Praksis

arme20166

Nævnet stadfæstede i februar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Armenien. Indrejst i 2014.  Ansøgeren er etnisk armenier og kristen fra Yerevan, Armenien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Armenien frygter at blive forfulgt af den nationale sikkerhedstjeneste. Ansøgeren filmede i [vinteren] 2007 et interview med tre politikere som led i sit arbejde for tv-kanalen [A]. Politikerne sympatiserede med bevægelsen HHSH og var i besiddelse af meget belastende oplysninger om præsidenten. Ansøgeren blev umiddelbart efter optagelsen indkaldt til et møde med HHSH, hvor han blev slået og anklaget for at have lækket oplysninger til efterretningstjenesten. I [vinteren] 2007 blev ansøgerens arbejdsplads ransaget af efterretningstjenesten. Ansøgeren blev dagen efter tilbageholdt og afhørt af efterretningstjenesten, der ønskede optagelserne af interviewet udleveret. Han var tilbageholdt i flere timer og blev udsat for fysiske overgreb. Han aftjente derefter værnepligt frem til [sommeren] 2008, hvor han ikke blev opsøgt af efterretningstjenesten. To dage efter hans hjemkomst fra militæret blev han og broderen, [G], opsøgt af efterretningstjenesten, der tilbageholdt ansøgeren i fire timer. I [sommeren] 2008 blev de på ny opsøgt af efterretningstjenesten og tilbageholdt i omkring to timer, hvor de blev afhørt om optagelserne og udsat for fysiske overgreb. De blev løsladt på betingelse af, at ansøgeren senere afleverede optagelserne. Ansøgeren og broderen flyttede derefter til [N], og deres moder og mormoder flyttede tillige til byen, hvor de alle fire boede frem til [sommeren] 2014. Familien blev i [sommeren] 2014 opsøgt af efterretningstjenesten i [N] og tilbageholdt og afhørt om optagelserne. Ansøgerens moder og mormoder var tilbageholdt i tre timer, hvorimod ansøgeren og [G] var tilbageholdt i ti dage. De blev løsladt efter at have underskrevet en erklæring om ikke at udrejse. Ansøgeren blev to dage senere tilbageholdt i en periode på 15 dage. Familien flyttede herefter til [NA] i Jerevan, hvor de boede fra [sommeren] 2014 indtil deres udrejse fra Armenien i [efteråret] 2014. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerne [ansøgerens] og [G’s] forklaringer om asylmotivet til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at disse ansøgeres oplysninger i asylansøgningsskemaerne [fra efteråret] 2014 og senere til oplysnings- og motivsamtalerne [fra foråret] 2015 om identitet, nationalitet og asylmotiv har været bevidst urigtige, og at disse ansøgere – først efter at være foreholdt, at deres navne og statsborgerskab ifølge visumoplysninger mv. er et andet end af dem oprindeligt angivet – har afgivet en ny og helt anden forklaring vedrørende asylmotivet. Disse ansøgeres forklaringer om, at de i asylansøgningsskemaerne og til oplysnings- og motivsamtalerne blot oplyste, hvad agenten havde forslået dem, findes ikke afgørende at afsvække betydningen af de urigtige oplysninger. Nævnet finder det endvidere utroværdigt, at myndighederne igennem en periode på omkring syv år angiveligt skulle have forfulgt ansøgerne [ansøgeren] og [G] med så stor intensitet på trods af den omstændighed, at en række andre personer end ansøgerne efter forklaringerne måtte have været i besiddelse af de oplysninger, der belastede præsidenten. Det findes herunder utroværdigt, at de efterstræbte oplysninger ikke er kommet til offentlighedens kendskab på anden vis. Nævnet finder det tillige utroværdigt, at [G] i 2010 og 2011 og [ansøgeren] i 2013 løb den betydelige risiko at få udstedt nye pas i betragtning af, at ansøgerne i perioden fra 2008 til udrejsen i 2014 levede ”under jorden” i skjul for myndighederne. Ansøgernes forklaringer om, at en veninde til deres moder på deres vegne søgte om og underskrev ansøgningerne kan ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Arme/2016/6/LOD 

arme20165

Nævnet hjemviste i februar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt tre børn fra Armenien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Udlændingestyrelsen har på en række væsentlige punkter ønsket at berigtige den kvindelige ansøgers afgørelse med henvisning til, at man blandt andet har overset antallet af overgreb og tilbageholdelser, som ansøgerne har forklaret om. Henset til omfanget af berigtigelser, og at Udlændingestyrelsen eksplicit har baseret deres afslag på forkerte oplysninger, ligesom Udlændingestyrelsen ikke har forholdt sig til, om den mandlige ansøger har et selvstændigt asylmotiv, hjemvises sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen.” arme/2016/5/LOD

20164

Nævnet meddelte i januar 2016 opholdstilladelse (B-status) til et ægtepar fra Armenien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etnisk armenier og kristne fra [landsby], Armenien. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til deres hjemland frygter, at familien bliver slået ihjel af medlemmer af Manvel-familien, som de formoder var dem, der overfaldt dem i deres hjem. De har endvidere henvist til deres søns asylmotiv. Til støtte for deres asylmotiv har ansøgerne anført, at de flygtede fra Armenien på grund af ansøgernes søns problemer.  Sønnen blev udsat for en meget nedværdigende behandling, mens han var i hæren, af en person ved navn [A], der var i familie med en magtfuld mand ved navn Manvel. På et tidspunkt skulle sønnen og [A] holde vagt sammen. Efter at de startede deres vagt, sagde [A] til sønnen, at han gerne ville sove, og at sønnen skulle vække ham, hvis han hørte noget. Sønnen nægtede at gøre det. [A] blev vred over dette, og det udviklede sig til håndgemæng imellem de to. [A] ladede sit gevær og sigtede mod sønnen. Sønnen skubbede til geværet, så [A] blev ramt af et skud fra sit eget gevær, hvorefter sønnen løb væk. Tidligt om morgen [sommeren] 2014 kom en gruppe mænd til familiens hus og spurgte efter sønnen. De overfaldt familien og truede dem til at udlevere familiens personlige dokumenter. De truede med, at de ville slå familien ihjel, inden de forlod huset. De udsatte både den mandlige og den kvindelige ansøger og deres datter for vold. Familiens naboer kom dem derefter til hjælp og fik den mandlige ansøger, der var så medtaget af volden, at han var bevidstløs, på hospitalet. Den kvindelige ansøger og deres datter blev af en mand ved navn [C], som var fader til ansøgernes søns ven ved navn [B], hentet samme aften og kørt til et hus i [en anden landsby], hvor sønnen befandt sig. Den mandlige ansøger blev hentet af [C] nogle dage senere. De boede i huset i [den anden landsby] i omkring en måned. [I slutningen af sommeren] 2014 udrejste familien af Armenien med hjælp fra [C]. Ved grænsen til Georgien sluttede en russer ved navn [D] sig til dem, og kørte sammen med dem og [C] til Sandholmlejren, hvor de søgte asyl. Flygtningenævnets flertal finder i det væsentlige at kunne lægge ansøgernes forklaringer til grund. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til deres søn, […]s asylmotiv. Flygtningenævnets flertal finder derfor, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de vil være i individuel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet meddeler derfor de armenske statsborgere […] og […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” arme/2016/4

arme201637

Nævnet stadfæstede i december 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar fra Armenien og to medfølgende børn fra Armenien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgerne er etniske armenere og kristne fra Armenien. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han frygter, at han og hans familie vil blive slået ihjel af hans overordnede, [A], og [A’s] svigerfar, som er en betydningsfuld general, fordi [A] har anklaget ansøgeren for at have stjålet brændstof fra militæret. Den mandlige ansøger frygter endvidere de russiske myndigheder, fordi han [ i sommeren] 2015 blev idømt 13 års fængsel for at have stjålet 60 tons brændstof. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til sin ægtefælles asylmotiv, herunder at hun frygter at de russiske myndigheder vil slå familien ihjel som følge af ægtefællens konflikt, ligesom ansøgeren af den grund frygter, at de armenske myndigheder vil udlevere familien til Rusland. Den mandlige ansøger har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han har boet i Armenien, indtil han var 20 år, hvorefter han tog ophold i Moskva, Rusland. [I foråret] 2010 fik han arbejde på brændstofleverancemilitærbase nr. […] beliggende i […], hvor hans arbejde bestod i at levere brændstof til 10-15 andre militærbaser. Ansøgeren og hans overordnede,[A] var ansvarlige for, at leverancerne stemte overens med ordren på brændstof. [En sommer dag i] 2015 skulle ansøgeren have leveret brændstof til kampvognsdivision [X]. Ansøgeren fik et papir med på turen fra [A], hvor ansøgeren havde kvitteret for, at han og hans mænd transporterede 60 tons brændstof. Efter ankomsten til basen kampvognregiment [Y] mellem kl. 12 og 13 opdagede ansøgeren, da han så et skilt med basens navn, at de ikke var ankommet til kampvognsdivision [X], hvilket der stod i ordren. Ansøgeren kontaktede [A], som forsikrede ham om, at alt var i orden, og [A] sagde, at det ikke kom ham ved, hvorfor destinationen var blevet ændret. Ansøgeren skrev derfor under på, at han havde leveret 60 tons brændstof til basen. Da ansøgeren kom tilbage på sin base omkring kl. 17, blev han indkaldt på regimentschef oberst [B’s] kontor, hvor [A] indfandt sig og anklagede ansøgeren for at have forfalsket papirer og stjålet det leverede brændstof. Ansøgeren formoder, at [A] leverede brændstoffet et forkert sted, fordi det derved fremstår som om, at det aldrig er blevet leveret, fordi han og [B] selv ville sælge brændstoffet videre og profitere heraf. Ansøgeren benægtede at have stjålet brændstoffet, og han blev tilbageholdt i militærets vagtarrest fra [ i 15 dage i sommeren] 2015. Under tilbageholdelsen blev ansøgeren udsat for vold, og de truede ansøgeren med at slå hans familie ihjel, såfremt han ikke tilstod tyveriet. Ansøgeren tilstod tyveriet overfor [A] og [B], da han fik vist en video optaget af hans ægtefælle og søn i deres hjem, hvor de påførte ansøgerens ægtefælle smerte. [I sommeren] 2015 vidnede [A] og [B] imod ansøgeren under en retssag hos en ukendt domstol, og ansøgeren blev idømt 13 års fængsel for tyveriet. [I sommeren] 2015 lykkedes det ansøgeren at flygte under en fangetransport fra et varetægtsfængsel til et ukendt sted. En af de fire personer, som ansøgeren blev transporteret sammen med, havde arrangeret, at en bil ville køre ind i fangetransporten, så de kunne flygte. Ansøgeren havde ikke selv planlagt flugten. Fangeflugten skete om morgenen omkring kl. 6-7, og det lykkedes ansøgeren at flygte, da han blev hjulpet ud af bilen af en af vagterne, efter bilen blev ramt og trillede omkuld. Ansøgeren flygtede fra ulykkesstedet i en bil, der var blevet placeret tæt på stedet, hvorefter ansøgeren kørte i omkring en times tid til sin ven [D] i […]. Efter en halv til en hel times ophold hos [D] udrejste ansøgeren via bil på [F’s] brors pas til Georgien, hvor ansøgerens familie befandt sig hos vennen,[F]. Flygtningenævnets flertal finder, at ansøgernes forklaringer på centrale punkter indeholder divergenser og er udbyggende. Således har den mandlige ansøger for udlændingestyrelsen forklaret, at han først umiddelbart inden, han underskrev tilståelsen, fik forevist en video med overgreb mod ansøgerens ægtefælle og børn, mens han for nævnet har forklaret, at han fra kort efter anholdelsen dagligt fik forevist klip af videoen. Ligeledes har begge ansøgere først for nævnet forklaret, at den kvindelige ansøgers tøj blev revet i stykker. Endvidere er der forklaret divergerende om, hvorvidt det var den kvindelige ansøger, der blev påført en skade på øjenbrynet, eller om det var ansøgernes søn, det gik ud over.  Flygtningenævnets flertal finder på den baggrund ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Armenien eller Rusland vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb som omhandlet i Udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. arme/2016/37/LRN

arme201636

Nævnet ændrede i november 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Armenien. Indrejst i 2000.  Flygtningenævnet udtalte:  ”Klageren indrejste i Danmark [i efteråret] 2000, hvor hun søgte om asyl under navnet [A] og som irakisk statsborger. Klageren oplyste, at hun var udrejst af Irak på grund af en familiefejde, i hvilken forbindelse hendes mor og søskende var døde, at hendes far siden døde i Kaliningrad, og at klageren således var uden netværk i sit hjemland, Irak. [I starten af] 2008 meddelte Flygtningenævnet klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. [I sommeren] 2015 modtog Udlændingestyrelsen en anonym henvendelse, hvoraf fremgår, at klageren havde oplyst en falsk identitet til de danske myndigheder, idet hun rettelig hedder [B] og er armensk statsborger. Klageren har forklaret, at det er korrekt, at hun har oplyst en falsk identitet og et falsk asylmotiv til de danske myndigheder. Hun frygtede, at hun i modsat fald ikke ville have opnået opholdstilladelse i Danmark. Klageren har videre forklaret, at hun udrejste af Armenien engang i 2000 uden sin families accept, og at hun siden ikke kunne vende tilbage til sin familie i Armenien, idet hun var udrejst uden deres tilladelse. Hun vurderede, at oplysningerne om familiestridighederne ikke ville kunne give hende opholdstilladelse, hvorfor hun konstruerede et asylmotiv, selvom hun var bekendt med sin pligt til at tale sandt. Hun kan ikke vende tilbage til Armenien, fordi hun frygter de armenske myndigheder som følge af sin bror, [C’s], konflikt med myndighedspersoner i militæret. Klageren har videre oplyst, at hun ikke kan vende tilbage til Armenien, fordi hendes ægtefælle har et udestående med myndighederne, idet han er militærnægter. Klageren har endelig forklaret, at hun ikke kan vende tilbage til Armenien grundet de generelle forhold, herunder at hun som kvinde uden egentlig familie tilhørende en minoritet som […], ikke har nogen rettigheder i Armenien. Flygtningenævnet kan ikke lægge nogen del af klagerens forklaring til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klagerens generelle troværdighed er svækket allerede som følge af, at hun oprindelig har opgivet falsk identitet og asylmotiv til de danske myndigheder. Hertil kommer, at klageren også har afgivet divergerende oplysninger til myndighederne under inddragelsessagens behandling. Hun har således til Udlændingestyrelsen oplyst, at hun intet kendskab havde til sin bror [D], mens hun for nævnet har forklaret, at [D] bor i Danmark, og at hun i perioden fra 2004 til 2008 jævnligt arbejdede i brorens cafeteria. Endelig har Flygtningenævnet lagt vægt på, at klageren i sommeren 2010 rejste til Jerevan, som hun og hendes familie oprindelig kommer fra. Her opholdt hun sig problemfrit i 2-3 uger, hvor hun modtog fertilitetsbehandling. Da klageren har opnået sin opholdstilladelse ved svig, skal denne som udgangspunkt inddrages, jf. udlændingelovens § 19, stk. 2, nr. 1, medmindre proportionalitetsafvejningen af den udviste svig i forhold til de hensyn, der er nævnt i § 26, stk. 1, efter en konkret vurdering fører til, at opholdstilladelsen alligevel ikke bør inddrages. Flygtningenævnet finder, at det ved denne vurdering alene er klagerens helbredsforhold, der i givet fald kan føre til, at opholdstilladelsen ikke bør inddrages. I brev af [dato] 2016 fra Aarhus Universitetshospital til Hedensted Kommune er anført, at klageren må siges at have en livstruende sygdom uden mulighed for helbredelse. Det fremgår af Statusattest af [dato] 2016 fra egen læge, at klageren har udbredt cancer, og at hun ikke længere er i aktiv behandling. Det fremgår videre, at tidshorisonten er usikker, men at der ikke er udsigt til helbredelse samt, at der alene gives behandling af lindrende karakter. Det fremgår af Flygtningenævnets baggrundsmateriale nr. 238 (World Report 2016 - Armenia Publisher Human Rights Watch Publication Date 27 January 2016) blandt andet “Palliative Care Armenia continues to discuss reforming its complicated and time-consuming prescription and procurement procedures for opioid medications. A national action plan on palliative care remained pending for more than a year at time of writing. Current regulations obstruct the delivery of adequate palliative care, condemning most terminally ill patients to unnecessary suffering. Tight police controls on injectable opioids and restrictive policies on procurement, prescription, and disbursement are inconsistent with many of the World Health Organization's recommendations on palliative care.” Flygtningenævnet finder efter en konkret vurdering af oplysningerne om klagerens uhelbredelige cancersygdom sammenholdt med oplysningerne i baggrundsmaterialet om den mangelfulde smertebehandling for terminale patienter, at afgørende hensyn taler imod, at opholdstilladelsen skal inddrages. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsen afgørelse af [dato] 2015, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” arme/2016/36/SHH

arme201635

Nævnet stadfæstede i november 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Armenien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk armenier og ateist fra Jerevan, Armenien. Ansøgeren har ikke været med-lem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Armenien frygter for-følgelse som følge af sin homoseksualitet. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han i Arme-nien arbejdede som kunstmaler, og at han i denne forbindelse benyttede en mandlig model ved navn […]. Omkring tre år inden ansøgerens udrejse indledte han et forhold til [den mandlige model]. På en for ansøgeren ukendt dato for omkring tre år siden, blev ansøgeren og [den mandlige model] overfaldet af fire til fem for ansøgeren ukendte personer. Ansøgeren kontaktede efterfølgende politiet, som oplyste, at de ville undersøge sagen, men der skete ikke videre. Ansøgeren har som yderligere asylmotiv henvist til, at han frygter befolkningen og myndighederne i Armenien som følge af hans virke som kunstmaler. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han for omkring to år siden udstillede et maleri på en udstilling i Jerevan. På udstillingens første dag blev ansøgeren interviewet af en journalist. Dagen efter interviewet var ansøgerens maleri forsvundet fra udstillingen. Ansøgeren kontaktede politiet, som sagde, at de ville undersøge sagen. En eller to måneder senere blev ansøgeren på sin bopæl opsøgt af myndighederne, som ransagede bopælen. Da myndighederne ikke fandt noget, forlod de bopælen. Omkring en måned senere blev ansøgeren på ny opsøgt af myndighederne, som ønskede at hverve ansøgeren til militæret. I forbindelse med et toiletbesøg lykkedes det ansøgeren at flygte. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Armenien frygter en myndighedsperson, som er i familie med [A], som er ansøgerens bekendt i Danmark. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han via Skype lærte den pågældende bekendt, som er kunstmaler og bosiddende i Danmark, at kende. [A] er i familie med den nævnte myndighedsperson i Armenien, som også var den person, som hjalp ansøgeren med at skabe kontakt til en agent. [A] betalte for ansøgerens udrejse. Da ansøgeren kom til Danmark, fandt han ud af, at [A] ikke var kunstmaler. [A] ville have ansøgeren til at male 40 kunstværker, som [A] ville signere, hvorved ansøgeren kunne afskrive sin gæld for udrejsen. [A] har efterfølgende truet ansøgeren til at male flere malerier, ligesom der har været en kunstudstilling i [A’s] navn med ansøgerens malerier. Efter ansøgeren stak af fra [A], har [A] opsøgt ansøgeren på asylcentret, ligesom ansøgeren har modtaget meddelelser fra myndig-hedspersonen i Armenien på Facebook. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgerens forklaringer har været præget af divergenser med hensyn til tidspunkter og antal for de påberåbte begivenheder. Nævnet finder imidlertid ikke, at de af ansøgeren påberåbte asylmotiver har en sådan karakter og intensitet, at de kan begrunde asyl efter udlændingelovens § 7. Nævnet har ved denne vurdering lagt vægt på, at ansøgeren som homoseksuel ikke kan anses for at være særlig profileret og, at forholdene for homoseksuelle i Armenien ikke generelt kan begrunde asyl. Ansøgerens påberåbte konflikt med myndighederne, på baggrund af sit kunstneriske virke, ligger langt tilbage i tid i forhold til hans udrejse og må endvidere anses for at være af en sådan karakter, at denne heller ikke kan begrunde asyl, på bagrund af sit kunstneriske virke. Ansøgerens påberåbte asylmotiv i forhold til [A’s] slægtning i Armenien må anses for alene at bero på ansøgerens egen formodning. Nævnet lægger herved vægt på, at den beskrevne mailkorrespondance efter sit indhold ikke fremtræder som trusler. Nævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Arme/2016/35/EMU

arme201634

Nævnet stadfæstede i november 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Armenien. Indrejst i 2015.  Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk armenier og kristen fra Yerevan, Armenien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Armenien frygter at blive tortureret eller slået ihjel af kriminelle personer, som tror, at han har anmeldt dem til politiet og til sin leder. Ansøgeren har til støtte herfor henvist til, at han arbejdede som afdelingschef for virksomheden [A], som finansierede smykkevirksomhed ved pantsætning. I [sommeren] 2014 fandt ansøgeren ud af, at hans medarbejder, [B], havde fået indleveret falske guldsmykker. Ansøgeren gav kunderne en frist på ti dage til at betale pengene tilbage. [B] kontaktede nogle kriminelle personer med henblik på at fremskynde tilbagebetalingen. Disse kriminelle personer rettede efterfølgende henvendelse til ansøgeren og oplyste ham om, at han ikke måtte gå til politiet eller til ledelsen, da de ville tage sig af forholdet. I [slutningen af] 2014 foretog virksomheden en intern kontrol, hvorved det blev opdaget, at nogle af guldsmykkerne i ansøgerens afdeling var falske. Ansøgeren blev indkaldt til en samtale med direktøren. De kunder, der havde indleveret smykkerne, blev politianmeldt. I [sommeren] 2015 blev ansøgeren på ny opsøgt af de kriminelle personer, som beskyldte ham for at have anmeldt forholdet, og derfor krævede, at han inden ti dage skaffede de penge, som kunderne skyldte, ellers ville han blive slået ihjel. Ansøgeren valgte herefter at forlade sit hjemland. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Nævnet har herved helt overordnet lagt vægt på, at ansøgerens forklaring savner logik. Nævnet finder det således påfaldende, at ansøgeren, der som den eneste ikke har begået nogen fejl eller udvist anden adfærd, der har kunnet bebrejdes ham, får problemer i anledning af, at der er foretaget svig overfor ansøgerens arbejdsgiver, og at den person, som har modtaget det falske guld, ikke har været udsat for trusler. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende om den medarbejder, der modtog det falske guld, idet han først under samtalen med den beskikkede advokat og derefter under nævnsbehandlingen fremkom med oplysning om, at medarbejderens faders krigskammerat nu [havde en højerestående stilling ved regeringen] og havde brugt sin indflydelse til at forhindre, at der skete anmeldelse til politiet. Nævnet finder, at denne oplysning – udover at være udbyggende – må anses for at være fremkommet for at give ansøgerens forklaring et mere sandsynligt præg. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgerens familie fortsat opholder sig i Armenien, uden at de efter det oplyste har været udsat for nogen overlast. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at det må anses for påfaldende, at ansøgeren ikke har søgt oplyst, om svigsforholdet er bragt til ophør. Nævnet finder efter en samlet vurdering ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort sit asylmotiv og dermed sandsynliggjort at han ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Arme/2016/34/ mvln

arme201633

Nævnet stadfæstede i september 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt to børn fra Armenien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Den mandlige ansøger er etnisk armener og kristen ortodoks fra Jerevan, Armenien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den kvindelige ansøger er etnisk armener og kristen ortodoks fra Kirovabad, Aserbajdsjan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Armenien frygter at blive slået ihjel af politiet eller af de mennesker, som den mandlige ansøgeren har arbejdet for. Til støtte herfor har den mandlige ansøger forklaret, at han arbejdede som taxachauffør i Armenien. I [primo] 2011 begyndte han ofte at køre ture med en mand ved navn […], og ansøgeren fortalte ham om sin datter […] og hendes medfødte hjertefejl. En operation ville koste 5.000 dollars. [Manden] tilbød efter et par måneder, at ansøgeren kunne køre ture med soldater fra kasernen i […] og tjene ekstra penge. Ansøgeren skulle undervejs spørge soldaterne ind til konflikten i [et område] og spørge ind til, hvilke våben og udstyr de brugte. Herefter skulle han give oplysningerne videre til [manden], som ville give ansøgeren penge. Det gjorde ansøgeren i alt fire gange. Ultimo marts eller primo april 2011 fik ansøgeren til opgave af [manden] at køre en tur med en officer ved navn […]. Ansøgeren havde kørt med ham én gang før ved en af de fire føromtalte ture fra kasernen i […]. Denne gang skulle han give ansøgeren nogle dokumenter. Som en del af aftalen afleverede ansøgeren dem efterfølgende til [manden]. Ansøgeren begyndte herefter at prøve at undgå [manden], fordi han godt vidste, at det var ulovligt, det de gjorde. [Manden] opsøgte alligevel ansøgeren fire dage efter turen med [officeren] og sagde, at det var for sent for ansøgeren at bakke ud. Primo […] 2011 kørte ansøgeren igen med [officeren] og [manden], og ansøgeren fortalte, at han ønskede at stoppe. De stod ud af bilen, hvor ansøgeren blev truet, slået og sparket. Resten af [måneden] opsøgte [manden] ansøgeren flere gange, når han kørte taxa. På turene truede han ansøgeren og advarede ham om, at han ikke skulle gå til politiet. Den [medio] 2011 tilbød [manden] ansøgeren, at han kunne slippe for ham, hvis ansøgerens ægtefælle udførte en opgave for ham. Hun skulle fragte en pakke fra Armenien til Tyrkiet. Ansøgeren afviste i første omgang. Den [medio] 2011 opsøgte [manden] ansøgernes bopæl. De talte om hans plan, og ansøgeren indvilligede på den betingelse, at ansøgeren selv tog med sin ægtefælle til Tyrkiet. Efter nogen diskussion accepterede [manden] betingelsen. Senere fandt ansøgeren ud af, at [manden] forinden havde truet hans ægtefælle med at slå hele familien ihjel, hvis hun ikke udførte opgaven. Om aftenen den [medio] 2011 tog ansøgeren og hans ægtefælle med en bus mod Tyrkiet. De mødtes forinden med [manden], som gav dem 500 dollars og en kuglepen, som de skulle aflevere til en mand ved navn […] i Tyrkiet. Næste morgen kl. 9 ankom de til byen Rize. Før de stod ud af bussen, kom en kvinde ind i bussen og spurgte efter dem. De fulgte med hende hen til en bil, hvor to mænd stod. Den ene var [manden de skulle mødes med i Tyrkiet], som ansøgeren gav kuglepennen til. Han sagde, at de skulle køre med dem og modtage tøjet, som var betalingen for, at ansøgeren og hans ægtefælle havde transporteret kuglepennen. Ansøgeren blev mistænksom og nægtede at sætte sig ind i bilen. Ansøgeren blev skubbet. Han sagde, at de kunne beholde tøjet – det accepterede de og kørte deres vej. Før ansøgeren og hans ægtefælle skulle med bus tilbage til Armenien, mødtes de med deres nabos søster, som hed […]. De tog hjem til hende. De var nervøse for at tage tilbage til Armenien. [Naboens søster] ringede til deres nabo […], som fortalte, at politiet havde været på ansøgeren og ægtefællens bopæl. To timer senere ringede de igen til [naboen], og hun fortalte, at [manden] var blevet anholdt, og ansøgerens mor var blevet taget med af politiet. Senere kom [naboens søsters] mand, […], hjem. Han fortalte, at der var blevet anholdt folk ved grænsen til Georgien. Klokken 18 samme aften tog [naboens søsters mand], ansøgeren og hans ægtefælle med til en af [naboens søsters mands] bekendte ved navn […]. Her kunne de bo, mens de ventede på, at tingene skulle løse sig. Den [medio] 2011 kom [naboens søster] og [hendes ægtefælle] med to af ansøgeren og hans ægtefælles børn. De fortalte samtidig, at deres datter, […], var død den [medio] 2011. Ansøgeren formoder, at hun døde som følge af myndighedernes tortur og afhøring af hende. Dagen efter hun døde, faldt ansøgerens mor, som også hedder […], om med hjertestop. Hun døde også. Ansøgeren formoder, at hun døde af chokket over, at hans datter døde. Ansøgeren tror ikke, at [naboens søster] og [hendes ægtefælle] fortalte alt, hvad de vidste for at skåne ansøgeren og hans ægtefælle. Den [medio] 2015 forlod ansøgeren, hans ægtefælle og deres to børn Tyrkiet og rejste til Danmark. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaring om asylmotivet til grund. Ansøgernes forklaringer har divergeret fra gang til gang under sagens behandling, og forklaringerne har også været indbyrdes divergerende. Når ansøgerne er blevet foreholdt divergenser, har de forsøgt at indrette deres forklaring. Forklaringerne er ligeledes blevet udbygget i løbet af sagens behandling. Ansøgernes forklaringer under nævnsmødet har båret præg af at være afglidende, når ansøgerne er foreholdt divergenser og udbygninger, således at ansøgerne har forsøgt at undgå at svare direkte på konkrete spørgsmål. Divergenserne og udbygningerne har blandt andet drejet sig om følgende: karakteren af den mandlige ansøgers opgaver for [manden], herunder officerens rolle, ægtefællens rolle i forbindelse med smuglingen af kuglepennen, hændelsesforløbet da ansøgerne kom frem til Rize, og hvad der var sket med den ældste datter og moren/svigermoren. Flygtningenævnet finder endvidere, at ansøgernes forklaringer er usandsynlige og virker konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet lægger vægt på, at den kvindelige ansøger angiveligt ikke fortalte den mandlige ansøger, at [manden] truede hende med en kniv, og den kvindelige ansøger har først for Flygtningenævnet forklaret, at [manden] også truede barnet med en kniv. Ligeledes er det usandsynligt og utroværdigt, at ansøgerne ikke – i de omkring tre uger der gik, før børnene kom til Tyrkiet - forsøgte at finde ud af, hvad der var sket med børnene og moren/svigermoren. Det forekommer endvidere usandsynligt, at de to børn ikke af egen drift fortalte, hvad der var sket. Det er tilsvarende usandsynligt og utroværdigt, at ansøgerne ikke i de år, de boede i Tyrkiet, på nogen måde forsøgte at finde ud af, hvilken skæbne der var overgået den ældste datter og moren/svigermoren. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Armenien vil risikere for overgreb eller forfølgelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk.1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse..” Arme/2016/33/col

arme201632

Nævnet stadfæstede i september 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt to børn fra Armenien. Indrejst i 2015.  Flygtningenævnet udtalte:  ”Ansøgerne er etniske armenere og kristne. Den mandelige ansøger er fra […], Aserbajdjan, og den kvindelige ansøger er fra Armavi, Armenien. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Armenien frygter, at han og hans familie vil blive likvideret af dem, som han skylder penge. Han har til støtte herfor oplyst, at han i [vinteren] 2014 blev tilbudt et job som stedfortræder for vicedirektøren på [en arbejdsplads] beliggende i Jerevan. Han fik tilbudt jobbet af sin ven, […]. Direktøren for [arbejdspladsen] hed […]. [Direktøren] havde både forbindelse til den kriminelle underverden og den armenske mafia, samtidig med at han havde en høj position indenfor politiet. På et tidspunkt skulle der laves nogle kosmetiske reparationer i stueetagen i [arbejdspladsen], som ansøgeren stod for, fordi han tidligere havde arbejdet i byggebranchen og derfor havde kendskab til den slags arbejde. Da arbejdet havde stået på i tre dage, skete der en ulykke, som medførte, at der skete en eksplosion og opstod en brand. Ansøgeren og [hans ven] lavede en aftale om, at de fik en måned til at tilbagebetale de 600.000 euro, som udbedring af skaderne kostede. Ansøgeren og [hans ven] fik skaffet 200.000 euro. [Direktøren] blev meget ophidset, da de ikke kom med alle pengene, og de blev af [direktørens] folk smidt ind til bagagerummet på[direktørens] bil. De kørte omkring tre timer til et ukendt sted. Ansøgeren og [hans ven] blev tilbageholdt og slået i tre dage. [Direktøren] skød [ansøgerens ven] i forbindelse med en diskussion ved afslutningen af tilbageholdelsen, men ansøgeren blev løsladt og fik tre dage mere til at skaffe de resterende penge. [Direktøren] sagde, at han ville slå ansøgeren og hans familie ihjel, hvis han gik til myndighederne eller politiet. Med hjælp fra nogle venner flygtede ansøgeren og hans familie ud af landet. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv i det hele henvist til sin mands asylmotiv, og at hun ved en tilbagevenden til Armenien frygter, at hun og hendes familie vil blive slået ihjel af de folk, som hendes mand tidligere har arbejdet sammen med. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaringer til grund. Den mandlige ansøgers forklaring, som den kvindelig i det hele henholder sig til, fremstår utroværdig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på det usandsynlige i, at den mandlige ansøger får lov til at gå efter at have været udsat for en hårdhændet behandling uden at stille nogen garanti, men blot giver tilsagn om, at han vil skaffe yderligere penge i løbet af tre dage, hvilket har givet ham mulighed for at flygte. Nævnet har yderligere lagt afgørende vægt på, at den mandlige ansøger først i forbindelse med advokatindlægget og derefter i sin forklaring i Flygtningenævnet har kunnet give oplysninger om [direktørens] identitet og dermed gjort gældende, at [direktørens] position i det armenske samfund har gjort det umuligt for ansøgeren at søge myndighedernes beskyttelse. Endvidere har nævnet lagt vægt på, at den mandlige ansøger og den kvindelige ansøger har forklaret forskelligt om, hvad der skete med [den mandlige ansøgers ven] i forbindelse med, at han blev skudt, idet den kvindelige ansøger under nævnsmødet har forklaret, at [den mandlige ansøgers ven] afgik ved døden, hvorimod den mandlige ansøger har oplyst, at han ikke ved, hvad der efterfølgende er sket med hans ven, […]. Nævnet har i den forbindelse yderligere lagt vægt på, at det forekommer bemærkelsesværdigt, at den mandlige ansøger ikke efterfølgende har søgt oplysninger om [sin vens] skæbne.  Endelig har nævnet lagt vægt på, at ansøgerne har kunnet opholde sig i halvanden måned i en landsby tæt på Jerevan uden at være blevet opsøgt af [direktøren] eller folk med tilknytning til ham. Nævnet finder herefter ikke anledning til at iværksætte en torturundersøgelse. Efter det anførte har ansøgerne ikke sandsynliggjort, at de opfylder betingelserne for at få opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelser.” Arme/2016/32/DH

arme201631

Nævnet stadfæstede i august 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Armenien. Indrejst i 2014.  Flygtningenævnet udtalte:  ”Under Udlændingestyrelsens behandling af sagen har ansøgeren oplyst at være russisk statsborger. Til advokaten og under Flygtningenævnets behandling har ansøgeren imidlertid ændret forklaring og oplyst, at den tidligere forklaring, herunder om hendes nationalitet og asylmotiv var opdigtet. Ansøgeren har oplyst, at hun er kristen, og at hun ikke har været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har oprindeligt angivet et asylmotiv gående ud på, at hendes søn, der er den mandlige ansøger, havde været vidne til et drab, hvorfor familien nu blev efterstræbt. Ansøgeren har som nyt asylmotiv henvist til, at familien ved en tilbagevenden til Armenien frygter at blive dræbt af de personer, der dræbte ansøgerens ægtefælle. Ægtefællen arbejdede på en gård i Rusland, der tilhørte en magtfuld armensk general, som også gjorde mange forretninger i både Armenien og de omkringliggende lande. Ægtefællen lånte nogle af arbejdsgiverens penge ud til en person, som tre dage senere omkom i en bilulykke. Ægtefællen kunne ikke få enken til låntageren til at betale pengene, og arbejdsgiveren krævede, at ægtefællen selv skulle skaffe pengene. Det kunne han imidlertid ikke, og [i foråret] 2013 kom arbejdsgiveren med sine livvagter og overfaldt ægtefællen, ligesom sønnen blev truet. De fik samtidig en frist [på otte dage] til at betale gælden. Tidligt om morgenen [otte dage senere] kom ægtefællens arbejdsgivers livvagter til ansøgernes hjem, hvor de overfaldt ægtefællen. En nabo kom og stoppede overfaldet, hvorefter sønnen fik fat i en bil og kørte sin far til hospitalet. På vejen derhen døde faren. På hospitalet kom en person […] og fire andre, og da retsmedicineren kom, udfyldte [personen] papirerne, så det fremstod som om, faren var død en naturlig død, hvilket sønnen følte sig tvunget til at skrive under på. Nogle dage efter ægtefællens begravelse blev sønnen hentet af nogle personer med tilknytning til ægtefællen og sønnens arbejdsgiver, og han blev herefter truet til at tage tilbage til landbruget, hvor ægtefællen havde arbejdet, og tvunget til at arbejde under slavelignende forhold i omkring fire måneder, hvorefter han formåede at undslippe. Familien opholdt sig herefter i omkring et år i skjul i Armenien i et hus, før de endelig udrejste af Armenien. Det fremgår af de foreliggende oplysninger, at ansøgeren under asylsagsbehandlingen har opgivet forskellige oplysninger om, hvor hun kommer fra og om hendes navn. Det fremgår endvidere, at hun har opgivet forskellige asylmotiver, hvoraf hun har frafaldet det første. Efter udlændingelovens § 40 påhviler det en asylansøger at sandsynliggøre den identitet og det asylmotiv, hun påberåber sig. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort sin identitet. Der er herved lagt vægt på, at ansøgeren har afgivet divergerende og usammenhængende forklaringer om, hvor hun kommer fra og, hvad hun hedder. Ansøgeren har således først forklaret, at hun kommer fra Rusland og har nogle et bestemt navn, mens hun efter at have tilbagekaldt et frafald af sin ansøgning om asyl, har forklaret, at hendes navn er et helt andet, ligesom hun har påberåbt sig at være fra Armenien.  Flygtningenævnet finder heller ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort sit asylmotiv. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgeren ikke selv har afgivet forklaring, men at hun har henvist til sin søn og svigerdatters skiftende asylmotiver, og at Flygtningenævnet ikke har lagt sønnen og svigerdatterens forklaringer til grund. Flygtningenævnet kan således ikke lægge til grund, at ansøgeren har et modsætningsforhold til [ægtefællens arbejdsgiver]. Det ændrer ikke ved denne afgørelse, at ansøgeren har fremlagt en dødsattest og et militærkort. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder herefter ikke anledning til at hjemvise sagen. Det bemærkes i den forbindelse, at Udlændingestyrelsen under sagen har spurgt ind til ansøgerens konflikter i Armenien. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” arme/2016/31/ADP

arme201630

Nævnet stadfæstede i august 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt to børn fra Armenien. Indrejst i 2014.  Flygtningenævnet udtalte:  ”Under Udlændingestyrelsens behandling af sagen har ansøgerne oplyst at være russiske statsborgere. Til advokaten og under Flygtningenævnets behandling har ansøgerne imidlertid ændret forklaring og oplyst, at den tidligere forklaring, herunder om deres nationalitet og asylmotiv var opdigtet. Ansøgerne har oplyst, at de er kristne, og at de ikke har været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har oprindeligt angivet et asylmotiv gående ud på, at den mandlige ansøger havde været vidne til et drab, hvorfor familien nu blev efterstræbt. Ansøgerne har som nyt asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Armenien frygter at blive dræbt af de personer, der dræbte den mandlige ansøgers far. Faren arbejdede på en gård i Rusland, der tilhørte en magtfuld armensk general, som også gjorde mange forretninger i både Armenien og de omkringliggende lande. Faren lånte nogle af arbejdsgiverens penge ud til en person, som tre dage senere omkom i en bilulykke. Faren kunne ikke få enken til låntageren til at betale pengene, og arbejdsgiveren krævede, at faren selv skulle skaffe pengene. Det kunne han imidlertid ikke, og [i foråret] 2013 kom arbejdsgiveren med sine livvagter og overfaldt faren, ligesom den mandlige ansøger blev truet. De fik samtidig en frist [på otte dage] til at betale gælden. Tidligt om morgenen [otte dage senere] kom farens arbejdsgivers livvagter til ansøgernes hjem, hvor de overfaldt faren. En nabo kom og stoppede overfaldet, hvorefter den mandlige ansøger fik fat i en bil og kørte faren til hospitalet. På vejen derhen døde faren. På hospitalet kom en person […] og fire andre, og da retsmedicineren kom, udfyldte [personen] papirerne, så det fremstod som om, faren var død en naturlig død, hvilket den mandlige ansøger følte sig tvunget til at skrive under på. Nogle dage efter faderens begravelse blev den mandlige ansøger hentet af nogle personer med tilknytning til faren og hans egen arbejdsgiver, og han blev herefter truet til at tage tilbage til landbruget, hvor faren havde arbejdet, og tvunget til at arbejde under slavelignende forhold i omkring fire måneder, hvorefter han formåede at undslippe. Han opholdt sig herefter i omkring et år i skjul i Armenien i et hus, hvortil han også fik bragt ægtefællen og resten af familien, før de endelig udrejste af Armenien. Det fremgår af de foreliggende oplysninger, at ansøgerne under asylsagsbehandlingen har opgivet forskellige oplysninger om, hvor de kommer fra, herunder om deres fødested og navne. Det fremgår endvidere, at de har opgivet forskellige asylmotiver, hvoraf de har frafaldet det første. Efter udlændingelovens § 40 påhviler det en asylansøger at sandsynliggøre den identitet og det asylmotiv, han påberåber sig. Flygtningenævnet finder, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort deres identitet. Der er herved lagt vægt på, at ansøgerne har afgivet divergerende og usammenhængende forklaringer om, hvor de kommer fra, hvad de hedder og hvor de er født. Ansøgerne har således først forklaret, at de kommer fra Rusland og har nogle bestemte navne, mens de efter at have tilbagekaldt et frafald af deres ansøgninger om asyl, har forklaret, at deres navne er nogle helt andre, ligesom de har påberåbt sig at være armenske statsborgere, stammende fra Armenien. Dertil kommer, at ansøgerne indledningsvist oplyste de danske myndigheder om, at de kunne og ville fremskaffe deres pas til dokumentation af deres identitet, hvilket de ikke har gjort. Ansøgerne er i den forbindelse senest på et møde hos deres advokat [i sommeren] 2016 blevet mindet om at fremsende deres pas, som angiveligt ligger hos den kvindelige ansøgers mor.  Flygtningenævnet finder heller ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort deres asylmotiv. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerne har forklaret divergerende og usammenhængende om deres asylmotiv. Ansøgerne har således først afgivet en forklaring om et asylmotiv, som de siden har frafaldet og oplyst er forkert, mens de efterfølgende har påberåbt sig et helt andet asylmotiv. Flygtningenævnet bemærker, at nævnet ikke finder, at ansøgerne har afgivet en troværdig forklaring om, hvorfor de oplyste falske identiteter og et opdigtet asylmotiv, da de søgte om asyl [ultimo] 2014. Flygtningenævnet finder således, at det svækker ansøgernes generelle troværdighed, at de tidligere har konstrueret en usand forklaring i forbindelse med asylsagen. Nævnet finder dertil, at ansøgernes forklaring om det nye asylmotiv forekommer usammenhængende og divergerende. Den mandlige ansøgers forklaring om, hvorledes der blev lånt penge ud uden nogen form for sikkerhed og forklaringen om den manglende inddrivelse af gælden, forekommer usammenhængende. Der er herved lagt vægt på, at det forekommer mindre sandsynligt, at en virksomhed, der handlede med tonsvis af korn, og som ofte købte gårdejernes høst på forhånd ikke havde en procedure for udlån og forudbetalinger eller for inddrivelse af gæld. Dertil kommer, at den mandlige og den kvindelige ansøger har afgivet divergerende forklaringer om centrale dele af asylmotivet, herunder om hvorvidt den mandlige ansøger gik på arbejde i perioden [i foråret 2013], og om hvorvidt grænsen til Georgien var lukket, så de måtte vente hele natten, eller om der blot var et par timers kø. Endelig understøtter ansøgernes forklaring om, at de skulle have boet et år 45 km. fra deres bopæl ikke deres forklaring om, at de har et asylbegrundende motiv. Ansøgernes forklaring om selve den centrale del af asylmotivet er endvidere præget af en meget lille detaljeringsgrad, og forklaringen fremstår alt i alt utroværdig. Flygtningenævnet kan således ikke lægge til grund, at ansøgerne har et modsætningsforhold til [arbejdsgiveren]. Det ændrer ikke ved denne afgørelse, at ansøgerne har fremlagt en dødsattest og et militærkort. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgerne findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder herefter ikke anledning til at hjemvise sagen. Det bemærkes i den forbindelse, at Udlændingestyrelsen har spurgt ind til ansøgerens konflikter i Armenien. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” arme/2016/30/ADP

arme20163

Nævnet meddelte i januar 2016 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Armenien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk armenier og kristen af trosretning fra [landsby], Armenien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter at blive slået ihjel af nogle ukendte personer som hun formoder tilhører den indflydelsesrige Manvel-familie. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren anført, at på hendes fødselsdag den [sommeren 2014] blev hendes families hus opsøgt af en gruppe mænd, som ønskede oplysninger om, hvor hendes broder befandt sig. Mændene slog hendes fader med træstokke, og de slog ansøgeren i nakken samt trak hende i håret. De slog også moderen. Familien blev tvunget til at udlevere familiens personlige dokumenter til gruppen. I det tilfælde, at de ikke kunne finde ansøgerens broder, ville de slå familien ihjel. Samme aften kom broderens vens fader ved navn [C], og kørte ansøgeren og ansøgerens moder i sikkerhed i en landsby […], hvor de mødtes med ansøgerens broder. Nogle dage senere hentede [C] ansøgerens fader. Efter omkring en måneds ophold i huset i [landsbyen] krydsede de den georgiske grænse med hjælp fra [C] og en russer ved navn [D], der begge kørte dem til Sandholmlejre hvor de søgte om asyl. Flygtningenævnets flertal finder i det væsentlige at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til sin broder, […]s asylmotiv. Flygtningenævnets flertal finder derfor, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun vil være i individuel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet meddeler derfor den armenske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” arme/2016/3

arme201629

Nævnet stadfæstede i august 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt et barn fra Armenien. Indrejst i 2015.  Flygtningenævnet udtalte:  ”Ansøgerne er kristne af trosretning fra Armenien. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Armenien frygter at blive idømt livsvarigt fængsel, fordi han er deserteret fra militærtjeneste. Til støtte herfor har den mandlige ansøger henvist til, at han i perioden 2010 til 2012 aftjente den obligatoriske toårige værnepligt. Herefter søgte han frivilligt ind som sergent for at tjene penge. Han tegnede en femårig kontrakt med militæret, og [ultimo] 2014 begyndte han at arbejde som sergent på [en] kaserne […]. I løbet af sin ansættelsesperiode og som led i sin uddannelse skulle han udstationeres i tre måneder på [en kaserne i] Nagorno [Karabakh]. En gruppe bestående af fire værnepligtige soldater, som kom fra velhavende familier, styrede denne kaserne. De fire soldater sørgede for, at ansøgeren fik pålagt at udføre de værste opgaver såsom at gøre rent, tømme toiletter og rense soldaternes sko. Soldaterne slog og sparkede ham. Når han vandt i kortspil, fik han ikke de penge, som han havde vundet. Endvidere blev han udsat for chikane, psykisk terror og voldtægtsforsøg. Generelt blev de soldater, der kom fra rige familier, behandlet bedre end de andre soldater. Ansøgeren klagede til sin overordnede, men den pågældende holdt hånden over de fire soldater, som følte sig provokeret over ansøgerens klage. [I foråret] 2015 fik ansøgeren og hans ven […] nok. De forlod kasernen med det formål at desertere. De gik således mod den aserbajdsjanske grænse, men ansøgeren fik kolde fødder, fordi han kom i tanke om sin kone og sit barn. Vennen fortsatte mod Aserbajdsjan, og ansøgeren fortsatte til fods i yderligere fire timer i en anden retning. Ansøgeren kom til en lille landsby, hvor han bankede på døren til et hus, hvor der holdt en bil ude foran. Ansøgeren bad manden i huset om at køre ham til Jerevan mod betaling af 100 USD. Manden kørte ansøgeren hen til ansøgerens ægtefælles morbror, som betalte manden for turen. Morbroren fortalte ansøgeren, at han formodede, at vennen ville blive udsat for tortur i Aserbajdsjan og derfor ville angive ansøgerens navn til de aserbajdsjanske myndigheder. Ansøgeren var således i stor fare, og han ville blive eftersøgt af de armenske myndigheder. Han var til at starte med klar til at tage sin straf, men han ændrede mening, da morbroren fortalte ham, hvor slemt det i virkeligheden var. Morbroren kørte ansøgeren til Tbilisi i Georgien, hvor ansøgeren opholdt sig indtil [slutningen af foråret] 2015. Herefter udrejste ansøgeren til Danmark. Efter han var udrejst, blev hans ægtefælle opsøgt og afhørt om, hvor hans opholdssted var. Deres lejlighed blev ransaget, og hans ægtefælle blev fyret fra sit job i en børnehave. Det er videoer på internettet, som viser hans ven blive interviewet til aserbajdsjansk TV, og hvor vennen fortæller om chikanen på kasernen, og at han flygtede sammen med sin ven […]. Endvidere fremgår det af internettet, at vennen blev placeret i et fængsel i Aserbajdsjan og efterfølgende kom på en lukket, psykiatrisk kaserne i Armenien. Vennen blev via Røde Kors fangeudvekslet tilbage til Armenien. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Armenien frygter, at myndighederne vil slå hende og hendes ægtefælle ihjel som følge af hendes ægtefælles konflikt. Endvidere har den kvindelige ansøger henvist til, at hun frygter de generelle forhold i Armenien som følge af kamphandlingerne mellem Aserbajdsjan og Armenien. Til støtte herfor har den kvindelige ansøger henvist til, at hendes hus i sommeren 2015 to gange blev ransaget af militærpersoner, og at hun blev fyret fra sit job i en børnehave som følge af sin ægtefælles konflikt. Det må tillægges vægt, at den mandlige ansøger på en række punkter har forklaret upræcist om hændelsesforløbet forud for udrejsen blandt andet om selve flugten fra kasernen sammen med [vennen], om morbrorens kendskab til [vennen]s videregivelse af oplysninger om ansøgeren til de aserbajdsjanske myndigheder, om årsagen til forskelsbehandlingen af den mandlige ansøger på kasernen i Nagorna Karabakh, om muligheden for at de armenske myndigheder skulle blive bekendt med [vennen]s oplysninger om ansøgeren, og om ansøgeren er eftersøgt af den nationale sikkerhedstjeneste. Den mandlige ansøgers forklaring om baggrunden for, at han blev dårligt behandlet på kasernen, og om baggrunden for at myndighederne – bortset fra deserteringen – skulle efterstræbe ham, beror i det hele på uunderbyggede formodninger. Ansøgeren har over for Flygtningenævnet ikke på overbevisende måde været i stand til at underbygge berettigelsen af disse formodninger. Det skal særligt bemærkes, at baggrunden for og om omstændighederne i forbindelse med Youtube-optagelserne er uoplyste. Hertil kommer, at det ifølge den armenske tolk, som tolkede i Udlændingestyrelsen, er anført, at det ikke er ansøgerens armenske efternavn, der bliver nævnt i Youtube-videoen med [vennen]. Dernæst er ansøgerens armenske efternavn i øvrigt et almindeligt efternavn i Armenien. Endelig fremstår den mandlige ansøger i øvrigt helt uprofileret i forhold til deltagelse i politiske aktiviteter, og der er ikke holdepunkter for at antage, at han af denne årsag skulle være kommet i myndighedernes søgelys. Det skal videre bemærkes, at den kvindelige ansøger var i stand til at ud- og indrejse legalt af Armenien i forbindelse med sit besøg hos den mandlige ansøger i Georgien i [foråret] 2015. Når der endvidere sammenholdes med forklaringerne fra den kvindelige ansøger, kan Flygtningenævnet efter det foreliggende alene lægge til grund, at den mandlige ansøger er deserteret fra kasernen i Nagorno Karabakh uden at have medbragt våben. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger kan det ikke antages, at desertering i et tilfælde som det foreliggende vil medføre en uforholdsmæssig sanktion. På denne baggrund kan det ikke lægges til grund, at ansøgerne var forfulgt ved udrejsen, eller at de ved en tilbagevenden til Armenien risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kan det ikke antages, at ansøgerne ved en tilbagevenden til hjemlandet skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelser.” arme/2016/29/ceb

arme201628

Nævnet stadfæstede i juni 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt 2 børn fra Armenien. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske armenere og kristne af trosretning fra Armenien. Den mandlige ansøger har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den kvindelige ansøger har været medlem af partiet Zharangutyun fra [slutningen af] 2012 til [starten af] 2013, hvor hun gik under jorden. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Armenien frygter at blive slået ihjel af parlamentsmedlemmet [A] eller af folk på [A’s] ordre, fordi han tror, at hun har beviser for, at han er medskyldig i drab. Den kvindelige ansøger frygter endvidere at blive slået ihjel af regeringen i Armenien, da den ikke bryder sig om, at borgerne i udlandet fortæller om forholdene i landet. Den kvindelige ansøger har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at hun i forbindelse med præsidentvalget [i starten af] 2013, som journalist, blev sendt til et valgsted i byen [E] for at dække valget. Ansøgeren observerede personer, der begik valgsvindel. Den kvindelige ansøger forfulgte, sammen med sin journalistven, [B], personerne, som ansøgeren så sammen med [A]. Ansøgeren hørte, at [A] gav ordre til, at [B] skulle dræbes. Personerne overfaldt herefter [B], hvorefter ansøgeren løb fra stedet. Den kvindelige ansøger havde filmet alt, hvad der var sket. Senere fandt hun ud af fra politiet, at [B] var død. Den kvindelige ansøger har videre forklaret, at hun og ægtefællen blev afhørt af politiet og gav oplysninger om videooptagelsen af valgsvindel og overfaldet på [B]. Ansøgeren blev kort tid herefter bortført af fire ukendte mænd og presset til at oplyse, hvor videooptagelsen befandt sig. Ansøgerens ægtefælle blev udsat for vold og indlagt på hospitalet. Den kvindelige ansøger og hendes ægtefælle tog herefter ophold andet steds i Armenien i omkring et halvt år frem til udrejsen af Armenien i [sommeren] 2013. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Armenien frygter at blive slået ihjel, idet hans ægtefælle kan dokumentere, at et parlamentsmedlem [A], også kaldet [S], har beordret ægtefællens kollega, [B], dræbt [i starten af] 2013. Den mandlige ansøger har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at der blev holdt præsidentvalg i Armenien [i starten af] 2013, og at ansøgerens ægtefælle og hendes kollega, [B], på valgaftenen optog video af personer, der begik valgsvindel, og at disse personer stod i ledtog med [S], der senere samme aften gav ordre til at dræbe ansøgerens ægtefælles kollega. Den mandlige ansøger har videre forklaret, at ansøgeren og hans ægtefælle blev afhørt af politiet og gav oplysninger om videooptagelsen af valgsvindel og overfaldet på ansøgerens ægtefælles kollega, og at ansøgerens ægtefælle kort efter blev bortført af fire ukendte mænd og presset til at oplyse, hvor videooptagelsen befandt sig. Den mandlige ansøger blev udsat for vold og blev indlagt på hospitalet. Den mandlige ansøger beordrede herefter sin far til at destruere videooptagelsen, som befandt sig på ansøgernes bopæl. Den mandlige ansøger og hans ægtefælle tog herefter ophold andet steds i Armenien i omkring et halvt år frem til udrejsen af Armenien i [sommeren] 2013. Ansøgeren har efter samtalen med Udlændingestyrelsen anmodet sin fader om at indhente oplysninger om [B] og [B’s] død. Efter at ansøgerens fader har sendt disse oplysninger er faderen pludseligt død. Ansøgerene mener, at den mandlige ansøgers far er blevet dræbt på grund af sagen. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgerene, da de indrejste i Danmark [i sommeren] 2013 oplyste, at de var flygtet fra Georgien, at den kvindelige ansøger var georgisk statsborger, og at den mandlige ansøger var iransk statsborger. Ansøgerene har under asylsagsbehandlingen afgivet samstemmende detaljerede forklaringer om deres forhold i Georgien. Ansøgerens asylmotiv i forhold til Georginen blev forkastet af Udlændingestyrelsen, og afgørelsen blev stadfæstet af Flygtningenævnet [i foråret] 2014. Ansøgerens daværende advokat anmodede [senere i foråret] 2014 om genoptagelse, da ansøgerne havde tilvejebragt nye oplysninger om deres asylmotiv. Det var således først, da Rigspolitiet i [foråret] 2015 havde indhentet oplysninger fra Interpol, der afdækkede den mandlige ansøgers identitet og armenske statsborgerskab, at ansøgerne erkendte over for de danske myndigheder, at de begge er armenske statsborgere. Ansøgerne har samtidig angivet, at de vil risikere forfølgelse, såfremt de skal vende tilbage til Armenien og har anmodet om, at deres sag bliver behandlet i forhold til Armenien. Flygtningenævnet bemærker, at nævnet ikke finder, at ansøgerne har angivet troværdige grunde, der kan forklare, hvorfor de oplyste falske identiteter og et opdigtet asylmotiv, da de søgte asyl i 2013. Flygtningenævnet finder således, at det svækker ansøgernes generelle troværdighed, at de tidligere sammen har konstrueret en usand forklaring i forbindelse med asylsagen. Ansøgernes asylmotiv i forhold til Armenien vedrører i det hele den kvindelige ansøgers arbejde som journalist i forbindelse med det armenske valg [i starten af] 2013. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaringer om dette asylmotiv til grund, idet forklaringerne fremstår utroværdige, usandsynlige og konstrueret til lejligheden. Nævnet har herved lagt vægt på, at nævnet finder det utroværdigt, at den kvindelige ansøger, der har forklaret, at hun er til stede både som journalist, men også som politisk aktiv, ikke gjort valgobservatørerne opmærksomme på, at stemmeurnerne bliver fjernet fra valgstedet. Nævnet har videre lagt vægt på, at den kvindelige ansøger har afgivet divergerende forklaringer om antallet af mænd, der [i slutningen af vinteren] 2013 var til stede i kælderen, ligesom nævnet finder, at den kvindelige ansøgers forklaring om sin frigivelse forekommer stærkt usandsynlig og dermed utroværdig. Begge ansøgere har forklaret, at de er flygtet på grund af frygt for forfølgelse fra den politiske fløj, der vandt valget i [starten af] 2013 og dermed også de armenske myndigheder. Flygtningenævnet finder derfor, at det på afgørende måde afsvækker ansøgernes forklaring, at de under nævnsmødet har forklaret, at det indgik i deres beslutning om at udrejse af Armenien under anvendelse af deres egne pas, at de ikke var officielt eftersøgt. Flygtningenævnet kan herefter ikke lægge til grund, at ansøgerne skulle have en konflikt med myndighederne eller med enkelte magtfulde parlamentarikere. Det kan herefter ikke lægges til grund, at ansøgerne var forfulgt ved udrejsen, eller at de ved en tilbagevenden til Armenien risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kan det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” arme/2016/28/SLH

arme201627

Nævnet stadfæstede i juni 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Armenien. Indrejst i 2015.  Flygtningenævnet udtalte:  ”Ansøgeren er etnisk armener og kristen fra Jerevan, Armenien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Armenien frygter at han vil blive fængslet på livstid, erklæret for landsforræder, behandlet rigtig dårligt eller at han vil blive slået ihjel af militærpolitiet eller myndighederne, da han deserterede fra militæret. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han startede sin to-årige værnepligt i Armenien i [foråret] 2013. Efter tre-fire måneder i militæret blev ansøgeren slået af en officer, som sendte ham i hauptvacht i tre dage, der er en slags militærfængsel. Ansøgeren afviste at følge officerens ordre om at rense toiletter, fordi det ikke var en af ansøgerens normale opgaver. Ansøgeren blev herefter udstationeret på en grænsepost ved grænsen mellem Armenien og Aserbajdsjan efter seks måneder i militæret. Ansøgeren blev beordret til at skyde, såfremt nogen kom for tæt på grænsen på Aserbajdsjans side. Han fortalte majoren, at han ikke kunne dræbe nogen, hvorefter han blev slået og sat i hauptvacht af majoren. Ansøgeren fik efterfølgende flere gange opgaven at bevogte grænsen, og hver gang protesterede han, hvorfor han nogle gange blev slået af majoren og andre gange blev sat i hauptvacht. Under nogle vagter skød ansøgeren med vilje høje advarselsskud mod personer som kom for tæt på grænsen på Aserbajdsjans side. De andre soldater blev sure og fortalte det videre til majoren. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv yderligere oplyst, at majoren [i foråret] 2015 sendte ansøgeren ud med en opklaringsgruppe, der skulle indsamle oplysninger og slå folk ihjel ved grænsen på fjendes side. Majoren truede ansøgeren med, at han ville blive dræbt, hvis han ikke kunne slå andre ihjel. Ansøgeren har flere gange af officererne fået fortalt, at fjenden har slået soldater ihjel, selvom soldaterne i virkeligheden havde begået selvmord eller var blevet dræbt af officererne. På vej af sted med opklaringsgruppen deserterede ansøgeren og smed sit våben. I 40 minutter løb han igennem et øde område, hvorefter han nåede en vej. Han så en taxa, der standsede. Han ankom til sin fars bopæl efter seks-syv timers kørsel, hvorefter han flygtede fra Armenien. Personer fra politiet har efterfølgende opsøgt ansøgerens far og spurgt efter ansøgeren. Ansøgeren har forklaret upræcist og divergerende om, hvilken rang han havde i militæret. Ansøgeren har endvidere forklaret upræcist om flugten fra militærpatruljen, herunder om tidspunktet herfor. Ansøgeren har til asylskemaet afgivet en anden forklaring om flugten og tidspunkterne herfor end under samtalerne med Udlændingestyrelsen og forklaringen i Flygtningenævnet. Endvidere fremstår det påfaldende, at den kæde af begivenheder, som ansøgeren har påberåbt sig i forbindelse med sin desertering, netop skulle indtræde som forklaret af ham. Ansøgeren mødte tilfældigt en taxa nær grænsen, hvor der er spændinger mellem Armenien og Aserbajdsjan, og ansøgeren var alene, uden penge og iført militæruniform. Dernæst formåede ansøgeren chaufføren til at transportere sig seks-syv timer til mormorens bopæl, ligesom ansøgeren fik lov til at låne chaufførens telefon for at kunne ringe til sin far. Der må herved også lægges vægt på det noget usædvanlige tidspunkt på døgnet. Da ansøgeren heller ikke for Flygtningenævnet har været i stand til på troværdig vis at kunne underbygge det påberåbte asylmotiv, forkaster Flygtningenævnet hans forklaring herom.  Det kan herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren har været forfulgt ved udrejsen, eller at ansøgeren ved en tilbagevenden til Armenien risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kan det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” arme/2016/27/DTO

arme201626

Nævnet stadfæstede i juni 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig og en kvindelig statsborger samt et barn fra Armenien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte:  ”Ansøgerne er etniske armeniere og kristne fra Yerevan, Armenien. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Armenien frygter at blive slået ihjel af en regionalchef i Syunik ved navn […] og hans mænd. Inden ansøgerens udrejse af Armenien kørte han to journalister til en demonstration i sin taxa. Der opstod optøjer mellem demonstranterne og myndighederne på vejen dertil. Journalisterne filmede [regionalchefen i Syunik] under urolighederne, og [regionalchefen i Syunik] tror, at ansøgeren er i besiddelse af videooptagelsen. Til støtte for sit asylmotiv har den mandlige ansøger forklaret, at han [i vinteren] 2015 kørte to journalister ved navn […] og […] fra Yerevan til Nagorno-Karabakh i sin taxa. Journalisterne skulle filme ved en demonstration, som var arrangeret af […] for at mindes folkemordet på armenierne, som fandt sted for 100 år siden. Turen var lang, og den var aftalt to-tre dage i forvejen.  Et stykke foran ansøgerens taxa kørte en varevogn med udstyr, som skulle bruges til demonstrationen. Et stykke efter taxaen kørte en bilkortege med mindst 15 biler. Mellem Goris og Lachin mødte ansøgeren og journalisterne en vejafspærring, hvor politi og specialstyrker var til stede. De kørte igennem uden at blive stoppet. Da bilkortegen senere kom til vejspærringen, blev de alle stoppet, og der opstod tumult. Forinden var ansøgeren og journalisterne kørt ind på en sidevej, og de to journalister var begyndt at filme urolighederne. Politiet slog på og ødelagde flere af bilerne i kortegen. Ansøgeren holdt sig tæt ved sin taxa. Pludselig kom de to journalister løbende tilbage og sagde, at ansøgeren skulle skynde sig at køre dem tilbage. Dette gjorde ansøgeren, men de skulle gennem politiafspærringen. Da de passerede, blev hans bil beskadiget af vagterne. På vejen tilbage fortalte journalisterne, at de havde filmet […], som er regionalchefen i Syunik, mens han stod og overværede urolighederne. Fordi ansøgerens bil blev beskadiget, meldte ansøgeren episoden til politiet, hvilket var nødvendigt for at få forsikringen til at dække skaderne på bilen. På et ukendt tidspunkt i [vinteren] 2015 blev ansøgeren indkaldt af myndighederne til afhøring. Han blev spurgt ind til episoden [i vinteren] 2015, hvorefter han fik lov til at gå. Næste dag om aftenen blev ansøgeren overfaldet af nogle personer foran opgangen til sin lejlighed. Han blev slået og sparket, og overfaldsmændene sagde til ansøgeren, at han skulle ”udlevere”. Politiet blev tilkaldt, og ansøgeren anmeldte overfaldet. Ansøgeren blev i [foråret] 2015 indkaldt til endnu en afhøring hos politiet. Ansøgeren blev ved denne afhøring spurgt om det samme som ved den første afhøring. Ansøgeren blev ikke slået eller lignende under afhøringerne. I mellemtiden havde ansøgeren selv forsøgt at opsøge de to journalister. Ansøgeren hørte fra [den mandlige journalists] ven, at han havde hængt sig selv i fængslet. [Den kvindelige journalist] havde også begået selvmord og var blevet fundet i floden […]. På et ukendt tidspunkt i slutningen af [foråret] 2015 blev ansøgeren indkaldt til endnu en afhøring. Denne gang blev han tilbageholdt i længere tid end normalt. Han blev også anklaget for diverse forbrydelser, herunder tyveri og røveri. Ansøgeren blev løsladt samme dag, hvorefter han flygtede sammen med sin familie til […], hvor de boede hos ansøgerens farbror. Farbrorens søn, […], arbejdede for politiet i byen, og han søgte på ansøgerens navn i det elektroniske system, hvoraf der ikke fremgik nogen sager, hvor ansøgeren var indblandet. I slutningen af [sommeren] 2015 skulle ansøgeren mødes med sin fars ven, […], i Yerevan. [Ansøgerens fars ven] havde en høj stilling i fængselsvæsnet og kunne måske hjælpe ansøgeren. Ansøgeren tog derfor tilbage til Yerevan. Mødet blev ikke til noget, idet [ansøgerens fars ven] alligevel ikke var i byen. I stedet skulle de mødes næste dag. Ansøgeren besluttede sig derfor for at køre et par ture i sin taxa for at tjene lidt penge, inden de skulle mødes. På taxaholdepladsen […] henvendte to mænd sig til ansøgeren, selvom det ikke var hans tur. De ville gerne have en bil med tonede ruder, hvilket ansøgerens bil havde som den eneste. Ansøgeren kørte de to mænd til en fabrik, hvor en jeep kørte dem i møde. Den ene mand i taxaen trak en pistol og truede ansøgeren til at stige ud af bilen. Ansøgeren blev slået, hvorved han faldt til jorden. En anden mand, som kom fra jeepen, trak en kniv og stak ud efter ansøgeren. De hældte benzin på ansøgerens bil og satte ild til den. På et tidspunkt stoppede de, og den ene af mændene sagde til ansøgeren, at de næste gang ville sætte ild til ansøgerens familie, hvis han ikke afleverede videooptagelsen. Ansøgeren løb herefter fra stedet. Ansøgeren tog tilbage til sin familie i […], og de udrejste sammen på et gyldigt visum en uges tid senere. Den kvindelige ansøger har henvist til den mandlige ansøgers asylmotiv.  Flygtningenævnet lægger til grund, at den mandlige ansøger inden udrejsen var taxavognmand. Endvidere lægger nævnet til grund, at begivenheden [i vinteren] 2015, hvor der var uroligheder i forbindelse med en demonstration, faktisk har fundet sted. Nævnet kan ikke lægge den øvrige del af den mandlige ansøgers forklaring til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om centrale punkter i sit asylmotiv. Han har under asylsamtalen [i vinteren] 2016 oplyst, at han ikke vidste, hvor journalisterne boede, men under nævnsbehandlingen har han oplyst, at han kendte deres adresse. Han har endvidere under asylsamtalen forklaret, at han ikke vidste, hvad det var, overfaldsmændene ønskede, at han skulle udlevere dagen efter den første afhøring til politiet, mens han under forklaringen i nævnet har oplyst, at de krævede optagelserne fra turen [i vinteren] 2015 udleveret. Han har endvidere forklaret divergerende om, hvordan han blev bekendt med omstændighederne ved [den kvindelige journalists] dødsfald, idet han under asylsamtalen har oplyst, at han ikke husker, hvordan han fandt ud af hendes selvmord, mens han under nævnsbehandlingen har oplyst, at politifolkene omtalte omstændighederne ved selvmordet, netop med henblik på, at han skulle høre om det. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at det må anses for usandsynligt, at ansøgeren alene tager tilbage til Yerevan for at tale med sin fars ven og benytter lejligheden til at køre taxa, når dette sammenholdes med, at ansøgeren har forklaret, at han formodede, at han var overvåget, og under nævnsmødet yderligere har forklaret, at de små forhold medførte, at det var almindeligt kendt, at han opholdt sig på taxapladsen. Nævnet finder endvidere, at det må anses for usandsynligt, at [regionalchefen i Syunik] ikke har skaffet ansøgeren af vejen set i lyset af, at begge journalister er døde. Yderligere finder nævnet det usandsynligt, at ansøgerne lader gå en vis periode efter det angivelige seneste overfald, og indtil familien udrejser. Nævnet lægger til grund, at den kvindelige ansøgers asylmotiv i det hele er afledt af den mandlige ansøgers asylmotiv. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Armenien vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Arme/2016/26/SSM

arme201625

Nævnet stadfæstede i juni 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Armenien. Indrejst i 2015.  ”Ansøgeren er etnisk armenier og kristen fra byen […] i provinsen Armavir, Armenien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Armenien frygter, at han vil blive anholdt og dræbt af den nationale sikkerhedstjeneste, fordi han ved, at de tvang hans far til at begå selvmord [i sommeren] 2009, og fordi ansøgeren deserterede fra militærtjeneste den samme dag. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at han aftjente sin værnepligt i Nagorno-Karabakh i perioden [vinteren] 2007 til [sommeren] 2009, hvor hans opgave var at holde vagt på grænseposterne. Ansøgerens far arbejdede for sikkerhedstjenesten. I [vinteren] 2014 fortalte ansøgerens mor, at ansøgerens far protesterede over, at en soldat blev skudt, da sikkerhedstjenesten skulle teste sikkerheden ved grænsen til Aserbajdsjan en helligdag i [sommeren] 2009 før et muligt besøg af præsidenten. Ansøgerens far aftalte et møde med chefen for sikkerhedstjenesten [i sommeren] 2009 for at drøfte sagen. Efter mødet senere samme dag blev ansøgerens far opsøgt på familiens adresse af blandt andet farens kollega, […]. Ansøgerens søster lå gemt i en kuffert under episoden, og hun kunne genkende [ansøgerens fars kollegas] stemme. Senere samme dag blev ansøgerens far fundet af naboerne hængt i familiens skur. Den samme dag, [sommeren] 2009, blev ansøgeren om eftermiddagen opsøgt af to ukendte personer klædt i civilt tøj, som kørte med ansøgeren til hans sædvanlige grænsepost i Nagorno-Karabakh. De beordrede ansøgeren til at bevæge sig ind på aserbajdsjansk område omkring 50-60 meter fra grænseposten. De skød mod ansøgeren, men det lykkedes ham at gemme sig i noget græs i omkring en time, hvorefter han var heldig at slippe uset tilbage til armensk område. Han bevægede sig i mørket gennem skoven direkte hen til sin ven, […], i byen Martagert, hvor ansøgerens kaserne lå. Ansøgeren skjulte sig hos [sin ven], hvorefter [ansøgerens ven] hjalp ham med at flygte til Georgien, hvor han kunne bo hos sin mors studiekammerat. Ansøgerens mor og søster ankom ligeledes til Georgien i 2014. Ansøgerens mor tog på et tidspunkt tilbage til Armenien for at få fornyet sit pas. I den forbindelse opsøgte hun [ansøgerens fars kollegas] hjem og fortalte hans ægtefælle, at [ansøgerens fars kollega] var ansvarlig for ansøgerens fars død. Hun ringede også til [ansøgerens fars kollega] og gjorde ham bekendt med sin viden. Ansøgerens mor var på det tidspunkt sammen med sin slægtning, […], og på et ukendt tidspunkt efter samtalen opsøgte politiet hans bopæl. Ansøgerens mor flygtede herefter tilbage til Georgien. Flertallet af Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om hans asylmotiv til grund. Flertallet har herved lagt vægt på, at forklaringen fremstår som usandsynlig på flere centrale punkter. Nævnet lægger herved vægt på, at det må anses for usandsynligt, at ansøgerens søster, efter at have overværet episoden umiddelbart forud for, at hendes far enten begik selvmord eller blev dræbt, ikke gennem de efterfølgende år videregav denne viden til sin mor. Det må endvidere anses for usandsynligt, at faren fik lejlighed til at ringe til ansøgeren, mens han var udsat for dødstrusler, uden at han under telefonsamtalen oplyste ansøgeren om situationen. Endelig finder flertallet, at det må anses for usandsynligt, at ansøgerens mor, efter at have fået oplysninger om omstændighederne ved farens død, vælger at opsøge [ansøgerens fars kollegas] bopæl for at konfrontere ham med sin viden. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende om den efterfølgende forbindelse mellem ansøgerens mor og [ansøgerens fars kollega], idet han først under nævnsbehandlingen har oplyst, at [ansøgerens fars kollega] kom næsten dagligt, på et spørgsmål om, hvorvidt moren og søsteren efter ansøgerens flugt var udsat for ubehageligheder. Flertallet lægger til grund, at ansøgeren har udført militærtjeneste i Armenien. Flertallet kan imidlertid ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han er deserteret efter at have været udsat for beskydning på grænsen, til grund. Herefter finder flertallet ikke, at han har sandsynliggjort, at han på grund af desertering vil risikere asylbegrundende forfølgelse ved en tilbagevenden til Armenien. Flertallet finder efter en samlet vurdering, at ansøgerens forklaring om sit asylmotiv i det hele fremstår som konstrueret til lejligheden. Flertallet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Armenien vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Arme/2016/25/SSM

arme201624

Nævnet stadfæstede i juni 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt to børn fra Armenien. Indrejst i 2011.  Flygtningenævnet udtalte:  ”Ansøgerne er etniske armeniere og kristne fra Armenien. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Armenien frygter at blive dræbt af [A]. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at [A] tilbød ansøgeren 100.000 dollars, hvis han tog skylden for drabet på landsbyrådets formand, […].[A] garanterede ansøgeren, at han maksimalt ville komme til at sidde to år i fængsel, og ansøgeren fik en måned til at tænke over det. Den efterfølgende dag tog ansøgeren til politistationen i [by], hvor han i korte træk nedskrev, hvad der var sket. Politimanden læste anmeldelsen og krøllede den sammen. Herefter ønskede ansøgeren at tale med […], som er politimajor og hans gamle nabo fra landsbyen. Han mødtes med [politimajoren], som rådgav ham til ikke at gå videre med sagen. Umiddelbart efter tog ansøgeren til landsbyrådet, hvor han til brødrene […] og […] fortalte, hvad der var sket. De rådede ansøgeren til at flygte fra landet. [I sommeren] 2010 solgte ansøgeren sin lejlighed, idet han med de penge skulle finansiere udrejsen af Armenien. Omkring tre uger efter mødtes ansøgeren med [A] og accepterede hans tilbud. [I efteråret] 2010 blev ansøgeren gift med den kvindelige ansøger. Efter brylluppet blev han ringet op af [A]s nevø, […], som bad om at mødes med ansøgeren. Sammen med [nevøen] tog ansøgeren til [A]s sommerhus, hvor [A] ventede dem. Ansøgeren blev i sommerhuset udsat for vold, og han mistede bevidstheden. Efter omkring fem dage tog ansøgerne til Yerevan, hvor de boede i omkring ti dage hos den kvindelige ansøgers moder. [I slutningen af] 2010 udrejste ansøgerne legalt af Armenien med deres egne ægte pas. Ansøgeren har endvidere oplyst, at hans broder mellem [fem dage i slutningen af] 2010 blev udsat for fysiske overgreb, og at hans fader omkring seks måneder derefter blev udsat for det samme. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til den mandlige klagers asylmotiv. Den kvindelige klager har oplyst, at hun ved en tilbagevenden til Armenien frygter, at ansøgerne og deres børn vil blive slået ihjel af [A]. Flygtningenævnet kan ikke lægge nogen del af ansøgernes forklaring om deres asylmotiv til grund, idet forklaringen fremstår usandsynlig, utroværdig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet finder det således usandsynligt, at [A] skulle henvende sig til den mandlige ansøger i 2010 som forklaret, henset til, at den mandlige ansøger ikke havde været i kontakt med [A] siden 2005, hvor ansøgeren efter få måneders ansættelse i [A]s virksomhed havde sagt sin stilling op. Det forekommer i den forbindelse også utroværdigt, at [A] skulle have givet den mandlige ansøger frist indtil slutningen af 2010, henset til at formålet med at få den mandlige ansøger til at påtage sig skylden for drabet var at forøge [A]s nevøs muligheder for at opnå valg som formand for landsbyrådet, hvilket valg angiveligt fandt sted i 2010. Endelig har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgernes generelle troværdighed er svækket som følge af, at ansøgerne under behandlingen af deres oprindelige asylsager har opgivet falske navne og nationaliteter, ligesom de konsistent under hele sagen fastholdt disse oplysninger samt oplysningerne om asylmotiv og rejserute. Hertil kommer at ansøgernes forklaring om, at de rejste til Danmark, fordi deres visa i Polen var udløbet, og de ikke var klar over, at de kunne søge asyl i Polen, forekommer utroværdig. På den anførte baggrund har ansøgerne ikke sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Armenien vil være i risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller vil være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Arme/2016/24/AKM

arme201623

Nævnet stadfæstede i maj 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt to medfølgende børn fra Armenien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk armenier og kristen fra Jerevan, Armenien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter for sit eget og sin families liv, idet hendes ægtefælle har haft problemer med de armenske myndigheder og med styret. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til sin ægtefælles konflikt med de armenske myndigheder, og at han i den forbindelse har været forsøgt kørt ned, og at ægtefællens bror er blevet forsøgt skuddræbt. Hun har endvidere henvist til, at hendes ægtefælle har været tilbageholdt af politiet og udsat for fysiske overgreb. Ansøgeren har i det hele henholdt sig til sin ægtefælles asylmotiv. Flygtningenævnet har ikke fundet, at ansøgerens ægtefælle har sandsynliggjort sit asylmotiv. Da ansøgerens ægtefælles forklaring om hans asylmotiv ikke har kunnet lægges til grund i et sådant omfang, at dette har kunnet opfylde betingelserne for at meddele asyl. Flygtningenævnet finder det derfor ikke sandsynliggjort, at ansøgeren sammen med sin ægtefælle ved en tilbagevenden til Armenien er i risiko for forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller i risiko for at blive udsat for overgreb som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Arme/2016/23/THJ

arme201622

Nævnet stadfæstede i maj 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Armenien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk armenier og kristen fra Jerevan, Armenien. Ansøgeren har været politisk aktiv siden 1999. Ansøgerens aktiviteter bestod i at deltage i demonstrationer, uddele løbesedler og køre folk til forsamlingssteder. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han i [vinteren] 2013 offentligt skændtes med en politiker ved navn […], som truede med at nakke ansøgeren. Umiddelbart efter truslen fra [politikeren] blev ansøgeren tilbageholdt af politiet, som beskyldte ansøgeren for at opildne til uro. To-tre dage efter tilbageholdelsen blev ansøgeren indkaldt til møde hos politiet, hvor han blev udspurgt om sine politiske aktiviteter. I foråret 2013 blev ansøgeren efter sin egen opfattelse forsøgt kørt ned, da han var på hjem til sit hus. Han troede først, at der var tale om et uheld, men efter at hans bror blev beskudt, mistænkte ansøgeren handlingen for at være forsætlig. [Foråret] 2013 blev ansøgerens bror skudt, mens han var ved at parkere ansøgerens bil. Ansøgeren kørte sin bror på hospitalet. På hospitalet mødte ansøgeren politiet, der bad ham tage med på politistationen og afgive forklaring. På politistationen blev han anklaget for selv at have skudt sin bror. Ansøgeren blev under afhøringerne slået bevidstløs og udsat for overgreb af flere politibetjente. Ansøgeren blev de efterfølgende måneder adskillige gange kontaktet personligt og telefonisk af politiet i forbindelse med efterforskningen af nedskydningen af hans bror. Han opsøgte endvidere selv politiet for at få en forklaring på, hvorfor de ikke efterforskede hændelsen. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at han to gange i vinteren 2013/2014 har klaget til Forsvarsministeriet over, at hans søn skulle aftjene værnepligt i […]. I forbindelse med indgivelsen af den sidste klage blev ansøgeren truet. I foråret 2014 var ansøgerens søn involveret i en episode, der medførte, at han af en armensk byret blev idømt 4 måneders ubetinget fængsel for vold mod en anden værnepligtig. I ankeinstansen blev dommen i efteråret 2014 ændret til to års betinget fængsel. Ansøgeren deltog i efteråret 2014 i en demonstration i det centrale Jerevan. Han delte løbesedler ud. Ansøgeren blev i den forbindelse sammen med andre demonstranter tilbageholdt af politiet, der slog dem. Nogle dage efter deltog ansøgeren i endnu en demonstration, hvor han sammen med andre demonstranter blev tilbageholdt af politiet, og hvor de igen blev slået af politiet. Ved begge lejligheder blev han af politiet sigtet for at opildne til uro og for ikke at samarbejde med politiet. Politiet tog endvidere ansøgerens pas. Flygtningenævnet kan i det væsentligste ikke lægge ansøgerens forklaring om sine asylmotiver til grund. Den del af ansøgerens forklaring, der relaterer sig til, at han har været politisk aktiv som modstander af styret og i den anledning har deltaget i demonstrationer, kan nævnet lægge til grund. Endvidere kan nævnet lægge til grund, at han i den anledning har været til afhøring hos politiet og er blevet beskyldt for blandt andet at hindre valgkommissionens arbejde og nægte at afgive forklaring. Nævnet finder endvidere ikke, at det kan afvises, at ansøgeren i forbindelse med en demonstration i februar 2013 havde et verbalt sammenstød med [politikeren]. Nævnet finder imidlertid ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at de begivenheder, som han efterfølgende hævder at have været udsat for kan sættes i forbindelse med dette sammenstød. Nævnet finder, at ansøgeren har forklaret upræcist om hændelsesforløbene, herunder antallet af overgrebene og tidsforløbet mellem disse. Nævnet finder endvidere, at det alene beror på ansøgerens egen formodning, at forsøget på at køre ham ned, drabsforsøget på ansøgerens bror og hans søns udstationering skyldes hans politiske engagement og hans skænderi med [politikeren]. Nævnet bemærker, at ansøgeren tidligere har forklaret og gentaget under nævnsmødet, at hans søn selv ønskede at blive udstationeret i […]. Endelig har nævnet lagt vægt på, at der forløb mere end et år efter skudepisoden, inden ansøgeren med sin familie valgte at udrejse, ligesom nævnet har lagt vægt på ansøgerens forklaring om, at han efter at have været udsat for overgreb fra politiets side selv valgte at henvende sig til politiet for at høre om politiets opklaringsarbejde i forbindelse med den påberåbte skudepisode. Flygtningenævnet finder på den baggrund ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet risikere forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Arme/2016/22/THJ

arme201621

Nævnet stadfæstede i maj 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt tre børn fra Armenien. Indrejst i 2014.  Flygtningenævnet udtalte:  ”Ansøgerne er etnisk armeniere og kristne af trosretning fra [landsby], Armenien. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Armenien frygter at blive anholdt af politiet eller KGB, idet de ikke bryder sig om udfaldet af en sag, som ansøgeren har efterforsket. Den kvindelige ansøger har henvist til den mandlige ansøgers konflikt. Den mandlige ansøger har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han var betjent i det armenske politi i Yerevan. [I foråret] 2014 fik han besked på at køre til Nagorno-Karabakh, hvor han skulle efterforske en sag om en dræbt soldat. Soldaten skulle angiveligt være blevet dræbt af aserbajdsjanere ved frontlinjen. Efter at have set gerningsstedet, mødtes den mandlige ansøger med en soldat, der hed [A], som er nevø til [B]. Den mandlige ansøger gav [A] 20.000 armenske dram, som han skulle bruge til at bestikke en officer. Officeren skulle bestikkes, således at [A] kunne møde den mandlige ansøger uden for kasernen. Efter mødet, mødtes den mandlige ansøger med sin chef og to KGB-agenter, som fastholdt, at soldaten var blevet dræbt af aserbajdsjanere. [I foråret] 2014 fortalte den mandlige ansøger sin chef, at han ikke mente, at dette var korrekt. Den mandlige ansøgers chef svarede hertil, at det var KGB’s sag og ikke politiets. Sagen blev herefter lukket. [I foråret] 2014 mødtes den mandlige ansøger igen med [A] og en anden soldat ved navn [C]. De havde fortalt, at [D] i beruset tilstand havde skudt soldaten. De havde vist den mandlige ansøger en videooptagelse, der dokumenterede, at liget var blevet flyttet. Samme dag fortalte ansøgeren [E] om oplysningerne. [E] kaldte den mandlige ansøger landsforræder og bad sine livvagter om at anholde ham. De kørte den mandlige ansøger til politistationen, hvor den mandlige ansøger havde bedt en af sine kollegaer om at gemme en granat på toilettet. På politistationen blev den mandlige ansøger hentet af KGB-agenter. Mens de kørte i en bil, truede den mandlige ansøger dem med granaten og han bad dem om at forlade bilen. Den mandlige ansøger udrejste herefter af Armenien. Den mandlige ansøger har på flere punkter forklaret upræcist og divergerende om begivenhederne forud for indrejsen i Danmark blandt andet om den håndgranatattrap, som han truede KGB folkene med, om antallet af møder med [A], om mødet med [C], om kontakten til sin chef [F] efter udrejsen, om KGB folkenes kontakt til den butik i Georgien, hvorfra ansøgeren ringede, om opholdet i Georgien, og om de nedgravede beviser i ansøgerens have. Endvidere fremstår den mandlige ansøgers beskrivelse af flugten, herunder hvordan han kom i besiddelse af håndgranatattrappen, usandsynlig, ligesom ansøgerens oplysninger om sine arbejdsopgaver fremstår upræcise. Ansøgerens oplysninger bærer præg af manglende viden om politiefterforskning, ligesom ansøgeren på flere punkter har svaret afglidende om sine arbejdsopgaver. Ansøgeren kan end ikke angive adressen på sit tjenestested, selvom han må antages at være mødt på arbejde dagligt det pågældende sted. Hertil kommer, at ansøgerne og den mandlige ansøgers moder har forklaret indbyrdes divergerende og upræcist om, hvornår [i foråret] 2014 den mandlige ansøger var i Nagorno-Karabakh for at efterforske soldatens død. Da den mandlige ansøger heller ikke for Flygtningenævnet har været i stand til at underbygge det påberåbte asylmotiv, forkaster Flygtningenævnet hans forklaring herom. Det kan herefter ikke lægges til grund at den mandlige ansøger skulle være efterstræbt af myndighederne af de af ham anførte grunde. Oplysningerne om myndighedernes tilbageholdelse af den kvindelige ansøger kan på denne baggrund ikke føre til nogen ændret vurdering. Idet den kvindelige ansøger i øvrigt ikke har noget selvstændigt asylmotiv, kan det ikke lægges til grund, at ansøgerne har været forfulgt ved udrejsen, eller at de ved en tilbagevenden til Armenien risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kan det ikke antages, at ansøgerne ved en tilbagevenden til hjemlandet skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Arme/2016/21/SHH

ARME201620

Nævnet stadfæstede i maj 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Armenien. Indrejst i 2014.  Flygtningenævnet udtalte:  ”Ansøgeren er etnisk armenier og kristen ortodoks af trosretning fra [landsby], Armenien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har henvist til sin søns asylmotiv. Ansøgerens søn har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Armenien frygter, at han vil blive anholdt af politiet eller KGB, fordi de ikke bryder sig om udfaldet af en sag, som han har efterforsket. Ansøger har til støtte herfor oplyst, at hun ved en tilbagevenden til Armenien frygter for sit liv, idet den armenske sikkerhedstjeneste er efter hende og hendes familie. Ansøgeren har henvist til det af hendes søn påberåbte asylmotiv. Indledningsvist skal det bemærkes, at hverken de påberåbte ransagninger eller ansøgerens tilbageholdelse hos sikkerhedstjenesten kan begrunde asyl. Tilbageholdelsen varede knap et døgn, og ansøgeren kunne uden problemer forlade det hospital, som hun blev overført til. Endvidere har ansøgeren og hendes søn forklaret indbyrdes divergerende om, hvordan sønnen blev oplyst om svigerdatterens tilbageholdelse, om forløbet af telefonsamtalen med sønnen efter svigerdatterens løsladelse, og om hvordan ansøgeren kunne få information om sønnens ankomst til Danmark. Endelig har ansøgeren, sønnen og svigerdatteren forklaret indbyrdes divergerende om tidspunktet for og længden af sønnens ophold i Nagorno-Karabakh i [foråret] 2014. Når der endelig henses til udfaldet af sønnens og svigerdatterens asylsag, hvorefter asylmotivet blev forkastet, og da ansøgeren heller ikke i øvrigt har været i stand til at underbygge det påberåbte asylmotiv, forkaster Flygtningenævnet hendes forklaring herom. Det kan herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren har været forfulgt ved udrejsen, eller at hun ved en tilbagevenden til Armenien risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kan det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Arme/2016/20/SHH

arme20162

Nævnet meddelte i januar 2016 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Armenien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk armenier og kristen af trosretning fra [landsby], Armenien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Armenien frygter at blive idømt livsvarigt fængsel eller at blive henrettet, fordi han deserterede fra militæret. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive dræbt af slægtninge til en soldat ved navn [A], som han under en vagttjeneste kom i slagsmål med, og som han formoder blev dræbt, da [A’s] gevær gik af. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren anført, at han [i foråret] 2014 påbegyndte aftjening af sin militærtjeneste. Lige fra starten, blev han og de andre nye soldater bedt af en ældre soldat ved navn [A] om at udføre [A’s] og hans gruppes arbejdsopgaver. De blev også bedt om at betale penge for at få toiletterne gjort rent, selvom han senere blev klar over, at denne opgave blev udført af folk udefra. Ansøgeren nægtede allerede fra første dag, som den eneste af de nye soldater, at udføre de opgaver, som han blev pålagt af [A] og hans gruppe. Dette medførte, at ansøgeren blev groft chikaneret både dag og nat. De pågældende spyttede i hans mad således, at han ikke fik noget at spise, og om natten tissede de på ham, hvorfor han blev forhindret i at sove. Endvidere blev han omkring 25 gange opsøgt af [A] og hans gruppe og udsat for vold i form af tæsk på kroppen. Ansøgeren opsøgte to gange sin kommandant og fortalte ham om overgrebene. Kommandanten sagde, at han ville gøre noget ved det, men han gjorde ikke noget. En officer advarede ansøgeren imod at sætte sig op imod [A] og hans gruppe og anbefalede ham at udføre de opgaver, som de gav ham. Officeren begrundede dette med, at [A] havde tilknytning til Manvel-familien, der er en meget indflydelsesrig familie i Armenien og hvis overhoved er general Manvel Grigoryan. [en dag i sommeren] 2014 skulle ansøgeren og [A] holde vagt sammen. Den første vagt varede fra kl. 18 til kl. 20 og forløb uden problemer. Den anden vagt var planlagt til at vare fra kl. 24 til kl. 02. Da de startede deres vagt kl. 24, sagde [A] til ansøgeren, at han ville gå over og sove, og at ansøgeren skulle vække ham, hvis han hørte noget. Ansøgeren nægtede at gøre det og forlangte, at [A] blev på sin vagt. Begge var bevæbnede med AK-74 geværer. Umiddelbart efter slog [A] ansøgeren i nakken med geværets kolbe, og ansøgeren faldt ned på jorden. Ansøgeren hørte [A] lade geværet. Ansøgeren drejede sig, men lå stadig ned. [A] pegede på ansøgeren med geværet. Ansøgeren tog fat i geværløbet og prøvede at dreje det væk fra sig, idet han samtidig hev sig op. Under tumulten, hvor de begge hev i geværet, gik geværet af. Det var ikke ansøgeren, der trykkede på aftrækkeren. Ansøgeren så [A] falde til jorden, han ved ikke, om [A] var død. Ansøgeren havde hele tiden haft sin AK-74 over skulderen. Umiddelbart efter flygtede ansøgeren fra stedet, og løb hen til en kirkegård, der lå omkring et par kilometer væk. Under flugten smed han sit gevær fra sig. Han gemte sig på kirkegården, han vil tro, at klokken var omkring 00.30, men har svært ved at angive et helt præcist tidspunkt. Han ringede til sin ven [B], der var den eneste, der havde kendskab til de overgreb, som ansøgeren havde været udsat for på kasernen, idet [B] havde besøgt ham på kasernen. [B] boede i en nærliggende by, hvis navn ansøgeren ikke husker. Han kom efter ret kort tid sammen med sin fader [C] og hentede ansøgeren. De kørte ansøgeren til et ufærdigt hus tilhørende [C] i Ararat. [C] sagde til ansøgeren, at han var nødt til at underrette sin familie. Det var [C], der ringede til familien næste dag. Tidligt om morgenen omkring kl. 7 den [følgende dag] blev ansøgerens familie opsøgt af seks ukendte mænd, som ansøgeren formoder tilhører en gruppe, der hedder Manvelakan. De seks ukendte mænd spurgte efter ansøgeren. De udsatte ansøgerens fader for grov vold. Også hans moder og søster blev udsat for vold, ligesom der blev talt meget nedværdigende til dem. Overfaldsmændene tog familiens papirer. Ansøgerens fader blev efterfølgende indlagt på hospitalet. Den samme dag, kl. 22 om aftenen hentede [C] ansøgerens moder og søster, og kørte dem til Ararat, hvor ansøgeren ventede på dem. [Få dage senere] flygtede ansøgerens fader fra hospitalet. [C] ventede på ansøgerens fader udenfor hospitalet, og kørte ham til Ararat, hvor ansøgeren og resten af familien befandt sig. Hele familien opholdt sig i omkring en måned i [en anden landsby], hvorfra de […] udrejste af Armenien. I den måned, hvor ansøgeren og hans familie boede i Ararat, blev de ikke opsøgt af nogen. [C] kørte dem til den armenske grænse, hvor de mødtes med en russer ved navn [D]. De skiftede bil og [D] skaffede dem over den georgiske grænse. [C] og [D] kørte med dem hele vejen til Sandholmlejren, hvor de søgte asyl. Flygtningenævnets flertal finder i det væsentligste, trods en række mindre betydningsfulde divergenser, at kunne lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, selvom ansøgerens forklaring om, at håndgemænget med [A] førte til dennes død, alene beror på ansøgerens formodning. Flygtningenævnets flertal finder, at ansøgerens asylmotiv er underbygget af hans forældres og søsters forklaringer om, at de blev opsøgt og udsat for overgreb af medlemmer af den indflydelsesrige Manvel-familie, som [A] havde tilknytning til. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger lægger Flygtningenævnets flertal til grund, at ansøgeren ikke vil kunne opnå myndighedernes beskyttelse mod overgreb fra Manvel-familien. Flygtningenævnet flertal finder derfor, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved tilbagevenden til Armenien vil være i individuel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder ikke, at det forhold, at ansøgeren er deserteret, i sig selv vil indebære en uproportionel straf, der vil være i strid med EMRK art. 3. Flygtningenævnet meddeler derfor den armenske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2” arme/2016/2

arme201619

Nævnet stadfæstede i maj 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt et barn fra Armenien. Indrejst i 2014. Sagen vedrørende den kvindelige ansøgers forældre blev behandlet i nævnet samme dag. Flygtningenævnet udtalte: ”Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med de fundne pas til grund, at den mandlige ansøger er armensk statsborger med navnet […], og at den kvindelige ansøger ligeledes er armensk statsborger med navnet […]. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Armenien frygter, at han vil blive fængslet af de armenske myndigheder, idet de beskylder ham for at have solgt fotografier af militært område til aserbajdsjanerne. Den mandlige ansøger har videre oplyst, at han frygter at blive anholdt, tortureret og dræbt af de armenske myndigheder, fordi han er deserteret fra sin militærtjeneste. Den kvindelige ansøger har henvist til sine forældres konflikt. Efter udlændingelovens § 40 påhviler det en asylansøger at sandsynliggøre det asylmotiv, vedkommende påberåber sig. Ansøgernes asylmotiv er sammenhængende med den kvindelige ansøgers forældres asylmotiv. Dette asylmotiv er i det hele blevet forkastet. Flygtningenævnet bemærker særskilt, at den mandlige ansøgers forklaring om tilbageholdelsen og flugten ligeledes er usikker og divergerende, og at forklaringen om flugten fra militærhospitalet ligeledes i sig selv er ganske usandsynlig. Flygtningenævnet finder heller ikke, at den mandlige ansøger har sandsynliggjort, at han er deserteret fra aftjening af værnepligt. Nævnet bemærker herved, at ansøgeren er 25 år, og at han er udrejst på ægte pas gennem lufthavnen i Jerevan. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgerne risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Armenien. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Arme 2016/19/SSM

arme201618

Nævnet stadfæstede i maj 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar fra Armenien. Indrejst i 2014. Sagen vedrørende ansøgernes datter og svigersøn samt parrets barn blev behandlet i nævnet samme dag. Flygtningenævnet udtalte: ”Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Armenien frygter, at de armenske myndigheder vil dømme ham for landsforræderi og fængsle ham på livstid, idet de beskylder ham for at have solgt fotografier af militært område til aserbajdsjanerne. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til den mandlige ansøgers konflikt. Efter udlændingelovens § 40 påhviler det en asylansøger at sandsynliggøre sin identitet og det asylmotiv, vedkommende påberåber sig. Flygtningenævnet lægger efter de foreliggende oplysninger til grund, at ansøgerne er armenske statsborgere, men nævnet finder ikke, at den mandlige ansøger herudover har sandsynliggjort, hverken sin identitet eller sit asylmotiv. Vedrørende den mandlige ansøgers identitet lægger Flygtningenævnet navnlig vægt på, at han til de danske udlændingemyndigheder har oplyst, at han hedder […], men at der under asylsagens behandling er blevet fundet et pas, der må anses for i det mindste formularmæssigt ægte, i navnet […] med samme fødedata. Efternavnet svarer til den kvindelige ansøgers efternavn, og hun gør gældende, at hendes pas er ægte. Hertil kommer, at den mandlige og kvindelige ansøger begge har erkendt, at de i 2003 søgte asyl i […] uden asylmotiv og blot for at blive sendt tilbage til Armenien, og at ansøgerne og deres datter i 2007 søgte asyl i […] i en anden identitet. Flygtningenævnet lægger til grund, at den kvindelige ansøger og deres datter er henholdsvis […] og […] i overensstemmelse med de fundne pas. Vedrørende den mandlige ansøgers asylmotiv lægger Flygtningenævnet navnlig vægt på, at han har forklaret divergerende/usikkert om fotograferingen, divergerende om tilbageholdelsen og flugten fra hospitalet, ligesom flugten fra hospitalet i sig selv må anses for ganske usandsynlig. Hertil kommer, at ansøgerne har forklaret urigtigt om deres rejserute, og at det først er efter fundet af deres pas med udrejsestempler, at de har erkendt, at de er udrejst gennem lufthavnen i Jerevan. [Den kvindelige ansøgers] asylmotiv er sammenhængende med den mandlige ansøgers asylmotiv. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgerne risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Armenien.    Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Arme 2016/18/SSM

arme201617

Nævnet stadfæstede i marts 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Armenien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk armenier og kristen fra Jerevan i Armenien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Armenien frygter at blive dømt og slået ihjel, idet han er flygtet fra militæret og har løsladt krigsfanger. Ansøgeren har til støtte herfor forklaret, at han i [foråret] 2014 påbegyndte sin værnepligt, og at han den [dato] blev sendt til [by] ved grænsen til Aserbajdsjan med sit kompagni. Han fik besked på at bevogte tre aserbajdsjanske krigsfanger, der blev tilbageholdt i en bygning. Sergenterne begik fysiske overgreb mod fangerne og sagde til ansøgeren, at han skulle gøre det samme, hvilket ansøgeren afslog. Ansøgeren fik ondt af fangerne, hvorfor han efter tre dage gav dem brød og cigaretter, når han havde vagt. Dette blev opdaget af sergenterne, som slog ansøgeren bevidstløs, og smed ham ind i cellen sammen med de tre krigsfanger. Ansøgeren var tilbageholdt frem til den [dato], hvor han sammen med kompagniet tog tilbage til kasernen i [by]. Ansøgeren fortalte herefter, hvad der var sket til kommandøren, som sagde, at han skulle holde sin viden for sig selv. Ansøgeren blev herefter kaldt til samtale på lageret med kompagnikommandøren og de fire andre, som slog ansøgeren og konfronterede ham med, at han havde videregivet oplysninger om krigsfangerne til kommandøren. Omkring den [dato] blev ansøgeren på ny sendt til [by] med kompagniet, hvor de fire på ny spurgte, om ansøgeren ville medvirke til at foretage fysiske overgreb på fangerne. Ansøgeren nægtede dette og blev på ny spærret inde sammen med de tre krigsfanger. Under indespærringen aftalte ansøgeren med krigsfangerne, at han skulle hjælpe dem fri mod, at de til gengæld hjalp ansøgeren med at rejse til et sikkert sted. Efter to til tre dage sagde ansøgeren til de fire, at han var indforstået med at begå overgreb på fangerne, hvorefter han blev sat fri og fik til opgave at holde vagt igen. Den følgende nat under ansøgerens vagt åbnede ansøgeren døren til fangerne, og de flygtede sammen til fods til Aserbajdsjan. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han har løsladt krigsfanger og flygtet med dem, således som han har påberåbt sig. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende på en række punkter, herunder om krigsfangernes navne, og om omstændighederne hvorunder de fire opdagede, at han gav krigsfangerne brød/cigaretter. Flygtningenævnet finder det endvidere mindre sandsynligt, at ansøgeren på ny skulle blive sat til at bevogte krigsfangerne, henset til ansøgerens sympati for disse, ligesom nævnet finder det mindre sandsynligt, at ansøgeren ikke havde ammunition til sit våben. Nævnet bemærker endvidere, at ansøgerens forklaring om selve flugten, afstand til grænsen med videre må anses for ganske usikker og i øvrigt i sig selv mindre sandsynlig. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren er deserteret fra militærtjeneste, men nævnet finder ikke, at ansøgeren risikerer uforholdsmæssig straf som følge heraf. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Armenien.    Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” arme/2016/17/LIN

arme201616

Nævnet stadfæstede i marts 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Armenien. Indrejst i 2014.  Flygtningenævnet udtalte:  ”Ansøgeren er etnisk armenier og kristen af trosretning fra Jerevan, Armenien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Armenien frygter at blive slået ihjel af politichefen, [V1], hans svigersøn, [A], og dennes medhjælper, [V2]. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hendes søn siden 2008 har haft en ikke-officiel aftale om at leje butikslokaler af [A], som er svigersøn til politichefen [V1]. I [vinteren] 2012 indgik ansøgerens søn og [A] en aftale om, at ansøgerens søn skulle bygge en ny forretning på en af [A’s] grunde, og at huslejen skulle være 250.000 dram i de første 48 måneder. I [sommeren] 2012 krævede [A’s] medhjælper, [V2], at ansøgerens søn fremover skulle betale 1 million dram i husleje. I [vinteren] 2012 måtte ansøgerens søn meddele, at han ikke længere kunne betale, og dagen efter kom [V2] og tog hans varevogn og lukkede hans forretning. [I begyndelsen af] 2013 blev ansøgerens søn overfaldet af [A’s] mænd. [I foråret] 2013 anmeldte ansøgeren det sidste overfald til politiet. Herefter blev ansøgerens bopæl to gange opsøgt af borgmesteren og andre myndighedspersoner, som ville have, at hun trak sin anmeldelse tilbage. [I foråret] 2013 kontaktede ansøgeren en journalist, som skrev en artikel om deres sag. Der blev i den efterfølgende periode ført retssager vedrørende både overfaldet, forretningerne og pengeafpresningen, men ansøgeren fik ikke medhold i nogen af sagerne, fordi [A] havde korrumperet hele processen. I perioden sendte ansøgeren endvidere klagebreve til samtlige ambassader og forskellige myndigheder i Armenien, fordi de ved ulovlig afpresning havde mistet deres forretninger og mange penge. Ansøgeren opholdt sig i Armenien frem til [efteråret] 2014, hvor hun udrejste til Danmark. Det må tillægges vægt, at ansøgeren alene har lidt fysisk overlast, da hun blandede sig i overfaldet på sønnen [i foråret] 2013, og at hun ifølge sin egen forklaring fik et slag og blå mærker på benene. Endvidere har hun oplyst, at hun samme måned blev opsøgt af kommunaldirektøren i selskab med flere andre ledende personer to gange på sin bopæl, hvor man ville true eller presse hende til at tilbagekalde den indgivne politianmeldelse. Endelig har ansøgeren for Flygtningenævnet yderligere oplyst, at hun og hendes søn skulle have modtaget verbale trusler fra [A’s] folk frem til lukningen af den sidste butik [i foråret] 2013. Ansøgerens forklaring herom fremstår dog noget upræcis. Herudover har ansøgeren ikke været udsat for yderligere forhold, og de trusler som hun i øvrigt har forklaret om er alene baseret på andenhåndsoplysninger. Hertil kommer, at ansøgeren var i stand til at opholde sig i hjemlandet frem til udrejsen [i efteråret] 2014, selvom hun gjorde opmærksom på sig selv i form af deltagelse i de verserende retssager samt diverse henvendelser og klager angående den behandling, som hun og hendes søn havde været udsat for. Endelig er der forklaret upræcist om, hvorfor ansøgeren netop udrejste i [efteråret] 2014. Endvidere må det tillægges vægt, at ansøgerens søn ikke støttede hendes politianmeldelse [i foråret] 2013, at politiet modtog anmeldelsen, og at der blev gennemført retssager på baggrund af anmeldelsen. De konflikter, som ansøgerens søn ifølge hendes forklaring har været involveret i, er almindelig borgerlig kriminalitet. Sammenfattende har de forhold, som ansøgeren har oplyst at have været udsat for ikke haft en sådan karakter og omfang, at det kan begrunde asyl eller beskyttelsesstatus. Det skal særlig bemærkes, at oplysningerne om ansøgerens søns forhold ikke kan føre til nogen ændret vurdering. Det kan herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren var forfulgt ved udrejsen, eller at hun ved en tilbagevenden til Armenien risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kan det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” arme/2016/16/LOD

arme201615

Nævnet stadfæstede i februar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Armenien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk armener og kristen fra Yerevan, Armenien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Armenien frygter at blive slået ihjel, idet han er blevet beskyldt for at have ansvaret for sine soldaters død, samt at han frygter fængselsstraf, idet han er deserteret fra militæret. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han var chefsergent og kommandør for en gruppe på ti soldater. Gruppen blev udstationeret på et bjerg nær grænsen til Aserbajdsjan. [I sommeren] 2014 gik ansøgeren og tre af hans soldater; [A], [B] og [C], ned efter vand. Ansøgeren var den eneste bevæbnede, og han gik bagved de andre. Gruppen blev overfaldet, og ansøgeren nåede at skjule sig og anvendte ikke sit våben for at hjælpe de andre. [A] og [B] blev slået ihjel, og ansøgeren blev efterfølgende beskyldt for at have ansvaret for deres død, da han ikke anvendte sit våben. De øvrige soldater og officerer udsatte herefter ansøgeren for overgreb, og han blev kørt mod grænseområdet af to officerer og en chauffør. Det lykkedes ansøgeren at flygte ud af bilen og hjem til Yerevan. Flygtningenævnet kan ikke lægge dele af ansøgerens forklaring til grund. Ansøgerens forklaring om overfaldet på de tre soldater forekommer ikke selvoplevet. Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at det forekommer usandsynligt, at overfaldsmændene ikke så ansøgeren, men kun de tre andre soldater, mens disse bevægede sig ned ad bjerget, og da overfaldet fandt sted, selv om ansøgeren angiveligt kun gik 10-15 meter bag de andre soldater. Ansøgerens beskrivelse af selve overfaldet er holdt i generelle vendinger og er uden detaljer, herunder om hvor overfaldsmændene kom fra. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om sin flugt. Til oplysnings- og motivsamtalen forklarede ansøgeren, at han under transporten mod grænsen sad på bagsædet af bilen mellem to officerer, men at det alligevel lykkedes ham at slippe ud ad bildøren. Til asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at han sad på bagsædet af bilen ved vinduet med kun en officer ved siden af sig. Det forekommer usandsynligt og utroværdigt, at ansøger ville kunne flygte fra bilen under de beskrevne omstændigheder, herunder at han ikke blev beskudt, og at han var i stand til at undslippe forfølgerne og efterfølgende gå og løbe i flere timer, når han efter sin egen forklaring havde ondt i ben og ryg efter fysiske overgreb. Selv om ansøgerens forklaring om, at han er deserteret fra militæret, lægges til grund, kan det ikke antages, at han vil blive idømt en uforholdsmæssig lang fængselsstraf for dette. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Armenien vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” arme/2016/15/chk

arme201614

Nævnet stadfæstede i februar og 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Armenien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk armenier og kristen fra [by]i Armenien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive dræbt af ukendte personer, som har dræbt hendes far og bortført hendes mor. Ansøgeren har til støtte herfor forklaret, at hendes far arbejdede som freelance fotojournalist. Faderen fortalte ikke familien om sine arbejdsopgaver. Faderen var en moralsk mand, der ikke kunne lide falskhed og korruption. På et tidspunkt i 2014 overhørte ansøgeren en natlig samtale mellem forældrene. Ansøgeren hørte faderen sige, at han havde noget materiale, der belastede en magtfuld person. Moderen bebrejdede faderen, at han bragte familien i fare. Der skete efterfølgende det, at ansøgerens far ikke kom hjem. Ansøgerens mor henvendte sig til politiet, der ikke umiddelbart ville foretage sig noget. Ansøgerens hjem blev efterfølgende opsøgt af to mænd. Ansøgeren var hjemme sammen med moderen. Ansøgerens bror var ikke hjemme. De to mænd ønskede adgang til familiens bolig og fremviste nogle papirer. De gennemsøgte faderens arbejdsværelse og tog blandt andet faderens bærbare computer med sig. Efter nogle dage kom de samme to mænd igen. De ledte efter ansøgerens far. De to mænd var aggressive og voldelige over for ansøgeren og moderen. Broderen, der havde opholdt sig i et andet rum ville beskytte moderen, hvilket resulterede i, at han også blev udsat for vold. Mændene forlod herefter stedet. På et tidspunkt kom faderen hjem. Ansøgeren har svært ved at huske, om det var før eller efter de to mænds andet besøg. Faderen sagde, at de var i fare og at de skulle gøre sig klar til at flygte. Faderen ville komme for at hente dem. Det er sidste gang, ansøgeren har set faderen.  En af de følgende dage blev bopælen igen opsøgte af de to ukendte personer og en tredje mand, som ledte efter faren. Sammen med moderen og broderen blev ansøgeren låst inde i et rum. Da natten var ovre, blev ansøgerens mor hentet ud, og taget bort fra hjemmet. Medens broderen var låst inde, blev ansøgeren voldtaget. Mændene forlod herefter stedet. Ansøgeren og hendes bror tog straks hjem til deres gudfar, som fortalte, at deres far var fundet brændt ihjel i en bil. Gudfaderen fortalte dem, at de selv var i fare og måtte flygte ud af landet. Samme dag kørte gudfaren ansøgeren og hendes bror til Georgien, og efter cirka 14 dage havde gudfaderen arrangeret deres videre flugt. Gudfaderen fortalte i den forbindelse ansøgeren, at hendes mor nu også var død. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at forkaste ansøgerens forklaring om asylmotivet. Asylmotivet er afledt af ansøgerens faders problemer, hvorfor det i udgangspunktet er vanskeligt for ansøgeren nærmere at redegøre for konflikten. Ansøgeren er endvidere psykisk påvirket at oplevelserne i hjemlandet og af flugten. Uanset, at der tages hensyn til dette, finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at faderens konflikt på nuværende tidspunkt medfører, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Arme/2016/14/LIN

arme201613

Nævnet stadfæstede i februar og 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Armenien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk armenier og kristen fra [by], Armenien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Flygtningenævnet har lagt til grund, at klageren ikke er mindreårig. Nævnet henviser i den forbindelse til, at Udlændingestyrelsen den 25. juni 2015 på baggrund af en aldersvurdering af klageren af 1. juni 2015, udfærdiget af Københavns Universitet, Retspatologisk Afdeling, har truffet afgørelse om, at klageren er myndig. Nævnet er bekendt med, at styrelsens afgørelse er påklaget. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren under sagsbehandlingen i nævnet har fremstået med tilstrækkelig modenhed til at gennemgå en asylsagsbehandling. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive dræbt af ukendte personer, som har dræbt hans far og bortført hans mor. Ansøgeren har til støtte herfor forklaret, at hans far arbejdede som freelance fotojournalist. Faderen fortalte ikke familien om sine arbejdsopgaver. I oktober 2014 skete der det, at ansøgerens far ikke kom hjem. Ansøgerens mor henvendte sig til politiet, der ikke umiddelbart ville foretage sig noget. Ansøgerens hjem blev efterfølgende opsøgt af to mænd. Ansøgeren var på det tidspunkt ikke hjemme. Mændene gennemsøgte faderens arbejdsværelse og tog blandt andet faderens bærbare computer med sig. Efter nogle dage kom de to mænd igen. De ledte efter ansøgerens far. De to mænd var aggressive og voldelige over for ansøgerens mor, og da ansøgeren ville beskytte sin mor også overfor ansøgeren. De to mænd forlod til slut hjemmet og ansøgeren søgte hjælp hos sin gudfader. På et tidspunkt kom faderen hjem. Faderen sagde, at de var i fare og at de skulle gøre sig klar til at forlade hjemmet. Faderen ville komme for at hente dem. Det er sidste gang, ansøgeren har set sin far. En af de følgende dage blev bopælen igen opsøgte af de to mænd og en tredje mand, som ledte efter faren. Sammen med moderen og søsteren blev ansøgeren låst inde i et rum. Da natten var ovre, blev ansøgerens mor hentet ud og taget med. Ansøgeren blev igen låst inde. Mændene havde hentet søsteren ud, og ansøgeren kunne høre søsterens høje skrig. På et tidspunkt åbnede ansøgerens søster døren for ansøgeren. Ansøgeren og hans søster tog herefter hjem til deres gudfar, som fortalte, at deres far var fundet brændt ihjel i en bil. Gudfaderen fortalte dem, at de selv var i fare og måtte flygte ud af landet. Samme dag kørte gudfaren ansøgeren og hans søster til Georgien, og efter cirka 14 dage havde gudfaderen arrangeret deres videre flugt. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at forkaste ansøgerens forklaring om asylmotivet. Asylmotivet er afledt af ansøgerens faders problemer, hvorfor det i udgangspunktet er vanskeligt for ansøgeren nærmere at redegøre for konflikten. Ansøgeren er endvidere påvirket at oplevelserne i hjemlandet og af flugten. Uanset, at der tages hensyn her til, finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at faderens konflikt på nuværende tidspunkt medfører, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Arme/2016/13/LIN

arme201612

Nævnet stadfæstede i februar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Armenien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske armeniere og apostolske kristne af trosretning fra Jerevan, Armenien. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Armenien frygter at blive slået ihjel af myndighederne. Den kvindelige ansøger har til støtte for sit asylmotiv henvist til den mandlige ansøgers konflikt med myndighederne. Den mandlige ansøger har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han og en god bekendt den 25. september 2014 arrangerede en demonstration som følge af de netop indførte skatter. Demonstrationen havde til formål at få premiereministeren i tale. I forbindelse med demonstrationen blev ansøgeren anholdt efter ordre fra Osipyan. Ansøgeren var tilbageholdt i fem dage, hvor han blev slået og tvunget til at skrive under på, at han var indforstået med, at politiet havde konfiskeret hans ejendom. Da ansøgeren blev løsladt, skrev han under på, at han ikke ville forlade landet. Den efterfølgende morgen anmeldte ansøgeren tilbageholdelsen til den nationale sikkerhedstjeneste. Om aftenen blev ansøgeren opsøgt af tre politimænd, som truede og slog ansøgeren bevidstløs, fordi han havde klaget over politiet. Da ansøgeren kom til bevidsthed, kontaktede han en ven, som bragte ham og den kvindelige ansøger til byen Kosh, hvor de opholdt sig i skjult indtil deres udrejse en halvanden måned senere.  Den mandlige ansøger har på en række punkter forklaret upræcist og divergerende om hændelsesforløbet forud for udrejsen blandt andet om arrangementet af demonstrationen, om hvad ansøgeren fik at vide, da han blev ført væk efter demonstrationen, om behandlingen af ham under indbringelsen til politistationen, om det var vicepolitichefens barnebarn eller nevø, som ansøgeren beskyldte for at have stukket med kniv, om ansøgeren selv havde overværet knivstikkeriet, om omfanget og karakteren af den mandlige ansøgers klage til KGB, om beslutningen om at forlade lejligheden og om ansøgerens kontakt til andre efter at være kommet frem til Kosh. Herudover har den mandlige ansøger først for Flygtningenævnet oplyst om et yderligere overgreb, som han var udsat for på tredjedagen for sin tilbageholdelse hos politiet, selvom der er tale om et centralt element i det påberåbte asylmotiv. Endvidere er det påfaldende, at den mandlige ansøger gradvist har udbygget oplysningerne om sit kendskab til knivstikkeriet, hvorefter han nu personligt har overværet det, og at han endvidere skulle have fortalt dette direkte til vicepolitichefen, efter han ifølge sin egen forklaring havde fået tæsk. Den kvindelige ansøger har forklaret upræcist om aktiveringen af gashanen i køkkenet og om antallet af tilstedeværende naboer efter overfaldet. På denne baggrund og da den mandlige ansøger heller ikke for Flygtningenævnet har været i stand til at underbygge det påberåbte asylmotiv, forkaster Flygtningenævnet hans forklaring herom. Det skal særligt bemærkes, at oplysningerne fra den kvindelige ansøger ikke kan føre til nogen ændret vurdering. Flygtningenævnet kan herefter ikke lægge til grund, at ansøgerne skulle have en konflikt med myndighederne. Den kvindelige ansøger har ikke noget selvstændigt asylmotiv. Det kan herefter ikke lægges til grund, at den mandlige ansøger var forfulgt ved udrejsen, eller at han ved en tilbagevenden til Armenien risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kan det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Arme/2016/12/STR

arme201611

Nævnet stadfæstede i februar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Armenien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske armeniere og apostolske kristne af trosretning fra Jerevan, Armenien. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Armenien frygter at blive slået ihjel af myndighederne. Den kvindelige ansøger har til støtte for sit asylmotiv henvist til den mandlige ansøgers konflikt med myndighederne. Den mandlige ansøger har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han og en god bekendt den 25. september 2014 arrangerede en demonstration som følge af de netop indførte skatter. Demonstrationen havde til formål at få premiereministeren i tale. I forbindelse med demonstrationen blev ansøgeren anholdt efter ordre fra Osipyan. Ansøgeren var tilbageholdt i fem dage, hvor han blev slået og udsat for overgreb og tvunget til at skrive under på, at han var indforstået med, at politiet havde konfiskeret hans ejendom. Da ansøgeren blev løsladt, skrev han under på, at han ikke ville forlade landet. Den efterfølgende morgen anmeldte ansøgeren tilbageholdelsen til den nationale sikkerhedstjeneste. Om aftenen blev ansøgeren opsøgt af tre politimænd, som truede og slog ansøgeren bevidstløs, fordi han havde klaget over politiet. Da ansøgeren kom til bevidsthed, kontaktede han en ven, som bragte ham og den kvindelige ansøger til byen Kosh, hvor de opholdt sig i skjult indtil deres udrejse en halvanden måned senere.  Den mandlige ansøger har på en række punkter forklaret upræcist og divergerende om hændelsesforløbet forud for udrejsen blandt andet om arrangementet af demonstrationen, om hvad ansøgeren fik at vide, da han blev ført væk efter demonstrationen, om behandlingen af ham under indbringelsen til politistationen, om det var vicepolitichefens barnebarn eller nevø, som ansøgeren beskyldte for at have stukket med kniv, om ansøgeren selv havde overværet knivstikkeriet, om omfanget og karakteren af den mandlige ansøgers klage til KGB, om beslutningen om at forlade lejligheden og om ansøgerens kontakt til andre efter at være kommet frem til Kosh. Herudover har ansøgeren først for Flygtningenævnet oplyst om et yderligere overgreb, som ansøgeren var udsat for på tredjedagen for sin tilbageholdelse hos politiet, selvom der er tale om et centralt element i det påberåbte asylmotiv. Endvidere er det påfaldende, at den mandlige ansøger gradvist har udbygget oplysningerne om sit kendskab til knivstikkeriet, hvorefter han nu personligt har overværet det, og at han endvidere skulle have fortalt dette direkte til vicepolitichefen, efter han ifølge sin egen forklaring havde fået tæsk. På denne baggrund og da den mandlige ansøger heller ikke for Flygtningenævnet har været i stand til at underbygge det påberåbte asylmotiv, forkaster Flygtningenævnet hans forklaring herom. Det skal særligt bemærkes, at oplysningerne fra den kvindelige ansøger ikke kan føre til nogen ændret vurdering. Flygtningenævnet kan herefter ikke lægge til grund, at ansøgerne skulle have en konflikt med myndighederne. Det kan herefter ikke lægges til grund, at den mandlige ansøger var forfulgt ved udrejsen, eller at han ved en tilbagevenden til Armenien risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kan det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Arme/2016/11/STR

arme201610

Nævnet stadfæstede i februar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt tre børn fra Armenien. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske armeniere og kristne af trosretning fra [en navngiven by], Ashtarak, Armenien. I 2008 meldte den mandlige ansøger sig ind i HAK, hvor han fungerede som valgtilforordnet ved præsidentvalgene i henholdsvis 2008 og 2013 samt ved fem øvrige valg, ligesom han i perioden deltog i demonstrationer. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til at de ved en tilbagevenden til Armenien frygter, at den mandlige ansøger vil blive fængslet eller slået ihjel af politiet, da han har modsat sig ordrer under sin ansættelse i politiet, og da han har været politisk aktiv for HAK. Den mandlige ansøger blev i [sommeren] 2000 ansat ved politiet. I [slutningen af] 2000 blev han kaldt ud til en demonstration, hvor han og det øvrige politi blev oplyst om, at de måtte slå demonstranterne. Den mandlige ansøger ønskede imidlertid ikke at slå nogen. Omkring [to dage senere] modtog den mandlige ansøger oplysning om, at han ikke længere var ønsket i politiet. Han fik orlov, hvorefter han udrejste til Rusland. I [slutningen af] 2006 rejste familien tilbage til Armenien. [I foråret] 2008 deltog den mandlige ansøger i en stor demonstration i Jerevan. Under demonstrationen blev han overfaldet af politiet, hvorved han pådrog sig skader. Efterfølgende var han indlagt på hospitalet i 15 dage. [Fem dage senere] blev den mandlige ansøger anholdt under anklage om, at han havde slået og anvendt molotovcocktails mod politiet i forbindelse med demonstrationen. Under tilbageholdelsen [der varede omkring 25 dage] blev han udsat for fysiske overgreb. I perioden fra 2008 til 2013 blev den mandlige ansøger afhørt omkring 20-50 gange, og han blev slået hver gang. Det skete i forbindelse med at der skulle være eller var demonstrationer. Efter udrejsen af hjemlandet er han blevet sigtet for at arrangere ulovlige demonstrationer, ligesom politiet har opsøgt hans fader. Endvidere er den mandlige ansøger blevet afpresset i sin forretning, ligesom myndighederne har taget forretningen fra ham. Ansøgerne har som asylmotiv yderligere henvist til, at de ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter, at deres ældste søn skal aftjene værnepligt og derved deltage i kampene mellem Armenien og Aserbajdsjan. Herudover risikerer han fængselsstraf for ikke at være mødt op på session. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgerne først har gennemgået en fuld asylsagsbehandling i Danmark på baggrund af deres forklaringer om at være henholdsvis russisk og georgisk statsborgere. Deres forklaringer blev tilsidesat af Flygtningenævnet og i forbindelse med Rigspolitiets bestræbelser på at udsende dem erkendte de, at deres tidligere forklaringer var usande, og at de rettelig var armenske statsborgere. Ansøgernes identitet og statsborgerskab er herefter blevet bekræftet. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgerne er armenske statsborgere med navn og data som angivet i de indhentede pasoplysninger. Efter ansøgernes rette identitet er kommet frem, har ansøgerne afgivet en detaljeret forklaring om den mandlige ansøgers meget omfattende politiske aktiviteter og overgreb mod ham. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort dette asylmotiv. Nævnet lægger herved navnlig vægt på, at det er mindre forståeligt, at ansøgerne vælger at afgive en usand forklaring ved behandlingen af deres første asylsag, hvis den mandlige ansøger har været udsat for så omfattende overgreb, som han har forklaret om. Ansøgernes forklaring om omfanget af overgreb sammenholdt med, at disse fandt sted i forbindelse med demonstrationer eller forventede demonstrationer, stemmer endvidere mindre godt med, at den mandlige ansøger har forklaret, at han deltog som valgtilforordnet ved adskillige valg. Den mandlige ansøgers forklaring for nævnet om at være efterlyst/eftersøgt, om køb af pas og ulovlig udrejse stemmer ikke med hans tidligere forklaring om, at han fik udstedt pas, da deres tidligere pas var blevet stjålet, og at familien udrejste legalt. For så vidt angår det forhold, at [ansøgerens ældste søn] skal aftjene værnepligt, bemærker nævnet, at dette forhold i sig selv ikke er asylbegrundende. Nævnet bemærker, at der er mulighed for at aftjene værnepligt uden at bære våben, ligesom der er mulighed for egentligt civilt arbejde i stedet. For så vidt angår risikoen for at blive dræbt i forbindelse med grænsetræfninger i Nagorno-Karabach med Aserbajdsjan, bemærker nævnet, at denne generelle risiko ikke kan føre til asyl. For så vidt angår eventuel straf for udeblivelse fra session finder Flygtningenævnet ikke, at denne kan antages at stå i misforhold til forseelsen i et sådant omfang, at dette kan føre til asyl. [Ansøgernes ældste søn] risikerer således ikke forfølgelse som følge af sine militære forhold, og familien risikerer heller ikke en afledet forfølgelse som følge heraf. Flygtningenævnet finder således i det hele ikke, at familien opfylder betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgerne har fået udstedt pas og er udrejst legalt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” arme/2016/10/MVL

arme20161

Nævnet stadfæstede i januar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt et barn fra henholdsvis Armenien og Ukraine. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Den mandlige ansøger er etnisk […] og […] af trosretning fra […], Armenien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. I forhold til Armenien har den mandlige ansøger som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden frygter, at han eller hans ægtefælle og deres fælles barn vil blive dræbt af sine forældre eller andre […], fordi hans ægtefælle og barn ikke er etniske […]. Ansøgeren frygter endvidere at blive set som landsforræder, idet han ikke er mødt efter genindkaldelse til militærtjeneste. Til støtte for dette har ansøgeren forklaret, at han er etnisk […], og at etniske […] bliver betragtet som andenrangs borgere i Armenien.  Ansøgeren har endvidere forklaret, at han sammen med nogle venner deltog i en demonstration [i foråret] 2008. Under demonstrationen pågreb politiet ansøgeren og hans venner, og han blev i den forbindelse slået og tilbageholdt af politiet. Da han blev løsladt gav politiet ham en frist på en uge til at forlade landet, ellers ville de dømme ham for deltagelse i demonstrationer og for offentlig uorden. Seks dage efter sin løsladelse udrejste ansøgeren af Armenien til Rusland. Ti dage efter ansøgerens udrejse af Armenien, opsøgte politiet ansøgerens forældre. Politiet spurgte efter ansøgeren, og ansøgerens forældre forklarede, at ansøgeren var taget til Rusland. Ansøgerens forældre blev ikke opsøgt efterfølgende. Ansøgeren har endelig forklaret, at han i [sommeren] 2014 blev kontaktet af en ven i Rusland, som fortalte ansøgeren, at ansøgeren var blevet genindkaldt til militæret. I forhold til Ukraine har den mandlige ansøger som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden frygter, at hans stamme vil dræbe ham som følge af forholdet til hans ægtefælle, samt at han frygter krigen i Ukraine. Til støtte for dette har ansøgeren forklaret, at han mødte sin ægtefælle i Ukraine i 2011. I [foråret] 2014 ringede ansøgeren til sine forældre og fortalte dem, at han var i et forhold. De sagde, at forholdet var imod ansøgerens og deres religion og folk, fordi ansøgeren var sammen med en, der ikke er etnisk […]. I den forbindelse sagde ansøgerens forældre, at hvis han giftede sig med hans nuværende ægtefælle, ville de dræbe ham. Derefter stoppede ansøgerens kontakt til hans forældre. [I sommeren] 2014 flyttede ansøgeren ind hos sin nuværende ægtefælle. De boede hos ægtefællens forældre. Efterfølgende blev ansøgerens ægtefælle kontaktet telefonisk et for ansøgeren ukendt antal gange af ansøgerens forældre, som truede ansøgerens ægtefælle på livet. Hverken ansøgeren eller hans ægtefælle blev opsøgt af hans familie eller andre fra hans stamme. På et tidspunkt mellem den […] og den […] 2014 udrejste ansøgeren og hans ægtefælle af Ukraine på grund af krigen. Den kvindelige ansøger er etnisk armenier og kristen af trosretning fra Ukraine. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Ukraine frygter at blive slået ihjel, fordi der er krig i Ukraine, og fordi hendes ægtefælles forældre ønsker at slå hende ihjel, fordi hun er i et forhold med deres søn. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at hun er blevet kontaktet telefonisk flere gange af hendes ægtefælles moder, som i den forbindelse har truet ansøgeren på livet. Flygtningenævnet kan vedrørende den mandlige ansøgers forklaring om sit asylmotiv i forhold til Ukraine ikke afvise, at der er opstået et modsætningsforhold til hans forældre på grund af, at han indledte et forhold til en kristen kvinde. Flygtningenævnet kan imidlertid ikke lægge til grund, at truslerne havde et sådan omfang og en sådan karakter som forklaret af ansøgerne. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerne har forklaret divergerende og upræcist om, hvornår og i hvilket omfang de telefoniske henvendelser skete. Den mandlige ansøger har således til Udlændingestyrelsen oplyst, at han ikke vidste, om der var tale om mere eller mindre end ti henvendelser, mens han under nævnsbehandlingen har forklaret, at der var tale om fire til seks henvendelser. I det omfang, der har været et modsætningsforhold til den mandlige ansøgers forældre, og at dette har indebåret trusler, finder nævnet ikke, at disse kan antages at have haft en sådan intensitet, at dette kan anses som asylbegrundende, men må anses for at være af privatretlig karakter, som den mandlige ansøger må henvises til at søge myndighedernes beskyttelse imod. Nævnet kan ikke lægge den mandlige ansøgers forklaring om sit asylmotiv i forhold til Armenien til grund. Nævnet har blandt andet lagt vægt på, ansøgeren har forklaret divergerende om varigheden af hans tilbageholdelse i forbindelse med demonstrationen i 2008. Han har således under asylsamtalen forklaret, at han alene blev tilbageholdt i et døgn, mens han under nævnsbehandlingen har forklaret, at han blev tilbageholdt i tre døgn. Vedrørende den mandlige ansøgers genindkaldelse og manglende fremmøde bemærker nævnet, at dette ikke kan begrunde asyl efter udlændingelovens § 7. Nævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af European Commission: Implementation of the European Neighbourhood Policy in Armenia Progress in 2014, at unddragelse fra militærtjeneste medfører maksimalt tre års fængsel. Den mandlige ansøgers konversion til kristendommen samt de generelle vanskelige forhold i Ukraine kan ikke føre til en ændret vurdering. I forhold til konversionen bemærkes særskilt, at der både i Armenien og Ukraine er religionsfrihed. Herefter finder nævnet efter en samlet vurdering, at den mandlige ansøger ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Armenien eller Ukraine vil være i risiko for forfølgelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Vedrørende den kvindelige ansøger bemærker nævnet, at hendes asylmotiv i det hele må anses for afledt af den mandlige ansøgers asylmotiv. På den baggrund finder nævnet heller ikke, at den kvindelige ansøger har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Ukraine eller Armenien vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelser i forhold til ansøgerne.” arme/2016/1/GKR

arme20159

Nævnet stadfæstede i september 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt to børn fra Armenien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske armeniere og kristne af trosretning fra Yerevan, Armenien. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Armenien frygter at blive slået ihjel af magtfulde personer i Armenien, idet han har været involveret i et trafikuheld, hvor han i sin taxa påkørte en bil tilhørende sønnen af en af disse magtfulde personer. Den mandlige ansøgers forsikring dækkede kun delvist kravet fra den pågældende bilejer. Den mandlige ansøger blev herefter afkrævet et meget stort pengebeløb, som han ikke har kunnet betale. Han har ved to lejligheder været bortført og udsat for vold af bilejeren og har fået frist til at betale. Senest fik han en frist på en uge, men udrejste uden at betale. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til sin ægtefælles asylmotiv. Hun frygter, at familien bliver dræbt som følge af ægtefællens problemer med de magtfulde personer. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge ansøgernes forklaringer til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at den mandlige ansøger har forklaret divergerende om væsentlige forhold, som han, under hensyn til sagens omstændigheder, burde kunne huske, uanset om han har været meget psykisk påvirket af situationen. Flygtningenævnet har således lagt vægt på, at den mandlige ansøger har forklaret divergerende om, hvornår og hvordan han blev bekendt med, at det var en søn af en meget magtfuld person, han havde påkørt. Den mandlige ansøger har således dels forklaret, at han blev klar over det lige efter, at påkørslen var sket, dels at han først fik det at vide af […], som han havde lejet taxaen af, [i foråret 2014], efter at ansøgeren var blevet frigivet efter den første bortførelse. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at den mandlige ansøger har forklaret divergerende om, hvornår han blev opsøgt af den unge mand, som han havde påkørt, og dennes vagter, idet han dels har forklaret, at det skete om formiddagen [en dag i foråret 2014], dels at det skete om aftenen [en dag i foråret 2014]. Flygtningenævnet har yderligere lagt vægt på, at den mandlige ansøger har forklaret divergerende om, hvornår han kom tilbage til sit hjem, efter at han havde været tilbageholdt i tre dage. Den mandlige ansøger har således dels forklaret, at han kom hjem midt på dagen eller om eftermiddagen, dels at han kom hjem om aftenen. Den mandlige ansøger har herudover forklaret divergerende om, hvordan han kom hjem, idet han dels har forklaret, at han tog en taxa fra det sted, hvor han blev sat af, dels at han gik hjem fra dette sted. Yderligere har ansøgerne forklaret indbyrdes divergerende om deres forhold til […] og om dennes rolle i forbindelse med udrejsen af Armenien og ansøgernes beslutning om at udrejse. Flygtningenævnet har tillige lagt vægt på, at ingen af ansøgerne har ønsket at oplyse, hvem den magtfulde person i Armenien er, hvorfor ansøgernes forklaring om dennes rolle og magt fremstår uunderbygget. Endelig finder Flygtningenævnet det utroværdigt, at den mandlige ansøger ikke har kunnet redegøre nærmere for dækningsomfanget i den forsikring, som han havde tegnet for den taxa, som han havde lejet af […]. Det forhold, at den mandlige ansøger har oplyst at være meget psykisk påvirket af situationen under afgivelsen af sine forklaringer i Udlændingestyrelsen og i Flygtningenævnet, findes ikke at ændre herved, idet Flygtningenævnet ved sin vurdering af troværdigheden af den mandlige ansøgers forklaringer har taget dette i betragtning. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at den kvindelige ansøger har svaret undvigende og på væsentlige punkter ikke har kunnet underbygge den mandlige ansøgers forklaring om omstændighederne i sagen, som hun under nævnets behandling af sagen har givet udtryk for ikke at have haft særligt kendskab til. Flygtningenævnet finder på baggrund heraf ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved tilbagevenden til Armenien risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder ikke, at de oplysninger, som den mandlige ansøger har fremlagt om sine helbredsmæssige forhold, er af en sådan karakter, at sagen bør hjemvises til Udlændingestyrelsen med henblik på en nærmere vurdering heraf. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Arme/2015/9

arme20158

Nævnet stadfæstede i september 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar fra Armenien. Indrejst i 2014.  Flygtningenævnet udtalte:  ”Ansøgerne er etniske armeniere og kristne af trosretning fra Armenien. Ansøgerne har ikke været medlemmer af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Arme-nien frygter at blive fysisk og psykisk chikaneret, forfulgt og dræbt af folk, der arbejder for [...], som har tilknytning til den armenske regering, idet hun har overværet overfaldet og drabet på en ung mand. Den kvindelige ansøger har til støtte herfor forklaret, at hun [i efteråret] 2013 overværede et overfald og drab på en ukendt ung mand udført af en gruppe ukendte personer. Overfaldet blev beordret af den person ved navn […]. Ansøgeren forsøgte at standse overfaldet ved at råbe om hjælp og ved at bede personerne om at stoppe. [Dagen efter] anmeldte ansøgeren overfaldet til poli-tiet, og i den forbindelse afgav hun forklaring. I løbet af oktober blev ansøgeren tre gange tilsagt til samtale hos politiet. Der var to betjente, som havde overværet overfaldet, som nægtede, at drabet havde fundet sted. Endvidere sagde en højtrangerende politimand til ansøgeren, at hun havde psykiske problemer, og ansøgeren blev udsat for fysiske overgreb. [Senere i efteråret] 2013 blev ansøgeren overfaldet af to mænd i sin forretning, og [dagen efter dette] og de følgende fire dage blev ansøgeren og hendes ægtefælle opsøgt på deres bopæl af to mænd, som fremsatte trusler.  [I vinteren] 2013 blev ansøgerens ægtefælle opsøgt på bopælen af to betjente, som udspurgte ægtefællen om ansøgerens opholdssted og udsatte ham for fysiske overgreb. Den mandlige ansøger har som asylmotiv i det hele henvist til den kvindelige ansøgers asylmotiv. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaring til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at den kvindelige ansøger har forklaret divergerende og udbyggende. Hun har således til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at hun ved den anden afhøring [i efteråret] blev afhørt af en politimand af højere rang, mens hun til asylsamtalen har forklaret, at hun blev afhørt af samme politimand som første gang. Hun har endvidere under oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at hun under mødet den [i efteråret] blev anmodet om at underskrive en erklæring om, at hun ikke måtte forlade byen, hvorimod hun under asylsamtalen har forklaret, at hun først under mødet hos politiet [senere i efteråret] skulle underskrive en sådan erklæring. Endvidere har ansøgeren forklaret udbyggende, idet hun først under samtalen med Udlændingestyrelsen har forklaret, at hun [i efteråret] blev overfaldet og forsøgt voldtaget af en højtstående politimand. Nævnet har endvidere lagt afgørende vægt på, at den kvindelige ansøgers forklaring fremstår usandsynlig, idet ansøgeren ikke har kunnet redegøre for årsagen til, at hun angiveligt gentagne gange er blevet opsøgt og truet uden, at hun har kunnet konkretisere, hvad truslerne tilsigtede.   Nævnet finder det endvidere usandsynligt, at den kvindelige ansøger angiveligt har kunnet blande sig i voldshandlingen, og derefter uhindret kunne trække sig tilbage sammenholdt med det af ansøgeren oplyste om, at voldsmændene var omhyggelige med at fjerne spor. Endelig finder nævnet det påfaldende, at ansøgernes tidligere bopæl angiveligt netop var under observation på de to tidspunkter, hvor den mandlige ansøger vendte tilbage, navnlig når henses til, at det sidste besøg lå seks måneder efter voldsepisoden. Nævnet finder efter en samlet vurdering, at den kvindelige ansøgers forklaring må anses for konstrueret til lejligheden. Nævnet finder herefter ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort deres asylmotiv og således ved en tilbagevenden til Armenien vil være i risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Arme/2015/8

arme20157

Nævnet stadfæstede i august 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig stats-borger fra Armenien. Indrejst i 2014.  Flygtningenævnet udtalte:  ”Ansøgeren er etnisk armenier og kristen af trosretning fra […], […], Armenien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Armenien frygter at blive sat i fængsel, spærret inde på et psykiatrisk hospital og tvangsmedicineret, eller dræbt af politiet eller private. Hun har nærmere henvist til, at hun overværede et drab, og at drabsmanden, […], vil gøre det af med hende eller sørge herfor for ikke at blive draget til ansvar. Hun har herved henvist til […] forbindelser og rygter om hans kriminelle aktiviteter. Flygtningenævnets flertal lægger ansøgerens forklaring til grund. Flertallet finder imidlertid ikke, at ansøgeren i den anledning er i reel risiko for overgreb fra […] eller andre. Flertallet bemærker herved, at ansøgerens frygt hviler på formodninger, og at det ikke kan antages, at […] eller andre på nuværende tidspunkt vil udsætte ansøgeren for overgreb ved en tilbagevenden til Armenien. Det bemærkes herved, at ansøgeren ikke har indgivet anmeldelse til politiet eller andre, og at der ikke foreligger oplysninger om yderligere henvendelser på bopælen. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgeren i hvert fald vil kunne tage ophold andre steder i Armenien. Ansøgeren opfylder således ikke betingelserne for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Det bemærkes endvidere, at asylmotivet ikke er omfattet af Flygtningekonventionen.  Flygtningenævnet finder ikke grundlag for, at udsætte sagen med henblik på at indhente nærmere oplysninger om […] forhold eller forbindelser eller mere al-mindelige baggrundsoplysninger om korruption, magtstrukturer m.v. i Armenien. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Arme/2015/7

arme2156

Nævnet meddelte i september 2015 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Ar-menien. Indrejst i år 2014: Flygtningenævnet udtalte:  ”Ansøgeren er etnisk armenier og kristen fra Jerevan, Armenien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hendes fader, der i hjemlandet arbejdede som læge på et hospital, hvor man behandlede fængselsindsatte, ikke kom planmæssigt hjem fra arbejde [i slutningen af] 2013. Ansøgerens moder kontaktede derfor [i slutningen af] 2013 politiet, som opsøgte ansøgeren og moderen og bad dem følge med. De blev herefter tilbageholdt i en kælder i et nybyggeri og i den forbindelse udsat for vold og voldtægt. Moderen døde om natten i forbindelse med tilbageholdelsen, mens det lykkedes ansøgeren at flygte gennem et vindue efter omkring to til tre dage. Efter flugten kørte ansøgeren med taxa hjem til faderens ven [A]. Gennem [A] erfarede ansøgeren, at faderen havde haft problemer på sin arbejdsplads, idet han blandt andet havde hjulpet fanger, som var blevet tortureret. Med hjælp fra [A] udrejste ansøgeren af Armenien [i starten af] 2014. Ved en tilbagevenden til Armenien frygter ansøgeren igen at blive udsat for overgreb fra myndighederne. Derudover frygter hun, at hendes tilbagevenden vil kunne skabe problemer for [A] og hans familie, idet han har hjulpet hende.  Flygtningenævnets flertal finder, at ansøgeren i det væsentlige har forklaret konsistent og overbevisende, og at forklaringen fremstår som selvoplevet. Flertallet bemærker i den forbindelse, at ansøgerens forklaring understøttes af den af advokaten fremlagte torturundersøgelse. Uanset at ansøgerens forklaringer på enkelte punkter fremstår mindre sandsynlig, finder flertallet, ud fra princippet om benefit of the doubt, der i særlig grad skal komme ofre for tortur og andre alvorlige overgreb til gode, i det væsentlige at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnets flertal lægger derfor i overensstemmelse med ansøgerens forklaring til grund, at ansøgeren og moderen i slutningen af 2013 blev tilbageholdt og udsat for alvorlige overgreb, herunder voldtægt, af politibetjente, hvilket førte til, at moderen afgik ved døden.  Flertallet finder endvidere, at ansøgeren i tilstrækkelig grad har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Armenien vil være i risiko for på ny at blive udsat for overgreb af de pågældende betjente. Flertallet finder endvidere efter de foreliggende baggrundsoplysninger om efterforskning og strafforfølgning af overgreb begået af ansatte i politiet i Armenien, herunder det til brug for afgørelsen af denne sag indhentede høringssvar fra Udenrigsministeriet, ikke, at ansøgeren kan henvises til at søge myndighedernes beskyttelse mod nye overgreb fra betjentene. Flertallet finder herefter, at ansøgeren opfylder betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Der er ikke oplyst om omstændigheder, der giver grundlag for at meddele opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk.1.”Arme/2015/6

arme20155

Nævnet stadfæstede i juni 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Armenien. Indrejst i 2008. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk Yazidi-kurder og kristen af trosretning fra Armenien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerens søn har på vegne af ansøgeren som asylmotiv henvist til, at han i perioden 1988 og frem til udrejsen i 1993 har haft gentagende konflikter med personer med tilknytning til den armenske frihedskæmperorganisation FIDAI, fordi han på grund af sin etnicitet blev betragtet som en landsforræder, hvilket også har givet ansøgeren problemer. Ansøgerens søn har oplyst, at ansøgeren ikke har haft nogen selvstændige problemer i Armenien, men at ansøgerens problemer er afledt af sønnens asylmotiv. Ansøgeren er en ældre kvinde, der hverken kan se, høre eller gå, og hun kan derfor ikke klare sig alene i Armenien. Hun har ingen anden familie i Armenien. Sønnens, og dermed ansøgerens, konflikter startede i 1983, hvor ansøgerens ægtefælle blev dræbt af armeniere som følge af en privatretlig konflikt. I forbindelse med krigen i 1988 mellem Armenien og Aserbajdsjan nægtede ansøgerens søn at deltage i kamphandlinger, hvorfor han blev betragtet som en forræder, og siden har han været forfulgt af personer med tilknytning til FIDAI. Denne konflikt førte til flere overfald, hvoraf det sidste fandt sted i 2004. Ansøgeren mistede synet på et øje som følge af et overfald i 1995 eller 1996. Ansøgeren har ligeledes mistet hørelsen på det ene øre. Ansøgeren forlod Armenien sammen med sin søn i 1993, idet de ikke længere kunne blive boende der, som følge af at ansøgeren var syg. Flygtningenævnet kan lægge ansøgers forklaring til grund. Efter ansøgers søn, […]s, forklaring, stammer hans konflikt med FIDAI fra 1988-1990 og er foregået frem til 1993-94, hvor ansøger og hendes søn forlod Armenien og tog ophold i Rusland. Det voldelige overfald, ansøger var udsat for, ligger således meget langt tilbage i tid, og ansøger har ikke haft en selvstændig konflikt med myndigheder eller privatpersoner i Armenien. Ansøgers helbredsmæssige problemer er ikke omfattet af anvendelsesområdet for udlændingelovens § 7. Ansøger har herefter ikke sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Armenien vil være i risiko for forfølgelse, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Arme/2015/5

