Nævnet hjemviste i april 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 1986. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk perser og muslim af religiøs overbevisning fra [by], Iran. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i efteråret] 1986, og at han [i starten af] 1987 blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens dagældende § 7, stk. 2 (de facto). Det fremgår af Det Centrale Personregister, at klageren [i sommeren] 2017 blev registreret som udrejst til Iran fra [sommeren] 2014. Den [slutningen af] 2017 besluttede Udlændingestyrelsen, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens dagældende § 7, stk. 2 (de facto), var bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 4, idet klageren havde opholdt sig uden for Danmark i mere end 12 på hinanden følgende måneder. Flygtningenævnet lægger efter stemplerne i klagerens iranske nationalitetspas og Udlændingestyrelsens tilkendegivelse på nævnsmødet til grund, at klageren ikke har opholdt sig uden for Danmark i mere end 12 på hinanden følgende måneder. Spørgsmålet er herefter, om klageren har opgivet sin bopæl i Danmark. Det må lægges til grund, at han i perioden fra sin indrejse i Danmark [i sommeren] 2014 til den seneste indrejse i Danmark [i foråret] 2017 ad flere omgange er rejst mellem Danmark og Iran, og at han i denne periode har opholdt sig i Iran bortset fra sammenlagt 73 dage fordelt over fem perioder, hvor han har været i Danmark. Derudover må det lægges til grund, at han forinden sin indrejse i Danmark [i sommeren] 2014 havde opholdt sig i Iran og der fået sit iranske pas fornyet. Af passet fremgår, at det er udstedt i Iran [i foråret] 2014. Herudover lægger nævnet til grund, at klageren under sine ophold i Iran har beholdt sin lejlighed, og at huslejen er blevet betalt automatisk. I perioden fra klagerens udrejse af Danmark [i sommeren] 2016 overlod han lejligheden til en vens veninde, og veninden blev registreret med bopæl i lejligheden fra [sommeren] 2016 til [foråret] 2017. Dette var anledningen til, at klageren af kommunen blev registreret som udrejst. Det er ikke oplyst, om klageren i de perioder, hvor han var i Danmark, opholdt sig i sin egen lejlighed, herunder da klageren var i Danmark fra den [starten af] til [starten af] 2017, mens en anden var registreret på hans adresse. Klageren har om sine rejser til Danmark i perioden navnlig forklaret, at han skulle til lægebesøg for sin diabetes og for blodprop i hjernen, ligesom han på et tidspunkt fik problemer med hørelsen. Han har endvidere om sine ophold i Iran forklaret, at hans mor var død før 2014, og at hans far, en bror og en svoger døde i 2014 og 2015. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at klageren i hvert fald fra sommeren 2016, hvor han overlod sin lejlighed til en anden, reelt har opgivet sin bopæl i Danmark for frivilligt at tage bopæl hos sine søstre i Iran, jf. herved udlændingelovens § 17, stk. 1, og stk. 4. Klageren har efter det oplyste opholdt sig i Danmark, hvor hans to voksne døtre bor, i meget korte perioder i perioden fra [sommeren] 2014 til [foråret] 2017, hvor han primært har opholdt sig i Iran, hvor han har fire søskende. Herefter og efter det ovenfor anførte finder Flygtningenævnet, at klageren ikke efter sommeren 2016 har haft til hensigt at vende tilbage til Danmark med henblik på at tage varigt ophold i landet. Betingelserne for at meddele dispensation efter udlændingelovens § 17, stk. 3, er derfor ikke opfyldt. Længden af hans ophold i Danmark kan ikke føre til et andet resultat. Nævnet bemærker herefter, at det fremgår af udlændingelovens § 17 a, stk. 1, nr. 1, at opholdstilladelse efter § 7, der er meddelt med henblik på varigt ophold, uanset § 17, først bortfalder, hvis udlændingen vender tilbage til hjemlandet med henblik på der at tage varigt ophold, og udlændingen opholder sig uden for Danmark i mere end 12 på hinanden følgende måneder. § 17 a, stk. 1, henviser til hele § 17 og dermed også til den del af § 17, stk. 1, der vedrører opgivelse af bopæl. Forarbejderne til § 17 a, herunder pkt. 8 i de almindelige bemærkninger samt de specielle bemærkninger til § 3 (om § 17 a) i lovforslag nr. 335 af 27. maj 1993 må forstås i overensstemmelse hermed. Udlændingestyrelsen har ikke i sin afgørelse omtalt udlændingelovens § 17 a og har ikke taget stilling til, om opholdstilladelsen efter denne bestemmelse kan anses for bortfaldet. På den baggrund ophæver Flygtningenævnet styrelsens afgørelse og hjemviser sagen til styrelsen til fornyet prøvelse.” Iran/2019/42/TLNJ
Nævnet stadfæstede i april 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og shiamuslim af trosretning fra [by], Chalous Mazadaran, Iran. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder, idet han har foreholdt sig kritisk og stillet spørgsmålstegn ved tilstandene i det iranske militær, hvor han har arbejdet som helikopteringeniør i perioden mellem [dato] april 2007 og indtil [dato] august 2015. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han siden den [en nærmere bestemt dato i] april 2017 har været ansat i det iranske militær. Ansøgerens opgaver bestod i at reparere og vedligeholde helikoptere. Han arbejdede på en militærbase i [by]. [I] maj 2014 var ansøgeren til et foredrag med en officer ved navn [S]. Efter foredraget kunne tilhørerne stille spørgsmål, og ansøgeren spurgte, hvorfor Iran sendte mænd til Syrien for at støtte Bashir al-Assad, og hvorfor det var vigtigt for Iran at have kernevåben. [S] bad ansøgeren sætte sig ned igen. Der var også andre blandt tilhørerne, der stillede kritiske spørgsmål. Efterfølgende opstod der uro og [S] forlod lokalet. En person fra visiteringsenheden spurgte om ansøgerens navn. [I] juni 2014 blev ansøgeren indkaldt til et møde hos visiteringsenheden. Han fik at vide, at han ville blive indkaldt til et disciplinært møde. [I] juli 2014 blev ansøgeren indkaldt til endnu et møde, hvor han fik at vide, at han havde brudt militærreglerne, og at han derfor ikke kunne stige i rang i to år. Ansøgeren fik endvidere besked på, at han skulle melde sig til den disciplinære enhed i Teheran. [I] december 2014 var ansøgeren til et møde i disciplinærenheden, og han blev spurgt ind til, hvorfor han havde stillet kritiske spørgsmål. [I] januar 2015 blev hans sag overdraget til sikkerhedsenheden. Fra januar 2015 blev ansøgeren månedligt indkaldt til et møde hos militærsikkerhedsenheden. Ansøgeren var til møde i militærsikkerhedsenheden fem til seks gange. Formålet var, at det skulle afklares, hvorvidt han udgjorde en trussel for det iranske militær. Han fortsatte samtidig sit arbejde i militæret. Ansøgeren blev afhørt om, hvorvidt han tilhørte en særlig gruppering, og om han støtte den vestlige verden. Under møderne blev ansøgeren truet med at blive henrettet. Ansøgeren var til sit sidste møde i militærsikkerhedsenheden [i] august 2015. [I] august 2015 var ansøgeren, sammen med de andre ansatte og deres familier, inviteret til et arrangement på militærbasen i [by]. Det var et socialt arrangement, der handlede om, hvordan det var at arbejde i militæret. En officer holdte tale. Under officerens tale rejste ansøgeren sig op og fortalte om sin sag, og i denne forbindelse spurgte ansøgeren officeren om hjælp. Andre ansatte fortalte også om deres problemer og stille spørgsmål til officeren. Som følge heraf opstod der tumult i lokalet. Officeren forlod lokalet. Ansøgeren forlod også lokalet ad en anden vej. Ansøgeren deserterede fra militæret og udrejste af Iran [i] august 2015. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet lægger vægt på, at ansøgeren har forklaret præcis, detaljeret og konsistens under hele sagsforløbet. Nævnet finder på baggrund af den fremlagte indstilling, hvorefter han alene idømmes disciplinær straf og da undersøgelsen af hans forhold varede i mere end 15 måneder, hvor han kunne passe sit arbejde imens sammenholdt med, at han har forklaret, at det at han i over et år var i myndighedernes søgelys, ikke var hans problem, at denne episode ikke er asylbegrundende. Under den anden episode [i] august 2015 har ansøgeren forklaret, at han ikke stillede kritiske spørgsmål eller var uhøflig. Det beror således alene på ansøgerens egen formodning, at denne episode alene eller i forbindelse med den første skulle udgøre et problem, der kunne begrunde asyl. Nævnet finder i overensstemmelse med fast praksis, at det forhold, at han er deserteret og er udrejst illegalt ikke kan begrunde asyl. Ansøgeren herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være forfulgt, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1 eller i individuel og konkret risiko for overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2019/41SME
Nævnet stadfæstede i april 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser og ateist fra [mindre by], Teheran, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygte at blive slået ihjel af ægtefællen til den kvinde, som han har haft et forhold til. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i omkring to til tre år har haft et forhold til en kvinde, som han kendte ved navn [A]. [A] havde været gæst i ansøgerens restaurant, hvorefter hun ringede til ansøgeren og spurgte om, de kunne mødes. Da ansøgeren mødtes med [A], fortalte hun, at hun godt kunne lide ham. [A] og ansøgeren indledte et forhold. De så hinanden en til to gange om måneden i en periode på to til tre år. De mødtes på ansøgerens restaurant og kørte ud til ansøgerens families plantage, hvor de havde samleje på plantagen eller i bilen. Den sidste gang de mødtes mellem [mindre by] og Teheran, foreslog [A], at de skulle tage hjem til hendes bopæl, hvorefter de kørte derud. Ansøgeren frygtede, at hendes familie ville opdage dem, herunder [A]s bror. [A]s bror arbejdede for Sepah. [A] overbevist ansøgeren om, at der ikke ville ske noget. De havde samleje hjemme hos [A]. Mens ansøgeren var ved at tage tøj på, bankede det på døren og en stemme råbte, at [B] skulle lukke op. [A] sagde, at det var hendes ægtefælle. Ægtefællen kaldte [A] for [B]. Ansøgeren flygtede ud ad vinduet, hvor der var en balkon. Fra balkonen flygtede han ned ved hjælp af et gasrør. Ansøgeren løb hen til hovedvejen, hvor han fik fat i en bil. Han blev kørt hjem til sin bopæl og ringede til sin bror. Broren sagde, at ansøgeren ikke skulle møde på arbejde dagen efter. Dagen efter ringede ansøgerens bror til ham og fortalte, at ægtefællen til [A] havde opsøgt restauranten sammen med andre myndighedspersoner. Få dage senere blev ansøgerens families sommerbolig opsøgt. Kun ansøgerens mor var hjemme. Ansøgerens bror hjalp ham med at flygte op til en anden landsby i bjergene. Her opholdt ansøgeren sig i omkring en måned, hvorefter broren hjalp ham med at udrejse af Iran ved hjælp af en agent. Efter ansøgerens udrejse er hans familie blevet opsøgt en gang, og broren er blevet afhørt af myndighederne. Myndighederne spurgte til ansøgeren. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at ansøgeren på trods af 11 – 12 års skolegang ikke har anført det nu påberåbte asylmotiv i asylskemaet, hvilket påvirker hans generelle troværdighed. Han har på trods af, at han igennem ca. tre år har mødt kvinden to gange om måneden i tre til fire timer ikke kunne beskrive hende nærmere herunder arbejde, interesser eller lignende. Han har ikke kunne beskrive den lejlighed, hvor han var sammen med kvinden, da han blev opdaget. Han har forklaret divergerende på væsentlige punkter om asylmotivet herunder om han havde overvejet ægteskab, om hans bror havde kendskab til forholdet, om de var i gang med sex, da ægtefællen kom hjem, om kvinden blev bevidstløs, om soveværelsesdøren var låst eller om han kurede ned på jorden eller via en mur. Han har til oplysnings- og motivsamtale [dato] oktober 2016 oplyste, at familien ikke var blevet opsøgt siden hans udrejse, mens han for nævnet har oplyst, at bopælen er blevet opsøgt flere gange. Han har under nævnsmødet forklaret, at de personer der opsøgte restauranten kom op og slås med hans bror, hvilket ikke er blevet forklaret tidligere. På baggrund af ovennævnte usandsynligheder, divergenser og udbygninger tilsidesætter nævnet forklaringen som konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være forfulgt, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1 eller i individuel og konkret risiko for overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2019/40/SME
Nævnet stadfæstede i januar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser fra Teheran, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter at blive fængslet og efterfølgende henrettet af de iranske myndigheder. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han er konverteret til Bahai-troen. Videre har ansøgeren som støtte for sit asylmotiv oplyst, at han frygter, at de iranske myndigheder vil beskylde ham for at være spion, da de beskylder alle bahaier for at være spioner. Derudover har ansøgeren som støtte for sit asylmotiv oplyst, at han er udrejst illegalt af Iran. Ansøgeren har oplyst, at han for fem år inden sin udrejse af Iran, fik kendskab til Bahai-troen for første gang af sin nye medarbejder, [A]. Efterfølgende begyndte han ugentligt at deltage i Bahai-møder, hvor han sammen med [A] og hendes mand diskuterede de hellige bøger i Bahai. Da ansøgeren følte sig troende i Bahai-religionen, fortalte han sin familie om sin nye tro. Ansøgeren talte med sin søster, [B], om Bahai-religionen, ligesom de sendte beskeder til hinanden. [I efteråret] 2015 udrejste ansøgeren af Iran, idet han var bange for, at myndighederne skulle opdage, at han var konverteret til Bahai. Omkring to til tre dage inden ansøgerens samtale med Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2016 blev ansøgerens to søstre, [C] og [B], anholdt af den iranske efterretningstjeneste. Umiddelbart efter anholdelsen blev [C] løsladt, mens [B] blev tilbageholdt i tre måneder og en dag. Da [B] var for retten, kom det frem, at myndighederne havde undersøgt hendes telefon og fundet ud af, at ansøgeren var konverteret til Bahai. Efterfølgende blev ansøgerens bil, forretning og ting beslaglagt. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han reelt er konverteret til bahai-troen til grund, idet ansøgeren har forklaret udbyggende, divergerende og afglidende herom. Ansøgeren har forklaret udbyggende om, hvordan han lærte om og praktiserede bahai troen i Iran. I oplysnings- og motivsamtalen har han forklaret, at han læste to af bahai religionens 8 bøger, og at han udover oplysninger fra sin kollega [A] lærte mere om religionen ved at læse på internettet. I asylsamtalen har han forklaret, at han i Iran deltog i møder, hvor de gennemgik de første 2 af religionens 7 bøger. Nogle af møderne foregik i ansøgerens atelier og andre foregik hos [A]. Møderne blev holdt hver uge, med mindre de havde travlt på arbejdspladsen, og møderne varede 2-2½ timer. Det var ansøgeren, [A], dennes ægtefælle, [D], og enkelte andre, som deltog i møderne. Under mødet i Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at de ikke holdt egentlige møder i atelieret, men uformelle samtaler, og at de afholdt åndelige møder andre steder, herunder hos [A], hos ansøgerens familie, når der ikke var andre hjemme, hos [D’s] forældre og hos venner. Ansøgeren har forklaret uklart og afglidende om, hvem der deltog i møderne og hvor ofte de blev afholdt. Ansøgeren har forklaret divergerende om, hvordan han har fået den bog om bahai troen, som han har haft med til Danmark. Under asylsamtalen har han forklaret, at han fik bogen af [A]. Han forklarede derefter først, at han fik den en måned før sin udrejse, derefter at han fik den 5 år før sin udrejse for til sidst at bede tolken om ikke at oversætte, hvad han havde sagt. Under sin forklaring i Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at han ikke kan huske, hvem han fik bogen af, men det var muligvis [A]. Ansøgeren har endvidere ikke været i stand til at redegøre for, hvilke overvejelser, han har gjort sig, i forbindelse med beslutningen om at konvertere, ligesom det henset til risikoen herved forekommer bemærkelsesværdigt, at han angiveligt skulle have sendt sms-beskeder til sin søster [B] om forholdene for bahai troende, og at han skulle have talt åbent om bahai troen i sit atelier, hvor der ifølge ansøgeren kom mange mennesker. Endelig har ansøgeren forklaret, at han ikke under sit ophold i Danmark har gjort noget for at mødes med andre bahai troende, og ikke har læst yderligere i religionens hellige bøger. På denne baggrund tilsidesætter Flygtningenævnet ansøgerens forklaring om sin konversion som konstrueret og utroværdig. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge til grund, at ansøgeren vil være i risiko for forfølgelse, hvis han vender tilbage til Iran. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har boet i Iran i 3 år efter sin angivelige konversion i 2012 uden at have oplevet problemer med myndighederne. Nævnet har ikke fundet, at oplysningerne i advokatens indlæg om, at en kvinde ved navn [E], som skulle være identisk med ansøgerens søster [B], har fået asyl i Storbritannien, understøtter, at ansøgeren skulle risikere forfølgelse i Iran. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det ikke fremgår af oplysningerne fra sagen i Storbritannien, som advokaten har fremlagt, at [E’s] sag har nogen forbindelse med ansøgerens asylmotiv. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2019/4/CHA
Nævnet stadfæstede i marts 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk azari og ateist fra Gonbad-e Kavus, Golestan, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren henviste som oprindeligt asylmotiv til, at han frygtede at blive henrettet af de iranske myndigheder, fordi han er ateist og har kopieret og uddelt materiale, der omhandlede kritik af islam. Dette asylmotiv er behandlet og afvist ved Flygtningenævnets beslutning [i foråret] 2017. Ansøgeren har som nyt asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive forfulgt, fordi han er konverteret fra islam og ateisme til kristendommen. Ansøgeren har til støtte for sit nye asylmotiv forklaret, at han igennem flere år har deltaget kristne aktiviteter, herunder startet på bibelstudium, deltaget i Jehovas Vidners møder og siden januar 2018 deltaget i den offentlige missionsvirksomhed. Ansøgeren har endvidere forklaret, at han [i sommeren] 2018 blev døbt, og at han har intensiveret sin offentlige missionsvirksomhed. Vedrørende ansøgerens nye asylmotiv om konversion til kristendommen bemærker Flygtningenævnet indledningsvis, at i et tilfælde, hvor ansøgerens asylmotiv er frygt som følge af konversion efter udrejse, er der anledning til at foretage en kritisk og indgående bedømmelse af troværdigheden af ansøgerens forklaring herom, herunder om tidspunktet for konversionen, baggrunden for konversionen og om følgerne af konversionen, jf. herved også UNHCR’s Guidelinges on International Protection: Religion-Based Refugee Claims under Article 1A(2) of the 1951 Convention and/or the 1967 Protocol relating to the Status of Refugees, pkt. 34. Dette gælder så meget desto mere, når ansøgerens konversion først sker efter modtagelse af endeligt afslag på asyl. Ved vurderingen af den af ansøgeren påberåbte konversion til kristendommen har nævnet endvidere lagt vægt på, at ansøgerens generelle troværdighed er svækket som følge af, at nævnet har tilsidesat ansøgerens forklaring om sit oprindelige asylmotiv. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at ansøgerens konversion er reel, herunder således at det kan antages, at ansøgeren vil foretage kristne handlinger ved en tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet har herved særlig lagt vægt på, at ansøgeren ikke på overbevisende måde har kunnet redegøre nærmere for sine refleksioner over motivet for og konsekvenserne af konversionen. Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgeren ifølge egne oplysninger tidligere har været stærkt politisk aktiv ateist, der nu skulle være konverteret og kristen forkynder. Dertil kommer, at ansøgeren er en veluddannet person, som normalt må antages at være i stand til at opfatte og reflektere over, hvad han oplever, og være i stand til at gengive sine betragtninger herom. Endvidere har nævnet lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om, hvordan han tilfældigt kom i kontakt med Jehovas Vidner i Tyskland og blev interesseret heri ikke forekommer overbevisende. Det forekommer i den sammenhæng ikke troværdigt, at ansøgeren – som har færdedes i iranske kredse – ikke skulle have været bekendt med, at en interesse for kristendommen kunne være relevant i relation til ansøgerens ansøgning om asyl. Ansøgeren har en stor viden om kristendommen, men Flygtningenævnet finder, at ansøgerens deltagelse i gudstjenester og andre kristne aktiviteter er sket i et forsøg på at skabe sig et sur place-asylmotiv og uden at have baggrund i en reel religiøs overbevisning hos ansøgeren. De fremlagte udtalelser fra Jehovas Vidner samt ansøgerens dåbsbevis kan ikke føre til en ændret vurdering. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hans tilknytning til Jehovas Vidner er reel, herunder således at det kan antages, at han vil fastholde og udleve sin tilknytning til Jehovas Vidner, eller at han i øvrigt har et religiøst betinget ønske om at foretage kristne handlinger ved en tilbagevenden til Iran. Det forhold, at ansøgeren har oprettet en Facebook-profil, hvor ansøgeren har lagt opslag med kristent indhold, kan ikke i sig selv føre til, at ansøgeren, der må anses for ganske uprofileret ved sin udrejse, anses for at være i risiko for overgreb ved en tilbagevenden til Iran. Nævnet har herved lagt vægt på karakteren og omfanget af opslagene, herunder at opslagene ligeledes bærer præg af at være lagt op i et forsøg på at skabe sig et sur place-asylmotiv. Facebook-profilen fremstår således konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at ansøgeren i den henseende er kommet eller vil komme i et asylbegrundende modsætningsforhold til hverken de iranske myndigheder, grupperinger eller privatpersoner. Nævnet har herved lagt vægt bl.a. baggrundsoplysningerne om de iranske myndigheders kendskab til og reaktion på, at iranere bruger konversion i forsøget på at opnå asyl, jf. Udlændingestyrelsen og Dansk Flygtningehjælp, Fact-finding report. House Churches and Converts, februar 2018, særligt s. 8 samt pkt. 80, 82, 88 og 124. Det er derfor fortsat Flygtningenævnets vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2019/39/FAM
Nævnet meddelte i marts 2019 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunnimuslim. Ansøgeren er iransk statsborger, men født og opvokset i al-Tash, Ramadi i Irak. Ansøgeren har sympatiseret med KDP. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive henrettet eller fængslet af de iranske myndigheder, herunder den iranske efterretningstjeneste, da hans far har været politisk aktiv for KDP. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at hans far udrejste fra Iran for ca. 40 år siden. Ansøgerens far er sympatisør for KDP og betaler kontingent til partiet. Ansøgerens far har uddelt aviser for partiet og deltaget i møder. Ansøgerens far har aldrig talt politik med ansøgeren, ligesom ansøgeren ikke ved, hvad der skete til de møder, som hans far deltog i. Ansøgerens farbrødre er også sympatisører for KDP, og ansøgeren har tre fætre i Danmark, som er blevet meddelt asyl på baggrund af deres fædres tilknytning til KDP. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgeren er født og opvokset i al-Tash-lejren i Irak, og at hans far, der er flygtet fra Iran til Irak for ca. 40 år siden, har været politisk aktiv i Irak, idet han har sympatiseret med KDP og i den forbindelse blandt andet uddelt aviser og deltaget i møder. Det lægges endvidere til grund, at ansøgerens fars brødre ligeledes har været politisk aktive i Irak, hvilket har medført, at ansøgerens tre fætre har fået opholdstilladelse i Danmark. Ansøgeren har ikke været i Iran, og han har ikke iranske identitetspapirer, ligesom han ikke kan tale farsi. Flygtningenævnet finder på den anførte baggrund, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved indrejse i Iran risikerer at blive identificeret som tilhørende en politisk aktiv familie og som følge heraf risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2019/38/SEL
Nævnet stadfæstede i marts 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren har forklaret, at han er iraner og etnisk kurder og sunni muslim fra Al Tash-lejren, Ramadi, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet eller henrettet af myndighederne, da de beskylder ham for politisk aktivitet. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han ikke er anerkendt som statsborger noget sted, da han er født i Al-Tash-lejren, af iranske forældre. Ansøgeren boede i lejren sammen med sine forældre og søskende frem til 2003, hvor hans familie forsvandt. Ansøgeren har ikke nogen dokumentation for sin nationalitet, da hans forældre tog familiens dokumenter med sig, da de forsvandt. Ansøgeren forsøgte at lede efter sin familie, men til sidst rejste han til [A] i Irak sammen med en mand ved navn [B], som han mødte, mens han ledte efter sine forældre. Ansøgeren blev boende hos [B], indtil han udrejste fra Irak i efteråret 2015, og han har ikke set sine forældre siden 2003. Forud for ansøgerens udrejse af Irak i 2015 har han tre gange forsøgt at krydse grænsen til Iran illegalt. Alle tre gange er ansøgeren blevet tilbageholdt og hans sag forelagt for en dommer, inden de har sendt ham tilbage til Irak. Tredje gang sagen blev forelagt for retten i Iran, sagde dommeren, at han ville blive fængslet og beskyldt for politiske aktiviteter, hvis han genindrejste i Iran. Ansøgeren har flere gange forsøgt at ansøge om tilladelse til at indrejse legalt i Iran, men han har fået afslag hver gang, da han ikke har kunnet fremlægge dokumentation for, at han er kurder fra Iran og opvokset i Al Tash-lejren. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren er iraner af nationalitet, idet ansøgeren har forklaret, at begge hans forældre er iranske statsborgere. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende, udbyggende og utroværdigt om væsentlige dele af sit asylmotiv. Ansøgeren har således forklaret divergerende om, hvad der skete, da hans forældre forsvandt fra Al Tash-lejren. Under Flygtningenævnets behandling af sagen har ansøgeren forklaret, at han den dag forældrene forsvandt, spillede fodbold i en anden del af lejren. Til asylsamtalen har ansøgeren derimod forklaret, at han var på arbejde. Yderligere har ansøgeren forklaret divergerende om omstændighederne i forbindelse med forældrenes forsvinden, idet ansøgeren i sit asylskema har forklaret, at forældrene forsvandt efter det amerikanske angreb på Irak i 2003, hvor de flygtede under kaos og menneskemylder, og hvor han blev væk fra sin familie. Til asylsamtalen har ansøgeren derimod forklaret, at folk var begyndt at forlade lejren fem til ti dage, før ansøgerens familie forsvandt, men at ansøgerens egen familie opførte sig som de plejede, og at den dag ansøgerens familie forsvandt, var ligesom alle andre. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvor længe han blev i lejren for at lede efter sine forældre, idet han under Flygtningenævnets behandling af sagen har forklaret, at han blev der i cirka fire timer, mens han til oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at han blev der i fire dage. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring om sine indrejser i Iran fremstår utroværdige og udbyggende. Ansøgeren har således ikke i sit asylskema forklaret noget om sin konflikt med de iranske myndigheder. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om indrejsetidspunktet for sin anden indrejse i Iran, idet han til oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at denne indrejse fandt sted i 2006, mens han til asylsamtalen har forklaret, at det var i 2007. Samtidig har ansøgeren forklaret utroværdigt og divergerende om sin kontakt med de iranske myndigheder. Ansøgeren har under Flygtningenævnets behandling af sagen forklaret, at han aldrig har været stillet for en dommer, men at sagen har været forelagt skriftligt for en dommer, og at ansøgeren har fået dommerens afgørelser og udtalelser refereret af politiet. Ansøgeren har derimod både til motivsamtalen og til asylsamtalen forklaret, at han har været stillet for en dommer, og det fremstår ved disse forklaringer, som om dommeren har udtalt sig personligt til ansøgeren. Til asylsamtalen har ansøgeren endvidere specifikt forklaret om, at han blev kørt til [C] for at blive stillet for en dommer. Endelig har Flygtningenævnet i relation til ansøgerens generelle troværdighed tillagt det betydning, at ansøgeren trods sin forklaring om sit og sin families langvarige ophold i Al Tash-lejren ikke har kunnet identificeres som værende fra Al Tash-lejren af UNHCR. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran risikerer konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller asylbegrundende overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2019/37/snd
Nævnet stadfæstede i marts 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig stats-borger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og født muslim fra [mindre by], Kermanshah provinsen, Iran. An-søgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter, at han vil blive tilbageholdt og fængslet af de iranske myndigheder, fordi han tidligere er anklaget for blasfemi. Han har endvidere som asylmotiv henvist til, at han frygter, at han vil blive fængslet, udsat for repressalier eller blive henrettet af de iranske myndigheder, fordi han er homoseksuel. Ansøgeren har i forlængelse heraf også oplyst, at han ved en tilbagevenden til Iran også frygter, at han vil blive udsat for repressalier fra sin tidligere kæreste, [A’s], familie, da de mener, at ansøgeren er skyld i [A’s] tilbageholdelse af den iranske efterretningstjeneste. Ansøgeren har ydermere henvist til, at han frygter, at han vil blive henrettet, fordi han har kon-verteret til kristendommen i Danmark. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han fik et opkald fra den iranske efterretningstjeneste tre måneder før sin udrejse af Iran i [efteråret] 2015. Ansøgeren blev afhørt af den iranske efterretningstjeneste og blev derefter fængslet, fordi han blev anklaget for blasfemi. Ansøgeren blev løsladt igen efter tre måneders fængsling, da myndighederne ikke kunne fremskaffe beviser herfor. To dage efter ansøgerens løsladelse udrej-ste han af Iran. Ansøgeren har endvidere til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han gennem en fæl-les ven, [B], blev bekendt med, at ansøgerens kæreste, [A], var blevet tilbageholdt af de iranske myndigheder, mens han fortsat opholdt sig i Iran. [B] fortalte videre ansøgeren, at [A’s] familie beskyldte ansøgeren for [A’s] tilbageholdelse. Endelig har ansøgeren oplyst, at en ven introduce-rede ansøgeren for kristendommen i [foråret] 2016 ved at tage ham med i Haderslev kirke. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sine asylmotiver til grund, idet an-søgeren på centrale punkter har forklaret divergerende og udbyggende, ligesom væsentlige dele af ansøgerens forklaring fremstår usandsynlig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende og divergerende om sit asylmotiv med hensyn til den angivelige fængsling i Iran, han var udsat for. I asylansøgningsskemaet har ansø-geren oplyst, at han udrejste, fordi han var forvist fra sit fødested, eftersøgt ved Irans islamiske love samt fordi, at han var udsat for diskrimination og trusler, da han ikke havde en religion og var kurder, men har ikke nævnt, at han havde været fængslet. Til oplysnings- og motivsamtalen og til asylsamtalen har ansøgeren oplyst, at han flygtede fra Iran, fordi han blev afhørt af den iranske efterretningstjeneste og blev fængslet i tre måneder, fordi han blev anklaget for blasfemi. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvor-for han blev løsladt. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren oplyst, at han blev løsladt, fordi det ikke kunne bevises, at han havde sagt noget mod islam. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at dette ikke ses at hænge sammen med, at ansøgeren i samme samtale har op-lyst, at han under afhøringen hos efterretningstjenesten forud for fængslingen sagde, at han ikke troede på en religion. Til gensamtalen har ansøgeren oplyst, at han ikke kendte årsagen til frigi-velsen. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at det forekommer påfaldende, at ansøge-ren udrejste legalt fra Iman Khomeni lufthavnen i Teheran, henset til ansøgerens angivelige kon-flikt med de iranske myndigheder. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om hans angivelige homoseksualitet til grund, idet ansøgeren på centrale punkter har forklaret diver-gerende og udbyggende, ligesom væsentlige dele af ansøgerens forklaring fremstår usandsynlig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret for-skelligt om, hvornår han mistede kontakten med [A], før [A] angiveligt blev tilbageholdt af den iranske efterretningstjeneste. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren oplyst, at han af-brød kontakten med [A] for to år siden, fordi han var bange for hans familie og venner. Til asyl-samtalen oplyste ansøgeren, at han mistede kontakten til [A] i slutningen af [foråret] 2015, fordi [A] blev tilbageholdt af den iranske efterretningstjeneste. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren ikke i asylansøgningsskemaet har oplyst om de angivelige trusler, som der blev fremsat mod ansøgeren fra [A’s] familie, og at ansøgeren i oplysnings- og motivsamtalen har oplyst, at han ikke havde nogen konflikter på grund af sin homoseksualitet, imens han boede i Iran, hvilket ikke hænger sammen med ansøgerens forklaring i samme samtale om, at han havde fået at vide af en fælles ven, at [A’s] familie ville slå ansøgeren ihjel. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret usandsynligt og usammenhængende om, hvorvidt [A] blev tilbageholdt af den iranske efterretningstjeneste, og herunder om [A’s] familie formoder, at ansøgeren skulle stå bag [A’s] tilbageholdelse. Ansøgeren har således til asylsamtalen oplyst, at [B] havde en formodning om, at [A] var tilbageholdt af den iranske efterretningstjeneste, hvilket ikke stemmer med, at [B] samtidig oplyste til ansøgeren, at [A’s] familie anklager ansøgeren for hans tilbageholdelse. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen har oplyst, at [A] blev afhørt af den iranske efterretningstjeneste, fordi han var homoseksuel, hvilket ikke hænger sammen med ansøgerens forklaring i asylsamtalen om, at dette er baseret på ansøgeren egen formodning, da han ikke ved, hvad baggrunden for [A’s] tilbage-holdelse er. Det bemærkes endvidere, at det fremstår bemærkelsesværdigt, at ansøgeren ikke har forsøgt at indhente information om [A’s] pludselige forsvinden, mens ansøgeren opholdt sig i Iran og efter ansøgeren udrejse af Iran henset til, at [A] angiveligt var ansøgerens kæreste i et år. Det bemærkes videre, at det fremstår bemærkelsesværdigt, at [A’s] familie skulle efterstræbe ansøgeren, henset til at ansøgeren aldrig er blevet opsøgt af dem hverken på ansøgerens bopæl eller pr. telefon. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren, da han blev foreholdt sin oplysning i asylskemaet om, at han blev forvist fra sin fødeby på grund af sin seksualitet, forklarede, at han overdrev i asylskemaet, og at dette ikke var sandt. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hans konversion til kristendommen er reel. Flygtninge-nævnet har lagt vægt på, at ansøgernes forklaring om hans konversion til kristendommen fore-kommer ureflekteret og usammenhængende, og at ansøgeren ikke har været i stand til at redegøre dybere for sin indre afklaringsproces, kristne overbevisning eller hans beslutning om at blive døbt. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgerens kendskab til kristendommen virker overfladisk og fragmentarisk. Den fremlagte udtalelse kan ikke føre til en ændret vurde-ring. Det forhold at ansøgeren har oplyst, at han for en uge siden angiveligt har modtaget trusler fra sin familie, idet han fortalte, at han var homoseksuel og at han var konverteret til kristendom, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, herunder vurderingen af ansøgerens generelle troværdighed, at ansøgeren ikke har sandsynlig-gjort, at han ved sin tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændin-gelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæ-ster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2019/36/CHA
Nævnet stadfæstede i marts 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst den 1979. Det fremgår af sagen, at klageren blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, jf. § 7, stk. 1, hvorefter han indrejste i Danmark [i vinteren] 1992. [I foråret] 1997 blev klageren meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse. Ved dom af [foråret] 1997 blev klageren idømt fængsel i to år og seks måneder for overtrædelse af straffelovens § 191, stk. 1, nr. 1. Klageren blev samtidig frifundet for udvisning af Danmark. Ved dom af [efteråret] 1998 blev klageren idømt fængsel i 20 dage for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer. Ved dom af [efteråret] 2006 blev klageren idømt fængsel i to år og tre måneder for overtrædelse af straffelovens § 191, stk. 2, jf. stk. 1, 1. punktum. Klageren blev samtidig udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandig. Ved dom af [vinteren] 2007 stadfæstede landsretten byrettens dom af 19. september 2006. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er fra Zahedan i Balouchistan-provinsen, Iran. Den 24. oktober 2018 har Udlændingestyrelsen truffet afgørelse om, at udlændingelovens § 31 ikke længere er til hinder for klagerens udsendelse. Udlændingestyrelsen har i deres vurdering lagt vægt på, at klageren den 7. december 2017 førte en bil på diplomatnummerplade registreret til den iranske ambassade i Danmark. Flygtningenævnet skal herefter på ny træffe afgørelse om, hvorvidt udlændingelovens § 31 er til hinder for udsendelse af klageren. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter repressalier fra de iranske myndigheder, idet han har været medlem af partiet Befrielsesfronten for Sistan og Balouchistan i perioden fra 1982 til 1984. Til støtte for asylmotivet, har klageren oplyst, at han i 1987 blev anholdt af de iranske myndigheder og sigtet for spionage og våbensmugling. Under tilbageholdelsen blev klageren udsat for fysiske overgreb. Efter sin løsladelse indrejste klageren i Afghanistan for at udføre aktiviteter for partiet Befrielsesfronten for Sistan og Balouchistan. I 1989 blev klageren anholdt af de afghanske myndigheder og fremstillet for den iranske ambassadør i Afghanistan med henblik på udlevering til Iran. I 1990 forsøgte de iranske myndigheder at få klageren udleveret, mens klageren befandt sig i Kabul. Det lykkedes klageren at undslippe, hvorefter han søgte beskyttelse hos FN, som indstillede ham til genbosættelse i Danmark. Flygtningenævnet finder, at de forhold, der førte til, at klageren ansås for omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, fortsat er til stede. Nævnet bemærker herved, at der efter de foreliggende omstændigheder ikke kan lægges en sådan vægt på klagerens brug af en bil, indregistreret til den iranske ambassade, at dette udelukker en risiko for forfølgelse af klageren ved en tilbagevenden til Iran. Klageren er således isoleret set omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren er udvist med indrejseforbud og kan således ikke meddeles opholdstilladelse, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Den proportionalitetsafvejning, der skal foretages efter udlændingeloven § 10, indeholder en vurdering af grovheden af klagerens kriminalitet over for andre hensyn, herunder hensynet til familiens enhed. Endvidere må det tillægges betydning, at kriminaliteten er begået for over ti år siden. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at der, uanset at der ikke er faldet dom vedrørende den nu foreliggende sigtelse for grov narkotikakriminalitet, ikke ved denne vurdering kan bortses fra, at klageren er varetægtsfængslet som sigtet herfor. Flygtningenævnet finder herefter efter en samlet afvejning af klagerens forhold, at der ikke foreliggende sådanne særlige grunde, der taler for opholdstilladelse, at der grundlag for at meddele en sådan, jf. udlændingelovens § 10, stk. 3. Flygtningenævnet stadfæster således Udlændingestyrelsen afgørelse om, at klageren ikke kan meddeles opholdstilladelse.” Iran/2019/35/TBP
Nævnet meddelte i marts 2019 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunnimuslim fra Kermanshah, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet af de iranske myndigheder. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han arbejdede som journalist i Iran i 15 år, og at han i denne periode skrev adskillige regimekritiske artikler. Ansøgeren skrev sin første regimekritiske artikel i starten af 2001. Efter udgivelsen af denne artikel blev ansøgeren blacklistet af et kontor under Ministeriet for Kultur og Vejledning, så han ikke længere kunne få trykt sine artikler. Ansøgeren fortsatte dog sit virke som journalist, selvom han var under pres fra myndighederne. Ansøgeren har oplyst, at han to gange har været tilbageholdt af de iranske myndigheder, første gang i foråret 2010 og anden gang i efteråret 2012. Ansøgeren har endvidere været indkaldt til afhøring omkring 15 gange. Ansøgeren blev senest afhørt i sommeren 2013. Herudover har han været udsat for chikane fra lokalbefolkningen. Ansøgeren har endvidere oplyst, at han i efteråret 2013 konverterede fra sunniislam til shiaislam, fordi han tænkte, at det ville gøre det lettere for ham at virke som journalist. Der var således ikke tale om en reel konversion. Kort tid inden sin udrejse deltog ansøgeren i et møde, hvor han kritiserede et parlamentsmedlem ved navn [A]. Flygtningenævnets flertal bemærker først, at nævnet ved vurderingen af ansøgerens troværdighed må tage ansøgerens psykiske tilstand i betragtning. Ansøgeren har fremlagt forskellige avisartikler, der understøtter dele af hans forklaring. Flertallet finder efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring på denne baggrund, at de divergenser, der findes i forklaringen, må tilskrives ansøgerens psykiske tilstand, og at forklaringen om ansøgerens virke som journalist og det pres og den chikane, han har levet under, må lægges til grund. Flygtningenævnets flertal lægger videre til grund, at ansøgeren har fortsat med at skrive regeringskritiske artikler efter sin indrejse i Danmark, hvor han har skærpet sin kritik af regimet. Flygtningenævnets flertal finder, at den chikane og det pres, ansøgeren har levet under gennem mange år, har haft et sådant omfang og sådanne personlige konsekvenser for ansøgeren, at ansøgerens frygt for forfølgelse ved en tilbagevenden til Iran efter en samlet vurdering må anses for velbegrundet. Flertallet lægger ved denne vurdering ligeledes vægt på ansøgerens fortsatte regimekritiske virksomhed efter indrejsen i Danmark. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” iran/2019/34/MAH
Nævnet stadfæstede i marts 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder fra [landsby], Iran. Ansøgeren har oplyst, at hun under sit ophold i Danmark er konverteret fra yari til kristendommen. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter familien til den mand, som hendes søster, [A], har haft et forhold til. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at hendes søster, [A], har haft et mangeårigt forhold til en mand ved navn [B]. [B’s] familie er modstandere af, at [A] og [B] giftede sig, da [B] familie er shiamuslimer og ansøgerens familie er yarsan. [B’s] familie har som følge heraf fremsat trusler mod ansøgerens familie. Truslerne medførte, at [A] er blevet psykisk syg, ligesom ansøgerens far er blevet så påvirket af situationen, at han har udviklet psykiske problemer. Ansøgeren har desuden som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter forfølgelse, idet hun er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte for dette asylmotiv oplyst, at hun tidligere har tilhørt den traditionelle trosretning af yari. Under ansøgerens og dennes søsters ophold i Danmark, har søsteren mødt en mand ved navn [C]. [C] har opholdstilladelse i Danmark, og han er kristen af trosretning. [C] har introduceret ansøgeren for kristendommen. Ansøgeren er herefter konverteret til kristendommen, og hun har haft kirkelige aktiviteter siden 2015. Ansøgeren er blevet døbt sommeren 2018 i Grønnevang kirke. Ansøgeren frygter, at hendes nye kristne livsanskuelser vil medføre en risiko for, at hun ved en tilbagevenden til Iran vil blive afsløret som konvertit. Selv om Flygtningenævnet måtte lægge ansøgerens forklaring om konflikten med [B’s] familie til grund, har denne konflikt angiveligt stået på i mange år og må nu betragtes som afsluttet i og med, at [B’s] familie opnåede, at forholdet mellem [B] og ansøgerens søster, [A], ophørte. Hertil kommer, at konflikten ikke har en karakter og intensitet, der er omfattet af udlændingelovens § 7. Allerede derfor tages en påstand om hjemvisning eller udsættelse med henblik på indhentelse af den resterende del af familiens asylsagsakter fra Tyskland ikke til følge. Ansøgeren påbegyndte først dåbsundervisning efter Udlændingestyrelsens afslag på opholdstilladelse, ligesom hun først er blevet døbt efter afslaget. Videre har ansøgeren ikke kunnet redegøre for sine overvejelser omkring konvertering til kristendommen eller for sin indre overbevisning, ligesom ansøgerens kendskab til kristendommen er yderst begrænset. Ansøgeren har blandt andet ikke kunnet svare på, hvad det gamle eller det nye testamente indeholder, hvorfor kristne fejrer påske, eller hvilken højtid kristne fejrer som den næstkommende. Ansøgeren har heller ikke kunnet forklare forskelle og ligheder mellem yari og kristendommen. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgerens konvertering ikke er reel. Flygtningenævnet har i vurderingen taget højde for, at ansøgeren er analfabet. Ansøgeren har videre forklaret, at hun og familien praktiserede yari i Iran ved at slagte får og høns og anvende disse i en ceremoni. At tilhøre yari er ikke i sig selv asylbegrundende. Traditionelle yari betragtes efter nævnets baggrundsoplysninger ikke som muslimer af de iranske myndigheder, hvorfor en konvertering til kristendommen ikke medfører, at disse betragtes som frafaldne muslimer. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2019/33/CHPE
Nævnet stadfæstede i marts 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig stats-borger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser og oprindeligt shia-muslim fra Teheran, Iran. Ansøgeren har oplyst, at han efter ankomsten til Europa er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder, fordi der blev fundet en bibel i hans skrivebordsskuffe på hans arbejds-plads, der havde tilknytning til myndighederne. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han i Teheran var ansat som sælger i et fødevarefirma, og at han havde en kollega ved navn [X]. Ansøgeren har videre oplyst, at han på et tidspunkt lagde mærke til, at [X] altid sagde noget, inden han spiste sin frokost, og fire måneder forud for sin udrejse spurgte ansøgeren [X], hvad han sagde. [X] besvarede spørgsmålet ved at tale om Gud. Han sagde, at man skulle takke Gud, fordi han havde skabt den mad, som man spiste. Ansøgeren har forklaret, at de efterfølgende talte om religion i en måned, førend [X] fortalte, at han var kristen. Herefter talte de om kristen-dommen i tre måneder forud for ansøgerens udrejse af Iran. Ansøgeren har oplyst, at [X] gav ham en bibel 2-3 dage inden udrejsen. Ansøgeren fik biblen overrakt på kontoret en torsdag for-middag. Derefter forlod han kontoret for at holde ferie i fem dage, og senere samme dag rejste han til byen [A] sammen med to af sine venner. Ansøgeren glemte imidlertid biblen i en skuffe på arbejdspladsen, og lørdag formiddag blev han ringet op af [X], der fortalte, at hans kollega [Y] havde fundet biblen og afleveret den til hans chef. Lørdag eftermiddag ringede ansøgeren til sin mor, der fortalte, at efterretningstjenesten havde opsøgt familiens bopæl, ransaget ansøgerens værelse og sagt, at han skulle henvende sig til myndighederne. Samme aften kørte ansøgeren til byen [B], hvorfra han dagen efter udrejste af Iran. Ansøgeren har forklaret, at han efter ankom-sten til Europa er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har modtaget bibelundervisning ugentligt, ligesom han har deltaget i gudstjeneste om søndagen i både Tyskland og Danmark, og [vinteren] 2017 blev ansøgeren døbt […]. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forkla-ring om sin angivelige konflikt i Iran til grund, idet nævnet finder, at ansøgerens forklaring herom fremstår divergerende og konstrueret. Nævnet finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at grunden til udrejsen af Iran var frygt for forfølgelse i anledning af, at ansøgeren skulle have glemt en bibel eller et andet kristent skrift i sin skuffe på sit arbejde, der var ejet af personer med tilknytning til Sepah. Nævnet har lagt vægt på, at ansøgeren under asylsagens behandling har afgivet forskellige forklaringer om, hvem der angiveligt fandt bogen på arbejdspladsen, idet an-søgeren til oplysnings- og motivsamtalen oplyste, at bogen var fundet af hans kvindelige kollega [Y], mens han til asylsamtalen har oplyst, at bogen blev fundet af en ferieafløser ved navn [K]. Ansøgerens forklaringer om, hvem der ransagede hans kontor, er heller ikke konsistent, idet an-søgeren til oplysnings- og motivsamtalen oplyste, at ransagningen blev foretaget af nogle mænd i civilt tøj, mens han til asylsamtalen oplyste, at ransagningen blev foretaget af ansøgerens chef og kolleger. Ansøgeren har under asylsagens behandling desuden givet forskellige oplysninger om sit nærmere bekendtskab med kollegaen [X] og har ikke under samtalerne med styrelsen kunnet redegøre nærmere for indholdet af sine samtaler med [X], selvom det angiveligt var disse samta-ler, der vakte hans interesse for kristendommen. Herudover er oplysningerne i Udenrigsministe-riets notat af 25. september 2012, hvoraf det blandt andet fremgår, at besiddelse af en bibel ikke i sig selv er strafbar, også indgået ved nævnets vurdering af sagen. Ansøgeren har derfor ikke sandsynliggjort, at han på dette grundlag har behov for beskyttelse som nævnt i udlændingelo-vens § 7, stk. 1 eller 2. Nævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren efter udrejsen af Iran reelt er konverteret fra islam til kristendommen. I den forbindelse har nævnet lagt vægt på, at det fo-rekommer påfaldende, at ansøgeren – henset til at hans interesse for kristendommen angiveligt allerede var vakt forud for udrejsen af Iran – ikke opsøgte kirke umiddelbart efter indrejsen til Danmark [ultimo] 2015, og at ansøgeren således først under sit ophold i Tyskland [primo] 2016 kom i kontakt med en kirke, hvor han fulgtes med nogle venner, der gik til bibelundervisning i kirken. Når disse forhold sammenholdes med ansøgerens hidtidige forklaringer om sine bevæg-grunde for at konvertere til kristendommen, hans fremtræden for nævnet og hans generelle tro-værdighed i forhold til det ovenfor angivne asylmotiv i Iran, jf. herved UNHCR’s handbook pkt. 203 og 204, kan nævnet ikke lægge til grund, at der er tale om en reel konversion. Oplysningen om, at ansøgeren er blevet døbt i [begyndelsen af] 2017, og de fremlagte kirkelige udtalelser kan efter deres karakter ikke føre til en anden vurdering af sagen. Ansøgeren har derfor heller ikke sandsynliggjort, at han på dette grundlag har behov for beskyttelse som nævnt i udlændingelo-vens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2019/31/thv
Nævnet stadfæstede i marts 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig stats-borger fra Iran. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk perser og shia-muslim fra Teheran, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive stenet eller henrettet af de iranske myndigheder, fordi han har haft et forhold til en gift kvinde ved navn [X]. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han i begyndelsen af 2016 var på vej på arbejde i sin bil, da han så en kvinde på gaden. Ansøgeren standsede bilen, og kvinden, der hed [X], steg ind. Ansøgeren gav [X] et lift, de faldt i snak og han gav hende sit telefonnummer. Herefter indledte ansøgeren et forhold til [X]. Ansøgeren har oplyst, at [X] fortalte ham, at hun boede sammen med sin datter og bror, og at hendes ægtefælle var afgået ved døden. En dag ringede [X] dog til ansøgeren for at fortælle, at hendes ægtefælle havde sat et overvågningskamera op i soveværelset, og at han derfor vidste, at ansøgeren og [X] havde et seksuelt forhold. [X] fortalte også, at hendes ægtefælle var ansat i Sepah, og at hun var flygtet fra sin bopæl, fordi hun frygtede, at hendes ægtefælle ville slå hende ihjel. Samme dag rejste ansøgeren til Uromieh, hvor han opholdt sig i to dage, hvorefter han rejste videre til Tyrkiet. En uge efter udrejsen blev ansøgerens families bilforretning og bopæl opsøgt af [X’s] ægtefælle, der spurgte efter ansøgeren og truede med at slå både ansøgeren og [X] ihjel. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sin angivelige konflikt i Iran til grund, idet nævnet i lighed med Udlændingestyrelsen finder, at ansøgerens forklaring herom fremstår divergerende og ikke overbevisende. Nævnet har ved denne vurdering lagt vægt på, at ansøgeren har afgivet forskellige oplysninger om, hvornår han mødte [X] første gang, om hvor lang tid han og [X] havde et forhold til hinanden, og om [X] havde oplyst over for ansøgeren, om hun var fraskilt eller enke. Hertil kommer, at ansøgerens forklaring om, hvornår han mødte [X], ikke fremstår troværdig sammenholdt med de foreliggende oplysninger om EU-RODAC-hits vedrørende ansøgeren i Grækenland. Herudover har nævnet lagt vægt på, at det ikke fremstår overbevisende, at ansøgeren – henset til sin stadige kontakt til sin familie i ansøgerens og [X’s] nærområde – ikke er bekendt med [X’s] videre skæbne og i øvrigt ikke ses at have gjort særlige tiltag for at få nærmere oplysninger herom. Endelig er det indgået i nævnets vurdering af sagen, at [X’s] ægtefælle angiveligt ikke har anmeldt ansøgeren til myndighederne til trods for, at han skulle være i besiddelse af en overvågningsvideo, der viser [X] og ansøgeren sammen, ligesom der heller ikke foreligger oplysninger om, at [X’s] ægtefælle, ud over et enkelt tilfælde kort tid efter ansøgerens udrejse, på daværende tidspunkt skulle have opsøgt eller kontaktet ansøgerens familie. De nu af ansøgeren fremsatte udsagn om trusler og angreb mod ansøgerens mor og hærværk mod en bil tilhørende hans familiemedlemmer kan ikke føre til en anden vurdering, da det udelukkende beror på ansøgers egen formodning, at disse forhold skulle have sammenhæng med ansøgerens angivelige konflikt. Det kan i lyset af det anførte om ansøgerens generelle troværdighed heller ikke føre til en anden vurdering, at ansøgeren nu for nævnet har forklaret, at familiens bopæl sidste sommer efter afholdelsen af asylsamtalen skulle være blevet stormet af Revolutionsgarden, der spurgte efter ham. Heller ikke den omstændighed, at ansøgeren nu via sin Facebook-profil og instagram-konto i Danmark fra efteråret 2017 og således efter Udlændingestyrelsens afslag på opholdstilladelse, er påbegyndt politisk aktivitet med regimekritiske indlæg, er et forhold, der kan føre til, at ansøgeren har sandsynliggjort et behov for beskyttelse som nævnt i udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Nævnet finder, at ansøgeren, uanset at profilen er åben, ikke ved disse aktiviteter, der først er iværksat efter ankomsten til Danmark, har profileret sig på en sådan negativ måde i forhold til de iranske myndigheder, at han herved har sandsynliggjort et behov for beskyttelse. Hertil kommer, at ansøgeren ikke tidligere har udvist nogen form for politisk aktivitet. Det kan ikke føre til en anden vurdering, at ansøgeren på udokumenteret grundlag har oplyst, at han har modtaget trusler i anledning af sine aktiviteter på internettet. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Iran/2019/30/thv
Nævnet stadfæstede i januar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk kurder fra Salmas, Iran. Ansøgeren var tidligere agnostiker, men har efter det oplyste konverteret til kristendommen efter sin ankomst til Danmark. Ansøgeren har sympatiseret med PJAK. Under Flygtningenævnets behandling af sagen [på et nærmere bestemt tidspunkt i] 2016 henviste ansøgeren som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygtede at blive fængslet og udsat for overgreb af det iranske regime, idet han havde udført regimekritiske aktiviteter og var anklaget for at være medlem af PJAK. Ansøgeren har som nyt asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter de iranske myndigheder, fordi han i Danmark er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han også efter Flygtningenævnets afgørelse [i] 2016 har deltaget i aktiviteter arrangeret af PJAK. Ansøgeren har til støtte for sit nye asylmotiv oplyst, at hans interesse for kristendommen begyndte, da han var indkvarteret på [asylcenter A], hvor en ven fortalte om kristendommen og inviterede ham i kirke. Ansøgeren var i kirke for første gang omkring [sommeren] 2016 i [en nærmere bestemt kirke B i en nærmere bestemt by]. Ansøgeren har siden hen deltaget i en række aktiviteter, herunder i gudtjenester og undervisning. [En nærmere bestemt dato i sommeren] 2017 blev ansøgeren efter gennemførelse af dåbskursus døbt i [en nærmere bestemt kirke C]. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit nye asylmotiv til grund. Flygtningenævnet kan således ikke lægge til grund, ansøgerens konvertering til kristendommen er udtryk for en reel indre overbevisning. Flygtningenævnet har herved blandt andet lagt vægt på, at det er tidsmæssigt påfaldende, at ansøgeren først begyndte at interessere sig for kristendommen efter, at Udlændingestyrelsen havde meddelt ansøgeren afslag på asyl. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvor meget han praktiserede islam i Iran og om hans forældres holdning hertil. Ansøgeren har heller ikke på overbevisende måde kunnet redegøre for sine overvejelser og refleksioner i forbindelse med konverteringen, idet ansøgeren har svaret afglidende og gentagende på de stillede spørgsmål herom. Det bemærkes, at det er Flygtningenævnets vurdering, at heller ikke selve dåben har haft betydning for ansøgeren, idet ansøgeren f.eks. ikke var vidende om, at han blev døbt på en helligdag, ligesom han heller ikke har delt et billede på Facebook af dåben, selv om han har delt andet kristent materiale. Det er endvidere indgået i Flygtningenævnets vurdering, at ansøgeren har svækket sin generelle troværdighed ved efter Flygtningenævnets afslag [i] 2016 at fremlægge en iransk fødselsattest, der viste sig at tilhøre en anden person. Ansøgeren har forklaret, at han i Danmark har deltaget i 5-6 aktiviteter arrangeret af PJAK, herunder foran den iranske ambassade i København. Ansøgeren har videre forklaret, at hans første Facebook-profil, hvorpå han har delt et par religiøse budskaber og også politiske budskaber, er blevet spærret – muligvis af de iranske myndigheder – og at han derfor har oprettet en ny, hvor han også opslår politiske og religiøse budskaber. Flygtningenævnet finder heller ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han herved er kommet i de iranske myndigheders søgelys på en sådan måde, at han ved en tilbagevenden til Iran af denne grund risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Sammenfattende finder Flygtningenævnet således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Der er ikke grundlag for at hjemvises sagen til Udlændingestyrelsen. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Iran/2019/3/STRAA
Nævnet meddelte i marts 2019 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger samt et barn fra Iran. Ansøgeren søgte asyl i Danmark i 2016, men indrejste efter det oplyste i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er iransk statsborger, etnisk perser og født i byen Masjed Solyeman i Khuzestan-regionen. Ansøgeren og hendes familie flyttede senere til byen Ahwaz i Khuzestan-regionen. Fra ansøgeren var 18/19 år gammel, boede hun sammen med sin familie i […], der er beliggende i nærheden af Isfahan. Ansøgeren var oprindeligt shia-muslim af trosretning, men er nu konverteret til kristendommen. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer og har ikke været politisk aktiv. Ved en tilbagevenden til Iran frygter ansøgeren at blive henrettet af de iranske myndigheder, fordi hun har en konflikt med en indflydelsesrig dommer, der afsagde dom i sagen mod ansøgerens fars drabsmand. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hun frygter forfølgelse i Iran som følge af, at hun er konverteret til kristendommen og den […]2017 er blevet døbt i en dansk kirke. Ansøgeren har til sagen oplyst, at hendes far, der var højtstående funktionær i det statslige iranske olieselskab, blev dræbt [i sommeren] 2005. Cirka to år senere blev gerningsmanden anholdt. Ansøgeren, der studerede jura, fulgte retssagen, på vegne af sin familie. I 2011 blev gerningsmanden, hvis bror og svoger arbejdede for Basij, kendt skyldig og dømt til døden. I 2015 stadfæstede den iranske højesteret dommen. På trods heraf fik ansøgeren at vide, at sagen skulle sendes tilbage til højesteretten. Ansøgeren kontaktede dommeren, der havde haft sagen, for at få at vide, hvorfor sagen var sendt tilbage til højesteret. Dommeren sagde, at han ville fremskynde henrettelsen af ansøgerens fars drabsmand, hvis ansøgeren ville gå i seng med ham. Ansøgeren blev chokeret over dommerens forslag, og hun sagde, at hun ville tænkte over det. Dommeren gav ansøgeren sit telefonnummer. Ansøgeren lånte en optager/diktafon fra en veninde på jurastudiet. Hun aftalte et nyt møde med dommeren og optog deres samtale. Under samtalen fik ansøgeren dommeren til at gentage sit forslag, og dommeren foreslog tillige, at han og ansøgeren indgik et midlertidigt religiøst ægteskab. Ansøgeren accepterede dommerens forslag og tog tilbage mod familiens bopæl i […]. Hun ringede til dommeren og sagde, at hun ville afsløre, hvilken slags dommer, han var, hvis ikke han genåbnede sagen. Da ansøgeren kom hjem, fortalte hun sin mor, hvad hun havde gjort. Moren skældte ansøgeren ud og sagde, at hun ikke skulle have optaget samtalen med dommeren, idet det ville give hende og familien problemer. Moren tilkaldte sin bror, der lyttede til ansøgerens optagelse, og også blev vred på ansøgeren. Morbroren tog ansøgeren med til Ahwaz. Et par timer efter at ansøgeren havde forladt bopælen, opsøgte og ransagede civilklædte personer familiens bopæl og spurgte efter ansøgeren. Efter at ansøgeren havde opholdt sig i Ahwaz i cirka to måneder, sagde morbroren, at hun skulle udrejse, idet dommeren ikke ville slippe hende. Morbroren fik kontakt til en agent, der arrangerede hendes udrejse. I [sommeren] 2015 forsøgte ansøgeren første gang at udrejse, efter at agenten havde skaffet hende et visum til et europæisk land, men rejsen blev aflyst, da agenten fandt ud af, at ansøgeren havde fået udrejseforbud. Tre måneder senere lykkedes det ansøgeren at udrejse via lufthavnen i Teheran, idet hun af agenten fik udpeget en bestemt mand, som hun skulle henvende sig til, når han stod i skranken. Ansøgerens mor er både forud for og efter ansøgerens udrejse blevet indkaldt til afhøringer hos myndighederne. Efter udrejsen er også søsteren blevet indkaldt til afhøring. Ansøgeren har om sin konversion til kristendommen oplyst, at hun fik interesse for kristendommen gennem en armensk kvinde, [J], som var en god ven og nabo til ansøgerens familie i […]. Kvinden kom ofte i ansøgerens families hjem. [J] lånte ansøgeren en bibel, og de talte sammen om kristendommen, hvilket gav ansøgeren ro. Ansøgeren læste i biblen og så en dvd om kristendommen, ligesom hun ved en enkelt lejlighed deltog i dele af en gudstjeneste i en armensk kirke i […]. Efter indrejsen i Danmark ønskede ansøgeren at udvide sit kendskab til kristendommen. Hendes daværende kæreste var kristen konvertit. Ansøgeren og ekskæresten gik i kirke sammen, og ansøgeren blev døbt [i efteråret] 2017 i […] Kirke. Ansøgeren og kæresten er siden gået fra hinanden. Ekskæresten har været voldelig over for ansøgeren, og hun frygter, at han vil forsøge at kidnappe deres fællesbarn. Ad det oprindelige asylmotiv. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet den fremstår divergerende på centrale punkter, usandsynlig og dermed ikke troværdig. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren i asylskemaet oplyste, at hun fik problemer med dommeren, der havde hendes fars sag, idet han fandt ud af, at hun fulgte den kristne tro, og at hun derfor blev mere udsat for dommerens chikane. Til asylsamtalen forklarede ansøgeren imidlertid, at hendes konflikt med dommeren startede, da han tilbød hende at klare farens sag, hvis hun gik i seng med ham, og at hun herefter fik ham til at gentage tilbuddet på et tidspunkt, hvor hun optog samtalen. Han tilbød at hjælpe med sagen, hvis ansøgeren afleverede optagelsen, men det accepterede hun ikke. Ansøgeren blev herefter flere gange spurgt ind til, om hun frygtede dommeren af andre grunde end den hemmelige optagelse af ham, hvortil hun svarede, at hun alene frygter dommeren på grund af optagelserne. Ansøgerens forklaring på nævnsmødet om, at hun ikke nævnte optagelsen af dommerens tilbud i asylskemaet, fordi hun var presset og i øvrigt vidste, at hun ville blive indkaldt til senere samtaler, forekommer ikke overbevisende henset til, at der er tale om en helt central del af ansøgerens asylmotiv, og at ansøgeren er veluddannet og ressourcestærk. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvordan faren blev dræbt, idet hun til oplysnings- og motivsamtalen forklarede, at han blev dræbt af et militærvåben, mens hun til asylsamtalen forklarede, at drabsmanden under retssagen udførligt forklarede, at han havde dræbt faren med pistol. På nævnsmødet forklarede ansøgeren, at han blev dræbt af knivstik, ligesom hun nævnte en kalashnikov. Nævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen forklarede, at dommen over farens drabsmand blev afsagt i 2015, og at Højesteret stadfæstede dommen samme år. På nævnsmødet forklarede ansøgeren imidlertid, at dommen blev afsagt i 2011, hvilket også fremgår af den fremlagte domsudskrift. Nævnet bemærker i den forbindelse, at det forekommer påfaldende, at ansøgeren skulle have ventet med at opsøge dommeren til 2015, tre år efter at dommen blev afsagt. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om sin konflikt med dommeren overordnet forekommer utroværdig. Det forekommer således ikke troværdigt, at dommeren skulle have haft flere samtaler med ansøgeren – i hendes egenskab af datter til forurettede - om sagen mod gerningsmanden til drabet på faren, og at han skulle have indladt sig på at indgå en aftale om at fremme fuldbyrdelsen af dommen mod seksuelle ydelser. Hertil kommer, at ansøgerens forklaring om båndoptagelsen forekommer mindre sandsynlig henset til, at hun som jurastuderende var vidende om, at det var ulovligt, ligesom det ikke forekommer troværdigt, at hun ikke tænkte over konsekvenserne herved. Nævnet har endelig lagt vægt på, at det forekommer mindre troværdigt, at den pågældende dommer fortsat – over tre år efter ansøgerens udrejse af Iran – skulle indkalde ansøgerens mor til afhøringer, hvorunder han blot spørger til, hvor ansøgeren befinder sig og siger, at han ønsker at tale med hende – uden at der efter det oplyste er fremkommet yderligere informationer - ligesom det forekommer påfaldende, at familien ikke har oplyst dommeren om, at båndoptagelsen er destrueret. Nævnet tilsidesætter således sammenfattende ansøgerens forklaring om sin konflikt med den iranske dommer som utroværdig. Ad asylmotivet vedrørende konversion Flygtningenævnet finder, at ansøgerens konversion til kristendommen må anses for reel. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren allerede til oplysnings- og motivsamtalen oplyste, at hun i sit hjerte var kristen og ønskede at blive døbt, at hun til asylsamtalen forklarede, at hun i Iran havde talt med sin armenske nabo om kristendommen, og at hun ikke i øvrigt havde nævnt sin interesse for kristendommen, fordi hun ikke var nået til det tidspunkt, hvor hun skulle døbes og derfor ikke troede, at det var vigtigt. Nævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren på nævnsmødet på overbevisende måde har redegjort for baggrunden for sin konversion og for den betydning, som dåben og kristendommen har haft for hende, ligesom hun har demonstreret en betydelig viden om kristendommen. Ansøgerens deltagelse i kirkelige aktiviteter er endvidere underbygget af udtalelser fra præsterne ved kirkerne. Sammenfattende finder Flygtningenævnet således, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hendes konversion til kristendommen er reel, herunder således at det kan antages, at ansøgeren vil foretage kristne handlinger ved en tilbagevenden til Iran, hvorved myndighederne og andre vil blive bekendt med hendes konversion, og at hun som følge heraf ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren samt et barn opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. ”Iran 2019/28MNR
Nævnet meddelte i marts 2019 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2000. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er shia-muslim fra Gonbad-e Kavus, Iran. Ansøgeren har som asylmotiv oprindeligt henvist til, at han er eftersøgt for spionage af de iranske myndigheder. Ansøgeren har som nyt asylmotiv henvist til, at han er konverteret til kristendommen, og at hans kristne livsanskuelse vil medføre risiko for, at ansøgeren vil blive afsløret som konvertit, såfremt ansøgeren skulle returnere til Iran. Endvidere har ansøgeren gjort gældende, at forholdene i Iran ikke gør det muligt for kristne at leve et liv i overensstemmelse med sin religiøse overbevisning. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren tidligere har fået afslag på asyl, idet hans forklaring ikke blev fundet troværdig. Han har i den forbindelse fremlagt dokumenter, der blev vurderet som falske. Han har tidligere påberåbt sig et andet sur place-motiv, og har i 2016 søgt om genoptagelse uden at nævne sin interesse for kristendommen. Disse forhold svækker hans generelle troværdighed. Et flertal af Flygtningenævnet finder imidlertid, at ansøgeren på mødet har kunnet begrunde sin interesse for kristendommen, har dokumenteret en betydelig viden om kristendom og har fremlagt dokumentation for, at han har deltaget både i gudstjenester, kristen undervisning og kristne konferencer. Flertallet finder endvidere, at han har forklaret overbevisende om sin indre omvendelse og vurderer derfor, at hans konversion er reel. Idet han har forklaret, at flere personer i Iran er bekendt med hans religion, og da hans farbror, der har politisk indflydelse, som følge heraf hader ham, og da han for nævnet har forklaret, at han i Iran vil leve åbent med sin kristendom, og herunder forkynde budskabet, finder flertallet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil risikere forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2019/27/CHPE
Nævnet meddelte i februar 2019 opholdstilladelse (K-status) til et ægtepar samt tre børn fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgerne er iranske statsborgere, etniske kurdere og sunni muslimer fra Suleimaniya, Irak. Begge ansøgere er vokset op i al-Tash-lejren og boede frem til udrejsen i Barika-lejren. Den mandlige ansøger har sympatiseret med KDPI. Den kvindelige ansøger har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel af de iranske myndigheder på grund af sine egne aktiviteter, men væsentligst på grund af svigerfaren og broren [H]s medlemskab af og aktiviteter for KDPI. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han blev født i Irak. Da han var syv til otte måneder flyttede familien til al-Tash-lejren. I 2004 flyttede familien til UNHCR lejren i Barika, Irak, hvor han har opholdt sig indtil udrejsen. Ansøgeren har aldrig været i Iran, og han taler ikke farsi. Ansøgeren har været med i en dansegruppe, der har optrådt ved KDPI-arrangementer. Han er i den forbindelse blevet filmet, og han frygter, at videoerne er kommet de iranske myndigheder til kendskab. Han har desuden hjulpet med at flytte stole ved KDPI-arrangementer. Endvidere er ansøgerens bror, [H], fætter, [M], grandfætter, [K], svigerfar, [MM] og svoger [O] medlemmer af KDPI. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel af de iranske myndigheder. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hendes forældre flygtede fra Iran til Irak i 1979 Ansøgerens far var medlem af KDPI og peshmerga allerede før flugten til Irak og han er stadig medlem af partiet. Ansøgeren blev født i al-Tash-lejren, hvor hun boede frem til 2004. Derefter flyttede hun med sin familie til Barika-lejren, hvor hun opholdt sig indtil sin udrejse. Ansøgeren har aldrig været i Iran, og hun taler ikke farsi. Ansøgerne udrejste i november 2015 af Irak. Flygtningenævnet kan i al væsentlighed lægge ansøgernes forklaringer om asylmotivet til grund, da forklaringerne har fremstået troværdige og selvoplevede, og støttes af fremlagte dokumenter og fotos. Den kvindelige ansøger har ikke selv været politisk aktiv, og den mandlige ansøgers aktiviteter, der udspillede sig i al-Tash-lejren, er af meget begrænset omfang, og kan ikke i sig selv føre til, at der meddeles ansøgerne opholdstilladelse. Det samme gælder den mandlige ansøgeres aktiviteter i Danmark. Ansøgerne havde, da de ankom til Danmark, ikke et detaljeret kendskab til deres fædres og brødres politiske aktiviteter. Dog oplyste den kvindelige ansøger under oplysnings- og motivsamtalen om farens partimedlemsskab og aktiviteter, ligesom hun fremlagde kopi af medlemskort til KDPI. Den kvindelige ansøger henviste endvidere til broren [O]s aktiviteter for KDPI. Den mandlige ansøger oplyste om, at hans forældre og søskende har sympatiseret med KDPI, og at en fætter og en grandfætter var medlem af partiet. Der er efterfølgende fremkommet yderligere oplysninger om forskellige familiemedlemmers politiske aktiviteter. Under samtalen med advokaten og i forbindelse med advokatens telefoniske kontakt med ansøgernes familiemedlemmer i Irak er der fremkommet yderligere væsentlige oplysninger om blandt andet den mandlige ansøgeres bror [H]s partimedlemsskab og aktiviteter for partiet. På grundlag af de for nævnet foreliggende oplysninger, herunder de fremlagte partimedlemskort og fotos med videre, og de oplysninger, der er fremkommet i forbindelse med ansøgerens advokats samtaler med ansøgernes familiemedlemmer, lægger nævnet til grund, at ansøgernes forældre flygtede fra Iran til Irak under Iran-Irak krigen, og at den kvindelige ansøgers far allerede inden flugten var peshmerga og medlem af KDPI. Nævnet lægger endvidere til grund, at den mandlige ansøgers bror [H] er KDPI-medlem og har fungeret som peshmerga. Den kvindelige ansøgers bror [O] er den 27. januar 2016 meddelt opholdstilladelse på grund af farens tilknytning til KDPI. Begge ansøgere har i en årrække boet i Barika-lejren, hvor begges familier også boede. Nævnet finder, at det er sandsynliggjort, at især den kvindelige ansøgers far og den mandlige ansøgers bror [H] i tilstrækkelig grad er profilerede overfor de iranske myndigheder og at ansøgerne såfremt de indrejser i Iran risikerer at blive identificeret som kurdiske modstandere af det iranske regime. På denne baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at ansøgerne i fornøden grad har sandsynliggjort, at de ved indrejse i Iran vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgerne og medfølgende børn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” iran/2019/26/mme
Nævnet hjemviste i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er iransk statsborger, etnisk kurder og har oplyst, at han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren er fra [en by i] Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive fængslet af de iranske myndigheder, fordi han har haft et forhold til en kvinde uden for ægteskab. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af kvindens bror på grund af forholdet. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter de iranske myndigheder som følge af hans politiske aktivitet på Facebook og kurdiske hjemmesider. Ansøgeren har endelig henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel, idet han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han i sommeren 2014 indledte et forhold til en fraskilt kvinde ved navn [M]. De mødtes uden for deres hjemby, idet alle kendte alle i byen. Hvis de blev opdaget risikerede [M] at blive dræbt, og ansøgeren risikerede at blive voldtaget. Endvidere risikerede han at blive fængslet af myndighederne i to til fem år. En aften i vinteren 2015/2016 foreslog [M], at de tog til [en by] sammen. De tog afsted næste morgen, mens gaderne var tomme. Da de kom til en forladt tunnel, var de intimt sammen. De blev i den forbindelse opdaget af politiet. Ansøgeren prøvede at tale sig ud af situationen og sikre sig, at betjentene ikke fortalte videre, at de havde set ansøgeren og [M] sammen. Efter en diskussion, i hvilken [M] også deltog, lod betjentene dem gå. Da ansøgeren og [M] kom til [byen], ringede [M]’ bror til hende, men hun tog ikke telefonen. Da de kom hjem til hver sin bopæl, sendte [M] en besked til ansøgeren, hvori hun skrev, at hendes bror var på vej over til hende, at ansøgeren skulle tage væk, og at han ikke skulle kontakte hende – hun ville kontakte ham. Ansøgeren tog hjem til sin ven i [byen], [I]. Da ansøgeren ikke havde hørt fra [M], bad han sin ven, [V], om at undersøge, om der var sket noget med [M]. [V] oplyste, at [M]’ bror havde stukket hende med en kniv, og at hun som følge deraf døde. Samme aften kontaktede ansøgeren sin bror, for at få ham til at hente papirerne på ansøgerens bil, så han kunne sælge den. Da broren den efterfølgende dag kom med papirerne, oplyste han, at myndighederne havde opsøgt deres bopæl og spurgt forældrene om, hvor ansøgeren var. Ansøgeren opholdt sig derefter i skjul i bjergene i tre nætter, mens han vekslede nogle penge, solgte sin bil og fik arrangeret sin udrejse af Iran. Efter drøftelse besluttede Flygtningenævnet at hjemvise sagen under hensyn til, at ansøgeren først for nævnet er fremkommet med et nyt asylmotiv i form af frygt for forfølgelse som følge af hans politiske sur place aktivitet, og idet dette asylmotiv findes så væsentligt, at en behandling i to instanser skønnes påkrævet.” iran/2019/25/mme
Nævnet meddelte i februar 2019 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunnimuslim fra Sardarsht, Iran. Ansøgeren har været medlem af og aktiv for KDP. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter, at han vil blive fængslet og henrettet af de iranske myndigheder, som følge af hans politiske aktiviteter for KDP. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han kommer fra en politisk aktiv kurdisk familie. I 2014 tog ansøgeren til partiets hovedkvarter i Koya for at møde nogle familiemedlemmer, og under opholdet her tilkendegav ansøgeren, at han ønskede at blive medlem af partiet. Ansøgeren kom i kontakt med den person i partiet, der var ansvarlig for ansøgerens lokalområde i Iran. Da ansøgeren kom tilbage til Iran, blev ansøgeren kontaktet af [A], der herefter var ansøgerens kontakt med partiet, og den som gav ansøgeren besked om, hvilke opgaver ansøgeren skulle udføre. I den celle, der var ledet af [A] indgik tre andre navngivne unge mænd fra lokalområdet. Ansøgerens opgaver bestod herefter frem til udrejsen i at uddele løbesedler samt advarselsbreve til overløbere, tale med andre personer om kurderes rettigheder, enkelte gange sørge for forplejninger til peshmergaer, ophænge plakater og deltage i møder. Ansøgeren har endvidere flere gange afspillet kurdiske sange over højtalerne i diverse moskéer. Cirka to måneder inden ansøgerens udrejse af Iran havde ansøgeren en diskussion med en af meddelerne fra efterretningstjenesten. Ansøgeren skældte denne person ud og spurgte ham om, han ikke skammede sig over sit arbejde som meddeler. Ansøgere havde forgæves forsøgt at få et partimedlemskort, men [A] havde afvist dette ønske. I sommeren 2016 tog ansøgeren tilbage til Koya i den hensigt at tage ophold der. Ansøgeren fik udstedt medlemskort, men besluttede at tage tilbage til Iran. Kort tid herefter blev ansøgeren opsøgt af SEPÂH og taget med til deres kontor. SEPÂH oplyste, at de var bekendt med ansøgerens aktiviteter på Telegraph. SEPÂH ville have ansøgeren til at samarbejde med dem, hvilket ansøgeren indvilgede i. Ansøgerens kontaktperson, [A], blev [sommeren] 2016 anholdt af de iranske myndigheder. Ansøgeren valgte derfor at tage ophold hos ansøgerens fætter, [B], i en anden landsby. Ansøgerens søster oplyste ansøgeren om, at [A] i forbindelse med sin anholdelse havde oplyst de iranske myndigheder om, at ansøgeren var politisk aktiv for KDP, og at myndighederne havde været på bopælen. Søsteren oplyste endvidere ansøgeren om, at ansøgerens far havde fået at vide, at SEPÂH var bekendt med, at ansøgeren forsøgte at afspille kurdiske nationalsange over højtaleren i en moské i Nalas. Ansøgerens far havde disse oplysninger fra en mullah, der samarbejdede med SEPÂH. Ansøgeren udrejste af Iran tre til fire dage efter ansøgerens samtale med søsteren. Et af medlemmerne af ansøgerens celle har efterfølgende måtte tage ophold i Koya og to andre medlemmer er blevet idømt fængselsstraffe. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at ansøgeren i tilstrækkeligt omfang ved sin forklaring har sandsynliggjort, at han har udført de beskrevne aktiviteter for KDP, og at lederen af ansøgerens celle og to andre medlemmer af cellen er blevet pågrebet. Ansøgeren har på denne baggrund sandsynliggjort, at de iranske myndigheder er bekendt med ansøgerens aktiviteter for KDP. Efter baggrundsoplysningerne fra Iran har ansøgeren derfor sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran er i en konkret og individuel risiko for forfølgelse som følge af sine politiske aktiviteter. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2019/24/GJEY
Nævnet stadfæstede i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser fra Teheran, Iran. Ansøgeren er tidligere shia-muslim, men han er efter det oplyste konverteret til kristendommen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel af de iranske myndigheder eller ansøgerens familie, idet han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han indrejste i Danmark første gang i [efteråret] 2014 på et gyldigt visum. I [slutningen af] 2014 begyndte ansøgeren at komme i et kristent fællesskab og deltog i bibelkurser. I [starten af] 2015 konverterede ansøgeren til kristendommen. [I foråret] 2015 rejste ansøgeren til Iran, hvorefter han [seks måneder senere] rejste tilbage til Danmark, idet han fik et nyt gyldigt visum. I [foråret] 2016 rejste ansøgeren til Iran i forbindelse med det iranske nytår, hvorefter han rejste tilbage til Danmark [to måneder senere]. Under sine ophold i Iran fortalte ansøgeren ikke, at han var blevet kristen eller gik i kirke, men han læste i Biblen om natten på sin computer. [I sommeren] 2016 blev ansøgeren døbt. [Dagen efter sin dåb] blev ansøgeren ringet op af sin søster, far og to venner, som oplyste, at de var blevet opsøgt af myndighedspersoner i Iran. Ansøgerens far truede ham, idet han var blevet bekendt med ansøgerens konversion til kristendommen. Flygtningenævnet har på baggrund af ansøgerens oplysninger foretaget en vurdering af, om ansøgerens konversion kan betragtes som reel, således at det må lægges til grund, at ansøgerens nye tro er udtryk for en reel indre overbevisning. I denne vurdering er indgået oplysningerne om tidspunktet for ansøgerens konversion, herunder om ansøgeren tidligere har vist interesse for at konvertere, ansøgerens kendskab til og forståelse for de grundlæggende læresætninger, historiske begivenheder og centrale personer af betydning for ansøgerens nye tro (højtider, trosbekendelse, væsentlige skrifter og lignende). Det har også indgået i nævnets vurdering, om ansøgerens nye tro har manifesteret sig i ydre handlinger, herunder om ansøgeren er blevet døbt, har deltaget i gudstjenester, religiøs undervisning eller fremkommet med religiøse tilkendegivelser i medierne, herunder om ansøgerens aktiviteter har haft en vedvarende og regelmæssig karakter. Ansøgerens konversion til kristendommen er sket efter hans første indrejse til Danmark og mest sandsynligt – om end han selv har forklaret anderledes – på et tidspunkt, hvor han var blevet meddelt afslag på familiesammenføring. Nævnet finder, at der under disse omstændigheder må stilles større krav til ansøgernes sandsynliggørelse af, at konversionen er reel. Det fremgår således af UNHCR’s Guidelines on International Protection: Religion-Based-Refugee Claims under article 1A(2) … fra april 2004 blandt andet: ”Where individuals convert after their departure from the country of origin, this may have the effect of creating a sur place claim. In such situations, particular credibility concerns tend to arise and a rigorous and in depth examination of the circumstances and genuineness of the conversion will be necessary.” Religion har ifølge ansøgerens egen forklaring ikke tidligere spillet nogen særlig rolle i hans liv, og det forekommer nævnet helt åbenbart, at ansøgerens konversion alene er begrundet i et forsøg på at skabe sig et nyt opholdsgrundlag i Danmark, efter at han over flere gange er blevet nægtet familiesammenføring, herunder en nægtelse der blandt andet var begrundet i, at hans ægtefælle viste sig at være gift i forvejen med en anden mand. Nævnet tiltræder, at det er påfaldende, at ansøgerens ansøgning om asyl begrundet i konversionen er indgivet to dage forud for hans angiveligt planlagte udrejse af Danmark og ni dage efter at have modtaget afslag på familiesammenføring. Det hører i den forbindelse med i vurderingen, at ansøgeren har forklaret helt utroværdigt og usammenhængende om, at hans familie, kolleger og myndighederne i Iran skulle være blevet gjort bekendt med hans konversion dagen efter, at dåben fandt sted, herunder at myndighederne samme dag opsøgte hans kolleger og hans familie med en ransagningskendelse. Set i forhold hertil finder nævnet, at der ikke kan tillægges brevet fra ansøgerens tidligere ægtefælle nogen bevismæssig værdi. Uanset at ansøgeren har demonstreret et godt kendskab til kristendommen, og at han har kunnet fremlægge en række støttende erklæringer fra forskellige menigheder, tiltrædes det, at det ikke kan lægges til grund, at ansøgerens konversion er udtryk for en reel ændret indre overbevisning af religiøs karakter, som ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran vil fortsætte med at praktisere på en måde, som kan bringe ham i konflikt med hans familie eller myndighederne i Iran. Det kan som nævnt ovenfor heller ikke lægges til grund, at ansøgerens deltagelse i kristne aktiviteter i Danmark – i hans forsøg på at konstruere sit asylmotiv – er kommet til de iranske myndigheders eller andres kendskab, hvorfor det samlet ikke kan lægges til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for at blive udsat for overgreb eller forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2019/23/JABP
Nævnet meddelte i februar 2019 opholdstilladelse K-status til en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2001. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser fra Teheran, Iran. Ansøgeren har tidligere været shia-muslim, men hun er under opholdet i Danmark konverteret, idet hun efter en ceremoni [i sommeren 2013] har tilsluttet sig trosretningen zarathustrismen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren henviste som oprindeligt asylmotiv til, at hun havde forladt Iran, idet hendes far havde misbrugt hende seksuelt samt været voldelig over for hende gennem hendes opvækst. Hun henviste endvidere til, at han ville gifte hende bort til en ældre mand. Ansøgeren har under genoptagelsessagen henvist til, at hun fortsat frygter sin far, idet hun frygter, at han har anmeldt hendes forsvinden til de iranske myndigheder, og at han derfor vil blive kontaktet ved hendes ankomst til lufthavnen. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hun i 2012 deltog i en sultestrejke foran […], hvor hun sammen med andre sultestrejkende blev opsøgt af en iransk mand, som præsenterede sig som dokumentarfilminstruktør bosiddende i Tyskland, og som ville lave en dokumentarfilm om iranske asylansøgere i Europa. Ansøgeren udtalte sig i den forbindelse kritisk over for det iranske styre. Selvom denne del ikke blev vist i dokumentarfilmen ved navn ”[A]”, frygter ansøgeren, at filminstruktøren arbejdede for de iranske myndigheder, og at klippene, hvor hun udtaler sig kritisk mod styret, er videregivet til den iranske efterretningstjeneste. Endeligt har ansøgeren henvist til, at hun frygter forfølgelse fra de iranske myndigheder, idet hun er konverteret fra islam til zarathustrismen under sit ophold i Danmark. Ansøgerens interesse for zarathustrismen begyndte i Iran, og da der blev oprettet er zarathustristisk fællesskab i Danmark i 2012 begyndte hun at deltage i deres arrangementer. Ansøgeren deltog i et indvielsesritual [i sommeren 2013]. Ansøgeren deltager fortsat i fællesskabets arrangementer, og hun benytter sin Facebook-profil til at udbrede zarathustrismen, idet hun deler billeder og tekst om religionen. Nævnet bemærker, at der ikke er kommet nye oplysninger vedrørende ansøgerens oprindelige asylmotiv, der giver grundlag for en ændret vurdering heraf. Det kan således fortsat – nu tillige henset til den tid, der er forløbet siden hendes udrejse – ikke lægges til grund, at hun ved en tilbagevenden til Iran risikerer at blive udsat for overgreb fra faderen, myndighederne eller andres side som følge af de strafbare overgreb, som ansøgerens far udsatte hende for. Tilbage står herefter at vurdere ansøgerens nye asylmotiver vedrørende hendes politiske aktiviteter og konversion til zarathustrisme. Nævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte ansøgerens forklaring om, at hun har deltaget i aktiviteter af forskellig art i Danmark, efter at hun i 2003 fik meddelt afslag på opholdstilladelse, og at disse aktiviteter har bestået i bl.a. deltagelse i demonstrationer i hvilken forbindelse hun har givet interview til navnlig en udenlandsk journalist/filmmand. Ansøgeren har således ifølge sin egen forklaring deltaget i en sultestrejke, hvor iranske asylansøgere blandt andet protesterede imod forholdene for iranske asylansøgere i Danmark, og hun er i forbindelse hermed blevet interviewet af en iranskfødt instruktør, der oplyste til ansøgeren og andre medvirkende, at han var ved at lave en film indeholdende kritik af det iranske styre. Det må efter oplysningerne i sagen lægges til grund, at disse demonstrationer og ansøgerens udtalelser navnlig har været rettet mod asylansøgeres forhold i Danmark, men at hun i et vist omfang tillige har udtalt sig generelt og kritisk i forhold til det iranske styre. Det kan endelig lægges til grund, at den omtalte film tilsyneladende er blevet redigeret på en sådan måde, at det angivelige interview med ansøgeren blev slettet, således at filmen i stedet fremstod som en propagandafilm med titlen ”[A]” for det iranske styre. Der kan på denne baggrund ikke helt bortses fra, at den pågældende iranskfødte filminstruktør tillige har indsamlet oplysninger til brug for de iranske myndigheder, og at såvel ansøgerens identitet som hendes regeringsfjendtlige holdning kan være kommet til de iranske myndigheders kendskab. Endelig finder Flygtningenævnet, at ansøgeren har forklaret oprigtigt og sammenhængende om sin konversion til zarathustrisme, hvilken konversion hun har været meget udtryksfuld i forhold til på sin offentlige Facebook-profil. Nævnet finder ikke grundlag for at fastslå, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet med rimelighed må forventes at ville afstå fra at udøve religiøse aktiviteter, jf. om dette kriterium EU-Domstolens præjudicielle afgørelse af 5. september 2012 i sag C-71/11 og C-99/11. Flygtningenævnet finder herefter, at det må lægges til grund, at ansøgerens politiske aktiviteter og konversion til zarathustrisme er – eller vil kunne komme – til de iranske myndigheders kendskab, og at hun som følge heraf ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren meddeles derfor opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2019/22/JABP
Nævnet stadfæstede i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser og født i [A], men opvokset i Shiraz, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter henrettelse af de iranske myndigheder, fordi han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i 2012 konverterede til kristendommen i Iran. Det skete i forbindelse med, at en ældre dame, som han ikke kendte i forvejen, [i vinteren] 2013 kom til den forretning, hvor han arbejdede. Hun sagde, at den musik, der blev spillet, mindede om den musik, der blev spillet i kirken og begyndte at tale om Jesus og Kristendommen, og opfordrede ham til at søge viden om Kristendommen. Ansøgeren talte med den gamle dame i 45 minutter, og følte det som et mirakel, og betragtede herefter sig selv som værende konverteret. Noget efter fortalte ægtefællen ham om præsten [B] fra kirken [C] i Shiraz. Ansøgeren og ægtefællen opsøgte præsten i kirken og fortalte, at de ønskede at lære mere om Kristendommen og fik en bibel af præsten. Ansøgeren herboende tidligere ægtefælle, [D], blev tilbageholdt af myndighederne i [vinteren] 2013, og myndighederne beslaglagde i den forbindelse hendes mobiltelefon og fandt oplysninger om ansøgerens og ægtefællens interesse for kristendommen. Efter ægtefællens løsladelse skjulte hun og ansøgeren sig hos en af ægtefællens veninder. Kort tid efter flygtede ægtefællen i [vinteren] 2013 fra Iran, og hun fik senere [vinteren] 2013 opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren havde ikke råd til selv at flygte sammen med hende, og gemte sig i stedet i landsbyen [E] hos sin fætter i 1 år og 4 måneder. Mens han opholdt sig der, fik han via sin bror besked om, at myndighederne havde været på hans bopæl og ledt efter ham og ægtefællen, og at de havde medtaget ansøgerens bibel, eftersom den ikke længere var at finde på bopælen. I [sommeren] 2014 vendte ansøgeren tilbage til Shiraz for at få genregisteret ægteskabet med [D], idet de efter en separation (skilsmisse efter de iranske regler) havde genoptaget deres samliv, hvilket ikke var blevet registreret af myndighederne. [I sommeren] 2014 fik ansøgeren udstedt et iransk nationalitetspas med gyldighed til [I sommeren] 2019. I [I sensommeren] 2014 søgte han om visum til Danmark. I [efteråret] 2014 søgte ansøgeren om familiesammenføring i Danmark med [D], og [i oktober] 2015 fik han afslag herpå. Forinden havde han [i vinteren] 2015 fået afslag på ansøgningen om visum til indrejse i Danmark. I [vinteren] 2014 lærte ansøgeren en ung mand ved navn, [F], at kende. [F] tog igennem cirka otte måneder ansøgeren med til kristne møder i forskellige hjemmekirker. I [sommeren] 2015 deltog ansøgeren i sit sidste møde i hjemmekirken. Et par dage efter fik han af [Fs] bror at vide, at [F] var blevet tilbageholdt af myndighederne. Broren opfordrede ansøgeren til at flygte, da møderne i hjemmekirken var blevet opdaget. Ansøgeren tog tilbage til sin [E], hvor han gemte sig i to måneder. Han rejste herefter til Shiraz, hvor han opholdt sig kortvarigt hos sine forældre, før han udrejste illegalt fra Iran [i efteråret] 2015. Efter ankomsten til Danmark blev ansøgeren [i efteråret] 2016 døbt, og [i sommeren] 2018 blev han konfirmeret. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om det oprindelige asylmotiv til grund, idet forklaringen herom har været divergerende fra den tidligere ægtefælles forklaring i forbindelse med hendes asylsag, ligesom forklaringen har været usandsynlig og påfaldende på en række centrale punkter, og derfor i det hele forekommer konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har således forklaret, at han fortalte sin tidligere ægtefælle om mødet med den gamle dame, hvilket ægtefællen ikke har forklaret noget om i forbindelse med hendes asylsag, hvor hun tværtimod forklarede, at ansøgeren, da hun fortalte ham, at hun havde været henne ved en kirke, blev sur og sagde, at hun ikke længere måtte forlade bopælen. Ansøgerens og den tidligere ægtefælles forklaringer har været divergerende med hensyn til, om ægtefællen var alene, da hun opsøgte præsten [B], eller om hun og ansøgeren opsøgte [B] sammen, og om det var ægtefællen eller dem begge, der fik en bibel af præsten. Det bemærkes i den forbindelse, at det forekommer påfaldende, at ansøgeren slet ikke stillede ægtefællen spørgsmål angående hendes kendskab til [B], herunder om hun havde mødt ham tidligere. Også med hensyn til, om ægtefællen havde haft interesse for Kristendommen allerede fra barnsben eller teenageårene, eller om det først var, da hun som voksen så en film om Kristendommen, at interessen blev vakt, har ansøgeren og ægtefællen forklaret forskelligt. Ansøgeren har endeligt i asylsamtalen [i foråret] 2017 oplyst, at der ikke skete noget, mens han og den tidligere ægtefælle opholdt sig hos [G], hvorimod ægtefællen har forklaret, at bopælen blev ransaget [en dag i vinteren] 2013 kl. 9-10. Ansøgerens forklaring med hensyn til, hvornår han og den tidligere ægtefælle er blevet henholdsvis gift og skilt eller har genoptaget deres samliv har været usikker og stemmer endvidere ikke med de dateringer, der fremgår af myndighedernes påtegninger på det id-kort og den vielsesattest, der er blevet fremlagt i forbindelse med ansøgningen om familiesammenføring, idet det heraf blandt andet fremgår, at ansøgeren og ægtefællen blev gift igen [i foråret] 2013, og dermed samme dag, som ægtefællen indrejste i Danmark. Det bemærkes i samme forbindelse videre, at det forekommer påfaldende, at den tidligere ægtefælle i forbindelse med hendes asylsag konsekvent har omtalt ansøgeren som sin eksmand, selvom parret ifølge ansøgeren forud for ægtefællens flugt havde genoptaget deres samliv og anså sig for igen at være gift med hinanden. Det forekommer ikke troværdigt, at den gamle dame uden videre skulle begynde at tale med ansøgeren, som hun ikke kendte i forvejen, om Jesus og Kristendommen, eller at hun skulle have opfordret ham til at søge flere informationer om Kristendommen. Det forekommer videre utroværdigt, at ansøgeren på trods af, at han mente sig eftersøgt af myndighederne, tog tilbage til Shiraz og kontaktede flere forskellige statslige myndigheder med henblik på at få udstedt pas og visum til Danmark og at få sit ægteskab genregistreret med henblik på at søge om familiesammenføring. Det er videre mindre usandsynligt, at ansøgeren i samme periode valgte at fortælle [H], at han havde frafaldet sin muslimske tro, og at han valgte at optage kontakt til [F], og at han jævnligt skulle være kommet i forskellige hjemmekirker, henset til at han i forvejen anså sig selv som værende i de iranske myndigheders søgelys. Det er videre mindre sandsynligt, at han skulle være udrejst via Shiraz, i stedet for at rejse direkte fra [E], henset til den betydelige risiko der var forbundet med at vende tilbage. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at myndighederne opsøgte forældrenes bopæl, efter at han for anden gang var flygtet til [E], da [F] var blevet anholdt. Det er heller ikke troværdigt, at ansøgeren ikke også forsøgte at flygte ud af Iran, da den tidligere ægtefælle udrejste i 2013, henset til ansøgerens forklaring om, at ægtefællen i dagbogen i mobiltelefonen, som myndighederne tog fra hende, skulle have skrevet om såvel sin egen som ansøgerens interesse for Kristendommen. Det bemærkes i den forbindelse, at det forekommer bemærkelsesværdigt, at ansøgeren efter ægtefællens udrejse og dermed på et tidspunkt, hvor han anså sig for at være konverteret til Kristendommen, og indtil han mødte [F], efter det oplyste udviste beskedne bestræbelser på at lære mere om Kristendommen. Det forekommer videre påfaldende, at det hjemmekirkenetværk, ansøgeren tilhørte, mødtes de samme steder og udvekslede såvel navne som telefonnumre, og at hjemmenetværket blev opdaget af de iranske myndigheder I [sommeren] 2015, hvor ansøgeren kort forinden havde fået afslag på sin ansøgning om visum. Om den del af ansøgerens asylmotiv, der vedrører konversionen til Kristendommen, skal nævnet indledningsvist bemærke, at ansøgerens generelle troværdighed er påvirket af, at nævnet har tilsidesat forklaringen om det oprindelige asylmotiv. Ansøgeren har videre forklaret om baggrunden for konversionen og de overvejelser, der førte til ønsket om at skifte tro, i meget generelle vendinger, og det ikke forekommer sandsynligt, at han allerede umiddelbart efter mødet med damen i forretningen betragtede sig som værende konverteret. Ansøgeren har i ret generelle og gentagne vendinger forklaret om sine overvejelser om Kristendommen, og der gik godt 11 måneder fra hans indrejse i Danmark og til, at han lod sig døbe. Han havde ikke forud for dåben gennemgået et egentlig dåbsforberedelsesforløb, hvilket heller ikke forekommer overbevisende set i lyset af forklaringen om, hvornår han konverterede. Selvom ansøgeren er blevet døbt og konfirmeret og har deltaget i en række forskellige kristne aktiviteter, er det ikke sandsynliggjort, at der er tale om en reel konversion og et ønske om også fremadrettet at leve åbent som kristen. Idet det endelig bemærkes, at billederne fra ansøgerens dåb er offentliggjort på en anden persons profil uden gengivelse af ansøgerens navn, og da nævnet som anført ovenfor lægger til grund, at han ikke er profileret i forhold til de iranske myndigheder, er det ikke sandsynliggjort, at han derved er kommet i de iranske myndigheders søgelys. Nævnet finder efter en samlet vurdering herefter ikke, at den mandlige ansøger har sandsynliggjort sit asylmotiv, og at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller overgreb efter § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2019/21/snd
Nævnet meddelte i februar 2019 opholdstilladelse (K-status) til et ægtepar samt et barn fra Iran. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske kurdere og sunni muslimer fra […] Iran. Den mandlige ansøger har været politisk aktiv for Kurdish Democratic Party of Iran (KDPI) siden 2014. Den kvindelige ansøger har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter, at han vil blive fængslet på livstid eller slået ihjel af de iranske myndigheder, fordi han har været politisk aktiv for KDPI, og at han er konverteret til kristendommen. Den mandlige ansøger har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han påbegyndte sit politiske arbejde, da han var 20-22 år. Ansøgeren uddelte løbesedler i [byen X], og mens ansøgeren og hans familie opholdt sig i [byen Y], arbejdede ansøgeren som guide for peshmergaer, der besøgte området. [Ultimo] 2015 eller [primo] 2016 opsøgte de iranske myndigheder tre gange ansøgerens bopæl, mens ansøgeren ikke var hjemme. Her sagde de til ansøgerens ægtefælle, at de ledte efter ham. Under tredje opsøgning ransagede myndighederne bopælen og slog ansøgerens søn. [I slutningen af 2015] forlod ansøgeren og hans familie bopælen og påbegyndte udrejsen af Iran. Efter at ansøgeren og hans ægtefælle er kommet til Danmark, er de konverteret til kristendommen. Den kvindelige ansøger har i det hele henvist til den mandlige ansøgers asylmotiv samt til at hun er konverteret til kristendommen. Ansøgerne blev døbt [i foråret] 2018 […]. Flygtningenævnet kan efter en samlet vurdering af ansøgernes forklaringer om asylmotivet ikke lægge til grund, at den mandlige ansøger forinden udrejsen er kommet i de iranske myndigheders søgelys som følge af politiske aktiviteter. Nævnet lægger vægt på, at den mandlige ansøger på en række centrale punkter har forklaret divergerende og udbyggende vedrørende denne del af asylmotivet. Der henvises til, at ansøgeren under oplysnings- og motivsamtalen [sommeren] 2016 har forklaret, at hans politiske aktiviteter som sympatisør for KDPI bestod i at donere mad, vaske tøj og være guide for peshmerga-soldater. Han har ikke uddelt politisk propagandamateriale, og han startede som peshmerga-sympatisør første gang, da han blev opsøgt af 5-6 peshmergasoldater i sommeren 2014, da han var ude at passe dyr. Ansøgeren har derimod under asylsamtalen [sommeren] 2017 forklaret, at han lærte KDPI at kende gennem sin fætter [A], da ansøgeren var 20-22 år. [A] foreslog ansøgeren at blive aktiv i partiet, og ansøgeren uddelte blandt andet løbesedler i [byen X]. Han uddelte løbesedler 5-6 gange om året. Nævnet henviser endvidere til, at den mandlige ansøger har forklaret divergerende og usammenhængende om tidspunktet for myndighedernes henvendelser på familiens bopæl. Under oplysnings- og motivsamtalen har han forklaret, at bopælen blev opsøgt for tredje gang cirka en måned efter, at myndighederne havde henvendt sig den anden gang. Under asylsamtalen har han derimod forklaret, at der gik cirka en uge efter myndighedernes anden henvendelse på bopælen. Ansøgeren har i øvrigt under oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at der var tale om fredelige episoder ved myndighedernes henvendelser, mens han under asylsamtalen har forklaret, at myndighederne generede og svinede ansøgerens ægtefælle til under den tredje henvendelse, og at de også havde givet ansøgerens søn en lussing med et våben eller et eller andet. Flygtningenævnet finder ikke, at fremlæggelsen af fotos af ansøgeren, herunder af ansøgeren i en demonstration i Danmark mod det iranske regime kan føre til et andet resultat. Der henvises til, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hans politiske aktiviteter i Danmark er kommet til de iranske myndigheders kendskab, og at han således skulle være blevet profileret på en asylbegrundende måde. Flygtningenævnet finder imidlertid, at ansøgerne ved deres forklaringer og deres fremtræden for nævnet har sandsynliggjort, at deres konversion til kristendommen er reel. Nævnet har lagt vægt på, at ansøgerne efter at have modtaget dåbsundervisning er blevet døbt [foråret] 2018 sammen med deres søn, og at de efter deres forklaringer siden foråret 2016 har deltaget i gudstjenester om søndagen og kirkelige aktiviteter. Der er for nævnet fremlagt dåbsattester og fotos fra dåben. Ansøgerne har også deltaget i kristne sommerlejre i 2017 og 2018, og de har på en overbevisende måde forklaret om deres kendskab til kristendommen, herunder kendskabet til biblen og de kristne højtider, og den løbende proces, der har ført til deres konvertering. Forklaringerne om ansøgernes kirkelige aktiviteter er bl.a. underbygget af erklæringer fra frimenigheden [B]. Den kvindelige ansøgers forklaring om konversionen er i det væsentlige understøttet af journalnotater fra konsultationer hos en psykolog. Ansøgerne har endvidere forklaret, at de ikke vil skjule deres konvertering ved en tilbagevenden til Iran, og at de også ønsker at udbrede kendskabet til kristendommen i Iran. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Iran risikerer forfølgelse, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgerne og medfølgende barn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” iran/2019/20/thv
Nævnet meddelte i januar 2019 opholdstilladelse (K-status) til et ægtepar samt et barn fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske kurdere og yarsan af trosretning fra […], Kermanshah, Iran. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han frygter de iranske myndigheder, fordi han havde planlagt at udføre politiske aktiviteter for KDP. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at han frygter de iranske myndigheder fordi, at har afsonet en dom for underslæb i forbindelse med sit arbejde i en bank. Ansøgeren har som asylmotiv endelig henvist til, at han frygter de iranske myndigheder, fordi han er yarsan af trosretning. Den mandlige ansøger har til støtte for sine asylmotiver oplyst, at han var ansat i en bank fra den [sommeren] 2003. I [foråret] 2006 blev ansøgeren anholdt og anklaget for underslæb. [I sommeren] 2006 blev ansøgeren idømt syv års fængsel for underslæb. Han ankede dommen, som blev nedsat til fem års fængslet [i starten af] 2007. Han afsonede dommen fra [foråret] 2007 til [foråret] 2012. I forbindelse med orlov eller lignende, blev skødet på ansøgerens mors hus brugt som kaution. Efter ansøgerens løsladelse har det dog ikke været muligt at få frigivet skødet. Tre til fire måneder inden ansøgerens udrejse af Iran, fik han interesse for det politiske parti, KDP. Ansøgeren planlagde at udføre politiske aktiviteter for partiet ved at skrive slagord på husmure eller uddele løbesedler [i slutningen af sommeren] 2015, men han nåede det ikke, fordi myndighederne opsøgte hans bopæl, inden han kunne udføre aktiviteterne. Ansøgerens bopæl blev ransaget af myndighederne [to dage forinden den planlagte uddelingsdato] 2015, hvor den kvindelige ansøger kun var til stede. To til tre uger efter ransagningen udrejste ansøgerne af Iran sammen med deres søn. Efter ansøgernes udrejse af Iran har myndighederne flere gange opsøgt den mandlige ansøgers familie for at få ham udleveret. Den kvindelige ansøger har i det hele henvist til den mandlige ansøgers asylmotiv. Flygtningenævnet kan ikke lægge den mandlige ansøgers forklaring om sine politiske aktiviteter i Iran til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på de samme divergenser i ansøgerens forklaringer som Udlændingestyrelsen og har yderligere lagt vægt på, at ansøgeren under nævnsmødet herudover har forklaret divergerende om, hvor mange gange han mødtes med sin kontakt til KDP i Iran, ligesom ansøgeren under nævnsmødet har forklaret udbyggende om baggrunden for myndighedernes opsøgning af familien i Iran i 2017. Flygtningenævnet lægger den mandlige ansøgers forklaring om, at han blev idømt og afsonede en fængselsstraf på fem år for underslæb i den bank, som han havde været ansat i, til grund. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at de iranske myndigheder i en notits i en lokal avis [dateret i efteråret] 2017 har tilsagt ansøgeren til at møde op i anledning af, at ansøgeren er under anklage for foranstaltninger mod den nationale sikkerhed, ulovlige aktiviteter på sociale medier og kontakt med fjender. Flygtningenævnet finder herefter, at den mandlige ansøger i et vist omfang er profileret i forhold til de iranske myndigheder. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgeren ved sine politiske aktiviteter i Danmark, herunder deltagelse i demonstrationer blandt andet foran den iranske ambassade, deltagelse i et tv-interview på Kurdkanalen og sine omfattende opslag på Facebook, der er offentligt tilgængelig, har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgerne og deres medfølgende barn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2019/2/HHU
Nævnet stadfæstede i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og oprindeligt sunni muslim fra [X], Iran. Ansøgeren har siden 2009 været aktiv for partiet Kurdistans Demokratiske Parti. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet af den iranske efterretningstjeneste som følge af sine politiske aktiviteter for KDP. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter at blive henrettet som følge af, at han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv blandt andet forklaret, at han kommer fra en politisk aktiv familie, og at han har flere slægtninge, der er eller har været politisk aktive for KDP eller KDPI. I 2009 blev ansøgeren aktiv for KDP i forlængelse af, at hans søster begik selvmord. Ansøgeren kom i kontakt med KDP igennem sin fætter [A], som var aktiv for partiet og opholdt sig ved partiets hovedkontor i [N], Irak. I de første fire år som aktiv for partiet bestod ansøgerens aktiviteter i at demonstrere, indsamle penge til partiet og deltage i offentlige møder. Ansøgerens fætter flygtede i 2011 til Danmark, hvor han blev meddelt asyl, og ansøgeren fik derfor en ny kontaktperson, [B]. Ansøgeren fik i de sidste to år forud for udrejsen af Iran til opgave at transportere medlemmer til Mahabad, hvilket han gjorde en til to gange om måneden. I oktober 2015 blev ansøgeren kontaktet af en person ved navn [C], som arbejdede for efterretningstjenesten. [C] meddelte ansøgeren, at efterretningstjenesten var bekendt med ansøgerens politiske aktiviteter, og såfremt ansøgeren ville undgå anholdelse, skulle han betale bestikkelsespenge til [D], som var en af [C]s overordnede i efterretningstjenesten. Ansøgeren blev herefter opsøgt fem til seks gange af [C], som kom for at opkræve bestikkelse. Efter anbefaling fra [B] endte ansøgeren med at udrejse af Iran i [efteråret] 2015. Kort tid efter ansøgerens udrejse er hans familie blevet opsøgt to gange af efterretningstjenesten, som har spurgt efter ansøgeren. Vedrørende sin konversion til kristendommen har ansøgeren oplyst, at han efter to til tre måneders ophold i Danmark begyndte at gå i kirke efter at være blevet inviteret af nogle personer fra sit asylcenter. Ansøgeren blev døbt [i sommeren] 2016 i [Y] Kirke. Efter ansøgeren blev flyttet til [Z], har han været tilknyttet [E] og [F] kirker, hvor han har gået til gudstjenester og bibelundervisning. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sine politiske aktiviteter i Iran til grund. Nævnet har lagt vægt på, at ansøgerens forklaring herom fremstår udbyggende og usammenhængende, herunder navnlig i forhold til hvilke aktiviteter han har udført for KDP. Ansøgeren har under asylsamtalen forklaret, at hans aktiviteter bestod i transportere personer, indsamle penge til partiet samt at informere mundtligt om demonstrationer mv. Under oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren alene oplyst, at hans aktiviteter for partiet bestod i at demonstrere, protestere og videregive information. Ansøgeren har heller ikke oplyst i asylskemaet, at han har deltaget i transporter og indsamlinger. Ansøgerens oplysninger om omstændighederne i forbindelse med udfyldelse af asylskemaet og afholdelse af oplysnings- og motivsamtalen kan ikke føre til en anden vurdering. Hertil kommer, at ansøgeren, således som det også fremgår af Udlændingestyrelsens afgørelse, under oplysnings- og motivsamtalen og asylsamtalen har afgivet forskellige forklaringer om de episoder, hvor han er blevet opsøgt, herunder hvem der opsøgte ham, hvordan opsøgningerne fandt sted, og om ansøgeren blev truet. Det fremstår endvidere påfaldende, at ansøgeren ikke allerede i sit asylskema udtrykkeligt har redegjort for den afpresning, han har været udsat for, henset til at afpresningen var den umiddelbare årsag til, at han forlod Iran. Endelig har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren først i forbindelse med sagens behandling i nævnet har oplyst, at der også har været tale om to betydelige kontante betalinger ud over bankoverførslerne i forbindelse med afpresningen. Den af ansøgeren fremlagte dokumentation om sin og sine familiemedlemmers tilknytning til KDP kan ikke føre til en anden vurdering af sagen. Spørgsmålet er herefter, om ansøgeren har sandsynliggjort et sur place-motiv, der kan danne grundlag for opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 7. Ansøgeren har henvist til, at han efter ankomsten til Danmark er konverteret fra islam til kristendommen, og at han ikke uden at risikere forfølgelse eller overgreb vil kunne vende tilbage til Iran for dér at leve som kristen i overensstemmelse med sin religiøse overbevisning. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgerens konversion til kristendommen er reel. Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på de tidsmæssige forhold i forbindelse med den angivelige konversion, idet ansøgeren har oplyst, at hans interesse for kristendommen først blev vakt omkring 3 måneder efter ankomsten til Danmark i [vinteren] 2015, og at han efter en relativt kortvarig dåbsundervisning blev døbt [i sommeren] 2016. Nævnet må finde det påfaldende, at ansøgeren så hurtigt efter ankomsten til Danmark og under behandlingen af sin asylsag vender sig til kristendommen. Ansøgeren har desuden forklaret forskelligt om, hvornår han har forladt islam, idet han over for nævnet har forklaret, at han mistede sin islamiske tro i forbindelse med søsterens selvmord i 2009, mens han til oplysnings- og motivsamtalen forklarede, at han var sunni muslim, indtil han kom til Danmark. Hertil kommer, at ansøgerens forklaring om sit kendskab til kristendommen, sit religiøse ståsted og sin indre afklaringsproces heller ikke for Flygtningenævnet har fremstået overbevisende og båret af et reelt trosforhold. Det af ansøgeren fremlagte dåbsbevis, de foreliggende udtalelser fra kirkelig side og ansøgerens forklaring om, at han går i kirke og lever et kristent liv, kan – også i lyset af ansøgerens generelle troværdighed i forhold til det oprindelige asylmotiv - ikke føre til en anden vurdering. Den omstændighed, at ansøgeren har lagt kristne budskaber ud på en Facebook-profil i sin søns navn og i øvrigt har deltaget i nogle demonstrationer mv. her i landet, kan efter den oplyste karakter heraf og den i øvrigt foreliggende dokumentation i form af fotografi mv. ikke føre til, at ansøgeren må anses for således profileret i forhold til de iranske myndigheder i forhold til politiske eller kristne aktiviteter, at dette i sig selv kan føre til, at ansøgeren kan meddeles opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Nævnet har herunder også lagt vægt på, at ansøgerens deltagelse i demonstrationer i Danmark ikke har givet anledning til, at hans familie i Iran – og uanset at flere familiemedlemmer har været aktive i KDP gennem årene – er blevet opsøgt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2019/19/SLH
Nævnet stadfæstede i februar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig stats-borger fra Iran. Indrejst i 2015. Nævnet besluttede i september 2018 at genoptage sagen til et nyt nævnsmøde. Nævnet fandt i februar 2019 ikke grundlag for at ændre nævnets afgørelse af februar 2017. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunnimuslim fra [landsby], Kermanshah, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Ansøgeren henviste som asylmotiv oprindeligt til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet eller henrettet af de iranske myndigheder, idet han havde hjulpet sin far med at udøve politiske aktiviteter. Ansø-geren har i forbindelse med sin anmodning om genoptagelse henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet, idet han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han omkring [efteråret] 2016 blev inviteret med i kirke af en ven, idet ansøgeren havde haft en svær periode, hvor han havde følt sig deprimeret og træt. Ansøgeren havde en positiv oplevelse i kirken og fortsatte derfor med at komme. Ansøgeren fik igennem sin ven endvidere kon-takt til en iraner, som ugentligt underviste i kristendom på ansøgerens asylcenter. Ansøgeren deltog i undervisningen frem til sin forflyttelse til [asylcenter X]. På [asylcenter X] fik ansøgeren tilknytning til [kirke M], der afholder bibelcaféer på centret, og ansøgeren begyndte ydermere at deltage i gudstjenester og undervisningsforløb, som kirken tilbød. Ansøgeren blev døbt i [kirke M] [i efter-året] 2017. Til støtte for sin konversion har ansøgeren endvidere fremlagt en udtalelse fra blandt andet præsten ved [kirken N] og fra pastor […], der har forestået ansøgerens dåb. I et tilfælde, hvor ansøgerens asylmotiv er frygt som følge af en konversion, der har fundet sted efter udrejsen fra hjemlandet, er der anledning til at foretage en kritisk og indgående bedømmelse af troværdigheden af ansøgerens forklaring herom, herunder om tidspunktet for konversionen, baggrunden for konver-sionen og om følgerne af konversionen. Dette gælder så meget desto mere, når den påberåbte kon-version finder sted efter det tidspunkt, hvor ansøgeren har modtaget endeligt afslag på asyl. Ansøgeren har forklaret, at han første gang var i kirke, efter at han havde fået afslag af Udlændingestyrelsen, og at han kom i kirke på grund af opfordringer fra en ven. Efter dette gik ansøgeren af og til i kirke. Ansøgeren har forklaret, at han i denne periode var svært deprimeret og tog afstand fra andre mennesker, men at han oplevede at finde trøst og støtte i kirken. Ansøgeren har ikke sandsynliggjort, at han i dette forløb opnåede noget egentligt kendskab til kristendommen. Ansøgeren blev efter at have fået endelig afslag i Flygtningenævnet flyttet til [asylcenter X] [i foråret] 2017. Ansøgeren har forklaret, at han her opsøgte det kristne fællesskab, og hurtigt efter påbegyndte han deltagelse i et dåbskursus. Dåben fandt sted allerede [i efteråret] 2017. Ansøgeren har under nævnsmødet demonstreret et meget begrænset kendskab til kristendommen. Det bemærkes, at ansøgeren har 12 års skolegang, er kommet jævnligt i kirke siden [foråret] 2017 og har haft en bibel på sit eget sprog. Endvidere har ansøgeren ikke på overbevisende måde kunnet redegøre nærmere for, hvilken betydning dåben, kirkegang og kristendommen i øvrigt har haft for ham. Sammenfattende finder nævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hans konversion til kristendommen er reel, herunder således at det kan antages, at ansøgeren vil foretage kristne handlinger ved en tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgerens deltagelse i gudstjenester og andre kristne aktiviteter er socialt begrundet og uden at have baggrund i en reel religiøs overbevisning hos ansøgeren. Herefter finder nævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran vil risikere forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder herefter ikke grundlag for at ændre nævnets afgørelse af februar 2017.” Iran/2019/17/JEA
Nævnet meddelte i februar 2019 opholdstilladelse (K-status) til mandlig statsborger fra Iran. Ind-rejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser og oprindeligt shiamuslim fra Ahvaz, Khuzestan, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet eller henrettet af de iranske myndigheder, idet han er konverteret til kristendom-men og har kritiseret de iranske myndigheder. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han risikerer at blive dømt for besiddelse af alkohol, idet de iranske myndigheder har beslaglagt 60 liter vin på ansøgerens bopæl. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han som niårig gav afkald på sin muslimske tro, efter at have været vidne til overgrebne i forbindelse med den iranske revolution. I forbindelse med værnepligten modtog ansøgeren religionsundervisning og frem til ansøgeren var 38 efterlevede han islams religiøse ritualer. Ansøgeren fik interesse for kristendommen i 2008 eller 2009, efter at være blevet introduceret til kristendommen af sine to brødre, [A] og [B]. Efterfølgen-de fik ansøgeren igennem en bekendt kontakt til en navngiven præst fra en huskirke og efter at have været i kontakt med præsten i en periode, fik ansøgeren og hans ægtefælle mulighed for at deltage i arrangementer og gudstjenester i kirken. Ansøgeren introducerede endvidere sine brødre for denne huskirke. Det var i denne periode, omkring 2009, at ansøgeren begyndte at anse sig selv som kristen. I foråret 2011 blev kirken lukket af myndighederne og præsten samt hans ægtefælle og børn blev anholdt. Ansøgerens bror, [B], blev endvidere anholdt i denne forbindelse. [B] var kortvarigt tilbagehold, men blev løsladt mod kaution. [B] har siden opholdt sig i Tyrkiet, hvor han er præst i to kristne kirker. Ansøgeren havde efterfølgende ikke kontakt til nogen kirker, men han praktiserede stadig sin kristne tro gennem biblen og kristne tv-kanaler. [I slutningen af] 2015 deltog ansøgeren på sit arbejde i en diskussion i nabobutikken, hvor ansøgeren kritiserede myndighederne, men også islam og Irans øverste religiøse leder. Om aftenen blev ansøgeren via telefon kontaktet af sin ægte-fælle, som oplyste, at deres bopæl var blevet opsøgt af myndighederne, som havde spurgt efter an-søgeren og ransaget bopælen. Myndighederne havde under ransagningen konfiskeret cd’er med kristne salmer, en bibel og 60 liter vin. Ansøgeren vendte sidenhen ikke tilbage til bopælen, men udrejste af Iran tre dage efter. Efter ansøgerens indrejse i Danmark, har ansøgeren være tilknyttet danske kirker og har deltaget i dåbsundervisning og gudstjenester. [I foråret] 2016 blev ansøgeren døbt. Ansøgeren har siden gået i kirke hver uge og har deltaget i seminarer og arrangementer. An-søgeren har endvidere lagt kristent materiale ud på sin Facebook-profil. I det seneste år han ansøge-ren endvidere lagt regimekritisk materiale ud på Facebook-profilen. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund, idet ansøgerens forklaring om, hvorfor han i hjemlandet fattede interesse for kristendommen, og kontakten til den navngivne præst og huskirken fremstår troværdig og selvoplevet. Vedrørende den konkrete konflikt, der ledte til, at ansøgeren [i slutningen af] 2015 forlod Iran, har ansøgerens forklaring divergeret vedrørende for-skellige detaljer. Nævnet finder imidlertid, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hans hjem blev op-søgt af myndighederne, og at myndighederne på bopælen fandt forskelligt kristent materiale, og at dette var årsagen til, at ansøgeren i al hast og uden at medtage familien forlod Iran. Ansøgeren be-gyndte umiddelbart efter sin ankomst til Danmark at gå i kirke, og efter at have modtaget dåbsun-dervisning blev ansøgeren døbt allerede [i foråret 2016]. På grundlag af ansøgerens forklaring og de fremlagt erklæringer lægger nævnet til grund, at ansøgeren også efter dåben har været en flittig kir-kegænger og at han har deltaget i kirkelige aktiviteter i betydeligt omfang. Ansøgeren har under samtalerne med Udlændingestyrelsen og under nævnsmødet demonstreret et betydeligt kendskab til kristendommen. Nævnet må derfor lægge til grund, at ansøgeren er konverteret til kristendommen og er troende kristen. Under henvisning til ansøgerens tilkendegivelser herom, der støttes af indhol-det på ansøgerens Facebook-profil, finder nævnet endvidere, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil leve et åbent, kristent liv, og derved være i risiko for asylbe-grundende forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøge-ren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2019/16/JEA
Nævnet stadfæstede i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og oprindeligt yarsan, men har oplyst i Danmark at være konverteret til kristendommen, fra Kermanshah, Iran. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder, idet han har hjulpet sin farbror med at printe løbesedler og med teknisk bistand for KDPI. Ansøgeren har to gange hjulpet sin farbror, der var aktiv for KDPI, med at printe løbesedler for partiet. Farbroren bad ansøgeren om at hjælpe, idet ansøgeren ejede en forretning, hvor han reparerede og solgte computere og computerudstyr og derfor havde adgang til printere, ligesom han besad teknisk viden. Ansøgeren blev efter at have printet løbesedler to gange anholdt af efterretningstjenesten, der i nogle dage udsatte ham for fysiske overgreb og afhørte ham om sin tilknytning til KDPI, men blev løsladt mod kaution stillet af sin familie. Ansøgeren skulle ved løsladelsen skrive under på, at han ikke ville være politisk aktiv og skulle samarbejde med myndighederne. Ansøgeren forestillede sig, at anholdelsen skyldtes, at nogen måske havde indberettet ham som følge af bistanden til farbroren. Ansøgers forretning blev i forbindelse med anholdelsen lukket. Kort efter løsladelsen hjalp ansøgeren på ny farbroren, denne gang med teknisk bistand, herunder til at installere Windows på farbrorens computer. Det foregik i et hus, hvor to andre personer også befandt sig. Da politiet kom til stede uden for huset, flygtede ansøgeren via husets tag. Ansøgeren tog til sit hjem med henblik på at hente sin ægtefælle, således at de sammen kunne rejse til Teheran. De opholdt sig i tre til fire dage i Teheran, inden de udrejste legalt fra Iran til Tyrkiet. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han er konverteret fra yari-troen til kristendommen. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at han blev døbt [i efteråret 2016], at han har deltaget i kristendomsundervisning og fortsat ofte deltager i gudstjenester. Ansøgerens interesse for kristendommen startede, da hans ægtefælle forlod ham, hvilket førte til en depression. Andre asylansøgere på centeret foreslog ham at opsøge en kirke for at få ro på sig selv. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at han har haft politiske aktiviteter i Danmark, herunder deltaget i demonstrationer i [starten af 2018] foran den iranske ambassade, og har været eksponeret på sociale medier. Flygtningenævnet kan i alt væsentligt ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv som følge af sin bistand til farbroren til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at det findes helt usandsynligt, at ansøgerens farbror ganske kort efter, at ansøgeren havde været tilbageholdt af myndighederne og afhørt om sin tilknytning til KDPI, på ny bad ansøgeren om bistand med relation til dette parti, og at ansøgeren – efter det oplyste uden nærmere overvejelse – indvilligede heri. Ansøgerens forklaring for nævnet om, at man skal holde, hvad man lover, og at bistanden denne gang ikke var til at printe løbesedler, men derimod ren teknisk bistand, findes ikke at kunne føre til en ændret vurdering. Nævnet bemærker herved, at ansøgeren til sin samtale med Udlændingestyrelsen [i foråret 2017] flere gange har forklaret, at bistanden til farbroren også den 3. gang omhandlede printning. Det findes endvidere usandsynligt, at ansøgeren – efter at det angiveligt var lykkedes ham at flygte fra politiet – risikerede at tage hjem til sin bopæl for at hente sin ægtefælle. Det findes herudover usandsynligt, at ansøgeren risikerede at udrejse legalt fra Iran henset til, at han angiveligt netop havde været tilbageholdt og efter det forklarede nu anså sig som forfulgt af myndighederne. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgerens konversion ikke er reel. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på ansøgerens fremtræden under nævnsmødet, herunder hans forklaring om baggrunden for sin konversion til kristendommen. Nævnet finder endvidere, at ansøgerens generelle troværdighed er svækket i forbindelse med hans forklaring vedrørende den første del af hans asylmotiv. Nævnet har tillige lagt vægt på, at ansøgeren valgte at blive døbt i [efteråret 2016], efter det oplyste samme måned, som hans interesse for kristendommen angiveligt intensiveredes. Den omstændighed, at ansøgeren har deltaget i demonstrationer foran den iranske ambassade, og at han har en åben Facebook-profil i [sit eget navn] og siden 2016 har haft en Instagram-profil i samme navn, hvor han løbende poster oplysninger om kurdernes sag, sin deltagelse i demonstrationer og andre politiske begivenheder samt sin konvertering, findes ikke i sig selv at kunne begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Nævnet har herved navnlig lagt vægt på, at ansøgeren ikke kan anses for at være en profileret person. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at de kristne budskaber m.v. ikke kan anses som udslag af en reel konversion og på, at ansøgeren – bortset fra den angivelige bistand til sin farbror – ikke i sit hjemland har været politisk engageret. Flygtningenævnet finder derfor, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, ikke er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2019/14/MAH
Nævnet stadfæstede i januar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Ansøgeren er etnisk perser fra Esfaha, Khuzestan, Iran. Ansøgeren har oplyst, at han er kristen af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter sin fars ven, idet vennen har truet med at melde ansøgeren til politiet, idet han fandt en bibel hos ansøgeren. Ansøgerens fars ven har endvidere truet ansøgeren på livet. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder, idet han er konverteret til kristendommen. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han i 2015 blev introduceret til kristendommen af sin ven. Ansøgeren fik nogle udleveret materiale om kristendommen af sin ven. Omkring to måneder herefter blev ansøgeren inviteret i hjemmekirke hos sin ven. Omkring to eller tre dage før ansøgerens udrejse fra Iran, opdagede hans fars ven og hans forældre en bibel på køkkenbordet. Ansøgeren havde efterladt biblen på køkkenbordet og var faldet i søvn efter, at han var kommet hjem fra hjemmekirken. Ansøgeren fars ven, der arbejdede for efterretningstjenesten, truede ansøgeren med at melde ham til myndighederne. Herefter flygtede ansøgeren fra sin bopæl og tog hjem til sin brors ven, hvor han opholdt sig i omkring to eller tre dage. Dagen efter episoden, hvor ansøgeren bibel blev opdaget, ringede ansøgeren bror til sin ven og fortalte, at ansøgers fars ven havde opsøgte ansøgeren bopæl og havde taget nogle ting med sig. Ansøgeren udrejste fra Iran [i vinteren] 2015. Ansøgeren har oplyst, at han i Danmark har praktiseret kristendommen, idet han har været til gudstjenester, har været på en kristen sommerlejr, deltaget i dåbsforberedelse og er blevet døbt. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sin konflikt i form af den flugtudløsende begivenhed i hjemlandet til grund, idet den fremstår som konstrueret til lejligheden og dermed utroværdig. Flygtningenævnet har herved navnlig lagt vægt på, at det fremstår som usandsynligt, at ansøgerens ven, [M], gennem en længere periode skulle have holdt aktiviteter i form af hjemmekirke hver uge på sin bopæl henset til, at han boede sammen med sine stærkt religiøse muslimske forældre, og at [M] og de besøgende herved løb en betydelig risiko for at blive opdaget som kristne med alvorlige konsekvenser til følge. Nævnet bemærker herved, at ansøgerens forklaringer om, at [M] ikke tog særlige forholdsregler mod opdagelse, men forlod sig på, at de var udvalgte, ikke fremstår overbevisende i den sammenhæng. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at det forekommer meget påfaldende, at ansøgeren skulle have ladet sin bibel ligge fremme på køkkenbordet i sit eget hjem efter et besøg i hjemmekirken hos [M], og at det netop var den aften, hans stærkt religiøse forældre havde deres ven, [N], som arbejdede for efterretningstjenesten, med hjem, og som opdagede ansøgerens bibel, der ifølge ansøgeren skulle have været pakket ind i avispapir. Nævnet har desuden lagt vægt på, at ansøgeren efter et venskab på 7-8 år med [M], som introducerede ansøgeren til kristendommen og efter ansøgerens forklaring har betydet meget for ham, ikke efter udrejsen har forsøgt at skaffe sig oplysninger om [M] d, idet dette må have været muligt uden at udsætte [M] for at pådrage sig mistanke om kristne aktiviteter. Nævnet har desuden lagt vægt på, at ansøgeren på trods af, at han skulle være blevet afsløret over for en person, der arbejdede ved efterretningstjenesten, var i stand til at udrejse legalt på sit eget pas flere dage efter episoden. Flygtningenævnet har herudover lagt vægt på, at ansøgerens problemer som kristen netop skulle være opstået i meget nær tidsmæssig tilknytning til, at ansøgeren havde fået afslag på ansøgning om visum til Danmark for at besøge sin ægtefælle. Ansøgeren fik således afslag på visum til Danmark for at besøge sin ægtefælle [i vinteren] 2018, og ansøgeren udrejste [i vinteren] 2018. Hertil kommer, at ansøgeren – på trods af sin angiveligt klare beslutning om fremover at ville leve som kristen – ikke fortalte sin kommende ægtefælle noget om sine positive holdninger til kristendommen, inden de efter det oplyste blev muslimsk gift [i foråret] 2015. Flygtningenævnet kan i fortsættelse af det anførte ikke lægge til grund, at ansøgerens konversion til kristendommen er reel, selv om han er døbt kort tid efter sin indrejse, har demonstreret et ret detaljeret kendskab til kristendommen og har deltaget i en række kristne aktiviteter under sit ophold. Ansøgeren har således ikke over for nævnet på overbevisende måde kunnet redegøre for baggrunden for, at han har valgt at konvertere til kristendommen på trods af den risiko, det indebærer for ham. Den omstændighed, at ansøgeren på sin Facebook-profil efter indrejsen til Danmark har postet materiale med kristent indhold, kan ikke i sig selv medføre, at han derved har profileret sig på en sådan måde i forhold til de iranske myndigheder, at han risikerer asylbegrundende forfølgelse. Nævnet henviser herved til de foreliggende baggrundsoplysninger i blandt andet Fact Finding Report ”House Churches and Converts” udgivet af Dansk Flygtningehjælp og Udlændingestyrelsen i februar 2018 og Iran COI Compilation fra juli 2018, Accord, Austrian Red Cross. Det fremgår heraf blandt andet, at erklæring om konversion på Facebook ikke i sig selv vil føre til forfølgelse, men eventuelt til overvågning. Flygtningenævnet finder på den baggrund efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i aktuel risiko for konkret, individuel forfølgelse eller for at blive udsat for dødsstraf, tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, og stk. 2, er derfor ikke opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster herefter Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2019/13/TBP
Nævnet stadfæstede i januar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim. Ansøgeren er iransk statsborger, men er født i […] Irak og har boet hele sit liv i Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af oplysninger fra UNHCR, at ansøgeren skulle have opnået statsborgerskab i Irak. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter, at han vil blive fængslet eller henrettet af de iranske myndigheder, fordi hans far er medlem af KDPI. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans forældre flyttede fra Iran til Irak i 1980 under Iran-Irak-krigen, og at hans familie har boet i Irak siden. Ansøgeren opdagede, at hans far var politisk aktiv for KDPI, da ansøgeren var 13-14 år, hvor han oplevede, at medlemmer af KDPI besøgte hans families bopæl. Ansøgeren udrejste af Irak i [efteråret] 2015, fordi han ikke havde nogen rettigheder i Irak. Ansøgerens far har hverken før eller efter ansøgerens udrejse af Irak fortalt ham om sine politiske aktiviteter for KDPI, men han sendte ansøgeren en kopi af sit KDPI-medlemskort efter ansøgerens indrejse i Danmark. Efter samtalerne med Udlændingestyrelsen har ansøgeren talt med sin far herom. Flygtningenævnet har lagt til grund, at ansøgeren er født og opvokset i Irak som barn af iranske forældre, der er kommet til Irak som flygtninge. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at ansøgeren er født i [X] og senere frem til sin udrejse har opholdt sig i [Y]. Efter ansøgerens egen forklaring har han ikke selv været politisk aktiv. For så vidt angår ansøgerens families politiske aktiviteter har ansøgeren forklaret, at hans far er medlem af KDPI. Ansøgeren havde til oplysnings- og motivsamtalen og til asylsamtalen imidlertid intet kendskab til sin fars angivelige politiske aktiviteter, herunder hvornår faren blev medlem af KDPI, og hvilke aktiviteter faren udførte for KDPI. Ansøgeren havde på intet tidspunkt talt med sin far herom i Irak, og havde ikke talt med faren herom på det tidspunkt, hvor han var til samtaler med Udlændingestyrelsen, men havde alligevel på det tidspunkt modtaget en kopi af farens medlemskort af KDPI. Først i forbindelse med advokatens indlæg er fremlagt en række yderligere dokumenter, herunder farens tidligere medlemskort af KDPI og farens kvitteringer for betaling af kontingent til KDPI. For Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at hans farbror også er medlem af KDPI. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgerens forklaring er udbygget og fremstår usandsynlig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at det ikke fremstår troværdigt, at ansøgeren intet kendskab havde til farens angivelige politiske aktiviteter, da ansøgeren boede sammen med sin far i Irak frem til sin udrejse i 2015, og at faren ikke havde givet ansøgeren nogen oplysninger herom, samt at ansøgeren ikke selv har spurgt ind til dette hverken i Irak eller efter sin indrejse i Danmark før efter samtalerne med Udlændingestyrelsen. Ansøgerens forklaring for Flygtningenævnet om faderens angivelige aktiviteter for KDPI, herunder uddeling af aviser og deltagelse i møder i Koya, og at [alle i Y] vidste, at hans far var medlem, fordi han gik sammen med fremtrædende medlemmer af KDPI, er en udbyggende forklaring. Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgeren har fremlagt en kopi af sin fars angivelige KDPI-medlemskort. Det bemærkes i den forbindelse, at det fremgår af baggrundsoplysningerne, at det er meget nemt at forfalske et KDPI-medlemskort. Det kan heller ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgerens advokat har fremsendt et brev fra den franske afdeling af KDPI. Det bemærkes, at sådanne dokumenter ifølge baggrundsoplysninger kun sendes til asylmyndighederne. Uanset om ansøgerens far og farbror er medlem af KDPI finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han er således profileret eller kommer fra en politisk profileret familie, at han ved sin tilbagevenden til Iran være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet bemærker, at det fremgår af ansøgerens forklaringer for Udlændingestyrelsen, at socioøkonomiske forhold har været helt afgørende for ansøgeren for hans ønske om at opnå ophold i Danmark. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Det bemærkes, at såfremt det kan lægges til grund, at ansøgeren har opnået statsborgerskab i Irak, jf. oplysninger fra UNHCR, bemærker Flygtningenævnet, at det ikke kan lægges til grund, at ansøgeren har konflikter i Irak, hvorfor ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Irak være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2.” Iran/2019/12/ATN
Nævnet stadfæstede i januar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunnimuslim af trosretning. Ansøgeren er født i al-Tash-lejren i Ramadi, Irak, men han er opvokset i Sarpol-e Zahab, Iran. Ansøgeren har været politisk aktiv for KDPI. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter, at han vil blive henrettet af de iranske myndigheder, idet han har udført politisk propaganda for KDPI. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af [A]s familie, idet de har indledt et forhold uden familiens accept. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han er sympatisør for KDPI, og at han besøgte deres lejr i Irak i sommeren 2013. Ansøgeren har uddelt løbesedler og CD’er for KDPI fire gange ved to skoler i Sarpol-e Zahab om natten. Ansøgeren har endvidere oplyst, at han mødte [A] til et bryllup i sommeren 2011, hvorefter de havde telefonisk kontakt i to år. Ansøgeren friede til [A] i sommeren 2013, men han blev afvist af hendes familie, idet han er sunnimuslim og sanger. De havde telefonisk kontakt i yderligere to år. Hendes bror, [B], som er wahabi-terrorist i Iran, blev mistænkelig og installerede en app på [A]s mobiltelefon, så han kunne aflytte deres samtaler. Ansøgeren og [A] talte blandt andet om hans politiske aktiviteter for KDPI. [B] afslørede optagelserne over for [A], dræbte hende og gav lydoptagelserne til myndighederne, som derved blev bekendte med ansøgerens politiske aktiviteter. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring eller asylmotivet til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende og usammenhængende og dermed utroværdigt om sit asylmotiv. Ansøgeren har således i sit asylansøgningsskema og til sin første samtale med Udlændingestyrelsen forklaret, at han er flygtet på grund af politisk aktivitet. Han har først til sin anden samtale med Udlændingestyrelsen forklaret, at han også frygter [A]s familie på grund af sit forhold til [A]. Han har i den forbindelse over for Udlændingestyrelsen forklaret, at han hovedsagelig blev politisk aktiv på grund af forholdet til [A], så de to kunne stikke af til et kurdisk kontrolleret område, hvis han ikke kunne blive gift med hende. Ansøgeren har under nævnsmødet på spørgsmål om sine politiske aktiviteter angivet, at han først og fremmest havde disse på grund af sin politiske overbevisning. Ansøgerens forklaring forekommer usammenhængende og usandsynlig på flere helt centrale områder. Han har forklaret, at [A] kom fra en wahabi-familie, der var meget religiøs, og at hendes bror er den kendte terrorist [B], men han har samtidig forklaret, at [A] deltog i en ikke kønsopdelt bryllupsfest, hvor der var musik, og at hun fik en mobiltelefon og tog initiativ til at kontakte ham for derefter at vedligeholde kontakten med ham i 2 år. Det fremgår dertil af baggrundsoplysningerne, at [B] blev anholdt og fængslet for terrorisme mod Iran et år før frieriet og det efterfølgende drab, hvor han angiveligt var til stede og tog beslutninger som familiens overhoved. Endelig forekommer ansøgerens forklaring om den ægtefælle/samlever, [C], som han har anført i asylansøgningsskemaet usammenhængende og usandsynlig. Det forekommer i den forbindelse usandsynligt, at han skulle angive at have en samlever eller ægtefælle ved indrejsen, når han hverken var gift eller samlevende med nogen. Ansøgerens forklaring om, at han under flugten få dage efter drabet på [A] blev forlovet med [C] forekommer usammenhængende og usandsynlig. Det forekommer tillige usammenhængende og usandsynligt, at ingen af de familier, der foretog undersøgelser og introducerede hans familie for [A]s familie samt [C]s familie skulle kende til [B]. Ansøgeren har i den forbindelse ved sin sidste samtale med Udlændingestyrelsen både forklaret, at alle kendte til [B] og, at han ikke selv kendte til ham forud for frieriet. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke under nævnsmødet er fremkommet med en rimelig forklaring på sin udbygning af asylmotivet eller på de fremhævede divergenser og usandsynligheder. Han har således heller ikke været i stand til at forklare nærmere om sin politiske vækkelse, som ifølge Facebook fandt sted i 2017 to år efter hans indrejse i Danmark, idet han alene har angivet, at det blev lettere i Danmark på grund af internettet. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren hverken har sandsynliggjort, at han var profileret i Iran ved sin udrejse på grund af et forhold til [B]s søster eller på grund af politiske aktiviteter. Ansøgeren har heller ikke sandsynliggjort, at han risikerer asylbegrundende forfølgelse ved en genindrejse i Iran. Det forhold, at ansøgerne har fremlagt diverse billeder fra sin Facebook-profil, hvor han siden 2017 har postet politisk materiale og den omstændighed, at han i Danmark har deltaget i diverse politiske møder, kan ikke føre til et andet resultat. Der er herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hans aktiviteter i Danmark har profileret ham som modstander af det iranske regime i Iran. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” IRAN/2019/11/JABP
Nævnet stadfæstede i januar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og ateist fra Saqqez, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men han har haft kontakt til partiet Komala. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive tortureret, fængslet og henrettet af den iranske efterretningstjeneste. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i år 2007 skrev et afgangsprojekt på universitetet, som omhandlede kurdisk litteratur og kurdiske forfattere. Ansøgeren ønskede i 2015 at få udgivet sit afgangsprojekt som en bog. Ansøgeren tog kontakt til et iransk forlag, som oplyste, at en sådan udgivelse ville blive underlagt censur, og at nogle kurdiske digte derfor skulle fjernes fra bogen. Da ansøgeren ikke ønskede, at hans bog skulle censureres, tog han via e-mail kontakt til Komalas forlag i Irak. Ansøgeren rejste til Irak [i efteråret] 2015 for at besøge Komalas hovedkontor. Ansøgeren afleverede sin bog til Komalas forlag, som ville gennemlæse den, hvorefter han ville få svar på, om de ville udgive den. Ansøgeren rejste dagen efter tilbage til Iran til byen Marivan, hvor han opholdt sig hos en ven. Ansøgerens søster ringede til ham i Marivan og fortalte, at efterretningstjenesten havde ransaget deres bopæl, taget ansøgerens computer med og spurgt efter ham. Ansøgeren udrejste derfor af Iran [i efteråret] 2015. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren i 2007 skrev speciale om kurdisk litteratur samt i 2008 en artikel om samme emne på et statsgodkendt universitet, og at dette ikke gav ham problemer. Flygtningenævnet kan imidlertid ikke lægge til grund, at ansøgeren i 2015 besøgte Komala for at få specialet udgivet som bogen. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge til grund, at ansøgeren af den grund er blevet forsøgt opsøgt af myndighederne. Flygtningenævnet kan således ikke lægge ansøgerens forklaring om hans asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring fremstår usandsynlig, usammenhængende og konstrueret til lejligheden. Det forekommer i den forbindelse usandsynligt, at ansøgeren skulle henvende sig til Komala for at få sin bog udgivet, når han samtidig forklarer, at han under ingen omstændigheder ville sættes i forbindelse med Komala, og at han ikke ville have Komalas logo på bogen. Ansøgerens forklaring om, hvordan han kom i kontakt med Komala og om mødet, som han angiveligt ikke ved, hvad mundede ud i, fremstår tillige usammenhængende og usandsynligt. Det forekommer i den forbindelse usammenhængende og dermed usandsynligt, at han skulle tage til et møde i Komalas hovedkvarter, når han var meget bange for det, og når han alene skulle aflevere en bog til gennemlæsning og ydermere ikke vidste, hvad han egentlig ville med Komalas involvering. Ansøgeren har ikke været i stand til at uddybe sin forklaring under nævnsmødet. Han har heller ikke gemt mailkorrespondancen med [A] eller taget kontakt til denne igen, efter han kom til Danmark. Han har i Danmark haft rig lejlighed til at forsøge at få bogen udgivet på den ene eller den anden måde, uden at han har forsøgt dette. Han har i den forbindelse heller ikke rettet henvendelse til [A] eller Komala om udgivelse af bogen, selvom han angiveligt har været i kontakt med Komala i forbindelse med mødet hos advokaten. Eftersom Flygtningenævnet ikke kan lægge til grund, at ansøgeren har besøgt Komalas hovedkvarter, kan Flygtningenævnet heller ikke lægge til grund, at myndighederne har opdaget dette og opsøgt ansøgerens bopæl. Flygtningenævnet finder herefter, at den fremlagte erklæring fra Komala ikke ændrer herved. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2019/10/CHA
Nævnet stadfæstede i januar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser fra Teheran, Iran, og har tidligere været ateist men er under opholdet i Danmark konverteret, idet han efter en ceremoni [i foråret 2016] har tilsluttet sig trosretningen zarathustrismen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter, at han vil blive slået ihjel af de iranske myndigheder, fordi han har haft et forhold til en gift kvinde. Ansøgeren frygter endvidere kvindens familie. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at han frygter de iranske myndigheder, fordi han har frafaldet sin muslimske tro og tilsluttet sig zarathustrismen. Ansøgeren har til støtte for sit oprindelige asylmotiv oplyst, at han i [i vinteren] 2015 mødte en kvinde ved navn [A], som han indledte et forhold til. [A] fortalte ansøgeren, at hun var separeret. Ansøgeren mødtes jævnligt med [A] i sin ven, [B], lejlighed. I udgangen af juli 2015 mødtes ansøgeren med [A] ved en bazar, hvor han blev angrebet af en ukendt mand. Manden sagde, at ansøgeren havde krænket hans ære, og deraf udledte ansøgeren, at manden måtte være i familie med [A]. Dagen efter opholdt ansøgeren sig i sin spillehal sammen med sin ven, [B], da der pludselig ankom syv til otte personer. Personerne optrådte aggressivt og ødelagde inventaret i spillehallen. Det lykkedes ansøgeren at flygte ud af et baglokale og hen til en park, hvor han gemte sig nogle timer, indtil han igen fik kontakt til [B]. [B] hentede ham og fortalte, at politiet havde opsøgt spillehallen og taget [B] og overfaldsmændene med til afhøring. Her blev [B] klar over, at [A]’s ægtefælle, der arbejdede for den iranske efterretningstjeneste, Sepah, havde anmeldt ansøgeren for utroskab. Ansøgeren blev kørt ud til [B]’s kolonihave 20 til 30 km fra Teheran, hvor han opholdt sig frem til, at han med [B]’s hjælp udrejste illegalt fra Iran. Mens ansøgeren opholdt sig her, blev hans families bopæl opsøgt af ukendte personer, der smadrede husets vinduer. Ansøgerens familie modtog også to breve fra Justitsministeriet i Iran stilet til ansøgeren. Det første brev var en indkaldelse og indeholdt en frist på 10 dage for ansøgeren til at møde op hos myndighederne. Det andet brev var en advarsel til ansøgeren. Det lykkedes kort efter ansøgeren at udrejse af Iran med hjælp fra [B]. Efter indrejsen i Danmark er ansøgeren konverteret til trosretningen zarathustrismen, som han siden 2014 har haft interesse for. Hans interesse blev vakt allerede i 2014, mens han boede i Iran via vennen [C], der var zartosht. Ansøgeren havde på dette tidspunkt været ateist i 10-12 år. Efter ankomsten til Danmark fik ansøgeren via sin værelseskammerat kontakt til herboende personer, der bekendte sig til zarathustrismen, og den [i foråret] 2016 gennemgik han en ceremoni, hvorved han blev optaget i troen. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om det oprindelige asylmotiv til grund, idet forklaringen ikke forekommer selvoplevet, ligesom den har været usandsynlig, udbyggende og divergerende på en række centrale punkter, og derfor i det hele forekommer konstrueret til lejligheden. Indledningsvist skal flygtningenævnet bemærke at det forekommer påfaldende, at ansøgeren, der har ti års skolegang, har udfyldt sit asylskema meget overordnet uden detaljer om de omstændigheder, der førte til, at han udrejste af Iran, og at dette alene skulle være begrundet i, at han ikke havde overskud til at skrive særligt meget. Endvidere har ansøgeren i asylskemaet anført, at han er: ”eftersøgt af iransk politi - voldvægt af en gift kvinde”. Ansøgeren har under mødet i nævnet forklaret, at han er enig i, at der er stor forskel på begrebet voldtægt og samleje med samtykke og har videre forklaret, at der rettelig var tale om, at han havde et frivilligt seksuelt forhold til en gift kvinde, og at det er en fejl, når han i asylskemaet brugte ordet voldtægt. Henset til det ovenfor anførte, om ansøgerens uddannelse og kendskab til den væsentlige forskel på de to begreber, finder nævnet, at der er tale om en væsentlig divergens omkring ansøgerens beskrivelse af det oprindelige asylmotiv. Det påvirker videre ansøgerens generelle troværdighed, at han oprindeligt har forklaret divergerende med hensyn til, om han har været i kontakt med de ungarske myndigheder og fået optaget fingeraftryk i Ungarn eller ej, og at ansøgeren overfor de ungarske myndigheder har opgivet falske fødselsdata og fortalt, at han stammer fra Afghanistan. Det forekommer mindre sandsynligt, at [A] i det ½ år, hvor hun og ansøgeren havde et forhold til hinanden, ikke skulle have fortalt ham, at hun var gift, henset til at hun derved udsatte sig selv for en væsentlig risiko for, at ansøgeren ville fortælle andre om forholdet med de deraf mulige konsekvenser dette kunne have for sikkerheden for dem begge. Det forekommer heller ikke sandsynligt, at ansøgeren og [A] trods de mange sikkerhedsforanstaltninger med hemmelige møder i [D]’s lejlighed og det ene møde i ansøgerens fars taxa, efter 6 måneders bekendtskab valgte at mødes offentligt ved en basar for at købe tøj til [A]. Det forekommer på samme måde mindre sandsynligt, at [A]’s ægtefælles bror lige præcis den dag skulle være til stede i basaren, der lå langt fra det sted, hvor ansøgeren og [A] boede. Om hændelsen i basaren bemærkes videre, at det først er under mødet i nævnet, at ansøgeren har forklaret, at han og [A] holdt hinanden i hånden, og at var på den måde, at svogeren kunne se, at de havde et forhold, ligesom han har forklaret divergerende med hensyn til, om det var hans eller [A]’s ide, at de skulle mødes der. Det forekommer også usandsynligt, at ansøgeren var i stand til at flygte fra [A]s ægtefælle og svoger og de øvrige overfaldsmænd, ved at forsvinde gennem en bagdør, da det må antages, at de pågældende opsøgte spillehallen netop for at få fat i ham, og at de derfor havde fokus på ham. Om hændelsen i spillehallen bemærkes videre, at ansøgeren har forklaret udbyggende i forhold til de tidligere samtaler om, at der ikke bare blev smadret lamper men også spilleborde, og at han først på gentagne spørgsmål har forklaret, at personerne, der opsøgte spillehallen medbragte køller. Endelig har ansøgeren forklaret divergerende med hensyn til, om [B] forsøgte at standse overfaldsmændene eller ej. Det forekommer videre påfaldende, at ansøgeren ikke, da han blev klar over, at [A]’s ægtefælle havde tilknytning til Sepah, advarede sin familie, ligesom det forekommer påfaldende, at han ikke forud for udrejsen sikrede sig de breve, der var kommet fra myndighederne. Endelig forekommer ansøgerens forklaring om, hvorfor han ikke nu skulle være i stand til at skaffe en kopi af tilsigelserne, ikke overbevisende. Om ansøgerens konversion til zarathustrismen skal nævnet bemærke, at det efter ansøgerens egen forklaring lægges til grund, at det kun er hans nærmeste familie, der er bekendt med konversionen. Ansøgeren har videre forklaret, at zarathustrismen for ham mere er en måde at leve på end en religion, og at han i 10-12 år har levet som ateist i Iran, uden at det har givet ham problemer. Herefter, og idet ansøgerens kendskab til zarathustrismen forekommer overfladisk, og da han ikke har været i stand til at forklare om de overvejelser og tanker, der ligger bag hans ønske om at tilslutte sig denne trosretning, i stedet for som hidtil at leve som ateist, finder nævnet ikke, at han har sandsynliggjort, at konversionen er reel, og et udtryk for et ønske om fremadrettet at leve som zatosht ved en tilbagevenden til Iran. Det bemærkes i den forbindelse, at det af baggrundsoplysningerne om zarathustrismen fremgår, at man ikke har en forpligtelse til at missionere. Idet det endelig bemærkes, at ansøgeren gennem mange år, har levet som ateist, uden at dette har givet ham problemer med hverken personer eller myndigheder i Iran, er der ikke grundlag for at meddele opholdstilladelse på baggrund af ansøgerens trosmæssige forhold. Flygtningenævnet kan herefter ikke lægge til grund, at ansøgeren har været forfulgt ved udrejsen, eller at han ved en tilbagevenden til Iran risikerer forfølgelse eller overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2019/1/LINB
Nævnet meddelte i september 2018 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser og oprindelig shia-muslim fra Teheran, Iran. Ansøgeren er efter det oplyste konverteret til kristendommen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive fængslet af de iranske myndigheder, idet hun er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun aldrig har oplevet sig som troende muslim, og at hun var kritisk over for den udlægning af islam og synet på kvinder, hun oplevede i hjemlandet. Ansøgeren fik sidst på året 2014 en bibel af sin søsters kæreste, [C]. I [sommeren] 2015 inviterede [C] ansøgeren og hendes søster i huskirke, hvor de efterfølgende var seks gange. Ansøgeren har desuden oplyst, at hun har haft en konflikt med sin tidligere kærestes, [D], familie, fordi hun i deres øjne ikke var tilstrækkeligt religiøs. [D’s] mor og søster opsøgte ansøgerens bopæl i [efteråret] 2015, hvor der opstod et skænderi mellem dem og ansøgerens egen familie. [D] slog herefter op med ansøgeren, hvorefter ansøgeren og hendes søster tog til Tyrkiet på ferie. Ansøgeren har desuden oplyst, at [D] rejste til Tyrkiet for at fri til hende. Inden da havde [D] skrevet et brev til sin familie, hvori han fortalte, at ansøgeren var kristen, men at han ville få hende tilbage til Islam. Tre dage efter [D’s] ankomst til Tyrkiet ringede ansøgerens mor til ansøgeren og fortalte, at politiet havde været på deres bopæl og havde taget biblen samt nogle kristne bønner med sig. Politiet har to gange senere været på familiens bopæl. Efter indrejsen i Danmark er ansøgeren [i sommeren] 2016 blevet døbt i [en kirke]. Ansøgeren har efterfølgende ugentligt deltaget i gudstjenester og andre kirkelige aktiviteter. Flygtningenævnet finder, uanset visse divergenser, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun er opvokset i en familie, der ikke praktiserede islam, og at ansøgeren som voksen havde en kritisk indstilling til islam og de strenge regler for kvinders adfærd, hun måtte leve under i Iran. Nævnet finder endvidere, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun i 2015 som forklaret begyndte at interessere sig for kristendommen, og at hun sammen med søsteren [B], af [B’s] kæreste [C], blev introduceret til en hjemmekirke, som ansøgeren herefter frekventerede seks gange. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun på grund af sit oprindelige asylmotiv ville risikere asylbegrundende forfølgelse eller overgreb. Flygtningenævnet finder imidlertid, at ansøgeren har forklaret overbevisende om sine refleksioner og bevæggrunde for at konvertere til kristendommen, ligesom hun har demonstreret en god viden om den kristne tro. Det fremgår af de fremlagte erklæringer, at ansøgeren, der blev døbt efter seks måneders dåbsundervisning, efterfølgende, og uanset hvor hun har opholdt sig, har deltaget i gudstjenesterne og en række kirkelige aktiviteter. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgeren i forlængelse af sit møde med kristendommen i hjemlandet, efter at være kommet til Danmark, er konverteret til kristendommen, og at konversionen er reel. Flygtningenævnet finder endvidere, at det efter ansøgerens forklaring må lægges til grund, at hun ved en eventuel tilbagevenden til Iran vil leve åbent som kristen og forkynde det kristne budskab. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Iran vil risikere forfølgelse som følge af sin tro. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2018/286/EMU
Nævnet stadfæstede i september 2012 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2010. Ansøgerens advokat anmodede i maj 2017 om genoptagelse af sagen. Nævnet besluttede i september 2018 at genoptage sagen. Nævnet stadfæstede i december 2018 på ny Udlændingeservices afgørelse. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og oprindeligt sunnimuslim fra Sarpol-e Zahab, Iran. Ansøgeren er født og opvokset i al-Tash-lejren i Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Ansøgeren henviste som asylmotiv oprindeligt til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygtede at blive henrettet, fængslet eller udsat for tortur som følge af, i strid med iransk lovgivning, at have arbejdet med salg og montering af parabolantenner. Ansøgeren har som nyt asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran risikerer at blive fængslet eller udsat for tortur som følge af sin politiske aktivitet. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han kontinuerligt har kæmpet for kurdernes rettigheder, ligesom han som medarbejder på en kurdisk tv-station har udøvet politisk arbejde og udbredt propaganda. Ansøgeren har endvidere oplyst, at han fortsat deltager i møder i en kurdisk forening, som livestreames, hvorfor det ikke kan udelukkes, at de iranske myndigheder har set og identificeret ansøgeren. Ansøgeren har endelig henvist til, at han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han blev døbt [i foråret] 2016 efter at have deltaget i kristendomsundervisning i et halvt år. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring må tilsidesættes som utroværdig, idet den på centrale punkter indeholder divergenser og er udebyggende, ligesom ansøgeren har forklaret afglidende på en række spørgsmål. For så vidt angår ansøgerens aktiviteter i Iran forud for udrejsen finder Flygtningenævnet fortsat ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i et asylbegrundende modsætningsforhold til myndighederne. Han har således blandt andet forklaret divergerende og udebyggende om, hvorvidt formålet med opsætning af paraboler var politisk eller blot forretningsmæssig og om, hvorvidt han dengang var politisk aktiv eller ej. Den nu fremlagte erklæring fra Komala om ansøgerens aktiviteter dengang, findes ikke at medføre nogen ændring i denne vurdering. Uanset at det må lægges til grund, at ansøgeren nogle gange årligt har optrådt med sang og musik i forbindelse med diverse kurdiske partiers arrangementer, og uanset at denne optræden i et vist omfang et blevet livestreamet, ligesom der er lagt videoer op på facebook og youtube, finder Flygtningenævnet desuagtet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han er blevet profileret over for de iranske myndigheder i et sådant omfang, at han ved en returnering til Iran vil risikere forfølgelse. Flygtningenævnet finder endvidere ikke, at ansøgerens påståede konversion til kristendommen er reel. I den forbindelse har Flygtningenævnet lagt vægt på det ovenfor anførte om ansøgerens generelle troværdighed, hans særdeles beskedne kendskab til kristendommen og til, at han ikke findes på overbevisende måde at have redegjort for den indre overbevisning, der ligger til grund for konversionen. Herefter finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i konkret eller individuel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/418/JEA
Nævnet stadfæstede i december 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra [by], [provins], Iran. Ansøgeren har deltaget i en demonstration for sympatisører med Det Kurdiske Demokratiske Parti i Iran (KDPI). I Danmark har ansøgeren deltaget i politisk aktivitet for Det Kurdiske Demokratiske Parti (KDP) og været sympatisør siden 22. februar 2017. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter den iranske efterretningstjeneste, idet han er anklaget for at være politisk aktivist og blev løsladt fra fængsling mod beskikkelse. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter myndighederne grundet sine politiske aktiviteter for KDP i Danmark. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han deltog i en demonstration i [by] [i foråret] 2015. Der blev demonstreret for at udvise utilfredshed med myndighedernes håndtering af en sag, hvor en kvinde var blevet voldtaget af en myndighedsperson og efterfølgende havde begået selvmord. Ansøgeren filmede begivehederne med sin telefon under demonstrationen. Der deltog omkring 25 maskerede personer, som ansøgeren formoder, var sympatisører for KDPI. Efterretningstjenesten ankom efterfølgende for at opløse demonstrationen. Ansøgeren ville flygte fra stedet, men han blev fanget og anholdt. Ansøgeren blev kørt til efterretningstjenestens fængsel i [by], hvor han var tilbageholdt i omkring to uger. I løbet af de to uger blev han afhørt fire eller fem gange om sine politiske aktiviteter, og han blev udsat for fysiske overgreb. Efter omkring to uger betalte ansøgerens far 50 millioner toman i bestikkelse for at få ansøgeren løsladt. Ansøgeren udrejste straks herefter til Irak. Efter ansøgerens udrejse er hans families bopæl opsøgt adskillige gange af myndighederne, og hans far er flere gange indkaldt til afhøring hos efterretningstjenesten. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring om, at han har deltaget i en demonstration i Iran til grund. Ansøgeren har imidlertid forklaret divergerende om sin løsladelse fra fængslet. Til asylsamtalen og under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at han blev løsladt fra fængslet mod bestikkelse, mens han til oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at han blev løsladt mod kaution. I sit asylansøgningsskema har ansøgeren anført, at han blev løsladt mod betaling af 50 million toman, som den iranske regering krævede. Dette afsnit i ansøgningsskemaet er under nævnsmødet blevet oversat påny til, at der via en mellemmand blev betalt 50 million toman til staten Iran. Flygtningenævnet kan på den baggrund ikke lægge til grund, at ansøgeren er flygtet fra fængslet, og at flugten blev gjort mulig af bestikkelse. Dette underbygges af, at ansøgeren fortsat er i besiddelse af sit iranske ID-kort og kørekort, som myndighederne således ikke har inddraget. Ansøgeren har videre forklaret, at han i Iran ikke har deltaget i andre politiske aktiviteter end den ene demonstration, hvorfor det forekommer usandsynligt, at de iranske myndigheder forsat, nu 3 år senere, skulle være interesserede i ansøgeren, der ikke havde nogen særlig rolle under demonstrationen. Ansøgeren har under nævnsmødet forklaret, at han under sit ophold i Danmark er blevet sympatisør af KDP og har deltaget i demonstrationer og KDP-møder, ligesom billeder heraf er lagt på KDP’s hjemmeside. På ingen af billederne eller de foreviste filmklip fremtræder ansøgeren med navn. Ansøgeren har ikke nogen fremtrædende rolle i KDP’s danske afdeling, og hans aktiviteter er begrænsede. Ansøgerens Facebook-profil er lukket og giver alene adgang til et profilbillede. Hertil kommer, at ansøgeren under asylsamtalen har forklaret, at der ikke er nogen i Iran, der er bekendt med hans politiske aktiviteter i Danmark. Der er derfor ikke grundlag for at antage, at de iranske myndigheder er blevet bekendt med ansøgerens aktiviteter i Danmark. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/417/CABV
Nævnet stadfæstede i december 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber fra Ahwaz, Khuzestan, Iran. Ansøgeren er tidligere sunni-muslim af trosretning, men er konverteret til kristendommen efter sin indrejse i Danmark. Ansøgeren har været medlem af en sunni-muslimsk gruppe ved navn Ershad, der arbejder for at skabe opmærksomhed omkring arabisk kultur, sprog og etnicitet. Ansøgeren har i den forbindelse udført politiske aktiviteter for gruppen. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive forfulgt af de iranske myndigheder, idet han har udført politiske aktiviteter for gruppen Ershad. Ansøgeren frygter desuden, at han vil blive forfulgt grundet sin konversion til kristendommen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han blev introduceret til Ershad af sin bror, [A], hvorefter han blev medlem af gruppen i 2006. Ansøgeren udførte aktiviteter for gruppen, idet han fire til fem gange om måneden uddelte materiale, såsom bøger, cd’er og arabisk tøj. Ansøgeren uddelte materialet til nogle kontaktpersoner i Khuzstan i forbindelse med sit arbejdede som chauffør. I [sommeren] 2015 blev syv eller otte medlemmer af Ershad anholdt. Ansøgeren fik besked om anholdelserne gennem en af de anholdtes far, der ringede og advarede ansøgeren. Ansøgeren tog herefter hjem til en ven, hvor han blev i to dage. Ansøgeren blev her kontaktet af sin mor, der oplyste, at myndighederne havde været på bopælen, hvor de have konfiskeret materiale relateret til Ershad, ligesom ansøgerens ene bror blev anholdt. Ansøgeren tog herefter videre til en fjern slægtning, hvor han efter en uges tid udrejste af Iran. Ansøgeren har i Danmark fået oplyst, at myndighederne har opsøgt familiens bopæl på ny, og at myndighederne leder efter ham. Ansøgeren er konverteret til kristendommen efter sin ankomst til Danmark. Ansøgeren har om baggrunden for sin konversion oplyst, at han blev overtalt til at tage med i kirke af en ven, og at han hurtigt blev interesseret i at vide mere om kristendommen. Ansøgeren blev døbt [ultimo] 2016 i [kirke] i [dansk by]. Ansøgeren har oplyst, at han går i kirke hver søndag, ligesom han hver torsdag deltager i en bibelgruppe. Ansøgeren har fremlagt en række udtalelser vedrørende sine kristne aktiviteter i Danmark. Ansøgeren har oplyst, at han ved en tilbagevenden til Iran vil praktisere sin tro, ligesom han vil dele det kristne budskab. Ansøgeren har forklaret, at han har været medlem af og udført aktiviteter flere gange om måneden i otte til ni år for Ershad. Blandt andet de fem tidligere ledere af gruppen, ansøgerens brødre [A] og [B] samt [C] er alle blevet anholdt, tilbageholdt og løsladt igen. [A], der havde en betroet stilling indenfor gruppen, blev løsladt med en betinget dom og fortsatte sit arbejde for gruppen. Hverken da broderen [A] blev anholdt, eller da [C], der gav ansøgeren opgaver indenfor gruppen, blev anholdt, valgte ansøgeren at forlade Iran men fortsatte sit arbejde for gruppen indtil sin udrejse i 2015. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at ansøgerens konflikt med myndighederne, da han udrejste, ikke er af en sådan karakter eller intensitet, at den er omfattet af udlændingelovens § 7. Ansøgeren har forklaret, at han under sit ophold i Danmark er konverteret til kristendommen og er blevet døbt [ultimo] 2016. Et flertal af Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren i Iran ikke tidligere har praktiseret sin oprindelige religion og på trods af dette meget hurtigt efter sin ankomst til Danmark begyndte at vise interesse for kristendommen. Ansøgeren har videre demonstreret et begrænset kendskab til kristendommen og har ikke kunnet redegøre for sine overvejelser omkring konvertering eller sin indre overbevisning. Flertallet finder på den baggrund, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at ansøgerens konvertering er reel, herunder således at det kan antages, at ansøgeren vil foretage kristne handlinger ved en tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/416/CABV
