deserteret fra dem, og fordi faren er i besiddelse af mange informationer om Taliban. Ansøgeren frygter endvidere at blive slået ihjel af sin mors familiemedlemmer, fordi hans far tvang hans mor til ægteskab. Ansøgeren frygter endelig den afghanske stat, fordi man skal have sin far med, når man skal have en fødselsattest (tazkira), og dette er ikke en mulighed for ham, fordi hans far er i Iran. Ansøgerens forældre rejste til Iran i 1995, dels på grund af en konflikt med morens familie, efter at faren havde tvunget moren til ægteskab, dels fordi folk i Ghazni-området havde lagt faren for had som følge af dennes aktiviteter for Taliban. Ansøgerens fars tilknytning til Taliban ophørte ved udrejsen til Iran. Ansøgeren blev som 14-årig deporteret til Afghanistan, hvor han opholdt sig i nogle dage i Ghazni-provinsen. Han forsøgte her at få et tazkira, så han kunne rejse tilbage til Iran. I forbindelse med ansøgningen om tazkira fortalte en myndighedsperson ansøgeren, at ansøgerens far var en kendt talibaner. Ansøgeren opgav herefter at få udstedt et tazkira og rejste illegalt tilbage til Iran. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren under asylsagens behandling vedvarende har udbygget sin forklaring om sit asylmotiv. Ansøgeren har således hverken i sit asylskema, der indeholder en omfattende gennemgang af ansøgerens asylmotiv, eller til oplysnings- og motivsamtalen med Udlændingestyrelsen omtalt, at han skulle have nogen konflikter med sin mors familie. Han har endvidere hverken i asylansøgningsskemaet eller til oplysnings- og motivsamtalen omtalt, at han risikerer overgreb fra Taliban som følge af sin fars forhold, idet han til oplysnings- og motivsamtalen alene har omtalt en generel risiko for overgreb fra Taliban og IS. Han har udbygget begrundelsen for frygten for Taliban ved senere at henvise til sin fars desertering og ved senest i nævnsmødet for første gang først at henvise til, at faren havde informationer om Taliban. Ansøgeren har endvidere under forklaringen for Flygtningenævnet svaret upræcist og afglidende på spørgsmål på en sådan måde, at det beskrevne ikke virker selvoplevet. Ansøgeren har blandt andet flere gange forklaret, at hans mor har kontakt med sin familie i Afghanistan, men har senere under mødet forklaret, at kontakten er ophørt, og at det skete for omkring 6 år siden. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at betingelserne opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2018/14/TBP
Nævnet stadfæstede i marts 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er afghansk statsborger, etnisk tadsjik og sunni muslim fra Mazar-e-Sharif, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at bliver slået ihjel eller stenet af [K]s familie, idet han udenfor ægteskab har fået et barn med [K]. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter at blive idømt livstid eller dødsstraf af de afghanske myndigheder, idet [K]s familie har meldt ham til politiet, og at han som følge heraf er eftersøgt for hans udenomsægteskabelige forhold, hvilket strider mod sharia-lovgivning. Ansøgeren har oplyst, at han i hemmelighed havde et forhold til en pige ved navn [K], der er hans kusine. Hun var ansøgerens nabo i Afghanistan. Ansøgeren og [K] havde gennem flere år et forhold, og de mødtes hjemme hos ansøgeren omkring en gang om måneden, når ansøgerens familie ikke var hjemme. Derudover mødtes de også omkring tre gange om måneden i den foto-butik, hvor ansøgeren arbejdede. [K] blev mod sin vilje forlovet med en rig mand ved navn [G]. Ansøgeren og [K] besluttede i den anledning for at have samleje, idet hun ikke kunne blive gift med [G], hvis hun ikke længere var jomfru. Omkring en måned efter samlejet fortalte [K] ansøgeren, at hun var blevet gravid. Ansøgeren fortalte sin far om hans forhold til [K] og om hendes graviditet. Faren fortalte ansøgeren, at han havde gjort noget ulovligt, at [K]s familie ville stene ham, hvis de fangede ham, og at faren ville hjælpe både ansøgeren og [K] med at flygte ud af Afghanistan. Derefter gemte ansøgeren sig hos en af sin fars venner og skaffede gennem en person ved navn [R] et visum til Tyrkiet. Senere udrejste ansøgeren alene til Tyrkiet. Ansøgerens far har efterfølgende hjulpet [K] til Pakistan, hvor hun opholder sig hos en af ansøgerens fars venner og sammen med ansøgerens og [K]s fælles barn, der blev født i efteråret 2016. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet den fremstår som konstrueret til lejligheden og utroværdig. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende på centrale punkter, og at dele af ansøgerens oplysninger fremstår som påfaldende og usandsynlige. Ansøgeren har således under samtalen hos Udlændingestyrelsen den 27. juni 2016 oplyst, at han havde samleje med sin kusine i midten af juli 2015, og at han fik kendskab til hendes graviditet i midten af august 2015, hvilket han fortalte sin far to til tre dage herefter. Under samtalen hos Udlændingestyrelsen den 21. december 2016 har ansøgeren oplyst, at han havde samleje med sin kusine den 1. oktober 2015 og fik oplysning om graviditeten omkring den 1. november 2015, hvorefter han søgte råd hos sin far to til tre dage efter og kort herefter udrejste. For nævnet har ansøgeren forklaret, at samlejet skete 2½ måneder før udrejsen, der er angivet som den 4. november 2015. Ansøgeren har endvidere forklaret udbyggende om, at kusinens far har truet med at slå ansøgeren og kusinen ihjel, og at myndighederne var begyndt at opsøge bopælen for at få fat i ham, hvilket ansøgeren havde fået oplyst af sin far i september 2016. Ansøgeren har dog ikke nævnt noget om dette under samtalen den 21. december 2016 men først oplyst om det ved samtalen hos Udlændingestyrelsen den 13. marts 2017. Ansøgeren har desuden for nævnet oplyst, at der skulle være bragt tilsigelser på hans bopæl om at møde frem på politistationen, og at der er udstedt en arrestordre på ham, fordi han ikke er mødt op. Ansøgeren har ikke på overbevisende måde kunnet redegøre for baggrunden for de nævnte divergenser og udbygninger eller for, at han først under nævnsmødet har fremlagt fødselsattest og vaccinationskort, der angiver fødedatoen for [O] til den 10. juli 2016. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at det fremstår som påfaldende, at ansøgeren og hans kusine skulle have besluttet at have samleje med det formål at forhindre hendes giftermål med den ældre mand, hun var lovet bort til, idet i hvert fald ansøgeren var klar over den betydelige risiko for alvorlige følger, de herved begge udsatte sig for. Det er endvidere bemærkelsesværdigt, at ansøgeren under samtalen [foråret] 2017 hos Udlændingestyrelsen har oplyst, at han – der elskede kusinen, som ventede hans barn – ikke selv havde haft kontakt med hende siden udrejsen, og at han ikke vidste, hvor i Pakistan hun opholdt sig, men at hans far vidste det og ikke ville fortælle ham det, ligesom faren ikke ville give ham det telefonnummer, faren kunne kontakte kusinen på. Det er således først efter afslaget fra Udlændingestyrelsen, at ansøgeren har oplyst at have genoptaget kontakten med hende og fået at vide, at barnet er en dreng. Nævnet finder det endvidere bemærkelsesværdigt, at der er udstedt visum til ansøgeren [efteråret] 2015, hvilket ikke stemmer overens med ansøgerens oplysninger om, at dette blev fremskaffet umiddelbart efter konstateringen af graviditeten og kort før hans udrejse. Flygtningenævnet finder på den baggrund ikke anledning til at udsætte sagen som påstået at ansøgeren. Efter det anførte har ansøgeren efter en samlet vurdering ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for konkret, individuel forfølgelse eller for at blive udsat for dødsstraf, tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, og stk. 2, er derfor ikke opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2018/139/mme
Nævnet meddelte i marts 2018 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk usbeker og sunni muslim fra Maymana, Faryab, Afghanistan. Ansøgeren har i Afghanistan startet og ledet organisationen [A], hvis formål var at fremme sundheden, menneskerettighederne, forholdene for internt fordrevene i Afghanistan og undervisningen af analfabeter. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban-kommandanten [B], fordi ansøgeren nægtede at hjælpe ham og Taliban. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han startede organisationen [A] i [første halvdel af] 2011. Organisationen fik sin første kontrakt [primo] 2014. Ansøgeren arbejdede sammen med syv andre personer på projektet, som kom fra FN. Ansøgeren var leder på projektet og var mellemled mellem FN og ansøgerens organisation. [I efteråret] 2015 modtog ansøgeren et telefonopkald fra Taliban-kommandanten [B], der ville have ansøgerens hjælp til at huse talibanere og bidrage økonomisk til Talibans kamp mod regeringen. Ansøgeren nægtede at hjælpe, men [B] fortalte ham, at han ikke havde noget valg. Ansøgeren blev bange og kontaktede sin far, der rådede ham til at kontakte naboen, [C], der var medlem af og repræsentant for partiet [D]. Ansøgeren henvendte sig til [C] samme dag og fortalte ham, hvad der var sket, hvorefter [C] ringede til politikommandanten [E] og fortalte ham, hvad ansøgeren havde sagt. [C] fortalte ansøgeren bagefter, at han skulle fortsætte sit arbejde uden at bekymre sig yderligere. Tre dage efter telefonopkaldet fra [B] blev ansøgerens by invaderet af Taliban. Der var kamphandlinger imellem Taliban og regeringsstyrkerne. Samme aften blev der banket på døren. Ansøgeren gik sammen med sin mor ud til døren, der spurgte hvem det var. Mændene ville tale med [ansøgeren]. Ansøgerens mor fortalte, at ansøgeren ikke var hjemme. Ansøgeren kunne høre, at talibanerne sagde, at de, der ikke adlød, ville blive dræbt. Ansøgeren kunne også høre, at de fortalte, at de ville dræbe ansøgeren. Ansøgeren kravlede herefter op på taget af familiens hus og sprang videre over til naboens gård, hvor han gemte sig naboens brændeskur natten over. Den følgende dag ringede [B] til ansøgeren og fortalte ham, at han var vantro og uren, og at det var hans skyld, at Taliban havde mistet mange folk under invasionen, idet han ikke havde beskyttet talibanerne, da der var kampe i byen, hvorfor han skulle dræbes. Ansøger slukkede telefonen efter samtalen og tog sim-kortet ud. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af politikommandanten [E], fordi ansøgeren nægtede at betale bestikkelsespenge til ham. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han to dage efter Talibans henvendelse på sin bopæl blev opsøgt af tre mænd, der var sendt af [E], og som bad ham om at følge med til [E]’s kontor. Ansøgeren fulgte frivilligt med mændene til kontoret, hvor [E] beskyldte ham for at samarbejde med Taliban igennem sin organisation. [E] krævede af ham, at han betalte 20.000 amerikanske dollars til [E]. Ansøgeren følte sig truet, idet [E] fortalte ham, at han var en klog mand, som ikke ønskede for sine børn, at de skulle vokse op uden forældre. Ansøgeren tog hjem og fortalte sin far, hvad der var sket. Ansøgerens far fortalte ham, at selv hvis han betalte pengene, ville han stadig få problemer, idet ansøgerens mors farbrors søn, der tidligere havde haft en konflikt med [E] og som følge heraf havde betalt penge til ham, var blevet bortført, og at ingen havde set ham efterfølgende. Ansøgerens forældre besluttede, at ansøgeren skulle udrejse af Afghanistan samme dag, hvorfor ansøgeren [i efteråret] 2015 udrejste af sit hjemland til Pakistan. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om sine asylmotiver til grund. Ansøgeren har således i asylansøgningsskemaet og under begge samtaler hos Udlændingestyrelsen forklaret konsistent om sine konflikter med kommandanten fra Taliban og en højtstående lokal myndighedsperson, og oplysningerne om den sidstnævntes opkrævning af bestikkelsespenge støttes af de foreliggende baggrundsoplysninger om korruption hos de afghanske myndigheder. Nævnet finder - uanset de foreliggende mindre divergenser- det sandsynliggjort, at ansøgeren har en konflikt med en kommandant fra Taliban, fordi ansøgeren har nægtet at bistå Taliban med økonomisk støtte og husly til Talibankrigere under et forsøg på at indtage Maimaneh, og med den højtstående lokale myndighedsperson, fordi ansøgeren har nægtet at betale bestikkelsespenge til den pågældende for at undgå en anklage for at samarbejde med Taliban. Dette støttes også af oplysningerne om ansøgerens arbejde for organisationen [A], hvor han blandt organiserede hjælp til udsatte enker, uanset om de var enker efter Talibankrigere, og at han havde adgang til økonomiske midler, der var doneret til støtte for arbejdet af både private og fra kontrakten med FN. Efter oplysningerne om ansøgerens stilling som stifter og leder af [A], hans optræden med foto på hjemmesiden og hans forklaring for nævnet om udbredelsen af [A]’s arbejde til en række provinser finder nævnet, at ansøgeren har en sådan profileringsgrad i forhold til Taliban og myndighederne, at han ikke kan henvises til at tage ophold et andet sted i Afghanistan. Efter det anførte finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse eller for at blive udsat for dødsstraf, tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling. Betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, er herefter opfyldt. Flygtningenævnet meddeler derfor [ansøgeren] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” afgh/2018/138/MAD
Nævnet meddelte i marts 2018 opholdstilladelse til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim af trosretning fra Jalalabad, Nangahar-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter Taliban og ISIL, idet ansøgeren har arbejdet for de afghanske myndigheder. Ansøgeren har til støtte for asylmotivet oplyst, at han i 2008 begyndte at arbejde for Armé Korps 201 Selab i Kabul-provinsen. Ansøgerens arbejde var at finde minerne, hvorefter nogle andre fjernede dem. Ansøgeren arbejdede for Armé Korps 201 Selab frem til 2015, hvor han udrejste fra Afghanistan. Ansøgerens far blev kidnappet af ISIL 20 dage forinden ansøgeren udrejste fra Afghanistan. På tidspunktet for kidnapningen opholdt ansøgeren sig i samme landsby som sin familie, men var hos en slægtning. Ansøgeren far blev tilbageholdt i tre til fire dage. Dagen efter løsladelsen kom ansøgerens far til Jilalabad, hvor ansøgeren arbejdede, og fortalte, at ISIL vil have ansøgeren til at stoppe sit arbejde for regeringen. Videre fortalte ansøgerens far, at hvis ansøgeren ikke hjalp ISIL mod regeringen, så ville ansøgerens liv være i fare. Ansøgerens familie fik seks trusselbreve fra ISIL og Taliban på ukendte tidspunkter i løbet af to uger inden ansøgeren udrejste fra Afghanistan. I trusselbrevene stod der, at ansøgeren skulle stoppe sit arbejde for regeringen, for ellers ville ansøgeren eller hans familie blive slået ihjel. Herudover modtog ansøgeren selv to eller tre opkald fra Taliban og ISIL på ukendte tidspunkter i løbet af to uger inden ansøgeren udrejste fra landet. Ansøgeren blev truet og fik at vide, at han skulle stoppe sit arbejde for regeringen og tilslutte sig Taliban og ISIL. Efter disse begivenheder vurderede ansøgeren, at hans og hans families liv var i fare, hvorfor han udrejste fra Afghanistan [efteråret 2015]. Flygtningenævnet finder ikke holdepunkter for at tilsidesætte ansøgerens forklaring om, at han er kommet i søgelyset hos ISIL eller/og Taliban. Nævnet lægger således til grund, at ansøgeren oprindeligt var ansat hos politiet og efterfølgende i det afghanske militær, hvor han havde til opgave at finde frem til miner, hvorefter andre ryddede dem. Nævnet bemærker, at ansøgeren i det væsentligste, har forklaret konsistent om, hvordan grupperinger fra ISIL eller/og Taliban har opsøgt ansøgerens far med henblik på at få ansøgeren til at forlade militæret og i stedet samarbejde med dem. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan vil risikere forfølgelse efter udlændingeloven § 7, stk. 1. Flygtningenævnet finder imidlertid, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, og at han ikke ville kunne opnå myndighederne beskyttelse herom. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Afgh/2018/137/TBP
Nævnet meddelte i marts 2018 opholdstilladelse (K -status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan.. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim fra [en landsby i] Afghanistan. Han har mistet sin tro på religioner og har det sidste halvandet år ikke været praktiserende muslim. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter den afghanske stat, mullaherne fra lokalområdet og Taliban. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han, efter at have etableret et undervisningscenter i sin landsby sammen med sin storebror fik problemer med de lokale mullaher, der udstedte en fatwa mod ham og hans bror. De landsbyboere, der støttede ham og hans bror underrettede de lokale afghanske myndigheder om fatwaen, og ansøgeren og hans bror blev anholdt. Ansøgeren har videre oplyst, at straffen for at frafalde islam er henrettelse efter afghansk lovgivning. Ansøgeren har også oplyst, at der har været afholdt fem møder med distriktsmyndighederne, mullaherne og repræsentanter fra lokalbefolkningen om undervisningscentret, og at han var med til møderne til trods for, at hans bror ikke ønskede dette. Møderne fandt sted, fordi der var en pige, der forsvandt efter, at hun havde fortalt sine forældre, at hun ville tage i undervisningscentret. Forældrene beskyldte dem for at være ansvarlige for pigens forsvinden. Mullaherne råbte af ansøgeren og hans bror og krævede at undervisningscentret skulle lukkes, fordi det skabte afstand imellem befolkningen og religionen. Ansøgeren har samtidig forklaret, at hans bror blev slået ihjel som følge af fatwaen, og at han også selv frygter at blive dræbt. Endelig har ansøgeren oplyst, at mullaherne fra lokalområdet har informeret Taliban om, at han har frafaldet den muslimske tro. Taliban ønsker at etablere sharia, og de handler i overensstemmelse hermed, når de ved, at en person er frafalden. Ansøgeren frygter derfor ligeledes at blive slået ihjel af Taliban. Flygtningenævnets flertal lægger i det væsentlige ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flertallet lægger således til grund, at ansøgeren sammen med sin bror etablerede et undervisningscenter, og at mullaherne i lokalområdet endte med at udstede en fatwa mod ansøgeren og hans bror, idet mullaherne betragtede aktiviteterne på undervisningscentret som værende imod islam. Flygtningenævnets flertal lægger endvidere til grund, at ansøgerens bror som følge heraf blev dræbt af ukendte personer, og at ansøgeren måtte flygte. Flygtningenævnets flertal lægger endvidere til grund, at fatwaen er kommet til myndighedernes kendskab, men at ansøgeren reelt ikke har kunnet opnå beskyttelse hos myndighederne. Flygtningenævnets flertal finder efter omstændighederne ikke, at ansøgeren kan henvises til at tage ophold i for eksempel Kabul som internt flugtalternativ. Flygtningenævnets flertal har herved lagt vægt på, at det må antages, at ansøgeren som følge af fatwaen vil blive betragtet som frafalden fra islam, og at ansøgeren derfor heller ikke i for eksempel Kabul vil kunne opnå tilstrækkelig personlig sikkerhed. Flygtningenævnets flertal har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren ikke har noget netværk blandt hazara-folk i Kabul, og at han som følge af, at der er udstedt en fatwa mod ham som frafalden og som følge af hans nuværende holdning til islam må antages at have vanskeligt ved at blive integreret blandt hazara-folk og få hjælp til at etablere sig. Flygtningenævnets flertal finder på denne baggrund, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” afgh/2018/135/THV
Nævnet stadfæstede i marts 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim fra Afghanistan. Han er oprindeligt fra Mazar-e Sharif i Balkh-provinsen, men flyttede som seks-syvårig til Parwan-provinsen, hvor han boede med sin familie, indtil han flyttede alene tilbage til Mazar-e Sharif omkring seks år før sin udrejse. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af den magtfulde person, [B], og dennes sammensvorne, idet [B] har anklaget ansøgerens bror, [ansøgeren A], for at have voldtaget hans søn. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at hans bror, [ansøgeren A], deltog i en bryllupsfest. [ansøgeren A] blev i den forbindelse anklaget for at have voldtaget [B]’s søn, [C], samme med to af sine venner. [ansøgeren A] havde overværet voldtægten og skjulte sig for at undgå at blive stenet. Mens [ansøgeren A] skjulte sig, blev familiens bopæl opsøgt af nogle personer, herunder [B], der ledte efter [ansøgeren A]. I begyndelse af 2011 indrejste [ansøgeren A] i Danmark, hvor han i [sommeren] 2011 blev meddelt asyl. [ansøgeren A] betalte for sin udrejse af Afghanistan med penge, som familien havde fået ved at sælge familiens hus. Det var ansøgeren, der overbragte pengene til [ansøgeren A]. Nogle dage senere blev familiens bopæl opsøgt af [B] og dennes mænd. De kidnappede og indespærrede ansøgeren og fortalte ham, at de ville holde ham indespærret, indtil de havde fået fat på [ansøgeren A]. Under tilbageholdelsen blev ansøgeren udsat for fysiske overgreb. Da ansøgeren havde været tilbageholdt i omkring fire måneder, lykkedes det ham at undslippe. I den efterfølgende tid prøvede ansøgeren at få kontakt til sin familie. I 2015 fik ansøgeren kontakt til sin morbror, [D], der satte ham i kontakt med ansøgerens familie, der opholdt sig i Danmark, hvor ansøgerens bror [ansøgeren A] i 2011 havde fået asyl, og hvor ansøgerens mor og yngre søskende opholdt sig på grundlag af familiesammenføring med [ansøgeren A]. Ansøgeren udrejste herefter af Afghanistan. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om den konflikt, der i 2011 opstod, da ansøgerens yngre bror, [ansøgeren A], der på det tidspunkt var 15 år, blev beskyldt for at have begået voldtægt i forbindelse med, at [ansøgeren A] deltog i et bryllup i Kabul, til grund. Deltagerne i brylluppet var blandet andet [B], der er beslægtet med ansøgeren på mødrene side, og det var [B]’s søn, der angiveligt blev voldtaget. På grundlag af ansøgerens forklaring finder nævnet det sandsynliggjort, at [B], da han ikke kunne finde frem til [ansøgeren A], der i umiddelbar forlængelse af episoden var hjulpet til at flygte ud af Afghanistan, pågreb ansøgeren og tilbageholdt ham i en periode med det formål, at kunne pågribe [ansøgeren A]. Nævnet finder, at ansøgeren har sandsynliggjort, at ansøgeren under tilbageholdelsen blev udsat for vold af forskellig karakter, og at det lykkedes ansøgeren at flygte, da han så sit snit til at slå vagten ned. Da nævnet i det væsentlige kan lægge denne del af ansøgerens forklaring til grund finder nævnet allerede af den grund ikke grundlag for at udsætte sagen på foretagelse af en torturundersøgelse eller imødekomme anmodningen om vidneførsel. Flygtningenævnet er opmærksom på, at FN’s Komité mod Tortur i sine ”General Comments” punkt 40-41 anbefaler, at sådanne undersøgelser iværksættes, uanset om den relevante myndighed finder det sandsynligt, at ansøgeren har været udsat for tortur eller ej. Det er imidlertid Flygtningenævnets praksis at tage stilling til behovet for sådanne undersøgelser på konkret grundlag og ikke ud fra en generel standard i overensstemmelse med udlændingelovens § 54, stk. 1, hvoraf det fremgår, at Flygtningenævnet drager omsorg for sagens oplysning og træffer bestemmelse om afhøring af udlændingen og vidner samt tilvejebringelse af andre bevismidler. Ansøgeren har forklaret, at hans morbror [D] også har måttet forlade Afghanistan på grund af den konflikt, der er opstået inden for klanen på grund af voldtægten af [B]’s søn. Det fremgår imidlertid af ansøgerens forklaring overfor Udlændingestyrelsen, at [D] har bopæl i Kabul, og ansøgeren har videre forklaret, at [D] blandt andet har opholdt sig i Kabul for at sætte sit hus i stand. [D] har endvidere i 2015 kunnet tage til Mazar-e-Sharif for at opsøge ansøgeren. Flygtningenævnet finder på denne baggrund ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at [D]’s angivelige udrejse til Iran er begrundet i en konflikt med [B]. Det fremgår af ansøgerens forklaring, at han, efter at han i 2011 slap væk fra [B], tog til Mazar-e-Sharif, hvor ansøgeren herefter opholdt sig helt frem til [efteråret] 2015. Ansøgeren forsøgte i denne periode at komme i kontakt med familien og med sin morbror [D], der havde hjulpet i forbindelse med [ansøgeren A]s flugt. Det var imidlertid først i 2015, at ansøgeren blev kontaktet af morbroren, der herefter hjalp ansøgeren med at udrejse fra Afghanistan. Det fremgår af ansøgerens forklaring, at han i Mazar-e-Sharif fik arbejde på et støberi, og at han i de fire til fem år, hvor han opholdt sig i Mazar-e-Sharif, på intet tidspunkt blev opsøgt af [B]. Ansøgeren har som begrundelse for, at han først valgte at flygte i 2015 henvist til, at han ventede på at høre, hvor familien befandt sig. På denne baggrund finder Flygtningen ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han stadig er efterstræbt af [B], eller at ansøgeren på grund af mistanken mod [ansøgeren A] risikerer at blive genstand for hævn, såfremt han vender tilbage til Afghanistan. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil risikere forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Den omstændighed, at ansøgeren ikke måtte have et tazkera kan ikke medføre et andet resultat, og de generelle forhold i Afghanistan om end vanskelige ikke kan føre til, at der meddeles ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”Afgh/2018/134/SOL
Nævnet stadfæstede i marts 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tajik og sunnimuslim fra […] i Jalalabad, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive fængslet eller slået ihjel af de afghanske myndigheder. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af Taliban. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han var indehaver af en dagligvarebutik, og at [E], som er talibaner, engang i mellem kom og købte varer i butikken. På et tidspunkt fik ansøgeren taget et billede sammen med [E] efter [E]s ønske. To gange bad [E] om lov til at få opbevaret nogle varer i ansøgerens butik. Han hentede varerne igen senere samme dag begge gange. Da [E] fik opbevaret en sæk med varer i ansøgerens butik tredje gang, kom [E] ikke og hentede sækken igen inden lukketid. Den aften tog ansøgeren hen til en ven, hvor han overnattede. Om morgenen modtog ansøgeren et opkald fra en anden ven, som fortalte, at der var politi ved ansøgerens butik. Ansøgeren bad sin far om at tage hen til butikken. Politiet fortalte ansøgerens far, at de havde anholdt [E], og at [E] havde fortalt, at der var en bombe i ansøgerens butik. Politiet fortalte, at de ville anholde ansøgeren, og at de ville ransage ansøgerens bopæl. Herefter blev ansøgerens far kontaktet af Taliban, som truede med at slå ansøgeren ihjel, fordi han havde angivet [E] til myndighederne. Ansøgeren udrejste efterfølgende af Afghanistan. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgeren på centrale punkter har forklaret divergerende, ligesom væsentlige dele af ansøgerens forklaring ikke fremstår sandsynlig og fremstår konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende omkring det antal gange, hvor [E] opbevarede varer i ansøgerens butik. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren oplyst, at [E] i løbet af 2 uger opbevarede varer i ansøgerens butik hver tredje dag. Ansøgeren har ved asylsamtalen og for Flygtningenævnet forklaret, at [E] opbevarede noget hos ansøgeren 3 gange. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende omkring, hvornår ansøgeren så i [E]s sække. Til asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at ansøgeren så i sækken både 1. og 2. gang, da [E] havde opbevaret varer i ansøgerens butik, og at [E] så dette. For Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at [E] så, da ansøger så i sækken 1. gang, hvor [E] opbevarede en sæk i ansøgerens butik, men ikke den 2. gang. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret forskelligt omkring sit besøg hos [K]. Til asylsamtalen [i efteråret] 2016 har ansøgeren forklaret, at han skulle til middag hos [K]. For Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at han skulle til [K]s brors forlovelsesfest. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at det ikke forekommer sandsynligt at [E], der var en kunde i butikken og ikke en ven, ville opbevare en bombe i ansøgerens butik, da han kunne risikere, at ansøgeren ville opdage bomben og anmelde ham til myndighederne. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgeren tidligere, da [E] opbevarede varer i ansøgerens butik, havde set i sækken, da [E] var der, så [E] måtte have vidst, at han kunne risikere, at ansøgeren også 3. gang kiggede i sækken og ville opdage bomben og anmelde det til myndighederne. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende omkring antallet af politiets henvendelser på ansøgerens bopæl. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren oplyst, at politiet havde været på ansøgerens bopæl 1 gang. I asylsamtalen [i efteråret] 2016 har ansøgeren oplyst, at politiet var på ansøgerens bopæl 2 gange. For Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at politiet var på hans bopæl lige efter, at de havde været i butikken, og dagen efter. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at det forekommer bemærkelsesværdigt, at politiet netop kom til ansøgerens butik lige dagen efter, at [E] havde placeret bomben i ansøgerens butik. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at det ikke forekommer troværdigt at ansøgeren, som den der passede butikken, ikke selv tog hen til butikken for at undersøge, hvad politiet ville. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at det ikke forekommer sandsynligt, at politiet skulle fortælle ansøgerens far, at der var en bombe i ansøgerens butik, og at de ville anholde ansøgeren, samt at politiet ikke foretog en tilbageholdelse af ansøgerens far og foretog en afhøring af ansøgerens far henset til, at faren ejede ejendommen, hvor butikken var. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at det forekommer påfaldende, at ansøgeren ikke henvendte sig til politiet for at forklare sig, ligesom det forekommer påfaldende, at ansøgeren skulle udrejse af Afghanistan på baggrund af en grundløs beskyldning. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2018/133/CMA
Nævnet stadfæstede i marts 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunnimuslim fra Baraki Barak i Logar, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter sin fætter, [L], og hans gruppe fra Taliban. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han en dag blev opsøgt på sin bopæl af to personer fra Taliban, som fortalte, at de var kommet for at hente ansøgeren, fordi [L] ville se ham. Ansøgeren blev taget med til en koranskole, hvor han blandt andet blev undervist i koranen. Efter cirka en uges ophold på koranskolen, fik ansøgeren at vide, at han skulle udføre jihad. Da ansøgeren havde været på koranskolen i 14 dage, fik han lov til at besøge sin familie. Ansøgeren udrejste i den forbindelse af Afghanistan, idet han ikke ønskede at vende tilbage til koranskolen og ikke ønskede at udføre jihad. Herefter blev ansøgerens bopæl igen opsøgt af folk fra koranskolen, som ville hente ansøgeren. Ansøgerens mor fortalte dem, at ansøgeren ikke var hjemme, hvorefter de forlod bopælen. Herefter kontaktede [L] ansøgerens mor telefonisk. Han spurgte efter ansøgeren og sagde, at han ville finde ansøgeren. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at han frygter de afghanske myndigheder. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans bopæl blev opsøgt af politiet et par gange, henholdsvis da han var på koranskole, og efter han var udrejst af Afghanistan. Politiet sagde til ansøgerens mor, at de havde modtaget en anmeldelse om, at ansøgeren havde tilsluttet sig Taliban, og derudover ransagede de bopælen, hvorefter de forlod bopælen. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgeren på centrale punkter har forklaret divergerende, ligesom væsentlige dele af ansøgerens forklaring ikke fremstår sandsynlig, og forekommer konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende omkring, hvornår han på koranskolen fik at vide, at de skulle udføre Jihad. I oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren oplyst, at det var dagen efter hans ankomst til skolen. I asylsamtalen har ansøgeren oplyst, at det først var en uge efter hans ankomst til skolen og for Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at det var tre-fire dage efter hans ankomst til skolen. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende omkring, hvor længe ansøgeren skulle være på skolen, før han skulle sendes videre til Pakistan, og om han skulle have militærtræning. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren oplyst, at han først skulle være på skolen i 1½ år, hvorefter han skulle til Pakistan og modtage militærtræning. For Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at han skulle til Pakistan efter 6 måneder, og at han ikke havde hørt om, at han skulle modtage militærtræning. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende omkring en video fra Kabul, der blev fremvist på skolen. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren oplyst, at de blandt andet fik forevist en film fra Kabul, hvor der var sket en eksplosion, og at der var blevet dræbt mere end 400 personer og mere end 300 var såret. For Flygtningenævnet har ansøgeren først forklaret, at han ikke vidste det, hvorefter han forklarede, at det fremgik af den pågældende film, at der var mere end 10 døde. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvor mange gange folkene fra Taliban har opsøgt hans hjem, efter at ansøgeren var flygtet. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren oplyst, at folkene fra Taliban er kommet to gange for at hente ham tilbage til koranskolen. Til asylsamtalen [i efteråret] 2016 har ansøgeren oplyst, at folkene kun kom en gang for at hente ham tilbage til koranskolen, og at de ikke kom igen. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvor mange gange politiet opsøgte hans bopæl efter ansøgeren flugt. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren oplyst, at politiet havde opsøgt hans bopæl 3 gange, mens han var på skolen. Til asylsamtalen [i efteråret] 2016 forklarede ansøgeren, at politiet opsøgte hans bopæl 2-3 gange i alt. Til asylsamtalen [i vinteren] 2017 forklarede ansøgeren, at politiet opsøgte hans bopæl 2 gange, herunder én gang da ansøgeren var på koranskolen og én gang efter hans udrejse. For Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at politiet opsøgte hans bopæl 2 gange, mens han var på koranskolen og én gang efter hans udrejse. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om indholdet af telefonsamtalen mellem hans mor og [L]. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren oplyst, at [L] ringede til ansøgerens mor, efter at ansøgeren var flygtet og sagde, at han selv ville finde ansøgeren. Til asylsamtalen [i efteråret] 2016 har ansøgeren oplyst, at [L] ringede til ansøgerens mor, efter at ansøgeren var flygtet og sagde, at han selv ville finde ansøgeren og straffe ham. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at det ikke forekommer sandsynligt, at [L] skulle være særlig interesseret i, at netop ansøger skulle på Talibans koranskole, når han selv har flere sønner og brødre med børn, og ansøgeren aldrig selv har talt med [L]. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at det forekommer påfaldende, at ansøgerens mor var tryg ved at ansøgeren kørte med dem, der hentede ansøgeren til koranskolen, da de henviste til ansøgerens fætter, [L], jf. samtalen [i vinteren] 2017, henset til det oplyste om, at han skulle være en fremtrædende Talibanleder, og det oplyste om, at ansøgerens far havde været oberst i hæren, og at ansøgeren selv havde planer om, at gøre som sin far og tjene landet. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at det forekommer mindre sandsynligt, at [L] skulle være kommandant i Talibandistriktet Baraki Barak, da Taliban overtog magten i Afghanistan, og derefter blev kommandant i hele Loghar regionen, jf. oplysnings- og motivsamtalen, henset til, ansøgerens oplysninger om, at [L]s mor, som var ansøgerens moster, kun var 5-6 år ældre end ansøgerens mor. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at det forekommer bemærkelsesværdigt, at ansøgeren har oplyst i asylsamtalen [i efteråret] 2016, at de fleste børn i landsbyen blev afhentet til koranskolen, samtidig med at ansøgeren i samtalen [i vinteren] 2017 har forklaret, at der ikke var nogen fra hans egen landsby, der blev hentet til koranskolen, og at han ikke kendte nogen af de andre unge på skolen. Under asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at de andre børn på koranskolen kom fra nærliggende landsbyer. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at det fremstår bemærkelsesværdigt, at de afghanske myndigheder skulle have kendskab til, at ansøgeren havde været væk 14-15 dage fra landsbyen, og at de havde kendskab til, at han opholdt sig på en koranskole. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at det forekommer bemærkelsesværdigt, at ansøgeren skulle have haft problemer på grund af koranskolen, henset til ansøgerens oplysninger om, at de fleste børn i landsbyen kom til koranskolen, jf. asylsamtalen [i efteråret] 2016. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren fortsat har kontakt til sin mor, og ikke har hørt, at hans mor eller familie skulle være opsøgt af Taliban eller myndighederne efter ansøgerens udrejse. Flygtningenævnet således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2018/132/CMA
Nævnet stadfæstede i marts 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en afghansk statsbor-ger. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim af trosretning fra Sangmarsha, Ghazni-provinsen, Af-ghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisati-oner eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilba-gevenden til Afghanistan frygter Taliban, fordi ansøgerens far købte våben og ammunition, som han videregav til hazara folk i Ghaguri. Herudover har ansøgeren henvist til, at han frygter at blive dræbt af Taliban og myndighederne i Afghanistan, fordi han har deltaget i krigen i Syrien. Til støtte for asylmotivet har ansøgeren oplyst, at hans far gav våben og ammunition til hazara folk i Ghaguri, så de kunne forsvare sig mod Taliban. Ansøgeren og hans familie udrejste til Pakistan, da ansøgeren var syv år gammel. Ansøgerens bopæl havde forinden udrejsen til Pakistan været angrebet af Taliban. Ansøgeren opholdt sig derefter ti år i Pakistan og fire år i Iran. I Iran blev ansøgeren af de iranske myndigheder sendt til Syrien for at deltage i krigen. Ansøgeren opholdt sig i Syrien i om-kring treenhalv måneder, hvor han arbejde som chauffør, vagt og deltog i krigen. Efter treenhalv måneder i Syrien blev ansøgeren sendt tilbage til Iran. Både i Syrien og Iran fik ansøgeren adskillige telefonopkald, hvor han blev truet af ukendte personer. I Iran opholdt ansøgeren sig i byen Varamin i en måned, hvorefter han påbegyndte sin rejse til Danmark. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren i Iran har været rekrutteret til at deltage i krigen i Syrien. Nævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om deltagelse i et slag til grund. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren på væsentlige punker har forklaret divergerende herom. Nævnet lægger videre til grund, at ansøgeren er blevet transporteret tilbage til Iran, hvor han forlod tjenesten. Nævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren personligt er blevet truet af [M]. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøge-ren har forklaret divergerende herom, og at det forekommer mindre sandsynligt, at [M] skulle have truet ansøgeren personligt. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer forfølgelse eller overgreb fra myndighederne eller Taliban, som følge af sin deltagelse i krigen i Syrien. Nævnet bemærker herved, at det ikke er sand-synliggjort, at [M] har vilje til at forfølge ansøgeren i Afghanistan. Flygtningenævnet finder endvi-dere ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at Taliban vil forfølge ham, som følge af ansøgerens fars forhold. Nævnet bemærker herved, at disse forhold ligger langt tilbage i tid. Ansøgeren opfyldet således ikke betingelserne i udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlæn-dingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2018/131/tbp
Nævnet stadfæstede i marts 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en afghansk statsbor-ger. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim af trosretning fra Saidabad, Helmand-provinsen, Af-ghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisati-oner eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilba-gevenden til Afghanistan frygter Taliban og familien til et afdødt medlem af Taliban. Til støtte for asylmotivet, har ansøgeren oplyst, at Taliban gav ansøgerens farbror skylden for, at et medlem af Taliban blev dræbt under et angreb på ansøgerens bopæl omkring seks år før ansøgeren udrejse af Afghanistan, d.v.s i 2009. Ansøgerens farbror var tilbageholdt af Taliban i omkring 45 dage. Heref-ter lykkedes det ansøgerens farbror at flygte fra Taliban, hvor han opholdt sig på sin bopæl i om-kring et år. Herefter blev ansøgerens farbror kidnappet af røvere på vej til Nimrouz. Røverne for-søgte at afpresse familien for penge, som de ikke kunne betale. Fire dage efter ringede røverne og oplyste, at de havde slået ansøgerens farbror ihjel. Ansøgeren har ikke set sin farbror siden. Endvi-dere har ansøgeren i 2010/2011 deltaget i en film om forholdene i landsbyen. Som følge heraf har alle beskyldt ansøgeren for at være spion. Filmen fik præmiere i 2013 og der har siden ligget en trailer af filmen på Youtube. Filmen blev sendt over BBC- World i 2016. Ansøgeren frygter også af denne grund Taliban. Ansøgeren var i 2013 – første halvår 2014 under militærtjeneste i grænsepoli-tiet. Endvidere har ansøgeren oplyst, at hans far var ansat ved politiet i hjemområdet. Omkring to måneder inden ansøgeren udrejste af Afghanistan, opstod der kamphandlinger mellem lokalpolitiet og Taliban. Ansøgerens far var leder af en kontrolpost og havde ni mand under sig i lokalpolitiet. Under kamphandlingerne blev tre mænd dræbt, og to mænd forsvandt, heriblandt ansøgerens far. Ansøgeren har ikke hørt fra eller set sin far siden. Omkring tre til fire dage inden ansøgeren udrejste af Afghanistan, fortalte landsbylederen [QA] ansøgeren, ansøgerens mor og ansøgerens fætters mor, at Taliban vil slå ansøgeren og hans fætter, [S], ihjel. Herefter besluttede ansøgeren og hans fætter at flygte fra Afghanistan. Ansøgeren har endvidere oplyst, at han i Danmark har fået kend-skab til, at hans fætter, [A], er blevet slået ihjel af Taliban, da han vendte tilbage til landsbyen for at hente nogle ting. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren har noget udestående med Taliban som følge af, at [MY] i 2009 blev beskyldt for at have dræbt et taliban-medlem. Næv-net lægger herved, uanset de fremlagte erklæringer, navnlig vægt på, at [MY] efter forklaringen opholdt sig på bopælen i et år, uden at Taliban truede eller opsøgte ham. Nævnet bemærker i den forbindelse, at nævnet efter de foreliggende oplysninger, herunder baggrundsoplysninger om for-holdene i Helmand-provinsen, ikke kan lægge til grund, at myndighederne har haft en sådan fast kontrol med Saidabad, at Taliban ikke har haft mulighed for at true eller opsøge familien, hvis de havde ønsket at gøre dette. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge til grund, at ansøgeren har no-get udstående med Taliban som følge af, at han i 2010/2011 har deltaget i optagelsen af en doku-mentarfilm om forholdene i landsbyen. Nævnet lægger herved navnlig vægt på, at ansøgeren ikke har modtaget trusler eller været udsat for overgreb fra Talibans side i denne anledning i de fem år, der gik inden udrejsen. Nævnet bemærker i denne forbindelse, at ansøgeren har forklaret, at ”alle” kaldte ham spion, men at det i erklæringen fra [QA] fremgår, at Taliban beskyldte ham for at være spion. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge til grund, at ansøgeren har noget udstående med Taliban som følge af, at han har været i grænsepolitiet. Nævnet lægger herved navnlig vægt på, at ansøgeren stoppede sit arbejde for grænsepolitiet, som følge af at Taliban generelt havde truet per-soner i grænsepolitiet, og at ansøgeren ikke er blevet truet eller opsøgt som følge heraf i de omkring halvandet år, der gik inden udrejsen. Flygtningenævnet kan endvidere ikke lægge til grund, at ansø-geren risikerer forfølgelse fra Taliban som følge af, at hans far har været i lokalpolitiet. Nævnet lægger herved navnlig vægt på, at ansøgeren ikke inden udrejsen har været opsøgt eller truet af Taliban af denne grund. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund at [QA] har advaret ansøgeren og hans fætter, [S], om, at Taliban efterstræber dem. Nævnet lægger herved navnlig vægt på, at an-søgeren og [S] har forklaret divergerende om tidspunktet for advarslen, og at det forekommer min-dre sandsynligt, at [QA] først seks år efter opsøgte ansøgerens bopæl, og at det ligeledes forekom-mer mindre sandsynligt, at [QA] opsøgte bopælen for at tale med ansøgerens mor og [S´s] mor her-om, selvom ansøgeren må anses som det ældste mandlige familiemedlem. Nævnet anser det endvi-dere for mindre sandsynligt, at en eventuel sådan trussel skulle være rettet mod [S], der er den næstældste søn af [MY], i stedet for [A], der var ældste søn. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at ansøgeren, selvom han har forklaret om forhold, som isoleret set må vurderes som risikofaktorer, ikke er i reel risiko for overgreb fra Taliban som følge heraf. Nævnet lægger herved som anført ovenfor afgørende vægt på, at ansøgeren faktisk aldrig har været udsat for trusler eller overgreb fra Taliban på trods af, at han har opholdt sig på bopælen i en årrække, og at nævnet må lægge til grund, at Taliban havde mulighed for at ”nå ham”, hvis de havde ønsket dette. Flygt-ningenævnet finder endvidere ikke, at ansøgeren forhold er ændret sådan, at ansøgeren risikere for-følgelse eller overgreb af Taliban ved en tilbagevenden til Afghanistan. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren opfylder betingelserne i udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stad-fæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2018/(130)/TBP
Nævnet meddelte i maj 2018 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte ”Ansøgeren er etnisk hazara fra Malayer, Iran. Ansøgeren har under sagens behandling oplyst, at hun under sit ophold i Schweiz er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter de personer, som har chikaneret hende. Ansøgeren har til støtte for asylmotivet forklaret, at hun arbejdede for et kulturcenter ved navn [A]. Ansøgerens arbejdsopgaver bestod i at opføre teater, spille skuespil og redigere film. Kulturcenteret afholdt også workshops for børn og voksne. På et tidspunkt var der tre kristne personer fra USA, som holdt en ti-dages workshop. De lokale blev fornærmede over workshoppen, da de mente, at det var en synd, at kvinder var danserinder. Ansøgeren og de andre deltagende i workshoppen begyndte derfor at modtage trusler, ligesom folk råbte efter ansøgeren på gaden. Ansøgeren er desuden blevet overhældt med et glas vand. Da ansøgeren blev overhældt med vandet, råbte personen, der gjorde det, at det ”næste gang ville være noget andet” han hældte over hende. Ansøgeren har også modtaget telefonopkald, hvor der blev spurgt, om hun havde et dødsønske, siden hun ikke var stoppet i kulturcenteret. To af workshoppens deltagere, [B] og [C], blev stukket ned på grund af deres arbejde i centeret. Efter knivstikkerierne valgte ansøgeren at stoppe i kulturcenteret. Ansøgeren blev dog ved med at blive chikaneret. Ansøgerens far er også blevet overfaldet to gange af ukendte personer. Ansøgeren har videre som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter det islamiske samfund, da hun er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte for dette asylmotiv forklaret, at hun var shiamuslim før sin konversion. Ansøgeren konverterede under sit ophold i Schweiz. Ansøgeren konverterede, da der i Schweiz kom der nogle personer fra USA i forbindelse med en workshop. De fortalte om kristendommen. Ansøgeren begyndte derfor at læse om religion og at sammenligne kristendommen med islam. Ansøgeren blev døbt i Schweiz. Efter ansøgerens ankomst til Danmark, er hun blevet tilknyttet en kirke. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring til grund. I relation til det oprindelige asylmotiv betragter nævnet dette som en privatretlig konflikt. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at dette vil kunne give hende problemer ved en tilbagevenden til Afghanistan, idet det alene beror på ansøgerens formodning, at disse hændelser entydigt kan sættes i forbindelse med hendes aktiviteter hos [A]. For så vidt angår konversion, bemærker Flygtningenævnet, at det kan lægges til grund, at ansøgeren fattede interesse for kristendommen og blev døbt i Schweiz, før hun ankom til Danmark. Flygtningenævnet lægger yderligere til grund, at ansøgeren har deltaget aktivt i kristne sammenhænge efter sin ankomst i Danmark, og at hun under nævnsmødet, har udvist stort kendskab til centrale dele af kristendommen, samt at hun under nævnsmødet på en overbevisende måde har sandsynliggjort, at hun reelt er konverteret til kristendommen, og at hun i givet fald i Afghanistan vil fortsætte med at leve et aktivt kristent liv. Nævnet finder herefter, at der er en reel risiko for, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse på grund af sin tro. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” afgh/2018/130/JHB.