arme20155

Nævnet stadfæstede i august 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig stats-borger fra Armenien.. Indrejst i 2014.  Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk armenier fra landsbyen[…], der er beliggende i […]amtet i Armenien, og kri-sten af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer og har ikke i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Armenien frygter at blive dræbt af [en højtstående person], der er parlamentsmedlem og en af de mest indflydelsesrige personer i Armenien, dennes familiemedlem-mer eller ansatte. Ansøgeren har til sagen oplyst, at han efter aftjeningen af sin værnepligt i 2002 blev ansat af [den højtstående person] personligt. Han har arbejdet som chauffør for [den højtståen-de person] og i den forbindelse set, hvordan [den højtstående person] har stjålet benzin fra hæren og solgt benzinen i sine private tankstationer. Ansøgerens arbejde for{den højtstående person] har des-uden bestået i at holde opsyn med fældning og transport af træer. I [sommeren]2014 beordrede ge-neralmajoren ansøgeren og en anden af sine ansatte, [A], til at begrave liget af en ukendt person. Da ansøgeren og [A]nåede ud i et skovområde for at begrave liget, så de, at personen ikke var død. [A] ville skyde personen, men ansøgeren skubbede ham væk og kørte personen til et hospital. Herefter ville ansøgeren tage hjem til sin familiens bopæl, men en ven af familien, [H], advarede ham om, at [den højtstående persons]folk havde været på familiens bopæl. Ansøgeren tog hen til [H]s markhus, hvor han fik at vide, at forældrene var blevet dræbt. Fem-seks dage senere udrejste han med hjælp fra[H]. Ansøgeren har i betydelig grad udbygget sin forklaring og forklaret divergerende. Ansøge-ren har besvaret en række spørgsmål om sine aktiviteter afglidende. Ansøgeren har ikke i sin forkla-ring givet udtryk for nogen reel viden om de ulovlige aktiviteter. Det fremtræder påfaldende, at ansøgeren, der ikke tidligere havde udført tilsvarende opgaver, sammen med en anden blev sat til at skulle begrave et lig i en skov, og at der i denne forbindelse ikke blev medbragt redskaber til det. Det bemærkes, at ansøgeren først efter ankomsten til skoven og åbning af bagdøren hørte lyde fra den pågældende person. Ansøgeren, der var usikker på, om han havde fået blod på sig, har forklaret divergerende om, hvorvidt den skadelidte havde været ude af bilen, samt om bilens motor var sluk-ket under episoden. Ansøgeren har oplyst, at han i forbindelse med, at den anden person blev kastet på jorden, har set, at den pågældendes pistol blev mistet. Det bemærkes, ansøgeren har forklaret, at han uden yderligere formåede at køre fra stedet. Det er påfaldende, at ansøgeren har kunnet efterla-de den skadelidte ved hospitalet, uden at andre kom til stede. Ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorvidt der blev affyret våben i forbindelse med forældrenes død. Videre har han forklaret divergerende om, på hvilken måde forældrene blev dræbt. Af ansøgerens forklaring fremgik, at der forløb godt en time, fra han forlod skoven, indtil han ankom til forældrenes nabos markhus. I det pågældende tidsrum havde han afleveret den skadelidte på hospitalet og derfra kørt til naboens markhus. I samme tidsrum skulle [den højtstående persons] folk være kørt til forældrenes bopæl og dræbt dem, hvorpå naboen skulle have været ved deres hus, ringet til ansøgeren og derpå taget ud til huset på marken, efter at politiet var kommet. Ansøgeren har fortalt, at naboerne havde set tre navngivne personer forlade stedet efter drabene. For nævnet har han nævnt andre personer, end han havde angivet tidligere.  Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har forklaret om centrale for-hold, således at disse fremtræder som selvoplevede. Flygtningenævnet tilsidesætter derfor ansøge-rens forklaring i det hele som konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren ved udrejsen var forfulgt. Flygtningenævnet finder heller ikke, at ansøgeren tilbage til hjemlandet vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han vil være i en reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse” Arme/2015/5

arme20154

Nævnet stadfæstede i juni 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Armenien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk armenier og kristen af trosretning fra Jerevan, Armenien.  Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Armenien frygter at blive tilbageholdt af myndighederne, fordi myndighederne efterstræber hendes kæreste. Ansøgeren har videre som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Ukraine frygter, at hun og hendes datter vil blive slået ihjel af personer fra Den Højre Sektor, der efterstræber hendes kæreste. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hendes kæreste var ansat som journalist og fotograf på den uafhængige armenske tv-kanal […]. Som følge heraf kom han i besiddelse af beviser for, at der var begået valgfusk i forbindelse med præsidentvalget i Armenien i 2008. Han havde endvidere taget billeder af voldelige anholdelser af demonstranter, som myndighederne frygtede, at han ville offentliggøre. Kæresten blev tilbageholdt af myndighederne i tre dage i [foråret] 2008 og udrejste efterfølgende [i foråret] fra Armenien til Ukraine, fordi han følte sig truet blandt andet, fordi andre journalister fra hans arbejdsplads forsvandt. Ansøgerens bopæl blev i [foråret] 2008 ransaget af to personer, som hun formodet var fra den armenske regering. Personerne opførte sig truende, og de ledte efter kærestens materialer, uden dog at finde noget. I [sommeren] 2008 blev hendes bopæl på ny ransaget af de samme personer, og i den forbindelse afbrændte de en del af de dokumenter, som de fandt. Personerne truede med, at de ville brænde ansøgerens hjem, næste gang de kom tilbage. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hun i Armenien følte sig overvåget og forfulgt, idet hun blandt andet oplevede, at der blev lyst med en lommelygte ind af hendes vinduer i løbet af natten. [ I vinteren] 2008 udrejste hun fra Armenien til Kiev, Ukraine, hvor hendes kæreste havde taget ophold. Ansøgeren har videre forklaret, at familien levede illegalt i Ukraine, hvor hendes kæreste blev ansat i et byggefirma. I [foråret] 2014 bad hans arbejdsgiver, […], hendes kæreste om at indsamle en række oplysninger om forskellige personer. [ En dag i foråret] 2014 kom kæresten ikke hjem fra arbejde, og hun har ikke set ham siden. [Kærestens arbejdsgiver] fortalte hende, at hendes kæreste var blevet såret og indlagt på et hospital under falsk navn. Efterfølgende blev ansøgeren tre til fire gange opsøgt på bopælen af personer fra Den Højre Sektor, der ledte efter hendes kæreste. Ansøgeren udrejste herefter [i sommeren] 2014 fra Ukraine med hjælp fra [kærestens arbejdsgiver]. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring til grund men finder ikke, at hun har et asylgrundlag i forhold til Armenien, idet de forhold, hun har været udsat for ikke har en intensitet eller karakter, der kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Nævnet har herved lagt vægt på, at forholdene fandt sted for 8 år siden, hvor ansøgerens hjem to gange efter kærestens udrejse blev ransaget, og at der i tiden frem til, at hun [i vinteren] 2008 udrejste, ikke var yderligere henvendelser fra myndighedernes side, selvom ansøgeren opholdt sig på en adresse, som myndighederne var bekendt med. Ansøgeren udrejste endvidere legalt af Armenien med fly til Ukraine. Flygtningenævnet finder herefter ikke grundlag for at udsætte sagen på indhentelse af oplysninger om tv-stationen […] eller kærestens ansættelsesforhold. Det er herefter ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i reel risiko for at blive udsat for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse. Arme/2015/4

arme20153

Nævnet stadfæstede i maj 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Armenien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk armenier og kristen af trosretning fra Armenien. Ansøgeren har ikke været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Armenien frygter at blive voldtaget eller slået ihjel som følge af sin ægtefælles konflikter med de ledende myndighedspersoner […] og [...] Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at personer med tilknytning til [...] flere gange har chikaneret hende fra hun i [efteråret ]2013 vendte tilbage til Armenien. De pågældende spurgte hende ud om hendes ægtefælle, som havde et modsætningsforhold til [...]. Ægtefællen var på daværende tidspunkt i Danmark. I slutningen af 2013 slog og voldtog [...] hende umiddelbart efter, at han havde afhørt hende om ægtefællen. Efter fem dages hospitalsophold anmeldte hun voldtægten til det lokale politi, der imidlertid afslog denne henset til den angivne gerningsmand. Da hun i stedet rettede henvendelse til det centrale politikontor i [...] blev hun tilbageholdt i tre dage, indtil hendes forældre fik frikøbt hende. Politiet beholdt hendes pas, og hun måtte derfor udrejse illegalt til Georgien. Efter afslag på sin asylsag forlod ægtefællen [ i efteråret ] 2014 Danmark. Ansøgeren har ikke siden hørt fra ægtefællen. Hendes moder og veninder har oplyst, at han ikke opholder sig i landsbyen i Armenien. Rygtet siger, at ægtefællen er i Rusland. Ansøgerens moder har oplyst, at man i lokalområdet taler om, at ansøgeren er blevet voldtaget. Moderen har endvidere oplyst, at ansøgerens fader flere gange er blevet afhørt af politiet, og forældrene har modtaget et brev fra politiet. I asylsagen ligger der kopi af underskrevet visumansøgning fra [...] med foto af [i begyndelsen af] 2014 i ansøgerens navn vedrørende turistophold i Spanien fra [foråret] 2014. I ansøgningen oplyses, at ansøgeren har haft to tidligere Schengen-visa. Endvidere foreligger der kopier af pas i ansøgerens navn med foto og underskrift med udstedelsesdato [i begyndelsen af] 2014 samt flybilletter, hvorefter hun [i foråret] 2014 skulle have fløjet fra [...] til [...] og retur. Ifølge de danske myndigheder har den lithauske ambassade i Armenien udstedt Schengen-visa til ansøgeren [i vinteren] 2014. Underskriften på pas og visum ligner underskriften på dokumenterne i hendes asylsag. I sagen ligger der endvidere referencer fra bank og arbejdsgiver til støtte for visumansøgningen. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgeren forklaring om de af hende oplyste overgreb mod hende til grund. Nævnet lægger herved vægt på, at det i sig selv forekommer mindre sandsynligt, at en angiveligt meget kendt politiker skulle have voldtaget ansøgeren for at presse hende til at fremkomme med oplysninger om hendes ægtefælle. I vurderingen indgår, med en vis vægt, at ansøgeren ikke har oplyst om voldtægten i sit asylskema og under oplysnings- og motivsamtalen. Flygtningenævnet finder det endvidere mindre troværdigt, at ansøgeren ikke entydigt har kunnet svare på, om det er omtalt i hendes hospitalsjournal, som hun fik med sig ved udskrivningen, om hun havde været udsat for seksuelle overgreb. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, i hvilket omfang hun havde læst den pågældende journal. Nævnet finder det tillige mindre sandsynligt, at ansøgeren i givet fald ikke medtog journalen til det armenske politi, da hun forsøgte at indgive anmeldelse om overgreb. Hertil kommer, at det væsentligt svækker ansøgerens troværdighed, at hun har afgivet divergerende oplysninger om sin udrejse. Til det danske politi oplyste ansøgeren, at hun forlod Armenien [i vinteren] 2012, og at hun kom til Danmark få dage før [foråret] 2014. Til Udlændingestyrelsen har ansøgeren forklaret, at hun forlod Armenien [i vinteren] 2014. Til Flygtningenævnet har ansøgeren oplyst, at hun først forlod Armenien omkring dette tidspunkt, men cirka tre måneder senere vendte tilbage til Armenien for kort tid derefter at flyve fra [...] til Moskva, og at hun i den forbindelse benyttede et falsk pas. Forklaringen om udrejsen har ikke fremstået selvoplevet og kan ikke lægges til grund. I vurderingen indgår, at det ikke er underbygget, at det fremlagte pas, som anført af ansøgeren, skulle være falsk. Ansøgeren har tillige til Udlændingestyrelsen og Flygtningenævnet forklaret divergerende om, hvorvidt pågældende visum er ægte eller falsk. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort sit asylmotiv, og Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Armenien vil være i reel risiko for at blive udsat for forfølgelse i henhold til Flygtningekonventionen eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Et af ansøgeren under nævnsmødet fremlagt dokument – som i et vist omfang er blevet oversat under nævnsmødet – og hvorefter ægtefællen skulle skylde et beløb til en person, som ifølge ægtefællens sag er politichef, kan ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet finder derfor ikke grundlag for at imødekomme ansøgerens subsidiære påstand om at sagen udsættes med henblik på oversættelse af hele det pågældende dokument. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” arme/2015/3

arme20152

Nævnet stadfæstede i maj 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig ansøger fra Armenien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er kristen af trosretning fra Jerevan, Armenien, og hun har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Ansøgeren har som asylmotiv i forhold til Armenien henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Armenien frygter, at hun og hendes søn vil blive slået ihjel af de armenske myndigheder. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv i forhold til Armenien henvist til, at hun sammen med sin ægtefælle og søn i forbindelse med præsidentvalget i foråret 2008 deltog i flere demonstrationer i Jerevan. I foråret 2008 udviklede en demonstration sig til uroligheder, hvorefter flere personer, heriblandt ansøgerens ægtefælle, blev slået ihjel af de armenske myndigheder. I løbet af de efterfølgende seks måneder henvendte ansøgeren samt dennes søn og datter sig adskillige gange til myndighederne med henblik på at få ansøgerens ægtefælles lig udleveret. Endvidere ledte de efter hendes ægtefælle på hospitaler og i lighuse. I løbet af den samme periode deltog familien i flere demonstrationer, hvor de sammen med de resterende demonstranter protesterede over, at de havde mistet deres familiemedlemmer, og at de ikke kunne få ligene udleveret, Omkring et år efter ægtefællens død besluttede ansøgerens søn sig for, at han ville klage til forskellige internationale menneskerettighedsorganisationer og fremvise fotografier, som viser overgrebene mod demonstranterne i foråret 2008. Efterfølgende blev familiens bopæl opsøgt af repræsentanter fra det armenske politi, som ransagede bopælen. Ansøgerens søn fik dernæst at vide, at han havde 24 timer til at forlade Armenien, og såfremt han ikke efterkom dette, ville han få sammen skæbne som sin fader. Samme aften forlod familien deres bopæl og udrejste af Armenien. De indrejste i Italien, hvor de blev meddelt subsidiær beskyttelse, og hvor de var bosiddende fra […] 2009 frem til deres udrejse til Danmark. Ansøgeren har ydermere henvist til, at hendes datter fortsat bliver opsøgt af det lokale politi, som spørger efter ansøgerens søn. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv i forhold til Italien henvist til, at hun ikke ønsker at vende tilbage, fordi hun og familien er henvist til at leve under dårlige forhold og uden muligheder for at få et fast arbejde. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv i forhold til Italien henvist til, at ansøgeren og hendes familie blev indkvarteret i en lejlighed, som tilhørte Røde Kors, efter de blev meddelt opholdstilladelse i Italien. På et tidspunkt blev de bedt om at fraflytte lejligheden, hvorefter de var nødsaget til at bosætte sig i en forladt bygning. Endvidere modtog de ingen økonomisk støtte i forbindelse med, at ansøgerens barnebarn blev født, og ansøgerens søn blev en gang fysisk og verbalt overfaldet af nogle ukendte personer. Ansøgeren har ydermere henvist til, at hendes søn på intet tidspunkt har haft et fast arbejde i Italien, men at han arbejdede som daglejer i nogle timer om dagen. Flygtningenævnet har forkastet det af ansøgerens søn og svigerdatter fremsatte asylmotiv, hvorefter ansøgeren samt sønnen og svigerdatteren skulle være efterstræbt af de armenske myndigheder på grund af trusler fremsat af ansøgerens søn over for en viceanklager, hvorefter sønnen truede med at offentliggøre filmoptagelser af myndighedernes nedskydning af civile demonstranter. Den omstændighed, at ansøgeren i en periode har kontaktet myndighederne for at få udleveret sin ægtefælles lig, kan ikke i sig selv begrunde asyl eller beskyttelsesstatus. Ansøgeren fremstår i øvrigt helt uprofileret. Efter udfaldet af sønnens og svigerdatterens sag kan det ikke lægges til grund, at ansøgeren har været forfulgt ved udrejsen af Armenien, eller at hun ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kan det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” arme/2015/2

arme201515

Nævnet stadfæstede i december 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Armenien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk armenier og kristen fra [by] i Armenien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Armenien frygter at blive slået ihjel på grund af en konflikt med to parlamentsmedlemmer. Ansøgeren har til støtte herfor forklaret, at hun fra [sommeren] 2013 har skrevet avisartikler om de to parlamentsmedlemmers forsøg på at ødelægge markedet i byen [A], så de kunne bygge et stort supermarked. Efter at ansøgeren havde skrevet artiklerne, fik hun chikanerende telefonopkald, ligesom hun blev forfulgt på gaden. Ansøgeren formoder, at de personer, der forfulgte hende, var hyret af parlamentsmedlemmerne. Ansøgeren henvendte sig til politiet med en liste med telefonnumre på dem, der ringede, men politiet gjorde ikke noget. I starten af [måned] 2014 blev ansøgerens kontor ransaget. Der var ikke taget noget, men alt var gennemrodet. Den [dato] 2014 var ansøgeren på vej i en taxa til trykkeriet, men da hun steg af taxaen, standsede en bil bagved, og en person steg ud. Personen tog ansøgerens taske samt computer og kørte væk. Personen smed efterfølgende tasken ud af vinduet. Ansøgeren anmeldte dette til politiet, men taxachaufføren trak sit vidneudsagn tilbage, og politiet gjorde ikke mere ved sagen. I starten af […] måned 2014 blev ansøgerens forældre opsøgt af tre personer, som sagde til ansøgerens mor, at de ville ofre hendes datter. I slutningen af […] måned fik ansøgeren et opkald, hvor hun fik at vide, at der var sket noget forfærdeligt med markedsdirektørens niece. Ansøgeren opsøgte markedsdirektøren, men fik ingen oplysninger. Efterfølgende fik ansøgeren en sms, hvor hun blev truet på livet og fik at vide, at de ville gøre det samme mod ansøgeren, som de havde gjort mod niecen. Ansøgerne har efterfølgende fundet ud af, at niecen var blevet voldtaget. Ansøgeren anmeldte ikke forholdet til politiet. Flygtningenævnet lægger i det væsentlige ansøgerens forklaring til grund, herunder at ansøgeren var aktiv journalist og skrev kritisk om de to parlamentsmedlemmers planer i forbindelse med nedlæggelse af et mindre lokalt marked. Nævnet lægger endvidere til grund, at hun i den anledning blev chikaneret, og at chikanen især fandt sted, efter hun havde skrevet kritiske artikler. Endvidere lægger nævnet til grund, at ansøgeren i forbindelse med sine avisartikler blev ringet op og udsat for verbale trusler af folk med tilknytning til de to parlamentsmedlemmer. Uanset, at ansøgeren under nævnsmødet ikke har været nærmere udspurgt om de chikanerier, der knytter sig til ransagningen på hendes kontor og begivenheden vedrørende hendes tur med taxa til trykkeriet, lægger nævnet til grund, at disse begivenheder har fundet sted. Et flertal i nævnet finder ikke, at de forhold, som ansøgeren påberåber sig i sit asylmotiv, har en sådan intensitet og karakter, at de er omfattet af anvendelsesområdet for udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flertallet har herved lagt vægt på, at forholdene må anses for at være chikanerier, som har stået på i omkring et år uden at dette har medført, at ansøgeren har været udsat for fysiske overgreb. Flertallet lægger vægt på, at det må anses at være formålet med ansøgerens journalistiske arbejde at hindre, at et marked blev nedlagt og erstattet af et butikscenter, og at dette formål på nuværende tidspunkt må anses for at være uaktuelt, idet flertallet lægger til grund, at markedet er nedlagt, og at butikscenteret er helt eller delvist opført. Flertallet finder herefter, at den oprindelige anledning til at udsætte ansøgeren for chikanerier må anses for at være bortfaldet, således at det må anses at være usandsynligt, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Armenien fortsat vil blive udsat for trusler. Flygtningenævnets flertal finder på den baggrund ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2 Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” arme/2015/15

arme201514

Nævnet stadfæstede i december 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt to børn fra Armenien. Indrejst i 2008. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk armenier, statsborger i Armenien og kristen af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har i det væsentlige henvist til sin ægtefælles, […], asylmotiv. Hun har herunder henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Armenien frygter de armenske myndigheder, idet de efterstræber ansøgerens ægtefælle. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at hendes ægtefælle har overværet et mord, og at han derved kom i konflikt med politiet i Armenien. Flygtningenævnet henviser til afgørelsen i ansøgerens ægtefælles sag, hvor Flygtningenævnet ikke har fundet at kunne lægge den mandlige ansøgers forklaring om hans asylmotiv til grund, idet det forekommer konstrueret til lejligheden. Vedrørende den kvindelig ansøgers forklaring om, at hun har været udsat for overgreb i forbindelse med myndighedernes eftersøgning af hendes ægtefælle bemærkes, at ansøgeren har forklaret overbevisende om, at hun rent faktisk har været udsat for sådanne overgreb, men Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge til grund, at de er sket under de omstændigheder, hun har forklaret om. Vedrørende bedømmelsen af den kvindelige ansøgers egen troværdighed omkring de omstændigheder, der var årsag til overgrebene, har Flygtningenævnet lagt vægt på de samme forhold, som begrundede, at Flygtningenævnet tilsidesatte ægtefællens forklaring om hans asylmotiv.  Flygtningenævnet har således lagt vægt på, at den kvindelige ansøger indrejste i 2008 under et andet navn, idet hun angav at være en etnisk armenier fra Aserbajdsjan, som var opvokset i Rusland, hvor ægtefællen nu havde fået problemer. Ansøgeren fastholdt denne identitet og dette asylmotiv også efter, at hun fik afslag på asyl i 2009 og den rette identitet blev først afklaret i 2014 i forbindelse med fornyet udsendelsesbestræbelser. Dette svækker i sig selv ansøgerens troværdighed. Det bemærkes dernæst, at ansøgeren blev forespurgt om rette asylmotiv samtidig med, at hun blev orienteret om, at myndighederne var bekendt med hendes rette identitet. Flygtningenævnet lægger væsentlig vægt på, at hun på dette tidspunkt oplyste, at hun ikke ønskede at forholde sig til, hvad der var rette asylmotiv på nuværende tidspunkt. Den senere fremkomne forklaring, som hun således forinden har haft mulighed for at afstemme med sin medfølgende ægtefælle, findes på denne baggrund at savne enhver troværdighed. Efter en samlet vurdering, hvori også indgår den forud svækkede troværdighed på grund af de tidligere afgivne falske oplysninger, finder Flygtningenævnet derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Armenien vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Arme/2015/14

arme201513

Nævnet stadfæstede i december 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Armenien.. Indrejst i 2008. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk armenier, statsborger i Armenien og kristen af trosretning. Ansøgeren har været aktiv for partiet […] ungdomsorganisation i en periode på seks måneder i 2004. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Armenien frygter at blive anholdt eller dræbt af politiet, idet han har set en mand blive brændt. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af gerningsmændene bag drabet, som har forbindelse til en magtfuld myndighedsperson ved navn […]. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han […] 2007 overværede en mand blive brændt ihjel af [nogle] andre mænd. Mændene havde fået ordre til dette af [en mand]. Ansøgeren anmeldte episoden til politiet, men blev tilbageholdt og udsat for fysiske overgreb. Politiet krævede, at ansøgeren påtog sig ansvaret for mordet. Det lykkedes ansøgeren at flygte. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring om hans asylmotiv til grund, idet det forekommer konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren indrejste i 2008 under et andet navn, idet han angav at være en etnisk armenier fra Aserbajdsjan, som var opvokset i Rusland, hvor han nu havde fået problemer. Ansøgeren fastholdt denne identitet og dette asylmotiv også efter, at han fik afslag på asyl i 2009 og den rette identitet blev først afklaret i 2014 i forbindelse med fornyet udsendelsesbestræbelser. Dette svækker i sig selv ansøgerens troværdighed. Det bemærkes dernæst, at ansøgeren blev forespurgt om rette asylmotiv samtidig med, at han blev orienteret om, at myndighederne var bekendt med hans rette identitet. Flygtningenævnet lægger væsentlig vægt på, at han på dette tidspunkt oplyste, at han ikke ønskede at forholde sig til, hvad der var rette asylmotiv på nuværende tidspunkt. Den senere fremkomne forklaring, som han således forinden har haft mulighed for at afstemme med sin medfølgende ægtefælle, findes på denne baggrund at savne enhver troværdighed. Flygtningenævnet er opmærksomt på, at ansøgeren har fremlagt en tilsigelse angiveligt udstedt i [primo] 2015, hvorefter ansøgeren bliver tilsagt til politiet. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at dette dokument i sig selv kan understøtte forklaringen om det nye asylmotiv på en sådan måde, at det kan føre til et andet resultat. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at dokumentet er fremkommet efter første asylsamtale under genoptagelsessagen, og at det i øvrigt ikke fremstår troværdigt, at der fortsat skulle blive udstedt tilsigelser syv år efter, at de pågældende begivenheder skulle have fundet sted. Efter en samlet vurdering, hvori også indgår den forud svækkede troværdighed på grund af de tidligere afgivne falske oplysninger, finder Flygtningenævnet derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Armenien vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Arme/2015/13

arme201512

Nævnet meddelte i november 2015 opholdstilladelse K-status til et ægtepar] samt to børn fra Armenien. Indrejst i 2013.  ”Ansøgerne er etniske armeniere og kristne af trosretning. Den mandlige ansøger er født i Baku, Aserbajdsjan, mens den kvindelige ansøger er født i […], Armenien. Begge ansøgere er armenske statsborgere. Den mandlige ansøger har været menigt medlem af regeringspartiet Hanrapetutyan i omkring otte år frem til [ultimo] 2014. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Armenien frygter, at han og hans familie vil blive dræbt af myndighederne, fordi de har givet husly til ansøgerens ægtefælles fætter, som var politisk aktiv for oppositionen. Ansøgeren frygter endvidere at få problemer med fætterens venner, fordi de har beskyldt ansøgeren for at være årsag til, at fætteren blev anholdt. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans ægtefælles fætter, David, boede i ansøgernes hjem i omkring halvanden måned i [medio-ultimo] 2013. Fætteren var politisk aktiv for oppositionspartiet Hai Azgayen Kongress. Han havde vist ansøgeren en cd, som han havde, der viste præsidentens broder modtage bestikkelse. [Ultimo] 2013 kom to politibetjente til ansøgerens hjem og spurgte efter fætteren, som ikke var hjemme. Et par dage senere fik ansøgeren besked på at give møde hos regeringspartiet Hanrapetutyan, hvor han var medlem. De udspurgte ansøgeren om fætteren, og ansøgeren blev senere ekskluderet af partiet, fordi fætteren havde boet hos ham og hans familie. Ansøgeren kontaktede sin chef, [A], som var læge og stedfortræder for chefen på hospitalet, og gav ham den cd, som fætteren havde vist ham. Ansøgerens chef lovede at hjælpe ham. Efter et stykke tid ringede fætterens venner til ansøgeren og oplyste, at fætteren var blevet anholdt. De troede, at ansøgeren havde anmeldt ham. [Ultimo] 2013 kom to betjente, som bad om at få udleveret fætterens bagage og den cd, som han havde givet til sin chef. [Ultimo] 2013 kom de to betjente igen til ansøgerens bopæl. De var sammen med en tredje betjent og bad specifikt om fætterens cd. Ansøgeren afslog at kende til cd’en, hvorefter betjentene anholdt ham. Ansøgeren var tilbageholdt i to dage. Mens ansøgeren var tilbageholdt kontaktede hans ægtefælle en journalist, som skulle hjælpe hende med at skrive en klage over ansøgerens tilbageholdelse. Efter løsladelsen kontaktede ansøgeren sin chef, som sagde, at han ville hjælpe ansøgeren. [Ultimo] 2013 kom de tre politibetjente igen til ansøgerens hjem. De ransagede hele huset og konfiskerede familiens dokumenter samt stjal deres smykker. De udsatte også ansøgeren og ansøgerens ægtefælle for overgreb. [Ultimo] 2013 tog ansøgeren igen på arbejde og aftalte med sin chef, hvordan han skulle hjælpe ansøgeren med at udrejse af landet. Ansøgeren og hans familie ophold sig hos ansøgerens svigermoder frem til deres udrejse [ultimo] 2013. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Armenien frygter, at hun og hendes familie vil blive dræbt af myndighederne, fordi de har givet husly til hendes fætter, som var politisk aktiv for oppositionen. Ansøgeren frygter endvidere oppositionen i sit hjemland, som hendes ægtefælle også har haft konflikter med. Flygtningenævnets flertal kan i det væsentlige lægge ansøgernes forklaring til grund. Dette flertal lægger vægt på, at ansøgerne under samtalerne med Udlændingestyrelsen og under Flygtningenævnets møde i al væsentlighed har forklaret samstemmende om alle episoderne, der er omfattet af asylmotivet. Dette flertal lægger endvidere vægt på, at de lægelige oplysninger støtter, at den mandlige ansøger kort efter ankomsten fik konstateret legemlige gener, der kan hidrøre fra den forklarede volds udøvelse, ligesom flertallet lægger vægt på, at den kvindelige ansøger kort efter ankomsten til Danmark til sundhedspersonalet har forklaret om en voldtægt begået under lignende omstændigheder som forklaret for Flygtningenævnet. Flertallet kan ikke udelukke, at de senere divergerende oplysninger om voldtægten beror på kulturelle grunde. Selvom flertallet kan konstatere enkelte påfaldende oplysninger i forklaringen, finder de ikke, at dette i sig selv er fuldt tilstrækkeligt til at tilsidesætte ansøgernes forklaring. Som følge heraf og da det efter baggrundsmaterialet kan lægges til grund, at kendskab til korruption begået af præsidentens broder og højtstående embedsmænd, kan medføre, at ansøgerne er forfulgte af myndighederne som følge af myndighedernes antagelse af deres politiske overbevisning, finder flertallet, at ansøgerne opfylder betingelserne i udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor de armenske statsborgere [den mandlige ansøger] og [den kvindelige ansøger] samt to medfølgende børn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” arme/2015/12

arme201511

Nævnet stadfæstede i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Armenien. Indrejst i 2014.  Flygtningenævnet udtalte:  ”Ansøgeren er etnisk armenier og kristen af trosretning fra Jerevan, Armenien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Ansøgeren begyndte i [foråret] 2014 at deltage i en række offentlige møder og demonstrationer i Armenien, da han ønskede en revolution og et præsidentskifte. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Armenien frygter at blive dræbt af de armenske myndigheder. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han blev interesseret i armensk politik, da han sammen med sine forældre opholdt sig i [et nærmere bestemt europæisk land]. Da ansøgeren kom tilbage til Armenien fra [dette europæiske land] i [foråret] 2014 begyndte han at deltage i en række demonstrationer i Armenien, da han ønskede en revolution og et præsidentskifte. I forbindelse med demonstrationerne blev ansøgeren tilbageholdt af politiet omkring fem gange, og hver gang udsat for betydelige fysiske overgreb. Den femte gang fandt sted [i sommeren] 2014, hvor ansøgeren blev anholdt på families bopæl og tilbageholdt i en kælder i syv dage. Videre blev familiens bopæl opsøgt omkring syv gange i [en periode på omkring to måneder fra sommeren ] 2014. [En nærmere bestemt dato i starten af efteråret 2014] udrejste ansøgeren og dennes moder fra Armenien. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren og dennes moder – hvis sag er behandlet i nævnet samtidig med ansøgerens – under asylsagens behandling har forklaret divergerende vedrørende en række omstændigheder. Der er blandt andet forklaret divergerende vedrørende det antal gange, ansøgeren blev tilbageholdt, længden af tilbageholdelserne, om den femte og sidste tilbageholdelse skete fra gaden eller bopælen og om ansøgeren kom hjem samme dag, som han blev løsladt efter femte tilbageholdelse. Nævnet finder det endvidere usandsynligt, at ansøgeren, som forklaret, blev tilbageholdt under de beskrevne omstændigheder, herunder med den besked, at han ville blive slået ihjel som følge af sine handlinger, i betragtning af hans efter eget udsagn forholdsvis underordnede rolle, hvorefter han må karakteriseres som helt uprofileret, ligesom det findes usandsynligt, at han på den beskrevne baggrund skulle være i stand til at udrejse på lovligt pas. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2, er opfyldt.  Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Arme/2015/11

Arme201510

Nævnet stadfæstede i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Armenien. Indrejst i 2014.  Flygtningenævnet udtalte:  ”Ansøgeren er etnisk armenier og kristen af trosretning fra Jerevan, Armenien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Armenien frygter, at hendes søn vil blive dræbt af de armenske myndigheder. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hendes søn blev interesseret i armensk politisk, da de opholdt sig i [et nærmere bestemt europæisk land]. Da de kom tilbage til Armenien fra [dette europæiske land] i [foråret] 2014 begyndte ansøgerens søn at deltage i en række demonstrationer i Armenien, da han ønskede en revolution og et præsidentskifte. I forbindelse med demonstrationerne blev ansøgerens søn tilbageholdt af politiet omkring fem gange og hver gang udsat for betydelige fysiske overgreb. Den femte gang fandt sted [i sommeren] 2014, hvor ansøgerens søn blev anholdt på familiens bopæl og tilbageholdt i en kælder i syv dage. Videre blev familiens bopæl opsøgt omkring syv gange i [en periode på omkring to måneder fra sommeren ] 2014. Den sidste gang var [en nærmere bestemt dato i starten af efteråret 2014], hvor ansøgeren blev voldtaget. [En nærmere bestemt dato 12 dage senere] udrejste ansøgeren og dennes søn fra Armenien. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren og dennes søn – hvis sag er behandlet i nævnet samtidig med ansøgerens – under asylsagens behandling har forklaret divergerende vedrørende en række omstændigheder. Der er blandt andet forklaret divergerende vedrørende det antal gange, sønnen blev tilbageholdt, længden af tilbageholdelserne, om den femte og sidste tilbageholdelse skete fra gaden eller bopælen og om sønnen kom hjem samme dag, som han blev løsladt efter femte tilbageholdelse. Der er endvidere forklaret divergerende vedrørende det antal gange, bopælen blev opsøgt af myndighederne og perioden, hvori dette skete. Nævnet finder det endvidere usandsynligt, at sønnen, som forklaret, blev tilbageholdt under de beskrevne omstændigheder, herunder med den besked, at han ville blive slået ihjel som følge af sine handlinger, i betragtning af hans efter eget udsagn forholdsvis underordnede rolle, hvorefter han må karakteriseres som helt uprofileret, ligesom det findes usandsynligt, at han på den beskrevne baggrund skulle være i stand til at udrejse på lovligt pas. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2, er opfyldt.  Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. ” Arme/2015/10

arme20151

Nævnet stadfæstede i maj 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt et barn fra Armenien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er kristne af trosretning fra Jerevan, Armenien, og de har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer.  Den mandlige ansøger har som asylmotiv i forhold til Armenien henvist til, at han ved en tilbagevenden til Armenien frygter at blive slået ihjel af de armenske myndigheder, idet han har truet med at offentliggøre filmoptagelser fra en demonstration i Jerevan i foråret 2008, hvor flere civile blev slået ihjel. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv i forhold til Armenien henvist til den mandlige ansøgers asylmotiv. Ansøgerne har til støtte for deres asylmotiv i forhold til Armenien henvist til, at den mandlige ansøger sammen med sin fader i forbindelse med præsidentvalget i 2008 deltog i flere demonstrationer i Jerevan. Foråret 2008 udviklede en demonstration sig til uroligheder, hvorefter flere personer, heriblandt den mandlige ansøgers fader, blev slået ihjel af de armenske myndigheder. I løbet af de efterfølgende seks måneder henvendte den mandlige ansøger samt dennes moder og søster sig adskillige gange til myndighederne med henblik på at få faderens lig udleveret. Endvidere ledte den mandlige ansøger efter sin fader på hospitaler og i lighuse. I løbet af den samme periode deltog familien i flere demonstrationer, hvor de sammen med de resterende demonstranter protesterede over, at de havde mistet deres familiemedlemmer, og at de ikke kunne få ligene udleveret. Omkring et år efter faderens død, opsøgte den mandlige ansøger viceanklageren i Jerevan. Den mandlige ansøger truede med at offentliggøre filmoptagelser fra urolighederne ved demonstrationen i foråret 2008, herunder de begåede drab på civile, ligesom han truede med at kontakte europæiske menneskerettighedsorganisationer, ambassadører og internationale domstole. To dage senere blev familiens bopæl opsøgt af personer fra den nationale sikkerhedstjeneste. De ransagede bopælen og tog familiens videokamera, mobiltelefoner og nogle cd’er. Den mandlige ansøger fik at vide, at han havde 24 timer til at forlade Armenien, og såfremt han ikke efterkom dette, ville han få sammen skæbne som sin fader. Samme aften forlod familien deres bopæl og udrejste af Armenien. De indrejste i Italien, hvor de blev meddelt subsidiær beskyttelse og var bosiddende fra […] 2009 frem til deres udrejse til Danmark. Ansøgerne har ydermere henvist til, at den mandlige ansøgers søster fortsat bliver opsøgt af det lokale politi, som spørger efter den mandlige ansøger.  Ansøgerne har til støtte for deres asylmotiv i forhold til Italien henvist til, at de ikke ønsker at vende tilbage, fordi de er henvist til at leve under dårlige forhold og uden muligheder for at få et fast arbejde. Ansøgerne har til støtte for deres asylmotiv i forhold til Italien henvist til, at ansøgerne og den mandlige ansøgers moder blev indkvarteret i en lejlighed, som tilhørte Røde Kors, efter de blev meddelt opholdstilladelse i Italien. På et tidspunkt blev de bedt om at fraflytte lejligheden, hvorefter de var nødsaget til at bosætte sig i en forladt bygning. Endvidere modtog de ingen økonomisk støtte i forbindelse med, at deres datter blev født, og den mandlige ansøger blev en gang fysisk og verbalt overfaldet af nogle ukendte personer. Ansøgerne har ydermere henvist til, at den mandlige ansøger på intet tidspunkt har haft et fast arbejde i Italien, men at han arbejdede som daglejer i nogle timer om dagen. Hertil kommer, at myndighederne truede med at tvangsfjerne deres datter med den begrundelse, at ansøgerne var uden bopæl og indtægt. Den mandlige ansøger har forklaret upræcist på flere punkter blandt andet vedrørende om det antal dage, der forløb fra besøget hos viceanklageren, om det nærmere forløb af besøget hos viceanklageren, om myndighedernes efterfølgende ransagning på bopælen, herunder om hvornår på dagen ransagningen fandt sted, om hvem der åbnede for myndighederne og om den mandlige ansøgers kontakt til […]. Dernæst har den mandlige ansøger og dennes moder samt hustru forklaret indbyrdes divergerende om, hvorvidt myndighederne under ransagningen foreviste legitimation, og om de trusler, der blev fremsat over for den mandlige ansøger. Endvidere har den mandlige og kvindelige ansøger forklaret upræcist om, hvornår den mandlige ansøger fortalte den kvindelige ansøger om besøget hos viceanklageren. Den mandlige ansøger har som asylmotiv påberåbt sig, at myndighederne truede med at slå ham ihjel, hvis han ikke forlod landet inden for 24 timer. Herefter udrejste ansøgerne. På denne baggrund fremstår det usandsynligt, når den mandlige ansøger hævder, at myndighederne fortsat skulle lede efter ham. Det skal videre bemærkes, at myndighederne på daværende tidspunkt endnu ikke havde undersøgt det materiale og de effekter, der blev beslaglagt under ransagningen, og at den mandlige ansøger har oplyst, at han ikke var i besiddelse af noget belastende materiale. Hertil kommer, at det i øvrigt fremstår usandsynligt, at myndighederne ville tillade den mandlige ansøger at udrejse uden nærmere undersøgelse af hans forhold og gennemgang af beslaglagt materiale. Endelig har ansøgerne forklaret, at den mandlige ansøgers søster ikke har været udsat for overgreb, selvom hun på samme måde som den mandlige ansøger deltog aktiv i eftersøgningen efter den mandlige ansøgers fader. Hertil kommer, at den mandlige ansøger har oplyst, at han truede viceanklageren med at offentliggøre filmoptagelser af uroligheder under demonstrationen, hvor myndighederne slog civile ihjel. Ifølge det foreliggende baggrundsmateriale er der foretaget en række undersøgelser af disse begivenheder, og på denne baggrund fremstår det uforståeligt, at de nævnte optagelser skulle udgøre en sådan trussel for myndighederne, at de skulle reagere som forklaret af den mandlige ansøger. Ansøgerne fremstår i øvrigt helt uprofileret, ligesom begivenhederne ligger tilbage i tid. Da ansøgerne heller ikke over for Flygtningenævnet har været i stand til at underbygge det påberåbte asylmotiv, forkaster nævnet ansøgernes forklaringer herom. Det kan derfor ikke lægges til grund, at ansøgerne skulle være efterstræbt af myndighederne, af de grunde, som de har anført for Flygtningenævnet.  Det kan herefter ikke lægges til grund, at ansøgerne har været forfulgt ved udrejsen af Armenien, eller de ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7 stk. 1. Endvidere kan det ikke antages, at ansøgerne ved en tilbagevenden til hjemlandet skulle være i en reel risiko for at bliver udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2.  Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” arme/2015/1

Angola20041

Nævnet stadfæstede i maj 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Angola, født i 1978. Ansøgerens indrejsetidspunkt er ukendt. Ansøgt om asyl i maj 2003. Under Flygtningenævnets behandling af sagen forklarede ansøgeren, at han blev tvangserhvervet af en milits under UNITA, da han var 13 år gammel. Ansøgeren hjalp soldaterne med at lade våben og deltage i kamphandlinger. Han medvirkede til lemlæstelser, og til at holde nogle personer, der skulle halshugges. På et tidspunkt fik ansøgeren af en fra militsen at vide, at hans moder var blevet dræbt. Ansøgeren flygtede herefter til Danmark, idet han frygtede at blive dræbt af UNITA. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er angolansk statsborger og at han aldrig har været politisk aktiv. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til, at han var efterstræbt af en gruppe tilknyttet UNITA, ligesom han overfor Dansk Flygtningehjælp havde henvist til, at han frygtede hævn fra familiemedlemmer til folk, som var offer for UNITAs massakrer. Flygtningenævnet bemærkede, at ansøgeren havde forklaret divergerende om sine personlige forhold og meget divergerende om sine aktiviteter for UNITA. Ansøgeren havde ikke søgt om asyl i Danmark, da han indrejste første gang. Han tog til Sverige, men afventede ikke sin asylsags behandling, før han rejste til Danmark, hvor han opholdt sig illegalt i mere end et år, før han – kontaktet af politiet – søgte om asyl. Ansøgeren havde i den forbindelse forklaret, at han ikke vidste, at man skulle søge asyl for at få arbejde. Selvom Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren havde været tilknyttet UNITA, kunne nævnet ikke lægge til grund, at han havde været aktiv i kamp eller aktiv på den måde, som forklaret til Dansk Flygtningehjælp. Flygtningenævnet bemærkede herved, at ansøgeren – efter at have boet i Danmark i mere end et år – da han blev spurgt om sit asylmotiv, havde oplyst, at han i to år havde været tvunget til at udføre militærtjeneste, som bestod af køkkenarbejde, for derefter ved senere afhøringer at have forklaret, at han havde båret gruppens ammunition, ligesom han havde oplyst, at han aldrig havde modtaget våbentræning, aldrig deltaget i kamphandlinger og aldrig været tvunget til at lave massakrer. Først under samtalen i september 2003 med Dansk Flygtningehjælp oplyste ansøgeren om sin deltagelse i massakrer. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren gennem sine oplysninger til sagen havde sandsynliggjort, at han var konkret, individuelt forfulgt, jf. udlændingelovens § 7, da han udrejste af Angola. Han havde opholdt sig et godt stykke tid i Angola efter at være ophørt hos UNITA og frem til udrejsen. Flygtningenævnet fandt heller ikke, at ansøgeren ville være i risiko for forfølgelse ved en tilbagevenden, eller at han – henset til baggrundsoplysningerne – ville være i en konkret særlig risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. De generelt vanskelige forhold i Angola kunne ikke begrunde et andet resultat. Angola/2004/1

Algeriet20082

Nævnet stadfæstede i august 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mindreårig mandlig statsborger fra Algeriet. Indrejst i 2008. Ansøgeren havde oplyst, at han af personalet på det børnehjem, hvor han boede, var blevet presset til at arbejde fra han var cirka 14 et halvt år gammel. Hvis han nægtede at udføre arbejde, blev han slået. Under tilbageholdelser af politiet var han blevet slået med en stav og havde fået lussinger. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren adskillige gange var blevet antruffet af politiet og syv til otte gange inden for de sidste tre-fire år inden udrejsen var blevet ført til afhøring på politistationen i forbindelse med efterforskning af konkrete sager. Flygtningenævnet fandt ikke, at henvendelserne og tilbageholdelserne havde haft en sådan karakter og intensitet, at de kunne begrunde asyl. Heller ikke ansøgerens oplysninger om forholdene på børnehjemmet kunne anses for asylbegrundende. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger ville ansøgeren ikke risikere forfølgelse alene som følge af, at han havde været asylansøger. Ansøgeren opfyldte herefter ikke betingelserne for at få meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Algeriet/2008/2

Algeriet20041

Nævnet stadfæstede i december 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Algeriet, født i 1970. Indrejst i marts 2002. Ansøgeren havde tidligere i Danmark søgt om asyl i henholdsvis 1997, 1998 og 1999. Herudover var ansøgeren i medfør af Dublin-konventionen taget tilbage fra henholdsvis Norge og Holland. Ansøgeren havde som asylmotiv senest til de danske myndigheder forklaret, at han var medlem af GIA, hvor han arbejdede indenfor gruppens efterretningstjeneste. Samtidig hermed aftjente ansøgeren militærtjeneste og kunne som følge heraf videregive oplysninger til GIA om militæret. Endvidere smuglede ansøgeren våben fra militæret til GIA. I 1991 deserterede ansøgeren fra militæret, idet han nægtede at fjerne demonstranter fra en demonstration. I 1996 udrejste ansøgeren. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren til støtte for sin asylansøgning senest havde gjort gældende, at han efter indholdet af den fremlagte straffeattest var idømt et års ubetinget fængsel in absentia i 1992 for desertering i 1991, at han yderligere var deserteret fra militærtjeneste i 1996 i forbindelse med sin udrejse, at han som følge heraf frygtede enten yderligere domfældelse for andre forhold eller asylbegrundende overgreb under afsoning i de algeriske fængsler og at han frygtede forfølgelse/overgreb fra de islamiske grupper i Algeriet, som han angiveligt havde arbejdet for samtidig med at han arbejdede i det algeriske militær. Uanset om indholdet i den nævnte straffeattest kunne lægge til grund for sagen, fandt Flygtningenævnet ikke, at den idømte straf var udtryk for en efter danske retstraditioner uforholdsmæssig streng sanktion. Flygtningenævnet fandt ej heller grundlag for at antage, at ansøgeren som følge af sin desertering i 1996 ville være i risiko for en efter danske retstraditioner uforholdsmæssig streng sanktion. Flygtningenævnet fandt ikke, at der i baggrundsoplysningerne var belæg for at antage, at ansøgeren i øvrigt under afsoning af fængselsstraffe i Algeriet ville være i risiko for asylbegrundende overgreb. For så vidt angår ansøgerens mulige tilknytning til de islamiske grupper i Algeriet, fandt Flygtningenævnet, at ansøgeren først på et meget sent tidspunkt af asylsagsforløbet forklarede om sin tilknytning til disse grupper. Ansøgeren havde således først under samtalen med Udlændingestyrelsen i august 2004 oplyst, at han i Holland var blevet kontaktet af personer med tilknytning til GIA, som forsøgte at overtale ham til at vende tilbage til Algeriet. Ansøgeren havde endvidere først under mødet i Flygtningenævnet oplyst, at hans moder, hans moster og fem af mosterens sønner skulle være blevet tilbageholdt på et i øvrigt ikke nærmere angivet tidspunkt, idet han først havde fået disse oplysninger fra sin moder under en telefonsamtale for cirka en uge siden. Flygtningenævnet kunne under disse omstændigheder ikke lægge disse oplysninger til grund for sagen. Ansøgeren havde endvidere først under sagens behandling i Flygtningenævnet oplyst, at hans broder skulle være blevet anholdt, ligeledes på et ikke nærmere angivet tidspunkt, og at ansøgeren frygtede, at broderen havde angivet ham til myndighederne. Da denne oplysning først fremkom under nævnsbehandlingen, kunne den ikke lægges til grund for sagen. Flygtningenævnet fandt herefter ikke, at ansøgerens mulige subjektive frygt for en tilbagevenden til hjemlandet var begrundet i sådanne objektive kendsgerninger, at det af denne grund ikke burde kræves, at ansøgeren vendte tilbage til hjemlandet. Flygtningenævnet fandt herefter ikke, at ansøgeren opfyldte betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, som affattet forud for lov nr. 365 af 6. juni 2002. Algeriet/2004/1

alge20131

Nævnet stadfæstede i december 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Algeriet. Indrejst i 2012.  Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk araber og muslim af trosretning fra Annaba, Algeriet. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Algeriet frygter, at han ikke har noget hjem eller familie, ligesom han frygter ikke at kunne forsørge sig selv. Ansøgeren har mistet kontakten til sine familiemedlemmer og vil være nødsaget til at leve på gaden. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring til grund. Nævnet finder ikke, at det af ansøgeren påberåbte asylmotiv kan føre til konventions- eller beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7. Der er herved lagt vægt på, at ansøgeren har påberåbt sig sociale og familiemæssige forhold, herunder fattigdom, arbejdsløshed og familiens splittelse, og at disse forhold ikke er omfattet af anvendelsesområdet for udlændingelovens § 7. Nævnet har heller ikke fundet, at ansøgerens forklaring, om at han transporterede kufferter, der efter hans egen formodning havde et ulovligt indhold, og at han uden problemer stoppede med dette, kan begrunde asyl. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer finder ikke grundlag for at hjemvise eller udsætte sagen på en aldersundersøgelse. Flertallet har lagt vægt på, at ansøgeren både mundtligt og skriftligt er orienteret om kravet om en aldersundersøgelse, og at ansøgeren har været indkaldt til aldersundersøgelse, men at han har nægtet at deltage. Flertallet finder, at det trods den omstændighed, at akterne fra et vesteuropæisk land ikke er indhentet, og at breve og indkaldelser er videresendt til ansøger i fængslet med den forsinkelse og usikkerhed, det giver, er kommet til ansøgerens kendskab, hvornår undersøgelsen var, og at han skulle deltage. Flertallet har herved lagt vægt på, at det fremgår af oplysningerne i sagen, at ansøgeren blev forklaret om aldersundersøgelsen ved oplysnings- og motivsamtalen, hvor han havde en bisidder med, og at han har fået indkaldelse til undersøgelsen, ligesom han på et tidspunkt oplyste, at han ikke kunne deltage i undersøgelsen på en bestemt dato, fordi han skulle i retten. Endelig fremgår det af sagsbehandlingsnotat, at ansøgeren nægtede at deltage i aldersundersøgelsen, da politiet den […] 2013 ville afhente ham og køre ham til aldersundersøgelsen. Endelig finder flertallet, at ansøgeren under nævnsmødet fremstod med tilstrækkelig modenhed til at svare relevant på de stillede spørgsmål. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” alge/2013/1

Alge20081

Nævnet stadfæstede i juni 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Algeriet. Indrejst i 2007. Det fremgår af sagen, at ansøgeren under orlov fra militærtjeneste var blevet opsøgt af medlemmer af en modstandsgruppe. Ansøgeren havde oplyst, at han ikke havde nogen udeståender med myndighederne, men at han ved en tilbagevenden til hjemlandet skulle afsone en straf på tre-fem års fængsel i militært fængsel. Flygtningenævnet lagde efter ansøgerens forklaringer til grund for sagen, at ansøgerens broder var blevet opsøgt af medlemmer af en modstandsgruppe på et tidspunkt, hvor ansøgeren havde været på orlov i sommeren 2002, for at spørge efter ansøgeren. Ansøgeren havde imidlertid forladt huset gennem et vindue for at tage ophold hos sin søster, indtil han i sommeren 2002 udrejste til Spanien. Flygtningenævnet kunne ikke lægge til grund for sagen, at ansøgerens broder eller noget andet familiemedlem efterfølgende var blevet opsøgt af medlemmer af modstandsgruppen. Flygtningenævnet fandt det herefter ikke sandsynliggjort af ansøgeren, at medlemmer af modstandsgruppen på tidspunktet for nævnets afgørelse cirka seks år efter ville opsøge ansøgeren. Den omstændighed, at ansøgeren efter sine egne oplysninger var deserteret fra aftjening af værnepligt, fordi han var rejst ud af landet i august 2002, er ikke asylbegrundende. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet som følge af sin desertering ville være i risiko for overgreb omfattet af Udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet fandt herefter ikke, at ansøgeren var i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller § 7, stk. 2. Algeriet/2008/1

alge20182

Nævnet stadfæstede i juli 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Algeriet. Indrejst i 2016.  Flygtningenævnet udtalte:  ”Ansøgeren er etnisk araber og sunnimuslim af religiøs overbevisning fra [by], Algeriet. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Algeriet frygter at blive slået ihjel af sine brødre [A] og [B], fordi han er homoseksuel. Han frygter af samme grund de algerske myndigheder, der ikke giver homoseksuelle nogen muligheder. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter de algeriske myndigheder, idet han har unddraget sig sin militærtjeneste. Efter udlændingelovens § 40 påhviler det en asylansøger at sandsynliggøre sin identitet og det asylmotiv, vedkommende påberåber sig. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort de asylmotiver, han påberåber sig. Nævnet lægger herved navnlig vægt på, at ansøgeren har opgivet forskellig identitet og nationalitet over for forskellige landes asylmyndigheder, og at ansøgeren i Flygtningenævnet har erkendt, at han bevidst har afgivet urigtige oplysninger til Udlændingestyrelsen, idet han var bange for at blive sendt tilbage til Algeriet. Flygtningenævnet kan således ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet bemærker i øvrigt, at forholdene for homoseksuelle i Algeriet vel må anses for vanskelige, men at de ikke er af en sådan karakter, at det forhold, at en person er homoseksuel eller har homoseksuelle forhold, fører til, at den pågældende må anses for værende i en risiko for forfølgelse. De algerske myndigheder kan således ikke antages i praksis at strafforfølge homoseksuelle for homoseksuelle forhold. Derimod kan homoseksuelle risikere reaktioner fra familien og lokalsamfundet. Disse forhold er imidlertid ikke af et sådant omfang, at de generelt set fører til asyl. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hans familie vil udsatte ham for overgreb i anledning af hans påberåbte homoseksualitet eller homoseksuelle forhold. Nævnet bemærker herved, at ansøgeren efter sin seneste forklaring end ikke er bekendt med, om familien ved, at ansøgeren er homoseksuel og har haft homoseksuelle forhold. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Alge/2018/2/TLNJ

alge20181

Nævnet stadfæstede i maj 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Algeriet. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og muslim fra [navn på bydel], Algier, Algeriet. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Algeriet frygter at blive slået ihjel af familien til en pige, [A], som han gjorde gravid uden for ægteskab, eller af andre personer fra hendes klan. Han har til støtte herfor oplyst, at han mødte [A] i 2013, mens han arbejdede som tjener i Algeriet. I 2014 eller 2015 blev de enige om, at de ville giftes. Ansøgeren og hans familie kontaktede derefter hendes familie for at anmode om tilladelse til ægteskab. [A]s far afviste i første omgang frieriet, men accepterede i sommeren 2016. Ansøgeren og [A] aftalte at blive gift, når de havde sparet penge sammen til det, og når hun var blevet færdig med sine studier. Ansøgeren og [A] påbegyndte et seksuelt forhold i slutningen af 2016, og [foråret] 2017 fandt de ud af, at hun var gravid. [A]s mor fik kort tid efter kendskab til gravidteten, men hun holdt det hemmeligt for [A]s far. Omkring [måned i sommeren] 2017 fandt [A]s far ud af, at hun var gravid. Faren slog [A]. [S] ringede efterfølgende til ansøgeren og fortalte, at hendes far havde fået kendskab til graviditeten. Samme dag ringede [A]s far til ansøgeren og truede ham. Ansøgeren hørte derefter ikke fra [A]s familie i halvanden uge, hvorefter flere mandlige medlemmer af hendes familie kontaktede og truede ansøgeren blandt andet på Facebook og sms. [A]s familie forsøgte også at opsøge ansøgeren på hans arbejdsplads, men han var ikke til stede. Ansøgerens kollega ringede til ansøgeren og fortalte, at de havde været i restauranten og ledt efter ham. Ansøgeren besluttede sig derefter for at flygte. Han tog til byen Constantine, hvor han opholdt sig i en ukendt periode, hvorefter han tog tilbage til Algier og fløj til Istanbul. Efter udrejsen har ansøgeren hørt fra sin farbror, at [A]s familie fortsat fremsætter trusler mod ansøgeren. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om hans konflikt med [A]s familie til grund, idet ansøgeren på centrale punkter har forklaret divergerende og udbyggende, ligesom væsentlige dele af ansøgerens forklaring ikke fremstår sandsynlig og fremstår konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorvidt han var studerende, da han mødte [A].  Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren oplyst, at han var studerende, da han mødte [A], men at han var næsten færdig. Til asylsamtalen og for Flygtningenævnet har ansøgeren oplyst, at han var færdig med universitet, da han mødte [A]. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvornår ansøgeren og hans familie begyndte at tale med [A]s familie om ægteskab. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren oplyst, at de begyndte at tale om dette i sommeren 2016. Til asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at de begyndte at tale om dette med dem i slutningen af 2014.  Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvor langt henne i graviditeten [A] var, da ansøgeren fik kendskab til denne. Til oplysnings- og motivsamtalen og for Flygtningenævnet har ansøgeren oplyst, at han fik kendskab til graviditeten i [foråret] 2017, hvor [A] var en måned henne. Til asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at han fik kendskab til graviditeten i [foråret] 2017, hvor [A] var 3-4 måneder henne. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende omkring kontakten med [A]s familie, da [A]s familie havde fundet ud af, at [A] var gravid. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren oplyst, at ansøgeren havde ringet til familien med ukendt nummer, og at ansøger sagde, at han gerne ville giftes med [A]. Faren sagde, at man ikke kunne have sex inden ægteskab og det bragte skam over familien. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren endvidere forklaret, at der gik 1½ uge fra familien fandt ud af, at [A] var gravid og til de begyndte at ringe til ansøger. Til asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at ansøgeren blev kontaktet af [A]s far samme dag, som familien fandt ud af, at [A] var gravid. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at det forekommer påfaldende, at ansøgeren ikke har gemt beviser på de skriftlige trusler, som han angiveligt skulle have fået af [A]s familie på sms og Facebook. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren i asylsamtalen har forklaret udbyggende med hensyn til, at [A] havde sagt, at hun var blevet slået af sin far og sine brødre, da de havde fundet ud af, hun var gravid. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at det forekommer bemærkelsesværdigt, at ansøgeren i perioden 2014 til 2015 søgte om visum til Italien og Østrig og overvejede at søge visum til USA og har forklaret, at han havde tænkt at besøge disse lande som turist, henset til ansøgerens forklaring om, at han ikke havde penge nok til at blive gift med [A].  Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at det ikke forekommer sandsynligt, at han ikke har kontaktet den veninde, der tidligere havde oplyst ham om, at [A] var indlagt på hospitalet, med henblik på at høre, hvad der var sket med [A] og hendes graviditet. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgerens forklaring fremstår sandsynlig og fremstår konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Algeriet vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Alge/2018/1/DH

alge20162

Nævnet stadfæstede i august 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Algeriet. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk algier fra Algier, Algeriet. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Algeriet frygter sin ekskærestes to brødre og de algeriske myndigheder, idet han er anklaget for at have voldtaget [ansøgerens ekskæreste]. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at [ansøgerens ekskæreste] blev voldtaget i en offentlig park i byen Algier i sommeren 2014 af ansøgerens to daværende venner, [... og …]. Efterfølgende anklagede [ansøgerens ekskæreste] ansøgeren for at have begået denne handling, idet hun blev truet til dette af [ansøgerens daværende venner], da de ellers ville slå hende ihjel. Nævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret utroværdigt og divergerende om centrale dele af sit asylmotiv. Til oplysnings- og motivsamtalen [i vinteren] 2015 har ansøgeren forklaret, at [ansøgerens ekskæreste] blev voldtaget i en skov, mens han til asylsamtalen [i foråret] 2016 har forklaret, at hun blev voldtaget i en offentlig park. Videre har ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen [i vinteren] 2015 forklaret, at moren blev bekendt med anklagen af ansøgeren gennem [ansøgerens ekskærestes] brødre, der opsøgte hendes bopæl, mens ansøgeren til asylsamtalen [i foråret] 2016 har oplyst, at moren blev bekendt med anklagen, da politiet opsøgte hendes bopæl. Ansøgeren har til oplysnings- og motivsamtalen [i vinteren] 2015 yderligere forklaret, at det var ansøgerens ven, […], der fortalte ansøgeren, at politiet ledte efter ham, mens han til asylsamtalen [i foråret] 2016 har oplyst, at det var ansøgerens mor, der ringede til ham og oplyste ham herom. Endvidere har ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen [i vinteren] 2016 forklaret, at han opholdte sig hos sin moster i Anaba efter at have fået at vide, at politiet ledte efter ham, samt at han udrejste tre dage efter, at voldtægten havde fundet sted. Til asylsamtalen [i foråret] 2016 har ansøgeren forklaret, at han opholdte sig hos sin farbror i Algier, og at han udrejste 48 timer efter, at voldtægten havde fundet sted. Ydermere har ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen [i vinteren] 2015 oplyst, at han og [ansøgerens ekskæreste] havde været kærester i tre år, mens han til asylsamtalen [i sommeren] 2016 har oplyst, at de havde været kærester i seks år. Nævnet bemærker, at disse ovenfor nævnte divergenser vedrører helt centrale dele af ansøgerens asylmotiv, og at ansøgeren ikke er fremkommet med plausible forklaringer på disse divergenser. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at det forekommer usandsynligt, at ansøgeren kunne udrejse legalt af Algeriet med gyldigt visum til Spanien, når ansøgeren på dette tidspunkt ifølge sin egen forklaring skulle være eftersøgt af politiet. Flygtningenævnet tilsidesætter på den baggrund ansøgerens forklaring om sit asylmotiv som konstrueret. Desuden bemærker Flygtningenævnet, at det svækker ansøgerens generelle troværdighed, at han har afgivet modstridende oplysninger om sin identitet og sine familieforhold, idet han [i vinteren] 2015 har oplyst til politiet, at han var fra Syrien, at hans navn var […], født […] 1998, at hans far omkom i en trafikulykke for omkring fire år siden, samt at han har tre søskende, mens han til oplysnings- og motivsamtalen [i vinteren] 2015 har oplyst, at hans far er blevet slået ihjel af en ven, samt at han ikke har nogen søskende. Videre bemærker Flygtningenævnet, at nævnet ved vurderingen af troværdigheden af ansøgerens asylmotiv har tillagt det vægt, at ansøgeren [i vinteren] 2015 har oplyst, at han reelt var kommet til Danmark for at søge arbejde. Flygtningenævnet finder endvidere, at de generelle forhold i Algeriet ikke er af en sådan karakter, at de i sig selv kan begrunde asyl eller beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Algeriet vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han vil være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” SSM/Alge/2016/2

alge20161

Nævnet stadfæstede i marts 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger samt fra Algeriet. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk algerier og sunni-muslim af trosretning fra Tiaret, Algeriet. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Algeriet frygter at blive slået ihjel af terrorister, som han har arbejdet for i en periode. Han har videre henvist til, at han frygter forfølgelse som følge af, at han er homoseksuel, ligesom han frygter problemer, fordi han ikke har aftjent sin værnepligt. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren til samtalen med Udlændingestyrelsen den […] forklaret, at han i 2005 blev opsøgt af en terrorist ved navn […], som ønskede, at ansøgeren tilsluttede sig terrorgruppen. Da ansøgeren ikke ønskede dette, blev han pålagt at arbejde for dem, herunder støtte dem økonomisk samt skaffe blod og medicin til dem. Ansøgeren udleverede penge, blod og medicin til terroristerne omkring hver anden uge i fem til seks måneder. Blodet og medicinen fik ansøgeren udleveret af en mand, som var kunde i ansøgerens frisørsalon, og med hvem ansøgeren havde et homoseksuelt forhold. Efter at have arbejdet fem til seks måneder for terroristerne stoppede han, hvorefter han skjulte sig hos venner og familie indtil han udrejste til Frankrig […] 2008. Flygtningenævnet kan ikke lægge nogen del af ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om de påberåbte asylmotiver er upræcise og udbyggende. Ansøgeren har således under oplysnings- og motivsamtalen den […] oplyst, at han forlod Algeriet som følge af de generelle forhold i landet, og først under samtalen i Udlændingestyrelsen den […] har han oplyst, at han frygter terrorister, og at han er homoseksuel. Ansøgeren har endvidere på helt centrale punkter forklaret divergerende og usammenhængende. Han har således forklaret divergerende om bl.a., hvornår han første gang blev opsøgt af terroristerne, hvor lang en periode han arbejdede for terroristerne og om, hvor lang tid han opholdt sig i Algeriet efter, at han stoppede med at arbejde for dem. Hertil kommer, at ansøgerens tidsmæssige angivelser vedrørende sin tilknytning til terroristerne og efterfølgende flugt til Frankrig ikke hænger sammen. Flygtningenævnet finder heller ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han er homoseksuel. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren først under samtalen den […] oplyste, at han var homoseksuel. Nævnet har videre lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om sit forhold til den person i Algeriet, som han angiveligt har haft et seksuelt forhold til i ca. 5 år, fremstår upræcis, ukonkret, afglidende og usammenhængende. Han har således forklaret usammenhængende om det tidsmæssige forløb. Han har således forklaret, at forholdet blev indledt, da han var 16 år gammel og varede indtil udrejsen i 2008, hvilket ikke stemmer overens med ansøgerens alder. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvorvidt han har haft forhold til kvinder. Ansøgerens forklaring om, at han nu lever i et fast forhold til en dansk mand, som han ønsker at blive gift med, kan ikke føre til en anden vurdering. Endelig har Flygtningenævnet tillagt det en vis vægt, at ansøgeren ikke har søgt asyl umiddelbart efter udrejsen fra Algeriet. Uanset om ansøgeren ikke har aftjent sin værnepligt kan det ikke i sig selv medføre, at ansøgeren opfylder betingelserne for status efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder således samlet set, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Algeriet vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Alge/2016/1/IBL

Albanien20043

Nævnet stadfæstede i november 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar fra Albanien, født 1942 (M) og 1950 (K). Indrejst i november 2003. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgerne er albanske statsborgere og katolikker. Ansøgerne havde aldrig haft konflikter med de albanske myndigheder eller været fængslet eller tilbageholdt. Flygtningenævnet lagde ansøgernes forklaringer om nogle blodfejder med forskellige familier til grund. Flygtningenævnet fandt imidlertid ikke, at dette kunne begrunde asyl. Nævnet havde herved lagt vægt på, at det måtte anses for en privatretlig konflikt, samt at drab og forsøg herpå var kriminelle handlinger, som ansøgerne måtte kræve myndighedernes beskyttelse mod. Flygtningenævnet fandt det ikke sandsynliggjort, at de albanske myndigheder ikke havde vilje til at beskytte ansøgerne. Det fremgik af baggrundsoplysningerne, at myndighederne var bekendt med problemet om blodhævn, og at problemet bekæmpedes. Flygtningenævnet fandt, at de overgreb som ansøgerne og deres familie havde været udsat for heller ikke kunne begrunde asyl. Flygtningenævnet lagde herved lagt vægt på, at overfaldene var sket med flere års mellemrum, og at de måtte anses for private kriminelle handlinger, som ansøgerne måtte søge myndighedernes beskyttelse imod. Flygtningenævnet fandt det ikke sandsynliggjort, at overfaldene skyldtes den mandlige ansøgers angivelige arbejde for den albanske sikkerhedstjeneste fra 1966 til 1982. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren først under nævnsbehandlingen havde oplyst, at han var blevet direkte konfronteret med, at han havde arbejdet for sikkerhedstjenesten. Flygtningenævnet fandt således ikke, at ansøgerne var asylretligt relevant forfulgt ved udrejsen, eller at de ved en tilbagevenden til Albanien var i en konkret og individuel risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, og nævnet fandt heller ikke, at ansøgerne ved en tilbagevenden var i risiko for at blive udsat for de af udlændingelovens § 7, stk. 2, omfattede forhold. Albanien/2004/3

Albanien20042

Nævnet stadfæstede i september 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Albanien, født i 1971. Indrejst i august 2001. Returneret til Tyskland i marts 2002 i henhold til Dublin-konventionen. Genindrejst i oktober 2003. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren havde været ansat ved politiet i Albanien, og at han i en periode havde været vagt for den tidligere præsident Sali Berisha. Det lagdes også til grund, at ansøgeren havde været medlem af Det Demokratiske Parti. Nævnet lagde imidlertid til grund, at ansøgeren efter oplysningerne om sine aktiviteter, ikke havde haft en profileret position i partiet. Ansøgeren havde endvidere forklaret, at han var til stede ved attentatet på Azem Hajdari og blev såret. Nævnet bemærkede hertil, at ansøgeren i et brev fra januar 2002 under sin tidligere asylsag havde forklaret om episoden, hvor han blev såret i hovedet, at det skete på et cafeteria, hvor han lagde sig imellem under et slagsmål mellem to politikere. Ansøgeren havde til samtalen med Udlændingestyrelsen forklaret om nogle yderligere episoder, hvor han skulle være indblandet i skudepisoder. Ansøgeren havde ikke over for nævnet kunnet forklare nærmere om de angivne skudepisoder. Ansøgerens opfattelse af, at han skulle have været udsat for drabsforsøg byggede efter forklaringen til Udlændingestyrelsen på en formodning om, at der skulle være personer betalt af statslige myndigheder, som ville dræbe ham. Ansøgeren har endvidere forklaret, at hans datters død i 2001, imedens han var i Tyskland, ligeledes var et attentat rettet mod ham. Ansøgeren havde ikke nærmere kunnet forklare, hvorfor han specielt skulle være i søgelyset, men havde henvist til nogle mere generelle betragtninger om de nuværende magthaveres frygt for, at Det Demokratiske Parti igen skal komme til magten, og at han i så fald ville få en betydelig position. Det bemærkedes i den forbindelse, at partiet er et legalt parti, der er repræsenteret i parlamentet. Uanset at nævnet ved vurderingen af ansøgerens forklaring for nævnet tog hensyn til, at ansøgeren havde haft vanskeligt ved at forklare om sine forhold på grund af hukommelsesvanskeligheder, fandt nævnet, at der bestod sådanne divergenser i forklaringerne, at nævnet ikke kunne lægge til grund, at de episoder, ansøgeren måtte have været ude for, skyldtes en konkret og individuel forfølgelse af ham fra myndighedsunderstøttede personers side. Nævnet havde ved vurderingen herved også lagt vægt på, at ansøgeren til Udlændingestyrelsen havde oplyst, at han udrejste legalt til Tyrkiet og fik udstedt et laissez-passer på den albanske ambassade i Istanbul til brug for hjemrejsen, samt at han siden var ud- og indrejst af Albanien flere gange, og at han så sent som i 2003 aflagde besøg på Berishas kontor i Tirana. Nævnet fandt herefter, at ansøgeren ikke havde sandsynliggjort, at han forud for udrejsen havde været udsat for en asylbegrundende forfølgelse, eller at han ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i risiko herfor, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Nævnet fandt heller ikke grundlag for at antage, at ansøgeren ved en tilbagevenden vil være i en konkret og reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet udlændingelovens § 7, stk. 2. På baggrund af det anførte fandtes der ikke anledning til at udsætte sagen på indhentelse af ansøgerens asylakter i Tyskland. Albanien/2004/2

Albanien20041

Nævnet stadfæstede i august 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Albanien, født i 1975, samt et barn. Indrejst i august 2003. Ansøgeren er homoseksuel, og som følge heraf blev hun udsat for chikane fra befolkningens side, herunder at folk kastede med æg efter hende samt at hendes bilrude blev smadret. Under en fest for homoseksuelle blev deltagerne tilbageholdt af politiet på grund af deres seksuelle orientering. Ansøgeren blev løsladt efter to til tre timer. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er muslim fra Tirana, og at ansøgeren ikke havde været politisk aktiv. Ansøgerens frygt for to bagmænd, der i 1997 sendte hende til Italien til prostitution, kunne ikke begrunde asyl. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren ikke ansøgte om asyl i Italien, at forholdet lå tilbage i tid, at ansøgeren ikke efterfølgende var blevet opsøgt af dem, og at ansøgeren først udrejste af hjemlandet i 2003. Den chikane, som ansøgeren havde oplyst, at hun havde været udsat for fra civile medborgeres og politiets side, havde ikke haft et sådan omfang og intensitet, at den kunne sidestilles med en af udlændingelovens § 7 omfattet forfølgelse. Ansøgerens aktiviteter for foreningen af homoseksuelle i Tirana kunne heller ikke begrunde asyl. Ansøgerens aktiviteter måtte antages at have været af begrænset omfang, ligesom den påberåbte enkeltstående tilbageholdelse hos politiet var af meget kort varighed. På denne baggrund fandtes ansøgerens seksuelle observans heller ikke at kunne begrunde asyl eller beskyttelsesstatus. En påberåbt voldtægt var en enkeltstående kriminel handling, som ikke var asylrelevant. Ansøgeren måtte i givet fald henvises til at søge beskyttelse hos overordnede relevante myndigheder. Det bemærkedes, at ansøgeren ikke forud for udrejsen havde været efterstræbt af de to mænd. Hverken ansøgerens oplysninger om sit modsætningsforhold til egen familie eller de generelt vanskelige forhold i hjemlandet kunne føre til nogen ændret vurdering. Albanien/2004/1

2009

Nævnet stadfæstede i juni 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Albanien. Ansøgeren var første gang indrejst i Danmark i 2001. I 2002 var ansøgeren blevet meddelt endeligt afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 af Udlændingeservice og var herefter udrejst. Senere i 2002 var ansøgeren på ny indrejst i Danmark, efter at han havde indgået ægteskab med en herboende dansk statsborger. I 2003 var ansøgeren blevet meddelt opholdstilladelse efter reglerne om familiesammenføring. I 2005 havde den albanske ambassade anmodet den danske regering om udlevering af ansøgeren, idet ansøgeren i 1997 var blevet dømt in absentia for overlagt drab ved en domstol i Albanien. I 2008 var ansøgeren blevet anholdt med henblik på udlevering til Albanien, og han havde i den forbindelse søgt asyl med henvisning til, at han ikke havde begået det drab, som han var blevet dømt for. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er etnisk albaner og kristen fra Shkoder, at han ikke havde været politisk aktiv, og at han i 2002 udrejste legalt legitimeret med sit eget ægte pas. Ansøgeren havde oplyst, at han fra 1989 til 1991 aftjente værnepligt som blå soldat i Korç, at han fra 1991 til 1993 var ansat i en specialstyrke i politiet i samme område, og at han frem til 2001 arbejdede i det private erhvervsliv, fortrinsvis restaurationsbranchen. Ved bedømmelsen af ansøgerens forhold var det med nogen vægt indgået i Flygtningenævnets vurdering, at ansøgeren i 2001 ansøgte om asyl som makedonsk statsborger, og at ansøgeren havde erkendt, at de oplysninger, som han afgav under den tidligere asylsag, alle var usande. Den omstændighed, at ansøgeren i hjemlandet var idømt 20 års fængsel for manddrab, kunne hverken begrunde asyl eller beskyttelsesstatus. Der var tale om alvorlig borgerlig kriminalitet, og en straf på fængsel i 20 år kunne på denne baggrund ikke anses som en uforholdsmæssig sanktion. Endvidere måtte det tillægges vægt, at der efter de fremlagte dokumenter havde fundet en rettergang sted med beskikkelse af advokat og afsigelse af dom, og det var ikke sandsynliggjort, at dommen var udtryk for en forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7. Det bemærkedes herved, at ansøgeren i øvrigt fremstod helt uprofileret. Endelig kunne oplysningerne om fængsels- og afsoningsforholdene i hjemlandet heller ikke i sig selv medføre asyl eller beskyttelsesstatus. Nævnet lagde herved blandt andet vægt på de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder Home Office, UK Border Agency, Operational Guidance Note, Albania af 2. december 2008. Hertil kom, at Albanien har ratificeret FN’s Torturkonvention. Alb/2009/1

Alb20053

Nævnet stadfæstede i november 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Albanien, født i 1989. Indrejst i august 2005. Ansøgeren havde blandt andet forklaret, at der i april 2005 blev skudt mod hans hus af den samme familie, som var involveret i ansøgerens faders død. Ansøgeren havde videre forklaret, at han herefter modtog et trusselsbrev, hvoraf det fremgik, at ansøgeren ville blive dræbt. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren ikke havde været politisk aktiv, at han ikke havde problemer med myndighederne, og at han ikke havde udført aktiviteter, der havde profileret ham i forhold til myndighederne. Uanset at ansøgeren på enkelte punkter havde forklaret upræcist, kunne Flygtningenævnet lægge til grund, at ansøgerens fader på grund af stridigheder om jord dræbte en anden mand i 1998, og at faderen samme år blev dræbt af mandens sønner, og at ansøgeren efterfølgende flyttede hen til sin mormoder i en anden landsby. Vedrørende skudepisoden i april 2005, måtte det tillægges vægt, at ansøgerens oplysninger om identiteten af gerningsmændene beror på andenhåndsviden, og at forholdet blev anmeldt til politiet, der behandlede sagen. Med hensyn til det omtalte brev, måtte det tillægges vægt, at ansøgeren alene havde fået det oplæst af en tredje person, og at dette forhold ikke efter det oplyste blev anmeldt til politiet. Hertil kom, at der var tale en privatretlig konflikt, hvor ansøgeren måtte henvises til at søge myndighedernes beskyttelse. Flygtningenævnet lagde herved tillige vægt på, at myndighederne ifølge de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder UK Home Office Country Report af april 2004, har taget forskellige initiativer til at sikre, at der sker retsforfølgelse i forbindelse med blodhævn. Uanset de generelt vanskelige forhold i hjemlandet kunne det herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren var forfulgt ved udrejsen, eller at han ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerede forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kunne det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet skulle være i konkret særlig risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Alb/2005/3

Alb20052

Nævnet stadfæstede i marts 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Albanien, født 1967. Indrejst i maj 2000. I januar 2000 blev ansøgeren kidnappet af ukendte gerningsmænd. Efter omkring 14 dage lykkedes det hende at undslippe kidnapperne, da de forsøgte at føre hende til Italien til prostitution. Flygtningenævnet udtalte, at det efter udlændingelovens § 40 påhviler en asylansøger at sandsynliggøre den identitet og det asylgrundlag, som ansøgeren påberåber sig. Ansøgeren indrejste i Danmark primo maj 2000 uden rejselegitimation og oplyste, at hun var jugoslavisk statsborger med en nærmere angiven identitet. Efter behandlingen af asylsagen i Udlændingestyrelsen og Flygtningenævnet og efter, at de serbiske myndigheder i forbindelse med tilrettelæggelse af udsendelse af ansøgeren havde oplyst, at ansøgeren var fuldstændig ukendt på de opgivne generalier, oplyste ansøgeren i december 2003, at den identitet og det asylgrundlag, hun tidligere havde påberåbt sig, var urigtigt. Flygtningenævnet lagde i overensstemmelse med de nu fremlagte attester til grund, at ansøgeren havde den identitet, som hun nu påberåbte sig. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren gennem sin nye forklaring om de forhold, som hun nu påberåbte sig at have været udsat for, havde sandsynliggjort sit asylgrundlag. Det bemærkedes, at ansøgeren ikke havde afgivet oplysninger, som umiddelbart ville kunne efterprøves. Det bemærkedes i den forbindelse, at det under de foreliggende omstændigheder ikke kunne anses for at påhvile udlændingemyndighederne at iværksætte særlige undersøgelser til afklaring af det asylgrundlag, ansøgeren nu påberåbte sig. Det bemærkedes i øvrigt, at det asylgrundlag, som ansøgeren nu påberåbte sig, måtte anses for værende kriminelle forhold, som hun måtte henvises til at søge myndighedernes beskyttelse imod. Alb/2005/2

Alb20051

Nævnet stadfæstede i marts 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar fra Albanien, født i 1966 (M) og 1974 (K), samt to børn. Indrejst i august 2004. Sagen havde i Udlændingestyrelsen været forsøgt behandlet i åbenbart grundløs-proceduren. Ansøgerne havde som asylmotiv henvist til, at den mandlige ansøgers fætter havde slået sin svoger ihjel, og at denne familie nu søgte blodhævn over drabet. Da fætteren var flygtet straks efter drabet, var den mandlige ansøger det eneste tilbageværende mandlige familiemedlem, som den pågældende familie kunne hævne sig imod. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgerne er albanske statsborgere. De havde ikke været politisk aktive og havde ikke haft konflikter med de albanske myndigheder. Uanset om det lagdes til grund, efter ansøgernes forklaring, at de havde været involveret i en konflikt vedrørende blodhævn, fandt nævnet ikke, at det kunne begrunde, at ansøgerne skulle have meddelt asyl. Flygtningenævnet bemærkede, at ansøgerne havde opholdt sig i Albanien i næsten 1 år efter drabet. Flygtningenævnet fandt, at der var tale om en privatretlig konflikt vedrørende et kriminelt forhold, og at ansøgerne måtte henvises til at søge myndighedernes beskyttelse. Flygtningenævnet lagde vægt på, at det fremgik af UK Home Office Country Report af april 2004, at de albanske myndigheder havde iværksat forskellige tiltag til at sikre, at der sker retsforfølgelse i forbindelse med blodhævn. Flygtningenævnet fandt således ikke, at ansøgerne var asylretligt relevant forfulgt ved udrejsen, eller at de ved en tilbagevenden til Albanien ville være i en konkret og individuel risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, og nævnet fandt heller ikke, at ansøgerne ved en tilbagevenden ville være i risiko for at blive udsat for de af udlændingelovens § 7, stk. 2, omfattede forhold. Alb/2005/1

alba20162

Nævnet stadfæstede i september 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Albanien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Det bemærkes indledningsvist, at Flygtningenævnet ikke finder grundlag for at behandle sagen på et mundtligt nævnsmøde, jf. udlændingelovens §§ 53, stk. 8 og 56, stk. 3. Ansøgeren er etnisk albaner og muslim af trosretning fra Albanien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Albanien frygter at blive slået ihjel af sin ægtefælle og dennes familie eller af sin farbror. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hendes fætter i [slutningen af vinteren] 2014 arrangerede, at hun, imod sin og sin mors vilje, skulle køres til Serbien for at blive gift med en serbisk mand. Ansøgeren fandt efterfølgende ud af, at hendes ægtefælle havde betalt 7000 euro for hende. Under sit ophold i Serbien blev ansøgeren udsat for fysiske overgreb af sin ægtefælle, dennes far og farfar, ligesom ansøgeren blev tvunget til at arbejde i marken og i huset. I [efteråret] 2014 lykkedes det ansøgeren og hendes mor at overtale ansøgerens ægtefælle til, at ansøgeren kunne tage på besøg i Albanien. Ansøgeren tog efter besøget ikke tilbage til Serbien og stoppede kontakten med sin ægtefælle og dennes familie. Ansøgeren anmodede efterfølgende om skilsmisse fra sin ægtefælle, og ægtefællens familie svarede, at ansøgeren ikke ville få en skilsmisse, før hun tilbagebetalte de 7000 euro, som familien havde betalt for ansøgeren. I [foråret eller sommeren] 2015 opsøgte ansøgerens svigerfamilie og bekendte ansøgerens bopæl, mens ansøgeren ikke var hjemme. Ansøgeren flygtede efter en kort periode ud af Albanien. Ansøgeren hørte rygter om, at hendes farbror ville komme til Albanien og slå hende ihjel, da farbroren mente, at ansøgeren havde krænket sin families ære ved at blive gift med en serber og søge skilsmisse. Farbroren havde to år forinden skåret ansøgeren i halsen med en kniv, fordi der gik rygter om, at ansøgeren var blevet set med fremmende mænd i byen. Flygtningenævnet kan ligesom Udlændingestyrelsen lægge ansøgerens forklaring om de faktiske omstændigheder i sagen til grund. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at de beskrevne forhold er af en sådan karakter eller intensitet, at ansøgeren kan meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder således, at der er tale om kriminelle forhold, og at ansøgeren må henvises til at søge de albanske myndigheders beskyttelse mod eventuelle overgreb fra sin farbror, fra ægtefællen eller fra andre medlemmer af svigerfamilien. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ikke vil kunne opnå den fornødne myndighedsbeskyttelse. Nævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at ansøgeren efter sin egen forklaring umiddelbart efter sin tilbagevenden til Albanien i [efteråret] 2014 henvendte sig til de albanske myndigheder og anmeldte overgrebene, som hun efter det oplyste er blevet udsat for af sin ægtefælle og andre medlemmer af svigerfamilien, til politiet, og at der har verseret en sag for retten i Tirana. Senere har hun også henvendt sig til myndighederne for at søge skilsmisse fra ægtefællen, efter at svigerfamilien havde sagt nej til hendes ønske om at blive skilt. Flygtningenævnet finder herefter, at myndighederne i Albanien har udvist vilje og evne til at beskytte ansøgeren mod hendes ægtefælle og dennes familie. Det forhold, at sagen i Tirana er afsluttet [i efteråret] 2015 på grund af manglende beviser, kan ikke føre til en ændret vurdering heraf. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at ansøgeren ikke personligt har haft kontakt med ægtefællen og svigerfamilien i perioden fra [efteråret] 2014 til sin udrejse i [sommeren] 2015. Hun har oplyst til sagen, at naboer så medlemmer af svigerfamilien og nogle bekendte ved hendes bopæl, og at hun har hørt rygter om, at hendes farbror ville komme til Albanien for at slå hende ihjel, fordi hun har krænket familiens ære. Oplysningen om, at farbroren ville opsøge hende for at dræbe hende ses således alene at bero på rygter. Nævnet finder på den baggrund ikke, at ansøgerens oplysning om, at det lokale politi oplyste, at man på grund af mangel på beviser ikke ville hjælpe hende, kan føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet bemærker, at oplysningerne om ansøgerens personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, ikke kan føre til, at ansøgeren kan meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Nævnet bemærker videre, at det fremgår af sagen, at Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2015 har truffet afgørelse om, at ansøgeren ikke har været udsat for menneskehandel, at Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2015 har meddelt ansøgeren afslag på genoptagelse, og at det falder uden for Flygtningenævnets kompetence at tage stilling til meddelelse af opholdstilladelse af mere humanitært prægede årsager. Kompetencen hertil henhører under Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering således ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Albanien risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller vil være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” alba/2016/2/SLH

alba20161

Nævnet stadfæstede i januar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Albanien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Det bemærkes indledningsvist, at Flygtningenævnet ikke finder grundlag for at behandle sagen på et mundtligt nævnsmøde, jf. udlændingelovens §§ 53, stk. 8 og 56, stk. 3. Ansøgeren er etnisk albaner og muslim af trosretning fra Albanien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Albanien frygter at blive slået ihjel af sin ægtefælle og dennes familie eller af sin farbroder. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hendes fætter i [starten af] 2014 arrangerede, at hun, imod sin og sin moders vilje, skulle køres til Serbien for at blive gift med en serbisk mand. Ansøgeren fandt efterfølgende ud af, at hendes ægtefælle havde betalt 7000 euro for hende. Under sit ophold i Serbien blev ansøgeren udsat for fysiske overgreb af sin ægtefælles farfader, fader og onkel, ligesom ansøgeren blev tvunget til at arbejde i marken og i huset. I [efteråret] 2014 lykkedes det ansøgeren og hendes moder at overtale ansøgerens ægtefælle til, at ansøgeren kunne tage på besøg i Albanien. Ansøgeren tog efter besøget ikke tilbage til Serbien og stoppede kontakten med sin ægtefælle og dennes familie. Ansøgeren anmodede efterfølgende om skilsmisse fra sin ægtefælle, og ægtefællens familie svarede, at ansøgeren ikke ville få en skilsmisse, før hun tilbagebetalte de 7000 euro, som familien havde betalt for ansøgeren. I [foråret eller sommeren] 2015 opsøgte ansøgerens svigerfamilie og bekendte ansøgerens bopæl, mens ansøgeren ikke var hjemme. Ansøgeren har hørt rygter om, at hendes farbroder i [sommeren] 2015 ville komme til Albanien og slå hende ihjel, da farbroderen mener, at ansøgeren har krænket sin families ære ved at blive gift med en serber og søge skilsmisse. Flygtningenævnet kan ligesom Udlændingestyrelsen lægge ansøgerens forklaring om de faktiske omstændigheder i sagen til grund. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at de beskrevne forhold er af en sådan karakter eller intensitet, at ansøgeren kan meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder således, at der er tale om kriminelle forhold, og at ansøgeren må henvises til at søge de albanske myndigheders beskyttelse mod eventuelle overgreb fra sin farbror, fra ægtefællen eller fra andre medlemmer af svigerfamilien. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ikke vil kunne opnå den fornødne myndighedsbeskyttelse. Nævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at ansøgeren efter sin egen forklaring umiddelbart efter sin tilbagevenden til Albanien i [efteråret] 2014 henvendte sig til de albanske myndigheder og anmeldte overgrebene, som hun efter det oplyste er blevet udsat for af sin ægtefælle og andre medlemmer af svigerfamilien, til politiet, og at der verserer en sag for retten i Tirana. Senere har hun også henvendt sig til myndighederne for at søge skilsmisse fra ægtefællen, efter at svigerfamilien havde sagt nej til hendes ønske om at blive skilt. Flygtningenævnet finder herefter, at myndighederne i Albanien har udvist vilje og evne til at beskytte ansøgeren mod hendes ægtefælle og dennes familie. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at ansøgeren ikke personligt har haft kontakt med ægtefællen og svigerfamilien i perioden fra [efteråret] 2014 til sin udrejse i [sommeren] 2015. Hun har oplyst til sagen, at naboer så medlemmer af svigerfamilien og nogle bekendte ved hendes bopæl, at hun har hørt rygter om, at hendes farbroder i [sommeren] 2015 ville komme til Albanien for at slå hende ihjel, idet ansøgeren har krænket familiens ære. Oplysningen om, at farbroderen i [sommeren] 2015 ville opsøge hende for at dræbe hende ses således alene at bero på rygter. Nævnet finder på den baggrund ikke, at ansøgerens oplysning om, at den omstændighed, at det lokale politi oplyste, at man på grund af mangel på beviser ikke ville hjælpe hende, kan føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet bemærker, at oplysningerne om ansøgerens personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, ikke kan føre til, at ansøgeren kan meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Nævnet bemærker videre, at det fremgår af sagen, at Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2015 har truffet afgørelse om, at ansøgeren ikke har været udsat for menneskehandel, og at det falder uden for Flygtningenævnets kompetence at tage stilling til meddelelse af opholdstilladelse af mere humanitært prægede årsager. Kompetencen hertil henhører under Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet. Flygtningenævnet finder herefter ikke grundlag for at imødekomme den beskikkede advokats påstand om hjemvisning af sagen til Udlændingestyrelsen. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Albanien risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller vil være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Alba/2016/1/SLN

Alba202152

Nævnet stadfæstede i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Albanien og hendes medfølgende barn. Indrejst i 2015.  Flygtningenævnet udtalte: ”Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at behandle sagen på et mundtligt nævnsmøde, jf. udlændingelovens §§ 53, stk. 9, og 56, stk. 3. Ansøgeren er muslim af trosretning fra […] Albanien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hendes tidligere ægtefælle har udsat hende for vold og tvunget hende til prostitution, ligesom han har udsat deres fællesbarn, som er indrejst sammen med ansøgeren i Danmark, for vold, siden barnet var omkring et år gammel. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hun i efteråret 2009 blev forlovet med en mand ved navn [A]. Forlovelsen blev arrangeret af hendes faster, som var nabo til [A]. I sommeren 2010 blev ansøgeren og [A] gift. Allerede dagen efter brylluppet gav han hende en lussing. Derefter fortsatte han med dagligt at udøve vold mod hende. En nat ringede hun til politiet og anmeldte volden. Politiet tog familien med på politistationen og afhørte både ansøgeren og hendes daværende ægtefælle. Politiet insisterede på, at der ikke skulle rejses en officiel sigtelse mod ansøgerens daværende ægtefælle, og at episoden skulle betragtes som husspektakel. Ansøgeren ringede derefter efter sin familie, som kom og hentede hende. Dernæst anmodede hun om at blive skilt. Ved retten i [X] i vinteren 2013 blev hun skilt og fik tillige tildelt forældremyndigheden over hendes søn. Hendes tidligere ægtefælle kom efterfølgende hjem til hendes forældre, hvor hun boede sammen med sin søn, og truede hende med vold. Han slog både ansøgerens moder og broder. Moderen og broderen anmeldte overgrebene til politiet, som ikke foretog sig yderligere. Endvidere har ansøgeren til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hendes tidligere ægtefælle jævnligt tvang hende til at lade sig prostituere til forskellige mænd, som han skyldte penge til, for på den måde at afvikle på sin gæld. Hendes tidligere ægtefælle har et stort kriminelt netværk, hvorfor hun er sikker på, at han vil finde frem til hende, hvis hun vender tilbage til Albanien. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at ansøgerens forklaringer om hendes tidligere ægtefælles angivelige kriminelle handlinger og om de episoder, der førte til hendes udrejse, herunder omfanget af volden og tvangsprostitutionen, hvornår hun og hendes familie har anmeldt hendes tidligere ægtefælle til politiet, hvornår hun blev skilt, samt hvornår og hvor mange gange hendes tidligere ægtefælle opsøgte hende på hendes forældres bopæl, inden hun udrejste af Albanien, har båret præg af mangel på detaljer. Således har ansøgeren blandt andet ikke kunnet beskrive, hvornår retten i [X] behandlede hendes skilsmissebegæring på trods af, at hun har angivet at have fremlagt dokumentation herfor, ligesom ansøgerens forklaringer om de voldsepisoder og tvangsprostitution, som hun har anført, hendes tidligere ægtefælle har udsat hende og hendes familie for, fremstår overfladiske, uden detaljer og ikke fremstår som selvoplevede. Hertil kommer, at ansøgeren har forklaret udbyggende om omfanget af de skader, som hun har angivet at være blevet påført, idet hun først efter Udlændingestyrelsens afslag og øvrige samtaler med Dansk Flygtningehjælp og sin advokat har forklaret til Langeland Kommune […], at hun har været indlagt og tæt på at afgå ved døden, samt at hun har haft omfattende skader på sin krop, ligesom hun har mistet tænder i sin overmund på grund af den udførte vold. Flygtningenævnet finder ikke, at der foreligger en rimelig forklaring på, at ansøgeren ikke har kunnet forklare detaljeret, entydigt og stringent om de pågældende begivenheder – navnlig henset til at de fremstår helt centrale i ansøgerens asylmotiv. Flygtningenævnet bemærker, at nævnet, uanset om ansøgerens forklaringer eller dele heraf måtte kunne lægges til grund, ikke finder, at de forhold, som ansøgeren har forklaret, har haft en sådan karakter og intensitet, at de kan begrunde asyl i medfør af udlændingelovens § 7. Nævnet finder således, at der er tale om kriminelle forhold, som hun kan henvises til at søge de albanske myndigheds beskyttelse imod. For så vidt angår det af ansøgeren oplyste om, at det lokale politi henlagde hendes anmeldelser om vold, finder Flygtningenævnet, at hun må henvises til at indgive klage til en højere myndighed, i den anledning. Nævnet bemærker hertil, at det fremgår af de aktuelle baggrundsoplysninger om forholdene for voldsramte kvinde i Albanien, herunder blandt andet UK Home Office – Operational Guidance Note – Albania af 19. september 2014 (bilag 155) og Migrationsverkets rapport ”Albania: Rätts - och Säkerhetssektorn”, udgivet den 27. juni 2014 (bilag 161), at omend forholdene for voldsramte kvinder i Albanien efter omstændighederne kan være vanskelige, har de albanske myndigheder i det væsentligste styrket indsatsen for at beskytte voldsramte kvinder, herunder indført en række retsregler for at bekæmpe vold i hjemmet. Det fremgår videre, at myndighederne anerkender vold i hjemmet som et problem, og politiet uddanner deres ansatte til at kunne varetage sager omhandlende vold i hjemmet, ligesom vold i familien ifølge den albanske straffelov kan straffes med op til fem års fængsel. Ydermere fremgår, at der i nogle byer er etableret hjem, hvor voldsramte kvinder kan søge tilflugt. Flygtningenævnet finder i øvrigt ligesom Udlændingestyrelsen, at ansøgeren, der foruden det anførte om hendes oplevelser med den tidligere ægtefælle, efter det oplyste hverken har haft problemer med myndigheder, grupperinger eller andre privatpersoner i Albanien, og som således fremstår helt uprofileret, kan henvises til at tage ophold et andet sted i Albanien, såfremt hun ikke mener at kunne tage tilbage til sin hjemby. Nævnet finder således ikke, at de aktuelle baggrundsoplysninger indeholder oplysninger, der giver holdepunkter for at antage, at forholdene for enlige kvinder og eller voldsramte kvinder i Albanien i sig selv er af en sådan karakter, at ansøgeren af den grund opfylder betingelserne for at få meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder herved efter en samlet vurdering, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Albanien ikke vil være i en konkret eller individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller vil være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Det anførte omkring ansøgerens og hendes søns helbredsmæssige og socioøkonomiske forhold falder uden for anvendelsesområdet for udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Alba/2015/2

alba20151

Nævnet stadfæstede i oktober 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Albanien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at behandle sagen på et mundtligt nævnsmøde, jf. udlændingelovens §§ 53, stk. 9, og 56, stk. 3. Ansøgeren er etnisk albaner fra Shkodër i Albanien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Albanien frygter at blive slået ihjel af sin fader og nogle ukendte gerningsmænd. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han [i efteråret] 2014 blev overfaldet af tre ukendte gerningsmænd, som havde set ham kysse med sin mandlige kæreste. To personer kom ham til undsætning og fik ham sendt væk i en ambulance. På skadestuen blev han behandlet for en flænge i sit hoved. Endvidere havde han pådraget sig blå mærker over hele sin krop. Han blev udskrevet fra skadestuen den samme aften. Dernæst tog han hjem, hvor han løj over for sin fader og fortalte ham, at han var blevet slået af en gæst på den bar, hvor han arbejdede. Faderen tog derfor den næste dag kontakt til ansøgerens arbejdsgiver, som i mellemtiden var blevet bekendt med den virkelige årsag til overfaldet. Arbejdsgiveren fortalte faderen om ansøgerens seksuelle orientering, hvilket medførte til et voldeligt skænderi mellem ansøgeren og faderen. Faderen slog ansøgeren med knytnæver og kastede en vase efter ham, ligesom faderen udtalte, at ansøgeren ikke længere var hans søn, og at han skulle flytte. I den følgende periode blev han endvidere mødt af tilråb og diverse skældsord af folk i byen. [Ultimo] 2014 tog faderen kvælertag på ansøgeren, hvorefter ansøgeren flygtede til byen Tirana. Mens han boede i Tirana blev ti trusselsbreve fra ukendte gerningsmænd skubbet ind under hans dør. Samtlige trusselsbreve indeholdt trusler på hans liv. Han søgte støtte i LGBT-organisationen OMSA, som åbenlyst kæmper for de homoseksuelles rettigheder. Ansøgeren har endvidere til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hans tidligere arbejdsgiver i en sms fyrede ham, på grund af hans seksuelle overbevisning. Arbejdsgiveren har tillige i en sms skrevet til ansøgeren, at han ikke ønsker at arbejde med bøssekarle. Flygtningenævnet kan ligesom Udlændingestyrelsen lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Nævnet lægger således til grund, at ansøgeren som følge af sin seksuelle orientering  [i efteråret] 2014 blev overfaldet af tre ukendte personer, der så ham sammen med sin kæreste, ligesom nævnet kan lægge til grund, at hans fader har udsat ham for vold […], at han blev fyret fra sin daværende arbejdsplads, samt at han under sit ophold i Tirana fra [ultimo] 2014 frem til udrejsen har modtaget trusselsbreve fra ukendte personer. Nævnet bemærker, at ansøgerens forklaring herom har været detaljeret og konsistent. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at de beskrevne forhold er af en sådan karakter eller intensitet, at ansøgeren kan meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at ansøgeren efter sin egen forklaring på intet tidspunkt har anmeldt overgrebene og truslerne til politiet, ligesom han heller ikke på anden måde har søgt myndighedernes beskyttelse. Nævnet finder, at der er tale om enkeltstående kriminelle forhold og bemærker, at det beror på ansøgerens egen formodning, at politiet ikke skulle have vilje og evne til at yde ham den fornødne beskyttelse. Flygtningenævnet bemærker i øvrigt, at ansøgeren har kunnet opholde sig i Tirana fra [ultimo] 2014 til [foråret] 2015 uden at blive opsøgt af de personer, som han mener, kan stå bag trusselsbrevene. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at det fremgår af de foreliggende baggrundsoplysninger, at omend forholdene for LGBT-personer i Albanien efter omstændighederne kan være vanskelige, har homoseksuelle forhold været lovlige siden 1995, og der foreligger ikke oplysninger om risiko for overgreb fra myndighedernes side rettet mod LGBT-personer. Det fremgår videre, at de albanske myndigheder støtter LGBT-rettigheder, ligesom hate crimes og anden diskrimination af LGBT-personer er kriminaliseret ved lov. Ydermere fremgår, at det albanske politi efter at have indgået i et samarbejde med LGBT-organisationer ved flere lejligheder har ydet beskyttelse ved LGBT-relaterede begivenheder. Flygtningenævnet kan i den forbindelse henvise til blandt andet rapporterne fra US Department of State – 2014 Country Report on Human Rights Practices af 25. juni 2015 (bilag 160), UK Home Office – Country Information and Guidance, Albania: Sexual orientation and gender identity af 13. oktober 2014 (bilag 156) samt Operational Guidance Note af 19. september 2014 (bilag 155), og Migrationsverket – Situationen för hbt-personer i Albanien af 20. december 2013 (bilag 146). Flygtningenævnet finder endeligt ikke, at de generelle forhold for homo- og biseksuelle i Albanien i sig selv kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Nævnet finder således efter en samlet vurdering, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Albanien ikke vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller vil være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Alba/2015/1

alba201401

Nævnet stadfæstede i juni 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt tre børn fra Albanien. Indrejst i 2013. Den mandlige ansøgers sag var af Udlændingestyrelsen forsøgt behandlet i åbenbart grundløs-proceduren efter udlændingelovens § 53 b, stk.1. Efter den mandlige ansøgers indrejse til Danmark indrejste flere at ansøgers familiemedlemmer, heriblandt den kvindelig ansøger, hvis sag blev behandlet i normalprocedure. Herefter besluttede Flygtningenævnet ligeledes at behandle den mandlige ansøgers sag i normalprocedure. Sagen er sambehandlet med sagerne vedrørende den mandlige ansøgers farbroder og dennes ægtefælle. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgerne er etniske albanere og muslimer fra […], Albanien. Ansøgerne har ikke været medlem af politisk eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at den mandlige ansøger er indblandet i tre forskellige blodhævnskonflikter, og at han som følge heraf frygter at blive dræbt. Den kvindelige ansøger frygter at blive dræbt som følge af den mandlige ansøgers konflikt. Den første blodhævnskonflikt begyndte i 1992, hvor der opstod en jordkonflikt imellem den mandlige ansøgers farbroder, […], og […], der var en fjern slægtning til familien. I[ sommeren] 1992 blev [farbroderen] og dennes søn […] dræbt af skud afgivet af [den fjerne slægtnings] søn, […]. Den mandlige ansøgers [andre, red.] farbrødre, […] og […], blev såret. [Den fjerne slægtning] og dennes sønner blev idømt fængselsstraf for drabene. [Den fjerne slægtning] blev løsladt i 1997. [I foråret] 1997 blev han dræbt af den mandlige ansøgers fætter […]. Den anden blodhævnskonflikt begyndte i 1997, hvor den mandlige ansøgers fætters svoger, […], blev kidnappet af medlemmer af […]-familien, som er en familie med betydelig tilknytning til mafiaen. [Fætterens svoger] blev holdt fanget i to dage, hvor han blev udsat for tortur og frastjålet penge. Kort tid efter blev [fætterens svogers] søster kidnappet og sendt til Italien for at arbejde som prostitueret af en mand ved navn […]. [Den pågældende] havde tilknytning til [familien med mafiarelationer]. Som hævn for kidnapningerne dræbte [fætterens svoger] herefter [ham, der havde sendt søsteren til Italien], samt to medlemmer af [familien med mafiarelationer]. [I efteråret] 1997 blev [en anden af, red.] den mandlige ansøgers fætre, […], forsøgt dræbt af skud. Den tredje blodhævnskonflikt startede i 2001, hvor [familien med mafiarelationer] betalte en mand ved navn […] 50.000 D-mark for at dræbe den mandlige ansøgers fætters svoger, […], som hævn for drabene i 1997. Som hævn for drabet på [fætterens svoger] dræbte [fætterens svogers] venner [drabsmanden]. Den mandlige ansøgers fætter, [som var forsøgt dræbt i 1997], blev herefter mistænkt og varetægtsfængselet for drabet på [drabsmanden]. Han blev frifundet og løsladt efter 16 måneder. [Drabsmandens] familie mener imidlertid fortsat, at det var [den mandlig ansøgers fætter], der har begået drabet, og holder derfor den mandlige ansøgers familie ansvarlige herfor. Siden 2003 har [den mandlige ansøgers fætter] løbende forsøgt at få afklaret konflikterne med de tre familier ved hjælp af mægling. I foråret 2004 var den mandlige ansøger og [fætteren] ude og gå, og da de var i færd med at krydse gaden, blev de passet op af en bil, der rullede vinduerne ned og affyrede skud imod dem. [Fætteren] blev i den forbindelse ramt i foden/benet, og efterfølgende indlagt på hospitalet. Lægerne på hospitalet tilkaldte politiet, og [fætteren] fortalte dem, at skudepisoden højst sandsynligt havde forbindelse til en af de tre blodhævnskonflikter, han var involveret i. Politiet gjorde dog ikke yderligere i denne anledning. I [sommeren] 2008 var ansøgerne ude og køre bil, og der blev i den forbindelse skudt efter bilen. Ansøgeren mistede derfor herredømmet over bilen og kørte galt. Den kvindelige ansøger var gravid, og aborterede som følge af ulykken. [I slutningen af] 2012 fik familien igennem en blodhævnsmægler at vide, at de mandlige medlemmer af den mandlige ansøgers familie fortsat var efterstræbt. Den mandlige ansøger udrejste herefter [i begyndelsen af] 2013 med sin fætter og fætterens søn. Den kvindelige ansøger udrejste med ansøgerens to børn i [foråret] 2013. Flygtningenævnet lægger trods diverse uoverensstemmelser vedrørende centrale dele af asylmotivet til grund, at den mandlige ansøgers familie i en vis udstrækning har haft en konflikt med personer fra familierne […], […] og […] samt […]. Nævnet bemærker i den forbindelse, at den mandlige ansøger under nævnsmødet har forklaret, at familien besluttede at udrejse, efter de havde modtaget advarslen fra den gamle mand [i slutningen af] 2012, mens den kvindelige ansøger forklarede, at baggrunden for, at hun fik udstedt pas i [efteråret] 2012, var, at familien havde besluttet at udrejse på det tidspunkt. Det bemærkes i den forbindelse videre, at den mandlige ansøger forklarede, at deres familie står bag de seneste drab i konflikten, mens hans farbror forklarede, at det ikke er deres familie, der står bag de seneste drab i konflikten. Uanset det er lagt til grund, at der har været konflikter, finder Flygtningenævnet imidlertid ikke, at den mandlige ansøger har en central rolle i konflikterne, eller at konflikterne har en sådan intensitet, at de kan danne baggrund for asyl. Nævnet har herved lagt vægt på, at den mandlige ansøger ikke er blevet opsøgt af familierne eller har været udsat for overgreb eller konkrete trusler fra familierne, men at det alene bygger på hans egen formodninger, at familierne efterstræber ham.  Det bygger således på den mandlige ansøgers egen formodninger, at det var de nævnte familier, der forfulgte ham og hans fætter og beskød dem i 2004, og at det var de nævnte familier, der forfulgte ham og hans hustru og beskød dem i 2008. Nævnet har ved vurderingen af konfliktens intensitet tillige lagt vægt på, at de sidste drab i konflikten ligger tilbage i 1997 og 2002, og at politiet har efterforsket drab i konflikten, ligesom der er foretaget domfældelse af diverse gerningsmænd, som tillige har afsonet deres straffe, samt at den mandlige ansøger, efter han havde opholdt sig i Italien i 2004, hvor han ikke ansøgte om asyl, tog ophold i Albanien indtil sin udrejse [i begyndelsen af 2013]. Det kan ikke føre til et andet resultat, at nogle drengebørn i en af de involverede familier nu er kommet i 20-års-alderen, og at ansøger frygter, at de nu er blevet gamle nok til at udføre blodhævn mod ham. Nævnet finder i øvrigt, at den konflikt, der eventuelt stadig eksisterer, er af privatretlig karakter, og at ansøgerne må henvises til at søge myndighedernes beskyttelse, såfremt de skulle blive udsat for konkrete trusler elle overgreb. Det fremgår af baggrundsmaterialet vedrørende Albanien, herunder rapport fra Migrationsverket i Sverige om blodfejder i Albanien af 14. juni 2013, at de albanske politi- og anklagemyndigheder har oprettet særskilte enheder, som håndterer konflikter relateret til blodfejder og blodhævn, ligesom det albanske indenrigsministerium har udarbejdet en handlingsplan til bekæmpelse af blodfejder. Det fremgår tillige af rapporten, at involverede personer kan søge hjælp hos myndighederne og frivillige, ligesom de kan tage ophold i andre dele af Albanien. Flygtningenævnet kan herefter ikke lægge ansøgernes forklaring om udstrækningen af konflikten med familierne til grund for sagen. Det kan ikke føre til et andet resultat, at ansøgeren må formodes at kunne skaffe en erklæring fra den mægler, der har mæglet mellem nogle af familierne, og som angiveligt viderebragte en advarsel fra en unavngiven familie. Det bemærkes i den forbindelse, at det fremgår af baggrundsmaterialet, at breve fra blodhævnskomiteer med videre florerer i stor stil. Flygtningenævnet har derfor heller ikke fundet anledning til at udsætte sagen på indhentelse af den pågældende erklæring. Da den kvindelige ansøger alene har henvist til den mandlige ansøgers asylmotiv, er det efter ovennævnte bevisvurdering ikke sandsynliggjort, at den kvindelige ansøger har et asylmotiv. Den påberåbte subjektive frygt kan ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgerne findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” alba/2014/1

afgh20142

Nævnet stadfæstede i januar 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk tadjik og sunni-muslim fra Mazar-e Sharif. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået af ihjel af de personer, med hvem han og hans familie havde en jordkonflikt. Han har i den forbindelse henvist til, at hans fader på et tidspunkt købte et stykke jord af en mand ved navn […], der døde kort tid efter. Efterfølgende kom to af sælgerens brødre samt en af disses sønner, […], til faderen og gjorde krav på jordstykket. Der opstod i den forbindelse slagsmål mellem parterne, og ansøgerens broder skød i den forbindelse sælgerens søn. Ansøgeren, hans fader og broder flygtede hen til en af faderens venner. De forsøgte her at løse konflikten med sælgerens brødre. Det blev besluttet, at brødrene skulle have jorden, og at de måtte få en af pigerne fra ansøgerens familie. Da ansøgeren, faderen og broderen gik af sted for at mødes med dem, blev de beskudt. Faderen og broderen blev i den forbindelse dræbt. Ansøgeren valgte derfor at flygte ud af Afghanistan. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring på visse punkter forekommer usandsynlig, herunder i forhold til at sælgerens brødre ikke involverede sig i ejendomshandlen på aftaletidspunktet, når ansøgeren oplyser, at de var bekendt med forhandlingerne, at ansøgeren angriber en af brødrene med slag, selvom brødrene var vrede og bar våben, og selvom ansøgeren forklarer, at alle var bange for brødrene på grund af deres forbindelse til organiseret kriminalitet. Det forekommer endvidere mindre sandsynligt, at brødrene i den måned, hvor ansøgeren og hans familie opholdt sig i[…], ikke forsøger at opsøge til familiens bopæl. Nævnet konstaterer endvidere, at ansøgeren har afgivet skiftende forklaringer for så vidt angår, hvor mange geværer, der var til stede i konflikten, hvem der slog ham med geværskæftet, og hvor lang tid der gik, fra ejendomshandlen til episoden på marken, der førte til sælgerens søns død. Endelig bemærker nævnet, at ansøgeren har udbygget historien på væsentlige punkter, herunder vedrørende den pige, som skulle indgå i forsoningsaftalen, selve forsoningsaftalens indhold samt at han blev bekendt med, at det var brødrene, der dræbte hans fader og broder, idet han var til stede under deres efterfølgende ransagning af naboens hus, hvor de ledte efter ham. Af ovennævnte grunde, og idet hans forklaring har savnet detaljering samt forekommer overordnet og ikke selvoplevet, lægger nævnet ikke ansøgerens forklaring til grund, også selvom nævnet er opmærksomt på, at ansøgeren er analfabet, har en speciel dialekt og har været medicineret. Flygtningenævnet finder endvidere ikke, at det på mødet fremlagte dokument kan tillægges betydning, idet det drejer sig om en person med et andet navn. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller vil være i reel risiko for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, skt. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2014/2

afgh20141

Nævnet stadfæstede i januar 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk pashtun og muslim fra landsbyen […]i Jalalabad-provinsen, Afghanistan. Han har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hans far på Talibans opfordring indskrev ham i en koranskole, hvor han gik i fire år. I skolen lærte Taliban eleverne om jihad og opfordrede dem til at deltage heri. Omkring fire til fem måneder inden ansøgerens udrejse kom Taliban til koranskolen og ville have alle eleverne til at deltage i jihad. Da de andre var gået i moskeen for at bede, flygtede ansøgeren til Turkham, hvorfra han omkring en uge senere udrejste til Pakistan med hjælp fra sin morbror. Ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter ansøgeren, at Taliban vil dræbe ham eller bruge ham som selvmordsbomber, ligesom han frygter de afghanske myndigheder, idet de ved, at han har gået i koranskole, og derfor forbinder ham med Taliban. Flygtningenævnet finder i det væsentlige at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund, idet den på de fleste områder har været konsistent og i det væsentlige fremstår som selvoplevet. Nævnet finder herefter ikke, at det kan udelukkes, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjembyen vil være i risiko for henvendelser fra Taliban om deltagelse i Jihad og at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder dog, at ansøgeren i stedet for at tage ophold i sin hjemby kan henvises til at tage ophold et andet sted i Afghanistan. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgeren i forhold til Taliban må antages at være uprofileret, og at der derfor ikke er holdepunkter for at antage, at han vil blive eftersøgt af dem udenfor hjembyen. Det kan ikke lægges til grund, at alene det forhold, at han har gået i koranskole, har bragt ham i de afghanske myndigheders søgelys, og at han som følge heraf risikerer asylbegrundende forfølgelse fra deres side. Ansøgeren er en ung mand i den arbejdsduelige alder, og det fremgår af Udlændingestyrelsens factfinding rapport af maj 2012, at unge mænd sædvanligvis vil kunne finde beskyttelse i en større by som f.eks. Kabul. Det fremgår videre af samme rapport, at selvom levevilkårene i Kabul er vanskelige, er der dog tilstrækkelig mad og adgang til sundhedsvæsen og undervisning for alle. På den baggrund findes ansøgerens levevilkår ikke at blive af en sådan karakter, at hans basale humanitære rettigheder vil blive krænket ved, at han henvises til at tage ophold i Kabul. Med denne begrundelse stadfæster Flygtningenævnet derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2014/1

afgh20139

Nævnet meddelte i juli 2013 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er afghansk statsborger, etnisk hazara og shia muslim fra […], Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan vil blive slået ihjel af sin ægtefælle, […], og hans sønner, af sin far, af landsbyens beboere, af mullahen eller af myndighederne, idet hun er flygtet fra et tvangsægteskab og gentagne gange er blevet voldtaget af ægtefællens ældste søn, […], og idet hun er flygtet fra ægtefællen. Den sidste gang hun blev voldtaget, blev det opdaget af sønnens ægtefælle, som ville afsløre ansøgerens og […] seksuelle forhold. Ansøgeren udrejste derefter med hjælp fra sin moder og moderens nabo samt dennes broder. Ansøgeren har endvidere som et selvstændigt nyt asylmotiv henvist til, at hun venter et barn uden for ægteskab med en herboende afghaner. Ansøgeren har forklaret konsistent om sit asylmotiv, men navnlig forklaringen om, at hun har haft et tvungent seksuelt forhold til ægtefællens søn, som er blevet afsløret af dennes ægtefælle, forekommer konstrueret. Flygtningenævnet lægger herved navnlig vægt på, at forklaringen om trusler med henholdsvis pistol og kniv har været usikker, og at forklaringen om omstændighederne ved flugten ligeledes har været usikker og virker usandsynlig. Ansøgerens forklaring om, at hun er flygtet fra et tvangsægteskab med en ældre mand, har imidlertid været konsistent, og et flertal af Flygtningenævnets medlemmer kan lægge forklaringen herom til grund. Ansøgeren er her i landet blevet kæreste og venter barn med en afghaner, som har fået asyl for nogle år siden, og som er kommet til Danmark uden sin familie. I hvert fald under disse omstændigheder vil ansøgeren, der som antaget af flertallet er flygtet fra et tvangsægteskab, risikere alvorlige overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, hvis hun vender tilbage til Afghanistan. Der er ikke grundlag for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor den afghanske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. ” afgh/2013/9

afgh20138

Nævnet meddelte i juli 2013 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk pashtun og sunnimuslim fra Kunduz, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hans liv er i fare, idet Taliban har truet ham på livet. Ansøgeren arbejdede i Kunduz som chef for færdselspolitiet, og i forbindelse med, at ansøgeren efterforskede et trafikuheld, hvor en motorcyklist var blevet dræbt, forsøgte Taliban at true ansøgeren til at lade de andre implicerede i trafikuheldet løslade, idet de havde tilknytning til Taliban. Ansøgeren nægtede dog at efterkomme dette, hvorefter personer fra Taliban mødte op på ansøgerens bopæl og truede hans far. Ansøgeren tog herefter til hjemmet sammen med en underordnet betjent, og da ansøgeren og betjenten nærmede sig huset skød Taliban imod dem. Betjenten blev ramt af skud og døde ved ankomsten til hospitalet. Da betjentens familie fandt ud af dette, klagede de over ansøgeren til hans overordnede, idet ansøgeren havde taget betjenten med hjem i et privat ærinde. Betjentens familie truede endvidere ansøgeren med at dræbe ham. Ansøgeren tog herefter ophold i skjul hos en ven, og få dage senere ransagede Taliban ansøgerens hjem og dræbte i den forbindelse ansøgerens far og bror og kidnappede ansøgerens 13-årige søn. Ansøgeren var herefter nødsaget til at udrejse. Udlændingestyrelsen har i sin afgørelse af […] 2012 lagt til grund, at ansøgeren isoleret set ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Der er ikke under Flygtningenævnets behandling af sagen oplyst omstændigheder, der ændrer herved. Ansøgeren har forklaret, at han umiddelbart efter afslutning af sin uddannelse til politibetjent fra cirka 1991 og indtil Najibullahs fald i 1992, var ansat i et fængsel i Kunduz. Ansøgeren fik efter afslutning af sin uddannelse rang af premiereløjtnant i politiet. Han var ikke ansat i sikkerhedstjenesten. Han havde ansvaret for undervisning af de underordnede soldater i militære principper, i fysisk træning og i sproglig træning, idet hovedparten var analfabeter. Han var ansat i den af fængslets fire afdelinger, som havde med sikkerheden at gøre. Hans chef var […]. Der var ingen afhørings- eller efterforskningsafdeling i fængslet, der rummede dømte fanger, som afsonede. Varetægtsarrestanter var i politihovedkvarteret. Han har ikke selv været med til at tortere fanger, og han har ikke oplevet, at fanger er blevet torteret. Han har ikke kendskab til, at fanger skulle være blevet torteret i Kunduz fængslet. Han har ikke været med til at transportere fanger til […] fængslet. Han har hørt rygter om tortur i […] fængslet, men det var før han selv kom i politiet, mens russerne var i Afghanistan. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at udelukke ansøgeren i medfør af udlændingelovens § 10, stk. 1, nr. 3. Flygtningenævnet har således ikke fundet, at der er alvorlig grund til at antage, at ansøgeren har begået en alvorlig ikke-politisk forbrydelse i Afghanistan, jf. Flygtningekonventionens artikel 1F(b). Flygtningenævnet finder endvidere ikke, at ansøgeren i medfør af udlændingelovens § 10, stk. 2, nr. 2, bør udelukkes fra at få opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet har lagt til grund, at ansøgeren var nyuddannet politibetjent, da han kom til Kunduz fængslet i 1991, og at han ikke havde en høj position i fængslet, men at han var ansat under en af de fire afdelingsledere i fængslet. Flygtningenævnet har ikke fundet det godtgjort, at ansøgeren personligt i forbindelse med sin tjeneste i fængslet i Kunduz har udført tortur mod fanger, eller har deltaget heri. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på ansøgerens egen forklaring, der understøttes af, at der ikke er baggrundsoplysninger om tortur mod fanger i fængslet i Kunduz i den periode, hvor ansøgeren var ansat. Flygtningenævnet har endvidere ikke fundet det godtgjort, at ansøgeren har deltaget i overførsler af fanger til […] fængslet, hvor tortur ifølge de foreliggende baggrundsoplysninger periodevis har kunnet forekomme. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på ansøgerens forklaring under nævnets behandling af sagen. Flygtningenævnet meddeler derfor den afghanske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” afgh/2013/8

afgh20137

Nævnet stadfæstede i juni 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk pashtun og sunni muslim fra Herat, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han efter at have fået afslag på sin tidligere asylsansøgning den […] 2010 selv udrejste illegalt af Danmark. Omkring den […] 2012 genindrejste han i Afghanistan, hvor han i fem uger tog ophold sin familie i Herat. Den […] eller […] 2012 på vej til byen i taxa blev han bortført af den samme gruppe personer, som han havde haft problemer med første gang, han var sig i Herat. De slog ansøgeren og tog ham til et for ham ukendt sted, hvor han var lukket inde på et værelse i to dage. De ville udlevere ham til en anden gruppe, men inden da flygtede ansøgeren. Under flugten slog han en af deres mænd så hårdt, han kunne, og er også derfor bange for, hvad de vil gøre ved ham. Ansøger hørte et skud, da han var omkring 100 til 200 meter væk fra gruppen. Ansøgeren har henvist til, at gruppen vil dræbe ham og kan finde ham overalt i Afghanistan. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer finder, at ansøgeren har forklaret troværdigt, detaljeret og konsistent om den fornyede bortførelse i 2012, og denne del af forklaringen findes derfor at kunne lægges til grund. Et flertal af Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han forud var udset som mål for bortførelsen. Flertallet lægger herved vægt på, at ansøgerens fader og broder også efter ansøgerens tidligere udrejse af landet kunne fortsætte deres arbejde for udenlandske myndigheder uden personligt at være udsat for alvorlige episoder. Flertallet lægger endvidere vægt på, at bortførelsen fandt sted et stykke fra bopælen, en dag ansøgeren helt tilfældigt var på vej til byen, samt at den taxa ansøgeren, befandt sig i, blev standset af to personer, der befandt sig omkring 100 meter derfra, og som derfor ikke kan have haft mulighed for at genkende ansøgeren. Endelig lægges der vægt på, at ansøgerens eget ansættelsesforhold hos udenlandske aktører lå flere år tilbage, samt at han muligvis ved sit arbejde var i kontakt med lokale beboere, men at hans arbejde ikke som sådan var profileret. Det er således ikke sandsynliggjort, at ansøgeren skulle være personlig interessant for Taliban eller andre kriminelle, og det samarbejde mellem Taliban og kriminelle i området, der fremgår af baggrundsmaterialet, kan derfor ikke i sig selv tillægges betydning. Samlet set finder et flertal derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en fornyet tilbagevenden til Afghanistan vil være i en reel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1.” afgh/2013/7

afgh20136

Nævnet stadfæstede i juni 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk pashtun og sunni muslim fra landsbyen […] i Uruzgan provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af […], der er en magtfuld kommandant fra Hezb-e Islami, fordi hun har nægtet at gifte sig med ham. Ansøgeren har i den forbindelse forklaret, at ansøgerens far blev dræbt af kommandanten, inden ansøgeren blev født. I begyndelsen af 2010 kom kommandanten til ansøgerens hus med 10-15 bevæbnede vagter, idet han skød op i luften og råbte, at ansøgeren nu tilhørte ham. Ansøgeren ville ikke gifte sig med kommandanten, og familien fik arrangeret, at hun i stedet skulle gifte sig med sin herboende ægtefælle. Efter skudepisoden tog ansøgeren ophold hos sin morbror i Pakistan. Ansøgeren mødte sin ægtefælle i Kabul i sommeren 2010. Ansøgeren fortsatte med at bo hos morbroderen i Pakistan, og den […] 2011 blev ansøgeren og ægtefællen gift i Kabul. Ansøgeren tog herefter igen tilbage til Pakistan med sin morbror. Ansøgeren opholdt sig i Pakistan til den […] 2011, hvor hun rejste til Danmark med sin ægtefælle. Efter brylluppet tog ansøgerens mor og bror tilbage til deres landsby. Kommandanten fængslede ansøgerens bror og mishandlede ham, idet han ville have oplysning om ansøgeren. Kommandanten indsatte endvidere en annonce i en avis, hvor han efterlyste ansøgeren og udlovede en dusør for oplysninger om hende. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet har således vurderet, at ansøgerens forklaring indeholder divergenser og er usandsynlig, således at den ud fra en samlet vurdering fremstår utroværdig og ikke selvoplevet. Flygtningenævnet har herved blandt andet lagt vægt på, at ansøgeren på en række punkter har forklaret divergerende, herunder om faderens død, om hvad ansøgeren så og hørte, da hun blev opsøgt af kommandanten, om hvem hun var sammen med og fik oplysninger fra, da hun blev opsøgt af kommandanten, om hvor hun tog hen efter episoden med kommandanten, om hvor lang tid der gik, inden ansøgeren rejste til Kabul, om hvem ansøgeren rejste til Kabul med, om hvor længe ansøgeren opholdt sig i Kabul, om volden mod broderen og om moderens besøg hos broderen. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgerens forklaring på en række punkter fremstår usandsynlig, herunder ansøgerens begrænsede viden om kommandanten fra landsbyen, at kommandanten uden forudgående kontakt til familien indfinder sig som forklaret, at kommandanten ønsker at indgå ægteskab som forklaret, og at kommandanten blot forlader huset efter få minutter og uden at rette henvendelse til familien. Ved vurderingen af troværdigheden af ansøgerens forklaring har Flygtningenævnet endvidere lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om sit ophold i Pakistan efter episoden i begyndelsen af 2010 ikke stemmer med oplysningerne i ansøgerens pas om visa til Pakistan og om indrejse i og udrejse fra Pakistan. Ved vurderingen af troværdigheden af ansøgerens forklaring har Flygtningenævnet endvidere lagt vægt på sagens tidsmæssige forløb, der underbygger, at ansøgeren ikke har søgt om asyl på grund af frygt for en bejler i Afghanistan, men for at være sammen med sin herboende ægtefælle. Det fremgår således, at ansøgeren mødte sin nuværende ægtefælle i sommeren 2010. Den […] 2011 blev ansøgeren og ægtefællen gift. Den […] 2011 fik ansøgeren udstedt pas i Kabul. Den […] 2011 indgav ægtefællen ansøgning om visum til ansøgeren, der fik udstedt visum den […] 2012. Den […] 2012 indrejste ansøgeren i Danmark sammen med sin ægtefælle på et visum, der var gældende indtil den […] 2012, og ansøgeren søgte først om asyl den […] 2012. Flygtningenævnet har ikke fundet grundlag for at udsætte sagen på ægthedsvurdering af den fremlagte avis. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at nævnet har tilsidesat ansøgerens forklaring som utroværdig. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at det er påfaldende, at avisen først er tilvejebragt kort tid før mødet i nævnet, at fotoet i artiklen er identisk med et foto i ansøgerens identitetspapir, at teksten i artiklen fremstår med en anden typografi end teksten i avisen i øvrigt, og at datoen for avisens udgivelse ikke passer med ansøgerens forklaring om, hvornår hun får viden om annoncen. På den baggrund og efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for asylbegrundet forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at hun vil være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2013/6

afgh20135

Nævnet meddelte i juni 2013 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk tadjik og muslim fra[…]. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive pålagt opgaver af eller dræbt af sin ægtefælles broder, som er Talibankommandant. Hun har henvist til, at han forsøgte at hverve hendes ægtefælle til at udføre opgaver for Taliban. Efter gentagne afslag fra ægtefællen, blev denne skudt og dræbt. Herefter ville ægtefællens broder i stedet hverve ansøgeren til opgaverne samt have hende som ægtefælle. Han fortalte, at hvis hun ikke adlød, ville han tage hendes børn og dræbe hende. Ansøgeren blev gentagne gange ved med at undlade at besvare spørgsmålet, indtil hun blev nødt til at flygte med sin søn. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer kan lægge en del af ansøgerens forklaring om sit asylmotiv, som vedrørende ægteskab med svogeren har været konsistent og efter baggrundsoplysningerne også virker sandsynlig, til grund. Det lægges således efter forklaringen til grund, at ansøgeren efter sin ægtefælles død blev opsøgt af sin svoger tre gange med krav om at indgå ægteskab med ham, og at ansøgeren og hendes søn blev truet på livet, da hun under hans seneste besøg ikke accepterede hans ægteskabstilbud, samt at dette førte til, at hun udrejste af Afghanistan. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren, der efter det oplyste ikke længere har slægtninge i Kabul og ikke har forbindelse til sin datter, som for fem år siden flyttede til Herat, skal henvises til at tage ophold i andre dele af Afghanistan. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i reel risiko for asylbegrundende overgreb fra sin svoger som omhandlet i udlændingelovens § 7, stk. 2. Der findes ikke grundlag for at meddele hende asyl i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor den afghanske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. ” afgh/2013/5

afgh20134

Nævnet stadfæstede i juni 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er muslim fra Kandahar, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han i Afghanistan drev en mobiltelefon-forretning sammen med sin bror, og at han hér mødte en sunnimuslimsk pige. Han indledte et kærlighedsforhold til hende, og de havde én gang et seksuelt forhold. De ville gerne giftes, men hendes familie afslog, idet hun var lovet bort til en anden. Efter hun havde fortalt dem, at hun havde haft et forhold til ansøgeren, stak pigens to brødre hende i halsen med en kniv foran ansøgeren. Brødrene var politibetjente med tilknytning til en meget magtfuld person i området. Pigens familie ringede til ansøgerens fader og sagde, at de havde ansøgerens broder, og at de ville slå hele ansøgerens familie ihjel, hvis ikke ansøgeren blev udleveret til dem, inden dagen var omme. Samme nat blev broderens lig afleveret på ansøgerens bopæl. Ved en tilbagevenden frygter ansøgeren, at pigens familie vil slå ham ihjel. Han har henvist, at familien kan finde ham overalt i Afghanistan, da de er meget magtfulde, og arbejder for myndighederne. Hvis ansøger bosætter sig et andet sted i Afghanistan, vil hans dialekt afsløre, at han kommer fra Kandahar, og pigens familie kan trække på deres kontakter, herunder myndighedspersoner og politiet, i hele Afghanistan for at finde ansøgeren. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund, der virker usandsynlig og konstrueret til lejligheden. Flertallet har blandt andet fundet det usandsynligt, at en for ham i øvrigt ukendt pige efter to korte besøg i hans butik skulle søge at indlede et forhold til ansøgeren, selvom hun var lovet bort til en anden, med den risiko dette måtte indebære i relation til hendes familie, som efter det oplyste er meget religiøse. Det er endvidere usandsynligt, at pigen talrige gange igennem flere måneder skulle kunne have fået tilladelse til at forlade sin koranundervisning med forskellige undskyldninger for at mødes med ansøgeren, og at de om formiddagen skulle have haft samleje i hans bil, der var parkeret i en offentlig park. Hertil kommer, at det ikke er troværdigt, når ansøgeren forklarer, at pigens familie inden for et døgn efter, at de havde fået kendskab til ansøgerens og pigens forhold, skulle hævne sig på ansøgerens bror, uden forinden at have opsøgt ansøgeren på hans bopæl, hvor de efter ansøgerens forklaring afleverede liget af hans bror. På den baggrund og efter en samlet vurdering finder flertallet af Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for fat blive udsat for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2013/4

afgh201332

Nævnet meddelte i september 2013 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2010. I 2011 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. I 2012 udsatte Flygtningenævnet sagen på indhentelse af en ægthedsvurdering. Senere i 2012 modtog Flygtningenævnet høringssvar fra Udenrigsministeriet, hvoraf det fremgik, at det ikke var muligt at få foretaget en ægthedsvurdering af de fremlagte dokumenter. I foråret 2013 blev ansøgeren tilbagetaget af Danmark i medfør af Dublin-forodningen efter at have søgt i et andet europæisk land. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk tadjik, sunni-muslim fra Kabul provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv navnlig henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive fængslet og dræbt af de afghanske myndigheder, der har beskyldt ham for at have hjulpet Taliban. Ansøgeren har nærmere forklaret herom, at han, efter at have gennemgået en etårig uddannelse på politiakademiet i Kabul, i 2010 blev ansat i[…], Helmand provinsen, hvor han fungerede som øverstkommanderende ved en kontrolpost mellem landsbyerne og. Kontrolposten blev den […] 2010 angrebet af Taliban, mens ansøgeren besøgte en ven. Ved angrebet blev seks vagthavende soldater samt materiel, herunder ansøgerens dokumenter, taget af Taliban. Da ansøgeren den efterfølgende dag vendte tilbage til kontrolposten, blev han af sikkerhedstjenesten i […]beskyldt for at være ansvarlig for angrebet. Han blev herefter tilbageholdt og afhørt samt udsat for fysiske overgreb. Ansøgeren blev blandt andet slået hårdt mange gange med en geværkolbe. Han har stadig en række gener heraf. Da ansøgeren havde været fængslet i omkring 25 dage, blev fængslet angrebet af Taliban, der ville hente deres folk, som var i fængslet. Angrebet resulterede i, at døren til ansøgerens celle blev skudt op af Taliban, hvorefter ansøgeren fik mulighed for at flygte. Ansøgeren udrejste kort efter illegalt til Pakistan. Efter udrejsen har myndighederne flere gange været på bopælen, og familiemedlemmer er blevet afhørt om ansøgerens opholdssted. I flere TV-indslag med ansøgerens billede er ansøgerens navn nævnt som den ansvarlige for det pågældende Taliban-angreb. Flygtningenævnet finder efter en samlet troværdighedsvurdering i det væsentlige at kunne lægge ansøgerens forklaring om hans asylmotiv til grund. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgerens forklaring har været konsistent under hele asylforløbet samt at ansøgerens navn under to afghanske TV indslag er nævnt i forbindelse med omtale af Taliban-angrebet og flugten fra fængslet, og således at ansvaret for angrebet i indslagene tillægges ansøgeren. Flygtningenævnet finder under de foreliggende omstændigheder ikke, at det kan føre til et andet resultat, at der kan stilles spørgsmål til ægtheden af nogle efterfølgende fremlagte dokumenter, som ansøgeren har fået tilsendt fra sin familie, samt hvorvidt der i et tredje TV-indslag er foretaget billedmanipulation. Flygtningenævnet lægger herefter til grund, at ansøgeren har bragt sig i et alvorligt modsætningsforhold til de afghanske myndigheder, der uberettiget har beskyldt ham for en meget alvorlig forbrydelse og i forbindelse med tilbageholdelse begået flere fysiske overgreb imod ham. Nævnet finder under disse omstændigheder, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for at blive udsat for forfølgelse omfattet af flygtningekonventionen.  Flygtningenævnet meddeler derfor den afghanske statsborger opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” afgh/2013/32

afgh201330

Nævnet stadfæstede i september 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk pashtun, shia-muslim og afghansk statsborger født i Peshawar, Pakistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at Taliban vil slå ham ihjel, idet han er blevet truet af Taliban, fordi han har arbejdet for udenlandske organisationer. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans familie er kendt af Taliban som følge af faderens arbejde for udenlandske organisationer, mens familien opholdt sig i Pakistan. I 2001 angreb Taliban familiens hjem i Pakistan, hvor morbroderen blev slået ihjel. I 2009 blev ansøgerens broder, […], bortført i Peshawar, Pakistan, da han var på vej hjem fra undervisning. Broderen blev efter to og en halv måned løsladt mod betaling. I efteråret 2009 flyttede familien tilbage til Afghanistan. I perioden fra sommeren 2009 til sommeren 2010 arbejdede ansøgeren for en amerikansk nødhjælpsorganisation. I den periode modtog ansøgeren to telefoniske trusler fra ukendte personer, hvor personerne henviste til, at de tidligere havde angrebet hans familie og dræbt morbroderen, at de havde bortført broderen, og at de nu ville slå ansøgeren ihjel. Ansøgeren modtog den første trussel i sommeren 2009. Den anden trussel kom to måneder senere. I perioden fra den […] 2010 til den […] 2011 arbejdede ansøgeren for en europæisk nødhjælpsorganisationI efteråret 2010 modtog ansøgeren et trusselsbrev fra ukendte personer, der truede med at slå ham ihjel. I efteråret 2011 modtog ansøgeren et telefonopkald fra en ukendt person, der sagde, at han var fra Taliban. Da ansøgeren hørte dette, lagde han røret på. Da ansøgeren senere samme dag var på vej hjem fra arbejde i bil, blev han beskudt af fire ukendte personer. To uger senere fortalte ansøgeren sin familie, at han ikke længere ønskede at opholde sig i Afghanistan, hvorefter faderen kontaktede ansøgerens morbroder, som arrangerede kontakt til en agent. Ansøgeren udrejste fra Afghanistan i slutningen af 2011. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring om, at han om arbejdede for en amerikansk og en europæisk nødhjælpsorganisation i Jalalabad til grund, og at han i den forbindelse blev udsat for trusler. Flygtningenævnet finder imidlertid, at truslerne ikke har haft en sådan intensitet og systematik, at det kan lægges til grund, at ansøgeren er individuelt forfulgt. Nævnet har ved den vurdering lagt til grund, at ansøgeren i forbindelse med sit arbejde for nødhjælpsorganisationerne modtog tre til fire telefoniske trusler i perioden fra 2009 til 2011. Et flertal af nævnets medlemmer kan ikke lægge til grund, at ansøgeren blev beskudt af Taliban. Dette flertal finder, at forklaringen om skudepisoden den […] 2011 forekommer utroværdig og konstrueret til lejligheden. Flertallet har ved denne bedømmelse lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om episoden, herunder om hvor mange biler, talebanerne var til stede i, om talebanerne var inde eller ude af bilerne, og om der blev skudt med salver eller enkeltskud. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i reel risiko for at blive udsat for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller vil være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2.  Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2013/30

afgh20133

Nævnet stadfæstede i juni 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2011.  Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim fra landsbyen […], der ligger i området[…], Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerens fader var tilknyttet sikkerhedskommandant […] i Ghazni og Kandahar-området. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at da han var omkring 10 år gammel, henvendte Taliban sig en aften på familiens bopæl og efterspurgte våben, men da der ikke var n4ogen våben på bopælen, tog de hans fader med. Ansøgeren har oplyst, at han samme aften udrejste sammen med sin moder, farbroder og brødre til Pakistan. Ansøgeren har anført, at familien i forbindelse med moderens død omkring to et halvt år senere cirka i 2007 vendte tilbage til bopælen i Afghanistan, som var blevet ødelagt og brændt ned. Naboen oplyste, at det var familiemedlemmer til […] og […], der havde gjort det, idet ansøgerens fader under tilbageholdelsen havde angivet de pågældende til Taliban, hvorefter Taliban havde slået dem ihjel. Ansøgeren har videre oplyst, at han sammen med sin familie tog ophold i naboens kælder samt anført, at familiemedlemmer til […]og […] under opholdet ransagede naboens bopæl og efterspurgte dem. I den forbindelse hørte de, at […]s sønner var i besiddelse af billeder af dem, som de ville distribuere i Ghazni. Omkring tre til fire dage senere udrejste ansøgeren sammen med sin familie på ny til Pakistan. Flygtningenævnet kan på væsentlige punkter lægge ansøgerens forklaring til grund, og nævnet finder således, at ansøgeren har forklaret overbevisende om asylmotivet. Nævnet lægger derfor til grund, at ansøgerens fader er blevet bortført af Taliban og under tilbageholdelse hos Taliban har angivet […] og […], som efterfølgende er blevet dræbt af Taliban. De dræbtes familiemedlemmer har efterfølgende søgt ansøgeren og hans familie. Familien har senest været i deres hjemby i Afghanistan i 2007. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjembyen fortsat vil være i risiko for overgreb fra de dræbtes familiemedlemmer, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Nævnet finder det ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer finder imidlertid, at ansøgeren kan henvises til at tage ophold i Kabul eller et andet sted i Afghanistan i stedet for at tage ophold i sin hjemby. Flertallet lægger herved vægt på, at der er forløbet flere år, siden ansøgeren har været i Afghanistan, og at det ikke er sandsynligt, at […] og […]s familiemedlemmer vil eftersøge ansøgeren i Kabul. Der lægges endvidere vægt på, at ansøgeren er helt uprofileret, og at det ikke kan antages, at han på nogen særlig måde vil tiltrække sig negativ opmærksomhed, eller at han vil blive identificeret af de dræbtes familiemedlemmer. Flertallet henviser i øvrigt til, at det af Udlændingestyrelsens fact-finding rapport af maj 2012 fremgår, at det er muligt for en person som ansøgeren at finde beskyttelse i Kabul, og at en sådan person vil kunne etablere sig i Kabul med rimelige levevilkår. Herefter finder flertallet ikke, at ansøgerens fundamentale rettigheder vil blive krænket, ved at han henvises til at tage ophold i Kabul. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2013/3

afgh201329

Nævnet stadfæstede i september 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2011.   Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk hazara fra Afghanistan og shia-muslim af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive udsat for overgreb, fordi han under ophold i Iran blev beskyldt for at være skyld i, at en person afgik ved døden. Endvidere har han henvist til, at han ikke kender nogen i landet, hvorfor han ikke kan vende tilbage. Ansøgeren har forklaret, at han arbejdede for sin onkel på dennes gård i Iran, hvor der dagligt blev indhentet arbejdskraft i form af daglejere. En dag opstod der et slagsmål mellem arbejderne, og ansøgeren blandede sig, idet der var en, der var kommet til skade. De andre løb væk, og ansøgeren blev efterladt alene tilbage med den sårede mand. Der kom andre personer til, der beskyldte ansøgeren for at være voldsmanden, hvorfor ansøgeren blev bange og løb væk. Den pågældende afgik senere ved døden. Ansøgeren blev efterfølgende af sin onkel og de pårørende anklaget for at stå bag voldsepisoden. Ansøgeren forlod derfor sin onkels gård, idet han ikke regnede med, at onkelen ville tro på ansøgerens uskyld. Han rejste derfor til[…], hvor han opholdt sig i fire til fem måneder, hvorefter han rejste til Teheran. Han fik af en kammerat oplyst, at forurettedes pårørende, ansøgerens onkel og politiet ledte efter ansøgeren. Flygtningenævnet finder ikke grund til at tilsidesætte ansøgerens forklaring om den pågældende episode. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer lægger imidlertid vægt på, at ansøgeren efter episoden har kunnet opholde sig i længere tid i Iran uden problemer til trods for, at han i perioden har arbejdet for forskellige afghanske arbejdsgivere. Flertallet har herved lagt vægt på, at ansøgeren til Udlændingestyrelsen har forklaret, at episoden fandt sted to til tre år inden hans udrejse. Flertallet har ikke fundet, at ansøgeren har kunnet give en rimelig og troværdig forklaring på, at han til advokaten og for nævnet har ændret denne forklaring til, at perioden på de to til tre år, hvor han arbejdede rundt omkring lå forud for voldsepisoden, og at han udrejste allerede fire til fem måneder efter episoden. Flertallet lægger ved denne vurdering vægt på, at forklaringen ved Udlændingestyrelsen omkring de to til tre år er gentaget i flere sammenhænge, der alle har forbindelse til den omtalte episode. Flertallet lægger endvidere vægt på, at ansøgerens forklaring om hvilke oplysninger kammeraten havde fået – og fra hvem – om, at ansøgeren fortsat skulle være eftersøgt, forekommer ukonkret. På denne baggrund, hvor hverken ansøgerens onkel eller pårørende til den pågældende person har forsøgt nærmere at efterspørge ansøgeren i Iran, finder flertallet endnu mindre, at ansøgeren har sandsynliggjort, at de pågældende skulle have hverken evne eller vilje til at efterspørge ham i Afghanistan. Såfremt ansøgeren på grund af frygten for onkelen ikke ønsker at tage ophold i den by, som familien oprindeligt kommer fra, finder flertallet, at han som ung og arbejdsfør mand kan tage ophold i en af de større byer, jf. herved oplysningerne i Afghanistan, Country og Origin Information for Use in the Asylum Determination Process, Report for DIS’s fact finding mission to Kabul, Afghanistan, 25 February to 4 March 2012. Flertallet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han vil være i risiko for forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 2, såfremt han vender tilbage til Afghanistan. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2013/29