Nævnet stadfæstede i december 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser fra Teheran, Iran. Ansøgeren har senest opholdt sig i [by], [by], Iran. Ansøgeren har sympatiseret med det politiske parti [navn på parti]. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel af sin far eller henrettet af de iranske myndigheder, idet han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han på et ukendt tidspunkt, mere end et år inden sin udrejse af Iran, fik interesse for kristendommen. En dag opholdt ansøgeren sig hos sin farbror, [A], hvor ansøgerens farbror fortalte ansøgeren, at han var konverteret til kristendommen. Ansøgeren begyndte herefter at komme i den huskirke, som ansøgerens farbror kom i. Ansøgeren kom i huskirken om fredagen. På et tidspunkt skulle ansøgeren ud at købe the og kaffe til mødet i huskirken, hvorfor han blev forsinket til mødet. Da ansøgeren var på vej hen til sin farbrors bopæl, hvor huskirken skulle afholdes, opdagede han, at myndighederne var ved at anholde personerne fra huskirken. Ansøgeren forlod straks stedet på sin motorcykel. Ansøgeren kan ikke huske, hvor han tog ophold, efter han blev bekendt med anholdelserne. Ansøgeren har dog oplyst, at han først tog ophold hos sin ven [b], hvorefter han tog ophold i byen [by] og endelig tog ophold i byen [by]. Ansøgeren forlod Iran seks til otte dage efter, at han blev bekendt med, at personerne fra huskirken blev anholdt. Myndighederne har efter ansøgerens udrejse opsøgt ansøgerens bopæl, og oplyst, at de leder efter ansøgeren. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sin konflikt med de iranske myndigheder til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende på helt centrale punkter. Han har således forklaret divergerende om bl.a. på hvilke ugedage, han var til møde i huskirker i Iran. Han har således under oplysnings- og motivsamtalen [i vinteren] 2017 forklaret, at han var i huskirke hver anden søndag. Under sin samtale i Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2017 har han forklaret, at det oftest var om fredagen, han deltog i huskirkemøder, og at det var hver fredag. Under mødet i Flygtningenævnet har han forklaret, at han var til møde i huskirker på onsdage, fredage og søndage, og at det nogle gange var hver uge andre gange hver anden uge. Ansøgeren har videre forklaret divergerende om, hvorvidt han var til stede, da personerne fra huskirken, herunder hans farbror, blev anholdt. Han har således under samtalen i Udlændingestyrelsen [i vinteren] 2017 forklaret, at han ikke overværede anholdelserne, fordi hans mor havde bedt ham købe ind og komme hjem med varerne, mens han under samtalen [i efteråret] 2017 har forklaret, at han havde været ude og købe kaffe og te til medlemmerne af huskirken, og at han på tilbagevejen så, at en del af medlemmerne af huskirken blev anholdt, men ikke så sin farbror. Under sin forklaring for nævnet har han forklaret, at han også overværede anholdelsen af sin farbror. På denne baggrund kan Flygtningenævnet ikke lægge ansøgerens forklaring til grund om, at han fik interesse for kristendommen i Iran. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge til grund, at ansøgeren i Danmark reelt er konverteret til kristendommen, herunder således at han ved en tilbagevenden til Iran vil foretage kristne handlinger. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke på overbevisende måde har kunnet redegøre nærmere for sin indre afklaringsproces og fremtræder ureflekteret i forhold til indholdet af kristendommen. Ansøgeren har endvidere ikke på overbevisende måde kunnet redegøre nærmere for, hvilken betydning kristendommen har for ham. Endelig har nævnet lagt vægt på, at ansøgerens generelle troværdighed er svækket, idet nævnet har tilsidesat ansøgerens forklaring om sine aktiviteter og konflikter i Iran. Det forhold, at ansøgeren er blevet døbt og har et vist kendskab til kristendommen, medfører ingen ændring i denne vurdering. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgerens deltagelse i gudstjenester og andre kristne aktiviteter er sket i et forsøg på at skabe sig et asylmotiv. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Det bemærkes, at oplysningerne om ansøgerens aktiviteter på Facebook ikke medfører nogen ændring i denne vurdering, idet ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at disse aktiviteter har profileret ham overfor de iranske myndigheder. Der henvises herved endvidere til baggrundsoplysningerne om de iranske myndigheders kendskab til og reaktion på, at iranere bruger konversion i forsøget på at opnå asyl, jf. Udlændingestyrelsen og Dansk Flygtningehjælps, Fact-finding report. House Churches and Converts, fra februar 2018. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2018/415/SHH
Nævnet stadfæstede i december 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunnimuslim af trosretning. Ansøgeren er født i [by], Al-Tash, Irak, men flyttede som ca. 10-årig sammen med sin familie til [by], Kermanshah, Iran, hvor han har boet indtil udrejsen fra Iran. Ansøgeren har sympatiseret med KDPI og har som asylmotiv henvist til, at han af denne grund frygter at blive fængslet eller slået ihjel af de iranske myndigheder ved en tilbagevenden til Iran. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han arbejdede med at transportere varer mellem Iran og Irak. Ansøgeren har videre oplyst, at hans morbror var medlem af KDPI, og at han en dag spurgte ansøgeren, om han ikke ville hjælpe ham med at få nogle politisk aktive personer over grænsen mellem Iran og Irak. Ansøgeren accepterede at hjælpe sin morbror. Ansøgeren hjalp personer, der var aktive for KDPI over grænsen omkring 45 gange. Nogle gange overnattede personerne på ansøgerens bopæl. [I foråret] 2015 var ansøgeren på besøg hos sin søster, da hans mor ringede og fortalte, at myndighederne havde afleveret en tilsigelse til retten, hvoraf det fremgik, at ansøgeren skulle møde i retten [i sommeren] 2015, idet politiet ville tale med ham. Ansøgeren opholdt sig omkring en måned og 20 dage hos sin søster og derefter fem dage hos en ven, der boede i nærheden af grænsen. Ansøgeren udrejste af Iran [i sommeren] 2015. [I sommeren] 2015 modtog ansøgerens forældre en dom, hvoraf fremgik, at ansøgeren var blevet idømt 7 år og 6 måneders fængsel, idet han havde hjulpet KDPI. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har herved navnlig lagt vægt på, at den dom og tilsigelse, som ansøgeren har fremlagt, og som er meget centrale for ansøgerens asylmotiv, er blevet vurderet uægte. Hertil kommer, at ansøgeren under sin forklaring for nævnet har oplyst, at han er idømt fængsel i 6,5 år til 7 år, mens han under sine samtaler i Udlændingestyrelsen har oplyst, at han er idømt fængsel i 7 år og 6 måneder, hvilket også er det, der fremgår af den fremlagte dom. Hertil kommer, at ansøgeren har forklaret divergerende om centrale dele af sit asylmotiv. Han har således til samtalen i Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2016 oplyst, at hans forældre ikke havde fået problemer med de iranske myndigheder, fordi myndighederne ikke var bekendt med, at der havde overnattet personer fra KDPI på bopælen. Til samtalen [i foråret] 2017 har ansøgeren forklaret, at forældrene ikke havde fået problemer, fordi de var gamle og syge, og fordi myndighederne godt vidste, at det var ansøgeren, der havde hjulpet personerne fra KDPI. Endelig har ansøgeren forklaret forskelligt om, hvor han opholdt sig umiddelbart inden udrejsen af Iran, herunder hvor længe han havde ophold hos sin søster. På den anførte baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2018/414/SHH
Nævnet stadfæstede i december 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunnimuslim af trosretning fra Sar-e-Pole Sahab, Iran. Ansøgeren har været politisk aktiv for KDPI og har oplyst at være sympatisør af partiet. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter fængsling eller henrettelse af de iranske myndigheder. Til støtte for asylmotivet har ansøgeren oplyst, at han i 2010 og 2011 oprettede to profiler på Facebook, hvor han offentliggjorde regimekritiske materiale. Begge profiler blev lukket. I 2013 oprettede ansøgeren endnu en profil på Facebook, hvor han offentliggjorde samme materiale. Ansøgeren blev opsøgt af den iranske efterretningstjeneste, som fremlagde materialet, som han havde offentliggjort på sin profil. Herefter blev ansøgeren arresteret og var tilbageholdt en halv dag. Ansøgeren blev løsladt ved, at hans nabo kautionerede for ham. Ansøgeren fik efterfølgende en dom på to års husarrest og en bøde for at have anvendt kritisk sprog mod den åndlige leder. Herefter holdt ansøgeren op med sine politiske aktiviteter på Facebook og arbejdede som sælger i en forretning. De iranske myndigheder henvendte sig en dag til ansøgeren på hans arbejdsplads og bad ham om at samarbejde med dem med henblik på at få ansøgerens bror, som var udrejst fra Iran og var medlem af KDPI, udleveret. To måneder efter denne episode udrejste ansøgeren til Irak. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende, udbyggende og utroværdigt, hvorfor forklaringen fremstår som konstrueret til lejligheden. Ansøgerens forklaring om, at han først oprettede to falske Facebook-profiler, hvorfra han spredte myndighedskritiske budskaber, inden han oprettede en profil i eget navn, selv om han var af den opfattelse, at de to første var blevet lukket af myndighederne, fremstår utroværdig. Endvidere har ansøgeren forklaret udbyggende om, hvorledes han udbredte de myndighedskritiske budskaber, idet han først for Flygtningenævnet har forklaret, at han modtog dem på USB-stik fra sin politisk aktive morbror i Irak, og at han tillige spredte budskabet via CD’ere, som han puttede ind under dørene hos personer, som han kendte og havde tillid til. Yderligere har ansøgeren og hans bror forklaret divergerende om, hvorvidt det var planlagt, at de skulle flygte til Europa, inden ansøgeren rejste fra Iran til Irak. Ansøgeren har tillige forklaret skiftende om, hvorvidt han er sympatisør eller medlem hos KDPI. Ansøgerens forklaring fremstår således i det hele skiftende og usikker. Dertil kommer, at ansøgeren har svækket sin generelle troværdighed ved som støtte for sit asylmotiv at have fremlagt to dokumenter, der angiver at være to domme afsagt af de iranske domstole, men som Udenrigsministeriets kilde vurderer er falske. Uanset om ansøgerens morbror og farbror har været aktive i KDPI som forklaret af ansøgeren, har aktiviteterne ikke medført alvorlige problemer for de tilbageværende familiemedlemmer i Iran. Det bemærkes, at ansøgerens brors forklaring om, at han fra andre har hørt, at deres mor er blevet afhørt to gange om brorens aktiviteter i Irak, ikke er troværdig, henset til at forklaringen først er fremkommet for Flygtningenævnet, og henset ti, at morbrorens aktiviteter for KDPI i Irak i givet fald måtte have haft større interesse for de iranske myndigheder. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”Iran/2018/413/TBP
Nævnet stadfæstede i december 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag vedrørende et ægtepar samt medfølgende børn fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etnisk kurder og sunnimuslim af trosretning. Ansøgerne er begge født i flygtningelejren al-Tash i Ramadi, Irak, men familien kommer oprindeligt fra Iran. Den kvindelige ansøger har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige asylansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter de iranske myndigheder, idet han har været politisk aktiv for og medlem af KDPI. Til støtte for asylmotivet har den mandlige ansøger henvist til, at han i 2009 flyttede til Irak på grund af de generelle undertrykkelser af kurdere i Iran. I Irak begyndte ansøgeren at interessere sig for KDPI, som han blev tilhænger og sympatisør af. I 2010 blev ansøgeren medlem af KDPI. Ansøgeren indsamlede penge til KDPI og deltog i møder. Ansøgeren udrejste fra Irak i 2015, fordi han ikke kunne få behandling for sin sygdom. Efter ansøgerens udrejse fra Irak, blev ansøgerens mor i Iran opsøgt af de iranske myndigheder. Myndighederne spurgte ansøgerens mor om ansøgeren, fordi de vidste, at ansøgeren havde arbejdet for KDPI. Herudover har ansøgerens bror af de iranske myndigheder fået at vide, at de er klar over, at han havde en bror i Irak, som har været politisk aktiv for KDPI. Den kvindelige ansøger har henvist til den mandlige ansøgers asylmotiv. Endvidere har den kvindelige ansøger som asylmotiv henvist til, at hun frygter de iranske myndigheder, idet hendes far har haft en konflikt med myndighederne. Endelig har den kvindelige ansøger henvist til, at hun frygter alle mennesker, herunder særligt mænd. Til støtte for asylmotivet, har den kvindelige ansøger oplyst, at hun sammen med sin familie udrejste fra Irak på grund af den mandlige ansøgers politiske aktiviteter, som bestod af indsamling af penge til KDPI og politiske møder. Endvidere har ansøgeren oplyst, at hendes familie flygtede fra Iran i 1979 til Irak. Ansøgerens far havde en konflikt med de iranske myndigheder, men han har aldrig fortalt hende om sin konflikt. Endelig har ansøgeren oplyst, at hun hader alle mennesker, herunder særligt mænd, fordi hun i sin barndom har oplevet, at de fleste mennesker i flygtningelejren al-Tash var voldelige overfor hende. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaringer om deres asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerne har forklaret divergerende, udbyggende og utroværdigt, hvorfor forklaringerne fremstår som konstruerede til lejligheden. Ansøgerne har således blandt andet forklaret divergerende om baggrunden for, at den mandlige ansøger udrejste af Iran, idet den kvindelige ansøger har forklaret, at den mandlige ansøger udrejste, fordi han fik problemer på grund af sine politiske aktiviteter for KDPI, mens den mandlige ansøger har forklaret, at han udrejste på grund af kurdernes manglende rettigheder, herunder at hans bror ikke kunne modtage behandling, efter at han havde mistet sit ben. Dette stemmer heller ikke med, at den mandlige ansøger har forklaret, at han først startede sin politiske aktivitet for KDPI, efter han kom til Irak. Endvidere har ansøgerne forklaret divergerende om, hvorfor de udrejste af Irak, idet den mandlige har forklaret, at de udrejste, fordi han skulle have behandling for en sygdom, mens den kvindelige ansøger har forklaret, at de udrejste på grund af mandens konflikt, da muligheden bød sig. Yderligere har den mandlige ansøger og hans bror forklaret divergerende om, hvorvidt det var planlagt, at de skulle flygte til Europa, inden den mandlige ansøgeres bror rejste fra Iran til Irak. Den mandlige ansøgers forklaring, om hvordan han angiveligt opnåede medlemskab af KDPI, fremstår endvidere utroværdig, da den ikke stemmer med de foreliggende baggrundsoplysninger herom. Den mandlige ansøgers forklaring om, at han blot servicerede under komiteens møder hos morbroren og ikke deltog i selve møderne, stemmer ikke med den udtalelse, der angiveligt skulle stamme fra morbroren, hvori det er anført, at den mandlige ansøger deltog i alle de møder, der blev afholdt hos morbroren. Uanset om ansøgernes morbror og den mandlige ansøgeres farbror har været aktive i KDPI som forklaret af den mandlige ansøger, har aktiviteterne ikke medført alvorlige problemer for de tilbageværende familiemedlemmer i Iran. Det bemærkes, at den mandlige ansøgers forklaring om, at han fra andre har hørt, at hans mor er blevet afhørt to gange om den mandlige ansøgers aktiviteter, ikke er troværdig, henset til at forklaringen først er fremkommet for Flygtningenævnet, og henset til, at morbrorens aktiviteter for KDPI i Irak i givet fald måtte have haft større interesse for de iranske myndigheder. Den kvindelige ansøger har ikke for Udlændingestyrelsen kunnet redegøre nærmere for, hvorfor hendes far angiveligt skulle have problemer med de iranske myndigheder, og hun har forklaret divergerende om, hvad hendes far skulle have fortalt hende om, hvad hun risikerer, hvis hun vender tilbage til Iran. Når dertil kommer, at den kvindelige ansøgers søster bor i Iran uden at opleve alvorlige problemer, er det heller ikke sandsynliggjort, at den kvindelige ansøger ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse på grund af hendes fars mulige aktiviteter i Iran, inden familiens udrejste til Irak i 1979. Det bemærkes i den forbindelse, at den kvindelige ansøger i øvrigt har forklaret udbyggende om, at hendes søster er blevet afhørt af de iranske myndigheder, idet ansøgeren først har forklaret herom under mødet med sin advokat, og at det i øvrigt heller ikke stemmer med, at hun til oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at hun ikke har kontakt til sin søster i Iran. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Iran risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”Iran/2018/412/TBP
Nævnet stadfæstede i december 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og angiveligt bahai af trosretning fra Chehel Zarie, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder, idet han er konverteret til bahai. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han konverterede fra islam til bahai i starten af 2013 efter han blev introduceret hertil af en ven fra universitet. Ansøgeren blev samme år bortvist fra universitet, fordi han oplyste, at han ikke var tilhænger af islam. I 2015 begyndte ansøgeren at udbrede kendskabet til bahai ved at hænge løbesedler op om trosretningen i hans fødeby. Han hang løbesedler op cirka en gang hver tiende dag cirka to til tre måneder. [Efterår] 2015 ringede en nabo til ansøgeren og fortalte, at de iranske myndigheder havde ransaget hans bopæl. Herefter ringede ansøgerens far og fortalte det samme, herunder at de iranske myndigheder havde konfiskeret løbesedler vedrørende bahai trosretningen på ansøgerens bopæl. Ansøgeren fortalte sin farbror om hændte forløb, og han sagde, at ansøgeren skulle flygte ud af landet, idet ansøgeren ellers ville blive henrettet af de iranske myndigheder. Ansøgeren påbegyndte samme dag sin udrejse af landet. Efter ansøgerens ankomst til Danmark blev ansøgerens far tilbageholdt af de iranske myndigheder i tre dage. I Danmark har ansøgeren haft kontakt til og deltaget i møder hos den danske bahai menighed. Ansøgeren har ikke givet møde under nævnsbehandlingen. Flygtningenævnet finder det usandsynligt og påfaldende, at ansøgeren i forbindelse med sin ansøgning om optagelse på kandidatdelen af sin uddannelse afkrydsede rubrikken med ”anden religion”, henset til, at han var bevidst om konsekvenserne heraf. Ansøgeren har videre forklaret divergerende omkring, hvornår han blev indkaldt til møde på universitetet omkring sin oplysning om, at han tilhørte en anden religion Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren forklaret, at han blev indkaldt til mødet nogle måneder efter uddannelsesstart, mens han til asylsamtalen har forklaret, at han blev indkaldt nogle uger efter uddannelsesstart. Til gensamtalen har ansøgeren forklaret, at han blev indkaldt til møde to gange, henholdsvis nogle måneder efter uddannelsesstart og en uge senere. Flygtningenævnet finder det endvidere påfaldende, at ansøgeren 1½ år efter sin bortvisning fra universitetet og uden særlig anledning skulle begynde at missionere for bahai-religionen. Ansøgeren har ikke kunnet redegøre for sin indre overbevisning eller sine overvejelser omkring konvertering til bahai, ligesom ansøgeren har demonstreret et begrænset kendskab til religionen. Endelig forekommer det usandsynligt, at myndighederne skulle have fået kendskab til hans angivelige konvertering til bahai, henset til at ikke andre end vennen Hamed havde kendskab til hans interesse for religionen og til hans yderst begrænsede aktivitet i form af at hænge løbesedler op nogle gange. Flygtningenævnet kan derfor ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han er konverteret til bahai-religionen til grund. Det forhold, at ansøgeren har deltaget i et møde ved den danske bahai-menighed, kan ikke føre til et andet resultat, og nævnet finder det ganske usandsynligt, at de iranske myndigheder skulle have fået kendskab hertil. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran er i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Ansøgeren har ikke meddelt lovligt forfald til nævnsmødet, hvorfor Flygtningenævnet ikke finder anledning til at udsætte sagen på fornyet indkaldelse af ansøgeren eller på den beskikkede advokats mulighed for at afholde samtale med ansøgeren. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/410/gjey
Nævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og yarsan af trosretning fra Sarpol-e Zahab, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter, at sin tidligere ægtefælles brødre vil slå ham ihjel. Dette asylmotiv er frafaldet for nævnet. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at han frygter de iranske myndigheder. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv om, at han frygter sin tidligere ægtefælles brødre, oplyst, at han har giftet sig med sin tidligere ægtefælle uden den tidligere ægtefælles brødres accept heraf. Ansøgeren giftede sig med sin tidligere ægtefælle i 2000, hvorefter de sammen flyttede til Karaj. Tre måneder forinden de blev gift, var ansøgerens tidligere ægtefælle stukket af hjemmefra med henblik på at bo sammen med ansøgeren. Årsagen til, at ansøgerens tidligere ægtefælle valgte at stikke af, var, at de begge vidste, at ansøgerens tidligere ægtefælles familie ikke ville acceptere, at de lod sig gifte, idet ansøgerens tidligere ægtefælle er sunnimuslim, og ansøgeren er yari-troende. Ansøgerens tidligere ægtefælle blev i 2008 eller 2009 påkørt af en af sine brødre i Sarpol-e Zahab. Ansøgeren og hans tidligere ægtefælle udrejste af Iran [sommer] 2014. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv om, at han frygter de iranske myndigheder, oplyst, at han er konverteret til kristendommen efter sin ankomst til Danmark. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet forklaringen fremstår utroværdig og fremstår konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har for Flygtningenævnet frafaldet sit asylmotiv i relation til konflikten med den tidligere ægtefælles familie, idet han ikke mener, at det vil give ham problemer i forhold til en tilbagevenden til Iran, da parret ikke længere er sammen. Flygtningenævnet finder imidlertid, at ansøgerens forklaring i forbindelse med det oprindelige asylmotiv svækker ansøgerens generelle troværdighed. Flygtningenævnet har ved vurderingen af ansøgerens konflikt med familien til ansøgerens tidligere ægtefælle, [A], lagt afgørende vægt på en Facebook-korrespondance mellem ansøgeren og en person ved navn [B], hvor ansøgeren beskriver, at [A’s] familie hjalp ansøgeren med at udrejse af Iran. Dette er ikke foreneligt med ansøgerens forklaring om, at han frygtede [A’s] familie og ikke har haft kontakt med dem siden 2001. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgeren, da han blev foreholdt indholdet af korrespondancen med [B], først har forklaret, at han ikke kendte [B], og at ansøgeren efterfølgende har forklaret, at [B] er hans ven. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han har oplevet individuelle konflikter med [A’s] familie i Iran. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at sin konversion til kristendommen er reel. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at det er påfaldende, at ansøgeren konverterede til kristendommen i Danmark kort tid efter, at han fik at vide, at der var truffet afgørelse om, at anmode de italienske udlændingemyndigheder om at overtage ansøgeren og hans familie. Flygtningenævnet har lagt vægt på de Facebook-korrespondancer, ansøgeren har haft med en person ved navn [C], som får ansøgerens forklaring om hans konversion kristendommen til at fremstå utroværdig og konstrueret. Ansøgeren har således [sommer] 2016 skrevet til [C], at hvis hun nævner kristendommen i forbindelse med ansøgning om asyl i [land], vil det skabe gode resultater. Ansøgeren har endvidere skrevet til [C], at ansøgeren kan sende hende spørgsmål om kristendommen. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgernes forklaring om hans konversion til kristendommen ikke forekommer at være udtryk for en dybereliggende refleksion. Flygtningenævnet har herunder lagt vægt på, at ansøgeren ikke har været i stand til at redegøre dybere for sin indre afklaringsproces, kristne overbevisning eller hans beslutning om at blive døbt. De fremlagte udtalelser kan ikke føre til en ændret vurdering. Den omstændighed, at ansøgeren har slået opslag med kristne budskaber op på sin egen Facebook-profil kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren ikke kan anses for at have været i de iranske myndigheders søgelys ved sin udrejse af Iran, og at det af det tilgængelige baggrundsmateriale, herunder særligt af Udlændingestyrelsen og Dansk Flygtningehjælps rapport "House Churches and Converts" fra februar 2018 fremgår, at deklarering af konversion på Facebook i sig selv ikke leder til forfølgelse, men muligt til monitorering. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at de iranske myndigheder skulle være bekendt med ansøgerens aktiviteter på Facebook, og at han som følge heraf skulle være i et modsætningsforhold til de iranske myndigheder. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/409/gjey
Nævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og ateist fra Baneh, Iran. Ansøgeren har været medlem af Kurdish Democratic Party of Iran (KDPI) siden 2011. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter, at han vil blive slået ihjel af de iranske myndigheder, fordi han har været peshmerga for KDPI i Irak. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans bror blev slået ihjel af den iranske efterretningstjeneste i 2011 grundet sine politiske aktiviteter for KDPI i Iran. Efter brorens død blev ansøgeren og hans far flere gange indkaldt til afhøringer af efterretningstjenesten, hvor de blev spurgt til brorens politiske aktiviteter. Ansøgeren og familien besluttede derefter, at ansøgeren skulle udrejse til Irak for at blive peshmerga, fordi det var for farligt for ham at blive i Iran. Et medlem af KDPI hjalp ansøgeren med at arrangere rejsen til KDPIs lejr i Irak, hvor ansøgeren tog ophold, og blev peshmerga. I lejren modtog ansøgeren militærtræning og spredte politiske budskaber på Facebook. I begyndelsen af 2013 fik ansøgeren at vide, at de iranske myndigheder havde givet oplysninger til partiet Patriotic Union of Kurdistan om, at de ønskede at samarbejde med ansøgeren. Under ansøgerens ophold i Irak blev hans familie opsøgt af den iranske efterretningstjeneste omkring ti gange. Her truede de ansøgerens far med at fængsle ham, hvis ikke ansøgeren vendte tilbage til Iran. Efterretningstjenesten pressede endvidere ansøgerens far til at udlevere ansøgerens telefonnummer. Efterretningstjenesten kontaktede herefter ansøgeren og spurgte, om han mod betaling ville samarbejde med dem, hvilket ansøgeren afslog. Ansøgerens far blev senest truet af efterretningstjenesten tre måneder forinden ansøgerens udrejse af Irak. Ansøgeren udrejste af Irak i [efterår] 2015, fordi ISIL rykkede tættere på KDPIs lejr. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgeren på centrale punkter har forklaret divergerende og påfaldende, ligesom væsentlige dele af ansøgerens forklaring ikke fremstår sandsynlig og fremstår konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om hans baggrund for at rejse fra sin familie og tilslutte sig KDPI i Irak ikke forekommer sandsynlig. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at det forekommer påfaldende, at ansøgeren og hans forældre, der ikke var politisk aktive, intet kendte til ansøgerens brors angivelige aktiviteter for KDPI, ligesom det forekommer påfaldende, at ansøgeren, der da var ca. 18 år og ikke havde været politisk aktiv, umiddelbart efter broren angiveligt var blevet slået ihjel af de iranske myndigheder, rejste til Irak for at være peshmerga. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende omkring sine opgaver for KDPI. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren oplyst, at han var vagt for lederne i 1 år, hvor han også fik en særlig træning til at bevogte dem. Til asylsamtalen den [forår] 2017 har ansøgeren forklaret, at han havde en vagtfunktion i mere eller mindre hele perioden, og at han har holdt vagt for en base for eksempel og har ikke oplyst om, at han havde en vagtopgave for lederne. For Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at han bevogtede forskellige aktiviteter og basen og har ikke oplyst, at han havde en bevogtningsopgave for lederne. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende omkring, hvilke kampe han har deltaget i for KDPI. Om kampen med ISIL har ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen oplyst, at han var med til at skyde under kampen, og at han ikke ved, om han dræbte nogen, da man i kamphandlinger bare skyder. Til asylsamtalen [vinter] 2017 forklarede ansøgeren, at han i kampen mod ISIL har affyret skydevåben, men at han ikke skød nogen, at der blev anvendt tunge våben, og at man ikke står over for hinanden og skyder, da der er for lang afstand. Til asylsamtalen [forår] 2017 oplyste ansøgeren, at han ikke skød i forbindelse med kampene med ISIL, men at han var med ved fronten. For Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at han bar et kalashnikovgevær, at hans våben var nytteløst mod ISIL, der var 12 km væk, og at han ikke affyrede skud mod nogen personer. Om ansøgerens deltagelse i kampen mod PKK har ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen oplyst, at han var med til at skyde mod PKK, og at han ikke ved, om han dræbte nogen. Til asylsamtalen [vinter] 2017 har ansøgeren forklaret, at han skød, og at sådan var krig, men at han ikke havde dræbt nogen, fordi han kunne se det, da de var tæt på kamphandlingerne. For Flygtningenævnet har ansøgeren oplyst, at han havde et maskingevær, og at han havde fået at vide, at han ikke måtte affyre skud, hvilket han ikke gjorde. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret forskelligt om kamphandlingerne mod PKK. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren oplyst, at kamphandlingerne mod PKK opstod i forbindelse med, at KDPI gerne ville have en base i bjergene, hvilket PKK ikke ønskede. Til asylsamtalen [vinter] 2017 og for Flygtningenævnet har ansøgeren oplyst, at kampene opstod fordi PKK, som samarbejder med de iranske myndigheder, ikke ville lade peshmergaer krydse grænsen ved Iran. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om hans aktivitet på Facebook og TV ikke fremstår overbevisende. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har oplyst, at han flyttede fra Iran, fordi hans bror blev dræbt på grund af hans politiske aktivitet, og fordi ansøgerens familie efterfølgende kom i myndighedernes søgelys og blev afhørt om hans brors aktiviteter. Ansøgeren har endvidere oplyst, at hans aktiviteter på Facebook og Internettet kunne bringe hans familie i fare. Ansøgeren har i den forbindelse oplyst, at han er peshmerga og ved disse aktiviteter støtter partiet. Flygtningenævnet finder ikke, at det forekommer troværdigt, at ansøgeren offentligt skulle agitere for KDPI, når han vidste, at han derved udsatte sin familie for fare, herunder set i lyset af, at hans bror angiveligt blev dræbt af myndighederne på grund af politisk aktivitet, og at ansøgeren og hans familie efterfølgende kom i myndighedernes søgelys. Flygtningenævnet bemærker, at det af ansøgeren fremagte brev fra Parti Démocratique du Kurdistan d`Iran af [efterår] 2018 ikke kan føre til et andet resultat. Det bemærkes, at det fremgår af brevet blandt andet, at grunden til, at han er udrejst er, at han har udtalt sig mod de iranske myndigheder og derfor har været nødt til at forlade Kurdistan i Iran, hvilket ikke stemmer med ansøgerens forklaring om, at han ikke har været politisk aktiv, da han var i Iran. Flygtningenævnet bemærker, at de af ansøgeren fremlagte fotos og film ikke har en sådan karakter, at de kan føre til et andet resultat. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2018/408/gjey
Nævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og angiveligt kristen fra […], Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren henviste som oprindeligt asylmotiv til, at han frygtede at blive slået ihjel af myndighederne eller familien til en kvinde, som han havde indledt et seksuelt forhold til. Familien ville ikke acceptere deres forhold, da kvinden var shiamuslim, mens ansøgeren var yarsan. Dette asylmotiv er behandlet og afvist ved Flygtningenævnets beslutning af [en nærmere angiven dato i efteråret] 2014. Ansøgeren har som nyt asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive forfulgt, fordi han er konverteret fra yarsan til kristendommen. Ansøgeren har til støtte for sit nye asylmotiv forklaret, at han igennem flere år har deltaget i kristne aktiviteter, herunder kristendomsundervisning og gudstjenester. Ansøgeren har endvidere forklaret, at han [i vinteren] 2014 blev døbt, og at han udøver sin tro offentligt. Indledningsvis bemærker Flygtningenævnet, at i et tilfælde, hvor ansøgerens asylmotiv er frygt som følge af konversion efter udrejse, er der anledning til at foretage en kritisk og indgående bedømmelse af troværdigheden af ansøgerens forklaring herom, herunder om tidspunktet for konverteringen, baggrunden for konverteringen og om følgerne af konverteringen, jf. herved også UNHCR’s Guidelinges on International Protection: Religion-Based Refugee Claims under Article 1A(2) of the 1951 Convention and/or the 1967 Protocol relating to the Status of Refugees, pkt. 34. Dette gælder så meget desto mere, når ansøgerens deltagelse i kirkelige aktiviteter først påbegyndes i forbindelse med, at ansøgeren modtager Udlændingestyrelsens afslag på asyl, og når dåben først foretages efter modtagelse af endeligt afslag på asyl. Flygtningenævnets lægger til grund, at ansøgerens konversion ikke er reel, men udtryk for et nyt konstrueret asylmotiv. Flygtningenævnet er opmærksomt på, at de fremlagte erklæringer godtgør, at ansøgeren kontinuerligt i en periode på mere end fire år har deltaget i gudstjenester og en række andre kristne aktiviteter, og at han i den forbindelse er blevet oplevet som reelt troende kristen. Flygtningenævnet lægger imidlertid heroverfor vægt på følgende omstændigheder: Det må lægges til grund, at ansøgeren først opsøgte den kristne kirke i forbindelse med, at han modtog Udlændingestyrelsens afslag på asyl, og at han først derefter har stiftet nærmere bekendtskab med kristendommen. Det må endvidere lægges til grund, at ansøgeren gik i kirke fra maj til december 2014, mens han modtog undervisning (alphakursus), hvorefter han blev døbt [en nærmere angiven dato i vinteren] 2014. Desuagtet har ansøgeren hverken til sin beskikkede advokat eller under nævnsmødet [en nærmere angiven dato i efteråret] 2014 forklaret om interesse for kristendommen. Ansøgeren oplyste, at han var yarsan. Det forekommer i den sammenhæng ikke troværdigt, at ansøgeren – som har færdedes i såvel iranske som kirkelige kredse – ikke skulle være bekendt med, at en interesse for kristendommen kunne være relevant i forbindelse med ansøgningen om asyl. Ansøgeren har på spørgsmål om sine bevæggrunde for at konvertere alene svaret i overordnede vendinger, der fremstår tillærte. På spørgsmål om ansøgerens overvejelser om konsekvenserne for ham og hans familie ved hans konversion, har ansøgeren alene svaret overfladisk og afglidende. Set i forhold til islams betydning i det iranske samfund forekommer det usandsynligt, at ansøgerens overvejelser om konversion skulle være af så overfladisk karakter, hvis konversionen var reel. Endvidere har ansøgeren et ret begrænset kendskab til kristendommen, og han har ikke på overbevisende måde kunnet redegøre nærmere for bl.a., hvilken betydning dåben havde for ham. Endelig må ansøgerens generelle troværdighed vurderes som lav henset til, at det fortsat må lægges til grund, at hans forklaring om sit oprindelige asylmotiv var usand. Sammenfattende finder Flygtningenævnet efter det ovenfor anførte, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hans konversion til kristendommen er reel, herunder således at det kan antages, at ansøgeren vil foretage kristne handlinger ved en tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgerens deltagelse i gudstjenester og andre kristne aktiviteter er sket i et forsøg på at skabe sig et sur place-asylmotiv og uden at have baggrund i en reel religiøs overbevisning hos ansøgeren. Flygtningenævnet tilsidesætter på den baggrund ansøgerens forklaring om sin konversion som konstrueret og utroværdig. De fremlagte udtalelser fra bl.a. præster samt ansøgerens dåbsattest kan ikke føre til en ændret vurdering. Den omstændighed, at ansøgeren har lagt billeder på sin danske Facebook-profil med kristne motiver og tekst, kan ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet kan således ikke lægge til grund, at ansøgeren som følge heraf er kommet eller vil komme i et asylbegrundende modsætningsforhold til hverken de iranske myndigheder, grupperinger eller privatpersoner. Nævnet har herved lagt vægt på, at karakteren, indholdet og omfanget af ansøgerens Facebook-opdateringer med kristent indhold fremstår konstrueret som et forsøg på at skabe sig et sur place asylmotiv og uden at have baggrund i en reel religiøs overbevisning hos ansøgeren. Ansøgeren har heller ikke for nævnet på overbevisende måde kunnet redegøre for, hvilke budskaber, ansøgeren ønsker at viderebringe med sine mange opslag. Endvidere har nævnet lagt vægt baggrundsoplysningerne om de iranske myndigheders kendskab til og reaktion på, at iranere bruger konversion i forsøget på at opnå asyl, jf. Udlændingestyrelsen og Dansk Flygtningehjælp, Fact-finding report. House Churches and Converts, februar 2018, særligt s. 8 samt pkt. 80, 82, 88 og 124. Det er herefter fortsat Flygtningenævnets vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder herefter ikke grundlag for at ændre nævnets afgørelse af 24. september 2014.” Iran/2018/407/JABP
Nævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunnimuslim fra […], Orumieh, Iran. Ansøgeren har været medlem af KDPI i Iran siden 2009. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagenvenden til Iran frygter de iranske myndigheder, ISIL og al-Qaeda, da han igennem sine aktiviteter for KDPI har infiltreret den salafistiske organisation [A], der støtter al-Qaeda. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i 2009, igennem sin barndomsven [B], blev medlem af KDPI. [B] havde tidligere været meddeler for KDPI i Iran, men han var flygtet til Irak. [B] havde arbejdet for KDPI med at infiltrere yderligtgående islamiske grupper, der samarbejdede med al-Qaeda. Ansøgeren samarbejdede med [B] i seks måneder, hvorefter [B] forlod Irak. Ansøgeren arbejdede herefter med [C], som underviste ansøgeren i det arbejde, han skulle udføre. Efter oplæringen fik ansøgeren til opgave at infiltrere islamistiske grupper. Ansøgeren infiltrerede herefter [A], der støtter al-Qaeda. Ansøgerens kontakt til gruppen skete igennem mullahen [D]. Ansøgeren blev igennem [D] introduceret for [A’s] leder, [E]. Ansøgeren opnåede de to efterfølgende år [E’s] tillid, og han blev tilknyttet [A]. Ansøgeren arbejdede for [A] [i omkring tre år]. Ansøgerens arbejde bestod i, at han var chauffør, tolk og beskedbudbringer for [E]. Samtidig med, at ansøgeren arbejdede i [A], rapporterede han om gruppen og [E] til KDPI. De oplysninger, ansøgeren videregav, medførte, at [E] og omkring tyve personer fra [A] blev anholdt af den iranske efterretningstjeneste. Da ansøgeren opholdt sig i sit hjem [i efteråret] 2014, blev ansøgeren opsøgt og anholdt af den iranske efterretningstjeneste. Ansøgeren var tilbageholdt i otte måneder, hvor han under myndighedernes afhøringer blev udsat for tortur i form af udsættelse for kulde, slag og spark og overhældning med koldt vand. Ansøgeren blev [i sommeren] 2015 løsladt mod kaution. Ansøgeren blev efterfølgende rådet af sin advokat til at udrejse af Iran, da advokaten mente, at ansøgeren ville blive idømt en fængselsstraf på 15 års fængsel. Ansøgeren udrejste herefter af Iran. Ansøgeren har for Flygtningenævnet videre oplyst, at han har fortsat sine politiske aktiviteter for KDPI under sit ophold i Danmark, idet han blandt andet har skrevet artikler på internettet og deltaget i demonstrationer. Indledningsvis bemærker Flygtningenævnet, at nævnet kan tiltræde det af Udlændingestyrelsen i afgørelse af 2. juni 2017 anførte om, at ansøgerens generelle troværdighed må anses for i betydelig grad svækket ved, at han har anvendt falske papirer. Herudover bemærker Flygtningenævnet, at ansøgerens forklaring på væsentlige punkter forekommer usandsynlig. Det fremgår således af hans forklaring, at han af de iranske myndigheder blev anklaget for såvel spionage som terror, således, at ansøgeren blev beskyldt for at være medlem af en terrorgruppe og spion for KDPI. Flygtningenævnet finder det usandsynligt, at en person, der var mistænkt for så alvorlig kriminalitet, ville være blevet løsladt mod kaution. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at ansøgeren til sin asylsamtale den 22. februar 2017 forklarede, jf. side 8, at han ikke ved, om den terrorgruppe, som han infiltrerede, foretog en kontrol af hans baggrund. Ved fremmøde i Flygtningenævnet den 27. november 2018 forklarede han imidlertid, at der blev foretaget et sikkerhedstjek, men at de andre medlemmer af gruppen dog ikke kendte andet end hans fornavn. Ligesom Udlændingestyrelsen lægger Flygtningenævnet også vægt på den væsentlige uoverensstemmelse mellem ansøgerens forklaringer om hvordan myndighederne i Iran opdagede hans relation til KDPI, jf. afgørelsen side 3 med henvisning til hhv. samtalen den 17. juni 2016 og samtalen den 22. februar 2017. For så vidt angår de dokumenter, der er fremlagt i forbindelse med nævnsmødet, indeholder disse ikke oplysninger om baggrunden for den stillede kaution og det er således ikke dokumenteret, at kautionen skyldes en sigtelse for spionage, terror eller lignende. For så vidt angår ansøgerens aktiviteter i Danmark bemærkes, at ansøgeren på sociale medier optræder under et opdigtet navn. Der foreligger ikke i øvrigt oplysninger som giver grund til at antage, at de iranske myndigheder har kendskab til hans i øvrigt ret begrænsede aktiviteter. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet herefter ikke, at det er godtgjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran vil blive udsat for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk.1, eller forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/406/JHB
Nævnet stadfæstede i december 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt to børn fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske kurdere og yarsan af trosretning fra […], Kermanshah, Iran. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet af myndighederne, fordi de kom op at slås med myndighedspersoner over et stykke jord, som myndighederne ikke mente, ansøgerne havde krav på. Den mandlige ansøger har videre henvist til, at to af hans afdøde brødre var peshmergaer, og at den ene er død i kamp, mens den anden flygtede til Sverige, hvor han senere døde. En tredje bror døde i kampene mellem Iran og Irak, og denne bror har en søn, der bor i Irak og er politisk aktiv og vistnok også peshmerga. Hans søsters afdøde ægtefælle var politisk aktiv i Irak og søsterens søn var politisk aktiv i Irak og flygtede til Danmark for 3-4 år siden. Den kvindelige ansøgers svoger har været politisk aktiv i Iran og flygtede til Danmark for 5 år siden, og hendes farbror og hendes fars fæt-ter var også politisk aktive i Iran. Farbroren blev efter at have været fængslet i fire år henrettet, da den kvindelige ansøger var 8-9 år gammel. Den kvindelig ansøger har desuden en faster, der bor i Danmark, og også fasterens mand har været politisk aktiv. Ansøgerne har til støtte for deres asylmotiv oplyst, at den mandlige ansøger ejede et stykke jord, som han havde arvet af sin fami-lie. Omkring to år før deres udrejse modtog de et brev fra myndighederne, hvori der stod, at de ikke havde krav på jorden. Ansøgerne forsøgte forgæves at skaffe dokumentation for, at den mandlige ansøger var den retmæssige ejer, og kontaktede efterfølgende en advokat, der skulle hjælpe dem. Senere traf retten afgørelse om, at ansøgerne ikke måtte dyrke jorden, idet den til-hørte myndighederne, eftersom ansøgerne ikke havde et skøde. Ansøgerne klagede over denne afgørelse og fortsatte i mellemtiden med at dyrke jorden. En dag blev ansøgerne opsøgt af fire myndighedspersoner, mens de var ude for at tilså jorden. Der opstod et slagsmål mellem dem og myndighedspersonerne, og en af myndighedspersonerne ramte en anden myndighedsperson, da han ville slå ud efter den mandlige ansøger. Personen, der blev ramt, var kurder og opfordrede ansøgerne til at stikke af, Det lykkedes for ansøgerne at stikke af hen til den mandlige ansøgers søster, hvor deres børn opholdt sig. Mens de gemte sig der, blev de kontaktet af den kvindelige ansøgers far, der fortalte, at myndighederne havde været på bopælen og afleveret en tilsigelse, hvoraf det fremgik, at de på grund af volden mod myndighedspersonen og den ulovlige dyrkning af jorden ville blive anholdt, fængslet i 6 år, få en bøde og blive pisket. Ansøgerne solgte med familiens hjælp deres ejendele og flygtede herefter illegalt ud af Iran. Indledningsvist bemærkes, at nævnet ved vurderingen af ansøgernes forklaringer har taget højde for, at den mandlige ansøger er analfabet, og at han har påberåbt sig, at der har været tolkevanskeligheder i forbindelse med samtalerne med Udlændingestyrelsen, samt den omstændighed at den kvindelige ansøger kun har haft 5 år skolegang. Nævnet har i den forbindelse lagt til grund, at der ikke under nævnsmødet har været problemer med tolkningen. Flygtningenævnet kan desuagtet ikke lægge ansøgernes forklaringer om asylmotiver til grund, idet forklaringerne på en række centrale punkter har været usandsynlige og divergerende, herunder indbyrdes divergerende, hvorfor de i det hele fremstår som konstruerede til lejligheden. Det forekommer påfaldende, at ansøgerne skulle drive landbrug mere end 3 timers kørsel fra det sted, hvor de boede, navnlig i lyset af, at de under mødet i nævnet har forklaret, at landbruget var deres primære indtægtskilde. Det bemærkes i den forbindelse, at den kvindelige ansøger tidligere har forklaret, at det var den mandlige ansøgers salg af tøj, der var hovedindtægtskilden, og at de godt kunne overleve uden at dyrke jorden, men at de gik meget op i at beholde jorden, fordi de var overbeviste om, at den tilhørte dem og valgte at kæmpe for deres ret. Ansøgerne har videre under nævnsmødet forklaret indbyrdes divergerende med hensyn til, hvor tit de var oppe for at dyrke jorden, idet den mandlige ansøger har forklaret, at de var oppe ved jorden 2-3 gange om måneden, hvorimod den kvindelige ansøger har forklaret, at de var der 3 gange om året, herunder flere måneder i forbindelse med høsten, 3-4 dage i forbindelse med tilsåningen og en dag i forbindelse med gødskning af jorden. Ansøgerne har videre forklaret divergerende med hensyn til, om rettens afgørelse om ejendomsretten til jorden blev anket eller ej. Den mandlige ansøger har under nævnsmødet forklaret, at advokaten klagede, og at der ville blive endnu en retssag. I forbindelse med asylsamtalen har den kvindelige ansøger forklaret, at dommen blev anket, og at hun og ægtefællen udrejste, før der faldt dom i ankesagen, hvorimod hun under nævnsmødet har forklaret, at hun og ægtefællen protesterede mod afgørelsen men fik at vide, at der kun ville blive en retssag mere, hvis myndighederne tillod dem at klage videre. Ansøgernes forklaringer om den episode, hvor de blev opsøgt på marken, har været upræcis og afglidende i forhold til beskrivelsen af området, og hvordan de slap væk. Det bemærkes, at det ikke er sandsynligt, at ansøgerne var i stand til at slippe væk ved at gå 25-30 minutter, indtil de kunne gemme sig bag nogle højdedrag, mens de 3 myndighedspersoner var optaget af at læsse frø på bilen, skrive rapport og tage sig af den ikke uniformerede embedsmand, der var blevet såret. Dette navnlig set i lyset af, at den mandlige ansøger også var kommet til skade og var dårligt gående og måtte hjælpes af den kvindelige ansøger, hvorimod militærpersonerne var i bil og bevæbnede med kalashnikovs. Det forekommer navnlig usandsynligt, at myndighedspersonerne end ikke skulle have forsøgt at råbe ansøgerne an, da de gik fra stedet. Ansøgerne har i den forbindelse også forklaret divergerende med hensyn til, om den ikke uniformerede embedsmand henvendte sig til dem begge, da han sagde, at de skulle flygte, eller om han kun sagde det til den mandlige ansøger samt med hensyn til, om de andre myndighedspersoner ikke kunne høre ham, fordi han hviskede, eller om de ikke forstod ham, fordi han talte kalhori. Også med hensyn til, hvor mange dage ansøgerne skjulte sig hos den mandlige ansøgers søster, har den kvindelige ansøgers forklaring været divergerende, idet hun både har forklaret, at det drejede sig om 10 og 15 dage. Den kvindelige ansøger har tidligere i forbindelse med oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at myndighederne havde sendt en tilsigelse til hendes far gennem et sendebud, ligesom hun til asylsamtalen forklarede, at hun på bopælen hentede nogle indkaldelser til en retssag, hvorimod begge ansøgerne under nævnsmødet har forklaret, at der allerede var afsagt en dom over dem begge, og at der ikke forud herfor var sendt tilsigelser. Det forekommer i den forbindelse også mindre sandsynligt, at de iranske myndigheder allerede indenfor fem dage fra episoden på marken skulle havde afsagt en dom. Om flugten bemærkes, at det ikke er sandsynligt, at ansøgerne selv valgte at tage tilbage til bopælen for at hente tøj, penge og papirer fremfor at få familien til at hente disse effekter til dem, set i lyset af den risiko dette indebar. Videre har den mandlige ansøger under nævnsmødet først forklaret, at det var agenten, der kørte dem til bopælen, hvorefter han, da han blev foreholdt sin tidligere forklaring, ændrede dette til, at det var søsterens søn, der kørte dem, og at de først mødte agenten, da de kom tilbage til hjembyen. Nævnet har derfor tilsidesat ansøgernes forklaringer om, at de skulle have en konflikt med de iranske myndigheder, og at der skulle være afsagt en dom over dem. Hverken de generelle forhold i Iran eller den omstændighed at ansøgerne er Yaresan og er udrejst af Iran illegalt kan isoleret føre til, at de meddeles asyl. Ingen af ansøgerne har været politisk aktive, og det samme gælder de af deres nærmeste familiemedlemmer, der er tilbage i Iran. De familiemedlemmer fra såvel den mandlige som kvindelige ansøgers familie, der har været politisk aktive, er udrejst af Iran for mange år siden, mens ansøgerne var børn, uden at har givet ansøgerne eller de øvrige tilbageværende familiemedlemmer problemer med myndighederne. Begge ansøgere må således betragtes som uprofilerede i forhold til de iranske myndigheder. Nævnet finder efter en samlet vurdering heller ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de af denne grund vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb ved en tilbagevenden til Iran. Det er herefter ikke sandsynliggjort, at ansøgerne ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller overgreb efter § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2018/405/thv
Nævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2015. Sagen er sambehandlet med iran/2018/401/DH, iran/2018/402/DH og iran/2018/403/DH Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder fra Iran. Han er født sunnimuslim, men er i Danmark konverteret til kristendommen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren, der den [dato primo] 2017 blev meddelt afslag på asyl på grundlag af hans og sin fars oprindelige asylmotiv, har som nyt asylmotiv henvist til, at han er konverteret til kristendommen. Som følge af konversionen frygter han de iranske myndigheder ved en tilbagevenden til Iran. Han har til støtte herfor oplyst, at han ikke i Iran var troende, men at han under tvang læste i koranen og gik i moske. Da han kom til Danmark, mødte han en iransk pige, som inviterede ham med i kirke. Han tænkte, at det ville være en god ide, fordi han følte sig isoleret og kunne møde nye mennesker. Han fortsatte med at gå i kirke, fordi han godt kunne lide at kommer der. Først talte han blot med pigen og var ligeglad med, hvad der blev sagt i kirken. Senere blev han mere interesseret i, hvad der blev sagt i kirken. Han kom i kirken tre til fire gange om måneden og blev mere glad og positiv, når han læste i Biblen. Ansøgeren blev døbt i [A] Kirke den [dato i efteråret] 2017. Han missionerer over for sine venner, men i Iran kan han ikke gøre andet end indvendigt at bede bøn og bede Gud og hjælp. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren – der under mødet i Flygtningenævnet har svaret relevant på stillede spørgsmål – er tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylsagsbehandling. Flygtningenævnet har på baggrund af ansøgerens oplysninger om sin konversion og sagens oplysninger i øvrigt foretaget en vurdering af, om ansøgerens konversion kan betragtes som reel, således at det må lægges til grund, at ansøgerens nye tro er udtryk for en reel indre overbevisning. I en sådan vurdering indgår oplysningerne om tidspunktet for ansøgerens konversion, herunder om ansøgeren tidligere har vist interesse for at konvertere, ansøgerens kendskab til og forståelse for de grundlæggende læresætninger, historiske begivenheder og centrale personer af betydning for ansøgerens nye tro (højtider, trosbekendelse, væsentlige skrifter og lignende). Det indgår også, om ansøgerens nye tro har manifesteret sig i ydre handlinger, herunder om ansøgeren er blevet døbt, har deltaget i gudstjenester, religiøs undervisning, og om ansøgerens aktiviteter har haft en vedvarende og regelmæssig karakter. I vurderingen indgår tillige en stillingtagen til, om det kan lægges til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran må forventes at ville leve et åbent kristent liv, og om der endvidere er grundlag for at lægge til grund, at ansøgeren vil foretage sig kristne aktiviteter af missionerende karakter. Endelig hører det med til vurderingen – for det tilfælde, at der kan rejses tvivl om realiteten af konversionen – om ansøgerens handlinger i forbindelse med at forsøge at sandsynliggøre sin konversionen kan have bragt ham i de iranske myndigheders eller andres søgelys på en måde, hvor han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for asylrelevant forfølgelse eller asylbegrundende overgreb. Det er efter ansøgerens forklaring lidt usikkert, hvornår han først begyndte at interessere sig for kristendommen, men det kan lægges til grund, at han blev døbt den [dato i efteråret] 2017, og han har for nævnet forklaret, at han påbegyndte dåbsforberedende undervisning på et tidspunkt, der ligger meget tæt på [dato primo] 2017, hvor han modtog Udlændingestyrelsens afslag på asyl på baggrund af sit og sin fars tidligere asylmotiv. Det følger af UNHCR’s Guidelines on International Protection: ”Religion-Based-Refugee Claims under article 1A(2)” fra april 2004, at der i en sådan situation stilles større krav til ansøgerens troværdighed, og at en mere dybtgående undersøgelse af omstændighederne og ægtheden af konversionen vil være nødvendig. Ansøgeren har under sagen for nævnet demonstreret et vist kendskab til grundlæggende læresætninger, historiske begivenheder og centrale personer inden for kristendommen, ligesom ansøgeren har fremlagt enkelte erklæringer, der tegner et billede af, at ansøgeren regelmæssigt har deltaget i kirkelige aktiviteter. Nævnet finder imidlertid at måtte lægge til grund, at ansøgerens kristne aktiviteter synes mere begrundet i et ønske om at indgå i et socialt fællesskab end at være udtryk for en reel ændret religiøs overbevisning. Ansøgerens aktiviteter inden for kirken, såsom tolkning, lave kaffe og deltagelse i udflugter, synes således kendetegnet ved at have et socialt fremfor et egentligt religiøst formål. Ansøgeren har da heller ikke på overbevisende måde over for nævnet kunnet redegøre for bevæggrunde af religiøs karakter som begrundelse for konversionen. Nævnet har ved vurderingen af ansøgernes evne til at reflektere over bevæggrundene for konversionen ladet indgå, at ansøgeren kun er 17 år gammel. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at der ikke er holdepunkter for at antage, at ansøgerens konversion er udtryk for en reel ændret indre overbevisning, og at ansøgeren – der da også for Udlændingestyrelsen og nævnet har forklaret, at han ved en tilbagevenden til Iran vil undlade at udøve sin nye religion offentligt – har et behov for eller ønske om at fortsætte sine kristne aktiviteter ved en tilbagevenden til Iran. Nævnet bemærker, at der heller ikke er holdepunkter for at antage, at ansøgeren som følge af sin deltagelse i kristne aktiviteter i Danmark skulle være kommet i de iranske myndigheders eller andres søgelys på en måde, så der er grundlag for at antage, at myndighederne eller andre ved ansøgerens tilbagevenden til Iran vil reagere asylrelevant herpå. Ansøgeren vurderes herefter ikke at være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7 ved en tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2018/404/DH
Nævnet meddelte i juni 2018 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger samt tre børn fra Iran. Indrejst i 2015. Sagen er sambehandlet med iran/2018/401/DH, iran/2018/402/DH og iran/2018/404/DH Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder, født i Bagdad, Irak, og er iransk statsborger. Hun flyttede med familien til Teheran i slutningen af 1970’erne. Hun er født muslim, men er blevet ateist i Danmark. Ansøgerens to brødre, [A] og [B], har haft kontakt til og arbejdet med kristne og jøder i Iran. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder, fordi hendes brødre har været involveret i jødiske aktiviteter. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens brødres forklaringer om, at de har sat personer i forbindelse med [X] og [Y] med henblik på blandt andet at drøfte jødedommen. Nævnet lægger herved navnlig vægt på, at ansøgerens brødre har afgivet divergerende forklaringer om omstændighederne, da [X] og [Y] første gang fortalte, at de var jøder, hvem der blev sat i kontakt med [X] og [Y], og omstændighederne i forbindelse med afsløringen af mødestederne og udrejsen. Nævnet bemærker, at nævnet har vurderet, om divergenserne kunne skyldes [B]s psykiske tilstand, der er beskrevet i de lægelige akter, og som nævnet lægger til grund, men nævnet finder ikke, at dette er tilfældet. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at der under hensyn til karakteren af de afgivne forklaringer ikke findes grundlag for at søge at indhente nærmere oplysninger om den påberåbte dom. Flygtningenævnet lægger endvidere vægt på, at ansøgeren og hendes ægtefælle har forklaret fundamentalt forskelligt til de danske myndigheder om omstændighederne i forbindelse med den anholdelse af ansøgerens ægtefælle, som de har forklaret om. Flygtningenævnet kan således ikke lægge til grund, at den anholdelse har fundet sted. Ansøgeren har videre henvist til, at hun nu er ateist. Flygtningenævnet har således tilsidesat ansøgerens forklaring om sit oprindelige asylmotiv. Der skal herefter foretages en nøje og kritisk vurdering af ansøgerens sur place-motiv i form af frafald fra islam. Nævnet finder ikke grundlag for at antage, at ansøgeren vil bringe sig i modsætningsforhold til myndighederne eller lokalbefolkningen som følge heraf. Ansøgeren har endvidere påberåbt sig frygt for overgreb fra sin ægtefælle som følge af, dels at hun har været ham utro, dels at hun hindrede ham i at tage børnene med tilbage til Iran, da han udrejste af Danmark. Flygtningenævnets flertal finder under henvisning til ansøgerens forklaring, der støttes af ansøgerens søns forklaring, og som tillige har en vis støtte i de fremlagte journaludskrifter fra asylcenteret, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun har et sådant modsætningsforhold til sin ægtefælle, at hun er i reel risiko for overgreb fra hans side ved en tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren og hendes medfølgende børn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Iran/2018/403/DH
Nævnet stadfæstede i juni 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger samt et barn fra Iran. Indrejst i 2015. Sagen er sambehandlet med iran/2018/401/DH, iran/2018/403/DH og iran/2018/404/DH Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder, født i Bagdad, Irak, og er iransk statsborger. Han flyttede med familien til Teheran i slutningen af 1970’erne. Han er født muslim, men er i Danmark konverteret til kristendommen. Ansøgeren har haft kontakt til og arbejdet med kristne og jøder i Iran. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder, fordi han har været involveret i jødiske aktiviteter. Han har til støtte herfor oplyst, at han omkring fire til fem år før udrejsen gennem sit arbejde mødte to personer, [X] og [Y]. Efter omkring syv måneders venskab fortalte de, at de var jøder, og ansøgeren og hans bror, […], indvilligede i at kontakte personer, der kunne være interesseret i at høre nærmere om jødedommen, og sætte dem i kontakt med [X] og [Y]. Mødestederne blev afsløret, og ansøgeren skjulte sig nogle dage hos en blind kvinde, der boede tæt ved [hans brors] plantage, hvorefter han udrejste sammen med sin søn, […], [sin bror], hans ægtefælle […] og deres søn, […]. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter at blive udsat for repressalier af en person fra Sepah, […], fordi han har mistænkt ansøgeren for ikke at være muslim. Han har til støtte herfor oplyst, at han omkring den [dato i sommeren] 2014 blev tilkaldt til moskeen, fordi hans søn var blevet chikaneret. Mullahen og Sepah-repræsentanter ventede i moskeen. Ansøgerens søn fortalte, at de havde forsøgt at trække hans bukser ned for at se, om han var omskåret. Ansøgeren råbte, at han ikke var muslim, og at han ikke troede på gud. Ansøgerens søn flygtede, men ansøgeren blev tilbageholdt i et værelse i et par timer, hvor han blev udsat for fysiske overgreb. Et par dage efter blev ansøgeren slået bevidstløs uden foran sin mors hus og vågnede derefter op på hospitalet. Efterfølgende blev ansøgeren opsøgt fem til seks gange på sin bopæl af personer med tilknytning til episoden i moskeen. De truede og slog ansøgeren og hans ægtefælle. Ansøgeren har derudover som asylmotiv henvist til, at han i Danmark er konverteret til kristendommen. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han har sat personer i forbindelse med [X] og [Y] med henblik på blandt andet at drøfte jødedommen, til grund. Nævnet lægger herved navnlig vægt på, at ansøgeren og hans bror, […], har afgivet divergerende forklaringer om omstændighederne, da [X] og [Y] første gang fortalte, at de var jøder, hvem der blev sat i kontakt med [X] og [Y], og omstændighederne i forbindelse med afsløringen af mødestederne og udrejsen. Nævnet bemærker, at nævnet har vurderet, om divergenserne kunne skyldes ansøgerens psykiske tilstand, der er beskrevet i de lægelige akter, og som nævnet lægger til grund, men nævnet finder ikke, at dette er tilfældet. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at der under hensyn til karakteren af de afgivne forklaringer ikke findes grundlag for at søge at indhente nærmere oplysninger om den påberåbte dom. For så vidt angår det påberåbte overgreb omkring den [dato i sommeren] 2014 og det efterfølgende overfald, bemærker Flygtningenævnet, at ansøgerens og hans søns forklaringer om omstændighederne, da ansøgeren kom til moskeen, er svært forenelige. Hertil kommer, at Flygtningenævnet finder det mindre sandsynligt, at ansøgeren skulle råbe, således som han har forklaret om, når ansøgeren var klar over, dels at han var i moskeen, dels at Sepah var stationeret der. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at nævnet ikke kan lægge til grund, at ansøgeren efterfølgende er blevet forfulgt af myndighederne. Ansøgeren har vel været udsat for et eller flere traumer, men nævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at myndighederne står bag disse. Flygtningenævnet har således tilsidesat ansøgerens forklaring om sine oprindelige asylmotiver. Der skal herefter foretages en nøje og kritisk vurdering af ansøgerens sur place-motiv i form af konversion til kristendommen. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren har demonstreret et begrænset kendskab til kristendommen, og hans adfærd i forhold til kirken tyder ikke på noget stærkt engagement. Der er således under ingen omstændigheder grundlag for en antagelse af, at ansøgeren vil bringe sig i noget modsætningsforhold til myndighederne eller lokalbefolkningen ved en tilbagevenden til Iran. Ansøgerens overvejelser omkring konversionen og konsekvenserne heraf forekommer ikke dybtgående i forhold til alvoren heraf. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at konversionen er reel. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet bemærker, at nævnet ikke finder grundlag for at indhente en torturundersøgelse af ansøgeren. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgerens advokat ikke har gjort gældende, at ansøgeren har været udsat for tortur, men at en sådan undersøgelse ville kunne give nærmere oplysninger om ansøgerens psykiske tilstand og dermed give en forklaring på de divergenser, der måtte være i ansøgerens forklaring i forhold til [hans brors] forklaring. Nævnet henviser herved til sine ovenfor anførte bemærkninger. Afgørelsen omfatter ligeledes ansøgerens mindreårige søn, […], for så vidt angår de forhold, der måtte have fundet sted inden udrejsen af Iran. Ved afgørelsen er der således ikke taget stilling til betydningen af, at [hans søn] er konverteret til kristendommen efter indrejsen i Danmark, således som den beskikkede advokat har gjort gældende. Nævnet finder det rettest, at Udlændingestyrelsen træffer en afgørelse herom i første instans. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Iran/2018/402/DH
Nævnet stadfæstede i juni 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger samt et barn fra Iran. Indrejst i 2015. Sagen er sambehandlet med iran/2018/402/DH, iran/2018/403/DH og iran/2018/404/DH Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder, født i Bagdad, Irak, og er iransk statsborger. Han flyttede med familien til Teheran i slutningen af 1970’erne. Han er født muslim, men er i Danmark konverteret til kristendommen. Ansøgeren har haft kontakt til og arbejdet med kristne og jøder i Iran. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder, fordi han har været involveret i jødiske aktiviteter. Han har til støtte herfor oplyst, at han omkring fire til fem år før udrejsen gennem sit arbejde mødte to personer, X og Y. Efter omkring syv måneders venskab fortalte de, at de var jøder, og ansøgeren og hans bror, […], indvilligede i at kontakte personer, der kunne være interesseret i at høre nærmere om jødedommen, og sætte dem i kontakt med [X] og [Y]. Ansøgeren har i samme periode deltaget i møder, som [X] og [Y] stod for, og hvor de blandt andet drøftede jødedommen, islam og forholdet til myndighederne. Mødestederne blev afsløret, og ansøgeren skjulte sig først syv dage i sin plantage, hvorefter han udrejste sammen med sin ægtefælle, sin søn, […], [sin bror] og [sin brors] søn, […]. Ansøgeren har derudover som asylmotiv henvist til, at han i Danmark er konverteret til kristendommen. Han har til støtte herfor oplyst, at han har interesseret sig for kristendommen, siden han som turist rejste frem og tilbage mellem Tyrkiet og Iran. Han besøgte nogle gange en kirke for at mærke stemningen. Først da ansøgeren kom til Danmark, besluttede han sig for at konvertere, og han er blevet døbt i Danmark. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han har sat personer i forbindelse med [X] og [Y] med henblik på blandt andet at drøfte jødedommen, eller at ansøgeren har deltaget i møder herom, til grund. Nævnet lægger herved navnlig vægt på, at ansøgeren og hans bror, […], har afgivet divergerende forklaringer om omstændighederne, da [X] og [Y] første gang fortalte, at de var jøder, hvem der blev sat i kontakt med [X] og [Y], og omstændighederne i forbindelse med afsløringen af mødestederne og udrejsen. Nævnet bemærker, at nævnet har vurderet, om divergenserne kunne skyldes [ansøgerens brors] psykiske tilstand, der er beskrevet i de lægelige akter, og som nævnet lægger til grund, men nævnet finder ikke, at dette er tilfældet. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om sin manglende viden om, hvad der måtte være sket med hans ejendom i Iran, ikke er troværdig. Nævnet bemærker herved, at ansøgeren har en række nære familiemedlemmer, der bor i området. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at der under hensyn til karakteren af de afgivne forklaringer ikke findes grundlag for at søge at indhente nærmere oplysninger om den påberåbte dom. Flygtningenævnet har således tilsidesat ansøgerens forklaring om sit oprindelige asylmotiv. Der skal herefter foretages en nøje og kritisk vurdering af ansøgerens sur place-motiv i form af konversion til kristendommen. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren har demonstreret et begrænset kendskab til kristendommen, og hans adfærd i forhold til kirken tyder ikke på noget stærkt engagement. Der er således under ingen omstændigheder grundlag for en antagelse af, at ansøgeren vil missionere, således som han har forklaret, ved en tilbagevenden til Iran. Ansøgerens overvejelser omkring konversionen og konsekvenserne heraf forekommer ikke dybtgående i forhold til alvoren heraf. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at konversionen er reel. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran 2018/401/DH
Nævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim af trosretning fra Sardasht, Urmia, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive tvangsgift, idet farbroren vil have ansvaret for hende, fordi hun er blevet myndig. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv i det hele henvist til sin mors konflikt, idet moren frygter, at blive slået ihjel af sin familie, fordi hun har været gravid uden for ægteskabet, blevet skilt fra sin tidligere ægtefælle og derfor krænket familiens ære. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hverken moren eller ansøgeren selv ved en tilbagevenden til Iran vil være i stand til at modsætte sig farbrorens ønske om at gifte hende bort mod hendes vilje. Flygtningenævnet har ikke kunnet lægge den forklaring, der er afgivet af ansøgerens mor, [D], til grund, og nævnet finder derfor ikke, at [D] har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Derfor, og da det udelukkende beror på ansøgerens egen formodning, at hun i Iran vil være i risiko for at blive tvangsgift, har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”iran/2018/399/SME
Nævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er iransk statsborger, etnisk kurder og har oplyst at være konverteret til kristendommen. Ansøgeren kender ikke sit fødested, men har siden 1991 opholdt sig i [en landsby i] Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter, at hendes familie vil skade hende. Ansøgeren har videre henvist til, at hun som følge af sin konversion til kristendommen frygter forfølgelse fra de iranske myndigheder. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hendes familie tidligere har slået hende, når hun ikke har hørt efter, hvad de har sagt til hende. Ansøgeren har videre oplyst, at hun er konverteret til kristendommen efter hun indrejste i Danmark. Ansøgeren er blevet døbt [i sommeren] 2017. Ansøgeren, som er mentalt retarderet, har forklaret, at hun ikke ved, hvorfor hun er rejst til Danmark. Hun har ikke forklaret om, at hun, da hun forlod Iran, risikerede at blive udsat for asylbegrundende forfølgelse eller behandling. Hendes bror, hvis sag er behandlet samtidig med ansøgerens sag, har heller ikke forklaret om, at ansøgeren har et oprindeligt asylmotiv. Ansøgeren er [i sommeren] 2017 blevet døbt. Flygtningenævnet kan imidlertid ikke lægge til grund, at ansøgerens konversion til kristendommen er reel. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at dåben er sket efter, at ansøgeren [i vinteren 2016-2017] fik afslag på asyl. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at det fremgår af udtalelse af [efteråret] 2018 fra sognepræst [S], at ansøgeren har deltaget i kristendomsundervisning, men ikke får så meget ud af det. Endvidere fremgår det, at ansøgeren forstår kristendommens kernebegreber, og at hendes tilgang til kristendommen er, at hun har fundet den tryghed, hun har behov for. Ansøgeren har i Flygtningenævnet forklaret, at hun ikke forstår hvad præsten siger, og at hun kan lide at komme i kirke på grund af musikken. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko individuelt og konkret begrundet for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at de risikerer overgreb omfattet af udlændingelovens § 7 stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2018/398/mme
Nævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim af trosretning fra Sardasht, Urmia, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive slået ihjel af sin familie, idet hun har været gravid uden for ægteskabet og krænket familiens ære. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at hendes brødre modsatte sig hendes beslutning om skilsmisse fra sin tidligere ægtefælle, idet skilsmisse var uset i familien og forbundet med skam. I forbindelse med beslutningen om skilsmisse, udsatte ansøgerens brødre hende for fysisk vold. Ansøgeren blev skilt med sin tidligere ægtefælle i år 2012. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun i slutningen af foråret 2015 blev kontaktet af en person ved navn [A], som ringede og fortalte hende, at han var forelsket i hende. Ansøgeren og [A] talte i telefon sammen et par gange om ugen de følgende fem uger, hvor efter de aftalte at mødes. [A] besøgte ansøgeren på hendes bopæl, mens hendes børn blev passet hos hendes søster, [B]. [A] nægtede at svare ansøgeren på, hvem han var og hvorfor, han havde taget kontakt til hende. Ansøgeren vedligeholdt sin relation til [A] og efter to til tre uger, insisterede [A] på, at de igen skulle mødes og planlægge deres bryllup. [A] besøgte ansøgeren til te hos hendes bopæl, mens børnene blev passet hos [B]. Ansøgeren vågnede dagen efter, hvor hun følte sig fysisk utilpas. Hun kunne ikke huske, hvad der var sket aftenen forinden. Hun ringede derfor til [A] om morgenen og flere gange i løbet af en periode på to til tre uger for at få afklaret, hvad der var sket den aften. [A] fortalte intet. Da ansøgerens menstruation udeblev den følgende måned, og hun følge heraf var blevet gravid, kontaktede hun [A] og fortalte om graviditeten, hvortil han sagde, at hun aldrig skulle kontakte ham igen. Da ansøgeren kom til Danmark, fik hun foretaget en provokeret abort. En person ved navn [S], som var en bekendt af ansøgerens familie i Iran på grund af ægteskabelig relationer mellem familierne, hørte om graviditeten på asylcentret, mens hun opholdt sig i Danmark. [S] rejste tilbage til Iran. [S] truede ansøgeren med, at hun ville fortælle familien om graviditeten, hvis ikke ansøgeren betalte hende for at holde graviditeten hemmelig. Ansøgeren nægtede at betale, hvorefter [S] sladrede om graviditeten til ansøgerens søster, [B]. [B] afbrød som følge heraf kontakten med ansøgeren. Ansøgeren har endvidere som støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun ønskede at blive gift igen, fordi hun håbede på, at hun kunne genvinde familiens accept som en gift kvinde. Det var årsagen til, at hun talte med og havde kontakt med [A], der forekom som en høflig mand og i øvrigt overholdt det kodeks, der gjaldt mellem mænd og kvinder i Iran, hvorfor ansøgeren blev betaget af ham, uanset at hun ikke kendte ham i forvejen. Ansøgeren har forklaret, at hun talte med [A] i telefonen gennem 5 uger, 3 gange om ugen, samtaler af ca. 20 minutters varighed, inden de mødtes første gang. Ansøgeren har forklaret, at de talte om kærlighed, for [A] ville ikke besvare personlige spørgsmål. Hun ved derfor ikke andet om ham, end at han hedder [A]. Hun kender ikke hans efternavn, alder, adresse, uddannelse, job, familieforhold, etnicitet eller religion. På den baggrund finder Flygtningenævnet det usandsynligt, at ansøgeren skulle acceptere at mødes med en mand, hun ingen oplysninger havde om, på sin bopæl og om natten. Hertil kommer, at ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at hun udrejste af Iran i begyndelsen af august 2015. Det fremgår af lægejournal af […] 2015, at der er foretaget scanning af ansøgeren, der på det tidspunkt var gravid i 16. uge. Det fremgår ligeledes af journalnotatet, at ansøgeren havde forventet at være maks. 8 uger henne. Det forekommer endvidere usandsynligt, at ansøgeren skulle vælge at rejse til Danmark, hvor hun vidste, en fætter boede, såfremt hun frygtede æresdrab fra familien. Flygtningenævnet kan derfor ikke lægge ansøgerens forklaring til grund, da den forekommer konstrueret til lejligheden. Det forhold, at ansøgerens familie modsatte sig ansøgerens skilsmisse, kan ikke medføre et andet resultat, da ansøgeren efter sin egen forklaring har opholdt sig i Iran 3 år efter skilsmissen uden at være blevet udsat for asylbegrundende forhold. Ansøgeren har efter en samlet vurdering derfor ikke sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”iran/2018/398/SME
Nævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er iransk statsborger, etnisk kurder og har oplyst at være konverteret til kristendommen. Ansøgeren er født i al-Tash, Romadi, Irak, men har siden 1991opholdt sig i [en landsby i] Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter, at han vil blive henrettet eller fængslet af de iranske myndigheder, fordi myndighederne fandt to pakker med plakater fra et ulovligt politisk parti i ansøgerens bil. Ansøgeren har videre henvist til, at han som følge af sin konversion til fristendommen frygter forfølgelse fra de iranske myndigheder. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han [en dag i efteråret] 2015 klokken 9.30 mødtes med sin ven, [R], i Sarpol-e Zahab, og lånte ham sin bil. [R] gav ansøgeren en pose med en pakke, som ansøgeren skulle tage med til landsbyen. Omkring klokken 14.00-14.30 samme dag ringede ansøgerens farbrors søn, [G], og fortalte ham, at efterretningstjenesten og en militærenhed var i gang med at ransage ansøgerens bopæl. Ansøgeren ringede derefter øjeblikkeligt til sin morbror, [T]. De aftalte, at de skulle mødes ved en nærliggende [landsby]. Ansøgeren mødtes med sin morbror omkring klokken 15.30-16.00. Morbroren fortalte ansøgeren, at myndighederne havde opsøgt ansøgerens bopæl, efter de opdagede, at bilen [R] kørte i, tilhørte ansøgerens far. Ansøgerens morbror opsøgte senere [R]s familie i Sarpol-e Zahab, som fortalte ham, at [R] havde oplyst myndighederne, at propaganda-materialet kom fra ansøgeren. Ansøgeren blev i [landsbyen] til klokken 20.00, hvor hans morbrors ven hentede og transporterede ham til [en anden by]. Ansøgeren opholdt sig i [byen] i omkring otte dage, hvorefter han begyndte sin udrejse af Iran sammen med sin [søster]. Ansøgeren har videre oplyst, at han er konverteret til kristendommen efter han indrejste i Danmark. Ansøgeren er blevet døbt [sommeren] 2017. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sine asylmotiver til grund. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren på en række punkter har forklaret divergerende om sit oprindelige asylmotiv. Ansøgeren har forklaret divergerende om, hvad han foretog sig sammen med sine venner den dag, ansøgerens bopæl blev ransaget. Ansøgeren har under oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han ved 13-14 tiden tog på en lille gåtur med nogle venner. Han har under asylsamtalen forklaret, at han og tre venner ved 11-tiden tog afsted på to motorcykler for at grille og spise frokost. Ansøgeren har forklaret divergerende om hvor mange gange hans familie er blevet opsøgt, og hvor han befandt sig, da han hørte om det. Ansøgeren har under oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at efterretningstjenesten opsøgte ansøgers bopæl 5-7 gange, mens han opholdt sig i [en by], hvilket han fik at vide af sin onkel. Under asylsamtalen har han forklaret, at han ringede til sin morbror 2-3 måneder efter, ansøgeren var kommet til Danmark, hvor morbroren oplyste, at ansøgerens far havde modtaget 3-4 breve til ansøger fra politiet. I Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at hans familie blev opsøgt en gang, mens ansøgeren befandt sig i [en by], og at hans morbror fortalte ham om yderligere 3-4 gange efter, ansøgeren var kommet til Danmark. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at det forekommer påfaldende, at ansøgerens morbror havde kendskab til, hvad der skete ved kontrolposten, hvor [R] blev standset i ansøgerens bil. Endelig forekommer det påfaldende, at ansøgeren uden at stille spørgsmål påtog sig at transportere og opbevare en pakke for [R] uden at spørge til indholdet, og i en situation, hvor [R], som skulle hente pakken hos ansøgeren senere samme dag, lige så godt kunne have ladet pakken ligge i ansøgerens bil, som [R] havde lånt. Selvom de nævnte forhold isoleret set kan anses for at være af mindre betydning, finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at forklaringen ikke forekommer troværdig. Om ansøgerens konversion til kristendommen bemærkes, at det forhold, at Flygtningenævnet har tilsidesat ansøgerens oprindelige asylmotiv som utroværdigt, betyder, at der påhviler ansøgeren en skærpet bevisbyrde for, at hans konversion i Danmark til kristendommen er sket på grundlag af en reel religiøs overbevisning. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort dette. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren under oplysnings- og motivsamtalen og under asylsamtalen har forklaret, at han var yaresan-troende, ligesom han under asylsamtalen har fremlagt en erklæring herom fra YDO. Ansøgeren begyndte at gå i kirke i [sommeren] 2016, men har forklaret at dette til at begynde med var af hensyn til hans søster, som har et mentalt handicap, og som havde glæde af fællesskabet i kirken. Ansøgeren har endvidere forklaret, at han først efter omkring et år, og dermed efter ansøgeren havde modtaget afslag på asyl [i vinteren 2016-2017], begyndte at betragte sig som kristen. Han blev døbt [i sommeren] 2017. Flygtningenævnet finder heller ikke, at ansøgeren på overbevisende måde har kunnet redegøre nærmere for sine motiver og refleksioner samt konsekvenserne af hans konvertering og for kristendommens betydning for ham. Ansøgeren har demonstreret et vist kendskab til kristendommen, men Flygtningenævnet finder ikke, at dette eller oplysningerne om udtalelser fra [en præst] om ansøgerens deltagelse i dåbsundervisning, gudstjenester og kirkelige arrangementer kan føre til et andet resultat. For så vidt angår ansøgerens opslag på Facebook bemærkes, at det ikke er sandsynliggjort, at opslagene er kommet eller vil komme til de iranske myndigheders kendskab. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko individuelt og konkret begrundet for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at de risikerer overgreb omfattet af udlændingelovens § 7 stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2018/397/mme
Nævnet meddelte i november 2018 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser og har oplyst at være kristen af trosretning fra Karaj, Alborz, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter de iranske myndigheder, idet han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han i sommeren 2014 var meget deprimeret. Han var deprimeret, fordi han ikke havde fået tilladelse til at lave en film. Ansøgeren arbejdede som engelskunderviser. Han talte med en af sine elever, Sara, om sine problemer. Sara inviterede ansøgeren hjem til sin familie. Familien fortalte ansøgeren, at de var kristne. Ansøgeren talte med familien om kristendommen og de kristne værdier. Ansøgeren besøgte Saras familie jævnligt, hvor han talt med dem om kristendommen. Familien introducerede ansøgeren for biblen, og ansøgeren fik downloadet biblen på sin computer. Ansøgerens bopæl blev i [efteråret] 2015 opsøgt af de iranske myndigheder. Myndighederne fortalte ansøgerens mor, at de havde fundet en gruppe, der var frafaldet islam. Ansøgerens navn fremgik af en liste over de personer, som havde frafaldet islam. Myndighederne konfiskerede ansøgerens computer og personlige dokumenter. Omkring en uge efter udrejste ansøgeren af Iran. Efter sin indrejse i Danmark har ansøgeren deltaget i dåbsundervisning, og [i sommeren] 2016 blev ansøgeren døbt i Nørrelandskirken i Holstebro. Ansøgeren har forklaret, at hans eneste kristne aktiviteter i Iran bestod i at besøge Saras familie. Der er således ingen sammenhæng med denne aktivitet og det forhold, at ansøgeren skulle stå på en liste over personer, der er frafaldet islam, og således have påkaldt sig de iranske myndigheders opmærksomhed. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved sin udrejse fra Iran var i en asylbegrundende konflikt med de iranske myndigheder. Ansøgeren har under nævnsmødet forklaret, at han er vokset op med en mor, der var prostitueret. Denne forklaring er bestyrket af den forklaring, ansøgeren har afgivet under gensamtalen. Han syntes, hans mor var beskidt, han hadede sin mor og kunne ikke tilgive hende. Han fortalte Saras familie om moderen, talte med dem om moderen og har gennem kristendommen lært at tilgive sin mor. Ansøgeren havde, allerede inden sin udrejse af Iran, besluttet sig for at blive kristen. Ansøgeren har på en sammenhængende måde kunnet redegøre for sine bevæggrunde og overvejelser i forbindelse med konverteringen fra islam til kristendommen, om sin dåb og om årsagen hertil. Ansøgeren har, siden få dage efter sin ankomst til Danmark, gået regelmæssigt i kirke, har deltaget i dåbsforberedende undervisning og bibelstudier og er [i sommeren] 2016 blevet døbt. Endelig har ansøgeren under nævnsmødet demonstreret et godt kendskab til den kristne tro. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgerens konvertering til kristendommen er reel, og at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2018/396/FAM.
Nævnet meddelte i november 2018 opholdstilladelse (K -status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser fra […], Kerman-provinsen, Iran. Ansøgeren har forklaret, at han i Iran er konverteret fra islam til kristendommen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet eller fængslet på livstid af de iranske myndigheder, da han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte herfor forklaret, at han allerede som 14-årig havde en dårlig oplevelse med islam. Ansøgeren opholdt sig en dag i ramadanen i en park, da han fik en lussing af en myndighedsperson, fordi han spiste en sandwich. Ansøgerens ven fik 70 piskeslag. I 2013 blev ansøgeren ansat i et koreansk firma, hvor han arbejdede og sov på arbejdspladsen i 23 dage for derefter at have syv dage fri. På arbejdet mødte ansøgeren [A], som han kom til at dele værelse med. [A] fortalte ansøgeren om kristendommen, og fra [begyndelsen af] 2014 begyndte [A] at undervise ansøgeren i kristendommen, ligesom han gav ansøgeren en bibel. Ansøgeren fik også en bibel af en anden kollega. I efteråret 2014 blev ansøgeren syg. Han opsøgte en læge i Teheran, som fortalte, at han skulle have foretaget en meget dyr operation. Ansøgeren var meget ked af det, og han talte med Gud. I flyet på vej hjem mødte ansøgeren en kirurg, der tilbød at hjælpe uden betaling. Ansøgeren anså dette for himlens hjælp. I [senere i efteråret] 2014 blev ansøgeren indlagt på hospitalet og opereret. Den […] 2014 blev han udskrevet. I [begyndelsen af] 2015 begyndte ansøgeren at holde huskirke på sin fars bopæl. Når ansøgeren havde fri, underviste han fem til seks af sine nære venner i kristendommen. Både ansøgerens far og søster var bekendt hermed. Senere fandt ansøgeren ud af, at hans søsters kollega, [B], gererede søsteren. Ansøgeren undersøgte [B’s] baggrund, og søndag den […] 2015 opsøgte ansøgeren søsterens arbejdsplads med henblik på at bede [B] om at lade søsteren være i fred. [B] kastede ansøgeren mod væggen, da han fandt ud af, at ansøgeren havde undersøgt hans baggrund. [B] sagde, at han ville få ansøgeren anholdt og fængslet. Andre af søsterens kollegaer kom til og skilte dem ad, i hvilken forbindelse ansøgeren udtalte sig kritisk om hele systemet. Efterfølgende fortalte ansøgerens søster, at [B] var blevet ansat uden at gennemgå en prøve, hvorfor ansøgeren formodede, at han arbejdede for efterretningstjenesten. Samme aften sad ansøgeren ved sin computer, hvorpå han havde filer med kristent indhold. Om aftenen ved 21 til 21.30 tiden bankede efterretningstjenesten på døren. Ansøgerens søster åbnede, men blev skubbet til side. Ansøgeren skyndte sig at tage sin mobiltelefon og flygte. Han løb hen over to til tre tage og hoppede ned på gaden, hvorfra han ringede til sin ven, som kørte ham til [en anden by]. Dagen efter ringede ansøgeren til sin bror, som havde fået kontakt til en advokat. Den følgende dag fortalte ansøgerens bror, at advokaten havde sagt, at ansøgeren risikerede at blive idømt fængsel på livstid som følge af sin kritik mod det iranske styre, samt at efterretningstjenesten på ansøgerens bopæl blandt andet havde beslaglagt ansøgerens computer og materiale fra ansøgerens undervisning i huskirken. Samme dag ringede ansøgeren til sin chef, som oplyste, at firmaets sikkerhedschef havde bedt ansøgeren henvende sig. Herefter udrejse ansøgeren illegalt til Tyrkiet. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sin konflikt i Iran til grund, idet ansøgerens forklaring herom fremstår som konstrueret til lejligheden og dermed utroværdig. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret uddybende og divergerende i et vist, omend mindre, omfang end anført i Udlændingestyrelsens afgørelse. Flygtningenævnet har herved navnlig lagt vægt på, at ansøgeren for nævnet har forklaret uddybende og til dels divergerende om, hvorvidt hans søster var til stede, da ansøgeren havde et sammenstød med søsterens kollega. Det er således først for nævnet, at det er oplyst, at søsteren var til stede ved den pågældende lejlighed, selv om det er en central oplysning i forhold til episoden, der var optakten til den flugtudløsende begivenhed. Senere i samtalen for nævnet har ansøgeren herover for oplyst, at søsteren ikke overværede episoden, men befandt i et andet rum. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren, der er veluddannet, hverken under oplysnings- og motivsamtalen eller i ansøgningsskemaet nævnte noget om mødet med den ukendte læge i flyet, der endte med at operere ham for en svulst […] uden at tage sig betalt herfor. Flygtningenævnet finder denne del af ansøgerens forklaring for usandsynlig og bemærker herved, at det blandt andet forekommer påfaldende, at ansøgeren skulle have sine røntgenbilleder med sig i flyet ved den pågældende lejlighed. Nævnet finder det endvidere bemærkelsesværdigt, at ansøgeren ikke gik til kontrol efter operationen i den periode, han boede i Iran, selv om han for nævnet har forklaret, at det skulle ske efter ½ - 1 år. Hans forklaring om, at han ikke fik det gjort på grund af de ting, der var baggrunden for hans udrejse, fremstår ikke overbevisende set i forhold til den betydning, han i øvrigt har tillagt helbredelsen. Selv om ansøgerens generelle troværdighed herved i et vist omfang er svækket, finder Flygtningenævnet dog efter en samlet vurdering af sagens oplysninger, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hans konversion til kristendommen er reel. Nævnet har herved blandt andet lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret konsistent herom til både Udlændingestyrelsen og for nævnet. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren kort efter sin indrejse opsøgte den kristne kirke og efter modtagelse af dåbsundervisning blev døbt den […] 2016. Han har, siden han begyndte at komme i den kristne kirke i Danmark, deltaget regelmæssigt i gudstjenester og en række andre kristne aktiviteter ifølge de erklæringer, han har fremlagt fra bl.a. [kirke C i Danmark] af [sommeren] 2016, [foråret] 2017 og [efteråret] 2018, og fra [kirke D i Danmark] [i foråret] 2017 og [i efteråret] 2018. Ansøgeren har demonstreret et godt kendskab til kristendommen, og han har på troværdig vis redegjort for sine overvejelser om at konvertere til kristendommen, som han fattede interesse for allerede i hjemlandet. Det må efter ansøgerens kristne aktiviteter i Danmark og hans eget udsagn lægges til grund, at han ved en tilbagevenden til Iran vil fortsætte med at leve åbent som kristen. Ansøgeren har herefter sammenholdt med baggrundsoplysningerne om de iranske myndigheders indstilling til muslimer, der er konverteret til kristendommen, sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1.” mvln/Iran/2018/395
Nævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder fra Sarpol-e Sahab, Kermanshah, Iran. Han er oprindeligt sunnimuslim, men er nu konverteret til kristendommen. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive kidnappet af familien til en pige ved navn [A], fordi han friede til [A] i Iran. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af sin tidligere medarbejder, [B’s], familie, idet [B] blev fængslet på grund af ansøgeren. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter at blive udsat for grove fysiske overgreb eller henrettelse af de iranske myndigheder, idet han er blevet beskyldt for at være politisk aktiv. Endelig har ansøgeren oplyst, at han frygter sin egen familie og de iranske myndigheder, idet han er konverteret til kristendommen. Til støtte for sin konflikt med [A’s] familie har ansøgeren oplyst, at han mødte [A] første gang i foråret 2015, idet hun var nabo til ansøgerens søster. Ansøgeren og [A] havde efterfølgende telefonisk kontakt, og efter et par uger aftalte de at mødes i en park. Forud herfor havde de mødt hinanden mange gange hos ansøgerens søster. Fem til seks måneder senere friede ansøgeren til [A], men hendes familie afslog, idet ansøgeren var sunnimuslim, og [A] var shiamuslim. Ansøgeren mødtes efterfølgende kort med [A] en enkelt gang, men ellers så han hende kun fra afstand, når han besøgte sin søster. Ansøgeren blev i sommeren 2015 opsøgt af [A’s] far, der var vred, og krævede, at ansøgeren stoppede med at besøge sin søster, fordi han havde kigget på [A] gennem sin søsters vindue. Til støtte for sin konflikt med [B’s] familie, og sin frygt for de iranske myndigheder i relation til politiske aktiviteter, har ansøgeren oplyst, at han en dag på sit arbejde blev ringet op af sin far. Faren sagde, at efterretningstjenesten havde opsøgt familiens bopæl og spurgt efter ansøgeren. Myndighederne havde fundet politisk materiale i ansøgerens butik, mens [B] havde været på arbejde, og myndighederne havde derfor anholdt [B]. Ansøgeren udrejste illegalt en måned senere og har efter sin udrejse fået at vide af sin familie, at myndighederne efterfølgende har opsøgt familiens bopæl flere gange. Ansøgeren har fået at vide, at hans bror, [C], blev overfaldet i [foråret 2018] af tre personer, herunder [B’s] to brødre. [C] var efterfølgende indlagt på hospitalet med sår efter knivstik. Ansøgeren har til støtte herfor fremlagt en række dokumenter, herunder en lægerapport og en politianmeldelse af episoden, som ansøgerens svoger, [D], fremsendte for syv til otte måneder siden. Til støtte for sin konversion til kristendommen har ansøgeren oplyst, at han begyndte at gå i kirke i slutningen af 2016. Ansøgeren går til gudstjeneste hver søndag og deltager i bibelundervisning om onsdagen. Ansøgeren blev døbt i [Kirke A] [i sommeren 2017] og har ved flere lejligheder delt kristent materiale på sin Facebook-profil. Ansøgeren har til støtte for konversionen fremlagt sit dåbsbevis og flere udtalelser. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sine asylmotiver til grund for så vidt angår forholdet til [A] og den heraf afledte konflikt med hendes far. Flygtningenævnet finder i lighed med Udlændingestyrelsen, at ansøgerens forklaring fremstår divergerende i forhold til antallet af gange, han mødtes med [A], og hvornår han kyssede hende. Nævnet må desuden anse det for påfaldende, at ansøgeren og [A] mødtes to gange på offentlige steder uanset frygten for at blive opdaget af [A’s] stærkt religiøse far. Nævnet har desuden lagt vægt på, at ansøgeren ikke har fundet anledning til at nævne forholdet til [A] og konflikten med hendes far i asylansøgningsskemaet. Dette må uanset oplysningerne om ansøgerens ringe bogkundskaber anses for påfaldende navnlig henset til ansøgerens forklaring senest i nævnet om, hvor ofte han har mødtes med [A] under besøg hos sin søster. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge ansøgerens forklaring om, at ansøgeren står i et modsætningsforhold til de iranske myndigheder eller [B’s] familie, til grund. Nævnet har herved navnlig lagt vægt på, at det fremstår påfaldende, at ansøgeren ikke er bekendt med det nærmere indhold af eller adresseringen på det politiske brev, der angiveligt blev fundet i hans forretning af de iranske myndigheder, og som har ført til, at hans medarbejder [B] er blevet tilbageholdt af myndighederne. I forhold til de oplysninger, ansøgeren har fremlagt om et overfald på broderen [C] i [foråret 2018], har nævnet desuden vanskeligt ved at fæstne tillid til, at et sådant overfald skulle have sammenhæng med de forhold, der førte til ansøgerens udrejse af Iran i 2015. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgerens konversion fra islam til kristendommen er reel. Nævnet har lagt vægt på, at konversionen, der har fundet sted længe efter ansøgerens indrejse til Danmark og under behandlingen af ansøgerens asylsag, også i lyset af ansøgerens generelle troværdighed ved bedømmelsen af det oprindelige asylmotiv ikke fremstår reflekteret og som udtryk for en reel indre overbevisning. Hverken den omstændighed, at ansøgeren efter at have deltaget i dåbsundervisning er blevet døbt [i sommeren 2017] – kort forud for Udlændingestyrelsens afgørelse [fra sommeren 2017] – eller de fremlagte udtalelser fra [præst A] og [præst B] kan føre til en anden vurdering. Heller ikke oplysningerne om ansøgerens øvrige religiøse og kirkelige aktiviteter, herunder på internettet (Facebook), kan føre til en anden vurdering. Det kan efter det oplyste om karakteren og omfanget af ansøgerens religiøse og kirkelige aktiviteter på internettet ikke antages, at ansøgeren herved har eksponeret sig selv således over for de iranske myndigheder, at han alene på denne baggrund har behov for beskyttelse. Den omstændighed, at ansøgeren er udrejst illegalt af Iran og ved en tilbagevenden risikerer straf herfor, er efter de foreliggende baggrundsoplysninger om den forventede straf for en sådan overtrædelse, jf. herved Udenrigsministeriets notat af 31. oktober 2011, ikke af en sådan uforholdsmæssig karakter, at dette kan føre til opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Under disse omstændigheder har ansøgeren efter en samlet vurdering ikke sandsynliggjort, at han har behov for beskyttelse som nævnt i udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, fra hverken myndighederne i Iran, sin familie eller andre privatpersoner. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2018/394/MAH
Nævnet meddelte i november 2018 opholdstilladelse (K-status) til et ægtepar samt tre børn fra Iran. Indrejst i 2015. Sagen blev behandlet sammen med sagen vedrørende den mandlige ansøgers bror og dennes ægtefælle og børn, der indrejste sammen med ansøgerne. Flygtningenævnet udtalte: ”Den mandlige ansøger er kurder, født i […], der hører under […], der er beliggende i Kermanshah-området i Iran. Han vedkender sig ikke nogen religion. Den kvindelige ansøger er kurder og sunni-muslim og født i Shiraz, men opvokset i […], hvor hun sammen med sin søster boede hos deres farmor efter forældrenes skilsmisse. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter af de iranske myndigheder, der undertrykker kurderne, på grund af sine politiske aktiviteter, og fordi han er flygtet fra aftjening af værnepligt, at blive henrettet eller idømt en langvarig fængselsstraf. Den kvindelige ansøger har henvist til, at hun frygter at blive fængslet af de iranske myndigheder på grund af ægtefællens politiske aktiviteter. Den mandlige ansøger har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans familie rejste fra Iran til Irak i 1980, fordi kurderne blev undertrykt i Iran efter den iranske revolution. Ansøgeren boede sammen med sin familie i Al-Tash-lejren i Irak, indtil omkring 1991, hvorefter familien vendte tilbage til Iran. Familien rejste tilbage til Iran, fordi der ikke var nogen fremtid for den i Irak. I 1996 deltog ansøgeren sammen med en ven i en demonstration, der blev afholdt i protest imod drabet på en kendt kurdisk mullah. Flere tusinde mennesker demonstrerede, og der blev råbt slagord mod præstestyret. Efter 2-3 timer kom det iranske politi til stede og begyndte at skyde mod folkemængden. 22 personer blev dræbt. Folk blev mere vrede og angreb myndighedernes bygninger, herunder politistationen, hvilket medførte, at antiterrorkorpset kom til stede. Ansøgeren blev anholdt, da han var på vej hjem fra demonstrationen. Han blev først kørt til den lokale efterretningstjenestes kontor og senere samme dag transporteret til Kermanshah, hvor han blev anbragt i kælderen under efterretningstjenestens bygning. Ansøgeren blev anbragt sammen med 50 andre fanger. Efter cirka tre en halv måneds tilbageholdelse, herunder cirka en måned i efterretningstjenestens kælder, blev ansøgeren overført til et fængsel og stillet for en domstol. Han blev idømt 6 måneders fængsel, fordi han havde deltaget i demonstrationen. Efter domsafsigelsen blev han overført til et andet fængsel, hvor han afsonede den resterende straf. I 1997 blev han løsladt, og cirka to måneder senere udrejste han af Iran. Han rejste til Irak, hvor han opsøgte KDPI’s base i […], idet han ønskede at blive blive peshmerga. Han modtog undervisning i KDPI’s historie våbentræning i tre måneder. Efter at være blevet færdiguddannet som peshmerga blev han udstationeret som vagt på KDPI’s base i […], hvor han også arbejdede som bager i basens køkken. Efter cirka 2 måneders ophold i Irak kontaktede ansøgeren sin familie i Iran og fortalte, at han havde meldt sig ind i KDPI. Efter ca. 5-6 måneders ophold i Irak fik ansøgeren et opkald fra sin bror, [M], som ville vide mere om partiet. Ansøgeren satte broren i forbindelse med en person fra partiet. Ansøgeren ved ikke, hvad der skete mellem broren og kontaktpersonen. Ansøgeren boede i […]-lejren i Irak frem til 2002, hvor han blev gift, og flyttede til Azadi-lejren i Koya. Her boede ansøgeren og ægtefællen frem til deres udrejse af Irak i [efteråret] 2015. I 2004-2005 udrejste broren, [M], og hans ægtefælle fra Iran til Irak og bosatte sig i Erbil, Irak. I [efteråret] 2015 udrejste ansøgeren og hans ægtefælle af Irak på grund af manglende sikkerhed. Cirka en uge før udrejsen talte ansøgeren og broren om at flygte, fordi der var åbnet for at komme til Europa. Ansøgeren ville skaffe sin familie en bedre fremtid. Efter sin indrejse i Danmark har ansøgeren fortsat sine politiske aktiviteter, idet han har deltaget i møder arrangeret af KDP, og demonstrationer, herunder foran den iranske ambassade. Den kvindelige ansøger har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun i 2002 blev gift og flyttede til Irak sammen med ægtefællen. I Irak boede ansøgeren og ægtefællen fra 2002 i Asadi-lejren. Ægtefællen var peshmerga for KDP. I slutningen af […] 2015 udrejste ansøgeren og ægtefællen af Irak. De valgte at udrejse som følge af de iranske myndigheders stigende indlydelse i Irak, hvilket blandt andet udmøntede sig i drab på mange peshmerga’er, ligesom de iranske myndigheder havde truet med at bombe lejren, hvor ansøgeren og ægtefællen boede. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge den mandlige ansøgers forklaring til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at den mandlige ansøger under nævnsmødet har fremtrådt meget troværdig og har afgivet en konsistent og detaljeret forklaring – herunder om KDP og tilværelsen som peshmerga – der fremstår som selvoplevet. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at den mandlige ansøgers forklaring støttes af de billeder og dokumenter, som ansøgerne har fremlagt. De mindre betydende divergenser i ansøgernes forklaringer kan på den baggrund ikke tillægges nogen selvstændig betydning. Flygtningenævnet lægger herefter til grund, at den mandlige ansøger i 1996 deltog i en kurdisk demonstration, at han i den forbindelse blev anholdt, at han efterfølgende blev idømt seks måneders fængsel, og at de iranske myndigheder i forbindelse med løsladelsen tilkendegav, at han stadig var i myndighedernes søgelys. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at ansøgeren efter løsladelsen og frem til sin illegale udrejse til Irak nogle måneder senere var under overvågning af de iranske myndigheder. Flygtningenævnet lægger videre til grund, at den mandlige ansøger i Irak blev peshmerga for KDPI, og at han ved partiets opsplitning i 2006 fortsatte som pershmerga for KDP, hvilket han fortsatte med indtil sin udrejse af Irak i efteråret 2015. Flygtningenævnet lægger yderligere til grund, at ansøgerens familie i Iran, herunder broderen [M] og dennes ægtefælle, i et vist omfang blev opsøgt af de iranske myndigheder, hvorunder myndighederne gav udtryk for, at de var bekendt med, at den mandlige ansøger var peshmerga. Flygtningenævnet lægger endelig til grund, at ansøgeren i Danmark fortsat har været medlem af KDP, og at han har deltaget i partiets møder og sammenkomster samt demonstrationer, herunder foran den iranske ambassade i Danmark, ligesom han på Facebook har postet materiale vendt mod det iranske regime. Flygtningenævnet finder, at den mandlige ansøger som følge heraf er så profileret over for de iranske myndigheder, at han ved en eventuel tilbagevending til Iran vil være i risiko for at blive identificeret som kurdisk modstander af det iranske regime. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at […]og […]har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor […]og […]samt 3 børn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. ” Iran 2018/392MNR
Nævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder fra Sanandaj, Iran. Ansøgeren har oplyst, at han er ateist. Ansøgeren har sympatiseret med partiet Komola og har i perioden fra [i efteråret] 2015 frem til sin udrejse [i efteråret] 2015 været peshmergasoldat i Irak. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter de iranske myndigheder. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han forlod islam omkring et år før sin udrejse. Ansøgeren betragtede herefter sig selv som ateist. I samme periode talte ansøgeren kritisk om den iranske regering og islam, når han mødtes med folk i Sanandaj. Kort tid før sin udrejse brændte ansøgeren en koran foran sine kollegaer ved en holdeplads for taxaer. Herefter tog ansøgeren til Irak, hvor han efter en samtale på Komolas hemmelige kontor tæt på Sulajmanija blev peshmergasoldat. Ansøgeren var peshmergasoldat i omkring fire måneder på Komolas base i Sulajmanija, Irak. Mens ansøgeren var i Irak, fortalte hans mor, at de iranske myndigheder havde opsøgt familiens bopæl. Myndighederne havde desuden ransaget familiens bolig og ledte efter ansøgeren. Efter ansøgeren er ankommet til Danmark, har ansøgerens søster fortalt, at de iranske myndigheder også har ringet til ansøgerens mor og har spurgt efter ansøgeren. Ansøgeren brødre i Iran er desuden blevet opsøgt af de iranske myndigheder. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran risikerer forfølgelse eller overgreb som følge af politisk aktivitet. Nævnet har herved indledningsvis lagt vægt på, at nævnet ikke kan lægge ansøgerens forklaring om de udførte aktiviteter til grund, idet ansøgeren under nævnsmødet har fremstået usikker og kun nødtvunget givet afglidende svar på de stillede spørgsmål. Hertil kommer, at han har forklaret divergerende og dermed utroværdigt om centrale dele af det påberåbte asylmotiv, idet han til oplysnings- og motivsamtalen [i foråret] 2016 forklarede, at han afbrændte Koranen 4-5 år tidligere, det vil sige i 2011-12, mens han under de efterfølgende samtaler og under nævnsmødet har forklaret, at han afbrændte Koranen 4-5 dage, før han udrejste af Iran, det vil sige i sensommeren 2015, og at dette var årsagen til hans udrejse. Hertil kommer, at ansøgeren har forklaret udbyggende om karakteren af sine politiske aktiviteter i Iran, idet han til oplysnings- og motivsamtalen [i sommeren] 2016 forklarede, at han i hemmelighed havde udført agiterende aktiviteter for partiet, mens han til samtalen [i foråret] 2017 forklarede, at han talte med personer i sin taxa eller på gaden om sine tanker om præstestyret, og først til samtalen [i foråret] 2017 tillige forklarede, at han havde uddelt løbesedler for Komola. Endvidere har ansøgeren i asylansøgningsskemaet ikke omtalt, hverken at han har afbrændt Koranen, uddelt løbesedler i Iran eller efterfølgende været peshmerga i Irak. Som følge af ansøgerens manglende troværdighed kan nævnet endvidere – på trods af de fremlagte fotos – ikke lægge til grund, at ansøgeren i en periode på flere måneder umiddelbart før indrejsen i Danmark har virket som peshmerga i Irak. Nævnet finder endvidere, at ansøgeren, der ifølge nævnets vurdering ved sin udrejse af Iran ikke var profileret over for de iranske myndigheder, fortsat må antages ikke at være profileret over for disse, idet den gennemgåede aktivitet på Facebook ikke i sig selv kan begrunde, at han skulle være kommet i de iranske myndigheders søgelys efter sin udrejse. Endvidere finder nævnet det bemærkelsesværdigt, at ansøgeren først under nævnsmødet har fremlagt screenshots af de påberåbte trusler fra 2015-16 via Messenger. Flygtningenævnet finder heller ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7 som følge af, at han er ateist. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren efter sin egen forklaring har boet problemfrit i Iran indtil sin udrejse. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse” Iran/2018/392/TBP
Nævnet meddelte i november 2018 opholdstilladelse (K-status) til et ægtepar samt to børn fra Iran.. Indrejst i 2015. Sagen blev behandlet sammen med sagen vedrørende den mandlige ansøgers bror og dennes ægtefælle og børn, der indrejste sammen med ansøgerne. Flygtningenævnet udtalte: ”Den mandlige ansøger er etnisk kurder, født i […], der er beliggende i Kermanshah-området i Iran. Han er født i et sunni-muslimsk hjem, men interesserer sig ikke for religion. Den kvindelige ansøger er født og opvokset i […], der er beliggende i Kermanshah-området i Iran. Hun er kurder og sunni muslim af trosretning. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet eller idømt en langvarig fængselsstraf, fordi han og hans bror [B] har været aktive medlemmer af kurdiske partier. Den kvindelige ansøger har henvist til, at hun frygter at blive dræbt af de iranske myndigheder på grund af ægtefællens og svogerens politiske aktiviteter. Den mandlige ansøger har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han sammen med sin familie flyttede til Irak, da han var 8-9 år gammel. Familien boede i blandt andet Al-Tash-lejren i Irak indtil 1990/1991, hvor familien vendte tilbage til Iran. Ansøgerens familie blev herefter overvåget af de iranske myndigheder. I 1997 udrejste ansøgerens bror, [B], til Irak, hvor han blev peshmerga. Efterfølgende intensiverede den iranske efterretningstjeneste overvågningen af ansøgerens familie. Efterretningstjenesten opsøgte ofte ansøgerens families bopæl, og ansøgeren blev afhørt om brorens politiske aktiviteter. I 1997 begyndte ansøgeren at udføre opgaver for KDPI, herunder at indsamle informationer til partiet, primært om militære forhold og bevægelser i det iransk-kurdiske område. Endvidere uddelte han 2-3 gange løbesedler og plakater. Ansøgeren havde en kontaktperson i partiet, [H], som han mødtes med på grænsen mellem Iran og Irak og videregav informationerne til. På et tidspunkt blev ansøgeren træt af sin og familiens situation og besluttede sig for at forlade Iran. I slutningen af 2004/begyndelsen af 2005 udrejste ansøgeren og hans ægtefælle til Irak, hvor de tog ophold i Erbil. De lejede et hus i Erbil, hvor de boede frem til deres udrejse af Irak i [efteråret] 2015. I 2006 blev KDPI splittet i to, og ansøgeren blev medlem af den ene del – KDP. Ansøgerens politiske aktiviteter bestod i at udføre vagtopgaver, ligesom han modtog våbentræning. I [efteråret] 2015 udrejste ansøgeren og ægtefællen af Irak til Tyrkiet som følge af, at iranske styrker var kommet til Irak for at bekæmpe IS. De var derfor bange for at blive kidnappet eller likvideret i Irak. Ansøgeren har fortsat sine politiske aktiviteter efter indrejsen i Danmark, idet han har deltaget i møder arrangeret af KDP og demonstrationer foran blandt andet den iranske ambassade i København, ligesom han udbreder politiske budskaber gennem sin offentlige facebook-profil. Den kvindelige ansøger har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun blev gift med den mandlige ansøger i 2002. Hun vidste på daværende tidspunkt ikke, at ægtefællen var politisk aktiv. Efterretningstjenesten opsøgte ofte familiens bopæl, men ansøgeren troede, at det var på grund af ægtefælles bror, [B] I de første 2-3 måneder, efter at ansøgeren og ægtefællen var blevet gift, blev de opsøgt af efterretningstjenesten én gang om ugen og efter noget tid ca. hver anden dag. Personerne fra efterretningstjenesten var meget truende og skubbede til ansøgerens svigermor. Efterretningstjenesten kom altid, når ægtefællen ikke var der. På et tidspunkt blev ansøgeren og ægtefællen trætte af efterretningstjenesten og udrejste illegalt til Irak, hvor de bosatte sig i Erbil. Under opholdet i Irak fandt ansøgeren ud af, at ægtefællen var medlem af KDP og havde haft politiske aktiviteter i Iran. Ægtefællen deltog ofte i partiets møder i Irak. I [efteråret]2015 udrejste ansøgeren og ægtefællen illegalt af Irak til Tyrkiet, fordi de frygtede IS. Flygtningenævnet kan lægge dele af ansøgernes forklaringer til grund. Flygtningenævnet kan ikke lægge den mandlige ansøgers forklaring om sine aktiviteter for KDPI i Iran i perioden fra 1997 til 2004 til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at den mandlige ansøger har afgivet divergerende forklaringer om, hvilke aktiviteter han havde, ligesom han under nævnsmødet har forklaret usammenhængende og afglidende herom. Flygtningenævnet kan lægge til grund, at efterretningstjenesten i et vist omfang har opsøgt familien på deres bopæl. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at Flygtningenævnet ved en afgørelse af dags dato har fundet den mandlige ansøgers brors forklaring troværdig og har lagt denne til grund, herunder for så vidt angår spørgsmålet om myndighedernes henvendelser, hvorunder at myndighederne har oplyst at være bekendt med, at broren var peshmerga. Flygtningenævnet kan endvidere lægge den mandlige ansøgers forklaring om sine aktiviteter for KDPI i Irak til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at den mandlige ansøgers forklaring støttes af billeder fremlagt under nævnsmødet. Flygtningenævnet har endelig lagt til grund, at den mandlige ansøger i Danmark fortsat har været medlem af KDP, og at han har deltaget i partiets møder og sammenkomster samt demonstrationer, herunder foran den iranske ambassade i Danmark, ligesom han på Facebook har postet materiale vendt mod det iranske regime. Flygtningenævnet har som anført lagt den mandlige ansøgers brors forklaring til grund og har ved afgørelsen af dennes sag fundet, at broren ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, hvorfor Flygtningenævnet har meddelt broren, dennes ægtefælle og deres børn opholdstilladelse i Danmark. Flygtningenævnet finder, at den mandlige ansøger som følge af brorens politiske aktiviteter i Iran, Irak og Danmark sammenholdt med hans længerevarende ophold i Irak, hvor han er blevet medlem af og har udført opgaver for KDP samt hans efterfølgende politiske aktiviteter i Danmark, må antages at være så profileret over for de iranske myndigheder, at han ved en eventuel tilbagevending til Iran vil være i risiko for at blive identificeret som kurdisk modstander af det iranske regime. Flygtningenævnet finder derfor, at […]og […]har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran 2018/391MNR
Nævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder fra Sanandaj, Iran. Ansøgeren har oplyst, at han er kristen af trosretning. Ansøgeren har sympatiseret med og har udført aktiviteter for partiet Komola. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter fysiske overgreb eller henrettelse af de iranske myndigheder, idet han har udført politiske aktiviteter for Komola og er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han fra 2007 til 2010, hvor han startede på universitetet, har skrevet kritiske tekster om den iranske regering på en hjemmeside, som bliver administreret af de iranske myndigheder. I perioden mellem 2010 og 2012 var ansøgeren medlem af en journalistgruppe på universitetet, hvor han ligeledes skrev kritisk om den iranske regering i universitetsavisen. Herudover deltog ansøgeren i demonstrationer, mens han studerede på universitetet. Ansøgeren blev i [vinteren] 2014 indkaldt til en samtale med Herasat, som fortalte ansøgeren, at de kendte til hans politiske aktiviteter. Ansøgeren blev følgelig udmeldt af universitetet. Herefter begyndte ansøgeren at uddele systemkritisk materiale sammen med to venner. Ansøgeren begyndte også at få telefoniske trusler, efter at han blev udmeldt af universitetet. På et tidspunkt i [foråret] 2015 blev ansøgeren indkaldt til et møde med efterretningstjenesten, hvorunder han blev udsat for fysisk overgreb, eftersom han nægtede at dele oplysninger med myndighederne. Ansøgeren blev bedt om at stoppe sine politiske aktiviteter med sine venner. Ansøgeren besluttet sig for at udrejse fra Iran, da han ikke kunne få kontakt til sine venner. Efter sin udrejse, har ansøgeren fået at vide, at hans far er blevet hentet af efterretningstjenesten flere gang, blandt andet på grund af ansøgerens politiske aktiviteter på Facebook. Ansøgeren har endvidere oplyst, at han i Danmark er konverteret til kristendommen. Det fremgår af ansøgerens dåbsbevis, at han er blevet døbt [i fåråret] 2018. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran risikerer forfølgelse eller overgreb som følge af sine politiske aktiviteter imod det iranske præstestyre, idet nævnet ikke kan lægge ansøgerens forklaring om de udførte aktiviteter til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret utroværdigt om centrale dele af det påberåbte asylmotiv, idet ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende om, hvorvidt han er blevet udsat for fysiske overgreb som følge af sine påberåbte politiske aktiviteter, og om hvad efterretningstjenesten sagde til ham under tilbageholdelsen. Mens han i asylansøgningsskemaet ikke har omtalt en tilbageholdelse og heller intet har oplyst om fysiske overgreb til oplysnings- og motivsamtalen [i efteråret] 2016, oplyste han til samtalen [i foråret] 2017, at han var blevet udsat for fysiske overgreb, fordi han nægtede at samarbejde med efterretningstjenesten ved at give dem oplysninger om sine medstuderende. Til den efterfølgende samtale [i efteråret] 2017 oplyste han derimod, at han af efterretningstjenesten blev bedt om at standse sine politiske aktiviteter sammen med [M] og [A], men at efterretningstjenesten ikke derudover sagde noget. Hertil kommer, at ansøgeren efter afhøringen i [foråeret] 2017 var i stand til at opholde sig i Iran frem til udrejsen [i sommeren] 2017 uden at opleve yderligere problemer. Nævnet har herved lagt til grund, at det alene beror på ansøgerens formodning, at de iranske myndigheder skulle have anholdt [M] og [A]. Det kan ikke ændre ved nævnets vurdering af disse forklaringer, at ansøgeren har henvist til svigtende hukommelse og dårligt helbred, idet han efter det oplyste blandt andet har været i stand til at gennemføre en universitetsuddannelse. Det anførte om ansøgerens aktiviteter på Facebook kan endvidere ikke føre til et andet resultat, da det ikke er sandsynliggjort, at de iranske myndigheder skulle være bekendt med ansøgerens aktiviteter. For så vidt angår det oplyste om ansøgerens konvertering til kristendommen kan et flertal ikke lægge til grund, at ansøgerens konvertering er udtryk for en reel indre overbevisning af religiøs karakter. Flertallet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvornår han fik interesse for kristendommen, idet han til samtalen [i foråret] 2017 oplyste, at han blev interesseret i kristendommen efter oplysnings- og motivsamtalen [i efteråret] 2016, mens han til samtalen [i efteråret] 2017 forklarede, at han blev interesseret i kristendommen, mens han var i Tyskland i [foråret] 2016. Flertallet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren ikke på overbevisende måde har kunnet redegøre for sine refleksioner og bevæggrunde for at konvertere til kristendommen. Det forhold, at ansøgeren nu er blevet døbt og for Flygtningenævnet har kunnet redegøre for flere elementer af kristendommen samt har dokumenteret sine kirkelige aktiviteter ved fremlæggelse af udtalelser fra flere præster mv., kan på den ovenfor anførte baggrund ikke føre til en anden vurdering. Flertallet tilsidesætter på denne baggrund ansøgerens forklaring om sin konversion som konstrueret og utroværdig. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/391/TBP
Nævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra [en mindre by], Kermanshah, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet eller at få fjernet sit ene øje af de iranske myndigheder. Ansøgeren frygter endvidere, at en familie ved navn [A] vil hævne sig på ham. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans storebror havde et forhold til en kvinde ved navn [B A]. Hendes familie accepterede ikke forholdet. I [foråret] 2013 kom ansøgerens lillebror op at slås med tre personer fra [A]-familien. Efterfølgende klagede en kvinde ved navn [C A] over ansøgeren, idet hun påstod, at han havde slået hende, således at hendes øje var blevet skadet. Ansøgeren blev idømt 10 piskeslag, to års fængsel og en bøde på 28.700.000 toman. Ansøgerens brødre, [D] og [E], blev også idømt en bøde på grund af deres konflikter med [A]-familien. Bøden til [D] blev efterfølgende annulleret, fordi han selv var kommet til skade under slagsmålet. Ansøgeren ved ikke, hvorfor [E] blev idømt en bøde. [A]-familien accepterede ikke den straf, ansøgeren var blevet idømt. Ansøgerens straf blev derfor annulleret, og i stedet blev han dømt til at få fjernet sit ene øje. Ansøgeren har på mødet i Flygtningenævnet dags dato oplyst, at dommen senere er ændret, så han alene skal betale erstatning. Ansøgeren har i Danmark mødt tre brødre fra [A]-familien, der truede med at slå ham. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund, idet den forekommer divergerende, usammenhængende og utroværdig. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at den første konflikt startede [en bestemt dag i foråret] 2013, og at han på intet tidspunkt forinden havde haft nogen konflikter eller problemer. Da han kom hjem denne dag, fortalte hans bror, [E], ham, at der havde været et slagsmål mellem deres bror, [D], og [A] familien. Politiet kom til bopælen, og [E] åbnede døren. De blev begge kørt til politistationen. Til asylsamtalen forklarede ansøgeren derimod, at slagsmålet fandt sted den [tre dage senere end den først oplyste dato i foråret] 2013, at politiet kom til bopælen samme dag, og at hans mor åbnede døren, hvorefter han alene blev kørt til politistationen. Politiet transporterede [D] og [E] til skadeklinikken og derfra til politistationen. Til partshøringen [i foråret] 2017 forklarede ansøgeren, at konflikten opstod den [den førstnævnte dato i foråret] 2013, hvor lillebroren kom op at slås med medlemmer af [A]-familien, og at der [tre dage efter den førstenævnte dato i foråret] 2013 blev klaget over ansøgeren direkte som følge af en tidligere konflikt mellem ham og [C]. Under mødet i Flygtningenævnet [i sommeren] 2018 forklarede ansøgeren, at [E] og [D] var hjemme hos deres far på dagen, hvor slagsmålet fandt sted og blev taget med af politiet. På mødet i Flygtningenævnet dags dato forklarede ansøgeren, at han ikke husker, hvornår slagsmålet fandt sted. Ansøgeren blev foreholdt, at en tilsigelse til et retsmøde i Dalahu [tre dage efter den førstnævnte dato i foråret] 2013 er udstedt [tre uger forinden i foråret] 2013 – d.v.s. før slagsmålet efter ansøgerens tidligere forklaringer fandt sted. Ansøgeren har ikke kunnet give en rimelig forklaring herpå. Ansøgeren har endvidere til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han og hans brødre, [D] og [E], [i foråret] 2014 tog til retten i Eslamabad-e Gharbi, hvor de alle tre fik dom. Dommen bestod for dem alle tre i, at de skulle betale en bøde på 28 mio. iranske toman, ligesom de blev idømt en fængselsstraf på to år og 10 piskeslag i offentlig forum. Til asylsamtalen forklarede ansøgeren, at han tog til retten i foråret eller starten af sommeren 2014, men ikke husker den nøjagtige dato. Han deltog ikke selv i retsmødet. Kun hans advokat var til stede. Hans dom lød på en bøde på 28.700.000 toman, to års fængsel og 10 piskeslag i offentlig forum. [D] blev også idømt en fængselsstraf på seks måneder og piskeslag, men advokaten fik omstødt fængselsstraffen. Han kende ikke detaljerne vedrørende [E’s] dom. Han ved kun, at han skulle betale erstatning. På mødet i Flygtningenævnet [i sommeren] 2018 forklarede ansøgeren, at [D] og [E] begge fik en bøde på 5.000.000 toman. Ansøgeren har på mødet i Flygtningenævnet dags dato forklaret, at dommen for hans vedkommende lød på en bøde på 38 mio. toman og 10 – 20 piskeslag. Foreholdt at han tidligere har forklaret forskelligt, forklarede ansøgeren, at det han har forklaret i dag, er det rigtige. Ansøgeren har endvidere til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at [C’s] krav blev accepteret af retten omkring marts måned 2015. Hun fik medhold i sit krav om, at ansøgerens ene øje skulle fjernes, idet hun fortalte retten, at det var ansøgerens skyld, at hun havde fået fjernet sit ene øje. Til asylsamtalen forklarede ansøgeren, at [C] havde fået ødelagt sit ene øje, at det ikke var fjernet helt, og at hun stadig kunne se lys, men ikke genstande. Under møderne i Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at han kendte [C] og vidste, at hun led af en øjensygdom. Nævnet finder, at disse divergenser vedrører centrale dele af ansøgerens asylmotiv, og ansøgernes forklaring om, at han ikke husker eller kender alle detaljer forekommer på denne baggrund ikke overbevisende. Nævnet har videre lagt vægt på, at det forekommer påfaldende, at [C] skulle anmelde ansøgeren for at være skyld i hendes skader henset til, at hverken hun eller ansøgeren efter ansøgerens forklaring havde været til stede ved slagsmålet. Nævnet har endelig lagt vægt på, at de retsakter vedrørende sagen, som ansøgeren har fremlagt, ved en ægthedsvurdering er vurderet at være falske. Nævnet forkaster således ansøgerens forklaring om sin konflikt med [A]-familen som utroværdig. Ansøgerens oplysning om, at han i Danmark er blevet truet af tre brødre fra [A]-familien, der nu er i Danmark, kan derfor ikke føre til et andet resultat. Det forhold, at ansøgeren er udrejst illegalt, kan heller ikke føre til anden vurdering. Sammenfattende finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/390/EMU
Nævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk kurder og shiamuslim af trosretning fra al-Tash-lejren, Irak. Klagerens seneste opholdssted i Irak var i Barika-lejren i den kurdiske region i Irak. Klageren har aldrig været i Iran. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en udsendelse til Iran frygter at blive fængslet og henrettet af myndighederne som følge af klagerens fars politiske aktiviteter. Klageren frygter endvidere, at de iranske myndigheder vil fængsle og henrette klageren med henblik på at finde frem til hans far. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at klagerens far som medlem af Kurdish Democratic Party of Iran (KDPI) har udført politiske aktiviteter i 1970’erne mod det iranske regime, hvorfor familien var nødsaget til at udrejse af Iran i slutningen af 1970’erne. Flygtningenævnet flertal bemærker indledningsvist, at nævnet ved vurderingen af sagen, i overensstemmelse med pkt. 206-212 i UNHCR’s Håndbog om procedurer og kriterier for fastlæggelsen af flygtningestatus, har taget hensyn til de foreliggende oplysninger om klagerens psykiske tilstand. Flygtningenævnets flertal finder ikke, at klageren har sandsynliggjort, at han ved en udsendelse til Iran vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet udlændingelovens § 7. I den forbindelse bemærkes blandt andet, at klageren har forklaret divergerende om, hvorvidt og i hvilket omfang faren efter udrejsen af Iran fortsatte sine politiske aktiviteter, og om hvorvidt klageren selv har deltaget. Endvidere har klageren forklaret divergerende om, hvorvidt han har været fængsel i Irak i to dage eller to år, og om frihedsberøvelsen var begrundet i hans politiske aktiviteter for KDPI eller ej. Flygtningenævnets flertal finder herefter ikke at en udsendelse til Iran vil være i strid med udlændingelovens § 31, stk. 2. Mindretallet finder, at klageren ikke kan udsendes i henhold til udlændingelovens § 31. Klagerens opholdstilladelse bortfaldt ved klagerens dom til udvisning. Det er imidlertid mindretallets opfattelse, at Flygtningenævnets skønsmæssige afgørelse af [vinter] 2014, hvorved klagerens forklaring blev lagt til grund som troværdig, og hvorefter klageren blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. stk. 1, må lægges til grund, medmindre der foreligger nye oplysninger, der kan føre til en ændret vurdering af asylgrundlaget. Mindretallet bemærker, at der allerede ved Flygtningenævnets afgørelse af [vinter] 2014 var lagt vægt på de i forhold til behandlingen af klagerens søskendes asylsager ændrede baggrundsoplysninger, hvilket også fremgår af Udlændingestyrelsens afgørelse af [vinter] 2013. Det bemærkes endvidere, at der allerede ved Flytningsnævnets afgørelse af [vinter] 2014 i vurderingen var taget stilling til divergenser mellem klagerens og hans søskendes forklaringer i deres asylsager. Spørgsmålet for Flygtningenævnet i dag må således være, om der foreligger afgørende nyt, herunder i baggrundsmaterialet eller nye forklaringer fra klageren eller hans søskende, som kan føre til en anden vurdering. Mindretallet finder, at dette ikke er tilfældet. Klageren har i dag afgivet en forklaring, der på enkelte punkter divergerer i forhold til hans tidligere afgivne forklaringer til Udlændingestyrelsen i 2013. Der bør dog her lægges vægt på, at klageren er psykisk syg, herunder lider af PTSD-lignende som følge af de ting, han var udsat for i Irak. Der henvises til den indhentede udtalelse fra psykiater [A]. Divergenserne kan derfor ikke tillægges afgørende betydning. Hertil kommer, at klagerens brors forklaring for Flygtningenævnet i dag i det væsentlige støtter klagerens forklaring. Dermed finder mindretallet, at der ikke foreligger tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte Flygtningenævnets vurdering af [vinter] 2014, hvorfor klageren fortsat findes omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Der træffes afgørelse efter stemmeflerhed, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/389/GJEY
Nævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. ”Ansøgeren er etnisk kurder og oprindeligt sunnimuslim fra Javanrud, Kermanshah, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til sin fars asylmotiv. Ansøgerens far har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet og henrettet af den iranske efterretningstjeneste. Ansøgerens far har til støtte herfor oplyst, at de iranske myndigheder har opdaget hans politiske aktiviteter for Komala partiet. Ansøgerens far begyndte sine aktiviteter for Komala partiet omkring et år før sin udrejse af Iran. Det var omkring [vinteren] 2014. Ansøgerens far havde ikke politiske aktiviteter før dette tidspunkt, men ønskede at støtte og være aktiv for den kurdiske sag. Ansøgerens far havde kontakt til Komala partiet gennem et familiemedlem. Faderen uddelte materiale i form af løbesedler og cd’er for partiet. Ansøgerens far fik omkring 20 pakker med politiske materiale én gang om måneden. Familiemedlemmet kontaktede altid ansøgerens far, når han skulle hente materiale. Ansøgerens far fragtede materialet til sin bopæl og uddelte dem samme aften/nat, som han fik det. Ansøgerens far gemte materialet i sin kommode. Ansøgerens far var på sin bopæl fem til seks gange i løbet af natten, hvor han hentede mere materiale, indtil han havde udelt det hele. Dagen forud for ansøgerens udrejse af Iran [i sommeren] 1394 (efter iransk kalender) skete en række hændelser. Ansøgerens far hentede politisk materiale, men nåede ikke at uddele det hele. Samme aften var ansøgeren, ansøgerens far og stedmor på besøg hos stedmorens far, mens myndighederne opsøgte ansøgers bopæl. Ansøgerens far blev kontaktet af sin bror, som fortalte, at myndighederne havde ransaget ansøgerens bopæl i omkring en time. Myndighederne havde fundet ansøgerens fars politiske materiale. I ansøgerens fars sag er dags dato truffet følgende afgørelse: ”Flygtningenævnet finder, at enkelte dele af den mandlige ansøgers forklaring om sine politiske aktiviteter i Iran fremstår noget påfaldende, ligesom der i samtalereferaterne kan påvises uoverensstemmelser i den forklaring, han har givet vedrørende, hvornår han i forhold til udrejsen senest modtog materiale til uddeling, om han uddelte hele dette materiale, og hvor mange gange han talte med broren den aften, hvor ansøgerens bopæl angiveligt skulle være blevet opsøgt af myndighederne. Nævnet finder imidlertid – efter det indtryk han har efterladt under sin afgivelse af forklaring direkte for nævnet – at i hvert fald en del af disse mulige uoverensstemmelser meget vel kan skyldes sproglige misforståelser mellem ansøgeren, der er analfabet, og intervieweren. Nævnet finder endvidere, at der ikke er grundlag for at fastslå, at ansøgerne har forklaret indbyrdes uoverensstemmende om nogen del af asylmotiverne og i øvrigt, at den mandlige ansøger i al væsentligt har forklaret troværdigt om begivenhederne uden at have forsøgt på at udbygge eller dramatisere asylmotivet yderligere. Under disse omstændigheder finder nævnet, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte den mandlige ansøgers forklaring om sine politiske aktiviteter i Iran og om myndighedernes kendskab hertil. Uanset at den mandlige ansøgers politiske aktiviteter i Iran må karakteriseres som begrænsede, finder nævnet, at det må lægges til grund, at ansøgerne ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler herefter ansøgerne opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Flygtningenævnet meddeler som konsekvens heraf ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Der er herefter ikke anledning til at tage stilling til ansøgerens nye selvstændige asylmotiv (vedrørende konversion til kristendommen), idet dette i øvrigt i givet fald burde behandles af Udlændingestyrelsen som første instans.” Iran/2018/388/FAM
Nævnet meddelte i november 2018 opholdstilladelse (K-status) til et ægtepar statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etnisk kurdere og sunnimuslimer fra Javanrud, Kermanshah, Iran. Den mandlige ansøger har været aktiv og sympatiseret med Komala partiet i et år. Den kvindelige ansøger har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet og henrettet af den iranske efterretningstjeneste. Til støtte for sit asylmotiv har den mandlige ansøger oplyst, at de iranske myndigheder har opdaget hans politiske aktiviteter for Komala partiet. Ansøgeren begyndte sine aktiviteter for Komala partiet omkring et år før sin udrejse af Iran. Det var omkring [vinteren] 2014. Ansøgeren havde ikke politiske aktiviteter før dette tidspunkt, men ønskede at støtte og være aktiv for den kurdiske sag. Ansøgeren havde kontakt til Komala partiet gennem sin fars nevø. Han uddelte materiale i form af løbesedler og cd’er for partiet. Ansøgeren fik omkring 20 pakker med politisk materiale én gang om måneden. Farens nevø kontaktede altid ansøgeren, når ansøgeren skulle hente materiale. Ansøgeren fragtede materialet til sin bopæl og uddelte dem samme aften/nat, som han fik det. Ansøgeren gemte materialet i sin kommode. Ansøgeren var på sin bopæl fem til seks gange i løbet af natten, hvor han hentede mere materiale, indtil han havde udelt det hele. Dagen forud for ansøgerens udrejse af Iran [i sommeren]1394 (efter iransk kalender) skete en række hændelser. Ansøgeren hentede politisk materiale, men nåede ikke at uddele det hele. Samme aften var ansøgeren, ansøgerens søn og ægtefælle på besøg hos ansøgerens svigerfar, mens myndighederne opsøgte hans bopæl. Ansøgeren blev kontaktet af sin bror, som fortalte, at myndighederne havde ransaget ansøgerens bopæl i omkring en time. Myndighederne havde fundet ansøgerens politiske materiale. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet eller udsat for vold af de iranske myndigheder som følge af den mandlige ansøgers politiske aktiviteter. Derudover frygter ansøgeren, at hendes tidligere ægtefælle vil udsætte hende for syreangreb. Til støtte for sit selvstændige asylmotiv har den kvindelige ansøger oplyst, at hun og hendes nuværende ægtefælle, [A], en dag var på besøg hos ansøgerens forældre. Ægtefællens bror ringede til ham og sagde, at myndighederne havde været på ansøgerens og ægtefællens bopæl. Ægtefællen sagde derefter til ansøgeren, at de skulle udrejse. Samme aften klokken 19 tog de i en bil til Urmia, hvorfra de udrejste dagen efter. Den kvindelige ansøger har om sin frygt for sin tidligere ægtefælle oplyst, at hendes tidligere ægtefælle flere gange har truet hende med, at han vil smide syre i hovedet på hende, fordi ansøgeren har giftet sig med sin nuværende ægtefælle [A]. Ansøgerens tidligere ægtefælle vil derudover ikke lade ansøgeren se deres fælles datter. Flygtningenævnet finder, at enkelte dele af den mandlige ansøgers forklaring om sine politiske aktiviteter i Iran fremstår noget påfaldende, ligesom der i samtalereferaterne kan påvises uoverensstemmelser i den forklaring, han har givet vedrørende, hvornår han i forhold til udrejsen senest modtog materiale til uddeling, om han uddelte hele dette materiale, og hvor mange gange han talte med broren den aften, hvor ansøgerens bopæl angiveligt skulle være blevet opsøgt af myndighederne. Nævnet finder imidlertid – efter det indtryk han har efterladt under sin afgivelse af forklaring direkte for nævnet – at i hvert fald en del af disse mulige uoverensstemmelser meget vel kan skyldes sproglige misforståelser mellem ansøgeren, der er analfabet, og intervieweren. Nævnet finder endvidere, at der ikke er grundlag for at fastslå, at ansøgerne har forklaret indbyrdes uoverensstemmende om nogen del af asylmotiverne og i øvrigt, at den mandlige ansøger i al væsentligt har forklaret troværdigt om begivenhederne uden at have forsøgt på at udbygge eller dramatisere asylmotivet yderligere. Under disse omstændigheder finder nævnet, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte den mandlige ansøgers forklaring om sine politiske aktiviteter i Iran og om myndighedernes kendskab hertil. Uanset at den mandlige ansøgers politiske aktiviteter i Iran må karakteriseres som begrænsede, finder nævnet, at det må lægges til grund, at ansøgerne ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Om den kvindelige ansøgers selvstændige asylmotiv bemærkes, at hun først afslutningsvis under asylsamtalen [i foråret] 2017 forklarede, at hun ved en tilbagevenden til Iran tillige frygtede sin tidligere ægtefælle, som flere gange angiveligt har truet den kvindelige ansøger med at ville kaste syre i hovedet på hende. Den kvindelige ansøger nævnte intet herom under oplysnings- og motivsamtalen [i sommeren] 2016, ligesom hun flere gange under asylsamtalen har udtalt, at hun ikke havde nogen personlige problemer eller konflikter i Iran. Henset hertil og i øvrigt til, at den kvindelige ansøger har været fraskilt siden 2012 og levet i Iran frem til [vinteren] 2015 uden at have været udsat for andet end de angivelige verbale trusler, finder nævnet, at det ikke kan lægges til grund, at den kvindelige ansøger er i reel risiko for asylbegrundende overgreb fra sin tidligere ægtefælle ved en tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet meddeler herefter ansøgerne opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2018/387/FAM
Nævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder fra Sarpol-e Zahab, Iran. Ansøgeren er uden tro, men er født ind i en familie, hvor morens familie er shia-muslimer og farens familie tilhører Yarsan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af de iranske myndigheder, idet han er deserteret fra militæret. Herudover frygter ansøgeren at blive sendt til Syrien for at deltage i krigen. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter at blive henrettet, idet han ikke er troende. Til støtte for sit asylmotiv om desertering og militærtjeneste har ansøgeren oplyst, at han startede som værnepligtig for at få et bedre job og bedre uddannelsesmuligheder. Ansøgeren var værnepligtig i 11 måneder. I de første tre måneder af sin værnepligt deltog ansøgeren i fysisk træning, religionsundervisning samt træning i at bære våben. Ansøgeren lærte dog ikke at skyde eller anvende våbnene. I [efteråret] 2015 var ansøgeren sammen med en gruppe på i alt 20 personer indkaldt til møde hos militærledelsen, som oplyste, at gruppen skulle til Syrien og kæmpe i tre måneder. Efter udsendelsen ville gruppen have udstået deres værnepligt. Ansøgeren blev først glad, da han fik beskeden, idet hans værnepligt da ville blive overstået hurtigere. Gruppen skulle deltage i en uges militærtræning inden udsendelsen. Under træning fik ansøgeren at vide af andre soldater, at de soldater som tog til Syrien, aldrig kom hjem igen. Ansøgeren besluttede sig derfor for at desertere og flygtede om natten. Til støtte for sit asylmotiv om sin manglende tro har ansøgeren oplyst, at han ikke har en religion og frygter, at de iranske myndigheder vil henrette ham for at statuere et eksempel for andre iranere. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgeren på centrale punkter har forklaret divergerende og udbyggende, ligesom væsentlige dele af ansøgerens forklaring ikke fremstår sandsynlig og fremstår konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har anført helt forskellige asylmotiver i henholdsvis asylskemaet og i samtalerne med Udlændingestyrelsen. Ansøgeren har således i asylskemaet anført, at han er udrejst af Iran, fordi han er yarsan-troende, og at han af denne grund blev udvist af sit studie, at han har fuld respekt for hans egen religion, samt at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive straffet på en forfærdelig måde eller at blive henrettet, idet hans religion er en overtrædelse af de islamiske regler. For Flygtningenævnet har ansøgeren oplyst, at han selv har skrevet asylansøgningsskemaet, men at det ikke passede, at han er yarsan-troende, og at det heller ikke passede, at han blev udvist af sit studie af den grund. Til ansøgerens samtaler med Udlændingestyrelsen og for Flygtningenævnet har ansøgeren oplyst, at han udrejste af Iran på grund af, at han var deserteret fra hæren efter, at han fik at vide, at han skulle være soldat i Syrien. Ansøgeren har endvidere oplyst, at han ikke var troende. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om, at han skulle udsendes til krig i Syrien uden forudgående våbentræning ikke forekommer sandsynlig henset til, at Iran er militært til stede i Syrien med henblik på at beskytte egne interesser. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren til asylsamtalen har forklaret, at han forud for den planlagte udsendelse til Syrien havde fået træning i at bære våben, men ikke lært hvordan man skulle bruge dem, og at de ikke havde lært at skyde. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren i asylsamtalen har forklaret, at han kun havde prøvet at skyde en gang, hvilken forklaring ansøgeren har gentaget for Flygtningenævnet. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om sin flugt fra militærbasen ikke forekommer sandsynlig. Flygtningenævnet har herunder lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorvidt der var vagter tilstede om natten. Til asylsamtalen oplyste ansøgeren, at der vagter om dagen, der ville opdage, hvis man forlod basen, men at der ikke var vagter om natten. Senere i samme samtale oplyste ansøgeren, at han flygtede basen samme aften, som han stod vagt. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende omkring hans flugt. I asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at han i løbet af 15-20 minutter gravede sig under et hegn. For Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at det var let at komme under hegnet, der ikke gik helt ned til jorden, og at han bare skulle skubbe noget sand væk. Den omstændighed, at ansøgeren angiveligt har udtrykt kritik af Iran på en Instagramprofil i navnet [X], og at han angiveligt har fået kommentarer om, at han er islamfjendtlig, og at han er israeler, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren ikke kan anses for at have været i de iranske myndigheders søgelys ved sin udrejse af Iran, og at han ikke kan anses for at være profileret i forhold til de iranske myndigheder. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2018/386/JAH
Nævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og oprindeligt yarsan af religiøs overbevisning fra [by], Iran. Ansøgeren har ikke forud for sin indrejse i Danmark været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv, men oplyser sidenhen at være blevet medlem af KDPI. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter de iranske myndigheders overgreb. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han er udrejst illegalt af Iran og udeblevet fra sin militærtjeneste. Ansøgeren meldte sig på militærregistreringskontoret i [by] i [sommeren] 2015 og fik et par dage senere oplyst, at han skulle trænes og udsendes til Syrien. Ansøgeren kontaktede herefter sin far, der på dette tidspunkt opholdt sig i Norge, som opgav sin asylansøgning og vendte tilbage til Iran. Da ansøgerens far efter omkring 12 dage i Iran blev opsøgt af to myndighedspersoner, besluttede familien, herunder ansøgeren, at udrejse af landet. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv endvidere oplyst, at han siden sin indrejse i Danmark er blevet medlem og politisk aktiv for KDPI. Ansøgeren har herudover henvist til, at han efter indrejsen i Danmark er konverteret til kristendommen. Nogle måneder inden hans lillesøsters fødsel i [slutningen af] 2016 viste en scanning, at det ufødte barn havde en fejl i sin brystkasse. Ansøgeren fattede sammen med sine forældre interesse for kristendommen, opsøgte herefter en præst og begyndte at gå i kirke. Da søsteren blev født sund og rask, besluttede ansøgeren sammen med sine forældre at lade sig døbe, hvilket han og forældrene blev den [i slutningen af] 2016. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort sit asylmotiv. Flygtningenævnet bemærker indledningsvis, at det efter de foreliggende baggrundsoplysninger lægges til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet ikke er i risiko for at blive udsendt til Syrien. For så vidt angår ansøgerens udeblivelse fra militærtjeneste fremgår det af et høringssvar af [starten af] 2017 fra Udenrigsministeriet blandt andet, at den faktiske sanktion for udeblivelse fra militærtjeneste i Iran normalt vil begrænse sig til, at den udeblevne f.eks. ikke uden videre kan tage kørekort, og at det er ualmindeligt, at fængselsstraf kommer på tale som sanktion i forhold til personer, der udebliver fra militærtjeneste, derimod gives der i de fleste tilfælde amnesti til udeblevne. For så vidt angår ansøgerens illegale udrejse af Iran fremgår det af baggrundsoplysningerne, herunder et høringssvar af [efteråret] 2011 fra Udenrigsministeriet, at straffen for en iraner, som er udrejst illegalt, er fængsel mellem et og tre år eller betaling af en bøde på mellem 100.000 og 500.000 Rials. Ifølge det iranske parlaments hjemmeside indeholder høringssvaret formentlig en fejl, således at fængselsstraffen rettelig er mellem et og to år. Ansøgeren findes derfor ikke at have sandsynliggjort, at han hverken i anledning af sin udeblivelse fra militærtjeneste eller illegale udrejse er i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, hvorved det bemærkes, at det – bortset fra efter dansk retstradition ganske urimelige sanktioner – falder inden for det enkelte lands jurisdiktion at lovgive for sine borgere og fastsætte sanktioner. Ansøgerens oplysninger om sine politiske aktiviteter for KDPI i Danmark findes ikke at kunne begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hans aktiviteter er kommet til de iranske myndigheders kundskab, og at han derved er kommet i et modsætningsforhold til de iranske myndigheder. Flygtningenævnet finder heller ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hans konversion til kristendommen er reel. Nævnet har herved navnlig lagt vægt på, at ansøgeren blev døbt den [i slutningen af] 2018, kun omkring to måneder efter at hans angivelige interesse for kristendommen opstod, og på et tidspunkt, hvor ansøgeren – der ikke i hjemlandet havde haft interesse for kristendommen – kun havde meget begrænset kendskab til kristendommen. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren – i hvert fald i alt væsentligt – om baggrunden for sin konversion alene har kunne forklare, at den skyldtes, at der i forbindelse med hans mors graviditet blev fundet en fejl i det ufødte barns brystkasse, og at ansøgerens lillesøster blev født sund og rask. Den omstændighed, at ansøgeren på sin Facebook-profil har lagt budskaber, fotos m.v. med kristent indhold findes ikke at kunne begrunde opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Nævnet finder således ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at de iranske myndigheder er blevet bekendt med ansøgerens aktiviteter på Facebook, og at ansøgeren derved er kommet i et modsætningsforhold til de iranske myndigheder. Flygtningenævnet finder derfor, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, ikke er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/385/TLNJ
Nævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt to børn fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske kurdere og oprindeligt yarsan af religiøs overbevisning fra henholdsvis [by] og [by], Iran. Den mandlige ansøger har været sympatisør og politisk aktivt medlem af KDPI. Den kvindelige ansøger har oplyst, at hun betragter sig selv som værende sympatisør for KDPI. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter myndighedernes overgreb. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han første gang udrejste af Iran som følge af et sammenstød med de iranske myndigheder. I 2008 steg benzinpriserne, hvilket ramte ansøgeren, der på dette tidspunkt arbejdede som chauffør. Ansøgeren demonstrerede derfor ved en guvernørbolig sammen med en række andre utilfredse chauffører mod den iranske regerings nye tiltag, hvilket resulterede i slagsmål med en række myndighedspersoner. Kort forinden denne episode havde der været en væbnet konflikt mellem peshmergaer og myndighedspersoner i nærheden af ansøgerens hjemområde, hvilket medførte, at fem myndighedspersoner døde. Ansøgerens familie blev i den forbindelse nægtet adgang til deres landbrugsjord, fordi myndighederne fik kendskab til ansøgerens families hjælp til peshmergaer. Ansøgeren udrejste herefter af Iran og tog ophold i Norge, hvor han indgav ansøgning om asyl. I 2015 blev ansøgerens søn indkaldt til militæret og risikerede at blive sendt i krig i Syrien, hvorfor ansøgeren frivilligt rejste fra Norge tilbage til Iran, hvor han tog ophold hos sin svigerfar i byen Bazgir. Efter 12 dage i Iran blev ansøgeren bekendt med, at hans bopæl var blevet opsøgt af nogle repræsentanter fra efterretningstjenesten, som ledte efter ansøgeren. Ansøgeren udrejste herefter på ny af Iran med sin familie. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv endvidere oplyst, at han er medlem af KDPI, for hvem han har udført forskellige politiske aktiviteter både i og uden for Iran. Ansøgeren blev medlem af partiet i 2011, mens han opholdt sig i Norge. I Iran var ansøgeren sympatisør for partiet og gav som følge heraf blandt andet husly til peshmergere, som rejste igennem landet, ligesom han skrev slogans imod det iranske styre på mure i forbindelse med partiets mærkedage. I Norge har ansøgeren deltaget i diverse particeremonier, møder og konferencer. Ansøgeren har endvidere skrevet en række artikler, som er publiceret med hans navn og billede, hvori han kritiserer det iranske regime som værende diktatorisk. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til den mandlige ansøgers asylmotiv og derudover til, at hun to gange, mens den mandlige ansøger opholdt sig i udlandet, blev opsøgt af den iranske efterretningstjeneste, som spurgte efter den mandlige ansøger og rådede ansøgeren til at lade sig skille. Den mandlige og kvindelige ansøger har herudover henvist til, at de efter indrejsen i Danmark er konverteret til kristendommen. Nogle måneder inden deres datters fødsel i [slutningen af] 2016 viste en scanning, at det ufødte barn havde en fejl i sin brystkasse. Ansøgerne fattede interesse for kristendommen, opsøgte herefter en præst og begyndte at gå i kirke. Da datteren blev født sund og rask, besluttede ansøgerne at lade sig døbe, hvilket de blev den [slutningen af] 2016. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort asylmotivet vedrørende konflikten med de iranske myndigheder. Nævnet kan således i alt væsentligt ikke lægge ansøgernes forklaringer om dette asylmotiv til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at den mandlige ansøger har forklaret divergerende til de danske henholdsvis norske udlændingemyndigheder om asylmotivet og om omstændighederne i øvrigt i forbindelse med sin udrejse af Iran. Han har således den [slutningen af] 2010 til de norske udlændingemyndigheder oplyst, at han udrejste af Iran som følge af en konflikt mellem peshmergaer og fem myndighedspersoner, der døde. Han oplyste tillige til de norske myndigheder, at der skete en ransagning af hans bopæl i forbindelse med konflikten, og at myndighederne fandt løbesedler, kassettebånd, billeder og en pistol. Den mandlige ansøger har derimod til såvel oplysnings- og motivsamtalen [i starten af] 2016 som NP-samtalen [i foråret] 2016 med Udlændingestyrelsen oplyst, at han udrejste af Iran som følge af en benzinkonflikt og et sammenstød mellem ansøgeren og andre chauffører på den ene side og myndighedspersoner på den anden side. Ansøgerens forklaring for Flygtningenævnet, hvorefter han fortalte de danske udlændingemyndigheder, at han udrejste som følge af benzinkonflikten, fordi det var hans seneste konflikt inden hans udrejse i 2008, kan ikke føre til, at der kan ses bort fra den anførte divergens. Heller ikke ansøgerens forklaring for Flygtningenævnet, hvorefter han ikke fortalte de norske myndigheder om benzinkonflikten, fordi den forudgående episode med de fem døde myndighedspersoner og ransagningen var den vigtigste årsag til ansøgerens udrejse i 2008, kan føre til en ændret vurdering. Herudover finder Flygtningenævnet det usandsynligt, at den mandlige ansøger – uanset hans søns situation i hjemlandet – ville risikere at indrejse i Iran, såfremt ansøgeren havde den beskrevne konflikt med myndighederne. Det findes ligeledes usandsynligt, at de iranske myndigheder først 12 dage efter ansøgerens indrejse i Iran i 2015 forsøgte at opsøge den mandlige ansøger, såfremt han var i det angivelige modsætningsforhold til myndighederne. Den mandlige ansøgers oplysninger om sine politiske aktiviteter for KDPI uden for hjemlandet findes ikke at kunne begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hans aktiviteter er kommet til de iranske myndigheders kundskab, og at han derved er kommet i et modsætningsforhold til de iranske myndigheder. Flygtningenævnet finder heller ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at deres konversion til kristendommen er reel. Nævnet har herved navnlig lagt vægt på, at ansøgerne blev døbt [i slutningen af] 2018, kun omkring to måneder efter at deres angivelige interesse for kristendommen opstod, og på et tidspunkt, hvor ansøgerne – der ikke i hjemlandet havde haft interesse for kristendommen – kun havde meget begrænset kendskab til kristendommen. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgerne – i hvert fald i alt væsentligt – om baggrunden for deres konversion alene har kunne forklare, at den skyldtes, at der i forbindelse med den kvindelige ansøgers graviditet blev fundet en fejl i datterens brystkasse, og at datteren blev født sund og rask. Flygtningenævnet finder derfor, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, ikke er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/384/TLNJ
Nævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunnimuslim. Ansøgeren er født og opvokset i al-Tash-lejren, Romadi, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder som følge af hendes fars politiske aktiviteter for KDP. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Irak frygter sin far og bror, da de har udsat hende for voldelige overfald for at tvinge hende til at gifte sig. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv vedrørende farens politiske aktiviteter henvist til, at hendes far var aktiv for KDP i Iran og kæmpede som peshmerga. Det iranske styre dømte ansøgerens far til døden, og han flygtede forud for ansøgerens fødsel til Irak, hvor ansøgeren er født og opvokset. Ansøgerens far fortsatte ikke sine aktiviteter for partiet, efter at han kom til Irak, fordi han var blevet for gammel. Ansøgerens søster har også været aktiv for KDP i Irak. Ansøgeren og hendes familie har ikke oplevet konflikter som følge af ansøgerens fars politiske aktiviteter, mens de har opholdt sig i Irak. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv vedrørende frygten for sin far og bror henvist til, at hun forlod Irak, fordi hendes far forsøgte at gifte hende bort adskillige gange. Da ansøgeren nægtede at indgå i ægteskab, udsatte hendes far og bror hende for en række alvorlige voldsforhold, hvorfor hun til sidst flygtede ud af landet med hjælp fra en ven. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotiv til grund, idet forklaringen har været divergerende, herunder divergerende i forhold til de forklaringer, der er afgivet af ansøgerens søster og svoger, som hun er indrejst sammen med, ligesom forklaringen har været udbyggende på en række centrale punkter, hvorfor den i det hele fremstår som konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har med hensyn til omstændighederne omkring udrejsen forklaret, at hun udrejste alene, hvorimod hendes svoger og søster i hvert fald ifølge deres oprindelige forklaringer har angivet, at de alle tre udrejste sammen, hvilket også er mere sandsynlig, end at ansøgeren er udrejst fra Irak alene med hjælp fra en ven, og at hun og søsteren og svogeren ved et tilfælde mødtes på et hotel i Tyrkiet. Ansøgeren har forklaret, at hendes far kæmpede som peshmerga, mens han opholdt sig Iran, hvilket hendes søster ikke forklarede noget om i forbindelse med de første samtaler i hendes asylsag. Først i forbindelse med behandlingen af søsterens sag i Flygtningenævnet ændrede søsteren sin forklaring til, at faren havde været peshmerga. Ansøgeren har gentagne gange i asylsamtalen forklaret, at hendes far ikke har udført politiske aktiviteter, efter at han kom til Irak og begrundet dette med, at han var gammel. Hun har videre forklaret, at hverken hun eller hendes familie har oplevet problemer i Irak som følge af farens flugt fra Iran, og at ingen personer eller grupper med tilknytning til det iranske styre har opsøgt dem i Irak. Denne forklaring er divergerende i forhold til den forklaring, der er afgivet af ansøgerens søster, [A], under hendes asylsag, idet [A] har forklaret, at faren fortsatte sine politiske aktiviteter i Irak, ligesom han i 2009 blev forsøgt bortført to gange af personer med tilknytning til det iranske styre. Ansøgeren har herefter i samtalen med advokaten og under mødet i nævnet væsentligt ændret og udbygget sin tidligere forklaring, idet hun har forklaret, at hendes far til stadighed var politisk aktiv under opholdet i Irak, og at han deltog i politiske møder, der blev afholdt blandt andet i familiens hjem og på KDPI´s hovedkvarter i Koya. Ansøgeren har endvidere forklaret, at faren to gange blev forsøgt bortført i 2009, og at hun var vidne til den ene af disse hændelser. Også omkring spørgsmålet om farens død har ansøgerens forklaring været divergerende, idet hun i asylsamtalen forklarede, at faren fortsat opholdt sig i hjemmet i lejren i Irak, og først efter at hun var blevet foreholdt sin søsters forklaring om, at faren var død to måneder forinden, bekræftede, at faren ikke længere var i live. Henset til karakteren af og antallet af divergenser er det ikke sandsynligt, at disse kan henføres til tolkevanskeligheder. Det bemærkes i den forbindelse, at det ikke fremgår af oplysningerne i sagen, at ansøgeren skulle have oplyst, at hun ikke var i stand til at forstå tolkene. Efter en samlet vurdering finder nævnet herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun kommer fra en politisk profileret familie, og dermed en familie, der er profileret i forhold til de iranske myndigheder. Det bemærkes i den forbindelse videre, at ansøgeren ikke selv har udført politiske aktiviteter, og at Flygtningenævnet i søsterens sag har lagt til grund, at søsteren ikke ved sine begrænsede aktiviteter i Irak og Danmark er blevet eksponeret. Det bemærkes endeligt, at den omstændighed, at ansøgerens fars død er omtalt i Tishk TV ikke kan føre til et andet resultat. Den omstændighed, at ansøgeren er født i Al-Tash lejren er ikke i sig selv nok til, at hun kan opnå asyl, og den omstændighed, at hun ikke tidligere har været i Iran og ikke har iranske dokumenter kan – henset til det ovenfor anførte om, at det ikke er sandsynliggjort, at ansøgeren kommer fra en politisk profileret familie, ikke føre til et andet resultat. Nævnet finder efter en samlet vurdering herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort sit asylmotiv, og at hun ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller overgreb efter § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/383/HHU
Nævnet stadfæstede i oktober 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og har oplyst at være kristen fra [en by i] Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel af sin ægtefælles familie, idet han blev gift uden ægtefællens families samtykke. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter at blive fængslet eller slået ihjel af de iranske myndigheder, idet han har deltaget i brandstiftelse i Hotel Tara i Mahabad. Ansøgeren har videre henvist til, at han ved en tilbagevenden frygter at blive slået ihjel som følge af hans konversion til kristendommen. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han mødte sin ægtefælle i [vinteren 2004/2005]. Han fandt hende interessant og besluttede sig derfor for at spørge hendes naboer om hende. Ægtefællens naboer fortalte ham, at hun var en sød pige. To til tre dage derefter friede ansøgeren til ægtefællen, i hvilken forbindelse ansøgeren og hans far opsøgte hendes bopæl. Ægtefællens far afviste dog ansøgerens frieri og henviste til, at ansøgeren og hans familie ikke var rigtige indbyggere i [landsbyen]. Én dag senere kom ægtefællen forbi ansøgerens arbejdsplads og gav ham sit mobilnummer. Ansøgeren tog straks telefonisk kontakt til hende. De ville gerne være sammen og aftalte derfor at flygte ud af byen sammen. Samme dag flygtede ansøgeren og ægtefællen til Teheran. Efter flugten truede ægtefællens familie ansøgerens far på hans bopæl og arbejdsplads. De fortalte faren, at de havde slået hånden af ægtefællen, og at de ville dræbe både ansøgeren og ægtefællen. Truslerne mod faren stoppede fire til fem måneder efter deres flugt, fordi faren overfor ægtefællens familie gav udtryk for, at han også ville slå ansøgeren og ægtefællen ihjel. I foråret 2005 rejste ansøgeren og ægtefællen tilbage til [landsbyen] for at blive viet. De var kun i byen i én dag, hvorefter de tog tilbage til Teheran. Ægtefællen og deres fælles datter, der blev født i 2006, rejste til Sverige i 2010 på visum, hvor de efterfølgende søgte asyl. Ansøgeren gik den [i foråret] 2015 tilfældigt forbi Hotel Tara i Mahabad, hvor en kvinde kort forinden havde kastet sig ud fra et vindue på fjerde sal som følge af, at personer fra Sepideh havde forsøgt at voldtage hende. Han kom i den forbindelse i kontakt med to kurdere, der fortalte ham, at han ikke kunne tage af sted, fordi han var kurder og derfor skulle kæmpe for kvindens rettigheder, hvorfor ansøgeren valgte at blive i Mahabad. I den forbindelse deltog ansøgeren [i foråret] 2015 i en demonstration uden for hotellet. Nogle af de andre demonstranter bar fakler. Ansøgeren gik sammen med de andre ind i hotellet, og de begyndte at sætte ild til hotellets inventar. Ansøgeren fandt et stykke pap, hvilket han antændte og således også satte ild til hotellets inventar. Da ansøgeren ville forlade hotellet, blev han stoppet af myndighedspersoner, der udøvede fysisk vold mod ham. Det næste ansøgeren kan huske er, at han vågnede op på hospitalet i Ourmiyeh, hvor han opholdt sig i tre måneder, hvorefter han flygtede fra Iran til Irak. Ansøgeren opholdt sig herefter i Irak i 14 dage, hvorefter han indrejste i Iran igen. [Vinteren 2015/2016] flygtede han endeligt fra Iran. Ansøgeren har videre henvist til, at han har deltaget i gudtjenester samt bibel undervisning i Danmark, og at han skal døbes [i vinteren 2018/2019]. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren har ved sin indrejse i Makedonien og Serbien oplyst sin identitet som Abdalla Hosro, født 1. januar 1980 og irakisk statsborger. Ved indrejse i Grækenland har ansøgeren oplyst sin identitet som Abdalla Hosro Mohamad, født den 1. januar 1980 og irakisk statsborger. Ved indrejse i Tyskland har ansøgeren oplyst sin identitet som Khosraw Mohammad Abdallah, født den 9. juni 1980 og irakisk statsborger, mens han ved indrejsen i Danmark oplyste sin identitet som [K], født [i] 1979 og iransk statsborger. Ansøgeren har ikke kunnet give en fyldestgørende forklaring på, at han har opgivet flere falske identiteter. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om hans konflikt med svigerfamilien til grund. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren og hans ægtefælle efter ansøgerens forklaring aldrig er blevet direkte truet af svigerfamilien, at ansøgeren og hans ægtefælle efter flugten fra svigerfamilien vendte tilbage til [landsbyen] for at blive gift og overnattede der, at ansøgerens ægtefælle boede i Teheran i ca. 6 år og ansøgeren i ca. 10 år, før de udrejste, og uden at blive truet eller opsøgt af svigerfamilien. Ansøgeren har endvidere udbyggende under nævnsmødet forklaret, at hustruen udrejste af Iran i 2010, da han og hustruen i Teheran havde set et af hustruens familiemedlemmer. Ansøgeren har om ildspåsættelsen på Hotel Tara forklaret både divergerende og udbyggende. Ansøgeren har under nævnsmødet forklaret, at pigen, der sprang ud fra hotellet, lå på gaden, og inden hun døde, nåede hun at fortælle de omkringstående, at hun var blevet voldtaget og låst inde. Til asylsamtalen [i sommeren] 2017 har ansøgeren forklaret, at der, på tidspunktet hvor pigen døde, ikke var nogen, der vidste, hvorfor hun havde kastet sig ud fra hotellet. Ansøgeren blev ikke anholdt i forbindelse med ildspåsættelsen, og han opholdt sig 3 måneder i Ourmiyeh, uden at blive opsøgt af myndighederne. Det forekommer usandsynligt, at ansøgeren skulle være eftersøgt som følge af, at en myndighedsperson i Mahabad har set hans ansigt på hotellet. Endelig har ansøgeren under nævnsmødet forklaret, at da han blev udskrevet fra hospitalet i Ourmiyeh, så han en efterlysning med et billede af ham selv, og at han derfor ændrede udseende ved at bruge paryk og makeup, hvilken oplysning ansøgeren ikke tidligere er fremkommet med. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin udrejse fra Iran var i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Ansøgeren fik afslag på opholdstilladelse [i sommeren] 2017. Til asylsamtalen, dateret [en dato i sommeren] 2017 har ansøgeren forklaret, at han tror stærkt på kristendommen, at han på det tidspunkt havde været i en kirke 6 gange á 5-10 minutters varighed, mest om mandagen, at han aldrig havde mødt præsten og aldrig læst biblen, at han ikke vidste, hvad kristne tror på, ikke er bekendt med, hvem Jesus er, og ikke kender nogen kristne højtider. Ansøgeren har under nævnsmødet demonstreret et vist kendskab til biblen og til de kristne højtider. Ansøgeren har imidlertid ikke kunnet redegøre for sin indre overbevisning og sine overvejelser omkring konverteringen. På denne baggrund og henset til ansøgerens generelle troværdighed finder Flygtningenævnet, at ansøgerens konvertering til kristendommen ikke er reel. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2018/381/MME
Nævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er iransk statsborger, etnisk kurder og yaresan fra [en by i] Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel af [S]s familie, idet han har taget deres datter med til Danmark, og idet han er af en anden religiøs overbevisning end [S]s familie. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter [S]s bror, idet han har truet ansøgeren som følge af, at ansøgeren og [S] er blevet separeret. Ansøgeren har endeligt henvist til, at han er blevet dømt til at betale 120 millioner toman til [S] i medgift, idet hun ville skilles fra ansøgeren. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han arbejdede som taxachauffør, da han mødte [S]. Ansøgeren gav hende sit visitkort, og hun ringede til ham næste dag. I løbet af den næste måned talte de jævnligt sammen over telefonen, hvorefter de mødtes omkring [efteråret] 2013. Omkring en måned senere friede ansøgeren til [S]. Han friede i alt tre gange, men [S]s far ville ikke acceptere giftemålet, idet ansøgeren er yaresan, og [S] er shia muslim. Da ansøgeren efterfølgende mødtes med [S]s bror, truede broren ansøgeren med, at han ville havne i fængsel. [Omkring en måned efter deres første møde] mødtes ansøgeren igen med [S]. Hun foreslog, at de skulle udrejse sammen, idet hendes forældre planlagde at tvangsgifte hende til en anden. De udrejste sammen [senere samme år] til Tyrkiet. Efter indrejsen i Danmark er ansøgeren endvidere blevet truet af [S]s familie over telefonen, idet familien ikke mener, at ansøgeren har passet godt på hende. Efter ansøgeren og [S]s separation i Danmark kontaktede ansøgeren [S]s mor, men de blev afbrudt af [S]s bror, [B]. [B] oplyste, at ansøgeren ikke skulle vende tilbage til Iran uden [S], idet [B] ikke ville kunne stå inde for, hvad der så ville ske med ansøgeren. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit oprindelige asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret utroværdigt og udbyggende, hvorfor forklaringen fremstår som konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har endvidere svækket sin generelle troværdighed, idet han [i sommeren] 2016 over for Udlændingestyrelsen erkendte, at alt, hvad han tidligere havde fortalt, var en opdigtet historie. Ansøgeren har således først under Flygtningenævnets behandling af sagen forklaret, at han i Iran blev forsøgt arresteret tre gange på grund af manglende betaling af den medgiftsgæld, som han oplyser, at han er dømt til at betale til sin tidligere ægtefælle. Ansøgeren oplyste heller ikke til Udlændingestyrelsen, at han i Iran var gået under jorden i anledning af truslen om gældsfængsel. Dette selv om han over for Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2016 forklarede om, at han havde været i retten, fordi hans tidligere ægtefælle ville separeres. Det forhold, at ansøgeren har fremlagt to dokumenter, der angiver at være domme fra de iranske domstole, kan ikke føre til en anden vurdering. Det bemærkes, at ansøgeren og hans tidligere ægtefælle også har forklaret divergerende om, hvem der deltog i retsmøderne, ligesom ansøgerens forklaring til Udlændingestyrelsen må forstås således, at dommene er afsagt 2 år efter separationen, hvilket vil sige i 2011, mens dommene angiver at være afsagt i 2010. Det bemærkes, at ansøgeren trods opfordret hertil af Udlændingestyrelsen ikke fremsendte retsdokumenterne til Udlændingestyrelsen, men at dokumenterne først er fremkommet under Flygtningenævnets behandling af sagen. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge ansøgerens forklaring om sin konvertering til kristendommen til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det er tidsmæssigt påfaldende, at ansøgeren først begyndte at gå regelmæssigt i kirke, da han havde fået afslag på asyl fra Udlændingestyrelsen. Det bemærkes i den forbindelse, at der ikke foreligger dokumentation for, at ansøgeren allerede før Udlændingestyrelsens afgørelse havde deltaget i kirkelige aktiviteter, og ansøgeren har da heller ikke fortalt herom til Udlændingestyrelsen. Ansøgerens forklaring for Flygtningenævnet om, at han allerede begyndte at interessere sig for kristendommen, mens han var i Tyrkiet, er derfor heller ikke troværdig. Endvidere har ansøgeren ikke på overbevisende måde kunnet redegøre for sine overvejelser og refleksioner i forbindelse med konverteringen. Ansøgeren har derfor ikke sandsynliggjort, at hans konvertering er reel. Sammenfattende har ansøgeren således ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran er i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2018/380/MME
Nævnet meddelte i november 2018 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er iransk statsborger, etnisk kurder og yaresan fra [en by i] Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter, at hendes ægtefælles familie vil slå hende ihjel, idet hun flygtede fra deres hjem og dermed har bragt skam over familien. Ansøgeren har videre henvist til, at hun frygter at blive slået ihjel af de iranske myndigheder, idet hun er flygtet ud af sit ægteskab. Ansøgeren har til støtte herfor op-lyst, at hendes bror i 2004 forårsagede en motorcykelulykke, i hvilken forbindelse en mand døde. Broren gik efter ulykken under jorden, dels fordi der blev skudt efter ham, og dels fordi familien til den afdøde ville have ham udleveret, i hvilken forbindelse de chikanerede ansøgerens familie. Ældrerådet i landsbyen samledes efter ulykken og besluttede, at ansøgerens familie skulle give en datter til den afdødes familie som kompensation for tabet. Ansøgeren blev derfor som 15-årig mod sin vilje gift med sin ægtefælle. Ansøgeren blev regelmæssigt udsat for vold af ægtefællen og hans familie. Endvidere udsatte ægtefællen ansøgeren for seksuelle overgreb. Ansøgeren blev venner med deres nabos datter, og hun fortalte hende, hvad hun blev udsat for. I 2013 mødte ansøgeren naboens datters storebror, [M]. Ansøgeren kom til at holde af ham, og hun ringede til ham, når hun havde mulighed for det. De talte om, at de gerne ville giftes. I forlængelse deraf aftalte ansøgeren og [M], at de ville flygte sammen. Den 16. juni 2014 ville de udrejse sammen, men [M] fortrød flugten ved den tyrkiske grænse, idet han ikke ønskede at forlade sine studier og sin familie i Iran. Ansøgeren rejste derefter videre alene. I Tyrkiet mødte ansøgeren tilfældigvis sin fætter, som hun boede med i syv til otte måneder, hvorefter hun også mødte sin ægtefælles nevø, [S], som derefter begyndte at skygge ansøgeren og genere hende i to måneder. [S] fortalte ansøgeren, at hun havde bragt skam over familien, og at hun skulle vende tilbage til sin ægtefælle i Iran. Ansøgeren udrejste af Tyrkiet [i sommeren] 2015. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring om, at hun som led i en æresrelateret konflikt blev tvangsgift med en ca. 6 år ældre mand, og at hun i ægteskabet blev udsat for vold og voldtægt, og at ægtefællens familie i øvrigt behandlede hende nedværdigende på grund af den æresrelaterede konflikt, til grund. Flygtningenævnet kan endvidere lægge ansøgerens forklaring om, at det var hovedårsa-gen til, at hun flygtede fra Iran, til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret deltaljeret, overbevisende og selvoplevet herom, ligesom forklaringen om ægtefællens voldsudøvelse støttes af fremlagte fotos. Det forhold, at ansøgeren har erkendt, at der er andre dele af hendes forklaring til Udlændingestyrelsen, der ikke er sandt, kan ikke føre til en anden vurdering, idet både ansøgeren og hendes familiemedlem [K] hele tiden har fastholdt, at ansøgerens forklaring om hendes oprindelige problemer i Iran var sandt, og at hun kun forklarede usandt om andre forhold for at hjælpe [K]. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for at blive udsat for voldelig og anden nedværdigende behandling af sin ægtefælle og svigerfamilie, og at hendes familie på grund af æreskonfliktens karakter ikke er i stand til at beskytte hende, og at myndighederne heller ikke har vilje til at beskytte hende. Efter konfliktens karakter, og da ansø-geren er en ung enlig kvinde, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren herefter har sandsynliggjort, at hun har behov for beskyttelse efter udlændingelovens § 7 stk. 2. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hendes konvertering til kristendommen er reel. Ansøgerens forklaring om, at hun allerede i Tyrkiet stiftede bekendtskab med kristendommen, og at hun også inden, at hun begyndte at gå i kirke i [en by i Danmark], havde stiftet bekendtskab med kristendommen, fremstår ikke troværdig. Dette støttes også af, at Luthersk Mission, [i en udtalelse af efteråret] 2018 har anført, at ansøgeren ikke før sin kontakt til Luthersk Mission havde beskæftiget sig med kristendommen, og at hun i begyndelsen var lidt skeptisk over for det kristne budskab. Ansøgeren har heller ikke på overbevisende måde kunnet redegøre for sine refleksioner og overvejelser i forbindelse med konverteringen. Ansøgerens forklaring bærer generelt præg af, at hun har været tiltrukket af det sociale fællesskab ved de kirkelige aktiviteter og den støtte, som menigheden har ydet hende i en svær tid, herunder under en længerevarende varetægtsfængsling. Ansøgeren har derfor ikke sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Herefter, og da den dom på 20 dages fængsel, som ansøgeren er idømt ved Vestre Landsrets ankedom af [efteråret] 2018, efter en proportionalitetsafvejning ikke udelukker ansøgeren fra at opnå asyl, meddeler Flygtningenævnet derfor ansøgeren asyl i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” iran/2018/379/MME
Nævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser og født shia-muslim fra Teheran, Iran. Ansøgeren har oplyst, at han efter sin indrejse i Danmark er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men han har deltaget i demonstrationer. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive dræbt af myndighederne, fordi han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren frygter ligeledes myndighederne, fordi han tidligere har været fængslet for at have deltaget i demonstrationer. Endvidere frygter ansøgeren at blive chikaneret af lokalbefolkningen, Hizbollah og Basij, fordi hans fars farbror, [A], var et højtstående regeringsmedlem. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv vedrørende konvertering oplyst, at han hele sit liv har haft kendskab til kristendommens eksistens, og at han cirka seks måneder før sin udrejse af Iran blev inviteret hjem til middag hos sin kollega [B]. [B] bad bordbøn, inden de spiste, og det gik op for ansøgeren, at [B] var kristen. [B] lånte ansøgeren en bibel, og ansøgeren spurgte, om han måtte komme med [B] i huskirke, hvilket han fik lov til. Ansøgeren kom i huskirken seks-syv gange, inden han udrejste af Iran. Ansøgeren udrejste af Iran, fordi myndighederne opsøgte hans arbejdsplads og bopæl, hvor de spurgte efter ansøgeren. De beslaglagde endvidere flere af hans personlige dokumenter. Efter sin indrejse i Danmark er ansøgeren blevet døbt. Til støtte for sin frygt for myndighederne på grund af sine politiske aktiviteter har ansøgeren oplyst, at han har deltaget i en række demonstrationer, og at han i 2009 blev fængslet af myndighederne to gange som følge deraf. Den første gang var han fængslet i ti dage, og den anden gang var han tilbageholdt et døgn. Endelig har ansøgeren til støtte for sin frygt for lokalbefolkningen, Hizbollah og Basij oplyst, at hans fars farbror, [A], var medlem af regeringen frem til 1999, og at ansøgerens familie som følge deraf er blevet chikaneret, da ansøgeren var barn. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han er konverteret til kristendommen til grund. Flygtningenævnet finder, at det svækker ansøgerens generelle troværdighed, at han har forklaret divergerende og udbyggende om myndighedernes henvendelser som følge af hans angivelige konvertering til kristendommen, hvilket er en central del af asylmotivet. Ansøgeren har således til oplysnings- og motivsamtalen [i sommeren] 2016 forklaret, at myndighederne opsøgte hans bopæl to gange, inden han udrejste, ni til ti måneder forud for samtalen med Udlændingestyrelsen (svarende til [efteråret] 2015), men ikke efter at han udrejste. Til asylsamtalen forklarede ansøgeren derimod, at myndighederne første gang opsøgte hans arbejdsplads og spurgte efter ham. Det var omkring [en dato i sommeren] 2015, hvor ansøgeren var i Isfahan. Omkring fire til seks dage senere fik ansøgeren at vide, at myndighederne havde været på hans bopæl og konfiskeret ting. Anden gang bopælen blev opsøgt, var ansøgeren udrejst og opholdt sig i Tyrkiet. Foreholdt at han til oplysnings- og motivsamtalen forklarede, at opsøgningerne fandt sted nærmere hans udrejse, ændrede ansøgeren forklaring og oplyste, at arbejdspladsen blev opsøgt [en dag i efteråret] 2015, og at bopælen blev opsøgt fire til seks dage derefter. Til gensamtalen forklarede ansøgeren, at han ikke kunne huske, hvornår hans arbejdsplads blev opsøgt, men at det var i 2015, og at han mente, at det var i [i efteråret] 2015. Foreholdt at han til asylsamtalen havde forklaret, at det var [en dato i sommeren] 2015, forklarede ansøgeren, at det var meget svært at huske datoer, at han var i Iran i 20 til 25 dage efter, at hans arbejdsplads blev opsøgt, og at han bliver forvirret over datoer og er meget glemsom. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren under mødet i Flygtningenævnet udbyggende har forklaret, at det var sekretæren, der sendte ham en sms om, at myndighederne havde været på arbejdspladsen, og at hun i sms’en havde skrevet, hvor han skulle henvende sig. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvorvidt myndighederne beslaglagde en bibel hos ham. Til oplysnings- og motivsamtalen forklarede ansøgeren, at myndighederne ved første opsøgning af hans bopæl havde en ransagningskendelse med, og at han ikke vidste, om de fandt en bibel eller ej, men at han havde en formodning om det. Til asylsamtalen forklarede ansøgeren derimod, at biblen blev konfiskeret af myndighederne. Nævnet bemærker i øvrigt, at ansøgeren under mødet i Flygtningenævnet forklarede, at myndighederne ransagede hans bopæl ved den anden opsøgning, hvorimod de ikke var inde i bopælen ved den første opsøgning. Ansøgeren har endvidere til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han begyndte at komme i [B]s hjem i [foråret] 2016. Foreholdt, at han indrejste i Danmark [i starten af] 2016, ændrede ansøgeren forklaring og oplyste, at han ikke kunne huske, hvornår det var, og at han havde kendt [B] i fem til seks måneder, inden han udrejste. På spørgsmål i Flygtningenævnet forklarede ansøgeren, at han ikke kan huske det, men at han mener, at han begyndte at komme hos [B] i 2014. Ansøgerens forklaring om, at divergenserne skyldes tolkeproblemer ved oplysnings- og motivsamtalen kan ikke føre til en anden vurdering, da ansøgeren har underskrevet referatet af samtalen uden at nævne, at der skulle have været problemer med tolken. Flygtningenævnet finder endvidere, at ansøgeren ikke på overbevisende måde har kunnet redegøre for sin indre afklaringsproces, og at han fremtræder ureflekteret i forhold til indholdet af kristendommen og den betydning, den har haft for ham. Det forhold, at ansøgeren er blevet døbt i Danmark og har fremlagt en erklæring fra sognepræst […] om undervisningsforløbet kan heroverfor ikke føre til et andet resultat. Nævnet bemærker endvidere, at det fremgår af sognepræstens erklæring, at han ikke har noget personligt indtryk af ansøgerens liv, historie og ”trosrejse”, og at ansøgeren er en stille person, der ikke siger så meget. Flygtningenævnet kan endvidere ikke lægge ansøgerens forklaring til grund om, at han og hans familie er blevet udsat for chikane som følge af, at hans farbror, [A], var et højtstående regeringsmedlem i Iran. Nævnet kan tiltræde Udlændingestyrelsens vurdering i forhold til, at det ikke har været muligt at verificere, at [A] skulle have en bror ved navn [D], som skulle være ansøgerens farfars navn. Nævnet bemærker i øvrigt, at uanset om nævnet måtte lægge ansøgerens forklaring om chikanen til grund, kan dette asylmotiv ikke føre til, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse, da chikanen efter ansøgerens forklaring fandt sted frem til 2009 og var begrænset til tilråb mod familien, ligesom ansøgeren ikke er blevet udsat for fysiske overgreb siden 2009. Forholdet må således anses for at være afsluttet. For så vidt angår asylmotivet i relation til ansøgerens politiske aktiviteter kan Flygtningenævnet ikke afvise, at ansøgeren som forklaret deltog i nogle demonstrationer i og omkring 2009, og at han blev anholdt og kortvarigt fængslet. Henset til den tid, der er gået, finder nævnet ikke, at dette forhold har den fornødne intensitet til, at dette kan begrunde opholdstilladelse. For så vidt angår bemærkningerne i advokatens indlæg in fine vedrørende ansøgerens frygt for ved en tilbagevenden til Iran at blive straffet for den forbrydelse, han er dømt for i Danmark, bemærker Flygtningenævnet, at selve spørgsmålet om risiko for dobbeltstraf henhører under domstolene i forbindelse med afgørelsen af udvisningsspørgsmålet. Sammenfattende finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/378/ATN
Nævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra Mahabad, Øst-Aserbajdsjan, Iran. Ansøgeren har sympatiseret med KDPI og udført politiske aktiviteter for KDPI i Iran. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter, at han vil blive henrettet af de iranske myndigheder, fordi han har udført politiske aktiviteter for KDPI. Ansøgeren har desuden henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af sin tidligere svigerfar, som arbejder for den iranske revolutionsgarde, Sepah, idet ansøgerens tidligere ægtefælle har fortalt sin far om ansøgerens politiske materiale. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han har sympatiseret med det kurdiske parti, KDPI, siden han var ni år, og at han gennem en årrække har udført politiske aktiviteter i Iran for KDPI. Aktiviteterne bestod i at skrive slagord på murerne i ansøgerens landsby i forbindelse med KDPIs mærkedage og uddele politiske billeder med slagord, som ansøgeren havde fundet på internettet og udskrevet. [I efteråret] 2014 indgik ansøgeren ægteskab med en kvinde ved navn [A], som flyttede ind hos ansøgeren og kort efter opdagede, at ansøgeren havde politisk materiale på sin computer og i sin dagbog. To måneder efter ægteskabets indgåelse flyttede [A] hjem til sine forældre, fordi hun ikke kunne enes med ansøgerens søster. De blev herefter skilt. Ansøgeren kontaktede herefter [A] tre gange via sms for at fortælle, at han ønskede, at de skulle finde sammen igen. Efter den anden sms skrev [A] til ansøgeren, at hendes far og bror, som begge arbejdede for Sepah, ville efterstræbe ansøgeren. Ansøgeren skrev herefter til hende en tredje gang. To-tre dage senere opsøgte personer fra den iranske efterretningstjeneste ansøgerens bopæl med en arrestordre på ansøgeren. De ransagede bopælen og konfiskerede ansøgerens computer, dagbog og private fotos. Ansøgeren var på daværende tidspunkt på arbejde i en plantage. Han overnattede i plantagen og udrejste illegalt af Iran den efterfølgende dag. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren, der har gået ni år i skole, i sit asylskema som asylmotiv alene har henvist til, at det iranske regime er undertrykkende, og at der ikke er frihed og ytringsfrihed i Iran, men ikke har nævnt de konflikter, som han efterfølgende har forklaret om til samtalerne med Udlændingestyrelsen. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren har et påfaldende mangelfuldt kendskab til KDPI, uanset han efter sin forklaring har sympatiseret med partiet, siden han var ni år gammel. Ansøgeren har således til asylsamtalen ikke kunnet svare på spørgsmål om partiets opbygning og struktur, om hvor mange medlemmer partiet har, og han har kun kunnet nævne to profilerede partimedlemmer. Nævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren under denne samtale har svaret afglidende på spørgsmål om, hvornår han begyndte sine politiske aktiviteter og om antallet af gange, hvor han uddelte politisk materiale. Nævnet bemærker videre, at det forekommer påfaldende, at ansøgeren angiveligt turde uddele billeder og tekster i lokalsamfundet og skrive slagord mod regimet og for KDPI henset til, at hans nabo arbejdede for Basij, og at hans bror, [B], efter ansøgerens forklaring blev henrettet af efterretningstjenesten, fordi han havde deltaget i en demonstration mod regeringen. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge ansøgerens forklaring om ægteskabet med [A] og hendes afsløring af hans aktiviteter til grund. Nævnet finder således, at det forekommer usandsynligt, at [A]s far, der angiveligt arbejdede for Sepah, skulle have givet tilladelse til ægteskabet ved en telefonsamtale med ansøgeren, uden at have mødt ham og uden at have foretaget nogen undersøgelser af ansøgerens baggrund. Nævnet bemærker hertil, at [A]s far i kraft af sit arbejde måtte have haft adgang til oplysninger om ansøgerens brors regimekritiske aktiviteter. Nævnet finder videre, at det forekommer usandsynligt, at ansøgeren på tidspunktet for ægteskabets indgåelse efter sin forklaring ikke vidste, at [A]s far og bror arbejdede for Sepah. Nævnet finder endelig, at det forekommer utroværdigt, at ansøgeren – efter at have stoppet sine politiske aktiviteter og efter, at [A] i en sms angiveligt havde skrevet til ham, at hendes far og bror ville komme efter ham – fortsat skulle have opbevaret politisk materiale på sin computer og have haft andet politisk materiale liggende på bopælen. Ansøgerens forklaring om, at han ikke troede, at [A] ville gøre alvor af truslerne, og at han havde travlt, forekommer ikke overbevisende. Sammenfattende finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/377/ATN
Nævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ” Flygtningenævnet stadfæstede [sommeren] 2014 og [sommeren] 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om ikke at meddele ansøgeren, der er etnisk perser, asyl. Ansøgeren, der er iransk statsborger, har oplyst at være konverteret til kristendommen under sit ophold i Danmark. Ansøgeren har været medlem af Basij fra 2006 til han udrejste af Iran i 2013. Ansøgeren har som oprindeligt asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter konflikter med Basij, dels som følge af, at han har forladt Basij og er udrejst af Iran og dels som følge af, at det er blevet opdaget, at han har fremstillet og solgt alkohol. Herudover frygter ansøgeren, at han vil blive tvunget til at skyde folk for Basij. Flygtningenævnets tilsidesatte [sommeren] 2014 ansøgerens forklaring om hans aktiviteter for Basij. Under sagens fornyede behandling i Flygtningenævnet [i sommeren] 2015 henviste ansøgeren navnlig til, at han frygter at blive udsat for forfølgelse fra de iranske myndigheder på grund af sin konversion til kristendommen. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgerens konversion kunne anses for at være reel. Nævnet lagde ved sin vurdering vægt på det samlede indtryk, der fremstod, når ansøgeren fortalte om sin konversion til kristendommen, samt at ansøgeren som svar på flere spørgsmål svarede usikkert og til dels afglidende. Nævnet bemærkede endvidere, at ansøgerens dåb først blev foretaget på et meget sent tidspunkt i asylforløbet, og efter at ansøgeren havde fået afslag på asyl og afslag på at få genoptaget sin sag i Flygtningenævnet, samt efter at han energisk havde forsøgt at modsætte sig udsendelse af Danmark. Flygtningenævnet bemærkede, at angående ansøgerens frygt for, at han vil komme i myndighedernes søgelys, at der ikke var oplysninger om, at andre i Iran end ansøgerens mor og søster og eventuelt nogle iranske Facebook-venner var blevet bekendt med dåben. Hertil kom, at ansøgerens tatoveringer, som han havde fået i Iran, og som ikke er umiddelbart synlige, ikke hidtil havde givet ham problemer i Iran, samt at ansøgeren ikke havde sandsynliggjort, hvorfor dette skulle ændre sig, hvis han vendte tilbage til Iran. Ansøgeren har til støtte for sit sur place-motiv nu forklaret, at han har fået flere tatoveringer, at han med navn og billede er blevet eksponeret som konvertit i en række avisartikler, at han også har medvirket i en radioudsendelse, og at de iranske myndigheder i hvert fald nu er bekendt med hans konvertering, idet han har oplyst repræsentanterne på den iranske ambassade herom. Ansøgeren har videre forklaret, at han siden i 2015 har deltaget i en lang række kristne aktiviteter, herunder bibelcafeer, fredagsmiddage og gudstjenester. Flygtningenævnet kan fortsat ikke lægge til grund, at ansøgerens konvertering til kristendommen er reel. Flygtningenævnet henviser herved til det, der er anført i Flygtningenævnets afgørelse af [sommeren] 2015. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren for Flygtningenævnet nu har forklaret, at hvis han i 2015 var 40-50 % kristen, så er han nu 99 % kristen, og Flygtningenævnet finder, at ansøgeren herved har svækket sin troværdighed, idet han allerede i 2015 for Flygtningenævnet forklarede, at hans konversion var reel. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren ikke på overbevisende måde har kunnet forklare, hvorfor han har valgt den protestantiske gren af kristendommen, idet ansøgeren har forklaret, at han fulgte med nogle venner til en apostolsk kirke, og at det derfor var den gren, han valgte. Dette selv om han ifølge sin forklaring allerede i hjemlandet var bekendt med de forskellige grene af kristendommen og derfor burde have reflekteret over sit valg. Yderligere har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgerens viden om kristendommen fremtræder som udenadslære, ligesom ansøgeren virkede usikker på en række punkter, når han skulle redegøre for kristendommen. Dette støttes også af, at ansøgeren for Flygtningenævnet har oplyst, at der på Kærshovedgård ”var folk, som skulle oplæres i, hvad, der blev spurgt om i nævnet, når man oplyste, man var konverteret”. Det bemærkes, at ansøgeren har oplyst, at han vil være præst, hvorfor det må kunne forventes, at ansøgeren kan redegøre for sine refleksioner og overbevisning. Det, der er oplyst om ansøgerens kristne aktiviteter, kan ikke føre til en anden vurdering, da Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren alene har deltaget i disse kristne aktiviteter af sociale grunde og for at opnå et opholdsgrundlag i Danmark. Da Flygtningenævnet ikke kan lægge til grund, at ansøgerens konvertering er reel, kan det heller ikke lægges til grund, at ansøgeren vil udøve kristne aktiviteter ved en tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet har i sin afgørelse af [aommeren] 2014 ikke kunnet lægge ansøgerens forklaring om sine aktiviteter i Iran til grund, og Flygtningenævnet lægger fortsat til grund, at ansøgeren ikke var i de iranske myndigheders søgelys inden sin udrejse. Spørgsmålet er herefter, om ansøgeren på grund af sine kristne aktiviteter i Danmark har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran er i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Det følger af Udlændingestyrelsen og Dansk Flygtningehjælps fact-finding rapport fra februar 2018: House Churches and Converts blandt andet, at: “Several sources addressed the issue regarding Iranian converts returning from Europe. According to two sources, converted returnees who do not carry out activities related to Christianity upon return will not be of interest to the authorities. Middle East Concern made the distinction whether the converted person was known before leaving Iran or not; returning will cause problems if the convert has been known by the authorities before leaving. If the opposite is the case, going back to Iran would not be problematic. Converts who announce their conversion in public may face serious problems.If the returned convert has been very outspoken about his/her conversion on social media, including Facebook, the authorities might become aware of it and arrest and interrogate the convert upon return. A Western embassy (3) said that the subsequent process would depend on what the returnees inform the authorities about. The embassy did not consider that the converts would receive harsh punishment if they are not high-profiled and are not involved in propagating Christianity or activities perceived as a threat to national security. Declaring conversion on Facebook in itself does not lead to persecution but likely to monitoring. One source explained that a photo indicating a conversion posted on the internet would be evaluated by the authorities along with the profile and activities of the converted person. If the person did not have any previous affiliation with Christianity before leaving the country, he/she will not be persecuted. If a converted person uses the religion politically to for instance compare disadvantages of Islam with advantages of Christianity or another religion on social media, it could be a problem for him, a source mentioned. Most Iranians are not very religious, but they might see conversion as a way to come closer to Western values, and as a protest against the system, another source mentioned. However, it was underlined that it would apply to a person who has made his/her own analysis of the two religions and not someone who has used “copy paste” phrases.” Det fremgår yderligere af British Home Offices rapport af 27. februar 2017: Country Policy and Information Note - Iran: Christians and Christian converts blandt andet, at: “Those who have converted from Islam and whose conversion is likely to come to the attention of the authorties in Iran (including through evangelical or proselytising activities or the person having previously come to the adverse attention of the authorities for other reasons) are at real risk of persecution on return. “ 2.2.9 Some sources suggest that a person who has converted to Christianity abroad and returned to Iran would only be at risk if the authorities previously had an interest in their activities in Iran or if the convert would engage in evangelical or proselytising activities (see Treatment of those returning to Iran who have converted abroad).” Det fremgår ligeledes af Landinfo’s rapport af 29. november 2017: Temanotat Iran. Kristne konvertitter og hjemmekirker (2) - arrestasjoner og straffeforfølgelse blandt andet, at: ”Iranske myndigheter har det siste tiåret trappet opp overvåkningen og undertrykkelsen av aktiviteter blant protestantiske kristne som har konvertert fra islam. Mens de tradisjonelle, etnisk baserte kirkene som finnes blant armenere og assyrere, får drive sin trosutøvelse innenfor rammen av Den islamske republikken Iran, har misjonering blant muslimer og organisert virksomhet blant konvertitter blitt slått ned på med stengning av kirker, arrestasjoner og straffeforfølgelse. Sommeren 2017 ble det utstedt en rekke uvanlig lange fengselsstraffer for misjonering og annen aktivitet knyttet til hjemmekirker. Tilgjengelig informasjon tyder på at straffedømte konvertitter i stor grad dømmes for en aktivitet, og ikke for konverteringen i seg selv. Informasjonen synes videre å indikere at det som oftest er ledere og personer med en fremtredende rolle, eller som anklages av myndighetene for å ha en slik rolle, som idømmes de strengeste straffene. Andre faktorer som synes å virke skjerpende på domstolenes reaksjoner er ulike former for utadrettet virksomhet, som kontakt med menigheter i utlandet, internettaktivitet, pengeoverføringer, å opptre som husvert for en hjemmekirke, eller gjentatt aktivitet etter å ha vært arrestert én gang.” [Sommeren] 2015 fandt Flygtningenævnet, at ansøgeren trods sine kristne aktiviteter i Danmark, herunder også på en ikke-offentlig Facebook-profil og hans tatoveringer med kristne motiver, ikke havde sandsynliggjort, at han var kommet i de iranske myndigheders søgelys. Siden har ansøgeren været omtalt med navn og billede i flere avisartikler og har efter det oplyste også deltaget i en radioudsendelse. Artiklerne og radioudsendelsens fokus har ikke været ansøgerens angivelige konvertering, men har handlet om blandt andet de generelle forhold for afviste asylansøgere, hans indsats som boksetræner og regelsættet omkring afviste asylansøgeres ret til at have en mobiltelefon, hvorfor ansøgeren heller ikke af denne grund kan anses for at have påkaldt sig de iranske myndigheders interesse. Ansøgeren har endvidere [i foråret] 2018 til repræsentanterne på den iranske ambassade i Danmark uopfordret oplyst, at han er konverteret og ønsker at blive præst i Danmark. De iranske myndigheder er hermed blevet bekendt med, at ansøgeren har anvendt konvertering som asylmotiv i Danmark, men de iranske myndigheder er således også samtidig blevet bekendt med, at Danmark ikke anser konverteringen som reel. Flygtningenævnet finder derfor og efter baggrundsoplysningerne ikke, at ansøgeren ved at afgive denne oplysning til de iranske myndigheder har påkaldt sig de iranske myndigheders interesse på en sådan måde, at han ved en tilbagevenden til Iran af den grund risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Det forhold, at ansøgeren er udrejst illegalt og har fået flere tatoveringer, kan heller ikke føre til anden vurdering. Flygtningenævnet stadfæster på ny derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2018/376/jov
Nævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og ateist fra […], Kermanshah, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter, at han vil blive fængslet eller slået ihjel af de iranske myndigheder, da de har anklaget ham for at have uddelt løbesedler for peshmergaer og PJAK. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans far døde i […]-fængslet, hvor han sad fængslet for at have udtalt sig kritisk mod det iranske regime. Ansøgeren klagede til de iranske myndigheder over manglende lægebehandling til hans far i fængslet. Et til halvandet år efter ansøgerens fars død havde ansøgeren samlet materiale sammen, som beskrev, hvorfor hans far døde. Ansøgerens advokat opfordrede ham til at tage sagen op ved en domstol. Efterfølgende modtog ansøgeren en indkaldelse til retten i Sarpol-e Zahab, fordi han var anklaget for at have uddelt løbesedler for peshmergaer og PJAK. Samme dag, som ansøgeren modtog indkaldelsen, flygtede han ud af Iran. Ansøgerens mor er efter hans udrejse blevet opsøgt tre gange på sin bopæl, i forbindelse med at myndighederne ville indkalde ansøgeren til at møde i retten. Ansøgeren har desuden modtaget to yderligere indkaldelser til retten. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om helt centrale dele af sit asylmotiv. Han har således forklaret divergerende om, hvem der fortalte ham om de indkaldelsesbreve, som han angiveligt skulle have modtaget og om tidsforløbet i forbindelse med klagen over faderens død, herunder om han klagede en eller to gange. Han har tillige forklaret divergerende om, hvem han hentede sin afdøde far sammen med og om, hvorvidt det var faderen eller dødsattesten, der blev hentet, og om hvorvidt han forinden afhentningen havde fået at vide, at faderen var død. Endelig forekommer ansøgerens forklaring om, hvorfor det skulle være hans kaldenavn, […], der fremgår af faderens dødsattest, mindre sandsynlig. Der er herved lagt vægt på, at ansøgeren har oplyst, at navnet fremgår af attesten, fordi det er hans kaldenavn, men samtidig at myndighederne ikke accepterede dette kaldenavn, ligesom hans forklaring om, at han efter at have vist sit rigtige ID til en vagt oplyste et forkert navn til en anden vagt, fordi han var bange, forekommer mindre sandsynlig og uden logisk sammenhæng. Ansøgeren har ikke under nævnsmødet været i stand til at forklare de nævnte divergenser eller uddybe sit asylmotiv nærmere. Han har herunder ikke kunne redegøre nærmere for baggrunden eller motivet for sin klage eller for, hvilken dokumentation han manglede, før han kunne indgive den sidste klage. Herefter og efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved udrejsen af Iran havde asylbegrundende konflikter eller, at han vil få det ved en genindrejse. Det ændrer ikke herved, at ansøgeren har fremlagt sin fars dødsattest, en dom og tre indkaldelser til retten. Der er herved lagt vægt på, at det fremgår af Udenrigsministeriets notat af […], at der er tale om forfalskninger. Det bemærkes i den forbindelse, at det fremgår af baggrundsoplysningerne, herunder blandt andet UM-notat af 2. september 2013, at der i Iran er en relativ høj forekomst af dokumentforfalskninger, herunder både vellignende falske dokumenter og ægte dokumenter med falsk indhold. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2018/375/JABP
Nævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og yarsan fra Sarpol-e Zahab, Kermanshah, Iran. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter, at han vil blive fængslet eller henrettet af de iranske myndigheder, fordi ansøgeren og ansøgerens bror har været henholdsvis sympatisør med og medlem af Komola og har uddelt løbesedler og propaganda for Komola. Ansøgeren har stil støtte herfor oplyst, at han [i slutningen af] 2005 fik opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 8, stk. 1, men at han i 2011 besluttede at rejse tilbage til Iran. Inden ansøgerens første gang udrejste af Iran, havde ansøgeren uddelt løbesedler for Komola. Dette gjorde ansøgeren tre til fire gange. Da ansøgeren ankom til lufthavnen i Iran i sommeren 2011, blev han tilbageholdt og afhørt af de iranske myndigheder. Dagen efter blev ansøgeren stillet for en dommer, hvor han blev idømt fem års fængsel, hvorefter han blev løsladt. Kort tid efter ansøgerens løsladelse blev hans bopæl opsøgt af myndighederne. Ansøgeren flygtede i den forbindelse ud gennem et vindue. Efter omkring to måneder blev ansøgeren anholdt af efterretningstjenesten. Ansøgeren var tilbageholdt i omkring tre timer, hvorefter han blev løsladt, da ansøgerens fætter, [A], kautionerede for ansøgeren. Ansøgeren opholdt sig efterfølgende hos sin forlovedes familie i bjergene i området Dalahoo. Mens ansøgeren opholdt sig i bjergene mødtes ansøgeren med medlemmer af Komola-partiet. Ansøgeren deltog i produktion af aviser eller lignende og delte materialet ud i landsbyen. Ansøgeren udelte omkring 300 til 400 aviser ved hver uddeling, som foregik to til tre gange om ugen i en periode på seks til syv måneder. Omkring syv til otte måneder efter ansøgerens anden tilbageholdelse døde [A]. Omkring to måneder efter [A’s] død blev ansøgerens families bopæl opsøgt af efterretningstjenesten. De ransagede bopælen, og de fandt i den forbindelse et billede af ansøgeren og Naser Razazi, som er en kurdisk sanger, der opholder sig i Sverige, og som er en vigtig person i Komola. Omkring ét til halvandet år efter ransagningen udrejste ansøgeren af Iran. Indledningsvis bemærker Flygtningenævnet, at ansøgeren frivilligt valgte at rejse tilbage til Iran i 2011, uanset at han i 2005 var meddelt opholdstilladelse i Danmark under henvisning til, at han var i fare for forfølgelse af de iranske myndigheder. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring om, at han ved indrejsen blev afhørt i lufthavnen af de iranske myndigheder til grund. Nævnet kan imidlertid ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han i forbindelse med afhøringen blev pålagt at betale 5. mio. toman i kaution eller idømt 5 års fængsel, ligesom nævnet ikke kan lægge ansøgerens forklaring i øvrigt om sit asylmotiv til grund, idet nævnet finder, at forklaringen fremstår utroværdig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet finder, at det er usandsynligt, at ansøgeren blev løsladt straks, hvis han blev idømt 5 års fængsel ved indrejsen. I øvrigt svækker det troværdigheden af ansøgerens forklaring, at han har forklaret divergerende om straffen. Ansøgeren forklarede ikke om fængselsstraffen til oplysnings- og motivsamtalen [i begyndelsen af] 2016. Ansøgeren forklarede derimod om straffen til asylsamtalen [i begyndelsen af] 2018 og har gentaget den for nævnet. Det svækker videre ansøgerens troværdighed, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorvidt kautionen faktisk blev betalt. Flygtningenævnet er opmærksom på, at ansøgeren foreholdt divergensen har forklaret, at han forklarede om straffen til oplysnings- og motivsamtalen, men nævnet finder ikke, at det kan føre til en anden vurdering henset til, at referatet blev oversat for ansøgeren efter samtalen, og at ansøgeren ikke havde bemærkninger til samtalen. Flygtningenævnet lægger videre vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende på en række andre centrale punkter. Ansøgeren har således forklaret divergerende om, hvornår han uddelte løbesedler for partiet Komola, om der blev betalt kaution som betingelse for løsladelsen af ansøgeren i lufthavnen, da ansøgeren vendte tilbage til Iran i 2011, og om hvor lang tid der gik mellem første og anden tilbageholdelse af ansøgeren. Ansøgeren har videre forklaret divergerende om, hvem der kørte ham til efterretningstjenestens kontor i forbindelse med den anden tilbageholdelse, om ansøgerens fætter [A] var til stede og hjalp ansøgeren, og om hvornår [A] døde. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvor ransagningen af familiens bopæl fandt sted, og hvor ansøgeren boede på ransagningstidspunktet, og om hvem der fortalte ansøgeren om ransagningen. Flygtningenævnet henviser til begrundelsen i Udlændingestyrelsens afgørelse [fra foråret] 2018. Flygtningenævnet lægger videre vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorvidt han har været medlem af partiet Komola. Ansøgeren understregede ved oplysnings- og motivsamtalen [i begyndelsen af] 2016, at han ikke har været medlem af partiet. Til asylsamtalen [i begyndelsen af] 2018 forklarede ansøgeren, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet og henrettet af myndighederne, fordi han har været medlem af partiet Komola. For nævnet har ansøgeren forklaret, at han var sympatisør med Komola. Desuden lægger Flygtningenævnet vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om sine politiske aktiviteter. Ansøgeren forklarede til oplysnings- og motivsamtalen, at han ikke udførte politisk arbejde, efter sin tilbagevenden til Iran. Til asylsamtalen forklarede ansøgeren, at han havde uddelt løbesedler og andet for Komola, og for nævnet har ansøgeren udbyggende forklaret, at han uddelte løbesedler for Komola to til tre gange om ugen og 300 til 400 løbesedler af gangen. Flygtningenævnet er opmærksom på, at ansøgeren til asylsamtalen forklarede, at han ikke ved oplysnings- og motivsamtalen havde forklaret, at han havde uddelt løbesedler for Komola, fordi han ikke var blevet spurgt om det. Nævnet finder imidlertid, at det må forventes, at ansøgeren – hvis han havde uddelt løbesedler – selv havde forklaret herom, henset til aktivitetens centrale betydning for ansøgerens asylmotiv. Endelig finder Flygtningenævnet, at det fremstår utroværdigt, at ansøgeren skulle kunne have opholdt sig i skjul for myndighederne i en periode på omkring tre år. Det forhold, at ansøgeren er etnisk kurder og tilhører yari, kan ikke begrunde, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse i Danmark. På denne baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i en risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/374/EMU
Nævnet meddelte i november 2018 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser fra Shiraz, Iran. Han er født muslim og har oplyst at være konverteret til kristendommen i Danmark. Ansøgeren har forklaret, at han har været aktiv for Basij i perioden 2004 til 2012 i større eller mindre grad. Ansøgeren har som asylmotiv oprindeligt henvist til, at han frygter at blive anholdt og udsat for tortur af Basij, fordi han ikke længere har ønsket at være en del af Basij. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han i Danmark er konverteret til kristendommen, hvorfor han frygter overgreb fra myndighederne som følge heraf ved en tilbagevenden til hjemlandet. Ansøgeren har endvidere til støtte for sit asylmotiv vedrørende konversion henvist til, at han i [slutningen af] 2012 på asylcenteret mødte en iransk kvinde ved navn [Z], som fortalte ansøgeren om det kristne budskab. Som følge af samtalen med [Z] blev ansøgeren interesseret i kristendommen og havde over Skype kontakt med præsten [navn], som underviste ham i kristendommen. Ansøgeren blev døbt [i foråret] 2013. Ansøgeren er nu overbevist kristen og deltager aktivt i menighedsarbejdet. Ansøgeren føler en forpligtelse til at udbrede det kristne budskab. For så vidt angår den del af ansøgerens asylmotiv, der knytter sig til ansøgerens oplysninger om risikoen for forfølgelse eller overgreb som følge af, at han ikke længere ønskede at arbejde for Basij, finder Flygtningenævnet, at der ikke er fremkommet oplysninger, der giver grundlag for en anden vurdering end den, som Flygtningenævnet har udtrykt i sin afgørelse af [dato i foråret] 2014. Flygtningenævnet finder således fortsat, at det ikke kan lægges til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2, på grund af sin angivelige konflikt med Basij. Det, som har begrundet sagens genoptagelse, er, at Flygtningenævnet den 20. august 2018 har modtaget kritik fra FN’s Menneskerettighedskomité, der i relation til Flygtningenævnets afgørelse af [dato af foråret] 2014 og ansøgerens sur place asylmotiv vedrørende konversion til kristendommen har udtalt bl.a.: ”8.6 In the present case, the Committee observes that it is not contested that, after starting to have contact on Skype with a pastor who taught him about Christianity, the author was baptized on 8 April 2013, participates actively in parish work, and has informed his family about his conversion. The majority of the Board members also conceded that the author has knowledge of the Christian faith. Nonetheless, the Committee notes that the Board's majority focused its reasoning on the sincerity of the conversion, concluding that the author had failed to establish that his conversion was genuine because of inconsistencies in his statements, such as the date of his first meeting with Z.A., the moment when he considered himself to have converted, and his family's reaction to his conversion. 8.7 In this connection, the Committee recalls that States parties should give sufficient weight to the real and personal risk a person might face if deported and considers that it was incumbent upon the State party to undertake an individualized assessment of the risk that the author would face as a perceived Christian in Iran, rather than relying mainly on a matter of conflicting dates. The Committee notes in particular that the Board did not assess whether the author's behavior and activities in connection with, or to justify, his conversion, including his baptism, his active participation in the parish, his knowledge of Christianity, and his informing his family of his conversion, could have serious adverse consequences in the country of origin so as to put him at risk of irreparable harm. In view of the above, the Committee considers that the State party failed to adequately assess the author's real, personal and foreseeable risk of returning to Iran as a convert. Accordingly, the Committee considers that the State party failed to take into due consideration the consequences of the author's personal situation in his country of origin, and concludes that his removal to Iran by the State party would constitute a violation of articles 6 and 7 of the Covenant. Flygtningenævnet bemærker, at Menneskerettighedskomitéens udtalelse, der er en flertalsudtalelse med dissens fra tre af komitéens medlemmer, ikke er retligt bindende, og at det efter sagens genoptagelse fortsat tilkommer Flygtningenævnet at træffe afgørelse om, hvorvidt ansøgerens asylmotiv giver grundlag for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet har ved vurderingen af den genoptagne sag inddraget nye oplysninger i sagen. Under sagens fornyede behandling i Flygtningenævnet har ansøgeren i det væsentlige gentaget sin tidligere afgivne forklaring om forløbet i forbindelse med sin konversion. Han har imidlertid tillige oplyst, at han har fortsat sine kristne aktiviteter. Flygtningenævnet har på baggrund af ansøgerens oplysninger foretaget en fornyet vurdering af, om ansøgerens konversion kan betragtes som reel, således at det må lægges til grund, at ansøgerens nye tro er udtryk for en reel indre overbevisning. I denne vurdering er indgået oplysningerne om tidspunktet for ansøgerens konversion, herunder om ansøgeren tidligere har vist interesse for at konvertere, ansøgerens kendskab til og forståelse for de grundlæggende læresætninger, historiske begivenheder og centrale personer af betydning for ansøgerens nye tro (højtider, trosbekendelse, væsentlige skrifter og lignende). Det har også indgået i nævnets vurdering, om ansøgerens nye tro har manifesteret sig i ydre handlinger, herunder at ansøgeren er blevet døbt, har deltaget i gudstjenester, religiøs undervisning, og om ansøgerens aktiviteter har haft en vedvarende og regelmæssig karakter. I vurderingen indgår tillige en stillingtagen til, om det kan lægges til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran må forventes at ville leve et åbent kristent liv, og om der endvidere er grundlag for at lægge til grund, at ansøgeren vil foretage sig kristne aktiviteter af missionerende karakter. Endelig hører det med til vurderingen – for det tilfælde, at der kan rejses tvivl om realiteten af konversionen – om ansøgerens handlinger i forbindelse med at forsøge at sandsynliggøre sin konversionen kan have bragt ham i de iranske myndigheders eller andres søgelys på en måde, hvor han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for asylrelevant forfølgelse eller asylbegrundende overgreb. Som anført af Menneskerettighedskomitéens mindretal er det afgørende i relation hertil imidlertid, om der er grund til at antage, at ansøgerens aktiviteter og handlinger er kommet til myndighedernes eller andres kundskab, og om aktiviteterne har en sådan karakter, at der er grundlag for at antage, at myndighederne eller andre ved ansøgerens tilbagevenden til Iran vil reagere asylrelevant herpå. Det er efter ansøgerens forklaring om forløbet af sin konversion fortsat noget usikkert, hvornår hans interesse for kristendommen opstod, og flere oplysninger i sagen peger i retning af, at interessen først reelt er opstået efter, at Udlændingestyrelsen første gang den [dato i begyndelsen af] 2013 meddelte ham afslag på asyl på baggrund af en vurdering af hans oprindelige asylmotiv. I overensstemmelse med UNHCR’s Guidelines on International Protection: ”Religion-Based-Refugee Claims under article 1A(2)” fra april 2004 må der i en sådan situation stilles større krav til ansøgerens troværdighed, og en mere dybtgående undersøgelse af omstændighederne og ægtheden af konversionen vil være nødvendig. Ansøgeren har både under den oprindelige asylsag og under genoptagelsessagen demonstreret et usædvanligt godt kendskab til kristendommen. Det må efter erklæringerne fra flere forskellige præster og andre personer med tilknytning til ansøgerens kristne aktiviteter endvidere lægges til grund, at ansøgeren har deltaget regelmæssigt og seriøst i kirkelige aktiviteter, og at hans deltagelse har været vedvarende. Ansøgeren beskrives i erklæringerne med ord som ”afklaret kristen”, og det er vurderet, at hans nye tro er blevet en afgørende faktor i hans liv. Endelig fremgår det af oplysninger fra ansøgerens menighed, at han har ”hjulpet flere nye med i kirken” og at han gerne samtaler med andre om sin tro. Dette billede er yderligere forstærket af vidnet [navn]s forklaring for nævnet, hvor han har oplyst, at ansøgerens konversion utvivlsomt er oprigtig og udtryk for en reel indre overbevisning hos ansøgeren. På denne baggrund finder nævnet efter en fornyet vurdering af sagen, hvor nye oplysninger har spillet en afgørende rolle, at der – uanset det påfaldende i tidspunktet for hans konversion og de usikkerheder, der har været i ansøgerens forklaring herom – ikke længere er grundlag for at tilsidesætte ansøgerens i øvrigt meget troværdige forklaring om konversionen, hvilken forklaring nu også har solid støtte i hans vedvarende og omfangsrige deltagelse i kristne aktiviteter. Ansøgeren har i Danmark deltaget i kristne aktiviteter af mere missionerende karakter, og det må efter ansøgerens troværdige forklaring herom lægges til grund, at han i Iran vil fortsætte sådanne aktiviteter. Henset hertil, og da nævnet ikke finder grundlag for at fastslå, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet med rimelighed må forventes at ville afstå fra at udøve religiøse aktiviteter, jf. om dette kriterie EU-Domstolens præjudicielle afgørelse af 5. september 2012 i sag C-71/11 og C-99/11, er der nu holdepunkter for at antage, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse på grund af sin konversion. Udlændingestyrelsen har anført, at selvom nævnet måtte finde ansøgeren omfattet af udlændingelovens § 7, så skal han udelukkes fra beskyttelse efter § 10, stk. 1, nr. 3, som følge af aktiviteter udført for Basij efter præsidentvalget i 2009. Det følger af nævnets vurdering af ansøgerens oprindelige asylmotiv, at ikke alle dele af ansøgerens forklaring har kunnet lægges til grund, herunder ikke den del der vedrører ansøgerens angivelige aktiviteter for Basij efter 2008. Nævnet finder herefter ikke grundlag for at udelukke ansøgeren fra beskyttelse i medfør af udlændingelovens § 10, stk. 1, nr. 3.” Iran/2018/373/DH
Nævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og agnostiker fra Orumieh, Iran. Ansøgeren har ved enkelte lejligheder udført opgaver for PKK i perioden fra 2007 til 2009. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive udsat for fængsling og muligvis en dødsdom, fordi han har udført opgaver for PKK i perioden fra 2007 til 2009 og fordi, han er mistænkt for at have medvirket til kidnapningen af en pige ved navn [A]. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han en ukendt aften i 2007 eller 2008 blev opsøgt i sit og sin fars telt af nogle fremmede personer fra PKK. Personerne sagde til ansøgerens far, at de begge skulle arbejde for PKK. Personerne gav ansøgeren penge, så han kunne skaffe en generator til dem. Efterfølgende opsøgte de iranske myndigheder ansøgerens bolig og bad ansøgerens far møde op på politistationen. Da ansøgerens far kom hen til politistationen, fik han at vide, at ansøgeren også skulle komme hen på politistationen. Da ansøgeren ankom til politistationen, blev han ført ind i et rum og bedt om at fortælle alt om PKK. Ansøgeren nægtede dette, og politimændene slog ham og tvang ham til at skrive under på, at han havde hjulpet PKK. Ansøgeren blev efterfølgende stillet for retten, men fordi han var mindreårig, og fordi hans far kendte en person ved retten, blev han ikke dømt. I sommeren 2009 stoppede ansøgeren med at hjælpe PKK. Ansøgeren stoppede med at opholde sig i området, hvor PKK holdt til, og han skiftede sit telefonnummer. Ansøgeren blev efterfølgende tilbageholdt og udspurgt af myndighederne ved to lejligheder. I efteråret 2014 indledte ansøgerens bror, [B], et forhold til en pige ved navn [A]. Ansøgerens familie havde planlagt, at [B] skulle fri til [A], men [A’s] familie havde besluttet, at [A] skulle forloves med en anden. Da [B] fandt ud af, at [A] var lovet væk til en anden, tog han hen til [A’s] families bopæl. [A] bad [B] tage hende med, og de kørte derefter til Teheran. Ansøgeren tog sammen med sin mor og fætter til Teheran for at undersøge situationen, og [A] fortalte dem, at hun var taget med [B] frivilligt. Efterfølgende kørte de alle til Khoy, hvor [B] og [A] opholdt sig i omkring to uger. På et tidspunkt blev det aftalt, at ansøgerens far skulle aflevere [A] til politiet, og han tog derfor nogle politibetjente med til Khoy. Politiet tilkaldte [A’s] far, der beskyldte [B] for at have kidnappet [A]. [B] blev efterfølgende afhørt og stillet for en domstol. [A] fortalte under retsmødet, at [B] og ansøgeren havde kidnappet hende for at aflevere hende til PKK. [B] blev idømt fem års fængsel. Ansøgeren skjulte sig og undgik dermed at komme for retten. Han udrejste et par måneder senere. [B’s] fængselsstraf er efterfølgende blevet nedsat fra fem til tre år. Med hensyn til ansøgerens forklaring om, at ansøgeren har ordnet ting for PKK fra 2007 til 2009, bemærker Flygtningenævnet, at uanset om denne forklaring kan lægges til grund, ligger det langt tilbage i tid, hvortil kommer, at ansøgeren ikke har haft kontakt til PKK siden. Dette forhold kan således ikke medføre, at ansøgeren ved sin tilbagevenden til Iran kan anses for at være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Med hensyn til ansøgerens forklaring om hans brors angivelige bortførelse af [A] og den dertil hørende konflikt med [A’s] familie og myndighederne har Flygtningenævnet lagt vægt på, at denne forklaring fremstår usandsynlig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren ikke i asylskemaet har anført noget om denne konflikt, men først har oplyst herom i senere forklaringer. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende omkring, hvornår ansøgeren, hans mor og fætter tog afsted til Teheran for at hente [B] og [A]. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren forklaret, at de tog afsted dagen efter, at de fik opkaldet. Til asylsamtalen [i sommeren 2016] har ansøgeren forklaret, at de tog afsted samme aften, som de fik opkaldet. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om, at han selv blev beskyldt for at have deltaget i den angivelige bortførelse af [A] forekommer usandsynlig, herunder henset til, at ansøgeren ikke var til stede, ligesom ansøgerens forklaring om, at [A’s] familie havde planlagt, at ansøgeren skulle inddrages i sagen, ikke forekommer sandsynlig. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgerens forklaring omkring, at han kunne holde sig skjult på sin arbejdsplads, fordi myndighederne ikke ransagede denne, henset til at de ikke kunne være sikre på, at ansøgeren ikke gemte sig der, forekommer usandsynlig. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at de retsdokumenter, som ansøgeren har fremlagt vedrørende hans brors dom er vurderet falske, hvilket har svækket ansøgerens generelle troværdighed. Flygtningenævnet har ikke fundet anledning til at udsætte sagen med henblik en ægthedsvurdering af de for nævnet fremlagte nye kopier af retsdokumenterne med stempler. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2018/372/MAH
Nævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig ansøger fra Iran. Indrejst 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim af trosretning fra Ramadi, al-Tash lejren, Irak. Ansøgeren har sympatiseret med KDPI. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter, at de iranske myndigheder vil anholde, fængsle eller slå ham ihjel, idet hans familie har været politisk aktive for KDPI. Ansøgeren frygter, at de iranske myndigheder vil torturere ham, idet ansøgerens far er efterstræbt af de iranske myndigheder. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at han frygter, at de iranske myndigheder ikke vil betragte ham som iransk statsborger og derfor vil diskriminere ham, idet han ikke har dokumentation for sit iranske statsborgerskab. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans familie udrejste fra Iran i året […], og at familien dengang udrejste, fordi ansøgerens forældre var tilhængere af KDPI. Efter udrejsen bosatte familien sig i al-Tash lejren i Irak, hvor ansøgeren blev født og sidenhen opvoksede som flygtning. Ansøgeren boede i al-Tash lejren i omkring seks til syv år, hvorefter familien på grund af uroligheder i al-Tash området flyttede til Kurdistan og fortsat boede i flygtningelejr. Ansøgeren har endvidere oplyst, at hele hans familie sympatiserede med KDPI inklusiv ansøgeren selv, men at det kun var ansøgerens morfar, som var medlem af KDPI. I Irak uddelte ansøgerens far løbesedler for KDPI. Ansøgerens far hjalp KDPI med praktisk arbejde under partiets festligheder. Ansøgeren har to til tre gange, da han var omkring 14 til 15 år, deltaget i KDPI’s festligheder sammen med sin far. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgeren er født og opvokset i Irak, som barn af iranske forældre, der er kommet til Irak som flygtninge. Flygtningenævnet lægger ligeledes til grund, at ansøgeren er født i al-Tash lejren og senere har opholdt sig i Barika-lejren. Efter ansøgerens egen forklaring, har han ikke selv reelt på nogen måde været politisk aktiv. Ansøgeren har efter sin forklaring alene været med til nogle få KDPI arrangementer, da han var omkring 14 til 15 år gammel. For så vidt angår familiens politiske aktiviteter, er der tale om, at ansøgerens far har delt aviser ud og medvirket til oprydning efter fester. Det fremgår ligeledes af ansøgerens forklaring, at hans far ikke var medlem af KDPI men alene sympatisør. De af ansøgeren under nævnsmødet fremlagte billeder kan ikke føre til en ændret vurdering. Det fremgår af såvel ansøgerens forklaring som akter fra ansøgerens onkels asylsag, at ansøgerens morfar er medlem af KDPI. Flygtningenævnet må imidlertid lægge til grund, at ansøgeren kun har haft ganske begrænset forbindelse til sin morfar. Ansøgeren har således på forespørgsel forklaret, at han ikke anså sin morfar som værende en del af familien jf. referat af asylsamtale den […] side 7 af 9. Det fremgår endvidere af akter fra ansøgerens onkels asylsag, at i hvert fald en moster har været i stand til at vende tilbage til Iran. Da ansøgeren endvidere fremstår helt uprofileret finder Flygtningenævnet det ikke sandsynliggjort, at han ved en indrejse i Iran vil være i fare for asylbegrundende overgreb. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at det fremgår såvel af ansøgerens asylskema som hans udtalelser i Flygtningenævnet, at socioøkonomiske forhold har været af helt afgørende betydning for hans ønske om at opnå ophold i Danmark. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsen afgørelse. Flygtningenævnet finder endvidere ikke, efter at nævnet og ansøgerens advokat har haft lejlighed til at gøre sig bekendt med ansøgerens morbrors sagsakter, at der er anledning til at hjemvise sagen.” Iran/2018/368/sme
Nævnet stadfæstede i august 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig stats-borger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er iransk statsborger, etnisk perser og har oplyst at være zartosht fra Teheran, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet eller fængslet af myndighederne eller Basij, idet han har udført politiske aktiviteter, og idet han er frafaldet islam og tilsluttet sig zarathustrisme. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han omkring 2005 eller 2006 under sin værnepligt besøgte et zarathust tempel, hvilket blev opdaget af myndighederne. Ansøgeren blev konfronteret hermed men slap for straf, han var dygtig til at recitere koranen. Ansøgeren har videre oplyst, at han i 2009 deltog i tre til fire demonstrationer. I forbindelse med deltagelse i den sidste demonstration blev ansøgeren tilbageholdt af de iranske myndigheder. Ansøgeren blev tilbageholdt i to til tre dage, hvorefter han blev overført til Sepahs 66 fængsel, hvor han befandt sig i omkring otte måneder, herunder de første to måneder i isolation. I løbet af denne periode, blev han udsat for fysiske overgreb. Ansøgeren blev løsladt med hjælp fra sin morbror, [M], der stillede skødet til en af sine ejendomme som kaution for ansøgerens løsladelse. Efter sin løsladelse fik ansøgeren at vide, at han var under opsyn af Basij, og at han skulle deltage i religiøse aktiviteter i moskeen. Efter sin løsladelse opstod der endvidere problemer mellem ansøgeren og hans familie, fordi han talte positivt om zarathustrisme og negativt om islam. Ansøgeren frygter endvidere, at hans tidligere ægtefælle vil afsløre ham over for myndighederne. Hun havde indsigt i både ansøgerens politiske og religiøse forhold, og hun var i besiddelse af en lydfil og en video af ansøgeren, hvor han over-for sine venner kritiserer regimet og islam. Ansøgeren har forklaret, at han blev anholdt i 2009, blev idømt fængsel i 20 år, og under nævnsmødet at han ligeledes blev idømt 74 piskeslag. Han undgik piskeslagene som følge af god opførsel i fængslet, og han blev løsladt efter ca. otte må-neder mod kaution og på nogle betingelser, blandt andet om, at han skulle gå i moskeen, hvilket han opfyldte. Ansøgeren har ikke siden denne løsladelse været tilbageholdt eller fængslet. Ansø-geren har udbyggende under nævnsmødet forklaret, at han i forbindelse med tre valg i perioden 2011 til 2015 ved hjælp af en app sendte billeder af urolighederne i 2009 og opfordrede til, at man skulle undlade at stemme ved de senere valg. Denne aktivitet blev ikke opdaget af myndig-hederne. Der er derfor ikke grundlag for at antage, at ansøgeren som følge af sine politiske akti-viteter er efterstræbt af myndighederne, hverken ved sin udrejse eller senere, hvilket ligeledes understøttes af, at ansøgeren i [efteråret] 2015 fik ophævet sit udrejseforbud og udrejste legalt af Iran på sit eget pas, udstedt i 2013. Hertil kommer, at ansøgeren til sin gensamtale har forklaret, at han udrejste, fordi han havde mistet sit arbejde, sin forretning og alt. Ansøgeren har i forhold til sin interesse for Zarathustra-religionen ikke kunnet redegøre for sin indre overbevisning og sine bevæggrunde for sin konvertering. Ansøgeren har ikke deltaget i religiøse aktiviteter, hver-ken i Iran eller i Danmark, han har haft yderst begrænset kontakt til Zarathustra-samfundet, har ikke modtaget undervisning i religionen og er ikke formelt konverteret. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hans konvertering til Zarathustra-religionen er reel. Det forhold, at ansøgeren har lagt religiøst materiale på sin Instagram- eller på sin Facebook profil, kan ikke føre til et andet resultat, idet ingen af disse profiler fremstår med ansøgerens ful-de navn, ligesom ansøgeren har forklaret, at han har slettet billeder på sin Instagram. Ansøgerens fraskilte ægtefælles krav om tilbagebetaling af medgift er ikke et forhold, der er omfattet af ud-lændingelovens § 7. Ansøgeren har videre under gensamtalen forklaret, at sagen er afgjort ved dom, hvorefter han skal betale sin tidligere ægtefælle ca. 120.000.000 tomaner. Ansøgeren har under asylsamtalen forklaret, at ægtefællen måske ønsker at skade ham, hvorfor det ikke er sand-synliggjort, at ansøgerens ægtefælle er i besiddelse af og har videregivet billede- eller lydfiler af ansøgeren til myndighederne. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for for-følgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2018/367/MME
Nævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig ansøger samt hendes medfølgende mindreårige lillebror fra Iran. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser og shiamuslim af trosretning fra Shiraz, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive udsat for voldtægt af sin stedfar og tvangsgift. Herudover har ansøgeren oplyst, at hun frygter, at hendes medfølgende mindreårige bror bliver slået ihjel af deres stedfar. Til støtte for asylmotivet har ansøgeren oplyst, at hendes far døde, da hun var syv år. Herefter giftede ansøgerens mor sig med ansøgerens stedfar. En nat vågnede ansøgeren ved, at der var en, der rørte ved hendes krop. Ansøgeren bemærkede, at det var hendes stedfar. Stedfaren sagde, at han prøvede at vække hende, fordi hun havde mareridt. Ansøgeren var bange for, at stedfaren ville røre ved hendes krop igen. Af denne grund valgte hun at flytte hjem til sin mors bedstefar, hvor hun boede i ca. et år. Da morens bedstefars døde, flyttede ansøgeren tilbage til sin mor og stedfar. Omkring seks måneder herefter sagde stedfaren, at ansøgeren skulle gå i seng med ham. Stedfaren kom ind på ansøgerens værelse og greb fat i hende. Ansøgeren slap fri og løb væk fra huset. Ansøgeren fortalte sin mor om episoden. Herefter besluttede moren, at ansøgeren skulle flytte hjem til sin farbror. En måned herefter sagde moren, at stedfarens ven havde bedt om hendes hånd. Stedfarens ven var en ældre mand, hvorfor ansøgeren sagde nej til at blive gift med ham. En dag blev ansøgeren opsøgt af stedfaren på universitetet. Stedfaren fortalte ansøgeren, at vielsesdatoen allerede var fastlagt. Ansøgeren sagde igen nej til ægteskabet med stedfarens ven og truede med at begå selvmord. Stedfaren spurgte, om ansøgeren ville have, at han skulle slå hende ihjel, ligesom hendes far. Ansøgeren forsøgte samme sag at begå selvmord. Da ansøgeren vågnede op på hospitalet, sagdes farbroren, at hun skulle udrejse fra Iran. Ansøgeren fik visum til Frankrig og udrejste legalt fra Iran [i starten af] 2017 sammen med sin mor og mindreårige bror. Moren rejste efterfølgende tilbage til Iran igen, og ansøgeren har ikke haft kontakt med hende siden kort efter ansøgerens indrejse i Danmark. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren, der har gået 12 år i skole, heraf to år på universitetet, ikke har kunnet tidsfæste centrale dele af sit asylmotiv. Hun har således ikke kunnet oplyse årstallet for, hvornår hun tog ophold hos sin oldefar. Hun har ikke kunnet oplyse, omtrent hvornår hun tog ophold hos sin farbror, eller hvilket år hun begyndte sine studier på Universitetet. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om det tidsmæssige forløb under sit ophold hos farbroren. Hun har således under sin forklaring for nævnet først forklaret, at hendes mor 2-3 dage efter, at ansøgeren havde taget ophold hos sin farbror kom på besøg og fortalte, at ansøgeren skulle giftes, og at moren, stedfaren og stedfarens ven kom på besøg ca. en måned senere. Under samtalen i Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2017 har ansøgeren forklaret, at moren kom på besøg efter tre dage, hvor de talte om den episode, der havde ført til, at ansøgeren var flyttet hen til sin farbror og igen efter en måned, hvor moren fortalte, at stedfarens ven gerne ville giftes med hende. Hun har videre forklaret, at 2 – 3 dage herefter kom hendes mor, stedfar og dennes ven hen til farbrorens bopæl. Foreholdt denne forklaring har ansøgeren for nævnet forklaret afglidende og usammenhængende. Nævnet har desuden lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende om sit asylmotiv. Hun har således til sin advokat og for nævnet forklaret, at hendes stedfar på et tidspunkt har hældt varm olie på hendes ben. Videre har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren, hendes mor og lillebror søgte visum ca. to måneder før udrejsen, og at ansøgerens mor rejste med til Danmark og umiddelbart efter rejste tilbage til stedfaren. Endelig har nævnet lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om, at hun ikke kan få hjælp fra sin farbror ikke forekommer overbevisende, ligesom hun har forklaret udbyggende herom for nævnet, hvor hun har forklaret, at hun ikke kan tage ophold hos sin farbror, fordi dennes kone ikke ønsker hendes tilstedeværelse. Ansøgerens forklaring om, at hun ikke har kontakt til sin mor, herunder at hun ikke har mulighed for at få oplyst morens telefonnummer forekommer endvidere utroværdig. Som følge af, at Flygtningenævnet ikke kan lægge ansøgerens forklaring om sin konflikt med sin stedfar til grund, kan Flygtningenævnet heller ikke lægge til grund, at stedfaret har udøvet vold mod og truet ansøgerens lillebror. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af det anførte, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun og hendes mindreårige bror ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. ”Iran/2018/366/TBP
Nævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar med to medfølgende børn fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske kurdere og yarsan fra Kermanshah, Iran. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet på livstid eller henrettet af de iranske myndigheder, idet myndighederne har anklaget den mandlige ansøger for at have hjulpet sin bror med at flygte. Derudover anklagede de iranske myndigheder ansøgerne for at være imod det iranske styre, medlemmer eller tilknyttet KDPI og terrorister. Den mandlige ansøger har til støtte herfor oplyst, at myndighederne slog hans farbror og bror ihjel, idet de beskyldte dem for at samarbejde med KDPI. Ansøgerens anden bror, [K], blev i [slutningen af] 2013 anholdt af myndighederne og beskyldt for at samarbejde med KDPI. Broren blev løsladt mod kaution efter 10 dage, hvorefter han udrejste af Iran. Ansøgeren blev [i starten af] 2014 anholdt af de iranske myndigheder, der anklagede ham for at have hjulpet sin bror med at flygte og for at hans familie var imod det iranske styre, medlemmer eller tilknyttet KDPI og terrorister. Ansøgeren var tilbageholdt i 1½ måned, hvor han blev udsat for tortur fire gange. Ansøgeren blev under tilbageholdelsen fremstillet i retten fire gange, hvor han blev anklaget for at have hjulpet sin bror med at flygte. Den fjerde gang ansøgeren var i retten, blev han tvunget til at underskrive et papir, hvoraf fremgik, at han tilstod at have hjulpet sin bror med at flygte, og at han ville samarbejde med myndighederne efter sin løsladelse. Ansøgeren blev dagen efter løsladt mod kaution i form af ansøgerens svigerfars hus. Ansøgeren udrejste sammen med sin ægtefælle og sit barn [i foråret] 2014 til Tyrkiet, hvor ansøgeren opholdte sig, indtil de udrejste sammen fra Tyrkiet i [efteråret] 2015. Ansøgerens ægtefælle og barn rejste tilbage til Iran i [sommeren] 2015, hvor de boede hos ægtefællens far til [efteråret] 2015, hvorefter de rejste tilbage til Tyrkiet. I denne periode blev ansøgerens ægtefælle opsøgt af de iranske myndigheder to til tre gange på hendes families bopæl. Ansøgerens familie blev opsøgt to til tre gange, efter ansøgerens og hans familie udrejste af Iran. Ansøgerens far blev anholdt i forbindelse med ansøgerens ægtefælles udrejse af Iran i 2015. Faren var blevet syg under tilbageholdelsen og døde kort tid efter sin løsladelse. Den kvindelige ansøger har henvist til sin mands asylmotiv. Parterne har under nævnsmødet oplyst, at de og tolken forstod hinanden. Ansøgerne har forklaret udbyggende og divergerende, herunder indbyrdes divergerende, om centrale dele af asylmotivet. Den mandlige ansøger har til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han blev anklaget for at have samarbejdet med sin bror, at være til fare for samfundet og at være terrorist. Til asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at han blev anklaget for, at han og ægtefællen var imod det iranske regime, at være medlem af KDP-Iran og at være terrorist. Under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at han alene blev anklaget for at have hjulpet sin bror med at flygte fra Iran, mens det, han tidligere har oplyst, var beskyldninger, der blev rettet imod ham under afhøringerne. Under asylsamtalen har den mandlige ansøger forklaret, at hans far, efter at ansøgerens ægtefælle anden gang var udrejst fra Iran, blev tilbageholdt af myndighederne i en måned, og at han efter tilbageholdelsen var indlagt på hospitalet i fem-seks måneder, før han døde. Ansøgerne har fremlagt et foto af faderens gravsted, hvoraf fremgår, at denne døde [i foråret] 2016. Den mandlige ansøger har til oplysnings- og motivsamtalen [i foråret] 2016 ikke forklaret om faderens tilbageholdelse men har oplyst, at faderen blev opsøgt af myndighederne to til tre gange efter ansøgernes udrejse. Til asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at han blev bekendt med faderens tilbageholdelse og hospitalsindlæggelse ca. en måned, før faderen døde. Under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at faderen blev tilbageholdt af myndighederne i en uge, og at han ikke vidste dette, da han var til oplysnings- og motivsamtale. Til asylsamtalen har den mandlige ansøger forklaret, at han er 99 % sikker på, at svigerfaderens hus er blevet konfiskeret som følge af kautionen, mens den kvindelige ansøger under sin asylsamtale først har forklaret, at hendes familie har det godt og ikke har oplevet noget som følge af ansøgernes konflikt. Senere under samme samtale har den kvindelige ansøger forklaret, at hun tror, at huset er blevet konfiskeret af myndighederne, men at faderen ikke har fortalt hende det. Under nævnsmødet har ansøgerne forklaret, at de efter afslaget har kontaktet familien og fået oplyst, at familien har fået lov til at blive boende i huset men afdrager på værdien af huset til myndighederne. Den mandlige ansøger har omkring ansøgernes bil til asylsamtalen først forklaret, at bilen blev solgt inden udrejsen, og da han blev foreholdt den kvindelige ansøgers første forklaring, at de ikke nåede at sælge bilen, men at hans svigerfar måske har solgt bilen, og senere igen under samme samtale, at han solgte bilen til svigerfaderen. Den kvindelige ansøger har til asylsamtalen først forklaret, at de ikke nåede at sælge bilen, og at den står hos den mandlige ansøgers familie, senere under samtalen, at de nåede at sælge bilen, og til nævnsmødet, at de solgte bilen til hendes far, men at hun ikke vidste dette. Den mandlige ansøger har under nævnsmødet forklaret, at han ikke har fået en dom for det, han blev anklaget for, mens den kvindelige ansøger under sin asylsamtale har forklaret, at advokaten oplyste hende om, at ægtefællen havde fået en dom, mens hun under nævnsmødet har forklaret, at advokaten kun oplyste hende om, hvad ægtefællen var sigtet for. Udover disse divergenser har Flygtningenævnet ligeledes lagt vægt på, at ansøgerne udrejste legalt med pas af Iran, og at den kvindelige ansøger og ansøgernes barn genindrejste i Iran, hvor de opholdt sig fem-seks måneder, inden de på ny udrejste. Hertil kommer, at den mandlige ansøgers bror døde i 2002, og at dette forhold således ligger langt tilbage i tid. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Under hensyn til at Flygtningenævnet har tilsidesat ansøgernes forklaringer, har Nævnet ikke fundet anledning til at indhente en torturundersøgelse af den mandlige ansøger.” iran/2018/365/LMD
Nævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder fra Sarpol-e Zahab, Kermanshah, Iran. Ansøgeren er født i Romadi-lejren i Irak. Ansøgeren er tidligere ikke-religiøs, men har oplyst at være konverteret til kristendommen i Danmark. Ansøgeren har tidligere oplyst, at han har været tilhænger og hemmeligt medlem af Det Demokratiske Parti i Iran (PUK), og at han har hjulpet PUK med at transportere tre militsfolk. Ansøgeren har til sin advokat oplyst, at han rettelig var sympatisør af Kurdistans Demokratiske Parti (KDP), og at han hjalp KDP med at transportere peshmergaer. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet, tortureret, underkastet umenneskelig behandling og henrettet af de iranske myndigheder, fordi han har hjulpet KDP og er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han har været tilhænger og hemmeligt medlem af Det Demokratiske Parti i Iran (PUK), hvis fulde navn han ikke kender, men mener forkortes PUK. [I efteråret] 2015 bad PUK ansøgeren om at transportere tre militsfolk til et grænseområde ved Irak. Efter ca. 15 minutters kørsel stødte de ind i soldater, hvorefter ansøgeren efterlod bilen og flygtede hjem til sin mor i Jawanrood. Mens ansøgeren var hos sin mor, hørte han, at nogle folk fra efterretningstjenesten havde været på hans bopæl og spurgt efter ham. Ansøgeren udrejste illegalt af Iran [i efteråret] 2015. Ansøgeren har fået at vide, at efterretningstjenesten har været på hans bopæl et par gange og spurgt efter ham, siden han udrejste. Ansøgeren er konverteret til kristendommen i Danmark. Ansøgeren har gået fast i kirke i to år, og han blev døbt [i efteråret] 2016. Ansøgeren gav ikke møde i forbindelse med sagens behandling i nævnet på trods af, at han ved brev afsendt fra Flygtningenævnet [i efteråret] 2018 behørigt er blevet indkaldt til nævnsmødet. Flygtningenævnet har efter de foreliggende oplysninger ikke fundet, at ansøgerens udeblivelse kan anses som lovligt forfald, og Flygtningenævnet har derfor besluttet at fremme sagen, jf. Flygtningenævnets forretningsorden § 36, stk. 1, 1. pkt. En medarbejder fra Center Sandholm kontaktede Flygtningenævnet kl. 10, og oplyste, at ansøgeren ved en fejl var mødt i Sandholmlejren i stedet for Flygtningenævnet. Flygtningenævnet fandt ikke anledning til at udsætte sagen på denne baggrund. Det fremgår af sagens akter, at ansøgeren taler flydende farsi, og af referatet fra oplysnings- og motivsamtalen, at denne er gennemført på farsi, som ansøgeren taler og forstår, og at ansøgeren ønsker, at den efterfølgende samtale skal foregå på farsi. Det fremgår af notat [fra sommeren] 2017, at ansøgeren ikke ønskede at gennemføre asylsamtalen med den indkaldte farsitolk, at han blev vejledt om, at dette kunne medføre processuel skadevirkning, og at sagen herefter blev afgjort på det foreliggende grundlag. Der er derfor af denne årsag ikke grundlag for at hjemvise sagen til fornyet behandling ved Udlændingestyrelsen. Ansøgeren har i advokatindlægget til brug for nævnsmødet oplyst at være konverteret til kristendommen. Efter Flygtningenævnets praksis er der ikke grundlag for at hjemvise sagen til fornyet behandling ved Udlændingestyrelsen som følge af dette påberåbte sur place asylmotiv. Det påhviler efter udlændingelovens § 40, stk. 1 en ansøger at medvirke til oplysning af sagen, herunder af sit asylmotiv. Ansøgeren har ikke ønsket at deltage i asylsamtalen og har ikke givet møde for Flygtningenævnet. Hertil kommer, at ansøgeren i [foråret] 2016 frafaldt sin ansøgning om asyl og oplyste, at han frit kunne indrejse i Iran, da han ikke havde nogen problemer med de iranske myndigheder. Videre har ansøgeren i advokatindlægget til brug for nævnsmødet oplyst at være konverteret til kristendommen og har fremlagt et dåbsbevis, dateret [efteråret] 2016. Heroverfor står, at ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen oplyste, at han ikke er religiøs og ikke har oplyst om sin interesse for kristendommen. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2018/364/LMD
Nævnet stadfæstede i oktober 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og muslim fra al-Tash-lejren, Ramadi, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder som følge af sin fars politiske aktiviteter for KDPI. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans far har været aktiv for KDPI i lang tid, og at han er medlem af partiet. Faren var aktiv ved at deltage i møder for partiet, og han har et medlemskort fra partiet. Ansøgeren har ikke kendskab til, hvad der foregik til møderne for KDPI, da han ikke deltog i disse. Ansøgeren ved dog, at det var KDPI-møder faren deltog i, da han altid blev hentet på familiens bopæl af andre KDPI-medlemmer. Ansøgeren har oplyst, at han aldrig selv har været medlem af eller sympatiseret med KDPI. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund, idet han har forklaret divergerende om centrale dele om sit asylmotiv. Ansøgeren har under asylsamtalen, i lighed med sin bror, [A], forklaret, at familien, herunder hans far, ikke på noget tidspunkt har oplevet problemer eller konflikter med nogen. Heroverfor har ansøgerens broder, [B], under sin asylsamtale forklaret, at familien blev opsøgt omkring 2003/05, hvor alle medlemmer af familien blev slået med kæppe, og at alle familiemedlemmer var til stede på nær broderen, [C]. [B] har ligeledes forklaret, at familien omkring 2005/2006 modtog nogle trusler. Ansøgeren har både til asylsamtalen og under nævnsmødet forklaret, at han ikke har kendskab til dette, da han kun var et barn. Ansøgerens bror, [A], har under nævnsmødet forklaret, at familien blev opsøgt og slået, mens han selv ikke var hjemme, og at han allerede, mens han opholdt sig i Irak, var bekendt med, at familien havde været udsat for trusler, men at familien ikke fortalte ham om dem, da de blev fremsat, på grund af hans psykiske tilstand. Ansøgerens bror, [B], har under sin asylsamtale forklaret, at faderen var pershmerga i 1980’erne, mens ansøgeren, der er født i 1993, under nævnsmødet har forklaret, at han har set sin far i uniform, mens han under asylsamtalen har forklaret, at han ikke ved, om faderen har deltaget i kamphandlinger. Hertil kommer, at ansøgerens bror, [A], under sin asylsamtale har forklaret, at der ikke er nogen i familien, der har været pershmerga, mens han under nævnsmødet har forklaret, at faderen har været pershmerga. Efter en samlet vurdering kan Flygtningenævnet ikke lægge ansøgerens forklaring til grund og finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hans far udførte politiske aktiviteter i et omfang, der profilerede hverken ham eller familien i forhold til de iranske myndigheder, og ansøgeren har derfor ej heller sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Det forhold, at ansøgeren aldrig har været i Iran, kan ikke føre til et andet resultat. Det forhold, at ansøgeren ikke har iranske dokumenter, er et udrejsespørgsmål, der ikke henhører under Flygtningenævnets kompetence. Det forhold, at ansøgeren er født og opvokset i al-Tash-lejren, er ikke i sig selv asylbegrundende. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2018/363/JAH
Nævnet stadfæstede i oktober 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt to børn fra Iran. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske kurdere og sunni-muslimer fra al-Tash-lejren, Ramadi, Irak. Den mandlige ansøger har uddelt materiale for og sympatiserer med KDPI. Den kvindelige ansøger sympatiserer med KDPI og har som barn uddelt materiale for disse, ligesom hun har deltaget i aktiviteter for KDPI. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder som følge af sin families politiske aktiviteter for KDPI. Til støtte herfor har den mandlige ansøger oplyst, at hans far er medlem af KDPI, og at han selv har sympatiseret med KDPI, siden han var 13-15 år. Ansøgeren og hans far har deltaget i politiske møder for partier, og ansøgeren har endvidere deltaget i begivenheder og højtider, hvor han har hjulpet med praktiske gøremål. I forbindelse med nogle af møderne hos KDPI er ansøgeren blevet filmet af den kurdiske TV-kanal Tishk, ligesom ansøgerens billede er blevet trykt i KDPIs avis. Forud for afholdelsen af møderne for KDPI delte ansøgeren aviser og løbesedler ud. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet som følge af sin fars politiske aktiviteter for KDPI. Den kvindelige ansøger har endvidere henvist til, at hun er udrejst af Irak, da der er krig mellem ISIL og kurderne i det område, hvor hun boede. Den kvindelige ansøger har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hendes far blev opsøgt af nogle personer fra Iran, som ønskede at hente faren tilbage til Iran i en sæk. Ansøgeren mener, at dette skete forud for hendes fødsel. Da ansøgeren var barn, afholdt hendes far møder for KDPI på familiens bopæl i Irak. I forbindelse med ansøgerens fars død blev der lavet en video omkring farens aktiviteter for KDPI. Ansøgeren har også selv været aktiv for KDPI, idet hun som barn uddelte materiale for partiet. Efterfølgende har ansøgeren sympatiseret med partiet og deltaget i forskellige begivenheder hos KDPI. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaringer til grund. Den mandlige ansøger har forklaret udbyggende, divergerende og afglidende om centrale dele af sit asylmotiv. Ansøgeren og hans bror, Salam Habib Alyas, har under asylsamtalen forklaret, at hverken de eller resten af familien er blevet opsøgt eller truet af de iranske myndigheder. Heroverfor har den mandlige ansøger under nævnsmødet forklaret, at familien i 2003/2004 er blevet opsøgt, mens han selv var på arbejde, og at der har været nogle trusler, som familien ikke har fortalt ham om på grund af hans psykiske tilstand. Den mandlige ansøgers bror, [A], har under sin asylsag forklaret, at familien blev opsøgt omkring 2003-05, hvor alle medlemmer af familien blev slået med stokke, og at hele familien, bortset fra broderen [B], var til stede i hjemmet. [A] har ligeledes forklaret, at familien omkring 2005/2006 modtog trusler. Den mandlige ansøger har endvidere under asylsamtalen forklaret, at der ikke er nogen i familien, der har været peshmerga, og at hans far har været menigt medlem af PDKI, mens han under nævnsmødet har forklaret, at faderen har været peshmerga og først i forbindelse med nævnsmødet har fremlagt et foto, der angiveligt viser faderen i uniform. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet herefter, at den mandlige ansøger ikke har sandsynliggjort, at hans far har udført politiske aktiviteter i et omfang, der har profileret hverken faderen eller familien i forhold til de iranske myndigheder. Det forhold, at ansøgeren har fremlagt en kopi af et PDKI-medlemskort, kan ikke føre til et andet resultat. Den mandlige ansøgers egne aktiviteter begrænser sig til deltagelse i højtider og arrangementer ved PDKI, praktisk hjælp ved møder og uddeling af aviser, hvilke begrænsede aktiviteter ligeledes gør sig gældende for hans aktiviteter i Danmark. Det forhold, at ansøgerens deltagelse som tilskuer til nogle arrangementer er blevet filmet og fotograferet, medfører ikke i sig selv, at ansøgeren er blevet særligt eksponeret, allerede da ansøgeren ikke fremtræder med navn på optagelserne. Den kvindelige ansøger har forklaret udbyggende, divergerende og utroværdigt om centrale dele af sit asylmotiv. Den kvindelige ansøger har under asylsamtalen forklaret, at hun ikke har kendskab til, om hendes far har været peshmerga i Iran, mens ansøgerens søster, [C], under asylsamtalen har forklaret, at faderen var peshmerga, og at det er den kvindelige ansøger, der har fortalt hende det. Den kvindelige ansøger har under nævnsmødet forklaret, at faderen var peshmerga. [C] har under sin asylsamtale videre forklaret, at faderen ikke var involveret i politiske aktiviteter, efter han kom til Irak, mens den kvindelige ansøger har forklaret, at faderen både holdt PDKI-møder i og udenfor hjemmet. Den kvindelige ansøger har til sin asylsamtale forklaret, at der var et forsøg på at bortføre faderen i en sæk, at det skete, før hun blev født, og at der ikke var yderligere episoder, selv om faderen frygtede det. Under nævnsmødet har ansøgeren udbyggende forklaret, at hun i 2009 hørte en iransk agent tale i telefon om, hvordan de skulle bortføre hendes far, om han skulle bindes på hænderne, have en sæk over hovedet og lægges i en bils bagagerum. Ansøgeren har videre forklaret, at hun derefter begyndte at råbe og advarede sin far, der herefter tog sit gevær og skød efter de to iranske agenter, der flygtede. Under nævnsmødet har den kvindelige ansøger videre forklaret, at hendes familie, efter faderens død, igen er blevet opsøgt og truet, at hendes mor ikke har kunnet fortælle nærmere om dette, da moderen er gammel (ca. 52 år) og syg, og at grunden til, at ansøgeren ikke tidligere har forklaret herom, er, at tolken nægtede at oversætte det, da hun ville fortælle det til sin advokat. Hertil kommer, at den kvindelige ansøger under en høringssamtale [i foråret] 2016 har afgivet falske oplysninger om, at en person var hendes mindreårige bror. På baggrund af en samlet vurdering, herunder af den kvindelige ansøgers troværdighed, finder Flygtningenævnet, at den kvindelige ansøger ikke har sandsynliggjort, at hendes far har udført politiske aktiviteter i et omfang, der har profileret ham eller familien i forhold til de iranske myndigheder. Det forhold, at ansøgeren har henvist til en video, der er vist i Tishk TV i anledning af faderens død, kan ikke føre til et andet resultat. Ansøgerens egne politiske aktiviteter begrænser sig til deltagelse i højtider og arrangementer ved KDPI samt uddeling af aviser, hvilke begrænsede aktiviteter ligeledes gør sig gældende i Danmark. Det forhold, at den kvindelige ansøger er blevet fotograferet og filmet, mens hun udførte praktiske opgaver, medfører ikke i sig selv, at ansøgeren er blevet særligt eksponeret. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Det forhold, at ansøgerne aldrig har været i Iran, kan ikke føre til et andet resultat. Det forhold, at ansøgerne ikke er i besiddelse af iranske dokumenter, er et udrejsespørgsmål, der ikke er omfattet af Flygtningenævnets kompetence. Det forhold, at ansøgerne er født og opvokset i al-Tash-lejren, er ikke i sig selv asylbegrundende. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/362/JAH
Nævnet stadfæstede i oktober 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet eller henrettet. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter de generelle forhold for kurdere. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv om, at han frygter de generelle forhold for kurdere, oplyst, at mange asylansøgere, der er vendt tilbage til Iran, er blevet anholdt i lufthavnen. Ansøgeren har endvidere oplyst, at såfremt han vender tilbage til Iran, vil myndighederne være af den overbevisning, at han er vendt tilbage for at deltage i krigen sammen med kurderne mod myndigheder. Ansøgeren har set dette i nyhederne i tv’et, og ansøgeren ved, at der er problemer mellem de kurdiske partier og myndighederne. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv om, at han frygter at blive fængslet eller henrettet, oplyst, at ansøgeren er blevet personligt opsøgt samt tilbageholdt fra ti til 15 gange af de iranske myndigheder, da de ønskede, at ansøgeren skulle videregive oplysninger om kurdiske aktiviteter i grænseområdet, hvor ansøgeren boede. De iranske myndigheder bragte ansøgeren til deres kontor, hvor de udspurgte og udsatte ansøgeren for fysiske overgreb af forskellig karakter. Ansøgeren blev bedt om at underskrive et dokument, der pålagde ansøgeren en meldepligt hos efterretningstjenesten en gang per måned. Ansøgeren udrejste alene af Iran, da ansøgeren ikke længere ville tolerere de iranske myndigheders behandling af ham samt den meldepligt, som han var underlagt. Efter ansøgerens udrejse blev ansøgerens familie opsøgt på deres bopæl to til tre gange af de iranske myndigheder, som første gang ransagede deres bopæl. De iranske myndigheder udspurgte familien om ansøgerens opholdssted. Flygtningenævnet lægger efter ansøgerens egen forklaring til grund, at han ikke var politisk aktiv, og at han ikke havde kendskab til politiske aktiviteter i sit område. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende, divergerende og upræcist om sit asylmotiv. Ansøgeren har således i sit asylskema alene nævnt, at han er flygtet på grund af fattigdom, sult, arbejdsløshed og den omstændighed, at han er kurder, mens han under de efterfølgende samtaler med Udlændingestyrelsen har udbygget sit asylmotiv med, at han er konkret forfulgt af myndighederne, fordi han ikke har villet samarbejde med dem vedrørende videregivelse af oplysninger om politiske modstandere af regimet, og fordi han ikke har overholdt sin meldepligt. Ansøgeren har forklaret divergerende om, hvor han blev opsøgt af myndighederne, når de opsøgte ham. Han har således ved sin første samtale med Udlændingestyrelsen forklaret, at han blev opsøgt, når han arbejdede på marken, mens han senere har forklaret, at han altid blev opsøgt i sit hjem eller på gaden i byen. Ansøgeren har i øvrigt forklaret upræcist om, hvornår han blev tilbageholdt, opsøgt af myndighederne og om, hvornår han udrejste af Iran. Endelig har ansøgeren svaret afglidende på spørgsmål om de konkrete forhold vedrørende blandt andet hans meldepligt, herunder om hvad der skete, når han mødte op til meldepligten, og om hvad der skete under møderne i forbindelse med meldepligten. Ansøgeren har ikke på overbevisende måde sandsynliggjort, at myndighederne gennem flere år skulle være interesseret i ham henset til, at han ikke var politisk aktiv og til, at han var uden viden af interesse for myndighederne. Ansøgeren har ikke under nævnsmødet været i stand til at redegøre nærmere for myndighedernes langvarige interesse i ham eller for de nævnte divergenser, ligesom han ikke er fremkommet med en rimelig forklaring på sin udbygning vedrørende asylmotivet. Flygtningenævnet finder, at de nævnte divergenser og upræcisheder ikke alene kan forklares ved, at der ved ansøgerens samtaler med Udlændingestyrelsen blev anvendt farsi tolk i stedet for sorani tolk. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgeren ved samtalerne har erklæret, at han forstod tolken, og at han tillige fremkom med detaljer i sine forklaringer samt rettelser i forbindelse med oversættelsen af forklaringerne. Det ændrer således ikke ved Flygtningenævnets bevisvurdering, at der ikke blev tolket på ansøgerens modersmål ved samtalerne med Udlændingestyrelsen. For så vidt angår de fremlagte tilsigelser og den fremlagte dom fra Iran, finder Flygtningenævnet, at fremkomsten af disse dokumenter heller ikke ændrer ved bevisvurderingen. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det fremstår påfaldende, at ansøgeren skulle være kommet i besiddelse af de dokumenter, der efter deres indhold indeholder forkyndelsespåtegningen, hvilken må formodes at være til myndighedernes brug. Det fremgår i øvrigt af baggrundsoplysningerne vedrørende Iran, herunder notat af 2. september 2013, at der med tilgængelig avanceret teknologi kan fremstilles vellignende tilsigelser, hvor hverken dokument eller indhold er ægte, ligesom der kan manipuleres med/ændres i allerede udstedte tilsigelser. Ifølge kilden kan uægte tilsigelser også være fremskaffet via tyveri fra myndighederne eller via bestikkelse. Flygtningenævnet finder herefter, at der ikke er anledning til at imødekomme den mere subsidiære påstand om hjemvisning af sagen eller udsættelse af sagen med henblik på ægthedsvurdering af dokumenterne. Flygtningenævnet lægger efter baggrundsoplysningerne om forholdene for kurdere i Iran til grund, at disse forhold ikke er sådanne, at det i sig selv kan føre til, at ansøgeren skal meddeles asyl. Herefter, og efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved udrejsen af Iran havde asylbegrundende konflikter eller, at han vil få det ved en genindrejse. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/361/GJEY
Nævnet stadfæstede i oktober 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og oprindeligt shiamuslim fra Ilam, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet af sin tidligere ægtefælle, [A’s], familie, idet de var imod ansøgeren og [A’s] forhold. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter de iranske myndigheder, fordi han er konverteret til kristendommen og er udrejst illegalt af Iran. Til støtte for sin konflikt med [A’s] familie har ansøgeren oplyst, at han og [A] indledte et forhold i 2009. [A] fandt på et tidspunkt ud af, at hun var gravid, og lægen, der havde undersøgt hende, fortalte dette videre til [A’s] morbror. Morbroren blev vred og tvang [A] til at oplyse ansøgerens navn. Ansøgeren blev efterfølgende opsøgt af morbroren, men nægtede at være faren til barnet. Nogle dage senere blev ansøgeren kidnappet og var frihedsberøvet i et fængsel i nogle måneder, indtil han indvilligede i at gifte sig med [A]. Ansøgeren og [A] flyttede efterfølgende til Kermanshah, fordi de var bange for [A’s] familie. De blev opdaget i Kermanshah og flyttede derfor til byen [by A], hvor de ligeledes blev opdaget og fortsatte til Ilam. Da parret blev opdaget i Ilam, forlod ansøgeren [A] og flyttede til Tabriz, hvor han boede i tre år. Da ansøgeren fandt ud af, at [A’s] familie ledte efter ham, flyttede han til [by B], hvorfra han udrejste. Ansøgerens familie er løbende blevet chikaneret af [A’s] familie og er blevet nødt til at flytte som følge af chikanen. Ansøgeren er efter sin indrejse i Danmark blevet bekendt med, at hans far i 2015 modtog en stævning fra politiet og en indkaldelse til retten, der var stilet til ansøgeren. Til støtte for sin konversion har ansøgeren oplyst, at hans interesse for kristendommen opstod, inden han udrejste af Iran. Ansøgeren talte med sin arbejdsgiver om en drøm, som ansøgeren havde haft, og arbejdsgiveren fortalte ansøgeren, at der var tale om en religiøs drøm. Arbejdsgiveren opfordrede ansøgeren til at se en film om kristendommen, hvilket ansøgeren gjorde. Ansøgeren talte også med sin arbejdsgiver om kristendommen. Efter ansøgerens indrejse i Danmark har han deltaget i kristne samlinger, og han er blevet døbt. Ansøgeren har endvidere delt kristent materiale på sin Facebook. Til støtte for sin konflikt med de iranske myndigheder grundet sin illegale udrejse har ansøgeren forklaret, at han har hørt om en kurder, der døde som følge af tortur af de iranske myndigheder, fordi han genindrejste i Iran. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om konflikten med [A’s] familie til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om adskillige centrale forhold. Han har således forklaret divergerende om blandt andet sit forhold til [A], herunder om hvorvidt hun var gravid før de indgik ægteskab. Ansøgeren har således under alle sine samtaler i Udlændingestyrelsen forklaret, at [A] var gravid, før de indgik ægteskab. Under nævnsmødet har ansøgeren der imod forklaret, at [A] ikke var gravid, men fortsat var jomfru, da deres ægteskab blev indgået. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvornår han accepterede at indgå ægteskab med [A], ligesom han har forklaret tidsmæssigt usammenhængende om, hvornår han forlod [A] og tog til Tabriz. Han har således under sine samtaler i Udlændingestyrelsen og i Flygtningenævnet forklaret, at han rejste til Tabriz [i slutningen af 1391], og at [A] på det tidspunkt var gravid, men har i sit asylskema angivet, at datteren er født [i starten af 1391]. Ansøgeren har ikke på plausibel måde kunnet redegøre herfor under sin forklaring for nævnet. Endelig har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgeren også i øvrigt har forklaret usammenhængende og uoverensstemmende om den tidsmæssige sammenhæng mellem hændelserne i Iran. Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgeren har fremlagt indkaldelsespapirer til retten og en stævning fra det iranske politi. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren først har fremlagt dokumenterne til den fjerde og sidste samtale i Udlændingestyrelsen, og at han har forklaret forskelligt om, hvordan han er kommet i besiddelse af dokumenterne. Hertil kommer, at det fremgår af det foreliggende baggrundsmateriale, at der i Iran er en relativt høj forekomst af dokumentforfalskninger. Ved vurderingen af om ansøgerens konversion til kristendommen kan anses for reel har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om den kristne film, som han angiveligt så i Iran. Han har således under samtalen i Udlændingestyrelsen [i foråret 2017] forklaret, at filmen startede med skabelsen af Adam og Eva, mens han i nævnet har forklaret, at filmen kun handlede om Jesus og startede med at fortælle om Jesus, og hvor han blev født. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om den drøm, som han fortalte sin arbejdsgiver om, ligesom han har forklaret forskelligt om, hvornår i forhold til sin udrejse, han havde drømmen. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgerens dåb i Danmark fandt sted kun ca. 2 måneder efter, at han var blevet introduceret til kristendommen i Danmark, ligesom han har forklaret divergerende om sin kirkegang forud for dåben. Endelig har ansøgeren ikke på overbevisende måde kunnet redegøre for sine refleksioner og overvejelser forud for sin konversion. Flygtningenævnet finder på den anførte baggrund, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hans konversion er reel. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Det bemærkes herved, at oplysningerne om ansøgerens aktiviteter på Facebook ikke findes at medføre nogen ændring i denne vurdering, idet ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at disse aktiviteter har profileret ham overfor de iranske myndigheder, ligesom de fremlagte udtalelser fra henholdsvis [kirke A] [fra starten af 2017] og fra [kirkecenter B] [fra starten af 2016] om ansøgerens deltagelse i kirkelige aktiviteter heller ikke kan føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2018/359/MAH
Nævnet stadfæstede i oktober 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim af trosretning. Ansøgeren er iransk statsborger fra [by], Kermanshah-provinsen, men er født i Ramadi, Irak, hvor han boede, indtil han var tre år gammel. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel af familiemedlemmer til en person ved navn, [A], idet de holder ansøgeren ansvarlig for, at [A] afgik ved døden i forbindelse med et færdselsuheld. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han på et ukendt tidspunkt i 2011/2012 var på vej hen til sin fars faster på familiens motorcykel, hvor ansøgerens bekendte, [A], kørte foran ansøgeren. De kørte begge i høj fart, da [A] uventet svingede ind foran ansøgeren, som uden held forsøgte at bremse, inden de stødte sammen. Ansøgeren vågnede efterfølgende op på hospitalet. Han var indlagt i tre dage og fik behandling for en brækket næse og flænge i overlæben. Da ansøgeren blev udskrevet, fik han fortalt, at [A] var afgået ved døden. Familiemedlemmer til [A] opsøgte efterfølgende ansøgeren på bopælen, hvor de truede ham på livet på grund af ulykken. Ansøgeren har videre oplyst, at han blev meldt til myndighederne, hvor han skulle afgive forklaring. Ansøgerens blev herefter opsøgt af en farbror til [A], som opfordrede ansøgeren til at udrejse, idet [A’s] familie truede med at slå ansøgeren ihjel. Ansøgeren udrejste til Irak, hvor han boede og arbejdede, indtil hans indrejse i Danmark i [vinteren] 2015. Ansøgeren har under Udlændingestyrelsens behandling af sagen blandt andet fremlagt to dokumenter. Ansøgeren har oplyst, at der er tale om to retsdokumenter, hvoraf det fremgår, at ansøgeren ikke holdes ansvarlig for ulykken, men at [A’s] brødre og fætre fortsat ønsker at gøre ansøgeren ansvarlig. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Nævnet har lagt vægt på, at ansøgeren på centrale punkter har forklaret divergerende og udbyggende. Ansøgeren har forklaret divergerende om, hvordan færdselsuheldet, hvor han stødte sammen med [A], skete. Han har under oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at [A] pludselig kom kørende på en motorcykel fra en sidevej, hvorefter de kørte ind i hinanden. Under asylsamtalen har han forklaret, at han kørte bag [A], som pludselig drejede til højre ind foran ansøgeren, som ramte ham. Han har forklaret udbyggende ved under mødet i Flygtningenævnet at forklare, at der var en passager på [A’s] motorcykel, hvilket han ikke tidligere har omtalt. Han har endvidere under mødet i Flygtningenævnet forklaret udbyggende om, at [A] lå ved siden af ham på sygehuset i hjembyen […]. Ansøgeren har endvidere forklaret udbyggende ved under mødet i Flygtningenævnet at forklare, at han blev afhørt af myndighederne om ulykken, hvilket han ikke tidligere har forklaret. Han har forklaret divergerende om, hvornår han blev bekendt med de to fremlagte kopier af dokumenter. Under oplysnings- og motivsamtalen har han ikke omtalt dokumenterne. Under asylsamtalen har han forklaret, at hans far tog til retten og hentede de to kopier allerede inden ansøgeren rejste fra bopælen, og at han havde fået dokumenterne inden oplysnings- og motivsamtalen, hvor han imidlertid ikke blev spurgt til dem. Under mødet i Flygtningenævnet har han forklaret, at han ikke ved, hvordan hans far fik fat på de to dokumenter, og at hans far fik fat i dem, efter ansøgerens udrejse og sendte dem til ham, efter han havde fortalt, at de danske myndigheder krævede dokumentation. Endelig har ansøgeren forklaret udbyggende om [A’s] families kontakt med ansøgerens familie. Under mødet i Flygtningenævnet har han forklaret, at [A’s] familie kom 2-3 gange, inden ansøgeren udrejste, mens han tidligere kun har fortalt, at de opsøgte ansøgerens familie en gang, hvorefter han udrejste. Disse divergenser og udbygninger, som angår centrale punkter i ansøgerens asylmotiv, kan ikke forklares med at ansøgeren er analfabet, eller med den tid, der er forløbet siden færdselsuheldet. Ansøgeren har ikke under nævnsmødet været i stand til på overbevisende måde at forklare de nævnte divergenser og udbygninger, ligesom han generelt har besvaret spørgsmål i nævnet afglidende og upræcist. Divergenserne og udbygningerne svækker ansøgerens generelle troværdighed, og Flygtningenævnet kan derfor ikke lægge til grund, at [A’s] brødre og fætre efterstræber ansøgeren. På denne baggrund har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for konkret, individuel forfølgelse, eller at han risikerer dødsstraf, tortur, anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Betingelserne for opholdstilladelse i udlændingelovens § 7, stk. 1, og stk. 2, er herefter ikke opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/358/CABV
Nævnet meddelte i oktober 2018 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser og ikke-religiøs fra Teheran, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet af myndighederne, idet han er homoseksuel. Ansøgeren har til støtte for asylmotivet henvist til, at han som 12 årig var kæreste med en pige, men at han også var interesseret i drenge. En dag, da ansøgeren var ude på en fodboldsbanen med en af sine klassekammerater, [A], begyndte de at røre ved hinanden. To andre drenge kom og voldtog [A], mens ansøgeren kiggede på. De to drenge blev efterfølgende bortvist, mens ansøgeren fik lov at fortsætte på skolen. Ansøgeren viste efterfølgende ikke sin biseksualitet i praksis. Ansøgeren har videre henvist til, at han forud for sin udrejse af Iran ved siden af sit job som produktionsmedarbejder lavede kortfilm i skjul omhandlende forskellige samfundskritiske temaer. På en for ansøgeren ukendt dato mellem den [nærmere angivet dato i efteråret] og den [nærmere angivet dato i efteråret] 2015 ringede en person ved navn [B] til ansøgeren. Han ønskede, at ansøgeren skulle lave en film om ham og hans homoseksualitet til brug for en asylansøgning i Tyrkiet. En uge efter mødtes ansøgeren med [B] i hans hjem. Inden de gik i gang med at filme, begyndte de to at kysse, og det endte med at [B] udførte oralsex på ansøgeren. Midt i akten kom [B]s far hjem og opdagede dem, hvorefter ansøgeren flygtede ud af vinduet og tog hjem. Ansøgeren tog dagen efter til byen [navngiven by i Iran], hvor han modtog et telefonopkald fra sin ven, [C], der fortalte, at han havde givet [B] ansøgerens adresse, idet [B] ville returnere ansøgerens kameraudstyr til ansøgeren. Senere samme dag ringede ansøgerens bror til ansøgeren og fortalte, at ansøgerens bopæl var blevet opsøgt af militærfolk, der havde afleveret en retskendelse til ansøgerens familie og havde givet ansøgeren 24 timer til at melde sig til dem, hvorefter de ville iværksætte en efterlysning. Dette skyldtes, at [B]s far havde anmeldt ansøgeren for voldtægt. Ansøgeren opholdt sig i ti dage i [navngiven by i Iran], inden han udrejste af Iran. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han i Iran har haft forhold til tre drenge eller mænd, hvoraf kun det ene forhold med drengen [D] var langvarigt. De var kærester fra ansøgeren var 13 år og cirka fem år frem. Efter ankomsten til Danmark blev ansøgeren først kæreste med kvinden [E]. Ansøgeren mødte imidlertid kort tid herefter manden, [F], som han også blev kæreste med. Da ansøgeren lærte [F] at kende, følte han sig meget tiltrukket af ham og afbrød derfor sit forhold til [E]. Ansøgeren har efterfølgende karakteriseret sig som homoseksuel. Ansøgeren har i Danmark været medlem af LGBT Danmark siden [efteråret] 2016, ligesom han har været aktiv for Aids-Fonden, hvilket fremgår flere steder på hans Facebook-Profil. Ansøgeren er i Danmark desuden blevet truet flere gange som følge af sin seksualitet, ligesom han er blevet overfaldet udenfor Diskotek [navngivent diskotek] i Danmark. Videre har ansøgeren figureret i bladet [navngivet blad] i [efteråret] 2016, hvor ansøgeren ses sammen med [F] og [E]. Endelig har ansøgeren givet råd og oplyst om homoseksualitet til brug for en biograffilm, og ansøgerens navn fremgår af rulleteksterne. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om den flugtudløsende begivenhed til grund, idet den fremstår som konstrueret til lejligheden og dermed utroværdig. Ansøgerens forklaring om, at han og [B] havde sex i [B]s hjem uden at sikre sig mod risikoen for opdagelse virker således påfaldende og usandsynlig – også henset til, at de i øvrigt ikke kendte hinanden særlig godt. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvordan [B] rørte ved ham, da han stod i [B]s værelse. Ansøgeren har således for nævnet forklaret, at [B] tog om ham bagfra og holdt om hans brystkasse og kyssede ham i nakken som indledning til sex, mens han under samtalen den [nærmere angivet dato i foråret] 2017 forklarede, at [B] startede med at tage ham på bagdelen. Ansøgeren har i øvrigt givet forskellige oplysninger om, hvornår politiet skulle have opsøgt hans bopæl efter den pågældende episode. Under samtalen hos Udlændingestyrelsen den [nærmere angivet dato i sommeren] 2016 har ansøgeren forklaret, at dette skete dagen efter, han ankom til [navngiven by i Iran]. Under samtalen den [nærmere angivet dato i foråret] 2017 har ansøgeren oplyst, at det skete samme dag, som han ankom til [navngiven by i Iran]. Nævnet lægger imidlertid ansøgerens oplysninger om, at han er homoseksuel, til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at hans forklaring herom støttes af oplysningerne om, at han i [efteråret] 2016 måtte flyttes fra sit daværende asylcenter, fordi de øvrige beboere havde opdaget, at han var homoseksuel. Nævnet har endvidere lagt vægt på ansøgerens optræden i en artikel i Bladet [navngivet blad] i [efteråret] 2016 sammen med både sin daværende kvindelige og mandlige kæreste, oplysningerne i erklæringen fra LGBT Asylum af [nærmere angivet dato i efteråret] 2018 og uddragene af ansøgerens Facebook profil, hvor han har postet opslag fra sine aktiviteter i bl.a. Aids Fondet og LGBT Asylum. Det må efter ansøgerens forklaring lægges til grund, at han agter at leve åbent som homoseksuel også ved en tilbagevenden til Iran. På baggrund af baggrundsoplysningerne om straffen for seksuelle forhold mellem to personer af samme køn i Iran finder Flygtningenævnet herefter, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran vil være i konkret risiko for asylbegrundende behandling omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Nævnet har efter en samlet proportionalitetsafvejning ikke fundet tilstrækkeligt grundlag for at udelukke ansøgeren fra beskyttelse i Danmark på grund af de handlinger, han har udført som værnepligtig i perioden fra [primo] 2008 til [foråret] 2009, hvor han var vagt i et fængsel. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt til grund, at ansøgeren en enkelt gang fra et andet rum oplevede en fange blive udsat for tortur, og at han havde til opgave at slå på fangerne, når de gjorde oprør, hvilket han også gjorde. Han har endvidere i tre tilfælde i perioden sammen med to overordnede fulgt fanger fra deres celle, når de var på vej til henrettelse og skulle tage afsked med deres familie i et andet rum. Ansøgeren har ikke overværet henrettelserne, og det kan ikke lægges til grund, at han på noget tidspunkt har udøvet andet end simpel vold i tilfælde af fangeoprør. Flygtningenævnet har i øvrigt lagt vægt på, at ansøgeren forsøgte at modsætte sig at følge personer på vej til henrettelse efter at have gjort det to gange, men at han som straf herfor fik 25 dages fængsel, 20 piskeslag og en bøde på 700.000 tuman. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2018/357/MJM
Nævnet meddelte i oktober 2018 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. . Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder fra [landsby], [by], Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv, udover deltagelse i en enkelt demonstration. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet eller dræbt af de iranske myndigheder, dels på baggrund af politiske aktiviteter, dels idet han er konverteret fra islam til kristendommen. Ansøgeren frygter endvidere lokalbefolkningen, idet de har fået kendskab til hans konversion. Ansøgeren har til støtte for asylmotivet henvist til, at han påbegyndte sin værnepligt den [nærmere angivet dato i foråret] 2013, og at værnepligten skulle vare i halvandet år frem til den [nærmere angivet dato i efteråret] 2014. Ved afslutningen af sin værnepligt blev ansøgeren idømt tre måneders forlængelse af værnepligten som straf, idet han nægtede at iføre sig civilt tøj og spionere i de omkringliggende kurdiske byer. Inden afsoningen af de tre måneders ekstra værnepligt afholdt ansøgeren ti dages orlov fra den [nærmere angivet dato i efteråret] 2014. Den […] eller […] [nærmere angivet måned i efteråret 2014] besøgte ansøgeren sammen med en ven universitetet i Orumieh. Foran universitet blev der afholdt en fredelig demonstration for kurdere i Kobane. Ansøgeren og hans ven observerede demonstrationen, da politiet dukkede op og anholdt ansøgeren. Ansøgeren var følgelig tilbageholdt og blev afhørt i tre dage, hvorefter han blev løsladt. To-tre dage efter deltog ansøgeren og hans ven i en anden demonstration til støtte for kurdere i Kobane. Ansøgeren råbte slagord mod regimet under demonstrationen. Da politiet ankom til demonstrationen, lykkedes det ansøgeren at flygte. Ansøgeren opholdt sig følgelig i omkring en uge hos noget familie. Under sit ophold blev ansøgeren ringet op af sin søster, der fortalte ham, at myndighedspersoner havde været på familiens bopæl og spurgt efter ansøgeren. Da ansøgeren ikke havde været der, havde myndighedspersonerne taget ansøgerens far med sig. Faren blev under tilbageholdelsen afhørt og slået. Myndighederne havde endvidere oplyst faren om, at ansøgerens ven, som var blevet anholdt under demonstrationen, var medlem af KDPI. Ansøgeren flygtede efter opholdet hos familien til Tyrkiet og videre gennem Europa. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv vedrørende sin konversion henvist til, at han under sin værnepligt blev bevidst om, at han afviste islam. Under sin flugt op gennem Europa blev ansøgeren bekendt med kristendommen og kristne værdier. Omkring to måneder efter indrejsen i Danmark begyndte ansøgeren at gå i kirke, og modtog senere undervisning samt dåbsundervisning. Den [nærmere angivet dato i foråret] 2017 blev ansøgeren døbt. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om både sit politiske og religiøse asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret konsistent og troværdigt om årsagen til sin flugt fra Iran på grund af sin deltagelse i en politisk demonstration, der udviklede sig til at være regimekritisk, hvorefter hans familie blev opsøgt af myndighederne, der tilbageholdt hans far i flere måneder. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren for nævnet har afgivet en forklaring om begivenhedsforløbet, der fremstår som selvoplevet, og at ansøgeren bliver tydeligt berørt, når han fortæller om sit ophold i arresten efter den første demonstration og tilbageholdelsen af hans far på grund af ansøgerens forhold. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren for nævnet har afgivet en rimelig forklaring på, hvorfor han – der dengang var 19 år – valgte at gå med sin ven [A] til demonstrationen, selv om ansøgeren kort forinden havde været tilbageholdt af myndighederne og været udsat for fysiske overgreb i forbindelse med en demonstration. For så vidt angår ansøgerens konversion til kristendommen har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren efter de foreliggende erklæringer fra blandt andet [navngiven kirke] i [dansk by] og [navngiven menighed] og sin egen forklaring opsøgte den kristne kirke kort efter sin ankomst til Danmark i foråret 2016. Han har herefter deltaget i dåbsundervisning og er blevet døbt den [nærmere angivet dato i foråret] 2017, og han har også under hele sit ophold deltaget regelmæssigt i gudstjenester og andre kristne aktiviteter, herunder Bibel Camping både i sommeren 2016 og 2018. Nævnet bemærker, at ansøgeren opretholdt sin kontakt til kirken både i [dansk by] og [anden dansk by], da han i [nærmere angivet måned i efteråret] 2016 blev flyttet fra asylcenteret i [dansk by] til asylcenteret i [anden dansk by]. Nævnet finder endvidere, at ansøgeren over for nævnet på overbevisende måde har redegjort for, at hans konversion var resultat af en løbende proces, hvor han fik kendskab til de kristne budskaber og oplevede et kristent fællesskab, som efterlevede principperne om næstekærlighed og tilgivelse. Nævnet finder på den baggrund sammenholdt med nævnets indtryk af ansøgeren under nævnsmødet, at ansøgerens konversion til kristendommen er udtryk for en reel, indre overbevisning. Nævnet har endvidere lagt vægt på ansøgerens forklaring om, at han nu missionerer og agter at leve åbent som kristen, hvilket er understøttet af det materiale, som ansøgeren har postet på sin åbne profil på Facebook. Nævnet finder herefter sammenholdt med de foreliggende baggrundsoplysninger, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i konkret og reel risiko for asylbegrundende forfølgelse fra de iranske myndigheder. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2018/356/MJM
Nævnet meddelte i oktober 2018 opholdstilladelse (K -status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tyrker og kristen af religiøs overbevisning fra Shiraz, Fars, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter sin kusines far. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af de iranske myndigheder ved en tilbagevenden til Iran. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han sammen med sin kusine [A] i [sommeren] 2013 udrejste af Iran til Tyrkiet, idet hun ikke ønskede at indgå i et af hendes far planlagt ægteskab og derfor havde bedt ansøgeren om hjælp. De to tog ophold i den tyrkiske by Kaysari, hvor [A] blev indkvarteret via FN, mens ansøgeren fandt en bolig gennem en ejendomsmægler. I løbet af sit ophold i Tyrkiet modtog ansøgeren en skriftlig og en telefonisk trussel, idet han alene anmeldte sidstnævnte til det tyrkiske politi. Ansøgeren formoder, at begge trusler var fra [A]’s familie. Under en samtale med FN overhørte ansøgeren endvidere nogle medarbejdere tale om, at Interpol ledte efter ansøgeren og hans kusine. Efter omkring ni måneder kom [A]’s far uden ansøgerens viden til Tyrkiet og tog hende med tilbage til Iran. Faren er nu ude efter at skade ansøgeren, da ansøgeren ved at tage sin kusine med til Tyrkiet har krænket dennes families ære. Efter ansøgerens udrejse har de iranske myndigheder opsøgt ansøgerens familie og afhørt ansøgerens far. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv endvidere oplyst, at han er konverteret til kristendommen, og at han frygter, at [A]’s far har fortalt herom til de iranske myndigheder. Ansøgerens interesse for kristendommen blev vakt under opholdet i Tyrkiet, hvor han boede sammen med to kristne iranere, som tog ham med i kirke et par gange. Efter omkring fire til fem måneder i Tyrkiet begyndte ansøgeren regelmæssigt at gå i kirke, og i starten af september 2015 blev han døbt. Omkring to måneder efter sin indrejse i Danmark fortalte ansøgeren om sin konvertering til sin familie, der imidlertid allerede var blevet informeret herom af ansøgerens kusines familie. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren allerede ved første kontakt med de danske myndigheder har angivet at være konverteret til kristendommen. Det bemærkes endvidere, at ansøgeren i Danmark har deltaget i kristne aktiviteter i betydeligt omfang og for nævnet har vist et ikke ubetydeligt kendskab til den kristne religion samt forklaret om sin baggrund for konverteringen. Uanset visse divergenser i ansøgerens forklaringer findes der ikke alene ud fra en vurdering af ansøgerens generelle troværdighed grundlag for at fastslå, at ansøgerens konvertering ikke er reel. Ansøgeren har forklaret, at han ved tilbagevenden til Iran føler sig kaldet til at udbrede den kristne tro. Endvidere bemærkes, at ansøgeren har oplyst, at hans kusines far har kendskab til konverteringen og må være stærkt tilskyndet til at anmelde denne til myndighederne i Iran. På denne baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2018/355/TLNJ
Nævnet stadfæstede i oktober 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser og kristen af religiøs overbevisning fra [landsby] i Teheran, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel af de iranske myndigheder. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han er konverteret til kristendommen. Ansøgerens første møde med kristendommen fandt sted, da han en dag sammen med sine venner [A] og [B] blev opsøgt af sin storebrors ven [C], som gav dem en bog om Jesus’ liv. Omkring halvanden måned senere begyndte ansøgeren sammen med sine to venner at mødes med [C] i kulturhuset [by], hvor [C] fortalte om sine erfaringer som kristen, og hvor ansøgeren modtog undervisning i kristendommen. Ansøgeren begyndte senere at komme i en hjemmekirke, som han i alt har besøgt fire gange. En dag, da ansøgeren og [C] var på vej til hjemmekirken, modtog [C] et opkald fra en ven, som fortalte, at han havde set [A] og [B] blive fulgt ud af hjemmekirken af efterretningstjenesten. Ansøgeren tog herefter først hjem til sin søster, som lånte ham en sum punge, og derfra videre med bus til byen [by]. Ansøgeren fortalte både sin søster og senere sin far, at han var konverteret til kristendommen, og at han var kommet i en hjemmekirke, som var blevet stormet af myndighederne. Efter opfordring fra sin far tog ansøgeren dernæst til [by], hvor han opholdt sig hos sin fars ven i to måneder inden sin udrejse af Iran. Ansøgeren har videre oplyst, at han siden sin udrejse gennem sin bror [D] er blevet bekendt med, at hans forældre er blevet afhørt af de iranske myndigheder. Ansøgeren har endelig oplyst, at han siden sin indrejse i Danmark har missioneret og er blevet døbt. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund, idet den på væsentlige punkter indeholder divergenser og udbygninger, også i relation til det af ansøgeren udfyldte asylskema. Han er således blandt andet fremkommet med divergerende oplysninger i relation til, om han har besøgt en enkelt huskirke fire gange, eller om han ugentligt over en periode på ét år har besøgt forskellige huskirker. Endvidere bemærkes, at ansøgeren hverken i sit asylskema eller til oplysnings- og motivsamtalen har omtalt, at hans bopæl skulle være blevet opsøgt af efterretningstjenesten, og i sin asylsamtale og for nævnet har forklaret divergerende og udbyggende om tidspunkter og antal af opsøgninger, ligesom han først for nævnet har nævnt, at forældrene skulle være blevet tilbageholdt i 12 dage. Nævnet finder ikke, at ansøgerens konvertering er reel. I den forbindelse er henset til det ovenfor anførte om ansøgerens generelle troværdighed til oplysningen om, at han skulle være konverteret tre dage efter at være blevet introduceret til kristendommen og til, at han ikke overbevisende findes at have redegjort for sin afklaringsproces i forbindelse med konverteringen. Hans aktiviteter på de sociale medier med kristent indhold findes ikke at have gjort ham asylbegrundende profilleret i relation til de iranske myndigheder. I den forbindelse bemærkes yderligere, at han har forklaret divergerende om, hvorvidt han søgte at skjule sin identitet på disse medier. Herefter finder nævnet efter en samlet vurdering ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/354/TLNJ
Nævnet stadfæstede i oktober 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk azari fra Teheran, Iran. Ansøgeren bekender sig ikke til en trosretning, og han har ikke været medlem af religiøse foreninger eller organisationer. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive udsat for repressalier fra myndighederne, fordi han har været politisk aktiv, idet han har udført antireligiøse aktiviteter. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han i 2003 eller 2004 begyndte at skrive digte, som han offentliggjorde på internettet. Herudover begyndte han at uploade bøger i pdf-format på forskellige blogs samt uddele film, dokumentarer og CD’er. Fra 2011 begyndte ansøgeren at offentliggøre lydfiler af ulovlige bøger på internettet. Aktiviteterne blev udført sammen med ansøgerens bror og søster, henholdsvis [A] og [B]. [Ultimo] 2015 opsøgte søsteren ansøgeren og hans brors fælles bopæl, fordi hun havde haft et skænderi med sin ægtefælle. Kort tid efter opsøgte søsterens ægtefælle også bopælen. Under besøget sagde ægtefællen, at han kendte til ansøgerens aktiviteter på internettet, og han truede med at oplyse myndighederne herom, ligesom han truede med at oplyse myndighederne om, at søsteren havde interesseret sig for zarathustrismen. Parterne kom op at skændes, og naboerne måtte skille dem ad. Herefter forlod ægtefællen bopælen. Umiddelbart efter skænderiet tog ansøgeren, [A] og [B] hen til deres søster, hvor ansøgeren blev ringet op af søsterens ægtefælle, der fremsatte yderligere trusler. To til tre dage herefter udrejste ansøgeren og hans søskende legalt af Iran. Under deres ophold i Tyrkiet blev ansøgeren kontaktet af brødrenes udlejer, der oplyste, at deres bopæl var blevet ransaget af myndighederne. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgeren har forklaret udbyggende, usikkert og utroværdigt om helt centrale punkter for sit asylmotiv, hvorfor forklaringen fremstår som konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgerens generelle troværdighed er svækket ved, at der på ansøgerens mobiltelefon er fundet flere lydfiler, hvorpå ansøgeren og hans to søskende instrueres i, hvad de skal forklare. Det forhold, at der muligt er mindre unøjagtigheder i oversættelserne ændrer ikke på den samlede vurdering af, at der er tale om en instruktion til ansøgerne i, hvad de skal forklare til udlændingemyndighederne. Dette støttes også af, at ansøgerne – efter at være blevet instrueret – på flere punkter har ændret forklaring i overensstemmelse med instruktionen. Ansøgerens bror har således f.eks. ændret forklaring om, hvordan han skaffede penge til flugten, idet han først forklarede, at han også lånte penge til flugten, mens han – efter at have deltaget i de samtaler, der er lydoptaget - senere forklarede til Udlændingestyrelsen, at alle pengene var opsparet. Endvidere er lydfilerne blevet oversat af både Udlændingestyrelsen og politiet, og det samlede indtryk af begge oversættelser er, at der er tale om en instruktion i, hvad der skulle forklares. Ansøgeren og begge hans søskende har forklaret udbyggende om deres politiske aktiviteter i Iran. Ansøgeren har således først under den anden samtale med Udlændingestyrelsen forklaret om omfattende systemkritisk aktivitet på internetplatformen Telegram, og ansøgerens bror har først for Flygtningenævnet forklaret, at han i Iran uploadede en bog […], som han selv har forfattet, selv om han i detaljer for Udlændingestyrelsen har forklaret om, hvilke uploades af andres bøger, han lavede i Iran. Endvidere har ansøgerens søster først under Flygtningenævnets behandling af sagen forklaret om et billede med stærkt systemkritisk indhold, som hun angiveligt skulle have malet og uploadet i Iran, og som skulle have medført, at hun har modtaget alvorlige trusler. Det bemærkes, at ansøgerens søster i sit asylskema som eget asylmotiv kun har henvist til sin frygt for ægtefællen, der truede med at angive hende for at ville skifte religion. Ansøgeren og hans bror har endvidere forklaret divergerende om, hvorvidt de har adgang til de opslag, som de i Iran lavede på internetplatformen Telegram, idet ansøgeren har forklaret, at han ikke længere har adgang til disse opslag, mens ansøgerens bror har forklaret, at ansøgeren fortsat har adgang til disse opslag, men at han ikke selv har. Det bemærkes, at ansøgeren svarede usikkert og afglidende på detaljerede spørgsmål herom. Ansøgeren har yderligere forklaret, at han og hans bror under deres flugt medbragte en lang række lydfiler med systemkritiske lydbøger på deres mobiltelefoner, hvilket ikke er troværdigt henset til, at flugten angiveligt skete, fordi de frygtede de iranske myndigheder på grund af myndighedernes kendskab til ansøgeren og hans søskendes aktiviteter, og at de alligevel udrejste på eget pas medbringende mobiltelefonerne med lydfilerne. Sammenfattende kan Flygtningenævnet således ikke lægge ansøgeren og hans søskendes forklaringer om deres systemkritiske aktiviteter i Iran til grund, hvorfor ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han som følge af egne eller sine søskendes aktiviteter i Iran er i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Det forhold, at ansøgeren og hans søskende for Flygtningenævnet har fremlagt en række kopier af blandt andet screenshots fra sociale medier, hvoraf det angiveligt skulle fremgå, at ansøgerne under deres ophold i Danmark har uploadet en række dokumenter, bøger mv. med systemkritisk indhold, kan ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren og hans søskende ikke har sandsynliggjort, at de – der som følge af det ovenfor anførte ikke var profileret ved udrejsen af Iran – med de uploads, de har foretaget efter ankomsten til Danmark, har profileret sig i forhold til de iranske myndigheder på en sådan måde, at dette kan begrunde asyl. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2018/353/thv
Nævnet stadfæstede i oktober 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk azari fra Teheran, Iran. Ansøgeren bekender sig ikke til en trosretning, og hun har ikke været medlem af religiøse foreninger eller organisationer. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive udsat for repressalier fra myndighederne, fordi hun har udført aktiviteter, der skulle oplyse kvinder om deres rettigheder, samt samarbejdet med sine brødre om offentliggørelse af islam- og regimekritiske bøger på internettet. Ansøgeren har også henvist til, at hun frygter, at hendes ægtefælle, der er ansat ved efterretningstjenesten, vil anmelde hende til myndighederne eller udsætte hende for overgreb. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at hendes bror [A] begyndte at offentliggøre islamkritiske bøger på internettet i 2003, og at ansøgeren bistod ham ved at scanne bøgerne ind. Senere samme år begyndte ansøgeren at skrive bogtekster, som derefter blev lagt på nettet af [A]. I 2006 begyndte ansøgerens anden bror [B] ligeledes at deltage i aktiviteterne. I 2011 begyndte ansøgeren og hendes søskende at indtale bøger som lydfiler og lægge filerne på det sociale medie Telegram sammen med andre, der også var en del af en gruppe, som var oprettet til samme formål af [A]. [Ultimo] 2015 opstod et skænderi mellem ansøgeren og hendes ægtefælle, der beskyldte hende for ikke længere at ville være muslim. Herefter søgte ansøgeren tilflugt på hendes brødres bopæl. Ægtefællen opsøgte imidlertid brødrenes bopæl cirka en time efter ansøgerens ankomst og truede med at afsløre ansøgeren og hendes brødres ulovlige aktiviteter. Da ægtefællen havde forladt brødrenes bopæl, rejste ansøgeren og hendes brødre til landsbyen […], hvor deres søster boede. Mens de opholdt sig hos søsteren, blev [A] ringet op af ansøgerens ægtefælle, der fremsatte yderligere trusler. Samme dag udrejste ansøgeren og hendes brødre legalt af Iran til Tyrkiet, hvor [A] fortalte ansøgeren, at brødrenes bopæl og arbejdsplads efter udrejsen var blevet ransaget af myndighederne. Herudover har ansøgeren oplyst, at hun i 2016 blev medlem af organisationen [X], og at hun på Facebook er ansvarlig for afdelingen, der kæmper for kvinders rettigheder. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Iran er i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet henviser herved til det, der er anført i ansøgerens bror, [A’s], afgørelse af dags dato, hvori det hedder: ”Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgeren har forklaret udbyggende, usikkert og utroværdigt om helt centrale punkter for sit asylmotiv, hvorfor forklaringen fremstår som konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgerens generelle troværdighed er svækket ved, at der på ansøgerens mobiltelefon er fundet flere lydfiler, hvorpå ansøgeren og hans to søskende instrueres i, hvad de skal forklare. Det forhold, at der muligt er mindre unøjagtigheder i oversættelserne ændrer ikke på den samlede vurdering af, at der er tale om en instruktion til ansøgerne i, hvad de skal forklare til udlændingemyndighederne. Dette støttes også af, at ansøgerne – efter at være blevet instrueret – på flere punkter har ændret forklaring i overensstemmelse med instruktionen. Ansøgerens bror har således f.eks. ændret forklaring om, hvordan han skaffede penge til flugten, idet han først forklarede, at han også lånte penge til flugten, mens han – efter at have deltaget i de samtaler, der er lydoptaget - senere forklarede til Udlændingestyrelsen, at alle pengene var opsparet. Endvidere er lydfilerne blevet oversat af både Udlændingestyrelsen og politiet, og det samlede indtryk af begge oversættelser er, at der er tale om en instruktion i, hvad der skulle forklares. Ansøgeren og begge hans søskende har forklaret udbyggende om deres politiske aktiviteter i Iran. Ansøgeren har således først under den anden samtale med Udlændingestyrelsen forklaret om omfattende systemkritisk aktivitet på internetplatformen Telegram, og ansøgerens bror har først for Flygtningenævnet forklaret, at han i Iran uploadede en bog[…], som han selv har forfattet, selv om han i detaljer for Udlændingestyrelsen har forklaret om, hvilke uploades af andres bøger, han lavede i Iran. Endvidere har ansøgerens søster først under Flygtningenævnets behandling af sagen forklaret om et billede med stærkt systemkritisk indhold, som hun angiveligt skulle have malet og uploadet i Iran, og som skulle have medført, at hun har modtaget alvorlige trusler. Det bemærkes, at ansøgerens søster i sit asylskema som eget asylmotiv kun har henvist til sin frygt for ægtefællen, der truede med at angive hende for at ville skifte religion. Ansøgeren og hans bror har endvidere forklaret divergerende om, hvorvidt de har adgang til de opslag, som de i Iran lavede på internetplatformen Telegram, idet ansøgeren har forklaret, at han ikke længere har adgang til disse opslag, mens ansøgerens bror har forklaret, at ansøgeren fortsat har adgang til disse opslag, men at han ikke selv har. Det bemærkes, at ansøgeren svarede usikkert og afglidende på detaljerede spørgsmål herom. Ansøgeren har yderligere forklaret, at han og hans bror under deres flugt medbragte en lang række lydfiler med systemkritiske lydbøger på deres mobiltelefoner, hvilket ikke er troværdigt henset til, at flugten angiveligt skete, fordi de frygtede de iranske myndigheder på grund af myndighedernes kendskab til ansøgeren og hans søskendes aktiviteter, og at de alligevel udrejste på eget pas medbringende mobiltelefonerne med lydfilerne. Sammenfattende kan Flygtningenævnet således ikke lægge ansøgeren og hans søskendes forklaringer om deres systemkritiske aktiviteter i Iran til grund, hvorfor ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han som følge af egne eller sine søskendes aktiviteter i Iran er i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Det forhold, at ansøgeren og hans søskende for Flygtningenævnet har fremlagt en række kopier af blandt andet screenshots fra sociale medier, hvoraf det angiveligt skulle fremgå, at ansøgerne under deres ophold i Danmark har uploadet en række dokumenter, bøger mv. med systemkritisk indhold, kan ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren og hans søskende ikke har sandsynliggjort, at de – der som følge af det ovenfor anførte ikke var profileret ved udrejsen af Iran – med de uploads, de har foretaget efter ankomsten til Danmark, har profileret sig i forhold til de iranske myndigheder på en sådan måde, at dette kan begrunde asyl.” Det forhold, at ansøgeren angiveligt er medlem af foreningen [X] kan af de samme grunde ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2018/352/thv
Nævnet stadfæstede i oktober 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk azari fra Teheran, Iran. Ansøgeren bekender sig ikke til en trosretning, og han har ikke været medlem af religiøse foreninger eller organisationer. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive anholdt, tortureret eller slået ihjel af myndighederne, fordi han har offentliggjort og distribueret ulovligt materiale. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han i 2005 eller 2006 begyndte at låne sine søskendes ulovlige bøger ud til sine nære venner. I 2007 begyndte ansøgeren at videreformidle ulovlige bøger, lydfiler, CD’er og dokumentarfilm. Materialet blev i begyndelsen videreformidlet i fysisk form og sidenhen udelukkende på sociale medier på internettet. Aktiviteterne blev udført sammen med ansøgerens bror og søster, henholdsvis [A] og [B]. [Ultimo] 2015 opsøgte [B] og hendes ægtefælle ansøgeren og [A’s] fælles bopæl. Parret skændtes om [B’s] medvirken til videreformidling af ulovligt materiale, og de bad ansøgeren og [A] om at mægle mellem dem. Under besøget sagde søsterens ægtefælle imidlertid, at han ville informere myndighederne om ansøgeren og [A’s] ulovlige aktiviteter. Dagen efter skænderiet udrejste ansøgeren og hans søskende legalt af Iran. Ansøgeren har desuden oplyst, at de tre søskende havde aftalt, at [B] skulle vise interesse for zarathustrianismen, så hendes ægtefælle ikke ville opdage, at de videreformidlede ulovligt materiale. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran er i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet henviser herved til det, der er anført i ansøgerens brors afgørelse af dags dato, hvori det hedder: ”Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgeren har forklaret udbyggende, usikkert og utroværdigt om helt centrale punkter for sit asylmotiv, hvorfor forklaringen fremstår som konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgerens generelle troværdighed er svækket ved, at der på ansøgerens mobiltelefon er fundet flere lydfiler, hvorpå ansøgeren og hans to søskende instrueres i, hvad de skal forklare. Det forhold, at der muligt er mindre unøjagtigheder i oversættelserne ændrer ikke på den samlede vurdering af, at der er tale om en instruktion til ansøgerne i, hvad de skal forklare til udlændingemyndighederne. Dette støttes også af, at ansøgerne – efter at være blevet instrueret – på flere punkter har ændret forklaring i overensstemmelse med instruktionen. Ansøgerens bror har således f.eks. ændret forklaring om, hvordan han skaffede penge til flugten, idet han først forklarede, at han også lånte penge til flugten, mens han – efter at have deltaget i de samtaler, der er lydoptaget - senere forklarede til Udlændingestyrelsen, at alle pengene var opsparet. Endvidere er lydfilerne blevet oversat af både Udlændingestyrelsen og politiet, og det samlede indtryk af begge oversættelser er, at der er tale om en instruktion i, hvad der skulle forklares. Ansøgeren og begge hans søskende har forklaret udbyggende om deres politiske aktiviteter i Iran. Ansøgeren har således først under den anden samtale med Udlændingestyrelsen forklaret om omfattende systemkritisk aktivitet på internetplatformen Telegram, og ansøgerens bror har først for Flygtningenævnet forklaret, at han i Iran uploadede en bog […] som han selv har forfattet, selv om han i detaljer for Udlændingestyrelsen har forklaret om, hvilke uploades af andres bøger, han lavede i Iran. Endvidere har ansøgerens søster først under Flygtningenævnets behandling af sagen forklaret om et billede med stærkt systemkritisk indhold, som hun angiveligt skulle have malet og uploadet i Iran, og som skulle have medført, at hun har modtaget alvorlige trusler. Det bemærkes, at ansøgerens søster i sit asylskema som eget asylmotiv kun har henvist til sin frygt for ægtefællen, der truede med at angive hende for at ville skifte religion. Ansøgeren og hans bror har endvidere forklaret divergerende om, hvorvidt de har adgang til de opslag, som de i Iran lavede på internetplatformen Telegram, idet ansøgeren har forklaret, at han ikke længere har adgang til disse opslag, mens ansøgerens bror har forklaret, at ansøgeren fortsat har adgang til disse opslag, men at han ikke selv har. Det bemærkes, at ansøgeren svarede usikkert og afglidende på detaljerede spørgsmål herom. Ansøgeren har yderligere forklaret, at han og hans bror under deres flugt medbragte en lang række lydfiler med systemkritiske lydbøger på deres mobiltelefoner, hvilket ikke er troværdigt henset til, at flugten angiveligt skete, fordi de frygtede de iranske myndigheder på grund af myndighedernes kendskab til ansøgeren og hans søskendes aktiviteter, og at de alligevel udrejste på eget pas medbringende mobiltelefonerne med lydfilerne. Sammenfattende kan Flygtningenævnet således ikke lægge ansøgeren og hans søskendes forklaringer om deres systemkritiske aktiviteter i Iran til grund, hvorfor ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han som følge af egne eller sine søskendes aktiviteter i Iran er i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Det forhold, at ansøgeren og hans søskende for Flygtningenævnet har fremlagt en række kopier af blandt andet screenshots fra sociale medier, hvoraf det angiveligt skulle fremgå, at ansøgerne under deres ophold i Danmark har uploadet en række dokumenter, bøger mv. med systemkritisk indhold, kan ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren og hans søskende ikke har sandsynliggjort, at de – der som følge af det ovenfor anførte ikke var profileret ved udrejsen af Iran – med de uploads, de har foretaget efter ankomsten til Danmark, har profileret sig i forhold til de iranske myndigheder på en sådan måde, at dette kan begrunde asyl.” Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2018/351/thv
Nævnet stadfæstede i oktober 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt tre børn fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etnisk kurdere og yarsan af trosretning. Den mandlige ansøger er Sarpol-e Zahab, Kermanshah, Iran. Den kvindelige ansøger er Kefri, Kermanshah, Iran. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel af myndighederne, idet han gav mad og vand til KDPI-medlemmer. Til støtte for sit asylmotiv har den mandlige ansøger oplyst, at han [i foråret] 2015 blev opsøgt af omkring seks personer, mens ansøgeren sad og spiste aftensmad med sin nabo Kian Nozari i det telt, som lå ved ansøgerens biavl. Personerne oplyste, at de var fra KDPI og bad om mad og vand. Ansøgeren og naboen gav personerne mad og vand. Ansøgeren blev efterfølgende opsøgt tre gange på lignende måde af folk fra KDPI. Naboen var til stede i alt to af gangene. KDPI-folkene fik mad og brød hver gang. Han gav personerne det, han kunne undvære. Ansøgeren blev ringet op af sin nabo, Vali Gholam, [i efteråret] 2015, da ansøgeren var på vej hen til sin morbror på motorcykel. Naboen sagde, at der var flere militærkøretøjer ved ansøgerens biavl. Ansøgeren bad naboen om at undersøge det nærmere. Efter en halv time ringede ansøgeren til naboen igen. Naboen sagde, at Kian var blevet anholdt, og myndighederne havde taget ansøgerens bil. Ansøgeren tog til sin morbror, hvor han overnattede. Morbrorens søn, Jalil Razari, kørte næste morgen forbi ansøgerens biavl i traktor og så, at biavlen var brændt ned, og at der var soldater til stede. Ansøgeren og familien udrejse [i efteråret] 2015 af deres hjemby. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun vend tilbagevenden til Iran frygter, at hendes ægtefælle vil blive fængslet, tortureret eller slået ihjel af myndighederne. Til støtte for sit asylmotiv har den kvindelige ansøger henvist til sin ægtefælles konflikt med de iranske myndigheder. Flygtningenævnet kan ikke lægge den mandlige ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet nævnet finder, at forklaringen fremstår utroværdig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet lægger vægt på, at forklaringen overordnet fremstår usandsynlig. Det er således ikke overbevisende, at den mandlige ansøger, som ikke var politisk aktiv, skulle have indvilliget i at give peshmergaer fra KDPI mad og drikke ved flere lejligheder, når det henses til, at den mandlige ansøger var bekendt med, at den iranske efterretningstjeneste var til stede i området, hvor den mandlige ansøger opholdt sig. Nævnet er opmærksom på, at den mandlige ansøger har forklaret, at han var bange som følge af, at han 10 år tidligere var blevet beskudt, og at mændene var bevæbnede, men nævnet finder under hensyn til den mandlige ansøgers forklaring om mændene fra KDPI’s optræden, herunder at de ikke truede ham, at denne forklaring ikke kan føre til en anden vurdering. Desuden fremstår den kvindelige ansøgers manglende kendskab til sin mands asylmotiv, navnlig i samtalerne med Udlændingestyrelsen, bemærkelsesværdig. Flygtningenævnet lægger videre vægt på, at den mandlige ansøger har forklaret divergerende på centrale punkter. Til oplysnings- og motivsamtalen [i starten af] 2016 forklarede den mandlige ansøger, at han blev ringet op, da han kørte på motorcykel, af Vali Gholami, der fortalte, at der var mange biler ved den mandlige ansøgers biavl. Den mandlige ansøger forklarede videre, at han efter samtalen slukkede sin mobiltelefon, fordi han var bange for, at nogen kunne finde ham, og at han efter en times venten tog hen til sin morbror, hvor han fra en lånt telefon ringede til Vali Gholam igen. Til asylsamtalen [i vinteren] 2016 forklarede den mandlige ansøger, at han, efter at have talt med Vali Gholam, ventede en halv time, hvorefter han ringede til Vali Gholam igen, inden han slukkede sin telefon og tog sim-kortet ud og tog hen til sin morbror. For nævnet har den mandlige ansøger gentaget sin forklaring fra asylsamtalen med den tilføjelse, at han også knækkede sim-kortet. Endvidere lægger Flygtningenævnet vægt på, at den mandlige ansøger har forklaret forskelligt om, hvem han lånte telefonen af hos sin morbror. Til oplysnings- og motivsamtalen forklarede den mandlige ansøger, at han lånte telefonen af sin morbror, mens han til asylsamtalen forklarede, at han lånte telefonen af sin fætter Jalil Razari. Flygtningenævnet er opmærksom på, at den mandlige ansøger har henvist til fejl i referaterne af samtalerne med Udlændingestyrelsen som forklaring på divergenserne, men nævnet finder henset til, at ansøgeren har fået samtalerne oversat og er fremkommet med rettelser til referaterne, at dette ikke kan føre til en anden vurdering. Yderligere lægger Flygtningenævnet vægt på, at ansøgerne for nævnet har forklaret forskelligt om, hvornår den kvindelige ansøger blev klar over, at ansøgerne skulle forlade Iran, hvorfor den kvindelige havde ansøgerens penge med hjem til hendes forældre, og om hvor mange penge den kvindelige ansøger havde med. Flygtningenævnet finder i øvrigt, at den kontakt, som den mandlige ansøger har haft med de iranske myndigheder i anledningen af, at han for omkring 11 år siden blev skudt på og ramt i foden, er en afsluttet episode. Flygtningenævnet finder i øvrigt, at det svækker den mandlige ansøgers generelle troværdighed, at han i asylsamtalen udbyggende forklarede, at beslutningen om at udrejse af Iran også var begrundet i den forskelsbehandling, som kurdere og personer af yaresan-troen oplever i Iran, henset til, at den mandlige ansøger forklarede herom til oplysnings- og motivsamtalen. Til denne samtale henviste han til de generelle forhold for kurdere og yaresan-troende for at forklare, at det er langt værre, når kurdere og yaresan-troende kommer i myndighedernes søgelys. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at den mandlige ansøger ikke har sandsynliggjort, at han forud for udrejsen fra Iran er kommet i et asylbegrundende modsætningsforhold til de iranske myndigheder. Spørgsmålet er herefter, om den mandlige ansøger ved sin deltagelse i en demonstration i [foråret] 2017 foran [en bygning] i København, og en demonstration [i vinteren] 2018 foran [en bygning] i Danmark med regimekritiske ytringer, er kommet er kommet i et sådant modsætningsforhold til de iranske myndigheder, at han ved en tilbagevenden til Iran risikerer asylbegrundende forfølgning, jf. udlændingelovens § 7. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet, at den mandlige ansøger ikke har sandsynliggjort, at han ved sin deltagelse i demonstrationerne er kommet er kommet i de iranske myndigheders søgelys på en sådan måde, at han ved en tilbagevenden til Iran risikerer forfølgelse eller at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet lægger vægt på, at den mandlige ansøger ikke ved sin udrejse af Iran var profileret i forhold til de iranske myndigheder. Nævnet lægger herved vægt på, at den mandlige ansøger ikke har sandsynliggjort, at han er blevet kontaktet af de iranske myndigheder omkring to år før ansøgernes udrejse i anledning af ansøgerens brors deltagelse i en demonstration i Danmark mod det iranske regime. Flygtningenævnet lægger i den forbindelse vægt på, at den mandlige ansøgers generelle troværdighed efter det ovenfor anførte er svækket, og på at den mandlige ansøgers forklaring om denne kontakt med myndighederne ikke støttes af den kvindelige ansøgers forklaring. Nævnet er opmærksom på, at den mandlige ansøger har oplyst, at fotos med ham fra demonstrationen foran Udlændingestyrelsen findes på Yaresan-organisationens hjemmeside, men nævnet finder ikke, at dette kan føre til en anden vurdering. Endelig bemærkes, at forholdene for yaresan-troende i Iran ikke kan begrunde opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 7. På denne baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at den mandlige ansøger ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i en risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Da den kvindelige ansøgers asylmotiv knytter sig til den mandlige ansøgeres asylmotiv, finder Flygtningenævnet som følge af ovenstående, at der ikke er grundlag for at meddele den kvindelige ansøger opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelser.” Iran/2018/350/FAM
Nævnet hjemviste i oktober 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og ateist fra Iran. Ansøgeren sympatiserer med Komola og har delt opdateringer om partiet. Efter sin ankomst til Danmark har ansøgeren deltaget i et Komola-seminar og lagt politiske opslag og billeder op på facebook, instagram og telegram. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet i mange år, fordi han er ateist, og fordi han har delt oplysninger om Komola og pershmerga-billeder på sociale medier. Han frygter også sin farbrors barnebarn, [A], og hendes familie, fordi han har haft et hemmeligt forhold til [A], som blev opdaget. [A]s familie har truet med at angive ansøgeren til myndighederne på grund af hans religiøse og politiske tilhørsforhold. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at han begyndte at være politisk aktiv i [sommeren] 2014. Hans aktiviteter bestod i at lægge fire til fem billeder af peshmergaer med et kurdisk flag på sin side på appen Bitalk. Han skrev en kort forklaring til billederne. På Bitalk havde han cirka 200 forbindelser, hvoraf han kendte identiteten på omkring 30 af dem. Hans motivation for at lægge billederne op var, at peshmergaerne kæmper for kurdernes rettigheder. Omkring en måned efter det første opslag på Bitalk blev han tilbageholdt af efterretningstjenesten. Han blev opsøgt på sin bopæl tidligt om morgenen. Han fik bind for øjnene og blev kørt til et ukendt sted og tilbageholdt i tre dage, hvor han blev udsat for fysiske overgreb. Personerne, som tilbageholdte ansøgeren, ville have oplysninger om Komola. Ansøgerens far fik ham løsladt, fordi han havde en bekendt i efterretningstjenesten. I [slutningen af] 2015 eller [starten af] 2016 deltog ansøgeren i et seminar i Danmark afholdt af Komola. Han har også lagt billeder af peshmergaer op på sociale medier. På telegram har han en lukket gruppe, hvor han deler informationer om ligestilling, menneskerettigheder og ateisme. I forhold til sin konflikt med [A]s familie har ansøgeren forklaret, at ansøgerens familie og hans farbror [B]s familie ikke havde et godt forhold, idet de støttede det iranske regime, og ansøgerens familie støttede kurdernes rettigheder. Ansøgerens bror, [C], var gift med farbrorens anden datter, [D], idet han delte deres politiske overbevisning og var med i Basij. Ansøgeren mødte [A] til en familiesammenkomst i begyndelsen af [foråret] 2013. I sommeren 2015 bad ansøgerens far om [A]s hånd på ansøgerens vegne, men de fik afslag, idet [A]s familie ikke brød sig om hans politiske og religiøse overbevisning. Ansøgerens far friede igen efter et par uger, men de fik igen afslag. Ansøgeren blev ved med at ses med [A]. En dag hjemme hos ansøgerens bror kom [A]s farbror og så dem. Ansøgeren flygtede ud gennem bagdøren og ringede til sin ven, som kom og hentede ham. Ansøgeren blev kørt hjem til sine bedsteforældre, hvor han opholdt sig i 14 dage, indtil han udrejste af Iran. Ansøgeren har ydermere forklaret, at han har øget sin aktivitet på Telegram efter, at han er kommet til Danmark. Idet ansøgeren under nævnsmødet har fremlagt udskrifter af sin kommunikation på Telegram, hvor han– i modsætning til, hvad han har oplyst under tidligere samtaler med Udlændingestyrelsen – optræder under sit fulde navn og med angiveligt i visse tilfælde mere end 600.000 læsere, finder Flygtningenævnet, at nævnet ikke har tilstrækkeligt grundlag for at vurdere, hvorvidt ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran risikerer forfølgelse. Nævnet hjemviser derfor sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på nærmere oplysninger om ansøgerens profil på det sociale medie Telegram, herunder indholdet og hvem der har adgang til at gøre sig bekendt med det.” iran/2018/349/SLH
Nævnet stadfæstede i oktober 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og tidligere sunni-muslim fra Iran. Ansøgeren har oplyst, at han nu er kristen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder, idet de mistænker ham for at have hjulpet regimekritiske partier. Ansøgeren har videre henvist til, at han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at han en dag blev opsøgt af fire mænd, som var politisk aktive, da han passede sine dyr. Mændene bad om mad, hvilket ansøgeren gav dem. Han tog hjem for at hente mere mad. Ansøgerens mor spurgte, hvem maden var til, og ansøgeren svarede, at det var til de andre fårehyrder. Da ansøgeren kom tilbage, blev han opsøgt af en af de politisk aktive mænd. Pludselig blev de beskudt og som følge heraf flygtede ansøgeren på sin hest. Ansøgeren red hen til en ven, som kontaktede ansøgerens farbror, som hjalp ansøgeren ud af landet. Da ansøgeren kom til Danmark, besluttede han en dag at tage i kirke sammen med tre andre fra centeret. I kirken blev han introduceret for et undervisningsprogram, og han besluttede sig for at skifte religion fra islam til kristendommen. To måneder efter blev han døbt. Flygtningenævnet kan efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring ikke lægge til grund, at han ved en tilbagevenden til Iran risikerer at blive dræbt eller på anden, asylbegrundende måde efterstræbt som følge af en konflikt med de iranske myndigheder eller som følge af, at ansøgeren i Danmark er konverteret til kristendommen. Nævnet kan således ikke lægge til grund, at ansøgeren er forfulgt af de iranske myndigheder som følge af, at han er blevet opsøgt af politisk aktive mænd. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren under sine samtaler med Udlændingestyrelsen og under nævnsmødet har forklaret divergerende om helt centrale detaljer af asylmotivet. Under samtalen [i sommeren] 2017 forklarede han således, at han havde været tilbage i bjergene med dyrene en til to timer, da en af mændene kom hen til ham, og han var ved at give mad til denne mand, da han hørte en masse skud. Under nævnsmødet har han derimod indledningsvis forklaret, at da han kom tilbage, begyndte han at tænde bålet igen, da han hørte skud og flygtede, og at kurderne var længere væk, og at han ikke nåede at give dem mad. Adspurgt har han bekræftet denne forklaring, indtil han er foreholdt forklaringen [fra sommeren] 2017, hvorefter han har ændret forklaringen til, at en af mændene fik mad. Da ansøgeren under nævnsmødet udtrykkeligt er adspurgt til sin hukommelse om forløbet, finder nævnet, at dette ikke alene kan begrundes i hukommelsesproblemer. Ansøgerens forklaring om dette asylmotiv fremstår derfor konstrueret til lejligheden og dermed utroværdig. For så vidt angår ansøgerens konversion til kristendommen finder nævnet, at ansøgerens dåb ikke er udtryk for en reel, indre overbevisning af religiøs karakter. Nævnet har herved navnlig lagt vægt på, at ansøgeren ikke på overbevisende måde over for nævnet har kunnet redegøre for sine bevæggrunde for konversionen til kristendommen og alene i generelle termer har kunnet forklare om sit forhold til kristendommen. Hertil kommer, at ansøgeren til samtalen [i sommeren] 2017 ikke oplyste om dåben, der fandt sted to en halv måned tidligere, men oplyste i stedet at være sunnimuslim, lige som ansøgeren ikke kunnet angive datoen for sin dåb. Det kan ikke ændre ved nævnets vurdering, at ansøgeren eventuelt er indgået i et fællesskab omkring kirkelige aktiviteter i Danmark. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved tilbagevenden til Iran risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2018/348/SLH
Nævnet stadfæstede i oktober 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og oprindeligt sunnimuslim, men nu ateist, fra vest-Aserbajdsjan. Ansøgeren har været aktiv for partiet PJAK i perioden fra 2005 til 2008. Efterfølgende har ansøgeren været aktiv for KDPI frem til 2013, hvor han indrejste i Irak og fortsatte sine politiske aktiviteter frem til sin udrejse af Irak i efteråret 2015. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet eller fængslet på livstid, idet han har været politisk aktiv for PJAK og KDPI. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han har samarbejdet med PJAK siden 2005. Ansøgeren var ikke medlem af PJAK, men han hjalp dem med at transportere sårede og skaffede sko og redskaber til behandling. I 2008 var ansøgeren i færd med at følge en gruppe kurdere til Orumieh, så de kunne tilslutte sig PJAK. På vejen blev deres bil stoppet af Revolutionsgarden. Ansøgeren blev udsat for fysiske overgreb, hvorefter han blev anholdt og ført til [en base] i Orumieh. Ansøgeren blev tilbageholdt, afhørt og tortureret på basen i mellem 11 og 20 dage. Efterfølgende blev ansøgeren udleveret til efterretningstjenesten i Orumieh, der tilbageholdt ansøgeren i mere end to måneder. Ansøgeren blev efterfølgende overført til det centrale fængsel i Orumieh, hvor han efter to til tre måneder blev stillet for en dommer. Ansøgeren opholdt sig i fængslet i samlet omkring 21 måneder. Ansøgeren fik efter omkring et års tilbageholdelse en dom for at have samarbejdet med PJAK. Ansøgeren blev efter fængslingen i Orumieh overført til fængslet i Tabriz, hvor han opholdt sig, indtil han blev løsladt syv måneder senere. Efter løsladelsen blev ansøgeren af efterretningstjenesten anmodet om at rapportere om PJAK og deres opholdssteder, hvilket han nægtede. Ansøgeren blev under sine fængselsophold bekendt med KDPI, og han tog efter sin løsladelse kontakt til partiet. Ansøgeren fik til opgave at uddele løbesedler og rapportere til partiet om aktiviteter i ansøgerens område. En aften i efteråret 2013 blev ansøgeren opdaget af en person, der arbejdede for myndighederne. Ansøgeren fortsatte samme aften til KDPI’s hovedkvarter i Irak. Ansøgeren modtog samme aften et opkald fra sin far, der havde en bekendt i efterretningstjenesten. Den bekendte havde ringet til faren og sagt, at ansøgeren skulle udrejse. Ansøgeren var aktiv for KDPI i Irak frem til sin udrejse i 2015. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund, idet forklaringen på væsentlige punkter har været udbyggende. Ansøgeren har i asylansøgningsskemaet forklaret, at han efter pågribelsen i 2008 var fængslet i 28 måneder. Ansøgeren beskriver i skemaet ikke, at han afsonede en dom, og at han havde anket denne dom. Ansøgeren har under nævnsmødet forklaret, at han fik appelrettens dom udleveret, allerede mens han afsonede. Ansøgeren omtaler imidlertid først dommen under asylsamtalen, der fandt sted [i foråret 2017], og ansøgeren har i den forbindelse afleveret en kopi af en dom, der angiveligt er afsagt af appelretten i vest-Aserbajdsjan. Denne dom er søgt ægthedsvurderet, og det fremgår af svaret på undersøgelsen, at dokumentet må anses som et falsum. Ansøgeren har udbyggende under nævnsmødet forklaret, at han i Danmark i 2017 traf en navngivet kurdisk mand, der afsonede sammen med ansøgeren i 2008 til 2009, hvilken oplysning nævnet ikke finder at kunne tillægge betydning, henset til, at oplysningen ikke er meddelt overfor udlændingestyrelsen eller under mødet med advokaten. Ansøgeren har i asylansøgningsskemaet vedrørende sine aktiviteter for KDPI anført, at han uddelte løbesedler, at efterretningsvæsnet opdagede dette, og at en bekendt til familien advarede ansøgerens far om, at man gerne ville anholde ansøgeren. Under oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren forklaret, at han blev opdaget af en af Sepahs meddelere, da ansøgeren var i færd med at hjælpe en gruppe Peshmergaer gennem grænseområdet. Ansøgerens forklaring om, hvorledes denne meddeler havde mulighed for at genkende ansøgeren, fremstår usandsynlig og dermed utroværdig. Ansøgeren har vedrørende sin eksponering i Iran under nævnsmødet endvidere udbyggende forklaret, at ansøgeren efter pågribelsen i 2008 blev omtalte på RoiTv, og at ansøgerens billede blev vist i samme forbindelse, hvilket kan have medvirket til, at meddeleren kunne genkende ham. Flygtningenævnet finder på denne baggrund ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han i Iran har været politisk aktiv, og af den grund er i risiko for asylbegrundende forfølgelse eller overgreb. På denne baggrund, og da ansøgerens forklaring om sine politiske aktiviteter i Irak endvidere har fremstået divergerende i forhold til, hvorvidt ansøgeren var egentligt medlem af KDPI eller ej, og hvorvidt ansøgeren modtog våbentræning, finder Flygtningenævnet ej heller, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han har været politisk aktiv i Irak. Den omstændighed, at ansøgeren har oprettet en Facebook-profil i et andet navn, og her lagt billeder op af sig selv i Peshmerga uniform kan ikke føre til, at ansøgeren kan anses for profileret i forhold til de iranske myndigheder, og det samme gælder for de aktiviteter, ansøgeren har beskrevet at have deltaget i, i Danmark. De fremlagte erklæringer og medlemskortet kan ikke føre til et andet resultat. Ansøgeren har ved nævnsmødets start oplyst, at han er ”kommunistisk ateist”. Ansøgeren har således ikke selv taget initiativ til at oplyse, at han er blevet døbt [i efteråret 2018], men har foreholdt oplysningen bekræftet, at det forholder sig således. Ansøgeren har forklaret, at han anser det som et helt privat anliggende, og har afvist at svare på spørgsmål om sit forhold til og sit kendskab til Kristendommen. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at det må lægges til grund, at ansøgeren ikke reelt er konverteret. Den omstændighed, at ansøgeren er døbt findes under disse omstændigheder ikke at medføre, at de iranske myndigheder, såfremt de får kendskab til dåben, vil anse ansøgeren som frafalden. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil risikere overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, eller forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2018/347/MAH
Nævnet stadfæstede i oktober og 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk aserbajdsjaner og tidligere ikke-religiøs fra Teheran, Iran. Ansøgeren har oplyst, at hun er konverteret til kristendommen efter indrejsen i Danmark. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter, at hun vil blive henrettet eller fængslet af de iranske myndigheder, fordi hendes ægtefælle, [A], har anmeldt hende for utroskab. Ansøgeren har videre henvist til, at hun frygter, at [A] vil slå hende ihjel, fordi ansøgeren har haft et forhold til en anden mand ved navn [B]. Derudover frygter ansøgeren, at det kan få konsekvenser for hende, at [B]s far har haft problemer med de iranske myndigheder, som følge af sine politiske aktiviteter. Endelig frygter ansøgeren, at hun vil blive udsat for repressalier af de iranske myndigheder, fordi hun er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun i april 2008 blev religiøst viet med [A], hvorefter de flyttede sammen. Ægteskabet blev registreret ved de iranske myndigheder i 2009. Omkring fire måneder efter ansøgeren og [A] var flyttet sammen, udsatte [A] ansøgeren for vold. Ansøgeren søgte om skilsmisse i 2010, 2011 og i 2014, hvilke ansøgninger alle blev afvist af myndighederne. I [foråret] 2014 blev ansøgeren introduceret for sin venindes slægtning ved navn [B]. Et par måneder herefter flyttede [A] ud af bopælen. I [efteråret] 2014 indledte ansøgeren et forhold til [B]. Under et uanmeldt besøg i [vinteren] 2014 blev [A] bekendt med, at en anden mand havde besøgt ansøgerens bopæl. Fire dage herefter udrejste ansøgeren af Iran til Tyrkiet. Under opholdet i Tyrkiet, fik ansøgeren besøg af [A], der udsatte hende for fysiske overgreb og trusler, hvorefter han vendte tilbage til Iran. Under sit ophold i Tyrkiet blev ansøgeren introduceret til kristendommen af en mand ved navn Amir. I Danmark kommer ansøgeren jævnligt i kirke. I [vinteren] 2017 blev ansøgeren døbt i kirken [C]. Ad asylmotiv i Iran Flygtningenævnet vil ikke udelukke, at ansøgeren har været eller er gift med [A] eller at [A] har udøvet vold over for ansøgeren. Flygtningenævnet finder imidlertid, at ansøgeren har divergeret på væsentlige dele af sin forklaring, herunder om [A] har udøvet vold mod [D] og om hun har boet sammen med [B]. Flygtningenævnet lægger endvidere vægt på, at ansøgeren hverken i asylansøgningsskemaet eller til oplysnings- og motivsamtalen har forklaret om episoden med den tabte pung, og at hun forklaret divergerende om, hvorvidt hun var bekendt med eller havde set, at [B] havde glemt sin pung i lejligheden. Flygtningenævnet finder det bemærkelsesværdigt, at ansøgeren ikke kunne opnå hjælp fra sin familie, henset til, at [A] reelt havde ophævet samlivet gennem en periode på omkring et halvt år. Endelig bemærker Flygtningenævnet, at ansøgeren hverken i sit asylansøgningsskema eller til oplysnings- og motivsamtalen har forklaret om, at der er blevet afsagt en dom over hende for utroskab, selvom hun har forklaret dette til den anden samtale med Udlændingestyrelsen og under nævnsmødet. Under henvisning til ovennævnte og da den fremlagte korrespondance fra Facebook Messenger antyder et godt forhold mellem parterne, ligesom den ikke indeholder trusler, tilsidesætter nævnet ansøgerens forklaring. Ad sur place motivet Flygtningenævnet bemærker indledningsvis, at ansøgerens generelle troværdighed er svækket under henvisning til vurderingen af hendes oprindelige asylmotiv. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgerens forhistorie tyder på, at hun skulle erhverve en ny religion i Danmark. Hun har for nævnet forklaret, at hun i en bøn til Gud lovede at vise interesse for kristendommen, såfremt hendes søn kom sikkert over havet mellem Tyrkiet og Grækenland. Hun har ikke forklaret dette hverken i asylansøgningsskemaet eller for Udlændingestyrelsen, men har til gengæld i oplysnings- og motivsamtalen oplyst, at hun ikke havde nogen religion. Nævnet bemærker endvidere, at hun i det første år efter ankomsten til Danmark, efter hendes egen forklaring til Udlændingestyrelsen, ikke udviste kristne aktiviteter i nævneværdig grad. Nævnet finder ikke, at hun på troværdig og overbevisende måde har kunnet redegøre for sin indre omvendelse. På trods af, at ansøgeren over for nævnet har dokumenteret nogen viden om kristendommen og de kristne værdier, og selvom hun har dokumenteret at have fulgt både undervisning og kirkegang gennem et par år, finder nævnet ikke, at hendes konversion er reel. Det forhold, at hun på sin Facebook profil har delt kristent materiale gør ikke, at hun er profileret over for de iranske myndigheder særligt fordi profilen ikke er oprettet i hendes rigtige navn. Flygtningenævnet finder derfor samlet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Iran vil være forfulgt efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i en konkret og individuel risiko for overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/346/LINB.