Nævnet stadfæstede i januar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er afghansk statsborger, etnisk hazara og shia muslim fra [en landsby], Helmand, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive dræbt af en kommandant, der tidligere har dræbt ansøgerens far og bror. Ansøgeren har yderligere henvist til, at han frygter de generelle forhold i Afghanistan. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter at blive dræbt på grund af sit etniske tilhørsforhold. Ansøgeren har videre oplyst, at hans far for fem til seks år siden arbejdede for en kommandant, [T], der dyrkede opium, og at denne kommandant skyldte ansøgerens far penge. På baggrund heraf dræbte ansøgerens far en af kommandantens sønner og udsatte kommandantens ægtefælle for seksuelt overgreb. Samme aften blev ansøgerens familie opsøgt af kommandanten, der tog ansøgeren og ansøgerens mor med til sin bopæl, hvor de var vidne til, at kommandanten dræbte ansøgerens far og bror. Mens kommandanten efterfølgende spiste aftensmad, befriede ansøgerens morbror ansøgeren og ansøgerens mor og tog dem med til Pakistan. Den 3. november 2015 blev ansøgeren opsøgt af en af kommandantens sønner i Pakistan, hvorefter ansøgeren udrejste af landet. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet er således enige med Udlændingestyrelsen i, at forklaringen fremstår usandsynlig og konstrueret til lejligheden. Udover det af Udlændingestyrelsen i afgørelsen af [foråret] 2017 anførte, bemærker Flygtningenævnet, at det forekommer usandsynligt, at ansøgeren og dennes mor blev bragt til et hus af ansøgerens morbror, og at kommandanten efterfølgende var i stand til, at finde dem der. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at ansøgeren ved oplysnings- og motivsamtalen af [sommeren] 2016, blev spurgt hvordan morbroren uden videre kunne befri ham og hans mor. Ansøgeren blev da spurgt, om han var bundet, hvilket han besvarede benægtende. Ved afhøringen i Flygtningenævnet dags dato, har ansøgeren imidlertid oplyst, at han og hans mor var bundet på hænder og fødder. Flygtningenævnet bemærker, at det må antages, at ansøgeren utvivlsomt ville have kunnet huske, om han havde været bundet eller ej. Endvidere finder Flygtningenævnet det i særlig grad usandsynligt, at kommandantens søn fem år efter episode, som gav anledning til ansøgerens flugt til Pakistan, skulle kunne finde ansøgeren blandt adskillige hundrede tusinde flygtninge i Pakistan, og at ansøgeren uden videre skulle kunne genkende kommandantens søn. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2018/13/MME
Nævnet stadfæstede i marts 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en afghansk statsbor-ger. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim af trosretning fra Saidabad, Helmand-provinsen, Af-ghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisati-oner eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til [S´s] forhold, og at han ved en tilbagevenden til Afghanistan af samme grunde frygter at blive dræbt af Taliban. Flygt-ningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren har noget udestående med Taliban som følge af, at [MY] i 2009 blev beskyldt for at have dræbt et taliban-medlem. Nævnet lægger herved, uanset de fremlagte erklæringer, navnlig vægt på, at [MY] efter forklaringen opholdt sig på bopælen i et år, uden at Taliban truede eller opsøgte ham. Nævnet bemærker i den forbindelse, at nævnet efter de foreliggende oplysninger, herunder baggrundsoplysninger om forholdene i Helmand-provinsen, ikke kan lægge til grund, at myndighederne har haft en sådan fast kontrol med Saidabad, at Taliban ikke har haft mulighed for at true eller opsøge familien, hvis de havde ønsket at gøre dette. Flygt-ningenævnet kan endvidere ikke lægge til grund, at ansøgeren risikerer forfølgelse fra Taliban som følge af, at [S´s] far har været i lokalpolitiet. Nævnet lægger herved navnlig vægt på, at ansøgeren ikke inden udrejsen har været opsøgt eller truet af Taliban af denne grund. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund at [QA] har advaret ansøgeren og hans fætter, [S], om, at Taliban efterstræber dem. Nævnet lægger herved navnlig vægt på, at ansøgeren og [S] har forklaret divergerende om tidspunktet for advarslen, og at det forekommer mindre sandsynligt, at [QA] først seks år efter op-søgte ansøgerens bopæl, og at det ligeledes forekommer mindre sandsynligt, at [QA] opsøgte bopæ-len for at tale med ansøgerens mor og [S´s] mor herom, selvom [S] må anses som det ældste mand-lige familiemedlem. Nævnet anser det endvidere for mindre sandsynligt, at en eventuel sådan trussel skulle være rettet mod ansøgeren, der er den næstældste søn af [MY], i stedet for [A], der var ældste søn. Flygtningenævnet finder ikke, at der kan antages at være nogen afledet risiko for ansø-geren som følge af, at [S] har deltaget i optagelsen af en film, eller at han har været i grænsepolitiet. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at ansøgeren, selvom han har forklaret om forhold, som isoleret set må vurderes som risikofaktorer, ikke er i reel risiko for overgreb fra Taliban som følge heraf. Nævnet lægger herved som anført ovenfor afgørende vægt på, at ansøge-ren faktisk aldrig har været udsat for trusler eller overgreb fra Taliban på trods af, at han har opholdt sig på bopælen i en årrække, og at nævnet må lægge til grund, at Taliban havde mulighed for at ”nå ham”, hvis de havde ønsket dette. Flygtningenævnet finder endvidere ikke, at ansøgeren forhold er ændret sådan, at ansøgeren risikere forfølgelse eller overgreb af Taliban ved en tilbagevenden til Afghanistan. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren opfylder betingelserne i udlændin-gelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”Afgh/2018/ 129/TBP
Nævnet stadfæstede i marts 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsbor-ger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashto og sunni-muslim fra landsbyen […],[…] distriktet, Nangahar provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller or-ganisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter Daesh, idet han er blevet beskyldt for at have slået fire per-soner fra Daesh ihjel. Ansøgeren frygter endvidere myndighederne, idet han er blevet beskyldt for at stå bag sprængningen af en kommandants bil. Ansøgeren har til støtte herfor forklaret, at han i omkring fire år gjorde tjeneste i det afghanske militær på en militærbase i Kabul. Ansøgeren meldte sig frivilligt som 18-årig og blev efter tre år forfremmet til sergent. På et tidspunkt ringede ansøge-rens far til ansøgeren, mens ansøgeren sad sammen med en kommandant og en person fra efterret-ningstjenesten på kommandantens kontor. Ansøgerens far oplyste, at Daesh havde angrebet ansøge-rens landsby, og at fire personer fra Daesh i den forbindelse havde henvendt sig til ansøgerens fami-lie, hvor de havde spurgt efter ansøgeren. Personerne fra Daesh oplyste, at de havde en liste over personer, som arbejdede i militæret, og fortalte ved samme lejlighed ansøgerens far, at ansøgeren havde tre dage til enten at henvende sig til Daesh eller indvillige i at hjælpe dem med at komme ind på militærbasen. Kommandanten og personen fra efterretningstjenesten overhørte samtalen, og per-sonen fra efterretningstjenesten beskyldte efterfølgende ansøgeren for at have forbindelser til Daesh, hvilket kommandanten afviste med henvisning til, at ansøgeren var en god soldat. Tre dage senere fik ansøgeren et opkald fra sin mor, der oplyste, at fire personer fra Daesh havde dræbt ansø-gerens far og bror. Ansøgeren kontaktede efterfølgende kommandanten for at bede om fri til at kun-ne deltage i farens og brorens begravelse, hvilket kommandanten afviste med henvisning til, at an-søgeren havde en opgave den følgende dag i Kandahar. Kommandanten oplyste endvidere, at ansø-geren ville blive betragtet som værende i ledtog med Daesh, såfremt han forlod militæret for at del-tage i begravelserne. På trods heraf rejste ansøgeren til sin landsby for at deltage i begravelsescere-monierne. Efter ceremonierne gik ansøgeren og de øvrige deltagere til ansøgerens families bopæl. På et tidspunkt kunne man høre skud. Ansøgeren så ikke, hvem der affyrede skuddene, men lands-bybeboerne fortalte, at det var ansøgerens fars og brors drabsmænd, der angreb. Ansøgeren løb her-efter hjem til sin søster, hvor ansøgerens svoger fortalte, at de fire personer fra Daesh, der havde slået ansøgerens far og bror ihjel, selv var blevet skudt, og at der gik rygter om, at ansøgeren stod bag drabene. Ansøgeren ønskede derefter at vende tilbage til militæret for at søge beskyttelse mod Daesh, men blev ringet op af ven fra militæret, der oplyste, at kommandantens bil var blevet sprængt i luften, og at flere personer var blevet såret, herunder kommandanten. Vennen oplyste endvidere, at kommandanten mistænkte ansøgeren for at stå bag attentatet, hvorfor ansøgeren ikke kunne vende tilbage til militæret. Få dage efter udrejste ansøgeren af Afghanistan. Flygtningenæv-net kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet væsentlige dele af ansøge-rens forklaring ikke fremstår sandsynlig og fremstår konstrueret til lejligheden. Flertallet af Flygt-ningenævnet finder, at ansøgerens forklaring omkring hans arbejde i militæret forekommer konstru-eret og usammenhængende. Flertallet af Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgerens forkla-ring om hans tid i militæret ikke hænger sammen tidsmæssigt. Ansøgeren har forklaret, at han var 18 år, da han startede i militæret, det vil sige i år 2008, og at han var i militæret i 4 år. Ansøgeren har samtidig forklaret, at han fik kørekort i militæret i 2014, og at han var i militæret frem til kort tid før hans udrejste i 2015, efter at hans far og bror blev dræbt på grund af ansøgerens arbejde i militæret. Flertallet af Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om, at han efter træningstiden i militæret blandt andet arbejdede som chauffør i militæret, hvor han kørte militærambulancer, ikke forekommer troværdig, henset til at han først fik kørekort i militæret i 2014, jf. det fremlagte kørekort. Flertallet af Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om, at han ikke fik kørekort på et tidligere tidspunkt end i 2014, fordi han havde svært ved at lære at køre, og at han kørte militærambulancer, selvom han ikke havde kørekort, da er der her var automatgear, ikke forekommer troværdig. Flertallet af Flygtningenævnet finder videre, at ansøgerens forklaring om, at han efter 3 år som menig soldat blev forfremmet til sergent, ikke forekommer sandsynlig henset til, at han var analfabet, og ikke kunne læse, skrive, læse kort mv. Uanset om ansøgerens forklaring om, at han har arbejdet for militæret måtte lægges til grund, finder det samlede Flygtningenævn imidlertid, at ansøgerens forklaring om hans konflikt med ISIL og kommandanten fra militæret fremstår usandsynlig, utroværdig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det ikke forekommer sandsynligt, at ansøgeren skulle have talt i telefon med sin far, der angiveligt ringede til ansøgeren om ISIL’s henvendelse til faren, i overværelse af kommandanten, der var ansøgerens overordnede, og en mand fra efterret-ningstjenesten. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om, at man-den fra efterretningstjenesten, efter at have overhørt ansøgerens telefonsamtale med sin far, skulle have fortalt ansøgeren, at ansøgeren var i ledtog med ISIL, og at kommandanten havde afvist dette, medens ansøgeren var til stede, ikke forekommer sandsynlig. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgeren har forklaret divergerende omkring, hvornår ISIL henvendte sig på ansø-gerens families bopæl. Ansøgeren har til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at ISIL opsøgte hans far og spurgte efter ansøgeren en søndag morgen, og at ansøgerens far straks ringede til ansø-geren og fortalte, hvad der var sket. Ansøgeren har for Flygtningenævnet forklaret, at ISIL opsøgte hans far og spurgte efter ansøgeren sent på eftermiddagen, hvorefter faren ringede til ansøge-ren. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om attentatet på kom-mandantens bil og beskyldningen om, at ansøgeren stod bag, fremstår usandsynlig, utroværdig og konstrueret til lejligheden henset til, at ansøgeren dagen før at det angivelige attentat fandt sted, var taget hjem fra sit arbejde i militæret til farens og brorens begravelse, at ansøgeren havde et tæt for-hold til kommandanten, jf. asylsamtalen, og at kommandanten var på vej mod Kandahar, da det angivelige attentat fandt sted. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at det forekommer påfaldende, at ansøgeren var til stede ved den angivelige begravelse af sin far og bror, der ifølge ansøgeren var dræbt af ISIL på grund af ansøgerens arbejde i militæret, henset til den store fare, der kunne være forbundet hermed for ansøgeren, da ISIL ifølge ansøgeren var ude efter ham. Flygtnin-genævnet finder det endvidere påfaldende, at ansøgeren på vej til begravelsen havde afleveret sine militærpapirer til en ven, der skulle opbevare hans militærpapirer, henset til at det først var efter begravelsen, at ansøgeren fik oplysning om attentatforsøget mod kommandanten og om, at han selv var mistænkt som gerningsmand i den forbindelse. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at det forekommer påfaldende, at kommandanten, som ansøgeren havde et tæt forhold til, skulle havde nægtet ansøgeren at tage til ansøgerens fars og brors begravelse. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om, at de fire personer fra ISIL, som ifølge ansøgeren havde dræbt ansøgerens far og bror, blev dræbt ved begravelsesceremonien, og at ansøgeren bliver be-skyldt for at stå bag, fremstår usandsynlig, utroværdig og konstrueret til lejligheden. Flygtninge-nævnet har herunder lagt vægt på, at det forekommer usandsynligt, at det var specifikt de 4 personer fra ISIL, som angiveligt havde dræbt ansøgers far og bror, der blev dræbt ved angrebet under begravelsesceremonien. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2018/128/HHU
Nævnet stadfæstede i marts 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shiamuslim fra […], Ghazni provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter de personer, som har bortført hans far. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hans far arbejdede som læge i Ghazni-provinsen. Ansøgeren ved ikke nærmere noget om, hvilket hospital hans far arbejdede på, eller hvor hospitalet præcis lå. Ansøgerens storebror arbejdede på samme hospital som faren. En dag ringede ansøgerens mor til ansøgerens storebror. Både faren og storebroren var på arbejde på hospitalet. Storebroren oplyste ikke noget om, hvad der var sket med ansøgerens far. Efter et stykke tid ringede ansøgerens mor igen til ansøgerens storebror og fik fortalt, at ansøgerens far var blevet taget af Taliban. Storebroren ringede igen et stykke tid efter og sagde, at han havde modtaget et brev, hvor der stod, at de var efter hele familien. Brevet var måske fra Taliban. Efter et stykke tid kom storebroren hjem. Han talte med ansøgerens mor, og de besluttede sig for at udrejse. Storebroren solgte familiens bil og motorcykel. Ansøgeren udrejse af Afghanistan med sin mor og søskende. De blev væk fra hinanden på grænsen mellem Iran og Tyrkiet. Ansøgeren har ikke efterfølgende haft kontakt til sin mor og søskende, og han ved heller ikke, hvor de er. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren efter sin fremtræden for nævnet har den tilstrækkelige modenhed til at gennemgå en asylbehandling og i den forbindelse svare relevant på de spørgsmål, der stilles til baggrunden for hans ansøgning. Flygtningenævnet lægger i det væsentlige ansøgerens forklaring om baggrunden for sin udrejse af Afghanistan til grund. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at der består en sådan konkret og individuel konflikt af en sådan intensitet, at ansøgeren har sandsynliggjort et behov for international beskyttelse efter udlændingelovens § 7. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren alene har kunnet redegøre overordnet for karakteren af familiens konflikt med personer angiveligt fra Taliban. Der er desuden ikke grundlag for at antage, at ansøgeren skulle være personligt efterstræbt af de pågældende. I den forbindelse har nævnet navnlig lagt vægt på, at ansøgeren aldrig er blevet opsøgt eller kontaktet af de pågældende, ligesom der ikke foreligger en rimelig begrundelse for, hvorfor de pågældende skulle være interesseret i netop ansøgeren. Selv når der tages hensyn til ansøgerens unge alder ved såvel udrejsen af Afghanistan som ved myndighedsbehandlingen i Danmark, herunder i forbindelse med sagens behandling i nævnet, har ansøgeren således ikke sandsynliggjort, at han har behov for international beskyttelse som nævnt i udlændingelovens § 7. Der er efter de foreliggende baggrundsoplysninger om de generelle forhold i Afghanistan, herunder den sikkerhedsmæssige situation i landet, heller ikke grundlag for at fastslå, at der foreligger en sådan særlig alvorlig situation præget af vilkårlig voldsudøvelse og overgreb på civile, at der som påberåbt er grundlag for at meddele opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Der kan i den forbindelse endvidere og fortsat henvises til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 5. juli 2016 i sagen A.M. mod Nederlandene og dom af 12. januar 2016 i sagen H. og B. mod Det Forenede Kongerige. De baggrundsoplysninger, herunder navnlig Landinfos temarapport ”Afghanistan: Sikkerhetssituajonen i den sørøstlige regionen”, den 27. november 2017, som der er henvist til over for nævnet, kan ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2018/127/HHU
Nævnet stadfæstede i marts 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shiamuslim fra landsbyen […], Maidan Wardak provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter kommandant [A]. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at han ikke vil have noget familie at vende tilbage til, og at han vil være alene i Afghanistan. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han blev kontaktet af kommandant [A]. Dette skete omkring en måned inden ansøgerens udrejse af Afghanistan. Han tilbød ansøgeren arbejde, hvor ansøgeren kunne lære at spille musik på et hotel, som han havde i byen Tashqorghan. Samtidig kunne ansøgerens mor og søstre bo i et hus, som han ejede. Ansøgerens familie accepterede tilbuddet og flyttede til [en anden by]. Ansøgeren begyndte at arbejde på hotellet i kælderen. I kælderen var der andre drenge. Ansøgeren skulle servere the og juice for dem. Af og til spillede ansøgeren også musik og dansede med drengene. På et tidspunkt fik kommandant [A] besøg af nogle venner i kælderen. En af mændene tog ansøgeren ind i et rum, hvor han bad ansøgeren om at tage tøjet af. Ansøgeren nægtede, hvorefter manden slog ansøgerens hoved ind i væggen. Ansøgeren blev bevidstløs. Da ansøgeren vågnede, havde han ikke nogen t-shirt på, og han havde mærker efter håndaftryk på sine arme. [A] undskyldte for episoden og sagde, at han havde forhindret sin ven i at gøre ansøgeren fortræd. Ansøgeren, kommandant [A] og en dreng ved navn [B] tog derefter til et bryllup i Kandahar. På turen fortalte [B] ansøgeren, at han havde tænkt sig at flygte, og at dette også var ansøgerens chance for at flygte. Da de nåede til hotellet lagde de sig til at sove. Da alle var faldet i søvn flygtede ansøgeren og [B]. Ansøgeren ringede til sin familie og sagde, at de skulle flygte fra den bopæl, som de boede til leje i hos [A]. Ansøgeren udrejste herefter af Afghanistan med [B]. Ansøgeren mistede kontakten med [B] på rejsen mellem Tyrkiet og Grækenland. Flygtningenævnet lægger på samme måde som Udlændingestyrelsen ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund, uanset at ansøgerens forklaring dog for nævnet har fremstået mindre sikker end de tidligere afgivne forklaringer synes at angive. Flygtningenævnet finder, at det på baggrund af ansøgerens forklaring må anses for sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til sit hjemområde i Afghanistan kan risikere overgreb eller forfølgelse som nævnt i udlændingelovens § 7 i form af repressalier fra kommandant [A]. Nævnet finder imidlertid, at en sådan hindring for tilbagevenden ikke kan omfatte hele Afghanistan. Det er således efter de foreliggende oplysninger om kommandantens status og ansøgerens tilknytning til kommandanten sammenholdt med den hengåede tid ikke sandsynliggjort, at kommandanten skulle have hverken evne eller vilje til at finde ansøgeren i hele Afghanistan. På denne baggrund, og idet ansøgeren ikke har oplyst om andre konflikter, herunder med de statslige myndigheder i Afghanistan, finder nævnet, at ansøgeren – som anført i udlændingestyrelsens afgørelse – kan henvises til at tage ophold i Herat eller Mazar-e-Sharif uden dér at risikere forfølgelse eller overgreb fra kommandant [A]. Det vil desuden være sikkert, lovligt og praktisk muligt for ansøgeren at rejse til Herat eller Mazar-e-Sharif, idet afghanske statsborgere må rejse og tage ophold i hele landet, jf. herved Lifos (Migrationsverket), Rättsligt ställningstagende angående säkerhetsläget i Afghanistan, den 27. juni 2016. Det vil endvidere være rimeligt, at henvise ansøgeren til at tage ophold i Herat eller Mazar-e-Sharif, da det ikke kan antages, at ansøgerens levevilkår i disse områder vil være af en sådan karakter, at ansøgerens basale humanitære rettigheder krænkes. Det er herunder indgået i vurderingen, at ansøgeren er en arbejdsduelig ung mand uden væsentlige helbredsmæssige problemer, der således vil have mulighed for at etablere sig på et efter afghanske forhold rimeligt niveau i Herat eller Mazar-e-Sharif som internt flugtalternativ. De generelle forhold i Afghanistan, herunder den sikkerhedsmæssige situation i landet, kan ikke føre til, at ansøgeren får opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 7, jf. herved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 5. juli 2016 i sagen A.M. mod Nederlandene og dom af 12. januar 2016 i sagen H. og B. mod Det Forenede Kongerige. Flygtningenævnet stadfæster herefter Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2018/126/HHU
Nævnet stadfæstede i marts 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shiamuslim fra landsbyen […], Maidan Wardak provinsen, […] distriktet, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter [A], idet [A] giver ansøgeren skylden for, at hans søn er død. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han i 2014 blev stoppet af Taliban, mens han kørte taxa. Ansøgeren kørte med tre passagerer. Ansøgeren blev slået bevidstløs af Taliban, da han forsøgte at flygte ud af bilen. Ansøgeren vågnede på et hospital, hvor han blev opsøgt af [A]. [A] var overhoved for byrådet i Maidan Wardak provinsen. En af passagerne i bilen, var [As] søn. Omkring 15 dage efter den første opsøgning blev ansøgeren på ny opsøgt på hospitalet af [A], der mistænkte ansøgeren for at have angivet hans søn til Taliban. Efterfølgende blev liget af [As] søn fundet. Ansøgeren deltog i begravelsen. [As] anden søn, [B], sagde til ansøgeren, at han var skyld i hans brors død, og at ansøgeren ikke ville slippe godt fra det. Ansøgerens svigerfar forsøgte efterfølgende at løse situationen med [A], men det var forgæves. Nogle måneder efter sprang en granat på ansøgerens bopæl. Den var plantet af [As] familie. Ansøgeren overnattede herefter hos sin svigerfar i nogle dage. Svigerfaren forsøgte endnu engang at løse situationen. Forsøget var igen forgæves. Svigerfaren rådede ansøgeren til at tage til Kabul, hvilket ansøgeren gjorde. Han opholdt sig i Kabul i seks måneder, hvor han ligeledes arbejdede. Ansøgeren hørte, at [As] familie havde spurgt efter ham i Kabul. Han tog derfor til Herat. Efter tre måneders ophold i Herat hørte ansøgeren, at [B] var kommet til Herat. Ansøgeren udrejste derefter af Afghanistan. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Nævnet har lagt vægt på, ansøgerens forklaring om de forhold, der danner grundlag for ansøgningen ikke fremstår overbevisende. Ved denne vurdering er det blandt andet indgået, at ansøgeren ikke har givet en plausibel forklaring på, hvorfor ansøgeren skulle have skyld i kidnapningen af [As] søn. Hertil kommer, at ansøgeren har forklaret divergerende om flere forhold af betydning for belysning af asylmotivet. Det drejer sig blandt andet og navnlig om episoden, hvor han så [A] anden gang. Under oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren således forklaret, at han så [A] anden gang, da han sammen med sin svigerfar opsøgte [A] for at vise støtte i forbindelse med kidnapningen, mens han til asylsamtalen har forklaret, at han så [A] anden gang, da [A] opsøgte ham på hospitalet. I nævnet har ansøgeren forklaret, at han mødte [A] anden gang ved sønnens begravelse. Det er en så væsentlig divergens, at denne ikke kan forklares med de påberåbte tolkeproblemer og den omstændighed, at ansøgeren er analfabet. Hertil kommer, at det i øvrigt alene beror på ansøgerens egen formodning, at det var [As] familie, der placerede en granat på ansøgerens bopæl flere måneder efter, at ansøgerens svigerfar forsøgte at mægle i konflikten. Det beror desuden efter ansøgerens forklaring i nævnet udelukkende på ansøgerens og dennes svogers formodning, at [B] var i Herat for at lede efter ansøgeren. Oplysningerne fra ansøgerens lægejournaler, herunder om fund af granatsplint i foden, kan heroverfor ikke føre til en anden vurdering af sagen. De generelle forhold i Afghanistan, herunder den sikkerhedsmæssige situation i landet, kan ikke føre til, at ansøgeren får opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 7, jf. herved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 5. juli 2016 i sagen A.M. mod Nederlandene og dom af 12. januar 2016 i sagen H. og B. mod Det Forenede Kongerige. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2018/125/HHU
Nævnet stadfæstede i marts 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en afghansk statsbor-ger. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tajik og shia muslim fra Logar, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter Taliban. Han har henvist til, at han frygter befolkningen i sit område. Han har endelig henvist til, at han frygter de generelle forhold i Afghanistan. Han har til støtte herfor om sin frygt for Taliban oplyst, at han spillede fodbold med en dreng ved navn [A]. Ansøgeren kom op at slås med [A], fordi ansøgeren ved et uheld fik fortalt, at han var shia muslim. Dagen efter, da ansøgeren var på vej i moskeen, blev han tvangsmæssigt taget med af Taliban. Ansøgeren blev kørt til et sted, hvor han var tilbageholdt i en nat og en dag. Under tilbageholdelsen blev han voldtaget to gange. Ansøgerens hænder og fødder var bundet. På et tidspunkt lykkedes det ansøgeren at løsne sine bånd. Da det var tid til at bede bøn, forsvandt talibanerne. Ansøgeren slog låsen til døren i stykker med en kæde. Han flygte-de derefter fra stedet. Han genkendte stedet som byen [B]. Da han løb, så han pludselig en bil. Det var en af hans fars tidligere venner, [C], der kørte bilen. Ansøgeren besvimede og vågnede op hjemme hos [C], hvor hans sår var blevet syet sammen. [C] kørte derefter ansøgeren hjem til sin mor i Logar. Ansøgerens mor spurgte, hvad de skulle gøre. Derefter kørte ansøgeren og [C] til Kabul, hvorfra ansøgeren udrejste af Afghanistan med en agent. Under ansøgerens ophold i Danmark har han talt med sin mor en gang. Hun fortalte ham, at Taliban havde taget ansøgerens storebror med sig. Ansøgeren har til støtte for sin frygt for befolkningen i sit område oplyst, at 70-80 % af befolkningen holder med Taliban. Ansøgeren har til støtte for sin frygt vedrørende de generelle for-hold i Afghanistan oplyst, at han ikke har nogen relationer i Afghanistan, og at sikkerhedssituatio-nen i Afghanistan er dårlig. Flygtningenævnet finder, at i hvert fald dele af ansøgerens forklaring om baggrunden for at søge asyl i Danmark ikke kan lægges til grund. Ved vurderingen heraf han nævnet lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret usammenhængende, uoverensstemmende og til dels udbyggende vedrørende centrale forhold af betydning for asylmotivet. Ansøgeren har således for-klaret uoverensstemmende og noget usammenhængende om optakten til den konflikt, der opstod under en fodboldkamp med [A], idet han til oplysnings- og motivsamtalen [sommeren] 2016 ifølge referatet oplyste, at [A] spurgte ansøgeren, der talte dari, hvor han kom fra, hvortil ansøgeren oply-ste, at han kom fra Logar provinsen, og at han var shia muslim. Under asylsamtalen [vinteren primo] 2017 og for nævnet har ansøgeren imidlertid forklaret, at han alene oplyste, at han var shia muslim, og ikke hvor han kom fra. Ansøgeren har ligeledes forklaret noget forskelligt om, hvorvidt [A] og de øvrige tilstedeværende på fodboldbanen herefter opfattede og kaldte ansøgeren for hazara. Oplysningen om [A]s modvilje mod ansøgeren og navnlig den efterfølgende voldsomme reaktion fra Taliban savner i øvrigt sammenhæng med ansøgerens lidt skiftende oplysninger om, at hele hans familie var dari-talende, og at det godt nok ikke var velanset i samfundet, men at dette dog ikke tidligere havde givet anledning til problemer for hverken ansøgeren eller hans familie. Også andre dele af ansøgerens forklaringer forekommer usammenhængende, herunder navnlig at de seks-syv mænd, der den efterfølgende dag pågreb ansøgeren, var i stand til at genkende ansøgeren, som ikke kendte de pågældende mænd i forvejen, ligesom det forekommer noget tilfældigt, at ansøgeren, der ifølge eget udsagn ikke kom meget ud og ikke kendte mange mennesker, efter flugten fra Taliban blev samlet op i bil af sin afdøde fars gode ven [C]. Hertil kommer, at ansøgeren også har forklaret usammenhængende og forskelligt om, hvordan han slap fri fra sin tilbageholdelse af Taliban, idet han først har oplyst, at han opbrød låsen med en stav og under senere samtaler oplyser, at det skete med en kæde eller et spyd. Nævnet bemærker i den forbindelse dog, at der kan være tale om en sproglig misforståelse. Ansøgeren har imidlertid om tilbageholdelsen i øvrigt forklaret udbyggende om, hvad han blev udsat for, idet han først under asylsamtalen oplyste, at han tillige var blevet voldtaget to gange, hvilket ikke er nævnt i hverken asylansøgningsskemaet eller under den første samtale med Udlændingestyrelsen. Ansøgeren har desuden forklaret uoverensstemmende om bl.a., hvorvidt han efter flugten fra sin tilbageholdelse var tilbage på sin bopæl. Til oplysnings- og motivsamtalen oplyste ansøgeren således, at [C] tog ham med hjem til sig og herefter til Kabul, hvorfra ansøgeren udrejste, mens han under asylsamtalen har forklaret, at [C] tog ham med hjem til ansøgerens bopæl. Det fremgår af referatet fra asylsamtalen, at ansøgeren, da han blev spurgt ind til forskellene i forklaringerne, fastholdt, at [C] kørte ansøgeren tilbage til sin bopæl. For nævnet har ansøgeren imidlertid endnu engang ændret forklaringen, således at han for nævnet har fastholdt, at han ikke blev kørt hjem, men først til [C]s bopæl og herefter til Kabul. Efter en samlet vurdering heraf, hvorunder også er indgået nævnets umiddelbare indtryk af ansøgeren, når han er blevet fore-holdt bl.a. divergenserne i sine forklaringer, tiltræder nævnet herefter, at ansøgerens forklaring om sin konflikt med Taliban eller andre personer i Afghanistan ikke kan lægges til grund. Heller ikke de generelle forhold i Afghanistan, herunder den sikkerhedsmæssige situation i landet, kan føre til, at ansøgeren meddeles konventions- eller beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7. Allerede af disse grunde kan det ikke lægges til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse eller asylbegrundende overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2018/124/IBK
Nævnet stadfæstede i marts 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsbor-ger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim fra Laghman, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af sin fætter eller Taliban. Ansøgeren har til støtte herfor forklaret, at hans far arbejdede med og solgte hårde hvidevarer. Faren reparerede sommetider airconditionanlæg for de amerikanske styrker i Afghanistan. Ansøgerens farbror blev bekendt med ansøgerens fars arbejde for amerikanerne, hvorefter han afpressede ansøgerens far penge, mod at han ikke fortalte sin søn, ansøgerens fætter, der var medlem af Taliban, om ansøgerens fars arbejde. Ansøgerens far betalte ansøgerens farbror nogle beløb, men tredje gang nægtede ansøgerens far at betale yderligere. Faren og farbroren kom op at skændes, hvorefter farbroren oplyste, at han ikke ville lade nogen i ansøge-rens familie være i fred. Få dage efter opsøgte ansøgerens fætter sammen med nogle personer fra Taliban ansøgerens families bopæl. Ansøgeren befandt sig på taget af huset, mens ansøgerens far kom op at slås med de fremmødte. Herefter skød ansøgerens fætter ansøgerens far. Ansøgeren op-holdt sig efterfølgende i nogle dag hos sin mormor, hvorefter han rejste til Kabul, hvor han tog op-hold hos ansøgerens morbrors ven i omkring 12 dage. Mens ansøgeren opholdt sig i Kabul, fik han af sin morbror oplyst, at ansøgerens liv var i fare, hvis han blev i Kabul. Morbroren havde af nogle venner fået oplyst, at personer havde spurgt efter ansøgeren i deres landsby. Herefter udrejste ansø-geren af Afghanistan. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgeren på centrale punkter har forklaret divergerende og udbyggende, ligesom væ-sentlige dele af ansøgerens forklaring ikke fremstår sandsynlig og selvoplevet og fremstår konstrue-ret til lejligheden. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvem der var hjemme på ansøgers bopæl, da hans far angiveligt blev dræbt af [ansøgerens fætter] og de andre fra Taliban. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren forklaret, at ansøgerens to yngre søskende var hjemme på bopælen, da [fætteren] og de andre fra Taliban kom og dræbte hans far. Til asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at ansøgerens lillebror og lillesøster ikke var hjemme, da faren blev dræbt. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret diver-gerende omkring, hvorvidt ansøgerens fætter, […], spurgte efter ansøger, da [fætteren] og de andre fra Taliban kom på ansøgerens families bopæl, hvor de angiveligt skød ansøgerens far. Til oplys-nings- og motivsamtalen har ansøgeren oplyst, at ansøgeren besvimede og var bevidstløs i nogle timer, da hans far var dræbt, og at da han kom til bevidsthed fortalte hans mor, at [fætteren] også havde spurgt efter ansøger. I asylsamtalen har ansøgeren oplyst, at han besvimede og ikke ved hvor lang tid han var bevidstløs, men senere vågnede hos sin mormor og ikke har nævnt noget om, at [fætteren] spurgte efter ansøgeren. For Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at han besvimede, da hans far var blevet skudt, og at ansøgeren ikke kunne bevæge sig, men han kunne høre, hvad [fætteren] og de andre fra Taliban sagde, og at ansøgeren kunne høre, at de råbte hans navn. Flygt-ningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgerens forklaring omkring [fætterens] og de andre fra Talibans overfald og drab på ansøgers far ikke forekommer selvoplevet. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at det forekommer påfaldende, at ansøgeren ikke nærmere har kunnet redegøre for, hvad hans arbejde for amerikanerne bestod i og hvordan det foregik. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at det forekommer påfaldende, at ansøger ikke ved noget nærmere om, hvorvidt ansøgeren har været opsøgt i Kabul af [fætteren]. Flygtningenævnet bemærker endeligt, at det forekommer påfaldende, at politiet har noteret i den fremlagte politirapport, at ansøger skulle have forklaret, at ansøgers far havde aftalt ansøgers tur til Sverige, og at ansøger ikke vidste, hvor meget der var be-talt for turen. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at ansøger for Flygtningenævnet har forklaret, at tolken, der var til stede, talte pashto, hvilket også svarer til Flygtningenævnets oplys-ninger om denne tolk. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelo-vens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Afgh/2018/123/TPS
Nævnet stadfæstede i januar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsbor-ger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tadjik og sunni muslim fra Herat, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af [Z] og hans slægtninge herunder hans seks brødre, idet ansøger har haft et forhold til [Zs] brors datter, [S], der i øvrigt er gift med [Zs] søn. Ansøgeren har også henvist til, at han frygter at blive anholdt og fængslet af myndighederne, fordi han har haft et forhold til en gift kvinde. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at han er konverteret til kristendommen, og at han siden [vinteren] 2017 er begyndt at gå i kirke og modtage undervisning i kristendommen, ligesom han planlægger at blive døbt. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han i starten af 2013 så [S] til en fest. Ansøgeren og [S] begyndte at tale sammen i telefonen. Ca. 3-4 måneder før ansø-geren udrejste friede ansøgerens mor til [Ss] familie på hans vegne, men hendes familie havde be-stemt, at hun skulle giftes med hendes farbror, [Zs], søn. Selvom [S] modsatte sig, blev hun tvunget til at lade sig religiøst vie til [Zs] søn, [M], ca. en uge før, ansøgeren udrejste af Afghanistan. Tre-fire dage før ansøgerens udrejse af Afghanistan hjalp [Zs] kone, [J], [S] med at flygte hjemmefra. Ansøgeren hentede [S] hjemme hos [J] og kørte hende hjem til sin families bopæl, hvor hun opholdt sig i hemmelighed. Tre nætter og fire dage efter kørte ansøgeren og [S] til lufthavnen i Herat for at flyve til Kabul, hvor de ville søge om et visum til [S] på den tyrkiske ambassade for derefter sam-men at udrejse af Afghanistan. I lufthavnen blev de tilbageholdt af myndighederne, og [Ss] far, hendes ægtefælle og [Z] blev tilkaldt. [Z] tog af sted fra lufthavnen sammen med [S], og ansøgeren formodede i gennem lang tid, at han havde slået hende ihjel, indtil han for nogle måneder siden fandt ud af, at hun var i live og levede sammen med sin ægtefælle i Afghanistan. Myndighederne rejste en sag mod ansøgeren for at have haft et forhold til en gift kvinde. I lufthavnen betalte ansø-geren én af sine bekendte, der var politimand, bestikkelse for at lade ham gå, hvorefter ansøgerens bror, [So], kørte ham hjem til jeres søster. Det var ansøgerens bror, der bragte bestikkelsespengene til lufthavnen og hentede ham i en taxa i lufthavnen. Den følgende dag udrejste ansøgeren og [So] af Afghanistan. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om det oprindelige asylmotiv til grund, idet forklaringen har været usandsynlig, udbyggende og divergerende, herunder diver-gerende fra broren, [Sos], forklaring på en række centrale punkter, hvorfor den i det hele forekom-mer konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har forklaret, at han sammen med sin faster, arrangerede, at [S] skulle flygte hjemmefra, hvilket forekommer usandsynligt henset til, at fasteren var gift med [Z], der var en kendt og indflydelsesrig kriminel samt henset til, at [S] ca. en uge forinden var blevet gift med den søn, [Z] havde med en af sine andre koner. Det forekommer endvidere mindre sandsynligt, at ansøgeren skulle have været i stand til at skjule [S] i forældrenes hus, uden at de op-dagede det, ligesom det ikke er sandsynligt, at [Z] og hans folk ikke straks ledte efter [S] på ansøge-rens bopæl navnlig set i lyset af, at ansøgeren kort forinden havde friet til [S], der ønskede at gifte sig med ham og ikke [Zs] søn. Det bemærkes i samme forbindelse, at ansøgeren har forklaret, at [S] opholdt sig i ansøgerens families hus i tre nætter, hvorimod hans bror [So] i sin asylsamtale har for-klaret, at det kun var en enkelt nat, og at [So] først under nævnsmødet har forklaret, at der rettelig var tale om tre nætter. Det bemærkes endelig, at det forekommer usandsynligt, at ansøgeren var i stand til at slippe væk fra lufthavnen, der var omringet af [Zs] folk, der var bevæbnede, alene ved at dukke hovedet ned. Ansøgeren har under mødet i nævnet erkendt, at flere af oplysningerne, han har givet i asylskemaet, ikke er korrekte, og at han blandt andet har forklaret, at faren til den pige, han ville giftes med, var kommandant i Taleban, for at gøre det mere spændende. Efterfølgende har han forklaret, at [Z] og hele hans familie rent faktisk var en del af Taleban, hvilket han imidlertid ikke har forklaret noget om, hverken første gang han blev spurgt hertil under nævnsmødet, eller i forbin-delse med de tidligere samtaler med Udlændingestyrelsen. Ansøgeren har også forklaret, at han har udfyldt skemaet forkert med hensyn til oplysningerne om, at kommandanten i lufthavnen var en af hans fars venner, og at den pågældende sendte ham til Kabul. Ansøgeren har forklaret divergerende med hensyn til, om [S] er datter af hans fasters mand [Z], eller om hun er datter af [Zs] bror, [L]. I asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at han solgte sin lastbil for 20.000 dollars, hvorimod han under nævnsmødet har forklaret, at han solgte den for 14.000 dollars. Efter at han blev foreholdt di-vergensen under mødet i nævnet, forklarede han, at broren [So] også solgte sin bil, og gav ham pen-gene, hvilket er baggrunden for divergensen. Ansøgeren har videre forklaret, at det var [So], der bragte pengene ud i lufthavnen til at betale lufthavnskommandanten med. Broren, [So] har derimod forklaret, at han aldrig har haft en bil, ligesom han har forklaret, at hans rolle var at hente [R] i luft-havnen, og at han ikke overbragte penge. Såvel ansøgerens som broren, [Sos] forklaringer under nævnsmødet om, at ansøgerens ven [M] var med i lufthavnen for at hente ham, har været udbyg-gende. De har endvidere begge forklaret divergerende i forhold til de tidligere samtaler med hensyn til, om det var en taxa eller en privat bil, de kørte i fra lufthavnen, ligesom de har forklaret indbyrdes divergerende med hensyn til, om [R] skjulte sig på bilen bagsæde eller i bagagerummet, da han blev hentet fra lufthavnen. Flygtningenævnet kan herefter ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han har en konflikt med [Z] og dennes familie til grund, ligesom nævnet heller ikke kan lægge til grund, at myndighederne har rejst en sag mod ansøgeren for at have haft et udenomsægteskabeligt forhold til [S]. I relation til det sidste bemærkes, at ansøgeren ikke under nævnsmødet, da han blev spurgt til, hvad han frygtede ved en tilbagevenden til Afghanistan, har nævnt frygten for myndighederne, før han blev foreholdt sin tidligere forklaring om, at myndighederne havde udstedt en arrestordre på ham. Om den del af ansøgerens asylmotiv, der vedrører konversionen bemærkes, at det først er i advokatindlægget, at ansøgeren har forklaret om sin interesse for kristendommen, også selvom han under nævnsmødet har forklaret, at han allerede umiddelbart efter indrejsen i Danmark begyndte at interessere sig for andre trosretninger, og at han begyndte at gå i kirke, allerede da han var på asylcentret i [..]. Ansøgeren har endvidere haft svært ved at redegøre for sin kristne overbevisning og de overvejelser, der har ført til, at han har valgt at frasige sig sin muslimske tro. Ansøgeren har endvidere udvist et endog meget begrænset kendskab til kristendommen. Nævnet kan derfor ikke lægge til grund, at ansøgerens konversion er reel og et udtryk for en reel indre overbevisning om at ville leve som kristen. Flygtningenævnet kan herefter ikke lægge til grund, at ansøgeren har været forfulgt ved udrejsen, eller at han ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer forfølgelse eller overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2018/122/KAA
Nævnet meddelte i marts 2018 opholdstilladelse (B-status) til et ægtepar samt et barn fra Afghani-stan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne, et ægtepar, er etniske tajikker og sunni muslimer fra landsbyen [mindre by] i Herat provinsen, Afghanistan. Ansøgerne har ikke været medlemmer af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger, [A], har som asylmotiv henvist til, at han har haft et uægteskabeligt forhold til en pige, [C], i landsbyen og frygter med-lemmer af [Cs] familie. Da han har været impliceret i et færdselsulykke med et Taleban-medlem, frygter han endvidere Taleban og de afghanske myndigheder. [A] har til støtte herfor nærmere op-lyst, at han og [C] i flere år hemmeligt var kærester og mange gange havde samleje. En nat ultimo 2012 blev de opdaget i hendes families plantage af hendes 3 brødre, der slog ham voldsomt. Deref-ter tog de alt hans tøj af og en af brødrene, [D], voldtog ham og stak sin kniv ind ved hans endetarm og trak kniven op. Han skreg, og naboer kom ham til hjælp og bragte ham til landsbyens læge, hvor han blev syet. Han har stadig ar og fysiske gener efter episoden. Tidligt næste morgen kørte hans morbror ham til sin bopæl i [mindre by] - en times kørsel fra [mindre by]. 2-3 måneder senere, i 2013, rejste han til Iran, hvor han mødte den kvindelige ansøger, [B], der ligeledes oprindeligt stammer fra [mindre by]. De blev viet i Iran, hvor de boede sammen i 6-7 måneder. [A] blev udvist og ansøgerne bosatte sig i [mindre by]. Efter ca. en måned holdt de i landsbyen bryllupsfest hos [B’s] bedstemor. 20-21 dage efter bryllupsfesten trængte [C’s] 3 brødre en nat, omkring [foråret] 2014, ind i ansøgernes hus. Brødrene ville afstraffe [A] for hans forhold til [C]. [A] blev kneblet og bundet. Derefter blev [B] voldtaget af [D]. En af brødrene filmede voldtægten. [B] skreg og ansøgerens mor, som boede sammen med ægteparret, satte ild til huset, hvilket fik brødre til at forlade huset. Ægteparret flygtede til [mindre by] i Badris, hvor [A’s] søster boede. Halvandet år senere ringede [A’s] mor og oplyste, at [C’s] brødre ville tage til [mindre by] og dræbe [A]. Konflikten i landsbyen var blevet voldsomt optrappet, efter at [C] var blevet gift, og det på bryllupsnatten var opdaget, at hun ikke var jomfru. Kort efter kom [A] til at køre en mand ned. Vedkommende, der nok var talibaner, brækkede formentlig en arm og et ben. Manden forlangte, at de omkringstående landsbybeboere sørgede for, at ansøgeren ikke stak af. Noget tid senere kom politiet og begyndte at foretage optegnelser. Derefter kom Taleban til ulykkesstedet. De 2 grupper skød mod hinanden, og [A] løb væk. Det fremgik, at såvel Taleban som myndighederne i de næste dage forsøgte at få kontakt til [A]. Ægteparret udrejste cirka 4 dage efter ulykken illegalt til Pakistan. Efter udrejsen har [C’s] brødre flere gange begået vold mod [A’s] nevø i [mindre by]. Brødrene har i den forbindelse tydeligt givet udtryk for, at de stadig er meget vrede på [A]. [A’s] mor har på grund af konflikten været nødsaget til at flytte til Iran. Den kvindelige ansøger, [B], har som asylmotiv i det væsentlige henvist til sin ægtefælles motiv. Hun frygter særligt, at [C’s] familiemedlemmer på ny vil udsætte hende for voldtægt. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge forklaringerne om modsætningsforholdet til [C’s] brødre til grund, herunder at brødrene ved to lejligheder har voldtaget henholdsvis [A] og [B]. Brødrene har også derudover stukket [A] og begået anden vold mod denne samt [A’s] nevø. Henset til den voldsomhed, hvorunder overgrebene er foregået, samt at der har været tale om flere overgreb over en længere periode, finder Flygtningenævnet, at ansøgerne i til strækkeligt omfang har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til deres hjemegn vil være i reel risiko for på ny at blive udsat for overgreb af en sådan intensitet, at de isoleret set er berettiget til opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Efter baggrundsoplysningerne og en konkret vurdering finder nævnet ikke, at det er realistisk, at de afghanske myndigheder vil beskytte ansøgerne mod den pågældende familie. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af forklaringen om færdselsulykken ikke, at ansøgerne tillige har sandsynliggjort, at [A] af denne grund er i reel risiko for at blive udsat for forfølgelse eller overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. For så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt ægteparret og deres søn på 3 år kan henvises til at søge beskyttelse et andet sted i Afghanistan, bemærkes, at ansøgerne efter det oplyste, herunder i et vist omfang af danske lægejournaler, er voldsomt psykisk præget af de overgreb, de har været udsat for. Der henses endvidere til, at det ikke kan lægges til grund, at ansøgerne andre steder i Afghanistan har venner, familie eller andet netværk, der i fornødent omfang vil kunne hjælpe dem. I den forbindelse bemærkes, at [A’s] halvbrødre i Kabul efter det oplyste er [A’s] fjender og tilsyneladende har taget [C’s] brødres parti. Flygtningenævnet finder herefter ikke at kunne henvise ansøgerne til at tage ophold et andet sted i Afghanistan som et internt flugt alternativ. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgerne og et medfølgende barn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Afgh/2018/120/IVK
Nævnet stadfæstede i januar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim fra [landsby], provinsen Logar, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til at han ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter at blive slået ihjel af Taliban. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hans far blev opsøgt af Taliban omkring en måned før ansøgeren udrejste af Afghanistan. Taliban sagde til ansøgerens far, at de ville uddanne ansøgeren og hans to brødre, [B] og [A], i at udøve jihad og i at bekæmpe udenlandske styrker i Afghanistan. Nogle dage efter blev ansøgerens familie opsøgt af Taliban på deres bopæl. Ansøgerens far var ude at arbejde, så [A] åbnede døren. Personerne fra Taliban holdt noget for ansøgeren og ansøgerens to brødres næse og mund, som gjorde dem bevidstløse. Dagen efter vågnede de op i en træningslejr hos Taliban. De fik at vide, at de skulle trænes i at bekæmpe vesterlændinge med våben og bombeveste, og at de derved ville komme i paradis. Efter 10-12 dage i lejren besluttede [A], at de skulle forsøge at flygte. En aften lykkedes det dem at flygte. De gik, til de kom til et hus, hvor de bankede på og bad om hjælp fra en mand. Næste morgen kørte han dem hjem til deres landsby, hvor de blev genforenet med deres familie. Efter nogle dage på bopælen, blev de igen opsøgt af Taliban. De forsøgte at tage ansøgeren og hans brødre med sig. Ansøgerens far prøvede at forhindre dette og blev slået ihjel af skud. Ansøgerens mor blev ramt i benet. Postyret gjorde, at naboerne kom til, og Taliban flygtede fra stedet. Ansøgerens mor blev kørt på hospitalet, og ansøgeren og hans brødre tog ophold hos deres morbror. Ansøgerens morbror kunne ikke sørge for ansøgeren og hans brødres sikkerhed, så han arrangerede, at en person kunne hjælpe dem ud af landet. Flygtningenævnet tiltræder Udlændingestyrelsens vurdering af, at ansøgeren, der nu er 17 år, er tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylbehandling. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren generelt har svaret sammenhængende og relevant på de spørgsmål, der blev stillet i Flygtningenævnet og på en måde, der viste, at han forstår, hvad asylbehandlingen går ud på. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring forekommer usandsynlig, divergerende - også i forhold til ansøgerens brødre, der også har søgt asyl i Danmark - og ikke selvoplevet. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgerens og hans brødres forklaringer under nævnsmødet bærer præg af at være indstuderede med brug af samme ord og vendinger. Ansøgeren og hans bror, [B], har forklaret divergerende om, hvor de befandt sig ved den første opsøgning på bopælen. Ansøgeren har således til sin asylsamtale forklaret, at [A] åbnede døren, og at ansøgeren kom ud fra værelset, da han hørte, at [A] blev slået og sparket. Ansøgerens bror, [B], har derimod til sin asylsamtale forklaret, at da han og ansøgeren hørte, at [A] blev slået, lod de som om de sov, og de halvsov faktisk også. Mændene kom ind på værelset, hvor han og ansøgeren sov. Ansøgeren og hans brødre har endvidere forklaret divergerende om de personer, der opsøgte familien på bopælen, idet ansøgeren og hans bror, [A], til deres asylsamtaler forklarede, at der begge gange kom tre personer, hvis ansigter var tildækkede, så han ikke kunne se, om der var tale om de samme personer, mens ansøgerens bror, [B] til sin oplysnings- og motivsamtale flere gange forklarede, at faren åbnede døren, anden gang mændene kom, og at det var de samme mænd, som denne gang var bevæbnede. Til asylsamtalen forklarede han imidlertid, at man ikke kunne se mændene, idet de var maskerede. Foreholdt denne divergens forklarede [B], at man kunne se ud fra masken, at det var de samme. Vedrørende tilbageholdelsen på træningsbasen har ansøgeren til sin asylsamtale forklaret, at der hver gang de skulle på toilettet gik en vagt med, og at der som regel var to personer, der holdt vagt lige uden for det rum, hvor ansøgeren og hans brødre opholdt sig. Ansøgerens bror, [A], har ligeledes til sin oplysnings- og motivsamtale og asylsamtale forklaret, at brødrene ikke havde tilladelse til at gå ud fra huset, at der var meget stor sikkerhed på basen, at der var en person med, når de skulle på toilettet, som ventede, til man var færdig, og at han var sammen med sine brødre hele tiden. Ansøgerens bror, [B], har derimod til sin asylsamtale forklaret, at han og hans brødre frit kunne bevæge sig rundt inde i huset, som var meget stort, og at man ikke skulle spørge om lov til at gå på toilettet, fordi toilettet var inde i huset. Der var ikke en vagt med, når han skulle på toilettet. Ansøgeren har videre forklaret divergerende om undervisningen på træningsbasen, idet han til oplysnings- og motivsamtalen forklarede, at de fik vist billeder af tankvogne og fik fortalt, hvad de skulle gøre for at sprænge sig selv i luften og komme i paradis. Til asylsamtalen forklarede ansøgeren imidlertid, at de kun snakkede og sagde, at de senere ville vise dem, hvad de skulle med deres våben. De så ikke nogen billeder eller video. Flygtningenævnet finder det hertil usandsynligt, at ansøgeren og hans brødre – henset til, at de angiveligt var blevet kidnappet og til ansøgerens forklaring om sikkerheden på basen – skulle kunne flygte uden at støde på vagter og gå ud af en ulåst hoveddør. Nævnet bemærker videre, at det forekommer påfaldende, at ansøgeren, hvis erindring om forholdene på træningsbasen i øvrigt er påfaldende vag, henset til, at han efter sin forklaring opholdt sig på stedet 10-12 dage, nævnte præcis de samme tre navne på nogle af talibanerne på basen som sine brødre og forklarede, at han var kommet i tanker om disse navne efter at have talt med sine brødre om episoden, og at hans bror, [A], først til asylsamtalen oplyste, at han var kommet i tanker om disse navne. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at det forekommer påfaldende, at ansøgeren efter flugten skulle tage ophold på sin bopæl, hvorfra han og hans brødre angiveligt var blevet kidnappet, henset til den risiko der var forbundet hermed. Nævnet finder hertil, at det forekommer utroværdigt, at talibanerne ved den angivelige anden opsøgning af bopælen skulle have taget flugten uden at medtage ansøgeren og hans brødre alene, fordi ansøgeren og hans brødre og mor råbte op, og naboerne kom til stede. Flygtningenævnet lægger endvidere vægt på, at de foreliggende baggrundsoplysninger ikke giver grundlag for at antage, at Taliban skulle foretage en tvangsrekruttering i form af kidnapning af ansøgeren og hans to brødre. Der henvises blandt andet til ”Country of Origin Report on Afghanistan” fra det hollandske udenrigsministerium fra november 2016, hvoraf det fremgår, at tvangsrekruttering til Taliban er usædvanlig, og at folk sjældent rekrutteres af fremmede, samt til Landinfos temanotat: ”Afghanistan: Rekruttering til Taliban” af 29. juni 2017, hvoraf fremgår, at tvangsrekruttering kun sker undtagelsesvis, og at personer, der vægrer sig mod at lade sig mobilisere, ikke udsættes for trusler om rettighedskrænkende reaktioner. Det fremgår videre, at Taliban ikke har haft behov for brug af tvang i forbindelse med sin ekspansion, og at individuel mobiliseringspraksis baseret på tvang er i strid med centrale værdier knyttet til familie, ligesom det er i strid med afghansk kultur at tage et barn væk fra en familie, når det er i strid med familiens ønske. Flygtningenævnet finder således sammenfattende, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være forfulgt, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i en reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2018/12/CHA
Nævnet stadfæstede i marts 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsbor-ger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Ansøgeren er etnisk tadsjiker og sunni-muslim fra Mazar-e Sharif, Balkh, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter familien til [en højtstående afdød embedsmand] i [en større afghansk by], [A], der har slået ansøgerens farbror, [B], ihjel. I 1993 blev farbroren dræbt af den daværende [højtstående embeds-mand], [A], fordi [den højtstående embedsmand] var forelsket i en kvinde, hvis liv farbroren havde reddet. [I sommeren] 2010 blev der i [det skriftlige medie C] udgivet en artikel om farbroren, hvortil ansøgerens far havde udtalt sig om drabet på sin bror. Historien blev efterfølgende spredt på de sociale medier. Efter offentliggørelsen af artiklen begyndte ansøgerens familie at modtage trusler. Ansøgeren kender ikke nærmere til truslernes indhold. Omkring otte til tolv måneder før ansøgerens udrejse af Afghanistan blev han overfaldet af for ham ukendte gerningsmænd, der beskadigede hans tænder. Kort tid herefter blev ansøgerens bror, [D], også overfaldet af og bevæbnede gernings-mænd. Gerningsmændene udtalte til begge overfald, at det, som brødrenes familie havde gjort, skulle den ikke have gjort, og at de nu ville blive straffet for det. Ansøgeren har som asylmotiv ydermere henvist til, at han ved en tilbagevenden Afghanistan frygter Taliban. Ansøgerens far, der i dag er [officer], og har arbejdet i det afghanske [militær] i omkring 25 år, har modtaget to trusselsbreve fra Taliban og er herudover blevet truet telefonisk af gruppen. Taliban forsøgte i trusselbrevene at presse ansøgerens far til at samarbejde med gruppen ved at true ansøgeren og hans bror på livet. Ansøgerens far søgte i forbindelse med truslerne forgæves bistand hos de afghanske myndigheder, hvorfor faren [i efteråret] 2015 indgav en klage til myndighederne. Klagesagen verserer stadigvæk og er [ultimo] 2015 blevet videresendt til den afghanske terrorbekæmpelsesafdeling. Omkring to uger før ansøgerens udrejse af Afghanistan fortalte ansøgerens far ansøgerens bror, [D], om truslerne fra Taliban og fortalte samtidig, at ansøgerens bror og ansøgeren måtte udrejse af deres hjemland. Ansøgeren blev ikke orienteret om truslerne forud for udrejsen. I [efteråret] 2015 udrejste ansøgeren og hans bror af Afghanistan. Som anført ovenfor er nærværende behandlet sammen med sagen vedrørende ansøgerens bror, [D]. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaringer til grund, idet de på væsentlige punkter indeholder divergenser. Ansøgeren i nærværende sag har således forklaret divergerende om, hvor mange gange han blev overfaldet, og hvor mange der deltog i overfaldene, ligesom han har forklaret divergerende om, hvorvidt han blev orienteret om udrejseplanerne af sin far otte måneder før, en måned før eller en dag før den faktiske udrejse. Ansøgerens bror har forklaret divergerende om, hvor lang tid der gik fra han blev overfaldet til de udrejste. Yderligere bemærkes, at det ikke forekommer sandsynliggjort, at et drab i 1993 omtalt i pressen 2010 og eventuelt resulterende i to overfald i 2013 fortsat skulle kunne danne grundlag for forfølgelse i 2018. Endelig bemærkes, at ansøgernes far, som efter det oplyste er hovedperson i relation til begge asylmotiver, siden udrejsen i 2015 har kunnet opholde sig uden at lide overlast sammen med den øvrige familie på den tidligere fælles bopæl. På denne baggrund finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden Afghanistan vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingeloven § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. afgh/2018/119/MAD
Nævnet stadfæstede i marts 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsbor-ger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk tadsjiker og sunni-muslim fra Mazar-e Sharif, Balkh, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter familien til [en højtstående afdød embedsmand] i [en større afghansk by], [A], der har slået ansøgerens farbror, [B], ihjel. I 1993 blev farbroren dræbt af den daværende [højtstående embeds-mand], [A], fordi [den højtstående embedsmand] var forelsket i en kvinde, hvis liv farbroren havde reddet. [I sommeren] 2010 blev der i [det skriftlige medie C] udgivet en artikel om farbroren, hvortil ansøgerens far havde udtalt sig om drabet på sin bror. Historien blev efterfølgende spredt på de sociale medier. Efter offentliggørelsen af artiklen begyndte ansøgerens familie at modtage trusler. Omkring otte til tolv måneder før ansøgerens udrejse af Afghanistan blev hans bror, [D], overfaldet af for ham ukendte gerningsmænd, der beskadigede hans tænder. Kort tid herefter blev ansøgeren også overfaldet af bevæbnede gerningsmænd. Gerningsmændene udtalte til begge overfald, at det, som brødrenes familie havde gjort, skulle den ikke have gjort, og at de nu ville blive straffet for det. Ansøgeren har som asylmotiv ydermere henvist til, at han ved en tilbagevenden Afghanistan frygter Taliban. Ansøgerens far, der i dag er [officer], og har arbejdet i det afghanske [militær] i omkring 25 år, har modtaget to trusselsbreve fra Taliban og er herudover blevet truet telefonisk af gruppen. Taliban forsøgte i trusselbrevene at presse ansøgerens far til at samarbejde med gruppen ved at true ansøgeren og hans bror på livet. Ansøgerens far søgte i forbindelse med truslerne forgæves bistand hos de afghanske myndigheder, hvorfor faren [i efteråret] 2015 indgav en klage til myndighederne. Klagesagen verserer stadigvæk og er [ultimo] 2015 blevet videresendt til den afghanske terrorbe-kæmpelsesafdeling. Omkring to uger før ansøgerens udrejse af Afghanistan fortalte ansøgerens far ham om truslerne fra Taliban og fortalte samtidig, at ansøgerens bror og ansøgeren måtte udrejse af deres hjemland. Ansøgerens bror blev ikke orienteret om truslerne forud for udrejsen. I [efteråret] 2015 udrejste ansøgeren og hans bror af Afghanistan. Som anført ovenfor er nærværende behandlet sammen med sagen vedrørende ansøgerens bror, [D]. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaringer til grund, idet de på væsentlige punkter indeholder divergenser. Ansøgeren i nærværen-de sag har således forklaret divergerende om, hvor lang tid der gik fra han blev overfaldet til de udrejste. Ansøgerens bror har forklaret divergerende om, hvor mange gange han blev overfaldet, og hvor mange der deltog i overfaldene, ligesom han har forklaret divergerende om, hvorvidt han blev orienteret om udrejseplanerne af sin far otte måneder før, en måned før eller en dag før den faktiske udrejse. Yderligere bemærkes, at det ikke forekommer sandsynliggjort, at et drab i 1993 omtalt i pressen 2010 og eventuelt resulterende i to overfald i 2013 fortsat skulle kunne danne grundlag for forfølgelse i 2018. Endelig bemærkes, at ansøgernes far, som efter det oplyste er hovedperson i rela-tion til begge asylmotiver, siden udrejsen i 2015 har kunnet opholde sig uden at lide overlast sam-men med den øvrige familie på den tidligere fælles bopæl. På denne baggrund finder Flygtninge-nævnet ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden Afghanistan vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingeloven § 7. Flygt-ningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. afgh/2018/118/MAD.
Nævnet meddelte i marts 2018 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Afghani-stan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tadsjiker og har oplyst at være kristen fra [A], [B], Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter Taleban, der har forsøgt at rekruttere ham til et attentat imod hans chef, guvernøren for [B]-provinsen, [C]. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han i perioden fra den [sommeren] 2013 til et par dage før hans udrejse af Afghanistan arbejdede som chauffør og vagt for [C]. [I efteråret] 2015 blev ansøgeren bortført af maskerede og for ham ukendte personer, der kørte ham til en stor gård, hvor han var tilbageholdt indtil kl. 21 den følgende dag. De ville have ansøgeren til at indvil-lige i at hjælpe dem med at slå hans chef, [C], ihjel ved at montere sprængstof i hans bil, som skulle springe, mens han var i bilen. Ansøgeren nægtede af flere omgange at samarbejde, selvom han blev udsat for fysiske overgreb, ligesom de truede ham med at slå hans familie ihjel. Da mændene til sidst kørte ansøgeren ud på et øde sted, hvor de efter at have sat ham i et hul, tog ladegreb på deres våben, accepterede ansøgeren i sidste øjeblik, at samarbejde med dem. Ansøgeren blev herefter kørt til sit hjemområde og fik udleveret en telefon, så mændene kunne komme i kontakt med ham. Om-kring kl. 15 den følgende dag, [i efteråret] 2015, ringede mændene til ansøgeren, mens han var på arbejde og fortalte ham, at de intet nyt havde, men at han skulle holde sig klar, samt at de ville kon-takte ham igen senere på ugen. Nogenlunde samtidig hermed opdagede ansøgeren, at nogle for ham ukendte personer med langt skæg, som også opholdt sig i guvernørens bolig, og som han ikke havde set tidligere, tilsyneladende holdt øje med ham. Ansøgeren henvendte sig til sin chef [D] og bad om lov til at få fri, hvilket chefen accepterede, om end modvilligt. Straks herefter tog ansøgeren til Ka-bul, hvor han opholdt sig i to nætter hos en bekendt ved navn [E] og dennes farbrors søn. Undervejs til Kabul kontaktede ansøgeren sin svoger og bad denne om at få sin familie bragt i sikkerhed. I Kabul overnattede ansøgeren hos [E], og mens de begge den følgende dag var ude sammen, blev [E] kontaktet af sin ægtefælle, som fortalte at nogle for hende ukendte personer havde henvendt sig på [E]’s bopæl, hvor de havde spurgt efter ansøgeren. [Senere i efteråret] 2015 tog ansøgeren som følge her fra Kabul til Herat, hvorfra han tre til fire dage herefter udrejste illegalt af Afghanistan til Iran. Ansøgeren har forklaret, at han ikke med sikkerhed ved hvilken gruppe det er, som er efter ham, men at han har en formodning om, at det kan være Taleban, idet gruppen er meget stærk i [B]-provisen, og idet han ikke kender til andre grupper, som er aktive i samme provins. Ansøgeren har ydermere som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter de afghan-ske myndigheder og dele af den afghanske befolkning, idet han efter sin ankomst til Danmark er konverteret fra islam til kristendommen. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han er opvokset som muslim, og at han som barn har praktiseret islam som følge af det afghanske samfunds og sine forældres krav, men at han siden 2011, hvor han var omkring 24 år, ikke har praktiseret islam, fordi han ikke troede på religionen, men at han fortsat troede på, at der fandtes en gud. Ansøgeren blev introduceret til kristendommen igennem familien [F] som han mødte tilfældigt efter sin ankomst til Danmark, og som han siden hen flyttede ind hos i [primo] 2017. Opholdet hos familien [F], som er troende kristne, påvirkede ansøgeren, og han blev interesseret i kristendommen. Nogle uger efter, at han var flyttet ind hos familien, kom ansøgeren på en for ham ukendt dato i [primo] 2017 for første gang i [kirken G], som hans værtsfamilie var tilknyttet. Ansøgeren begyndte at gå fast til gudstjene-ste hver lørdag, ligesom han deltog i kirkens undervisning. Ansøgeren fik foræret en bibel på dari, og han undersøgte grundigt kristendommen, der gradvist blev en del af hans liv. Henover sommeren 2017 begyndte ansøgeren at føle sig som kristen og begyndte også at bede til den kristne gud. I [ef-teråret] 2017 påbegyndte ansøgeren et toårigt kursusforløb på [en navngiven højskole], der sorterer under [en navngiven kristen menighed]. Ansøgeren bor på højskolen, hvor han dagligt modtager kristendomsundervisning seks timer dagligt, og herudover forbereder han sig i omkring to timer. Som et led i undervisningen på højskolen er ansøgeren tilknyttet en bedegruppe bestående af i alt otte personer, som er sammen i to timer hver tirsdag og torsdag eftermiddag, hvor de beder sammen og diskuterer og udveksler erfaringer fra blandt andet Biblen. Sent i 2017 følte ansøgeren, at han var klar til at blive døbt, idet han havde fået en god viden om kristendommen og endvidere havde mod-taget dåbsforberedende undervisning af præsten i [kirken G], hvor han blev døbt [primo] 2018. An-søgeren har efter at have lavet et kristent opslag på sin Facebook-profil oplevet, at hans søster, der bor i USA har afbrudt kontakten til ham. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om sin interesse for kristendommen til grund. Der er herved blandt andet henset til, at ansøgeren allerede i sin oplysnings- og motivsamtale hos Udlændingestyrelsen har oplyst, at han ikke er praktiserende muslim, oplysningerne om hans dåb efter forudgående undervisning gennem cirka et år, oplysningerne om hans ophold på bibelhøjskole siden [efteråret] 2017 og hans forklaring for nævnet. Herefter finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at ansøgerens konvertering til kristendommen er reel, ligesom det efter hans forklaring findes at kunne lægges til grund, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan åbent vil leve som kristen. Herefter finder Flygtningenævnet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor [ansøgeren] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1”. afgh/2018/117/MAD.