afgh201327

Nævnet meddelte i marts 2013 opholdstilladelse (B-status) til et ægtepar samt 2 børn fra Afghanistan. Ægteparrets 2 mindreårige børn indrejste med deres voksne bror i 2010. Ægteparret indrejste i 2011 med deres nu voksne barn. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgerne er etniske tajikker og shia muslimer fra […], Kapisa provinsen, Afghanistan. Den mandlige ansøger har været politisk aktiv, idet han har været medlem af Hezbe Watan fra 1973 til 1993. Fra 1980 til 1992 var han aktivt medlem af partiet, som ansat i […] ministeriet. Som følge heraf blev han arresteret og sad fængslet i fem måneder, da Najibullah regeringen faldt. Ansøgeren blev udsat for tortur under fængslingen. Den kvindelige ansøger og de to mindreårige børn har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at familien, siden de i 1996 vendte tilbage til Kapisa provinsen, har haft problemer i forhold til nogle af naboerne om rettighederne til deres jord, og at disse problemer er blevet forstærket, blandt andet som følge af ansøgernes etnicitet og den mandlige ansøgers uddannelse i Sovjet og politiske arbejde indtil Najibullahs fald i 1992. Taliban har således flere gange opsøgt den mandlige ansøger for at overtale ham til at lade sine sønner slutte sig til dem og udføre Jihad. I det område familien boede i i Afghanistan, boede der hovedsageligt etniske pashtunere, og som etniske tajikker blev familien generelt diskrimineret, især af Taliban. Taliban opsøgte flere gange den kvindelige ansøger og truede hende, fordi hun underviste piger i familiens hjem i at læse og skrive. Efter det tredje besøg hos familien, hvor den mandlige ansøger og den næstældste søn, […], ikke var hjemme, blev den kvindelige ansøger og de tilbageværende børn forulempet af Taliban, og den kvindelige ansøger stoppede herefter med at undervise.  Taliban beskyldte endvidere familien for at være spioner, idet den ældste søn i familien, […], arbejdede for et sikkerhedsfirma i Kabul. Familien havde herudover problemer med en kommandant fra Hezbi Islami ved navn […], idet han ønskede at indgå ægteskab med familiens datter, hvilket familien havde afslået. Omkring den […] 2010 blev den mandlige ansøger bortført af Taliban i et døgn, og han blev blandt andet udsat for grov vold, ligesom han skulle love, at han ville lade en eller flere af sine sønner hverve til Taliban, og han skulle love at hjælpe Taliban, blandt andet med at skjule våben. Den […] 2010 blev den ældste søn skudt og dræbt foran familiens hus, formentlig af Taliban. Mændene skød endvidere efter den mandlige ansøger, som ikke blev ramt. Dagen efter blev den ældste søn begravet, og kommandant […] deltog i begravelsen. Da de øvrige gæster var taget hjem, truede kommandanten med, at resten af familien også ville blive dræbt, medmindre frieriet til familiens datter blev accepteret. Familien udrejste fra landsbyen samme aften. Flygtningenævnet lægger ansøgernes forklaring til grund. Familien er derfor ved en tilbagevenden til Afghanistan som følge af de konkrete og individuelle modsætningsforhold til Taliban i risiko for at blive udsat for overgreb begået af Taliban omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Det kan ikke forventes, at myndighederne vil kunne beskytte familien mod disse overgreb, hvorfor de opfylder betingelserne for at få asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder derimod ikke, at familien ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, og de opfylder derfor ikke betingelserne for at få asyl efter denne bestemmelse. Som følge af de konkrete og individuelle overgreb begået af Taliban mod familien og familiens intense modsætningsforhold til Taliban, finder Flygtningenævnet, at familien ikke kan henvises til et internt flugtalternativ i Afghanistan. Flygtningenævnet meddeler derfor de afghanske statsborgere […] og […] samt to medfølgende børn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” afgh/2013/27

afgh201326

Nævnet stadfæstede i marts 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt 2 børn fra Afghanistan. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgerne er sunni-muslimer fra Herat, Afghanistan. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af den mandlige ansøgers familie. Ansøgerne fik for omkring seks år siden en datter, der er albino, hvilket medførte, at den mandlige ansøgers familie anså den kvindelige ansøger for at have været sin ægtefælle utro. Som følge heraf udsatte familien fra kort efter fødslen jævnligt den kvindelige ansøger og datteren for fysiske overgreb. Umiddelbart før ansøgernes udrejse krævede familien for at genoprette familiens ære, at den mandlige ansøger dræbte den kvindelige ansøger og datteren ved ildspåsættelse. Ansøgerne frygter ved en tilbagevenden til Afghanistan navnlig den mandlige ansøgers storebroder, […], der som tidligere aktiv for mujahedin kender mange højtstående personer, som har indflydelse hos myndighederne, og som sidder i regeringen. Flygtningenævnet lægger ansøgernes forklaring om familiens overgreb i anledning af fødslen af parrets datter til grund. Flygtningenævnet kan ikke lægge forklaringen om den mandlige ansøgers storebroders forbindelse til højtstående personer til grund, da ansøgeren direkte adspurgt herom ikke tidligere har forklaret om dette under asyl sagsbehandlingen. Flygtningenævnet finder, at den af ansøgerne beskrevne konflikt med den mandlige ansøgers familie har karakter af en privat konflikt, hvor den mandlige ansøgers families overgreb ikke kan anses at være understøttet af de afghanske myndigheder. Nævnet har herved lagt vægt på baggrundsoplysningerne, herunder Udenrigsministeriets høringsnotat af 6. marts 2012, hvorefter der i Afghanistan er udpræget sympati for albinoer i befolkningen, og hvorefter albinoer har fuld ret til uddannelse og er indskrevet i såvel offentlige som private skoler. Det fremgår endvidere af notatet, at mindre diskrimination kan forekomme på grund af udseende på linje med diskrimination af hinduer og sikher, men at diskriminationen dog ikke vurderes at være af en sådan karakter, at de afghanske albinoer er marginaliseret i forhold til det øvrige afghanske samfund. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgerne findes heller ikke at have sandsynliggjort, at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold om fattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2013/26

afgh201325

Nævnet meddelte i april 2013 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk tadjik og sunni muslim fra […], […]Distriktet, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban, idet han ikke har udført en opgave, han blev pålagt. Ansøgeren arbejdede som skopudser i basaren. En dag blev han opsøgt af en talibaner, der stillede ansøgeren forskellige spørgsmål, herunder hvor han boede og gik i skole. Dagen efter mødtes ansøgeren med talibaneren, som ville betale ansøgeren 5.000 afghani for at tage en pose med til skoleinspektøren på ansøgerens skole. Ansøgeren fik 2.000 afghani i forskud. Ansøgeren lagde posen i sin skoletaske. På vej mod skolen åbnede ansøgeren sin taske. I posen fra talibaneren lå der en rund genstand med ledninger og en blinkende rød lampe. Ansøgeren blev bange, smed posen fra sig og løb hjem til sin moster. Da han kom hjem til mosteren, fortalte han hende, hvad der var sket. Hun blev meget bekymret, og ansøgeren blev sendt hjem til sin morbroder. Morbroderen blev meget vred på ansøgeren, da han fik at vide, hvad ansøgeren havde gjort. Mosteren ringede senere til morbroderen og fortalte, at Taliban havde været på hendes bopæl og havde spurgt efter ansøgeren. Ansøgerens morbroder besluttede dagen efter, at ansøgeren skulle flygte. Uanset at ansøgeren på en enkelte punkter har forklaret upræcist om begivenhederne forud for udrejsen, kan Flygtningenævnet i det væsentlige lægge hans forklaring til grund om det påberåbte asylmotiv. Under disse omstændigheder findes ansøgeren at have bragt sig i sådant modsætningsforhold til Taliban, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Ansøgeren findes efter karakteren af forholdet sammenholdt med ansøgerens egen forklaring, hvorefter han ikke var bekendt med, at posen indeholdt en bombe, ikke at være udelukket fra at opnå opholdstilladelse, jf. Flygtningekonventionens art. 1 F (b), og udlændingelovens § 10, stk. 1, nr. 3. Der meddeles herefter ansøgeren, den afghanske statsborger […], opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” afgh/2013/25

afgh201324

Nævnet meddelte i april 2013 opholdstilladelse (B-status) til et ægtepar samt fire børn fra Afghanistan. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”At den mandlige ansøger er etnisk tajik og sunni muslim fra […]i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den kvindelige ansøger er etnisk tajik og sunni muslim fra […]i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de har haft et seksuelt forhold til hinanden, mens den kvindelige ansøger var forlovet og gift med en anden mand. Ansøgerne frygter ved en tilbagevenden til Afghanistan at blive stenet af enten myndighederne, den kvindelige ansøgers tidligere ægtefælle, eller den tidligere ægtefælles fader, som følge af, at den kvindelige ansøger er skyldig i utroskab. Ansøgerne frygter endvidere for sine børns liv, da børnene betragtes som værende født udenfor ægteskabet. Den kvindelige ansøger henviser endvidere til, at hendes egen familie også vil være efter hende, fordi hun er flygtet og har bagt skam over familien. Ansøgeren henviser endelig til, at hendes tidligere ægtefælle rejser meget rundt i Afghanistan, Iran og Pakistan, og at det derfor vil være muligt at finde ansøgerne uanset hvor de tager ophold i landet. Endelig har hus henvist til, at den tidligere ægtefælle har tætte forbindelser til Taleban. Flygtningenævnet finder, at ansøgerne har afgivet i det væsentlige konsistente forklaringer, hvis troværdighed er blevet underbygget af ansøgernes forklaringer og fremtræden for Flygtningenævnet. På denne baggrund kan Flygtningenævnet – uanset dele af ansøgernes asylmotiv umiddelbart forekommer mindre sandsynligt – ikke forkaste ansøgernes forklaringer om deres asylmotiv. Flygtningenævnet lægger herefter til grund, at ansøgerne er blevet afsløret i at have et flerårigt udenomsægteskabeligt seksuelt samvær, og at ansøgerne var seksuelt sammen første gang umiddelbart før den kvindelige ægtefælle indgik ægteskab med den mand, som hun var lovet væk til. Det lægges endvidere til grund, at ansøgernes forhold blev afsløret af ægtemanden, og at ansøgerne herefter flygtede ud af Afghanistan med den kvindelige ansøgers fire børn, hvoraf ægtemanden i hvert fald er fader til de to af børnene. På denne baggrund, og da ægtemanden har tætte forbindelser til Taleban, har ansøgerne sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Afghanistan er i konkret risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Det bemærkes, at ansøgerne ikke kan henvises til at søge myndighedernes beskyttelse. Flygtningenævnet finder, at ansøgerne og den kvindelige ansøgers fire børn ikke med rimelighed kan henvises til at tage ophold et andet sted i Afghanistan end Kabul, hvor de og deres familie kommer fra. Flygtningenævnet har herved særligt lagt vægt på ægtemandens tilknytning til Taleban, og at ansøgerne ikke vil kunne opnå myndighedernes beskyttelse. Flygtningenævnet meddeler derfor de afghanske statsborgere[..]samt fire børn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” afgh/2013/24

afgh201323

Nævnet meddelte i april 2013 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2010. I 2012 stadfæstede Flygtningenævnet en afgørelse truffet af Udlændingestyrelsen, hvorved ansøgeren blev meddelt afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. I 2013 genoptog Flygtningenævnet sagen til behandling på nyt mundtligt møde på baggrund af oplysninger om, at ansøgeren efter nævnets afgørelse var konverteret til kristendommen. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren indrejste og søgte om asyl i Danmark den […] 2010. Som asylmotiv henviste han til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygtede nogle pashtunske mænd, som havde tilbageholdt og tortureret ham samt udsat ham for voldtægt. Videre frygtede han for sit liv, idet Taliban havde dræbt hans broder, og hans fader havde hævnet drabet ved at lægge landminer ud. Den […] 2012 stadfæstede Flygtningenævnet en afgørelse truffet af Udlændingestyrelsen, hvormed ansøgeren blev meddelt afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Den […] har Flygtningenævnet genoptaget sagen. Under genoptagelsessagen har ansøgeren som asylmotiv henvist til, at han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har i den forbindelse oplyst, at han den […] 2012 blev døbt i Danmark og at han efterfølgende er blevet truet på livet af andre afghanske asylansøgere, der også har videregivet oplysninger om hans konversion til familie og bekendte i Afghanistan. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren konverterede til kristendommen ved dåb den […] 2012. Der er ikke grundlag for at fastslå, at ansøgerens konversion ikke dækker over en reel bekendelse til kristendommen. Nævnet lægger til grund, at myndigheder og andre i Afghanistan vil blive bekendt med ansøgerens konversion, når han ved tilbagevenden afstår fra at deltage i visse religiøse begivenheder og i ord og handling giver udtryk for sin religiøse overbevisning. Efter oplysningerne om omtalen af ansøgeren og hans konversion i både trykte og elektroniske medier og ansøgerens forklaring om andre afghanske asylansøgeres videregivelse af oplysninger herom til personer i Afghanistan kan der endvidere ikke bortses fra, at ansøgerens konversion allerede kan være kommet til kendskab hos myndigheder og andre i Afghanistan. På denne baggrund og efter baggrundsmaterialets oplysninger om konverteredes stilling i Afghanistan finder Flygtningenævnet ud fra en samlet vurdering, at det er sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor den afghanske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” afgh/2013/23

afgh201322

Nævnet meddelte i april 2013 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Ansøgeren indrejste i 2010. I 2011 stadfæstede Flygtningenævnet en afgørelse truffet af Udlændingestyrelsen, hvorved ansøgeren blev meddelt afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. I 2013 genoptog Flygtningenævnet sagen til behandling på nyt mundtligt møde på baggrund af oplysninger om, at ansøgeren efter nævnets afgørelse var konverteret til kristendommen. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren indrejste og søgte om asyl i Danmark den […] 2010. Som asylmotiv henviste han til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygtede at blive slået ihjel af medlemmer af sin moders familie, der var pashtunere og tilknyttet Taliban, og som ville hævne sig på familien på faderens side, der var etniske hazaraer på grund af hændelser under borgerkrigen. Han henviste endvidere til, at han i Iran bidrog med artikler til et tidsskrift, der var kritisk over for politik og religion i Afghanistan, og at han som følge heraf in absentia blev dømt til døden af en domstol i Ghazni. Endelig henviste ansøgeren til, at han i Danmark havde taget bibeltimer hos Jehovas Vidner og betragtede sig som kristen, hvilket medførte, at han i Iran blev dømt til døden som frafalden. Den […] 2011 stadfæstede Flygtningenævnet en afgørelse truffet af Udlændingeservice, hvormed ansøgeren blev meddelt afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Den […] 2013 har Flygtningenævnet genoptaget sagen. Under genoptagelsessagen har ansøgeren som asylmotiv henvist til, at han har konverteret til kristendommen (Jehovas Vidner). Ansøgeren har i den forbindelse oplyst, at han den […] 2012 blev døbt i Danmark. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren efter ca. to års bibelundervisning konverterede til kristendommen ved dåb den […] 2012, og at ansøgeren er aktivt medlem af Jehovas Vidner. Flygtningenævnet finder ikke at kunne bortse fra, at myndigheder og andre i Afghanistan, hvis ansøgeren vender tilbage, vil blive bekendt med hans konversion, dels som følge af at han afstår fra at deltage i visse religiøse begivenheder, dels som følge af at han i ord og handling vil give udtryk for sin religiøse overbevisning. Hertil kommer, at ansøgeren har forklaret om chikane og trusler fra andre afghanske asylansøgere her i landet. På denne baggrund og efter baggrundsmaterialets oplysninger om konverteredes stilling i Afghanistan finder Flygtningenævnet ud fra en samlet vurdering, at det er sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor den afghanske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” afgh/2013/22

afgh201320

Nævnet stadfæstede i august 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk hazara og shia muslim fra […] i Ghazni provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive fængslet eller henrettet af myndighederne. Til støtte herfor har ansøgeren forklaret, at han havde sin egen skrædderforretning, hvori hans broder arbejdede for ham. Broderen kopierede i forretningen cd’er med musik og film med videre. Ansøgeren blev en dag opsøgt i forretningen af en for ham ukendt mand ved navn […], der ville have ansøgeren til at kopiere cd’er med kristent indhold. Først afslog ansøgeren under henvisning til, at det var farligt for ham, men efter gentagne besøg af manden accepterede ansøgeren. Han kopierede cd’er for manden mindst fire gange over en periode på omkring to måneder. Manden bestilte omkring 100-200 cd’er per gang – ofte hver tredje eller fjerde dag. Broderen kunne kopiere 15-20 cd’er per dag. Manden betalte 80 afghani per kopi. Ansøgeren ringede til manden, når de havde kopieret det aftalte antal, hvorefter manden afhentede disse. Indtil da opbevarede ansøgeren cd’erne i forretningen. De lå skjult under noget stof. En dag hørte ansøgeren, der da opholdt sig i genboens forretning, at der blev smadret glas ved hans butik. Ansøgeren så, at det var politiet, der gjorde dette. Ansøgeren hørte, at politiet sagde, at ansøgeren var blevet vantro. Politiet konfiskerede i forretningen en kasse med kristne cd’er. Mens politiet var i forretningen, gemte ansøgeren sig hos genboen i 45 minutter til en time. I forbindelse med at politiet forlod forretningen, plomberede politiet indgangsdøren til forretningen. Ansøgeren gik derefter hen mod sin egen bopæl, hvor broderen også boede. Ansøgeren så, at politiet var ved ansøgerens bolig og ansøgeren tog derefter hen til sin morbroder, der boede i nærheden. Ansøgeren forsøgte ikke at advare sin broder. Ansøgeren opholdt sig hos morbroderen i tre dage, indtil han udrejste illegalt. Ansøgeren har ikke siden forsøgt at få forbindelse til sin ægtefælle. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring om hans identitet og erhverv til grund, men forkaster forklaringen om, at ansøgeren i sin forretning har kopieret kristent propagandamateriale, som politiet har konfiskeret. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgerens forklaring om asylmotivet ikke er fremstået selvoplevet og overbevisende. Ansøgeren har blandt andet forklaret noget usikkert om flere detaljer vedrørende kopieringen, herunder om antallet af kopier. Nævnet lægger endvidere vægt på, at ansøgeren har forklaret uoverensstemmende om, hvorledes manden har fundet frem til ansøgeren, idet ansøgeren til Udlændingestyrelsen har forklaret, at han ikke er bekendt hermed, mens han i Flygtningenævnet har oplyst, at det er hans ven […], der har henvist manden til ansøgeren. Ansøgeren har tillige i nævnet udbyggende forklaret, at morbroderens søn en til to gange var på bopælen efter politiets henvendelse der. Forklaringen om fætteren har været særligt usikker. Nævnet finder endeligt at kunne tillægge det en vis vægt, at det i sig selv forekommer mindre sandsynligt, at omhandlede […]skulle løbe en betydelig risiko ved at anmode den for ham ukendte ansøger om at kopiere det meget store antal cd’er, at ansøgeren ikke efter udrejsen på noget tidspunkt skulle have forsøgt at kontakte sin ægtefælle og familie, samt at ansøgeren fra genbobutikken skulle have kunnet høre, at politiet i skrædderforretningen sagde, at ansøgeren var blevet vantro. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i reel risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af § 7, stk. 2." afgh/2013/20

afgh20132

Nævnet meddelte i juni 2013 opholdstilladelse [K-status] til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk pashtun og sunni muslim fra Khost, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv.  Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban, der mistænker ham for at være spion for amerikanerne. Ansøgeren frygter endvidere de afghanske myndigheder, der mistænker ham for at samarbejde med Taliban. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at han er uddannet læge. I 1999 var ansøgeren i praktik/turnus på et hospital, hvor han fik besked på at assistere en læge, der amputerede en arm/hånd på en mand, der angiveligt var dømt for tyveri af Taliban. Fra 2002 til 2010 arbejdede ansøgeren på det offentlige hospital i Khost, idet han samtidig arbejdede som frivillig på en amerikansk lægeklinik i Serlano lufthavnen. Den […] 2009 modtog ansøgeren et brev om at yde økonomisk støtte til Taliban. Den […] 2010 modtog ansøgeren en telefonopringning fra en ukendt mand, der beskyldte ansøgeren for at være spion i klinikken og truede ansøgeren. Den […] 2010 modtog ansøgeren igen en telefonopringning fra en ukendt mand, der beskyldte ansøgeren for at være spion, vantro og skyld i talibaneres død, ligesom han truede ansøgeren. Den […] 2010 beskød ukendte gerningsmænd en bil med ansøgerens bror og en anden mand, der kørte i ansøgerens bil. Broderen blev såret, og den anden mand døde. Den […] 2010 deltog ansøgeren i sin farbrors begravelse, og på vej hjem fra begravelsen kørte ansøgeren i bil med to mænd, da bilen blev beskudt af personer i en anden bil. Den […] 2010 var ansøgeren til samtale hos efterretningstjenesten, der mistænkte ansøgeren for at samarbejde med Taliban, fordi han som læge på hospitalet havde behandlet en mand, der var blevet såret i forbindelse med nedgravning af en bombe. Den […] 2010 udrejste ansøgeren med hjælp fra sin morbror. Under sit ophold i Danmark har ansøgeren fået at vide, at ansøgerens svigerfar blev dræbt den […] 2010, da en bombe eksploderede uden for svigerfaderens hus. I foråret 2012 fik ansøgeren af sin familie tilsendt et trusselsbrev af den […] 2011 fra Taliban, der havde hængt i en moské, og hvor ansøgeren omtales ved navn som spion. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer finder at kunne lægge ansøgerens forklaring om de faktiske omstændigheder ved ansøgerens asylmotiv til grund. Flertallet har herved lagt vægt på, at ansøgeren i det hele har afgivet en konsistent, detaljeret og troværdig forklaring, der fremstår selvoplevet. Flygtningenævnets flertal lægger således til grund, at ansøgeren har rimelig grund til at frygte Taliban, der beskylder ansøgeren for at samarbejde med bl.a. amerikansk militær, og at ansøgeren endvidere har rimelig grund til at frygte de afghanske myndigheder, der beskylder ansøgeren for at samarbejde med Taliban. Flygtningenævnets flertal finder det således sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan har grund til at frygte at blive forfulgt af de afghanske myndigheder på grund af en påstået politisk overbevisning og tilknytning til Taliban, og at ansøgeren endvidere har grund til at frygte overgreb fra Taliban. Ansøgeren opfylder derfor betingelserne for at blive meddelt asyl i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Idet flertallet lægger vægt på ansøgernes forklaring i nævnet om amputationen i 1999, lægger flertallet til grund, at ansøgeren alene medvirkede som assistent, at ansøgeren var i turnus og var blevet pålagt at medvirke ved operationen, at han ikke udførte operationen, og at ansøgeren ikke forud for eller under operationen havde en sådan viden om baggrunden for og formålet med operationen, at der er grundlag for at udelukke ansøgeren fra asyl i medfør af udlændingelovens § 10, stk. 1, nr. 3. Flygtningenævnet meddeler derfor den afghanske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” afgh/2013/2

afgh201319

Nævnet meddelte i august 2013 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk tadjik og shia muslim fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af sin farbroder eller sin ægtefælle, […], idet hun er flygtet fra sit ægteskab. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hendes fader døde for 15 år siden, hvorfor hendes farbroder efter afghansk tradition er familiens overhoved og forsørger. Ansøgeren fik medio 2011 at vide, at hun skulle forloves med farbroderens partner, […], som var omkring 50 år gammel. Ansøgeren forsøgte at modsætte sig dette. En uge senere blev ansøgeren religiøst gift ved nekah. Ansøgeren og hendes moder fandt omkring to måneder efter vielsen ud af, at farbroderens partner i forvejen havde to ægtefæller, hvorfor ansøgeren sagde til sin farbroder, at hun ikke ville indgå ægteskab med farbroderens partner, hvorefter farbroderen udsatte ansøgeren og moderen for vold. To måneder senere, i sommeren, truede farbroderen med at slå ansøgeren, moderen og fætteren, […], ihjel. Omkring tre og en halv måned efter vielsen forsøgte farbroderens partner at voldtage ansøgeren. Herudover behandlede han ansøgeren dårligt. I midten af […] 2012 flygtede ansøgeren og fætteren til Pakistan, da ansøgeren snart skulle flytte ind hos farbroderens partner som hans ægtefælle. Ansøgeren udrejste endeligt i slutningen af 2012. Ansøgeren kan ikke opholde sig et andet sted i Afghanistan sted end sin hjemby, da farbroderen og […] kan finde hende. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet forklaringen har været konsistent og fremstår troværdig. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Ansøgeren var ved udrejsen boende i Kabul. Efter en konkret vurdering af konfliktens karakter og oplysningerne om farbroderens og dennes partners økonomiske formåen, og dermed deres muligheder for at efterspore ansøgeren, finder nævnet ikke, at der er tilstrækkeligt grundlag for at henvise ansøgeren til at tage ophold et andet sted i Afghanistan. Idet bemærkes, at der ikke findes grundlag for en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, meddeler Flygtningenævnet derfor den afghanske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” afgh/2013/19

afgh201318

Nævnet meddelte i august 2013 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2011. I 2012 stadfæstede Flygtningenævnet en afgørelse truffet af Udlændingestyrelsen, hvormed ansøgeren blev meddelt afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. I 2013 genoptog Flygtningenævnet sagen.. Flygtningenævnet udtalte: ”At Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren er etnisk tadjik og sunni-muslim fra Kabul i Afghanistan. Da han var omkring tre år flyttede han med sin familie til Iran, og han har ikke siden været tilbage i hjemlandet. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren frygter ved en tilbagevenden til Afghanistan overgreb i anledning af, at han er homoseksuel. Han indledte som omkring 17-årig et forhold til en anden mand. Da ansøgerens fader opdagede dette, slog han ansøgeren. Omkring et år efter episoden flyttede ansøgeren hjemmefra, og efter yderligere omkring et år udrejste han af Iran af frygt for, at hans homoseksualitet ville blive opdaget med deraf følgende risiko for overgreb. Han er ikke bekendt med, om andre i familien ud over faderen har viden om hans homoseksualitet. Han har i Danmark en ny iransk kæreste, som han bor sammen med på asylcenteret. Kun medarbejderne på asylcenteret har kendskab til forholdet, som parret i øvrigt hemmeligholder. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at det vil være en særlig belastning for ansøgeren, at han ikke kan leve åbent med sin homoseksualitet ved en tilbagevenden til Afghanistan. Årsagen til, at han ved en tilbagevenden ville hemmeligholde sin seksuelle orientering, ville både være de meget alvorlige reaktioner, der ville følge af, at myndighederne blev bekendt med hans seksuelle orientering, men også hensynet til familien. Under disse omstændigheder og efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet, at ansøgeren opfylder betingelserne for at få meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor den afghanske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” afgh/2013/18

afgh201317

Nævnet stadfæstede i august 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2012.  Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk hazara og shia muslim fra Maidan Wardak, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv for nævnet henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at lederen af ansøgerens landsby vil slå ham ihjel, idet han har haft samleje med en pige, der var forlovet med lederens broder. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han i sin landsby havde mødt en pige ved navn […], som han indledte et forhold til. Ansøgeren og pigen var ikke gift men havde samleje tre til fire gange. Pigens broder og fader var døde, hvorfor pigen sammen med sin moder boede hos lederen af landsbyen, […]. Lederen havde aftalt med landsbyens ældste, at pigen skulle giftes med hans broder, […]. Efter ansøgeren havde fået oplyst, at pigen og landsbyens leders broder og […] skulle giftes, opsøgte han den lokale moske for at fortælle landsbyens ældste, at pigen ikke ønskede dette. Landsbyens ældste afviste ansøgeren, hvorefter landsbyens leders broder udsatte ansøgeren for vold. Da pigen hørte om dette, fortalte hun sin moder om forholdet til ansøgeren. […] moder fortalte dette videre til ansøgerens familie, hvorefter hele hans familie udrejste af Afghanistan sammen med pigenEt flertal af Flygtningenævnets medlemmer finder ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund. Flertallet bemærker, at ansøgeren i store træk har kunnet forklare konsistent, men at forklaringen – både henset til baggrundsmaterialet og de oplysninger, som ansøgeren selv har givet om forholdene og de sociale normer i landsbyen – ikke forekommer troværdig og selvoplevet. Blandt andet har ansøgeren ikke kunnet redegøre troværdigt for, hvorledes han og pigen i så lille en landsby kunne mødes og have et seksuelt forhold, uden at det blev opdaget, ligesom han ikke kunne oplyse, hvor mange gange de havde samleje. Flertallet finder heller ikke, at ansøgerens oplysning om udrejsen er troværdig. Flertallet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7.” afgh/2013/17

afgh201316

Nævnet meddelte i maj 2013 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2010. I 2011 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. I 2011 stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse. I 2013 genoptog Flygtningenævnet sagen ti behandling på et nyt mundtligt nævnsmøde. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk tadjik og fra […], Lowgar, Afghanistan. Ansøgeren indrejste i Danmark den […] 2010. Ansøgeren søgte om asyl bl.a. under henvisning til, at han var konverteret til den kristne tro og frygtede at blive slået ihjel som følge heraf. I en afgørelse af […] 2011 fandt Flygtningenævnet ikke at kunne lægge til grund, at ansøgeren var konverteret til den kristne tro i Afghanistan, og at ansøgeren som følge heraf var kommet i konflikt med sin familie, men nævnet lagde til grund, at ansøgeren var konverteret til den kristne tro i Danmark. Flygtningenævnet fandt det imidlertid ikke sandsynliggjort, at ansøgerens konversion var kommet de afghanske myndigheder eller ansøgerens familie til kundskab, og nævnet fandt det på den baggrund ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerede forfølgelse eller mishandling, og nævnet stadfæstede derfor Udlændingestyrelsens afslag på asyl. Der er ikke i forbindelse med genoptagelsessagen fremkommet oplysninger, der giver grundlag for at foretage en ændret vurdering af ansøgerens konvertering til den kristne tro. Flygtningenævnet lægger derfor til grund, at ansøgeren er konverteret fra Islam til den kristne tro under sit ophold her i landet. På baggrund af de foreliggende oplysninger, herunder ansøgerens forklaring og de fremlagte erklæringer og udtalelser, lægger Flygtningenævnet til grund, at ansøgeren blev døbt i slutningen af 2010, og at ansøgeren både forud for og efter sin dåb regelmæssigt og på flere forskellige steder og i forskellige sammenhænge har deltaget i kirkelige aktiviteter, herunder gudstjenester og undervisning. Ansøgeren har endvidere deltaget i kristne aktiviteter på asylcentre og blandt asylansøgere, ligesom han har brugt tid på at tale med asylansøgere om den kristne tro. Ansøgeren har været omtalt i medier på grund af sin tro og konsekvenserne heraf. Efter det oplyste lægger Flygtningenævnet til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan vil fortsætte med at praktisere sin kristne tro, herunder søge fællesskab med andre kristne og forsøge at overbevise andre om sin kristne tro. Flygtningenævnet lægger derfor til grund, at både myndigheder og familie vil blive bekendt med ansøgerens kristne tro og adfærd, hvis de for så vidt angår familien ikke allerede er blevet bekendt hermed. På den baggrund og henset til de foreliggende baggrundsoplysninger om forholdene for kristne i Afghanistan, herunder navnlig for muslimer der konverterer til den kristne tro og endvidere forsøger at omvende andre til den kristne tro, finder Flygtningenævnet det sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for både forfølgelse og mishandling. Flygtningenævnet meddeler derfor den afghanske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 ” afgh/2013/16

afgh201315

Nævnet meddelte i december 2013 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2012.  Flygtningenævnet udtalte: ”At et flertal af Flygtningenævnets medlemmer lægger ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren er etnisk tajik og muslim fra Mazar-e-Sharif, Afghanistan. Han blev i 2002 ansat i NGO’en […], hvor han efter nogle år bestred en ledende stilling. Han blev i sommeren 2011 flere gange kontaktet telefonisk af en fremtrædende talebaner ved navn […], der anmodede ansøgeren om at deltage i jihad ved at udnytte sin stilling i NGO’en, hvilket ansøgeren imidlertid ikke ønskede. Omkring et år senere blev ansøgeren kontaktet telefonisk af en anden fremtrædende talebaner, der ligeledes ønskede ansøgerens deltagelse i jihad. Disse sikkerhedsmæssige problemer førte i sommeren 2012 til, at ansøgeren fratrådte sin stilling, og til at hans afdelingskontor af NGO’en måtte lukke. Senere i sommeren 2012 blev hans moder og søn tilbageholdt af Taliban i ansøgerens stedfaders landsby. Da ansøgeren kom til landsbyen, blev han selv tilbageholdt af Taliban og i omkring et døgn udsat for voldsomme overgreb, blandt andet fordi Taliban mente, at ansøgeren havde angivet den fremtrædende talebaner, der var blevet fængslet. Som følge af bestikkelse fra ansøgerens farbroder lykkedes det ansøgeren at flygte fra Taliban. Ansøgeren findes herefter at have sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Den af ansøgeren beskrevne forfølgelse findes ikke at kunne begrunde opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Da ansøgeren var leder af en amerikansk baseret international NGO og må anses for at være profileret i modsætningsforholdet til Taliban finder flertallet efter en konkret vurdering ikke grundlag for at henvise ansøgeren til at tage ophold andetsteds i Afghanistan, herunder i Kabul. Flygtningenævnet meddeler derfor den afghanske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” afgh/2013/15

afgh201313

Nævnet stadfæstede i oktober 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan samt hendes to mindreårige børn. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk tajik og sunnimuslim fra byen Herat, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hendes ægtefælle, imens familien opholdt sig i Italien, har indgået aftale om, at ægteparrets døtre skal indgå ægteskab med nogle af ægtefællens slægtninges sønner og derfor ønsker, at familien skal rejse tilbage til Afghanistan. Ansøgeren ønsker ikke, at familien skal vende tilbage til Afghanistan, eller at hendes døtre skal indgå de aftalte ægteskaber. Ansøgeren flygtede derfor fra Italien til Danmark med sine børn for at slippe væk fra ægtefællen. Ved en tilbagevenden til Italien eller Afghanistan frygter ansøgeren, at blive dræbt af ægtefællen eller hans familie, fordi hun har krænket familiens ære. Ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter ansøgeren desuden familien til en mand, som tidligere har truet hendes familie, fordi de afslog et ægteskabstilbud vedrørende ansøgerens ældste datter. Flygtningenævnet kan i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens afgørelse lægge ansøgerens forklaring til grund for sagen. Under de foreliggende omstændigheder, hvor ansøgeren har spillet en aktiv rolle i at forhindre faderen i at få gennemført, at begge ansøgerens døtre blev bortgiftet i Afghanistan, finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at ansøgeren og de to yngste børn ved eventuel tilbagevenden til Afghanistan, må anses for at være i reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af § 7, stk. 2, fra hendes ægtefælles familie. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at antage, at ansøgeren opfylder betingelserne efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer finder imidlertid, at ansøgeren, som tidligere har haft opholdstilladelse i Italien, kan indrejse legalt i Italien og opholde sig der sammen med de to yngste børn. Hun vil ved ophold i Italien være beskyttet imod at blive videresendt til Afghanistan eller til et land hvorfra hun ikke er beskyttet mod at blive videresendt til Afghanistan. Flertallet lægger endvidere til grund, at hun ved ophold i Italien – uanset at der er tale om en æresrelateret konflikt med hendes ægtefælle – må antages at kunne opnå den fornødne beskyttelse fra overgreb imod sin ægtefælle. Hun og den yngste datter må derfor henvises til, at søge de italienske myndigheders beskyttelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2013/13

afgh201312

Nævnet stadfæstede i oktober 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst første gang i 2010. I 2011 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Senere i 2011 blev ansøgeren skønnet udrejst. I 2013 søgte ansøgeren på ny asyl i Danmark. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk hazara fra[…], Ghazni bydistrikt, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af politiet eller af ægtefællerne til de kvinder, som blev hentet fra hans bopæl, mistænkt for at føre prostitutionsvirksomhed på bopælen. Ansøgeren er selv mistænkt for at være involveret i prostitutionsvirksomheden. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han lærte en pige, […], at kende omkring seks måneder forud for udrejsen i efteråret 2008, da hun kom og handlede i ansøgerens butik næsten hver dag. Ansøgeren blev forelsket i pigen og tilbød, at hun kunne bo i hans hus, da hun fortalte, at hendes fader var død, og at hun blev chikaneret af sin husvært. Pigen flyttede ind i huset sammen med sin moder og to søstre omkring tre måneder efter, ansøgeren havde lært hende at kende. Kvinderne boede i den ene del af huset, mens ansøgeren boede i den anden del. Pigerne boede i huset omkring tre uger. Naboerne begyndte at klage, fordi der kom 7-8 mænd på besøg i huset hver dag i 1-2 timer ad gangen. Ansøgeren troede på pigens forklaring om, at det var hendes fætre og andre familiemedlemmer, som kom på besøg. Ansøgeren ønskede at gifte sig med pigen. En dag, hvor ansøgeren var hos sine forældre, for at få dem til at bede om pigens hånd, blev han ringet op af sin nabo, som sagde, at kvinderne var blevet hentet af politiet og tre mænd, mistænkt for prostitutionsvirksomhed fra hans bopæl, samt at myndighederne også spurgte efter ansøgeren. Pigerne havde overfor politiet angivet, at det var ansøgeren, der havde fået dem til det. Ansøgeren blev hos sine forældre et par dage, hvorefter han udrejste den […] 2008. Endvidere har ansøgeren siden fået et andet syn på islam, og han er i dag ateist. Landsbyens mullah udstedte en fatwa over ansøgeren i forbindelse med politiets ransagning af bopælen. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens nye forklaring om ateisme til grund. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren ikke har forklaret herom forud for samtalen med den beskikkede advokat. Flygtningenævnet finder heller ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring om pigernes prostitution i ansøgernes hus til grund. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende, herunder om, hvor længe pigerne boede i huset, om han kendte pigernes navne, og om hvem der ringede og orienterede ham om politiets ransagning af bopælen. Nævnet finder endvidere, at forklaringen i sig selv må anses som mindre sandsynlig henset til landsbyens størrelse og det forhold, at han ønskede at gifte sig med en af pigerne. Nævnet finder således ikke, at ansøgeren risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Afghanistan. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2013/12

afgh201311

Nævnet meddelte i oktober 2013 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2009. I begyndelsen af 2010 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Senere i 2010 stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse. I 2013 genoptog Flygtningenævnet sagen på baggrund af nye oplysninger om ansøgerens asylmotiv. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk hazara og kristen af trosretning fra Ghazni, Afghanistan. Ansøgeren har ikke forud for indrejsen i Danmark været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har i forbindelse med den oprindelige asylsag som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygtede for sit liv, idet hans far havde slået landsbylederens søn, da ansøgeren var lille. Ansøgeren har i forbindelse med genoptagelsessagen som asylmotiv henvist til, at han er konverteret til kristendommen. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren i denne forbindelse fremlagt et dåbsbevis, hvori det fremgår, at ansøgeren den […] 2011 blev døbt ved Missionsforbundet i en dansk by. Ansøgeren har endvidere fremlagt erklæringer fra to kirker og en kristen højskole. Af erklæringerne fremgår, at ansøgeren blandt andet i 2011 og 2013 har deltaget i kristne sommerlejre, og at han siden slutningen af sommeren 2013 har taget ophold på en kristen højskole, hvor han følger undervisningen. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren reelt er konverteret til den kristne tro, og at han ikke ønsker at skjule dette. Henset til de foreliggende baggrundsoplysninger om Afghanistan anses ansøgeren omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor den afghanske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af denne bestemmelse.” afgh/2013/11

afgh201310

Nævnet stadfæstede i november 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk tajik fra Herat, Afghanistan. Tidligere var ansøgeren sunni-muslim, men han angiver at være konverteret til kristendommen i Danmark. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter at blive dræbt af en person ved navn […] samt dennes mænd. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter myndigheder og andre, fordi han er konverteret til kristendommen. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren anført, at han forud for sin udrejse arbejdede i en hamam, som var ejet af […]. Ansøgeren og hans søsters mand arbejdede begge i hamamen. En dag så ansøgeren og svogeren, at […] og tre mænd var i færd med at brænde ligene af to drenge i hamamens ildsted. Da ansøgeren og svogeren blev opdaget, blev de beskudt af […] og hans mænd, og de flygtede fra stedet. Efter nogen tid opdagede ansøgeren, at svogeren ikke længere var sammen med ansøgeren, og ansøgeren formoder, at svogeren er blevet dræbt. Ansøgeren tog hen til sin morbror sammen med sin mor, søster og dennes to børn. Den efterfølgende dag kunne ansøgeren og morbroderen konstatere, at ansøgerens bopæl var blevet ransaget, og de var ikke i tvivl om, at det var […] og hans mænd, der havde ledt efter ansøgeren. Ansøgeren frygtede for sit liv, og det blev besluttet, at ansøgeren skulle udrejse af Afghanistan. Ansøgeren har gået i en pinsekirke siden sommeren 2013. Ansøgeren går til gudstjeneste og undervisning i kirken. Ansøgeren blev døbt i Pinsekirken den […] 2013. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring om problemer med […] til grund. Flygtningenævnet har således vurderet, at ansøgerens forklaring på en række punkter indeholder divergenser og er usandsynlig, og at den ud fra en samlet vurdering fremstår utroværdig og ikke selvoplevet. Flygtningenævnet har herved blandt andet lagt vægt på, at ansøgeren på flere og ikke uvæsentlige punkter har forklaret divergerende om sit i øvrigt enkle asylmotiv, herunder om det første barnelig i ilden, hvem der var i færd med at smide ligene i ilden, hvem ansøgeren kunne genkende, hvorvidt de ukendte mænd bar turban, hvorvidt de ukendte mænd var maskerede, hvem der var bevæbnede, hvem der skød mod ansøgeren og svogeren, hvor længe ansøgeren løb, hvordan ansøgerens hjem så ud efter ransagningen, og hvem der var inde i hjemmet. Divergenserne kan efter Flygtningenævnets opfattelse ikke forklares med påståede tolkeproblemer eller misforståelser. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgerens forklaring på en række punkter fremstår påfaldende og mindre sandsynlig, herunder hvorfor personerne var i færd med at skaffe sig af med barnelig, hvorfor de skulle vælge at skaffe sig af med ligene i hamamen, hvorfor personerne ikke havde truffet sikkerhedsforanstaltninger, at ansøgeren og svogeren indfandt sig det pågældende sted på det pågældende tidspunkt, at ansøgeren ikke har viden om svogerens skæbne, at det lykkes ansøgeren at undslippe, at ansøgeren tog tilbage til bopælen dagen efter, og at ansøgeren ikke blev opsøgt hos morbroderen. På den baggrund og efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer finder heller ikke, at der er grundlag for at meddele ansøgeren opholdstilladelse under henvisning til konversion. To voterende finder ikke at kunne lægge til grund, at ansøgeren reelt er konverteret til kristendommen i Danmark. Disse voterende har herved lagt vægt på, at ansøgeren hverken i forbindelse med asylskemaet, motivsamtalen eller asylsamtalen har oplyst om en interesse for den kristne tro. Ansøgeren tog først kontakt til en kirke i sommeren 2013, efter at han havde modtaget Udlændingestyrelsens afslag på asyl, og ansøgeren blev døbt ca. halvanden måneder efter, at han første gang fik kontakt til kirken og kort tid inden mødet i Flygtningenævnet. Heller ikke gennem ansøgerens forklaring i nævnet har disse voterende fået et indtryk af, at ansøgerens konversion er udtryk for en realitet. Disse voterende har tillige lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om sit asylmotiv i øvrigt er blevet tilsidesat som utroværdig. En voterende finder ikke fuldt tilstrækkeligt grundlag for at afvise ansøgerens forklaring om, at han er konverteret, men efter denne voterendes opfattelse er der ikke konkrete holdepunkter for at antage, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan vil handle på en måde, der vil bringe ham i risiko for at blive udsat for asylbegrundende forfølgelse eller overgreb. På den baggrund finder Flygtningenævnets flertal heller ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2013/10

afgh20131

Nævnet stadfæstede i januar 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim fra […}, Afghanistan. Ansøgeren har siden 1995 opholdt sig i Pakistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel eller chikaneret af […], der ønskede at gifte sig med ansøgeren. Han har overfor ansøgerens familie anmodet om hendes hånd fire gange, men er blevet afvist af ansøgerens fader. […]s folk har flere gange truet ansøgerens fader med, at de ville slå ham og hans familie ihjel. Ansøgeren og hendes familie måtte flytte til et andet kvarter i Quetta på grund af dette. […]s folk fortsatte imidlertid med at true hendes fader, når de mødte ham i basaren. De er ikke kommet til ansøgerens families nye hjem i Quetta, idet ansøgeren formoder, at de ikke havde kendskab til adressen. Under en forretningsrejse til Afghanistan blev ansøgerens fader anholdt og fængslet – angiveligt foranlediget af […]s broder, der er ansat i politiet - i to måneder, hvor han blev slået og mishandlet. Han kom tilbage til familien i sommeren 2011. Efter at have opnået gyldigt Schengenvisum til Danmark udrejste ansøgeren fra Pakistan til Danmark i efteråret 2011. Tre dage efter ankomsten fødte hun sit første barn. I slutningen af 2011 var ansøgeren i telefonisk kontakt med sin familie, der på dette tidspunkt opholdt sig i Indonesien. Hun fik af faderen oplyst, at hun ikke kunne komme tilbage til hverken Pakistan eller Afghanistan, da hele hendes familie ville forlade Indonesien og rejse til Australien. Flygtningenævnet har i det væsentlige lagt ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder, at der er tale om en konflikt af privatretlig art. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at konflikten har haft en sådan intensitet og karakter, at den er asylbegrundende. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren i perioden, fra de første trusler blev fremsat i foråret 2010 og frem til hendes udrejse i efteråret 2011, har kunnet opholde sig i Quetta uden at være blevet udsat for overgreb fra […] eller hans folks side. Det forhold, at hendes fader er blevet truet af […]s folk, når han færdedes i Quetta, og at han angiveligt har været fængslet i Afghanistan på foranledning af […]s broder, findes ikke at ændre herved. Flygtningenævnet har ikke fundet at kunne se bort fra, at ansøgeren trods indrejse i Danmark i efteråret 2011, først i begyndelsen af 2012 indgav ansøgning om asyl. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder endvidere ikke, at betingelserne for asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1 er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. afgh/2013/1

afgh20129

Nævnet stadfæstede i februar 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk tadjik fra Herat i Herat-provinsen, Afghanistan, og shiamuslim af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv oplyst, at han frygter at blive kidnappet og dræbt af en kriminel gruppe. Gruppen opsøgte første gang ansøgeren ved hans skole i […] 2010, hvor de fik fat i to af ansøgerens kammerater, som de lod gå, idet det var ansøgeren, de ville have fat i. Efterfølgende blev ansøgerens far truet telefonisk, hvor han fik at vide, at han skulle give […] USD til den kriminelle gruppe, ellers ville de kidnappe og dræbe ansøgeren. 20-25 dage senere opsøgte gruppen ansøgerens bopæl, men opgav deres forehavende med at kidnappe ansøgeren, idet de havde svært ved at få ansøgeren med, og idet nabokonerne begyndte at skrige, ligesom der var mange mennesker på gaden. Ansøgeren optræder endvidere med sange på You Tube. Flygtningenævnet har ikke fundet ansøgerens forklaring om sit asylmotiv overbevisende. Nævnet lægger vægt på, at ansøgeren, der fremstår som en opmærksom og uddannet ung mand, der ikke er mindreårig, ifølge asylregistreringsrapporten har oplyst om gruppen, at det var en kriminel og lokal gruppe, der tidligere havde huseret i området og kidnappet og slået unge mænd ihjel. Motivet var penge. Til asylskemaet har ansøgeren om episoden ved skolen forklaret, at der pludselig holdt en bil ved siden af ansøgeren og hans kammerater, og at tre personer med tildækkede ansigter angreb dem. Ansøgeren har ikke oplyst noget om, at personerne var bevæbnede, eller som forklaret for nævnet, at bilen kom og holdt således, at den spærrede for ansøgerens mulighed for at søge tilflugt på skolen, ligesom der på dette tidspunkt kom mange elever ud fra skolen. Ansøgeren har i skemaet oplyst, at ”vi hørte hver dag om andre drenges død. Da min fars arbejde var godt, var mit liv i fare.” Det virker for nævnet også på den baggrund usandsynligt, at ansøgerens far i perioden på 20-25 dage, hvor ansøgeren uden ændringer fortsatte sin skolegang, ikke skullet have iværksat og oplyst ansøgeren om sikkerheds-foranstaltninger for ansøgeren, f.eks. biltransport til og fra skole, også henset til, at ansøgeren har forklaret, at faderen to dage efter episoden ved skolen blev kontaktet telefonisk af kidnapperne, der forlangte et stort beløb, […] USD, for sønnens liv. Til asylsamtalen med Udlændingestyrelsen har ansøgeren oplyst, at én af mændene ved skolen havde en kalashnikov. I nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at der ud over denne var en anden mand med en pistol, og at det var disse, der søgte efter ansøgeren. Nævnet finder videre, at ansøgerens forklaring om episoden ved porten er forklaret divergerende eller i hvert fald upræcist, herunder om ansøgeren, som forklaret i samtalen med Udlændingestyrelsen, besvimede ved porten, men forinden bemærkede, at porten var åben, og at ingen kom ind, idet mændene var forsvundet, fordi kvinderne havde skræmt dem væk, ligesom folk på gaden var blevet opmærksomme, eller om han faldt og holdt fast i et træ. Nævnet har endvidere ikke fundet det overbevisende, at ansøgeren, der kommer fra en veluddannet og velhavende familie, hvor faderen regelmæssigt rejser til andre lande, ikke skulle have nogen form for kontakt med nogen af forældrene eller familien i Afghanistan i øvrigt. Samlet finder nævnet derfor ikke, at ansøgerens forklaring om hændelsesforløbene og dermed ansøgerens asylmotiv kan lægges til grund. Nævnet har videre ikke fundet, at de optagelser af sange med ansøgeren, som efter Udlændingestyrelsens afslag på asyl er lagt ud på You Tube, og som er blevet forevist under nævnets møde (sangens titel)i to forskellige udgaver, kan anses for at indebære, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer en konkret og individuel forfølgelse. Det bemærkes herved, at ansøgeren i den udgave, der viser forskellige stillbilleder, optræder under kunsternavnet […]. Samlet finder nævnet herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb eller umenneskelig behandling efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2012/9

afgh20127

Nævnet stadfæstede i januar 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk hazara fra Parwan-provinsen i Afghanistan og shiamuslim af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive dræbt af sin morbror, idet han har haft et forhold til sin kusine. Ansøgeren og kusinen mødte hinanden til familiearrangementer, hvor de blev forelskede og herefter blev kærester. Ansøgerens mor anmodede tre gange morbroderen om at lade kusinen gifte sig med ansøgeren, hvilket morbroderen afslog. Ansøgeren og kusinen besluttede sig for at være sammen seksuelt for derved at tvinge morbroderen til at lade dem gifte sig. Da morbroderen fandt ud af, at ansøgeren havde været seksuelt sammen med hans datter, blev han meget vred og tog hen til ansøgerens søsters bopæl, hvor ansøgeren normalt boede. Ansøgeren var ikke hjemme, men morbroderen truede ansøgerens søster med, at han ville dræbe ansøgeren, når han fandt ham. Ansøgeren udrejste herefter af landet. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Det findes usandsynligt, at ansøgeren, der angiver, at han er meget forelsket i sin kusine, skulle have taget det efter afghanske forhold meget alvorlige skridt at gennemføre et seksuelt forhold med sin kusine med henblik på at presse morbroderen til at acceptere ansøgeren som ægtefælle til sin datter. Det virker i den forbindelse påfaldende, at ansøgeren skulle være ankommet i en taxa til kusinens bopæl, have gennemført den seksuelle akt på cirka ti minutter og derpå været taget tilbage til sit arbejde. Dels virker det i forhold til en angivelig forelsket mand påfaldende ufølsomt, dels virker det uforståeligt, at det er nødvendigt at gå så vidt som at gennemføre et seksuelt forhold for at skabe opmærksomhed. Det må endvidere tillægges en vis vægt, at ansøgeren først i den sidste del af asylsagsbehandlingen har vist interesse for, hvorledes det var gået med kusinen. Flygtningenævnet forkaster derfor ansøgerens forklaring som konstrueret til lejligheden. Det bemærkes – for det tilfælde, at ansøgerens forklaring blev lagt til grund – at ansøgeren har forklaret, at han under en nylig telefonsamtale har hørt, at kusinen nu befinder sig i stuearrest. Det fremgår endvidere af ansøgerens forklaring, at ansøgerens morbror efterfølgende har reageret overfor ansøgerens familie ved at kontakte ansøgerens mor og drøfte sagen. På den baggrund vil det ikke være sandsynliggjort – uanset om morbroderen i tilknytning til episoden skulle have fremsat trusler i forhold til ansøgeren – at ansøgeren ved en tilbagevenden vil udsætte sig for asylbegrundende overgreb. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han vil risikere at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2012/7

afgh20126

Nævnet meddelte i januar 2012 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk pashtun fra […]i Laghor-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban, som ville have, at han skulle ophøre med at arbejde som skolelærer og slutte sig til dem. I efteråret 2010 modtog ansøgerens familie et trusselsbrev fra Taliban, hvori de anklagede ansøgeren for at være fjende af islam og amerikansk spion, fordi han i drenge- og pigeskoler misvejledte eleverne og ville gøre dem til kristne og jøder. Han fik 24 timer til at ophøre med sit arbejde. Efter sin indrejse i Danmark har han af sin familie fået at vide, at Taliban havde opsøgt familiens bopæl og taget ansøgerens lillebroder med sig, da ansøgeren ikke var til stede, og at de har dræbt broderen, fordi ansøgeren ikke overgav sig til dem. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer finder i det væsentlige at kunne lægge ansøgerens samlede forklaringer til grund for sagen. Flertallet kan herefter lægge til grund for sagen, at ansøgeren har arbejdet på en skole i sin hjemby, som ifølge Udenrigsministeriets oplysninger i e-mail af […]2011 var en skole for både drenge og piger, dog i hver sin afdeling. Ansøgeren er som følge af sit arbejde på skolen kommet i et modsætningsforhold til Taliban, og familien har fået et trusselsbrev. Efter ansøgerens udrejse er ansøgerens broder blevet bortført af Taliban og efterfølgende dræbt, angiveligt som følge af, at ansøgeren ikke selv er vendt tilbage til hjemområdet og har henvendt sig til Taliban. Flertallet finder det herefter sandsynliggjort af ansøgeren, at han ved en tilbagevenden til sin hjemegn vil være i reel risiko fra Talibans side for overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Der er ikke grundlag for at antage, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemområdet er i risiko for asylbegrundende forfølgelse af de grunde som er angivet i Flygtningekonventionen, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler herefter ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” afgh/2012/6

afgh20125

Nævnet stadfæstede i januar 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk hazara fra Behsud i Maydan-provinsen, Afghanistan, men han har siden, han var seks til syv år gammel, boet i Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter for sit liv, fordi han bliver efterstræbt af en mand ved navn […] og dennes familie, idet han har været kæreste med mandens datter i to et halvt år, på et tidspunkt hvor han ikke kendte til en gammel jordkonflikt mellem kærestens fader, ansøgerens fader og sin farbroder. Da kærestens bror, […], blev slået ihjel for omkring halvandet år siden i forbindelse med et slagsmål, som ansøgeren ikke deltog i, men hvor han opholdt sig i nærheden, beskyldte den afdødes familie ansøgeren for at stå bag drabet. Da ansøgeren efterfølgende fortalte faderen om hændelsesforløbet, fortalte faderen om jordkonflikten, herunder at kærestens fader, da ansøgeren var 10-11 år gammel, havde slået ansøgerens farbroder ihjel. Kort tid før ansøgerens udrejse kørte kærestens fader forsætligt ansøgerens fader ned i bil. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren blandt andet har forklaret divergerende om, hvornår han fik kendskab til den gamle jordkonflikt, ligesom han har forklaret skiftende om kærestens faders kendskab til deres forhold. Flygtningenævnet finder generelt, at det må anses for usandsynligt, at ansøgeren tilfældigt har haft et seksuelt forhold til en datter, som hans familie har haft en gammel jordkonflikt med, og at dette forhold har kunnet består i syv til otte måneder, uden at ansøgeren er blevet oplyst herom, ligesom det må anses for usandsynligt, at ansøgeren tilfældigt var i nærheden, da pigens broder blev overfaldet og dræbt, hvorefter ansøgeren blev beskyldt for at have spillet en rolle i den sammenhæng. Flygtningenævnet finder herefter, at forklaringen fremstår som konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet finder heller ikke, at ansøgeren er i nærliggende risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse” afgh/2012/5

afgh201246

Nævnet meddelte i december 2012 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2010. Ansøgeren søgte indrejste og søgte første gang asyl i Danmark i 2004. I 2005 udrejste han – efter at have fået afslag på sin asylansøgning i Danmark - til et andet europæisk land, hvor han opholdt sig indtil 2008. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive dræbt af Taliban og en kommandant ved navn […]. Kommandanten havde tidligere været med til at slå ansøgerens farbroder ihjel. De havde lagt et brev på farbroderens lig, hvorpå der stod, at han og hans nevøer var konverteret til kristendommen og derfor var vantro og skulle dræbes. Fredag den […] 2008 blev ansøgeren opsøgt af sin ven, […], der fortalte, at kommandanten sammen med andre talebanere var på vej mod ansøgerens bopæl for at slå ham ihjel, idet de mente, at ansøgeren var konverteret til kristendommen og forsøgte at omvende byens unge. Ansøgeren flygtede fra bopælen sammen med sin broder, […], til Peshawar i Pakistan. Dagen efter fik ansøgeren at vide af sin moder, at Taliban var trængt ind i bopælen og havde spurgt efter ansøgeren. Under opholdet i Pakistan blev ansøgeren anholdt af politiet, som sendte ham tilbage til Afghanistan. I Afghanistan deltog han i to uger i et kursus hos en NGO i Kabul. Derefter flygtede han med hjælp fra en agent til Rusland og derfra videre til Hviderusland. Han tog derefter tilbage til Afghanistan, hvorfra han tog videre til Pakistan. Her opholdt han sig til, han fik besked om, at hans moder havde fået et hjerteanfald. Han vendte derfor tilbage til Kabul, hvor han fik arbejde som finansiel assistent hos et udenlandsk firma. Der arbejdede han frem til foråret 2010, hvor han modtog et trusselsbrev fra Taliban. Han flygtede derfor til Pakistan sammen med sin moder. Han tog tilbage til Afghanistan i sommeren 2010 for at blive gift. Brylluppet fandt sted i sommeren 2010. Ansøgeren udrejste fra Afghanistan i efteråret 2010. Flygtningenævnet finder i det væsentlige at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund. Forklaringen har været konsistent, og ansøgerens forklaring om, at Taliban beskyldte ham og resten af familien for at være kristen støttes af oplysningerne i broderens asylsag om dennes problemer med Taliban, samt at de formodninger, som ansøgerens langvarige ophold i Vesten og hans efterfølgende arbejde for et vestligt firma på den baggrund kunne give anledning til. Forklaringen støttes endvidere af oplysningerne indhentet af Udenrigsministeriet om ansøgerens begrundelse for fratræden til sin tidligere arbejdsgiver. Ansøgeren findes derfor at have sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, som myndighederne ikke vil kunne beskytte ham imod. Da ansøgerens hjemområde ligger tæt på Kabul, og ansøgeren har været efterstræbt også under et kortere ophold i Kabul, findes Kabul ikke at kunne tjene som internt flugtalternativ. Efter baggrundsoplysningerne finder Flygtningenævnet ikke, at der er grundlag for, at ansøgeren kan henvises til at tage ophold i andre af Afghanistans større byer. Endelig bemærkes, at den omstændighed, at ansøgeren først søgte asyl efter et par måneders ophold i Danmark ikke – henset til ansøgerens troværdighed i øvrigt – i sig selv findes at kunne tillægges afgørende betydning. Flygtningenævnet meddeler derfor den afghanske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” afgh/2012/46

afgh201245

Nævnet stadfæstede i december 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan, indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim fra Ghazni-provinsen i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Da ansøgeren var 3-4 år, flygtede familien til Iran, hvor ansøgeren har boet frem til udrejsen. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af sin kusines familie, fordi han har haft samleje med kusinen. Ansøgeren har til støtte herfor forklaret, at han i forbindelse med fejring af det iranske nytår i marts 2011 lærte sin 17-årige kusine at kende og fik hendes telefonnummer. Ansøgeren boede i Qom, og hun boede i Teheran. Ansøgeren og kusinen talte ofte sammen i telefon, og de blev forelskede i hinanden. Ansøgeren ønskede at blive gift med kusinen, men det afslog hendes familie. En dag, hvor kusinen var alene hjemme, besøgte ansøgeren hende, og de havde samleje. Kusinen fortalte det efterfølgende til sin familie, der blev meget vrede på hende og endvidere forsøgte at opsøge ansøgeren for at dræbe ham. De meldte også ansøgeren til politiet. Kusinens far har tre brødre i Kabul, Afghanistan, og kusinens familie vil derfor være i stand til at opsøge og dræbe ansøgeren, hvis han vender tilbage til Afghanistan. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har afgivet en usandsynlig, utroværdig og divergerende forklaring. Flygtningenævnet har blandt andet fundet det usandsynligt og utroværdigt, at ansøgerens 17-årige kusine, efter at have talt i telefon med ansøgeren gennem halvanden måned, og efter at hendes familie havde afslået ansøgerens tilbud om ægteskab, skulle have inviteret ansøgeren hjem til sig, mens hun var alene hjemme, og at de herefter havde samleje, hvilket de havde talt om i forvejen. Flygtningenævnet har endvidere fundet det usandsynligt og utroværdigt, at ansøgerens kusine, hvis en sådan kontakt til ansøgeren overhovedet havde fundet sted, skulle have valgt at fortælle sin familie herom med deraf følgende konsekvenser for blandt andre kusinen selv. Flygtningenævnet har endvidere fundet, at ansøgeren på flere punkter har afgivet en divergerende forklaring om sit i øvrigt enkle asylmotiv. Til motivsamtalen forklarede ansøgeren blandt andet, at kusinen var forlovet, at samlejet fandt sted ca. halvanden måned før kusinens bryllup, og at kusinen fortalt sin forlovede, at hun havde haft samleje med ansøgeren. Til asylsamtalen og i nævnet har ansøgeren derimod forklaret, at kusinen ikke var forlovet, at hun ca. halvanden måned efter samlejet fik tilbud om ægteskab med en fra faderens familie, og at hun fortalte sin mor om samlejet med ansøgeren. Til motivsamtalen forklarede ansøgeren endvidere blandt andet, at han blev kontaktet af sin kusine og advaret om, at hendes brødre ville komme efter ansøgeren, at han flygtede, at han ikke kontaktede sin mor, at han ikke havde kontakt til sin mor under rejsen, og at han ikke havde haft kontakt til sin mor siden. Til asylsamtalen forklarede ansøgeren derimod, at han, efter at være blevet kontaktet og advaret af kusinen, talte med sin mor i forbindelse med udrejsen, hvor han fik oplyst, at kusinens far og bror havde ledt efter ansøgeren og endvidere havde kontaktet politiet. På den baggrund og efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren er fremkommet med oplysninger, hvorefter der er grundlag for at antage, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2012/45

afgh201244

Nævnet meddelte i december 2012 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim fra Ghazni, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at der opstod en konflikt mellem hans familie og hans svigerfamilie, der har resulteret i at ansøgerens familie har sendt ansøgerens ægtefælle tilbage til hendes familie, ligesom søsteren, der var gift med ægtefællens svoger er blevet sendt tilbage. Ansøgeren har gjort gældende, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af sin svigerfamilie, idet han efterfølgende er flygtet med sin ægtefælle og søn. Ansøgeren frygter endvidere den anden familie, som ægtefællen var lovet væk til, ligesom han frygter sin egen familie, fordi de mener, han er ansvarlig for, at hans broder blev dræbt af ægtefællens familie. Flygtningenævnet finder i det væsentlige at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund, idet den har været konsistent under hele sagen, ligesom ansøgeren for nævnet fremstod troværdig. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden risikerer overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, som han ikke har mulighed for at søge myndighedsbeskyttelse mod. Der findes ikke grundlag for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Det bemærkes, at betingelserne for at henvise ansøgeren til sammen med sin ægtefælle og søn at tage ophold andet sted i Afghanistan ikke konkret findes at være til stede. Flygtningenævnet har herunder lagt vægt på, at ansøgeren ikke forud for sin udrejse har haft tilknytning til Kabul eller andre steder i Afghanistan.” afgh/2012/44

afgh201243

Nævnet stadfæstede i april 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar fra henholdsvis Afghanistan (M) og Georgien (K) og parrets barn. Indrejst i 2010. (Resumeet findes både under Afghanistan og Georgien). Flygtningenævnet udtalte: Vedrørende den mandlige statsborger: Ansøgeren er etnisk tadjik og shia-muslim af trosretning fra Herat, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Han indgik den […]2010 religiøst ægteskab med den kvindelige ansøger, hvis sag sambehandles med denne sag. Der henvises til begrundelsen i ægtefællens sag. Ansøgeren har under nævnsmødet som asylmotiv anført, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af de afghanske myndigheder eller andre afghanere, idet han er gift med en kristen, ligesom han frygter at myndighederne og familien vil slå hans ægtefælle og deres barn ihjel. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgerens konflikt med familien i anledning af ægteskabet har antaget en sådan en karakter og intensitet, at det kan sidestilles med asylbegrundende forfølgelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder ikke, at det forhold, at ansøgeren, der er muslim, har indgået ægteskab med den kvindelige ansøger, der er kristen, i sig selv kan begrunde asyl. Flygtningenævnet kan herved henvise til US Department of States International Religious Freedom Report af 13. september 2011 (bilag 410), hvori blandt andet anføres, “In addition the judges stated that a Muslim man may marry a non-Muslim women, but the woman must first convert if she was not “of the book”, that is not Christian or Jewish.” De vanskelige, men generelle, forhold i Afghanistan, herunder for personer der lever i blandet religiøst ægteskab, kan ikke føre til en ændret vurdering af ansøgerens sag. Det bemærkes, at Flygtningenævnet efter det oplyste ikke finder, at der er noget til hinder for, at den kvindelige ansøger kan tage ophold i Afghanistan sammen med den mandlige ansøger. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Den afghanske statsborger […]skal udrejse senest 7 dage fra dato, jf. udlændingelovens § 33, stk. 1 og 2, 2. pkt. Såfremt ansøgeren ikke udrejser frivilligt, kan han udsendes tvangsmæssigt til Afghanistan, jf. udlændingelovens § 32 a. Opmærksomheden henledes på, at det er en betingelse for tvangsmæssig udsendelse af ægtefællerne til henholdsvis Afghanistan for så vidt angår […]og Georgien for så vidt angår […] og et barn, at der forud for den tvangsmæssige udsendelse har været etableret mulighed for, at begge ægtefæller kan udrejse til et af disse lande, hvortil begge ægtefæller har opnået eller kan opnå indrejsetilladelse, og at ægtefællerne ikke har ønsket at benytte sig af denne mulighed. Vedrørende den kvindelige ansøger: Ansøgeren er etnisk georgier og kristen-ortodoks af trosretning fra […], Georgien. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Hun indgik den […]2010 religiøst ægteskab med den mandlige ansøger, hvis sag sambehandles med denne sag. Der henvises til begrundelsen i ægtefællens sag. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hendes familie vil slå hendes ægtefælle ihjel ved en tilbagevenden til Georgien. Ansøgerens familie er imod ansøgerens ægteskab, idet hendes ægtefælle er muslim. Familien har truet ansøgeren over telefonen, ligesom ansøgeren mener, at familien står bag en episode, hvor ansøgeren og ægtefællen blev forfulgt af to mænd med en kniv på en markedsplads i Grækenland. Ansøgeren har desuden henvist til, at hun og ægtefællen en aften blev skygget af en sort bil, da hun blev hentet på sin arbejdsplads. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgerens konflikt med familien i anledning af ægteskabet har antaget en sådan karakter og intensitet, at det kan sidestilles med asylbegrundende forfølgelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren og hendes ægtefælle er blevet antastet af ukendte mænd i Grækenland. Ansøgerens forklaring herom fremstår som usikker og divergerende og en eventuel sammenhæng mellem asylmotivet og de omtalte episoder bygger på formodninger. Hertil kommer, at ansøgeren først omtalte episoderne under samtalen med Udlændingestyrelsen, og at ægtefællernes forklaring på en række punkter fremstår som divergerende. Flygtningenævnet finder herefter ikke grundlag for at antage, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Georgien vil være i risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Det forhold, at ansøgeren har indgået et blandet religiøst ægteskab kan ikke føre til et andet resultat. Det bemærkes, at Flygtningenævnet efter det oplyste ikke finder, at der er noget til hinder for, at den mandlige ægtefælle kan tage ophold i Georgien sammen med ansøgeren. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Den georgiske statsborger […] og hendes barn skal udrejse senest 7 dage fra dato, jf. udlændingelovens § 33, stk. 1 og 2, 2. pkt. Såfremt ansøgeren og hendes barn ikke udrejser frivilligt, kan de udsendes tvangsmæssigt til Georgien, jf. udlændingelovens § 32 a. Opmærksomheden henledes på, at det er en betingelse for tvangsmæssig udsendelse af ægtefællerne til henholdsvis Georgien for så vidt angår […]og et barn og Afghanistan for så vidt angår […], at der forud for den tvangsmæssige udsendelse har været etableret mulighed for, at begge ægtefæller kan udrejse til et af disse lande, hvortil begge ægtefæller har opnået eller kan opnå indrejsetilladelse, og at ægtefællerne ikke har ønsket at benytte sig af denne mulighed. afgh/2012/43

afgh201242

Nævnet meddelte i april 2012 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk pashtuner og sunni-muslim fra […] i […]-distriktet i Ghazni-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv oplyst, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive dræbt af Taliban, som har afsagt en dødsdom over ansøgeren. Ansøgeren har til støtte herfor nærmere anført, at han i foråret 2010 ytrede sig positivt om amerikanerne efter en fredagsbøn i landsbyens moské, hvilket ansøgerens farbroder, […], der er kommandant og tilknyttet Taliban, og moskéens mullah overhørte. Den efterfølgende dag blev ansøgeren og ansøgerens fader om aftenen opsøgt på bopælen og pågrebet af personer fra Taliban. Under tilbageholdelsen blev ansøgeren udsat for fysiske overgreb og tortur. Ansøgeren blev herunder kraftigt opfordret til at samarbejde med Taliban. Efter 14 dage lykkedes det ansøgeren med hjælp fra en talibaner fra landsbyen at flygte. Den pågældende oplyste, at en mullah havde afsagt en dødsdom over ansøgeren, fordi ansøgeren ikke ville samarbejde. Ansøgeren opholdt sig efter flugten i cirka fire måneder i Kabul, hvor han arbejdede på en privatklinik, […], ligesom ansøgeren tolkede på et offentligt hospital. Ansøgerens moder blev efter flugten flere gange opsøgt i landsbyen af talibanere, der spurgte efter ansøgeren. I efteråret 2010 blev ansøgeren opsøgt på sin arbejdsplads på klinikken i Kabul af to talibanere, som foreholdt ansøgeren, at de havde set ham tolke for amerikanerne på et sygehus. Ansøgeren fik samtidig en frist på to dage til at forlade sit arbejde og fik at vide, at den af Taliban afsagte dødsdom ville blive eksekveret, hvis ansøgeren ikke samarbejdede. Kort efter blev ansøgerens bopæl i Kabul, mens ansøgeren ikke var til stede, opsøgt af Taliban, der udsatte udlejeren for vold, idet de spurgte efter ansøgeren. Ansøgeren udrejste umiddelbart herefter. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren har forklaret i alt væsentligt overensstemmende om hændelsesforløbet til sagen såvel ifølge asylregistreringsrapporten som ifølge asylansøgningsskemaet, samtalen med Udlændingestyrelsen og i nævnsmødet. Nævnet finder endvidere, at ansøgeren i nævnsmødet har kunnet forklare umiddelbart og med nærmere detaljer om hændelsesforløbet. Nævnet finder derfor, at ansøgerens forklaring om asylmotivet må lægges til grund. Nævnet lægger herefter vægt på, at ansøgeren var tilbageholdt i ca. 14 dage og herunder udsat for tortur af Taliban, at han efter flugten forsøgte at etablere sig i Kabul, men at han også der blev opsøgt og herunder truet med, at den afsagte dødsdom ville blive eksekveret, hvis ansøgeren ikke samarbejdede. Ansøgeren udrejste herefter umiddelbart via Iran. Ansøgeren har oplyst, at der ikke er noget nyt om faderen, der fortsat er tilbageholdt af Taliban. På den ovennævnte baggrund og herunder henset til jordkonflikten med […] finder nævnet, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer overgreb og umenneskelig behandling omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, hvorfor ansøgeren har krav på opholdstilladelse. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. ” afgh/2012/42

afgh201241

Nævnet meddelte i april 2012 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk pashtun og muslim fra Kapisa-provinsen i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel, idet han er homoseksuel. Han indledte for otte-ni år siden et seksuelt forhold til en lidt ældre dreng, hvilket blev opdaget af en mand i byen. Manden forsøgte at presse ansøgeren til at indlede et forhold til ham, hvilket ansøgeren undveg. Hans ven har fortalt ham, at manden havde fortalt flere i byen, at ansøgeren var homoseksuel, hvilket også kom til hans faders kendskab. Denne var leder i byen og ville have ansøgeren retsforfulgt, hvorefter han kunne forvente at blive dømt til døden ved stening. Ansøgeren flygtede sammen med sin ven til Teheran i Iran, hvor de boede sammen i fire-fem år. Efter tvangshjemsendelse til Afghanistan flygtede de til Europa. De blev adskilt i Frankrig. Flygtningenævnet finder i det væsentlige at kunne lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren under sagen i Danmark har forklaret konsistent og troværdigt om dette asylmotiv, og at forklaringen er i overensstemmelse med hans forklaring under en tidligere asylsag i England. Efter konfliktens karakter finder nævnet det sandsynliggjort, at ansøgeren trods den forløbne tid, fortsat vil være i risiko for asylrelevant forfølgelse ved en tilbagevenden til hjemlandet. Ansøgeren har efter indrejsen i Danmark udbygget sin forklaring med, at han efter tvangshjemsendelsen fra England blev genkendt i Kabul og anholdt af lokalt politi fra hjemegnen, men flygtede under transporten. Denne forklaring findes ikke at kunne lægges til grund, idet den dels først er fremkommet under motivsamtalen og dels forekommer konstrueret. Under hensyn til de foran beskrevne omstændigheder findes dette dog ikke efter en konkret vurdering tilstrækkeligt til at påvirke troværdigheden af ansøgerens forklaring om baggrunden for den første udrejse. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren ikke efter det oplyste har tilknytning til andre områder i Afghanistan. Flygtningenævnet finder ikke, som påberåbt af Udlændingestyrelsen, at betingelserne er opflydt for at henvise ansøgeren til at tage ophold andetsteds i Afghanistan. Flygtningenævnet meddeler derfor den afghanske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” afgh/2012/41

afgh201240

Nævnet meddelte i marts 2012 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er shia-muslim af trosretning og etnisk bayat, tilhørende bayat-klanen fra […] i Ghazni-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv oplyst, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter overgreb fra Taliban. I sommeren 2010 blev ansøgerens fader bortført af Taliban. Taliban ville kun løslade faderen, hvis ansøgeren meldte sig hos Taliban. Ansøgeren har modtaget fire trusselsbreve. Ansøgeren har i fire-fem måneder forud for sin faders bortførelse arbejdet for det afghanske politi, og Taliban truede ansøgeren til at ophøre arbejdet. Ansøgerens familie har haft en jordkonflikt i 24 år, og fætrene samarbejder med Taliban. Nævnet finder, at ansøgeren i nævnsmødet har redegjort for sine forhold på en måde, der har fremstået selvoplevet. Ansøgeren har svaret umiddelbart på de stillede spørgsmål, og nævnet finder, at ansøgerens forklaring om sin ansættelse ved politiet, herunder som belyst ved den omhandlede fraværserklæring (bilag 12), i alt væsentligt må lægges til grund. Nævnet lægger derfor til grund, at ansøgeren fra foråret 2010 til sommeren 2010 var ansat i politiet i […], hvor ansøgeren fungerede som chauffør for lederen af politistation nr. 2 i byen. Ansøgerens ansættelse i politiet støttes endvidere af fremlagte fotos. Ansøgeren har såvel til asylansøgningsskemaet som i samtalen med Udlændingestyrelsen forklaret om de fire trusselsbreve rettet mod ansøgeren og om familiens flytning til […]. Ansøgerens forklaring om, at hans fader blev udsat for vold og taget med af Taliban i stedet for ansøgeren, som Taliban eftersøgte ved ransagningen i hjemmet, har været konsistent. Det samme gælder ansøgerens oplysninger om ansøgerens mors og morbroders henvendelser til politiet vedrørende faderens forsvinden. Ansøgerens oplysninger svarer til det oplyste i fraværserklæringen, hvis dateringer i sommeren 2010 må anses for at have en rimelig sammenhæng med tidspunktet for morbroderens modtagelse af erklæringen. Nævnet finder endvidere, at ansøgeren har givet en rimelig forklaring på, at han først i samtalen med Udlændingestyrelsen omtalte jordkonflikten og fætrenes samarbejde med Taliban, idet ansøgeren har henvist til, at hans egen konflikt med Taliban for ham var det afgørende, og at jordkonflikten havde eksisteret hele hans liv. Samlet lægger nævnet derfor til grund, at ansøgeren på den måde, som han har forklaret om, har været udsat for konkret og vedholdende efterstræbelse fra Taliban i anledning af sin ansættelse i politiet som chauffør for lederen af politistation nummer 2 i […], og at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer overgreb eller umenneskelig behandling omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Ansøgeren har derfor krav på opholdstilladelse efter denne bestemmelse.” afgh/2012/40

afgh20124

Nævnet stadfæstede i januar 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim af trosretning fra [..] i Ghazni-provinsen. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han i 2007 blev tvangshvervet af Taliban. Mens ansøgeren var bevæbnet og sammen med andre tvangshvervede personer samt talibankrigere, deltog han i en kamphandling, hvor de blev beskudt fra helikoptere, hvorefter han mistede bevidstheden. Da han vågnede op igen, befandt han sig på et FN-hospital, hvor to civilklædte myndighedspersoner afhørte ham, ligesom de forsøgte at føre ham bort fra hospitalet, hvilket dog blev forhindret af den tilstedeværende udenlandske læge, der sagde, at ansøgeren – efter en operation i hånden – ville blive udskrevet en uge senere. I mellemtiden fik hans fader ham ud af hospitalet, hvorefter hele familien flygtede til Iran. Ved en eventuel tilbagevenden til Afghanistan frygter ansøgeren, at myndighederne på ny vil anklage ham for at have deltaget i kampene på Talibans side. Endvidere frygter ansøgeren, at Taliban vil tro, at han har samarbejdet med myndighederne. Vedrørende en vurdering af ansøgerens troværdighed lægger nævnet betydelig vægt på, at ansøgerens forklaring i nævnet om tvangshvervningen og de næste dage til helikopterangrebet ikke har fremstået selvoplevet. Nævnet lægger endvidere vægt på, at der er en række mindre divergenser mellem det, som ansøgeren ifølge de norske myndigheder skulle have oplyst under asylbehandlingen i Norge, samt det han har forklaret i Danmark. De norske myndigheder har blandt andet oplyst, at ansøgeren ikke havde identitetsdokumenter, mens ansøgeren ifølge Udlændingestyrelsen rapport har forklaret, at ansøgeren afleverede en kopi af sin fødselsattest til det norske politi. Når han ifølge de norske asylakter skulle have oplyst, at hans families nuværende adresse er i Afghanistan, beror det ifølge ansøgeren på en misforståelse, idet han ikke blev spurgt om, hvorvidt familien opholdt sig i Iran eller ej. Det skyldes ifølge ansøgeren heller ikke noget, som han har sagt, når det i de norske akter er anført, at hans søster er født i 1979, samt at hans fader, moder og broder er født i henholdsvis 1959, 1969 og 1993. Ifølge ansøgeren har han slet ikke sagt noget årstal til de norske myndigheder. Han sagde alene, at søsteren er ældre end ham. Han ved hverken, hvilket årstal han selv er født, eller hvilket årstal hans familiemedlemmer er født. Det er ikke rigtigt, at han som anført i Norge generelt har oplyst, at han ikke har afgivet fingeraftryk i Italien og Grækenland. Han blev alene spurgt om afgivelse af fingeraftryk i forbindelse med asylansøgninger. For så vidt angår afhøringen af det danske politi, hvorefter han skulle have forklaret, at han udrejste ni til 12 måneder før afhøringen, har ansøgeren i Flygtningenævnet dels forklaret, at det er muligt, at han har forklaret sådan, men at det imidlertid ikke er rigtigt. Gjort opmærksom på, at han ligeledes er blevet foreholdt spørgsmålet i Udlændingestyrelsen, har ansøgeren i nævnet gentaget det anførte i styrelsens rapport om, at han over for politiets tolk gjorde opmærksom på, at der var tale om en fejl, og at tolken lovede ham, at den nok skulle blive rettet. Ansøgeren tilføjede i nævnet, at hvis han sagde ni til 12 måneder, så var det i forhold til udrejsen fra Grækenland. Nævnet bemærker endvidere, at ansøgeren til Udlændingestyrelsen skulle have forklaret, at begge de afghanske myndighedspersoner på hospitalet var i civil, hvorimod han til Flygtningenævnet har forklaret, at den ene var i uniform. De enkelte divergenser er hver for sig af mindre betydning, men antallet svækker samlet set ansøgerens troværdighed, selvom der ved troværdighedsvurderingen må henses til, at ansøgeren er analfabet. I vurderingen må endvidere indgå, at det efter Udenrigsministeriets notat af 2. marts 2011 er mindre sandsynligt, at etniske hazaraer bliver tvangshvervet af Taliban. Efter en samlet vurdering kan Flygtningenævnet herefter ikke lægge ansøgerens forklaring til grund, og det er således ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan vil blive forfulgt eller udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2.” afgh/2012/4

afgh201239

Nævnet stadfæstede i marts 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan samt tre børn. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk Ghezelbash og shia-muslim af trosretning fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har oplyst, at hun i 1996 udrejste af Afghanistan til Iran sammen med sin familie, idet en af hendes brødre blev taget med af Taliban, ligesom hendes fader blev kortvarigt tilbageholdt af Taliban. Ansøgerens forældre og søskende blev i 2001 genbosat fra Iran til Danmark som kvoteflygtninge. Ansøgeren var ikke omfattet af genbosætningen, idet hun i 1997 var blevet gift i Iran. Ansøgeren og hendes ægtefælle, der var afghaner, og som opholdt sig i Iran, boede i Shiraz indtil ægtefællen i efteråret 2009 forsvandt i forbindelse med deltagelse i en religiøs højtid. Få dage efter blev hjemmet ransaget, og en iransk civil politimand truede ansøgeren, såfremt hun ikke ville give ham seksuelle ydelser. Derfor forlod ansøgeren hjemmet. I Afghanistan frygter hun overgreb fra en afghansk klan eller familie, som hendes ægtefælle havde en konflikt med. Endelig har hun henvist til, at hun er enlig kvinde med børn og ikke længere har noget familienetværk i Afghanistan. Nævnet lægger ansøgerens oplysninger til grund og lægger vægt på, at ansøgeren ikke på grund af egne forhold har haft konflikter i Afghanistan. Ansøgeren har oplyst for nævnet, at hendes ægtefælles konflikt skyldes en jordkonflikt med klanen eller familien […], der i dag er en del af det nuværende styre. Nævnet finder imidlertid, at ansøgeren ikke af denne grund ved en tilbagevenden kan anses for at være i risiko for konkret efterstræbelse. Ansøgerens ægtefælle er forsvundet i Iran, og ansøgeren har aldrig været en del af ægtefællens konflikt, ligesom konflikten ligger omkring 15 år tilbage. Der foreligger heller ikke oplysning om, at ægtefællen i Iran var udsat for konkret efterstræbelse grundet konflikten. Ægtefællens forsvinden i Iran havde efter det oplyste ikke sammenhæng med konflikten. Nævnet finder derfor, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan sammen med sine tre mindreårige piger som enlig kvinde uden familienetværk vil være i en social og økonomisk meget vanskelig situation, men nævnet finder ikke, at ansøgeren som etnisk Ghezelbash og shia-muslim vil være udsat for risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Nævnet har ikke fundet, at det oplyste om ansøgerens helbredsmæssige forhold kan føre til en anden vurdering og bemærker, at den humanitære opholdstilladelse, som ansøgeren har fået efter udlændingelovens § 9 b, stk. 1, er begrundet i, at ansøgeren er en enlig kvinde uden mandlige familiemedlemmer eller socialt netværk. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2012/39

afgh201238

Nævnet stadfæstede i marts 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk hazara fra Jaghori i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive dræbt af sin farbroder. Ansøgeren og hans lillebroder undlod at efterkomme farbroderens gentagne krav om at overgive deres arvede jordlod til farbroderen, ligesom de angav farbroderen til myndighederne, hvorefter han blev fængslet i en uge. Efter løsladelsen truede farbroderen ansøgeren og hans lillebroder med at slå dem ihjel, fordi de havde angivet ham til myndighederne. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren under nævnsbehandlingen har udvist tilstrækkelig modenhed til at gennemføre en asylsagsbehandling. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaringer på nogle punkter ikke fremstår troværdige. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren under id-samtalen intet har forklaret om konflikten med farbroderen, men derimod har forklaret, at han havde svært ved at klare sig, og at han af landsbyens folk blev overtalt til at rejse til Europa for at søge asyl og samtidig begynde at læse og uddanne sig. Flygtningenævnet finder, at dette forhold svækker ansøgerens generelle troværdighed. Flygtningenævnet finder det ikke troværdigt, at ansøgerens farbroder skulle have slået løs på den 11-årige lillebroder for at få lillebroderen til at udtale sig om, hvor skødet befandt sig. Flygtningenævnet finder det endvidere ejendommeligt, at farbroderen ikke opsøgte søsteren for at søge at få hende til at udlevere skødet eller få hende overtalt til træffe foranstaltninger til at tilskøde farbroderen jorden. Flygtningenævnet finder det endvidere utroværdigt, at jordloddet efter ansøgerens oplysninger blot lå ubrugt hen efter moderens død, og at ansøgeren først tog initiativ til at sælge jordloddet i forbindelse med, at han skulle udrejse af hjemlandet. Uanset om dele af ansøgerens forklaringer måtte kunne lægges til grund for sagen, herunder at farbroderen har været voldelig mod ansøgeren og hans lillebroder, finder Flygtningenævnet det ikke sandsynliggjort, at farbroderen enten er en indflydelsesrig person eller at han har kontakt til Taliban. Flygtningenævnet finder derfor, at konflikten med farbroderen må anses for almindelig borgerlig kriminalitet fra farbroderens side, og at ansøgeren efter sin egen forklaring kan henvises til at søge det stedlige politis beskyttelse, idet ansøgeren har forklaret, at farbroderen ved den seneste voldsepisode blev hentet af politiet og sandsynligvis blev tilbageholdt i en uge. Flygtningenævnet finder det herefter ikke sandsynliggjort af ansøgeren, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for konkret individuel forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han vil være i reel risiko for overgreb fra farbroderens side, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, som han ikke vil kunne opnå den lokale myndigheds beskyttelse imod. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2012/38

afgh201237

Nævnet stadfæstede i november 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk pashtun og muslim fra […], Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv, men flere medlemmer af ansøgerens klan har været tilknyttet Taliban, ligesom andre dele af klanen har modarbejdet dele af Taliban. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban, som har mistænkt ansøgeren for dels at være spion for myndighederne og dels for at have advaret de ældre medlemmer af klanen om, at der var fremmede talibanere i området. Han var således blevet opsøgt af sin morbroder, som er et fremtrædende medlem af Taliban, og en anden person og bortført til sin halvmosters gedestald, hvor han blev tilbageholdt i op til 5 dage, inden det lykkedes ham at flygte. Han opholdt sig efterfølgende i en måned sammen med sin familie i ægtefællens morbroders hus ved Jalalabad. På et tidspunkt tog han tilbage til landsbyen for at se sin fader. Da han næste dag gik sammen med sin fætters søn hen til sin fætters hus, blev de beskudt af Taliban. Ansøgeren kørte i bil sammen med fætterens søn til hospitalet i Jalalabad og opholdt sig herefter tre måneder i byen, inden han udrejste af Afghanistan. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han ikke vil kunne tage ophold andre steder i Afghanistan, idet Taliban på grund af morbroderens indflydelse vil finde og dræbe ham. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Forklaringen har således været detaljerig og på væsentlige punkter konsistent. Nævnet finder ikke at kunne udelukke, at de tidsmæssige forskelle i forklaringerne til Udlændingestyrelsen og i nævnet skyldes ansøgerens personlige forhold og evne til at udtrykke sig over for en tolk, der efter det oplyste ikke har pashto som modersmål. Nævnet lægger således til grund, at ansøgeren har haft en konflikt med sin morbroder, der er medlem af Taliban, og at han som følge heraf har været bortført og beskudt nær sin bopæl. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til sin hjemby vil være i risiko for fornyede henvendelser fra Taliban og overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i en reel risiko for at blive udsat for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet finder dog, at ansøgeren i stedet for at tage ophold i hjembyen kan henvises til at tage ophold andet sted i Afghanistan. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at han efter sin egen forklaring har opholdt sig uden problemer med Taliban i op til fire måneder i nærheden af Jalalabad, hvor hans ægtefælle har familie. Det bemærkes endvidere, at det af Udlændingestyrelsens fact-finding rapport af maj 2012 fremgår, at det vil være muligt for en person som ansøgeren at finde beskyttelse i f.eks. Kabul, og der er efter det oplyste ikke holdepunkter for at antage, at Taliban, som ikke har forsøgt at eftersøge ham i Jalalabad, skulle eftersøge ham i Kabul. Det fremgår ligeledes af samme rapport, at levevilkårene i Kabul er vanskelige, men at der dog er tilstrækkelig mad og adgang til sundhedsvæsen og undervisning for alle. På denne baggrund findes ansøgerens levevilkår ikke at ville blive af en sådan karakter, at hans basale humanitære rettigheder vil blive krænket, ved at han henvises til at tage ophold i Kabul. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2012/37

afgh201236

Nævnet stadfæstede i november 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2010. I 2011 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. I begyndelsen af 2012 udsatte nævnet afgørelsen af sagen med henblik på foranstaltning af en speciallægeundersøgelse af ansøgeren. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren har oplyst at være etnisk pashtun fra […] i Helmand-provinsen i Afghanistan og sunnimuslim af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv oplyst, at han frygter at blive dræbt af sin farbror og dennes sønner, der er magtfulde og vil overtage ansøgerens jord. De ønsker endvidere, at ansøgeren skal deltage i jihad. Farbroderens sønner har cirka tre år inden ansøgerens indrejse i Danmark den […]2010 slået ansøgerens far ihjel i forbindelse med jordkonflikten. Nævnet finder, at ansøgeren har forklaret divergerende på afgørende punkter. Ifølge den norske asylsag har ansøgeren oplyst, at han er født […]1987, at hans far døde i 2008, og at hans mor og ægtefælle, […], har adresse i Kunduz, […], der også var ansøgerens sidste opholdssted i perioden fra den […]1987 til slutningen af 2008. Ansøgeren har imidlertid også oplyst, at han udrejste fra Kunduz til Iran i sommeren 2008. Ifølge asylregistreringsrapport af […]2010 har ansøgeren oplyst, at han er født i 1994. Hans far blev dræbt for cirka tre år siden. Ansøgeren er ugift og har boet med sin mor i landsbyen […] i Helmand-provinsen. Udrejsen skete med morbroderens hjælp med bil til Pakistan. Ifølge samtalereferatet med Udlændingestyrelsen den […] 2011 har ansøgeren oplyst, at hans yngre bror forsvandt for to til to og et halvt år siden. Cirka tre måneder derefter blev ansøgerens far dræbt af farbroderens sønner. Efter faderens død opholdt ansøgeren sig fire måneder hos sin morbror inden udrejsen. Han blev ikke kontaktet under opholdet hos morbroderen af farbroderen eller sønnerne, der ikke kendte ansøgerens skjulested. I nævnsmødet den […]2012 har ansøgeren forklaret blandt andet, at lillebroderen forsvandt efter faderens død. Lillebroderen var pludselig væk, og ansøgeren mener, at det var farbroderen, der stod bag. Efter tre måneders forløb flyttede ansøgeren til sin morbror, rettelig var det dagen for begravelsen, der skete samme dag som drabet på faderen, at ansøgeren flyttede til morbroderen. Farbroderens sønner var flere gange ved morbroderens hus, som de gennemsøgte, men uden at finde ansøgeren, som morbroderen havde skjult på kvindeværelset. Foreholdt oplysninger ifølge samtalereferatet har ansøgeren herefter forklaret, at farbroderen og dennes sønner ikke ledte efter ansøgeren hos morbroderen. Idet nævnet bemærker, at der foreligger yderligere uforenelige oplysninger mellem den norske og den danske asylsag og idet ansøgeren såvel til samtalen med Udlændingestyrelsen som i nævnsmødet har forklaret divergerende på væsentlige punkter, finder nævnet samlet, at ansøgerens forklaring om sit asylmotiv giver anledning til afgørende tvivl. Nævnet udsatte den […]2012 sagen med henblik på gennemførelse af en speciallægeundersøgelse. Det fremgår af speciallægeerklæringen af […]2012, at ansøgeren er sindssyg (psykotisk). Hvorvidt denne skizofreni-lignende tilstand har baggrund i de psykotraumer, ansøgeren har været udsat for, eller det omhandler skizofreni, kan efter undersøgelsens konklusion ikke afgøres ved en enkelt ambulant undersøgelse, hvorfor det anbefales, at ansøgeren indlægges til nærmere observation og behandling. Det fremgår videre, at ansøgeren har symptomer forenelige med posttraumatisk belastningsreaktion (PTSD) i form af flashbacks og natlige mareridt. Han lider endvidere af ind- og gennemsovningsbesvær, øget irritabilitet, betydeligt koncentrations- og hukommelsesbesvær, ligesom ansøgeren er tilbøjelig til at fare sammen ved høje lyde og lignende. Det fremgår videre, at ansøgeren har symptomer forenelige med posttraumatisk belastningsreaktion (PTSD). Nævnet bemærker, at ansøgeren, trods anbefaling af Retspsykiatrisk Klinik, ikke har taget imod tilbud om indlæggelse og efterfølgende behandling for sine sindslidelser. Nævnet finder, at det oplyste om ansøgerens helbredsforhold ikke på en rimelig måde kan begrunde, at nævnet ved vurderingen af ansøgerens forklaring og oplysninger ser bort fra, at ansøgerens forklaring har været skiftende og indeholder indbyrdes uforenelige oplysninger om såvel ansøgerens egne personlige forhold som det hændelsesforløb, der er ansøgerens asylmotiv. Nævnet har herved fundet, at den lægelige vurdering af ansøgerens psykiske helbredsforhold ikke selvstændigt kan føre til, at ansøgerens asylmotiv fremstår sandsynliggjort. Da nævnet efter en samlet vurdering herefter ikke kan lægge ansøgerens asylmotiv til grund, findes ansøgeren herefter ikke ved en tilbagevenden til Afghanistan at være i risiko for forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb eller umenneskelig behandling omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Det bemærkes, at Flygtningenævnet ikke har kompetence til at give opholdstilladelse efter andre bestemmelser i udlændingeloven. Nævnet finder dog anledning til at bemærke, at den afgørelse, som Justitsministeriet traf den […]2011, ikke har taget stilling til de nu foreliggende lægelige oplysninger om ansøgerens psykiske helbredstilstand. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. afgh/2012/36

afgh201235

Nævnet meddelte i oktober 2012 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim fra Kabul i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban eller politiet. Ansøgeren har i den forbindelse forklaret, at ansøger og ansøgers mand er ingeniører og arbejder for et privat firma, der havde et byggeprojekt i Ghazni. På vej tilbage til Kabul blev en bil med ansøger, ansøgers mand, en anden medarbejder og en chauffør standset af Taliban, der kidnappede dem. De blev udsat for vold, og ansøger blev skilt fra de andre. Ansøger blev beskyldt for at være spion for myndighederne. Efter ca. fjorten dage lykkedes det ansøger at flygte. Da ansøger kom hjem til sin mor, fik hun at vide, at politiet ledte efter hende og havde været på ansøgers bopæl hos ansøgers svigerfamilie. Ansøger tog herefter ophold hos en veninde i 1-2 måneder, hvorefter hun med hjælp fra sin morbror flygtede ud af Afghanistan. Politiet havde været på både moderens og svigerfamiliens bopæl og ledt efter ansøger, ligesom ansøgers farbror og svigerfar var blevet taget med til afhøring hos politiet. Ansøger modtog via sin morbror et trusselsbrev fra Taliban. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer finder i det væsentlige at kunne lægge ansøgers forklaring til grund. Flygtningenævnets flertal har således vurderet, at ansøger har afgivet en troværdig, sandsynlig og i det væsentlige konsistent forklaring, der fremstår selvoplevet. Flygtningenævnets flertal lægger således til grund, at ansøgeren har været frihedsberøvet og udsat for overgreb fra Taliban, der beskylder hende for at samarbejde med myndighederne. Ansøger er en veluddannet kvinde, der arbejder for en privat virksomhed, der har udført arbejde for blandt andet udlændinge, og Taliban er bekendt med ansøgerens identitet. På den baggrund finder Flygtningenævnets flertal det sandsynliggjort, at ansøger ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer at blive udsat for overgreb fra Taliban, og at hun ikke vil kunne opnå beskyttelse af myndighederne. Flygtningenævnets flertal finder det ikke sandsynliggjort, at ansøger i tilfælde af tilbagevenden til Afghanistan risikerer at blive forfulgt af myndighederne, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor den afghanske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” afgh/2012/35

afgh201234

Nævnet stadfæstede i oktober 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban. Ansøgerens fader var udpeget af regeringen og landsbyens befolkning som leder i landsbyen og havde blandt andet til opgave at iværksætte byggeri af broer, veje og skoler. Omkring en måned før ansøgerens udrejse i slutningen af 2010 modtog hans fader et trusselsbrev fra Taliban, hvori de krævede, at han skulle standse sit samarbejde med regeringen samt opgive at etablere en pigeskole i landsbyen. Faderen skulle endvidere udføre jihad. Omkring 15 dage senere modtog faderen endnu et trusselsbrev, hvori Taliban krævede, at ansøgeren skulle udføre jihad. Cirka en uge efter modtagelsen af det andet brev blev familiens bopæl opsøgt om natten af Taliban, som krævede af ansøgerens fader, at ansøgeren skulle følge med dem. Det lykkedes ansøgeren at flygte, hvorefter Taliban tog faderen med. Taliban forklarede ansøgerens moder, at faderen ikke ville blive frigivet, førend ansøgeren efterkom kravet om udførelse af jihad. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund, da den må anses for konstrueret til lejligheden. Hans forklaring virker i det hele ikke selvoplevet. Flygtningenævnet finder det usandsynligt, at ansøgeren efter at være flygtet tog ophold hos venner og gik til eksamen få dage efter, når han havde viden om, at hans fader var taget som gidsel med henblik på, at ansøgeren skulle melde sig til udførelse af jihad. Nævnet finder det endvidere bemærkelsesværdigt, at ansøgeren ikke har været i stand til nærmere at redegøre for de præcise krav, der blev stillet til ham, herunder med angivelse af, hvordan han skulle komme i kontakt med Taliban. Nævnet har endvidere lagt vægt på baggrundsoplysningerne, herunder Udlændingestyrelsen fact finding rapport udgivet den 25. maj 2012 (baggrundsmaterialenummer 446), om i hvilket omfang tvangshvervning finder sted og i forhold til hvilke persongrupper. Nævnet lægger herved til grund, at ansøgeren som søn af en indflydelsesrig og regeringsvenlig person i landsbyen og med 7-8 års skolegang, falder uden for den målgruppe, der efter baggrundsoplysningerne kan være i risiko for tvangshvervning. Flygtningenævnet kan herefter ikke lægge til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i Talibans søgelys og dermed i risiko for asylbegrundende overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2012/34

afgh201233

Nævnet stadfæstede i oktober 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk pashtun og muslim fra landsbyen […],[…]-distriktet, Kunar-provinsen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban, fordi han var årsag til, at de amerikanske styrker og afghansk politi arrangerede et bagholdsangreb på Taliban, hvilket resulterede i seks dræbte og fire tilfangetagne talebanere. Ansøgerens fader var våbenkommandant for Taliban, men afleverede våbnene til amerikanerne og de afghanske myndigheder. Efterfølgende blev faderen slået ihjel af Taliban. Syv dage efter faderens lig blev fundet, blev ansøgerens bopæl opsøgt af Taliban, som tog ansøgeren med og tilbageholdt ham i tre dage. Han blev løsladt, fordi han lovede dem, at de ville få våbnene, hvis de kom til hans bopæl næste aften. Da Taliban ankom, fandt et bagholdsangreb sted. Videre har ansøgeren henvist til, at han ikke ved, hvor hans moder og broder befinder sig, og at han ikke har set dem, siden Taliban opsøgte familiens bopæl. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren forklaring fremstår divergerende på afgørende punkter og generelt mangler oplysninger om tidsangivelser for de centrale dele af ansøgerens asylmotiv. Selv når der henses til, at der under samtalerne med Udlændingestyrelsen kan have været visse tolkeproblemer – selvom ansøgeren ikke har gjort opmærksom herpå – lægger nævnet vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende i et omfang, som ikke findes at kunne forklares med tolkeproblemer. Ansøgeren har således forklaret divergerende navnlig om, hvornår faderen afleverede våbnene til myndighederne. Ifølge referatet af asylsamtalen i foråret 2011 har ansøgeren oplyst, at dengang Taliban tabte magten, afleverede ansøgerens far alle våbnene, ifølge referatet fra sommeren 2011 har ansøgeren fastholdt, at faderen afleverede våbnene ca. 1 måned, før han blev dræbt, og ifølge advokatindlægget og i nævnsmødet har ansøgeren fastholdt, at ansøgerens fader afleverede våbnene samme dag, som faderen forsvandt. Ansøgeren har ifølge referatet fra sommeren 2011 forklaret nærmere om sine egne iagttagelser, da han så to taleban-biler komme kl. ca. 23 til sin bopæl den aften, hvor de afghanske myndigheder og amerikanerne havde arrangeret bagholdet ved bopælen, mens ansøgeren i nævnsmødet har fastholdt, at han fra sin position bag en militærvogn ikke kunne se hvad der foregik. Ansøgeren har forklaret divergerende om, hvor mange talibanere, der flygtede, og hvor mange, der blev dræbt. Nævnet har endvidere ikke fundet det overbevisende, at ansøgeren, efter i tre dage at være blevet tortureret hos Taliban, hvorunder ansøgeren først oplyste, at faderen havde afleveret våbnene til myndighederne, alligevel til sidst kunne indgå en aftale som den forklarede om, at han blev løsladt, således at Taliban aftenen efter løsladelsen på et aftalt tidspunkt omkring klokken 22 skulle komme til ansøgerens bopæl, hvor ansøgeren ville kunne påvise dem våbnene. Da nævnet efter en samlet vurdering herefter finder, at afgørende dele af ansøgerens asylmotiv ikke kan lægges til grund, finder nævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort sit asylmotiv, og nævnet kan derfor ikke lægge til grund, at ansøgeren har den asylbaggrund, som han påberåber sig. Nævnet har på denne baggrund ikke fundet, at der forud for nævnets afgørelse bør søges indhentet oplysninger om bagholdet via Udenrigsministeriet. Nævnet finder således ikke, at ansøgeren ved udrejsen, der formentlig skete i vinteren 2010, var udsat for en forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb eller umenneskelig behandling omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Ansøgeren findes derfor heller ikke ved en tilbagevenden at være i en sådan risiko. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2012/33

afgh201232

Nævnet stadfæstede i oktober 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk pashtun og muslim fra […]i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban. Ansøgeren har til støtte herfor anført, at hendes fader igennem mange år har været lærer i pashto på en pigeskole, og at hun har arbejdet på samme skole som blandt andet rengøringshjælp. Som følge heraf har hun og hendes fader modtaget to trusselsbreve fra Taliban, der opfordrede dem til at stoppe med dette arbejde. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hun ikke vil kunne tage ophold i Afghanistan, idet hun således vil være en enlig kvinde med et mindreårigt barn. Endelig har ansøgeren henvist til, at hun ønsker at opholde sig i Danmark, hvor hendes ægtefælle har opholdstilladelse. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens meget divergerende forklaringer om centrale og enkle forhold i sagen til grund. Flygtningenævnet har i den forbindelse taget hensyn til, at ansøgeren er analfabet og ikke kan tallene. Flygtningenævnet har blandt andet lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om antallet af trusselsbreve, tidspunkterne for modtagelsen af disse, hvorvidt andre på skolen og i landsbyen har modtaget trusselsbreve, samt indrejse- og udrejsetidspunkter fra Pakistan. Flygtningenævnet har endvidere fundet, at ansøgerens forklaring om faderens forhold forekommer utroværdig, herunder forklaringen om, at faderen igennem mange år har kunnet undervise uforstyrret på pigeskolen, samt at han har kunnet ringet til sin ven i Pakistan fra sit angivelige fangenskab hos Taliban. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at hun risikerer at blive udsat for overgreb som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Vedrørende det af ansøgeren anført om, at hun ikke kan tage ophold i Afghanistan, idet hun således vil være en enlig kvinde med et mindreårigt barn, bemærker Flygtningenævnet, at disse forhold af socio-økonomisk karakter ikke har asylretlig relevans. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2012/32

afgh201231

Nævnet stadfæstede i oktober 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk ghezel bash og shia-muslim fra Mazar-e-Sharif. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden frygter at blive slået ihjel af tre personer, som hans fader har spillegæld til. De tre personer opsøgte, da ansøgeren var ni-ti år gammel, hans families bopæl i Afghanistan tre gange. Den tredje gang blev ansøgeren bortført og tilbageholdt i to dage, hvorefter det lykkedes ansøgeren at flygte. Familien udrejste derpå til Iran. Gælden er stadig ikke fuldt betalt. Ansøgeren fremtræder for Flygtningenævnet som en ung mand, der har fuld forståelse af betydningen af en asylsag. Under henvisning til den retsmedicinske undersøgelse lægges til grund, at ansøgeren ved sin ankomst til Danmark gav urigtige oplysninger om sin alder. Ansøgeren har vedrørende et ar i nakken oprindelig oplyst, at det stammede fra et knivoverfald i Iran og efterfølgende, at det hidrørte fra hans angivelige flugt. Ansøgeren har oplyst, at familien i Iran ikke har haft problemer i forbindelse med faderens spillegæld. Ansøgeren har afgivet skiftende forklaringer vedrørende omstændighederne omkring den angivelige flugt i forbindelse med frihedsberøvelsen fremtræder ikke selvoplevet. Flygtningenævnet kan således ikke lægge til grund, at ansøgeren forud for udrejsen af Afghanistan var udsat for forhold, der kunne begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det fremgår, at man via ansøgerens facebook profil kan se en musikvideo, hvor ansøgeren og to andre er kritiske overfor Taliban og den afghanske præsidents manglende evne til at løse landets problemer. Ansøgeren optræder alene med et fornavn, der ikke er identisk med hans eget navn. Ansøgeren har angivet, at den pågældende musikvideo er kommet til hans hjemlands myndigheders kendskab, idet denne skulle være sendt til nogle tv-kanaler med henblik på at blive vist. Ansøgerens anbringende herom støttes ikke på nogen måde af andre oplysninger. Den pågældende musikvideo må anses vanskelig tilgængelig. Flygtningenævnet finder ikke, at den omstændighed at der på ansøgerens facebook profil ligger en henvisning til et kritisk musikindslag i sig selv medfører, at ansøgeren er i nærliggende risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder heller ikke, at ansøgerens optræden på skoler her i landet vil give asylbegrundende problemer. Herefter og da ansøgeren heller ikke anses for omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2012/31

afgh201230

Nævnet stadfæstede i december 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk pasthun og sunni-muslim fra […]i […]-distriktet i Konar-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at Taliban vil slå ham ihjel som følge af, at han underrettede politiet, da han så Taliban i færd med at opsætte en vejsidebombe. Ansøgeren blev dagen efter tilbageholdt af Taliban i seks-syv dage, hvorefter det lykkedes ham at flygte. Ansøgeren frygter endvidere Taliban, fordi han tidligere arbejdede på en amerikansk base, hvorfor han modtog dødstrusler fra Taliban. Ansøgerens tre fætre arbejdede også på basen, og Taliban dræbte den ene af fætrene, fordi han arbejdede på basen. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om den del af sit asylmotiv, som vedrører vejsidebomben, til grund, men kan lægge til grund, at ansøgeren har arbejdet på basen. Ansøgeren har vedrørende arbejdet på basen oplyst, at han ophørte med arbejdet i 2009 efter trusselsbreve og drabet på hans fætter. Uanset om ansøgerens navn har været nævnt eller ej i forbindelse med truslerne, kan det ikke antages, at ansøgeren risikerer overgreb som følge af sit arbejde på basen, idet han blev boende i området og arbejdede to år i området, uden at der skete yderligere. Vedrørende episoden med vejsidebomben har ansøgeren svaret afglidende og ukonkret på spørgsmål om detaljer i hændelsesforløbet i forbindelse med, at han blev stoppet og tilbageholdt, herunder hvorvidt han blev beskyldt for at have afsløret bomben. Det ligger ikke klart, hvorledes Taliban har kunnet vide, at det var ansøgeren, der oplyste om bomben. Ansøgeren har først, da han blev nærmere udspurgt af nævnet, oplyst, at de personer, der tilbageholdt ham, gjorde ham bekendt med, at dette var årsagen til tilbageholdelsen. Hertil kommer, at ansøgeren har forklaret, at han efter seks dage blev sat fri af den person, der bevogtede ham. Ansøgerens forklaring om vejsidebombe-episoden og tilbageholdelsen, er ikke forekommet selvoplevet. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden risikerer forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2012/30

afgh20123

Nævnet stadfæstede i januar 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk tadjik fra [..], Parwan-provinsen i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban eller sin fætter […]og dennes mænd. Endvidere har ansøgeren under nævnsmødet som et yderligere asylmotiv forklaret, at han frygter at blive slået ihjel, som følge af et homoseksuelt forhold. Ansøgeren har til støtte for sit førstnævnte asylmotiv anført, at han for omkring seks år siden arbejdede på sin onkels hotel, da to personer, som ansøgeren formoder tilhører Taliban, blev indlogeret på hotellet i en periode på omkring 11 dage. Ansøgerens fætter […] tilbragte tid sammen med de to talibanere, hvorfor ansøgeren henvendte sig til politiet og fortalte dem herom. Nogle dage senere blev talibanerne og ansøgerens fætter anholdt og fængslet. Otte-ni måneder herefter blev ansøgeren udsat for et kidnapningsforsøg af fætterens mænd, hvorunder han pådrog sig flere knivstik. Seks år senere og omkring otte måneder inden sin ankomst til Danmark modtog ansøgeren et trusselsbrev fra sin fætter, hvori der stod, at fætteren ville slå ansøgeren ihjel, idet denne havde angivet fætteren til politiet. Herefter solgte ansøgeren sit hus og flygtede. Flygtningenævnet har ikke fundet grundlag for at udsætte og hjemvise sagen som følge af ansøgerens nye asylmotiv. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotiverne til grund. Hvad angår forklaringen om sin frygt for fætteren finder Flygtningenævnet, at forklaringen er usandsynlig og konstrueret. Det er utroværdigt, at ansøgeren ikke startede med at henvende sig til morbroderen med mistanken til fætteren […] og de to mænd. Det er ligeledes usandsynligt, at morbroderen ikke vidste, at det var ansøgeren, der gik til politiet, samtidigt med at fætteren […] vidste det. Endvidere er det besynderligt, at der i så fald intet skete i de cirka seks år, der gik, efter episoden otte måneder efter fætterens […] fængsling og indtil ansøgeren modtog trusselsbrevet fra fætteren […]. Ansøgeren har først til sin beskikkede advokat forklaret om sin homoseksualitet, sit virke som mandlig prostitueret gennem adskillige år, forholdet til […] og kidnapningen af ham og […], hvorunder de blev seksuelt misbrugt. Denne forklaring forekommer endvidere ligeledes utroværdig og konstrueret til lejligheden, og forklaringen om, hvorledes løsesummen fra […]s fader blev formidlet, har været divergerende. Endvidere er det ikke sandsynligt, at en homoseksuel adfærd som den forklarede kunne skjules i de mange år i lokalsamfundet. Endelig er der et højst bemærkelsesværdigt tidsmæssigt sammenfald mellem fætterens brev og ansøgerens frigivelse fra kidnapningen. Flygtningenævnet tilsidesætter herefter i det hele ansøgerens forklaring om asylmotiverne. Da ansøgeren herefter ikke har sandsynliggjort, at han opfylder betingelserne i udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2, stadfæster Flygtningenævnet derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2012/3

afgh201229

Nævnet meddelte i oktober 2012 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk tajik og sunni muslim fra […]i Afghanistan. Siden 1990, og frem til Taliban mistede magten i Afghanistan, har ansøgeren været medlem af partiet Hezb-e-Islami. I 2008 tog ansøgeren et sikkerhedskursus hos et amerikansk firma, og har efterfølgende være ansat i forskellige afghanske vagtfirmaer, som havde kontrakter med udenlandske virksomheder. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter Taliban på grund af sit arbejde for de udenlandske styrker og personer fra en lokal rivaliserende klan der ligeledes har tilknytning til Taliban. To år inden ansøgeren udrejste af Afghanistan blev ansøgerens hus angrebet med en håndgranat. Umiddelbart inden ansøgerens udrejse af Afghanistan kom der bevæbnede mænd til ansøgerens bopæl og spurgte efter ansøgeren. Det lykkedes ansøgeren at undslippe, men ansøgerens fader blev gennembanket. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer finder at kunne lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flertallet lægger vægt på, at ansøgeren i det væsentlige har forklaret konsistent og at han på troværdig måde har udfyldt de uoverensstemmelser, der har været omkring udformningen af kursusbevis, og baggrunden for returnering til hjembyen. Efter konflikternes karakter og opsøgningen af ansøgeren på hans bopæl finder flertallet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden vil være i en reel, konkret og individuel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Der findes ikke grundlag for at meddele opholdstilladelse efter § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor den afghanske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” afgh/2012/29 

afgh201228

Nævnet meddelte i oktober 2012 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv oplyst, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban, idet han siden 2007 har arbejdet som sikkerheds- og livvagt og tolk for udlændinge. I begyndelsen af 2011 henvendte en mand sig til ansøgeren, da han sad i bussen på vej hjem. Manden havde turban, langt skæg og var iklædt traditionelt afghansk tøj. Manden spurgte, hvem ansøgeren var. Samme dag havde en mand, som ansøgeren formoder er identisk med manden fra minibussen, spurgt efter ansøgeren i en kiosk i nærheden af ansøgerens hjem. Endvidere havde en mand, som udgav sig for at være ansøgerens morbroder, banket på ansøgerens dør på bopælen. Senere i begyndelsen af 2011 blev ansøgerens broder, […], der er født i 1991, bortført fra familiens bopæl, og ansøgeren har ikke set broderen siden. Ansøgeren tog herefter ophold uden for hjemmet indtil udrejsen i foråret 2011. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren har forklaret konsistent og troværdigt såvel til asylsagen som til den beskikkede advokat ifølge advokatindlægget og i nævnets møde. Forklaringen er endvidere understøttet af en række dokumenter bl.a. vedrørende ansøgerens ansættelsesforhold, som ansøgeren har fremlagt til sagen. Nævnet lægger derfor ansøgerens forklaring til grund. Nævnet lægger herefter vægt på, at ansøgeren har arbejdet for udenlandske firmaer med tolke- og sikkerhedsopgaver, såvel i forskellige provinser i Afghanistan som i Kabul, herunder i forbindelse med byggeri på den amerikanske ambassade i Kabul. I begyndelsen af 2011 spurgte en mand, der var iklædt traditionelt tøj og turban, efter ansøgeren i en minibus, ligesom ansøgeren senere samme dag erfarede, at en tilsyneladende identisk person havde spurgt efter ansøgeren i en kiosk, der ligger i nærheden af ansøgerens bopæl i Kabul. Da ansøgeren kom hjem erfarede han yderligere, at der havde været en mand, som havde udgivet sig for at være ansøgerens morbroder, og som havde spurgt efter ansøgeren uden at være blevet lukket ind. Senere i begyndelsen af 2011 blev ansøgerens lillebroder bortført fra den fælles bopæl. Ansøgeren blev advaret herom og tog herefter ophold på forskellige hoteller indtil udrejsen i foråret 2011, som en agent arrangerede for 20.000 dollars. Ansøgeren var alene kortvarigt på arbejde i begyndelsen af 2011, hvor han på den sidstnævnte dato fik udbetalt løn. Da ansøgeren herefter anses for at være konkret efterstræbt formentlig af Taliban på grund af sit arbejde for udenlandske firmaer, herunder som tolk og sikkerhedsvagt, idet ansøgeren er blevet konkret opsøgt som anført, herunder at lillebroderen er blevet bortført fra den fælles bopæl i Kabul, hvorefter ansøgeren udrejste som forklaret, findes ansøgeren ved udrejsen at have været i risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling og ved indrejse i Afghanistan under de nugældende forhold fortsat at være i risiko herfor på en måde, som er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, hvorfor ansøgeren har krav på opholdstilladelse efter denne bestemmelse. Ansøgeren findes ikke omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor den afghanske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” afgh/2012/28 

afgh201227

Nævnet meddelte i juni 2012 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim fra Jalalabad, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv oplyst, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban, da han i perioden fra 2006 frem til sin udrejse i efteråret 2010 var ansat som sikkerhedsvagt i et amerikansk sikkerhedsfirma. Han har i den forbindelse henvist til, at Taliban i efteråret 2010 opsøgte hans families bopæl og brændte denne af, hvorpå de bortførte hans moder og to yngre brødre på grund af hans ansættelsesforhold. Taliban dræbte derpå hans moder. Han er fortsat uden viden om, hvad der skete med brødrene. Udlændingemyndighederne har forelagt sagen for Udenrigsministeriet, der har haft rettet henvendelse til det pågældende amerikanske firma. I forbindelse med henvendelsen blev ikke det af ansøgeren oplyste navn benyttet, ligesom fødselsdag var angivet som […]. Flygtningenævnet kan derfor ikke tillægge de indhentede oplysninger bevisværdi under sagen. I forbindelse med nævnsbehandlingen er blevet fremlagt en række lægelige oplysninger om ansøgeren. Af materialet fremgår, at ansøgeren modtager medicinsk behandling mod psykiske lidelser, og at der er mistanke om egentlig psykisk sygdom. Ansøgerens fremtræden for nævnet og forklaring for nævnet har været præget af disse omstændigheder. Også under disse omstændigheder finder Flygtningenævnet, at ansøgeren har forklaret om sine aktiviteter og de overgreb, der er sket, på troværdig vis. Det kan således lægges til grund, at ansøgeren har arbejdet som sikkerhedsvagt, og at ansøgerens hjem som følge heraf er blevet brændt ned og moderen dræbt, idet Taliban ønskede at dræbe ansøgeren. På denne baggrund finder Flygtningenævnet ikke grundlag for at udsætte sagen med henblik på indhentelse af yderligere oplysninger. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ved en tilbagevenden til sit hjemland er i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Ansøgeren er derimod ikke i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1.” afgh/2012/27

afgh201226

Nævnet stadfæstede i september 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk tajik og sunni-muslim fra provinsen Fariyab i Afgha¬ni¬stan. I medio 2009 underviste ansøgeren i provinsen Balkh for en valgkommission kvinder og mænd i regler om valg og demokrati. I perioden fra ultimo 2009 til primo 2010 arbejdede ansøgeren for et privat firma som ledende medarbejder med opstilling af faciliteter, navnlig containere, til brug for afghansk politi. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af Taliban og lignende grupper, såfremt han vender tilbage til Afghanistan. Ansøgeren har begrundet dette i, at han og hans kollegaer under arbejdet på valgkontoret i sommeren 2009 modtog en e-mail med oplysninger om, at Taliban ville øge aktiviteterne i den nordlige del af Afghanistan, og at de ville dræbe valgkommissionens medarbejdere ved hjælp af vejsidebomber og andre onde aktiviteter. Ansøgeren har endvidere begrundet sin ansøgning med, at han under sit arbejde for det private firma blev udsat for et angreb fra Taliban i efteråret 2009, hvor bevæbnede personer på motorcykel standsede en bil, som kørte foran den bil, hvor ansøgeren opholdt sig. Chaufføren i ansøgerens bil vendte bilen og flygtede derfra. Ansøgeren har endvidere begrundet sin ansøgning med den generelle situation i Afghanistan. Endelig har ansøgeren henvist til, at han på grund af separation i Danmark fra sin ægtefælle er blevet truet på livet af ægtefællens afghanske familie, men denne del af asylmotivet er frafaldet, da ansøgeren har genoptaget samlivet. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Ved vurderingen af om ansøgeren har krav på asyl, lægger nævnet vægt på følgende: Ansøgeren er en veluddannet person med en universitetsuddannelse i økonomi. Efter ansøgerens oplysninger er asylansøgningen begrundet i dels hans arbejde for valgkommissionen i 2009 dels hans efterfølgende arbejde for et privat firma. Ansøgerens tidligere konflikt med ægtefællen og denne familie er ikke længere asylrelevant, og ansøgerens arbejde forud for ansættelsen hos valgkommissionen har ansøgeren heller ikke anført som særskilt asylbegrundende. Nævnet lægger til grund, at ansøgerens arbejde for valgkommissionen, der var i privat regi, og for det private udenlandske firma, indebærer, at ansøgeren må anses for at høre til den personkreds, der som følge af de generelle forhold kan være i risiko for angreb fra Taliban og andre grupperinger, der kæmper mod udenlandske organisationer og firmaer samt de afghanske myndigheder. Da nævnet imidlertid ikke finder, at de generelle forhold, herunder den generelle risiko for ansøgeren, indebærer, at ansøgeren omfattes af udlændingelovens § 7, er det herefter afgørende, om ansøgeren var konkret og individuelt forfulgt ved udrejsen i foråret 2011 eller i konkret risiko herfor, eller om ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i en sådan risiko. Nævnet tillægger det betydning, at den mail af medio 2009, som ansøgeren har henvist til, blev sendt til valgkommissionen og ikke konkret var rettet alene mod ansøgeren, men må anses som rettet mod valgkommissionens undervisning i forbindelse med valget. Ansøgeren har heller ikke efterfølgende været udsat for individuelle trusler i denne forbindelse. Ansøgeren valgte blandt andet af sikkerhedshensyn at arbejde for det private firma fra ultimo 2009. For så vidt angår episoden i efteråret 2009 lægger nævnet vægt på, at det var den forankørende bil, der blev standset af motorcyklerne med bevæbnede mænd, at ansøgerens bil, der bar logo for det private firma, kunne vende og køre tilbage til Mazar-e Sharif uden at blive udsat for forfølgelse, og at ansøgeren fortsatte sit arbejde for firmaet, indtil han forlod arbejdet efter opsigelse i foråret 2010. Ansøgeren var ikke udsat for yderligere, og selv om ansøgeren også uden for arbejdstiden efter sin forklaring har opholdt sig og overnattet på firmaets bevogtede område, lægger nævnet blandt andet efter ansøgerens forklaring til samtalereferatet af primo 2012 til grund, at ansøgeren også var på sin egen bopæl om aftenen, når han var færdig med arbejdet, hvilken bopæl lå udenfor firmaets område. Ved vurderingen af ansøgerens egen opfattelse af betydningen af de nævnte hændelser for hans asylmotiv tillægger nævnet det betydning, at ansøgeren først i primo 2011 og således cirka 11 måneder efter indrejsen søgte om asyl, og at den angivne asylbaggrund da var ansøgerens konflikt med ægtefællen og dennes familie. Selv om ansøgeren i asylskemaet af medio 2011 også har omtalt sit arbejde for valgkommissionen og udenlandske organisationer, samt projekt for regeringen i Tyskland, fremstår ansøgerens asylmotiv såvel i asylansøgningsskemaet som til samtalereferatet af ultimo 2011 som primært relateret til konflikten med ægtefællen og dennes familie. Først til samtalereferatet af primo 2012 nævner ansøgeren episoden i efteråret 2009 og oplysningerne om episoden fremstår som noget usikre i forhold til det oplyste i den foregående samtale af primo 2012. Ansøgeren har efter at have forladt arbejdet for det private firma i foråret 2010 kunnet rejse dels til Kabul, dels til Islamabad med henblik på visum som familiesammenført og på ny til Kabul, hvorfra ansøgeren udrejste legalt i foråret 2010. Det er derfor nævnets sammenfattende vurdering, at ansøgerens generelle risiko ikke har været således individuelt orienteret eller konkretiseret, at ansøgeren ved udrejsen var i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for overgreb eller umenneskelig behandling omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, og nævnet finder, at der efter ansøgerens oplysninger heller ikke kan antages at bestå sådan konkret risiko ved en fornyet indrejse i Afghanistan. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2012/26

afgh201225

Nævnet meddelte i september 2012 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim af trosretning fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har boet i Iran sammen med sin familie, fra han var tre år til 2010. Ansøgeren blev efter en uoverensstemmelse med sin arbejdsgiver anmeldt til politiet af sin arbejdsgiver, hvorefter han blev udvist af Iran. Ansøgeren opholdt sig efterfølgende omkring to måneder i Kabul inden sin udrejse. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han efter at være blevet angrebet af en dreng på en fodboldbane skubbede til denne dreng, […], som faldt og slog baghovedet ned i en sten, hvorefter han døde. Drengen havde forud for dette slagsmål chikaneret ansøgeren verbalt og udøvet fysisk vold mod ansøgeren flere gange, efter at ansøgeren havde udtalt sig kritisk om sit ophold i Iran. Drengens fader var mullah på en navngiven lokal præsteskole støttet af det iranske styre og med en magtfuld og indflydelsesrig leder. Ansøgeren frygter, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil blive slået ihjel af personer tilknyttet præsteskolen på grund af drengens død. Ansøgeren har desuden henvist til, at personer med tilknytning til præsteskolen efter drengens død flere gange har opsøgt ansøgerens moders fætter, hvor ansøgeren boede, og forlangt at få ansøgeren udleveret. Flygtningenævnet finder ikke at kunne forkaste ansøgerens forklaring. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet må antages at være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, fra personer med tilknytning til præsteskolen. Flygtningenævnet finder på grund af forholdets karakter ikke, selvom forholdet fra ansøgerens side er begået i selvforsvar, at ansøgeren i det konkrete tilfælde kan antages at kunne opnå myndighedernes beskyttelse herimod. Flygtningenævnet kan tiltræde det af Udlændingestyrelsen anførte, hvorefter ansøgerens forhold i forbindelse med […] død ikke er til hinder for, at der gives opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. § 10, stk. 2, nr. 2.” afgh/2012/25

afgh201224

Nævnet meddelte i september 2012 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk tadjik og sunni-muslim fra Herat i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af enten Taliban eller af familiemedlemmer til en pige, som ansøgeren har trænet i sin karateklub. Ansøgeren har til støtte herfor forklaret, at han fra primo 2005 til medio 2009 arbejdede for et amerikansk firma ved navn […], hvor han formidlede lån til lokale afghanere mod betaling af rente. Den […] 2009 modtog ansøgeren et trusselsbrev fra Taliban, hvor han blev beskyldt for at låne penge ud mod betaling af renter, at arbejde for amerikanerne og at propagandere for kristendommen, og han rettede derfor henvendelse til distriktsguvernøren for at bede om hjælp. To dage senere var der ildkamp mellem Taliban og regeringssoldater, hvorved to talibansoldater blev slået ihjel. En uges tid senere modtog ansøgeren et nyt trusselsbrev, der gentog det tidligere samt tilføjede, at ansøgeren var ansvarlig for de to talibaneres død. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han herefter flyttede til […] og at han her åbnede en karateklub, hvor han trænede både drenge og piger. Ansøgeren fik den […] 2011 at vide, at en af hans kvindelige elever havde sat ild til sig selv, idet hendes forlovede ønskede at hæve forlovelsen, da han var blevet bekendt med, at hun trænede karate. Ansøgeren blev herefter overfaldet af den forlovede og pigens familiemedlemmer, og ansøgeren er blevet truet på livet. Ansøgeren har i den forbindelse henvist til, at den forlovedes morbroder er en indflydelsesrig kommandant ved navn […]. Flygtningenævnet finder, at kunne lægge ansøgerens troværdige og konsistente forklaring til grund. Det lægges således til grund, at ansøgeren som følge af sin ansættelse hos […] er blevet truet af Taliban og fortsat er profileret i forhold hertil, og at han efter at have taget ophold i […] er kommet i en privatretlig konflikt med to familier, hvorunder ansøgeren er blevet udsat for voldeligt overfald og trusler på livet. Nævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgeren i forlængelse af truslerne fra Taliban søgte myndighedsbeskyttelse, og da denne ikke kunne opnås flyttede fra […] til […]. Nævnet finder på den baggrund, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han risikerer overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Nævnet finder ikke, at ansøgeren er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Nævnet finder ikke, at ansøgeren kan henvises til et internt flugt alternativ. Ansøgeren kan således ikke henvises til på ny at tage ophold i […], som følge af konflikten med de to familier dér. Nævnet finder heller ikke, at han kan henvises til at tage ophold i Kabul, der ligger fjernt fra hans hjemegn, og hvor han ingen relationer har, eller at der findes et andet reelt flugt alternativ i Afghanistan for ansøgeren. Flygtningenævnet meddeler derfor den afghanske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” afgh/2012/24

afgh201223

Nævnet meddelte i september 2012 afslag på opholdstilladelse til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2010. I 2011 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Senere i 2011 hjemviste Flygtningenævnet sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen, idet styrelsen i sin afgørelse ikke havde taget stilling til, hvorvidt udlændingelovens § 10 var til hinder for opholdstilladelse, såfremt nævnet måtte finde, at ansøgeren var omfattet af udlændingelovens § 7. I 2012 meddelte Udlændingestyrelsen på ny ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Udlændingestyrelsen bemærkede i afgørelsen, at styrelsen fandt, at ansøgeren var udelukket fra at opnå opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 10, stk. 1, nr. 3, jf. Flygtningekonventionens artikel 1F (a) og (b), såfremt nævnet måtte finde, at han var omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk tadjik og sunni-muslim fra […]i Kunduz, Afghanistan. Ansøgeren har været medlem af Hezb-e Islami fra 1984. Ansøgeren har fra 1988 til 1992 deltaget i kamphandlinger mod de russiske styrker. Forinden har han i Pakistan i et par år arbejdet som sikkerhedsvagt for Gulbaddin Hekmatyar, der var leder af Hezb-e Islami i Afghanistan. Ansøgeren har som asylmotiv blandt andet henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive anholdt og henrettet af myndighederne, som beskylder ham for at være skyld i, at en af Ahmad Shah Massouds kommandanter blev dræbt. Ansøgeren blev anholdt et år efter episoden, men det lykkedes ham flygte, idet hans familie bestak en af fængselsvagterne. Videre har ansøgeren henvist til, at han i 2002 på baggrund af falske anklager var eftersøgt af myndighederne. Ansøgeren har under sagen forklaret detaljeret og sammenhængende om sit medlemskab af Hezb-e Islami og sin position i denne organisation, samt om at han er forfulgt af nogle medlemmer af Jamiat-e Islami, fordi de mistænker ham for at have dræbt andre medlemmer af denne organisation. Flygtningenævnet kan derfor i det væsentlige lægge denne del af ansøgerens forklaring til grund. Det lægges således til grund, at ansøgeren har været et højt profileret medlem af Hezb-e Islami, at han har været personlig livvagt for Gulbaddin Hekmatyar, og at han gennem en længere årrække har haft tæt kontakt til denne. Det lægges endvidere til grund, at han er eftersøgt af medlemmer af Jamiat-e Islami. På denne baggrund og efter oplysninger i det foreliggende baggrundsmateriale kan det ikke afvises, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i konkret risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Der er ikke grundlag for at antage, at ansøgeren vil kunne opnå myndighedernes beskyttelse. Ansøgeren opfylder derfor isoleret set betingelserne for at få meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Ansøgeren har ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger om Hezb-e Islamis aktiviteter i Afghanistan, herunder de baggrundsoplysninger som Udlændingestyrelsen har henvist til, sammenholdt med ansøgerens forklaring om sin position i og aktiviteter for Hezb-e Islami, tiltrædes det, at der er en alvorlig grund til at antage, at ansøgeren har begået en forbrydelse omfattet af Flygtningekonventionens art. 1 F (a). Flygtningenævnet har herved tillige navnlig lagt vægt på, at ansøgeren som højt profileret medlem af Hezb-e Islami har deltaget i kamphandlinger i perioden 1988 til 2001, at han havde til opgave at uddele våben og penge til mujahedinere og kommandanter, og at ansøgeren i 2002 vendte tilbage til Afghanistan med våben for at støtte Hezb-e Islami i kampen mod den siddende regering. Ansøgeren kan som følge af det anførte ikke meddeles opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 10, stk.1, nr. 3, jf. Flygtningekonventionens art. 1 F (a).” afgh/2012/23

afgh201222

Nævnet stadfæstede i september 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk hazara og shia muslim fra Behsud, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af den ene af to brødre, som han angav til kuchierne i 2005, og hvor kuchierne dræbte den anden broder. Ansøgerens fader blev tilfangetaget af kuchierne efter at have opfordret landsbyen til at kæmpe mod kuchierne, som flere gange havde angrebet landsbyen. 1½ måned herefter blev ansøgeren ligeledes tilfangetaget af kuchierne, som krævede skødet til familiens jord, ligesom de krævede, at ansøgeren oplyste navnene på de næstkommanderende i landsbyen. Ansøgeren angav de to brødre og blev løsladt. Da ansøgeren efterfølgende fik at vide, at kuchierne havde dræbt den ene broder, og at den anden broder ønskede at hævne sig, flygtede ansøgeren til Iran. Under sit ophold i Iran blev ansøgeren overfaldet af 10 afghanske mænd, som den overlevende broder havde sendt efter ansøgeren. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har forklaret sammenhængende og overbevisende om sit asylmotiv og omstændighederne i forbindelse hermed. Ansøgeren har således både til motivsamtalen og til samtalen med Udlændingestyrelsen afgivet en detaljeret forklaring om, at ansøgerens fader blev hentet af kuchier på sin bopæl, medens ansøgeren og den øvrige familie var til stede. Ansøgeren har under nævnsmødet forklaret, at faderen forsvandt under kampene med kuchierne, medens ansøgeren og ansøgerens øvrige familie befandt sig i bjergene. Ansøgeren benægtede at have forklaret som anført ovenfor til Udlændingestyrelsen. Ansøgeren har desuden ikke på overbevisende måde forklaret om sin egen tilbageholdelse og om konflikten med den ene af de brødre, som ansøgeren oplyste navnene på. Ansøgeren har således under motivsamtalen oplyst om et efternavn på brødrene. Ansøgeren har under samtalen med Udlændingestyrelsen benægtet at have oplyst det angivne efternavn. Ansøgeren har under nævnsmødet oplyst, at brødrene og familien blev kaldt ved dette navn. Flygtningenævnet finder ikke, at disse divergenser i det hele kan forklares med misforståelser i forbindelse med tolkningen. Flygtningenævnet finder endelig ikke, at ansøgerens forklaring om ansøgerens flugt til Kabul og videre til Pakistan og Iran fremstår som sandsynlig, herunder med hensyn til, at den person, der efter forældrenes død og forsvinden tog sig af ansøgeren, netop skulle møde den overlevende broder i Kabul, og at den overlevende broder efterfølgende kunne opspore ansøgeren i Iran og sende ti mænd til Iran for at overfalde ansøgeren. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren efterfølgende har opholdt sig i Grækenland i en årrække under et andet navn inden indrejsen i Danmark. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i en reel risiko for forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller vil være i en reel risiko for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2012/22

afgh201221

Nævnet stadfæstede i september 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk tajik og sunni-muslim fra[…], Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at først Arbaki og senere Taliban har forsøgt at hverve ham. Ansøgerens far modsatte sig hvervningerne, idet ansøgeren var familiens eneste søn. Faren gav Arbaki varer, og derefter lod de ansøgeren være. Da Taliban senere henvendte sig, accepterede ansøgeren at hjælpe Taliban, fordi han var bange. Han fortrød, og dagen efter tog han på farens opfordring til sin morbror. Da Taliban to til tre dage efter kom for at hente ansøgeren, og fik at vide, at han var væk, skød de faren. Der opstod herefter kampe mellem Arbaki og Taliban. Under urolighederne blev to personer dræbt udover ansøgerens far. Ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter ansøgeren, at han vil blive holdt ansvarlig for dødsfaldene, og at både Arbaki og Taliban vil slå ham ihjel. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte ansøgerens forklaring om henvendelserne fra Arbaki. Disse henvendelser findes imidlertid ikke i sig selv at kunne give ansøgeren problemer ved en tilbagevenden, idet forholdet til Arbaki omkring hvervningen må antages afklaret med farens afslag på hvervning af sønnen og udlevering af varer i stedet. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer finder ligeledes i det væsentlige at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund om det videre forløb, herunder om problemerne med Taliban, og lægger herved vægt på, at forklaringen i hovedsagen har været konsistent og detaljerig. Flertallet finder på denne baggrund at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjembyen vil være i risiko for fornyede henvendelser fra Taliban og overgreb som følge af sin manglende efterkommelse af deres anmodning om bistand, jf. herved udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder dog, at ansøgeren i stedet for at tage ophold i hjembyen kan henvises til at tage ophold andet sted i Afghanistan, eventuelt hos sin morbror, hvor han ikke har haft problemer, eller eventuelt i Kabul. Flygtningenævnet bemærker herved, at ansøgeren i forhold til Taliban må antages som uprofileret og at der derfor ikke er holdepunkter for at antage, at han vil blive eftersøgt udenfor hjembyen. Det bemærkes endvidere, at ansøgeren vel ikke har familie eller venner i Kabul, men at han er en ung mand i arbejdsduelig alder, og at det fremgår af baggrundsmaterialet, herunder Udlændingestyrelsens fact-finding rapport af maj 2012, at alle etniske grupper har deres eget samfund i Kabul, og at unge mænd sædvanligvis vil kunne finde deres egen etniske gruppe og få beskyttelse der. Det fremgår ligeledes af samme rapport, at levevilkårene i Kabul er vanskelige, men at der dog er tilstrækkelig mad og adgang til sundhedsvæsen og undervisning for alle. På denne baggrund findes ansøgerens levevilkår ikke at ville blive af en sådan karakter, at hans basale humanitære rettigheder vil blive krænket, ved at han henvises til at tage ophold i Kabul. Med denne begrundelse stadfæster Flygtningenævnet derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. afgh/2012/21

afgh201220

Nævnet meddelte i september 2012 opholdstilladelse (B-status) til et ægtepar fra Afghanistan. Den kvindelige ansøger indrejste i 2010 med parrets tre børn. Den mandlige ansøger indrejste i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgerne er etniske hazara og shia-muslimer. Indtil 2001 boede de i Kabul, hvor den mandlige ansøger arbejdede som bager. Ansøgerne har senest fra 2006 boet i […]i Ghazni provinsen. Ansøgerne har ikke været medlemmer af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv oplyst, at de ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af den mandlige ansøgers farbroder eller dennes sønner. Ansøgerne har om deres asylmotiv nærmere forklaret, at deres ældste datter, […], var lovet bort til den mandlige ansøgers farbroders søn, […]. Da Taliban kom til magten, flygtede familien i 2001 til Iran, hvor de boede i Bam i cirka fem år. I 2003 omkom to af ansøgernes børn under et jordskælv, herunder datteren, der var lovet bort. I 2006 blev ansøgerne deporteret tilbage til Afghanistan af de iranske myndigheder. Omkring seks måneder efter hjemkomsten kom den mandlige ansøgers farbroder, idet han henviste til deres aftale om, at ansøgernes datter skulle giftes med hans søn. Farbroderen ønskede nu, at hans søn i stedet skulle giftes med ansøgernes datter, der er født i 1996, hvilket datteren dog ikke ville acceptere. Farbroderen har i den efterfølgende periode på omkring tre og et halvt år indtil udrejsen i […] 2010 opsøgt bopælen to gange for at anmode om datterens hånd, og hans søn, […], har opsøgt bopælen fire gange. Familien er i forbindelse med disse besøg blevet truet på livet. Da truslerne intensiveredes i takt med, at datteren blev ældre, besluttede familien at flygte til Iran. Ansøgerne har videre forklaret, at de i Iran, hvor de opholdt sig cirka en måned i Bam, blev opsøgt af en mand, som var udsendt af farbroderens søn, idet manden advarede den mandlige ansøger og opfordrede ham til at lade sin datter blive gift med farbroderens søn. Endvidere har farbroderens søn ringet og truet familien, mens de opholdt sig i Bam i Iran. Flygtningenævnet finder, at ansøgernes forklaringer om hændelsesforløbet indtil udrejsen fra Afghanistan til Iran i formentlig […] måned 2010 har fremstået konsistente, selvoplevede og troværdige, hvorfor forklaringerne herom lægges til grund. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer finder endvidere, at det også kan lægges til grund, at ansøgerne, da de i cirka en måned i 2010 opholdt sig i Bam, på foranledning af farbroderen og farbroderens søn blev opsøgt af en baluchi-person, der truede dem, og at farbroderens søn derpå telefonisk kontaktede den mandlige ansøger og igen truede familien på livet. Flertallet lægger vægt på, at ansøgerne efter tilbagekomsten til svigerfaderens efterladte jord i Ghazni-provinsen i 2006 over en periode på godt tre år blev udsat for trusler af stigende alvor på baggrund af farbroderens søns krav på den yngre datter, […]i stedet for den afdøde datter, […]. Ved den sidste henvendelse gentog farbroderens søn […], der var ledsaget af flere for ansøgerne ubekendte personer, trusler på livet mod ansøgerne og deres børn. Ansøgerne flygtede kort efter til Bam i Iran, hvor de tidligere havde boet. I Iran blev ansøgerne imidlertid opsøgt og truet af en baluchi-person, der var sendt af farbroderen og farbroderens søn[…], og yderligere truet telefonisk af farbroderens søn[…]. Flertallet lægger videre vægt på, at ansøgernes situation har været afgørende præget af de alvorlige trusler sammenholdt med, at ældrerådet og lokalsamfundet ved ansøgernes bopæl i Ghazni-provinsen støttede farbroderen og farbroderens søn[…]s krav på datteren […]. Flertallet bemærker, at ansøgerne har forsøgt at imødegå truslerne både ved at forsøge at blive i området i Ghazni, tilbyde betaling og derefter ved at tage ophold i Bam, men at ansøgerne fortsat blev truet på livet. Flertallet bemærker endvidere, at der om den kvindelige ansøger foreligger lægelige udtalelser om hendes alvorlige psykiske helbredsforhold og behov for behandling. Flertallet finder derfor, at ansøgerne ikke kan henvises til på den ovennævnte baggrund at tage ophold i Kabul, selvom begge ansøgere har boet der indtil 2001. Flertallet har herved endvidere lagt vægt på, at ansøgerne ikke har nogen familie eller andre nært knyttede personer, som vil kunne yde ansøgerne bistand, og at ansøgerne henset til truslernes vedvarende, konkrete og alvorlige karakter også i Kabul vil være i risiko for, at ansøgerne udfindes af farbroderen og farbroderens søn […], og at truslerne virkeliggøres. Flertallet finder derfor efter en samlet vurdering, at ansøgerne ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling af en karakter, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, og at ansøgerne derfor har krav på opholdstilladelse efter denne bestemmelse.” afgh/2012/20

afgh20122

Nævnet meddelte i januar 2012 opholdstilladelse (B-status) til et ægtepar fra Afghanistan. Indrejst i 2010. Flygtningenævnets medlemmer udtalte: ”At ansøgerne er etniske ghezel-bash fra byen […], Afghanistan. Den mandlige ansøger har frem til 1987 været aktiv for Hezb-e Islami. Den kvindelige ansøger har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de frygter at blive dræbt af personer fra Taliban, idet ansøgerne stemte til valget, der blev afholdt den 20. august 2009. Taliban opsøgte i den forbindelse ansøgerne på deres bopæl tre gange, hvor ansøgerne ikke var hjemme. Ansøgerne har desuden henvist til, at de frygter personer fra Hezb-e Islami, idet den mandlige ansøger ikke ville genoptage sit tidligere arbejde for dem. Ansøgerne har oplyst, at de i perioden 2005-2006 blev opsøgt cirka ti gange af personer fra Hezb-e Islami, og at de på ny i maj 2009 blev opsøgt af personer fra Hezb-e Islami. Flygtningenævnet kan lægge ansøgernes forklaring til grund for sagen, idet de fremstår konsistente og uden divergenser. Flygtningenævnet finder ikke, at den mandlige ansøgers tidligere tilknytning til og efterfølgende konflikt med Hezb-e Islami på nuværende tidspunkt kan anses som asylbegrundende. Flygtningenævnet lægger vægt på, at den mandlige ansøger kun en gang siden marts 2009 er blevet opsøgt af personer med tilknytning til Hezb-e Islami, som herefter ikke har foretaget sig yderligere. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer lægger vægt på, at ansøgernes bopæl er blevet opsøgt tre gange af Taleban umiddelbart efter valghandlingen den 20. august 2009, mens ansøgerne opholdt sig hos den mandlige ansøgers kusine. Taliban var voldelig overfor den mandlige ansøgers moder og morbroder, idet de eftersøgte den mandlige ansøger. Ansøgerne holdt sig herefter i skjul frem til udrejsen 10 dage efter valget. Flertallet lægger endvidere vægt på, at ansøgerne tilhører en shiamuslimsk minoritet i området. Flertallet finder, at Talibans interesse for ansøgerne formentlig kan hænge sammen med, at Taliban har ønsket at statuere et eksempel og herved give befolkningen en lærestreg ved at udpege enkelte af valgdeltagerne som mål for forfølgelse. Flertallet finder under disse omstændigheder, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til deres hjemegn vil være i reel risiko for overgreb fra Taliban, som er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, og som de ikke kan opnå myndighedernes beskyttelse imod. Der findes ikke grundlag for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1." afgh/2012/2

afgh201219

Nævnet meddelte i august 2012 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim af trosretning. Ansøgeren er født i Pakistan, og siden 2008 har han opholdt sig i en landsby i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban. Ansøgeren har til støtte for asylmotivet forklaret, at der en dag kom en mand i ansøgerens broders musikforretning, som forsøgte at placere en bombe i forretningen, men mandens forehavende mislykkedes, og han blev anholdt. Det viste sig efterfølgende, at manden var talibaner, og kort efter blev ansøgeren opsøgt og advaret af nogle medlemmer fra Taliban, idet de ville slå ansøgeren og hans familie ihjel, da han var skyld i, at talibaneren var blevet anholdt. Ansøgeren fremtrådte ikke for nævnet som en voksen mand. Hans forklaring for nævnet var præget af manglende modenhed, og at han var meget følelsesmæssigt påvirket. Nævnet vurderer dog ansøgeren som fuldt ud moden til at gennemgå en asylsagsprocedure. Flygtningenævnet finder at kunne lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Ansøgeren var således ved udrejsen truet af Taliban. Også henset til ansøgerens manglende modenhed, finder Flygtningenævnets ikke, at ansøgeren kan henvises til at søge ophold i andre dele af Afghanistan end hans hjemegn. Da der ikke kan anses at være indtrådt forhold, der har bevirket, at ansøgeren er kommet ud af Talibans søgelys, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Det bemærkes, at ansøgerens forhold ikke er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1.” afgh/2012/19