Nævnet stadfæstede i oktober 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”at ansøgeren er etnisk kurder fra [landsbyen A ved Sarpole Zahab], Iran. Ansøgeren har forklaret, at han i Danmark er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har i Danmark deltaget i demonstrationer mod det iranske regime. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive idømt fængsel på livstid, da han har hjulpet medlemmer af PJAK. Ansøgeren har til støtte herfor forklaret, at han i sommeren 2015 sammen med sin far, søster og bror bragte familiens får til bjergene ved Dalaho, hvor mange medlemmer af de kurdiske modstandsgrupper opholdt sig. Omkring den […] 2015, efter et par ugers ophold i Dalaho, rettede fire for ansøgeren ukendte personer fra PJAK henvendelse til ansøgeren og hans familie. Over de næste 20 dage hjalp ansøgeren og hans familie PJAK-medlemmerne seks til syv gange. De fleste gange lånte mændene ansøgerens brors mobiltelefon, men familien hentede også mad i [landsbyen A] for mændene. Endvidere bad mændene ansøgeren og hans familie fortælle, hvis de så personer fra de iranske myndigheder i Sarpole Zahab. Herefter forsvandt mændene, og ansøgeren tog hjem til [landsbyen A]. To timer efter ansøgeren var kommet hjem, blev han ringet op af sin bror, [B], som fortalte, at familiens nabo i Dalaho havde set, at politiet havde anholdt ansøgerens far uden for familiens telt, mens Ismail havde passet dyrene i bjergene. [B] fortalte videre, at ansøgerens far havde brækket hånden, ligesom der var blevet anvendt peberspray mod ham. [B] havde videre fået at vide, at hele familien var blevet anklaget for at have hjulpet PJAK. Herefter tog ansøgeren en taxa til Kermanshah, hvor han overnattede hos sin søster. Han fik 12 millioner toman af sin søsters ægtefælle, og dagen efter rejste han mod Tyrkiet. Ansøgeren opholdt sig i Tyrkiet i tre uger, hvorefter han rejste via Italien og andre europæiske lande til Danmark. Ansøgeren har som asylmotiv videre henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter de iranske myndigheder og befolkningen, da han i Danmark er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte herfor forklaret, at han tidligere ikke praktiserede Islam til fulde. Han bad ind i mellem, men han fastede ikke altid. Omkring en til to måneder efter ankomsten til Danmark holdt han helt op med at praktisere Islam, da han mistede interessen. I [slutningen af] 2016 begyndte ansøgerens ægtefælle at læse højt af biblen for ham, og han fandt ud af, at det var sådan, han gerne ville leve. [I begyndelsen af] 2017 blev ansøgeren døbt og efterfølgende viet i [en navngiven kirke i Danmark], ligesom ansøgeren lod sin søn døbe. Ansøgeren har i den forbindelse fremlagt en udtalelse fra sognepræsten i [kirken], hvoraf det blandt andet fremgår, ansøgeren i [slutningen af] 2016 begyndte at komme i kirken, og at han fortsat kommer i kirken om søndagen, ligesom han deltager i kirkens kristendomsundersvisning stort set hver torsdag eftermiddag. Ansøgeren har videre fremlagt sin egen og sin søns dåbsattest. I forbindelse med samtalen hos advokaten har ansøgeren endelig som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter det iranske regime, idet han i Danmark har deltaget i demonstrationer mod regimet ved den iranske ambassade i Hellerup og i København. Ansøgeren har til støtte herfor forklaret, at han i forbindelse med en demonstration foran ambassaden satte ild til Khameneis billede og at en optagelse heraf efterfølgende er lagt på KDPI’s hjemmeside. Ansøgeren har i den forbindelse henvist til seks links til Facebook. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sin konflikt i Iran til grund, idet ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende, ligesom væsentlige dele af ansøgerens forklaring ikke forekommer sandsynlig. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvor ofte mændene fra PAJAK bad ansøgeren og hans familie handle ind for sig, og at ansøgeren har forklaret udbyggende omkring ransagningen af familiens telt i Dalaho. Flygtningenævnet finder endvidere, at det ikke forekommer sandsynligt, at særligt ansøgeren skulle være efterstræbt, blandt andet sammenholdt med at ansøgerens bror og søster ikke er blevet opsøgt af myndighederne. Endelig finder Flygtningenævnet, at det forekommer utroværdigt, at ansøgeren ikke efterfølgende har forsøgt at få kontakt til sin familie for at høre nærmere til deres situation. Flygtningenævnet tilsidesætter på denne baggrund ansøgerens forklaring om sin konflikt i Iran som konstrueret og utroværdig. Vedrørende den af ansøgeren påberåbte konversion til kristendommen bemærker Flygtningenævnet indledningsvis, at i et tilfælde, hvor ansøgerens asylmotiv er frygt som følge af en konversion, der har fundet sted efter udrejsen fra hjemlandet, er der anledning til at foretage en kritisk og indgående bedømmelse af troværdigheden af ansøgerens forklaring herom, herunder om tidspunktet for konversionen, baggrunden for konversionen og om følgerne af konversionen. Ved vurderingen af den af ansøgeren påberåbte konversion til kristendommen har nævnet endvidere lagt vægt på, at ansøgerens generelle troværdighed er svækket som følge af, at nævnet har tilsidesat ansøgerens forklaring om sit oprindelige asylmotiv. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at ansøgerens konversion er reel, herunder således at det kan antages, at han vil foretage kristne handlinger ved en tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet har herved særlig lagt vægt på, at ansøgeren ikke på overbevisende måde har kunnet redegøre nærmere for sine refleksioner over motivet for og konsekvenserne af konversionen, herunder hvilken betydning kristendommen har haft for ham. Flygtningenævnet tilsidesætter på denne baggrund ansøgerens forklaring om sin konversion som konstrueret og utroværdig. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgerens deltagelse i gudstjenester og andre kristne aktiviteter er sket i et forsøg på at skabe sig et sur place-asylmotiv og uden at have baggrund i en reel religiøs overbevisning hos ansøgeren. De fremlagte udtalelser fra præster samt ansøgerens dåbsbevis kan ikke føre til en ændret vurdering. Den omstændighed, at ansøgeren på sin danske Facebook-profil har delt kristne motiver og tekster, kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet kan således ikke lægge til grund, at ansøgeren som følge heraf er kommet eller vil komme i et asylbegrundende modsætningsforhold til hverken de iranske myndigheder, grupperinger eller privatpersoner. Nævnet har herved lagt vægt på, at karakteren, indholdet og omfanget af ansøgerens Facebook-opdateringer med kristent indhold, der først er lagt op efter ansøgeren har fået afslag fra Udlændingestyrelsen, fremstår konstrueret som et forsøg på at skabe sig et sur place-asylmotiv og uden at have baggrund i en reel religiøs overbevisning hos ansøgeren. Endvidere har nævnet lagt vægt baggrundsoplysningerne om de iranske myndigheders kendskab til og reaktion på, at iranere bruger konversion i forsøget på at opnå asyl, jf. Udlændingestyrelsen og Dansk Flygtningehjælp, Fact-finding report. House Churches and Converts, februar 2018, pkt. 80, 82, 88 og 124. Det forhold, at ansøgeren også har delt opslag med politiske budskaber mod det iranske regime på sin Facebook-profil, og at han i Danmark har deltaget i to demonstrationer kan heller ikke i sig selv føre til, at ansøgeren, der må anses for ganske uprofileret ved sin udrejse, anses for at være i risiko for overgreb ved en tilbagevenden til Iran. Ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at han derved er kommet i de iranske myndigheders søgelys og vil være efterstræbt ved en tilbagevenden til Iran. Endelig bemærker Flygtningenævnet, at det forhold, at ansøgerens hustru og barn er meddelt opholdstilladelse i medfør af § 7 ikke fører til, at ansøgeren som konsekvens heraf meddeles opholdstilladelse. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren og ansøgerens hustru først har mødt hinanden i Danmark, hvor de efterfølgende har fået barn og er blevet gift. Herefter finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/344/mvln
Nævnet stadfæstede i oktober 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder fra Varamin, Teheran, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet eller idømt livsvarigt fængsel af myndighederne, da han tidligere har transporteret narkotika for sin farbror, og da han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren frygter også at blive slået ihjel af sin farbror, fordi han modsatte sig at transportere narkotika for farbroren. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at hans forældre døde, da han var helt lille, og han er derfor opvokset hos sin farbror, der handlede med narkotika, som han fik udleveret af de iranske myndigheder. Det var ansøgerens opgave at levere narkotika til farbrorens kunder, hvilket ansøgeren gjorde flere gange ugentligt i omkring 10 år. I [efteråret] 2014 blev ansøgeren gift med sin ægtefælle, som ønskede, at han skulle stoppe med at arbejde for farbroren, så en dag, hvor ansøgeren havde leveret narkotika for farbroren, beholdt han pengene og flygtede til ægtefællens farbror i Teheran. Mens ansøgeren opholdt sig i Teheran, blev ansøgerens svigerfamilie opsøgt af ansøgerens farbrors ansatte og de iranske myndigheder. Ansøgeren udrejste efter omkring 11 dage af Iran i slutningen af 2015. Efter ansøgerens udrejse af Iran er ansøgerens svigerfamilie på ny blevet opsøgt af de iranske myndigheder og farbrorens ansatte. Efter ansøgeren kom til Danmark i [starten af] 2016, fik han interesse for kristendommen. Efter at have deltaget i kristendomsundervisning tre-fire gange besluttede ansøgeren sig for at blive døbt, hvilket han blev i [foråret] 2016. Ansøgeren har siden regelmæssigt gået i gudstjeneste om søndagen og deltaget i undervisning om torsdagen. Herudover har ansøgeren været på en bibellejr. Ansøgeren har i Danmark modtaget en trussel over Facebook, hvor han har uploadet kristne budskaber. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om transport af narkotika for sin farbror til grund. Nævnet lægger herved navnlig vægt på, at forklaringen efter sit indhold forekommer mindre sandsynlig. Nævnet henviser herved for eksempel til ansøgerens alder, den lange tidsperiode, at ansøgerens farbror, efter ansøgerens forklaring, er gået til myndighederne, selvom farbroren selv har haft en helt central rolle i narkotikahandlen, forklaringen om, at ansøgeren beholdt pengene fra den sidste (omfattende) leverance, og at pengene ikke kunne dække omkostningerne ved en rejse til Europa. Nævnet lægger endvidere vægt på, at forklaringen indeholder visse divergenser og usikkerheder, for eksempel spørgsmålet om tilsigelse eller ransagning og udrejsetidspunktet. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort det asylmotiv, han påberåber sig. Vedrørende ansøgerens motiv om konversion til kristendommen i Danmark bemærker Flygtningenævnet, at der skal foretages en nøje vurdering heraf under hensyn til, at ansøgerens oprindelige asylmotiv er blevet tilsidesat. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at konversionen er reel. Nævnet lægger herved navnlig vægt på, at ansøgeren er blevet døbt stort set uden nogen viden om kristendommen, og at hans refleksioner om sit forhold til kristendommen og hvordan han vil reagere, hvis han skulle vende tilbage til Iran, er ganske begrænsede. Ansøgeren har vel været vedholdende i at søge det kirkelige fællesskab, men han har ikke overbevisende redegjort for sin indre overbevisning, og ansøgerens handlinger må ses som udtryk for, at han har fundet et fællesskab. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at der kun i begrænset omfang har været tolkning for ansøgeren i forbindelse med de kirkelige handlinger. Flygtningenævnet lægger endvidere en vis vægt på, at ansøgerens forklaring for nævnet heller ikke er fremstået uforbeholden, idet han først på et sent tidspunkt, efter et direkte forehold, har forklaret, at han har været afhængig af rygeheroin i en periode i Danmark og i øvrigt også i Iran. Efter en nøje vurdering af ansøgerens forklaring og personlige fremtræden finder nævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hans konversion er reel. Flygtningenævnet finder således ikke grundlag for at antage, at ansøgeren risikerer forfølgelse som følge heraf, og heller ikke som følge af sine Facebook-opslag, ved en tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren opfylder betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet bemærker i øvrigt, at ansøgeren, såfremt hans forklaring om asylmotivet i Iran skulle lægges til grund, ville være omfattet af udelukkelsesgrundene. Nævnet er således enig med Udlændingestyrelsens afgørelse herom og begrundelsen herfor. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/343/MGO
Nævnet stadfæstede i oktober 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunnimuslim af religiøs trosretning. Ansøgeren er født i Romadi-lejren, Irak, men flyttede med sin familie til [byen X], Kermanshah, Iran, da han var ni år gammel. Ansøgeren har sympatiseret med KDPI og har en farbror, der er aktiv i KDPI og er bosiddende i KRI. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter, at han vil blive henrettet eller fængslet af de iranske myndigheder, fordi han har samarbejdet med KDPI. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han under et ophold i Kalar i Irak i 2013 blev introduceret til KDP af sin farbror, [A], som spurgte ansøgeren, om han ville hjælpe KDPI med at vise vej for peshmergaer, som kom ind i Iran fra Irak. Ansøgeren indvilligede med det samme i at hjælpe. [A] forklarede, at ansøgeren ville modtage en SMS, når der var brug for hans hjælp. Ansøgeren hjalp efterfølgende flere gange i løbet af nogle år peshmergaer med at finde vej fra grænsen mellem Iran og Irak og til [byen Y]. [I foråret] 2015 havde ansøgeren igen fået til opgave at hente peshmergaer ved grænsen, men da han første gang ankom til mødestedet, var der ingen. Nogle dage efter modtog han på ny besked om at møde op, og da han kom til mødestedet og gemte sig, så han to hvide biler og ti personer, heraf var to af personerne iført civilt traditionelt kurdisk beklædning, og han genkendte disse personer som to pehmergaer, som han tidligere havde hjulpet over grænsen. De to personer blev ved det aftalte mødested, mens myndighedspersonerne gemte sig. Mens ansøgeren gemte sig, ringede et hemmeligt nummer til hans mobiltelefon, men ansøgeren besvarede ikke opkaldet, da han var klar over, at der var noget galt. Derfor flygtede han og efterlod telefonen. Ansøgeren tog hjem til sin ven, [B], i [byen Y]. Efter nogle dage fik han at vide, at hans families bopæl var blevet opsøgt af myndighederne. Ansøgerens far opsøgte ham, mens han skjulte sig hos [B], og han oplyste, at ansøgeren kunne tage ophold hos nogle venner af familien i byen Shiraz. Ansøgeren opholdt sig herefter i Shiraz til sin udrejse af Iran [i efteråret] 2015. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotiv til grund, idet forklaringen på centrale punkter har været usandsynlig, udbyggende og afglidende, og derfor i det hele forekommer konstrueret til lejligheden. Indledningsvist bemærkes, at nævnet er opmærksomt på, at ansøgeren i oplysnings- og motivsamtalen anmodede om til den efterfølgende samtale at blive tolket på sorani, men at asylsamtalen desuagtet blev gennemført under medvirken af en farsitalende tolk. Nævnet har ved vurderingen af ansøgerens forklaring taget denne omstændighed i betragtning. Ansøgerens forklaring til asylsamtalen kan, selvom der kan være opstået misforståelser om tal og betydningen af enkelte ord imidlertid ikke, når den ses som en helhed forstås på anden måde, end at ansøgeren forklarede, at han to gange var med til at hjælpe peshmergaer, idet han gentagne gange har forklaret om to episoder benævnt som første og anden gang. I oplysnings- og motivsamtalen og under mødet i nævnet har ansøgeren derimod forklaret om fire gange, hvoraf den ene ikke blev til noget. På samme måde har ansøgeren i asylsamtalen flere gange forklaret, at han ikke kunne huske antallet af peshmergaer, han hjalp de enkelte gange, eller hvor lang tid, der gik mellem turene, fordi han var involveret i en periode over 3-4 år, hvorimod han under nævnsmødet har været i stand til nøjagtigt at forklare antallet af peshmergaer, han hjalp hver enkelt gang, og hvor lang tid der var imellem turene. Ansøgeren har endvidere forklaret udbyggende i asylsamtalen i forhold til oplysnings- og motivsamtalen med hensyn til, at han forgæves mødte op i grænseområdet en gang forud for, at myndighederne kom til stede, ligesom han under mødet i nævnet har forklaret udbyggende i forhold til tidligere forklaringer med hensyn til, at han kommunikerede med sin farbror både direkte via sin fars telefon og via sms den første gang, ansøgeren skulle hjælpe peshmergaerne med at finde vej, med hensyn til købet af et irakisk taletidskort og turen til Kalar for at ringe til farbroren i Erbil for at oplyse nummeret samt endelig med hensyn til, at hans bror udførte de samme aktiviteter for farbroren, som ansøgeren selv gjorde. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgeren har forklaret, at han erfarede om brorens aktiviteter ca. en måned efter ankomsten til Danmark og dermed forud for begge samtalerne med styrelsen. Det bemærkes endeligt, at ansøgerens forklaring er usandsynlig og konstrueret med hensyn til, at ansøgeren af sikkerhedshensyn ikke oplyste sin identitet til peshmergaerne men alligevel tog dem med til familiens skur og udpegede familiens jord for dem samt med hensyn til, at myndighederne, hvis det var disse oplysninger, der førte dem til ansøgeren, ikke straks opsøgte ham på bopælen i stedet for at forsøge at fange ham i grænseområdet, for dernæst da dette ikke lykkedes, at opsøge ham på bopælen. Det er heller ikke sandsynligt, at ansøgerens mistanke blev vakt alene på baggrund af opringningen på mobiltelefonen, idet han fra de tidligere sms´er fra farbroren må have været i stand til at se på telefonen, om det var farbrorens telefonnummer, der blev sms´er fra forud for, at myndighederne kom til stede i grænseområdet. Henset til, at der i ansøgerens telefon sad et uregistreret taletidskort, der ikke kunne henføres til ham, er det heller ikke sandsynligt, at ansøgeren ikke først forsøge at advare farbroren, før han skaffede sig af med telefonen, ligesom det er usandsynligt, at han heller ikke senere – evt. efter ankomsten til Danmark har forsøgt at advare farbroren. Nævnet finder efter en samlet vurdering herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort sit asylmotiv, og at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller overgreb efter § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/342/JEA
Nævnet meddelte i oktober 2018 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser og er kristen men oprindelig født som shiamuslim af trosretning fra Teheran, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel af myndighederne, fordi han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han var omkring 22 år gammel, da han begyndte at forholde sig kritisk til sin muslimske tro på baggrund af de mange uretfærdigheder, han oplevede i det iranske samfund. Ansøgeren kendte en kristen ved navn [A], der ejede en forretning i nærheden af ansøgerens bopæl. Ansøgeren og [A] snakkede om kristendommen, og ansøgeren blev tiltrukket af kristendommens værdier. Omkring to til tre måneder efter deres første samtaler om kristendommen, fik ansøgeren som følge af sin nye overbevisning tatoveret et billede af Jomfru Maria på sit bryst. Ansøgeren blev efterfølgende af [A] introduceret for en person ved navn [B], som inviterede ansøgeren til at deltage i kristne møder i en huskirke. Ansøgeren deltog herefter i omkring seks til ti møder sammen med [B] og to andre kristne, hvoraf den ene hed [C]. Møderne foregik skiftevis hos [B] og [C]. Da ansøgeren en dag var på vej til et møde hos [C], blev han kontaktet af [B], som oplyste, at [C] var blevet anholdt af myndighederne. Ansøgeren opholdt sig herefter i skjul på sin uofficielle bopæl uden at besøge sin familie i de følgende ti dage. Ti dage efter anholdelsen blev ansøgeren, da han var på vej hjem til sine forældre, overfaldet af fire personer fra efterretningstjenesten. Ansøgeren blev tvunget ind i en bil, hvor en fra efterretningstjenesten med en skarp genstand påførte ansøgeren snitsår på maven. Det lykkedes ansøgeren at flygte med hjælp fra sin familie og folk fra området, der var kommet til. Ansøgeren flygtede hjem til sin ven [D], hvor han opholdt sig i to år inden sin udrejse. I løbet af denne periode begyndte han at spare sammen til at udrejse. I samme periode blev ansøgerens forældre opsøgt to gange af myndighederne, som spurgte efter ansøgeren. Efter ansøgerens udrejse er ansøgerens forældre blevet opsøgt én gang. Ansøgeren begyndte efter ankomsten til Danmark at gå i kirke, mens han boede på […]. [I foråret] 2016 blev ansøgeren døbt. Efter dåben har ansøgeren fortsat med at deltage i kristendomsundervisning samt gudstjenester, og han har endvidere været aktiv med at lægge kristent materiale op på sin åbne Facebook-profil. Ansøgeren har forklaret troværdigt, detaljeret og konsistent om, hvordan han allerede, mens han var i Iran, var en søgende person, der interesserede sig for andre religioner, og var kritisk overfor det iranske regime og islam. Flygtningenævnet lægger derfor ansøgerens forklaring om kendskabet til den armenske kristne butiksejer [A] fra hans lokalområde til grund, herunder at det var via ham, ansøgeren fik de første oplysninger om kristendommen, ligesom han via [A] fik kontakt til [B] og [C]. Nævnet lægger videre til grund, at ansøgeren fik en tatovering af Jomfru Maria på brystet, og at han over en periode på cirka fire måneder mellem 8-10 gange sammen med [B] og [C] og yderligere en person deltog i huskirkemøder, og at han kom til at opfatte sig som kristen. Nævnet lægger videre ansøgerens forklaring om konflikten med myndighederne på grund af anholdelsen af [C] til grund, herunder at denne konflikt førte til, ansøgeren valgte at gå under jorden og holde sig skjult i to år, mens han sparede op til sin flugt. Ansøgeren forklarede allerede umiddelbart efter ankomsten til Danmark, at han er kristen. Han har fulgt dåbsundervisning, er blevet døbt, og går regelmæssigt i kirke, ligesom han også deltager i andre kristne aktiviteter. Ansøgeren har udvist kendskab til den kristne tro og har forklaret om sin overbevisning og kristne begreber med sine egne ord, ligesom han har redegjort troværdigt for den proces, der har ført til at han forlod sin muslimske tro og valgte at blive kristen. Efter ansøgerens forklaring lægger nævnet til grund, at ansøgerens konversion er reel og et ønske om fremadrettet at leve åbent som kristen, herunder at missionere for sin tro. Nævnet lægger i den forbindelse vægt på, at ansøgeren blandt andet på sin åbne Facebook profil har uploadet kristne billeder og budskaber. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse efter udlændingelovens § 7. stk. 1, og meddeler ham derfor opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2018/341/JEA
Nævnet meddelte i oktober 2018 opholdstilladelse (K -status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk lor fra [by] i Khuzestan-provinsen, Iran. Ansøgeren har oplyst, at han tror på Gud, men ikke nødvendigvis en specifik Gud. Ansøgeren har siden 2009 været medlem af en hemmelig, kulturel organisation ved navn Falin Madan Shahrestan Andimeshk (FMSA), som også beskæftiger sig med politiske gøremål. Ansøgeren var medlem af organisationen indtil sin udrejse. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive udsat for fængselsstraf eller repressalier fra de iranske myndigheder, idet han har været politisk aktiv. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han i 2009 (1388) blev bortvist fra sit universitet og tilbageholdt i et døgn i forbindelse med sin deltagelse i demonstrationer mod regimet i Iran. Bortvisningen blev efterfølgende trukket tilbage, og ansøgeren fik lov til at afslutte sit studie uden yderligere problemer. Ansøgeren har videre oplyst, at han senere blev medlem af organisationen FMSA, der mødtes omkring hver femte måned og talte om politiske forhold, herunder kvinders rettigheder og adskillelsen af religion og politik. Foruden møderne kommunikerede organisationen også via Facebook. Ansøgeren udtrykte også sine holdninger til det politiske system, herunder sin kritiske holdning til præsidenten, overfor andre end gruppens medlemmer, idet han dog var påpasselig med, hvem han delte sine holdninger med. Efter sin indrejse i Danmark har ansøgeren oprettet en webblog, som nu er lukket, ligesom han i Danmark har linket til politiske artikler og kommenteret disse på en åben profil på Facebook. Flygtningenævnet kan til dels lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren på plausibel måde har kunnet forklare de divergenser, Udlændingestyrelsen har henvist til i afgørelsen om afslag. Ansøgeren har således forklaret i nævnet, at hans tidligere forklaring om, at han stod på en liste over eftersøgte personer hos Sepah, og at der efter hans udrejse blev ransaget på hans bopæl, ikke er korrekt. Han har henvist til, at andre asylansøgere havde rådet ham til at forklare, som han har gjort. Flygtningenævnet kan efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaringer og det indtryk, ansøgeren har gjort i nævnet, lægge ansøgerens forklaring i Flygtningenævnet til grund. Flygtningenævnet kan herefter lægge til grund, at ansøgeren politisk er i opposition til styret i Iran, og at han var politisk aktiv i Iran. Det lægges dog samtidig til grund, at ansøgeren ikke i særlig høj grad var profileret i Iran, hvor han udviste en sådan grad af forsigtighed, at han ikke har været i de iranske myndigheders søgelys. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren udrejste legalt af Iran. På denne baggrund har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at han på tidspunktet for sin udrejse var i risiko for asylbegrundende forfølgelse. Ansøgeren har efter sin ankomst til Danmark oprettet en blog og profiler på Facebook, Instagram, Telegram og Twitter. Ansøgeren har forklaret, at han både selv formulerer kritiske tekster om ledende personer og myndigheder i Iran og deler andres opslag. Han har under mødet i Flygtningenævnet forevist eksempler herpå og på kommentarer, som andre har skrevet til hans opslag, herunder trusler og advarsler. Flygtningenævnet har ved opslag på ansøgerens Instagramprofil konstateret, at han har 3.815 følgere, og at han har foretaget næsten 12.000 opslag. Flygtningenævnet finder på denne baggrund og efter Flygtningenævnets baggrundsoplysninger om forholdene for systemkritikere i Iran, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han risikerer asylbegrundende forfølgelse som følge af sine politiske ytringer, hvis han returnerer til Iran. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2018/340/TLNJ
Nævnet stadfæstede i oktober 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser og har angivet at være konverteret fra islam til kristendommen. Ansøgeren kommer fra Teheran, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive anholdt og tilbageholdt af myndighederne, idet han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren frygter endvidere sin tidligere forlovedes eksmand samt myndighederne på baggrund af en konflikt med sin tidligere forlovedes eksmand. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han fik interesse for kristendommen i 2013. Ansøgeren havde en kristen ven ved navn [A], og ansøgeren var tilknyttet en huskirke, som han besøgte med sin mor og nogle af hendes veninder. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han lærte sin tidligere forlovede, [B], at kende på et ukendt tidspunkt i 2014. [B] var fraskilt, hvilket ansøgeren fandt ud af fem til seks måneder efter, at de to var begyndt at ses. [B]s eksmand, [C], arbejdede for efterretningstjenesten, og i [efteråret] 2014 opsøgte [C] ansøgeren på hans arbejdsplads efter fyraften. [C] ønskede ikke, at ansøgeren skulle forloves med [B], idet han ikke accepterede deres skilsmisse. Den [nærmere angivet dato i foråret] 2015 blev ansøgeren fyret fra sit arbejde. En måned forud herfor var ansøgeren blevet opsøgt på sin arbejdsplads af repræsentanter fra efterretningstjenesten, kaldet Herazat, som også var ansat på ansøgerens arbejdsplads, idet ansøgeren havde missioneret for kristendommen på sin arbejdsplads. Den [nærmere angivet dato i efteråret] 2015 blev ansøgeren forlovet med [B]. Under forlovelsesfesten kom [C] og tre for ansøgeren ukendte personer til ansøgerens families bopæl, hvor de bad ansøgeren følge med. Ansøgeren flygtede fra bopælen og overnattede en nat hos sin onkel, hvorefter han tog videre til en af sin fars venner i [Iransk by], hvor han opholdt sig i to nætter, hvorefter han tog til [anden Iransk by] og udrejste af Iran til Tyrkiet. Den [nærmere angivet dato i vinteren] 2015, efter ansøgerens udrejse, blev hans familie i Iran opsøgt af efterretningstjenesten, som kom med en tilsigelse til retten til ansøgeren. I [foråret] 2016 blev familien igen opsøgt af efterretningstjenesten, som spurgte ind til, hvor ansøgeren befandt sig, og hvad han foretog sig. Ansøgeren er den [nærmere angivet dato i efteråret] 2015, efter ankomsten til Danmark, blevet døbt. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv vil grund, idet ansøgeren på en række centrale punkter for sit asylmotiv har forklaret divergerende, utroværdigt og udbyggende, hvorfor forklaringen fremstår som konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har herved blandt andet lagt vægt på, at ansøgeren generelt har svækket sin troværdighed ved at fremlægge en tilsigelse til retten i Iran, som af Den Danske Ambassade i Irans juridiske sagkyndige er vurderet falsk. Endvidere har ansøgeren forklaret divergerende om, hvorfor han vidste, at de tre mænd, der ankom sammen med [C] til forlovelsesfesten, var fra efterretningstjenesten. Ansøgeren har således til Udlændingestyrelsen forklaret, at de tre mænd identificerede sig ved at vise et id-kort, mens han for Flygtningenævnet har forklaret, at han blot regnede ud, at de måtte være fra efterretningstjenesten, da de ankom sammen med [C]. Flygtningenævnet kan endvidere ikke lægge ansøgerens forklaring om sin interesse for kristendommen, mens han var i Iran, til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren i sit asylskema ikke har oplyst om sin interesse for kristendommen, selv om kristendommen ifølge hans forklaring for Flygtningenævnet også havde meget stor betydning for ham, mens han var i Iran, at han allerede inden sin udrejse følte sig som kristen, og at hans interesse for kristendommen havde givet ham problemer på arbejdspladsen og var medvirkende årsag til, at han blev afskediget. Yderligere har ansøgeren forklaret udbyggende, idet ansøgeren først for Flygtningenævnet har forklaret, at han deltog i møder i to forskellige huskirker, nemlig hos sin mors veninde og hos [A]s bekendte, mens han tidligere kun har forklaret om møder hos sin mors veninde. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at det er utroværdigt, at ansøgeren ikke fortalte sin forlovede om, at han var kristen, selv om han ikke lagde skjul på det over for sine arbejdskolleger, som han i øvrigt missionerede for. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvem der deltog i møderne hos moderens veninde, idet han til Udlændingestyrelsen har forklaret, at han ikke måtte tage nogen med udefra, mens han for Flygtningenævnet har forklaret, at han også nogle gange inviterede sin ven [A] med, selv om ingen andre i gruppen kendte [A]. Ansøgeren er i Danmark blevet døbt og har vedvarende deltaget i en række kirkelige aktiviteter. Flygtningenævnet finder i imidlertid ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hans konvertering til kristendommen er udtryk for en reel indre overbevisning. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på det, der ovenfor er anført. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren blev døbt kun halvanden måned efter, at han i Danmark fik kontakt til en kirke, og at ansøgeren ikke på overbevisende måde har kunnet redegøre for sine refleksioner og bevæggrunde for at konvertere til kristendommen. Det forhold, at ansøgeren for Flygtningenævnet har kunnet redegøre for det kristne budskab og har dokumenteret sine kirkelige aktiviteter ved fremlæggelse af udtalelser fra flere præster mv., kan på den ovenfor anførte baggrund ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han er i risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/339/MJM
Nævnet meddelte i oktober 2018 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra Ramadi, Iran. Ansøgeren er født i al-Tash lejren og er iransk statsborger. Ansøgeren har sympatiseret med KDPI. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive tilbageholdt og fængslet af de iranske myndigheder. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hans forældre flygtede fra Iran til Irak i 1979, idet forældrene frygtede de iranske myndigheder. Ansøgeren og hans familie boede i al-Tash lejren indtil 2003, hvorefter de flyttede til byen Halabja i det nordlige Irak. Ansøgeren har opholdt sig i det nordlige Irak indtil sin udrejse. Ansøgeren har aldrig opholdt sig i Iran. Ansøgerens forældre sympatiserer med det kurdiske parti KDPI. Da ansøgerens forældre boede i Iran gav de husly til nogle peshmergaer fra KDPI. Ansøgeren var i 2013 til to informationsmøder, som blev afholdt af det kurdiske parti i Irak. I 2014 ringede ansøgerens kammerat [A] og opfordrede ansøgeren til frivilligt at melde sig til kampen mod ISIL. Dette skete i forbindelse med, at ansøgeren var frivillig peshmerga i 2014, hvor han fungerede som vagt i Jalawla. Ansøgeren udrejste af Irak i 2015. Flygtningenævnet finder efter de foreliggende oplysninger, herunder navnlig de fremlagte fotos af ham som peshmerga i forskellige situationer, sammenholdt med ansøgerens forklaring herom ikke tilstrækkeligt grundlag for at kunne afvise, at ansøgeren har været frivillig peshmerga en måned omkring august 2014, uanset at der ikke var en længere rekrutteringsproces og træning forud herfor, som der sædvanligvis plejer at være, henset til det oplyste om det uventede angreb fra IS på Jalawla i august 2014. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved tilbagevenden til Iran vil kunne risikere asylbegrundende forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” iran/2018/338/THJ
Nævnet fastholdt i oktober 2018 en tidligere afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet stadfæstede i 2011 Udlændingestyrelsens afgørelse fra september 2010. I december 2016 anmodede advokaten om genoptagelse. I oktober 2017 besluttede Flygtningenævnet at genoptage sagen. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser og oprindeligt shiamuslim fra Teheran, Iran. Ansøgeren blev døbt i Danmark [i sommeren 2017]. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som oprindeligt asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter de iranske myndigheder, idet hendes ægtefælle har været politisk aktiv. Ansøgeren har i den forbindelse været tilbageholdt én gang, og familiens bopæl er ved flere lejligheder blevet ransaget. Ansøgeren har som nyt asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter de iranske myndigheder, fordi hun er konverteret til kristendommen. Til støtte herfor, har ansøgeren oplyst, at hun blev introduceret til kristendommen i 2010 gennem en veninde på sit asylcenter, der tog ansøgeren med til et kirkeligt arrangement afholdt af kirken [kirke A]. Ansøgeren begyndte efterfølgende at komme i [kirke B], hvor hun blandt andet deltog i undervisning. Ansøgeren besluttede sig for at blive kristen, efter hun havde en drøm om Jesus, hvor han sagde til hende, at hun skulle åbne sit hjerte for ham. Ansøgeren blev døbt [i sommeren 2017] i [kirke C], og hun har efterfølgende deltaget i gudstjeneste og bibelcafé i samme kirke. Til støtte for sin konversion har ansøgeren fremlagt udtalelse ved forstander og præst [A] ved [kirke B] [fra efteråret 2017], dåbsbevis fra [kirke C] [fra sommeren 2017] og udtalelse ved sognepræst [B] ved [sogn hvortil kirke C tilhører] [fra efteråret 2017]. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at imødekomme en begæring om hjemvisning. I et tilfælde, hvor ansøgerens asylmotiv er frygt som følge af en konversion, der har fundet sted efter udrejsen fra hjemlandet, er der anledning til at foretage en kritisk og indgående bedømmelse af troværdigheden af ansøgerens forklaring herom, herunder om tidspunktet for konversionen, baggrunden for konversionen og om følgerne af konversionen. Dette gælder så meget desto mere, når den påberåbte konversion finder sted efter det tidspunkt, hvor ansøgeren har modtaget endeligt afslag på asyl, og – som i denne sag – hvor ansøgeren har fået afslag på genoptagelse. Herefter udtaler et flertal: Ved vurderingen af, om den påberåbte konversion er reel, lægger Flygtningenævnets flertal vægt på, at ansøgeren først ultimo 2016 oplyste om sin interesse for kristendommen overfor asylmyndighederne, selvom ansøgeren begyndte at gå i kirke i [efteråret 2010]. Ansøgeren oplyste således ikke om sin interesse for kristendommen i forbindelse med nævnsmødet [i sommeren 2011], i forbindelse med sin genoptagelsesanmodning [fra starten af 2012], der blev afgjort [i sommeren 2012] eller i de efterfølgende fire år. Endvidere har flertallet lagt vægt på, at ansøgeren første gang opsøger kirken umiddelbart efter at have modtaget afslag på asyl fra Udlændingestyrelsen. Det forekommer i den sammenhæng ikke troværdigt, at ansøgeren – som har færdedes i såvel iranske som kirkelige kredse – ikke skulle være bekendt med, at en interesse for kristendommen kunne være relevant i forbindelse med ansøgningen om asyl. Flertallet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har et begrænset kendskab til kristendommen, særligt henset til at ansøgeren har 12 års skolegang, er kommet i kirke i 8 år og i samme periode har haft en bibel på sit eget sprog. Endvidere har ansøgeren ikke på overbevisende måde kunnet redegøre nærmere for, hvilken betydning dåben, kirkegang og kristendommen i øvrigt har haft for hende, ligesom ansøgeren angiveligt ikke har reflekteret over konsekvenserne af konverteringen. Sammenfattende finder flertallet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hendes konversion til kristendommen er reel, herunder således at det kan antages, at ansøgeren vil foretage kristne handlinger ved en tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnets flertal lægger således til grund, at ansøgerens deltagelse i gudstjenester og andre kristne aktiviteter er socialt begrundet og uden at have baggrund i en reel religiøs overbevisning hos ansøgeren. Flertallet kan på denne baggrund ikke lægge ansøgerens forklaring om sin konversion til grund. Herefter finder flertallet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran vil risikere forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder herefter ikke grundlag for at ændre nævnets afgørelse [fra sommeren 2011].” iran/2018/337/MAH
Nævnet stadfæstede i oktober 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og oprindeligt muslim, men konverterede til kristendommen i 2000, fra Baneh, Iran. Ansøgeren har været medlem af og aktiv for det kurdiske parti [parti A] i perioden fra 1998 til 2006 og igen i perioden fra 2008 frem til hans udrejse af Iran i 2015. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder, idet han har været aktiv for det politiske parti [parti A]. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter de iranske myndigheder, fordi hans tidligere ægtefælle har oplyst myndighederne om ansøgerens konvertering til kristendommen. Til støtte for konflikten afledt af sine politiske aktiviteter har ansøgeren henvist til, at han i 1998 rejste fra Iran til Irak og tilsluttede sig partiet [parti A]. Ansøgeren blev peshmerga, men arbejdede udelukkende som vagt. I 2003 besøgte ansøgerens forældre ham i partiets hovedkvarter og bad ham vende tilbage til Irak, hvilket ansøgeren accepterede. Da ansøgeren vendte tilbage til Iran, tog de iranske myndigheder kontakt til ham og bad ham give møde på deres kontor. Ansøgeren blev afhørt af efterretningstjenesten, der efterfølgende bad ham melde sig til afhøring hos dem hver dag den følgende måned. Ansøgeren fik derefter en dom på to års ubetinget fængsel for at have udført politiske aktiviteter for KDPI og [parti A], men afsonede kun tre måneder. Efter løsladelsen blev ansøgeren vred over, at han ikke kunne få en tilladelse til at køre taxa, hvorfor han i 2004 rejste tilbage til Irak og igen tilsluttede sig [parti A]. Ansøgeren fik denne gang en højere rang og blev bedt om at læse partiets nyheder højt i radioen og levere politisk materiale til Iran. Under en rejse i 2006, hvor ansøgeren, forklædt som varesmugler, forsøgte at transportere et USB-stik med politisk materiale til Iran, blev han stoppet ved grænsen. Ansøgeren nåede at smide USB-stikket fra sig og fik derfor kun én måneds fængsel og en bøde for illegal udrejse. Efter løsladelsen blev ansøgeren i Iran, og han genoptog først sine politiske aktiviteter to år senere, i 2008. I 2015 blev ansøgeren ringet op af sin ægtefælle, der fortalte, at efterretningstjenesten havde opsøgt deres bopæl og spurgt efter ansøgeren. Ansøgeren udrejste derefter af Iran. Til støtte for sin konversion har ansøgeren oplyst, at han begyndte at interesse sig for kristendommen i Irak i 2000, da han mødte en person ved navn [A], der fortalte ansøgeren om kristendommen. [A] introducerede ansøgeren for nogle præster, og ansøgeren blev døbt i starten af 2000. Ansøgeren gik efterfølgende i kirke hver søndag frem til sin udrejse af Irak i 2003. Under sine ophold i Iran praktiserede ansøgeren alene sin tro ved at bede privat. De eneste, der var bekendte med ansøgerens religion i Iran, var hans ægtefælle og hans søn. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgeren på en række centrale punkter har forklaret divergerende og udbyggende, ligesom dele af ansøgerens forklaring forekommer usandsynlig. Dertil kommer, at et centralt dokument, som ansøgeren har fremlagt i sin asylsag, ikke er ægte. Flygtningenævnet finder således, at ansøgerens generelle troværdighed er væsentligt forringet af, at en ægthedsvurdering har fastslået, at den af ansøgeren fremlagte dom, som han modtog i 2003, er en forfalskning. På denne baggrund fremstår ansøgerens forklaring om, at myndighederne havde identificeret ham som peshmerga og afsagt dom overfor ham i 2003, utroværdig. I den forbindelse kan nævnet heller ikke lægge vægt på den af ansøgeren for nævnet fremlagte kopi af ansøgerens straffeattest. Nævnet har herved lagt særlig vægt på, at dokumentet omtaler dommen fra 2003. Ligeledes finder nævnet det utroværdigt, at ansøgeren skulle have indhentet straffeattesten i 1386 til brug for opnåelse af taxatilladelse, når ansøgeren vidste, at det krævede en ren straffeattest. Dertil kommer, at ansøgeren har forklaret udbyggende om, hvordan myndighederne fik kendskab til ansøgerens aktiviteter som peshmerga. Først til gensamtalen [i foråret 2017] har ansøgeren forklaret, at hans bodyguard angav ham til de iranske myndigheder, hvilket han ikke har forklaret om til hverken oplysnings- og motivsamtalen [i foråret 2015] eller asylsamtalen [i starten af 2017]. Endvidere har ansøgeren forklaret udbyggende og usammenhængende om baggrunden for, hvorfor hans forældre bad ham komme tilbage til Iran. Til oplysnings- og motivsamtalen og indledningsvis under asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at de bad ansøgeren komme tilbage, fordi de havde mistet én søn og ikke ønskede at miste endnu en søn. Senere under asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at de iranske myndigheder pressede ansøgerens forældre til at hente ansøgeren tilbage. I den forbindelse har ansøgeren også forklaret divergerende om, hvordan hans forældre blev presset til at hente ansøgeren tilbage. Derudover har ansøgeren forklaret divergerende og udbyggende om, hvilke partier han har arbejdet for, hvilket sprog han lavede radio på, og om sine aktiviteter for [parti A] i Irak fra 2004 til 2006. Endelig har ansøgeren forklaret divergerende om, hvem han uddelte materiale sammen med. Endvidere finder Flygtningenævnet, at dele af ansøgerens forklaring forekommer mindre sandsynlig. Nævnet finder således, at det forekommer mindre sandsynligt, dels at ansøgeren skulle have truet efterretningstjenesten med, at han ville blive peshmerga igen, hvis han ikke fik en taxatilladelse, dels at det ikke fik konsekvenser for ansøgeren. Ligeledes finder nævnet, at det forekommer mindre sandsynligt, at ansøgeren uddelte løbesedler midt om natten, uden at tage nogen forholdsregler mod at blive opdaget, herunder maskere sig. Flygtningenævnet tilsidesætter på denne baggrund ansøgerens forklaring om sine politiske aktiviteter i Iran og Irak som konstruerede og utroværdige, og ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at han var profileret eller efterstræbt af de iranske myndigheder ved udrejsen af Iran. Endvidere finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hans politiske aktiviteter eller engagement i Danmark er kommet de iranske myndigheder til kundskab, og at ansøgeren dermed skulle være efterstræbt af de iranske myndigheder. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge ansøgerens forklaring om sin konversion til grund. Da nævnet har tilsidesat ansøgerens forklaring om sine politiske aktiviteter, har nævnet ligeledes afvist grundlaget for ansøgerens ophold i Irak, hvor han skulle være konverteret. Endvidere finder nævnet, at ansøgeren ikke har forklaret overbevisende om baggrunden for beslutningen om at konvertere, og at ansøgeren alene har et meget begrænset kendskab til kristendommen. Flygtningenævnet tilsidesætter på denne baggrund ansøgerens forklaring om sin konversion som konstrueret og utroværdig. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2018/336/MAH
Nævnet stadfæstede i oktober 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Sagen er sambehandlet med Iran/2018/334/jov, Iran/2018/333/jov og Iran/2018/332/jov. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er iransk statsborger, etnisk kurder og yaresan af trosretning. Ansøgeren har senest opholdt sig i […], Irak, men har oplyst, at være født al-Tash lejren i Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel grundet sin religion og hans forældres politiske aktiviteter. Ansøgeren har forklaret, at hans forældre er medlemmer af KDPI og har deltaget i partiets møder. Ansøgeren har videre forklaret, at han og hans familie er yaresan af trosretning. Ansøgeren har herudover i det hele henvist til sine forældres asylmotiv. I ansøgerens forældres asylsag er der dags dato truffet følgende afgørelse: ” Flygtningenævnet lægger ansøgernes forklaringer om medlemskab af KDPI og deltagelse i enkelte møder til grund. Derimod tilsidesætter Flygtningenævnet forklaringerne om den mandlige ansøgers ledende rolle i partiet, omfattende mødeaktivitet og om omdeling af materiale for partiet, idet de er udbyggende og divergerende. Der er herved blandt andet henset til den mandlige ansøgers forklaring til oplysnings- og motivsamtalen om, at han på intet tidspunkt har haft konflikter med de iranske myndigheder som følge af medlemskabet af KDPI, at han har levet som et medlem, der ikke har eksponeret sig selv, og at han har holdt lav profil, ligesom han har forklaret, at han har været almindeligt medlem af partiet. Først senere blandt andet for nævnet har ansøgerne forklaret om yderligere profilering og aktiviteter. På denne baggrund finder nævnet ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Iran vil være således profilerede, at de vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Det bemærkes yderligere, at den mandlige ansøgers forklaring om at være blevet beskudt i 2003 alene efter hans egen formodning skyldes politiske aktiviteter. Endvidere bemærkes, at uanset, at den mandlige ansøger har deltaget i politiske aktiviteter i Danmark, herunder deltaget i en demonstration, findes dette ikke at medføre nogen ændring i den ovenfor nævnte vurdering af ansøgernes profilering i forhold til de iranske myndigheder. Ansøgernes tilknytning til yaresan-troen findes efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke i sig selv asylbegrundende. En subsidiær påstand om hjemvisning som følge af tolkeproblemer til den mandlige ansøgers asylsamtale tages ikke til følge, blandt andet under hensyn til, at de ovenfornævnte divergenser relaterer sig til oplysnings- og motivsamtalen, hvor den mandlige ansøger efter egen forklaring ikke havde forståelsesproblemer. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”. Da ansøgeren som anført ikke har noget selvstændigt asylmotiv finder Flygtningenævnet ikke, at han har sandsynliggjort, at han ved en indrejse i Iran vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/335/jov
Nævnet stadfæstede i oktober 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Sagen er sambehandlet med Iran/2018/333/jov, Iran/2018/332/jov og Iran/2018/335/jov. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er iransk statsborger, etnisk kurder og yaresan af trosretning. Ansøgeren har senest opholdt sig i […], Irak, men har oplyst, at være født al-Tash lejren i Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel grundet sin religion og hans forældres politiske aktiviteter. Ansøgeren har forklaret, at hans forældre er medlemmer af KDPI og har deltaget i partiets møder. Ansøgeren har videre forklaret, at han og hans familie er yaresan af trosretning. Ansøgeren har herudover i det hele henvist til sine forældres asylmotiv. I ansøgerens forældres asylsag er der dags dato truffet følgende afgørelse: ” Flygtningenævnet lægger ansøgernes forklaringer om medlemskab af KDPI og deltagelse i enkelte møder til grund. Derimod tilsidesætter Flygtningenævnet forklaringerne om den mandlige ansøgers ledende rolle i partiet, omfattende mødeaktivitet og om omdeling af materiale for partiet, idet de er udbyggende og divergerende. Der er herved blandt andet henset til den mandlige ansøgers forklaring til oplysnings- og motivsamtalen om, at han på intet tidspunkt har haft konflikter med de iranske myndigheder som følge af medlemskabet af KDPI, at han har levet som et medlem, der ikke har eksponeret sig selv, og at han har holdt lav profil, ligesom han har forklaret, at han har været almindeligt medlem af partiet. Først senere blandt andet for nævnet har ansøgerne forklaret om yderligere profilering og aktiviteter. På denne baggrund finder nævnet ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Iran vil være således profilerede, at de vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Det bemærkes yderligere, at den mandlige ansøgers forklaring om at være blevet beskudt i 2003 alene efter hans egen formodning skyldes politiske aktiviteter. Endvidere bemærkes, at uanset, at den mandlige ansøger har deltaget i politiske aktiviteter i Danmark, herunder deltaget i en demonstration, findes dette ikke at medføre nogen ændring i den ovenfor nævnte vurdering af ansøgernes profilering i forhold til de iranske myndigheder. Ansøgernes tilknytning til yaresan-troen findes efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke i sig selv asylbegrundende. En subsidiær påstand om hjemvisning som følge af tolkeproblemer til den mandlige ansøgers asylsamtale tages ikke til følge, blandt andet under hensyn til, at de ovenfornævnte divergenser relaterer sig til oplysnings- og motivsamtalen, hvor den mandlige ansøger efter egen forklaring ikke havde forståelsesproblemer. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”. Da ansøgeren som anført ikke har noget selvstændigt asylmotiv finder Flygtningenævnet ikke, at han har sandsynliggjort, at han ved en indrejse i Iran vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/334/jov
Nævnet stadfæstede i oktober 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Sagen er sambehandlet med Iran/2018/335/jov, Iran/2018/334/jov og Iran/2018/332/jov Flygtningenævnet udtalte: ” Ansøgeren er iransk statsborger, etnisk kurder og yaresan af trosretning. Ansøgeren har senest opholdt sig i […], Irak, men har oplyst, at være født al-Tash lejren i Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel grundet sin religion og hans forældres politiske aktiviteter. Ansøgeren har forklaret, at hans forældre er medlemmer af KDPI og har deltaget i partiets møder. Ansøgeren har videre forklaret, at han og hans familie er yaresan af trosretning. Ansøgeren har herudover i det hele henvist til sine forældres asylmotiv. I ansøgerens forældres asylsag er der dags dato truffet følgende afgørelse: ” Flygtningenævnet lægger ansøgernes forklaringer om medlemskab af KDPI og deltagelse i enkelte møder til grund. Derimod tilsidesætter Flygtningenævnet forklaringerne om den mandlige ansøgers ledende rolle i partiet, omfattende mødeaktivitet og om omdeling af materiale for partiet, idet de er udbyggende og divergerende. Der er herved blandt andet henset til den mandlige ansøgers forklaring til oplysnings- og motivsamtalen om, at han på intet tidspunkt har haft konflikter med de iranske myndigheder som følge af medlemskabet af KDPI, at han har levet som et medlem, der ikke har eksponeret sig selv, og at han har holdt lav profil, ligesom han har forklaret, at han har været almindeligt medlem af partiet. Først senere blandt andet for nævnet har ansøgerne forklaret om yderligere profilering og aktiviteter. På denne baggrund finder nævnet ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Iran vil være således profilerede, at de vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Det bemærkes yderligere, at den mandlige ansøgers forklaring om at være blevet beskudt i 2003 alene efter hans egen formodning skyldes politiske aktiviteter. Endvidere bemærkes, at uanset, at den mandlige ansøger har deltaget i politiske aktiviteter i Danmark, herunder deltaget i en demonstration, findes dette ikke at medføre nogen ændring i den ovenfor nævnte vurdering af ansøgernes profilering i forhold til de iranske myndigheder. Ansøgernes tilknytning til yaresan-troen findes efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke i sig selv asylbegrundende. En subsidiær påstand om hjemvisning som følge af tolkeproblemer til den mandlige ansøgers asylsamtale tages ikke til følge, blandt andet under hensyn til, at de ovenfornævnte divergenser relaterer sig til oplysnings- og motivsamtalen, hvor den mandlige ansøger efter egen forklaring ikke havde forståelsesproblemer. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”. Da ansøgeren som anført ikke har noget selvstændigt asylmotiv finder Flygtningenævnet ikke, at han har sandsynliggjort, at han ved en indrejse i Iran vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/333/jov
Nævnet stadfæstede i oktober 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar og to børn fra Iran. Indrejst i 2015. Sagen er sambehandlet med Iran/2018/335/jov, Iran/2018/334/jov og Iran/2018/333/jov Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er iranske statsborgere, etniske kurdere og yaresan af trosretning. Ansøgerne har senest opholdt sig i […], Irak, men har oplyst, at have opholdt sig i al-Tash lejren i Irak fra 1981 til 1996. Ansøgerne har været medlemmer af KDPI og har været medlemmer af partiet fra omkring 1993. Ansøgerne var inden da sympatisører af KDPI. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Iran frygter myndighederne og muslimske fanatikere. Ansøgerne har videre forklaret, at de er medlemmer af Kurdisk Demokratisk Parti (KDPI). I 1985 fik den mandlige ansøger interesse for partiet, mens han boede i al-Tash lejren. Den mandlige ansøger blev sympatisør, men udførte ikke nogen aktiviteter for partiet. Ansøgerne blev gift i 1993 og omkring samme tidspunkt blev ansøgerne også medlemmer af partiet. Den mandlige ansøger har deltaget i møder hos KDPI, siden han blev medlem og indtil sin udrejse af Irak. I Danmark har den mandlige ansøger deltaget i to KDPI møder. Den mandlige ansøger har ligeledes oplyst, at han blev skudt af de iranske myndigheder i 2003, da han var ude på sin farm i Irak. Ansøgerne har forklaret, at den mandlige ansøger har deltaget i en demonstration foran den iranske ambassade den […]. Ansøgerne har forklaret, at de ikke har nogen iranske dokumenter, samt at deres trosretning, yaresan, ikke er anerkendt i Iran. Flygtningenævnet lægger ansøgernes forklaringer om medlemskab af KDPI og deltagelse i enkelte møder til grund. Derimod tilsidesætter Flygtningenævnet forklaringerne om den mandlige ansøgers ledende rolle i partiet, omfattende mødeaktivitet og om omdeling af materiale for partiet, idet de er udbyggende og divergerende. Der er herved blandt andet henset til den mandlige ansøgers forklaring til oplysnings- og motivsamtalen om, at han på intet tidspunkt har haft konflikter med de iranske myndigheder som følge af medlemskabet af KDPI, at han har levet som et medlem, der ikke har eksponeret sig selv, og at han har holdt lav profil, ligesom han har forklaret, at han har været almindeligt medlem af partiet. Først senere blandt andet for nævnet har ansøgerne forklaret om yderligere profilering og aktiviteter. På denne baggrund finder nævnet ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Iran vil være således profilerede, at de vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Det bemærkes yderligere, at den mandlige ansøgers forklaring om at være blevet beskudt i 2003 alene efter hans egen formodning skyldes politiske aktiviteter. Endvidere bemærkes, at uanset, at den mandlige ansøger har deltaget i politiske aktiviteter i Danmark, herunder deltaget i en demonstration, findes dette ikke at medføre nogen ændring i den ovenfor nævnte vurdering af ansøgernes profilering i forhold til de iranske myndigheder. Ansøgernes tilknytning til yaresan-troen findes efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke i sig selv asylbegrundende. En subsidiær påstand om hjemvisning som følge af tolkeproblemer til den mandlige ansøgers asylsamtale tages ikke til følge, blandt andet under hensyn til, at de ovenfornævnte divergenser relaterer sig til oplysnings- og motivsamtalen, hvor den mandlige ansøger efter egen forklaring ikke havde forståelsesproblemer. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. ” Iran/2018/332/jov
Nævnet stadfæstede i oktober 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser og angiveligt konverteret til Jehovas Vidner fra [A], Hormuzgan, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har dog deltaget i demonstrationer mod Den Grønne Bevægelse i protest mod den nye præsident i 2007. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han begyndte at interesse sig for kristendommen, da han begyndte at tale med sin ven, Amir. Ansøgeren begyndte at deltage i møder sammen med Amir, Amirs bror og to andre personer i en hjemmekirke. Ansøgeren kom i hjemmekirken i omkring tre måneder, hvor han lærte om kristendommen og Jehovas Vidner. Ansøgeren modtog et opkald fra Amirs bror, der oplyste ansøgeren om, at Amir var blevet anholdt af myndighederne. Ansøgeren ringede til sin ven, Hamid, der kørte ansøgeren hen til Hamids far. Efter at have boet hos Hamids far i over to måneder, flyttede ansøgeren hen til en lejlighed, hvor hans ægtefælle også skulle opholde sig. Efter omkring en uge ringede ansøgeren til en ven ved navn Wahab, som skyldte ansøgeren nogle penge. Ansøgeren blev kørt hjem til Wahab, hvor politiet var til stede. Ansøgeren blev anholdt og kom for retten. Efter at have været fængslet i tre måneder, blev ansøgeren løsladt mod kaution. Ansøgeren begyndte igen efter sin løsladelse at deltage i kristne møder. Under et møde modtog de et opkald om, at myndighederne havde fået oplysninger om stedet. Ansøgeren flygtede herefter fra stedet. Ansøgeren opholdt sig igen hos Hamids far, hvorefter han udrejste af Iran. Efter ansøgerens udrejse er hans far blevet tilbageholdt af myndighederne en gang. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at ansøgeren har forklaret udetaljeret og usammenhængende samt divergerende om helt centrale dele af sit asylmotiv. Han har således forklaret udetaljeret og usammenhængende om sit kendskab til Amirs religion og om begrundelsen for sin egen interesse for Jehovas Vidner. Han har generelt forklaret unøjagtigt og divergerende om diverse tidspunkter. Han har således forklaret divergerende om, hvornår han og Amir begyndte at tale om Jehovas Vidner og om, hvornår han begyndte at komme i den første huskirke. Han har videre forklaret divergerende om, hvor længe han blev tortureret under sin angivelige tilbageholdelse og om, hvorvidt han fik en dom for at konvertere. Endelig har ansøgeren og hans ægtefælle forklaret indbyrdes divergerende om, hvorfor ansøgeren blev løsladt mod kaution. Ansøgeren har under nævnsmødet tillige forklaret divergerende om datoen for sin udrejse og om, hvad han talte med Daniel om. Han har således over for Udlændingestyrelsen forklaret, at han udrejste af Iran [i sommeren] 2015, mens han over for Nævnet har forklaret, at han udrejste [i efteråret] 2015. Han har tillige indledningsvist forklaret over for Udlændingestyrelsen, at han fortalte Daniel alt om sine problemer, da han mødte ham til brylluppet, mens han under nævnsmødet har forklaret, at han ikke røbede noget til Daniel, fordi han først mistænkte Daniel for at være fra politiet. Ansøgeren har ikke under nævnsmødet været i stand til at forklare de nævnte divergenser eller komme diverse tidsangivelser nærmere, ligesom han ikke har været i stand til at uddybe sin interesse for Jehovas vidner i Iran eller redegøre for de indre processer og tanker vedrørende Jehovas Vidner, som han påberåber sig i forhold til konverteringen til Jehovas Vidner. Flygtningenævnet finder hertil, at det forekommer mindre sandsynligt, at ansøgeren skulle blive løsladt mod kaution i en måned, efter at Amir havde udpeget ham som frafalden. Det forekommer i forlængelse heraf også mindre sandsynligt, at ansøgeren ikke flygtede straks efter løsladelsen, men blev i landet, fordi han regnede med, at han skulle i fængsel igen og derefter frifindes og løslades, herved også fordi han har forklaret, at han allerede før tilbageholdelsen var begyndt at forberede sin udrejse. Endelig finder Flygtningenævnet, at ansøgerens forklaring om, at han udrejste via lufthavnen i Teheran på sin brors pas, og at hans hustru udrejste på sit eget pas, ca. 1/2 år efter han var udeblevet fra den fortsatte fængsling ikke forekommer sandsynlig, henset til den situation som ansøgeren befandt sig i. Flygtningenævnet kan herefter ikke lægge til grund, at ansøgeren i Iran konverterede til Jehovas Vidner, eller at han af den grund blev tilbageholdt af myndighederne. Ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at han havde konflikter med de iranske myndigheder eller andre i Iran, da han udrejste fra Iran. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han i Danmark er blevet overbevist Jehovas Vidne til grund. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgeren efter ovennævnte bevisvurdering udrejste af Iran uden at være konkret forfulgt, hvorefter han straks efter indrejsen i Danmark opsøgte Jehovas Vidner uden, at han er i stand til at redegøre for baggrunden for dette eller for sine refleksioner vedrørende Jehovas Vidner på dette tidspunkt. Ansøgeren har under nævnsmødet om baggrunden for sin konversion og sit liv som Jehovas Vidne henvist til, at han var utilfreds med Islam, og at han hos Jehovas Vidner særligt lægger vægt på den indre ro, som han har fundet og på, at han kan få tilgivet sine synder og få evigt liv. Ansøgeren har imidlertid ikke været i stand til at redegøre nærmere for sine refleksioner i forbindelse med dette. Han har på samme måde ikke været i stand til på en overbevisende måde at redegøre for sin egen overbevisning og for sit liv som Jehovas Vidne. Uanset, at ansøgeren under nævnsmødet var i stand til at redegøre for nogle af de forskelle, der er mellem Jehovas Vidner og den kristne kirke, finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke på en troværdig og overbevisende måde har redegjort for, at hans missionering som udøbt forkynder og deltagelse i Jehovas Vidners aktiviteter mv. er udtryk for en reel religiøs overbevisning, men at dette fremstår som konstrueret til lejligheden. De udtalelser, der er fremlagt i sagen, kan ikke føre til en ændret vurdering. Der er herved lagt vægt på den sammenhæng, som udtalelserne er fremkommet i. Flygtningenævnet har ikke fundet anledning til at imødekomme begæringen om vidneførelse af et Jehovas Vidne. Flygtningenævnet har ved denne vurdering lagt vægt på, at Flygtningenævnet har lagt de faktuelle oplysninger om ansøgerens deltagelse i diverse aktiviteter til grund. Efter ovennævnte bevisvurdering finder Flygtningenævnet, at der ikke er grundlag for at udsætte sagen på en torturundersøgelse af ansøgeren. Flygtningenævnet er opmærksomt på, at FN’s Komité mod Tortur i sine ”General Comments” punkt 40-41 anbefaler, at sådanne undersøgelser iværksættes, uanset om den relevante myndighed finder det sandsynligt, at ansøgeren har været udsat for tortur eller ej. Det er imidlertid Flygtningenævnets praksis at tage stilling til behovet for sådanne undersøgelser på konkret grundlag og ikke ud fra en generel standard. Det fremgår af udlændingelovens § 54, stk. 1, at Flygtningenævnet drager omsorg for sagens oplysning og træffer bestemmelse om afhøring af udlændingen og vidner og om tilvejebringelse af andre bevismidler. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/331/SEL
Nævnet stadfæstede i oktober 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt to børn fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske kurdere og yarsan fra Kermanshah, Iran. Den mandlige ansøger sympatiserer med Det Kurdiske Parti (KDP) og har hjulpet medlemmer af partiet. Den kvindelige ansøger har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet eller idømt livsvarigt fængsel af de iranske myndigheder, fordi han sympatiserer med og har hjulpet medlemmer af KDP. Den kvindelige ansøger har henvist til den mandlige ansøgers asylmotiv. Til støtte for asylmotivet har den mandlige ansøger forklaret, at han [i vinteren] 2014 hjalp tre peshmergaer ved at give dem mad, vand og husly. Omkring en uge efter kom de tre peshmergaer igen til ansøgernes hjem, hvor de opholdt sig fra morgenen og til det blev mørkt. Den følgende morgen blev ansøgernes hjem opsøgt af den iranske efterretningstjeneste, som spurgte efter peshmergaerne. Den mandlige ansøger nægtede, at de havde været hos dem, hvorefter han blev slået og taget med til et ukendt sted. Han var tilbageholdt i en måned, hvorefter han blev løsladt mod kaution, som hans svigerfar stillede i form af et skøde. Efter løsladelsen tog den mandlige ansøger tilbage til sin bopæl i [landsby A], og et par dage efter modtog han en indkaldelse til møde i retten [primo] 2015. Under retsmødet fik han medhold, men blev bedt om at forlade [landsby A] inden for en uge. Ansøgerne flyttede herefter til [landsby B]. I [foråret] 2015 blev den mandlige ansøger igen indkaldt til retten, hvor han blev spurgt ind til de tre peshmergaer igen. Retsmødet endte med, at skødet blev frigivet, og ansøgeren fik at vide, at han var fri. I [efteråret] 2015 var den mandlige ansøger tilbage i [landsby A] i forbindelse med høsten. Her mødte han de tre peshmergaer igen. De gav ham løbesedler, som skulle deles ud i Sarpol-e Zahab. Natten mellem [to datoer i efteråret] 2015 uddelte den mandlige ansøger løbesedlerne sammen med en person ved navn Morid Azizi. Efterretningstjenesten kom, og de forsøgte at flygte, men Morid faldt af motorcyklen, og den mandlige ansøger tog ophold i bjergene. Ansøgernes hjem blev herefter opsøgt af efterretningstjenesten, som ledte efter den mandlige ansøger. Ansøgerne udrejste af Iran sammen med deres ældste barn [i efteråret] 2015. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerne har forklaret divergerende, herunder særligt indbyrdes divergerende på adskillige centrale punkter. Ansøgerne har således forklaret indbyrdes divergerende om blandt andet, hvor mange gange den mandlige ansøger har bragt madvarer til peshmergaer, og om den kvindelige ansøgers kendskab til de tre peshmergaer, der kom på besøg. Ansøgerne har videre forklaret indbyrdes divergerende om, hvorvidt begge ægtefæller boede sammen på bopælen i [landsby B] de sidste ca. seks måneder før udrejsen. Den mandlige ansøger har således forklaret, at de boede sammen på adressen, mens den kvindelige ansøger til samtalen i Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2016 har forklaret, at hun boede alene sammen med deres fælles barn, og at den mandlige ansøger alene var på besøg en enkelt gang. Under sin samtale [i foråret] 2017 har den kvindelige ansøger forklaret, at de forskellige oplysninger skyldes misforståelser eller tolkefejl, og under sin forklaring for nævnet har hun fastholdt, at de boede sammen i hele perioden. Ansøgerne har videre forklaret indbyrdes divergerende om, hvem der fortalte den mandlige ansøger, at bopælen var blevet ransaget efter, at han havde uddelt løbesedler. Den mandlige ansøger har således under samtalen [i foråret] 2017 forklaret, at den kvindelige ansøger fortalte ham det, da han ringede til hende samme dag. Den kvindelige ansøger har til samtalerne [i sommeren] 2016 og [i foråret] 2017 forklaret, at hun, kort efter myndighederne havde været på bopælen, ringede til sin bror, Iman, som kontaktede den mandlige ansøger og fortalte om episoden. Under nævnsmødet har den kvindelige ansøger forklaret, at hun fortalte den mandlige ansøger om episoden, da han ringede til hende, men har forklaret usammenhængende og divergerende om tidsforløbet. Videre har nævnet lagt vægt på, at ansøgerne har forklaret divergerende om, hvorvidt ansøgeren blev slået, da myndighederne opsøgte bopælen i [landsby B]. Den kvindelige ansøger har således under sin samtale [i sommeren] 2016 forklaret, at hun blev slået, sparket og revet i håret. Den mandlige ansøger har under sin samtale den [i sommeren] 2016 forklaret, at myndighederne forlod bopælen efter, at de havde slået hans ægtefælle. Under sin forklaring for nævnet har den kvindelige ansøger forklaret, at hun ikke blev udsat for fysisk vold af nogen slags under ransagningen. Nævnet har ved vurderingen af de afgivne forklaringer været opmærksom på, at der under samtalen med den kvindelige ansøger i Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2016 blev tolket på Sorani og ikke på Kalhori. Der er herved lagt vægt på, at der er tale om en lang og meget detaljeret forklaring, ligesom det fremgår af referatet, at den kvindelige ansøger oplyste, at hun havde forstået alt, hvad tolken havde sagt under samtalen. Nævnet finder således ikke, at de divergenser, der er påvist, kan skyldes misforståelser eller tolkefejl. Endelig har nævnet tillagt det en vis vægt, at en kilde fra Udenrigsministeriet har vurderet, at en fremlagt tilsigelse til retten af [foråret] 2015 og et fremlagt advarselsbrev af [primo] 2015 til den mandlige ansøger, er uægte. Efter en samlet vurdering af ovenstående finder Flygtningenævnet således, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelser.” Iran/2018/330/SSM
Nævnet meddelte i oktober 2018 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunnimuslim fra Iran. Ansøgeren er født og opvokset i Irak. An-søgeren er sympatisør for Komala, hvilket han også gjorde under sit ophold i Irak. Ansøgeren har siden 2009/2010 og frem til sin udrejse af Irak i 2015 deltaget i fejring af Komalas mærkedage. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter de iranske myndigheder, idet hans familie er og/eller har været politisk aktive for Komala og KDPI, og fordi ansøgeren selv sympatiserer med Komala. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han er født og opvokset i Irak, hvor han ingen rettigheder havde, fordi han var flygtning. Ansøgeren har aldrig været i Iran. To af ansøgeren morbrødre, der er blevet meddelt asyl i Danmark, er aktive medlemmer af Komala. Ansøgerens tredje morbror opholder sig fortsat i Irak, hvor han er politisk aktiv for Komala. Ansøgerens morfar var peshmerga for KDPI i Iran, hvilket var årsagen til, at ansøgerens mor familie flygtede til Irak. Ansøgeren, som er registreret som flygtning hos UNHCR, sympatiserer med Komala og har siden 2009/2010 og frem til sin udrejse deltaget i fejring af Komalas mærkedage. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren ikke har været medlem af et politisk parti og ikke har udført andet end bagatelagtige aktiviteter. På baggrund af ansøgerens forklaring kan det endvidere ikke antages, at hans far eller farfar har været politisk aktive. Et flertal af Flygtningenævnet lægger vægt på, at ansøgerens morfar var peshmerga for KDPI, hvilket var årsagen til, at han flygtede fra Iran. To af ansøgerens morbrødre er medlemmer af enten KDPI eller Komala, hvilket er baggrunden for, at de har fået asyl i Danmark i henholdsvis i 2009 og 2011. Ansøgeren har boet hos sin tredje morbror, der også er medlem af Komala. Ansøgeren har ikke iranske dokumenter, har aldrig været i Iran og taler ikke farsi. Det fremgår af baggrundsoplysningerne, herunder Landinfos respons af 15. februar 2017 ”Iran: Økt kurdisk militæraktivitet i Iran”, at iranske sikkerhedsstyrker har gennemført omfattende arrestationer i kølvandet af en militær optrapning i grænseområdet mellem Iran og Nordirak, hvor blandt andet KDPI har genoptaget den væbnede modstandskamp. Det fremgår endvidere af Udlændingestyrelsens og Dansk Flygtningehjælps Fact-finding rapport ”Issues concerning persons of ethnic miniorities, Kurds and Ahwazi Arabs” af 1. februar 2018, at: ”Descendants of politically active parents, who have not participated in political activities opposing the official line, will in principle not face any risk, a Western embassy stated. Another source noted on the contrary that descendants of Kurdish activists may risk surveillance because of their parents’ activities. According to Amnesty International, whether descendants of Kurdish activists are a target for the authorities depends on the profile of the parents, how well-known the parents’ activities are, and what the parents have been advocating.” Sammenfattende finder flertallet ikke, at det med den fornødne sikkerhed kan udelukkes, at ansøgeren, hvis han sendes tilbage til Iran, vil blive afhørt, og at hans familiemæssige relationers politiske aktiviteter vil medføre reaktioner omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2018/329/CHHA
Nævnet stadfæstede i oktober 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt to børn fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og yarsan af trosretning fra Sarpol-e Zahab, Kermanshah-provinsen, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive tvangsgift med sin afdøde ægtefælles brors søn. Ansøgeren frygter herudover, at hendes børn bliver taget fra hende. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at hun har været gift to gange. Da hendes anden ægtefælle døde, blev ansøgeren boende i parrets hus. Hun oplevede ikke nogen problemer i 8 til 9 år. Derefter fandt ansøgeren ud af, at det var blevet besluttet, at hun skulle giftes med sin afdøde ægtefælles brors søn, [A], hvilket ansøgeren ikke ville. Det var [A’s] far, [B], som fortalte ansøgeren, at hun skulle giftes med [A], og [B] fortalte også ansøgeren, at hendes børn tilhørte ham. [B] opsøgte herefter ansøgeren en række gange i gennem en periode på halvandet år. Han udsatte ansøgeren for seksuelle overgreb tre eller fire gange, og derudover slog han ansøgeren, når hun sagde, at hun ikke ville giftes med [A]. [B] opsøgte også ansøgeren en række gange sammen med to soldater, som forsøgte at tage hendes børn fra hende. Soldaterne fik dog medlidenhed med børnene, hvorfor de ikke tog dem med. Ansøgeren fik på et tidspunkt nok af [B’s] opsøgninger, og kontaktede sin bror, som hjalp hende med at udrejse. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet forklaringen forekommer utroværdig, divergerende og usammenhængende trods det relativt enkle asylmotiv. Flygtningenævnet har ved vurderingen taget hensyn til, at ansøgeren er analfabet og uden skolegang. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren på mødet i Flygtningenævnet gentagne gange forklarede, at chikanen og truslerne fra [B] begyndte halvandet år efter ægtefællens død og varede frem til udrejsen, hvorefter hun – foreholdt sin forklaring til oplysnings- og motivsamtalen og asylsamtalen, hvorefter hun boede alene i otte til ni år uden problemer – forklarede, at det er rigtigt. Ansøgerens forklaring om, at det beror på en misforståelse, forekommer ikke overbevisende. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen oplyste, at hun havde klaget til myndighederne over tvangsægteskabet med [A] tre gange, sidste gang tre til fire måneder før sin udrejse, men at de ikke ville hjælpe, da de var relaterede til svigerfamilien, hvorimod ansøgeren ikke har oplyst dette til asylsamtalen. Foreholdt dette forklarede ansøgeren først, at hun ikke havde sagt sådan, dernæst at hun gik til myndighederne og fortalte dem om tvangsægteskabet og sidst, at hun klagede til myndighederne over, at [B] ville tage hendes børn fra hende, men at hun ikke havde klaget over tvangsægteskabet. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen forklarede, at hun var blevet opsøgt og tævet på sin bopæl mere end 20 gange, og at hun endvidere var blevet voldtaget tre til fire gange af [B], sidste gang et par måneder før sin udrejse. Til asylsamtalen forklarede ansøgeren derimod, at hun blev opsøgt af [B] i alt 10 gange, og at sidste gang var på et tidspunkt i løbet af de sidste fem måneder, hun boede i Iran, hvorefter ansøgeren – foreholdt divergenserne – forklarede, at hun blev opsøgt af [B] 10 gange og blev slået 20 gange, og at hun ikke husker, hvornår hun blev opsøgt sidste gang. Senere under asylsamtalen forklarede ansøgeren, at [B] opsøgte hende 10 gange for at fjerne hendes børn og derudover 20 gange for at tvangsgifte hende med sin søn. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at det ikke forekommer sandsynligt, at [B] otte til ni år efter ansøgerens anden ægtefælles død skulle ønske ansøgeren tvangsgiftet med hans søn, ligesom det forekommer usandsynligt, at soldaterne kom omkring 10 gange for at tage ansøgerens børn fra hende uden, at dette skete, idet de hver gang fik medlidenhed med børnene. Flygtningenævnet bemærker endeligt, at det forekommer påfaldende, at ansøgeren ventede omkring halvandet år, hvor opsøgningerne og volden angiveligt fandt sted, inden hun udrejste af Iran og uden, at hun har kunnet redegøre for den flugtudløsende begivenhed. Flygtningenævnet finder således sammenfattende, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk.1 eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/327/JAH
Nævnet meddelte i oktober 2018 opholdstilladelse (K-status) til et ægtepar samt to børn fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etnisk kurdere og sunnimuslimske af trosretning fra Sarpol-e Zahab, Kermanshah provinsen, Iran. Den mandlige ansøger har været aktiv for KDPI (Kurdisk Demokratisk Parti Iran) siden 2014. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet eller henrettet af de iranske myndigheder. Ansøgerne har til støtte for deres asylmotiv oplyst, at den mandlige ansøger har samarbejdet med sin bror, [A], om at udføre politisk aktivitet for KDPI. I sommeren 2014 henvendte den mandlige ansøgers bror, [A], sig til den mandlige ansøger og spurgte, om han ville hjælpe med at udføre politisk aktivitet for KDPI. Den mandlige ansøger skulle levere og modtage nogle varer til og fra [A]s venner, som var peshmergaer. Den mandlige ansøger skulle medbringe pakker, når han gik op i bjergene for at græsse sine dyr. Der skulle han mødes med tre peshmergaer og udveksle pakker. Den mandlige ansøger gentog denne opgave 10 til 20 gange over en periode på 13 til 14 måneder, senest [i efteråret] 2015. [I efteråret] 2015 ringede den kvindelige ansøger til den mandlige ansøger, imens han var på bjerget med sine dyr. Hun oplyste, at fire til fem personer fra sikkerhedstjenesten havde opsøgt deres bopæl, ransaget den og anholdt den mandlige ansøgers bror, [A], fordi han arbejdede for KDPI. Sikkerhedstjenesten havde derudover konfiskeret deres id-dokumenter og spurgt, hvor den mandlige ansøger opholdt sig. Den mandlige ansøger tog derefter hjem til sin søster i Rejav, hvor han mødtes med den kvindelige ansøger og deres datter. Dagen efter udrejste de sammen fra Iran. Til støtte for asylmotivet har ansøgerne endvidere anført, at den mandlige ansøger efter sin ankomst til Danmark er blevet aktivt medlem af KDPI i Danmark, og at han i Danmark har deltaget i partiets politiske aktiviteter. Flygtningenævnets flertal finder, at der ikke er holdepunkter for at tilsidesætte den mandlige ansøgers forklaring om, at han i Iran har udført politiske aktiviteter for KDPI i form af levering og modtagelse af pakker i forbindelse med hans arbejde som fårehyrde. Den mandlige ansøger har således i al væsentligt forklaret troværdigt, overensstemmende og sammenhængende herom, og den omstændighed, at hans forklaring på flere punkter ligner den forklaring, som den mandlige ansøgers bror har afgivet i forbindelse med sin asylsag i 2009, kan ikke føre til den konklusion, at den mandlige ansøgers forklaring ikke er udtryk for egne oplevelser. Den kvindelige ansøger har konsekvent og detaljeret forklaret, at de iranske myndigheder opsøgte familiens bopæl i [efteråret] 2015, hvor de foretog anholdelse af den mandlige ansøgers bror, ligesom de ransagede deres hjem og spurgte efter den mandlige ansøger, som de var bekendt med udførte ulovlige politiske aktiviteter. Selvom der ikke i sagen foreligger andre oplysninger, der kan understøtte denne forklaring, finder nævnet, at der ikke er holdepunkter for at antage, at forklaringen er urigtig. Nævnet lægger herefter til grund, at den mandlige ansøger meget vel kan være kommet i de iranske myndigheders søgelys som følge af hans bistand til KDPI, og at tvivlen om bl.a., hvorvidt dette skulle være tilfældet, i en situation som den foreliggende må komme ansøgerne til gode. Flygtningenævnets flertal finder, at det til brug for asylsagen herefter må lægges til grund, at der er risiko for, at ansøgerne ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, på grund af den mandlige ansøgers politiske aktiviteter. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgerne og medfølgende børn opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2018/326/CHA
Nævnet stadfæstede i oktober 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder fra Rabat, Azerbaijan, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter at blive fængslet på livstid eller stenet til døde af det iranske regime eller af [A]’ familie. Ansøger har til støtte for konflikten med [A]’ familie oplyst, at han i 2013 blev venner med [A]. Ansøger og [A] havde i starten alene telefonisk kontakt, men på et tidspunkt begyndte de også at mødes privat. I starten af 2015 bad ansøger sin mor om at kontakte [A]’ familie med henblik på at indgå ægteskab, hvilket [A]’ far nægtede, idet ansøgers familie ikke var religiøse, samt idet det var kendt, at familien politisk var mod regimet i Iran. Efterfølgende blev ansøger og [A] ved at med se hinanden privat, og omkring [efteråret] 2015 blev [A] gravid. [A]’ far og brødre havde fået kendskab til [A] graviditet, hvorfor ansøger blev fortalt, at han ikke måtte tage hjem til bopælen. Ansøger opholdt sig herefter en nat hos sin storebror, hvorefter han opholdt sig hos en kammerat, indtil han udrejste af Iran. Ansøger har til støtte for sin families politiske aktiviteter oplyst, at ansøgers farbror, moster og morbror var politisk aktive i Iran, hvorfor de som følge heraf var nødsaget til at flygte ud af landet. Ansøger har desuden oplyst, at farmoren også var politisk aktiv, og hun nu er bosiddende i Irak. Ligeledes var ansøgers morfar også politisk aktiv, da han levede. Endelig har ansøgeren henvist til, at hans familie er uden religion, og at han i Danmark er blevet medlem af KDP. Flygtningenævnet finder, at det, som ansøgeren har oplyst om sin families religiøse forhold og politiske aktiviteter i Iran, ikke kan føre til, at han meddeles konventions- eller beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7. Ved vurderingen heraf har nævnet lagt vægt på navnlig, at hverken ansøgeren eller hans nærmeste familie har været politisk aktive, og at de aldrig forud for ansøgerens udrejse har haft nogen konflikter med de iranske myndigheder, herunder heller ikke som følge af deres manglende religion. Ansøgerens oplysning om, at hans ene bror har været tilbageholdt af myndighederne to gange, og nu angiveligt er fængslet, kan ikke lægges til grund, idet forklaringen herom er helt ukonkret, upræcis og udokumenteret, ligesom der ikke ses at være nogen sammenhæng med tilbageholdelsen af broderen og ansøgerens situation. Hertil kommer, at ansøgeren hverken under oplysnings- og motivsamtalen [sommeren] 2016 eller asylsamtalen [i starten af] 2017 oplyste, at han udrejste på grund af mistanke om politisk aktivitet, hvorfor ansøgerens forklaring herom, der således først fremkom [i foråret] 2017 under gensamtalen, fremstår som et forsøg på at konstruere et nyt asylgrundlag. Heller ikke ansøgerens nye oplysninger for nævnet om broderens fængselsstraf, hvilke oplysninger er helt udokumenterede, kan under de forelæggende omstændigheder lægges til grund. Der er således i ansøgerens oplysninger ingen holdepunkter for at antage, at de iranske myndigheder skulle mistænke ansøgeren for ulovlige politiske aktiviteter, hvorfor ansøgeren ikke af den grund kan meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det kan ikke føre til en anden vurdering, at ansøgeren efter Udlændingestyrelsens afslag på asyl angiveligt er blevet medlem af KDP i Danmark, idet det bemærkes, at han ikke tidligere over for Udlændingestyrelsen har givet udtryk for nogen politisk interesse, og idet der fortsat ikke er holdepunkter for at antage, at ansøgeren skulle være kommet i de iranske myndigheders søgelys som følge af hans politiske ståsted eller aktiviteter. Heller ikke ansøgerens forklaring om konflikten med familien til en pige, som ansøgeren angiveligt skulle have haft et forhold til, kan føre til, at han meddeles beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7. Nævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgeren ikke har forklaret troværdigt om karakteren af forholdet og navnlig om omstændighederne i forbindelse med pigens angivelige graviditet. Ansøgerens oplysning om tidspunktet for den angivelige undfangelse af barnet stemmer således ikke overens med oplysningerne i den aborterklæring, som ansøgeren har fremlagt for nævnet. Det forekommer endvidere helt åbenbart utroværdigt, når ansøgeren ikke for Udlændingestyrelsen har været i stand til at svare mere klart på, hvordan pigen skulle være blevet gravid. Det er heller ikke troværdigt, at pigen eller pigens søster, der tilsyneladende var bekendt med forholdet, efterfølgende skulle have fortalt pigens familie, at ansøgeren – og ikke en anden ukendt mand – havde voldtaget pigen, og forklaringen herom fremstår uden sammenhæng med ansøgerens oplysninger om bl.a. deres tætte kærlighedsforhold. Hertil kommer, at det virker noget påfaldende, at ansøgeren på Facebook er ven med en person med præcis samme navn som pigens bror, og at ansøgeren herom for Udlændingestyrelsen har forklaret, at han slet ikke kender personen, der imidlertid tillige er Facebookven med ansøgerens søster, som har kommenteret på et af hans opslag [fra foråret] 2017. Nævnet finder efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaringer herom, hvorunder nævnet tillige har inddraget indtrykket af ansøgeren fra hans forklaring direkte for nævnet, at ansøgerens forklaring om konflikten med pigens familie ikke kan lægges til grund. Det kan under disse omstændigheder ikke føre til et andet resultat, at ansøgeren for nævnet har fremlagt et dokument, der angiver at være udstedt af det iranske retsvæsen. Der er herefter ikke holdepunkter for at antage, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran skulle være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. ”Iran/2018/325/CHA
Nævnet stadfæstede i oktober 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder fra Iran. Ansøgeren har oplyst, at han i Danmark er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har videre oplyst, at han omkring seks til syv måneder forud for sin samtale med sin advokat [i efteråret] 2018 meldte sig ind i [et kurdiske politiske parti]. Ansøgeren har oplyst, at have deltaget i forskellige aktiviteter med partiet, herunder et partimøde, en mindehøjtidelighed i KDPI og et møde, hvor de udtryktes protest mod de seneste henrettelser af unge kurdere. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive tvunget til at slå nogle ihjel eller selv at blive slået ihjel af den iranske efterretningstjeneste, idet de vil have ham til at virke som meddeler for dem. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter, at vende tilbage til Iran, idet han er konverteret til kristendommen og har meldt sig ind i [et kurdisk parti] under sit ophold i Danmark. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at den iranske efterretningstjeneste henvendte sig til ham i 2009/2010. De ønskede, at han skulle samarbejde med dem blandt andet ved at indsamle informationer i grænseområdet, hvor ansøgeren havde nogle kontakter. Ansøgeren afslog samarbejdet. En dag, da ansøgeren var på vej hjem fra arbejde, blev han overfaldet, slået og tilbageholdt natten over. Efterretningstjenesten bad igen ansøgeren om at samarbejde med dem, hvilket ansøgeren afslog. Herefter flyttede ansøgeren til en anden by, der lå en times kørsel væk. Omkring foråret 2014 blev tre betjente skuddræbt. Efterretningstjenesten så på nogle billeder, at ansøgeren var til stede på drabsstedet. Efterretningstjenesten mistænkte ansøgeren for at tilhøre et oppositionsparti og spurgte ham, hvad han lavede på drabsstedet. Ansøgeren kunne ikke få fornyet sin tilladelse til at handle i grænseområdet, hvis han ikke samarbejdede med efterretningstjenesten. De lagde et stort pres på ansøgeren, og han besluttede at udrejse af Iran. Ansøgeren har endvidere oplyst, at han i Danmark er konverteret til kristendommen. [I sommeren] 2016 blev han døbt. Ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende om dele af sit asylmotiv. Under oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren forklaret, at han, da efterretningstjenesten kontaktede ham første gang, blev anmodet om at rapportere, såfremt han i [byen A] fik øje på folk fra Irak. Til asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at han ved den første henvendelse fra efterretningstjenesten blev anmodet om at samle oplysninger i Irak ved PUK’s baser, og til gensamtalen, at han både skulle rapportere om forhold i Iran og Irak, herunder få folk i Irak til at arbejde for den iranske efterretningstjeneste, finde ud af, hvor Komalas og KDPI’s baser er, hvor store styrker disse har, og hvem der samarbejdede med dem. Henset til ansøgerens baggrund og forudsætninger finder Flygtningenævnet, at det er usandsynligt, at efterretningstjenesten skulle være interesseret i at anvende ansøgeren til de opgaver, han beskrev under gensamtalen. Ansøgeren har endvidere forklaret forskelligt om, hvor mange gange han blev kontaktet af efterretningstjenesten op til sin udrejse, idet han til oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at det var ca. ti gange, mens han til asylsamtalen har forklaret, at han de sidste tre måneder før sin udrejse blev kontaktet næsten dagligt. Selv om Flygtningenævnet måtte lægge dele af ansøgerens forklaring til grund, har ansøgeren forklaret, at konsekvenserne af, at han ikke ville samarbejde med efterretningstjenesten var, at han to gange mistede sin tilladelse til at færdes og handle i grænseområdet. Hertil kommer, at ansøgeren har forklaret, at da han flyttede fra [byen A], blev han ikke opsøgt af efterretningstjenesten i en periode på ca. 5 år, ligesom ansøgeren under asylsamtalen har forklaret, at han ikke frygtede for sit eget liv, at efterretningstjenestens formål ikke var at slå ham ihjel, og at der ikke var en bestemt begivenhed, der udløste hans udrejse, men at han var virkelig træt af sit liv efter presset fra efterretningstjenesten. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hans konflikt med myndighederne havde en karakter og intensitet, der er omfattet af udlændingelovens § 7. Ansøgeren har om sine politiske aktiviteter i Danmark forklaret, at han har arrangeret og deltaget i demonstrationer og KDPI-arrangementer som almindelig deltager, uden at holde taler. Ansøgeren kan herefter ikke betragtes som særligt profileret i forhold til de iranske myndigheder. Ansøgerens Facebook profil er oprettet i navnet [B], den tidligere profil i navnet [C], og således ikke i ansøgerens eget navn, [D]. Det forekommer derfor usandsynligt, at ansøgerens politiske aktiviteter og hans optræden på en You-Tube video er kommet eller vil komme til de iranske myndigheders kundskab. Ansøgeren er blevet døbt [i sommeren] 2016 men har til oplysnings- og motivsamtalen den [i sommeren] 2016 oplyst, at han var ikke-religiøs og har interesse for kristendommen men har intet oplyst om sin konvertering eller dåben. Ansøgeren har ikke kunnet huske sin dåbsdato eller navnet på den kirke, hvor han er døbt. Selv om ansøgeren efter sin egen forklaring har deltaget i gudstjenester, kristendomsundervisning og andre kirkelige aktiviteter, har han demonstreret et meget begrænset kendskab til kristendommen og forståelsen heraf, ligesom ansøgeren ikke har kunnet redegøre fyldestgørende for sin indre overbevisning eller sine overvejelser omkring konvertering. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgerens konvertering ikke er reel. Det forhold, at ansøgeren er analfabet kan ikke medfører et andet resultat. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/324/snd
Nævnet meddelte i september 2018 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og yarsan. Ansøgeren er født i al-Tash, Irak, men han er statsborger i Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til sin fars asylmotiv, der går på politisk aktivitet for partiet Komala. Videre har ansøgeren henvist til, at han ikke er i besiddelse af nogen iranske ID-dokumenter. Flygtningenævnet lægger i det væsentlige ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens far og muligvis ældre brødre er således profileret som aktive for Komala, at ansøgeren ved indrejse i Iran vil være i risiko for at blive identificeret som medlem af en politisk aktiv familie i opposition til det iranske styre og dermed risikere forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2018/323/SEL
Nævnet meddelte i september 2018 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og yarsan. Ansøgeren er født i al-Tash, Irak, men hun er statsborger i Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive anholdt af de iranske myndigheder, der ønsker, at hendes far melder sig. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at hendes har været politisk aktiv og har i øvrigt henvist til sin fars asylmotiv. Flygtningenævnet lægger i det væsentlige ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens far og muligvis ældre brødre er således profileret som aktive for Komala, at ansøgeren ved indrejse i Iran vil være i risiko for at blive identificeret som medlem af en politisk aktiv familie i opposition til det iranske styre og dermed risikere forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. ” Iran/2018/322/SEL
Nævnet meddelte i september 2018 opholdstilladelse (K-status) til et ægtepar fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etnisk kurdere og yarsani fra Kermanshah, Iran. Den kvindelige ansøger har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har været medlem af partiet Komala. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive pågrebet af de iranske myndigheder, da han har været politisk aktiv. Videre har ansøgeren henvist til, at han er truet på grund af sin religion yari. Til støtte herfor, har ansøgeren forklaret, at han i perioden 1984 til 2001 var sympatisør for partiet Komala i Irak. I perioden 2001 til 2004 var ansøgeren medlem af partikomiteen i al-Tash lejren uden at være officielt medlem af partiet. Ansøgeren var ansvarlig for transport og distribuering af partiet publikationer. I 2004 flyttede familien til Kalar, men ansøgeren fortsatte med at transportere publikationer. I 2011 blev ansøgeren officielt medlem af partiet. Ansøgeren hentede også folk ved grænsen og kørte dem til Serguwez. Den kvindelige ansøger har henvist til sin ægtefælles asylmotiv. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge den mandlige ansøgers forklaring til grund. Flygtningenævnet lægger således til grund, at han i en længere årrække har været sympatisør med og i betydeligt omfang har været aktiv for det kurdiske parti Komala. Det må således lægges til grund, at ansøgeren har transporteret og uddelt aviser for Komala og længere tilbage i tiden også har været bibliotekar. Ansøgeren har også medvirket ved en lang række arrangementer relateret til Komala, ligesom hans to ældste sønner efter det oplyste har været aktive i Komala, herunder den ene som såkaldt peshmerga, det vil sige som væbnet medlem. Herefter finder Flygtningenævnet også på grund af den meget lange varighed af ansøgerens aktiviteter for Komala, ikke at kunne udelukke, at ansøgeren ved en eventuel tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. På denne baggrund må Flygtningenævnet lægge til grund, at også den kvindelige ansøger vil være i risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, ved en tilbagevenden til Iran. Det bemærkes, at Flygtningenævnet ikke tillægger det afgørende betydning hverken, at ansøgeren har været udrejst af Iran i en lang årrække eller at ansøgeren ikke er i besiddelse af iranske identifikationsdokumenter. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgerne opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2018/321/SEL
Nævnet stadfæstede i oktober 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og shiamuslim af trosretning fra Javanrud i Kermanshah-provinsen, Iran. Ansøgeren er konverteret til kristendommen i Danmark. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder, idet ansøgeren har smuglet ulovlige varer, været i besiddelse af et våben samt er flygtet fra sin retssag. Ansøgeren endvidere som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder, fordi han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv om illegal smugling oplyst, at ansøgeren smuglede varer i form af tøj og spiritus fra grænsebyen Paveh til Hamedan og herefter videre til Teheran. Ansøgeren var i denne forbindelse involveret i en bilulykke, hvor han var indlagt på to hospitaler i sammenlagt to uger. Ansøgerens bror, [A], besøgte ansøgeren på hospitalet. Ansøgeren skjulte sig hos sin bror i halvanden måned, fordi ansøgeren var eftersøgt af politiet. Da politiet kom i besiddelse af [A’s] telefonnummer, måtte ansøgeren skjule sig hos sin moster, [B], som var bosat i byen Kali, i tre til fire måneder. Politiet i Iran havde opsøgt ansøgerens bopæl, og politiet havde endvidere ringet til [A] og spurgt efter ansøgeren. Ansøgeren valgte at flytte til Qeshm-øen i Iran, hvor ansøgeren levede i skjul hos sin ven i fem til seks måneder, efter folk begyndte at spørge efter ansøgeren. Ansøgeren udrejste af Iran kort tid herefter. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv om sin konvertering til kristendommen oplyst, at ansøgeren gik i kirke tre gange om ugen i perioden fra [vinter] 2016 til [sen forår] 2016, hvilken dato ansøgeren ligeledes blev døbt. Herefter deltog ansøgeren i gudstjeneste hver anden weekend, fordi ansøgerens problemer blev forværret. Ansøgeren beder herudover til Gud. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgeren på centrale punkter har forklaret divergerende og udbyggende, ligesom væsentlige dele af ansøgerens forklaring ikke fremstår sandsynlig og fremstår konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet finder således, at ansøgerens forklaring om baggrunden for, at ansøgeren er udrejst, ikke kan lægges til grund. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende med hensyn til, hvor længe han har arbejdet som smugler. I asylsamtalen [forår] 2017 har ansøgeren forklaret, at han havde arbejdet med at smugle i 1 år før ulykken. For Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at han havde arbejdet med at smugle i 3 år før ulykken. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvilke varer han har smuglet. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren forklaret, at den dag, han kom ud for en bilulykke, var der i bilen forskellige smuglervarer ”som fx 110 spiritus og 250 kg tøj". Til asylsamtalen [forår] 2016 har ansøgeren først forklaret, at det var tøj, han smuglede. Senere i samtalen har ansøgeren forklaret, at han smuglede mærkevaretøj, som var virkelig fint og dyrt. Ansøgeren har i samme samtale forklaret, at det kunne være tørklæder, han smuglede. Ansøgeren har i samme samtale senere forklaret, at han også smuglede spiritus, men at det kun var en gang om måneden, at han fik noget alkohol med. For Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at han smuglede lingeri til kvinder samt spiritus, og at han smuglede spiritus en til to gange per måned. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om den pistol, ansøgeren har forklaret, at han medbragte, når han smuglede varer. I asylsamtalen [forår] 2016 har ansøgeren forklaret, at det var en shah-kosh eller en kalaneari, der er en meget lille håndrevolver. For Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at det var en Colt pistol. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om myndighedernes ageren i forbindelse med ulykken. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren oplyst, at der var en retssag, som blev udsat på grund af hans helbredsmæssige tilstand efter ulykken. I asylsamtalen [forår] 2016 har ansøgeren forklaret, at politiet havde været på hospitalet og sagt, at han skulle henvende sig, når han vågnede op fra koma, og at politiet ikke havde lagt en rapport. For Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at politiet havde givet lægerne en rapport. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om hans kontakt med familien i forbindelse med den ulykke, som ansøgeren har forklaret, at han var ude for. Til asylsamtalen [forår] 2016 har ansøgeren forklaret, at han havde boet hos sin bror [A] i 1,5 måneder efter sygehusopholdet og derefter hos sin moster 3-4 måneder. Til asylsamtalen [forår] 2017 har ansøgeren forklaret, at han ikke i 3 år inden sin udrejse havde haft kontakt til nogen familiemedlemmer ud over en telefonisk kontakt med [A] 1 måned inden hans udrejse. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om ulykken og de skader han pådrog sig ikke forekommer sandsynlig. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hans konversion til kristendommen er reel. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om, hvorfor han udrejste, ikke kan lægges til grund, og at ansøgernes forklaring om hans konversion til kristendommen forekommer ureflekteret og usammenhængende, og at ansøgeren ikke har været i stand til at redegøre dybere for sin indre afklaringsproces, kristne overbevisning eller hans beslutning om at blive døbt. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgerens kendskab til kristendommen virker fragmentarisk. De fremlagte udtalelser kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/320/GJEY
Nævnet stadfæstede i september 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren, der er født i 1996, er etnisk kurder fra Bukan by i Vest-Aserbajdsjan, Iran. Han udrejste omkring årsskiftet 2007/08 sammen med sine forældre og to brødre, der er født i henholdsvis 1992 og 1995. Familien opholdt sig i Nordirak til 2015. Flygtningenævnet stadfæstede den […] september 2018 - med en anden besætning end de 3 medlemmer, der har behandlet sønnernes sager - styrelsens afslag på at meddele forældrene asyl. Ansøgeren har som asylmotiv navnlig henvist til, at han frygter myndighedsforfølgelse, fordi hans far flygtede fra Iran efter at være blevet idømt straf for aktiviteter for Komala, og fordi faren fortsatte med at være politisk aktiv i Irak. Endvidere har ansøgeren også selv været politisk aktiv for Komala i Irak. Til støtte herfor har ansøgeren nærmere oplyst, at han overværede, at faren, formentlig i 2006, blev anholdt i familiens bolig. Faren blev lagt i håndjern, boligen blev ransaget og en række genstande blev beslaglagt. Faren blev derefter fængslet i flere måneder. Familien, herunder ansøgeren, besøgte i den periode faren. Senere blev faren idømt fængsel i 3 år, hvilket førte til, at hele familien flygtede til Nordirak, hvor de lejede en bolig i en Komala lejr. Ansøgerens far var politisk aktiv for Komala i Irak, hvilket var farligt, da det iranske efterretningsvæsen bevægede sig frit rundt i Nordirak. Faren oplyste ikke, hvilke aktiviteter han udførte. Selv deltog ansøgeren alene i større Komala arrangementer, herunder fejring af nytåret, […] maj og peshmergadagen. Han sad med sin far og hørte på talerne etc. Ansøgeren havde ikke andre roller end at lytte. Arrangementerne blev filmet og kan ses på YouTube og er endvidere blevet vist af partiets tv-station. Ansøgeren og hans familiemedlemmer kan ses på optagelserne. Han tror på, at der er en skaber, en gud, men det er ikke muslimernes gud, han tror på. Han vil i givet fald udgive sig for at være muslim i Iran, men det vil næppe nytte noget, da man i Iran nu ved, at han er Komala-tilknyttet. Det ved man på grund af farens dom og på grund af optagelserne fra Komala arrangementerne. Han har ikke været politisk aktiv i Danmark, men han sympatiserer stadig med partiet. Han har ikke en Facebookprofil. Der er ikke politisk materiale på hans Instagramprofil. Flygtningenævnet bemærker, at brødrene som dokumentation for de iranske myndigheders forfølgelse af deres far i Iran på grund af farens politiske aktiviteter navnlig har henvist til 3 iranske dokumenter vedrørende retssagen mod faren, herunder rettens meddelelse om, hvilken straf faren er blevet idømt. Udenrigsministeriet har imidlertid ved udtalelser af […] juni 2016 og […] juni 2018 oplyst, at dokumenterne har været forelagt for to uafhængige kilder, der har fremsat en række bemærkninger om de 3 dokumenter. Begge kilder har konkluderet, at ingen af de 3 dokumenter er ægte. Endvidere er henvist til forældrenes og de 3 brødres forklaringer om arrestationen, løsladelsen og fængselsbesøg m.v. Nævnet bemærker hertil, at faren på flere punkter har forklaret divergerende og udbyggende herom samt om hans politiske aktiviteter i Iran. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at brødrene har sandsynliggjort, at deres far i Iran er blevet straffet for politiske aktiviteter for Komala, eller at faren på anden måde har været udsat for politisk forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. De to yderligere dokumenter omhandlende kaution, som er blevet fremlagt i kopi på et sent tidspunkt i forældrenes sag, og som ikke er blevet ægthedsvurderet, findes efter en samlet vurdering ikke at kunne føre til et andet resultat. Vedrørende perioden efter flugten fra Iran lægger Flygtningenævnet til grund, at faren i Irak var medlem af Komala, men det findes, uanset de fremlagte fotos m.v., ikke at være sandsynliggjort, at faren i Irak havde en særlig profileret rolle. Endvidere lægges det til grund, at de 3 brødre i Irak alle sympatiserede med Komala, samt at hele familien deltog i en række Komala arrangementer og ceremonier med fejring af nytår, […] maj og partidage etc., hvor der var flere hundrede deltagere. Brødrenes roller heri var meget tilbageholdende og bestod i det væsentlige i at yde praktisk bistand i form af at stille stole frem samt ved passivt at lytte til taler etc. I nævnet er forevist sammenklipning af flere af de af brødrene omtalte videoer, hvori der er indsat pile, der peger hen mod de steder, hvor ansøgerne og deres forældre kan ses. På nogle af klippene ses logoet på Komolas tv-station. Brødrene ses ikke så tydeligt som forældrene. De foreviste videoklip understøtter, at brødrenes roller har været passive. Selv om det er muligt, at iranske myndigheder kan have set videooptagelser svarende til dem, der er forevist i nævnet, er det ikke herved sandsynliggjort, at brødrene alene i den anledning kan antages at være i reel risiko for at blive udsat for forfølgelse eller overgreb ved en tilbagevenden til Iran. Nævnet lægger herved vægt på brødrenes daværende unge alder og på deres meget begrænsede rolle under ceremonierne m.v. samt på, at det ikke er sandsynliggjort, at faren kan antages at have haft sådan en position, at sønnerne alene på grund af slægtskabet med faren risikerer forfølgelse eller overgreb. Det anførte om ansøgerens brors, […], begrænset deltagelse i Komala møder og demonstrationer i Danmark, giver heller ikke grundlag for en begrundet antagelse af, at de iranske myndigheder i den anledning senere vil foretage repressalier overfor en eller flere af brødrene, som er omfattet af udlændingelovens § 7. På ovennævnte baggrund finder nævnet endeligt ikke, at ansøgerne vil være i risiko for at blive udsat for forfølgelse på grund af deres religiøse overbevisning, som ikke har givet ansøgerne eller deres forældre problemer, da de boede i Iran. Flygtningenævnet bemærker herved, at deres far var ateist i Iran, at der ikke er oplysninger om, at andre af de nære familiemedlemmer var særligt religiøst aktive i Iran, at ingen af dem er konverteret til en anden religion samt at ansøgerne ikke har oplyst, at de i Iran ville have noget ønske om at fortælle andre deres syn på religiøse spørgsmål, eller at de andre grunde forventer at ville gøre dette i noget særligt omfang. Herefter, og idet Flygtningenævnet ikke finder anledning til at udsætte sagen på forespørgsel til UNHCR om, hvorledes ansøgerne og deres forældre måtte være registreret, stadfæster nævnet Udlændingestyrelsens afgørelse. Iran/2018/319/SME
Nævnet stadfæstede i september 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren, der er født i 1992, er etnisk kurder og ateist fra Bukan by i Vest-Aserbajdsjan, Iran. Han udrejste omkring årsskiftet 2007/08 sammen med sine forældre og to brødre, der er født i henholdsvis 1995 og 1996. Familien opholdt sig i Nordirak til 2015. Flygtningenævnet stadfæstede den […] september 2018 - med en anden besætning end de 3 medlemmer, der har behandlet sønnernes sager - styrelsens afslag på at meddele forældrene asyl. Ansøgeren har som asylmotiv navnlig henvist til, at han frygter myndighedsforfølgelse, fordi hans far i Iran er flygtet efter at være blevet idømt straf for aktiviteter for Komala, fordi faren har fortsat med at være politisk aktiv i Irak og fordi de 3 sønner har deltaget i Komala arrangementer i Irak. Til støtte herfor har ansøgeren nærmere oplyst, at han ikke havde et førstehåndskendskab til farens politiske aktiviteter i Iran, men han overværede, at faren, formentlig i 2006, blev anholdt i familiens bolig. Farens hænder blev bundet, boligen blev ransaget og en række genstande blev beslaglagt. Faren blev derefter tilbageholdt i fængsler i omkring 4 måneder. Ansøgeren besøgte i den periode sin far en gang. Det var i et fængsel i Uromiyeh. Han besøgte faren sammen med sin mor og brødre. Han mener, at [den ene bror] besøgte faren yderligere en gang i et fængsel. Faren blev løsladt mod kaution og senere idømt straf af fængsel i 3 år samt forvisning i 3 år. Farens dom og de andre dokumenter, faren har fremlagt, er ægte. Efter dommen flygtede de til Nordirak, hvor de blev anerkendt som flygtninge af UNHCR. De fik i Irak løbende UNHCR-kort med angivelse af, at de var flygtninge. Faren fik opholdstilladelse i Irak, hvor han blev lønnet af Komala. De boede i Sulaymaniyah. Han så ofte sin far med våben, herunder i familiens bolig. Faren havde et våben i hjemmet. Det vidste [den ene bror] vist ikke. Ansøgeren deltog sammen med sin familie i Irak i flere Komala arrangementer med flere hundrede deltagere. Ansøgeren havde under disse arrangementer ofte praktiske opgaver med at stille stole frem etc. Han deltog blandt andet i partiets fejring af nytåret, […] maj og peshmerga-dagen. Arrangementerne blev flere gange vist på partiets tv-kanal, Rozhalat. På optagelserne kan ansøgerens ansigt ses. Han sad da ned sammen med sine forældre og brødre. Ansøgers navn blev ikke nævnt på tv. Der er også YouTube-optagelser fra de store Komala-arrangementer, hvor man på tilsvarende vis kan se familien, herunder ansøgeren, der vil kunne genkendes. Hans navn fremgår ikke af optagelserne. Hans brødre var aktive på samme måde som ham. [Den ene bror] var med i Komalas ungdomsafdeling og oplæste som dreng et kendt kurdisk digt under et Komala-arrangement, hvilket blev vist på tv. De forlod Irak, fordi civilklædte iranske myndighedspersoner var aktive i Nordirak, og da der var risiko for, at familien ville blive sendt tilbage til Irak. Han er ikke bekendt med, i hvilket omfang deres familiemedlemmer i Iran måtte være blevet opsøgt efter deres udrejse. Ansøgeren har ikke været politisk aktiv i Danmark og der er ikke regimekritiske opslag på hans Facebookprofil. Han er født som sunni-muslim. Han var ikke praktiserende i Iran. Det gav ham ikke problemer i Iran. Hvis han vender tilbage til Iran, vil han nok lyve og sige, han er muslim. Flygtningenævnet bemærker, at brødrene som dokumentation for de iranske myndigheders forfølgelse af deres far i Iran på grund af farens politiske aktiviteter navnlig har henvist til 3 iranske dokumenter vedrørende retssagen mod faren, herunder rettens meddelelse om, hvilken straf faren er blevet idømt. Udenrigsministeriet har imidlertid ved udtalelser af […] juni 2016 og […] juni 2018 oplyst, at dokumenterne har været forelagt for to uafhængige kilder, der har fremsat en række bemærkninger om de 3 dokumenter. Begge kilder har konkluderet, at ingen af de 3 dokumenter er ægte. Endvidere er henvist til forældrenes og de 3 brødres forklaringer om arrestationen, løsladelsen og fængselsbesøg m.v. Nævnet bemærker hertil, at faren på flere punkter har forklaret divergerende og udbyggende herom samt om hans politiske aktiviteter i Iran. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at brødrene har sandsynliggjort, at deres far i Iran er blevet straffet for politiske aktiviteter for Komala, eller at faren på anden måde har været udsat for politisk forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. De to yderligere dokumenter omhandlende kaution, som er blevet fremlagt i kopi på et sent tidspunkt i forældrenes sag, og som ikke er blevet ægthedsvurderet, findes efter en samlet vurdering ikke at kunne føre til et andet resultat. Vedrørende perioden efter flugten fra Iran lægger Flygtningenævnet til grund, at faren i Irak var medlem af Komala, men det findes, uanset de fremlagte fotos m.v., ikke at være sandsynliggjort, at faren i Irak havde en særlig profileret rolle. Endvidere lægges det til grund, at de 3 brødre i Irak alle sympatiserede med Komala, samt at hele familien deltog i en række Komala arrangementer og ceremonier med fejring af nytår, […] maj og partidage etc., hvor der var flere hundrede deltagere. Brødrenes roller heri var meget tilbageholdende og bestod i det væsentlige i at yde praktisk bistand i form af at stille stole frem samt ved passivt at lytte til taler etc. I nævnet er forevist sammenklipning af flere af de af brødrene omtalte videoer, hvori der er indsat pile, der peger hen mod de steder, hvor ansøgerne og deres forældre kan ses. På nogle af klippene ses logoet på Komolas tv-station. Brødrene ses ikke så tydeligt som forældrene. De foreviste videoklip understøtter, at brødrenes roller har været passive. Selv om det er muligt, at iranske myndigheder kan have set videooptagelser svarende til dem, der er forevist i nævnet, er det ikke herved sandsynliggjort, at brødrene alene i den anledning kan antages at være i reel risiko for at blive udsat for forfølgelse eller overgreb ved en tilbagevenden til Iran. Nævnet lægger herved vægt på brødrenes daværende unge alder og på deres meget begrænsede rolle under ceremonierne m.v. samt på, at det ikke er sandsynliggjort, at faren kan antages at have haft sådan en position, at sønnerne alene på grund af slægtskabet med faren risikerer forfølgelse eller overgreb. Det anførte om ansøgerens brors, Siavashs, begrænset deltagelse i Komala møder og demonstrationer i Danmark, giver heller ikke grundlag for en begrundet antagelse af, at de iranske myndigheder i den anledning senere vil foretage repressalier overfor en eller flere af brødrene, som er omfattet af udlændingelovens § 7. På ovennævnte baggrund finder nævnet endeligt ikke, at ansøgerne vil være i risiko for at blive udsat for forfølgelse på grund af deres religiøse overbevisning, som ikke har givet ansøgerne eller deres forældre problemer, da de boede i Iran. Flygtningenævnet bemærker herved, at deres far var ateist i Iran, at der ikke er oplysninger om, at andre af de nære familiemedlemmer var særligt religiøst aktive i Iran, at ingen af dem er konverteret til en anden religion samt at ansøgerne ikke har oplyst, at de i Iran ville have noget ønske om at fortælle andre deres syn på religiøse spørgsmål, eller at de andre grunde forventer at ville gøre dette i noget særligt omfang. Herefter, og idet Flygtningenævnet ikke finder anledning til at udsætte sagen på forespørgsel til UNHCR om, hvorledes ansøgerne og deres forældre måtte være registreret, stadfæster nævnet Udlændingestyrelsens afgørelse. Iran/2018/318/SME”
Nævnet stadfæstede i september 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren, der er født i 1995, er etnisk kurder fra Bukan by i Vest-Aserbajdsjan, Iran. Han udrejste omkring 2008 sammen med sine forældre og to brødre, der er født i henholdsvis 1992 og 1996. Familien opholdt sig i Nordirak til 2015. Flygtningenævnet stadfæstede i september 2018 - med en anden besætning end de 3 medlemmer, der har behandlet sønnernes sager - styrelsens afslag på at meddele forældrene asyl. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter myndighedsforfølgelse, fordi hans far flygtede fra Iran efter at være blevet idømt straf for aktiviteter for Komala, og fordi faren fortsatte med at være politisk aktiv i Irak. Endvidere har ansøgeren også selv været politisk aktiv for Komala i Irak og Danmark. Han vil endvidere få problemer, fordi han ikke er muslim. Til støtte herfor har ansøgeren nærmere oplyst, at faren ikke i Iran oplyste om sine politiske aktiviteter, men ansøgeren overværede selv, at faren, formentlig i 2006, blev anholdt i familiens bolig. Farens hænder blev bundet, boligen blev ransaget og en række genstande blev beslaglagt. Faren blev derefter tilbageholdt i fængsel i omkring 3 måneder. Ansøgeren besøgte faren - sammen med sin mor og brødre - en gang i et fængsel i Uromiyeh og en gang i et fængsel i Mahabad. Faren blev løsladt mod kaution og senere idømt straf af fængsel i 3 år samt forvisning i 3 år. De 3 dokumenter, som faren oprindeligt fremlagde, herunder dommen, er ægte. Familien udrejste efter dommen til Nordirak, hvor Komala stillede en bolig til familiens rådighed ved Zergwez. Der var bevæbnede Komala-soldater i området. Faren var politisk aktiv for Komala i Irak. Faren bar ikke våben i boligen, men andre steder. De fik udstedt UNHCR-papirer på, at de var asylsøgere. Han ved ikke, om UNHCR nåede at færdigbehandle familiens ansøgninger. Ansøgeren var ikke medlem af Komala, men han sympatiserede med Komala, og han deltog i Irak fra han var 15 år gammel i større partiarrangementer med 250-400 deltagere. Der blev holdt omkring 10 af sådanne arrangementer hvert år. De fejrede […] maj, nytår og partimærkedage etc. Ansøgeren var tilknyttet Komalas ungdomsafdeling og havde praktiske opgaver med at stille stole frem og dække bord. Endvidere var han sammen med andre unge med til at underholde med dans og sang til de store møder. Sangene handlede blandt andet om peshmergaer. Ansøgeren udførte ikke andre aktiviteter for Komala. Der forelægger en række optagelser af flere af de store Komala-arrangementer. Disse kan ses på YouTube og på Komalas hjemmeside. På optagelserne ses Komala-flag, kurdiske flag samt de mange deltagere i arrangementerne. Begge forældre og alle 3 brødre kan ses. På Komalas hjemmeside kan man endvidere se et foto af en række børn af peshmergaer, herunder ansøgeren. Fotografiet er taget i en Komala-lejr. Ansøgerens brødre var aktive for Komala i samme omfang som ansøgeren. De forlod navnlig Irak på grund af frygten for iranske myndigheder, der var til stede i Nordirak. Ansøgeren har også i Danmark deltaget i enkelte Komala møder. Han har endvidere i de sidste to år deltaget i demonstrationer foran den iranske ambassade i København 3 gange. Han råbte slagord og holdt under to af demonstrationerne det kurdiske flag i hånden. Han skjulte ikke sit ansigt under demonstrationerne. Fra ambassaden blev demonstranterne filmet. Han holder en vis kontakt med partimedlemmer via Skype. Han har ikke lagt politiske budskaber på Facebook eller andre sociale medier under sit eget navn. Ansøgeren tror på gud, men ikke på en bestemt gud. Han tilhører ikke en bestemt religion. Han tror på menneskeheden. I familien var de stort set ikke religiøst aktive i Iran. Det gav dem ikke problemer, idet de da udgav sig for at være muslimer. Hvis de efter en tilbagevenden til Iran siger, de er muslimer, vil de ikke blive troet, da man nu ved, at de støtter Komala, og derfor ikke er religiøse. Han vil i givet fald nok sige, at han tror på menneskeheden. De vil derfor også af den grund være i fare ved en tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet bemærker, at brødrene som dokumentation for de iranske myndigheders forfølgelse af deres far i Iran på grund af farens politiske aktiviteter navnlig har henvist til 3 iranske dokumenter vedrørende retssagen mod faren, herunder rettens meddelelse om, hvilken straf faren er blevet idømt. Udenrigsministeriet har imidlertid ved udtalelser af […] juni 2016 og […] juni 2018 oplyst, at dokumenterne har været forelagt for to uafhængige kilder, der har fremsat en række bemærkninger om de 3 dokumenter. Begge kilder har konkluderet, at ingen af de 3 dokumenter er ægte. Endvidere er henvist til forældrenes og de 3 brødres forklaringer om arrestationen, løsladelsen og fængselsbesøg mv. Nævnet bemærker hertil, at faren på flere punkter har forklaret divergerende og udbyggende herom samt om hans politiske aktiviteter i Iran. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at brødrene har sandsynliggjort, at deres far i Iran er blevet straffet for politiske aktiviteter for Komala, eller at faren på anden måde har været udsat for politisk forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. De to yderligere dokumenter omhandlende kaution, som er blevet fremlagt i kopi på et sent tidspunkt i forældrenes sag, og som ikke er blevet ægthedsvurderet, findes efter en samlet vurdering ikke at kunne føre til et andet resultat. Vedrørende perioden efter flugten fra Iran lægger Flygtningenævnet til grund, at faren i Irak var medlem af Komala, men det findes, uanset de fremlagte fotos m.v., ikke at være sandsynliggjort, at faren i Irak havde en særlig profileret rolle. Endvidere lægges det til grund, at de 3 brødre i Irak alle sympatiserede med Komala, samt at hele familien deltog i en række Komala arrangementer og ceremonier med fejring af nytår, […] maj og partidage etc., hvor der var flere hundrede deltagere. Brødrenes roller heri var meget tilbageholdende og bestod i det væsentlige i at yde praktisk bistand i form af at stille stole frem samt ved passivt at lytte til taler etc. Som dreng sang og dansede ansøgeren endvidere sammen med en række andre ved flere af arrangementerne og han oplæste ved mindst en lejlighed et digt. I nævnet er forevist sammenklipning af flere af de af brødrene omtalte videoer, hvori der er indsat pile, der peger hen mod de steder, hvor ansøgerne og deres forældre kan ses. På nogle af klippene ses logoet på Komalas tv-station. Brødrene ses ikke så tydeligt som forældrene. De foreviste videoklip understøtter, at brødrenes roller var passive. Selv om det er muligt, at iranske myndigheder kan have set videooptagelser svarende til dem, der er forevist i nævnet, er det ikke herved sandsynliggjort, at brødrene alene i den anledning kan antages at være i reel risiko for at blive udsat for forfølgelse eller overgreb ved en tilbagevenden til Iran. Nævnet lægger herved vægt på brødrenes daværende unge alder og på deres meget begrænsede rolle under ceremonierne m.v. samt på, at det ikke er sandsynliggjort, at faren kan antages at have haft sådan en position, at sønnerne alene på grund af slægtskabet med faren risikerer forfølgelse eller overgreb. Det anførte om begrænset deltagelse i Komala møder og demonstrationer i Danmark, som ansøgeren har oplyst om, giver heller ikke grundlag for en begrundet antagelse af, at de iranske myndigheder i den anledning senere vil foretage repressalier overfor ansøgeren, som er omfattet af udlændingelovens § 7. På ovennævnte baggrund finder nævnet endeligt ikke, at ansøgerne vil være i risiko for at blive udsat for forfølgelse på grund af deres religiøse overbevisning, som ikke har givet ansøgerne eller deres forældre problemer, da de boede i Iran. Flygtningenævnet bemærker herved, at deres far var ateist i Iran, at der ikke er oplysninger om, at andre af de nære familiemedlemmer var særligt religiøst aktive i Iran, at ingen af dem er konverteret til en anden religion samt at ansøgerne ikke har oplyst, at de i Iran ville have noget ønske om at fortælle andre deres syn på religiøse spørgsmål, eller at de andre grunde forventer at ville gøre dette i noget særligt omfang. Herefter, og idet Flygtningenævnet ikke finder anledning til at udsætte sagen på forespørgsel til UNHCR om, hvorledes ansøgerne og deres forældre måtte være registreret, stadfæster nævnet Udlændingestyrelsens afgørelse. Iran/2018/317/SME”
Nævnet meddelte i oktober 2018 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger samt et barn fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser fra Gilan-provinsen, Iran. Ansøgeren har oplyst, at hun er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet af de iranske myndigheder, da hun er konverteret til kristendommen. Ansøgeren frygter endvidere, at hendes ægtefælle vil få forældremyndigheden over deres fælles søn, fordi hun er udrejst af Iran med sønnen. Til støtte for sit asylmotiv vedrørende konversionen har ansøgeren oplyst, at hun i 2009-2010 kom i kontakt med sin venindes kusine [K], som introducerede hende for kristendommen. Ansøgeren begyndte at interessere sig for kristendommen, og hun mødtes med [K] og talte med hende om kristendommen. [K] gav ansøgeren en bibel. Ansøgeren begyndte at dele sedler ud med kristne budskaber til andre sammen med [K], og hun har også deltaget i kristne sammenkomster sammen med [K] og to andre ved navn [N1] og [N2]. I [sommeren] 2015 blev ansøgeren opsøgt af civiklædt politi i sin frisørsalon, mens hun sad og læste i sin bibel. Ansøgeren blev anholdt og var tilbageholdt en uge. Under tilbageholdelsen blev ansøgeren afhørt og udsat for vold. [En dag i sommeren] 2015 kom ansøgeren for retten, hvor hun blev idømt fem års fængsel, 74 piskeslag og en bøde på tre millioner toman for at have lavet kristne aktiviteter. Ansøgerens svoger fik midlertidigt løsladt ansøgeren ved at kautionere med skødet til et hus. Ansøgeren fik aldrig at vide, hvornår fængselsstraffen eller piskeslagene skulle eksekveres. Mens ansøgeren var tilbageholdt, tog hendes bror, [B], kristne ting fra hendes bopæl og gemte dem på sit kollegieværelse på sit universitet. Det blev imidlertid opdaget, og det resulterede i, at [B] blev smidt ud af universitetet. Efter ansøgeren blev smidt ud fra universitetet, fik han en indkaldelse til et retsmøde, og ansøgeren og [B] udrejste derfor illegalt af Iran. Ansøgeren og [B] blev døbt i Tyrkiet [i slutningen af] 2015. Efter ansøgerens indrejse har ansøgeren og hendes bror været i kirke i Danmark, og de har også modtaget kristendomsundervisning. Ansøgeren har endvidere lagt kristne opslag op på sin Facebook-profil, mens hun har været i Danmark. For så vidt angår asylmotivet vedrørende ansøgerens søn har ansøgeren oplyst, at hendes ægtefælle har kontaktet de iranske myndigheder, fordi hun er udrejst af Iran med deres søn, og at hendes søster er blevet indkaldt til et retsmøde på grund af dette. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring om hendes konflikt med de iranske myndigheder til grund. Flygtningenævnet finder det ikke sandsynligt, at ansøgeren skulle have valgt at læse i Biblen, mens hun befandt sig i sin frisørsalon i åbningstiden. Når dette sammenholdes med de oplysninger, der foreligger om de dokumenter, som ansøgeren har fremlagt, som dokumentation for konflikten med myndighederne, finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering at måtte tilsidesætte denne del af ansøgerens forklaring. Efter ansøgerens forklaring for Flygtningenævnet og de oplysninger, der i øvrigt foreligger om hendes kristne aktiviteter efter hendes udrejse af Iran, lægger nævnet imidlertid til grund, at ansøgeren nu er konverteret til kristendommen og er troende kristen. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren har demonstreret et betydeligt kendskab til kristendommen, og nævnet vurderer, at hendes konversion er udtryk for en reel, indre religiøs overbevisning. Flygtningenævnet lægger derfor til grund, at hun ved en tilbagevenden til Iran vil leve et åbent, kristent liv, og derved være i risiko for asylbegrundende forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren og hendes medfølgende barn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2018/316/MGO
Nævnet stadfæstede i oktober 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser fra Gilan-provinsen, Iran. Ansøgeren har oplyst, at han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive straffet af de iranske myndigheder, da han er konverteret til kristendommen, ikke har aftjent militærtjeneste og er udrejst illegalt. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at han fik interesse for kristendommen i Iran, og at han fik en bibel af sine muslimske venner. Ansøgeren talte om kristendommen med sin søster [S], der også var interesseret i kristendommen. I [sommeren] 2015 blev [S] opsøgt af civilklædt politi i sin frisørsalon, mens hun sad og læste i biblen. [S] blev anholdt og var tilbageholdt i en uge. [En dag i sommeren] 2015 kom [S] for retten, hvor hun blev idømt fem års fængsel, 74 piskeslag og en bøde på tre millioner toman for at have lavet kristne aktiviteter. Mens [S] var tilbageholdt, tog ansøgeren kristne ting fra hendes bopæl og gemte dem på sit kollegieværelse på sit universitet. Det blev imidlertid opdaget, og det resulterede i, at ansøgeren blev bortvist fra universitetet. Efter ansøgeren blev bortvist fra universitetet, fik han en indkaldelse til et retsmøde, og han udrejste derfor illegalt af Iran sammen med [S]. Ansøgeren og [S] blev døbt i Tyrkiet [i slutningen af] 2015. Efter ansøgerens indrejse har ansøgeren og hans søster været i kirke i Danmark, og de har også modtaget kristendomsundervisning. Ansøgeren har endvidere lagt kristne opslag op på sin Facebook-profil, mens han har været i Danmark. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring om dennes konflikt med de iranske myndigheder til grund. Flygtningenævnet bemærker indledningsvis, at konflikten efter det oplyste udspringer af det forhold, at ansøgerens søster skulle være blevet anholdt som kristen. Flygtningenævnet har ved samtidig afgørelse i sagen vedrørende ansøgerens søster ikke lagt dennes forklaring til grund. For så vidt angår ansøgeren finder Flygtningenævnet det i særlig grad utroværdigt, at han efter sin søsters anholdelse skulle have valgt at opbevare kompromitterende materiale på sit kollegieværelse. Ansøgeren har hverken under samtaler med Udlændingestyrelsen eller ved fremmøde i Flygtningenævnet kunnet give nogen overbevisende eller sandsynlig forklaring herpå. For så vidt angår ansøgerens oplysninger om at være konverteret til kristendommen kan Flygtningenævnet ikke lægge til grund, at der er tale om en reel konversion. Trods gentagne forespørgsler om baggrunden for, at ansøgeren er konverteret, har han været helt ude af stand til at forklare nærmere herom. Dette gælder også ved den tredje samtale med Udlændingestyrelsen i [foråret] 2017, omkring tre år efter, at han ifølge sin forklaring begyndte at interessere sig for kristendommen og halvandet år efter, han blev døbt. Heller ikke ved fremmøde i Flygtningenævnet har ansøgeren været i stand til at redegøre nærmere for baggrunden for, at han skulle være konverteret. Ansøgeren har endvidere kun kunnet demonstrere et ganske overfladisk og upræcist kendskab til kristendommen. Flygtningenævnet er opmærksomt på ansøgerens talehandicap, men bemærker, at ansøgeren har haft lejlighed til at forklare sig detaljeret ved samtaler med Udlændingestyrelsen, der har strakt sig over adskillige timer, således senest en samtale af i hvert fald tre timers varighed [i foråret] 2017. Det, som ansøgeren yderligere har anført vedrørende unddragelse fra militærtjeneste, kan ikke føre til et ændret resultat. Nævnet bemærker, at ansøgeren ifølge sin egen forklaring ikke på noget tidspunkt er blevet indkaldt til aftjening af militærtjeneste. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger kan dette forhold, samt det forhold, at ansøgeren er udrejst illegalt af Iran, ikke føre til, at der meddeles ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/315/MGO
Nævnet stadfæstede i oktober 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser og angiveligt kristen fra Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel af de iranske myndigheder, fordi han er konverteret til kristendommen. Han frygter endvidere ægtefællen til den kvinde, som han havde et forhold til. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at han i [i vinteren/foråret] 2012 mødte en kvinde ved navn [A], som kom i hans forretning. De begyndte at skrive og ringe sammen, og det udviklede sig til et forhold. Omkring 30 dage efter første møde tog ansøgeren hjem til [A] om natten. De så derefter hinanden en gang om ugen og havde kontakt med hinanden hver dag. Efter fem til seks måneder svarede [A] ikke på ansøgerens beskeder, og ansøgeren har ikke hørt fra hende siden. Han er blevet ringet op af en mand, som ansøgeren formoder, er [A]s ægtefælle, der er oberst i garden. Manden sagde, at han nok skulle finde ansøgeren. Omkring en måned efter dette blev ansøgeren opsøgt i sin forretning. Efter 15 dage blev han igen opsøgt, men [A] blev ikke nævnt. Ansøgerens forældres bopæl blev også opsøgt. Ansøgeren lukkede sin forretning og åbnede en anden på samme gade. Han blev kontaktet og truet på sms og ved opkald mange gange. I 2014 talte ansøgeren med sin ven, [B], hvilket gjorde ansøgeren interesseret i kristendommen, fordi straffen for utroskab var mildere i kristendommen end i islam. Ansøgeren deltog i kristendomsundervisning i to måneder, hvorefter han blev døbt i [efteråret] 2014. Ansøgeren udrejste i [efteråret] 2015 grundet konflikten med [A]s ægtefælle, og fordi en bekendt var blevet udsat for overgreb grundet sin kristne tro. Ansøgerens bror har efterfølgende modtaget en tilsigelse til ansøgeren om at møde i retten. Ansøgeren fortsatte med sine kristne aktiviteter i Danmark, og han blev døbt i [foråret] 2017. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgeren forklaring om sine asylmotiver til grund. I forhold til spørgsmålet om ansøgerens angivelige konflikt i Iran som følge af, at han har haft et forhold til en gift kvinde har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren har afgivet forskellige forklaringer om væsentlige elementer i asylmotivet, herunder om hvornår han blev opsøgt, og hvad han fik at vide om baggrunden for opsøgningerne. Hertil kommer, at ansøgerens forklaring om denne del af asylmotivet generelt har fremstået diffus og upræcis. Herudover lægger nævnet vægt på, at ansøgeren efter det oplyste har kunnet opholde sig i Iran i perioden fra 2012 – 2015, uden at der er blevet gjort alvor af eventuelle trusler mod ansøgeren, også selvom ansøgeren efter sine egne oplysninger åbnede en ny forretning i samme gade som hans tidligere forretning lå i. På den anførte baggrund kan nævnet ikke lægge til grund, at ansøgeren har haft en asylbegrundende konflikt i Iran i anledning af sit forhold til en kvinde, der var gift med en oberst i garden. I forhold til spørgsmålet om ansøgerens angivelige konversion fra islam til kristendommen finder nævnet, at ansøgeren under sagens behandling ikke på en overbevisende og reflekteret måde har redegjort for sine bevæggrunde for at konvertere til kristendommen i Iran, ligesom han heller ikke har anført noget om dette i sit asylskema [fra slutningen af] 2015. Nævnet finder det endvidere påfaldende, at ansøgeren først begyndte at gå i kirke efter at have været i Danmark omkring et års tid, selvom han efter sine egne oplysninger skulle være blevet døbt i Iran. Nævnet finder, at ansøgeren ikke har givet en plausibel forklaring på, hvorfor han ikke gik i kirke i Danmark allerede umiddelbart efter sin ankomst til landet. Nævnet lægger også vægt på, at ansøgeren under de afholdte samtaler ikke har kunnet erindre datoerne for sin dåb i hverken Iran eller Danmark, ligesom ansøgeren heller ikke under sagens behandling på overbevisende måde har redegjort for baggrunden for, at han nu er blevet protestant, selvom han i Iran angiveligt skulle være døbt katolsk. I det hele fremstår ansøgerens trosforhold ureflekterede og uden at være udtryk for en reel indre overbevisning. Den omstændighed, at ansøgeren har fremlagt dåbsbevis, kan heroverfor og i lyset af ansøgerens generelle troværdighed ikke i sig selv føre til en anden vurdering af sagen. Oplysningerne om ansøgerens aktiviteter i Danmark i forbindelse med deltagelse i en demonstration omkring årsskiftet 2017/2018, deltagelse i og distribution af Youtube-videoer og oplysningen om, at der angiveligt har været en iransk spion på ansøgerens flygtningecenter kan ikke føre til en anden vurdering af sagen, herunder til at ansøgeren har sandsynliggjort et asylmotiv ”sur place”. Nævnet har herunder lagt vægt på, at der ikke i øvrigt er oplysninger om, at ansøgeren skulle være særligt profileret, og at myndigheder eller private i Iran således skulle være kommet til kundskab om aktiviteterne. Det kan heller ikke i sig selv føre til en anden vurdering, at ansøgeren angiveligt har et kors tatoveret på skulderen. Den fremlagte tilsigelse til at møde i retten kan efter nævnets opfattelse ikke umiddelbart henføres til forhold af betydning for belysning af ansøgerens asylmotiver. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han er i risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han ved en tilbagevenden til Iran er i risiko for dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/314/SLH
Nævnet meddelte i september 2018 opholdstilladelse (K-status) til et ægtepar fra Iran. Indrejst i henholdsvis 2013 (kvindelige ansøger) og 2015 (mandlige ansøger). Flygtningenævnet udtalte: ”Den kvindelige ansøger er etnisk bakhtiari fra Ahvaz, Iran. Hun var tidligere muslim, men er efter sin ankomst i Danmark konverteret til kristendommen. Den kvindelige ansøger har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive tilbageholdt af de iranske myndigheder på grund af hendes søns politiske aktiviteter, og at hun frygter at blive henrettet, fordi hun er konverteret til kristendommen. Til støtte for sit asylmotiv har hun oplyst, at hendes søn [A] er blevet systematisk tilbageholdt af de iranske myndigheder som led i præventive anholdelser op til helligdage og større begivenheder. Hun har endvidere oplyst, at hun og [A] har set kristent tv i Iran, og at de efter indrejsen i Danmark er konverteret til kristendommen. Hun blev døbt i august 2013 og har deltaget i dåbsforberedelse, inden hun blev døbt. Den mandlige ansøger er etnisk perser fra Ahvaz, Iran. Han er født muslim, men konverteret til kristendommen. Den mandlige ansøger har været medlem af Tudeh-partiet i Iran fra 1979 til 1983. Han har ikke haft politiske aktiviteter for partiet siden 1983. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter, at han vil blive henrettet af de iranske myndigheder, fordi han har haft fagforeningsaktiviteter i Iran og er blevet fængslet herfor i perioden fra 2012 til 2015, hvor han flygtede fra fængslet. Den mandlige ansøger har videre henvist til, at han er konverteret til kristendommen. Til støtte for sit asylmotiv har han oplyst, at han i 2011 havde fagforeningsaktiviteter i Iran og blev anholdt. Han fik en dom på syv års fængsel. Efter tre år i fængsel blev den mandlige ansøger indlagt på et hospital, hvor han bad Jesus om hjælp og blev kristen. Han flygtede fra hospitalet til Tyrkiet og videre til Danmark, hvor hans ægtefælle, den kvindelige ansøger, og parrets søn, [A], opholdt sig. Flygtningenævnet kan ikke lægge den mandlige ansøgers forklaring om, at han har været i fængsel i Iran i perioden fra 2012 til 2015, til grund. Nævnet lægger herved navnlig vægt på, at den mandlige ansøgers ægtefælle og søn har forklaret, at han i denne periode opholdt sig i Tyrkiet, at den mandlige ansøger og hans søn har forklaret forskelligt om, hvor den mandlige ansøger blev anholdt, og at den mandlige ansøgers forklaring om tidspunktet for telefonsamtalen med datteren, hvor han fortalte, at han var i Tyrkiet, stemmer dårligt med ægtefællens og sønnens oprindelige forklaringer om, at de ikke vidste, hvor den mandlige ansøger var. Nævnet lægger endvidere vægt på, at omstændighederne omkring flugten synes mindre sandsynlige. Flygtningenævnet finder således ikke, at den mandlige asylansøger har sandsynliggjort, at han har haft aktiviteter i 2011/2012, der førte til fængsling. Vedrørende ansøgernes konvertering til kristendommen i Danmark bemærker Flygtningenævnet, at den kvindelige ansøger blev døbt den 11. august 2013, og at den mandlige ansøger blev døbt den 8. november 2015 – begge efter et kort dåbsforløb på kun omkring to måneder. Begge ansøgere har efter dåben haft meget omfattende kristelige aktiviteter. De har fortsat regelmæssigt modtaget undervisning og gået i kirke. De har begge fra januar til juni 2018 deltaget i et kursus på Luthersk Missionshøjskole med henblik på at kunne missionere. De har ikke ønsket at lægge skjul på deres kristne tro, og er stået frem i såvel tv som i informationsfoldere i lokalsamfundet. De agter at holde fast i deres kristne tro også ved en eventuel tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgerne, selvom de begge er blevet døbt på et tidligt tidspunkt, på nuværende tidspunkt må anses for reelt kristne, og at de således risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, ved en eventuel tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgerne opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2018/311/ATN
Nævnet hjemviste i september 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim født Orumieh, Iran, men har boet i Soran, Nordirak, siden 1996. Ansøgeren har oplyst, at han har været medlem af KDPI siden 2011. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter de iranske myndigheder, idet ansøgeren og hans familie har været politisk aktive. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans far og mor var hemmelige medlemmer af KDPI, mens de boede i Iran. Da ansøgeren var cirka fem måneder gammel, blev forældrene afsløret af de iranske myndigheder, og familien måtte flygte til Kandil-bjergene. Her boede de, indtil det iranske regime i 1996 slog kurderne i området tilbage, hvorefter familien flygtede til Irak. Ansøgeren voksede efterfølgende op i Irak, hvor han har boet frem til sin udrejse. I Irak var ansøgerens far aktiv peshmerga for KDPI frem til 2013-2014, hvor han gik på pension. Faderen fortsatte som medlem af KDPI, men var ikke så aktiv længere på grund af sin alder. I 2011 deltog ansøgeren i en kongres for KDPI i Irak, hvor han søgte om at blive medlem af partiet. Partiet accepterede ham, og ansøgeren fik samme dag udleveret et medlemskort. I 2015 deltog ansøgeren i endnu en kongres for partiet i Irak. Udover deltagelsen i disse to kongresser har ansøgeren ikke udført aktiviteter for KDPI, idet ansøgerens far ikke ønskede, at han blev et aktivt medlem. I slutningen af 2015 udrejste ansøgeren af Irak. Efter sin indrejse i Dannmark har ansøgeren deltaget i tre demonstrationer for kurderes rettigheder i Danmark, ligesom han har deltaget i en række møder i KDPI i Danmark. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit medlemskab af KDPI under sit ophold i Irak til grund. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende, om han var medlem eller sympatisør, ligesom han har forklaret, at han ikke var aktiv for partiet. Flygtningenævnet finder på denne baggrund og under hensyn til ansøgerens forklaring i øvrigt heller ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hans familie har udøvet den politiske aktivitet, som han har forklaret om. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren risikerer forfølgelse som følge heraf eller i øvrigt ved en tilbagevenden til Iran. Nævnet har i denne forbindelse været opmærksom på det øgede spændingsniveau, der er i irakisk Kurdistan, og at de iranske myndigheder har et betydeligt fokus på blandt andet aktivitet for KDPI. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren opfylder betingelserne for asyl med konventionsstatus eller beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, som følge af sine aktiviteter og baggrund inden indrejsen i Danmark. For så vidt angår ansøgerens aktiviteter i Danmark bemærker nævnet, at ansøgeren først har forklaret herom under nævnsmødet, og at ansøgeren i forbindelse med nævnsmødet har fremlagt en række fotografier til dokumentation heraf. Nævnet finder, at ansøgeren bør afgive en nærmere forklaring herom, ligesom omfanget af fotografier og den sammenhæng, hvori de indgår, bør søges fastlagt. Flygtningenævnet hjemviser derfor sagen til Udlændingestyrelsen med henblik herpå, og således at Udlændingestyrelsen tager stilling til, om ansøgerens sur-place-aktiviteter, med den baggrund ansøgeren har, fører til, at ansøgeren skal have konventionsstatus i Danmark.” Iran/2018/310/ATN
Nævnet stadfæstede i september 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og oprindeligt yarsan, men nu konverteret til kristendommen. Ansøgeren er iransk statsborger, men født i Ramadi, Irak. Ansøgeren har hjulpet medlemmer af det politiske parti Komala i én til to måneder i sommeren 2015, men han har herudover ikke været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter en fængselsdom eller henrettelse, idet han har samarbejdet med medlemmer af Komala. Ansøgeren har yderligere som asylmotiv henvist til, at han er konverteret til kristendommen i Danmark. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han er født i en flygtningelejr i Irak, og at han og hans familie flyttede tilbage til Iran, inden ansøgeren var et år gammel. Ansøgerens fars gode ven [A] var medlem af Komala. [A] havde et hus tæt på ansøgerens families landbrugsjord, hvor ansøgeren opholdte sig omkring to uger om måneden i sommerperioden. [A] fortalte ansøgeren om sit partimedlemskab i starten af 2015, og de drøftede efterfølgende kurderes rettigheder og partiets aktiviteter. I [sommeren] 2015 hjalp ansøgeren – der 5 eller 6 måneder tidligere var blevet bedt herom af [A] – to personer med tilknytning til Komala partiet ved at lave mad til dem og gemme deres våben i den garage, hvor han opbevarede landbrugsmaskiner. [Senere på sommeren] 2015 lavede han mad til og gemte våben for tre andre personer med tilknytning til Komala partiet. Ansøgeren rejste herefter fra landstedet. Kort efter ringede hans ven [B], der havde jord ved siden af ansøgerens families, og fortalte, at personer fra efterretningstjenesten var ved at undersøge ansøgerens garage og havde taget våben ud af garagen. Ansøgeren fortalte dette til sin far, der sagde, at ansøgeren var nødt til at udrejse af Iran. En slægtning kørte ansøgeren til Teheran, hvor han opholdt sig to eller tre dage inden sin udrejse. Til støtte for sin konversion har ansøgeren oplyst, at han fik interesse for kristendommen, da han sejlede fra Tyrkiet til Grækenland. Vandet blev uroligt, og ansøgeren så et kors i himmelen. En iransk kvinde på ansøgerens asylcenter tog ansøgeren med i kirke, og han blev døbt [i foråret] 2016. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort sit asylmotiv vedrørende hjælp til personer fra Komalapartiet, idet hans forklaring om motivet i alt væsentligt ikke kan lægges til grund. Nævnet finder det således usandsynligt, at ansøgeren – der vidste, at [A] var i myndighedernes søgelys og havde været tilbageholdt af myndighederne – uden særlig involvering i Komala partiet ville risikere at hjælpe personer med tilknytning til partiet som forklaret af ham. Det findes endvidere usandsynligt, at myndighederne opsøgte garagen, netop som ansøgeren gemte våben for personerne. Ansøgerens har for nævnet forklaret, at han ikke ved, hvordan myndighederne fik kendskab til, at der var våben i garagen, men at forklaringen kan være, at personerne er blevet pågrebet af myndighederne. Ifølge ansøgerens forklaring gik der imidlertid kun omkring et døgn fra personernes ankomst til garagen, til ansøgeren blev ringet op af sin ven, der fortalte om myndighedernes fund af våben i garagen. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren og hans bror er udrejst af Iran med omkring halvanden måneds mellemrum og ankommet til Danmark angiveligt grundet helt separate konflikter. Ansøgeren har ikke villet samtykke i sambehandling med sin brors sag med den begrundelse, at sagerne ikke har med hinanden at gøre. Nævnet finder det utroværdigt, at ansøgeren stort set intet kendskab har til baggrunden for sin brors flugt fra Iran. Flygtningenævnets flertal finder endvidere, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hans konversion til kristendommen er reel. Nævnet har herved lagt vægt på ansøgerens forklaring om baggrunden for sin konversion, der er sket efter indrejsen i Danmark, og hans fremtræden under nævnsmødet. At ansøgeren har [en kristen tatovering] på armen og oploader religiøse budskaber m.v. på en Facebookside kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet finder derfor, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, ikke er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2018/309/jabp
Nævnet stadfæstede i september 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt to børn fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etnisk kurdere og yarsan af trosretning fra [mindre by], Kermanshah-provinsen, Iran. Ansøgerne har ikke været medlemmer af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de frygter, at den mandlige ansøger vil blive slået ihjel eller fængslet af de iranske myndigheder, fordi han har ydet økonomisk støtte til yarsan religionen. Den mandlige ansøger frygter videre at blive slået ihjel af en overdommer og af myndighederne i Kasakhstan, såfremt han vender tilbage til Kasakhstan. Den kvindelige ansøger har i det væsentlige henvist til den mandlige ansøgers asylmotiv og endvidere henvist til, at hun frygter for sin families sikkerhed, idet civile personer har prøvet at bortføre ansøgernes søn. Til støtte for deres asylmotiv har den mandlige ansøger oplyst, at han stammer fra en meget stor familie som bor i [mindre by] i Kermanshah provinsen, der er hovedsæde for yarsan-religionen. Den mandlige ansøger blev som 16-årig valgt til formand for den lokale ungdomsgruppe og har gennem tiden været med til at arrangere møder. Den mandlige ansøger fik et arbejde hos sin fætter i Kasakhstan og flyttede herefter til Kasakhstan, hvor han boede med sin familie frem til 2010. I 2004 startede han som selvstændig med import af frugt og grønt fra Iran. Den mandlige ansøger havde en forretningsaftale med [A], der var bror til byens overdommer. I slutningen af 2014 bestilte [A] 200 tons frugt. Den mandlige ansøger modtog aldrig betaling herfor, fordi [A] mente, der var frostskader på frugten. I stedet krævede [A] 100.000 USD af den mandlige ansøger. Den mandlige ansøger nægtede at betale. Senere henvendte [A] sig igen og ønskede at bestille 300 tons frugt. Den mandlige ansøger skulle stille sikkerhed med sin lejlighed og ansøgerne underskrev en fuldmagt hertil. I sommeren 2015 fandt den mandlige ansøger ud af, at [A] havde solgt lejligheden, fordi han mente, at den mandlige ansøger skyldte ham 100.000 USD. Den mandlige ansøger tog herefter til [A’s] kontor for at konfrontere ham, men [A] truede den mandlige ansøger med en proptrækker mod halsen. [I efteråret] 2015 indrejste ansøgerne med fly til Danmark. Siden 2000 har den mandlige ansøger sendt penge til yarsan religionen. [B] var ansvarlig for donationerne til religionen. Under en ransagning hos [B] i sommeren 2015 blev listen af bidragsydere fundet af den iranske efterretningstjeneste. Flygtningenævnet finder ligesom Udlændingestyrelsen, at ansøgerne, der er iranske statsborgere, asylretligt skal vurderes i forhold til Iran. Nævnet finder efter en samlet vurdering af ansøgernes asylmotiv, at de ikke har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Iran vil blive forfulgt af de iranske myndigheder, idet deres forklaringer på centrale punkter fremstår divergerende og udbyggende. Forklaringerne anses herefter for at være konstruerede til lejligheden. Flygtningenævnet lægger vægt på, at ansøgerne har forklaret indbyrdes uoverensstemmende om den mandlige ansøgers konflikt med [A] i Kasakhstan. Under den mandlige ansøgers asylsamtale [i sommeren] 2016 og under gensamtalen [i starten] 2017, har han forklaret, at han ikke prøvede at kontakte politiet, men at han fortalte sin ægtefælle, at de var nødt til at flygte så hurtigt som muligt, efter at han var blevet truet af [A]. Den kvindelige ansøger har derimod under sin oplysnings- og motivsamtale forklaret, at de søgte myndighedernes hjælp i Kasakhstan, ligesom hun under sin asylsamtale har forklaret, at hendes mand opsøgte politiet, og at han også var på den iranske ambassade for at få hjælp. Den kvindelige ansøger har endvidere under nævnsmødet forklaret udbyggende om, at en mand henvendte sig på bopælen i Kasakhstan og spurgte efter hendes ægtefælle. Ansøgeren har ikke tidligere forklaret herom. Den mandlige ansøger har i øvrigt under nævnsmødet forklaret, at hans ægtefælle ikke blev opsøgt efter han forlod Kasakhstan. Den mandlige ansøgers oplysning under nævnsmødet om, at han for at berolige sin ægtefælle alligevel har fortalt hende, at han henvendte sig til politiet, fremstår ikke troværdig. Nævnet kan endvidere ikke lægge til grund, at den mandlige ansøger er blevet indkaldt til at møde i retten for internationale sager i Teheran på baggrund af en straffesag mod ansøgeren i Kasakhstan, således som det er angivet på et dokument, der angiveligt er udstedt [i efteråret] 2016. Den mandlige ansøgers forklaring herom anses således for utroværdig. Flygtningenævnet henviser til, at dokumentet, der alene er fremlagt som kopi af et digitalt foto, først er fremkommet, efter Udlændingestyrelsens afslag på ansøgernes asylansøgning. Der lægges endvidere vægt på, at ansøgerens søster efter forklaringen har modtaget indkaldelsen allerede [i efteråret] 2016, men først i 2018 fortalte den mandlige ansøger herom, fordi hun angiveligt ikke ville stresse ansøgeren ved at fortælle om dokumentet, der i øvrigt ikke indeholder angivelsen af et tidspunkt for, hvornår ansøgeren skulle møde i retten i Teheran. Flygtningenævnet finder endvidere ikke, at den del af asylmotivet, der vedrører ansøgernes yarsan-tro har en sådan karakter og intensitet, at der er tale om et asylbegrundende forhold omfattet af udlændingelovens § 7. Nævnet lægger herved vægt på, at den mandlige ansøger i asylansøgningsskemaet alene har henvist til de generelle forhold for yarsan-troende i Iran, mens han under samtalerne med Udlændingestyrelsen og for nævnet udbyggende har forklaret, at han er anført på en hemmelig liste over bidragsydere, der blev fundet under de iranske myndigheders ransagning på [B’s] bopæl. Endvidere lægges der vægt på, at den mandlige ansøger udbyggende for nævnet først har forklaret, at han har missioneret for yarsan-troen i Iran fra han var 15 til 27 år. Senere har han forklaret, at han ikke har missioneret, men at han blot har reklameret for yarsan-troen. Han har imidlertid aldrig af den grund oplevet problemer med de iranske myndigheder. Nævnet lægger i øvrigt vægt på, at den mandlige ansøger [i sommeren] 2015, efter at de iranske myndigheder 5 dage forinden foretog ransagningen, er rejst legalt fra Kasakhstan til Iran, hvor han har opholdt sig uden problemer til [i efteråret] 2015, hvorefter han legalt udrejste fra Iran. Det fremgår i øvrigt af den mandlige ansøgers pas, at han flere gange forinden [sommeren] 2015 er rejst legalt frem og tilbage mellem Kasakhstan og Iran, og ansøgerne har under nævnsmødet forklaret usammenhængende herom. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at de generelle forhold for yarsan-troende i Iran ikke kan give grundlag for asyl efter udlændingelovens § 7. Det bemærkes i øvrigt, at den mandlige ansøgers forklaring om en afhøring hos de iranske myndigheder i 2008 kan anses for et afsluttet forhold, og at forholdet efter ansøgerens forklaring i øvrigt ikke indgår som en del af asylmotivet. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Iran vil være i en konkret og individuel risiko for forfølgelse efter udlændingeloven§ 7, stk. 1, eller at de risikerer overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/308/CHA