Nævnet meddelte i februar 2018 opholdstilladelse (B-status) til et ægtepar, samt to medfølgende børn fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske sayeter og shia-muslimer fra Afghanistan. Ansøgerne er oprindeligt fra Gar-diz i Paktia-provinsen, men den mandlige ansøger flyttede til landsbyen [A] i Kabul, da han var omkring 22 år, og den kvindelige ansøger flyttede til [bydelen B] i Kabul, da hun var omkring et år og senere til landbyen [A] i Kabul, da hun var 10-11 år. Syv år inden deres udrejse i 2015 tog de ophold i Iran. Ansøgerne har ikke været medlemmer af politiske eller religiøse foreninger eller or-ganisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at hun vil blive slået ihjel af sin stedfar, [C], og sin tidligere ægtefælle, [D]. Den kvindelige ansøger har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at hendes stedfar, [C], som arbejdede for de afghanske myndigheder, i 2007 tabte et væddemål til sin ven [D], hvorved ansøgeren blev tvunget til at gifte sig med [D], der allerede havde en ægtefælle. Samme år blev ansøgeren introduceret for [D] i byen Mazar-e Sharif. En uge senere blev ansøgeren religiøst viet til [D]. Hun var ikke selv til stede under vielsen, og forud for vielsen voldtog han hen-de. Ansøgeren boede herefter hos [D], hvor hun blev udsat for vold og skulle bistå [D`s] familie med at lave mad og andet husligt arbejde. Fem måneder efter vielsen fik ansøgeren lov til at besøge sin mor i Kabul. Eftersom hun ikke havde lyst til at tage tilbage til [D] bad hun den mandlige ansø-ger, som den kvindelige ansøger tidligere havde haft et forhold til, om hjælp til at flygte, hvilket den mandlige ansøger indvilgede i. Syv-otte dage senere udrejste de af Afghanistan til Iran. Ansøgerne blev religiøst viet i Iran, hvor de boede i syv år, indtil de udrejste i 2015. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at han vil blive slået ihjel af den kvindelige ansøgers stedfar, [C], samt hendes tidligere ægtefælle, [D]. Den mandlige ansøger har videre som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at blive slået ihjel af sin nevø, [E], idet han beskyldte ansøgeren for sin fars død. Den mandlige ansø-ger har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at han lærte den kvindelige ansøger, [F], at kende gen-nem sin søster, da han var 22 år gammel. Efter et års bekendtskab ønskede han at gifte sig med hen-de. På daværende tidspunkt havde den kvindelige ansøgers stedfar tabt hende i et væddemål, hvor-efter hun måtte indgå et tvangsægteskab med den 40-årige mand, [D]. Fire-fem måneder efter hun blev tvangsgift, kom den kvindelige ansøger på besøg hos den mandlige ansøgerens søster og bad den mandlige ansøger om hjælp til at flygte fra sin ægtefælle. Herefter flygtede de sammen til Iran, hvor de opholdt sig illegalt de næste syv år. Under deres ophold i Iran, blev den mandlige ansøgers far og bror opsøgt af [C] og [D], der forsøgte at presse dem til at fortælle, hvor ansøgerne befandt sig. På et ukendt tidspunkt deporterede de iranske myndigheder den mandlige ansøger tilbage til Afghanistan, hvor han efterfølgende opholdt sig i en uge hos sin bror. En nat kom der fire ukendte bevæbnede personer og spurgte efter ham. På det tidspunkt flygtede den mandelige ansøger fra sin brors bopæl, hvorefter han hørte tre-fire skud. Det viste sig, at ansøgerens bror var blevet slået ihjel. Den mandlige ansøger rejste efterfølgende tilbage til Iran. To måneder senere udrejste ansøgerne af Iran, idet den mandlige ansøger fik at vide, at hans brors søn, [E], ville komme til Iran for at finde ham og hævne sin fars død. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer kan i det væsentlige lægge ansøgernes forklaringer til grund. Der henvises til, at ansøgerne på afgørende punkter har forklaret samstemmende og sammenhængende om deres asylmotiv, hvorefter forklaringerne fremstår tro-værdige. Enkelte forekommende uklarheder i forklaringerne kan efter deres indhold ikke føre til en anden vurdering. Flertallet kan således lægge til grund, at ansøgerne sammen er flygtet fra Afghani-stan, efter at den kvindelige ansøger var blevet tvangsgift med [D], og at ansøgerne derfor er kom-met i et modsætningsforhold til [D] og den kvindelige ansøgers stedfar, [C]. Det lægges endvidere til grund, at den mandlige ansøger efterfølgende under et ophold hos sin bror i Afghanistan er blevet forsøgt pågrebet af fire mænd, der var udsendt af [C], og at ansøgerens bror i den forbindelse blev dræbt, mens det lykkedes for den mandlige ansøger at flygte. Endvidere lægger flertallet til grund, at den mandlige ansøger på baggrund af drabet på hans bror er efterstræbt af brorens søn. Flertallet finder herefter, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 2, idet [D] og [C], der begge er ansat i politiet, vil efterspore og opsøge ansøgerne. Flygtningenævnet finder ikke, at der er grundlag for at anse ansøgernes konflikt for at være omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgerne og deres to medfølgende børn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” afgh/2018/116/AZU
Nævnet stadfæstede i februar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tadsjiker og sunni-muslim fra [byen A], Balkh-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive kidnappet af Taliban. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at hans far, som var læge på det lokale hospital, omkring [sommeren 2015] blev kontaktet af mullahen fra madras skolen [B]. Mullahen krævede, at ansøgerens far skulle samarbejde med Taliban, i form af at yde lægehjælp til de sårede talebanere i Albourz bjergene. Ansøgerens far modtog desuden trusselsbreve, hvori Taliban truede med at slå hele ansøgerens familie ihjel, såfremt ansøgerens far ikke samarbejdede med dem. [I sommeren 2015] blev ansøgeren kidnappet af Taliban, idet hans far havde nægtet at samarbejde med dem. Kidnapningen fandt sted, mens ansøgeren kørte i bil gennem et øde område, der hed [område C], som lå to til tre kilometer fra centrum af [byen A]. Han blev standset af en bil med tre bevæbnede mænd. Mændene slog ansøgeren på skulderen, håndleddet og benet. De tvang ham ud af bilens forsæde og om på bagsædet, hvor de satte en klud for hans ansigt, hvorefter ansøgeren besvimede. Da ansøgeren kom til bevidsthed, befandt han sig på [byen A`s] hospitalet. Den samme nat blev ansøgeren hentet af sin far på hospitalet og kørt hjem og derefter kørt til Kabul, hvorfra han halvanden måned senere udrejste af Afghanistan. Flygtningenævnet kan ligesom Udlændingestyrelsen lægge ansøgerens forklaring til grund og henviser blandt andet til, at forklaringen fremstår konsistent og sammenhængende. Det lægges derfor til grund, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han forinden sin udrejse har været kidnappet og tilbageholdt af Taliban, fordi ansøgerens far som læge havde nægtet at samarbejde med Taliban. Flygtningenævnet finder endvidere, at det er sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjembyen fortsat vil være efterstræbt af Taliban, selvom tilbageholdelsen er anmeldt til myndighederne. Efter konfliktens karakter og intensitet ses konflikten at være omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Der ses ikke at være grundlag for at anse konflikten for omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Spørgsmålet er herefter, om ansøgeren kan henvises til at tage ophold i et andet område i Afghanistan end i hjemområdet. Det følger af UNHCR`s Handbook pkt. 91 og UNHCR Guidelines on International Protection nr. 4, afsnit II, litra c), at det skal kunne godtgøres, at det efter en samlet vurdering af situationen, herunder ansøgerens personlige forhold, kan anses for rimeligt at henvise ansøgeren til at tage ophold et andet sted i hjemlandet. Ved denne vurdering lægger Flygtningenævnet afgørende vægt på, at ansøgeren er en enlig og arbejdsduelig ung mand, og at han er veluddannet. Ansøgeren er i øvrigt sund og rask, idet det oplyste om ansøgerens vejrtrækningsproblemer ikke kan føre til en ændret vurdering. Det er Flygtningenævnets samlede vurdering, at ansøgeren med rimelighed kan henvises til at tage ophold et andet sted i Afghanistan, for eksempel i Kabul, hvor han har venner og bekendte, idet ansøgerens ophold der vil kunne være uden risiko for, at han vil blive efterstræbt af Taliban. Nævnet lægger herved vægt på de foreliggende baggrundsoplysninger, blandt andet Landinfos temanotat, ”Afghanistan: Sikkerhetsrelaterte forhold”, af 8. april 2015, hvorefter de fleste lokale konflikter med Taliban forbliver lokale. Der henvises endvidere til, at de generelle forhold i Afghanistan, herunder den generelle sikkerhedsmæssige situation, ikke i sig selv kan føre til, at enhver person, der returneres til Afghanistan, vil blive udsat for reel risiko for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Flygtningenævnet finder heller ikke, at henvisningen til et internt flugtalternativ vil stride imod CAT artikel 3 og CCPR artikel 7, der er påberåbt af ansøgeren. Flygtningenævnet stadfæster herefter Udlændingestyrelsens afgørelse.”afgh/2018/115/AZU
Nævnet meddelte i februar 2018 opholdstilladelse (K-status)] til en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim. Ansøgeren er født og opvokset i Mashad i Iran, men er afghansk statsborger. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ikke kan vende tilbage til sit hjemland, Afghanistan, fordi ansøgeren er født og opvokset i Iran og ikke længere har netværk i sit hjemland. Endvidere frygter ansøgeren den generelle uro i Afghanistan, som blandt andet skyldes Talibans fortsatte tilstedeværelse. Tillige har ansøgeren som asylmotiv henvist til, at hun ikke kan bo i Afghanistan, fordi ansøgeren som enlig fraskilt kvinde ikke vil blive accepteret i Afghanistan. Endelig frygter ansøgeren, at hun ikke kan fortsætte sin interesse for kristendommen, hvis hun tager ophold i Afghanistan. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at hun for omkring 22-23 år siden opholdt sig i 1 og 8 måneder i Herat, hvor ansøgeren havde en faster, som nu ikke længere er levende. Ansøgeren ved ikke om hun har slægtninge i Afghanistan. Hun er født og opvokset i Iran, og ansøgeren har ikke haft kontakt med nogen i Afghanistan. Ansøgeren indgik ægteskab med sin tidligere ægtefælle i Iran i 2003. Ansøgeren opdagede, at ægtefællen var opiummisbruger. Ansøgerens far er også opiummisbruger og begyndte med misbruget, inden ansøgeren blev gift. Herefter eskalerede det hele, da ansøgerens far fik konstateret prostatakræft. Ansøgerens tidligere ægtefælle var jaloux og var afhængig af ansøgeren. Ægtefællen modsatte sig, at ansøgeren gik ud og mødte andre. Ansøgerens tidligere ægtefælle har 5-6 gange været voldelig over for ansøgeren, hvor hun fik lussinger, blev hevet i håret og forsøgt kvalt, mens hun sov. Ansøgerens tidligere ægtefælle var senest voldelig over for ansøgeren for omkring 2 år siden. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgerens konversion til kristendommen er reel. I den forbindelse lægger nævnet vægt på, at ansøgeren har demonstreret interesse og viden for kristendommen, har modtaget undervisning heri også forud for afslaget fra Udlændingestyrelsen, er blevet døbt og herefter har fortsat sine kristne aktiviteter. Ansøgeren har endvidere givet udtryk for, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan agter at fortsætte sine hidtidige kristne aktiviteter. Herefter findes ansøgeren at have sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af Udlændingelovens § 7, stk. 1. Det forhold at ansøgeren er idømt 10 dages fængsel og udvist med indrejseforbud i seks år for overtrædelse af straffelovens § 174 findes ikke at tale særligt imod meddelelse af opholdstilladelse.” afgh/2018/114/FAM
Nævnet meddelte i februar 2018 opholdstilladelse (K-status)] til en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og har oplyst at være kristen af trosretning. Ansøgeren er født og opvokset i Mashad i Iran, men er afghansk statsborger. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at opholde sig i Afghanistan som kristen. Ansøgeren frygter endvidere at opholde sig i Afghanistan uden netværk. Endvidere har ansøgeren som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter at opholde sig der som kristen. Tillige frygter ansøgeren, at blive udsat for vold eller slået ihjel af sin far og bror, idet ansøgeren har nægtet at indgå i tvangsægteskab. Yderligere frygter ansøgeren at blive tvangsgiftet i Iran. Endeligt frygter ansøgeren de generelle forhold for afghanere i Iran. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at hun er født i Iran og har opholdt sig i landet indtil hun udrejste af Iran. Ansøgeren opholdte sig dog i Afghanistan i 1 år og 7-8 måneder for 22 eller 23 år siden, fordi ansøgeren blev deporteret til Afghanistan. [I starten af] 2016 besluttede ansøgerens far, at bortgifte ansøgeren til en person ved navn Jamshid. Ansøgeren ønskede ikke at blive gift med denne person. Ansøgeren fortalte dette til sin far og bror [i starten af] 2016. Som konsekvens af, at ansøgeren fortalte sin far og bror om, at hun ikke ville gifte sig med Jamshid, blev hun slået af sin bror. [I starten af] 2016 tog ansøgeren ophold hos sin moster i Tehran. Ansøgerens far og bror forsøgte at overtale ansøgerens moster til at sende ansøgeren tilbage til faren og broren. Ansøgerens moster sendte ikke ansøgeren tilbage til faren og broren. Ansøgeren opholdte sig hos sin moster i omkring en uge. I løbet af denne uge blev ansøgeren kontaktet af sin søster, [A], som fortalte ansøgeren, at ansøgerens anden søster, [B], havde planer om at rejse ud af landet. Ansøgeren kender ikke til [B’s] motivation for at rejse ud af Iran. Ansøgeren udrejste illegalt af Iran [i starten] 2016. Ansøgeren rejste sammen med sine søstre [B] og [A], samt [B’s] familie. Fra Grækenland rejste ansøgeren sammen med [A] til Danmark. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgerens konversion til kristendommen er reel. I den forbindelse lægger nævnet vægt på, at ansøgeren har demonstreret interesse for og viden om kristendommen, har modtaget undervisning heri også forud for afslaget fra Udlændingestyrelsen, er blevet døbt og herefter har fortsat sine kristne aktiviteter. Ansøgeren har endvidere givet udtryk for, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan agter at fortsætte sine hidtidige kristne aktiviteter. Herefter findes ansøgeren at have sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af Udlændingelovens § 7, stk. 1. Det forhold at ansøgeren er idømt 10 dages fængsel og udvist med indrejseforbud i seks år for overtrædelse af straffelovens § 174 findes ikke at tale særligt imod meddelelse af opholdstilladelse.” afgh/2018/113/FAM
Nævnet stadfæstede i februar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er afghansk statsborger, etnisk hazara og har oplyst at være konverteret til kristendommen fra [en by i] Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at han vil blive slået ihjel af Taleban, fordi de har dræbt ansøgerens storebror, [R], og far. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter [M], fordi han har angivet [R] til Taleban, idet [R] nægtede at bistå [M] med tolkeopgaver. Ansøgeren har yderligere henvist til, at han frygter at blive tvunget til at fungere som selvmordsbomber af ISIL, idet de hverken bryder sig om hazaraer eller shia muslimer. Ansøgeren har endeligt henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter afghanere i almindelighed, fordi han er konverteret til kristendommen. [R] blev dræbt af Taleban [i et distrikt], da han var på vej fra Kabul til ansøgerens families bopæl i en taxa. I denne forbindelse blev [R]s ejendele ransaget af Taleban, der fandt et videoklip, hvor ansøgeren og [R] øvede sig i engelsk. Ansøgerens fra tog med nogle ældre fra basaren til [et distrikt] for at hente [R]s lig, men i denne forbindelse blev også faren tilbageholdt og efterfølgende slået ihjel af Taleban, fordi Taleban beskyldte ansøgerens familie for at være vantro og for at samarbejde med den afghanske regering. Ansøgeren flygtede herefter sammen med sin mor og lillebror fra Afghanistan, fordi Taleban havde truet med at slå alle [R]s familiemedlemmer ihjel. Ved den iranske grænse begyndte nogen at skyde, og ansøgeren valgte derfor at løbe væk. I denne forbindelse blev ansøgeren væk fra sin mor og lillebror. Ansøgeren ventede efterfølgende forgæves i et par dage i [en iransk by], hvorefter han fortsatte rejsen alene mod Europa. Efter ankomsten til Danmark begyndte ansøgeren at interessere sig for kristendommen. Ansøgeren betragter sig selv som kristen og blev døbt [i foråret 2017]. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring vedrørende asylmotivet i Afghanistan til grund. Flygtningenævnet lægger vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende på flere væsentlige punkter, herunder hvordan ansøgeren og hans mor fik oplysninger om [R]s død, om [R] var den eneste, der blev tilbageholdt og dræbt og hvor lang tid forud for udrejsen, [R] blev dræbt. Ansøgeren har endvidere forklaret udbyggende om [M] og har under mødet oplyst, at [R] deltog i en aktion sammen med NATO styrker, der foretog anholdelse af [M]. Endeligt finder Flygtningenævnet det usandsynligt, at han i forbindelse med flugten over grænsen til Iran løber alene i halvanden time igennem et øde ørken terræn for til sidst at møde agentens kontaktperson. På baggrund af ovennævnte usandsynligheder, divergenser og udbygninger, tilsidesætter nævnet hans forklaring, om hans asylmotiv i Afghanistan. Ansøgeren har under mødet for nævnet demonstreret en stor faktuel viden om kristendommen. Han har endvidere kunnet redegøre for hans skifte til kristendommen. Når han tillige har dokumenteret at have deltaget i kristne aktiviteter over en vis periode, finder Nævnet at ansøgerens konversion forekommer reel. Da han har forklaret, at han også efter eventuel tilbagevenden til Afghanistan vil fortsætte med at udbrede sin tro, er betingelserne efter Udlændingelovens § 7, stk. 1 opfyldt. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” afgh/2018/112/MME
Nævnet stadfæstede i februar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er afghansk statsborger, etnisk hazara og shia muslim fra [en by i] Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af de ukendte personer, som har slået ansøgerens far ihjel, fordi ansøgeren ikke ville arbejde for dem. Ansøgeren har videre henvist til, at hans far i 2015 blev bortført af ukendte gerningsmænd, da han var på vej mod Khost for at handle varer. Gerningsmændene krævede et for ansøgeren ukendt pengebeløb for at frigive ansøgerens far. Ansøgerens mor og farbror tilvejebragte pengene ved blandt andet at sælge farens butik. Det tog dem omkring 6 uger at tilvejebringe pengene. Farbroren afleverede pengene på en bestemt adresse og fandt efterfølgende farens lig på en anden adresse. Umiddelbart herefter døde moren på grund af helbredsmæssige problemer, da hun var på vej mod Pakistan for at modtage behandling. Ansøgeren flyttede herefter ind hos sin farbror. En uge efter morens død modtog ansøgeren et opkald fra en ukendt mand, der ville have ansøgeren til at tage hen til et bestemt sted. Dette nægtede ansøgeren. Han fortalte sin farbror om opkaldet, hvorefter han blev flyttet hen til sin søster. Den ukendte mand ringede også til farbrorens og krævede, at ansøgeren begyndte at arbejde for dem. Farbroren og søsteren arrangerede derefter ansøgerens udrejse af Afghanistan. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet bemærker, at det forekommer påfaldende, at ansøgeren, på trods af hans alder, har meget ringe kendskab til omstændighederne omkring kidnapningen af hans far. Han har således ikke fået oplyst løssummens størrelse, hvor den skulle afleveres, hvor faren befandt sig eller til hvem og for hvilken sum forretningen blev solgt. Det findes utroværdigt, at ansøgeren, da han som den første modtog et opkald fra kidnapperne, ikke fik nogen oplysninger og ikke stillede spørgsmål men blot afsluttede samtalen. Ansøgeren har forklaret, at han så farens lig men har ikke kunnet vurdere, om faren var død kort forinden liget blev hentet eller havde været død i en længere periode. Det forekommer ulogisk, at kidnapperne skulle have holdt liv i faren i op i mod fire uger for derefter at slå ham ihjel, kort før løsesummen blev udbetalt. Ansøgeren ses ikke at have godtgjort at have haft en konflikt med Taleban eller en anden gruppe. Det forekommer utroværdigt, at en ukendt gruppe skulle bruge så mange ressourcer på at få fat i ansøgeren, når han er hazara, når gruppen måske lige havde dræbt hans far, og når de konstaterede at han var flygtet til Ghazni, sammenholdt med at ansøgeren ikke har været profileret på nogen måde, herunder ikke har haft særlige evner eller en særlig position, de kunne udnytte. Det findes endvidere påfaldende, at gruppen omkring et år efter ville true ansøgeres søster og farbror for at få fat i den uprofilerede ansøger. Ansøgeren har forklaret divergerende om hvorvidt han gav sin mor telefonen i forbindelse med kidnappernes første opkald, og han har forklaret udbyggende om hvorvidt den ukendte gruppe truede ham på livet. Efter en samlet vurdering tilsidesætter Flygtningenævnet ansøgerens forklaring som usandsynlig, divergerende og udbyggende. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være udsat for forfølgelse, jf. Udlændingelovens § 7, stk. 1 eller være i konkret og individuel risiko for overgreb, jf. Udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2018/111/MME
Nævnet stadfæstede i februar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunnimuslim af trosretning fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive dræbt af Taliban eller de afghanske myndigheder, idet han har arbejdet for amerikanerne. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter sin fætter, idet ansøgeren har fået fortalt, at denne har truet med at slå ansøgeren ihjel, da han betragter ansøgeren som vantro, idet han er rejst til Europa og har sin mor i Canada. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han arbejdede i militæret fra 2003 til 2007, hvorefter han sagde op. Ansøgeren blev ansat som menig soldat og havde opnået rang af sergent, da han stoppede. Herefter arbejde ansøgeren med at sælge biler i to år, hvorefter han igen blev ansat i militæret, hvor han arbejde fuld tid frem til slutningen af 2014. Fra slutningen af 2014 og frem til sin udrejse i 2015 arbejdede han på deltid i militæret. I slutningen af 2014, mens ansøgeren var på deltid i det afghanske militær, blev ansøgeren gennem en ven, [A], tilbudt at udføre hemmelige opgaver for amerikanerne, nærmere bestemt fotografere udvalgte steder. Ansøgeren deltog i træning og tre opgaver for amerikanerne. En dag skulle ansøgeren deltage i et førstehjælpskursus ved amerikanerne i [by]. I en pause, hvor ansøgeren gik udenfor, blev han opdaget af sin kommandochef fra det afghanske militær. Da ansøgeren efterfølgende mødte på arbejde i det afghanske militær, blev han indkaldt af sin chef, som ville vide, hvad ansøgeren havde lavet i [byen]. Ansøgeren blev beskyldt for at have spioneret for amerikanerne. Han sagde til ansøgeren, at han fik 24 timer til at tænke sig om. Såfremt han da ikke fortalte sandheden, ville han blive tilbageholdt. Da ansøgeren kom tilbage til sit værelse, kunne han se, at det var blevet ransaget. En efterfølgende dag blev der ringet på dørklokken ved ansøgerens bopæl. Ansøgeren vækkede sin bror, der sov på første salen, og ud af vinduet kunne de se, at det var Taliban, der var ved at trænge ind i huset. Ansøgeren og hans bror flygtede op på taget, hvor ansøgerens bror blev skudt og dræbt. Ansøgeren formåede at flygte og få et lift til Kabul, hvor han tog ophold hos sin morbror i otte-ni dage. Ansøgeren blev genforenet med sin ægtefælle og børn i Kabul. Ægtefællen fortalte ansøgeren, at Taliban havde truet med at slå familien ihjel. Ansøgeren udrejste herefter af Afghanistan. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet den forekommer utroværdig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet kan i lighed med Udlændingestyrelsen lægge til grund, at ansøgeren var ansat i det afghanske militær men ikke, at han tillige arbejdede for amerikanerne. Nævnet finder, at ansøgerens forklaring om sin kontakt til og opgaver for amerikanerne, herunder at han ikke vidste, hvem de pågældende amerikanere var, hvad formålet med opgaverne var og ikke kan huske, hvornår han nærmere udførte dem, forekommer mindre troværdig. Det forhold, at ansøgeren oplyser at være analfabet og ikke har styr på datoer og måneder kan ikke føre til en anden vurdering, hvorved bemærkes, at ansøgeren, der havde rang af konstabel i hæren, efter sin forklaring havde ansvaret for ni underordnede, som han skulle træne og rapportere om, og at han tog adskillige kursusbeviser under sin ansættelse i hæren. Det forekommer endvidere usandsynligt, at ansøgeren oplevede problemer med sin chef i militæret som følge af sit angivelige arbejde for amerikanerne. Nævnet finder således ikke, at ansøgerens forklaring om, at han løj for sin chef, da denne spurgte, hvad han lavede for amerikanerne, at chefen herefter skulle have givet ham 24 timer til at komme med en forklaring, og at han i modsat fald ville blive anholdt, forekommer troværdig. Det kan ikke føre til en anden vurdering, at arbejdet for amerikanerne var hemmeligt henset til, at ansøgeren var ansat i den afghanske hær. Det beror hertil på ansøgerens formodning, at hans chef ikke skulle kunne lide amerikanere eller skulle samarbejde med Taliban, og nævnet bemærker hertil, at det efter ansøgerens forklaring var samme chef, der sendte ansøgeren ud på opgaven med at ringe og fortælle om Talibans bevægelser i ansøgerens hjemområde, og som resulterede i et angreb på Taliban med tab til følge. Nævnet finder heller ikke, at det forekommer troværdigt, at amerikanerne skulle betale ansøgeren 400 US Dollars om måneden i tre år, henset til at ansøgeren efter sin forklaring alene udførte tre relativt simple og kortvarige opgaver for dem i denne periode. For så vidt angår ansøgerens angivelige konflikt med Taliban finder nævnet, at ansøgeren ikke på en troværdig måde har sandsynliggjort, at det skyldes hans forhold, at Taliban angiveligt opsøgte hans bopæl samme dag, som han havde forladt militæret. Nævnet har herved lagt vægt på, at det beror på ansøgerens egen formodning, at Taliban opsøgte bopælen på grund af ham og ikke på grund af hans bror, der efter det oplyste var politimand og også boede i huset, og at det var broren, der blev skudt. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren efter sin forklaring ikke tidligere havde oplevet problemer med Taliban, men tværtimod tog hjem hver torsdag på trods af, at Taliban efter hans forklaring havde oplysninger om ham, og at Taliban havde magten i det område. Nævnet finder endelig, at ansøgerens frygt for lokalbefolkningen og hans fætter som følge af hans udrejse til Europa, og at hans mor bor i Canada, ikke kan begrunde opholdstilladelse henset til, at der ikke er tale om konkrete, aktuelle konflikter, men at der alene er tale om ansøgerens egen formodning. Nævnet tilsidesætter således ansøgerens forklaring om, at han har en konflikt med regeringen, Taliban og andre som utroværdig. Flygtningenævnet finder således sammenfattende ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller risikerer at blive udsat [for] overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder endvidere ikke, at situationen i Afghanistan er præget af en sådan generaliseret vold, at det vil være i strid med den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 3 at henvise ansøgeren til at rejse tilbage til Afghanistan. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2018/110/MJM
Nævnet stadfæstede i januar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim fra [landsby], provinsen Logar, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til at han ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter at blive slået ihjel af Taliban. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hans far blev opsøgt af Taliban omkring en måned før ansøgeren udrejste af Afghanistan. Taliban sagde til ansøgerens far, at de ville uddanne ansøgeren og hans to brødre, [A] og [B], i at udøve jihad og i at bekæmpe udenlandske styrker i Afghanistan. Nogle dage efter blev ansøgerens familie opsøgt af Taliban på deres bopæl. Ansøgerens far var ude at arbejde, så [A] åbnede døren. Personerne fra Taliban holdt noget for ansøgeren og ansøgerens to brødres næse og mund, som gjorde dem bevidstløse. Dagen efter vågnede de op i en træningslejr hos Taliban. De fik at vide, at de skulle trænes i at bekæmpe vesterlændinge med våben og bombeveste. Efter 10-12 dage i lejren besluttede [A], at de skulle forsøge at flygte. En aften lykkedes det dem at flygte. De gik, til de kom til et hus, hvor de bankede på og bad om hjælp fra en mand. Næste morgen kørte han dem hjem til deres landsby, hvor de blev genforenet med deres familie. Efter nogle dage på bopælen, blev de igen opsøgt af Taliban. De forsøgte at tage ansøgeren og hans brødre med sig. Ansøgerens far prøvede at forhindre dette og blev slået ihjel af skud. Ansøgerens mor blev ramt i benet. Postyret gjorde, at naboerne kom til, og Taliban flygtede fra stedet. Ansøgerens mor blev kørt på hospitalet, og ansøgeren og hans brødre tog ophold hos deres morbror. Ansøgerens morbror kunne ikke sørge for ansøgeren og hans brødres sikkerhed, så han arrangerede, at en person kunne hjælpe dem ud af landet. Flygtningenævnet tiltræder Udlændingestyrelsens vurdering af, at ansøgeren, der nu er 17 år, er tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylbehandling. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren generelt har svaret sammenhængende og relevant på de spørgsmål, der blev stillet i Flygtningenævnet og på en måde, der viste, at han forstår, hvad asylbehandlingen går ud på. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring forekommer usandsynlig, divergerende - også i forhold til ansøgerens brødre, der også har søgt asyl i Danmark - og ikke selvoplevet. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgerens og hans brødres forklaringer under nævnsmødet bærer præg af at være indstuderede med brug af samme ord og vendinger. Nævnet lægger vægt på, at ansøgeren og hans bror, [A], har forklaret divergerende om, hvor de befandt sig ved den første opsøgning på bopælen. Ansøgeren har således til sin asylsamtale forklaret, at da han og [B] hørte, at [A] blev slået, lod de som om de sov, og de halvsov faktisk også. Mændene kom ind på værelset, hvor han og ansøgeren sov. [B] har derimod til sin asylsamtale forklaret, at [A] åbnede døren, og at han kom ud fra værelset, da han hørte, at [A] blev slået og sparket. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om de personer, der opsøgte ansøgeren og hans familie på bopælen, idet ansøgeren til sin oplysnings- og motivsamtale flere gange forklarede, at faren åbnede døren, anden gang mændene kom, og at det var de samme mænd, som denne gang var bevæbnede. Til asylsamtalen forklarede han imidlertid, at man ikke kunne se mændene, idet de var maskeret. Foreholdt denne divergens forklarede ansøgeren, at man kunne se ud fra masken, at det var de samme. Ansøgerens brødre, [A] og [B], har derimod til deres asylsamtaler forklaret, at der begge gange kom tre personer, hvis ansigter var tildækkede, så de ikke kunne se, om der var tale om de samme personer. Vedrørende tilbageholdelsen på træningsbasen har ansøgeren til sin asylsamtale forklaret, at han og hans brødre frit kunne bevæge sig rundt inde i huset, som var meget stort, og at man ikke skulle spørge om lov til at gå på toilettet, fordi toilettet var inde i huset. Der var ikke en vagt med, når han skulle på toilettet. Ansøgerens bror, [A], har til sin oplysnings- og motivsamtale og asylsamtale derimod forklaret, at brødrene ikke havde tilladelse til at gå ud fra huset, at der var meget stor sikkerhed på basen, at der var en person med, når de skulle på toilettet, som ventede, til man var færdig, og at han var sammen med sine brødre hele tiden. Ansøgerens bror, [B], forklarede ligeledes til sin asylsamtale, at der hver gang de skulle på toilettet gik en vagt med, og at der som regel var to personer, der holdt vagt lige uden for det rum, hvor ansøgeren og hans brødre opholdt sig. Flygtningenævnet finder det hertil usandsynligt, at ansøgeren og hans brødre – henset til, at de angiveligt var blevet kidnappet og til ansøgerens brødres forklaring om sikkerheden på basen – skulle kunne flygte uden at støde på vagter og gå ud af en ulåst hoveddør. Nævnet bemærker videre, at det forekommer påfaldende, at ansøgeren til asylsamtalen ikke i første omgang kunne svare på, i hvilket rum talibanerne befandt sig, da de flygtede, men at han efter frokostpausen kunne vise, i hvilke tre rum, talibanerne opholdt sig, ligesom det forekommer påfaldende, at ansøgeren og hans brødre til asylsamtalerne nævnte præcis de samme tre navne på nogle af talibanerne på basen, at ansøgerens bror, [A] først til asylsamtalen var kommet i tanke om disse navne, og at ansøgerens bror, [B], forklarede, at han var kommet i tanker om disse navne efter at have talt med sine brødre om episoden. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at ansøgeren - på spørgsmål om stedet, hvor han angiveligt var tilbageholdt, og om undervisningen på stedet - har svaret påfaldende udetaljeret, ligesom hans erindring herom har været påfaldende vag henset til, at han efter sin forklaring opholdt sig på stedet 10-12 dage. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at det forekommer påfaldende, at ansøgeren efter flugten skulle tage ophold på sin bopæl, hvorfra han og hans brødre angiveligt var blevet kidnappet, henset til den risiko der var forbundet hermed. Nævnet bemærker videre, at det forekommer påfaldende, at ansøgeren ikke kunne svare på, hvor manden, der kørte dem hjem, satte dem af udover, at det ikke var så langt fra deres bopæl. Nævnet finder hertil, at det forekommer utroværdigt, at talibanerne ved den angivelige anden opsøgning af bopælen skulle have taget flugten uden at medtage ansøgeren og hans brødre alene, fordi ansøgeren og hans brødre og mor råbte op, og naboerne kom til stede. Flygtningenævnet lægger endvidere vægt på, at de foreliggende baggrundsoplysninger ikke giver grundlag for at antage, at Taliban skulle foretage en tvangsrekruttering i form af kidnapning af ansøgeren og hans to brødre. Der henvises blandt andet til ”Country of Origin Report on Afghanistan” fra det hollandske udenrigsministerium fra november 2016, hvoraf det fremgår, at tvangsrekruttering til Taliban er usædvanlig, og at folk sjældent rekrutteres af fremmede, samt til Landinfos temanotat: ”Afghanistan: Rekruttering til Taliban” af 29. juni 2017, hvoraf fremgår, at tvangsrekruttering kun sker undtagelsesvis, og at personer, der vægrer sig mod at lade sig mobilisere, ikke udsættes for trusler om rettighedskrænkende reaktioner. Det fremgår videre, at Taliban ikke har haft behov for brug af tvang i forbindelse med sin ekspansion, og at individuel mobiliseringspraksis baseret på tvang er i strid med centrale værdier knyttet til familie, ligesom det er i strid med afghansk kultur at tage et barn væk fra en familie, når det er i strid med familiens ønske. Flygtningenævnet finder således sammenfattende, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være forfulgt, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i en reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2018/11/CHA
Nævnet stadfæstede i maj 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i november 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tajik og sunni-muslim af trosretning fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Mujahedin/Taliban. Ansøgeren frygter, at Mujahedin/Taliban vil tvinge ham til at udføre selvmordsangreb på musikinstituttet i Kabul. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at musikinstituttet hvor han arbejdede modtog to trusselbreve i begyndelsen af 2015. Det var lederen af musikinstituttet, [A], som modtog trusselbrevene. Omkring midt på året i 2015 var ansøgeren med i et teaterstykke på den franske skole, Lycee Isteqlal, i Kabul. Ansøgeren spillede musik til teaterstykket, som handlede om selvmordsangreb. Omkring klokken 20 gik teaterstykket i gang. Ansøgeren var på scenen sammen med sin musikgruppe. Der gik omkring 40-50 sekunder efter starten, hvorefter der lød et brag fra enden af salen. Der skete ikke noget med ansøgeren eller hans musikgruppe. Taliban tog skylden for angrebet. Selvmordsangrebet slog to personer ihjel, og flere blev såret. Fem til seks måneder efter selvmordsangrebet på den franske skole, blev ansøgeren kidnappet. Ansøgeren blev kidnappet den 24. september 2015, da ansøgeren var på vej fra Kabul til Gul Bagh området, hvor ansøgerens familie boede. Ansøgeren kørte i Masjid Naw området, da han blev overhalet af en bil. Ansøgeren kunne se, at bilen stoppede længere nede af vejen, og der stod en mand og en kvinde som markerede, at han skulle holde til side. Ansøgeren stoppede for at høre, hvad der var sket. Manden og kvinden kom hen til bilvinduet, som var rullet ned. Herefter kunne han se, at kvinden var en mand. Ansøgeren blev under trussel med pistol tvunget ind i deres bil. Ansøgeren blev bagbundet, og fik en pose over hovedet. De kørte omkring 30 minutter, indtil de ankom til et hus. Ansøgeren blev ført ned i en kælder, og fik fjernet posen fra hovedet. Der var fire mænd i rummet, og mændene slog ansøgeren overalt på kroppen i tre til fire minutter. Mændene fortalte ansøgeren, at han arbejdede for musikbranchen, og at han var vantro. Ansøgeren fik besked på, at han skulle udføre en opgave for mændene. Ansøgeren fik to muligheder. Den ene mulighed var, at han skulle køre sin bil med sprængstoffer ind i musikskolen og efterfølgende stikke af. Den anden mulighed var, at han personligt skulle tage sprængstoffet og placere sprængstoffet på skolen. Ansøgeren accepterede at køre sin bil ind på skolen med sprængstof. Han fortalte mændene, at det var weekend, og at han skulle bruge sin bil. Mændene fortalte ham, at det var i orden, men at han skulle udføre missionen om lørdagen. Ansøgeren fik et glas te af mændene, og mændene fortalte ham, at han ikke skulle henvende sig til politiet. Mændene viste ansøgeren en politiuniform og fortalte, at de selv var fra politiet. Efter omkring 30 minutter fik ansøgeren bundet hænderne og fik en pose over hovedet. Ansøgeren blev kørt tilbage i nærheden af, hvor hans bil var blevet efterladt. Tre af bilruderne var blevet knust. Ansøgerens mobiltelefon og hans pung var blevet stjålet. Ansøgeren kørte til politikontrolposten. Han fortalte politiet, at han var blevet kidnappet. Herefter kørte han hjem til sine forældre. Ansøgeren fortalte familien, at han ville tage til Herat på grund af en koncert. Ansøgeren fortalte kun sin tvillingebror, at han havde planer om at rejse ud af landet. Ansøgeren overnattede hos sine forældre, og tog herefter til Herat. Ansøgeren kendte en agent i Herat, og agenten skaffede ham et visum til Iran. Visummet var gyldigt i en måned. Ansøgeren blev i Herat i syv dage, og hans bror sendte ham 2500 USD. Herefter udrejste ansøgeren til Iran. Flygtningenævnet kan lægge til grund, at ansøgeren er musiker og har undervist på den nationale musikskole. Flygtningenævnet kan i øvrigt ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren har forklaret forskelligt om, hvornår attentatet mod den franske skole fandt sted. Der er ikke noget i ansøgerens forklaring, der tyder på, at attentatet var rettet særligt mod ham. Ansøgeren har forklaret divergerende om, hvornår musikskolens leder modtog trusler, og om disse var anført i breve. Flygtningenævnet finder ansøgerens forklaring om sit hovedasylmotiv helt usandsynligt. Det findes herunder usandsynligt, at ansøgeren skulle være stoppet i et område, hvor der var fare for røverier mv. særligt når føreren af bilen forinden havde forsøgt at kontakte ham ved at blinke med lygterne. Det findes usandsynligt, at kidnapperne ikke sikrede sig, at få ansøgerens bil med når den skulle anvendes til en bilbombe. Det findes usandsynligt, at ansøgeren fik valgmuligheder med hensyn til attentantens udførelse, at ansøgeren løslades inden attentatet fandt sted og at han ikke fik nærmere instrukser, om hvornår han på ny skulle kontakte kidnapperne, særligt når attentatet skulle finde sted to dage efter løsladelsen. Flygtningenævnet lægger endvidere vægt på, at hverken ansøgeren eller hans familie efterfølgende er blevet kontaktet. Flygtningenævnet tilsidesætter derfor ansøgerens forklaring som konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være forfulgt jf. Udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i konkret og individuel risiko for overgreb jf. Udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”afgh/2018/11/sme.
Nævnet stadfæstede i februar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunnimuslim fra landsbyen […] i Maidan Wardak Provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter den familie, der slog hans far og farbror ihjel. Ansøgeren formoder, at det er den samme familie, der også har slået hans storebror, [A], og hans morbror ihjel. Ansøgerens bror, [A], var forlovet med en kvinde, og han gjorde kvindens søster gravid. Ansøgerens familie tilbød kvindernes familie penge og jord som kompensation, hvilket kvindernes familie afslog. Kvindernes familie tog sammen med Taliban hen til ansøgerens bopæl og slog ansøgerens far og farbror ihjel. Det var kvindernes far, der slog ansøgerens far og farbror ihjel. Han slog også sine døtre og ægtefælle ihjel. Ansøgerens bror flygtede. En dag kom ansøgerens morbror og tog ansøgeren, [ansøgerens stedbror, H] og deres to yngre brødre med til familiens gård. Samme aften brændte [A]s tidligere svigerfamilie ansøgerens families bopæl ned. Derefter flyttede ansøgeren og hans søskende sammen med sin morbror til [landsbyen S], hvor de opholdt sig i syv til otte år. Omkring fem år efter drabet på faren og farbroren blev [A] og ansøgerens morbror slået ihjel. Ansøgeren mener, at det var [A]s tidligere svigerfamilie, der slog dem ihjel. Tre dage senere begik ansøgerens søster selvmord. Ansøgerens families bopæl blev derefter afsløret, og ansøgerens mor mente, at det var sikrest for ansøgeren og [H] at udrejse. Ansøgeren frygter endvidere sin fars fætre på grund af en jordkonflikt over ansøgerens farfars jord. Flygtningenævnet kan i lighed med Udlændingestyrelsen lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund og finder ligesom styrelsen, at de oplyste forhold ligger uden for anvendelsesområdet for udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. I forhold til jordkonflikten har nævnet navnlig lagt vægt på, at ansøgeren ikke personligt har haft konflikter med sin fars fætre, og at de forhold, der førte til konflikten, fandt sted for mange år siden, mens ansøgeren var meget lille. Der er ikke oplysninger om, at ansøgeren eller dennes familie er blevet opsøgt af, truet eller på anden må har haft sammenstød med ansøgerens fars fætre. På den anførte baggrund er det Flygtningenævnets opfattelse, at der er tale om en afsluttet konflikt, der ikke kan danne grundlag for international beskyttelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. I forhold til ansøgerens frygt for at blive dræbt af faderen til en pige, som ansøgerens bror, [A], har gjort gravid, har nævnet navnlig lagt vægt på, at pigen blev gravid, da ansøgeren var omkring otte år gammel, at ansøgeren efter flugten fra det oprindelige hjem sammen med familiemedlemmer har opholdt sig i Afghanistan i en periode på omkring otte år i [S]-området hos en person, som de kaldte onkel ([M]), og at ansøgeren aldrig selv er blevet truet eller opsøgt af pigens far. På den anførte baggrund er det Flygtningenævnets opfattelse, at der er tale om en afsluttet konflikt, der ikke kan danne grundlag for international beskyttelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Dette understøttes også af, at ansøgerens øvrige familie ikke er udrejst sammen med ansøgeren. Det forhold, at ansøgers bror, [A], blev dræbt kort tid forud for ansøgerens udrejse af Afghanistan, kan henset til de uafklarede omstændigheder i denne forbindelse ikke i sig selv føre til en anden vurdering. Det beror således på ansøgerens egen formodning, at dette drab har tilknytning til enten jordkonflikten eller konflikten med broderens tidligere svigerfamilie. Sammenfattende har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i en aktuel og reel risiko for at blive udsat for forfølgelse eller andre asylbegrundende overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Herefter, og idet de generelle forhold i Afghanistan heller ikke er af en karakter, der kan begrunde international beskyttelse efter de nævnte bestemmelser, stadfæster Flygtningenævnet derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2018/109/MKT
Nævnet stadfæstede i februar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tadjik og sunnimuslim fra landsbyen […] i Logar Provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban. Ansøgerens far var skoleinspektør på en lokal skole, der underviste både piger og drenge. Ansøgerens far og de øvrige lærere på skolen modtog trusselbreve fra Taliban, der ville brænde skolen ned, hvis ikke ansøgerens far lukkede skolen. Faren sagde altid, at han ville lukke skolen, men han gjorde det aldrig. Ansøgerens fars fætter, [K], der arbejdede som lærer på skolen, sagde til Taliban, at han ikke ville stoppe som lærer, da børnene i skolen havde en fremtid, og at han selv skulle forsørge sine børn. En dag så ansøgeren, at Taliban placerede en bombe på skolen. Ansøgeren ringede til sikkerhedsstyrkerne, som ankom. Der opstod kamp mellem sikkerhedsstyrkerne og Taliban, og mange blev dræbt. Til sidst flygtede Taliban. Dagen efter kom repræsentanter for de udenlandske styrker, provinsguvernøren og en lokal kommandant til landsbyen for at takke landsbyen for samarbejdet, herunder blev ansøgeren personligt takket. Ansøgerens far sagde til ansøgeren, at han skulle tolke for de udenlandske repræsentanter. Der blev optaget video og taget billeder. En spion for Taliban optog, at ansøgeren oversatte. Personen fortalte til Taliban, at ansøgeren var søn af skoleinspektøren. Personen sagde videre til Taliban, at ansøgeren og hans far skulle dræbes, fordi de havde været med til at ødelægge Talibans plan om at bombe skolen. Om aftenen blev ansøgerens bopæl angrebet af Taliban. Ansøgerens far sagde til ansøgeren, at han skulle flygte. Dagen efter tog ansøgeren hen til sin morbror og fortalte ham, hvad der var sket. Ansøgeren opholdt sig hos sin morbror i tre dage, inden han udrejste af Afghanistan. Ansøgeren frygter desuden et lokalt medlem af Taliban, [M], der ville giftes med ansøgerens søster. [M] var omkring 60 år gammel, og ansøgerens far ville ikke acceptere hans frieri. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sine asylmotiver til grund. Nævnet finder, at ansøgerens forklaring om de forhold, som han støtter ansøgningen på, fremstår utroværdig og konstrueret til lejligheden. Nævnet finder det påfaldende, at ansøgeren tog tilbage til skolen allerede dagen efter, at han så Taliban grave en bombe ned og alarmerede politiet, og at der allerede dagen efter blev holdt en ceremoni med deltagelse af 50 til 60 personer, heriblandt officielle repræsentanter, herunder en repræsentant for de udenlandske tropper i landet. Det er i den forbindelse navnlig indgået i nævnets vurdering, at ansøgeren selv har forklaret, at hans anmeldelse af bomben førte til kamphandlinger mellem Taliban og myndighederne. Ved vurderingen af sagen har nævnet endvidere lagt vægt på, at ansøgeren under sagens behandling har afgivet forskellige forklaringer om, hvor, hvordan, og på hvilke tidspunkter hans far fandt trusselsbrevene fra Taliban. Under oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren således forklaret, at hans far fik trusselsbrevene leveret flere steder, herunder på skolen, mens hans under asylsamtalen [i efteråret] 2016 har oplyst, at alle trusselsbrevene blev fundet på skolen. Ansøgeren har desuden afgivet en usikker forklaring om, hvornår hans far fandt trusselsbrevene, herunder om det var før, samtidig med eller efter, at ansøgeren var mødt ind på skolen tidligt om morgenen for at passe sit arbejde i kantinen. Endelig har ansøgeren afgivet forskellige forklaringer om, hvorvidt han har læst brevene. Under oplysnings- og motivsamtalen og under asylsamtalen [i efteråret] 2016 har ansøgeren således forklaret, at han ikke har set brevene, men under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at han har set et af brevene, der var skrevet på pashto. Hertil kommer, at ansøgerens forklaring om, hvem der kom på besøg i landsbyen dagen efter, at ansøgeren havde set Taliban grave en bombe ned ved skolen, ikke fremstår konsistent. I asylskemaet har ansøgeren oplyst, at Logars guvernør, Logars politileder og nogle udenlandske repræsentanter kom til landsbyen. Under oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren først oplyst, at der kom flere repræsentanter og senere, at der kun kom en udenlandsk repræsentant. Til asylsamtalen har ansøgeren oplyst, at der kom en guvernør, en kommandant fra efterretningstjenesten og en repræsentant fra de udenlandske tropper. Desuden har ansøgeren afgivet forskellige forklaringer om, hvorvidt han kendte den pågældende udenlandske repræsentants nationalitet, idet han blandt andet under oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at han ikke kendte den pågældendes nationalitet, mens hans under nævnsmødet har forklaret, at der var tale om en amerikansk soldat, og at der i øvrigt også var fem til seks andre amerikanske soldater til stede i forbindelse med ceremonien. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har afgivet divergerende forklaringer om omstændighederne i forbindelse med, at han blev bedt om at deltage i ceremonien, idet ansøgeren under asylsamtalen har forklaret, at der kom nogle drenge til hans bopæl for at hente ham, mens han under nævnsmødet har forklaret, at dette ikke var tilfældet, og at han således opholdt sig på skolen, da de officielle repræsentanter ankom til stedet. Ansøgeren har endvidere afgivet forskellige forklaringer om, hvornår Taliban opsøgte familiens bopæl. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren oplyst, at Taliban opsøgte bopælen samme aften, som ansøgeren havde tolket for den udenlandske repræsentant, men i asylskemaet og under asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at Taliban først opsøgte bopælen nogle dage efter, at ansøgeren havde tolket for den udenlandske repræsentant. Endelig har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret forskelligt under henholdsvis oplysnings- og motivsamtalen og under nævnsmødet om, hvorvidt ansøgerens far rent faktisk så, at det var Taliban, der kom til bopælen i forbindelse med ansøgerens flugt, idet ansøgeren under oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at hans far havde set Taliban gennem et kighul i døren, mens han under nævnsmødet har forklaret, at hans far ikke så, at det var Taliban, der kom. På den anførte baggrund har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at han har behov for beskyttelse som nævnt i udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, i anledning af, at han skulle være efterstræbt af Taliban som følge af episoden i tilknytning til skolen. Ansøgeren har heller ikke sandsynliggjort, at der foreligger omstændigheder, der kan begrunde, at ansøgeren har behov for beskyttelse som følge af, at ansøgerens far har afvist at bortgifte hans søster. Hverken ansøgerens oplysninger om, at han har haft hovedpine under nogle af samtalerne, eller de påberåbte tolkeproblemer kan føre til en anden vurdering. Herefter, og idet de generelle forhold i Afghanistan heller ikke kan begrunde opholdstilladelse efter de nævnte bestemmelser, stadfæster Flygtningenævnet derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2018/108/MKT
Nævnet meddelte i februar 2018 opholdstilladelse (B-status) til et ægtepar samt et barn fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etnisk hazara og shiamuslimer. Den mandlige ansøger kommer fra Ghazni, Afghanistan. Den kvindelige ansøger kommer fra Kandahar, Afghanistan. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter den kvindelige ansøgers far. Ansøgerne har til støtte for deres asylmotiv oplyst, at de blev religiøst viet for cirka tre år siden. Et år efter vielsen, begyndte den kvindelige ansøgers far at kontakte den kvindelige ansøger og den mandlige ansøgers far, idet ansøgerne endnu ikke havde fået børn. Den kvindelige ansøgers far krævede derfor, at den mandlige ansøger lod sig skille fra den kvindelige ansøger. Ansøgerne nægtede at lade sig skille. En dag ringede den kvindelige ansøgers far til den mandlige ansøgers far og truede med, at han ville hente sin datter, og at han ville slå den mandlige ansøger ihjel. Herefter udrejste ansøgerne af Afghanistan. Flygtningenævnet kan i al væsentlighed lægge ansøgernes forklaringer om asylmotivet til grund, idet ansøgernes forklaringer om konflikten med den kvindelige ansøgers far har fremstået konsistente, uden betydende divergenser og selvoplevede. Den kvindelige ansøger har modtaget nogen skoleundervisning, men begge ansøgere er reelt analfabeter. Den kvindelige ansøger blev ved indrejsen vurderet som mindreårig, men efter en aldersundersøgelse lægges det til grund, at hun er født i 1997. På grundlag af ansøgernes forklaringer lægger Flygtningenævnet til grund, at ansøgerne, der er fætter og kusine, uden forinden at have mødt hinanden, i 2014 indgik ægteskab. Efter ægteskabets indgåelse boede ansøgerne hos den mandlige ansøgers familie i Ghazni. Det fremgår af ansøgernes forklaringer, at kontakten mellem den kvindelige ansøgers familie i Kandahar og familien i Ghazni foregik mellem ansøgernes fædre. På grundlag af ansøgernes forklaringer finder nævnet, at ansøgerne har sandsynliggjort, at den kvindelige ansøgers far blev tiltagende optaget af og vred over, at den kvindelige ansøger ikke blev gravid, og at han omkring et år efter ægteskabets indgåelse krævede, at ægteskabet skulle ophæves, og den kvindelige ansøger skulle vende tilbage til sin egen familie. Nævnet finder, at ansøgerne har sandsynliggjort, at den kvindelige ansøgers far under en sidste telefonsamtale talte direkte med den kvindelige ansøger og krævede, at hun blev skilt, hvilket hun ikke ønskede, og at den kvindelige ansøgers far samme dag under en telefonsamtale med den mandlige ansøgers far meddelte, at han under disse omstændigheder ville slå den mandlige ansøger ihjel. Samme dag blev det besluttet, at ansøgerne skulle flygte fra Afghanistan. Flygtningenævnet finder, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de, uanset at de under opholdet i Danmark har fået et barn, såfremt de skal vende tilbage til Afghanistan, vil være i en reel risiko for at blive udsat for æresrelaterede overgreb fra den kvindelige ansøgers fars side af en sådan karakter, at de i udgangspunktet opfylder betingelserne for at blive meddelt asyl i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Den mandlige ansøger har henvist til, at konflikten mellem de to familier er kommet til udtryk ved to voldsomme hændelser i 2017. Nævnet har ikke fundet anledning til at inddraget disse oplysninger i sagen. Nævnet finder ikke, at ansøgerne kan henvises til at tage ophold andetsteds i Afghanistan, herunder i Kabul, Herat eller Mazar-e Sharif, idet der ikke er grundlag for at antage, at ansøgerens her vil kunne opnå levevilkår på et sådant niveau, at deres basale humanitære rettigheder ikke vil blive krænket. Ansøgerne har intet relevant netværk i de nævnte større byer. Ansøgerne har et nyfødt barn. Den mandlige ansøger har hjulpet sin far i landbruget, men har her ud over ikke erfaring med at skaffe sig et udkomme, og fremstår legemligt meget skrøbelig. Der er ikke grundlag for at meddele ansøgerne opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgerne og deres søn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” afgh/2018/107/CMA
Nævnet stadfæstede i februar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tadjik og pashtun, og sunnimuslim fra Kunduz, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af sin morbror, idet han har gjort sin kusine gravid. Herudover frygter ansøgeren de generelle forhold i Afghanistan og i hjembyen Kunduz. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at han voksede op hos sin morbror i [en landsby], da ansøgerens forældre døde, da ansøgeren var barn. Mens ansøgeren boede hos sin morbror, blev ansøgeren og hans kusine, [A], forelskede. To år inden sin udrejse af Afghanistan spurgte ansøgeren sin morbror og hans ægtefælle om lov til at gifte sig med sin kusine. Morbroren og ægtefællen afviste ansøgeren og ansøgeren blev nogle måneder senere smidt ud fra deres bopæl. Ansøgeren flyttede herefter ind hos sin ven [B] i [en landsby]. Nogle måneder efter at ansøgeren var flyttet ud af sin morbrors hjem, ringede [A] til ansøgeren. Hun var blevet gift med en anden mand ved navn [M]. Ansøgeren og [A] aftalte at mødes hjemme hos [A], som nu boede sammen med sin ægtefælle. Ansøgeren og [A] mødtes, og [A] foreslog at de to skulle have samleje, hvilket de havde. Ansøgeren og [A] mødtes herefter omkring hver anden dag i en periode på fire til fem måneder. [A] blev gravid og efter fire til fem måneder, begyndte hun at vise tegn herpå. [A’s] ægtefælle blev sur over dette, da han vidste, at han ikke kunne få børn. [A] blev derefter afhørt af sin far, mor og sin ægtefælle, og hun fortalte dem om sit forhold til ansøgeren. Ansøgerens morbror og [A’s] ægtefælle opsøgte herefter ansøgeren hos [B]. Ansøgeren var ikke hjemme, da dette fandt sted, og det var derfor ansøgerens ven der åbnede døren. De ledte efter ansøgeren i huset, og efterfølgende ringede ansøgerens ven til ansøgeren og fortalte, at de havde været forbi bopælen. Ansøgeren tog herefter direkte til et hotel i Kunduz, hvor han opholdt sig i et par dage, mens hans ven hjalp med at skaffe penge. Derefter udrejste ansøgeren af Afghanistan. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgeren på væsentlige punkter har forklaret divergerende, ligesom centrale dele af ansøgerens forklaring ikke forekommer sandsynlig. Flygtningenævnet har herved navnlig lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om tidspunktet og baggrunden for sit selvmordsforsøg samt om afstanden mellem [A’s] bopæl og morbrorens bopæl. Endvidere har Flygtningenævnet lagt vægt på, at det ikke forekommer sandsynligt, at ansøgeren og [A] angiveligt mødtes i et par timer på [A’s] bopæl hver anden eller tredje dag i fire til fem måneder og havde – ofte ubeskyttet – samleje, særligt henset til opdagelsesrisikoen og de alvorlige konsekvenser for dem begge, hvis det blev opdaget. Det forekommer endvidere mindre sandsynligt, at [A] havde kondomer liggende i hjemmet, særligt henset til at [A’s] ægtefælle ikke kunne få børn, og da det forekommer usandsynligt, at [A] selv havde mulighed for at anskaffe dem. Ved troværdighedsvurderingen har nævnet endelig lagt vægt på, hvordan ansøgeren har fremstået for nævnet, herunder at ansøgeren har svaret uklart og afglidende på en række spørgsmål. Flygtningenævnet tilsidesætter på den baggrund ansøgerens forklaring som utroværdig og konstrueret. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i en individuel og konkret begrundet risiko for forfølgelse, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han risikerer overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder endelig, at situationen i Afghanistan, herunder i Kunduz provinsen, ikke er præget af en sådan generaliseret vold, at det vil være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions art. 3 at henvise ansøgeren til at rejse tilbage til Afghanistan. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2018/106/JAH
Nævnet stadfæstede i februar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt to børn fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tajik og sunnimuslim fra [en bydel i] Sarayeshamali-distriktet, Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som selvstændigt asylmotiv henvist til, at hendes ægtefælle og dennes familie har udsat hende for verbale og fysiske overgreb. Volden begyndte to til tre måneder efter ægteskabets indgåelse i 2010, og det skete tre til fire gange om måneden. Det var ægtefællen og dennes storebror, der udsatte hende for fysiske overgreb, idet hun blev slået overalt på kroppen. Ansøgeren var også udsat for verbal nedgørelse fra sin svigermor. Endvidere måtte ansøgeren ikke besøge sine forældre. Ansøgeren er ikke under opholdet i Danmark blevet udsat for overgreb fra ægtefællen. Flygtningenævnet kan i det væsentlige ikke lægge ansøgerens forklaring om de overgreb, hun skulle være blevet udsat for i Afghanistan, til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren først fremkom med oplysninger om restriktionerne og overgrebene under asylsamtalen [i efteråret 2016], mens hun til oplysnings- og motivsamtalen [i foråret 2016] har forklaret, at hun ikke havde personlige konflikter med blandt andet familiemedlemmer. Endvidere lægger Flygtningenævnet vægt på, at ansøgeren ikke har søgt skilsmisse eller hjælp hos familien, selvom hun må betragtes som en ressourcestærk kvinde, der kommer fra en ressourcestærk familie. Flygtningenævnet finder det ligeledes utroværdigt, at ansøgerens far angiveligt skulle foretrække, at ansøgeren dør fremfor at hjælpe hende, særligt henset til oplysningerne om farens baggrund. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren under nævnsmødet har forklaret udbyggende om, hvad hendes far angiveligt har sagt til hende i forbindelse med ansøgerens bryllup, herunder at han udtrykkeligt skulle have sagt til ansøgeren, at hun måtte være indstillet på og acceptere ikke at få mad, blive indespærret samt blive udsat for vold. Derudover har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren ikke har forladt sin ægtefælle og har forklaret, at hun heller ikke vil forlade sin ægtefælle. Endelig har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgerens generelle troværdighed er svækket, henset til at hendes forklaring om sit oprindelige asylmotiv er blevet tilsidesat. På den baggrund tilsidesætter Flygtningenævnet ansøgerens forklaring om de overgreb, hun skulle være blevet udsat for i Afghanistan, som konstrueret og utroværdig. Selvom det måtte lægges til grund, at ansøgeren i sit ægteskab er blevet pålagt restriktioner samt udsat for fysisk afstraffelse kan det ikke føre til en ændret vurdering, da det ikke kan antages at have en sådan karakter og intensitet, at det giver grundlag for asyl. På den baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingeloven § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2018/105/JAH
Nævnet stadfæstede i februar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er afghansk statsborger, etnisk tadsjik og sunni muslim fra [en landsby i] Afghanistan. Ansøgeren har i hjemlandet ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taleban, Al-Qaeda eller ISIL, som ansøgeren betragter som værende den samme gruppe. Ansøgeren har videre henvist til, at Taleban har været på hans bopæl to gange med tre dages mellemrum, inden ansøgeren udrejste af Afghanistan. Taleban talte med ansøgerens mor, mens ansøgeren gemte sig i huset. Efterfølgende fortalte ansøgerens mor, at Taleban ledte efter unge mænd, der skulle indrulleres i Taleban. Taleban forsøgte generelt at rekruttere unge drenge i ansøgerens område, og ansøgeren har hørt, at nogen af naboernes sønner nu er medlem af Taleban. Nogle dage efter Taleban havde været på ansøgerens bopæl anden gang, udrejste han af Afghanistan med familien nabo, som de anså som en farbror. Ansøgeren har sommeren 2016 fået at vide, at Taleban allerede fire-fem dage efter ansøgerens udrejse hentede ansøgerens handikappede lillebror, som straf for, at ansøgerens mor havde løjet over for Taleban. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit oprindelige asylmotiv til grund, idet ansøgeren på væsentlige områder har forklaret afglidende, divergerende og udbyggende, hvorfor forklaringen fremstår utroværdig og konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har forklaret, at Taleban over længere tid havde hvervet drenge og unge mænd i ansøgerens hjemområde. Ansøgeren har imidlertid aldrig selv haft kontakt med Taleban. Ansøgeren har forklaret, at hans mors beslutning om, at ansøgeren skulle flygte, blev truffet efter at Taleban to gange havde henvendt sig på familiens bopæl for at hverve egnede unge mænd. Ansøgeren har forklaret, at moren i begge tilfælde sørgede for at gemme ansøgeren. Ansøgerens asylmotiv knytter sig til begivenheder, der er foregået over en kort periode. Ansøgeren har desuagtet under nævnsmødet forklaret, at han i dag ikke længere husker meget om Talebans første henvendelse. Ansøgeren har overfor Udlændingestyrelsen og under nævnsmødet forklaret, at Taleban på ny henvendte sig tre dage senere, og at han herefter opholdt sig på bopælen frem til han flygtede. Ansøgeren har overfor Udlændingestyrelsen forklaret, at han efter Talebans anden henvendelse blev på bopælen i otte til elve dage, før han flygtede. Under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at han gemte sig i tre dage og flygtede om morgenen den fjerde dag. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om tidspunktet for sin første samtale med moren efter flugten. Under oplysnings- og motivsamtalen, der fandt sted [sommeren] 2016 har ansøgeren forklaret, at den første samtale med moren fandt sted to til tre måneder efter, at han kom til Danmark. Under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at der gik omkring seks måneder, før han talte med sin mor. Ansøgeren har under asylsamtalen, der fandt sted den [vinteren] 2017 forklaret, at han anden gang talte med sin mor i [sommeren] 2016, og at moren først under denne samtale fortalte, at Taleban allerede fire til fem dage efter ansøgerens flugt var vendt tilbage og havde hentet ansøgerens lillebror, fordi de havde opdaget, at ansøgerens mor havde undladt at udlevere ansøgeren. Nævnet finder det usandsynligt, at moren, såfremt det forholdt sig således, ikke fortalte dette til ansøgeren under deres første samtale. Under nævnsmødet har ansøgeren ydermere forklaret, at han havde fået kendskab til brorens skæbne gennem den ”farbror”, som ansøgeren flygtede sammen med, og at ansøgerens mor under den anden samtale først afviste, at Taleban havde taget broren, men bekræftede at det var sket, da ansøgeren bad om at tale med sin lillebror. Flygtningenævnet finder på denne baggrund ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han er forsøgt hvervet af Taleban, at Taleban anser ansøgeren for undveget eller at ansøgeren ved tilbagevenden til Afghanistan vil være i en reel og konkret begrundet risiko for, at Taleban vil udsætte ansøgeren for overgreb. Den omstændighed, at ansøgeren overfor Flygtningenævnet har gjort gældende at ville konvertere, giver ikke Flygtningenævnet anledning til at hjemvise sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen. Ansøgeren har forklaret, at han, efter at han er kommet til Danmark på opfordring fra en dansk ven, har deltaget i kirkelige arrangementer og gudstjenester, og at ansøgeren, efter at være kommet i kontakt med [en] Baptistkirke og deltaget i menighedens aktiviteter, har besluttet sig for at ville konvertere. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han er konverteret til kristendommen, således at han af den grund vil risikere forfølgelse eller overgreb ved en tilbagevenden til hjemlandet. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. De generelle forhold i Afghanistan kan ikke føre til, at der meddeles ansøgeren opholdstilladelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2018/102/mme