afgh201218

Nævnet meddelte i august 2012 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger samt hendes to børn, herunder en søn, der fyldte 18 år før nævnets afgørelse, fra Afghanistan. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk tadjik og sunni-muslim fra Kabul i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter, at hun og hendes to medfølgende børn på nu 16 år (datter der er omfattet af afgørelsen) og hendes ældste søn på nu 18 år (udl. nr. […]), vil blive slået ihjel af Taliban. Ansøgeren har til støtte herfor forklaret, at hendes ægtefælle udlejede sine to lastbiler til ISAF. En gang om måneden fik ægtefællen lastbilerne retur fra ISAF, således at han kunne sende dem på værksted. Taliban meddelte i foråret 2011 ægtefællen, at de ønskede at laste lastbilerne med sprængstof, således at bilerne, når de blev afleveret til ISAF, var fulde af sprængstof. Taliban kontaktede flere gange ægtefællen herom. På grund af Talibans henvendelser solgte ægtefællen i foråret 2011 sine lastbiler. […] efter, at ægtefællen i sommeren 2011 var taget til en vens begravelse i Lowgar provinsen, ringede ægtefællen og sagde, at Taliban havde bortført ham, fordi han havde nægtet at samarbejde med dem, og at Taliban nu krævede parrets datter og USD 50.000. Ægtefællen bad ansøgeren om at flygte. Herefter lød der en bankelyd, og telefonforbindelsen blev afbrudt. Hun antager, at ægtefællen blev slået. Fra dagen efter og til udrejsen i sommeren 2011 gemte ansøgeren og hendes fire børn sig hos en af ægtefællens venner. I forbindelse med den illegale udrejse til Iran mistede hun kontakten til sine to yngste børn. Siden udrejsen har hun ikke talt med nogen i Afghanistan. Taliban vil formentlig opfatte familiens manglende samarbejde således, at familien er uislamiske, og at de samarbejder med udlændinge. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer finder efter en samlet vurdering at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund. Flertallet har herved navnlig lagt vægt på, at forklaringen i al væsentlighed har været konsistent under hele asylforløbet, samt at forklaringen i Flygtningenævnet har været sikker og sammenhængende og er fremstået selvoplevet. Det er indgået i vurderingen, at ansøgerens 18-årige søn – der i Flygtningenævnet ikke overværede sin moder afgive forklaring – har afgivet en forklaring, der støtter indtrykket af, at moderen har forklaret sandfærdigt om asylmotivet. Flertallet lægger således til grund, at Taliban adskillelige gange har rettet henvendelser til ansøgerens ægtefælle, at Taliban har været utilfredse med, at ægtefællen samarbejdede med ISAF og ikke med Taliban, at forløbet endte med, at Taliban bortførte ægtefællen og via denne forlangte at få udleveret ægteparrets datter mv., og at ansøgeren ikke siden har hørt fra sin ægtefælle. Flertallet finder under disse omstændigheder, at der er risiko for, at Taliban vil udsætte ansøgeren og hendes to medfølgende børn for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, hvis de vender tilbage til hjemlandet. Det kan ikke antages, at de afghanske myndigheder vil kunne yde ansøgeren tilstrækkelig beskyttelse imod Taliban. Herefter, og idet ansøgeren ikke opfylder betingelserne for at få asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1, meddeles ansøgeren og hendes datter opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” afgh/2012/18

afgh201217

Nævnet stadfæstede i august 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk tajik fra […] og sunni-muslim af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han som femårig flyttede ind hos sin farbror, fordi hans familie var blevet dræbt i et raketangreb, at hans farbror behandlede ham dårligt, og at farbroren solgte ansøgeren til Taliban, da ansøgeren var 14 år gammel, og herved overtog hans jord, som han havde arvet fra sin far. Ansøgeren gik i koranskole i to år. Skolen var drevet af Taliban, og ansøgeren skulle oplæres til at blive selvmordsbomber. Da ansøgeren indså formålet med opholdet på skolen, besluttede han sig for at flygte. Det lykkedes ansøgeren at flygte natten til den dag, han skulle af sted som selvmordsbomber. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren på centrale punkter har forklaret upræcist og afglidende på en måde, så hændelsesforløbet ikke virker selvoplevet, og at forklaringen også i øvrigt på centrale punkter virker utroværdig. Således har ansøgeren ikke nærmere redegjort for forholdene på skolen og indholdet af den skolegang, som han igennem to år skulle have modtaget på koranskolen. Ansøgeren har forklaret divergerende om transporten til skolen, og om hvorvidt eleverne på skolen måtte tale med hinanden. Endvidere finder Flygtningenævnet, at forklaringen om omstændighederne omkring flugten fra skolen forekommer utroværdig, herunder at vagten skulle stille sig med ryggen til ansøgeren og hans ven, og at de under bøn kunne liste sig ind på vagten og ved at skubbe til ham kunne fratage ham hans gevær. Det er endvidere indgået i Flygtningenævnets vurdering, at forklaringen om hvervningen af ansøgeren og hans ven […] ikke stemmer overens med de foreliggende baggrundsoplysninger. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort en konflikt med Taliban og de afghanske myndigheder, som kan begrunde asyl i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2, ligesom konflikten med farbroren om jordfordelingen ikke har haft en sådan karakter og intensitet, at den kan sidestilles med asylrelevant forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder ikke, at der vedrørende ansøgerens forklaring om centrale dele i asylmotivet er påpeget sådanne tolkevanskeligheder, at der er grundlag for at hjemvise sagen til fornyet behandling ved Udlændingestyrelsen. Flygtningenævnet stadfæster herefter Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2012/17

afgh201216

Nævnet stadfæstede i august 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk hazara født i Kabul, men flyttede som seks til syv-årig sammen med sine forældre til Jaghori-distriktet i Ghazni-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af Taliban. Ansøgeren har til støtte herfor anført, at han har deltaget i kampe mod Taliban, hvor han har fungeret som gruppeleder for nogle mænd, der beskyttede en landsby mod Taliban. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren under behandlingen af asylsagen har forklaret divergerende og udbyggende, og at ansøgerens forklaring i nævnet på centrale punkter afviger herfra. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren til Rigspolitiet og i asylansøgningsskemaet har fortalt om tab på Talibans og hans egen side og først under asylsamtalen hos Udlændingestyrelsen oplyste, at fire personer, som han var teamleder for, blev dræbt inden for en uge, at alle de øvrige bevæbnede mænd i landsbyen var blevet dræbt, og at han under begravelsen af de to sidste ofre blev advaret om et angreb mod ham samme aften. Han forklarede dengang endvidere, at han halvandet år forud herfor var blevet overfaldet og slået i hovedet. I Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at årsagen til, at han flygtede fra Afghanistan, var, at han var blevet overfaldet og slået kraftigt i hovedet af nogle personer, som han antog kom fra Taliban bl.a. på grund af deres sprog og på grund af, at overfaldet skete sent om natten. Hertil kommer, at ansøgeren nu forklarer, at moderen er død i et trafikuheld og ikke af sygdom, og at faderen ikke som tidligere forklaret blev dræbt af Taliban, men lever i Kabul sammen med sin nye ægtefælle. Flygtningenævnet har ved vurderingen af ansøgerens forklaringer taget i betragtning, at ansøgeren er psykisk syg. Flygtningenævnet finder imidlertid, at ansøgeren ved sine meget forskellige forklaringer ikke har godtgjort sit asylmotiv. Det kan således ikke lægges til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i asylbegrundende risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2012/16

afgh201214

Nævnet meddelte i september 2012 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2010. I begyndelsen af 2012 stadfæstede Flygtningenævnet en afgørelse truffet af Udlændingestyrelsen i 2011, hvormed ansøgeren blev meddelt afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. I sommeren 2012 besluttede Flygtningenævnet at genoptage sagen, efter at der var fremkommet nye oplysninger til sagen, blandt andet fra UNHCR, og efter at sagen havde været omtalt i landsdækkende medier. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren indrejste og søgte asyl i Danmark i foråret 2010. Som asylmotiv henviste han til, at han frygter de afghanske myndigheder og befolkning, fordi han er konverteret til kristendommen i 2008/2009 og har uddelt bibler i sin landsby i […]-provinsen. Under en ransagning af ansøgerens butik fandt politiet to bibler, og ansøgeren flygtede, efter at politiet havde ransaget hans butik. Ansøgeren henviste videre til, at han i sommeren 2011 er blevet døbt i […]-kirken i København og siden har været aktiv i kirkens menighed. Den […] 2012 stadfæstede Flygtningenævnet en afgørelse truffet af Udlændingestyrelsen, hvormed ansøgeren blev meddelt afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Nævnet fandt ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort det af ham oplyste hændelsesforløb i Afghanistan, ligesom nævnet ikke fandt, at hans konvertering var kommet til de afghanske myndigheders kundskab. Den […]2012 har Flygtningenævnet genoptaget sagen. Efter en fornyet gennemgang af sagen sammenholdt med den senest afgivne forklaring, finder Flygtningenævnet fortsat, at det ikke kan lægges til grund, at ansøgeren er konverteret til kristendommen før sin udrejse af Afghanistan. Ved denne afgørelse lægger Flygtningenævnet blandt andet vægt på, at ansøgeren ikke har forklaret overbevisende om sine kontakter til de unge mænd, der ifølge ansøgerens forklaring i 2008 og 2009 introducerede ham til kristendommen. Hertil kommer, at ansøgeren også har forklaret divergerende. Det gælder for eksempel forklaringen om, at han i efteråret 2008 fik udleveret en bibel. Ved mødet i Flygtningenævnet […] 2012 forklarede ansøgeren, at han fik biblen 14 dage før, at de unge mænd rejste til Kabul, således at de kunne hjælpe ham i begyndelsen med at læse i biblen. Ved den seneste forklaring i Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at han først fik biblen ved deres afrejse, således at han i de næste cirka seks måneder var overladt til sig selv i forbindelse med læsning i biblen. På en række punkter har ansøgeren endvidere forklaret udbyggende. Det gælder for eksempel forklaringen om, at han blev ramt af et skud, da bopælen blev ransaget. Ansøgerens forklaringer om omstændighederne i forbindelse med sin udrejse forekommer heller ikke overbevisende, herunder med hensyn til den manglende besked til sin mor om sin flugt og udrejse, fremskaffelse af penge mv. Endeligt har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgeren i 2010 overfor de østrigske myndigheder har afgivet forklaringer, der på centrale punkter afviger fra de forklaringer, han har afgivet i Danmark. Det gælder for eksempel oplysningerne om sin religion, oplysningerne om sit asylmotiv og oplysninger om sine opholdssteder i perioden fra 2005 til starten af 2010. Ud fra en samlet vurdering tilsidesætter Flygtningenævnet herefter ansøgerens forklaringer om, at han var konverteret før sin udrejse af Afghanistan. Det kan derfor ikke lægges til grund, at ansøgeren ved sin udrejse af Afghanistan befandt sig i en situation, der kan begrunde asyl. Efter sin indrejse i Danmark er ansøgeren konverteret til kristendommen, og han blev i […]2011 døbt. Ansøgeren har endvidere forklaret om sit liv som kristen i Danmark, ligesom der er fremlagt flere erklæringer herom fra blandt andet præster.  Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren er konverteret til kristendommen, og det skal som følge heraf vurderes, hvilke asylretlige konsekvenser det skal have i relation til en eventuel tilbagevenden til Afghanistan. Ved denne vurdering skal der også tages hensyn til, at ansøgeren flere gange – herunder med angivelse af ansøgerens navn – er blevet omtalt i landsdækkende aviser, ligesom han efter det oplyste har medvirket i et radioprogram. Der må derfor tages hensyn til, at ansøgeren befinder sig i en forøget risiko for forfølgelse eller overgreb som følge heraf ved en tilbagevenden til Afghanistan, da der ikke kan bortses fra, at oplysningerne om ansøgerens konvertering er kommet til kendskab hos både myndigheder og grupperinger i Afghanistan. På denne baggrund – og under henvisning til pkt. 94-96 i UNHCR’s Håndbog for procedurer og kriterier for fastlæggelse af flygtningestatus (sur place) samt pkt. 71-73 om religion – finder Flygtningenævnet ud fra en samlet vurdering, at det er sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” afgh/2012/14

afgh201213

Nævnet stadfæstede i juli 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk hazara fra […] i Afghanistan og shia-muslim af trosretning. Ansøger har opholdt sig illegalt i Iran i perioden 1996 frem til sin udrejse i 2010 kun afbrudt af et kortere ophold i Afghanistan i 2007/2008. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hans far arbejdede som chauffør i Iran i 1990’erne for en virksomhed, som samarbejdede med den iranske hær, og at hans far i 1995 fik en konflikt med sin halvfætter […], som er en magtfuld kommandant for Taliban, idet faren ikke ville sørge for, at halvfætterens bror blev ansat i samme virksomhed. I 1996 indrejste halvfætterens bror i Iran, hvor han blev anholdt og senere henrettet for spionage. Halvfætteren mistænkte ansøgerens far for at stå bag anholdelsen af sin bror, hvorfor ansøgerens far modtog telefoniske trusler fra halvfætteren i et par år. Halvfætteren opsøgte endvidere ansøgeren og hans familie på deres bopæl i Afghanistan og truede dem på livet. I 1996 anmodede ansøgerens far på grund af truslerne sin bror om, at bringe ansøgeren og resten af familien til Iran. Ansøgerens familie blev ikke opsøgt af halvfætteren under deres ophold i Iran. Ansøgeren har videre henvist til, at han i 2007 flyttede tilbage til Afghanistan sammen med sin bror og far, idet de havde fået oplysninger om, at halvfætteren var blevet fængslet af amerikanerne. Efter omkring en måneds ophold blev de overfaldet i deres hus af maskerede og bevæbnede mænd, som tog dem med til en kælder, hvor de blev udsat for grove fysiske overgreb. Senere samme dag ankom halvfætteren, som ville have ansøgerens far til at indrømme sin rolle i henrettelsen af hans bror. Halvfætteren udsatte dem for fysiske overgreb og truede dem. Til sidst forlod halvfætteren lokalet med ansøgerens far. Ansøgeren formoder, at hans fader er blevet dræbt. Det lykkedes ansøgeren og hans bror at flygte med hjælp fra en gammel mand, der var vagt. De blev kørt til Kabul, hvor ansøgerens moster bor. Mosterens ægtefælle og dennes bror hjalp dem herefter med at udrejse til Iran, hvor de bosatte sig. Ansøgeren var efter indrejsen i Iran i kontakt med sin moster, som fortalte, at halvfætteren havde søgt efter ansøgeren og hans bror på hendes bopæl. I 2010 blev ansøgeren anholdt af de iranske myndigheder, idet han opholdt sig illegalt i Iran. Ansøgerens bror betalte bestikkelse for at få ansøgeren løsladt. Ansøgeren var herefter nødsaget til at forlade Iran. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Overordnet bemærkes, at ansøgeren nok har forklaret overensstemmende og detaljeret, men at Flygtningenævnet hæfter sig ved, at der er den samme detaljeringsgrad og nuancering på forklaringen, både for så vidt angår de begivenheder, som ansøgeren har på anden hånd, idet han har fået dem refereret fra sin farbroder og sin moster, og for så vidt angår de begivenheder, som ansøgeren selv har været impliceret i. Det forekommer ikke overbevisende, at ansøgeren først efter flugten har fået kendskab til konflikten med halvfætteren, idet ansøgeren har været omkring 16 år gammel, da familien valgte at flytte tilbage. Forklaringen om, at ansøgeren på intet tidspunkt havde hørt fra sin far eller mor om den konflikt, der var årsag til deres udrejse fra Afghanistan og de eventuelle problemer ved en tilbagevenden, virker ikke overbevisende. Ansøgerens forklaring om de angivelige meget alvorlige overgreb, der skete på både hans fader, broder og på ham selv, har ikke virket selvoplevet. Flygtningenævnet finder det endvidere utroværdigt, at ansøgeren og hans broder skulle kunne opnå bistand til at flygte fra området som forklaret. Det forekommer usandsynligt, at halvfætterens vagt under de anførte omstændigheder skulle have valgt at bistå ansøgeren og hans broder med flugt, ligesom det ikke mindst forekommer usandsynligt, at en flugt til Kabul kunne arrangeres inden for så kort en tidsramme, som ansøgeren har forklaret om. Ansøgeren har i den forbindelse forklaret noget divergerende om, hvilken betydning det havde, at hans ben angiveligt var brækket. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet herefter, at ansøgerens forklaring må anses for konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan vil risikere forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han vil være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2012/13

afgh201212

Nævnet stadfæstede i juli 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk pashtun og muslim fra Nangahar-provinsen i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at Taliban vil slå ham ihjel eller bruge ham som selvmordsbomber ved et terrorangreb. Han frygter videre, at de afghanske myndigheder får kendskab til hans arbejde med at reparere våben for Taliban. Ansøgerens bopæl blev på et tidspunkt opsøgt af to talibanere, der tog ham og faderen med sig, idet de havde arbejde til dem. Ansøgeren og faderen var i Talibans hovedkvarter i halvanden måned, hvorefter faderen fik lov til at tage hjem. Ansøgeren fik herefter besked på, at han skulle bruges til at udføre jihad, og han fik tre alternativer, hvoraf to gjorde ham til selvmordsbomber. Ansøgeren fik efter en uge lov til at tage hjem og få forældrenes samtykke til hans deltagelse i jihad. Ved hjemkomst fik han af naboen at vide, at hans familie var flygtet og blev opfordret til at gøre det samme. Flygtningenævnet bemærker, at der har været visse divergenser i ansøgerens forklaringer, som Udlændingestyrelsen har lagt vægt på, men at Udlændingestyrelsen under nævnsmødet har korrigeret sin afgørelse, for så vidt angår nogle af disse divergenser. Flygtningenævnet finder ikke, at de resterende divergenser er så betydningsfulde, at de kan være afgørende for udfaldet af sagen. Flygtningenævnet finder det imidlertid ikke troværdigt, at ansøgerens fader skulle have forladt Taliban, på den af ham angivne måde, uden at få ansøgeren med. Endvidere finder Flygtningenævnet det ikke troværdigt, at ansøgeren, på den af ham angivne måde, kunne have fået tilladelse af Taliban til at opsøge familien for at diskutere, om han skulle blive selvmordsbombemand. Forklaringen herom forekommer usandsynlig. Uanset om dele af ansøgerens forklaringer måtte kunne lægges til grund for sagen, herunder at ansøgeren og hans fader har opholdt sig et stykke tid hos Taliban, finder Flygtningenævnet det ikke sandsynliggjort af ansøgeren, at Taliban efterstræber ansøgeren. Flygtningenævnet lægger i denne forbindelse vægt på de foreliggende baggrundsoplysninger, hvorefter rekruttering af selvmordsbombefolk fra Talibans side foregår på frivillig basis. Flygtningenævnet finder det derfor ikke sandsynliggjort, at Taliban fortsat vil efterstræbe ansøgeren. Hertil kommer, at ansøgeren ikke har oplyst noget om, hvorvidt Taliban skulle have opsøgt bopælen i den uge, der gik fra ansøgerens fader vendte hjem, og til at ansøgeren selv kom hjem til bopælen. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at antage, at de afghanske myndigheder vil forfølge ansøgeren som følge af, at ansøgeren muligvis har opholdt sig et stykke tid hos Taliban. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2012/12

afgh201211

Nævnet stadfæstede i februar 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk tadjik fra Herat, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel eller idømt 20 års fængsling på grund af sin konvertering til kristendommen. Ti måneder før sin indrejse i Danmark blev han introduceret til kristendommen af en ven, og derefter udleverede han kristent materiale til andre, herunder sin nevø. En dag blev nevøen overfaldet på markedet, og efterfølgende blev ansøgerens bopæl opsøgt af den lokale mullah. Nogle dage senere blev bopælen opsøgt af nogle bevæbnede personer, som udsatte ansøgeren og nevøen for fysiske overgreb og tilbageholdt dem i to dage. Ansøgeren og nevøen blev løsladt mod betaling af en løsesum på 25.000 dollars. Nogle dage senere blev bopælen igen opsøgt af mullahen, som opfordrede ansøgeren og nevøen til at forlade byen, idet naboerne havde klaget over, at der boede vantro. Efter ansøgerens udrejse er hans ægtefælle blevet chikaneret, og hun bliver kaldt for vantro. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge ansøgerens forklaringer til grund for sagen. Flygtningenævnet finder ikke, at forklaringerne fremstår selvoplevede. Flygtningenævnet lægger blandt andet vægt på, at det virker usandsynligt, at ansøgeren af vedkommende person, som han skulle have modtaget kristent materiale fra var blevet opfordret eller udpeget til at have Herat som ansvarsområde for kristen mission, når henses til, at ansøgeren kun har et meget sporadisk kendskab til den kristne tro. Det fremstår ligeledes usandsynligt, at ansøgeren på denne baggrund skulle have udleveret kristent materiale til personer, selvom han ikke havde noget indgående kendskab til materialet. Flygtningenævnet kan ikke tillægge de filmsekvenser, som fandtes på det af ansøgeren udleverede micro sd-kort, nogen vægt. Flygtningenævnet lægger i denne forbindelse vægt på, at der ifølge NITECs erklæring er uklarhed om dateringen af de filmklip, som findes på micro sd-kortet, og der er markant forskel på de to filmklip, som er forevist i Flygtningenævnet. Endvidere har ansøgeren ikke kunne forklare tilfredsstillende om, hvorfor politiet har kunnet rekonstruere en tredje filmsekvens, som var slettet på kortet. Flygtningenævnet finder på denne baggrund i det hele at måtte afvise, at filmsekvenserne på micro sd-kortet viser en reel situation og finder derfor, at filmklippene er konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort enten at han er konverteret til kristendommen eller været igennem det handlingsforløb, som han har angivet, og Flygtningenævnet finder det herefter ikke sandsynliggjort af ansøgeren, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse som følge af sit angivelige religiøse tilhørsforhold, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han vil være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2012/11

afgh201210

Nævnet meddelte i februar 2012 opholdstilladelse [K-status] til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk hazara og shiamuslim fra […] i Ghazni-provinsen i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Da ansøgeren var omkring ni år gammel, blev hans far slået ihjel af sine brødre. Farbrødrene sendte efterfølgende ansøgeren på koranskole i Iran. Det var meningen, at ansøgeren på et tidspunkt skulle virke som selvmordsbomber. Efter seks år flygtede ansøgeren til Afghanistan. Han blev efterfølgende tilbageholdt i Afghanistan af nogle islamiske præster fra den tidligere nævnte skole, i hvilken forbindelse han blev udsat for vold. Ansøgeren blev befriet af sin bror og nogle andre personer. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden frygter sine farbrødre og præsterne fra koranskolen i Iran. Ansøgeren har under sagens behandling fremlagt en række dokumenter vedrørende sit ophold i Iran. De af ansøgeren fremlagte dokumenter bestyrker ansøgerens forklaring om opholdet i Iran, ligesom den foretagne torturundersøgelse understøtter ansøgerens forklaring om tilbageholdelsen i Afghanistan. Flygtningenævnet kan efter en samlet vurdering af sagens oplysninger, herunder den foretagne ægthedsvurdering samt den foretagne torturundersøgelse, lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, idet han af nogle lærere ved en koranskole og sine farbrødre anses for at have vendt islam ryggen ved ikke at ville fungere som selvmordsbomber og hellig kriger. Nævnet finder ikke, at ansøgeren vil have reel mulighed for at opnå myndighedernes eller andres beskyttelse imod den omhandlede forfølgelse. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1”. afgh/2012/10

afgh20121

Nævnet stadfæstede i januar 2012 Udlændingeservices afgørelse vedrørende et afghansk ægtepar og deres tre børn. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgerne er etniske hazaraer og shiamuslimer af trosretning fra Kabul, Afghanistan. Ansøgerne flyttede mellem august og oktober 2009 til en navngiven landsby, hvor de boede frem til udrejsen. Ansøgerne har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de frygter at blive slået ihjel af nogle kuchier fra det område, hvor familien boede inden deres udrejse, som følge af, at den mandlige ansøger er beskyldt for under en ildkamp at have dræbt to kuchier. Ansøgerne frygter, at forholdet er anmeldt til myndighederne, ligesom de frygter overgreb fra de to personer, som ansøgeren var på vagt med, da ildkampen fandt sted, som begge blev tilbageholdt af kuchierne, og som under tortur tilstod, at den mandlige ansøger havde slået de to kuchier ihjel. Kuchierne opsøgte ansøgernes bopæl, hvor de fandt et billede af den mandlige ansøger, som de senere delte ud blandt kuchierne med meddelelse om, at hele familien skulle slås ihjel. Det kan ikke lægges til grund, at ansøgerne skulle være efterstræbt af myndighederne eller af de to personer som ansøgeren var på vagt med. Ansøgernes antagelse heraf er baseret på formodninger, herunder antagelsen af at kuchierne skulle kunne få myndighederne til at efterstræbe ansøgerne som følge af episoden. Det er indgået i Flygtningenævnets vurdering, at ansøgerne udrejste straks og ikke har søgt kontakt med pårørende i hjemlandet, herunder den kvindelige ansøgers forældre. Endvidere blev den mandlige ansøger ikke udsat for bebrejdelser, da han ankom til svigerforældrenes landsby og fortalte om sin deltagelse og flugt fra skudepisoden. Den mandlige ansøger blev sendt på vagt igen. Uanset, at den mandlige ansøger på flere punkter har forklaret upræcist om konflikten med kuchierne, og om hvor-ledes han blev bekendt med, at kuchierne ledte efter ham ved fremvisning af et billede af ansøgeren, og at væsentlige dele af ansøgerens oplysninger er baserede på andenhåndsviden, kan Flygtninge-nævnet dog lægge til grund, at ansøgeren har deltaget i kamphandlinger mod kuchier sammen med to personer, og at ansøgeren efterfølgende har fået skylden for, at to kuchier blev dræbt i forbindelse med disse kamphandlinger. På denne baggrund kan Flygtningenævnet lægge til grund, at ansøgeren er kommet i et modsætningsforhold til den lokale gruppe kuchier, der angreb landsbyen, og det findes sandsynliggjort, at ansøgeren vil være i en reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, fra den nævnte gruppes side ved en tilbagevenden til lokalområdet. Der er således tale om en lokal konflikt, og ansøgerne må i givet fald kunne henvises til at tage op-hold i en anden del af Afghanistan, i dette tilfælde Kabul, uden at komme i yderligere konflikt med nævnte kuchier. Det skal bemærkes, at ansøgerne er født og opvoksede i Kabul og har boet i denne by, bortset fra de sidste syv og en halv måned forud for udrejsen. Afgørende, for om ansøgerne herefter kan henvises til at tage ophold i Kabul, er, om dette efter en samlet vurdering af situationen, herunder ansøgernes personlige forhold, kan anses for rimeligt, jf. Handbook pkt. 91, og UNHCR’s Guidelines on International Protection af 23. juni 2003, afsnit II C. Det må herefter tillægges vægt, at ansøgerne som nævnt er født og opvoksede i Kabul, hvor de uden problemer har opholdt sig i næsten hele deres liv, at den mandlige ansøger vedvarende har haft arbejde og har kunnet forsørge sin familie, og at ansøgerne har et hus i Kabul. På denne baggrund må ansøgerne antages at være i stand til at etablere sig i Kabul på et rimeligt niveau, og ansøgerne kan derfor henvises til at tage ophold i Kabul som et internt flugtalternativ. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingeservices afgørelse.” afgh/2012/1

afgh201199

Nævnet stadfæstede i november 2011 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk pashtun fra Kabul i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han fra 2003 og frem til sin udrejse i slutningen af 2008 arbejdede for den amerikanske ambassade i PRT som administrator. Han havde ansvaret for at amerikanske og britiske personer/gæster kom sikkert frem i Afghanistan. Nogle af disse transporter var hemmelighedsstemplede. I 2005 blev ansøgeren kontaktet af en person fra Taliban, som ville betale ansøgeren for at samarbejde med Taliban. Ansøgeren modtog senere flere trusselsbreve fra en person ved navn [..] fra Taliban. Han truede med at ville dræbe ansøgeren og hans familie, hvis ikke ansøgeren samarbejdede. Ansøgeren fortalte amerikanerne om henvendelsen og trusselsbrevene. Ansøgerens familie flyttede til […], men de modtog fortsat trusselsbreve. Herefter udrejste ansøgeren til Rumænien. Ansøgeren har endvidere henvist til, at en magtfuld person kommandant for Mujahedin ved navn […] beskylder ansøgerens familie for at spionere for amerikanerne. Ansøgeren har desuden henvist til, at grænsepolitiet i Rumænien samarbejder med menneskesmuglere, og at politiet truede ansøgeren til ikke at fortælle om dette samarbejde. Sikkerhedspolitiet i Rumænien har afhørt ansøgeren om dennes arbejde for amerikanerne. De afhørte ansøgeren i mange timer og udsatte ham for vold. Ansøgeren klagede over behandlingen til politiet i flygtningelejren, som oplyste, at de ikke havde mulighed for at beskytte ham yderligere. Ansøgeren tog til Danmark, men var nødsaget til at tage tilbage til Rumænien for at forlænge sit visum. I den forbindelse fandt de rumænske sikkerhedsmyndighederne frem til ansøgeren og tilbageholdt ham. De afhørte ham og udsatte ham for vold og tortur, idet de ville have oplysninger om hans arbejde for amerikanerne i Afghanistan. Det lykkedes ansøgeren at flygte fra sikkerhedsmyndighederne efter to dage. Ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter ansøgeren Taliban. Han frygter desuden amerikanerne, idet han udrejste uden at give dem besked herom. Ansøgeren frygter ligeledes kommandant […] og hans mænd. Ved en tilbagevenden til Rumænien frygter ansøgeren, at personerne i sikkerhedspolitiet vil fængsle ham eller slå ham ihjel. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring om sit arbejde for koalitionsstyrkerne og om sit asylmotiv i Afghanistan i forhold til Taliban i det væsentlige kan lægges til grund, således som det også er sket ved Udlændingestyrelsens afgørelse. Nævnet finder således, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan isoleret set må antages at risikere overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Der er ikke i ansøgerens forklaring grundlag for at antage, at han ved en tilbagevenden vil være i risiko for at blive udsat for asylrelevante overgreb fra de amerikanske styrker i Afghanistan eller det pakistanske efterretningsvæsen. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at henføre ansøgerens forhold under udlændingelovens § 7, stk. 1. Nævnet finder imidlertid, at Rumænien må tjene som ansøgerens 1. asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3. Ansøgeren må antages at have opnået beskyttelse og vil ved indrejsen have gyldig opholdstilladelse i Rumænien med beskyttelse mod videresendelse til Afghanistan eller et andet land, hvorfra ansøgeren ikke er beskyttet mod videresendelse til Afghanistan. Det fremgår således af sagen, at ansøgeren i Rumænien blev meddelt opholdstilladelse som konventionsflygtning den […]2009 med gyldighed til den […]2012. Nævnet lægger vægt på, at Rumænien har tiltrådt Flygtningekonventionen og Den Europæiske Menneskeretskonvention, og at Rumænien som EU-land har pligt til at leve op til de beskyttelsesgarantier, der følger af disse konventioner. Nævnet finder ikke, at det forhold at ansøgeren som forklaret i forbindelse med indrejsen i Rumænien, har været udsat for chikane og vold fra myndighedspersoner i forbindelse med afhøringen om hans forhold i Afghanistan i forbindelse med asylansøgningen, kan føre til en anden vurdering. Heller ikke det forhold, at ansøgeren ifølge sin forklaring under sit seneste ophold i Rumænien har været udsat for hårdhændet behandling af sikkerhedspolitiet i Rumænien, kan føre til en anden vurdering. Nævnet finder, at forklaringen om sikkerhedspolitiets interesse for ansøgeren ikke fremstår overbevisende. Ansøgeren har således ikke nærmere kunnet konkretisere, hvad sikkerhedspolitiet skulle opnå gennem samarbejde med ham. Nævnet kan derfor ikke lægge forklaringen om denne episode til grund. Det er imidlertid nævnets vurdering, at der er i givet fald er tale om en handling af kriminel karakter, som kan anmeldes til og forfølges af de rumænske myndigheder. Nævnet har ikke kunnet lægge til grund, at de rumænske myndigheder ikke vil yde ansøgeren beskyttelse og den hjælp til ophold, som hans opholdstilladelse berettiger ham til, jf. blandt andet pligten til at overholde de ovennævnte konventioner. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. afgh/2011/99

afgh20119

Nævnet stadfæstede i februar 2011 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk hazara fra en navngiven landsby i Uruzgan i Afghanistan. Ansøgeren har aldrig været medlem af et politisk eller religiøst parti, en organisation eller lignende eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som sit asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive dræbt af tre pashtunske mænd med tilknytning til Taliban, som har opsøgt hans families bopæl, fordi den ene ville giftes med ansøgerens lillesøster. Ansøgerens fader ville ikke give sin tilladelse hertil, og søsteren stak af hjemmefra. Ansøgeren tog ud for at finde søsteren, og pashtunerne dræbte ansøgerens fader. De tre pashtunere tror, at ansøgeren har forsøgt at skjule sin søster, og de har sagt til hans moder, at de også vil dræbe ansøgeren og hans søster. Han udrejste to dage senere. Han har senest talt med sin familie, da han omkring 45 til 50 dage efter udrejsen talte i telefon med mosterens ægtefælle, der bor i nabolandsbyen, og som har tæt kontakt til ansøgerens moder. Ansøgeren opholdt sig i Grækenland, da han førte denne telefonsamtale. Ansøgeren fik da at vide, at de tre pashtunere ikke havde opsøgt familiens bopæl efter hans udrejse. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgerens asylmotiv vedrører en pludselig opstået privatretlig konflikt, hvor der i løbet af kort tid er begået alvorlige kriminelle handlinger rettet mod ansøgerens nærmeste familie. Der er ikke oplyst noget om, at de tre mænd senere skulle have opsøgt bopælen eller på anden måde foretaget sig videre i anledning af konflikten. Nævnet kan herefter ikke lægge til grund, at ansøgeren nu er efterstræbt i Afghanistan og at han derfor er i en reel fare for overgreb som nævnt i udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingeservices afgørelse.” afgh/2011/9

afgh201189

Nævnet meddelte i november 2011 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk pashtun fra Kandahar-provinsen i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at de afghanske myndigheder efterstræber ham, idet de er bekendt med, at han har transporteret våben for Taliban, og at Taliban forfølger ham, idet han ikke gennemførte den opgave, som de havde pålagt ham. Ansøgeren har til støtte herfor anført, at han og hans ven omkring sommeren 2010 blev bortført af fire bevæbnede talibanere og efterfølgende tilbageholdt i to dage, hvorunder de blev udsat for overgreb, indtil de indvillige i at udføre opgaver for Taliban. Dagen efter fik de til opgave at transportere fire granater til en isforretning, men undervejs opdagede de, at to mænd fulgte efter dem. De smed granaterne og løb i hver sin retning. Vennen bliv tilbageholdt, og der blev skudt mod ansøgeren. Ansøgeren løb hjem til sin moster, inden han flygtede til et hus i Mazar-e-Sharif, hvor han opholdt sig i en uge, inden han udrejste af Afghanistan. Uanset at ansøgeren på enkelte punkter har forklaret upræcist om sin færden forud for udrejsen, finder Flygtningenævnet at kunne lægge hans forklaring til grund vedrørende det påberåbte asylmotiv. Ansøgeren har forklaret konsistent og detaljeret på en sådan måde, at begivenhederne fremstår som selvoplevede. Det skal bemærkes, at de af ansøgeren for Flygtningenævnet fremlagte dokumenter umiddelbart kunne drage hans troværdighed i tvivl. Imidlertid finder Flygtningenævnet, efter en samlet vurdering af ansøgerens forhold ikke, at dette forhold bør føre til, at hans forklaring forkastes. Indholdet af dokumenterne ændrer ikke ved det centrale element i ansøgerens asylmotiv. På denne baggrund findes ansøgeren at have sandsynliggjort, at han har bragt sig i et modsætningsforhold til myndighederne og Taliban, og at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Det skal bemærkes, at ansøgeren ikke kan antages at risikere forfølgelse af grunde omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Efter det foreliggende, herunder karakteren af det pågældende forhold, finder Flygtningenævnet ikke, at de af ansøgeren foretagne handlinger har haft en sådan intensitet og karakter, at de i sig selv ville kunne medføre udvisning efter udlændingelovens § 22-24. Der er herefter ikke grundlag for at foretage særskilt vurdering efter udlændingelovens § 10. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” afgh/2011/89

afgh20118

Nævnet meddelte i februar 2011 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk tajik og sunni-muslim fra en navngivenby i Kabul provinsen i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han i hjemlandet var ansat i en ledende stilling som regnskabsansvarlig i et ministerium. Ministeriet samarbejdede med udenlandske, herunder danske, myndigheder og organisationer. I begyndelsen af 2010, da ansøgeren var på vej hjem fra arbejde, blev han opsøgt af Taliban, der forsøgte at tvinge ham til at medtage en bombe i sin bil til ministeriet. Ansøgeren flygtede umiddelbart herefter sammen med sin familie til ægtefællens forældre i Kabul, hvorefter ansøgeren udrejste af Afghanistan umiddelbart herefter. Flygtningenævnets flertal finder, at ansøgerens forklaring har fremstået konsistent, detaljeret og overbevisende, hvorfor forklaringen lægges til grund. Flertallet lægger herefter vægt på, at ansøgeren, der fra 2004 var ansat i ministeriet, i 2009 avancerede til [……….] og dermed opnåede en betroet stilling i ministeriet. Ansøgeren har forklaret om parkeringstilladelsen, at den blev givet til medarbejdere, som ministeriet stolede på. Flertallet finder, at ansøgerens forklaring om de tre personer, der i begyndelsen af 2010 standsede ansøgeren, da han nærmede sig sin bopæl i bilen og truede ham under nævnelse af ansøgerens navn, arbejdssted og familiens bopæl, bestyrket ved det forklarede af ansøgeren om, at han samme nat i samråd med ægtefællen forlod hjemmet i landsbyen sammen med familiens tre mindreårige børn og herefter tog ophold hos svigerforældrene i Kabul. Ansøgeren har forklaret nærmere om den hurtige tilvejebringelse af USD 15.000 til brug for udrejsen via en agent, som svigerfaderen skaffede kontakt til, og om ansøgerens families forsatte ophold mest inden døre hos svigerforældrene i Kabul, ligesom børnene ikke deltager i skolegang. Flertallet lægger på denne baggrund til grund, at ansøgeren var udsat for konkrete og alvorlige trusler på livet, herunder mod ansøgerens familie, såfremt ansøgeren nægtede at samarbejde med Taliban, og flertallet finder efter en samlet vurdering af ansøgerens oplysninger, at det ikke kan kræves, at ansøgeren på denne baggrund kan henvises til at søge de afghanske myndigheders beskyttelse. Flertallet har herved lagt vægt på, at ansøgerens familie ligeledes blev truet, og at ansøgeren efter sin stilling anses for at være en person, der har haft en vis profilering. Flygtningenævnets flertal finder derfor, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 2. afgh/2011/8

afgh201178

Nævnet hjemviste i december 2011 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er muslim og etnisk pashtun fra […]-distriktet i Jalalabad, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som væsentligste asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive hvervet af Taleban. Ansøgerens morbroder arbejdede på en engelsk militærbase. Ansøgeren gik morbroderen til hånde med forskellige opgaver i de sidste 15 dage forud for sin udrejse. Taleban indfandt sig på ansøgerens bopæl fire gange med henblik på at hverve ansøgeren som selvmordsbomber, hvorefter ansøgerens moder besluttede, at ansøgeren skulle udrejse af Afghanistan. Det er oplyst, at ansøgeren er født i foråret 1998 og har gået i skole i fire år. Ansøgeren har i forbindelse med udfyldelse af asylansøgningsskemaet i foråret 2011 om sit statsborgerskab oplyst ”Jeg har det godt”, om sit etniske tilhørsforhold oplyst ”Afghanistan, hvid race”, og har på spørgsmålet om arbejde i sit hjemland afkrydset både ”Ja” og ”Nej”, ligesom han vedrørende stilling, periode og arbejdsplads har svaret henholdsvis ”skole”, ”morgen” og ”skole”. Han har vedrørende sin nuværende ægteskabelige status sat kryds udfor samtlige svarmuligheder. Under hensyn til disse omstændigheder samt til ansøgerens fremtræden i Flygtningenævnet finder nævnet ikke, at den uledsagede mindreårige asylansøger er tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylsagsprocedure, hvorfor sagen hjemvises til Udlændingestyrelsen.” afgh/2011/78

Afgh20117

Nævnet stadfæstede i januar 2011 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er afghansk statsborger fra Ghazni-provinsen i Afghanistan, etnisk pashtun og muslim af trosretning. Ansøgeren har haft en væsentlig del af sin opvækst i Kabul, hvor han også har gennemført sin uddannelse til politiofficer. Ved udrejsen omkring årsskiftet 2009/2010 var ansøgeren kaptajnløjtnant. Fra 2002 og frem til sin udrejse har ansøgeren haft bopæl i Kabul. Under sit ophold i Kabul har ansøgeren været udstationeret i en navngiven by i omkring et og et halvt år. Ansøgeren har angående sit asylmotiv henvist til, at han er uddannet politiofficer, at han siden 2007 har arbejdet i en administrativ politienhed, at han i den navngivne by undslap en bilbombe, som blandt andet var rettet mod ham, og at han til sidst i Kabul anså sig for nødsaget til at forlade Afghanistan på grund af trusler, og fordi han en aften blev skygget og forfulgt af tre eller fire personer, som det lykkedes ham at undslippe. Nævnet finder, at ansøgerens forklaring på nogle punkter har givet anledning til væsentlig tvivl. Nævnet lægger efter en vurdering af ansøgerens oplysninger til grund, at ansøgeren, som af ham forklaret, har arbejdet som politiofficer i en administrativ enhed dels i den navngivne by og til sidst i Kabul. Nævnet lægger vægt på, at ansøgeren ikke har været overordnet, men har arbejdet med administrationsopgaver af forskellige politiopgaver på lige fod med andre ansatte i den administrative afdeling. I den navngivne by modtog ansøgeren telefontrusler, men dette gjaldt også andre ansatte i den administrative afdeling. Da ansøgeren rettede henvendelse til sin overordnede herom, oplyste denne, at sådanne trusler modtog andre også. Nævnet kan ikke lægge til grund, at en bombe eksploderede ved den bil, som ansøgeren netop havde forladt, sådan som ansøgeren har forklaret. Nævnet lægger vægt på, at ansøgeren først har oplyst herom til samtalen med Udlændingeservice og finder det ikke rimeligt begrundet, at ansøgeren intet har oplyst i sit asylskema, når netop denne episode skulle være grunden til, at ansøgeren herefter tog ophold i Kabul. Opkaldet til den omhandlede navngivne persons telefon fremstår heller ikke for nævnet sandsynlig. Nævnet bemærker endvidere, at ansøgeren har oplyst, at han under hele sit ophold i den navngivne by uanset telefontruslerne bevarede sit eget mobiltelefonnummer, fordi hans venner og bekendte havde dette nummer. Nævnet lægger til grund, at ansøgeren fortsatte sit arbejde i den administrative enhed i Kabul, og at ansøgeren efter nogle måneder på ny modtog telefontrusler. Ansøgeren har oplyst, at han i måneden inden udrejsen modtog fem til syv telefontrusler, men at årsagen til udrejsen var foranlediget af, at han en aften blev søgt forfulgt af tre til fire personer. Nævnet finder, at ansøgerens forklaring om de tre til fire personer fremstår usandsynlig i sammenhæng med ansøgerens forklaring om, at han under sin ansættelse i administrative enhed i Kabul færdedes i sin uniform med offentlig taxa eller anden offentlig transport til og fra arbejde uden problemer, ligesom der ikke var eller siden har været henvendelser på ansøgerens private bopæl i en navngiven by, hvor ejendommen havde tilhørt ansøgerens familie fra ansøgerens fars tid. Efter en samlet vurdering af ansøgerens oplysninger finder nævnet derfor ikke, at de telefontrusler, som nævnet kan lægge til grund, at ansøgeren har modtaget i anledning af sit arbejde som politiofficer i en administrativ enhed, har en karakter eller intensitet, som ansøgeren ikke vil kunne opnå myndighedsbeskyttelse imod i Afghanistan. Nævnet lægger vægt på, at ansøgeren har nær tilknytning til Kabul, hvor han har såvel arbejdskolleger som bekendte, og hvor hans familie fortsat bor. Nævnet lægger vægt på, at myndighederne er til stede i Kabul, og at det ikke nærmere er sandsynliggjort af ansøgeren, om de telefontrusler, som han har oplyst om, hidrører fra Taliban eller fra kriminelle grupperinger. Endvidere bemærkes, at ansøgeren har oplyst at have overordnede, som kendte hans far, og som har ydet ansøgeren bistand. Det forhold, at ansøgeren er udrejst som politiofficer uden tilladelse fra sin ansættelsesmyndighed og derfor efter ansøgerens oplysninger risikerer en sanktion, findes ikke at føre til antagelse af, at ansøgeren risikerer en uforholdsmæssig straf eller ikke kan opnå myndighedsbeskyttelse. Nævnet lægger vægt på, at dette punkt først er nævnt af ansøgeren ifølge den beskikkede advokats indlæg, ligesom ansøgerens arbejde alene har bestået i en administrativ funktion. Samlet finder nævnet derfor ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan kan antages at risikere forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller uforholdsmæssige overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. ” afgh/2011/7

afgh201163

Nævnet stadfæstede i oktober 2011 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er muslim og etnisk pashtun fra landsbyen […]i Nanghahar-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af sin farbroder og dennes sønner på grund af en jordkonflikt. Ansøgeren har til støtte herfor anført, at hans fader forsvandt for omkring fem år siden, og at han som søn arvede jorden efter ham. Farbroderen ville have ansøgeren til at afgive jorden til ham, hvilket ansøgeren nægtede. Jirgaen gav ansøgeren ret i, at jorden tilkom ham. Fire dage efter Jirgaens afgørelse kom farbroderen og tre af hans sønner til huset for at få ansøgeren til at underskrive en jordoverdragelse. Da ansøgeren nægtede, slog farbroderen ham og hans moder. Ansøgeren blev slået bevidstløs, mistede sit ene øje og brækkede næsen. Han kom til en klinik, hvorfra han tog hen til en af morbroderens bekendte og holdt sig skjult. Her opsøgte farbroderen ham og brækkede hans arm, hvorefter ansøgeren udrejste. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens nye forklaring, der først er fremkommet for den beskikkede advokat og Flygtningenævnet, om, at farbroderen havde tilknytning til Taliban, til grund. Nævnet bemærker, at forklaringen er i direkte modstrid med ansøgerens forklaring i Udlændingeservice, hvor det fremgår, at han ikke vidste, hvor farbroderen tog hen. Flygtningenævnet kan endvidere ikke lægge til grund, at farbroderen har haft en særlig magtfuld position i lokalområdet. Nævnet bemærker herved, at ansøgeren fik medhold i Jirgaen vedrørende jordkonflikten. Flygtningenævnet lægger til grund, at farbroderen har søgt at få ansøgeren til at overdrage jorden til sig, og at farbroderen i den anledning har opsøgt ansøgeren på bopælen nogle gange. Nævnet lægger ligeledes til grund, at ansøgeren og farbroderen og farbroderens sønner kom i slagsmål i den anledning, hvorved ansøgeren blev påført forskellige skader som forklaret. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at farbroderen sammen med en søn og to andre opsøgte ansøgeren i[…], til grund. Nævnet bemærker herved, at ansøgerens forklaring om omstændighederne ved episoden ikke har været overbevisende. Flygtningenævnet finder ikke, at det kan antages, at jordkonflikten har et sådant omfang, at ansøgeren er i reel risiko for overgreb fra farbroderens side. Ansøgeren opfylder således ikke betingelserne for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Da grunden til de overgreb, ansøgeren har været udsat for, ikke er omfattet af Flygtningekonventionen, finder denne ikke anvendelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingeservices afgørelse.” afgh/2011/63

afgh201162

Nævnet stadfæstede i oktober 2011 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk tadjik og shiamuslim. Han boede i 1993-2002 og 2005-2008 i Iran samt i 2002-2005 i Kabul. Hans forældre og en broder bor stadig i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har forklaret, at han i 2005 blev pågrebet af politiet under den sidste af tre transporter af store mængder opium. Til politiet afslørede han navnene på dem, der havde antaget ham til at foretage transporterne. Der var måske tale om ”kaldenavne”. Han fortalte også det, han i øvrigt vidste om de pågældende. Tilbageholdelsen varede i nogle timer. Ansøgeren blev løsladt, fordi hans fader kendte en lokal politimand. Ansøgeren udrejste, efter råd fra politiet, kort efter til Iran, og har ikke siden været tilbage i Afghanistan. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af magtfulde narkobagmænd på grund af det, han fortalte til politiet. Efter udrejsen har han haft kontakt til sin familie i Afghanistan. Familien har ikke sagt noget om, hvorvidt narkobagmændene m.v. er blevet arresteret, eller om de har spurgt efter ham. Familien har heller ikke sagt, at de har haft nogen form for problemer på grund af ansøgeren. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring til grund. Ved vurderingen af ansøgerens situation ved en tilbagevenden til Afghanistan tillægger Flygtningenævnet det afgørende betydning, at ansøgerens frygt for overgreb ikke hidrører fra konkrete trusler eller nærmere viden om, hvad de andre i den kriminelle gruppe vil gøre eller eventuelt tidligere har gjort i lignende situationer. Endvidere må det tillægges betydelig vægt, at intet tyder på, at nogle fra den kriminelle gruppe, som ansøgeren i en kort periode var en del af, i de forløbne seks år har eftersøgt ansøgeren, og herunder rettet henvendelse på familiens bopæl. Ansøgerens reelt helt generelle betragtning om, at man er i alvorlig risiko for at blive slået ihjel også mange år efter, at man har angivet bagmænd et kriminelt miljø til politiet, kan ikke begrunde meddelelse af opholdstilladelse, og Flygtningenævnet finder ikke, at der er konkret og reel risiko for, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan vil blive udsat for overgreb, som han efter udlændingelovens § 7, stk. 2, har krav på beskyttelse imod. Herefter, og idet ansøgeren ikke opfylder betingelserne for at få opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, stadfæstes Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2011/62

afgh201161

Nævnet stadfæstede i oktober 2011 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udsatte i 2010 sagen med henblik på foretagelse af en torturundersøgelse af ansøgeren ved retsmedicinsk institut. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim fra en navngiven by i Ghazni-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har været medlem af Hezb-e-Islami. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af en kommandant fra Hezb-e-Waldaht, på grund af en jordkonflikt mellem dennes og ansøgerens familie. Ansøgeren har desuden henvist til, at han frygter nogle af sine tidligere partimedlemmer i Hezb-e-Islami, som er blevet medlemmer af Taliban. Flygtningenævnet finder ikke, at den påberåbte jordkonflikt med kommandanten, der ikke har rettet henvendelse til ansøgeren eller dennes fader siden 1994, kan give grundlag for asyl. Torturundersøgelsen viser, at ansøgeren har enkelte ældre ar, som er forenelig med hans påstand om tortur. Skaderne er imidlertid meget begrænsede set i forhold til den ganske voldsomme tortur, som han har oplyst i såvel Flygtningenævnet som overfor den undersøgende læge, at han har været udsat for. Dette sammenholdt med at hans beskrivelse af flugten fra Taliban forekommer opdigtet, at selve tilbageholdelsen ved grænsen, ifald den har fundet sted, må antages at bero på en tilfældighed, og at han har opholdt sig efterfølgende i landet i cirka to måneder, medfører, at han ikke kan anses at være efterstræbt af Taliban ved en tilbagevenden til Afghanistan. Ansøgeren opfylder derfor ikke betingelserne i udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2011/61

afgh201160

Nævnet meddelte i oktober 2011 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig ansøger fra Afghanistan. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk hazara fra […], Afghanistan og shiamuslim af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at familien er blevet fordrevet fra hjembyen af kuchier. Da familien tog ophold i Kabul, opstod en konflikt med […], der er bror til ansøgerens afdøde ven, […]. Vennen afgik ved døden, efter ansøgeren og vennen havde drukket alkohol sammen. Broderen, der er politimand, har anklaget ansøgeren for at være skyld i vennens død og har i den forbindelse stukket ansøgeren i brystet med en kniv. Broderen vil slå ansøgeren ihjel. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren, der er hazara, er således fordrevet fra hjembyen af kuchier, på samme måde som landsbyens øvrige beboere, der også er hazaraer. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren risikerer forfølgelse, hvis han vender tilbage til hjembyen. Spørgsmålet er herefter, om det efter omstændighederne vil være rimeligt at forvente, at ansøgeren tager ophold et andet sted i Afghanistan som internt flugtalternativ. Efter de foreliggende oplysninger om konflikten i Kabul med broderen til ansøgerens ven sammenholdt med, at ansøgerens familie er omkommet under flugten, samt ansøgerens alvorlige psykiske helbredstilstand, findes det ikke rimeligt at henvise ansøgeren til at tage ophold andet sted i Afghanistan. Flygtningenævnet meddeler derfor den afghanske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” afgh/2011/60

Afgh20116

Nævnet meddelte i januar 2011 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk hazara fra Jaghori i Ghazni-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt politisk aktiv. Inden sin død var ansøgerens fader medlem og ansat af Wahdat-partiet. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af en navngiven familie, som påstår, at ansøgeren har voldtaget familiens datter samt, at de ønsker at slå ham ihjel, fordi de mistænker ham for at stå bag drabet på deres søn, […..], for fire år siden. Ansøgeren blev i forbindelse med en beskyldning for voldtægt anholdt og tilbageholdt, men det lykkedes ham at flygte fra fængslet. Flygtningenævnets flertal kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnets flertal lægger således til grund, at den navngivne familie i to tilfælde urigtigt har anmeldt ansøgeren til politiet for dels drab, dels voldtægt, og at ansøgeren i begge tilfælde blev anholdt af politiet. Flygtningenævnets flertal lægger endvidere til grund, at familien under tilbageholdelsen af ansøgeren, som mistænkt for voldtægt, bestak politiet således at ansøgeren, efter at være tortureret, tilstod voldtægten. Flygtningenævnets flertal lægger endvidere til grund, at den navngivne datters ægtefælle, mens ansøgeren var tilbageholdt af politiet, har truet ansøgeren med at ville dræbe ham. Flygtningenævnets flertal finder under disse omstændigheder, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2 af den navngivne familie, og at myndighederne ikke kan beskytte ansøgeren herimod. Flygtningenævnets flertal finder ikke, at ansøgeren risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnets flertal meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” afgh/2011/6

afgh201159

Nævnet stadfæstede i oktober 2011 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er afghansk statsborger, etnisk tajik og muslim af trosretning. Ansøgeren har aldrig været medlem af eller aktiv for et politisk parti, organisation eller forening. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at hendes fader vil tvinge hende til at gifte sig med en anden mand eller slå hende ihjel, idet hun har giftet sig med en herboende mand uden faderens accept. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren har det angivelige modsætningsforhold til sin fader. Ansøgeren har forklaret usammenhængende om faderens position i familien, at han på den ene side er familiens suveræne overhoved, og at de nærmeste familiemedlemmer på den anden side uden videre stod op i mod hans autoritet, idet ansøgeren, hendes broder og hendes moder har valgt at holde et ægteskab til anden side hemmeligt for faderen. Således skulle broderen angiveligt have valgt at optræde på faderens vegne i forbindelse med udstedelse af vielsesattesten. Flygtningenævnet finder det påfaldende, at ansøgeren skulle kunne indgå ægteskab og holde det hemmeligt i et år og to måneder, mens hun var i Iran, hvorefter faderen blev bekendt med det indgåede ægteskab en måned, efter at ansøgeren var kommet til Danmark. Ansøgeren har blandt andet forklaret, at der deltog omkring 100 gæster til hendes bryllup. Det har endvidere selvstændig betydning for Flygtningenævnets vurdering, at ansøgerens fader ifølge den fremlagte vielsesattest fremtræder som værende til stede under vielsesregistreringen. Det bemærkes, at fotoet af faderen på lignende måde som de øvrige fotos fremtræder som optaget til formålet. Brevene fra ansøgerens fader kan ikke tillægges nogen bevisvægt. Flygtningenævnet hæfter sig ved, at de fremtræder som udstedt til brug for ansøgerens asylsag. Den omstændighed, at det sidste brev nærmest er en ordret gengivelse af alle dele af ansøgerens asylmotiv, svækker dets autenticitet. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. afgh/2011/59

afgh201158

Nævnet meddelte i oktober 2011 opholdstilladelse (B-status) til et ægtepar fra Afghanistan. Indrejst i 2010. Afgørelsen omfatter tillige parrets to børn. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgerne er født og opvokset i [..]-kommune i Kabul-provinsen og er shia-muslimer af trosretning. Ansøgerne har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter asylbegrundende overgreb, herunder muligvis henrettelse af tilhængere af Abdul Rasul Sayyaf eller af de afghanske myndigheder, fordi den mandlige ansøger solgte alkohol fra en bod under fejring af det afghanske nytår og efterfølgende tildelte en politimand, som ville tage ham med til afhøring, et knytnæveslag i tindingen samt et efterfølgende slag ved knyttet eller flad hånd i ryggen på politimanden, efter at han var faldet til jorden og lå på maven. Den mandlige ansøger solgte i foråret 2010 russisk spiritus til en nytårsfest i […]-området. En fuld kunde, der var blevet anholdt, afslørede, at han havde købt spiritus af ansøgeren, og en civilklædt politimand, som ansøgeren genkendte som politiofficer, tog ansøgeren og kunden med til afhøring. Da ansøgeren opdagede, at politiofficeren tog dem med til […] og ikke til politikontoret i […], slog den mandlige ansøger ham ned, da han frygtede at blive henrettet. Ansøgeren løb herefter hjem. To bevæbnede civilklædte politimænd henvendte sig samme aften på ansøgernes bopæl, hvorfor ansøgeren straks gemte sig hos sin moster. Den kvindelige ansøger, der blev slået af en af politimændene om aftenen, og parrets to børn tog ophold hos mosteren dagen efter. Her opholdt familien sig i 20 dage, inden de udrejste af Afghanistan. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgernes forklaring til grund for sagen. Flygtningenævnet finder under de ovennævnte omstændigheder, at den mandlige ansøger har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2 enten fra tilhængere af Abdul Rasul Sayyaf eller fra de afghanske myndigheders side, som følge af, at den mandlige ansøger har solgt alkohol som beskrevet, og som følge af at den mandlige ansøger har udøvet fysisk vold mod den ovennævnte politiofficer, som efter det oplyste ligeledes er tilhænger af […]. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at den udøvede vold mod politiofficeren ikke har haft en sådan grovhed, at forholdet med sikkerhed kan henføres under Flygtningekonventionens art. 1 F (b), jf. udlændingelovens § 10, stk. 1, nr. 3. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer finder endvidere efter en samlet proportionalitetsafvejning, at uanset at forholdet isoleret set vil kunne henføres under udlændingelovens § 10, stk. 2, nr. 2, jf. § 22, at der forelægger sådanne særlige grunde, at der trods den nævnte bestemmelse kan gives opholdstilladelse til den mandlige ansøger. I konsekvens heraf finder flertallet endvidere, at der kan gives opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2 til den kvindelige ansøger og de to medfølgende børn. Flygtningenævnet meddeler herefter opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2 til begge ansøgere.” afgh/2011/58

afgh201157

Nævnet stadfæstede i oktober 2011 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At Flygtningenævnet tiltræder, at ansøgeren er tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylsagsbehandling. Ansøgeren er etnisk hazara fra […] i Wardak-provinsen og shia-muslim af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem nogen politiske eller religiøse partier, foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter overgreb fra kuchier og endvidere ikke har familie eller andet netværk i Afghanistan. Ansøgerens far blev dræbt under et kuchi-angreb på ansøgerens landsby for omkring tre år siden, hvorunder kuchier plyndrede landsbyen, herunder familiens bolig. Kuchier har efterfølgende angrebet ansøgerens landsby hvert forår for at foretage udplyndringer. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring til grund. Nævnet finder imidlertid ikke, at ansøgeren kan meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Nævnet har herved lagt vægt på, at kuchier efter det oplyste angriber landsbyer med henblik på at foretage udplyndringer, og at baggrunden for drabet på ansøgerens far efter ansøgerens forklaring alene var, at faren skulle forsvare landsbyen. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i en reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. At ansøgeren ikke har familie eller andet netværk i Afghanistan er ikke et forhold, der kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. afgh/2011/57

afgh201156

Nævnet stadfæstede i oktober 2011 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim af trosretning fra en landsby i Baghlan provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter overgreb fra to lokale forretningsdrivende. Ansøgeren arbejdede som nattevagt i en basar, hvor han en nat blev overmandet af fire bevæbnede mænd. Mændene plyndrede to butikker tilhørende de to forretningsdrivende, der efterfølgende uberettiget anklagede ansøgeren for at være i ledtog med røverne og krævede det frarøvede tilbage. De to forretningsdrivende truede ham endvidere i ugen efter røveriet på livet og overfaldt ham i basaren, hvorunder han blandt andet blev slået i hovedet med en sten. Overfaldet blev standset af andre forretningsdrivende. Ansøgeren blev som følge af overfaldet behandlet for skader i hovedet på hospitalet i Kabul. Efter 10 dages ophold på hospitalet udrejste han af Afghanistan. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring til grund. Under hensyn til konfliktens karakter finder et flertal af Flygtningenævnets medlemmer imidlertid ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flertallet lægger herved vægt på, at der tale om et enkeltstående overfald, der blev udøvet af to lokale forretningsdrivende, der ikke indtog en særlig magtfuld position i samfundet. Der lægges endvidere vægt på, at overfaldet blev afbrudt af andre lokale forretningsdrivende, hvis varer ansøgeren ligeledes havde haft til opgave at bevogte. På denne baggrund, og da overgrebet i øvrigt ikke findes at have den fornødne alvor og intensitet, findes konflikten ikke at være omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Da konflikten har privatretlig karakter findes den ikke at kunne medføre opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsen afgørelse.” afgh/2011/56

afgh201155

Nævnet stadfæstede i oktober 2011 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk hazara fra Ghazni-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive dræbt af sin farbroder eller hans soldater, idet ansøgeren har dræbt farbroderens søn. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at farbroderen, der er politikommandant, skød og dræbte ansøgerens fader i forbindelse med en jordkonflikt, da ansøgeren var cirka 14 år. I 2009 forsøgte farbroderen at få ansøgeren og ansøgerens familie til at forlade deres bopæl. Farbroderen sendte sin søn samt tre andre til bopælen, hvor de udsatte ansøgeren for fysiske overgreb. Ansøgeren flygtede, og da han vendte tilbage et par dage efter, havde de voldtaget ansøgerens søster. Ansøgeren besluttede på denne baggrund at dræbe farbroderens søn og tog til sønnens bopæl medbringende en kalashikov. Ansøgeren ventede på, at farbroderens søn kom hjem, hvorefter han skød og dræbte ham. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring under nævnsmødet til grund. Flygtningenævnets flertal har herved lagt vægt på, at forklaringen er fremtrådt som troværdig, uanset at forklaringen er i strid med ansøgerens forklaring under samtalen med Udlændingestyrelsen. Flygtningenævnets flertal finder på denne baggrund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for at blive udsat for forhold omfattet udlændingelovens § 7, stk. 2, fra ansøgerens farbroder. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren vil kunne opnå myndighedernes beskyttelse herimod. Et flertal af nævnets medlemmer lægger derfor til grund, at ansøgeren er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Ifølge Flygtningekonventionen af 28. juli 1951 artikel 1 F (b) skal konventionen ”ikke finde anvendelse på den, om hvem der er alvorlig grund til at antage, at han (b) har begået en alvorlig ikke-politisk forbrydelse udenfor tilflugtslandet, inden han som flygtning fik adgang til dette”. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren er udelukket fra at få opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, jf. § 10, stk. 1, nr. 3, jf. Flygtningekonventionen af 28. juli 1951 artikel 1 F (b). Flygtningenævnet har lagt vægt på, at forholdet vedrører et drab med gevær, der efter handlingens karakter er omfattet af udelukkelsesgrundene, jf. udlændingelovens § 10, stk. 1, nr. 3. Det oplyste om baggrunden for ansøgerens handling kan efter forbrydelsens alvorlige karakter ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2011/55

afgh201154

Nævnet stadfæstede i oktober 2011 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2010. Afgørelsen omfattede tillige ansøgerens barn, som hun har fået med sin herboende ægtefælle. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk pashtun fra Kabul i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun har fået offentliggjort to bøger og nogle artikler omhandlende kvinders rettigheder i Afghanistan, og at hun i den forbindelse i foråret 2010 er blevet truet tre gange, hvoraf den sidste gang var en trussel på livet. Uanset om Flygtningenævnet måtte lægge ansøgerens forklaring til grund, finder nævnet, at de trusler, som ansøgeren har forklaret om, ikke har haft en sådan kvalificeret karakter, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved sin udrejse var forfulgt, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, ligesom ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til sit hjemland vil blive udsat for en sådan forfølgelse. Ansøgeren har heller ikke alene ved den omstændighed, at hun har skrevet de omhandlede artikler og bøger under sit pigenavn sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren alene er blevet opsøgt på gaden tre gange af tre forskellige uidentificerede mænd, at der alene blev fremsat mundtlige trusler, og at ansøgeren efter den sidste og mest alvorlige trussel gennem flere måneder fortsatte med at komme på sin arbejdsplads, selvom denne var kendt gennem udgivelsen af hendes bøger. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren, der indrejste i Danmark i efteråret 2010 på et 90 dages visum, først søgte om asyl i cirka to en halv måned efter indrejsen. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2011/54

afgh201153

Nævnet meddelte i september 2011 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Nævnet meddelte samtidig opholdstilladelse til ansøgerens søster, som indrejste samtidig med ansøgeren i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim fra Wardak provinsen i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv påberåbt sig, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive dræbt af sin moders familie på grund af en længerevarende slægtsfejde, som ligeledes har ført til, at hendes fader i 1997/1998 blev dræbt. Hun har endvidere henvist til, at hendes broder forsvandt efter et kuchiangreb på familiens bopæl i 2008/2009. Ansøgeren formoder, at kuchierne havde tilknytning til moderens familie. Ansøgeren frygter endvidere sin farbroder, som ønsker at tvangsgifte hende med sin søn, hvilket ansøgeren har modsat sig. Flygtningenævnet finder i det væsentlige at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund. Det lægges herefter til grund, at forældrene var af etnisk blandet herkomst, at de indgik ægteskab mod deres familiers vilje, at moderen har været udsat for knivoverfald, at ansøgeren overværede et voldeligt overfald på moderen af moderens morbroder under et besøg hos ansøgerens mormoder, at ansøgeren selv var udsat for et groft overfald af samme person, at forældrene var udsat for trusler og overfald, og at faderen omkring 1997/1998 blev fundet dræbt af skud. Det lægges videre til grund, at moderen sammen med ansøgeren og hendes tre søskende tog ophold i Teheran, at ansøgerens broder […] blev deporteret til Afghanistan efter fire års ophold i Iran, og at ansøgeren og hendes moder og søstre tog ophold i en navngiven landsby i Afghanistan, hvor broderen […] havde lejet et hus. Selvom ansøgerens antagelse af, at de to angreb fra ukendte mænd i 2007/2008 hidrører fra moderens familie, alene er baseret på formodninger, kan det sammenfattende ikke afvises, at ansøgeren er i at alvorligt modsætningsforhold til moderens familie. Det skal bemærkes, at kuchiernes angreb på bopælen i 2008/2009 ikke kan antages at have nogen forbindelse med denne konflikt, men må antages at have været et udslag af de generelt vanskelige forhold i området. Det kan således ikke antages, at angrebet specifikt var rettet mod ansøgerens familie. Vedrørende modsætningsforholdet til farbroderen lægges det til grund, at denne vedvarende i de sidste cirka to år før udrejsen søgte at presse ansøgeren til at gifte sig med farbroderens søn […], at farbroderen i forbindelse hermed udøvede vold mod ansøgeren samt hendes moder og søster, […]. Uanset at ansøgeren har forklaret upræcist om finansieringen af udrejsen, kan det efter ansøgerens forklaring videre lægges til grund, at ansøgeren og hendes søskende alene fik lov til at udrejse, fordi moderen lovede farbroderen, at ansøgeren ville indgå ægteskab med farbroderens søn i Iran. På denne baggrund findes det sandsynliggjort, at ansøgeren er kommet i et sådant modsætningsforhold til moderens familie og farbroderen, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Det skal bemærkes, at ansøgeren ikke vil kunne opnå myndighedernes beskyttelse over for sådanne overgreb. Det bemærkes, at ansøgeren ved en tilbagevenden ikke risikerer forfølgelse af grunde omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler herefter ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” afgh/2011/53

afgh201152

Nævnet meddelte i september 2011 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig ansøger fra Afghanistan. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk pashtun fra […] i Afghanistan og sunnimuslim af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive dræbt af Taliban. Ansøgeren har desuden problemer med sin klan i […], der sympatiserer med Taliban, og som er modstandere af ansøgerens ægteskab med sin herboende ægtefælle. Ansøgeren er ingeniør og har siden 2005 arbejdet på byggeprojekter ledet af italienere og amerikanere. Ansøgeren har siden medio 2009 arbejdet tæt på den afghanske grænse til Iran på et fælles byggeprojekt mellem et amerikansk og afghansk selskab til opførelse af bygninger til brug for […]. Ansøgeren havde ansvaret for arbejdet på byggepladsen, hvor der var beskæftiget cirka 80 personer. Ansøgeren har henvist til, at han har afvist at betale penge til […], der er en tidligere magtfuld Taliban-kommandant og fortsat en betydningsfuld person i området med tilknytning til Taliban. Ansøgeren har ligeledes afvist at ansætte personer anvist af […]. Ansøgeren er efterfølgende blevet truet af […] og blev i […] 2010 udsat for et attentatforsøg begået af Taliban. Taliban har i […] 2010 eftersøgt ansøgeren på bopælen og er i den forbindelse fremkommet med dødstrusler mod ansøgeren over for ansøgerens mor. Ansøgerens forklaring er understøttet af dokumenter vedrørende ansøgerens ansættelsesforhold og fotos. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at ansøgeren som højtudannet og gennem sit profilerede arbejde for udenlandske firmaer i Afghanistan gennem adskillige år må antages ved en tilbagevenden fortsat at være i Talibans søgelys på en sådan måde, at ansøgeren risikerer forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, som ansøgeren ikke kan opnå myndighedernes beskyttelse i mod. Ansøgeren opfylder ikke betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” afgh/2011/52

afgh201151

Nævnet stadfæstede i september 2011 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk tadjik fra byen […] i Nangahar-provinsen i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har gennemgået en aldersundersøgelse, der konkluderer, at ansøgeren i begyndelsen af 2011 måtte anses for at være mellem 14 og 18 år gammel. Det fremgår endvidere af sagens behandling hos udlændingemyndighederne, at ansøgeren, som er analfabet, har meget ringe forståelse for tidsangivelser og tidsmæssig udstrækning. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hans fader arbejdede som minerydder for en organisation, der foretog minerydning i Ghazni-provinsen. I begyndelsen af 2010 opsøgte Taliban familiens hjem og dræbte faderen og fire af hans kollegaer. To uger forinden havde faderen modtaget to trusselsbreve fra Taliban, hvoraf det fremgik, at han ville bliver slået ihjel, hvis ikke han stoppede sit arbejde for minerydningsselskabet. Nogle måneder efter faderens død åbnede ansøgeren en CD-forretning. Taliban afleverede et trusselbrev foran ansøgerens forretning, hvori de forlangte, at han skulle lukke forretningen. Da ansøgeren ikke rettede sig efter Taliban, satte Taliban ild på forretningen. Herefter tog ansøgeren ophold hos sin farbroder i samme landsby i fem måneder, før han udrejste af Afghanistan. Flygtningenævnet har under behandlingen i nævnet fået indtryk af, at ansøgeren forstår, hvad en asylsagsbehandling går ud på. Nævnet finder derfor, at ansøgeren har udvist tilstrækkelig modenhed til at kunne gennemføre en asylsagsbehandling. Nævnet har ved bedømmelsen af ansøgerens troværdighed på den anden side tillagt det vægt, at ansøgeren under sagsbehandlingen hos udlændingemyndighederne har udvist ringe forståelse for tidsangivelser. Nævnet har således ved bedømmelsen af ansøgerens troværdighed taget ovennævnte forhold i betragtning. På den baggrund finder nævnet ikke tilstrækkelig sikkert grundlag for at tilsidesætte ansøgerens forklaring om, at hans fader blev dræbt af Taliban, og at han selv efterfølgende modtog trusler fra Taliban, hvorefter Taliban afbrændte ansøgeren forretning, da han ikke efterkom Talibans krav om at ophøre med driften af denne. Nævnet lægger til grund, at Talibans udestående med ansøgerens fader ved drabet på denne, må anses for et afsluttet forhold. Nævnet lægger ligeledes til grund, at Talibans virkeliggørelse af truslen ved afbrændingen af ansøgerens forretning må anses for at være en afslutning på modsætningsforholdet mellem ansøgeren og Taliban. Nævnet lægger i den sammenhæng vægt på, at ansøgeren efterfølgende i flere måneder kunne opholder sig i samme landsby uden at blive udsat for forfølgelse af Taliban. Det kan ikke lægges til grund, at ansøgeren ved udrejsen var forfulgt. Flygtningenævnet finder endvidere ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet finder heller ikke, at ansøgeren vil være i risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsen afgørelse. afgh/2011/51

afgh201150

Nævnet meddelte i september 2011 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk turkmener fra Faryab og kristen. Ansøgeren har aldrig været medlem af eller aktiv for et politisk eller religiøst parti, organisation eller forening. Ansøgeren har som sit væsentlige asylmotiv henvist til, at han i 2005, mens han opholdt sig i England, konverterede fra islam til kristendommen. Ansøgeren frygter ved en tilbagevenden til Afghanistan at blive udsat for overgreb grundet sin kristne tro. Ansøgeren har endvidere henvist til den konflikt, som han og hans familie havde med kommandanten […], idet han i 2006 fik underretning om, at hans søn var blevet dræbt som følge af konflikten. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan vil få konkrete problemer med […]. Flygtningenævnet lægger vægt på den vurdering som de engelske asylmyndigheder i to instanser har foretaget. Herunder lægger Flygtningenævnet afgørende vægt på, at ansøgerens asylmotiv for de engelske myndigheder havde en generel karakter, idet der blev henvist til en generel konflikt om jordbesiddelser mellem forskellige etniske grupper. Til de danske myndigheder har ansøgeren derimod udbygget sin forklaring således, at han skulle have haft konkrete problemer, fordi kommandant […]s bror på et tidspunkt udså sig ansøgerens forlovede som ægtefælle. Ansøgerens forklaring om en telefonopringning fra sin ægtefælles morbroder i 2006 kan ikke ændre på denne vurdering. Flygtningenævnet lægger herunder vægt på, at der var tale om en ganske kortvarig kontakt med morbroderen, som ansøgeren ikke havde hørt fra i flere år og heller ikke efterfølgende har haft kontakt med. Hertil kommer, at det fremstår som uklart, hvorledes morbroderen skulle være kommet i kontakt med ansøgeren og have fået information om tildragelserne for ansøgerens familie. Endvidere må det tillægges vægt, at de oplysninger i form af fotos, som morbroderen skulle have videregivet, ikke er fremlagt af ansøgeren. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren konverterede til kristendommen i medio 2005, mens han opholdt sig i England. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer lægger til grund, at ansøgeren under sit kortvarige ophold i Afghanistan i 2008 fik problemer som følge af sin konvertering, og at flere personer i Afghanistan er blevet bekendt med ansøgerens konvertering. Han måtte derfor med kort varsel udrejse fra Afghanistan. Flertallet finder det herefter tilstrækkeligt sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan på ny vil få problemer som følge af sin konvertering. Der meddeles herefter ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. De nærmere vilkår for opholdstilladelsen fastsættes af Udlændingestyrelsen.  afgh/2011/50

Afgh20115

Nævnet stadfæstede i januar 2011 Udlændingeservices afgørelser vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst 2008. Ansøgeren har fra 2008-2010 periodevis opholdt sig i henholdsvis Tyskland og Sverige. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk hazara, muslim og fra et navngivent lokalområde i Afghanistan. Han har ikke været hverken politisk eller religiøst aktiv. Dog har han i en kort periode i 2004 været tilknyttet Hezb-e-Islami. Ansøgeren har som væsentligste asylmotiver henvist til, at han frygter at blive dræbt af flere forskellige ved en tilbagevenden til Afghanistan. For det første frygter han myndighedsforfølgelse, idet han i 2004 i en periode på cirka seks måneder har været tilknyttet Hezb-e-Islami. For det andet er han ikke vendt tilbage til Hezb-e-Islami efter en orlov, og han frygter derfor at blive straffet for dette. For det tredje frygter han hazaraer fra lokalområdet – herunder en navngiven hazara – der kendte til, at ansøgeren har været tilknyttet Hezb-e-Islami. For det fjerde frygter han hævn fra familierne til de mænd, der blev dræbt ved et kochi-angreb, mens ansøgeren i 2004 var tilknyttet Hezb-e-Islami. For det femte frygter han hævn fra den familie, som ansøgerens søster skulle være gift ind i, idet ansøgeren hjalp søsteren til flugt. Selvom ansøgerens forklaring lægges til grund, finder Flygtningenævnet, at han ikke opfylder betingelserne for at få asyl. Ansøgeren har efter sin forklaring alene været tilknyttet Hezb-e-Islami i en kort periode, ligesom han var meget ung og ikke højt placeret. Flygtningenævnet finder derfor, at han ikke – herunder i lyset af at der nu er forløbet cirka syv år – vil være i risiko for myndighedsforfølgelse eller overgreb fra efterladte til de personer, der skulle være blevet dræbt af militser tilknyttet Hezb-e-Islami. Af de samme grunde finder Flygtningenævnet, at ansøgeren som følge af den manglende profilering ikke ved en tilbagevenden vil være i risiko for asylrelevante overgreb fra Hezb-e-Islami. Det samme gælder ansøgerens frygt for at skulle blive efterstræbt af en navngiven hazara eller andre lokale hazaraer. Det skal i øvrigt i den forbindelse bemærkes, at ansøgerens fader og brødre var tilknyttet Hezb-e-Wahdat, og at ansøgeren udelukkende tilsluttede sig Hezb-e-Islami, fordi han ville hævne sig på de personer, der stod bag drabene på hans fader og brødre. Endelig kan den omstændighed, at ansøgerens søster er flygtet fra et tvangsægteskab, ikke føre til, at ansøgeren af denne grund kan blive meddelt asyl. Flygtningenævnet lægger i den forbindelse vægt på, at forholdet ligger langt tilbage i tid, og at ansøgerens rolle har været af underordnet karakter. Ansøgeren opfylder derfor ikke betingelserne for at blive meddelt asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1, idet han ikke vurderes at være i risiko for myndighedsforfølgelse ved en tilbagevenden til Afghanistan. Ansøgeren opfylder heller ikke betingelserne for at få asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 2, idet han ikke vurderes til at være i risiko for at blive udsat for de overgreb, der er nævnt i denne bestemmelse, ved en tilbagevenden til Afghanistan.”  afgh/2011/5

afgh201149

Nævnet stadfæstede i september 2011 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk tajik fra en navngiven landsby, Balkh provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at ansøgeren og hans ven på vej hjem fra skole blev bortført af ukendte personer med pashtunsk udseende og i to dage holdt til fange i en kælder, hvorefter det lykkedes dem at flygte. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hans fader arbejdede på et udenlandsk kontor og to til tre måneder forinden bortførelsen af ansøgeren modtog trusler. Ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter ansøgeren at blive dræbt som følge af faderens arbejde for en udenlandsk organisation. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring om det, der er passeret, til grund. Flygtningenævnet finder, at bortførelsen af ansøgeren må anses som en almindelig kriminel handling. Der er ikke grundlag for at sammenkæde bortførelsen af ansøgeren med ansøgerens faders arbejde, således som det er sket for nævnet. Nævnet lægger herved vægt på, at denne sammenkædning ikke er sket tidligere i sagen, idet bortførelsen da var motiveret med afpresning eller eventuel organudtagning af ansøgeren. Nævnet lægger endvidere vægt på, at ansøgeren blev bortført sammen med en kammerat, og at det derfor er mindre sandsynligt, at bortførelsen skyldtes ansøgerens faders forhold. Flygtningenævnet finder ikke, at det er sandsynliggjort, at ansøgerens fader har haft et sådant arbejde eller position, at det må antages, at ansøgeren er i en konkret og individuel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7 ved en tilbagevenden til Afghanistan. Flygtningenævnet finder således i det hele ikke, at ansøgeren risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Afghanistan. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”  afgh/2011/49

afgh201148

  Nævnet meddelte i september 2011 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger samt et barn fra Afghanistan. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk tajik fra en navngiven landsby beliggende 5 timers kørsel fra […], Takhar-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun siden barnsben har været lovet væk til fætteren […] på sin faders side. I to år forud for sin udrejse havde hun i hemmelighed telefonisk kontakt med sin nuværende ægtefælle, […], der er bosiddende i Danmark. Ægtefællen rejste til Afghanistan, og de mødte for første gang hinanden den i foråret 2009. Ansøgerens forældre accepterede giftermålet mellem ansøgeren og […], idet ansøgeren truede med at begå selvmord. Da ansøgeren og ægtefællen i foråret 2009 var på vej i bil mod […]for at blive gift, blev den forankørende bil i kortegen beskudt. Parret blev viet hos svigerforældrene i foråret, og den efterfølgende nat blev huset beskudt. Ansøgeren flygtede til Kabul, hvor hun modtog en telefonisk dødstrussel fra fætteren. Ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter ansøgeren æresdrab fra fætterens familie. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte ansøgerens forklaring. Flygtningenævnet finder, at konflikten med farbroderen og farbroderens del af familien, blandt andre fætteren, må anses for så alvorlig, at ansøgeren risikerer æresdrab som følge af giftermålet med ægtefællen ved en tilbagevenden til Afghanistan. Flygtningenævnet meddeler herefter ansøgeren samt hendes barn opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” afgh/2011/48

afgh201147

Nævnet stadfæstede i september 2011 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk pashtun fra provinsen Kunar og sunni-muslim af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af et politisk eller religiøst parti, organisation eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hans bror var medlem af Taliban og døde i kamp, at Taliban efter ansøgerens brors død ville hverve ansøgeren, og at Taliban tilbød ansøgerens far penge for ansøgeren. Ansøgerens far nægtede at udlevere sin søn til Taliban, hvorfor Taliban nogle dage senere kidnappede ansøgeren om natten. Ansøgeren har videre henvist til, at han flygtede fra Taliban den følgende morgen, at han tog tilbage til sin bopæl, hvor hans far fortalte ham, at myndighederne havde ledt efter ham, idet de mistænkte ham for at samarbejde med Taliban. Ansøgeren rejste med sin far til Jalalabad, hvorfra han 20 dage senere udrejste af Afghanistan. Nævnet finder efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring, at ansøgeren ikke har opfyldt sin pligt til efter udlændingelovens § 40 at meddele de oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af hans asylmotiv. Ansøgeren har oplyst, at hans syv år ældre bror var medlem af Taliban og blev dræbt, og at Taliban derefter ønsker, at ansøgeren skal være medlem af Taliban. Nævnet finder imidlertid, at ansøgerens forklaring om sin og sin families situation i landsbyen […], der bestod 30 til 50 huse, hvor familien dyrkede landbrug, som ansøgeren også arbejdede i, fremstår usandsynlig. Således har ansøgeren forklaret, at han ikke har kendskab til, hvor broderen fik religiøs undervisning, og at ingen af landsbyens beboere havde noget kendskab til, at broderen var medlem af Taliban, selvom han under sit toårige medlemskab af Taliban besøgte familien med en til halvanden måneds mellemrum ledsaget af et par andre talibanere. Ansøgeren har videre forklaret, at han ved anvendelse af vold blev kidnappet fra bopælen og ført til et afsides liggende hus, hvor de tilstedeværende 15 til 16 personer efterhånden forsvandt, idet dog to personer omtalte ansøgerens bror positivt over for ansøgeren og tilkendegav, at ansøgeren også skulle blive talibaner som sin bror. To tilbageblevne personer faldt i søvn i løbet af natten, hvorefter ansøgeren kunne forlade lokalet via en ulåst dør, løbe et langt stykke til en vej og derefter komme med biler hjem til sine forældres bopæl i landsbyen. Ankommet dertil oplyste hans far straks, at myndighederne havde været på bopælen og spurgt efter ansøgeren. Ansøgeren har til samtalen med Udlændingestyrelsen givet udtryk for, at han formoder, at personer i landsbyen har meddelt myndighederne, at ansøgeren havde meldt sig til Taliban, idet landsbyens beboere grundet moderens sorg over den dræbte broder nu var blevet klar over, at familien havde forbindelse til Taliban. Ansøgeren og hans far rejste straks til faderens ven i Jalalabad, hvor ansøgeren ventede i 20 dage ind til hans rejse til Europa var tilrettelagt. Ansøgeren har ikke efter udrejsen i foråret 2010 haft nogen kontakt til sin familie. Nævnet finder, at ansøgerens forklaring i sin helhed bærer præg af konstruktion, og at ansøgerens svar bærer præg af manglende oplysninger om omstændigheder, som ansøgeren umiddelbart burde kunne forklare om på en overbevisende måde, såfremt det angivne hændelsesforløb havde været selvoplevet. Selvom ansøgeren har kunnet forklare konkret på nogle punkter blandt andet hvilket antal personer, der var til stede, både da talibanere kom til forældrenes hus første gang og siden, har dette ikke ført til, at nævnet samlet har kunnet anlægge en anden vurdering af ansøgerens forklaring. Da ansøgeren som anført ikke findes på en overbevisende måde at have sandsynliggjort sit asylmotiv, finder nævnet ikke, at ansøgeren vil risikere en forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 og stk. 2, ved en tilbagevenden til Afghanistan. Flygtningenævnet stadfæster herefter Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2011/47

afgh201146

Nævnet meddelte i september 2011 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Ansøgeren var mindreårig ved indrejsen. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk hazara fra […] provinsen Bamiyan og muslim af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af et politisk eller religiøst parti, forening eller lignende. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hans far døde for omkring ti år siden, hvorefter hans mor giftede sig på ny, at morens nye ægtefælle samt ansøgerens nye stedbror chikanerede ansøgeren samt udsatte ham for fysiske overgreb. En dag, da ansøgeren arbejdede i et foderrum, provokerede stedbroren, […], der var 2 – 3 år yngre end ansøgeren, på ny og smed foderrester og snavs i ansøgerens øjne, hvorefter ansøgeren kastede en håndle, som han stod med, efter stedbroren, der blev ramt i brystet og døde omkring tre dage senere. Ansøgerens stedfar låste ansøgeren inde i foderrummet, men en nabokone hjalp ansøgeren med at flygte. Ansøgeren flygtede til Kabul og derfra videre til sin farbror i Iran, hvor han opholdt sig de følgende tre år. Ansøgeren har ikke siden turdet rejse tilbage til Afghanistan og måtte flygte videre, fordi ansøgerens stedfar søgte efter ansøgeren og forlangte, at farbroderen i Iran udleverede ansøgeren. Også efter det oplyste for Flygtningenævnet, herunder ansøgerens forklaring, lægges det til grund, at hændelsesforløbet i det væsentlige har været som af ansøgeren forklaret, og at ansøgeren i overensstemmelse med afgørelsen fra Udlændingestyrelsen anses for omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Spørgsmålet er herefter, om ansøgeren ikke kan gives opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, fordi ansøgeren er omfattet af Flygtningekonventionens artikel 1F (b), jf. udlændingelovens § 10, stk. 1, nr. 3, subsidiært om opholdstilladelse skal nægtes efter udlændingelovens § 10, stk. 2, nr. 2, idet særlige grunde ikke taler for, at opholdstilladelse gives. Ved vurderingen heraf lægger nævnet til grund, at den handling, som ansøgerens asylmotiv er knyttet til, fandt sted i efteråret 2005 lige inden vinteren. Efter den foretagne aldersvurdering i Danmark lægges det til grund, at ansøgeren dengang var 13 ½ år. Ansøgeren har om handlingen forklaret, at han reagerede som følge af den generelle chikanøse og nedværdigende adfærd, som også hans yngre stedbroder […] udviste, da stedbroren konkret blandt andet smed foderstumper og snavs i ansigtet på ansøgeren, da denne var i færd med at skære foder med en håndle. Såfremt handlingen skulle vurderes efter dansk ret, ville ansøgeren være straffri allerede som følge af, at han var under den kriminelle lavalder, der i 2005 var 15 år. Endvidere bemærkes, at ansøgeren har forklaret, at det ikke var hans hensigt at skade stedbroren, da han kastede håndléen. Herefter og under hensyn til den forsigtighed, der skal udvises i forbindelse med anvendelse af artikel 1F (b) i Flygtningekonventionen og henset til det anførte om betydningen af, at en given handling begås af et barn under den kriminelle lavalder, jf. herved baggrund 90, Diverse Emner, UNHCR Guidelines on International Protection: Child Asylum Claims, punkt 60, finder nævnet, at ansøgeren ikke kan anses for omfattet af den nævnte udelukkelsesgrund. Nævnet finder videre, at det ved vurderingen efter udlændingelovens § 10, stk. 2, nr. 2, er afgørende, at ansøgeren på handlingstidspunktet var under den danske kriminelle lavalder, og at der allerede som følge heraf ikke kunne finde udvisning sted efter udlændingelovens §§ 22 til 24. Det bemærkes, at en eventuel institutionsanbringelse i medfør af lov om social service ikke kan anses for en anden strafferetlig retsfølge efter udlændingelovens §§ 22 til 24. Samlet finder Flygtningenævnet herefter, at ansøgeren har krav på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, idet han ved en tilbagevenden til Afghanistan anses for at risikere umenneskelig behandling eller straf. Nævnet har ikke fundet grundlag for at anse ansøgeren for omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Der meddeles derfor ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2." afgh/2011/46

afgh201145

Nævnet stadfæstede i september 2011 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk tadjik fra Gereshk i Helmand-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive tvangshvervet af Taliban, og hvis han ikke lader dette ske, dræbt. Ansøgerens brødre forsvandt i henholdsvis 2001 og 2009. Begge brødre blev afhentet om natten. Ansøgeren har ingen konkret viden om, hvad der videre skete brødrene, udover, at den mindste broders lig i forbrændt tilstand i 2010 var afleveret i den lokale moske. På baggrund af tredjehåndsoplysninger er ansøgeren af den opfattelse, at begge brødre er blevet tvangshvervet af Taliban. Ansøgeren har forklaret, at han er eneste tilbageblevne mand i familien. Ansøgeren er gift og har tre børn. Ansøgeren har ikke forud for det brev, han oplyser at have modtaget kort efter den yngste broders død, været søgt hvervet til Taliban, eller i øvrigt kontaktet af bevægelsen. Ansøgeren har oplyst, at han lever i et miljø, hvor hovedparten af beboerne er analfabeter. Ansøgeren har ikke på overbevisende vis kunnet forklare, at han ved en skriftlig henvendelse fra Taliban, afleveret til hans moder, skulle være søgt hvervet. En henvendelse på bopælen om natten, antager ansøgeren, var af Taliban. Hans oplysning ses ikke i øvrigt bestyrket. Hans kortvarige flugt til en naboejendom ses der ikke forklaret overbevisende om. Henset til ansøgerens etnicitet, alder og familiemæssige status, finder Flygtningenævnet ikke, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i reel risiko for tvangshvervning til Taliban. Ansøgeren ses således ikke forud for udrejsen, at have været udsat for forhold, der kan begrunde asyl. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet finder heller ikke, at han vil være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingeloven § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2011/45

afgh201144

Nævnet stadfæstede i september 2011 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er shia-muslim og etnisk hazara fra landsbyen […] i […]-amtet i Ghazni-provinsen. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han har haft en konflikt med kuchi-folk, og at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive dræbt af kuchi-folk, idet de uberettiget beskylder ham for tyveri og drab. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring om konflikten med kuchierne har fremstået som usikker. Uanset om det lægges til grund, at ansøgeren blev fysisk forulempet af kuchierne for to-tre år siden og igen kort tid før udrejsen i forbindelse med en græsningskonflikt og en konflikt om ejerforhold til nogle får, finder nævnet ikke, at disse forhold har haft en sådan karakter og intensitet, at det kan sidestilles med en asylbegrundende forfølgelse efter udlændingelovens § 7. For så vidt angår beskyldningen om at have begået to drab i relation til kuchi-folk, bemærker nævnet, at ansøgeren først til samtalen med Udlændingestyrelsen oplyste om disse beskyldninger, herunder at han blev opsøgt af det afghanske politi. Ansøgeren har ikke givet en plausibel forklaring på, hvorfor disse oplysninger, der er afgørende for ansøgerens asylmotiv, ikke er fremkommet på et tidligere tidspunkt. Flygtningenævnet bemærker videre, at det ikke fremstår overbevisende, hvorfor de pågældende beskyldninger skulle være rettet mod ansøgeren. Flygtningenævnet kan derfor ikke lægge ansøgerens oplysninger herom til grund for sagens vurdering. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af sagens oplysninger ikke, at ansøgeren på troværdig og overbevisende måde har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden vil være i risiko for forfølgelse, jf. udlændingeloven § 7, stk. 1, eller at han vil være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingeloven § 7, stk. 2. De vanskelige, men generelle, forhold i Afghanistan kan ikke i sig selv begrund asyl. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2011/44

afgh201143

  Nævnet meddelte i september 2011 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk tajik fra Herat i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hans fætter blev kidnappet, da ansøgeren og fætteren cyklede en tur sammen. Ansøgeren blev ikke kidnappet, idet det lykkedes ham at flygte. Kidnapperne kontaktede telefonisk ansøgerens farbroder og krævede, at ansøgeren blev udleveret. Der blev desuden afleveret tre trusselsbreve på ansøgerens bopæl. Ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter ansøgeren at blive dræbt af kidnapperne. Uanset at ansøgeren på nogle punkter har forklaret upræcist om sin færden forud for udrejsen, kan Flygtningenævnet efter en samlet vurdering af hans forklaring lægge det påberåbte asylmotiv til grund. Det lægges herefter til grund, at ansøgerens fætter under en cykeltur med ansøgeren blev kidnappet, at ansøgerens fader og farbroder henvendte sig til politiet angående kidnapningen, at ansøgeren over for politiet tilkendegav, at han havde set kidnapperne, at kidnapperne nogle dage efter kidnapningen kontaktede farbroderen angående løsepenge, ligesom de tilkendegav, at de var bekendt med det passerede ved henvendelsen til politiet, at kidnapperne ligeledes krævede ansøgeren udleveret, og at kidnapperne efterfølgende afleverede tre trusselsbreve til ansøgerens fader med trusler rettet mod ansøgeren og familien. Efter ansøgerens forklaring lægges det videre til grund, at kidnapperne har forbindelse med oprørsgrupper med netværk andre steder i Afghanistan. Det lægges efter det foreliggende til grund, at myndighederne ikke vil være i stand til at yde ansøgeren fornøden beskyttelse. På denne baggrund findes ansøgeren at have sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Det bemærkes, at ansøgeren ved en tilbagevenden ikke risikerer forfølgelse af grunde omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler herefter ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” afgh/2011/43

afgh201142

Nævnet stadfæstede i september 2011 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk pashtun og muslim af trosretning fra en navngiven by i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at bliver slået ihjel af Taliban, fordi hun underviste landsbyens børn i at læse og skrive. Ansøgeren er blevet opsøgt adskillige gange, ligesom hun har modtaget to trusselsbreve om, at Taliban ville brænde skolen ned og slå hende ihjel. Skolen er nu lukket efter hendes udrejse, og Taliban har efterfølgende kun rettet henvendelse en gang. Flygtningenævnet finder ikke, at den påberåbte konflikt med Taliban er af en sådan karakter og intensitet, at det kan sidestilles med en asylbegrundende forfølgelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet lægger blandt andet vægt på, at ansøgeren uanset de mange henvendelser fortsatte sin undervisning. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at truslerne fra Taliban ikke udviklede sig over den toårige periode, og at Taliban ikke i den periode trængte ind i huset eller skolen. Der lægges i den forbindelse vægt på, at ansøgeren, uanset udrejser til Pakistan, flere gange vendte tilbage til landsbyen, hvor hun fortsatte sin undervisning. Det må endvidere indgå i vurderingen, at ansøgeren først udrejste efter, at hun havde fået et afslag på familiesammenføring, ligesom hun først søgte asyl efter nogen tids ophold her i landet. Samlet finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller vil være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2011/42

afgh201210

Nævnet stadfæstede i august 2011 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”at ansøgeren er etnisk tadjik fra […] distriktet i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han for omkring tre år siden konverterede til kristendommen. Han var tidligere sunni-muslim. Ansøgeren mødte i en bus på vej hjem fra arbejde to missionærer, der fortalte ansøgeren om kristendommen. De to mænd gav ansøgeren et kassettebånd, der indeholdt kristent materiale, herunder sange og citater, samt et telefonnummer. Derefter begyndte ansøgeren at deltage i møder afholdt af den kristne forsamling. En dag, da ansøgerens svoger var på besøg, opdagede svogeren kassettebåndene, ligesom svogeren så en sms på ansøgerens mobiltelefon, hvori han blev indkaldt til møde i den kristne forsamling. Svogeren fortalte efterfølgende de ældre i landsbyen om ansøgerens relation til kristendommen, og de ældre foranstaltede en ransagning af ansøgerens bopæl. I forbindelse med ransagningen blev der fundet kristent materiale. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hans broder flygtede sammen med ansøgerens ægtefælles søster. De to var forelskede, men ægtefællæns søster var lovet væk til en anden mand. Ansøgerens svigerfamilie har givet ansøgeren skylden herfor. Endelig har ansøgeren i Danmark været udsat for overgreb fra andre afghanere som følge af sin kristne tro. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren har forklaret upræcist og afglidende om sin tilknytning til den kristne tro i Afghanistan, og hans forklaring om, hvordan han kom i kontakt med de to kristne mænd i Kabul, fremstår ikke selvoplevet. Flygtningenævnet finder endvidere, at det forekommer usandsynligt, at ansøgeren i en bus i Kabul har drøftet sine ansættelsesforhold i ISAF på en så åbenlys måde, at det var muligt for de to kristne mænd at følge med i samtalen, ligesom det forekommer usandsynligt, at de to mænd uden at kende ansøgeren nærmere tilkendegav, at de var kristne og gav ansøgeren kristent materiale samt deres telefonnummer. Endeligt forekommer det usandsynligt, at ansøgeren efterfølgende opbevarede det kristne materiale i form af kassettebånd et frit tilgængeligt sted. Hertil kommer, at ansøgeren har forklaret divergerende om indholdet af den sms om indkaldelse til møde i den kristne menighed, som hans svoger læste, ligesom ansøgeren har forklaret usammenhængende om, hvorfor han ikke frygtede, at svogeren skulle finde de kristne bånd. På denne baggrund kan nævnet ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han konverterede til den kristne tro i Afghanistan, og at han som følge heraf kom i konflikt med sin familie, til grund. Ansøgeren ophørte med at arbejde for ISAF umiddelbart efter, han havde modtaget en advarsel fra det lokale råd, og ansøgeren har ikke efterfølgende modtaget konkrete trusler som følge af, at han havde arbejdet for ISAF. Dette arbejde kan derfor ikke i sig selv begrunde, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Efter erklæringerne fra to navngivne kirker i Danmark sammenholdt med ansøgerens forklaring herom, lægges det til grund, at ansøgeren er dødt i den omhandlede kristne kirke, at han aktivt udøver den kristne tro, og at han derfor i Danmark er konverteret til den kristne tro. Da nævnet har tilsidesat ansøgerens forklaring om sit forhold til sin familie og den kristne kirke i Afghanistan, er det ikke sandsynliggjort, at ansøgerens konvertering til den kristne kirke i Danmark er kommet til de Afghanske myndigheders eller ansøgerens families kundskab. Som følge af det anførte har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland vil risikere at blive forfulgt, jf. udlændingelovens § 7, eller at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Det bemærkes, at de generelt vanskelige forhold for kristne i Afghanistan ikke kan føre til et andet resultat. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsen afgørelse. afgh/2011/41

afgh20129

Nævnet meddelte i august 2011 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk pashtun fra Laghman provinsen i Afghanistan og sunni-muslim af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerens fader og to brødre blev i 1990´erne dræbt af Hezb-e Islami på grund af faderens arbejde som kampvognschauffør for Najibullahs regering. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive udsat for overgreb fra Taliban og de afghanske myndigheder. Ansøgeren har for Flygtningenævnet afgivet en forklaring, der på alle væsentlige punkter stemmer overens med de forklaringer, som ansøgeren tidligere har afgivet i Danmark. Forklaringen har i øvrigt fremstået troværdig og selvoplevet. På denne baggrund og under hensyn til, at ansøgeren er analfabet samt oplysningerne om hans helbredsmæssige tilstand, kan forklaringen ikke afvises alene med henvisning til den tilsyneladende divergerende forklaring, som ansøgeren har afgivet for de norske myndigheder. Det bemærkes i den forbindelse, at denne forklaring fremstår summarisk, og at den alene blev afgivet til brug for myndighedernes vurdering af, hvorvidt ansøgerens sag skulle behandles i Grækenland eller i Norge. Hertil kommer, at det ikke kan afvises, at der var problemer med tolkningen, idet denne blev foretaget af en pashto-tolk, som ansøgeren ifølge sin forklaring ikke fuldt ud forstod. Flygtningenævnet lægger herefter til grund, at ansøgeren blev opsøgt at tre personer fra Taliban, der tvang ham ind i en bil, hvorefter de kørte ham til en grotte i bjergene. Ansøgeren blev udsat for tortur, idet Taliban beskyldte ansøgeren for at have angivet en broder til en mullah, hvilket ansøgeren nægtede. Taliban besluttede herefter, at ansøgeren skulle følge dem under en våbentransport, og i forbindelse med en sådan transport blev ansøgeren og Taliban angrebet fra luften. Ansøgeren vågnede herefter op på hospitalet, hvor han af myndighederne blev beskyldt for at tilhøre Taliban. Ansøgeren flygtede fra hospitalet og ud af Afghanistan. På denne baggrund har ansøgeren sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan risikere at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Det bemærkes, at der ikke er grundlag for at meddele ansøgeren asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” afgh/2011/40

Afgh20114

Nævnet meddelte i januar 2011 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst 2009. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk pashtun fra Kunar-provinsen i Afghanistan og sunnimuslim af trosretning Ansøgeren har ikke været politisk aktiv Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive dræbt af Taliban. Ansøgeren blev i et navngivent Tablighi Center i Lahore af Taliban overtalt til at gå i hellig krig mod amerikanerne. Han blev overført til en træningslejr og blev sendt ud som selvmordsbomber, hvilket han afstod fra og flygtede. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Det bemærkes, at ansøgerens forklaring bærer præg af at være selvoplevet. Det lægges herefter til grund, at ansøgeren deltog i Tablighi i Centret i Lahore, at han efter 30 dages ophold lod sig hverve af Taliban-folk, som kom på stedet og agiterede for Jihad, at ansøgeren oplyste Taliban om sine personlige forhold, at han blev trænet i våbenbrug og anvendelse af selvmordsvest i en Taliban-lejr, at han efterfølgende blev udpeget til en konkret selvmordsaktion sammen med en pakistaner, at ansøgeren og pakistaneren fortrød og herefter flygtede, og at ansøgeren efterfølgende udrejste med bistand fra sin ven [………..]. Det lægges herefter til grund, at Taliban, som har registreret ansøgerens personalia, efter det foreliggende må antages at ville efterstræbe ansøgeren, og at myndighederne ikke vil være i stand til at yde ansøgeren fornøden beskyttelse. Under disse omstændigheder findes ansøgeren at have sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2.” afgh/2011/4

afgh20128

Nævnet stadfæstede i august 2011 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøger er afghansk statsborger, født og opvokset i landsbyen […], der er beliggende i distriktet […] i i Paktiaprovinsen, etnisk pashtun og muslim af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger og har ikke været politisk aktiv. Ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter ansøgeren at blive dræbt af Hezb-e-Islami, fordi han ikke har overtaget pladsen efter sin storebror, der var aktiv for Hezb-e-Islami, ligesom Hezb-e-Islami mistænker ham for at have angivet distriktskommandanten, […] til myndighederne. Ansøgeren har til sagen oplyst, at hans storebror for cirka tre år siden sammen med cirka 300 personer fra Hezb-e-Islami deltog i et angreb på ansøgerens landsby. Angriberne blev drevet på flugt af regeringsstyrker og amerikanske soldater. Broderen forsøgte sammen med cirka 20 andre personer at flygte i en bil, der blev beskudt og ødelagt af amerikanerne. Cirka seks måneder efter angrebet tog ansøgerens far hen til Hezb-e-Islamis base for at få bekræftet, at broderen var blevet dræbt. På basen sagde man til faderen, at ansøgerens bror ikke var blevet dræbt, men var flygtet, og at ansøgeren skulle tage hans plads. Cirka 10 dage efter faderens henvendelse til Hezb-e-Islami opsøgte fire personer, hvoraf to var slægtninge til faderen, familiens bopæl og sagde, at faderen skulle udlevere ansøgeren til dem. Forinden havde ansøgeren skjult sig i stalden uden for familiens hus. Efterfølgende sendte faderen ansøgeren hen til en af sine venner i Jalalabad, hvor ansøgeren opholdt sig i cirka syv måneder. I denne periode rettede personer fra Hezb-e-Islami flere gange henvendelse på familiens bopæl og spurgte efter ansøgeren. Efter at en af personerne fra Hezb-e-Islami opsøgte faderens ven i Jalalabad og forlangte at få ansøgeren udleveret, sendte faderen ansøgeren til en anden af sine slægtninge i Kabul. Ansøgeren boede hos den pågældende i cirka 15-16 måneder. Efter at ansøgeren havde opholdt sig i Kabul i cirka otte-ni måneder blev distriktskommandanten fra Hezb-e-Islami anholdt, og Hezb-e-Islami gav ansøgeren skylden for anholdelsen. Da faderens slægtning modtog trusler fra Hezb-e-Islami, turde han ikke længere have ansøgeren boende. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaringer til grund for sagen, men bemærker dog, at der er visse divergenser. Ansøgeren har til samtalereferatet forklaret, at det var en navngiven person, som truede ansøgerens faders slægtning. Under nævnsbehandlingen har ansøgeren derimod forklaret, at den navngivne person skrev et trusselsbrev til faderens slægtning, og at en anden navngiven person opsøgte faderens slægtning i basaren og spurgte efter ansøgeren. Efter ansøgerens forklaringer lægger Flygtningenævnet til grund for sagen, at det kun har været familiemedlemmer til ansøgeren, som har opsøgt henholdsvis faderens ven og faderens slægtning. Flygtningenævnet finder under disse omstændigheder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at eftersøgningen af ham har været af en sådan intensitet, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet må antages for at være i risiko for asylbegrundende forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han vil være i en reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgeren efter sine egne oplysninger har kunnet opholde sig i Afghanistan i næsten to år inden udrejsen uden at have været udsat for overgreb.” afgh/2011/39

afgh20127

Nævnet stadfæstede i august 2011 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk tadjik fra Parwan, Afghanistan og muslim af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til at hun frygter at blive slået ihjel af […]s familie. […]s familie har siden ansøgeren var 17 år tilbudt hende ægteskab med […], hvilket ansøgerens familie gennem årene har afslået. […]s familie er ofte kommet på ansøgerens bopæl, hvor familien blandt andet har truet med at bortføre ansøgeren, ligesom de har udsat ansøgerens far for vold og fået ham tilbageholdt af politiet. Det må tillægges vægt, at ansøgeren har forklaret upræcist om truslerne fra […]s familie, at truslerne aldrig er blevet realiseret, at […]s familie efter ansøgerens egen forklaring i en længere periode efter den første henvendelse omkring 2002 ikke fulgte op på frieriet, at ansøgeren forud for udrejsen var i stand til at opholde sig i hjemlandet, indtil hendes rejsepapirer var bragt i orden, og at ansøgeren ikke har haft problemer med myndighederne. Sammenfattende kan det efter det foreliggende i øvrigt ikke lægges til grund, at de forhold, som ansøgeren har oplyst at have været udsat for, har haft en sådan intensitet og omfang, at det kan begrunde asyl eller beskyttelsesstatus. Endelig har Flygtningenævnet lagt nogen vægt på, at ansøgeren udrejste legalt, og at hun første ansøgte om asyl mere end to måneder efter sin indrejse. Det kan herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren har været forfulgt ved udrejsen, eller at ansøgeren ved en tilbagevenden risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kan det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingeservice afgørelse. afgh/2011/38

afgh20126

Nævnet meddelte i august 2011 opholdstilladelse (B-status) til et ægtepar samt deres fire børn fra Afghanistan. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At den mandlige ansøger er etnisk hazara fra […] i Ghazni-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået af en navngiven pashtunsk kommandant, som samarbejder med Taliban, idet kommandanten i sommeren 2010 rettede henvendelse til den mandlige ansøger med ønske om at indgå ægteskab med den mandlige ansøgers søster. Søsteren flygtede herefter og indgik ægteskab med en tidligere skolekammerat, da hun ikke ønskede at gifte sig med en person, der i forvejen havde to hustruer og otte til ni børn. Kommandanten truede herefter med at slå ansøgeren og hans familie ihjel, hvis ikke de fandt søsteren. Den kvindelige ansøger er etnisk hazara fra en navngiven landsby i Ghazni-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den kvindelige ansøger har henvist til sin ægtefælles asylmotiv. Hun har endvidere henvist til, at hun aldrig ønsker at vende tilbage til Afghanistan, da hun er blevet udsat for grov vold af nogle af kommandantens soldater. Uanset at ansøgerne på enkelte punkter har forklaret upræcist om hændelsesforløbet forud for udrejsen, kan Flygtningenævnet lægger deres forklaringer om det påberåbte asylmotiv til grund. Ansøgerne har forklaret konsistent om centrale punkter i asylmotivet og har endvidere for Flygtningenævnet troværdigt redegjort for asylmotivet. Det lægges herefter til grund, at ansøgerne er kommet i konflikt med en magtfuld Taliban kommandant, som ønsker at gifte sig med den mandlige ansøgers søster. Imidlertid er søsteren blevet gift med en tidligere skolekammerat og er flygtet til Pakistan med denne. Hertil kommer, at kommandanten har truet med at dræbe ansøgerne og deres børn, såfremt den mandlige ansøger ikke bringer søsteren til stede, således at hun kan blive gift med kommandanten, og at kommandanten udøvede grov vold mod ansøgerne i forbindelse med den seneste henvendelse på deres bopæl. Det lægges til grund, at kommandanten tvang den mandlige ansøger til at lede efter sin søster, mens kommandanten samtidig lod ansøgernes hus bevogte, at den kvindelige ansøger og børnene var indespærrede i huset i forbindelse hermed, og at det lykkedes ansøgerne at flygte fra huset midt om natten med hjælp fra en af den mandlige ansøgers navngivne venner, som var i tjeneste hos kommandanten. Endelig skal det bemærkes, at ansøgerne efter det foreliggende ikke vil kunne opnå myndighedernes beskyttelse i konflikten med kommandanten. Efter det foreliggende kan det ikke antages, at ansøgerne risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Derimod finder Flygtningenævnet, at ansøgerne efter det foreliggende har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgerne og deres fire børn opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. afgh/2011/37

afgh20125

  Nævnet stadfæstede i august 2011 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”At Flygtningenævnet tiltræder, at ansøgeren er tilstrækkelig moden til at få behandlet sin ansøgning om asyl i Danmark, idet ansøgeren, der er 15 år, har forklaret med forståelse af sine besvarelsers betydning for asylsagen. Ansøgeren er etnisk hazara fra landsbyen […] i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv gjort gældende, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af sin fætter […]. Ansøgeren frygter endvidere angreb fra kuchierne. Ansøgerens farbroder bad en dag ansøgeren om at holde farbroderens gevær, mens han selv rensede det. Mens ansøgeren holdt den ene ende af geværet, gik det af og dræbte farbroderen på stedet. Omkring 15-20 dage senere vendte farbroderens søn, […], tilbage fra Iran, og han beskyldte ansøgeren for at have skudt farbroderen med vilje. Nogle dage senere kom ansøgeren og […] op at slås, og […] skar i den forbindelse ansøgeren i benet med et glasskår, så ansøgeren besvimede. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren ikke har haft konkrete konflikter med kuchierne, og Flygtningenævnet finder ikke, at landsbyens generelle og tilbagevendende uoverensstemmelser med kuchierne kan begrunde asyl. Vedrørende farbroderens dødsfald, kan det efter ansøgerens forklaring lægges til grund, at der var tale om et uheld, og at ingen i landsbyen bortset fra […] har bebrejdet ansøgeren, at det skete. Uanset, at […] har beskyldt ansøgeren for at have dræbt farbroderen med vilje, og at der har været slagsmål imellem dem, findes det ikke sandsynliggjort, at der foreligger en reel risiko for, at […] skulle udsætte ansøgeren for egentlige overgreb af en karakter og intensitet som omhandlet i udlændingelovens § 7, stk. 2, såfremt ansøgeren vender tilbage til Afghanistan. Flygtningenævnet lægger herved også vægt på, at […] ikke efter ansøgerens forklaring på noget tidspunkt har fremsat konkrete trusler mod ansøgerens liv eller helbred. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingeservice afgørelse.” afgh/2011/36

afgh20124

Nævnet meddelte i juli 2011 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim fra Kandahar-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har som asylmotiv påberåbt sig, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban, idet hun siden 2007 har arbejdet for en kvinderettighedsforkæmper ved navn […], som blev dræbt af Taliban i foråret 2009, og blandt andet har været med til at arrangere og holde tale på Kvindernes Dag i foråret 2009, hvor hun i lighed med andre deltagere blev overfaldet af ukendte gerningsmænd, slået og kom til skade. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at hendes indflydelsesrige farbroder, som hun efter faderens forsvinden sammen med sin moder og søster flyttede ind hos i sommeren 2009, har søgt at få hende til at indgå tvangsægteskab med sin søn, og at farbroderen blandt andet har truet hende med at nægte hende beskyttelse, hvis hun ikke indgår ægteskab. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring til grund. Det lægges således til grund, at ansøgeren siden 2007 har undervist kvinder i engelsk og i forbindelse med undervisningen har udbredt kendskabet til kvinders rettigheder. Hun har samtidig været engageret i og kæmpet for kvinders rettigheder i organisationen ledet af […], herunder fungeret som en slags ”højre hånd” for […]. Det lægges endvidere til grund, at ansøgeren efter overfaldet på hende i foråret 2009 af frygt for Taliban ophørte med sine aktiviteter og stort set opholdt sig hjemme. Det lægges endelig til grund, at ansøgeren efter denne dato fik at vide af […], at ansøgeren var i risiko og skulle passe på sig selv. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren har været profileret som politisk aktiv kvindesagsforkæmper på en sådan måde, at hun er i reel og individuel risiko for at blive dræbt af Taliban, der en måned efter overfaldet på ansøgeren i foråret 2009 dræbte navnet på kvinderettighedsforkæmperensom ansøgeren havde arbejdet for. Flygtningenævnet meddeler herefter ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, idet konflikten har politisk karakter.  afgh/2011/35

afgh201134

Nævnet stadfæstede i juli 2011 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk tadjik fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren er født i Ghazni, men flyttede sammen med sin familie til Kabul i 2003. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at han vil blive slået ihjel af Taliban, idet ansøgeren nægtede at samarbejde. Ansøgeren var ansat på et navngivent hotel i Kabul, hvor han arbejdede som […]. I efteråret 2009 blev ansøgeren kontaktet telefonisk af ukendte personer, der ønskede at ansøgeren samarbejdede ved at give oplysninger om de udlændinge, der skulle besøge hotellet. Ansøgeren indgik en aftale med hotellets ledelse om, at han officielt opsagde sin stilling, hvorefter han arbejdede på hotellet uden at være registreret som ansat frem til sin udrejse. I sommeren 2010 blev ansøgeren igen kontaktet telefonisk af ukendte personer, og modtog efterfølgende et trusselsbrev. Ansøgerens families hjem i Ghazni blev brændt ned. Ansøgeren kontaktede hotellets ledelse og forskellige myndigheder, der ikke kunne garantere ansøgerens sikkerhed, hvorfor han udrejste. Flygtningenævnet forkaster ansøgerens forklaring om sit motiv, idet forklaringen forekommer usandfærdig og konstrueret til lejligheden, ligesom ansøgeren på væsentlige punkter har forklaret udbyggende. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på indholdet af Udenrigsministeriets høringssvar af […], hvoraf det fremgår, at ansøgeren har været ansat på et navngivent hotel i Kabul fra sommeren 2008 til foråret 2009, hvor han blev opsagt af arbejdsgiveren, idet denne ikke fandt ansøgeren egnet til at arbejde på et hotel. Flygtningenævnet forkaster således ansøgerens forklaring om, at han opsagde sin stilling i efteråret 2009, men at han herefter var hemmeligt ansat til udrejsen sommeren 2010. Flygtningenævnet har desuden lagt vægt på, at den af ansøgeren fremlagte ansættelsesbekræftelse fremtræder som underskrevet af hotellets General Manager i efteråret 2009, uanset at dennes ansættelse på hotellet ophørte i vinteren 2008. Flygtningenævnet har endvidere lagt en vis vægt på, at de dokumenter ansøgeren fremlagde under behandlingen hos Udlændingeservice af Udenrigsministeriet, er vurderet som falske. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren først under partshøringen i Udlændingeservice i vinteren 2010 oplyste, at de talibanere, som havde truet ham, var hans slægtninge. De af ansøgeren under nævnsbehandlingen fremlagte dokumenter kan ikke i sig selv føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan ikke risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller at han vil være i en reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingeservices afgørelse.” afgh/2011/34

afgh201133

Nævnet stadfæstede i juli 2011 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk tadjik fra en navngiven by i Ghazni provinsen i Afghanistan. I 2003 udrejste han med sin moder til en navngiven by i Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive dræbt af sin faders fjender samt sin stedfader og dennes familie. Da ansøgeren var ni år gammel, dræbte hans fader lillebroderen til den mand, som havde forsøgt at kidnappe og misbruge ansøgeren, hvorefter den dræbtes familie slog faderen ihjel. Den dræbtes familie tilhørte Taliban, og de overfaldt desuden ansøgeren og stak ham med en kniv. Derefter flygtede ansøgeren med sin moder til Iran, hvor moderen giftede sig med en ny mand, [...], som ønskede at hverve ansøgeren til Taliban. Under opholdet i Iran blev ansøgeren på et tidspunkt, da ansøgeren var 15 år gammel, af politiet sendt tilbage til Afghanistan, hvor han blev tilbageholdt af familien til den dreng, som faderen havde dræbt. Ansøgeren undslap ved hjælp fra sin navngivne vens ven. Tilbage i Iran deltog ansøgeren i sommeren 2009 i en demonstration sammen med tilhængere af Mosavi, fordi hans navngivne ven dagen forinden var blevet slået af myndighedspersoner. Ved demonstrationen slog ansøgeren sammen med sine venner en myndighedsperson og blev genkendt af en civilklædt betjent. Ansøgeren undslap, men da han kom hjem, havde de iranske myndigheder spurgt efter ham på bopælen. Stedfaderen tilbageholdt og slog derfor ansøgeren med et træbat. For at komme fri stak ansøgeren stedfaderen med en kniv, stjal sin moders smykker og flygtede. Ansøgeren udrejste medio 2009 af Iran til Tyrkiet. Flygtningenævnet tiltræder, at ansøgeren under nævnsbehandlingen har udvist tilstrækkelig modenhed til, at hans sag kan behandles i Flygtningenævnet, selvom han er mindreårig. Nævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har besvaret spørgsmålene i begge nævnsmøder med forståelse af svarenes betydning for det asylmotiv, som ansøgeren påberåber sig. Nævnet finder imidlertid, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort sit asylmotiv. Nævnet bemærker, at ansøgeren har udfyldt asylansøgningsskemaet udførligt men ikke nævnt, at han selv som 9-årig blev forsøgt udsat for overgreb, og dette var årsag til, at hans fader begik overgreb mod og dræbte en dreng. Ansøgeren har endvidere ikke nævnt den for asylmotivet centrale hændelse om, at han omkring 15 års alderen blev tvangsudsendt til Afghanistan fra Iran og i en periode på muligt omkring 10 dage opholdt sig i Ghazni provinsen i den landsby, hvor vennen til ansøgerens ven boede, og hvor ansøgeren blev kidnappet og tilbageholdt i tre til fire døgn af bevæbnede personer med tilknytning til den dræbte dreng, indtil det lykkedes vennen til ansøgerens ven at befri ansøgeren og hjælpe ham tilbage til Iran. Selv når der tages hensyn til, at ansøgeren er mindreårig, og at der foreligger alvorlige oplysninger om hans aktuelle psykiske tilstand […], finder nævnet, at ansøgerens manglende oplysninger om centrale elementer i hans asylmotiv ikke kan anses for rimeligt begrundet. Nævnet har herved lagt vægt på, at oplysningerne om såvel overgrebsforsøget på ansøgeren som 9-årig som tilbageholdelsen som 15-årig må anses for så markante, at ansøgeren uden videre havde kunnet oplyse herom i asylskemaet, såfremt begivenhederne havde fundet sted. Nævnet bemærker endvidere, at forklaringen om tilbageholdelsen som 15-årig også efter sit indhold fremstår isoleret set som usandsynligt for nævnet. Efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring kan nævnet derfor alene lægge til grund, at ansøgeren og hans moder udrejste fra landsbyen i Afghanistan efter ansøgerens faders død, og at de tog ophold i en navngiven by i Iran, hvor moderen giftede sig på ny med den omhandlede stedfader, som ansøgeren havde et konfliktfyldt forhold til. Selv hvis det lægges til grund, at ansøgeren i 2009 for at forsvare sig mod alvorlig vold fra stedfaderens side stak stedfaderen med en kniv, således at stedfaderens ene arm og ene lunge ikke efterfølgende fungerede, kan nævnet ikke lægge til grund, at ansøgeren af den grund skulle risikere overgreb omfattet af udlændingelovens § 7 ved en tilbagevenden til Afghanistan, idet nævnet ikke finder, at ansøgeren kan anses for at være i en konkret og reel risiko for overgreb fra stedfaderens familie. Det bemærkes herved, at nævnet om stedfaderen må lægge til grund, at denne har opholdt sig i Iran i mange år og ikke kan anses for at have nogen indflydelse af betydning i Afghanistan. Da nævnet efter det ovennævnte ikke kan lægge til grund, at ansøgeren opholdt sig i Afghanistan som 15-årig, og da nævnet finder, at det fremstår uafklaret, under hvilke nærmere omstændigheder og på hvilken baggrund ansøgerens fader muligvis blev dræbt, da ansøgeren var ni år gammel, finder nævnet efter en vurdering af ansøgerens oplysninger samlet, at det ikke kan antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse, som omfattes af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Det er indgået i nævnets vurdering, at ansøgeren har opholdt sig blandt andet tre måneder i Frankrig uden at søge om asyl. Nævnet bemærker, at der ved den ovennævnte vurdering er taget hensyn til, at der foreligger aktuelle alvorlige oplysninger om ansøgerens psykiske helbredsforhold, men at disse oplysninger ikke kan føre til en anden vurdering af, om ansøgeren har krav på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, og at nævnet ikke har kompetence til at give opholdstilladelse på grundlag af humanitære forhold. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingeservices afgørelse.” afgh/2011/33

afgh201132

Nævnet meddelte i maj 2011 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk usbeker fra en navngiven provins i Afghanistan og muslim af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af et politisk eller religiøst parti, forening eller lignende eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han for omkring to år siden var skyld i en arbejdsulykke, hvor en dreng ved navn [..] blev dræbt, at ansøgeren fik skylden for ulykken, hvorefter ansøgerens far forsvandt og fem seks dage senere blev fundet død, at det er den afdøde drengs slægtninge, der har dræbt ansøgerens far, og at den afdøde drengs slægtninge efterstræber ansøgeren, idet de bebrejder ansøgeren for drengens død. Den afdøde drengs far var medejer af firmaet, og han har derfor også i den anledning en særskilt interesse i at beskylde ansøgeren for at have forvoldt drengens død med vilje. Den afdøde dreng er endvidere i familie med en magtfuld kommandant. Ved en eventuel tilbagevenden til Afghanistan frygter ansøgeren at blive slået ihjel af den afdøde drengs slægtninge. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring til grund. Nævnet bemærker herved, at de foreliggende divergenser har et mindre omfang og må anses for at være af mindre betydning. Ansøgeren har således forklaret sammenhængende om det påberåbte asylmotiv under Flygtningenævnets møde. Flygtningenævnet finder under de foreliggende omstændigheder, hvor det vel må lægges til grund, at ansøgeren ved et uheld forvoldte en navngiven drengs død, men hvor den afdøde drengs far og bror overværede ulykken, og hvor de har en særskilt interesse i at beskylde ansøgeren for at have forvoldt drengens død med vilje, at det må antages, at den afdøde drengs familie, herunder eventuelt ved hjælp af den omtalte magtfulde kommandant, vil efterstræbe ansøgeren. Flygtningenævnet lægger videre vægt på, at ansøgeren ikke har været tilbage i hjemmet efter ulykken, at han har holdt sig skjult, og at han er udrejst kort tid efter. Flygtningenævnet lægger endelig vægt på, at ansøgerens far er blevet dræbt, og at den afdøde drengs familie efterfølgende flere gange har opsøgt ansøgerens onkel for at spørge efter ansøgeren. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at ansøgeren risikerer sådanne overgreb fra den afdøde drengs familie, som han ikke kan få den fornødne myndighedsbeskyttelse imod, at han har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” afgh/2011/32

afgh201131

Nævnet stadfæstede i maj 2011 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk tadjik fra […] i […]-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af sin morbroder. Ansøgerens morbroder chikanerede og slog ansøgerens moder for at få penge til sit narkotikamisbrug. Ansøgeren blev slået, når han forsøgte at lægge sig imellem. Ansøgeren har videre henvist til, at hans moder og morbroder havde en arvekonflikt, og at morbroderen har truet ansøgerens moder, idet han ønsker at få hele arven. Endelig har ansøgeren henvist til, at morbroderen én gang, for omkring fem et halvt år siden, overfaldt ansøgeren og ansøgerens moder med en kniv, hvorved han stak ansøgerens moder én gang og ansøgeren fire gange. Morbroderen truede i forbindelse med overfaldet med at slå ansøgeren og hans moder ihjel. Morbroderen har to-tre gange efterfølgende truet med at slå ansøgeren og hans moder ihjel. For så vidt angår ansøgerens frygt for morbroderen bemærkes, at morbroderen ifølge ansøgerens forklaring over et meget langt tidsrum kom dagligt til ansøgerens moder og opnåede at få udbetalt penge. Han slog og chikanerede både ansøgerens moder og ansøgeren, og på et tidspunkt var der en episode, hvor morbroderen stak ansøgeren og ansøgerens moder med en kniv. Der er tale om en privatretlig konflikt med et relativt lavt konfliktniveau, som fandt sted mens ansøgeren var mindreårig. Ansøgeren er nu en voksen ung mand. Efter de foreliggende oplysninger har morbroderen og ansøgeren på hver sin side nogenlunde tilsvarende ringe netværk. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at der foreligger et asylbegrundende forhold. Den anden konflikt, som ansøgeren har påberåbt sig, vedrører et spørgsmål om arv. Ifølge ansøgerens forklaring vil ansøgerens moder kunne kræve en tredjedel af morbroderens ejendom. En sådan potentiel jordkonflikt, hvor ingen af parterne på forhånd har en særlig styrke i forhold til den anden, findes heller ikke at være af asylbegrundende karakter. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan vil risikere forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han vil være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingeservices afgørelse.” afgh/2011/31

afgh201130

Nævnet meddelte i maj 2011 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk hazara, muslim og fra Kabul. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politisk eller religiøs forening eller organisation eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv påberåbt sig, at han er efterstræbt af de afghanske myndigheder, der har udstedt en arrestordre mod ham. Ansøgeren beskyldes for at have stået bag en drengs død i forbindelse med en drukneulykke, der involverede to drenge, hvoraf ansøgeren kun formåede at redde den ene. Ansøgeren frygter endvidere, at den afdøde drengs familie vil dræbe ham, idet de har været hos farbroderen og efterspurgt ansøgeren. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer lægger ansøgerens forklaring til grund, herunder at han også er eftersøgt af myndighederne. Ved afgørelsen heraf har flertallet lagt vægt på, at ansøgeren under hele sit ophold i Danmark har svaret konsistent og overbevisende på alle spørgsmål vedrørende sit asylmotiv. Flertallet finder endvidere, at ansøgeren ikke kan henvises til internt flugtalternativ i Afghanistan. Da ansøgeren ikke efter flertallets vurdering er i risiko for forfølgelse som følge af de årsager, der er nævnt i udlændingelovens § 7, stk. 1, opfylder han ikke betingelserne for at få asyl efter denne bestemmelse. På den anden side finder flertallet, at det ikke kan udelukkes, at ansøgeren ved sin tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for at blive udsat for nogle af de overgreb, der er omtalt i udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet meddeler herefter ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.”  afgh/2011/30

Afgh20113

Nævnet meddelte i januar 2011 opholdstilladelse (B-status) til en mindreårig mandlig statsborger fra Afghanistan indrejst i 2010. Ansøgeren og hans familie indrejste i Afghanistan i vinteren 2008/2009 efter længere tids ophold i Iran. Ansøgerens farbror havde på dette tidspunkt tilegnet sig ansøgerens families jordstykke. Ansøgerens far blev efterfølgende dræbt, formentlig af farbroren, idet han forsøgte at få jorden tilbage. Ansøgeren opsøgte senere sin farbror, i hvilken forbindelse han, som følge af farbrorens provokationer, kastede en sten efter farbroren. Farbroren angreb efterfølgende ansøgeren, der slog farbroren med en kæp to, tre eller fire gange. Ansøgeren udrejste af Afghanistan til Pakistan omkring fire til fem måneder efter familiens indrejse. Ansøgeren fik efterfølgende at vide, at farbrorens sønner og familie ledte efter ansøgeren. Flygtningenævnet udtalte: ”Flygtningenævnet finder efter en vurdering af ansøgerens forklaring under nævnsbehandlingen, at ansøgeren er tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylsagsbehandling. Ansøgeren er etnisk hazara og shiamuslim af trosretning fra en landsby, Jaghori i Ghazni-provinsen. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv blandt andet henvist til, at han formoder, at hans fader er blevet dræbt som følge af en jordkonflikt med ansøgerens farbroder. Ansøgeren overfaldt senere farbroderen, hvorefter han flygtede til Quetta i Pakistan. Ansøgeren frygter, at han vil blive slået ihjel af farbroderens familie ved en tilbagevenden til Afghanistan. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaringer til grund. Ansøgeren har forklaret konsistent og troværdigt om sine forhold, uanset at der er en mulig divergens i ansøgerens angivelse af længden af sit ophold hos sin morbroder i Quetta. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren kun har opholdt sig fire til fem dage i Quetta, hvorefter hans morbroder oplyste ham om, at farbroderens to sønner og svigersøn var blevet set i Quetta. Ansøgeren udrejste herefter af Pakistan. Flygtningenævnet finder det sandsynliggjort af ansøgeren, at han som følge af overfaldet på farbroderen vil være i reel risiko for overgreb fra farbroderens families side, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, som han ikke vil have mulighed for at søge myndighedernes beskyttelse imod. Flygtningenævnet bemærker, at selve den grundlæggende konflikt, som består i at farbroderen havde tilegnet sig faderens jord, mens ansøgeren og hans familie var i Iran, ikke i sig selv er asylbegrundende. Ansøgeren er herefter isoleret set omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaringer, hvorefter ansøgeren har tildelt farbroderen tre til fire slag med en kæp, med det resultat at farbroderen brækkede begge arme, sammenholdt med at ansøgeren på gerningstidspunktet kun lige var fyldt 15 år, finder Flygtningenævnet ikke, at forholdet har en sådan grovhed, at forholdet med sikkerhed kan henføres under Flygtningekonventionens artikel 1 F(b). Efter en samlet vurdering af den udøvede vold imod farbroderen, sammenholdt med ansøgerens alder, finder Flygtningenævnet ej heller tilstrækkeligt grundlag for at antage, at den beskrevne vold ville kunne medføre en ubetinget frihedsstraf for ansøgeren. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren kan nægtes opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 10, stk. 2, nr. 2, jf. § 22, nr. 6. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren tilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2” afgh/2011/3

afgh201129

Nævnet stadfæstede i maj 2011 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig og kvindelig statsborger fra Afghanistan. Den mandlige ansøger indrejste i Danmark i 2001 efter at have opnået opholdstilladelse på andet grundlag, Den kvindelige ansøger indrejste i 2007. I 2008 stadfæstede Flygtningenævnet en afgørelse truffet af Udlændingeservice, hvorved den kvindelige ansøger blev meddelt afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. I 2009 indgav den mandlige ansøger ansøgning om asyl. I 2009 genoptog og hjemviste Flygtningenævnet den kvindelige ansøgers asylsag. I efteråret 2010 meddelte Udlændingeservice ansøgerne afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet udtalte: ”At den mandlige ansøger er etnisk pashtun og muslim fra Jalalabad, Afghanistan, og den kvindelige ansøger er etnisk pashtun og muslim fra […], Afghanistan. Den mandlige ansøger har som asylmotiv påberåbt sig, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter sin faders fjender, idet ansøgeren vil blive identificeret som søn af faderen, der risikerer forfølgelse på grund af hans mangeårige arbejde som chauffør for PDPA og senere for en navngiven bevægelse i […]-provinsen, i hvilken forbindelse han deltog i kamphandlinger. Faderen blev tildelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, i 2000. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv påberåbt sig, at hun ikke kan flytte tilbage til Afghanistan med sin ægtefælle og børn, idet hun risikerer at blive identificeret med hans familie. Endvidere har hun påberåbt sig forholdene for enlige kvinder i Afghanistan, ligesom hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter en navngiven kommandant, som ville tvangsgifte sig med hende, og som hun er flygtet fra. Den mandlige ansøger har som asylmotiv særligt henvist til sin faders forhold. Der er tale om, at ansøgerens fader har været chauffør i 1992 for personer tilknyttet PDPA og chauffør fra 1992 til sin udrejse for en navngiven bevægelse, og at han frygter to navngivne kommandanter, da faderen ved sin udrejse blev mistænkt for at være Taliban-spion. Flygtningenævnet finder, at det ikke er sandsynliggjort, at ansøgeren som følge af faderens forhold i dag opfylder betingelserne for at få asyl. Ved afgørelsen heraf lægger Flygtningenævnet særligt vægt på den tid, der er forløbet, ligesom Flygtningenævnet også lægger vægt på, at det ikke er sandsynliggjort, at faderen skulle have været profileret i særlig grad. Den mandlige ansøger har derfor ikke sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for hverken forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for at skulle blive udsat for nogle af de overgreb, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv dels henvist til sin ægtefælles – og dermed svigerfaderens forhold – og dels har hun henvist til, at hun frygter en navngiven kommandant samt de generelt usikre forhold for enlige kvinder. Af de grunde der er anført ovenfor, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke kan få asyl som følge af sin svigerfaders forhold. Den kvindelige ansøger har ikke sandsynliggjort, at hun har et sådant modsætningsforhold til kommandanten, at hun af denne grund konkret skulle være i fare for overgreb ved sin tilbagevenden til Afghanistan som følge heraf. Den omstændighed at ansøgeren er kvinde kan ikke føre til, at hun alene som følge af de generelt usikre forhold i Afghanistan opfylder betingelserne for at få asyl efter hverken udlændingelovens § 7, stk. 1, eller § 7, stk. 2, ved sin tilbagevenden til Afghanistan. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingeservices afgørelse.” afgh/2011/29

afgh201128

Nævnet stadfæstede i maj 2011 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At Flygtningenævnet tiltræder, at ansøgeren under asylsagsforløbet har udvist tilstrækkelig modenhed til, at han kan gennemgå et asylsagsforløb. Ansøgeren er etnisk pashtun fra Kandahar, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive kidnappet og slået ihjel af Taliban, idet Taliban mistænker ansøgerens fader for at have været spion, og idet Taliban ville have ansøgeren til at blive selvmordsbomber for dem. Ansøgerens fader har tidligere været kommandant for Hezb-e-Islami og Taliban samt arbejdet for den afghanske regering. Ansøgeren blev en nat bortført af Taliban og tilbageholdt i omkring fire måneder og 10-15 dage, hvor han blev udsat for overgreb. Ansøgerens moder og søster blev slået ihjel af Taliban, og ansøgerens fader blev, efter at have været tilbageholdt sammen med ansøgeren i omkring 10-12 dage, skudt af Taliban foran ansøgeren. En måneds tid efter drabet på ansøgerens fader fik ansøgeren besked på at sprænge en bombe i en basar, men en mand henvendte sig til ansøgeren og opdagede bomben, hvorefter ansøgeren og manden flygtede fra stedet. Om ansøgerens forklaring bemærker Flygtningenævnet overordnet, at ansøgeren under hele sagen har forklaret i det væsentlige konsistent om flere særdeles dramatiske begivenheder. Dels har han forklaret om sin egen tilbageholdelse, der skete med henblik på, at Taliban kunne anholde hans fader, om drabet på søsteren og moderen, og hvorledes faderen blev dræbt foran ansøgeren. Sluttelig har ansøgeren berettet indgående om omstændighederne i forbindelse med en påbegyndt aktion, hvor ansøgeren skulle udløse en selvmordsbombe. Ansøgeren har kunnet forklare med en meget høj detaljeringsgrad, og han har under afgivelse af forklaring i flere tilfælde samlet op på detaljer i sin forklaring, hvis han ikke skulle være blevet spurgt herom. Samlet er det Flygtningenævnets bestemte opfattelse, at ansøgeren fremtræder modent og er velbegavet. Det har virket påfaldende de gange, hvor ansøgeren i forbindelse med sin forklaring har henvist til, at han er mindreårig og kun en dreng. Ansøgeren er indgående blevet udspurgt omkring den del af hans forklaring, der drejer sig om den påtænkte selvmordsbombe. Efter det foran anførte finder Flygtningenævnet det helt ubetænkeligt at tilsidesætte ansøgerens forklaring om, at han ikke fattede mistanke til, at den vest han havde på var en bombevest, og at han skulle have troet på, at en vest af den karakter var i stand til at beskytte ham mod den bombe, han har forklaret, han sad oven på. Navnlig efter forklaringen på dette punkt finder Flygtningenævnet det afgørende bestyrket, at ansøgerens forklaring, der på mange andre punkter fremstår som usandsynlig og utroværdig, er konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet kan herefter ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren opfylder således ikke betingelserne i udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingeservices afgørelse.” afgh/2011/28

afgh201127

Nævnet stadfæstede i april 2011 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk tadjik og er statsborger i Afghanistan. Han er født og opvokset i Teheran i Iran, og han har aldrig været i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har under samtalen med Udlændingeservice som asylmotiv blandt andet henvist til, at han frygter sin stedfader, som er narkoman og har slået ansøgeren. Han har endvidere henvist til, at han ikke har mulighed for at gå i skole og heller ikke kan opnå ID-dokumenter i Iran. Ansøgeren har til advokatindlægget supplerende forklaret, at han er homoseksuel, og at han som følge heraf vil være i risiko for forfølgelse enten fra de afghanske myndigheder. Endvidere vil han som følge af sin homoseksualitet være i risiko for overgreb fra stedfaderens familie, som efter hans moders oplysninger er flyttet tilbage til Panjeer provinsen i Afghanistan. Dette har han fået at vide af sin moder, mens han opholdt sig i Østrig. Årsagen til, at han ikke har fortalt om sin homoseksualitet hverken til de østrigske myndigheder eller til Udlændingeservice, er navnlig generthed. Flygtningenævnet kan efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaringer og efter en vurdering af ansøgerens person under nævnsmødet lægge til grund for sagen, at ansøgeren i seks til syv måneder forud for sin udrejse af Iran har haft et homoseksuelt forhold til en nabodreng i Teheran. Flygtningenævnet bemærker dog, at det påhviler en asylansøger at meddele samtlige relevante oplysninger til brug for sin asylsag, jf. udlændingelovens § 40. Flygtningenævnet lægger ved afgørelsen vægt på, at ansøgeren aldrig har været i Afghanistan. Ansøgeren har ikke sandsynliggjort, at han som følge af sin homoseksualitet vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse i Afghanistan, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren har ej heller sandsynliggjort, at han under de foreliggende omstændigheder ved at tage ophold i Afghanistan vil være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, så længe han ikke tager ophold i Panjeer provinsen, hvor hans stedfaders familie opholder sig. De generelt vanskelige forhold for homoseksuelle som minoritetsgruppe i Afghanistan kan ikke føre til noget andet resultat. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingeservices afgørelse. afgh/2011/27

afgh201126

Nævnet meddelte i april 2011 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger samt et barn fra Afghanistan. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ” At ansøgeren har oplyst, at hun er født i […] i Afghanistan og er kristen af trosretning. I 1984 blev begge ansøgerens forældre dræbt af en bombe, hvorefter ansøgeren boede på kostskoler i henholdsvis Usbekistan og Rusland frem til 1992. I 1992 flyttede hun med en kvinde, som hun havde fået et nært forhold til på kostskolen i Rusland, til Kasakhstan. Hun boede hos kvinden frem til kvindens død i 2004. Herefter tog ansøgeren til Moskva, hvor hun mødte sin nuværende ægtefælle. Ansøgeren har videre oplyst, at opholdet i Kasakhstan og Moskva var illegalt. Senere samme år flyttede ansøgeren og hendes ægtefælle til Kandahar. De indgik islamisk ægteskab i foråret 2005. Deres søn er født i foråret 2005. Hun boede i Kandahar frem til kort tid før sin udrejse fra Kabul og Afghanistan i sommeren 2010. Ansøgerens ægtefælle blev holdt tilbage i Dubai sommeren 2010 under flugten fra Afghanistan. Ansøgeren ved ikke, hvor hendes ægtefælle befinder sig på nuværende tidspunkt. Ansøgeren har ikke været medlem af et politisk eller religiøst parti, forening eller organisation eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun på grund af sin opvækst er russisktalende og kristen, at hendes søn ikke er omskåret, og at hendes ægtefælle transporterer benzin for de amerikanske styrker, hvorfor Taliban ønsker at slå dem ihjel. Taliban har krævet, at ansøgeren konverterer til islam, at sønnen skal omskæres, og at hendes ægtefælle skulle give Taliban en tankvogn, som Taliban ville bruge til at forårsage en eksplosion på en amerikansk base. Ansøgeren og hendes ægtefælle har nægtet at efterkomme dette, hvorefter de var nødsaget til at flygte. Flertallet bemærker, at ansøgeren har forklaret nærmere om de to trusselsbreve, som ægtefællen og hun modtog henholdsvis den […..] 2010 i Kandahar og den [……] 2010 i Kabul, hvor de boede i deres herboende svigerfars ejendom. Ansøgeren har forklaret om opholdet i sommeren 2010 hos fjernere slægtninge i omegnen til Kabul inden udrejsen fra Afghanistan og udrejsen fra Dubai Lufthavn, hvor hun og ægtefællen blev adskilt. Flertallet finder efter en samlet vurdering af ansøgerens oplysninger i sagen forud for nævnsmødet, den refererede forklaring til den beskikkede advokat og ansøgerens forklaring i nævnsmødet, at ansøgerens forklaring fremstår konsistent og sammenhængende og derfor må lægges til grund. Flertallet har herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om ægtefællens og svigerfarens forhold stemmer med det oplyste i svigerfarens asylsag, der er tilakteret ansøgerens sag. Det oplyste om de fremlagte dokumenter, som er vurderet i kriminalteknisk erklæring fra sommeren 2010, hvorefter to dokumenter er anset for ægte, to dokumenter kan ikke vurderes, og et dokument, ægtefællens nationalitetsbevis, er vurderet som falsk eller eftergjort, da det foreligger som kopi udført med en farveblæk printer, medfører ikke en anden vurdering. Ansøgeren har herved forklaret, at ægtefællen formentlig havde det originale dokument, da han blev tilbageholdt i Dubai. Flertallet bemærker endvidere, at Udlændingeservice i nævnsmødet har tilkendegivet, at ansøgerens forklaring om det første trusselsbrev den […] 2010 lægges til grund, og at flertallet ikke finder grundlag for at afvise ansøgerens forklaring om det andet trusselsbrev den […] 2010, når ansøgerens forklaring i øvrigt fremstår konsistent og overensstemmende med det oplyste i ansøgerens og svigerfarens sag. Flertallet finder samlet på denne baggrund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan må anses for at være enlig kvinde med en seksårig søn og afgørende præget af sin opvækst i Rusland og Kasakhstan. Ansøgeren taler og skriver russisk flydende, men taler alene i begrænset omfang pashto og kun lidt dari, som ansøgeren hverken kan læse eller skrive. Ansøgeren er fortsat kristen, uanset ægteskabet i 2005, og har været udsat for konkrete trusselsbreve fra Taliban. Trusselsbrevene angik primært ægtefællen og dennes virksomhed, men omfattede også ansøgeren og fællesbarnet. På denne baggrund finder flertallet, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan er i risiko for umenneskelig behandling eller overgreb af en karakter, som er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flertallet har ikke fundet, at de trusler, som ansøgeren har forklaret om, var rettet mod hende på en måde, som indebærer, at ansøgerens risiko ved en tilbagevenden kan anses for omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Der meddeles derfor ansøgeren samt et barn opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2 afgh/2011/26

afgh201125

Nævnet stadfæstede i april 2011 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren, der er født i 1987, er etnisk hazara født i [……] i Zabul-provinsen og shia-muslim af trosretning. Ansøgerens far døde af naturlige årsager, mens ansøgeren og hans familie boede i Afghanistan. I 1998 eller 1999 flyttede ansøgeren og hans familie til Quetta i Pakistan. Ansøgeren boede i Quetta frem til sin udrejse til Iran i 2006 eller 2007. Ansøgerens mor og hans yngre søskende bor fortsat på bopælen i Quetta. Ansøgeren, der efter udrejsen fra Pakistan opholdt sig i Iran i cirka to et halvt år, har ikke været medlem af et politisk eller religiøst parti, forening eller organisation eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren, der efter udrejsen fra Iran opholdt sig syv til otte måneder i Grækenland og fire til fem måneder i Italien, indrejste i Danmark i foråret 2010. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han er kæreste med en afghansk pige, [..], der er cirka to år yngre end ansøgeren, og som af sin afghanske familie er lovet væk til anden mand, at ansøgeren har haft samleje med sin kæreste, og at dette blev opdaget, hvorefter det kom kærestens familie til kendskab, hvorfor kærestens morbrødre, som kæresten bor hos, vil slå ansøgeren ihjel. En af kærestens morbrødre, […], har forsøgt at skyde ansøgeren på ansøgerens bopæl, hvorefter ansøgeren flygtede. Ved vurderingen af ansøgerens forklaring og intensiteten af den forfølgelse eller efterstræbelse, som ansøgeren henviser til som sit asylmotiv, lægger nævnet vægt på, at både kæresten og ansøgeren deltog i engelskundervisning og i cirka to til to og et halvt år tre til fire gange om ugen færdedes sammen på spadsereture på cirka en times varighed. Nævnet bemærker, at disse forhold for nævnet tyder på, at kæresten havde en vis frihed og selvstændighed. Nævnet finder, at ansøgerens forklaring om det afsluttende samleje med kæresten og hendes families kendskab hertil fremstår forskelligt motiveret og/eller oplyst. Til sagen har ansøgeren henvist til, at drenge iagttog dem uden tøj på og underrettede kærestens familie. Ifølge advokatindlægget og i nævnsmødet har ansøgeren henvist til kærestens ønske om, at hun derved kunne undgå ægteskabet med den ældre mand. Nævnet finder, at det i så fald må anses for at være hensigten, at samlejet skulle blive kendt. Nævnet finder, at ansøgerens forklaring om morbroderens skud, efter at ansøgeren havde åbnet en dør i porten en smule, ansøgerens øjeblikkelige flugt uden at underrette sin tilstedeværende familie, opholdet hos vennen og derefter en uge på en gravplads, som var et kendt mødested for agenter eller menneskesmuglere, og det efterfølgende ophold i Iran i cirka to og et halvt år, indebærer, at nævnet ikke kan lægge ansøgerens forklaring om intensiteten af den efterstræbelse, som ansøgeren påberåber sig, til grund. Forklaringen fremstår ikke efter sit indhold sandsynlig for nævnet, og det bemærkes, at ansøgerens udrejse fra Iran ikke skyldtes konkrete begivenheder, men var en følge af, at ansøgeren havde betalt sin gæld til agenten og havde økonomisk mulighed for at rejse videre. Nævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren er blevet efterstræbt af kærestens morbrødre efter ansøgerens ankomst til Europa, idet oplysningerne herom fremstår helt ubestyrkede. Da nævnet efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring ikke kan lægge til grund, at ansøgeren er efterstræbt på den måde, som han har forklaret, og idet bemærkes, at samlejet med kæresten foregik i Pakistan for knap fire år siden, finder nævnet det ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved tilbagevenden til Afghanistan risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb eller umenneskelig behandling efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Det forhold, at ansøgeren er etnisk hazara fra […….] i Zabul-provinsen findes ikke at kunne føre til en anden vurdering, idet de generelle forhold for etniske hazaraer i Afghanistan ikke anses for asylbegrundende. Det bemærkes herved, at ansøgerens udrejse til Pakistan skete for cirka 12 år siden og må anses for at være begrundet i de generelle forhold og familiens vanskelige økonomiske situation efter farens død. Flygtningenævnet stadfæster herefter Udlændingeservices afgørelse. afgh/2011/25

afgh201124

Nævnet stadfæstede i april 2011 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2010. Sagen er behandlet sammen med sagen vedrørende ansøgerens farbroder. Flygtningenævnet udtalte: ”At Flygtningenævnet tiltræder, at ansøgeren er tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylsagsprocedure. Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim af trosretning fra landsbyen […] i Nangarhar provinsen i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv blandt andet henvist til, at hans fader, […], drev en forretning på en amerikansk base, hvor han solgte ure og briller til amerikanerne. Taliban opsøgte som følge heraf familiens bopæl i alt fire gange, hvor de blandt andet udsatte farfaderen for vold og trusler med henblik på, at faderen stoppede sit samarbejde med amerikanerne. Tredje gang familien blev opsøgt af Taliban, tog Taliban farfaderen med sig. Han blev fundet dræbt en måned senere. Fjerde gang Taliban opsøgte hjemmet blev ansøgeren og farbroderen udsat for vold og taget med af Taliban. De var tilbageholdt i tre dage, hvorefter det lykkedes dem at flygte. Under tilbageholdelsen modtog de blandt andet undervisning i religion og Jihad, idet Taliban ønskede at hverve dem som selvmordsbombere. Ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter ansøgeren at blive slået ihjel af Taliban, dels på grund af at han flygtede fra dem, og dels på grund af sin faders samarbejde med amerikanerne. Det fremgår af ansøgerens og hans farbroders forklaringer, at de i det væsentlige har været sammen om de oplevelser, der er anført til støtte for det påberåbte asylmotiv. De har videre oplyst, at udrejsen skete cirka tre måneder før indrejsen i Danmark […] 2010. Indledningsvist skal det fremhæves, at ansøgeren og farbroderen til motivsamtalerne den […] 2010 har oplyst, at Taliban første gang henvendte sig på bopælen i et tidsinterval på et til to år før motivsamtalerne, mens de til samtalerne med Udlændingeservice har angivet, at Taliban først henvendte sig cirka tre måneder før udrejsen. Endvidere må det tillægges vægt, at ansøgeren og farbroderen på en række punkter har forklaret upræcist og divergerende, herunder indbyrdes, blandt andet om antallet af og forløbet af Talibans henvendelser på bopælen samt om omstændighederne og forløbet af deres ophold i huset hos Taliban. Endelig fremstår oplysningerne om flugten fra Taliban påfaldende og usandsynlige, når der henses til, at ansøgeren og farbroderen i øvrigt blev bevogtet. Selvom der ved vurderingen af ansøgeren og farbroderens oplysninger tages hensyn til deres unge alder, og at de er analfabeter, finder Flygtningenævnet, at de heller ikke for nævnet har været i stand til at underbygge deres påberåbte asylmotiv. Efter en samlet vurdering af oplysningerne finder nævnet ikke, at begivenhederne fremstår selvoplevede. Flygtningenævnet forkaster derfor ansøgerens forklaring. Det kan herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren har været forfulgt ved udrejsen, eller at han ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kan det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingeservices afgørelse. afgh/2011/24

afgh201123

Nævnet stadfæstede i april 2011 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en uledsaget mindreårig mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren har udvist tilstrækkelig modenhed til, at hans sag kan behandles i Flygtningenævnet, selvom han er mindreårig. Ansøgeren er etnisk uzbeker og sunni-muslim fra Ghazni-provinsen i Afghanistan. Ansøgeren har som asylmotiv påberåbt sig, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil blive dræbt af sin farbroder på grund af en jordkonflikt. Ansøgeren har i den forbindelse anført, at farbroderen har fået en mafiabande til at kidnappe ansøgeren, der blev tilbageholdt i et antal dage og fik skåret et fingerled af. Han har endvidere påberåbt sig sin etnicitet og frygten for Taliban. Flygtningenævnet vil ikke afvise, at farbroderen ønsker at overtage den jord, som ansøgeren har arvet efter sine forældre og har udsat ansøgeren for verbalt pres i den anledning. Ansøgeren har under sagen oplyst, at han og moderen ikke har haft noget imod at overdrage ejendommen til farbroderen, men at konflikten har drejet sig om, at ansøgeren og moderen ikke kunne fremskaffe skødet på ejendommen. Han har under nævnsmødet i dag oplyst, at han under de nu foreliggende omstændigheder ikke vil medvirke til at overdrage jorden til farbroderen, idet han mener, at farbroderen uanset en eventuel overdragelse vil have til hensigt at slå ham ihjel. Flygtningenævnet vil ikke afvise, at ansøgeren som forklaret har været kidnappet af en mafiabande. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke grundlag for at antage, at farbroderen skulle stå bag denne handling. Nævnet lægger herved vægt på, at det alene beror på ansøgerens formodninger, at farbroderen var involveret heri. Nævnet bemærker, at kidnapperne bad ansøgeren om at ringe til faderen, der var afgået ved døden, og afkræve ham løsepenge, hvorimod der under kidnapningen ikke har været tale om hverken jordkonflikter eller skødet til ejendommen. Flygtningenævnet lægger herefter til grund, at der er tale om en enkeltstående kriminel handling. Det kan således ikke lægges til grund, at kidnapningen har sammenhæng med jordkonflikten. På den baggrund finder Flygtningenævnet ikke grundlag for at antage, at konflikten om det omstridte jordstykke er af en sådan karakter, at der som følge heraf er grundlag for at meddele ansøgeren asyl. Efter ansøgerens forklaringer for nævnet har han ikke været udsat for personlige overgreb eller problemer, fordi hans etnicitet er uzbeker, og han har heller ikke været udsat for konkrete overgreb eller hvervningsforsøg fra Taliban. Der er således ikke grundlag for at antage, at ansøgeren vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb i anledning af disse grunde. Flygtningenævnet finder ikke, at de vanskelige, men generelle forhold, for etniske uzbekere i Afghanistan i sig selv kan begrunde asyl. Flygtningenævnet finder heller ikke, at den påberåbte generelle risiko for tvangshvervning af Taliban i sig selv er asylbegrundende og bemærker herved, at tvangshvervning langt overvejende foregår blandt pashtunere, jf. Udenrigsministeriets notat af 2. marts 2011. Det er indgået i nævnets vurdering af ansøgerens forklaring, at ansøgeren har fremstået som en person, som fuldt ud har været i stand til at svare på spørgsmålene med forståelse for svarenes betydning for hans asylsag, og som også har formuleret sig skriftligt i asylskemaet. Samlet finder nævnet herefter ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Som følge af det anførte er der ikke grundlag for at tage advokatens subsidiære og mere subsidiære påstand om hjemvisning eller udsættelse til følge. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingeservices afgørelse. afgh/2011/23

afgh201122

Nævnet stadfæstede i april 2011 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk tadjik fra Kabul i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren og han familie udrejste til Pakistan i 1985, og ansøgeren vendte tilbage til Afghanistan i 2002, hvorefter han fra vinteren 2002, til vinteren 2004 aftjente værnepligt. Ansøgerens familie vendte tilbage til Afghanistan i 2003. I følge en under sagen fremlagt dom, blev faderen dræbt i efteråret 2003, af en navngiven person. Ansøgeren har som asylmotiv blandt andet henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af den navngivne persons familie, som urigtigt tror, at ansøgeren i 2006 slog den navngivne persons broder […], ihjel som hævn for, at den navngivne person skød og dræbte ansøgerens fader i efteråret 2003. Den navngivne person blev efter drabet på ansøgerens fader retsforfulgt og idømt 16 års fængsel. Flygtningenævnet forkaster ansøgerens forklaring, som forekommer usandfærdig og konstrueret til lejligheden, ligesom forklaringen er blevet udbygget på væsentlige punkter under sagens behandling. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren først under nævnsbehandlingen har forklaret, at han blev indkaldt af myndighederne for at afgive forklaring om drabet på den navngivne broder. Flygtningenævnet har yderligere lagt vægt på, at ansøgeren også først under nævnsbehandlingen har forklaret, at nogle personer, som han genkendte fra en navngiven by, satte sig ind i hans taxa, og at han frygtede, at disse var sendt af den navngivne persons familie. Flygtningenævnet har desuden lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret meget upræcist og divergerende om datoer, herunder om hvornår drabet på den navngivne broder fandt sted, og hvornår han udrejste fra Afghanistan, ligesom der er væsentlige huller i hans forklaring om, hvor og hvornår han har opholdt sig ved sine udrejser fra Afghanistan og til hans ankomst til Danmark i sommeren 2009. Flygtningenævnet finder under disse omstændigheder ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder heller ikke, at ansøgeren risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingeservices afgørelse.” afgh/2011/22

afgh201121

Nævnet stadfæstede i marts 2011 Udlændingeservices afgørelse vedrørende et ægtepar fra Afghanistan. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgerne er etniske tadjikker fra Herat i Afghanistan. Ansøgerne har ikke været medlemmer af nogle politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv navnlig henvist til, at krigsherren […] og dennes gruppe, med tilknytning til Taliban, flere gange har truet den mandlige ansøger og dennes bror, og krævet, at brødrene, der sammen har et byggefirma, skal ophøre med at arbejde på et større projekt for et udenlandsk firma. De har endvidere krævet, at der bliver betalt en større sum penge. I den forbindelse er den mandlige ansøger blevet slået, og deres søn er blevet antastet på gaden. Endvidere er broren blevet kidnappet. Efter to dage lykkedes det broren at stikke af. De gemte sig derefter hos mandens søster i to dage og udrejse efter yderligere to dage en gang i begyndelsen af 2009. Senere har de fået oplyst af den kvindelige ansøgers far, der er en højtstående embedsmand, at nogle fra førnævnte gruppe har været på deres bopæl, mens de skjulte sig hos søsteren, samt at de senere har spurgt efter den mandlige ansøger på arbejdspladsen. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgerens og hans brors firma har renoveret huse i Herat, herunder for udlændinge. Den omstændighed, at der er mange eksempler på, at Taliban eller andre oprørsgrupper har angrebet byggefirmaer, der samarbejder med udlændinge, kan imidlertid ikke i sig selv indebære, at alle i den branche opfylder betingelserne for at få asyl i Danmark. Afgørende er, på hvilken måde de pågældende er profilerede, og hvilke konflikter der konkret har været samt hvilke risici, der vurderes for fremtidige konflikter. Flygtningenævnet vil ikke afvise, at den mandlige ansøger har haft nogle uoverensstemmelser i forbindelse med sit arbejde. Ansøgerne har imidlertid afgivet ret forskellige forklaringer om det nærmere begivenhedsforløb, herunder om identiteten af dem der ville have, at de skulle holde op med at arbejde. Begge ansøgere har nævnt […] som en ledende person hos dem, som brødrene var i konflikt med. Den mandlige ansøger har på skift forklaret, at han tidligere har talt med […] om at genopbygge Afghanistan, at han kun ved, at […] var med til at overfalde ham, fordi én af de andre voldsmænd nævnte […] navn, at han ikke ved, om […] var til stede, samt at han slet ikke kender […] og aldrig selv har set eller talt med ham. Det er også noget uklart, hvilke samtaler broren måtte have haft med […]. Den mandlige ansøgers forklaring om, hvorfor […] ikke ville have, at de arbejdede på byggepladsen er selvmodsigende. Ansøgernes forklaringer om efterfølgende telefonsamtaler, samt om hvorvidt disse er blevet ført af […] personligt eller andre på hans vegne, er ligeledes noget modstridende. Der er også mindre unøjagtigheder vedrørende oplysningerne om det tidsmæssige forløb samt om episoderne vedrørende sønnen og broren, der isoleret set ikke kan tillægges større betydning, men som samlet set er med til at indebære, at der er en sådan tvivl, om hvad der faktisk er foregået, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort deres asylmotiv. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgerne ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i en sådan risiko for forfølgelse eller overgreb som nævnt i udlændingelovens § 7, stk. 1, eller § 7, stk. 2, at de opfylder betingelserne for at opnå asyl. Flygtningenævnet stadfæster herefter Udlændingeservices afgørelse”. afgh/2011/21

afgh201120

Nævnet stadfæstede i marts 2011 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At Flygtningenævnet tiltræder, at ansøgeren er tilstrækkeligt moden til at gennemgå en asylsagsbehandling. Ansøgeren er etnisk hazara fra Wardak-provinsen. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv blandt andet henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive dræbt af Taleban eller kuchierne. Den landsby, hvorfra han kommer, er hvert år omkring foråret blevet angrebet af kuchierne, og hans families hus og afgrøder er blevet brændt af flere gange. For to år siden blev hans moster dræbt under et angreb. Han udrejste, fordi hans familie forventede, at kuchierne ville angribe igen, og fordi hans far havde hørt, at der var flere drenge på ansøgerens alder fra nabolandsbyerne, der var blevet bortført af Taleban og kuchierne, og at ansøgeren også var i fare for at blive bortført til foråret. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han ikke ved, om hans familie er i live eller døde. Selv om ansøgernes forklaring lægges til grund, findes den forfølgelse, han har været udsat for, ikke at være så konkret og individuel, at han kan opnå opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Ansøgerens frygt vedrører således generelt urolige forhold på hjemegnen, idet alle familier blev angrebet af kuchierne. Frygten for at blive kidnappet af kuchierne beror endvidere alene på formodninger ved, at ansøgerens far har hørt, at andre drenge i området er forsvundet. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2.” afgh/2011/20