Nævnet stadfæstede i september 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hamadan og angiveligt kristen af trosretning fra Teheran, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at få afhugget en arm eller et ben. Ansøgeren frygter endvidere at blive henrettet af de iranske myndigheder, da han har haft et forhold til en kvinde ved navn [A]. Ansøgeren frygter endvidere at blive henrettet af de iranske myndigheder som følge af sine tatoveringer og grundet alkoholindtag, da ansøgeren tidligere har været fængslet af myndighederne. Endelig har ansøgeren som asylmotiv henvist til, at han frygter de iranske myndigheder, da ansøgeren er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv, om at han frygter de iranske myndigheder grundet sit forhold med [A] oplyst, at ansøgeren ønskede at gifte sig med hende, og derfor forsøgte at fri til hende to måneder efter, at han havde mødt hende. [A`s] far afviste dette og truede ansøgeren på livet. Ansøgeren besluttede sig på ny at fri til [A], som ligeledes blev afvist af [A`s] far, og ansøgeren blev efterfølgende anmeldt til myndighederne af [A`s] far. Myndighederne udstedte herefter en tilsigelse til retten stilet til ansøgeren, hvorefter de henvendte sig på ansøgerens bopæl for at finde ham. Myndighederne forlod bopælen, da ansøgeren ikke var der. Myndighederne vendte tilbage til bopælen, hvor de tog ansøgerens bror med og tilbageholdte ham i tre dage, idet de forvekslede ansøgerens bror med ansøgeren. Ansøgeren flygtede til Chah Bahar efter han havde hørt, at myndighederne havde anholdt ansøgerens bror. Efter otte måneders ophold i Chah Bahar udrejste ansøgeren af Iran. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv, om at han frygter de iranske myndigheder grundet sine tatoveringer og alkoholindtag, oplyst, at ansøgeren tidligere har været fængslet og chikaneret af myndighederne som følge heraf. Ansøgeren frygter på denne baggrund, at myndighederne vil henrette ansøgeren. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv, om at han er konverteret til kristendommen, oplyst, at ansøgerens venner opfordrede ansøgeren til at komme i en huskirke i Iran. Ansøgeren er efter indrejsen i Danmark konverteret til kristendommen, og han er blevet døbt i den kristne tro. Flygtningenævnet finder ikke at kunne afvise, at ansøgeren på grund af alkoholindtagelse har været frihedsberøvet af myndighederne og i den forbindelse har været udsat for fysiske overgreb. På denne baggrund har Flygtningenævnet ikke fundet grundlag for at imødekomme en subsidiær begæring om udsættelse af sagen på foretagelse af torturundersøgelse. Ansøgerens forklaringer vurderes imidlertid i lyset af det forklarede om fysiske overgreb. Imidlertid finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgerens forklaringer kan lægges til grund, idet de på meget centrale punkter indeholder divergenser og udbygninger. Ansøgeren har blandt andet forklaret divergerende om, hvorvidt han har været fængslet to eller tre gange, om hvorvidt han er idømt straf i form af piskeslag, og om hvorvidt han to eller ti gange har været udsat for overgreb fra Basij. Han har også forklaret divergerende om, hvorvidt [A`s] far var til stede under det første frieri, og om han der truede med at slå ansøgeren ihjel, ligesom han har forklaret udbyggende og divergerende om [A`s] kusines rolle og om ansøgerens brors tilbageholdelse. Han har endeligt forklaret divergerende om, hvorvidt myndighederne med sikkerhed havde kendskab til hans seksuelle forhold til [A], eller at dette blot beroede på hans formodning. Det bemærkes endvidere, at hverken han selv under sit ophold i Iran frem til [efteråret 2015], eller hans familie har været udsat for myndighedsforfølgelse siden brorens angivelige tilbageholdelse primo 2015. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgerens konversion er reel. I den forbindelse henvises dels til det ovenfor anførte om ansøgerens generelle troværdighed og dels til divergerende forklaringer, om hvorvidt ansøgeren i Iran har været i huskirke, om hvornår han besluttede at konvertere og om, hvorvidt han forud for dåben modtog kristendoms undervisning. På denne baggrund finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Iran/2018/307/AZU
Nævnet stadfæstede i september 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etnisk kurdere og yarsan fra Sarpol Zahab, Kermanshah, Iran. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved tilbagevenden til Iran frygter, at han vil blive fængslet på livstid eller henrettet af de iranske myndigheder, fordi han hjalp to medlemmer af det Kurdiske Demokratiske Parti (KDPI). Ansøgeren har derudover som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter de iranske myndigheder, fordi han udrejste illegalt af Iran. Endvidere har ansøgeren som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter myndighederne, fordi han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han og hans ven, [B], befandt sig i bjergområdet omkring ansøgerens landsby, […], en dag i [foråret] 2015. De mødte to kurdere fra KDPI, ved foden af […] bjerget, som spurgte, hvorvidt de kunne hente mad til dem. Ansøgeren og [B] besluttede sig for at hjælpe de to kurdere. Omkring ti dage efter mødte ansøgeren og [B] endnu engang de to kurdere i bjergene. De to kurdere bad ansøgeren og [B] atter engang hente mad til dem, hvilket ansøgeren gjorde. Senere mødte ansøgeren og [B] igen de to kurdere i bjergene. Ligesom tidligere bad de dem om at hente mad, hvilket [B] gjorde. Tre til fire dage efter ringede ansøgerens fætter og fortalte ansøgeren, at repræsentanter fra myndighederne havde ledt efter ansøgeren på hans bopæl, og at [B] var blevet anholdt. Ansøgeren tog herefter hjem til en bekendt i byen […]. Ansøgeren opholdt sig der i tre dage. Ansøgeren og hans ægtefælle udrejste herefter illegalt af Iran sammen med en agent. De udrejste af Iran [sommeren] 2015. Da ansøgeren udrejste af Iran, praktiserede han yarsan. Efter ansøgeren kom til Danmark [efteråret] 2015, begyndte han at få interesse for kristendommen. Omkring tre uger efter ansøgerens ankomst, deltog han i sin første kristne aktivitet, da han tog del i en ceremoni i en kirke nær [asylcenteret]. Cirka en uge efter deltagelsen i ceremonien, blev ansøgeren og hans ægtefælle flyttet til asylcenter […]. Ansøgeren begyndte at modtage dåbsundervisning med henblik på at blive døbt og konvertere til kristendommen. Ansøgeren blev døbt [vinteren] 2015. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun ved tilbagevenden til Iran frygter, at hun vil blive straffet af de iranske myndigheder, fordi myndighederne mistænker hendes ægtefælle for at være anti-revolutionær. Endvidere har ansøgeren som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter, at hun vil blive henrettet af myndighederne, fordi hun er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at kort forinden hendes udrejse af Iran blev deres bopæl opsøgt af syv myndighedsrepræsentanter. Fire af repræsentanterne trængte ind på bopælen, ransagede den og ødelagde deres ejendele, hvorefter de forlod bopælen. Ansøgeren har oplyst, at hendes ægtefælle befandt sig i bjergene, da bopælen blev opsøgt. Den efterfølgende morgen blev deres bopæl atter engang opsøgt af repræsentanter fra myndighederne. Ansøgeren forsøgte efterfølgende at ringe til sin ægtefælle, men hans telefon var slukket. Eftersom ansøgerens ægtefælle ikke var kommet hjem dagen efter, ringede ansøgeren til sin ægtefælles bror og fortalte ham, hvad der var sket. Senere samme dag blev ansøgeren hentet af ægtefællens bror og de kørte sammen hen til ansøgerens ægtefælle som befandt sig i landsbyen, […]. Senere på dagen kørte de videre til den tyrkiske grænse som de krydsede illegalt til fods. Da ansøgeren udrejste af Iran, praktiserede hun yarsan. Ansøgeren har oplyst, at hun fik interesse for kristendommen, mens hun befandt sig i Grækenland. Efter ansøgeren kom til Danmark [efteråret] 2015, deltog hun i sin første kristne aktivitet i en kirke nær [asylcenteret]. Ansøgeren flyttede efterfølgende til asylcenter […], hvor hun kort efter begyndte at modtage dåbsundervisning. Ansøgeren blev døbt [vinteren] 2015. Vedrørende asylmotivet i Iran: Flygtningenævnet kan efter en samlet vurdering ikke lægge ansøgernes forklaringer om, at de forinden deres udrejse var forfulgt af de iranske myndigheder, til grund. Nævnet henviser til, at forklaringerne på centrale punkter fremstår usandsynlige og divergerende, og at de derfor må anses for at være konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet lægger vægt på, at det forekommer usandsynligt, at to mænd fra KDPI uden nærmere kendskab til ansøgeren og hans ven [B], har anmodet ansøgeren og [B] om hjælp til at skaffe mad, idet de samtidig har oplyst, at de hed [H] og [A], og i øvrigt fortalt, at de var KDPI-medlemmer. Den mandlige ansøger har endvidere forklaret divergerende om den tid, der forløb mellem det andet og det tredje møde med [H] og [A], idet han under oplysnings- og motivsamtalen, har forklaret, at der gik måske otte dage, mens han under asylsamtalen har forklaret, at det gik omkring 17 til 18 dage. Ansøgeren har endvidere under oplysnings- og motivsamtalen forklaret nærmere om [Hs] og [As] udseende, idet han blandt andet har oplyst, at den ene havde tilbagestrøget hår, og at den anden havde sideskilning, og at de var uden skæg. Ansøgeren har endvidere forklaret om deres påklædning. Under asylsamtalen har ansøgeren derimod forklaret, at han ikke kan huske, hvordan [H] og [A] så ud. Ansøgeren har også forklaret divergerende om stedet, hvor [B] blev anholdt. Under oplysnings- og motivsamtalen har han forklaret, at anholdelsen skete i Sarpol Zahab, mens han under asylsamtalen har forklaret at [B] blev anholdt på sin egen bopæl, […], der ligger 25-30 minutters kørsel fra Sarpol Zahab. Vedrørende den kvindelige ansøgers forklaring finder Flygtningenævnet, at det fremstår usandsynligt, at den irakiske efterretningstjeneste to gange har henvendt sig på ansøgerens bopæl for at få fat i den mandlige ansøger, mens han ikke var hjemme. Der henvises til forklaringen om, at hendes mand hver dag tog op i bjergene sammen med [B] og deres dyr, hvilket efterretningstjenesten måtte formodes at vide. Der lægges endvidere vægt på ansøgerens usammenhængende forklaringer om efterretningstjenestens henvendelser på bopælen. Under oplysnings- og motivsamtalen har hun forklaret, at myndighedspersonerne første gang præsenterede sig som personer fra efterretningstjenesten fra Sarpol Zahab, og at hun i øvrigt gik ud fra, at de var myndighedspersoner, fordi de havde walkie-talkies på sig. Under asylsamtalen har ansøgeren derimod forklaret, at hun alene vidste, at der var tale om myndighedspersoner, fordi en af dem bar en walkie-talkie, og at hun ikke mente, at hun tidligere havde forklaret, at mændene fortalte, at de kom fra efterretningstjenesten. Vedrørende konversionen: Flygtningenævnet har tilsidesat ansøgernes oprindelige asylmotiv som utroværdigt, og der påhviler herefter ansøgerne en skærpet bevisbyrde for, at deres konversion i Danmark til kristendommen, er sket på grundlag af en reel religiøs overbevisning. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort dette. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgerne under deres oplysnings- og motivsamtaler og under deres asylsamtaler har forklaret, at de var yaresan-troende. Ansøgerne har i øvrigt ikke under oplysnings- og motivsamtalerne oplyst, at de skulle døbes, og at de under asylsamtalerne ikke har oplyst, at de var blevet døbt [vinteren] 2015. Nævnet lægger endvidere vægt på oplysningen fra pastor […], om at dåbsundervisningen alene har bestået i undervisning to gange to timer om ugen fra [efteråret] til [vinteren] 2015. Nævnet finder ikke, at en så kortvarig undervisning kan begrunde et fornødent troværdigt grundlag for dåben. Flygtningenævnet finder heller ikke, at ansøgerne på overbevisende måde har kunnet redegøre nærmere for deres motiver og for deres refleksioner samt konsekvenserne for deres konvertering og for kristendommens betydning for dem. Flygtningenævnet finder i øvrigt, at ansøgerne har demonstreret et begrænset kendskab til kristendommen, og at deres deltagelse i kirkelige arrangementer ikke kan tillægges et stærkt engagement i kristendommen. Flygtningenævnet finder ikke, at den kirkelige velsignelse af deres ægteskab eller deres datters dåb kan føre til en anden vurdering, ligesom oplysningerne og en række udtalelser fra sognepræster om ansøgernes deltagelse i gudstjenester og kirkelige arrangementer ikke kan føre til et andet resultat. For så vidt angår den kvindelige ansøgernes opslag på Facebook bemærkes, at opslagene med kirkelige motiver er foretaget, efter at Udlændingestyrelsen første gang [foråret] 2016 havde meddelt afslag på ansøgningerne om opholdstilladelse, og at den mandlige ansøger alene [foråret] 2016 har foretaget et enkelt oplag, forinden Udlændingestyrelsens første afslag på ansøgningerne om opholdstilladelse. Det bemærkes i den forbindelse, at det ikke er sandsynliggjort, at opslagene er kommet til kendskab for de iranske myndigheder, eller at opslagene vil komme til myndighedernes kendskab. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko individuelt og konkret begrundet for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at de risikerer overgreb omfattet af udlændingelovens § 7 stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/305/KAA
Nævnet stadfæstede i september 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig og en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Den mandlige ansøger er etnisk kurder og ateist fra Bukan, Iran. Ansøgeren har været medlem af det kurdiske parti Komala siden 2010 og har udøvet politiske aktiviteter for partiet i en årrække. Den kvindelige ansøger er etnisk kurder og sunnimuslim fra Bukan, Iran. Ansøgeren har sympatiseret med det kurdiske parti Komala, siden hun var omkring ti år gammel. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de frygter de iranske myndigheder, fordi den mandlige ansøger blev idømt fængsel i tre år og bortvisning fra hjemegnen på grund af sine aktiviteter for Komala i Iran. Ansøgerne har som støtte for deres asylmotiv oplyst, at den mandlige ansøger i 2005 rejste sammen med den kvindelige ansøgers fætter til Irak. Den mandlige ansøger skulle besøge en ven, og den kvindelige ansøgers fætter skulle besøge sin søn. Da de var nået til Irak, skiltes de, og fortsatte deres rejser hver for sig. Den kvindelige ansøgers fætter blev anholdt [i] februar 2006. Fætteren fortalte myndighederne, at han havde arbejdet sammen med den mandlige ansøger i Irak. Den kvindelige ansøgers fætter var et aktivt medlem af Komala, og han havde tidligere været i fængslet på grund af sine politiske aktiviteter. Fætteren blev slået, hvilket fik ham til at fortælle alt til de iranske myndigheder. Omkring den […] marts 2006 blev anssøgernes bopæl opsøgt af omkring 15 til 20 personer fra de iranske myndigheder. Bopælen blev ransaget, og den mandlige ansøger blev taget med til en politistation, hvor han blev afhørt af en repræsentant fra efterretningstjenesten omkring sin tilknytning til Komala. Den mandlige ansøger fik nogle lussinger. Han blev herefter fængslet i omkring 25 dage hos efterretningstjenesten. Den mandlige ansøger blev hængt op og tortureret. Han var under konstant tortur i omkring 25 dage. Den mandlige ansøger blev anklaget for at have udøvet politiske aktiviteter for Komala, men han nægtede. Den mandlige ansøger var fængslet sammen med to andre personer, som havde udført aktiviteter for partiet. Dette var den mandlige ansøgers svigermors mosters søn, [A] og ansøgerens ven [B]. Den kvindelige ansøger besøgte den mandlige ansøger én gang under hans fængsling i Bukan. Den mandlige ansøger blev herefter flyttet til fængslet i Uromiyeh, hvor han fortsat var fængslet med de to førnævnte personer. Under tortur indrømmede de to personer, at de sammen med den mandlige ansøger havde lavet aktiviteter for Komala. Den mandlige ansøger blev også udsat for overgreb i fængslet. Han var fængslet i omkring tre måneder og fem dage. Den mandlige ansøger var efterfølgende i fængslet i Mahabad i 15 dage, indtil hans brødre betalte hans kaution på 80 millioner toman. Den mandlige ansøger havde ikke været i retten, da han blev løsladt mod kaution. Den mandlige ansøgers sag kom for retten i 2006, og han deltog i to retsmøder. I Iran får man sin dom sendt til bopælen, hvorefter man har tre uger til at klage over afgørelsen. Den mandlige ansøger ankede dommen, men den blev stadfæstet. Den mandlige ansøger blev i 2007 eller 2008 idømt tre års fængsling og tvangsflytning til et andet område i Iran. Ansøgerne udrejste sammen med deres tre sønner kort tid herefter. Flygtningenævnets flertal kan ikke lægge ansøgernes forklaring om deres asylmotiv til grund, idet ansøgerne på en lang række centrale punkter har forklaret divergerende og udbyggende, ligesom ansøgerne og deres sønner har forklaret indbyrdes divergerende om væsentlige forhold. Dertil kommer, at den mandlige ansøger har fremlagt falske dokumenter i sin asylsag. Flertallet finder således, at ansøgernes generelle troværdighed er væsentligt forringet af, at to særskilte ægthedsvurderinger har fastslået, at tre centrale dokumenter, som den mandlige ansøger har fremlagt vedrørende sit fængselsophold og sin dom, er falske. Konklusionen er, at det samlede sagskompleks, som de tre dokumenter søger at underbygge, ikke er ægte. De af ansøgerne fremlagte nye dokumenter vedrørende kautionsforpligtelsen kan herefter heller ikke lægges til grund. Flertallet har herved også lagt vægt på, at den mandlige ansøger til gensamtalen [i] august 2016 har afvist, at de tre fremlagte dokumenter er falske med divergerende og udbyggende begrundelser. Om det ene af dokumenterne har den mandlige ansøger til sin gensamtale [i] august 2016 således forklaret, at han ikke fik dokumentet fra retten, men derimod fra en advokat, der ikke måtte give det til ansøgeren, hvilket den mandlige ansøger ikke har forklaret om tidligere, hverken i sit asylansøgningsskema af maj 2015, til oplysnings- og motivsamtalen af juni 2015 eller til asylsamtalen af marts 2016. Endvidere har ansøgeren forklaret divergerende om, hvordan han har fremskaffet de tre dokumenter, idet han til sin gensamtale indledningsvis flere gange har forklaret, at han fik dokumenterne tilsendt af en ven i Norge. Denne forklaring ændrede den mandlige ansøger under oversættelsen af gensamtalereferatet, idet ansøgeren oplyste, at han fik dokumenterne tilsendt af en mand i Sverige, der er som en bror for ansøgeren, og som ansøgeren stoler på. Derudover har den mandlige ansøger forklaret divergerende om, hvordan han kom i besiddelse af sin dom i Iran. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren forklaret, at dommen blev sendt til ham, og at han havde tre uger til at appellere dommen, hvilket ansøgeren gjorde, og at dommen derefter blev stadfæstet. Til gensamtalen har ansøgeren forklaret, at han skulle have den af sin advokat, der fik den tilsendt, og at advokaten fortalte ansøgeren, at han først skulle 1-1½ år i fængsel, inden han kunne appellere. Ved vurderingen af ansøgernes asylmotiv har flertallet derudover lagt vægt på, at den mandlige ansøger har forklaret divergerende om sine politiske aktiviteter for Komala i Iran forud for familiens udrejse til Irak. Til oplysnings- og motivsamtalen har den mandlige ansøger forklaret, at han uddelte løbesedler og tidsskrifter for partiet og hvervede nye medlemmer, mens han til gensamtalen har forklaret, at han var en del af en hemmelig organisering af Komala, og at de havde specielle mobiltelefoner, der ikke kunne aflyttes, og at ansøgerens arbejde bestod i at meddele partiets ledelse om forskelligt. Endvidere har den mandlige ansøger forklaret divergerende om sin løsladelse. Til oplysnings- og motivsamtalen og indledningsvis til asylsamtalen har den mandlige ansøger forklaret, at han ikke var i retten, inden han blev løsladt af myndighederne, hvilken forklaring den mandlige ansøger senere ændrede under asylsamtalen. Til oplysnings- og motivsamtalen har den mandlige ansøger ligeledes forklaret, at han var i retten uden advokat to gange efter sin løsladelse, hvorimod han til asylsamtalen har forklaret, at han var til et retsmøde, og at han fik tildelt en advokat. Endelig har den mandlige ansøger forklaret divergerende om, hvornår familien udrejste efter 4½ måneds fængsling. Til gensamtalen har ansøgeren forklaret, at familien udrejste to dage før nytårsaften i slutningen af 2007, hvilket han senere ændrede til slutningen af 2008. I asylansøgningsskemaet har den mandlige ansøger oplyst, at han kom i fængsel i Iran i 1384, svarende til [x] marts 2005- [x] marts 2006, hvilket ikke stemmer overens med, at familien først udrejste i slutningen af 2008. Vedrørende ansøgernes og deres sønners indbyrdes divergerende forklaringer har flertallet navnlig lagt vægt på, at familien har forklaret divergerende om, hvad der skete under den mandlige ansøgers tilbageholdelse i Iran. Den mandlige ansøger har forklaret, at han var i stuen sammen med sin ægtefælle, og at deres børn var på deres værelse på 1. sal, da de iranske myndigheder kom, at der kom ca. 15-20 personer til bopælen, og at han blev iført håndjern bag på ryggen efter myndighederne havde ransaget bopælen. Ansøgernes søn, […], har derimod forklaret, at hele familien var i stuen, og at de var ved at spise en slags frø ved bordet, at der kom 5-6 personer, og at den mandlige ansøger blev iført håndjern foran maven, straks da myndighederne var kommet ind i boligen. Den kvindelige ansøger har til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at der kom 4-5 personer, mens hun til sin asylsamtale har forklaret, at der kom 20-30 personer. Den kvindelige ansøger har videre forklaret, at flere af myndighedspersonerne var iklædt militæruniformer, mens den mandlige ansøger har forklaret, at de alle var iklædt civilt tøj. Om den kvindelige ansøgers besøg i fængslerne har hun forklaret, at ansøgerne var adskilt og sad i forskellige rum, og at de talte via en telefon, mens den mandlige ansøger har forklaret, at de sad i samme lokale, og at han kunne røre hende. Derudover har familien forklaret indbyrdes divergerende om, hvorvidt de var medlem af Komala. Flertallet finder, at ansøgerne ikke er fremkommet med en rimelig forklaring på divergenserne. I den forbindelse bemærker flertallet, at der ved vurderingen af de fremhævede divergenser er taget hensyn til, at de beskrevne forhold er foregået nogle år tilbage, og at ansøgernes sønner var mindreårige på daværende tidspunkt. Ved vurderingen af ansøgernes troværdighed har flertallet tillige inddraget den omstændighed, at ansøgernes forklaring indeholder en række mindre divergenser, der ikke i sig selv ville kunne tillægges afgørende betydning, men som samlet set svækker ansøgernes troværdighed. På denne baggrund kan Flygtningenævnets flertal ikke lægge til grund, at ansøgerne i 2007/2008 flygtede til Irak som følge af, at den mandlige ansøger var blevet dømt for politiske aktiviteter for Komala. Det forhold, at den mandlige ansøgers navn fremgår på nogle lister på nettet som værende sigtet for at have kontakt til kurdiske partier, kan ikke føre til en ændret vurdering. Ansøgerne har herefter ikke sandsynliggjort, at de har udført aktiviteter for Komala, herunder i Irak, der har ført til, at de er efterstræbt af de iranske myndigheder. Det forhold, at ansøgerne sympatiserer med Komala, og at den mandlige ansøger er medlem af partiet, samt at ansøgerne har fremlagt fotos, hvor de optræder sammen med ledende medlemmer af Komala, kan ikke føre til en ændret vurdering. Endelig finder Flygtningenævnets flertal, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at ansøgerne vil være efterstræbt af de iranske myndigheder ved en tilbagevenden til Iran som følge af deres aktiviteter for Komala i Danmark. Flertallet har herved lagt vægt på, at aktiviteterne er af begrænset karakter, og at ansøgerne ikke er profilerede. Herefter finder flertallet, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flertallet bemærker, at begge ansøgere har forklaret, at de ikke har nogen religion. Ansøgerne har ikke påberåbt sig dette som asylmotiv, og henset til at ansøgerne ikke har forklaret om religionsrelaterede problemer, kan dette forhold ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Iran/2018/304/SME
Nævnet stadfæstede i september 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk lor og muslim født fra Ahvaz, Khozistan, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter den iranske revolutionsgarde Sepah, fordi han udrejste af Iran og derfor anses for at være spion. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han igennem sin fars gamle ven, som var én af de øverstbefalende i Sepah Pasdaran, fik arbejde hos [A] Air agentur, afdelingen i Teheran, som var et iransk rejsebureau, der arrangerede charterrejser. Ansøgeren underskrev en 5-årig kontrakt hos [A] Air agentur med start fra marts 2015. Efter nogle måneder sagde han sit job op, idet han fik kenskab til, hvad Sepah lavede. Sepah sendte civilklædte folk til områder i Irak for at sikre ro for shiamuslimer. Ansøgeren syntes ikke, at Iran skulle blande sig i Iraks interne anliggender. Ansøgerens arbejdsgiver godtog ikke opsigelsen, og ansøgeren fortsatte derfor med at arbejde hos [A] Air agentur i yderligere omkring seks måneder, indtil han fik at vide, at han skulle udstationeres til Irak. Ansøgeren havde ikke lyst til at blive udstationeret i Irak, og derfor fik han lavet et pas, fik tildelt en uges ferie fra sit arbejde og udrejste af Iran til Tyrkiet i november 2015. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgerens forklaring ikke forekommer sandsynlig. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det ikke forekommer sandsynligt, at ansøgeren hverken vidste eller havde en klar forestilling om, hvilket arbejde, han skulle udføre, og at han ønskede at opsige sin stilling, fordi han angiveligt fandt ud af, at Sepah sendte agenter til Irak for at holde ro og orden, og at de som efterretningstjeneste blev sendt ud som civile uden at blive registreret på flylisterne. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren angiveligt fik jobbet gennem sin fars gamle ven, som var en af de øverste befalingshavende i Sepah, og at ansøgeren indgik kontrakten med Sepah, idet rejseselskabets indehaver henviste ansøgeren til Sepah Valihaser i Khusistan i Ahvaz by for at skrive kontrakt. I den forbindelse blev ansøgeren orienteret om blandt andet sin tavshedspligt, og ansøgeren blev i fortrolighed oplyst om, at Sepah benyttede virksomheden til efterretningstjeneste, og at agenterne fløj med Iran Air. Flygtningenævnet bemærker herved, at nævnet ikke kan lægge ansøgerens divergerende forklaring under nævnsmødet til grund om, at han ikke vidste, at Sepah benyttede virksomheden ved ansættelsen. Det forekommer heller ikke sandsynligt, at ansøgeren ikke vidste eller havde en forestilling om, at den iranske efterretningstjeneste opererede i udlandet, herunder i Irak, og at en efterretningstjenestes aktiviteter forsøges holdt skjult, blandt andet ved ikke at lade efterretningstjenestens agenter figurere på flylister. Ved vurderingen af ansøgerens generelle troværdighed har Flygtningenævnet lagt vægt på, hvordan ansøgeren har fremstået for nævnet, herunder særligt at ansøgeren har svaret afglidende og uklart, hvorved ansøgerens forklaring ikke fremstår selvoplevet. Nævnet har også lagt vægt på, at ansøgeren uden en rimelig og relevant begrundelse nægtede at deltage i den udvidede asylsamtale, som han var indkaldt til, hvorfor han ikke har medvirket til at oplyse sin asylsag, jf. udlændingelovens § 40. Flygtningenævnet tilsidesætter på denne baggrund ansøgerens forklaring om sit asylmotiv som konstrueret og utroværdig. Herefter finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren har forklaret, at han ikke har nogen religion. Ansøgeren har ikke påberåbt sig dette som asylmotiv, og henset til at ansøgeren ikke har forklaret om religionsrelaterede problemer, kan dette forhold ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Iran/2018/303/SME
Nævnet stadfæstede i september 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og yarsan fra Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter, at han vil blive fængslet og chikaneret af de iranske myndigheder, fordi han udtalte sig regimekritisk, mens det blev optaget på en mobiltelefon af ansøgerens ven, [A]. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at [A] gennem en periode på syv til otte år har filmet ansøgeren på sin mobiltelefon, mens han var beruset. På filmene fremgår det, at ansøgeren har samtaler med sine andre kollegaer om regimekritiske emner. I efteråret 2013 blev han filmet, mens han havde en samtale med to kollegaer, som var politisk aktive og propaganderede på vegne af den daværende præsidentkandidat, [B]. Ansøgeren opfordrede dem til at stoppe med deres politiske aktiviteter. Omkring [foråret] 2014 blev ansøgeren opsøgt af de iranske myndigheder på sin arbejdsplads. Ansøgeren formoder, at baggrunden for opsøgningen havde afsæt i, at [A] havde fremvist mobiloptagelserne af ham til de iranske myndigheder. De iranske myndigheder har endvidere opsøgt ansøgerens forældres bopæl to gange, mens han stadig var i Iran. Ansøgeren besluttede sig for at udrejse, fordi han tidligere var blevet tilbageholdt af de iranske myndigheder grundet en falsk anklage om, at han sammen med fire andre personer havde udøvet hærværk i form af udtalelser om den tidligere religiøse leder, [C], og derfor frygtede han at blive tilbageholdt igen. Ansøgeren har ved indrejse i Danmark oplyst falsk navn, [D]. Ansøgeren har forklaret divergerende om en række forhold, herunder om, hvorvidt hans ven havde en eller mere end ti mobiloptagelser af ansøgerens udtalelser, og om hvilke udtalelser og emner, han fremkom med på optagelserne. Videre beror det på ansøgerens egen formodning, at hans ven har videregivet en eller flere mobiloptagelser til myndighederne. Ansøgeren har efter sin forklaring ikke på noget tidspunkt været i kontakt med de to angivelige myndighedspersoner, han så på sin arbejdsplads, og der er heller ingen, der har oplyst hans forældre eller kollegaer om årsagen til, at ansøgeren efterspørges. Det beror derfor ligeledes på ansøgerens egen formodning, at det var myndighedspersoner, der opsøgte ham på arbejdspladsen, og at denne opsøgning skete som følge af, at myndighederne var blevet bekendt med hans regimekritiske udtalelser. Hertil kommer, at ansøgeren til asylsamtalen har forklaret, at den bil med fire mænd, han den følgende dag så i sin hjemby, blot kørte forbi, kørte rundt i byen og ikke standsede ved hans forældres hjem. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved sin udrejse havde en konflikt med myndighederne af en karakter og intensitet, der er omfattet af udlændingelovens § 7. Ansøgerens tidligere mellemværende med myndighederne må betragtes som afsluttet, idet forholdet ligger syv år tilbage i tid, og ansøgeren dengang blev løsladt uden betingelser. Det forhold, at ansøgeren er født yarsan og nu ikke har nogen tro, er ikke i sig selv asylbegrundende. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2018/302/SLH
Nævnet stadfæstede i september 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunnimuslim af religiøs overbevisning fra Kermanshah, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter, at hans afdøde kæreste [A]’s familie eller myndighederne vil slå ham ihjel. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han havde et seksuelt forhold til en kvinde ved navn [A], hvis selvmord hendes familie betragter ansøgeren som årsag til. I starten af [efteråret] 2015 tog ansøgeren og hans forældre til [A]’s families bopæl for at bede om hendes hånd. Senere samme aften ringede [A] til ansøgeren og fortalte, at hendes familie var imod deres ønske om at blive gift, idet de ville have, at hun giftede sig med sin fætter. I håbet om at [A]’s familie ville skifte mening, blev ansøgeren og [A] enige om, at hun skulle fortælle sin familie om deres seksuelle forhold. Den efterfølgende dag ringede [A] til ansøgeren og fortalte, at hun havde fortalt sin familie om deres forhold, og som konsekvens heraf var blevet slået af sine brødre, der ligeledes havde truet ansøgeren. Efter et par timer modtog ansøgeren et opkald fra den ene af [A]’s brødre, som truede ansøgeren på livet og ville vide, hvor ansøgeren befandt sig. Nogle timer senere ringede ansøgerens mor til ansøgeren og fortalte, at [A]’s brødre havde opsøgt ansøgeren på familiens bopæl. Ansøgeren tog herefter en bus til Teheran. Under busturen modtog ansøgeren et telefonopkald og en række sms’er fra [A]’s brødre, hvori de truede ansøgeren. Ansøgeren tog ophold hos en ven, som boede et stykke uden for Teheran. Efter to dage ringede ansøgerens mor til ansøgeren og fortalte, at politiet, herunder [A]’s morbror [B], havde opsøgt og ransaget familiens bopæl. Efter yderligere to dage ringede ansøgerens ven [C] til ansøgeren og fortalte, at [A] havde begået selvmord. Ansøgeren udrejste af Iran samme dag. Efter ansøgerens udrejse er hans familie blevet opsøgt af politiet en enkelt gang, ligesom der kører en mistænkelig bil rundt i området omkring ansøgerens families bopæl, som ansøgeren formoder, tilhører [A]’s familie. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet den forekommer usandsynlig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om etableringen af kontakten til [A] og udviklingen i deres kæresteforhold ikke fremstår troværdig. Det forekommer således ikke troværdigt, at ansøgeren skulle have henvendt sig til en for ham ukendt kvinde på gaden og givet hende sit telefonnummer, og at hun dagen efter skulle have ringet til ham. Det forekommer heller ikke troværdigt, at ansøgeren til deres første møde i parken skulle have hentet [A] i bil foran hendes skole henset til risikoen for, at deres forhold herved ville blive udstillet for medstuderende, lærere mv. Flygtningenævnet finder videre, at det forekommer utroværdigt, at ansøgeren skulle have opfordret [A] til at fortælle sin familie, at hun havde et seksuelt forhold til ansøgeren henset dels til, at ansøgeren ikke selv ville fortælle det til sin familie, fordi et udenomsægteskabeligt forhold i Iran er utilstedeligt, dels til at ansøgeren efter sin forklaring var bekendt med, at et seksuelt forhold uden for ægteskab er strafbart, og at man risikerer, at den anden parts familie kan hævne forholdet. Nævnet bemærker hertil, at ansøgeren efter sin forklaring var bekendt med, at [A]’s brødre var kriminelle, og at hun havde en morbror, der var politiofficer. Nævnet bemærker endvidere, at ansøgerens forklaring om, at han og [A] regnede med, at [A]’s familie var tvunget til at acceptere deres ægteskab, når de erfarede, at ansøgeren og [A] havde indledt et seksuelt forhold, ikke hænger sammen med, at [A]’ familie havde lovet hende væk til en fætter og derfor risikerede at miste ære i forhold til familien, hvis dette ægteskab ikke blev til noget. Nævnet har endelig lagt vægt på, at det forekommer utroværdigt, at ansøgeren og [A] under samtalen lørdag middag ikke talte om hendes situation eller lagde planer for hende i forhold til hendes families reaktion på afsløringen af deres seksuelle forhold. Flygtningenævnet finder på denne baggrund i det hele at måtte forkaste ansøgerens forklaring om asylmotivet. De generelle forhold for kurdere i Iran kan ikke i sig selv medføre, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse i Danmark. Sammenfattende finder nævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/301/TLNJ
Nævnet stadfæstede i september 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt tre børn fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske kurdere og yarsan af religiøs overbevisning fra [by], Kermanshah, Iran. Den kvindelige ansøger har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv, mens den mandlige ansøger er sympatisør, men ikke medlem af KDPI. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter, at han vil blive fængslet eller slået ihjel af de iranske myndigheder. Den mandlige ansøger har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans farbror i 1991 blev slået ihjel af myndighederne på grund af sine aktiviteter for KDPI. Omkring en måned senere blev hele ansøgerens familie fængslet i to måneder. I marts 2007 blev ansøgerens far slået ihjel af myndighederne som følge af farbrorens relationer til KDPI, og fordi faren nægtede at samarbejde med myndighederne. I august 2015 blev ansøgeren opsøgt, tilbageholdt og udsat for vold af de iranske myndigheder, idet de påstod, at ansøgeren var i kontakt med KDPI, ligesom de forsøgte at få ansøgeren til at samarbejde med dem, hvilket ansøgeren imidlertid nægtede. Ansøgeren blev løsladt efter tre til fire timer. Kort tid efter - omkring [efteråret] 2015 - blev ansøgerens bopæl ransaget af agenter fra den iranske efterretningstjeneste, som ledte efter beviser på ansøgerens medlemskab og aktiviteter for KDPI. Ansøgeren var ikke selv til stede på bopælen, men hans ægtefælle blev udsat for vold og spurgt ind til, hvor ansøgeren befandt sig. I forbindelse med ransagningen konfiskerede efterretningstjenesten ansøgerens bærbare computer, et fotoalbum og en dagbog, som indeholdt regimekritisk materiale og materiale om yarsan. Herefter valgte ansøgeren ikke at vende tilbage til sin bopæl, idet han i stedet opholdte sig hos forskellige familiemedlemmer frem til sin udrejse af Iran omkring [efteråret] 2015. Efter ansøgerens udrejse er ansøgerens mor blevet indkaldt og udspurgt af efterretningstjenesten. Den mandlige ansøger har endvidere henvist til, at han i Danmark har oprettet en Facebook-profil, hvor han har postet politiske budskaber (KDPI) samt budskaber om yarsan og kristendommen. Den kvindelige ansøger har henvist til sin ægtefælles asylmotiv. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaring om asylmotivet til grund, idet forklaringerne forekommer divergerende på flere centrale punkter, udbyggende og utroværdige. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det forekommer utroværdigt, at myndighederne skulle slå ansøgerens far ihjel 16 år efter, at farbroren blev slået ihjel henset til, at ansøgerens far ikke var politisk aktiv, og at han ikke på noget tidspunkt havde samarbejdet med myndighederne, selvom han angiveligt havde givet tilsagn om dette i forbindelse med familiens løsladelse samme år, som farbroren blev slået ihjel. Det forekommer tillige utroværdigt, at efterretningstjenesten skulle have interesse i ansøgeren i 2015 henholdsvis 24 år og 8 år efter, at ansøgerens farbror og far var døde, og uden at ansøgeren selv havde været politisk aktiv. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgerne har forklaret divergerende, herunder indbyrdes divergerende, om den begivenhed, der førte til udrejsen fra Iran. Ansøgerne har således forklaret indbyrdes divergerende om, hvorvidt den mandlige ansøger indvilligede i at samarbejde med myndighederne under tilbageholdelsen. Den kvindelige ansøger har til sin oplysnings- og motivsamtale forklaret, at den mandlige ansøger fortalte hende, at han blev løsladt med besked om, at han skulle samarbejde med myndighederne, og at han løj for myndighederne om at ville samarbejde for at blive løsladt. Til sin asylsamtale forklarede den kvindelige ansøger, at den mandlige ansøger havde svaret, at han ikke ville samarbejde og dernæst, at hun ikke vidste, hvad den mandlige ansøger præcist svarede til, at de ville have ham til at samarbejde. Den mandlige ansøger har til sin asylsamtale forklaret, at efterretningstjenesten foreslog ham, at han skulle samarbejde med myndighederne, og at han svarede, at han ikke ville gå med til det, mens han på mødet i Flygtningenævnet har forklaret, at han under tvang accepterede at samarbejde med myndighederne. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at den kvindelige ansøger til sin oplysnings- og motivsamtale forklarede, at myndighederne ikke var voldelige overfor ægtefællen, mens han var tilbageholdt, mens hun til asylsamtalen og på mødet i Flygtningenævnet forklarede, at de havde slået hendes ægtefælle hårdt, mens de tilbageholdt ham. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at den mandlige ansøger på mødet i Flygtningenævnet forklarede, at han efter løsladelsen var hjemme i ca. en halv time, før han forlod bopælen, mens den kvindelige ansøger på mødet først forklarede, at hendes ægtefælle var hjemme i omkring fem timer, og efterfølgende – da hun blev foreholdt denne divergens – at hun ikke kan huske det. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at den mandlige ansøger til oplysnings- og motivsamtalen og til asylsamtalen forklarede, at han fik en pose/bind for øjnene, da efterretningstjenesten tog ham med, mens han på mødet i Flygtningenævnet forklarede, at han fik både en hætte over hovedet og håndjern på. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at den mandlige ansøger først til sin advokat har forklaret, at han efter løsladelsen skulle komme tilbage til efterretningstjenesten samme dag eller den følgende dag. Flygtningenævnet har endelig lagt vægt på, at ansøgerne begge til deres asylsamtaler forklarede, at de ikke havde telefonisk kontakt i perioden mellem ransagningen og udrejsen, mens de under mødet i Flygtningenævnet begge har forklaret, at den mandlige ansøger ringede til ægtefællen flere gange i denne periode. Flygtningenævnet finder endelig, at det forekommer påfaldende, at den mandlige ansøger, der efter sin forklaring ikke var politisk aktiv, skulle have en computer, hvor han efter sin forklaring alene havde materiale vedrørende KDPI – samt noget materiale vedrørende yarsan – og at han i givet fald efter sin løsladelse ikke traf forholdsregler for at fjerne dette materiale fra bopælen, idet han efter sin forklaring udelukkende tænkte på at gå under jorden. Flygtningenævnet forkaster derfor ansøgernes forklaring om deres asylmotiv. Flygtningenævnet bemærker, at nævnet ved bedømmelsen af ansøgernes troværdighed ikke har taget hensyn til den i sagen foreliggende anonyme anmeldelse. De generelle forhold for kurdere i Iran kan ikke i sig selv medføre, at ansøgerne kan meddeles opholdstilladelse i Danmark. Det forehold, at den mandlige ansøger har oprettet en Facebook-profil, hvor han i Danmark har lagt politiske budskaber samt budskaber om yarsan og kristendommen, findes ikke at medføre nogen ændring i denne vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at den mandlige ansøger ikke har sandsynliggjort, at han, der efter det ovenfor anførte, ikke kan anses for at have været profileret ved udrejsen, nu har profileret sig over for de iranske myndigheder på en sådan måde, at dette kan begrunde asyl. Flygtningenævnet finder på denne baggrund efter en samlet vurdering, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Iran vil risikere forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/300/TLNJ
Nævnet stadfæstede i september 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og shia-muslim fra Ahwaz, Iran. Ansøgeren har været politisk aktiv siden 2005 og har som led i sine politiske aktiviteter uddelt løbesedler og deltaget i demonstrationer i byen Ahwaz. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive idømt fængselsstraf på livstid eller at blive henrettet af de iranske myndigheder. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han har været politisk aktiv og støttet arabernes rettigheder siden 2005. Som led i sine politiske aktiviteter har han uddelt løbesedler og deltaget i demonstrationer i Ahwaz. [I foråret] 2015 overværede han en fodboldkamp mellem Foolad Khuzestan fra Iran og Al-Hilal fra Saudi-Arabien sammen med fire venner. Under fodboldkampen råbte de politiske slogans. Tre af hans venner blev anholdt af politiet umiddelbart efter kampen. [I efteråret] 2015 blev ansøgerens families bopæl opsøgt af myndighederne, som ledte efter ham. Ansøgeren var ikke hjemme, og myndighederne tog derfor hans far med i stedet. Ansøgerens far blev løsladt efter fire dage. Ansøgeren udrejste af Iran i forlængelse af farens anholdelse. Cirka to-tre måneder før oplysnings- og motivsamtalen [i sommeren] 2016 opsøgte myndighederne igen ansøgerens families bopæl, hvor de tog hans far med. Omkring halvanden måned forud for ansøgerens asylsamtale [i foråret] 2017 blev der afleveret et brev på familiens bopæl, hvori ansøgeren blev indkaldt til et retsmøde. Cirka 14 dage efter den første indkaldelse blev der afleveret endnu en indkaldelse på ansøgerens families bopæl. Ansøgeren har forklaret divergerende, udbyggende, afglidende og usammenhængende om sit asylmotiv. Ansøgeren har til oplysnings- og motivsamtalen og under nævnsmødet forklaret, at han blev anholdt i 2005 i forbindelse med en demonstration, at han blev tilbageholdt en måned og slået voldsomt under tilbageholdelsen. Til asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at der ikke blev foretaget anholdelser i forbindelse med demonstrationen i 2005, og at demonstrationen ikke havde nogen konsekvenser for ham. Videre har ansøgeren under samme samtale forklaret, at han i 2003 eller 2004 fik en dom på 60 piskeslag for at drikke alkohol, og at han ikke har haft problemer med myndighederne efter dette. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren forklaret, at han startede med at uddele løbesedler ca. 2011, mens han til asylsamtalen og under nævnsmødet har forklaret, at han startede med at uddele løbesedler i 2005. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren forklaret, at myndighederne anholdt hans far to gange, første gang umiddelbart inden ansøgerens udrejse, at ansøgeren overnattede en nat på broderens arbejdsplads og udrejste dagen efter og krydsede grænsen til Tyrkiet til fods. Til asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at myndighederne kun opsøgte hans bopæl en gang, og at han udrejste samme dag, hvorefter der ikke var flere henvendelser fra myndighederne før ca. 1½ måned før asylsamtalen [i foråret] 2017, hvor myndighederne medbragte en arrestordre. Under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at myndighederne opsøgte hans bopæl to dage efter fodboldkampen [en dag i foråret] 2015, at han udrejste dagen efter dette, svarende til [en dato i] 2015, og at han krydsede grænsen til Tyrkiet med lastbil. Heroverfor står, at ansøgeren under hele asylsagen gennemgående har forklaret, at han udrejste af Iran [i efteråret] 2015, og at der forløb flere måneder fra fodboldkampen, til hans bopæl blev opsøgt, hvilket ansøgeren ligeledes blev foreholdt under asylsamtalen. Endelig har ansøgeren under asylsamtalen forklaret, at hans familie har modtaget to indkaldelser til retten, mens ansøgeren under nævnsmødet har forklaret, at familien har modtaget en indkaldelse. Efter en samlet vurdering kan Flygtningenævnet ikke lægge ansøgerens forklaring til grund, og ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/299/ATN
Nævnet stadfæstede i september 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og muslim fra Ahwaz, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men han har deltaget i politiske optøjer i forbindelse med fodboldkampe. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran vil blive slået ihjel af de iranske myndigheder, idet han under en fodboldkamp har revet et billede over af Khomeini og Khamenei, ligesom han som cheerleader har råbt arabiske slagord under fodboldkampe. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han startede med at være cheerleader for fodboldklubben Foolad Khuzestan to-tre år før, han udrejste af Iran. [I starten af] 2015 […] overværede han som cheerleader for fodboldklubben en kamp og rev under kampens uroligheder et billede over af Khomeini og Khamenei. To-tre måneder efter, i [foråret] 2015, var ansøgeren og hans ven, [A], til en fodboldkamp for klubben Foolad Khuzestan. [A] blev anholdt til kampen, hvorefter ansøgeren tog direkte hjem til sin søsters mand, [B]. Fire dage senere udrejste ansøgeren af Iran. Ansøgeren har forklaret divergerende, udbyggende, usammenhængende og afglidende om sit asylmotiv. Ansøgeren har til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han til en fodboldkamp i efteråret 2015, lige op til sin udrejse i [slutningen af] 2015, rev et billede af Khomeini og Khameini i stykker. Til asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at han til en fodboldkamp [i starten af] 2015, ca. 9 måneder før sin udrejse, rev dette billede i stykker, at han efter kampen tog hjem og i dagene herefter fortsatte sit arbejde, både som chauffør og som cheerleader, og at han [i foråret] 2015 deltog i en anden fodboldkamp, hvor vennen [A] blev anholdt. Direkte efter denne kamp tog han hjem til sin svoger og gemte sig i 4 dage, hvorefter han udrejste. Under asylsamtalen har ansøgeren ikke kunnet redegøre for de 6 måneder, der må være forløbet fra denne sidste fodboldkamp til udrejsen i [slutningen af] 2015. Endelig har ansøgeren i starten af asylsamtalen forklaret, at hans familie ikke er blevet opsøgt af myndighederne, mens han i slutningen af samtalen, da han blev foreholdt dette, har forklaret, at hans familie er blevet opsøgt af myndighederne flere gange. Under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at vennen [A] blev anholdt til fodboldkampen [i starten af foråret] 2015, og først under nævnsmødet, at han straks tog hjem til sin svoger, hvor han gemte sig i 7-8 måneder, og senere under nævnsmødet, at han først tog hjem og derefter hen til sin svoger. Ansøgeren har videre under nævnsmødet forklaret, at han efter denne fodboldkamp deltog i yderligere 2-3 fodboldkampe og fortsatte sit arbejde. Endelig har ansøgeren forklaret forskelligt om, hvor tit han bar arabisk dragt og chafiye under fodboldkampe og om, hvor det billede, han rev i stykker, var placeret på stadion. Flygtningenævnet kan efter en samlet vurdering ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund, og ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/298/ATN
Nævnet stadfæstede i september 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder fra Majrulan, Kermanshah, Iran. Ansøgeren har sympatiseret med KDPI i omkring ti år. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter, at han vil blive henrettet eller fængslet af de iranske myndigheder, idet han har sympatiseret med og udført politiske aktiviteter for KDPI. Ansøgeren har videre som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder, idet han er konverteret til kristendommen. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han har hjulpet KDPI med uddeling af politisk materiale i omkring ti år og givet husly til peshmergaer. Herudover skrev ansøgeren slogans på mure op til mærkedage, og han har hjulpet peshmergaer med at finde vej. I 2013 blev ansøgeren fængslet af de iranske myndigheder, idet han ti dage forinden havde givet peshmergaer ly for natten. De iranske myndigheder mistænkte ansøgeren for at være medlem af KDPI, og han blev derfor fængslet i et år. Efter et år blev ansøgeren løsladt mod kaution, og fem til seks måneder herefter udrejste ansøgeren af Iran. Til støtte for sin konversion til kristendommen har ansøgeren oplyst, at han i Østrig blev interesseret i kristendommen, idet han mødte en person ved navn [A], som introducerede ansøgeren til en kirke. I denne kirke deltog han i gudstjenester hver søndag i fem til seks måneder. Tre til fire måneder efter sin indrejse i Danmark begyndte ansøgeren at gå i kirke igen. Ansøger har siden deltaget i søndagsgudstjenester, bibelundervisning og er blevet døbt [i sommeren] 2016. Flygtningenævnet har vurderet ansøgerens forklaring under hensyn til oplysningerne om, at han angiveligt ikke har gået i skole og er analfabet. Flygtningenævnet finder desuagtet, at ansøgerens forklaringer ikke kan lægges til grund, idet de på centrale punkter indeholder divergenser og udbygninger. Ansøgeren har således blandt andet angivet forskellige asylmotiver over for de rumænske og de danske myndigheder. Han har endvidere forklaret divergerende om, hvorvidt han har uddelt løbesedler i 10 år eller i op mod 20 år, hvorvidt han har bistået peshmergaer i ét eller to tilfælde og om myndighedsreaktionerne i den forbindelse. Han har også forklaret divergerende om, hvorvidt hans far har været fængslet og på hvilken baggrund. For så vidt angår asylmotivet vedrørende konversion, bemærkes, at Flygtningenævnet ikke vurderer, at konversionen er reel. Der er herved henset til det ovenfor anførte om ansøgerens generelle troværdighed, til hans manglende kendskab til kristendommen og til, at han ikke findes at have redegjort troværdigt om sin indre afklaringsproces. På denne baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Oplysningerne om ansøgerens politiske aktiviteter i Danmark og om hans families politiske engagement findes ikke at medføre nogen ændring i denne vurdering, idet ansøgeren ikke findes selvstændigt profileret over for de iranske myndigheder, og idet hans mor og søskende angiveligt har kunnet opholde sig i Iran uden repressalier. Flygtningenævnet har i øvrigt ikke fundet grundlag for at imødekomme en subsidiær begæring om udsættelse med henblik på nærmere afklaring af ansøgerens familiemedlemmers skæbne. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/297/CHHA
Nævnet stadfæstede i september 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. ”Ansøgeren er etnisk perser og oprindelig shia-muslim af trosretning fra [X] i Isfahan-provinsen, Iran. Ansøgeren har oplyst, at han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet eller slået ihjel af de iranske myndigheder, fordi de mistænker ansøgeren for at have været i besiddelse af politisk og religiøst materiale. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i 2009 blev anholdt af de iranske myndigheder, fordi han gik ind igennem en demonstration, da han på vej hjem fra arbejde skulle krydse en vej. Da ansøgeren under den efterfølgende fængsling blev udsat for voldelige overgreb, tilstod han medvirken til oprør og forstyrrelse af den offentlige orden samt deltagelse i ulovlig demonstration. Ansøgeren blev idømt otte års fængsel, men blev i 2014 efter fem års fængsel løsladt mod kaution. I forbindelse med løsladelsen blev ansøgeren pålagt meldepligt, ligesom han blev pålagt at meddele myndighederne, hvis han forlod byen. Omkring tre dage forud for ansøgerens udrejse af Iran blev han og hans bror, [A], opsøgt af [A’s] ven, [B], der er kristen, og som boede på samme vej, som ansøgerens familie. [B] bad ansøgeren og [A] om at opbevare en taske på deres bopæl, hvilket de indvilligede i. Dagen efter, da ansøgeren og [A] var på arbejde, blev deres bopæl ransaget af personer fra den iranske efterretningstjeneste, der fandt [B’s] taske. Ansøgerens mor ringede til ansøgeren og [A] og fortalte om episoden, ligesom hun oplyste, at de fremmødte havde taget ansøgerens far med til afhøring. Ansøgeren og hans brødre, [A] og [C], rejste herefter til Teheran, hvor de tog ophold hos deres farbror. Efter to dages tilbageholdelse blev ansøgerens far løsladt. Faren kontaktede herefter ansøgeren og hans brødre og fortalte, at [B] var blevet anholdt, og at [B] havde oplyst ansøgerens og [A’s] navne til myndighederne. Faren fortalte endvidere, at [B’s] taske havde indeholdt politisk og religiøst materiale. Dagen efter udrejste ansøgeren og [A] af Iran sammen med deres bror, [C]. Efter sin udrejse har ansøgeren af sin far fået oplyst, at myndighederne har været på familiens bopæl et antal gange for at lede efter ansøgeren og hans brødre, ligesom ansøgerens far har været afhørt på ny. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at han frygter at blive fængslet eller slået ihjel af de iranske myndigheder, fordi han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han under sit fængselsophold i Iran lærte en kristen armener, [D], at kende. [D] introducerede ansøgeren til kristendommen, og ansøgeren begyndte allerede under sit fængselsophold at opfatte sig selv som kristen. Ansøgeren fik endvidere [D] til at tatovere et kors på ansøgerens skulder. Efter sin løsladelse bad ansøgeren bønner, ligesom han lånte en kristen film af sin ven, [E], der havde en videoforretning. Ansøgeren foretog af frygt for konsekvenserne ikke andre religiøse handlinger. Efter sin indrejse i Danmark begyndte ansøgeren at gå i kirke. Han har deltaget i kristendomsundervisning, og han taler med andre om kristendommen. [I sommeren] 2016 blev ansøgeren døbt i Frederikshavn Kirkecenter. Ansøgeren har som asylmotiv endelig henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter, at de iranske myndigheder vil henrette ham, idet han er homoseksuel. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han under sit fængselsophold flere gange blev udsat for voldtægt af sine medfanger. Efter noget tid medvirkede han til seksuelt samvær med medfanger, idet han ikke havde mulighed for at modsætte sig eller anmelde det til fængselspersonalet. I forhold til en eventuel anmeldelse frygtede han, at han ville blive straffet for ”lavat”, som er en seksuel akt mellem to mænd. Straffen herfor er ifølge iransk lovgivning henrettelse. Under sit fem års fængselsophold blev ansøgeren homoseksuel, og han har også under sit ophold i Danmark haft homoseksuelle forhold. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at ansøgeren har oplyst, at han har været stofmisbruger, og at han indtil for nylig var på afvænning, samt at han har det psykisk svært. Flygtningenævnet har som følge heraf fore-taget en vis lempeligere bevisvurdering i forbindelse med ansøgerens troværdighed og har således set bort fra en del af de mange divergenser i sagen og alene tillagt helt centrale divergenser betyd-ning. Flygtningenævnet bemærker videre, at ansøgeren er indrejst i Danmark sammen med sin bror, og at brødrene begge har påberåbt sig, at de hver i sær har været fængslet i Iran, at de begge under fængselsopholdet mødte en medfange, der var kristen og som omvendte dem, hvorefter de begge blev løsladt ved, at deres far stillede en ejendom til sikkerhed, og endelig er de begge efter indrejsen i Danmark straks begyndte at gå i kirke og er blevet døbt, men at deres asylmotiver fra Iran i øvrigt ikke har noget med hinanden at gøre, og at de ikke kender til hinandens asylmotiver fra Iran. Flygtningenævnet finder, at dette til en vis grad svækker begge ansøgeres troværdighed. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring om, at han på et tidspunkt sad i fængsel, til grund. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at han trods sin udbyggende forklaring herom under dette fængselsophold blev udsat for visse overgreb, men at der er tale om et afsluttet forhold. Flygtningenævnet kan imidlertid ikke lægge ansøgerens forklaring om, at løsladelsen af ham var betinget, til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren først til sidst i forløbet har oplyst, at forholdet alligevel ikke var afsluttet, samt at han ikke er fremkommet med en rimelig forklaring på denne udbygning af sin oprindelige forklaring. Flygtningenævnet finder herefter, at der ikke er anledning til at imødekomme ansøgerens anmodning om udsættelse af sagen på en torturundersøgelse. Flygtningenævnet er opmærksomt på, at FN’s Komité mod Tortur i sine ”General Comments no. 4” punkt 40-41 anbefaler, at sådanne undersøgelser iværksættes, uanset om den relevante myndighed finder det sandsynligt, at ansøgeren har været udsat for tortur eller ej. Det er imidlertid Flygtningenævnets praksis at tage stilling til behovet for sådanne undersøgelser på konkret grundlag og ikke ud fra en generel standard. Det fremgår af udlændingelovens § 54, stk. 1, at Flygtningenævnet drager omsorg for sagens oplysning og træffer bestemmelse om afhøring af udlændingen og vidner og om tilvejebringelse af andre bevismidler. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han er eftersøgt af myndighederne, fordi han og hans bror [A] har opbevaret en taske med politisk og kristent materiale, til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om helt centrale dele af dette asylmotiv. Han har således forklaret divergerende om, hvor tæt på [B] boede, og han har ikke kunne forklare overbevisende om, hvorfor [B] ikke selv kunne tage sin taske med eller bære den hjem til sig selv. Det forekommer tillige mindre sandsynligt, at [B] skulle bede sin ven og dennes bror om at opbevare tasken og derved udsætte dem for fare uden at advare dem. Endelig har han forklaret divergerende om, hvor [C] arbejdede og om, hvorvidt de mødte ham ved busterminalen eller hentede ham på hans arbejdsplads. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved udrejsen af Iran havde asylbegrundende konflikter eller ville få det ved en genindrejse. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han er blevet overbevist kristen til grund. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorvidt hans kristne medfange lærte ham om kristendommen gennem 1 år, eller som forklaret under nævnsmødet gennem 4 år, og om hvorvidt han ikke fik konkret viden om kristendommen i fængslet, eller hvorvidt han som forklaret under nævnsmødet lærte en del af medfangen, som var missionær og fængslet af den grund. Ansøgeren har under nævnsmødet om baggrunden for sin konversion og sit liv som kristen alene henvist til, at han føler ro og kærlighed. Han har ikke været i stand til at redegøre nærmere for sit kristne liv eller sine refleksioner som kristen. Han har således alene kunne genfortælle generelle oplysninger om kristendommen herunder blandt ved forespørgsel om kristendommens budskaber og betydning for ham. Uanset, at ansøgeren under nævnsmødet var i stand til at redegøre for de kristne højtider mv. finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke på en troværdig og over-bevisende måde har redegjort for, at hans dåb og deltagelse i gudstjenester mv. er udtryk for en reel religiøs overbevisning, men at dette fremstår som konstrueret til lejligheden. Den kirkelige udtalelse, der er fremlagt i sagen, kan ikke føre til en ændret vurdering. Der er herved lagt vægt på den sammenhæng, som udtalelsen er fremkommet i. Ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at han er blevet kristen, eller at han er eller vil blive profileret som kristen over for de iranske myndigheder på en sådan måde, at dette kan begrunde asyl. Den omstændighed, at ansøgeren angiveligt har et kors tatoveret på den ene skulder, kan på ovennævnte baggrund ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren er blevet homoseksuel. Der er herved lagt vægt på, at ansøgeren først har forklaret om homoseksualiteten i forbindelse med advokatindlægget, og at han ikke har været i stand til at forklare uddybende om sin identitet som sin homoseksuel. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/296/tps
Nævnet stadfæstede i september 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser og oprindelig shia-muslim af trosretning fra [X] i Isfahan-provinsen, Iran. Ansøgeren har oplyst, at han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet på livstid eller slået ihjel af de iranske myndigheder, fordi han tidligere blev løsladt ved en fejl. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han omkring [foråret] 2012 fandt nogle antikke mønter på en frugtplantage sammen med plantagens ejer, [A], og en anden person ved navn [B]. [B] kendte en person ved navn [C], der var interesseret i at købe mønterne, og som ville betale mere for mønterne end en guldsmed. I [foråret] 2012 mødtes ansøgeren og hans kæreste, [D], med [C] i et hus i Isfahan. På et tidspunkt blev huset stormet af personer fra efterretningstjenesten. De pågældende gav ansøgeren bind for øjnene og bandt hans hænder, hvorefter de kørte ham i bil til efterretningstjenestens kontor i Isfahan, hvor han blev udspurgt om mønterne og udsat for voldelige overgreb. Efter to dage blev han kørt til efterretningstjenestens kontor i Teheran, hvor han blev udspurgt om mønterne og udsat for voldelige overgreb. Omkring 25 dage senere blev ansøgeren kørt tilbage til Isfahan, hvor han blev fængslet. Under sit fængselsophold fik ansøgeren oplyst, at der verserede tre sager imod ham. En sag vedrørende produktion af falske mønter, en sag vedrørende salg af narko og en sag vedrørende ulovligt forhold til kæresten, [D]. Ansøgeren blev idømt 15 år og én dags fængsel i sagen vedrørende produktion af falske mønter, men blev efter tre og et halvt års fængsel løsladt ved en fejl, da han i [efteråret] 2015 var i retten i forbindelse med sagen vedrørende salg af narkotika. I denne sag blev ansøgeren idømt 30 piskeslag, og straffen blev gennemført umiddelbart efter domsafsigelsen. Samtidigt fastsatte retten fejlagtigt et mindre beløb som kaution for ansøgerens løsladelse. Ansøgerens far var dermed i stand til at stille sin ejendom som sikkerhed for kautionen, hvorefter ansøgeren blev løsladt. Dagen efter blev retten opmærksom på fejlen, og det blev besluttet, at ansøgeren skulle anholdes. Ansøgerens far blev endvidere anholdt og tilbageholdt en dag, ligesom retten inddrog farens ejendom. Ansøgeren blev efterfølgende idømt yderligere fem års fængsel. Endelig er ansøgeren blev idømt seks måneders fængsel og 50 piskeslag for ulovligt forhold til [D]. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af de iranske myndigheder, idet han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han under sit fængselsophold i Isfahan lærte en kristen armener, [E], at kende. [E] intro-ducerede ansøgeren til kristendommen, og ansøgeren begyndte allerede under sit fængselsophold at opfatte sig selv som kristen. I løbet af den første uge efter sin indrejse i Danmark begyndte ansøgeren at gå i kirke. Efterfølgende har ansøgeren deltaget i kristne lejre og andre kristne arrangementer. [I sommeren] 2016 blev ansøgeren døbt i Frederikshavn Kirkecenter. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at ansøgeren har oplyst, at han er på metadon efter stofmisbrug, og at han har det psykisk svært. Flygtningenævnet har som følge heraf foretaget en vis lempeligere bevisvurdering i forbindelse med ansøgerens troværdighed og har således set bort fra en del af de mange divergenser i sagen og alene tillagt helt centrale divergenser betydning. Flygtningenævnet bemærker videre, at ansøgeren er indrejst i Danmark sammen med sin bror, og at brødrene begge har påberåbt sig, at de hver i sær har været fængslet i Iran, at de begge under fængselsopholdet mødte en medfange, der var kristen og som omvendte dem, hvorefter de begge blev løsladt ved, at deres far stillede en ejendom til sikkerhed, og endelig de begge efter indrejsen i Danmark straks begyndte at gå i kirke og blev døbt, men at deres asylmotiver fra Iran i øvrigt ikke har noget med hinanden at gøre, og at de ikke kender til hinandens asylmotiver fra Iran. Flygtningenævnet finder, at dette til en vis grad svækker begge ansøgeres troværdighed. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet fra Iran til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om helt centrale dele af sit asylmotiv. Han har således forklaret divergerende om, hvordan han blev introduceret til køberen af mønterne, hvordan handlen blev afsløret og om længden af sin fængsling. Flygtningenævnet har endvidere lagt til grund, at de dokumenter vedrørende fængslingen, som ansøgeren har fremlagt til støtte for sit asylmotiv, efter oplysningerne i sagen er falske. Endelig har Flygtningenævnet lagt vægt på, at indholdet af dokumenterne ikke understøtter ansøgerens forklaring om det passerede. Ansøgeren har således forklaret, at han blev idømt 15 år og 1 dags fængsel for møntsagen, mens han blev idømt en bøde og 30 piskeslag for forholdet til [D] og en bøde og 20 piskeslag for narkotikasagen. Det fremgår imidlertid af dokumenterne, at ansøgeren blev idømt fængsel i 6 måneder og 50 piskeslag for møntsagen og forholdet til [D]. Det kan herefter ikke føre til en anden vurdering, at der efter advokatens oplysning fremgår et ord i Udenrigsministeriets notat, som er forkert. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved udrejsen af Iran havde asylbegrundende konflikter eller ville få det ved en genindrejse, ligesom det efter samme bevisvurdering lægges til grund, at han ikke havde siddet i fængsel, og således ikke var blevet tortureret eller havde stiftet kendskab til kristendom-men. Flygtningenævnet finder herefter, at der ikke er anledning til at imødekomme ansøgerens anmodning om udsættelse af sagen på en torturundersøgelse. Flygtningenævnet er opmærksomt på, at FN’s Komité mod Tortur i sine ”General Comments no. 4” punkt 40-41 anbefaler, at sådanne undersøgelser iværksættes, uanset om den relevante myndighed finder det sandsynligt, at ansøgeren har været udsat for tortur eller ej. Det er imidlertid Flygtningenævnets praksis at tage stilling til behovet for sådanne undersøgelser på konkret grundlag og ikke ud fra en generel standard. Det fremgår af udlændingelovens § 54, stk. 1, at Flygtningenævnet drager omsorg for sagens oplysning og træffer bestemmelse om afhøring af udlændingen og vidner og om tilvejebringelse af andre bevismidler. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han er blevet overbevist kristen til grund. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgeren efter ovennævnte bevisvurdering udrejste af Iran uden at være konkret forfulgt og uden at have stiftet kendskab til kristendommen, og at han straks efter indrejsen i Danmark begyndte at komme i en kirke uden, at han er i stand til at redegøre for baggrunden for dette eller for sine refleksioner vedrørende kristendommen. Ansøgeren har under nævnsmødet om baggrunden for sin konversion og sit liv som kristen henvist til, at han har svært ved at sætte ord på, og at han har svært ved at forstå indholdet af biblen. Han har heller ikke været i stand til at redegøre nærmere for sit kristne liv eller sine refleksioner som kristen. Han har således alene kunne genfortælle generelle oplysninger om kristendommen herunder blandt ved forespørgsel om kristendommens budskaber og betydning for ham. Uanset, at ansøgeren under nævnsmødet var i stand til at redegøre for de kristne højtider, de ti bud mv. finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke på en troværdig og overbevisende måde har redegjort for, at hans dåb og deltagelse i gudstjenester mv. er udtryk for en reel religiøs overbevisning, men at dette fremstår som konstrueret til lejligheden. De kirkelige udtalelser, der er fremlagt i sagen, kan ikke føre til en ændret vurdering. Der er herved lagt vægt på den sammenhæng, som udtalelserne er fremkommet i. Ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at han er blevet kristen, eller at han er eller vil blive profileret som kristen over for de iranske myndigheder på en sådan måde, at dette kan begrunde asyl. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/295/tps
Nævnet stadfæstede i september 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder fra Saghez, Iran. Ansøgeren er født i en sunnimuslimsk familie, men oplyser, at han ikke er troende. Ansøgeren har været aktiv for arbejderbevægelsen, hvor han har deltaget i en række demonstrationer i Iran i perioden fra 1981 til 2014. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet eller slået ihjel af den iranske efterretningstjeneste, idet han er flygtet fra fængslet.Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han fra 1981-1982 arbejdede på en tekstilfabrik, hvor han og de andre ikke fik udbetalt løn. Ansøgeren deltog derfor i en række demonstrationer for arbejdernes rettigheder. [I foråret] 1991 blev han anholdt, da han havde arrangeret en strejke på den fabrik, hvor han arbejdede. Han var fængslet i syv år. Efter sin løsladelse fortsatte han sin kamp for bedre rettigheder til arbejderne. Han blev anholdt igen i 1991 og var fængslet i fire år. Herudover blev ansøgeren idømt en betinget dom på fire års fængsel. [I sommeren] 2014 blev an på ny tilbageholdt for politiske aktiviteter. Han fik at vide, at han skulle afsone de fire års betinget fængsel, som han blev idømt i 1991. Derudover ville myndighederne have ansøgeren til at fortælle, hvilke aktiviteter han havde udført, og hvem han havde arbejdet sammen med. Ansøgeren var anholdt i seks måneder. På et tidspunkt fik ansøgeren lov til at komme på hospitalet for at få behandling for de skader, som han var blevet påført under sine fængslinger. Det lykkedes ansøgeren at flygte gennem et vindue på badeværelset og videre gennem et gitter i en havelåge. Ansøgeren tog med en rutebil til en by i nærheden af Sarshiv, hvor han overnattede hos nogle venner. Ansøgerens familie havde kontaktet ansøgerens venner, så det på forhånd vidste, at ansøgeren ville komme. Han opholdt sig kun det samme sted i ti dage ad gangen. [I efteråret] 2015 udrejste ansøgeren af Iran. Ansøgerens familie blev en måned efter ansøgerens flugt opsøgt af myndighederne. Ansøgerens ægtefælle har fortalt ansøgeren, at hun er blevet opsøgt af de iranske myndigheder omkring en måned inden ansøgerens oplysnings- og motivsamtale [i sommeren] 2016. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgeren på væsentlige punkter har forklaret divergerende og usammenhængende, ligesom centrale dele af ansøgerens forklaring ikke forekommer sandsynlig. Endvidere finder nævnet, at ansøgerens generelle troværdighed er væsentligt svækket, da ansøgerens forklaring på flere punk-ter ikke stemmer overens med de faktuelle oplysninger i sagen.Vedrørende divergenserne har Flygtningenævnet blandt andet lagt vægt på, at ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen [i sommeren] 2016 har forklaret, at hans ægtefælle var blevet opsøgt ca. tre måneder forud for samtalen med Udlændingestyrelsen, hvilket stemmer overens med, at ansøgeren til samtalen også har forklaret, at han havde kontakt med sin ægtefælle gennem sin bror, og at han senest havde haft kontakt med dem tre måneder tidligere, fordi broren boede langt væk. Til de efterfølgende samtaler med Udlændingestyrelsen har ansøgeren forklaret, at ægtefællen blev opsøgt en måned før den første samtale med Udlændingestyrelsen. Under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at ægtefællen blev opsøgt i perioden mellem oplysnings- og motivsamtalen og asylsamtalen, hvilket imidlertid ikke stemmer overens med, at ansøgeren har omtalt dette forhold under oplysnings- og motivsamtalen. Derudover har ansøgeren på flere punkter forklaret divergerende og usammenhængende om sin seneste fængsling. I asylskemaet af [en dato i efteråret] 2015 har ansøgeren forklaret, at han senest blev anholdt i 2012/2013, hvorimod han til de efterfølgende samtaler han har forklaret, at han blev anholdt i 2014. Dertil kommer, at ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at han blev fængslet i [foråret] 2014 og flygtede i efteråret 2014, hvorimod han til asylsamtalen indledningsvis har forklaret, at han blev anholdt [en dato i] 1393 ([sommeren] 2014) og flygtede i [slutningen af] 2014. Dette stemmer imidlertid ikke overens med, at det af ansøgerens visumakter fremgår, at hans pas er udstedt [i sommeren] 2014, dvs. mens ansøgeren sad i fængsel. Under gennemlæsningen af forklaringen ændrede ansøgeren herefter tidspunktet for fængslingen til den [en dato i] 1393 ([efteråret] 2014), og at han flygtede en uge inden iransk nytår [en dato i] 1393 ([foråret] 2015). Om selve anholdelsen har ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han blev fængslet, fordi han på eget initiativ henvendte sig til myndighederne med henblik på at få et skøde tilbage. Til asylsamtalen [i vinteren] 2017 har ansøgeren derimod forklaret, at han blev opsøgt og anholdt på sin arbejdsplads. Endelig har ansøgeren forklaret divergerende om sine politiske aktiviteter forud for sin seneste fængsling. Endvidere finder Flygtningenævnet, at ansøgeren forklaring om sin flugt fra fængslet ikke forekommer sandsynlig, ligesom ansøgeren har forklaret divergerende herom.Ved vurderingen af ansøgerens generelle troværdighed har nævnet lagt særlig vægt på, at ansøgerens fængsling frem til [foråret] 2015, og det forhold at ansøgeren efterfølgende holdt sig skjult omkring byen Orumieh i ca. seks måneder frem til sin udrejse, er vanskeligt foreneligt med, at ansøgeren ifølge visumakterne personligt ansøgte om visum i Teheran [i sommeren] 2015. Foreholdt dette har ansøgeren afvist, at han har ansøgt om visum i perioden, hvor han holdt sig skjult, og han har ikke kunnet give nogen forklaring på visumakternes datering. Endvidere har nævnet ved vurderingen af ansøgerens generelle troværdighed lagt vægt på, hvordan ansøgeren har fremstået for nævnet, herunder særligt at ansøgerens forklaring om sit seneste fængselsophold fremstår udetaljeret og ikke selvoplevet. Endelig har Flygtningenævnet ved vurderingen af ansøgerens generelle troværdighed lagt vægt på den tidsmæssige sammenhæng mellem, at ansøgeren i Teheran [i som-meren] 2015 ansøgte om visum til at besøge sin bror i Danmark, hvilket han fik endeligt afslag på [i efteråret] 2015, sammenholdt med at ansøgeren udrejste af hjemlandet [i efteråret] 2015, og at ansøgeren ikke under samtalerne med styrelsen har omtalt visumansøgningen. På denne baggrund tilsidesætter Flygtningenævnet ansøgerens forklaring om sin baggrund og sit asylmotiv som kon-strueret og utroværdigt. Flygtningenævnet kan således ikke lægge til grund, at ansøgeren på noget tidspunkt har været fængslet. Det forhold, at ansøgeren kort tid før nævnsmødet har fremlagt en udskrift af en dom, dateret [en dato i] 1396 ([foråret] 2018), hvoraf fremgår, at ansøgeren skulle være idømt tre fængselsstraffe på henholdsvis otte år, syv år og en dag samt seks måneder og 74 piskeslag kan ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet har herved lagt vægt på dokumentets sene fremkomst og dokumentets indhold og karakter, herunder at en række tilsvarende dokumenter forefindes på internettet, der alle stammer fra samme internetadresse som ansøgerens dokument. Under nævnsmødet har ansøgeren fremlagt det originale dokument, som hans hustru angiveligt har modtaget fra myndighederne, og ansøgeren har ikke haft nogen forklaring på, hvorfor den ovenfor nævnte internetadresse er på dokumentet. Under hensyn hertil, og da nævnet har tilsidesat ansøgerens forklaring som utroværdig, finder nævnet ikke anledning til at foranstalte en ægthedsvurdering af dommen, da det ikke har væsentlig betydning for sagens afgørelse. Herefter finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil risikere forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren har forklaret, at han er ateist, men han har ikke påberåbt sig dette som asylmotiv. Henset til ansøgerens forklaring om, at han alene har oplevet problemer som følge heraf, da han var fængslet, hvilken forklaring nævnet tilsidesætter, og at ansøgeren ikke derudover har oplevet andre religionsrelaterede problemer, kan dette forhold ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2018/294/JAH
Nævnet meddelte i september 2018 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2004. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er iransk statsborger, etnisk perser og har oplyst, at være konverteret til kristendom-men. Ansøgeren er fra Rasht i Iran. Ansøgeren har som oprindeligt asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter de iranske myndigheder som følge af sine politiske aktiviteter. Hvorom ansøgeren har forklaret, at han [i sommeren] 2003 deltog i en demonstration arrangeret af studerende på det universitet, hvor ansøgeren på daværende tidspunkt studerede, og at han i forbindelse med demonstrationen udsatte en politibetjent for vold i form af slag og spark i ansigtet. Ansøgeren har videre forklaret, at han i Danmark har deltaget i demonstrationer, hvor han er blevet fotograferet, og at disse optagelser er blevet lagt på www.youtube.com, ligesom ansøgeren er medlem af systemkritiske grupper på Facebook. Ansøgeren har som ligeledes som asylmotiv oplyst, at han under opholdet i Danmark er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har herom forklaret, at hans interesse for kristendommen startede omkring 2009, hvor han begyndte at komme i den Russiske Ortodokse kirke med sin kæreste. Ansøgeren blev døbt i 2013 i Netværkskirken. Ansøgeren har i perioden fra 2014 til 2016 været aktiv i Apostelkirken, hvor han har deltaget på flere sommerlejre og uddelt materiale på Nørreport station i København. Ansøgeren har efterfølgende deltaget i en række kirkelige arrangementer i forskellige kirker, herunder en musical og en festival. Af de grunde, der er anført i nævnets afgørelse [fra sommeren] 2012, og da det, der nu er fremkommet for nævnet, ikke kan føre til et andet resultat, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren fortsat ikke har sandsynliggjort sit første asylmotiv. Spørgsmålet er herefter, om ansøgeren som følge af sine aktiviteter i Danmark vil være i fare for asylbegrundende forfølgelse i Iran ved en tilbagevenden hertil. Flygtningenævnet skal derfor vurdere, om ansøgeren har sandsynliggjort, at han er konverteret fra islam til kristendommen, og om han som følge heraf skal meddeles opholdstilladelse i Danmark. Afgørelsen heraf må bero på en samlet vurdering af de foreliggende oplysninger, herunder ansøgerens forklaringer om de refleksioner, der lægger bag hans konversion, ansøgerens kendskab til kristendommen, oplysningerne om ansøgerens deltagelse i gudstjenester og menighedsliv mv., om ansøgeren er døbt, tidspunktet for fremkomsten af ansøgerens interesse for kristendommen og konversion samt ansøgerens generelle troværdighed. Indledningsvis bemærkes, at Flygtningenævnet finder, at ansøgerens generelle troværdighed er svækket som følge af, at en ægthedsvurdering vedrørende en række dokumenter fremlagt af ansøgeren med henblik på at støtte ansøgerens forklaring om sit oprindelige asylmotiv har vist, at dokumenterne ikke kunne antages at være ægte. Uanset dette finder Flygtningenævnet imidlertid efter en samlet vurdering af sagens oplysninger, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hans konversion fra islam til kristendommen er reel. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, ansøgeren har forklaret troværdigt om, hvordan hans interesse for kristen-dommen opstod, herunder at ansøgeren begyndte at gå i den russisk ortodokse kirke i 2009 sammen med sin kæreste, som er græsk-katolsk troende. Nævnet lægger videre vægt på ansøgeren siden et tidspunkt i perioden fra omkring februar 2011 til februar 2012 – inden Flygtningenævnets afgørelse [i sommeren] 2012 – var begyndt at komme fast i først Netværkskirken Metropol og derefter i Apostelkirken og andre kirker, ligesom han efter at have deltaget dåbsundervisning blev døbt [i vinteren] 2013. Ansøgerens fortsatte deltagelse i gudstjeneste og det kristne menighedsliv er dokumenteret ved en række udtalelser. Flygtningenævnet lægger endvidere vægt på, at ansøgeren har forklaret overbevisende om de refleksioner, der ligger bag hans konversion, ligesom ansøgeren troværdigt har forklaret om, hvorfor han ikke fortalte om sin interesse for kristendommen i forbindelse med, at Flygtningenævnet i [sommeren] 2012 på ny behandlede ansøgerens anmodning om opholdstilladelse i Danmark. Endelig lægger Flygtningenævnet vægt på, at ansøgeren har forklaret overbevisende om sin kristne overbevisning og har demonstreret et godt kendskab til kristendommen. Da det er ansøgerens hensigt at leve et åbent liv som kristen, finder Flygtningenævnet efter de foreliggende baggrundsoplysninger om forholdene for kristne konvertitter i Iran, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han som følge af sin konversion fra islam til kristendommen ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2018/293/JOV
Nævnet stadfæstede i september 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunnimuslim fra Iran. Ansøgeren er født og opvokset i Ramadi, Irak. I 2003 flyttede ansøgeren fra Ramadi til [mindre by]. Ansøgeren har sympatiseret med KDPI og været aktiv for partiet fra omkring år 2013. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter, at han vil blive fængslet på livstid eller slået ihjel af de iranske myndigheder, da ansøgerens far og farbror er medlemmer af og aktive for KDPI. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans far er medlem af KDPI. Ansøgerens farbror, [A], er et højstående medlem af KDPI og har betegnelsen ”kader” i partiet. Ansøgeren har ikke været medlem af KDPI, men har været sympatisør og politisk aktiv for partiet. Ansøgeren uddelte politiske aviser i Barika-lejren og byen [mindre by]. Herudover kørte ansøgeren fra 2014 til 2015 sin farbror rundt i Barika-lejren og [mindre by]. Ansøgeren uddelte aviser omkring 50 gange fra omkring 2013 og frem til [sommeren] 2015, hvor ansøgeren udrejste af Irak. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring om sine aktiviteter og niveauet for disse for KDPI til grund. Han har således forklaret divergerende om, hvorvidt han alene har modtaget aviser fra farbroren eller også fra andre, hvor og hvornår han har omdelt disse samt om antallet af omdelinger svingende fra 40 til 50 gange til hver eller hver anden måned over en periode på halvandet år. Han har endvidere overfor sin advokat angiveligt oplyst, at han har deltaget i møder i partiet for sympatisører, mens han i øvrigt har benægtet dette. Det bemærkes endvidere at ansøgeren ikke selv har været medlem af KDPI, at hans aktiviteter for partiet i de sidste tre år i Danmark har været stærkt begrænset, og at hans far alene har været menigt medlem. Uanset at ansøgers farbror har været et mere fremstående medlem af partiet, finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering ikke at ansøgeren har sandsynliggjort, at han er således profileret, at han ved en indrejse i Iran vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/292/CHA
Nævnet meddelte i september 2018 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Det fremgår af sagen, at ansøgeren indrejste i Danmark oktober 2015 og indgav ansøgning om asyl. Primo 2017 stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens fra efteråret 2016, hvorefter ansøgeren blev meddelt afslag på asyl. Foråret 2017 anmodede ansøgeren om at få sagen genoptaget. Foråret 2018 besluttede Flygtningenævnet at genoptage sagen til behandling på nyt mundtligt nævnsmøde. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder fra [by], Kermanshah, Iran. Ansøgeren er tidligere sunni-muslim af trosretning, men har oplyst, at han er konverteret til kristendommen efter sin ankomst til Danmark. Ansøgeren har været aktiv for Det Demokratiske Unionsparti siden 2006. Under Flygtningenævnets behandling af sagen [primo] 2017 henviste ansøgeren som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygtede at blive henrettet af de iranske myndigheder grundet sine politiske aktiviteter for Det Demokratiske Unionsparti. Ansøgeren blev medlem af partiet, hvorefter han fik til opgave at hjælpe folk fra partiet over grænsen mellem Iran og Irak og bringe partimateriale til Iran. Ansøgeren blev [efteråret] 2008 anholdt af myndighederne, hvorefter han blev tilbageholdt i en periode og udsat for tortur. Ansøgeren vågnede op [efteråret] 2018 på et hospital, hvor han var indlagt i omkring tre måneder og var herefter syg i yderligere nogle måneder. Ansøgeren genoptog efterfølgende sine aktiviteter for partiet. Videre henviste ansøgeren til, at han efter sin ankomst til Danmark var konverteret til kristendommen og blev døbt [primo] 2017. Ansøgeren har fastholdt de asylmotiver, som han henviste til under Flygtningenævnets behandling af sagen [primo] 2017. Ansøgeren har [foråret] 2017 gennemgået en torturundersøgelse ved Amnesty International’s danske lægegruppe. Amnestys lægegruppe har konstateret fysiske og psykiske fund, som samlet set stemmer overens med ansøgerens forklaring om oprindelsen heraf. Ansøgeren har videre fremlagt en række nye udtalelser vedrørende sine kristne aktiviteter i Danmark. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om sine politiske aktiviteter i Iran til grund, herunder at han som følge heraf har været tilbageholdt og tortureret af myndighederne. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret konsistent og troværdigt om hændelsesforløbet, der stemmer overens med de lægelige fund. Flygtningenævnet kan endvidere lægge til grund, at ansøgerens konversion til kristendommen er reel, og at han ved en tilbagevenden til Iran fortsat vil praktisere sin kristne tro. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren, der allerede under oplysnings- og motivsamtalen oplyste, at han interesserede sig for kristendommen, har forklaret troværdigt og overbevisende om sine overvejelser og refleksioner i forbindelse med konversionen, ligesom han kontinuerligt siden indrejsen i 2015 har udøvet sin kristne tro ved deltagelse i kirkelige arrangementer. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2018/291/CABV
Nævnet stadfæstede i september 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er iransk statsborger, etnisk perser og zardousht fra Teheran, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter de iranske myndigheder, idet han har parodieret flere højtstående personer i Iran, hvilket er kommet til de iranske myndigheders kendskab. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han i [efteråret 2014 eller vinteren 2014-2015] optrådte med en parodi af den åndelige leder Khomeni og den tidligere iranske præsident Rafsanjani til sin forretningspartners fest. Under denne optræden blev ansøgeren i smug filmet af partneren. I [efteråret] 2015 ville partneren have en større andel af deres firma i forbindelse med, at de var ved at lukke firmaet. Da ansøgeren nægtede partneren dette, sendte han trusler til ansøgeren per sms, hvori han oplyste at have beviser mod ansøgeren, hvilke han kunne gå til myndighederne med. [I efteråret] 2015, to dage før ansøgerens udrejse af Iran, blev ansøgerens hus opsøgt af fire myndighedspersoner, mens han selv var i [i en anden by]. I den forbindelse blev ansøgerens bærbare computer beslaglagt. På computeren lå blandt andet fire videoklip, hvor ansøgeren parodierede flere højtstående personer. Der er blevet lagt tre lydoptagelser af ansøgeren op på Youtube, i hvilke han parodierer den åndelige leder Khomeni. Flygtningenævnet kan ikke lægge nogen del af ansøgerens forklaring til grund. Det fremgår af Udenrigsministeriets notat af [foråret] 2017, at de tre indkaldelsesbreve fra retten i Teheran, som ansøgeren har fremlagt, er forfalskninger. Hertil kommer, at ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende om centrale dele af sit asylmotiv. Ansøgeren har om den fest, hvor hans parodi blev videofilmet, til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at festen var en dimissionsfest for hans forretningspartners kæreste, og at der deltog 30-40 personer i festen. Til asylsamtalen og under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at festen blev holdt, fordi partnerens kæreste havde fødselsdag og var vendt tilbage fra USA, og at der deltog 10-12 personer i festen. Ansøger har videre til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han besluttede sig for at lukke sit firma et år efter, han blev videofilmet til festen, til asylsamtalen at han blev filmet måske 10-11 måneder, før han besluttede at lukke virksomheden og under nævnsmødet, at festen, hvor han blev videofilmet, fandt sted ca. 10 måneder efter, at han havde meddelt sin beslutning om at lukke virksomheden med årets udgang. Endelig har ansøgeren om SMS’en, der indeholdt en trussel fra hans forretningspartner, til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han modtog SMS’en 1-5 måneder før det afsluttende møde med partneren, hvor han modtog 2 checks, til asylsamtalen at han modtog truslen 3-4 dage, henholdsvis 4-6 dage efter dette møde. Ansøgeren har til asylsamtalen forklaret, at han ikke selv har set den video, der blev optaget til festen, mens han under nævnsmødet har forklaret, at han har set videoen, og at han fik den tilsendt efter at have modtaget den truende SMS. Efter en samlet vurdering af ansøgerens troværdighed finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2018/290/mme
Nævnet stadfæstede i september 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er iransk statsborger, etnisk perser og har oplyst at være kristen fra [en by i] Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter, at han vil blive fængslet og henrettet af de iranske myndigheder, idet han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han i [foråret] 2015 tog til Armenien, hvor han blev introduceret for kristendommen. [Sommeren] 2015 blev ansøgeren døbt i Armenien. Ansøgeren har videre oplyst, at han fik to hukommelseskort med kristent materiale udstedt i Armenien, hvilke blev konfiskeret af de iranske myndigheder, da han krydsede den iransk-armenske grænse. Ansøgeren fortsatte dog med at praktisere kristendommen, efter han vendte tilbage til Iran. Dette gjorde han ved at bede og læse biblen på internettet. Kort forinden ansøgerens udrejse blev han afhørt af en officer fra den lokale politistation. Officeren fortalte ansøgeren, at han havde fået oplysninger om ansøgeren, men ansøgeren blev ikke oplyst, hvad oplysningerne omhandlede. Politiet opsøgte endvidere ansøgeren på hans arbejde, i hvilken anledning de talte med hans kollegaer. Efter sin ankomst til Danmark har ansøgeren praktiseret sin kristne tro i [to kirker]. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv ved sin udrejse af Iran til grund. Ansøgeren har ikke i sit asylansøgningsskema oplyst, at han angiveligt er blevet døbt i Armenien. Ansøgeren har videre under sin asylsamtale forklaret, at han var i kirke i Armenien 30 gange, 5 dage om ugen, og at han bad for sig selv, når præsten ikke var til stede. Under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at han ikke før sin dåb bad i kirken eller overværede en prædiken, men blot gik igennem kirken for at komme ud til en anden gade. Ansøgeren har videre forklaret, at han angiveligt blev døbt ca. 3 uger efter at have set 2 film om Jesus og Moses og efter at have fået udleveret en bibel på farsi. Ansøgeren har videre forklaret, at [A] og [K], der forestod hans dåb, ikke var præster men ”private missionærer”, og at han ikke ved, hvilket trossamfund, trosretning eller -gren, han blev døbt ind i, og ikke ved, om [A] og/eller [K] havde dåbsmyndighed. Ansøgeren havde ikke sin bibel med, da han 3-4 uger efter dåben vendte tilbage til Iran, hvor han ca. 5 gange læste i biblen på nettet, ikke gik i kirke men bad ”indeni”. Da ansøgeren kom til Danmark, gik der ca. 6 måneder, før han begyndte at komme regelmæssigt i kirke. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ved sin indrejse til Danmark ikke reelt var konverteret til kristendommen. Hertil kommer, at ansøgeren udrejste af Iran uden at vide, hvad det lokale politi ville tale med ham om, at han udrejste legalt uden problemer, at der ikke skete yderligere, da de iranske myndigheder konfiskerede de to memory-kort med kristent materiale, han medbragte fra Armenien, og at der efter ansøgerens forklaring ikke er andre end hans hustru og dennes søstre, der har kendskab til hans konvertering, at de har accepteret dette, og at han ikke oplevede problemer i Iran i anledning af dette. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved sin udrejse fra Iran var i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Et flertal af Flygtningenævnet har imidlertid lagt vægt på, at ansøgeren i Danmark i en periode på mere end 2 år kontinuerligt, og selv om han flere gange har skiftet asylcenter, har deltaget i gudstjenester, dåbsbelæring og andre aktiviteter. Hertil kommer, at ansøgeren under nævnsmødet har demonstreret et godt kendskab til centrale dele af det kristne budskab og på en rimelig måde har kunnet redegøre for sine refleksioner og bevæggrunde for at konvertere til kristendommen. Flertallet finder derfor, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” iran/2018/289/mme
Nævnet stadfæstede i september 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk bakhtiari fra [by], Khuzestan-provinsen, Iran. Ansøgeren var tidligere shiamuslim, men er konverteret til kristendommen inden sin ankomst til Danmark. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at få en lang fængselsstraf, samt at blive henrettet af de iranske myndigheder, idet han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i perioden fra [slutningen af] 2014 til [starten af] 2015 begyndte at blive interesseret i kristendommen. I [sommeren] 2015 tog ansøgeren i fem til syv dage til Tyrkiet for at undersøge mere om kristendommen. Efter sin tilbagevenden fra Tyrkiet betragtede ansøgeren sig for at være kristen. I [sommeren/efteråret] 2015 kørte ansøgeren i en taxa til byen Ahwaz. Han blev dog stoppet og kontrolleret ved en kontrolpost, hvorved myndighederne fandt en bibel tilhørende til ansøgeren. Ansøgeren blev efterfølgende kørt til en politistation, hvor han blev afhørt og tilbageholdt indtil aftenen. I [efteråret/vinteren] 2015 deltog ansøgeren i tre kristne møder i en hemmelig huskirke. Ved det sidste møde kom myndighederne, og ansøgeren flygtede ud af huset over et tag. Ansøgeren flygtede til sin brors ven i byen Ahwaz, hvorfra han efter to dage udrejste af Iran. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund om, at han fik sin interesse for kristendommen i Iran, og at han var til hemmelige møder i en kristen huskirke, i hvilken forbindelse han skulle være kommet i et modsætningsforhold til de iranske myndigheder. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende om årsagen til, at han udrejste af Iran. I asylansøgningsskemaet af [slutningen af] 2015 har ansøgeren oplyst, at det blev umuligt for ham at leve sammen med sin religiøse familie, som fandt ud af, at han var kristen. De behandlede ham hårdt og dårligt, og måske vil de slå ham ihjel. Til oplysnings- og motivsamtalen [sommeren] 2016, til asylsamtalen [foråret] 2017 og under nævnsmødet har ansøgeren imidlertid forklaret, at han udrejste af Iran, fordi han frygtede, at de iranske myndigheder ville henrette ham eller idømme ham langvarig fængselsstraf, fordi myndighederne havde opdaget, at han var konverteret til kristendommen. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren i asylansøgningsskemaet ikke har anført noget om, at han havde deltaget i hemmelige møder i en kristen huskirke, og at myndighederne en dag var kommet til stede ved et af møderne, hvilket angiveligt var den flugtudløsende begivenhed. Ansøgeren har heller ikke nævnt, at myndighederne havde fundet biblen, som ansøgeren var i besiddelse af, eller at både ansøgeren og ansøgerens far var blevet anholdt. Derudover har ansøgeren i asylansøgningsskemaet anført og under nævnsmødet forklaret, at han i Iran spurgte enhver om kristendommen, og om hvad forskellen var mellem kristendommen og islam, inden han rejste til Tyrkiet, mens ansøgeren til asylsamtalen [foråret] 2017 har forklaret, at han ikke talte med nogen eller spurgte nogen om kristne forhold, inden han rejste til Tyrkiet, og at der ikke var nogen at spørge. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har givet en rimelig forklaring på de fremhævede divergerende og udbyggende forklaringer. På denne baggrund kan nævnet ikke lægge ansøgerens forklaring til grund om, at han fik sin interesse for kristendommen i Iran, og at han var til hemmelige møder i en kristen huskirke, i hvilken forbindelse han skulle være kommet i et modsætningsforhold til de iranske myndigheder. Ansøgeren har ladet sig døbe i den kristne tro [foråret] 2016, men Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at ansøgerens konversion er reel, herunder således at det kan antages, at ansøgeren vil foretage kristne handlinger ved en tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke på overbevisende måde har kunnet redegøre nærmere for sin indre afklaringsproces, og at ansøgeren alene har et meget begrænset kendskab til kristendommen og fremtræder ureflekteret i forhold til indholdet af kristendommen. Endvidere har ansøgeren ikke på overbevisende måde kunnet redegøre nærmere for, hvilken betydning kristendommen har haft for ansøgeren. Flygtningenævnet lægger i den forbindelse vægt på, at ansøgeren har forklaret, at han har en bibel på farsi, at han har læst den fra start til slut, og at han begyndte at læse i biblen, da han ankom til Danmark. Dertil kommer, at ansøgeren er en veluddannet person, som normalt må antages at være i stand til at opfatte og reflektere over, hvad han oplever, og være i stand til at gengive sine egne betragtninger herom. Endelig har nævnet lagt vægt på, at ansøgerens generelle troværdighed er svækket, idet nævnet har tilsidesat ansøgerens forklaring om sine aktiviteter i Iran. Flygtningenævnet tilsidesætter på denne baggrund ansøgerens forklaring om sin konversion som konstrueret og utroværdig. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgerens deltagelse i gudstjenester og andre kristne aktiviteter er sket i et forsøg på at skabe sig et (sur place) asylmotiv og uden at have baggrund i en reel religiøs overbevisning hos ansøgeren. De fremlagte udtalelser fra bl.a. præster samt ansøgerens dåbsbevis kan ikke føre til en ændret vurdering. Den omstændighed, at ansøgeren har lagt billeder på sin danske Facebook-profil med kristne motiver og tekst, kan ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet kan således ikke lægge til grund, at ansøgeren som følge heraf er kommet eller vil komme i et asylbegrundende modsætningsforhold til hverken de iranske myndigheder, grupperinger eller privatpersoner. Nævnet har herved lagt vægt på, at karakteren, indholdet og omfanget af ansøgerens Facebook-opdateringer med kristent indhold fremstår konstrueret som et forsøg på at skabe sig et (sur place) asylmotiv og uden at have baggrund i en reel religiøs overbevisning hos ansøgeren. Endvidere har nævnet lagt vægt baggrundsoplysningerne om de iranske myndigheders kendskab til og reaktion på, at iranere bruger konversion i forsøget på at opnå asyl, jf. Udlændingestyrelsen og Dansk Flygtningehjælp, Fact-finding report. House Churches and Converts, februar 2018, pkt. 80 og 88. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/288/TLNJ
Nævnet stadfæstede i september 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk bakhtiari fra [by], Khuzestan-provinsen, Iran. Ansøgeren var tidligere shiamuslim, men er konverteret til kristendommen inden sin ankomst til Danmark. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at få en lang fængselsstraf, samt at blive henrettet af de iranske myndigheder, idet han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i perioden fra [slutningen af] 2014 til [starten af] 2015 begyndte at blive interesseret i kristendommen. I [sommeren] 2015 tog ansøgeren i fem til syv dage til Tyrkiet for at undersøge mere om kristendommen. Efter sin tilbagevenden fra Tyrkiet betragtede ansøgeren sig for at være kristen. I [sommeren/efteråret] 2015 kørte ansøgeren i en taxa til byen Ahwaz. Han blev dog stoppet og kontrolleret ved en kontrolpost, hvorved myndighederne fandt en bibel tilhørende til ansøgeren. Ansøgeren blev efterfølgende kørt til en politistation, hvor han blev afhørt og tilbageholdt indtil aftenen. I [efteråret/vinteren] 2015 deltog ansøgeren i tre kristne møder i en hemmelig huskirke. Ved det sidste møde kom myndighederne, og ansøgeren flygtede ud af huset over et tag. Ansøgeren flygtede til sin brors ven i byen Ahwaz, hvorfra han efter to dage udrejste af Iran. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund om, at han fik sin interesse for kristendommen i Iran, og at han var til hemmelige møder i en kristen huskirke, i hvilken forbindelse han skulle være kommet i et modsætningsforhold til de iranske myndigheder. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende om årsagen til, at han udrejste af Iran. I asylansøgningsskemaet af [slutningen af] 2015 har ansøgeren oplyst, at det blev umuligt for ham at leve sammen med sin religiøse familie, som fandt ud af, at han var kristen. De behandlede ham hårdt og dårligt, og måske vil de slå ham ihjel. Til oplysnings- og motivsamtalen [sommeren] 2016, til asylsamtalen [foråret] 2017 og under nævnsmødet har ansøgeren imidlertid forklaret, at han udrejste af Iran, fordi han frygtede, at de iranske myndigheder ville henrette ham eller idømme ham langvarig fængselsstraf, fordi myndighederne havde opdaget, at han var konverteret til kristendommen. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren i asylansøgningsskemaet ikke har anført noget om, at han havde deltaget i hemmelige møder i en kristen huskirke, og at myndighederne en dag var kommet til stede ved et af møderne, hvilket angiveligt var den flugtudløsende begivenhed. Ansøgeren har heller ikke nævnt, at myndighederne havde fundet biblen, som ansøgeren var i besiddelse af, eller at både ansøgeren og ansøgerens far var blevet anholdt. Derudover har ansøgeren i asylansøgningsskemaet anført og under nævnsmødet forklaret, at han i Iran spurgte enhver om kristendommen, og om hvad forskellen var mellem kristendommen og islam, inden han rejste til Tyrkiet, mens ansøgeren til asylsamtalen [foråret] 2017 har forklaret, at han ikke talte med nogen eller spurgte nogen om kristne forhold, inden han rejste til Tyrkiet, og at der ikke var nogen at spørge. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har givet en rimelig forklaring på de fremhævede divergerende og udbyggende forklaringer. På denne baggrund kan nævnet ikke lægge ansøgerens forklaring til grund om, at han fik sin interesse for kristendommen i Iran, og at han var til hemmelige møder i en kristen huskirke, i hvilken forbindelse han skulle være kommet i et modsætningsforhold til de iranske myndigheder. Ansøgeren har ladet sig døbe i den kristne tro [foråret] 2016, men Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at ansøgerens konversion er reel, herunder således at det kan antages, at ansøgeren vil foretage kristne handlinger ved en tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke på overbevisende måde har kunnet redegøre nærmere for sin indre afklaringsproces, og at ansøgeren alene har et meget begrænset kendskab til kristendommen og fremtræder ureflekteret i forhold til indholdet af kristendommen. Endvidere har ansøgeren ikke på overbevisende måde kunnet redegøre nærmere for, hvilken betydning kristendommen har haft for ansøgeren. Flygtningenævnet lægger i den forbindelse vægt på, at ansøgeren har forklaret, at han har en bibel på farsi, at han har læst den fra start til slut, og at han begyndte at læse i biblen, da han ankom til Danmark. Dertil kommer, at ansøgeren er en veluddannet person, som normalt må antages at være i stand til at opfatte og reflektere over, hvad han oplever, og være i stand til at gengive sine egne betragtninger herom. Endelig har nævnet lagt vægt på, at ansøgerens generelle troværdighed er svækket, idet nævnet har tilsidesat ansøgerens forklaring om sine aktiviteter i Iran. Flygtningenævnet tilsidesætter på denne baggrund ansøgerens forklaring om sin konversion som konstrueret og utroværdig. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgerens deltagelse i gudstjenester og andre kristne aktiviteter er sket i et forsøg på at skabe sig et (sur place) asylmotiv og uden at have baggrund i en reel religiøs overbevisning hos ansøgeren. De fremlagte udtalelser fra bl.a. præster samt ansøgerens dåbsbevis kan ikke føre til en ændret vurdering. Den omstændighed, at ansøgeren har lagt billeder på sin danske Facebook-profil med kristne motiver og tekst, kan ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet kan således ikke lægge til grund, at ansøgeren som følge heraf er kommet eller vil komme i et asylbegrundende modsætningsforhold til hverken de iranske myndigheder, grupperinger eller privatpersoner. Nævnet har herved lagt vægt på, at karakteren, indholdet og omfanget af ansøgerens Facebook-opdateringer med kristent indhold fremstår konstrueret som et forsøg på at skabe sig et (sur place) asylmotiv og uden at have baggrund i en reel religiøs overbevisning hos ansøgeren. Endvidere har nævnet lagt vægt baggrundsoplysningerne om de iranske myndigheders kendskab til og reaktion på, at iranere bruger konversion i forsøget på at opnå asyl, jf. Udlændingestyrelsen og Dansk Flygtningehjælp, Fact-finding report. House Churches and Converts, februar 2018, pkt. 80 og 88. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/288/TLNJ
Nævnet meddelte i september 2018 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser og oprindelig shia-muslim fra Teheran, Iran. Ansøgeren er efter det oplyste konverteret til kristendommen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive fængslet af de iranske myndigheder, idet hun er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun med sin kæreste, [C], talte om kristendommen, og at [C] i sommeren 2014 fortalte, at han var kristen. [C] gav ansøgeren og hendes søster en bibel og ansøgeren begyndte at læse i biblen. Ansøgeren og hendes søster har været i huskirke seks gange i alt i perioden fra [foråret] til [efteråret] 2015. Ansøgeren har endvidere oplyst, at [D’s] mor og søster i [efteråret] 2015 opsøgte hendes families bopæl, idet de var modstandere af ansøgerens søsters forhold til [D]. Senere samme dag slog [D] op med ansøgerens søster. Ansøger og hendes søster rejste til Tyrkiet, fordi ansøgerens søster havde det dårligt psykisk som følge af bruddet med [D]. Ansøger har yderligere oplyst, at [D] kom til Tyrkiet nogle dage senere og fortalte, at han havde skrevet et brev til sin familie, som indikerede, at ansøgerens søster og ansøgeren var kristne. Mens ansøgeren og hendes søster opholdt sig i Tyrkiet havde politiet ransaget deres bopæl og taget en computer, en bibel og forskellige ark med kristne tekster med sig. Bopælen er blevet ransaget to gange yderligere efterfølgende. Efter indrejsen i Danmark er ansøgeren [i sommeren] 2016 blevet døbt i [en kirke]. Ansøgeren har i den tid hun har opholdt sig i Danmark løbende deltaget i gudstjenester og kirkelige aktiviteter. Flygtningenævnet finder, uanset visse divergenser, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun er opvokset i en familie, der ikke praktiserede islam. Nævnet finder endvidere, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun i 2014 som forklaret begyndte at interessere sig for kristendommen, og at hun sammen med søsteren [A], af [C], blev introduceret til en hjemmekirke, som ansøgeren herefter frekventerede seks gange. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun på grund af sit oprindelige asylmotiv ville risikere asylbegrundende forfølgelse eller overgreb. Flygtningenævnet finder imidlertid, at ansøgeren har forklaret overbevisende om sine refleksioner og bevæggrunde for at konvertere til kristendommen, ligesom hun har demonstreret en god viden om den kristne tro. Det fremgår af de fremlagte erklæringer, at ansøgeren, der blev døbt efter seks måneders dåbsundervisning, efterfølgende, og uanset hvor hun har opholdt sig, har deltaget i gudstjenesterne og en række kirkelige aktiviteter. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgeren i forlængelse af sit møde med kristendommen i hjemlandet, efter at være kommet til Danmark, er konverteret til kristendommen, og at konversionen er reel. Flygtningenævnet finder endvidere, at det efter ansøgerens forklaring må lægges til grund, at hun ved en eventuel tilbagevenden til Iran vil leve åbent som kristen og forkynde det kristne budskab. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Iran vil risikere forfølgelse som følge af sin tro. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2018/287/EMU
Nævnet stadfæstede i september 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser fra Neishabur, Khorasan, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men har deltaget i demonstrationer efter præsidentvalget i 2009. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder, fordi han er vantro. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han i 2010 meldte sig til militærtjeneste. Myndighederne udspurgte i den forbindelse ansøgeren om hans religiøse overbevisning, hvor ansøgeren ikke kunne svare på, om han var sunni- eller shia-muslim. Myndighederne holdt derfor øje med ansøgeren. Ansøgeren deltog i træning til militærtjeneste i halvanden til to måneder, men mødte ikke op til selve militærtjenesten. I 2011 eller i 2012 blev ansøgeren anholdt på sin bopæl, fordi han var udeblevet fra militærtjenesten. Han blev tilbageholdt i 12 dage og kom for en dommer, der besluttede, at ansøgeren ikke skulle deltage i værnepligten. Ansøgeren fik herefter ”det røde kort”, hvilket blandt andet indebar, at han ikke kunne få en offentlig stilling. [I sommeren] 2015 spillede Iran og USA volleyball-kamp. Iran vandt, og ansøgeren og hans kæreste tog efter kampen til Bisetun-gaden i Teheran, hvor der på gaden var tilskuere fra kampen. Nogle af de fremmødte tilskuere forvandlede situationen til en demonstration og råbte slagord mod myndighederne. Ansøgeren råbte også slagord mod myndighederne, og pludselig tog en betjent fat i ansøgerens kæreste. De andre demonstranter kom ansøgerens kæreste til undsætning, så hun slap væk. Ansøgeren blev tilbage og 20-30 betjente nærmede sig. Tre til fem betjente hev ansøgeren til side og tæskede ham. Ansøgeren blev slået og besvimede. Han vågnede op på et hospital, hvor han opholdt sig i syv dage. Ansøgeren blev herefter ført til en politistation, hvor han blev sigtet for at være vantro, for at have skabt uro og for at være imod den generelle sikkerhed. Ansøgeren blev også sigtet for at have hjulpet sin kæreste med at flygte ved episoden [i sommeren] 2015. En politibetjent kendte til ansøgerens værnepligtssag og sagde: ”Nå, så du er også vantro?” Efter syv til otte timer blev ansøgeren overført til en anden politistation, hvor han blev tilbageholdt i to uger med henblik på at blive stillet for en domstol. Politiet truede med at skære ansøgerens hånd af og hals over. Ansøgeren kom efter to uger for retten, hvor dommeren læste sigtelserne op for ham. Det var de samme sigtelser, som politiet havde oplyst ansøgeren. Ansøgerens forældre var til stede ved retsmødet, og ansøgerens mor stillede kaution for ansøgeren i form af hendes pensionsudbetalinger. Ansøgeren blev herefter løsladt og tog hjem og hentede sine ting og flyttede dem til et andet sted i Teheran. Ansøgeren tog herefter til Mashad, hvor han opholdt sig i tre til fire måneder, inden han udrejste af Iran fra Mashad Lufthavn [i efteråret] 2015 med sit eget pas indeholdende en falsk forlængelse af passets gyldighedsperiode. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund, da ansøgerens forklaring på centrale punkter har været divergerende. Ansøgeren har endvidere forklaret udbyggende om, hvad der er sket, efter han forlod Iran. Ansøgeren har gået i skole i 12 år og har drevet virksomhed i Iran, og det må derfor i udgangspunktet kunne forventes, at ansøgeren er i stand til at redegøre for sit asylmotiv. Ansøgeren har forklaret, at han i Iran var i medicinsk behandling mod depression, men at han i Danmark ikke har fået en virkningsfuld behandling herfor. Ansøgeren har forklaret, at han i 2010/2011 kom i myndighedernes søgelys, fordi ansøgeren, da han ville aftjene værnepligt, afslørede, at han ikke var troende. Det blev ligeledes afsløret, at ansøgeren var tatoveret. Ansøgeren fik derfor ”det røde kort”. Ansøgeren har videre forklaret, at han sammen med sin kæreste var med i en folkemængde, der [i sommeren] 2015 havde samlet sig foran Indenrigsministeriet i Teheran for at fejre en sportsbegivenhed, men at dette udviklede sig til, at der blev råbt slagord mod regimet, herunder af ansøgeren, der af den grund, og fordi han hjalp sin kæreste med at slippe væk, på stedet blev pågrebet, udsat for grove overgreb og anholdt. Ansøgeren har videre forklaret, at han blev tilbageholdt af sikkerhedstjenesten og senere politiet, og at han blev fremstillet for en dommer, sigtet for modstand mod regimet og for at være frafalden. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at afvise ansøgerens forklaring om, at han på et tidspunkt er pådraget de legemlige skader, han har forklaret om, og som fremgår af de viste fotos. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at disse skader er påført ansøgeren af politiet, Basij eller andre myndighedspersoner på grund af ansøgerens deltagelse i en demonstration [i sommeren] 2015. Ansøgeren har afgivet divergerende forklaringer om baggrunden for, at han blev udelukket fra militærtjeneste og baggrunden for, at han i 2015 udrejste af Iran. Vedrørende sidstnævnte har ansøgeren i ansøgningsskemaet således anført, at han udrejste, fordi Basij-styrkerne behandlede ham dårligt på grund af ansøgerens tatoveringer. Ansøgeren omtaler i ansøgningsskemaet ikke konflikten i 2010/2011 og ej heller, at han i 2015 blev fremstillet for en dommer på grundlag af særdeles alvorlige sigtelser og alene løsladt mod kaution. Under oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren forklaret, at han udrejste, fordi en gruppe på flere personer truede ham, fordi de beskyldte ham for at være vantro. Under asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at han udrejste, fordi han frygtede, at de iranske myndigheder ville henrette ham, da han blev anset for vantro. Ansøgeren har under nævnsmødet ikke relevant kunne redegøre for disse væsentlige divergenser. Ansøgeren har forklaret, at myndighederne efter løsladelsen mod kaution ledte efter ham, idet de henvendte sig på bopælen. Ansøgeren har afgivet divergerende forklaringer om, hvorvidt han i den periode var i direkte kontakt med sin mor. Ansøgeren udrejste først tre til fire måneder senere, og da på sit eget pas. Ansøgeren har overfor Udlændingestyrelsen forklaret, at hans pas blev forfalsket på den måde, at udløbsdatoen blev ændret. Foreholdt, at det forekom risikabelt at udrejse i eget navn, har ansøgeren under nævnsmødet forklaret, at de penge han betalte til sin farbror i stedet muligvis blev brugt til at bestikke lufthavnspersonalet. Slutteligt har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren under samtalen med sin advokat har forklaret, at der på familiens bopæl i Teheran i begyndelsen af 2018 blev afleveret en tilsigelse til Revolutionsdomstolen. Under nævnsmødet har ansøgeren derimod forklaret, at det af dokumentet fremgik, at han er dødsdømt in absentia. Herefter finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil risikere forfølgelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/285/EMU
Nævnet stadfæstede i september 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunnimuslim fra [by], Orumieh-provinsen, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Ansøgeren har dog sympatiseret med KDPI og KDP. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet eller fængslet af de iranske myndigheder, idet de er kommet i besiddelse af billeder af ansøgeren taget ved KDP’s hovedkvarter. Ansøgeren har som asylmotiv yderligere henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter, at hans fætter vil slå ham ihjel, idet han har haft seksuelt samkvem med dennes ægtefælle. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han to gange, henholdsvis i 2014 og 2015, tog til KDP’s hovedkvarteret i Irak, hvor han tog billeder sammen med lederen af KDP. I Iran i 2014 blev ansøgeren en gang tvunget af sin fætter til at uddele løbesedler for KDPI eller KDP. I 2014 blev ansøgerens fætter gift med ansøgerens tidligere kæreste. Ansøgerens tidligere kæreste ville dog hævne sig på sin mand, idet hun var blevet tvunget til dette ægteskab. Hun og ansøgeren havde seksuelt samkvem, og ansøgerens fætter dukkede op. Ansøgeren flygtede ud af vinduet og tog til sin ven. Dagen efter tog vennen til ansøgerens bopæl, hvor han fik at vide, at efterretningstjenesten havde opsøgt bopælen og var kommet i besiddelse af billeder, som ansøgeren fik taget ved KDP’s hovedkvarter. Ansøgeren udrejste derefter af Iran. Ansøgerens fætter har efterfølgende truet ansøgeren med at slå ham ihjel. Ved vurderingen af ansøgerens forklaring har Flygtningenævnet tillagt det betydning, at han er analfabet. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Indledningsvis bemærker Flygtningenævnet, at ansøgerens forklaring om sin visumansøgning forekommer usandsynlig og utroværdig. Nævnet har herved navnlig lagt vægt på, at det forekommer usandsynligt, at ansøgeren kunne søge visum på ambassaden uden at blive stillet spørgsmål om nationalitet, alder og bopæl og uden at angive, hvor han ønskede at søge visum til, og hvad formålet med visumansøgningen var. Nævnet finder det således usandsynligt, at en arabisk tolk, som ansøgeren ikke forstod, skulle have svaret på vegne af ansøgeren uden at kommunikere i særligt omfang med ansøgeren herom. Nævnet har ligeledes tillagt det betydning, at ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen [i slutningen] 2015 oplyste, at han ikke ønskede at blive stillet spørgsmål til sin visumansøgning. Endvidere finder Flygtningenævnet, at ansøgerens forklaring om efterretningsagenten ligeledes forekommer usandsynlig og utroværdig. Nævnet har navnlig herved lagt vægt på, at det forekommer usandsynligt, at den person, som ansøgerens fætter sloges med, både var efterretningsagent og guldsælger, og at ansøgerens fætter tilfældigt endte med at købe guld af ham. Det forekommer endvidere ikke sandsynligt, at efterretningsagenten udelukkende bad om ansøgerens adresse, og at efterretningsagenten opsøgte ansøgerens bopæl uden at orientere om, at han eftersøgte ansøgerens fætter. På denne baggrund finder nævnet, at ansøgerens generelle troværdighed er alvorligt svækket. Flygtningenævnet tilsidesætter derudover ansøgerens forklaring om sin konflikt med ansøgerens fætter. Flygtningenævnet finder således, at ansøgerens forklaring om baggrunden for konflikten, dvs. det seksuelle samkvem med fætterens hustru, [A], ikke forekommer sandsynlig. Endvidere har ansøgeren forklaret divergerende herom, idet ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen [i slutningen] 2015 har forklaret, at han havde et seksuelt forhold til sin fætters hustru i et stykke tid, og at fætteren kom hjem en dag, hvor ansøger havde samleje med fætterens hustru. Til de efterfølgende samtaler har ansøgeren forklaret, at han kun har haft seksuelt samkvem med [A] én gang, hvilket var efter hendes giftemål med ansøgerens fætter. Flygtningenævnet kan herefter heller ikke lægge til grund, at efterretningstjenesten dagen efter det påståede seksuelle samkvem skulle have opsøgt ansøgerens bopæl og være kommet i besiddelse af fotos af ansøgeren, hvor han befandt sig i KDP’s lejr. Endelig finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke i øvrigt, herunder med de fremlagte fotos og videoklip på YouTube, har sandsynliggjort, at han er efterstræbt af eller profileret i forhold til de iranske myndigheder. Det beror således på ansøgerens egen formodning, at han skulle være efterstræbt. I den forbindelse kan nævnet ikke lægge vægt på det foto af den iranske efterretningstjenestes hjemmeside, hvoraf skulle fremgå, at ansøgeren er eftersøgt, idet fotoet fremstår manipuleret. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/284/TLNJ
Nævnet meddelte i september 2018 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk kurder og ateist fra […] i landsbyen […] i Kermanshah-provinsen, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at ansøgeren frygter den almindelige iranske befolkning, da ansøgeren er af den overbevisning, at alle, som er muslim af trosretning, er terrorister. Ansøgeren har som støtte for sit asylmotiv oplyst, at ansøgeren frafaldt sin muslimske troretning tilbage i 2008, og at myndighederne i efteråret 2015 blev bekendt med dette. I 2008 begyndte ansøgeren at se PARSTV, som viste programmer om religion og præstestyret i Iran. Ansøgeren lærte på denne baggrund mere om islam og begyndte derfor at tage afstand fra religionen. Ansøgeren tog i oktober 2015 på ferie hos sine venner, [A] og [B], i Tyrkiet. Efter en uge ringede ansøgerens søster og fortalte, at politiet havde ransaget ansøgerens bopæl, hvor de konfiskerede ansøgerens computer, nogle ulovlige bøger samt artikler. Ansøgeren fortalte sin ven, [A], om hændelsen. [A] fortalte herefter, at ansøgeren ikke kunne vende tilbage til Iran, og at Tyrkiet heller ikke var et sikkert sted for ansøgeren. Ansøgerens søster, [C], og bror, [D], er en gang hver blevet opsøgt af de iranske myndigheder og opfordret til at overtale ansøgeren til at standse sin propaganda mod islam. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om ransagningen og myndighedernes kontakt til hans bror og søster til grund. Nævnet lægger herved navnlig vægt på, at ansøgeren ikke kan antages at være blevet identificeret, således som han har påberåbt sig. Nævnet lægger herved til grund, at myndighederne ikke efterfølgende har opsøgt familien, og at ansøgeren tilsyneladende heller ikke er identificeret ved opslaget i august 2016 vedrørende vennen [E]. Nævnet lægger endvidere vægt på, at ansøgeren ikke var eftersøgt ved udrejsen, og at han havde et stort pengeløb med sig og ingen bestemte planer om rejsens længde. For så vidt angår ansøgerens aktiviteter i Danmark bemærker nævnet, at disse må anses for ganske omfattende. Selv om aktiviteterne formentlig endnu ikke er kommet til de iranske myndigheders kendskab, må det efter aktiviteternes omfang og karakter anses for ganske sandsynligt, at ansøgeren ved en tilbagerejse til Iran vil blive knyttet til de pågældende aktiviteter (identificeret som optrædende under navnet […]), og at han vil risikere forfølgelse som følge heraf. Flygtningenævnet finder herefter, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, er opfyldt. Iran/2018/283/SME
Nævnet meddelte i september 2018 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk azerisk fra Karaj, Iran. Ansøgeren er født muslim, men er konvertereret til kristendommen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men har deltaget i demonstrationer. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder, som har identificeret ham som deltager i en demonstration den [dato i efteråret] 2009. Han har til støtte herfor oplyst, at han efter præsidentvalget i Iran i 2009 deltog i 14 til 15 demonstrationer. Ved den sidste demonstration blev han ramt af noget og blev forbrændt på 45 procent af kroppen. Han deltog derfor ikke i flere demonstrationer. Efter omkring to og et halvt år til tre år fik han at vide, at han var blevet identificeret som deltager i en demonstration den [dato i efteråret] 2009 og blev anbefalet at flygte. Kort efter rejste ansøgeren til landsbyen [A], som lå omkring seks timers kørsel fra hans bopæl i Karaj. Efter syv til otte måneder fik ansøgeren kontakt til sin familie. De fortalte, at den iranske efterretningstjeneste havde ransaget ansøgerens og hans forældres bopæl omkring en uge efter, at han var flygtet. Efterretningstjenesten havde endvidere spurgt efter ansøgeren på bopælen to til tre dage efter, at han var flygtet. Hans familie havde derudover modtaget to til tre tilsigelser til ansøgeren fra Revolutionsdomstolen. Ansøgeren besøgte sin familie tre til fire gange, mens han boede i [A]. Han udrejste den [dato i efteråret] 2015 illegalt til Tyrkiet. Ansøgeren har derudover som asylmotiv henvist til, at han frygter de iranske myndigheder, fordi han er konverteret til kristendommen og vil blive anset for at være frafalden. Han har til støtte herfor oplyst, at han allerede i Iran konverterede til kristendommen i sit hjerte og deltog i hemmelige møder i en hjemmekirke i [A] sammen med syv til otte andre personer det sidste halvandet år, han var i byen. De læste i biblen, men ansøgeren var bange og lærte ikke så meget. Ansøgeren blev døbt den [dato i begyndelsen af] 2016 i Danmark. Flygtningenævnet finder – som Udlændingestyrelsen – at ansøgerens forklaring om, at de iranske myndigheder skulle have identificeret ham som deltager i en demonstration den [dato i efteråret] 2009, ikke kan lægges til grund, og nævnet tiltræder allerede på denne baggrund, at der ikke er holdepunkter for at antage, at han som følge af politiske aktiviteter i Iran skulle være kommet i de iranske myndigheders søgelys. Ansøgeren kan derfor ikke meddeles opholdstilladelse på dette grundlag. Flygtningenævnet finder imidlertid, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte ansøgerens troværdige forklaring om, at han allerede i Iran var begyndt at interessere sig for kristendommen, at han i Iran deltog i kristne aktiviteter, og at han kort efter sin indrejse i Danmark opsøgte en kristen menighed. Det må endvidere på baggrund af de fremlagte dokumenter og flere udtalelser fra forskellige præster lægges til grund, at ansøgeren den [dato i begyndelsen af] 2016 er blevet døbt i Danmark, og at han konsekvent og løbende har engageret sig i kristne aktiviteter. Ved vurderingen af, om ansøgerens konversion må anses for reel, har nævnet endvidere lagt vægt på, at ansøgeren på overbevisende måde har kunnet redegøre nærmere for sine refleksioner over motivet for og konsekvenserne af konverteringen, herunder hvilken betydning kristendommen har for ansøgeren. Endvidere har ansøgerens forklaring allerede for Udlændingestyrelsen vist tegn på et forholdsvis godt kendskab til kristendommen. Under hensyn hertil – og på baggrund af sagens oplysninger i øvrigt – finder Flygtningenævnet, at det kan lægges til grund, at ansøgerens konvertering til kristendommen er udtryk for en reel interesse. Herefter, og da der på baggrund af ansøgerens forklaring er grund til at tro, at han ved en tilbagevenden til Iran har behov for og vil leve et åbent kristent liv, er der risiko for, at de iranske myndigheder vil blive bekendt med ansøgerens konversion. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2018/282/DH
Nævnet stadfæstede september 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og uden religion fra Sanadaj, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv, men han har været aktiv for nogle NGO’er. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter, at han vil blive fængslet, henrettet eller udsat for fysiske overgreb af de iranske myndigheder, fordi de betragter ham som modstander af regeringen og islam. Han har til støtte herfor oplyst, at han ikke tror på islam, og at han vil bekæmpe den fjendtlighed, der er mod arbejdsklassen, kvinder og børn i Iran. Mens han gik på gymnasiet og universitetet, blev han truet og udsat for fysiske overgreb af lærere, skoleledere og klassekammerater, fordi han var aktiv for nogle NGO’er og udtalte sig om kvinders rettigheder og religion. I sommeren 2010 blev ansøgeren i en park opsøgt af fem personer fra Basij-gruppen ”De 14 brødre”. De tilbageholdt ansøgeren i en park i omkring syv timer, hvor de truede med at slå ham ihjel, hvis han ikke stoppede med sine udtalelser. Otte måneder før ansøgerens udrejse af Iran, blev han og hans kollega løbende opsøgt af myndighedspersoner i deres forretning. De chikanerede dem og beskyldte dem for at være medlemmer af PJAK, fordi nogle af deres kunder var kritiske over for regeringen. På omtrent samme tidspunkt kom der en person ind i deres forretning. Ansøgeren fortalte ham om sine holdninger, og personen truede ansøgeren ved at fortælle, at det var nemt at likvidere folk med enten en kniv eller syre. Ansøgeren opholdt sig herefter ikke længere på sin bopæl, men tog i stedet ophold hos forskellige bekendte, hvorefter han udrejste illegalt af Iran i [efteråret] 2015 ved at krydse grænsen til Tyrkiet til fods. Efter han var udrejst, blev hans forældres bopæl opsøgt af to personer, som spurgte efter ansøgeren. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring om, at han skulle være i et asylbegrundende modsætningsforhold til de iranske myndigheder, ikke kan lægges til grund. Der er således i ansøgerens forklaring ikke holdepunkter for at antage, at han i Iran skulle have udført aktiviteter eller udtalt sig på en måde, der sætter ham i risiko for asylbegrundende overgreb fra de iranske myndigheders eller andres side. Ansøgerens angivelige udtalelser og aktiviteter for forskellige NGO’er har ifølge ansøgeren været kendt af myndighederne længe, men er ikke ført til anholdelse, afhøring eller andre reaktioner fra myndighedernes side ud over muligvis en vis chikane. De trusler, som ansøgeren oplyser at have været udsat for i 2010 og 2015, er helt enkeltstående og forekommer efter ansøgerens forklaringer tilfældige og uden sammenhæng med ansøgerens angivelige aktiviteter. Den første trussel blev således fremsat i 2010 af gruppen ”De 14 brødre”, som ansøgeren imidlertid ikke siden har modtaget trusler fra. Den seneste trussel, som ansøgeren skulle have modtaget 8 måneder forud for sin udrejse af Iran i [efteråret] 2015, blev fremsat af en person, som ansøgeren ifølge sin forklaring for Udlændingestyrelsen selv opfattede som en kunde i sin forretning, og som ansøgeren angiveligt fortalte om sine holdninger. Denne trussel, som tilsyneladende har været udslagsgivende for ansøgerens beslutning om at flygte ud af Iran, opfattede ansøgeren som så alvorlig, at han valgte at fraflytte sin bopæl for op til udrejsen at bo hos venner og bekendte, om end han dog samtidig fortsatte sin daglige gang og arbejde i selvsamme forretning, som han havde modtaget truslen i. Denne adfærd savner sammenhæng med, at ansøgeren på det tidspunkt anså sig for alvorligt udsat for forfølgelse eller overgreb fra de iranske myndigheders eller andres side. Hertil kommer, at ansøgeren i sit asylansøgningsskema omtaler en episode, hvor han er blevet truet af en gruppe ekstremister, og at han i 1 år boede i skjul hos venner og bekendte. Oplysningerne i asylansøgningsskemaet, der muligvis ikke er udtømmende, passer dog hverken med oplysningerne om den første trussel, der fandt sted mange år forud for udrejsen, eller den seneste trussel, der blev fremsat af én person, der kom i ansøgerens forretning. Ved vurderingen af ansøgerens forklaring om sit modsætningsforhold til de iranske myndigheder har nævnet tillige lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret uoverensstemmende om en række forhold, herunder hvorvidt myndighederne beskyldte ansøgeren for at være tilknyttet PJAK. Ansøgeren har således under sin asylsamtale den [dato i begyndelen af] 2017 og for nævnet forklaret, at både ansøgeren og dennes kollega blev beskyldt for at være tilknyttet PJAK, mens han under oplysnings- og motivsamtalen den [dato i begyndelsen af] 2016 har forklaret, at det alene var kollegaen, der blev sat i forbindelse med PJAK. Efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaringer om sin situation i Iran, hvorunder nævnet har inddraget sit indtryk efter ansøgerens forklaring for nævnet, kan det herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens 7. Nævnet tiltræder, at heller ikke oplysningerne om ansøgerens manglende religion kan føre til, at han meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Ansøgeren har efter sin egen forklaring aldrig praktiseret nogen religion i Iran, hvilket har udsat ham for chikane og angiveligt visse overgreb i hans skoletid, men dog ikke for overgreb i et omfang, der kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Endelig finder nævnet, at heller ikke ansøgerens aktiviteter i Danmark, herunder hans deltagelse i et religionskritisk teaterstykke og hans angivelige deltagelse i demonstrationer foran den iranske ambassade, kan antages at have bragt ham i de iranske myndigheders søgelys på en måde, hvor han ved en tilbagevenden til Iran risikerer forfølgelse eller at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/281/DH
Nævnet meddelte i september 2018 opholdstilladelse (K -status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunnimuslim af religiøs overbevisning fra Vest-Aserbadjan [provins], Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet eller fængslet på livstid. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i [første halvår] 2014 var ansat som chauffør i firmaet Sepah-Sad. Grundet manglende aflønning besluttede ansøgeren og en række af firmaets øvrige chauffører at demonstrere foran guvernørens kontor i [by]. Under demonstrationen blev ansøgeren anholdt og ført til efterretningstjenestens kontor i [by] og senere samme dag til efterretningstjenestens hovedkontor i Orumieh i Aserbadjan [provins]. Her blev ansøgeren tilbageholdt i omkring halvanden til to måneder frem til [sommeren] 2014, i hvilken periode han blev udsat for tortur. Ansøgeren blev efterfølgende overført til et fængsel i [by], hvor han sad fængslet i omkring 13 måneder. I midten af [efteråret] 2015 blev ansøgeren løsladt på orlov i ti dage mod kaution, som ansøgerens bror havde stillet for ham. Under sit fængselsophold var ansøgeren blevet gjort bekendt med, at hans tidligere chef var tilknyttet den iranske efterretningstjeneste. I løbet af sin orlov blev ansøgeren ringet op af sin advokat, som rådede ansøgeren til at udrejse af Iran. Advokaten oplyste, at ansøgerens tidligere chef havde fået lagt et dokument på ansøgerens sag, hvoraf fremgik, at ansøgeren og flere medlemmer af hans familie var antirevolutionære og bekæmpede regeringen. Ansøgeren udrejste herefter af Iran [i slutningen] 2015. Efter ansøgerens udrejse er ansøgerens hustru blevet opsøgt af efterretningstjenesten, som har spurgt efter ansøgeren. Ansøgerens forældre og bror er ligeledes blevet opsøgt af myndighederne. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet bemærker, at ansøgeren under sagens behandling i Flygtningenævnet har været præget af at have været udsat for tortur. Nævnet tillægger det i denne sammenhæng tillige betydning, at de lægelige oplysninger, indhentet under ansøgerens ophold i Danmark, peger i retning af, at ansøgeren må anses som torturoffer. Nævnet bemærker i henseende til nogle mindre betydende divergenser, at disse bør vurderes i lyset af ansøgerens skrøbelige psyke. Herefter finder nævnet at kunne lægge til grund, at ansøgeren har været i myndighedernes søgelys på grund af sine regimekritiske udtalelser og fortsat vil være det ved en tilbagevenden til Iran. Nævnet har ved denne vurdering lagt vægt på, at ansøgeren har unddraget sig yderligere fængsling og dermed tilsidesat vilkårene i den stillede kaution, hvorved brorens hus er blevet konfiskeret. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2018/280/TLNJ
Nævnet hjemviste i september 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar, hvor den mandlige ansøger er fra Iran og den kvindelige ansøger er fra Afghanistan samt to børn. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Den mandlige ansøger er iransk statsborger, etnisk sistani og ikke-troende fra Mashad, Iran. Den kvindelige ansøger er afghansk statsborger, etnisk hazara og shia-muslim fra Mashad, Iran. Den kvindelige ansøger er født og opvokset i Iran. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Iran frygter, at de vil blive slået ihjel af den mandlige ansøgers bror og far, fordi de ikke accepterer ansøgernes ægteskab. Den kvindelige ansøger har endvidere henvist til, at de afghanske myndigheder ikke vil anerkende hende som afghansk statsborger. Ansøgerne har til støtte herfor oplyst, at de blev gift i 2009. Den mandlige ansøgers familie var i begyndelsen imod deres ægteskab, fordi den kvindelige ansøgers familie ikke havde samme sociale status, som den mandlige ansøgers. Den kvindelige ansøgers mor er født i Iran, og hendes far er født i Afghanistan. Den kvindelige ansøger er født og opvokset i Iran. Den mandlige ansøgers familie var ikke bekendt med den kvindelige ansøgers afghanske statsborgerskab på tidspunktet for vielsen. I 2010 fratog de iranske myndigheder den kvindelige ansøgers iranske identitetsdokumenter, og hun fik i stedet udstedt en midlertidig opholdstilladelse som afghaner i Iran. I 2015 indleverede den mandlige ansøger sin fødselsattest og vielsesattest til fornyelse hos myndighederne. I [efteråret] 2015 modtog den kvindelige ansøger et opkald fra den mandlige ansøgers bror ved navn [A], hvor han truede hende. Den mandlige ansøger fik at vide af sin søster [B], at [A], via en person hos myndighederne, havde fundet ud af, at den kvindelige ansøger var afghaner, hvorfor [A] var på vej til ansøgernes bopæl i Mashad. Da den mandlige ansøger kom hjem, besluttede ansøgerne sig for at forlade deres bopæl med det samme. Ansøgerne tog derefter ophold i et hus beliggende uden for Mashad i omkring syv til ti dage. Herefter rejste ansøgerne til Teheran, hvorefter de udrejste af Iran. Ansøgerne har efter deres indrejse i Danmark fået interesse for kristendommen. [I efteråret] 2017 blev ansøgerne døbt i [C] kirke. Efter de foreliggende oplysninger finder nævnet, at der er en sådan tvivl om den kvindelige ansøgers statsborgerskabsforhold, at der ikke er grundlag for på nuværende tidspunkt at behandle sagen i Flygtningenævnet. Nævnet har lagt vægt på, at det efter baggrundsoplysningerne om indholdet af den afghanske statsborgerskabslovgivning må anses som tvivlsomt, om den kvindelige ansøger har opnået afghansk statsborgerskab. Hertil kommer, at det efter de for nævnet foreliggende baggrundsoplysninger forholder sig således, at en udenlandsk kvinde, der gifter sig med en iransk statsborger, opnår iransk statsborgerskab. På denne baggrund, og idet der efter nævnets oplysninger ikke er en accept af dobbelt statsborgerskab i hverken Iran eller Afghanistan, finder nævnet det rettest at sagen hjemvises til Udlændingestyrelsen til nærmere belysning af den kvindelige ansøgers statsborgerskabsforhold. Henset til den nære sammenhæng mellem asylmotiverne i den kvindelige og mandlige ansøgers sag, finder nævnet, at også den mandlige ansøgers sag må omfattes af beslutningen om hjemvisning. Det tilføjes, at Udlændingestyrelsen herved også vil få mulighed for at forholde sig til spørgsmålet om, hvorvidt ansøgernes konversion har betydning for muligheden for at opnå opholdstilladelse i Danmark. Om statsborgerskabsspørgsmålet kan Flygtningenævnet udover det baggrundsmateriale, der fremgår af den af Udlændingestyrelsen fremsendte sag, mere generelt henvise til European University Institute: Report on Citizenship Law udgivet i marts 2017, og Landinfo: Respons. Afghanistan: Krav til foreldres samtykke ved søknad om statsborgerskap for barn, udgivet den 27. januar 2015.” Iran/2018/278/LINB
Nævnet stadfæstede i september 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og yarsan fra Sarpol-e-Zahab, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter, at han vil blive straffet af sin tidligere kæreste, [A]’s, familie, fordi de er imod, at ansøgeren og [A] var i et forhold. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter, at han vil blive straffet af de iranske myndigheder, fordi myndighederne beslaglagde 500 gram heroin i ansøgerens bil. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i forbindelse med sit job som taxachauffør i september 2014 mødte en kvinde ved navn [A]. Omkring to til tre måneder herefter blev de kærester. En dag i juli eller august 2015 skulle ansøgeren køre [A] hjem. Ansøgeren satte hende af 15 til 20 huse fra hendes bopæl. En time herefter skrev ansøgeren to eller tre beskeder til [A], hvilke hun ikke besvarede. Dagen efter sendte ansøgeren igen en besked til [A], hvori han spurgte, hvorfor hun ikke havde svaret. Samme dag, mens ansøgeren kørte taxa med fire kunder, blev han stoppet af en bil, hvori der sad fire personer, herunder også [A]’s bror, [B]. [B] og de andre personer steg ud af bilen og slog ansøgeren, mens [B] ligeledes truede ansøgeren på livet. Ansøgerens kunder stoppede overfaldet, hvorefter ansøgeren flygtede til fods til en nærliggende landsby ved navn [C]. Her tog han ophold hos sin ven, [D], i fire til syv dage. Ansøgeren ringede samme dag til sin bror, som tog til det sted, hvor ansøgeren havde efterladt sin bil. Han kontaktede derefter ansøgeren og fortalte, at politiet havde fundet 500 gram heroin i ansøgerens bil. Ansøgeren tog herefter ophold hos sin svoger i Teheran i to måneder. Ansøgerens far antog en advokat, der foreslog, at ansøgeren meldte sig selv til politiet, hvilket ansøgeren afslog. Kort før udrejsen af Iran, fik ansøgeren at vide af sin far, at myndighederne havde ransaget familiens bopæl, og spurgt efter ansøgeren. Ansøgeren udrejste af Iran [i efteråret] 2015. Efter udrejsen har ansøgeren fået at vide af sin far, at familiens bopæl ugentligt er blevet ransaget af myndighederne, som har ledt efter ansøgeren. Ansøgeren er blevet indkaldt til mødet i Flygtningenævnet i overensstemmelse med forretningsordenens § 23, stk. 3, og er udeblevet fra nævnsmødet uden at meddele lovligt forfald, jf. forretningsordenens § 36. På den anførte baggrund er sagen blevet gennemført på det foreliggende grundlag med den beskikkede advokats medvirken. Flygtningenævnet kan ikke lægge oplysningerne om ansøgerens asylmotiver til grund. I lighed med Udlændingestyrelsen finder nævnet således, at ansøgerens under sagens tidligere behandling afgivne forklaring om, at han skulle være efterstræbt af [A]’s familie på grund af sit kæresteforhold med hende, fremstår divergerende, utroværdig og konstrueret til lejligheden. Det er i den forbindelse indgået i vurderingen af sagen, at ansøgeren har afgivet divergerende forklaringer om, hvornår han mødte [A], hvordan han kontaktede [A], efter at han satte hende af 15-20 huse fra hendes bopæl, og om [B] og de tre andre personer, der overfaldt ansøgeren, sagde noget, mens de overfaldt ham. Li-geledes i lighed med Udlændingestyrelsen finder nævnet det utroværdigt, at ansøgeren efter sin egen forklaring angiveligt ikke skulle være bekendt med, om hans kæreste [A] havde andre søskende end [B], idet det fremgår af referatet af ansøgerens asylsamtale, at han og [A] talte om hinandens familier med hinanden. Da nævnet herefter ikke finder, at han har sandsynliggjort, at han skulle være efterstræbt af [A]’s familie, må nævnet også forkaste den del af ansøgerens forklaring, der vedrører spørgsmålet om, at han skulle være efterstræbt af myndighederne, fordi myndighederne skulle have fundet 500 gram heroin, som skulle være blevet placeret i den bil, som ansøgeren havde efterladt i forlængelse af overfaldet på ham. Den omstændighed, at ansøgeren er yarsan, kan ikke i sig selv føre til, at han meddeles opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 7. Sammenfattende har ansøgeren således ikke sandsynliggjort, at han er i risiko for forfølgelse som nævnt i udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han ved en tilbagevenden til Iran er i risiko for dødsstraf eller for at blive underkastet tortur eller umenneskelig behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. De forhold, som den beskikkede advokat i sit indlæg som uddybet under nævnsmødet, herunder om tolkeproblemer, har gjort gældende på vegne af ansøgeren, kan ikke føre til en anden vurdering af sagen. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/277/LINB
Nævnet stadfæstede i september 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og yarsan fra Sarpol-e-Zahab, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter, at han vil blive straffet af sin tidligere kæreste, [A]’s, familie, fordi de er imod, at ansøgeren og [A] var i et forhold. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter, at han vil blive straffet af de iranske myndigheder, fordi myndighederne beslaglagde 500 gram heroin i ansøgerens bil. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i forbindelse med sit job som taxachauffør i [efteråret] 2014 mødte en kvinde ved navn [A]. Omkring to til tre måneder herefter blev de kærester. En dag i j[i sommeren] 2015 skulle ansøgeren køre [A] hjem. Ansøgeren satte hende af 15 til 20 huse fra hendes bopæl. En time herefter skrev ansøgeren to eller tre beskeder til [A], hvilke hun ikke besvarede. Dagen efter sendte ansøgeren igen en besked til [A], hvori han spurgte, hvorfor hun ikke havde svaret. Samme dag, mens ansøgeren kørte taxa med fire kunder, blev han stoppet af en bil, hvori der sad fire personer, herunder også [A]’s bror, [B]. [B] og de andre personer steg ud af bilen og slog ansøgeren, mens [B] ligeledes truede ansøgeren på livet. Ansøgerens kunder stoppede overfaldet, hvorefter ansøgeren flygtede til fods til en nærliggende landsby ved navn [C]. Her tog han ophold hos sin ven, [D], i fire til syv dage. Ansøgeren ringede samme dag til sin bror, som tog til det sted, hvor ansøgeren havde efterladt sin bil. Han kontaktede derefter ansøgeren og fortalte, at politiet havde fundet 500 gram heroin i ansøgerens bil. Ansøgeren tog herefter ophold hos sin svoger i Teheran i to måneder. Ansøgerens far antog en advokat, der foreslog, at ansøgeren meldte sig selv til politiet, hvilket ansøgeren afslog. Kort før udrejsen af Iran, fik ansøgeren at vide af sin far, at myndighederne havde ransaget familiens bopæl, og spurgt efter ansøgeren. Ansøgeren udrejste af Iran [i efteråret] 2015. Efter udrejsen har ansøgeren fået at vide af sin far, at familiens bopæl ugentligt er blevet ransaget af myndighederne, som har ledt efter ansøgeren. Ansøgeren er blevet indkaldt til mødet i Flygtningenævnet i overensstemmelse med forretningsordenens § 23, stk. 3, og er udeblevet fra nævnsmødet uden at meddele lovligt forfald, jf. forretningsordenens § 36. På den anførte baggrund er sagen blevet gennemført på det foreliggende grundlag med den beskikkede advokats medvirken. Flygtningenævnet kan ikke lægge oplysningerne om ansøgerens asylmotiver til grund. I lighed med Udlændingestyrelsen finder nævnet således, at ansøgerens under sagens tidligere behandling afgivne forklaring om, at han skulle være efterstræbt af [A]’s familie på grund af sit kæresteforhold med hende, fremstår divergerende, utroværdig og konstrueret til lejligheden. Det er i den forbindelse indgået i vurderingen af sagen, at ansøgeren har afgivet divergerende forklaringer om, hvornår han mødte [A], hvordan han kontaktede [A], efter at han satte hende af 15-20 huse fra hendes bopæl, og om [B] og de tre andre personer, der overfaldt ansøgeren, sagde noget, mens de overfaldt ham. Ligeledes i lighed med Udlændingestyrelsen finder nævnet det utroværdigt, at ansøgeren efter sin egen forklaring angiveligt ikke skulle være bekendt med, om hans kæreste [A] havde andre søskende end [B], idet det fremgår af referatet af ansøgerens asylsamtale, at han og [A] talte om hinandens familier med hinanden. Da nævnet herefter ikke finder, at han har sandsynliggjort, at han skulle være efterstræbt af [A]’s familie, må nævnet også forkaste den del af ansøgerens forklaring, der vedrører spørgsmålet om, at han skulle være efterstræbt af myndighederne, fordi myndighederne skulle have fundet 500 gram heroin, som skulle være blevet placeret i den bil, som ansøgeren havde efterladt i forlængelse af overfaldet på ham. Den omstændighed, at ansøgeren er yarsan, kan ikke i sig selv føre til, at han meddeles opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 7. Sammenfattende har ansøgeren således ikke sandsynliggjort, at han er i risiko for forfølgelse som nævnt i udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han ved en tilbagevenden til Iran er i risiko for dødsstraf eller for at blive underkastet tortur eller umenneskelig behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. De forhold, som den beskikkede advokat i sit indlæg som uddybet under nævnsmødet, herunder om tolkeproblemer, har gjort gældende på vegne af ansøgeren, kan ikke føre til en anden vurdering af sagen. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/277/LINB
Nævnet stadfæstede i september 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og yarsan fra Sarpol-e-Zahab, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter, at han vil blive straffet af sin tidligere kæreste, [A]’s, familie, fordi de er imod, at ansøgeren og [A] var i et forhold. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter, at han vil blive straffet af de iranske myndigheder, fordi myndighederne beslaglagde 500 gram heroin i ansøgerens bil. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i forbindelse med sit job som taxachauffør i september 2014 mødte en kvinde ved navn [A]. Omkring to til tre måneder herefter blev de kærester. En dag i juli eller august 2015 skulle ansøgeren køre [A] hjem. Ansøgeren satte hende af 15 til 20 huse fra hendes bopæl. En time herefter skrev ansøgeren to eller tre beskeder til [A], hvilke hun ikke besvarede. Dagen efter sendte ansøgeren igen en besked til [A], hvori han spurgte, hvorfor hun ikke havde svaret. Samme dag, mens ansøgeren kørte taxa med fire kunder, blev han stoppet af en bil, hvori der sad fire personer, herunder også [A]’s bror, [B]. [B] og de andre personer steg ud af bilen og slog ansøgeren, mens [B] ligeledes truede ansøgeren på livet. Ansøgerens kunder stoppede overfaldet, hvorefter ansøgeren flygtede til fods til en nærliggende landsby ved navn [C]. Her tog han ophold hos sin ven, [D], i fire til syv dage. Ansøgeren ringede samme dag til sin bror, som tog til det sted, hvor ansøgeren havde efterladt sin bil. Han kontaktede derefter ansøgeren og fortalte, at politiet havde fundet 500 gram heroin i ansøgerens bil. Ansøgeren tog herefter ophold hos sin svoger i Teheran i to måneder. Ansøgerens far antog en advokat, der foreslog, at ansøgeren meldte sig selv til politiet, hvilket ansøgeren afslog. Kort før udrejsen af Iran, fik ansøgeren at vide af sin far, at myndighederne havde ransaget familiens bopæl, og spurgt efter ansøgeren. Ansøgeren udrejste af Iran [i efteråret] 2015. Efter udrejsen har ansøgeren fået at vide af sin far, at familiens bopæl ugentligt er blevet ransaget af myndighederne, som har ledt efter ansøgeren. Ansøgeren er blevet indkaldt til mødet i Flygtningenævnet i overensstemmelse med forretningsordenens § 23, stk. 3, og er udeblevet fra nævnsmødet uden at meddele lovligt forfald, jf. forretningsordenens § 36. På den anførte baggrund er sagen blevet gennemført på det foreliggende grundlag med den beskikkede advokats medvirken. Flygtningenævnet kan ikke lægge oplysningerne om ansøgerens asylmotiver til grund. I lighed med Udlændingestyrelsen finder nævnet således, at ansøgerens under sagens tidligere behandling afgivne forklaring om, at han skulle være efterstræbt af [A]’s familie på grund af sit kæresteforhold med hende, fremstår divergerende, utroværdig og konstrueret til lejligheden. Det er i den forbindelse indgået i vurderingen af sagen, at ansøgeren har afgivet divergerende forklaringer om, hvornår han mødte [A], hvordan han kontaktede [A], efter at han satte hende af 15-20 huse fra hendes bopæl, og om [B] og de tre andre personer, der overfaldt ansøgeren, sagde noget, mens de overfaldt ham. Ligeledes i lighed med Udlændingestyrelsen finder nævnet det utroværdigt, at ansøgeren efter sin egen forklaring angiveligt ikke skulle være bekendt med, om hans kæreste [A] havde andre søskende end [B], idet det fremgår af referatet af ansøgerens asylsamtale, at han og [A] talte om hinandens familier med hinanden. Da nævnet herefter ikke finder, at han har sandsynliggjort, at han skulle være efterstræbt af [A]’s familie, må nævnet også forkaste den del af ansøgerens forklaring, der vedrører spørgsmålet om, at han skulle være efterstræbt af myndighederne, fordi myndighederne skulle have fundet 500 gram heroin, som skulle være blevet placeret i den bil, som ansøgeren havde efterladt i forlængelse af overfaldet på ham. Den omstændighed, at ansøgeren er yarsan, kan ikke i sig selv føre til, at han meddeles opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 7. Sammenfattende har ansøgeren således ikke sandsynliggjort, at han er i risiko for forfølgelse som nævnt i udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han ved en tilbagevenden til Iran er i risiko for dødsstraf eller for at blive underkastet tortur eller umenneskelig behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. De forhold, som den beskikkede advokat i sit indlæg som uddybet under nævnsmødet, herunder om tolkeproblemer, har gjort gældende på vegne af ansøgeren, kan ikke føre til en anden vurdering af sagen. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/277/LINB
Nævnet stadfæstede i august 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2000. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser fra Teheran, Iran, og har ved sin indrejse i Danmark oplyst, at han var shia-muslim. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter for sit liv, idet han er konverteret til kristendommen. Han blev døbt [i slutningen af] 2001 i Dan-mark og har haft en konsistent tilknytning til det kristne miljø siden 2001. Ansøgeren giver udtryk for sin kristne tilknytning gennem sin facebookprofil og sin blog. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgerens konvertering til kristendommen er udtryk for en reel indre overbevisning. Flygtningenævnet har herved blandt andet lagt vægt på, at det er tidsmæssigt påfaldende, at ansøgeren blev døbt kun 12 dage efter, at han af Udlændingestyrelsen [i slutningen af] 2001 var blevet meddelt afslag på opholdstilladelse. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren heller ikke på tilfredsstillende måde har kunnet redegøre for den undervisning, der gik forud for dåben. Yderligere har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om sin deltagelse i mange kirkelige aktiviteter fremstår som fokuseret på det sociale samvær og den praktiske afvikling af aktiviteterne og ikke på det kristne indhold i aktiviteterne. Flygtningenævnet har tillige lagt vægt på, at ansøgeren under sin oprindelige asylsag oplyste, at han var shia muslim, selv om han som forklaret for nævnet i dag allerede i Iran havde opfattet sig selv som kristen og der havde deltaget i kristne aktiviteter sammen med armenske venner. Endelig har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgeren flere gange har anmodet om genoptagelse af sagen under henvisning til sit oprindelige asylmotiv og først i forbindelse med den anmodning om genoptagelse fra 2015, der har ført til den fornyede behandling i Flygtningenævnet, har angivet sin konvertering som asylmotiv. At ansøgeren i et vist omfang har kunnet redegøre for kristendommen, kan ikke føre til en anden vurdering, da redegørelsen fremstår som udenadslære og uden refleksion. Sammenfattende finder Flygtningenævnet således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Det forhold, at ansøgeren har en blog og en facebookprofil, hvorpå han har oplagt kristne og politiske budskaber, kan ikke føre til en anden vurdering, allerede henset til, at ansøgeren ikke kan anses for profileret i Iran, og at budskaberne derfor ikke kan anses for at være kommet til eller vil komme til myndighedernes kendskab. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2018/276/JAH