Nævnet meddelte i februar 2018 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pastun og sunni-muslim af trosretning fra Nangarhar, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel enten af sine farbrødre eller af Taleban. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at ansøgerens far og ansøgerens storebror [A] transporterede brændstof fra Pakistan til Afghanistan. I 2008 blev ansøgerens far og storebror [J] angrebet af Taleban, der skød mod tankbilen. De slog ansøgerens far ihjel og tilbageholdt [A]. Det lykkedes efterfølgende [A] at slippe væk fra Taleban, hvorefter Taleban i stedet tog ansøgerens fætter, [B], til fange. Taleban sagde til ansøgerens farbrødre, at de ville få [B] tilbage, såfremt de udleverede [A] til dem. Taleban slog derefter [B] ihjel, idet ansøgerens farbrødre ikke kunne udlevere [A] til Taleban, fordi [A] allerede var flygtet. Ansøgerens farbrødre opsøgte herefter ansøgerens mor på familiens bopæl og sagde, at de ville slå hendes sønner ihjel, når de blev voksne, idet de var skyld i, at [B] var blevet slået ihjel af Taleban. Ansøgeren og ansøgerens familie rejste med hjælp fra ansøgerens morbror fra Afghanistan til Pakistan i 2011, hvor ansøgeren boede i omkring tre år, hvorefter ansøgeren rejste til Danmark. Ansøgerens mor døde i 2012, og indtil 2014 boede ansøgeren sammen med [A]s ægtefælle og børn, som derefter blev familiesammenført med [A] i Danmark. Inden ansøgeren forlod Pakistan, kontaktede ansøgeren sin morbror i Afghanistan som sagde, at ansøgeren og ansøgerens lillebror ikke kunne vende tilbage til Afghanistan, fordi ansøgerens farbrødre fortsat bebrejdede ansøgeren og ansøgerens lillebror, at ansøgerens fætter, [B], var blevet slået ihjel. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring om sin fars og brors konflikt med Taleban til grund, men vurderer i overensstemmelse med Udlændingestyrelsen, at ansøgeren ikke som følge heraf er kommet i et konkret og individuelt modsætningsforhold til Taleban. Flygtningenævnet kan videre lægge til grund, at ansøgeren i en periode forud for udrejsen fra Pakistan har haft ophold på en koranskole, som må antages at være drevet af Taliban. Under henvisning til, at ansøgerens lillebror har haft ophold i Pakistan de seneste ca. 2 år uden at opleve problemer med Taliban, finder Flygtningenævnet heller ikke, at ansøgeren af denne grund har en asylbegrundende konflikt med Taleban. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring om, at ansøgerens fætter er blevet bortført og dræbt af Taleban, og at ansøgerens farbrødre af den grund vil tage blodhævn ved at dræbe ansøgeren og hans lillebror til grund. Flygtningenævnet har herved navnlig lagt vægt på, at ansøgerens bror [i sommeren] 2011 blev meddelt opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, og at det i den forbindelse blev lagt til grund bl.a., at det ikke kunne udelukkes, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan ville blive udsat for overgreb fra sine farbrødres side. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til sit hjemområde vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Efter en samlet vurdering af konfliktens karakter og ansøgerens personlige forhold, herunder oplysningerne om hans psykiske forhold, og at han ikke har noget netværk i Afghanistan, finder Flygtningenævnet, at det ikke er rimeligt at henvise ansøgeren til at tage ophold et andet sted i Afghanistan. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” afgh/2018/101/lrn
Nævnet stadfæstede i februar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim fra Qatarkhak, Parwan, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive dræbt af Taliban-kommandanten [MG] soldater. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i perioden fra sommeren 2008 til den [vindterwn] 2015 arbejdede for firmaet FCEC Company, der havde en kontrakt med den amerikanske hær, og at han som led i denne beskæftigelse arbejdede forskellige steder i Afghanistan. Ansøgeren arbejdede typisk to til seks måneder af gangen, i hvilken periode han boede på den amerikanske base. Ansøgerens fætter arbejdede for samme firma, og ansøgerens bror arbejdede for de amerikanske myndigheder i Shindan Lufthavn. [I vinteren] 2015, mens ansøgeren arbejdede i Bagram-provinsen, blev han ringet op af sin far, der sagde, at ansøgeren og hans bror skulle komme til Kabul, hvor faren ville fortælle, hvad der var sket. [I vinteren] 2015 rejste han hjem til sin morbror i Kabul, hvor han fik at vide, at [MG] folk havde opsøgt deres bopæl to gange for at få fat i ham og hans bror. Første gang [i vinteren] 2015, hvor tre til fire bevæbnede personer havde spurgt efter ham og hans bror, ligesom de ransagede bopælen. Hans far havde ved den lejlighed fortalt de pågældende, at hans sønner befandt sig i Kabul. {I vinteren] 2015 var [MG] folk kommet tilbage til ansøgerens forældres bopæl for at tale med ansøgeren og hans bror. Ansøgerens far havde fortalt, at ansøgeren stadig ikke var hos dem. De havde derfor taget faren med til deres hus, hvor de efter have udspurgt ham om ansøgerens aktiviteter i Kabul, og de havde ved den lejlighed udsat faren for fysiske overgreb og trusler. Ansøgerens far havde herpå indrømmet, at begge hans sønner arbejdede for amerikanerne og havde oplyst, at han ikke havde deres telefonnumre. Dagen efter skulle han sendes hjem til sin bopæl sammen med [MG] folk, der skulle overvære, at han ringede til ansøgeren og broren. Det lykkedes dog ham at tage hjem alene under påskud af, at han skulle bruge tid til at skaffe telefonnumrene. Han lovede i den forbindelse, at han ikke ville flygte, idet han havde al sin jord i landsbyen. Samme dag rejste ansøgerens forældre til Kabul. [I vinteren] 2015 mødtes ansøgeren og hans bror med familien i Kabul. De blev enige om at bosætte sig i Kabul, og at ansøgeren og hans bror skulle stoppe deres arbejde for amerikanerne. [I vinteren] 2015 tog ansøgerens bror til amerikanernes hovedkontor i Pool Sorkh for at hente sin løn og sige op. Broren kom imidlertid ikke hjem, og familien har ikke set ham siden. [I vinteren] udrejste ansøgeren sammen med sine forældre og sin ægtefælle af Afghanistan. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgerens forklaring om asylmotivet alene består af andenhåndsfortællinger om episoder, der har fundet sted inden for en kort tidsmæssig periode. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om asylmotivet fremstår usammenhængende og usandsynligt. Flygtningenævnet finder det usammenhængende og usandsynligt, at Taliban i første omgang skulle fatte interesse for ansøgeren og hans bror, der angiveligt alene arbejdede som håndværkere på forskellige amerikanske baser, hvilket arbejde ingen udover den nærmeste familie ifølge ansøgeren kendte til og dernæst, at Taliban skulle klippe fingeren af ansøgerens far for at få ham til at ringe efter sine sønner for straks efter at løslade faren med en frist på en uge til at skaffe sønnernes telefonnummer. Endelig forekommer det usammenhængende og usandsynligt, at faren ikke advarede sønnerne, da han efter løsladelsen fra Taliban ringede til dem og bad dem komme til Kabul, fordi han ville tale med dem. Ansøgeren har i øvrigt under nævnsmødet forklaret divergerende om, hvem der hentede hans far og udbyggende om [MJ], Talibans besøg i moskeen med hans far og om betaling af løsepenge til Taliban. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2018/100/TBP
Nævnet stadfæstede i januar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim fra [landsby], provinsen Logar, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til at han ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter at blive slået ihjel af Taliban. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hans far blev opsøgt af Taliban omkring en måned før ansøgeren udrejste af Afghanistan. Taliban sagde til ansøgerens far, at de ville uddanne ansøgeren og hans to yngre brødre, [A] og [B], i at udøve jihad og i at bekæmpe udenlandske styrker i Afghanistan. Nogle dage efter blev ansøgerens familie opsøgt af Taliban på deres bopæl. Ansøgerens far var ude at arbejde, så ansøgeren åbnede døren. Personerne fra Taliban holdt noget for ansøgeren og ansøgerens to brødres næse og mund, som gjorde dem bevidstløse. Dagen efter vågnede de op i en træningslejr hos Taliban. De fik at vide, at de skulle trænes i at bekæmpe NATO-styrker med våben og bombeveste, og at de derved ville komme i paradis. Efter 10-12 dage i lejren besluttede ansøgeren, at de skulle forsøge at flygte. En aften lykkedes det dem at flygte. De gik, til de kom til et hus, hvor de bankede på og bad om hjælp fra en mand. Næste morgen kørte han dem hjem til deres landsby, hvor de blev genforenet med deres familie. Efter nogle dage på bopælen blev de igen opsøgt af Taliban. De forsøgte at tage ansøgeren og hans brødre med sig. Ansøgerens far prøvede at forhindre dette og blev slået ihjel af skud. Ansøgerens mor blev ramt i benet. Postyret gjorde, at naboerne kom til, og Taliban flygtede fra stedet. Ansøgerens mor blev kørt på hospitalet, og ansøgeren og hans brødre tog ophold hos deres morbror. Ansøgerens morbror kunne ikke sørge for ansøgeren og hans brødres sikkerhed, så han arrangerede, at en person kunne hjælpe dem ud af landet. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring forekommer usandsynlig, divergerende - også i forhold til ansøgerens brødre, der også har søgt asyl i Danmark - og ikke selvoplevet. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgerens og hans brødres forklaringer under nævnsmødet bærer præg af at være indstuderede med brug af samme ord og vendinger. Nævnet lægger vægt på, at ansøgeren og hans brødre har forklaret divergerende om opsøgningen på bopælen, idet ansøgeren til asylsamtalen forklarede, at der begge gange kom tre personer, hvis ansigter var tildækkede, så han ikke kunne se, om der var tale om de samme personer. Ansøgerens bror, [A], har derimod til sin oplysnings- og motivsamtale forklaret, at faren åbnede døren, anden gang mændene kom, og at det var de samme mænd, som denne gang var bevæbnede. Til asylsamtalen forklarede han imidlertid, at man ikke kunne se mændene, idet de var maskerede. Foreholdt denne divergens forklarede broren, at man kunne se ud fra masken, at det var de samme. Vedrørende tilbageholdelsen på træningsbasen har ansøgeren til sin oplysnings- og motivsamtale og asylsamtale forklaret, at ansøgeren og hans brødre ikke havde tilladelse til at gå ud fra huset, at der var meget stor sikkerhed på basen, at der var en person med, når de skulle på toilettet, som ventede, til man var færdig, og at han var sammen med sine brødre hele tiden. Ansøgerens bror, [B], forklarede det samme til sin asylsamtale, mens ansøgerens bror, [A], til sin asylsamtale forklarede, at han og hans brødre frit kunne bevæge sig rundt inde i huset, som var meget stort, og at man ikke skulle spørge om lov til at gå på toilettet, fordi toilettet var inde i huset. Der var ikke en vagt med, når han skulle på toilettet. Flygtningenævnet finder det hertil usandsynligt, at ansøgeren og hans brødre – henset til, at de angiveligt var blevet kidnappet, og til ansøgerens forklaring om den store sikkerhed på basen – skulle kunne flygte uden at støde på vagter og gå ud af en ulåst hoveddør. Nævnet bemærker videre, at det forekommer påfaldende, at ansøgeren til asylsamtalen ikke i første omgang kunne svare på, i hvilket rum talibanerne befandt sig, da de flygtede, ligesom ansøgeren først til asylsamtalen var kommet i tanker om navnene på nogle af dem, der underviste brødrene på basen. Nævnet bemærker hertil, at det svækker ansøgerens troværdighed, at ansøgerens bror, [B], til sin asylsamtale ligeledes var kommet i tanke om de samme navne efter at have talt med sine brødre. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at det forekommer påfaldende, at ansøgeren efter flugten skulle tage ophold på sin bopæl, hvorfra han og hans brødre angiveligt var blevet kidnappet, henset til den risiko, der var forbundet hermed. Ansøgerens forklaring om, at hans far elskede dem så meget, at han ikke ville fjerne dem fra sig, forekommer ikke overbevisende. Nævnet finder hertil, at det forekommer utroværdigt, at talibanerne ved den angivelige anden opsøgning af bopælen skulle have taget flugten uden at medtage ansøgeren og hans brødre, alene, fordi ansøgeren og hans brødre og mor råbte op, og naboerne kom til stede. Flygtningenævnet lægger endvidere vægt på, at de foreliggende baggrundsoplysninger ikke giver grundlag for at antage, at Taliban skulle foretage en tvangsrekruttering i form af kidnapning af ansøgeren og hans to brødre. Der henvises blandt andet til ”Country of Origin Report on Afghanistan” fra det hollandske udenrigsministerium fra november 2016, hvoraf det fremgår, at tvangsrekruttering til Taliban er usædvanlig, og at folk sjældent rekrutteres af fremmede, samt til Landinfos temanotat: ”Afghanistan: Rekruttering til Taliban” af 29. juni 2017, hvoraf fremgår, at tvangsrekruttering kun sker undtagelsesvis, og at personer, der vægrer sig mod at lade sig mobilisere, ikke udsættes for trusler om rettighedskrænkende reaktioner. Det fremgår videre, at Taliban ikke har haft behov for brug af tvang i forbindelse med sin ekspansion, og at individuel mobiliseringspraksis baseret på tvang er i strid med centrale værdier knyttet til familie, ligesom det er i strid med afghansk kultur at tage et barn væk fra en familie, når det er i strid med familiens ønske. Flygtningenævnet finder således sammenfattende, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være forfulgt, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i en reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2018/10/CHA
Nævnet stadfæstede i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt tre børn fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske pashtuner og sunni-muslimer fra [landsby] i Kunduz-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban. Den kvindelige ansøger har endvidere været udsat for chikane, idet hun kun har født pigebørn, og de frygter tillige for deres ene datters udvikling, idet hun er født med et handikap. Ansøgerne har til støtte for deres asylmotiv oplyst, at den mandlige ansøger [i efteråret] 2015 var med sin nabo i den lokale moské. Ansøgeren udtalte sig kritisk om Taliban, hvilket blev overhørt af en person, som ansøgeren på denne baggrund kom op at skændes med. Der var tillige andre i moskeen, der overhørte diskussionen, som var enige med den anden mand. Ansøgeren fandt efterfølgende ud af, at den mand, som han havde skændtes med og som sagde, at enhver der dræbte ansøgeren ville komme i paradis, var medlem af Taliban. Ansøgerne tog derefter ophold i Kabul, før de udrejste af Afghanistan. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge ansøgernes forklaringer om deres asylmotiv til grund. I den forbindelse bemærkes, at ingen af ansøgerne i deres i øvrigt særdeles detaljerede asylansøgningsskemaer har anført noget om den episode i moskeen, der efterfølgende er gjort gældende som det bærende asylmotiv. Hertil kommer, at det forekommer usandsynligt, at den mandlige ansøger, der havde kendskab til tilstedeværelsen af Taliban-sympatisører i den lille landsby, heriblandt muligt hans egen farbror, dog angiveligt valgte at tale negativt om Taliban i moskeen, ikke blot til [en nabo], men også fastholdt sin kritik overfor en ukendt. Det forekommer endvidere usandsynligt, at den mandlige ansøger skulle være ubekendt med, om hans egen fætter forlod den lille landsby før eller efter ham og om, hvorfor denne rejste, uanset at de fulgtes op igennem Europa til Danmark. Det bemærkes endvidere, at den mandlige ansøger i sin oplysnings- og motivsamtale [primo] 2016 ikke klart fortalte, at hans mor og søskende allerede da havde forladt Afghanistan, medens den kvindelige ansøger samme dag fortalte, at de var udrejst. På denne baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb som omhandlet i udlændingelovens § 7, idet bemærkes, at oplysningerne om de generelle forhold i Afghanistan ikke i sig selv er asylbegrundende. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2017/99/ADP
Nævnet stadfæstede i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015 Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren sunni-muslim fra Herat, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af [A], idet [A] ville giftes med ansøgers søster, men hans søster var forlovet, hvorfor ansøger og hans familie var imod, at [A] skulle giftes med ansøgers søster. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han på en ukendt dato omkring to måneder før sin udrejse af Afghanistan tog til trafikkontoret for at ansøge om et kørekort. Personen på trafikkontoret, der skulle underskrive ansøgerens dokumenter, var [A]. [A] tilbød ansøgeren et arbejde i form af, at ansøgeren skulle undervise hans børn. Dagen efter ansøgeren havde været på trafikkontoret, begyndte ansøgeren at undervise [A’s] børn. I den periode, hvor han underviste [A’s] børn, kørte [A] ansøgeren hjem en gang i mellem. På køreturene fortalte [A], at han havde problemer med sin kone og hendes familie. Ansøgeren talte med sin mor om det, og blev i den forbindelse klar over, at [A] sagde disse ting, fordi han ville giftes med ansøgerens søster. Efter ansøgeren havde undervist [A’s] børn i en måned og en uge, opsagde han sit arbejde hos [A]. På en ukendt dato omkring en uge efter opsigelsen, kom [A] og hans kone og spurgte om ansøgerens søsters hånd. Ansøgeren forklarede [A], at det ikke kunne lade sig gøre, fordi ansøgerens søster allerede var forlovet. To tril tre dage efter [A] havde været og fri til ansøgerens søster, ringede han til ansøgeren. [A] sagde, at det var bedst, hvis ansøgeren accepterede, at han blev gift med hans søster. Fire til fem dage efter [A] havde ringet til ansøgeren, kom han hjem til ansøgeren og sagde, at han ville tale med ansøgeren. Ansøgeren tog herefter med [A] til trafikkontoret, hvor han tilbageholdt ansøgeren og truede med at slå ham ihjel, hvis ikke han accepterede giftemålet. Efter en halv time lod [A] ansøgeren gå. Dagen efter tilbageholdelsen anmeldte ansøgeren [A] til politiet. To til tre dage senere meddelte politiet, at de ikke ville gøre noget ved sagen. Dagen efter politiet havde meddelt, at de ikke ville gøre noget ved sagen, ringede [A] og sagde til ansøgeren, at han havde indflydelse, og at han ville komme efter ansøgeren. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund, idet ansøgeren har forklaret udbyggende om sit asylmotiv. Ansøgeren har under nævnsmødet fremlagt psykolog- og lægeerklæringer, der omtaler adskillige ar, der ligner ar fra piskeslag, på ansøgerens ryg, og ansøgeren har hertil forklaret, at arrene stammer fra, da han blev tilbageholdt og mishandlet af [A] og dennes folk, at han først opdagede sårene dagen efter tilbageholdelsen og senere glemte dem. Ansøgeren har imidlertid under asylsamtalen detaljeret forklaret, at han blev slået i maven og ansigtet, på hovedet og kroppen og havde mærker omkring øjnene og venstre side af brystet i halvanden måned efter tilbageholdelsen. Flygtningenævnet finder det endvidere usandsynligt, at [A] skulle erklære, at han elskede ansøgerens søster og være så ihærdig omkring at blive gift med ansøgerens søster og være parat til at gennemtvinge et ægteskab, selv om han vidste, at søsteren var forlovet med en anden, og i en situation, hvor det er højst usikkert, om [A] nogensinde har set ansøgerens søster, og hvor [A] aldrig har talt med søsteren. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2017/98/CHHA
Nævnet stadfæstede i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt et barn fra Afghanistan. Indrejst i 2015 Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske tajikker og sunni-muslimer fra Herat, Afghanistan. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politiske aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de frygter at blive stenet eller slået ihjel af den kvindelige ansøgers familie, idet de har haft et seksuelt forhold, inden de blev gift. Ansøgerne frygter af samme grund de afghanske myndigheder og lokalbefolkningen. Ansøgerne har til støtte for asylmotivet henvist til, at den kvindelige ansøger var lovet væk til sin fætter. Ansøgerne mødte hinanden omkring fire måneder inden deres udrejse. Den mandlige ansøger var taxachauffør og kørte den kvindelige ansøger hen for at købe varer. Den mandlige ansøger ville ikke tage imod betaling og gav i stedet sit telefonnummer til den kvindelige ansøger. Efter en uges tid kontaktede den kvindelige ansøger den mandlige ansøger, da hun havde brug for en taxa. Under taxaturen spurgte den mandlige ansøger, om han måtte skrive til den kvindelige ansøger. Herefter begyndte ansøgerne at have meget kontakt til hinanden. Omkring en måned efter, fik den kvindelige ansøger lov til at gå ud og købe tråde til vævning. Den mandlige ansøger samlede hende op i taxaen, og de aftalte, at køre til en [navngiven park]. Her sad de i bilen og snakkede sammen i et stykke tid, hvorefter de kørte hen og købte de tråde, som den kvindelige ansøger skulle bruge. Den mandlige ansøgers far henvendte sig herefter to gange i den kvindelige ansøgers fars butik for at spørge, om han og familien måtte komme hen til den kvindelige ansøgers bopæl og fri. Den mandlige ansøgers far fik at vide, at den kvindelige ansøger var lovet væk. Den mandlige ansøgers forældre tog alligevel hen til den kvindelige ansøgers bopæl for at fri til hende på vegne af den mandlige ansøger, men de blev afvist. Efter en uge tog den mandlige ansøger sammen med sine forældre hen for at fri igen, men de blev afvist igen. En uge senere tog den mandlige ansøger og hans mor endnu en gang hen og friede, men de blev ligeledes afvist denne gang. En måned efter det sidste frieri, havde ansøgerne samleje uden prævention hjemme hos den kvindelige ansøger. På et ukendt tidspunkt blev den kvindelige ansøgers mor bekymret, fordi den kvindelige ansøger ikke fik sin menstruation, hvorefter de tog til lægen. Det blev konstateret, at den kvindelige ansøger var gravid. Hendes mor ønskede, at den kvindelige ansøger skulle have en abort. Den mandlige ansøger fortalte sin farbror om situationen, og han mente, at de måtte flygte. Efter syv til otte dage udrejste ansøgerne illegalt af Afghanistan. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaring til grund. Ansøgerne har såvel indbyrdes som enkeltvis forklaret divergerende om blandt andet den mandlige ansøgers frieri. Den mandlige ansøger har til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at hans forældre to gange opsøgte den kvindelige ansøgers familie, og at han selv deltog anden gang. Til asylsamtalen har den mandlige ansøger forklaret, at der var tre besøg hos familien, et besøg af forældrene alene, et besøg af forældrene og den mandlige ansøger og et besøg, hvor kun den mandlige ansøger og hans mor deltog. Under nævnsmødet har den mandlige ansøger forklaret, at hans forældre besøgte den kvindelige ansøgers familie to gange, den mandlige ansøger var ikke med nogen af gangene, og ved det tredje besøg deltog den mandlige ansøger og hans mor. Den kvindelige ansøger har til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at den mandlige ansøgers familie besøgte hendes familie to gange. Til asylsamtalen og under nævnsmødet har den kvindelige ansøger forklaret, at der var tale om tre besøg. Videre har den mandlige ansøger først under nævnsmødet forklaret, at hans far er blevet slået af den kvindelige ansøgers familie, og at hans far er blevet nægtet udrejse og pas. Den kvindelige ansøger har til asylsamtalen forklaret, at efter hendes mor havde opdaget, at den kvindelige ansøger var gravid, havde hun ikke længere mulighed for at sms’e til den mandlige ansøger, mens hun under nævnsmødet har forklaret, at hun fortsat kunne bruge moderens telefon, da moderen ikke havde opdaget, at ansøgerne havde sms’et sammen. Den kvindelige ansøger har i et vist omfang svaret afglidende, herunder omkring hvorvidt hun sov alene i værelset eller sammen med sine søstre den nat, hun havde seksuelt samkvem med den mandlige ansøger og den nat, hun stak af fra huset for at udrejse. Endelig forekommer det usandsynligt, at ansøgerne, der var meget påpasselige med, at deres forhold ikke blev opdaget – for eksempel ved at den mandlige ansøger samlede den kvindelige ansøger op i sin taxa på samme måde som med enhver anden kunde, at der kun blev sms’et, når den kvindelige ansøger havde skrevet først, og at hun slettede alle sms’er – efter tre personlige møder af kort varighed, efter få måneders telefonisk kontakt og efter at den kvindelige ansøgers familie havde afvist den mandlige ansøgers frieri, havde seksuelt samkvem på den kvindelige ansøgers bopæl. Det forekommer ligeledes usandsynligt, at ansøgerne ville risikere opdagelse, da den kvindelige ansøger lukkede den mandlige ansøger ind gennem porten og ind i gæsterummet midt om natten, mens den resterende del af familien – 17 personer – opholdt sig i huset. Ansøgerne har ikke kunnet fremlægge bevis for deres ægteskabs indgåelse og tidspunktet herfor. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2011/97/CHHA]
Nævnet stadfæstede i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtuner og sunni-muslim fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive dræbt af Taleban, idet ansøgeren har været med til at anholde fire Taleban-medlemmer. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han i 2013 var med til at arrestere fire personer fra Taleban. To af de anholdte blev overgivet til de amerikanske styrker i Afghanistan, mens de to andre blev løsladt. Ansøgeren modtog herefter anonyme telefonopkald, hvor han fik at vide, at ansøgeren og hans sønner ville blive slået ihjel, hvis de to anholdte ikke blev løsladt. Ansøgeren modtog på et ukendt tidspunkt også henvendelser og breve, hvor der blev fremsat samme trusler. Ansøgeren blev tre måneder før udrejsen udsat for et overfald, da han var på vej hjem fra arbejde. Ansøgeren blev beskudt af nogle ukendte mænd, som lå på lur ved en nærliggende flod. Ansøgeren søgte tilflugt hos sin nabo, hvorefter han kom på hospitalet. Ansøgerens familie forlod deres bopæl og søgte tilflugt hos andre familiemedlemmer. Ansøgeren sendte i sommeren 2015 sin familie til Pakistan, hvorefter han udrejste af Afghanistan. Ansøgeren har forklaret upræcist om dele af hændelsesforløbet forud for udrejsen blandt andet om de personlige henvendelser på bopælen, om tidspunktet for skudepisoden, om hvor episoden fandt sted og forløbet af episoden, herunder ansøgerens flugt, og om ansøgeren modtog trusler efter skudepisoden. Ansøgeren har forklaret, at Taleban under forløbet truede med at dræbe ham og hans sønner, hvis han ikke fik de to tilbageholdte personer løsladt. På den baggrund fremstår det usædvanligt, at der skulle forløbe cirka halvandet år fra de første trusler og indtil skudepisoden fandt sted. Det må videre tillægges vægt, at Taleban aldrig har forsøgt at angribe ansøgeren på bopælen, og at hans familie, herunder hans sønner, har været i stand til at vende tilbage til Afghanistan og opholder sig i Kabul. Da ansøgeren heller ikke for Flygtningenævnet har været i stand til at underbygge det påberåbte asylmotiv forkaster Flygtningenævnet hans forklaring herom. Det kan derfor ikke lægges til grund, at ansøgeren skulle være efterstræbt af Taleban. Efter baggrundsmaterialet er der ikke holdepunkt for at antage, at ansøgeren risikere uforholdsmæssigt sanktion som følge af, at han har forladt sin stilling i hæren. Ansøgeren har i øvrigt aldrig haft nogen konflikt med myndighederne. Det kan herefter ikke lægges til grund at ansøgeren har været forfulgt ved udrejsen, eller at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kan det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/96/DMO
Nævnet stadfæstede i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Flygtningenævnet tiltræder, at ansøgeren er tilstrækkelig moden til at få sin ansøgning om asyl i Danmark behandlet, idet ansøgeren har forklaret med forståelse af sine besvarelsers betydning for asylsagen. Ansøgeren er etnisk hazara og shia muslim fra Maidan Wardak, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive dræbt af ukendte Kuchier. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at Kuchierne opsøgte hans bopæl, kidnappede hans farbror og var ude efter hans bror. Efter disse episoder udrejste ansøgerens bror af Afghanistan, og ansøgeren flyttede med sin farbrors kone og to søstre til Kabul. Efter at have boet i Kabul i flere år, blev ansøgeren opsøgt af ukendte Kuchier hos sin farbrors kone, hvor han blev slået og truet. Ansøgeren blev som konsekvens heraf, smidt ud hjemmefra af sin farbrors kone og hendes ægtefælle. Ved vurderingen af ansøgerens forklaring må det tillægges vægt, at der ikke i sagen er oplysninger om, hvordan de to Kuchier i 2013 var i stand til at finde frem til ansøgerens opholdssted, at ansøgeren og hans søskende forlod bopælen, fordi [A] smed dem ud, at ansøgeren og hans søskende efter få timers ophold ved [et helligt sted], blev kontaktet af [B], som gav dem husly, at ansøgeren kort tid efter blev opsøgt af [C], som på storebrorens vegne ville have udleveret ansøgerens fødselsattest til brug for ophold i Danmark, og at ansøgeren kort tid efter udrejste af Afghanistan sammen med sine søskende. Endvidere fremstår det usædvanligt, at de to Kuchier undlod at dræbe eller bortføre ansøgeren såfremt de ønskede at hævne sig på ansøgerens slægt, men at de i stedet alene advarede ansøgeren. Dernæst må det tillægges vægt, at det fremgår af flere kilder i baggrundsmaterialet, at konflikten mellem Kuchier og Hazarar i blandt andet Wardak-provinsen er begrænset til lokale konflikter, som foregår i tidsmæssigt begrænsede perioder, og at Kuchier i almindelighed hverken har evne eller vilje til at udføre hævnaktioner uden for de lokale konfliktområder. Efter en samlet vurdering, af det af ansøgerens påberåbte hændelsesforløb fremstår ansøgerens asylmotiv konstrueret. Da ansøgeren heller ikke i øvrigt for Flygtningenævnet har været i stand til at underbygge sit asylmotiv, forkaster Flygtningenævnet hans forklaring om, at han skulle være efterstræbt af Kuchier. Ansøgeren fremstår i øvrigt helt uprofileret. Det kan herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren har været forfulgt ved udrejsen, eller at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kan det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/95/DMO
Nævnet stadfæstede i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia muslim fra Quetta, Pakistan. Ansøgeren er statsborger i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter myndighederne eller grupperinger som Taliban og IS. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren er fremkommet med forskellige oplysninger om sin alder. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgeren fremstod med tilstrækkelig modenhed til at forstå og besvare de stillede spørgsmål relevant. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring afgivet under nævnsmødet til grund. Nævnet finder imidlertid ikke, at det af ansøgeren påberåbte asylmotiv kan føre til konventions- eller beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7. Der er herved lagt vægt på, at ansøgeren har påberåbt sig de generelle forhold i Afghanistan, herunder sin frygt for Taleban og IS samt den omstændighed, at han i lufthavnen vil blive afhørt om sine forhold og risikere, at myndighederne undersøger hans forhold. Flygtningenævnet finder efter indholdet af baggrundsoplysningerne om Afghanistan, at de generelle sikkerhedsmæssige forhold i Afghanistan ikke er sådanne, at disse i sig selv kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren efter sin egen forklaring herom ikke har haft konkrete konflikter med hverken myndighederne eller grupperinger som Taleban og andre militante grupper, herunder lægges det til grund, at han ikke har haft konkrete konflikter med Taleban og andre militante grupper på grund af sin etnicitet eller af andre grunde. Det beror således alene på ansøgerens egen formodning, at Taleban skulle efterstræbe ham eller ønske at hverve ham. For så vidt angår det forhold, at ansøgeren er hazara og shiamuslim, finder Flygtningenævnet heller ikke, at dette kan begrunde asyl efter udlændingelovens § 7. Der er herved lagt vægt på baggrundsoplysningerne om Afghanistan, hvoraf det fremgår, at en større del af befolkningen også i de større byer er hazara og shiamuslimer, hvorfor ansøgeren, der er en ung, rask og arbejdsduelig mand vil kunne finde folk med sin egen etnicitet og trosretning, ligesom han vil have mulighed for at arbejde og klare sig i tilstrækkelig grad. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse” afgh/2017/94/cha
Nævnet stadfæstede i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tadjik og sunni-muslim fra landsbyen […], Kapisa-provinsen i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af Taliban. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at Taliban var til stede i den landsby, ansøgeren boede, og at Taliban henvendte sig til ham i alt tre gange. Ved den første henvendelse var ansøgeren på vej hjem fra basaren med varer. Syv til otte talebanere tog ansøgeren i hånden og tog ham med til et hus beliggende omkring 20 minutter fra ansøgerens bopæl. Ansøgeren var tilbageholdt af talebanerne omkring halvanden time, hvor de gav ham lussinger og tog varerne. De sagde endvidere, at ansøgeren skulle flytte fra området, fordi han var tadjik. Ansøgeren blev herefter løsladt. Under tilbageholdelsen fik ansøgeren den opfattelse, at de ville bruge ham som selvmordsbomber, hvis han ikke rejste fra landsbyen. Ved den anden henvendelse, der fandt sted otte til ni dage senere, blev ansøgeren udsat for overfald af omkring tre personer fra Taliban. Der skete ikke andet ved den henvendelse. Den tredje henvendelse fandt sted på ansøgerens bopæl, hvortil personer fra Taliban kom og sagde til ansøgeren og hans mor, at de skulle flytte fra området. Ansøgeren fik en lussing, og talebanerne forlod herefter bopælen. Omkring tre måneder senere flyttede ansøgeren til Iran, hvor han arbejdede i et år og tre måneder, hvorefter han rejste tilbage til Afghanistan. Efter en periode i Afghanistan udrejste ansøgeren på ny. Ansøgeren har efter sin udrejse haft kontakt til sin familie gennem sin kammerat indtil to måneder og to dage forud for samtalen [i] december 2016. Han har ikke længere kontakt, fordi han har mistet kammeratens telefonnummer. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund om, at han tre gange kortvarig er blevet tilbageholdt af Taliban, og at han er blevet slået. Flygtningenævnet kan dog på grund af oplysningernes sene fremkomst ikke lægge ansøgerens udbyggende forklaring til grund om, at Taliban havde talt om at bruge ham som selvmordsbomber. Flygtningenævnet finder ikke, at de pågældende tilbageholdelser i sig selv er asylbegrundende, ligesom de ikke kan begrunde en antagelse om, at ansøgeren konkret og individuelt vil være i Talibans søgelys ved en tilbagevenden til Afghanistan. Flygtningenævnet lægger herved også vægt på, at tilbageholdelserne ligger forud for ansøgerens ophold i Iran, og at hverken hans mor eller yngre brødre på 11 og omkring 13 år har været opsøgt, hverken i den mellemliggende periode eller i den periode, ansøgeren har haft kontakt med dem efter sin seneste udrejse. Endvidere fremgår det af ansøgerens forklaring, at han heller ikke selv blev opsøgt fra det tidspunkt, han returnerede fra Iran, og til han på ny udrejste af Afghanistan. De generelle forhold i Afghanistan, herunder for etniske tadjikker i ansøgerens hjemområde er ikke i sig selv asylbegrundende. Ansøgeren har derfor ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2017/93/nke
Nævnet stadfæstede i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia muslim fra Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at der vil ske ham noget, eftersom hans forældre har haft en konflikt med en anden slægt eller klan. Ansøgeren har videre henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at hans fætre vil dræbe ham, da hans mor havde en jordkonflikt med hans nu afdøde morbror. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at [As] familie i Afghanistan vil slå ham ihjel, idet de beskylder ham for at have forårsaget [As] død. Endelig har ansøgeren henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter de generelle forhold for hazaraer. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han og hans familie udrejste fra Afghanistan til Iran, da han var fem-seks år gammel, idet hans forældre havde en strid med ansøgerens morbror om jord og arven efter ansøgerens morfar. Under stridigheden blev ansøgerens morbror dræbt af en ukendt gerningsmand. Ansøgerens forældre gik ikke til myndighederne, idet ansøgerens morbror, som landsbyrepræsentant, havde indflydelse på lokalområdet. De udrejste i stedet af Afghanistan. Efter ansøgeren og hans forældre udrejste til Iran, modtog de en direkte trussel fra ansøgerens morbror via ansøgerens fars venner [B] og [C]. I Iran arbejdede ansøgeren som murer på en byggeplads. I [foråret] 2015 havde han et skænderi med arbejdskollegaen [A]. Cirka syv til ti dage efter var ansøgeren på arbejde sammen med [A] og hans fætter [D], da [A] faldt ned i en elevatorskakt og blev alvorligt skadet og bevidstløs. [D] sagde, at ansøgeren havde skubbet [A], hvorefter ansøgeren blev afhørt af politiet og taget med på stationen. Ansøgeren blev tilbageholdt i tre dage, hvorefter han blev fremstillet i retten. Efter 10 til 12 dage blev han løsladt mod en kaution svarende til 440.000 danske kroner, som blev stillet af ansøgerens arbejdsgiver. Efter 40 dage døde [A], der i hele perioden havde været bevidstløs, af sine skader, og ansøgeren gik i skjul i en måned. Mens ansøgeren var i skjul, blev hans forældre gentagne gange opsøgt på familiens bopæl af politiet, efterretningstjenesten samt [As] familie. Ansøgeren udrejste af Iran [i sommeren] 2015. Flygtningenævnet finder, at grundlæggende dele af ansøgerens forklaring om de forhold, der begrunder hans ansøgning om asyl, ikke kan lægges til grund. Ansøgerens forklaring fremstår således på centrale punkter utroværdig og mindre sandsynlig. Om forholdene i Iran bemærker nævnet, at flere dele af ansøgerens forklaring fremstår mindre sandsynlig, herunder navnlig, at han skulle have været sigtet for at have skubbet en arbejdskollega ned fra et stillads fra 8. sal, hvilket først efter 40 dage førte til den pågældendes død, og at hans arbejdsgiver i den forbindelse var villig til at stille en kaution på 440.000 kr. til brug for ansøgerens løsladelse. Ansøgerens forklaring om årsagen til arbejdsgiverens velvillighed i den henseende fremstår divergerende, usammenhængende og meget lidt sandsynlig. Det er således hverken troværdigt, at arbejdsgiveren stillede kautionen, fordi han kendte ansøgeren og dennes familie og havde brug for ansøgerens arbejdskraft til færdiggørelse af en bygning, eller at arbejdsgiveren stillede kautionen, fordi han var bange for, at ansøgeren ville informere nogen om ”vilde fester” hos arbejdsgiveren, som ansøgeren havde overværet. Det er heller ikke troværdigt, at ansøgeren i en situation, hvor der tillige var fremsat alvorlige trusler mod hans kone, valgte ikke at flygte sammen med hende, men efterlod hende hos sine forældre. Ansøgerens forklaring om, at han ikke flygtede sammen med konen, idet han ikke havde penge nok til at redde andre end sig selv, står i kontrast til ansøgerens forklaring om, at han finansierede sin flugt blandt andet med penge, som han mente kom fra svigerfaderen. Nævnet finder det i den forbindelse mindre sandsynligt, at svigerfaderen ville prioritere ansøgerens flugt over sin egen datters. Endelig forekommer det ikke nævnet troværdigt, at ansøgeren, der har haft løbende kontakt til sin kone og familie, ikke har holdt sig orienteret om eller blot nogenlunde kan svare på, hvor ofte familien efter ansøgerens flugt er blevet opsøgt af myndighederne eller den afdøde kollegas familie. Om forholdene i Afghanistan bemærker nævnet, at det forekommer mindre sandsynligt, at ansøgeren skulle have nogen andel i de konflikter, som hans far omkring 20 år tidligere har haft med sin morbror eller medlemmer af en anden klan eller gruppe. Ansøgerens beskrivelse af konflikterne, der bygger på beretninger fra hans forældre, er usammenhængende, upræcise og bygger på løse formodninger. Ansøgeren har i øvrigt forklaret forskelligt om, hvorvidt der havde været en tidligere konflikt mellem hans familie og en anden klan, idet han til oplysnings- og motivsamtalen tilkendegav at have oplyst om alle årsagerne til sit asylmotiv uden dog at nævne noget om konflikten til en anden klan. Ansøgeren har tillige forklaret udbyggende om jordkonflikten mellem hans far og morbroderen, idet han først under den sidste af tre samtaler med udlændingemyndighederne oplyste, at hans fætres mors familiemedlemmer skulle arbejde for de afghanske myndigheder. Nævnet finder endelig ikke at kunne lægge vægt på ansøgerens forklaring om den afdøde kollegas families indflydelse i forhold til myndighederne i Afghanistan og dennes families angivelige velstand, idet forklaringen står i kontrast til blandt andet forklaringen om, at kollegaen fra denne velstående og indflydelsesrige familie skulle arbejde på samme byggeplads i Iran som ansøgeren. Flygtningenævnet finder således samlet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved tilbagevenden til Afghanistan på grund af disse forhold risikerer individuel forfølgelse omfattet af udlændingeloven § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingeloven § 7, stk. 2. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at heller ikke de generelle forhold for hazaraer i Afghanistan i sig selv kan begrunde, at der meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Afgh/2017/92/snd
Nævnet stadfæstede i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tajik og sunni muslim fra Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban eller af myndighederne. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han i Afghanistan havde et værksted, hvor han lavede pladearbejde. På et ukendt tidspunkt omkring 14 dage før hans udrejse i efteråret 2015, kom en ukendt mand til ansøgerens garage for at få lavet noget arbejde på sin bil. To dage før ansøgerens udrejse i efteråret 2015, kom manden tilbage til ansøgerens værksted med tre andre mænd, som ansøgeren ikke kendte. Mændene var bevæbnede og insisterede på, at ansøgeren lavede en metalkasse, der skulle monteres under bilen. Da ansøgeren var ved at montere kassen under bilen, kom en politibil kørende ind i hans garage med høj fart. Kort efter hørte ansøgeren skyderi. Skyderiet fik ham til at flygte ud af garagens bagdør. Herefter løb ansøgeren hen til en ven ved navn [A] og fortalte ham, hvad der var sket. Senere samme dag ringede ansøgerens far og spurgte, hvad ansøgeren havde gjort, eftersom politiet havde opsøgt familien for at finde ansøgeren. Politiet mente, at ansøgeren havde samarbejdet med Taliban. Herefter slukkede ansøgeren sin telefon. Meget tidligt næste morgen tændte ansøgeren sin telefon, og han kunne se, at hans far havde ringet. Ansøgeren ringede til sin far, der fortalte, at Taliban havde opsøgt familien om natten, da Taliban mente, at ansøgeren havde angivet deres folk til politiet. Samme dag kørte ansøgeren med sin ven [A] til [B], hvorfra [A] arrangerede ansøgerens udrejse med en menneskesmugler. Ansøgeren udrejste af Afghanistan samme dag. Flygtningenævnet finder, at væsentlige dele af ansøgerens forklaring om den episode, der har begrundet hans ansøgning om asyl, ikke kan lægges til grund. Ansøgeren har således forklaret uoverensstemmende om episoden i forhold til blandt andet, om mændene, der opsøgte ham i værkstedet, synligt bar våben, og hvor mændene befandt sig i værkstedet, herunder da skyderet fandt sted. Hertil kommer, at ansøgeren på den ene side har forklaret, at han blev overvåget af mændene, mens de var på værkstedet, og at årsagen til konflikten med Taliban alligevel skulle bestå i, at de mistænkte ham for at have tilkaldt politiet. Ansøgerens forklaring om, at hverken Taliban eller myndighederne efterfølgende har opsøgt hans kone, er heller ikke troværdig, og det må lægges til grund, at hun ville have fortalt ham herom, hvis en sådan kontakt havde fundet sted, og at en sådan kontakt ville have fundet sted, såfremt ansøgerens forklaring om episoden havde været rigtig. Med til nævnets vurdering af ansøgernes troværdighed hører, at han under sin forklaring for nævnet har svaret usammenhængende og undvigende på flere af de stillede spørgsmål, og at hans fortælling i sig selv og navnlig set under ét på flere punkter er meget lidt sandsynlig. Flygtningenævnet bemærker, at der ved vurderingen af troværdigheden af ansøgerens forklaring er taget højde for hans begrænsede skolegang. Flygtningenævnet finder herefter samlet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved tilbagevenden til Afghanistan risikerer individuel forfølgelse omfattet af udlændingeloven § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingeloven § 7, stk. 2. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at heller ikke de generelle forhold i Afghanistan i sig selv kan begrunde, at der meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/91/snd
Nævnet stadfæstede i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni muslim fra Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af personer med tilknytning til to mænd ved navn [A] og [B]. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at [A] og [B] kom hen til hans salgsbod, og bad ham opbevare en pose, mens de vaskede sig i floden. Fem til seks minutter efter kom politiet og sagde, at de mistænkte ansøgerens salgsbod, og at de derfor ville ransage den. De fandt posen, som ansøgeren opbevarede for [A] og [B]. Politiet fortalte, at der var en bombe i posen, hvorefter ansøgeren forklarede, at posen tilhørte [A] og [B], og at det ikke var hans pose. Ansøgeren viste politiet, hvor [A] og [B] befandt sig ved floden. Politiet fangede [A], men [B] nåede at flygte. Ansøgeren tog herefter hjem på sin bopæl. Ukendte personer har efterfølgende opsøgt ansøgerens bopæl to gange og sagt til hans mor, at de vil slå ansøgeren ihjel, fordi han har sladret om [A] og [B] til politiet. Ansøgeren flygtede herefter fra sit hjemland. Flygtningenævnet tiltræder Udlændingestyrelsens vurdering af, at ansøgeren, der nu er knap 17 år gammel, er tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylsagsbehandling. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren generelt har svaret relevant på de spørgsmål, der blev stillet i Flygtningenævnet, og på en måde, som viste, at ansøgeren forstod spørgsmålene og svarernes betydning. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring om, at han frygter at blive slået ihjel af personer med tilknytning til to mænd ved navn [A] og [B], ikke er troværdig. Ansøgeren har således forklaret divergerende og usammenhængende om den episode, der skulle have ført til en konflikt mellem ham og de to nævnte personer. Ansøgeren har således løbende skiftet forklaring i relation til blandt andet, om han så personerne eller én af dem blive anholdt af politiet, ligesom han har forklaret forskelligt om indholdet af den pose, som mændene overrakte ham. Ansøgeren har også forklaret forskelligt om det efterfølgende forløb, herunder om han selv var til stede på de tidspunkter, hvor hans familie efterfølgende blev opsøgt af ukendte personer, der ønskede at slå ham ihjel, ligesom ansøgeren har forklaret divergerende om, hvordan han søgte tilflugt hos sin morbror. Flygtningenævnet har ved vurderingen af ansøgerens troværdighed været opmærksom på, at han er mindreårig, og at dele af hans skiftende forklaringer kan henregnes hertil. Flygtningenævnet har imidlertid endvidere fundet store dele af ansøgerens forklaring om episoden mindre sandsynlig. Det er således mindre sandsynligt, at politiet lod ansøgeren gå, efter at de angiveligt havde fundet en bombe i hans salgsvogn, ligesom også andre dele af ansøgerens beskrivelse af episoden forekommer usandsynlig. Der er ikke kommet nogen nærmere forklaring på, hvorfor ansøgeren pludselig blev overrakt en pose indeholdende en bombe af personer, som jævnligt kom i ansøgerens salgsbod, og det forekommer mindre sandsynligt, at politiet, der efter ansøgerens forklaring ikke tidligere havde ransaget hans salgsbod, netop den dag skulle ransage netop ansøgerens salgsbod, idet ansøgeren samtidig har forklaret, at politiet tilsyneladende ikke var bekendt med de personer, der skulle have placeret bomben i boden. Disse forhold sammenholdt med nævnets indtryk af ansøgeren under afgivelsen af forklaringen, hvorunder ansøgeren har svaret noget undvigende i forhold til visse centrale spørgsmål og tidligere divergenser, fører samlet til, at Flygtningenævnet må tilsidesætte ansøgerens forklaring som utroværdig. Ansøgeren har således allerede af disse grunde ikke sandsynliggjort, at han ved tilbagevenden til Afghanistan risikerer individuel forfølgelse omfattet af udlændingeloven § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingeloven § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/90/snd
Nævnet stadfæstede i januar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim fra […], […]-distriktet i Maidan Wardak-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ofte er blevet chikaneret af en dreng, som hedder [A]. Drengen var tre-fire år ældre end ansøgeren, og drengen boede omkring 10 minutters gang fra ansøgerens bopæl. En dag tog ansøgeren sin families får med op i bjergene, så de kunne græsse. Drengen forsøgte ved denne lejlighed at voldtage ansøgeren, hvorfor ansøgeren slog drengen i hovedet med en sten, så drengen begyndte at bløde. Ansøgeren tog herefter hjem til sin bopæl og fortalte sin storebror, hvad der var sket. Ansøgerens storebror gik, men kom tilbage om aftenen, hvor de begge pakkede deres ting og tog til Kabul. Her boede ansøgeren hos en familie i to-tre måneder, hvorefter han flyttede med familien til Iran, men ansøgeren mistede kontakten til familien i Iran. I [sommeren] 2016 har ansøgeren fået telefonisk oplyst af sin storebror, at den dreng, som ansøgeren slog i hovedet med en sten var blevet handicappet efter slaget, og drengens familie, som er velhavende og har tilknytning til myndighederne i Kabul, er nu efter ansøgeren. Ansøgerens storebror havde fundet ud af, at drengens familie var efter ansøgeren, da han var gået efter at have talt med ansøgeren på dagen for slaget. Ansøgeren har derudover henvist til, at hans storebror er soldat for myndighederne, og at storebroren arbejder for politiet. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at Taliban, ISIL og kuchi-folkene ved, hvem der er i familie med hvem. Grupperingerne vil derfor være efter ham, hvis han vender tilbage til Afghanistan, fordi ansøgerens storebror arbejder for myndighederne og kæmper mod grupperingerne. Kuchi-folkene angreb hvert forår det område, hvor ansøgeren boede i Afghanistan. Ansøgerens far har kæmpet mod dem, men er nu forsvundet. Ansøgerens storebror kæmper mod kuchierne nu. Endvidere frygter ansøgeren den generelle og usikre situation i Afghanistan. Ansøgeren har for Flygtningenævnet også henvist til, at han er homoseksuel. Ansøgeren blev bevidst om sin seksuelle orientering i 12-13 års-alderen. I Iran arbejdede ansøgeren med en jævnaldrende dreng, der fortalte ansøgeren, at der var et sted i Teheran kaldet Azadi-pladsen, hvor der kom mænd, der var interesserede i andre mænd. Ansøgeren blev her for første gang bekendt med, at det kunne være en mulighed, at mænd kunne være sammen med andre mænd. Ansøgeren arbejdede senere på en plastikfabrik, hvor han mødte en ung mand, der hedder [B], som var afghaner og et par år ældre end ansøgeren. Efter at have været venner et stykke tid, fortalte ansøgeren [B] om pladsen i Teheran. Ansøgeren var blevet meget glad for [B], men han turde ikke sige det til ham, og ville gerne se, hvordan [B] reagerede på oplysningen. [B] kendte stedet og havde selv været der tidligere. Kort tid efter indledte [B] og ansøgeren et seksuelt forhold og blev kærester. De kunne mødes i [B]s hus et par gange om måneden. [B] ringede til ansøgeren, når han var alene hjemme, og ansøgeren tog derover. De fremstod som kolleger og gode venner, og ansøgeren mener, at de har været hemmelige kærester i et par år. Ansøgeren blev fire måneder før hans udrejse af Iran kontaktet af [B]s bror, der fortalte, at [B] var blevet anholdt og anklaget for homoseksualitet, og at [B] havde angivet ansøgeren. [B]s bror advarede derfor ansøgeren. Ansøgeren tog herefter til det østlige Teheran, hvor han fandt et arbejde, hvor han kunne overnatte på arbejdspladsen. Ansøgeren arbejdede i fire måneder, men var konstant bange på grund af [B]s anholdelse og valgte derfor at udrejse. Ansøgeren har ikke tidligere oplyst de danske myndigheder om sin seksuelle orientering, da han ikke vidste, at det er tilladt at være homoseksuel i Danmark. Siden november 2016 har han været tilknyttet LGBT Asylum i Danmark, hvor han har deltaget i lørdagsmøder i organisationen. Indledningsvis bemærkes det, at Flygtningenævnet ikke finder grundlag for at hjemvise sagen på grund af det nye asylmotiv, da sagen findes at være tilstrækkeligt oplyst. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge ansøgerens asylmotiv begrundet i de påståede skader på [A] til grund. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgeren først ved den anden samtale med Udlændingestyrelsen har fortalt om motivet, og at han har forklaret skiftende om, hvorvidt [A] på det tidspunkt var 12-13 år gammel eller en voksen mand, ligesom han har forklaret divergerende om, hvorvidt ansøgerens bror fulgte med ham til Kabul eller ej. Flygtningenævnet bemærker i relation til asylmotivet om homoseksualitet, at det først er fremkommet mere end et år efter hans ankomst til Danmark. Ansøgeren har på nævnsmødet først forklaret, at han intet kendte til [B]s familie, som han angiveligt var kæreste med i flere år, mens han senere under nævnsmødet har forklaret, at [B] boede sammen med sin mor og at ansøgeren endvidere har talt i telefon med [B]s bror. Det forekommer endvidere påfaldende, at ansøgeren under opholdet i Iran, på trods af sin angivelige homoseksualitet, anmodede sin bror om tilladelse til at vende tilbage til Afghanistan, idet han fandt det depressivt og kedeligt at være i Iran. Det forekommer endvidere utroværdigt, at ansøgeren, som selv henviser til, at han er udrejst af Iran, da han frygter forfølgelse på grund af sin homoseksualitet først mere end et år efter sin ankomst til Danmark angiveligt finder ud af, at homoseksualitet ikke er strafbart og er acceptabelt i Danmark. Nævnet har i den forbindelse taget hensyn til, at ansøgeren er analfabet, men dette kan ikke føre til en ændret vurdering. Oplysningen om, at ansøgerens bror er politisoldat kan ikke føre til en ændret vurdering af sagen. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/9/MGO
Nævnet stadfæstede i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tajik og sunni-muslim fra Herat, Herat, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af [A], idet [A] ønsker at blive gift med ansøgerens ægtefælle [B]. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han mødte sin nuværende ægtefælle [B] for omkring et år og otte til ni måneder siden. [B] var veninder med ansøgerens moster [C], og de studerede på samme universitet. Ansøgeren kørte ofte sin moster hjem fra universitetet, og en dag skulle [B] køre med. Efterfølgende forsøgte ansøgeren at køre sin moster og [B] hjem så ofte som muligt, så han kunne snakke med [B]. Efter ansøgeren havde kørt [B] hjem nogle gange, spurgte ansøgeren efter hendes telefonnummer. De snakkede herefter i telefon sammen og skrev beskeder til hinanden to til tre gange dagligt. Ansøgeren hilste flere gange på [B’s] forældre, da han kørte hende hjem. En ukendt dag opsøgte ansøgeren [B’s] forældre på deres bopæl og anmodede om tilladelse til at gifte sig med deres datter. [B’s] forældre anmodede ansøgeren om at komme igen, idet han skulle bringe nogle ældre slægtninge med. Herefter ringede ansøgerens moster til [B’s] forældre for at fortælle dem om ansøgeren. Ansøgerens moster ringede på et senere tidspunkt igen til [B’s] forældre, hvor ansøgeren fik lov til at tale med dem. De fortalte ansøgeren, at han skulle komme hjem til dem for at snakke om ægteskabet. Efter ansøgeren havde anmodet om at blive gift med [B] først gang, blev han overfaldet af tre mænd. Ansøgeren var i bil på vej fra sit arbejde hen til en billardklub. Ansøgeren blev stoppet af en sølvfarvet stationcar, hvorefter to mænd steg ud af bilen og gik hen mod ansøgerens bil. Ansøgeren blev trukket ud af sin bil og tvunget ind i den sølvfarvede stationcar, hvorefter han blev udsat for vold. Føreren af bilen fortalte ansøgeren, at der var en anden som gerne ville giftes med [B], hvorfor ansøgeren skulle afbryde kontakten med hende. Ansøgeren blev efterfølgende smidt ud af bilen, hvorefter han kørte på hospitalet. Dagen efter opsøgte ansøgeren [B’s] forældre for at spørge dem, om de kendte til årsagen for overfaldet. [B’s] far fortalte ansøgeren om [A]. Fire til Fem dage efter overfaldet opsøgte ansøgeren igen [B’s] forældre for at spørge om tilladelse til at indgå ægteskab med deres datter. Denne gang havde ansøgeren medbragt sin moster [C], sin moster [D] og dennes ægtefælle [E]. Dagen efter blev ansøgeren og [B] religiøst viet hjemme hos [B’s] forældre af en mullah. De holdt vielsen hemmelig. En dag efter vielsen flyttede ansøgeren og [B] til en ny adresse i nærheden af ansøgerens moster [D]. En uge efter vielsen, midt i september 2015, rejste ansøgeren til Jalalabad i forbindelse med sit arbejde. Under rejsen ringede hans moster til ham og fortalte, at der var kommet nogle mænd hjem til ansøgerens bopæl, og de havde bortført [B]. Ansøgeren rejste hjem morgenen efter og tog hjem til [B’s] forældre. [B’s] far fortalte ansøgeren, at han var sikker på, at det var [A], der stod bag bortførelsen. [B’s] far og ansøgeren tog sammen på politistationen for at anmelde forbrydelsen. Da de forlod politistationen blev [B’s] far ringet op af [A], som truede ansøgeren og ansøgerens søn på livet. Kort tid efter hændelsen, hentede ansøgeren sin søn hos hans mormor. Da de var på vej hjem, kørte der en motorcykel med to personer om bag dem. Da ansøgeren satte farten op, begyndte personerne at beskyde dem. Da de nærmede sig en vagtpost, opgav personerne på motorcyklen forfølgelsen. Dagen efter ringede ansøgeren til [B’s] forældre for at fortælle dem om episoden. [B’s] mor ringede herefter til [A] for at få en forklaring. [A] svarede, at ansøgeren skulle dø for at være skyld i, at [B] ikke længere var jomfru. Ansøgeren udrejste herefter af Afghanistan. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren har forklaret divergerende om en række centrale punkter i sit asylmotiv. Ansøgeren har blandt andet til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at [A] overfor ansøgerens svigerfar truede med at slå også ansøgerens søn ihjel, ligesom han forklarede, at han, inden skudattentatet, overnattede hos sin tidligere svigermor. Til asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at [A] direkte overfor ansøgeren truede med at slå hans søn ihjel, og at han ikke overnattede hos sin tidligere svigermor men kørte hjem derfra sent om natten. Flygtningenævnet finder det usandsynligt, at ansøgeren – efter at være blevet overfaldet, truet og gjort bekendt med, at [A] er en meget magtfuld mand – trods dette giftede sig med [B], og at vielsen var hemmelig. Flygtningenævnet finder ligeledes, at [A’s] bortførelse af [B] savner formål, når hun var blevet gift med ansøgeren, hvilket [A] var bekendt med, henset til at [A] angiveligt havde efterstræbt [B] gennem længere tid. Det forekommer endelig påfaldende, at ansøgeren ikke foretog sig andet end at politianmelde [B’s] bortførelse, hvorefter han udrejste af Afghanistan. Den af ansøgeren fremlagte meddelelse om en kondolanceceremoni for svigerfaderen, hvori blandt andet er anført, at afdøde ”sov stille ind”, harmonerer ikke med ansøgerens forklaring om, at svigerfaderen blev slået ihjel af [A] under et slagsmål. Endelig har ansøgeren under nævnsmødet forklaret, at han ikke ved, hvad der er sket med [B], hvilket ikke understøttes af journaludskrift af [vinteren] 2016 fra Center Tønder, hvori blandt andet er anført: ”….familien befinder sig i Iran, hvor hans nye kone bor sammen med Pt. Søn på 8 år…” og ”Der er ofte telefonkontakt til den nye kone + til sønnen”. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/89/JEA
Nævnet stadfæstede i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt børn fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etniske tajiker og sunni-muslim af trosretning fra Herat, Herat, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerene har som asylmotiv henvist til, at de frygter at blive slået ihjel af Taliban, da den mandlige ansøger har anmeldt en episode, hvor Taliban overfaldt ham. Ansøgerne har til støtte for deres asylmotiv oplyst, at den mandlige ansøger har arbejdet som buschauffør. [I sommeren] 2015, omkring klokken seks om morgenen, blev den mandlige ansøger stoppet af to biler. Ni til ti personer steg ud af bilerne og hev ansøgeren ud af bussen, hvorefter de slog ham med våben. Personerne satte derefter ild til bussen. Personerne havde tildækket deres ansigter, men to af dem tabte deres maskeringer under overfaldet. Ansøgeren mistede bevidstheden under overfaldet og vågnede igen omkring klokken 11 om formiddagen. Da ansøgeren vågnede, befandt han sig på hospitalet i Herat. Ansøgeren blev udskrevet to dage senere. To dage efter ansøgeren blev udskrevet, blev han kontaktet af sin arbejdsgiver. Han skulle møde på sin arbejdsplads, hvor han skulle snakke med en af sine arbejdsgivere, [A], og en kommandant. De spurgte ind til episoden, og ansøgeren forklarede, hvad der var sket og oplyste navnene på de to personer, der havde tabt maskeringerne under overfaldet. Samme eftermiddag modtog ansøgeren et opkald fra gerningsmændene, som truede ansøgeren med, at de ville slå ham ihjel, hvis han anmeldte overfaldet til myndighederne. Dagen efter, omkring klokken ti, modtog ansøgeren endnu en trussel. Ansøgeren tog ikke disse trusler alvorligt, da han mente, at det var tomme trusler, der blot skulle skræmme ham. To dage senere, da ansøgeren var ude at gå en tur, kom to mænd kørende på en motorcykel. Den ene af personerne trak et våben. Da ansøgeren så dette, søgte han straks tilflugt i et tilfældigt hus, hvis dør stod på klem. Ansøgeren blev beskudt, men skuddene ramte døren og muren ved siden af døren. Dagen efter denne episode blev ansøgeren kontaktet af en bekendt, der fortalte ansøgeren, at Taleban var efter ham. Han anbefalede, at ansøgeren skulle forlade Afghanistan. Et par dage efter udrejste ansøgeren med sin familie. Den kvindelige ansøger har henvist til sin ægtefælles asylmotiv og har til støtte herfor henvist til ovenstående konflikt. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaringer til grund. Der er en række divergenser i de afgivne forklaringer, herunder mellem ansøgerne indbyrdes. Den mandlige ansøger har under nævnsmødet forklaret, at han først blev bekræftet i, at det var Taleban, der havde angrebet ham, da politikommandanten fortalte ham det. Heroverfor har ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han genkendte to af angriberne som Talibanfolk, at de var kendt i byen som Talibanfolk, og til asylsamtalen, at kommandanten, da ansøgeren havde oplyst navnene på de to personer, ikke sagde noget bestemt, men at han ville undersøge sagen. Den mandlige ansøger har forklaret, at han inden angrebet på bussen havde overnattet i [by], hvilket den kvindelige ansøger har bekræftet under nævnsmødet. Den kvindelige ansøger har imidlertid til asylsamtalen forklaret, at ægtefællen kørte fra Herat for at komme på arbejde i [by], og havde kørt halvanden time, da overfaldet fandt sted. Ansøgerne har forklaret divergerende om, hvem der afregnede lejemålet, da de flygtede, om det var den mandlige ansøger eller dennes far, ligesom udtalelsen fra den mandlige ansøgers arbejdsgiver ikke understøtter ansøgernes forklaring. Hertil kommer, at det forekommer usandsynligt, at to angiveligt velhavende og indflydelsesrige personer personligt skulle deltage i et Taliban-angreb på en bus. Endelig har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgerne angiveligt kunne forblive på deres bopæl i mere end en uge efter overfaldet i [by], uden at blive opsøgt af Taliban på bopælen, ligesom den mandlige ansøgers familie heller ikke efterfølgende er blevet opsøgt på bopælen. Ansøgerne har herefter ikke sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for overgreb eller forfølgelse, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/88/JEA