Afgh20112

Nævnet stadfæstede i januar 2011 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan samt et barn indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk tadjik og shiamuslim af trosretning fra en navngiven by i provinsen Poli Alam i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv blandt andet henvist til, at hun frygter, at hun eller hendes børn vil blive dræbt af den kriminelle bande, som tidligere har bortført hendes søn, […], i hvilken forbindelse banden krævede løsepenge. Det lykkedes ansøgerens ægtefælle at skaffe en del af løsepengene. Ansøgerens søn, […], så på et tidspunkt sit snit til at flygte fra kidnapningen. Ansøgeren har herudover henvist til, at hendes datter, […], blev søgt tvangsgift med en talibaner, mens ansøgeren stadig opholdt sig i hjembyen. Da ansøgeren og hendes ægtefælle nægtede, at datteren skulle indgå ægteskabet, flyttede familien til Kabul. Efter at sønnen […] var blevet kidnappet, tog ansøgeren ophold i Jalalabad en kort tid. Da sønnen kom tilbage fra kidnapningen, udrejste hele familien af Afghanistan. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Hendes forklaring har fremstået konsistent og troværdig igennem hele asylsagsforløbet. Et flertal af Flygtningenævnet finder imidlertid at kunne lægge til grund for sagen, at trusselsbilledet fra Taliban, som familien var udsat for i hjembyen, må anses for afsluttet på nuværende tidspunkt. Det er ikke sandsynliggjort af ansøgeren, at der er nogen sammenhæng imellem hændelserne i hjembyen og den senere kidnapning af sønnen i Kabul. Denne kidnapning må anses som udslag af almindelig kriminalitet med henblik på at skaffe penge fra ansøgerens ægtefælles forretningsaktiviteter. Ansøgeren har oplyst, at ægtefællen har solgt forretningen. Under disse omstændigheder finder flertallet ikke, at det er sandsynliggjort af ansøgeren, at hun ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i en konkret eller individuel risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at hun vil være i en reel risiko for overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, fra enten myndighederne eller fra de kriminelle grupperinger, som må antages at stå bag kidnapningen af sønnen. Den omstændighed, at der efter indholdet af British Home Office, landerapport fra november 2010, pkt 12.08, (bilagsnr. 358), må antages at være usikkerhed om, i hvilket omfang de stedlige myndigheder, for eksempel politiet, kan antages at beskytte ansøgeren eller i øvrigt realitetsbehandle en eventuel politianmeldelse vedrørende kidnapningen, kan efter flertallets opfattelse ikke føre til noget andet resultat. Flertallet bemærker i denne forbindelse, at kidnapningen efter det foreliggende må anses for at være en afsluttet episode, og at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun og hendes søn fortsat efterstræbes af de pågældende kriminelle grupperinger. De generelle forhold for enlige kvinder i Afghanistan er ikke i sig selv asylbegrundende. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingeservices afgørelse” afgh/2011/2

afgh201118

Nævnet stadfæstede i marts 2011 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2010. Sagen blev sambehandlet med sagen vedrørende ansøgerens datter. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim af trosretning fra en navngiven landsby i Wardak provinsen i Afghanistan. Ansøgeren har i perioden fra 1998 til sommeren 2010 boet i Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at datteren, […], som barn blev forlovet med ansøgerens fætter […]. På grund af problemer med Taliban var ansøgeren og hans familie nødsaget til at flygte til Iran, hvor de opholdt sig i 12 år. Da de vendte tilbage til Afghanistan, således at datteren kunne blive gift med ansøgerens fætter, blev familien vidende om, at fætteren var afgået ved døden. Ansøgerens farbroder bestemte herefter, at ansøgerens datter skulle indgå ægteskab med fætterens storebroder […], hvilket hverken ansøgeren eller hans datter ønskede. Da fætterens storebroder var betydelig ældre end ansøgerens datter, afviste ansøgeren ægteskabet. Farbroderen forsøgte herefter adskillige gange at presse og true ansøgeren til at acceptere ægteskabet. Da ansøgeren fortsat afviste, bortførte farbroderen datteren. En dag, da ansøgeren var ude og gå, gik han forbi fætterens storebroders hus, og han hørte, at der var tumult inde i huset. Datteren havde skåret sig, og ansøgeren kom som følge heraf op at slås med fætterens storebroderAnsøgeren slog ham i baghovedet med et skaft af træ, hvorefter han faldt om på jorden. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om hans asylmotiv til grund. Ved afgørelsen heraf har Flygtningenævnet lagt vægt på følgende forhold: For det første har ansøgeren afgivet en række forskellige forklaringer med hensyn til, om ansøgerens datter blev viet, herunder om der foregik en vielse i hans hjem eller en vielse senere samme aften i farbroderens hjem – eller om der eventuel blev foretaget vielse begge steder. Først ved mødet hos advokaten og i Flygtningenævnet er der sket en tilnærmelse af ansøgerens og hans datters forklaring herom. Særligt ansøgerens datter har på en række punkter ændret sine forklaringer. Ændringer som ikke efter Flygtningenævnets vurdering alene kan forklares med, at ansøgerens datter har været psykisk påvirket af situationen. For det andet har Flygtningenævnet fundet det påfaldende, at der efter ansøgerens tilbagevenden til Afghanistan er passeret så meget inden for kort tid. Det gælder optrapningen af konflikten mellem de to familier, tvangsvielsen og bortførelsen, ægtefællens død, ansøgerens datters selvmordsforsøg, slagsmålet mellem først ansøgerens datter og fætterens storebroder samt slagsmålet mellem ansøgeren og denne og endelig den hurtige flugt fra Afghanistan – alt inden for cirka en måned. For det tredje finder Flygtningenævnet, at det er påfaldende, at ansøgeren netop skulle være kommet til stede, mens ansøgerens datter og fætterens storebroder var alene hjemme og sloges med videre. Ansøgeren har således oplyst, at han i de cirka 10 til 15 dage, der forløb fra ansøgeren blev bortført, ikke hverken ønskede eller havde været i nærheden af farbroderens hus. Hertil kommer, at ansøgerens datter har oplyst, at der normalt altid var flere personer til stede i farbroderens hus i den periode, hvor hun boede der – blot ikke lige den dag, hvor ansøgeren kom. For det fjerde har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgeren og dennes datter ikke har givet en overbevisende forklaring om deres flugt i 1998 til Iran. Det gælder for eksempel, at ansøgeren og hans familie blot flyttede fra deres ejendom, uden at de hverken med naboer eller familie, herunder farbroderen, havde aftalt noget om pasningen af jord og hus, at de i 12 år boede i Iran uden overhovedet at have kontakt til hverken familie eller venner i Afghanistan, at de tilsyneladende kunne vende tilbage til hus og jord helt problemfrit, og endelig at der er givet lidt divergerende forklaringer om, hvorfor de vendte tilbage til Afghanistan – om det skyldtes de problemer som ansøgeren fik i forhold til de iranske myndigheder, eller om det skyldtes, at familien nu ville leve op til løftet om at få ansøgerens datter gift med fætteren. Ansøgeren har derfor ikke sandsynliggjort, at han ved tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for myndighedsforfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren har heller ikke sandsynliggjort, at han ved tilbagevenden til Afghanistan fra farbroderen eller andre vil være i risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Herefter, og da de generelt usikre forhold i Afghanistan, herunder for hazarer, ikke kan føre til et andet resultat stadfæster Flygtningenævnet Udlændingeservices afgørelse. afgh/2011/18

afgh201117

Nævnet stadfæstede i marts 2011 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk hazara fra Urozgan-provinsen, hvor han boede, indtil han efter det oplyste som femårig udrejste med sin familie til Teheran i Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af folk fra sin landsby i Urozghan-provinsen, idet hans moder har angivet tre bestemte Mujahedin-kommandanter og vist talibanerne, hvor de pågældende boede. Kommandanterne og deres sønner var imidlertid flygtet, men talibanerne skød i hvert af de tre huse en ældre mand. Herefter truede kommandanternes familier med at slå ansøgerens familie og herunder ansøgeren ihjel den dag, kommandanterne og sønnerne returnerede til området. Ansøgeren flygtede sammen med sin familie omkring tre uger efter til Iran i 1999, men omkring tre år før ansøgeren udrejste omkring årsskiftet 2009/2010 af Iran, blev hans fader deporteret af de iranske myndigheder til Afghanistan. Faderen er blevet slået ihjel af familiens fjender, idet faderens fasters søn, [….], eller hans familie har fortalt ansøgerens families fjender, at faderen var i Afghanistan. Indenfor den sidste måned forud for ansøgerens udrejse blev han to gange overfaldet af fasterens søn og henholdsvis to og tre af fasterens søns afghanske venner. Fasterens søn var vred over, at ansøgeren havde vundet over ham i en kampsportsturnering. Under det andet overfald bar den ene af de afghanske mænd en stor kniv, men faderens og ansøgerens ven, [….], kastede et redskab i hovedet på den på pågældende, der derfor faldt om, hvorefter ansøgeren og vennen stak af. Vennen har efterfølgende fortalt ansøgerens moder, at han genkendte den afghanske mand, som han havde ramt med et redskab, som værende en slægtning til en af de Mujahedin-kommandanter, som moderen havde angivet i familiens hjemby. Den følgende morgen forlod ansøgeren Teheran, og han har siden fået telefonisk at vide af sin moder, at vennen er blevet slået ihjel af fasterens søn og hans afghanske venner. Ansøgeren frygter endvidere ved en tilbagevenden at blive tvangsrekrutteret af Taliban og tvunget til selvmordsaktion. Ved vurderingen af ansøgerens forklaring af sit asylmotiv lægger nævnet vægt på, at ansøgeren til asylskemaet har forklaret udførligt om de nærmere omstændigheder i hændelsesforløbet på det tidspunkt, hvor ansøgeren ifølge sine oplysninger var fem år, og hvor faderen blev udsat for overgreb af Taliban, hvorefter moderen sammen med ansøgeren påviste tre huse, hvor Taliban dræbte tre ældre fædre til Mujahedin-kommandanter. Ansøgeren har intet nævnt om sin egen konflikt med fasterens søn, uanset at denne konflikt var årsag til ansøgerens udrejse fra Teheran ultimo 2009 eller primo 2010. Nævnet finder ikke, at ansøgerens forklaring om, at han havde kløe eller havde det psykisk dårligt, kan anses for en rimelig forklaring på dette forhold. Nævnet finder endvidere, at ansøgerens forklaring om konflikten med fasterens søn fremstår usandsynlig på flere punkter. Nævnet finder det ikke sandsynligt, at fasterens søn skulle forsøge at øve grov vold mod ansøgeren, herunder med en motorcykelkæde, sammen med flere andre personer, fordi ansøgeren havde vundet over ham i en sportsbrydekamp. Navnlig fremstår det usandsynligt, at fasterens søn 14 dage efter det første overfald skulle have fået to afghanere fra ansøgerens hjemegn til sammen med ham at angribe ansøgeren herunder med en kniv, og at vennen, som var til stede, men som var udrejst fra ansøgerens hjemegn i 1997 to år før ansøgerens familie, herefter skulle have genkendt de to afghanere som kommende fra hjemegnen i Afghanistan. Ansøgeren har endvidere forklaret usikkert og divergerende om hvilken kontakt, der var mellem ansøgerens familie og fasterens søns familie i den periode fra 1999, hvor begge familier boede i Teheran, og hvor i hvert fald ansøgerens fader ifølge det oplyste til samtalen med Udlændingeservice havde jævnlig kontakt til fasterens søns familie i syv eller otte år. Det fremstår også på den baggrund usandsynligt, at fasterens søns familie skulle have givet besked til Mujahedin-kommandanternes familier om faderens returnering til Afghanistan omkring årsskiftet 2006/2007 med den følge, at faderen var blevet slået ihjel. Endelig fremstår det for nævnet som helt ubestyrket, at vennen i 2010 skulle være blevet dræbt i en navngiven by af Mujahedin-kommandanternes familiemedlemmer eller forbindelser, fordi vennen havde ramt den afghaner, der havde en kniv, med et redskab i hovedet, da vennen hjalp ansøgeren med at undslippe i forbindelse med det andet overfald. Nævnet finder derfor samlet, at ansøgerens forklaring om væsentlige dele af asylmotivet ikke kan lægges til grund. Uanset at nævnet lægger til grund, at ansøgerens familie udrejste i 1999 eller muligt tidligere grundet en konflikt i forbindelse med Talibans overgreb, finder nævnet ikke, at denne konflikt på nuværende tidspunkt kan anses for at indebære, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer efterstræbelse. Nævnet lægger herved vægt på, at konflikten fandt sted, da ansøgeren var barn, at ansøgerens fader i mellemtiden anses for død, og at ansøgeren efter nævnets opfattelse ikke sidenhen kan anses for at have været udsat for efterstræbelse i anledning af konflikten. Nævnet kan således ikke lægge til grund, at ansøgeren har konflikt med fasterens søn med den baggrund og det indhold, som ansøgeren har forklaret om til samtalen med Udlændigservice og i nævnsmødet. Nævnet finder ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan kan anses for at være i særlig risiko for konflikt med Taliban eller for at blive hvervet til selvmordsbomber, idet nævnet ikke finder, at ansøgeren kan anses for at have haft nogen former for konflikter eller udeståender med Taliban. Det er indgået i nævnets vurdering af ansøgerens forklaring, at ansøgeren har fremstået som en person, der er født i 1991, og som fuldt ud har været i stand til at svare på spørgsmålene med forståelse af svarenes betydning for hans asylsag, og som også har formuleret sig skriftligt i asylskemaet. Samlet finder nævnet herefter ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb, umenneskelig behandling eller straf efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingeservices afgørelse.” afgh/2011/17

afgh201116

Nævnet meddelte i marts 2011 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger Afghanistan. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte: ” At ansøgeren er afghansk statsborger fra en navngiven landsby i Kunar-provinsen, etnisk pashtun og sunni-muslim af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer og har ikke været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive dræbt af Taliban, fordi han arbejdede som mekaniker for firmaet [………..], som udførte byggerier for den afghanske regering og de udenlandske styrker. Taliban opfatter ham derfor som spion for den afghanske regering og de udenlandske styrker. Ansøgeren har til sagen forklaret, at hans far efter familiens tilbagevenden til den navngivne landsby fra Jalalabad i 2007 fik arbejde som tankvognschauffør i et firma, der transporterede brændstof til militære baser. Fire-fem måneder før ansøgerens udrejse i efteråret 2009 blev faderen afhentet på bopælen af personer fra Taliban. Dagen efter fandt man faderens lig. Cirka en måned efter faderens død fik ansøgeren arbejde som mekaniker i firmaet […………..]. 10-11 dage før sin udrejse modtog ansøgeren et trusselsbrev fra Taliban, hvoraf det fremgik, at han ville blive dræbt, hvis ikke han stoppede med at arbejde for udlændingene. Tre-fire dage senere blev ansøgeren stoppet på vej hjem fra arbejde af bevæbnede personer, som tog ham med til en lejr, hvor han blev præsenteret for en Taliban-leder ved navn [………….]. […………] spurgte om ansøgeren ville samarbejde. Ansøgeren indvilligede i at køre en motorcykel ladet med sprængstof enten til distriktkommandantens kontor eller til sin arbejdsgivers kontor, hvor han skulle efterlade motorcyklen, hvorefter to personer, som fulgte efter ham, via en fjernbetjening skulle udlæse sprængningen. Da ansøgeren passerede en kontrolpost, så han, at de to personer ikke fulgte efter ham, hvorefter han efterlod motorcyklen ved kontrolposten og løb væk. Uanset at ansøgeren har forklaret upræcist på enkelte punkter, finder Flygtningenævnet, at hans forklaring fremstår som selvoplevet og troværdig. Det lægges herefter til grund, at ansøgerens far, der som chauffør transporterede olie og benzin til militærbaser, modtog et trusselsbrev fra Taliban og efterfølgende blev fundet dræbt, at ansøgeren fik job hos […………], at ansøgeren først modtog et trusselsbrev fra Taliban og efterfølgende blev bortført af samme organisation, at Taliban tvang ansøgeren til at påtage sig en selvmordsaktion, og at det lykkedes ansøgeren at stikke af som forklaret af ham. Det lægges videre til grund, at Taliban er bekendt med ansøgerens identitet. Endelig må det efter de foreliggende baggrundsoplysninger antages, at ansøgeren har haft et arbejde, hvor han er i særlig risiko for overgreb fra Talibans side, og at det ikke kan antages, at myndighederne vil være i stand til at yde ansøgeren fornøden beskyttelse. Efter det foreliggende kan det ikke antages, at ansøgeren er forfulgt af grunde, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Derimod findes ansøgeren at have sandsynliggjort, at han har bragt sig i et sådant modsætningsforhold til Taliban, at han ved en tilbagevenden vil være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2.”afgh/2011/16

afgh201115

Nævnet meddelte i marts 2011 opholdstilladelse (B-status) til et ægtepar fra Afghanistan og parrets mindreårige datter. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte: ”At den mandlige ansøger er etnisk pashtun fra Bamian i Afghanistan, den kvindelige ansøger er etnisk tadjik fra Kabul i Afghanistan. Ansøgerne har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter at blive dræbt af en navngiven indflydelsesrig kommandant eller folk, der støtter ham, herunder medlemmer af dennes familie. Ansøgerne har forklaret, at familien i 1979 flyttede til Iran, hvor de opholdt sig i omkring 29 år. I denne periode overtog kommandanten familiens jord og plantager i Bamian provinsen og dyrkede jorden. I 2002, et år efter at Taliban er forsvundet fra Bamian, begyndte den mandlige ansøger at rejse mellem Afghanistan og Iran, og i 2004 startede han et ørreddambrug op på familiens ejendom i Afghanistan. Da den kvindelige ansøger og parrets tre børn i sommeren 2008 flyttede med til Afghanistan, opstod der konflikter med kommandanten og dennes slægtninge, som ønskede at overtage familiens jord. Kommandantens broder og fætter friede til ansøgernes to døtre, hvilket den mandlige ansøger modsatte sig. Herefter blev familien truet med, at døtrene ville blive vansiret, hvis de ikke lod sig bortgifte. Nogle dage herefter blev et af ørredbassinerne forgiftet. En kusine til kommandanten advarede herefter den mandlige ansøger om, at kommandanten havde planlagt at angribe familiens hus om natten og dræbe den mandlige ansøger og hans søn. Familien tog samme nat til Kabul og udrejste kort herefter af Afghanistan. Uanset at der foreligger usikkerhed om enkelte tidsangivelser, kan Flygtningenævnets flertal lægge den mandlige ansøgers forklaring om det påberåbte asylmotiv til grund. Det bemærkes, at det ikke kan afvises, at de nævnte usikkerheder har beroet på tolkeproblemer. Flertallet finder, at den mandlige ansøger har afgivet en konsistent og troværdig forklaring. Flertallet lægger endvidere vægt på, at den mandlige ansøger drev en velfungerende landbrugsejendom med dambrug og almindeligt landbrug, at han var kendt i lokalområdet på grund af dambruget og sine store jordbesiddelser, og at ansøgerne var eneste pashtunske familie i lokalområdet, som næsten udelukkende er beboet af tadjikker. Hertil kommer, at den mandlige ansøger på sammenhængende måde har redegjort for, hvorledes familiemedlemmer til kommandanten, som har haft tilknytning til Taliban, har fået øget indflydelse i lokalområdet i Bamian-provinsen. Flertallet lægger således til grund, at ansøgerne er kommet i et modsætningsforhold til lokale magthavere, og at ansøgerne ikke vil kunne opnå de afghanske myndigheders beskyttelse. Efter det foreliggende kan det ikke antages, at ansøgerne risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Derimod finder Flygtningenævnets flertal, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til hjemlandet er i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgerne opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. afgh/2011/15

afgh201114

Nævnet stadfæstede i marts 2011 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At Flygtningenævnet tiltræder, at ansøgeren under nævnsbehandlingen har udvist tilstrækkelig modenhed til, at hans sag kan behandles i Flygtningenævnet. Nævnet lægger vægt på, at ansøgeren har svaret med forståelse på de stillede spørgsmål, ligesom det bemærkes, at ansøgeren anses for at være fyldt 18 år på tidspunktet for nævnsmødet. Ansøger er afghansk statsborger, etnisk hazara og muslim af trosretning fra et navngivent område i Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv blandt andet henvist til, at han frygter sin tidligere arbejdsgiver, […], hvis broder, […], ville have ansøgeren til at smugle narko i tasker fra Afghanistan til Iran. Ansøgeren nægtede og kom i slagsmål med arbejdsgiverens broder, som øvede vold mod og prøvede at kvæle ansøgeren. Ansøgeren slap fri ved at slå arbejdsgiverens broder i hovedet med en jernstang, således at arbejdsgiverens broder døde. Ansøgeren frygter sin tidligere arbejdsgiver i Teheran, idet denne vil hævne sin broders død, ligesom yderligere en broder, […], der er kommandant i hæren i Kabul, også vil tage hævn. Ansøgeren har nærmere oplyst, at han flyttede fra Kabul med sin familie meget muligt i 2004, og at han i tiden indtil 2009 arbejdede for arbejdsgiveren i Teheran, hvor ansøgerens familie boede og fortsat bor, ligesom ansøgeren har en broder i samme by, der bor for sig selv med egen familie. I 2009 tog arbejdsgiveren ansøgeren med tilbage til Herat, hvor ansøgeren i de følgende to måneder arbejdede med at sy rygsække for arbejdsgiverens broder. Denne ville have ansøgeren til at sy narkotika ind i rygsækkene, som ansøgeren derefter skulle bringe til arbejdsgiveren i Iran. Ansøgeren nægtede, hvorefter arbejdsgiverens broder udsatte ansøgeren for vold, herunder kvælertag. For at komme fri slog ansøgeren arbejdsgiverens broder med et metalredskab. Arbejdsgiverens broder blev ramt i hovedet og faldt blødende om, og ansøgeren flygtede. Han havde en seddel med telefonnummeret til sin fætter i Iran. En taxa bragte ansøgeren til et hotel, og chaufføren skaffede en agent, der hjalp ansøgeren til Iran samme dag. Ansøgeren havde samme dag kontakt med fætteren, der oplyste, at arbejdsgiveren havde truet ansøgerens familie i Teheran og ville slå ansøgeren ihjel, fordi arbejdsgiverens broder var død. Ansøgeren har ikke efter konflikten med arbejdsgiverens broder fået kontakt til sin familie eller den selvstændigt boende broder i Teheran. Fætteren betalte ansøgerens udrejse. Nævnet finder ikke ansøgerens forklaring om asylmotivet for overbevisende. Nævnet finder det ikke troværdigt, at ansøgeren efter konflikten med arbejdsgiverens broder tilfældigt skulle have et papir med telefonnumre til fætteren med og alene kontakte fætteren, der herefter straks kunne oplyse om arbejdsgiverens broder død og arbejdsgiverens efterstræbelse af ansøgeren. Nævnet finder heller ikke, at ansøgerens forklaring om konflikten med arbejdsgiveren fremstår overbevisende, herunder at arbejdsgiverens broder øvede alvorlig vold mod ansøgeren, hvis formålet var, at ansøgeren derefter skulle være narkokurer. Heller ikke ansøgerens oplysninger om, at han hos arbejdsgiverens broder konstant opholdt sig i dennes værksted uden anden kontakt end til arbejdsgiverens broder og en arbejdsdreng på en 10 til 12 år fremstår overbevisende, og det samme findes at gælde for ansøgerens oplysninger om manglende kontakt til sin familie. Det indgår i vurderingen, at ansøgeren ikke i Danmark har givet nærmere oplysninger om familien, således at Dansk Røde Kors har kunnet iværksætte en nærmere eftersøgning af familien. Det tillægges på denne baggrund endvidere en vis betydning, at ansøgeren først til samtalen med Udlængeservice oplyste, at arbejdsgiverens broder var død som følge af ansøgerens slag. Nævnet finder efter en samlet vurdering af ansøgerens oplysninger, at ansøgerens forklaring bærer præg af at fremstå som en konstruktion, og nævnet finder ikke kunne lægge de væsentligste dele af ansøgerens oplysninger som sit asylmotiv til grund. Da det efter udlændingeloven § 40 påhviler ansøgeren at sandsynliggøre sit asylmotiv, og da nævnet finder, at dette ikke er sket, har ansøgeren ikke krav på opholdstilladelse efter udlændingeloven § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingeservices afgørelse. afgh/2011/14

afgh201113

Nævnet meddelte i marts 2011 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At Flygtningenævnet tiltræder, at ansøgeren er tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylsagsbehandling. Ansøgeren er etnisk hazara fra [……….] i Ghazni-provinsen i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hans families hus blev overtaget af Taliban, da ansøgerens fader døde for omkring fire år siden. Ansøgeren fik arbejde som omdeler af bøger med kristent indhold til samtlige huse i egen og omkringliggende landsbyer. Ansøgeren fik jobbet gennem sin faders venner og delte jobbet med sin ven [………]. En nat blev ansøgerens navngivne ven angrebet af beboere fra landsbyen, da de sammen var ude og omdele bøgerne. Det lykkedes ansøgeren at flygte. Vennen blev bragt til Taliban, og ansøgeren frygter, at vennen er blevet dræbt. Ansøgeren frygter, at Taliban og landsbyens beboere vil dræbe ham, fordi han har uddelt kristent materiale. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring, der under hensyn til ansøgerens unge alder, og til at ansøgeren er analfabet, har fremstået sammenhængende og troværdig, til grund. Det lægges herefter til grund, at ansøgeren og en kammerat mod betaling har uddelt kristent materiale i deres hjemby og omkringliggende landsbyer, og at nogle landsbybeboere fattede mistanke til dem og pågreb kammeraten i forbindelse med, at de sammen uddelte materiale. Ansøgeren blev i den forbindelse genkendt, og ansøgeren har efterfølgende fået oplyst, at beboerne har overgivet ansøgerens kammerat til Taleban. På denne baggrund, hvor ansøgeren har overtrådt islamiske regler og islamiske værdier ved at uddele kristent materiale, har ansøgeren sandsynliggjort, at der er en velbegrundet frygt for, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil blive udsat for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” afgh/2011/13

afgh2011121

Nævnet meddelte i december 2011 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren, der er født i 1993, er etnisk pashtun (faderen er pashtun og moderen tadsjiker) fra en landsby ved Jalalabad, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har forklaret, at han boede sammen med sin moder, storebroder og lillesøster. De blev forsørget af deres velhavende nabo, der er broder til ansøgerens afdøde fader. Farbroderen er ligesom sin ægtefælles brødre talibaner. En dag hentede farbroderen ansøgerens storebroder. Næste dag fortalte farbroderen til ansøgeren og hans moder, at han storebroderen nu var i Pakistan. 11 dage efter, at broderen var rejst, oplyste farbroderen, at storebroderen var blevet dræbt i jihad, og at farbroderen ville hente ansøgeren to-tre dage senere, så ansøgeren også kunne deltage i jihad. Det ønskede ansøgeren ikke. Ansøgeren talte farbroderen efter munden men tog dagen efter til sin morbroder, der få dage efter arrangerede ansøgerens udrejse i sommeren 2010. Ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter ansøgeren Taliban og farbroderen, samt at han blive sendt i jihad, og at han vil dø. Ansøgeren har under asylbehandlingen i det væsentlige forklaret det samme, og nævnet finder efter en samlet vurdering ikke, at forklaringen bør tilsidesættes. Det må herefter lægges til grund, at ansøgeren af sin farbroder, der er talibaner, er blevet pålagt at deltage i jihad, samt at han skulle gøre sig klar til at blive afhentet to til tre dage senere. Ansøgeren fik denne ordre umiddelbart efter, at han havde fået at vide, at hans eneste broder var blevet dræbt under jihad. Ansøgeren var på daværende tidspunkt mindreårig, og han havde ingen brødre eller fader, der kunne hjælpe ham imod farbroderen og de andre familiemedlemmer, der også var talibanere. Under disse omstændigheder finder Flygtningenævnet, at det er tilstrækkeligt sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden vil blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Idet ansøgeren ikke opfylder betingelserne for at blive meddelt asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1, meddeles ansøgeren derfor opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” afgh/2011/121

afgh2011120

Nævnet stadfæstede i december 2011 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk pashtun og sunnimuslim af trosretning fra en navngiven by i Ghazni-provinsen i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter overgreb fra Taliban. Taliban forsøgte at få ansøgerens familie til at dyrke opiumsvalmuer, hvilket familien afviste. Taliban overfaldt derfor ansøgerens far, og da ansøgerens bror tog del i konflikten, blev denne dræbt. For at hævne drabet på broren skød og dræbte ansøgeren gerningsmanden og en anden talibaner med et kalashnikov gevær, som ansøgeren havde anskaffet til formålet. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet har herved navnlig lagt vægt på, at ansøgeren under forklaringen for Flygtningenævnet i endog betydelig grad har forklaret upræcist og afglidende vedrørende et stort antal centrale punkter i begivenhedsforløbet på en sådan måde, at dette ikke fremstår selvoplevet. Det drejer sig eksempelvis om angivelsen af det sted, hvor broren blev skudt, om ansøgeren selv så broren ligge dræbt på det sted, hvor broren blev skudt, om hvor mange skud broren blev ramt af, om hvor lang tid der forløb mellem drabet på broren og ansøgerens drab på gerningsmanden, om den afstand ansøgeren skød gerningsmanden fra, om hvornår ansøgeren forlod Afghanistan, herunder på hvilken årstid, samt om hvor meget ansøgeren betalte for at blive hjulpet til at flygte. Nævnet finder det endvidere utroværdigt, at ansøgeren over en afstand af i hvert fald flere hundrede meter var i stand til at ramme to personer, der kørte på en motorcykel, særlig henset til, at ansøgeren ikke tidligere havde prøvet at skyde med noget våben. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse” afgh/2011/120

afgh201112

Nævnet stadfæstede i februar 2011 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er afghansk statsborger fra Kabul. Han er etnisk tadjik og shia-muslim. Han har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Ansøgeren har fra indrejsen i Danmark i efteråret 2009, og indtil afgivelsen af advokatindlægget, som sit asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at han vil blive slået ihjel af Taliban, fordi han har nægtet at samarbejde og udlevere oplysninger om FN-medarbejdere mv. Han har herunder i detaljer redegjort for sit arbejde for diverse FN-organisationer fra 2003 til 2009 samt Talibans hvervningsforsøg og trusler i 2009, hvor der skulle være blevet skudt mod hans bil, så han kørte i grøften. Han vågnede angiveligt op på et hospital, hvor to politibetjente, der må have samarbejdet med Taliban, spurgte hvorfor han ikke ville udlevere de pågældende oplysninger. Til støtte for forklaringen om ansættelserne har han afleveret kopier af en række dokumenter. Nogle af dokumenterne har været sendt til ægthedsvurdering hos en navngiven FN-organisation, der har erklæret, at der ikke er tale om ægte ansættelseskontrakter hos FN’s organisationer. Foreholdt dette, har ansøgeren indtil advokatindlægget fastholdt sin forklaring under anbringende af, at høringssvarene er en del af et politisk skuespil. I advokatindlægget og under mødet i Flygtningenævnet har ansøgeren imidlertid erkendt, at en væsentlig del af de af ham fremlagte dokumenter, herunder ansættelseskontrakterne, er falske, samt at alene dokumenterne vedrørende hans uddannelse og de ældste FN-dokumenter er ægte. Han forklarer nu, at han kun arbejdede på deltid for en navngiven FN-organisation. Han stoppede med udgangen af 2006, og han har aldrig været ansat hos en anden navngiven FN-organisation. Han har endvidere erkendt, at hans tidligere forklaring om forfølgelse fra Taliban ikke er sand. Som et helt nyt asylmotiv gør han i stedet gældende, at han siden 2004 har arbejdet som steward i et navngivent luftfartsselskab. Fra midten af 2008 har han deltaget i VIP-flyvninger med blandt andet den afghanske præsident. Til støtte herfor har han fremlagt en række yderligere dokumenter samt fotografier, hvor ansøgeren i stewarduniform blandt andet optræder ved siden af præsident Karzai og den tidligere udenrigsminister. Tre af fotografierne er dateret i 2007. Dateringen skyldes en forkert indstilling af kameraet. Fotografierne er taget i 2008. I sommeren 2009 bad en af præsidentens topembedsmænd ham om at dræbe præsident Karzai. Ansøgeren og den pågældende var på dette tidspunkt alene på et kontor. Manden sagde, at han i forbindelse med den næste flyrejse ville give ansøgeren noget, som han skulle putte i præsidentens mad. Ansøgeren vil ikke oplyse navnet på denne mand. Efter sikkerhedsgodkendelse af ansøgeren i 2008 var denne mand med til at beslutte, at ansøgeren kunne deltage i VIP-flyvningerne. Ansøgeren kender ikke manden privat. Ansøgeren har aldrig offentligt givet udtryk for nogen politisk holdning. Han ved ikke, hvorfor manden turde anmode ham om at slå præsidenten ihjel. Den pågældende truede ansøgeren på livet senere på sommeren 2009, hvorefter han straks flygtede. Ansøgeren har ikke tidligere oplyst om sit rigtige asylmotiv af frygt for den pågældende meget magtfulde mand. Den beskikkede advokat har nedlagt påstand om, at hvis ikke der kan gives asyl på det foreliggende grundlag, så bør sagen hjemvises til Udlændingeservice, således at der kan blive foretaget en vurdering af troværdigheden af ansøgerens nye forklaring i to instanser. En subsidiær påstand om udsættelse er frafaldet. Udlændingeservice har gjort gældende, at sagen ikke bør hjemvises. Flygtningenævnet finder ikke, at Udlændingeservice har begået fejl under behandlingen af sagen, og ansøgerens reelle forhold og forholdene i hjemlandet er ikke ændret væsentligt siden sagen blev behandlet i Udlændingeservice. I hvert fald under disse omstændigheder finder Flygtningenævnet ikke grundlag for at hjemvise sagen, alene fordi ansøgeren få dage før mødet i Flygtningenævnet har oplyst, at store dele af den forklaring han hidtil har afgivet, er usand, og i den forbindelse vælger at fremlægge nye dokumenter, som han – i hvert fald for så vidt angår de fleste af dokumenterne – har været i besiddelse af under hele sit ophold i Danmark. Efter en samlet vurdering finder nævnet endvidere ikke grundlag for at kræve yderligere dokumenter ægthedsvurderet. Vedrørende ansøgerens nye asylmotiv bemærker nævnet, at der trods ansøgerens erkendt urigtige forklaring vedrørende en navngiven FN-organisation og Taliban, ikke er tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte ansøgerens nye oplysninger om, at han siden 2004 har været ansat som steward i et navngivent flyselskab, og at han i den forbindelse er blevet sikkerhedsgodkendt og har deltaget i flere flyvninger med prominente afghanere, herunder præsident Karzai. Der er herved blandt andet lagt vægt på, at denne del af forklaringen er understøttet af flere af de fremlagt dokumenter og fotografier. Flygtningenævnet kan derimod ikke lægge til grund, at en højtstående person, hvis navn ansøgeren ikke vil oplyse, skulle have anmodet ansøgeren om at slå præsidenten ihjel samt have truet ansøgeren. Ved denne vurdering er der navnlig lagt vægt på, at forklaringen i sig selv lyder usandsynlig, blandt andet fordi det i givet fald synes at måtte have været en meget stor risiko, som den pågældende højtstående person har løbet ved at rette en sådan henvendelse til ansøgeren, hvis holdning til drab på præsidenten, han ikke kunne kende. Der er endvidere lagt betydelig vægt på, at ansøgerens forklaring herom i nævnet ikke er fremstået sammenhængende, selvoplevet og troværdig. Endvidere er der i et vist omfang henset til det sene tidspunkt, som forklaringen er fremkommet på, at ansøgeren tidligere har forklaret usandt om sit asylmotiv, samt på at han ikke vil oplyse navnet på den pågældende mand. Ansøgeren har således ikke sandsynliggjort sit asylmotiv, og Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i en konkret risiko for at blive udsat for forfølgelse omfattet af FN konventionen eller for at blive udsat for overgreb, som han i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, har krav på beskyttelse mod. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingeservices afgørelse. afgh/2011/12

afgh2011119

Nævnet stadfæstede i december 2011 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er sunni-muslim og etnisk tadjik fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive dræbt af sin ægtefælles broder, idet broderen var imod deres ægteskab. Ægtefællens broder arbejder for den afghanske sikkerhedstjeneste. Ansøgeren har henvist til, at efter indgåelse af ægteskab blev hans bopæl opsøgt af bevæbnede personer, og han blev anholdt og fængslet i to måneder. Han blev befriet af en person og udrejste af Afghanistan samme dag. Det følger af udlændingelovens § 40, at det påhviler en asylansøger at sandsynliggøre sin identitet og det asylmotiv, han påberåber sig. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort hverken sin identitet eller sit asylmotiv. Flygtningenævnet lægger herved afgørende vægt på, at ansøgeren ved sin første kontakt til politiet opgav sit navn som […], og at han efterfølgende ændrede sit navn til […]. Det fremgår af en instruktionsvideo, som ansøgeren blev fundet i besiddelse af, at en person ved navn […] angiver præcis den samme forklaring som baggrund for sit asylmotiv, som ansøgeren har angivet, ligesom videoen præcis instruerer i, hvordan man skal præsentere sin konflikt. Ansøgeren har ikke kunnet give nogen rimelig forklaring på, hvorfor han har ændret sin identitet svarende til den person, der optræder på videoen. Herefter finder nævnet, at ansøgerens forklaring i det hele må anses for konstrueret til lejligheden og derfor må tilsidesættes. Flygtningenævnet bemærker, at det må anses som uvist, hvilken identitet ansøgeren i virkeligheden har. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer asylbegrundende forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2011/119

afgh2011118

Nævnet stadfæstede i december 2011 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk pashtun fra landsbyen […] i Kapisa-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter at blive slået ihjel af en magtfuld Taliban-kommandant, […], fra sin landsby, fordi hun har krænket hans ære, idet hendes fader afslog ægteskab mellem hende og kommandantens søn. I 2007 slog kommandanten ansøgerens fader ihjel, og ansøgeren flygtede samme dag over til sin onkels ven i en nabolandsby, inden hun dagen efter via Kabul sammen med sin onkel og dennes ægtefælle flygtede til Quetta i Pakistan. Efter at have opholdt sig i Pakistan i cirka fem måneder vendte de tilbage til Kabul, Afghanistan, idet de havde fået kendskab til, at kommandanten var kommet til Quetta for at finde ansøgeren. Ansøgeren opholdt sig i Kabul frem til sin udrejse i 2009, der foregik i besiddelse af ægte pas isat gyldigt Schengen-visum med fly fra Kabul Lufthavn. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens angivelse af, at hendes forklaring til sagen har været præget af tolkeproblemer, ikke har betydning for nævnets vurdering af ansøgerens oplysninger. Nævnet har herved lagt vægt på, at oplysningerne i samtalerne med Udlændingestyrelsen er blevet gennemgået med ansøgeren, og at oplysninger i det væsentlige er de samme, herunder også til den beskikkede advokat og i nævnsmødet. Nævnet finder, at der foreligger en modsætning mellem ansøgerens oplysninger på den ene side om, at kommandanten var en magtfuld Taliban-kommandant, som alle kendte og frygtede i ansøgerens landsby, og på den anden side at kommandanten allerede fra det tidspunkt, hvor ansøgeren var 17-18 år gammel, skulle have krævet, at ansøgeren giftede sig med kommandantens søn […], der var et til to år yngre end ansøgeren – sammenholdt med ansøgerens oplysninger om, at kommandanten eller kommandantens søn aldrig opsøgte ansøgeren i hjemmet, og at ansøgerens fader først i 2007 kom i alvorlig konflikt med kommandanten, som medførte, at kommandanten dræbte ansøgerens fader. På det tidspunkt var ansøgeren cirka 23 år gammel. Nævnet finder ikke ansøgerens forklaring overbevisende om, at kommandanten for at søge efter ansøgeren skulle have opsøgt Quetta i Pakistan og forespørge en for så vidt tilfældig handlende om ansøgeren og hendes onkel, således at den handlende herefter advarede ansøgerens onkel. Endvidere bemærkes, at onklens og dermed ansøgerens reaktion på advarslen angiveligt var at tage ophold i Kabul i cirka halvandet til to år. Under opholdet i Kabul indgik ansøgeren ægteskab med sin herboende ægtefælle, som ansøgeren havde truffet, da ægtefællen besøgte et familiemedlem i Quetta. Nævnet bemærker endvidere, at ansøgerens oplysninger om, at hun opholdt sig i Kabul lige indtil udrejsen, der skete på ægte pas isat Schengen-visum udstedt i slutningen af 2009 af Den Danske Ambassade i Islamabad, ikke stemmer med de ind- og udrejsestempler til Pakistan, der i øvrigt ses i passet. Ansøgeren har herom forklaret, at det var en agent, der sørgede for at ordne passet bortset fra hendes personlige fremmøde på ambassaden, og at hun intet kender til stemplerne, idet hun alene var én dag eller to dage i Pakistan i forbindelse med visummet. Nævnet finder imidlertid, at stemplerne i passet må indgå i den samlede vurdering af ansøgerens forklaring. Nævnet bemærker, at ansøgerens forklaring om, at hun efter cirka seks måneders ophold i Danmark har mistet kontakten til onklen og dennes ægtefælle, ligesom ansøgerens oplysninger om, at hun via ægtefællens faster, der bor i en nabolandsby til ansøgerens landsby, har fået oplysninger om, at kommandanten har udlovet en dusør for oplysninger om ansøgeren og ægtefællen, ikke virker overbevisende. Endvidere fremstår ansøgerens forklaring om, at kommandanten nu skulle indtage en magtfuld position i den nuværende afghanske regering ubestyrket og ubestemte i ansøgerens forklaring. Når det anførte sammenholdes med, at ansøgeren indrejste i slutningen af 2009 og først søgte om asyl i vinteren 2010, da hun ikke havde opnået opholdstilladelse på andet grundlag, finder nævnet samlet, at det ikke kan lægges til grund, at ansøgeren har været udsat for en efterstræbelse af den intensitet og karakter, som ansøgeren har forklaret om. Nævnet kan herefter ikke lægge til grund, at ansøgeren ved udrejsen var udsat for en asylbegrundende forfølgelse, eller at ansøgeren ved en tilbagevenden risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb eller umenneskelig behandling omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Nævnet har ikke fundet, at det forhold, at ansøgerens forældre er døde, og at ansøgeren har indgået ægteskab med en herboende oprindeligt afghansk nu dansk statsborger med hvem ansøgeren i efteråret 2010 har fået et barn, kan føre til en anden asylretlig vurdering, idet nævnet bemærker, at nævnet ikke har kompetence til at tage stilling til, om ansøgeren har krav på opholdstilladelse på andet grundlag. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2011/118

afgh2011117

Nævnet stadfæstede i december 2011 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk pashtun fra Kabul og muslim af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerens far har været kommandant for Hezb-e-Islami, men blev invalid i kampe mod russerne. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han i 2008 blev opsøgt af sin fars onkels sønner, som er tilknyttet Hezb-e-Islami, idet de ville hverve ansøgeren. Ansøgeren nægtede at lade sig hverve, hvorefter de to sønner udtalte, at det blev alvorligt for ansøgeren. Hezb-e-Islami har også sendt breve til ansøgerens far om, at ansøgeren skal lade sig hverve og deltage i Jihad, og at Hezb-e-Islami mistænker ansøgeren for at være spion for myndighederne. Ansøgeren har videre henvist til, at hans fars onkels sønner er blevet anholdt, idet de er mistænkt for at være involveret i nogle raketangreb mod Kabul eller et skyderi på et stadion, og at ansøgerens fars onkels sønner har angivet ansøgeren som medskyldig. Myndighederne mistænker derfor ansøgeren for at have deltaget i raketangrebet eller skyderiet, og myndighederne har ransaget ansøgerens bopæl og efterstræber ansøgeren. Ved en eventuel tilbagevenden til Afghanistan frygter ansøgeren både myndighederne og Hezb-e-Islami. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring om sit asylmotiv i det hele har været usammenhængende. Ligesom ansøgeren under nævnsmødet på centrale punkter har udbygget sin forklaring og forklaret divergerende. Ansøgeren har således forklaret udbyggende og divergerende om det skyderi, der fandt sted forud for faderens anholdelse, og som myndighederne skulle mistænke ansøgeren for at have deltaget i. Under mødet med sin advokat og for nævnet har ansøgeren forklaret om et skyderi på et stadion, men til politiet, i sit asylskema og under samtalen med Udlændingestyrelsens repræsentant har ansøgeren forklaret om, at der blev skudt raketter fra landsbyen og ind over Kabul, herunder mod et universitet, og at det var årsagen til, at faderen blev anholdt. Ansøgeren har ikke under nævnsmødet givet en rimelig forklaring på de nævnte divergenser. På denne baggrund tilsidesætter nævnet i det hele ansøgerens forklaring. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han vil være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2011/117

afgh2011116

Nævnet meddelte i december 2011 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk tadjik og sunni-muslim fra en landsby i Deh Yak i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive dræbt af Taliban på grund af sin faders forhold. Ansøgeren har nærmere oplyst, at hans far i 5-6 måneder i 2008 arbejdede for en udenlandsk hjælpeorganisation ved navn PRT, som oprettede lokale klinikker, og som udleverede medicin til befolkningen i Ghazni-provinsen. Faderens arbejde for PRT bestod i at videregive PRT´s medicin via sin egen forretning, hvorfra faderen solgte alternativ plantemedicin til byens indbyggere, der var bange for at modtage medicinen direkte fra PRT på grund af Taliban, der var imod PRT´s arbejde. Ansøgeren har endvidere oplyst, at faderen i løbet af 2008 som følge af sit arbejde for PRT modtog to trusselsbreve fra Taliban, hvorved han blev truet på livet. Efter modtagelsen af det andet trusselsbrev gik faderen til politiet, som lovede at beskytte faderen og familien. Cirka 1½-2 måneder senere opsøgte Taliban ansøgerens bopæl og slog ansøgerens far og formentlig også ansøgerens mor ihjel, hvorefter ansøgeren og hans bror flygtede. Flygtningenævnet kan – som Udlændingestyrelsen – lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet må videre lægge til grund, at faderen var kendt i lokalområdet, og at ansøgeren hjalp sin far i forretningen og således også deltog i at uddele medicin, som organisationen PRT havde fremskaffet. Flygtningenævnet finder herefter, at også Taliban i lokalområdet kendte til ansøgerens rolle, og at ansøgeren derefter har sandsynliggjort, at han risikerer overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, idet ansøgeren ikke kan henvises til et internt flugtalternativ. Der er ikke grundlag for at anvende udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler herefter ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” afgh/2011/116

afgh2011115

Nævnet meddelte i december 2011 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk sadat fra Afghanistan og shia-muslim af trosretning. Ansøgeren har aldrig været medlem af eller aktiv for et politisk parti, organisation eller forening. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive dræbt af sine farbrødre og disses sønner, som arbejder for myndighederne. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hans farbrødre beskyldte ansøgerens fader for at have dræbt to af deres sønner, hvorefter ansøgeren og hans familie måtte forlade Afghanistan og tage ophold i Iran, og farbrødrene og deres sønner overtog ansøgerens faders jord. Da ansøgerens fader i 2010 døde, vendte ansøgeren og hans to brødre tilbage til Afghanistan for at gøre krav på faderens jord, hvorved den ene broder blev dræbt, og den anden blev bortført, hvorefter ansøgeren måtte flygte ud af landet, idet farbrødrene og deres sønner efterstræbte ansøgeren. Flygtningenævnet finder at kunne lægge ansøgerens troværdige og meget konsistente forklaring til grund. Indledningsvis bemærkes, at de generelle forhold for etniske sadat ikke i sig selv findes at kunne begrunde opholdstilladelse, og der heller ikke på andet grundlag er forhold, der medfører opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Under hensyn til, at den forklarede konflikt udover at være en jordkonflikt også omfatter blodhævn fra tidligere stridigheder sammenholdt med, at den ene af ansøgerens brødre blev dræbt og den anden blev bortført ved den aktuelle episode, som gav anledning til ansøgerens udrejse, finder Flygtningenævnet det sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i konkret og individuel risiko for at lide samme skæbne og dermed i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Ansøgeren meddeles herefter opholdstilladelse efter Udlændingelovens § 7, stk. 2. afgh/2011/115

afgh2011114

Nævnet stadfæstede i december 2011 Indrejst i 2010. Udlændingestyrelsen traf i slutningen af 2010 på baggrund af en aldersundersøgelse afgørelse om, at ansøgeren, som oplyste, at han er født i 1994, var 18 år ved indrejsen. Flygtningenævnet udtalte: ”At Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at nævnet er bekendt med, at der verserer en klage over Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende ændring af ansøgerens alder. Flygtningenævnet har ikke haft betænkeligheder ved at behandle sagen og bemærker i øvrigt, at ansøgeren har fremtrådt som en moden person. Ansøgeren er etnisk afghansk statsborger, født og opvokset i Herat, etnisk tadjik og sunni-muslim af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive dræbt af familien til en pige, […], og af pigens forlovede, fordi han i sensommeren 2010 blev fundet nøgen sammen med pigen. Ansøgeren frygter endvidere at blive dømt til døden af de afghanske myndigheder, idet pigens familie har anmeldt ham til myndighederne. Ansøgeren har oplyst, at hans forældre var lærere, og at pigen blev sendt til privatundervisning hos ansøgerens mor af sin far, som var mullah. Undervisningen foregik på ansøgerens bopæl. Efter at pigen havde modtaget undervisning hos ansøgerens mor i en periode begyndte ansøgeren og pigen at skrive kærlighedsbreve til hinanden, ligesom de førte korte samtaler. En dag skrev pigen til ansøgeren, at hun var blevet lovet til en mand fra Helmand, og at hun hellere ville begå selvmord end at gifte sig med den pågældende. Dagen efter skulle ansøgerens mor have undervist pigen, men hun bad ansøgeren om at sige til pigen, at hun måtte aflyse undervisningen. Da pigen kom, inviterede ansøgeren hende inden for. Efter at ansøgeren og pigen var blevet alene, tog de tøjet af. Pludselig kom pigens søster ind i huset, og hun rev pigen væk fra ansøgeren. Ansøgeren flygtede herefter til sin faster i landsbyen […]. Den følgende dag kom faderen til fasterens bopæl og fortalte, at pigen havde sat ild til sig selv og var blevet indlagt på hospitalet, samt at han var blevet opsøgt af pigens brødre og andre ukendte mænd, der havde spurgte efter ansøgeren. Nogle dage senere udrejste ansøgeren. Efter indrejsen i Danmark har ansøgeren haft kontakt med faderen, som har fortalt, at pigen er død, og at faderen er udrejst til Iran sammen med ansøgerens mor og søstre. Flygtningenævnet finder ligesom Udlændingestyrelsen, at ansøgeren på en række punkter har forklaret divergerende og usikkert, ligesom han ikke har forklaret overbevisende om sit asylmotiv. Som eksempler på divergenser kan nævnes, at ansøgeren har forklaret forskelligt med hensyn til, hvordan undervisningen normalt blev aflyst. Ansøgeren har også forklaret divergerende om, hvor længe han havde kendt pigen. Ansøgeren har endvidere forklaret forskelligt med hensyn til, hvorfor pigens søster kom til stede, herunder om det var normalt, at søsteren kom på besøg. Ansøgerens forklaring om det påståede samvær med pigen forekommer ikke selvoplevet. Hertil kommer, at det væsentlige i asylhistorien – det at ansøgeren skulle have haft samleje med en mullahs datter, der var forlovet – forekommer usandsynlig og konstrueret til lejligheden. De fremlagte breve, avisartiklen, og de to tilsigelser ændrer ikke på Flygtningenævnets vurdering og afgørelse. Dels er der en række tidsmæssige sammenhænge, der ikke stemmer overens med ansøgerens asylhistorie, dels er der ikke overensstemmelse mellem det beskrevne og det, som ansøgeren har forklaret. Ansøgeren har derfor ikke sandsynliggjort, at han opfylder betingelserne for at få asyl efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2011/114

afgh2011113

Nævnet stadfæstede i december 2011 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk hazara og etnisk pashtuner fra Ghazni, Afghanistan. Ansøgeren har været aktiv for Hezb e Wahdat. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af medlemmer af sin moders familie, der er pashtunere og tilknyttet Taliban, og som vil hævne sig på familien på faderens side, der er etniske hazaraer. I borgerkrigen kæmpede familien på faderens side for Hezb e Wahdat, og familien på moderens side kæmpede for Taliban. Ansøgeren fungerede som meddeler for Hezb e Wahdat og kontrollerede våbentransporter. Familien på moderens side dræbte en onkel på faderens side, hvorefter ansøgeren og hans broder dræbte en fætter på moderens side af familien. Under borgerkrigen blev ansøgerens fader tilbageholdt af Taliban, og familien har ikke siden hørt fra ham. I 1999 blev ansøgeren tilbageholdt af Taliban i 4-5 måneder, hvorefter han flygtede fra Afghanistan. Som asylmotiv har ansøgeren endvidere henvist til, at han frygter at blive slået ihjel i Afghanistan, fordi han i Iran har bidraget med artikler til et tidsskrift, der er kritisk over for politik og religion i Afghanistan, hvorefter en dommer i Ghazni in absentia har udstedt en dødsdom over ham. Endelig har ansøgeren henvist til, at han i Danmark har taget bibeltimer hos Jehovas Vidner og betragter sig som kristen og at dette har medført, at han i Iran er blevet dømt til døden som frafalden. Ansøgeren udrejste sammen med sin moder og søskende fra Afghanistan til Iran i 1999/2000 og har siden kun været tilbage i cirka en uge i 2007 i forbindelse med deportering fra Iran. Flygtningenævnet forkaster ansøgerens forklaring om sit asylmotiv, hvorefter han frygter Taliban samt moderens familie, som har tilknytning til Taliban. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende om dette motiv. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren til de norske myndigheder den […] har givet en detaljeret forklaring, hvorom han og hans broder hævnede, at en fætter på moderens side havde dræbt ansøgerens farbroder, samt hvordan de efter at være trængt ind i huset dræbte flere personer. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren hverken til samtalen med politiet den […] eller i sit asylskema den […], hvor han detaljeret fortalte om sine konflikter, omtalte dette. Ansøgeren har først ved samtalen med Udlændingestyrelsen den […] bekræftet, at de opsøgte fætteren på moderens side, og at han på nogle punkter forklarede divergerende om, hvad der skete. Uanset om det lægges til grund, at ansøgeren i Iran har været med til at udgive et tidsskrift, som var kritisk over for Islam og myndighederne i Afghanistan, kan dette ikke begrunde asyl, idet det ikke er sandsynliggjort, at dette er kommet til de afghanske myndigheders kendskab. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende og indbyrdes modstridende dels om hvorvidt han underskrev artikler i eget navn eller under pseudonym, dels om hvordan forskellige personer i Afghanistan har identificeret ham. Flygtningenævnet har ligeledes lagt vægt på, at det alene beror på ansøgerens formodning, at han er blevet identificeret. Uanset om det lægges til grund, at ansøgeren efter ankomsten til Danmark har tilsluttet sig Jehovas Vidner, kan dette ikke begrunde asyl. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det ikke er sandsynliggjort, at myndighederne i Afghanistan er bekendt hermed. Flygtningenævnet forkaster ansøgerens forklaring om, at hans familie i Iran er blevet bekendt med hans konvertering, og at dette har medført, at der er blevet udstedt en dødsdom mod ham i Iran, idet denne forklaring forekommer usandfærdig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret, at han oplyste sin moder om konverteringen i foråret 2011, og at han ikke nævnte dette til asylsamtalen den […], men først til samtalen med advokaten. Flygtningenævnet finder det derfor ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2011/113

afgh2011112

Nævnet meddelte i november 2011 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er muslim fra Herat i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter, at hendes fader og broder vil dræbe hende. Ansøgeren har til støtte herfor gjort gældende, at hun i forbindelse med sin skolestart i foråret 2010 mødte en ung mand, som hun efterfølgende i en periode på cirka to måneder sås jævnligt med. Hendes familie, der er meget traditionsbundne, blev på et tidspunkt bekendt med ansøgerens forhold til manden, der ikke var et seksuelt forhold. Ansøgerens far og bror kunne ikke acceptere ansøgerens forhold til den unge mand. Ansøgeren havde derfor i en uge ”stuearrest”, hvorunder hun blev udsat for overgreb. Desuden har ansøgeren anført, at manden i forsommeren 2010, var blevet dræbt på faderens og broderens foranledning. Selvom ansøgerens forklaring kan give anledning til en vis tvivl, finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering i det væsentlige at kunne lægge ansøgerens forklaring, der til dels understøttes af de fremlagte avisartikler, jf. Udenrigsministeriets udtalelse, til grund. Flygtningenævnet finder på denne baggrund sammenholdt med baggrundsoplysningerne, at ansøgeren i tilstrækkeligt omfang har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” afgh/2011/112

afgh201111

Nævnet meddelte i februar 2011 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At indledningsvis bemærkes, at nævnet tiltræder, at ansøgeren er tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylsagsbehandling i Danmark. Nævnet har lagt vægt på, at ansøgeren også i nævnsmødet har fremstået som fuldt ud i stand til at besvare spørgsmål med forståelse af svarenes betydning for ansøgerens asylsag. Ansøgeren er afghansk statsborger fra landsbyen […..] i Maidan Wardak-provinsen, etnisk hazara og shia-muslim af trosretning. Ansøgeren har angående sit asylmotiv henvist til, at hans far døde otte til ni måneder før ansøgerens indrejse i sommeren 2010 i Danmark, at hans farbror efter farens død ville giftes med hans mor, at hans mor nægtede dette, at ansøgeren så sin farbror udsætte sin mor for seksuelt overgreb, hvorefter han stak sin farbror med et spidst landbrugsredskab, og at ansøgeren, hans mor og lillesøstre herefter forlod huset og flygtede fra Afghanistan. Ved en eventuel tilbagevenden til Afghanistan frygter ansøgeren sin farbror, hvis farbroren stadig er i live, og farbrorens to voksne sønner. Hvis ansøgerens farbror er død, frygter ansøgeren, at farbrorens sønner vil slå ham ihjel som hævn herfor. I overensstemmelse med Udlændingeservices afgørelse lægger nævnet ansøgerens forklaring til grund. Nævnet bemærker, at ansøgeren har forklaret umiddelbart og troværdigt i nævnsmødet. Ligesom Udlændingeservice lægger nævnet derfor til grund, at ansøgeren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, og at ansøgeren ikke kan henvises til at tage ophold i andre dele af Afghanistan, idet det ikke kan udelukkes, at farbrorens ældste søn i kraft af sit arbejde for myndighederne vil være i stand til at lokalisere ansøgeren og influere på de stedlige myndigheders behandling af ansøgeren. Spørgsmålet for nævnet er derfor, om ansøgeren er omfattet af Flygtningekonventionens udelukkelsesgrund efter artikel 1F (b), jf. udlændingelovens § 10, stk. 1, nr. 3, fordi ansøgeren har begået en alvorlig ikke-politisk forbrydelse udenfor tilflugtslandet og – hvis dette ikke er tilfældet – om ansøgeren herefter er afskåret fra at opnå opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 10, stk. 2, nr. 2. Ved vurderingen heraf lægger nævnet vægt på ansøgerens forklaring om, at han blev tilkaldt af sin lillesøster, fordi farbroren var ved at udsætte ansøgerens mor for overgreb. Ansøgeren var ved at høste hvede og havde et høstredskab i hånden. Redskabet var cirka 50 centimeter langt og bestod af et skæfte samt en klinge, som endte i en lille bue. Da ansøgeren åbnede døren, tænkte han ikke på, at han havde redskabet i hånden, men han så farbroren ligge ovenpå moren, der delvist havde nøgen overkrop, og forsøge at rive tøjet af hende. De lå på gulvet i entreen umiddelbart indenfor døren, og uden at ansøgeren tænkte nærmere, slog han med høstredskabet mod farbrorens krop, idet han ville forhindre yderligere overgreb mod moren, der lå grædende på gulvet under farbroren. Farbroren rejste sig ikke, da ansøgeren hjalp sin mor op, hvorefter moren, ansøgeren og de yngre søskende forlod huset efter cirka 15 til 20 minutter, hvor de havde samlet tilgængelige penge og smykker sammen. De tog hen til morens veninde to gader længere henne, hvis ægtefælle senere samme dag skaffede kontakt til en person, som kunne føre dem ubemærket ud af byen. Ansøgeren har forklaret, at såvel hans mor som ansøgeren frygtede, at de ville blive dræbt af farbroren eller hans sønner, såfremt de blev fundet. Venindens ægtefælle gav udtryk for samme frygt også for ham og hans familie, såfremt det blev opdaget, at ansøgeren og hans familie havde søgt tilflugt og fået hjælp hos dem. Flygtningenævnet finder, at en handling som den beskrevne, hvor ansøgeren har handlet umiddelbart og for at redde sin mor fra voldtægt, ikke kan anses for at henhøre under det område, hvor den nævnte udelukkelsesgrund finder anvendelse både under hensyn til de beskrevne konkrete omstændigheder og under hensyn til den særlige forsigtighed, der skal anvendes ved vurderingen af, om en udelukkelsesgrund kan anvendes i forhold til en mindreårig, jf. herved UNHCR guidelines on international protection: Child asylum claims (diverse emner, baggrund 90, januar 2010). For så vidt angår anvendelse af udlændingelovens § 10, stk. 2, nr. 2, som Udlændingeservice subsidiært har henvist til, bemærkes, at ansøgerens handling må anses for omfattet af en nødværgesituation, som afgørende ændrer handlingens karakter af en strafbar handling. Endvidere bemærkes, at ansøgeren på det pågældende tidspunkt var 13 år og således under den kriminelle lavalder ifølge dansk lov. Under disse omstændigheder, hvor ansøgeren uden forberedelse handlede i affekt for at redde sin mor fra voldtægt, finder nævnet, at der ikke foreligger en situation, som efter § 10, stk. 2, nr. 2, kan udelukke ansøgeren fra opholdstilladelse efter § 7, stk. 2, og at ansøgeren herefter har krav på opholdstilladelse efter denne bestemmelse. Der meddeles derfor ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” afgh/2011/11

afgh2011109

Nævnet meddelte i november 2011 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk […] og sunni-muslim fra […] i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive efterstræbt og dræbt af højtstående personer, herunder familiemedlemmer til kendte politikere, idet han har videregivet oplysninger om millionsvindel, som de pågældende var involveret i. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med Udlændingeservices afgørelse til grund, at ansøgeren isoleret set opfylder betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Der er ikke grundlag for at henføre ansøgerens forhold under udlændingelovens § 7, stk. 1. For så vidt angår anvendelsen af udelukkelsesgrundene bemærker nævnet, at ansøgeren har haft en ledende post i en virksomhed i Afghanistan, hvor han også besad en mindre aktiepost. Han var bekendt med, at der foregik ulovlige økonomiske transaktioner i et stort omfang. Ansøgeren har ifølge sin forklaring gjort indsigelser mod ulovlighederne i virksomheden. Ansøgeren har videregivet fortrolige oplysninger om de ulovlige transaktioner foretaget af højtstående personer i virksomhedens ledelse til virksomhedens grundlægger […] og til de amerikanske myndigheder i et arabisk land. Ansøgeren har bestridt, at han selv personligt har deltaget i ulovlighederne og har forklaret, at hans gode økonomiske forhold i det væsentlige er baseret på lån fra virksomhedens grundlægger, der er nær slægtning, og som ansøgeren tidligere har arbejdet for i et arabisk land. Efter en samlet vurdering af de foreliggende oplysninger finder Flygtningenævnet ikke, at der foreligger det fornødne sikre grundlag for at antage, at ansøgeren har gjort sig skyldig i økonomisk kriminalitet i et sådant omfang, at der er grundlag for at bringe udelukkelsesgrundene i udlændingelovens § 10, stk. 1, nr. 3, eller § 10, stk. 2, nr. 2, i anvendelse. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” afgh/2011/109

afgh2011107

Nævnet stadfæstede i december 2011 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en afghansk statsborger. Ansøgeren indrejste første gang i Danmark i 2009, hvorefter han udrejste til Norge. I 2010 genindrejste han i Danmark. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk hazara fra […] i Ghazni-provinsen, Afghanistan og shiamuslim af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive dræbt af en klanleder eller dennes familie. For mange år siden bortførte og voldtog klanlederen ansøgerens kusine, som klanlederen gerne ville giftes med. Ansøgerens bror tog umiddelbart efter hen for at hævne dette, hvorefter både kusinen og broderen blev dræbt. Mange år efter – efter at ansøgerens far forgæves havde forsøgt at få myndighedernes indgriben – ville ansøgeren hævne drabene og skød på klanlederen, der dog overlevede og nu er efter ansøgeren. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at de divergenser, der måtte være i ansøgerens forklaring kan bero på, at han har forklaret om begivenheder, som han ikke selv har haft førstehåndskendskab til vedrørende klanlederens overgreb mod hans kusine og drabet på hans bror. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at der kan have været tale om oversættelsesvanskeligheder i forbindelse med forklaringen afgivet til de norske myndigheder. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for at blive udsat for forhold omfattet af Udlændingelovens § 7, stk. 2, fra klanlederen. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren vil kunne opnå myndighedernes beskyttelse herimod. Nævnet lægger derfor til grund, at ansøgeren er omfattet af udlændingeloven § 7, stk. 2. Ifølge Flygtningekonventionen af 28. juli 1951 artikel 1 F (b) skal konventionen ”ikke finde anvendelse på den, om hvem der er alvorlig grund til at antage, at han har begået en alvorlig ikke politisk forbrydelse udenfor tilflugtslandet, inden han som flygtning fik adgang til dette.” Flygtningenævnet finder, at ansøgeren er udelukket for at få opholdstilladelse efter udlændingeloven § 7, jf. § 10, stk. 1. nr. 3, jf. Flygtningekonvention af 28. juli 1951 artikel 1 F (b). Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det efter ansøgerens forklaring må lægges til grund, at han efter at have anskaffet sig et våben og modtaget undervisning i våbenbrug opsøgte klanlederen og affyrede tre skud på kort afstand mod klanlederens overkrop. Handlingen findes efter sin karakter derfor at være omfattet af udelukkelsesgrundene, jf. udlændingelovens § 10, stk. 1 nr. 3. Når henses til, at baggrunden for hævnakten ligger langt tilbage i tid og i øvrigt når henses til forbrydelsens alvorlige karakter, kan baggrunden for ansøgerens handling ikke føre til andet resultat. Flygtningenævnet stadfæster på ovennævnte baggrund derfor Udlændingestyrelsen afgørelse." afgh/2011/107

afgh201110

Nævnet stadfæstede i februar 2011 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk pashtun og sunnimuslim af trosretning fra en navngiven by, Tagab-distriktet i Kapisa-provinsen i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv blandt andet henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af Taliban, idet Taliban beskylder ansøgerens familie for at have angivet dem til myndighederne forud for kamphandlinger imellem Taliban og regeringsstyrkerne i ansøgerens hjemby, idet ansøgerens fader var kommandant, samt idet ansøgerens storebroder fungerede som tolk for udlændinge. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han ikke har nogen familiemedlemmer tilbage i Afghanistan, hvorfor han vil være tvunget til at tage ophold alene, hvilket ikke er muligt for ham, idet han er efterstræbt af Taliban. Ansøgerens forældre og ansøgerens storebroder blev dræbt, idet Taliban angreb ansøgerens bopæl. Ansøgerens fader modtog gentagne gange trusselsbreve forud for drabene, ligesom Taliban efterfølgende har sendt trusselsbreve til en navngiven person, hos hvem ansøgeren tog ophold efter drabene, hvori der stod, at Taliban ønskede at få udleveret ansøgeren. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren på nogle punkter har afgivet divergerende forklaringer. For så vidt angår faderens status har ansøgeren til asylregistreringsrapporten angivet, at faderen var en slags militær kommandant. Til motivsamtalen har ansøgeren angivet, at faderen var politikommandant. Til den sidste samtale med udlændingeservice har ansøgeren angivet, at faderen var ansat af staten og havde bodyguards, men at han ikke ved, hvilken stilling faderen havde. Flygtningenævnet finder det noget påfaldende, at ansøgeren ikke er nøjere bekendt med faderens stilling og finder det ligeledes påfaldende, at ansøgeren ikke har kunnet udtale sig mere præcist om sin storebroders forhold, herunder om hvem han tolkede for, samt hvor det fandt sted. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at det efter den foretagne aldersundersøgelse må lægges til grund for afgørelsen, at ansøgeren i august 2010 efter al sandsynlighed var fyldt 18 år, og at han derfor må have været 16 år på tidspunktet for udrejsen af hjemlandet. Ansøgeren har afgivet noget divergerende oplysninger om det angivelige forsøg på angreb fra Talibans side på landsbyen eller området. Ansøgeren har til motivsamtalen angivet, at Taliban havde erobret et stort hus og har ligeledes til advokatindlægget oplyst, at Taliban havde taget ophold i en stor ejendom. Under nævnsmødet har ansøgeren derimod forklaret, at det ikke var lykkedes Taliban at erobre nogen ejendom, men at de blev nedkæmpet af regeringsstyrkerne, inden de trængte ind i distriktshovedstaden. Flygtningenævnet finder, efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaringer, at de ikke fremstår selvoplevede. Flygtningenævnet finder, at det beror på ansøgerens egne formodninger, at det er Taliban, som står bag de angivelige drab på ansøgerens forældre og storebroder. Uanset, om det måtte kunne lægges til grund for sagen, at det er Taliban, der er trængt ind i forældrenes hus og har dræbt ansøgerens forældre og storebroder, finder Flygtningenævnet det påfaldende, at Taliban ikke samtidig har gennemsøgt huset og herved fundet ansøgeren, når Taliban i flere trusselsbreve forud for drabene havde truet med at slå ansøgerens fader og dennes familie ihjel. I øvrigt finder Flygtningenævnet, at Taliban må antages for at have opnået sit mål ved drabene på faderen og storebroderen. Ansøgeren har ikke sandsynliggjort, at Taliban vil efterstræbe ansøgeren, hvis han vender tilbage til hjemlandet. Endelig finder Flygtningenævnet, at ansøgerens forklaringer om sin rejserute og finansieringen af denne ikke forekommer ganske troværdige. Flygtningenævnet finder det ikke troværdigt, at ansøgeren uden videre har kunnet skaffe penge, mens han befandt sig i Italien og Paris til den videre rejse, som af ham angivet ved blandt andet at ringe til en bekendt i Grækenland, der herefter sendte penge til ansøgeren. Endelig finder Flygtningenævnet det noget påfaldende, at ansøgeren fremstår uuddannet og som analfabet, henset til at ansøgerens broder var veluddannet og kunne tale engelsk og derfor havde kunnet fungere som tolk. Flygtningenævnet finder det herefter ikke sandsynliggjort af ansøgeren, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han vil være i reel risiko for dødsstraf eller at blive udsat for tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, st. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingeservices afgørelse”. afgh/2011/10

Afgh20111

Nævnet meddelte i januar 2011 opholdtilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At Flygtningenævnet tiltræder, at ansøgeren under asylsagsforløbet har udvist tilstrækkelig modenhed til, at han kan gennemgå et asylsagsforløb. Ansøgeren har i nævnsmødet besvaret de stillede spørgsmål med fuld forståelse for svarenes betydning for ansøgerens ansøgning om asyl. Ansøgeren er etnisk hazara fra en navngiven landsby i Garabagh-distriktet i Ghazni-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive dræbt af Taliban eller af hans morbroders sønner. Ansøgerens morbroder lovede sin navngivne datter til ansøgeren, men lovede også senere datteren til en navngiven ældre pashtuner fra landsbyen, som har kontakt til Taliban. Ansøgeren gjorde indsigelser og blev én-to dage senere opsøgt på marken af tre talibanere, som tilbageholdt ansøgeren i én nat, hvor han blev udsat for grov vold. Ansøgeren og morbroderens datter flygtede ved hjælp fra morbroderens hustru til Kabul, men opgav efter nogle få dage og tog tilbage og søgte tilflugt hos landsbyens overhoved, som advarede ansøgeren om, at hans liv var i fare. Landsbyens overhoved gav ansøgeren penge til flugten og lovede at værne morbroderens datter. Ansøgeren har senere under sin flugt i Iran fået at vide, at morbroderens datter er blevet dræbt. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgerens forklaring på flere punkter har givet anledning til tvivl. I vurderingen af ansøgerens troværdighed er det indgået, at ansøgerens forklaring til afhøringsrapporten er foregået som en kort telefonisk afhøring, og at ansøgerens forklaring til asylregistreringsrapporten fremstår kortfattet om ansøgerens asylmotiv, men indeholder de væsentligste elementer i asylmotivet. Videre lægger nævnet til grund, at ansøgeren må anses for udrejst af Afghanistan til Iran formentlig først i 2009, og at ansøgerens forklaring om ophold i Iran i tre-fire måneder og kort ophold i Tyrkiet samt registrering i Grækenland umiddelbart efter ankomsten dertil, må anses for overensstemmende med, at ansøgeren er registreret i Mytilini i Grækenland i foråret 2009. Ansøgeren har afgivet nærmere forklaring om sit asylmotiv i samtale med Udlændingeservice, i mødet med den beskikkede advokat ifølge advokatindlægget og under nævnsmødet. Nævnet finder, at ansøgerens forklaring på flere punkter ikke fremstår sandsynlig, herunder om ansøgerens og morbroderens datters tilbagevenden til landsbyen efter flugten derfra til Kabul. Et flertal af nævnets medlemmer finder det imidlertid afgørende, at de tilsyneladende divergenser, der er i ansøgerens nævnte nærmere forklaringer, og tvivlen om sandsynligheden blandt andet af ansøgerens oplysninger om tilbagevenden til landsbyen efter flugten til Kabul med datteren, må vurderes i lyset af, at ansøgeren er mindreårig og analfabet samt på en umiddelbar måde og tilsyneladende uden bagtanke har besvaret spørgsmål i nævnsmødet. Disse nævnsmedlemmer lægger derfor efter ansøgerens oplysninger til grund, at ansøgeren protesterede mod morbroderens datters vielse med den navngivne ældre pashtuner, at ansøgeren og morbroderens datter med hjælp fra morbroderens hustru flygtede til Kabul, men at ansøgeren og morbroderens datter opgav på grund af pengemangel og vendte tilbage til landsbyen. Ansøgeren har forklaret konsistent om den navngivne ældre pashtuners betydning og magtfulde position i landsbyen og hans forbindelser til Taliban, samt om de pashtunere og talibanere, som holdt ansøgeren fanget i en dag og udsatte ham for grov vold samt oplyste, at den navngivne ældre pashtuner havde sagt, at ansøgeren skulle slås ihjel. Selvom ansøgeren blev løsladt af de pågældende, finder disse medlemmer af nævnet efter en samlet vurdering af ansøgerens oplysninger, og med særlig hensyntagen til ansøgerens situation som forældreløs, mindreårig og analfabet, at det herefter må lægge til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden grundet konflikten med den Taliban-tilknyttede navngivne ældre pashtuner vil være i risiko for overgreb omfattet af udlændingeloven § 7, stk. 2.” afgh/2011/1

Afg20109

Nævnet meddelte i marts 2010 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2009. Ansøgeren er etnisk pashtun og muslim. Udlændingeservice udviste i sommeren 2009 ansøgeren af Danmark med indrejseforbud i ét år, jf. udlændingelovens § 25a, stk. 2, nr. 1, og § 32, stk. 4, 2. pkt. Ansøgeren skulle tilbagesendes til Grækenland i medfør af Dublin-forordningen. Udlændingeservice besluttede dog efterfølgende at behandle ansøgerens ansøgning om asyl i Danmark, idet det ikke viste sig muligt at udsende ansøgeren til Grækenland. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til, at han og hans fader havde været medlemmer af Taleban, hvor de havde deltaget i kamphandlinger. I 2007 var ansøgeren og hans fader blevet tilbageholdt af en kommandant, som faderen havde et modsætningsforhold til, hvorefter faderen var blevet dræbt. Det var lykkedes ansøgeren at flygte. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren for nævnet havde fremstået overbevisende og troværdig, hvorfor Flygtningenævnet i det væsentlige lagde ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet lagde herefter til grund, at ansøgerens fader havde været kommandant for Hezb-e-Islami og senere havde sluttet sig til Taleban. Faderen havde haft et modsætningsforhold til en navngiven person, som havde været kommandant i Jamiat/Shore-e-Nezar og som i 2007 havde tilbageholdt ansøgeren og hans fader, i hvilken forbindelse faderen var blevet dræbt, medens ansøgeren var flygtet. Flygtningenævnet fandt, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan ville være i reel risiko for at blive udsat for overgreb, som omhandlet i udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet fandt ikke, at der var særlige grunde, der talte derimod, jf. udlændingelovens § 10, stk. 3, 2. pkt. Afg/2010/9.

Afg201089

Nævnet stadfæstede i december 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Flygtningenævnet udtalte: Den 18 årige ansøger er etnisk hazara og shia-muslim fra en navngiven bydel i Kabul. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren og hendes familie flyttede til Iran, da hun var 14-15 år. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun, mens de boede i Iran, blev lovet væk til en person, der bliver kaldt […], fordi ansøgerens fader havde en gæld til denne. Hendes far kendte den navngivne person fra sin arbejdsplads. Hun kender ikke den navngivne persons rigtige navn, og hun ved ikke, hvor den navngivne person bor. Den navngivne person smugler narko mellem Afghanistan og Iran og opholder sig ind i mellem i Afghanistan, hvor han har stor magt. Den navngivne person har en stor familie i Kabul. Der er mange i den navngivne persons organisation, der arbejder i Afghanistan. Ansøgeren frygter, at den navngivne person vil finde hende, hvis hun vender tilbage dertil. Ansøgeren frygter desuden for sit liv i Afghanistan, fordi hun er en ung kvinde uden noget netværk i dette land. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren har imidlertid ikke sandsynliggjort, at hendes eventuelle fortsatte modsætningsforhold til den navngivne person - der må antages at bo i Iran - har en sådan karakter og intensitet, at hun i den anledning har behov for beskyttelse mod overgreb i Afghanistan. De generelle vanskelige forhold i Afghanistan samt at ansøgeren er en yngre kvinde og hazara, samt at hun højest har et begrænset netværk i Afghanistan, er endvidere ikke i sig selv tilstrækkeligt til at få asyl i Danmark. Herefter, og idet ansøgeren heller ikke i øvrigt har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til sit hjemland vil blive udsat for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller have behov for beskyttelse mod forhold, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, stadfæster Flygtningenævnet derfor Udlændingeservices afgørelse. Afg/2010/89

Afg201088

Nævnet meddelte i december 2010 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Ansøgeren var mindreårig. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk tadjik fra en navngiven by i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af sin farbroder, idet farbroderen har slået ansøgerens fader ihjel grundet en jordkonflikt, da ansøgeren var omkring fem et halvt år gammel. Farbroderen tog ansøgeren med sig, da ansøgeren var 10 år gammel, hvorefter farbroderen tvang ansøgeren til at danse for mænd ved diverse bryllupsarrangementer. Farbroderen låste ansøgeren inde i et kælderrum, samt udsatte ham for vold. Efter at farbroderen havde brækket ansøgerens arm, fik han ophold hos farmoderen, hvorfra de senere flygtede til en navngiven by. Her opholdt de sig i fire år. Farbroderen fandt dog frem til deres skjulested, hvorefter ansøgeren valgte at udrejse. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Det findes således sandsynliggjort, at ansøgeren af sin farbroder i en periode på én-to måneder blev udnyttet og udsat for krænkelse med seksuelle undertoner, idet han blev tvunget til at optræde ved bryllupsfester. Han blev i den pågældende periode tilbageholdt mod sin vilje. Med hjælp fra farmoderen lykkedes det ansøgeren at flygte fra farbroderen. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer lægger til grund, at ansøgerens farbroder, som forklaret af ansøgeren, fandt frem til ansøgerens og farmoderens opholdssted, og at ansøgerens frygt for af onklen at blive ført tilbage til fortsatte krænkelser i onklens varetægt, er velbegrundet. Ansøgeren, der under hele sin opvækst har boet sammen med sin farmoder, hvis skæbne er ukendt, har efter flertallets opfattelse ikke reel mulighed for at opnå beskyttelse mod farbroderen. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Afg/2010/88

Afg201087

Nævnet stadfæstede i december 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tadjik fra Kapisa i Afghanistan. Ansøgeren har ind til 1992 været pionermedlem (barnemedlem) af Afghanistans Demokratiske Folkeparti som følge af sin faders medlemskab af samme organisation. Ansøgeren har som asylmotiv blandt andet henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive bortført og dræbt af sin faders fjender, herunder Taliban og en navngiven kommandant. Ansøgerens fader støttede Najibullah under hans regeringsperiode, og den navngivne kommandant stod i modsætningsforhold til faderen. Ansøgeren flyttede med sin familie til Pakistan i 1997. Hendes fader tog i foråret 2009 til sin broder i Kapisa. Broderen var syg, og han døde kort tid herefter. Senere på foråret 2009 fik ansøgeren af sin moder oplyst, at faderen var forsvundet, og ansøgeren kender ikke til faderens videre skæbne. Ansøgeren har oplyst, at faderens uoverensstemmelse med den navngivne kommandant skyldes, at de havde hver deres ideologiske ståsted. Ansøgeren har svaret benægtende på, at der hende bekendt herudover skulle være en konkret konflikt mellem faderen og den navngivne kommandant. Flygtningenævnet kan derfor ikke lægge til grund, at der er en konkret konflikt mellem ansøgerens familie og den navngivne kommandant og dennes familie. Det er heller ikke sandsynliggjort, at der skulle bestå et konkret modsætningsforhold mellem ansøgerens familie og Taliban eller andre grupperinger. Til underbygning heraf kan nævnes, at ansøgerens farbroder ifølge ansøgeren ikke har haft problemer i forhold til den navngivne kommandant eller andre. Selvom de generelle forhold for enlige kvinder i Afghanistan er vanskelige, kan den omstændighed, at ansøgeren er enlig kvinde, ikke medføre, at hun alene af denne grund kan få opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Den omstændighed, at ansøgerens far før 1992 var højt placeret i PDPA kan ikke føre til et andet resultat. Ved denne vurdering har Flygtningenævnet også lagt vægt på, at ansøgeren flere gange – senest i sommeren 2008 – har kunnet rejse fra Pakistan til Afghanistan, herunder for at få udstedt et afghansk nationalitetspas. Ansøgeren opfylder herefter ikke betingelserne for at få opholdstilladelse efter hverken udlændingelovens § 7, stk. 1, eller § 7, stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingeservices afgørelse.” Afg/2010/87

Afg201086

Nævnet meddelte i december 2010 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er afghansk statsborger fra en navngiven by i Ghazni-provinsen, etnisk hazara og shia-muslim af trosretning. Han boede hos en plejefamilie de første otte til ni år af sit liv, hvorefter han sammen med plejefamiliens ældste søn […] rejste til Iran for at arbejde. Han har ikke været medlem af et politisk eller religiøst parti, organisation eller lignende eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han er blevet tilbageholdt af Taliban i to måneder, idet Taliban ville have ham til at udføre selvmordsaktioner, at han flygtede derfra, hvorefter han få dage senere udrejste af Afghanistan. Ved en eventuel tilbagevenden til Afghanistan frygter ansøgeren, at Taliban vil slå ham ihjel, fordi han flygtede. Ligesom Udlændingeservice lægger Flygtningenævnet til grund, at ansøgeren har været tilbageholdt af Taliban som forklaret. Ved afgørelsen heraf lægger Flygtningenævnet vægt på, at de to ansøgere (sagen er sambehandlet med sagen vedrørende ansøgerens ven med hvem, ansøgeren indrejste i Danmark – RED.) har forklaret overbevisende og detaljeret og ens om tilbageholdelsen under hele asylproceduren i Danmark. Et flertal i Flygtningenævnet finder, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ud fra en samlet vurdering både er blevet eksponeret og kan identificeres, så han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for at blive udsat for de overgreb, der er nævnt i udlændingelovens § 7, stk. 2. Ved afgørelsen af, at ansøgeren opfylder betingelserne for at få beskyttelsesstatus, lægger flertallet blandt andet vægt på, at ansøgeren er en ung hazara uden netværk, at han er farsitalende efter mange års ophold i Iran, at han før han rejste til Iran kom fra en meget lille landsby med få indbyggere, […], at han under tilbageholdelsen er blevet kendt af en større gruppe talibanere, at Taliban har både ansøgerens navn og foto, at ansøgerens straks efter flugten fra Taliban flygtede fra landet, og endelig at ansøgeren kommer fra et lokalområde, der må antages at være kendt af de talibanere, som tilbageholdte ansøgeren. Der meddeles derfor ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. ” Afg/2010/86

Afg201085

Nævnet stadfæstede i december 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er afghansk statsborger fra en navngiven by i Herat-provinsen, etnisk hazara og shia-muslim af trosretning. Han har ikke været medlem af et politisk eller religiøst parti, organisation eller lignende eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han havde en konflikt med en navngiven forretningsforbindelse, som endte med at forretningsforbindelsen faldt, slog hovedet mod en skarp kant og afgik ved døden. Forretningsforbindelsens sønner ønsker at hævne deres far ved at slå ansøgeren og dennes nærmeste familie ihjel. Hertil kommer, at ansøgeren formoder, at forretningsforbindelsen havde forbindelse med Taliban, ligesom forretningsforbindelsens bror efter det oplyste har været højt placeret i politiet. Ansøgeren har på en række punkter forklaret divergerende. Det gælder for eksempel om forretningsforbindelsens sympati og tilknytning til Taliban – og omstændighederne ved og op til forretningsforbindelsens død. Det gælder også de forskellige forklaringer om, hvorvidt ansøgerens forældre og to brødre opholdt sig på bopælen i dagene og ugerne efter episoden med forretningsforbindelsen. På en række området har ansøgeren tillige udbygget sin forklaring. Det gælder for eksempel episoden, hvor ansøgerens mor efter det oplyste skulle være blevet overfaldet af blandt andet forretningsforbindelsens sønner dagen efter ansøgerens episode med forretningsforbindelsen. Det gælder også oplysningerne om, at tvisten med forretningsforbindelsen ikke kun opstod på grund af penge, som forretningsforbindelsen skyldte ansøgeren, men også at forretningsforbindelsen bad ansøgeren udføre en opgave, der muligt havde noget med en bombe eller narkotika at gøre. Endelig har ansøgeren udbygget sin forklaring i relation til, om familien havde en eller to ejendomme i Herat-provinsen. Flygtningenævnet kan på denne baggrund ikke lægge ansøgerens forklaring til grund, og ansøgeren har derfor ikke sandsynliggjort, at han har en konflikt, som påstået, med forretningsforbindelsens familie. Ansøgeren har derfor ikke sandsynliggjort, at han vil være i en asylrelevant risiko for forfølgelse – eller andre former for relevante overgreb – ved en tilbagevenden til Afghanistan. Ansøgeren opfylder som følge heraf ikke betingelserne for at få opholdstilladelse efter udlændingeloven § 7. Flygtningenævnet stadfæster herefter Udlændingeservices afgørelse.” Afg/2010/85

Afg201084

Nævnet stadfæstede i december 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Ansøgeren var mindreårig. Ansøgeren indrejste i 2010. Ansøgeren havde som asylmotiv blandt andet henvist til, at han frygtede sin farbroder, som ville slå ham ihjel på grund af en jordkonflikt, som farbroderen havde med ansøgerens fader. Ansøgeren frygtede videre at blive tvunget til at være selvmordsbomber og slå udenlandske og afghanske tropper ihjel. Et flertal af nævnets medlemmer udtalte: ”At ansøgeren har en modenhed, der gør det forsvarligt at behandle hans asylsag. Ansøgeren er etnisk pashtu og sunni-muslim af trosretning fra en navngiven landsby i et navngivet bydistrikt i Nangahar provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Flygtningenævnets flertal kan ikke lægge hele ansøgerens forklaring, der på væsentlige punkter fremstår som udbygget og divergerende, til grund. Ansøgeren har således som asylmotiv oprindeligt alene henvist til en jordkonflikt og har først under samtalen med Udlændingeservice som asylmotiv henvist til, at hans farbroder ønskede at kidnappe ham og hans bror og give dem en vest på, så de kunne sprænge de udenlandske og afghanske styrker i luften. Ansøgeren har ikke givet en rimelig forklaring på, hvorfor han først på dette tidspunkt har forklaret om et forhold, der må antages at have givet anledning til betydelig frygt hos ham. Ansøgeren har forklaret divergerende vedrørende grunden til, at han ophørte med at gå i skole, og om hvorvidt han selv så de personer, der opsøgte ham hos morbroderen, samt om det var hans fader eller moder, der så de personer, der angreb familiens bolig. Hertil kommer, at ansøgerens forklaring om, at hans forældre ikke opsøgte ham hos morbroderen, efter familien var flygtet fra farbroderen, og at morbroderen efterfølgende, da ansøgeren telefonisk kontaktede ham fra Grækenland, ikke har givet ansøgeren oplysninger om ansøgerens forældre, forekommer usandsynlig. På den baggrund har ansøgeren uanset sin unge alder ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for at blive udsat for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Afg/2010/84

Afg201083

Nævnet meddelte i december 2010 opholdstilladelse (B-status) til et ægtepar samt et barn fra Afghanistan. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske tadjikker fra Herat i Afghanistan. Ansøgerne har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt politisk aktive. Da den kvindelige ansøgers far var i en politisk militaristisk fraktion […], flygtede familien i 1992 til Iran. I sommeren 2006 blev hun i Iran forlovet med den mandlige ansøger, hvis far havde været en højtprofileret partikammerat med hendes far og ligeledes var flygtet til Iran. Hun blev kort efter gravid. I slutningen af 2006 rejste hun med sine forældre til det sted i Herat, hvor de kom fra for at blive gift med sin forlovede, der skulle komme senere. Det viste sig, at Mujahedinere havde overdraget deres hus til andre. Køberen kom til det hus hendes far i stedet holdt til i sammen med en officer og flere af officerens familiemedlemmer. Dagen efter, omkring den […], tvang denne officer, der var en af hendes faders politiske modstandere, hende til at gifte sig med ham. Der var tale om en slags handel, hvorefter hende far efter en måned ville få sit hus tilbage. En mullah viede dem i faderens hjem, selvom faderen protesterede, og ansøgeren ikke samtykkede. Hun opholdt sig i et naborum under vielsen. Den mand, hun blev gift med, er en magtfuld officer i en navngiven Mujahedin-gruppe. Hun har aldrig set ham og har først for ca. 15 dage siden fået oplyst officerens navn af sin svigerfar, der endvidere oplyste, at officeren er etnisk araber. Indbyggerne i nabolandsbyen er arabere. Hun gemte sig i en landsby, indtil den mandlige ansøger få dage efter kom til Afghanistan. De blev gift i Herat i slutningen af 2006 og flygtede straks videre. Samme dag dræbte officeren hendes far og truede hendes mor med, at han også ville dræbe ansøgerne. De krydsede grænsen til Iran i starten af 2007. Den kvindelige ansøgers mor flygtede efter 15-20 dage også til Iran. I Iran blev der senere spurgt efter den kvindelig ansøger i en moske i den by, hvor ægteparret boede. De frygter, at officeren vil slå dem ihjel, fordi de har krænket hans ære. Det har ingen betydning, at lederen af den navngivne gruppe er død, da sagen drejer sig om ære og stolthed. Flygtningenævnet lægger ansøgernes forklaring til grund. Nævnet har herved henset til, at forklaringerne i det væsentlige har været konsistente og har fremtrådt troværdige. Den officer, den kvindelige ansøger mod sin vilje er blevet gift med, har følt sin ære krænket og har truet begge ansøgerne på livet. Alvoren heri er understøttet af, at officeren har slået den kvindelige ansøgers far ihjel. Den kvindelige ansøger påbegyndte straks sin flugt efter tvangsægteskabet, og ægteparret udrejste sammen hurtigt derefter. At officeren ikke hurtigt glemte sagen ses ved, at der senere i moskeen i Iran blev spurgt efter den kvindelige ansøger. Uanset usikkerheden om præcis, hvilken magt den anførte officer har i dag, finder Flygtningenævnet, at ansøgerne ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer at blive udsat for overgreb eller anden behandling omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, samt at det ikke kan lægges til grund, at de afghanske myndigheder kan eller vil yde ansøgerne effektiv beskyttelse herimod. Selvom ægteparrets fædre har været profilerede medlemmer af en politisk fraktion, finder Flygtningenævnet ikke, at der efter det oplyste er grundlag for at meddele ægteparret opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og deres ansøgning herom kan derfor ikke imødekommes. Herefter meddeles ansøgerne, og som konsekvens heraf deres barn, opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Afg/2010/83

Afg201082

Nævnet stadfæstede i december 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara fra en navngiven landsby i amtet Gharahbagh, Ghazni-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han i slutningen af 1997 blev tvunget til at hjælpe Wahdat-partiet. Han viste vej i forbindelse med kamphandlinger mod Taliban samt transporterede våben for Wahdat 4-5 gange. Taliban har derfor siden efterstræbt ham og i den forbindelse beskyldt ham for at have dræbt to Taliban-soldater. Da Taliban i 1998 overtog området, blev hans far og bror tortureret og invalideret af Taliban. Familiens eksistensgrundlag, deres jord og mølle, blev ved magtovertagelsen overtaget af hans fars navngivne fætter, der er tilknyttet Taliban. Torturen hang sammen med beskyldningerne om, at ansøgeren havde deltaget i kamphandlingerne i 1997. Ansøgerens navn er af to af ansøgerens venner videregivet i landsbyen og dermed til Taliban. Ansøgeren måtte derfor i 1998 flygte til Iran. Han vendte i 2002 tilbage til sin landsby, da Taliban havde mistet magten. Ved sin tilbagevendelse blev han mod sin vilje gift og udsat for vedvarende alvorlig chikane fra sin nærmeste familie og naboer, fordi han afslog krav om, at han skulle hævne familiens skæbne. I 2008 fandt ansøgerens ven/bekendte, der er politimand, to breve i en død talibaners lomme med ordre om, at ansøgeren, på grund af drabet på de to talibanere, skulle dræbes ved antræffelse. Ansøgerens bopæl blev få dage senere opsøgt af Taliban, men ansøgeren nåede at flygte. Ansøgeren har desuden henvist til, at han i foråret 2008 blev overfaldet af to maskerede mænd, der spurgte, hvorfor han havde gemt sig. Det er faderens navngivne fætter, der via Taliban står bag forfølgelsen af ham. Ved tilbagevenden til Afghanistan vil han være uden eksistensgrundlag. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren og hans nærmeste familie har været indblandet i en årelang strid om ejendomsretten til jord og en mølle, samt at familiemedlemmer fra 2002 til 2008 har generet ham, fordi han ikke ville tage hævn for det, der var overgået familien, herunder hans far og bror. Derimod kan et flertal af Flygtningenævnet ikke lægge til grund, at faderens fætter eller andre fra Taliban i 2008 har skrevet et brev i to eksemplarer om, at alle talibanere ved antræffelse skal dræbe ansøgeren på grund af deltagelse i snigmord i 1997 ved en navngiven by. Flertallet lægger herved vægt på, at det ikke fremtræder sandsynligt, at ansøgeren er kommet i besiddelse heraf via sin ven fra Iran, der er politibetjent, og som angiveligt skulle have fundet brevene i lommen på en talibaner, der var dræbt i kamp. På den baggrund finder flertallet ligeledes at måtte afvise ansøgerens dertil knyttede forklaring om, hvad der i øvrigt skete i 2008, herunder at han umiddelbart inden sin flugt blev opsøgt af talibanere på sin bopæl, samt at et overfald et par måneder tidligere havde sammenhæng med konflikten med faderens navngivne fætter. Uanset at ansøgeren på grund af familiestridigheder kan få visse vanskeligheder ved en tilbagevenden til Afghanistan, finder Flygtningenævnet herefter ikke, at ansøgeren herved vil være i risiko for at blive udsat for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller udsat for andre alvorlige overgreb, som han i medfør af § 7, stk. 2, har krav på beskyttelse for.” Afg/2010/82

Afg201081

Flygtningenævnet stadfæstede i november 2010 Udlændingeservice afslag til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tajdik fra Ghazni-provinsen i Afghanistan, hvor han har boet sammen med sin familie frem til deres død, hvorefter han 6-7 år gammel udrejste til Iran sammen med sin onkel og dennes familie. Ansøgeren opholdt sig i Iran i omkring 11-12 år og frem til indrejsen i Danmark. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til tre forhold, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive dræbt fundet og dræbt af sin onkel, at han frygter de grupperinger, der stod bag bombesprængningen af familiens hus, og at han frygter at blive tvangshvervet af Taliban eller andre grupperinger. Flygtningenævnet finder, at bombesprængningen af familiens hus i slutningen af 1990’erne må antages at være et led i almindelige krigshandlinger, og at dette ikke indebærer nogen risiko for ansøgeren i dag. Flygtningenævnet finder at ansøgerens frygt for onkelen må anses for et privatretligt forhold. Nævnet finder ikke, at der er grundlag for at antage, at onklen vil udsætte ansøgeren for overgreb ved ansøgerens eventuelle tilbagevenden til Afghanistan. Det bemærkes herved, at ansøgeren vil kunne tage ophold i en større by for eksempel Kabul, og at onkelen de seneste mange år har boet i Iran. Flygtningenævnet finder endeligt ikke, at der er grundlag for at antage, at ansøgeren vil blive tvangsrekrutteret af Taliban eller andre grupperinger. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Afghanistan. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingeservices afgørelse.”  Afg/2010/81

Afg201080

Flygtningenævnet stadfæstede i november 2010 Udlændingeservice afslag til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og muslim af trosretning fra [….] i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han er efterstræbt af Taliban. Ansøgeren har i den forbindelse henvist til, at hans fader, som var handelsmand, for syv til otte år siden blev dræbt af Taliban, fordi han havde angivet en ledende talibaner til myndighederne, og at Taliban den følgende måned to gange angreb ansøgerens familie. Ansøgeren udrejste derefter sammen med sin moder, søskende, farbroder og dennes familie til Iran, hvor han har boet frem til, at han i 2008 rejste videre til Danmark. Flygtningenævnet tiltræder, at ansøgeren er tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylsagsbehandling. Flygtningenævnet lægger i det væsentlige ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han på grund af sin faders forhold ved en tilbagevenden til Afghanistan på nuværende tidspunkt vil være i en reel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at forholdet ligger langt tilbage i tid, og at ansøgeren dengang var en lille dreng. Ansøgeren har ikke personligt været opsøgt, og ansøgerens fader kan efter de foreliggende oplysninger ikke antages at have været en profileret person. Flygtningenævnet har desuden tillagt det vægt, at ansøgerens oplysninger i det væsentlige er andenhånds oplysninger meddelt til ansøgeren af farbroderens ægtefælle adskillige år senere. De generelt vanskelige forhold i Afghanistan kan ikke i sige selv begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Ansøgeren opfylder derfor ikke betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingeservices afgørelse.” Afg/2010/80

Afg20108

Nævnet stadfæstede i marts 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2008. Ansøgeren var mindreårig. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er etnisk hazara, shia-muslim og fra Oruzgan provinsen, hvor han var født og havde opholdt sig, til han var 10 år. Fra 2003 til 2005 havde han boet i Pakistan, og fra 2005 til 2008 havde han boet i Iran. Han havde ikke været hverken politisk eller religiøs aktiv. Ansøgeren havde som væsentligste asylmotiv henvist til, at hans far i 1999, da ansøgeren havde været seks år, var blevet dræbt af pashtunere/Taliban i forbindelse med en tvist om overtagelse af farfaderens jord. Ansøgeren frygtede derfor, at der ville ske det samme med ham, hvis han vendte tilbage til lokalsamfundet. Han frygtede endvidere, at han ville blive kidnappet af Taliban og tvunget til militærtjeneste eller en selvmordsaktion. Flygtningenævnet kunne tiltræde afgørelsen fra Udlændingeservice om, at ansøgeren var tilstrækkelig moden til, at det var forsvarligt at behandle asylansøgningen. Selvom det lagdes til grund, at ansøgerens far var blevet dræbt i forbindelse med en jordkonflikt, fandt Flygtningenævnet, at det ikke kunne medføre, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan ville være i en asylrelevant risiko for forfølgelse. Flygtningenævnet lagde ved afgørelsen heraf vægt på, at ansøgeren og dennes mor og farfar havde kunnet opholde sig i lokalområdet i fire år efter faderens død. Hertil kom, at der nu var forløbet mere end ti år siden faderens død. Det fandtes ikke konkret at kunne tillægges betydning, at Taliban efter baggrundsoplysningerne de senere år var blevet en større magtfaktor. Den omstændighed, at ansøgeren var en enlig ung mand, og at han derfor generelt kunne være mål for hvervning af Taliban til militærtjeneste med videre, kunne heller ikke – uanset den nævnte jordkonflikt – føre til, at ansøgeren opfyldte betingelserne for at få asyl. Ansøgeren opfyldte derfor ikke betingelserne for at få asyl efter udlændingelovens § 7, hvorfor Flygtningenævnet stadfæstede Udlændingeservices afgørelse. Afg/2010/8.

Afg201079

Flygtningenævnet stadfæstede i november 2010 Udlændingeservice afslag til en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun og hendes tre børn ved en tilbagevenden til Afghanistan vil risikere at blive slået ihjel, idet hun i perioden 1997-2000 underviste piger i sit boligkompleks, men at Taliban på et nærmere angivet tidspunkt i 2000 for at få fat i ansøgeren stormede familiens bopæl, hvor de slog hendes fader ihjel og arresterede hendes broder, mens hun selv undslap. Endvidere har ansøgerens ægtefælle transporteret fødevarer og brændstof til de amerikanske styrker, og Taliban bortførte den [….] 2009 ægtefællen, som ansøgeren ikke har hørt fra siden. Flygtningenævnet lægger i det væsentlige ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren i dag risikerer forfølgelse fra Taliban som følge af hendes undervisning, der ophørte i 2000, eller som følge af hendes egen daværende families forhold. Flygtningenævnets flertal finder uanset ansøgerens baggrund ikke, at der er grundlag for at antage, at Taliban vil udsætte ansøgeren, der boede i Kabul, for overgreb som følge af ægtefællens forhold. Flygtningenævnets flertal finder således ikke, at ansøgeren risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Afghanistan. Det forhold, at ansøgeren er enlig kvinde og uden netværk i Afghanistan, kan ikke føre til nogen ændret vurdering. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingeservices afgørelse.”  Afg/2010/79

Afg201078

Flygtningenævnet meddelte i november 2010 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Flygtningenævnet udtalte: ”Det lægges til grund at ansøgeren er etnisk pashtun fra Loghar-provinsen, at ansøgeren er født, og opvokset i Kabul, hvor hun har boet i flere perioder, at ansøgeren er uddannet jurist og arbejdede for den afghanske anklagemyndighed, at ansøgerens forældre og flere andre af hendes familiemedlemmer har været medlem af PDPA, og at ansøgeren sammen med ægtefællen flyttede til en navngiven by cirka 30 kilometer fra Kabul. Flygtningenævnet finder at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund, hvorefter ansøgeren og ægtefællen i sommeren 2009 modtog to trusselsbreve fra Taliban, at ansøgeren endvidere var udsat for telefoniske trusler samme år, at hun på sin arbejdsplads modtog en skriftlig trussel fra Hezbe-e-islami. og at ægtefællen, der arbejdede for en udenlandsk organisation [….], forsvandt nogle måneder før udrejsen. På denne baggrund har ansøgeren sandsynliggjort, at hun er kommet i et sådant modsætningsforhold til Taliban, at hun ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet har i denne forbindelse lagt vægt på, at myndighederne under de foreliggende omstændigheder ikke vil være i stand til at yde ansøgeren den fornødne beskyttelse. Der meddeles herefter ansøgeren opholdstilladelse efter Udlændingelovens § 7, stk. 2.”  Afg/2010/78

Afg201077

Flygtningenævnet meddelte i november 2010 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara fra Jaghori, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hans far og bror i [….] 2009 er blevet slået ihjel af pashtunere/Taliban, idet faderen nægtede at overlade sin jord til dem. Pashtunerne/Taliban har efterfølgende spurgt efter ansøgeren. Flygtningenævnets flertal finder ikke at kunne afvise ansøgerens forklaring om, at pashtunere/Taliban efterstræber ansøgeren, fordi de er bange for, at han vil forsøge at få jorden tilbage samt eventuelt hævne drabene på ansøgerens far og bror. Flygtningenævnets flertal finder under disse omstændigheder, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i en reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flertallet finder det ikke sandsynliggjort, at ansøgeren vil kunne opnå myndighedernes beskyttelse mod disse overgreb. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 2.”  Afg/2010/77

Afg201076

Flygtningenævnet stadfæstede i november 2010 Udlændingeservice afslag til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og kristen af trosretning fra Urozgarn i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter en familie i den landsby, hvor han kommer fra. Familiens søn, [….], har voldtaget ansøgeren. Ansøgerens fader voldtog efterfølgende [….]s søster, [….], hvorefter ansøgerens fader blev slået ihjel. Ansøgeren frygter, at [….] og hans familie vil slå ansøgeren ihjel, hvis han vender tilbage til Afghanistan. Ansøgeren konverterede til kristendommen i Østrig, hvorfor ansøgeren frygter, at han vil blive slået ihjel, såfremt han vender tilbage, herunder af sin moder. Flygtningenævnet kan på afgørende punkter ikke lægge ansøgerens forklaring, der på væsentlige punkter har fremtrådt divergerende og usandsynlig, til grund. Ansøgeren oplyste således ved sin indrejse til Danmark til politiet, at han var muslim. Han har senere oplyst, at han har konverteret til kristendommen, men han har under samtalen med en repræsentant fra Udlændingeservice ikke været i stand til at svare på helt centrale spørgsmål vedrørende denne tro, og for nævnet har han ikke kunne nævne nogen af de kristne højtider. Herefter, og da ansøgeren ikke har givet en rimelig forklaring på, hvorfor han ved ankomsten til Danmark oplyste, at han var muslim, kan nævnet ikke lægges til grund, at ansøgeren har konverteret til kristendommen. Ansøgeren blev boende i landsbyen i ca. 6 måneder, efter han var blevet voldtaget af [….], uden at han blev udsat for alvorlig overlast fra [….] eller [….]s familie. Ligesom ansøgerens mor og søskende, herunder en bror på ca. 16 år, blev boende i landsbyen, efter faderen havde voldtaget [….]s søster, som hævn for voldtægten af ansøgeren, og der er ikke oplysninger om, at de efterfølgende har været udsat for alvorlige overgreb. Det bemærkes, at ansøgeren under samtalen med Udlændingeservice’ repræsentant forklarede, at moderen og hans søskende fortsat boede i landsbyen, men for nævnet har ansøgeren forklaret, at han ikke ved, hvor i Afghanistan de nu bor. Ansøgeren har dog for 12 dage siden haft telefonisk kontakt med sin mor. Det skete ved brug af det samme telefonnummer, som familien havde, da ansøgeren forlod Afghanistan for ca. 4 år siden, men ansøgeren ved ikke, om nummeret er til en mobil- eller fastnettelefon. Det er på denne baggrund usandsynligt, at et medlem af [….]s familie skulle have opsøgt ansøgeren, mens han opholdt sig i Iran, for at hævne faderens voldtægt over for ansøgeren, eller at medlemmer af [….]s familie vil udsætte ansøgeren for overgreb, hvis han vender tilbage til hjemlandet. Hertil kommer, at ansøgeren også har forklaret divergerende om blandt andet, hvorvidt de tre personer, der forsøgte at overfalde ham i Iran, blev taget med af politiet, eller om de nåede at forsvinde inden politiet ankom. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for at blive udsat for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingeservices afgørelse.”  Afg/2010/76

Afg201075

Flygtningenævnet meddelte i oktober 2010 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara fra Kabul. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren opfylder derfor ikke betingelserne for at opnå opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren har som asylmotiv blandt andet henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at Taliban vil slå ham ihjel, da de mistænker ham for at have angivet nogle talibanere til myndighederne. Flertallet af nævnet finder at kunne lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, herunder at ansøgeren er blevet skudt og hans søn dræbt af Taliban. Flertallet lægger herved vægt på, at ansøgerens forklaring har været konsistent og afgivet troværdigt. Flertallet finder det på denne baggrund sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden vil være i en konkret og individuel risiko for at blive udsat for umenneskelig behandling eller overgreb, som han ikke ville kunne opnå myndighedsbeskyttelse mod. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.”  Afg/2010/75

Afg201074

Flygtningenævnet stadfæstede i oktober 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende et ægtepar fra Afghanistan. Flygtningenævnet udtalte: ”Den mandlige ansøger er etnisk pashtun og muslim af trosretning fra Herat, mens den kvindelige ansøger er etnisk tadjik og sunni-muslim af trosretning fra Kabul. Ansøgerne har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at den mandlige ansøger efterstræbes af en bevæbnet bande, som har røvet den mandlige ansøgers vekselforretning samt skudt og såret ansøgerens partner. Banden har opsøgt ansøgerens bopæl og ringet til ham flere gange, fordi han anmeldte forholdet til politiet. De har truet med at dræbe ham. Den mandlige ansøger har forklaret, at han og hans forretningspartner blev udsat for et væbnet røveri af en lokal, velorganiseret og magtfuld bande i Herat-området med forbindelser til Taliban. Forretningspartneren og en skopudser, der havde identificeret et af bandemedlemmerne, blev alvorlig såret og ført til hospitalet. På hospitalet underskrev den mandlige ansøger sammen med de to sårede en politirapport, hvor de anmodede om en efterforskning, og hvor identiteten på et bandemedlem blev afsløret. Efter pres fra lokale forretningsdrivende opsøgte politiet efterfølgende banden, og i forbindelse med en ildkamp blev broren til bandelederen dræbt. Den mandlige ansøger blev herefter udsat for trusler på livet – blodhævn, og banden opsøgte hans forretning og bolig, som han dog havde forladt. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgernes forklaringer, der har fremtrådt konsistente og troværdige, til grund. Flygtningenævnet kan ikke udelukke, at politiet i Herat ikke vil være i stand til at yde ansøgerne den fornødne beskyttelse mod banden, hvis ansøgerne vender tilbage dertil. Nævnet finder imidlertid ikke grundlag for at antage, at den lokale bande vil have vilje og mulighed for at forfølge ansøgerne, hvis de ved en tilbagevenden til Afghanistan bosætter sig i en anden storby end Herat, for eksempel Kabul. På den baggrund har ansøgerne ikke sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for at blive udsat for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel og konkret risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Afg/2010/74

Afg201073

Flygtningenævnet meddelte i oktober 2010 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tadjik fra Herat i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban, idet Taliban har slået hans fader ihjel, og nogle har forsøgt at bortføre ansøgeren og angrebet ansøgerens families bopæl. Ansøgeren frygter endvidere familiens tidligere nabo, [……], idet han holder ansøgerens familie ansvarlig for sin søns forsvinden, da denne var med i ansøgerens faders lastbil, da faderen blev dræbt af Taliban. Ansøgeren frygter, at den tidligere nabo vil hævne sønnen, idet han har truet hermed og har truet med Taliban. Et flertal bemærker, at det ved vurderingen af ansøgerens troværdighed tillægges væsentlig betydning, at ansøgeren ikke i samtalen med Udlændingeservice nærmere er blevet foreholdt divergensen mellem tidspunktet for ansøgerens faders død i forhold til det oplyste til asylregistreringsrapporten, navnlig når tidspunktet for faderens død indgår som en væsentlig del af begrundelsen for afslaget fra Udlændingeservice. Flertallet lægger derfor til grund, at faderen døde i efteråret 2008, således som tidspunktet er blevet præciseret til den beskikkede advokat ifølge advokatens indlæg og i nævnsmødet. Flertallet tillægger det videre vægt, at ansøgeren har forklaret konsistent om, at den tidligere nabos søn var med faderen i dennes lastbil, da konvojen blev angrebet og faderen dræbt, hvorefter den tidligere nabos søn forsvandt. Ansøgerens forklaring om, at den tidligere nabo først forsøgte at rejse sag ved myndighederne i Herat fremstår heller ikke som en konstrueret oplysning. Da flertallet endvidere finder, at ansøgeren i nævnsmødet har svaret uforbeholdent og sammenhængende, og idet det tillægges væsentlig betydning, at ansøgerens oplysninger skal vurderes i lyset af, at ansøgeren som født i 1993 er 17 år gammel og udrejste af Afghanistan i foråret 2009, finder flertallet samlet, at ansøgerens forklaring i alt væsentligt må lægges til grund. Flertallet lægger til grund, at ansøgerens fader transporterede varer og hemmelige forsyninger på sin lastbil, at lasten var til brug for udenlandske tropper, at ansøgeren, der ellers kørte med faderen som en slags lærling, den pågældende dag var afløst af den tidligere nabos søn, og at faderen blev dræbt, og sønnen forsvandt, da konvojen blev angrebet af Taliban. Ansøgerens familie var fra det tidspunkt, hvor drabet på faderen og sønnens forsvinden blev kendt, efterstræbt af den tidligere nabo, der efter ansøgerens forklaring må anses for at have allieret sig med andre formentlig med tilknytning til Taliban. Flertallet lægger til grund, at ansøgerens familie i hele forløbet var truet, da det blev kendt i lokalområdet, at ansøgeren fader havde samarbejdet med de udenlandske tropper, at ansøgeren blev forsøgt bortført af pasthutalende mænd, og at broderen [….] hus i [….] blev angrebet af bevæbnede personer, og at ansøgeren med sin moder og søskende samt sin broder [….] og dennes familie udrejste i umiddelbar forlængelse heraf. Flertallet har ikke fundet det afgørende, at ansøgeren først i nævnsmødet har oplyst. at han boede skjult hos bekendte først 2 måneder i [….] og siden 4 måneder i […..] ved Herat indtil udrejsen. Flertallet har herefter samlet fundet, at ansøgeren må anses udsat for en konkret efterstræbelse, som ansøgeren ikke har kunnet søge myndighedsbeskyttelse imod, og at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer overgreb eller umenneskelig behandling omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Ansøgeren har derfor krav på opholdstilladelse efter denne bestemmelse. Flygtningenævnet meddeler herefter ansøgeren tilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Afg/2010/73

Afg201072

Flygtningenævnet meddelte i oktober 2010 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren indrejste sammen med sin mindreårige søn i 2009 på besøgsvisum og søgte herefter asyl. Hendes ægtefælle blev i 2004 meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3. Ansøgeren opholdt sig i perioden 1999-2005 i Pakistan og i periode 2005-2008 i Rusland. I efteråret 2008 blev hun tvangsmæssigt udsendt fra Rusland til Afghanistan og opholdt sig efterfølgende, indtil sin udrejse i efteråret 2009, hos sin ægtefælles familie i Kabul. ”Ansøgeren er etnisk tadjik fra Kabul, Afghanistan. Hun har ikke selv været politisk aktiv eller haft konflikter med myndighederne. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb som følge af, at hendes fader har været et fremtrædende medlem af PDPA. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring til grund, herunder om at faderen var medlem af PDPA’s centralkomite, beskæftiget med blandt andet propaganda, og at faderen med sin familie i 1992 flygtede først til Mazar-e-Sharif og derefter i 1998 ud af landet, og at han ikke siden er vendt tilbage. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at otte af faderens familiemedlemmer med lavere rang i PDPA blev slået ihjel henholdsvis ved Mujahedins magtovertagelse i 1992 og ved Talibans magtovertagelse i 1996. På baggrund af faderens fremtrædende position i PDPA og under hensyn til oplysningerne i baggrundsmaterialet, herunder Dansk Flygtningehjælps rapport af 2009 [RED- Dansk Flygtningehjælp, Afghanistan. baggrundsnotat opdateret i december 2009, Bilagsnummer 328] om risikoen for sådanne personer og deres familie finder flertallet af Flygtningenævnet, at der er en reel risiko for, at ansøgeren ved en tilbagevenden vil blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2 som følge af faderens forhold. Flertallet finder ikke, at ansøgerens ophold i Kabul kan ændre herved, henset til ansøgerens konsistente forklaring om, at hun i denne periode holdt sig skjult i svigerindens hus bortset fra rejser til Pakistan for at søge om visum til Danmark. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 stk. 2.” Afg/2010/72

Afg201071

Flygtningenævnet meddelte i oktober 2010 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tadjik fra en navngiven by i Herat provinsen i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerens fader og to brødre har derimod været medlemmer af og aktive for Hezbe Islami. Ansøgerens fader døde for 18 år siden under kampe mod Jamiate Islami. I 1999 blev ansøgerens brødre slået ihjel under krigshandlinger. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han to gange i 2007 blev opsøgt af personer fra Hezbe Islami, som ønskede, at ansøgeren skulle melde sig ind og hævne drabene på ansøgerens fader og brødre. Ansøgeren måtte begge gange betalte 10.000 USD til personerne for at lade ham være i fred. Personerne truede ham til sidst, hvorefter ansøgeren blev bange og flyttede til Herat by sammen med sin familie i 2008. Ansøgeren modtog, på tre forskellige dage over en periode på over et år, tre trusselsbreve på sin arbejdsplads i Herat fra Hezbe Islami. I starten af 2010 om natten opsøgte bevæbnede personer fra Hezbe Islami ansøgerens bopæl. Ansøgeren nåede at flygte hen til en ven, men hørte, at mændene ønskede at fange ham og slå ham ihjel, hvis han prøvede at undslippe. Ansøgerens forklaringer om Hezbe Islamis henvendelser til ham i landsbyen og senere på hans arbejdsplads i Herat by samt endelig på hans bopæl i Herat, har i det væsentlige været konsistente og sammenhængende. Dette gælder også forklaringen om, at han, umiddelbart efter Hezbe Islamis sidste henvendelse, levede i skjul, indtil det i løbet af cirka to uger lykkedes ham at udrejse af Afghanistan. Uanset, at der trods alt også har været nogle nuanceforskelle i ansøgerens forklaringer, finder Flygtningenævnet herefter ikke med den fornødne sikkerhed at kunne tilsidesætte ansøgerens oplysninger om hans modsætningsforhold til Hezbe Islami og dette partis henvendelser og trusler mod ham. Herefter finder Flygtningenævnet, at det må lægges til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i en reel risiko for at blive udsat for umenneskelig eller nedværdigende behandling, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Efter det anførte har ansøgeren derimod ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden vil være i risiko for forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler herefter ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” Afg/2010/71

Afg201070

Flygtningenævnet stadfæstede i oktober 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashto fra Qarabagh i Kabul-provinsen. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hans forældre i sommeren 2008 blev dræbt af en person ved navn […..], som er kommandant for Jamiat, fordi faderen havde været medlem af Taliban og slået mange mennesker ihjel. Ansøgeren er efterfølgende blevet eftersøgt af myndighedspersoner. Han frygter den navngivne kommandant og myndigheder, der samarbejder med denne. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at afvise ansøgerens forklaring om, at der i 2008 blev kastet en granat ind i hans og hans forældres hjem, samt at begge hans forældre derved afgik ved døden. Det er meget muligt, at angrebet har sammenhæng med, at faderen før invasionen i 2001 havde været aktiv for Taliban. Ansøgeren har flere gange forklaret om angrebet samt om myndighedernes to efterfølgende besøg. Efter bombeangrebet er der ikke i sig selv noget usædvanligt ved, at myndighederne to gange rettede henvendelse på bopælen, og anden gang spurgte efter ansøgeren, der da ikke var til stede. Først i Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at de mænd, der angreb om natten, var inden i husets forskellige værelser, og at de formentlig blev skræmt ud af det værelse, hvor hans søskende opholdt sig, fordi de pågældende skreg. Han har også først under nævnsbehandlingen forklaret, at myndighedspersonerne næste morgen skulle have været sammen med nogle af de personer, som om natten havde deltaget i angrebet. Ansøgeren har ligeledes først under nævnsmødet forklaret, at der også under husundersøgelsen to dage efter deltog personer, som var tilknyttet den navngivne kommandant. Disse nye forklaringer, der for så vidt angår deltagelsen af kommandant-folkene under husundersøgelsen, skulle stamme fra noget, som ansøgerens nabo har fortalt til ansøgeren, finder Flygtningenævnet at måtte tilsidesætte som utroværdige og konstrueret til lejligheden. Herefter, og idet der ikke er oplysninger om, at naboen under de sidste 7-8 telefonsamtaler havde fortalt om yderligere henvendelser fra myndigheder mv., finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han risikerer at blive udsat for overgreb eller anden behandling omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Afghanistan.” Afg/2010/70

Afg20107

Nævnet meddelte i marts 2010 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2009. Ansøgeren er etnisk pashtun og muslim. Ansøgerens fader havde været mullah og havde rådgivet Taleban og flere gange givet dem mad og husly. I 2007 havde ansøgeren med sin ægtefælle og fire børn været på vej hjem fra sin svigerfader, da taxaen var blevet standset af en navngiven person, der havde informeret om, at ansøgerens øvrige familie i hjemmet var blevet pågrebet af uniformerede soldater, således at mændene var blevet taget med, og ansøgerens moder, svigerinde og dennes barn, var blevet dræbt. Ansøgeren var blevet advaret om, at soldaterne havde spurgt efter endnu en søn, hvorfor ansøgeren, hans ægtefælle og deres børn var rejst tilbage til svigerfaderens hjemby. Her havde ansøgeren modtaget henvendelser fra Taleban, som havde ønsket at hverve ham til kamp mod myndighederne. Ansøgeren havde ikke afgivet noget klart svar derpå, men var efterfølgende flygtet ud af landet. Flygtningenævnet lagde ansøgerens forklaring til grund. Nævnet foretog herved en samlet vurdering af de oplysninger, som ansøgeren var fremkommet med til sagen navnlig til den beskikkede advokats indlæg og i nævnsmødet. Nævnet lagde derfor til grund, at ansøgeren var kommet til en navngiven by i Samangan-provinsen ved afslutningen af den såkaldte ”Lille Eid”, som var startet i efteråret 2007. Formålet havde været at hente ansøgerens ægtefælle og fire børn, der havde opholdt sig hos svigerfaderen i byen. Svigerfaderen havde forladt byen før ansøgeren og efter et par dage var ansøgeren fulgt efter med sin familie i taxaen til ansøgerens navngivne hjemby i Baghlan-provinsen. Her havde ansøgeren mødt den omhandlede, navngivne person og mosterens søn, der var blevet varskoet om ansøgerens komme af svigerfaderen. På denne måde var ansøgeren blevet bekendt med, at faderen og de to brødre var blevet pågrebet af uniformerede soldater, og at hans mor, svigerinde og dennes barn var blevet dræbt. Ansøgeren var taget med sin familie tilbage til den by, de lige havde forladt, og det havde været i denne periode på cirka to måneder, at ansøgeren var blevet kontaktet ved breve og ved personlig henvendelse af medlemmer af Taleban, som havde forsøgt at hverve ansøgeren til kamp mod de afghanske myndigheder. Ansøgeren havde svaret henholdende, men havde via svigerfaderens hjælp skaffet sig udrejse omkring årsskiftet 2007/2008 bistået af en agent. Ansøgeren havde herefter været cirka to måneder i Pakistan og tre måneder i Iran og cirka tre uger i Tyrkiet, hvorefter han i sommeren 2008 var indrejst i Grækenland, hvor han havde opholdt sig i cirka tre måneder. Om opholdet i Grækenland havde ansøgeren forklaret, at han var blevet anholdt ved indrejsen, men efterfølgende var blevet løsladt med besked på at forlade landet inden 30 dage. Da han efter udløbet af denne frist ikke havde forladt Grækenland, var han blevet anholdt på ny og efterfølgende afleveret sammen med fem andre personer til Tyrkiet. Ansøgeren havde været cirka tre uger i Tyrkiet og derpå cirka tre uger i Iran. Begge steder var ansøgeren blevet frihedsberøvet af myndighederne. Ansøgeren var herefter indrejst på ny i Afghanistan og havde taget ophold i svigerfaderens hjemby. Nævnet lagde til grund, at ansøgeren, der havde opholdt sig cirka tre uger i denne by, herefter var udrejst anden gang i slutningen af 2008 med fly fra Kabul til Dubai og derfra til Tyrkiet, hvorfra han formentlig vat fløjet til Frankrig, hvor han havde opholdt sig i to til tre måneder inden indrejsen i starten af 2009. Da ansøgerens forklaring i modsætning til det oplyste i samtalereferatet med Udlændingeservice således måtte anses for tidsmæssigt sammenhængende, lagde nævnet herefter videre til grund, at ansøgeren i hjembyen var blevet advaret om, at soldaterne havde spurgt efter endnu en søn. Ansøgeren havde ikke været politisk aktiv eller tilknyttet bestemte grupperinger, men havde konsistent til sagen oplyst, at hans far havde været en mullah, som Taleban havde æret, og som havde rådgivet medlemmer af Taleban, og at faderens husstand indtil faderens og de to sønners pågribelse jævnligt, muligt otte til ti gange om året, havde måttet give husly og mad til grupper af talebanere, der havde opsøgt hjemmet. Nævnet lagde herefter til grund, at ansøgeren måtte anses for eftersøgt af myndighederne mistænkt for at samarbejde med Taleban ved udrejsen, og at ansøgeren endvidere var blevet søgt hvervet af Taleban. Da nævnet efter det oplyste måtte lægge til grund, at ansøgerens far og to brødre fortsat var tilbageholdt efter angrebet, som videre havde kostet familiemedlemmer livet, fandt nævnet, at ansøgeren herefter ved en tilbagevenden til Afghanistan måtte anses for at risikere at blive udsat for umenneskelig behandling, overgreb eller straf ved en myndighedspågribelse, eller efterstræbt og udsat for overgreb af Taleban, på en måde som ansøgeren ikke kunne søge myndighedernes beskyttelse imod, hvorfor ansøgeren har krav på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Afg/2010/7.