Nævnet meddelte i august 2018 opholdstilladelse (K-status) til et ægtepar samt to børn fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Den mandlige ansøger er iransk statsborger født i Bagdad, Irak. Den kvindelige ansøger er etnisk perser fra Isfahan, Iran. Ansøgerne var oprindeligt shiamuslimer, men er efter deres indrejse i Danmark konverteret til kristendommen. Ansøgerne har ikke været medlemmer af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af en irakisk milits, idet han har arbejdet for et firma, der samarbejdede med amerikanere. Den mandlige ansøger har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i perioden fra 2003-2006 arbejdede i Irak for et irakisk firma, som samarbejdede med et amerikansk firma, og derved var imod det irakiske regime. I den forbindelse modtog ansøgeren i 2006 en trussel fra den irakiske milits, Jaish Al Mahdi, i form af en advarsel gennem sin fars ven, som oplyste, at ansøgerens navn stod på militsens liste over uønskede personer, som skulle slås ihjel. Ansøgeren udrejste af Irak omkring en uge efter modtagelsen af denne trussel. Den mandlige ansøger har som asylmotiv yderligere henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter de iranske myndigheder, idet han og hans ægtefælle har fået en dom, som lyder på et års fængsel og 99 piskeslag, idet de indledte et forhold uden for ægteskabet, og inden den kvindelige ansøgerens skilsmissesag var blevet afgjort. Den mandlige ansøger har til støtte herfor oplyst, at han og hans ægtefælle blev anholdt [i begyndelsen af 2009], og at han blev beskyldt for at være sammen med en gift kvinde. Under anholdelsen var der den kvindelige ansøgerens tidligere ægtefælle også til stede. De blev efterfølgende kørt til politistation i byen Kashan, hvor de blev fængslet i en uges tid, hvorefter de blev løsladt mod kaution. [I foråret 2009] blev de religiøst viet, og de har [I foråret 2009] registreret deres ægteskab ved en offentlig myndighed. [I foråret 2009] modtog de, på deres bopælsadresse i byen Qom, en dom på et års fængslet og 99 piskeslag. De blev efterfølgende opsøgt af to politibetjente og den kvindelige ansøgerens tidligere ægtefælle. Ved denne lejlighed blev de anholdt og fængslet i tre dage. Da den kvindelige ansøger på det tidspunkt var gravid og fik det dårligt, blev de løsladt mod kaution og med en aftale, at de skulle afsone straffen om to år, når den kvindelige ansøger ikke længere ammede. Efter fødslen af deres tvillingebørn, den [i foråret 2010], boede familien i skjul indtil deres udrejse i [efteråret 2015]. Den kvindelige ansøger har om sit asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter de iranske myndigheder og har henvist til den mandlige ansøgers asylmotiv. Ansøgerne har som nyt asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Iran frygter de iranske myndigheder, idet de begge er konverteret til kristendommen efter deres ankomst til Danmark. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaringer om deres konflikt med de iranske myndigheder til grund, idet ansøgerne har forklaret divergerende, utroværdigt og udbyggende herom, hvorfor forklaringerne fremstår som konstruerede til lejligheden. Det kan derfor ikke føre til en anden vurdering, at ansøgerne har fremlagt en straffedom, der angiver at stamme fra Retten i Qom. Flygtningenævnet har herved blandt andet lagt vægt på, at ansøgerne har forklaret divergerende om, hvor og under hvilke omstændigheder de blev anholdt første gang. Den mandlige ansøger har således under den første samtale med Udlændingestyrelsen forklaret, at forholdet til den kvindelige ansøger blev opdaget en nat, hvor han overnattede hos hende, og den kvindelige ansøger har ligeledes under den første samtale med Udlændingestyrelsen forklaret, at de lå og sov, da de blev anholdt, hvorimod de begge under den anden samtale med Udlændingestyrelsen har forklaret, at de sad og spiste, at politiet kom. Endvidere har den mandlige ansøger for Flygtningenævnet forklaret, at de var alene i huset, da de blev anholdt, mens den kvindelige ansøger under den anden samtale med Udlændingestyrelsen har forklaret, at hendes børn sov i huset, hvilket den kvindelige ansøger under sin forklaring for Flygtningenævnet har ændret til, at børnene var hos deres far. Endvidere har begge ansøgere for Flygtningenævnet forklaret udbyggende om, at politiet var voldeligt og skubbede og sparkede i forbindelse med den første anholdelse, hvilket de ikke tidligere har forklaret om. Flertallet af Flygtningenævnets medlemmer finder efter en samlet vurdering at kunne lægge til grund, at ansøgernes konversion til kristendommen er reel og har herunder navnlig lagt vægt på ansøgernes forklaringer herom under nævnsmødet, hvor de på en troværdig og overbevisende måde har forklaret om baggrunden for deres konversion og har redegjort fyldestgørende for deres egen kristne overbevisning og for de kristne budskaber. Hertil kommer, at de er døbt og fortsat har stærk tilknytning til kirken, hvor de deltager i mange aktiviteter. Flertallet af Flygtningenævnet finder endvidere efter de foreliggende oplysninger om ansøgernes religiøse adfærd og aktiviteter, herunder deres forklaringer om, at de vil fortsætte disse aktiviteter ved en tilbagevenden til Iran, blandt andet ved at missionere for andre, at de vil være i risiko for forfølgelse i Iran. Flertallet af Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, hvorfor de meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det bemærkes, at der ikke er grundlag for i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 4, at henvise ansøgerne til at tage ophold i Irak. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgerne og medfølgende børn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2018/275/AZU
Nævnet stadfæstede i juli 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder fra [by], Iran. Ansøgeren er tidligere sunnimuslim af trosretning, men konverterede til kristendommen i Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder som følge af hans konversion til kristendommen. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af sin tidligere ægtefælles familie. Endelig har ansøgeren henvist til, at han frygter at blive straffet af de iranske myndigheder, grundet hans illegale udrejse af Iran. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv vedrørende konversionen oplyst, at han var omkring 14-15 år gammel, da han blev venner med to kristne drenge ved navn [A] og [B], som tog ansøgeren med i kirke. Ansøgeren blev nysgerrig på kristendommen og begyndte at lære mere herom, ligesom han deltog fast i kirkens møder. Ansøgeren blev [sommeren] 2001 døbt af [A] og [B] i en huskirke i Iran. På en ukendt dato i slutningen af 2012 skulle ansøgeren mødes i en park med [A] og [B], idet de skulle introducere kristendommen for to til tre nye personer. Ansøgeren gik på toilettet, mens de ventede på de to til tre andre personer. På vej tilbage fra toilettet opdagede ansøgeren, at [A] og [B] var blevet anholdt af en civilklædt betjent. Myndighederne konfiskerede tillige ansøgerens bil, hvor der blandt andet lå en bibel, et kors samt materiale vedrørende kristendommen. Ansøgeren skjulte sig, indtil han blev hentet af en ven ved navn [C]. Ansøgeren blev kørt til en frugtplantange tilhørende sin morbror, hvor han opholdt sig i seks måneder. Ansøgeren udrejste herefter til Irak [ultimo] 2012, hvorfra han udrejste efter fire år på grund af frygten for ISIL. Ansøgeren har fortsat sine kristne aktiviteter efter ankomsten til Danmark. Ansøgeren er blandt andet blevet konfirmeret [primo] 2017 i [kirke] i [dansk by]. Ansøgeren har desuden vedlagt en række udtalelser samt bekræftelse på deltagelse i dåbsoplæring og kristendomsundervisning, herunder tre udtalelser fra […], sognepræst i [kirke] i [dansk by], en skrivelse af [primo] 2017 fra […], biskoppen over [område] stift samt en udtalelse af [foråret] 2016 fra sognepræst […], [kirke] i [dansk by]. Endelig har ansøgeren fremlagt en bekræftelse på at have deltaget i […] Bibelcamping [sommeren] 2018. For så vidt angår ansøgerens frygt for sin tidligere svigerfamilie, har ansøgeren oplyst, at han indgik ægteskab i 2005, men lod sig skille i 2008. Ansøgeren fik efterfølgende problemer med sin tidligere svigerfamilie, idet det var ansøgeren, der havde ønsket at lade sig skille. Ansøgerens tidligere svigerfamilie generede ansøgeren, og ansøgerens familie blev opsøgt i 2013, hvor de fremsatte trusler mod ansøgeren og hans familie. Ansøgerens familie blev opsøgt tre gange, men ansøgeren boede i Irak, og én gang efter ansøgerens ankomst til Danmark. Ansøgeren har som asylmotiv primært henvist til sin konvertering til kristendommen og sin aktive udøvelse af denne. Derudover har ansøgeren henvist til, at han som beskrevet frygter sin tidligere svigerfamilie, og at han har unddraget sig militærtjeneste. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren på baggrund af dennes forklaringer generelt må anses for utroværdig. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren ved fremmøde i Flygtningenævnet har forklaret, at han, der er født i [årstal], aftjente værnepligt i to måneder, men at han derefter rømmede fra militærtjeneste. Ansøgeren har ikke kunnet forklare præcis hvornår dette fandt sted, men det må efter hans alder have været senest omkring 2000 til 2002. Det bemærkes, at ansøgeren har forklaret at han fik kørekort i militæret, og at han i hvert fald i en periode fra 2005 har arbejdet som chauffør. Det forekommer utroværdigt, at ansøgeren i op til ti år efter at have unddraget sig militærtjeneste, ikke er blevet udsat for nogen sanktioner fra myndighederne til trods for at han i hvert fald i en længere periode fortsat boede hos sine forældre og at han ikke i øvrigt holdt sig skjult. Det forekommer endvidere usandsynligt at han blev skilt fra sin først ægtefælle i enighed i 2008, men at svigerfamilien alligevel, flere år senere, begyndte at foretage truende henvendelser til ansøgeren. Flygtningenævnet finder endvidere ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring om, hvorledes han konverterede til kristendommen og blev døbt, til grund. Det forekommer efter Flygtningenævnets opfattelse usandsynligt, at to drenge i 12- 14 års alderen skulle have haft en ledende rolle i en i forvejen eksisterende kristen menighed og at disse nogle år senere skulle have døbt ansøgeren. Flygtningenævnet finder endvidere, som også anført af Udlændingestyrelsen, at det er usandsynligt, at ansøgeren, der er opvokset som muslim, i flere år har været en del af en kristen menighed, som efter hans egen opfattelse var under observation af myndighederne. Ligeledes finder Flygtningenævnet ansøgerens forklaring om omstændighederne ved arrestationen af hans venner [A] og [B] usandsynlig. Det findes herunder usandsynligt, at ansøgeren var i stand til at undgå arrestation blot fordi han gik på toilettet mens arrestationen fandt sted, ligesom det er påfaldende, at ansøgerens kørekort var efterladt i bilens sammen med bibler og kors. Flygtningenævnet finder det påfaldende, at ansøgeren på udtrykkelig forespørgsel i Flygtningenævnet har forklaret afglidende og upræcist om sine erhvervsmæssige forhold, bortset fra at han i en periode fra 2005 var chauffør. Flygtningenævnet finder det endvidere påfaldende, at ansøgerens identitetskort fra hans ophold og arbejde i Irak indeholder et andet efternavn end det, han har oplyst over for de danske myndigheder. Flygtningenævnet finder ikke ansøgerens forklaring om baggrunden herfor sandsynlig. Flygtningenævnet kan derfor efter en samlet vurdering ikke lægge til grund, at ansøgeren reelt var kristen, da han indrejste i Danmark, eller at han senere er konverteret til kristendommen. Af de grunde der er anført ovenfor vedrørende ansøgerens forklaring om hans subsidiære asylmotiver, og endvidere under hensyn til at der nu er forløbet en længere årrække fra ansøgeren efter sin forklaring blev skilt respektive unddrog sig militærtjeneste, kan de påberåbte forhold ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb efter § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/274/CABV
Nævnet stadfæstede i august 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig stats-borger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser fra [by], Iran, og har oplyst at være kristen af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men ansøgeren har udført politiske aktiviteter ved at deltage i demonstrationer, ligesom hun har skrevet politiske artikler samt delt politiske opslag på Facebook og Twitter. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder, herunder af en mand ved navn [A]. Videre har ansøgeren henvist til, at hun frygter at blive udsat for overgreb af sin farbror og fætter. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun i slutningen af [sommeren] 2014 begyndte at arbejde som prostitueret, efter at hun blev tilbudt arbejdet af en kvinde ved navn [B]. Ansøgeren havde brug for penge og kunne ikke finde andet arbejde. Ansøgeren skulle kun møde op i den lejlighed, hvorfra arbejdet foregik, når [B] kontaktede hende på en til formålet udleveret mobiltelefon. I lejligheden arbejdede foruden [B] og ansøgeren tre andre kvinder. Ansøgeren fik dæknavnet [X]. Hun ophørte med at arbejde som prostitueret i lejligheden i sommeren 2015, da hun havde tjent penge til at betale for sin mors operation. Hun var på dette tidspunkt i færd med at opnå studievisum til Danmark, hvor hun søgte ind på en uddannelse. I [efteråret] 2015 blev hun ringet op af en af de andre prostituerede i lejligheden, der fortalte, at civilklædte mænd var mødt op i lejligheden og havde anholdt [B] og to andre piger, ligesom computere med billed- og videomateriale var blevet beslaglagt. Ansøgeren frygtede, at myndighederne ville blive bekendt med hendes arbejde som prostitueret. Hun fik tre eller fire dage senere besked fra ambassaden om, at hun havde fået studievisum til Danmark, og omkring yderligere en uge senere [dato i efteråret] 2015 udrejste hun af Iran på dette visum. Kort efter sin indrejse i Danmark bad ansøgeren en ven fra Sepah om at undersøge, hvilke oplysninger Sepah havde om episoden i lejligheden. Ansøgeren fik herefter fortalt, at en indflydelsesrig mand ved navn [A] havde opdaget, at hans ægtefælle arbejdede som prostitueret i lejligheden sammen med nogle andre piger. [Ultimo] 2017 blev ansøgeren kontaktet af sin søster, som fortalte, at familiens bopæl var blevet opsøgt af civilklædte personer, der havde en anholdelsesordre på ansøgeren. Én af de civilklædte personer var [A], og anholdelsesordren vedrørte både ansøgerens arbejde som prostitueret, hendes politiske aktiviteter og hendes kristne tro. De civilklædte personer havde ransaget bopælen og taget ansøgerens bror med. Ansøgerens bror kontaktede herefter deres farbror, og de fik begge vist billedmateriale fra lejligheden. Ansøgerens farbror og fætter har som følge heraf fremsat trusler mod ansøgeren, ligesom de har fremsat trusler grundet hendes konversion. Vedrørende ansøgerens konversion til kristendommen, har ansøgeren oplyst, at hun har følt sig kristen siden omkring 2013. Hun begyndte at gå i kirke kort tid efter, at hun ankom til Danmark. Hun gik i kirke i [dansk by], men ophørte efter to til tre gudstjenester, idet hun frygtede, at hun ville blive angivet til de iranske myndigheder. Ansøgeren blev udmeldt af sit studie i [primo] 2018, hvorefter hun indgav ansøgning om asyl [få dage senere i] 2018. Ansøgeren blev indkvarteret et andet sted i Danmark, hvor hun på ny begyndte at gå i kirke. Ansøgeren har siden starten af 2018 deltaget til gudstjenester i [dansk by] Baptistkirke, ligesom hun har deltaget i kristendomsundervisning forud for, at hun [sommeren] 2018 blev døbt. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort sine asylmotiver, idet hendes forklaring om motiverne i alt væsentligt ikke kan lægges til grund. For så vidt angår den angivelige konflikt som følge af ansøgerens arbejde som prostitueret har nævnet lagt vægt på, at det fremstår helt usandsynligt, at en kvinde, som ansøgeren kun kendte perifert, ville risikere at involvere ansøgeren i et arbejde som prostitueret og dermed i kriminelle aktiviteter. Det anses tillige usandsynligt, at ægtefællen til et medlem af Sepah ville risikere at arbejde som prostitueret i lejligheden. Nævnet har endvidere i bedømmelsen af ansøgerens generelle troværdighed lagt vægt på indholdet af dels ansøgerens ansøgning om studievisum til Danmark, hvorefter ansøgeren fra [foråret] 2006 til [sommeren] 2015 har arbejdet som commercial director and chairman for [navngiven firma], dels asylsansøgningsskemaets oplysning om, at hun fra 2010/2011 til 2013/2014 har arbejdet i Kish. Nævnet bemærker endvidere, at ansøgeren ikke søgte om asyl ved sin indrejse i Danmark [foråret] 2015, men først [primo] 2018, efter at hun var blevet udmeldt af sit studie og var blevet pålagt at udrejse af Danmark. Det findes i den forbindelse usandsynligt, at myndighederne i Iran først opsøgte ansøgerens families bopæl to et halvt år efter myndighedernes angivelige anholdelse af de tre andre kvinder i lejligheden og beslaglæggelse af billed- og videomateriale. Flygtningenævnet finder endvidere, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hendes konversion til kristendommen er reel. Nævnet har herved navnlig lagt vægt på, at ansøgeren på den ene side har anført, at hun har følt sig kristen siden omkring 2013, men at hendes kirkegang siden indrejsen i Danmark har været begrænset til et absolut minimum, og at hun først for nogle måneder siden – tidsmæssigt omtrent sammenfaldende med ansøgerens indgivelse af ansøgning om asyl – er påbegyndt kristendomsundervisning og er blevet døbt. Ansøgerens forklaring om, at hun afstod fra kirkegang og fra at vise interesse for kristendommen som følge af frygt for at blive angivet til de iranske myndigheder kan ikke føre til en ændret vurdering, og stemmer ikke overens med hendes oplysning for nævnet om, at hun føler sig kaldet til at missionere for kristendommen både i Danmark og ved en eventuel tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet finder endvidere, at ikke ansøgeren har sandsynliggjort udført politisk propaganda af en sådan karakter, at det kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder derfor, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, ikke er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/273/CABV
Nævnet stadfæstede i februar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig stats-borger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder fra Teheran. I Iran var han Gorani-yarsan. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet eller henrettet af de iranske myndigheder, fordi han har en større pro-kurdisk tatovering på ryggen, og myndighederne mistænker ham for at være politisk aktiv. Endvidere frygter han at blive forfulgt, fordi han i Danmark er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte herfor henvist til, at han fik tatoveringen i 2011/12. Tatoveringen forestiller et kort over den del af Iran, Irak og Syrien, som ansøgeren og andre, ønsker skal blive til et uafhængigt Kurdistan. Ansøgeren er kickbokser. Han var i Iran utilfreds med, at han ikke i dette land kunne udvikle sig som professionel kickbokser, hvilket var en medvirkende årsag til hans udrejse. Nogle måneder før udrejsen blev han fyret fra sit job som klejnsmed, hvilket ikke var en medvirkende årsag til udrejsebeslutningen. Til styrelsen løj han først om sin aftjening af værnepligt, da han frygtede, at sandheden ville skade hans sag og få det til at se ud som om, han sympatiserede med det iranske regime. Han korrigerede dog sig selv og fortalte sandheden senere under samme afhøring. En dag i 2015 trænede han kickboksning i bar overkrop i [by]. Han fik en fornemmelse af, at to personer observerede ham. Ansøgeren mistænker disse personer for at være fra efterretningstjenesten. De pågældendes tøj og radio tydede herpå. Han blev også i en svømmehal advaret om, at han kunne risikere at få problemer på grund af tatoveringen. På grund af episoden i [by] blev han nervøs og tog hjem og hentede id-papirer og rejste til sin mor i [anden by]. Senere fik ansøgeren besked fra en forretningsmand i Teheran om, at hans hjem var blevet ransaget af myndighederne tidligere anførte dag. Ansøgeren udrejste umiddelbart efter. Udrejsen var legal. Farzad var i denne periode tilbageholdt af efterretningsvæsnet i [by]. Farzad fortalte ham, at tjenesten havde krævet, at han fik fat på ansøgeren. Vennen fik ikke at vide, hvorfor efterretningstjenesten søgte efter ansøgeren, men han formoder, at det skyldes hans tatovering. Efter udrejsen mistede ansøgeren sit pas. I 2016 rettede efterretningstjenesten henvendelse på ansøgerens mors og brors bopæl. Broren blev afhørt om ansøgerens opholdssted, og broren måtte underskrive en erklæring, hvori han lovede at henvende sig med oplysninger om ansøgeren. Det blev ikke oplyst, hvorfor myndighederne ville tale med ansøgeren. Han er fortsat jævnligt i kontakt med familien i Iran. Ansøgeren interesserede sig allerede i Iran for kristendommen. I 2013 blev han ved en kontrolpost fundet i besiddelse af en bibel og anklaget for at missionere. Efter 2 timers afhøring underskrev han en erklæring om, at han i fremtiden ville afholde sig fra at missionere, og han blev derefter løsladt. Til Udlændingestyrelsen oplyste ansøgeren, at han i Danmark havde været i kirke 20-25 gange, og at han overvejede at konvertere. Efter styrelsens afslag den [nærmere angiven dato i foråret] 2017 blev han den [nærmere angiven dato i efteråret] 2017 døbt. Han har i Danmark, som det er anført i skriftlige erklæringer, deltaget i kristendomsundervisning, gudstjenester og kirkelige arrangementer. For nyligt har han endvidere deltaget i en regimekritisk demonstration foran den iranske ambassade i København. På hans åbne facebook-profil er der en række kristne tekster. Først var hans facebook-navn [X]. Han postede oprindeligt mest om sin sport. Han kommer ikke længere til sportsstævner, og han skriver nu ikke længere om sport. Han ændrede sit profilnavn til [Y] (uden hans efternavn). Den [nærmere angiven dato primo] 2018 uploadede han en film, der skulle vise, han brænder et foto af Khamenei af. Han kan ikke åbne filen med filmen. På hans facebook-profil kan man se en anden film, hvor andre foretager afbrænding. Man kan høre, at der bliver råbt Khameneifjendtlige slagord. Man kan tydeligt se ansøgeren på denne film, som han selv har optaget. Film med hans dåb kan også ses på facebook-siden. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om hans asylmotiver til grund. Nævnet henser herved til, at ansøgeren har forklaret divergerende om flere centrale spørgsmål vedrørende de i øvrigt ret få begivenheder i Iran, som han har forklaret om. Ansøgeren har således under den første af styrelsens samtaler oplyst, at [B] var tilbageholdt i to dage i forbindelse med ransagning af sit eget hus, samt at ansøgerens hus blev ransaget samme dag eller dagen efter. Efter løsladelsen fortalte [B] ham om tilbageholdelsen, og ansøgeren rejste 4-5 dage senere til [by], og han udrejste senere. Under styrelsens næste samtale har ansøgeren oplyst, at episoden i svømmehallen foregik nogle dage efter, han under træningen blev overvåget. ”Mindre end en måned” efter overvågningen flyttede han hen til sin mor. Efter to ugers ophold hos moren, blev han informeret om ransagningen af hans bolig. Senere den dag udrejste han. Først efter udrejsen hørte han om tilbageholdelsen af sin ven. I Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at han rejste til moren den dag, han blev overvåget, samt at han dagen efter fik oplyst, at hans hjem var blevet ransaget. Vennen blev anholdt på ansøgerens bopæl. Ansøgeren fik at vide, at vennen havde været tilbageholdt i en dag. Flygtningenævnet kan endvidere ikke lægge til grund, at ansøgeren i Danmark reelt er konverteret til kristendommen. Ansøgerens forklaring i nævnet har således været usikker, og ansøgeren har ikke på overbevisende måde kunnet forklare om årsagen til trosskiftet. Hertil kommer, at ansøgerens viden om kristendommen, herunder om Lukasevangeliet og Luthers lille Katekismus – som ansøgeren ellers ifølge en erklæring fra ansøgerens præst skulle være undervist i – har været meget begrænset. Ansøgeren har også haft stort besvær med at redegøre for Helligånden/pinsen. Idet ansøgeren er udrejst legalt, og må antages at have været helt uprofileret i forhold til de iranske myndigheder, finder Flygtningenævnet ikke, at indholdet af ansøgerens face-book-profil, uden hans efternavn, og med et almindeligt iransk fornavn, samt hans deltagelse i en regimekritisk demonstration i København, indebærer, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran vil være i reel risiko for at påkalde sig en sådan opmærksomhed fra myndighedernes side, at det kan antages, at ansøgeren vil blive udsat for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af § 7, stk. 2. De generelle vanskelige forhold for kurdere og yarsani samt den omstændighed, at ansøgeren har en tatovering på ryggen, der ikke er synlig, når han har trøje på, kan ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/272/MJM
Nævnet meddelte i august 2018 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser og kristen fra Andimeshk, Khuzistan, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder, idet de har fået kenskab til, at han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans morbror i [foråret] 2015 bad ham om at videooptage et møde i en huskirke i ansøgerens hjemby, Andimeshk. Ansøgeren videooptog møderne i to til tre måneder. Ansøgeren betragtede til at starte med dette som en arbejdsopgave, men efter tre til fire uger begyndte han at interessere sig for kristendommen, og han blev en del af huskirken. Ansøgeren blev døbt i huskirken [i starten af sommeren] 2015. Ansøgeren gemte videooptagelserne på et USB-stik og på sin stationære computers harddisk i sin IT-forretning. Ansøgeren havde også gemt enkelte videooptagelser på sin bærbare computer, som han primært opbevarede derhjemme. I [efteråret] 2015 blev ansøgeren anholdt af efterretningstjenesten i sin forretning. Ansøgeren blev den følgende dag fremstillet for en dommer, der spurgte, om han havde skiftet religion, hvortil ansøgeren undlod at svare direkte. Ansøgeren blev løsladt efter tre dage. [Senere i efteråret] 2015 ringede ansøgerens forretningspartner, [S], der fortalte, at efterretningstjenesten havde ransaget forretningen, og at de havde taget USB-stikket, den stationære og den bærbare computer. Ansøgeren udrejste af Iran fem dage senere. Ansøgeren blev døbt [i efteråret] 2016 i Danmark. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren har kunnet forklare om sin interesse for kristendommen gennem en kristen morbror, som han følte var som en far for ham, og på grund af personlige problemer i Iran. Ansøgeren har gennem flere forklaringer forklaret om sin interesse for kristendommen, og det er dokumenteret, at han har gået i kirke og fulgt kristendomsundervisning under hele hans ophold i Danmark. Han har under nævnsmødet vist en betydelig viden om kristendommen. Som følge af dette og hans adfærd under mødet samt da han i eget navn har uploaded religiøse billeder og citater på Facebook fra [slutningen af] 2015 til mødedagen, finder nævnet det sandsynliggjort, at ansøgeren reelt er konverteret til kri-stendommen. Idet han har forklaret, at han også efter en tilbagevenden til Iran fortsat vil forkynde kristendommen, finder nævnet, at han har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil risikere forfølgelse som følge af sin tro, hvorfor han opfylder betingelserne i udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet finder herefter ikke anledning til at tage stilling til det oprindelige motiv, der tillige drejede sig om konversion til kristendommen under opholdet i Iran. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2018/271/LMD
Nævnet stadfæstede i august 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og oprindeligt muslim fra Piranshar, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Ansøgeren henviste som oprindeligt asylmotiv til, at han frygtede at blive dræbt af den iranske regering, da han havde deltaget i en demonstration i [sommeren] 2009, hvor han protesterede mod regeringen. Ved demonstrationen blev ansøgeren beskudt, og han blev efterfølgende indlagt på et hospital. Han blev hentet på hospitalet af civilklædte myndighedspersoner, hvorefter han blev fængslet. Ansøgeren var fængslet i lidt over et år, indtil han blev løsladt mod kaution. Ansøgeren modtog en tilsigelse til at møde i retten i [sommeren] 2010, men han mødte ikke op. Ansøgeren udrejste af Iran et par måneder efter løsladelsen. Dette asylmotiv er behandlet ved Flygtningenævnets beslutning af [en nærmere angiven dato i vinteren] 2012, hvor ansøgerens forklaring om motivet blev tilsidesat i sin helhed blandt andet under henvisning til divergenser i ansøgerens forklaring og til, at ansøgeren under sagens behandling havde afleveret en tilsigelse til at møde i retten, der er vurderet som uægte. Ansøgeren har nu i forbindelse med genoptagelsesanmodningen fra [en nærmere angiven dato i sommeren] 2016 som sur place-asylmotiv henvist til, at han efter udrejsen af Iran er konverteret fra islam til kristendommen. Under sit ophold i Tyskland fra 2015 kom ansøgeren således i kontakt med kristne frivillige. Han begyndte derefter at deltage i gudstjenester, og fra [efteråret] 2015 til [vinteren] 2016 deltog han i dåbsundervisning. [En nærmere angiven dato i vinteren] 2016 blev ansøgeren døbt i den protestantiske kirke i [en mindre tysk by]. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgerens konversion fra islam til kristendommen ved dåben i Tyskland [en nærmere angiven dato i vinteren] 2016 efter omkring to måneders dåbsundervisning er reel og – også efter ansøgerens fremtræden for nævnet og forklaring om baggrunden for den angivelige konversion – dermed udtryk for en reel indre overbevisning. Nævnet har herunder lagt vægt på det korte tidsrum, hvori ansøgeren efter udrejsen til Tyskland har modtaget dåbsundervisning og i øvrigt udvist interesse for kristendommen. Endvidere har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren først og fremmest har henvist til sit kirkelige engagement i Tyskland, hvorimod ansøgeren ikke har udfoldet et tilsvarende kirkeligt engagement under sit fornyede ophold i Danmark, bortset fra at han efter sine egne oplysninger under opholdet i arresten har deltaget i samtaler med en præst og i gudstjenester, ligesom han efter frihedsberøvelsens ophør har deltaget i gudstjenester i en apostolsk kirke i København, når han har haft råd til transporten, men ikke i kirken i sit nærområde. Derimod har ansøgeren oplyst, at han også efter at være tilbagevendt til Danmark har bevaret sin kontakt til kirken i Tyskland. Det af ansøgeren fremlagte dåbsbevis, letter of recommendation af [en nærmere angiven dato i foråret] 2016, og uddrag af et tysk kirkeblad fra [foråret] 2017 med billeder af bl.a. ansøgeren i forbindelse med et kirkeligt arrangement i Tyskland kan efter deres karakter og oprindelse ikke føre til en anden vurdering. Heller ikke den omstændighed, at arrangementet fra kirken angiveligt er blevet behandlet i en tv-udsendelse kan føre til en anden vurdering af sagen, herunder til at ansøgeren skulle være blevet eksponeret som kristen i et sådant omfang, at dette i sig selv vil bringe ansøgeren i en faresituation i forhold til de iranske myndigheder. Tilsvarende gælder i forhold til ansøgerens oplysninger om, at han har skrevet om sin dåb på Facebook. Under disse omstændigheder har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for dødsstraf eller for at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf som nævnt i udlændingelovens § 7, stk. 2. Der er herefter fortsat ikke grundlag for at meddele ansøgeren opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 7.” Iran/2018/269/JABP
Nævnet stadfæstede i august 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig stats-borger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og kristen af trosretning fra Sarpol-e Zahab, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel af myndighederne og af sin familie, idet hun har haft et forhold til en anden mand end sin ægtefælle, og da hun i Danmark er konverteret fra yarsan til kristendommen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun mødte sin kæreste, [A], til en bryllupsfest i foråret 2013, hvorefter de begyndte at tale i telefon sammen. Efter omkring en måned kom [A] og hans forældre til ansøgerens bopæl og fortalte, at han ville giftes med hende. Ansøgerens familie afviste dette, da de ikke kendte [A]. [En nærmere angiven dato i vinteren] 2014 kom ansøgerens fætter, [B], til hendes familie og fortalte, at han ville giftes med hende. Ansøgerens familie accepterede dette frieri. I [foråret] 2014 blev ansøgeren og [B] gift med hinanden. Det viste sig, at [B] var psykisk syg, og han var voldelig mod ansøger. En dag, da han var taget på arbejde, ringede ansøgeren til [A] og bad ham komme. Han kom hjem til ansøgeren, og de gik i seng sammen. Da de efterfølgende lå i sengen, kom [B] hjem. Han besvimede ved synet af dem, og ansøgeren og [A] flygtede fra stedet. De opholdt sig to dage hos [A], hvorefter de flygtede ud af Iran. Under deres flugt gennem Tyrkiet blev ansøgeren og [A] adskilt, og hun har ikke set ham siden. Efter at ansøgeren er kommet til Danmark, er hun konverteret til kristendommen, og hun er blevet døbt [en nærmere angiven dato i foråret] 2016. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotiverne til grund. Nævnet finder, at ansøgerens forklaring om sin konflikt i Iran som følge af forholdet til [A] fremstår usammenhængende og divergerende. I den forbindelse har nævnet – sammen med de øvrige forhold, der er fremhævet i Udlændingestyrelsens afgørelse – navnlig lagt vægt på de divergenser, der fremgår af ansøgerens forklaring, herunder om omstændighederne i forbindelse med ansøgerens første kontakt med [A], idet ansøgeren har afgivet forskellige oplysninger om, hvorvidt hendes første kontakt med [A] var ved bryllupsfesten eller på et tidligere tidspunkt. Ansøgeren har desuden blandt andet afgivet forskellige forklaringer om, hvorvidt hun fortalte sin mor om [A] i forbindelse med, at [B] friede til hende, og om sin mulighed for at forlade hjemmet under ægteskabet med [B]. Ansøgerens oplysning om, at hun har svært ved at huske, kan heroverfor ikke føre til en anden vurdering af sagen. De af ansøgeren påberåbte tolkeproblemer kan navnlig i lyset af omfanget og karakteren af uoverensstemmelserne i forklaringen ikke føre til en anden vurdering af sagen. Nævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgerens konversion under opholdet i Danmark fra yaresan-troen til kristendommen er reel. Nævnet har i den forbindelse navnlig lagt vægt på ansøgerens vanskeligheder under sagens behandling med at erindre sin dåbsdato og på, at hendes konversion til kristendommen skete allerede omkring et halvt år efter indrejsen til Danmark. Hertil kommer, at ansøgeren til asyl-samtalen [en nærmere angiven dato i efteråret] 2016 indledningsvist oplyste, at hun var yaresan. Ansøgerens forklaring om sin baggrund for konversionen, herunder ansøgeren forklaring for næv-net, fremstår heller ikke overbevisende eller båret af en indre afklaringsproces. Det er herunder endvidere indgået i nævnets vurdering af sagen, at ansøgerens forklaring om, i hvor lang tid, hun gik i kirke forud dåben, ikke fremstår sammenhængende, idet ansøgeren under nævnsmødet har oplyst, at hun begyndte at gå i kirke umiddelbart efter ankomsten til Danmark, mens ansøgeren tidligere under sagens behandling under gensamtalen [en nærmere angiven dato i foråret] 2017 har forklaret, at hun først begyndte at gå i kirke i tiden omkring den første samtale i Udlændingestyrelsen [en nærmere angiven dato i foråret] 2016, hvor hun stiftede bekendtskab med [C]. Den fremlagte erklæring af 13. juni 2018 fra sognepræst […] kan ikke i sig selv føre til en anden vurdering af spørgsmålet om ansøgerens konversion fra yaresan-troen til kristendommen. Det er indgået i nævnets vurdering af ansøgerens generelle troværdighed, at hun har afgivet urigtige oplysninger om sine pas- og visumforhold til myndighederne, idet hun ikke oplyste, at hun havde fået udstedt pas i Iran [en nærmere angiven dato i foråret] 2014, ligesom hun har ændret sin forklaring om årsagen til at søge visum. Det følger af det ovenfor anførte, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse som nævnt i udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/268/JABP
Nævnet stadfæstede i august 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og oprindeligt shia-muslim fra Sarpol-e Zahab, Kermanshah, Iran. Ansøgeren er efter det oplyste konverteret til kristendommen. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet eller henrettet af repræsentanter for de iranske myndigheder. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han begyndte at få interesse for kristendommen, inden han udrejste af Iran. Ansøgeren havde downloadet en form for filter-bryder, således at der ikke var nogen begrænsninger på hjemmesiden Youtube. Ansøgeren faldt tilfældigt over en film omhandlende kristendommen, hvorefter han begyndte at få interesse for religionen. Syv dage før ansøgerens udrejse, talte ansøgeren med sin barndomsven, [A], som var en meget troende muslim. Ansøgeren fortalte [A], at han var interesseret i kristendommen, og han forsøgte at få [A] til at konvertere til kristendommen. To dage efter ansøgeren havde fortalt dette til [A], så ansøgeren, at [A] gik ind på politistationen, og ansøgeren så, at [A] talte med politiet på politistationen, og at [A] pegede på ansøgeren. Ansøgeren blev nervøs, idet han mistænkte [A] for at tale med politiet om ansøgeren og hans interesse for kristendommen. Omkring tre dage efter, at ansøgeren havde set [A] ved politistationen, talte ansøgeren med sin mor og sin bror, [B], omkring den kristne religion. [B] sagde til ansøgeren, at det var bedst at udrejse, hvis der var nogen, som kendte til ansøgerens interesse for kristendommen. Ansøgeren planlagde herefter sin endelige udrejse af Iran. Efter sin indrejse i Danmark er ansøgeren, [i efteråret] 2016, blevet døbt i [en frikirke]. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgeren på centrale punkter har forklaret divergerende, ligesom væsentlige dele af ansøgerens forklaring ikke fremstår sandsynlig og fremstår konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende omkring, hvornår han fik interesse for kristendommen. I oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren oplyst, at han fik interesse for kristendommen tre måneder før hans endelige udrejse, hvorimod han til asylsamtalen oplyste, at hans interesse for kristendommen opstod omkring én måned før hans endelige udrejse. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende omkring, hvad han så på politistationen, da han gik forbi på vej til supermarkedet. Til asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at han så [A] gå ind på politistationen og så, at [A] talte med politiet, og at [A] ikke så, at ansøgeren så ham. For Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at han så [A] på politistationen, og at han så, at [A] pegede på ham, og at han følte, at [A] talte om ansøgeren. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om, at han tilfældigt faldt over en kristen film på Youtube og hans forklaring om, at han skulle have forsøgt at få sin meget troende muslimske ven, [A], til at konvertere til kristendommen på dette tidspunkt, samt at [A], som var hans bedste ven, skulle have anmeldt ham til politiet, ikke forekommer sandsynlig. Flygtningenævnet finder således, at ansøgerens forklaring om baggrunden for, at ansøgeren udrejste, ikke kan lægges til grund. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort at hans konversion til kristendommen er reel. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om, hvorfor han udrejste ikke kan lægges til grund, og at ansøgerens forklaring om hans konversion til kristendommen forekommer ureflekteret og usammenhængende, og at ansøgeren ikke har været i stand til at redegøre dybere for sin egen kristne overbevisning eller hans beslutning om at blive døbt, som han forøvrigt startede forberedelsen på, lige efter han kom til Danmark uden nærmere kendskab til kristendommen. De fremlagte udtalelser fra [en frikirke] og fra [en anden kirke] kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/267/EMU
Nævnet stadfæstede i august 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og har oplyst, at han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren er fra Kermanshah, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter henrettelse af de iranske myndigheder, idet han har talt om bahai og er konverteret til kristendommen. Til støtte for sit asylmotiv om frygten for at blive henrettet på grund af sine udtalelser om bahai har ansøgeren oplyst, at hans ven fortalte ham om religionen. Ansøgeren fortalte herefter beboerne i landbyen om religionen. Ansøgeren blev efterfølgende opsøgt af en ven, der fortalte, at ansøgeren er eftersøgt af de iranske myndigheder på grund af sine udtalelser om bahai, og at han skulle udrejse fra Iran. Til støtte for sit asylmotiv om frygten for henrettelse på grund af sin konversion har ansøgeren oplyst, at han efter sin ankomst til Danmark fik interesse for kristendommen og valgte at blive døbt. Flygtningenævnet ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren har forklaret divergerende om væsentlige forhold i forbindelse med hans udrejse af Iran. Ved oplysnings og motivsamtale [fra sommeren] 2016 forklarede ansøger således, jf. side 4 ø, at han efter at have omtalt Bahai-religionen for sine naboer blev opsøgt af en person, der sagde, at ansøger skulle tage med denne i stedet for at tage på arbejde. En ven, der var soldat, hjalp herefter ansøgeren med at udrejse. Ved asylsamtalen [i foråret] 2017 forklarede ansøgeren, at han var på arbejde og det var der, han blev opsøgt, jf. side 9. Det fremgår endvidere af ansøgerens forklaring ved denne samtale, at der var to personer, [A] og [R], der henholdsvis hjalp ansøgeren med at udrejse og advarede ham. I den forbindelse talte ansøger i forbindelse med flugten i telefon med [R]. Ansøgeren forklarede, at [R] muligt ønskede at hjælpe ansøgeren, fordi [R], der var lokal politimand, ellers selv risikerede problemer grundet kendskab til ansøgerens salg af alkohol. [R´s] medvirken og oplysninger om salg af alkohol var helt uomtalt i oplysnings- og motivsamtalen, uanet at disse forhold må anses for at have været af væsentlig betydning i forbindelse med ansøgerens udrejse. Vedrørende ansøgerens oplysninger om, at han er konverteret til kristendommen bemærker Flygtningenævnet, at ansøgeren [i foråret] 2015 ved indrejse i Danmark oplyste, at han var bahai og at det var af denne grund, at han var i fare. Det må efter forklaringen lægges til grund, at bahai ikke var ansøgerens oprindelige religion, og at han således må anses for at være konverteret til denne. På denne baggrund forekommer det påfaldende, at ansøgeren allerede kort efter sin indrejse i Danmark begyndte at vise interesse for kristendommen og blev døbt allerede [i foråret] 2016, efter mindre end 5 måneder. Ansøgeren har under fremmøde i Flygtningenævnet demonstreret et vist kendskab til kristendommen, dog præget af betydelige unøjagtigheder. Det er Flygtningenævnets opfattelse, at ansøgerens udtalelser om kristendommen, der ofte er af meget generel karakter, virker tillærte og ikke som udtryk for nogen overbevisning. Dette må også ses i lyset af hans meget hurtige konvertering. For så vidt angår ansøgerens tilførsler på Facebook bemærker Flygtningenævnet, at ansøgerens Facebookprofil ikke indeholder hans fulde navn og der er ikke tilførsler efter foråret 2017. Det er ikke sandsynliggjort, at de iranske myndigheder har kendskab hertil. Det virker i øvrigt påfaldende, og som et led i et forsøg på at skabe et asylgrundlag, at ansøger, der ikke efter sin forklaring tidligere har været politisk aktiv, på Facebook optræder både med et kors i hånden og pegende på et kurdisk flag. For så vidt angår ansøgeren medvirken i en video på Youtube, hvor en gruppe asylansøgere angiveligt råber skældsord mod den iranske regering, bemærker Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke ses tydeligt ligesom hans navn ikke fremgår. Ansøgeren har endvidere selv forklaret, at flere af dem der medvirker efterfølgende er rejst tilbage til Iran. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet herefter ikke, at ansøgerens oplysninger om, at være konverteret til kristendommen, kan lægges til grund. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/266TBP
Nævnet stadfæstede i august 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk perser og har oplyst, at han ikke har en religion. Klageren er fra Karaj, Iran. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter fængsling, at blive udsat for vold eller henrettelse af de iranske myndigheder, idet klageren har deltaget i en demonstration, hvor klageren brændte en plakat af Khomeini. Til støtte for asylmotivet har klageren henvist til, at han deltog i en demonstration i 2009. Under demonstrationen konkurrerede klageren og hans to venner om, hvem der kunne lave mest ravage. Klageren brændte en plakat af Khomeini. Herefter kom myndighedspersoner og skød mod demonstranterne. Klageren blev ramt af et skud i armen og slået i hovedet. Det lykkedes klageren at flygte til en sidegade, hvorfra en ukendt person tilbød ham lift til sygehuset i Karaj. Den ukendte person informerede klagerens forældre om hændelsen. På hospitalet besvimede klageren. Da klageren vågnede op, var hans forældre tilstede og fortalte, at myndighederne havde ransagede alle huse på gaden for at lede efter klageren. Herefter blev klageren af sin far kørt til Irak, hvor han opholdt sig i omkring tre år. Indledningsvis bemærker Flygtningenævnet, at det følger af udlændingelovens § 49a, jf. § 31, at en afgørelse om, at en udlænding ikke kan udsendes, skal indeholde en stillingtagen til, om der kan meddeles udlændingen opholdstilladelse efter § 7. På denne baggrund finder Flygtningenævnet ikke, at Udlændingestyrelsen har været afskåret fra på ny at tage stilling til ansøgerens asylgrundlag. Flygtningenævnet finder som Udlændingestyrelsen, at ansøgerens forklaring om dennes asylmotiv ikke kan lægges til grund. Det er efter Flygtningenævnets opfattelse utroværdigt, at ansøgeren, der efter sin forklaring var bekendt med, at der fandtes overvågningskameraer, alligevel skulle have kastet med sten og brændt et billede af Khomeini. Ligeledes findes det divergerende, at ansøgeren har afgivet forskellige forklaringer om navnet på den ene af de to venner, der sammen med ham deltog i demonstrationen. Det forekommer tillige utroværdigt, at ansøgeren, der angiveligt deltog i en demonstration sammen med et stort antal mennesker, og som forud herfor må anses for at have været en helt uprofileret ung mand, kunne findes af myndighederne efter relativt kort tids søgen, angiveligt på basis af videoovervågning. Det bemærkes, at ansøger ved fremmøde i Flygtningenævnet d.d. har forklaret, at det formentlig var hans ven [A], der havde angivet ham, da denne var blevet anholdt i forbindelse med demonstrationen. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/265 TBP
Nævnet meddelte i august 2018 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og ikke praktiserende shia-muslim fra Al-Ahvaz, Iran. Ansøgeren har siden 2014 været politisk aktiv som medlem af en lille navnløs gruppe, der kæmpede for den arabiske befolknings rettigheder. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder, fordi myndighederne kender til hans politiske aktiviteter. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at blev anholdt i 2007, fordi han havde deltaget i en arabisk fest. I 2014 blev han medlem af en hemmelig gruppe i Al-Ahvaz. Lederen af gruppen hed [X], og han havde kontakt til [et pro-arabisk parti]. Ansøgeren uddelte brochurer og CD’er, tegnede […]flag på mure og filmede forskellige hændelser i byen. [I efteråret] 2015, da ansøgeren overnattede hos sin svigerfamilie, blev han ringet op af sin nabos søn, der fortalte, at han havde set to biler med militærnummerplader ude foran ansøgerens hus, og at han kunne høre råb inde fra huset. Ansøgeren flygtede herefter straks hjem til sin morbror. Morbroren tog dagen efter hjem til ansøgerens bopæl og fandt uf af, at bopælen var blevet ransaget af myndighederne, der havde spurgt efter ansøgeren, og at myndighedspersonerne havde fjernet ansøgerens ting herunder hans computer med politisk materiale fra hans værelse, ligesom de havde anholdt ansøgerens far. Ansøgeren blev hos sin morbror i otte dage, indtil han udrejste af Iran. Efter sin ankomst til Danmark har ansøgeren fået kontakt til [Y], som er leder af [et pro-arabisk parti] i Canada. Ansøgeren har også lavet politiske opslag på sin facebookprofil. Endelig har ansøgeren fremlagt et anbefalelsesbrev udstedt af [et pro-arabisk parti] [i foråret 2016], hvori det fremgår, at ansøgeren er medlem af organisationen. Ansøgeren har forklaret konsistent, sammenhængende og detaljeret om sine aktiviteter i Iran rettet mod det iranske styre som medlem af en hemmelig gruppe, der kæmpede for det arabiske mindretals rettigheder i Al-Ahwaz området. Forklaringen har været uden væsentlige divergenser og forekommer selvoplevet, ligesom ansøgeren har forklaret troværdigt om sine bevæggrunde for at involvere sig i gruppens aktiviteter. Flygtningenævnet lægger derfor ansøgerens forklaring om, at han har deltaget i den hemmelige gruppes aktiviteter til grund, ligesom det lægges til grund, at gruppen blev afsløret, og at myndighederne efterfølgende fandt regimekritisk materiale på ansøgerens bopæl i forbindelse med en ransagning. Endelig lægger nævnet til grund, at to af de øvrige medlemmer af ansøgerens gruppe er blevet anholdt, og at et af medlemmerne er blevet dræbt af myndighederne. Herefter, og idet ansøgeren tidligere har været i de iranske myndigheders søgelys, idet han som 18 årig modtog en betinget dom for at deltage i en arabisk ceremoni, er det sandsynliggjort, at ansøgeren på grund af sine politiske anskuelser og aktiviteter, som han også har fortsat efter udrejsen, ved en tilbagevenden til Iran er i risiko for asylbegrundende forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2018/264/JAH
Nævnet stadfæstede i august 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig ansøger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk lor og fra Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive udsat for repressalier fra de iranske myndigheder, idet han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at hans interesse for kristendommen blev vakt, da ansøgerens bror, [A], konverterede til kristendommen i Iran. Hans livsforhold havde ændret sig til det bedre. Ansøgeren konverterede efter lidt tid, da han anså det som en livsstil, der havde kærligheden i centrum. [I foråret] 2015 indledte ansøgeren et skænderi med en iransk kollega grundet en samtale om alkohol. Dagen efter opsøgte efterretningstjenesten deres bopæl, hvilket ansøgerens bror fik at vide af deres udlejer. Ansøgeren tog med sin bror til byen [X], hvor de opholdt sig hos en ven. Ansøgerens anden bror er efterfølgende blevet opsøgt og afhørt. Ansøgeren og hans bror, [A], er blevet dømt in absentia for at have missioneret om kristendommen. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge ansøgerens og dennes brors forklaring til grund, idet de indeholder divergenser, er udbyggende og på nogle punkter indbyrdes uoverensstemmende. Brødrene har således blandt andet forklaret divergerende om, hvorvidt [A] introducerede [B] til kristendommen ved uden anledning at opfordre ham til at læse en bibel eller om denne opfordring først fremkom på forespørgsel fra [B], da en bibel blev fundet liggende fremme. I øvrigt er der i en anden samtale med Udlændingestyrelsen fremkommet oplysning om, at [B]s interesse opstod efter, at han var blevet introduceret for [C]. [A] har endvidere forklaret divergerende om, hvorvidt han var bekendt med, at broren havde set filmen om Jesus. Der er også forklaret divergerende om, hvorvidt brødrene talte om slagsmålet med araberne under en telefonsamtale eller først efter, de var mødtes i lejligheden. Endvidere er der forklaret divergerende om, hvorvidt deres storebror personligt henvendte sig til efterretningstjenesten på opfordring, eller om denne blev medtaget efter efterretningstjenestens henvendelse på brorens bopæl. Det bemærkes endvidere, at ingen af brødrene i deres asylansøgningsskema har nævnt noget om det centrale element i årsagen til flugten, nemlig myndighedsransagningen af bopælen. På denne baggrund finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren og dennes bror har sandsynliggjort, at deres konvertering til kristendommen er reel. I den forbindelse henvises dels til det ovenfor anførte om deres generelle troværdighed, dels til deres relativt beskedne kendskab til kristendommen og det korte tidsforløb efter deres introduktion til denne religion. Herefter finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/263/SLH
Nævnet stadfæstede i august 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig ansøger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk lor og fra Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive fængslet og henrettet af den iranske efterretningstjeneste, idet han er konverteret fra islam til kristendommen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at han i foråret 2014 mødte en gadesælger, [A], som han blev venner med. I efteråret 2014 gav [A] ansøgeren en bibel og en cd med en film om Jesus, hvorefter de begyndte at tale om kristendommen. Ansøgeren fortalte kort tid efter sin bror om interessen for kristendommen. Broren begyndte selv at interessere sig for kristendommen og kom en dag op at diskutere med kollegaer om religion. Dagen efter var der fire til fem personer fra efterretningstjenesten på ansøgerens bopæl, mens ansøgeren var på arbejde. Udlejeren havde kontaktet politiet, da han ikke vidste, hvem personerne var. Politiet kom og konfiskerede ansøgerens bærbare computer. Samme dag rejste ansøgeren og broren [B] til byen [X], hvor de opholdt sig i halvanden måned frem til udrejsen af Iran. Ansøgerens anden bror blev efterfølgende afhørt af efterretningstjenesten. Ansøgeren er blevet døbt i Danmark. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge ansøgerens og dennes brors forklaring til grund, idet de indeholder divergenser, er udbyggende og på nogle punkter indbyrdes uoverensstemmende. Brødrene har således blandt andet forklaret divergerende om, hvorvidt [B] introducerede [C] til kristendommen ved uden anledning at opfordre ham til at læse en bibel eller om denne opfordring først fremkom på forespørgsel fra [C], da en bibel blev fundet liggende fremme. I øvrigt er der i en anden samtale med Udlændingestyrelsen fremkommet oplysning om, at [C]s interesse opstod efter, at han var blevet introduceret for [A]. [B] har endvidere forklaret divergerende om, hvorvidt han var bekendt med, at broren havde set filmen om Jesus. Der er også forklaret divergerende om, hvorvidt brødrene talte om slagsmålet med araberne under en telefonsamtale eller først efter, de var mødtes i lejligheden. Endvidere er der forklaret divergerende om, hvorvidt deres storebror personligt henvendte sig til efterretningstjenesten på opfordring, eller om denne blev medtaget efter efterretningstjenestens henvendelse på brorens bopæl. Det bemærkes endvidere, at ingen af brødrene i deres asylansøgningsskema har nævnt noget om det centrale element i årsagen til flugten, nemlig myndighedsransagningen af bopælen. På denne baggrund finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren og dennes bror har sandsynliggjort, at deres konvertering til kristendommen er reel. I den forbindelse henvises dels til det ovenfor anførte om deres generelle troværdighed, dels til deres relativt beskedne kendskab til kristendommen og det korte tidsforløb efter deres introduktion til denne religion. Herefter finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/262/SLH
Nævnet stadfæstede i august 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt to børn fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske lor bakhtiari og fra Iran. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive straffet med piskeslag, fængsling eller henrettelse, fordi han er konverteret til kristendommen. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive anholdt, tilbageholdt og måske henrettet af de iranske myndigheder, fordi hun er konverteret til kristendommen. Den mandlige ansøger har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at han i foråret 2015 havde en tæt samtale med sin fætter, [A], som havde fået meget succes i livet. Han anbefalede ansøgeren at se filmen, Les Misérables, og da ansøgeren havde set filmen, inviterede fætteren ham med hen til et sted, som viste sig at være en huskirke. Ansøgeren kom første gang i huskirken i [foråret] 2015. Det var først ved andet besøg 10 til 14 dage senere, at ansøgeren fandt ud af, at det var en huskirke. Omkring slutningen af [sommeren] 2015 blev huskirken flyttet til kælderen under ansøgerens forretning. [I efteråret] 2015 følte ansøgeren sig overbevist om, at han var kristen, og han fortalte det derfor til sin ægtefælle. [Senere i efteråret] 2015 var ansøgeren, ansøgerens ægtefælle og deres datter i [X] for at kigge på bil. Samme dag stormede myndighederne ansøgerens forretning og tog ansøgerens bror med, som blev tilbageholdt i to til tre dage, hvorefter han blev løsladt uden betingelser. Ansøgeren udrejste herefter af Iran. Myndighederne har efterfølgende opsøgt ansøgerens bopæl, ansøgerens mors bopæl og ansøgerens forretning, hvor de har spurgt efter ansøgeren. Den kvindelige ansøger har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at hun blev introduceret for kristendommen af sin ægtefælle [i efteråret] 2015. Hun vidste ikke før denne dag, at ægtefællen havde interesseret sig for kristendommen. Ansøgeren begyndte herefter at interessere sig mere for kristendommen. Efter et par måneder i Danmark besluttede ansøgeren sig for, at hun ville være kristen, og hun blev døbt [i sommeren] 2016. Flygtningenævnet finder, at ansøgernes forklaringer må tilsidesættes som utroværdige, idet de på centrale punkter indeholder divergenser og er udbyggende. Den mandlige ansøger har således blandt andet forklaret divergerende om antallet af ransagninger og om, hvor der først blev ransaget. Han har endvidere forklaret divergerende om, hvorvidt han allerede i den første samtale med broren, der dengang angiveligt ikke kendte til hans kristne aktiviteter, fik at vide, at myndighederne havde taget kristne effekter med fra kælderen eller denne oplysning først kom frem efter, at han havde fået en bekendt til at undersøge kælderen. Den mandlige ansøger har også forklaret forskelligt om, hvorvidt retsmødeindkaldelserne blev smidt væk af familien blandt andet for at moren ikke skulle se dem og senere at et eksemplar var blevet gemt, dog i iturevet tilstand. Den kvindelige ansøger har endvidere forklaret udbyggende om, hvorvidt hun allerede før mandens fødselsdag, hvor hun fik oplyst, at han angiveligt var blevet kristen, havde bemærket tydelige forandringer i hans personlighed. På denne baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering ikke, at ansøgernes konversion er reel. I den forbindelse bemærkes, at der ved vurderingen er taget hensyn til det ovenfor anførte om ansøgernes generelle troværdighed, det meget korte tidsforløb op til dåben og den kvindelige ansøgers særdeles beskedne kendskab til kristendommen på tidspunktet for afholdelse af asylsamtalen, som fandt sted omkring otte måneder efter dåben. Det forhold, at ansøgerne er blevet døbt og efterfølgende har vist et vist kendskab til den kristne religion medfører ingen ændring i denne vurdering. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Iran vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/261/SLH
Nævnet stadfæstede i august 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og angiveligt ateist fra [område], [by], Iran. Ansøgeren er medlem af partiet KDPI, som han har udført politiske aktiviteter for. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder, idet han er ateist, og idet han og hans far har været og er aktive for KDPI. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter at skulle aftjene militærtjeneste. Ansøgeren har endelig henvist til, at han har en konflikt med familien til den pige, som han er forelsket i. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han de sidste syv år forud for sin udrejse gennemgik en proces, der førte til, at han blev ateist. Han har fået at vide, at myndighederne holder øje med ham af den grund. Da ansøgeren og hans familie var flyttet til Irak, blev han medlem af Lavand-Unionen og deltog i møder og ceremonier for KDPI. Ansøgeren brugte de informationer, han fik på møderne og ceremonierne til at reklamere for KDPI, når han talte med andre. Ansøgeren og hans familie havde en butik i Irak, hvorfra de uddelte forskelligt materiale, herunder blandt andet partiets kalender og flag. Under ansøgerens ophold i Irak planlagde han at indsamle informationer om KDPI, så han kunne rejse tilbage til Iran, hvor han ville samle en gruppe kurdiske nationalister. Ansøgeren ville endvidere bruge informationerne til at true og afpresse offentligt ansatte i Iran. En uge efter ansøgeren indrejste i Iran, blev han afhørt af de iranske myndigheder omkring sine politiske aktiviteter for KDPI i Irak. Ansøgeren blev herefter ført hen til retten, hvor han blev dømt for sine aktiviteter for KDPI. Ansøgerens farbror brugte sin indflydelse til at få dommen nedsat til en betinget dom, således at ansøgeren enten skulle betale 15.000 tuman eller sidde 15 dage i fængsel. Ansøgeren var ikke medlem af KDPI i Iran, men han fortsatte med at være kritisk overfor det islamiske regime i Iran. Ansøgeren udførte dog sine aktiviteter for KDPI på en mere skjult og indirekte måde, end han havde gjort i Irak. Ansøgerens far er peshmerga. Ansøgerens far har holdt mange møder for KDPI, efter han rejste fra Iran til Irak. Under ansøgerens ophold i Iran truede ansøgeren og hans venner personer, der arbejdede for de iranske myndigheder, ligesom de begik voldelige og bevæbnede overfald mod flere myndighedspersoner. Ansøgeren har endvidere oplyst, at han og hans farbror smuglede alkohol under ansøgerens ophold i Iran. Myndighederne fik på et tidspunkt kendskab hertil, da de stoppede en smuglerbil, hvor ansøgerens skolepapirer lå i. Ansøgerens farbror blev indkaldt til forhør hos myndighederne, men han bestak dem, hvorfor ansøgeren og hans farbror ikke blev retsforfulgt som følge af alkoholsmuglingen. Ansøgeren har endelig oplyst, at han mødte en pige i Irak, som han blev forelsket i. Pigens bror var imod forholdet, hvorfor broren truede ansøgeren. Flygtningenævnet kan hverken lægge ansøgerens forklaring om sine egne politiske aktiviteter i Iran eller om ansøgerens fars politiske arbejde i Iran og Irak til grund. Flygtningenævnet kan således ikke lægge til grund, at ansøgeren i Iran er blevet idømt en betinget fængselsstraf for at have været medlem af KDPI, ligesom det ikke kan lægges til grund, at ansøgeren har været medlem af en gruppe i Iran, der truede og overfaldt personer tilknyttet de iranske myndigheder. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge til grund, at ansøgerens far er partiets leder for det område, som ansøgeren og hans familie kommer fra i Iran, ligesom det ikke kan lægges til grund, at ansøgerens fars eventuelle politiske aktiviteter i Irak er kommet til de iranske myndigheders kundskab. Flygtningenævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om blandt andet sin rolle under de overfald i Iran, som han har forklaret, at han har deltaget i, ligesom han har forklaret divergerende om, hvorvidt han har været bevæbnet og om, hvorvidt han har købt våben i Iran. Ansøgeren har endvidere forklaret usammenhængende, afglidende og udetaljeret om begivenhederne i Iran, ligesom forklaringen for nævnet herom ikke forekommer selvoplevet. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at det ikke stemmer overens med de foreliggende oplysninger om de iranske myndigheders ageren i forhold til medlemmer og sympatisører af blandt andet KDPI, at ansøgeren alene skulle være idømt en bøde og en betinget dom for at have været medlem af KDPI, ligesom det heller ikke stemmer overens med baggrundsoplysningerne, at ansøgeren problemfrit kunne bo og opholde sig i Iran i ca. 2 år, hvis hans far havde en ledende rolle i partiet, og myndighederne var bekendt med dette. De fremlagte billeder af en mand, som ansøgeren har udpeget som sin far, kan ikke føre til en ændret vurdering heraf. Der er for nævnet forevist en video, fra partiets hjemmeside, hvor ansøgeren angiveligt er en del af partiets danske ungdomskor, men navnene på kormedlemmerne er ikke oplyst, og ansøgerens facebookprofil er oprettet i et andet navn end ansøgerens, og profilen er ikke åben. Uanset om ansøgeren måtte være medlem af KDPI, finder nævnet derfor, at det ikke kan lægges til grund, at ansøgeren på grund af eventuelle politiske aktiviteter uden for Iran er kommet i de iranske myndigheders søgelys og derfor er i risiko for forfølgelse eller asylbegrundende overgreb fra de iranske myndigheder. Flygtningenævnet finder heller ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7 som følge af, at han er ateist. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren efter sin egen forklaring har boet problemfrit i Iran i to år. Hertil kommer, at ansøgeren først under sin anden samtale i Udlændingestyrelsen forklarede, at han frygtede forfølgelse som følge af sin ateisme. Ansøgerens forklaring under samtalen i Udlændingestyrelsen [i foråret] 2017 om, at myndighederne på en måde og indirekte har truet ham, kan ikke føre til et andet resultat. Det forhold, at ansøgeren angiveligt er blevet truet af broren til den pige i Irak, som han har forelsket sig i, kan heller ikke føre til, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at pigen og hendes familie bor i Irak, og at konflikten er opstået, mens ansøgeren ligeledes opholdt sig i Irak. Det følger af de foreliggende baggrundsoplysninger, at den faktiske sanktion for udeblivelse fra militærtjeneste i Iran normalt vil begrænse sig til mindre sanktioner, og at det er ualmindeligt, at en udeblivelse vil medføre fængselsstraf. Ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at den straf, han eventuelt måtte imødese herfor, må anses for uforholdsmæssig, eller at han i den anledning risikerer overgreb, der er omfattet af anvendelsesområdet for udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/260/SHH
Nævnet stadfæstede i august 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim af trosretning fra [by], [by], [landsby], Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter, at hans far vil udsætte ham for fysiske overgreb, fordi ansøgeren nægtede at arbejde for ham som fårehyrde. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter, at de iranske myndigheder vil anholde, fængsle eller fratage ham sine rettigheder, fordi han ikke har aftjent militærtjeneste, og fordi han er udrejst illegalt af Iran. Ansøgeren har videre henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at dø, fordi han ikke kan blive behandlet for sin kroniske nyresygdom i Iran. Endelig har ansøgeren under nævnsmødet henvist til, at han i Danmark er blevet sympatisør af KDPI. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han gennem hele sit liv i Iran er blevet udsat for fysiske overgreb af sin far. Overgrebene fandt sted to til tre gange om ugen. I sommeren 2015 smed ansøgerens far ham ud hjemmefra og slog ham, fordi ansøgeren fortalte ham, at han ikke ønskede at arbejde som fårehyrde for ham mere. Ansøgeren har videre oplyst, at han blev indkaldt til militærtjeneste af de iranske myndigheder i starten af 2015. Ansøgeren modtog en tilsigelse om at møde på politistationen i [by] og registrere sig. Ansøgeren mødte ikke op for at registrere sig, men han har ikke oplevet problemer med de iranske myndigheder som konsekvens heraf. Ansøgeren lider af en kronisk nyresygdom, som han ikke kan modtage behandling for i Iran. Under nævnsmødet har ansøgeren endelig henvist til, at han i Danmark er blevet sympatisør af KDPI. I den forbindelse er der blevet taget billeder af ham sammen med lederen af KDPI, og disse billeder er lagt op på KDPI´s officielle hjemmeside. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring om konflikten med ansøgerens far til grund, men vurderer i overensstemmelse med Udlændingestyrelsen, at denne konflikt ikke er omfattet af anvendelsesområdet for udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på de samme forhold som Udlændingestyrelsen, herunder at ansøgeren har forklaret, at konsekvensen af, at han fortalte sin far, at han ikke længere ville arbejde for ham alene var, at han blev tildelt en lussing og bedt om at forlade familiens bopæl. Det forhold, at ansøgeren ikke har meldt sig til myndighederne og ladet sig registrere i forbindelse med, at han er blevet indkaldt til militærtjeneste, og at han ikke ønsker at kæmpe for de iranske styrker i Iran, kan heller ikke føre til, at han skal meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet har herved i lighed med Udlændingestyrelsen lagt vægt på, at det fremgår af de foreliggende baggrundsoplysninger, at den faktiske sanktion for udeblivelse fra militærtjeneste i Iran normalt begrænser sig til, at den udeblevne ikke uden videre vil kunne tage kørekort, og at det er ualmindeligt, at fængselsstraf kommer på tale. Det fremgår videre, at der i de fleste tilfælde gives amnesti til udeblevne. Det fremgår endelig af de foreliggende baggrundsoplysninger, at de iranske myndigheder rekrutterer udenlandske shia-muslimer til at deltage som lejesoldater i krigen i Syrien, og at der ikke er indikationer på, at det iranske styre sender iranske værnepligtige til krigen i Syrien. Den omstændighed, at ansøgeren er udrejst illegalt af Iran, kan heller ikke føre til, at han anses for omfattet af den nævnte bestemmelse, da der efter de foreliggende baggrundsoplysninger om de sanktioner, som ansøgeren eventuelt vil kunne imødese ved en tilbagevenden til Iran, ikke er grundlag for at fastslå, at han vil blive udsat for en uforholdsmæssig straf. Endelig kan ansøgerens oplysninger om, at han i Danmark er blevet sympatisør for KDPI heller ikke føre til, at han meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Ansøgeren har ikke ved de fremlagte billeder eller på anden måde sandsynliggjort, at det er kommet til de iranske myndigheders kundskab, at han er sympatisør, eller at han i Danmark har deltaget i en ceremoni, der var arrangeret af partiet. Det bemærkes herved, at ansøgerens forklaring om, at de fremlagte billeder er lagt på partiets officielle hjemmeside ikke kan lægges til grund, idet det under nævnsmødet ikke har været muligt at fremvise dette. Det bemærkes, at det ikke hører under Flygtningenævnets kompetence at vurdere, hvorvidt ansøgerens nyresygdom kan føre til, at han af humanitære grunde skal meddeles opholdstilladelse. Ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/259/SHH
Nævnet meddelte i august 2018 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og ateist fra […], Kurdistan, Iran. Ansøgeren har været aktiv for det kurdiske parti, Komala, siden 2006, og han har været medlem af partiet siden 2009. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter de iranske myndigheder, idet han har været politisk aktiv for Komala. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at han er født og opvokset i Iran, indtil han i 2006 flyttede til Irak. I Iran havde ansøgeren hørt meget om det kurdiske parti, Komala, i medierne, og han besluttede sig for at opsøge partiet, fordi han blev nysgerrig. Ansøgeren fik kontakt til partiet gennem Komalas tv-kanal, som hver dag oplyste kontaktoplysninger og mailadresser på partiet. I 2006 tog han derfor til Irak for at få kontakt med partiet. Ansøgeren ringede til partiet og oplyste, at han gerne ville arbejde frivilligt for partiet. Ansøgeren startede derefter i et træningsforløb på tre måneder, hvorefter han blev godkendt som peshmerga. Fra 2006 til 2009 arbejdede ansøgeren seks til otte timer hver dag på tv-stationen [kurdisk tv-kanal], hvor ansøgeren beskæftigede sig med hjemmesiden, avisen, tv og radio. I 2009 blev ansøgeren medlem af Komala efter 18 måneders arbejde for partiet. Ansøgeren fortsatte derefter sit arbejde på tv-kanalen, hvor han også udgav artikler. Ansøgeren blev flere gange ringet op af de iranske myndigheder, som foreslog, at han skulle samarbejde med dem, hvilket han nægtede. I [vinteren] 2015 udrejste ansøgeren af Irak på grund af de generelle forhold for Komala-medlemmer. Flygtningenævnet finder i det væsentlige at kunne lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Ansøgeren har forklaret troværdigt og detaljeret om sit arbejde for Komala, og forklaringen støttes af de i øvrigt foreliggende oplysninger, herunder udsendelser på tv, artikler og opslag på Facebook. Ansøgeren har som medlem af Komala således udført en række særdeles udadvendte aktiviteter på Komalas tv-kanal, herunder som nyhedsoplæser og producer fra 2009-2015, ligesom ansøgeren har deltaget i en række konferencer og begivenheder mv., hvor han har optrådt blandt andet med digte, hvilket er sendt på tv. Ansøgeren har endvidere gennem en årrække skrevet en række artikler, der har været offentliggjort på internettet, herunder på Iran Global, hvor han har tilkendegivet Komalas synspunkter, ligesom ansøgeren har haft en omfattende Facebook-aktivitet siden 2009 og frem til nu, hvor han har tilkendegivet Komalas standpunkter. Uanset at der er visse divergenser i ansøgerens forklaringer, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved indrejse i Iran risikerer at blive identificeret som kurdisk modstander af det iranske styre, og at han vil risikere konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2018/258/SSM
Nævnet stadfæstede i august 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser fra Teheran, Iran. Ansøgeren er oprindeligt shia-muslim, men har oplyst, at han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel af de iranske myndigheder, fordi han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har også oplyst, at han frygter sin ven [A’s] familie, fordi han har forsøgt at overtale [A] til at konvertere. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han er født ind i en shia-muslimsk familie, men at han er vokset op i et område i Teheran, hvor der bor mange kristne armenere, og at han derfor har været interesseret i kristendommen siden barnsben. Da ansøgeren var cirka 14-15 år, introducerede hans ven [B] ham for kristendommen. [B] var iransk armener og kristen, og sammen læste de i biblen. Omkring 2010 begyndte ansøgeren at gå i huskirke. På daværende tidspunkt var ansøgeren cirka 17 år. Ansøgeren har oplyst, at han herefter – bortset fra en periode på et halvt år efter han blev opsøgt og tilbageholdt af [A’s] familie – gik regelmæssigt i huskirke indtil udrejsen. Han har også oplyst, at han, efter at være kommet i en huskirke i omkring et år, blev døbt i Iran. Ansøgeren har forklaret, at en af hans muslimske venner, der hed [A], blev interesseret i kristendommen, da han hørte ansøgeren fortælle om sin religion, og ansøgeren gav ham derfor en bibel. I efteråret 2012 eller 2013 havde ansøgeren og [A] aftalt at mødes, men da ansøgeren ringede til [A], var det hans bror, der tog telefonen. Han sagde, at [A] var syg. Broren hentede ansøgeren og under påskud af, at han skulle hente nogle dokumenter, standsede de ved moskéen, hvor ansøgeren gik med indenfor. På første sal i moskéen blev de mødt af yderligere to personer. De slog ansøgeren og trak ham med ind i et baglokale, hvor de bandt ham. Ansøgeren fik bind for øjnene og kunne mærke, at han blev placeret i bagagerummet i en bil. Da bindet blev fjernet, blev ansøgeren sparket af [A’s] far, der anklagede ham for at have forsøgt at overtale [A] til at konvertere til kristendommen. [A’s] bror stak ansøgeren adskillige gange med en kniv, mens [A’s] far slog ham med en kæp, og de sagde, at de ville slå ham ihjel. Herefter blev ansøgeren slæbt ud i en bil og kørt til et ukendt sted, hvor de efterlod ham på en øde vej ved midnatstid. En kvinde tilkaldte hjælp, og ansøgeren blev indlagt på hospitalet, hvor han til politiet sagde, at han var blevet forsøgt kidnappet på grund af penge. I det efterfølgende år modtog ansøgeren adskillige opkald fra [A’s] far og bror, der sagde, at han skulle passe på. Idet ansøgeren skiftede SIM-kort, ophørte kontakten. Efter at have set en tv-udsendelse, hvor en kvinde, der var flygtet fra Iran, fortalte, hvad islam havde gjort ved hende, begyndte ansøgeren at uddele løbesedler og CD’er. Ansøgeren har oplyst, at materialet skulle illustrere forskellene mellem islam og kristendommen. Ansøgeren arbejdede som taxachauffør, og han delte materialet ud til sine passagerer. Ansøgeren har oplyst, at han begyndte at dele materiale ud cirka ét år inden udrejsen. En aften i [efteråret] 2015 kørte ansøgeren taxa, da han blev ringet op af sin mor. Moren fortalte, at familiens bopæl var blevet opsøgt og ransaget af myndighederne, og at de havde spurgt efter ansøgeren og anholdt hans far. Hun sagde også, at ansøgeren ikke skulle komme hjem, men rejse væk. Samme aften forlod ansøgeren Teheran, og et par dage senere udrejste han af Iran. Efter ankomsten til Danmark har ansøgeren gået regelmæssigt i kirke, og [i vinteren] 2016 blev han døbt på ny. Herudover har han lagt diverse budskaber om kristendommen på Facebook og youtube. Flygtningenævnets flertal finder, at ansøgerens forklaring må tilsidesættes, idet den på centrale punkter indeholder udbygninger og divergenser. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgeren i sit asylansøgningsskema hverken har anført, at han af [A’s] familie skulle have været udsat for overfald med kniv og slagvåben, men alene at han er blevet truet eller nævnt, at familiens bopæl blev opsøgt af personer, der ledte efter ham og tilbageholdt hans far, uanset at den sidstnævnte begivenhed var den umiddelbare årsag til, at ansøgeren forlod Iran. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvorvidt det var myndighederne eller blot ukendte personer, der opsøgte bopælen og om, hvorvidt han holdt pause i sine kirkebesøg i seks måneder eller halvandet år efter den angivelige konflikt med [A’s] familie. Han har også forklaret divergerende om antallet af de uddelte løbesedler og CD’er. Det bemærkes endvidere, at ansøgeren har forklaret divergerende om omkostningerne ved udrejsen og blandt andet i en artikel har oplyst, at han blev hjulpet ud af en mand, der ikke ville have penge. På denne baggrund finder Flygtningenævnets flertal ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Det tilføjes herved, at ansøgerens konversion ikke findes at være reel, dels under hensyn til det ovenfor anførte om ansøgerens generelle troværdighed, dels under hensyn til det oplyste om længere perioder uden kirkegang, ligesom det bemærkes, at ansøgerens dåb i Danmark fandt sted få måneder efter ankomsten til landet, hvor han kun i et ganske kort tidsrum havde fulgt gudstjenester og undervisning på andet end dansk. Det bemærkes, at oplysningerne om ansøgerens aktiviteter på sociale medier som youtube og Facebook ikke findes at medføre nogen ændring i denne vurdering, idet ansøgeren ikke findes at have sandsynliggjort, at disse aktiviteter har profileret ham overfor de iranske myndigheder. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2018/257/thv
Nævnet stadfæstede i august 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt to børn fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne, der er fætter og kusine samt gift, er kurdere og yarsan fra landsbyen [A] i Sarpol-e Zahab distriktet, Kermanshah provinsen, Iran. De har som asylmotiv navnlig henvist til, at de vil blive forfulgt af de iranske myndigheder på grund af den mandlige ansøger, […], forbindelse til Komala. Ansøgerne har herom oplyst, at [den mandlige ansøger] af sin svoger i [foråret] 2015 blev introduceret for 2 medlemmer af Komala. [Den mandlige ansøger] udførte herefter sammen med svogeren på 3 forskellige datoer politisk aktivitet for partiet i [A] og de omkringliggende landsbyer. De uddelte om natten løbesedler, hang plakater op og skrev med spraymaling regimefjendtlige slogans på offentlige bygninger. De placerede også ved nogle offentlige kontorer Komala-flag. De var bevæbnede under den 2. og 3. uddeling. Efter den 3. gang kom myndighederne flere gange til ansøgernes bopæl, som blev ransaget. [Den mandlige ansøger] holdt sig i den periode skjult. Efter den seneste ransagning skjulte begge ansøgere sig hos deres morbror i landsbyen [B], indtil de sammen udrejste illegalt til Tyrkiet [i efteråret] 2015. [Den mandlige ansøger] har en åben Facebook-profil, hvoraf fremgår, at han har ca. 2.500 venner, og at han i Danmark har deltaget i Komala-arrangementer, men ikke i egentlige partimøder, samt at han har uploaded en række regimefjendtlige tekster, videoer og tegninger. Der er også en video, hvor [den mandlige ansøger] tramper på et foto af Irans åndelige leder, Khamenei, hvorefter han omtaler Khameneis mor meget grimt og river fotografiet i stykker. Han følger Facebook-grupper med omtale af kommende Komala-arrangementer i Danmark. I [vinteren] 2018 havde han en disput på Messenger med en person, der kaldte ham forræder og lignende. Han mener, at der deri lå en trussel mod hans liv, og han antager, at det var en ansat i den iranske efterretningstjeneste, han havde dialogen med. Han vil ikke slette sin Facebook-profil, hvis han må vende tilbage til Iran. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaringer om deres asylmotiv til grund. Nævnet lægger herved særlig vægt på, at ansøgerne har afgivet usikre og tøvende forklaringer i nævnet samt på, at ansøgerne har forklaret udbyggende og divergerende om politiets henvendelser på ansøgernes bopæl. [Den mandlige ansøger] har herunder til Flygtningenævnet samt [i vinteren] 2017 til Udlændingestyrelsen oplyst, at han var hjemme, da politiet senest henvendte sig. Der var mindst en betjent på husets tag. Andre var på naboejendommen eller rettede henvendelse ved ansøgerens hoveddør. Han forlod kort efter huset. Til styrelsen sagde han [i vinteren] 2017, at han gik ind i soveværelset og smadrede soveværelsesvinduet. I nævnet oplyste han, at han allerede var i soveværelset, da politiet kom, og at han åbnede vinduet og kravlede ud af dette uden at smadre vinduesruden. I nævnet og i styrelsen [i sommeren] 2016 forklarede han, at det var glasset i hoveddøren, der blev smadret. [I vinteren] 2017 og i nævnet sagde han, at betjentene råbte skyd ham, og at der derefter blev skudt mod ham. Han ved ikke, om betjentene løb efter ham, men han slap i hvert fald væk. Til styrelsen oplyste han [i vinteren] 2017, at myndighederne kom 4 gange. Under mødet i nævnet har han forklaret, at de kom 3 gange. [Den kvindelige ansøger] har til styrelsen [i vinteren] 2017 og i nævnet oplyst, at myndighederne kom 3 gange. [Den mandlige ansøger] var hjemme, da myndighederne senest rettede henvendelse. Myndighedspersonerne bankede på hoveddøren. Hun åbnede døren og 3-5 personer brasede ind i huset. [Den mandlige ansøger], der opholdt sig i soveværelset, hørte at hun råbte op og han flygtede derfra ud ad et vindue. I klar modstrid hermed har både [den mandlige] og [den kvindelige ansøger] den [i sommeren] 2016 oplyst til styrelsen, at myndighederne alene rettede henvendelse på bopælen 2 gange, samt at [den mandlige ansøger] ikke var hjemme nogen af gangene. Ansøgerne har også forklaret forskelligt om myndighedspersonernes påklædning, om de pågældende medtog [den mandlige ansøgers] id-papir samt om de foreviste en ransagningskendelse. Hertil kommer, at ansøgerne har afgivet divergerende forklaringer om, hvilke datoer [den mandlige ansøger] udførte de politiske aktiviteter samt om henvendelser fra myndighederne efter udrejsen. Både [den kvindelige] og [den mandlige ansøger] har herudover forklaret divergerende om andre omstændigheder. [Den kvindelige ansøger] har f.eks. til styrelsen forklaret, at hun kort efter episoden, hvor [den mandlige ansøger] om natten flygtede ud ad vinduet, modtog en indkaldelse om at give møde på politistationen på et bestemt tidspunkt, mens hun i nævnet oplyste, at hun aldrig har modtaget en indkaldelse. [Den mandlige ansøger] har bl.a. til styrelsen oplyst, at han efter anførte episode opholdt sig en dag hos morbroren og 6-7 dage hos andre slægtninge, mens han i nævnet forklarede, at han ikke var hos andre slægtninge. Ydermere findes flere dele af [den mandlige ansøgers] forklaring isoleret set at være mindre sandsynlig, herunder at han i den relativt lange periode fra den første myndighedshenvendelse ikke advarede sin svoger. I troværdighedsvurderingen er indgået, at [den mandlige ansøger] må antages at have haft svære misbrugsproblemer i den periode, hvor han afgav sine forklaringer til styrelsen, hvilket meget vel kan have svækket hans hukommelse og koncentrationsevne, samt at også [den kvindelige ansøger] efter en ulykke på Middelhavet har fået koncentrations- og hukommelsesproblemer. Antallet af divergenser og navnlig, at ingen af ansøgerne under den første asylsamtale omtalte den afgørende seneste myndighedshenvendelse til bopælen, hvor der blev skudt efter [den mandlige ansøger] og som medførte at ansøgerne flygtede, men tværtimod begge oplyste, at [den mandlige ansøger] ikke var hjemme under nogen af politiets henvendelser, er imidlertid så markant, at nævnet efter en samlet vurdering i det hele tilsidesætter ansøgernes forklaringer om deres asylmotiv. Det må på den baggrund antages, at ingen af ansøgerne har udført aktiviteter for Komala eller andre regimefjendtlige kurdiske grupper i Iran eller på anden måde har bragt sig i myndighedernes søgelys. De iranske myndigheder kan efter flertallet i nævnets opfattelse herefter ikke antages at have nogen særlig anledning til at søge efter oplysninger om ansøgerne på internettet. Flertallet finder herefter ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de iranske myndigheder er eller vil blive bekendt med [den mandlige ansøgers] Facebook-side. Under disse omstændigheder, og uanset de vanskelige forhold for kurdere og yarzan-troende, og at en begrænset sanktion for illegal udrejse ikke kan udelukkes, finder et flertal i nævnet, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden er i reel risiko for at blive udsat for forfølgelse efter flygtningekonventionen, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/256/JABP
Nævnet stadfæstede i august 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder fra [landsby], [by], Azerbaijan Gharbi, Iran. Ansøgeren er under sit ophold i Danmark konverteret til kristendommen. Ansøgeren har sympatiseret med partiet PJAK. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive fængslet eller henrettet af de iranske myndigheder, fordi han har udført politiske aktiviteter for det kurdiske parti, PJAK. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive fængslet eller henrettet af de iranske myndigheder, idet han under sit ophold i Danmark, er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv vedrørende PJAK henvist til, at han en dag i 2015 gav en fremmed mand ved navn [A] et lift. [A] fortalte, at han var medlem af det kurdiske parti, PJAK, og at hans kammerat, [B], var blevet såret. Ansøgeren indvilligede i at hente [B] og køre ham til en læge. Da ansøgeren havde sat mændene af, blev han på hjemvejen stoppet ved en kontrolpost. Myndighederne fandt blodpletter i ansøgerens bil, og han blev derfor anholdt og fængslet i 20 til 25 dage. Ansøgeren blev løsladt ved at betale bestikkelse og mod at han underskrev en erklæring om, at han ikke ville udføre politiske aktiviteter mod det iranske regime. Ansøgeren fik derudover at vide, at han ville blive hentet til afhøring hver eller hver anden uge. Efter den anden afhøring kontaktede ansøgeren [A] og [B] og fortalte, at han gerne ville hjælpe PJAK. I de følgende uger kørte ansøgeren tre gange PJAK-medlemmer til og fra politiske møder. På et tidspunkt deltog ansøgeren i et bryllup. Mens han opholdt sig ved brylluppet, blev hans bopæl ransaget. Ansøgerens far blev desuden slået. Ansøgeren tog derefter ophold hos sin ven, [C]. I løbet af den uge, hvor ansøgeren opholdt sig hos [C], modtog ansøgerens familie et brev om, at ansøgeren skulle melde sig hos myndighederne. Ansøgeren udrejste derefter til Tyrkiet. Under sit ophold i Danmark mødte ansøgeren en person ved navn [D], der introducerede ansøgeren for kristendommen. Dette fandt sted i [foråret] 2016. Ansøgeren begyndte at gå i kirke. I [efteråret] 2016 blev ansøgeren døbt. Ansøgeren har til støtte herfor fremlagt en dåbsattest, en udtalelse fra Daniel Myrup fra Frederikshavn Kirkecenter, en udtalelse af 12. februar 2017 fra Viggo Feldtmose, formand for Vendsyssels Frimenigheds Integrationsudvalg, en udtalelse fra juli 2017 fra Inge-Margrete Jacobsen, medarbejder i Integrations Camp 2017, samt en udtalelse af 3. august 2018 fra Jens Rosenberg, formand for Luthersk Mission i Ribe. Flygtningenævnet kan efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring ikke lægge til grund, at ansøgeren er forfulgt af de iranske myndigheder på grund af aktiviteter for PJAK. Forklaringen herom fremstår på centrale punkter usandsynlig og divergerende og kan derfor anses for konstrueret til lejligheden. Nævnet finder det således usandsynligt, at et medlem af PJAK uden kendskab til ansøgeren og uden nærmere undersøgelse af hans forhold, straks ved mødet med ansøgeren, skulle have afsløret sin identitet og oplyst, at han var PJAK-medlem og endvidere bedt ansøgeren om hjælp til at hente et andet medlem af PJAK, der var blevet skudt i et sammenstød med de iranske myndigheder. Det fremstår endvidere usandsynligt, at ansøgeren senere flere gange skulle have hjulpet PJAK, efter at han var blevet tilbageholdt af politiet, som hver 14. dag afhentede ansøgeren for at afhøre ham. Det forekommer heller ikke overbevisende, at ansøgeren har udført aktiviteter af en så farlig karakter uden et egentligt politisk engagement, idet han om baggrunden herfor alene har henvist til, at han havde mistet lysten til noget og ikke vidste, hvad han i øvrigt skulle foretage sig. Nævnet lægger endvidere vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om myndighedernes tilbageholdelse af ham. Han har under oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han sad to dage i arresten og derefter var fængslet i 20 til 25 dage. Han blev løsladt efter at have været i retten, hvor han fik en betinget dom. Under gensamtalen har ansøgeren derimod forklaret, at han var tilbageholdt på politistationen i tre til fire måneder, og at han blev løsladt uden at blive stillet for en dommer. Ansøgeren har i øvrigt ikke på nævnsmødet været i stand til at forklare, hvor lang tid, der gik fra hans løsladelse, og indtil han opsøgte PJAK-medlemmerne for at udføre aktiviteter for dem. Ansøgeren har også forklaret divergerende om telefonsamtalen med hans far under tilbageholdelsen. Han har under gensamtalen forklaret, at han fortalte sin far, at han havde gjort noget forkert og hjulpet nogle PJAK-folk og derfor havde brug for hjælp. Under nævnsmødet har ansøgeren derimod forklaret, at han fortalte sin far, at politibetjentene havde beskyldt ham for at have hjulpet PJAK. Nævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han inden udrejsen har været udsat for de overgreb fra iranske myndigheder, som han påberåber sig. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer finder efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring om konversionen til kristendommen, at der ikke er tale om en reel konversion. Flertallet lægger vægt på, at ansøgeren under samtalerne med Udlændingestyrelsen har udtryk et særdeles mangelfuldt kendskab til kristendommen, selvom han forinden var blevet døbt. Ansøgeren har således blandt andet ikke kunnet redegøre for forskellen mellem Det Gamle og Det Nye Testamente, og han har ikke kunnet nævne nogen af De Ti Bud. Han har heller ikke været i stand til at oplyse datoen for sin dåb. Der henvises i øvrigt til, at ansøgeren ikke under nævnsmødet har kunnet redegøre for betydningen af påsken. Flertallet finder i øvrigt ikke, at de af ansøgeren fremlagte udtalelser fra Vendsyssel Frimenighed, Luthersk Mission i Ribe, Hjallerup Bibelcamping og Frederikshavn Kirkecenter, kan føre til en ændret vurdering. Flertallet finder ikke, at det er sandsynliggjort, at oplysningerne om ansøgerens opslag på Facebook vedrørende kristendommen er kommet til de iranske myndigheders kendskab og lægger i øvrigt vægt på, at ansøgeren først har foretaget opslagene, efter Udlændingestyrelsens afslag på ansøgerens ansøgning om asyl. Flertallet finder i øvrigt, at ansøgeren ikke har forklaret overbevisende om, hvorledes han vil udbrede sin tro ved en tilbagevenden til Iran. Flertallet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i en konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han risikerer overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder endelig ikke, at der er grundlag for at meddele ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/254/HHU
Nævnet stadfæstede i august 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk azeri fra Teheran, Iran. Ansøgeren har oplyst, at han er konverteret til kristendommen under sit ophold i Danmark. Ansøgeren har været medlem af og aktiv for Den Grønne Bevægelse siden 2008/2009. Ved en tilbagevenden til Iran frygter ansøgeren enten at blive henrettet eller slået ihjel af de iranske myndigheder, da han har samarbejdet med Den Grønne Bevægelse, og fordi han er konverteret til kristendommen. Til støtte for sine asylmotiver har ansøgeren oplyst, at han har været en del af Den Grønne Bevægelse, og at han har hjulpet med at promovere bevægelsen i forbindelse med præsidentvalget i 2008/2009. Den 27. december 2009 deltog ansøgeren i en regimekritisk demonstration. Under demonstrationen blev ansøgeren anholdt af myndighederne og kørt til et sted, hvor han var i to dage. Under denne tilbageholdelse blev ansøgeren afhørt og udsat for tortur. Efterfølgende blev ansøgeren overflyttet til et nyt sted, hvor han var i en måned. Derefter blev ansøgeren fængslet i Evin-fængslet. En måned efter ansøgeren kom til Evin-fængslet, blev han stillet for retten. I retten fik ansøgeren at vide, at han havde deltaget i aktiviteter mod den iranske regering, og at han var imod den iranske regering. Efter otte måneder i Evin-fængslet blev ansøgeren løsladt mod kaution, og han blev pålagt meldepligt en gang om måneden hos anklagemyndigheden. Ansøgeren fik i slutningen af 2013 udstedt et iransk nationalitetspas. I starten af 2015 ophævede myndighederne ansøgerens meldepligt, idet myndighederne vurderede, at han ikke længere modarbejdede regimet. Tre måneder senere udrejste ansøgeren af Iran legalt med sit gyldige nationalitetspas. Efter sin indrejse i Danmark begyndte ansøgeren i marts/april 2016 at gå i kirke, hvilket han gør hver søndag. Ansøgeren har deltaget i et kristendomskursus, og han blev døbt den 30. oktober 2016. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Vedrørende ansøgerens forklaring om, at han har en konflikt med de iranske myndigheder grundet hans medvirken til demonstrationer i 2009, bemærker Flygtningenævnet, at ansøgeren ved sin oplysnings- og motivsamtale den 30. juni 2016 gentagne gange oplyste, at han havde en central stilling i Den Grønne Bevægelse. Således anføres side 3, at han var en af de øverste ledere i Den Grønne Bevægelse, da den blev stiftet, og side 4, at han var med til at starte Den Grønne Bevægelse i Teheran. Ligeledes anføres side 5, at de personer, der arresterede ansøgeren, oplyste, at de vidste, at han var medstifter af Den Grønne Bevægelse. Heroverfor har ansøgeren ved sin asylsamtale den 22. december 2016 side 19 forklaret, at han alene var medlem af Den Grønne Bevægelse. Flygtningenævnet finder, at oplysningen om, at ansøgeren var et ledende medlem af Den Grønne Bevægelse og var medstifter af denne afviger så afgørende fra hans senere udtalelser, at dette må medføre, at hans troværdighed drages i tvivl. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at ansøgeren ved sin oplysnings- og motivsamtale på side 5 forklarede, at han selv blev arresteret i forbindelse med demonstrationen den 27. december 2009, og at tre af hans venner blev arresteret dagen efter og blev indsat i samme celle som han selv. Ved asylsamtalen side 14 forklarede ansøgeren, at han allerede samme dag, som han blev arresteret, blev anbragt i en celle sammen med sine venner. Ved afhøring i Flygtningenævnet dags dato har ansøgeren forklaret, ”efter at de (myndighederne), havde sagt til ansøgeren, at de oplistede personer ikke fandtes, åbnede de en dør. Ansøgerens tre venner var på den anden side af døren.” Ansøgeren har endvidere ikke på omhyggelig udspørgning fra Flygtningenævnets side kunnet give nogen sandsynlig forklaring på, at myndighederne tilsyneladende accepterede, at han opgav tre fiktive navne, samtidig med, at de pågældende myndighedspersoner straks var opmærksomme på, at navnene var fiktive. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at ansøgeren først ved sin forklaring for Flygtningenævnet har oplyst, at de tre venner, som blev arresteret sammen med ansøgeren eller umiddelbart efter, nu alle er omkommet. Flygtningenævnet finder det påfaldende, at denne for ansøgerens asylansøgning helt centrale oplysning ikke tidligere er blevet meddelt. Ansøgerens forklaring om, at han har en asylbegrundende konflikt med de iranske myndigheder svækkes endvidere af, at han efter sin angivelige løsladelse har fået udstedt et gyldigt iransk pas og efter sin forklaring har kunnet ud- og indrejse af Iran flere gange. Vedrørende ansøgerens oplysning om, at han er konverteret til kristendommen, bemærker Flygtningenævnet, at det af ansøgerens asylskema fremgår, at han, der oprindeligt er shiamuslim, er konverteret til zarathustrianismen. Foreholdt dette ved asylsamtalen på side 7, har ansøgeren bestridt dette. Det fremgår imidlertid af den gengivne oversættelse, at ansøgeren ”er gået fra islam til zarathustra”. Ansøgeren har i Flygtningenævnet oplyst, at han forud for sin dåb modtog 2x3 måneders undervisning i kristendom. Ikke desto mindre var ansøgeren ved sin asylsamtale ikke i stand til at svare på helt centrale spørgsmål i forbindelse med sin dåb og sin konvertering. Ansøgeren kunne således, jf. referatets side 6, ikke huske, hvornår han var blevet døbt. Ansøgeren var endvidere, jf. side 9 i nogen grad ikke i stand til at redegøre for forskellen på jul og påske, idet ansøgerens forklaring bærer præg af, at ansøgeren forveksler de to højttider, jf. 2. og 3. afsnit. Ved fremmøde i Flygtningenævnet dags dato var ansøgeren i stand til at forklare præcist og i betydeligt omfang om centrale spørgsmål om kristendommen. Han var imidlertid efter Flygtningenævnets opfattelse ikke i stand til på overbevisende måde at redegøre for sine overvejelser i forbindelse med sin konvertering, idet han indledningsvis alene henviste til den fred, han havde fundet, og idet han senere forklarede, at han, da han var muslim, ikke kunne tale med Allah, da han ikke kunne arabisk, hvorimod han forklarede at kunne tale med Gud. Han forklarede endvidere, at der var mange ting i sharia, der gjorde ham bange. Det fremgår endvidere af udtalelse af 7. november 2016 fra sognepræst Torben Bramming ved Ribe Domkirke, at ansøgeren allerede i Iran havde vendt sig til kristendommen og var kommet i undergrundskirken. Denne oplysning er i klar modstrid med ansøgerens egen forklaring. Flygtningenævnet bemærker, at det findes usandsynligt, at sognepræsten skulle have misforstået en så central oplysning. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet herefter ikke at kunne lægge til grund, at ansøgerens konvertering til kristendommen er reel. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren generelt fremtræder utroværdig. Flygtningenævnet bemærker i denne forbindelse, at det fremgår af politirapporten ved ansøgerens ankomst til Danmark den 25. november 2015, at han overfor politiet oplyste, at han havde afleveret sit pas til en menneskesmugler og ikke havde fået det retur. Ved undersøgelse af ansøgerens rygsæk fandtes imidlertid hans gyldige iranske pas. Ansøgeren har endvidere forklaret, at han fik pas i 2015, men passet er udstedt i 2013. Ansøgerens forklaring om, at dette skyldtes, at han søgte om pas i 2013, men først fik det udstedt i 2015, må tilsidesættes. Ansøgeren har til sin asylsamtale på side 7 forklaret, at det på daværende tidspunkt alene var hans søster, der var bekendt med, at han var konverteret til kristendommen. Ved fremmøde i Flygtningenævnet dags dato har ansøgeren imidlertid forklaret, at også hans far på det tidspunkt var bekendt med ansøgerens konvertering. Vedrørende advokatens påstand om iværksættelse af torturundersøgelse, bemærker Flygtningenævnet, at Flygtningenævnet er opmærksomt på, at FN’s Komité mod Tortur i sine ”General Comments” punkt 40-41 anbefaler, at sådanne undersøgelser iværksættes, uanset om den relevante myndighed finder det sandsynligt, at ansøgeren har været udsat for tortur eller ej. Det er imidlertid Flygtningenævnets praksis at tage stilling til behovet for sådanne undersøgelser på konkret grundlag og ikke ud fra en generel standard. Det fremgår af udlændingelovens § 54, stk. 1, at Flygtningenævnet drager omsorg for sagens oplysning og træffer bestemmelse om afhøring af udlændingen og vidner og om tilvejebringelse af andre bevismidler. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran risikerer konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/253/JHB
Nævnet stadfæstede i august 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og shia-muslim af trosretning fra Kermanshah-provinsen, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel af sin tidligere kærestes, [A’s], familie, og at der vil udbryde stammekrig mellem de store familier i området på grund af konflikten med [A’s] familie. Ansøgeren frygter desuden at blive fængslet eller henrettet af myndighederne, fordi [A’s] far har indflydelse hos myndighederne og derfor kan opdigte en sag mod ansøgeren. Ansøgeren frygter endeligt, at han vil få problemer med familien til en person ved navn [B], fordi der går rygter om, at ansøgeren startede et rygte om, at en person havde et seksuelt forhold til [B’s] ægtefælle og datter. Ansøgeren har til støtte for sine asylmotiver oplyst, at han i 2014 indledte et forhold til nabopigen [A]. Ansøgeren talte med [A] telefonisk i et års tid, inden de mødtes to gange i august/september 2015. To-tre måneder før det første møde med [A] blev ansøgeren kontaktet af [A’s] mor, der sagde, at [A’s] far ikke ville acceptere forholdet, hvis han fik kendskab til dette. Ved det første møde opdagede [A’s] mor imidlertid ansøgeren og [A]. Dagen efter ansøgerens og [A’s] andet møde kontaktede moren igen ansøgeren, der fortalte, at [A’s] far havde fået kendskab til forholdet, som han ikke ville acceptere. Syv til 10 dage senere havde ansøgeren et skænderi med [A’s] farbror, der endte med, at farbroren slog ansøgeren. Fem til syv dage efter dette fortalte ansøgerens ven ansøgeren, at der gik rygter i området om, at ansøgeren havde startet et rygte om, at en person havde et seksuelt forhold til [B's] ægtefælle og datter. [B] opsøgte efterfølgende ansøgerens bopæl, hvor han overfor ansøgerens far beskyldte ansøgeren for at stå bag rygtet. I august/september 2015 modtog ansøgerens familie et telefonopkald fra efterretningstjenesten, der havde fået at vide, at ansøgeren var frafaldet islam. Ansøgeren rejste herefter fra sin landsby til byen Mahabad, hvor han var i 10-12 dage, hvorefter han udrejste illegalt af Iran i september/oktober 2015. Efter ansøgerens udrejse er hans bopæl flere gange blevet opsøgt af efterretningstjenesten, hvor de har spurgt efter ham, fordi de havde fået at vide, at han havde forbindelse til partiet PJAK og andre kurdiske grupper. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Vedrørende ansøgerens forklaring om hans forhold til [A] bemærker Flygtningenævnet, at ansøgeren ved sin oplysnings- og motivsamtale den 30. maj 2016 beskrev dette som et forløb af længere varighed, der strakte sig fra den første måned i 1394 til den tredje måned, jf. referatet side 4 n. Det fremgår endvidere, at i den 6. måned var dette almindeligt kendt i landsbyen, da forholdet havde udviklet sig. Ved den efterfølgende samtale den 30. april 2018 forklarer ansøger, at der var tale om et meget kort forløb og at der kun gik få dage fra han første gang talte med [A] til hendes mor opdagede deres forbindelse, jf. referatet s. 6 m. For så vidt angår [A’s] far, og dennes angivelige forbindelse til efterretningstjenesten, bemærker Flygtningenævnet, at det ved oplysnings- og motivsamtalen oplystes, at faderen arbejdede på vandværket, og var efterretnings- tjenestens mand på vandværket. Ved afhøring i Flygtningenævnet forklarede ansøgeren særdeles udbyggende om faderens forbindelse, idet denne blev beskrevet som hemmelig agent. Vedrørende ansøgerens forklaring om, at der var beskyldninger om, at han skulle have iværksat rygter om at, [B’s] hustru og datter havde forhold til en mand, bemærker Flygtningenævnet, at ansøgeren ved samtale den 30. maj 2018 gentagne gange forklarede, at beskydningerne vedrørte en mand, hvis identitet ikke blev nærmere oplyst. Dette fremgår således i referatet side 9, 11 og 13. Ved afhøring i Flygtningenævnet forklarede ansøgeren imidlertid udtrykkeligt, at det var ham selv, der angiveligt skulle have haft et sådant forhold. Endelig bemærker Flygtningenævnet, at ansøgeren ved sin oplysnings- og motivsamtale side 6 forklarede, at han efter sin udrejse havde ringet til [A’s] far og sagt til denne, at han var psykopat. Ved den efterfølgende samtale side 14 forklarede ansøgeren, at han ikke havde haft kontakt med nogen fra [A’s] familie efter sin indrejse i Danmark. Dette ændredes på forespørgsel. Ved fremmøde i Flygtningenævnet forklarede ansøgeren, at han ringede, men ikke talte med faderen. Flygtningenævnet bemærker i øvrigt, at ansøgeren under sin forklaring i Flygtningenævnet generelt har svaret afglidende og udbyggende på spørgsmål. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han vil være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/252/JHB
Nævnet stadfæstede i august 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og tidligere shiamuslim fra Ahvaz, Iran. Ansøgeren har oplyst, at han i Danmark er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har skrevet politiske slogans imod det iranske regime, men ansøgeren har ikke deltaget i demonstrationer eller været medlem af et politisk parti. Efter sin indrejse i Danmark er ansøgeren blevet medlem af AADPF (The Al-Ahwaz Arab Peoples Democratic Popular Front). Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel, dels fordi ansøgeren har medvirket til at skrive slogans imod det iranske styre og valget, dels fordi ansøgeren er konverteret til kristendommen. Til støtte for sit politiske asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han seks til syv år før sin udrejse begyndte at skrive politiske slogans på mure. I løbet af de seks til syv år har der været omkring 20-25 episoder, hvor civilklædt politi har forsøgt at arrestere ansøgeren, men hvor det hver gang lykkedes ansøgeren at undslippe dem. Da ansøgeren [i efteråret] 2015 blev forsøgt arresteret, tabte han sin mobiltelefon. Dagen efter blev ansøgerens bopæl opsøgt af myndighederne. Ansøgeren udrejste efterfølgende af Iran i [slutningen af] 2015. Til støtte for sit asylmotiv vedrørende sin konvertering til kristendommen har ansøgeren oplyst, at han i 2014 mødte en person i den butik, hvor han arbejdede, som introducerede ansøgeren for kristendommen, hvorefter ansøgeren én gang var i huskirke. Ansøgeren valgte ikke at opsøge kristendommen yderligere, før han kom til Tyskland, hvor han besøgte en kirke. Efter sin indrejse i Danmark, har ansøgeren oplyst, at han har gået i kirke to gange om ugen, og at han er blevet døbt [i foråret] 2016. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit modsætningsforhold til de iranske myndigheder til grund, idet ansøgeren på centrale punkter har forklaret divergerende og udbyggende. Nævnet har herved navnlig lagt vægt på, at ansøgeren ikke har oplyst om sine politiske aktiviteter i asylskema [fra foråret] 2016, og at ansøgeren har forklaret divergerende om blandt andet myndighedernes opsøgning af ansøgerens families bopæl, samt om hvordan og hvornår han blev bekendt med dette. Ved vurderingen af divergenserne i ansøgerens forklaring har nævnet lagt vægt på, at ansøgerens asylmotiv er centreret om en enkeltstående hændelse, der har et relativt simpelt forløb. Flygtningenævnet finder, at de fremhævede divergenser ikke kan forklares med sprog- og tolkeproblemer, særligt henset til at de fremhævede divergenser ikke blot består af enkelte ord, men at der er tale om beskrivelser, der indgår i en sammenhængende forklaring. Flygtningenævnet tilsidesætter på denne baggrund ansøgerens forklaring om sin konflikt med de iranske myndigheder som konstrueret og utroværdig. Endvidere finder Flygtningenævnet, at ansøgerens påberåbte medlemskab af AADPF (The Al-Ahwaz Arab Peoples Democratic Popular Front) ikke kan føre til en ændret vurdering. Nævnet kan således ikke lægge til grund, at ansøgeren er medlem af AADPF, særligt henset til at ansøgeren har forklaret divergerende herom. Endvidere forekommer ansøgerens deling af opslag fra AADPF på en Facebook-side ikke overbevisende, og nævnet lægger således til grund, at ansøgeren alene har delt opslag fra AADPF i et forsøg på at skabe sig et sur place-asylmotiv og ikke fordi han reelt er politisk interesseret, endsige politisk aktiv. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har delt opslag fra AADPF uden at have særlig kendskab til AADPF, og at delingerne forekommer ureflekterede. Derudover finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han som følge af de konstruerede politiske sur place-aktiviteter er særligt profileret i forhold til de iranske myndigheder. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han var særligt profileret ved sin udrejse, og at ansøgeren – henset til karakteren og indholdet af sine konstruerede aktiviteter – heller ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden vil være særligt profileret i forhold til de iranske myndigheder, Nævnet bemærker, at ansøgeren har delt opslag på Facebook under et andet navn. I relation til den af ansøgeren påberåbte konvertering til kristendommen bemærker Flygtningenævnet indledningsvis, at i et tilfælde, hvor ansøgerens asylmotiv er frygt som følge af konvertering efter udrejse, er der anledning til at foretage en kritisk og indgående bedømmelse af troværdigheden af ansøgerens forklaring herom, herunder om tidspunktet for konverteringen, baggrunden for konverteringen og om følgerne af konverteringen. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgerens konvertering er reel, herunder således at det kan antages, at ansøgeren vil foretage kristne handlinger ved en tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet har herved navnlig lagt vægt på, at ansøgeren har et begrænset kendskab til kristendommen og kun har forklaret overfladisk og fragmentarisk om kristendommen. Særligt har ansøgeren ikke kunnet redegøre nærmere for sine refleksioner over motivet for konverteringen. Endvidere har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren ikke havde noget særligt kendskab til kristendommen inden indrejsen i Danmark, og at han blev døbt efter at have opholdt sig i Danmark i blot tre måneder og ti dage, hvor han havde deltaget i gudstjeneste og bibelundervisning i to måneder. Ansøgerens kendskab til kristendommen må derfor antages at have været meget begrænset, både da han besluttede sig for at lade sig døbe, og da han lod sig døbe. I den forbindelse finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke på overbevisende måde har kunnet redegøre for den personlige udvikling, som ansøgeren må have gennemgået i den korte periode. Endelig har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren ikke under sit ophold i Danmark har haft nogen fast og varig tilknytning eller søgning til kristne kirker. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/251/CHHA
Nævnet stadfæstede i august 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt et medfølgende barn fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er kurdere og Yarsan-troende fra landsbyer nær Sarpol-e Zahab i Kermanshah provinsen, Iran. De har ikke været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv navnlig henvist til, at de frygter, at den kvindelige ansøgers, [Ss] familie eller myndighederne vil slå dem ihjel, fordi de har haft et uægteskabeligt seksuelt forhold, hvilket medførte, at [S] [sommeren] 2015 fødte en pige. Pigen, [M], afgik ved døden, kort tid før de [efteråret] 2015 illegalt udrejste til Tyrkiet. I [efteråret] 2016 fødte [S] en dreng. Ansøgerne har nærmere oplyst, at de flere gange var alene sammen hos [Ss] søster og hos den mandlige ansøger, [A]. De har siden været kærester. [Ss] familie afslog [As] frieri i [vinteren] 2015. Da [S] [foråret] 2015 sagde, hun var forelsket i [A], slog [Ss] storebror, [Ma], hende. Hun blev derfor bragt til hospital i Sarpol-e Zahab, hvor det blev konstateret, at hun var gravid, hvilket [S] ikke forinden var klar over. [S] familie kørte derfor mod [As] bolig. Inden de nåede frem, havde [S] telefonisk advaret [A], der derefter hentede hende på hospitalet. Sammen kørte de til Teheran, hvor de i 6-8 måneder skjulte sig hos [As] morbror. [M] blev født for tidligt. De blev i Teheran til [S] og [M] var raske nok til, at de kunne forlade Iran. På vej til Tyrkiet mødtes de med [As] far i Kermanshah by, hvor faren gav dem penge til rejsen. Da [M] var blevet syg, tog de alle til hospital i Kermanshah by. De blev der set af [Ss] kusine. Ansøgerne rejste derfor hurtigt videre mod grænsen, mens [As] far blev på hospitalet med [M]. Dagen efter oplyste faren, at flere fra [Ss] familie var kommet til hospitalet, og at [M] var afgået ved døden, mens han kortvarigt havde været på toilettet. Faren var ikke sikker på, hvordan det var sket, men han havde beskyldt [Ss] familie for at have slået [M] ihjel. Beskyldningen førte til, at [Ma] truede [As] far på livet. Ansøgerne forlod derefter Iran. [As] far har før og efter udrejsen oplyst, at familiens bolig er blevet opsøgt af politiet og [Ss] familie. Dette er sket flere gange fra ansøgerne forlod Sarpol-e Zahab. [Ma] har i den forbindelse på forskellige måder chikaneret [As] familie, herunder ved at slås med [As] lillebror og ved at fremsætte trusler. Politiet har ransaget boligen og afleveret en tilsigelse. I tilsigelsen stod der, at ansøgeren skulle henvende sig. Tilsigelsen forsvandt, da der var jordskælv i området. [As] familie er på grund af jordskælvet samt chikanen fra [Ss] familie flyttet til Kermanshah by, hvor [Ss] familie imidlertid også har opsøgt dem. [A] har tillige oplyst, at han på grund af sin tro har været udsat for chikane, herunder løndiskrimination. Dette vil dog ikke forhindre ham i at tage tilbage til Iran. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaring om modsætningsforholdet til [Ss] familie, og dermed til myndighederne, til grund. Nævnet lægger herved vægt på, at de to ansøgere til Udlændingestyrelsen på centrale punkter har forklaret divergerende om omstændighederne i relation til dette modsætningsforhold. De har endvidere vedrørende flere emner begge forklaret sig afglidende og ukonkret. [A] har blandt andet til styrelsen forklaret, at parret første gang havde sex omkring en uge efter parrets første telefonsamtale. De havde samleje i alt 6 gange. Det var i perioden fra [foråret] 2014 til [sommeren] 2014, hvor [S] må være blevet gravid. Derefter havde de ikke samleje, mens de boede ved Sarpol-e Zahab. Dette skyldtes, at [Ss] søsters barn var blevet større, og at [S] ikke længere fik lov til at besøge sin søster. [S] fortsatte med at ringe til ham, efter at de i [sommeren] 2014 var ophørt med at have sex sammen. [S] ringede til ham kl. 20.30-21.00 fra hospitalet i Sarpol-e Zahab. Da han kom til hospitalet, havde [S] stadig drop i hånden, og hun var ikke udskrevet. Deres datter vejede omkring 2 kg ved fødslen [sommeren] 2015. Hospitalspersonalet i Kermanshah by sagde til hans far, at ansøgernes datter var død af en lungeinfektion. Hans far og ansøgerne tror imidlertid, at det nok er [Ma], der slog [M] ihjel, idet faren så, at [Ms] hals var rød. Han ved ikke, om dødsfaldet blev meldt til politiet, eller om [Ma] har taget liget af deres datter. Hans far har ikke oplyst noget herom. Til Flygtningenævnet har [A] forklaret, at han ikke kan huske, hvor mange gange de havde samleje, da de boede ved Sarpol-e Zahab. Han husker heller ikke, om der var en periode fra [sommeren] 2014 til [foråret] 2015, hvor de ikke havde sex. I styrelsen blev han presset til at oplyse datoer. [S] har til styrelsen forklaret, at [Ma] aldrig ville lade hende forlade huset. Mens de boede ved Sarpol-e Zahab lykkedes det hende dog i løbet af et års tid at se [A] over 50 gange, hvoraf de havde sex mere end 20 gange – første gang 3-4 måneder efter deres første telefoniske kontakt. Hun bevismede på grund af den vold, som [Ma] udsatte hende for vold. Hun var kun ½ time på hospitalet i Sarpol-e Zahab, hvor hun fik taget en prøve. Efter 10 minutters ophold på hospitalet fik hun og hendes forældre at vide, at hun var gravid. Hun ringede fra hospitalet til [A] omkring kl. 15.00. Først har hun forklaret, at da [A] kom til hospitalet, var hun allerede udskrevet. Under senere samtale ændrede hun forklaring til, at hun havde drop i hånden og ikke var udskrevet, da [A] kom til hospitalet. Hospitalspersonalet i Kermanshah sagde til [As] far, at dødsårsagen var kvælning, hvilket lægerne anmeldte til politiet. [Ma] tog liget af deres datter. [Ma] er, formentlig i anden anledning, eftersøgt af politiet. Til Flygtningenævnet har [S] forklaret, at hun har hukommelsesproblemer på grund [Mas] vold. Hun kan herunder ikke huske, hvor mange gange hun og [A] havde sex i Sarpol-e Zahab, samt i hvilken periode dette skete. Hun husker dog, at de 1. gang havde samleje ca. en uge efter deres første telefoniske kontakt. Hun huskede ikke bedre, da hun afgav forklaringer i styrelsen. I styrelsen blev hun presset til at svare præcist, og hun fremkom derfor med mange detaljer, som hun reelt ikke kunne huske. Hun ved f.eks. ikke, hvor længe hun var på hospitalet i Sarpol-e Zahab, og om hun fik taget prøver, da hun var bevidstløs. Hun husker ikke at have fået oplyst, hvad [M] døde af. [Ma] tog ikke liget, dødsfaldet blev ikke meldt til politiet og [Ma] har næppe været efterstræbt af myndighederne. De modstridende forklaringer kan efter Flygtningenævnets opfattelse kun til dels forklares med, at der ved flere afhøringer naturligt vil være nuanceforskelle, samt under henvisning til, at [S] er analfabet. Divergenserne kan tillige fortsat tillægges vægt, selv om navnlig [S], efter at hun er blevet foreholdt [As] forklaring, over for styrelsen i flere tilfælde har forklaret omtrent som [A], og selv om ansøgerne senere i nævnet i det væsentlige har afgivet overensstemmende forklaringer. Navnlig de store forskelle i forklaringerne om, hvornår, og til dels hvor mange gange, de havde sex i Sarpol-e Zahab forekommer så betydelige, at de med vægt taler for, at forklaringerne må forkastes. Det forekommer endvidere mindre sandsynligt, at [S] ikke vidste, at hun var gravid, da hun blev indbragt på hospitalet i Sarpol-e Zahab. Det bemærkes tillige, at navnlig [A] under forløbet i et vist omfang har forklaret udbyggende. Han i sit asylskema ikke omtalt modsætningsforholdet til [Ss] familie, hvilket han i nævnet ikke kunne give en rimelig forklaring på. Efter baggrundsoplysningerne om de generelle forhold for Yarsan-troende i Iran lægges det efter [As] oplysninger til grund, at han blandt andet kan være udsat for løndiskrimination og div. andre vanskeligheder på grund af sin tro. Karakteren og intensiteten heraf er imidlertid ikke af et sådan omfang, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Iran på grund af deres religion vil blive udsat for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/250/kaa
Nævnet stadfæstede i august 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og fra [byen X], Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder, idet han er ateist. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han blev ateist, da han var omkring 15 år gammel. Han fortalte både sin familie og sine kammerater, at han var ateist. I 2012 begyndte en myndighedsorganisation ved navn [organisationen A] at støtte ansøgeren og hans familie på grund af familiens fattigdom. I efteråret startede ansøgeren på gymnasiet, og en måned efter opdagede en repræsentant fra [organisationen A], at ansøgeren var ateist ved, at han så ansøgeren tale med andre elever om ateismen. Efterfølgende blev ansøgeren bortvist fra skolen. I starten af 2013 fik ansøgeren en indkaldelse til retten, hvori der stod, at han var anklaget for at være ateist. I slutningen af 2013, tre dage før retsmødet, rejste ansøgeren til Teheran, hvor han blev i to år. Under sit ophold i Teheran fik ansøgeren at vide af sin bror, at [organisationen A] og efterretningstjenesten havde opsøgt ansøgerens bopæl i [byen X]. Ansøgeren udrejste herefter af Iran [i efteråret] 2015. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til de generelle forhold for kurdere. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgerens forklaring herom fremstår divergerende og udbyggende. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om blandt andet, hvorvidt han efter at være blevet bortvist fra gymnasiet var til et møde i [organisationen A], og hvorvidt han blev indkaldt til retten. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren under nævnsmødet udbyggende har forklaret, at han har været tilbageholdt af politiet i ca. en måned, hvorunder han blev udsat for vold, herunder med syre. Flygtningenævnet har endelig lagt vægt på, at ansøgeren under nævnsmødet har fremlagt en angivelig indkaldelse til at møde hos politiet, der er dateret [efteråret 2015], og forklaret, at han så denne indkaldelse hos sin mor, og at det var grunden til, at han udrejste af Iran, samtidig med, at han under nævnsmødet har forklaret, at han udrejste af Iran den [tidligere i efteråret] 2015, hvilket ansøgeren også har forklaret under samtalerne hos Udlændingestyrelsen. Ansøgeren har efter Flygtningenævnets vurdering ikke kunnet give en plausibel forklaring på, hvordan han inden sin udrejse af Iran kunne se en indkaldelse, der er dateret 17 dage senere. Flygtningenævnet afviser på den baggrund ansøgerens forklaring som værende konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet finder af samme grund ikke grundlag for at udsætte sagen på en ægthedsvurdering af den af ansøgeren fremlagte angivelige indkaldelse til at møde hos politiet eller på en torturundersøgelse af ansøgeren. Flygtningenævnet bemærker i øvrigt, at det forhold, at ansøgeren måtte være ateist, ikke i siv selv kan føre til, at ansøgeren meddeles asyl. Flygtningenævnet finder endelig, at heller ikke de generelle forhold for kurdere er af en sådan karakter, at de i sig selv kan begrunde, at ansøgeren meddeles asyl. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/249/JEA
Nævnet meddelte i august 2018 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder fra [by], Kermanshah, Iran. Ansøgeren er opvokset som yari-troende, men han er konverteret til kristendommen efter sin indrejse i Danmark. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter, at han vil blive slået ihjel af sin kærestes familie, idet ansøgeren blev ved med at se kæresten efter, at hun havde indgået ægteskab med en anden. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter at blive straffet, fordi han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv vedrørende kærestens familie oplyst, at han mødte sin kæreste i 2014, hvorefter ansøgeren sammen med sin familie tog over til kærestens familie for at fri til hende. Frieriet blev afslået af kærestens far, grundet at ansøgeren var yari-troende og ikke muslim. Ansøgerens far sagde herefter til ansøgeren, at han ville slå ansøgeren ihjel, hvis ansøgeren så kæresten igen. Kærestens far sagde til ansøgeren, at han ville slå ham ihjel, hvis han så ham i kvarteret igen. Ansøgeren og kæresten blev ved med at ses til trods for, at hun havde indgået ægtskab med en anden. Sidste gang ansøgeren så kæresten var [sommeren] 2015, hvor kærestens ægtefælle og bror kom. Ansøgeren flygtede til Kermanshah, og [efteråret] 2015 udrejste ansøgeren af Iran. Til støtte for sit asylmotiv om sin konversion til kristendommen, har ansøgeren oplyst, at han fik interesse for kristendommen efter, at han var indrejst i Danmark. Ansøgeren har oplyst, at han konverterede, fordi ansøgerens bror introducerede ham for kristendommen. Ansøgeren har efter indrejsen i Danmark gået regelmæssigt i kirke. Ansøgeren blev døbt [foråret] 2016 i [A] kirke, og har forud for sin dåb modtaget dåbsundervisning. Ansøgeren betragter sig selv som kristen. Ansøgeren har derudover fremlagt en række udtalelser, herunder fra sognepræsten ved [A] kirke, hvoraf det bekræftes, at ansøgeren har modtaget kristendomsundervisning, og jævnligt har gået til gudstjenester, en bekræftelse på medlemskab i den danske folkekirke på baggrund af sin dåb, en fra præsten i [B] Baptistkirke vedrørende ansøgerens aktive deltagelse i gudstjenester, samt en fra en tværkulturel medarbejder i [C] stift, hvoraf det bekræftes, at ansøgeren har deltaget regelmæssigt til gudstjenester i [C] domkirke. Ansøgeren har videre oplyst, at der ligger en video af hans dåb på YouTube, samt billeder heraf på ansøgerens Facebook-profil. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring til grund. Nævnet bemærker herved, at der vel er en mindre divergens i ansøgerens beskrivelse af hyppigheden af den personlige kontakt med [kæresten], men at denne ikke er tilstrækkelig til, at ansøgerens forklaring skal tilsidesættes – heller ikke selvom [kæresten] efter det oplyste ikke senere har kontaktet ansøgeren. Nævnet lægger vægt på, at ansøgeren med den nævnte undtagelse har afgivet en sammenhængende forklaring, der ikke er tilstrækkelig grundlag for at tilsidesætte. Efter oplysningerne om, at [kærestens] familie har opsøgt såvel ansøgerens svoger som ansøgerens forældre, sammenholdt med ansøgerens daværende religiøse forhold, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren risikerer sådanne overgreb som følge af sit forhold til [kæresten], at ansøgeren er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Vedrørende ansøgerens konversion til kristendommen lægger Flygtningenævnet vægt på, at ansøgeren er døbt [foråret] 2016 efter at være blevet introduceret til kristendommen af sin bror, og efter at have gennemført et sædvanligt dåbsforløb. Ansøgeren har, selvom han er blevet flyttet rundt i landet, deltaget regelmæssigt til gudstjeneste, idet han har opsøgt en kirke i området. Ansøgeren har demonstreret viden om kristendommen, og han har redegjort for, hvorfor han ikke kan leve som kristen ved en eventuel tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet finder efter en samlet bedømmelse, at ansøgerens konversion må anses som reel, og at han opfylder betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2018/248/CABV
Nævnet stadfæstede i august 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og født sunni muslim fra [mellemstor by], Iran. Ansøgeren har oplyst, at han er konverteret til kristendommen efter sin indrejse i Danmark. Ansøgeren har over for Udlændingestyrelsen oplyst at have været medlem af Kurdish Democratic Party of Iran (KDPI) i perioden fra 2010 til 2015. Ansøgeren har som asylmotiv oprindeligt henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter, at han vil blive slået ihjel af de iranske myndigheder, fordi han har været medlem af KDPI, og fordi han har været peshmerga i Irak. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter de iranske myndigheder, fordi han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oprindeligt oplyst, at han udrejste af Iran til Irak i [begyndelsen af vinteren] 2010, fordi kurderne i Iran blev diskrimineret, og fordi ansøgeren ønskede at blive peshmerga og medlem af KDPI. Omkring to måneder efter ankomsten til Irak, påbegyndte ansøgeren sin træning som peshmerga. Træningen varede i to måneder og 20 dage. Efter omkring tre til seks måneders ophold i Irak, blev ansøgeren medlem af KDPI, idet han overbeviste ledelsen i KDPI om, at han ønskede at kæmpe for kurdernes rettigheder. I Irak var ansøgeren livvagt for flere af bestyrelsesmedlemmerne i KDPI i en periode på omkring to år, og i de næstfølgende tre år var ansøgeren vagt ved forskellige kaserner og områder med tilknytning til KDPI. På et tidspunkt ønskede ansøgeren at vende tilbage til Iran, hvilket forehavende ansøgeren opgav, fordi hans ven i Iran oplyste, at ansøgeren risikerede at blive fængslet af de iranske myndigheder på et opdigtet grundlag. Under ansøgerens ophold i Irak modtog ansøgeren i alt tre opkald fra sin fars ven, der arbejdede for de iranske myndigheder, som oplyste, at såfremt ansøgeren ville vende tilbage til Iran, skulle han samarbejde med myndighederne. Kort herefter udrejste ansøgeren af Irak. For nævnet har ansøgeren oplyst, at han ikke har været medlem af KDPI. Efter sin indrejse i Danmark har ansøgeren fået interesse for kristendommen, idet en anden iransk asylansøger ved navn [A] introducerede ansøgeren herfor. Ansøgeren har efterfølgende gået i kirke med jævne mellemrum og blev døbt i [B] Kirke [i sommeren] 2016. Flygtningenævnet finder, at i hvert fald dele af ansøgerens forklaring om baggrunden for at søge asyl i Danmark ikke kan lægges til grund. Ansøgeren har således forklaret noget skiftende om bl.a., hvorvidt han har været medlem af KDPI, idet han over for Udlændingestyrelsen ad flere omgange har forklaret om sit medlemskab, mens han over for nævnet har oplyst og fastholdt, at han slet ikke har været medlem. Ansøgerens forklaring for nævnet savner sammenhæng med, at han for nævnet har fremlagt en erklæring [fra sommeren] 2018, hvoraf fremgår, at han siden 2010 har været medlem af KDPI, hvilken erklæring ansøgeren imidlertid for nævnet har forklaret er uden realitet. Ansøgeren har endvidere forklaret forskelligt om, hvor mange demonstrationer han har deltaget i, idet han under oplysnings- og motivsamtalen oplyste, at han har deltaget i tre demonstrationer i Irak, mens han under asylsamtalen først forklarede, at han havde deltaget i to demonstrationer, hvilket han foreholdt sin tidligere forklaring dog ændrede til tre demonstrationer. Han har desuden givet meget sparsomme oplysninger om sin deltagelse i disse demonstrationer, herunder om hvornår disse demonstrationer fandt sted. Hertil kommer, at ansøgeren tillige har forklaret uoverensstemmende om, hvorvidt han eller hans familie er blevet opsøgt af den iranske efterretningstjeneste. Til oplysnings- og motivsamtalen oplyste ansøgeren således, at hans familie i Iran flere gange havde modtaget henvendelser fra den iranske efterretningstjeneste, mens han til asylsamtalen forklarede, at hans familie ikke er blevet opsøgt, men at ansøgeren selv er blevet kontaktet af en ven til sin far med besked om, at hvis han kom tilbage til Iran, skulle ansøgeren arbejde for myndighederne. For nævnet har ansøgeren gentaget sin oprindelige forklaring om, at familien er blevet opsøgt flere gange af myndighederne. Nævnet finder, at det på denne baggrund er tvivlsomt, om ansøgeren i Irak har deltaget i demonstrationer mod styret i Iran, og om ansøgeren har været medlem af KDPI og/eller udført aktiviteter som peshmerga i Irak, og uanset hvad der kan lægges til grund herom, så er der i hvert fald ikke oplysninger i sagen, der støtter eller peger i retning af, at ansøgeren på nogen måde skulle være kommet i de iranske myndigheders søgelys som følge af sine angivelige aktiviteter i Irak. Nævnet tiltræder derfor, at det ikke kan lægges til grund, at ansøgeren på grund af eventuelle politiske aktiviteter uden for Iran skulle være i risiko for forfølgelse eller asylbegrundende overgreb fra de iranske myndigheders side. Ansøgeren har endvidere oplyst, at han under sit ophold i Danmark er konverteret til kristendommen, og at han også af den grund frygter de iranske myndigheder. Ansøgerens kendskab til kristendommen under samtalerne med Udlændingestyrelsen har imidlertid været særdeles begrænset – grænsende til totalt ukendskab – og han har oplyst bl.a., at han slet ikke opfatter kristendommen som en egentlig religion, men mere som retningslinjer for at leve et ordentligt liv. Ansøgeren har til brug for sagens behandling i Flygtningenævnet fremlagt en udtalelse [fra sommeren] 2018, der viser, at ansøgeren forud for nævnsmødet har deltaget i et kristendomskursus, og ansøgeren har da også for nævnet kunne svare på enkelte af de stillede spørgsmål om kristendommen, om end ansøgerens kendskab fortsat – til trods for at han blev døbt [i sommeren] 2016 – fremstår særdeles begrænset og helt overfladisk. Ansøgeren har heller ikke på en overbevisende måde kunnet redegøre nærmere for sine refleksioner over sit motiv for konverteringen, ligesom han ikke har kunnet svare overbevisende på spørgsmål om, hvilken betydning kristendommen har for ham. Det forekommer således nævnet helt åbenbart, at ansøgerens konvertering ikke har baggrund i en reel indre overbevisning, og at der ikke er grund til at antage, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran har behov for eller ville leve et åbent kristent liv med risiko for, at myndigheder eller andre i Iran blev bekendt med ansøgerens religionsopfattelse. Nævnet har ved vurderingen heraf og af ansøgerens troværdighed i øvrigt været opmærksom på hans personlige forhold, herunder at han har oplyst at have hukommelsesvanskeligheder. Nævnet finder herefter samlet, at det ikke kan lægges til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/247/LINB
Nævnet stadfæstede i august 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig stats-borger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk azari fra Tehran, Iran. Ansøgeren har oplyst, at hun ikke har en religion, og at hun følger sig kristen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive stenet eller pisket af de iranske myndigheder og sin familie. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at hun udrejste fra Iran den [i vinteren] 2014. Ansøgeren rejste på et falsk visum til Italien, hvor hun afgav fingeraftryk. [I vinteren] 2014 søgte ansøgeren asyl i Danmark, med henvisning til, at hendes familie ville slå hende ihjel, idet hun havde haft samleje uden for ægteskab med sin arbejdsgiver i Iran. Ansøgeren frygtede, at hendes arbejdsgiver ville kaste syre på hende, fordi ansøgeren ikke ville have samleje med ham og hans ven. [I sommeren] 2015 besluttede Udlændingestyrelsen, at ansøgeren skulle overføres til Italien. [I sommeren] 2015 besluttede ansøgeren at rejste tilbage til Iran, idet hun ikke vidste, hvordan hun skulle klare sig i Italien. I lufthavnen i Teheran blev ansøgerens pas taget af myndighederne, og de afhørte hende. Herefter blev ansøgeren overført til et arresthus, hvor hun fortsat blev afhørt af myndighederne. Myndighederne sagde, at ansøgerens familie havde klaget over hende, og at hendes familie havde sagt, at hun havde haft et seksuelt forhold til sin tidligere arbejdsgiver, hvilket var grunden til, at hun var flygtet fra Iran. Ansøgeren kom på grund af klagen til en retsmedicinsk undersøgelse, hvor de fandt ud af, at hun ikke var jomfru, og at hun havde fået sat en spiral op. Ansøgeren forklarede, at hun havde fået abort og havde fået en spiral op i Danmark, hvor hun i øvrigt havde mødt en mand, som hun gerne ville giftes med. I arresthuset blev ansøgeren opsøgt af en mullah, der fortalte, at ansøgeren skulle til et retsmøde ved den islamiske domstol. Mullahen fortalte videre, at straffen for et udenomsægteskabeligt forhold og abort, som resultatet af det udenomsægteskabelige forhold, er stening. Ansøgeren morbror betalte kaution, hvorefter ansøgeren blev løsladt. Ansøgeren var herefter hos sin morbrors ven i 40 dage. [I foråret] 2015 udrejste ansøgeren fra Iran. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren under asylsamtalen har forklaret, at hun ikke længere frygter sin tidligere arbejdsgiver. Videre har ansøgeren forklaret, at hun ikke blev opsøgt af sin familie i den periode, hun opholdt sig i Iran, da hun valgte at genindrejse. Flygtningenævnet har ligeledes lagt vægt på, at ansøgeren første gang indrejste i Danmark [i vinteren] 2014 på et visum og ved sin indrejse i Danmark samt under oplysnings- og motivsamtalen oplyste et falsk navn, ligesom hun først [i vinteren] 2014 valgte at søge asyl, og at ansøgeren valgte at genindrejse til Iran i stedet for en Dublinoverførsel til Italien. Efter en samlet vurdering kan Flygtningenævnet ikke lægge ansøgerens forklaring om, at hun første gang udrejste af Iran efter et seksuelt forhold til hendes arbejdsgiver, til grund. Det forekommer usandsynligt, at ansøgeren, da hun frivilligt genindrejste i Iran på et lovligt pas, skulle blive arresteret og underkastet en gynækologisk undersøgelse på baggrund af en klage fra hendes familie, ligesom det forekommer usandsynligt, at ansøgeren, såfremt hun ville ifalde dødsstraf for et udenomsægteskabeligt forhold, efter tre dages tilbageholdelse kunne blive løsladt mod kaution og uden andre betingelser, og at hun derefter kunne opholde sig i landet i mere end en måned, uden at blive opsøgt. Hertil kommer, at ansøgeren nu er gift med den mand, hun har haft et udenomsægteskabeligt forhold til, hvorfor det er særdeles usandsynligt, at myndighederne skulle have særlig interesse i ansøgeren. Ansøgeren er efter sin egen forklaring ikke blevet opsøgt af eller har haft kontakt med familien, siden hun udrejste af Iran første gang i 2014, og når sammenholdes med ansøgerens generelle troværdighed finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun er efterstræbt af sin familie. Endelig har ansøgeren forklaret, at hun ikke har nogen religion men føler sig kristen. Ansøgeren har forklaret divergerende om, hvornår og i hvilket omfang hun har været i kirke, og ansøgeren ikke har haft konflikter i Iran som følge af sin angivelige manglende tro. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/TBP/240
Nævnet stadfæstede i august 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser fra Teheran, Iran. Ansøgeren er født shia muslim, men har efter sin ankomst til Danmark fået interesse for Jehovas Vidner. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter, at han vil blive tortureret og henrettet af myndighederne, idet han er anklaget for at have agiteret for kristendommen. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at en bekendt ved navn [A] lejede sig ind i lokalerne over ansøgerens butik fra [primo] 2014. [I efteråret] 2014 blev ansøgeren opsøgt af tre civile myndighedspersoner, som spurgte efter [A] og nøgler til lokalerne over ansøgerens butik. Herefter ransagede myndighedspersonerne lokalerne, hvor de fandt kristent materiale. Myndighedspersonerne tog herefter ansøgeren med til [A]s bopæl med henblik på at finde [A], men [A] var ikke hjemme. Ansøgeren blev anholdt umiddelbart efter. Ansøgeren blev i to dage afhørt og udsat for fysiske overgreb et ukendt sted i Teheran, hvorefter han blev bragt til Awin-fængslet i Teheran. Her sad ansøgeren fængslet i to måneder. Under fængslingen blev ansøgeren udsat for fysiske overgreb. [I vinteren] 2014 var ansøgeren til et retsmøde ved Revolutionsdomstolen. Ansøgeren fik at vide af dommeren, at han var anklaget for at have skaffet et sikkert sted til brug for en hjemmekirke. Ansøgeren fik endvidere at vide, at hvis [A] ikke blev fundet, ville ansøgeren blive betragtet som lederen af hjemmekirken. Ansøgeren blev efter retsmødet bragt til fængslet Rajai Rhahr, hvor han sad i isolation i fem dage, hvorefter han blev flyttet til et almindeligt afsnit, hvor han befandt sig indtil hans løsladelse. Med hjælp fra ansøgerens svoger, der arbejdede i Sepah, blev ansøgeren løsladt mod kaution [primo] 2015. Umiddelbart efter løsladelsen begyndte ansøgeren igen sit arbejde i forretningen. Civilklædte myndighedspersoner kom og chikanerede ansøgeren både i hans forretning og på hans bopæl. De ville have ansøgeren til at fortælle, hvor [A] var, og de truede med at henrette ansøgeren eller at sende ham til Syrien. På den baggrund udrejste ansøgeren af Iran [i sommeren] 2015. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, da ansøgeren på væsentlige punkter har forklaret divergerende og utroværdigt. Flygtningenævnet har navnlig lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om sit kendskab til [A], herunder om hvor længe han havde kendt [A], idet han under den første samtale med Udlændingestyrelsen forklarede, at [A] var hans ven gennem mange år, mens han under den anden samtale forklarede, at de mere var kolleger end nære venner, og at han havde mødt [A] første gang to-tre år tidligere. Endvidere har ansøgeren forklaret divergerende om, hvad myndighederne fandt under ransagningen af de lokaler, som [A] havde lejet, idet han under den første samtale forklarede, at der blev fundet en bibel, en bog ved navn ”Hellig bog” og andre bøger om kristendommen, mens han under den anden samtale forklarede, at der kun blev fundet én bog og nogle pjecer. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvorvidt bogen/bøgerne blev fundet i en kommode eller et skab, herunder om kommoden/skabet var aflåst. Yderligere har ansøgeren forklaret utroværdigt om længden af sit opholdt i Tyrkiet. Ansøgeren har således forklaret, at han opholdt sig omkring otte måneder i Tyrkiet, hvilket ikke stemmer overens med ansøgerens forklaring om, at han indrejste i Tyrkiet [i sommeren] 2015, at han har fremlagt et dokument dateret [i efteråret] 2015, der ifølge ansøgeren er udstedt i forbindelse med hans anholdelse i lufthavnen, at han derefter var fængslet i 36 dage og udrejste to dage senere, hvorefter ansøgerens ophold i Tyrkiet må have været af omkring fem måneders varighed. Ansøgerens generelle troværdighed er endvidere svækket af den vurdering, som Flygtningenævnet har fået foretaget af ægtheden af to domme, som ansøgeren har fremlagt under Flygtningenævnets behandling af sagen, idet det fremgår af Udenrigsministeriets notat af 24. april 2018, at Udenrigsministeriets lokale kilde vurderer, at begge dokumenter er uægte. Det forhold, at ansøgeren har forevist ar, som han angiver stammer fra tortur, kan derfor heller ikke føre til en anden vurdering, ligesom der ikke er grundlag for at iværksætte en torturundersøgelse. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Det bemærkes, at det forhold, at ansøgeren har udvist interesse for Jehovas Vidner, heller ikke kan føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/235/SSM
Nævnet stadfæstede i juli 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra [en by i] Iran. Ansøgeren har været hemmeligt medlem af Kurdistans Demokratiske Parti i Iran (KDPI) siden [ultimo] 2014. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet, fængslet eller udsat for tortur af de iranske myndigheder, fordi han har udført politiske aktiviteter for KDPI. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at flere af hans familiemedlemmer er politisk aktive for KDPI, og at hans forældre og søskende i 2005 flygtede fra Iran til Irak grundet hans fars politiske aktiviteter for partiet. Ansøgeren forblev dog i Iran, hvor han tog ophold hos hans mors familie. Ansøgeren har videre oplyst, at han i efteråret 2014 besøgte sine forældre i Irak, og at han i den forbindelse blev introduceret til KDPI og hemmeligt medlem af partiet. Ansøgeren fik til opgave at transportere partiets avis […] over grænsen fra Irak til Iran og derefter aflevere aviserne til to partifæller, [A] og [B], i [en landsby]. Ansøgeren udførte denne opgave to gange – i 2014 og [efteråret] 2015. Ansøgeren fik også til opgave at rapportere om kurdiske spioner og mødtes i den forbindelse på et ukendt tidspunkt i perioden mellem den første og den anden transport af aviser med sine partifæller på sin bopæl i Iran. Ansøgeren har oplyst, at han få dage efter, at den anden transport af aviser havde fundet sted, var på vej hjem fra Teheran sammen med sin morbror, [X], da hans anden morbror informerede dem om, at efterretningstjenesten havde opsøgt familiens bopæl. Efterretningstjenesten havde ransaget ansøgerens værelse og fun-det en bog om doktor Ghassmlou og nogle partiaviser. Ansøgeren tog herefter ophold hos sin morbrors ven. Den efterfølgende dag modtog ansøgeren oplysninger om, at efterretningstjenesten havde spurgt efter ham, og at de havde tilbageholdt hans morbror, [X]. På denne baggrund rejste ansøgeren til Tyrkiet samme aften og videre til Europa kort tid herefter. Flygtningenævnet kan efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring om asylmotivet ikke lægge forklaringen til grund, idet forklaringen på centrale punkter fremstår konstrueret til lejligheden. Nævnet lægger herved blandt andet vægt på de foreliggende baggrundsoplysninger, der fremgår af Udlæn-dingestyrelsens og Dansk Flygtningehjælps fact finding-rapport ”Iranian Kurds, On Conditions for Iranian Kurdish Parties in Iran and KRI, Activities in the Kurdish Area of Iran, Conditions in Border Area and Situation of Returnees from KRI to Iran.” Det fremgår af rapporten, at en per-son skal gennemgå flere tests af psykologisk og fysisk karakter for at blive medlem af KDPI, og at rekrutteringsprocessen er seks måneder for kurdere i Iran. Endvidere gennemføres en hemme-lig efterforskning af potentielle medlemmer. Nævnet finder det derfor usandsynligt, at ansøgeren uden at have gennemgået en sådan rekrutteringsproces har opnået medlemskab af KDPI og har deltaget i politiske aktiviteter uden nogen form for træning. Ansøgerens forklaring om, at han som følge af sin families medlemskab af KDPI umiddelbart kunne blive medlem af partiet frem-står ikke overbevisende. Flygtningenævnet lægger endvidere vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om sine politiske opgaver. Under oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren for-klaret, at opgaverne blandt andet bestod af transport fra Irak til Iran af løbesedler og aviser, hvor-imod han under asylsamtalen har forklaret, at han ikke transporterede løbesedler. Under nævns-mødet har ansøgeren forklaret, at transporten omfattede såvel partiaviser som løbesedler. Det bemærkes i den forbindelse, at det af ovennævnte rapport fra Udlændingestyrelsen og Dansk Flygtningehjælp fremgår, at løbesedler sendes i elektronisk form til Iran, hvor de udskrives og derpå uddeles af personer, der ikke kender identiteten på de medlemmer, der modtager og ud-skriver materialet. Ansøgeren har også forklaret udbyggende om sine aktiver for KDPI, idet han under nævnsmødet har oplyst, at han skulle oplyse partiet om hvilke Basij-medlemmer, der var afhængige af narkotika, og at han også skulle indsamle oplysninger om, hvilke personer, der delte narkotika ud blandt den kurdiske befolkning. Ansøgeren har ikke tidligere under samtalerne med Udlændingestyrelsen fortalt om denne del af sine aktiviteter. Der lægges endvidere vægt på, at ansøgeren har forklaret usammenhængende om myndighedernes fund af politisk materiale på hans værelse. Han har under samtalerne med Udlændingestyrelsen forklaret, at myndighederne fandt nogle partiaviser og en biografi om Ghassmlou. Under nævnsmødet har ansøgeren forkla-ret, at han ikke kan huske, om han opbevarede partiaviser på sin bopæl. Flygtningenævnet lægger endvidere vægt på, at ansøgeren under asylsamtalen har forklaret, at han mødtes med [B] og [A] en enkelt gang i perioden mellem de to transporter fra Irak til Iran, mens han under nævnsmødet har forklaret, at han havde to møder med [B] og [A], idet han i øvrigt udbyggende har forklaret at [B] og [A] var ansøgerens venner, og at de har mødtes mange gange. Ansøgeren har under oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han fik et medlemskort efter, at han var blevet medlem af KDPI, mens han under asylsamtalen har forklaret, at han aldrig har fået udstedt et medlemskort. For så vidt angår indholdet af ansøgerens Facebook-profil finder nævnet, at der er tale om et konstrueret asylgrundlag. Der henvises blandt andet til, at ansøgeren har forklaret usammenhængende om, hvorvidt indholdet er generelt tilgængeligt og dermed kan være kommet til de iranske myndigheders kundskab, eller hvorvidt indholdet er forbeholdt ansøgerens venner på Facebook. Hertil kommer, at ansøgeren på nævnets forespørgsel ikke har oplyst, hvornår han har ændret profilnavn til sit eget navn. Flygtningenævnet tillægger det endvidere betydning, at ansøgeren på flere spørgsmål har forklaret afglidende og usammenhængende, og at hans politiske aktiviteter for KDPI ikke fremstår selvoplevede. For så vidt angår spørgsmålet om ansøgerens religion, finder Flygtningenævnet ikke, at der er tale om et asylbegrundende forhold. Der henvises til, at ansøgeren under samtalerne med Udlændingestyrelsen har forklaret, at han er muslim, men at han ikke praktiserer sin religion, og at han efter at have fået afslag på asylansøg-ningen under sin samtale med sin advokat har forklaret, at han er agnostiker. Under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at han tror på skaberen, og det er først for nævnet, at ansøgeren har op-lyst, at han ved en tilbagevenden til Iran eventuelt vil fortælle, at han ikke er muslim. Flygtnin-genævnet bemærker i øvrigt, at fremlæggelsen af en række fotos af ansøgerens familie og af de-res KDPI-medlemskort ikke kan føre til en anden vurdering, idet der henvises til, at det af nævn-te rapport fra Udlændingestyrelsen og Dansk Flygtningehjælp fremgår, at det er meget nemt at forfalske sådanne medlemskort. Flygtningenævnet bemærker også, at de fremlagte fotos giver anledning til at sandsynliggøre et asylbegrundende forhold for ansøgeren. Flygtningenævnet fin-der derefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i en konkret og individuelt begrundet risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han risikerer overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2018/234/THV
Nævnet stadfæstede i august 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og har oplyst, at han er konverteret til kristendommen under sit ophold i Danmark. Ansøgeren er fra [by], Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer men har deltaget i en demonstration mod styret i 2005. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive udsat for chikane, tortur samt at blive henrettet, idet han har haft et udenomsægteskabeligt forhold. Ansøgeren har til støtte for asylmotivet henvist til, at han gennem en veninde, [A], lærte en kvinde ved navn [B] at kende. [B]s far var en kendt imam og leder af Sepahs ideologiske afdeling i ansøgerens hjemby. Ansøgeren og [B] indledte et forhold, som de holdt skjult. Otte måneder efter, at de indledte deres forhold, opdagede [B]s bror, at de talte sammen over telefonen og truede med at slå ansøgeren ihjel, hvis han ringede igen. Efter noget tid kontaktede [B] ansøgeren igen telefonisk og fortalte, at hendes far og bror var blevet bekendte med, at de havde haft seksuelt samvær, idet de havde læst deres sms korrespondance. Tre uger herefter mødtes ansøgeren og [B] ved hendes skole, og de aftalte at mødes den efterfølgende dag på ansøgerens brors bopæl, som stod tom. Den efterfølgende dag, mens ansøgeren og [B] lå nøgne sammen, blev døren sparket op af fire mænd, hvoraf den ene var [B]s bror. Broren tvang [B] med sig. De tre øvrige mænd udøvede vold mod ansøgeren, hvilket resulterede i, at ansøgeren brækkede sin næse og kæbe. De tre mænd forlod herefter lejligheden, og ansøgeren ringede til sin far, som bragte ansøgeren til hospitalet, hvor han blev indlagt. Fem måneder herefter modtog ansøgeren et opkald fra [A], som opfordrede ham til at flygte fra Iran, idet hans liv var i fare. Ansøgeren besluttede som følge heraf at udrejse illegalt af Iran. Ansøgeren har som yderligere asylmotiv henvist til, at han i 2005 deltog i en demonstration mod regimet. Demonstrationen endte i slagsmål mellem politiet og demonstranterne. Ansøgeren blev fængslet to år senere, da han var 17 år gammel. Han var fængslet i fem år og blev udsat for tortur. Regeringens soldater har efterfølgende truet ansøgeren på Facebook. Ansøgeren har endelig som asylmotiv henvist til, at han i Danmark er konverteret til kristendommen og er blevet døbt i 2017. Ad det oprindelige asylmotiv om forholdet til [B]: Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet den fremstår som konstrueret til lejligheden og dermed utroværdig. Flygtningenævnet har derved lagt vægt på, at ansøgeren – uanset det ret enkle asylmotiv - på flere væsentlige punkter har forklaret divergerende. Ansøgeren har således til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han og [B] havde været kærester i halvandet år, da hendes bror opdagede deres forhold, mens han til asylsamtalen og på mødet i Flygtningenævnet forklarede, at det skete otte måneder efter, at de var begyndt at se hinanden. Ansøgeren har videre til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han og [B] mødtes cirka tre uger senere i ansøgerens brors lejlighed, hvor døren blev slået ind af tre mænd, hvoraf den ene var [B]s bror. Til asylsamtalen forklarede ansøgeren imidlertid, at det var fire personer, der brød ind i lejligheden, hvoraf den ene var [B]s bror. Ansøgeren har endvidere til asylsamtalen forklaret, at mændene, der brød ind i lejligheden, var maskerede, mens han til nævnsmødet har forklaret, at mændene havde fuldskæg og ikke bar masker. Ansøgeren har videre til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han blev ringet op af [B]s veninde [A], som fortalte, at den iranske efterretningstjeneste ville komme efter ham, idet [B]s far havde sørget for at ”ordne” en sag mod ansøgeren, som gjorde, at ansøgeren ville blive anholdt af efterretningstjenesten. Til asylsamtalen forklarede ansøgeren imidlertid, at [A] ringede efter fem måneder og sagde, at han skulle flygte, idet hans liv var i fare, hvorefter hun lagde på. Hun sagde ikke andet. Flygtningenævnet finder ikke, at disse divergenser kan forklares alene ved tolkeproblemer eller ved ansøgerens psykiske vanskeligheder, som nævnet har taget hensyn til. Nævnet bemærker herved, at ansøgeren har fået gennemgået samtalereferaterne og underskrevet disse uden korrektioner. Nævnet finder hertil, at det forekommer påfaldende, at [B]s bror skulle have fundet ud af, hvor ansøgerens brors nye lejlighed var beliggende, og at det ikke forekommer troværdigt, at den angivelige episode i lejligheden var led i en konspiration, som [B] var en del af. Det forekommer endvidere påfaldende, at [B]s familie ikke gennem fem måneder skulle have fundet ansøgerens opholdssted hos søsteren også henset til, at de angiveligt havde hans ID-kort. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at det påvirker ansøgerens troværdighed, at han flere gange til oplysnings- og motivsamtalen forklarede, at han ikke er i Danmark for at få asyl som sådan, men mere for at få hjælp til behandling for sin psykiske sygdom. Det forhold, at ansøgeren har haft en Facebook-profil, hvor der – uden datering med årstal - er lagt beskeder af truende indhold, kan ikke føre til et andet resultat, henset til at det er uvist, hvem ansøgeren har kommunikeret med, og at det ikke er sandsynliggjort, at ansøgeren på denne baggrund er i risiko for overgreb ved en tilbagevenden til Iran. Det forhold, at ansøgeren i Iran har fået tatoveringer, kan – uanset at dette ikke er tilladt i Iran – ikke anses for omfattet af udlændingelovens § 7. Ad asylmotivet vedrørende fængslingen i 2007: Flygtningenævnet kan ikke afvise, at ansøgeren som 15-årig blev fængslet og udsat for overgreb i de første seks måneder. Henset imidlertid til at ansøgeren efter sin forklaring har fået dom og er blevet løsladt fra fængslet i 2012 og derefter ikke har været udsat for forfølgelse eller overgreb, finder nævnet, at der er tale om et afsluttet forhold, der ikke kan begrunde asyl. Flygtningenævnet er opmærksomt på, at FN’s Komité mod Tortur i sine ”General Comments” punkt 40-41 anbefaler, at sådanne undersøgelser iværksættes, uanset om den relevante myndighed finder det sandsynligt, at ansøgeren har været udsat for tortur eller ej. Det er imidlertid Flygtningenævnets praksis at tage stilling til behovet for sådanne undersøgelser på konkret grundlag og ikke ud fra en generel standard. Det fremgår af udlændingelovens § 54, stk. 1, at Flygtningenævnet drager omsorg for sagens oplysning og træffer bestemmelse om afhøring af udlændingen og vidner og om tilvejebringelse af andre bevismidler. Nævnet finder imidlertid, at de overgreb, som ansøgeren har forklaret om, ikke kan anses for at have betydning for den øvrige del af hans asylmotiv, og nævnet finder derfor ikke grundlag for at iværksætte en torturundersøgelse. Nævnet finder heller ikke grundlag for at hjemvise sagen til Udlændingestyrelsen, idet nævnet bemærker, at ansøgeren har haft anledning til at forklare herom under sagens behandling for Udlændingestyrelsen, og at han i dag har afgivet forklaring om fængslingen og overgrebene. Ad sur place motivet: Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han er konverteret til kristendommen til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren både under sin oplysnings- og motivsamtale og sin asylsamtale forklarede, at han er shia-muslim af trosretning og ikke er interesseret i andre religioner, og at han først er blevet døbt efter at have fået afslag på asyl i Udlændingestyrelsen. Ansøgeren har ikke under mødet i Flygtningenævnet på overbevisende måde givet en forklaring på baggrunden for sin konversion, og han har udvist meget begrænset kendskab til kristendommen. Nævnet finder endvidere ikke at kunne lægge til grund, at ansøgeren, der under mødet forklarede, at han ikke ønskede at tale om sin tro og ikke har fortalt sin familie i Iran om sin konversion, ved en tilbagevenden til Iran skulle have behov for åbent at praktisere sin tro og missionere. Flygtningenævnet finder endvidere ikke grundlag for at hjemvise sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på en to-instansbehandling. Flygtningenævnet finder herefter sammenfattende, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/255/MJM.