Nævnet meddelte i marts 2017 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia muslim fra provinsen Orozgan, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter sin afdøde storebrors svigerfar, [A], som er en indflydelsesrig person. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han dagen før sin mors begravelse havde overhørt nogle kvinder snakke om, at moren var blevet forgiftet af [A]. Ansøgeren flyttede efter begravelsen hjem til sin afdøde brors ven, [B]. Efterfølgende har [A] opsøgt [B’s] bopæl for at få ansøgeren til at flytte hjem til sig, hvilket ansøgeren afviste. [B] bekræftede over for ansøgeren, at [A] havde forgiftet ansøgerens mor og ville slå ansøgeren ihjel, så han kunne overtage ansøgerens families hus og jord. Tredje gang [A] opsøgte [B’s] bopæl, havde han nogle hvidskæggede mænd med. De spurgte igen, om ansøgeren ønskede at flytte hjem til [A], hvilket ansøgeren igen afviste. To til tre dage efter kom de samme hvidskæggede mænd til [B] og fortalte, at han skulle sende ansøgeren afsted, idet [A] muligvis ville slå ansøgeren ihjel, hvis han blev boende på [B’s] bopæl. Ansøgeren udrejste herefter. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring til grund. Herefter lægger Flygtningenævnet til grund, at ansøgeren fra tre forskellige kilder har hørt, at [A] havde forgiftet ansøgerens mor. Nævnet lægger endvidere til grund, at de ”ældre” ved den seneste henvendelse til [B] gav udtryk for, at ansøgeren burde forlade landet for ikke at blive slået ihjel af [A]. Nævnet lægger derfor til grund, at ansøgerens frygt for [A] er velbegrundet. På den baggrund finder nævnet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han som mindreårig vil være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2 ved en tilbagevenden til Afghanistan. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Afgh/2017/87/Dmo
Nævnet meddelte i marts 2017 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tadjik og sunni-muslim af trosretning fra Logar, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban, idet han har samarbejdet med en person, og idet ansøgeren har nægtet at samarbejde med Taliban. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han lærte [A] at kende [i foråret] 2014. [A] var ansøgerens fars ven. Ved deres første møde fortalte [A] ansøgeren, at han arbejdede for amerikanerne på et kontor i [by]. [A] fortalte ikke yderligere om, hvad han lavede, men ansøgeren fik besked på, at han skulle arbejde hemmeligt for [A]. [A] ville ringe til ansøgeren, når det blev aktuelt. [I efteråret] 2014 udførte ansøgeren en opgave for [A] i området […] i Ghazni. Ansøgeren tog til området og rapporterede tilbage om, hvorvidt Taliban, politiet eller myndighedspersoner befandt sig i området. Ansøgeren havde en boks med, så folk troede, at han var gadesælger. Ansøgeren havde en butik i Kabul, hvor han solgte printerudstyr. [B], der var fast kunde i butikken, kom en dag [i sommeren] 2015 med nogle id-kort fra FN og diverse hoteller. [B] ville have lavet nogle falske udgaver af disse med andre navne end dem, der stod på. Ansøgeren oplyste [B] om, at han ikke havde den rette maskine til at lave disse. Ansøgeren oplyste endvidere [B] om, at han ville undersøge, om det kunne lade sig gøre at købe den. Efter tre til fire dage sagde ansøgeren til [B], at han ikke kunne købe en sådan maskine. [I sommeren] 2015 fik ansøgeren et opkald fra en mullah ved navn [C], som præsenterede sig som værende ansvarlig for Det Sydlige Islamiske Emirat i Afghanistan (Taliban). Han sagde, at ansøgeren skulle hjælpe dem, og at det var mullahen, der havde sendt [B] hen til ansøgeren. Ansøgeren sagde, at han hverken kunne eller ville hjælpe. Dagen efter fik ansøgeren et opkald fra mullahen. Han sagde, at han kendte ansøgerens og hans families adresse. Han sagde endvidere, at det var sidste gang, at han ringede, og at ansøgeren vidste, hvad der ville ske, såfremt ansøgeren ikke samarbejdede. Ansøgeren nægtede fortsat at samarbejde. Ansøgeren slukkede herefter sin telefon og fortalte sine medarbejdere, at han ville tage hen til sin mor i Indien, fordi hun var syg. Dette var dog ikke sandt. Ansøgeren tog derimod hjem til sin far og opholdt sig der i en uge. Ansøgeren fortalte sin far, hvad der var sket, da han kom hjem. Da ansøgeren var derhjemme, ringede [A]. Ansøgeren mødtes med [A] i Kabul. Ansøgeren skulle til [by] i Ghazni for at observere, hvorvidt der var bevæbnede personer tilstede. Ansøgeren kørte til Ghazni om morgenen og var tilbage om eftermiddagen. Efter ansøgeren havde udført denne opgave tog han til Logar i Afghanistan for at besøge sin mor. I et område i Wardak stoppede Taliban bilen for at kontrollere den. Ansøgeren blev sammen med to andre kaldt ud af bilen. De to andre var soldater. Taliban konfiskerede den mobiltelefon, som ansøgeren havde fået af [A]. Der lå billeder af de steder, hvor ansøgeren havde udført opgaver for [A] på mobiltelefonen. Under episoden blev ansøgeren udsat for vold. Taliban kontrollerede ikke indholdet på mobiltelefonen, mens ansøgeren var til stede. Ansøgeren fik herefter lov til at gå. Ansøgeren mener, at han blev taget af lastbilen, fordi han talte dari. Ansøgeren tilbragte herefter to nætter hos sin mor. Den anden nat bankede en person på døren. Da ansøgerens bror åbnede døren, blev han skudt. Ansøgerens mor fortalte senere hen, at det var Taliban, der havde skudt ansøgerens bror, idet politiet ikke tør komme til landsbyerne efter klokken 17. Da ansøgeren hørte skuddet gemte han sig i køkkenet. Herefter kom der personer ind i boligen og råbte ”Khalek”, som er ansøgerens mellemnavn. Efter en halv time tog de af sted igen. De fandt ikke ansøgeren. Mens ansøgeren gemte sig, hørte han, at hans mor råbte, at hendes søn var blevet martyr. Ansøgerens bror blev skudt omkring klokken 22 eller 23. Ansøgeren gemte sig indtil om morgenen. Herefter tog ansøgeren til Kabul. Da ansøgeren kom hjem, forklarede han sin far, hvad der var sket. Ansøgerens far tog ansøgeren med hen til en ven, hvor ansøgeren skulle bo midlertidigt. Efter en uge tog ansøgerens fars ven ansøgeren til terminalen i Kabul, hvor der kørte biler mod Nimruz. Herefter tog ansøgeren til Iran, hvor han opholdt sig i omkring tre måneder. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren har forklaret sammenhængende og troværdigt, og han har underbygget forklaringen med relevante detaljer. Nævnet finder, at de mindre divergenser, der har været i ansøgerens forklaring, er af en sådan karakter, at de ikke i sig selv kan føre til en tilsidesættelse af ansøgerens forklaring. Nævnet finder endvidere, ansøgerens forklaring støttes af de i øvrigt foreliggende oplysninger, herunder de lægelige oplysninger om ansøgeren. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at meddele ansøgeren asyl i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Henset til de foreliggende oplysninger om situationen i Afghanistan finder Flygtningenævnet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Udlændingestyrelsen har i nævnsmødet gjort gældende, at ansøgeren som internt flugtalternativ kan tage ophold et andet sted i Afghanistan end Kabul. Flygtningenævnet har ikke fundet grundlag herfor. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.”Afgh/2017/86/SHH
Nævnet stadfæstede i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk tadjik og sunni-muslim fra [en afghansk landsby], Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af en person, [A], fra ansøgerens landsby, fordi ansøgerens bedstefar havde en jordkonflikt fra gamle dage med [A]. Ansøgeren har yderligere som asylmotiv henvist til, at han frygter, at myndighederne vil underrette [A], hvis myndighederne får øje på ansøgeren, hvorefter [A] vil slå ansøgeren ihjel. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at der i hans bedstefars tid opstod en jordkonflikt mellem ansøgerens bedstefar og [A], hvilket ansøgerens far har fortalt ansøgeren, da ansøgeren ikke var født på det pågældende tidspunkt. [A] købte jorden ved siden af ansøgerens bedstefars jord og ville gerne have ført vand gennem ansøgerens bedstefars jord til sin egen jord. Ansøgerens far var imod, hvorefter der opstod slagsmål mellem begge familier. Ansøgerens far slog én fra [A’s] familie, der døde to dage efter slagsmålet. [A] beskyldte ansøgerens bedstefar for at have forårsaget dødsfaldet, hvorefter ansøgerens familie flygtede fra området. En dag skulle ansøgeren og hans familie til bryllupsfest i en anden landsby. Ansøgerens søster og bror var alene hjemme for at passe huset. [A] opsøgte ansøgerens søskende og slog dem ihjel. Ansøgerens far anmeldte drabene på ansøgerens søskende til myndighederne, hvorefter [A] flygtede. Hver gang myndighederne kom til området, flygtede [A], hvilket stod på i flere måneder. To og et halvt år efter ansøgerens søskendes død fremsatte [A] trusler mod ansøgerens far. Nogle ukendte personer fremsatte truslerne gennem nogle personer fra naboforretningen til ansøgerens fars butik. Ansøgerens far blev truet tre gange på denne måde på ukendte tidspunkter. Ansøgeren og hans familie blev enige om, at ansøgeren var nødt til at forlade Afghanistan. Ansøgeren udrejste af Afghanistan [i foråret] 2015. Ansøgeren har endelig som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter ISIL og selvmordsaktioner. Ansøgeren har ikke givet møde i Flygtningenævnet. Ansøgeren er indkaldt til mødet i Flygtningenævnet dags dato pr. brev dateret [primo 2017]. Flygtningenævnet har dags dato kontaktet [et dansk asylcenter], hvor ansøgeren er indkvarteret, som har oplyst, at ansøgeren ikke har afhentet sine togbilletter til brug for deltagelsen i mødet i Flygtningenævnet dags dato, og at ansøgeren var på centret. Det blev yderligere bekræftet, at ansøgeren har hentet sin post, herunder indkaldelsesbrev [dateret primo 2017]. Flygtningenævnet finder på ovennævnte baggrund, at ansøgeren må anses for at være behørigt indkaldt til nævnsmødet, og at han er udeblevet uden oplyst lovligt forfald. Flygtningenævnet har derfor besluttet at fremme sagen på det foreliggende grundlag, jf. forretningsordenens § 36, stk. 1. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende om centrale punkter i asylmotivet, hvorfor forklaringen forekommer konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har således til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at episoden, hvor ansøgerens far slog en af [A’s] mænd, der døde to dage efter, fandt sted for ca. 5 år siden, mens han til asylsamtalen forklarede, at der var tale om en person fra [A’s] familie, og at episoden fandt sted, før ansøgeren blev født. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren videre forklaret, at truslerne fra [A] startede herefter, og at hans søskende blev dræbt for 4 år siden i begyndelsen af foråret 2012, hvor han og hans forældre var til en bryllupsfest. Til asylsamtalen forklarede ansøgeren, at hans søskende blev dræbt, da de var 6 og 8 år gamle, og at det er 11½ til 12 år siden. Han forklarede efterfølgende, at de var født i […] og […]. Ansøgeren forklarede videre, at hans søskende var blevet hjemme for at passe huset, og at hans far ikke kunne regne ud, at [A] kunne finde på at komme og gøre noget ved familien. Ansøgeren forklarede umiddelbart efter, at [A] havde fremsat trusler inden drabene om at slå familien ihjel. Foreholdt at det ikke hænger sammen med, at ansøgeren lige havde forklaret, at faren ikke kunne regne ud, at [A] kunne finde på at komme og gøre familien noget, oplyste ansøgeren, at han ikke mente det, han sagde først. Ansøgeren har endvidere til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at truslerne fra [A] i starten blev fremsat ved, at [A’s] mænd opsøgte ansøgerens far ved hans købmandsbutik, hvor de råbte ad hinanden, så de andre sælgere måtte mægle imellem dem, mens han til asylsamtalen forklarede, at [A’s] slægtninge kom til naboforretningerne til ansøgerens fars butik og fremsatte truslerne. De kunne ikke magte ansøgerens far, der var fysisk stærk. Flygtningenævnet lægger videre vægt på, at ansøgeren til asylsamtalen har forklaret udbyggende, at [A] sendte folk efter ham, mens han opholdt sig i Kabul på flugt og senere, mens han var i Iran, at hans far gav ham penge til udrejsen, og at ansøgerens far blev truet af Taliban. Nævnet bemærker herved, at det af asylsamtalen fremgår, at ansøgeren indledningsvis blev spurgt om, hvorfor Taliban, Daesh og selvmordsaktioner skulle forsøge at ramme ansøgeren, hvortil han oplyste, at han lige skulle tænke over det og efter lidt tid svarede, at [A] også havde kontakt til Taliban. Nævnet finder ikke, at disse væsentlige divergenser og udbygninger kan forklares ved tolkeproblemer eller ved, at ansøgeren er analfabet. Nævnet bemærker endeligt, at det forekommer påfaldende, at ansøgeren først er udrejst flere år efter drabet på sine søskende, og at det var ham og ikke hans far, der udrejste henset til, at det – bortset fra en gang for flere år siden, hvor han angiveligt blev udsat for trusler fra en af [A’s] mænd - var faren, der var udsat for truslerne. Flygtningenævnet finder herefter sammenfattende ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer at blive udsat for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. afgh/2017/85/DTO
Nævnet stadfæstede i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim af trosretning fra Afghanistan. Da ansøgeren var 5-6 år gammel udrejste han sammen med sin familie fra Afghanistan til Iran, hvor han boede, indtil han var 15 år. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter de personer, som har slået hans far ihjel. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han og hans familie flyttede fra Afghanistan til Iran, da ansøgeren var omkring 5-6 år gammel, efter ansøgerens far havde været oppe og slås med nogle ukendte personer. Da ansøgeren var 15 år, flyttede han og familien tilbage til Afghanistan. Ansøgerens far og farbrødre talte om at dele den jord, som de fælles havde arvet. De skændtes, idet farbrødrene ikke mente, at ansøgerens far havde ret til jorden, som de havde passet, mens faren havde opholdt sig i Iran. Mens ansøgeren og familien boede hos den ældste farbror, vågnede ansøgeren en nat ved at huset brændte. Da ansøgeren og ansøgerens mor kom udenfor, så de ansøgerens far ligge på jorden dræbt af skud. Ansøgerens farbror og ægtefælle var ikke hjemme, men kom hjem den efterfølgende dag, hvor ansøgerens far blev begravet. Efter den sidste ceremoni rådede ansøgerens farbror ansøgerens mor til at rejse tilbage til Iran, idet han mente, at familien risikerede at blive dræbt, hvis de blev. Familien rejste til Iran, hvoraf ansøgeren flygtede til Europa. Flygtningenævnet tiltræder Udlændingestyrelsens vurdering af, at ansøgeren, der er 17 år gammel, er tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylsagsbehandling. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren generelt har svaret relevant på de spørgsmål, der blev stillet i Flygtningenævnet, og på en måde, som viste, at ansøgeren forstod spørgsmålene og svarernes betydning. Det bemærkes, at ansøgerens forklaring om sin fars død og baggrunden herfor ikke fremkom i ansøgningsskemaet, men først under en senere forklaring for Udlændingestyrelsen. Ansøgerens forklaring herom fremtræder allerede på denne baggrund ikke troværdig. Nævnet har ved denne vurdering været opmærksom på ansøgerens unge alder og begrænsede skolegang. Flygtningenævnet finder samtidig anledning til at bemærke, at selv om dele af ansøgerens forklaring om faderens død og baggrunden herfor kunne lægges til grund, så vil dette ikke kunne begrunde en beskyttelsesstatus for ansøgeren efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på ansøgerens forklaring om, at han ikke havde nogen uoverensstemmelse eller personlig konflikt med faderens brødre eller andre ukendte gerningsmænd til drabet. Det hører i den forbindelse med i billedet, at nævnet på baggrund af ansøgerens oplysninger finder det helt usandsynligt, at ildspåsættelsen af farbrødrenes hus og drabet på faderen skulle være foranstaltet af farbrødrene eller en af disse. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at han frygter Bacha Bazi, som han under sit ophold i Danmark har læst om på internettet, ligesom han frygter, at forskellige oprørsgrupper vil forsøge at rekruttere ham. Flygtningenævnet tiltræder, at heller ikke ansøgerens frygt for Bacha Bazi, som han aldrig har haft nogen kontakt til, eller hans generelle frygt for rekruttering til forskellige oprørsgrupper kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at han ved tilbagevenden til Afghanistan risikerer individuel forfølgelse omfattet af udlændingeloven § 7, stk. 1 eller overgreb omfattet af udlændingeloven § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Afgh/2017/84/STR
Nævnet stadfæstede i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim af trosretning fra Wardak-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter sin farbror og dennes familie, Taliban, kuchierne, Daesh og myndighederne. Ansøgeren har endvidere henvist til de generelle forhold for etniske hazaraer. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans farbror og dennes familie begyndte at chikanere ansøgeren og ansøgerens familie efter ansøgerens fars død. Myndighederne og den manglende sikkerhed i Afghanistan var skyld i farens død. Farbroren ville have, at ansøgerens mor skulle gifte sig med ham og overdrage alle ansøgerens fars ejendele til ham. Ansøgerens farbror udsatte ansøgerens mor for overgreb og vold, ligesom han ikke lod ansøgerens mor og lillesøster forlade bopælen. Ansøgerens farbror slog ansøgeren, herunder når ansøgeren forsøgte at forsvare sin familie. Ansøgeren frygter Taliban, Daesh og kuchierne, som man kunne risikere at blive stoppet af, når man forlod landsbyen. Ansøgeren har ligeledes været udsat for chikane fra pashtunerne, fordi han er etnisk hazara. Flygtningenævnet tiltræder, at ansøgeren er tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylsagsbehandling, selvom han efter det oplyste kun er 15 år gammel. Flygtningenævnet lægger vægt på, at ansøgeren under nævnsmødet har svaret relevant på de stillede spørgsmål, ligesom han har været i stand til på fuldt betryggende vis at forklare om sit asylmotiv og sin baggrund. Flygtningenævnet kan til dels lægge ansøgerens forklaring om at være blevet chikaneret og udsat for vold af sin farbror og dennes familie i Afghanistan til grund. Ansøgeren har imidlertid forklaret uoverensstemmende om omfanget af denne chikane og vold, idet han under oplysnings- og motivsamtalen i Udlændingestyrelsen har forklaret detaljeret om, at farbroren ikke har slået ham så ofte, og at farbrorens børn truede ham, men ikke slog, mens ansøgeren senere har forklaret, at han blev slået meget og ofte af farbroren og af dennes familie. Ansøgeren har endvidere forklaret uoverensstemmende om omfanget af de trusler, som farbroren fremsatte, idet han under oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at han ikke kendte til indholdet af truslerne, mens han for nævnet har forklaret, at det var trusler på livet. Flygtningenævnet finder på denne baggrund at måtte lægge til grund, at ansøgeren vel har været udsat for vold og chikane fra farbroren og dennes familie, men at der ikke er tale om forhold af en sådan karakter og intensitet, at det er omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet har ved vurderingen af ansøgerens forklaring været opmærksom på hans unge alder og begrænsede skolemæssige baggrund. Det er således ikke sandsynliggjort, at ansøgeren vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse fra farbroren eller dennes familie ved en tilbagevenden til Afghanistan. Flygtningenævnet bemærker vedrørende ansøgerens forklaring om, at han frygter Kuchierne, Taliban, Daesh og myndighederne, at ansøgeren tillige har oplyst, at han aldrig har oplevet individuelle konflikter med nogen af disse. Under hensyn hertil og til, at den generelle sikkerhedssituation i Wardak-provinsen ikke er af en sådan karakter, at enhver ved sin blotte tilstedeværelse vil være i risiko for asylbegrundende overgreb, kan heller ikke ansøgerens generelle frygt for Kuchierne, Taliban, Daesh og myndighederne give grundlag for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Ansøgeren har endelig forklaret, at pashtunere har sagt til ham på gaden, at de håbede, at alle hazaraer ville dø. Heller ikke dette forhold kan begrunde, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, idet Flygtningenævnet herved har lagt vægt på, at chikanerierne ikke er fulgt op af nogen form for handlinger, og at det ikke er sandsynliggjort, at ansøgeren skulle være konkret og individuelt forfulgt som følge af sin etnicitet. Det hører i den forbindelse med i vurderingen, at ansøgeren kom fra en hazara landsby, og at ansøgeren har forklaret, at han ikke har oplevet andre fra landsbyen modtage tilsvarende trusler. Ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at han ved tilbagevenden til Afghanistan risikerer individuel forfølgelse omfattet af udlændingeloven § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingeloven § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Afgh/2017/83/STR
Nævnet stadfæstede i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tarakhil og sunni-muslim fra [en mindre by], Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af sine fætre på grund af en jordkonflikt. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at hans fætre har slået ansøgerens far og bror ihjel på grund af en konflikt om noget jord, som ansøgerens far og brødre havde arvet. Ansøgerens fætre var uenige i den måde, jorden var blevet fordelt på i arv. En dag opstod der slagsmål mellem ansøgerens far, bror og fætre. Dagen efter slagsmålet om morgenen vågnede ansøgeren op til, at hans far og bror var blevet slået ihjel ved et skud i brystet. Efter begravelsen flyttede ansøgeren og hans mor, svigerinde og brors to børn hjem til ansøgerens morbror. Under opholdet hos morbroren blev familien opsøgt af ansøgerens fætre. Fætrene arbejdede sammen med Taliban. Ansøgeren har yderligere som asylmotiv henvist til, at han frygter ISIL og de generelle problemer i Afghanistan. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at ISIL er mange steder i Afghanistan, og at ISIL slår folk ihjel. Flygtningenævnet tiltræder, at ansøgeren er tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylbehandling uanset hans alder. Flygtningenævnet lægger vægt på, at han under nævnsmødet generelt har svaret sammenhængende og relevant på de stillede spørgsmål og på en måde, der viste, at han forstod svarenes betydning. Nævnet har tillige noteret sig, at ansøgeren er analfabet. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Nævnet finder, at ansøgeren på flere væsentlige og faktuelle spørgsmål har forklaret divergerende, og at forklaringen fremstår utroværdig og konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har således til oplysnings- og motivsamtalen forklaret først, at hans far og storebror blev dræbt i marken og senere, at de blev dræbt hjemme om natten. Ansøgeren har videre forklaret og flere gange gentaget, at hans fætre kom og sagde, at jorden var deres, at de kom op at slås med ansøgerens far og storebror, og der kom nogle fra landsbyen og mæglede mellem dem. De var alle til stede. Til asylsamtalen forklarede ansøgeren, at der kom nogle folk og skilte dem ad. Forespurgt, om der blev mæglet mellem dem, svarede ansøger, at det gjorde der ikke. Ansøgeren har endvidere forklaret, at konflikten havde stået på ca. 1 år, mens han under mødet i dag har forklaret, at jordkonflikten også pågik, da han som 7 årig skulle begynde skolen. Ansøger har videre til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at hans mor fandt ligene af faren og storebroren, at drabene fandt sted 1 måned før hans udrejse, og at der ikke skete noget i løbet af den måned. Ansøger forklarede efterfølgende, at hans fætre og Taliban opsøgte ham en nat på hans morbrors bopæl, men ansøgers morbror gemte ham. De var vågne, fordi de vidste, at de ville komme og dræbe ansøgeren – de eftersøgte ansøgeren både dag og nat. Til asylsamtalen forklarede ansøgeren, at det var ham og hans mor, der fandt hans far og storebror og opdagede, at de var blevet skudt. Fætrene kendte huset godt og vidste, hvor ansøgerens far sov. I den efterfølgende måned, inden hans udrejse, kom fætrene efter ansøger om natten og hele tiden, men ansøgers morbror hjalp med at gemme ham. Han blev gemt væk 4 – 5 gange. Senere under samtalen forklarede ansøgeren, at det kun var om natten, at fætrene og Taliban kom efter ham, og at hans morbror gemte ham et andet sted hver nat, ligesom han forklarede, at farbrødrene og fætrene ikke besøgte hans familie og ikke talte sammen, og at han ikke havde set dem, inden konflikten begyndte. Ansøgeren forklarede endvidere først, at fætrene kom efter ham om aftenen efter drabene og senere, at han blev opsøgt første gang 2 – 3 dage efter drabet på faren og broren. Ansøgeren har endvidere til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han 2 - 5 dage efter drabet på faren og broren fik at vide, at fjenderne havde meldt sig ind i Taliban. Til asylsamtalen forklarede ansøgeren, at en nabo havde fortalt ham det, og at Taliban var sammen med fætrene den nat, ansøgerens far og bror blev dræbt. Under mødet i Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at han opdagede, at fætrene var Taliban, da han som 7 årig var på vej til skole og så dem i traditionel Taliban beklædning. Nævnet finder endvidere, at det svækker ansøgerens troværdighed, at han ikke ved, hvad hans farbrødre og fætre hedder, at han ikke har kunnet forklare, hvor han blev gemt i morbrorens hus, hvor han angivelig boede i 1 måned og efter sin forklaring på nævnsmødet i dag blev skjult ca. 10 gange. Nævnet finder videre, at det svækker ansøgerens troværdighed, at han, der efter sin forklaring ikke havde set fætrene før konflikten og ikke ville kunne genkende dem på gaden, har forklaret, at han ikke har gået i skole, fordi han, da han skulle begynde i skolen, på vejen så fætrene, der var maskerede i ansigtet og havde våben med, hvorefter han vendte om, da han vidste, at de ville slå ham. Nævnet finder endvidere, at det forekommer usandsynligt, at ansøgerens far og storebror skulle være blevet skudt i hjemmet om natten, uden at nogen har hørt noget, og at farbroren og fætrene ved den lejlighed skulle have sparet hans liv, når fætrene angiveligt vil slå hele familien ihjel. Nævnet finder det endelig påfaldende, at ansøgeren angiveligt blev sendt af sted fra Afghanistan af sin onkel uden nogen forklaring, råd og/eller instruktioner. Sammenfattende finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk.1 eller 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. afgh/2017/82/DMO
Nævnet stadfæstede i februar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive dræbt af [A], idet ansøgeren har haft samleje med hans datter, [B], og gjort hende gravid. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at [B] var nabo til hans svoger, [C], som ansøgeren boede hos. Ansøgeren havde set [B] på gaden, før han mødte hende i sin elektronikbutik på gaden Nader Pashtun i Kabul. Første gang [B] kom ind i ansøgerens butik, var hun sammen med sin mor. De hilste på hinanden, og ansøgeren forklarede [B]s mor, at de var naboer. De købte nogle varer, hvorefter de forlod butikken. [B] og hendes mor kom ofte i butikken for at købe varer. Femte gang kom [B] alene. Hun bad ansøgeren om at tage med hende hjem, fordi en stikkontakt i hjemmet ikke fungerede. Ansøgeren indvilligede, hvorefter de fulgtes hjem til [B]. Da ansøgeren kom hjem til [B], sagde hun, at der ikke var nogen hjemme, og at hun gerne ville være sammen med ansøgeren. De havde samleje. Hun gav sit telefonnummer til ansøgeren, hvorefter ansøgeren tog på arbejde. [B] ringede til ansøgeren tre gange og bad ansøgeren om at komme forbi. Hver gang havde de samleje. Da [B] ringede fjerde gang, fortalte hun, at hun var gravid. Hendes mor havde opdaget det og fortalt det videre til [A], der var i Jalalabad. Ansøgeren fortalte [B], at det ikke var et problem, fordi han gerne ville giftes med hende. Hun ville også gerne giftes med ham. Ansøgeren tog herefter hjem til [C] og fortalte ham om det hele. En dag var ansøgeren på vej hjem fra arbejde, da han mødte en ukendt mand på gaden, hvor ansøgeren og [B] boede. En købmand fra gaden introducerede ansøgeren for manden, der var [A]. Ansøgeren registrerede, at [A] var meget vred, men alligevel accepterede ansøgeren at tage med [A] hjem. [A] tog ansøgeren ned i kælderen. Han bad ansøgeren om at sætte sig på en stol. [B]s mor, som havde gemt sig bag døren, bandt ansøgerens hænder på ryggen. De begyndte begge at slå ansøgeren og ville stille ham til regnskab for det, havde han gjort mod [B]. Ansøgeren mistede bevidstheden. Da ansøgeren vågnede op dagen efter, blev han taget med ovenpå til et andet værelse, hvor [C], [A] og advokaten for gaden/gaderepræsentanten sad. Ansøgeren blev bedt om at underskrive et dokument og herefter sætte sit fingeraftryk på det. Ifølge dokumentet skulle ansøgeren inden fem dage betale [A]s familie 500.000 afghanske penge, gifte sig med [B] og samtidig skulle en kvinde fra ansøgerens familie giftes ind i [A]s familie. Ansøgeren fik herefter lov til at gå. [C] forklarede ansøgeren, at hans liv var i fare, og at han skulle udrejse af Afghanistan. [A] var Taleban, og derfor ville det ikke være muligt at finde en løsning. [C] arrangerede og finansierede ansøgerens udrejse, og ansøgeren rejste fra Kabul samme aften. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund, idet den forekommer utroværdig, ikke selvoplevet og dermed konstrueret til lejligheden og på nogle punkter divergerende. Ansøgeren har endvidere under mødet i Flygtningenævnet svaret afglidende og udetaljeret på spørgsmål om [B]. Flygtningenævnet finder det således utroværdigt, at en ung ugift pige skulle invitere ansøgeren hjem og - umiddelbart efter, at han var kommet inden for - sige, at hun gerne ville have samleje med ham samt, at dette skulle have gentaget sig tre eller fire gange yderligere uden, at ansøgeren og [B] i øvrigt havde talt eller talte sammen. Nævnet har herved henset til, at ansøgeren til asylsamtalen forklarede, at [B] kom fra en god familie og havde en god opdragelse, at hun og ansøgeren kun havde set hinanden fire gange forinden i ansøgerens butik, hvor [B] og hendes mor kom for at handle, at de ikke havde talt sammen ud over de korte samtaler i butikken og de tre - fire gange, [B] ringede til ansøgeren, og at ansøgeren efter sin forklaring vidste, at seksuelt forhold uden for ægteskabet var ulovligt, og at han havde hørt, at straffen var stening. Det forekommer hertil påfaldende, at ansøgeren efter sin forklaring ikke husker, hvornår [B] og hendes mor kom til butikken, eller hvor længe deres forhold stod på, og at han ikke kender [B]s efternavn eller ved, om hun havde søskende, også henset til, at [B] og hendes familie var naboer til ansøgerens søster og svoger, hvor ansøgeren boede. Nævnet finder det hertil påfaldende, at ansøgeren ikke husker om han havde samleje med [B] tre eller fire gange. Nævnet finder det endvidere påfaldende, at ansøgeren efter sin forklaring til asylsamtalen ikke har forsøgt at finde ud af, hvad der er sket med [B] efter, at han er kommet til Danmark taget i betragtning, at han gerne ville giftes med [B], og at hun ventede barn med ham, og at han først under nævnsmødet har forklaret, at han har spurgt sine forældre, om de vidste noget om [B]. Som følge heraf kan nævnet heller ikke lægge til grund, at ansøgeren blev tilbageholdt og slået af [B]s far på grund af forholdet til [B]. Det forhold, at ansøgeren har fremlagt en aftale mellem [A] og eller [B] og ham, kan ikke føre til andet resultat henset til dokumentets indhold og form, og at det er udateret. Flygtningenævnet finder endvidere, at det svækker ansøgerens troværdighed, at han har forklaret divergerende på en række punkter. Ansøgeren har således til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han ikke genkendte [B], da hun kom i butikken første gang, mens han til asylsamtalen forklarede, at hun var nabo til hans svoger, at han havde set hende, da han kom og gik hos sin svoger, og at [B] ved den lejlighed sagde, at de kendte hinanden, fordi de havde mødt hinanden på vejen. Ansøger har videre til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at [B] og hendes mor kom til hans butik første gang i løbet af marts 2015, mens han til asylsamtalen forklarede, at han ikke kan huske datoen. Ansøgeren har videre til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at [A], ansøgerens svoger, en advokat samt [A]s nabo, [D], var til stede, da han vågnede i kælderen i [A]s hus, mens han til asylsamtalen forklarede, at han blev taget med ovenpå til et værelse, hvor [A], ansøgerens svoger og advokaten for gaden/gaderepræsentanten var til stede. Ansøgeren nævnet ikke [A]s nabo. Flygtningenævnet finder herefter sammenfattende ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer at blive udsat for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2017/81/SLH
Nævnet stadfæstede i februar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Ansøgeren er ledsaget mindreårig. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk ghezelbash og shia-muslim af trosretning. Ansøgeren er afghansk statsborger, men har boet hele sit liv i Tehran, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hendes moster ved en tilbagevenden til Iran eller Afghanistan risikerer tvangsægteskab med mosterens fætter [A]. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at det er farligt for enlige kvinder at opholde sig i Afghanistan. Ansøgeren har aldrig boet eller opholdt sig i Afghanistan. Hun ved ikke, hvorfor hendes forældre forlod Afghanistan og rejste til Iran. Ansøgeren har i henhold til sin mosters risiko for at blive tvangsgift oplyst, at [A] opsøgte mosteren omkring fire gange på deres bopæl for at fri til hende. Ansøgerens moster har afvist [A], idet [A] er narkotikasmugler, er meget ældre end mosteren, og derudover er et farligt menneske. Indledningsvist bemærkes, at ansøgeren har besvaret de stillede spørgsmål relevant og på en måde, der viser, at hun forstår, hvad asylsagsbehandlingen går ud på. Flygtningenævnet tiltræder derfor vurderingen af, at ansøgeren er tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylsagsbehandling. Ansøgeren har ikke et selvstændigt asylmotiv men har i det hele henvist til det asylmotiv, der er gjort gældende af hendes moster [B]. Idet nævnet ikke har fundet det sandsynliggjort, at ansøgerens moster ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, stadfæster Flygtningenævnet i konsekvens heraf Udlændingestyrelsens afgørelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/80/JEA
Nævnet stadfæstede i januar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er afghansk statsborger, etnisk hazara og shia-muslim. Ansøgeren er født i […], Ghazni-provinsen i Afghanistan, men er opvokset i Balushistan-regionen i Pakistan, hvor han har boet siden han var omkring fire år gammel. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af terrorgrupper, herunder Taliban, idet den mullah, som han havde en konflikt med i Pakistan har forbindelse til disse grupper. Ansøgeren frygter også den afghanske regering, idet han har fornærmet sunni-muslimernes religion ved at urinere i en moske i Pakistan. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han udrejste af Afghanistan med sin familie, da han var omkring fire år gammel. Ansøgeren og hans familie flygtede på grund af krigen med Taliban, og fordi hans far var kommandant, der forsvarede de lokale områder fra Taliban. Da Taliban styrkede deres position og omringede ansøgerens hjemområde, så de ikke kunne forsvares, blev ansøgeren og hans familie nødt til at flygte. Ansøgeren har siden flugten boet i Pakistan. I Pakistan oplevede ansøgeren problemer med den lokale mullah. Ansøgeren viste ikke respekt over for mullahen og ville ikke rette sig efter mullahens kritik. Mullahen henvendte sig til ansøgeren to gange, hvor han forbød ansøgeren at lytte til musik. Herefter blev ansøgeren beskyldt for at stjålet en kasse med penge til almisser fra moskeen. Ansøgeren har urineret i moskeen tre gange, hvoraf de to første gange var fordi mullahen havde forbudt ham at lytte til musik, og den tredje gang var fordi han ville hævne sig på mullahen, som havde beskyldt ham for at stjæle kassen med penge. Den tredje gang, hvor ansøgeren urinerede i moskeen, blev han opdaget af mullahen, og der blev kastet sten mod ansøgeren. Ansøgeren løb fra stedet og blev derefter hentet af en ven, som han skjulte sig hos i omkring 20-25 dage. Med vennens hjælp udrejste ansøgeren af Pakistan med en agent. Uanset om det lægges til grund, at ansøgerens far i 1990’erne som kommandant har kæmpet mod Taliban, findes dette ikke at kunne begrunde, at ansøgeren, som ikke findes at være særligt profileret, og som udrejste af Afghanistan i en alder af omkring fire år, meddeles opholdstilladelse. I relation til ansøgerens asylmotiv begrundet i en konflikt med en i Pakistan bosiddende mullah bemærkes det, at ansøgerens forklaring herom ikke er nævnt i asylansøgningsskemaet, men først er fremkommet i oplysnings- og motivsamtalen. Det bemærkes endvidere, at forklaringen om, at ansøgeren skulle have urineret i en moske forekommer usandsynlig, og det alene bygger på ansøgerens egen formodning, at mullahen via forbindelser til Taliban eller af andre kanaler skulle kunne forfølge ansøgeren i Afghanistan. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/8/MGO
Nævnet stadfæstede i februar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk ghezelbash og shia-muslim af trosretning. Ansøgeren er afghansk statsborger, men har boet hele sit liv i Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter sin fætter [A], som har truet ansøgeren med en kniv for at få hende til at gifte sig med ham. [A] bor i Iran, men da han smugler narkotika, befinder han sig tit i Afghanistan. [A’s] familie har ejendomme i Afghanistan blandt andet i Kabul. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun aldrig har boet i Afghanistan. Ansøgerens forældre flygtede fra Afghanistan omkring 1982. Ansøgerens opholdsgrundlag i Iran var midlertidigt og blev fornyet af forældrene hvert halve år, indtil ansøgeren startede på universitetet. I forbindelse med sin optagelse på universitetet i 2013, tog ansøgeren til Afghanistan for at få lavet et nationalitetsbevis. På denne måde kunne ansøgeren få studievisum i Iran. Ansøgerens nuværende iranske visum blev udstedt i 2014 og er gyldigt til [foråret] 2017. [I foråret] 2014 kom [A] og hans familie til ansøgerens bopæl for at anmode ansøgeren om at gifte sig med [A]. Dette gentog sig tre gange i de følgende måneder. [I vinteren] 2015 opsøgte [A] ansøgeren på vej hjem fra arbejde. [A] fortalte ansøgeren, at han ville opsøge hende igen den følgende dag med sin familie, og hvis ansøgeren afviste ham igen, ville [A] slå hende ihjel. Ansøgeren anmodede [A] om en uges betænkningstid. [A] forlod herefter stedet, efter at have truet ansøgeren ved at holde en kniv imod hendes mave. [I vinteren] 2015 rejste ansøgeren og hendes mor til [by], som ligger halvanden times kørsel fra Teheran. [I vinteren] 2015 forlod ansøgeren Iran. Indledningsvist bemærkes, at ansøgerens forklaring på en række punkter, herunder navnlig omkring det tidsmæssige forløb i relation til [A’s] frieri og de efterfølgende trusler, har været afglidende og upræcis. Ansøgeren har forklaret, at [A] og hans familie første gang henvendte sig, fordi de ønskede, at hun skulle giftes med [A], godt to år før, hun udrejste fra Iran, og at hendes mor i første omgang uden at afvise forespørgslen, tilkendegav, at ansøgeren først skulle færdiggøre sine studier. Ansøgeren har videre under mødet i nævnet forklaret, at det var hendes bror, der som værge for hende, skulle godkende ægteskabet, og at han kom til Iran i sommeren 2015, fordi [A’s] familie ville tale med ham om ægteskabet. Ansøgeren har forklaret, at broren i den forbindelse fortalte [A], at ansøgeren ikke ønskede at gifte sig med ham, og at hendes holdning til ægteskabet var afgørende for, om han kunne godkende det, hvilket førte til, at [A] ønskede selv at spørge ansøgeren til, om hun ville giftes med ham eller ej. Set i lyset af ansøgerens og hendes families kendskab til [A] som kriminel og psykisk påfaldende, er det ikke sandsynligt, at ansøgerens holdning til ægteskabet ikke blev afklaret straks i forbindelse med mødet, mens hendes bror var til stede, men derimod først omkring nogle uger senere, efter at broren var rejst tilbage til Norge, og havde efterladt ansøgeren i en situation, hvor hun var uden opbakning fra et mandligt familiemedlem. Det er også usandsynligt, at [A’s] familie i første omgang skulle have accepteret, at ansøgerens bror som hendes værge var den, der bestemte, om hun skulle acceptere ægteskabet eller ej, for dernæst senere at tilkendegive, at det var [A’s] far, der som familiens ældste skulle bestemme, idet det så ikke havde været nødvendigt for [A] at vente flere år på ansøgerens accept af hans frieri. Nævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren under mødet i nævnet væsentlig har udbygget forklaringen om de trusler, [A] fremsatte mod hende, idet det først er under mødet i nævnet, at hun har forklaret, at han også truede hende på livet i forbindelse med det møde, hvor han spurgte om hendes holdning til ægteskabet. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgeren er en ung kvinde, der har læst på universitetet i Iran med meget gode faglige resultater, hvorfor det ikke er sandsynligt, at hun skulle have undladt at forklare om et så centralt element om sit asylmotiv, fordi der ikke er blevet stillet spørgsmål til hende herom. Ansøgeren har også forklaret udbyggende med hensyn til, at [A] under mødet selv bekræftede overfor hende, at han var smugler og narkoman, og at han havde slået mennesker ihjel. Nævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren forblev på bopælen efter den første trussel, og at hun også blev på bopælen i seks dage efter, at [A] anden gang truede hende ved at opsøge hende i gyden og presse en kniv mod hendes mave. Det forekommer i den forbindelse heller ikke sandsynligt, at [A] endnu engang til lod sig holde hen og accepterede at udsætte brylluppet til en uge senere, når ansøgeren havde gjort sin eksamen færdig. Dette skal navnlig ses i lyset af, at han på det tidspunkt kendte ansøgerens holdning til ægteskabet, og dermed risikoen for, at hun ville flygte for at undgå at blive gift med ham. Det bemærkes videre, at selvom [A’s] trusler også omfattede ansøgerens mor, var det kun ansøgeren og hendes niece, der udrejste, og at ansøgerens mor ikke i tiden efter ansøgerens udrejse været opsøgt af [A] og hans familie. Idet det forhold, at ansøgeren er enlig kvinde fra Afghanistan ikke i sig selv er asylbegrundende, har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. stk. 1, eller være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsen afgørelse.” Afgh/2017/79/JEA
Nævnet stadfæstede i februar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tadjik og sunni-muslim af trosretning fra landsbyen [by], Maydan Wardak, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel eller tvangsrekrutteret af Taliban. Ansøgeren har yderligere oplyst, at han frygter krigen i Afghanistan og frygter, at han ikke har nogen fremtid i landet. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans familie ejer en æbleplantage. I de sidste fem til seks år har Taliban opsøgt familiens æbleplantage og gjort krav på æbler. Omkring fem måneder før ansøgerens udrejse, gjorde Taliban igen krav på æbler fra plantagen. Idet ansøgerens far nægtede at udlevere æblerne, slog et Taliban-medlem ham på armen med en geværkolbe, hvilket medførte at ansøgerens far brækkede armen. Taliban henvendte sig igen til ansøgerens far omkring halvanden til to måneder inden ansøgerens udrejse. De fortalte ansøgerens far, at han skulle udlevere ansøgeren til Taliban, så ansøgeren kunne deltage i krig, idet ansøgeren nu var blevet gammel nok. Ansøgeren har oplyst, at mange drenge fra hans landsby forsvandt på grund af Taliban. Indledningsvist bemærkes, at ansøgeren har besvaret de stillede spørgsmål relevant og på en måde, der viser, at han forstår, hvad asylsagsbehandlingen går ud på. Flygtningenævnet tiltræder derfor vurderingen af, at ansøgeren er tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylsagsbehandling. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har herved lagt afgørende vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende om flere centrale punkter om sit asylmotiv. Ansøgeren forklarede således ikke noget om Talibans henvendelse til hans far med krav om, at ansøgeren lod sig hverve til at tilslutte sig Taliban, i oplysnings- og motivsamtalen, selvom denne henvendelse udgør en central del af asylmotivet. Ansøgeren forklarede i oplysnings- og motivsamtalen alene om Talibans henvendelser til familien for at få del i høstudbyttet fra plantagen, og om det fysiske overgreb de i samme forbindelse begik mod hans far. Han forklarede videre, at der ikke i øvrigt skete mere, og at hans far ikke senere havde haft problemer med Taliban. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgeren også forklarede om andre episoder og begivenheder i landbyen, der involverede Taliban, men at det desuagtet først var i asylsamtalen, at han forklarede, om Talibans henvendelse med henblik på at hverve ham. Ansøgeren har endvidere under mødet i nævnet udbygget sin forklaring med hensyn til, at han selv kort før udrejsen har overværet en episode, hvor Taliban med magt har hentet to unge mænd fra landsbyen, idet han under de tidligere samtaler alene har forklaret, at drenge fra landbyen forsvandt sporløst. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren opholdt sig problemfrit i hjemmet i hvert fald nogle måneder efter Talibans henvendelse til hans far, og at han i samme periode rejste til Mazar Sharif med henblik på at få udstedt et visum, så han kunne rejse til Iran, hvilket skulle være sket i samme periode, som han og hans far opholdt sig inden døre for at undgå at påkalde sig Talibans opmærksomhed. Selvom ansøgeren blev standset af Taliban i forbindelse med turen, skete der ham ikke noget, ligesom familien ikke efter hans udrejse har modtaget henvendelser fra Taliban. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændningelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsen afgørelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/78/JEA
Nævnet stadfæstede i februar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt tre børn fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske tadsjikere og sunni-muslimer fra [en mindre by], Afghanistan. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de frygter at blive slået ihjel af deres familier, fordi begge familier er imod deres ægteskab. Den mandlige ansøger har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans kusine og nuværende ægtefælle kom hen til ham en eller to dage før hans udrejse en ukendt dag i foråret år 2000, da han parkerede sin bil i deres fælles gård. Hun fortalte den mandlige ansøger, at hendes far ville have, at hun skulle giftes med en 62-årig mand, og at hun ville begå selvmord. Hun bad den mandlige ansøger om at flygte med hende. Den mandlige ansøger sagde, at han gerne ville flygte med hende, men at han først skulle skaffe nogle penge. Han solgte sin bil til en bilforhandler to dage herefter om aftenen. Han gik efter dette over til sin kusine og sagde til hende, at de skulle flygte samme nat, og at hun skulle holde sig klar. Han kom ind på sin kusines værelse om natten, hvor deres bedstemor også lå og sov, og han gav signal til kusinen ved at hviske og gestikulere, at de nu skulle afsted. Bedstemoren vågnede ikke, og de tog afsted. De flygtede til fods til Shereberghan, derfra med bil til Mazar-e-Sharif og videre herfra med bus til Iran. De fik flygtningestatus i Iran, og den mandlige ansøger forsørgede sin familie ved at tage ufaglært arbejde. En ukendt dag efter omkring syv års ophold i Iran så den mandlige ansøgeren sin ægtefælles bror, [A], stå og sælge kyllinger overfor familiens bopæl i [en landsby]. En til to dage efter episoden flyttede han og familien til [en anden landsby] omkring 30 kilometer fra [den første landsby], hvor de boede i et år, inden de flyttede til byen Gorghan. En ukendt dag herefter så [A] ansøgernes søn, [D], da [D] var på vej til skole. [A] gestikulerede til [D] med en finger på tværs af halsen, at han ville dræbe ham. De flyttede igen bolig til [et område i Iran]. De opholdt sig i Iran indtil år 2013, hvor den kvindelige ansøger mistede sit opholdskort, og hun blev tilbageholdt af myndighederne i en dag, indtil den mandlige ansøger kom og fremviste dokumentation på sin flygtningestatus. En ukendt iransk domstol vurderede efterfølgende, at den kvindelige ansøger skulle deporteres til Afghanistan, fordi myndighederne ikke ville udstede et nyt id-kort til hende. Familien blev deporteret til Afghanistan omkring to og en halv måned efter tilbageholdelsen. De bosatte sig i [et område] i Sheberghan omkring otte kilometer fra deres tidligere bopæl i [deres oprindelige landsby]. Efter omkring tre ugers ophold blev familien inviteret til et bryllup. Den kvindelige ansøger og den ene søn var syge, hvorfor den mandlige ansøger og børnene [D] og [E] tog til brylluppet. Under bryllupsfesten sagde den mandlige ansøgers nabo, at der var sket noget på ansøgernes bopæl. Den mandlige ansøger gik direkte hjem, og ved ankomsten så han, at hans ægtefælle og deres søn lå på gulvet. De var begge bevidstløse. Da den mandlige ansøgers ægtefælle kom til bevidsthed fortalte hun ham, at hendes bror [A] havde opsøgt deres bopæl og forsøgt at kvæle deres søn, [F], og slået hende med en kølle. Dagen efter episoden henvendte den mandlige ansøgere sig til politiet for at anmelde episoden. En person i politiet ved navn [G] sagde til ham, at personer som ham og hans familie bør blive dræbt, og den mandlige ansøger vidste herefter, at han ikke kunne forvente hjælp fra myndighederne. Ansøgerne udrejste omkring ti dage efter anmeldelsen, efter at have solgt deres bolig. Den kvindelige ansøger har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hendes far imod hendes vilje ville have, at hun skulle giftes med en 70-årig mand. Faren spærrede den kvindelige ansøger inde i en kælder i tre dage, fordi hun nægtede at indgå i ægteskabet. De brændte hende også med kogende vand på hendes arm. Den kvindelige ansøger fortalte sin nuværende ægtefælle, at hun ville begå selvmord, hvis hun skulle giftes med manden. Den mandlige ansøger solgte sin bil og flygtede til Iran sammen med hende herefter. I 2012 eller 2013 flyttede de tilbage til Afghanistan, fordi den kvindelige ansøger havde mistet sit opholdskort og følgelig ikke måtte opholde sig i Iran. Efter én måneds ophold i Afghanistan blev ansøgerne inviteret til et bryllup, og den kvindelige ansøgers ægtefælle og børnene [D] og [E] tog til brylluppet. Den kvindelige ansøger blev hjemme sammen med sønnen [F]. Mens de var væk, opsøgte den kvindelige ansøgers bror [A] familiens bopæl. Han slog den kvindelige ansøger i hovedet med et stykke træ, og han forsøgte at kvæle [F]. Dette fik den kvindelige ansøger at vide, efter hun kom til bevidstheden, af hendes naboer, der kom hende til undsætning. [A] flygtede fra stedet, da naboerne ankom. To til tre dage herefter udrejste familien af Afghanistan. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaringer til grund. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgerne på flere væsentlig punkter vedrørende centrale dele af deres asylmotiv har forklaret divergerende. Nævnet bemærker således, at parterne er uenige om alderen på den person som hustruen skulle giftes med, og at de er uenige om hvor de mødtes umiddelbart forud for flugten. Den mandlige ansøger har forklaret divergerende om, hvordan den kvindelige ansøgers bror [A] opsøgte dem i Iran, idet han til oplysnings- og motivsamtalen oplyste, at [A] opsøgte dem ved deres hjem, men at han ikke kunne komme ind, fordi indgangsdøren var låst, han har til samtalen den 16. august 2016 forklaret, at [A] ikke bankede på døren, men stod tre til fire meter væk på den anden side af vejen, mens han til nævnsmødet har forklaret, at [A] bankede på indgangsdøren. Den mandlige ansøger har til begge samtaler med Udlændingestyrelsen forklaret, at [A] på et andet tidspunkt gestikulerede truende mod deres søn [D] under parrets første ophold i Iran, mens han under mødet for nævnet har forklaret, at det var under parrets andet ophold i Iran og årsagen til, at de forlod Iran. Det findes endvidere ikke sandsynliggjort, at [A] ville være i stand til at genkende [D], som han ikke havde set tidligere ved et tilfældigt møde i byen. I samtalen med Udlændingestyrelsen den 16. august 2016 har den mandlige ansøger forklaret, at de forlod Iran anden gang, fordi de ikke havde dokumenter, og børnene ikke havde mulighed for at gå i skole. Vedrørende episoden i Afghanistan i 2013 bemærker nævnet, at den kvindelige ansøger, som var den der blev overfaldet, ved oplysnings- og motivsamtalen har forklaret detaljeret om overfaldet og herunder angivet, at det var to af hendes brødre, [B] og [C], der overfaldt hende og [F]. Hun har under denne samtale ikke forklaret, at hun blev slået bevidstløs. Under samtalen den 16. august 2016 og under mødet for nævnet, har hun forklaret, at der var hendes bror [A], der overfaldt hende, og at hun som følge af slaget i hovedet mistede bevidstheden. Den mandlige ansøger har til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at det var den kvindelige ansøger, der fortalte ham, at det var [A], der havde overfaldet hende, mens han til mødet for nævnet oplyste, at det var naboen [H], der havde beskrevet overfaldsmanden, hvorefter den mandlige ansøger kunne regne ud, at det var [A]. Flygtningenævnet finder det endeligt usandsynligt, at den mandlige ansøger skulle påtage sig de alvorlige konsekvenser en flugt med den kvindelige ansøger ville medføre, når begge ansøgere er enige om, at de ikke kendte hinanden, ikke havde talt med hinanden og ikke på flugttidspunktet havde følelser for hinanden. Samlet finder nævnet således, at ansøgernes forklaringer må tilsidesættes som konstrueret til lejligheden. I vurderingen er indgået, at parterne er analfabeter, og at den kvindelige ansøger lider af hovedpine. Ansøgerne har herefter ikke sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være forfulgt, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i en reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/77/EMU
Nævnet meddelte i februar 2017 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tadjik og sunni-muslim fra byen [navngiven by], Laghman-provinsen i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive dræbt af en Taliban-kommandant ved navn […]. Til støtte for det påberåbte asylmotiv har ansøgeren forklaret, at han [i] juli 2013 blev ansat som politibetjent i Afghan Local Police (ALP), hvor han indledningsvis gennemgik et kursus af en måneds varighed. Ansøgerens opgaver bestod herefter i kontrol ved et tjekpoint ved [navn på tjekpost], der er beliggende omkring fem kilometer fra det centrale [hjemby]. Som konkret opgave skulle ansøgeren beskytte indbyggerne, ligesom han skulle tjekke for vejsidebomber. I januar 2014 under en kontrol blev ansøgeren ramt af en vejsidebombe, der var rettet mod ham. I henholdsvis marts og september 2014 blev ansøgerens bror og far, der også var medlemmer af ALP, dræbt af vejsidebomber. Faren var forud herfor flere gange blevet truet telefonisk, idet han var lokal politimand. Omkring to måneder efter farens død blev ansøgeren forsøgt dræbt, da der blev udløst en bombe placeret omkring otte meter fra en juicebutik, hvor ansøgerens ofte handlede. I august/september 2015 advarede ansøgerens nabo, der var svoger til en politibetjent i efterretningstjenesten, om, at en Taliban-kommandant ved navn […] ville dræbe ansøgeren. Det skyldtes, at ansøgeren havde overdraget sin fars mobiltelefon til politiet i [hjembyen]. Telefonen indeholdt en indtalt besked fra Taliban om, at nogle navngivne talebanere havde dræbt ansøgerens bror, hvilket havde ført til, at fire talebanere var blevet anholdt af politiet. Ansøgeren besluttede herefter at udrejse af Afghanistan, idet myndighederne ikke ville være i stand til at beskytte ham mod […]. Ansøgeren fik herefter udstedt et afghansk nationalitetspas, som han anvendte ved udrejsen til Iran. Herefter mistede ansøgeren passet. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring til grund, idet den forekommer konsistent og selvoplevet, ligesom den findes bestyrket af de fremlagte fotos og den øvrige dokumentation. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgerens far har været kommandant i lokalpolitiet i Laghman-provinsen og øverste leder af dette politi i [hjembyen] og omliggende distrikter, og at såvel ansøgeren selv som hans bror også var ansat i lokalpolitiet. Nævnet lægger endvidere til grund, at faren og broren begge blev dræbt af vejsidebomber rettet mod dem, og at ansøgeren selv har været udsat for attentatforsøg, der ikke kan afvises at være rettet mod ham, og at han kort før sin udrejse har afleveret belastende oplysninger om navngivne talebanere til efterretningstjenesten, og at disse oplysninger er blevet lækket til Taliban. Nævnet lægger endvidere til grund, at såvel broren som navnlig faren var højtprofilerede i området som martyrer, ligesom familien må vurderes som værende i Talibans søgelys. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være konkret og individuel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, mens betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, ikke findes opfyldt. På baggrund af de aktuelle baggrundsoplysninger om sikkerhedssituationen i Afghanistan, specielt sammenholdt med ansøgerens særlige profil som polititjenestemand og hans fars fremtrædende rolle inden for samme korps, findes betingelserne for at kunne henvise ansøgeren til at tage ophold noget andet sted i Afghanistan som internt flugtalternativt ikke på nuværende tidspunkt at være opfyldt. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” afgh/2017/76/nke
Nævnet stadfæstede i februar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er afghansk statsborger, etnisk hazara og shia-muslim. Ansøgeren er født og opvokset i Mashad, Panjatan i Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ikke kan vende tilbage til Afghanistan, idet han ikke kender nogen der. Ansøgeren har ikke haft konflikter med nogen i Afghanistan. Ansøgerens far, der oprindeligt stammer fra Kunduz-provinsen, udrejste af Afghanistan sammen med ansøgerens mor, der oprindeligt er fra Ghazni-provinsen, inden ansøgeren blev født. Flygtningenævnet finder i det væsentlige at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet finder imidlertid ikke, at det af ansøgeren påberåbte asylmotiv kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren, der aldrig har været har været i Afghanistan, ikke har haft konflikter med nogen i det land, og at hans frygt for overgreb alene er baseret på hans egne ubekræftede formodninger. De for nævnet fremkomne oplysninger om, at hans far for omkring 20 år siden som almindelig soldat angiveligt har kæmpet mod Taliban og Hezb-e-Islami, findes ikke at kunne medføre en ændret vurdering, ligesom den generelle situation i Afghanistan, herunder for hazaraer, ikke kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2017/75/nke
Nævnet stadfæstede i februar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim af trosretning fra […], Narkh-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban, fordi en ældre mand fra Taliban, [T], med tvang ville giftes med ansøgeren. I [sommeren] 2015 kom en ældre mand, som hedder [T], hen til hendes bopæl, og [T] spurgte ansøgerens far, om hun var datteren i huset, og om hun kunne læse Koranen, hvilket ansøgerens far svarede bekræftende på. To til fire dage efter kom [T] igen. Ved denne lejlighed overhørte ansøgeren en samtale mellem hendes far og [T], og hun fandt ud af, at [T] ønskede at blive gift med hende. Hvis det ikke skete, ville [T] slå ansøgeren og hendes far ihjel. Efter [T]s tredje besøg modtog ansøgeren og hendes far trusler om, at [T] ville smide syre i ansøgerens ansigt og brænde familiens bopæl ned. Ansøgeren modtog truslerne fra en af [T]s ansattes ægtefæller, som kom hen til ansøgerens bopæl og fremsagde truslerne. En uge efter besøget accepterede ansøgerens far giftemålet. [T] kom herefter til ansøgerens bopæl, hvor en anden mullah annoncerede vielsen. Tre-fire dage efter [T]s tredje besøg, ringede ansøgeren til sin kæreste, [K], og hun fortalte, hvad der var sket. Ansøgeren aftalte med [K], at de skulle mødes ved plantagen i ansøgerens landsby, og derefter flygte sammen. Ansøgeren og [K] blev viet i Afghanistan den 21. eller 22. juli 2015, og ansøgeren udrejste herefter af Afghanistan. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Uanset at ansøgeren har forklaret divergerende om forhold, der ikke alene relaterer sig til tolkeproblemer, finder nævnet overordnet, at forklaringen mangler logik og ikke fremstår selvoplevet, men konstrueret til lejligheden. Nævnet har lagt vægt på, at ansøgerens far først opfatter situationen som alvorlig efter henvendelser fra nabokoner og ikke i forbindelse med [M]s besøg. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren under nævnsbehandlingen har forklaret, at hendes far var en velhavende person. Set i dette lys finder nævnet, at det er påfaldende, at han ikke blot kunne henvise [M] til, at ansøgeren var lovet væk til [K], som var søn af hendes fars venner. Nævnet bemærker i den forbindelse, at der var enighed mellem ansøgerens og [K]s familie om dette giftemål. Nævnet bemærker endvidere i denne sammenhæng, at det må anses for bemærkelsesværdigt, at ansøgeren udrejser uden at inddrage sin far i planerne, men derimod uden hans kendskab tager 4.000 dollars, og uden at gøre sig overvejelser om, at truslerne angiveligt var rettet både mod ansøgeren og hendes far. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at det må anses for bemærkelsesværdigt, at ansøgeren og [K] ikke forsøgte at tage ophold et andet sted i Afghanistan, navnlig henset til ansøgerens forklaring om, at [K] var veluddannet og ønskede at etablere sig med egen butik. Nævnet finder herefter efter en samlet vurdering ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/74/MGO
Nævnet stadfæstede i februar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim fra [A] i Laghman-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hen ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban, idet Taliban mistænker ham for at være en spion for de afghanske myndigheder. Ansøgeren har yderligere henvist til, at han frygter repressalier fra en familie, som hans egen familie har en jordkonflikt med. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at han omkring september måned og igen omkring november måned 2014 og blev truet af landsbyens leder. Lederen fortalte ansøgeren, at [B]-familien ville slå ham ihjel, hvis ikke han ophørte med at undervise. [I vinteren] 2014 modtog han et trusselsbrev, hvor der stod, at han og hans familie ville komme til skade, hvis ikke han stoppede med at undervise. En-to måneder senere blev han kidnappet og bedøvet af tre personer. Da han vågnede, befandt han sig i et rum sammen med to personer fra Taliban. De fortalte ham, at han var blevet kidnappet, fordi han arbejde for myndighederne. Derefter slog de ansøgeren og bandt ham, hvorefter de låste ham inde i en kælder. Ansøgerens far forsøgte at forhandle med lederen af Taliban om at få ansøgeren løsladt, men Taliban krævede to millioner pakistanske rupee, samt at ansøgeren skulle ophøre med at undervise. Det lykkedes ansøgeren at flygte fra Taliban, idet det afghanske militær angreb stedet, hvor ansøgeren var tilbageholdt. Ansøgeren havde på det tidspunkt været tilbageholdt i omkring 10 dage. Efter flugten tog han til Jalalabad, hvorefter han udrejste af Afghanistan. Efter udrejsen har ansøgerens familie blevet truet fire gange, og de har modtaget en skriftlig trussel, hvor der stod, at ansøgeren var efterlyst i hele Afghanistan, idet han havde givet de afghanske myndigheder oplysninger om Taliban. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring på væsentlige punkter må tilsidesættes som utroværdig, idet den indeholder divergenser og forekommer afglidende. Han har således blandt andet forklaret divergerende om, hvorvidt tre eller fire personer deltog i anholdelsen, ligesom han under forskellige afhøringer har forklaret, at der var to, fire og fem personer i det rum, han blev bragt til, ligesom han har forklaret divergerende om, hvorvidt en talebaner, han kendte ved navn, var til stede allerede der eller først viste sig et par dage senere. Ansøgeren har endvidere forklaret, at hans familie på lige fod med ham er blevet beskyldt for at have afsløret Talibans tilholdssted over for myndighederne, at de i den forbindelse er blevet truet, hvorefter de er flyttet fra området men er blevet lokaliseret af Taliban. Flygtningenævnet finder det på denne baggrund påfaldende, at familien angiveligt ikke har været udsat for repressalier. På den baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for at blive udsat for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Ansøgerens oplysninger om en ældre jordkonflikt medfører ikke nogen ændring i denne vurdering. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Afgh/2017/73/SOL
Nævnet stadfæstede i februar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim fra Faryab-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban, idet han har nægtet at samarbejde med dem. Derudover frygter ansøgeren den afghanske regering og regeringens soldater, idet der ofte er konflikter mellem pashtunerne og den afghanske regering. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at hans bopæl blev opsøgt af syv-ni personer med tilknytning til Taliban i 2015. De sagde til ansøgerens far, at de ville have, at ansøgeren skulle deltage i jihad sammen med dem, og at deres kommandant havde beordret dem til samle landsbyens unge mænd. Ansøgerens far nægtede at imødekomme deres krav, hvorefter han og ansøgeren blev udsat for fysiske overgreb. Taliban tog herefter ansøgeren med til et mørkt rum, hvor han igen blev udsat for fysiske overgreb. Dagen efter talte han med en imam, som spurgte ham, om han ville udføre hellig krig. Ansøgeren frygtede for sit liv og accepterede derfor at udføre hellig krig. Ansøgeren fik at vide, at han skulle være selvmordsbomber for Taliban efter Eid, og samme aften kørte to personer fra Taliban ham hjem til familiens bopæl. Ansøgeren fortalte sin far, hvad der var sket, og dagen efter arrangerede faren ansøgerens udrejse gennem en menneskesmugler. Ansøgeren flygtede to dage efter, at Taliban havde løsladt ham. To dage efter flugten ringede ansøgerens mor og fortalte, at Taliban havde opsøgt familiens bopæl og slået faren ihjel, fordi de ikke kunne finde ansøgeren. Ansøgeren udrejste herefter af Afghanistan. Omkring en måned efter sin indrejse i Danmark, har ansøgeren fået at vide, at hans ene søster er blevet taget af regeringssoldater, fordi hun er pashtun. Flygtningenævnet kan i det væsentligste lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet finder på denne baggrund, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til lokalområdet vil være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 findes ikke opfyldt. Flygtningenævnet finder imidlertid efter en vurdering af baggrundsoplysningerne, at ansøgeren kan henvises til at tage ophold andetsteds i Afghanistan, for eksempel i Kabul. Ansøgeren har selv forklaret, at han ikke har haft noget individuelt udestående med myndigheder. Flygtningenævnet har herved endvidere lagt vægt på, at ansøgeren er en mand i den arbejdsduelige alder, og i øvrigt er personligt uprofileret i forhold til Taliban. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Afgh/2017/72/SOL