Afg201069

Flygtningenævnet stadfæstede i oktober 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Flygtningenævnet udtalte: ”Flygtningenævnet tiltræder, at ansøgeren under nævnsbehandlingen har udvist tilstrækkelig modenhed til, at hans sag kan behandles i Flygtningenævnet, selvom han er mindreårig. Ansøgeren er etnisk hazara fra Kabul i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive udsat for asylbegrundende overgreb af de personer, som tidligere har bortført ham, idet disse personer stadig tror, at ansøgeren er søn af ansøgerens faders velhavende farbroder. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Af forklaringen fremgår, at ansøgeren er blevet kidnappet, mens han opholdt sig uden for sin faders farbroders hus og at han blev anbragt i en kælder. De tre bortførere spurgte ham ud om hans faders og faderens farbroders telefonnumre. I et ubevogtet øjeblik lykkedes det ham at undslippe via et vindue i kælderen. Han kom tilbage til bopælen, hvorefter han og hans familie udrejste til Iran. Han har været i telefonisk kontakt med sin fader inde for de sidste par uger, som blandt andet oplyser ham om, at bortførerne havde krævet 100.000 dollars i løsesum. Faderen havde også hørt fra den person, som havde købt faderens forretning i Kabul, at to af bortførerne er blevet anholdt. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved tilbagevenden til Kabul vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han vil være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet lægger vægt på, at de påberåbte begivenheder må anses for udslag af almindelig borgerlig kriminalitet og at ansøgeren kan henvises til at søge de stedlige myndigheders beskyttelse derimod. Det understøttes blandt andet af, at det efter ansøgerens egen forklaring, sammenholdt med indholdet af det dokument, ansøgeren har fremvist under nævnsmødet, fremgår, at to af de nævnte bortførere er blevet anholdt af politiet. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingeservices afgørelse.” Afg/2010/69

Afg201068

Flygtningenævnet meddelte i oktober 2010 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Flygtningenævnet udtalte: ”Det lægges til grund, at ansøgeren er etnisk hazara fra en navngiven by i Urozgan-provinsen, at ansøgeren sammen med to ældre brødre og en morbroder flyttede til Iran, da han var fem-seks år gammel, at begge ansøgerens forældre var afgået ved døden, at ansøgeren i efteråret 2008 blev deporteret til Afghanistan af de iranske myndigheder, og at ansøgeren ikke har været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv påberåbt sig, at han frygter at blive slået ihjel af sin farbroder, og at han frygter Taliban, som vil sende ham i krig, herunder til selvmordsaktioner. Ansøgeren har henvist til, at farbroderen ønsker at beholde familiens jord for sig selv, og at ansøgeren er flygtet fra Taliban. Uanset at ansøgeren på enkelte punkter måtte have forklaret upræcist om sin færden forud for udrejsen, kan Flygtningenævnet efter en samlet vurdering af hans forklaring lægge det påberåbte asylmotiv til grund. Det lægges herefter til grund, at ansøgeren kontaktede sin farbroder efter at være blevet deporteret fra Iran, at farbroderen mod betaling af et kontant beløb overlod ansøgeren til nogle pashtunere, som angiveligt sympatiserede med Taliban, at ansøgeren flygtede fra de pågældende personer efter få dages ophold, at han tog tilbage til farbroderens hus, hvor han traf farbroderens ægtefælle, at ansøgeren fik udleveret et pengebeløb fra farbroderens pengeboks, og at ansøgeren herefter udrejste af Afghanistan. Ansøgeren findes herefter at være kommet i et modsætningsforhold til både farbroderen og de pågældende Taliban sympatisører. Under disse omstændigheder, og idet det ikke kan antages, at myndighederne vil være i stand til at yde ansøgeren den fornødne beskyttelse, findes ansøgeren at have sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden vil være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Det skal særligt bemærkes, at de ikke kan antages, at ansøgeren risikerer forfølgelse af grund omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Der meddeles herefter ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” Afg/2010/68

Afg201067

Flygtningenævnet stadfæstede i oktober 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim. Han var bosat i Afghanistan frem til syvårsalderen, hvor han seks til ni måneder før den amerikanske invasion flygtede til Pakistan sammen med sin faster og hendes familie. Han opholdt sig herefter illegalt i Pakistan i omkring syv til otte år og senere i Iran i et til et og et halvt år. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at der er erklæret hellig krig imod hans del af familien samt, at hans fars onkels sønner samt Taliban ønsker at slå ansøgeren og hans familie ihjel. Ansøgerens familie er blevet beskyldt for at være kristne og kommunister. Faren har været soldat for det kommunistiske styre, og både faren og farens to brødre har været medlem af kommunistpartiet. Mens Taliban var ved magten, lykkedes det farens onkels sønner at miskreditere faren og dennes brødre over for Taliban, hvorefter den anden del af familien kunne overtage farens og farens brødres betydelige jordbesiddelser. Taliban arresterede samtidig ansøgerens far og hans to farbrødre, herunder det daværende overhoved for deres landsby. Det lykkedes hans far at flygte efter en måned. Faren har sagt, at farbrødrene er blevet slået ihjel. Han har ikke hørt fra faren siden udrejsen. Mens han boede hos sin faster i Pakistan, havde fasterens ægtefælle forbindelse til kontakter i Kabul, der oplyste, at ansøgerens fars onkels sønner samt Taliban leder efter ansøgeren og den øvrige del af hans gren af familien. Ansøgerens advokat har anført, at der foreløbig ikke er klaget over Udlændingeservices afgørelse om ansøgerens alder, men har taget forbehold for senere at indgive en sådan klage til Integrationsministeriet. Advokaten har erklæret sig enig med Udlændingeservice i, at asylsagen bør afgøres på det foreliggende grundlag. I forbindelse med ansøgerens alder bemærker Flygtningenævnet, at ansøgerens bisidder har været til stede under nævnets behandling af sagen, samt at ansøgeren under nævnsmødet har svaret konkret og relevant på de spørgsmål, der blev stillet til ham og fremtrådte på en sådan måde, at han efter nævnets opfattelse under alle omstændigheder er tilstrækkelig moden til at kunne gennemgå en asylsagsbehandling. Flygtningenævnet tiltræder på denne baggrund, at der træffes afgørelse om asylspørgsmålet på det foreliggende grundlag. Flygtningenævnet kan lægge til grund, at der i ansøgerens landsby i Afghanistan har været betydelige uenigheder mellem forskellige dele af ansøgerens familie. Uenigheden drejede sig navnlig om retten til betydelig ejendom, men også om hvem der skulle være landsbyleder, og der i den forbindelse blev rettet beskyldninger mod faren og dennes to brødre, om at de var kommunister eller kristne. Det kan ikke afvises, at det, mens Taliban var ved magten, lykkedes for den anden gren af familien at overtage farens og dennes brødres jorder, samt at farbrødrene blev dræbt under tilbageholdelse af Taliban. Disse begivenheder, der i det væsentlige vedrører privatretlige forhold, fandt sted for over ti år siden og Flygtningenævnet har ikke fundet, at det kan lægges til grund, at der dengang eller senere i den anledning har været nogen, der har ledt efter ansøgeren. Ansøgerens forklaring herom har udvidet sig noget under mødet i Flygtningenævnet og har ikke fremstået troværdig. Herefter finder nævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han er i søgelyset hos Taliban eller andre magtfulde grupper i Afghanistan, og nævnet finder ikke, at der ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være reel risiko for, at ansøgeren vil blive udsat for asylbegrundende forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Det forhold, at han er hazara og, som så mange andre, på grund af sin unge alder, og fordi han måske ikke har nære familiemedlemmer i Afghanistan, hvor han ikke har været i en årrække, er således ikke i sig selv asylbegrundende efter udlændingelovens § 7.” Afg/2010/67

Afg201066

Flygtningenævnet stadfæstede i september 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun-larnawani, og han angiver at komme fra en landsby i Ghardaiz-provinsen. Ansøgeren har hverken været politisk eller religiøst aktiv. Ansøgeren har som væsentligste asylmotiv henvist til, at han frygter Taliban, idet han har overværet, at tre talibanere – herunder en navngiven person – placerede bomber ved en bro. Efterfølgende har Taliban således forsøgt at slå ansøgeren ihjel. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter sin morbror, [….], som følge af en familiefejde – muligt fordi ansøgerens far for fire år siden har dræbt morbroderens bror. Flygtningenævnet har i første række vurderet, om ansøgeren er tilstrækkelig moden til, at det er forsvarligt at behandle asylsagen. Ligesom Udlændingeservice kan Flygtningenævnet tiltræde, at ansøgeren er tilstrækkelig moden. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på ansøgerens fremtræden i Flygtningenævnet, sammenholdt med, hvad han er citeret for tidligere at skulle have forklaret i forbindelse med afhøringerne hos de danske asylmyndigheder. Ved afgørelse af, om ansøgerens forklaring kan lægges til grund, lægger Flygtningenævnet ligesom Udlændingeservice vægt på, at ansøgeren på en række punkter har forklaret forskelligt, ligesom ansøgerens forklaringer også på flere punkter forekommer utroværdige. Som Udlændingeservice har Flygtningenævnet ved denne vurdering lagt vægt på blandt andet ansøgerens forklaringer om antallet af bomber, farven på bombeledningerne, om der blev skudt efter ansøgeren ved det første møde med Taliban ved broen, omstændighederne i forbindelse med flugten fra broen til landsbyen, faderens rolle og tilstedeværelse, dennes beskæftigelser med videre. Hertil kommer, at ansøgeren blev fundet i besiddelse af et ark papir, hvor der på pashtunsk (skrevet på et papir med et græsk hoved) er nedskrevet hovedtrækkene af den forklaring, som ansøgeren støtter sin asylansøgning på. De forklaringer, som ansøgeren i den forbindelse er fremkommet med, dels om tilblivelsen af dette papir, og dels om hvorfor dette papir blev skrevet, er ikke troværdige. Flygtningenævnet tilsidesætter på denne baggrund ansøgerens forklaring om sit asylmotiv med hensyn til Taliban som utroværdig. Hertil kommer, at ansøgerens forklaring om en familiefejde ikke er en sådan konkretiseret karakter, at han af denne grund opfylder betingelserne for at få asyl. Ansøgeren har derfor ikke sandsynliggjort, at han har et konkret asylmotiv, og han har som følge heraf ikke sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Afghanistan vil være i konkret risiko for forfølgelse eller anden form for risiko omfattet af udlændingelovens § 7. Da ansøgeren ikke konkret har sandsynliggjort, at han opfylder betingelserne for at få asyl, og da heller ikke de generelle forhold for unge mænd med ansøgerens etnicitet er af en sådan karakter, at han kan få asyl, stadfæster Flygtningenævnet Udlændingeservices afgørelse.” Afg/2010/66

Afg201065

Flygtningenævnet stadfæstede i september 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Flygtningenævnet udtalte: ”Flygtningenævnet tiltræder, at ansøgeren er tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylsagsbehandling. Ansøgeren er etnisk hazara fra Jaghori, Ghanzi-provinsen i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv blandt andet henvist til, at hans farbroder vil slå ham ihjel. For fem et halvt år siden slog farbroderen ansøgerens ældre broder ihjel under en konflikt mellem ansøgerens fader og hans farbroder over noget jord. Tre år efter drabet på ansøgerens broder, truede farbroderen med at slå ansøgeren ihjel, hvis ikke han fik retten til faderens jord. For to til to et halvt år siden blev ansøgeren bortført på farbroderens foranledning. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han har en dybtgående konflikt med sin farbroder, til grund. Ansøgeren har på centrale punkter forklaret divergerende og udbyggende om konflikten og dens baggrund. Ansøgeren har således under nævnsbehandlingen forklaret, at konflikten gik helt tilbage til, at ansøgerens fader af farbroderen blev beskyldt for giftmord på farbroderens moder. Dette er ikke tidligere oplyst til sagen. Ansøgeren har til samtale med Udlændingeservice detaljeret forklaret, at det var faderen, som havde skødet på jorden, hvorimod han til nævnsbehandlingen forklarede, at han selv havde fået skødet. Han kunne dog ikke nærmere konkretisere dette. Endvidere har ansøgeren indgående forklaret om, at det var farbroderens søn, der dræbte ansøgerens storebroder, hvorimod han under nævnsmødet har forklaret, at det rettelig var farbroderen. Ansøgeren har bekræftet, at han skulle have overværet drabet. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende, om hvorvidt faderen dyrkede sin jordlod. Endelig har ansøgeren forklaret divergerende, om han selv så farbroderen, da han kom tilbage efter at være flygtet fra sin bopæl og så faderen ligge såret på gulvet. Ansøgeren forklarede således under samtalen med Udlændingeservice, at han ikke så farbroderen, men at faderen fortalte, at det var farbroderen, som havde overfaldet ham. Flygtningenævnet kan ikke tillægge den fremlagte udskrift fra Facebook nogen betydning for vurdering af asylmotivet. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort sit asylmotiv, og han opfylder ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7.” Afg/2010/65

Afg201064

Flygtningenævnet meddelte i september 2010 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger samt 2 børn fra Afghanistan. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tajik fra […….] i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv blandt andet henvist til, at hendes ægtefælle vil slå hendes ihjel, idet hun har haft en affære med ægtefællens fætter. Ansøgeren har afgivet forklaringer, der på flere punkter har været uklare navnlig vedrørende hendes intime forbindelse med [……]. Flygtningenævnet finder, at disse uklarheder i vidt omfang kan tilskrives det moralsk følsomme emne, og at ansøgeren, som er analfabet, har vanskeligt ved at forklare præcist. Flygtningenævnet må herefter lægge til grund, at ansøgeren har haft en affære med […..], hvorefter hun er flygtet fra huset med hendes og ægtefællens tre drenge. Ansøgerens frygt for ved en tilbagevenden at blive udsat for alvorlige overgreb fra ægtefællen af en karakter omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, findes herefter at være begrundet.” Afg/2010/64

Afg201063

Flygtningenævnet meddelte i september 2010 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara fra Ghazni-provinsen og shia-muslim af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive udsat for uretfærdig rettergang og i den forbindelse overgreb som følge af en urigtig anklage for drab. Endvidere frygter ansøgeren forfølgelse fra Taliban, fordi han har afslået at samarbejde med dem. Ansøgeren er under nævnsmødet blevet detaljeret udspurgt om det hændelsesforløb, som han har begrundet sit asylmotiv med. Uanset, at der er dele af forklaringen, som er forekommet divergerende og udbygget, har ansøgeren under nævnsmødet bestyrket sin forklaring om drabsanklagen og om problemerne med at undgå at blive rekrutteret af Taliban. Flygtningenævnet finder, at forklaringen om asylmotivet ikke kan føre til opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk.1. Imidlertid finder Flygtningenævnet - navnlig under hensyn til baggrundsoplysningerne om retssystemet og fængselssystemet i Afghanistan - at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en hjemvenden vil risikere retsforfølgning og overgreb, som vil udsætte ham for dødsstraf, tortur eller umenneskelig behandling, jf. udlændingelovens § 7, stk.2. ” Afg/2010/63

Afg201062

Flygtningenævnet stadfæstede i september 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er afghansk statsborger, etnisk tadjik og sunnimuslim af trosretning. Ansøgeren er født i Mashad, Iran, men har siden han var fire år boet i Herat, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv blandt andet henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban. Ansøgeren har til støtte for sin påstand henvist til, at hans landsby i slutningen af 2008 blev truet af Taliban, idet Taliban ville have mændene i landsbyen til at deltage i aktioner mod myndighederne og de udenlandske styrker. Ansøgeren og hans ven, […..], fortalte [……] farbroder, som var kommandant, om situationen. Farbroderen tog initiativ til, at Taliban blev pågrebet af politiet. Vennen forsvandt efterfølgende og ansøgeren formoder, at han blev bortført af Taliban. Ansøgerens fader blev udsat for vold og frihedsberøvet af Taliban. Ansøgeren udrejste efterfølgende. Ansøgerens forklaring om sit asylmotiv fremstår ikke som overbevisende, og nævnet kan derfor ikke lægge ansøgerens forklaring herom til grund. Nævnet bemærker, at ansøgerens forklaring har været præget af enkelte divergenser, blandt andet med hensyn til, om ansøgeren også var med til at rette henvendelse til kommandanten, og med hensyn til, hvorvidt faderen blev løsladt eller flygtede fra Taliban. Nævnet finder det ikke overbevisende, at Taliban fire torsdage i træk kom til stede i moskéen for at overtale landsbyens beboere til at samarbejde med Taliban. Flygtningenævnet finder det endvidere ikke sandsynligt, at kommandanten for politiet i Herat, skulle havde oplyst ansøgeren om, at politiet ville komme til landsbyen den omhandlede torsdag for at pågribe Talibanerne. Nævnet finder det endvidere påfaldende, at ansøgeren ikke har registreret politiaktionen eller hørt den omtalt, før dagen efter, henset til, at aktionen omfattede anholdelse af et antal Talibanere, der var til stede under mødet i moskeen sammen med en del landsbybeboere. Efter en samlet vurdering af det anførte og sagens øvrige oplysninger, finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren på overbevisende og troværdig måde har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden vil være i risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han vil være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. De generelt vanskelige forhold i Afghanistan kan ikke i sig selv begrunde opholdstilladelse.” Afg/2010/62

Afg201061

Flygtningenævnet stadfæstede i september 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shiamuslim af trosretning fra Kerman i Ghazni-provinsen i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv navnlig henvist til, at han ikke kan rejse til Afghanistan, i hvilket land han har statsborgerskab, da han frygter at blive slået ihjel af sin faders fætre på grund af en familiefejde, herunder en konflikt om jord i […..] i Afghanistan, hvilken konflikt ligger 35 år tilbage i tiden. Ansøgeren har videre henvist til, at hans farbroder og dennes søn og svigerdatter i 2007 blev dræbt i Afghanistan af en gerningsmand, der blev betalt af faderens fætre. Flygtningenævnet kan ikke fuldt ud lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgerens faders fætre i 2007 har betalt Taliban for at dræbe først ansøgerens farbroder og dernæst farbroderens søn og svigerdatter. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på følgende: I forbindelse med asylregistreringen oplyste ansøgeren ifølge politirapporten fra foråret 2010, at han er ”født og opvokset i Iran, da forældrene havde politiske problemer i Afghanistan, og da det desuden er et meget usikkert land, kan han ikke vende tilbage. Han kan heller ikke bo i Iran, da han ikke kan få papirer der, selvom han har boet der hele sit liv”. I asylansøgningsskema af [……] 2010 har ansøgeren under pkt. V (Konflikter i hjemlandet) oplyst følgende: ”Grunden til at jeg ikke kan rejse til Afghanistan, er at jeg ikke kender til det afghanske samfund. Der er krig, terror, bortførelser, stammerelaterede, etniske og religiøse fjendskaber. Jeg har ingen familie dér og har ikke støtte nogen steder”. Under pkt. VI (Asylmotiv) har ansøgeren oplyst, at farbroderen vendte tilbage til Afghanistan, men at de efter to måneder fik at vide, at farbroderen var blevet gjort til martyr (blevet dræbt) af Taliban. Herefter har ansøgeren henvist til de generelle problemer i Afghanistan. Under samtalen med Udlændingeservice har ansøgeren oplyst, at problemerne, som var baggrunden for faderens udrejse til Iran for 35 år siden, var en jordkonflikt samt faderens forhold til kusinen. Om drabene på farbroderen og dennes søn, [……], og svigerdatter i 2007 har ansøgeren oplyst, som under nævnsmødet, at farbroderens søn først meddelte, at hans fader var blevet slået ihjel af Taliban, og at farbroderens søns svigerfader senere meddelte, at sønnen og dennes ægtefælle var blevet slået ihjel, at drabsmanden var blevet anholdt og havde tilstået, samt at han havde fået penge af ansøgerens faders fætre for udførelsen af drabene. Under nævnsmødet har ansøgeren videre oplyst, at farbroderens søns svigerfader fik dette oplyst ved henvendelse til politiet, samt at drabsmanden herefter var blevet løsladt. Flygtningenævnet finder, at disse oplysninger forekommer så usandsynlige – navnlig at politiet skulle have sagt således til svigerfaderen – at oplysningerne må tilsidesættes som værende utroværdige. Under disse omstændigheder finder Flygtningenævnet derfor, at ansøgerens nu præciserede asylmotiv om, at han har konkret grund til at frygte for at blive dræbt af faderens fætre, ligeledes må tilsidesættes. På den anførte baggrund har ansøgeren derfor ikke sandsynliggjort, at han risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7 ved en tilbagevenden til Afghanistan.” Afg/2010/61

Afg201060

Flygtningenævnet meddelte i september 2010 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk Tadjik og sunni-muslim fra Kapisa-provinsen i Afghanistan, hvor han har boet frem til foråret 2010. Senere på foråret 2010 udrejste ansøgeren af Afghanistan. Ansøgeren har ikke været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv blandt andet henvist til, at han er forfulgt af en kommandant ved navn […], som mistænker ansøgeren for at være medskyldig i hans brors død. Endvidere frygter ansøgeren at blive slået ihjel af sin svigerfar, idet ansøgeren har indgået ægteskab med hans datter uden tilladelse. Svigerfaren har dræbt ansøgerens bror, idet han troede, at denne var ansøgeren. Flygtningenævnet finder at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at forklaringen har været konsistent gennem hele sagen. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en hjemvenden vil være i en reel risiko, for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, som ansøgeren ikke kan opnå myndighedernes beskyttelse imod.” Afg/2010/60

Afg20106

Nævnet meddelte i marts 2010 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan.Indrejst i 2009. Ansøgeren er etnisk tadjik og muslim af trosretning. Flygtningenævnet kunne lægge ansøgerens forklaring til grund. Herefter var ansøgeren, der i nogle år havde forsørget sin familie, flygtet sammen med sin moder og sine fire søstre for at undgå, at den ældste søster blev tvangsgift med en ældre mand. Ansøgerens moder havde efter ansøgerens faders død været i ægteskab med ansøgerens farbroder. Flugten var blevet finansieret med en del af medgiften, der var blevet betalt til farbroderen for søsterens ægteskab. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer fandt, at ansøgeren ved at have medvirket til at bringe moderen ud af ægteskabet og unddraget farbroderen muligheden for at bortgifte den ældste søster – uanset at der var forløbet flere år – havde bragt sig i et sådant modsætningsforhold til farbroderen, at det ikke med den fornødne sikkerhed kunne afvises, at ansøgeren ved en tilbagevenden udsatte sig for alvorlige overgreb fra farbroderens side. Det bemærkedes, at farbroderen efter ansøgerens forklaring havde været en magtfuld person i lokalområdet. Flygtningenævnet meddelte derfor ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Afg/2010/6.

Afg201059

Flygtningenævnet stadfæstede i september 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun fra Dab i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af Taliban. Han har herved navnlig henvist til, at hans broder for omkring et år siden blev slået ihjel af talibanere, idet han arbejdede for udlændinge i lufthavnen [……]. Han frygter derfor, at Taliban også vil slå ham ihjel. Hertil kommer, at han har undervist både piger og drenge, hvilket Taliban er imod. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren vel gennem broderens arbejde og sit eget virke som lærer kan være i Talibans søgelys. Der er imidlertid ingen konkrete holdepunkter herfor, og det vides heller ikke af hvilken grund, ansøgerens broder er blevet skudt. Hverken ansøgeren, broderen eller familien har modtaget nogen trusler, og ansøgeren har ikke været opsøgt af Taliban i tiden efter drabet på broderen og inden udrejsen. Der er således ingen konkrete holdepunkter for, at Taliban skulle efterstræbe ansøgeren. Det bemærkes i øvrigt, at lærerne ved landsbyskolen efter det oplyste ikke har været udsat for attentater fra Talibans side, uanset at de underviser piger. Flygtningenævnet bemærker i øvrigt, at ansøgeren vil kunne tage ophold i Kabul, hvor familien tidligere har boet i en periode, hvis han ikke selv mener at kunne tage ophold i landsbyen. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Afghanistan.” Afg/2010/59

Afg201058

Flygtningenævnet meddelte i september 2010 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Flygtningenævnet udtalte: Flygtningenævnet tiltræder, at ansøgeren er tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylsagsbehandling. Ansøgeren er etnisk hazara fra en navngiven landsby, Wardak-provinsen, og shia-muslim af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har vedrørende sit asylmotiv forklaret, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel, fordi Taliban agter at tvangshverve ham. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnets flertal finder herefter, at ansøgeren har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flertallet lægger herved navnlig vægt på, at ansøgeren er mindreårig hazara, at ansøgerens fader er blevet dræbt af Taliban, ganske vist for en del år siden, at Taliban har bortført unge drenge dels i området, dels nogle dage før i ansøgerens landsby, der kun består af 14-15 huse, at Taliban har spurgt efter ansøgeren og ransaget ansøgerens bopæl for at finde ham, at ansøgeren straks har forladt bopælen og udrejst, og at ansøgeren ikke kan få kontakt med sin familie. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.”  Afg/2010/58

Afg201057

Flygtningenævnet stadfæstede i september 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun fra en navngiven landsby i Karabagh distriktet i Kabul-provinsen. Ansøgeren, der er født i 1994, er også efter nævnets vurdering fundet tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylsagsbehandling. Ansøgeren har således med forståelse besvaret de stillede spørgsmål i nævnsmødet og har ikke givet nævnet indtryk af, at han ikke har været klar over betydningen af de oplysninger, han har afgivet i sin asylsag. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at to navngivne personer eller deres folk vil slå ham ihjel, idet disse personer har slået ansøgerens fader ihjel og har overtaget familiens jord i 2006, ligesom disse personer i 2008 forsøgte at slå ansøgeren ihjel, da de skød mod ham, da han arbejdede i basaren. Selvom nævnet ved vurderingen af ansøgerens forklaring tager hensyn til at ansøgeren er mindreårig, finder nævnet, at ansøgerens forklaring om asylmotivet giver anledning til afgørende tvivl. Ansøgeren har beskrevet de nævnte personer [……………..] som to magtfulde kommandanter, der også har taget jord fra andre, både i og udenfor landsbyen [….], ligesom de to personer og deres folk har kidnappet velhavende familiers sønner og begået drab. Ansøgeren har oplyst, at de to personer to-tre dage efter drabet på faderen indfandt sig i hjemmet og udsatte hans moder, ansøgeren og hans søskende for vold, men at der ikke blev sagt noget. Ansøgeren havde herefter ingen kontakt med de pågældende før episoden i 2008, hvor den karakteristiske sorte bil, som de to personer anvendte, standsede foran den forretning i basaren, hvor ansøgeren arbejdede, og hvorefter en person steg ud og med en pistol skød mod ansøgeren, der faldt uden at blive ramt, blev bevidstløs og næste dag vågnede op på et hospital i Kabul, hvortil hans morbroder havde bragt ham, og hvorefter morbroderen straks arrangerede udrejsen med en agent. Nævnet finder, at hændelsesforløbet ikke fremstår selvoplevet forklaret. Ansøgeren har forklaret forskelligt til sagen og i nævnsmødet om, hvorvidt familien klagede til bydistrikskontoret, idet han i nævnsmødet har forklaret, at familien klagede, men til samtalen med Udlændingeservice har oplyst, at familien ikke klagede, da det ikke gjorde nogen forskel. Ansøgeren har endvidere forklaret forskelligt om, hvor han stod i forretningen i basaren, da det blev skudt efter ham, idet han i nævnsmødet har forklaret, at han stod foran i butikken ud mod gaden, mens han til samtalen med Udlændingeservice forklarede, at han var bagest i forretningen. Selv hvis nævnet lægger til grund, at der har været en jordkonflikt, hvor ansøgerens fader er blevet dræbt, og at ansøgeren, hvis moder efterfølgende døde, herefter har boet i landsbyen under morbroderens beskyttelse, finder nævnet, at det fremstår usandsynligt for nævnet, at de to personer, som ansøgeren har beskrevet som magtfulde kommandanter med regeringstilknytning, på den måde, som ansøgeren har forklaret om, pludselig skulle opsøge ansøgeren cirka halvandet til to år efter drabet på faderen og forsøge at dræbe ansøgeren under dennes arbejde i basaren. Nævnet finder, at ansøgerens situation må vurderes som afgørende præget af de meget vanskelige, men generelle forhold i Afghanistan, men at disse forhold ikke i sig selv kan anses for asylbegrundende. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt politisk aktiv. Han har ikke haft nogen konflikter med myndighederne eller andre grupperinger. Samlet kan nævnet herefter ikke lægge til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan skulle risikere forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller umenneskelig eller nedværdigende behandling efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” Afg/2010/57

Afg201056

Flygtningenævnet stadfæstede i september 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara fra Jaghori i Ghazni-provinsen i Afghanistan, men har opholdt sig ved byen [………] i Ghazni-provinsen. Ansøgeren, der er født i 1994, er også efter nævnets vurdering fundet tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylsagsbehandling. Ansøgeren har således svaret umiddelbart og med forståelse af de stillede spørgsmål i nævnsmødet. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive tvangshvervet af Taliban, som hverver folk til selvmordsbombere. Han frygter desuden at blive solgt til organdonation, idet han af sin arbejdsgiver, [………], på hotellet blev beskyldt for at have stjålet penge, hvorfor arbejdsgiveren truede med at sælge ansøgerens organer. Endelig har ansøgeren henvist til, at han ikke har noget netværk i Afghanistan. Nævnet finder, at ansøgerens forklaring om asylmotivet må lægges til grund. Ansøgeren var således 10 til 11 år, da farbroderen tvang ham til at flytte fra bopælen i Jaghori for at klare sig selv. I formentlig et par år herefter boede ansøgeren på hotellet ved [……..], hvor han arbejdede mod at få kost og logi. I modsætning til de andre hotelejere behandlede den sidste hotelejer,[……..], ansøgeren dårligt og beskyldte ansøgeren for pengetyveri og truede ansøgeren som anført. Ved hjælp fra blandt andre en taxachauffør flygtede ansøgeren i 2007 og udrejste af Afghanistan til Teheran. Ansøgeren arbejdede i Iran indtil udrejsen mod Danmark, der skete med lastbiler til Europa. Ansøgeren indrejste i Danmark i foråret 2010. Nævnet lægger til grund, at ansøgeren efter at have fået ophold på hotellet, formentlig i 2004 eller 2005, ikke har haft konflikter med andre end hotelejeren [……]. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt politisk aktiv. Han har ikke haft konflikter med myndighederne i Afghanistan. Han har ikke haft tilknytning til bestemte grupperinger og har ikke været kontaktet af Taliban. Ansøgeren udrejste, fordi han blev beskyldt for tyveri af penge og truet af hotelejeren […….], der efter ansøgerens oplysninger ikke anses for at have behandlet ansøgeren hårdhændet som led i en plan eller på anden måde med konkret hensigt om, at ansøgeren skulle indgå for eksempel i Talibans planlægning. Nævnet finder, at ansøgerens situation må vurderes som afgørende præget af de meget vanskelige, men generelle forhold i Afghanistan. Men disse forhold og den omstændighed, at ansøgeren er hazara, findes ikke i sig selv asylbegrundende. Da nævnet ikke finder, at ansøgeren kan anses for konkret og individuelt efterstræbt, finder nævnet samlet, at det ikke kan antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller umenneskelig eller nedværdigende behandling efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” Afg/2010/56

Afg201055

Flygtningenævnet meddelte i september 2010 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun født i Kabul, hvor hans familie har boet til 2002, hvorefter de flyttede til Baghlan. I perioden fra efteråret 2005 til efteråret 2009 har ansøgeren studeret medicin i Konya i Tyrkiet. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan, vil blive slået ihjel af Taliban, som betragter ham som vantro og spion for udenlandske magter, da han har opholdt sig i Tyrkiet i fire år. Han har i den forbindelse henvist til, at han i slutningen af 2009 var tilbageholdt i 13 dage af Taliban, som udsatte ham for overgreb. Ansøgeren har under sagens behandling i det væsentlige forklaret det samme om sit motiv. Flygtningenævnet finder ikke at kunne forkaste denne forklaring. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgeren er blevet beskyldt af Taliban for at samarbejde med udenlandske myndigheder, og at han og lillebroderen blev bortført af Taliban og holdt fanget i 13 dage, hvorefter det lykkedes ansøgeren at flygte. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet finder imidlertid, at ansøgeren under de nævnte omstændigheder vil være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, og at han ikke vil kunne opnå myndighedernes beskyttelse herimod. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Afg/2010/55

Afg201054

Flygtningenævnet stadfæstede i september 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Flygtningenævnet udtalte: ”Flygtningenævnet tiltræder, at ansøgeren er tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylsagsbehandling. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren også i nævnsmødet har svaret relevant og med forståelse af de stillede spørgsmål. Ansøgeren er etnisk hazara fra en navngiven by i Maida-Wardak provinsen i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive tilfangetaget af pashtunere eller Taliban og udsat for overgreb ved en tilbagevenden til Afghanistan, hvor han ikke længere har nogen familie. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgerens forklaring til sagen og ved nævnsmødet lægges til grund. Ansøgeren var således 11 til 12 år, da han med sine forældre og lillebroder forlod Afghanistan og udrejste til Iran. Ansøgeren har forklaret, at der i en periode på cirka ti måneder forinden i stigende omfang skete overgreb fra de pashtunere eller talibanere, som boede i nærheden af ansøgerens landsby. Ansøgeren blev således ved en lejlighed standset og slået samt truet, såfremt han fortsatte med at gå i skole. Ved en senere lejlighed blev hans kammerater tilsvarende standset, slået og truet, ligesom der blev fremsat trusler mod ansøgeren, der blev omtalt som den ”smukke dreng”. Ansøgerens familie og ansøgeren hørte om en dreng i landsbyen, der var blevet tilfangetaget og udsat for seksuelle overgreb, og en anden dreng i landsbyen, der var tre til fire år ældre end ansøgeren, blev efter det oplyste skudt. Sønnen til ansøgerens families arbejdsgiver blev efter det oplyste ligeledes tilbageholdt og udsat for vold. Arbejdsgiveren, i hvis hus ansøgeren boede med sine forældre og lillebror, ville rejse fra stedet og bad derfor ansøgerens familie om at forlade hans ejendom. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens situation må vurderes som afgørende præget af de meget vanskelige, men generelle forhold i Afghanistan. Disse forhold og den omstændighed, at ansøgeren er hazara, findes imidlertid ikke i sig selv asylbegrundende. Flygtningenævnet har fundet, at de situationer i landsbyen, som ansøgeren har forklaret om, ikke kan anses som en konkret og individuel efterstræbelse af ansøgeren, men må anses for overgreb rettet mod beboerne i landsbyen, uden at det har været afgørende, om overgrebene angik ansøgeren. Dette gælder også ansøgerens forklaring om, at hans kammerater af pashtunere blev spurgt om, hvor den ”smukke dreng” var henne, da ansøgerens kammerater blev standset og udsat for vold på vej til skole. Samlet finder Flygtningenævnet herefter ikke, at der foreligger tilstrækkeligt grundlag for at antage, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer konkret forfølgelse efter udlændingeloven § 7, stk. 1, eller umenneskelig eller nedværdigende behandling efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” Afg/2010/54

Afg201053

Flygtningenævnet stadfæstede i september 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk hazara fra Golzar i Ghazni-området i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til fire episoder, hvor han er blevet efterstræbt og oplyst, at han anser episoderne for sammenhængende med Taliban og hans forsvundne eller afdøde fars forhold. Flygtningenævnet lægger efter ansøgerens forklaring til grund, at ansøgeren havde ophold og arbejdede i Iran i perioden fra 1991 til 2000. I denne periode var ansøgerens far involveret i en krigslignende konflikt i hjembyen, hvorunder seks til syv personer blev dræbt. Ansøgerens far og to andre navngivne personer, skulle have stået bag drabet på en anden hazara, der var tilflytter til området. I 1997 forsvandt ansøgerens far, da han var på vej hjem fra Pakistan efter lægebehandling. Ansøgeren og hans familie har ikke siden modtaget efterretninger om faderen, som ansøgeren anser for dræbt. Ansøgeren vendte tilbage til hjembyen i 2000 og drev herefter en købmandsbutik indtil 2005. Cirka et halvt år forinden den fornyede udrejse til Iran i foråret 2005 blev ansøgeren i 2004 udsat for en episode, hvor to talibanere udsatte ansøgeren for vold og stjal ansøgerens motorcykel og penge, da ansøgeren var på vej gennem et bjergområde. Ansøgeren vendte tilbage til Afghanistan i 2007, fordi hans svigerfar, som boede hos ansøgeren, var blevet alvorligt syg. I perioden indtil udrejsen i slutningen af foråret 2009 blev ansøgeren udsat for vold og røveri medio 2008, hvor ansøgeren blev standset i en bil sammen med to andre af talibanere, der fratog dem deres ejendele og beskyldte ansøgeren for at samarbejde med udenlandske styrker, da ansøgeren havde gemt nogle USD på sin person. Under ramadanen i sensommeren 2008 blev ansøgerens landsby ransaget af en større gruppe talibanere, der tilegnede sig værdigenstande fra husene i landsbyen. Ansøgeren har til samtalen med Udlændingeservice blandt andet forklaret, at talibanerne ”havde taget værdigenstande fra husene og ødelagt nogle enkelte af husene”. Ansøgeren har under nævnsmødet nærmere forklaret, at det navnlig var hans hus, som blev ødelagt. Det fremgår af asylansøgningsskemaet blandt andet, at talibanere havde taget 7.200 USD, som havde ligget gemt i en kuffert. I foråret 2009 blev der skudt efter ansøgeren, der kørte på motorcykel mod Golzar, da han undlod at standse, selvom han blev råbt an af en bevæbnet person med hvid turban. Ansøgeren har forklaret, at de nævnte episoder sammenholdt med, at de navngivne personer, der sammen med ansøgerens fader havde dræbt en anden etnisk hazara, blev dræbt i henholdsvis 2007 og 2008, tydeliggør for ansøgeren, at der er tale om en sammenhæng med hans fars forhold, og hvorfor han efterstræbes på livet. Flygtningenævnet finder imidlertid, at det ikke fremstår sandsynliggjort for nævnet, at episoderne har den sammenhæng, som ansøgeren påberåber sig. Nævnet lægger vægt på, at konflikten, som faren var involveret i, i 1996, fandt sted under den årrække, hvor ansøgeren opholdt sig i Iran. Der var ingen konkrete henvendelser vedrørende faderens forhold i perioden fra 2000 til 2005, hvor ansøgeren drev en købmandsbutik i […….]. Ansøgeren har heller ikke i øvrigt modtaget konkrete henvendelser vedrørende faderen. Det er ikke oplyst, at faderen skulle have indtaget en særlig profileret position. De efterfølgende episoder, hvor ansøgeren eller hans familie var udsat for overgreb, finder nævnet må ses i sammenhæng med de meget vanskelige, men generelle forhold i Ghazni-området. De generelle forhold findes ikke i sig selv asylbegrundende. Det bemærkes videre, at den særlige fremfærd, som talibanerne udviste, da de var i ansøgerens hjem under deres indtrængen i husene i landsbyen, af nævnet også ses i sammenhæng med, at der blev fundet et ikke ubetydeligt pengebeløb i USD. Selv når nævnet vurderer ansøgerens oplysninger om hændelsesforløbet i en sammenhæng, kan nævnet efter en samlet vurdering derfor ikke lægge til grund, at ansøgeren har været udsat for en konkret og individuel forfølgelse, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller mishandling eller nedværdigende behandling, som er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, eller at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan er i risiko herfor. Nævnet har ikke kunnet lægge til grund, at episoderne har den sammenhæng med faderens forhold, som ansøgeren særligt har henvist til. Nævnet har anset episoderne som udtryk for kriminelle overgreb begået under urolige og usikre forhold, men uden at overgrebene har konkret sammenhæng med ansøgerens person. Flygtningenævnet stadfæster herefter Udlændingeservices afgørelse” Afg/2010/53

Afg201052

Flygtningenævnet meddelte i september 2010 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun fra en navngiven by i Kunar provinsen i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv blandt andet henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban, da de efterlod et brev ved hans faders lig, hvoraf det fremgik, at Taliban betragtede ansøgeren som vantro ligesom sin fader. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren konsistent har forklaret om sin faders arbejde som højtstående i politiet, og at hans fader blev dræbt af Taliban, der samtidig fremsatte en skriftlig trussel rettet mod ansøgeren. Flygtningenævnet lægger herefter denne del af ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet er opmærksomt på, at ansøgeren har fremsat skiftende forklaringer om sin rolle som medhjælper for sin fader. Oplysninger om tidsintervaller og om omstændigheder, hvorunder meddelelsen om hans faders død blev givet, kan ikke lægges til grund. Flygtningenævnet finder ikke, at disse uoverensstemmelser bør påvirke det faktum, at ansøgeren må anses for at have været efterstræbt af Taliban. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet finder imidlertid, at ansøgeren under de nævnte omstændigheder vil være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, og at han ikke vil kunne opnå myndighedernes beskyttelse herimod. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren tilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Afg/2010/52

Afg201051

Flygtningenævnet meddelte i september 2010 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun fra Braj i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv blandt andet henvist til, at hans broder arbejder på en udenlandsk ambassade i Kabul, hvorfor Taliban eftersøger broderen, at ansøgerens fader er blevet dræbt af Taliban i et forsøg på at tvinge familien til at udlevere broderen, og at Taliban nu eftersøger ansøgeren i et nyt forsøg på at få fat i broderen. Flygtningenævnet kan lægge grund, at ansøgerens broder har arbejdet på den udenlandske ambassade. Ved bedømmelse heraf tillægger nævnet det vægt, at ansøgeren hele tiden har oplyst herom samt givet de danske udlændingemyndigheder mandat til at efterprøve dette udsagns rigtighed, uden at dette er sket. Nævnet finder, at ansøgeren i sine forklaringer har afsløret mindre divergenser, uden at dette efter et flertal af nævnets medlemmers opfattelse bør få afgørende indflydelse på bedømmelse af ansøgerens troværdighed i henseende til, hvilke problemer broderens arbejde for de udenlandske myndigheder har givet ansøgeren i forhold til Taliban. Et flertal af nævnet finder herefter, at det kan lægges til grund, at Taliban har øvet vold mod ansøgerens fader, hvorefter han afgik ved døden, og at dette har haft til resultat, at ansøgeren af frygt for Talibans overgreb er flygtet. På den baggrund, og når henses til baggrundsoplysningerne om Talibans adfærd overfor nærtstående personer, der arbejder for udenlandske myndigheder, finder et flertal af nævnet, at ansøgeren vil være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, og at han ikke vil kunne opnå myndighedernes beskyttelse herimod. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer forfølgende omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren tilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Afg/2010/51

Afg201050

Flygtningenævnet stadfæstede i september 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hindu og hindu af trosretning. Han har boet i Kabul, indtil han i 1999 som 14-årig udrejste til Indien sammen med sine forældre. Kort efter ankomsten til Indien var ansøgeren udsat for en ulykke, der har gjort ham stærkt handicappet. Ansøgeren har ikke i Afghanistan været medlem af noget politisk eller religiøst parti eller udført aktiviteter for sådanne. Ansøgeren har oprindeligt oplyst, at han udrejste af Afghanistan, idet der var krig i landet. Senere har ansøgeren præciseret, at årsagen til familiens flugt fra hjemlandet i 1999 var, at Taliban forfulgte dem religiøst, men ansøgeren har ikke givet konkrete oplysninger om, hvori den anførte forfølgelse skulle bestå. Ansøgeren har endvidere anført, at han søger asyl i Danmark, idet han gerne vil være sammen med sin søster. Uanset at det af baggrundsoplysningerne fremgår, at hinduer både verbalt og fysisk overfaldes på offentlige steder, ligesom de bliver udsat for diskrimination, finder Flygtningenævnet på den ovenfornævnte baggrund ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb i form af umenneskelig eller nedværdigende behandling omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. De påberåbte forhold om, at ansøgeren er fysisk handicappet og ikke har familiemæssigt netværk i hjemlandet, samt at han frygter ikke at kunne få tilstrækkelig behandling for sine fysiske lidelser i Afghanistan, er ikke omfattet af udlændingelovens § 7 og kan således heller ikke begrunde asyl.” Afg/2010/50

Afg20105

Nævnet stadfæstede i marts 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2009. Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim af trosretning. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til, at han var i Talebans søgelys. Ansøgeren var udrejst til Grækenland i sommeren 2008, men var blevet sendt tilbage til Afghanistan. I 2008 havde Taleban tre gange henvendt sig på ansøgerens families bopæl for at pågribe faderen, som havde haft en konflikt med Taleban. Ved den sidste henvendelse, der havde fundet sted efter, at ansøgeren var vendt tilbage fra Grækenland, var ansøgeren blevet skudt i benet. Ansøgeren var på ny udrejst af Afghanistan i slutningen af 2008. Ansøgerens familie havde været ved at flytte, uden ansøgeren vidste hvorhen. Flygtningenævnet udtalte, at efter Flygtningenævnets opfattelse havde ansøgeren afgivet en usikker forklaring, navnlig om tidsforløbene i forbindelse med hans angiveligt to udrejser fra Afghanistan. Uanset om ansøgerens forklaring om tre henvendelser fra Talebans side lagdes til grund, fandt Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han var i søgelyset hos Taleban på en sådan måde, at han ved en tilbagevenden ville være i reel risiko for forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet lagde vægt på, at det efter ansøgerens forklaring havde været ansøgerens fader, som angiveligt havde en konflikt med Taleban, efter at faderen for ca. tre et halv til fire år siden havde afleveret to våben til de lokale myndigheder. Alle henvendelser på bopælen havde således haft til formål at pågribe ansøgerens fader. Ved de to første henvendelser havde ansøgerens moder kunnet afværge yderligere ved at oplyse, at ingen mænd havde været til stede. Herefter var ansøgeren udrejst, men havde efter sin forklaring valgt at vende tilbage til bopælen, efter at han var blevet afvist af myndighederne i Grækenland. Ved den tredje henvendelse var der ligeledes blevet spurgt efter ansøgerens fader. Da ansøgeren havde forsøgt at flygte, var han blevet skudt i benet. Folkene fra Taleban havde ladet ham blive liggende, hvorefter naboer havde bragt ansøgeren til hospitalet. Efter en uges ophold på hospitalet havde ansøgeren valgt at vende tilbage til bopælen, hvor han havde opholdt sig i nogle måneder, uden at der havde været yderligere henvendelser fra Taleban. Den omstændighed, at ansøgeren to gange var vendt tilbage til bopælen, svækkede efter Flygtningenævnets opfattelse ansøgerens forklaring om, at han reelt kunne anse sig for at være i Talebans søgelys. Det svækkede endvidere ansøgerens forklaring, at han intet havde kunnet oplyse om familiens opholdssted. Således var det påfaldende, at ansøgeren ikke ved de to udrejser havde aftalt med familien, hvordan kontakten skulle fastholdes. Ved den sidste udrejse var det utroværdigt, at ansøgeren ikke var blevet gjort bekendt med, hvortil hans familie havde villet flytte. Afg/2010/5.

Afg201049

Nævnet meddelte i august 2010 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren har som sit asylmotiv gjort gældende, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer overgreb blandt andet fra Taliban. Nævnet kan tiltræde, at ansøgeren er fundet tilstrækkeligt moden til at gennemgå en asylretslig behandling. Ansøgeren har ikke været politisk aktiv og har ikke været udsat for forfølgelse af politiske eller religiøse forhold, og betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, er derfor ikke opfyldt. Et flertal af nævnet finder i det væsentlige at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund om, at ansøgeren var til stede under en kontrovers mellem ansøgerens fader og Taliban, at ansøgeren overværede, at faderen blev dræbt, og at ansøgeren efter en tilbageholdelse hos Taliban under trusler på livet blev pålagt at indhente oplysninger om ejerskabet til den lastbil, som faderen havde været kørende i, hvilket ansøgeren undlod at gøre. Ansøgeren har tillige forklaret om en efterfølgende kontrovers med ejeren af lastbilen. På baggrund af de forklarede konflikter, men særligt henset til, at Taliban efterfølgende har opsøgt ansøgerens bopæl og fremsat nye trusler på livet mod ham over for hans moder, finder flertallet, at ansøgeren på tilstrækkelig vis har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden vil være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, som han ikke kan opnå myndighedernes beskyttelse imod. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” Afg/2010/49

Afg201048

Nævnet stadfæstede i august 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Flygtningenævnet udtalte: ”Flygtningenævnet tiltræder, at ansøgeren under nævnsbehandlingen har udvist tilstrækkelig modenhed til, at hans sag kan behandles i Flygtningenævnet, selvom han er mindreårig. Ansøgeren er etnisk tadjik og shia-muslim af trosretning fra en navngiven by, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv blandt andet henvist til, at hans fader er blevet dræbt af Taliban, og at hans farbroder, som han boede hos, og dennes familie, blev chikaneret af Taliban, da de ville have fat i farbroderens jord og ejendom. Farbroderen blev først tilbageholdt i et døgn af Taliban, og blev herefter skudt i begge ben af Taliban, efter at farbroderen havde klaget til myndighederne. Efter cirka fire måneder, hvor familien ikke blev chikaneret af Taliban, flygtede familien til Iran, hvor den stadig opholder sig. Ansøgeren frygter dels asylbegrundende forfølgelse på grund af sin etnicitet som tadjik, hvis han vender tilbage til hjemområdet, dels at blive tvangshvervet af Taliban, som samler og træner unge mænd til at udkæmpe Jihad. Flygtningenævnet bemærker indledningsvis, at det er en ny oplysning, som ansøgeren ikke er fremkommet med tidligere, at han har hørt, at to venner i hjemområdet er blevet tvangshvervet af Taliban. Denne oplysning kan ikke lægges til grund. Derimod kan Flygtningenævnet lægge ansøgerens øvrige forklaringer til sagen til grund, idet forklaringerne fremstår rimelige konsistente under hele asylsagsforløbet. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer lægger vægt på, at Taliban ikke opsøgte familien i de cirka fire måneder der gik fra, at farbroderen blev skudt i benene, og indtil familien udrejste af hjemlandet. Ansøgeren er ikke selv på noget tidspunkt blevet kontaktet af Taliban. Efter ansøgerens forklaringer finder flertallet, at konflikten mellem Taliban og ansøgerens afdøde fader og farbroderen navnlig skyldes forholdet mellem pashtunere og tadjikker, og at Taliban ønskede at få fat i farbroderens jord og ejendom. Flertallet finder under disse omstændigheder det ikke sandsynliggjort af ansøgeren, at han som følge af sin etnicitet som tadjik, vil være i konkret individuel risiko for asylbegrundende forfølgelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Flertallet bemærker i denne forbindelse, at det efter ansøgerens forklaringer må lægges til grund, at der i ansøgerens hjemområde bor et relativt stor mindretal af etniske tadjikker. Flertallet finder det ej heller sandsynliggjort af ansøgeren, at han vil være i konkret risiko for at blive tvangshvervet af Taliban, eftersom han er etnisk tadjik. Det forhold, at Taliban efter de foreliggende baggrundsoplysninger muligvis intensiverer deres forsøg på at hverve unge mænd til bevægelsen, enten frivilligt eller tvangsmæssigt, og at unge mænd derfor generelt kan være et mål for hvervningsforsøg, er ikke i sig selv asylbegrundende. Flertallet finder ej heller, at den omstændighed, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet efter sine egne oplysninger vil stå uden familiært netværk, i sig selv er asylbegrundende. Herefter finder flertallet det ikke sandsynliggjort af ansøgeren, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse jf. § 7, stk. 1, eller vil være i reel risiko for overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. ” Afg/2010/48

Afg201047

Nævnet stadfæstede i august 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende et ægtepar fra Afghanistan. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske tadjiker fra Herat i Afghanistan. Ansøgerne har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at den mandlige ansøgers kompagnon blev bortført og dræbt af nogle lokale banditter, som efterfølgende i midten af juli 2009 bortførte den mandlige ansøger. Den mandlige ansøger blev løsladt mod, at hans fader betalte løsepenge. Faderen har efterfølgende meldt kidnapperne til politiet, hvorfor ansøgerne frygter repressalier fra disse. Endvidere frygter ansøgerne, at den mandlige ansøger på ny skal blive kidnappet, idet familien en gang har betalt løsepenge for ham. Flygtningenævnet lægger i det væsentlige ansøgernes forklaringer til grund. Flygtningenævnet finder, at den gruppe, som stod bag kidnapningen af den mandlige ansøger, må anses som en kriminel gruppe med aktiviteter af forskellig karakter, herunder kidnapninger. Nævnet bemærker, at gruppens leder [….] efter de foreliggende oplysninger blev dræbt af de amerikanske styrker efter ansøgernes udrejse af Afghanistan. Flygtningenævnet vil ikke udelukke, at politiet i Herat ikke ville være i stand til at yde den fornødne beskyttelse, hvis ansøgerne vendte tilbage dertil. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke grundlag for at antage, at den nævnte gruppe skulle forsøge at udsætte den mandlige ansøger for overgreb, såfremt han for eksempel skulle bosætte sig i Kabul. Flygtningenævnet finder således ikke, at der er en tilstrækkelig konkret risiko herfor. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgerne risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Afghanistan.” Afg/2010/47

Afg201046

Nævnet meddelte i august 2010 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun fra landsbyen [….] i Paktia provinsen i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt politisk aktiv. Efter ansøgerens oplysninger, lægger Flygtningenævnet til grund, at ansøgeren i forbindelse med det valg der fandt sted den 20. august 2009 var ansat som valgtilforordnet i en periode på fire måneder før og to måneder efter valget. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af Taliban. Ansøgeren har i perioden fra 2007 og frem til sin udrejse været uofficielt ansat af guvernøren til at rapportere om mistænkelige eller alarmerende sikkerhedsmæssige forhold. Ved en morgenbøn i en nærliggende landsby, overhørte faderen til en af ansøgerens elever en samtale, mellem en mullah og nogle talibanere, hvoraf det fremgik, at ansøgeren skulle slås ihjel, idet han gav informationer til fjenden, og fordi han var skyld i at regeringen havde opsat en kontrolpost. Ansøgeren fik dette at vide af faderen på sin mobiltelefon. Ansøgeren flygtede herefter omgående sammen med sin familie, først til en navngiven by som er hjemby for distriktshovedkvarteret, hvor han opholdt sig et par dage. Han var i chok umiddelbart efter at have talt med skoleelevens fader og nåede derfor ikke at underrette sin fasters ægtefælle, som også var uofficielt ansat til at give oplysninger til guvernøren om mistænkelige forhold. Efter nogle dage tog familien videre til Kabul, hvor ansøgeren opholdt sig omkring en måned inden sin udrejse. Ansøgeren er fem gange blevet truet telefonisk af Taliban under sit ophold i Kabul. Ansøgeren fik under sit ophold i den navngivne by at vide, at ansøgerens fasters ægtefælle var blevet dræbt efter at være blevet torteret, omkring to dage efter at ansøgeren var flygtet fra sin hjemlandsby. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaringer til grund. Flygtningenævnet bemærker dog, at ansøgeren, efter en samlet vurdering af oplysningerne, ikke har givet en helt tilfredsstillende forklaring på, at han ikke nåede at advare fasterens ægtefælle. Flygtningenævnet finder det imidlertid tilstrækkelig sandsynliggjort af ansøgeren, at han under de ovennævnte omstændigheder vil være i reel risiko for overgreb af Taliban, som er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren vil have reel mulighed for at opnå beskyttelse fra de stedlige myndigheder, mod sådanne overgreb. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Afg/2010/46

Afg201045

Nævnet meddelte i juli 2010 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara fra en navngiven landsby i Wardak provinsen. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv blandt andet henvist til, at han frygter de mænd, der var efter hans fader på grund af faderens tilknytning til en gruppe, der kæmpede mod Taliban. De pågældende havde tillige besat familiens ejendom. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring til grund. Forklaringen har været sammenhængende og konsistent og stemmer med baggrundsoplysningerne om forholdene i lokalområdet og forholdene i Iran for flygtninge fra Afghanistan. Flygtningenævnet kan således lægge til grund, at ansøgerens forældre flygtede til Iran i ca. 1996/1997 pga. faderens problemer med en pashtunsk gruppe/Taliban, at familien vendte tilbage i ca. 2007/2008, hvor familiens ejendom, der omfattede store jordbesiddelser, var besat af pashtunere, at det efter to-tre måneder lykkedes at få ejendommen tilbage, men at ansøgerens familie efter ca. syv måneder på ny blev fortrængt fra ejendommen af pashtunere/talibanere, og at disse stræbte ansøgerens fader, ansøgeren og hans søskende efter livet. Da det må lægges til grund, at forfølgerne var fra lokalområdet, der domineres af pashtunere/talibanere, lægges det videre til grund, at ansøgeren er identificeret af forfølgerne. Flygtningenævnet lægger vægt på, at ansøgerens fader efter det nævnte begivenhedsforløb fandt det nødvendigt på ny at flygte til Iran med ansøgeren, og at faderen heller ikke anså det for sikkert for sig selv, ansøgeren og hans søskende at tage ophold hos ansøgernes moders morbroder. Under disse omstændigheder finder Flygtningenævnet at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemområdet risikerer forfølgelse og overgreb fra pashtunsk/talibansk side. Da Flygtningenævnet herefter finder, at ansøgeren er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, meddeler Flygtningenævnet ansøgeren opholdstilladelse efter denne bestemmelse.” Afg/2010/45

Afg201044

Nævnet meddelte i juli 2010 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og muslim af trosretning fra Kabul i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv blandt andet henvist til, at hun er blevet kaldt spion, fordi hun havde besøgt sin søn i Danmark. Ansøgerens hjem er blevet ransaget og hendes to yngste sønner er blevet bortført af en mullah, som er i forbindelse med Taliban. Ansøgerens ægtefælle, der havde været højtstående militærmand under Najibullah, og den ældste søn blev dræbt i 1998 af Taliban. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren har således om de afsluttende begivenheder forud for udrejsen, som må tillægges den afgørende vægt, forklaret konsistent under hele sagen. Det er Flygtningenævnets opfattelse, at dele af ansøgerens forklaring har været præget af ansøgerens frygt for Taliban og Flygtningenævnet finder det sandsynligt, at ansøgeren i flere tilfælde har mistolket personer, som hun har mødt. Det lægges herefter til grund, at ansøgeren i et vist omfang har været udsat for reelle problemer, som førte til, at hun tog skridt til, at hun fik visum til Danmark for at søge asyl. I nær tidsmæssig sammenhæng med ansøgningsproceduren blev ansøgerens bopæl opsøgt af Taliban-lignende personer, som blandt andet stjal værdier fra ansøgerens ejendom. Ansøgeren besluttede at sende sine to sønner fra byen og blev kort efter ringet op af en af dem, som fortalte, at de var blevet pågrebet af Taliban. Ansøgeren talte i den forbindelse med en mullah, som fremsatte bebrejdelser overfor ansøgeren. Da det på den baggrund ikke kan afvises, at ansøgeren er kommet i søgelyset hos Taliban, som i 1998 dræbte ansøgerens ægtefælle og ældste søn, findes der efter en samlet vurdering at burde meddeles ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. ”  Afg/2010/44

Afg201043

Nævnet stadfæstede juli 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim af trosretning fra en landsby i nærheden af Herat, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politisk eller religiøs forening eller organisation eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han flygtede fra landsbyen med en navngiven pige, uden familiens samtykke, hvorfor hendes familie vil slå ansøgeren ihjel. Den navngivne pige er etnisk tadjik og sunni-muslim af trosretning, hvorfor familien ikke ville anerkende deres forhold. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Forklaringen om ansøgerens flugt med pigen [….] virker ikke selvoplevet. Ansøgeren og [……] har efter forklaringen valgt at gå imod begge familiers vilje og beslutte at flygte til Iran for at blive gift. Det virker påfaldende, at ansøgeren, da faderen kommer til Herat, straks opgiver det flugtforløb, som han sammen med den navngivne pige havde besluttet sig for. På flere spørgsmål om hvorfor ansøgeren straks ved faderens ankomst accepterede, at der alligevel ikke skulle ske noget brud med familierne, har ansøgeren på intet tidspunkt givet udtryk for frustration, heller ikke over, at faderen straks tog bestemmelse om ændring af parrets planer. Endvidere virker det ikke overbevisende, at ansøgeren har forklaret divergerende om, til hvem der blev fremsat meget alvorlige trusler mod ansøgeren fra den navngivne piges familie. Uanset om oplysningerne var på anden hånd igennem faderen, var der tale om en afgørende og dramatisk begivenhed for ansøgeren. Det virker endvidere uforståeligt, at ansøgeren efterfølgende ikke har vist større interesse for […..] skæbne. Forklaringen om, at det praktisk ikke kan lade sig gøre at indhente oplysninger eller forsøge herpå virker utroværdig. Flygtningenævnet finder herefter, at forklaringen om flugten med […..] er konstrueret. Ansøgeren opfylder herefter ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. ” Afg/2010/43

Afg201042

Nævnet stadfæstede i juli 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun fra Baghlan, Afghanistan og har boet i Pakistan, siden han var omkring fem år gammel. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Flygtningenævnet tiltræder, at ansøgeren er tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylprocedure. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at ansøgerens fader for omkring fem år siden blev slået ihjel i Pakistan. Ansøgerens moder har fortalt, at faderen blev slået ihjel, idet han tidligere var kommandant i Hizb-e-islami, og at ansøgeren ældste broder efterfølgende for omkring tre år siden slog en af de personer ihjel, der slog ansøgerens fader ihjel. Ansøgerens ældste broder forlod derefter hjemmet sammen med den næstældste broder. Ansøgeren frygter ved en tilbagevenden til Afghanistan selv at blive slået ihjel af personer fra Hizb-e-islami. Ansøgeren har ikke selv haft asylbegrundende konflikter med hverken myndigheder eller andre i Afghanistan eller Pakistan og har ikke forud for udrejsen været udsat for trusler eller lignende. Ansøgeren er ikke fremkommet med nærmere oplysninger om hverken baggrunden for eller omstændighederne i forbindelse med drabet på faderen eller nærmere oplysninger om omstændighederne i forbindelse med, at brødrene forlod hjemmet. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens fader eventuelle konflikt med Hizb-e-islami må anses for at udspringe af faderens stilling som kommandant og dermed en politisk konflikt, der ikke vedrører ansøgeren. Flygtningenævnet kan herefter ikke lægge til grund, at ansøgeren på grund af ansøgerens faders forhold ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelser omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller vil være i reel risiko for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. De foreliggende oplysninger om ansøgerens brødres forhold kan ikke bevirke et andet resultat. " Afg/2010/42

Afg201041

Nævnet stadfæstede i juli 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara fra Jaghuri i Ghazni-provinsen i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som væsentligste asylmotiv henvist til, at han ikke har noget at vende tilbage til i sit hjemland, da hans familie ikke opholder sig dér, og da familien ikke har jordbesiddelser dér. Ansøgeren har forklaret, at han, da han var omkring syv år, rejste til Iran med sin familie. Her modtog ansøgeren musikundervisning, indtil hans far, der er mullah og præst i Iran, forbød ham dette. Ansøgeren blev på et tidspunkt anholdt af iransk politi, fordi han spillede musik sammen med andre, og fordi han ikke i Iran var i besiddelse af en opholdstilladelse. Ansøgeren blev herefter frigivet med hjælp fra sin far. Flygtningenævnet lægger afgørelsen fra Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration fra foråret 2010 til grund. Det tiltrædes, at asylsagen skal vurderes i forhold til Afghanistan, hvor ansøgeren er født, hvor han er statsborger, og hvor han har boet, til han var cirka syv år. Ansøgerens forklaring lægges til grund, hvorefter han ikke har nogen nær familie tilbage i Afghanistan. Denne omstændighed kan imidlertid ikke medføre, at ansøgeren som følge heraf opfylder betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Ansøgeren har ikke i øvrigt angivet noget konkret asylmotiv i forhold til Afghanistan – udover at han ønsker at spille musik. Herefter, og da de generelle forhold for etniske hazaraer fra Ghazni-provinsen ikke i sig selv kan medføre, at ansøgeren opfylder betingelserne for at få asyl efter udlændingelovens § 7, stadfæstes Udlændingeservices afgørelse. ” Afg/2010/41

Afg201040

Nævnet meddelte i juli 2010 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tadjik fra en navngiven by i Farah-provinsen i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til hjemlandet vil blive efterstræbt og udsat for overgreb af en lokal magtfuld og kriminel navngiven mand, som i 2009 truede ansøgeren og hendes familie til at, at hun skulle indgå ægteskab med ham. Endvidere har ansøgeren henvist til, at hendes far et par måneder, før hun udrejste, modtog flere telefontrusler, hvorved han blev afpresset til at betale en større sum penge for at undgå, at en i ansøgerens familie blev kidnappet. Et flertal i Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund om det primære asylmotiv. Flertallet finder således, at ansøgeren har givet en overbevisende forklaring på, at hun ikke ved den første afhøring ved politiet forklarede om den primære årsag til flugten, idet hun på dette tidspunkt endnu ikke var blevet forenet med sin bror, ligesom det havde været aftalen, at de sammen skulle være rejst til Norge, og endelig da afhøringen ved politiet fandt sted sent på aftenen, ligesom det må formodes, at den primære årsag til afhøringen var at få oplysninger om ansøgerens rejserute. På denne baggrund og da ansøgerens forklaring om episoden, der har ledt til flugten fra Afghanistan, forekommer selvoplevet, finder flertallet i Flygtningenævnet, at ansøgeren opfylder betingelserne for at blive meddelt asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 2, idet der ikke kan forventes myndighedsbeskyttelse mod de overgreb, som ansøgeren er i risiko for at blive udsat for fra […….] og dennes mænd ved en tilbagevenden til Afghanistan. Flertallet finder derimod ikke, at betingelserne for at blive meddelt asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1, er opfyldt, da der ikke er tale om myndighedsforfølgelse eller tilsvarende. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 2. ” Afg/2010/40

Afg20104

Nævnet meddelte i marts 2010 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborgerfra Afghanistan. Indrejst i 2009. Ansøgeren er etnisk tadjik og muslim. Flygtningenævnet fandt, at ansøgeren på visse punkter havde afgivet noget divergerende forklaringer. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer fandt dog i det væsentligste at kunne lægge ansøgerens forklaringer til grund. Det fremgik af ansøgerens forklaringer, at ansøgerens fader havde været tilknyttet Hezb-e-Islami og/eller Taleban navnlig i perioden omkring årtusindskiftet. I 2006 var faderen blevet anholdt af politiet, idet han var blevet mistænkt for fortsat støtte til Taleban. En række personer fra Taleban havde opsøgt familiens bopæl og havde taget ansøgeren med under tvang, idet de ikke havde troet på ansøgerens forklaring om, at faderen var blevet anholdt af politiet. Talebans henvendelse på bopælen var foregået kort tid efter, at myndighederne havde foranstaltet et angreb på Taleban i ansøgerens landsby, hvorved flere Taleban-medlemmer, herunder faderens fætter, var blevet dræbt. Under Talebans tilbageholdelse af ansøgeren var han blevet udsat for fysiske overgreb, men det var lykkedes ham at flygte i et ubevogtet øjeblik. Kort tid efter at han var kommet tilbage til familiens bopæl, var bopælen blevet angrebet af et antal medlemmer af Taleban, som blandt andet havde kastet en håndgranat ind i ejendommen. Ansøgerens forældre og en lillebroder var blevet dræbt. Ansøgeren kendte navnene på nogle af angriberne og kendte ligeledes navnene på nogle af de personer, der havde tilbageholdt ham. Ansøgeren havde herefter gjort gældende, at han ved en tilbagevenden til sit hjemområde var i risiko for asylbegrundende overgreb fra enten Taleban eller andre af hans faders fætre, idet såvel Taleban som fætrene var af den opfattelse, at det var ansøgerens fader, som havde røbet Talebans skjulested under sin tilbageholdelse hos politiet. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer, der som nævnt i det væsentlige kunne lægge ansøgerens forklaring til grund, fandt det sandsynliggjort af ansøgeren, at han under disse omstændigheder ville være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger fandt Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren ville have reel mulighed for at opnå myndighedernes beskyttelse imod sådanne overgreb. Flygtningenævnet meddelte derfor ansøgeren tilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Afg/2010/4.

Afg201039

Nævnet stadfæstede i juli 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara fraBehsoodi Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv blandt andet henvist til, at han er konverteret til kristendommen og derfor frygter at blive slået ihjel af myndighederne i Afghanistan samt af sin egen familie. Han har endvidere henvist til de generelle besværligheder, der er omkring Taliban, der holder til meget tæt på hans landsby. Endelig har han henvist til sin dårlige økonomi. Ansøgeren oplyste ved den første kontakt med de danske myndigheder, at han var flygtet fra hjemlandet grundet de generelle besværligheder, der er omkring Taliban i hjemområdet. Ansøgerens oplysninger om, at han er blevet døbt i Istanbul [i 2006] som støttes af fotomaterialet, må lægges til grund, uanset ansøgerens meget begrænsede kendskab til kristendommen og forskellen mellem kristendommen og islam. Det henstår imidlertid som usikkert, om ansøger efter dette tidspunkt overhovedet har været tilbage i hjemlandet i Behsood. Ansøgerens forklaring om, hvad der skete i denne periode, har således været meget svævende. Det fremstår som uklart, hvad han har sagt til sin fader om konverteringen, og det samme gælder faderens reaktioner herpå. Ligeledes er det uklart, hvorledes mullahen og distriktschefen har fået viden om konverteringen, og hvorledes de har reageret herpå. Endvidere har ansøgeren ikke oplyst, at nogen har truet ham direkte i den anledning. Heller ikke kan nogen af ansøgerens fire børn efter hans oplysninger om deres alder være undfanget, efter at ansøgeren flygtede [fra Afghanistan] i 2004. Har ansøgeren været tilbage efter 2004, har han under alle omstændigheder ikke sandsynliggjort, at han, der angivelig opholdt sig i hjemmet i nogle måneder efter at have fortalt faderen om konverteringen, risikerer forfølgelse fra myndighedernes eller familiens side af den grund. Ansøgerens generelle frygt for Kuchi-nomaderne/Taliban er ikke asylbegrundende. Da ansøgeren herefter ikke opfylder betingelserne i udlændingelovens § 7, stadfæster Flygtningenævnet Udlændingeservices afgørelse.” Afg/2010/39

Afg201038

Nævnet stadfæstede i juli 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborgerfra Afghanistan. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er afghansk statsborger, etnisk hazara fra et område i Tehran i Iran, hvor han har boet frem til slutningen af 2008. Ansøgeren har aldrig været i Afghanistan, og har ikke haft konflikter med de afghanske myndigheder. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv blandt andet henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af morbroderens enke og hendes brødre. Ansøgeren har forklaret, at han i 1999 har arvet et stykke jord efter sin morbroder, hvilket morbroderens ægtefælle samt hendes to brødre var utilfredse med. De opsøgte derfor ansøgeren med henblik på, at få ansøgeren til at dele jorden med dem. Ansøgeren var på dette tidspunkt ikke myndig, og ansøgerens fader ville som værge ikke tage stilling hertil. Ansøgeren har endvidere forklaret, at morbroderens ægtefælles broder [……] i 1999, forsøgte at likvidere ansøgeren ved at påkøre ham. Ansøgeren har efterfølgende erfaret, at morbroderens ægtefælle samt hendes to brødre er flygtet til Afghanistan efter påkørslen af ansøgeren, hvor de har overtaget den jord, som ansøgeren har arvet efter sin morbroder. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han er forfulgt af sin morbroders enke og dennes brødre på grund af en jordkonflikt. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende om sit asylmotiv, idet han først under samtale med Udlændingeservice, har oplyst om den ovenfornævnte jordkonflikt. Flygtningenævnet har desuden lagt vægt på, at det alene beror på ansøgerens formodning, at det var hans morbroders enkes broder, der med vilje påkørte ham i 1999. Flygtningenævnet har også lagt vægt på at hverken morbroderens enke eller hendes brødre, har fremsat konkrete trusler mod ansøgeren, og at det alene beror på ansøgerens formodning, at der er en stridighed om jord. Det af ansøgeren under nævnets behandling fremlagte brev, som stammer fra en ven i Afghanistan, kan ikke tillægges betydning i den forbindelse. Oplysningerne om ansøgerens helbredsmæssige tilstand, kan ikke i sig selv begrunde at der meddeles ansøgeren asyl. Flygtningenævnet finder under disse omstændigheder ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer forfølgelse i henhold til udlændingelovens § 7, stk. 1, eller vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2.”Afg/2010/38

Afg201037

Nævnet meddelte i juli 2010 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtuner fra en navngiven by i Laghman-provinsen i Afghanistan. Ansøgeren var i perioden fra 1992 og frem til sin udrejse i 2001 medlem af en navngiven ungdomsorganisation, der var en oprørsbevægelse under Taleban og Mujahedins regimer. Ansøgeren var mening medlem, og hjalp blandt andet organisationen med at hverve nye medlemmer. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af Taleban og Mujahedin, som efterstræber ham, fordi han har udøvet aktiviteter for organisationen. Flygtningenævnet lægger i det væsentlige ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren blev i 1982 færdig som jurist, og arbejdede herefter som anklager frem til 1992, hvor han blev afskediget, da Mujahedin kom til Kabul. Ansøgeren har forklaret, at han i 1993 blev fængslet i et år af Mujahedin. I 1999 blev ansøgeren og tre andre medlemmer af organisationen anholdt af Taleban. Ansøgeren var herefter fængslet i cirka et år. Ansøgeren blev under begge tilbageholdelser udsat for fysiske overgreb, og blev i begge tilfælde frigivet mod betaling af bestikkelse. Efterfølgende skjulte ansøgeren sig på en af sine venners gård frem til sin udrejse i 2001. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering under disse omstændigheder, at ansøgeren på grund af sit politiske arbejde med modstand mod Mujahedin og senere Taleban ved udrejsen af Afghanistan i 2001 var forfulgt, og at han ved en tilbagevenden risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren tilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Afg/2010/37

Afg201036

Nævnet stadfæstede i juli 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborgerfra Afghanistan Flygtningenævnet udtalte ”Ansøgeren er etnisk tadjik fra Kabul i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt politisk aktiv. Ansøgeren udrejste af hjemlandet legitimeret med sit eget ægte pas. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden frygter at blive dræbt af sin fætter, som ansøgeren siden barn har været trolovet til. Ansøgeren nægtede at lade sig gifte med fætteren, og giftede sig i efteråret 2008 med sin herboende ægtefælle. Fætteren, som er medlem af Gulbuddin-partiet, har chikaneret ansøgeren og hendes familie i Afghanistan. Ansøgeren har blandt andet henvist til, at fætteren forud for ansøgerens indgåelse af ægteskabet med sin nuværende ægtefælle har udsat hende for vold og truet hende med en pistol, og at fætteren efter indgåelsen af ægteskabet har opsøgt forældrene et par gange, hvorunder fætteren har slået faderen og truet forældrene, i det fætteren ledte efter ansøgeren. Konflikten med fætteren er en privatretlig konflikt, der ikke i sig selv kan begrunde asyl. Endvidere må det tillægges vægt, at fætteren ikke på noget tidspunkt har gjort alvor af sine trusler, og at ansøgeren var i stand til at opholde sig hos sin svoger i omkring et år inden udrejsen. Hertil kommer, at ansøgeren fortsat har netværk i Kabul i form af ægtefællens familie. Endelig er det indgået med nogen vægt, at ansøgeren først ansøgte om asyl omkring en måned efter indrejsen, og at forældrene i øvrigt først udrejste til Pakistan efter ansøgerens udrejse. På denne baggrund er det heller ikke sandsynliggjort, at den påberåbe konflikt i øvrigt har haft en sådan intensitet og omfang, at det kan sidestilles med en af udlændingelovens § 7 omfattet forfølgelse. Idet de generelt vanskelige forhold i hjemlandet hverken kan begrunde asyl eller beskyttelsesstatus, kan det ikke lægges til grund, at ansøgeren har været forfulgt ved udrejsen, eller at hun ved en tilbagevenden risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kan det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Afg/2010/36

Afg201035

Nævnet meddelte i juli 2010 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tadjik fra en navngiven landsby i Bagram-distriktet i Parwan-provinsen i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han og hans familie igennem mange år har været i konflikt med en navngiven kommandant. Konflikten udviklede sig, da ansøgerens familie afslog et ægteskabstilbud fra kommandantens broder. Ansøgerens familie var truet, og ansøgerens broder dræbte en nat, nevøen til kommandant [….. ] samt en anden person. Ansøgeren frygter ved en tilbagevenden til hjemlandet at blive slået ihjel af kommandant [……..] og hans broder. Endelig har ansøgeren henvist til, at faderen blev dræbt i den navngivne kommandants varetægt. Det bemærkes, at ansøgeren efter det foreliggende ikke risikerer overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnets flertal bemærker endvidere, at ansøgeren i det væsentlige har forklaret konsistent om det centrale i sit asylmotiv. Selvom ansøgeren har forklaret upræcist om, hvorledes familien var i stand til at opholde sig i nogen tid hos morbroderen efter flugten fra landsbyen, og selvom morbroderen, bortset fra den nævnte ransagning, efter det oplyste ikke er blevet opsøgt yderligere, kan flertallet ikke afvise, at ansøgerens broder dræbte den navngivne kommandants nevø og en anden person i forbindelse med den verserende konflikt med [……], og at ansøgeren derfor risikerer at blive offer for blodhævn. Da den navngivne kommandant endvidere efter det foreliggende er en lokal myndighed, kan ansøgeren ikke antages at ville kunne opnår myndighedernes beskyttelse. På denne baggrund finder Flygtningenævnets flertal, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet er i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Afg/2010/35

Afg201034

Nævnet meddeltei juli 2010 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborgerfra Afghanistan. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara fra en mindre by i Midan-provinsen i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv blandt andet henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af sønnerne til en navngiven mand, der mistede livet i et slagsmål med ansøgeren for nogle år tilbage. Ansøgeren har under sagen forklaret konsistent, og nævnet kan i sin helhed lægge hans forklaring om sit asylmotiv til grund. Det findes derefter at kunne lægges til grund, at ansøgeren op til udrejsen er blevet truet på livet af - og har været i slagsmål med dennes to sønner og svoger. Det kan ligeledes lægges til grund, at ansøgeren, efter at de pågældende ved en senere lejlighed havde angrebet ham med en halvanden meter lang kæp, skød en af dem i maven. Nævnet finder det på denne baggrund sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden vil være i risiko for overgreb fra de pågældende, som han ikke vil kunne opnå myndighedernes beskyttelse imod. Ansøgeren opfylder derfor betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Nævnet skal herefter tage stilling til, om ansøgeren er udelukket fra meddelelse af asyl som følge af bestemmelsen i Flygtningekonventionens art. 1F, subsidiært udlændingelovens § 10, stk. 2. Vedrørende den første episode, der fandt sted på det tidspunkt, mens Taliban havde magten i Afghanistan, og hvorunder den navngivne mand døde under et slagsmål med ansøgeren, lægger nævnet vægt på ansøgerens forklaring, hvorefter dødsfaldet må betragtes som en upåregnelig følge af ansøgerens handlinger. På denne baggrund finder nævnet ikke, at dette forhold har den tilstrækkelige grovhed til at kunne henføres under art. 1F, og efter en proportionalitetsafvejning findes forholdet heller ikke at kunne henføres under udlændingelovens § 10, stk. 2, nr. 2. Vedrørende den seneste episode i 2009, hvorunder ansøgeren skød en af dennes sønner i maven, lægger nævnet vægt på ansøgerens forklaring om, at handlingen fandt sted for at afværge et påbegyndt angreb fra sønnerne og svogeren, og at der var tale om kulminationen på et optrappet forløb med forudgående verbale og fysiske trusler på livet. Nævnet lægger også vægt på ansøgerens forklaring om, at han i forsvarsøjemed alene havde til hensigt at ramme den pågældende i benet, samt at der ikke er oplysninger om, hvorvidt den pågældende rent faktisk er afgået ved døden eller eventuelt alene blev lettere såret. Handlingen findes herefter ikke at have en sådan grovhed, at den ville udelukke opholdstilladelse efter Flygtningekonventionens art. 1F. Efter en konkret og samlet vurdering findes der dernæst, også henset til den manglende mulighed for at opnå alternativ beskyttelse, at foreligge sådanne særlige grunde, at der til trods for bestemmelsen i § 10, stk. 2, nr. 2 kan gives opholdstilladelse". Afg/2010/34

Afg201033

Nævnet stadfæstede i juni 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt tre børn fra Afghanistan. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er etnisk hazara fra Kabul i Afghanistan. Ansøgeren og hendes familie havde opholdt sig illegalt i Iran fra cirka 1995 til 2002, hvorefter de var vendt tilbage til Kabul. Ansøgeren og hendes familie var udrejst fra Kabul i 2008. Ansøgeren havde ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden frygtede, at hendes børn ikke ville kunne leve i fred for hendes svogers navngivne søn og at ansøgeren frygtede, at han ville kunne finde på at udsætte hende for hvad som helst. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgerens svoger i 1995/96 havde ønsket, at hans søn blev gift med ansøgerens navngivne ældste datter. Datteren havde modsat sig ægteskabet, og havde forsøgt at begå selvmord, hvorefter ansøgeren og hendes familie var flygtet til Iran. Ansøgerens ældste datter havde senere i 2001 giftet sig med ansøgerens samtykke med en anden fætter. Ansøgerens ægtefælle havde efter tilbagekomsten i 2002 til Kabul forgæves forsøgt at blive forsonet med sin bror. Flygtningenævnet fandt ikke, at denne familiekonflikt kunne begrunde asyl. Flygtningenævnet havde herved lagt vægt på, at årsagen til konflikten lå langt tilbage i tid, og at der efter ansøgerens forklaring ikke havde været nogen henvendelser fra svogeren og dennes familie i perioden 2002 og 2007. Flygtningenævnet fandt ikke, at drabet på ansøgerens ægtefælle i 2005 kunne begrunde, at der meddeltes ansøgeren asyl. Flygtningenævnet havde herved lagt vægt på, at myndighederne mente, at det var Taliban, som havde stået bag drabet på ansøgerens ægtefælle, og at ansøgeren efter sin forklaring ej heller dengang selv havde set en sammenhæng mellem familiekonflikten og drabet på ægtefællen. Flygtningenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgerens forklaring om, at nogle af svogerens søns venner to år senere i 2007 uden nogen særlig grund havde henvendt sig til hende og oplyst, at svogerens søn havde dræbt hendes ægtefælle, forekom usandfærdigt og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet forkastede ansøgerens forklaring om, at hendes svogers søn i 2007 havde overfaldet hendes navngivne ældste søn og nogle dage senere havde voldtaget hendes datter. Flygtningenævnet fandt det ikke sandsynligt, at hendes søn havde skullet kunne genkende svogerens søn, ligesom det heller ikke forekom sandsynligt, at svogerens søn, inden han havde voldtaget hendes datter, skulle have opgivet sin identitet. Flygtningenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren derefter havde opholdt sig i Kabul i et år uden problemer med svogerens søn eller andre. Flygtningenævnet fandt derfor ikke, at ansøgeren og hendes børn ved en tilbagevenden til Afghanistan ville være i en reel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Afg/2010/33

Afg201032

Nævnet stadfæstede i juni 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet tiltrådte, at ansøgeren var tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylsagsbehandling. Ansøgeren er etnisk hazara fra en navngiven landsby i Ghazni-provinsen i Afghanistan. Ansøgeren havde ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygtede at blive slået ihjel af de personer, som havde slået hans far ihjel for omkring seks år siden. Flygtningenævnet kunne i det væsentligste lægge ansøgerens forklaring til grund. Det fremgik blandt andet heraf, at to ukendte mænd omkring 4-5 måneder efter faderens død under et kidnapningsforsøg af ansøgeren havde stukket ansøgeren i halsen med en kniv. Ansøgeren havde videre forklaret, at han umiddelbart efter denne episode var flyttet med sin mor og søskende til en nærliggende landsby, hvor ansøgeren havde levet i skjul. Efter cirka et halvt år var ansøgeren og familien flyttet til Pakistan, hvor ansøgeren havde boet de sidste 5-6 år. Flygtningenævnet bemærkede, at der ikke var sandsynliggjort nogen sammenhæng mellem gerningsmændene fra kidnapningsforsøget og omstændighederne i forbindelse med faderens død, der fremstod som usikre. Hertil kom, at episoderne lå omkring seks år tilbage i tid. Flygtningenævnet fandt på den anførte baggrund ikke grundlag for at antage, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan i dag ville være i risiko for at blive efterstræbt på en asylbegrundende måde. Flygtningenævnet fandt herefter ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan ville være i risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller havde behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. De generelle forhold i Afghanistan, herunder for etniske hazaraer, kunne ikke i sig selv begrunde asyl for ansøgeren. Afg/2010/32

Afg201031

Nævnet meddelte i juni 2010 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst 2009. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er afghansk statsborger, etnisk hazara og shia-muslim, født i Jahorm i provinsen Shiraz i Iran. For omkring to år siden var ansøgerens familie flyttet tilbage til Ghazni provinsen i Afghanistan, hvor ansøgeren havde boet omkring et år, før han var udrejst. Ansøgeren havde ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt politisk aktiv. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til, at hans fader for omkring 30 år siden var konverteret fra sunni-muslim til shia-muslim. Faderen, der havde været mullah, havde fået problemer som følge heraf, og familien var flyttet til Iran. Kort efter, at familien var flyttet tilbage til Afghanistan, var ansøgerens fader blevet dræbt af sine tidligere fjender. Ansøgeren havde efterfølgende været udsat for et overfald begået af tre ukendte personer og havde modtaget et trusselsbrev, hvor han blev truet på livet, hvis han ikke konverterede til sunni-muslim. Ved en tilbagevenden til hjemlandet frygtede ansøgeren at blive slået ihjel af de samme personer, som havde dræbt hans fader. Flygtningenævnet kunne i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren kendte ikke nærmere til de personer, der havde dræbt faderen og sendt trusselsbrevet, udover at ansøgeren formodede, at det var yderliggående sunni-muslimer. Ansøgeren vidste ikke, om det havde været de samme personer, som havde stået bag overfaldet på ansøgeren. Flygtningenævnet fandt uanset dette, at ansøgeren på baggrund af drabet på faderen sammenholdt med trusselsbrevet, på grund af sin faders forhold ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i en reel risiko for forfølgelse fra de personer, der stod bag drabet på ansøgerens fader. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren ville kunne opnå myndighedernes beskyttelse herimod. Flygtningenævnet meddelte derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Afg/2010/31

Afg201030

Nævnet stadfæstede i juni 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2009. Ansøgeren havde henvist til en konflikt med sin søsters ægtefælle, der var en magtfuld person i lokalområdet. Denne havde for år tilbage, da ansøgeren var 9-10 år, slået ansøgerens fader ihjel og efterfølgende haft en konflikt med ansøgerens søster, der havde resulteret i, at søsteren var stukket af. Ansøgeren var af sin farbroder blevet rådet til at rejse til Iran. Han havde opholdt sig i Iran i 4-5 år, men var herefter blevet deporteret af de iranske myndigheder. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er etnisk tadjik og shia-muslim fra Herat, at ansøgeren ikke havde været politisk aktiv, og at ansøgeren ikke havde haft problemer med myndighederne. Ansøgeren havde som asylmotiv påberåbt sig, at han frygtede at blive slået ihjel af sin søsters ægtefælle, fordi ansøgerens søster var stukket af fra ham efter at være blevet gift med denne. Det måtte efter ansøgerens egne oplysninger tillægges vægt, at konflikten med søsterens ægtefælle lå tilbage i tid, at ansøgeren på daværende tidspunkt havde været barn, og at ansøgerens fader var blevet slået ihjel af søsterens ægtefælle. Dertil kom, at farbroderen ikke var blevet udsat for overgreb af søsterens ægtefælle, og at ansøgeren efter hjemkomsten fra Iran havde været i stand til at opholde sig i Herat uden at blive udsat for overgreb. Uanset det blev taget i betragtning at ansøgeren var analfabet, var det påfaldende, at ansøgeren kunne gengive så mange detaljer fra en periode, hvor han efter egne oplysninger havde været omkring ni-ti år gammel. Endvidere havde ansøgeren først til samtalereferatet oplyst om sit lange ophold i Iran. Endelig havde ansøgeren forklaret upræcist om sit kendskab til søsterens opholdssted, ligesom han først for Flygtningenævnet havde oplyst, at han af agenten i Grækenland havde fået oplyst, at farbroderen ville flygte fra Afghanistan. Under disse omstændigheder, og da ansøgeren, der i øvrigt fremstod helt uprofileret, heller ikke for Flygtningenævnet havde været i stand til at underbygge det påberåbte asylmotiv, forkastede Flygtningenævnet hans forklaring herom. Oplysningerne om de generelt vanskelige forhold i hjemlandet kunne hverken begrunde asyl eller beskyttelsesstatus. Det kunne herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren havde været forfulgt ved udrejsen, eller at han ved en tilbagevenden risikerede forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kunne det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Afg/2010/30

Afg20103

Nævnet meddelte i februar 2010 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2008. Ansøgeren havde arbejdet for en FN organisation, hvor han havde været med til at hjælpe afghanere, der var vendt tilbage fra Pakistan, blandt andet ved uddeling af tøj og penge. Flygtningenævnet lagde i overensstemmelse med oplysninger fra en navngiven FN organisation til grund, at ansøgeren fra 2004 og til sin udrejse i 2008 havde været ansat i flere flygtningelejre. På grundlag af ansøgerens forklaring, der forekom sammenhængende og troværdig, og som var understøttet af brevene fra indenrigs- og forsvarsministeriet, der var fremlagt i sagen, fandt Flygtningenævnet det sandsynliggjort, at ansøgeren som følge af sit arbejde for en navngiven FN organisation havde været udsat for gentagne trusler fra Taleban. Idet der henvistes til UNHCR’s rapport af 21. juli 2009 (baggrundsnotat 324) og Dansk Flygtningehjælps rapport af december 2009 [Landeprofil Afghanistan, Dansk Flygtningehjælp, udgivet december 2009], hvoraf det fremgik, at afghanere, der arbejdede for eller var associeret med internationale organisationer, var i risiko for forfølgelse af Taleban, fandt Flygtningenævnet det sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan ville være i reel risiko for at blive udsat for asylbegrundende forfølgelse. Flygtningenævnet meddelte derfor ansøgeren tilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Afg/2010/3.

Afg201029

Nævnet stadfæstede i juni 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er etnisk hazara, shia-muslim af trosretning fra en navngiven landsby i amtet Qarabagh, i Ghazni provinsen. Ansøgeren havde ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren havde som asylmotiv blandt andet henvist til, at han frygtede at blive tvangshvervet af Taliban og blive tvunget til at blive selvmordsbomber. Ansøgeren havde henvist til, at hans storebroder var blevet fanget af Taliban i 2005, og at Taliban havde været på ansøgerens bopæl og efterspurgt ansøgeren. Flygtningenævnet bemærkede, at ansøgerens forklaring på en række punkter ikke havde fremstået helt overbevisende. Uanset om ansøgerens forklaring helt eller delvist måtte blive lagt til grund, fandt nævnet ikke, at ansøgerens frygt for at blive tvangsrekrutteret af Taliban kunne begrunde, at betingelserne var opfyldt for at få asyl. Flygtningenævnet lagde blandt andet vægt på, at ansøgeren efter broderens tvangshvervning var forblevet i området i cirka fire år inden udrejsen i 2009. Flygtningenævnet fandt videre, at det beroede på ansøgerens formodninger, at det forhold, at Taliban i denne periode havde været i ansøgerens landsby og i den forbindelse kunne have spurgt efter ansøgeren, var udtryk for, at Taliban konkret havde forsøgt at tvangshverve ansøgeren. Flygtningenævnet fandt endvidere ikke, at det forhold, at yngre mænd generelt kunne være i risiko for tvangshvervning af Taliban, i sig selv kunne begrunde, at ansøgeren opfyldte betingelserne for asyl. Flygtningenævnet fandt herefter ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan ville være i en risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller, at han havde behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Afg/2010/29

Afg201028

Nævnet stadfæstede i juni 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan samt fire børn. Indrejst i 2008. I 2008 var ansøgeren blevet meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er etnisk sadat og shia-muslim fra Sanglakh i Afghanistan, at ansøgeren havde været tilknyttet partierne Wahdat og Harekat i en to-tre år i begyndelse af 1990’erne, og at hun ikke havde haft problemer med myndighederne. Ansøgeren havde som asylmotiv påberåbt sig, at hun frygtede at blive slået ihjel af personer fra Herakat- og Wahdat-partierne. Ansøgeren havde herved henvist til, at hun og ægtefællen tidligere havde været tilknyttet partierne, at ægtefællen var kommet i et modsætningsforhold til partierne og var blevet tilbageholdt og tortureret, at ægtefællen var flygtet ud af landet, at ansøgeren var flygtet til Herat-provinsen og senere til Iran. Herudover havde ansøgeren påberåbt sig, at hun var enlig kvinde med fire børn og uden netværk i Afghanistan. Efter det forelæggende lagdes det til grund, at ansøgeren alene havde udført praktisk arbejde for partierne i form af madlavning og tøjvask i et kortere åremål, at ansøgerens aktiviteter havde været begrænset, og at hun fremstod uprofileret. Ansøgeren havde ikke personligt haft nogle konflikter med de nævnte partier. Hertil kom, at konflikten med dem lå langt tilbage i tid, og at der var sket en ændring af magtforholdet i Afghanistan. Endelig måtte det tillægges vægt, at ansøgeren uden problemer havde fået udstedt afghanske pas på ambassaden i Teheran i sommeren 2008. Idet de generelt vanskelige forhold i hjemlandet, herunder forholdene for enlige kvinder, ikke i sig selv kunne begrunde asyl eller beskyttelsesstatus, kunne det herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerede forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at hun ved en tilbagevenden skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Afg/2010/28

Afg201027

Nævnet meddelte i juni 2010 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Afghanistan samt et barn. Indrejst i 2009. Ansøgeren havde boet i Afghanistan indtil 1984, hvor hun var 14 år. Flygtningenævnet lagde ansøgerens forklaring til grund idet det bemærkedes, at ansøgeren havde forklaret overensstemmende såvel til sagen som til den beskikkede advokat ifølge dennes indlæg og i nævnsmødet. Det lagdes derfor til grund, at ansøgeren var udrejst i 1984 af Afghanistan sammen med sin lillebroder og lillesøster efter forældrenes død. Ansøgeren havde sammen med sine søskende fået ophold på et børnehjem i Tadsjikistan, hvor hun havde gennemført skolegang og efterfølgende påbegyndt uddannelse til jordemoder eller sygeplejerske. I 1988 var hun flyttet sammen med sin samlever med hvem, hun havde samlevet i nærheden af hovedbyen. Deres fællesbarn var blevet født i 1993. På grund af borgerkrigen var de alle tre illegalt udrejst til Moskva i 1995, hvorefter de havde taget ophold i denne by, men på forskellige bopæle. Ansøgerens lillebroder var blevet dræbt i borgerkrigen i Tadsjikistan, og ansøgerens lillesøster var ved borgerkrigens begyndelse i 1991/1992 blevet sendt tilbage til Afghanistan, hvorefter ansøgeren ikke havde hørt mere til hendes skæbne. Ansøgeren antog, at hun ikke havde overlevet. Ansøgeren havde således ingen familie eller nærmere pårørende i Afghanistan, og hun havde ikke været i Afghanistan siden 1984. Ansøgeren havde boet i Moskva sammen med sin samlever og søn, indtil samleveren i slutningen af 2008 som følge af overfaldene på samleveren og sønnen i sommeren 2008 var rejst til Afghanistan for at undersøge, om familien kunne tage ophold i Afghanistan, herunder opnå identifikationsdokumenter og bolig. I begyndelsen af 2009 havde ansøgeren erfaret, at samleveren var blevet dræbt, uden at hun havde fået nærmere oplysninger om omstændighederne herved. Ansøgeren havde om familiens ophold i Moskva oplyst, at de mod bestikkelse på skiftende lokale politistationer havde opnået, at myndighederne ikke havde grebet ind overfor deres tilstedeværelse, og at hverken samleveren, ansøgeren eller deres søn på noget tidspunkt havde opnået officiel registrering eller officielle identifikationsdokumenter. Ansøgeren havde herved oplyst, at såvel hendes som samleverens identifikationsdokumenter var gået til grunde i Tadsjikistan. Hverken ansøgeren, samleveren eller sønnen havde indtil udrejsen i foråret 2009 haft officiel kontakt med de russiske myndigheder. Udrejsen havde skyldtes, at ansøgeren tidligere i 2009 var blevet overfaldet og forsøgt voldtaget af såkaldte skinheads. Overgrebet var ikke blevet forsøgt politianmeldt, da ansøgeren ikke havde turdet kontakte myndighederne, da hendes ophold ikke havde været registreret. Flygtningenævnet fandt, at ansøgeren, der i mere end 25 år ikke havde været i Afghanistan, og bortset fra de første barneår havde haft sin opvækst og voksenliv i dels Tadsjikistan dels Rusland, og som ikke havde nogen familie eller nære pårørende i Afghanistan, på den ovennævnte baggrund ved en tilbagevenden til Afghanistan som enlig kvinde uden nogen form for netværk, måtte antages at risikere nedværdigende eller umenneskelige overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Ved vurderingen af om Rusland herefter kunne tjene til ansøgerens første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3, lagde Flygtningenævnet vægt på, at ansøgeren havde haft hele sit ophold i Rusland uden identifikationsdokumenter, ligesom indrejsen havde været illegal. Ansøgerens ophold i Moskva havde været uregistreret. Opholdet havde været muliggjort ved løbende betaling af bestikkelse til forskellige lokale politistationer. Ansøgerens og sønnens udrejse havde været illegal. Ansøgeren havde således ingen opholdstilladelse i Rusland. En opholdstilladelse i Rusland måtte for ansøgeren endvidere indebære beskyttelse imod, at ansøgeren ikke udsendtes til Afghanistan, jf. ovenfor. Da Flygtningenævnet efter det anførte måtte anse det for forbundet med betydelig usikkerhed, om ansøgeren, der ansås for afghansk statsborger, kunne opnå en sådan beskyttelse, fandt Flygtningenævnet ikke, at det kunne kræves, at ansøgeren henvistes til at tage ophold i Rusland som første asylland. Afg/2010/27

Afg201026

Nævnet meddelte i juni 2010 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Afghanistan samt fire børn. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren og hendes børn er afghanske statsborgere fra provinsen Khosc. De er pashtuner og af religion muslimer. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til, at hendes ægtefælle og ældste søn var blevet dræbt af Taliban. Ægtefællen, der var blevet uddannet i Rusland, havde haft en ledende stilling i PDPA. Ansøgeren oplyste videre, at hun havde bragt sig i modstrid med Taliban og ældsterådet, idet hun havde brudt en aftale om at blive gift med en Taliban-kommandant. Hun frygtede at blive dræbt i den anledning. Ansøgerens asylmotiv sås ikke at være omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer lagde i al væsentlighed ansøgerens forklaring til grund. Disse voterende fandt, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i reel risiko for umenneskelig behandling, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Afg/2010/26

Afg201025

Nævnet stadfæstede i august 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende et ægtepar samt et barn fra Afghanistan.Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgerne er etniske tadjiker fra Herat i Afghanistan. Ansøgerne havde ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne havde som asylmotiv henvist til, at den mandlige ansøgers kompagnon var blevet bortført og dræbt af nogle lokale banditter, som efterfølgende i sommeren 2009 havde bortført den mandlige ansøger. Den mandlige ansøger var blevet løsladt mod, at hans fader havde betalt løsepenge. Faderen havde efterfølgende meldt kidnapperne til politiet, hvorfor ansøgerne frygtede repressalier fra disse. Endvidere frygtede ansøgerne, at den mandlige ansøger på ny skulle blive kidnappet, idet familien en gang havde betalt løsepenge for ham. Flygtningenævnet lagde i det væsentlige ansøgernes forklaringer til grund. Flygtningenævnet fandt, at den gruppe, som havde stået bag kidnapningen af den mandlige ansøger, måtte anses som en kriminel gruppe med aktiviteter af forskellig karakter, herunder kidnapninger. Nævnet bemærkede, at gruppens navngivne leder efter de foreliggende oplysninger var blevet dræbt af de amerikanske styrker efter ansøgernes udrejse af Afghanistan. Flygtningenævnet ville ikke udelukke, at politiet i Herat ikke ville være i stand til at yde den fornødne beskyttelse, hvis ansøgerne vendte tilbage dertil. Flygtningenævnet fandt imidlertid ikke grundlag for at antage, at den nævnte gruppe skulle forsøge at udsætte den mandlige ansøger for overgreb, såfremt han for eksempel skulle bosætte sig i Kabul. Flygtningenævnet fandt således ikke, at der var en tilstrækkelig konkret risiko herfor. Flygtningenævnet fandt således ikke, at ansøgerne risikerede forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller havde behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Afghanistan. Afg/2010/25

Afg201024

Nævnet meddelte i maj 2010 opholdstilladelse (B-status) til et ægtepar fra Afghanistan. Indrejst i 2009. Den mandlige ansøger havde lært den kvindelige ansøger at kende efter, at han i foråret 2009 havde arbejdet på det landbrug, hvor kvinden havde boet. Den mandlige ansøger havde anmodet den kvindelige ansøgers familie om hendes hånd. Efter kvindens familie havde brugt et par måneder på at overveje tilbuddet, havde de besluttet at bortgifte den kvindelige ansøger til en anden. Den mandlige ansøger og den kvindelige ansøger var derefter blevet enige om at flygte sammen. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgerne er etniske hazaraer fra en landsby i Orozgan-provinsen i Afghanistan, hvor de havde boet til udrejsen i 2008. Ansøgerne havde ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne havde som asylmotiv anført, at de frygtede at blive dræbt af den kvindelige ansøgers familie, idet de havde giftet sig mod hendes families ønske. Flygtningenævnet lagde ansøgernes forklaring til grund. Flygtningenævnet fandt det tilstrækkeligt sandsynliggjort, at ansøgerne på grund af ægteskabet ved en tilbagevenden til Afghanistan ville være i en konkret og individuel risiko for overgreb eller umenneskelig behandling fra den kvindelige ansøgers familie. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgerne ville kunne opnå de stedlige myndigheders beskyttelse imod denne risiko. Der meddeltes hermed ansøgerne opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Afg/2010/24

Afg201023

Nævnet stadfæstede i maj 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende et ægtepar samt to børn fra Afghanistan. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgerne tilhører Kermani-klanen, og er etnisk qezelbash/bayat og shia-muslimer fra en landsby i Jaghato bydistriktet, i Ghazni-provinsen, Afghanistan. Ansøgerne havde ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne havde som asylmotiv blandt andet henvist til, at den mandlige ansøger var søgt hvervet af Taliban, og at de frygtede repressalier ved en tilbagevenden, fordi den mandlige ansøger ikke havde levet op til Talibans krav. Uanset om det lagdes til grund, at den mandlige ansøger var blevet søgt hvervet af Taliban, fandt Flygtningenævnet ikke, at ansøgerne havde sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden ville være i Talibans søgelys på en sådan måde, at de ville være i risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller ville være i en reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet lagde herved blandt andet vægt på, at den mandlige ansøger var blevet opsøgt af Taliban i efteråret 2007 som led i den generelle hvervning af mænd i landsbyen, og at Taliban havde accepteret ansøgerens begrundelse for ikke at lade sig hverve på dette tidspunkt. Ansøgerne havde under nævnsmødet oplyst, at to andre familier i landsbyen havde afvist hvervningsforsøg af Taliban. Flygtningenævnet lagde videre vægt på, at den mandlige ansøger i forbindelse med den anden henvendelse omkring årsskiftet 2008 havde nægtet at lade sig hverve, og at Taliban i den forbindelse havde fremsat trusler mod ansøgeren og familien, såfremt han ikke ville lade sig hverve næste gang, Taliban ville henvende sig. Ansøgeren var herefter flygtet og havde skjult sig hos sin morbroder. Det indgik i Flygtningenævnets risikovurdering, at den mandlige ansøger, trods trusler imod familien, havde efterladt familien alene i landsbyen. Flygtningenævnet bemærkede videre, at ansøgernes forklaringer om Talibans efterfølgende henvendelser på bopælen havde fremstået som usikre og upræcise. Uanset om det lagdes til grund, at Taliban havde opsøgt familien på bopælen og udøvet hårdhændet behandling, fandt Flygtningenævnet ikke, at der var tale om forhold af en sådan karakter og intensitet, at det kunne føre til andet resultat. På denne baggrund og efter en samlet vurdering af sagens oplysninger fandt Flygtningenævnet ikke, at ansøgerne opfyldte betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Afg/2010/23

Afg201022

Nævnet meddelte i maj 2010 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er etnisk pashtu fra Nangarhar-provinsen i Afghanistan, men at han havde boet det meste af sit liv i Kabul. Ansøgeren havde ikke været medlem af nogen politisk eller religiøs forening eller organisation eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til, at en magtfuld kommandant fra Shoraie Nezar ville slå ansøgeren ihjel, da han havde haft et forhold til kommandantens datter. Ansøgeren havde herom forklaret, at han havde mødt datteren på sit tegnekursus, og at de var blevet forelsket i hinanden. Da kommandanten havde villet bortgifte hende til en ældre mand, havde ansøgeren taget datteren med til sit hjem. Da ansøgerens fader var blevet klar over, at kvindens fader var en fremtrædende kommandant, havde han besluttet, at ansøgeren og kvinden skulle flygte næste dag. Næste morgen, mens ansøgeren og faderen havde været væk fra hjemmet, var bevæbnede personer kommet til bopælen, hvor moderen var blevet slået, og kommandantens datter var blevet taget med. Ansøgeren var herefter rejst alene ud af Afghanistan. Uanset at ansøgerens forklaring på nogle punkter fremstod som mindre overbevisende, fandt Flygtningenævnet ikke fuldt tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte ansøgerens forklaring om sit asylmotiv. Flygtningenævnet fandt herefter, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan ville være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Afg/2010/22

Afg201021

Nævnet stadfæstede i maj 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende et ægtepar samt to børn fra Afghanistan. Indrejst i 2008. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgerne er etniske tadjiker fra Herat. Ansøgerne havde ikke været politisk aktive. Ansøgerne havde som asylmotiv blandt andet henvist til, at den mandlige ansøger under en bustur fra Kandahar mod Herat, hvori han havde befordret omkring 30 passagerer med bagage, var blevet standset af to personer, som han havde vurderet var fra Taliban. Ansøgerens medhjælper havde siddet ved rattet, og ansøgeren havde siddet ved siden af i bussen. De to personer fra Taliban havde bedt ansøgeren om at stige ud af bussen, hvorefter den ene person var steget ind i bussen. Ansøgeren var blevet beordret til at åbne bagagerummet i den side, der havde vendt ud mod vejkanten, hvorefter personen var begyndt at rode i passagerernes bagage. Ansøgeren havde spurgt, hvad han havde gang i, hvorefter ansøgeren var blevet ridset af personens bajonet på venstre hånd mellem lille – og langefingeren med et påviseligt ar til følge. Da personen havde lænet sig ind over bagagen, havde ansøgeren slået personen i baghovedet med en hjulnøgle fra bussen med det resultat, at personen var faldet om. Ansøgeren var flygtet fra stedet gennem skoven og havde fået kontakt med en ejer af en Toyota, som havde kørt ham til Herat. Den følgende dag havde ansøgeren og hans farbroder henvendt sig til busselskabet. Mens de var dér, var ansøgeren blevet ringet op af sin ægtefælle, der havde fortalt, at chaufførens ægtefælle stod ved deres hus og var meget vred over, at chaufføren ikke var vendt tilbage. Chaufføren er pashtun. Farbroderen havde rådet ansøgeren til at rejse sammen med den kvindelige ansøger, deres barn, den kvindelige ansøgers moder, samt ansøgerens moder samt broder, samt hans to mindreårige brødre. Ved en tilbagevenden frygtede den mandlige ansøger asylbegrundede overgreb fra Taliban eller chaufførens familie. Flygtningenævnet fandt, at der på nogle punkter var divergerende og usammenhængende forklaringer. Flygtningenævnet fandt det således påfaldende, at der ikke forelå oplysninger om passagererne i bussen, herunder hvad de havde foretaget sig i forhold til, hvad personerne fra Taliban havde gjort i bussen. Flygtningenævnet fandt det endvidere påfaldende, at chaufførens ægtefælle efter de foreliggende oplysninger allerede var underrettet om det passerede, da hun dagen efter overfaldet havde opsøgt ansøgernes bopæl. Endvidere bemærkede Flygtningenævnet, at der ikke synes at have været nogen rimelig forklaring på, at både ansøgerens moder og den kvindelige ansøgers moder i samtalen med Udlændingeservice havde kunnet forklare relativt deltaljeret om overfaldet til trods for, at den mandlige ansøger under hele forløbet havde fastholdt, at han for at skåne de kvindelige medlemmer af familien ikke havde fortalt detaljeret om overfaldet til andre end farbroderen. Uanset om det kunne lægges til grund til sagen, at den mandlige ansøger var blevet overfaldet af to personer, der angiveligt tilhørte Taliban, og at ansøgerens chauffør var forsvundet, fandt Flygtningenævnet, at konflikten grundlæggende var af privatrelig karakter, ligesom konflikten var enkeltstående. Konflikten var som udgangspunkt ikke asylbegrundende. Flygtningenævnet bemærkede, at Herat-området ifølge de foreliggende baggrundsoplysninger generelt var et roligt område uden det større behov for afghanske tropper, og at retsvæsenet og politiet ligeledes ifølge baggrundsoplysningerne fungerede bedre end andre steder i Afghanistan. Dette fremgik blandt andet af rapport fra Migrationsverket, dateret den 2. februar 2010 [bilag nr. 336]. Flygtningenævnet lagde vægt på, at ansøgerne ikke havde søgt de stedlige myndigheder, herunder det stedlige politi om hjælp i forbindelse med det stedfundne røveri ved bussen. Under disse omstændigheder fandt Flygtningenævnet det ikke sandsynliggjort, at ansøgerne ved en tilbagevenden til hjemlandet ville risikere asylbegrundede forfølgelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at de ville være i en reel risiko for dødsstraf eller at blive undergivet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Det forhold, at ansøgerne er etniske tadjiker, kunne ikke føre til noget andet resultat. Flygtningenævnet bemærkede derved, at det fremgik af baggrundsoplysningerne, at der i Herat-området befandt sig stort set lige mange pashtuner og tadjiker. Der var ikke oplysninger, der tydede på, at der i området var alvorlige konflikter mellem de to befolkningsgrupper. Indholdet af den afghansk-sprogede erklæring, som ansøgeren havde fremlagt i advokatindlægget, kunne ej heller føre til noget andet resultat. Afg/2010/21

Afg201020

Nævnet stadfæstede i maj 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er etnisk pashtun og stammer fra Konduz provinsen, bydistriktet Ali Abad. Ansøgeren havde ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren havde som asylmotiv blandt andet henvist til, at han havde været tvangshvervet af Taliban, og han frygtede repressalier, fordi han efter orlov ikke var vendt tilbage til Taliban og i stedet var flygtet. Uanset om det lagdes til grund, at ansøgeren havde været tvangshvervet af Taliban, fandt Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i Talibans søgelys på en sådan måde, at ansøgeren ville være i risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller ville være i en reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren fremstod som helt uprofileret, og det kunne således ikke lægges til grund, at Taliban var gået specielt efter ansøgeren. Flygtningenævnet lagde videre vægt på, at han under det ti dags lange ophold hos Taliban alene var blevet forsøgt overtalt til at tilslutte sig organisationen, at han alene havde transporteret våben en gang under en kort aktion, og at han havde fået lov til at tage hjem på orlov i ti dage. Flygtningenævnet lagde endvidere til grund, at Taliban ikke havde foretaget henvendelser på bopælen, uanset ansøgeren ikke var vendt tilbage til Taliban, men var udrejst. Flygtningenævnet lagde ikke vægt på, at ansøgerens moder under en telefonsamtale efter advokatsamtalen og for en fire-fem dage siden havde oplyst, at Taliban havde været på familiens bopæl fire-fem gange. Flygtningenævnet fandt herefter ikke, at ansøgeren opfyldte betingelserne efter lovens § 7. Afg/2010/20

Afg20102

Nævnet meddelte i februar 2010 opholdstilladelse (B-status) til en mindreårig, mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er fra Nahoor-området i Ghazni. Han er hazara, muslim, og han havde ikke i øvrigt været hverken politisk eller religiøst aktiv. Det lagdes til grund, at ansøgeren var 14 år, og at han kun havde begrænsede skolekundskaber. Han kom desuden fra en lille landsby, hvor der efter det oplyste hverken var postvæsen eller telefon. Ved vurderingen af, om ansøgeren var tilstrækkeligt moden til, at det var forsvarligt at foretage en asylbedømmelse, lagde Flygtningenævnet vægt på, at ansøgeren havde forstået, at hans forældre havde fået ham sendt ud af landet, fordi forældrene havde frygtet, at Taleban ville kidnappe ham, ligesom de efter det oplyste havde gjort ved i hvert fald to af hans skolekammerater. Flygtningenævnet tiltrådte derfor, at ansøgeren var tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylsagsbehandling. Ved afgørelse af, om ansøgeren herefter opfyldte betingelserne for at få asyl, lagde Flygtningenævnet for det første vægt på, at ansøgerens forklaringer stemte overens med baggrundsoplysningerne, herunder at Taleban kidnappede unge drenge for at benytte disse som selvmordsbombere. For det andet lagde Flygtningenævnet vægt på, at ansøgeren inden for få dage havde oplevet, at Taleban havde opsøgt ham og hans skolekammerater på skolen, og at Taleban to dage senere havde kidnappet to drenge fra ansøgerens skole, der havde gået på vejen et kort stykke foran ansøgeren. For det tredje havde ansøgerens forældre handlet meget hurtigt og resolut, idet de tre dage efter den nævnte kidnapning havde fået sendt ansøgeren bort fra landsbyen og ud af landet. Når der for det fjerde blev taget hensyn til, at beviskravene nødvendigvis under hensyn til ansøgerens alder og modenhed måtte svækkes med hensyn til detaljeringsgrad, fandt Flygtningenævnet ud fra en samlet vurdering, at ansøgeren i tilstrækkelig grad havde sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan ville være i en konkret og individuel risiko for kidnapning og overgreb fra Talebans side, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Afg/2010/2.

Afg201019

Nævnet meddelte i april 2010 opholdstilladelse (B-status) til et ægtepar samt 3 børn fra Afghanistan. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet fandt, at ansøgernes forklaringer til sagen, til den beskikkede advokat ifølge dennes indlæg og i nævnsmødet i alt væsentligt havde været overensstemmende. Nævnet lagde derfor forklaringerne til grund. Den kvindelige ansøger havde forklaret, at hendes tidligere ægtefælle, mens hun havde været gravid med det yngste barn, havde forladt det hjem, hvor de havde levet sammen. Hjemmet havde været et stort hus, hvor også den tidligere ægtefælles 27 år ældre broder havde boet. Denne broder, den tidligere svoger, var en magtfuld klanleder, der endvidere havde tilegnet sig den arv, der var tilkommet hendes tidligere ægtefælle. Efter ca. et år fra den tidligere ægtefælles udrejse, var det blevet bekræftet, at denne var afgået ved døden. Herefter havde svogeren forsøgt at presse den kvindelige ansøger til at gifte sig med sig. Den kvindelige ansøger havde afvist og var herefter blevet udsat for tiltagende grov vold, blandt andet i form af slag og brænding med varme genstande på hænderne, ligesom hun var blevet stukket med en skruetrækker eller kniv. Efter to år var det lykkedes den kvindelige ansøger at flygte til sine forældre i Herat. Hun havde mødt den mandlige ansøger i denne by. De havde aftalt ægteskab, men den mandlige ansøgers familie havde været imod. Da den kvindelige ansøger havde opholdt sig ca. et år hos forældrene i Herat, var svogeren dukket op og havde krævet ægteskab med det samme. Den kvindelige ansøgers fader havde hjulpet hende samme dag med at udrejse. Udrejsen havde fundet sted sammen med den mandlige ansøger og den kvindelige ansøgers tre mindreårige døtre. Den kvindelige ansøger havde efterfølgende fra sin broder i London erfaret, at hendes forældre i Herat var udrejst til Iran på grund af trusler fra den tidligere svoger. Den mandlige ansøger havde forklaret, at hans familie havde været imod det ægteskab, han under flugten havde indgået med den kvindelige ansøger i Tyrkiet. Endvidere var hans forældre i Herat flyttet, da den kvindelige ansøgers tidligere svoger havde truet dem. Da Flygtningenævnet fandt, at det måtte lægges til grund, at den kvindelige ansøgers tidligere svoger gennem længere tid havde udøvet vold og trusler mod hende, efterfølgende havde opsøgt hende i hjembyen Herat og fortsat havde krævet ægteskab og udlevering af de tre mindreårige børn, og at den kvindelige ansøger derfor havde måttet udrejse, ligesom hendes forældre efterfølgende ligeledes havde måttet udrejse på grund af den tidligere svogers trusler, fandt nævnet, at svogerens overgreb mod den kvindelige ansøger indebar, at den kvindelige ansøger ved en tilbagevenden til Afghanistan var i en risiko for overgreb af et omfang og en karakter, som ansøgeren ikke kunne henvises til at søge de afghanske myndigheders beskyttelse imod. Det indgik i denne vurdering, at den mandlige ansøger tillige var blevet opsøgt og udsat for vold af den tidligere svoger, og at også den mandlige ansøgers familie havde måttet flytte på grund af svogerens trusler. Nævnet fandt, at dette bestyrkede oplysningerne om, at den tidligere svoger måtte anses for en magtfuld klanleder. På denne baggrund fandt Flygtningenævnet, at den kvindelige ansøger, der havde tre mindreårige børn, som den tidligere svoger også havde gjort krav på, da børnene var fra ægteskabet med den kvindelige ansøgers første ægtefælle, ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerede overgreb eller umenneskelig eller nedværdigende behandling, som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Nævnet fandt, at den mandlige ansøger, der var udrejst sammen med den kvindelige ansøger og de mindreårige børn, og som var indrejst ca. en uge efter den kvindelige ansøger, som konsekvens af den kvindelige ansøgers forhold tilsvarende havde krav på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Afg/2010/19

Afg201018

Nævnet stadfæstede i april 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2009. Ansøgeren var mindreårig. Ansøgeren havde henvist til frygt for tvangshvervning fra Taliban. Ansøgeren havde i 2007 som 14-årig forsøgt at flygte fra Afghanistan, men var blevet sendt tilbage i 2009 efter blandt andet en længere periode i Grækenland. Flygtningenævnet tiltrådte, at ansøgeren var tilstrækkelig moden til at få behandlet sin asylansøgning. Ansøgeren er etnisk hazara og stammede fra bydistriktet Qarabagh, som er beliggende i Ghazni provinsen. Ansøgeren havde ikke været politisk aktiv og havde ikke haft problemer med myndighederne. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til, at han frygtede tvangsrekruttering af Taliban, der var en magtfaktor i hans hjemområde. Flygtningenævnet kunne i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund, herunder at ansøgerens broder var blevet tvangshvervet i familiens hjem af Taliban i 2007. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer fandt ikke, at ansøgerens frygt for at blive tvangsrekrutteret af Taliban kunne begrunde, at betingelserne for asyl var opfyldt. Flertallet lagde vægt på, at ansøgeren efter broderens tvangshvervning var forblevet i landsbyen to-tre måneder inden sin udrejse i 2007, og at ansøgeren hverken i denne periode, eller i den periode, hvor han havde opholdt sig i landsbyen efter hjemkomsten til Afghanistan i 2009, havde været udsat for hvervningsforsøg fra Taliban. Flertallet fandt ikke, at det forhold, at yngre mænd generelt kunne være i risiko for tvangshvervning af Taliban i sig selv kunne begrunde, at ansøgeren opfyldte betingelserne for asyl. Flygtningenævnets flertal fandt herefter ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan ville være i risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han havde behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Afg/2010/18

Afg201017

Nævnet meddelte i april 2010 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2009. Ansøgeren havde henvist til, at hans fader havde haft en fremtrædende position i KHAD og var blevet dræbt i 1999. Herefter havde ansøgeren og hans moder boet i henholdsvis Pakistan og Iran. I 2009 var ansøgeren blevet deporteret til Afghanistan, og her var han blevet tilbageholdt og tortureret af Taliban. Det var lykkedes ansøgeren at flygte fra fængslet efter 3 ugers ophold. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren, der er tadjik og opvokset i Kabul, som asylmotiv havde gjort gældende, at han ved en tilbagevenden ville være i risiko for overgreb som følge af hans nu afdøde faders tilknytning til KHAD. Nævnet bemærkede, at ansøgerens forklaring om egne problemer ved genindrejsen i Afghanistan i 2008-9, efter opholdet i Pakistan og Iran, havde været divergerende og udbyggende og derfor tilsidesattes. Nævnet fandt imidlertid uanset dette at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund om, at faderen var blevet dræbt i 1999 af Mujahedin på grund af medlemskab af KHAD. Ansøgeren havde ikke kunnet forklare nærmere om faderens rang i partiet, men henset til ansøgerens alder, fandte dette imidlertid ikke at kunne komme ham til skade. På denne baggrund og under hensyn til ansøgerens fader og brødre rent faktisk var blevet dræbt, fandt nævnet, at ansøgeren på tilstrækkeligt vis havde godtgjort, at også han vil være i risiko for overgreb, som myndighederne ikke ville kunne beskytte ham mod, hvis han vendte tilbage til Afghanistan. Det bemærkedes, at ansøgeren, der ikke selv havde været politisk aktiv, ikke fandtes omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet fandt således, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han ville være i en reel risiko for dødsstraf eller for at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til hjemlandet. Flygtningenævnet meddelte derfor ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Afg/2010/17

Afg201016

Nævnet meddeltei april 2010 opholdstilladelse (K-status) til et ægtepar samt to børn fra Afghanistan. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte, at det fremgik af sagen, at ansøgerne er etniske tadjiker fra Herat. De havde ikke været politisk aktive. Som asylmotiv havde ansøgerne angivet, at den mandlige ansøger i Afghanistan var konverteret til kristendommen. Videre havde ansøgerne angivet, at den mandlige ansøger i hjemlandet i den anledning havde været udsat for et alvorligt knivoverfald. Endeligt havde de angivet, at den mandlige ansøgers familie og andre havde fremsat trusler på livet mod den mandlige ansøger. Flygtningenævnet lagde i alt væsentlighed ansøgernes forklaring til grund. Det bemærkedes i den forbindelse, at den mandlige ansøger på grund af religiøse forhold ville være i en reel risiko for at blive udsat for umenneskelig behandling fra sin egen families side, som han ikke kunne forvente at opnå myndighedernes beskyttelse imod. Under de således foreliggende omstændigheder fandt Flygtningenævnet, at den mandlige ansøger var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Som konsekvens heraf opfyldte den kvindelige ansøger betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse efter samme bestemmelse. Afg/2010/16

Afg201015

Nævnet stadfæstede i april 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende et afghansk ægtepar samt fem børn. Den kvindelige ansøger samt tre børn var indrejst i Danmark i slutningen af 2008, mens den mandlige ansøger samt to børn var indrejst i Danmark i starten af 2009. Flygtningenævnet udtalte, ansøgerne er afghanske statsborgere og etniske hazararer fra Kabul, hvor de havde boet frem til udrejsen i 2008. Den kvindelige ansøger havde ikke anført noget selvstændigt asylmotiv, men havde henvist til den mandlige ansøgers asylmotiv. Den mandlige ansøger havde som sit asylmotiv anført, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygtede Hezb-e-Islami. Uanset om det lagdes til grund, at den mandlige ansøger i forbindelse med, at han sammen med fire venner havde bemandet en kontrolpost for Hezb-e-Islami, var flygtet med de udleverede våben og havde afleveret disse til Hezbe Whadat, kunne dette ikke i sig selv begrunde asyl. Flygtningenævnet forkastede den mandlige ansøgers forklaring om, at han på grund af episoden i 1993, i 2008 i sin taxa var blevet kidnappet af tre personer fra Hezb-e-Islami, samt at disse personer sammen med to andre omkring fire måneder senere var trængt ind i hans bolig og havde forsøgt at tage ham med. Flygtningenævnet fandt, at denne forklaring forekom utroværdig. Flygtningenævnet lagde herved lagt vægt på, at ansøgeren havde opholdt sig i Kabul fra 1993 til 2008, uden at han i den periode havde haft problemer med Hezb-e-Islami. Flygtningenævnet lagde også vægt på, at de påståede frigivelsesbetingelser havde været meget upræcise, ligesom ansøgerens forklaring om overfaldsmændenes flugt fra ansøgerens hus havde virket usandsynlig. Flygtningenævnet fandt under disse omstændigheder ikke, at ansøgerne ved en tilbagevenden til Afghanistan ville være i en konkret og individuel risiko for forfølgelse eller for at blive udsat for overgreb eller umenneskelig behandling. Afg/2010/15

Afg201014

Nævnet meddelte i april 2010 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2009. Ansøgeren havde henvist til, at han i 2001-2002 havde fungeret som lokal vagt for Taliban. Han var stoppet med dette arbejde i 2002, da Taliban mistede magten i lokalområdet. I 2008 havde myndighederne, som havde intensiveret eftersøgningen af Taliban medlemmer, ransaget ansøgerens hus og havde her fundet våben. Ansøgeren forklarede, at disse våben ikke havde tilhørt ham, men formentlig hans fader, der i 1990´erne havde fungeret som gruppeleder i Hezb-e-Islami. Myndighederne havde dog lagt til grund, at våbnene tilhørte ansøgeren. Ansøgeren var ikke hjemme, da ransagningen fandt sted, og det var lykkedes ham at flygte. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er afghansk statsborger og etnisk pashtun fra bydistriktet Khugiani i Nangahar provinsen, hvor han havde boet indtil sin udrejse i 2009. Ansøgeren havde som sit asylmotiv anført, at han frygtede myndigheder, som havde mistænkt ham for at arbejde for Taliban. Flygtningenævnet lagde i det væsentlige ansøgerens forklaring til grund. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer lagde til grund, at ansøgeren tidligere havde arbejdet for Taliban, samt at myndighederne under en ransagning i 2008 havde fundet nedgravede våben i ansøgerens kostald, hvorefter ansøgeren var flygtet. Flygtningenævnets flertal fandt under disse omstændigheder, at ansøgeren på grund af myndighedernes mistanke om, at han stadig arbejdede for Taliban ved en tilbagevenden til Afghanistan ville være i en konkret og individuel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Afg/2010/14

Afg201013

Nævnet meddelte i april 2010 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er etnisk tadjik og sunnimuslim fra Kabul. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til, at han frygtede at blive dræbt af den gruppe, formentlig Jamiat E-Islami, der havde stået bag drabet på ansøgerens fader i 2002. Ansøgeren havde herved anført, at faderen havde haft en fremtrædende position i Kabul under PDPA. Ansøgeren havde videre henvist til, at familien efter drabet var flygtet til Pakistan, hvor ansøgeren og hans brødre efter nogen tid af deres moder var blevet sendt videre til Iran på grund af trusler imod brødrene. Ansøgeren havde endelig henvist til, at ansøgerens broder i 2008 i Kabul var blevet bortført af ukendte personer, hvor det var lykkes ansøgeren at flygte. Ansøgeren var ikke bekendt med, hvad der efterfølgende var sket med broderen. Flygtningenævnet lagde i det væsentlige ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet meddelte i starten af 2003 en af ansøgerens brødre opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Det fremgik af denne afgørelse, at Flygtningenævnet ikke fandt at kunne afvise, at broderen på grund af sin faders og morbroders profilering og aktiviteter under det kommunistiske styre ved en tilbagevenden ville være i risiko for asylbegrundende overgreb fra de nuværende magthaveres side. Flygtningenævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at broderen og hans familie under Mujahedin i perioden 1992 til 1996 havde nydt særlig beskyttelse på grund af familiens kendskab til en navngiven kommandant fra Jamiat E-Islami. Ansøgerens familie havde fra 1996 til 2000 opholdt sig i Pakistan. Flygtningenævnet fandt på denne baggrund sammenholdt med, at nævnet ikke fandt at kunne afvise, at de efterfølgende trusler mod ansøgeren og hans brødre og kidnapningen havde sammenhæng med ansøgerens faders profilering, at ansøgeren som følge heraf ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Afg/2010/13

Afg201012

Nævnet stadfæstede i april 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende et ægtepar samt deres fire børn fra Afghanistan. Indrejst i 2009. Ansøgerne havde henvist til konflikter med Taliban. Den mandlige ansøger havde i perioden 1995-1997 været tilbageholdt af Taliban, eftersom han havde været kommandant i Harakat E-Islami fra 1980 til 1992. I 2007 havde ansøgernes nabo, der samarbejdede med Taliban, ønsket at indgå ægteskab med ansøgernes mindreårige datter, hvilket ansøgeren havde afslået. Tre uger senere var ansøgerens ældste søn blevet skudt og dræbt. Det var ansøgerens formodning, at han selv havde været målet, idet sønnen havde anvendt ansøgerens motorcykel. Den mandlige ansøger havde efterfølgende modtaget trusselsbreve fra Taliban. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgerne er etniske tadjiker og shia-muslimer fra Herat. Den mandlige ansøger havde som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet frygtede at blive dræbt af Taliban, idet ansøgeren i perioden 1980 – 1992 havde været tilknyttet Harakat E-Islami, og i den sidste del af perioden havde været en profileret kommandant. På denne baggrund havde Taliban nu ønsket, at ansøgeren skulle tilslutte sig Taliban. Ansøgerne gjorde under nævnsmødet ikke gældende, at ansøgerne ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerede asylbegrundende forfølgelse fra de afghanske myndigheder. Flygtningenævnet fandt ikke, at den mandlige ansøgers tilbageholdelse af Taliban i perioden fra 1995 til 1997 på nuværende tidspunkt kunne begrunde asyl. Flygtningenævnet havde lagt vægt på, at tilbageholdelserne lå langt tilbage i tid, og at ansøgerne efterfølgende havde boet i området uden problemer med Taliban indtil 2007. Flygtningenævnet kunne ikke lægge til grund, at den mandlige ansøger på grund af sin profilering forud for 1992 på nuværende tidspunkt risikerede asylbegrundende overgreb fra Taliban ved en tilbagevenden til hjemlandet. Flygtningenævnet fandt, at det alene byggede på ansøgernes formodninger, at Taliban havde stået bag drabet på ansøgernes søn i 2007, ligesom det byggede på formodninger, at Talibans mål havde været den mandlige ansøger, og at Taliban havde forvekslet sønnen med den mandlige ansøger. Flygtningenævnet lagde endvidere vægt på, at der herskede en betydelig usikkerhed med hensyn til tidspunkter for og form og indhold af de angivelige trusler, som den mandlige ansøger skulle have modtaget fra Taliban. Den mandlige ansøger havde desuden opholdt sig i hjemlandet i cirka et år efter drabet på sønnen inden udrejsen. Den kvindelige ansøger havde henvist til den mandlige ansøgers forhold. Flygtningenævnet fandt derfor ikke, at ansøgerne ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i en reel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Det forhold, at en angivelig Taliban sympatisør havde ønsket at blive gift med ansøgernes mindreårige datter, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Afg/2010/12

Afg201011

Nævnet stadfæstede i april 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2009. Ansøgeren havde en jordkonflikt med et familiemedlem og forklarede for nævnet, at familiemedlemmet derfor havde truet ansøgerens familie og havde slået ansøgerens fader og efterfølgende ansøgerens broder ihjel. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren, der er etnisk hazara fra Ghazni, som asylmotiv havde gjort gældende, at han ved en tilbagevenden var i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, fra en halvfarbroder med udspring i en jordstrid. Flygtningenævnet fandt at kunne lægge ansøgerens forklaring om jordstriden til grund. Flygtningenævnet fandt imidlertid ikke, at dette forhold kunne begrunde asyl. Flygtningenævnet bemærkede herved, at ansøgeren havde forklaret, at det omstridte jordstykke var afhændet, og at de andre farbrødre efter det oplyste ikke havde haft problemer med halvfarbroderen efter deres afhændelse af jorden. Flygtningenævnet bemærkede i øvrigt, at de generelle trusler mod ansøgerens familie, som ansøgeren havde forklaret om for nævnet, var fremsat inden mordet på faderen, og at det ikke fandtes sandsynliggjort, at det senere drab på broderen havde relation til jordstriden. Ansøgerens anbringende for nævnet om, at der muligvis forelå en anden konflikt mellem faderen og halvfarbroderen eller et rent hævnmotiv, var ikke sandsynliggjort. Flygtningenævnet fandt det herefter ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan ville være i risiko for asylbegrundende forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, idet han ikke ville være i reel risiko for dødsstraf eller blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Det bemærkedes ex tuto, at ansøgeren, der ikke havde været politisk aktiv eller havde haft konflikter med myndighederne, ikke fandtes i risiko for asylbegrundende forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Afg/2010/11

Afg201010

Nævnet stadfæstede i marts 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mindreårig, mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2009. Ansøgeren er etnisk hazara og shiamuslim. Ansøgeren havde i sit hjemland været hyrde. I 2007 var ansøgerens fader forsvundet. En uge senere på bjerget, hvor ansøgeren havde opholdt sig sammen med sine dyr, var han blevet overfaldet af tre til fire pashtuntalende personer, der via tegnsprog havde spurgt ind til, hvor faderen opbevarede våben. Ansøgeren havde ikke vidst, om faderen opbevarede våben, og til sidst var han besvimet på grund af knivstik mv. Ansøgeren var efter overfaldet flygtet til Iran, hvor han havde opholdt sig, indtil hans faders ven havde kontaktet ham og fortalt, at ansøgeren ikke længere var sikker i Iran. Flygtningenævnet tiltrådte, at ansøgeren var tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylsagsbehandling. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgerens fader var forsvundet. Nævnet fandt imidlertid ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han som følge heraf var i konkret risiko for at blive forfulgt af Taleban. Flygtningenævnet bemærkede i den forbindelse, at ansøgeren væsentligt havde udbygget sin forklaring på nævnsmødet med hensyn til, dels at der skulle være fundet fire kalashnikov-geværer hos faderen, dels med hensyn til begivenheden på bjerget. Flygtningenævnet kunne ikke lægge disse dele af forklaringen til grund. Det fandtes heller ikke sandsynliggjort, at ansøgeren på grund af sin alder ville være i reel og konkret risiko for kidnapning af Taleban, og selve den abstrakte mulighed herfor fandtes ikke at kunne give grundlag for meddelelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Afg/2010/10.