Nævnet stadfæstede i maj 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber fra Ahwas, Khusistan, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske foreninger eller organisationer. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til de generelle forhold for arabere i Ahwas. Han har endvidere henvist til, at han på asylcentret i Thisted har deltaget i fejringen af Newroz, og at han af den årsag frygter at blive anklaget for at have deltaget i politiske aktiviteter. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter at blive anholdt eller henrettet af myndighederne, fordi han er konverteret til kristendommen. Det forhold, at ansøgeren er videofilmet, mens han deltog i en Newroz-fest, er ikke asylbegrundende. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke er profileret i forhold til de iranske myndigheder, at ansøgeren efter sin egen forklaring blot ses på filmen, og at han ikke fremkommer med udtalelser om det iranske styre. Ansøgeren har under asylsamtalen [i foråret] 2017 udvist et yderst begrænset kendskab til kristendommen og er uagtet dette blevet døbt 2 ½ måned efter samtalen. Ansøgeren har forklaret overordnet og i generelle vendinger om kristne højtider, kristne værdier, om hvad kristendommen betyder for ham, og hvorfor han føler sig kristen, herunder har ansøgeren ikke kunnet redegøre for sin religiøse afklaringsproces eller sin kristne overbevisning. Endvidere har ansøgeren blandt andet ikke kunnet redegøre nærmere om de begivenheder, der efter biblen fandt sted i påsken og den nærmere betydning heraf for kristne. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgerens konversion til kristendommen ikke er reel. Den eventuelle straf for illegal udrejse af Iran kan ikke anses for uforholdsmæssig, hvorfor dette forhold ikke er asylbegrundende. De generelle forhold for Ahwaz-arabere i Iran er ikke af asylbegrundende karakter. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2018/192/MKT
Nævnet stadfæstede i august 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og oprindelig muslim fra Ilam, Iran. Ansøgeren er efter det oplyste nu konverteret til kristendommen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder og af familien til sin kæreste, [A], som følge af et ikke-ægteskabeligt forhold, han har haft til hende. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han arbejdede som taxachauffør i byen Ilam. Han mødte sin kæreste, [A], via dating-app’en Bitalk i [sommeren] 2014. På dette tidspunkt skrev hun under navnet [B]. Hun vidste godt, hvem ansøgeren var, mens ansøgeren ikke vidste, hvem hun var, udover at hun oplyste, at hun var kunde i taxafirmaet. En dag i november eller i december 2014 ringede ansøgeren til ”[B]”, mens han kørte nogle kvindelige passagerer. En af passagerenes telefon begyndte at ringe, hvorfor ansøgeren opdagede, hvem ”[B]” var. [A] blokerede efterfølgende ansøgeren på app´en, men genetablerede kontakten til ham allerede én uge senere, hvor de begyndte at skrive om hverdagsting. En måned efter episoden i taxaen fandt sted, aftalte de at mødtes. De mødtes i ansøgerens bil foran [A’s] kusines bopæl klokken 1 om natten. Kusinen, [C], var klar over, at [A] skulle mødes med ansøgeren. En måned efter dette mødte mødtes de igen. Denne gang hjemme hos ansøgeren. Omkring en uge efter deres andet møde, hentede ansøgeren [A] og hendes anden kusine, [D], hjemme hos [A]. Ansøgeren kørte [D] til midtbyen, og efterfølgende [A] hjem til hendes morbrors bopæl. [D] kendte også til [A’s] forhold til ansøgeren. Da [A’s] morbror var ud at rejse, havde ansøgeren og [A] seksuelt samkvem på hans bopæl. I februar eller i marts 2015 mødtes ansøgeren igen med [A]. Denne gang på ansøgerens bopæl, hvor de igen havde seksuelt samkvem. Derefter mødtes de mere regelmæssigt. [A] fortalte ansøgeren, at hendes bror, [E], arbejdede for den iranske efterretningstjeneste. I juni eller i juli 2015 ringede [A] til ansøgeren og fortalte, at hun var gravid. [Senere på sommeren] 2015 tog ansøgeren til [A’s] bopæl sammen med sine forældre for at fri til [A]. [E] svarede, at han var imod frieriet, idet han kendte til ansøgerens religiøse ståsted og mente, at hans job ikke passede til [A’s] familiestatus. Før ansøgerens forhold til [A] opstod, havde [E] kørt i taxa med ansøgeren, hvor de kom op at skændes om religion, da ansøgeren fortalte ham, at han ikke troede på imamer og deres efterkommere. To uger efter det første frieri, tog ansøgerens forældre og farbror igen hen til [A’s] bopæl for at bede om [A’s] hånd. [E] afslog igen frieriet. Omkring en uge derefter hentede ansøgeren [A] fra hendes bopæl, da hendes familie ikke var hjemme. Ansøgeren kørte hende til en kosmetikforretning. Da [A] kom ud af forretningen, fortalte hun ansøgeren, at hendes fætter havde fulgt efter dem, og at han havde set dem sammen. Nogle dage senere kørte [A’s] anden bror, [F], sammen med ansøgeren i taxaen, hvor de kom op at skændes. Tre dage efter mødet med [F] blev ansøgeren stoppet af fire personer, som hev ham ud af taxaen og slog ham. Ansøger havde tidligere set [F] sammen med to af de personer, som slog ham, hvorfor han formoder, at [F] havde sendt dem. Ansøgeren tog efterfølgende hjem til [A’s] bopæl, hvor [E] boede. Han hældte benzin på [E’s] bil og satte ild til den. Tre dage senere kom fire civilklædte personer til ansøgerens arbejdsplads og anholdt ham. Ansøgeren blev efterfølgende afhørt af de ukendte personer om sin religiøse overbevisning. Til sidst underskrev ansøgeren et stykke papir, hvoraf det fremgik, at han troede på de islamiske love. Ansøgeren fik at vide, at han ti dage senere skulle melde sig til efterretningstjenestens afdeling. Samme aften, som ansøgeren blev løsladt, ringede [E] til ham. Han sagde, at han godt vidste, hvor ansøger havde været henne. Han sagde også, at han godt kunne blive gift med [A], hvis han accepterede koranen og den islamiske lovgivning. Det afslog ansøgeren. Dagen efter blev ansøgeren ringet op af [A’s] kusine, [D], som fortalte, at [A] havde fortalt sin familie, at hun var gravid. Hun havde også fået at vide, at [E] havde optaget den tidligere telefonsamtale med ansøgeren, hvor han havde afvist at acceptere koranen, hvorfor han nu havde bevismateriale, som kunne føre til, at ansøgeren ville blive idømt henrettelse. Ansøgeren rejste den samme dag og tog ophold hos sin svoger, [G], i hans træningscenter i Teheran i to dage. Mens han opholdt sig dér, ringede [G] til sin familie, hvorfra han fik at vide, at ansøgerens far og bror var blevet opsøgt på deres bopæl og anholdt af personer fra efterretningstjenesten med henblik på at finde frem til, hvor ansøgeren opholdt sig. Ansøgeren flyttede ind hos en ven i Teheran, hvor han boede i otte dage før sin illegale udrejse af Iran. Ansøger har som yderligere asylmotiv henvist til, at han frygter henrettelse af de iranske myndigheder, fordi han er konverteret fra islam til kristendommen. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans interesse for kristendom opstod i Danmark et par dage efter, at han var flyttet ind på et asylcenter i [efteråret] 2015. Han går regelmæssigt i kirke. Ansøgeren blev døbt [i foråret] 2016. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgeren på centrale punkter har forklaret divergerende og udbyggende, ligesom væsentlige dele af ansøgerens forklaring ikke fremstår sandsynlig og fremstår konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om baggrunden for, at hans kærestes familie afslog ægteskab. I asylskemaet har ansøgeren oplyst, at det skyldes, at ansøgeren havde en meget begrænset indkomst og ikke havde nogen dokumentation. I asylsamtalen [fra foråret] 2017 har ansøgeren oplyst, at det skyldes hans religiøse holdning og hans jobstatus. For Flygtningenævnet har ansøgeren oplyst, at kærestens families afslag skyldes hans frafald af troen på islam. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har udbygget sin forklaring vedrørende hans kontakt med efterretningstjenesten. I asylskemaet har ansøgeren ikke oplyst noget om, at han havde været tilbageholdt af efterretningstjenesten. I oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren oplyst, at han var blevet afhentet af fire mænd fra efterretningstjenesten, der stillede ham spørgsmål og bad ham melde sig til efterretningstjenestens afdeling i Ilam, og i asylsamtalen [fra foråret] 2017 har ansøgeren oplyst, at fire personer fra efterretningstjenesten afhentede ham på hans arbejdsplads, at han blev afhørt om sin religiøse overbevisning, sin familie og sine holdninger, og at han blev slået med håndflader og knytnæver samt blev sparket, og der blev bandet af ham. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende om, at hans kæreste fik foretaget en abort. For Flygtningenævnet har ansøgeren oplyst, at hans kæreste fik en abort, medens ansøgeren var i Iran. Ansøgeren har ikke oplyst herom tidligere, uanset at dette må anses for en central oplysning. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om, at han helt tilfældigt mødte sin fætter i Istanbul, hvorefter de sammen indrejste til Danmark, ikke forekommer sandsynlig. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at ansøgerens forklaring for Flygtningenævnet om baggrunden for, at ansøgeren udrejste af Iran, ikke kan lægges til grund. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hans konversion til kristendommen er reel. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at Flygtningenævnet ikke kan lægge ansøgerens forklaring om omstændighederne forud for hans udrejse af Iran til grund, sammenholdt med at det forekommer påfaldende, at ansøgeren påbegyndte sine kristne aktiviteter meget kort efter indrejsen i Danmark, uagtet at han ikke forud for indrejsen havde nærmere kendskab til kristendommen. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om hans konversion til kristendommen forekommer ureflekteret, og at ansøgeren ikke har været i stand til at redegøre dybere for sin egen kristne overbevisning eller hans beslutning om at blive døbt. De fremlagte udtalelser fra [en menighed] og [en frikirke] kan ikke føre til en ændret vurdering. Den omstændighed, at ansøgeren efter sin udrejse har slået opslag med kristne budskaber op på flere af ansøgerens egne Facebook-profiler kan ikke føre til en ændret opfattelse. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren ej kan anses for at have været i de iranske myndigheders søgelys ved sin udrejse af Iran. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at det af det tilgængelige baggrundsmateriale, herunder særlig af Udlændingestyrelsen og Dansk Flygtningehjælps rapport ”House Churches and Converts” fra februar 2018 fremgår, at deklarering af konversion på Facebook i sig selv ikke leder til forfølgelse men muligt til monitorering, samt at såfremt ansøgeren ikke før udrejse var i myndighedernes søgelys, vil vedkommende ikke risikere forfølgelse, trods opslag om konversion på internettet. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/170/EMU
Nævnet omgjorde i december 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om inddragelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia, således at han fortsat har opholdstilladelse nu efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren tilhører klanen […] og er sunnimuslim fra [landsby], Gedo, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab, idet han er blevet idømt dødsstraf for at være homoseksuel. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han som dreng blev udsat for en voldtægt af en fremmed mand. Klageren skammede sig og turde ikke fortælle om episoden til nogen. Efter et stykke tid begyndte klageren at føle og opføre sig som en kvinde. Da klageren blev ældre, blev han bevidst om, at han var homoseksuel, og han fik et forhold til en mand, der boede i samme område som klageren. På et tidspunkt blevet ansøgeren inviteret til en af sine homoseksuelle venners bryllup. Under festen ankom al-Shabaab og tog alle deltagerne til fange, undtagen tre, som det lykkedes at flygte. Klageren og de andre deltagere til festen blev efterfølgende stillet for en dommer, som idømte dem dødsstraf for at være iklædt kvindetøj og for at være homoseksuelle. Under fængslingen kom klageren i kontakt med en af vagterne fra al-Shabaab. Vagten indvilligede i at hjælpe klageren og de andre fanger, og en aften, da han var på vagt, undlod han at låse døren til cellen, hvorefter klageren flygtede med de andre fanger. Klageren forlod efterfølgende Somalia. Efter klagerens udrejse er hans mor blevet opsøgt af al-Shabaab, som har spurgt efter klageren. Udlændingestyrelsen meddelte klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Efter en samlet vurdering efter de foreliggende oplysninger finder Flygtningenævnet, at klageren har sandsynliggjort, at han er homoseksuel. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger findes det herefter sandsynliggjort, at klageren ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsen afgørelse af [efteråret] 2017, således at klageren fortsat har opholdstilladelse nu efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2018/134/JEA
Nævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser fra Teheran og oprindelig shiamuslim. Ansøgeren anser dog ikke sig selv som religiøs eller troende. Ansøgeren har været medlem af gruppen Erfan-e-Halghe i fire til fem år. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet eller henrettet, fordi han er medlem af gruppen Erfan-e-Halghe, og fordi han har skrevet korankritiske kommentarer i sin koran. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han har været tilknyttet gruppen Erfan-e-Halghe [i et lille samfund] i fire til fem år. Ansøgeren er uddannet mester indenfor gruppen. I vinteren 2014 blev fire medlemmer af hans gruppe, herunder ansøgerens mester, [A], anholdt. Nogen tid efter anholdelserne blev ansøgeren opsøgt af to personer fra efterretningstjenesten. De pågældende opsøgte hans butik. Den første gang var ansøgeren ikke til stede. Folkene fra efterretningstjenesten spurgte efter ham og forlod herefter stedet. Cirka 1-3 uger efter opsøgte to personer fra efterretningstjenesten igen hans butik. De sagde til ham, at de holdt øje med ham, og at de ventede på at fange ham, så snart han tog et forkert skridt. Nogle dage senere blev ansøgerens bopæl opsøgt. Da han kom hjem stod døren åben uden at være brudt op og det var tydeligt, at hans bøger var blevet undersøgt og gennemset, idet der lå bøger på gulvet. Bøgerne omhandlede Erfan-e-Halghe. Efterfølgende fjernede ansøgeren bøgerne fra lejligheden og gemte dem bag i sin bil. Omkring to til tre uger senere var hoveddøren igen åben, da ansøgeren kom hjem, og han formoder, at ansøgeren igen havde været der. Ansøgerens mester blev i forbindelsen med tilbageholdelsen udspurgt om ansøgeren. Da hun blev løsladt mod kaution, flygtede hun til Tyrkiet, hvorfra hun ca. 5-7 måneder efter tilbageholdelsen kontaktede ansøgeren for at advare ham om, at hun ville fortælle myndighederne, at det var ansøgeren, der havde skrevet korankritiske kommentarer i den koran, som myndighederne havde fundet på hendes bopæl. Ansøgeren solgte sin forretning [beliggende i det lille samfund] og tog til Teheran, hvor han opholdt sig hos en bekendt, mens han i perioden fra [foråret/sommeren] 2015 til [efteråret] søgte visum på den franske ambassade. Ansøgeren udrejste legalt ved brug af dette visum og sit pas til at udrejse fra Iran i [efteråret] 2015 via lufthavnen i Teheran. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotiv til grund, idet forklaringen har været usandsynlig, divergerende og udbyggende på en række centrale punkter, hvorfor den i det hele fremstår som konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har således forklaret divergerende med hensyn til, om efterretningstjenesten ved den anden henvendelse til butikken, hvor de traf ansøgeren, beskyldte ham for at have et samlingssted for Erfane-e-Halgheh i butikken og bad ham rydde op i dette, eller om de blot oplyste, at de holdt øje med ansøgeren og ventede på, at han gjorde noget forkert. Også med hensyn til, om det var hele ansøgerens lejlighed, som var blevet gennemrodet, eller om der kun lå nogle bøger på gulvet ved reolen, har forklaringen været divergerende. Det bemærkes i denne sammenhæng, at det ikke forekommer sandsynligt, at ansøgeren fortsat skulle have været i besiddelse af en større bogsamling med forbudte bøger i hjemmet, efter at myndighederne havde anholdt flere medlemmer af ansøgerens gruppe af Erfane-e-Halgheh tilhængere, herunder hans mester, [A], ligesom det heller ikke er sandsynligt, at ansøgeren ikke gjorde noget mere effektivt for at skaffe sig af med bøgerne end at gemme dem bag i sin bil. Ansøgeren har om anholdelsen af de fire Erfane-e-Halgheh medlemmer fra hans gruppe i såvel asylsamtalerne som under mødet i nævnet forklaret, at tre af dem befandt sig enten hjemme eller på vej hjem, og at det kun var [A], der befandt sig i klasseværelset. Dette stemmer dårligt med hans egen forklaring fra oplysnings- og motivsamtalen, hvorefter gruppen var samlet, da nogle personer fra efterretningstjenesten kom og anholdt 4 af dem, og at efterretningstjenesten kom, fordi mestrene var samlet, og at mestrene var udvalgt som mål. Forklaringen passer også dårligt med avisomtalen fra blandt andet Iran Press, hvor anholdelserne var omtalt den 14. december 2014, idet det heraf fremgår, at alle personerne blev anholdt i klasseværelset. Ansøgeren har forklaret udbyggende med hensyn til, at der er blevet afholdt op mod 50 undervisningsseancer på hans bopæl. Den omstændighed, at han både lagde lokaler til undervisning, og at gruppen opbevarede cd´ere og bøger i hans forretning, og at hans navn var omfattet af arrestordren, tyder på, at ansøgeren havde en vis position indenfor gruppen [i det lille samfund]. Det giver derfor dårlig mening, at han ikke også blev anholdt navnlig set i lyset af, at myndighederne flere gange opsøgte ham i såvel forretningen som på bopælen. Også med hensyn til, hvornår [A] fandt ud af, at myndighederne var i besiddelse af koranen med ansøgerens kritiske kommentarer, har ansøgeren forklaret divergerende. Han har således forklaret divergerende med hensyn til, om [A] blev udspurgt hertil allerede i forbindelse med tilbageholdelsen, eller om det først var efter løsladelsen, at hun via sin advokat blev gjort bekendt med, at myndighederne havde koranen i deres besiddelse. Det bemærkes i den forbindelse videre, at ansøgeren ikke i forbindelse med asylsamtalerne har været i stand til at gengive de kritiske kommentarer eller hovedtræk af, hvad han havde skrevet, og at det først er under mødet i nævnet, at han har været i stand til at give eksempler herpå. Ansøgeren har endvidere ikke været i stand til at give en rimelig forklaring på, hvorfor [A] efterfølgende skulle ønske at angive ham til myndighederne som ejer af koranen, idet hun på dette tidspunkt var flygtet til Tyrkiet, hvor hun fortsat befinder sig. Det bemærkes i den sammenhæng, at det savner mening, at [A] antog, at hun, selvom koranen blev fundet på hendes bopæl, kunne overbevise myndighederne om, at den tilhørte ansøgeren, eftersom denne oplysning først fremkom længe efter, at [A] havde været anholdt og var blevet løsladt igen. Det er videre usandsynligt, at ansøgeren skulle være forblevet i Iran 5-6 måneder efter, at [A] havde oplyst, at hun ville fortælle myndighederne, at han var ejer af koranen, og at han, der følte sig overvåget og sov med tøjet på, valgte at søge om et visum, der blev udstedt i hans eget navn, og at udrejse legalt via lufthavnen i Teheran, fremfor straks at udrejse illegalt. Det forekommer i den forbindelse heller ikke sandsynligt, at myndighederne ikke skulle have forsøgt at opsøge ansøgeren enten i forretningen [i det lille samfund] eller hos hans forældre i Teheran. Endelig, er det mindre sandsynligt, at Erfane-e-Halgheh, skulle udstede diplomer og id-kort med angivelse af navn og identifikationsoplysninger på medlemmer, set navnlig i lyset af ansøgerens egen forklaring om, at gruppen ikke er legal i Iran, og at han ikke er i besiddelse af billeder af gruppens medlemmer eller dens aktiviteter, fordi gruppen ikke producerer beviser mod sig selv. Om ansøgerens aktiviteter mod det iranske regime, mens han har opholdt sig i Danmark bemærkes, at han har deltaget i en demonstration foran den iranske ambassade i Danmark, og at han har postet regimekritisk materiale på en Instagram profil, der er oprettet under et dæknavn og på sin Facebookprofil, der er oprettet i eget navn. Allerede, fordi det ikke er sandsynliggjort, at ansøgeren er profileret i forhold til de iranske myndigheder, er det ikke sandsynliggjort, at han ved disse begrænsede aktiviteter har bragt sig i de iranske myndigheders søgelys på en måde, der indebærer, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Nævnet finder efter en samlet vurdering herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort sit asylmotiv, og at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller overgreb efter § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2017/382/HHU
Nævnet stadfæstede i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig stats-borger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og oprindelig sunnimuslim fra Mosul, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af sine farbrødre på grund af en jordkonflikt. Ansøgeren har videre som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af ISIL. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv vedrørende kon-flikten med sine farbrødre oplyst, at hans familie arvede noget jord efter ansøgerens fars død i 1998. Ansøgerens farbrødre modsatte sig dog ansøgerens og hans families krav på andel af jorden. I 2000 modtog ansøgerens familie verbale trusler fra farbrødrene. De truede med at slå ansøgeren og hans familie ihjel, hvis de fortsatte med at gøre krav på en andel af jorden. I 2013 opsøgte to af ansøge-rens farbrødre ansøgerens bopæl i [en mindre by ved Mosul] og truede med at slå ansøgeren og hans familie ihjel, hvis de så dem én gang til. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv vedrørende frygten for ISIL oplyst, at ISIL indtog [den pågældende by ved Mosul] i [sommeren] 2014. Ansøgeren og hans familie flygtede derfor til [en anden by]. Ansøgeren udrejste af Irak i november 2015. Ansøgeren har til sin advokat oplyst, at han efter tre års ophold i Danmark ikke længere er troende muslim. Han betragter sig selv som agnostiker. Flygtningenævnet kan ikke afvise, at ansøgeren har haft en jordkonflikt med sin fars familie i forbindelse med farens død i 1998. Flygtningenævnet finder imidlertid, at konflikten hverken har en sådan intensitet eller aktualitet, at den er asylbegrun-dende. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret, at så længe han og hans familie ikke henvender sig til farbrødrene om jorden, vil der ikke ske noget, at den chikane og de trusler, som de har været udsat for, alene har medført, at deres bevægelsesfrihed er blevet indskrænket, og at ansøgerens to brødre stadig opholder sig i Irak uden, at de er udsat for andre problemer. Ansøge-rens frygt for ISIL kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet har herved lagt vægt på, at det alene beror på ansøgerens egen formodning, at ISIL vil efterstræbe ham. Ansøgeren har således forklaret, at han aldrig er blevet opsøgt af eller har haft nogen personlige konflikter med ISIL. Efter indholdet af de foreliggende baggrundsoplysninger, lægger nævnet til grund, at ISIL er fordrevet fra Irak, og at de generelle forhold i Irak, herunder for sunnimuslimer og kurdere, ikke er af en sådan karakter, at dette i sig selv kan føre til, at ansøgeren kan meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Heller ikke det forhold, at ansøgeren ikke længere praktiserer sin religion og nu opfatter sig som agnostiker kan føre til, at han kan meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Sammenfattende finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil risikere forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2019/9/HHU
Nævnet stadfæstede i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra Soran, Erbil, Irak. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af en person ved navn [A], idet ansøgeren har haft et forhold til [A’s] kusine, [B]. Ansøgeren frygter endvidere [A’s] far, der er medlem af KDP. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han i [begyndelsen af] 2013 lærte en pige ved navn [B] at kende. Ansøgeren mødte hende på Teknisk Institut i Soran, hvor de begge studerede. De mødtes jævnligt og talte i telefon sammen i et års tid. I [foråeret] 2013 mødte ansøgeren for første gang [B’s] fætter, [A]. Ansøgeren mødte [B] og [A] på skolen, og de talte sammen i et par timer om blandt andet politik, inden [A] gik igen. I [sommeren] 2014 befandt ansøgeren sig i skolens gård sammen med [B]. De holdt i hånd. [A] ankom uanmeldt til skolen og så dem holde i hånd. [A] gik hen til dem og spurgte ansøgeren, med hvilken ret han holdt hans kusine i hånden. [A] skubbede ansøgeren ned på jorden og sagde, at han ikke ville se ansøgeren igen. Derefter gik [A] derfra med [B]. I medio 2015 modtog ansøgeren et opkald fra [A]. [A] sagde til ansøgeren, at han ikke ville have, at ansøgeren holdt [B] i hånden, og at ansøgeren og ham ikke længere kunne være venner. Han sagde også, at hvis han så ansøgeren holde [B] i hånden igen, ville han slå ansøgeren ihjel. I [efteråret] 2015 mødtes ansøgeren og [B] ude foran den frisørsalon, hvor ansøgeren arbejdede. [A] kom pludselig hen til dem. Han skældte [B] ud og slog hende. Han trak en pistol og skød op i luften med den. Ansøgeren løb fra stedet. Ansøgeren overnattede efterfølgende hos nogle venner og sin mor, inden han udrejste af Irak omkring fem dage efter episoden ved frisørsalonen. Ansøgeren har endvidere oplyst, at [A] selv ønskede at blive gift med [B], og at [A’s] far er medlem af KDP. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet den fremstår som konstrueret til lejligheden og dermed utroværdig. Flygtningenævnet har herved navnlig lagt vægt på, at ansøgerens forklaring på centrale punkter har været divergerende, udbyggende og i et vist omfang usandsynlig. Ansøgeren har således forklaret divergerende om den flugtudløsende begivenhed, idet han under samtalen [i efteråret] 2016 hos Udlændingestyrelsen oplyste, at [A] først affyrede to skud op i luften og derefter affyrede 2-3 skud efter ansøgeren, mens ansøgeren under samtalen [i sommeren] 2017 oplyste, at [A] kun skød advarselsskud op i luften og ikke skød mod ansøgeren. Under samtalen [i efteråret] 2017 oplyste ansøgeren, at han ikke hørte andre skud end dem, der blev affyret op i luften, da han løb fra stedet. Ansøgeren har for nævnet har forklaret, at der blev affyret 2-3 skud, idet han vendte sig om og løb fra stedet. Ansøgeren har herudover forklaret forskelligt om, hvorvidt [A] truede ham på livet ved episoden i 2014, hvor [A] så ansøgeren og [B] holde i hånd på instituttets område. Under samtalen [i efteråret] 2016 hos Udlændingestyrelsen oplyste ansøgeren, at [A] havde sagt, at deres forhold måtte stoppe, og at han ville dræbe ansøgeren, hvis han så ham igen sammen med [B]. Under samtalerne [i sommeren] 2017 og [i efteråret] 2017 oplyste ansøgeren, at [A] alene skubbede ansøgeren omkuld ved mødet i 2014 og ikke fremkom med nogen trusler mod ham. Dette var derimod sket under en telefonsamtale i sommeren 2015. Desuden har ansøgeren forklaret forskelligt om, hvorvidt han havde telefonisk kontakt med [B] i tiden mellem episoden på instituttet i [sommeren] 2014 og skudepisoden ved frisørsalonen. Ansøgeren har således ved samtalen [i sommeren] 2017 forklaret, at han og [B] fortsat talte i telefon i den periode – også efter, at [A] havde ringet til ansøgeren og truet ham et par måneder før skudepisoden. Ved samtalen [i efteråret] 2017 og for nævnet har ansøgeren forklaret, at de slet ikke talte sammen i den pågældende periode. Ansøgeren har i tilknytning hertil forklaret forskelligt om, hvorvidt han forsøgte at ringe til [B]. Han har således under samtalen [i efteråret] 2017 forklaret, at han ved deres møde uden for frisørsalonen spurgte hende, hvorfor hun ikke havde taget sin telefon de gange, han havde forsøgt at ringe til hende. For nævnet har ansøgeren forklaret, at han ikke forsøgte at ringe til hende, selv om han ønskede at gøre det. Han afstod fra det, fordi han var bange for, hvad der kunne ske. Ansøgeren har endvidere forklaret forskelligt og udbyggende om, hvorvidt han efter sin udrejse har haft kontakt til sin arbejdsgiver, der skulle have overværet skudepisoden. Under samtalen hos Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2017 oplyste ansøgeren, at han ikke efterfølgende ringede til sin arbejdsgiver for at høre, hvad der var sket. Til sin advokat og for nævnet har ansøgeren derimod forklaret, at han havde kontakt med sin arbejdsgiver, da ansøgeren var kommet til Sverige, og at arbejdsgiveren da fortalte, at han var blevet opsøgt af [A], som havde spurgt efter ansøger. De nævnte divergenser kan efter deres indhold og omfang ikke forklares med, at der har været problemer med tolkningen. Flygtningenævnet har herudover lagt vægt på, at det fremstår som påfaldende, at ansøgeren skulle være blevet ringet op af [A] uden nærmere anledning i sommeren 2015, hvor ansøgeren ikke havde haft kontakt med hverken [B] eller [A] i ca. et år. Ansøgerens oplysning om, at det formentlig skyldtes, at [A] rejste en del, forekommer ikke overbevisende. Det fremstår endvidere usandsynligt, at ansøgeren og [B] efter at have afbrudt kontakten i omkring et år genoptog den på [B’s] initiativ, og at [A] netop dukkede op samtidigt med en pistol, ligesom det fremstår som bemærkelsesværdigt, at ansøgeren på trods af sine varme følelser for [B] ikke har forsøgt at finde ud af, hvad der skete med hende efter skudepisoden. Ansøgerens mor er ifølge ansøgeren ikke på noget tidspunkt blevet opsøgt efter ansøgerens udrejse af [A] eller dennes familie, som ifølge ansøgeren har væsentlig indflydelse i KDP. Det beror endvidere alene på ansøgerens egen formodning, at han skulle blive efterstræbt af [A] og dennes familie. Flygtningenævnet finder på den baggrund efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i aktuel risiko for konkret, individuel forfølgelse eller for at blive udsat for dødsstraf, tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, og stk. 2, er derfor ikke opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2019/8/EMU
Nævnet stadfæstede i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger samt fire børn fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra Kirkuk, Irak. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af ISIL. Ansøgeren har til støtte herfor henvist til de generelle forhold i sit hjemland, herunder at ISIL befinder sig i det område af Irak, som ansøgeren kommer fra. Ansøgeren har i forbindelse med advokatindlægget som yderligere asylmotiv henvist til, at han frygter at blive udsat for overgreb fra sin ægtefælles familie, idet ansøgeren har krænket deres ære, idet det er ansøgerens ægtefælles families opfattelse, at det er ansøgerens skyld, at ansøgerens ægtefælle har forladt ham og indledt et forhold med ansøgerens fætter. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han i 2005 fik en venneanmodning via Facebook fra en marokkansk pige, som ansøgeren accepterede. Den marokkanske pige overtalte ansøgeren til at udføre seksuelle akter såsom at onanere, hvilket den marokkanske pige optog på video. Den marokkanske pige afpressede efterfølgende ansøgeren for penge med trusler om at lægge videoen på Youtube. Den marokkanske pige lagde efterfølgende videoen på Youtube, hvorefter ansøgeren betalte penge for at få Youtube til at fjerne videoen. Ansøgerens ægtefælle fik kendskab til videoen, efter ansøgeren og hans ægtefælle var ankommet til Danmark, idet ansøgerens fætter i [sommeren] 2016 fortalte ansøgerens ægtefælle herom. Ansøgerens ægtefælle meddelte efterfølgende ansøgeren, at hun ønskede at blive skilt. Ansøgerens ægtefælle har nu forladt Danmark sammen med ansøgerens fætter. For så vidt angår ansøgerens oprindelige asylmotiv bemærker Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har haft konkrete konflikter med ISIL, og at hans generelle frygt for ISIL eller den generelle sikkerhedsmæssige situation i Irak ikke kan medføre, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnets flertal finder ikke at kunne afvise ansøgerens forklaring om, at han i [foråret] 2015 lod en kvinde, som han fik kontakt med via Facebook, optage videosekvenser af ham med et seksuelt indhold, og at hun efterfølgende krævede penge af ham for at få videoen slettet. Det bemærkes, at ansøgerens forklaring er understøttet af det fremlagte materiale fra hans Facebook-profil. Flygtningenævnets flertal kan imidlertid ikke lægge centrale dele af ansøgerens øvrige forklaring om videoens betydning for hans asylmotiv til grund, idet indholdet heraf fremstår som konstrueret til lejligheden og dermed utroværdigt. Flygtningenævnets flertal kan således ikke lægge til grund, at ansøgerens ægtefælles familie skulle være blevet gjort bekendt med videoens eksistens eller indhold. Der er herved lagt vægt på, at ansøgeren til sin advokat og for nævnet har givet divergerende og udbyggende oplysninger herom. Ansøgeren har således først givet udtryk for, at han alene formoder, at ægtefællens familie har kendskab til videoen. Ansøgeren har herefter forklaret, at ægtefællens familie har inddraget kendskabet til videoen i deres trusler mod ham. Efter at være foreholdt, at den trussel, han ifølge sin forklaring har modtaget i [efteråret] 2018 fra ægtefællens fætter, ikke indeholder henvisninger til videoen, har ansøgeren forklaret, at han på et tidspunkt blev ringet op i Tyskland i [begyndelsen af] 2017 af ægtefællens fætter, som da sagde, at problemerne for ansøgeren var opstået på grund af den fejl, ansøgeren havde begået ved at medvirke i videoen. Flygtningenævnets flertal bemærker i den forbindelse, at det forekommer særdeles påfaldende, at den seneste trussel, som ansøgeren har modtaget på skrift fra ægtefællens fætter, ikke omtaler videoen, da den efter ansøgerens forklaring på det tidspunkt skulle være kommet til ægtefællens families kendskab. Den omstændighed, at ansøgeren har tabt ansigt, og at han og hans børn vil kunne blive udsat for social stigmatisering på grund af, at ansøgeren har medvirket i videoen, kan ikke i sig selv begrunde, at de meddeles opholdstilladelse. Spørgsmålet er herefter, om ansøgeren risikerer asylbegrundende forfølgelse fra ægtefællens familie, fordi ægtefællen har forladt ansøgeren, og parterne er blevet skilt, idet ægtefællens familie bebrejder ansøgeren, at han ikke har passet på sin hustru. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren og hans ægtefælle ifølge ansøgeren også havde problemer i deres ægteskab i Irak, før de måtte forlade deres hjem og tage ophold i flygtningelejren [en del af Irak], og at ægtefællen efter at have forladt ansøgeren under ægteskabet kom tilbage ansøgeren. Den omstændighed, at ansøgerens ægtefælle har forladt ham igen efter indrejsen til Europa og efter det oplyste er taget til Frankrig sammen med ansøgerens fætter, må efter de foreliggende baggrundsoplysninger anses for en krænkelse af ansøgerens families ære og ikke af ægtefællens families ære. Det kan således ikke lægges til grund, at det er en krænkelse af ansøgerens ægtefælles families ære, at hun på ny skulle have forladt ansøgeren, idet hendes onkel ifølge ansøgerens oplysninger til sin advokat tidligere har bragt hende tilbage til ansøgeren, efter at hun havde forladt ham, mens de boede i Irak. Den oplyste trussel fra ansøgerens ægtefælles fætter kan i det lys ikke anses for at være af en sådan intensitet, at den kan begrunde, at ansøgeren herved risikerer asylbegrundende forfølgelse fra ægtefællens fætres side ved en tilbagevenden til Irak. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at nævnet ikke kan lægge ansøgerens oplysninger om, at ægtefællen skulle have været ham utro med fætteren, til grund. Nævnet bemærker i den forbindelse, at det må anses for meget usandsynligt, at ansøgerens ægtefælle ved højlys dag skulle have haft seksuelt samkvem med ansøgerens fætter i flygtningelejren i Frankrig i et telt, hvor ansøgerens fire børn var til stede, og ansøgeren samtidig opholdt sig i umiddelbar nærhed heraf. Flygtningenævnet finder på den baggrund efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i aktuel risiko for konkret, individuel forfølgelse eller for at blive udsat for dødsstraf, tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, og stk. 2, er derfor ikke opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2019/7/EMU
Nævnet stadfæstede i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunnimuslim fra Mosul, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter ISIL, da han har forladt Mosul og har deltaget i en shiitisk tradition. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter de irakiske myndigheder, som har efterlyst ham. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at ISIL fik kontrollen over Mosul omkring en uge efter, at ansøgeren havde afsluttet et studieophold i Indien i [sommeren] 2014. Ansøgeren opholdt sig i Mosul indtil [efteråret] 2014, hvor han rejste til Indien igen. Ansøgeren havde svært ved at få lov til at udrejse af Mosul og fik i den forbindelse udstedt en lægeerklæring. Efter ansøgerens udrejse er hans forældre blevet opsøgt af ISIL to gange, der har spurgt efter ansøgeren, da han skulle for en domstol. Ansøgeren har deltaget i diverse shiitiske ceremonier og optog i Indien, hvilket er blevet filmet og ligger på Youtube. Ansøgeren frygter, at ISIL vil se denne video, da de ikke kan lide shiamuslimer. Ansøgeren har videre oplyst, at hans ven, Atheer, i forbindelse med verificering af sine og ansøgerens uddannelsesdokumenter har fået et vide af de irakiske myndigheder, at ansøgeren var efterlyst, da ansøgeren skulle have udtalt sig kritisk om regeringen. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Vedrørende konflikten med ISIL: Flygtningenævnet bemærker, at ISIL er fordrevet fra Mosul, og at myndighederne nu har kontrollen. Ansøgeren har forklaret, at han ikke havde nogen konkrete konflikter med ISIL. Ansøgeren må derfor betragtes som ganske uprofileret. Selvom der måtte være ISIL-sympatisører i byen stadigvæk, har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at de ville have vilje og evne til at forfølge ham, særligt når det lægges til grund, at mange indbyggere flygtede fra Mosul, og at mange er vendt tilbage til byen. Vedrørende konflikten med myndighederne: Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren først sent i processen har forklaret om problemerne med myndighederne. Ansøgeren har forklaret, at han ikke har deltaget i demonstrationer eller udtalt sig kritisk mod styret. Ansøgeren har ingen konkret viden om, hvad hans konflikt skyldes. Ansøgeren har fremlagt to breve, dels et brev fra Undervisnings- og Forskningsministeriet i Irak, dateret [sommeren] 2015, hvor det fremgår, at ministeriet har afsluttet hans sag vedrørende studier i Indien på grund af hans aktiviteter mod republikken i Irak, og dels en arrestordre, udstedt [i sommeren] 2017, hvoraf det fremgår, at ansøgeren er tiltalt i en sag. Ansøgeren har ikke på troværdig måde kunne redegøre for, hvordan han er kommet i besiddelse af brevene og har forklaret afglidende og ukonkret om denne konflikt. Nævnet lægger vægt på, at det af ansøgerens uddannelsespapirer fremgår, at ambassaden, på trods af den administrative ordre, med et stempel har bekræftet papirenes ægthed [i efteråret] 2015. Endelig findes det påfaldende, at anholdelsesbeslutningen er dateret [sommeren] 2017, selvom ansøgeren forklarer, at myndighederne har været bekendt med en eventuel overtrædelse allerede [to måneder tidligere i] 2015. Ansøgeren har ikke nærmere kunne redegøre for, hvornår og i hvilket omfang arrestordren har ført til, at politiet henvendt sig til hans familie med henblik på at anholde ham. Af ovennævnte grunde tilsidesætter Flygtningenævnet ansøgerens forklaring. Ansøgeren har derfor ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være forfulgt, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i individuel eller konkret risiko for overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet har ikke fundet anledning til at hjemvise sagen. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2019/5/SEL
Nævnet hjemviste i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunnimuslim fra Kirkuk, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Irak frygter, at en ukendt gruppe vil kidnappe hende eller slå hende ihjel, da de tidligere har truet ansøgerens ægtefælle. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at hun ved en tilbagevenden frygter sin familie og ægtefælle. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at ansøgeren blev forlovet med sin ægtefælle, [A], i 2008. Ansøgerens ægtefælle havde tidligere modtaget trusler, idet han var velhavende. Ansøgeren var dog ikke nærmere bekendt med indholdet af de fremkomne trusler rettet mod ansøgerens ægtefælle, eller hvem, der fremkom med disse trusler. På et ukendt tidspunkt i 2010 blev der kastet en bombe mod ansøgerens ægtefælles fabrik. Murene omkring fabrikken blev sprængt. To til tre uger senere modtog ansøgerens ægtefælle et trusselsbrev på sin fabrik. Ansøgerens ægtefælle fortalte ikke ansøgeren om det nærmere indhold heraf. To til tre måneder senere modtog ansøgerens ægtefælle endnu et trusselsbrev, som blev fremsendt til deres bopæl. Af trusselsbrevet fremgik, at en ukendt gruppe ville kidnappe ansøgeren og ansøgerens ægtefælles søn. Efter modtagelsen af det sidste trusselsbrev valgte ansøgeren med sin familie at flytte til Bagdad, hvor de opholdt sig i tre måneder, inden de udrejste af Irak. Ansøgerens ægtefælle og søn befinder sig, efter ansøgerens oplyste, i Syrien. Efter drøftelse besluttede Flygtningenævnets flertal at hjemvise sagen under hensyn til, at ansøgeren først for nævnet er fremkommet med et nyt asylmotiv i form af frygt for reaktioner fra familie og svigerfamilie på baggrund af et uægteskabeligt forhold resulterende i graviditet, og idet dette asylmotiv findes så væsentligt, at en behandling i to instanser skønnes påkrævet.” Irak/2019/4/GJEY
Nævnet stadfæstede i april 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 1992. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk kurder og sunni muslim fra Irak. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han vil blive slået ihjel, hvis han vender tilbage til Irak, eftersom han er kurder. Klageren har videre henvist til, at der har været nogle hævndrab mellem ansøgerens familie og en anden familie, og han mener, at han vil få problemer på den baggrund. Endelig har klagerens henvist til sine helbredsmæssige forhold. Klageren har til støtte herfor forklaret, at hans forældre rejste fra Irak til Kuwait grundet en konflikt med en anden familie. Klageren rejste fra Kuwait i 1992, fordi Irak og Kuwait var i krig. Han har på et tidspunkt været turist i Irak, hvor han blev tilbageholdt og tortureret. Han blev tilbageholdt, fordi han er kurder, og han blev mistænkt for at videregive oplysninger om Irak til Kuwait. Han kan ikke huske, hvor længe han var fængslet. Da sagen var blevet oplyst, vurderede de irakiske myndigheder, at klageren ikke havde noget med det at gøre. Herefter blev klageren bragt til grænsen, hvorefter han fik lov til at vende tilbage til Kuwait. Klageren har videre forklaret, at han modtager behandling for en hjertesygdom, diabetes og sit blodtryk. Klageren har haft problemer med sit hjerte, mens han har været fængslet. Han har i den forbindelse været på sygehuset nogle gange. Han er blevet opereret på [et dansk] Sygehus og [et dansk] Hospital, hvor han bl.a. har fået foretaget en ballonudvidelse. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om sine asylmotiver i forhold til Irak til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren – herunder under mødet i Flygtningenævnet – på væsentlige punkter har forklaret divergerende og uklart om sine asylmotiver. Flygtningenævnet har ved vurderingen heraf taget hensyn til, at klageren angiver at have været udsat for tortur, ligesom Flygtningenævnet har taget hensyn til klagerens helbredsmæssige tilstand. Flygtningenævnet kan således ikke lægge til grund, at klageren har konkrete konflikter i Irak, der medfører, at han vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet finder endvidere, at de generelle forhold i Irak ikke er af en sådan karakter, at det forhold, at klageren er sunnimuslim af kurdisk afstamning, medfører, at han vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Det forhold, at klagerens to søstre er meddelt opholdstilladelse som FN kvoteflygtninge, kan ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at klagerens to søstre som netop kvinder blev vurderet som særligt udsatte. Flygtningenævnet finder videre, at klagerens helbredsmæssige forhold ikke i sig selv kan føre til, at klageren meddeles asyl. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at spørgsmålet, om det vil være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 at sende klageren tilbage til Irak som følge af klagerens helbredsmæssige forhold ikke hører under Flygtningenævnets kompetence i relation til udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder endelig, at heller ikke klagerens helbredsmæssige forhold sammenholdt med klagerens øvrige forhold medfører, at han ved en udsendelse til Irak vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb i strid med udlændingelovens 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2019/38/snd
Nævnet stadfæstede i april 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og shia-muslim fra Bagdad, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af sin bror. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun har været gift med en mand ved navn [A]. Ansøgerens familie støttede ikke op om hendes ægteskab med [A]. [A] har fortalt ansøgeren, at han har sagt til hendes familie, at de havde sex før ægteskabet, og at ansøgeren har drukket alkohol. [A] har også fortalt ansøgeren, at han har sendt billeder og videoer af ansøgeren, der er nøgen og drikker alkohol, til hendes familie. Ansøgerens mor og bror har konfronteret hende med, at [A] har fortalt dem, at han og ansøgeren har haft sex før ægteskabet, og at ansøgeren har drukket alkohol. Ansøgeren benægtede disse forhold, og hendes familie troede på hende. De har ikke nævnt noget om, at [A] skulle have sendt dem billeder og videoer. Ansøgerens bror har udtrykt, at han ikke længere anser ansøgeren for at være hans søster, og at han ikke ønsker at se hende. Ansøgeren frygter på den baggrund, at hendes bror vil slå hende ihjel, hvis hun vender tilbage til Irak. Flygtningenævnet finder, at der i al væsentligt ikke er grundlag for at tilsidesætte den forklaring, som ansøgeren er kommet med for Udlændingestyrelsen vedrørende sit asylmotiv. For nævnet har ansøgeren imidlertid som noget nyt forklaret, at hendes mor skulle have fortalt ansøgeren, at broderen havde oplyst, at han ville dræbe ansøgeren, såfremt hun vender tilbage til Irak. Denne forklaring, der i forhold til det tidligere forklarede er udbyggende, uoverensstemmende og helt usammenhængende, kan ikke lægges til grund. Det, som ansøgeren har oplyst over for Udlændingestyrelsen om årsagen til, at hun søger asyl i Danmark, og som nævnet finder i al væsentligt at kunne lægge til grund, kan ikke føre til, at hun kan meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Ansøgerens frygt for, at hendes bror som følge af hendes fjerde ægteskab nu skulle ønske at slå hende ihjel, beror således alene på oplysninger fra hendes tidligere ægtefælle og er tilsyneladende ikke gentaget af hendes egen familie, der alene har oplyst, at broderen ikke længere ønsker at se hende. Heller ikke moderens udtalelse til ansøgeren om, at hun ikke skal medbringe sin søn, hvis hun vender tilbage til Irak, kan tages som udtryk for, at broderen skulle ønske at dræbe ansøgeren. Der er således ingen holdepunkter i sagen for at antage, at ansøgerens bror eller andre vil slå ansøgeren ihjel, såfremt hun vender tilbage til Irak. Det kan derfor ikke lægges til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse eller asylbegrundende overgreb fra sin broders eller andres side, hvorfor hun ikke kan meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2019/36/ATN
Nævnet stadfæstede i april 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig stats-borger fra Irak. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber, oprindeligt shia-muslim og fra […] Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel, fordi han efter ankomsten til Danmark er frafaldet islam og i dag er ateist. Ansøgeren har også henvist til, at han frygter de generelle forhold i Irak. Flygtningenævnet finder, allerede på baggrund af ansøgerens egen forklaring, at han ikke opfylder kravene for meddelelse af asyl. Således fremgår det af oplysnings- og motivsamtalen [vinteren] 2016 […] at ansøgeren ikke har nogen personlige konflikter i Irak, og at det alene er generelle forhold, der medfører, at han er udrejst af landet. Hans beskrivelse af de risici, han mener at kunne blive udsat for, har en helt generel og overfladisk karakter. (”Han fortæller, at man kan blive udsat for overgreb af militser”). Ved asylsamtalen [ultimo] 2017 […] forklarer ansøgeren, at han ikke har behov for at dele sine holdninger med andre, når dette er ubelejligt for ham. Dette har han på udtrykkelig forespørgsel bekræftet ved fremmødet i Flygtningenævnet. Endvidere er han ifølge egne oplysninger efter sin indrejse i Danmark blevet islamisk viet. Han har om dette forklaret, at det var nødvendigt for ham at acceptere en islamisk vielse, hvis han ønskede at blive gift. På denne baggrund finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgerens oplysninger om, at han er frafaldet islam har en sådan karakter, at det kan medføre, at han anses for omfattet af udlændingelovens § 7. De generelle forhold i Irak kan ikke føre til, at der meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster herefter Udlændingestyrelsens afgørelse.” irak/2019/35/thv
Nævnet stadfæstede i april 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim fra Mosul, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter ISIL, idet han tidligere har haft en konflikt med Al Qaeda. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han i 2006 havde en konflikt med Al Qaeda, idet han en dag skød efter nogle medlemmer af Al Qaeda, som kom til ansøgerens hjemområde for at likvidere ansøgerens nabo. Han ramte et af Al Qaeda-medlemmerne. Medlemmerne af Al Qaeda forlod området efter skududvekslingen, og ansøgeren flygtede umiddelbart herefter til sin farbror. Efter en måneds ophold der flygtede han videre til Tyrkiet og videre til Sverige. Al Qaeda har ikke opsøgt ansøgerens familie siden skududvekslingen, men idet Al Qaeda har et bredt netværk, er ansøgeren overbevist om, at de har kendskab til, at det var ham, der deltog i skududvekslingen. Han har hørt, at de har spurgt efter ham i området. Han fik afslag på asyl i Sverige og blev sendt tilbage til Irak i begyndelsen af 2013. Her tog ansøgeren ophold hos familien på den samme bopæl, som han havde haft, inden han forlod Irak. ISIL overtog kontrollen med ansøgerens hjemby, Mosul, den 10. juni 2014. Da en del af medlemmerne af ISIL tidligere har været en del af Al Qaeda frygter ansøgeren, at ISIL vil hævne konflikten med Al Qaeda. Ansøgeren og hans familie flygtede fra deres bopæl [en dato i sommeren] 2014 og tog ophold i en flygtningelejr, […], ved Erbil. Her boede ansøgeren, indtil han igen forlod Irak i [efteråret] 2015. Forespurgt om forklaringen ifølge de svenske myndigheder har ansøgeren bekræftet, at der er blevet smidt en håndgranat ind i familiens forretning, der blev sprængt, og familien har modtaget to trusselsbreve. Dette skete mens ansøgeren stadig boede hos familien. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort det asylmotiv, han påberåber sig. Nævnet lægger herved navnlig vægt på, at ansøgeren har forklaret afgørende forskelligt om omstændighederne ved og baggrunden for flugten fra Irak i 2006/2007. Hertil kommer, at familien ikke er blevet opsøgt i anledning af de påberåbte episoder, og at ansøgeren heller ikke selv er blevet opsøgt i anledning heraf, efter han kom hjem fra Sverige. For så vidt angår ansøgerens baggrund som sunnimuslim og søn af en politimand, der er/har været medlem af Baath-partiet, finder Flygtningenævnet ikke, at dette indebærer nogen reel risiko for ansøgeren ved en tilbagevenden. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at de generelle forhold i Irak ikke er af en sådan karakter, at ansøgeren ikke kan henvises til at rejse tilbage dertil. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Irak. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” irak/2019/34/JAH
Nævnet stadfæstede i april 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk feyli-kurder og shiamuslim fra […], Iran. Ansøgeren er irakisk statsborger. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han er feyli-kurder, og at han dermed ingen rettigheder har i Irak. Ansøgeren har videre som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af de iranske myndigheder. Ansøgeren har til støtte for sine asylmotiver oplyst, at hans forældre er født i Irak, men at de flygtede til Iran under Saddam Huseins styre, fordi de er feyli-kurdere. Ansøgerens forældre er nu statsløse. Ansøgeren er født og opvokset i Iran, og han er statsløs. Ansøgeren har adskillige gange kontaktet de iranske myndigheder for at få udstedt ID-dokumenter, men de har afvist ansøgeren alle gangene, fordi han er feyli-kurder. Ansøgeren er blevet anholdt 10 til 15 gange af de iranske myndigheder. Hans familie har kautioneret for ham flere gange. I 1391 blev ansøgerens butik lukket af de iranske myndigheder. Han betalte mange bøder. I 1392 blev han truet på livet af en dommer i […]. Ansøgeren gik herefter under jorden. Han flyttede til Qum, hvor han arbejdede som tolk for turister. Han rejste rundt i Iran. Ansøgeren rejste efterfølgende til Irak og fik udstedt et irakisk pas mod bestikkelse. Passet er ægte og udstedt af de irakiske myndigheder, men navn og fødselsdato er falsk. Ansøgeren har efterfølgende rejst fra Iran til Irak en halv snes gange, og han har 11 iranske visa i passet. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter de iranske myndigheder også i Irak, fordi han i forbindelse med henvendelser til myndighederne om ID-dokumenter er blevet opfordret til at deltage i iranernes krig i Syrien og Irak, og at Sepah, der også har stor indflydelse i Irak, vil forfølge ham her, fordi han ikke efterkom opfordringen. Ansøgeren indrejste i Danmark omkring [efteråret] 2015. Efter ansøgerens indrejse i Danmark har han fået en bøde på 3.000.000 turmaner, fordi han havde haft en butik, som blev lukket i 1391. Flygtningenævnet lægger i lighed med Udlændingestyrelsen til grund, at ansøgeren er irakisk statsborger. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren til sin første samtale med Udlændingestyrelsen [i vinteren] 2016 forklarede, at begge hans forældre er irakiske statsborgere, og at han også selv er irakisk statsborger. Han fremlagde et irakisk nationalitetspas gældende til 2021 og forklarede, at han 2½ år forinden havde fået udstedt passet i Irak. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren havde 11 90 dages visum til Iran i sit pas, og at han efter sin forklaring på nævnsmødet havde rejst til Irak under anvendelse af passet i alt 13 gange. Ansøgerens forklaring på nævnsmødet om, at han havde fået udstedt passet mod bestikkelse, kan ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet vurderer derfor, at ansøgeren asylretligt skal vurderes i forhold til Irak. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet forklaringen forekommer divergerende og udbyggende og dermed utroværdig. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen [i vinteren] 2016 som asylmotiv henviste til, at han som feyli-kurder ikke har nogen rettigheder i hverken Iran eller Irak. Til den anden oplysnings- og motivsamtale [i vinteren] 2018 henviste ansøgeren som asylmotiv til, at han frygtede at blive slået ihjel af de iranske myndigheder, herunder en ukendt person, angiveligt fordi han havde henvendt sig flere gange til myndighederne i Iran for at få udstedt ID-dokumenter, hvilket førte til konflikter med mange af de ansatte på de steder, hvor han henvendte sig, herunder en dommer, der truede med at dømme ham til døden. Ansøgeren forklarede på forespørgsel om, hvorfor de iranske myndigheder skulle ønske at slå ham ihjel, at han ikke vidste det, og at der ikke var nogen, der vidste det. Ansøgeren har imidlertid på mødet i Flygtningenævnet forklaret, at han frygter de iranske myndigheder også i Irak, fordi han i forbindelse med henvendelser til myndighederne om ID-dokumenter er blevet opfordret til at deltage i iranernes krig i Syrien og Irak, og at Sepah, der også har stor indflydelse i Irak, vil forfølge ham her, fordi han ikke efterkom opfordringen. Flygtningenævnet afviser derfor ansøgerens forklaring om sin frygt for de iranske myndigheder som udbyggende og utroværdig. Ansøgeren har forklaret, at han aldrig har boet i Irak og aldrig har oplevet konkrete problemer med de irakiske myndigheder, religiøse, politiske eller kriminelle grupper eller med privatpersoner. De generelt vanskelige forhold for feyli-kurdere i Irak kan hverken begrunde asyl eller beskyttelsesstatus. Flygtningenævnet finder sammenfattende ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2019/33/HHU
Nævnet stadfæstede i april 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunnimuslim af trosretning fra Bagdad, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter, at myndighederne ikke vil kunne beskytte ham imod militserne, som tvangsrekrutterer personer, og som han har haft problemer med tidligere. Ansøgeren frygter videre to af sine farbrødre ved navn [A] og [B] samt sin fætter [C] som følge af, at ansøgeren er gået fra [A]s datter. Ansøgeren frygter endvidere Daesh. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv vedrørende militserne oplyst, at han er født i et shia-domineret område i Bagdad. Ultimo april eller primo maj 2012 modtag ansøgerens mor et brev, hvori der stod, at alle der boede i deres hus skulle forlade huset inden for en bestemt angivet dato, ellers ville huset blive brændt. Brevet var underskrevet af militsen [D]. Familien gik til politiet med brevet, og politiet kom til familiens hus, hvor de blev frem til klokken tre-fire om natten. Syv dage efter modtagelsen af brevet, blev der sat ild til familiens hus. Ansøgerens mor, moster og søster befandt sig i huset imens, og efterfølgende blev de kørt på hospitalet. Mosteren og søsteren døde som følge af de skader, de havde pådraget sig i forbindelse med branden. Politiet skrev en rapport, men politiet foretog sig ikke andet. Efter branden solgte familien huset. Omkring en måned efter søsterens død, flyttede familien til Mosul, hvor familien havde nogle slægtninge. Ansøgeren og familien hørte aldrig fra militsen igen. Ansøgeren blev én gang passet op af et par medlemmer af en lokal milits kaldet [1] og [2], som var truende og brugte ukvemsord. Medlemmer fra militsen har forsøgt at rekruttere ansøgeren til militsen tre til fire gange, og han har modtaget en truende lydfil fra et militsmedlem gennem Facebook i november 2015. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv vedrørende sine to farbrødre og fætteren oplyst, at han blev gift med [A]s datter [Z] i 2013. Det var et arrangeret ægteskab. Efter seks til otte måneders ægteskab blev parret uvenner. Ansøgeren kørte [Z] til hendes familie, og ansøgeren sagde, at [Z] ikke længere var hans ægtefælle. Ansøgeren skændtes med [Z]s familie, og i den forbindelse blev ansøgeren slået af [Z]s bror. Ansøgeren familie og [Z]s familie forsøgte forgæves at løse konflikten. Farbrødrene og fætteren har ikke truet eller gjort ansøgeren fysisk fortræd. Ansøgerens fætter, [C], har i forbindelse med konflikten truet ansøgeren fem til seks gange. Første gang blev ansøgeren truet som følge af, at ansøgeren afleverede [Z] hos familiens bopæl, og sidste gang blev ansøgeren truet telefonisk, mens han opholdt sig i Tyrkiet. Anwar har truet med at udøve fysisk vold mod ham. Ansøgeren har samtidig af sine fætre og kusiner fået oplyst, at [C] gerne vil finde ansøgeren. Ansøgeren har ikke oplevet, at [C] har forsøgt at opsøge ham. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv vedrørende Daesh oplyst, at medlemmer af Daash bortførte hans far og andre voksne mænd i 2014, efter at Daesh havde indtaget Mosul. Sidenhen har ansøgeren ikke set sin far. Ansøgeren og hans familie har efterfølgende ikke oplevet problemer med Daesh. Flygtningenævnet kan i det væsentlig ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Ad militser: Ansøgeren har forklaret, at den pågældende milits har forsøgt at hverve ham blandt andet ved at tilbyde penge. De har ikke fremsat trusler eller i øvrigt anvendt tvang. Militsen ophørte med at forsørge at hverve ham forud for branden i maj 2012. Ansøgeren har forklaret, at han ikke efter branden har haft konktakt med militsen. Han forklarer, at han har flere familiemedlemmer, der er bosat i samme kvarter, som ham selv, at han har været i Bagdad i en måned forud for flugten, og at hans mor jævnligt har været i Bagdad, uden at nogen har opsøgt dem som følge af en eventuel konklift med ansøgeren. Nævnet finder ikke at en eventuel konflikt har haft en intensitet, der kan medfører asyl og lægger endvidere vægt på, at eventuelle konflikter ligger forud maj 2012. Det forhold at ansøgeren har forklaret, at militslederen har truet ham over Facebook i 2015, og at hans morbror har anmeldt militslederen til myndighederne, hvilket i øvrigt har medført militslederens fængsling, kan ikke føre til et andet resultat. Ad ægteskab: Ansøgeren har forklaret, at der som følge af ophævelse af ægteskaber opstod problemer med to af hans farbrødre og en fætter. Bortset fra at han en enkelt gang har været op og slås med fætteren, er der ikke anvendt vold. Ansøgeren har forklaret, at hans tidligere hustru nu er gift igen. Han har endvidere forklaret under nævnsmødet, at han ikke er sikker på, at farbrødrene fortsat er efter ham. Flygtningenævnet finder ikke, at konflikten har den fornødne intensitet og lægger i øvrigt vægt på, at skilsmissen fandt sted i 2013/2014. Ad ISIS: Ansøgeren har forklaret, at han ikke har haft individuelle konflikter med ISIS. Herefter og da ISIS er fordrevet fra Mosul finder nævnet ikke, at forholdet kan medføre asyl. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være forfulgt, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i individuel og konkret risiko for overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2019/32/SME
Nævnet stadfæstede i april 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni muslim af religiøs overbevisning. Ansøgeren er fra [et område] i Mosul, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af ISIL eller shiitiske militser i Irak. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv anført, at ansøgeren i hjemlandet har haft problemer med Islamisk Stat. Han blev på et tidspunkt i 2015, som han ikke husker nærmere, varetægtsfængslet i en periode på fire til syv dage af Islamisk Stat, som følge af længden på sit skæg. Han blev endvidere kort før sin udrejse opkrævet et beløb af Islamisk Stat som en slags skat, hvilket han nægtede at betale. Efter opkrævningen tog han sammen med sin kone og børn ophold hos sine svigerforældre, inden han udrejste af Irak. Hans kone er endvidere blevet pisket af Islamisk Stat, efter at der på hendes mobiltelefon blev fundet fotos af hende sammen med ansøgeren. Han frygter i dag potentielle konflikter med militsen Al Hasdh Al-Shabi, der nu har magten i Mosul. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren under asylsagens behandling har forklaret divergerende på en række centrale punkter, herunder om sin kontakt med Islamisk Stat, og om han blev tilbageholdt som følge af længden på sit skæg eller manglende betaling af et opkrævet beløb. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren ikke har kunnet forklare, hvor stort et beløb, han blev opkrævet af Islamisk Stat og ikke har kunnet præcisere, hvor lang tid han var tilbageholdt, ligesom han ikke har kunnet præcisere længden af den periode, der gik fra opkrævningen af penge til han udrejste. De generelle forhold for sunni-muslimer i ansøgerens hjemland findes ikke at kunne begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder derfor, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, ikke er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2019/31/MEG
Nævnet stadfæstede i marts 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunnimuslim fra Sulaymaniyah, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Irak frygter at få problemer med sin søn [A]. Videre har ansøgeren henvist til de generelle forhold i Irak. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at hendes datter, [B], blev gift i 2011 eller 2012. Ansøgerens søn, [A], var utilfreds med det ægteskab som [B] havde indgået, og [A] udsatte derfor ansøgeren for vold flere gange. [A] boede i England, men kom jævnligt til Irak. Ansøgeren er ikke blevet kontaktet af [A] i de tre år, hun har opholdt sig i Danmark, fordi ansøgerens herboende søn beskytter hende. Konflikten med [A] er ikke slut, og ansøgeren frygter, at konflikten genopstår, hvis ansøgeren vender tilbage til Iran. Ansøgeren har videre henvist til, at hun har haft et dårligt liv, og at der er fattigdom i Irak. Flygtningenævnet bemærker indledningsvis, at der ikke er grundlag for at hjemvise sagen. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring om, at hun har haft konflikter med sønnen [A], til grund, men finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at konflikterne med sønnen kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Ansøgeren har forklaret, at konflikten med [A] opstod 2011-2012, og at årsagen var, at [A] var utilfreds med det ægteskab, som ansøgerens datter havde indgået. Ansøgeren har overfor Udlændingestyrelsen forklaret, at [A] har slået hende og svinet hende til, men ikke udsat hende for andet. Ansøgeren har under nævnsmødet forklaret, at [A] låste hende inde, stak hende med en kniv og brækkede en af hendes fingre. Ansøgeren har videre forklaret, at det ikke er rigtigt, at [A] ikke opsøgte hende i de sidste år op til udrejsen. Nævnet finder uanset, at der må tages hensyn til ansøgerens alder og hendes fysiske vanskeligheder, at ansøgerens forklaring under nævnsmødet om voldens omfang og kontakten med [A] i årene op til ansøgerens udrejse er udbyggende, og derfor ikke kan lægges til grund. Nævnet lægger på baggrund af ansøgerens forklaringer til Udlændingestyrelsen til grund, at [A] er bosiddende i England og at der ikke har været kontakt mellem ansøgeren og [A] i de tre år ansøgeren har opholdt sig i Danmark. De generelle forhold i Irak kan, uanset ansøgerens alder, ikke begrunde, at der meddeles ansøgeren opholdstilladelse. Herefter og efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, hvis hun vender tilbage til Irak. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2019/30/SEL
Nævnet stadfæstede i januar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er irakisk statsborger, etnisk kurder og sunni muslim fra [en by i] Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter de generelle forhold i landet, idet han som kurder er blevet truet af arabere, og idet han ikke bliver anerkendt som kurder i det kurdiske selvstyre i Irak. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han boede med sin familie i [en by] frem til slutningen af 2011, hvorefter de flyttede til [en anden by], idet de blev udsat for trusler fra arabiske militser, som ikke ville have kurdere boende i [byen]. Ansøgeren og hans familie fik lov til at bosætte sig i [den anden by], idet en ven af ansøgerens svoger kautionerede for familien. Efter ansøgerens udrejse af Irak udløb kautionen, og ansøgerens svogers ven ønskede ikke at forlænge kautionen. Ansøgerens familie er derfor blevet forvist fra [byen] og bor nu i [en flygtningelejr]. Selvom ansøgeren under sine samtaler med Udlændingestyrelsen og under nævnsmødet har forklaret divergerende om centrale elementer, så som hvor ofte og hvordan der blev fremsat trusler mod ham og hans familie og de øvrige kurdere i 2011, og i givet fald indholdet heraf, lægger Flygtningenævnet til grund, at ansøgerens familie som følge af trusler i 2011 flyttede fra [den ene by til den anden], og at ansøgerens tilbageblevne familie efter hans udrejse er flyttet til en flygtningelejr, efter at en tidligere stillet kaution i [byen] for dem ikke er forlænget. Ansøgeren har til oplysnings- og motivsamtalen [af efteråret] 2015 forklaret, at han udrejste af Irak på grund af arbejdsløshed. Flygtningenævnet finder på grundlag af dette, at ansøgeren er udrejst af Irak som følge af de generelle forhold i landet. Flygtningenævnet finder ikke, at disse forhold kan begrunde asyl, hverken efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller § 7, stk. 2. Da ansøgeren således ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller 2, stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse.” irak/2019/3/mme
Nævnet stadfæstede i marts 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er irakisk statsborger, etnisk kurder og har oplyst at være ateist fra [en landsby i] Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af ISIL, idet han har haft konflikter med [F] og [S], der er medlemmer af ISIL. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter sin bror og hans meget religiøse venner, fordi han har delt islamkritiske indlæg på Facebook. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han en dag i [foråret] 2015 skulle installere et klimaanlæg for [F] og [S], der kom fra ansøgerens landsby. Mens ansøgeren blev vist, hvor klimaanlægget skulle installeres, spurgte [F] ansøgeren, om han bad til Gud. Ansøgeren fortalte ham, at han ikke bad til Gud, fordi han ikke var religiøs. Dette blev [F] meget vred over. Der opstod i den forbindelse håndgemæng mellem ansøgeren og [F], mens [S] holdt vagt. [F] stak ansøgeren i ryggen, idet der kom en bil. Derefter flygtede han sammen med [S]. Ansøgeren anmeldte knivoverfaldet til politiet, og i [efteråret] 2015 oplyste politiet, at [F] var blevet fængslet i Kiruk, fordi han havde tilknytning til ISIL. To gange før udrejsen blev ansøgeren chikaneret af [F]s og [S]s familiemedlemmer. Ansøgeren udrejste af Irak i [efteråret] 2015. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren har afgivet en forklaring til de finske myndigheder, der på centrale punkter er anderledes, end hans forklaringer ved samtaler i Danmark. Han har således til de finske myndigheder forklaret, at han er sunni muslim. Han har endvidere forklaret, at han ikke er blevet truet direkte. Han har som asylmotiv alene henvist til de generelle forhold for kurdere i det område, hvor han boede. Han nævnte således overhovedet ikke, at han var flygtet på grund af religiøse konflikter. Først ved samtaler i Danmark forklarede han, at han er ateist, og at hans ansøgning om asyl i det væsentlige skyldes dette forhold. Det forhold, at han er ateist, har efter hans forklaring medført, at han har været udsat for såvel livsfarlig vold som chikane og trusler. Ved de senere samtaler har han yderligere forklaret, at han frygter sin bror, der angiveligt er fanatisk muslim. På forespørgsel om hvorfor ansøgeren ikke oplyste de finske myndigheder om, at han er ateist, har ansøgeren for Flygtningenævnet forklaret, at han ikke ville have problemer med sin i Finland boende onkel. Dette er ikke i overensstemmelse med, hvad ansøgeren har forklaret ved gensamtale af [efteråret] 2017 side 10, hvor han alene oplyste, at han fulgte sin onkels råd om, hvad han skulle sige til de finske myndigheder. Flygtningenævnet finder ikke ansøgerens forklaring på de divergerende oplysninger til de danske og finske myndigheder sandsynlig. Flygtningenævnet bemærker, at det forhold, at ansøgeren oplyser at være ateist, er af helt afgørende betydning for hans asylansøgning i Danmark. Derfor er det også et forhold, som han med lethed kunne have oplyst til de finske myndigheder uanset, at afhøringen hos disse var meget kortvarig. Endvidere finder Flygtningenævnet ikke, at det er sandsynligt, at ansøgeren kunne få problemer med sin onkel i Finland, blot fordi han til de finske myndigheder oplyste at være ateist. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgerens familie efter hans forklaring har været bekendt med dette i mange år. Ansøgeren har heller ikke givet nogen grund til, hvorfor hans onkel automatisk skulle kunne få viden om, hvad han har forklaret til de finske myndigheder. Endelig har ansøgeren om en central del af sit asylmotiv forklaret, at han ikke ønsker at skjule, at han er ateist. Ansøgerens generelle troværdighed må endvidere drages i tvivl på grund af de væsentlige divergerende oplysninger, han har givet ved samtaler med de danske myndigheder. Han oplyste således ikke ved sin første samtale, at hans bror var stærkt religiøs, og han oplyste heller ikke, at han frygtede broren. Han henviste alene til en konflikt med de personer, der havde tilføjet ham et knivstik. Ved asylsamtalen oplyste han derimod, at han efter sin udrejse var blevet klar over, at hans bror var salafist. Ved gensamtale af [efteråret] 2017 forklarede han imidlertid, at broren altid havde været en radikaliseret salafist. Endvidere har ansøgeren forklaret divergerende med hensyn til hvem, der havde rådet ham til at udrejse af Irak, jf. referatet af gensamtalen af [efteråret] 2017 side 7 forneden. Flygtningenævnet finder ikke, at indholdet af ansøgerens Facebook profiler kan føre til et andet resultat. Således som sagen er oplyst for Flygtningenævnet, er der ikke tale om udtryk for ateisme, men om religiøs satire. Det er endvidere helt uoplyst hvem, om nogen, i Irak, der er bekendt med indholdet. Ansøgeren oplyser at have modtaget trusler, men han har kun i stærkt begrænset omfang kunnet underbygge dette. På denne baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved tilbagevenden til Irak vil være i en risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” irak/2019/29/mme
Nævnet stadfæstede i marts 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunnimuslim af trosretning fra Mosul, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter Islamisk Stat, shia-militser og kurdere. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst om, at Islamisk Stat kidnapper, voldtager og sælger personer fra ansøgerens hjemby, Mosul. I denne forbindelse har ansøgeren oplyst, at Islamisk Stat kender ansøgerens navn, da ansøgerens nabo har oplyst dem dette, da organisationen kom til byen i 2014. Endvidere har ansøgeren oplyst, at hun frygter shiamuslimer og shiamuslimske militser, da der er konflikt mellem shia- og sunnimuslimer. Herudover har ansøgeren oplyst, at hun frygter kurdere, fordi de ønsker Mosul for sig selv. Endelig har ansøgeren påberåbt sig, at hun som enlig kvinde uden mandligt netværk ikke kan vende tilbage til Mosul. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring om, at hun udrejste af Irak på grund af de generelle forhold til grund. Flygtningenævnet finder, at det ansøgeren har oplyst om årsagen til, at hun er udrejst af Irak ikke kan føre til opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren efter sin egen forklaring ikke har haft konkrete og aktuelle konflikter med nogen. Ansøgeren har om sine personlige forhold forklaret, at hun i Mosul boede sammen med sin mor og sin tvillingebror, og at hun ikke har set sin far efter forældrenes skilsmisse for 10 år siden. Ansøgeren har videre forklaret, at hun flygtede sammen med sin bror, men at moren blev tilbage, og at hun har mistet kontakten med både sin mor og sin bror. Det lægges efter indholdet af de foreliggende baggrundsoplysninger til grund, at ISIL er fordrevet fra Irak, herunder fra Mosul og at de generelle forhold i Irak, herunder for enlige kvinder eller for kvinder med begrænset netværk i Mosul, ikke er af en sådan karakter, at dette i sig selv kan føre til, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2019/28/HZC
Nævnet stadfæstede i marts 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurdisk badhini fra Dohuk, Kurdistan, Irak. Ansøgeren har oplyst, at han er ateist. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af sin kærestes familie eller de islamiske partier i landet, idet nogle billeder af ansøgeren og hans kæreste er blevet offentliggjort. Til støtte for asylmotivet har ansøgeren oplyst, at han mødte sin kæreste i 2011, hvorefter de regelmæssigt talte i telefon og mødtes. I 2013 blev ansøgerens kæreste forlovet med en mand og i 2014 tvangsgiftet med ham. Ansøgeren blev ved med at mødes med sin kæreste. I 2015 mistede ansøgerens kæreste sin telefon, som indeholdt billeder af ansøgeren og hende. Herefter blev både nogle billeder og en video af ansøgeren og hans kæreste med seksuelt indhold delt på sociale medier, herunder Facebook og Instagram. Ansøgeren blev af sin kæreste opfordret til at forlade landet, hvorfor ansøgeren tog hjem til sin ven, hvor han opholdt sig i 20 dage. Mens ansøgeren opholdt sig hos sin ven, fik han at vide, at hans bopæl og arbejdsplads var henholdsvis blevet opsøgt af ukendte personer og politiet. Ansøgeren udrejste fra Irak [i sommeren] 2015. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om asylmotivet fremstår divergerende, usammenhængende og utroværdig. Ansøgeren har til forskellige samtaler med Udlændingestyrelsen og i advokatindlægget forklaret divergerende om, hvem han var sammen med, da [hans kæreste] ringede og fortalte, at hun havde set billederne og rådede ham til at flygte. Han har tillige forklaret divergerende om antallet af samlejer med [hans kæreste] og om, hvor han satte hende af efter deres møder. Han har dertil over for Udlændingestyrelsen forklaret upræcist om, hvorvidt [hans kærestes] familie kendte til billederne og om, hvad der skete med hende. Endelig har han over for Udlændingestyrelsen forklaret upræcist om, hvem der havde kendskab til deres forhold. Ansøgerens forklaring om hans kendskab til profilen med billederne og om hans reaktion, da [hans kæreste] ringede og sagde, at han var i fare forekommer mindre sandsynlig. Det forekommer således mindre sandsynligt, at han kendte til profilen, og at hans ven og [hans kæreste] tillige kendte til profilen og fandt billederne i nær tidsmæssig sammenhæng, når han ikke har været i stand til at forklare nærmere om profilen. Det forekommer tillige mindre sandsynligt, at han kun bekymrede sig om sin egen sikkerhed, da [hans kæreste], som i første omgang måtte være i større fare, ringede og advarede ham, og at han således hverken på det tidspunkt eller senere sikrede sig, at hun var i sikkerhed. Dertil kommer, at ansøgerens forklaring om han og [hans kærestes] forhold, hendes families position og tilknytning til paramilitære organisationer samt den fare, han angiveligt udsatte sig selv og [hans kæreste] for ved at indlede og fortsætte forholdet og dokumentere det på film og fotos fremstår usammenhængende. Det forekommer i den forbindelse usammenhængende og usandsynligt, at han skulle turde forsvinde med hende i op til 5 timer ad gangen, og at han tillige ikke sikrede sig, at de angivelige optagelser af dem sammen blev slettet. Ansøgeren har svaret afglidende og upræcist på spørgsmål om han og [hans kærestes] fremtidsplaner og på karakteren af deres forhold, efter han fandt ud af, at hun var blevet forlovet og gift. Ansøgeren har ikke under nævnsmødet været i stand til nærmere at forklare de nævnte divergenser eller uddybe sin forklaring nærmere. Flygtningenævnet kan herefter ikke lægge til grund, at ansøgeren har en asylbegrundende konflikt med [hans kærestes] familie eller med andre i Irak. Det ændrer ikke herved, at ansøgeren har fremlagt udskrift af billeder af sig selv og en pige og af en facebookprofil, der hedder [navn på profilen], som ikke længere eksisterer. Det ændrer heller ikke herved, at han har fremlagt to dokumenter, der angiveligt er indkaldelser af ham til møde i retten og en anholdelsesbeslutning. Der er herved lagt vægt på det sene tidspunkt for dokumenternes fremkomst og på baggrundsoplysningerne om Irak, hvoraf det fremgår, at falske og forfalskede dokumenter er forekommende og lette at få fat i. Flygtningenævnet finder herefter og efter bevisvurderingen, at der ikke er grundlag for at udsætte sagen på en ægthedsvurdering af dokumenterne. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2019/27/HZC
Nævnet stadfæstede i marts 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunnimuslim fra [navn på by], Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter, at han vil blive slået ihjel af personer fra Asa’ib Ahl al-Haq, fordi ansøgeren anmeldte dem for at stjæle brændstof og reservedele fra sin arbejdsplads. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at han arbejdede som leder på en station med dieselgeneratorer. En aften i [vinteren] 2016 udførte ansøgeren en sædvanlig kontrol af generatorerne. Under kontrollen opdagede ansøgeren omkring ti mænd, der var i gang med at fylde tønder med brændstof. Mændene fyldte omkring 15 tønder med brændstof, hvorefter de kørte tønderne hen til et lager, der lå ca. 200 meter væk fra stationen. Mændene vendte efterfølgende tilbage til stationen og hentede reservedele, som de også kørte hen på lageret. Ansøgeren ringede til sin chef, [navn på chef], og fortalte ham, hvad han havde observeret. Dagen efter viste ansøgeren [sin chef], hvor tyvekosterne var gemt, og han identificerede de mænd, han havde set stjæle brændstoffet og reservedelene. Kort tid efter modtog ansøgeren en indkaldelse, der var blevet leveret til hans arbejdsplads, hvori der stod, at han skulle møde op hos Asa’ib Ahl al-Haq. Ansøgeren mødte dog ikke op, og han fik efterfølgende at vide, at der var blevet leveret et trusselsbrev til arbejdspladsen, hvoraf det fremgik, at ansøgeren ikke længere måtte arbejde på stationen, og at Asa’ib Ahl al-Haq ville slå ham ihjel. Ansøgeren forlod samme dag området og skjulte sig i Bagdad. Ansøgeren fik efterfølgende at vide af sin far, at Asa’ib Ahl al-Haq havde spurgt efter ansøgeren, og ansøgeren valgte derefter at udrejse. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren har arbejdet på en generatorstation i Irak. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om asylmotivet fremstår divergerende, usammenhængende og utroværdig. Ansøgeren har til forskellige samtaler med Udlændingestyrelsen og under nævnsmødet forklaret divergerende om, hvorvidt der stod vagter ved bagudgangen, om han observerede tyveriet i 1 til 2 timer eller i 2 til 3 timer, om hvornår han påbegyndte sin observation, om slangen fra tanken med brændstof var den, der normalt gik til generatorerne, eller om der var tale om en anden slange, som primært blev brugt til påfyldning af tanken med brændstof, og om hvorvidt han genkendte tyvene på deres ansigter eller ej. Han har tillige forklaret upræcist om indholdet af trusselsbrevet, herunder om hvorvidt det fremgik af trusselsbrevet, at han ikke måtte arbejde op stationen, fordi han havde klaget over personer fra al-Haq-militsen. Dertil kommer, at ansøgerens forklaring fremstår usammenhængende. Det forekommer i den forbindelse usammenhængende og usandsynligt, at han skulle genkende nogle kolleger ved en tank uden at henvende sig til dem for at undersøge, hvad de lavede og uden at tilkalde kolleger, vagter eller ringe til sin chef, da det gik op for ham, at de stjal brændstof og reservedele over et tidsrum på i hvert fald mere end en time. Endelig har ansøgeren svaret afglidende og upræcist på spørgsmål om de enkelte elementer i den tegning, som han selv har udarbejdet til Udlændingestyrelsen. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgeren har forklaret, at han besad en lederstilling og kendte arbejdspladsen, fordi han foretog runderinger, og at det derfor må kunne forudsættes, at han har et detaljeret kendskab til arbejdspladsens indretning. Ansøgeren har ikke under nævnsmødet været i stand til nærmere at forklare de nævnte divergenser eller uddybe sin forklaring. Han har heller ikke under nævnsmødet været i stand til at fremkomme med en rimelig forklaring på sammenhængen mellem tyveriet på arbejdspladsen og henvendelsen fra al Haq-militsen eller på, hvorfor al Haq-militsen stadig skulle efterstræbe ham, når han angiveligt har holdt sig væk fra arbejdspladsen, som de angiveligt havde truet ham til. Flygtningenævnet kan herefter ikke lægge til grund, at ansøgeren har en asylbegrundende konflikt med al Haq-militsen eller andre i Irak. For så vidt angår den sikkerhedsmæssige situation i Irak lægger Flygtningenævnet efter indholdet af baggrundsoplysningerne om Irak til grund, at denne ikke er af en sådan karakter, at der er en reel risiko for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2019/25/MAH
Nævnet stadfæstede i marts 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2016. Sagen blev sambehandlet med følgende sag: Irak/2019/21/GJEY. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunnimuslim fra Sulaymaniyah, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter, at ansøgerens brors, [A]s, problemer i Irak vil få konsekvenser for ansøgeren. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at ansøgeren blev bekendt med ansøgerens problemer i Irak på et ukendt tidspunkt, da ansøgeren overhørte et telefonopkald, hvor [A] afbrød opkaldet, da ansøgeren kom ind i lokalet. [A] fortalte ikke ansøgeren, hvem han talte med, eller hvad det omhandlede. Omkring den [vinter] 2015 fortalte [A] til ansøgeren, at de var nødsaget til at udrejse af Irak, fordi de ellers ville blive slået ihjel. Samme aften udrejse ansøgeren og [A] af Irak. [A] har ikke efterfølgende fortalt ansøgeren om indholdet af truslerne, eller om hvem, der har fremsat truslerne. Ansøgeren har alene henvist til sin brors, [A’s], asylmotiv, og henvist til at eventuelle trusler mod [A] tillige omfatter ansøgeren. Under henvisning til at [A’s] asylmotiv er tilsidesat, jf. hans afgørelse, har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være forfulgt, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel og individuel risiko for overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2019/22/GJEY
Nævnet stadfæstede i marts 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2016. Sagen blev sambehandlet med følgende sag: Irak/2019/22/GJEY. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunnimuslim fra Sulaymaniyah, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter, at han vil blive slået ihjel af medlemmer fra Patriotic Union of Kurdistan (PUK) eller af personer fra [E]-klanen, fordi der opstod en konflikt om olie mellem PUK og [E]-klanen, som følge af ansøgerens transport af olien. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at ansøgeren arbejdede som chauffør for oliefirmaet ved [B], som var ejet af PUK. Natten mellem [dato 1] og [dato 2] [vinter] 2015 kørte ansøgeren og flere andre chauffører mod Kirkuk for at hente olie fra [E]-klanen. De kørte i tre sikkerhedsbilet og tre biler med koordinatorer, som skulle organisere handlen. [E]-klanen tilbageholdt koordinatorerne, fordi [B] ikke havde betalt for de sidste to til tre leveringer af olie. Medlemmerne af [E]-klanen udsatte ansøgeren og de andre chauffører for fysiske overgreb og trusler, før de fik lov til at køre. De fik at vide, at de havde en måned til at betale de penge, som [B] skyldte. På vej tilbage til [B] blev de stoppet af vagterne fra [B]. De blev bedt om at køre lastbilerne ud til de store haller uden for Sulaymaniyah. I hallerne blev ansøgeren og de andre chauffører mødt af en brigadegeneral og en gruppe vagter. Brigadegeneralen truede dem med, at de ville blive slået ihjel, hvis de fortalte nogen om episoden med [E]-klanen, og at de fremover ville blive overvåget. Senere samme aften den [vinter] 2015 blev ansøgeren ringet op af et ukendt nummer, hvor en mand oplyste, at ansøgeren og de andre chauffører hurtigst muligt skulle skaffe de penge, som [B] skyldte. Den [vinter] 2015 blev ansøgeren på ny ringet op af et ukendt nummer, hvor en mand truede ansøgeren med, at ansøgeren ville blive slået ihjel, hvis [B] ikke betalte de penge, som de skyldte. Natten til den [vinter] 2015 udrejste ansøgeren og ansøgerens bror ved navn [C] af Irak. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at episoden forekommer ret enkel og over en kort tidsperiode, hvorfor det må forventes, at ansøgeren har et ret deltaljeret kendskab til asylmotivet. Flygtningenævnet finder endvidere, at ansøgerens forklaring forekommer ulogisk, idet det ikke forekommer troværdigt, at en magtfuld klan skulle holde uprofilerede og løst ansatte chauffører ansvarlige for firmaets eventuelle gæld, i stedet for at beslaglægge firmaets tankvogne, der må antages at repræsentere en betydelig værdi. Ansøgeren har forklaret divergerende på væsentlige punkter. Ansøgeren har således forklaret divergerende om, hvor mange tankvogne, der var i konvojen samt antallet af ledsagervogne. Han har forklaret divergerende om, hvorvidt [E]-klanen beholdt en eller to biler, om tankvognene kørte tilbage til det sted, hvor de startede, eller blev dirigeret til en lagerbygning tæt på PUKs kontor, antallet af telefoniske trusler, om truslerne alene omfattede ansøgeren eller også hans familie, og om han efterfølgende kontaktede [B] for at anmode dem om at betale det skyldige beløb. Nævnet finder endvidere, at ansøgeren forklaring var udetaljeret og ikke forekom selvoplevet. Som følge af ovennævnte tilsidesætter Flygtningenævnet ansøgerens forklaring. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være forfulgt, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel og individuel risiko for overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2019/21/GJEY
Nævnet stadfæstede i marts 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i år 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra [bydel] i Suleymaniyah-provinsen, Irak. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af sin tidligere kærestes familie, idet hendes familie har fundet ud af, at de har haft et forhold til hinanden. Ansøgeren har i den forbindelse oplyst, at han har modtaget trusler fra hans tidligere kærestes familie. Derudover frygter ansøgeren overgreb i strid med den europæiske menneskerettighedskonvention ved en tilbagevenden til Irak. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgerens konflikt er enkel. Ansøgeren har imidlertid på mange væsentlige dele forklaret divergerende og udbyggende, herunder om hvorvidt [ansøgerens kæreste] havde egen telefon før sit ægteskab, antallet af frierier, hvem der deltog i hvilke møder og hvornår, særligt for så vidt angår ansøgeren selv og [A], truslens indhold da han opsøgte [ansøgerens kærestes] familie efter frierierne, om [ansøgerens kærestes] bror truede ansøgeren og i bekræftende fald hvornår, og om han modtog en opringning eller en sms fra [ansøgerens kæreste] [i efteråret] 2015. På baggrund af ovenstående divergenser tilsidesætter nævnet ansøgerens forklaring som konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak, vil være forfulgt, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i konkret og individuel risiko for overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2019/20/CHPE
Nævnet stadfæstede i januar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsbor-ger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og har været sunnimuslim, men er nu ateist, fra Bagdad, Irak. Ansøge-ren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter, at ansøgeren vil blive fængslet på livstid af de irakiske myndigheder. Ansøgeren har endvi-dere som asylmotiv henvist til, at ansøgeren frygter at blive slået ihjel af militante islamistiske grupper, heriblandt de shiitiske grupper Badr, Jaish al-Mahdi og Hizb ad-Da’wa. Ansøgeren har yderligere som asylmotiv henvist til, at ansøgeren frygter at blive udsat for overgreb, særligt af Is-lamisk Stat, fordi ansøgeren er ateist. Ansøgeren har endelig som asylmotiv henvist til, at ansøgeren frygter al-Qaeda, som efter ansøgerens opfattelse, er det samme som Islamisk Stat, som ansøgerens brødre, [A] og [B], og ansøgerens ældste søn [C], er en del af. Ansøgeren har til støtte for sit asyl-motiv om de irakiske myndigheder oplyst, at ansøgeren frygter at blive fængslet på livstid som følge af ansøgerens ansættelse som sikkerhedsvagt for [D]. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv om de shiitiske grupper oplyst, at ansøgeren i juni eller juli 2003 blev truet og beskudt to gange af shiamilitserne, herunder Badr, Jaish al-Mahdi og Hizb ad-Da’wa, fordi ansøgeren tidligere var sun-nimuslim. Ansøgeren har endvidere oplyst, at ansøgerens navn samt billede af ansøgerens ansigt har været i fjernsynet i forbindelse med ansøgerens løsladelse fra fængslet i 2011. I den forbindelse blev det nævnt, at ansøgeren arbejdede som vagt for [D], som efter Saddam Husseins fald blev en frem-træden irakisk politiker. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv om, at ansøgeren er ateist oplyst, at mange fra ansøgerens område i Irak ved, at ansøgeren er ateist, hvorfor ansøgeren ikke kan skjule, at han ikke længere er sunnimuslim, men er ateist. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv om al-Qaeda og Islamisk Stat oplyst, at ansøgeren har arbejdet for de internationale styrker. Fra 2004 er ansøgeren gentagne gange blevet truet af al-Qaeda, fordi ansøgeren arbejdede som chauffør for Transportministeriet i koalitionsregeringen. Ansøgerens arbejde gik ud på at transportere personel fra koalitionsstyrkerne, heriblandt militærpersoner fra henholdsvis Irak og USA. For en periode skulle ansøgeren parkere sin bus ved ansøgerens egen bopæl. På en ukendt dato i sommeren 2004 modtog ansøgeren et trusselsbrev, som var fastgjort i bussens siderude. I brevet stod, at ansøgeren skulle indstille sit arbejde for Transportministeriet. Brevets afsender var en person ved navn [E] og [F] fra området Belad al-Rafdeen. Ansøgeren har herudover modtaget et ikke nærmere bestemt antal opkald med trusler fra al-Qaeda. Ansøgeren er i perioden mellem 2005 og 2006 blevet beskudt tre til fire gange af al-Qaeda, hvoraf ansøgeren en af gangene blev ramt i maven. Ansøgeren er også blevet truet på livet af andre indsatte, som ansøgeren formoder, er fra al-Qaeda, da ansøgeren var fængslet af de amerikanske styrker. I 2011 modtog ansøgeren igen et trusselsopkald fra al-Qaeda eller Islamisk Stat, og de forsøgte to gange at slå ansøgeren ihjel. Den 24. november 2011 forlod ansøgeren Irak og bosatte sig i Tyrkiet frem til 2015. I Tyrkiet modtog ansøgeren trusselsopkald fra al-Qaeda eller Islamisk Stat, og ansøgeren er blevet beskudt af dem i henholdsvis 2013 og 2014. Ansøgeren har også modtaget trusselsopkald fra al-Qaeda eller Islamisk Stat under ansøgerens op-hold i Danmark. Ansøgeren har hertil oplyst, at truslerne kom fra ansøgerens brødre, [A] og Rah-man, og ansøgerens ældste søn, [C]. Sidstnævnte har truet ansøgeren på livet, fordi ansøgeren har bragt skam over islam ved at rejse til Europa. Flygtningenævnet bemærker indledningsvis, at nævnet ved vurderingen af ansøgerens generelle troværdighed har lagt vægt på, at ansøgeren på en række centrale punkter har forklaret divergerende og usammenhængende, at han i ikke uvæsentlig omfang har udbygget sin forklaring og svaret afglidende. Flygtningenævnet kan lægge dele af ansøgerens forklaring til grund, men nævnet finder, at ansøgeren ikke herved har sandsynliggjort, at betin-gelserne for at meddele opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 er opfyldt. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgeren har arbejdet som buschauffør for det irakiske transportmini-sterium, og at han har været fængslet i en længere periode. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at ansøgeren var uretmæssigt fængslet, og at han modtog en undskyldning og blev tilkendt erstatning, da han blev løsladt. Endelig lægger nævnet på baggrund af de fremlagte dokumenter til grund, at ansøgeren blev genansat i transportministeriet. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han efter sin løsladelse modtog konkrete trusler i form af et trusselsbrev og telefoniske trusler, idet ansøgerens forklaring herom fremstår meget vag og divergerende, ligesom ansøgeren har svaret afglidende. Nævnet finder det i den forbindelse mindre sandsynligt, at ansøge-ren inden fængslingen i en længere periode skulle have modtaget løn fra Transportministeriet uden at arbejde, fordi ansøgeren havde modtaget et trusselsbrev. Nævnet kan heller ikke lægge ansøge-rens forklaring om sin konflikt med sin søn eller brødre til grund, eller at ansøgeren er forsøgt likvi-deret flere gange, idet ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende herom. Flygtningenæv-net tilsidesætter ligeledes ansøgerens forklaring om sin konflikt med de irakiske myndigheder, der ligger efter den uretmæssige fængsling, fordi ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke har oplyst om denne konflikt i sit asylansøg-ningsskema af [efterår] 2015 eller til oplysnings- og motivsamtalen [forår] 2016, hvor ansøgeren tværtimod oplyste, at han aldrig havde haft konflikter med de irakiske myndigheder. Derudover har ansøgeren forklaret, at han i 2011 blev frikendt på alle punkter, modtog en undskyldning og blev tilkendt erstatning for uretmæssig fængsling. Endelig kunne ansøgeren anskaffe sig et nationalitet-spas og udrejse legalt af Irak i 2011. Under nævnsmødet har ansøgeren derimod forklaret, at hans væsentligste konflikt er med de irakiske myndigheder. Ansøgeren har på denne baggrund ikke sand-synliggjort en konflikt med de irakiske myndigheder, herunder at han risikerer at blive fængslet på livstid som følge af sin ansættelse som sikkerhedsvagt for [D]. Den chikane, som ansøgeren har forklaret, at han har oplevet som del af et sunnimuslimsk mindretal, er ikke asylbegrundende. An-søgeren har endvidere forklaret, at han aldrig har praktiseret sin religion, og at han betragter sig selv som ateist. Efter ansøgerens forklaring lægger Flygtningenævnet til grund, at ansøgeren ikke har haft konkrete eller individuelle, asylbegrundende konflikter som følge heraf. Flygtningenævnet til-sidesætter på denne baggrund ansøgerens forklaring om sine konflikter med de irakiske myndighe-der, sunnimuslimske og shiitiske militser og dele af sin familie som konstrueret og utroværdig. An-søgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Ansøgerens advokat har nedlagt principal og subsidiær påstand om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, henholdsvis stk. 2, samt en mere subsidiær påstand om, at sagen udsættes med henblik på vurdering af Tyrkiet som første asylland. Da Flygtningenævnet har realitetsbehandlet ansøgerens ansøgning om asyl, er der ikke grundlag for at tage stilling til spørgsmålet om Tyrkiet som første asylland. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2019/2/gjey
Nævnet stadfæstede i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber, og født sunni muslim fra [A], Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af shia muslimer, idet han er sunni muslim, og idet det er shia muslimer, der har magten i Irak. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter, at de irakiske myndigheder vil slå ham ihjel, hvis de ser i hans pas, at han er fra Diyala, idet Diyala er centrum for den sekteriske konflikt mellem shia og sunni muslimer. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af shia muslimer, idet han interesserer sig for kristendommen. Endeligt har ansøgeren henvist til, at han frygter, at han ikke vil kunne modtage behandling for sin sygdom i Irak. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at byen [A], hvor han er født og opvokset, blev angrebet af Islamisk Stat i sommeren 2014. Ansøgeren var på daværende tidspunkt i Iran i forbindelse med sit arbejde, hvor han transporterede råolie fra Irak til Iran. Efter at have færdiggjort sit arbejde vendte han tilbage til Irak, hvor han tog ophold i en flygtningelejr i nærheden af [B], fordi han ikke kunne vende tilbage til [A]. Ansøgeren opholdt sig i denne flygtningelejr i cirka en måned, hvorefter han tog ophold i en flygtningelejr i området mellem [C] og [D] i cirka seks til syv måneder, før han udrejste legalt af Irak den 28. august 2015. Ansøgerens ægtefælle opholder sig i en flygtningelejr i byen [E] i Diyala provinsen sammen med sine forældre og sin søn. Efter ansøgerens udrejse af Irak spurgte Hashd Al-Shaabi ansøgerens ægtefælle, hvem der var far til hendes barn, og da hun fortalte dem, at ansøgeren var udrejst af Irak, blev hun tilbageholdt og udspurgt om ansøgeren. Ansøgerens ægtefælle blev løsladt efter en uge, idet ansøgeren sendte en kopi af sit pas, hvoraf hans ind- og udrejsestempler fremgik. Ansøgeren har videre oplyst, at han begyndte at interessere sig for kristendommen efter sin ankomst til Danmark. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge den del af ansøgerens forklaring til grund, der angår årsagen til hans udrejse. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at ansøgeren på baggrund af disse forhold kan anses for at være i risiko for konkret, individuel forfølgelse fra hverken de irakiske myndigheder, Islamisk Stat, den shiamuslimske milits Hashd Al-Shaabi eller andre shia muslimer ved en tilbagevenden til Irak. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke på noget tidspunkt personligt har haft konflikter med nogen parter i Irak, herunder de ovenfor nævnte. Ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at han skulle være i konkret risiko for at blive slået ihjel af de irakiske myndigheder, Hashd Al-Shaabi militsen eller andre shia muslimer, alene fordi han er mand, stammer fra Diyala og er født sunni muslim. Nævnet bemærker endvidere, at Islamisk Stat efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke længere er til stede i Diyala provinsen. Det kan ikke føre til en anden vurdering, at ansøgerens ægtefælle efter hans udrejse har været tilbageholdt en uge efter spontant at have fortalt en person fra Hashd Al-Shaabi om ansøgerens udrejse og tidligere rejseaktivitet mellem Irak og Iran. Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at hun blev løsladt, da hun fik en kopi af ansøgerens pas, som hun kunne vise som dokumentation for hans færden. Hun er i øvrigt ikke efterfølgende af den grund blevet kontaktet af den pågældende milits og er nu vendt tilbage til [F] sammen med sine forældre og hendes og ansøgerens søn. Den generelle sikkerhedssituation i Irak er efter de foreliggende baggrundsoplysninger i øvrigt ikke af en sådan karakter, at det må antages, at ansøgeren ved sin blotte tilstedeværelse vil risikere at blive udsat for behandling i strid med den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Den omstændighed, at ansøgeren frygter, at han ikke vil kunne modtage behandling for sin psykiske sygdom i Irak, kan heller ikke medføre, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse, da dette vedrører socioøkonomiske forhold, som ikke er omfattet af udlændingelovens § 7. Nævnet bemærker, at ansøgeren har oplyst, at han blev diagnosticeret som psykisk syg i Irak og har modtaget behandling herfor, inden han udrejste. For så vidt angår ansøgerens oplysninger om, at han er konverteret til kristendommen, finder nævnet det ikke sandsynliggjort, at ansøgerens konversion er reel. Nævnet har herved taget hensyn til, at ansøgeren er analfabet og er psykisk syg. Nævnet har lagt vægt på, at ansøgeren ikke er døbt og ikke har modtaget dåbsundervisning. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren under samtalen [i sommeren] 2017 har oplyst, at han ikke på det tidspunkt var konverteret, og at han ville vente, til han kunne tale dansk, og fordi han anså sin sygdom for at være lidt en hindring for ham. Ansøgeren har desuden ikke kunnet demonstrere noget særligt kendskab til kristendommen, idet han som følge af sin psykiske sygdom ikke har haft overskud til at gå regelmæssigt i kirke. Herudover har ansøgeren forklaret forskelligt og usammenhængende om, hvornår han begyndte at føle sig kristen og gå i kirke. Under samtalen hos Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2016 har ansøgeren forklaret, at han aldrig havde beskæftiget sig med andre religioner end islam, men at han gerne ville lære om kristendom og gå i kirke, men at han ikke vidste hvordan. For nævnet har ansøgeren forklaret, at han begyndte at gå i kirke i [et andet europæisk land], før han kom til Danmark, og at han også har været i kirke i [et tredje europæisk land]. Ansøgeren har også for nævnet forklaret, at han begyndte at føle sig kristen, da han i Grækenland mødte en nonne, som tog godt imod de flygtninge, der kom sejlende. Ansøgeren har alene kunnet henvise til en række mere generelle betragtninger om kristendommen som årsag til sin konversion. Nævnet finder efter det anførte ikke, at ansøgerens konversion kan anses som udtryk for en reel, indre overbevisning. Nævnet bemærker endvidere, at ansøgerens Facebook profil er oprettet i [et navn, der er stavet på en anden måde end ansøgerens navn], og at der på den baggrund ikke er grund til at tro, at det materiale, han har postet om sin interesse for kristendommen, skulle have eksponeret ham i forhold til myndigheder eller andre i Irak, herunder Hashd Al-Shaabi. Nævnet lægger til grund, at ansøgeren kort før samtalen hos sin advokat [i vinteren] 2019 har postet et videoklip på samme Facebook profil, hvor han udtaler sig nedladende og kritisk om de irakiske og de iranske myndigheder. Nævnet kan imidlertid ikke lægge til grund, at Hashd Al-Shaabi på baggrund af dette videoklip skulle have været i stand til at finde frem til ansøgerens kone i [F], idet ansøgerens Facebook profil er oprettet i et andet navn end det, der fremgår af ansøgerens pas, som er fremlagt i sagen. Nævnet bemærker i øvrigt, at det må have formodningen imod sig, at ansøgeren med en viden om, at hans kone skulle være blevet opsøgt og truet af Hashd Al-Shaabi efter dette opslag, skulle have postet et nyt opslag med risiko for, at hun skulle blive udsat for yderligere trusler eller alvorligere følger, hvis dette faktisk havde fundet sted. Som følge heraf tilsidesætter nævnet ansøgerens forklaring på dette punkt og forklaringen om, at hans bror i umiddelbar tilknytning til offentliggørelsen af en yderligere video skulle være blevet bortført fra en flygtningelejr i [E]. Flygtningenævnet finder på den baggrund efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for konkret, individuel forfølgelse eller for at blive udsat for dødsstraf, tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, og stk. 2, er derfor ikke opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2019/19/snd
Nævnet stadfæstede i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig ansøger, der har oplyst at være bidoon (statsløs) fra Kuwait. Sagen blev sambehandlet med ansøgerens søsters sag irak/2019/17/mah. Indrejst i 2016. ”Ansøgeren har oplyst at være muslim og bidoon (statsløs) fra Kuwait. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Kuwait frygter at blive fængslet af myndighederne, idet hun er udrejst illegalt af Kuwait. Ansøgeren frygter endvidere de generelle forhold for bidoonere i Kuwait. Det påhviler en asylansøger at sandsynliggøre sin identitet og det asylgrundlag, som den pågældende påberåber sig, jf. udlændingelovens § 40, stk. 1. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort hverken sin identitet eller sit asylgrundlag. Nævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at hun er statsløs bidoon fra Kuwait, og at hun er født og opvokset der, til grund, idet forklaringen forekommer divergerende, utroværdig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren og hendes søster, [A], hvis sag er sambehandlet med ansøgerens, [i sommeren] 2015 ansøgte om og fik udstedt visum til Italien gældende fra [sommeren] 2015 til [efteråret] 2015. Det fremgår af akterne fra visumsagerne, at ansøgningerne er underskrevet og indgivet i Dubai, De Forenede Arabiske Emirater, at ansøgerne har irakisk nationalitet og har et ”ordinary passport” udstedt i Irak. Ansøgerens forklaring om, at agenten, [B], sørgede for hendes og søsterens udrejse, og at hun intet kender til et irakisk pas eller til et visum og aldrig har været på andre ambassader end i Kuwait, forekommer på denne baggrund ikke troværdig. Nævnet bemærker hertil, at ansøgeren og hendes søster har forklaret indbyrdes divergerende om udstedelsen af deres rejsedokumenter. Ansøgerens søster har således til sin asylsamtale forklaret, at de fik taget pasfotos i Kuwait kort tid inden udrejsen, og at de derefter kørte i bil med [B] i 9 – 10 timer for at få ordnet dokumenterne. Ansøgeren har derimod til sin asylsamtale forklaret, at agenten en uge plus/minus før deres udrejse tog dem hen til en ambassade i Kuwait, hvor de skulle underskrive nogle papirer. De kørte i lidt mindre end en time. Foreholdt denne divergens forklarede ansøgeren, at turen tog 9 – 10 timer, og at de overnattede i bilen. Tolken må have misforstået det. Hun kunne ikke huske, at de fik taget et pasfoto. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret påfaldende upræcist om sin adresse i Kuwait. Hun har således i asylskemaet oplyst, at hendes seneste adresse i hjemlandet var ”Sulaibiya – [X] – blok 1”. Til oplysnings- og motivsamtalen oplyste ansøgeren derimod, at adressen var ”Blok 1, gade [Y], afdeling [Z], hus nr. [Q]”. Til asylsamtalen oplyste ansøgeren, at hun hele sit liv havde boet på denne adresse, men at hun ligesom sin søster havde forvekslet vej nr. [Y] og vej nr. [X]. Ansøgeren har hertil et påfaldende mangelfuldt kendskab til sit hjemområde, uanset at hun efter sin forklaring har boet samme sted hele sit liv. Hertil kommer, at ansøgeren og søsteren, der har boet sammen hele livet, har forklaret indbyrdes divergerende om, hvorvidt deres far betalte husleje for det hus, de boede i, og om hvorvidt faren havde været indlagt på hospitalet. Nævnet forkaster derfor ansøgerens forklaring om, at hun er statsløs bidoon fra Kuwait som utroværdig og tilsidesætter således ansøgerens asylmotiver i det hele. Flygtningenævnet finder i lighed med Udlændingestyrelsen, at det må lægges til grund, at ansøgeren er irakisk statsborger og skal vurderes i forhold til Irak. Ansøgeren har efter sin egen forklaring aldrig har oplevet konflikter med nogen parter i Irak. Nævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Irak risikerer at blive udsat for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” irak/2019/18/mah
Nævnet stadfæstede i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig ansøger, der har oplyst at være bidoon (statsløs) fra Kuwait. Sagen blev sambehandlet med ansøgerens søsters sag irak/2019/18/mah. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren har oplyst at være muslim og bidoon (statsløs) fra Kuwait. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Kuwait frygter at blive fængslet af myndighederne, idet hun er udrejst illegalt af Kuwait. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hun frygter, at hendes far vil slå hende ihjel, fordi hun udrejste uden hans tilladelse, og fordi hun i Danmark er blevet gift og har fået børn uden forældrenes tilladelse. Ansøgeren frygter endvidere de generelle forhold for bidoonere i Kuwait. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at ansøgerens mor planlagde ansøgerens og hendes søsters udrejse, fordi moren ønskede, at de begge skulle have en bedre fremtid, og fordi faren ikke længere kunne forsørge dem. Det påhviler en asylansøger at sandsynliggøre sin identitet og det asylgrundlag, som den pågældende påberåber sig, jf. udlændingelovens § 40, stk. 1. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort hverken sin identitet eller sit asylgrundlag. Nævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at hun er statsløs bidoon fra Kuwait, og at hun er født og opvokset der, til grund, idet forklaringen forekommer divergerende, utroværdig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren og hendes søster, [A], hvis sag er sambehandlet med ansøgerens, [i sommeren] 2015 ansøgte om og fik udstedt visum til Italien gældende fra [sommeren] 2015 til [efteråret] 2015. Det fremgår af akterne fra visumsagerne, at ansøgningerne er underskrevet og indgivet i Dubai, De Forenede Arabiske Emirater, at ansøgerne har irakisk nationalitet og har et ”ordinary passport” udstedt i Irak. Ansøgerens forklaring om, at hun aldrig har haft et irakisk pas, aldrig har været i Irak, ikke kender noget til et visum og ikke kan svare på, om hun kan have været i Dubai, forekommer på denne baggrund ikke troværdig. Nævnet bemærker hertil, at ansøgeren og hendes søster har forklaret indbyrdes divergerende om udstedelsen af deres rejsedokumenter. Ansøgeren har således til sin asylsamtale forklaret, at de fik taget pasfotos i Kuwait kort tid inden udrejsen, og at de derefter kørte i bil med [B] i 9 – 10 timer for at få ordnet dokumenterne. Ansøgerens søster har derimod til sin asylsamtale forklaret, at agenten en uge plus/minus før deres udrejse tog dem hen til en ambassade i Kuwait, hvor de skulle underskrive nogle papirer. De kørte i lidt mindre end en time. Foreholdt denne divergens forklarede søsteren, at turen tog 9 – 10 timer, og at de overnattede i bilen. Tolken må have misforstået det. Hun kunne ikke huske, at de fik taget et pasfoto. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret påfaldende upræcist og afglidende på spørgsmål om sit nærområde, herunder om sin adresse. Hun har således i asylskemaet oplyst, at hendes seneste adresse i hjemlandet var Vej [X], hus nummer [Z]. Til oplysnings- og motivsamtalen oplyste ansøgeren, at adressen var ”blok 1, vej nr. [Y], hus nr. [Q]”. Til asylsamtalen oplyste ansøgeren, at hun hele sit liv havde boet i ”hus nr. [Q], gade [Y], afdeling/opdeling [Z], distrikt 1”. Foreholdt denne divergens har ansøgeren forklaret, at hun ved udfyldelsen af asylskemaet var i tvivl, om det var gade [Y] eller [X], men at hun siden har talt med sin søster, der fortalte, at de boede i gade [Y]. Foreholdt at søsteren i sit asylskema har anført, at de boede i gade [X], blok 1 og ligeledes i sin asylsamtale har forklaret, at det var gade [X], fastholdt ansøgeren, at de boede i gade [Y], og at hun havde glemt at oplyse om afdelingen/opdelingen tidligere. Ansøgeren har endvidere ikke kunnet forklare nærmere om navne på skoler i området, moskeer, markeder og busselskaber m.v., uanset at hun efter sin forklaring har boet samme sted hele sit liv. Hertil kommer, at ansøgeren og søsteren, der har boet sammen hele livet, har forklaret indbyrdes divergerende om, hvorvidt deres far betalte husleje for det hus, de boede i, og om hvorvidt faren havde været indlagt på hospitalet. Det svækker endvidere ansøgerens troværdighed, at hun ikke har været i stand til blot tilnærmelsesvis at redegøre for sin rejserute til København. Den foretagne sproganalyse, der konkluderer, at ansøgernes sprogbrug stemmer overens med ”the Gulf Arabic linguistic community” kan ikke føre til en anden vurdering, hvorved bemærkes, at det i øvrigt fremgår af undersøgelsen, at Gulf Arabic tales i Gulf området, der blandt andet omfatter Kuwait, Saudi Arabien, Bahrain, Qatar og De Forenede Arabiske Emirater, og at anvendelsen af Gulf Arabic endvidere udstrækker sig til det sydlige Irak. Nævnet forkaster derfor ansøgerens forklaring om, at hun er statsløs bidoon fra Kuwait som utroværdig og tilsidesætter således ansøgerens asylmotiver i det hele. Flygtningenævnet finder i lighed med Udlændingestyrelsen, at det må lægges til grund, at ansøgeren er irakisk statsborger og skal vurderes i forhold til Irak. Ansøgeren har efter sin egen forklaring aldrig har oplevet konflikter med nogen parter i Irak. Nævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Irak risikerer at blive udsat for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” irak/2019/17/mah
Nævnet stadfæstede i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og tidligere muslim, nu kristen, fra Koya, provinsen Erbil, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af sin familie, herunder hans far, bror og slægtninge, og af alle kurdere og islamister i Irak, fordi han er kristen. Han har til støtte herfor oplyst, at han er konverteret til kristendommen. Hans interesse for kristendommen opstod under hans første ophold i Danmark i perioden 2010-2013. Efter han var vendt tilbage til Irak, mødte han i begyndelsen af 2014 en mand ved navn [A]. [A] var kristen, og ansøgeren og ham begyndte på et tidspunkt at tale om kristendommen. Samtalerne gjorde ansøgeren mere interesseret i kristendommen. På et ukendt tidspunkt besøgte ansøgeren en huskirke i området Diana én gang. På et ukendt tidspunkt omkring [efteråret] 2014, blev ansøgeren overfaldet og bortført af tre ukendte personer. Han blev anklaget for at være kristen, ligesom de opdagede ansøgerens tatovering af et kors på armen og fandt et billede af en engel og nogle noter om Jesus i hans bukselomme. På et ukendt tidspunkt lykkedes det ham at flygte, hvorefter han tog direkte hen til [A]. Han tog herefter hjem til sin ven, [B], og opholdt sig der, indtil han udrejste af Irak i [foråret] 2015. Ansøgeren har derudover henvist til, at han har en stærk tilknytning til Danmark, fordi hans børn opholder sig her. Flygtningenævnet har på baggrund af ansøgerens oplysninger foretaget en vurdering af, om ansøgerens konversion kan betragtes som reel, således at det må lægges til grund, at ansøgerens nye tro er udtryk for en reel indre overbevisning, som det må forventes, at ansøgeren – også ved en tilbagevenden til Irak – vil fortsætte med at praktisere. I denne vurdering er indgået oplysningerne om tidspunktet for ansøgerens konversion, herunder om ansøgeren tidligere har vist interesse for at konvertere, ansøgerens kendskab til og forståelse for de grundlæggende læresætninger, historiske begivenheder og centrale personer af betydning for ansøgerens nye tro (højtider, trosbekendelse, væsentlige skrifter og lignende). Det har også indgået i nævnets vurdering, om ansøgerens nye tro har manifesteret sig i ydre handlinger, herunder om ansøgeren er blevet døbt, har deltaget i gudstjenester, religiøs undervisning eller fremkommet med religiøse tilkendegivelser i medierne, herunder om ansøgerens aktiviteter har haft en vedvarende og regelmæssig karakter. Endelig har det indgået i nævnets vurdering, om ansøgeren i øvrigt har forklaret overensstemmende og troværdigt om de konflikter, der var anledning til hans seneste udrejse af Irak. Ansøgerens konversion til kristendommen er sket efter hans første indrejse til Danmark og mest sandsynligt – om end han selv har forklaret anderledes – på et tidspunkt, hvor han var blevet meddelt afslag på sin første asylansøgning samt afslag på familiesammenføring. Nævnet finder, at der under disse omstændigheder må stilles større krav til ansøgernes sandsynliggørelse af, at konversionen er reel. Det fremgår således af UNHCR’s Guidelines on International Protection: Religion-Based-Refugee Claims under article 1A(2) … fra april 2004 bl.a.: ”Where individuals convert after their departure from the country of origin, this may have the effect of creating a sur place claim. In such situations, particular credibility concerns tend to arise and a rigorous and in depth examination of the circumstances and genuineness of the conversion will be necessary.” Religion har ifølge ansøgerens egen forklaring ikke tidligere spillet nogen særlig rolle i hans liv, og nævnet finder, at det må lægges til grund, at ansøgerens angivelige konversion ikke er religiøst begrundet, men derimod navnlig begrundet i et forsøg på at skabe sig et nyt opholdsgrundlag i Danmark, efter at han en gang er blevet meddelt afslag på asyl og over flere gange er blevet nægtet familiesammenføring. Det hører i den forbindelse med i vurderingen, at ansøgeren har forklaret helt utroværdigt og usammenhængende om en lang række forhold, herunder – og i forlængelse af det som Udlændingestyrelsen har anført i sin afgørelse – om det overfald, han angiveligt var udsat for omkring [måned i efteråret] 2014, hvor han bl.a. har forklaret helt forskelligt og utroværdigt om, hvor længe han var tilbageholdt og om omstændighederne ved flugten. Ansøgeren har under denne asylsag endvidere anført, at han frygter sin familie, som han under den oprindelige asylsag oplyste var døde. Hertil kommer, at ansøgeren kun har kunnet forklare helt overordnet om kristendommen, og at han på ingen overbevisende måde har kunnet redegøre for baggrunden for sin konversion. Uanset at ansøgeren igennem en længere periode har deltaget i kristne aktiviteter og har fremlagt en række støttende erklæringer fra forskellige menigheder, finder nævnet, at det derfor ikke kan lægges til grund, at ansøgerens formelle konversion og kristne dåb er udtryk for en reel ændret indre overbevisning af religiøs karakter, som ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak vil fortsætte med at praktisere på en måde, som kan bringe ham i konflikt med hans familie, myndighederne eller andre. Heller ikke den omstændighed, at ansøgeren har ladet sig tatovere med et kors på højre underarm, kan ændre herpå. Det kan heller ikke lægges til grund, at ansøgerens deltagelse i kristne aktiviteter i Danmark – i hans forsøg på at konstruere sit asylmotiv – er kommet til de irakiske myndigheders eller andres kendskab, hvorfor det samlet ikke kan lægges til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for at blive udsat for overgreb eller forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2019/16/DH
Nævnet stadfæstede i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni muslim fra Mosul, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter ISIL og shia-muslimer, herunder særligt Al Hashd Al-Shabi. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han [primo 2014] meldte sig frivilligt til at aftjene i det irakiske militær. Efterfølgende modtog han fire telefoniske trusler og mange sms-trusler fra ISIL. [Medio 2014] blev ansøgeren skudt i benet af medlemmer fra ISIL. ISIL ville have at ansøgeren trak sin tilmelding til det irakiske militær tilbage og truede med at slå ham ihjel, hvis han ikke gjorde det. I den periode, hvor ansøgeren var i behandling for skudsåret i benet, indtog ISIL ansøgerens hjemby, Mosul. Ansøgeren flygtede derfor til Baghdad, hvor han boede, indtil han udrejste legalt af Irak [medio 2015]. Under ansøgerens ophold i Baghdad blev han truet på livet af shia-muslimer, som ikke ønskede sunni-muslimer i deres område. Ansøgeren har endvidere oplyst, at Al Hashd Al-Shabi har særligt fokus på unge sunnimuslimske mænd, idet de mistænkes for at have haft forbindelse til ISIL. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring om sit asylmotiv i forhold til ISIL og episoden i et bageri i Bagdad fremstår som utroværdig og konstrueret med henblik på at opnå opholdstilladelse i Danmark, og nævnet kan efter en samlet vurdering ikke lægge ansøgerens forklaring herom til grund. Flygtningenævnet lægger vægt på, at ansøgerens forklaring overordnet har fremstået upræcis og afglidende og på, at ansøgeren har forklaret divergerende på en række punkter. Ansøgeren har således forklaret divergerende om truslerne fra ISIL. Til asylsamtalen den [ultimo 2016] forklarede ansøgeren, at han meldte sig til militæret [primo 2014], og at han modtog den første trussel i form af et telefonopkald den [medio 2014], at han modtog mindst 10-20 sms-beskeder med trusler og tre til fire trusler i form af telefonopkald. For nævnet har ansøgeren forklaret, at han fik den første trussel i form af en sms-besked omkring en uge, efter han havde meldt sig til militæret, at han modtog i alt tre trusler pr. sms, og at han modtog tre til fire trusler i form af telefonopkald. Flygtningenævnet lægger videre vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om episoden, hvor han angiveligt blev opsøgt af ISIL. Til asylsamtalen forklarede ansøgeren om episoden, at han var på vej hjem fra bageren, da han blev stoppet af en bil på gaden, og at der steg tre mænd ud af bilen, som forsøgte at hive ansøgeren ind i bilen, at chaufføren også steg ud, og at der var i alt tre mænd, som var iklædt sort civilt tøj. Ansøgeren forklarede videre, at chaufføren trak sit våben og skød ham i foden og sagde ”Det får du ud af det, når du som kujon melder dig til den irakiske hær, og at han ikke nævnte ansøgerens navn. For Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret om episoden, at han var på vej hen til sin ven, at der kom tre maskerede mænd ud fra en sidegade, at en person, der løb mod ansøgeren, spurgte om ansøgeren var Hussein, at personen derefter skød ansøgeren i foden, og at personen sagde, og at ansøgeren skulle være et eksempel for andre. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om episoden i bageriet i Bagdad. Til asylsamtalen forklarede ansøgeren, at der kom en mand ind i bageriet og sagde: ”Hvis en af jer er sunni muslim, må vedkommende forlade området indenfor en time”, og at de ikke vidste, at ansøgeren var sunni. For nævnet har ansøgeren forklaret, at han fik at vide, at han skulle forlade området, fordi han var sunnimuslim. Det var personer med våben og iført militærtøj, der bad ham forlade området. De sagde; ”forlad området, du er sunni, du har ikke noget at lave i vores område”. Flygtningenævnet er opmærksom på, at ansøgeren har forklaret divergenserne blandt andet med, at han har forklaret om forhold, der er omkring fem år gamle, men nævnet finder ikke, at dette kan føre til en anden vurdering. Nævnet lægger herved vægt på, at der er tale om væsentlige begivenheder, som ansøgeren må forventes at forklare ensartet om også over tid. Endelig lægger Flygtningenævnet vægt på, at ansøgerens forklaring overordnet af fremstået upræcis og afglidende. For så vidt angår ansøgerens frygt for forfølgelse af shiamuslimer, herunder Al Hashd Al-Shabi, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hans familie, herunder hans fætre, har en konkret konflikt med Al Hashd Al-Shabi, eller at han på anden måde skulle være særligt profileret i forhold til Al Hashd Al-Shabi. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgerens generelle troværdighed er svækket som følge af de divergenser, der er anført ovenfor. For så vidt angår situationen for sunnimuslimer i og omkring Mosul er forholdene stadig præget af usikkerhed, og til tider uroligheder, hvilket blandt andet har sammenhæng med shia-militsers betydelige indflydelse. Efter baggrundsoplysningerne er der imidlertid ikke grundlag for at antage, at forholdene er således, at enhver sunnimuslim, der vender tilbage, som udgangspunkt vil være i risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i en risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. De generelle forhold for sunnimuslimer i Irak kan endvidere ikke begrunde meddelelse af opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2019/15/SMLA
Nævnet stadfæstede i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunnimuslim fra Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af Islamisk Stat eller militserne Alkharazani, Asaeb Ahl Alhaq, Hezbollah, Almahdi-hæren og Albadr-styrkerne. Ansøgeren har videre henvist til de generelle forhold i Irak. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv over for Udlændingestyrelsen oplyst, at han er født og opvokset i Bagdad, men i 2005 tog han ophold i Mosul. I 2014 tog Islamisk Stat kontrollen i Mosul, og de lukkede den cigaretfabrik, som ansøgeren arbejdede på. Ansøgeren og kollegaerne fortsatte med at sælge cigaretter på det sorte marked. Den 10. oktober 2015 var lageret af cigaretter tomt, og ansøgeren udrejste af Irak for at skabe sig et nyt levegrundlag. Ansøgeren har videre forklaret, at han udrejste, da han var bange for, at der skulle opstå kampe i Mosul, som det var sket i Tikrit, Diala, Ramadi og Jaos Saikhar. Han har endvidere forklaret, at Islamisk Stat slår alle, som har forladt Mosul, ihjel. Han frygter, at militserne vil slå ham ihjel, idet de slår alle sunnimuslimer ihjel. Ansøgeren har ikke givet møde i Flygtningenævnet. Ansøgeren er indkaldt til mødet i Flygtningenævnet dags dato pr. brev dateret [i starten af] 2019. Ansøgerens advokat har oplyst, at Asylcenter Jammerbugt [dagen før nævnsmødet], har oplyst til ham, at ansøgeren ikke har afhentet sine billetter til brug for deltagelse i mødet i Flygtningenævnet dags dato. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren er behørigt indkaldt til nævnsmødet. Der foreligger ikke dokumentation for lovligt forfald. Flygtningenævnet har derfor besluttet at fremme sagen på det foreliggende grundlag, jf. forretningsordenens § 36, stk. 1. Flygtningenævnet lægger ligesom Udlændingestyrelsen ansøgerens forklaring over for styrelsen om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet tiltræder, at de anførte omstændigheder ikke er omfattet af anvendelsesområdet for udlændingelovens § 7. Nævnet har lagt vægt på, at ansøgeren efter sine egne oplysninger på intet tidspunkt har haft kontakt med Islamisk Stat og således ikke har haft konkrete konflikter hermed. Ansøgerens frygt beror således på ansøgerens egen formodning. Tilsvarende gælder i forhold til ansøgerens frygt for militserne Alkharazani, Asaeb Ahl Alhaq, Hezbollah, Almahdi-hæren og Albadr-styrkerne, som ansøgeren heller ikke har haft konkrete konflikter med, og hvor ansøgerens frygt således også beror på hans egen formodning. De af ansøgeren påberåbte omstændigheder må herefter anses for socioøkonomiske forhold, der ikke er omfattet af udlændingelovens § 7. Herefter, og da de generelle forhold i Irak heller ikke i sig selv kan føre til beskyttelse efter § 7, stadfæstes Udlændingestyrelsens afgørelse.” irak/2019/14/SLH
Nævnet stadfæstede i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig stats-borger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunnimuslim af trosretning fra [landsby], [by], Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Irak frygter, overgreb begået af militsen Asaib Ahl al-Haq. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at der [i foråret] 2015 blev påsat en brand i ansøgerens mosters bolig. Det blev senere konstateret, at Asaib Ahl al-Haq, der fremkom med trusler, stod bag ildspåsættelsen. Der blev efterfølgende affyret skud mod ansøgerens to onkler og to brødre, der sad i en bil, hvilket resulterede i, at en onkel blev ramt i hånden og en anden onkel i ryggen. [I sommeren] 2015 modtog ansøgerens far en mundtlig trussel fra militsen, da han var ude at købe ind. [I efteråret] 2015 kom fire eller fem bevæbnede personer til ansøgerens families bopæl og fremsatte trusler. Ansøgerens far og bror, [A], talte med personerne. Ansøgeren, der herefter tog ophold på universitetet i en anden by, blev [i efteråret] 2015 kontaktet af sin mor, der oplyste, at familien havde modtaget et trusselsbrev fra Asaib Ahl al-Haq på familiens bopæl, og at ansøgeren ville blive hentet, da familien skulle udrejse af Irak. Hun er for kort tid siden blevet bekendt med, at hendes far er blevet dræbt af skud i Irak [i efteråret] 2018. Dette fremgår af en dødsattest, som familien er kommet i besiddelse af gennem onklen Latif i Tyskland. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren og dennes bror, [A], og mor, [B], hvis sager er sambehandlet, både hver for sig og indbyrdes har forklaret divergerende på en række centrale punkter vedrørende asylmotivet. Der er således blandt andet forklaret divergerende om, hvorvidt ansøgerens to brødre og to onkler ved det angivelige skudattentat [i foråret] 2015 befandt sig inde i en bil, da de blev beskudt, eller befandt sig i onklernes forretning. Nævnet bemærker herved tillige, at det først under forklaringen for nævnet er oplyst, at onklernes forretning på tidspunktet for attentatet var blevet lukket som følge af trusler. Der er endvidere forklaret divergerende om, hvor de enkelte familiemedlemmer befandt i ansøgerens families hus, da dette angiveligt blev opsøgt af bevæbnede mænd [i efteråret] 2015, herunder om hvor ansøgerens mor befandt sig og om, hvilke sønner, der sammen med ansøgerens far talte med mændene. Nævnet bemærker, at alle ansøgere ifølge forklaringerne var til stede ved denne episode. Ansøgeren har herudover om tidspunktet for denne episode til sin oplysnings- og motivsamtale forklaret, at den fandt sted [i efteråret] 2015 på et tidspunkt, hvor hun havde forladt universitetet. Der er herudover blandt andet forklaret divergerende om antallet af patroner, der lå i det trusselsbrev, som familien angiveligt modtog [i efteråret], og som var den direkte anledning til udrejsen. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren til sin oplysnings- og motivsamtale hverken har omtalt ildspåsættelsen [i foråret] 2015, truslerne mod sin far i august eller patronerne i trusselsbrevet. Hendes oplysning om, at dette skyldes træthed i forbindelse med samtalen kan ikke føre til, at nævnet kan se bort fra hendes manglende omtale af disse forhold. Den for Flygtningenævnet fremkomne nye oplysning om, at ansøgerens far er blevet dræbt af skud i Irak [i efteråret] 2018, og den i den forbindelse fremlagte dødsattest, kan ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet har herved blandt andet lagt vægt på, at der ikke foreligger nærmere oplysninger om baggrunden for det angivelige drab på faren. Flygtningenævnet finder derfor, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, ikke er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2019/13/SHH
Nævnet stadfæstede i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig stats-borger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunnimuslim af trosretning fra [landsby], [by], Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter overgreb begået af militsen Asaib Ahl al-Haq. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han [i efter-året] 2015 sad i en bil sammen med sin bror, [A], og sine to morbrødre, [B] og [C], da ukendte per-soner beskød dem fra en anden bil. [B] og [C] blev begge ramt af skud og indlagt på hospitalet. Omkring [sommeren] 2015 blev ansøgerens far opsøgt af en mand i en bil, da han var på grøntmar-kedet i byen. Manden truede ansøgerens far og sagde, at deres familie skulle forlade deres bopæl. Omkring tre uger efter blev ansøgerens families bopæl opsøgt af nogle, for ansøgeren, ukendte per-soner. Ansøgerens bror, [D], bad ansøgeren og de andre søskende om at blive på ansøgerens mors værelse. Der opstod tumult, hvorefter naboerne hjalp ansøgerens far og bror med at smide personer-ne væk fra bopælen igen. [I efteråret] 2015 modtog ansøgerens familie et trusselsbrev, hvoraf frem-gik, at de havde kort tid til at forlade deres bopæl med livet i behold. Der lå tre patroner i brevet. Ansøgeren og hans familie forlod bopælen samme dag, som de modtog trusselsbrevet. Ansøgeren og hans familie søgte beskyttelse hos klanen Al-Ibrahim i få dage, inden de udrejste af Irak. Han er for kort tid siden blevet bekendt med, at hans far er blevet dræbt af skud i Irak [i efteråret] 2018. Dette fremgår af en dødsattest, som familien er kommet i besiddelse af gennem onklen [B] i Tysk-land. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet har her-ved lagt vægt på, at ansøgeren og dennes søster, [D], og mor, [E], hvis sager er sambehandlet, både hver for sig og indbyrdes har forklaret divergerende på en række centrale punkter vedrørende asyl-motivet. Der er således blandt andet forklaret divergerende om, hvorvidt ansøgerens to brødre og to onkler ved det angivelige skudattentat [i foråret] 2015 befandt sig inde i en bil, da de blev beskudt, eller befandt sig i onklernes forretning. Nævnet bemærker herved tillige, at det først under forkla-ringen for nævnet er oplyst, at onklernes forretning på tidspunktet for attentatet var blevet lukket som følge af trusler. Der er endvidere forklaret divergerende om, hvor de enkelte familiemedlemmer befandt i ansøgerens families hus, da dette angiveligt blev opsøgt af bevæbnede mænd [i efteråret] 2015, herunder om hvor ansøgerens mor befandt sig og om, hvilke sønner, der sammen med ansøgerens far talte med mændene. Nævnet bemærker, at alle ansøgere ifølge forklaringerne var til stede ved denne episode. [D] har herudover om tidspunktet for denne episode til sin oplysnings- og motivsamtale forklaret, at den fandt sted [i efteråret] 2015 på et tidspunkt, hvor hun havde forladt universitetet. Der er herudover blandt andet forklaret divergerende om antallet af patroner, der lå i det trusselsbrev, som familien angiveligt modtog [i efteråret], og som var den direkte anledning til udrejsen. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at [D] til sin oplysnings- og motivsamtale hverken har omtalt ildspåsættelsen [i foråret] 2015, truslerne mod sin far i august eller patronerne i trusselsbrevet. Hendes oplysning om, at dette skyldes træthed i forbindelse med samtalen kan ikke føre til, at nævnet kan se bort fra hendes manglende omtale af disse forhold. Den for Flygtningenævnet frem-komne nye oplysning om, at ansøgerens far er blevet dræbt af skud i Irak [i efteråret] 2018, og den i den forbindelse fremlagte dødsattest, kan ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet har herved blandt andet lagt vægt på, at der ikke foreligger nærmere oplysninger om baggrunden for det angi-velige drab på faren. Flygtningenævnet finder derfor, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, ikke er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Ud-lændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2019/12/SHH
Nævnet stadfæstede i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig stats-borger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunnimuslim af trosretning fra [landsby], [by], Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har ikke angivet et selvstændigt asylmotiv, men har henholdt sig til sin mors asylmotiv. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort asylmotivet. Flygt-ningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens mor, [A], søster, [B], og bror, [C], hvis sager er sambehandlet med ansøgerens sag, både hver for sig og indbyrdes har forklaret divergerende på en række centrale punkter vedrørende asylmotivet. Der er således blandt andet forklaret divergerende om, hvorvidt ansøgerens to brødre og to onkler ved det angivelige skudattentat [i foråret] 2015 be-fandt sig inde i en bil, da de blev beskudt, eller befandt sig i onklernes forretning. Nævnet bemærker herved tillige, at det først under forklaringen for nævnet er oplyst, at onklernes forretning på tidspunktet for attentatet var blevet lukket som følge af trusler. Der er endvidere forklaret divergerende om, hvor de enkelte familiemedlemmer befandt i ansøgerens families hus, da dette angiveligt blev opsøgt af bevæbnede mænd i [efteråret] 2015, herunder om hvor ansøgerens mor befandt sig og om, hvilke sønner, der sammen med ansøgerens far talte med mændene. Nævnet bemærker, at alle ansøgere ifølge forklaringerne var til stede ved denne episode. [B] har herudover om tidspunktet for denne episode til sin oplysnings- og motivsamtale forklaret, at den fandt sted i [efteråret] 2015 på et tidspunkt, hvor hun havde forladt universitetet. Der er herudover blandt andet forklaret divergerende om antallet af patroner, der lå i det trusselsbrev, som familien angiveligt modtog [i efteråret], og som var den direkte anledning til udrejsen. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at [B] til sin oplysnings- og motivsamtale hverken har omtalt ildspåsættelsen [i foråret] 2015, truslerne mod sin far i august eller patronerne i trusselsbrevet. Hendes oplysning om, at dette skyldes træthed i forbindelse med samtalen kan ikke føre til, at nævnet kan se bort fra hendes manglende omtale af disse forhold. Den for Flygtningenævnet fremkomne nye oplysning om, at ansøgerens far er blevet dræbt af skud i Irak [i efteråret] 2018, og den i den forbindelse fremlagte dødsattest, kan ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet har herved blandt andet lagt vægt på, at der ikke foreligger nærmere oplysninger om baggrunden for det angivelige drab på faren. Flygtningenævnet finder derfor, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, ikke er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2019/11/SHH
Nævnet stadfæstede i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig stats-borger samt medfølgende børn fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunnimuslim af trosretning fra [landsby], [by], Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Irak frygter overgreb fra shia-militsen Asaib Ahl al-Haq. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at der [i foråret] 2015 blev påsat en brand i ansøgerens søsters bolig. Det blev efterfølgende konstate-ret, at Asaib Ahl al-Haq, der fremkom med trusler, stod bag ildspåsættelsen. [I foråret] 2015 blev der affyret skud mod ansøgerens brødres butik, hvilket resulterede i, at en bror blev ramt i hånden og en anden bror i ryggen. To af ansøgerens sønner var til stede, men blev ikke ramt. [I efteråret] 2015 modtog ansøgerens ægtefælle, [A], en mundtlig trussel fra militsen, da han var ude at købe ind. Omkring tre uger efter denne trussel kom nogle bevæbnede personer til ansøgers bopæl og meddelte: ”Vi skal rense området for jer”. Ansøgerens ægtefælle og søn, [B], talte med personerne. [I efteråret] 2015 om eftermiddagen blev der afleveret et trusselsbrev indeholdende to patroner fra Asaib Ahl al-Haq på ansøgerens bopæl. Den følgende nat forlod ansøgeren og hendes familie bopæ-len og tog ophold i en landsby i tre dage, inden de udrejste af Irak. Ansøgeren blev adskilt fra sin ægtefælle i Tyrkiet. Hun er for kort tid siden blevet bekendt med, at ægtefællen er blevet dræbt af skud i Irak [i efteråret] 2018. Dette fremgår af en dødsattest, som hun er kommet i besiddelse af gennem sin bror Latif i Tyskland. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren og dennes børn, [C] og [B], hvis sager er sambehandlet, både hver for sig og indbyrdes har forklaret divergerende på en række centrale punk-ter vedrørende asylmotivet. Der er således blandt andet forklaret divergerende om, hvorvidt ansøge-rens to brødre og to sønner ved det angivelige skudattentat [i foråret] 2015 befandt sig inde i en bil, da de blev beskudt, eller befandt sig i brødrenes forretning. Nævnet bemærker herved tillige, at det først under forklaringen for nævnet er oplyst, at brødrenes forretning på tidspunktet for attentatet var blevet lukket som følge af trusler. Der er endvidere forklaret divergerende om, hvor de enkelte familiemedlemmer befandt i ansøgerens families hus, da dette angiveligt blev opsøgt af bevæbnede mænd i starten [efteråret] 2015, herunder om hvor ansøgeren befandt sig og om, hvilke sønner, der sammen med ansøgerens ægtefælle talte med mændene. Nævnet bemærker, at alle ansøgere ifølge forklaringerne var til stede ved denne episode. [C] har herudover om tidspunktet for denne episode til sin oplysnings- og motivsamtale forklaret, at den fandt sted i starten af [efteråret] 2015 på et tids-punkt, hvor hun havde forladt universitetet. Der er herudover blandt andet forklaret divergerende om antallet af patroner, der lå i det trusselsbrev, som familien angiveligt modtog [i efteråret], og som var den direkte anledning til udrejsen. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at [C] til sin oplysnings- og motivsamtale hverken har omtalt ildspåsættelsen [i foråret] 2015, truslerne mod sin far [i sommeren] eller patronerne i trusselsbrevet. Hendes oplysning om, at dette skyldes træthed i for-bindelse med samtalen kan ikke føre til, at nævnet kan se bort fra hendes manglende omtale af disse forhold. Den for Flygtningenævnet fremkomne nye oplysning om, at ansøgerens ægtefælle er blevet dræbt af skud i Irak [i efteråret] 2018, og den i den forbindelse fremlagte dødsattest, kan ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet har herved blandt andet lagt vægt på, at der ikke foreligger nærme-re oplysninger om baggrunden for det angivelige drab på ægtefællen. Flygtningenævnet finder der-for, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, ikke er op-fyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2019/10/SHH
Nævnet stadfæstede i januar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og shiamuslim af trosretning. Ansøgeren er fra Basrah, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Irak frygter sin familie og klan, idet hun har vanæret dem ved at gifte sig mod deres vilje. Herudover frygter ansøgeren, at det irakiske politi vil udlevere hendes til hendes familie, hvis de får fat på hende. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at hun mødte sin nuværende ægtefælle, [H], i [foråret] 2015 foran sin skole i Irak. Efter omkring 2½ måneder besluttede ansøgeren og [H], at de skulle giftes. [ I efteråret] 2015 tog [H] og hans fars fætter hjem til ansøgeren, for at bede ansøgerens far om tilladelse til, at de kunne gifte sig. Ansøgerens far og brødre blev vrede, idet de mistænkte ansøgeren og [H] for at have en forudgående relation, og at de derved havde vanæret familien. Ansøgerens far truede med at slå hende ihjel, hvis han fandt ud af, at de havde haft en relation. Den efterfølgende dag kom ansøgerens onkler, [A] og [M]. [A] truede ansøgeren med at slå hende ihjel, hvis han fandt ud af, at hun havde haft en relation til [H]. [M] fortalte ansøgeren, at han skulle giftes med en af hans sønner. Omkring en måned efter [H’s] besøg, fortalte ansøgeren sin mor, at hun var religiøst viet med [H]. Ansøgerens mor blev vred og tog ud for at fortælle ansøgerens far om det. Den samme dag tog ansøgeren hjem til [H’s] familie, hvor hun overnattede. Dagen efter tog ansøgeren til Bagdad, hvor hun opholdt sig på et hotel i tre dage, før sin udrejse til Tyrkiet. Flygtningenævnet finder, at i hvert fald dele af ansøgerens forklaring om baggrunden for at søge asyl i Danmark ikke kan lægges til grund. Ansøgeren har således forklaret forskelligt og udbyggende om det forløb, der er centralt for asylmotivet, hvor [H’s] anmodning om tilladelse til at indgå ægteskab med ansøgeren angiveligt blev afvist af ansøgerens familie. Ansøgeren har således under sin seneste asylsamtale [i foråret] 2017 og for nævnet forklaret, at ansøgerens bror angreb [H] ved at slå ud efter ham og true ham med en kniv, hvilket ansøgeren intet har oplyst om under sine tidligere samtaler med Udlændingestyrelsen eller i asylansøgningsskemaet. Ansøgeren har ligeledes forklaret forskelligt og udbyggende om forløbet efter frieriet, idet hun under den seneste asylsamtale og for nævnet har forklaret, at hun tillige blev truet på livet af sin onkel, hvilket er nyt i forhold til det, som hun oplyste under de to tidligere samtaler med Udlændingestyrelsen og i asylansøgningsskemaet. Hertil kommer, at ansøgerens forklaring om, at hun over for sin far nægtede ethvert kendskab til [H] savner sammenhæng med, at hun under oplysnings- og motivsamtalen [i foråret] 2016 ifølge referatet forklarede, at hun forsøgte at overbevise sin familie om tilladelse til at indgå ægteskab med [H], hvilken forklaring hun da også for nævnet – om end ikke særligt overbevisende – har oplyst beror på en misforståelse. Endelig har ansøgeren forklaret forskelligt om, hvem der hjalp hende i forbindelse med flugten til Bagdad, idet hun skiftevis har oplyst, at personen hed henholdsvis [W] og [K]. Når disse divergenser, der til dels angår væsentlige forhold af betydning for asylmotivet, sammenholdes med, at andre dele af ansøgerens forklaring, herunder om mødet med [H] og om det tidsmæssige forløb i sagen, fremstår usammenhængende og konstrueret, finder nævnet samlet, at det ikke kan lægges til grund, at ansøgeren har en asylbegrundende æresrelateret konflikt med sin familie, og at hun som følge heraf vil være i risiko for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Irak. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2019/1/TBP
Nævnet stadfæstede i september 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og ikke-troende fra Kirkuk, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive dræbt af de kurdiske myndigheder, fordi han havde accepteret at blive spion for de kurdiske myndigheder mod ISIL, men derefter var udrejst af Irak. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han [i sommeren] 2014 mellem klokken 10.00 og 10.30 modtog et opkald på sin mobiltelefon fra en person ved navn [A] fra den kurdiske sikkerhedstjeneste. [A] bad ansøgeren om at møde op på sikkerhedstjenestens kontor i Kirkuk samme dag mellem klokken 11.00 og 11.30. Omkring klokken 11.30 mødte ansøgeren op på kontoret og talte med en ukendt mand fra sikkerhedstjenesten. Manden bad ansøgeren om at spionere mod ISIL for de kurdiske myndigheder, og de ønskede derfor, at han skulle melde sig som kriger hos ISIL. Ansøgeren nægtede at blive spion, hvorefter han blev kørt til et fængsel i [B]-området. De første syv dage i fængslet blev ansøgeren udsat for tortur. På den syvende dag kom ansøgerens ven, [C], som ansøgeren kendte fra England, og [C] sørgede for, at ansøgeren kom til at tale med den ansvarlige i fængslet. Ansøgeren accepterede herefter at arbejde som spion mod ISIL, men han krævede 24 timer til at se sin familie. På den niende dag blev ansøgeren løsladt for at se sin familie. [I sommeren] 2014, dagen efter løsladelsen, udrejste ansøgeren af Irak. Ansøgerens farbror har efter ansøgerens udrejse af Irak forsøgt at løse ansøgerens konflikter med de kurdiske myndigheder. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Nævnet finder således i lighed med Udlændingestyrelsen, at ansøgerens forklaring om asylmotivet fremstår utroværdig og konstrueret. Nævnet har ved denne vurdering lagt vægt på, at det forekommer utroværdigt, at de kurdiske myndigheder i 2014 angiveligt skulle have ønsket at hverve ansøgeren, der selv er kurder, til at fungere som spion mod ISIL. Kort forud herfor havde ansøgeren således været udrejst af Irak i de foregående syv år, ligesom der ikke er oplysninger om, at ansøgeren skulle have særlige forudsætninger for at fungere som spion for de kurdiske myndigheder, eller at de kurdiske myndigheder skulle have noget særligt kendskab til ansøgeren. Ansøgerens forklaring om, at han blev valgt som spion, fordi han taler flydende engelsk, hvilket mange udenlandske IS-krigere også gør, fremstår således ikke overbevisende. Hertil kommer, at ansøgerens forklaring om dette forhold er blevet udbygget under sagens behandling i nævnet, idet han over for Udlændingestyrelsen har forklaret, at det eneste, han fik at vide, var, at han skulle spionere mod ISIL, men intet om betydningen af hans sprogkundskaber. Herudover finder nævnet, at ansøgerens forklaring om fremgangsmåden ved forsøget på at rekruttere ham som spion mod ISIL, herunder navnlig at han gjorde modstand mod at blive rekrutteret og derfor blev tilbageholdt og tortureret af de kurdiske myndigheder, fremstår utroværdig, idet det under de angivne omstændigheder ikke kunne forventes, at ansøgeren ville være loyal over for de samme myndigheder. I denne sammenhæng forekommer det også bemærkelsesværdigt, at de kurdiske myndigheder løslod ansøgeren i 24 timer uden nogen form for kontrol. Ansøgerens forklaring om, at han efter løsladelsen sikkert blev fulgt af myndighederne, kan ikke føre til en anden vurdering. Det er desuden indgået i nævnets vurdering af sagen, at ansøgerens forklaring om udseende og indretning af det sted, hvor han blev tilbageholdt, ikke fremstår selvoplevet. På den anførte baggrund og efter ansøgerens generelle fremtræden under nævnsmødet må nævnet derfor afvise ansøgerens forklaring om sit asylmotiv. Som konsekvens heraf er der heller ikke grundlag for at underkaste ansøgeren en torturundersøgelse. Spørgsmålet er herefter, om ansøgeren på andet grundlag kan opnå opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Den generelle sikkerhedsmæssige situation i Irak er ikke af en sådan karakter, at det kan antages, at der er en reel risiko for overgreb omfattet af artikel i 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention som følge af den blotte tilstedeværelse i området, jf. herved tillige Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols afgørelse i sagen J.K. and Others v. Sweden. Der efter de af den beskikkede advokat påberåbte baggrundoplysninger om Irak i rapporten ”EASO COI Meeting Report Iraq, Practical Cooperation Meeting, 25-26 April 2017, Brussels”, ”Landinfo, Irak: Sikkerhetssituasjonen for personer med yrker som assosieres med vestlig kultur og samfunnsudviklingen i nyere tid”, 24. juni 2011, og ”Note on the continued Applicability of the April 2009 UNHCR Eligibility Guidelines for Assessing the International Protection Needs of Iraqi Asylum-Seekers”, 28. juli 2010, sammenholdt med oplysningerne om ansøgerens langvarige ophold i blandt andet Storbritannien inden tilbagevenden til Irak i 2014, hans holdning til religiøse forhold, etnicitet, tidligere alkoholmisbrug og sygdomshistorie heller ikke grundlag for at fastslå, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han af disse årsager hverken bedømt hver for sig eller samlet vil have behov for beskyttelse som nævnt i udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, i Danmark. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”Irak/2018/99/LINB
Nævnet stadfæstede i september 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og shia muslim fra Samawah, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Irak frygter sin farbror, idet han vil tvangsgifte hende bort til en ældre mand. Til støtte herfor har ansøgeren forklaret, at hendes far blev fængslet omkring fire år før ansøgerens udrejse af Irak. Ansøgeren og hendes familie boede sammen med ansøgerens fars tre brødre. Efter ansøgerens fars fængsling begyndte ansøgerens farbror, [C], at kontrollere ansøgerens og hendes families liv. Han forbød dem blandt andet at gå ud af huset. Flere af familiens naboer var flyttet ud af Irak, men når de var i Irak, kom de og besøgte ansøgerens hus. Blandt andet besøgte ansøgerens nuværende ægtefælle, [A], og dennes familie ansøgerens hus i Irak, og derudover besøgte en kvinde ved navn [B] og hendes familie også ansøgerens hus i Irak. Omkring to år før ansøgerens udrejse friede [A]’s familie til ansøgeren. Ansøgerens farbror accepterede ikke frieriet, da han ikke ville få nok penge i medgift. Omkring to måneder før ansøgerens udrejse friede en mand ved navn [D] til hende. Ansøgerens farbror accepterede frieriet, idet [D] ville betale ti millioner dinar i medgift. Ansøgeren ville ikke acceptere at blive gift med [D]. Hendes farbror slog hende flere gange for at få hende til at indgå ægteskab med [D]. [B] var på besøg i Irak, og hun aftalte med ansøgerens mor, at hun ville hjælpe ansøgeren ud af landet, da ansøgeren ellers ville blive tvunget til at gifte sig med [D]. Ansøgeren rejste ud af Irak sammen med [B]. De fløj til Sverige, hvorfra ansøgeren tog et tog til Danmark. I Danmark blev ansøgeren hentet af [A], og efter nogle dage blev de gift. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om konflikten med hendes farbror til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende på centrale punkter, ligesom forklaringen fremstår utroværdig, afglidende og konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har således forklaret divergerende om blandt andet kontakten til [B] forud for udrejsen. Hun har således under samtalen i Udlændingestyrelsen [i foråret] 2017 forklaret, at [B] under påskud, for at ansøgeren kunne udrejse uhindret, inviterede ansøgeren og hendes mor til middag, hvilket ansøgerens farbror accepterede. Under samtalen [omkring en måned senere i 2017] har ansøgeren forklaret, at hun klokken 12 om natten løb over til [B], hvor hun opholdt sig indtil klokken tre, hvorefter hun og [B] tog ud i lufthavnen. For nævnet har ansøgeren forklaret, at hun forlod sit hjem klokken tre om natten og løb hen til en taxa, hvor [B] ventede på hende. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om blandt andet længden af sin fars fængselsstraf, om sit kendskab til [B], om hvorvidt [B] havde en datter, om hvor [B] forlod hende efter udrejsen og om, hvorvidt det var planlagt forud for udrejsen, at hun skulle rejse til Danmark for at blive gift. Ansøgeren har videre forklaret usammenhængende og afglidende om sin kontakt til sin mor efter udrejsen, herunder om hvorvidt ansøgerens farbror har kendskab til, at ansøgeren og hendes mor har telefonisk kontakt. Endelig har Flygtningenævnet lagt vægt på, at det forekommer usandsynligt, at ansøgeren blev gift ganske få dage efter sin ankomst til Danmark, hvis dette ikke havde været besluttet forud for udrejsen. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2018/98/SSM
Nævnet stadfæstede i september 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og muslim fra Sulaymaniyah, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive fængslet af myndighederne og pådrage sig en straffesag, idet ansøgerens kollega og en fange, som ansøgeren transporterede i en tjenestebil, blev slået ihjel. Ansøgeren frygter endvidere, at hans afdøde kollegas familie vil forsøge at hævne sig. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han blev ansat ved politiet [i foråret] 2005. Ansøgeren var chauffør og hans arbejde bestod i at transportere fanger samt politifolk. [I efteråret] 2015 fik ansøgeren til opgave at transportere en fange fra politistationen til retten i Khanaqin, hvorfor ansøgeren kørte af sted i en politibil med høj hastighed og udrykning. På bagsædet af bilen sad en fange samt ansøgerens kollega. På vejen mod retten stod to personer, der så ud til at have brug for hjælp, hvorfor ansøgeren sænkede farten. Da ansøgeren sænkede farten begyndte de to personer at skyde mod bilen med ansøgeren, kollegaen og fangen i. Skuddene slog ansøgerens kollega og fangen ihjel, mens ansøgeren slap uskadt fra angrebet. Ansøgeren kørte efterfølgende til nærmeste landsby, Dake Ibrahim, som lå fem minutters kørsel fra gerningsstedet. Her stoppede ansøgeren bilen og råbte om hjælp. Folk fra landsbyen kom til og hjalp. Bilen blev kørt væk, men ansøgerens kollegas liv stod ikke til at redde. Ansøgeren spurgte en landsbybeboer, som rådede ansøgeren til at flygte fra Irak. Meget tidligt om morgenen, dagen efter episoden, fik ansøgeren hjælp til at flygte fra Irak af samme person, som havde rådgivet ham. Ansøgeren udrejste illegalt af Irak [i efteråret] 2015. Ansøgerens storebror, som selv arbejder for politiet, afleverede ansøgerens tjenestepistol for ansøgeren, da ansøgeren ikke ønskede problemer. Efter sin udrejse af Irak har ansøgerens ven modtaget en arrestordre dateret [i efteråret] 2015, hvoraf det fremgår, at ansøgeren er sigtet, da han er flygtet. Den afdøde kollegas familie har efterfølgende opsøgt ansøgerens søster og spurgt efter ansøgeren adskillige gange. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren på flere punkter har forklaret divergerende vedrørende hændelsesforløbet forud for udrejsen. Til oplysnings- og motivsamtalen [i sommeren] 2016 har ansøgeren forklaret, at han under transporten sænkede farten, satte sit grønne blink på, og som bilen nærmede sig de to personer, begyndte de at affyre skud mod bilen. Endvidere har ansøgeren forklaret, at det var hans bror, der anbefalede ansøgeren at udrejse. Til asylsamtalen [i slutningen af] 2016 har ansøgeren forklaret, at ansøgeren kørte i en politibil, og at de kørte med udrykning, samt at han sænkede farten, da han så de to personer. Endvidere har ansøgeren forklaret, at det var [X], der anbefalede ansøgeren at udrejse. Foreholdt denne sidste divergens har ansøgeren forklaret, at både hans bror og [X] anbefalede ansøgeren at udrejse. Under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at de kørte med blink hele tiden, og at han på intet tidspunkt sænkede farten. Derudover har ansøgeren under samtaler med Udlændingestyrelsen forklaret, at han stoppede i landsbyen for at søge hjælp, mens han under nævnsmødet har forklaret, at han måtte stoppe i landsbyen, fordi bilen var gået i stykker og ikke kunne køre længere. Endelig har ansøgeren forklaret divergerende om, hvorvidt han kunne se, hvilket våben, de to personer skød med, og om tidspunktet for, hvornår fangen henholdsvis kollegaen døde. Flygtningenævnet har ligeledes lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende om, hvornår han har talt med sin søster om kollegaens families opsøgning, og hvad der er blevet sagt. Ved vurderingen af de fremhævede divergenser må det tillægges vægt, at der er tale om et meget enkelt hændelsesforløb. Ved vurderingen af ansøgerens forklaring har Flygtningenævnet også lagt vægt på, at flere forhold i ansøgerens forklaring om hændelsesforløbet samlet set ikke forekommer sandsynligt. Således finder nævnet, at det ikke forekommer sandsynligt, at ansøgeren blot lod folkene i landsbyen tage hans politibil, eller at ansøgeren ikke forsøgte eller har forsøgt at kontakte sin arbejdsgiver, når han var uskyldig, også henset til at han har arbejdet for politiet i ca. ti år og aldrig tidligere har haft problemer. Nævnet finder det heller ikke sandsynligt, at ansøgeren inden udrejsen gav sin tjenestepistol til [X], som han kun lige havde mødt, med henblik på at få pistolen indleveret til ansøgerens arbejdsgiver, fordi ansøgeren ikke ønskede yderligere konflikter, også særligt henset til at ansøgeren frygtede at blive anklaget for medvirken til drab. Endelig finder nævnet det heller ikke sandsynligt, at alle telefoner i Kurdistan bliver aflyttet af myndighederne, og at det var baggrunden for, at ansøgeren ikke kontaktede sin bror yderligere, ligesom ansøgerens forklaring om brorens reaktion ikke forekommer troværdig. Flygtningenævnet tilsidesætter på denne baggrund ansøgerens forklaring om sit asylmotiv som konstrueret og utroværdig. Det forhold, at ansøgeren har fremlagt en arrestordre kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på de foreliggende baggrundsoplysninger, hvoraf fremgår, at der er mange falske dokumenter i Irak. Nævnet finder dog ikke anledning til at foranstalte en ægthedsvurdering af arrestordren, da det ikke har væsentlig betydning for sagens afgørelse, herunder henset til arrestordrens indhold. Det fremgår således alene af arrestordren, at ansøgeren er sigtet, fordi han er flygtet/deserteret. Nævnet bemærker, at det falder indenfor det enkelte lands juridiktion at lovgive for sine statsborgere og fastsætte sanktioner i tilfælde, hvor lovgivningen overtrædes, og nævnet finder, at den i praksis forekomne straf for desertering ikke kan anses for uforholdsmæssig efter dansk retstradition. Herefter finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil risikere forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2018/97/JAH
Nævnet stadfæstede i september 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og tidligere sunni muslim fra Bagdad, Irak. Ansøgeren har oplyst, at han i Danmark er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter, at han vil blive tvangsrekrutteret til eller slået ihjel af ISIL, fordi ISIL har haft kontrollen over det område, ansøgeren boede i. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter de shiitiske militser, fordi han er sunni muslim. Endelig har ansøgeren henvist til, at han frygter at blive udsat for repressalier af de irakiske myndigheder og sine morbrødre i Irak, fordi han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at ISIL fik kontrollen over hans hjemby [A] i 2013 eller 2014. Noget tid herefter blev ISIL fordrevet fra Sadiyah, hvorefter shiitiske militser overtog kontrollen med byen. Militserne ødelagde i den forbindelse ansøgerens fars forretning, og stjal ansøgerens families biler. [I efteråret] 2014 begyndte ansøgeren på universitetet i Bagdad. Imens ansøgeren studerede på universitetet, boede han hos sin morbror. I Bagdad blev ansøgeren chikaneret af shiitiske militser, der spurgte ind til ansøgerens religion og ansøgerens navn. Omkring et år efter ansøgeren var begyndt på universitetet, henvendte en mand sig til ansøgeren og sagde, at han vidste, at ansøgeren var sunni muslim, at han hed [B], og at han kom fra [A]. Omkring to uger senere opsøgte manden ansøgeren på ny og sagde, at han ville slå ansøgeren ihjel, hvis ikke ansøgeren forlod Irak. Dagen efter udrejste ansøgeren af Irak. Efter indrejsen i Danmark har ansøgeren siden [foråret] 2016 gået i kirke, hvor han har deltaget i bibelundervisning, dåbsforberedelse og gudstjeneste. Den [i sommeren] 2016 blev ansøgeren døbt i kirken i [C]. Flygtningenævnet lægger efter ansøgerens forklaring til grund, at han flere gange er blevet stoppet ved kontrolposter af shiitiske militser og afhørt, ligesom han ved disse lejligheder nogle gange er blevet hånet og tildelt lussinger på grund af sin sunni-muslimske baggrund. Flygtningenævnet kan derimod ikke lægge den del af ansøgerens forklaring til grund, hvorefter ansøgeren uden nærmere anledning skulle være blevet opsøgt to gange på universitetet i Bagdad af en ukendt mand, der spurgte ham om hans navn og religion og truede ham til at forlade landet. Ansøgerens forklaring herom fremstår som konstrueret til lejligheden og dermed utroværdig. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren, der har 13 års skolegang, har afgivet forskellige og udbyggende forklaringer om de to episoder, hvor han blev opsøgt. Under samtalen hos Udlændingestyrelsen [i vinteren] 2016 kunne ansøgeren ikke angive måned eller dato for, hvornår han blev opsøgt, men fortalte, at det skete med en uge til 15 dages mellemrum og sidste gang på dagen før ansøgerens udrejse. Ansøgeren beskrev manden på den måde, at han så almindelig ud, ikke havde tildækket ansigt og var 20-30 år. Ansøgeren oplyste i øvrigt, at manden begge gange spurgte, om ansøgeren hed [B], og om han var sunni-muslim. Under samtalen hos Udlændingestyrelsen [i vinteren] 2016 har ansøgeren oplyst, at manden var i militæruniform og bevæbnet, men at ansøgeren ikke ved, hvilken milits manden var tilknyttet. Manden gav den første gang udtryk for, at han vidste, at ansøgeren kom fra [A], og manden gik herefter straks uden at foretage sig yderligere. Den næste gang, ansøgeren blev opsøgt, var ca. to uger efter, og det skete ude på parkeringspladsen. Manden sagde ved den lejlighed til ansøgeren, om ansøgeren ikke kunne forstå, hvad der var blevet sagt første gang, og at ansøgeren ville blive dræbt, hvis han ikke rejste ud af landet. For nævnet har ansøgeren forklaret, at manden, der opsøgte ham, var klædt i civilt tøj den første gang og i militært tøj den næste gang. Nævnet finder, at der er tale om to kortvarige episoder, som er helt centrale for ansøgerens asylmotiv, og som han må kunne beskrive mere nøjagtigt, hvis de var selvoplevede. Flygtningenævnet finder på den baggrund ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han har en asylbegrundende konflikt med de shia-muslimske militser i sit hjemland. Efter det oplyste om, at ISIL ikke længere har kontrollen med ansøgerens hjemområde, er det heller ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden dertil vil have en asylbegrundende konflikt med ISIL. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge ansøgerens forklaring om at være konverteret til kristendommen til grund. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren ikke på overbevisende måde har kunnet redegøre nærmere for sine overvejelser i forbindelse med, at han efter indrejsen valgte at konvertere og blive døbt efter tre måneders dåbsundervisning, idet han alene har henvist til meget generelle betragtninger om kristen-dommens lære og sit positive møde med kristne mennesker i Danmark, der opfordrede ham til at gå med i kirke. Ansøgeren har desuden ikke kunnet redegøre nærmere for, hvad dåbsundervisningen bestod i, eller henvise til konkrete begivenheder, passager eller vers i Bibelen, som han lægger særlig vægt på eller synes om. Ansøgeren har for nævnet oplyst, at han ikke kan huske datoen for sin dåb, som er den centrale begivenhed i det at konvertere til kristendommen. Ansøgeren har i øvrigt efter det oplyste ikke gjort sig nærmere overvejelser over risikoen ved at konvertere, og han har givet udtryk for, at han ved en tilbagevenden til Irak vil holde det skjult og ikke praktisere sin tro offentligt. Nævnet finder på den baggrund, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hans konvertering er udtryk for en reel indre overbevisning, og at han ved en tilbagevenden vil praktisere sin tro i Irak. Det beror endvidere alene på ansøgerens egen formodning, at hans herboende moster skulle have videregivet hans betroelser om konverteringen til hans familie i Irak, og at de som følge heraf skulle efterstræbe ham. Det kan heller ikke lægges til grund, at ansøgeren ved at poste materiale med kristent indhold på sin profil på Facebook under navnet [D] skulle have bragt sig i de irakiske myndigheders søgelys. De generelle forhold for sunni-muslimer i Irak udgør – om end de er vanskelige – heller ikke i sig selv en risiko for, at ansøgeren ved en tilbagevenden vil blive udsat for en behandling i strid med Menneskerettighedskonventionens artikel 3. Flygtningenævnet finder på den baggrund efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for konkret, individuel forfølgelse eller for at blive udsat for dødsstraf, tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, og stk. 2, er derfor ikke opfyldt. Flygt-ningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2018/96/LINB
Nævnet stadfæstede i september 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunnimuslim af trosretning fra Sulaymaniyah, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af den kurdiske præsident Masoud Barsanis to sønner og af den kurdiske oliemini-ster Ashti Hawramy, fordi ansøgeren var i gang med at skrive en kritisk artikel om ministerens ægtefælle indeholdende oplysninger om ægtefællens affære med den kurdiske præsidents søn, Mansour. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i [efteråret] 2015 fik arbejde som journalist ved nyhedsbureauet NRT. Ansøgeren havde sideløbende et arbejde på et motel. [En dag i efteråret] 2015 blev NRT stormet af omkring 20 personer fra den kurdiske efterretningstjeneste. Ansøgeren var på arbejde den pågældende dag og var i gang med at skrive en kritisk artikel om olieministerens ægtefælle, Charkhan Rafik. Medarbejderne fra NRT blev tvunget ud i militærbiler, og ansøgeren blev lagt i håndjern og fik en pose over hovedet. De blev kørt til en landsby i grænseområdet og fik besked på, at de ikke måtte returnere til Erbil. Ansøgeren blev kørt tilbage til Sulaymaniyah, hvor han opholdt sig på sin farbrors bopæl i to dage. Ansøgeren tog herefter tilbage til Erbil, idet ansøgerens mor telefonisk havde oplyst, at en ukendt mand havde opsøgt familiens bopæl og sagt, at ansøgeren kunne vende tilbage til Erbil. Ansøgeren fortsatte herefter sit arbejde på motellet. [En dag i efteråret] 2015 blev ansøgeren opsøgt af fire personer, mens han arbejdede på motellet. Ansøgeren blev truet med at blive slået ihjel, hvis han fortsatte med at skrive på sin artikel. [Nogle dage senere] blev ansøgeren på ny opsøgt af de fire personer, mens han arbejdede på motellet. Ansøgeren blev denne gang truet med at blive slået ihjel, hvis han blev i Kurdistan. Ansøgeren udrejste på denne baggrund af Irak [i efteråret] 2015. Ansøgerens bror er efterfølgende blevet opsøgt af ukendte personer, som har spurgt efter ansøgeren. Ansøgerens bror blev ligeledes tilbageholdt af myndighederne i fem dage. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge ansøgerens oplysninger til udlændingemyndighederne til grund, idet de på væsentlige punkter forekommer udbyggende og usandsynlige. De helt centrale asylbegrundende begivenheder i form af opsøgning og modtagelse af dødstrusler fra bevæbnede personer fra sikkerhedstjenesten i to tilfælde umiddelbart op til udrejsen, har han således ikke omtalt i asylansøgningsskemaet. Han har endvidere under nævnsmødet forklaret udbyggende om, at der udover 20 personer, der trængte ind på nyhedskontoret, yderligere skulle have været op mod 80 andre personer udenfor. Det bemærkes yderligere, at ansøgeren kunne udrejse legalt, og at hans familie har kunnet opholde sig i landet uantastet gennem de seneste år. Endelig forekommer det usandsynligt, at ansøgeren, der efter sin egen forklaring på intet tidspunkt hverken før eller efter flugten har udgivet systemkritiske artikler, nu på baggrund af sin påståede ansættelse på en nyhedsredaktion, hvor han primært var beskæftiget med oversættelse, skulle være profileret i en sådan grad, at han også nu risikerer asylbegrundende forfølgelse. På denne baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2018/95/HHU
Nævnet stadfæstede i september 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunnimuslim fra Mosul. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter ISIL, idet han tidligere er blevet afkrævet økonomisk støtte af dem. Klageren har endvidere henvist til, at han siden sine universitetsstudier har tegnet portrætter af nøgne eller delvist nøgne kvinder. Klageren modtog dog beskeder online og i sin forretning om, at han skulle stoppe med at tegne nøgne kvinder. Klageren har desuden henvist til de generelle forhold for sunnimuslimer i Irak, at hans forældre er udrejst til Tyrkiet, og at han ikke længere har kontakt til sine to søskende. Udlændingestyrelsen meddelte [i foråret] 2016 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, stk. 2, jf. 7, stk. 2. [I foråret] 2018 har Udlændingestyrelsen truffet afgørelse om at inddrage klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. 19, stk. 1, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1.pkt., jf. 26, stk. 1. Flygtningenævnet bemærker, at efter de nu foreliggende baggrundsoplysninger om den generelle sikkerhed i Irak, herunder i Mosul-området, er sikkerhedssituationen ikke længere isoleret set asylbegrundende blandt andet under hensyn til, at ISIL ikke har kontrol over klagerens hjemområde. Endvidere bemærkes, at klageren, der uanset at han i lighed med andre forretningsdrivende, forud for udrejsen for omkring fem år siden, blev opkrævet skat af ISIL, dog ikke findes at være særskilt profileret over for denne organisation. På denne baggrund finder Flygtningenævnet ikke, at klageren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, hvorfor betingelserne for at nægte en forlængelse af klagerens opholdstilladelse findes opfyldt. De generelle forhold for sunnimuslimer i Irak vurderes ikke i sig selv at være asylbegrundende. Spørgsmålet er herefter, hvorvidt en hjemsendelse vil være særligt belastende for klageren, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Dette findes ikke at være tilfældet. Det bemærkes herved, at klageren er født og opvokset i Irak, som han forlod som 26-årig, at han har søskende og muligt forældre i Irak, at han ikke har familie i Danmark, at han ikke har gennemført et uddannelsesforløb i Danmark, og at han ikke har haft arbejde i Danmark. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2018/94/HHU
Nævnet stadfæstede i september 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunnimuslim fra Ranya, Sulaymaniyah, Irak. Ansøgeren har været menigt medlem af PUK, som han har hjulpet med at hænge plakater op for i en ukendt periode. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter familierne til sine ni underordnede, fordi de anser ansøgeren for at være årsagen til sine underordnedes død. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han var leder af en gruppe peshmergaer i Tel Al-Ward i Irak. På en ukendt dag i slutningen af 2015 angreb ISIL tidligt om morgnen den del af fronten, hvor ansøgerens gruppe befandt sig. Ansøgeren har oplyst, at han selv befandt sig i hovedkvarteret under ISIL offensiven omkring 20-25 minutters gang fra fronten. Ansøgeren hørte folk sige, at ISIL havde angrebet fronten. Ansøgeren gemte sig i et hos som tilhørte en mand ved navn Abu Adnan i tre dage. Efter tre dage havde peshmergaerne genindtaget området, hvorefter ansøgeren fik orlov i ti dage. Familierne til ansøgerens underordnede krævede en forklaring på, hvorfor ansøgeren var i live, mens deres slægtninge var forsvundet. De anmeldte ansøgeren til myndighederne, som tilbageholdt ansøgeren i 15 dage, hvorefter ansøgeren kom for retten, der frikendte ham. Ansøgerens underordnede, Sardar, blev halshugget og tre andre underordnede blev skudt. Begge forhold er blevet optaget på video. Ansøgeren ved ikke, hvordan hans andre underordnede blev slået ihjel. Endelig har ansøgeren oplyst, at han, to dage efter sin løsladelse, henvendte sig til en mægler, der forgæves forsøgte at mægle mellem ansøgeren og familierne til hans underordnede. Da ansøgeren forlod mægleren, blev han overfaldet af tre ukendte personer. Dagen efter rejste ansøgeren til Erbil, hvor han opholdte sig i 10-15 dage, inden ansøgeren udrejste af Irak. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgeren på centrale punkter har forklaret divergerende, ligesom væsentlige dele af ansøgerens forklaring ikke fremstår sandsynlig og fremstår konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorvidt han havde våben med, da han skulle hente forsyninger, da han var ved forposten ved fronten. I oplysnings- og motivsamtalen og for Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at han havde et maskingevær ved navn BKC på sig ved posten, og at han efterlod våbenet, da han forlod posten for at hente forsyninger. Til asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at han var bevæbnet med BKC, da han gik fra deres forpost for at hente forsyninger. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvor han befandt sig, da ISIL angreb, og hvad der skete. Til asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at han var på vej tilbage fra hovedkvarteret, efter at han havde hentet forsyninger, og at han efter at have gået et minut, begyndte at se folk løbe mod ham. Han kunne høre, at ISIL var på vej. Ansøgeren løb ind i Abu Adnans hus, der lå 5-6 minutters gang fra hovedkvarteret. Han vidste ikke på dette tidspunkt, hvor hans underordnede befandt sig. Alle de andre peshmergaere, der forsøgte at flygte fra ISIL, blev enten taget til fange, gemte sig eller lykkedes med at flygte. Ansøgeren ved ikke, hvor hans underordnede gemte sig. Ansøgeren så ikke selv ISIL angribe, men han hørte skyderier og så folk flygte. For Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret blandt andet, at han hørte et sammenstød mellem parterne, og at de andre peshmergaere begyndte at flygte, men at de ikke kunne flygte, idet de var omringet. ISIL angreb peshmergaernes brigade nr. 6, der var i fronten, samt brigade nr. 11 og 4. ISIL skød på ansøgeren og de andre peshmergaere og pershmergaerne skød på ISIL. Det var kun ansøgeren, der endte med at flygte. Ansøgeren råbte til sine underordnede, at de skulle flygte, men de ville kæmpe ved fronten. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvordan ansøgerens underordnede blev slået ihjel. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren oplyst, at fem af hans underordnede blev halshugget, hvorimod ansøgeren til asylsamtalen oplyste, at en af hans underordnede var blevet halshugget. For Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at han på en video har set, at hans underordnede Sardar og 2 andre blev halshugget. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvem der slog Sardar ihjel. Til asylsamtalen og for Flygtningenævnet forklarede ansøgeren, at Mullah Shwan havde halshugget Sardar, hvorimod ansøgeren til gensamtalen [i foråret] 2018 forklarede, at Sardar blev dræbt af en for ansøgeren ukendt person. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvor mange personer, der var på den video, hvor Sardar blev halshugget. Til asylsamtalen og for Flygtningenævnet har ansøgeren oplyst, at der udover Sardar var to andre ofre i videoen, hvorimod ansøgeren til gensamtalen har oplyst, at det kun var Sardar, der blev slået ihjel i videoen. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvornår ansøgeren blev bekendt med, at hans underordnede var blevet slået ihjel. Til oplysnings- og motivsamtalen oplyste ansøgeren, at han under sin orlov blev bekendt med, at hans underordnede var døde, hvorimod ansøgeren til gensamtalen forklarede, at det var et ukendt tidspunkt efter hans orlov, at han blev bekendt med det. For Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at han var i Erbil, da han blev bekendt med, at hans underordnede var blevet dræbt. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om sit forhold til Abu Adnan. Til asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at ansøgeren havde spist med ham en gang, hvorimod han til gensamtalen forklarede, at han ofte havde spist sammen med Abu Adnan. For Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at han var vagt en gang hos Abu Adnan og blev behandlet som en hund. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvad han frygter ved en tilbagevenden til Irak. Til asylsamtalen forklarede ansøgeren, at han frygtede at blive dræbt af fem af familierne til sine underordnede, hvorimod han til gensamtalen forklarede, at han frygtede at blive dræbt af alle ni familier til sine underordnede, og at han særligt frygtede en familie. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at det kun har været muligt for Udlændingestyrelsen at finde oplysninger om angreb ved Tel Al-Ward, der er foregået i [slutningen af] 2015, hvilket ikke stemmer med, at ansøgeren til asylsamtalen har oplyst, at angrebet på Tel-Al-Ward foregik omkring tre måneder inden ansøgerens indrejse i Danmark. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2018/93/FAM