Nævnet stadfæstede i februar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim fra Jaghori i Ghazni-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af familierne til tre personer, som han mistænkes for at have hjulpet Taliban med at kidnappe. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter Taliban, idet Taliban har slået hans farbror ihjel. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at han, sammen med tre andre personer, kørte til byen [A]. Ansøgeren stod af i et pashtunsk område for at hente nogle penge fra en pashtun, som skyldte ham penge. Da han kom hjem, fortalte hans forældre, at de var blevet opsøgt af fem personer, som spurgte efter ham. Kort tid efter blev ansøgeren opsøgt af de samme fem personer. Personerne bandt ansøgerens hænder og tog ham med til en basar. Områdets leder var til stede i basaren, og han fortalte ansøgeren, at en chauffør havde set ansøgeren tale med to pashtunere i det pashtunske område. Lederen fortalte ansøgeren, at de tre personer, som ansøgeren havde fulgtes med, var blevet kidnappet, og beskyldte ansøgeren for at have udleveret de tre personer til de to pashtunere. Familierne til de tre personer truede med at slå ansøgeren ihjel, og de slog ansøgeren, indtil han mistede bevidstheden. Da ansøgeren kom til bevidstheden igen, var han hos sine forældre, og hans far sagde til ham, at han skulle flygte fra området. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring må tilsidesættes, idet den på væsentlige punkter forekommer usandsynlig og ikke selvoplevet. Det forekommer blandt andet påfaldende og stærkt usandsynligt, at han på baggrund af en hændelse, som forekommer at være dagligdags, skulle blive beskyldt for at stå bag forsvindingen af de tre personer og i den forbindelse blive udsat for vold. Det bemærkes yderligere i den forbindelse, at ansøgeren var i stand til at oplyse navnet på den ene af de to mulige pashtunske gerningsmænd, og at volden med ansøgeren fandt sted ganske kort efter, at de tre personer måtte være savnet. Herved bemærkes endvidere, at ansøgeren har forklaret, at der ikke var mobildækning i området. Endelig forekommer det påfaldende, at ansøgerens familie efter ansøgerens flugt blev i området uden repressalier for så vidt angår ægtefælle og forældre, indtil ligene blev fundet og for så vidt angår farbroren efter det oplyste frem til i dag, uanset at sidstnævnte var den person, som havde indestået for, at ansøgeren var til rådighed. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevende til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfatter af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Afgh/2017/71/SOL
Nævnet stadfæstede i februar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og muslim af trosretning fra […], Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som oprindeligt asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet frygtede at blive slået ihjel af Taliban, idet han er sin fars ældste søn. Ansøgeren har som nyt asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter familien til ansøgerens morbrors søn [A], idet familien beskylder ansøgeren for at være skyld i [A’s] død umiddelbart efter ansøgerens og [A’s] indrejse i Danmark, hvor [A] i [vinteren] 2015 blev påkørt af et tog og dræbt. [A’s] storebror [B], der kortvarigt besøgte ansøgeren på hospitalet i [vinteren] 2015, oplyste i [vinteren] 2015 telefonisk ansøgeren om, at [A’s] far netop var død af sorg over [A’s] død. I starten af [vinteren] 2016 aflagde [B], der er bosiddende i det nordlige Norge, ansøgeren et besøg af mindre end et døgns varighed for at oplyse, at [A’s] familie anser ansøgeren for at være ansvarlig for [A’s] død og derfor vil slå ansøgeren ihjel, hvis denne vender tilbage til Afghanistan. Omkring en måned efter [B’s] besøg i Danmark talte ansøgeren i telefon med sin fars ven [C], der er nabo til [A’s] familie, og som bekræftede [B’s] oplysning om, at [A’s] familie vil slå ansøgeren ihjel, hvis denne vender tilbage til Afghanistan. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort sit nye asylmotiv, hvorefter [A’s] familie vil slå ansøgeren ihjel. Flygtningenævnet har herved navnlig lagt vægt på, at ansøgerens forklaring herom på afgørende punkter anses for usandsynlig. Det findes således usandsynligt, at [A’s] familie først et helt år efter togulykken i [vinteren] 2015 gav udtryk for, at familien anså ansøgeren ansvarlig for [A’s] død og derfor ville dræbe ansøgeren. Nævnet bemærker herved, at ansøgeren efter det oplyste igennem det meste af 2015 havde kontakt til sin familie i Afghanistan og på intet tidspunkt hørte om [A’s] families vrede over for ansøgeren i anledning af ulykken, og at det derfor må lægges til grund, at [A’s] familie først i forbindelse med [B’s] besøg i Danmark i starten af 2016 gav udtryk for sin vrede. Det findes endvidere usandsynligt, at [A’s] familie skulle anse ansøgeren for at være ansvarlig for ulykken, idet ansøgeren ifølge sin forklaring umiddelbart efter ulykken ved [B’s] besøg fortalte denne om hele episoden omkring ulykken, således at det må have stået [A’s] storebror fuldstændig klart, at ansøgeren var uden skyld i lillebrorens død. Ansøgeren har således også for Flygtningenævnet forklaret, at [B’s] hverken ved sit besøg i i [vinteren] 2015 eller ved telefonopringningen ca. 40 dage senere talte om ansøgers eventuelle skyld. Flygtningenævnet finder endvidere, at ansøgeren har forklaret upræcist og afglidende på spørgsmål om, hvilke konkrete risici for overgreb og baggrunden herfor [C] omtalte over for ansøgeren under telefonsamtalen i starten af 2016. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, er opfyldt.” Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/70/DMO
Nævnet stadfæstede i januar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim af trosretning fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter Taliban, som har forsøgt at presse ham til at få en Taliban-kommandants nevø ansat i de afghanske specialstyrker, hvilket han undlod at gøre. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han fra 2008 gjorde tjeneste som premierløjtnant i den afghanske specialenhed […] hjemmehørende i Kabul. Enhedens opgave var at opspore potentielle selvmordsbombere og andre med uhensigtsmæssige aktiviteter og nedkæmpe dem, inden de fik held til at udføre deres opgave. En ukendt dag før [slutningen af] enten 2013 eller 2014 blev ansøgeren opsøgt af en gammel mand, der ville have ansøgeren til at sørge for, at Taliban-kommadant [C]s nevø blev optaget i ansøgerens specialstyrker. Ansøgeren bad om henstand nogle dage med at opfylde hans ønske. [I slutningen af] 2013 eller 2014 blev ansøgeren pludselig beskudt i Kabul af ca. 15 skud, hvoraf 2 skud ramte ham; et i ryggen ved venstre skulder og et i venstre side. Ansøgeren faldt om og slog hovedet i asfalten. Ansøgeren var bevidstløs i 45 dage og troede, at han skulle dø. Lægerne havde afskrevet ham, og hans enhed havde erklæret ham for død. Ansøgeren kom imidlertid til sig selv, og han ville hurtigt i gang med arbejdet igen og tog sin uniform på, da han forlod hospitalet. Efter 8 måneders rekonvalescens begyndte ansøgeren igen på arbejdet i sin enhed. Taliban opdagede dette og ringede og truede ham mange gange, flere end 10 gange. Ansøgeren troede først, at det var hans venner, der lavede sjov med ham. Ansøgeren vidste, at det var alvor, da en person ringede og oplyste, at de ikke havde haft held med at slå ham ihjel første gang, men at de ikke ville fejle anden gang. Ansøgeren udrejste to-tre måneder senere sammen med sin lillebror [A]. Ansøgeren skulle først afvikle sit arbejde, skaffe penge og finde en agent. Ved vurderingen af ansøgerens forklaring om sit asylmotiv har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgeren er analfabet. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort sin baggrund, idet ansøgeren på væsentlige punkter har forklaret udetaljeret og divergerende. Ved troværdighedsvurderingen har nævnet endvidere lagt vægt på, hvordan ansøgeren har fremstået for nævnet, herunder at ansøgeren har svaret afglidende på en række centrale spørgsmål med tilknytning til sit asylmotiv. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren har haft den militære karriere, herunder været medlem af specialstyrkeenheden […], som ansøgeren har forklaret. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har et meget ringe kendskab til militære forhold, herunder til militær rang samt våben, og at ansøgeren ikke har kunnet redegøre for de mest elementære forhold vedrørende sin egen militærtjeneste, herunder hvilke enheder, han har været tilknyttet, eller hvilke træfninger han har haft med fjenden. Flygtningenævnet kan herved ikke lægge de fremlagte fotos, herunder et foto af en person på et kontor iført uniform og med navneskiltet ”[ansøgerens navn]” og teksten ”specialenhed”, til grund som dokumentation for ansøgerens påståede militære karriere. Nævnet har herved lagt vægt på, at flere af fotografierne forekommer opstillede, og at flere af fotografierne kan være fra internettet, hvilket ansøgeren har erkendt. Derudover er det vanskeligt at se, hvorvidt ansøgeren optræder på fotografierne. Flygtningenævnet kan derfor ikke lægge til grund, at ansøgeren i kraft af sin militære karriere skulle være profileret, herunder har optrådt på TV, eller at han er blevet skudt af Taliban, fordi han undlod at efterkomme Talibans ønske. Vedrørende divergenserne i ansøgerens forklaring har nævnet navnlig lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om sin rang i enheden ved sin udrejse. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om tidspunktet for, hvornår han sidste gang modtog trusler inden udrejsen fra Afghanistan. Til oplysnings- og motivsamtalen den [i sommeren] 2016 oplyste ansøgeren, at han modtog truslen ca. 1 måned før udrejsen, Til asylsamtalen [i efteråret] 2016 har ansøgeren forklaret, at han modtog truslen 2-3 og 3-4 måneder før udrejsen. Under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at han modtog truslen få dage før udrejsen. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om konflikten med Taliban vedrørende ansættelse af en person i militæret. Til oplysnings- og motivsamtalen [i sommeren] 2016 oplyste ansøgeren, at han blev opsøgt af to navngivne Taliban medlemmer, og at han skulle ansætte personen kommandant [C]. Til asylsamtalen [i efteråret] 2016 har ansøgeren forklaret, at han blev opsøgt af en af kommandant [C]s mænd, som han ikke kunne navngive, og at han skulle ansætte kommandant [C]s nevø. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren og ansøgerens bror, der også har søgt om asyl i Danmark (sagsnr. […]), har forklaret indbyrdes divergerende om, hvorvidt personerne fra Taliban, der kontaktede ansøgeren, var beslægtede med ansøgeren og ansøgerens bror. Ansøgerens bror har i asylskema [fra starten af] 2016 samt de efterfølgende samtaler med Udlændingestyrelsen oplyst, at Taliban-medlemmerne var fjernere slægtninge, hvilket ansøgeren har afvist. Flygtningenævnet kan i den forbindelse ikke lægge vægt på, at ansøgerens bror for nævnet har forklaret, at Taliban-medlemmerne ikke var slægtninge men blot fra deres landsby. På den baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgerens forklaring om sit asylmotiv forekommer konstrueret og utroværdig, og at ansøgeren dermed ikke har sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan vil risikere forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/7/LAJ
Nævnet stadfæstede i februar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tajik og sunni-muslim fra Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at hans kusines ægtefælle vil slå ham ihjel, idet han har hjulpet kusinen og hendes søn og brødre til Europa. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter myndighederne, idet de muligvis vil tro, at han har bortført kusinen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at han boede i [by], men at han tog til Mazar-e Sharif 23 dage før udrejsen for at finde et fast arbejde. I Mazar-e Sharif arbejdede han om natten og overnattede på byggepladser, hos venner og hos ansøgerens kusines forældre. Kusinens mor fortalte ansøgeren, at kusinens ægtefælle slog kusinen. Efter ni til ti dage i Mazar-e Sharif, blev ansøgeren spurgt af kusinens forældre, om han ville hjælpe kusinen, [A], til Europa. Efter fem dages betænkningstid, sagde ansøgeren ja til at hjælpe kusinen, hendes søn og hendes to brødre til Europa, idet han håbede, at han kunne tjene penge i Europa. Ansøgeren fik fat på en menneskesmugler og aftalte, at ansøgerens kusines mor skulle deponere pengene for udrejsen hos en vekselerer. I Tyrkiet blev ansøgeren adskilt fra kusinen, hendes søn og den ene bror, idet de tog i forvejen mod Bulgarien. Dagen efter tog ansøgeren og kusinens bror mod Bulgarien. De kom til et skovområde, hvor der kom nogle røvere, som ville stjæle deres ting. Ansøgeren blev i den forbindelse adskilt fra kusinens bror. Ansøgeren fulgte herefter med tre ukendte personer fra Syrien til Istanbul, hvor han fandt en ny menneskesmugler, som fik ham til Danmark. Ansøgeren har forklaret, at ansøgerens kusine, hendes søn og hendes to brødre befinder sig i Tyskland. Ved vurderingen af ansøgerens forklaring har Flygtningenævnet tillagt det betydning, at ansøgeren er analfabet. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgeren på centrale punkter har forklaret divergerende og udbyggende, ligesom ansøgerens forklaring forekommer konstrueret og usandsynlig. Ved vurderingen af ansøgerens generelle troværdighed har Flygtningenævnet endvidere lagt vægt på, hvordan ansøgeren har fremstået for nævnet, herunder at ansøgeren har forklaret undvigende og usammenhængende på centrale spørgsmål. I relation til divergenserne i ansøgerens forklaring, har Flygtningenævnet navnlig lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorfor [A] tog mod Bulgarien, og ansøgeren tog mod Grækenland. Til oplysnings- og motivsamtalen [i foråret] 2016 har ansøgeren forklaret, at det var efter ordre fra agenten, der oplyste, at familier skulle rejse igennem Bulgarien, og enlige mænd skulle rejse gennem Grækenland. Til asylsamtalen [i efteråret] 2016 har ansøgeren forklaret, at han var utilfreds med den gamle menneskesmugler, hvorfor han aftalte med en ny menneskesmugler, at han skulle føres til Grækenland i stedet for Bulgarien. Endvidere har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende om sin frygt for myndighederne, idet ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen [i foråret] 2016 har forklaret, at han ikke frygtede andet eller andre end [B], mens ansøgeren til asylsamtalen [i efteråret] 2016 har forklaret, at han også frygter myndighederne. Endelig kan Flygtningenævnet ikke lægge ansøgerens forklaring for nævnet til grund om, at [B] har fået kendskab til, at ansøgeren har hjulpet [A] ud af Afghanistan, da forklaringen fremstår udbyggende. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens familie angiveligt har kendt til truslen fra [B] meget længe, men først har fortalt ansøgeren herom tre dage efter Udlændingestyrelsens afslag på asyl. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at det forekommer mindre sandsynligt, at ansøgeren ikke interesserede sig mere for, hvordan [B] angiveligt behandlede [A], henset til at det var årsagen til, at ansøgeren indvilligede i at hjælpe [A] med at flygte til Europa. Det forekommer endvidere mindre sandsynligt, at ansøgeren lod sig skille fra [A] i Tyrkiet, hvis formålet med udrejsen var, at ansøgeren skulle hjælpe [A] med at flygte til Europa og beskytte hende mod seksuelle overgreb undervejs. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgeren angiveligt heller ikke i dag har særlig kontakt til [A] eller bekymrer sig om hendes velbefindende. Endelig forekommer det mindre sandsynligt, at [As] familie ikke har været udsat for repressalier fra [B], selvom de har hjulpet [A] ud af Afghanistan. Flygtningenævnet bemærker herved, at ansøgeren for nævnet har forklaret, at det var [As] mor, der hentede [A] og hendes søn, hvorfor det må stå [B] klart, at familien har været indblandet. Flygtningenævnet tilsidesætter på den baggrund ansøgerens forklaring som konstrueret og utroværdig. Ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingeloven § 7. Flygtningenævnet bemærker, at de generelle forhold i Afghanistan ikke i sig selv findes at kunne begrunde opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2017/69/SLH
Nævnet stadfæstede i februar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk hazara og shia muslim fra […], Afghanistan. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af en gruppe i sin landsby med tilknytning til Taleban, idet han er personlig forfulgt som følge af, at han blev bortført forud for sin udrejse af Afghanistan. Videre har klageren henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af Taleban, fordi han vil blive mistænkt for at være spion som følge af, at han har været udrejst til Europa. Klageren har som asylmotiv endvidere henvist til, at han generelt frygter overgreb ved en tilbagevenden til hjemlandet som følge af, at han er etnisk hazara. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han på en ukendt dato i 2009 blev bortført af nogle fremmede personer. Klageren bemærkede pludselig en person bag ved sig, som holdt et tørklæde med væske for hans næse og mund, hvorefter klageren besvimede. Klageren vågnede først op igen om natten, hvor han befandt sig i et mørkt rum sammen med 30-40 andre drenge på samme alder som klageren. Om aftenen faldt klageren i snak med nogle andre drenge, som oplyste klageren om, at han var kommet til en Taleban træningslejr, hvor de blev trænet til at blive selvmordsbombere. Klageren og drengene planlagde herefter at flygte den efterfølgende nat. Om natten flygtede klageren og to drenge ved at kravle ud af et vindue, hvorefter de løb væk fra området. Klageren gik til fods til sin families bopæl, hvor han straks fortalte, hvad der var sket. Klagerens far arrangerede herefter hans udrejse. Klageren blev kørt til en af farens bekendte, hvor han overnattede, og den efterfølgende dag udrejste han til Iran, hvorfra han fløj til Europa. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af klagerens forklaring om konflikten med Taleban, at forklaringen fremstår divergerende på flere helt centrale punkter, og at forklaringen derfor må anses som utroværdig. Flygtningenævnet lægger afgørende vægt på, at klageren under § 31- samtalen [fra vinteren] 2016 med Udlændingestyrelsen har forklaret, at han i to dage var uden for det rum, hvor han blev holdt fanget i Talebans træningslejr for at deltage i våbentræning. Om natten til den tredje dag flygtede klageren sammen med tre andre drenge. Under sagsbehandlingen i Udlændingestyrelsen i [i foråret] 2010, har klageren derimod forklaret, at han flygtede sammen med to andre drenge den første nat, efter at han var kommet til træningslejren. Klageren har ikke forklaret, at han opholdt sig uden for rummet, og han har over for nævnet oplyst, at han ikke på noget tidspunkt var uden for rummet, forinden han flygtede. Flygtningenævnet lægger endvidere vægt på, at klageren under samtalen med Udlændingestyrelsen [i foråret] 2010 har oplyst, at han forsøgte at løbe væk fra de personer, som bortførte ham, men at de sigtede på ham med våben og sagde, at de ville skyde klageren, hvis han løb væk. Under § 31- samtalen og over for nævnet har klageren derimod forklaret, at han blev bortført, efter at en klud var blevet holdt mod hans ansigt, og at han derfor besvimede, uden at han havde forsøgt at løbe væk. Der lægges også vægt på, at klageren har forklaret divergerende om omstændighederne vedrørende hans flugt. Under samtalen [i foråret] 2010 har klageren oplyst, at hans far kom sammen med en agent, da klageren opholdt sig hos sin fars ven. Klageren har derimod under § 31- samtalen forklaret, at han ikke så sin far, efter at klageren var blevet fulgt hen til den bus, som kørte klageren til farens ven. Flygtningenævnet bemærker, at der ved den samlede vurdering er taget hensyn til klagerens alder, da han afgav forklaring til Udlændingestyrelsen i 2010, og at der i øvrigt er taget hensyn til, at der er forløbet cirka seks år fra klagerens oprindelige forklaring og til § 31-samtalen. Endvidere har nævnet taget hensyn til de foreliggende oplysninger om klagerens helbredsmæssige forhold. De pågældende forhold og omstændigheder findes imidlertid ikke at kunne begrunde de væsentlige divergenser, som nævnet har lagt vægt på, ligesom klagerens forklaring om baggrunden for divergenserne ikke fremstår overbevisende. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at der er grundlag for at antage, at klageren ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af § 7, stk.1 eller § 7, stk. 2. Det tiltrædes derfor, at udlændingelovens § 31 ikke er til hinder for udsendelse af klageren til Afghanistan. Klagerens frygt for Taleban som følge af klagerens udrejse til Europa og de generelle forhold i øvrigt findes ikke at kunne føre til et andet resultat. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2017/68/LRN
Nævnet stadfæstede i februar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunnimuslim fra […], Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter Taleban, fordi de beskylder ham for at have givet oplysninger til myndighederne om en bombe, som de havde placeret under en bro nær hans bopæl. Ansøgeren har videre som asylmotiv henvist til, at han frygter de afghanske myndigheder, idet de mistænker ham for at være en del af Taleban, fordi de beskylder ham for at have lokket politiet i et baghold, da de ankom til broen for at undersøge bomben. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han på en ukendt dato omkring [vinteren] 2015 så to talebanere under en bro, som lå omkring 20 til 25 meter fra hans bopæl. De to talebanere opførte sig mistænkeligt. De gjorde tegn til ham, så han forstod, at han skulle gå ind i sit hus. Den følgende morgen fandt ansøgeren en del af en nedgravet dunk med ledninger cirka en og en halv meter under broens underside. Broen udgør en del af hovedvejen mellem Kabul og ansøgerens distrikt […], og broen spænder over en flod på syv til otte meter i bredden. Ansøgeren anmeldte samme dag bomben til det lokale politi i landsbyen. Ansøgeren tog derefter over til sin moster, som bor 15 minutters gang fra hans bopæl. Omkring 20 minutter efter at ansøgeren var ankommet på hans mosters bopæl, opstod der skyderi ved broen. Omkring otte til ti minutter efter at skyderiet ophørte, ringede ansøgerens far og fortalte, at der havde været skyderier mellem politiet og Taleban ved broen, hvorved fire politifolk var blevet slået ihjel, og seks politifolk var blevet såret, ligesom en talebaner var blevet slået ihjel og fire talebanere var blevet såret. Ansøgerens far oplyste videre, at både Taleban og politiet havde spurgt, hvor ansøgeren var henne. Ifølge ansøgerens far beskyldte Taleban ham for at have meldt dem til politiet, fordi de havde placeret en bombe under broen. Myndighederne beskyldte ligeledes ansøgeren for at have lokket politiet i et baghold ved broen. Senere samme dag ringede ansøgerens morbror til ham. Morbroren bad ansøgeren om at komme hen til ham. Ansøgeren forklarede yderligere om det passerede til morbroren. Morbroren mente, at ansøgerens liv var i fare, hvorfor morbroren den efterfølgende dag tog ansøgeren klædt i kvindetøj med til Kabul, hvorfra han havde arrangeret ansøgerens illegale udrejse med agent den følgende morgen kl. 04.00 til Pakistan. Ansøgeren har videre oplyst, at ansøgeren for omkring 2 år siden overvejede at deltage i en demonstration mod myndighedernes drab på uskyldige civile, men ansøgeren undlod at deltage, idet han havde hørt, at nogle deltagere under demonstrationen var blevet slået ihjel. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring om asylmotivet, at forklaringen på centrale punkter er usandsynlig og divergerende, og derfor må anses for at konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet lægger vægt på, at det forekommer usandsynligt, at talebanere har placeret en bombe under en bro 20 til 25 meter fra ansøgerens og hans families bopæl, selvom de blev opdaget af ansøgeren, og at de derpå blot har forladt stedet. Det kan heller ikke anses for sandsynligt at bomben let kunne ses af ansøgeren, da han næste dag forlod bopælen, idet en del af den dunk, som bomben var placeret i, stak op af noget sand, og at der stak ledninger op af dunken. Nævnet finder det i øvrigt utroværdigt, at ansøgeren ikke på noget tidspunkt, hverken før eller efter anmeldelsen til politiet, har oplyst sin familie om bomben tæt på bopælen. Der henses i den forbindelse til, at ansøgeren efter sin forklaring har indgivet anmeldelsen til politiet netop for at sikre sin familie. Flygtningenævnet anser det endvidere for usandsynligt, at de afghanske myndigheder angiveligt skulle mistænke ansøgeren for at være spion for Taleban eller i øvrigt at stå i ledtog med Taleban på baggrund af ansøgerens anmeldelse til politiet af Talebans placering af bomben og den efterfølgende ildkamp mellem myndighederne og Taleban ved bomben. Flygtningenævnet lægger i øvrigt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om den dunk, som bomben var placeret i. Han har under samtale med Udlændingestyrelsen forklaret, at bomben lå i en vanddunk. Over for nævnet har han derimod forklaret, at bomben lå i en grøn benzindunk. Foreholdt divergensen, har ansøgeren forklaret, at en benzindunk også kan anvendes som vanddunk, efter at dunken er blevet renset. Ansøgeren har videre forklaret divergerende om morbrorens telefoniske henvendelse til ansøgeren, da han opholdt sig hos sin moster. Under asylsamtale med Udlændingestyrelsen har ansøgeren forklaret, at morbroren allerede vidste, da han ringede til ansøgeren, at ansøgeren var i fare på grund af bomben, og fordi myndighederne og Taleban havde opsøgt ansøgerens far på bopælen og spurgt efter ansøgeren kort tid efter ildkampens ophør. Overfor nævnet har ansøgeren derimod forklaret, at morbroren ikke sagde noget om årsagen til, at han ringede til ansøgeren og bad ham komme hen til sig. Flygtningenævnet finder det i øvrigt ikke troværdigt, at både talebanere og myndigheder har henvendt sig til ansøgerens familie på bopælen kort tid efter, at de havde skudt mod hinanden ved broen. Flygtningenævnet finder derefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i en individuel og konkret risiko for forfølgelse, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han risikerer overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2017/67 /LRN
Nævnet meddelte i februar 2017 opholdstilladelse B-status til en mandlig statsborger fra afghanistan. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er statsborger i Afghanistan etnisk pashtun og sunni muslim fra [en landsby], [området], Kunduz, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive hvervet af Taliban og tvunget til at udføre Jihad. Ansøgeren har oplyst, at Taliban har henvendt sig til hans far og bedt om, at ansøgeren skulle tilslutte sig dem. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at nævnet tiltræder, at ansøgeren er tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylsagsbehandling. Flygtningenævnet skal i den forbindelse henvise til, at ansøgeren under nævnsmødet har svaret relevant på de stillede spørgsmål. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring til grund, idet den forekommer konsistent. Herefter lægger nævnet til grund, at ansøgeren aktivt er søgt rekrutteret ved, at Taliban fysisk er mødt op på bopælen, hvor de opfordrede ansøgerens far til, at få sønnen til frivilligt at melde sig, inden for en kortere frist og i samme forbindelse truede med, at han i modsat fald ville blive afhentet. Herefter udrejste ansøgeren. Efter baggrundsoplysningerne om området […], hvor ansøgeren kommer fra, og oplysningerne om Talibans fremgangsmåder ved rekruttering finder nævnet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i Talibans søgelys og risikere overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Der findes ikke grundlag for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” afgh/2017/66/JOV
Nævnet stadfæstede i februar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er statsborger i Afghanistan, etnisk hazara og shia muslim fra [en by], Wardak, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban, da ansøger har været i slagsmål med et af deres medlemmer. Ansøgeren har oplyst, at han en måned, før han kom til Danmark, havde været med sin morbror på marked i Kompagni, og var på vej hjem i bil. På vejen hjem samlede ansøgeren først to drenge op, der boede i hans landsby. Længere henne af vejen samlede ansøgeren en mand op. Manden havde seks-syv sække med. Manden fortalte, at der var gødning i sækkene. Da ansøgeren kom til det sted, hvor manden skulle af, bad manden om at blive kørt videre to gange. Ansøgeren kom til et hus for enden af en vej. Da ansøger holdt stille, slog manden ansøger i ansigtet, så ansøgeren faldt ud af bildøren. Manden tog derefter de to drenge, og gennede dem ind i en bygning, som manden låste udefra. Manden kom derefter tilbage, og begyndte at slå ansøgeren. Ansøgerens morbror slog manden med et hjulnøgle, og manden faldt om. Ansøgerens morbror lukkede derefter de to drenge ud, som straks løb mod deres landsby. Ansøgeren begyndte at læsse mandens sække af bilen, og så, at der var våben i dem. Idet ansøgeren læssede af, kom bevæbnede mænd til syne fra husets bagside, og begyndte at skyde efter ansøgeren og hans morbror. De løb begge derfra, og mod deres landsby. Da ansøgeren og hans morbror kom til landsbyen, så de en stor menneskemængde foran ansøgerens hus. De fik at vide, at de to drenge havde beskyldt ansøgeren og hans morbror for at ville sælge dem til Taliban. Ansøgerens morbror talte i telefon med ansøgerens mor, som sagde, at de ikke skulle komme hjem. Ansøgeren og hans morbror tog tilbage til Kompagni, hvor de var omkring klokken 18.30. Ansøgerens morbror talte med ansøgeren mor, som fortalte, at ansøgerens far var blevet hentet af tre-fire Taliban-folk, og at de ikke skulle komme hjem. Tidligt næste morgen ringede ansøgerens morbror igen, og talte med ansøgerens mor, som fortalte, at ansøgerens far var blevet skudt af Taliban. Ansøgeren tog herefter til Nimrouz med sin morbror, som arrangerede udrejsen af Afghanistan. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring må tilsidesættes, idet den på væsentlige punkter forekommer utroværdig, usandsynlig og indeholder divergenser. Ansøgeren har således under oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at Talibaneren steg ud af bilen, inden han blev voldelig mens han i asylsamtalen og for Flygtningenævnet har forklaret, at manden allerede slog, mens de stadig sad i bilen. Ansøgeren har videre i oplysnings- og motivsamtalen og for nævnet forklaret, at han i mandens sække så et eller flere geværer, mens han under asylsamtalen har forklaret, at det eneste våben, han så i sækkene, var en pistol af mærket Colt. Han har endvidere blandt andet forklaret divergerende om, på hvilket tidspunkt under forløbet Talibankrigerne dukkede op og begyndte at skyde. På denne baggrund finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb som omhandlet i udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2017/65/JOV
Nævnet stadfæstede i februar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia muslim fra landsbyen […] i Ghazni i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han inden sin udrejse af Afghanistan er blevet forsøgt tilfangetaget og slået ihjel af Taliban, idet han har arbejdet i sin fars boghandel og solgt bøger herfra i den landsby, hvor familien boede. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hans far, drev en stor boghandel i Ghazni by. Herfra solgte faren alle former for litteratur og lærebøger til skoler og universitetet i Ghazni. Ansøgeren havde i de sidste tre år arbejdet i boghandlen i weekender og ferier. Ansøgeren blev en interesseret læser. Ansøgeren modtog bestillinger fra sine venner og bekendte i landsbyen og solgte på den måde bøger til dem. I bagbutikken havde de bøger, som det ikke var muligt at udstille. Der var tale om bøger, der forholdt sig analytisk til Islam, og bøger om blandt andet kristendommen. Ansøgerens far købte disse bøger af en ansat på universitetet. Et halvt år før ansøgerens flugt begyndte ansøgerens far at sælge film på DVD. Det var forbudte film, hvor folk dansede og nogle film med seksuelt indhold. Ansøgeren har også solgt disse film til venner og bekendte i landsbyen. Taliban anså bøgerne og cd’erne i ansøgerens fars boghandel for at være antiislamiske. I [efteråret] 2015 kom Taliban til ansøgerens bopæl. De ledte efter ansøgeren og ansøgerens far. De afleverede et trusselsbrev. Ansøgeren gemte sig i ovnen, da ansøgerens mor gik ud for at lukke op. De kunne ikke læse brevet, der var skrevet på pashto, og ringede til ansøgeres far, der lovede at komme hjem to dage efter. To dage senere blev ansøgerens far pågrebet af Taliban på vejen mellem Ghazni og landsbyen. Ansøgeren opholdt sig på det tidspunkt hos sin morbror, der boede et par timer væk. Taliban søgte efter ansøgeren på bopælen i landsbyen, og udsatte ansøgerens mor for slag. Ansøgeren blev sendt til morbrorens søn i Iran, men da de efter kort tid fik at vide, at ansøgerens far var blevet slået ihjel af Taliban, blev det besluttet, at ansøgeren ej heller kunne opholde sig i Iran, men måtte flygte. Ansøgerens mor og søskende opholder sig fortsat hos morbroren. Flygtningenævnet kan på trods af visse divergenser i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet finder således, at ansøgeren har sandsynliggjort, at ansøgerens far drev en boghandel i Ghazni by, hvorfra der fordækt blev solgt bøger og i den sidste periode også film, som af Taliban blev anset for antiislamistiske, og at dette var årsagen til, at ansøgerens far blev dræbt, og ansøgeren blev forsøgt pågrebet af Taliban. Nævnet finder herefter, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Ghazni risikerer at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Der ses ikke grundlag for at meddele ansøgeren asyl i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet finder dog, at ansøgeren i stedet for at tage ophold i sin hjemby kan henvises til at tage ophold et andet sted i Afghanistan. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgeren i forhold til Taliban må antages at være uprofileret, og at der derfor ikke er holdepunkter for at antage, at han vil blive eftersøgt af dem udenfor Ghazni området. Ansøgeren er en rask ung mand på 20 år, der på baggrund af baggrundsoplysningerne må forventes at kunne opnå beskyttelse i en større by som f.eks. Mazar-e-Sarif. Med denne begrundelse stadfæster Flygtningenævnet derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2017/64/thj
Nævnet stadfæstede i februar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim fra byen […] i Baghlan, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at skulle arbejde sammen med Taliban og deltage i krig. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at Taliban kom til hans bopæl en måned inden hans udrejse. De talte med ansøgerens farbror. Taliban ville have ansøgeren og hans bror til at holde vagt. Ansøgerens farbror nægtede at lade ansøgeren og hans bror holde vagt for Taliban. 5-7 dage senere vågnede ansøgeren en nat og opdagede, at hans farbror og dennes ægtefælle var blevet skudt. Omkring 10 dage herefter kom Taliban igen til ansøgerens bopæl og talte med ansøgerens far. De ville fortsat have ansøgeren og hans bror til at komme og hjælpe Taliban. Ansøgerens far sagde, at han ikke ville give sine børn lov til at deltage i krig. Taliban opsøgte herefter ansøgerens far en og muligvis flere gange for at hverve ansøgeren og hans bror. Dette skete udenfor bopælen. Både ansøgeren og hans bror udrejste omkring en måned efter Taliban kom til ansøgerens bopæl for første gang. Det var ansøgerens far, der besluttede, at de var nødt til at flygte for at undgå at blive tvunget til at arbejde for Taliban. Ansøgeren har kendskab til mange, der er blevet tvunget til at støtte Taliban. Taliban havde magten i området og halvdelen af befolkningen støttede Taliban. Mange måtte af den grund flygte. Ansøgeren har ikke familie andre steder i Afghanistan og vil ikke noget sted være i sikkerhed. Flygtningenævnet kan på samme måde som Udlændingestyrelsen i al væsentlighed lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet det dog bemærkes, at ansøgeren under nævnsmødet har afgivet en divergerende forklaring om antallet af Talibans henvendelser til faren uden for bopælen. Nævnet finder, at det alene beror på ansøgerens formodning, at ansøgerens farbror og dennes ægtefælle blev dræbt af Taliban, og at drabene blev begået, fordi ansøgerens farbror havde afvist Talibans henvendelse vedrørende ansøgeren og hans bror. Ansøgeren har under nævnsmødet forklaret, at Taliban har henvendt sig to-tre gange vedrørende ansøgeren og hans bror. Nævnet finder, at ansøgeren ved sin forklaring har sandsynliggjort, at Taliban har opfordret ansøgeren og broderen til at tilslutte sig Taliban, men at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at der har været tale om tvang. Ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at han eller hans familie, da han forlod Afghanistan var kommet i et modsætningsforhold til Taliban. Nævnet har herved også lagt vægt på, at der ikke er grundlag for at antage, at ansøgerens familie har måttet forlade området, hvor de boede, da ansøgeren udrejste. Ansøgeren er i dag 19 år gammel og ansøgerens far ønsker ikke at ansøgeren skal arbejde for Taliban. Nævnet finder ud fra en samlet vurdering ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være efterstræbt af Taliban eller at han vil risikere tvangsrekruttering. De generelle forhold i Afghanistan og herunder i Baghlan distriktet kan ikke føre til, at der meddeles ansøgeren opholdstilladelse. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/63/thj
Nævnet stadfæstede i februar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tajik og sunni-muslim fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive tilbageholdt, skadet eller dræbt af Taliban, fordi hans bror [A] har arbejdet for ISAF. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hans bror [A] har arbejdet for ISAF i en ukendt periode i flere ukendte provinser. [A] har båret våben. Ansøgeren har endvidere til støtte for sit asylmotiv forklaret, at [A’s] arbejde for ISAF ledte til, at familien modtog et trusselsbrev. Ansøgeren har ikke læst dette trusselsbrev, men ansøgerens far har fortalt om brevet. Det næste der skete var, at [A] på vej hjem fra arbejde blev stoppet af 3-6 personer på motorcykel nogle minutters gang fra ansøgerens families bopæl. En af personerne sagde, at [A] skulle stoppe med at arbejde for myndighederne. [A] sagde ja til at stoppe med at arbejde for myndighederne og fik derefter lov til at gå. [A] fortalte om hændelsen til ansøgeren og den øvrige familie samme aften. På et tidspunkt herefter opsøgte Taliban familiens bopæl omkring midnat. Taliban affyrede omkring fem skud ind på husets mur. Ansøgerens forældre og hans to mindre søskende var hjemme, men ingen kom til skade ved episoden. Ansøgeren og [A] var ikke hjemme under episoden. Ansøgerens far ringede til ansøgeren samme aften, og ansøgeren kom hjem næste dag om eftermiddagen. [A] var allerede kommet hjem. Ansøgerens far sagde, at de på grund af [A’s] arbejde for ISAF var nødt til at flygte ud af Afghanistan, da Taliban efterstræbte dem, og at de ikke ville være i sikkerhed noget sted i Afghanistan. Et par dage efter modtog familien endnu et trusselsbrev. Ansøgerens far oplyste om indholdet. Ansøgeren så, at brevet var forsynet med et stempel fra det Islamiske Emirat. Ansøgeren og hans familie udrejste i [vinteren] 2015. Ansøgerens gifte søster, der boede i en anden landsby blev i Afghanistan. Ansøgeren har under flugten mistet kontakten til forældrene, [A] og den søster der var med under flugten. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgeren vedrørende væsentlige punkter i asylmotivet har forklaret divergerende. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til fire hændelser, der angiveligt har fundet sted i månederne op til familiens flugt. Ansøgeren har i asylansøgningsskemaet anført, at familiens hus blev beskudt, og at familien, da de gik udenfor fandt et trusselsbrev fra Taliban. Under oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren derimod forklaret, at familien [vinteren] 2015 modtog et trusselsbrev fra Taliban, og at beskydningen af familiens hus fandt sted 20-25 dage senere. Under asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at det første der skete var, at ansøgerens bror [A] på vej hjem blev standset og truet af Taliban. Ansøgeren var til stede i hjemmet, da [A] nåede hjem og fortalte om episoden. En uge senere fandt skudepisoden sted. Først da ansøgeren blev foreholdt, at han tidligere havde forklaret, at familien havde modtaget trusselsbreve, oplyste ansøgeren, at familien havde modtaget to sådanne breve, og at det første brev var blevet afleveret efter, at [A] var blevet standset på vej hjem, og at det andet trusselsbrev var blevet afleveret to-tre dage efter skudepisoden. Under mødet med advokaten og under nævnsmødet har ansøgeren derimod forklaret, at det første der skete var, at der blev afleveret et trusselsbrev. Derefter blev [A] standset, og efter at dette var hændt blev familiens hus beskudt. Dette ledte til, at ansøgerens far besluttede, at de alle skulle flygte. Mens familien var ved at forberede flugten, afleverede Taliban det andet trusselsbrev på familiens bopæl. Uanset, at ansøgeren har forklaret, at han er meget påvirket af at have mistet kontakten til sin familie, og at han har oplevet, at der er gået lang tid med behandlingen af hans asylsag, finder nævnet, at det på afgørende måde svækker ansøgerens troværdighed, at han har afgivet divergerende forklaringer. Nævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren, der var 20 år, da han udrejste, har så ringe viden om [A’s] arbejde for ISAF, og at han ikke har interesseret sig herfor, da familien skulle træffe beslutning om at forlade Afghanistan. Ud fra en samlet vurdering finder Flygtningenævnet derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2017/62/thj
Nævnet stadfæstede i februar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tadjik og sunni-muslim af trosretning fra Baghlan, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter sin farbror på grund af en jordkonflikt, og ansøgeren har også henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af Taliban, fordi ansøgeren ikke har indvilget i at arbejde for dem. Ansøgeren blev en dag kontaktet telefonisk af en person. Personen kendte til ansøgerens arbejde som mekaniker for sikkerhedsmyndighederne, og personen ville have ansøgeren til at montere bomber på myndighedernes biler. Personen, som ansøgeren mistænkte for at være fra Taliban, ringede fem gange til ansøgeren og bad ham om at montere bomber, men ansøgeren nægtede at gøre det. Forud for disse opkald var der opstået problemer mellem ansøgeren og hans farbror, fordi ansøgeren ønskede hjælp til at etablere sig i egen bolig, men ansøgerens farbror nægtede, at ansøgeren havde ret til arv fra sin far. Uvenskabet mellem dem fortsatte i omkring en måned, hvor de flere gange skændtes, og ansøgerens farbror truede med at slå ansøgeren ihjel tre gange. En gang sparkede farbroren ansøgeren, og ansøgeren blev slået af farbroren med knyttede næver og en stok. En aften så ansøgeren sin farbror tale med Taliban foran bopælen. Ansøgeren konkluderede derfor, at der var en sammensværgelse mellem farbroren og Taliban, og at hensigten var, at farbroren ville kunne beholde ansøgerens andel af jorden, når ansøgeren var blevet anholdt som den naturligt mistænkte for et bombeanslag mod en af regeringens biler på ansøgerens værksted. Ansøgeren solgte derfor sit værksted, så han kunne finansiere sin udrejse fra Afghanistan. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring om hans asylmotiv til grund. Flygtningenævnet bemærker herved, at ansøgerens antagelse om en sådan sammensværgelse mellem Taliban og farbroren i sig selv fremstår usandsynlig og i det væsentlige beror på ansøgerens egne formodninger. Hertil kommer, at ansøgeren under sagen har afgivet en divergerende og udbyggende forklaring i en sådan grad, at hans forklaring heller ikke af den grund fremstår troværdig. Flygtningenævnet er ved denne vurdering opmærksom på, at ansøgeren ikke har gået i skole og derfor kan have svært ved at udtrykke sig. Der er som følge heraf stillet spørgsmål på forskellig måde med forskellige formuleringer for at undgå misforståelser, og uanset dette har ansøgerens forklaring været afglidende og divergerende på væsentlige punkter. Ansøgeren har således forklaret divergerende om indholdet af den første telefonsamtale med Taliban og sin reaktion herpå, hvornår samtalerne lå tidsmæssigt i forhold til hinanden, om det var farbroren eller forpagteren, der fortalte ham om sin biologiske far, og hvornår han konfronterede farbroren med dette, samt udbyggende om, hvorvidt han hørte dele af samtalen mellem farbroren og Taliban uden for bopælen. Ansøgerens forklaring om, at Taliban i givet fald skulle have nøjedes med fem telefoniske opfordringer til ansøgeren uden at foretage sig yderligere, når han nægtede at efterkomme dem, fremstår ikke sandsynlig. Uanset om det lægges til grund, at ansøgeren har en eller anden form for økonomisk uoverensstemmelse med sin farbror, er dette i sig selv ikke asylbegrundende, idet der er tale om en privatretlig konflikt, og ansøgeren efter sin egen forklaring har kunnet opholde sig i hjemmet i op til en måned, uden at farbroren har gjort alvor af de trusler, som han under et skænderi skulle have fremsat om at slå ansøgeren ihjel. Samlet set har ansøgeren derfor ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/61/MGO
Nævnet hjemviste i februar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim fra [en mindre by], Nangarhar, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter rekruttering til Taliban, ligesom han frygter den manglende sikkerhed i sit lokalområde. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans farbror, [A], er medlem af Taliban, og at han har forsøgt at tvinge ansøgeren til at blive selvmordsbomber. [A] og ansøgerens andre farbrødre udsatte jævnligt ansøgeren og hans søskende for fysiske overgreb, når de bevægede sig ud fra familiens hus. En dag kom [A] forbi ansøgerens bopæl og fortalte ansøgerens mor, at han ville tage ansøgeren med til en ”madrasa”, hvilket ansøgerens mor indvilligede i. Men i stedet blev ansøgeren taget med til et hus, hvor farbroren tilbageholdt ham i tre dage og forsøgte at overtale ansøgeren til at blive selvmordsbomber for Taliban. Efter tre dage lykkedes det ansøgeren at flygte fra huset. Ansøgeren har desuden forklaret, at hans far blev taget af ISIL, mens ansøgeren var i huset med sin farbror, og at der er kamphandlinger mellem myndighederne og Taliban i ansøgerens lokalområde. Flygtningenævnets flertal finder, at ansøgeren, der nu er højst 16 år, ikke er tilstrækkelig moden til at deltage i asylsagsbehandling. Flygtningenævnets flertal har herved lagt vægt på, at ansøgeren ganske vist generelt har svaret sammenhængende på de stillede spørgsmål, men at en nøje udspørgning har vist, at ansøgeren har vanskeligt ved at forstå uddybende spørgsmål, og at han ikke har en tilstrækkelig forståelse for sin situation. Ansøgerens besvarelse af spørgsmål fra nævnets side viste også, at ansøgeren havde vanskeligt ved at forholde sig til spørgsmål, der rejste tvivl om hans forklaring og vanskeligt ved at forstå svarenes betydning. Flygtningenævnet ophæver derfor Udlændingestyrelsens afgørelse og hjemviser sagen til fornyet behandling.” Afgh/2017/60/EMU
Nævnet stadfæstede i januar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim af trosretning fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til sin brors asylmotiv. Han har forklaret, at han ikke selv har haft konflikter af nogen art i Afghanistan. Ansøgeren har videre oplyst, at han er udrejst af Afghanistan i [slutningen af] 2015 sammen med sin bror, som har en konflikt med Taliban i Kabul i Afghanistan. Ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter ansøgeren at blive efterstræbt af Taliban. Ifølge ansøgeren skulle hans bror, som var ansat i militæret og samarbejdede med norske styrker, sørge for, at et Taliban-medlem infiltrerede de norske styrker. Ansøgerens forældre, der lever i skjul i hjemlandet, har oplyst, at deres fjerne slægtninge, [A] og [B] er Taliban-medlemmer og de har oplyst, at de vil slå ansøgeren ihjel, hvis han vender tilbage til Afghanistan. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Ansøgeren har påberåbt sig samme asylmotiv som sin bror (sagsnr. […]), og Flygtningenævnet har i brorens sag tilsidesat brorens forklaring om sit asylmotiv som konstrueret og utroværdig. Flygtningenævnet har som begrundelse herfor anført i afgørelsen: ”Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort sin baggrund, idet ansøgeren på væsentlige punkter har forklaret udetaljeret og divergerende. Ved troværdighedsvurderingen har nævnet endvidere lagt vægt på, hvordan ansøgeren har fremstået for nævnet, herunder at ansøgeren har svaret afglidende på en række centrale spørgsmål med tilknytning til sit asylmotiv. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren har haft den militære karriere, herunder været medlem af specialstyrkeenheden […], som ansøgeren har forklaret. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har et meget ringe kendskab til militære forhold, herunder til militær rang samt våben, og at ansøgeren ikke har kunnet redegøre for de mest elementære forhold vedrørende sin egen militærtjeneste, herunder hvilke enheder, han har været tilknyttet, eller hvilke træfninger han har haft med fjenden. Flygtningenævnet kan herved ikke lægge de fremlagte fotos, herunder et foto af en person på et kontor iført uniform og med navneskiltet [”ansøgerens navn”] og teksten ”specialenhed”, til grund som dokumentation for ansøgerens påståede militære karriere. Nævnet har herved lagt vægt på, at flere af fotografierne forekommer opstillede, og at flere af fotografierne kan være fra internettet, hvilket ansøgeren har erkendt. Derudover er det vanskeligt at se, hvorvidt ansøgeren optræder på fotografierne. Flygtningenævnet kan derfor ikke lægge til grund, at ansøgeren i kraft af sin militære karriere skulle være profileret, herunder har optrådt på TV, eller at han er blevet skudt af Taliban, fordi han undlod at efterkomme Talibans ønske. Vedrørende divergenserne i ansøgerens forklaring har nævnet navnlig lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om sin rang i enheden ved sin udrejse. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om tidspunktet for, hvornår han sidste gang modtog trusler inden udrejsen fra Afghanistan. Til oplysnings- og motivsamtalen [i sommeren] 2016 oplyste ansøgeren, at han modtog truslen ca. 1 måned før udrejsen, Til asylsamtalen [i efteråret] 2016 har ansøgeren forklaret, at han modtog truslen 2-3 og 3-4 måneder før udrejsen. Under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at han modtog truslen få dage før udrejsen. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om konflikten med Taliban vedrørende ansættelse af en person i militæret. Til oplysnings- og motivsamtalen [i sommeren] 2016 oplyste ansøgeren, at han blev opsøgt af to navngivne Taliban medlemmer, og at han skulle ansætte personen kommandant [C]. Til asylsamtalen [i efteråret] 2016 har ansøgeren forklaret, at han blev opsøgt af en af kommandant [C]s mænd, som han ikke kunne navngive, og at han skulle ansætte kommandant [C]s nevø. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren og ansøgerens bror, der også har søgt om asyl i Danmark (sagsnr. […]), har forklaret indbyrdes divergerende om, hvorvidt personerne fra Taliban, der kontaktede ansøgeren, var beslægtede med ansøgeren og ansøgerens bror. Ansøgerens bror har i asylskema [i starten af] 2016 samt de efterfølgende samtaler med Udlændingestyrelsen oplyst, at Taliban-medlemmerne var fjernere slægtninge, hvilket ansøgeren har afvist. Flygtningenævnet kan i den forbindelse ikke lægge vægt på, at ansøgerens bror for nævnet har forklaret, at Taliban-medlemmerne ikke var slægtninge men blot fra deres landsby.” På den baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan vil risikere forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/6/LAJ
Nævnet stadfæstede i februar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tadjik og ikke-troende fra Herat, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive udsat for tortur af sin stedfar, da hans stedfar kun elskede ansøgerens halvsøskende, og fordi hans stedfar ikke ville have ansøgeren til at bo sammen med dem. Ansøgeren har også henvist til, at han frygter Taliban, da de udfører selvmordsangreb. Ansøgeren har yderligere gjort gældende, at han frygter forfølgelse, fordi han ikke har en religion. Ansøgerens stedfar har udøvet både verbale og fysiske overgreb mod ansøgeren. Omkring 15 dage før ansøgerens udrejse havde han købt en mobiltelefon, som hans stedfar ødelagde. Den samme aften, som ansøgerens stedfar ødelagde mobiltelefonen, blev ansøgeren smidt ud af huset, og ansøgeren endte med at køre galt på sin knallert. Ansøgeren blev opereret, og efter operationen påbegyndte han sin udrejse, fordi han på grund af uro ikke kunne bo andre steder i Afghanistan. Flygtningenævnet lægger som Udlændingestyrelsen til grund, at ansøgeren indtil udrejsen har boet hos sin mor og stedfar, og at stedfaren under ansøgerens opvækst har udsat ham for vold. Flygtningenævnet finder ikke, at disse forhold kan begrunde asyl, allerede fordi ansøgeren, der er voksen, ikke har sandsynliggjort, at stedfaren skulle have vilje og evne til at udsætte ham for yderligere overgreb, såfremt ansøgeren bosætter sig for sig selv andetsteds i Herat. Flygtningenævnet bemærker herved, at ansøgerens udbyggende forklaring for nævnet om, at stedfarens uvilje mod ansøgeren skulle være så dyb, at han ville forfølge ansøgeren, også selvom han flytter, er hverken underbygget eller troværdig, og tilsidesættes derfor. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden vil være i risiko for forfølgelse, fordi han ikke er troende og derfor ikke deltager i muslimske ceremonier. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren har forklaret, at han ikke tidligere har været udsat for problemer i den forbindelse. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at ansøgeren har forklaret, at han ikke kender religiøse ceremonier fra sin opvækst, hvilket indicerer, at ansøgerens barndomshjem ikke har været religiøst præget, uden at det har givet familien problemer. Ansøgerens udbyggende forklaring om stedfarens omgang med mullaher findes ikke at kunne føre til en ændret vurdering. De generelle forhold i Afghanistan er ikke i sig selv asylbegrundende, og den omstændighed, at ansøgeren måtte have erhvervsmæssige indskrænkninger på grund af et dårligt ben, er et socioøkonomisk forhold, der ikke er asylrelevant. Ansøgeren har derfor ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/59/MGO
Nævnet stadfæstede i februar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk usbeker og sunni-muslim fra [en mindre landsby], Sar-e Pol, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive dræbt af politiet, idet politiet har opsøgt ham på hans bopæl, hvor de sagde til ansøgeren, at han skulle mødes med dem. Derudover frygter ansøgeren at blive slået ihjel af Taliban, idet Taliban har opsøgt ham på hans bopæl, hvor de sagde til ansøgeren, at han skulle betale dem penge. Endvidere frygter ansøgeren at blive dræbt af familien til personen fra motorcykleulykken, idet de er vrede på ansøgeren og vil tage hævn, fordi personen, ansøgeren påkørte, er blevet lam og muligvis er død. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han rejste til Iran som 9-11 årig. Han vendte tilbage til Afghanistan i februar 2014. To til tre dage efter ansøgerens hjemkomst til [sin landsby], Sar-e Pol-provinsen, blev ansøgeren opsøgt af Taliban på familiens bopæl. To ukendte personer ankom til bopælen omkring kl 18-19 og spurgte ansøgeren, om han var [ansøgerens navn], og om han lige var kommet hjem fra Iran, hvilket ansøgeren bekræftede. De to personer sagde til ansøgeren, at hans far havde arbejdet for Taliban, men at de ikke havde hørt fra ham i et stykke tid. De sagde endvidere, at ansøgeren skulle arbejde for dem eller betale. Hvis ikke ansøgeren gjorde dette, ville de slå ansøgeren og resten af familien ihjel. De to personer sagde, at ansøgeren skulle møde op i et hus i udkanten af [landsbyen], men de angav ikke noget tidspunkt herfor eller noget beløb. Derefter gik de. To dage efter ansøgeren var blevet opsøgt af de to ukendte personer fra Taliban, bad ansøgerens mor ham om at købe ris og olie på markedet i basaren i [landsbyen]. Ansøgeren tog afsted omkring kl 9-10 om morgenen på en motorcykel tilhørende naboen [A]. På vej hjem fra markedet påkørte ansøgeren en person. Personen havde stået bag et hus og var pludseligt gået/løbet ud på vejen, hvorfor ansøgeren ikke havde set ham og ikke nåede at stoppe i tide. Da ansøgeren ramte personen, faldt personen om og begyndte at bløde. Der var flere personer til stede, som så ulykken. Ansøgeren gik i panik og flygtede fra stedet. Dagen efter kom politiet til familiens bopæl. Det var ansøgerens mor, der åbnede døren og talte med politiet. Ansøgerens mor fortalte ansøgeren, at politiet havde sagt, at han skulle møde på politistationen, fordi han var nyankommet til Afghanistan efter en lang periode i Iran. De ville tale med ansøgeren om, at han ikke skulle involvere sig med Taliban. Ansøgeren turde ikke møde op på politistationen af frygt for at møde familien til den person, han havde påkørt. Det kunne også være, at politiet ikke havde fortalt ansøgerens mor sandheden om indkaldelsen. Ansøgeren besluttede derfor at udrejse af Afghanistan. Efter ansøgeren ankom til Iran, talte han med sin nabo [A], der fortalte ansøgeren, at den person ansøgeren havde påkørt var blevet lam og ikke kunne tale. Senere fik ansøgeren at vide, at den påkørte person var tæt på at dø, og [A] advarede ansøgeren mod at komme tilbage, idet den påkørte persons familie ville tage hævn. I forhold til ansøgerens fars tilknytning til Taliban, har ansøgeren oplyst, at politiet kom til familiens bopæl i 2010 eller 2012, da ansøgeren var 10-12 år gammel. På dette tidspunkt var ansøgeren i Iran. Politiet fortalte ansøgerens mor, at faren arbejdede for Taliban. Ansøgerens far var ikke hjemme på det pågældende tidspunkt, og familien så ham ikke igen. Ansøgeren ved ikke mere om sin fars tilknytning til Taliban. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet finder overordnet, at ansøgerens forklaring ikke fremstår selvoplevet, og at det forekommer usandsynligt, at ansøgeren i løbet af de maksimalt otte dage, han ifølge sin forklaring opholdt sig hjemme på bopælen i landsbyen […], skulle have pådraget sig konflikter både med Taliban og i anledning af den beskrevne motorcykelulykke med den påkørtes familie og politiet. Flygtningenævnet finder, at det ikke er troværdigt, at ansøgeren ikke straks forlod bopælen efter henholdsvis henvendelsen fra Taliban og efter motorcykelulykken, da han på disse tidspunkter har måttet være klar over, at problemerne ikke ville kunne løses, hvis han forblev på bopælen. Vedrørende henvendelsen fra Taliban og henvendelsen fra politiet lægger Flygtningenævnet vægt på, at ansøgeren ikke har nævnt dette i sit asylansøgningsskema, og at ansøgerens mor angiveligt ikke efterfølgende har haft problemer med Taliban. Den angivelige aftale med Taliban om, at ansøgeren skulle betale penge, forekommer noget ufuldstændig, idet hverken betalingstidspunktet eller betalingsbeløbet var lagt fast. Vedrørende motorcykelulykken finder Flygtningenævnet, at forklaring om, hvorledes ulykken fandt sted, savner detaljer, idet ansøgeren intet har kunnet forklare om offeret, eller hvordan han kunne tro, at han kunne unddrage sig ansvaret. Flygtningenævnet finder videre, at det beror på ansøgerens egen formodning, at den oplyste henvendelse fra politiet ikke drejede sig om, at han skulle advares mod Taliban, men reelt om motorcykelulykken. Flygtningenævnet finder det endvidere bemærkelsesværdigt, at politiet, hvis henvendelsen drejede sig om motorcykelulykken, lod sig nøje med ansøgerens mors oplysning om, at ansøgeren ikke var hjemme. Videre har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren heller ikke senere har skaffet sig nærmere oplysninger om efterforløbet som følge af motorcykelulykken eller om offeret. Ansøgeren har således end ikke spurgt sin mor om, hvorvidt hun har fået henvendelser fra offerets familie eller politiet. Flygtningenævnet finder det endvidere usandsynligt, at ansøgeren som forklaret skulle kunne finansiere både sin udrejse og videre flugt til Europa, købe telefon og sende penge til sin mor ved at arbejde i Iran. Flygtningenævnet har yderligere lagt vægt på, at ansøgeren ved indrejsen angav en præcis fødselsdato, som han angiveligt havde fået oplyst af sin mor under en telefonsamtale fra Grækenland, og at det ved aldersundersøgelsen har vist sig, at ansøgeren er væsentligt ældre end oplyst. Under disse omstændigheder og efter en samlet vurdering har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil risikere forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster herefter Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/58/EMU
Nævnet stadfæstede i februar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunnimuslim af trosretning fra [by], Samangan, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af sin fætter på grund af en jordkonflikt. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af Taliban, idet han arbejde på en politibase. Ansøgeren har endelig henvist til, at han frygter at blive fængslet eller dræbt af myndighederne, idet de mistænker ham for at være spion for Taliban. Ansøgeren har som støtte for sit asylmotiv henvist til, at jordkonflikten startede i 2013. Ansøgerens far og hans familie boede sammen med farens brødre og deres familier i et hus. Ansøgerens far ønskede at flytte fra det fælles hus og opdele jorden. Da farens brødre ignorerede farens ønske, blev sagen afgjort af en dommer, der afgjorde sagen til fordel for farens brødre. Efterfølgende gik faren til ældrerådet. Der blev efterfølgende afholdt et møde mellem familiemedlemmerne i fællesskab med ældrerådet. Under dette møde blev ansøgerens far skudt af ansøgerens fætter. Fætteren ville også skyde ansøgeren, men han blev stoppet af ældrerådet. Efterfølgende modtog ansøgeren to trusselbreve fra fætteren, hvilket resulterede i, at ansøgeren flyttede med sin familie til Dand-e-Ghori i 2014. I Dand-e-Ghori fik ansøgeren arbejde på en politibase, hvor han skulle arbejde i køkkenet. Da ansøgeren havde arbejdet på politibasen i tre måneder, var han hjemme og besøge sin mor i Dand-e-Ghori. Moren fortalte ansøgeren, at Taliban havde været på bopælen og sagt, at de ville dræbe ansøgeren, hvis han ikke stoppede med at arbejde for myndighederne. Ti dage senere blev moren igen opsøgt af Taliban. Ansøgeren fortalte til sin overordnede, kommandant [A], at hans mor var blevet opsøgt af Taliban. Måneden efter, da ansøgeren igen var hjemme og besøge sin mor, blev politibasen angrebet af Taliban. Ansøgeren frygtede, at myndighederne ville mistænke ham for at have samarbejdet med Taliban, hvorfor ansøgeren flygtede til [by] og senere udrejste af Afghanistan. Ansøgerens mor blev, dagen efter angrebet på politibasen, opsøgt af myndighederne to gange, hvor de spurgte efter ansøgeren. Ansøgeren har forklaret divergerende om en række punkter i sit asylmotiv. Men selv om Flygtningenævnet trods disse divergenser måtte lægge til grund, at ansøgerens far er blevet dræbt som følge af en jordkonflikt, har ansøgeren opnået myndighedernes bistand, herunder i form af ældrerådet og politiet. Ansøgerens onkler og fætre er flygtet og er efterlyst af politiet, faderens andel af jorden er blevet solgt, og ansøgeren er ikke blevet opsøgt personligt af onklerne eller fætrene, hverken i de to måneder, han forblev boende i familiens hus, eller i de ca. fem måneder, han boede i Dande Ghori. Konflikten må herefter betragtes som afsluttet. Ansøgeren er ikke personligt blevet opsøgt af Taliban. De trusler, Taliban efter ansøgerens forklaring fremsatte overfor hans mor, drejede sig om, at ansøgeren ville blive dræbt, hvis han ikke holdt op med at arbejde for politiet. Ansøgerens arbejde hos politiet stoppede med ansøgerens udeblivelse fra arbejde, Taliban har ikke siden opsøgt hans mor, hvorfor også denne konflikt må anses for ophørt. Det er usandsynligt, at myndighederne skulle mistænke ansøgeren for at være spion for Taliban, blot fordi han ikke var på arbejde den aften, politibasen blev angrebet, henset til ansøgerens forklaring om, at over halvdelen af basens personale ikke var på arbejde, hvorfor ansøgeren således blot var en af mange mulige, der kunne mistænkes. Dette bestyrkes også af, at myndighederne ikke har været på moderens bopæl siden dagen efter angrebet. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/57/MJM.