Afg20101

Nævnet meddelte i januar 2010 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er pasthun og sunni-muslim fra Kabul, og at ansøgeren ikke havde været politisk aktiv eller i øvrigt haft problemer med myndighederne. Det lagdes videre til grund, at et navngivent barnebarn af ansøgerens faders farbroder havde ønsket at indgå ægteskab med ansøgeren, hvilket ansøgeren ikke havde været interesseret i, at ansøgerens fader omkring 2003/2004 havde holdt den navngivne persons familie hen med henvisning til, at ansøgeren var under uddannelse, at ansøgeren i 2005 havde truffet sin nuværende ægtefælle, og at ansøgeren havde indgået ægteskab i 2008. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer lagde efter ansøgerens forklaring videre til grund, at den navngivne persons fader havde ringet til ansøgerens fader og truet ansøgerens familie med henvisning til, at hans ære var blevet krænket, og at ansøgerens familie herefter havde taget ophold i Pakistan i efteråret 2008. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer lagde efter ansøgerens forklaring videre til grund, at ansøgeren havde været til sygeeksamen i foråret 2009, at hun herunder havde truffet den navngivne person på gaden, og at han havde truet ansøgeren med hævn, og at han ville efterstræbe hende på livet og herunder kaste syre i hendes ansigt. Når der henset til de foreliggende baggrundsoplysninger, og da myndighederne ikke ville kunne antages at være i stand til at yde ansøgeren den fornødne beskyttelse, fandtes ansøgeren herefter at have sandsynliggjort, at hun ved en hjemvenden ville være i en reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Afg/2010/1

Afg20099

Nævnet stadfæstede i februar 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2008. Ansøgerens, som er etnisk tajik, havde som asylmotiv henvist til en jordstrid med en kommandant, som havde overtaget ansøgerens jord. Ansøgeren henviste endvidere til, at han havde skudt kommandantens nevø. Endelig havde ansøgeren været med i en gruppe, som havde bekæmpet kommandantens gruppe. Flygtningenævnet lagde til grund, at den af ansøgeren påberåbte konflikt vedrørende jord ifølge ansøgerens egen forklaring i nævnet var blevet løst ved, at hans fader i lighed med andre i landsbyen havde afgivet ansøgerens jord til kommandanten. Flygtningenævnet kunne ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han havde deltaget i drabet på kommandantens nevø, til grund, idet ansøgeren havde forklaret uddybende og til dels modstridende om dette forhold. Han havde således til samtalen i Udlændingeservice forklaret, at han ikke havde slået nogen ihjel, og at han ikke havde vidst, hvem der havde slået nevøen ihjel, herunder om det havde været Sabaz-gruppen selv. Under samtalen i nævnet forklarede han derimod, at det havde været ham, som havde skudt nevøen, og at de ikke havde været så tæt på hinanden, at han havde genkendt ham. Den omstændighed, at ansøgeren i 2001-2002 måtte have deltaget i en gruppe på to-trehundrede personer, som havde været i et modsætningsforhold til kommandantens gruppe, kunne ikke i sig selv medføre, at ansøgeren opfyldte betingelserne for at blive meddelt opholdtilladelse efter udlændingelovens § 7. Det kunne ikke lægges til grund, at ansøgeren på nogen måde havde været profileret i denne gruppe. Afg/2009/9

Afg20098

Nævnet meddelte i februar 2009 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2008. Ansøgeren var mindreårig. Flygtningenævnet tiltrådte, at ansøgeren var tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylsagsbehandling. Flygtningenævnet lagde endvidere til grund, at ansøgeren er etnisk hazara fra Helman-provinsen, og at ansøgeren siden 2002 havde boet sammen med sin familie i Teheran, Iran. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygtede at blive dræbt af familien til en etnisk pashtuner, som ansøgerens fader havde dræbt i 2002 i forbindelse med en konflikt mellem ansøgerens farfader og fader og den pågældende pashtun om retten til en vandingstur til jorden. Ansøgeren havde henvist til, at den konflikt havde været baggrunden for, at hele familien var flygtet til Iran. Ansøgerens forklaring under sagens behandling havde været divergerende, herunder vedrørende en forklaring, der var blevet nedskrevet i ansøgerens lommebog. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer fandt ikke, herunder også henset til ansøgerens unge alder, at kunne forkaste det væsentlige i ansøgerens forklaring om asylmotivet. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer fandt på denne baggrund sammenholdt med, at ansøgeren var etnisk hazara og mindreårig fra Helman-provinsen, at der var grundlag for at antage, at ansøgeren ville være i en reel risiko for dødsstraf eller for at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til hjemlandet. Afg/2009/8

Afg20097

Nævnet meddelte i februar 2009 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2008. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er etnisk pashtun, sunni-muslim og født i Laghman-provinsen i 1986. Siden 1992 havde han boet i Pakistan bortset fra to perioder af en sammenlagt varighed på knap to år. Han havde ikke været politisk- eller religiøst aktiv. Det lagdes efter ansøgerens forklaring til grund, at ansøgeren forældre, farfar og onkel havde været medlem af PDPA, og at faderen tillige havde haft rang af oberst under Najibullah. Ifølge ansøgeren havde familien været ejer af større jordområder. Det lagdes til grund, at farfaderen var blevet dræbt i 1992 af Mujahedin, og at ansøgerens forældre og søskende var forsvundet i 1998 efter en konflikt med Taliban. Flygtningenævnet lagde endvidere til grund, at ansøgeren og farbroderen, efter at de havde taget ophold på ejendommen i 2004, var blevet truet af lokale Mujahedin-kommandanter, der havde ønsket at overtage ejendommen, og at farbroderen i 2005 var blevet dræbt af de pågældende, hvorefter ansøgeren på ny var flygtet til Pakistan. Efter en samlet vurdering af de foreliggende oplysninger om ansøgerens forhold, herunder truslerne angående jordbesiddelserne og drabet på onklen, sammenholdt med de foreliggende baggrundsoplysninger om forholdene for store jordbesiddere, fandt Flygtningenævnet, at ansøgeren i tilstrækkelig grad havde sandsynliggjort, at han ville stå i et asylbegrundende modsætningsforhold til lokale Mujahedin-kommandanter, såfremt han skulle vende tilbage til hjemlandet. Afg/2009/7

Afg20096

Nævnet stadfæstede i januar 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2008. Ansøgeren er etnisk hazara. Flygtningenævnet kunne efter ansøgerens forklaring lægge til grund for sagen, at ansøgerens fader sammen med en forretningspartner havde haft en fødevareforretning i Ghazni. Faderen havde indgået en eller anden form for handel om forretningen med nogle personer, der rimeligvis havde været pashtunere uden, at ansøgeren havde vidst noget nærmere om handlen. En aften var familiens hus blevet angrebet af ukendte personer. Da ansøgeren tilfældigvis havde stået i vejen, var han blevet skudt i benet. Efter et hospitalsophold af cirka 7-17 dages varighed var han efter et par dage blevet evakueret til Pakistan af faderens forretningspartner. Han vidste ikke, hvad der var sket med familien. Til støtte for asylansøgningen havde ansøgeren navnlig gjort gældende, at han ved en eventuel tilbagevenden til Afghanistan ville være i forfølgelsesrisiko fra de samme personer, der havde angrebet huset. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren ved sin forklaring havde sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan ville være i risiko for konkret og individuel og asylbegrundende forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han ville være i reel risiko for overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet måtte efter ansøgerens forklaring antage, at det stedfundne angreb på huset havde været direkte rettet imod faderen i anledning af den handel, som faderen havde indgået omkring forretningen. De generelle forhold vedrørende etniske hazaraer i Afghanistan fandtes ikke, at kunne føre til noget andet resultat. Afg/2009/6

Afg20095

Nævnet stadfæstede i januar 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2008. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren som støtte for sin asylansøgning navnlig havde gjort gældende, at hans mosters ægtefælle havde forsøgt at få mosteren til at tilskøde ham en jordlod i Paghman-provinsen. Ansøgeren vidste ikke andet om jorden, end at den var meget værdifuld. Ansøgerens herboende svigermoder var i 2008 blevet ringet op af en veninde til mosteren, som havde fortalt svigermoderen, at mosteren var blevet skudt. Da det ikke var mosterens ægtefælle selv, der havde ringet til ansøgeren eller til svigermoderen, gik ansøgeren ud fra, at det var mosterens ægtefælle, der havde skudt mosteren på baggrund af deres stridigheder omkring jorden. Ansøgeren frygtede herefter overgreb fra mosterens ægtefælle, hvis ansøgeren vendte tilbage til Afghanistan, idet mosterens ægtefælle fortsat efterstræbte jorden. Ansøgeren havde endvidere gjort gældende, at han risikerede problemer som følge af sin fars forhold. Flygtningenævnet kunne efter ansøgerens forklaring lægge til grund for sagen, at mosterens ægtefælle ønskede at tilegne sig jorden. Et flertal af nævnets medlemmer fandt imidlertid ikke på det foreliggende grundlag sandsynliggjort, at mosteren var blevet skudt af ægtefællen, da dette alene var ansøgerens egen formodning. Flertallet bemærkede i den forbindelse, at mosteren havde været bosat i Kabul, og flertallet var af den opfattelse, at der kunne have været andre grunde til, at mosteren var afgået ved døden. Den omstændighed, at ægtefællen ikke selv havde ringet til ansøgeren eller til ansøgerens svigemoder, sås ikke at kunne medføre nogen ændret vurdering af sagen. Det kunne meget vel tænkes, at ægtefællen ikke var i besiddelse af et telefonnummer til ansøgeren. Flertallet fandt endvidere, at hvis mosterens ægtefælle havde ønsket herredømme over den nævnte jordlod, havde han haft mulighed herfor uanset mosterens protester. Efter baggrundsoplysningerne måtte det lægges til grund for sagen, at jordejere ikke kunne påregne den nødvendige beskyttelse imod uretmæssige overgreb, herunder at personer uberettiget tilegnede sig jord uden adkomst. Flertallet lagde i den forbindelse vægt på, at mosterens ægtefælle efter det oplyste ikke havde foretaget sig andet i relation til at tilegne sig jorden siden 1992 end fysiske overgreb på mosteren. Under disse omstændigheder fandt flertallet det ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en eventuel tilbagevenden til Afghanistan ville være i reel risiko for asylbegrundende forfølgelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Den omstændighed, at ansøgeren efter det oplyste var uden tilbageværende familiemedlemmer i Afghanistan, eller i øvrigt uden anden form for netværk, fandtes ikke at kunne føre til noget andet resultat. Flygtningenævnet kunne ikke lægge til grund for sagen, at ansøgeren var i forfølgelsesrisiko som følge af faderens forhold, idet ansøgeren havde kunnet opholde sig i Kabul i flere år forud for udrejsen. Afg/2009/5

Afg200947

Nævnet stadfæstede i december 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2009. Ansøgeren er etnisk tadjik fra Kabul. Ansøgeren havde i Afghanistan drevet en bod, hvorfra han havde solgt cigaretter. Han havde flere gange solgt cigaretter til en venlig person, der havde givet flere penge for cigaretterne, end ansøgeren havde opkrævet. For at gøre gengæld, havde ansøgeren en dag overleveret en taske fra denne person til en anden kunde. To dage senere havde personen igen henvendt sig til ansøgeren, men denne gang var han sammen med to andre personer, der havde truet ansøgeren til at samarbejde med dem. Ansøgeren var derefter flygtet fra Afghanistan. Flygtningenævnet lagde ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet fandt, at en navngiven persons og dermed bandens henvendelse til ansøgeren og dens forsøg på at få ansøgeren involveret i kriminalitet, måtte anses som almindelig, tilfældig kriminel virksomhed. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren havde været involveret i et sådant omfang, at det måtte antages, at banden ville udfolde særlige bestræbelser på at efterstræbe ansøgeren, som følge af hans modvilje mod at deltage i yderligere aktiviteter. Flygtningenævnet fandt således ikke, at ansøgeren var i en reel risiko for overgreb ved en tilbagevenden til Afghanistan, hvorfor ansøgeren ikke havde behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet bemærkede endvidere, at de grunde, som ansøgeren havde påberåbt sig, ikke var omfattet af Flygtningekonventionen. Afg/2009/47

Afg200946

Nævnet meddelte i december 2009 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2009. Ansøgeren er etnisk pashto fra Kabul. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til, at han havde været medlem af en hemmelig, navngiven gruppe, hvor medlemmerne ofte var ikke troende muslimer. Ansøgeren havde også været i besiddelse af og udlånt islamkritiske tekster og bøger, hvilket var blevet opdaget ved en ransagning af hans hjem foretaget af myndighederne. Ansøgeren var derefter flygtet fra landet. Flygtningenævnet lagde i det væsentlige ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren havde således været medlem af en navngiven gruppe gennem en lang årrække, og han havde haft kontakt til andre grupper inden for organisationen. Endvidere havde flere af hans familiemedlemmer, herunder hans fader, været medlemmer af samme gruppe, og de var blevet dræbt i forbindelse hermed. Endvidere var ansøgerens bopæl blevet ransaget af myndighederne kort før ansøgerens udrejse. Under ransagningen havde myndighederne beslaglagt en række islam-kritiske bøger. Flygtningenævnet fandt på denne baggrund, at det måtte antages, at ansøgeren risikerede forfølgelse af grunde, der var omfattet af Flygtningekonventionen, ved en tilbagevenden til Afghanistan. Afg/2009/46

Afg200945

Nævnet meddelte i december 2009 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren, der var indrejst som uledsaget mindreårig, er etnisk hazare fra Ghazni-provinsen i Afghanistan, og at han som asylmotiv havde henvist til frygt for at blive dræbt som følge af sin nu afdøde faders forhold. Flygtningenævnet tiltrådte, at ansøgeren var tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylsagsbehandling. Ansøgeren havde forklaret konsistent under sagen, og Flygtningenævnet fandt derfor at kunne lægge hans forklaring til grund. Det kunne således lægges til grund, at ansøgeren var flygtet til Iran sammen med sin familie, da ansøgeren havde været cirka to år gammel, at familien var vendt tilbage, da ansøgeren havde været cirka 14 år gammel, at fire mænd derefter var brudt ind i huset, havde slået faderen og truet ham og familien på livet, at ansøgerens storebroder var blevet fundet knivdræbt fire til fem måneder senere, og at faderen derefter var blevet dræbt af skud, da han havde befundet sig i familiens forhave. Indledningsvis bemærkedes, at den omstændighed, at ansøgeren ikke havde kunnet forklare nærmere om faderens forhold, herunder hvem han måtte have haft et modsætningsforhold til, ikke, henset til ansøgerens alder, fandtes at kunne komme ansøgeren til skade. Flygtningenævnet bemærkede derefter, at det vel fremgik af baggrundsmaterialet, at sikkerhedssituationen i Ghazni-provinsen var meget usikker, og at det derfor ikke kunne udelukkes, at de begivenheder, familien var blevet udsat for, skyldes almindelig kriminalitet. Under hensyn til, at der var tale om tre alvorlige begivenheder og den tidsmæssige sammenhæng mellem disse begivenheder og familiens tilbagevenden fra Iran, fandt nævnet imidlertid, at det var tilstrækkeligt sandsynliggjort, at begivenhederne havde været målrettet mod familien, og at også ansøgeren ville være i risiko for tilsvarende overgreb, hvis han vendte tilbage til Afghanistan. Afg/2009/45

Afg200944

Nævnet meddelte i december 2009 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2008. Ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim fra Ghazni-provinsen. Ansøgeren oplyste ved indrejsen, at han var mindreårig, men blev senere i forbindelse med en undersøgelse ved Retspatologisk Institut vurderet til at være 19 år eller derover. Ansøgerens fader havde været kommandant i Wahdat-partiet og havde deltaget i krigshandlinger fra en base i Pakistan. Kort tid efter faderen var kommet hjem til familien i 2004/2005 var faderen blevet dræbt i familiens hjem af ukendt gerningsmænd Ansøgeren mente, at der havde været tale om personer, som ansøgerens fader havde kæmpet imod under krigen. Efterfølgende havde de samme personer truet med at slå ansøgerens ældste broder ihjel og havde bortført ansøgerens søster. Ansøgeren var selv blevet forsøgt bortført. Kort tid efter var ansøgeren sammen med sin moder og to ældre søskende udrejst til Iran. Efter nogle års ophold i Iran og Grækenland indrejste ansøgeren i Danmark. Flygtningenævnet lagde ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet fandt herefter, at der var en reel risiko for, at ansøgeren ville blive udsat for overgreb fra den person eller personkreds, der havde dræbt hans fader og bortført hans søster. Ansøgeren havde således behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. De grunde, der var til forfølgelsen af ansøgeren, var ikke omfattet af Flygtningekonventionens bestemmelser, hvorfor ansøgeren ikke opfyldte betingelserne efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Afg/2009/44

Afg200943

Nævnet stadfæstede i december 2009 Udlændingeservices afgørelser vedrørende en mandlig statsborger og hans mindreårige broder fra Afghanistan. Indrejst i slutningen af 2008. Ansøgerne er etniske tadjikker og shia-muslimer fra Herat. Den yngre broder havde henvist til sin ældre broders forhold. Den ældste broder havde angivet som asylmotiv, at han i 2005 havde deltaget i et slagsmål mellem shia-muslimer og sunni-muslimer i en moske og i denne forbindelse havde pådraget sig et brud på armen. Han havde ligeledes oplyst, at familiemedlemmer af andre shia-muslimer, der havde deltaget i slagsmålet, efterfølgende var blevet dræbt eller kidnappet af sunni-muslimer. Han forklarede endvidere, at han havde været udsat for en bortførelse i 2008, men var blevet løsladt efter 3 døgn mod betaling af en løsesum. Ansøgernes fader var før deres udrejse blevet opsøgt af politiet, der havde truet med at slå den ældste søn ihjel, såfremt der ikke blev betalt bestikkelse. Ansøgerne havde under nævnets behandling af sagen fremlagt en kopi af en avisartikel dateret efteråret 2009 fra en afghansk avis med billede af begge ansøgere, hvor læserne af avisen blev bedt om at ringe til et privat telefonnummer, såfremt de så ansøgerne. Endelig henviste ansøgerne til, at de havde fattet interesse for kristendommen og havde kontakt til en kristen menighed i København. Flygtningenævnet kunne ikke lægge den ældste broders forklaring om de forhold, som han påberåbte sig at have været udsat for i Afghanistan, til grund. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren havde forklaret divergerende om en central del af asylmotivet. Til Udlændingeservice havde han forklaret, at han under bortførelsen havde været bundet på hænderne, indtil bortførerne kom tilbage og løsnede de reb, han havde været bundet med. Til nævnet forklarede han, at grunden til, at han ikke havde ringet til sin fader, da han var kommet ind i stalden, var, dels at han ikke havde villet gøre sin fader urolig, dels at han selv havde været i chok, og at han ikke havde ringet til f.eks. hans ven, idet han ikke havde haft hans telefonnummer. Nævnet fandt, at ansøgeren måtte kunne forklare konsistent om et så afgørende punkt, hvis hændelsesforløbet var selvoplevet. Flygtningenævnet lagde videre vægt på, at den ældste broder på forskellige punkter har udbygget sin forklaring, således forklarede han under nævnsmødet, at deres fader var blevet opsøgt af politi, der ville pågribe den ældste broder, medmindre faderen betalte en større bestikkelse. Disse oplysninger, som den ældste broder havde været i besiddelse af inden mødet med advokaten, var først fremkommet under nævnsmødet. Endvidere fremlagde ansøgeren under nævnsmødet kopi af en avisannonce, hvoraf fremgår, at begge ansøgere eftersøgtes af private. Nævnet kunne efter en samlet vurdering af ansøgernes forklaring ikke anse det for sandsynliggjort, at personer, der efterstræbte ansøgerne, skulle stå bag annoncen. Uanset om den ældste broder havde deltaget i et slagsmål i 2005 i moskeen, fandt Flygtningenævnet ikke grundlag for at antage, at de forhold, som ansøgerne efterfølgende havde påberåbt sig, havde fundet sted eller havde haft nogen sammenhæng hermed. Nævnet lagde ved bevisbedømmelsen tillige vægt på det samlede tidsforløb i sagen. Nævnet fandt således, at den ældste broders forklaring bar præg af, at han forklarede, således som han fandt nødvendigt for at opnå asyl i Danmark – på samme måde som han i nævnet erkendte, at havde afgivet urigtige oplysninger til en læge i Danmark med henblik på, at han kunne opnå behandling af sin arm. For så vidt angår ansøgernes asylmotiv – at de her i landet interesserede sig for kristendommen og havde til hensigt at konvertere, fandt Flygtningenævnet ikke, at dette kunne anses for at indebære en sådan risiko for ansøgerne, at de af den grund var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet fandt således i det hele ikke betingelserne i udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2, for opfyldt. Afg/2009/43

Afg200942

Nævnet stadfæstede i december2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er tadjik, muslim og fra Kabul. Hun havde ikke været hverken politisk eller religiøst aktiv. Ansøgeren havde som væsentligste asylmotiv henvist til, at Taleban i 2005 havde opsøgt hende og hendes familie, idet de havde ønsket at bortføre ansøgeren for at tvangsgifte hende med en ældre talebaner. Hun havde endvidere henvist til de generelt usikre forhold i Afghanistan, herunder særligt for enlige kvinder. Selv om det blev lagt til grund, at personer tilknyttet Taleban i 2005 havde opsøgt ansøgeren og dennes familie, fandt Flygtningenævnet, at dette ikke kunne medføre, at ansøgeren opfyldte betingelserne for at få asyl. Flygtningenævnet lagde ved afgørelsen heraf vægt på, at der efter ansøgerens forklaring havde været tale om en generel henvendelse, idet Taleban også havde opsøgt andre giftemodne piger i nabolaget. Der havde således efter det oplyste ikke været tale om, at hun var blevet præsenteret for en konkret mand, som hun skulle giftes med. Hertil kom, at mændene havde accepteret at gå, da familien var gået i forbøn for ansøgeren, og herunder havde henvist til, at ansøgeren på dette tidspunkt allerede var gift. Under hensyn til den tid, der siden var forløbet, fandt Flygtningenævnet, at den nævnte henvendelse ikke i dag kunne medføre, at ansøgeren som følge heraf ville være i en konkret og individuel risiko for asylrelevant forfølgelse ved sin tilbagevenden til Afghanistan. Herefter, og da de generelt usikre forhold for kvinder i Afghanistan heller ikke i sig selv kunne begrunde asyl, opfyldte ansøgeren ikke betingelserne for at få asyl efter udlændingelovens § 7. Den omstændighed, at ansøgeren var gravid, kunne ikke føre til et andet resultat. Afg/2009/42

Afg200941

Nævnet stadfæstede i december 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborgerfraAfghanistanIndrejst i 2009. Ansøgeren er etnisk hazara fra Kabul. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til, at han igennem en ven var kommet i besiddelse af en bibel og nogle billeder med kristne motiver, hvilket ansøgerens farbroder havde opdaget og fortalt videre i moskéen og til en lokal mullah. Denne havde beskyldt ansøgeren for at være konverteret til kristendommen og sagt, at ansøgeren skulle slås ihjel som følge heraf, hvilket farbroderen havde konfronteret ansøgeren med. Ansøgeren havde endvidere henvist til, at hans fader var død, og at farbroderen havde ønsket at indtræde som overhoved for familien og gifte sig med ansøgerens moder, hvilket ansøgeren havde været imod. Farbroderen havde truet ansøgeren og hyppigt udsat ham for vold som følge af konflikterne. Farbroderen var på et tidspunkt kommet med to soldater for at anholde ansøgeren på grund af fundet af ansøgerens bibel og billeder, hvorefter ansøgeren var flygtet fra hjemmet. Efter ansøgerens udrejse var farbroderen blevet slået ihjel af en ukendt person. Ansøgeren var af farbroderens søn blevet beskyldt for at have myrdet farbroderen. Sønnen havde stukket ansøgerens lillebroder med en kniv, og ansøgerens moder og søskende var som følge af konflikten efterfølgende udrejst til Iran. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgerens asylmotiv over for Udlændingeservice var blevet oplyst som den konflikt, ansøgeren havde haft med sin farbroder og dennes beskyldninger og vold mod ansøgeren. Navnlig beskyldningerne om ansøgerens konvertering til kristendommen og farbroderens oplysning herom til en mullah og den påfølgende henvendelse, hvor farbroderen var ledsaget af to soldater, havde været baggrunden for ansøgerens udrejse i slutningen af 2008. Ansøgeren havde oplyst, at han er shia-muslim, ugift og havde arbejdet som bygningsmaler. Ved udrejsen havde hans moder og søskende fortsat boet i hjemmet i Kabul. Ved udrejsen var ansøgeren ikke konverteret til kristendommen, men han havde interesseret sig for Biblen og den kristne tro. Ansøgeren havde ifølge den beskikkede advokats indlæg samt under nævnsmødet oplyst, at farbroderen var blevet dræbt i efteråret 2009. Ansøgeren var blevet beskyldt for at stå bag drabet. Der var konflikt mellem farbroderens søn og ansøgerens lillebroder, som var blevet tilføjet stik med en kniv. Episoden havde medført, at ansøgerens moder og søskende nu var udrejst til Iran. Flygtningenævnet lagde efter en samlet vurdering af ansøgerens oplysninger til grund, at farbroderen havde opdaget Biblen og de to kristne billeder på ansøgerens værelse i hjemmet i Kabul og oplyst herom til den lokale mullah og i moskéen. Flygtningenævnet lagde endvidere til grund, at farbroderen forud havde været i konflikt med ansøgeren og herunder havde søgt at opnå ægteskab med ansøgerens moder. Ansøgerens oplysninger om den dødstrussel, som mullahen skulle have fremsat mod ham, kom alene fra farbroderen. Ansøgeren var ikke konverteret til kristendommen, heller ikke efter indrejsen i Danmark. Han havde ikke, hverken i Afghanistan eller i Danmark, udadtil fremsat tilkendegivelser om, at han havde søgt en kristen tilknytning og ville konvertere. Han havde ikke i Danmark været tilknyttet nogen kristen menighed. Nævnet fandt, at ansøgeren måtte anses for i Kabul at have levet et almindeligt liv uden at have haft en særlig position eller lokal betydning. Han havde ikke været i konflikt, hverken med religiøse grupperinger eller myndighedspersoner. Selvom der måtte være blevet fremsat beskyldninger mod ansøgeren om konvertering til kristendommen, havde beskyldningerne alene hidrørt fra farbroderen. Nævnet fandt ikke, at de fremsatte beskyldninger fra den nu afdøde farbroder i sig selv indebar, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Kabul risikerede en asylbegrundende efterstræbelse. Nævnet fandt, at ansøgerens konflikt primært måtte anses for relateret til det langvarige uvenskab, der havde været mellem ansøgeren og farbroderen. Det forhold, at farbroderen knapt et år efter ansøgerens udrejse var blevet dræbt uden for hjemmet, uden at de nærmere omstændigheder herved kendtes, og at ansøgeren af farbroderens søn var blevet beskyldt for at stå bag drabet, medførte ikke en ændret vurdering. Ansøgeren forhold fandtes helt overvejende at måtte anses for en konflikt af privat karakter, hvorom ansøgeren i Kabul kunne søge myndighedernes beskyttelse. Samlet fandt nævnet derfor ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan ville risikere forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller umenneskelige overgreb eller straf omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Afg/2009/41

Afg200940

Nævnet meddelte i december 2009 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborgerfra Afghanistan. Indrejst i 2009. Som asylmotiv havde ansøgeren blandt andet henvist til, at han frygtede repressalier fra sine onkler på både moderens og faderens side, idet hans forældre var konverteret fra at være sunni-muslimer til at være shia-muslimer. Han havde desuden henvist til, at han ikke havde noget netværk i Afghanistan, idet hans familie opholdt sig i Iran. Flygtningenævnet fandt i det væsentlige at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund. Herefter er ansøgeren afghansk statsborger, født og opvokset i Iran af afghanske forældre. Ansøgeren havde aldrig været i Afghanistan, og der forelå ingen oplysninger om et bestemt oprindelsessted i Afghanistan, som ansøgeren skulle have særlig tilknytning til. Det måtte endvidere lægges til grund, at ansøgerens forældre var konverteret fra at være sunni-muslimer til at være shia-muslimer. Ansøgeren havde forklaret, at det havde ført til et stærkt modsætningsforhold til såvel moderens som faderens familie i Afghanistan. Ikke blot var ansøgeren således uden netværk i form af familie, men det måtte også antages, at ansøgeren ville være i et modsætningsforhold til sine forældres familier. Det måtte endvidere lægges til grund, at ansøgeren som følge af sit sprog, som er farsi, ville skille sig ud i forhold til andre afghanere. Afg/2009/40

Afg200939

Nævnet stadfæstede i december 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er hazara, muslim og fra Ghazni-provinsen. Han havde efter det oplyste ikke været hverken politisk eller religiøst aktiv, men havde været tilknyttet en milits. Han var efter sin forklaring flygtet fra Afghanistan i 2002. Efter dette tidspunkt havde han kun kortvarigt opholdt sig i Afghanistan, og han havde herefter hovedsageligt haft ophold i Iran. Ansøgeren havde som væsentligste asylmotiv henvist til, at han havde overværet to militsfolk dræbe en kommandant, at disse to personer havde tvunget ham til at underskrive en erklæring om, at det var ham (ansøgeren), der havde dræbt kommandanten, og endelig at kommandantens familie måtte formodes at ville hævne sig på ansøgeren og gøre ham ansvarlig for drabet. Nævnet tilsidesatte ansøgerens forklaring om sit asylmotiv som utroværdig. Ved afgørelsen heraf lagde nævnet vægt på, at det ikke forekom troværdigt, at ansøgeren dels skulle have overlevet et angreb på kommandanten, da det måtte formodes, at militsfolkene ville slette alle spor efter nedskydningen af deres overordnede. Det forekom også utroværdigt, at militsfolkene skulle få ham til at underskrive en erklæring om, at han var skyldig i drabet på kommandanten, uden at de efter det oplyste gjorde brug af erklæringen, der ifølge ansøgerens forklaring var blevet underskrevet cirka en måned før hans flugt. I øvrigt kunne nævnet tiltræde Udlændingeservices vurdering af, at historien om, at ansøgeren som næsten nytiltrådt 18-årig skulle kunne dræbe en kommandant med sit følge, var så usandsynlig, at ingen af de relevante myndighedspersoner eller andre måtte formodes at fæste lid hertil. Hertil kom, at ansøgerens forklaring om, at han herefter skulle være tilbageholdt i to måneder, var utroværdig. Hvis militsfolkene– som ansøgeren nu hævdede ville dræbe ham – ønskede at dræbe ham, kunne de have gjort det i de to måneder, hvor han efter det oplyste var blevet tilbageholdt af dem. Endelig forekom ansøgerens forklaring om sin flugt fra cellen som utroværdig. Hans beskrivelse af forløbet fremstod således ikke efter nævnets vurdering som en selvoplevet begivenhed. Nævnet tilsidesatte derfor ansøgerens forklaring om sit væsentligste asylmotiv som utroværdig, og ansøgeren havde ikke sandsynliggjort, at han på andet grundlag ved sin tilbagevenden til Afghanistan ville være i en asylrelevant risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7. Afg/2009/39

Afg200938

Nævnet stadfæstede i december 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i begyndelsen af 2009. Ansøgeren er etnisk tadjik og shia- muslim fra Herat. Ansøgeren havde angivet som sit asylmotiv, at han i slutningen af 2008 havde indledt et forhold til en pige, der var etnisk pashtun. Hun var kort tid efter flygtet hjemmefra og var flyttet ind hos ansøgeren. De havde efterfølgende forsøgt at indgå giftemål ved retten, men dette var ikke lykkedes, idet pigens fader ikke havde billiget giftemålet og var gået til angreb på dem. Natten efter, de havde været i retten, havde tre bevæbnede personer bortført ansøgeren og pigen. De var blevet kørt hen til et sted, hvor pigens fader havde været, og ansøgeren var blevet slået og sparket. Ansøgeren var efterfølgende blevet sluppet fri og var herefter udrejst. Ansøgerens morbroder var blevet dræbt i starten af 2009 grundet ansøgerens forhold, og ansøgeren havde under nævnsmødet fremlagt en række dokumenter relateret til morbroderens død. Flygtningenævnet udtalte, at det efter udlændingeloven påhviler ansøgeren at sandsynliggøre det asylmotiv, som han påberåber sig. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort sit asylmotiv. Nævnet lagde herved vægt på, at det giftemål, som ansøgeren havde forklaret om, i sig selv forekom usandsynligt, hvortil kom, at ansøgeren havde forklaret divergerende om centrale dele af asylmotivet, herunder om han var blevet gift eller ej og om omstændighederne i forbindelse med forsøget på at blive gift. De af ansøgeren under nævnsmødet fremlagte dokumenter ændrede ikke herved. Flygtningenævnet fandt således ikke, at ansøgeren ville risikere forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller ville have behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Afghanistan. Afg/2009/38

Afg200937

Nævnet stadfæstede i november 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2008. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er etnisk hazara fra Afghanistan, og at hun siden 1990 havde opholdt sig udenfor Afghanistan. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til hjemlandet frygtede forfølgelse på grund af sin faders problemer, dels med faderens eget tidligere parti Herkat Eslami dels med et sunni-muslimsk parti. Ansøgeren frygtede desuden at blive dræbt af sin ægtefælle eller sin egen familie, fordi hun i Grækenland havde været udsat for voldtægt, der havde resulteret i, at hun havde født et barn. Nævnet fandt ikke, at ansøgerens faders position som gruppe-leder i et shia-muslimsk parti og mulige deraf følgende uoverensstemmelser med såvel sit eget parti som et sunni-muslimsk parti kunne begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 for ansøgeren. Nævnet lagde herved vægt på, at faderens aktiviteter lå langt tilbage i tid, og at såvel ansøgeren som faderen havde forladt Afghanistan omkring 1990. Nævnet fandt derfor ikke, at ansøgeren som følge af faderens tidligere forhold ved en tilbagevenden til hjemlandet på nuværende tidspunkt ville være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7. Nævnet fandt ikke, at ansøgerens formodning om ved en tilbagevenden til hjemlandet at være i en asylbegrundende risiko for overgreb fra sin ægtefælle eller familie på grund af hendes seneste barn, der var en følge af voldtægt, var således underbygget, at den kunne begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Nævnet bemærkede herved, at ansøgeren efter det oplyste ikke siden udrejsen fra Tyrkiet i 2007 havde haft kontakt med sin ægtefælle eller sin familie, hvis opholdssted hun ikke var bekendt med. Den omstændighed, at ansøgeren var en enlig kvinde uden netværk i Afghanistan, kunne ikke i sig selv begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Afg/2009/37

Afg200936

Nævnet stadfæstede i november 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborgerfraAfghanistanAnsøgeren er mindreårig. Indrejst i 2009. Ansøgere er etnisk hazara og shia-muslim af trosretning fra Kabul. Ansøgeren var vendt tilbage til Kabul i 2008 efter at have boet med sin familie i Iran i 12 år. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til, at hans fader havde været medlem af partiet Hezb-e Harekat, og at faderen var død som martyr, hvilket ansøgeren havde fortalt til beboerne i området i Kabul, hvor alle de andre beboere havde været tilhængere af partiet Hezb-e Wahdat, som havde kæmpet mod Hezb-e Harekat. Ansøgeren var herefter ved flere lejligheder blevet chikaneret og kommet i håndgemæng med nogle af de lokale beboere. Én af de personer, som ansøgeren havde været i konflikt med, arbejdede for politiet. På et tidspunkt havde ansøgeren slået en person med en sten, hvilket efterfølgende var blevet løst ved, at ansøgerens familie havde betalt en erstatning til den skadelidte. Ved en efterfølgende episode havde ansøgeren slået to personer ned med en stok, efter at personerne havde chikaneret ansøgerens søster. Efter den sidste episode var ansøgeren nødt til at udrejse, da en forsoning ikke længere havde været mulig. På grund af konflikten med personen, der var ansat i politiet, var ansøgeren blevet truet med at blive udsat for vold og sat i fængsel. Flygtningenævnet tiltrådte Udlændingeservices vurdering af, at ansøgeren var tilstrækkelig moden til at få behandlet sin ansøgning om asyl. Flygtningenævnet fandt ikke, at de chikanerier, ansøgeren havde været udsat for i Kabul, eller de konflikter, ansøgeren havde haft sammesteds, kunne anses for asylbegrundende. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at hverken chikanerierne eller konflikterne havde haft en sådan intensitet eller omfang, at disse kunne sidestilles med forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet fandt endvidere ikke, at ansøgerens frygt for at blive efterstræbt af myndighederne i Afghanistan kunne begrunde asyl. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren ikke nærmere havde konkretiseret, at myndighederne skulle efterstræbe ham. Flygtningenævnet lagde også vægt på, at ansøgeren aldrig havde haft konflikter med myndighederne. Flygtningenævnet bemærkede i den forbindelse, at ansøgerens forklaring om, at én af de personer, som han havde været i slagsmål med, havde været ansat ved politiet, ikke kunne lægges til grund, da denne forklaring først var fremkommet i forbindelse med samtalen med den beskikkede advokat. Flygtningenævnet fandt under disse omstændigheder ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan ville være i en konkret og individuel risiko for at blive udsat for overgreb eller umenneskelig behandling omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Afg/2009/36

Afg200935

Nævnet meddelte i november 2009 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2008. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren til støtte for sin asylansøgning havde gjort gældende, at hans broder, som havde været bodyguard for en kandidat til Parlamentet, var blevet dræbt i 2005 sammen med den pågældende parlamentskandidat, under et angreb som var iværksat af parlamentskandidatens politiske modstander. Ansøgerens anden broder havde herefter fungeret som bodyguard for parlamentskandidatens broder. Denne person havde foranstaltet et hævnattentatforsøg på sin broders politiske modstanders medarbejder/kommandant, som imidlertid havde overlevet. Ansøgerens broder havde forladt forældrenes bopæl kort efter dette hævnattentatforsøg, idet han var rejst til Iran. Ansøgeren selv var nogle timer senere, sammen med sin fader, blevet frihedsberøvet af syv til otte personer, som angiveligt var sympatisører med parlamentskandidatens politiske modstander. Ansøgeren og faderen var blevet bragt til et hus, hvor ansøgeren i kælderen var blevet udsat for fysiske overgreb. Det var lykkedes ansøgeren at flygte gennem et lille vindue, efter cirka to dages ophold i kælderen. Faderen, som kun havde et ben, var forblevet i kælderen. Ansøgeren var udrejst cirka en uge til 14 dage efter og havde angiveligt opholdt sig i Iran sammen med sin broder i to et halvt år. Herefter var de taget til Tyrkiet for at komme til Grækenland. På en illegal sejltur mellem Tyrkiet og Grækenland var båden kæntret, og ud af 25 personer var cirka 14 personer forsvundet, herunder broderen. De øvrige 11 personer, herunder ansøgeren var blevet opbragt af de tyrkiske havnemyndigheder. Ansøgeren var blevet bedt om at forlade Tyrkiet. Ansøgeren var nået til Grækenland efter endnu en illegal sejltur, hvorfra han var rejst til Danmark, via Italien. Ansøgeren havde til advokatindlægget og under nævnsbehandlingen fremlagt et brev, hvoraf det fremgik, at ansøgerens forældre sammen med ansøgerens søstre og den afdøde broders to børn var taget til Pakistan kort tid efter attentatet på parlamentskandidaten og hævnattentatet på dennes politiske modstanders medarbejder/kommandant. I foråret 2009 var faderen rejst tilbage til Afghanistan for at sælge familiens hus, men han var blevet dræbt. Ansøgeren havde under nævnsbehandlingen oplyst, at han ikke havde yderligere oplysninger om dette drab. Ved en eventuel tilbagevenden frygtede ansøgeren asylbegrundende overgreb fra parlamentskandidatens politiske modstander eller dennes håndlangere eller familiemedlemmer til de personer, der var blevet dræbt ved hævnattentatforsøget, som følge af disses antagelser om, at han selv havde deltaget i hævnattentatetforsøget. Flygtningenævnet bemærkede hertil, at der i hvert fald tidsmæssigt var en lang række divergenser i ansøgerens forklaringer, sammenholdt med de øvrige oplysninger i sagen. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer fandt imidlertid, navnlig under hensyn til ansøgerens baggrund og delvise analfabetisme, og efter en samlet vurdering af sagens oplysninger, ikke at kunne afvise ansøgerens forklaring om, at han umiddelbart efter attentatforsøget på parlamentskandidatens politiske modstanders medarbejder/ kommandant, var blevet mistænkt for meddelagtighed, og at ansøgeren som følge heraf var flygtet fra hjemlandet. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger fandt et flertal af Flygtningenævnets medlemmer det herefter sandsynliggjort af ansøgeren, at han ved en eventuel tilbagevenden til sit hjemland ville være i reel risiko for overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, fra de stedlige magthavere, og at han ikke ville have mulighed for at søge de afghanske myndigheders beskyttelse herimod. Afg/2009/35

Afg200933

Nævnet meddelte i november 2009 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborgerfra Afghanistan. Indrejst i 2004. I 2005 stadfæstede Flygtningenævnet en afgørelse truffet af Udlændingeservice, hvorved ansøgeren blev meddelt afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. I 2009 genoptog Flygtningenævnet sagen grundet sagens karakter. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren var indrejst og havde søgt asyl i Danmark i 2004. Det fremgik af den asylsag, som Flygtningenævnet havde afgjort i 2005, at ansøgeren såvel overfor Udlændingeservice som overfor nævnet havde forklaret udførligt og konsistent om sit asylmotiv. Ansøgeren havde oprindeligt som asylmotiv henvist til den tvang, han havde været udsat for fra sin far, der som et lokalt indflydelsesrigt medlem af en religiøs organisation og som strengt religiøst fokuseret havde anvendt trusler og vold og ved en bestemt lejlighed pistolskud mod ansøgeren for at tvinge ansøgeren til træning som Jihad-kriger samt indgå ægteskab med en dengang 13-årig kusine. I 2006 havde ansøgeren anmodet om genoptagelse af asylsagen navnlig under henvisning til, at han i 2006 var konverteret til kristendommen. Det fremgik, at ansøgeren var aktivt deltagende i et kristent trossamfund, og at han i 2006 var blevet døbt. Ansøgerens oplysninger herom forelå bekræftet ved erklæring fra trossamfundet. Ansøgeren havde endvidere henvist til, at han på grund af konverteringen havde mødt modstand og afstandtagen fra herboende afghanere, der var bekendt med konverteringen. I sommeren 2006 havde ansøgerens advokat indklaget Danmark for FN’s Menneskerettighedskomité. I processkrift fra starten af 2009 til komitéen havde advokaten blandt andet henvist til en erklæring fra trossamfundet om ansøgerens fortsatte aktive deltagelse i trossamfundet siden 2006 samt til den betydning, herboende afghaneres viden om konverteringen havde haft for ansøgerens ophold i Danmark og ansøgerens risici ved en tilbagevenden til Afghanistan. Det fremgik af advokatindlægget til nævnsmødet og af ansøgerens forklaring i nævnsmødet videre blandt andet, at ansøgeren fortsat var aktiv i det kristne trossamfund, at ansøgeren ikke havde haft kontakt med sin familie siden indrejsen og ikke vidste, om familien fortsat opholdt sig i Pakistan eller Afghanistan, at ansøgeren på grund af modstand fra herboende afghanere grundet konverteringen fortsat holdt ”lav profil”, og at ansøgeren frygtede for de oplysninger om hans konvertering, der var tilgået og ville kunne tilgå afghanere i Afghanistan. Nævnet bemærkede, at ansøgeren også i nævnsmødet havde forklaret konsistent og uden at udbygge sine oplysninger. Nævnet lagde derfor vægt på ansøgerens oplysninger om faderens tvang og indflydelse i den religiøse organisation, den manglende kontakt med ansøgeren familie og det oplyste om ansøgerens forhold i Danmark under den tid, der var forløbet. Nævnet fandt, at oplysningerne om ansøgerens faste og vedholdte tilknytning til en kristen kirke og konvertering til den kristne tro havde afgørende betydning. Nævnet fandt derfor efter en samlet vurdering af de oplysninger, der nu forelå for nævnet, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan, hvor han måtte antages at være uden familienetværk og uden støtte i sin tidligere omgangskreds, ville kunne risikere en forfølgelse grundet sin kristne tro og tilhørsforhold, hvilken forfølgelse de afghanske myndigheder måtte antages ikke at kunne beskytte ansøgeren imod. På denne baggrund fandt nævnet, at ansøgeren havde krav på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Afg/2009/33

Afg200931

Nævnet stadfæstede i oktober 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i begyndelsen af 2009. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til, at hans fætter, der havde arbejdet for Sikkerhedstjenesten, var blevet tilbageholdt i sommeren 2008 og i den forbindelse blevet truet af Taleban til at videregive oplysninger om ansøgeren, der havde arbejdet sammen med fætteren. Taleban havde efterfølgende dræbt fætteren. Efter drabet på fætteren var ansøgeren blevet indkaldt til samtale hos Sikkerhedstjenesten. Ansøgeren var dog udeblevet fra mødet, da han havde frygtet, at sikkerhedstjeneste ville stille ham til ansvar for fætterens død. Flygtningenævnet lagde ansøgerens forklaring om, at hans fætter var blevet dræbt af Taleban, til grund. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer kunne ikke lægge til grund, at fætteren havde oplyst ansøgerens navn til Taleban, før fætteren var blevet dræbt, og at ansøgeren havde modtaget anonyme trusler på sin mobiltelefon fra Taleban. Flertallet lagde herved vægt på, at det ikke forekom sandsynligt, at fætteren havde videregivet ansøgerens navn til Taleban under de angivne omstændigheder, og at ansøgeren, der i øvrigt kun havde været chauffør for fætteren, ikke var blevet opsøgt af Taleban i perioden efter drabet på fætteren og indtil udrejsen mere end en måned efter. Ansøgeren havde således deltaget i sørgehøjtideligheden for fætteren og havde i øvrigt opholdt sig i hjemmet indtil udrejsen. Flertallet fandt således i det hele ikke, at der var en konkret risiko for, at ansøgeren, som følge af sin virksomhed som chauffør for fætteren, ville blive udsat for overgreb fra Talebans side. Flygtningenævnet fandt endvidere ikke, at ansøgeren ville risikere forfølgelse fra Sikkerhedstjenesten som følge af, at han var udeblevet fra afhøring i Herat om fætterens død. Afg/2009/31

Afg200930

Nævnet stadfæstede i oktober 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i begyndelsen af 2009. Ansøgeren havde ved indrejsen og overfor Udlændingeservice som asylmotiv påberåbt sig, at han var blevet slået af sin stedfader. Han havde også oplyst, at familien havde været hjemme, da han forlod hjemmet. Under Flygtningenævnets behandling af sagen, påberåbte ansøgeren som asylmotiv, at han frygtede sin stedfader, fordi ansøgeren havde tabt sin 3-4 måneder gamle lillesøster. Flygtningenævnet kunne ikke lægge ansøgerens nye forklaring til den beskikkede advokat og for nævnet til grund. Nævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren ikke gav nogen rimelig grund til ikke tidligere at have afgivet den forklaring, som han nu påberåbte sig, og at ansøgeren i sin oprindelige forklaring havde afgivet en endog meget detaljeret forklaring om omstændighederne ved flugten fra hjemmet – en forklaring, som nu helt blev fraveget, idet ansøgeren efter den nye forklaring havde været alene, da han havde forladt hjemmet. Flygtningenævnet fandt, at ansøgerens konflikt med sin stedfader måtte anses for en privatretlig konflikt, og at denne ikke kunne anses for at være på et sådant niveau og af en sådan intensitet, at det måtte anses for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at ansøgeren havde behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Afg/2009/30

Afg20093

Nævnet stadfæstede i januar 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2008. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til, at hendes fader havde været kommandant for Hezb-e Wahdat og derpå for TalibanEfter amerikanernes invasion af landet i 2001 blev ansøgerens familie dræbt af en raket. Ansøgeren havde herefter boet hos én af faderens venner frem til udrejsen. Flygtningenævnet lagde i overensstemmelse med ansøgerens forklaring til grund, at ansøgerens fader havde været kommandant først for Hezb-e Wahdat og derpå for Taliban, idet han havde overgivet sig til Taliban. Det måtte endvidere lægges til grund, at raketangrebet, hvorunder faderen og den øvrige familie var blevet dræbt, havde sammenhæng med faderens aktiviteter som kommandant. Flygtningenævnet kunne lægge til grund, at angrebet var kommet enten fra Taliban eller Hezb-e Wahdat. Det måtte lægges til grund, at ansøgeren herefter havde taget ophold hos faderens ven i landsbyen, hvor hun havde opholdt sig i et til halvandet år. Flygtningenævnet kunne ikke lægge til grund, at ansøgeren i den periode var blevet efterstræbt, idet oplysning herom først var fremkommet under nævnsmødet, og der således var tale om en udbygning af ansøgerens forklaring. De generelle forhold i Afghanistan, herunder for enlige kvinder, kunne ikke i sig selv begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer lagde vægt på, at ansøgeren kun havde været en ung pige, da faderen var blevet dræbt, at hun under opholdet i landsbyen igennem en længere periode ikke var blevet udsat for problemer, at hun var udrejst, alene fordi faderens ven, som hun havde opholdt sig hos, selv havde fået problemer, og at hun i øvrigt fremstod som helt uprofileret. Herefter fandt flertallet af Flygtningenævnets medlemmer ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden risikerede forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Afg/2009/3

Afg200929

Nævnet stadfæstede i oktober 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i slutningen af 2008. Flygtningenævnet udtalte, at uanset om ansøgerens forklaring om, at hans fader omkring 2001 som medlem af Hezb-e Wahdat, havde dræbt to medlemmer af Hezb-e Harakat, samt at ansøgeren i 2004 af nogle medlemmer af Hezb-e Harakat, var blevet tilbageholdt og udsat for nogle overgreb, lagdes til grund, kunne dette ikke anses for asylbegrundende. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at forholdene lå langt tilbage i tid samt på, at ansøgeren var blevet løsladt efter cirka en uges tilbageholdelse. Flygtningenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren herefter havde opholdt sig i cirka tre år i en nærliggende landsby, uden at han i den periode var blevet opsøgt af personer fra Hezb-e Harakat. Flygtningenævnet fandt under disse omstændigheder ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan ville være i en konkret og individuel risiko for forfølgelse eller for at blive udsat for umenneskelig behandling eller overgreb. Ansøgeren opfylder derfor ikke betingelserne for asyl efter udlændingelovens § 7. Afg/2009/29

Afg200928

Nævnet meddelte i oktober 2009 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i foråret 2008. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til en jordkonflikt mellem ansøgeren og hans morbroder. I forbindelse med den konflikt havde ansøgeren kastet en sten efter morbroderens søn, som var blevet ramt i hovedet og herefter faldet om. Flygtningenævnet lagde i det væsentlige ansøgerens forklaring til grund. Nævnet kunne dog ikke lægge til grund, at ansøgerens morbroders søn havde fået varige mén som følge af stenkastet. Flygtningenævnet fandt, at den foreliggende jordkonflikt var af et sådant omfang og intensitet, at ansøgeren ville være i reel risiko for overgreb fra morbroderens side, hvis ansøgeren vendte tilbage til Afghanistan. Nævnet lagde herved vægt på, at det efter det oplyste måtte lægges til grund, at morbroderen havde dræbt ansøgerens fader, og at morbroderen havde stået bag et overfald på en af ansøgerens bekendte, som ansøgeren havde søgt råd hos med henblik på at opnå sin retmæssige del af jorden. Nævnet bemærkede endvidere, at morbroderen måtte antages at have støtte hos de lokale magthavere, og at ansøgeren ikke ville kunne antages at opnå den fornødne beskyttelse fra myndighederne. Nævnet bemærkede tillige, at konflikten ikke kunne antages at være blevet mindre af episoden med stenkastet mod morbroderens søn. Afg/2009/28

Afg200927

Nævnet stadfæstede i oktober 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan samt to børn. Indrejst i sommeren 2008. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er født i Afghanistan, men havde boet i Pakistan fra hun havde været cirka to år, til udrejsen i 2008. Uanset om det lagdes til grund, at ansøgerens første ægtefælle var blevet dræbt i 2004 og hendes broder i 2005 samt hendes fader i 2006/2007 kunne dette ikke begrunde asyl. Flygtningenævnet forkastede ansøgerens forklaring om, at disse drab var begået af nogle magtfulde personer, som havde ønsket, at ansøgeren skulle gifte sig med en af dem. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren ikke havde kunnet give nogen sandsynlig forklaring på, hvorfor de pågældende personer havde ønsket, at ansøgeren blev gift med en af disse. Flygtningenævnet lagde desuden vægt på, at ansøgerens forklaring virkede meget ukonkret og upræcis både med hensyn til, hvornår der havde været fremsat trusler imod hende og af hvem, de havde været givet. Flygtningenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren havde afgivet divergerende forklaring om, hvornår de nævnte drab var foregået. Flygtningenævnet fandt under disse omstændigheder ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan ville være i en konkret og individuel risiko for forfølgelse eller for umenneskelig behandling eller overgreb. Flygtningenævnet lagde herved også vægt på, at ansøgeren ikke havde haft konflikter med myndighederne eller enkeltpersoner i Afghanistan. De generelt vanskelige forhold i Afghanistan, herunder forholdene for enlige kvinder, kunne ikke i sig selv begrunde asyl. Afg/2009/27

Afg200926

Nævnet meddelte i oktober 2009 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i efteråret 2008. Ansøgeren og hendes moder havde i mange år boet i Iran, men var et par måneder før indrejsen til Danmark flyttet tilbage til faderen i Afghanistan, da de ikke længere kunne få fornyet deres opholdstilladelse som flygtninge i Iran. Efter deres tilbagevenden til Afghanistan var ansøgeren blevet kontaktet af en indflydelsesrig person, der havde ønsket at gifte sig med hende. Ansøgeren og hendes familie havde takket nej hertil ikke mindst, da ansøgeren i 2005 i Iran var blevet viet til en afghansk mand bosat i Danmark. Personen, der ønskede at gifte sig med hende, havde herefter lagt pres på familien og havde truet med at slå dem ihjel, hvis ikke ansøgeren giftede sig med ham. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer lagde ansøgerens forklaring, der var sammenhængende og overbevisende, til grund. Det lagdes således til grund, at ansøgeren kort tid efter sin tilbagevenden til Afghanistan havde fået et ægteskabstilbud fra en person med stor indflydelse, og at denne person havde truet hendes familie, hvorefter hun var flygtet til Danmark. Flertallet fandt, at ansøgeren derved havde sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan ville være i en konkret risiko for at blive udsat for overgreb som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, og at hun ikke kunne søge myndighedernes beskyttelse herimod. Afg/2009/26

Afg200925

Nævnet stadfæstede i september 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mindreårig, mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i foråret 2009. Flygtningenævnet tiltrådte, at ansøgeren var tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylsagsprocedure. Ansøgeren henviste som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet frygtede overgreb fra ukendte gerningsmænd, som havde voldtaget ansøgeren og ansøgerens bror for mere end 3-4 år siden og i forbindelse hermed havde brækket ansøgerens ene ben. Ansøgeren henviste endvidere til, at han for to år siden var blevet overfaldet på gaden, og at hans farbror havde modtaget trusselsbreve af et ikke nærmere beskrevet indhold vedrørende ansøgeren og dennes brødre. Flygtningenævnet fandt ikke, at disse forhold kunne begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at voldtægten og overfaldet måtte anses for enkeltstående kriminelle forhold. Flygtningenævnet lagde desuden vægt på, at ansøgeren og dennes bror efterfølgende havde opholdt sig i hjemlandet i adskillige år inden udrejsen. De anførte trusselsbreve, hvorom der ikke forelå konkrete oplysninger, kunne ikke begrunde en ændret vurdering. Flygtningenævnet fandt ikke, at det kunne lægges til grund, at ansøgeren på grund af sin faders stilling som kommandant under Mujahedin forud for 1996 på nærværende tidspunkt risikerede overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet kunne ikke lægge ansøgerens først under nævnsmødet fremkomne oplysninger om ansøgerens moders og farbroders flugt til Iran til grund. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens forklaring om genetablering af kontakten med ansøgerens bror og fremkomsten af en telefax fra ansøgerens mor først var sket efter, at Udlændingeservice havde meddelt ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. De generelle forhold i Afghanistan kunne ikke i sig selv begrunde asyl. Flygtningenævnet fandt derfor ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerede forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller ville være i en reel risiko for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Afg/2009/25

Afg200924

Nævnet meddelte i september 2009 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i slutningen af 2008. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgerens far havde været et højtstående medlem af PDPA. I overensstemmelse med ansøgerens faders forklaring i sin asylsag lagdes det til grund, at faderen havde måttet flygte, efter at Mujahedin var kommet til magten i 1992, på grund af et modsætningsforhold til forskellige Mujahedin-grupper. Faderen havde desuden været tilbageholdt af Mujahedin i to år, og ansøgerens mor var gentagne gange blevet opsøgt af Mujahedin og udsat for hårdhændet behandling. Flygtningenævnet lagde endvidere til grund, at ansøgerens mor havde været tilbageholdt af Taleban, der havde eftersøgt ansøgerens fader. Ansøgerens far var blevet meddelt opholdstilladelse her i landet i slutningen af 2001. Ansøgerens mor og tre af ansøgerens søskende var i sommeren 2006 blevet meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, under henvisning til ansøgerens faders forhold. To af ansøgerens øvrige søskende var i foråret 2007 blevet meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, ligeledes under henvisning til ansøgerens faders forhold. Flygtningenævnet fandt på denne baggrund, at også ansøgeren, der ikke havde noget netværk i hjemlandet, som følge af faderens profilering under Najibullahs regime, ved en tilbagevenden til hjemlandet måtte anses for at være i en reel risiko for asylbegrundende overgreb. Flygtningenævnet bemærkede herved, at det fremgik af det foreliggende baggrundsmateriale, at højtstående medlemmer af PDPA fortsat, som følge af deres tidligere position, kunne være i risiko for forfølgelse, hvis de havde konflikter med de daværende magthavere i Afghanistan. Afg/2009/24

Afg200923

Nævnet stadfæstede i september 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2008. Ansøgerens ældste søn havde tidligere været officer i hæren og medlem af PDPA. Taleban havde i 2000 opsøgt ansøgerens bopæl for at pågribe den ældste søn, og under episoden var ansøgerens yngste søn blevet alvorligt såret. Ansøgerens ældste søn var herefter flygtet ud af landet. Fra 2000 - 2008 havde ansøgeren boet i Afghanistan uden trusler fra Taleban. I 2008 havde talebanerne fremsat en ultimativ trussel, hvorefter ansøgeren skulle udlevere sin ældste søn eller betale USD 100.000. Flygtningenævnet udtalte, at nævnet i det væsentligste kunne lægge ansøgerens forklaring om hans konflikter med Taleban i 2000 og 2008 til grund, ligesom nævnet kunne lægge til grund, at ansøgeren ikke i perioden 2001 til 2008 havde haft konkrete konflikter med Taleban. Flygtningenævnet lagde endvidere til grund, at ansøgeren havde haft fast ejendom både i Kabul og en mindre by, samt at han ved udrejsen i 2008 havde boet i den mindre by med sin ægtefælle. Flygtningenævnet fandt ikke, at konflikten i 2000, hvor Taleban havde forsøgt at få fat på ansøgerens søn, kunne anses for asylbegrundende. Nævnet lagde herved vægt på, at forholdet lå langt tilbage i tid, og at der ikke havde været konkrete konflikter med Taleban i perioden indtil efteråret 2008. Talebans henvendelse i efteråret 2008 kunne heller ikke anses for asylbegrundende. Flygtningenævnet lagde herved vægt på forholdets karakter og intensitet. Nævnet lagde også vægt på, at ansøgeren efter angrebet havde henvendt sig til myndighederne, der havde reageret på henvendelsen og havde foretaget efterforskningsskridt i sagen. Flygtningenævnet lagde endvidere en vis vægt på, at ansøgerens familie ikke var blevet opsøgt af Taleban efter ansøgerens udrejse. Flygtningenævnet fandt under disse omstændigheder ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan ville være i en konkret og individuel risiko for forfølgelse eller for umenneskelig behandling eller overgreb. Afg/2009/23

Afg200922

Nævnet stadfæstede i september 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i efteråret 2008. Ansøgeren havde i en lang periode boet i Iran og Pakistan og havde kort før sin udrejse til Danmark været på sin tidligere bopæl i Herat, Afghanistan. Ansøgeren havde 3 børn bosat i Danmark. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren ikke havde været politisk aktiv. Ansøgeren oplyste, at hun kort før udrejsen var blevet opsøgt af en mand, der ville have ansøgeren til at få sin ugifte datter tilbage til Afghanistan, så han kunne gifte sig med hende med henblik på at den herboende familie kunne blive afpresset for penge. Ansøgeren var blevet opsøgt to gange af den pågældende. Ansøgeren havde i forbindelse med udrejsen solgt sit hus og havde anvendt midler herfra til rejsen til Danmark. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan ville være i konkret og individuel risiko for forfølgelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet fandt heller ikke, at ansøgeren, på baggrund af den af hende angivne konflikt med en ikke navngiven mand, ville være i reel risiko for at blive udsat for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet bemærkede, at oplysningerne om ansøgerens helbredsforhold ikke i sig selv kunne begrunde asyl. Flygtningenævnet bemærkede videre, at den omstændighed, at ansøgeren var enlig kvinde, heller ikke kunne begrunde asyl. Afg/2009/22

Afg200921

Nævnet stadfæstede i september 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i slutningen af 2008. Ansøgeren havde som asylmotiv angivet, at hans far og bror var blevet anholdt af Nordalliancen i 2001, og han ikke siden havde hørt fra dem. I 2002 var ansøgeren selv blevet tilbageholdt et par dage af personer fra Nordalliancen og i denne forbindelse udsat for fysiske overgreb. Ansøgeren havde efter denne episode, indtil sin udrejse i 2005, opholdt sig hos sin moster, der boede i en større by end hans hjemby. Ansøgeren frygtede ved en tilbagevenden at blive slået ihjel af personer fra Nordalliancen eller Taliban. Flygtningenævnet udtalte, at uanset om ansøgerens forklaring lagdes til grund, fandt Flygtningenævnet det ikke herved sandsynliggjort, at ansøgeren havde været konkret og individuelt forfulgt. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at Nordalliancens arrestation af ansøgerens fader og broder i 2001 havde været led i en generel arrestation af flere tusinde mennesker. Flygtningenævnet lagde også vægt på, at der i 2001-2002, hvor ansøgeren havde gemt sig i kælderen under bopælen, ikke var blevet rettet henvendelse på bopælen af personer fra Nordalliancen. Flygtningenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren, efter at han i 2002 var blevet tilbageholdt af folk fra Nordalliancen og herunder udsat for fysiske overgreb, havde opholdt sig to år hos sin moster, uden at han i den anledning var blevet udsat for overgreb. Flygtningenævnet lagde herved desuden vægt på, at ansøgeren, i de to år han havde opholdt sig hos mosteren, havde færdedes offentligt, og at han i 2004 havde indgået ægteskab. Flygtningenævnet fandt ikke, at det forhold, at ansøgeren var blevet ven med en kristen nabo, kunne tillægges betydning ved sagens afgørelse. Flygtningenævnet fandt under disse omstændigheder ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan ville være i en konkret og individuel risiko for forfølgelse, umenneskelig behandling eller overgreb. Afg/2009/21

Afg200920

Nævnet stadfæstede i august 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2007. I perioden fra 1997 til 2004/2005 boede ansøgeren, dennes ægtefælle og deres datter i Pakistan på grund af krigen i Afghanistan. Flygtningenævnet udtalte, at efter ansøgeren var vendt tilbage til Kabul omkring 2004-2005 og frem til udrejsen i slutningen af 2007, i hvilken periode hun for størstedelen boede alene, havde hun ikke haft problemer med myndighedspersoner eller andre. Ansøgeren havde først søgt asyl cirka 10 måneder efter indrejsen i Danmark, og efter hun havde fået afslag på familiesammenføring. Der var derfor ikke grundlag for at antage, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan ville være i konkret og individuel risiko for forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for en reel risiko for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Den omstændighed, at ansøgeren var en ældre enlig kvinde, kunne ikke i sig selv føre til asyl. Afg/2009/20

Afg20091

Nævnet stadfæstede i januar 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2008. Ansøgeren havde opgivet sit fødselsår til at være 1992, men Udlændingeservice havde efterfølgende efter retsmedicinske undersøgelser fastsat fødselsåret til 1989. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til, at hans farbroder, der havde været offentlig anklager, i 1995/1996 var blevet slået ihjel af ukendte gerningsmænd. Ansøgeren frygtede nu selv at blive slået ihjel af de samme personer, som havde slået farbroderen ihjel. Ansøgeren henviste desuden til, at han frygtede at blive taget med af Taliban, og at han som etnisk hazara blev diskrimineret i hjemlandet. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren under nævnsmødet fastholdt, at han var under 18 år. Flygtningenævnet kunne ikke lægge til grund, at ansøgeren havde påklaget Udlændingeservices afgørelse om aldersfastsættelse. Flygtningenævnet fandt derfor grundlag for at behandle sagen, idet Flygtningenævnet bemærkede, at der ikke forelå omstændigheder, der gav grundlag for at antage, at ansøgeren ikke var tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylsagsprocedure i Flygtningenævnet. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er etnisk hazara og opvokset i Kabul. Flygtningenævnet kunne lægge til grund, at ansøgerens farbroder, der også havde været ansøgerens stedfader, havde været offentlig anklager og statsansat under PDPA, men nævnet kunne ikke lægge til grund, at farbroderen havde været højt profileret. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at oplysningerne om farbroderens profilering først var fremkommet i forbindelse med nævnsmødet gennem et brev fra ansøgerens moder, og at ansøgerens forklaring om baggrunden for brevet og de øvrige dokumenters sene fremkomst ikke var fremtrådt som troværdig med hensyn til ansøgerens kontakt med familien. Flygtningenævnet fandt det desuden usandsynligt, at ansøgeren ikke selv skulle have haft kendskab til farbroderens høje profilering. Uanset om ansøgerens farbroder i nogen grad måtte have været profileret under PDPA, fandt Flygtningenævnet ikke, at dette kunne begrunde asyl for ansøgeren. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at drabet på farbroderen havde fundet sted i 1995/1996, og at ansøgeren havde kunnet opholde sig i hjemlandet i den mellemliggende tid indtil udrejsen i 2007. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgerens generelle frygt for at blive taget til fange af Taliban, der ifølge ansøgeren tog børn og unge, der vaskede biler på gaderne, var af en sådan konkret karakter, at den kunne begrunde asyl for ansøgeren. De generelle forhold for etniske hazarare kunne ikke i sig selv begrunde asyl. Afg/2009/2

Afg200918

Nævnet stadfæstede i august 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2008 på visum med henblik på at besøge sin herboende datter. I forbindelse med Talebans magtovertagelse i Kabul i 1996 var ansøgerens ægtefælle og en af hendes døtre blevet dræbt. Efterfølgende var ansøgeren sammen med sine børn rejst til Pakistan, hvor de havde opholdt sig i tre år. Efter Karzais magtovertagelse var ansøgeren og hendes børn vendt tilbage til Kabul, hvor ansøgeren herefter havde boet sammen med en datter og en søn. Sønnen havde studeret på universitetet i Kabul, hvor han havde mødt en pige, som han havde forelsket sig i. På et tidspunkt havde sønnen bedt ansøgeren om efter afghansk tradition at bede pigens familie om tilladelse til, at han og pigen kunne blive gift. Pigens forældre er pashtuner og sunni-muslimer og stærkt religiøse. Pigens far var meget indflydelsesrig og tilhørte Hezbe Islami. Pigens forældre havde nægtet at give tilladelse til, at deres datter kunne gifte sig med ansøgerens søn, fordi ansøgerens familie var hazaraer og shia-muslimer. Ansøgeren havde sagt dette til sønnen, som herefter havde fortalt, at pigen var gravid. Sønnen havde herefter sagt til ansøgeren, at han og pigen var nødt til at flygte, fordi deres liv var i fare. Herefter var sønnen og pigen taget af sted, og ansøgeren havde ikke hørt fra dem siden. Få dage senere var ansøgeren blevet opsøgt af pigens far og farbror og to andre mænd. De fire mænd havde spurgt ansøgeren efter sønnen og ransaget ansøgerens bopæl. De havde truet med at dræbe ansøgeren, såfremt hun ikke oplyste, hvor sønnen og pigen opholdt sig. Ansøgeren var straks herefter flygtet til Pakistan, hvor hun havde opholdt sig i to et halvt år, inden hun var vendt tilbage til Kabul for at få udstedt pas. Ansøgeren havde opholdt sig hos datteren i Kabul i cirka 15 dage og havde fået udstedt pas. Herefter var hun vendt tilbage til Pakistan, hvorfra hun var udrejst til Danmark. Datteren og hendes ægtefælle var efterfølgende blevet tvunget til at flygte til Iran på grund af ansøgerens søns konflikt. Flygtningenævnet lagde efter ansøgerens forklaring til grund, at hun i 2006 var blevet opsøgt af familiemedlemmer til sønnens kæreste, og at familiemedlemmerne havde fremsat trusler over for ansøgeren med henblik på at få hende til at oplyse sønnens opholdssted. Ansøgeren var straks udrejst til Pakistan, men var kort tid efter vendt tilbage til Kabul for at få udstedt pas. Hun havde opholdt sig i Kabul i hvert fald i 15 dage. Nævnet kunne ikke lægge til grund, at datteren, som ansøgeren havde opholdt sig hos, var udrejst tidligere end i 2008. Nævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren i forbindelse med asylregistreringen havde forklaret, at datteren var udrejst ikke lang tid før afhøringen, og at hun under samtalen hos Udlændingeservice udtrykkeligt havde nævnt årstallet 2008. Ansøgeren havde forklaret, at hun under de 15 dages ophold i Kabul ikke var blevet opsøgt af familiemedlemmer til sønnens kæreste, og at datteren ikke på noget tidspunkt var blevet opsøgt af familien til sønnens kæreste. Ansøgeren søgte først om asyl efter at have opholdt sig her i landet i over en måned. På denne baggrund fandt Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan ville være i en konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i en reel risiko for at blive udsat for overgreb som omhandlet i udlændingelovens § 7, stk. 2. Den omstændighed, at ansøgeren alene havde to søskende og dermed et begrænset netværk i Afghanistan, fandtes ikke i sig selv at kunne begrunde meddelelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Afg/2009/18

Afg200910

Nævnet meddelte i juli 2009 opholdstilladelse (B–status) til en mandlig ansøger fra Afghanistan. Indrejst i 2007. Ansøgeren er etnisk pashtun og muslim af trosretning fra Laghman-provinsen. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren og dennes familie havde været tilknyttet PDPA, og at flere familiemedlemmer havde været officerer i politiet eller militæret. Nævnet lagde endvidere til grund, at familien i 1992 – efter Najibullah-regeringens fald – var flygtet til Pakistan, hvorfra de var vendt tilbage til Afghanistan efter Talibans magtovertagelse. Efter tilbagekomsten blev ansøgeren, dennes fader og to farbrødre anholdt af Taliban. Faderen og farbrødrene var forsvundet, og deres skæbne var ukendt. Ansøgeren var blevet tilbageholdt af Taliban i et år og var blevet udsat for overgreb under tilbageholdelsen. Ansøgeren var undsluppet og var på ny udrejst til Pakistan. Efter et ophold i Rusland fra 2001 til 2006 var ansøgeren sammen med fem søskende og moderen vendt tilbage til Afghanistan, hvor de havde taget ophold på deres landejendom i Laghman-provinsen. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til, at han tilhørte en familie, som i Afghanistan var kendt som havende tilknytning til det tidligere kommunistiske regime, og at han risikerede forfølgelse som følge heraf fra personer fra Mujahedin-bevægelsen, som samarbejdede med magthaverne i landet. Ansøgeren havde i den forbindelse henvist til, at familien før udrejsen fra Afghanistan i begyndelsen af 2007 var blevet truet til at sælge deres ejendom til underpris til den lokale kommandant, samt blevet truet til at forlade området. Flygtningenævnet bemærkede, at ansøgerens familie med fremtrædende stillinger under Najibullahs regime og med store jordbesiddelser måtte antages for værende kendte i Afghanistan, og at det derfor ville være vanskeligt for ansøgeren ved et eventuelt modsætningsforhold til magthavere i Afghanistan at undgå at bringe sig i søgelyset. Ansøgeren havde i perioden efter Najibullah-regimets fald to gange forsøgt at vende tilbage til Afghanistan. Første gang havde dette resulteret i tilbageholdelser af ansøgeren og flere familiemedlemmer, herunder ansøgerens fader, hvorunder ansøgeren var blevet udsat for overgreb. Anden gang var familien af en lokal kommandant blevet truet til at sælge deres jordbesiddelse til underpris, hvorefter de igen efter trusler fra kommandanten havde følt sig nødsaget til at forlade Afghanistan. Flygtningenævnet fandt, at ansøgeren efter en samlet vurdering derved havde sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan ville være i en reel risiko for dødsstraf eller for at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet lagde ved vurderingen særlig vægt på oplysningerne om familiens fremtrædende position, den tidligere tilbageholdelse, faderens og andre familiemedlemmers forsvinden, samt baggrundsoplysninger om forholdene for større jordbesiddere i Afghanistan. Afg/2009/17

Afg200916

Nævnet meddelte i maj 2009 opholdstilladelse (B-status) til en statsborger fra Afghanistan. Ansøgeren var mindreårig. Indrejst i 2008. Flygtningenævnet tiltrådte, at ansøgeren var tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylsagsbehandling. Det blev lagt til grund, at ansøgeren er etnisk hazara og shiamuslim. Uanset at ansøgeren på en række punkter havde forklaret upræcist om sine forhold og færden frem til udrejsen, kunne Flygtningenævnet lægge til grund, at ansøgerens fader, der havde ejet meget jord, og havde haft en fremtrædende position i landsbyen, var kommet i modsætningsforhold til folk fra Taleban, der havde dræbt faderen, ligesom Taleban efterfølgende havde henvendt sig på ansøgerens bopæl, hvor de havde truet ansøgerens moder og familie på livet, såfremt de ikke inden fem dage ville udlevere våben og penge samt skøde på ejendommen. Ansøgeren, der er ældste søn, var herefter straks udrejst af hjemlandet. Ved nævnets vurdering af ansøgerens forhold blev det taget i betragtning, at ansøgeren er mindreårig. Endvidere blev det efter de foreliggende baggrundsoplysninger antaget, at myndighederne ikke ville være i stand til at yde ansøgeren fornøden beskyttelse. På denne baggrund fandt Flygtningenævnet, at ansøgeren ved en tilbagevenden ville være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Afg/2009/16

Afg200915

Nævnet meddelte i maj 2009 opholdstilladelse (B–status) til en mandlig ansøger fra Afghanistan. Indrejst i 2008. Ansøgeren var mindreårig. Flygtningenævnet tiltrådte, at ansøgeren var tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylsagsprocedure efter en vurdering af ansøgerens fremtræden i nævnsmødet. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer tillagde det vægt, at ansøgeren havde afgivet en konsistent og troværdig forklaring både til sagen, til den beskikkede advokat ifølge advokatindlægget og i nævnsmødet. Ansøgeren havde forklaret uforbeholdent, og de få og i øvrigt mindre betydende misforståelser, der havde været i forhold til det gengivne i politirapport af 17. september 2008, måtte anses for at bero på tolkeproblemer. Ansøgerens alder på 16 år ifølge personundersøgelseserklæring af 19. december 2008 ansås tilsvarende for i alt væsentligt at stemme med ansøgerens oplysning om, at han ved indrejsen havde været 15 år. Ved vurderingen af ansøgerens forklaring, herunder ansøgerens relativt få konkrete oplysninger om faderens rolle og politiske aktivitet og betydning, lagde et flertal af Flygtningenævnets medlemmer til fordel for ansøgeren vægt på ansøgerens alder, på det anførte om ansøgerens troværdighed i øvrigt, og på at ansøgeren havde oplysningerne fra sin mor. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer lagde herefter til grund, at ansøgerens forældre havde baggrund som hazaraer og shia-muslimer fra et distrikt i Ghanzni-provinsen i Afghanistan. Ansøgerens far havde været politisk aktiv og havde haft indflydelse i lokalområdet og havde i forbindelse med Talebans tilstedeværelse i tiden omkring 1998 valgt at søge at samarbejde med Taleban, således at hazara-familierne i området derved havde kunnet opnå beskyttelse over for de tilstedeværende pashtunere. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer lagde til grund, at faderen var blevet udsat for overgreb og havde været i konflikt med andre hazara-familier og pashtunere i området, idet han var blevet anset for en form for spion for Taleban. Da en granat var blevet kastet ind i familiens ejendom, og faderen derved var blevet såret i benet, havde faderen umiddelbart herefter med sin familie valgt at tage til Iran. Ansøgeren, hans søskende og mor var nået frem til Teheran, men faderen var forsvundet under rejsen, og ansøgeren havde ikke haft kontakt med sin far siden. Flugten skete omkring år 2000, hvor ansøgeren var omkring syv eller otte år gammel. Ansøgeren havde herefter haft ophold med sin mor og søskende i Shorabad-området i Teheran, hvor ansøgeren og hans søskende efter moderens pålæg herom udadtil havde levet under et andet navn end faderens. Familien havde ikke haft kontakt med andre hazara-familier fra Afghanistan og havde alene haft kontakt til muligt en fjernere slægtning, som ansøgeren havde kaldt morbror. Denne havde i et vist omfang hjulpet familien men havde også af hensyn til sin egen sikkerhed afvist nærmere kontakt. Det var dog den nævnte morbror, der konkret både praktisk og økonomisk havde hjulpet ansøgeren, da han i 2007 sammen med sin mor og søskende af de iranske myndigheder var blevet pågrebet med henblik på udsendelse til Afghanistan, fordi de ikke havde opholdstilladelse. Morbroderen havde arrangeret ansøgerens flugt til Europa, fordi morbroderen ikke havde anset ansøgeren for at være i sikkerhed i Teheran eller i Afghanistan. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer lagde videre til grund, at ansøgerens mor og søskende nu ved den nævnte morbroders hjælp på ny var udrejst fra Afghanistan og havde ophold hos ham. Under de ovennævnte omstændigheder fandt et flertal af Flygtningenævnets medlemmer, at ansøgeren, der var familiens ældste søn, ved en tilbagevenden til hjemområdet i Afghanistan, hvor han efter det oplyste hverken havde familie eller andet netværk, risikerede en umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, som omfattes af udlændingelovens § 7, stk. 2. Efter stemmeflertallet fandt nævnet derfor, at ansøgeren havde krav på opholdstilladelse efter denne bestemmelse. Afg/2009/15

Afg200914

Nævnet stadfæstede i maj 2009 en afgørelse truffet af Udlændingeservice vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2008. Ansøgeren havde henvist til en konflikt med sin fasters mand, idet ansøgerens søster ikke havde ønsket at indgå ægteskab med hans søn. Søsteren havde i stedet indgået ægteskab med deres morbroders søn i Iran. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren havde forklaret, at han som cirka tiårig var udrejst fra Afghanistan til Iran i 1998, idet han skulle arbejde hos sin morbror i Teheran og bidrage til forsørgelsen af sin mor og søster, der efter faderens død fortsat havde haft ophold i en by ved Kabul. Faderen havde allerede, da søsteren havde været omkring tre år, aftalt med fasteren og dennes mand, at søsteren skulle giftes med deres næstældste søn. Søsteren havde ikke ønsket dette ægteskab. Der havde ikke været problemer, da ansøgeren i 2004 havde besøgt sin mor og søster i Kabul, og ansøgeren havde herefter fortsat arbejdet hos morbroderen i Teheran indtil 2008, hvor han var udrejst af Iran og til Europa, idet de iranske myndigheder var begyndt at udsende afghanere. I overensstemmelse hermed havde ansøgeren ifølge asylregistreringsrapport fra 2008 som sit asylmotiv oplyst, at Taleban havde ødelagt familiens tilværelse i Afghanistan, og at Iran var begyndt at ”smide afghanere ud af landet”. Ansøgeren, der er analfabet, havde ikke udfyldt et asylansøgningsskema, men havde til samtalereferat blandt andet oplyst om udrejsen i 1998 og besøget hos moderen og søsteren uden problemer i 2004. Adspurgt om, hvorfor ansøgeren ikke var vendt tilbage til Afghanistan, havde ansøgeren til referatet svaret, at der ikke var nogen fremtid for ham, sikkerheden var dårlig, og der var intet arbejde. Først adspurgt direkte om søsterens forhold havde ansøgeren oplyst om det, som var hans asylmotiv. Ansøgeren havde herom forklaret, at faderens familie havde troet, at det havde været ansøgerens bestemmelse, at søsteren måtte gifte sig på moderens side på trods af aftalen med ansøgerens far og oplyst, at da han havde været i Iran, havde han ikke troet, at problemerne med hans søsters ægteskab ville blive så store. Men efter at han fra Danmark havde talt med moderen, havde han for alvor følt sig truet. I nævnsmødet havde ansøgeren oplyst, at han fra Iran havde ringet til sin fasters mand for at få dennes reaktion på søsterens forlovelse med morbroderens søn. Nævnet lagde til grund, at telefonsamtalen havde fundet sted i slutningen af 2007. Ansøgeren havde forklaret, at fasterens mand havde fremsat trusler direkte mod ham, hans mor og søster, men han havde også forklaret, at han dog ikke havde taget truslerne så alvorligt. Det var først efterfølgende, da han fra Danmark havde talt med sin mor. Ansøgeren havde ifølge advokatindlægget og på nævnsmødet oplyst, at moderen og søsteren i foråret 2009 var flygtet til Iran. Det var morbroderen, der havde hentet dem til Iran, hvor søsteren efter sit ønske havde villet indgå ægteskab med morbroderens søn. På den nævnte baggrund fandt Flygtningenævnet efter en samlet vurdering af ansøgerens oplysninger, at det ikke kunne lægges til grund, at konflikten med fasterens mand vedrørende søsterens ægteskab havde en sådan intensitet over for ansøgeren, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerede overgreb eller efterstræbelse, som var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Det indgik i vurderingen, at ansøgerens mor og søster havde kunnet opholde sig i samme område i Kabul eller byen tæt herved, hvor fasterens mand boede, uden overgreb uanset oplysningerne om forlovelsen måtte anses for kendt af fasterens mand siden i hvert fald 2007 og uanset truslerne, som var nævnt i telefonsamtalen mellem ansøgeren og fasterens mand. Ansøgeren havde i øvrigt ikke grundet egne forhold haft nogen form for konflikter hverken med myndighederne eller grupperinger i Afghanistan og fandtes ikke at risikere forfølgelse i hjemlandet, der var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Afg/2009/14

Afg200912

Nævnet meddelte i april 2009 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2007. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til, at hans fader havde arbejdet tæt sammen med en indflydelsesrig kommandant i Kunar-provinsen, der havde ydet familien beskyttelse. I forbindelse med Talibans magtovertagelse i området, havde kommandanten beskyldt ansøgerens far for at have videregivet oplysninger om områdets grænseposter til Taliban. Ansøgerens familie frygtede, at kommandanten ville hævne sig på én af dem. Ansøgeren og hans familie havde herefter forladt området. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgerens familie var en velhavende og kendt familie i Kunar-provinsen. Flygtningenævnet havde i en afgørelse fra 2006 givet asyl til ansøgerens broder under henvisning til, at ansøgerens fader havde bragt sig i et sådant modsætningsforhold til en navngiven kommandant, der havde en fremtrædende position i Kunar-provinsen, at også sønnen måtte antages at være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet fandt på den baggrund og under hensyn til, at forholdene i Kunar-provinsen fortsat måtte anses for usikre, at ansøgeren ligeledes måtte anses for at være i en reel risiko for at blive udsat for forhold, der var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Afg/2009/12

Afg200911

Nævnet meddelte i marts 2009 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2008. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er etnisk hazara fra Ghazi-provinsen i Afghanistan, og at ansøgeren siden han var fem år gammel havde opholdt sig i først Pakistan og senere i Iran uden, at han havde haft en gyldig opholdstilladelse. Flygtningenævnet lagde ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, herunder om årsagerne til, at ansøgeren og hans fader og to søstre måtte forlade Afghanistan. Flygtningenævnet lagde således til grund, at ansøgerens farbroder, som familien havde boet sammen med, i 1998 havde dræbt to pashtunere under en konflikt om noget jord. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer fandt på denne baggrund, at der var grundlag for at antage, at ansøgeren ville være i en reel risiko for dødsstraf eller for at ville blive underkastet umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, ved en tilbagevenden til Afghanistan, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Afg/2009/11

Afg200910

Nævnet meddelte i marts 2009 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2008. Ansøgeren havde henvist til, at han i hjemlandet – mens han havde arbejdet som fårehyrde – var blevet rekrutteret af en for ansøgeren ukendt mand til en træningslejr for unge drenge og unge mænd, og blandt andet var blevet trænet i at fungere som selvmordsbomber. Ved en tilbagevenden til Afghanistan frygtede ansøgeren, at han ville blive hvervet igen. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er etnisk tadjik fra Faryab-provinsen, at han ikke havde været politisk aktiv, og at han ikke havde haft problemer med myndighederne. Uanset at ansøgeren på nogle punkter havde forklaret upræcist om det påberåbte asylmotiv, kunne et flertal afFlygtningenævnets medlemmer efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring, herunder hans fremtræden for Flygtningenævnet, ikke tilsidesætte ansøgerens forklaring om, at ansøgeren var blevet lokket til at tage med af en mand, at ansøgeren herefter var blevet anbragt i en kælder, hvor der havde været cirka 40-50 drenge og unge mænd, at manden og andre havde trænet dem som selvmordsbombere, at ansøgeren havde opholdt sig i cirka seks måneder i kælderen, at det var lykkedes for ansøgeren at flygte i forbindelse med en flytning af drengene, at ansøgeren var kommet tilbage til sin arbejdsgiver som hyrde, og at han havde stjålet og solgt syv af arbejdsgiverens får i forbindelse med udrejsen. Flygtningenævnets flertal fandt på denne baggrund, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han ville være i en reel risiko for dødsstraf eller for at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til hjemlandet.  Afg/2009/10

Afg20091

Nævnet stadfæstede i januar 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2008. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er tadjik, muslim, og er født og opvokset i Kabul, hvorfra hun var flygtet med sin moder og søskende i 1992. De efterfølgende 16 år havde hun boet i Pakistan. Hun havde ikke været hverken politisk eller religiøst aktiv. Som væsentligste asylmotiv havde ansøgeren for det første henvist til, at hendes fader havde været en højtplaceret officer og medlem af PDPA, og at han var blevet likvideret af Mujahedin i 1992. For det andet havde ansøgeren henvist til sin ægtefælles forhold, idet han havde været fængslet af Taleban i Afghanistan, hvorfra han blev løsladt i 2000. Den omstændighed, at ansøgerens fader havde været officer og medlem af PDPA under Najibullah kunne ikke føre til, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan ville være i en asylrelevant risiko for forfølgelse. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at der nu var forløbet snart 17 år siden faderens død, ligesom der i dag er væsentligt ændrede magtforhold i Afghanistan. Hertil kom, at ansøgeren ikke havde sandsynliggjort, at faderen skulle havde været så højtplaceret officer og medlem af PDPA, at dette i sig selv kunne medføre, at hans datter så mange år senere opfyldte betingelserne for at få asyl. Endelig lagde Flygtningenævnet vægt på, at ansøgerens søster efter det oplyste, havde kunnet opholde sig i Afghanistan uden problemer som følge af faderens forhold. Den omstændighed, at ansøgerens ægtefælle havde været fængslet af Taleban, kunne heller ikke føre til, at hun nu opfyldte betingelserne for at få asyl. For det første havde ansøgeren alene kunne henvise til, at hun i Pakistan skulle være blevet truet af en anden kvinde, der havde videregivet en besked fra sin mand, der angiveligt skulle være medlem af Taleban. For det andet er der væsentligt ændrede forhold i Afghanistan i forhold til situationen i 2000. Ansøgeren havde derfor ikke sandsynliggjort, at hun som følge af sin ægtefælles forhold var i risiko for asylrelevant forfølgelse ved en tilbagevenden til Afghanistan som følge af ægtefællens forhold. Herefter, og da de generelt usikre forhold i Afghanistan, herunder for enlige kvinder, ikke i sig selv kunne føre til et andet resultat, opfyldte ansøgeren ikke betingelserne for at få asyl efter udlændingelovens § 7. Afg/2009/1

Afg20089

Nævnet stadfæstede i april 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2006. Flygtningenævnet lagde ved sagens afgørelse til grund, at ansøgeren er etnisk hazara fra Afghanistan og er født og opvokset i Kabul, men senere flyttede til Mazar-e-Sharif. Det lagdes endvidere til grund, at ansøgeren og hans broder i 1998, efter at Taleban for anden gang havde erobret Mazar-e-Sharif, var blevet anholdt og herefter tilbageholdt frem til 2001, hvor de blev løsladt uden betingelser. Det lagdes yderligere til grund, at ansøgeren under tilbageholdelsen, især i den første tid, var blevet udsat for hårdhændet behandling. Flygtningenævnet fandt ikke, at dette kunne begrunde asyl. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at Taleban ikke på afgørelsestidspunktet udgjorde nogen magtfaktor i Kabul eller i Mazar-e-Sharif området. Flygtningenævnet lagde herudover vægt på, at forholdet lå langt tilbage i tid, og at ansøgeren var helt uprofileret. Flygtningenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren ikke havde haft konflikter med de nuværende magthavere. Flygtningenævnet fandt ikke, at den behandling ansøgeren havde været udsat for under tilbageholdelsen af Taleban i sig selv kunne begrunde asyl. Flygtningenævnet forkastede ansøgerens forklaring om, at hans farbroder som følge af en jordstrid var blevet dræbt, og at ansøgeren og hans fader som følge heraf efterstræbtes af en fætter i Afghanistan. Flygtningenævnet fandt, at denne forklaring virkede usandfærdig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet fandt det under disse omstændigheder ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan ville være i en konkret og individuel risiko for forfølgelse eller for at blive udsat for umenneskelig behandling eller overgreb. Ansøgeren opfyldte derfor ikke betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Afg/2008/9

Afg20088

Nævnet stadfæstede i april 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2007. I slutningen af 2006 rejste ansøgeren sammen med sin moder og bedstemoder samt ansøgerens ægtefælle og deres tre børn tilbage til deres hjemby i Afghanistan. Ansøgeren opholdt sig i hjemlandet i tre dage, førend han alene udrejste på ny. Flygtningenævnet lagde ved sagens afgørelse til grund, at ansøgeren er etnisk pashtun fra Kunar provinsen i Afghanistan, og at han fra 1995 til 2006 havde opholdt sig i en flygtningelejr i Pakistan sammen med sin moder. Under opholdet i flygtningelejren var ansøgeren blevet gift og har nu tre børn med sin ægtefælle. Uanset om ansøgerens forklaring om, at han i oktober 2006 i flygtningelejren i Pakistan var blevet opsøgt af en kommandant og truet af denne med, at ansøgerens børn ville blive slået ihjel, hvis han ikke rejste tilbage til Afghanistan og tilsluttede sig kommandantens Mujahedin-bevægelse, lagdes til grund, fandt Flygtningenævnet ikke, at dette kunne begrunde asyl. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at kommandanten i flygtningelejren havde opsøgt adskillige andre end ansøgeren. Flygtningenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren havde opholdt sig i lejren i over ti år uden problemer. Flygtningenævnet lagde desuden vægt på, at ansøgeren herefter var rejst fra Pakistan til sin hjemby i Kunar-provinsen med hele sin familie, hvorefter han efter tre dage var udrejst alene, selvom kommandanten havde truet med at dræbe hans børn. Flygtningenævnet lagde endvidere en vis vægt på, at ansøgeren først under samtalen med advokaten havde oplyst, at han var rejst til Afghanistan for at søge hjælp hos amerikanerne. Flygtningenævnet fandt det under disse omstændigheder ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan ville være i en konkret og individuel risiko for forfølgelse eller for at blive udsat for umenneskelig behandling eller overgreb. Afg/2008/8

Afg20086

Nævnet meddelte i marts 2008 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2007. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim, at ansøgerens far under krigen mod Taleban havde virket som kommandant for en gruppe soldater under Hezbe-Wahdat, at faderen på grund af mistanke om deltagelse i våbentyveri var flygtet og gået over til Taleban, at ansøgeren og hans øvrige familie var kommet i modsætningsforhold til de lokale beboere, og at de i 2001 var flygtet op i bjergene. Endvidere lagde Flygtningenævnet til grund, at moderen havde været i et modsætningsforhold til sin familie på grund af ægteskabet med ansøgerens far, at en morbroder, som ansøgerens far havde fængslet i forbindelse med den ovenfor nævnte sag om våbentyveri, var blevet fundet død i sin fængselscelle, og at moderens familie havde mistænkt faderen for at have dræbt morbroderen. Endelig lagde Flygtningenævnet til grund, at ansøgeren sammen med sine forældre og søskende i 2004 ville rejse til en anden by for at besøge en af moderens søstre, der var alvorlig syg, at de i forbindelse hermed havde passeret en by, hvor ansøgerens to morbrødre boede, at de havde henvendt sig på morbrødrenes bopæl, hvor der var opstået diskussion, idet morbrødrene var vrede på faderen, at det var endt med, at morbrødrene og faderen var gået afsides, hvorunder morbrødrene havde slået faderen ihjel, at ansøgeren og den resterende familie med en af tanternes mellemkomst havde fået kørelejlighed til moderens søster den følgende morgen, at moderen var blevet syg under opholdet hos søsteren, at mosterens ægtefælle havde oplyst, at ville køre moderen til en læge, at nævnte ægtefælle efterfølgende havde sørget for, at ansøgeren og hans søskende var blevet kørt væk fra stedet, at ansøgeren og hans søskende var blevet overgivet til fremmede personer, og at ansøgeren var blevet undergivet et slaverilignende forhold. Efter en samlet vurdering af ansøgerens forhold sammenholdt med de foreliggende baggrundsoplysninger måtte det antages, at der på grund af faderens forhold fortsat var et modsætningsforhold dels til de lokale myndigheder i form af Hezbe-Wahdat, dels til moderens familie. Flygtningenævnet fandt på denne baggrund, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han ville være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til hjemlandet. Afg/2008/6

Afg20085

Nævnet meddelte i marts 2008 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2007. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgerens familie gennem mange år havde haft store jordbesiddelser i Laghman-provinsen, at jordbesiddelserne var blevet beslaglagt af Muhajedin ved magtskiftet i 1992, idet ansøgerens far og bror havde arbejdet for det tidligere styre, at Muhajedin var repræsenteret af lokale kommandanter, at familien havde fået jordbesiddelserne tilbage i 1997 efter Talebans magtovertagelse, at faderen og broderen havde samarbejdet med Taleban fra 1997 til 1999, at broderen var blevet dræbt af Taleban i 1999, hvorefter faderen og den øvrige familie var flygtet til Pakistan, at familien havde taget ophold i Laghman i begyndelsen af 2002, at Muhajedin-grupper i august 2005 havde udført et voldeligt angreb mod ansøgerens familie, hvorunder faderen havde afstået indtægterne af jordbesiddelserne, at faderen efter at have indbragt sagen for et ældreråd havde fået tilbageleveret jordbesiddelserne 8-9 måneder senere, at en gruppe fra Muhajedin under ledelse af de to ovenfor nævnte lokale kommandanter havde henvendt sig på ejendommen en nat i august 2006 med krav om, at faderen underskrev et overdragelsesdokument, og at faderen var blevet skudt og dræbt, da han havde nægtet at underskrive. Flygtningenævnet lagde videre til grund, at ansøgeren og den øvrige familie var flygtet over taget til naboejendommen, hvor de havde skjult sig i fire dage, og at de havde forladt området iklædt burka, inden de havde påbegyndt udrejsen. Henset til drabet på faderen sammenholdt med de foreliggende baggrundsoplysninger om forholdene for større jordbesiddere, måtte det antages, at ansøgeren som arving til jorden vil stå i et modsætningsforhold til de pågældende lokale kommandanter, såfremt han vender tilbage til hjemlandet. Flygtningenævnet fandt på denne baggrund, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han vil være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til hjemlandet. Afg/2008/5

Afg20084

Nævnet stadfæstede i marts 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Født i 1991. Indrejst i 2007. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er en cirka 16-årig uledsaget mindreårig, som havde gået fem år i skole i Afghanistan. Flygtningenævnet fandt, at ansøgerens forklaring måtte vurderes i lyset heraf. Flygtningenævnet tiltrådte, at ansøgeren var tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylsagsbehandling. Ansøgeren havde som sit asylmotiv anført, at han frygtede, at hans søsters ægtefælle, der var kommandant, ville slå ham ihjel, idet kommandanten troede, at det var ansøgeren, der havde planlagt, at hans søster og kommandantens 16-årige datter, skulle forlade ham. Flygtningenævnet fandt ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund, idet denne havde virket usandfærdig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet havde herved lagt vægt på, at ansøgeren under sagens behandling havde forklaret divergerende og på visse punkter udbyggende. Ansøgerens forklaring havde endvidere været stridende mod de oplysninger, som Flygtningenævnet har om familieforholdene i Afghanistan. På denne baggrund fandt Flygtningenævnet, at det ikke virkede sandsynligt, at ansøgeren skulle være efterstræbt af kommandanten. Flygtningenævnet lagde desuden vægt på, at ansøgerens formodning om, at kommandanten efterstræbte ham, alene byggede på oplysninger fra hans farbroders partner, der havde gengivet et rygte, som ansøgerens farbroder havde hørt. Under disse omstændigheder fandt Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan ville være i en konkret og individuel risiko for forfølgelse eller for at blive udsat for umenneskelig behandling eller overgreb. Ansøgeren opfyldte derfor ikke betingelserne for asyl efter udlændingelovens § 7. Afg/2008/4

Afg20083

Nævnet stadfæstede i februar i 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2006. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren som sit asylmotiv havde angivet, at han frygtede overgreb fra Talebans side som følge af, at faderen havde nægtet at samarbejde med Taleban og ligeledes havde nægtet at lade sine sønner slutte sig til Taleban. Ansøgeren frygtede endvidere overgreb som følge af, at Taleban skulle have mistanke om, at deres skjulested var blevet røbet af ansøgeren eller faderen. Flygtningenævnet bemærkede, at ansøgeren for så vidt angik faderens position på hjemegnen havde udbygget sin forklaring, idet det ikke forud for ansøgerens samtale med den beskikkede advokat fremgik af sagen, at faderen og farfaderen havde været stammeledere og havde haft betydelig indflydelse på den lokale befolkning. Flygtningenævnet fandt, at ansøgerens forklaring om asylmotivet forekom usandsynlig og konstrueret til lejligheden. Det forekom usandsynligt, at Taleban skulle have lovet ansøgerens fader alle de penge og våben, som han måtte ønske sig, hvis han sluttede sig til Taleban. Det bemærkedes herved, at faderen havde været imod Taleban og havde sympatiseret med modstandere af Taleban. Ansøgerens forklaring om, at han under et besøg af Taleban på bopælen havde sneget sig tilbage og lyttet ved vinduerne, og at Taleban herefter havde beskyldt faderen for, at deres skjulested var blevet afsløret, fordi ansøgeren havde fulgt efter Taleban, virkede konstrueret. Hvis Taleban havde den opfattelse, at deres skjulested var blevet røbet med den følge, at flere medlemmer var blevet dræbt og såret, forekom det usandsynligt, at Taleban ville have indskrænket sig til i første omgang at efterlade et brev til familien, hvori man havde redegjort for mistanken og var fremkommet med trusler på livet. Hvis det havde forholdt sig som angivet af ansøgeren, forekom det endvidere usandsynligt, at faderen skulle have sendt ansøgeren alene afsted til Kabul med en større sum penge, mens resten af familien var forblevet i hjemmet. Efter det anførte fandtes det ubetænkeligt at forkaste ansøgerens forklaring om asylmotivet. Det bemærkedes herved tillige, at det ikke understøttede ansøgerens troværdighed, at han ved indrejsen i Danmark havde været i besiddelse af en række håndskrevne papirer, der med ansøgerens navn påført indeholdt en konstrueret forklaring om et asylmotiv, som dog var forskellig fra ansøgerens forklaring, og som indeholdt angivelser af spørgsmål, der typisk stilles i forbindelse med behandling af en asylsag. Herefter fandtes ansøgeren ikke at have sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan ville være i risiko for en asylbegrundende forfølgelse, der var omfattet af udlændingelovens § 7 stk. 1, eller for at blive udsat for forhold, der var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Afg/2008/3

Afg200821

Nævnet stadfæstede i december 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mindreårig mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2008. Flygtningenævnet tiltrådte, at ansøgeren var tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylsagsbehandling. Ansøgeren havde til støtte for sin asylansøgning navnlig gjort gældende, at han ved eventuel tilbagevenden til Logar-provinsen i Afghanistan, hvor hans familie stammer fra, ville være i risiko for overgreb eller anden form for forfølgelse fra to navngivne personer, der havde konfiskeret familiens jord. Jordstriden havde været grunden til, at ansøgeren og hans familie for 11 år siden var udrejst af hjemlandet til Iran. Dette fremgik af en erklæring, som ansøgerens fader havde fremskaffet til brug for sagen, og hvori faderens identitet var bekræftet af de lokale myndigheder i en by i Logar-provinsen. Flygtningenævnet fandt ikke, at dette kunne begrunde, at der meddeltes ansøgeren beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Nævnet lagde herved vægt på, at forholdene lå langt tilbage i tid. Det forhold, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan ikke ville have nær familie eller fast ejendom her, kunne ikke i sig selv føre til et andet resultat. Flygtningenævnet fandt ej heller, at ansøgeren ville være i risiko for asylbegrundende forfølgelse efter reglerne i Flygtningekonventionen, jf. udlændingelovens § 7, stk.1. Flygtningenævnet fandt under disse omstændigheder ej heller grundlag for at udsætte sagen på, at der blev tilvejebragt nærmere oplysninger om magtforholdene i Logar-provinsen. Afg/2008/21

Afg200820

Nævnet stadfæstede i oktober 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2007. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim fra Kabul. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til de generelle forhold i Afghanistan og til, at hun ved en tilbagevenden risikerede overgreb, fordi hun var enlig kvinde uden netværk og ikke vil kunne opnå myndighedernes beskyttelse. Ansøgeren havde under sagens behandling i nævnet tillige henvist til ansøgerens faders høje profilering som højt stående officer under PDPA-regeringen. Ansøgeren havde endeligt henvist til, at hun under sit ophold i Pakistan, hvor hun havde boet fra 2000 til indrejsen i Danmark i 2007, havde været udsat for chikane og trusler. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgerens faders profilering som general under PDPA-regeringen indtil 1992 kunne begrunde opholdstilladelse for ansøgeren efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet havde herved lagt vægt på, at faderens aktiviteter for PDPA lå langt tilbage i tid, og at ansøgeren dengang kun var 5-6 år gammel, og at ansøgeren ikke under sit ophold i Pakistan havde haft konflikter på grund af faderens forhold. Flygtningenævnet kunne derfor ikke lægge til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet på tidspunktet for nævnsafgørelsen ville være i en reel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7 på grund af sin faders forhold. Flygtningenævnet fandt ikke, at den chikane, som ansøgeren havde været udsat for i Pakistan kunne antages at vedrøre forhold, der havde betydning for vurderingen af, om ansøgeren opfyldte betingelserne for asyl i forhold til Afghanistan. Flygtningenævnet fandt ikke, at de generelt vanskelige forhold i Afghanistan, herunder for enlige kvinder, i sig selv var af en sådan karakter, at de var asylbegrundede. Afg/2008/20

Afg20082

Nævnet stadfæstede i februar 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan Indrejst i januar 2007. Ansøgerens ægtefælle bor i Danmark. Det fremgår af sagen, at ansøgeren siden 2003 har arbejdet for forskellig udenlandske og internationale organisationer som chauffør, tolk m.v. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren som asylmotiv havde henvist til frygt for overgreb fra sin biologiske familie, der er tilknyttet Taleban. Nævnet havde ikke grundlag for at betvivle ansøgerens forklaring om sine forskellige ansættelser hos udenlandske organisationer. Nævnet kunne imidlertid ikke lægge ansøgerens forklaring til grund om de overgreb og trusler, han skulle have været udsat for i dette forløb. Nævnet bemærkede, at forklaringen var divergerende og udbygget. Ansøgeren havde navnlig vedrørende en knivepisode afgivet indbyrdes forskellige forklaringer såvel i asylskema, som under samtalen med Udlændingeservice og i nævnet. Ansøgerens forklaring om eksistensen af trusler stemte heller ikke overens med, at han først var udrejst efter opnåelse af besøgsvisum, og at han først havde søgt om asyl efter udløbet af visumperioden. Det bemærkedes endelig, at det forhold, at ansøgeren havde arbejdet for udenlandske organisationer ikke i sig selv var asylbegrundende. Afg/2008/2

Afg200819

Nævnet stadfæstede i oktober 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2007. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er etnisk tadjik og shia-muslim fra Kabul, at ansøgeren ikke havde været politisk aktiv, at ansøgerens ægtefælle, der havde virket som officer under det kommunistiske styre og havde været medlem af PDPA, blev dræbt i 1988 under kamphandlinger, at ansøgerens sønner efter magtskiftet i 1992 havde tilsluttet sig Hezbe Wahdat partiet, at ansøgerens ældste søn var blevet dræbt under kamphandlinger, at ansøgeren havde ernæret sig som lærer, at ansøgeren under Taleban-styret i 2000 var blevet overfaldet af Taleban-folk på grund af hendes undervisning af piger, at ansøgeren herefter var flygtet til Pakistan sammen med sin mindreårige datter, at ansøgeren efterfølgende havde foretaget flere rejser mellem Pakistan og Afghanistan, og at ansøgeren var vendt tilbage til Kabul sammen med datteren kort tid før udrejsen. Nævnet lagde endvidere til grund, at ansøgeren ikke havde slægtninge i Afghanistan. Ansøgerens yngste søn opholdt sig i Danmark, mens datteren var gift og opholdt sig i Iran. Ansøgerens konflikter med Taleban kunne ikke begrunde asyl, idet Taleban ikke længere var ved magten. Endvidere måtte det tillægges vægt, at Hezbe Wahdat indgik i det nuværende styre, og at ansøgeren ikke efter det oplyste havde haft konkrete problemer på grund af ægtefællens medlemskab af PDPA. De generelle forhold i Afghanistan, herunder for enlige kvinder, kunne ikke i sig selv begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Hertil kom, at ansøgeren fremstod som helt uprofileret. Afg/2008/19

Afg200818

Nævnet stadfæstede i oktober 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan samt et barn. Indrejst i november 2008. Ansøgeren nægtede at indgå ægteskab med den mand, som hendes familie havde valgt til hende, og giftede sig i stedet med en anden mand. Flygtningenævnet bemærkede, at ansøgeren, navnlig i advokatindlægget og under nævnsbehandlingen, havde afgivet divergerende forklaringer om sit asylmotiv i forhold til hendes oprindelige forklaring til registreringsrapporten og til hendes asylskema. I hendes registreringsrapport havde hun angivet, at hun var arrangeret forlovet, men ikke havde ønsket at gifte sig med vedkommende, og at hun havde fået afslag på familiesammenføring, hvorfor hendes sidste mulighed havde været at søge asyl. Til asylskemaet havde hun angivet, at hun ikke ønskede at føde og opfostre sit barn uden dets fader, og at hun ønskede at studere videre her i Danmark. Endvidere havde hun angivet, at hendes forlovede i Afghanistan var analfabet. Under nævnsbehandlingen og i advokatindlægget havde ansøgeren uddybet sidstnævnte bemærkning derhen, at hendes forlovede var ud af en magtfuld familie, og at hun havde hørt, at han studerede på universitetet. Uanset om dele af hendes forklaring måtte kunne lægges til grund for sagen, herunder at hun via sin familie havde modtaget diverse verbale og skriftlige trusler fra den forlovede i Afghanistan, lagde Flygtningenævnet vægt på, at hun havde opholdt sig i Iran i flere år efter, at hun var blevet gift med sin ægtefælle, uden at hun have været udsat for overgreb fra den forlovede eller dennes familie. Efter en samlet vurdering af ansøgerens oplysninger fandt Flygtningenævnet det herefter ikke sandsynliggjort af hende, at hun ved en tilbagevenden til sit hjemland ville være i konkret, individuel risiko for forfølgelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at hun ville være i reel risiko for overgreb fra hendes tidligere forlovede omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Det forhold, at ansøgeren ville være enlig kvinde uden netværk ved en eventuel tilbagevenden til sit hjemland, fandtes ikke at kunne føre til noget andet resultat. Endelig bemærkede Flygtningenævnet, at nævnet ikke havde fundet tilstrækkeligt grundlag til at hjemvise sagen til fornyet behandling i Udlændingeservice, som følge af hendes ægtefælles forhold, da det forelå oplyst for nævnet, at Udlændingeservices asyl- og visumafdeling i 2006 havde givet afslag på familiesammenføring, idet man ikke fandt, at ansøgerens ægtefælle ville være i risiko for asylbegrundende forfølgelse ved en tilbagevenden til Afghanistan, selvom han havde fået opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, i 2001. Afg/2008/18

Afg200817

Nævnet stadfæstede i september 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2007. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er pashtun, sunni-muslim og fra en mindre by tæt på Jalalabad. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til, at hans far, der var militærmand indtil 1992 under PDPA, var blevet dræbt af Taleban/Mujahedin i 2003. Hertil kom, at ansøgeren mente sig forfulgt af Taleban, fordi han havde talt imod selvmordsbombere, ligesom han havde forsvaret den danske regering i forbindelse med krisen efter tegninge-sagen. Endelig havde ansøgeren henvist til, at han var kommet i miskredit, fordi han havde valgt at gifte sig med en pige fra Danmark. Ansøgerens forklaringer forekom ikke troværdige. For det første havde han ikke på nogen overbevisende måde kunnet redegøre for sit og faderens liv i perioden fra 1992 til 2003, hvor faderen efter det oplyste var blevet dræbt. Ansøgeren havde i denne periode været først barn og siden teenager, og han havde – når han blev spurgt nærmere – henvist til, at han kun var et barn, og at han ikke kunne huske meget. For det andet forekom det ikke sandsynligt – og alene konstrueret til lejligheden – at han skulle have bragt sig i miskredit hos Taleban med videre ved at have talt imod selvmordsbombere. For det tredje forekom ansøgerens forklaring om sit forsvar for den danske regering i tegninge-sagen søgt og utroværdig. Hertil kom, at ansøgeren heller ikke i forbindelse med dette asylmotiv havde været særlig konkret og vedholdende med hensyn til tid, sted med videre. For det fjerde forekom det ikke troværdigt, at ansøgeren dels skulle have forklaret om, og dels skulle have bragt sig i miskredit hos Taleban, fordi han havde ønsket at gifte sig med en afghansk pige bosat i Danmark. Hans forklaring om, at han til en ny ven lige før sin udrejse skulle have betroet denne dette forhold – selvom denne ven efter ansøgerens forklaring havde forekommet mistænkelig – var selvmodsigende og utroværdig. Flygtningenævnet kunne på denne baggrund ikke lægge ansøgerens forklaring til grund, og Flygtningenævnet kunne som følge heraf ikke lægge til grund, at ansøgeren havde et asylrelevant motiv for ikke at vende tilbage til Afghanistan. Ansøgeren opfyldte derfor ikke betingelserne i udlændingelovens § 7. Afg/2008/17

Afg200816

Nævnet meddelte i august 2008 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2006. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er hazara, shia-muslim og fra Ghazni. Han havde i perioder boet i Kabul, ligesom han en stor del af tiden fra 1992 til 2004 havde været flygtning i Iran. Han havde – før han blev 15-16 år – været medlem af en ungdomsforening under PDPA, ligesom han kort før sin udrejse i 2006 blandt andet havde deltaget i kristendomsundervisning. Ansøgeren havde som væsentligste asylmotiv henvist til, at han var højt profileret, da hans fader indtil 1992 havde en ledende stilling i et ministerium og i lokalområdet. Hertil kom, at ansøgeren i 2005/06 havde deltaget blandt andet i kristendomsundervisning. Ansøgeren havde i den forbindelse fremlagt to dokumenter fra juli 2006. Det fremgik heraf, at en mullah og en person fra Indenrigsministeriet var bekendt med, at ansøgeren havde været vantro, hvorfor der var udstedt en arrestordre i Ghazni-provinsen. Det lagdes til grund, at ansøgeren og dennes familie havde været på flugt/fængslet det meste af tiden siden 1992. Det lagdes videre til grund, at ansøgeren fra 2004 til sommeren 2006 havde kunnet opholde sig i Afghanistan, men at han herefter på ny havde måttet flygte, da han som følge af sin interesse for kristendommen – muligt kombineret med profileringen som følge af sin fader – var blevet eftersøgt. Når hertil kom, at ansøgeren ikke længere havde et familiemæssig netværk, kunne det ikke udelukkes, at han som følge af de ovennævnte forhold var i risiko for asylrelevant forfølgelse enten fra myndighederne eller fra lokale kommandanter, som myndighederne ikke havde kontrol over. Afg/2008/16

Afg200815

Nævnet stadfæstede i juli 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2006. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er etnisk usbeker og sunni-muslim fra Sarepol. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til, at han ved en bryllupsfest i februar 2006, hvor blandt andet byens mullah var til stede, havde forsvaret tegningerne af profeten Mohammed, og at han dagen efter var blevet kaldt til samtale hos mullahen i moskéen, hvor han havde gentaget sine synspunkter. Mullahen var blevet meget vred på ham, og hans morbroder og fætre havde undskyldt på hans vegne og havde lovet at straffe ham, mens de havde ført ham ud fra moskéen. Den følgende dag havde ansøgeren af sin fader fået at vide, at mullahen havde meldt ham til politiet, hvorefter han var udrejst til Danmark. Ved en tilbagevenden frygtede ansøgeren at blive dømt efter sharia-loven for at have fornærmet islam, ligesom han frygtede overgreb fra islamister. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at hans angivelige konflikt med mullahen havde haft en sådan karakter, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan ville være i konkret og individuel risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, som følge heraf, hverken fra myndighederne eller islamister. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren havde fået lov til at gå efter samtalen hos mullahen, efter at hans onkel og hans fætre havde undskyldt på hans vegne, ligesom onkelen havde lovet at straffe ham. Nævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren fremstod som helt uprofileret. Flygtningenævnet bemærkede, at nævnet ikke kunne tillægge den fremlagte arrestordre nogen vægt. Flygtningenævnet lagde vægt på, at det efter den foretagne ægthedsvurdering måtte lægges til grund, at dokumentet var uægte, ligesom ansøgeren ikke var kommet med nogen rimelig forklaring på, at dokumentet, der var dateret i februar 2006, først blev fremlagt, efter at han var blevet meddelt afslag på asyl af Udlændingeservice i september 2006. Flygtningenævnet fandt derfor ikke, at ansøgeren opfyldte betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet bemærkede herved, at nævnet ikke havde fundet anledning til at foranstalte det senest fremlagte dokument dateret april 2007 – mere end et år efter ansøgerens udrejse – ægthedsvurderet. Afg/2008/15

Afg200814

Nævnet stadfæstede i juli 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende et ægtepar fra Afghanistan. Indrejst i 2007. Den mandlige ansøger havde forklaret, at hans bror i 2004 blev dræbt af ukendte gerningsmænd, muligvis fordi han havde tilkendegivet, at han ville hævne drabet på deres fader i 1987, muligvis som følge af misundelse og jordstrid, idet familien havde store jordbesiddelser. Umiddelbart inden udrejsen havde den mandlige ansøger givet sin jord til en person mod at denne betalte ansøgernes udrejse til Europa. Værdien af jorden oversteg prisen for rejsen, og ved en tilbagevenden til Afghanistan ville den mandlige ansøger få konflikter med køberen, idet ansøgeren ville ønske at få sin jord tilbage. Flygtningenævnet fandt ikke, at den mandlige ansøgers mulige problemer på grund af jordsalget havde asylretlig relevans. Den mandlige ansøger havde endvidere ikke sandsynliggjort, at drabet på hans bror havde asylretlig relevans. Flygtningenævnet kunne lægge til grund, at ansøgerne havde indgået ægteskab, uden at den kvindelige ansøgers familie havde givet samtykke hertil. Efter baggrundsmaterialet vil indgåelse af ægteskab mod familiens vilje kunne resultere i æresdrab. Formentlig i 2004 havde den mandlige ansøgers mor på hans vegne rettet henvendelse til den kvindelige ansøgers morbroder for at anmode om hendes hånd. Frieriet var blevet afslået med henvisning til, at den kvindelige ansøger var lovet væk til sin fætter. Efter frieriet måtte nævnet lægge til grund, at der ikke var blevet taget skridt til at arrangere ægteskab mellem den kvindelige ansøger og hendes fætter, ligesom den kvindelige ansøger i de efterfølgende år uden vanskeligheder havde kunnet mødes med den mandlige ansøger. På denne baggrund fandt Flygtningenævnet ikke, at ansøgerne havde sandsynliggjort, at der var reel risiko for, at de ville blive efterstræbt af den kvindelige ansøgers familie. Afg/2008/14

Afg200813

Nævnet meddelte i juni 2008 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2007. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren, der er etnisk hazara, som asylmotiv havde henvist til frygt for overgreb fra personer i hjemområdet som allerede havde dræbt familien, som følge af faderens påståede samarbejde med Taleban. Nævnet lagde ansøgerens konsistente forklaring om begivenhedsforløbet til grund, herunder at faderens familie var indblandet i drabene på ansøgerens forældre og søskende, og at ansøgeren forlod området og ikke siden havde været tilbage. På denne baggrund fandt nævnet det tilstrækkeligt sandsynliggjort, at ansøgeren ved en hjemvenden fortsat ville være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Nævnet lagde herved også vægt på familiens forhold til ansøgerens far og dermed forventelige holdning til ansøgeren og nævnet bemærkede, at det fremgår af baggrundsmaterialet – herunder rapport af 2. april 2008 fra UK Border Agency p. 66, at mulighederne for, at tidligere talebanmedlemmer kunne vende tilbage, afhænger af eksistensen af et netværk, hvilket også under disse omstændigheder måtte gælde for ansøgeren. Flygtningenævnet meddelte derfor ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Afg/2008/13

Afg200812

Nævnet stadfæstede i juni 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mindreårig mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2007. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren som asylmotiv havde henvist til frygt for repressalier fra 2 kommandanter som skulle have været anholdt af Taleban, fordi ansøgerens bror havde angivet dem. Nævnet lagde vægt på, at ansøgeren efter denne episode havde kunnet opholde sig i samme område i 5 år uden problemer, ligesom ansøgeren ikke var blevet opsøgt på bopælen op til udrejsen og heller ikke havde oplevet usædvanlige besøg hos en faster, hvor han boede. Også selvom der ved vurderingen af ansøgerens beskyttelsesbehov skulle tages hensyn til, at ansøgeren på grund af sin unge alder ikke kunne forventes at have selvstændigt kendskab til begivenhedsforløbet, fandt nævnet på den anførte baggrund ikke, at det var sandsynliggjort, at ansøgeren skulle være i konkret og individuel risiko for overgreb fra de pågældende kommandanter eller andre som følge af broderens forhold, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, og 2. Afg/2008/12

Afg200811

Nævnet meddelte i juni 2008 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2007. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer udtalte, at ansøgeren som asylmotiv havde henvist til frygt for overgreb fra en lokal kommandant som havde ønsket, at hun skulle gifte sig med ham. Et flertal af nævnet bemærkede, at ansøgeren i det væsentlige havde forklaret konsistent under sagen. Flertallet lagde derfor hendes forklaring til grund og dermed også, at ansøgerens familie efter hendes giftermål med en anden mand blev udsat for trusler på livet, som fik familien til at forlade Afghanistan. Et flertal af nævnet fandt derfor, at ansøgeren på tilstrækkelig vis havde sandsynliggjort, at hun ved en hjemvenden ville være i konkret og individuel i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, fra den pågældende kommandant. Herefter og idet et flertal af nævnet efter baggrundsmaterialet ikke fandt det sandsynliggjort, at myndighederne vil kunne beskytte hende mod overgreb meddelte Flygtningenævnet ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Afg/2008/11

Afg200810

Nævnet stadfæstede i april 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2007. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer fandt, at ansøgeren, der er hazara, var flygtet fra en lille landsby, der lå syd vest for Kabul. Hos sin advokat havde ansøgeren forklaret, at han er født og opvokset indtil sit 5. år i Kabul. Han havde ikke været hverken politisk eller religiøst aktiv. Han havde som væsentligste asylmotiv henvist til, at han frygtede at blive dræbt af sin farbroder, da denne ville overtage ansøgerens andel af en større jordbesiddelse, som ansøgeren ellers stod til at arve efter sin fader, der døde, da ansøgeren var 5-7 år gammel. Ansøgeren er nu omkring 18 år, ligesom han efter det oplyste er analfabet. Det måtte der selvsagt tages hensyn til ved troværdighedsvurderingen af ansøgerens asylsag. Ansøgeren havde ved sin fremtræden i Flygtningenævnet imidlertid ikke givet grund til tvivl om, at han havde forstået omfanget og karakteren af de spørgsmål, som han var blevet stillet i Flygtningenævnet, ligesom han præcist havde kunnet angive den direkte årsag til sin flugt - nemlig farbroderens skud efter ham. Flygtningenævnet havde på denne baggrund fundet det forsvarligt at behandle ansøgerens asylsag. Et flertal kunne imidlertid ikke lægge ansøgerens seneste forklaring til grund, hvorefter farbroderen skulle have skudt efter ham, og at dette var den direkte anledning til ansøgerens flugt. Flertallet lagde herved vægt på, at ansøgerens forklaringer i betydeligt omfang var udbyggede og nye i forhold til de forklaringer, der tidligere var blevet afgivet dels ved identitetsafhøringen og dels ved samtalen i Udlændingeservice. Ansøgerens forklaring om, at han f.eks. ikke ved samtalen i Udlændingeservice, der varede to timer, havde fortalt om, at farbroderen skød efter ham, da ansøgeren ikke blev spurgt herom, blev således tilsidesat som utroværdig. Ansøgeren havde derfor ikke sandsynliggjort, at han opfyldte betingelserne for at få opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, hvorfor afgørelsen fra Udlændingeservice stadfæstes. Afg/2008/10

Afg20081

Nævnet meddelte i januar 2008 opholdstilladelse (B-status) til en mindreårig mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2007. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er kommet til Danmark som uledsaget mindreårig, og at han er cirka 15 år gammel. Ansøgeren har ikke gået i skole og er analfabet. Ansøgerens forklaring måtte vurderes i lyset heraf. Ansøgeren havde under hele sagens behandling i det væsentlige forklaret det samme. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer lagde derfor ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnets flertal lagde således til grund, at ansøgerens fader havde haft en alvorlig konflikt med sine tre fætre om ejendomsretten til noget jord. Flygtningenævnets flertal fandt det sandsynligt, at denne konflikt stadig eksisterede, selvom der var gået en del år, siden konflikten opstod. Under disse omstændigheder fandt flertallet, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan ville være i en reel risiko for overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, og at myndighederne ikke ville være i stand til at yde ansøgeren den fornødne beskyttelse herimod. Afg/2008/1

Afg20079

Nævnet meddelte i maj 2007 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Afghanistan, født i 1978. Indrejst i august 2006. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er tadjik, og født og opvokset i Herat. Ansøgeren havde ikke været politisk aktiv, og hun havde ikke haft konflikter med myndighederne. Ansøgeren havde gået 12 år i skole, var uddannet skolelærer og havde undervist som sådan. Ansøgeren havde som sit asylmotiv henvist til, at hendes far mod hendes vilje krævede, at hun skulle gifte sig med en mand, der var langt ældre end hende og i forvejen havde to ægtefæller. Ansøgeren var herefter udrejst uden faderens samtykke, og hun frygtede, at han ville dræbe hende, hvis hun vendte tilbage til Afghanistan. Flygtningenævnet fandt ikke at have fuldt tilstrækkeligt grundlag for at kunne forkaste ansøgerens forklaring. Herefter var der reel risiko for, at ansøgeren ville blive udsat for en behandling omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2 af sin far, og at hun ikke ville kunne opnå beskyttelse herimod hos myndighederne. På denne baggrund og henset til Udlændingeservices indstilling, som forespurgt havde oplyst, at ansøgeren – såfremt hendes forklaring blev lagt til grund – efter Udlændingeservices praksis ville være berettiget til opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, blev ansøgeren meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Afg/2007/9

Afg20078

Nævnet meddelte i maj 2007 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan, født i 1986. Indrejst i juni 2006. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er etnisk tadjik og født og opvokset i Kabul. Ansøgeren havde ikke været politisk aktiv, og han havde ikke haft problemer med myndighederne i Afghanistan før en anholdelse umiddelbart før udrejsen. Ansøgeren havde som sit asylmotiv henvist til, at han var blevet ven med en amerikansk soldat, som han havde drøftet religion med og muligheden for at komme til USA via Pakistan, hvor ansøgeren skulle konvertere til kristendommen. Ansøgeren fik i den forbindelse papirer med navnet på en kristen organisation i Pakistan, som han skulle kontakte. Disse papirer tog politiet i forbindelse med hans anholdelse, og han blev beskyldt for, at have agiteret for kristendommen. Flygtningenævnet fandt ikke at have tilstrækkeligt grundlag for at kunne forkaste ansøgerens forklaring. Herefter havde myndighederne fået kendskab til, at ansøgeren forsøgte at konvertere til kristendommen og blev beskyldt for at have agiteret for kristendommen. På denne baggrund og henset til baggrundsoplysningerne fandt nævnet, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerede forfølgelse. Afg/2007/8

Afg20077

Nævnet meddelte i marts 2007 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan, født i 1977. Indrejst i maj 2006. Det fremgår af sagen, at ansøgeren og hans familie var tilknyttet SAZA, flere af hans onkler på højt niveau. Flygtningenævnet fandt, at ansøgeren havde forklaret troværdigt om sin families og sin egen tilknytning til SAZA og lagde herunder vægt på, at ansøgeren til asylskemaet og i samtalen med Udlændingeservice havde nævnt, at der var udstedt en arrestordre på ham i forbindelse med anholdelsen af to af hans partifæller. Flygtningenævnet lagde derfor til grund, at ansøgeren på grund af sit medlemskab af SAZA og sin særlige familiemæssig tilknytning hertil efter tilbagekomsten til sin hjemby i 2004 blev udpeget til leder af SAZAs ungdoms- eller studenterorganisation i byen. Ansøgeren havde aktiviteter i denne egenskab blandt andet i form af agitation og hvervning af nye medlemmer samt deltagelse i møder. Sammen med sine to partifæller fremstillede og opsatte ansøgeren en karikaturtegning, der blandt andet fremstillede den lokale guvernør i provinsen, som et æsel. Nævnet lagde vægt på, at ansøgerens partifæller blev anholdt som følge af opsætningen af karikaturtegningen, og at der i denne sammenhæng blev der udstedt en arrestordre på ansøgeren. Ansøgeren skjulte sig med det samme og udrejste efter cirka en uge blandt andet ved hjælp fra højtstående kontakter. Henset til ansøgerens særlige familiemæssige tilknytning til SAZA, til ansøgerens valg til formand af studenterorganisationen og navnlig til den omhandlende arrestordre og baggrunden herfor fandt nævnet samlet, at ansøgeren ved en tilbagevenden under de nuværende forhold i Afghanistan risikerede en forfølgelse, som omfattes af udlændingelovens § 7, stk. 1. Afg/2007/7

Afg20076

Nævnet stadfæstede i marts 2007 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan, født i 1987. Indrejst i april 2006.Ansøgeren er muslim af trosretning. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er etnisk hazara, at ansøgeren ikke havde været politisk aktiv, at ansøgeren ikke havde udført aktiviteter, der havde profileret ham i offentligheden, og at ansøgeren efter resultatet af aldersundersøgelsen i hvert fald havde været atten år på tidspunktet for indrejsen i Danmark. Selvom der ved bedømmelsen af ansøgerens forhold måtte tages hensyn til, at ansøgeren var analfabet og kun havde begrænsede skolekundskaber, måtte det tillægges vægt, at ansøgeren havde udbygget sin forklaring om faderens aktiviteter med hensyn til, at faderen udpegede andre huse for Taleban, og med hensyn til, at folk fra Taleban ofte blev bespist på bopælen. Flygtningenævnet kunne på grund af det sene fremkomsttidspunkt ikke lægge nogen vægt på disse oplysninger. Hertil kom, at faderen efter det foreliggende ikke havde været medlem af Talebanbevægelsen, og at ansøgeren og lillebroderen var i stand til at opholde sig cirka to år hos svigerindens fader, hvis bopæl lå cirka 30 minutters gang fra ansøgerens egen bopæl. Endelig måtte det antages, at de tre til fire påberåbte ransagninger af bopælen efter faderens anholdelse efter det foreliggende ikke havde været rettet mod ansøgeren, ligesom storebroderen var blevet løsladt efter to kortvarige tilbageholdelser. Den chikane fra lokalbefolkningens side, som ansøgeren havde oplyst at have været udsat for, havde ikke haft et sådant omfang og intensitet, at den kunne sidestilles med udlændingelovens § 7 omfattet forfølgelse. Idet oplysningerne om de generelle forhold for etniske hazaraer ikke i sig selv kunne begrunde asyl, kunne det herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren havde været forfulgt ved udrejsen, eller at han ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerede forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kunne det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden skulle være i en konkret særlig risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Afg/2007/6

Afg20075

Nævnet stadfæstede i februar 2007 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan, født i 1977. Indrejst i juni 2004. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er etnisk pashtun, og havde været medlem af PDPA’s ungdomsorganisation indtil Mujahedins magtovertagelse i 1992. Flygtningenævnet fandt, at ansøgerens aktiviteter for ungdomsorganisationen havde været af begrænset karakter, og lå så langt tilbage i tiden, at der ikke var grundlag for at antage, at hun af den grund stod i et asylbegrundende modsætningsforhold til de nuværende magthavere i Afghanistan. Begivenhederne i forbindelse med Mujahedins eftersøgning af faderen på bopælen i forbindelse med Mujahedins magtovertagelse fandtes ikke at være asylbegrundende for ansøgeren. Flygtningenævnet fandt endvidere ikke grundlag for at antage, at faderens aktiviteter for PDPA og militære rang havde profileret ham på en sådan måde, at hun af den grund risikerede forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Heller ikke ægtefællens eller dennes families forhold gav grundlag for en antagelse om, at ansøgeren skulle være efterstræbt af de nuværende magthavere eller andre grupperinger i Afghanistan. De generelle forhold for enlige kvinder i Afghanistan kunne ikke i sig selv begrunde opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Som følge af det anførte fandt nævnet, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan ikke risikerede forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller ville være i en reel risiko for overgreb, der indebar behov for beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Afg/2007/5

Afg20073

Nævnet meddelte i januar 2007 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i januar 2006. Flygtningenævnet udtalte, at nævnet i alt væsentligt lagde ansøgerens forklaring til grund om, at hun havde været udsat for seksuelle overgreb fra sin fætters side og efterfølgende af morbroderen var blevet lovet bort til en ældre mand, som hun, hvis hun ikke havde været flygtet, skulle have været tvunget til at gifte sig med. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren ikke havde kontakt til familie i Afghanistan, som eventuelt ville kunne yde hende beskyttelse mod det påtvungne ægteskab. Nævnet fandt endvidere, at ansøgeren - også under hensyn til de tidligere overgreb fra morbroderens søns side – i tilstrækkelig grad havde godtgjort, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan ville være i reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, fra enten morbroderens ven eller morbroderens side. Nævnet havde herved lagt vægt på baggrundsoplysningerne om forekomsten af æresdrab på kvinder i Afghanistan. Flygtningenævnet meddelte derfor ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Afg/2007/3

Afg200722

Nævnet meddelte i december 2007 opholdstilladelse (B-status) til en mindreårig mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2007. Ansøgeren er etnisk hazara og shiamuslim. Under udrejsen fra Afghanistan var ansøgeren blevet adskilt fra sin familie. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren var 16 år og var præget af en kortvarig skolegang. Ansøgerens forklaring måtte vurderes i lyset heraf. Ansøgeren havde under sagen forklaret konsistent. Flygtningenævnet lagde ansøgerens forklaring om et drab, ansøgerens far havde begået, til grund, og at ansøgeren som følge heraf forventede at blive udsat for blodhævn. Efter det om forholdene i Afghanistan oplyste, fandt Flygtningenævnet, at ansøgeren ved en tilbagevenden ville være i en reel risiko for overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, og at myndighederne ikke ville være i stand til at yde ansøgeren den fornødne beskyttelse herimod. Afg/2007/22

Afg200720

Nævnet stadfæstede i december 2007 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2006. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren som asylmotiv havde angivet, at hendes nu afdøde far modtog trusler fra og blev chikaneret af islamiske fundamentalister i Pakistan som følge af ansøgerens indgåelse af ægteskab med en herboende afghansk statsborger. Hun frygtede, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan ville blive udsat for forfølgelse fra islamiske fundamentalisters side som følge af sit ægteskab. Hun henviste herved også til, at hendes ægtefælle er søn af et profileret medlem af PDPA med højtrangerende poster under Najibullah-regimet. Flygtningenævnet bemærkede, at de trusler og chikanerier, som faderen angiveligt havde været udsat for i Pakistan, ikke havde udmøntet sig i, at familien var blevet opsøgt på bopælen eller var blevet udsat for overgreb. Under hensyn til, at der således ikke havde været tale om trusler eller chikanerier af en særlig intensiv karakter, at disse alene havde været udøvet over for faderen, og at det var foregået i Pakistan, fandtes ansøgeren ikke at have sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan ville være i risiko for en forfølgelse, der var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det forhold, at ansøgerens ægtefælle er søn af et højtstående medlem af PDPA, og at ægtefællen i 2004 blev meddelt asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1, fandtes ikke at kunne føre til en antagelse om, at der bestod en sådan afledt risiko for ansøgeren, at hun var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det bemærkedes, at hun havde indgået ægteskabet i 2003 i Pakistan, og at hun kom fra en anden del af Afghanistan end svigerfamilien. Ansøgeren fandtes heller ikke at have sandsynliggjort, at hun ville være i en konkret, reel risiko for at blive udsat for forhold, der var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Afg/2007/20.

Afg20072

Nævnet stadfæstede i januar 2007 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan, født i 1983. Indrejst i december 2005. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren i marts 2003 ved henvendelse til den danske ambassade i Islamabad ansøgte om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 på grundlag af ægteskabet med sin ægtefælle. Ansøgeren besvarede ved den lejlighed nogle spørgsmål, som ambassaden havde sendt til Udlændingeservice ved brev. Ansøgeren oplyste her, at ægteskabet var arrangeret af hendes og ægtefællens forældre, at hun samtykkede i ægteskabet, og at hun på dette tidspunkt boede hos sine forældre i Peshawar. Ansøgeren kunne ikke give nogen rimelig forklaring på, hvorfor hun nu oplyste, at hendes forældre havde modsat sig ægteskabet, og at hun efter at være flygtet hjemmefra engang i 2002 havde opholdt sig hos ægtefællens farmor. Ansøgerens forklaringer overfor Udlændingeservice i forbindelse med asylsagens behandling havde uanset mulige tolkeproblemer været noget usammenhængende og ikke særlig præcise. På denne baggrund fandt Flygtningenævnet at måtte tilsidesætte ansøgerens forklaringer om, at hendes far havde truet med at slå hende ihjel. Ansøgeren havde ikke i øvrigt noget asylgrundlag, hvorved bemærkedes, at de generelle forhold i Afghanistan, herunder for kvinder, ikke i sig selv var af en sådan karakter, at det var asylbegrundende. Ansøgeren opfyldte således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Afg/2007/2

Afg200719

Nævnet stadfæstede i november 2007 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst 2000 som familiesammenført. Ansøgt om asyl i 2002. Senere samme år opgav ansøgeren sin opholdstilladelse og asylansøgning og udrejste sammen med sin ægtefælle til Afghanistan. I Afghanistan blev ansøgeren og ægtefællen chikaneret som følge af tegningesagen. På den baggrund indrejste ansøgeren igen i Danmark i 2006 og søgte asyl. Flygtningenævnet fandt ikke, at den chikane, som ansøgeren og ansøgerens ægtefælle måtte have været udsat for på grund af de danske Muhammed-tegninger, havde haft et sådant omfang og en sådan intensitet, at den kunne sidestilles med en forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7. De konflikter, som ansøgeren havde oplyst om i ansøgningen om asyl i 2002, kunne ikke begrunde opholdstilladelse for ansøgeren efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren frivilligt var vendt tilbage til hjemlandet i 2002 og frafaldet sin daværende ansøgning om asyl. Ansøgeren havde desuden henvist til, at ansøgerens børn med familier havde bopæl i Danmark, og at ansøgerens ægtefælle opholdt sig i Pakistan, hvorfor der ved en tilbagevenden til hjemlandet ikke ville være nogen til at forsørge ansøgeren. Flygtningenævnet fandt ikke, at disse forhold var af en karakter, der kunne begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. De generelle forhold i Afghanistan herunder for enlige kvinder kunne ikke i sig selv begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Afg/2007/19

Afg200718

Nævnet stadfæstede i juni 2007 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i september 2006. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren havde angivet som sit asylmotiv, at han i perioden 1995-1998, indtil han blev anholdt og fængslet af Taleban, havde været politisk aktiv i Jamiat, og i den forbindelse var kommet i et modsætningsforhold til tre navngivne Jamiat-kommandanter, som han havde kritiseret. Ansøgeren havde ikke nærmere konkretiseret, hvilken forfølgelse de pågældende på det tidspunkt havde udsat ham for eller truet ham med. Ansøgeren havde herudover fremlagt kopier af to arrestordrer, som han skulle have fået tilsendt i 2003 under ophold i Iran. I 2004 havde ansøgeren kortvarigt været tilbage i hjemområdet. Flygtningenævnet fandt, at forklaringen om et angreb på en vens hus umiddelbart efter ansøgerens ankomst, men medens ansøgeren og vennen havde været på besøg hos en bekendt, forekom konstrueret og utroværdig. Ansøgeren havde ikke herudover oplyst om omstændigheder, der tydede på, at de pågældende kommandanter havde efterstræbt ham. Ansøgerens oplysninger om, at hans familie var forsvundet, passede dårligt med hans oplysninger om, at familien havde betalt for hans løsladelse, og at han havde haft kontakt med sin bror i 2003. Flygtningenævnet fandt herefter ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han risikerede forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Afg/2007/18

Afg200717

Nævnet stadfæstede i januar 2007 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2006. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er født og opvokset i Kabul. Han er hazara. Han har ikke længere en religion. Flygtningenævnet kunne lægge til grund, at ansøgeren havde været medlem af ungdomsorganisationen under PDPA fra 1990 til 1992. Endvidere havde han kortvarigt været medlem af en kommunistisk organisation. Ansøgerens to ældre brødre, der begge havde været tilknyttet PDPA, er døde; ifølge ansøgeren blev de begge dræbt af ansøgerens fætre på grund af brødrenes politiske tilhørsforhold og strid om et stykke jord. Flygtningenævnet ville ikke forkaste ansøgerens forklaring, hvorefter Taleban havde opsøgt hans bopæl i 1999. Derimod fandt nævnet ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at Taleban var kommet på foranledning af fætrene. Ansøgeren udrejste cirka seks måneder senere omkring 1999/2000 til Pakistan. Flygtningenævnet fandt på den baggrund ikke, at ansøgeren havde været forfulgt af Taleban før udrejsen. Flygtningenævnet kunne således ikke lægge til grund, at ansøgeren havde været eller ville blive udsat for myndighedsforfølgelse. Ansøgerens politiske aktiviteter havde været betydningsløse. Flygtningenævnet fandt det heller ikke sandsynliggjort, at ansøgerens brødre var dræbt af fætrene, eller at de skulle være blevet dræbt på grund af striden om ejendomsretten til et stykke jord. Konflikten om jorden var startet i 1981, da farbroderen, der ejede jorden sammen med faderen, døde. Ansøgeren havde aldrig gjort krav på jorden, og Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han var blevet efterstræbt af fætrene før udrejsen, eller at det ville være tilfældet, hvis han vendte tilbage. Det bemærkedes herved, at Flygtningenævnet ikke kunne lægge ansøgerens forklaring til grund, hvorefter hustruen på grund af ham var blevet opsøgt af fætrene under et angiveligt besøg i Kabul i august 2005. Flygtningenævnet fandt således ikke, at ansøgeren ville blive forfulgt i hjemlandet, eller ville være i risiko for en behandling omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Afg/2007/17

Afg200715

Nævnet meddelte i oktober 2007 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Ansøgeren er uledsaget mindreårig asylansøger. Indrejst i 2007. Flygtningenævnet lagde ansøgerens forklaring til grund. Herefter havde ansøgerens fader været et fremtrædende medlem af PDPA og havde i forbindelse med magtskifter i Afghanistan haft en medvirkende rolle. Faderen var som følge af sit politiske virke tilbageholdt i cirka et år frem til 1995 og måtte herefter med familien flygte til Pakistan og senere Iran. Kort efter familiens tilbagevenden til Afghanistan i 2002 var ansøgerens fader og broder blevet dræbt, og ansøgeren havde forklaret, at familiens opholdssted også efterfølgende var blevet opsøgt af faderens politiske modstandere. Under disse omstændigheder fandt Flygtningenævnet, at ansøgeren som følge af faderens profilering ville være i en reel risiko for asylbegrundende overgreb ved en tilbagevenden. Afg/2007/15

Afg200714

Nævnet meddelte i oktober 2007 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2006. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren som asylmotiv havde henvist til frygt for overgreb fra en afghansk kommandant, der havde fået hendes fader dræbt på grund af dennes manglende overholdelse af et løfte om at bortgifte ansøgeren til pågældende. Nævnet bemærkede, at ansøgeren i nævnet havde afgivet en konsekvent og meget overbevisende forklaring, og nævnet fandt derfor at kunne lægge forklaringen til grund. Flygtningenævnet fandt på denne baggrund, at ansøger havde sandsynliggjort, at hun ville være i en reel risiko for dødsstraf eller for at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til hjemlandet. Afg/2007/14

Afg200713

Nævnet stadfæstede i september 2007 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2005. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren som asylmotiv havde henvist til, at han frygtede forfølgelse som følge af, at han havde arbejdet for Taleban og herunder særligt som følge af, at han havde deltaget i afbrænding af huse i et nærmere angivet område. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren havde arbejdet som køkkenmedhjælper for Taleban i en periode på cirka to år frem til Talebans fald i 2001. Nævnet bemærkede vedrørende den del af ansøgerens forklaring, som havde angået deltagelse i afbrændinger i området, at der havde været visse uoverensstemmelser. Af baggrundsoplysningerne fremgår, at afbrændingen i området fulgte efter en Taleban offensiv i slutningen af sommeren 1999, mens ansøgerens tidsangivelser havde placeret hændelserne noget senere. Endvidere havde hans forklaring om, hvornår han havde fået at vide, hvad aktionen havde gået ud på, været divergerende. Uanset den tvivl, der herefter bestod med hensyn til ansøgerens mulige deltagelse i afbrændinger i området, lagde nævnet ved vurderingen til grund, at han som menig soldat havde deltaget i de nævnte afbrændinger. Nævnet fandt imidlertid ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han risikerede forfølgelse som følge heraf. Nævnet kunne således ikke lægge ansøgerens forklaring til grund om, at han i 2004 – fire til fem år efter hændelsen – af en person, der ikke i forvejen havde kendt ansøgeren, var blevet genkendt som værende en af deltagerne i afbrændingerne. Nævnet fandt det usandsynligt, at en person efter så lang tid havde kunnet udpege ansøgeren som en af de mange personer, der havde deltaget i afbrændingerne. Som følge heraf tilsidesatte nævnet også den del af ansøgerens forklaring, som havde angået tilbageholdelsen og den efterfølgende flugt fra fængslet. Efter det anførte lagde nævnet således til grund, at ansøgeren havde kunnet opholde sig i Kabul i flere år før udrejsen uden at blive udsat for problemer, og nævnet fandt herefter ikke, at ansøgeren, der ikke kunne anses for profileret Taleban-tilhænger, havde sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan ville blive udsat for en forfølgelse, der var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Afg/2007/13

Afg200712

Nævnet meddelte i juli 2007 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2005. Flygtningenævnet udtalte, at nævnet i 2006 traf afgørelse om, at ansøgeren isoleret set var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, men at han som følge af, at han flere gange havde udført henrettelser og havde optrådt voldeligt over for Mujahedin-fanger, var udelukket fra beskyttelse i medfør af Flygtningekonventionens artikel 1 F (a). Ved vurderingen i 2006 havde nævnet tilsidesat den forklaring, som ansøgeren havde afgivet under nævnsmødet om, at han alene havde deltaget i én henrettelse, og at han havde måttet udføre ordren om at skyde fangerne, fordi en overordnet med pistol havde truet med at slå ansøgeren ihjel, hvis han ikke udførte ordren. Nævnet besluttede i 2007 at imødekomme en begæring fra ansøgeren om genoptagelse af sagen, efter at Statsadvokaten for Særlige Internationale Straffesager i forbindelse med sin undersøgelse af, om der skulle rejses en straffesag mod ansøgeren for dennes handlinger i Afghanistan, havde besluttet at indstille efterforskningen under henvisning til retsplejelovens § 749, stk. 2. I statsadvokatens brev fra december 2006 er blandt andet anført, (uddrag af oprindelige præmis, red.) at det ”… På baggrund af ansøgerens forklaring er min vurdering, at han på tidspunktet for det mulige drab på fangerne var udsat for en sådan alvorlig og overhængende trussel mod sit eget liv, at der må antages at foreligge en objektiv straffrihedsgrund i form af omstændigheder, der indebærer, at det i den givne situation ikke kunne kræves af ansøgeren, at han afholdt sig fra (muligvis) at begå en forbrydelse. Baseret på erfaringer fra undersøgelser af sager i Afghanistan finder jeg endvidere, at det må anses for usandsynligt, at det ville være muligt ved yderligere efterforskning at underbygge rigtigheden af ansøgerens forklaring og herunder fastslå, om fangerne overhovedet blev dræbt. En eventuel straffesag ville således alene skulle afgøres på grundlag af ansøgerens forklaring i den form den måtte foreligge på tidspunktet for en eventuel domsforhandling. Jeg har derfor i dag i medfør af retsplejelovens § 749, stk. 2, besluttet at indstille efterforskningen”. Statsadvokaten havde således ikke fundet det muligt at foretage en nærmere efterforskning til efterprøvelse af ansøgerens forklaring og havde alene foretaget sin vurdering af, om det var muligt at drage ansøgeren strafferetligt til ansvar, på baggrund af ansøgerens egen forklaring. Nævnet bemærkede, at den forklaring, som ansøgeren havde afgivet over for statsadvokaten, svarede til den forklaring, som Flygtningenævnet ved afgørelsen fra 2006 havde forkastet for så vidt angår, at ansøgeren alene skulle have deltaget i en henrettelse, og at han under udførelsen konkret var blevet truet med et skydevåben. Det forhold, at statsadvokaten havde vurderet, at det ikke ville være muligt at gennemføre en straffesag til domfældelse alene på baggrund af denne forklaring, indebar ikke i sig selv, at nævnet herefter måtte lægge denne forklaring til grund for sin vurdering, herunder vurderingen af, om der – uanset at statsadvokaten efter denne forklaring havde vurderet, at der forelå en objektiv straffrihedsgrund – fortsat var alvorlig grund til at antage, at ansøgeren havde begået forbrydelser, der er omfattet af udelukkelsesgrundene i Flygtningekonventionen. Ved vurderingen under genoptagelsen måtte nævnet derfor atter foretage en troværdighedsvurdering, hvori tillige indgik de forklaringer, som ansøgeren tidligere havde afgivet til Udlændingeservice. Nævnet bemærkede, at ansøgeren under nævnsmødet havde givet indtryk af, at han på grund af sit dårlige helbred havde haft vanskeligt ved at fastholde, hvad han var blevet spurgt om, og at dette flere gange havde givet anledning til misforståelser. Nævnet fandt derfor, at det var muligt, at der kunne være opstået misforståelser under samtalen med Udlændingeservice, som kunne forklare, at det fremtrådte, som om ansøgeren havde deltaget i flere henrettelser af fanger. Med hensyn til spørgsmålet om, under hvilke omstændigheder ansøgeren havde udført ordren om at skyde på de tilfangetagne, bemærkede nævnet, at det i referatet fra samtalen med Udlændingeservice fra september 2006 var anført, at ansøgeren havde forklaret, at han havde udført ordren, da han ellers selv ville være blevet henrettet som følge af lydighedsnægtelse. Hvad der nærmere lå heri, var tilsyneladende ikke havde uddybet under samtalen med Udlændingeservice, heller ikke i den efterfølgende samtale i oktober 2006. Ansøgeren havde i forbindelse med den oprindelige nævnsbehandling og ligeledes over for statsadvokaten forklaret, at han i forbindelse med ordren til at skyde på de tilfangetagne først havde nægtet at udføre ordren og derefter selv var blevet truet med en pistol af en overordnet. På denne baggrund fandt nævnet, at der bestod en sådan tvivl om de nærmere omstændigheder i forbindelse med den omtalte henrettelse, at der ikke forelå den krævede alvorlige grund til at antage, at ansøgeren havde begået en forbrydelse, som er omfattet af Flygtningekonventionens artikel 1 F (a). Da det tiltrådtes, at ansøgeren isoleret set var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, meddeltes ansøgeren herefter opholdstilladelse efter denne bestemmelse. Afg/2007/12

Afg200711

Nævnet stadfæstede i august 2007 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2005. Sagen blev i efteråret 2006 udsat med henblik på indhentelse af yderligere oplysninger. Sagen er efterfølgende afgjort ved skriftlig votering. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren som asylmotiv havde henvist til, at han, der er etnisk hazara, risikerede etnisk forfølgelse i sit hjemområde. Ansøgeren har under sagens behandling oplyst, og senest under nævnsmødet i 2006, at han kommer fra et nærmere navngivent område. Det fremgår af Udenrigsministeriets høringssvar af 4. december 2006, at hazaraer dominerer det pågældende distrikt, og at det alene er i nogle sydligere distrikter, der er pashtunere. Ansøgeren har efter fremkomsten af høringssvaret oplyst, at han rettelig kommer fra et af de sydlige distrikter, og han har i den anledning fremsendt et brev, der fremstår som udstedt af Hezbe Wahadat´s kontor i Iran til dokumentation heraf. Flygtningenævnet kunne ikke lægge de ændrede oplysninger om ansøgerens hjemsted til grund. Nævnet lagde herved vægt på, at oplysningerne først var fremkommet efter Udenrigsministeriets høringssvar. Flygtningenævnet fandt ikke anledning til et nyt mundtligt nævnsmøde. Flygtningenævnet fandt herefter ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han risikerede forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til sit hjemområde. Afg/2007/11

Afg200710

Nævnet meddelte i maj 2007 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Afghanistan, født i 1972. Indrejst juni 2006. Ansøgeren er etnisk pashtun og muslim af trosretning. Flygtningenævnet udtalte, at nævnet efter en samlet vurdering fandt at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund for sagen. Flygtningenævnet fandt det herefter sandsynliggjort af ansøgeren, at hun gennem længere tid havde været udsat for grove fysiske overgreb fra sin ægtefælle, senest i anledning af nogle udtalelser, ansøgeren var kommet med efter en tv-udsendelse, hvor en person satte ild til sig selv – i anledning af offentliggørelsen af Muhammed tegningerne. Flygtningenævnet fandt det endvidere sandsynliggjort, at ægtefællen herefter havde fået udstedt en fatwa rettet mod ansøgeren, hvorefter ansøgeren var i fare for alvorlige fysiske overgreb ved en tilbagevenden til hjemlandet. Sammenfattende fandt nævnet herefter, at ansøgeren ville være i reel risiko for dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7. stk. 2. Afg/2007/10

Afg20071

Nævnet meddelte i januar 2007 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan, født i 2001. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er født i Danmark, efter at forældrene havde opnået asyl. Der var derfor ikke grundlag for at meddele konsekvensstatus. Ansøgeren havde ikke et selvstændigt asylgrundlag. Flygtningenævnet lagde til grund, at faderen havde været medlem af PDPA’s Centralkomité. Faderen udrejste af Afghanistan i 1997 på grund af forfølgelse fra Taleban. Faderen havde gjort gældende, at han i dag står i et asylbegrundende modsætningsforhold til Mujahedin og general Dostum, blandt andet som følge af sin støtte til præsident Najibullah. På denne baggrund fandt nævnet, at der som følge af faderens profilering som PDPA centralkomitémedlem og støtte til Najibullahs regime var en reel risiko for, at familien og ansøgeren fortsat ville være i søgelyset ved en tilbagevenden til Afghanistan. Flygtningenævnet fandt det således sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden ville være i risiko for asylbegrundende overgreb. Afg/2007/1

Afg20069

Nævnet stadfæstede i april 2006 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan, født 1990. Indrejst i november 2005. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren, der er mindreårig, som asylmotiv havde påberåbt sig, at han ville være i risiko på grund af sin faders forhold. Ifølge ansøgerens forklaring havde faderen angivet nogle personer til Taleban, og disse personer havde på et tidspunkt i 2000-2001 afhentet faderen, hvorefter familien ikke havde hørt mere til ham. Moderen havde herefter advaret ansøgeren, der da var 11 år, og havde bedt ham om at udrejse. Flygtningenævnet bemærkede, at ansøgerens frygt for forfølgelse som følge af faderens forhold alene byggede på en formodning. Ansøgeren havde forud for rejsen til Danmark boet cirka tre og et halvt år i Iran, hvor han efter cirka halvandet år havde fået et brev fra moderen, der havde oplyst, at hun sammen med ansøgerens lillebroder havde boet hos sin søster i samme provins som hjembyen, og at hun havde haft det godt. På denne baggrund fandt nævnet, at ansøgeren ikke havde sandsynliggjort, at han ville være i risiko for en asylbegrundende forfølgelse på grund af faderens forhold. Nævnet havde herved lagt vægt på den tid, der nu var gået, og at der ikke forelå oplysninger om, at familien i øvrigt havde været opsøgt eller havde været udsat for overgreb. Da ansøgeren udrejste til Danmark, måtte det antages, at hans familie, herunder moder, lillebroder, moster og mosterens ægtefælle havde opholdt sig i Afghanistan. Det forhold, at ansøgeren ikke havde modtaget svar på en forespørgsel til Røde Kors vedrørende ”tracing” af hans familie, kunne ikke i sig selv føre til en antagelse om, at han ikke længere havde familie i Afghanistan. Herefter fandtes ansøgeren ikke at have sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan ville være i konkret og individuel risiko for en forfølgelse omfattet af flygtningekonventionen, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren fandtes heller ikke at have sandsynliggjort, at han ville være i en konkret og reel risiko for at blive udsat for forhold, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Afg/2006/9

Afg20068

Nævnet meddelte i april 2006 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan, født i 1986. Indrejst i august 2004. Flygtningenævnet fandt, at ansøgerens forklaringer under sagen havde fremtrådt som utroværdige og havde været indbyrdes modstridende på en række væsentlige punkter, herunder med hensyn til baggrunden for ansøgerens og ansøgerens moders og søskendes udrejse fra Afghanistan, med hensyn til tidspunktet for ansøgerens og hans families ophold hos en kommandant og med hensyn til omstændighederne omkring ansøgerens kidnapning. Ansøgeren havde hertil forklaret, at han var tilbageholdt af ukendte personer i en måned, og at ansøgerens fader betalte en løsesum, hvorefter ansøgeren blev løsladt. Flygtningenævnet kunne ikke lægge ansøgerens forklaring til grund og fandt således også at måtte forkaste ansøgerens forklaring om en skudepisode i forbindelse med et angiveligt besøg hos kommandantens datter i Pakistan. Flygtningenævnet fandt at kunne lægge ansøgerens faders oplysninger i dennes asylsag til grund. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgerens fader havde haft en så profileret position under Najibullah, at ansøgeren som følge heraf ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerede forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet lagde på baggrund af ansøgerens faders forklaring til grund, at ansøgerens fader under tilbageholdelse af Taleban havde røbet oplysninger om den pågældende kommandant. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer fandt på denne baggrund, at det måtte lægges til grund, at ansøgerens fader var bragt i et sådan modsætningsforhold til den pågældende kommandant, at det sammenholdt med kommandantens fremtrædende position i en navngiven provins var sandsynliggjort, at ansøgeren som følge heraf ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i en reel risiko for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet lagde herved også lagt vægt på de foreliggende baggrundsoplysninger om forholdene i den pågældende provins. Afg/2006/8

Afg20067

Nævnet meddelte i marts 2006 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Afghanistan, født i 1957, samt tre børn. Indrejst i april 2004 som familiesammenført. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgerens ægtefælle var et højtstående medlem af PDPA samt Watan-partiet og blandt andet var guvernør i forskellige provinser. Ægtefællen var på den baggrund blevet meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, i 2002. Ansøgeren forklarede, at familien, kort efter at ægtefællen var blevet anholdt i 1992, var blevet opsøgt af Mujahedin, som havde ransaget huset, havde chikaneret familien og havde konfiskeret huset, hvorefter hun flyttede til et andet sted i Kabul. Hun forklarede, at hun flere gange siden måtte flytte, fordi hun fra naboer eller andre havde hørt, at Mujahedin ledte efter dem. Da Taleban var kommet til magten, var familiens bopæl blevet opsøgt, og ægtefællens broder var blevet taget med af Taleban. I 1997 udrejste ansøgeren til Pakistan. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren og familien var blevet opsøgt og havde fået deres hus ransaget af Mujahedin i 1992, samt at huset var blevet konfiskeret. Flygtningenævnet kunne ikke i fuldt omfang lægge til grund, at ansøgeren havde været opsøgt af Mujahedin i årene efter 1992, hvor ægtefællen havde været fængslet. Flygtningenævnet lagde imidlertid til grund, at familien, efter at ægtefællen mod bestikkelse var blevet befriet fra fængslet, igen var blevet opsøgt – nu af Taleban – som havde taget ægtefællens broder med i stedet for ægtefællen. Søgelyset syntes således atter at være rettet mod familien efter ægtefællens befrielse fra fængslet. På den baggrund fandt nævnet, at der som følge af ægtefællens profilering under Najibullahs regime fortsat kunne være en risiko for, at familien ville være i søgelyset – også fra Mujahedin-gruppers side. Flygtningenævnet fandt derfor, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan ville være i risiko for asylbegrundende overgreb. Afg/2006/7

Afg20066

Nævnet meddelte i marts 2006 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan, født 1968. Indrejst i marts 2003. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren i 1992 var blevet medlem af Wahdat-partiet, og at han indtil udrejsen i 1998 havde kæmpet mod Jamiat-e-Islami, Ettehad-e-Islami og Taleban. Nævnet lagde til grund, at ansøgeren havde været kommandant inden for Wahdat og havde haft en enhed af en vis størrelse under sig. Ansøgeren havde været tilbageholdt i 1995 af Jamiat-e-Islami. Ansøgeren havde over for Udlændingestyrelsen forklaret, at han var blevet løsladt, mens han til den beskikkede advokat og under nævnsmødet havde forklaret, at han var flygtet. Nævnet bemærkede, at nævnet alene kunne lægge ansøgerens oprindelige forklaring til grund, idet ansøgerens seneste forklaring om omstændighederne ved den angivne flugt forekom usandsynlig og konstrueret. Ansøgeren havde opholdt sig – efter tilbageholdelsen – yderligere tre år i Afghanistan uden at han blev udsat for yderligere tilbageholdelser. Ansøgeren havde herom forklaret, at han i denne periode havde opholdt sig i områder, hvor Wahdat-partiet havde haft magten. Årsagen til flugten i 1998 havde været, at partiet havde mistet magten i det område, hvor han havde opholdt sig. Efter flugten i 1998 havde ansøgeren forklaret, at han havde været tilbage i Afghanistan to gange. Han havde tidligere forklaret, at han havde været tilbage flere gange. Ansøgeren havde forklaret, at han to gange var blevet beskudt og såret under sine korte ophold i Kabul efter flugten i 1998. Der var en del usikkerhed om tidspunkterne for de nævnte episoder. Nævnet fandt umiddelbart ikke at kunne afvise, at ansøgeren var blevet beskudt under besøg i Afghanistan. Ansøgeren havde over for nævnet forklaret, at han ikke havde været klar over, hvem der havde beskudt ham. Han havde tidligere forklaret, at han i hvert fald den ene gang var blevet beskudt af Taleban, som havde genkendt ham. Nævnet fandt ikke at kunne afvise, at dette kunne have været baggrunden for beskydningen. Taleban er ikke længere en magtfaktor i Afghanistan, og et eventuelt udestående med Taleban kan derfor ikke i dag føre til asyl. Under hensyn til, at ansøgeren havde haft en vis profilering inden for Wahdat og til, at han i adskillige år havde deltaget i kamphandlinger mod blandt andre Jamiat-e-Islami fandt et flertal af Flygtningenævnets medlemmer, at ansøgeren i tilstrækkelig grad havde sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan ville være i risiko for en asylbegrundende forfølgelse fra denne gruppes side, og at det ikke kunne antages, at han ville kunne opnå myndighedernes beskyttelse herimod. Afg/2006/6

Afg20065

Nævnet meddelte i februar 2006 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Afghanistan, født 1954. Indrejst i juni 2004. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er etnisk tajik, sunni-muslim, og født i Kabul. Hendes ægtefælle havde været aktivt og højt profileret medlem af SAZA (de undertrykte revolutionæres organisation i Afghanistan), ligesom ansøgeren også selv – i mindre omfang – havde været aktiv for den kvindelige afdeling af SAZA. Ansøgeren havde som væsentligste asylmotiv henvist til sin ægtefælles – og egne forhold, idet hun blandt andet frygtede forfølgelse fra general Dostum, der nu (på tidspunktet for nævnets afgørelse) er blandt magthaverne i Afghanistan. Flygtningenævnet lagde i overensstemmelse med Flygtningenævnets beslutning vedrørende ansøgerens ægtefælle til grund, at ansøgerens ægtefælle havde været ledende medlem af SAZA, og at ansøgerens ægtefælle som følge af blandt andet sine artikler var kommet i et modsætningsforhold til general Dostum. Ansøgeren havde søgt om asyl cirka 2½ måned efter sin ankomst til Danmark, og hun var udrejst af Afghanistan kort tid efter ægtefællens ankomst til Danmark. Flygtningenævnet lagde derfor til grund, at ansøgeren som konsekvens af ægtefællens forhold ville være i en asylrelevant risiko for forfølgelse ved en tilbagevenden til Afghanistan. Hertil kom, at denne risiko var yderligere forøget ved, at ansøgeren også selv havde været aktiv for SAZA. Afg/2006/5

Afg20064

Nævnet meddelte i februar 2006 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan, født 1956. Indrejst i oktober 2004 som familiesammenført. Asylansøgning indgivet i marts 2005. Flygtningenævnet lagde i det væsentlige ansøgerens forklaring til grund. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer lagde til grund, at ansøgeren har været et fremtrædende medlem af PDPA og har haft en højtprofileret stilling under den militære anklagemyndighed blandt andet i Kabul under Najibullah, senest med rang af oberst. Flygtningenævnets flertal fandt ikke at kunne afvise, at ansøgerens kortvarige samarbejde med Taleban i 1999 omkring indsamling af våben og i denne forbindelse udpegning af tre til fire navngivne kommandanters lokaliteter har medført et modsætningsforhold til disse kommandanter, der efter det oplyste nu indtager magtfulde stillinger i Afghanistan. Flygtningenævnets flertal fandt efter en samlet vurdering herefter ikke at kunne afvise, at ansøgeren, på grund af sin profilering i PDPA og sin position under Najibullah sammenholdt med ansøgerens modsætningsforhold til de anførte kommandanter, ved en tilbagevenden til Afghanistan på nuværende tidspunkt fortsat risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddelte herefter ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Afg/2006/4

Afg200631

Nævnet stadfæstede i september 2003 en afgørelse truffet af Udlændingeservice vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i april 2002. Nævnet udtalte, at ansøgeren ifølge Udlændingeservices afgørelse isoleret set var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren havde fra 1981 til 1998 været ansat i KHAD. Han avancerede til en høj rang. Han var blandt andet uddannet i det tidligere Sovjetunionen. Ansøgeren var blevet beordret til og havde selv deltaget i anholdelser af folk, som herefter var blevet afhørt af ansøgeren, inden de pågældende var blevet løsladt eller sendt videre til afhøringsafdelingerne. Ansøgeren havde under samtale med Udlændingeservice oplyst, at hans opgave havde været ”at bevise, anholde og overgive sagerne til anklagemyndigheden". Ansøgeren havde endvidere i nævnet oplyst, at anholdte personer, der ikke ville samarbejde, var blevet udsat for tortur ved de efterfølgende afhøringer. Henset til ansøgerens langvarige arbejde i KHAD, hans position efter flere forfremmelser, hans oplysninger om hans ansvarsområder, herunder at han havde været med til 250 til 300 anholdelser og til baggrundsoplysningerne i det hollandske udenrigsministeriums rapport fra 29. februar 2000 om KHAD, hvorefter "tortur var således en integreret del af de forhørsmetoder, som KHAD havde til rådighed", fandt nævnet det ubetænkeligt at fastslå, at ansøgeren havde været bevidst om, at de folk, der blev videresendt, og som ikke ville samarbejde, blev udsat for tortur. Flygtningenævnet henviste endvidere til baggrundsoplysningerne fra UNHCR af 4. september 2003, Guidelines on International Protection. Herefter havde ansøgeren været medvirkende til forbrydelser begået mod menneskeheden, og han var derfor udelukket, jf. flygtningekonventionens art. 1 F (a). Nævnet fandt derimod ikke, at ansøgeren var udelukket i medfør af flygtningekonventionens art. 1 F (b). Under henvisning til, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerede forfølgelse som omhandlet i udlændingelovens § 7, stk. 1, kunne han ikke udsendes tvangsmæssigt til Afghanistan eller til et andet land, hvor han ikke var beskyttet mod videresendelse til Afghanistan, jf. udlændingelovens § 31, stk. 1 og § 31, stk. 2, 1. pkt. I oktober 2003 underrettede Udlændingeservice SAIS om sagen med henblik på en eventuel efterforskning af kriminelle forhold begået af ansøgeren i udlandet. I maj 2005 orienterede SAIS Udlændingeservice om, at sagen var indstillet i medfør af retsplejelovens § 749, stk. 2. SAIS havde i forbindelse med efterforskningen søgt at indhente oplysninger om ansøgeren og hans aktiviteter, men der var ikke fremkommet yderligere informationer til sagen. Der forelå således ingen konkrete oplysninger om lovovertrædelser begået af ansøgeren. På baggrund af udtalelsen fra SAIS overvejede Flygtningenævnet, om oplysningerne fra SAIS gav anledning til genoptagelse af asylsagen. Flygtningenævnet udtalte i februar 2006, at der ikke i brevet fra SAIS var tilført sagen nye væsentlige oplysninger eller synspunkter i forhold til de oplysninger, der forelå ved den oprindelige behandling i nævnet, hvorfor nævnet ikke fandt grundlag for at genoptage sagen. Under henvisning til, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerede forfølgelse som omhandlet i udlændingelovens § 7, stk. 1, kunne han imidlertid ikke udsendes tvangsmæssigt til Afghanistan eller til et andet land, hvor han ikke var beskyttet mod videresendelse til Afghanistan, jf. udlændingelovens § 31, stk. 2, 1. pkt. Afg/2006/31

Afg200630

Nævnet stadfæstede i juni 2006 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan, født i 1954, samt et barn. Indrejst i september 2004. Ansøgerens ægtefælle indrejste i Danmark i november 2001 og blev i april 2003 meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 af Udlændingeservice. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er sunni muslim og etnisk tadjik. Flygtningenævnet kunne lægge til grund, at ansøgeren i en årrække havde været medlem af PDPA, herunder partisekretær på sin arbejdsplads indtil Mujahedins magtovertagelse i 1992. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren i kraft af sine politiske aktiviteter havde været profileret på en sådan måde, at det kunne antages, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan på nuværende tidspunkt ville være i risiko for asylrelevante overgreb. Nævnet fandt endvidere ikke, at de konflikter i forhold til Mujahedin og Jamiat-e-Islami, som ansøgeren havde haft i 1992 – 1993, havde haft en sådan intensitet og omfang, at det kunne sidestilles med asylrelevante overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Nævnet bemærkede i den forbindelse, at ansøgerens ægtefælle var blevet løsladt mod bestikkelse efter forhandling med en kommandant. Heller ikke Talebans overgreb i 1998 i forbindelse med husransagninger, rettet mod ansøgeren ægtefælle, kunne anses for asylbegrundende, allerede henset til de ændrede magtforhold i Afghanistan. Nævnet fandt endvidere ikke, at ansøgeren kunne antages at være i risiko for overgreb som følge af ægtefællens forhold eller som kombination af ægtefællens og ansøgerens egen forhold. Nævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren efter episoden i forbindelse med ægtefællens anholdelse i 1998 kunne opholde sig i Afghanistan uden asylretlige problemer. Det var endvidere indgået i nævnets vurdering, at ansøgeren udrejste legitimeret med ægte nationalitetspas udstedt i Kabul i 2003 og forlænget i 2004 samt påført stempler, hvoraf fremgår, at ansøgeren flere gange var ind- og udrejst af Afghanistan. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren på overbevisende måde havde forklaret om omstændighederne ved pasudstedelsen og de påførte stempler. Uanset om det lagdes til grund, at ansøgeren havde haft ophold i et nærmere angivet område i Pakistan, lagde Flygtningenævnet i overensstemmelse med passets udvisende, til grund, at ansøgeren først endeligt var udrejst af Afghanistan i september 2004. Henset til ægtefællernes forskellige udrejsetidspunkter fandt nævnet, at ansøgeren ikke opfyldte betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7 som konsekvens af ægtefællens opholdstilladelse. Da ansøgeren efter det anførte ikke risikerede forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller var i reel risiko for overgreb, som indebar behov for beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7, stk. 2, stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingeservices afgørelse. Afg/2006/30

Afg20063

Nævnet stadfæstede i januar 2006 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan, født i 1980. Indrejst i marts 2005. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er etnisk hazara og shia muslim af trosretning. Han blev medlem af Wahdat-partiet i 1995/1996. Han var menig soldat i en gruppe på 20-25 personer, der blev ledet af hans fader og broder. Han bragte forsyninger og deltog senere ved fronten. Efter at Taleban var kommet til magten, opnåede gruppen en samarbejdsordning med Taleban. Da Taleban faldt i 2001, nedlagde gruppen våbnene, og ansøgeren levede fra 2001 til 2004 et helt almindeligt liv, og han genoptog sin skolegang. Faderen og broderen var beskæftiget med administration af forpagtningsaftaler. I august 2004 var faderen og broderen ifølge ansøgerens forklaring blevet hentet af fire til fem ukendte personer. Ansøgeren havde ikke kendskab til deres identitet, men han formodede, at bortførelsen af faderen og broderen skyldtes deres aktiviteter for Wahdat-partiet. Flygtningenævnet fandt, at ansøgeren ikke havde sandsynliggjort sit asylmotiv. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at det var uklart, hvorfor faderen og broderen var blevet hentet. Flygtningenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at faderen og broderen havde kunnet leve problemfrit fra 2001 til 2004, og at ansøgeren ikke havde været i stand til nærmere at underbygge, at baggrunden for deres bortførelse skyldtes deres aktiviteter for Wahdat-partiet, men at denne opfattelse alene byggede på hans egne formodninger. Det indgik endvidere i Flygtningenævnets vurdering, at ansøgeren var forblevet på bopælen, efter at faderen og broderen var blevet hentet, og at ansøgeren heller ikke havde forladt bopælen, da de samme personer på ny henvendte sig, men havde ventet to til tre dage, før han rejste til en onkel i Kabul. Flygtningenævnet lagde også vægt på, at ansøgerens egne aktiviteter havde været yderst begrænsede. Flygtningenævnet fandt herefter ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han var konkret og individuelt forfulgt ved udrejsen, eller at han ved en tilbagevenden ville være i risiko herfor, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet fandt heller ikke, at han ved en tilbagevenden ville være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Afg/2006/3

Afg200629

Nævnet stadfæstede i maj 2006 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan, født i 1975. Indrejst i marts 2005. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren havde afgivet skiftende forklaring under sagens behandling. Ansøgeren syntes at have vanskeligheder med nærmere at tidsfæste begivenheder, og dette havde nævnet taget hensyn til ved vurderingen. Uanset dette fandt nævnet imidlertid, at der forelå så væsentlige uoverensstemmelser i ansøgerens forklaringer, at disse ikke blot kunne forklares af ansøgerens manglende evne til tidsfæstelse af begivenheder. Nævnet bemærkede også, at ansøgerens forklaring om, hvorfor han ved asylregistreringen og i sit asylskema havde anført noget andet end forklaringerne senere under sagen, ikke forekom overbevisende. Uanset om det lagdes til grund, at ansøgerens familie havde haft en konflikt om noget jord med en lokal kommandant og eventuelt på grund af et samarbejde med Taleban, lagde nævnet ved vurderingen af, hvilken risiko dette indebar for ansøgeren, vægt på, at ansøgeren efter sin egen forklaring vendte hjem fra Iran i 2001 og udrejste i 2004. Ansøgeren havde således opholdt sig i hjemområdet i flere år efter Talebans fald. Nævnet fandt, at der forelå så væsentlige uoverensstemmelser i ansøgerens forklaringer om drabet på faderen og fængslingerne, hvilket ikke alene angik det tidsmæssige, men også andre omstændigheder, at nævnet forkastede ansøgerens forklaring om, at årsagen til udrejsen var, at faderen var blevet dræbt i 2004, og at ansøgeren umiddelbart derefter kom i en voldelig konflikt med en kommandants søn. Nævnet kunne lægge til grund, at der havde været en jordstrid, og ville heller ikke afvise, at ansøgerens fader var blevet dræbt på grund af denne på et tidligere tidspunkt. Ansøgeren fandtes imidlertid ikke at havde sandsynliggjort, at han ville være i en asylbegrundende risiko for forfølgelse på grund af jordstriden. Ansøgeren opfyldte derfor ikke betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Nævnet fandt heller ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han ville være i en konkret, reel risiko for at blive udsat for forhold, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Afg/2006/29

Afg200628

Nævnet stadfæstede i november 2006 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Ansøgeren indrejste i Danmark i maj 2004, efter at hun havde fået opholdstilladelse på andet grundlag. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er tadjik, sunni-muslim og fra Kabul. I 1997 flygtede hun med sin familie til Iran, hvor hun opholdt sig indtil maj 2004, hvor hun flyttede til Danmark. Efter ansøgerens flugt fra Afghanistan – og særligt efter sin indrejse i Danmark – var hun blevet politisk aktiv og havde skrevet blandt andet artikler, ligesom hun havde haft kontakt med kvindesagsforkæmpere i Kabul. Ansøgeren havde som væsentligste asylmotiv henvist til, at hendes familie i perioden fra 1992 til 1997 blev forfulgt på grund af faderens fortid som medlem af PDPA og ansættelse i forsvaret, og at særligt en navngiven person havde forfulgt faderen, ligesom den pågældende havde dræbt ansøgerens farbror. Ansøgeren havde endvidere søgt om asyl som konsekvens af faderens asylophold. Endelig havde ansøgeren henvist til sine politiske aktiviteter. Det fremgik blandt andet af faderens asylsag, at han havde været officer, ligesom han havde været mangeårigt medlem af PDPA. Flygtningenævnet kunne dog ikke lægge til grund, at ansøgerens far havde været højtprofileret medlem af PDPA, ligesom det ikke kunne lægges til grund, at ansøgerens far havde været højtplaceret i forsvaret. Ved afgørelsen af om ansøgeren skulle have asyl som konsekvens af faderens asyl, lagde Flygtningenævnet blandt andet vægt på, at ansøgeren var 18 år, da hun indrejste i Danmark, samt den omstændighed at hun i cirka syv år havde boet i Iran, og at hun først indrejste i Danmark cirka tre år efter faderens indrejse i Danmark. Ansøgeren opfyldte derfor ikke betingelserne for at få asyl som konsekvens af faderens opholdstilladelse. Selv om det lagdes til grund, at en navngiven person i særlig grad skulle have efterstræbt ansøgerens far – og muligt dræbt ansøgerens farbror – fandt et flertal af Flygtningenævnets medlemmer, at det ikke i dag kunne medføre, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan ville være i en asylrelevant risiko for forfølgelse. Flertallet lagde i den forbindelse vægt på de væsentligt ændrede magtforhold i Afghanistan – samt den omstændighed, at der nu var forløbet 9 til 14 år siden de nævnte overgreb. Ansøgeren opfyldte derfor ikke betingelserne for at få asyl efter udlændingelovens § 7 som følge af faderens forhold. Selv om det lagdes til grund, at ansøgeren – navnlig efter sin indrejse i Danmark – havde skrevet artikler, der var kritiske over for de kønsbestemte forskelle i Afghanistan, og selv om ansøgeren fremtrådte som vestligt orienteret, fandt et flertal af Flygtningenævnets medlemmer, at ansøgerens aktiviteter var af så begrænset karakter, at det ikke kunne antages, at dette ville medføre, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan ville være i en konkret asylrelevant risiko for forfølgelse på grund af sine politiske aktiviteter og holdninger. Herefter, og da de generelt usikre forhold i Afghanistan – herunder for kvinder – ikke kunne føre til noget andet resultat, opfyldte ansøgeren efter flertallets opfattelse ikke betingelserne for at få asyl efter udlændingelovens § 7. Afg/2006/28

Afg200626

Nævnet stadfæstede i oktober 2006 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan, født i 1986. Indrejst i juli 1999. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren ved Højesterets dom fra august 2005 var udvist for bestandig i medfør af udlændingelovens § 49, stk. 1, jf. § 23, nr. 1, jf. § 22, nr. 6, jf. § 32, stk. 2, nr. 4, på grund af alvorlig kriminalitet. Det fulgte derfor af udlændingelovens § 10, stk. 3, at ansøgeren kun kunne få opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, hvis særlige grunde talte derfor. Ansøgerens tidligere opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 bortfaldt ved straffedommen, jf. udlændingelovens § 32, stk. 1. Ansøgeren indgav herefter i januar 2006 ansøgning om asyl. Det er derfor de nugældende bestemmelser i udlændingelovens § 7, der finder anvendelse. Ansøgerens far fik i 1998 afslag på asyl, idet Flygtningenævnet ikke kunne lægge hans forklaring om asylmotivet til grund. Ansøgeren havde ikke oplyst om omstændigheder, der gav grundlag for at antage, at han var omfattet af udlændingelovens § 7 på grund af faderens forhold. Det kunne ikke afvises, at de afghanske myndigheder ville få kendskab til, at ansøgeren var straffet her i landet. Det fremgik imidlertid af baggrundsoplysningerne om risiko for dobbeltstraf, at denne risiko alene kunne komme på tale, hvis forbrydelsen var rettet mod Afghanistan eller en derboende person, som krævede pågældende straffet efter afghansk lov. De omstændigheder, at ansøgeren ikke ønsker at udføre militærtjeneste i Afghanistan, at han er gift med en kristen dansk kvinde, at han ikke måtte kunne få læge- eller psykologbehandling i Afghanistan, og at han ikke har et netværk i Afghanistan medførte ikke, at ansøgeren var omfattet af udlændingelovens § 7. Spørgsmålet om hvorvidt de afghanske myndigheder måtte afvise at modtage ansøgeren, havde ikke betydning for vurderingen af, om betingelserne i udlændingelovens § 7 var opfyldt. Herefter var ansøgeren ikke omfattet af udlændingelovens § 7, og da bestemmelsen i udlændingelovens § 31 ikke var til hinder for at udsende ansøgeren til Afghanistan, stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingeservices afgørelse. Afg/2006/26

Afg200625

Nævnet meddelte i september 2006 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Afghanistan, født i 1962. Indrejst i august 2004. Flygtningenævnet udtalte, at nævnet i det hele kunne lægge ansøgerens forklaring til grund. Endvidere lagde nævnet til grund, at ansøgeren på grund af ægtefællens modsætningsforhold til en kommandant og dennes allierede ligeledes var i et modsætningsforhold til disse kommandanter. Hertil kommer, at den ene kommandants ene ægtefælle døde i forbindelse med en fødsel, som ansøgeren forestod, ligesom ansøgeren efterfølgende modtog henvendelser om, at den samme kommandant ville hævne sig. Det måtte endvidere tillægges vægt, at de to kommandanter var tilknyttet de nye magthavere i hjemlandet. Under disse omstændigheder, og henset til de foreliggende baggrundsoplysninger om lokale kommandanters vilkårlige magtudøvelse, fandt Flygtningenævnet, at ansøgerens frygt for overgreb ved en tilbagevenden til Afghanistan var så velbegrundet, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i en reel risiko for at blive udsat for forhold af en sådan karakter, at hun havde krav på opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Afg/2006/25

Afg200624

Nævnet meddelte i september 2006 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Afghanistan, født 1959, samt to børn. Ansøgerens ægtefælle blev i november 2002 meddelt opholdstilladelse (K-status) af Udlændingeservice. Ansøgeren og børnene indrejste i august 2004 efter at være blevet meddelt opholdstilladelse som familiesammenførte med den herboende ægtefælle. Asylansøgning indgivet i marts 2005. Flygtningenævnet udtalte, at nævnet lagde ansøgerens forklaring, der havde fremstået overensstemmende og troværdig, til grund. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer lagde vægt på, at ægtefællen, der var medlem af PDPA og højtstående officer, i perioden 1982-1989, foretog en række anholdelser og fængslinger, efter Mujahedins magtovertagelse i april 1992 blev eftersøgt og pågrebet, da han i 1994 kortvarigt var vendt tilbage til hjemmet. Ægtefællen var herefter fængslet, indtil han slap fri ved Talebans magtovertagelse i 1996. Forinden ægtefællens fængsling var ansøgeren og hendes børn udsat for trusler og chikane fra Mujahedin. I forbindelse med pågribelsen af ægtefællen blev ansøgeren udsat for vold. Under ægtefællens fængsling ransagede Mujahedin i nogle tilfælde hjemmet efter våben og penge. Cirka seks måneder måtte ægtefællen og efterfølgende ansøgeren og børnene flygte, da Taleban begyndte at lede efter PDPA-folk. Ansøgeren og børnene havde herefter ophold under ansøgerens faders beskyttelse i cirka fem år indtil udrejsen i 2002. Ægtefællen udrejste cirka tre år tidligere, da Taleban kom til området. Efter ansøgerens faders død kunne ansøgeren og børnene ikke længere opnå beskyttelse, idet familiens tilknytning til PDPA var kendt. Ansøgeren opholdt sig i Pakistan, hvor ansøgeren og børnene måtte leve skjult og flytte flere gange for at undgå opdagelse, indtil udrejsen til Danmark i 2004. Flertalletfandt herefter, at det måtte lægges til grund, at ansøgeren, grundet ægtefællens højtstående position i PDPA og aktiviteter, ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer en forfølgelse, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk.1. Flygtningenævnet meddelte herefter ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Afg/2006/24

Afg200623

Nævnet stadfæstede i september 2006 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan, født i 1979. Indrejst i marts 2006. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er hazare, født og opvokset i Kabul. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er midt i tyverne. I 1995 udrejste han med familien til Iran. Han havde ikke forinden været politisk aktiv eller i myndighedernes søgelys. Ansøgeren havde en storebroder, der var soldat i Harakat-e-Islami og som kæmpede mod Hezb-e-Whadat, i hvilken forbindelse broderen havde slået modstandere ihjel. Broderen var blevet dræbt; ansøgeren vidste ikke nærmere herom, og kort tid efter udrejste familien af Afghanistan. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til, at han frygtede blodhævn fra familier til de personer, broderen havde dræbt, ligesom han frygtede konsekvensen af, at han nu er ateist. Han havde endvidere henvist til, at han ikke havde familie i Afghanistan bortset fra nogle farbrødre, som han ikke kendte. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han ville være i reel risiko for hævndrab ved en tilbagevenden. Ansøgeren havde ingen konkret viden om broderens aktiviteter for mere end 10 år siden og støttede alene sin angivelige frygt på vage formodninger. Flygtningenævnet kunne ikke lægge til grund, at det var kommet til myndighedernes kundskab, at ansøgeren ikke længere var troende muslim. Flygtningenævnet fandt derfor ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan ville være i reel risiko for at blive udsat for en behandling omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Hverken den omstændighed, at ansøgeren i Afghanistan kun havde nogle farbrødre, som han ikke kendte eller de generelle forhold i Afghanistan kunne begrunde asyl. Ansøgeren opfyldte således ikke betingelserne for at få opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Afg/2006/23

Afg200622

Nævnet meddelte i december 2006 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan, født i 1974. Indrejst i oktober 2005. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren som asylmotiv havde henvist til, at han frygtede to lokale Mujahedin-kommandanter fra hjembyen, som havde dræbt hans fader og eftersøgt ansøgeren for at have bistået Taleban. Nævnet bemærkede, at ansøgerens forklaring havde været konsistent under hele sagen, og uanset at nævnet kunne undre sig over, at ansøgeren, der havde været væk fra hjembyen i 15 år, kunne være til nytte for Taleban, fandt nævnet dog ikke tilstrækkeligt grundlag til at tilsidesætte ansøgerens forklaring. Det lagdes således til grund, at ansøgerens fader var blevet efterstræbt og dræbt af magtfulde kommandanter på grund af sin tidligere PDPA-tilknytning, og at ansøgeren selv havde været efterstræbt af de samme personer på grund af bistanden til Taleban i form af udpegning af de pågældendes våbenlagre. Nævnet bemærkede, at ansøgerens problemer ikke efter hans egen forklaring kunne henføres til en egentlig politisk anskuelse, men måtte betragtes som personlige uoverensstemmelser med de pågældende kommandanter. Ansøgeren fandtes derfor ikke omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, men efter kommandanternes status fandtes ansøgeren ved en hjemvenden at være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, som han ikke kunne forvente myndighedernes beskyttelse mod. Flygtningenævnet fandt således, at ansøger havde sandsynliggjort, at han ville være i en reel risiko for dødsstraf eller for at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til hjemlandet. Flygtningenævnet meddelte derfor ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Afg/2006/22

Afg200621

Nævnet stadfæstede i december 2006 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan, født i 1980, samt et barn. Indrejst i august 2005. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer fandt ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring om, at hun var flygtet fra et tvangsægteskab, til grund. Flertallet lagde herved vægt på nogle helt grundlæggende omstændigheder vedrørende ansøgerens situation – således hendes alder, 24 år, at hun var ugift, at hun var eneste tilbageværende barn af faderens første ægteskab, og at hun kun cirka to måneder efter indrejsen i Danmark var blevet gravid med en herboende afghansk mand. Disse omstændigheder indicerede, at ansøgeren var udrejst af Afghanistan for at skaffe sig et liv i Vesten. Flertallet lagde i den forbindelse betydelig vægt på, at ansøgerens forklaring om finansiering af udrejsen ikke kunne lægges til grund. Det måtte således anses for usandsynligt, at en person, der er ældste søn af faderens andet ægteskab, skjult for faderen skulle have hjulpet ansøgeren med finansieringen af udrejsen som forklaret. Flertallet tilsidesatte således ansøgerens forklaring, selv om denne var afgivet allerede fra indrejsen i Danmark, og selv om der måtte siges kun at være divergenser af ganske underordnet betydning. Det forhold, at ansøgeren havde mødt en mand og fået et barn her i Danmark, kunne ikke i sig selv føre til, at ansøgeren måtte anses for omfattet af udlændingelovens § 7. Flertallet fandt således i det hele, at betingelserne for asyl eller beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7 ikke var opfyldt. Afg/2006/21

Afg200620

Nævnet meddelte i august 2006 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2005. I 2002 indledte ansøgeren et bekendtskab med en kvinde. Efter cirka et år indledte ansøgeren og kvinden et seksuelt forhold. Kvindens fader ønskede, at kvinden skulle giftes med en rig mand. I 2005 blev ansøgeren opsøgt på sin bopæl af en kommandant, der kom med to andre mænd. Kommandanten ønskede, at kvinden skulle giftes med hans søn. Kommandanten og de to andre mænd slog ansøgeren og truede med at dræbe ham, hvis han ikke holdt op med at se kvinden. Ansøgeren mistede bevidstheden. To dage efter overfaldet blev ansøgeren opsøgt af kvindens mor, som sagde til ham, at han skulle udrejse for at redde sit liv, idet kvindens far og kommandanten havde fundet fotografier af kvinden og ansøgeren, hvorefter kvinden havde erkendt at have haft et seksuelt forhold til ansøgeren, hvorfor kvindens far og kommandanten ville dræbe ansøgeren. Straks herefter flygtede ansøgeren. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren som asylmotiv havde henvist til, at han ved en tilbagevenden frygtede at blive dræbt af en kommandant og dennes folk. Ansøgeren havde anført, at han havde haft et forhold til en kvinde, som kommandanten havde udset sig som sin svigerdatter. Uanset at ansøgerens forklaringer til Udlændingeservice fremtrådte divergerende, fandt nævnet ikke, at der var grundlag for at tilsidesætte ansøgerens forklaringer om de centrale elementer i asylmotivet. Ansøgeren havde således under nævnsmødet svaret uforbeholdent og sammenhængende. Nævnet lagde således til grund, at ansøgeren havde haft et seksuelt forhold til kvinden, at forholdet blev afsløret, at han blev overfaldet af kommandanten, og at kvinden efterfølgende overfor sin familie havde erkendt at have haft et seksuelt forhold til ansøgeren, hvilket medførte, at faderen og kommandanten ville slå ansøgeren ihjel. Nævnet fandt det således sandsynliggjort, at ansøgeren ved sin udrejse som følge af forholdet til kvinden var i et personligt modsætningsforhold til kommandanten, og at ansøgeren som følge heraf ved en tilbagevenden risikerede at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, og som han således ikke kunne søge beskyttelse mod hos myndighederne i hjemlandet. Afg/2006/20

Afg20062

Nævnet stadfæstede i januar 2006 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende to mindreårige afghanske statsborgere, født i Danmark i henholdsvis 1998 og 2001. Ansøgernes forældre havde på vegne af ansøgerne søgt om, at ansøgerne skulle tillægges asylstatus i Danmark enten i konsekvens af moderens opholdstilladelse eller på selvstændigt grundlag. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgerne er født i Danmark og derfor efter fast praksis ikke kan meddeles konsekvensstatus. De oplysninger, som ansøgernes forældre havde givet om deres tidligere og nuværende politiske aktiviteter, og som havde ført til, at ansøgernes moder blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, fandtes ikke at kunne føre til, at ansøgerne kunne anses for profileret i Afghanistan i en sådan grad, at der var grundlag for at meddele dem opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Afg/2006/2

Afg200619

Nævnet stadfæstede i juli 2006 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan, født 1987. Indrejst i maj 2005. Da ansøgeren var to år udrejste han sammen med sin farmoder til Iran, hvor de opholdt sig illegalt. Ansøgerens farmoder havde fortalt ansøgeren, at hans fader havde været officer i Afghanistan. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren som sit asylmotiv havde henvist til, dels at han ikke havde kendskab til landet efter at være udrejst som toårig, dels de generelle forhold og endelig til frygt for eventuelle konsekvenser som følge af faderens mulige tilknytning til PDPA eller stilling som officer. Nævnet fandt ikke, at de generelle forhold i Afghanistan var asylbegrundende. Ansøgerens manglende kendskab til sin familie og den omstændighed, at han ikke havde boet i landet, siden han var lille, kunne, selvom det ville være vanskeligt for ansøgeren at vende tilbage til hjemlandet, heller ikke begrunde asyl. Endelig bemærkedes, at uanset om ansøgerens far måtte have været officer med tilknytning til PDPA, fandtes det ikke sandsynliggjort, at ansøgeren som følge heraf ville være i risiko for forfølgelse eller overgreb. Nævnet lagde herved vægt på, at der ikke forelå oplysninger om, at faderen skulle have været højt profileret, at ansøgeren sammen med sin farmoder havde opholdt sig tre måneder i hjembyen uden problemer, og at farmoderen problemfrit havde kunnet rette forespørgsler vedrørende familien. Ansøgeren opfyldte derfor ikke betingelserne for asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Afg/2006/19

Afg200618

Nævnet meddelte i juli 2006 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan, født i 1963. Indrejst i maj 2002. I november 2003 stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingeservices afslag på asyl. Nævnet fandt, at ansøgeren var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, men udelukket fra asyl i medfør af flygtningekonventionens artikel 1 F (a) på grund af hans aktiviteter i perioden 1985 – 1988, hvor han var ansat i et nærmere angivet direktorat i KHAD. I februar 2006 genoptog Flygtningenævnet sagen, da der forelå nyt baggrundsmateriale. Flygtningenævnet udtalte, at nævnet, i forbindelse med at sagen var blevet genoptaget, havde fundet at måtte vurdere hele sagen på ny. Flygtningenævnet havde således ikke alene vurderet, om udelukkelsesgrundene i flygtningekonventionens artikel 1 F (a) fandt anvendelse på ansøgerens forhold, men også om ansøgeren i det hele taget kunne anses for omfattet af udlændingelovens § 7. For så vidt angik spørgsmålet om, hvorvidt ansøgeren var omfattet af udlændingelovens § 7, lagde Flygtningenævnet til grund, at ansøgeren havde været medlem af PDPA fra 1978 til 1992, og at han havde været ansat i KHAD i 12 år fra 1982, til slut med en høj rang. Det lagdes endvidere til grund, at ansøgeren i forbindelse med urolighederne omkring årsskiftet 1993-1994 blev eftersøgt sammen med andre tidligere KHAD-personer og måtte flygte til en navngiven provins. Ansøgeren opholdt sig i denne provins frem til 2002, hvor han efter Talebans fald flyttede tilbage til Kabul og henvendte sig til Sikkerhedsministeriet for at få sine papirer udleveret. Her blev ansøgeren genkendt af en tidligere kollega og udsat for chikane og vold. Ansøgeren blev kort tid herefter opsøgt på sin bopæl af bevæbnede mænd, som skulle bringe ansøgeren til vicedirektøren i Sikkerhedsministeriet. Det lykkedes imidlertid ansøgeren at forsvinde fra bopælen og flygte ud af Afghanistan. Bopælen blev senere ransaget. På denne baggrund fandt Flygtningenævnet, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan måtte anses for at være i risiko for at blive udsat for en forfølgelse, der var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ved vurderingen af, om ansøgeren var udelukket fra at opnå status som flygtning som følge af bestemmelsen i Flygtningekonventionens artikel 1 F (a), bemærkede Flygtningenævnet indledningsvist, at en rapport af 29. juli 2000 fra det hollandske udenrigsministerium fandtes at måtte indgå som en del af Flygtningenævnets baggrundsmateriale, og at rapporten måtte tillægges den bevismæssige værdi, som dens indhold sammenholdt med de manglende oplysninger om, hvilke kilder der var benyttet som grundlag for rapporten, kunne tilsige. Flygtningenævnet fandt efter en gennemgang af det nu foreliggende baggrundsmateriale herunder de rapporter og notater, som lå til grund for sagens genoptagelse, og navnlig UNHCR’s rapport af juni 2005, ikke, at det generelt kunne lægges til grund, at enhver officer indenfor KHAD havde været involveret i eller haft kendskab til de grove overtrædelser af menneskerettighederne som utvivlsomt fandt sted indenfor KHAD. Efter en konkret vurdering af, om udelukkelsesgrundene i flygtningekonventionen kunne finde anvendelse i ansøgerens sag, fandt Flygtningenævnet ikke, at dette var tilfældet. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren under hele sagen havde benægtet, at han eller hans underordnede skulle have begået tortur, ligesom han havde benægtet, at han skulle have haft kendskab til eller indflydelse på tortur begået af andre indenfor KHAD. Flygtningenævnet havde endvidere lagt vægt på, at ansøgernes arbejde i perioden 1985 - 1988 i et bestemt direktorat i KHAD alene havde vedrørt den interne kontrol af ansatte i KHAD, og at ansøgeren i den periode, hvor han arbejdede i direktoratet, alene havde status som afdelingsleder og kun var mellem 22 og 26 år gammel. Flygtningenævnet lagde endelig vægt på, at det i UNHCR’s rapport af juni 2005 fremgik, at Amnesty International havde konstateret, at alene 5 ud af KHAD’s 12 forhørscentre (direktorater) var kendt for systematisk brug af tortur, og at det direktorat, hvor ansøgeren havde arbejdet fra 1985 - 1988, ikke var blandt disse 5. Flygtningenævnet meddelte herefter ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Afg/2006/18

Afg200617

Nævnet meddelte i juni 2006 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan, født i 1970. Nævnet stadfæstede samtidig Udlændingestyrelsens (nu Udlændingeservice) afgørelse vedrørende den mandlige ansøgers ægtefælle, statsborger i Rusland, født i 1971, samt to børn. Ansøgerne var indrejst i januar 2001. I oktober 2003 stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse omfattende begge ansøgere. For så vidt angik den mandlige ansøger, fandt nævnet, at han isoleret set var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Imidlertid fandt nævnet, henset til de foreliggende baggrundsoplysninger, at den mandlige ansøger på grundlag af sit ægteskab med en russisk statsborger havde krav på at få opholdstilladelse i Rusland. En eventuel tvangsmæssig udsendelse til Rusland var betinget af, at der forud for den tvangsmæssige udsendelse havde været etableret mulighed for, at begge ansøgere kunne udrejse til Rusland, hvortil begge ansøgere havde opnået eller kunne opnå indrejsetilladelse, og at den mandlige ansøger kunne opnå opholdstilladelse, og at ansøgerne ikke havde ønsket at benytte sig af denne mulighed. I oktober 2005 besluttede Flygtningenævnet at genoptage sagen. Flygtningenævnet udtalte for så vidt angik den mandlige ansøger, at Flygtningenævnet i sin beslutning fra oktober 2003 fandt, at ansøgeren isoleret set var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, men at Rusland kunne tjene som hans første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3, idet ansøgeren efter de foreliggende baggrundsoplysninger havde krav på opholdstilladelse i Rusland på grund af sit ægteskab, og idet han havde opholdt sig legalt i Rusland fra 1988 til 2000 uden alvorlige problemer. Det var en forudsætning, at ansøgeren fik gyldig opholdstilladelse i Rusland. Flygtningenævnet fandt fortsat, at ansøgeren var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Således som sagen nu var oplyst, fandtes der ikke at foreligge tilstrækkelige oplysninger for at antage, at ansøgeren ville kunne opnå opholdstilladelse i Rusland. Nævnet lagde herved vægt på, at den russiske ambassade i Danmark havde oplyst, at ansøgeren ikke ville kunne få udstedt nogen form for visum til Rusland, med mindre der forelå en tilbagerejsetilladelse til Danmark. Nævnet lagde endvidere vægt på, at det fremgik af de fremsendte akter i ansøgerens og hans ægtefælles udsendelsessag, at ansøgeren og hans ægtefælle i september 2004 var blevet fremstillet på den russiske ambassade i Danmark, hvor det blev oplyst, at der ikke kunne udstedes opholdstilladelse til ansøgeren, og at ansøgeren således først under et visumophold i Rusland kunne søge om opholdstilladelse. Nævnet bemærkede i den forbindelse, at en anmodning fra januar 2005 fra Rigspolitiet til Udenrigsministeriet om bistand til blandt andet at opnå opholdstilladelse i Rusland for ansøgeren ikke sås at være besvaret. På denne baggrund fandt Flygtningenævnet ikke, at Rusland kunne antages for den af ansøgerens første asylland, og nævnet meddelte derfor den mandlige ansøger opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk.1. Flygtningenævnet udtalte endvidere for så vidt angik den kvindelige ansøger samt to børn, at Flygtningenævnet af de grunde, der var anført i nævnets beslutning af fra oktober 2003, fortsat ikke fandt, at ansøgeren ved udrejsen var asylretligt forfulgt, eller at hun ved en tilbagevenden til Rusland ville være i risiko herfor. Det bemærkedes i den forbindelse, at den kvindelige ansøger ikke kunne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, som en konsekvens af, at hendes ægtefælle blev meddelt opholdstilladelse efter denne bestemmelse, allerede fordi ægtefællen er statsborger i et andet land. Af udsendelsesbeslutningen vedrørende den kvindelige ansøger bemærkede Flygtningenævnet, at den kvindelige ansøger på tidspunktet for indrejsen i Danmark var gift og levede sammen med den mandlige ansøger, som ved samme beslutning var blevet meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet bemærkede endvidere, at det imidlertid falder uden for Flygtningenævnets kompetence at tage stilling til, om den kvindelige ansøger samt to børn, jf. princippet om familiens enhed, skulle meddeles opholdstilladelse efter andre bestemmelser i udlændingeloven, idet denne kompetence henhører under Udlændingestyrelsen og Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration. Afg/2006/17

Afg200616

Nævnet meddelte i juni 2006 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan, født i 1989. Indrejst i januar 2006. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer tillagde det afgørende betydning ved vurderingen af ansøgerens oplysninger, at ansøgeren var uledsaget mindreårig og også i nævnsmødet i sin fremtræden og forklaring gav indtryk af at være en meget ung person svarende til den opgivne alder på 16 år. Flertallet lagde til grund, at forløbet i asylsagsbehandlingen havde været påvirket af, at der havde været usikkerhed om ansøgerens forklaring navnlig om, hvorvidt han havde haft et seksuelt forhold til en kommandants brud eller svigerdatter. Henset til navnlig kontroloversættelsen af asylansøgningsskemaet fandtes ansøgeren i forløbet at have forklaret konsistent om, at det seksuelle forhold angik kommandantens svigerdatter. Flertallet tillagde det vægt, at ansøgeren i nævnsmødet havde kunnet svare uforbeholdent, og at ansøgerens oplysninger havde fremstået mere sammenhængende og underbyggede, når ansøgeren kunne forklare supplerende i nævnsmødet. Flertallet lagde på den baggrund i det væsentlige ansøgerens forklaring til grund og lagde vægt på, at ansøgeren var opvokset i en plejefamilie og udrejste ved plejemoderens hjælp, da plejefaderen efter ansøgerens seksuelle forhold til kommandantens svigerdatter ikke længere ønskede ham i huset. Ansøgeren har ikke anden familie og måtte på baggrund af det forklarede om det seksuelle forhold og navnlig henset til det oplyste om kommandantens betydelige lokale indflydelse, ansøgerens alder og manglende netværk ved en tilbagevenden til Kabul anses for at være i risiko for meget alvorlige overgreb mod sin person og uden reel mulighed for at søge myndighedernes beskyttelse. Afg/2006/16

Afg200615

Nævnet stadfæstede i juni 2006 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan, født i 2000. Ansøgeren er født i Danmark. Ansøgerens fader havde på vegne af ansøgeren søgt om asyl. Ansøgerens forældre blev i marts 2000 meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Ansøgerens fader havde været menigt og aktivt medlem af PDPA i Afghanistan. Han havde endvidere haft mange militære aktiviteter inden for Forsvarsministeriet, og hans profilering skyldtes hans militære aktiviteter. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er født i Danmark, efter at forældrene havde opnået asyl. Uanset det korte tidsrum mellem forældrenes asyl og ansøgerens fødsel kunne der ikke meddeles konsekvensstatus. Ansøgerens ansøgning skulle derfor behandles som en selvstændig sag, hvor der skulle tages konkret og individuel stilling til ansøgerens asylmotiv. Herunder skulle der tages hensyn til, at de forhold, der havde medført, at forældrene havde fået asyl, også kunne have betydning for vurderingen af ansøgerens sag. Ansøgeren havde ikke selv noget selvstændigt asylmotiv. Nævnet lagde forklaringen fra ansøgerens fader til grund, men nævnet fandt ikke, at faderens eller familiens forhold i dag kunne begrunde asyl eller beskyttelsesstatus for ansøgeren. Nævnet bemærkede herved, at faderen uanset en eventuel profilering på grund af sit medlemskab af PDPA og sin militærkarriere havde kunnet opholde sig i Afghanistan i perioden fra 1992 til 1997 uden asylretlige konflikter. Nævnet bemærkede videre, at ansøgerens fader ikke havde sandsynliggjort, at han havde haft andre asylretlige konflikter end med Taleban, der nu ikke længere er ved magten. Afg/2006/15

Afg200614

Nævnet meddelte i juni 2006 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Afghanistan, født 1955, samt tre børn. Indrejst i september 2003. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgerens ægtefælle havde været et højtstående medlem af PDPA med rang af oberst. Det blev i overensstemmelse med ægtefællens forklaring i hans asylsag lagt til grund, at han under ansættelse ved Kabuls lufthavn foretog tilbageholdelse af flere personer for indsmugling, og at dette førte til et modsætningsforhold til forskellige Mujahedingrupper. Efter at Mujahedin havde taget magten i 1992, måtte ægtefællen flygte. I den følgende tid blev ansøgeren opsøgt gentagne gange af Mujahedin, der eftersøgte ægtefællen. Hun blev herunder udsat for hårdhændet behandling, og hendes søn blev i en periode tilbageholdt. Mens ægtefællen blev tilbageholdt i cirka to år frem til Talebans magtovertagelse, var der kun begrænsede henvendelser til ansøgeren på bopælen. Da ægtefællen omkring december 2000 vendte tilbage til ansøgeren på bopælen, rettede Talebanfolk efter ganske kort tid henvendelse, hvorpå ægtefællen flygtede. Få dage efter blev ansøgeren tilbageholdt af Taleban i bestræbelserne på at finde frem til ægtefællens opholdssted. Hun var tilbageholdt i cirka en måned. Familiens lejlighed blev konfiskeret. På denne baggrund fandt nævnet, at der som følge af ægtefællens profilering under Najibullahs regime var en reel risiko for, at familien og herunder ansøgeren fortsat ville være i søgelyset. Flygtningenævnet fandt det således sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden ville være i risiko for asylbegrundende overgreb. Afg/2006/14

Afg200612

Nævnet meddelte i maj 2006 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan, født 1956. Indrejst i februar 2005. Ansøgeren havde forklaret, at han havde fungeret som øverste politiske PDPA-chef i de militære enheder, som han fra 1979 til 1992 havde gjort tjeneste ved. Ansøgeren havde herunder deltaget i ransagninger og våbenbeslaglæggelser, ligesom han havde været med til at anholde personer, der var imod Najibullahs regime. Ansøgeren flygtede til Iran i 1999, men blev i 2004 udvist til Afghanistan, hvor han herefter var tilbageholdt i omkring en måned. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren siden 1979 havde været ansat ved militæret, senest med rang af major, samt at han fra 1976 havde været medlem af PDPA, og at han var partiets mand i militæret. Flygtningenævnet lagde videre til grund, at ansøgeren har udført de aktiviteter, som han har forklaret, at han i sin egenskab af officer har deltaget i, frem til magtskiftet i 1992. Efter Mujahedins magtovertagelse tog ansøgeren til Mazar-I-Sharif, hvor han opholdt sig, indtil han udrejste til Iran i 1999. Ansøgeren har endvidere forklaret, at han efter sin tilbagevenden til Afghanistan i 2004 blev anholdt af en person med tilknytning til en mullah, der har en fremtrædende position i Afghanistan i dag som tilhørende Jamiat-e-Islami. Han har forklaret, at han i forbindelse med tilbageholdelsen blev genkendt som leder af en tidligere aktion, hvorunder den pågældende mullahs bopæl blev ransaget, og ni personer blev anholdt, ligesom der skete beslaglæggelse af våben. Ansøgeren genkendte den person, som tilbageholdt ham i 2004, som én af de dengang ni anholdte. Ansøgeren flygtede senere ved bestikkelse af en vagtmand. Om end Flygtningenævnet fandt, at denne del af ansøgerens forklaring, herunder omstændighederne ved genkendelsen og den efterfølgende flugt, måtte give anledning til nogen tvivl, fandt nævnet dog ikke – også henset til, at ansøgerens forklaring i øvrigt fremstod som sammenhængende og konsistent – at der var fuldt tilstrækkeligt grundlag for at forkaste forklaringen. Da det herefter måtte lægges til grund, at ansøgerens tidligere aktiviteter var forbundet med konkrete konflikter med magtfulde grupperinger i Afghanistan i dag, fandt Flygtningenævnet, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan på nuværende tidspunkt ville være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Afg/2006/12

Afg200611

Nævnet meddelte i april 2006 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan, født 1958. Indrejst i maj 2004. Ansøgeren er etnisk pashtun. Ansøgerens familie var velhavende og ejede en landbrugsejendom og cirka 40 hektar jord. I 1992 blev ansøgerens far, som var en velkendt mand i området, myrdet af Mujahedin på grund af sit medlemskab af PDPA og sin tilknytning til Najibullahs regering. Faderen blev skudt af personer, som arbejdede for en lokal kommandant. Kort tid efter drabet på faderen flygtede ansøgeren og hans familie til Tadsjikistan. Familiens ejendom blev overtaget af Mujahedin. Efter Talebans magtovertagelse vendte ansøgeren og hans familie tilbage til Afghanistan, og Taleban gav familien dens jord tilbage. Ansøgerens familie var tilhængere af Taleban. Familien gav husly og mad og drikke til personer fra Taleban. Under Talebans styre arbejdede ansøgeren som lærer. Efter Talebans magtovertagelse fik ansøgeren og hans familie konflikter med den lokale kommandant, som havde dræbt faderen. Konflikterne skyldtes kommandantens tidligere konflikter med ansøgerens far og ansøgerens families etnicitet. Kommandanten var en magtfuld person i området og tilhørte partiet Jamiat e-Islami. Kommandanten havde cirka 200-300 mand under sig og arbejdede sammen med lederen af et navngivent område. I begyndelsen af 2004 måtte ansøgeren holde op med at arbejde. Han blev udsat for trusler fra kommandantens folk, som også havde beskudt hans families hus. Ansøgeren udrejste, efter at hans brødre blev skudt og såret af kommandantens folk, og fordi kommandanten ønskede at få udleveret hans døtre. Flygtningenævnet lagde i det væsentligste ansøgerens forklaring til grund. Nævnet bemærkede herved, at de væsentlige elementer i ansøgerens forklaring havde været afgivet allerede fra starten, selvom der vel kunne findes mindre divergenser heri. Flygtningenævnet fandt herefter, at ansøgeren måtte anses for at have et sådant modsætningsforhold til kommandanten, at ansøgeren risikerede forfølgelse ved en tilbagevenden til Afghanistan. Nævnet lagde herved vægt på ansøgerens og familiens etnicitet og politiske observans sammenholdt med de konkrete trusler og overgreb, som kommandanten og hans folk havde udsat ansøgeren og hans familie for. Nævnet fandt, at forfølgelsen grundlæggende måtte anses for stammende fra ansøgerens og familiens etnicitet og politiske observans, hvorfor ansøgeren blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet fandt, at kommandanten anses for at have en sådan magtposition, at ansøgeren ikke kunne antages at opnå den fornødne beskyttelse ved en tilbagevenden til Afghanistan. Afg/2006/11

Afg200610

Nævnet meddelte i april 2006 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan, født 1979. Indrejst i november 2001. I maj 2004 stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse, hvorved ansøgeren ansås for udelukket fra at opnå opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer kunne efter en samlet vurdering af ansøgerens forhold ikke afvise, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerede en forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Nævnets flertal fandt imidlertid, at ansøgeren efter udlændingelovens § 10, stk. 1, nr. 3, jf. flygtningekonventionens artikel 1 F (a), var udelukket fra at opnå opholdstilladelse. Flertallet lagde i sin vurdering til grund, at ansøgeren under krigstjeneste for Hezbe Wahdat i perioden fra 1995 – 1998 havde deltaget i tortur og mishandling af krigsfanger. Flertallet lagde videre til grund, at klageren efterfølgende var fængslet af Taleban fra 1998 – 2001, og at han under tortur angav navne på kommandanter hos Hezbe Whadat, og at kommandanterne senere er blevet henrettet af Taleban. I september 2004 indstillede Statsadvokaten for Særlige Internationale Straffesager i medfør af retsplejelovens § 749, stk. 2, efterforskningen mod ansøgeren. Flygtningenævnet besluttede på denne baggrund at genoptage ansøgerens asylsag, som herefter blev afgjort på skriftligt grundlag. Flygtningenævnet udtalte, at Statsadvokaten for Særlige Internationale Straffesager ved et brev fra september 2004 besluttede at indstille efterforskningen mod ansøgeren i medfør af retsplejelovens § 749, stk. 2. I brevet anføres det blandt andet, at: ”Klageren har under afhøring tilstået, at han ved et tilfælde og efter ordre tildelte en tilbageholdt person slag og spark. Han forklarede herunder, at han ville være blevet dræbt af sin overordnede, hvis han havde nægtet at adlyde ordren. Det har ikke i forbindelse med efterforskningen været muligt at tidsbestemme dette overgreb nærmere end til perioden 1995-1998. Dette vanskeliggør en præcis juridisk vurdering af sagen, men følgende aspekter har haft betydning for afgørelsen.Klageren har oplyst, at han handlede efter ordre, samt at han ved en tidligere lejlighed havde overværet, hvorledes hans foresatte havde skudt en soldat, der nægtede at efterkomme en ordre om at deltage i overgreb mod en fange. Klageren befandt sig i en situation, hvor han efter sine egne oplysninger ikke havde noget valg. Selv hvor en sådan situation ikke i sig selv medfører straffrihed, hjemler straffelovens § 82, nr. 3 og nr. 6, under alle omstændigheder mulighed for strafnedsættelse.I perioden mellem 1995 og 20. november 1997 var klageren under 18 år, hvilket indebærer, at en eventuel straf kan nedsættes, jf. straffelovens § 82, nr. 1. På denne baggrund mener jeg ikke, at den forventede strafs størrelse står i rimeligt forhold til de vanskeligheder og omkostninger, sagens gennemførelse må forventes at medføre, jf. princippet i retsplejelovens § 721, stk. 1, nr. 3.” Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer fandt fortsat, at ansøgeren af de grunde, der var anført i nævnets afgørelse fra maj 2004 var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Efter indholdet af skrivelsen fra Statsadvokaten for Særlige Internationale Straffesager var der imidlertid fremkommet begrundet tvivl om, hvorvidt der forelå en alvorlig grund til at antage, at ansøgeren havde gjort sig skyldig i en sådan forbrydelse, at han efter flygtningekonventionens artikel 1 F (a), var udelukket fra at opnå flygtningestatus. Da denne tvivl efter principperne i Handbook artikel 149 og UNHCR’s guidelines vedrørende Exclusion Clauses skulle komme ansøgeren til gode, var der under disse omstændigheder ikke længere grundlag for at udelukke ansøgeren fra at opnå flygtningestatus. Afg/2006/10

Afg20061

Nævnet meddelte i januar 2006 opholdstilladelse (K-status) til et ægtepar fra Afghanistan, født i 1934 (M) og 1940 (K). Indrejst i september 2004. Flygtningenævnet udtalte, at den mandlige ansøger under hele sagen havde afgivet enslydende forklaringer om sit asylmotiv. Den kvindelige ansøgers forklaring havde i det væsentlige været i overensstemmelse hermed. Flygtningenævnet lagde til grund, at den mandlige ansøger fra 1975 havde været medlem af PDPA, og at han under sin militære tjeneste blandt andet havde beskæftiget sig med at hverve mujahediner, således at de støttede regeringen. Nævnet lagde endvidere til grund, at mujahedinerne i 1992 anholdt den mandlige ansøgers søn og i forbindelse hermed dræbte den mandlige ansøgers daværende ægtefælle. Den mandlige ansøger blev samme år anholdt og var herefter fængslet, indtil Taleban erobrede magten i Kabul i 1996. Den mandlige ansøger samarbejdede herefter en kort periode med Taleban og oplyste, hvor en navngiven kommandants våbenlager lå. Efter at ansøgerne i foråret 2004 var vendt tilbage til Afghanistan fra Pakistan, blev de opsøgt af nogle af kommandantens folk, der ønskede at tale med den mandlige ansøger, og som, da de ikke blev lukket ind, kastede en håndgranat ind over muren, hvorved den mandlige ansøgers datter blev dræbt. Flygtningenævnet fandt under disse omstændigheder, at den mandlige ansøger ved en tilbagevenden ville være i risiko for at blive udsat for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Den kvindelige ansøger havde ikke noget selvstændigt asylgrundlag, men da nævnet fandt, at hendes ægtefælle var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, meddeltes hun som en konsekvens heraf ligeledes opholdstilladelse efter samme bestemmelse. Afg/2006/1

Afg20059

Nævnet meddelte i marts 2005 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Afghanistan, født i 1958. Indrejst i december 2003. Flygtningenævnet fandt efter ansøgerens beskrivelse af ægtefællens beskæftigelsesmæssige forhold at kunne lægge til grund, at ægtefællen var ret højt placeret, først i KHAD og derefter i sikkerhedstjenesten under general Dotums styre, samt at ægtefællen blev dræbt af Taleban, og at den ældste søn måtte flygte. Uanset at familiens problemer således i det væsentlige var knyttet til Taleban, fandt nævnet efter ansøgerens konsistente forklaring, at det var sandsynliggjort, at ansøgeren efter sin tilbagevenden til Mazar I Sharif fortsat var udsat for henvendelser, formentlig på grund af ægtefællens tidligere position i sikkerhedstjenesten. Under hensyn hertil sammenholdt med, at ansøgeren ved en hjemvenden ville være enlig kvinde uden et reelt netværk, fandt nævnet efter en konkret vurdering, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at hun ved en hjemvenden ville være i individuel risiko for overgreb, som hun ikke kunne søge myndighedsbeskyttelse i mod. Afg/2005/9

Afg20058

Flygtningenævnets meddelte i marts 2005 opholdstilladelse (B-Status) til en kvindelig statsborger fra Afghanistan, født i 1970 samt to børn. Indrejst i marts 2004. Flygtningenævnet fandt, at ansøgeren lige fra sin ankomst til Danmark havde fortalt om sine konflikter med sin afdøde ægtefælles fætter i anledning af, at hun afslog fætterens frieri. Forklaringens væsentligste indhold havde hele tiden været det samme. Under behandlingen i Flygtningenævnet havde ansøgeren forklaret detaljeret og overbevisende om disse konflikter. Nævnet lagde som følge heraf ansøgerens forklaring til grund og fandt således, at ansøgeren var flygtet fra et tvangsægteskab med en magtfuld person. Nævnet fandt på denne baggrund og under hensyn til baggrundsoplysningerne om forekomsten af æresdrab på kvinder i Afghanistan, at ansøgeren ved tilbagevenden til Afghanistan risikerede at blive offer herfor. Nævnet fandt herefter, at ansøgeren opfyldte betingelserne i udlændingelovens § 7, stk. 2, og meddelte herefter ansøgeren opholdstilladelse efter denne bestemmelse. Afg/2005/8

Afg20054

Nævnet stadfæstede i januar 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan, født i 1973, samt to børn. Indrejst i april 2002. I september 2002 indgav ansøgeren ansøgning om asyl. Ansøgerens ægtefælle arbejdede for Wahdat – partiet. I 1996 opsøgte Taleban ansøgerens bopæl. Talaban-soldaterne skød tre af fingrene på ægtefællens venstre hånd af og truede med at ville dræbe ægtefællen, hvis ikke ægtefællen oplyste, hvor han opbevarede sit våben. Taleban tog ægtefællen med og tilbageholdt ham i en måned og 20 dage. Ægtefællen blev løsladt, efter at hans far havde betalt bestikkelse. Samme aften flygtede ægtefællen efter råd fra sin far til en anden by. Efter Talebans magtovertagelse i den by vendte ægtefællen tilbage til bopælen. Han skjulte sig i en kælder, som var beliggende i et hul, som var gravet under bopælen. Taleban ransagede flere gange bopælen som led i generelle ransagninger. Hver gang spurgte Taleban efter ansøgerens ægtefælle. På et tidspunkt sagde familiens naboer, at ægtefællen ikke kunne opholde sig i Kabul længere. I 2000 udrejste ægtefællen med hjælp fra sin far. Cirka et år efter ægtefællens udrejse flygtede ansøgeren. Hun flygtede, fordi Taleban havde dræbt mange af hendes slægtninges og naboers børn, og fordi nogle hendes af naboer og slægtninge truede hende verbalt og så nedsættende på hende. Flygtningenævnet lagde ansøgerens forklaring til grund, herunder at hun var født og opvokset i Kabul, hvor hun havde boet indtil udrejsen i 2001. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgerens eller hendes ægtefælles konflikter med Taleban på nuværende tidspunkt kunne anses for asylbegrundende, allerede fordi Taleban ikke længere udgjorde nogen magtfaktor i Afghanistan. Det forhold, at ansøgerens naboer og fjerne slægtninge efter ægtefællens udrejse havde chikaneret ansøgeren, ligesom ansøgeren havde følt sig truet af disse, kunne ikke anses for asylbegrundende. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at chikanerne og truslerne ikke havde haft et sådant omfang eller intensitet, at det kunne karakteriseres som forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet fandt heller ikke, at ansøgeren opfyldte betingelserne for opholdstilladelse af udlændingelovens § 7 som konsekvens af ægtefællens opholdstilladelse som flygtning. Nævnet lagde herved vægt på, at ægtefællens opholdstilladelse var begrundet i konflikter med Taleban, og at dette på nuværende tidspunkt ikke kunne begrunde asyl. Flygtningenævnet lagde også vægt på, at ansøgeren blev boende på bopælen i cirka et år efter ægtefællens udrejse. Flygtningenævnet fandt under disse omstændigheder ikke, at ansøgeren ved udrejsen var forfulgt, eller at hun ved en tilbagevenden kunne antages at være i en konkret særlig risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at ansøgeren kunne antages for at være i en konkret særlig risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Afg/2005/4

Afg200534

Nævnet meddelte i december 2005 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan, født 1988. Indrejst i oktober 2004. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren havde forklaret udbyggende og divergerende om flere punkter i det angivne asylmotiv, samt at hans forklaring ligeledes på flere punkter forekom konstrueret. Flygtningenævnet havde ved vurderingen taget ansøgerens alder og hans analfabetisme i betragtning. Ansøgeren havde forklaret påfaldende meget og endog udbyggende om forskellige voldelige handlinger, som han skulle have deltaget i. Det var nævnets indtryk, at ansøgeren havde været tilbøjelig til at fastholde forklaringerne, selvom disse forekom usandsynlige og konstruerede, og havde været tilbøjelig til at søge at understøtte dem med yderligere udbygninger om ugerninger. Nævnet fandt i dette særlige tilfælde, at ansøgerens misforståede forsøg på at underbygge i forvejen usandsynlige forklaringer, ikke skulle komme ham til skade. Nævnet lagde derfor megen vægt på alene at lægge de dele af ansøgerens forklaring til grund, som var overbevisende. Nævnet lagde til grund, at ansøgerens fader havde været tilknyttet Taleban-bevægelsen, herunder som kommandant på ansøgerens hjemegn, og at der ikke kunne bortses fra, at faderen havde medvirket i brutale overgreb på befolkningen. Nævnet kunne også lægge til grund, at ansøgeren i enkelte tilfælde havde afgivet oplysninger til faderen, som havde ført til arrestationer. Nævnet fandt, at ansøgerens forklaring om, hvad der skete efter Taleban-bevægelsens fordrivelse og faderens forsvinden, på flere punkter havde været divergerende og havde fremtrådt som usandsynlig. Nævnet kunne således ikke lægge til grund, at ansøgeren havde været fængslet i 13 dage og derefter var flygtet. Nævnet havde herved lagt vægt på, at ansøgeren havde forklaret divergerende om forholdene i fængslet, samt at hans forklaring om de nærmere omstændigheder under fængselsopholdet og ved flugten forekom konstruerede, herunder forklaringen om overfaldet på vagten. Ansøgeren havde også forklaret divergerende om en yderligere angiven tilbageholdelse. Nævnet fandt herefter, at der bestod en betydelig tvivl om, hvad der var overgået ansøgeren siden Talebans fald. Under hensyn til faderens position som kommandant i Talebanbevægelsen og henset til de handlinger, han måtte antages at have udført, samt til at det for personer med ansøgerens etniske baggrund måtte fremtræde som forræderi at tilslutte sig bevægelsen, fandt nævnet imidlertid, at der fortsat kunne bestå en reel risiko for, at ansøgeren, der til dels havde hjulpet faderen, og som nu var det ældste mandlige familiemedlem, ville blive udsat for hævnaktioner fra lokalbefolkningens side, som han ikke ville kunne opnå myndighedernes beskyttelse imod, jf. herved Udlændingestyrelsen og Dansk Flygtningehjælps fact finding mission til Kabul, Afghanistan, 20. marts til 2. april 2004, side 51. Nævnet fandt således, at ansøgeren i tilstrækkelig grad havde sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan ville være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Det bemærkedes, at der efter det anførte om, hvad nævnet kunne lægge til grund af ansøgerens forklaring, ikke havde været anledning til at tage stilling til, om ansøgeren var omfattet af Flygtningekonventionens udelukkelsesbestemmelser. Afg/2005/34

Afg200533

Nævnet stadfæstede i december 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan, født 1980. Indrejst i juni 2005. Flygtningenævnet udtalte, at uanset om ansøgerens forklaring om, at en navngiven person havde opsøgt hendes svigerfamilie for at få ansøgeren udleveret, fordi hun som 10-årig var blevet lovet væk til den pågældendes søn, lagdes til grund, fandtes det ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ville være i risiko for en forfølgelse, der var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for at blive udsat for forhold, der var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Det bemærkedes herved, at det drejede sig om en privatretlig konflikt, som ansøgeren og hendes svigerfamilie måtte søge myndighedernes beskyttelse imod. Det bemærkedes endvidere, at den navngivne person efter det oplyste ikke befinder sig i nogen form for magtposition, hvorimod svigerfaderen er ansat ved anklagemyndigheden. Det bemærkedes endelig, at svigerfaderen efter det oplyste på nævnsmødet havde rettet henvendelse til politiet, som havde henvist svigerfaderen til at rette henvendelse igen, hvis han atter blev opsøgt af den navngivne person, hvorefter politiet ville forfølge sagen. Ansøgeren opfyldte således ikke betingelserne for meddelelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Afg/2005/33

afg200532

Nævnet stadfæstede i november 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan, født 1988. Indrejst i maj 2005. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren havde begrundet sin asylansøgning med, at han ikke havde familie tilbage i Afghanistan og ikke ville kunne klare sig, hvis han skulle vende tilbage. Han havde endvidere påberåbt sig, at han som mindreårig frygtede at blive udsat for overgreb eller undertrykkelse. Flygtningenævnet bemærkede, at der ikke var oplyst omstændigheder, der sandsynliggjorde, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan ville være i risiko for en forfølgelse omfattet af Flygtningekonventionen, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Det bemærkedes herved, at omstændighederne ved forældrenes død ikke var nærmere oplyst og i øvrigt var et forhold, der lå tilbage i tiden og under et andet styre. Ansøgerens påberåbelse af, at der for mindreårige, der vendte tilbage til Afghanistan uden netværk, ville være en risiko for overgreb og udnyttelse, indeholdt ikke i sig selv en sandsynliggørelse af, at ansøgeren var i en reel, konkret risiko for at blive udsat for forhold, der var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Det bemærkedes herved, at ansøgerens helbredsforhold ikke kunne føre til en anden vurdering. Afg/2005/32

Afg200531

Nævnet stadfæstede i november 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mindreårig statsborger fra Afghanistan, født i Danmark i 2003. Ansøgeren har opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2. Ansøgerens fader blev i december 2000 meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgerens fader havde på ansøgerens vegne søgt om, at ansøgeren blev tillagt asylstatus i konsekvens af faderens opholdstilladelse. Til brug for vurderingen af ansøgerens asylansøgning var ansøgerens fader indkaldt til mødet i Flygtningenævnet for at afgive forklaring. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er undfanget og født i Danmark og er afghansk statsborger. Ansøgerens fader havde som det væsentligste asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerede asylbegrundende forfølgelse på grund af sit tidligere medlemskab af PDPA og Junibish-melli. Ansøgeren ville som familiemedlem blive betragtet på samme måde som faderen. Herudover ønskede faderen, at ansøgeren i hvert fald fik asyl som konsekvens af faderens status. Endelig måtte hensynet til familiens fælles asylretlige status sammenholdt med EMRK art. 14 og Børnekonventionen § 2, stk. 22, føre til, at ansøgeren fik samme status som den øvrige familie. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren på baggrund af faderens omtalte aktiviteter tilhørte nogen særlig gruppe omfattet af Flygtningekonventionen. Med hensyn til faderens forhold lagde Flygtningenævnet vægt på, at faderen blev tilbageholdt af Taleban i oktober 1998, at faderen flygtede på grund af konflikten med Taleban, og at faderen i øvrigt var i stand til at opholde sig og arbejde i hjemlandet frem til tilbageholdelsen. Taleban er ikke længere ved magten, og da faderens aktiviteter for PDPA og Junbish-melli ikke kunne antages at have bragt ham i et asylbegrundende modsætningsforhold til de nuværende magthavere i Afghanistan, kunne det ikke lægges til grund, at ansøgeren skulle være i risiko for asylbegrundende forfølgelse på grund af faderens forhold, eller at ansøgeren ved en tilbagevenden skulle være i en konkret særlig risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Med hensyn til spørgsmålet om konsekvensstatus er det efter fast nævnspraksis blandt andet en betingelse, at det asylgrundlag, der førte til, at hovedpersonen fik asyl, fortsat er til stede. Efter det ovenfor anførte fandt Flygtningenævnet ikke, at dette grundlag længere var til stede, jf. udlændingelovens § 7. Betingelserne for at meddele ansøgeren opholdstilladelse som konsekvens af faderens status var derfor allerede af denne grund ikke til stede. Den omstændighed, at den danske paslovgivning muligt lægger hindringer i vejen for, at ansøgeren kunne få et pas, kunne ikke medføre, at ansøgeren som følge af et hensyn til familiens enhed – eller på andet lignede grundlag – herefter opfyldte betingelserne for at få opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Afg/2005/31

Afg200530

Nævnet meddelte i november 2005 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Ansøgeren blev i 2004 meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, som familiesammenført med sin herboende ægtefælle. Ansøgeren indrejste og søgte om asyl i 2004. Flygtningenævnet bemærkede, at ansøgerens ægtefælle i november 2002 blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, i det væsentlige på grund af ansøgerens forhold. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren har været et højtprofileret medlem af SAZA og har haft en fremtrædende militær position, senest som højtstående officer. Flygtningenævnet lagde endvidere til grund, at ansøgeren i forbindelse hermed har deltaget i kampe mod general Dostum, hvorunder blandt andre general Dostums svoger blev dræbt i 1997. Uanset at Flygtningenævnet fandt, at der var betydelige uklarheder i ansøgerens forklaring omkring en korterevarende fængsling i 2002, fandt Flygtningenævnet ikke at kunne afvise, at ansøgeren, navnlig på grund af sit modsætningsforhold til general Dostum, ved en tilbagevenden til Afghanistan under de nuværende forhold vil være i risiko for en forfølgelse, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddelte derfor ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Afg/2005/30

Afg20053

Nævnet stadfæstede i januar 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan, født i 1949. Indrejst i november 2003. Flygtningenævnet bemærkede, at ansøgeren ifølge samtalereferatet fra september 2004 over for Udlændingestyrelsen havde oplyst, at han var placeret på det mellemste niveau i PDPA, og at han arbejdede for partiet i tre til fire timer om dagen. Ansøgeren havde til sagen oplyst, at han udover at være lektor i kirurgi, arbejdede på et hospital som kirurg indtil 1992, og var sekretær for PDPA. Ansøgeren havde i nævnsmødet forklaret, at han havde en administrativ titel, men at han tre dage ugentligt udførte kirurgiske operationer på et hospital, underviste en time ugentligt på universitetet, og fire dage ugentligt i aftentimerne drev privat lægepraksis. Som eksempler på områder, hvor ansøgeren traf ledende administrativ beslutning, havde ansøgeren nævnt forsyning af hospitaler med udstyr og medicin og planlægning af hospitals- og lægelokaliteter. Flygtningenævnet fandt, at ansøgerens politiske aktivitet som medlem af PDPA ikke kunne anses for i særlig grad profilerende. Det bemærkedes, at ansøgeren om sin optræden i tv havde forklaret, at emnerne angik sundhedsforhold og ansøgerens arbejde som læge eller kirurg. Selvom ansøgeren og hans ægtefælle begge havde haft aktiviteter for PDPA, og måtte anses for at tilhøre familier kendt for PDPA tilknytning, fandt nævnet ved vurderingen af ansøgerens forhold, at det måtte tillægges væsentlig betydning, at ansøgeren ikke havde udført politiske aktiviteter, som havde udgjort en konkret og personlig konflikt med andre. Ansøgerens frygt for overgreb ansås af nævnet for knyttet primært til ansøgerens forklaringer om sin generelt høje position som læge og som administrativ lægelig leder. Det bemærkedes herved, at ansøgeren ifølge asylskemaet havde angivet sin seneste stilling til at være leder på et hospital i perioden fra 1985 til 1992. Selvom ansøgeren havde haft en mangeårig baggrund i PDPA, fandt nævnet, herunder sammenholdt med det oplyste om tidligere medlemmer af PDPA i Udlændingestyrelsens rapport fra fact-finding mission fra marts og april 2004 og det oplyste i Home Office Country Report af oktober 2004 ikke, at ansøgeren kunne anses for at have indtaget en sådan profileret position i PDPA eller være i denne sammenhæng forbundet med sådanne konkrete konflikter med magtfulde grupperinger i Afghanistan i dag, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan måtte anses for at risikere en forfølgelse, som omfattes af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller umenneskelig eller nedværdigende behandling efter § 7, stk. 2. Nævnet fandt videre ikke, at ansøgeren under henvisning til sin ægtefælles forhold og opholdstilladelse efter den dagældende udlændingelovs § 7, stk. 2, havde krav på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, og lagde herved navnlig vægt på det forskellige udrejseforløb og på, at ægtefællens opholdstilladelse måtte anses for begrundet navnlig i konflikten med Taleban, der ikke længere er ved magten i Afghanistan. Afg/2005/3

Afg200529

Nævnet stadfæstede i oktober 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan, født i 1941. Indrejst i april 2003. Ansøgeren blev i januar 2003 meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, som ægtefælle til en herboende afghansk statsborger, der har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren siden 1968 havde været ansat ved militæret som teknisk officer, senest med rang af oberst, samt at han fra 1978 havde været medlem af PDPA. Efter Mujahedins magtovertagelse i 1992 fortsatte ansøgeren med at arbejde indtil 1995, ligesom han fik løn frem til 1997. Ansøgeren blev boende i Kabul frem til 1998, hvor familien flygtede til Pakistan. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren, hverken som ansat ved militæret eller som medlem af PDPA, havde været så profileret, at han kunne antages at have noget modsætningsforhold til de nuværende magthavere i Afghanistan. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgerens oplysninger om, at to navngivne personer efterstræbte ham, kunne tillægges asylretlig relevans. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens oplysninger om efterstræbelsen alene byggede på andres oplysninger, samt at deres stilling under det nuværende styre var uklar. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren kunne meddeles opholdstilladelse i konsekvens af ægtefællens asylstatus allerede på grund af den tidsmæssige forskel i parternes indrejse i Danmark. Flygtningenævnet fandt derfor ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan kunne antages at være i en konkret og individuel risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet fandt heller ikke, at ansøgeren risikerede at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Afg/2005/29

Afg200527

Nævnet meddelte i oktober 2005 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan, født 1946. Indrejst i august 2004. Flygtningenævnet udtalte, at nævnet i det væsentlige kunne lægge ansøgerens samlede forklaringer til grund for sagen. Af forklaringerne fremgik, at ansøgeren i årene forud for Mujahedins magtovertagelse i 1992 havde været politisk leder af politiorganisationer i to nærmere angivne provinser og i et distrikt i Kabul. Han var senest leder i en provins syd for Kabul. Han var politisk chef og havde blandt andet til opgave at træne politifolkene politisk og at rekruttere dem til PDPA. Herudover overvågede han efter det oplyste det almindelige politiarbejde i organisationen. Det fremgik af sagens oplysninger, at Kabul by umiddelbart forud for 1992 var under pres fra Mujahedin bevægelserne navnlig i den ovennævnte provins. Det fremgik videre af ansøgerens forklaringer, at han i perioden fra 1992 til 2001 holdt sig skjult i Kabul by blandt andet hos nogle slægtninge, og at hans familie var udsat for forskellige konkrete overgreb fra Mujahedins side. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer fandt ikke at kunne afvise, at ansøgeren havde været et så højtstående medlem af PDPA, at han måtte anses for kendt i vide kredse inden for Mujahedin. Uanset om det kunne lægges til grund for sagen, at ansøgeren ikke selv personligt havde deltaget i konkrete politimæssige opgaver eller i øvrigt personligt havde konkrete konflikter med personer, som var tilknyttet Mujahedin, fandt flertallet ikke at kunne afvise, at ansøgeren på baggrund af sin profileringsgrad ved en tilbagevenden til hjemlandet – som følge af sit tilhørsforhold til PDPA – kunne være i risiko for asylbegrundende forfølgelse af de grunde, som er angivet i flygtningekonventionen, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Afg/2005/28

Afg200527

Nævnet stadfæstede i oktober 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan, født i 1988. Indrejst i februar 2005. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er etnisk tadjik. Han havde ikke været medlem af eller aktiv for politiske eller religiøse partier eller foreninger. Ansøgeren er født i Afghanistan, men han havde i flere år frem til 2002 boet i Pakistan. Ansøgeren havde som sit asylmotiv henvist til, at cirka syv måneder efter hans tilbagekomst fra Pakistan blev faderen opsøgt af folk, der slog faderen og spurgte efter ansøgeren. Som følge heraf udrejste ansøgeren via Kabul til Moskva. Ansøgeren havde under samtalen med Udlændingestyrelsen oplyst, at det var Taleban, der opsøgte faderen, og at hans brødre havde arbejdet mod Taleban. Ansøgeren henviste i Flygtningenævnet til, at han på grund af brødrenes aktiviteter for ISI (den pakistanske efterretningstjeneste) ville være i risiko for forfølgelse på grund af ”guilt by assocoation”. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han var forfulgt, da han udrejste. Han havde boet cirka syv måneder på bopælen i Afghanistan, uden at nogen havde spurgt efter ham, selvom han havde færdedes offentligt med sin fader. Hvis det blev lagt til grund, at ansøgerens fader – familiens overhoved – blev opsøgt grundet ansøgerens ældre brødres aktiviteter, kunne det også lægges til grund, at man ikke brugte ”guilt by association” over for faderen eller de andre familiemedlemmer på bopælen, da man blot spurgte efter de pågældende. Flygtningenævnet fandt således heller ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerede at blive forfulgt, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han ville være i reel risiko for at blive udsat for en behandling omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Afg/2005/27

Afg200526

Nævnet stadfæstede i september 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan, født i 1985. Indrejst i 2004. Ansøgeren havde som begrundelse for sin ansøgning henvist til, at hans broder blev fængslet af Taleban styret, der beskyldte ham for at agitere for kristendommen. Ansøgeren var også blevet beskyldt herfor og chikaneret og frygtede derfor en tilbagevenden til Afghanistan. Under Flygtningenævnets behandling af sagen havde ansøgeren yderligere oplyst, at hans farbroder for kort tid siden blev dræbt af en lokal kommandant i Jalalabad, og at dette skyldtes, at kommandanten troede, at det var ansøgeren, der var vendt tilbage til huset i Jalalabad. Flygtningenævnet lagde vægt på, at ansøgeren og hans familie ikke var kristne. Den omstændighed, at ansøgerens broder af Taleban blev beskyldt for at agitere for kristendommen, fandtes ikke at kunne begrunde, at der meddeltes ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Heller ikke de chikanerier, som ansøgeren angav at have været udsat for, fandtes at kunne give grundlag for meddelelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Henset til, at ansøgeren, der er 20 år, siden 2001 havde opholdt sig uden for Afghanistan, fandt Flygtningenævnet det usandsynligt, at ansøgerens farbroder skulle være blevet dræbt som følge af en forveksling med ansøgeren. Flygtningenævnet tilsidesatte derfor denne del af forklaringen som konstrueret til lejligheden. Ansøgeren opfyldte således ikke betingelserne for meddelelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Afg/2005/26

Afg200524

Nævnet stadfæstede i september 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan født i 1942. Indrejst i april 2004. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er etnisk tajik. Han forklarede, at han havde været menigt medlem af PDPA, og at han havde været leder på et nyhedsmedie frem til Mujahedins magtovertagelse i 1992. Ansøgeren og Najibullah var bekendte. Ansøgeren forklarede videre, at han havde været tilbageholdt to gange, dels af Mujahedin umiddelbart efter magtovertagelsen i 1992, dels af Taleban. Ansøgeren havde vanskeligt ved at tidsfæste varigheden af de to tilbageholdelser, hvorunder han var blevet udsat for en række fysiske overgreb. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren havde været tilbageholdt af henholdsvis Mujahedin og Taleban. Flygtningenævnet lagde til grund, at tilbageholdelserne havde haft en vis længere varighed, og at ansøgeren i den forbindelse havde været udsat for fysiske overgreb. Derudover lagde flygtningenævnet til grund, at ansøgeren var blevet løsladt inden Talebans fald. Flygtningenævnet fandt imidlertid ikke, at de nævnte forhold kunne føre til, at ansøgeren meddeltes asyl eller beskyttelsesstatus. Flygtningenævnet lagde for så vidt angår ansøgerens tilbageholdelse af Mujahedin vægt på, at forholdet lå langt tilbage i tid. Flygtningenævnet fandt endvidere ikke, at tilbageholdelsen, som ansøgeren havde forklaret, han havde været udsat for fra Talebans side, var asylbegrundende. Flygtningenævnet lagde herved afgørende vægt på de ændrede magtforhold i Afghanistan, hvor Taleban ikke længere er ved magten. Flygtningenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren efter Talebans fald i 2001 havde kunnet opholde sig uden asylbegrundende problemer i Afghanistan frem til udrejsen i 2004. Flygtningenævnet fandt endvidere ikke at kunne lægge til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden ville risikere forfølgelse på grund af sit medlemskab af PDPA, eller på grund af ægtefællens eller en datters forhold. Flygtningenævnet lagde blandt andet vægt på, at ansøgeren havde været menigt medlem, og at han ikke havde haft politiske opgaver. Flygtningenævnet fandt herefter ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan ville være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han ville være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Der var herefter ikke grundlag for at udsætte sagen med henblik på torturundersøgelse af ansøgeren. Afg/2005/24

Afg200523

Nævnet meddelte i august 2005 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan, født 1986. Indrejst i december 2003. Flygtningenævnet havde i sin afgørelse af maj 2003 i ansøgerens faders sag lagt til grund, at faderen på grund af sit arbejde for KHAD havde grund til at frygte repressalier fra de mujahedin-grupper, der nu har afgørende indflydelse på hjemegnen. Under hensyn hertil og sammenholdt med, at allerede faderen havde fortalt om konkrete trusler mod ansøgeren som følge af faderens forhold, fandt nævnet, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan selvstændigt ville være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Afg/2005/23

Afg200522

Nævnet meddelte i august 2005 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan, født i 1957. Indrejst i oktober 2003. Af ansøgernes forklaring fremgik blandt andet, at han havde haft en højt profileret stilling i PDPA. Flygtningenævnet fandt i det væsentligste at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer lagde vægt på, at ansøgeren i kraft af sin position havde været højt profileret og haft det militære ansvar for sikkerhedssituationen i en større by, herunder med kontrol af varetransport og beskyttelse af borgere mod overgreb fra andre grupper. Flertallet fandt efter en konkret vurdering, at der som følge af ansøgerens profilering og karakteren af hans arbejde var risiko for, at han ved en tilbagevenden ville blive udsat for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7. Flertallet bemærkede efter en vurdering af ansøgerens situation og byens betydning, at den omstændighed, at ansøgeren ikke havde modtaget konkrete trusler i hvert fald efter 1992, alene kunne skyldes den beskyttelse, som han havde haft i kraft af sin position. Afg/2005/22

Afg200521

Nævnet stadfæstede i august 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan, født i 1970. Indrejst i september 2004. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren udrejste til Pakistan sammen med sin familie i 1992 cirka seks til otte måneder efter Mujahedins magtovertagelse, og at de indtil da alene var udsat for verbal chikane. Nævnet kunne endvidere efter ansøgerens forklaring lægge til grund, at han under Talebans regime havde været tilbage i familiens hjem to til tre gange af en til tre måneders varighed. Ansøgeren forklarede udbyggende om de problemer, han under disse ophold havde haft med Taleban, men han havde selv efter sin seneste forklaring ikke været udsat for overgreb, der havde haft en sådan intensitet, at de kunne betragtes som asylrelevante. Uanset om ansøgerens fader måtte have haft en høj administrativ stilling og tilknytning til PDPA, havde ansøgeren således selv under Taleban kunne opholde sig i familiens bolig uden at være blevet udsat for asylretlig forfølgelse. Nævnet fandt derfor ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden ville være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Afg/2005/21

Afg200520

Nævnet stadfæstede i august 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan, født 1986. Indrejst i oktober 2004. Flygtningenævnet kunne ikke lægge til grund, at ansøgeren opfylder betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at der efter ansøgerens egen forklaring var tale om en konflikt mellem ham og hans fader, dels omkring et ægteskab med en kusine, dels omkring ansøgerens deltagelse i våbentræning og jihad. Ansøgeren havde forklaret, at han over for sin fader vedvarende havde nægtet at indgå det planlagte ægteskab og at deltage i våbentræning. Ansøgeren havde forklaret, at hans fader i forbindelse med et skænderi herom skød efter ham. Ansøgeren havde imidlertid også forklaret, at han boede sammen med sin fader i en længere periode efter skudepisoden frem til udrejsen. Ansøgeren havde ligeledes forklaret, at hans nægtelse af at indgå ægteskab med kusinen alene medførte, at faderen pålagde ham at tage ophold i moskéen i en periode. Efter ansøgerens forklaring måtte det endvidere lægges til grund, at han, trods sin vedvarende nægtelse af at modtage våbentræning og deltage i Jihad, ikke har modtaget trusler fra den organisation, som faderen er tilknyttet. På denne baggrund fandt Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at der består en reel og konkret risiko for, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan, hvor han har familie, blandt andet i Kabul, vil blive udsat for asylbegrundende forfølgelse, hverken fra sin fader eller fra organisationen. De generelt vanskelige forhold i Afghanistan kunne ikke føre til et andet resultat. Afg/2005/20

Afg20052

Nævnet meddelte i januar 2005 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan, født i 1980. Indrejst i januar 2004. En navngiven kommandant ønskede at gifte sig med ansøgerens søster, hvilket denne nægtede. Kommandanten truede med at dræbe ansøgeren, hans moder og broder, såfremt ansøgerens søster ikke indvilligede i ægteskab. Som følge af truslerne blev familien enige om, at ansøgerens søster skulle forloves med kommandanten. Når kommandantens opmærksomhed ikke længere var rettet mod familien, ville de forsøge at flygte. Der blev holdt forlovelsesfest, hvor omkring 300-400 personer var til stede. Ansøgeren blev præsenteret som familiens overhoved. Ansøgeren og familien flygtede til en anden afghansk by inden vielsen. Efter en periode blev familien opsøgt af kommandantens morbroder, som havde fundet frem til familien. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer fandt det afgørende, at ansøgerens forklaring til sagen herunder navnlig ifølge asylregistreringsskema og i samtalen med Udlændingestyrelsen på alle væsentlige punkter havde været detaljeret og overensstemmende, samt at ansøgerens forklaring både ifølge advokatindlægget og navnlig under nævnsmødet havde underbygget denne vurdering. Herudover havde ansøgeren under nævnsmødet forklaret overbevisende og herunder begrundet redegjort for tvivlsspørgsmål. Flertallet lagde derfor ansøgerens forklaring til grund. Flertallet lagde herefter vægt på, at den navngivne kommandant er en person med betydelig magt og politisk indflydelse, og at ansøgeren som ældste søn repræsenterede ansøgerens familie, herunder ansøgerens søster, og blev holdt ansvarlig over for kommandanten. Ansøgeren og hans familie flygtede til en anden afghansk by på baggrund af de trusler på livet, som kommandanten havde fremsat, men de måtte forlade også denne by, da deres tilstedeværelse var blevet kendt af kommandanten. Under hensyn til hændelsesforløbet, herunder at forlovelsen blev fejret ved en stor forlovelsesfest, som kommandanten afholdt, hvorved ansøgeren blev eksponeret, og idet flertallet ikke under de nuværende forhold i Afghanistan kunne afvise, at ansøgeren ved en tilbagevenden risikerede at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, og som ansøgeren ikke kunne opnå beskyttelse mod, fandt flertallet efter en samlet vurdering, at ansøgeren havde krav på opholdstilladelse efter denne bestemmelse. Afg/2005/2

Afg200519

Nævnet meddelte i juli 2005 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i oktober 2004. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer udtalte, at uanset at der var nogle divergenser i ansøgerens forklaringer om, hvorledes han var blevet bekendt med faderens handlinger, fandt et flertal af nævnet ikke tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte det væsentlige indhold af forklaringen. Flertallet af nævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren er analfabet samt hans unge alder på tidspunktet for begivenhederne. Flertallet fandt det herefter sandsynliggjort, at ansøgerens fader havde en høj stilling i Wahdat, at han derefter samarbejdede med Taleban og herunder i hvert fald opfattes som havende angivet andre højtstående personer i Wahdat, samt at faderen efter Talebans fald blev dræbt af Wahdat og at ansøgeren forlod Afghanistan i tilslutning hertil. Flertallet fandt, efter oplysningerne om at der i forbindelse med anholdelsen af faderen blev fremsat trusler mod ansøgeren, ikke at kunne bortse fra, at ansøgeren, henset til karakteren af faderens handlinger, og at handlingerne er kendt i området, ville være i risiko for repressalier fra familierne til de pågældende højtstående personer og fandt derfor, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden ville være i konkret og individuel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Afg/2005/19

Afg200518

Nævnet stadfæstede i juni 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i marts 2004. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgerens fader, som ansøgeren i det væsentlige afledte sit asylmotiv fra, var officer og tilknyttet PDPA, indtil styret faldt i 1992. Faderen var alene tilbageholdt nogle få dage af det nye styre. Endvidere var han tilbageholdt under Taleban, som ikke længere er nogen magtfaktor i Afghanistan. Faderen opnåede senere, ifølge ansøgerens oplysninger, at få en højtstående placering indenfor hæren i et nærmere angivet område. Da faderens hus angiveligt blev angrebet, kom der indenfor kort tid undsætning blandt andet fra de styrker, som faderen havde kommando over. Der forelå ikke sikre oplysninger om, hvem der skulle have angrebet faderen og med hvilket motiv. Ansøgeren havde oplyst, at han ikke på tidspunktet for nævnets behandling vidste, hvor faderen befandt sig. Flygtningenævnet fandt på denne baggrund ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han, som følge af faderens forhold, ved en tilbagevenden til Afghanistan ville være i en konkret og særlig risiko for at blive efterstræbt af personer eller grupper. Nævnet bemærkede, at ansøgeren aldrig havde haft politiske aktiviteter, og at han valgte frivilligt at vende tilbage til Afghanistan i 2003 efter ophold i udlandet. Ansøgeren opfyldte herefter ikke betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet fandt ikke grundlag for at udsætte sagen til indhentelse af yderligere oplysninger. Afg/2005/18

Afg200517

Nævnet stadfæstede i juni 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan, født i 1970. Indrejst i januar 2004. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til krigen i Afghanistan, samt at en mujahediner havde opsøgt ansøgerens forældre to til tre gange, idet han ønskede at gifte sig med ansøgeren. Mujahedineren havde sagt, at han ville slå dem ihjel, hvis han ikke måtte gifte sig med ansøgeren. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er etnisk tajik fra Kabul-området, at ansøgeren og familien udrejste til Peshawar, da ansøgeren var omkring 20 år gammel, at ansøgeren ikke havde været politisk aktiv eller i øvrigt udført aktiviteter, der havde profileret hende i forhold til offentligheden, at ansøgeren i 2003 blev gift med sin nuværende ægtefælle, at ansøgeren i januar 2004 udrejste af Pakistan med henblik på at blive genforenet med ægtefællen, der opholdt sig i England, og at ansøgeren ikke længere havde slægtninge i Afghanistan. Den chikane, som ansøgeren oplyste, at hun og familien havde været udsat for forud for udrejsen af Afghanistan, havde ikke haft et sådant omfang og intensitet, at den kunne sidestilles med en af udlændingelovens § 7 omfattet forfølgelse. Ansøgeren oplyste, at hun frygtede de generelt usikre forhold ved en tilbagevenden. Flygtningenævnet fandt ikke, at de generelt vanskelige forhold for enlige kvinder i Afghanistan var af en sådan karakter, at ansøgeren efter det foreliggende opfyldte betingelserne for asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Afg/2005/17

Afg200516

Nævnet stadfæstede i maj 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar fra Afghanistan, født i 1952 (M) og i 1953 (K), samt to børn. Indrejst i august 2003 (M) og i april 2004 (K). Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgerne er etniske qizilbashere og shia muslimere, at de ikke havde været politisk aktive eller i øvrigt udført aktiviteter, der havde profileret dem i offentligheden, og at de ikke havde været udsat for straffeprocessuelle indgreb. Ansøgernes konflikter med Taleban kunne ikke begrunde asyl, idet Taleban ikke længere var ved magten. Afbrændingen af familiens hus kunne heller ikke i sig selv begrunde asyl. Det måtte antages, at der var tale om en enkeltstående begivenhed. Hertil kom, at det ikke konkret var konstateret, om branden blev påsat, og at den mandlige ansøger havde forklaret upræcist om begivenhederne under og efter branden. Den chikane, som ansøgerne i øvrigt havde oplyst at have været udsat for, havde ikke haft et sådant omfang og intensitet, at den kunne sidestilles med en af udlændingelovens § 7 omfattet forfølgelse. Det blev herved særligt bemærket, at den mandlige ansøger for Flygtningenævnet havde oplyst, at han ikke havde truffet beslutning om udrejse på tidspunktet for den kvindelige ansøgers udrejse. Endelig lagde nævnet vægt på, at drabet på den mandlige ansøgers broder lå tilbage i tid, og at broderen blev dræbt under Taleban. Ved vurderingen af ansøgernes forhold havde nævnet endvidere lagt vægt på, at det fremgik af det seneste baggrundsmateriale, at etniske qizilbashere som gruppe ikke var udsat for diskrimination, og at den mandlige ansøger i øvrigt havde været i stand til at drive sin forretning helt frem til udrejsen. Det kunne herefter ikke lægges til grund, at ansøgerne havde været forfulgt ved udrejsen eller ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerede forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kunne det ikke antages, at ansøgerne ved en tilbagevenden ville være i en konkret særlig risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Afg/2005/16

Afg200515

Nævnet stadfæstede i maj 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan, født i 1977. Indrejst i juli 2002. Flygtningenævnet udtalte, at selvom ansøgeren havde været medlem af PDPAs spejder- og ungdomsorganisation og aktiv blandt andet ved møder og oplysningsvirksomhed, ophørte aktiviteterne i 1992, hvor Mujahedin overtog magten i Kabul. Ansøgeren var da 15 år gammel. Ansøgeren flygtede med sin familie til Jalalabad, hvor han gik i gymnasiet, som han afsluttede i 1995. Herefter blev han optaget på universitetet i byen, hvor han fortsat studerede indtil udrejsen til Pakistan omkring juni måned 2000. Uanset at ansøgerens far havde været pilot og havde undervist for PDPA, og uanset ansøgeren havde haft onkler, der var mere fremtrædende medlemmer af PDPA – navnlig var en onkel, der tillige er ansøgerens svigerfar, sekretær for PDPA i et distrikt i Kabul – fandt nævnet, at ansøgeren ikke kunne anses for profileret for PDPA, hverken i form af eget medlemskab og aktiviteter eller i kraft af sin families tilknytning. Nævnet fandt, at ansøgerens tilbageholdelse og de voldsomme overgreb, som han blev udsat for i to måneder i 1996 hos Mujahedin, da ansøgeren var blevet pågrebet med løbesedler, måtte ses i lyset af de dagældende magtforhold i Kabul. Selvom løsladelsen skete under foregivende af, at ansøgeren var medlem af Hezb-e-Islami fandtes formodningen om en sådan oplysning registreret hos en Mujahedin-gruppe, Jamiat og hos en kommandant, ikke på daværende tidspunkt at indebære, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan af nævnet kunne anses for at være i en asylbegrundende risiko. Nævnet lagde herved vægt på, at oplysningen om medlemskabet af Hezb-e-Islami var usand og uden baggrund i aktiviteter, at ansøgeren ikke havde haft andre politiske aktiviteter end de angivne for PDPA, at ansøgeren ikke i øvrigt havde konflikter med kommandant Iklil, og at ansøgeren i øvrigt efter løsladelsen kunne fortsætte sit studie i Jalalabad uden henvendelse fra politiske partier, grupperinger eller enkeltpersoner. Det var herved taget i betragtning, at Taleban overtog magten i 1996. Ansøgeren havde ikke konflikter i perioden fra 1996 til 2000, men blev efterstræbt af Taleban, fordi han i 2000 var en af seks arrangører af en studenterstrejke og demonstration for bedre kollegievilkår for de studerende ved universitetet i Jalalabad. Talebans indgriben var rettet imod demonstrationen, hvor 2 af medarrangørerne blev dræbt. Taleban tilbageholdt efterfølgende en bror til ansøgeren, idet ansøgeren, der var eftersøgt, var flygtet til Pakistan, hvor ansøgeren færdiggjorde sit studie ved universitetet i Peshwahar i perioden fra september 2000 til december 2001. Ansøgeren udrejste af Pakistan i juli 2002 med afghansk nationalitetspas udstedt i april 2002 og indrejste i Danmark i juli 2002 med henblik på familiesammenføring med sin herboende ægtefælle. Nævnet lagde vægt på de ændrede magtforhold i Afghanistan, hvor Taleban ikke længere var ved magten. Nævnet fandt ikke, at ansøgerens families konflikt med en Mujahedinkommandant, der i slutningen af 2001 på ny havde sat sig i besiddelse af ansøgerens families hus i Jalalabad, indebar en sådan konkret konflikt eller efterstræbelse efter ansøgerens person, at der heri var tilstrækkeligt grundlag for at antage, at ansøgeren ved en tilbagevenden ville risikere en asylbegrundende forfølgelse, herunder risiko for umenneskelig behandling omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Det var indgået i nævnets samlede vurdering af ansøgerens forhold, at han først havde søgt asyl i Danmark efter cirka to års ophold. Nævnet fandt videre ikke, at ansøgeren havde krav på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 i kraft af sin ægtefælles opholdstilladelse efter denne bestemmelse. Nævnet lagde vægt på, at ægteskabet først blev indgået, efter ægtefællen var indrejst i Danmark, på de forskellige ud- og indrejseforløb, ligesom ansøgerens asylmotiv ikke af nævnet blev anset for primært forbundet med ansøgerens svigerfars forhold. Samlet fandt nævnet herefter ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan kunne antages at risikere forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at blive underkastet umenneskelig eller nedværdigende behandling i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Afg/2005/15

Afg200514

Nævnet meddelte i april 2005 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Afghanistan, født i 1979. Indrejst i juli 2001. I august 2004 indgav ansøgeren anmodning om asyl, efter at Udlændingestyrelsen i maj 2004 besluttede ikke at forlænge ansøgerens opholdstilladelse efter den dagældende udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 7. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer udtalte, at det efter ansøgerens forklaring måtte lægges til grund, at ansøgerens far, da hun blev gift med sin fætter med henblik på at følge ham til Danmark, sagde, at ansøgeren havde pligt til under alle forhold at forblive i ægteskabet, og at faderen ville slå ansøgeren ihjel, hvis hun blev skilt. Ansøgeren var blevet skilt efter ægtefællens begæring, efter at ægtefællen havde fundet en dansk kæreste, med hvem han ventede et barn, og ansøgeren var blevet nødsaget til at rejse fra sin svigerfamilie, som havde udøvet vold mod hende og undladt at hjælpe hende. Under disse omstændigheder kunne det ikke afvises, at ansøgerens familie i Afghanistan enten ville afvise hende eller slå hende ihjel. Såfremt ansøgeren ikke kunne tage ophold hos sin familie i hjemlandet, ville hun som enlig kvinde uden netværk efter baggrundsoplysningerne fra Afghanistan risikere alvorlige overgreb. Ansøgeren havde ingen mulighed for at få beskyttelse af myndighederne i hjemområdet. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer fandt herefter, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerede overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Afg/2005/14

Afg200513

Nævnet stadfæstede i april 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan, født i 1964. Indrejst i februar 2004. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren var etnisk hazara og shia-muslim. Han havde ikke været aktiv for politiske eller religiøse partier. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet frygtede lokalbefolkningen, de nye magthavere og Taleban. Uanset om det blev lagt til grund, at ansøgeren inden Talebans fald havde givet Taleban oplysninger om folks økonomiske forhold og været medvirkende til, at en pigeskole blev lukket, fandt Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han skulle være kommet i et sådant modsætningsforhold til lokalbefolkningen, at han skulle opfylde betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet lagde til grund, at de oplysninger, ansøgeren havde videregivet, var oplysninger, som måtte antages at være almindeligt kendte, samt at ansøgeren havde opholdt sig i området i mere end to år efter Talebans fald. Flygtningenævnet fandt endvidere ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han var kommet i et asylbegrundende modsætningsforhold til de nuværende kommandanter i ansøgerens hjemområde. Flygtningenævnet lagde vægt på, at ansøgeren ikke nærmere havde kunnet konkretisere hvorfor, og at antagelsen herom stammede fra ansøgerens egne formodninger. Det blev bemærket, at Flygtningenævnet ikke kunne lægge afgørende vægt på de oplysninger, som ansøgeren havde fået telefonisk fra sin fader. Uanset om det blev lagt til grund, at ansøgeren inden udrejsen var blevet opsøgt af Taleban og anmodet om at deltage i terror-handlinger, fandt Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren skulle meddeles asyl som følge heraf. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren ikke havde fået stillet konkrete opgaver i udsigt, at han fik lov til at vende tilbage til bopælen efter mødet med Taleban, og at Taleban ikke udgjorde en magtfaktor i ansøgerens hjemområde. Da ansøgerens aktiviteter for Taleban havde haft et begrænset omfang, fandt Flygtningenævnet ikke grundlag for, som begæret af ansøgerens advokat, at iværksætte en høring til afdækning af, hvorledes forholdene i Afghanistan var for hazaraer, der har arbejdet for Taleban. Flygtningenævnet fandt herefter ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan ville være i risiko for at blive forfulgt af grunde omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet fandt heller ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden ville være i en reel risiko for dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Afg/2005/13

Afg200512

Nævnet meddelte i april 2005 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Afghanistan, født 1975. Indrejst i oktober 2004. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer udtalte, at ansøgeren er etnisk hazara. Ansøgeren havde aldrig været politisk aktiv, og hun havde aldrig været i myndigheders eller magthaveres søgelys. Ansøgeren havde som sit asylmotiv henvist til, at hun frygtede at blive dræbt af den mand, hun som barn var blevet lovet bort til, fordi hun havde indgået ægteskab med en i Danmark boende afghaner. Flygtningenævnets flertal lagde ansøgerens forklaring til grund. Flertallet fandt på den baggrund og under hensyn til baggrundsoplysningerne om forekomsten af æresdrab på kvinder i Afghanistan, at ansøgeren ved en tilbagevenden risikerede at blive offer herfor. Afg/2005/12

Afg200511

Nævnet meddelte i marts 2005 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Afghanistan, født i 1958, samt to børn. Indrejst i oktober 2000. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgerens forældre har givet tilladelse til, at akterne i deres sager indgår i denne sag. Ved afgørelsen af moderens og de mindreårige søskendes sag i marts 2003 lagde nævnet i overensstemmelse med forældrenes oplysninger til grund, at ansøgerens fader havde været medlem af PDPA fra 1973 til 1992, og havde arbejdet i militæret, og fra 1980 til 1992 for KHAD, og at han i en del af perioden havde haft en meget højt profileret stilling, der måtte antages, at have bragt ham i et modsætningsforhold også til personer blandt de nuværende magthavere. Nævnet lagde også til grund, at faderen havde deltaget i mange militære operationer mod Mujahedin, at han sammen med sin familie havde opholdt sig i provinsen fra 1992 til 1998, hvor han var kommandant under general Dostum, og at han flygtede efter Talebans magtovertagelse. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer meddelte på denne baggrund i marts 2003 ansøgerens moder og mindreårige søskende opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, i konsekvens af faderens status, idet et flertal af nævnet ikke kunne afvise, at de pågældende ville være i en sådan risiko for asylbegrundende forfølgelse på grund af faderens forhold at det ikke burde kræves, at de vente tilbage til Afghanistan. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer fandt ikke, at der i de senest forløbne år var sket en sådan ændring i magtforholdet i ansøgerens hjemegn, at der var grundlag for at bedømme ansøgeren anderledes end moderen og de andre søskende. Flertallet bemærkede, at den omstændighed, at ansøgeren er gift og tilhører en anden familie, ikke kunne ændre vurderingen under hensyn til, at der af ægtefællens familie alene er svigermoderen tilbage i Afghanistan. Flygtningenævnet meddelte derfor ansøgerne opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Afg/2005/11

Afg200510

Nævnet stadfæstede i marts 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan, født 1988. Indrejst i august 2004. Flygtningenævnet udtalte, at det af sagen fremgik, at den mindreårige ansøger havde været gift i Holland og i forbindelse med ægteskabets sammenbrud tog ophold hos svigerfamilien. Videre, at ægteskabet var blevet opløst under et møde med en mullah, hvor den tidligere ægtefælle deltog. Ved ankomsten her til landet fremkom ansøgeren med urigtige oplysninger om, hvor hun havde opholdt sig i perioden forinden. Af ansøgerens forklaring var videre fremgået, at der ikke over for hende selv var fremsat konkrete trusler fra den tidligere ægtefælle eller dennes familie. Den omstændighed, at ansøgeren følte sig truet af svigerfamilien byggede i det væsentlige på oplysninger, som hendes fader skulle være fremkommet med under telefonsamtaler. Oplysningerne herom var hovedsageligt først fremkommet i forbindelse med nævnsmødet. Det lagdes til grund, ansøgeren i Afghanistan fortsat havde familiemedlemmer boende, som hun havde besøgt. Det kunne således ikke lægges til grund, at ansøgeren var uden netværk. Flygtningenævnet kunne ikke lægge til grund, at risikoen for, at ansøgeren som følge af skilsmissen måtte blive dræbt, var nærliggende. Flygtningenævnet fandt heller ikke, at der var tilsvarende risiko for umenneskelig behandling eller anden behandling. Ansøgeren sås herefter ikke omfattet af hverken udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Afg/2005/10

Afg20051

Nævnet stadfæstede i januar 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan, født 1952. Indrejst i oktober 2001. Flygtningenævnet udtalte, at det efter en vurdering af ansøgerens oplysninger til asylansøgningsskemaet og hans forklaringer til Udlændingestyrelsen, sammenholdt med ansøgerens forklaring til Flygtningenævnet, måtte lægges til grund, at ansøgerens aktiviteter for PDPA havde været af underordnet karakter, og at ansøgeren overvejende havde udført undervisnings- og ideologiske støtteaktiviteter i forhold til andre PDPA-medlemmer. Af ansøgerens forklaring i nævnet fremgik, at ansøgerens aktiviteter indenfor KHAD i det væsentlige havde været af intern karakter. Nævnet lagde til grund, at ansøgeren, mens han havde udført aktiviteter i PDPA og havde været ansat i KHAD, ikke havde haft nævneværdige konflikter i forhold til andre personer eller grupper. Flygtningenævnet kunne ikke lægge til grund, at ansøgeren havde optrådt som PDPA-medlem på landsdækkende fjernsyn. Flygtningenævnet lagde vægt på, at denne oplysning først var fremkommet under den anden samtale med Udlændingestyrelsen. Endvidere var forklaringen om, at ansøgeren havde optrådt som frontfigur i sikkerhedstjenesten ikke sammenhængende med ansøgerens forklaring i Flygtningenævnet om, at han ikke havde optrådt som ansat i sikkerhedstjenesten. Nævnet fandt herefter, at ansøgeren ikke havde været profileret som PDPA-medlem eller som fremtrædende ansat indenfor KHAD og fandt det således ikke sandsynliggjort, at ansøgeren af den grund ville være i risiko for forfølgelse. Det kunne således ikke lægges til grund, at ansøgerens tilbageholdelse i 1992 skyldtes en profileret position indenfor PDPA eller KHAD. Ansøgerens tilbageholdelse under Talebanstyret i 1999 havde ifølge ansøgerens egne oplysninger heller ikke været begrundet i en sådan profileret position. Det måtte overordnet tillægges vægt, at ansøgeren havde opholdt sig i Afghanistan i næsten ti år uden anden tilbageholdelse end de to nævnte, og at hans familie havde haft fast bopæl i Kabul i samme periode. Flygtningenævnet kunne ikke tillægge det fremlagte brev angiveligt udsendt til alle Mujahedingrupper i Kabul og omegn nogen betydning. Flygtningenævnet fandt oplysningen om brevets fremkomst utroværdig og hæftede sig ved, at brevet, som var udateret, mere fremtrådte som en sammenfatning af ansøgerens asylmotiv end som hidrørende fra en eftersøgende myndighed. Heller ikke oplysningerne om sønnernes angivelige forsvinden kunne tillægges vægt ved sagens vurdering. Afg/2005/1

Afg20049

Nævnet stadfæstede i marts 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig ansøger fra Afghanistan, født i 1967. Indrejst i april 2003. Fra 1987 til 1990 aftjente ansøgeren værnepligt. Fra 1987 til 2001 var ansøgeren medlem af Wahdat-partiet. Ansøgerens far var også medlem, og han ydede et stort økonomisk bidrag til partiet. Ansøgerens aktiviteter for partiet bestod i uddeling af regeringskritiske løbesedler samt i at være chauffør for en kommandant, som var medlem af Det centrale Råd. Ansøgeren var dog kun chauffør for denne person, når vedkommende var i ansøgerens hjemby. I 1998 blev ansøgeren gift, og han fik efterfølgende en datter. I 1999 døde ansøgerens ægtefælle som følge af et raketnedslag. Fra 1999 til 2001 var ansøgeren fængslet af Taleban. Under ansøgerens tilbageholdelse blev ansøgerens far dræbt af Taleban. Efter ansøgerens løsladelse udrejste han til Iran, hvor han blev bekendt med, at hans datter sammen med hans svigerinde var flygtet til Danmark. Herefter, i 2001, søgte ansøgeren i Iran om opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 4. Denne ansøgning bortfaldt imidlertid ved ansøgerens indrejse i Danmark i april 2003. I 2002 rejste ansøgeren tilbage til Afghanistan, hvor han blev bekendt med, at hans bror var blevet bortført af den lokale kommandant, idet broderen under Mujahedin havde været chauffør for en kendt kommandant og idet ansøgerens far havde hjulpet Wahdat-partiet økonomisk. Ansøgerens bror var kommandantens privatchauffør, og havde derfor rejst rundt med kommandanten. Under opholdet i hjembyen blev ansøgeren beskudt, idet man ønskede, at han skulle forlade området, således at andre kunne overtage familiens jord. Efter at have opholdt sig et år i hjemlandet, hvorunder han forgæves ledte efter sin bror, udrejste ansøgeren. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er hazara og shiamuslim, født og opvokset i Kabul. Ansøgeren havde været medlem af og aktiv for Hezb-e-Wahdat. Ansøgeren forlod i 1995 Kabul og bosatte sig i Ghorband og Dare Turkman og siden i Siakhak. I perioden 1999 til 2001 sad han fængslet af Taleban. Efter løsladelsen opholdt han sig indtil begyndelsen af 2002 i Iran, hvor han i 2001 på den danske ambassade i Teheran søgte om opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 4. Fra begyndelsen af 2002 og til marts 2003 opholdt han sig i Afghanistan. Selv om det blev lagt til grund, at ansøgeren var truet af den lokale Ghorbandkommandant, fandt Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at dette kunne begrunde, at han skulle have opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, idet truslerne blev fremsat, angiveligt for at ansøgeren skulle opgive familiens jord. Den omstændighed, at ansøgerens bror var forsvundet, angiveligt likvideret af Hezb-e-Wahdat folk fra en anden fraktion end den ansøgeren havde arbejdet for, kunne ikke i sig selv begrunde, at ansøgeren skulle have opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet fandt heller ikke, at ansøgerens tidligere aktiviteter for Hezb-e-Wahdat kunne begrunde opholdstilladelse, idet Hezb-e-Wahdat i dag er med i regeringsmagten i Afghanistan. Flygtningenævnet fandt på denne baggrund ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerede at blive asylretligt forfulgt, eller at der var holdepunkter for at antage, at ansøgeren ville være i konkret særlig risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Afg/2004/9

Afg20048

Nævnet meddelte i marts 2004 opholdstilladelse (F-status) til et ægtepar fra Afghanistan, født i 1970 (M) og 1978 (K), samt to børn. Indrejst i april 2001. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgerne er afghanske statsborgere. Flygtningenævnet lagde endvidere til grund, at den kvindelige ansøger er født i Afghanistan, at hendes fader var afghansk statsborger og etnisk tajik, mens hendes moder var sovjetisk statsborger fra Ukraine, og at ansøgeren fra hun var to år og frem til 1996 boede hos sin bedstemoder i Ukraine. Endvidere lagde nævnet til grund, at den kvindelige ansøgers modersmål er russisk, at hun kun taler ganske lidt dari, og at hun er shia-muslim, men ikke er blevet opdraget muslimsk. Nævnet lagde endelig til grund, at den mandlige ansøger er født i Afghanistan, hvor han ligeledes er opvokset, at han er etnisk tajik, samt at han er shia-muslim af trosretning. Den mandlige ansøger har til sagen oplyst, at han forlod hjemlandet på grund af problemer med Mujahedin og Taleban. Flygtningenævnet fandt ikke, at den mandlige ansøger, der ikke havde noget konkret udestående med de nuværende magthavere i Afghanistan, risikerede forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, ved en tilbagevenden til Afghanistan. Da den mandlige ansøger alene havde været menigt medlem af PDPA og hans aktiviteter for partiet havde været lidet fremtrædende, anså nævnet det ikke for sandsynliggjort, at han, som følge af sit PDPA-medlemskab, risikerede forfølgelse fra de nuværende magthavere i Afghanistan. Den omstændighed, at den mandlige ansøger i 1999 var tilbageholdt i et døgn, hvor han af Taleban blev udsat for voldelige overgreb, fandtes ikke at kunne begrunde asyl. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at Taleban ikke længere var ved magten i Afghanistan. Ansøgerne havde som asylmotiv endvidere henvist til, at de og deres børn ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerede forfølgelse som følge af den kvindelige ansøgers ukrainske afstamning. Flygtningenævnet lagde til grund, at den kvindelige ansøger under sit to måneder lange ophold i Afghanistan i 1996 hele tiden opholdt sig inden døre, samt at hun som følge af sit udseende måtte antages i Afghanistan at blive opfattet som russer. Det fremgår af Udenrigsministeriets notat af 27. august 2003, at en kvinde med russiske træk ville kunne blive opfattet som en del af den internationale tilstedeværelse i forbindelse med genopbygningen af Afghanistan og dermed ville kunne blive et mål for ekstreme religiøse grupper, der ønskede at stoppe den udenlandske bistand til landet. På denne baggrund og sammenholdt med vurderingen af ansøgernes situation som anført oven for, fandt Flygtningenævnet ikke, at det burde kræves, at ansøgerne vendte tilbage til Afghanistan. Afg/2004/8

Afg20047

Nævnet meddelte i marts 2004 opholdstilladelse (K-status) til et ægtepar fra Afghanistan, født i 1948 (M) og 1952 (K), samt et barn. Indrejst i juni 2001. I maj 2003 stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse fra september 2002, og i juli 2003 anmodede den beskikkede advokat Flygtningenævnet om at genoptage sagen, idet der var fremkommet yderligere dokumentation for ansøgernes bahai-aktiviteter. Sagen blev herefter genoptaget og afgjort ved skriftlig votering blandt nævnets medlemmer. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgerne havde forklaret, at de i 1992 i stilhed konverterede fra den sunni muslimske tro til bahai troen. Efter de nu foreliggende oplysninger fandt Flygtningenævnet ikke at kunne afvise, at den kvindelige ansøger under sit langvarige ophold i Peshawar i Pakistan var medlem af den afghanske bahai-komité og arbejdede i et bahai-center. Det måtte endvidere antages, at den kvindelige ansøgers bahai-aktiviteter var af udadvendt karakter og havde eksponeret hende i forhold til et større antal afghanske statsborgere i området. Den mandlige ansøger var en kendt person som følge af sit virke som tv-mand og kunstner. Under disse omstændigheder fandt Flygtningenævnet ikke med tilstrækkelig sikkerhed at kunne udelukke, at ansøgerne ved en tilbagevenden til Afghanistan ville være i risiko for at blive genkendt eller identificeret som bahai-tilhængere, og at dette ville kunne komme til myndighedernes kundskab, og at ansøgerne derfor ville være i risiko for overgreb på grund af deres religiøse overbevisning. Flygtningenævnet meddelte herefter ansøgerne opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Afg/2004/7

Afg20046

Nævnet meddelte i januar 2004 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan, født i 1956. Indrejst i september 2000. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgerens forklaringer i det væsentlige kunne lægges til grund. Det fremgik blandt andet af disse forklaringer, at ansøgeren, på baggrund af sit medlemskab af PDPA, havde været tilknyttet KHAD i perioden fra 1983, senest i 1992 med ansvar for den interne sikkerhed i en provins i Afghanistan, med rang af militær vicechef. Det fremgik af ansøgerens forklaringer, at han i denne periode alene havde opgaver indenfor militæruddannelse og logistik, men at han ikke var tilknyttet afdelinger med egentlige eksterne efterforskningsmæssige opgaver. Det fremgik videre af hans forklaringer, at ansøgeren efterfølgende, det vil sige i perioden fra 1992-1998, havde militære poster med stigende rang indenfor blandt andet Junbish-i-Melli-bevægelsen, idet han endte med rang af kaptajngeneral. Han tilsluttede sig på et tidspunkt Abdul Maliks militære organisation, og fik i denne forbindelse et modsætningsforhold til blandt andet general Dostum, i kraft af, at han under Abdul Maliks ledelse kæmpede mod Dostums tropper. Allerede som følge heraf, navnlig under hensyn til oplysningerne om ansøgerens militære rang og det opståede modsætningsforhold til general Dostum, fandt Flygtningenævnet, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan under de nuværende magtforhold måtte antages at være i risiko for en forfølgelse, der var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet fandt ikke tilstrækkeligt grundlag for at antage, at ansøgeren, i kraft af sin tilknytning til KHAD, selv havde deltaget direkte og aktivt i udøvelse af tortur eller andre former for grove overgreb mod personer, som var blevet frihedsberøvet af KHAD, eller at ansøgeren i øvrigt direkte eller indirekte havde medvirket til, at frihedsberøvede personer blev udsat for tortur eller anden form for fysisk tvang. Under disse omstændigheder fandt Flygtningenævnet ikke grundlag for at antage, at ansøgeren var udelukket fra at opnå beskyttelse i Danmark som følge af bestemmelserne i Flygtningekonventionens artikel 1 F (a). Afg/2004/6

Afg20045

Nævnet stadfæstede i februar 2004 Udlændingestyrelsen afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan, født i 1971. Indrejst i maj 2001. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim fra Afghanistan. Nævnet lagde i det væsentligste ansøgerens forklaring til grund, herunder forklaringen om, at han fra 1998 til 2001 under Taleban var fængslet og blev udsat for fysiske overgreb. Flygtningenævnet fandt imidlertid ikke, at dette kunne begrunde asyl. Herved lagde nævnet vægt på, at Taleban ikke længere er en magtfaktor i Afghanistan. Nævnet fandt, at ansøgeren ikke havde sandsynliggjort, at de overgreb, Taleban havde udsat ham for, havde haft en sådan styrke og intensitet, at dette i sig selv kunne medføre asyl. Vedrørende ansøgerens medlemskab af og aktiviteter for Afghan Mellat lagde Flygtningenævnet til grund, at ansøgeren i en periode i Pakistan havde stået for trykningen af partiets propagandamateriale og distributionen heraf til Afghanistan. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren gennem denne efter sin karakter underordnede og uprofilerede aktivitet havde bragt sig i et sådant modsætningsforhold til de nuværende magthavere, at han risikerede forfølgelse ved en tilbagevenden til hjemlandet, jf. udlændingelovens § 7. Nævnet lagde herved også vægt på, at ansøgeren ikke efter sin egen forklaring havde haft konflikter med partier eller bevægelser omfattet af Mujahedin. Afg/2004/5

Afg20044

Nævnet meddelte i februar 2004 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan, født i 1960. Indrejst i august 2001. Ansøgeren gennemgik i perioden 1981 til 1985 en militæruddannelse i Rusland. I perioden 1985 til 1992 arbejdede han som flyingeniør i militærlufthavnen i Kabul. Han havde senest rang af major. Da regeringen i 1992 faldt, begyndte ansøgeren at arbejde for Dostum, der garanterede ansøgerens sikkerhed. I 1996 blev Dostum tvunget til at trække sig tilbage til Mazar-e-Sharif, og ansøgeren måtte søge beskyttelse hos Abdul Rahman fra Jamiat-e-Islami. Da Taleban indtog Kabul, blev ansøgeren i skjul fragtet til Mazar-e-Sharif, hvor han udførte opgaver for Dostum. Da Mazar-e-Sharif faldt til Taleban, rejste ansøgeren med familien til Baghlan, hvor han søgte beskyttelse hos sin mosters ægtefælle, der var højtrangerende for Hezb-i-Islami. Ansøgeren udførte opgaver for Hezb-i-Islami for at opnå beskyttelse. Da Taleban indtog Baghlan udrejste ansøgeren efter i en kort periode at have opholdt sig i grænseområdet til Turkmenistan. Flygtningenævnet kunne i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer fandt ikke at kunne afvise, at ansøgeren som følge af sit arbejde som officer med tilknytning til luftvåbenet gennem hele perioden fra 1985 til 1998 havde bragt sig i modsætningsforhold til Mujahedin, og at han som følge af sin tilknytning til Hezb-i-Islami under sit ophold i Baghlan i perioden fra 1998 til 2001 havde bragt sig i modsætningsforhold til Abdul Rashid Dostum og Jamiat-i-Islami. Flertallet fandt herefter ikke at kunne afvise, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet måtte antages at være i risiko for asylbegrundende forfølgelse enten fra de nuværende magthaveres side eller fra de øvrige rivaliserende grupper under Mujahedin. Flertallet fandt ikke, at ansøgeren efter sine oplysninger ville kunne opnå beskyttelse imod sådanne overgreb. Afg/2004/4

Afg200436

Nævnet meddelte i november 2004 opholdstilladelse (F-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan, født 1961. Indrejst i september 2001. Ansøgeren var fra 1986 til 1998 ansat i politiet i en stilling oprettet af Harekat-e-Islamis partiledelse med ansvar for intern kontrol med medlemmer af Harekat-e-Islami. Efter Talebans magtovertagelse i Kabul havde ansøgeren som kommandant i Harekat-e-Islami haft kommandoen over 50 til 200 soldater i forbindelse med forsvaret af at navngivet område. Da området i 1998 blev erobret, henrettede Taleban 60 civile, mens det lykkedes ansøgeren at flygte til Kabul, hvor han imidlertid blev arresteret af Taleban og fængslet og udsat for tortur. Flygtningenævnet kunne i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan ville blive udsat for asylbegrundende forfølgelse, som er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgerens frygt for lokalbefolkningen i det nævnte område byggede ikke på konkrete holdepunkter, udover at ansøgeren på et tidspunkt havde mødt pårørende til de dræbte under et ophold i Iran. Ansøgeren blev i den forbindelse alene udsat for verbal chikane. Heller ikke ansøgerens frygt for to medlemmer af Harekat-e-Islami, som han havde været med til at arrestere i forbindelse med sin stilling i politiet, byggede på konkrete episoder, hvor ansøgeren skulle være blevet truet af de pågældende. Hertil kom, at det måtte lægges til grund, at ansøgeren alene foranledigede de pågældende anholdt og overgivet til partiet ud fra de forholdsregler, som var gældende for hans officielle stilling indenfor partiet. Ansøgerens handling udsprang således ikke af personlige motiver, og forholdet som i øvrigt lå tilbage i 1993, kunne derfor ikke tillægges asylretlig vægt. Ansøgeren havde endvidere forklaret om sin frygt for en tidligere Talebanleder, som var ansvarlig for den tortur, som ansøgeren blev udsat for forud for sin udrejse. Ansøgeren og den pågældende Talebanleder var også modstandere før Talebans magtovertagelse, idet den pågældende Talebanleder dengang var kommandant indenfor Hezbe-Islami. Ansøgeren havde forklaret, at den pågældende Talebanleder i dag er sikkerhedskommandant i et navngivent område. Flygtningenævnet kunne imidlertid ikke lægge til grund, at der i dag skulle bestå nogen konkret risiko for, at den pågældende Talebanleder skulle udøve asylbegrundende forfølgelse overfor ansøgeren, som ikke havde haft politiske aktiviteter siden 1998. Der havde heller ikke her været konkrete episoder, som kunne understøtte ansøgerens frygt. Der havde blandt andet ikke været rettet henvendelse til ansøgerens familie i Kabul fra den pågældende Talebanleder eller hans folks side. Et anonymt brev, som var blevet sendt fra Pakistan, og som indeholdt grove beskyldninger mod ansøgeren, kunne ikke føre til andet resultat. Ansøgeren havde oplyst, at han forud for sin udrejse under sin fængsling hos Taleban blev udsat for tortur. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer fandt, henset til varigheden af denne tortur og dens grovhed og til, at ansøgeren udrejste umiddelbart efter sin flugt, at det ikke burde kræves, at ansøgeren skulle vende tilbage til sit hjemland. Afg/2004/36

Afg200435

Nævnet meddelte i november 2004 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Afghanistan, født i 1981, samt et barn. Indrejst i 2001.Ansøgerens ægtefælle indrejste i Danmark i april 2000 og blev i januar 2001 af Udlændingestyrelsen meddelt opholdstilladelse efter § 7, stk. 1. Ansøgerens ægtefælle var medlem af Wahdat partiet. Da der opstod interne konflikter i partiet, var hendes ægtefælle nødt til at udrejse af landet. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren ikke havde noget selvstændigt asylgrundlag. Ansøgeren havde været meget usikker i sine tidsangivelser for rejsen fra bopælen til Kabul og siden udrejsen fra Kabul til Pakistan. Efter oplysningerne i ægtefællens sag fandt Flygtningenævnet imidlertid at kunne lægge til grund, at ansøgeren havde forladt bopælen og var rejst til Kabul omkring februar/marts 2000. Endvidere fandt Flygtningenævnet at kunne lægge til grund, at ansøgeren var udrejst fra Kabul til Pakistan i slutningen af 2000. Flygtningenævnet fandt ikke, at de foreliggende oplysninger gav tilstrækkeligt grundlag for at afvise, at ægtefællen fortsat opfyldte asylbetingelserne. Ansøgeren blev både på sin bopæl og senere i Kabul opsøgt af personer, som fremsatte trusler mod hende for at få hende til at give oplysninger om sin ægtefælle. Det måtte endvidere lægges til grund, at ansøgeren ved ankomsten til Pakistan ikke var bekendt med, at hendes ægtefælle var kommet til Danmark. Endelig måtte det lægges til grund, at ansøgeren formentlig allerede i januar 2002 ansøgte om asyl, men at denne ansøgning på grund af misforståelser først blev taget under behandling i sommeren 2002. Under disse omstændigheder fandt Flygtningenævnet, at der var en sådan tidsmæssig sammenhæng mellem ægtefællernes udrejse af Afghanistan og indrejse i Danmark, at ansøgeren opfyldte betingelserne for at blive meddelt konsekvensstatus. Afg/2004/35

Afg200434

Nævnet meddelte i oktober 2004 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Afghanistan, født 1977. Indrejst i oktober 2003. Ansøgeren var i 1998 med til at stifte en kultur- og litteraturforening, som blandt andet udgav et tidsskrift om ytringsfrihed og kvinders rettigheder og underviste kvinder. Ansøgerens aktiviteter bestod i at indsamle oplysninger om dari-litteraturens udvikling og hazariernes kultur, at afholde videnskabelige og kulturelle klasser for foreningens medlemmer og andre interesserede og at trykke artikler og foldere om ytringsfrihed. I slutningen af 2000 fik Taleban kendskab til foreningens medlemmers identitet fra personer i ansøgerens nabolag, hvoraf mange var enige med magthaverne. To medlemmer af foreningen blev anholdt af Taleban og dræbt. Alle medlemmerne af foreningen blev eftersøgt og foreningen blev lukket. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer fandt efter en konkret og samlet vurdering af ansøgerens aktiviteter for den af hende nævnte forening, der blandt andet arbejdede for ytrings- og religionsfrihed og kvinders rettigheder, at det ikke kunne afvises, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerede overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 2, samt at myndighederne ikke ville kunne beskytte hende herimod. Flygtningenævnets flertal tillagde det herved betydning, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan ikke ville have noget netværk, og at hun er enlig kvinde. Afg/2004/34

Afg200433

Nævnet stadfæstede i oktober 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan, født 1952, samt et barn. Indrejst i marts 2004. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren som asylmotiv særlig havde påberåbt sig, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerede forfølgelse fra lokale Jamiat-kommandanters side som følge af, at hun i Pakistan i perioder havde undervist på en skole tilhørende partiet Hezb-e-Islami. Ansøgeren havde til støtte herfor påberåbt sig, at hun i Pakistan havde modtaget trusselsbreve, som hun formodede stammede fra Jamiat-kommandanter. Hun havde endvidere oplyst, at hendes datter under ansøgerens seneste ophold i Afghanistan i 2003 blev bortført af personer, som hun formodede tilhørte Jamiat. Ansøgeren havde endvidere henvist til, at ansøgerens søn flere gange var forsvundet, formentlig på grund af tvang eller pres fra Talebans side. Flygtningenævnet bemærkede, at ansøgerens antagelse om, at hun risikerede forfølgelse fra Jamiats side, alene byggede på formodninger om, at de angivne trusselsbreve og den angivne bortførelse af datteren hidrørte fra Jamiat. Flygtningenævnet fandt det ikke sandsynliggjort, at ansøgeren som følge af den udførte undervisning på en skole i Pakistan risikerede en forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, ved en tilbagevenden til Afghanistan. Det forhold, at datteren måtte være bortført, kunne heller ikke føre til asyl for ansøgeren, og med hensyn til en søns forhold bemærkedes, at det var uklart, om hans ophold i Taleban-lejre var ufrivilligt, og at Taleban i øvrigt på grund af de ændrede forhold i Afghanistan ikke kunne anses for en magtfaktor. Uanset at ansøgerens forhold ved en tilbagevenden til Afghanistan som enke uden netværk ville være vanskelige, fandtes dette ikke at kunne begrunde asyl efter udlændingelovens § 7. Afg/2004/33

Afg200432

Nævnet stadfæstede i oktober 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan, født 1960, samt seks børn. Indrejst november 2000. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgerens ægtefælle var politichef og medlem af provinskomitéen forskellige steder i Afghanistan frem til Mujahedins magtovertagelse i 1992, og at ægtefællen forlod Afghanistan efter at være blevet eftersøgt af Taleban. Familien opholdt sig i nærheden af Mazar e-Sharif fra 1992 til 1997, hvorefter de opholdt sig en periode i Laghman-provinsen indtil ægtefællens udrejse i 1998. Ansøgeren opholdt sig hos sin svigerfader i Laghman, indtil hun udrejste fra Afghanistan, formentlig i slutningen af 1999. Ansøgeren havde oplyst, at årsagen til hendes udrejse var frygt for Taleban. Hun havde endvidere angivet, at hun også frygtede de nuværende myndigheder som følge af familiens tilknytning til PDPA og hendes ægtefælles position som politichef. Flygtningenævnet bemærkede, at ansøgerens frygt for Taleban ikke længere kunne begrunde asyl. Med hensyn til forholdet til de nuværende magthavere bemærkedes, at ansøgeren ikke selv havde været politisk aktiv. Det fandtes ikke sandsynliggjort, at ansøgeren – alene som følge af ægtefællens forhold – ved en tilbagevenden til Afghanistan ville være i risiko for en forfølgelse, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det bemærkedes herved, at ansøgeren havde opholdt sig i Afghanistan frem til 1999. Ansøgeren var indrejst i Danmark cirka et år og ni måneder efter ægtefællens indrejse og søgte først om asyl efter cirka to et halvt års ophold i Danmark. Herefter var der heller ikke grundlag for at meddelelse ansøgeren asyl i konsekvens af ægtefællens forhold. Der fandtes endvidere ikke at foreligge omstændigheder, der sandsynliggjorde, at ansøgeren ville være i reel risiko for forhold, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Afg/2004/32

Afg200431

Nævnet meddelte i oktober 2004 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Afghanistan, født 1978. Indrejst i november 2003. Ansøgeren havde blandt andet forklaret, at hun var flygtet fra et forestående tvangsægteskab med en ældre kommandant. Hun havde fået foretaget en abort under sit ophold i Danmark, idet hun var blevet gravid efter samleje med sin fætter. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren under mødet i Flygtningenævnet var blevet nøje udspurgt om hændelsesforløbet, og Flygtningenævnet fandt herefter, at der ikke var et sikkert grundlag for at tiltræde Udlændingestyrelsens vurdering, hvorefter ansøgerens forklaring skulle være konstrueret til lejligheden. Efter ansøgerens forklaring var hun således flygtet fra et tvangsægteskab med en person, der har magt i lokalområdet. Flygtningenævnet fandt på denne baggrund – under hensyn til baggrundsoplysningerne om forekomsten af æresdrab på kvinder i Afghanistan – at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerede at blive offer herfor. Flygtningenævnet fandt herefter, at ansøgeren opfyldte betingelserne i udlændingelovens § 7, stk. 2, og meddelte derfor ansøgeren opholdstilladelse efter denne bestemmelse. Afg/2004/31

Afg200430

Nævnet stadfæstede i oktober 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar fra Afghanistan, født i 1971 (M) og 1983 (K), samt tre børn. Indrejst i maj 2003. Flygtningenævnet lagde den mandlige ansøgers forklaring om, at han fra 1989 til 1992 var sekundløjtnant i KHAD og menigt PDPA-medlem til grund. Da den mandlige ansøgers opgaver i KHAD bestod i underordnet kontorarbejde, anså nævnet det ikke for sandsynliggjort, at han som følge heraf risikerede forfølgelse ved en tilbagevenden til Afghanistan i dag. Uanset om det lagdes til grund, at den mandlige ansøger havde været fængslet af Mujahedin, anså nævnet det dog ikke for sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan i dag risikerede forfølgelse fra de nuværende magthavere. Nævnet lagde herved vægt på, at den mandlige ansøger efter sin løsladelse mod bestikkelse kunne leve i længere tid i Afghanistan uden overgreb. Nævnet lagde tillige vægt på, at den mandlige ansøger og hans familie, efter at være udrejst til Tyskland og herfra udvist til Polen i 2002 frivilligt rejste tilbage til Afghanistan, hvor de opholdt sig i flere måneder uden overgreb, inden de på ny udrejste. Den kvindelige ansøger anførte ikke noget selvstændigt asylmotiv. Nævnet anså det derfor ikke for sandsynliggjort, at ansøgerne ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerede forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller dødsstraf, tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Afg/2004/30

Afg20043

Nævnet stadfæstede i januar 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan, født i 1971. Indrejst i oktober 2002. Flygtningenævnet kunne i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Herunder også at ansøgerens fader var blevet tilbageholdt af Jamiat folk efter ansøgerens udrejse. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan ville være i risiko for en forfølgelse som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet fandt heller ikke grundlag for at antage, at ansøgeren ved en tilbagevenden risikerede dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet havde i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgeren havde kunnet opholde sig i Afghanistan i perioden fra 1992 til 1996, hvor Mujahedin havde magten uden at have haft asylbegrundende konflikter med dem. Ansøgeren havde ligeledes kunnet opholde sig på familiens bopæl i nærheden af Mazar-i-Sharif i et lille års tid forud for sin udrejse uden asylbegrundende konflikter med Jamiat, der havde magten i området i den periode. Det forhold, at der på et tidspunkt, medens Dostum havde magten i området, blev smidt en granat over muren til ansøgerens bopæl, og at der over for ansøgerens fader i 2002 skulle være blevet fremsat formodninger om, at Jamiat ville anholde ansøgeren, kunne ikke føre til et andet resultat. For så vidt angik tilbageholdelsen af ansøgerens fader, fandt Flygtningenævnet ikke grundlag for at antage, at dette havde nogen forbindelse med ansøgerens forhold. Ansøgerens medlemskab af PDPA og hans aktiviteter for partiet i perioden frem til 1992 havde ikke haft en sådan karakter, at det kunne lægges til grund, at det havde været årsagen til faderens tilbageholdelse. Ansøgeren opfyldte herefter ikke betingelserne for meddelelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Afg/2004/3

Afg200429

Nævnet meddelte i oktober 2003 opholdstilladelse (F-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan, født 1973. Indrejst i maj 2001. Ansøgeren blev i 1995 medlem af organisationen Afghan Melat. Ansøgerens fader blev i november 2002 dræbt af en kommandant, blandt andet fordi han havde været medlem af PDPA. Samtidig blev faderens jordbesiddelser konfiskeret. Ansøgeren og hans broder blev beskyldt for senere at have dræbt denne kommandant. Ansøgeren fremlagde en anholdelsesbeslutning samt en avisartikel, der skulle dokumentere, at ansøgeren var eftersøgt for mordet. Flygtningenævnet udtalte, at Udenrigsministeriets kilder havde vurderet, at de dokumenter, ansøgeren havde fremlagt, ikke var ægte. Det var imidlertid fremgået, at kilderne havde bekræftet, at avisen, hvori der var en artikel, som omtalte, at ansøgeren var eftersøgt for mordet på en kommandant eksisterede, og var udkommet den pågældende dato. Den ene af Udenrigsministeriets kilder havde ved henvendelse til avisen fået udleveret et eksemplar med den pågældende artikel. Nævnet anså det derfor ikke for sandsynligt, at artiklen var udtryk for bestillingsarbejde. På baggrund heraf, sammenholdt med ansøgerens tidligere aktiviteter for partiet Afghan Melat, fandt nævnet, at der ikke kunne bortses fra, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerede sådanne overgreb, at der forelå tungtvejende grunde for ikke at kræve, at han skulle vende tilbage til Afghanistan. Som følge heraf meddelte nævnet ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. lovbekendtgørelse nr. 191 af 20. marts 2001. Afg/2004/29

Afg200428

 Nævnet stadfæstede i oktober 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan, født 1985. Indrejst i juli 2003. Flygtningenævnet lagde ansøgerens forklaring til grund, hvorefter ansøgerens fader blev dræbt i 1997, uden at de nærmere konkrete omstændigheder herved forelå oplyst. Selvom faderen havde været medlem af PDPA og efter Najibullahs fald blev tilknyttet Harekat Islami, fandt nævnet ikke, at faderen, der havde arbejdet som flymekaniker, og som efter det oplyste havde rang af premierekaptajn, kunne anses for at have haft en særlig betydende stilling eller en i øvrigt profilerende position. Ansøgeren havde ikke selv været politisk aktiv eller i øvrigt grundet egne forhold i konflikt med bestemte grupperinger eller partier i Afghanistan. Ansøgeren og hans familie flyttede efter faderens død fra Kabul til Ghazni provinsen, hvor familien havde jordbesiddelser, og hvorfra faderen og dennes familie stammede. Ved en konkret lejlighed, der fandtes at have haft tilfældighedens karakter, blev ansøgeren i formentlig august 2001 tilbageholdt af Taleban og udsat for grov vold og tortur, idet Taleban forlangte faderens våben udleveret. Ansøgeren blev løsladt efter cirka to uger blandt andet i kraft af ældre personers mellemkomst. Ansøgeren forklarede, at baggrunden for hans udrejse i 2002 var drab på unge shia-muslimske mænd i ansøgerens hjemmeområde formentlig begået af personer, der tidligere havde været tilknyttet Taleban. Nævnet ville ikke afvise ansøgerens forklaring herom, herunder om at en skolekammerat og ven blev dræbt på denne måde, men nævnet fandt ikke, at der forelå en konkret og individuel forfølgelse af ansøgeren. De generelle urolige forhold i Ghazni-området fandtes primært at have sammenhæng med de politiske og magtbaserede spændinger i området, og nævnet fandt ikke, at ansøgeren i denne sammenhæng kunne anses for at have været i en særlig udsat situation. Nævnet lagde vægt på de ændrede forhold med en ny regering i Afghanistan, hvor Taleban ikke længere var ved magten. Selvom forholdene i Afghanistan er vanskelige og usikre, fandtes ansøgeren efter en samlet vurdering, herunder også henset til ansøgerens længerevarende ophold og kendskab til Kabul, hvor ansøgerens gifte søster bor, at kunne tage ophold i Afghanistan uden at risikere en forfølgelse, som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller en umenneskelig eller nedværdigende behandling efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Afg/2004/28

Afg200427

Nævnet meddelte i oktober 2004 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan, født 1946. Indrejst i september 2003. Flygtningenævnet lagde ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren havde herefter været medlem af PDPA fra 1970 til 1992 og opnået meget fremtrædende poster under Najibullahs styre, hvoraf nævnet særligt fremhævede posten som leder af en provinskomité samt ambassadørposter for flere lande. Ansøgeren måtte således anses for et meget højtprofileret PDPA-medlem. Under henvisning til det foreliggende baggrundsmateriale, herunder vedrørende forholdene for medlemmer af provinskomitéerne, fandt Flygtningenævnet herefter ikke at kunne afvise, at ansøgeren, uanset han ikke havde konkrete konflikter at henvise til, var i en sådan risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, at der skulle meddeles ham opholdstilladelse i medfør af denne bestemmelse. Afg/2004/27

Afg200426

Nævnet meddelte i september 2004 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Afghanistan, født 1961. Indrejst i april 2003. I 1980 blev ansøgeren medlem af PDPA. I 1989 blev hun medlem af distriktskomiteen. Ansøgeren holdt ofte taler ved demonstrationer, i fjernsynet og i radioen. I 1989 blev ansøgeren Kvinderådets repræsentant i distriktskomiteen. Ansøgeren deltog i mange ransagninger hos personer, som partiets ledelse mistænkte. Flygtningenævnet fandt ikke grundlag for at forkaste ansøgerens forklaring. Det måtte herefter lægges til grund, at ansøgeren havde været fremtrædende PDPA-medlem og havde optrådt offentligt til fordel for PDPA. Det måtte videre lægges til grund, at hendes ægtefælle havde været fremtrædende PDPA-medlem, og at familien i en længere årrække havde været udsat for ransagninger og havde måttet leve skjult med hyppige bopælsskift. Nævnet kunne derfor ikke bortse fra, at ansøgeren på grund af familiens politiske aktiviteter ved tilbagevenden til Afghanistan ville være i myndighedernes søgelys på en sådan måde, at hun risikerede forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Afg/2004/26

Afg200425

Nævnet stadfæstede i september 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar fra Afghanistan, født i 1975 (M) og 1978 (K) samt 2 børn. Den mandlige ansøger havde til støtte for sin asylansøgning navnlig gjort gældende, at han i 1998 var udsat for et skudattentat fra sin farbroder i anledning af en strid om jord. Den mandlige ansøger frygtede at blive efterstræbt af farbroderen, som fortsat er kommandant i den sydlige del af Kabul. Flygtningenævnet kunne lægge den mandlige ansøgers forklaringer til grund, men fandt ikke, at forholdet kunne danne grundlag for asyl. Flygtningenævnet fandt således ikke grundlag for at antage, at den mandlige ansøger som følge af det passerede ville være i risiko for asylbegrundende forfølgelse af de grunde, der er anført i flygtningekonventionen, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at der var reel risiko for, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet ville blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet lagde i denne forbindelse navnlig vægt på, at der var tale om en privatretlig konflikt. Den kvindelige ansøger havde ikke angivet noget selvstændigt asylmotiv. Afg/2004/25

Afg200424

Nævnet stadfæstede i september 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan, født i 1971. Indrejst i oktober 2003. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er pashtun, muslim og er opvokset i Kabul. Her boede hun indtil april 2002, hvor hun sammen med sine svigerforældre flygtede, og de opholdt sig derefter skiftevis i Jalalabad og Pakistan, indtil ansøgeren rejste videre i september 2003. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygtede forfølgelse fra en kommandant, der er leder af en bydel i Kabul. Kommandanten skulle angiveligt være utilfreds med, at ansøgeren - som fødselshjælper - i april 2002 ikke sørgede for, at kom­mandan­tens hustru fødte en dreng, men kun en pige. Ansøgeren havde endvidere henvist til, at hendes ægtefælle havde arbejdet for KHAD. Hvis den nævnte kommandant fik dette at vide, ville det yderligere forværre ansøgerens situation. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgerens mellemværende med den nævnte kommandant var af en sådan karakter og intensitet, at hun nu snart 2½ år efter den nævnte episode skulle være i risiko for forfølgelse ved en eventuel tilbagevenden til Kabul. Det forhold, at ansøgerens ægtefælle havde været tilknyttet PDPA og havde arbejdet for KHAD, kunne ikke føre til noget andet resultat. Afg/2004/24

Afg200423

Nævnet meddelte i september 2004 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan, født 1961. Indrejst i august 2003. Ansøgeren havde hjulpet sin kusine til at flygte fra en voldelig ægtefælle. Kusinens ægtefælle var en indflydelsesrig kommandant, der samarbejdede med Ismail Khan i Herat. Flygtningenævnet lagde til dels ansøgerens forklaring til grund. Det lagdes således til grund, at ansøgeren havde hjulpet sin kusine til at flygte fra en voldelig ægtefælle. Ansøgerens forklaring var på dette punkt samstemmende med hans kusines forklaring i Flygtningenævnet i juni 2003. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer fandt herefter, at uanset at ansøgerens forklaring ikke på alle punkter var troværdig, måtte det efter de foreliggende baggrundsoplysninger antages, at ansøgeren som følge af, at han havde hjulpet kusinen til at flygte fra hendes ægtefælle og nu var samboende med hende og hendes børn, ved en tilbagevenden til Afghanistan ville være i risiko for at blive udsat for overgreb fra hendes ægtefælles side, ligesom det måtte antages, at ansøgeren ikke på grund af forholdets karakter, ægtefællens indflydelse samt forholdene i Afghanistan i øvrigt ville have mulighed for at opnå myndighedernes beskyttelse herimod. Ansøgeren meddeltes derfor opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Afg/2004/23

Afg200422

Nævnet meddelte i september 2004 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan, født 1977. Indrejst i december 2001. Nævnet stadfæstede i juli 2003 Udlændingestyrelsens afgørelse. Sagen blev genoptaget til behandling på nyt mundtligt nævn, hvorunder Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren som sit asylmotiv nu alene har anført, at han ved tilbagevenden til Afghanistan frygter forfølgelse på grund af, at han var konverteret til kristendommen. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren og hans familie ikke havde været troende muslimer i Afghanistan, men at de var kendte som ateister. Flygtningenævnet lagde endvidere til grund, at ansøgeren fra efteråret 2002 modtog undervisning i kristendommen, og at han i januar 2003 blev døbt. Det lagdes endvidere til grund, at ansøgeren var praktiserende kristen og et aktivt medlem af menigheden. Det lagdes yderligere til grund, at ansøgerens familie og beboerne på asylcenteret, herunder afghanere, er bekendt med, at ansøgeren er konverteret. Desuden lagdes til grund, at en del af disse er vendt tilbage til Afghanistan. Under disse omstændigheder fandt et flertal af Flygtningenævnets medlemmer ikke at kunne afvise, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerede forfølgelse på grund af sin tro, idet flertallet ikke kunne udelukke, at hans konvertering var eller ville blive kendt af myndighederne. Flertallet meddelte herefter ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Afg/2004/22

Afg200421

Nævnet stadfæstede i august 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan, født i 1982. Indrejst i august 2003. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er etnisk tadjik, der er født og opvokset i Kabul. Ansøgeren havde desuden boet i en årrække i Mazar-e-Sharif. Ansøgeren havde aldrig været politisk aktiv. Flygtningenævnet kunne lægge til grund, at ansøgeren fra 1996 og til Taleban mistede magten havde været tilbageholdt af Taleban og havde måttet arbejde for dem. Da Taleban var flygtet fra stedet, havde ansøgeren medtaget nogle af deres ejendele, som han havde solgt. Flygtningenævnet kunne endvidere lægge til grund, at ansøgeren herefter havde taget ophold i Mazar-e-Sharif, og at han i efteråret 2002 kortvarigt havde været tilbageholdt af Mujahedin, der imidlertid havde løsladt ham, da en bekendt havde oplyst, at ansøgeren ikke havde tilknytning til Taleban. Nævnet fandt ikke, at der var risiko for, at ansøgeren ville blive asylrelevant forfulgt af Taleban, som ikke længere var ved magten. Flygtningenævnet fandt heller ikke, at ansøgeren ville være i risiko for forfølgelse fra mujahedinerne ved en tilbagevenden. Han havde umiddelbart efter deres magtovertagelse været tilbageholdt, men blev løsladt, da en bekendt til ansøgeren havde overbevist Mujahedin om, at ansøgeren ikke var tilknyttet Taleban. Flygtningenævnet fandt herefter, at ansøgeren ikke havde været asylrelevant forfulgt, da han udrejste, og nævnet fandt heller ikke, at han ville være i risiko herfor ved en tilbagevenden til Afghanistan. Endelig fandt nævnet ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden ville risikere at blive udsat for en behandling eller straf omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Ansøgeren opfyldte herefter ikke betingelserne for at få opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Afg/2004/21

Afg200420

Nævnet meddelte i august 2004 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan, født i 1946, og hans søn, født i 1988. Indrejst i henholdsvis september 2003 og januar 2003. I 1979 blev ansøgeren medlem af PDPA. Han meldte sig frivilligt til partiets forsvarskomite og deltog fra 1979 til Mujahedins magtovertagelse i mere end 100 kamphandlinger i det nordlige Afghanistan. Under en kamphandling i 1988 blev ansøgeren såret og kortvarigt tilbageholdt af en kommandant tilknyttet Mujahedin. Efter Mujahedins magtovertagelse flygtede ansøgeren til Mazar-e-Sharif for at søge beskyttelse. Han opholdt sig i Mazar-e-Sharif i seks år og deltog sammen med andre medlemmer af PDPA i kampe mod forskellige grupperinger af Mujahedin. Efter Talebans magtovertagelse i Mazar-e-Sharif tog ansøgeren ophold i Kabul, da han ikke var i sikkerhed i Mazar-e-Sharif. Efter syv måneders ophold i Kabul blev ansøgeren anholdt af Taleban og fængslet i cirka to år. Under fængslingen blev han udsat for tortur, og han blev truet med, at han ville blive dræbt langsomt. Torturen bestod blandt andet i slag med geværkolber, gummikabler og kæppe. Endvidere fik ansøgeren på et tidspunkt udleveret en vandmelon på seks-syv kilo, som han skulle spise, hvorefter man bandt hans hænder og fødder hele natten uden at give ham mulighed for at gå på toilettet. Herudover skulle han på et tidspunkt gå med en rygsæk fyldt med sten, der vejede cirka 50 kilo, og hvis han mistede balancen, blev han slået. Ansøgeren modtager fortsat behandling for de mén, som han fik under torturen. Ansøgerens far fik ansøgeren løsladt mod betaling af bestikkelse, og dagen efter løsladelsen udrejste ansøgeren sammen med sine børn til Pakistan og herfra videre til Iran. Flygtningenævnet lagde ansøgerens forklaring til grund, hvoraf blandt andet fremgik, at ansøgeren havde været aktiv for PDPA frem til 1998, hvor han havde deltaget i kamphandlinger, bevogtningsopgaver og ransagninger. Flygtningenævnet lagde endvidere til grund, at ansøgeren i 1998 blev tilbageholdt af Taleban, hvorunder han blev udsat for tortur af en sådan karakter, at han fik psykiske problemer, der fortsat er behandlingskrævende. Under hensyn til den udøvede tortur, der tillige var dokumenteret ved erklæringen fra Amnesty Internationals lægegruppe, samt til at det ikke kunne afvises, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan også ville være i modsætningsforhold til de nuværende magthavere, fandt Flygtningenævnet, at ansøgerens frygt for en tilbagevenden måtte antages at være det dominerende motiv for ansøgningen om asyl. Flygtningenævnet fandt, at ansøgerens frygt måtte anses for at være rimelig og velbegrundet, henset til den udøvede tortur og ansøgerens nuværende helbredstilstand. Vedrørende ansøgerens søn udtalte Flygtningenævnet, at sønnen blev skilt fra sin mor, da han var 10-11 år. Han flygtede sammen med faderen, efter at denne havde været tilbageholdt af Taleban i to år. Sønnen havde ikke haft nogen som helst indflydelse på den videre rejserute, og det måtte antages, at han ved en tilfældighed blev skilt fra sin far i Østrig. Uanset den tid, der var gået mellem sønnens og faderens indrejse – ni måneder – fandt nævnet, at der burde meddeles sønnen opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, i konsekvens af den samtidig hermed meddelte opholdstilladelse til faderen. Afg/2004/20

Afg20042