Nævnet meddelte i februar 2017 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2007. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara fra Ghazni, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren henviste i forbindelse med den oprindelige asylsag som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygtede at blive slået ihjel af Taliban, idet han var blevet bortført og tilbageholdt i tre dage af tre personer med tilknytning til Taliban, da Taliban ønskede at træne ansøgeren og andre drenge til at udføre selvmordsangreb. Ansøgeren har i nærværende sag, ligesom ved den første genoptagelsessag, som asylmotiv henvist til, at han er konverteret til kristendommen, og at han på den baggrund vil være i alvorlig risiko for overgreb fra befolkningen i Afghanistan. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren i forbindelse med sin første genoptagelsessag fremlagt kopi af sit dåbsbevis, hvoraf det fremgår, at ansøgeren [i] november 2013 blev døbt i Apostelkirken. Ansøgeren har endvidere fremlagt en udtalelse af […] juni 2013 fra Apostelkirken, hvoraf det fremgår, at ansøgeren har deltaget i et dåbsundervisningsforløb, og at præsten har haft en samtale med ansøgeren forud for dette, hvor præsten er blevet forvisset om, at ansøgeren har et reelt ønske om at blive kristen. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren i nærværende sag fremlagt en udtalelse fra [en præst], der bekræfter at ansøgeren fortsat er en del af det kristne fælleskab, herunder deltager i kirkelige aktiviteter. Ansøgeren har tillige henvist til det af ansøgeren vedlagte notat af 15. september 2016 fra Rigspolitiet. Notatet vedrører udsendelsen af en afvist afghansk statsborger til Kabul, som ved ankomsten til Kabul begyndte at råbe, at han var kristen. Den pågældende person indrømmede efterfølgende, at han var ateist, men Afghanistan nægtede herefter at modtage ham, idet personen, hvis han forlod lufthavnsområdet, ville være i livsfare, blot fordi han havde råbt, at han var kristen. Flygtningenævnet stadfæstede [i] oktober 2011 Udlændingestyrelsens afgørelse, hvorefter ansøgeren blev meddelt afslag på opholdstilladelse, idet Flygtningenævnet ikke kunne lægge ansøgerens forklaring til grund, da ansøgeren afgav modstridende forklaringer om sin identitet og sit asylmotiv. Justitsministeriet meddelte [i] januar 2013 afslag på at give ansøgerens klage over afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 3, nr. 2 opsættende virkning. Herefter begyndte ansøgeren angiveligt i marts 2013 at interessere sig for kristendommen og anmodede i juli 2013 om genoptagelse af sin asylsag med den begrundelse, at han var konverteret til kristendommen. Igen [i] april 2014 blev ansøgeren meddelt afslag på asyl, da Flygtningenævnet ikke fandt, at ansøgerens konversion var reel. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at tidspunktet for ansøgerens konversion og dåb, sammenholdt med det sporadiske kendskab til kristendommen, ansøgeren demonstrerede under nævnsmødet [i] januar 2014, det forhold at ansøgeren først under nævnsmødet i dag har fortalt om den drøm, der efter hans forklaring var årsagen til, at han begyndte at interessere sig for kristendommen, og ansøgerens manglende troværdighed under de tidligere sager, kunne give anledning til en vis tvivl om, hvorvidt der er tale om en reel konversion. Heroverfor har et flertal af Flygtningenævnet lagt vægt på ansøgerens forklaring om, at han siden 2013 til nu, herunder de to gange han var indsat i Ellebæk, kontinuerligt har deltaget i gudstjenester, kirkelige handlinger, praktisk arbejde i kirken og et ophold på en kristen højskole. Denne forklaring er understøttet af en lang række erklæringer fra forskellige præster. Flertallet har videre lagt vægt på, at ansøgeren under nævnsmødet har kunnet redegøre nærmere for betydningen af forskellige symboler indenfor kristendommen. Flertallet finder derfor, at ansøgerens konversion på nuværende tidspunkt må anses som reel. Efter oplysningerne i baggrundsmaterialet om forholdene for kristne konvertitter i Afghanistan finder flertallet derfor, at ansøgeren som følge af konversionen ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” afgh/2017/56/CHHA
Nævnet stadfæstede i februar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger samt fra Afghanistan Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tajik og sunni-muslim fra Herat, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af sin farbror og sine seks fætre på grund af en jordkonflikt. Ansøgeren frygter endvidere befolkningen i hans landsby, idet de er på ansøgerens farbrors side. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at der opstod der en jordkonflikt mellem ansøgerens far og farbror. En ukendt dag, da ansøgeren var to år gammel, blev hans far dræbt af ansøgerens farbror og fætre. Efter farens begravelse flyttede ansøgeren og hans mor hjem til hans morfar i Herat, hvor de levede uden problemer fra farbroren og fætrene. Da ansøgeren var omkring 10-12 år gammel, fortalte hans mor ham, hvordan hans far var blevet dræbt, og et til to år senere fortalte hun ham om jordkonflikten. I 2015 ville ansøgeren gerne have sin fars jord tilbage, idet ansøgeren havde ret til jorden, og fordi han gerne ville anvende jorden, så han kunne forsørge sig selv. Ansøgerens mor var dog imod dette, da hun frygtede, at ansøgeren ville blive dræbt. I omkring 2015 besluttede ansøgeren sig for at tage tilbage til deres gamle landsby for at få jorden tilbage. Ansøgeren og hans mor samlede landsbyens ældre i en moské, da ansøgeren håbede, at de kunne hjælpe dem med at få jorden tilbage. Størstedelen af landsbyen var dog på ansøgerens farbrors side. Ansøgeren og hans morbror henvendte sig også til myndighederne tre gange for at få deres hjælp, men de ville ikke hjælpe, medmindre ansøgeren betalte et stort beløb, hvilket han ikke kunne. [I] december 2015 tog ansøgeren og hans mor igen tilbage til landsbyen, men folk i landsbyen sagde, at de skulle glemme deres jord. Herefter tog de en taxa for at komme tilbage til Herat. Der kom en bil og standsede foran taxaen. Inde i bilen sad én af ansøgerens fætre og to af fætterens venner. De bad ansøgeren komme med tilbage til landsbyen, da de gerne ville give ansøgeren jorden tilbage. Ansøgerens mor sagde, at de ikke skulle tage med dem, da de havde en ond plan, men ansøgeren og hans mor steg alligevel ind i bilen. Da de havde kørt lidt tid, blev ansøgeren slået i baghovedet med noget hårdt, og han besvimede. Da ansøgeren kom til bevidsthed igen, lå han og hans mor i en grøft. En taxachauffør hjalp ansøgeren og hans mor til et hospital, hvor ansøgerens mor blev erklæret død. Hun blev begravet dagen efter i landsbyen. Efterfølgende tog ansøgeren med sin morbror tilbage til Herat. Ansøgerens morbror fik på et tidspunkt besked fra landsbyen befolkning om, at hvis ansøgeren kom tilbage til landsbyen, ville farbroren og fætrene dræbe ansøgeren. [I] december 2015 forlod ansøgeren Afghanistan. Ansøgeren har forklaret divergerende om episoden, hvor han blev standset på vej væk fra landsbyen [i] september 2015. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren forklaret, at han og moderen blev standset af to af hans fætre og en kammerat, at fætrene dernæst kørte mod en flod, og at han blev slået hårdt i baghovedet af kammeraten. Til asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at han og moderen blev standset af en fætter og to kammerater, at de dernæst kørte mod et ørkenområde, og at han blev slået i baghovedet men ikke ved, hvem der slog ham. Af udateret journalnotet fra 1. psykologsamtale fremgår, at ansøgerens onkel kom og slog både ansøgeren og hans mor med en skovl, og at moderen døde af et hjertetilfælde. Videre forekommer det usandsynligt, at ansøgeren, der angiveligt vidste, at hans onkel havde forbindelser til både kriminelle kredse og til myndighederne, tre gange henvendte sig til myndighederne omkring jordkonflikten men ikke anmeldte overfaldet og drabet på moderen til myndighederne. Hertil kommer, at ansøgeren i ca. 22 år levede problemfrit i Herat, og at han efter moderens død vendte tilbage til Herat, hvor han boede et par uger hos sin morbror, uden at blive opsøgt af sin farbror eller sine fætre. Flygtningenævnet kan derfor ikke lægge ansøgerens forklaring om sin konflikt til grund og finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2017/55/CHHA
Nævnet stadfæstede i februar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shiamuslim fra Bamiyan, Afghanistan. Ansøgeren flyttede som lille med sin familie til Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive dansedreng. Han har endvidere henvist til, at han ingen familie har i Afghanistan, og at man ikke kan overleve i Afghanistan uden familie. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter Taliban, fordi han er hazara. Han har videre henvist til de generelle forhold, og at det er svært at finde arbejde. Ansøgeren og hans familie forlod Afghanistan og rejste til Iran, da ansøgeren var lille. De forlod Afghanistan, fordi de ikke længere havde familie i landet. Ansøgeren blev i Iran opsøgt og opfordret til at blive dansedreng. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har oplyst omstændigheder, der kan føre til, at han er berettiget til opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller § 7, stk. 2, idet ansøgeren efter det oplyste hverken har haft konflikter med myndighederne, Taliban eller privatpersoner i Afghanistan. Nævnet bemærker herved, at ansøgerens frygt for traditionen med dansedrenge i Afghanistan ikke kan føre til andet resultat, idet ansøgeren efter sin forklaring ikke blev opsøgt i Afghanistan, men i Iran, og at personerne ikke gjorde andet end at prøve at overtale ham til at gå med dem. De generelle forhold i Afghanistan kan ikke i sig selv begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Ansøgeren har oplyst, at han ikke på noget tidspunkt har haft konflikter som følge af sin etnicitet, og de aktuelle baggrundsoplysninger, herunder Landinfo temanotat: ”Hazaraer og afghansk oprørsbevægelse” fra 3. oktober 2016, giver ikke holdepunkter for at antage, at forholdene for shiamuslimske hazaraer i Afghanistan er af en sådan karakter, at ansøgeren af den grund opfylder betingelserne for at få meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det forhold, at ansøgeren, der er en rask, ung mand, ikke har netværk, kan ikke føre til et andet resultat. Socioøkonomiske forhold er ikke omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2017/54/MKT
Nævnet stadfæstede i februar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tadjik og sunnimuslim fra […] Logar, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af de afghanske myndigheder, idet de mistænker ham for at være spion for Taliban. Endvidere frygter ansøgeren Taliban, idet de mistænker ham for at samarbejde med myndighederne. Ansøgeren blev i 2015 opsøgt af en civilklædt politibetjent i sin skrædderforretning. Politibetjenten tog ansøgeren med til en offentlig bygning i […], hvor han var tilbageholdt i fire til fem dage. Ansøgeren blev udsat for fysiske overgreb under tilbageholdelsen. Politiet havde fået oplysninger om, at ansøgeren syede tøj til talebanerne. Da ansøgeren blev løsladt, fik han at vide, at han ikke måtte sy tøj til bestemte personer, herunder en mand ved navn [F]. Efter løsladelsen begyndte ansøgeren igen at arbejde i sin forretning. Et par dage senere kom [F] til ansøgerens forretning. [F] spurgte ansøgeren, hvor han havde været, og ansøgeren fortalte herefter [F], at ansøgeren ikke måtte sy tøj til [F] længere. Senere samme aften blev ansøgeren opsøgt af personer på motorcykler. De tog ansøgeren med til et sted, hvor Taliban holder til. Ansøgeren blev afhørt og udsat for fysiske overgreb. Et par dage senere udbrød der krigshandlinger mellem Taliban og myndighederne. Ansøgeren blev derfor overført til et andet sted. Ansøgeren overhørte to vagter, der sagde, at ansøgeren skulle slås ihjel. En ældre dame hjalp ansøgeren med at flygte. Da ansøgeren kom hjem, sagde hans mor, at myndighederne havde spurgt efter ham på bopælen. Ansøgeren har efter udrejsen været i telefonisk kontakt med sin mor, der har oplyst, at folk fra Taliban eller myndighederne har været på bopælen og har spurgt efter ansøgeren. Flygtningenævnet kan efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring om asylmotivet ikke lægge forklaringen til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at forklaringen på afgørende punkter fremstår divergerende, afglidende og usandsynlig og dermed konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet henviser herved til, at ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen og til asylsamtalen har forklaret divergerende om de angivelige tilbageholdelser af ham af henholdsvis myndighederne og Taliban. Til oplysnings- og motivsamtalen forklarede ansøgeren, at politiet sagde, at tilbageholdelsen skyldtes, at han var spion for Taliban, hvilket de havde fået rapporteret, og at folkene under afhøringen af ham sagde, at de havde fået oplysninger om, at han syede tøj til medlemmer af Taliban. Ansøgeren forklarede videre, at han blev løsladt med advarsel om, at han ikke måtte sy tøj til bestemte personer, herunder [F], som var fast kunde i butikken. Episoden fandt sted 8 til 10 dage inden hans udrejse af Afghanistan. Til asylsamtalen forklarede ansøgeren, at myndighederne beskyldte ham for at være spion for Taliban, men at de ikke sagde noget om baggrunden for, at de gjorde det. Foreholdt denne divergens forklarede ansøgeren, at han formoder, at nogen har sagt det til myndighederne. Ansøgeren forklarede ikke, at myndighederne havde fået oplysninger om, at han syede tøj til medlemmer af Taliban. Foreholdt denne divergens forklarede ansøgeren, at han sagde til myndighederne, at han ikke vidste, at det var talibaner, han syede tøj til. Ansøgeren forklarede heller ikke, at han ved løsladelsen blev advaret imod at sy tøj til bestemte personer, herunder [F]. Han forklarede endvidere, at han ikke huskede, hvornår han blev anholdt af myndighederne – om det var 10 eller 20 dage, inden han udrejste. Ansøgeren har om tilbageholdelsen af ham af Taliban til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han overhørte vagterne sige, at ansøgeren var spion for myndighederne og derfor skulle slås ihjel, han blev banket og afhørt og derefter ført til et nyt sted, hvor talibanerne talte om, at ansøgeren skulle slås ihjel, fordi de ikke måtte have fanger med til det næste sted, de skulle hen. Han blev også slået af vagterne her. Til asylsamtalen forklarede ansøgeren, at Taliban beskyldte ham for at samarbejde med myndighederne. Han blev tortureret, idet han blev slået med et træbat. Han hørte to vagter tale om, at der skulle slås nogen ihjel, og de talte om en skrædder. Det var kun ham, der var fængslet. Nævnet bemærker hertil, at det forekommer usandsynligt, at myndighederne skulle anholde ansøgeren på mistanke om spionage for Taliban, uden at han angiveligt fik anden begrundelse herfor, end at han syede tøj til medlemmer af Taliban, ligesom det forekommer usandsynligt, at ansøgeren herefter 2 til 3 dage senere blev tilbageholdt af Taliban for at spionere for eller samarbejde med myndighederne angiveligt uden nogen begrundelse. Flygtningenævnet finder det endvidere usandsynligt, at en ældre dame skulle have hjulpet ansøgeren med at flygte ved at befri ham – forbi to vagter. Nævnet bemærker hertil, at ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen forklarede, at han så den ældre dame ud af vinduet og bønfaldt hende om hjælp, da hun kom nærmere, mens han til asylsamtalen forklarede, at hun kom med mad til ham. Ansøgeren har endelig forklaret divergerende om myndighedernes henvendelse til hans bopæl, idet han til oplysnings- og motivsamtalen forklarede, at da han kom hjem, fortalte familien, at der havde været folk fra myndighederne og spørge efter ham. Til asylsamtalen forklarede han ikke noget herom. Om henvendelser efter hans udrejse fra Afghanistan har ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at hans familie er blevet opsøgt på deres bopæl af både Taliban og myndighederne, men han ved ikke mere om, hvad der er sket. Til asylsamtalen forklarede ansøgeren, at enten Taliban eller myndighederne har været der to eller tre gange, men rettede det til måske 10 gange, idet han og familien ikke taler om den slags. Nævnet finder det herved påfaldende, at ansøgerens mor efter hans forklaring under nævnsmødet ikke skulle være i stand til at kende forskel på myndighedspersoner og folk fra Taliban. Flygtningenævnet henviser endelig til, at det tillige svækker ansøgerens troværdighed, at han ikke har været i stand til at give en troværdig forklaring på spørgsmål om sin baggrund, herunder fødselsdato, arbejdsmæssige og økonomiske forhold samt udrejse og rejserute. Flygtningenævnet finder sammenfattende ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer at blive udsat for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, og finder følgelig heller ikke grundlag for at udsætte sagen på en torturundersøgelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2017/53/MKT
Nævnet stadfæstede i december 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk pashtun og sunnimuslim fra Asadabad, Kunar, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban, der mistænker ansøgeren for at være spion. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han [i sommeren] 2010 besøgte sin søsters hjem. I forbindelsen med ansøgerens besøg opstod der en konfrontation med medlemmer af Taliban, fordi ansøgerens søsters søn havde hørt musik i ansøgerens bil. Mens ansøgeren diskuterede med mændene fra Taliban, blev han ringet op af den kazakhstanske ambassade, der informerede ansøgeren om, at han kunne afhente et visum, som han tidligere havde søgt om. Opkaldet besvarede ansøgeren på russisk. Herefter ransagede Taliban-medlemmerne ansøgerens bil, hvor de fandt hans personlige dokumenter – heriblandt en engelsk oversættelse af ansøgerens nationalitetsbevis og en kopi af hans invitation til Kazakhstan. Ansøgeren blev herefter beskyldt for at være spion, og han blev ført til Talibans opholdssted. Under ansøgerens ophold hos Taliban blev han beordret til at køre en bombe til ISAF-styrkerne i Asadabad. Efter fire dage slap ansøgeren fri med hjælp fra en nabo til sine forældres forretning. Dagen efter kom ISAF-styrkerne til området og angreb Taliban. Samme aften blev ansøgerens søster opsøgt af medlemmer af Taliban, der ledte efter ansøgeren. Den følgende dag opsøgte Taliban ansøgerens bopæl, hvor de skød og slog ansøgerens far ihjel og bortførte ansøgerens bror. Herefter udrejste ansøgeren til Sverige, hvor han søgte og fik afslag på asyl. [I foråret] 2014 blev ansøgeren udsendt til Kabul. Omkring [sommeren] 2014 befandt ansøgeren sig i Kabul i en bil sammen med sin morbrors barnebarn, hvor de blev beskudt af to personer. Ansøgerens morbrors barnebarn afgik ved døden, og ansøgeren blev såret. Den følgende tid opholdt ansøgeren sig i Kabul i skjul, hvorefter han i [sommeren] 2014 udrejste til Indien. [I vinteren] 2014 vendte ansøgeren tilbage til Kabul, og [I vinteren] 2014 udrejste han til Dubai. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund, idet den på en række centrale punkter forekommer usandsynlig og konstrueret til lejligheden. Nævnet finder, at det forekommer påfaldende, at ansøgeren under episoden med Taliban, hvor han angiveligt blev skældt ud for at være vestlig af udseende, og hvor talibanerne smadrede ruderne på hans bil, valgte at tage en samtale på russisk med Kasakhstans ambassade. Flygtningenævnet finder endvidere, at det forekommer usandsynligt, at Taliban skulle have løsladt ansøgeren som en vennetjeneste til en nabo til ansøgerens families forretning henset til, at ansøgeren angiveligt var anklaget for at være spion for ISAF-styrken, hvilket ansøgeren har forklaret er en alvorlig anklage. Nævnet har i denne forbindelse også lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret, at Taliban var vrede, fordi de havde mistet mange folk og beskyldte ansøgeren for at være skyld heri. Nævnet bemærker endvidere, at ansøgerens forklaring om, at talibanerne, der angiveligt i forbindelse med tilfangetagelsen slog ansøgeren og brækkede begge hans arme, efterfølgende behandlede ham for skaderne, forekommer utroværdig. Nævnet finder videre, at det forekommer påfaldende, at ansøgeren ved sin hjemkomst til Afghanistan rejste til Kunar, henset til, at det var her hans konflikt angiveligt opstod, og at Taliban var til stede her. Ansøgerens forklaring om, at han blev standset ved en kontrolpost på vej tilbage til Kabul og ikke blev tilbageholdt, uanset at han ikke havde noget id, men at han desuagtet mistænker Taliban for at have fulgt efter ham til Kabul, forekommer endvidere utroværdig, ligesom det forekommer utroværdigt, at Taliban herefter skulle have sendt ham et trusselsbrev til svigerfarens adresse. Nævnet har i den forbindelse tillige tillagt det vægt, at ansøgerens ægtefælle og svigerfamilie ikke er blevet opsøgt af Taliban. Flygtningenævnet finder endelig, at det forekommer usandsynligt, at Taliban – efter ca. 4 år fra den angivelige konflikts opståen – fortsat skulle efterstræbe ansøgeren, og nævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at Taliban skulle stå bag et skudattentat på ham og hans morbrors barnebarn. Det beror således alene på hans egen formodning. De af ansøgeren fremlagte billeder, dokumenter og trusselsbrev fra Taliban kan ikke føre til en ændret vurdering henset til karakteren af bilagene og til baggrundsoplysningerne om den forholdsvis lette adgang til at opnå falske dokumenter i Afghanistan. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil risikere forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. De generelle forhold i Afghanistan, herunder den sikkerhedsmæssige situation i landet, kan ikke i sig selv kan begrunde opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder endvidere ikke, at situationen i Afghanistan, herunder Kunar, er præget af en sådan generaliseret vold, at det vil være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions art. 3 at henvise ansøgeren til at rejse tilbage til Afghanistan. Afgh/2017/528/FAM
Nævnet stadfæstede i december 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt to medfølgende børn fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er afghanske statsborgere, etniske hazara og shia-muslimer af trosretning fra Kabul, Afghanistan. Ansøgerne har ikke været medlemmer af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at hans ægtefælles farbror, [R], og hans sønner, [N] og [M], vil slå ansøgeren ihjel, kidnappe ansøgerens børn og skade ansøgerens ægtefælle. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at hendes farbror, [R], og hans sønner, [N] og [M], vil slå hendes ægtefælle ihjel, kidnappe ansøgerens børn og skade hende selv. Ansøgerne har endvidere forklaret, at den kvindelige ansøger oprindeligt var lovet væk til hendes fætter, [J], men at hun forelskede sig i den mandlige ansøger. Den kvindelige ansøgers far sagde til [R], at hun i stedet skulle giftes med den mandlige ansøger, hvorefter [R] afbrød kontakten til den kvindelige ansøgers familie. Kort tid efter ansøgernes bryllup begyndte [J] at tage narkotika, og han døde af sit narkotikamisbrug, da ansøgerne havde været gift i omkring syv år. [R], [N] og [M] gav den kvindelige ansøger skylden for [J]s død, og begyndte derfor at true ansøgerne adskillige gange. De sagde til ansøgerne, at de ville ødelægge deres liv, og at de aldrig ville lade dem være i fred. Kort inden ansøgernes udrejse af Afghanistan, overfaldt [N], [M] og deres venner den mandlige ansøger to gange. Ansøgeren blev sparket og slået med knytnæver. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaring om deres asylmotiv til grund, idet det fremstår som konstrueret til lejligheden, og deres forklaringer må dermed anses for utroværdige. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerne har boet i samme område som [R] og hans sønner, [N] og [M], i 7 år uden at have haft konkrete sammenstød på grund af, at den kvindelige ansøger giftede sig med den mandlige ansøger i stedet for farbrorens søn, [J]. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at den kvindelige ansøger ifølge sin forklaring ca. 2 år efter brylluppet blev bekendt med [J]s narkotikamisbrug, som udviklede sig over en længere årrække frem til hans død, uden at ansøgerne i den periode blev mødt med bebrejdelser fra [R] og hans familie. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgerne begge har forklaret, at de ikke har modtaget direkte trusler. Deres frygt for, at den mandlige ansøger vil blive slået ihjel, at den kvindelige ansøger vil blive skadet, og at deres børn vil blive kidnappet, beror således på deres egne formodninger og den omstændighed, at den mandlige ansøger skulle være blevet overfaldet to gange af [N] og [M]. Om disse overfald bemærker Flygtningenævnet, at ansøgerne har forklaret uddybende og divergerende. Den mandlige ansøger har således først efter afslaget på opholdstilladelse fortalt om, at han ved det sidste overfald blev slået bevidstløs og var alene, da han kom til sig selv, hvorfor [N] og [M] måske troede, at han allerede var død. Han har endvidere for nævnet forklaret, at overfaldene skete på to på hinanden følgende dage. Den kvindelige ansøger har for nævnet forklaret, at hendes mand blev slået bevidstløs allerede ved det første overfald, og at overfaldene ikke skete på to på hinanden følgende dage, men inden for den samme uge. De pågældende overfald er centrale for ansøgernes asylmotiv, og de burde derfor være i stand at kunne redegøre overensstemmende herfor. Efter det anførte har ansøgerne ikke sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for konkret, individuel forfølgelse eller for at blive udsat for dødsstraf, tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, og stk. 2, er derfor ikke opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2017/526/MME
Nævnet stadfæstede i december 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er afghansk statsborger, etnisk pashtun og sunni muslim fra [landsby], Kunduz, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive dræbt af Taleban eller af familien til en pige ved navn [K], eller fængslet af myndighederne, idet han og [K] flygtede sammen, selvom [K] var lovet bort til en anden. Ansøgeren og [K] har kendt hinanden siden barndommen og begyndte at have tæt kontakt, da ansøgeren vendte tilbage til deres hjemby efter at have arbejdet i Kabul. Ansøgeren og [K] havde talt om at flygte sammen, men [K] havde forklaret, at hun var lovet bort til en anden. Efter ansøgeren havde været hjemme i seks måneder, kom [K] en nat hjem til ansøgerens familie og spurgte ansøgerens far, om de kunne blive viet. Ansøgerens far sagde først nej, men da [K] bønfaldt ham, sagde han til sidst ja. Ansøgerens far tog ansøgeren og [K] med til ansøgerens morbror, som havde en bil. Morbroren kørte dem til en rutebilstation, hvorfra ansøgeren og [K] tog en bus til Kabul. I Kabul overnattede ansøgeren og [K] en nat hos ansøgerens søster og hendes mand, [J], hvorefter [J] tog ansøgeren og [K] med over til sin bror [S]. Efter en uges ophold hos [S] kom en politimand og to civilklædte personer hjem til [J] og ansøgerens søster og ransagede deres hjem. Efterfølgende fortalte [J] ansøgeren, at ansøgeren og [K] måtte udrejse af landet. [J] tog derefter hjem til [S] og fremstillede en vielsesattest til ansøgeren og [K], så de kunne rejse frit igennem Afghanistan. Efter i alt 18 til 20 dage i Kabul udrejste ansøgeren og [K] af Afghanistan, og de ankom til Tyrkiet via Pakistan og Iran. I Tyrkiet ønskede [K] ikke at løbe risikoen ved at sejle med båd til Grækenland. Ansøgeren ringede til [J] for at tale om dette, i hvilken forbindelse [J] fortalte ansøgeren, at ansøgerens far var blevet skudt og dræbt, mens ansøgeren opholdt sig i Kabul. Ansøgeren og [K] tog efterfølgende med forskellige både mod Grækenland. Ansøgeren tog afsted inden [K] og har ikke set hende siden. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Den fremstår som konstrueret til lejligheden og dermed utroværdig. Flygtningenævnet har herved taget i betragtning, at ansøgeren har oplyst at være analfabet. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at det forekommer usandsynligt, at en ung kvinde, som var ansøgerens hemmelige kæreste, skulle opsøge hans familie midt om natten for at bede om at blive gift med ham, og at forældrene umiddelbart skulle have accepteret dette og samme nat have sendt parret videre til Kabul. Det forekommer ikke overbevisende, at hun på den måde skulle have udsat sig selv, ansøgeren og hans familie for en betydelig risiko for en alvorlig æresrelateret konflikt, fordi hun og ansøgeren skulle have besluttet flygte sammen, og hun var lovet væk til en anden mand. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgeren ikke for nævnet har kunnet redegøre nærmere for, hvilke planer og tanker parret på forhånd havde gjort sig med hensyn til den praktiske gennemførelse af flugten. Ansøgeren har desuden under samtalen hos Udlændingestyrelsen [foråret] 2017 forklaret udbyggende om, at hans søsters bopæl i Kabul blev opsøgt og ransaget, mens han og den unge kvinde opholdt sig hos søsterens mands bror. Det fremstår endvidere påfaldende, at ansøgeren først fik besked om sin fars død, da ansøgeren var udrejst, selv om faderen skulle være blevet dræbt, mens ansøgeren opholdt sig i Kabul. Ansøgeren har forklaret divergerende om, hvornår faren blev dræbt, og hvem der gjorde det. Under samtalen [sommeren] 2016 oplyste ansøgeren, at hans far blev dræbt 18 til 20 dage inden udrejsen, og at ansøgeren ikke vidste noget om, hvem der havde dræbt hans far. Under samtalen [foråret] 2017 har ansøgeren forklaret, at han under flugten i en telefonsamtale med sin svoger fik oplyst, at det formodentlig var hans forlovedes familie, der stod bag det, og for nævnet har han forklaret, at han ikke vidste, hvornår faren blev dræbt. Det forekommer endvidere påfaldende, at ansøgerens familie i Kabul uden ansøgerens viden skulle have deltaget i en begravelsesceremoni i Kunduz inden udrejsen. Både ransagningen og omstændighederne omkring farens død er væsentlige hændelser i forhold til ansøgerens asylmotiv, som det vil være naturligt at fremhæve fra starten. For så vidt angår ansøgerens frygt for tvangshvervning til Taleban, bemærker nævnet, at han har forklaret udbyggende herom for nævnet, idet han ikke på noget tidspunkt har oplyst herom til Udlændingestyrelsen. Nævnet bemærker endvidere, at ansøgeren ikke har været udsat på konkrete forsøg på tvangshvervning. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for konkret, individuel forfølgelse eller for at blive udsat for dødsstraf, tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf fra den hemmelige kærestes familie, den mand hun var lovet bort til, Taleban eller myndighederne. Betingelserne for opholdstilladelse i udlændingelovens § 7, stk. 1 og stk. 2, er derfor ikke opfyldt. Flygtningenævnet finder endvidere ikke, at situationen i Afghanistan er præget af en sådan generaliseret vold, at det vil være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions art. 3 at henvise ansøgeren til at rejse tilbage til Afghanistan. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2017/525/MME
Nævnet stadfæstede i december 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia muslim fra Ghazni, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taleban eller Isil, idet han har deltaget i kidnapningen af 12 til 14 personer fra Isil eller Taleban, og således er kommet i konflikt med disse. Han har hertil bemærket, at han opfatter Isil og Taleban som den samme fjende. Derudover frygter ansøgeren [A], en person fra sin landsby […], idet han har spioneret for Isil/Taleban og videregivet oplysninger omkring ansøgeren. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han siden [foråret] 2012 og indtil sommer 2015 boede og studerede i Kabul. I ferier og ved andre højtider var han hjemme på besøg hos sine forældre i landsbyen […]. Omkring to uger før sin udrejse af Afghanistan blev syv af landsbyens beboere fra […] kidnappet af IS eller Taleban. Ansøgeren ved ikke, hvorfor disse folk blev kidnappet, men han formoder, at Isil eller Taleban ønskede at presse regeringen til at frigive deres folk i bytte for de uskyldige gidsler. Da regeringen ikke ville hjælpe landsbyens beboere med at få de syv personer tilbage, besluttede beboerne, at de selv måtte gøre noget. De besluttede at udføre en kidnapning af Taleban/Isil personer, og således bytte disse gidsler for de syv af landsbyens beboere. Denne aktion fandt sted fire til fem dage efter kidnapningen af de syv personer. Ansøgeren var på daværende tidspunkt hjemme i […] på ferie, og han blev derfor involveret i kidnapningsaktionen, fordi hans far var syg, og derfor måtte deltage i hans sted. Derudover ville landsbyens beboere ikke lade ansøgeren tage til Kabul, da ansøgeren skulle hjælpe med at kæmpe mod Taleban/Isil. Under aktionen stod ansøgeren vagt, og han deltog således ikke i selve kidnapningen. Det lykkedes at kidnappe 14 personer, som dog viste sig at være civile personer, og de blev derfor løsladt igen. Fire til fem dage efter, at det første forsøg mislykkedes, forsøgte landsbyens beboere igen at kidnappe nogle personer. Denne gang stod ansøgeren også vagt, og han deltog ikke i selve kidnapningen af 12 til 14 Taleban/Isil personer. Aktionen lykkedes, og personerne blev holdt indespærret i to aflåste butikker i landsbyens lokale bazar. Efter to til fire dage kom fire regeringsrepræsentanter til landsbyen. De havde fået kendskab til landsbyens beboeres kidnapning. Regeringsrepræsentanterne krævede, at personerne blev løsladt. Repræsentanterne påstod, at det ikke var de rigtige personer, som var blevet tilfangetaget. Dette var landsbyens beboere ikke enige i, men de var nødt til at gøre, som de fik besked på. Ingen af landsbyens beboere ønskede at deltage i løsladelsen af de 12 til 14 personer af frygt for at blive genkendt. Ansøgeren endte med at være én af de personer, der stod for løsladelsen. Ansøgeren havde ikke tildækket dit ansigt, da han løslod personerne. Regeringsrepræsentanterne tog derefter de 12 til 14 Taleban/Isil personer tilbage til deres egen landsby. De 12 til 14 personer blev fløjet væk i de helikoptere, som regeringsrepræsentanterne var ankommet i. De efterfølgende dage kontrollerede Taleban/Isil vejene i området. I dn forbindelse deltog nogen af de personer, som havde været kidnappet. Taleban og Isil ledte efter de af landsbyens beboere, som havde deltaget i kidnapningen. De ledte særligt efter ansøgeren, da de havde en masse oplysninger om ham, som han formoder, at de havde fået fra [A]. Ansøgeren og hans far flygtede derfor i løbet af natten ud af […], og derefter helt ud af Afghanistan. Ved grænsen til Tyrkiet blev ansøgeren adskilt fra sin far, og ansøgeren ved på nuværende tidspunkt ikke, hvor hans far befinder sig. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorvidt og hvornår han så kommandantens lig, omstændighederne omkring løsladelsen samt hvem, der traf beslutning om, at det netop var ansøgeren, der skulle være med til løsladelsen. Han har således til oplysnings- og motivsamtalen oplyst, at han i forbindelse med den gidseltagning, hvor kommandanten blev dræbt, at han så de andre grupper komme tilbage med gidslerne og liget af kommandanten. I advokatindlægget er ansøgeren citeret for, at der var en fejl i referatet fra oplysnings- og motivsamtalen, idet de ikke tog liget af kommandanten med. Under nævnsbehandlingen har ansøgeren forklaret, at de tog kommandanten med, men at han afgik ved døden, før de nåede frem til mødestedet, og at hans lig blev efterladt på vejen dertil, hvorfor ansøgeren ikke så liget. Forud for nævnsmødet har ansøgeren oprindeligt forklaret, at gidslerne blev tilbageholdt i et hus. Han har senere forklaret, at de blev tilbageholdt i nogle lokaler i basaren. Yderligere har han oprindeligt forklaret, at gidslerne blev afhentet af myndighedspersoner og ført til en helikopter. Under nævnsbehandlingen har han forklaret, at han forestod løsladelsen. Foreholdt denne divergens, har han under nævnsbehandlingen oplyst, at han forestod løsladelsen og efterfølgende overgav gidslerne til myndighedspersoner. Ansøgeren har forud for nævnsbehandlingen forklaret, at det var myndighedspersonerne, der krævede, at han medvirkede til løsladelsen, mens han under nævnsbehandlingen har oplyst, at dette skete på baggrund af en beslutning, der blev truffet af landsbyens ældste. Endelig har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren ikke har redegjort for, hvorfor han skulle deltage i løsladelsen. Hans forklaring om, at dette var, fordi han deltog i kidnapningen, står i modsætning til, at han har forklaret, at han ikke deltog i selve kidnapningen, men blot stod vagt uden for landsbyen. I den sammenhæng finder nævnet, at det er bemærkelsesværdigt, at ansøgeren ikke søgte at dække sit ansigt, navnlig når henses til ansøgeren bemærkning om, at alle andre frygtede at blive genkendt. Endelig forekommer det bemærkelsesværdigt, at [A] skaffede oplysninger omkring ansøgerens forbindelser til kidnapningsoperationerne, eftersom ansøgeren befandt sig i Kabul, da [A’s] spionage blev afsløret af landsbyens ældste. Ligesom det forekommer usandsynligt, at [A] kunne færdes frit i landsbyen og få indsigt i, hvem fra landsbyen, der deltog i kidnapningen af Taleban-folkene. Nævnet finder herefter, efter en samlet vurdering ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/523/IVK
Nævnet stadfæstede i december 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtuner og sunni-muslim af trosretning fra [landsby], Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af ukendte personer, som har truet ansøgeren og hans familie. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han er født i Iran. Ansøgeren og hans familie blev deporteret til Afghanistan, da ansøgeren var ni år. Ansøgeren og hans familie flyttede til [landsby], som ligger i Paghman distriktet, hvilket er tæt på Kabul. En dag blev ansøgerens far opsøgt af ukendte personer fra [landsby]. Personerne ville rekruttere ansøgeren og hans brødre. De ville have, at ansøgeren og hans brødre skulle oplæres i at bruge våben og sprænge bomber. Personerne var vrede på ansøgerens far, fordi han arbejdede for udlændinge. I løbet af de efterfølgende tre til fire år blev ansøgerens far ofte opsøgt af ukendte personer, da han var på vej fra arbejde. Ansøgerens far blev truet. Personerne sagde, at ansøgerens far skulle aflevere sine børn til dem. Ansøgeren færdedes ikke udenfor eller gik i skole i de tre til fire år. Efter tre til fire år blev ansøgerens far opsøgt på bopælen. Ansøgerens far blev udsat for vold af personerne. Ansøgerens fars ben blev skadet under voldsudøvelsen. Da ansøgerens fars ben var helet, flyttede ansøgeren og hans familie til Kabul. Da ansøgeren og hans familie havde boet i Kabul i to til tre måneder, blev ansøgeren opsøgt på vej til skolen af en ukendt person. Personen fortalte ansøgeren, at han kunne finde ansøgerens familie hvor som helst, og at ansøgerens familie ikke kunne gemme sig. Omkring to måneder herefter udrejste ansøgeren fra Afghanistan til Iran. I løbet af de to måneder modtog ansøgerens far omkring ti trusler fra ukendte personer. Da ansøgeren havde opholdt sig i Iran en måned, blev han deporteret til Afghanistan af de iranske myndigheder. Ansøgeren tog ophold hos sin familie i Kabul igen. Fem til seks dage efter ansøgeren var kommet tilbage, modtog hans far igen en trussel fra ukendte personer. Ansøgerens far vurderede herefter at hele familiens liv var i fare, hvorfor de skulle udrejse. Efter to dage udrejste ansøgeren og hans familie fra Afghanistan til Iran. Under flugten blev ansøgeren og hans familie adskilt i grænseområdet mellem Iran og Tyrkiet. Ansøgerens familie er blevet deporteret tilbage til Afghanistan. Ansøgerens familie opholder sig i Kabul. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren har forklaret divergerende på væsentlige punkter i sit asylmotiv. Ansøgeren har således forklaret divergerende om, hvorvidt han så de personer, der opsøgte familiens bopæl i [landsby], idet ansøgeren både i oplysnings- og motivsamtalen og i asylsamtalen har forklaret, at han så de pågældende personer, mens han i gensamtalen har forklaret, at han ikke så dem. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvor de pågældende personer opholdt sig under henvendelsen på familiens bopæl, idet ansøgeren i gensamtalen har forklaret, at personerne var inde i familiens bolig, mens ansøgeren under Flygtningenævnets behandling af sagen har forklaret, at de opholdt sig udenfor på gårdspladsen. Ansøgeren har yderligere forklaret divergerende om, hvorvidt faren sagde til moren, at de omhandlede personer truede med at halshugge børnene eller hele familien, idet ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at børnene ville blive henrettet, hvis børnene ikke blev sendt til religionsundervisning eller overgivet til de omhandlede personer, mens ansøgeren til gensamtalen har forklaret, at hele familien ville blive halshugget, hvis børnene ikke blev overgivet til de pågældende personer. Samtidig har ansøgeren forklaret divergerende om, hvorvidt han efter at være stoppet med at gå i skole på grund af en henvendelse fra en ukendt mand, påbegyndte sin skolegang igen. Ansøgeren har således til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han ikke gik i skole i 15 til 20 dage, efter at være blevet stoppet af manden, men at han herefter begyndte igen, fordi hans mor krævede det. Fem til seks måneder senere stoppede ansøgeren med at gå i skole og udrejste af Afghanistan. Ansøgeren har derimod til gensamtalen forklaret, at han ikke begyndte i skolen igen, og at der gik omkring to måneder fra ansøgeren blev opsøgt af den ukendte person og stoppede i skolen, indtil han udrejste af Afghanistan. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort at han ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer konkret eller individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk.1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2017/522/SHH
Nævnet stadfæstede i december 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtuner og sunni-muslim af trosretning fra [landsby], [by], Nangarhar, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han og hans far arbejdede med at transportere varer og folk over en flod. Taliban bad ansøgeren og hans far om at transportere deres varer over floden to gange. Herefter blev ansøgeren og hans far anholdt af de afghanske myndigheder, der afhørte ansøgeren og hans far om Taliban. Ansøgeren og hans far var tilbageholdt i to dage, før de blev løsladt. Derefter ville Taliban på ny have ansøgeren og hans fars hjælp. De havde ingen varer med tredje gang. Ansøgeren og hans far nægtede at hjælpe Taliban med henvisning til, at myndighederne havde forbudt dem at hjælpe Taliban. Efterfølgende modtog ansøgerens far telefoniske trusler og et trusselsbrev fra Taliban. Herefter kom Taliban og hentede ansøgerens far på deres bopæl. Ansøgeren fandt senere ansøgerens fars lig ved floden. Herefter modtog ansøgeren en telefonisk trussel fra Taliban. Taliban sagde, at de havde slået ansøgerens far ihjel samt at de ville slå ansøgeren ihjel. Fire til fem dage efter ansøgeren modtog denne trussel, udrejste han af Afghanistan. Efter ansøgerens udrejse har Taliban opsøgt ansøgerens morbrors bopæl og spurgt efter ansøgeren. I den forbindelse udsatte Taliban ansøgerens mor og søskende for vold. Flygtningenævnet har ved sin afgørelse været opmærksom på, at ansøgeren er analfabet. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om væsentlige punkter i sit asylmotiv. Flygtningenævnet har således lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorvidt der var en bro over den flod, som ansøgeren og hans far fragtede varer over, idet ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at der ikke var så meget arbejde til dem, da der blev bygget en bro over floden. Ansøgeren har derimod under Flygtningenævnets behandling af sagen forklaret, at der slet ikke var en bro på det tidspunkt, hvor de blev kontaktet af Taliban. Samtidig finder Flygtningenævnet det utroværdigt, at ansøgeren ikke har kunnet forklare hvor lang tid turen over floden varede og hvad den kostede, henset til at ansøgeren har forklaret, at han har hjulpet sin far på båden, siden han var barn. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvorvidt han kunne se, hvad der var i de sække, som Taliban ønskede at få transporteret over floden af ansøgeren og hans far. Ansøgeren har således til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at ansøgeren og hans far ikke spurgte, hvad der var i sækkene, og at han ikke ved, hvad der var i dem og at han ikke kunne se det. Ansøgeren har derimod under Flygtningenævnets behandling af sagen forklaret, at der var våben i sækkene, da han kunne se omridset af lange metalstykker, ligesom han kunne se, at sækkene var meget tunge, idet der var flere talibanere om at løfte hver sæk. Ansøgeren har yderligere forklaret divergerende om, hvorvidt han selv blev afhørt af politiet i forbindelse med at han og hans far blev tilbageholdt af politiet. Ansøgeren har således til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han ikke selv blev afhørt, men at det kun var hans far, der blev afhørt. Til asylsamtalen og under Flygtningenævnets behandling af sagen har ansøgeren derimod forklaret, at han selv afgav forklaring til politiet en gang. Samtidig har ansøgeren forklaret divergerende om, hvorvidt han var adskilt fra sin far under afhøringerne. Ansøgeren har således til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han og hans far blev afhørt sammen, mens ansøgeren til asylsamtalen har forklaret, at de var adskilt. Hertil kommer, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorvidt Taliban den tredje gang de henvendte sig ved båden medbragte varer, idet ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at Taliban kom og ville transportere varer med ansøgerens båd, mens ansøgeren under Flygtningenævnets behandling af sagen har forklaret, at Taliban ikke medbragte varer tredje gang. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvorvidt ansøgerens far modtog en eller flere opringninger fra Taliban, idet ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen kun har omtalt en opringning, mens ansøgeren til asylsamtalen har forklaret, at hans far modtog flere telefoniske trusler. Endelig har ansøgeren forklaret divergerende om, hvorvidt han havde morbrorens telefonnummer, idet ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at han havde morbrorens telefonnummer, mens han under Flygtningenævnets behandling af sagen har forklaret, at dette ikke var tilfældet. Flygtningenævnet har ikke fundet at kunne lægge vægt på de dokumenter, som ansøgeren har fremlagt. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort at han ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer konkret eller individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk.1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2017/521/SHH
Nævnet meddelte i december 2017 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtuner og sunni-muslim af trosretning fra Jalalabad, Nangarhar, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter Taliban. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at Taliban forsøgte at få fat i ham, da han var lille. Ansøgeren har videre oplyst, at hans familie har modtaget trusselsbreve fra Taliban, hvoraf fremgik, at de ville have hans bror. Ansøgerens bror udrejste af Afghanistan. I ugen efter brorens udrejse modtog familien trusselsbreve, hvoraf fremgik, at de også ville have ansøgeren. Ansøgeren og hans familie udrejste på denne baggrund af Afghanistan til Pakistan. Ansøgeren har endvidere oplyst, at han gik på koranskole i halvandet til to år, da han boede i Pakistan. Ansøgeren har videre oplyst, at han blev hvervet og trænet til at udføre jihad som selvmordsbomber. En aften fortalte ansøgeren sin mor, at han skulle udføre jihad, hvorfor ansøgerens mor besluttede sig for, at ansøgeren skulle udrejse af Pakistan, således at han ikke skulle udføre jihad. Ansøgeren udrejste kort tid efter af Pakistan. Dagen efter ansøgerens udrejse opsøgte lederen af koranskolen ansøgerens mor på hendes bopæl og sagde, at de ville tvinge ansøgeren til at udføre jihad eller slå ansøgeren ihjel, såfremt han nægtede. Flygtningenævnet lægger i det væsentlige ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet har således lagt til grund, at Taliban har ønsket at rekruttere både ansøgeren og hans bror, og at familien af denne grund måtte udrejse af Afghanistan. Undervejs til Pakistan forsvandt ansøgerens morbror. Flygtningenævnet har endvidere lagt til grund, at ansøgeren gik på koranskole i Pakistan, og at denne må antages at være drevet af Taliban. Ansøgeren blev på koranskolen oplært i blandt andet selvmordsangreb, og han var udtaget til at udføre et sådant angreb. Da ansøgerens mor opdagede dette, sendte hun ansøgeren ud af Pakistan. Ansøgeren er således udeblevet fra koranskolen. Ansøgerens bror blev i oktober 2015 meddelt opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, blandt andet som følge af truslerne fra Taliban. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren og hans familie må anses for profileret i forhold til Taliban, og at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan fortsat risikerer at blive søgt rekrutteret af Taliban. Efter en samlet vurdering af ansøgerens personlige forhold, herunder hans profilering i forhold til Taliban og det forhold at ansøgeren ikke har noget netværk i Afghanistan, finder Flygtningenævnet det ikke rimeligt at henvise ansøgeren til som internt flugtalternativ at tage ophold et andet sted i Afghanistan. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at ansøgeren har sandsynliggjort at han ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” afgh/2017/520/SHH
Nævnet stadfæstede i januar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara, shia muslim og Afghansk statsborger fra Landsbyen […], Ghazni, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af en magtfuld mand ved navn [Y], fordi han mener, at ansøgeren slog hans søn [E] ihjel. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at en dag han var på vej tilbage fra et ærinde i forbindelse med hans elevarbejde i en svejserbutik, blev han ringet op af [E], som bad ham om at komme hen til et sted ved navn […].[ E] var også elev samme sted som ansøgeren. Ansøgeren kørte ud for at mødes med [E] i stedet for at køre tilbage på arbejde. Da ansøgeren ankom til stedet, anvist af [E], var han ingen steder at se. Ansøgeren forsøgte at ringe til ham flere gange. Ansøgeren opdagede blodpletter på jorden, og fandt [E] død længere nede ad en sti lidt væk fra vejen. Der var ingen andre personer i området. Ansøgeren fik det dårligt og blev bange, hvorefter han skyndte sig at flygte fra stedet. Herfra kørte ansøgeren tilbage til sin arbejdsplads og afleverede motorcyklen. Hvorefter han gik hjem for at skifte tøj, og selvom ansøgerens søster [F] flere gange spurgte ham, hvad der var galt, fortalte han hende ikke noget. Da ansøgeren kom tilbage til arbejdet, fortalte hans arbejdsgiver [T], at tre mænd havde været i butikken og spørge efter ham. [T] havde fortalt dem, hvor ansøgeren boede. Ansøgeren skyndte sig hjem, hvor han opdagede tre mænd stod foran hans bopæl og ventede på ham. Ansøgeren genkendte ingen af de tre personer, men han kunne se på deres ansigtstræk, at de var etnisk hazara. Den ene person trak en pistol og holdt ansøgeren for munden. Ansøgeren blev smidt ind i en bil og kørt hen til stedet, hvor han havde fundet [E] død. Her slog og udspurgte de tre personer ansøgeren om, hvem der havde beordret ham til at slå [E] ihjel. De spurgte også ansøgeren, hvorfor han havde ringet så mange gange til [E]. [E]’s lig lå ikke længere på stedet. De gav til sidst ansøgeren bind for øjnene, hvorefter han blev bragt hen til [Y] og anbragt i hans kælder. Efter en time i kælderen kom [Y]. Han begyndte at slå ansøgeren, og spurgte, hvorfor han havde dræbt [E]. Samtidig fortalte [Y] ansøgeren, at han ikke havde slået ansøgerens far ihjel med vilje. Dette var første gang ansøgeren hørte, at hans far var blevet slået ihjel. Indtil da havde ansøgeren troet, at hans far befandt sig i Iran. [Y] sagde, at han nu ville dræbe ansøgeren. [Y] forlod kælderrummet, fordi en person kaldte på ham. Ansøgeren opdagede et lille vindue i rummet, som han smadrede og flygtede ud af. Ansøgeren flygtede mod et bjergområde, hvor han mødte en ukendt mand, som hjalp ham med noget nyt tøj og betalte ansøgerens busbillet til Khandahar. Herfra rejste ansøgeren videre til Iran. Ansøgeren opholdte sig nogle år i Teheran, Iran, hvor han arbejdede som vagt ved en byggeplads, som også var stedet hvor han boede. En dag, da ansøgeren var ude at handle, mødte han tilfældigvis [Q], en bekendt fra Afghanistan. [Qodrat] fortalte ansøgeren, at [Y] fortsat ledte efter ham. Ansøgeren udrejste herefter af Iran, for at komme til Europa. Indledningsvist skal nævnet bemærke, at ansøgerens forklaring har været præget af, at han har svaret afglidende og upræcist på en lang række konkrete spørgsmål, ligesom forklaringen om asylmotivet ikke forekommer selvoplevet. Dette gør sig blandt andet gældende med hensyn til omstændighederne i forbindelse med fundet af [E]’s lig, som ansøgeren i øvrigt har forklaret påvirkede ham så dybt, at han ikke var i stand til at tænke og handle rationelt. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende og udbyggende på centrale punkter, hvorfor forklaringen i det hele forekommer konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har således væsentligt udbygget sin forklaring om, hvor magtfuld en person [Y] er. Han forklarede i oplysnings- og motivsamtalen, da han blev spurgt til [Y]’s position, at [Y] var magtfuld og gik med våben. På spørgsmålet om, hvorfor han havde så meget magt, svarede han, at [Y] havde en bil og våben, og at han ofte var sammen med folk, men at han ikke vidste, om [Y] tilhørte en religiøs eller kriminel gruppe. I asylsamtalen forklarede ansøgeren derimod, at [Y] var en del af en gruppering, som han ikke kendte navnet på, men at gruppens leder hed [B]. Under mødet med advokaten har han forklaret, at også [M], [A] og [S] var en del af gruppen, og at [Y]’s overordnede var [en tidligere højtstående myndighedsperson]. Endelig har han under mødet i nævnet forklaret, at [den tidligere højtstående myndighedsperson] flere gange har aflagt besøg i landsbyen hos [Y], og at [den tidligere højtstående myndighedsperson] ankom i helikopter og havde en masse bevæbnede vagter med sig. Ansøgeren har under mødet i nævnet også udbygget sin forklaring med hensyn til, at [Y] havde checkpoints, der opkrævede betaling af personer, der skulle ind og ud af byen og vagter på et bjerg tæt ved landbyen. På spørgsmålet om, hvordan det lykkedes ham at flygte, har ansøgeren under nævnsmødet forklaret, at han slap ud af landsbyen ved at benytte en anden vej end den, hvor bilerne kørte, hvorimod han til oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at han gik den samme vej ud af landsbyen, som bilerne kørte. Ansøgeren har videre forklaret divergerende med hensyn til, hvor lang tid han var i kælderen, før han mødte [Y] og hans kone, idet han i oplysnings- og motivsamtalen forklarede, at der gik en time, hvorimod han under nævnsmødet har forklaret, at han så dem straks efter, at han var kommet ned i kælderen og havde fået bindet fra øjnene. Nævnet finder videre, at det er usandsynligt, at [Y], efter at han havde beskyldt ansøgeren for drabet på [E] og sagt, at han ville slå ham ihjel, skulle have låst ansøgeren inde i kælderrummet uden at sikre, at han ikke kunne stikke af via vinduet eller sætte vagter rundt om huset. Ansøgeren har også om flugten udbygget sin tidligere forklaring, idet det først er under mødet i nævnet, at han har forklaret, at han skar sig på glasset og fik skader på ryggen og armene. Det er videre usandsynligt, at ansøgeren i forbindelse med flugten fortalte en vildt fremmed mand om, hvorfor han var flygtet, hvorefter den pågældende hjalp ham med at skaffe tøj og gav ham penge til en busbillet, navnlig i lyset af at ansøgeren har forklaret, at ingen i Afghanistan tør betro sig til andre, fordi de er bange for, om de pågældende stikker dem. Det forekommer heller ikke sandsynligt, at ansøgeren ikke efterfølgende har gjort noget for at finde ud af, om mordet på [E] er opklaret eller ej, eller at han ikke spurgte [Q] ind til rygtet om, at [Y] stadig ledte efter ham. Flygtningenævnet finder henset til vurderingen af troværdigheden af ansøgerens forklaring om asylmotiv ikke, at der er grundlag for at udsætte sagen på en torturundersøgelse. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har godtgjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han risikerer forfølgelse eller overgreb som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2017/52/JOV
Nævnet stadfæstede i december 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk usbek og sunni-muslim fra […], Faryab-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter tvangsrekruttering samt at blive dræbt af Taliban. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans far arbejdede for Arbaki, som er en del af det afghanske politi. Omkring [sommeren] 2015 blev ansøgerens far dræbt under et angreb fra Taliban, da han var på arbejde. Ansøgeren blev efterfølgende kontaktet telefonisk tre gange af Taliban, som sagde, at ansøgeren skulle tilslutte sig dem og udføre en selvmordsaktion. Hvis ikke han gjorde som de sagde, ville de dræbe ham. Ansøgeren udrejste af Afghanistan umiddelbart efter det sidste opkald. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund, for så vidt angår hans problemer med Taliban. Nævnet kan således lægge til grund, at ansøgerens far blev dræbt af Taliban som følge af hans arbejde for Arbaki, at ansøgeren efterfølgende blev forsøgt hvervet til Taliban, og at ansøgeren som følge heraf flygtede. Ansøgeren er derfor isoleret set omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren i særlig grad er profileret, idet han ikke selv har udført handlinger mod Taliban, og idet han efter farens død er forsøgt hvervet. Det forhold, at han er flygtet fra landet på trods af Talibans opfordring gør ham ikke profileret i tilstrækkelig grad. Nævnet finder det ikke sandsynliggjort, at Taliban har vilje eller evne til at efterstræbe ansøgeren, når han ikke befinder sig i sit lokalområde. Da ansøgeren er ung, enlig og rask samt da han taler dari og har gået ni år i skole, finder nævnet, at ansøgeren kan henvises til at tage ophold i Kabul, Herat eller Mazar-e-Sharif, hvor flygtninge efter baggrundsoplysningerne alene er i lav risiko for at blive opsøgt af Taliban. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2017/519/LMD
Nævnet stadfæstede i december 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim fra Oruzgan, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af sin onkel [A], idet ansøgeren har slået onklens to sønner. Ansøgeren frygter også politiet, da [A] har forbindelser til politiet. Endvidere frygter ansøgeren, at blive slået ihjel af sin gamle nabo [Z], [Z] beskylder ansøgeren for at stå bag [Z’s] søns død. Endelig frygter ansøgeren at blive hvervet af Taliban. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at han fik afslag på asyl i Danmark i 2013, hvorefter han udrejste til Iran. Han opholdt sig i Iran i otte måneder, hvorefter han blev deporteret til Afghanistan. Ansøgeren tog til Herat i en uge, og derefter tog han til sin landsby Oruzgan, hvor han opsøgte sin onkel [A]. Kort tid efter sin ankomst fandt ansøgeren ud af, at [A] havde solgt ansøgerens far forretning. Ansøgeren ønskede at få en andel af forretningen, hvilket [A] sagde, at han ville finde ud af. Natten efter kom [A] og hans sønner ind til ansøgeren, da ansøgeren sov og gav ham noget for munden. Herefter kørte de i 15 til 20 minutter til et øde sted, hvor ansøgeren blev holdt fanget, slået og sparket. Da ansøgeren havde været tilbageholdt i to til tre dage, kom ansøgerens gamle nabo, [Z]. [Z] fortalte [A], at han gerne ville betale penge for at få ansøgeren. [Z] ville gerne have fat i ansøgeren, da han mente, at ansøgeren stod bag hans søns død. Sønnen døde i forbindelse med, at ansøgerens hus brændte, hvilket førte til ansøgerens første udrejse af Afghanistan. Da ansøgeren havde været tilbageholdt i seks dage af [A], fandt ansøgeren et glasskår på jorden, som han brugte til at skære sine hænder fri. Ansøgeren kom i forbindelse med dette til at skære sig selv dybt i armen. Da [A’s] to sønner kom forbi, lod ansøgeren som om, han var besvimet. Den ene af sønnerne gik ud for at hente en klud, da ansøgeren blødte. Den anden søn gik tættere på ansøgeren, hvorefter ansøgeren slog ham med en sten, så sønnen faldt om. Da den anden søn kom tilbage, begyndte han og ansøgeren at slås, og sønnens skulder gik af led. Herefter bandt ansøgeren de to sønner sammen med den enes turban. Ansøgeren gennemsøgte deres lommer og tog deres penge samt mobiltelefoner. Herefter flygtede han på deres motorcykel. Han tog ind til byen, hvor han solgte mobiltelefonerne og tog herefter til Ghazni, hvorfra han udrejste af Afghanistan. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, da forklaringen fremstår som konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet finder at ansøgeren ikke har sandsynliggjort at han har opholdt sig 14 dage i Afghanistan. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren [i begyndelsen af] 2016 blev gift med en dansk statsborger, som han havde mødt i Danmark under sin tidligere asylsag. [I foråret] 2016 blev parrets søn født. Disse omstændigheder medfører et skærpet krav til ansøgerens sandsynliggørelse af, at han var udrejst af Danmark fra slutningen af 2013 til [slutningen af] 2015, som han har forklaret. Ansøgerens forklaring om, at hans rejse foregik med forskellige lift fra Hamborg til Grækenland, og at han har krydset grænserne ved at gemme sig under lastbiler, forekommer ikke sandsynlig. Ansøgeren har ikke fremlagt nogen form for dokumentation, som kan understøtte, at han har opholdt sig og haft arbejde i adskillige måneder i Grækenland og Iran, eller for at han har været i Afghanistan. Han har heller ikke fremlagt nogen form for dokumentation for, at hans ægtefælle angiveligt har besøgt ham, mens han opholdt sig i Grækenland, hvor hun blev gravid. Disse forhold svækker ansøgerens generelle troværdighed. Flygtningenævnet kan på denne baggrund ikke lægge ansøgerens forklaring om sine konflikter i Afghanistan med [A] og med [Z] til grund. Flygtningenævnet har herved endvidere lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om, hvordan han efter at have været tilbageholdt af [A] i 6 døgn, hvor han blev udsat for vold, forstuvede et håndled, og ikke fik tilstrækkeligt at spise og drikke, overmandede [A’s] sønner og bandt dem begge med den enes turban, forekommer usandsynlig og som konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/518/JAH
Nævnet stadfæstede i december 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tadjik og sunni-muslim fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive dræbt af forskellige militser, herunder Taliban og Daesh, idet hans familie er velhavende, højtstående og politisk engagerede, og idet den generelle situation er usikker i Afghanistan. Ansøgeren har til støtte for sin frygt for at bliver dræbt eller kidnappet af ukendte militser oplyst, at han ti måneder før sin udrejse fra Afghanistan blev angrebet i sin bil af fire mænd, der begyndte at skyde imod ansøgeren, chaufføren og to sikkerhedsvagter. En af de fire mænd kom ind i bilen og angreb ansøgeren med en kniv. Det lykkedes en sikkerhedsvagt at få manden væk. Ansøgeren kom ved den episode på hospitalet. I den efterfølgende periode på ti måneder frem til ansøgerens udrejse modtog ansøgerens far telefoniske trusler fra de militser, der stod bag angrebet, hvor de truede med at slå ansøgeren og familien ihjel. Ansøgeren formoder, at angrebet fandt sted, fordi overfaldsmændene ville have ansøgerens far til at gøre noget for dem. Efter ansøgerens ankomst til Danmark er hans lillebror, […], dennes sikkerhedsvagt og en civil blevet skudt på gaden. De overlevede angrebet. Ansøgerens familie har fundet ud af, at det var en kriminel mand ved navn […], der stod bag angrebet. Ansøgeren har som asylmotiv ydermere henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at bliver tvangshvervet til Taliban. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans farbrors søn blev forsøgt tvangshvervet, men at det ikke lykkedes, fordi fætteren gemte sig Ansøgeren er aldrig selv forsøgt hvervet af Taliban. Ansøgeren har som asylmotiv desuden henvist til at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at bliver tvangshvervet til politiet. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at politiet har råbt ansøgerens navn op på hans skole, men at han undgik at blive hvervet, fordi han ikke var til stede den pågældende dag. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at han ikke kan studere i Afghanistan. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet Flygtningenævnet finder, at den er utroværdig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende og divergerende om sit asylmotiv. Ansøgeren har således i sit asylskema samt til oplysning- og motivsamtalen forklaret, at han var udrejst fra Afghanistan, fordi han frygtede Taliban og almindelige mennesker, der kidnapper andre, og at han ønskede at tage en uddannelse i Danmark, men at han ikke havde haft havde konflikter med kriminelle grupper, herunder Taliban. Ansøgeren har til asylsamtalen udbyggende forklaret, at han blev udsat for et angreb fra Taliban, da han var 9-10 år gammel, hvor han fik en flænge i hovedet, som blev syet på hospitalet, og at han ofte har mareridt om angrebet. Til denne samtale har ansøgeren yderligere forklaret, at han 10 måneder inden sin udrejse af Afghanistan var blevet udsat for et angreb på Lufthavnsvej, hvor han blev angrebet med en kniv og efterfølgende blev syet. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om episoden om angrebet på Lufthavnsvej. Ansøgeren har således til gensamtalen i Udlændingestyrelsen forklaret, at der deltog fire personer i angrebet, mens han i nævnsmødet har forklaret, at der deltog tre personer. Ansøgeren har til gensamtalen desuden forklaret, at han blev angrebet af en af personerne og blev ramt af dennes kniv på højre arm og det ene ben, at han på armen blev skåret så dybt, at man næsten kunne se knoglen, og at han blev syet med 3-4 sting, mens ansøgeren i nævnsmødet har forklaret, at han kun blev ramt på højre arm, at det var overfladisk, og at han ikke blev syet, men fik en forbinding på. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvorledes han undgik tvangshvervning til politiet, idet han til oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at han undgik tvangshvervningen, fordi hans familie havde forbindelser til myndighederne, mens han til asylsamtalen forklarede, at han undgik tvangshvervningen, fordi han ikke var i skole den dag, politiet råbte hans navn op, og at der ikke var andre årsager til, at han ikke blev tvangshvervet, end hans fravær fra skolen. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2017/517/nke
Nævnet stadfæstede i december 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tadjik og sunni-muslim fra landsbyen […], [provins], Maidan Wardak, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans far, der var læge, på en for ansøgeren ukendt dato blev opsøgt af to fremmede mænd på bopælen. Faren skulle tilse en syg person hos de pågældende mænd, hvilket faren accepterede. Ansøgeren og faren kørte med mændene til et hus, hvor der lå to sårede personer. Mens ansøgerens far behandlede de sårede personer, kom to bevæbnede mænd ind i lokalet. De indså, at de var blevet afhentet af og bragt til Taliban. Ansøgeren og faren var tilbageholdt i to nætter, og under tilbageholdelsen blev ansøgeren sendt i koranskole. I løbet af den tredje nat opstod kamphandlinger mellem Taliban og regeringsstyrkerne, og det lykkedes ved den lejlighed ansøgeren og faren at flygte fra stedet. De gik tilbage til deres bopæl. Den følgende aften blev bopælen opsøgt af nogle talebanere, som skød og dræbte ansøgerens far og storebror. Ansøgeren udrejste nogle dage herefter af Afghanistan med sin mor, lillebror og lillesøster. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet Flygtningenævnet finder, at ansøgeren har forklaret troværdigt, sammenhængende, detaljeret og konsistent herom. Uanset at ansøgeren under de to dages ophold hos Taliban modtog religionsundervisning og fik at vide, at han skulle gå den rette vej og ofre sig selv, finder Flygtningenævnet, at dette skyldes den tilfældighed, at han var fulgt med sin far, der som læge skulle behandle sårede talebanere. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren ikke som følge heraf er særligt profileret i forhold til Taliban. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren vil kunne henvises til at tage ophold i Kabul eller en anden større by i Afghanistan. Nævnet bemærker herved, at ansøgeren er en rask mand i den arbejdsduelige alder. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan ikke vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2017/516/nke
Nævnet stadfæstede i december 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim fra [landsby], [provins], Majdan Wardak, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive dræbt af Taliban, idet hans brødre har arbejdet for de afghanske myndigheder og derigennem har hjulpet NATO-styrkerne. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans brødre [bror 1] og [bror 2] arbejdede for det afghanske firma […], der blandt andet kørte madvarer, olie og våben imellem de afghanske provinser til NATO-styrkerne og de afghanske myndigheder. På en for ansøgeren ukendt dato i 2015 modtog familien et trusselsbrev, hvori det var anført, at ansøgerens brødre skulle stoppe deres arbejde for firmaet. To dage efter modtog ansøgerens familie et nyt trusselsbrev, hvori det var anført, at Taliban ville dræbe ansøgeren, hans brødre og deres far, hvis brødrene fortsatte deres arbejde for firmaet. Brevet var stemplet af Taliban. To dage efter, at familien havde modtaget det andet trusselsbrev, vinkede to personer ansøgeren hen til sig, mens han var på vej hjem fra skole. Ansøgeren blev bange og satte i løb, selvom de to personer råbte, at han skulle stoppe. Ansøgeren ved ikke, om personerne fulgte efter ham. Derhjemme fortalte ansøgeren sin mor om hændelsen, hvorefter han gemte sig i et hul under familiens hus, indtil hans far kom hjem. Samme aften bankede det på familiens dør. Inden ansøgerens mor og [bror 1] nåede at åbne døren, skød fem personer fra Taliban låsen op og kom ind i huset. Ansøgeren og [bror 2] gemte sig i hullet under huset. De fem personer ransagede huset, hvorefter de tog [bror 1] udenfor, hvor de skød ham. [Bror 1] døde som følge heraf. Samme nat flygtede ansøgeren og [bror 2] til et hus, hvorfra de fik hjælp til at komme til først Mandashar og herfra til Nimruz. Herfra rejste ansøgeren til Danmark, mens [bror 2] rejste tilbage til sit arbejde i Afghanistan. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder imidlertid, at ansøgeren vil kunne henvises til at tage ophold i Kabul eller en anden større by i Afghanistan. Nævnet bemærker herved, at ansøgeren er en rask mand i den arbejdsduelige alder, der ikke fremstår særligt profileret i forhold til Taliban. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan ikke vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2017/515/nke
Nævnet stadfæstede i december 2017. Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er muslim fra [byen i] Kunduz-provinsen i Chardara-distriktet, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive skudt eller halshugget af personer med turban, hvis han vender tilbage til Afghanistan. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han frygter at blive dræbt af de personer, som har skudt hans far i benet. Han frygter desuden en tilbagevenden, fordi personerne med turban har dræbt mange mennesker i området, hvor han boede. Han har oplevet eksplosioner i form af vejsidebomber og bomber fra fly. Han har desuden set, at folk har fået hugget hovedet af. Hans nabo er også blevet skudt. Der var en episode, hvor hans far blev skudt i benet. Episoden fandt sted en nat, hvor personerne med turban åbnede døren til ansøgerens families hjem, hvorefter de kom ind og skød. Under episoden blev hans far skudt i benet. Der blev kastet en håndgranat eller lignende ind i deres hus, som forårsagede en eksplosion, der ødelagde deres hus og sårede flere. Efter angrebet boede ansøgeren med sin familie i et telt. I perioden hvor han boede med sin familie i teltet, frygtede de, at personerne med turban ville komme tilbage, idet de havde skudt faren i benet. En person blev skudt i hovedet, hvorefter ansøgerens far sagde til ham og hans lillebror, at de skulle skynde sig at rejse. Ansøgeren flygtede derefter fra Afghanistan sammen med sin bror. I Iran mødte de deres fætter, som de fulgtes med til Danmark. Ansøgerens mor, far, søster og lillebror opholder sig fortsat i Afghanistan. Flygtningenævnet har i overensstemmelse med UNHCR’s håndbog om procedure og kriterier for fastlæggelse af flygtningestatus pkt. 206-12 og FN’s handicapkonvention foretaget en lempet bevisvurdering henset til ansøgerens handicap og manglende sprog. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet finder imidlertid ikke, at det af ansøgeren påberåbte asylmotiv kan føre til konventions- eller beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7. Der er herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at Talebans beskyldning ind i et telt, hvor hans far blev ramt i benet, og Talebans drab på ansøgerens onkel, som ansøgeren efter sin forklaring ikke havde nævneværdig kontakt med, ikke har været konkret rettet mod ansøgeren eller har bragt ham i søgelyset, men at der har været tale om enkeltstående hændelser, der ikke i forhold til ansøgeren har et sådan omfang og en sådan karakter, at de kan begrunde asyl efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet har ved denne vurdering tillige lagt vægt på, at ansøgerens familie efter det oplyste er forblevet bosiddende på samme sted. Flygtningenævnet finder efter indholdet af baggrundsoplysningerne om Afghanistan, at de generelle sikkerhedsmæssige forhold i Afghanistan ikke er sådanne, at disse i sig selv kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2017/514/SMLA
Nævnet stadfæstede i december 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tadjik og shiamuslim fra landsbyen […] i […] provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at der en mand, der leder efter ham og måske vil slå ham ihjel, fordi ansøgerens mor for ca. 5 år siden meldte den pågældende, der derefter var fængslet. Ansøgeren har nærmere oplyst, at vedkommende hedder [A] og bliver kaldt [B], selv om det nok er mange år siden, han havde haft noget med militær og kampe at gøre. [A] er en indflydelsesrig, velhavende og magtfuld mand i landsbyen. [A] og ansøgeren er beslægtede. Da ansøgerens far, der var politibetjent, døde, blev det aftalt, at ansøgeren skulle arbejde for [A]. Han hjalp til i dennes husholdning og dansede flere gange til fester om aftenen. Han havde tøj på til disse fester. Når han og [A] kom hjem fra fest, skulle han ofte massere [A’s] ryg mv. De havde begge tøj på, når han masserede [A]. Han skulle også kysse [A] ved sådanne lejligheder. [A] sagde, han elskede ansøgeren som en søn, og ansøgeren opfattede ikke [A’s] handlinger som seksuelle. Han brød sig ikke om at være dansedreng, men han mente ikke, han kunne undlade at gøre, som [A] sagde, han skulle. [A] truede endvidere med, at han ville slå ansøgeren ihjel, hvis han fortalte om festerne mv. Da en fest hos en af [A] venner var ved at være overstået, sagde [A] til ansøgeren, at han skulle overnatte hos den pågældende, [B]. Ansøgeren ville ikke, men [A] tog hjem alene. Ansøgeren var ikke hidtil blevet berørt under festerne, men den nat blev han slået og voldtaget af [B]. Ansøgeren fortalte det hele til sin mor. Moren meldte derefter [A] til landsbyens leder, [C], der efterspurgte beviser. Ansøgeren havde set, at [A] havde filmet ham, mens han dansede til fester, og han tog derfor memory-kortet fra [A’s] telefon efter at have konstateret, at de pågældende filmsekvenser ikke var slettet. [A] opholdt sig da i et naborum. Efter at [C] havde fået kortet, anmeldte han forholdet til politiet, og ansøgeren flygtede efter råd fra [C]. Hans mor og søskende forlod ligeledes landsbyen. De slog sig ned hos morens fætter i Kabul. Omtrent 1 ½ år senere henvendte [A] sig på deres bopæl i Kabul, mens ansøgeren ikke var hjemme. [A] havde vist i en stor del af den mellemliggende periode været fængslet på grund af [C’s] anmeldelse. Nok på grund af stor indflydelse blev han relativt hurtigt løsladt. Ansøgeren flygtede få dage efter henvendelsen i Kabul til Teheran, Iran. 2-3 måneder senere henvendte [A] sig på ny på bopælen i Kabul. Han sagde, at han vidste, at ansøgeren var sendt til Iran, men at han nok skulle få fat på ham alligevel. Efter et års ophold i Iran spurgte en afghaner efter ansøgeren på hans arbejdsplads. Ansøgeren var da ikke til stede. [A] havde nok fundet frem til hans opholdssted, fordi han havde været uforsigtig nok til at fortælle sine arbejdskollegaer – hvoraf flere kom fra samme landsby som han – at han havde problemer med [A]. Ansøgeren flygtede derfor videre til Europa. Flygtningenævnet bemærker indledningsvis, at ansøgeren ikke i sit ansøgningsskema skrev noget om det asylmotiv, han senere har påberåbt sig. I stedet skrev han, at han var flygtet fra Taliban, fordi Taliban havde slået hans far ihjel, da faren havde tjent den afghanske regering. Han har senere afgivet forskellige forklaringer på, hvorfor han ikke skrev sandheden i skemaet. Flygtningenævnet tilsidesætter endvidere ansøgerens forklaring om rejsen fra Iran til Danmark og lægger herved vægt på, at ansøgeren i Flygtningenævnet har forklaret divergerende herom, idet han først oplyste, at han var rejst alene til Danmark og ikke havde været i selskab med familiemedlemmer, hvilket han efter forehold af tidligere afgivet forklaring ændrede til, at han helt tilfældigt i Tyrkiet havde mødt sin fætter, som han ikke vidste, var i Tyrkiet, og derefter var fulgtes med fætteren til Danmark. Endvidere forekommer det i sig selv mindre sandsynligt, at ansøgeren helt tilfældigt skulle støde på sin fætter på rejsen til Europa. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at ansøgeren som noget nyt under den anden samtale med Udlændingestyrelsen oplyste, at han under flugten til Danmark havde hørt, at der på ny havde været en mand og spørge efter ham på arbejdspladsen i Iran. Dertil kommer, at ansøgeren vedrørende flere enkeltpunkter har forklaret divergerende under de to samtaler med Udlændingestyrelsen og i Flygtningenævnet. Ansøgeren har herunder forklaret forskelligt om tidsangivelserne i forløbet fra han blev voldtaget, til han kom til Kabul, samt om han rejste sammen med sin mor og søskende, eller om de rejste hver for sig. Divergenserne er ikke i sig selv afgørende, men indgår i den samlede troværdighedsvurdering med en vis vægt. Samlet set finder Flygtningenævnet herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han har et modsætningsforhold til [A], som han har forklaret og det kan herefter ikke lægges til grund, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan på grund af sine konkrete og individuelle forhold vil være i reel risiko for at blive udsat for forfølgelse efter flygtningekonventionen, jf. udlændingeloven § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af lovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/513/JHB
Nævnet stadfæstede i december 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er afghansk statsborger etnisk pashtun og sunni muslim fra [G], Nangarhar, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af sine fem farbrødre i Afghanistan. Ansøgeren har yderligere som asylmotiv henvist til, at han frygter Taliban, idet hans fem farbrødre har tilknytning til Taliban. Ansøgeren har videre forklaret, at hans far har en jordkonflikt med sine fem halvbrødre, som ikke vil lade ansøgerens far få sin del af deres fælles jord i landsbyen [G]. Ansøgeren er født og opvokset i landsbyen [G], hvor ansøgeren boede med sin familie, herunder også sine fem farbrødre. En dag blev ansøgerens ældre bror, [Z], skudt af sine farbrødre. De skød ansøgerens bror, da han forsøgte at beskytte deres far fra dennes brødre, som sagde grimme ting til faren. To dage efter ansøgerens bror var blevet skudt, opstod der en konflikt mellem ansøgerens far og hans farbrødre, hvor blandt andet ansøgeren og hans bror var til stede. Der opstod skænderi og slagsmål mellem ansøgerens far og de fem farbrødre. Hele familien var til stede. Ansøgeren og hans storebror forsvarede deres far og var involveret i slagsmålet. Dagen efter overfaldet flyttede ansøgeren hjem til sin morbror i [Ga] sammen med sin mor, far og sine to brødre. Ansøgeren opholdt sig her i seks til syv måneder. Under opholdet hos morbroren, blev ansøgerens bror, [Q], overfaldet af sine farbrødre i basaren i [A]. Efter dette overfald udrejste ansøgeren og hans bror, [Q], af Afghanistan. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort det asylmotiv, han påberåber sig. Nævnet lægger herved navnlig vægt på, at ansøgeren og hans bror, [Q], har forklaret grundlæggende forskelligt om den episode, der gjorde, at de forlod bopælen i [G]. Forklaringen herom er først blevet samstemt for nævnet. Flygtningenævnet lægger endvidere vægt på, at det påberåbte hændelsesforløb i sig selv forekommer mindre sandsynligt, såfremt farbrødrene efterstræber ansøgerens del af familien. Nævnet bemærker herved, at ansøgerens del af familien blev boende på bopælen i to dage efter drabet på storebroren, og at ansøgerens del af familien boede i omkring et halvt år hos morbroren, uden at familien blev opsøgt på bopælen. Flygtningenævnet kan således ikke lægge til grund, at ansøgeren efterstræbes af farbrødrene. Flygtningenævnet bemærker herved, at nævnet ikke finder, at forskellighederne i forklaringerne kan tilskrives, at ansøgeren er mindreårig. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Afghanistan. Flygtningenævnet finder endvidere ikke, at situationen i Afghanistan er præget af en sådan generaliseret vold, at det vil være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions art. 3 at henvise ansøgeren til at rejse tilbage til Afghanistan. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2017/512/jov
Nævnet stadfæstede i december 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er afghansk statsborger etnisk pashtun og sunni muslim fra [G], Nangarhar, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af sine fem farbrødre i Afghanistan. Ansøgeren har yderligere som asylmotiv henvist til, at han frygter Taliban, idet hans fem farbrødre har tilknytning til Taliban. Ansøgeren har videre forklaret, at hans far har en jordkonflikt med sine fem halvbrødre, som ikke vil lade ansøgerens far få sin del af deres fælles jord i landsbyen [G]. Ansøgeren er født og opvokset i landsbyen [G], hvor ansøgeren boede med sin familie, herunder også sine fem farbrødre. En dag blev ansøgerens ældre bror, [Z], skudt af sine farbrødre. De skød ansøgerens bror, da han forsøgte at beskytte deres far fra dennes brødre, som sagde grimme ting til faren. To dage efter ansøgerens bror var blevet skudt, opstod der en konflikt mellem ansøgerens far og hans farbrødre, hvor blandt andet ansøgeren og hans bror var til stede. Der opstod skænderi og slagsmål mellem ansøgerens far og de fem farbrødre. Hele familien var til stede. Ansøgeren og hans lillebror forsvarede deres far og var involveret i slagsmålet. Dagen efter overfaldet flyttede ansøgeren hjem til sin morbror i [Ga] sammen med sin mor, far og sine to brødre. Ansøgeren opholdt sig her i seks til syv måneder. Under opholdet hos morbroren, blev ansøgeren overfaldet af sine farbrødre i basaren i [A]. Efter dette overfald udrejste ansøgeren og hans bror, [Y], af Afghanistan. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort det asylmotiv, han påberåber sig. Nævnet lægger herved navnlig vægt på, at ansøgeren og hans bror, [Y], har forklaret grundlæggende forskelligt om den episode, der gjorde, at de forlod bopælen i [G]. Forklaringen herom er først blevet samstemt for nævnet. Flygtningenævnet lægger endvidere vægt på, at det påberåbte hændelsesforløb i sig selv forekommer mindre sandsynligt, såfremt farbrødrene efterstræber ansøgerens del af familien. Nævnet bemærker herved, at ansøgerens del af familien blev boende på bopælen i to dage efter drabet på storebroren, og at ansøgerens del af familien boede i omkring et halvt år hos morbroren, uden at familien blev opsøgt på bopælen. Flygtningenævnet kan således ikke lægge til grund, at ansøgeren efterstræbes af farbrødrene. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Afghanistan. Flygtningenævnet finder endvidere ikke, at situationen i Afghanistan er præget af en sådan generaliseret vold, at det vil være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions art. 3 at henvise ansøgeren til at rejse tilbage til Afghanistan. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2017/511/jov
Nævnet stadfæstede i december 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er afghansk statsborger etnisk pashtun og sunni muslim fra [G], Nangarhar, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af sine fem farbrødre i Afghanistan. Ansøgeren har yderligere som asylmotiv henvist til, at han frygter Taliban, idet hans fem farbrødre har tilknytning til Taliban. Ansøgeren har videre forklaret, at hans far har en jordkonflikt med sine fem halvbrødre, som ikke vil lade ansøgerens far få sin del af deres fælles jord i landsbyen [G]. Ansøgeren er født og opvokset i landsbyen [G], hvor ansøgeren boede med sin familie, herunder også sine fem farbrødre. En dag blev ansøgerens ældre bror, [Z], skudt af sine farbrødre. De skød ansøgerens bror, da han forsøgte at beskytte deres far fra dennes brødre, som sagde grimme ting til faren. To dage efter ansøgerens bror var blevet skudt, opstod der en konflikt mellem ansøgerens far og hans farbrødre, hvor blandt andet ansøgeren og hans bror var til stede. Der opstod skænderi og slagsmål mellem ansøgerens far og de fem farbrødre. Hele familien var til stede. Ansøgeren og hans lillebror forsvarede deres far og var involveret i slagsmålet. Dagen efter overfaldet flyttede ansøgeren hjem til sin morbror i [Ga] sammen med sin mor, far og sine to brødre. Ansøgeren opholdt sig her i seks til syv måneder. Under opholdet hos morbroren, blev ansøgeren overfaldet af sine farbrødre i basaren i [A]. Efter dette overfald udrejste ansøgeren og hans bror, [Y], af Afghanistan. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort det asylmotiv, han påberåber sig. Nævnet lægger herved navnlig vægt på, at ansøgeren og hans bror, [Y], har forklaret grundlæggende forskelligt om den episode, der gjorde, at de forlod bopælen i [G]. Forklaringen herom er først blevet samstemt for nævnet. Flygtningenævnet lægger endvidere vægt på, at det påberåbte hændelsesforløb i sig selv forekommer mindre sandsynligt, såfremt farbrødrene efterstræber ansøgerens del af familien. Nævnet bemærker herved, at ansøgerens del af familien blev boende på bopælen i to dage efter drabet på storebroren, og at ansøgerens del af familien boede i omkring et halvt år hos morbroren, uden at familien blev opsøgt på bopælen. Flygtningenævnet kan således ikke lægge til grund, at ansøgeren efterstræbes af farbrødrene. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Afghanistan. Flygtningenævnet finder endvidere ikke, at situationen i Afghanistan er præget af en sådan generaliseret vold, at det vil være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions art. 3 at henvise ansøgeren til at rejse tilbage til Afghanistan. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2017/511/jov
Nævnet stadfæstede i december og 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er afghansk statsborger, etnisk hazara og shia muslim fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af ukendte personer, som han formoder er en del af Taliban. Ansøgeren har videre oplyst, at han modtog to telefoniske trusler, blev påkørt og bortført. Ansøgeren blev løsladt på betingelse af, at han skulle bringe noget ind på den australske ambassade, hvor han arbejdede. Ansøgeren udrejste dagen efter han blev løsladt. Ansøgeren har endvidere oplyst, at der har været nogen og spørge efter ham og hans familie efter hans udrejse. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort det asylmotiv, han påberåber sig. Nævnet lægger herved navnlig vægt på, at ansøgeren ikke har forklaret om den alvorligste episode, bortførslen, ved den første samtale med Udlændingestyrelsen. Nævnet bemærker herved, at ansøgeren selv har redegjort for, hvorfor han udrejste fra Afghanistan, og at han har givet en sammenhængende beskrivelse heraf. Nævnet bemærker endvidere, at samtalen varede omkring to timer. Nævnet lægger endvidere vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om såvel de telefoniske trusler som omstændighederne ved de efterfølgende henvendelser til ansøgerens far. Flygtningenævnet kan således ikke lægge til grund, at ansøgeren har haft nogen konkret konflikt med personer eller grupper i Afghanistan inden udrejsen. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Afghanistan. Flygtningenævnet finder endvidere ikke, at situationen i Afghanistan er præget af en sådan generaliseret vold, at det vil være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions art. 3 at henvise ansøgeren til at rejse tilbage til Afghanistan. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. ” afgh/2017/510/jov
Nævnet hjemviste i februar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. På baggrund af de lægelige oplysninger fra dublinsagen, ansøgerens lægejournal fra Danmark, at ansøgeren er anbragt på [en dansk institution] samt advokatens og ansøgerens mors vurdering er der grund til at antage at ansøgeren er mentalt retarderet måske til et niveau som et syvårigt barn. Derfor, og idet at det er oplyst, at han er under udredning hjemvises sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at der indhentes lægelig dokumentation for arten og graden af den mentale sygdom samt en vurdering af hans evne til at opfylde de krav, der normalt stilles til en ansøger vedrørende fremlæggelse af hans sag. afgh/2017/51/DTO
Nævnet stadfæstede i december 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim fra [navn på en afghansk landsby], Kunar, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af sine to farbrødre, [A] og [B], som har forsøgt at hverve ansøgeren til Taleban. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at han stammer fra landsbyen [navn på en afghansk landsby] i Kunar, der har omkring 20 husstande. Han voksede op i et hjem sammen med sine forældre og søster. I hjemmet boede også hans farbrødre og deres familier. Ansøgerens far blev i 2015 slået ihjel af Taleban i et skyderi ved moskéen i landsbyen. Omkring to måneder herefter begyndte ansøgerens farbrødre at forsøge at hverve ansøgeren til Taleban. De fortalte ansøgeren, at han skulle hjælpe med at udføre jihad. Ansøgeren troede, at farbrødrene lavede sjov med ham, fordi han ikke vidste, at farbrødrene havde tilsluttet sig Taleban. En uge senere forsøgte farbrødrene igen at hverve ansøgeren til Taleban. Da ansøgeren ikke svarede dem, blev de truende overfor ansøgeren, og de udsatte ham for fysiske angreb, indtil ansøgeren besvimede. Da ansøgeren vågnede, havde farbrødrene forladt bopælen. Ansøgeren tog herefter sin ægtefælle og børn hen til sin morbror, [C], senere samme dag. Morbroren fortalte ansøgeren, at han ville passe på ansøgerens familie, men at han ikke kunne beskytte ansøgeren. Ansøgeren blev herefter kørt hen til morbrorens ven, [D], hvor han opholdt sig indtil sin udrejse. I denne periode blev ansøgerens morbror opsøgt af ansøgerens farbrødre. Ansøgeren fløj herefter til Istanbul med pas isat visum. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund, idet forklaringen er afglidende, divergerende, usandsynlig og derfor fremstår som konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har forklaret, at han har boet sammen med farbrødrene og deres familie hele sit liv i en landsby med omkring 20 husstande. Det forekommer på denne baggrund ganske usandsynligt, at ansøgeren ikke vil være bekendt med farbrorens angivelige tilknytning til Taleban, før de to måneder efter ansøgerens far var blevet skudt af Taleban, pludselig krævede, at ansøgeren skulle udføre jihad. Ansøgeren har endvidere ikke kunne redegøre for, hvorfor det var magtpåliggende for farbrødrene, at netop ansøgeren skulle tilslutte sig Taleban. Ansøgeren fremstår som en voksen velfungerende mand, men det har under nævnsmødet været særdeles vanskeligt at få ansøgeren til at svare konkret på de stillede spørgsmål, herunder på spørgsmål om, hvorvidt ansøgeren har svaret farbrødrene, før de overfaldt ansøgeren. Vedrørende denne episode har ansøgeren afgivet divergerende forklaringer om tidspunktet på dagen. Under samtalerne med Udlændingestyrelsen har ansøgeren forklaret, at episoden fandt sted omkring klokken syv til otte, da ansøgeren skulle hente brænde. Under nævnsmødet har ansøgeren indledningsvist forklaret, at det skete om eftermiddagen, men ændrede senere forklaring til, at det skete ved 11-tiden. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvorvidt han havde talt med farbrødrene forud for overfaldet. Under asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at han havde givet farbrødrene sit svar en time før de overfaldt ham, og under samtalen med advokaten, har ansøgeren ligeledes svaret, at farbrødrene slog ansøgeren efter, at han havde afvist at deltage i jihad. Under nævnsmødet har ansøgeren derimod forklaret, at han ikke sagde noget til farbrødrene før de overfaldt ham. Ansøgeren har endvidere afgivet divergerende forklaringer om den angiveligt udøvede vold. Under oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren således forklaret, at han blev slået med flad hånd blandt andet på det venstre side af hovedet og med et stykke træ. Under asylsamtalen har ansøgeren udbyggende forklaret, at han også blev sparket i hovedet, slået med knyttet hånd, og skåret i en finger. Forespurgt har ansøgeren ikke kunne svare på, hvilken side af hovedet slagene ramte, idet han ikke lagde mærke til dette. Ansøgeren har i forbindelse med nævnsmødet fremlagt en lægeerklæring, hvoraf fremgår, at ansøgeren har en hørenedsættelse på vestre øre som følge af en nerveskade, der antageligt skyldes et slag mod øret. Ansøgeren har under nævnsmødet forklaret, at han blev slået på venstre side af hovedet. Ud fra en samlet vurdering finder Flygtningenævnet på denne baggrund ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil risikere at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, eller at han vil blive udsat for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. afgh/2017/509/DTO
Nævnet stadfæstede i december 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim fra [navn på en afghansk landsby], Urozgan, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taleban. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at han arbejdede med at levere brød til regeringssoldater ved en kontrolpost beliggende omkring en times kørsel fra bazaren. På vejen passerede han et Taleban-kontrolleret område. Efter nogen tid år blev han en dag stoppet af en gruppe talebanere. De ville have, at ansøgeren skulle samarbejde med dem ved at videregive oplysninger om soldaterne og kontrolposten. Ansøgeren udbad sig betænkningstid, hvilket blev accepteret. To uger senere blev ansøgeren igen standset, nu af en lidt større gruppe talebanere. Det blev på ny krævet, at ansøgeren skulle spionere, og videregive oplysninger om soldaterne til dem. Ansøgeren talte efterfølgende med regeringssoldaterne om truslerne fra Taleban. De rådede ansøgeren til at stoppe sit arbejde med at levere brød, hvilket ansøgeren gjorde. Kort tid efter blev ansøgerens far advaret om, at Taleban var efter ansøgeren. Ansøgeren tog hen til sin fætter, hvor han fik at vide, at hans familie var blevet opsøgt på bopælen, og at Taleban havde spurgt efter ansøgeren. Ansøgerens far rådede ansøgeren til at flygte, hvilket han gjorde efter omkring en uges ophold hos sin fætter. Taleban har efterfølgende flere gange været på ansøgerens bopæl i søgen efter ansøgeren. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund, idet forklaringen på afgørende punkter er divergerende, udbyggende og fordi det forklarede ikke virker selvoplevet. Nævnet har ved vurderingen af, hvorvidt ansøgeren har sandsynliggjort sit asylmotiv inddraget, at ansøgeren er analfabet og at han ikke har lært et fag, hvilket kan have bidraget til, at ansøgeren har haft vanskeligt ved at angive tidspunkter og tidsrum. Det forekommer imidlertid påfaldende, at ansøgeren under asylsamtalen har angivet tidspunktet, hvor han blev standset som 1 år og 2-3 måneder efter, at han var begyndt at levere brød, mens ansøgeren under nævnsmødet har forklaret, at det skete efter fire-fem måneder. Ansøgeren har under oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han leverede brød to gange om dagen, dels ved middagstid og dels om aftenen. Under asylsamtalen og under nævnsmødet har ansøgeren derimod forklaret, at han leverede brød til soldaterne en gang om dagen. Ansøgeren har forklaret, at han to gange, mens han var på vej fra bazaren til kontrolposten, blev standset af Taleban. Nævnet har tillagt det afgørende betydning ved vurderingen af ansøgerens forklaring, at ansøgeren vedrørende den anden gang han blev standset, under oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at han blev standset og at han udbad sig længere betænkningstid, hvorefter han fik lov til at køre videre. Under asylsamtalen og under nævnsmødet har ansøgeren derimod forklaret, at han da han blev standset indvilgede i at samarbejde med Taleban, hvorefter ansøgeren blev sat ind til talebanernes bil og kørt gennem en øde dal til et fjerntliggende hus, hvor han igen blev spurgt om han ville samarbejde, hvilket fik ansøgeren til at frygte for sit liv. Ansøgeren blev kørt tilbage til det sted, hvor han blevet standset og fik at vide, at han kunne fortsætte arbejdet, idet han ville blive kontaktet igen. Ansøgeren har under asylsamtalen forklaret, at han ikke ved, hvem der fortalte bageren om Talebans trusler. Under nævnsmødet har ansøgeren derimod forklaret, at det var soldaterne fra kontrolposten, der havde fået kendskab til, at Taleban ledte efter ansøgeren, at soldaterne havde advaret bageren, og at bageren advarede ansøgerens nabo [A]. Ansøgeren har under asylsamtalen forklaret, at han forlod hjemmet efter 2-3 dage. Under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at der gik 20 dage. Ud fra en samlet vurdering finder Flygtningenævnet på denne baggrund ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil risikere at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, eller at han vil blive udsat for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. afgh/2017/508/DTO
Nævnet stadfæstede i december 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ” Ansøgeren er etnisk hazara fra Ghazni, Afghanistan. Ansøgeren har oplyst, at han under asylansøgning i England er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til at han frygter at blive slået ihjel af Taliban, ISIL eller pashtunere, fordi han er etnisk hazara. Ansøgeren har videre som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive forfulgt af sin familie, de afghanske myndigheder og den generelle befolkning, da han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han stiftede bekendtskab med kristendommen i 2009, mens han var i England. Ansøgeren gik i kirke i tre år i England. Ansøgeren fortsatte med at gå i kirke, da han kom til Finland. Ansøgeren gik i kirke i Finland i to år. Ansøgeren har endvidere forsat sine kirkelige aktiviteter siden han kom til Danmark 2015. Ansøgeren har modtaget religiøs undervisning i både Finland og Danmark. Ansøgeren er desuden blev døbt to gange. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren reelt er konverteret til kristendommen. Flygtningenævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at ansøgeren på adskillige, herunder adskillige centrale punkter har forklaret divergerende og udbyggende. Ansøgeren har således blandt andet forklaret divergerende om, hvorvidt han er blevet døbt i England eller i Finland. Under samtalen i Udlændingestyrelsen den 24. februar 2016 har han forklaret, at han blev døbt i England. Under samtalen i Udlændingestyrelsen den 10. oktober 2016 har han forklaret, at han først blev døbt i Finland, og at han ikke var del af et kristent fællesskab i England. Under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at han blev døbt i England, og at det var en fejl, at han under samtalen i udlændingestyrelsen den 10. oktober 2016 oplyste, at han var blevet døbt i Finland. Under hensyn til, at dåb må anses for en særdeles vigtig begivenhed i forbindelse med konvertering og til, at ansøgeren under samtalen i udlændingestyrelsen den 10. oktober 2016 har forklaret detaljeret om sin dåb i Finland, finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren under nævnsmødet har givet en troværdig forklaring på denne divergens. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvornår han konverterede. Under samtalen i udlændingestyrelsen den 24. februar 2016 har han forklaret, at han konverterede i 2009, da han var i England. Under samtalen den 10. oktober 2016 har han forklaret, at han først konverterede i slutningen af 2012 eller i starten af 2013. Under nævnsmødet har han forklaret, at han konverterede, da han havde været i England i ca. et år. Ansøgeren har yderligere forklaret divergerende om, hvem der har kendskab til hans konvertering og til, hvorvidt han praktiserede den muslimske tro, da han var tilbage i Afghanistan. Flygtningenævnet har herudover lagt vægt på, at ansøgeren har udvist særdeles begrænset kendskab til kristendommen. Han har således blandt andet ikke kunnet redegøre for, hvad der ifølge kristendommen fandt sted på langfredag. Det forhold, at ansøgeren [i foråret] 2016 er blevet døbt i [nærmere angivet kirke i by], og at sognepræst [A] fra [B] har afgivet en udtalelse om ansøgeren kan ikke føre til en ændret vurdering. På baggrund af de foreliggende baggrundsoplysninger finder Flygtningenævnet heller ikke, at det forhold, at ansøgeren er etnisk hazara i sig selv er asylbegrundende. Flygtningenævnet finder på den anførte baggrund, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2017/507/JHB.
Nævnet stadfæstede i december 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig, angivelig statsløs (bidoon) fra Kuwait. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber, angiveligt statsløs (bidoon) og shia-muslim fra Slaybia, Kuwait. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Kuwait frygter en officer, der arresterede ansøgeren, da han forsvarede sin mor ved familiens bopæl. Ansøgeren har endvidere henvist til de manglende rettigheder for statsløse (bidoonere). Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans mor solgte genbrugstøj på et marked. En dag blev ansøgeren og hans mor opsøgt på deres bopæl af en officer, der med tvang forsøgte at inddrage genbrugstøjet. Ansøgerens mor modsatte sig, hvilket resulterede i, at hun blev skubbet af officeren. Ansøgeren skubbede selv til officeren og blev anholdt og tilbageholdt. Efterfølgende blev ansøgeren stillet for retten og løsladt mod kaution, som blev betalt af familiens nabo. Ansøgeren udrejste kort tid efter med hjælp fra en menneskesmugler. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren hverken har sandsynliggjort sin identitet eller asylmotivet. Vedrørende identiteten har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om Kuwait, herunder om hans angivelige hjemområde har fremstået divergerende, usammenhængende og upræcis. Ansøgeren har således ikke for Udlændingestyrelsen kunnet redegøre for blandt andet, hvordan det kuwaitiske flag ser ud, ligesom han både under samtalerne i Udlændingestyrelsen som under sin forklaring for Flygtningenævnet har udvist meget begrænset lokalkendskab. Ansøgeren har således ikke kunnet beskrive området, herunder vejen til det marked, som han angiveligt hver dag i otte – 12 måneder gik til sammen med sin mor, ligesom han har forklaret divergerende om navnet på markedet. Under samtalen i Udlændingestyrelsen den 21. juni 2016 har han forklaret, at markedet hed [A], mens han under samtalen den 23. maj 2017 har forklaret, at han ikke husker navnet på markedet. Under sin forklaring for Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at markedet ikke havde et navn. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret usammenhængende og utroværdig om sit barndomshjem og sin familie. Ansøgeren har således forklaret, at han aldrig har set sin far, mens han samtidig har forklaret, at hans far afgik ved døden, da ansøgeren var ca. 9 år gammel. Han har endvidere forklaret usammenhængende og divergerende om den kontakt, han har haft med sin mor efter udrejsen. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge ansøgerens forklaring om konflikten med en politiofficer til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret usammenhængende og divergerende om, hvorvidt officeren faldt som følge af ansøgerens skub, ligesom han har forklaret divergerende og udbyggende om, hvornår han angiveligt blev opsøgt på sin bopæl efter løsladelsen. Hertil kommer, at ansøgeren har forklaret utroværdig, usammenhængende og divergerende om sin flugt fra Kuwait, herunder om, hvordan han finansierede udrejsen og om varigheden af rejsen fra Østrig til Danmark. Den indhentede sproganalyse kan ikke føre til en anden vurdering af sagen. Det bemærkes herved, at det af sproganalysen fremgår, at ansøgerens sprog også udviste karakteristika, der forbindes med arabisk, således som det tales i det sydlige Irak. Ansøgerens oplysninger under nævnsmødet om, at han som følge af sygdom lider af hukommelsestab kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Det bemærkes herved, at ansøgeren under oplysnings- og motivsamtalen har oplyst, at han er sund og rask, ligesom der heller ikke i øvrigt er fremlagt oplysninger, der understøtter, at ansøgeren skulle lide af hukommelsestab. På den anførte baggrund har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at han har et behov for international beskyttelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2017/506/MAH
Nævnet stadfæstede i december 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shiamuslim fra (…), Daikondi, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af ukendte gerningsmænd på baggrund af en konflikt, som er opstået i forbindelse med en slåskamp på hans arbejde. Ansøgeren har derudover som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af Taliban. Han har til støtte herfor oplyst, at han i Afghanistan arbejdede som håndværker og medhjælper i (…) i Herat sammen med otte kollegaer. Efter omkring en uge på arbejdspladsen kom to ukendte personer fra området hen til ansøgeren og talte grimt til ham, fordi han er hazara og shiamuslim. Ansøgerens kollegaer forsvarede ansøgeren, men de to ukendte personer slog ansøgeren. Det ledte til en slåskamp, som involverede ansøgeren, de to ukendte personer og ansøgerens kollegaer. De to personer blev drevet væk, men vendte tilbage med forstærkning, og der opstod endnu en slåskamp. Ansøgerens fod blev skadet, og han formoder, at en af hans kolleger slog to af deres modstandere ihjel. Da deres modstandere løb efter våben, besluttede ansøgeren og hans kollegaer at forlade stedet. Sammen med to kollegaer løb ansøgeren til et sted, hvorfra de kunne tage en bil og køre væk derfra. De besluttede i umiddelbar forlængelse heraf at forlade Afghanistan og tage til Nimrouz by, hvor de fik en menneskesmugler til at hjælpe dem videre. På vej mod den iranske grænse, blev de stoppet af et ukendt antal talebanere, som slog en af ansøgerens kollegaer ihjel. Talebanerne slog ansøgeren og hans anden kollega, tog deres penge og tilbageholdt dem i et mørkt rum. Det lykkedes dem at flygte ud af et vindue og krydse grænsen til Iran. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han er efterstræbt af lokalbefolkningen som følge af, at han har været involveret i et slagsmål, til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende herom. Ansøgeren har således i sit asylskema ikke oplyst noget om slåskampen til trods for, at denne episode angiveligt var den direkte årsag til, at han flygtede fra Afghanistan. Han har endvidere forklaret udbyggende og divergerende om episoden, idet han under oplysnings- og motivsamtalen den 22. februar 2016 ikke har oplyst, at han formodede, at to af angriberne blev dræbt under slagsmålet, men først forklarede dette under samtalen i Udlændingestyrelsen den 23. september 2016. Hertil kommer, at ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende om, hvorvidt han efter slåskampen er blevet opsøgt. Han har således under samtalen den 22. februar 2016 oplyst, at hans mor syntes, at han skulle komme tilbage til Afghanistan, og under samtalen den 23. juni 2016 har han forklaret, at han ikke havde talt med sin familie om noget, der havde relevans for hans asylsag. Under nævnsmødet har ansøgeren der imod forklaret, at mens han opholdt sig i Iran, sagde hans mor til ham, at der havde været nogle personer og lede efter ham i området, og at han ikke skulle komme hjem. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgerens helbredsmæssige forhold kan føre til en ændret vurdering af ansøgerens forklaring. Uanset om ansøgerens forklaring om, at han i forbindelse med sin udrejse af Afghanistan blev tilbageholdt, slået og bestjålet af Taliban, finder Flygtningenævnet ikke, at dette i sig selv kan føre til, at ansøgeren er omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at episoden fandt sted langt fra ansøgerens hjemområde, at ansøgerens familie ikke efterfølgende er blevet opsøgt af Taliban samt endelig, at det må antages at bero på en tilfældighed, at det netop var ansøgeren, der blev stoppet og tilbageholdt. Flygtningenævnet finder på den anførte baggrund, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i en individuel og konkret begrundet risiko for forfølgelse, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han risikerer overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2017/505/JHB
Nævnet meddelte i december 2017 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, men den bortfaldt ved Østre Landsrets ankedom [afsagt i efteråret] 2016, idet klageren blev udvist. Klageren blev i forbindelse med straffesagen mentalundersøgt, og Retslægerådet fandt, at det var overvejende sandsynligt, at klageren lider af skizofreni, og at han formentlig havde gjort det i en årrække. Retslægerådet anbefalede en anbringelsesdom. Flygtningenævnet meddelte [i efteråret] 2011 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Udlændingestyrelsen har i afgørelsen [fra sommeren] 2017 og også for nævnet tilkendegivet, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet finder i overensstemmelse hermed, at klageren er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Der skal herefter tages stilling til, om klageren skal udelukkes fra at opnå opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet finder ikke, at den kriminalitet, klageren er dømt for, sammenholdt med klagerens personlige forhold kan føre til, at betingelserne for udelukkelse efter udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., er opfyldt. Nævnet henviser herved til, at den proportionalitetsafvejning, der skal foretages efter bestemmelsen, skal foretages i overensstemmelse med Flygtningekonventionen. Der foreligger således sådanne særlige grunde, at klageren alligevel skal meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. For så vidt angår spørgsmålet, om klageren skal udelukkes efter udlændingelovens § 10, stk. 1, nr. 3, finder Flygtningenævnet ikke at kunne lægge klagerens senere oplysninger om egen kriminalitet i forbindelse med [X] og hans bande til grund. Nævnet lægger herved vægt på, at oplysningerne som anført er fremkommet sent, og at klageren har fragået oplysningerne under nævnsmødet, idet han har fastholdt, at det udelukkende var hans bror, der havde nærmere forbindelse til [X]. Nævnet finder således ikke grundlag for at udelukke klageren efter denne bestemmelse. Flygtningenævnet meddeler derfor klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” afgh/2017/504/CMA
Nævnet stadfæstede i december 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunnimuslim fra […], Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban, idet hans bror har arbejdet for udlændinge. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans families bopæl blev opsøgt to-tre gange af Taliban, efter ansøgerens bror var begyndt at arbejde for udlændinge. Taliban slog ansøgerens far ihjel, da de opsøgte familiens bopæl den sidste gang. To-tre dage herefter flyttede ansøgeren sammen med sin mor og sine to yngre søskende hjem til ansøgerens morbror. På et tidspunkt ankom ansøgerens bror til morbrorens bopæl. Efter to-tre dage modtog ansøgerens morbror en besked fra Taliban, og morbroren bad derfor ansøgerens bror om at forlade bopælen. Efterfølgende blev ansøgerens morbrors bopæl opsøgt af Taliban, som ransagede bopælen og spurgte efter ansøgeren og hans bror. Ansøgeren udrejste herefter af Afghanistan. Taliban har efter ansøgerens udrejse yderligere en gang opsøgt morbrorens bopæl og spurgt efter ansøgeren. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort det asylmotiv, han påberåber sig. Nævnet lægger herved navnlig vægt på, at ansøgerens forklaring er præget af en række divergenser og unøjagtigheder, ligesom den på nogle punkter forekommer mindre sandsynlig. Nævnet henviser herved blandt andet til, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvor mange gange Taliban opsøgte bopælen i […], og i øvrigt også morbrorens bopæl. Ansøgeren har endvidere forklaret forskelligt om omstændighederne i forbindelse med afrejsen fra bopælen, og omstændighederne da Taliban opsøgte morbroren, mens ansøgeren boede der. Flygtningenævnet finder det endvidere mindre sandsynligt, at ansøgeren ikke er bekendt med, hvilken dag eller dato hans far blev dræbt, og at ansøgerens bror, der er uuddannet og ikke kan tale engelsk, skulle arbejde et andet sted i landet for udlændinge. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Afghanistan. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2017/503/CMA
Nævnet stadfæstede i december 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt to børn fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgerne er etniske tajikere og sunni-muslimer af trosretning fra Takhar-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive dræbt af Taliban, som har truet dem, fordi den mandlige ansøger har et logistikfirma og på grund af de taler, han har holdt, mens han arbejdede i Peace Organization, hvor han blandt andet talte om kvinders rettigheder, og fordi den kvindelige ansøger har arbejdet som lærerinde. Ansøgerne frygter endvidere de mullah’er, som har truet den kvindelige ansøger, fordi hun underviste fremmede drenge. Den mandlige ansøger har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i [sommeren] 2010 fik arbejde i en organisation ved navn Peace Organization, hvis formål var at oplyse folk i landsbyerne, herunder om kvinders rettigheder og for at få bønderne til ikke at dyrkede opium. Da ansøgeren havde arbejdet for organisationen i omkring 2-3 måneder, blev der hængt et trusselbrev op på kontorets mur i Talogan, hvori alle medarbejderne blev truet. Organisationens chef viste brevet til politiet, og politiet bistod herefter med at sørge for sikkerheden, når den mandlige ansøger og hans medarbejdere var ude i landsbyerne. Omkring to uger efter det første trusselsbrev, blev der kastet et trusselsbrev ind i kontoret, som var specifikt rettet mod den mandlige ansøger og to andre kolleger. Det fremgik af trusselsbrevet, at de arbejdede mod sharialoven, de var vantro og spionerede for udlændinge, og de ville blive halshugget, henrettet eller stenet, så alle kunne se, hvad de gør mod dem, som er imod islam. Brevet var underskrevet Islamiske Emirat (Taliban). Efter råd fra politiet flyttede de kontor, men de modtog fortsat trusselsbreve. Ansøgeren arbejdede i organisationen indtil [vinteren] 2012, hvor to medarbejdere fra organisationens regnskabsafdeling forsvandt, hvorefter han ikke længere turde arbejde. Ansøgeren havde i 2011 stiftet et logistikfirma ved navn [A], i hvilket han begyndte at arbejde som chef omkring tre måneder efter, at han stoppede hos Peace Organization og frem til sin udrejse. 15 dage efter, han var begyndt at arbejde i firmaet, hvilket var i foråret 2013, fik han en dag en opringning fra en mand, der talte pashto. Han var meget vred og sagde til ansøgeren: "Du startede igen, vi kender dig, vi skal nok finde dig, du er vantro, du er spion, og vi vil dræbe dig." Ansøgeren modtog i alt 5-6 opringninger af den karakter. Ansøgeren anmeldte truslerne til politiet, som sagde, at de ikke kunne gøre noget. I [foråret] 2014 blev ansøgerens bil beskudt. Ansøgerens chauffør blev ramt i armen og måtte på hospitalet. Politiet foreslog, at ansøgeren fik et våben og våbentilladelse, hvilket han gjorde. Den kvindelige ansøger arbejdede som lærerinde og blev truet af nogle mullah'er. Den kvindelige ansøger blev til en skole langt væk fra byen. Anden dag hun arbejdede der, blev den mandlige ansøger ringet op, og der blev i telefonen sagt, at han skulle sige farvel til sin kone. De ville dræbe hende i dag. Den mandlige ansøger ringede til den kvindelige ansøger og fortalte, hvad der var hændt, hvorefter hun fik fat i sin chauffør og sagde, at hun var syg. Ansøgerne flygtede en måned efter, at der blev kastet en håndgranat over muren til deres hus. Ansøgerne flygtede til Kabul, hvor de også modtog trusler, hvorfor de udrejste. Flygtningenævnet kan lægge til grund, at den mandlige ansøger har arbejdet for Peace Organization, men kan ikke i øvrigt lægge den mandlige ansøgers forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at den mandlige ansøger på væsentlige punkter har forklaret utroværdigt, divergerende og udbyggende, og at forklaringen dermed fremstår som konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet finder det således usandsynligt, at Taliban i en periode på 2 år fra 2013 til 2015 gentagende gange - nogle gange op til 5-6 gange pr. dag - og hver gang fra forskellige telefonnumre, skulle have ringet op til ansøgeren og truet ham. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgeren har forklaret, at han kun ved et uheld besvarede nogle få af opkaldene. Det er tillige usandsynligt, at ansøgeren, der drev selvstændig virksomhed, kun tog telefonen, hvis han kunne genkende telefonnummeret som en eksisterende kundes telefonnummer. Det bemærkes i øvrigt i den forbindelse, at ansøgeren under samtalen med Udlændingestyrelsen den […] 2016 ikke oplyste om telefonopkaldende, ligesom ansøgeren i ansøgningsskemaet alene har anført oplysninger om et enkelt trusselsopkald. Endvidere har ansøgeren først under samtalen med advokaten - og ikke f.eks. under gensamtalen den […] 2017 - forklaret om, at hans tidligere forretningspartner, [B]s, søn skulle være blevet udsat for et syreangreb, selv om han allerede i slutningen af 2016 skulle være blevet gjort bekendt hermed. Yderligere har den mandlige og den kvindelige ansøger forklaret divergerende om, hvornår skudepisoden skulle have fundet sted, idet den mandlige ansøger under den første samtale med Udlændingestyrelsen den […] 2016 forklarede, at skudepisoden fandt sted i 2014, mens den kvindelige ansøger under sin samtale med Udlændingestyrelsen den […] 2017 forklarede, at skudepisoden fandt sted i 2012, hvilket var flere år inden udrejsen. Sammenfattende finder Flygtningenævnet derfor ikke, at den mandlige ansøger har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Uanset, om den kvindelige ansøger som følge af sit køn har haft vanskelige arbejdsforhold, finder et flertal i Flygtningenævnet det ikke sandsynliggjort, at der er tale om forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flertallet har herved navnlig lagt vægt på, at den kvindelige ansøger allerede under samtalen med Udlændingestyrelsen den […] 2016 og igen i Flygtningenævnet har bekræftet, at hun er af den opfattelse, at hendes problemer på arbejdspladsen skyldtes hendes ægtefælles problemer med Taliban, idet hun inden da havde undervist i 3 år uden problemer, og at Flygtningenævnet som ovenfor anført har tilsidesat den mandlige ansøgers forklaring om sit asylmotiv. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Afgh/2017/502/STR
Nævnet stadfæstede i december 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. [] Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk tajik og sunni-muslim af trosretning fra Takhar-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren blev dog i [sommeren] 2014 medlem af [en mindre organisation med 12 medlemmer], hvis formål er at bekæmpe uretfærdighed og problemer i samfundet. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive dræbt på grund af de aktiviteter, han har haft mod de bevæbnede grupper. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han deltog i møder hos [organisationen] to gange om ugen, hvor de talte om de episoder, der fandt sted i byen. Derudover holdt gruppen møder med guvernøren, hvor der også var en journalist til stede. Ansøgeren har blandt andet deltaget i et møde med guvernøren vedrørende problemerne med de bevæbnede grupper, hvorfra der er bragt et indslag på den lokale tv-kanal. Derudover har ansøgeren deltaget i fem demonstrationer, som [organisationen] havde arrangeret. Ansøgeren har to gange holdt tale til en demonstration. En dag i [efteråret] 2015 bankede det på døren det sted, hvor gruppen holdt møde. Da en af deltagerene kiggede ud gennem nøglehullet, så han, at det var bevæbnede mænd, hvorefter lederen straks ringede til politiet, og da politiet kom et par minutter efter, flygtede mændene. Et par dage senere blev ansøgerens klassekammerat, som også var medlem af organisationen, kidnappet og fundet død to dage senere. Ansøgeren modtog et par dag senere et telefonopkald fra en ukendt person, som sagde, at ansøgeren skulle komme og møde ham i parken ved borgmesterkontoret, hvilket ansøgeren ikke gjorde. Et par dage efter blev ansøgeren endnu engang ringet op, hvor personen sagde, at klassekammeraten havde givet alle oplysninger om ansøgeren og at han skulle lide samme skæbne. Ansøgeren stoppede herefter med at gå i skole og blev indendørs i to uger, hvorefter han flygtede. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgeren i Afghanistan var medlem af organisationen […], der blandt andet arbejdede for fred, for kvinders rettigheder, mod korruption og mod bevæbnede grupperinger, der begik ulovligheder. Det lægges videre til grund, at ansøgeren i den forbindelse deltog i møder med guvernøren og flere demonstrationer, hvor han oplæste breve, ligesom pressen var orienteret om aktiviteterne. Det lægges videre til grund, at ansøgeren valgte at stoppe i organisationen, da medlemmerne under et møde var blevet opsøgt af en bevæbnet gruppe, der dog forsvandt, da politiet blev tilkaldt. Det lægges yderligere til grund, at ansøgerens kammerat, der også var medlem af organisationen, forsvandt og blev fundet dræbt udenfor organisationens kontor få dage senere. Det lægges endelig til grund, at ansøgeren derefter blev telefonisk kontaktet og opfordret til at møde på et bestemt sted, hvilket ansøgeren ikke gjorde, og at han telefonisk blev kontaktet igen dagen efter fra et andet telefonnummer, hvor en anden person sagde, at de havde ansøgerens billede og informationer om ansøgeren, som de havde fået af den nu dræbte kammerat. På den baggrund er det sandsynliggjort, at der er risiko for, at ansøgeren vil være i risiko for overgreb fra lokale bevæbnede grupperinger, såfremt han vender tilbage til Taloqan. Flygtningenævnet finder imidlertid, at det er relevant og rimeligt at henvise ansøgeren til at tage ophold et andet sted i Afghanistan, f.eks. i Kabul, som internt flugt alternativ. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren er ung og arbejdsduelig, ligesom han i øvrigt har slægtninge i Kabul. Den omstændighed, at vicechefen for organisationen ifølge ansøgeren er dræbt i Kabul kan ikke føre til en anden vurdering, idet oplysningen er udokumenteret, og i øvrigt var vicechefen ældre og langt mere profileret end ansøgeren, ligesom der heller ikke foreligger oplysninger om omstændighederne omkring og baggrunden for drabet. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Afgh/2017/501/STR
Senest opdateret: 20-06-2018
Udgiver: Flygtningenævnet
Søg i arkivet
Der kan søges på tværs af emneord ved at afkrydse flere emneord fra alle grupper.
Hvis du vil søge på fritekst i praksis, kan du afgrænse søgningen ved at bruge søgefeltet.