Nævnet meddelte i august 2018 opholdstilladelse (B-status) til et ægtepar og et barn fra Irak. Ind-rejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske kurdere og sunnimuslimer fra Kirkuk, Irak. Ansøgerne har ikke været med-lem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af sin kærestes familie, da de har haft et forhold udenfor ægteskab, og hans kærestes bror blev slået ihjel i et mæglingsforsøg mellem parrets familier. Videre har den mandlige ansøger henvist til, at han frygter sin egen familie, da hans far blev slået ihjel i et forsøg på at mægle. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af sin familie, da hun har haft et forhold udenfor ægteskab. Til støtte herfor har ansøgerne oplyst, at de mødte hinanden på den mandlige ansøgers arbejde i et minimarked, da den kvindelige ansøger gik i syvende klasse. Efter et par måneder gav den mandlige ansøger den kvindelige ansøger sit telefonnummer, og de havde herefter telefonisk kontakt. Efter at parret havde haft telefonisk kontakt i to år, begyndte de kort at mødes. Den mandlige ansøger friede til den kvindelig ansøger fire gange, men hendes familie ville ikke gå med til ægteskabet, da den kvindelige ansøger var lovet væk til sin fætter. Nogle dage efter sidste frieri opdagede den kvindelige ansøgers bror, at de talte i telefon sammen. Broren slog hende, og ansøgerne blev efterfølgende enig om, at de skulle udrejse. Med hjælp fra den kvindelige ansøgers lærer og sin far, fik hun udstedt et pas, og de udrejste legalt. Efter parrets udrejse har den mandlige ansøgers familie forsøgt at mægle i striden med den kvindelige ansøgers familie, men det førte til, at den mandlige ansøgers far og den kvindelige ansøgers bror blev slået ihjel. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgernes forklaring om deres asylmotiv til grund, idet de begge har forklaret konsistent og troværdigt om baggrunden for deres flugt under deres tre samtaler med Udlændingestyrelsen og for nævnet. De få divergenser, der har været i den kvindelige ansøgers forklaring, kan ikke tillægges afgørende betydning, idet hun på de væsentligste punkter har formået at redegøre herfor. Ansøgernes forklaringer er i øvrigt underbyg-get af de foreliggende baggrundsoplysninger i blandt andet Migrationsverkets rapport om ”Hedersrelateret våld i Libanon, Syrien och de kurdstyrda provinserna i Norra Irak” af 24. juli 2009 og rapport fra Home Office ”Country Policy and Information Note - Iraq: Kurdish ’honour’ crimes”, august 2017. Det kan ikke føre til en tilsidesættelse af ansøgernes forklaringer, at den mandlige ansøger på opfordring fra ansøgernes advokat i forbindelse med behandlingen af deres sag for nævnet har fremskaffet dokumenter, der angår oplysninger om de to familiemedlemmers død, og om hvis ægthed der kan rejses tvivl. Nævnet bemærker, at ansøgerne begge har været tydeligt berørt under nævnsmødet, da de har skullet berette dels om det første fysiske overgreb for så vidt angår den kvindelige ansøger og dels om nyheden om farens og den kvindelige storebrors død for så vidt angår den mandlige ansøger. På den baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgerne efter en samlet vurdering har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til deres hjemland vil være i risiko for at blive dræbt, udsat for alvorlige fysiske overgreb eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling fra deres familier, idet ansøgerne efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke kan forvente reel beskyttelse hos myndighederne. Nævnet finder efter en samlet vurdering af ansøgernes forhold ikke, at det vil være rimeligt og uden for store besværligheder for ansøgerne at henvise dem, der er kurdere og efter det oplyste ikke har familie eller andet netværk andre steder i Irak, til at tage ophold i en anden del af Irak med et lille barn som et internt flugtalternativ. Betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, er derfor opfyldt, og Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgerne og deres medfølgende barn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.”Irak/2018/92/SEL
Nævnet meddelte i august 2018 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunnimuslim fra Sulaimaniyah, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive fængslet i 15-20 år til livstid, idet han er kommet i konflikt med sin tidligere leder i politiet, politimester [A]. Ansøger har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han blev taget til fange af ISIL i [efteråret] 2014. Ansøgers leder, politimesteren [A], søn, [B], havde også været holdt fanget af ISIL i samme periode. Ansøger undslap efter ca. 2 måneder, men det gjorde [B] ikke. Efter hans flugt fra ISIL vendte ansøger tilbage til sit arbejde for politiet, hvor han deltog i flere angreb på ISIL. De genstande som politiet beslaglagde i den forbindelse, videregav ansøger til [A], som solgte dem videre for egen vindings skyld. Da ansøger opdagede dette, afleverede han de genstande, de beslaglagde i forbindelse med den efterfølgende kamphandling til lederen over [A], [C]. Ansøger og en kollega ved navn [D] kom herefter op og skændes med [A], som trak sin pistol og affyrede skud op i luften. Ansøger og [D] flygtede fra stedet i bil. Ansøger flygtede hjem til sin ægtefælles bror, hvor han opholdte sig i 20-25 dage, inden han udrejste af Irak med fly til Tyrkiet. Inden hans udrejse fandt ansøger ud af, at [A] havde anmeldt ham, og at han derfor var eftersøgt. Flygtningenævnets flertal kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnets flertal har herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring fremstår troværdig, konsistent og detaljeret, og at de få divergenser og udbygninger i ansøgerens forklaring må tilskrives, at ansøgeren ikke tidligere er blevet afhørt tilstrækkeligt detaljeret herom. Flygtningenævnets flertal lægger således til grund, at ansøgeren er efterstræbt af sin tidligere leder, oberst [A], der er fætter til den nu tidligere kurdiske minister og nu højtstående leder i peshmergastyrkerne general [E], og at ansøgerens far og to brødre har været tilbageholdt af oberst [A] i en uge i forsøget på at få udleveret ansøgeren. Flygtningenævnets flertal finder endvidere, at der ikke er tilstrækkeligt grundlag for at afvise ansøgerens forklaring om, at der på foranledning af oberst [A] er udstedt en arrestordre på ansøgeren, og at ansøgeren som følge heraf risikerer en mangeårig fængselsstraf ved en eventuel tilbagevenden til Irak. Flygtningenævnet flertal finder, at ansøgeren ikke herved har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnets flertal finder imidlertid, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Irak/2018/91/CHHA
Nævnet stadfæstede i august 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig stats-borger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim af trosretning fra [by], Irak. Han har støttet og støtter stadig Goran-bevægelsen. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel eller fængslet af PUK’s (Patriotic Union of Kurdistan) efterretningstjeneste, Asaish, som følge af sin støtte til Goran-bevægelsen. Han frygter endvidere Islamisk Stat (IS) som følge af sit arbejde for Asaish, der af IS betragtes som vantro. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han begyndte at arbejde for Asaish [sommeren] 2007, hvor han havde rang af korporal. PUK var på dette tidspunkt opdelt i to fløje – en konservativ og en reformfløj. Ansøgeren sympatiserede med reformfløjen, som [sommeren] 2009 løsrev sig og kaldte sig for Goran-bevægelsen, og som fik 25 pladser ved parlamentsvalget [sommeren] 2009. Tre dage senere blev ansøgeren afskediget fra sin stilling i Asaish som følge af, at han ved valget havde stemt på Goran-bevægelsen. Ansøgeren udførte herefter politiske aktiviteter for Goran-bevægelsen ved at forsvare og støtte bevægelsens synspunkter. Han blev [efteråret] 2010 genansat ved Asaish. Ansøgeren oplevede imidlertid, at han blev chikaneret og hånet på arbejdspladsen grundet hans støtte til bevægelsen. Han blev blandt andet tilbageholdt fem til seks gange af et par dages varighed og blev forflyttet mere end 26 gange efter genansættelsen. Ansøgeren deltog i en demonstration i [primo] 2011, hvorefter ansøgeren oplevede yderligere chikane. Efter demonstrationen blev han indkaldt til samtale med sin overordnede ved navn [A], der truede ansøgeren. I sommeren 2014 var han på ny til samtale med [A], der advarede ansøgeren mod aktiviteter for Goran-bevægelsen, og hvorunder ansøgeren blev truet med fængsling og at blive slået ihjel. Ansøgeren var i den forbindelse tilbageholdt i to til tre dage. I efteråret 2014 var ansøgeren ved fronten i Jalawla for at kæmpe mod IS. Han modtog her et telefonopkald fra et ukendt nummer, hvor en anonym person udtalte: ”Pas på, det er muligt, at de skyder dig bagfra!”. Han har ikke andre fjender end dem, der er uenige med ham i Asaish, og opkaldet gjorde ham bange og bitter. Ansøgeren udrejste herefter af Irak [efteråret] 2015. Asaish har efterfølgende henvendt sig i det område, hvor ansøgerens far og søskende bor for at spørge efter ansøgeren. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort sit asylmotiv, idet hans forklaring om motivet i alt væsentligt ikke kan lægges til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har udbygget sin forklaring under asylsagens behandling. Han har således hverken i asylskemaet eller til oplysnings- og motivsamtalen med Udlændingestyrelsen [foråret] 2016 oplyst om telefonopkaldet, ifølge hvilket han risikerede at blive skudt. Nævnet bemærker, at ifølge ansøgerens egen forklaring gjorde dette telefonopkald ansøgeren meget bange og må forstås som afgørende for hans beslutning om at flygte fra Irak. Han har endvidere udbygget sin forklaring om antallet af tilbageholdelser. Flygtningenævnet finder endvidere, at ansøgeren har forklaret udetaljeret om Asaish, hvor han var ansat i en årrække, idet han f.eks. ikke har kunnet angive titlen på sin nærmeste overordnede. Ansøgeren har ligeledes forklaret divergerende under asylsagens behandling, herunder om hvorvidt han var bevæbnet, ligesom hans oplysning om sin alder var forkert ved ankomsten til Danmark. Nævnet har tillige lagt vægt på, at ansøgeren først udrejste [efteråret] 2015 efter indgivelse af ansøgning om visum, og at ansøgeren ikke nærmere har oplyst, hvorfor han udrejste netop på dette tidspunkt, idet der ikke er anført en konkret flugtudløsende begivenhed. De af ansøgeren fremlagte dokumenter vedrørende ansøgerens risici ved en tilbagevenden til hjemlandet findes ikke at kunne føre til en ændret vurdering af ansøgerens troværdighed. Flygtningenævnet finder derfor, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, ikke er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2018/90/CABV
Nævnet stadfæstede i juli 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og shia-muslim fra Najaf, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af en person ved navn Bashir, idet ansøgeren er blevet truet af Bashir to gange. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter de irakiske myndigheder, fordi han er deserteret fra militært. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans ægtefælle og børn blev udsat for et røveri [i sommeren] 2014 på deres fælles bopæl. Ægtefællen identificerede den ene af gerningspersonerne som værende en mand ved navn Bashir fra området. Omkring et år efter meldte Bashir sig selv til myndighederne og blev fængslet. Under retsmødet truede Bashirs mor ansøgeren på livet. Efter Bashir [i sommeren] 2015 blev frifundet og løsladt, truede han telefonisk ansøgeren og hans familien på livet. Ansøgeren og familien flyttede herefter til ansøgerens svigerfamilie, hvor de boede indtil deres udrejse. Ansøgeren forlod sin arbejdsplads i militæret [i efteråret] 2015. Ansøgeren og hans familie udrejste legalt af Irak i [efteråret] 2015. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder det bemærkelsesværdig, at en af røverne skulle ringe til ansøgeren under røveriet og derved risikere, at der kom folk til stedet. Ansøgerens ægtefælle har forklaret udbyggende om, at der under røveriet blev brugt bedøvelsesmidler mod hende og at hun blev bevidstløs. Ansøgeren har ikke nærmere kunne redegøre for, hvordan moktaren kunne give ham Bashirs telefonnummer, når den eneste oplysning ansøgeren havde, var et forkert fornavn. Ansøgeren og hans ægtefælle har forklaret divergerende om, hvorvidt Bashir angav sit navn under de tre telefonopkald. Det fore-kommer usandsynligt, at Bashir skulle deltage i en konfrontation hos sheikhen, når ansøgeren på det tidspunkt troede, at gerningsmanden var en anden. Ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorvidt han var til stede under retsmødet [i sommeren] 2015. Der er forklaret udbyggende om, at Bashirs mor under det pågældende retsmøde henvendte sig til ansøgerens ægtefælle og udtalte, at hendes søn ville blive frikendt. Ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorvidt han efter Bashirs løsladelse boede hjemme i en tid, eller om familien straks flygtede til ansøgerens svigerfamilie. Nævnet bemærker endvidere, at det forekommer påfaldende, at ansøgerens ægtefælle rejste tilbage til Irak med sine børn kort efter ankomsten til Danmark og boede der i omkring 1 år, såfremt hun var reel bange for konflikten. Ansøgeren har under nævnsmødet forklaret, at han inden anden samtale i Udlændingestyrelsen var blevet ringet op af sin klanleder, der opfordrede ham til at rejse tilbage. Denne oplysning er ikke fremkommet tidligere. Ansøgeren og hans ægtefælle har endelig forklaret divergerende om, hvem der fremsatte truslerne og hvor mange trusler, der blev fremsat efter hendes tilbagerejse til Irak. Det er alene ansøgerens formodning, at han er blevet udstødt af sin klan. Det forekommer påfaldende, at ansøgeren ikke opsagde sin stilling i militæret forud for sin rejse, særlig når han forberedte flugten til Danmark i omkring to måneder. Efter baggrundsoplysninger om en mulig straf for at forlade sin tjeneste uden at opsige denne, finder nævnet ikke, at denne kan anses for at være uforholdsmæssigt efter dansk retstradition. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være forfulgt efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller i reel og individuel risiko for overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2018/85/FAM
Nævnet stadfæstede i august 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er iransk statsborger, etnisk kurder og har oplyst at være kristen fra [en by i] Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter, at hendes far vil slå hende ihjel, idet hun har modsat sig farens ønske om, at hun skulle giftes med [S] og i stedet udrejste af Iran for at leve med hendes nu tidligere samlever, [H]. Ansøgeren har videre henvist til, at hun frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder, idet hun er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun omkring 20 dage inden udrejsen af Iran fandt ud af, at faren havde besluttet, at hun skulle gifte sig med [S]. Samme aften fortalte ansøgerens mor hende om det planlagte giftemål. Morgenen efter gjorde ansøgeren det klart for faren, at hun ikke ønskede at gifte dig med [S]. Faren fortalte ansøgeren, at det var ham, som bestemte. Samtidig fortalte hun ham, at hun var villig til at tage sit eget liv, hvortil faren svarede, at han ville slå hende ihjel, før hun fik lejlighed til at begå selvmord. Ansøgerens forhold til faren blev yderligere påvirket af mange konflikter og sammenstød grundet i, at ansøgeren ikke var religiøs, men at faren alligevel forlangte, at hun efterlevede islamiske regler. Siden da talte ansøgeren kun med sin mor om det forestående ægteskab. Moren fortalte hende, at faren insisterede på indgåelsen af ægteskabet, og at han fremsagde trusler mod ansøgeren til hende. Ansøgeren udrejste af Iran på baggrund af disse trusler. Nabofamilien hjalp ansøgeren med udrejsen, fordi hun kendte deres søn, [H], som indrejste i Danmark omtrent en måned inden ansøgeren. [H]s familie hjalp hende med at komme til Danmark, fordi de ville have, at hun giftede sig med [H]. Efter indrejsen i Danmark er ansøgeren konverteret til kristendommen, efter at have lært meget om kristendommen gennem sin kæreste, der er medlem af [en kirke]. De deltager i gudstjenester, og har regelmæssigt gået i [kirken] siden foråret 2017. Ansøgeren har videre deltaget i bibelundervisning og sidenhen dåbsundervisning. Hun blev døbt [i foråret] 2018. Endvidere deler hun kristent materiale på Facebook. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren har forklaret divergerende om centrale dele af sit asylmotiv. Ansøgeren har til sin asylsamtale forklaret, at hun kun talte med sin far om tvangsægteskabet en gang, og det var ca. 10 dage, inden hun udrejste. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren forklaret, at hun talte med sin far om det ca. 20 dage før udrejsen. Videre har ansøgeren under asylsamtalen både forklaret, at faderen flere gange havde sagt til ansøgerens mor, at han ville slå ansøgeren ihjel, mens hun under samme samtale har forklaret, at faderen ikke truede hende gennem moderen og senere, at hun ikke tog truslerne alvorligt. Ansøgeren har ikke anført faderens trusler i sit asylansøgningsskema. Videre har ansøgeren forklaret, at hun og [H] ikke blev gift, mens hun opholdt sig i Iran, men at hun underskrev et stykke papir, som hun ikke læste, men som hun fandt ud af, da hun kom til Danmark, indeholdt oplysning om, at hun og [H] var blevet gift. [H] har i sin asylsag forklaret, at han og ansøger blev viet ved en ceremoni, hvor han deltog telefonisk, mens ansøger og hele ansøgers familie og hans egen familie deltog fysisk, ligesom der blev holdt bryllupsfest. [H] har videre forklaret, at ansøgeren udrejste 7-10 dage efter vielsen, og at hun udrejste med sin families viden og accept, og hans familie har betalt den største del af udgifterne i forbindelse med ansøgerens udrejse. Ansøgeren har ved sin indrejse i Danmark [i vinteren 2015-2016] til politiet oplyst, at hun var gift med [H]. På denne baggrund finder Flygtningenævnet ansøgerens forklaring utroværdig og kan ikke lægge hendes forklaring om sin konflikt med faren og brødrene i forbindelse med udrejsen til grund. Udlændingestyrelsens afslag på asyl er dateret den [foråret] 2017. Ansøgeren kontaktede [kirken] i [foråret] 2017, hvorefter hun deltog i dåbsundervisning og blev døbt [i foråret]. Ansøgerens kontakt til kirken og hendes dåb skete således efter afslaget på opholdstilladelse. Ansøgeren har ikke kunnet redegøre for sin indre overbevisning eller sine overvejelser omkring sin konvertering. Ansøgeren og hendes ægtefælle agter at indgå ægteskab ved borgerlig vielse på rådhuset, og ansøgeren har ikke kunnet redegøre for, hvorfor parret ønsker en borgerlig og ikke en kirkelig vielse, ligesom ansøgeren under nævnsmødet fremstod, som om, hun ikke var bekendt med, at man kunne blive kirkeligt viet. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet, at ansøgerens konvertering ikke er reel. Det forhold, at ansøgeren har postet religiøst materiale og et billede fra et KDPI-arrangement på sin Facebook-profil, kan ikke føre til et andet resultat, idet bemærkes, at ansøgerens Facebook-profil ikke er oprettet i hendes eget navn, ligesom ansøgeren ikke er profileret i forhold til de iranske myndigheder. På baggrund af ansøgerens generelt manglende troværdighed, sammenholdt med at familien tidligere har accepteret hendes skilsmisser, finder Flygtningenævnet det usandsynligt, at det forhold, at ansøgeren nu agter at indgå ægteskab med faderen til det barn, hun venter – en mand, der kommer fra samme by som ansøgeren, skulle medføre konflikter med familien. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2018/328/mme
Nævnet stadfæstede i marts 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt to børn fra Irak. Indrejst i 2007. Flygtningenævnet udtalte: ”Klagerne er etniske arabere og muslimer fra Basra, Irak. Det fremgår af sagen, at klagerne indrejste i Danmark [i sommeren] 2007, og at de [i sommeren] 2008 blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. [I begyndelsen af] 2013 opgav klagerne deres opholdstilladelse i Danmark, og [i foråret] repatrierede de til Irak. [I efteråret] 2013 henvendte klagerne sig til Udlæn-dingestyrelsen og oplyste, at de havde fortrudt deres repatriering, og klagernes fortrydelsesret blev derefter forlænget. Klagerne genindrejste i Danmark [i sommeren] 2014. Det fremgår af Det Cen-trale Personregister, at klagerne [i sommeren] 2015 udrejste af Danmark for at tage ophold i Irak. [I foråret] 2017 besluttede Udlændingestyrelsen, at klagerne [X] og [Y] samt deres to ældste børns opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2 var bortfaldet. Flygtningenævnet finder, at kla-gernes opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 17, stk. 1 og 4, er bortfaldet, da det må lægges til grund, at klagerne ved at opsige deres lejlighed, tage børnene ud af skolen, flytte deres bohave til Irak og ved henvendelse til kommunen framelde sig hos myndighederne i Danmark har opgivet deres bopæl i Danmark for frivilligt at tage ophold i Irak. Flygtningenævnet finder endvide-re, at det efter klagernes forklaringer til Udlændingestyrelsen under bortfaldssagen må lægges til grund, at klagerne frivilligt tog ophold i Irak, jf. udlændingelovens § 17, stk. 4. Flygtningenævnet har fundet, at der ikke er grundlag for i medfør af udlændingelovens § 17, stk. 3, at bestemme, at klagernes opholdstilladelse ikke skal anses for bortfaldet. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klagerne ikke har en væsentlig tilknytning til Danmark og på, at der ikke foreligger sådanne særlige grunde, som kan føre til en ændret vurdering. Der er i den forbindelse lagt vægt på, at kla-gerne sammenlagt har haft opholdstilladelse i Danmark i 5½ år i hvilken periode de to gange frivil-ligt har været udrejst til Irak med henblik på at tage varigt ophold samt på, at klagerne begge gange udrejste frivilligt af Danmark som en samlet familie, ligesom klagerne er uden familie i Danmark. Hverken den mandlige eller den kvindelige klager har haft arbejde i Danmark. Det forhold, at kla-gernes to ældste børn har gået i skole i Danmark i sammenlagt 5½ år og det forhold, at den mandli-ge ansøger taler dansk kan på ovennævnte baggrund ikke føre til et andet resultat. Da klagerne har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, skal der træffes afgørelse om, hvorvidt klagerne kan udsendes efter udlændingelovens § 31. [I foråret] traf Udlændingestyrelsen afgørelse om, at udlændingelovens § 31 ikke var til hinder for, at de pågældende kan udsendes til Irak, jf. udlændingelovens § 32a, jf. § 31, stk. 1 og 2. Klagerne har som udrejsehindring henvist til, at den mandlige klager har arbejdet som tolk for de britiske og danske styrker, og at han under familiens to ophold i Irak i henholdsvis 2013 og 2015 blev udsat for overgreb, herunder en kidnapning i 2013 og et brandattentant på familiens hus i 2015, hvorfor de fortsat frygter asylbegrundende overgreb. Flygtningenævnet tiltræder Udlændingestyrelsens afgørelse, hvoraf det fremgår, at udlændingelo-vens § 31, ikke er til hinder for udsendelse af klagerne. Flygtningenævnet lægger i overensstemmel-se med Udlændingestyrelsen til grund, at klagerne tog frivilligt ophold i Irak to gange i henholdsvis 13 måneder og 5 måneder, hvor familien opholdt sig i Basra og førte et hverdagsliv med behandlin-ger for den kvindelige klager og skolegang for børnene, og hvor klagerne fik udstedt irakisk natio-nalpas [i efteråret] 2013. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at den mandlige klager var udsat for en kidnapning. Der er herved lagt vægt på, at ansøgernes forklaringer om kidnapningen er indbyrdes divergerende for så vidt angår tidpunktet for løsladelsen og i øvrigt helt overordnede og uden detaljer. Det forekommer endvidere mindre sandsynligt, at klagerne efter en kidnapning skulle opholde sig i samme område i flere måneder inden en udrejse. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge til grund, at klagernes hus blev brændt ned på grund af klagerne. Der er herved lagt vægt på, at klagerne ikke har sandsynliggjort, at branden i huset skyldtes den mandlige klagers forhold. Der er tillige lagt vægt på, at klagerne efter branden opholdt sig i området i flere måneder, hvor børnene blandt andet gik i skole. Flygtningenævnet stadfæster derfor, at udlændingelovens § 31, stk. 1 og 2, ikke er til hinder for, at klagerne kan udsendes til Irak. Flygtningenævnet stadfæster herefter Ud-lændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2018/126/JAH
Nævnet stadfæstede i december 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og shiamuslim fra byen Hakimia i Basra, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel eller idømt en lang fængselsstraf af de irakiske myndigheder, idet de betragter ham som ulovligt udeblevet fra sit arbejde som politimand. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter militser, som samarbejder med myndighederne, idet ansøgeren har indgivet korruptionsklager mod to højtstående myndighedspersoner. Endelig har ansøgeren henvist til, at han frygter militser i Irak, fordi de har truet ham på livet, som følge af ansøgerens job som vagt for internationale oliefirmaer. Til støtte for sine asylmotiver har ansøgeren oplyst, at han i oktober 2008 blev ansat i Energipolitiet i Basra, hvor han blandt andet havde til opgave at holde vagt og patruljere for nogle udenlandske oliefirmaer. Chefen for Olie- og Energikorpset hed [X]. I februar 2010 anmeldte ansøgeren ham første til Integritetsafdelingen for korruption. Ansøgeren afleverede i den forbindelse dokumenter, som beviste, at [X] tog penge til sig selv. Pengene skulle angiveligt bruges til ansættelse af 1000 mænd, der skulle bevogte et oliefirma. Firmaet havde [X] dog selv opfundet, hvorfor han kunne tage pengene selv. I 2011 angav ansøgeren også [Y], som var chef for direktoratet for oliepolitiet i syd. Som følge af sit arbejde for udenlandske oliefirmaer blev ansøgeren interessant for militserne, som gerne ville have oplysninger fra ansøgeren om de udenlandske firmaer. I slutningen af 2010 blev ansøgeren opsøgt af militserne for første gang. Militserne spurgte ansøgeren om han ønskede at samarbejde med dem, hvilket han dog afslog. I foråret 2011 anmeldte ansøgeren militserne til politiet, fordi de talte om at kidnappe udenlandske personer fra oliefirmaerne. Ansøgeren angav militserne ved navn, hvorefter nogle af medlemmer blev anholdt. Ansøgeren blev efterfølgende truet af militserne, som placerede en bombe under ansøgerens bil. Militserne spurgte herefter igen om ansøgeren ville samarbejde med dem. Den [i sommeren] 2011 blev han kidnappet og tilbageholdt af militserne i to dage. Ansøgeren blev frigivet og efterfølgende behandlet på hospitalet for sine skader. Ansøgeren anmeldte forholdet til sine overordnede, som noterede det som en ulykke. Efter kidnapningen blev ansøgerens arbejdsopgaver i 2012 flyttet til Rumella Al-Shemali. Herefter ophørte ansøgerens problem med militserne. I 2013 blev ansøgeren opsøgt af en anden milits, som truede med at slå ham ihjel, hvis ikke han stoppede med at indgive korruptionsklager mod [Y] og [X]. Ansøgeren formoder, at [Y] og [X] stod bag disse trusler. [I sommeren] 2014 blev ansøgeren og omkring 34 andre fra Energipolitiet indkaldt af [X] til at kæmpe mod ISIL i området omkring Mosul. På vej til basen blev ansøgeren vidne til drab på civile, som blev begået af de irakiske militser. Under sit 14 dage lange ophold på basen ved Mosul fik ansøgeren og de andre ordre fra iranere om at slå alle sunni-muslimer ihjel, herunder også civile sunni-muslimer. Ansøgeren og de andre fra Energipolitiet nægtede at følge ordren. Efter 14 dage blev de efter aftale hentet af en patrulje og fragtet væk fra basen. Ansøgeren tog til Basra, hvor han frem til sin udrejse [i foråret] 2015 arbejdede hos træningsenheden i Oliepolitiet. [I efteråret] 2014 blev ansøgeren religiøst viet med sin ægtefælle, som bor i Danmark. [I efteråret] 2014 blev parrets vielses registreret ved retten i Basra. 8I foråret] 2015 fik ansøgeren en måneds orlov fra sit arbejde, så han kunne besøge sin ægtefælle i Danmark. [I foråret] 2015 rejste ansøgeren til Danmark på et gyldigt 90-dages visum. Efter omkring 14 dage fik ansøgeren at vide af sin ven [Z], at der ikke lå nogen skriftlig godkendelse fra chefen om, at ansøgeren kunne holde orlov. Derfor blev ansøgeren nu anset for at være udeblevet uden lovlig begrundelse. Ansøgeren formoder, at det er [Y] og [X], som har anmodet om, at ansøgerens feriegodkendelse skulle trækkes tilbage, så de kunne få hævn over ansøgeren på grund af de tidligere anklager ansøgeren havde fremsat mod dem. Ansøgeren er blevet indkaldt til en afhøring i forbindelse med, at der er indledt en sag imod ham vedrørende udeblivelsen. Efter sin ankomst til Danmark har ansøgerens mor oplyst, at ansøgerens familie i [sommeren] 2015 blev truet af nogen, som ansøgeren formoder, er militser, som samarbejder med [X] og [Y]. Ansøgerens familie flyttede som følge heraf til en anden bydel i en periode, men er nu flyttet tilbage til deres gamle område igen. Familien har ikke oplevet yderligere i forbindelse med ansøgerens udrejse. Slutteligt har ansøgeren oplyst, at [Y] døde af et hjertestop i 2016. Flygtningenævnet kan ikke lægge nogen del af ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgeren har forklaret divergerende, udbyggende og utroværdigt om centrale punkter vedrørende sit asylmotiv, hvorfor forklaringen fremstår som konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet kan således heller ikke lægge til grund, at ansøgeren har arbejdet som politimand i Irak. Flygtningenævnet har herved blandt andet lagt vægt på, at ansøgeren i sin visumansøgning af [en dato i begyndelsen af] 2015 har oplyst, at han var bilsælger, mens han under sin asylsag har oplyst, at han i Irak var politimand. Det forhold, at ansøgeren har forklaret, at han ved siden af sit arbejde som politimand var selvstændig bilforhandler, kan ikke føre til en anden vurdering, henset til at arbejdet som politimand i givet fald må anses som en hovedbeskæftigelse, hvorfor det savner mening at oplyse sin bibeskæftigelse i visumansøgningen. Det bemærkes, at ansøgeren i sin visumansøgning vedrørende oplysninger om arbejdsgiveren tillige har anført, at han er selvstændig. Det forhold, at ansøgeren har forklaret, at han blot svarede på et spørgsmål om, hvilken selvstændigvirksomhed han udøvede, kan ikke føre til en anden vurdering. Endvidere har ansøgeren forklaret divergerende om, hvornår han første gang indgav anmeldelse om chefernes korruption, idet han først har forklaret, at det var i 2010, senere har ansøgeren forklaret, at det var i 2011, og for Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at det var allerede i 2008. Ansøgeren har endvidere forklaret skiftende og usikkert om de kamphandlinger, som han angiveligt har været vidne til, herunder drab begået mod civile, ligesom ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorvidt han selv har deltaget i kamphandlinger. Yderligere har ansøgeren forklaret divergerende om, hvor langt retssagen i Irak mod ham vedrørende hans desertering er, idet ansøgeren dels har forklaret, at skyldsspørgsmålet er afgjort, således at sagen alene afventer strafudmålingen, og dels har forklaret, at han kun er indkaldt til afhøring, og at der ikke kan indledes en retssag mod ham, før han har været afhørt. Det forhold, at ansøgeren senere har korrigeret sin forklaring herom kan ikke føre til en anden vurdering. Ansøgeren har tillige forklaret divergerende om, hvornår og hvordan han blev truet af militserne første gang. Det er endvidere tidsmæssigt påfaldende, at ansøgeren, selv om han tidligere angiveligt har indgivet gentagne anmeldelser om to politichefers korruption, pludselig skulle få problemer med de irakiske myndigheder kun 2-3 uger efter, at han indrejste i Danmark på et besøgsvisum og kun få måneder efter, at han var blevet gift med en dansk statsborger. Dette selv om ansøgeren ifølge sin forklaring for Flygtningenævnet indgav de første anmeldelser mod cheferne allerede i 2008 og har kunnet fortsætte sit arbejde hos politiet indtil han søgte orlov i 2015 med henblik på at besøge sin ægtefælle i Danmark. Det bemærkes, at ansøgeren også ville kunne vidne mod cheferne, selv om han afsoner en straf for desertering, hvorfor det savner mening, at cheferne nu vil hævne sig på ansøgeren ved at få ham fjernet fra politiet og idømt en fængselsstraf. Det bemærkes videre, at ansøgeren har forklaret, at han oprindeligt tog til Danmark for at se, om han kunne lide det, og at han i bekræftende fald ville søge familiesammenføring med sin ægtefælle, og at han først indgav ansøgning om asyl kort tid inden, at hans visum udløb. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” irak/2018/125/JAH
Nævnet stadfæstede i december 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger samt tre børn fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og shia-muslim fra [A], Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter, at han vil blive slået ihjel af sine familiemedlemmer eller af den shiitiske milits Asa’ib Ahl al-Haq. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i [efteråret] 2014 modtog et brev, hvoraf det fremgik, at ansøgerens familie ikke længere anså ham for at være en del af deres klan, fordi han 14 år tidligere havde indgået ægteskab med sin ægtefælle [B], der er sunni-muslim. Efterfølgende havde ansøgeren ikke kontakt med sin familie. Et par gange så ansøgeren sine brødre kigge ind af vinduerne til sin bopæl. [I slutningen af foråret] 2015 opstod der brand i køkkenet på ansøgerens bopæl, hvilken ansøgeren mistænkte sine brødre for at have påsat. Kort herefter blev [B]’s brødre, [C] og [D], skudt af personer fra Asa’ib Ahl al-Haq militsen. [B]’s øvrige familie blev truet af personer fra samme milits, der sagde, at familien skulle forlade byen, fordi de var sunni-muslimer. Personer fra militsen spurgte endvidere til ansøgeren og hans families opholdssted. I efteråret 2015 modtog ansøgeren et brev, hvoraf det fremgik, at alle sunni-muslimer skulle forlade området inden 48 timer, idet de ellers ville blive slået ihjel. Ansøgeren og hans børn udrejste af Irak i [i efteråret] 2015 sammen med [B]’s i alt 32 slægtninge. Det lykkedes ikke [B] at udrejse, idet hun blev stoppet af de irakiske myndigheder. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgeren løbende har forklaret udbyggende og på centrale punkter har forklaret divergerende. Ansøgeren har forklaret udbyggende om, hvilken begivenhed, der udløste hans udrejse. Under oplysnings- og motivsamtalen har han forklaret, at han udrejste efter, at han i [i efteråret] 2015 modtog et trusselsbrev fra shiamilitsen Asa’ib Ahl al-Haq. Under asylsamtalen har han forklaret, at hans ægtefælles brødre modtog et tilsvarende trusselsbrev, og at dette var anledningen til, at både han og ægtefællens brødre besluttede at flygte med deres familier. Ansøgeren har endvidere forklaret udbyggende om, hvorvidt der er fremsat trusler rettet mod hans tre sønner. Under oplysnings- og motivsamtalen har han forklaret, at hans ægtefælles brødre [i sommeren] 2015 blev truet til at forlade byen af Asa’ib Ahl al-Haq, som kom kørende i 5-6 biler. Under asylsamtalen har han forklaret, at denne episode fandt sted i [efteråret] 2015 eller lidt før, og at Asa’ib Ahl al-Haq folkene skændtes med ansøgerens ægtefælles brødre og sagde, at de vidste, at ansøgerens sønner var på stedet, og at de ville have dem udleveret, og at formålet hermed var at kontrollere ansøgeren. Under mødet i Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at hans ægtefælle og sønner tog ophold hos ægtefællens familie [i sommeren] 2015, efter at ansøgeren havde modtaget trusselsbrevet fra Asa’ib Ahl al-Haq, og at Asa’ib Ahl al-Haq krævede at få hans børn udleveret med det formål at gøre dem til selvmordbombere. Ansøgeren har forklaret udbyggende om skudepisoden, hvor hans ægtefælles brødre [C] og [D] blev ramt af skud. Under oplysnings- og motivsamtalen har han forklaret om andre forhold angående ægtefællens brødre, men har ikke nævnt en skudepisode. I asylansøgningsskema udfyldt dagen efter oplysnings- og motivsamtalen, har ansøgeren oplyst, at der en dag i juni måned blev skudt mod hans svoger, som blev ramt. Under asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at [C] og [D] blev angrebet i deres forretning [i slutningen af foråret] 2015, hvor [C] blev skudt. Under mødet i Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at der blev skudt mod forretningen, og at både [C] og [D] blev ramt af skud. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at det alene beror på ansøgerens formodning, at branden i hans hus den [i slutningen af foråret] 2015 var påsat. Ansøgeren har således under asylsamtalen forklaret, at det først var da han i [i sommeren] 2015 modtog et trusselsbrev, at han kunne regne ud, at branden var påsat, og at det var hans halvbrødre, [E] og [F], som stod bag. Ansøgeren har med sin advokats indlæg fremlagt en arrestordre, som angiveligt skulle være udstedt mod ham som følge af en falsk anmeldelse for bedrageri. Ansøgeren har forklaret, at han modtog arrestordren fra en bekendt, som arbejder i politiet, og at den falske anmeldelse for bedrageri er indgivet af ansøgerens familie med det formål, at ansøgeren vil blive anholdt i lufthavnen ved indrejse i Irak, og hans sønner blive udleveret til hans familie. Flygtningenævnet afviser denne forklaring som forekommer utroværdig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har af samme grund ikke fundet anledning til at følge advokatens anmodning om at udsætte sagen på ægthedsvurdering af arrestordren. Nævnet har herved også lagt vægt på, at det fremgår af de for nævnet foreliggende baggrundsoplysninger, at der er en høj forekomst af falske dokumenter i Irak. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Oplysningerne om de generelle forhold i Irak, herunder konflikterne mellem sunni og shia-muslimerne, er ikke af en sådan karakter, at det er asylbegrundende. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2018/124/LINB
Nævnet stadfæstede i december 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim fra [en nærmere bestemt by, A] i Salah-Addin-provinsen, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive fængslet eller dræbt af myndighederne, idet han er deserteret fra militæret. Ansøgeren frygter endvidere Assad Allah al-Ghaleb-militsen, fordi han er sunni-muslim. Ansøgeren har endelig henvist til de generelle forhold i Irak, herunder til de shiitske milister og ISILs tilstedeværelse. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han og familien i 2006 blev udvist af Bagdad som følge af sekteriske konflikter. Ansøgeren og ansøgerens far tog ophold i Syrien i tre måneder, hvorefter de returnerede til Irak, hvor familien bosatte sig i Samarra et par timers kørsel fra Bagdad. I 2012 meldte ansøgeren sig til den irakiske hær, idet han havde brug for et arbejde med en god løn, ligesom han med et militært ID-kort generelt var bedre beskyttet. Ansøgeren fik arbejde på en kaserne i Al-Zadean, hvor han var ansvarlig for kasernens fødevarer, ligesom han var chauffør for sine to overordnede kaptajn [B] og major [C]. I 2014 blev [ansøgerens hjemby, A] indtaget af ISIL, hvorefter der opstod kamphandlinger, og ISIL påbegyndte forfølgelse af militærfolk. I 2015 begyndte ansøgeren at blive udsat for chikane, da militserne og politiet indgik et samarbejde om bekæmpelse af ISIL. Assad Allah al-Ghaleb, der er en shia-milits, fik mistanke om, at ansøgeren var sunni-muslim. Lederen af militsen henvendte sig til ansøgeren, der benægtede, at han var sunni-muslim, hvorefter lederen meddelte, at han ville undersøge, hvorvidt ansøgeren talte sandt. Herefter begyndte ansøgeren at planlægge sin udrejse. Kaptajn [B] hjalp ansøgeren med at udrejse legalt fra Bagdad til Tyrkiet i [sommeren] 2015. Ansøgeren er efter sin udrejse blevet bekendt med, at ISIL har udarbejdet en liste over eftersøgte personer, hvoraf ansøgerens navn fremgår. ISIL har endvidere opsøgt ansøgerens familie og spurgt efter ham. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgerens forklaring overordnet fremstår usammenhængende, upræcis og dertil med divergenser og udbygninger. Ansøgeren har først i forbindelse med advokatindlægget påpeget, at det er en fejl, at han til første samtale med Udlændingestyrelsen oplyste, at han blev forsøgt presset til at skulle være soldat, og at dette var årsagen til, at han forlod militæret. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgeren i sit asylskema oplyste, at han blev truet og skulle forlade sit arbejde, idet han ellers ville blive slået ihjel, hvilket han har udbygget til, at [militsens leder, D] ville slå ham ihjel i de efterfølgende samtaler. Ansøgerens forklaring om, at [militsens leder, D] først skulle undersøge, om ansøgeren var sunni-muslim, når de angiveligt havde været sammen på basen i ½ til 1 helt år, og [militsens leder, D] havde haft lejlighed til at undersøge det, før han opsøgte ansøgeren samt ansøgerens overordnedes opførsel i den anledning forekommer usandsynlig og dermed usammenhængende. Ansøgeren har således ikke under nævnsmødet været i stand til at fremkomme med en rimelig forklaring på, at [militsens leder, D] ikke allerede havde disse oplysninger og på, at han ved at henvende sig til ansøgeren med sit spørgsmål, som han med lethed kunne have fået svar på forinden, advarede ansøgeren. Det forekommer tillige mindre sandsynligt og dermed usammenhængende, at ansøgeren ikke bare - med den velvilje hans overordnede havde til ham - opsagde sin stilling og rejste fra basen, hvis han følte sig presset af en militsleder. Ansøgeren har dertil forklaret divergerende og upræcist om centrale tidsangivelser, om hvorvidt der var flere sunni muslimer på basen, og om han var den eneste, der var blevet opsøgt. Han har forklaret udbyggende om, at hans familie ikke har fået lov til at forlade området på grund af ansøgerens forhold. Ansøgeren har således først ved den sidste samtale forklaret, at hans familie forsøgte at forlade området, men at de ikke fik lov på grund af ansøgerens forhold. Ansøgeren har under nævnsmødet fastholdt sin forklaring om, at han udrejste af Irak til Tyrkiet i [sommeren] 2015, og at han først fik udstedt visum i lufthavnen i Tyrkiet. Denne forklaring stemmer ikke overens med de tilgængelige oplysninger om, at det ikke efter april 2014 var muligt at få udstedt visum i lufthavnen i Tyrkiet. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgeren på sin facebook profil har oploaded billeder af sig selv i Tyrkiet i [vinteren] 2014, hvilket ikke stemmer overens med hans forklaring om, at konflikten først fandt sted i 2015, og at han først udrejste på det tidspunkt. Flygtningenævnet kan herefter ikke lægge til grund, at ansøgeren har en asylbegrundende konflikt med [militsens leder, D] eller andre milits- eller militærpersoner. Det kan efter ovennævnte bevisvurdering heller ikke lægges til grund, at ansøgeren er deserteret fra militærtjeneste. Det bemærkes i den forbindelse alligevel, at det fremgår af baggrundsoplysninger vedrørende Irak, herunder Migrationsverket: "Iraq: Rule of Law in the security and Legal system" af 8. maj 2014, at straffen for desertering fra politiet og hæren er op til 6 måneders fængselsstraf. Det fremgår af samme rapport, at desertører er givet amnesti. Flygtningenævnet bemærker, at det endvidere falder ind under det enkelte lands jurisdiktion at lovgive for sine statsborgere samt fastsætte sanktioner i tilfælde, hvor lovgivningen overtrædes, og at det alene i tilfælde, hvor der ville blive tale om efter dansk retstradition ganske urimelige sanktioner, vil kunne meddeles opholdstilladelse på dette grundlag. Det forhold, at ansøgeren frygter ISIL, fordi han har arbejdet i militæret eller det forhold, at han frygter shiamuslimske militser, fordi han er sunni-muslim, kan ikke føre til en ændret vurdering. Der er herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke har haft konflikter med islamisk stat, og at han ikke er profileret over for ISIL samt på, at det forhold, at han er sunni muslim ikke i sig selv kan medføre, at han meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. For så vidt angår den sikkerhedsmæssige situation i Irak lægger Flygtningenævnet efter indholdet af baggrundsoplysningerne om Irak til grund, at denne ikke er af en sådan karakter, at der er en reel risiko for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2018/123/STRAA
Nævnet stadfæstede i december 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og muslim fra Bagdad, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af nogle ukendte militser. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter at blive efterstræbt, fordi hans mor er sunni-muslim. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans far havde problemer som følge af sit arbejde for to sikkerhedsfirmaer. Familiens bopæl blev på denne baggrund opsøgt. Ansøgeren var til stede på bopælen under en af opsøgningerne. Ansøgeren har hørt sine forældre tale om, at det blev sagt til ansøgerens far, at han skulle lade sine børn blive hjemme. Ansøgeren har også oplevet, at nogen fra grupperingen Hashed har været på bopælen. Han har hørt sin far skændes med disse personer. Familien har herudover modtaget et trusselsbrev, der indeholdt en patron. Ansøgeren er også selv blevet opsøgt. En dag kom tre-fire personer fra en ukendt milits og spurgte efter ham på hans skole. De spurgte efter ham ved administrationen, hvor skoleinspektøren fortalte dem, at ansøgeren ikke var på skolen. Efterfølgende fortalte inspektøren ansøgeren, hvad der var sket, hvorfor han fik lov at gå hjem fra skole tidligere end normalt. Fire-fem dage senere udrejste ansøgeren sammen med sin far. Til støtte for sit asylmotiv vedrørende ansøgerens mors religion har ansøgeren oplyst, at familien boede i et område, hvor der kun boede shia-muslimer. Ansøgeren og hans familie blev på den baggrund udsat for chikane. Ansøgeren oplevede, at folk talte grimt om hans mor, og at familien nogle gange skulle vente længe og betale bestikkelse ved kontrolposter. Flygtningenævnet bemærker, at nævnet ved en afgørelse af [samme dag] har tilsidesat ansøgerens fars forklaring om sit asylmotiv som utroværdig. Faren er herefter ikke meddelt asyl i Danmark. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at ansøgerens forklaring om asylmotivet ikke kan lægges til grund. Nævnet lægger vægt på, at ansøgeren under samtalen [i starten af] 2018 med Udlændingestyrelsen har forklaret, at familien modtog et trusselsbrev, der indeholdt en patron og med oplysning om, at familien skulle forlade boligen. Over for nævnet har ansøgeren derimod forklaret, at familien ikke modtog et sådant trusselsbrev, og at det beror på en fejl, at han oplyste dette over for Udlændingestyrelsen. Ansøgeren har endvidere over for nævnet oplyst, at han blev efterstræbt på sin skole to til tre måneder før udrejsen, mens han under samtalen med Udlændingestyrelsen derimod har forklaret, at udrejsen blev foretaget fire til fem dage, efter at han var blevet opsøgt på skolen. Ansøgeren har endvidere over for nævnet forklaret, at han ikke er blevet forsøgt rekrutteret til en milits, mens han under samtalen med Udlændingestyrelsen har forklaret, at han er blevet forsøgt hvervet af grupperinger eller militser i Irak, og at det er en person ved navn [H], der har forsøgt at hverve ansøgeren. Han har i øvrigt forklaret over for nævnet, at han har hørt, at nogen er kommet på bopælen, mens han under samtalen med Udlændingestyrelsen har forklaret, at han har set nogen komme og true ansøgerens far. Han har oplevet, at der i den anledning blev råbt og skreget, og at der måske var nogen, der blev slået. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i en konkret og individuelt begrundet risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han risikerer overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2018/122/ATN
Nævnet stadfæstede i december 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og shia-muslim fra Bagdad, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af militserne al-Mahdi, Kataib al-Imam Ali, Asaib Ahl al-Haq og Hizbollah. Ansøgeren frygter al-Mahdi-militsen som følge af sit arbejde for sikkerhedsfirmaerne [X] og [Y], og han frygter Kataib al-Imam Ali- og Asaib Ahl al-Haq-militserne, idet de forsøgte at hverve ham, og fordi ansøgeren er gift med en sunni-muslim. Videre frygter ansøgeren Hizbollah-militsen, fordi den har forbindelser til de andre militser. Endelig har ansøgeren henvist til, at han frygter den generelle usikkerhed i Irak. Herudover har ansøgeren efter sin ankomst i Danmark henvist til, at han er homoseksuel, og at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive udsat for overgreb, fordi han er homoseksuel. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han var ansat i sikkerhedsfirmaet [X] fra 2004 til 2006, og at han var ansat i sikkerhedsfirmaet [Y] fra 2006 til 2007. Ansøgeren begyndte at modtage trusler fra al-Mahdi-militsen i 2006-2007, og han modtog omkring 15 trusler i alt fra al-Mahdi-militsen frem til 2013. Al-Mahdi-militsen truede med at slå ansøgeren og hans familie ihjel, hvis han ikke stoppede med at arbejde for sikkerhedsfirmaerne. Ansøgeren har videre oplyst, at han begyndte at arbejde på restauranten [Z] i starten af 2015, og at han arbejdede på restauranten i tre til fire måneder. Ansøgeren opdagede, at restaurantens medarbejdere var medlemmer af militserne Kataib al-Imam Ali og Asaib Ahl al-Haq, men ansøgeren afslog at tilslutte sig militserne, og fjorten dage senere blev han fyret. Han forlod sit arbejde 25 dage senere. Ansøgeren modtog to trusler, før han stoppede, og to trusler efter han stoppede sit arbejde på restauranten. Ansøgeren blev truet med, at militserne ville slå ham og hans familie ihjel, idet han havde afvist at tilslutte sig militserne. Ansøgeren modtog den sidste af ovennævnte trusler fra militserne Kataib al-Imam Ali og Asaib Ahl al-Haq minimum fire til fem måneder måneder, før han udrejste af Irak. Ansøgeren har videre oplyst, at ukendte militsmedlemmer forsøgte at kidnappe hans søn [A] tre gange ved at henvende sig på [A]s skole. Henvendelserne fandt sted i løbet af de sidste tre måneder inden ansøgerens udrejse af Irak med syv til ti dages mellemrum. Ansøgeren udrejste af Irak sammen med sin søn [A] [i efteråret] 2015. Efter udrejsen har ukendte personer spurgt efter ansøgeren i ansøgerens oprindelige bydel. Til støtte for sit asylmotiv vedrørende sin homoseksualitet har ansøgeren oplyst, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter sin familie, lokalbefolkningen og myndighederne, fordi homoseksualitet er forbudt i Irak og forbundet med dødsstraf. Flygtningenævnet kan efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring om asylmotivet ikke lægge til grund, at ansøgeren er efterstræbt af flere militser i Irak. Der henvises til, at forklaringen herom på centrale punkter er divergerende og udbyggende og derfor fremstår som konstrueret til lejligheden. Nævnet lægger vægt på, at ansøgeren under oplysnings- og motivsamtalen [i sommeren] 2016 har forklaret, at hans konflikt med al-Mahdi-militsen som følge af ansættelsen i to sikkerhedsfirmaer begyndte i 2010, og at han fik sidste trussel i 2013. Under asylsamtalen [i efteråret] 2016 og for nævnet har ansøgeren forklaret, at konflikten med denne milits begyndte allerede i 2006/2007, ligesom han for nævnet har forklaret, at sidste trussel blev fremsat i 2010. Ansøgeren har endvidere under asylsamtalen udbyggende forklaret, at han også har en konflikt med Hizbollah som følge af sin ansættelse i sikkerhedsfirmaerne. Ansøgeren har i øvrigt under oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han ikke på noget tidspunkt er blevet opsøgt personligt af al-Madhi-militsen, mens han under asylsamtalen har forklaret, at han personligt er blevet opsøgt tre gange. Han har også under asylsamtalen forklaret, at han har modtaget 15 trusler fra al-Mahdi-militsen, mens han for nævnet har forklaret, at han alene modtog tre til fem trusler. Der lægges endvidere vægt på, at ansøgeren under nævnsmødet har forklaret, at han alene er efterstræbt af to militser, mens han over for Udlændingestyrelsen har forklaret, at han blev efterstræbt af flere militser. For så vidt angår ansøgerens forklaring om sin konflikt med andre militser end al-Mahdi-militsen lægger nævnet vægt på, at ansøgeren under oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at han blev efterstræbt af Kataib al-Imam Ali-militsen, fordi ansøgerens kone er sunni-muslim, og at han blev truet med drab eller kidnapning, såfremt han ikke blev skilt og fik en shia-muslimsk ægtefælle. Under asylsamtalen har ansøgeren derimod forklaret, at Kataib al-Imam Ali forsøgte at hverve ham, og at hans konflikt med denne milits hidrører fra dette forhold. Ansøgerens forklaring om, at han blev ansat på en restaurant, der var ejet af militsen, og hvor alle andre ansatte var medlemmer af militsen, fremstår i den forbindelse usandsynlig. Ansøgeren har i øvrigt divergerende oplyst for nævnet, at han selv sagde op fra arbejdet på restauranten, mens han under asylsamtalen har forklaret, at han blev fyret. Ansøgeren har for nævnet udbyggende forklaret, at en ansat på [A]s skole og en elev fortalte ham om kidnapningsforsøgene mod [A]. Ansøgeren har under asylsamtalen forklaret, at det alene var sønnens skolekammerater, der fortalte herom. Nævnet bemærker i øvrigt, at ansøgeren på flere spørgsmål fra nævnet har svaret usammenhængende og afglidende vedrørende divergenserne, og at han ikke har været i stand til på en troværdig måde at forklare karakteren og omfanget heraf. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer finder for så vidt angår ansøgerens forklaring om sin homoseksualitet, at forklaringen ikke kan lægges til grund. Flertallet lægger herved afgørende vægt på, at ansøgeren først, efter at han har fået afslag på asyl, under samtalen med sin advokat har forklaret, at han er homoseksuel. Flertallet finder det endvidere usandsynligt, at ansøgeren, der har levet i ægteskab med sin kone siden 1989 og har fået tre børn i ægteskabet, har været i stand til at kunne hemmeligholde forhold til andre mænd i Irak. Flertallet finder endvidere at måtte forkaste ansøgerens forklaring om sit forhold til en mand under opholdet her i Danmark. Endelig har flertallet ved vurderingen af ansøgerens nye asylmotiv tillagt det en vis vægt, at ansøgerens forklaring om sit oprindelige asylmotiv er forkastet som utroværdig. Udtalelsen af [en bestemt dato i efteråret] 2018 fra LGBT Asylum om, at ansøgeren har fået rådgivning af LGBT Asylum tre gange siden [tidligere på efteråret] 2018, kan ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnets flertal finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i en individuel og konkret begrundet risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han risikerer overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2018/121/ATN
Nævnet stadfæstede i december 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og shiamuslim af religiøs overbevisning fra Nasiriyah, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af personer tilhørende [klannavn]. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at klanen har truet med at slå ansøgeren og hendes familie ihjel, fordi ansøgerens bror, [A], havde et forhold til en pige ved navn [B], som tilhørte klanen. Ansøgeren blev bekendt med [A] og [B]s forhold i [efteråret] 2014, da [A] erklærede, at han ønskede at gifte sig med [B]. Ansøgerens far drog herefter til [B]s familie for at bede om hendes hånd på vegne af [A], men blev af ukendte årsager afvist. Omkring en måned senere fik ansøgeren at vide af sin far, at [A] og [B] var stukket af til byen [bynavn] og var blevet gift, og at [B]s familie havde fundet og slået [B] ihjel som følge heraf. I [slutningen af] 2014 opsøgte en ukendt mand ansøgerens bopæl og truede med at slå familien ihjel. Manden opsøgte siden ansøgerens families bopæl fem til ti gange, hvor han fremsatte lignende trusler. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv endvidere oplyst, at hun i [foråret] 2015 blev forsøgt kidnappet, da hun var på vej i skole. Ansøgeren blev opmærksom på en bil, som fulgte efter hende, og da fire mænd steg ud af bilen, flygtede ansøgeren hjem til sin farbror. Ansøgeren udrejste herefter af Irak sammen med sine forældre i [starten af] 2016. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, da ansøgeren og ansøgerens forældre på flere centrale punkter har forklaret divergerende, herunder indbyrdes divergerende. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens forældre har forklaret indbyrdes divergerende om, hvordan de blev bekendt med, at deres søn, [A], havde et forhold til [B], og om de sammen var hos [B]s familie for at fri. Ansøgerens mor har til Udlændingestyrelsen forklaret, at hun har været hos [B]s familie et par gange for at se [B] an, men at hun ikke var med, da ansøgerens far – sammen med nogle respekterede, mandlige personer – tog til [B]s familie for at fri. For nævnet har ansøgerens mor forklaret, at hun var med, da ansøgerens far tog til [B]s familie for at fri. Ansøgerens far har til Udlændingestyrelsen forklaret, at han indledningsvis sendte nogle respekterede mænd til [B]s familie, hvorefter han sammen med blandt andre sin ægtefælle tog til [B]s familie for at fri. For nævnet har ansøgerens far forklaret, at han ikke indledningsvis sendte nogle respekterede mænd til [B]s familie. Endvidere har ansøgerens far forklaret, at den ukendte person, der opsøgte familiens bopæl, ikke kom ind på bopælen, og at personen kun kom for at give en besked, mens ansøgerens mor til Udlændingestyrelsen har forklaret, at personen sad i stuen sammen med ansøgerens far og skændtes højlydt i flere timer. Endelig har ansøgerens mor forklaret, at de tog ophold hos den mandlige ansøgers bror i [by], da de holdt sig skjult, mens ansøgerens far har forklaret og fastholdt, at de ikke var i [by]. Flygtningenævnet har ligeledes tillagt det vægt, at ansøgerens mor har forklaret divergerende om, hvorvidt hun så [B]under sit besøg hos familien. Til Udlændingestyrelsen har ansøgerens mor forklaret, at hun ikke så [B], og at de ikke blev budt på te, mens hun under nævnsmødet har forklaret, at hun så [B], da [B] serverede te for dem. Ved vurderingen af divergenserne har Flygtningenævnet lagt vægt på, at de vedrører et relativt enkelt hændelsesforløb. Endvidere finder nævnet, at de fremhævede divergenser ikke kan forklares med tolkeproblemer, særligt henset til at de fremhævede divergenser ikke blot består af enkelte ord, men at der er tale om beskrivelser, der indgår i en sammenhængende forklaring. Flygtningenævnet har også lagt vægt på, at ansøgeren og ansøgerens forældre har forklaret indbyrdes divergerende. Ansøgeren har til Udlændingestyrelsen forklaret bl.a., at hun efter kidnapningsforsøget blev hentet af den mandlige ansøger hos den mandlige ansøgers bror, [C], dagen efter kidnapningsforsøget. Ansøgerens mor har derimod forklaret, at ansøgerens far hentede ansøgeren på skolen straks efter kidnapningsforsøget, mens ansøgerens far har forklaret, at ansøgeren af nogle bekendte blev fulgt hjem til [C], som efterfølgende kørte ansøgeren hjem til familiens bopæl. Under nævnsmødet har de alle forklaret samstemmende, at [C] efter nogle timer kørte datteren hjem, men at de halvvejs mødte ansøgerens far, der var på vej til fods over til [C]. Endvidere har ansøgeren forklaret, at familiens bopæl blev opsøgt fem til ti gange af den samme person, der hver gang fremsatte trusler, og at hun var hjemme nogle af gangene. Ansøgerens mor har forklaret, at de blev opsøgt flere gange, og at de modtog breve og trusler, mens ansøgerens far har forklaret, at familiens bopæl kun blev opsøgt én gang. Under nævnsmødet har de alle forklaret samstemmende, at familiens bopæl kun blev opsøgt én gang. Flygtningenævnet bemærker, at de fremhævede divergenser vedrører forhold, som ansøgeren, der på daværende tidspunkt netop var fyldt 18 år, angiveligt selv har oplevet. Ved vurderingen af ansøgerens troværdighed har Flygtningenævnet også lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om kidnapningsforsøget ikke har fremstået selvoplevet. Endelig har Flygtningenævnet tillagt det vægt, at ansøger eller ansøgerens forældre ikke har kunnet give en rimelig forklaring på, hvorfor ansøgeren fik udstedt pas i [efteråret] 2014, dvs. umiddelbart forud for de hændelser, der førte til familiens udrejse. Flygtningenævnet tilsidesætter på denne baggrund ansøgerens forklaring om sit asylmotiv som konstrueret og utroværdig. Herefter finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Irak vil risikere forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet bemærker, at den generelle sikkerhedssituation i Irak ikke er af en sådan karakter, at der er risiko for overgreb i strid med EMRK artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2018/120/TLNJ
Nævnet stadfæstede i december 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar fra Irak. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske arabere og shiamuslimer af religiøs overbevisning fra Nasiriyah, Irak. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af personer tilhørende [klannavn]. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at klanen har truet med at slå ansøgeren og hans familie ihjel, fordi ansøgerens søn, [A], havde et forhold til en pige ved navn [B], som tilhørte klanen. I [efteråret] 2014 drog ansøgeren med sin ægtefælle, sine to brødre samt to ældre respekterede mænd fra området til [B]s familie for at bede om hendes hånd på vegne af [A]. Frieriet blev imidlertid af ukendte årsager afvist af [B]s familie. Omkring [slutningen af] 2014 stak [A] og [B] af til byen [by] og blev gift. I [slutningen af] samme år blev ansøgeren opsøgt på sin bopæl af en fremmed person, som på vegne af [klannavn] hævdede, at [A] havde krænket klanens ære. [B]s familie havde slået [B] ihjel og ville nu slå ansøgeren og hans familie ihjel. Nogle dage efter forlod ansøgeren og hans familie deres bopæl og tog ophold forskellige steder i Irak frem til udrejsen i 2016, mens [A], som siden drabet på [B] havde opholdt sig i byen [by], udrejste til Tyrkiet. Ansøgeren har flere gange forsøgt at løse konflikten ved at tilbyde økonomisk kompensation, men [B]s familie ønsker kun blodhævn. Ansøgeren har videre oplyst, at hans datter [C] i [foråret] 2015 blev forsøgt kidnappet af ukendte personer tilhørende klanen, men hun formåede at stikke af. Ansøgeren udrejste herefter af Irak med sin ægtefælle og datteren i [starten af] 2016. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til samme konflikt som den mandlige ansøger. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaring om deres asylmotiv til grund, da ansøgerne og deres voksne datter, [C], på flere centrale punkter har forklaret divergerende, herunder indbyrdes divergerende. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerne har forklaret divergerende, herunder indbyrdes divergerende om, hvordan de blev bekendt med, at deres søn, [A], havde et forhold til [B], og om de sammen var hos [B]s familie for at fri. Den kvindelige ansøger har til Udlændingestyrelsen forklaret, at hun har været hos [B]s familie et par gange for at se [B] an, men at hun ikke var med, da den mandlige ansøger – sammen med nogle respekterede, mandlige personer – tog til [B]s familie for at fri. For nævnet har hun forklaret, at hun var med, da den mandlige ansøger tog til [B]s familie for at fri. Den mandlige ansøger har til Udlændingestyrelsen forklaret, at han indledningsvis sendte nogle respekterede mænd til [B]s familie, hvorefter han sammen med blandt andre sin ægtefælle tog til [B]s familie for at fri. For nævnet har han forklaret, at han ikke indledningsvis sendte nogle respekterede mænd til [B]s familie. Endvidere har den mandlige ansøger forklaret, at den ukendte person, der opsøgte familiens bopæl, ikke kom ind på bopælen, og at personen kun kom for at give en besked, mens den kvindelige ansøger til Udlændingestyrelsen har forklaret, at personen sad i stuen sammen med den mandlige ansøger og skændtes højlydt i flere timer. Endelig har den kvindelige ansøger forklaret, at de tog ophold hos den mandlige ansøgers bror i [by], da de holdt sig skjult, mens den mandlige ansøger har forklaret og fastholdt, at de ikke var i [by]. Flygtningenævnet har ligeledes tillagt det vægt, at den kvindelige ansøger har forklaret divergerende om, hvorvidt hun så [B] under sit besøg hos familien. Til Udlændingestyrelsen har den kvindelige ansøger forklaret, at hun ikke så [B], og at de ikke blev budt på te, mens hun under nævnsmødet har forklaret, at hun så [B], da [B] serverede te for dem. Ved vurderingen af divergenserne har Flygtningenævnet lagt vægt på, at de vedrører et relativt enkelt hændelsesforløb. Endvidere finder nævnet, at de fremhævede divergenser ikke kan forklares med tolkeproblemer, særligt henset til at de fremhævede divergenser ikke blot består af enkelte ord, men at der er tale om beskrivelser, der indgår i en sammenhængende forklaring. Flygtningenævnet har også lagt vægt på, at ansøgerne og deres voksne datter har forklaret indbyrdes divergerende. Ansøgernes datter har til Udlændingestyrelsen forklaret bl.a., at hun efter kidnapningsforsøget blev hentet af den mandlige ansøger hos den mandlige ansøgers bror, [D], dagen efter kidnapningsforsøget. Den kvindelige ansøger har derimod forklaret, at den mandlige ansøger hentede datteren på skolen straks efter kidnapningsforsøget, mens den mandlige ansøger har forklaret, at datteren af nogle bekendte blev fulgt hjem til [D], som efterfølgende kørte datteren hjem til familiens bopæl. Under nævnsmødet har de alle forklaret samstemmende, at [D] efter nogle timer kørte datteren hjem, men at de halvvejs mødte den mandlige ansøger, der var på vej til fods over til [D]. Endvidere har ansøgernes datter forklaret, at familiens bopæl blev opsøgt fem til ti gange af den samme person, der hver gang fremsatte trusler, og at hun var hjemme nogle af gangene. Den kvindelige ansøger har forklaret, at de blev opsøgt flere gange, og at de modtog breve og trusler, mens den mandlige ansøger har forklaret, at familiens bopæl kun blev opsøgt én gang. Under nævnsmødet har de alle forklaret samstemmende, at familiens bopæl kun blev opsøgt én gang. Flygtningenævnet bemærker, at de fremhævede divergenser vedrører forhold, som ansøgernes datter, der på daværende tidspunkt netop var fyldt 18 år, angiveligt selv har oplevet. Ved vurderingen af ansøgernes troværdighed har Flygtningenævnet også lagt vægt på, hvordan ansøgerne har fremstået for nævnet, herunder særligt at ansøgerne har forklaret uklart og afglidende, hvorved ansøgernes forklaring ikke fremstår troværdig og selvoplevet. Endelig har Flygtningenævnet tillagt det vægt, at ansøgerne ikke har kunnet give en rimelig forklaring på, hvorfor deres datter, [C], fik udstedt pas i [efteråret] 2014, dvs. umiddelbart forud for de hændelser, der førte til familiens udrejse. Flygtningenævnet tilsidesætter på denne baggrund ansøgernes forklaring om deres asylmotiv som konstrueret og utroværdig. Herefter finder Flygtningenævnet, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Irak vil risikere forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet bemærker, at den generelle sikkerhedssituation i Irak ikke er af en sådan karakter, at der er risiko for overgreb i strid med EMRK artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2018/119/TLNJ
Nævnet meddelte i december 2018 opholdstilladelse (B-status) til et ægtepar samt tre børn fra Irak. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er irakiske statsborgere, etniske arabere fra Bagdad, Irak. Den mandlige ansøger er sunni muslim og den kvindelige ansøger er shia muslim. Flygtningenævnet har ved afgørelse af [vinteren 2014-2015] fundet, at ansøgerne isoleret set er omfattet af den dagældende udlændingelovs § 7, stk. 2, og den genoptagne sag angår alene spørgsmålet, om Bulgarien kan tjene som ansøgerens første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4. Den mandlige ansøger har oplyst, at han udrejste af Irak med sin ægtefælle og børn i [foråret] 2014, hvorefter de indrejste i Bulgarien. Ansøgeren har videre oplyst, at han ikke kan tage ophold i Bulgarien, idet han har oplevet problemer med mafiaen, ligesom han blev fængslet, da han opholdt sig i landet. Under fængslingen blev ansøgeren udsat for vold. Endvidere blev han opsøgt af en betjent, der troede, at han var i besiddelse af et stort kvantum cigaretter, som han solgte. Ansøgeren kunne endvidere ikke finde arbejde i Bulgarien. Den kvindelige ansøger har oplyst, at hun ikke kan tage ophold i Bulgarien, da hun ikke havde penge til at købe mad for, da hun opholdt sig i landet. Det fremgår af sagens oplysninger, at ansøgerne [i vinteren 2011-2012] har opnået beskyttelsesstatus i Bulgarien. Flygtningenævnet lægger indledningsvis til grund, at ansøgerne er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, idet ansøgernes forklaringer om asylmotivet, herunder at den mandlige asylansøger flere gange har været tilbageholdt og er blevet udsat for tortur, efter at han har arbejdet for de amerikanske myndigheder, og at han ved en tilbagevenden til Irak på ny risikerer at blive anholdt og udsat for tortur, lægges til grund. Det skal herefter vurderes, om Bulgarien kan tjene som ansøgernes første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4, tidligere stk. 3. Forholdene for udlændinge, der er meddelt opholdstilladelse i Bulgarien, er ifølge de for Flygtningenævnet foreliggende baggrundsoplysninger vanskelige. Selvom kravet om beskyttelse af ansøgernes personlige integritet og sikkerhed ikke indebærer, at de socialt set skal kunne leve på fuldt ud samme niveau som første asyllandets egne statsborgere, er det dog et krav i henhold til Excom Conclusion no. 58 – 1989, at udlændingen i første asyllandet bliver ”treated in accordance with recognized basic human standards”. Efter Flygtningenævnets praksis er der blandt andet blevet lagt vægt på, om udlændingen har adgang til bolig, lægehjælp, mulighed for ansættelse i den private eller offentlige sektor, mulighed for frit at bosætte sig samt muligheden for at eje fast ejendom. Efter baggrundsoplysningerne lægges det til grund, at ansøgerne vil have adgang til disse ting i Bulgarien, men at de sociale og økonomiske forhold i Bulgarien er vanskelige, og at de blandt andet ikke vil kunne opnå økonomisk bistand eller hjælp til at finde en bolig. Dette er senest beskrevet i UNHCR response, Questions for UNHCR Bulgaria regarding the situation for asylum seekers and refugees in Bulgaria, af 3. november 2018. Selvom ansøgerne ganske vist har formået at finde en bolig i Bulgarien, må det således samtidig lægges til grund, at de ikke kunne beholde boligen, fordi deres medbragte økonomiske midler slap op. Flygtningenævnet lægger om ansøgernes konkrete situation til grund, at den mandlige ansøger i Danmark er under psykiatrisk behandling, og han er i de lægelige oplysninger blandt andet beskrevet som lidende af svær PTSD og dagligt præget af torturen. Endvidere er de to sønner beskrevet med vanskeligheder, og den ældste søn har truet med at begå selvmord. Selvom udlændinge med opholdstilladelse ifølge baggrundsoplysningerne i Bulgarien har samme adgang til lægehjælp som bulgarske statsborgere, og der mod betaling af en månedlig sundhedsforsikring er adgang til medicinsk behandling, finder Flygtningenævnet, at det må lægges til grund, at ansøgerne ikke i Bulgarien vil kunne få den fornødne støtte og behandling. Hertil kommer, at ansøgerne i [vinteren 2016-2017] har fået endnu et barn, som på nuværende tidspunkt er under to år. Under disse særlige omstændigheder finder Flygtningenævnet, at ansøgerne må anses som ganske særligt sårbare, hvorfor Bulgarien ikke kan tjene som første asylland for ansøgerne og deres børn. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgerne og medfølgende børn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” irak/2018/118/mme
Nævnet stadfæstede i december 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber fra […], Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel, idet han har tatoveringer. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han har mange tatoveringer. Ansøgeren har blandt andet to tatoveringer af kors på henholdsvis sin højre skulder og sit ene ben. Ansøgeren udrejste af Irak, da han blev chikaneret og diskrimineret som følge af sine tatoveringer. Alle ansøgerens tatoveringer kunne skjules under tøjet, da han udrejste af Irak. Ansøgeren har imidlertid fået lavet en tatovering i Tyrkiet, som ikke kan skjules. Ansøgeren frygter, at han ved en tilbagevenden til Irak vil blive slået ihjel af militser, der er imod tatoveringer, eller at han vil blive dræbt som følge af de generelle forhold i landet. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgerens generelle troværdighed er svækket i væsentlig grad, idet han under samtalen hos Udlændingestyrelsen den 9. oktober 2017 i starten har givet forkerte oplysninger om sin alder og om at have opholdt sig i Syrien i perioden fra 2007 til 2015, selv om det ikke var tilfældet. Flygtningenævnet lægger dog efter ansøgerens forklaring til grund, at ansøgeren er udrejst af Irak – formentlig i begyndelsen af 2016 – på grund af de generelle forhold i landet, og fordi hans far mente, det var bedst for ham på grund af hans anderledes tankegang. Endvidere lægger Flygtningenævnet til grund, at ansøgeren i Irak og efter sin udrejse har fået lavet en række tatoveringer på kroppen, og at en del af disse ikke kan skjules fuldt ud under tøjet. Ansøgeren har herunder fået tatoveret et kors på benet i Irak som 15-årig og et kors på skulderen, da han opholdt sig i Grækenland. Nævnet kan derimod ikke lægge til grund, at ansøgeren er ateist. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har oplyst, at han er født ind i en muslimsk familie, og at han ikke på overbevisende måde har redegjort nærmere for sine overvejelser om, hvorfor han har valgt at være ateist. Selv om ansøgeren har oplevet negativ interesse eller ubehagelige kommentarer på grund af sine tatoveringer i Irak og ved en tilbagevenden til Irak også vil kunne forvente at blive udsat for dette, udgør dette ikke omstændigheder, der kan begrunde opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på de foreliggende baggrundsoplysninger om tatovering i Irak, herunder rapport fra ACCORD Austrian Centre for Country of Origin and Asylum Research and Documentation fra 26. juni 2014 med titlen ” Anfragebeantwortung zum Irak: 1.) Religiös begründete Regelungen bezüglich Tätowierungen, Henna-Tätowierungen (Regelung im Koran, Fatwas zu Tätowierungen); 2) Informationen zu Tätowierungen im Irak (Strafbarkeit, Tattoo-Studios) [a-8730]”. Det fremgår heraf bl.a., at tatoveringer ikke skulle være forbudt ved lov i Irak, men at det under Saddam Husseins styre ikke blev anset for acceptabelt at have tatoveringer og kunne medføre chikane og vold fra myndighedernes side, hvis tatoveringer blev opdaget. Efter amerikanernes invasion er tatoveringer blevet populære blandt unge, og der findes flere tatovørforretninger i landet. Man kan dog stadig opleve diskrimination, hvis man har tatoveringer, f.eks. hvis man søger arbejde hos det offentlige. Uanset om visse militser skulle have annonceret at ville dræbe bl.a. personer, der har tatoveringer, beror det alene på ansøgerens egen formodning, at han ved en tilbagevenden til Irak skulle være i risiko for dette. Ansøgeren har således ikke inden sin udrejse haft alvorlige konflikter i hjemlandet på grund af sine tatoveringer, idet der alene har været tale om ubehagelige kommentarer, som i nogle tilfælde har provokeret ansøgeren til slagsmål. Den omstændighed, at ansøgeren har fået tatoveret to kors, kan ikke i sig selv føre til en anden vurdering. De generelle forhold i Irak kan heller ikke i sig selv anses for asylbegrundende. Flygtningenævnet finder på den baggrund efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for konkret, individuel forfølgelse eller for at blive udsat for dødsstraf, tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, og stk. 2, er derfor ikke opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2018/117/JHB
Nævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt tre børn fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er irakisk statsborger, etnisk kurder og kristen fra [en by i] Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive slået ihjel af sin tidligere ægtefælle, idet han påstår, at hun har krænket hans ære ved at være ham utro med sin nuværende ægtefælle. Ansøgeren har videre henvist til, at hun frygter at blive slået ihjel af sin egen familie, fordi hun er konverteret til kristendommen. For Flygtningenævnet har ansøgeren endeligt henvist til, at hun frygter sin egen familie, sin ægtefælle og ægtefællens familie, idet deres samliv blev ophævet i [foråret] 2017 på grund af vold fra ægtefællens side. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun vendte tilbage til Irak i 2011, hvor hun tog ophold sin søster, i nærheden af [en by], i omkring tre år, fordi hun blev adskilt fra sin ægtefælle. Hun kunne ikke etablere kontakt med sin ægtefælle og vidste ikke, hvor han opholdt sig. I perioden hvor ansøgeren opholdt sig hos sin søster, ringede ansøgerens tidligere ægtefælle til bopælen fire til fem gange og spurgte, om ansøgeren befandt sig der. Han ringede også til ansøgerens andre søskende. Den tidligere ægtefælle kom ikke fysisk til bopælen på noget tidspunkt, og ansøgeren var ikke selv i kontakt med sin tidligere ægtefælle på noget tidspunkt. I 2014 rejste ansøgeren til Iran for at arbejde. Ansøgeren tog sine børn med og arbejdede hos en velhavende mand, [H], som opvasker i hans restaurant. I 2015 fik ansøgeren at vide, at ansøgerens tidligere ægtefælle havde opsøgt hendes svigerfar og brækket hans ribben. Fire til fem måneder efter episoden udrejste ansøgeren til Danmark, hvor hendes nuværende ægtefælle opholdt sig. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv endvidere oplyst, at hun ved sit første ophold i Danmark blev interesseret i kristendommen. Ansøgerens interesse for kristendommen opstod, da hun fødte sin søn på hospitalet i Danmark i 2009. Sidenhen har hun anset sig selv som en kristen. Da ansøgeren kom tilbage til Danmark i 2015, fortalte hun sin ægtefælle, at hun ville være kristen. Ansøgeren begyndte at gå i kirke og fandt YouTube videoer, hvor hun så kurdiske præster fortælle om kristendommen. Efter to måneders ophold i Danmark blev ansøgeren døbt, hvilket var i november 2015. Ansøgerens ægtefælle, som tidligere var ateist, blev også døbt sammen med ansøgeren. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv endeligt oplyst, at hun på grund af samlivsophøret med ægtefællen har modtaget trusler fra sin ægtefælle og sin familie i Irak. Ansøgeren har derfor ikke længere kontakt med sin familie i Irak eller sine brødre i Europa, idet de ikke vil respektere hendes beslutning om konversion og samlivsophøret med ægtefællen. Flygtningenævnet finder efter ansøgerens nye oplysninger om konflikten med hendes eksmand fortsat ikke, at denne konflikt er asylbegrundende. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren efter udsendelsen fra Danmark til Irak i [vinteren 2010-2011] har været i stand til at opholde sig hos sin søster i en periode på knap 3 år, hvor ansøgeren ikke blev opsøgt eller kontaktet af eksmanden personligt. Søsteren og svogeren boede fast i [en landsby] tæt på [en by] i Kurdistan. Flygtningenævnet bemærker, at det i den forbindelse fremstår som påfaldende, at eksmanden i den periode efter ansøgerens formodning alene skulle have taget telefonisk kontakt 4-6 gange til ansøgerens svoger og til ansøgerens andre søskende uden at foretage sig yderligere for at sikre sig, at hun ikke opholdt sig hos dem, hvis han vitterligt ønskede at slå hende ihjel. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sin konversion til kristendommen til grund. Nævnet har herved taget i betragtning, at ansøgeren er analfabet og psykisk skrøbelig. Nævnet har herved blandt andet lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret forskelligt og usammenhængende om, på hvilket tidspunkt hun begyndte at interessere sig for kristendommen. Under samtalen hos Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2015 oplyste hun, at hun konverterede for 4 år siden, efter hun vendte tilbage til Irak. Under samtalen hos Udlændingestyrelsen [i vinteren 2016-2017] forklarede hun først, at hun begyndte at interessere sig for kristendommen i det år, hvor hun blev sendt tilbage til Irak, hvilket hun herefter ændrede til, at det skete 2½ år forinden. Hun uddybede på anmodning og oplyste, at interessen begyndte lige op til udsendelsen. Herefter oplyste ansøgeren, at hendes interesse startede, da hun fødte sin yngste søn på hospitalet i Danmark i [foråret] 2009. Til sin advokat har ansøgeren i [sommeren] 2018 oplyst, at hun først anser sig for konverteret reelt under sit andet ophold i 2015, hvor hun blev døbt og begyndte at komme i kirken. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren under samtalen [i vinteren 2016-2017] oplyste, at hun begyndte at gå i kirke i Danmark ca. 2 måneder efter sin indrejse i [efteråret] 2015, og at hun var i kirke 40-50 gange eller i hvert fald hver lørdag og søndag, inden hun blev døbt, hvilket ifølge dåbsattesten skete den [efteråret] 2015. Ansøgeren oplyste herefter, at hun ikke gik i kirke den første måned, men at hun kom i kirken 20-30 gange, inden hun blev døbt og modtog dåbsundervisning hver gang. Ansøgeren oplyste desuden til samtalen, at hun ofte ikke forstod, hvad der blev sagt, når hun kom i kirken. Ansøgeren har for nævnet forklaret, at hun ikke modtog dåbsundervisning. Nævnet finder på den baggrund sammenholdt med ansøgerens forholdsvis begrænsede kendskab til kristendommen ikke, at ansøgeren på overbevisende måde har redegjort for, at hendes konversion er udtryk for en reel indre overbevisning. Den omstændighed, at hendes børn efterfølgende er blevet døbt, og at hun ifølge udtalelser fra præster i [en] baptistkirke af [vinteren 2016-2017] og [en] frimenighed af [sommeren] 2018 er kommet i deres kirker til gudstjenester og dåbs- og bibelundervisning, kan ikke føre til en anden vurdering. Det bemærkes herved, at ansøgeren under samtalen hos Udlændingestyrelsen [i vinteren 2016-2017] oplyste, at hun – der efter det oplyste blev indkvarteret i [området i sommeren] 2016 – endnu ikke havde haft mulighed for at komme i kirke det nye sted, og hun deltager ifølge sin forklaring for nævnet ikke for tiden i kirkelige aktiviteter. Det kan heller ikke lægges til grund, at ansøgeren har eksponeret sig over for de irakiske myndigheder i forhold til sin interesse for kristendommen. Det forhold, at ansøgerens familie og hendes anden ægtefælles familie i Irak nu ifølge ansøgeren har fået kendskab hertil, kan efter det oplyste heller ikke føre til, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for konkret asylbegrundende forfølgelse fra familiens side på grund af sin dåb og deltagelse i kristne aktiviteter i Danmark. Det bemærkes herved, at nævnet ikke kan lægge til grund, at ansøgeren har modtaget konkrete trusler fra hverken sin egen eller ægtefællens familie i forbindelse med sin angivelige konversion, idet ansøgeren har forklaret udbyggende herom for nævnet. Spørgsmålet er herefter, om ansøgeren på grund af ophævelsen af samlivet med sin anden ægtefælle i Danmark [i foråret] 2017 og ansøgning om skilsmisse fra ham ved en tilbagevenden til Irak vil blive udsat for asylbegrundende forfølgelse fra dels sin egen og dels hans familie, fordi hun derved skulle have krænket familiernes ære. Flygtningenævnet lægger i den forbindelse vægt på, at ansøgeren efter samlivsophævelsen som følge af den anden ægtefælles voldelige og truende adfærd og en episode, hvor han hentede børnene mod hendes og deres vilje, har måttet flyttes til [en anden region] i en periode, hvorefter hun har været indkvarteret på [et krisecenter]. Nævnet lægger til grund, at ansøgeren på et tidspunkt telefonisk er blevet truet på livet af sin bror i Irak, fordi han ikke vil acceptere, at hun nu er ved at blive skilt fra sin anden ægtefælle, idet hun allerede har vanæret familien ved skilsmissen fra sin første mand. Herudover har den anden ægtefælles familie i Iran, som ansøgeren også er i familie med, gjort krav på, at ansøgeren skal aflevere børnene til ham. Nævnet finder dog ikke, at disse oplysninger i sig selv indebærer, at ansøgeren vil blive udsat for asylbegrundende forfølgelse fra sine egen og den anden ægtefælle og dennes familie. Ansøgeren har således været igennem én skilsmisse uden at blive udsat for repressalier fra sin egen familie, der har hjulpet hende i den forbindelse og igen, da hun vendte tilbage i 2011. Den omstændighed, at hendes bror i Irak ved en enkelt lejlighed telefonisk har skældt hende ud og truet hende på livet på grund af skilsmissen fra den anden ægtemand, kan efter en samlet vurdering ikke føre til et andet resultat. Ansøgeren er i øvrigt ikke blevet truet konkret af den anden ægtefælles familie, idet hans mors krav om, at ansøgeren skal aflevere børnene til deres far, ikke er en trussel, der kan danne grundlag for asyl. Flygtningenævnet finder på den baggrund efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for konkret, individuel forfølgelse eller for at blive udsat for dødsstraf, tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, og stk. 2, er derfor ikke opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” irak/2018/116/mme
Nævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse en kvindelig statsborger fra Irak. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunnimuslim fra [en mindre bydel], Nasiriyah, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive voldtaget eller slået ihjel af shiitiske militser, idet hun er sunnimuslim. Til støtte for sit asylmotiv har hun oplyst, at hendes nabo opdagede, at ansøgeren og hendes familie var sunnimuslimer, idet hun en dag kom ind på deres bopæl og så dem bede. Efterfølgende oplevede ansøgeren og hendes familie chikane fra lokalbefolkningen på grund af deres religiøse trosretning. Ansøgeren og hendes familie var ikke i stand til at købe madvarer, ansøgeren og hendes søster blev kaldt for vantro i skolen, ligesom andre piger i skolen kastede affald og sten på dem. Syv dage inden udrejsen fra Irak, blev familien opsøgt af fire ukendte og bevæbnede personer, som udsatte ansøgerens mor, ansøgeren og ansøgerens ældste søster for vold. Ansøgeren mistede bevidstheden, og da hun vågnede op igen, fortalte hendes mor, at hun havde fået at vide, at hvis de ikke forlod området inden for en uge, ville de komme tilbage og voldtage ansøgeren og hendes mor og slå dem ihjel. Flygtningenævnet kan efter en samlet vurdering om ansøgerens forklaring om asylmotivet ikke lægge forklaringen til grund, idet denne på helt centrale punkter forekommer konstrueret til lejligheden. Nævnet lægger vægt på, at ansøgeren under oplysnings- og motivsamtalen har forklaret om asylmotivet, at hun frygter situationen i Irak på et generelt plan, og at hun ikke har konflikter med grupperinger i Irak. Ansøgeren kunne ikke blive i Irak, fordi hun var sunnimuslim og befandt sig blandt shiitter. Ansøgeren har videre forklaret, at hun og hendes familie gerne ville til Sverige, for at ansøgerens handicappede søster kunne komme i behandling. Ansøgeren har udbyggende og først under asylsamtalen og for nævnet forklaret, at årsagen til udrejsen skyldes, at ansøgeren og hendes familie ved midnatstid blev opsøgt af fire ukendte personer, der trængte ind på bopælen. Nævnet lægger i øvrigt vægt på, at ansøgeren har forklaret, at hun og hendes familie blev hånet i syv dage inden udrejsen, at naboen smed affald foran familiens dør, og smed sten i hovedet på dem. Ansøgeren har dog ikke været i stand til at oplyse navne på de naboer, der chikanerede og hånede hende, og hun har videre oplyst, at det var folk i området, som hun ikke kendte. Nævnet lægger i øvrigt vægt på, at det af ansøgerens pas fremgår, at hun har fået udstedt visum til Iran, og at hun er indrejst i Iran den 20. juli 2012. Ansøgeren har over for Udlændingestyrelsen imidlertid benægtet, at hun har været i Iran og forklaret, at hun ikke ved, hvorfor dette står i passet. Hun har i øvrigt forklaret, at hun ikke har haft visum til andre lande end Tyrkiet. Flygtningenævnet henviser i øvrigt til Flygtningenævnets afgørelse af dags dato vedrørende ansøgerens mor, [A]. Flygtningenævnet bemærker, at de generelle forhold i Irak, herunder for sunnimuslimer, efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke i sig selv kan anses for at udsætte ansøgeren for behandling i strid med den Europæiske Menneskerettigheds Konventions artikel 3. Der henvises blandt andet til A.S. v. Belgium (Appl. no. 68739/14), af 12. oktober 2017. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at hun risikerer overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2018/114/CHHA
Nævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse en kvindelig statsborger samt fire børn fra Irak. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunnimuslim fra [en mindre bydel], Nasiriyah, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af lokalbefolkningen, idet de opdagede, at hun er sunnimuslim. Til støtte for sit asylmotiv har hun oplyst, at hun boede i [i en mindre bydel], hvor flertallet af beboerne er shiamuslimer. I [efteråret] 2015 under en shiitisk højtidsperiode var ansøgeren og hendes datter, [A], ved at bede en bøn, da ansøgerens nabo bankede på døren for at give dem mad. Naboen opdagede på grund af måden de bad på, at de var sunnimuslimer. Naboen informerede herefter resten af lokalbefolkningen om, at de var sunnimuslimer, hvorefter ansøgeren og hendes børn blev chikaneret af lokalbefolkningen i form af verbale trusler, ligesom ansøgerens søn blev udsat for vold på legepladsen. Ansøgeren er endvidere blevet opsøgt af fire ukendte, maskerede og bevæbnede mænd, der udøvede vold mod ansøgeren og hendes datter, [A], og truede med at slå dem ihjel, hvis de ikke forlod området inden for en uge. Flygtningenævnet kan efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring om asylmotivet ikke lægge forklaringen til grund, idet forklaringen på væsentlige punkter fremstår divergerende og udbyggende og derfor forekommer konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet lægger især vægt på, at ansøgeren under oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at hun søger asyl, fordi hun er sunnimuslim, og at det sydlige Irak er et shia-område med flere grupper, der er imod sunnimuslimer. I asylansøgningsskemaet har ansøgeren anført, at hun og hendes familie blev chikaneret, fordi de var sunnimuslimer, blandt andet ved at blive stenet og få slået vinduer i stykker. Under asylsamtalen har ansøgeren derimod for første gang forklaret, at årsagen til udrejsen skyldes, at ansøgeren og hendes familie ved midnatstid blev opsøgt af fire ukendte personer, der trængte ind på bopælen. Hun har nærmere beskrevet, at de var klædt i sort, og at deres ansigter var tildækket med sorte nylonstrømper. Ansøgeren blev hevet i håret, og hendes datter blev slået. De blev truet med at blive voldtaget og med at blive dræbt, hvis de ikke forlod området. Endvidere har ansøgeren udbyggende forklaret, at der seks dage senere blev hængt en død kat på hoveddøren, hvorefter ansøgeren vaskede hoveddøren. Ansøgeren har derimod over for nævnet forklaret, at der lå en halshugget kat foran hoveddøren. Ansøgeren har slet ikke i asylansøgningsskemaet og under oplysnings- og motivsamtalen tidligere forklaret om episoderne. Flygtningenævnet lægger i øvrigt vægt på, at det af ansøgerens pas fremgår, at hun er født i Dhi Qar i Irak, selvom hun under asylsagens behandling har oplyst, at hun er født og opvokset i Kuwait. Ansøgeren har i øvrigt forklaret, at hun aldrig har søgt eller fået udstedt visum til Iran, selvom det fremgår af passet, at hun for tre bestemte perioder har fået udstedt visum til Iran. Hun har over for Udlændingestyrelsen forklaret, at hun ikke ved, hvorfor dette fremgår af passet. Under nævnsmødet har ansøgeren derimod forklaret, at det er korrekt, at hun har fået udstedt visum til Iran tre gange, og at udstedelsen er sket med henblik på ansøgerens indrejse i Syrien. Ansøgeren har videre forklaret, at hun er indrejst og udrejst af Syrien, og at hun i den forbindelse fik stempler i sit pas. Flygtningenævnet bemærker, at der ikke fremgår registreringer i passet om ansøgerens ind- og udrejse af Syrien. Flygtningenævnet finder ikke, at fremlæggelsen af dokumenter om, at ansøgerens hus er nedbrændt, og om ansøgerens anmeldelse til politiet om de fire personers indtrængen på bopælen, kan føre til et andet resultat. Nævnet henviser til, at dokumenterne først er fremkommet, efter at ansøgeren er meddelt afslag på sin asylansøgning i Udlændingestyrelsen, og at ansøgerens forklaring om den sene fremlæggelse forekommer utroværdig, idet hun i øvrigt har forklaret, at hun modtog dokumenterne i original forinden sin udrejse af Irak. Flygtningenævnet bemærker, at de generelle forhold i Irak, herunder for sunnimuslimer, efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke i sig selv kan anses for at udsætte ansøgeren for behandling i strid med den Europæiske Menneskerettigheds Konventions artikel 3. Der henvises blandt andet til A.S. v. Belgium (Appl. no. 68739/14), af 12. oktober 2017. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at hun risikerer overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2018/113/CHHA
Nævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsen afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunnimuslim af trosretning fra Bagdad, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive udsat for æresdrab af sine farbrødre, ligesom hun frygter repressalier fra samfundet, idet hun har været udsat for voldtægt. Ansøgeren frygter desuden militsen Jaish Al-Mahdi, idet militsen ønsker information om ansøgerens ægtefælle. Vedrørende frygten for overgreb fra sine farbrødre har ansøgeren oplyst, at et antal ukendte mænd trængte ind på hendes bopæl [foråret] 2015. De ukendte mænd begyndte at smadre ansøgerens ting, og ansøgeren, der var i gang med at lægge hendes børn i seng, gik ud af værelset for at se, hvad der foregik. En af mændene trak at våben, og ansøgeren blev herefter udsat for voldtægt af to af mændene. Ansøgeren forsøgte uden held at gøre modstand. De forlod efterfølgende ansøgerens bopæl. Ansøgeren tog herefter til sin farbror, der blev bekendt med, at ansøgeren havde været udsat for voldtægt. Ansøgeren overhørte, at farbroen ville slå ansøgeren ihjel, ligesom hun overhørte, at han tog kontakt til ansøgerens anden farbror for at fortælle om hændelsen. Efter en uge forlod ansøgeren farbrorens bopæl sammen med sine børn, og de boede herefter hos tre forskellige veninder, indtil ansøgeren udrejste alene [vinteren] 2015. For så vidt angår frygten for militsen Jaish Al-Mahdi har ansøgeren oplyst, at hendes ægtefælle forsvandt i sommeren 2014, efter at han i en periode havde modtaget en række trusselsbreve uden afsender. Da ægtefællen forsvandt, blev ansøgeren opsøgt to gange på bopælen af personer, som fremsatte trusler og søgte informationer vedrørende hendes ægtefælle. Ansøgeren formoder, at de pågældende personer var fra militsen. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om militsen Jaish Al-Mahdi til grund, da ansøgeren på centrale punkter har forklaret divergerende og udbyggende. Nævnet har herved navnlig lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende, idet ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen [sommeren] 2016 ikke har forklaret om de konkrete trusler, som militsen fremsatte, eller om at hun var blevet personligt opsøgt to gange. Tværtimod har ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen oplyst, at hun ikke har modtaget trusler fra militsen. Dertil kommer, at det udelukkende beror på ansøgerens egen formodning, at de påberåbte trusler var fremsat af Jaish Al-Mahdi militsen, og at formodningen beror på en antagelse om, at Jaish Al-Mahdi militsen er den eneste irakiske milits, der er imod amerikanerne. Endvidere har ansøgeren forklaret udbyggende og divergerende om, hvorvidt der må antages at være en sammenhæng mellem konflikten med militsen og voldtægten af hende. Flygtningenævnet tilsidesætter på denne baggrund ansøgerens forklaring om militsen Jaish Al-Mahdi som konstrueret og utroværdig. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge ansøgerens forklaring om sin konflikt med sine farbrødre til grund, da ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende, og fordi dele af ansøgerens forklaring ikke forekommer sandsynlig. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om sine farbrødres drøftelser, herunder hvem der var til stede, og i hvilket omfang hun overhørte drøftelserne. Til oplysnings- og motivsamtalen [sommeren] 2016 har ansøgeren forklaret, at hun ikke overhørte hele samtalen mellem sine farbrødre, da de sad og talte om, at hun skulle slås ihjel, og at hendes tanter var til stede og forholdt sig roligt. Til asylsamtalen [sommeren] 2017 har ansøgeren forklaret, at ansøgerens farbror, [A], talte med sin ægtefælle om, at ansøgeren skulle slås ihjel, at [A] derefter ringede til ansøgerens anden farbror, [B], og at hendes farbrødre kun talte i telefon sammen. Ansøgeren har videre forklaret, at hun overhørte begge samtaler fuldt ud, hvilket ansøgeren senere ændrede til, at hun overhørte hele den første samtale men kun dele af den anden samtale. Endelig har ansøgeren forklaret, at hendes tanter ikke var til stede under telefonsamtalerne. Under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at ansøgerens farbror, [A], ringede til ansøgerens anden farbror, [B], mens [A’s] ægtefælle var til stede, og at [A] og ægtefællen efterfølgende talte om, at ansøgeren skulle slås ihjel. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at det forekommer mindre sandsynligt, at ansøgeren ikke straks forlod farbrorens og tantens bopæl, men at hun i stedet opholdt sig i hjemmet i cirka en uge, inden hun flygtede. Endelig har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende om, at der skulle være begået æresdrab på hendes søster. Flygtningenævnet tilsidesætter på denne baggrund ansøgerens forklaring om sin konflikt med sine farbrødre og deres familier som konstrueret og utroværdig. Herefter finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Irak vil risikere forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Det bemærkes herved, at de generelle forhold i Irak ikke i sig selv kan medføre, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2018/112/CABV
Nævnet stadfæstede i november Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er irakisk statsborger, etnisk kurder og sunni muslim fra [en by i] Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive fængslet eller henrettet af den irakiske efterretningstjeneste som følge af hans kritik af systemet i Irak. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han altid højlydt har givet udtryk for sin utilfredshed med systemet i Irak, og at han ofte har givet udtryk for sine holdninger i offentligheden. I 2014 var ansøgeren på en café med en af sine venner, i hvilken forbindelse ansøgeren udtalte, at de kurdiske myndigheder stjæler, når de sælger Iraks olie til Tyrkiet. Derefter bad to personer fra efterretningstjenesten ansøgeren om at følge med dem. De kørte ansøgeren hen til efterretningstjenestens kontor i Mehala Khaste, hvor ansøgeren blev tilbageholdt. Dagen efter anholdelsen blev ansøgeren afhørt, og han fik at vide, at det var forbudt at kritisere myndighederne offentligt. Ansøgeren blev løsladt efter yderligere to uger, hvilket var omkring [sommeren] 2014. Han fik i den forbindelse at vide, at efterretningstjenesten nu havde oplysninger om ansøgeren, og at de fremadrettet ville holde øje med ham. Efter løsladelsen opholdt ansøgeren sig på sin bopæl i tre til fire dage, hvorefter han udrejste af Irak. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet den fremstår som konstrueret til lejligheden og dermed utroværdig. Flygtningenævnet har herved blandt andet lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende og usammenhængende på centrale punkter om den flugtudløsende begivenhed. Ansøgeren har således under samtalen hos Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2016 oplyst, at han i [sommeren] 2015 blev anholdt af to civilklædte personer fra efterretningstjenesten på en café og taget med til afhøring, og at han få dage efter sin løsladelse udrejste til Danmark [i efteråret] 2015. Under samtalen hos Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2017 oplyste ansøgeren derimod i starten, at episoden på caféen fandt sted på et tidspunkt i 2014, som han ikke huskede nærmere. Senere nævnte han, at det måske var i [foråret] 2014. Han tilføjede, at der gik en lille uges tid fra løsladelsen, til han udrejste. Han oplyste endvidere, at han blev tilbageholdt af efterretningstjenesten i 2 uger, ligesom han bekræftede, at han udrejste af Irak [i efteråret] 2015 og ankom til Danmark samme dag. Ansøgeren blev under samtalen hos Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2017 flere gange nøje spurgt ind til tidspunktet for tilbageholdelsen og forløbet heraf set i forhold til tidspunktet for udrejsen [i efteråret] 2015, og ansøgeren kunne ikke nærmere redegøre herfor. Til sin advokat og for nævnet har ansøgeren oplyst, at episoden på caféen fandt sted omkring [foråret] 2014, hvorefter han blev tilbageholdt i lidt over 2 uger og løsladt på betingelse af, at han ikke skulle udtale sig kritisk over for de kurdiske myndigheder, som holdt ham under opsyn efter løsladelsen. Han har endvidere oplyst, at han umiddelbart efter løsladelsen tog til Tyrkiet i 3-4 dage, men vendte tilbage på grund af økonomiske forhold, og at han i sommeren 2015 rejste til Tyrkiet for at søge visum til Danmark, hvilket han fik. Han rejste derefter til [landsbyen] en uges tid for at tage afsked med sin familie. Ansøgeren har ikke på overbevisende måde kunnet redegøre for de nævnte divergenser, som efter deres karakter og omfang ikke kan forklares med, at ansøgeren er analfabet og har hukommelsesproblemer. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har været i stand at rejse legalt ud og ind af Irak flere gange efter det tidspunkt, hvor han efter sin seneste forklaring skulle være blevet løsladt, og at han var i stand til at rejse rundt i Kurdistan og besøge familie i forbindelse med sit bryllup uden at være blevet tilbageholdt eller opsøgt af myndighederne. Nævnet har i øvrigt tillagt det en vis betydning, at ansøgeren først søgte asyl [i foråret] 2016 efter afslag af [foråret] 2016 på ansøgning om familiesammenføring med sin herboende ægtefælle. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger kan de generelle forhold i Irak, herunder den generelle sikkerhedssituation i landet, ikke anses for at være af en sådan karakter, at den i sig selv vil medføre behandling i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, jf. herved blandt andet Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols Dom af 26. august 2016 i sagen J.K. og andre mod Sverige. Flygtningenævnet finder på den baggrund efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i aktuel risiko for konkret, indi-viduel forfølgelse eller for at blive udsat for dødsstraf, tortur eller anden umenneskelig eller ned-værdigende behandling eller straf. Betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, og stk. 2, er derfor ikke opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændin-gestyrelsens afgørelse.” irak/2018/111/MME
Nævnet meddelte i november 2018 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni muslim fra Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter repressalier fra unavngivne militser, idet hans bror, [A], er efterstræbt på baggrund af sin kunst, og fordi han betragtes som kommunist. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at hans bopæl, hvor han boede med sine fire brødre, er blevet opsøgt to gange. Under første opsøgning trængte maskerede og bevæbnede mænd ind i deres hjem. De ransagede huset og spurgte efter ansøgerens bror, [A]. De forlod hjemmet, da de ikke kunne finde [A]. Omkring en måned senere hørte ansøgeren skud foran sin bopæl og nogle mænd råbte skældsord på gaden, hvorefter de satte ild til ansøgerens bil, som holdt udenfor. Efter to uger udrejste ansøgeren til Tyrkiet. Flygtningenævnet lægger ligesom Udlændingestyrelsen ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren har bestyrket sin forklaring om, at hans brødre er flygtet til Tyrkiet og er anerkendt af UNHCR som flygtninge, ved at fremlægge udskrifter fra UNHCR vedrørende 3 af hans brødres flygtningestatus i Tyrkiet. Ansøgerens forklaring om, at hans bror [A] har fortsat sit kunstneriske virke i Tyrkiet, er endvidere bestyrket med fotos af [A]’s kunst og af en kunstudstilling i Tyrkiet, hvor en række værker er udstillet. Ansøgeren har henvist til, at [A] på en falsk Facebookprofil uberettiget udstilles som en blasfemisk kunstner, at profilen både omtaler [A]’s kunstnernavn og rigtige efternavn, og at kommentarer på profilen indeholder trusler rettet mod hele familien. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved tilbagevenden til Irak som følge af reaktionerne på [A]’s kunst, der er kritisk overfor det irakiske militær og myndigheder, risikerer forfølgelse af shia muslimske militser, som ifølge Flygtningenævnets baggrundsoplysninger i vidt omfang kan operere i Irak uden at risikere straf. Eftersom årsagen til risikoen for forfølgelse ikke er knyttet til en bestemt lokalitet, er det ikke relevant at henvise ansøgeren til et internt flugtalternativ i Irak. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” irak/2018/110/SLH
Nævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er angiveligt assyrer og ateist fra byen Kut i Wasit-provinsen, Irak. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive fængslet, udsat for tortur og slået ihjel af de irakiske myndigheder, da han har deltaget i en række regimekritiske demonstrationer. Ansøgeren frygter endvidere at blive slået ihjel af Asa'ib Ahl al-Haq-militsen, som fungerer som en integreret del af de irakiske myndigheder i hans hjemby, da han også er modstander af militsen. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at hans far har været engageret i det irakiske kommunistpartis afdeling i Kut i mange år, og ansøgeren har igennem sin opvækst deltaget i en række begivenheder på kommunistiske mærkedage. Ansøgeren er selv kommunist af politisk overbevisning. Ansøgeren har endvidere over en årrække været medarrangør og deltaget ved 10 regimekritiske demonstrationer i Kut, som blev arrangeret af kommunistpartiet i Irak. I perioden 2013-2014 har ansøgeren modtaget flere telefoniske trusler fra Asa'ib Ahl al-Haq som følge af hans deltagelse i demonstrationerne. Ansøgeren har tillige modtaget et trusselsbrev fra Asa'ib Ahl al-Haq, som han uden held anmeldte til de irakiske myndigheder. I efteråret 2015 blev ansøgeren pågrebet og anholdt under en demonstration. Ansøgeren var efterfølgende fængslet i to uger, hvorefter han blev midlertidigt løsladt mod kaution, ligesom ansøgerens fætter, [F], garanterede for ansøgerens tilstedeværelse i Irak. Endvidere er ansøgerens ven, [V], som var leder af arrangørgruppen bag demonstrationerne, blevet kidnappet [i efteråret] 2015. Ansøgeren udrejste af Irak i starten af november 2015 via lufthavnen i Bagdad med sit eget nationalitetspas. Efter ansøgerens udrejse er han blevet indkaldt til et retsmøde i Kut [på en dato i foråret] 2016. Idet ansøgeren ikke mødte op, blev [F] fængslet, og ansøgerens far måtte efterfølgende betale to millioner dinar for at få [F] løsladt. Ansøgeren blev efterfølgende idømt fængsel i et år in absentia for vold mod tjenestemand. Flygtningenævnet finder i lighed med Udlændingestyrelsen, at ansøgerens forklaring om sit asylmotiv på væsentlige punkter fremstår divergerende, bemærkelsesværdig og konstrueret. Nævnet har herunder lagt vægt på, at ansøgeren under asylsagens behandling har forklaret divergerende om hændelsesforløbet efter den angivelige anholdelse og midlertidige løsladelse i efteråret 2015, idet ansøgeren under henholdsvis oplysnings- og motivsamtalen og asylsamtalen har afgivet forskellige forklaringer om, hvorvidt han efter løsladelsen på ny deltog i demonstrationer. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om årsagen til sin udrejse af Irak, herunder om han modtog et trusselsbrev, og om hvornår han angiveligt modtog et sådant trusselsbrev. Nævnet finder ikke, at disse divergenser om centrale forhold i asylmotivet kan tilskrives, at ansøgeren siden ankomsten til Danmark har haft det psykisk dårligt eller forløbet af samtalerne hos Udlændingestyrelsen. Nævnet må endvidere finde det mindre sandsynligt, at ansøgeren som sket var i stand til at udrejse af Irak under anvendelse af sit eget pas henset til, at han på udrejsetidspunktet angiveligt var efterstræbt af myndighederne. Endelig finder nævnet, at ansøgerens forklaring om sin tilknytning til det kommunistiske parti og til hans egen rolle i partiet ikke fremstår underbygget, særligt henset til at ansøgeren alene har kunnet oplyse navnene på tre af ti medarrangører af demonstrationerne, uanset at han har forklaret, at de pågældende er hans venner. Tilsvarende gælder i forhold til ansøgerens forskellige forklaringer om sine religiøse forhold. Da nævnet herefter ikke kan lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund, har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at han har behov for international beskyttelse som nævnt i udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, på grund af et modsætningsforhold mellem ansøgeren og de irakiske myndigheder eller en milits i Irak. Nævnet tilføjer, at uanset om det blev lagt til grund, at ansøgeren er kommunist, er det ikke en omstændighed, der i sig selv kan begrunde asyl. Nævnet har i denne forbindelse lagt vægt på, at kommunistpartiet efter baggrundsoplysningerne er et lovligt parti i Irak om end marginaliseret i forhold til politisk indflydelse. Den omstændighed, at ansøgeren er ateist, er heller ikke et forhold, der i sig selv kan danne grundlag for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. I lyset af ovenstående forhold er der ikke grundlag for at iværksætte en torturundersøgelse af ansøgeren i overensstemmelse med hans mere subsidiære påstand herom. Flygtningenævnet er opmærksomt på, at FN’s Komité mod Tortur i sine ”General Comments” punkt 40-41 anbefaler, at sådanne undersøgelser iværksættes, uanset om den relevante myndighed finder det sandsynligt, at ansøgeren har været udsat for tortur eller ej. Det er imidlertid Flygtningenævnets praksis at tage stilling til behovet for sådanne undersøgelser på konkret grundlag og ikke ud fra en generel standard. Det fremgår således af udlændingelovens § 54, stk. 1, at Flygtningenævnet drager omsorg for sagens oplysning og træffer bestemmelse om afhøring af udlændingen og vidner og om tilvejebringelse af andre bevismidler. Der er heller ikke grundlag for at foranstalte en ægthedsundersøgelse af den straffedom, der angiveligt skulle være afsagt in absentia over ansøgeren [i foråret] 2016. Nævnet har herved blandt andet lagt vægt på, at det fremgår af de for nævnet foreliggende baggrundsoplysninger, at der er en høj forekomst af falske dokumenter i Irak. Flygtningenævnet stadfæster herefter Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2018/109/MGO
Nævnet hjemviste i oktober 2018 en afgørelse om bortfald af opholdstilladelse truffet af Udlændingestyrelsens vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2004. Flygtningenævnet udtalte: ”Det fremgår af sagen, at ansøgeren ved ankedom afsagt [i vinteren] 2016 af Forbundsdomstolen i Irak angiveligt er blevet idømt en dom på fængsel på livstid i anledning af homoseksuelle handlinger. Dommen fremtræder som en stadfæstelse af en dom afsagt af straffedomstolen i [en by i Irak i 2016]. Flygtningenævnet finder, at en dom af den nævnte karakter, i det omfang dommen efter en nærmere ægthedsvurdering findes at kunne lægges til grund, efter omstændighederne vil kunne have betydning for vurderingen af ansøgerens opholdsgrundlag i Danmark, jf. udlændingelovens §§ 7 og 17. Nævnet skal herunder henlede opmærksomheden på, at de forhold, der har givet anledning til dommen, angiveligt skulle være begået i 2014 i Irak. Under disse omstændigheder finder Flygtningenævnet det rettest at hjemvise sagen til fornyet behandling hos Udlændingestyrelsen, således at styrelsen kan få lejlighed til at foretage en nærmere belysning af blandt andet disse forhold og træffe afgørelse om den eventuelle betydning heraf i forhold til ansøgerens opholdsgrundlag i Danmark.” Irak/2018/108/TBP
Nævnet stadfæstede i oktober 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2003. Det fremgår af sagen, at klageren i 2002 af Udlændingestyrelsen blev meddelt opholdstilladelse som kvoteflygtning, jf. udlændingelovens § 8, jf. § 7, stk. 1, hvorefter han indrejste i Danmark den i 2003. Opholdstilladelsen blev den i 2013 gjort tidsubegrænset. Ved dom af [vinteren] 2014 afsagt af Retten i […] blev klageren idømt fængsel i 1 år og 3 måneder for blandt andet overdragelse af 270 gram amfetamin, jf. straffelovens § 191, stk. 1. Klageren blev endvidere betinget udvist af Danmark med en prøvetid på 2 år, jf. udlændingelovens § 24 b. Bestemmelsen om udvisning blev stadfæstet af Vestre Landsret ved dom af [foråret] 2014, hvor det blev præciseret, at prøvetiden udløber 2 år efter løsladelse. Ved dom af [vinteren] 2016 afsagt af Retten i […] blev klageren idømt fængsel i 2 år og 6 måneder for blandt andet overdragelse af kokain og amfetamin. Klageren blev endvidere udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandig, jf. udlændingelovens § 32, stk. 1, nr. 5. Dommen blev [i foråret] 2017 stadfæstet af Vestre Landsret. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, jf. § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk araber og sunnimuslim fra Irak. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til at han ikke kan vende tilbage til Irak, fordi han frygter, at han vil blive slået ihjel af de irakiske myndigheder, fordi hans far arbejdede i sikkerhedsefterretningstjenesten og var medlem af Baath-partiet, mens Saddam Hussein regerede i Irak. Endvidere har klageren henvist til, at han frygter, at han vil blive slået ihjel af personer med relationer til de personer, som hans far har slået ihjel i Irak. Endelig har klageren henvist til, at han frygter, at han vil blive slået ihjel af personer fra [klagerens familiestamme] eller andre stammer i Irak, fordi [klagerens familiestamme] stammen har udstedt en dødsdom over ham og alle hans familiemedlemmer, fordi hans far flygtede fra Irak til Syrien. Til støtte for sit asylmotiv har klageren oplyst, at han ikke kan vende tilbage til Irak, idet hans far arbejdede i sikkerhedsefterretningstjenesten og var medlem af Baath-partiet, mens Saddam Hussein regerede i Irak. Klagerens far har slået mennesker ihjel i Irak. På et tidspunkt, mens klageren var spædbarn, flygtede han og hans familie fra Irak til Syrien. I Syrien samarbejdede klagerens far med Baath-partiet i Syrien. På et tidspunkt i Syrien blev klagerens far dræbt af en bilbombe. Pågældende har hørt, at det var nogen fra Irak, der stod bag. Efter klageren kom til Danmark, har hans mor fortalt ham, at hendes familiemedlemmer og familiemedlemmer til klagerens far var blevet dræbt i Irak. Klagerens mor har også fortalt ham, at [klagerens familiestamme] havde udstedt en dødsdom over ham og hans familie. For omkring tre eller fire år siden i forbindelse med pågældendes mors død fandt hans bror, [A], et dokument, som var dødsdommen udstedt af [klagerens familiestamme]. Klageren har under nævnsmødet uddybende forklaret, at han ved en tilbagevenden frygter at blive dræbt, fordi hele hans familie i Irak er blevet dræbt, men at han dog ikke ved af hvem eller hvornår. Klageren har videre forklaret, at han frygter at blive dræbt af [klagerens familiestamme] stammen på grund af den dødsdom, der er udstedt over blandt andre ham. For så vidt angår den del af asylmotivet, der vedrører, at han frygter, at han vil blive slået ihjel af de irakiske myndigheder, fordi hans far arbejdede i sikkerhedsefterretningstjenesten og var medlem af Baath-partiet, mens Saddam Hussein regerede i Irak, og at han frygter, at han vil blive slået ihjel af personer med relationer til de personer, som hans far har slået ihjel i Irak, kan han ikke forklare nærmere om, da det er hans bror, [A], der har oplyst om dette under mødet i Udlændingestyrelsen. For så vidt angår den del af klagerens asylmotiv, der vedrører, at han ved en tilbagevenden frygter at blive dræbt, fordi hele hans familie i Irak er blevet dræbt, finder Flygtningenævnet, at dette er så ukonkret og ikke nærmere uddybet, at klageren ikke herved har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet kan endvidere ikke lægge klagerens oplysninger om sine øvrige asylmotiver til grund, idet oplysningerne herom fremstår utroværdige og konstrueret til lejligheden. For så vidt angår den del af klagerens asylmotiv, der vedrører klagerens frygt for at blive dræbt af [klagerens familiestamme] på grund af en dødsdom, der er udstedt over blandt andre ham, har Flygtningenævnet lagt vægt på, at dødsdommen er dateret den [sommeren] 1992, men alligevel indeholder navnene på klageren og dennes brødre [B] og [C], selv om klageren og dennes brødre ikke var født på det tidspunkt, hvor dødsdommen er dateret. Flygtningenævnet bemærker videre, at klagerens mor i sin asylsag har oplyst, at familien først udrejste af Irak i 1996, altså fire år efter dødsdommens datering. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at dødsdommen ikke er et ægte dokument, og Flygtningenævnet tilsidesætter derfor klagerens forklaring om denne del af sit asylmotiv. For så vidt angår den del af klagerens asylmotiv, der vedrører, at han frygter, at han vil blive slået ihjel af de irakiske myndigheder, fordi hans far arbejdede i sikkerhedsefterretningstjenesten og var medlem af Baath-partiet, mens Saddam Hussein regerede i Irak, og at han frygter, at han vil blive slået ihjel af personer med relationer til de personer, som hans far har slået ihjel i Irak, har Flygtningenævnet lagt vægt på, at oplysningerne om, at klagerens far skulle have arbejdet for Baath-partiet, ikke er forenelige med klagerens mors oplysninger i sin asylsag om, at baggrunden for flugten fra Irak var hendes families tilknytning til kommunistpartiet, og at hun og klagerens far havde været fængslet af de irakiske myndigheder i den forbindelse. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at klagerens/klagerens bror [A]s oplysninger om årsagen til klagerens fars død er divergerende fra klagerens mors oplysninger herom. Flygtningenævnet har ved denne vurdering taget hensyn til, at klagerens mors oplysninger om familiens asylmotiv ligger nogen tid tilbage, ligesom Flygtningenævnet har taget hensyn til klagerens psykiske tilstand. Flygtningenævnet finder herefter, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. På den baggrund finder Flygtningenævnet, at udlændingelovens § 31, stk. 1 og 2, ikke er til hinder for klagerens udsendelse til Irak. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2018/107/SSM
Nævnet stadfæstede i oktober 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”at ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra [hjemby] Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af [A]. Ansøgeren har til støtte herfor forklaret, at han i slutningen af 2011 arbejdede i en frisørsalon i [hjembyen], da hans arbejdsgiver, [B], blev anholdt af myndighederne og anklaget for at samarbejde med ISIL. En måned senere blev ansøgeren i frisørsalonen opsøgt af [B’s] bror, [A], som beskyldte ansøgeren for at have anmeldt [B] til myndighederne, ligesom han truede ansøgeren. Herefter stoppede ansøgeren sit arbejde i frisørsalonen og fik i stedet arbejde i et landbrugsområde uden for byen. Ansøgeren havde arbejdet i landsbrugsområdet i to til tre måneder, da han af sine venner fik at vide, at [A] ledte efter ham i byen. Ansøgeren blev bange og rejste videre til [en anden by]. En måned senere blev ansøgerens familie opsøgt af [B’s] brødre, som beskyldte familien for at være skyld i [B’s] anholdelse. Ansøgerens familie udrejste herefter til Tyrkiet. I 2015 forlod ansøgeren [den anden by], da han frygtede, at ISILs tilstedeværelse i byen ville betyde, at [A] kunne få fat i ham. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens generelle troværdighed er væsentligt svækket. Nævnet har lagt vægt på, at ansøgeren ikke har beskrevet sin konflikt i asylansøgningsskemaet, og at flere væsentlige oplysninger i skemaet ikke stemmer overens med ansøgerens senere forklaring, herunder at ansøgeren skulle være født i Mosul, og at hans seneste adresse i hjemlandet var i Qamishli, Syrien. Endvidere har ansøgeren i asylansøgningsskemaet, der er udfyldt to dage efter ansøgerens indrejse i Danmark, oplyst, at hans familie var rejst til Tyrkiet, mens han under de senere samtaler med Udlændingestyrelsen har forklaret, at han først fik kontakt til sin familie en måned efter indrejsen i Danmark, hvor familien fortalte ansøgeren, at de var rejst til Tyrkiet. Derudover har ansøgeren forklaret divergerende om, hvorvidt han havde kontakt til sin familie, mens han opholdt sig i [den anden by]. Endelig har ansøgeren forklaret divergerende om sin rejserute, ligesom han har forklaret, at han aldrig har fået udstedt et pas, hvilket han imidlertid senere har fremlagt i forbindelse med en ansøgning om opholds- og arbejdstilladelse under beløbsordningen. Af passet fremgår, at ansøgeren er udrejst legalt af Irak [i sommeren] 2015, hvilket ansøgeren ikke har forklaret om. Foreholdt denne oplysning under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at passet på daværende tidspunkt blev opbevaret af en ven, men nævnet finder det usandsynligt, at ansøgerens ven skulle have anvendt ansøgerens pas til at udrejse legalt af Irak. Flygtningenævnet har ligeledes lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende om sin konflikt, idet ansøgeren har forklaret divergerende om, hvem der anklagede ham for at have angivet [B] til myndighederne, og om baggrunden for, at [A] troede, at det var ansøgeren, ligesom ansøgeren har forklaret divergerende om, hvornår hans familie er blevet opsøgt. Endvidere har ansøgeren forklaret udbyggende om, hvem ansøgeren skulle have anmeldt [B] for at samarbejde med. Endelig finder Flygtningenævnet, at det forekommer utroværdigt, at ansøgeren ikke havde kontakt til sin familie igennem ca. tre år, mens han opholdt sig i [den anden by], fordi han var optaget af arbejde, herunder at familien ikke kontaktede ansøgeren, dels da familiens bopæl blev opsøgt og dels da familien flygtede til Tyrkiet. Flygtningenævnet tilsidesætter på denne baggrund ansøgerens forklaring om sit asylmotiv som konstrueret og utroværdig. Herefter finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil risikere forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet bemærker, at de generelle forhold i Irak ikke i sig selv er asylbegrundende, ligesom den generelle sikkerhedssituation ikke er af en sådan karakter, at der er risiko for overgreb i strid med EMRK artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2018/106/mvln
Nævnet stadfæstede i oktober 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt fire børn fra Irak. Indrejst i 2016. Den ældste datter indrejste i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske arabere fra [en by i] Irak. Ansøgerne er født shiamuslimer men har oplyst, at de nu ikke er religiøse. Ansøgerne har ikke været medlemmer af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af klanen al-Eidan, og at hans ældste datter vil blive tvangsgiftet til et medlem af klanen al-Eidan. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans halvbror, [S], boede hos ansøgeren og hans familie i [byen]. Da [S] en dag var ude at drikke, kom han op at skændes med [H], der tilhørte al-Eidan klanen. Skænderiet endte med, at [S] stak [H] med en kniv, hvilket han døde af tre dage senere. [S] flygtede fra stedet, og ansøgeren og hans familie har ikke set ham siden. Den samme nat flyttede ansøgeren, ægtefællen og deres tre børn hjem til ægtefællens forældre, der boede i et andet område af [byen]. Efter [H]s død henvendte al-Eidan klanen sig til ansøgerens klan, Zabaidy, og gav dem en frist på 15 dage til at få løst problemet. Efter 15 dage mødtes ansøgeren med repræsentanter fra de to klaner, [H]s familiemedlemmer og en mægler. Under mødet forlangte al-Eidan klanen, at en fra ansøgerens familie skulle dræbes, eller at ansøgernes ældste datter skulle bortgives. Al-Eidan klanen afslog mæglerens forslag om, at konflikten kunne løses med penge. Ansøgeren bad i den forbindelse om en ny frist på 15 dage til at overveje betingelserne. Der blev efter 15 yderligere dage afholdt et nyt møde mellem klanerne, i hvilken forbindelse ansøgeren accepterede at give sin ældste datter væk. Ansøgeren anmodede dog om en ny frist på ti dage til at forberede datteren på giftemålet, hvilket al-Eidan klanen accepterede. Herefter søgte ansøgeren og ægtefællen om orlov fra deres arbejde, og de solgte deres ejendele for at kunne betale for deres udrejse af Irak. Derpå udrejste ansøgeren og hans familie legalt til Tyrkiet. Som et yderligere asylmotiv har den mandlige ansøger henvist til, at han i Danmark har deltaget i møder og arrangementer med Jehovas vidner. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Irak frygter, at hendes ægtefælle vil blive slået ihjel af klanen al-Eidan, og at hendes ældste datter vil blive tvangsgiftet til et medlem af klanen al-Eidan. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at ægtefællens halvbror, [S], boede hos hende og hendes familie i [byen]. Da [S] en dag var ude at drikke, kom han op at skændes med [H], der tilhørte al-Eidan klanen. Skænderiet endte med, at [S] stak [H] med en kniv, hvilket han døde af tre dage senere. [S] flygtede fra stedet, og ansøgeren og hendes familie har ikke set ham siden. Den samme nat flyttede ansøgeren, ægtefællen og deres tre børn hjem til ansøgerens forældre, der bor i et andet område af [byen]. Dagen efter henvendte al-Eidan klanen sig til ægtefællens klan, Zubaidy, og gav dem en tidsfrist på 15 dage til at få løst problemet. Efter 15 dage mødtes ægtefællen og de to klaner. Til mødet nægtede al-Eidan klanen, at konflikten kunne løses økonomisk og forlangte, at en fra Zubaidy klanen skulle dø. Zubaidy klanen fik yderligere en frist på 15 dage til at løse konflikten. Efter de 15 dage mødtes ægtefællen og de to klaner igen. Til dette møde forlangte al-Eidan klanen, at ægtefællen skulle dø, eller at ansøgerens ældste datter skulle bortgives. Efter mødet oplyste ægtefællen sin klan om, at han havde besluttet at bortgive sin ældste datter, hvilket klanen informerede al-Eidan klanen om. Ægtefællen bad i den forbindelse om 10 dage til at forberede datteren på giftemålet, hvilket al-Eidan klanen accepterede. Efterfølgende søgte ansøgeren og ægtefællen om orlov fra deres arbejde om planlagde udrejsen af Irak. Familien udrejste herefter legalt til Tyrkiet. Ansøgernes ældste datter har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive tvangsgiftet væk til et medlem af al-Eidan klanen. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hendes farbror boede hos hendes familie. Farbroren tog meget ud om natten, og kom først hjem om morgenen. En nat omkring klokken et kom farbroren hjem. Han ville ikke fortælle, hvad der var sket, men hans ven oplyste telefonisk, at farbroren havde stukket en mand, som han havde problemer med. Morgenen efter var farbroren væk. En mand fra den stukkede mands klan oplyste ansøgerens familie om, at han var død efter tre dage på hospitalet. Efterfølgende krævede en anden mand fra klanen kompensation eller hævn på grund af mandens død. Derfor tog ansøgerens far til et møde mellem hans klan og den dræbtes klan, der fandt sted en eller to uger efter knivstikkeriet. Da faren kom tilbage, oplyste han, at klanen enten ville have ham i stedet for farbroren, idet farbroren var stukket af, eller at ansøgeren skulle tvangsgiftes med den dræbtes bror, der tilhørte den samme klan som den dræbte. Da det ikke var et sædvanligt giftemål, skulle ansøgeren være en slags tjenestepige, og hun ville ikke komme til at studere. Familien fik en måned til at beslutte sig. Inden familien besluttede sig for, hvem de ville ofre, besluttede de sig for at flygte til Tyrkiet. Familien solgte derfor deres ting og afsluttede deres liv i [byen]. Efter familien havde udrejst, blev de af ansøgerens moster fortalt, at deres hus i [byen] var brændt ned. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaring om deres asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har herved navnlig lagt vægt på, hvordan ansøgerne har optrådt for nævnet, herunder at ansøgerne har forklaret upræcist, undvigende og afglidende, hvorved ansøgernes forklaring ikke fremstår selvoplevet. Ansøgerne har således forklaret upræcist, undvigende og afglidende om blandt andet fraflytningen/flugten fra hjemmet, perioden umiddelbart efter fraflytningen/flugten fra hjemmet, drøftelserne med al-Eidan klanen om mulighederne for at betale en økonomisk kompensation, deres ansøgning om orlov samt baggrunden for at de opbevarede olie udenfor deres hjem. Endvidere har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgerne har forklaret divergerende og udbyggende, herunder indbyrdes divergerende, om en række væsentlige forhold. Blandt andet har ansøgerne forklaret divergerende og udbyggende om, hvornår deres konflikt opstod, samt hvem der tog initiativ til det første møde mellem klanerne, og hvornår kontakten fandt sted. Ved vurderingen af de fremhævede divergenser må det tillægges vægt, at der er tale om et meget enkelt hændelsesforløb, og nævnet finder, at ansøgerne ikke er fremkommet med en rimelig forklaring på de fremhævede divergenser. Ved vurderingen af ansøgernes troværdighed har nævnet tillige inddraget den omstændighed, at ansøgernes forklaring indeholder en række mindre divergenser, der ikke i sig selv ville kunne tillægges afgørende betydning, men som samlet set svækker ansøgernes troværdighed. Flygtningenævnet tilsidesætter på denne baggrund ansøgernes forklaring om deres konflikt i Irak som konstrueret og utroværdig. Det forhold, at den mandlige ansøger i Danmark har deltaget i møder og arrangementer med Jehovas vidner, er ikke asylbegrundende. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at den mandlige ansøger ikke har skiftet trosretning og fortsat betragter sig selv som ikke-praktiserende muslim. Endvidere har nævnet lagt vægt på omfanget af ansøgerens aktiviteter, og at ansøgerens opsøgning forekommer at være af mere social karakter. Derudover har nævnet lagt vægt på, at den mandlige ansøger først opsøgte Jehovas Vidner umiddelbart efter at have modtaget afslag fra Udlændingestyrelsen. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at den mandlige ansøger ikke har sandsynliggjort, at hans tilknytning til Jehovas Vidner er reel, herunder således at det kan antages, at han vil fastholde og udleve sin tilknytning til Jehovas Vidner, eller at han i øvrigt har et religiøst betinget ønske om at foretage kristne handlinger ved en tilbagevenden til Irak. Den mandlige ansøger har heller ikke sandsynliggjort, at ansøgeren i den henseende er kommet eller vil komme i et asylbegrundende modsætningsforhold til hverken de irakiske myndigheder, grupperinger eller privatpersoner. Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at den mandlige ansøger har forklaret, at han vil lade sig døbe, hvis Jehovas Vidner beder ham om det, da det ikke kan anses som udtryk for hans indre overbevisning. Henset til, at ansøgernes ældste datter, der er mindreårig, har samme asylmotiv som ansøgerne, finder Flygtningenævnet ikke grundlag for at hjemvise datterens sag til selvstændig afgørelse i Udlændingestyrelsen. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet således, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Irak vil risikere forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” irak/2018/105/mme
Nævnet stadfæstede i oktober 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk failey-kurder og angiveligt kristen fra Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter den generelle sikkerhedssituation i landet, samt at han frygter at blive betragtet som frafalden fra islam. Ved en tilbagevenden til Iran frygter ansøgeren, at han ikke har nogen rettigheder, idet han ikke er iransk statsborger. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at han er failey-kurder. Da han var en måned gammel, blev han og hans familie udvist af Irak til Iran. Ansøgerens far, onkel og farfar var politisk aktive i kommunistpartiet i Irak. Ansøgerens farfar og onkel blev fængslet i 1964. Ansøgerens far har ikke været politisk aktiv siden 1983, hvor han udrejste af Irak. Ansøgeren er opvokset i Iran. Han havde ikke nogen rettigheder i Iran som failey-kurder, hvorfor han søgte om at blive iransk statsborger. Han fik afslag to gange. Efter andet afslag tog han op på kommunen for at spørge, hvorfor han havde fået afslag. Han kom op at slås med en medarbejder, da de sagde, at han ikke ville få statsborgerskab. Ansøgeren blev efterfølgende anholdt og fængslet i ni måneder, hvor han blev pisket 210 gange. Efterfølgende begyndte han at lære en kristen familie at kende. De lærte ham om deres religion og tog ham med i huskirke, hvor han kom syv til otte gange. En dag fik han et opkald om, at nogen fra huskirken var blevet anholdt, hvorefter ansøgeren afbrød kontakten med personerne i huskirken i en periode. Da ansøgeren kom til Danmark, begyndte han at gå i kirke. Han blev døbt [i foråret] 2016 og er efterfølgende fortsat med at komme til kristendomsundervisning om onsdagen og til gudstjeneste om søndagen. Ansøgeren har kun været i Irak en gang i slutningen af 2014, hvor han tog dertil med sin far for at få et bevis på, at han er failey-kurder. Flygtningenævnet kan ligesom Udlændingestyrelsen lægge til grund, at ansøgeren og hans familie blev forvist fra Irak til Iran, da ansøgeren var omkring 1 måned gammel, og at ansøgeren er opvokset i Iran og kun har været tilbage i Irak i 14 dage i [slutningen af] 2014. På baggrund af de foreliggende baggrundsoplysninger lægger Flygtningenævnet til grund, at ansøgeren som failey-kurder nu har mulighed for at opnå statsborgerskab i Irak. Ansøgeren skal derfor asylretligt vurderes i forhold til Irak. Spørgsmålet er herefter, om ansøgeren på grund af konversion fra Islam til kristendommen har behov for beskyttelse som nævnt i udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet skal i første række vurdere, om det kan lægges til grund, at ansøgeren reelt er blevet kristen. Det fremgår, at ansøgeren ikke oprindelig kommer fra en familie med en religiøs baggrund, og han har under sagen til samtalen [i sommeren] 2017 forklaret, at han aldrig har været i en moské. Ansøgeren har afgivet forskellige forklaringer om, hvordan hans interesse for kristendommen opstod. Til asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at interessen for kristendommen opstod i forlængelse af en uretmæssig fængsling i Iran, hvor han blev udsat for piskning, og efterfølgende fik kontakt til en kristen familie, der tog ham med i huskirke. Ansøgeren har imidlertid hverken i sit asylskema eller under oplysnings- og motivsamtalen nævnt dette forhold, der efter nævnets opfattelse må anses for væsentligt til belysning af asylmotivet. Hertil kommer, at ansøgeren, der ankom til Danmark [i starten af] 2016, blev kristen døbt allerede [i foråret] 2016 og således efter en ganske kortvarig dåbsundervisning. Ansøger begyndte desuden først at gå regelmæssigt i kirke efter omkring to måneders ophold i Danmark. Under disse omstændigheder kan nævnet ikke lægge til grund, at ansøgerens reelt er blevet kristen, og han har allerede på dette grundlag ikke sandsynliggjort, at han har behov for beskyttelse som nævnt i udlændingelovens § 7. Den omstændighed, at ansøgeren har fremlagt dåbsbevis og en udtalelse fra [efteråret] 2016 fra Åben Kirke og udtalelse fra [sommeren] 2017 fra LM Kirken Herning kan ikke føre til en anden vurdering. Nævnet har herved særligt lagt vægt på disse udtalelsers karakter og ophav. Oplysningerne om ansøgerens religiøse aktiviteter i Danmark, herunder på Facebook, kan ikke i sig selv føre til, at ansøgeren har sandsynliggjort et asylmotiv ”sur place”. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke fremstår profileret, ligesom der ikke er grundlag for at antage, at myndigheder eller personer i Irak skulle have kendskab hertil. Det tilføjes, at de generelle forhold for kristne i Irak, i øvrigt ikke er af en sådan karakter, at de efter de foreliggende baggrundsoplysninger kan danne grundlag for asyl. Der kan mere generelt henvises til beskrivelsen af Irak i Department of State, ”International Religious Freedom Report” for 2017, UNHCR, ”Situation of Christians in Baghdad”, fra 15. januar 2018 og til Landinfo, Respons, ”Irak: Apostasi”, 28. april 2009. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han er i risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han ved en tilbagevenden til Iran er i risiko for dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2018/104/SLH
Nævnet stadfæstede i september 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunnimuslim fra Mosul, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel eller tvangshvervet af ISIL. Ansøgeren frygter endvidere, at han vil blive udsat for tortur ved en genindrejse til Irak, idet han har opholdt sig i Mosul, mens byen var under ISIL’s kontrol. Under samtalerne med Udlændingestyrelsen har ansøgeren til støtte for sit asylmotiv forklaret, at han har oplevet ISIL på nært hold i Mosul. Ansøgeren havde set, at ISIL henrettede personer, som ikke indrettede sig efter deres regler. Ansøgeren har ligeledes oplyst, at forholdene i Mosul er meget dårlige. Han har endvidere oplyst, at han ved en enkelt lejlighed blev beskudt på lang afstand af vagter, der formodentligt var peshmerga og som troede, at ansøgeren tilhørte ISIL, da han nærmede sig Mosuls bygrænse, for at hjælpe folk med at flygte ud af Mosul. Flygtningenævnet kan efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring om sit oprindelige asylmotiv ikke lægge til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Dahuk risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren under nævnsmødet har oplyst, at han ikke har været involveret i personlige konflikter med irakiske eller kurdiske myndigheder, og at han ikke har haft personlige konflikter med peshmerga. Han har i modsætning til sine tidligere forklaringer i Udlændingestyrelsen således forklaret, at beskydningen fra peshmerga var tilfældig, idet beskydningen ikke var rettet mod ansøgeren. Der var tale om en træfning mellem peshmerga og ISIL. Der henvises endvidere til, at ansøgeren i asylansøgningsskemaet har oplyst, at han er udrejst på grund af situationen i Mosul og på grund af krigen. Under samtalerne med Udlændingestyrelsen har ansøgeren også henvist til krigen og sin frygt for ISIL som baggrund for sin udrejse, idet ansøgeren i øvrigt har forklaret, at han aldrig har haft personlige konflikter med ISIL og at peshmerga folkene ikke ved, hvem ansøgeren er. Flygtningenævnet kan vedrørende ansøgerens nye asylmotiv om sin homoseksualitet ikke lægge til grund, at ansøgeren er homoseksuel. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgerens forklaring herom forekommer udbyggende og utroværdig. Ansøgeren har ikke under sine samtaler med Udlændingestyrelsen oplyst, at han er homoseksuel. Han har først under sin samtale med sin advokat oplyst herom. Flygtningenævnet henviser endvidere til, at ansøgeren under nævnsmødet ikke har forklaret overbevisende og troværdigt om sin homoseksualitet. Ansøgeren har således besvaret flere spørgsmål på en afglidende og usammenhængende måde. Ansøgerens forklaring om at være blevet tilbageholdt af myndighederne i en måned i 2014, efter at to personer havde voldtaget hans kammerat, fremstår usandsynlig. Der henvises blandt andet til, at ansøgeren ikke har været i stand til at angive et nærmere tidspunkt for tilbageholdelsen, herunder i hvilken måned tilbageholdelsen fandt sted. Forklaringen om forholdet mellem ansøgeren og kammeraten fremstår i øvrigt utroværdig, idet der blandt andet lægges vægt på, at ansøgeren ikke har været i stand til at beskrive forholdet nærmere. Flygtningenævnet henviser i øvrigt til, at det i et journalnotat fra [vinteren] 2016 er angivet, at hans kæreste er taget af ISIL, og at han er bange for at hun er givet væk i gave som sexslave. Det samme er angivet i et ansøgningsskema af [foråret] 2017 om en omsorgsplads i centersystemet for ansøgeren. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Dahuk vil være i en risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han risikerer overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2018/103/KAA
Nævnet stadfæstede i september 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og muslim af trosretning fra [landsby], [område], [by], Erbil, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af ISIL, som betragter kurdere som vantro. Ansøgeren har videre henvist til, at han har et forhold til en dansk kristen kvinde, som han tillige har et barn sammen med. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at der forinden hans udrejse af Irak var krig i nogle omkringliggende byer nær hans bopæl. Ansøgeren har videre oplyst, at han har fået at vide, at flere af hans venner fra nabolandsbyerne er blevet taget af ISIL. Ansøgeren har videre henvist til, at ansøgerens familie vil anse ansøgerens forhold til den danske kvinde som en æreskrænkelse, og at det ikke vil være muligt at tage sin kæreste og sit barn med til Irak for at bosætte sig der, uden at de som familie vil blive udsat for overgreb. Flygtningenævnet finder ikke, at det som ansøgeren oprindeligt har oplyst om årsagerne til, at han søger asyl og de i øvrigt foreliggende omstændigheder kan føre til, at ansøgeren får konventions- eller beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgerens frygt for ISIL er omfattet af anvendelsesområdet for udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at hverken ansøgeren eller hans familie har haft konkrete konflikter med ISIL. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren ikke selv har talt med personer fra ISIL, og at hverken ansøgeren eller hans familie er blevet opsøgt af ISIL. Flygtningenævnet finder endvidere ikke, at ansøgeren som følge af det forhold, at ansøgeren har en dansk kæreste, der er kristen, og et barn med hende, der ifølge ansøgeren er døbt, har sandsynliggjort, at han har fået asylbegrundende trusler, der gør, at ansøgeren får konventions- eller beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om truslerne, der ifølge ansøgeren er fremsat igennem fasteren, fremstår meget ukonkrete, og at ansøgerens forklaring om hans gode forhold til faren og forældrenes tilsyneladende accept af hans manglende praktisering af islam ikke understøtter, at familien skulle være fremkommet med trusler mod ansøgeren. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at det forekommer bemærkelsesværdigt, at ansøgeren ikke har kunnet redegøre for, om forældrene, der ifølge ansøgeren er meget religøse, er sunni- eller shiamuslimer. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at den generelle sikkerhedsmæssige situation i Irak, herunder i ansøgerens hjemområde, ikke er af en sådan karakter, at der er en reel risiko for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2018/102/SHH
Nævnet stadfæstede i september 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunnimuslim fra Taqtaq, Irak. Ansøgeren har været medlem af Den Patriotiske Union i Kurdistan (PUK) fra 2003 til 2015. Ansøger var peshmerga for PUK fra 2003 til 2015. Ansøgeren deltog i den forbindelse i kamphandlinger mod Jund al-Islam, Saddam Husseins hær og ISIL. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af Rangins og Shokhans familier, fordi han var gift med Rangin, men havde et forhold til Shokhan, og fordi forholdet blev afsløret. Ansøgeren frygter endvidere, at hans bror Sardar vil stikke ansøgeren til Rangins og Shokhans familier. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han blev gift i 2009. I den forbindelse lærte ansøgeren Rangins svigerinde Shokhan at kende. Shokhan var gift med Rangins bror Faramosh. Et år senere indledte ansøgeren et forhold til Shokhan. En aften i [efteråret] 2012 blev ansøgerens forhold til Shokhan afsløret af Shokhans mand Faramosh. Ansøgeren var sammen med Shokhan i hendes hus. Ansøgeren flygtede ud af huset, men blev set af Faramosh. Faramosh skød efter ansøgeren. Ansøgeren hørte ligeledes skud, mens han var i gang med at flygte ud af huset. Ansøgeren flygtede til sin mors landsby Mkharas med hjælp fra sin bror Salar. Broren fortalte ansøgeren over telefonen, at Faramosh havde skudt Shokhan. Ansøgeren blev indlagt på et hospital i Erbil samme nat, idet han havde skadet sin arm under flugten fra huset. Dagen efter forlod ansøgeren hospitalet. Ansøgeren tog herefter direkte til Sulaymaniyah, hvor han arbejdede som vagt for Barham Ahmed Saleh. Rangin søgte efterfølgende om skilsmisse. Ansøgeren blev skilt fra Rangin ved retten i Taqtaq. Ansøgerens brødre Sardar og Salar deltog i to forsoningsmøder med Shokhans og Rangins familier, mens ansøgeren opholdt sig i Sulaymaniyah. Det blev aftalt, at ansøgeren enten skulle forlade Irak eller acceptere, at familierne havde ret til at slå ham ihjel. Ansøgeren søgte om visum til Tyrkiet dagen efter aftalen i [foråret] 2013. I stedet for at udrejse af Irak rejste ansøgeren til Baghdad, hvor han fortsatte sit arbejde for Barham Ahmed Saleh. Ansøgeren vendte tilbage til Taqtaq [i slutningen af] 2015 for at få fornyet sit id-kort. Shokhans og Rangins familier fik kendskab til, at ansøgeren befandt i byen. Familierne kontaktede ansøgerens bror Sardar, som anmodede ansøgerens anden bror Salar om at sørge for, at ansøgeren forlod Irak, hvilket Salar gjorde. Ansøgeren udrejste legalt af Irak [i slutningen af] 2015. Flygtningenævnet kan ikke afvise ansøgerens forklaring om, at han har haft en konflikt med sin tidligere ægtefælles familie og familien til sin tidligere ægtefælles svigerinde, som han indledte et seksuelt forhold til en gang i 2010, og som blev opdaget i begyndelsen af [efteråret] 2012. Flygtningenævnet kan heller ikke afvise ansøgerens forklaring om, at der blev indgået en mæglingsaftale i foråret 2013 mellem hans og de to kvinders familier. Flygtningenævnet kan imidlertid ikke lægge til grund, at den nævnte konflikt er årsagen til ansøgerens flugt, idet ansøgeren har givet divergerende og udbyggende oplysninger om baggrunden herfor. Ansøgeren har således i sit asylansøgningsskema oplyst, at han efter sit ophold i Baghdad indtil 2015 rejste ud af landet, fordi sikkerhedssituationen var dårlig på grund af ISIL og Hash Al Shabi, og at shiaerne ikke kunne lide ham, der er sunnimuslim af tro. Han har endvidere i asylansøgningsskemaet oplyst, at han vil blive dræbt, hvis han kommer tilbage til Kurdistan, fordi han blev taget sammen med en kvinde, der også blev dræbt. Han har derimod ikke omtalt, at han blev nødt til at flygte, fordi han blev opdaget af de to kvinders familier i sin hjemby umiddelbart inden udrejsen, hvilket ifølge ansøgerens senere forklaringer var den udløsende faktor for hans udrejse og dermed et centralt punkt i forhold til hans asylmotiv. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgerens oplysninger for nævnet om omstændighederne ved udfyldelsen af asylansøgningsskemaet ikke forklarer, hvorfor han ikke har beskrevet den episode, der direkte førte til hans udrejse. Ansøgeren har herudover forklaret forskelligt om, hvordan den dræbte kvindes familie og hans tidligere ægtefælles familie fandt ud af, at han på trods af en aftale om at forlade landet stadig befandt sig i Irak. Ansøgeren har under samtalen hos Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2016 forklaret, at det skete, da han var i sin hjemby Taqtaq for at forny sine identitetspapirer, og at han blev set af nogle bekendte af sin tidligere ægtefælles svigerindes familie. Under samtalen [i vinteren] 2017 har ansøgeren derimod forklaret, at det var politibetjentene på civilregistreringskontoret, der gav besked til henholdsvis den tidligere ægtefælles familie og den dræbte kvindes familie om, at ansøgeren nu befandt sig i Taqtaq. Ansøgeren har ikke på overbevisende måde kunnet redegøre for, hvordan de pågældende politibetjente skulle kunne genkende ham som den, der havde været involveret i en privat konflikt med de to familier. Ansøgeren har desuden under samtalen [i vinteren] 2017 og for nævnet forklaret, at han aldrig på noget tidspunkt er blevet opsøgt eller har fået henvendelser fra de to kvinders familier i Irak efter opdagelsen af forholdet til svigerinden, heller ikke da han efter skilsmissen og inden indgåelse af mæglingsaftalen opholdt sig i Sulaymaniyah, hvor hans tidligere ægtefælle havde familie. Han har endvidere under samtalen [i vinteren] 2017 forklaret, at han sagtens vil kunne opholde sig i Baghdad uden at have problemer med de to familier. Han har herudover oplyst, at han i 2014 selv bad om at blive forflyttet til Mosul på grund af situationen i Baghdad. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger kan de generelle forhold i Irak, herunder den generelle sikkerhedssituation i landet, ikke anses for at være af en sådan karakter, at den i sig selv vil medføre behandling i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Der henvises i den forbindelse til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols Dom af 26. august 2016 i sagen J.K og andre mod Sverige samt beslutning af 12. oktober 2017 i sagen A.S. mod Belgien (Appl. no. 68739/14). Flygtningenævnet finder på den baggrund efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i aktuel risiko for konkret, individuel forfølgelse eller for at blive udsat for dødsstraf, tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, og stk. 2, er derfor ikke opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2018/101/FAM
Nævnet stadfæstede i september 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt to børn fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske arabere og muslimer fra Irak. Ansøgerne har ikke været medlemmer af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter, at blive slået ihjel af Al-Mehdi hæren og Hizbollah. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at han i [foråret] 2014 blev opsøgt af Hizbollah på sin bopæl. De ønskede, at ansøgeren skulle arbejde for dem, hvilket han nægtede. En uge senere blev ansøgeren opsøgt af to personer fra Al-Mehdi militsen. De ville ligeledes have, at ansøgeren skulle arbejde for dem, hvilket ansøgeren afviste. De to personer fra Al-Mahdi sagde i den forbindelse, at ansøgeren og hans familie skulle forlade bydelen, såfremt ansøgeren ikke samarbejdede med dem. Kort tid efter blev ansøgerens far kidnappet. Han var kidnappet i omkring 10 dage, men blev løsladt mod betaling på 32.000 USD. Efter ansøgerens far blev kidnappet opholdt ansøgeren og hans familie sig i Bagdad i omkring en måned. Herefter flyttede de til [A] og efterfølgende til [B], hvor de opholdt sig, indtil ansøger i [begyndelsen af efteråret] 2015 udrejste af Irak sammen med sin mor, sin bror [C] og to søstre. Ansøgerens ægtefælle, far og niece kom til Danmark i [slutningen af efteråret] 2015. Den kvindelige ansøger har som sit asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Irak frygter, at hun og hendes ægtefælle vil blive slået ihjel af militserne Al-Mehdi og Jaish Al-Nasr. Den kvindelige ansøger har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hendes ægtefælle i [sommeren] 2015 blev opsøgt, af 2-3 langskæggede mænd, på deres fælles bopæl. Ægtefællen fortalte ansøgeren, at han formodede, at de var fra militserne Al-Mehdi eller Jaish Al-Nasr, idet de havde langt skæg. Dagen efter kørte ansøgerens ægtefælle ansøgeren og deres datter til ansøgerens familie i byen [D]. Tre dage efter rejste ansøgeren op til sin ægtefælle og hans familie, der på dette tidspunkt opholdt sig i [B]. Ansøgeren opholdt sig i [B] i omkring tre dage, hvorefter hun rejste tilbage til sin familie i [D], hvor hun opholdt sig frem til sin udrejse af Irak i [efteråret] 2015. Ansøgerne har som nyt asylmotiv henvist til, at de frygter æresrelateret forfølgelse fra den mandlige ansøgers far, da de har trodset farens ønske om, at familien vender tilbage til Irak. Faren har på den baggrund truet den mandlige ansøger med at slå ham ihjel. Flygtningenævnet kan efter en samlet vurdering af ansøgernes forklaringer om deres oprindelige asylmotiv ikke lægge til grund, at den mandlige ansøger er efterstræbt af militser i Irak, fordi han har nægtet at samarbejde med militserne. Det bemærkes hertil, at den kvindelige ansøgers asylmotiv i det væsentlige er begrundet i hendes ægtefælles konflikt med militserne. Ved vurderingen henviser nævnet til, at den mandlige ansøgers forklaring på afgørende punkter er divergerende og udbyggende, ligesom ansøgernes forklaringer er indbyrdes uoverensstemmende. Forklaringerne anses herefter for at være konstrueret til lejligheden. Nævnet lægger afgørende vægt på, at den mandlige ansøger har forklaret divergerende og usammenhængende om henvendelserne fra militser. Under sin oplysnings- og motivsamtale har han forklaret, at han blev opsøgt på bopælen af personer, der fortalte, at de var fra Hizbollah. Han blev opsøgt cirka en måned, forinden faren blev kidnappet i [foråret] 2014. Han har videre forklaret, at han efterfølgende ikke blevet opsøgt, og at han aldrig personligt har oplevet konflikter med Jaish Al-Mehdi eller er blevet opsøgt af dem. Ansøgeren har derimod under sin asylsamtale forklaret, at han blev opsøgt på sin bopæl i [marts] 2014, og at det var Al-Mehdi-hæren, der opsøgte ham. Foreholdt divergensen har ansøgeren oplyst, at det var Hizbollah og Al-Medhi, der opsøgte ham, og han har herefter oplyst, at det var Hizbollah, der opsøgte ham første gang, men at han dog alene er blevet opsøgt en gang. Han har senere under samtalen forklaret, at han er blevet opsøgt to gange, en gang af Hizbollah og en gang af Al-Mehdi hæren. Ansøgeren har dog i slutningen af samtalen oplyst, at han er blevet opsøgt i alt tre gange, og at blev opsøgt blandt andet på en café. Under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at han er blevet opsøgt to gange, og at det var af Al-Mehdi-hæren. Ansøgeren har videre forklaret divergerende om, hvor længe faren var kidnappet, idet han under oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at kidnapningen varede i 25 dage, mens han under asylsamtalen har forklaret, at kidnapningen varede i 10 dage. Den mandlige ansøger har forklaret, at han ved militsernes henvendelser ikke fik at vide, hvorledes han skulle samarbejde med militserne, mens ansøgerens ægtefælle under sin asylsamtale har forklaret, at hendes mand fortalte, at han havde fået at vide, at han skulle samarbejde vedrørende sprængning af bomber. For så vidt angår ansøgernes nye asylmotiv finder nævnet, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Irak vil blive udsat for æresrelateret forfølgelse fra den mandlige ansøgers far. Nævnet lægger herved vægt på indholdet af en politirapport af [en dato i foråret] 2017, hvoraf det fremgår, at ansøgeren har oplyst, at han ønskede at frafalde sin ansøgning om asyl og blive hjemsendt til Irak. Det fremgår af rapporten, at ansøgeren har forklaret, at han ikke havde noget beskyttelsesbehov i Danmark længere, og at han og familien nu rejste tilbage til et andet område i Irak, hvor de ikke risikerede forfølgelse af myndighederne. Han havde ikke længere noget asylmotiv, da han ville kunne leve i fred med familien, når de kom til Irak. Nævnet anser ansøgerens forklaring om, at han frafaldt ansøgningen om asyl, fordi han var blevet presset hertil af sin far, der ønsker, at ansøgeren vender tilbage til Irak for utroværdig. Der henvises til, at ansøgeren vedrørende det oprindelige asylmotiv har forklaret, at det var faren, der bestemte, at familien skulle udrejse af Irak på grund af konflikten med militserne. Ansøgerens efterfølgende tilbagekaldelse af hans frafald af asylansøgningen kan ikke føre til en anden vurdering. Nævnet har herved i øvrigt taget i betragtning, at den mandlige ansøgerens mor og søster er meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Irak vil være i en individuel og konkret begrundet risiko for forfølgelse, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller at de risikerer overgreb jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Ved vurderingen har Flygtningenævnet inddraget bestemmelserne i EMRK, CCPR, CAT, CRC, CEDAW, der er angivet i indlægget fra ansøgernes advokat. Nævnet finder ikke, at bestemmelserne er til hinder for et afslag på opholdstilladelse for ansøgerne og deres børn, således at der er grundlag for et andet resultat. Flygtningenævnet finder herefter i øvrigt ikke grundlag for at hjemvise sagen med henblik på fornyet behandling i Udlændingestyrelsen på baggrund af det nye asylmotiv, der er forkastet. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak 2018/100/SND
Nævnet stadfæstede i januar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelige ansø-ger, der har oplyst at være bidoon (statsløs) fra Kuwait. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren har oplyst, at hun er etnisk araber og shia muslim af trosretning fra Al-Jahra, Kuwait. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter, at hun vil blive tilbageholdt af de kuwaitiske myndigheder, idet hendes ældste bror, [E], er eftersøgt i Kuwait. An-søgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at hun frygter de generelle forhold for bidoonere i Kuwait, og at hun vil blive straffet som følge af sin ulovlige udrejse af landet. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hendes ældste bror, [E], har deltaget i en demonstration for bidoo-ners rettigheder [i] februar 2014. Efter demonstrationen gik [E] under jorden, idet der under demon-strationen opstod sammenstød mellem demonstranterne og efterretningstjenesten. Samme aften hvor demonstrationen fandt sted, blev familiens bopæl ransaget, og efterretningstjenesten ledte efter [E]. Familiens bopæl blev ransaget fire gange i alt. Familien besluttede sig for at tage ophold i [C]-området, hvor [E] allerede opholdt sig, frem til deres udrejse af Kuwait i januar 2016. Flygtninge-nævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren har ikke et selvstændigt asylmo-tiv men har henvist til broderens, [E’s], asylmotiv. Flygtningenævnet har ikke kunnet lægge [E’s] forklaring om sit asylmotiv eller sin identitet til grund. I afgørelsen i dennes sag er blandt andet an-ført: ”Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaringer til grund. Ansøgerne har forklaret divergerende og udbyggende, såvel enkeltvis som indbyrdes. Den mandlige ansøger har under op-lysnings- og motivsamtalen forklaret, at han flygtede fra politiet under demonstrationen ved at vri-ste sig fri af betjentene, mens han under asylsamtalen og under nævnsmødet har forklaret, at han undslap ved at slå to politifolk. Den mandlige ansøger har videre til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han ringede hjem til sin familie efter demonstrationen, mens han til asylsamtalen og under nævnsmødet har forklaret, at hans familie ikke havde telefon, og at det var [A], der underret-tede hans familie om ansøgerens skjulested. Den mandlige ansøgers forklaring om, at han ikke lyt-tede efter tolkens oversættelse af oplysnings- og motivsamtalen, forklarer ikke disse divergenser. Den kvindelige ansøger har til asylsamtalen forklaret, at de folk, der ransagede deres bopæl, ikke bar våben, senere under samme samtale, da hun blev foreholdt andre familiemedlemmers forklaringer herom, at hun ikke kiggede på folkenes hænder. Under nævnsmødet har den kvindelige ansøger forklaret, at mændene bar våben. Videre har den mandlige ansøgers mor, [F], hans søstre [G] og [H] og den kvindelige ansøger indbyrdes forklaret divergerende om, hvilken påklædning, de personer, der ransagede boligen bar, og om de var bevæbnede eller ej. Ud over disse divergenser har den mandlige ansøger forklaret, at han under demonstrationen [i] februar 2014 ikke blev anholdt eller tilbageholdt. Flygtningenævnet finder det på den baggrund usandsynligt, at myndighederne skulle være i stand til at identificere ansøgeren, alene på baggrund af myndighedernes foto- eller filmopta-gelser. Hertil kommer, at den mandlige ansøgers mor, [F], under sin oplysnings- og motivsamtale om sit asylmotiv ikke har omtalt den mandlige ansøgers deltagelse i en demonstration eller de efter-følgende ransagninger men udelukkende har anført, at myndighederne efterstræber hendes søn, for-di han er gadesælger. Videre har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgernes yngste barn, [I], er født [i] december 2014, hvorfor avlingstiden må ligge i den periode, hvor ansøgerne efter deres for-klaring levede adskilt og uden kontakt. Det forhold, at den kvindelige ansøger har oplyst, at sønnen er født for tidligt, kan ikke føre til et andet resultat, henset til, at den kvindelige ansøger under op-lysnings- og motivsamtalen har bekræftet, at hendes graviditet varede 40 uger. Endelig har Flygt-ningenævnet lagt vægt på, at ansøgerne har forklaret, at de og hele familien, uden at blive opsøgt af myndighederne, kunne bo i [C], ca. 2 km fra deres hidtidige bopæl, i knap to år inden deres udrejse af landet. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de ved deres udrejse fra hjemlandet havde en asylbegrundende konflikt. Begge ansøgere, den mandlige ansøgers bror, [J], og søster [G] er ved indrejsen i Grækenland registreret som irakiske statsborgere med andre navne og fødselsdatoer, end de har oplyst overfor de danske myndigheder. Ansøgernes forklaring om, at det var for at få lov til at rejse videre i Europa, og at det var agenten, der havde skrevet deres navne på en seddel, som de gav til de græske myndigheder, er ikke en overbevisende forklaring på disse angiveligt falske identiteter. Videre er den kvindelige ansøgers kendskab til det lokalområde i Kuwait, hvor hun angiveligt har boet i mange år, yderst sparsomt. Efter en samlet vurdering, herunder af ansøgernes generelle troværdighed, finder Flygtningenævnet, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort deres identitet og deres asylmotiv. Det forhold, at ansøgerne har fremlagt en række dokumenter, angiveligt udstedt i Kuwait, kan ikke medføre et andet resultat, da det efter nævnets baggrundsoplysninger er enkelt at fremskaffe falske dokumenter i og fra Kuwait. Ulovlig udrejse fra hjemlandet kan ikke i sig selv medføre opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Ansøgerne har herefter ikke sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til deres hjemland vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtnin-genævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Hertil kommer, at ansøgerens kend-skab til Kuwait og til de lokalområder, hvor hun angiveligt har boet i mange år, er yderst begrænset. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort sit asylmotiv eller sin identitet. Det forhold, at ansøge-ren har fremlagt en række dokumenter, angiveligt udstedt i Kuwait, kan ikke føre til et andet resul-tat, da det efter Nævnets baggrundsoplysninger er enkelt at fremskaffe falske dokumenter fra Ku-wait. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til sit hjemland vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” hjem/2019/9/sme
Nævnet stadfæstede i januar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en et ægtepar samt fire børn, der har oplyst at være bidoon (statsløs) fra Kuwait. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne har oplyst, at de er etniske arabere og shia muslimer af trosretning fra Farwaniyah, Kuwait. Den mandlige ansøger har deltaget i en demonstration [i] februar 2014, men har herudover ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den kvindelige ansøger har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Kuwait frygter, at han vil blive anholdt, livstidsfængslet eller dødsdømt af de kuwaitiske myndigheder, fordi han har deltaget i en demonstration for bidoo-ners rettigheder [i] februar 2014. Den mandlige ansøger har endvidere som asylmotiv henvist til, at han frygter de generelle forhold for bidoonere i Kuwait. Den mandlige ansøger har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at demonstrationen fandt sted i Taima. Demonstration fandt sted, fordi bidoonere krævede rettigheder. Under demonstrationen blev demonstrationen filmet af civilklædte politibe-tjente. Politibetjentene angreb demonstranterne. Under demonstrationen blev den mandlige ansøger slået på næsen med en politistav, og han undgik at blive anholdt ved at vriste sig løs og tog straks hjem til sin arbejdsgiver, [A], i byen [B]. Fra [B] er han blevet transporteret videre til [C]-området, hvor han tog ophold og skjulte sig. I den efterfølgende periode er familiens bopæl i [D] blevet, op-søgt fire gange af de kuwaitiske myndigheder. I forbindelse med den fjerde opsøgning blev den mandlige ansøgerens mor og den ene søster skubbet af myndighedspersonerne. Myndighedsperso-nerne truede familiemedlemmerne med anholdelse, og gav udtryk for, at den mandlige ansøger skulle melde sig hos myndighederne. Omkring to måneder efter demonstrationen tog resten af fami-lien også ophold i [C]-området, hvor den mandlige ansøger allerede opholdt sig. Familien levede i [C]-området frem til januar 2016, hvorefter familien udrejste. Demonstrationen fandt sted, fordi bidoonere ikke har rettigheder i Kuwait, herunder hverken adgang til officielle dokumenter, sund-hedsbehandling eller skolegang. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Kuwait frygter, at hun vil blive fængslet eller slået ihjel af de kuwaitiske myn-digheder, idet hendes ægtefælle har deltaget i en demonstration for bidooners rettigheder. Den kvindelige ansøger har til støtte for sig asylmotiv oplyst, at ægtefællen har deltaget i en demonstra-tion, som fandt sted [i] februar 2014. Efter demonstrationen vendte ægtefællen ikke hjem, og sam-me aften henvendte [A], som er ægtefællens ven, sig på familiens bopæl og fortalte, at [E] opholdt sig hos ham. Om natten [i] februar 2014 henvendte politiet sig på familiens bopæl og ledte efter [E]. I en periode på omkring to måneder efter demonstrationen opsøgte politiet familiens bopæl fire gange. I samme periode henvendte [A] sig til familien og fortalte dem, hvordan [E] havde det. En dag fortalte [A], at hele familien skulle tage ophold i [C]-området, hvor [E] allerede opholdt sig. Sammen med svigerfamilien forlod den kvindelige ansøger og børnene bopælen midt april 2014. Familien tog ophold i [C]-området, hvor [E] opholdt sig, hvorefter hele familien udrejste af Kuwait. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaringer til grund. Ansøgerne har forklaret diver-gerende og udbyggende, såvel enkeltvis som indbyrdes. Den mandlige ansøger har under oplys-nings- og motivsamtalen forklaret, at han flygtede fra politiet under demonstrationen ved at vriste sig fri af betjentene, mens han under asylsamtalen og under nævnsmødet har forklaret, at han und-slap ved at slå to politifolk. Den mandlige ansøger har videre til oplysnings- og motivsamtalen for-klaret, at han ringede hjem til sin familie efter demonstrationen, mens han til asylsamtalen og under nævnsmødet har forklaret, at hans familie ikke havde telefon, og at det var [A], der underrettede hans familie om ansøgerens skjulested. Den mandlige ansøgers forklaring om, at han ikke lyttede efter tolkens oversættelse af oplysnings- og motivsamtalen, forklarer ikke disse divergenser. Den kvindelige ansøger har til asylsamtalen forklaret, at de folk, der ransagede deres bopæl, ikke bar våben, senere under samme samtale, da hun blev foreholdt andre familiemedlemmers forklaringer herom, at hun ikke kiggede på folkenes hænder. Under nævnsmødet har den kvindelige ansøger forklaret, at mændene bar våben. Videre har den mandlige ansøgers mor, [F], hans søstre [G] og [H] og den kvindelige ansøger indbyrdes forklaret divergerende om, hvilken påklædning, de personer, der ransagede boligen bar, og om de var bevæbnede eller ej. Ud over disse divergenser har den mandlige ansøger forklaret, at han under demonstrationen [i] februar 2014 ikke blev anholdt eller tilbageholdt. Flygtningenævnet finder det på den baggrund usandsynligt, at myndighederne skulle være i stand til at identificere ansøgeren, alene på baggrund af myndighedernes foto- eller filmopta-gelser. Hertil kommer, at den mandlige ansøgers mor, [F], under sin oplysnings- og motivsamtale om sit asylmotiv ikke har omtalt den mandlige ansøgers deltagelse i en demonstration eller de efter-følgende ransagninger men udelukkende har anført, at myndighederne efterstræber hendes søn, for-di han er gadesælger. Videre har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgernes yngste barn, [I], er født [i] december 2014, hvorfor avlingstiden må ligge i den periode, hvor ansøgerne efter deres for-klaring levede adskilt og uden kontakt. Det forhold, at den kvindelige ansøger har oplyst, at sønnen er født for tidligt, kan ikke føre til et andet resultat, henset til, at den kvindelige ansøger under op-lysnings- og motivsamtalen har bekræftet, at hendes graviditet varede 40 uger. Endelig har Flygt-ningenævnet lagt vægt på, at ansøgerne har forklaret, at de og hele familien, uden at blive opsøgt af myndighederne, kunne bo i [C], ca. 2 km fra deres hidtidige bopæl, i knap to år inden deres udrejse af landet. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de ved deres udrejse fra hjemlandet havde en asylbegrundende konflikt. Begge ansøgere, den mandlige ansøgers bror, [J], og søster [G] er ved indrejsen i Grækenland registreret som irakiske statsborgere med andre navne og fødselsdatoer, end de har oplyst overfor de danske myndigheder. Ansøgernes forklaring om, at det var for at få lov til at rejse videre i Europa, og at det var agenten, der havde skrevet deres navne på en seddel, som de gav til de græske myndigheder, er ikke en overbevisende forklaring på disse angiveligt falske identiteter. Videre er den kvindelige ansøgers kendskab til det lokalområde i Kuwait, hvor hun angiveligt har boet i mange år, yderst sparsomt. Efter en samlet vurdering, herunder af ansøgernes generelle troværdighed, finder Flygtningenævnet, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort deres identitet og deres asylmotiv. Det forhold, at ansøgerne har fremlagt en række dokumenter, angiveligt udstedt i Kuwait, kan ikke medføre et andet resultat, da det efter nævnets baggrundsoplysninger er enkelt at fremskaffe falske dokumenter i og fra Kuwait. Ulovlig udrejse fra hjemlandet kan ikke i sig selv medføre opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Ansøgerne har herefter ikke sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til deres hjemland vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtnin-genævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” hjem/2019/8/sme
Nævnet stadfæstede i januar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt fire børn fra angiveligt Kuwait. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne har oplyst, at de er bidoons (statsløse) fra Kuwait, tilhører al-Shreifi klanen og er shia-muslimer. Den kvindelige ansøger har oplyst, at hun er fra [byen] i Kuwait, mens den mandlige ansøger har oplyst, at han er fra [byen] i Kuwait. Ansøgerne har ikke været medlemmer af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Kuwait frygter, at myndighederne vil torturere ham og hans børn, fordi han har deltaget i en demonstration for bidooneres rettigheder. Til støtte for sit asylmotiv har den mandlige ansøger oplyst, at han [primo 2014] deltog i en demonstration i [en by], og at han i den forbindelse blev anholdt og tilbageholdt af myndighederne i 25-30 dage. Ansøgeren har forklaret, at han blev tortureret under tilbageholdelsen, og at myndighederne forlangte, at han skulle oplyse navne på andre demonstranter, men at han kun oplyste sit eget navn. Ansøgeren har videre forklaret, at han frem til [medio 2014] blev anholdt af myndighederne med 15-20 dages mellemrum, og at han hver gang var fængslet i 5-7 dage. Ansøgeren har desuden oplyst, at han underskrev et dokument i forbindelse med sin løsladelse [medio 2014]. Efter løsladelsen tog ansøgeren ophold i ørkenen. Ansøgeren har forklaret, at familiens bopæl blev opsøgt to gange i løbet af de efterfølgende to måneder. Under den første opsøgning ransagede myndighederne bopælen, mens ansøgerens ægtefælle blev anholdt under den anden opsøgning. Ansøgeren har oplyst, at ægtefællen blev tilbageholdt, og at hun blev voldtaget under tilbageholdelsen. Efter ægtefællens løsladelse tog hun og børnene ophold i ørkenen sammen med ansøgeren, indtil familien udrejste af Kuwait [ultimo 2015]. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Kuwait frygter, at myndighederne vil fængsle hende eller hendes ægtefælle, fordi ægtefællen er eftersøgt. Ansøgeren har også henvist til, at hun frygter konsekvenserne ved, at familien er udrejst illegalt af Kuwait. Til støtte for sit asylmotiv har den kvindelige ansøger oplyst, at hendes ægtefælle blev anholdt under en demonstration for bidooneres rettigheder i 2014, og at han blev tilbageholdt i 25-30 dage. Cirka én måned herefter blev ægtefællen anholdt igen, og han blev denne gang fængslet i 7-8 dage. Ansøgeren har oplyst, at ægtefællen samlet set blev anholdt 4-6 gange, og at samtlige anholdelser fandt sted på familiens bopæl. Ansøgeren har også oplyst, at ægtefællen i forbindelse med den seneste anholdelse blev løsladt, fordi han skrev under på, at han ville samarbejde med myndighederne. Ansøgeren har forklaret, at ægtefællen derefter tog ophold i ørkenen, og at myndighederne i løbet af denne periode opsøgte familiens bopæl to gange, fordi de ledte efter ham. Ansøgeren har samtidig forklaret, at hun blev anholdt og tilbageholdt under anden opsøgning, og at hun under tilbageholdelsen, blev afhørt, udsat for voldtægt og fik klippet noget af sit hår af. Efter løsladelsen tog ansøgeren og hendes børn ophold i ørkenen sammen med ægtefællen. Familien opholdt sig i ørkenen frem til udrejsen [ultimo 2015]. Det følger af udlændingelovens § 40, at en udlænding skal meddele de oplysninger, der er nødvendige til bedømmelse af, om den pågældende er omfattet af udlændingelovens § 7. Det følger heraf, at en udlænding, der søger om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, må sandsynliggøre såvel sin identitet som det asylgrundlag, udlændingen påberåber sig. Efter en samlet vurdering af sagens oplysninger finder Flygtningenævnet, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort deres identitet eller asylmotiv. Flygtningenævnet har herved også inddraget den omstændighed, at ansøgerne ifølge det oplyste er analfabeter. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på de samme forhold som Udlændingestyrelsen i deres afgørelser af [medio 2017]. Hertil kommer, at ansøgerne under nævnsmødet har forklaret afglidende, usammenhængende og divergerende, herunder indbyrdes divergerende på centrale punkter. Den mandlige ansøger har således forklaret usammenhængende og afglidende om blandt andet, hvad hans arbejde om natten med fårene bestod i, og hvem fårene tilhørte. Han har videre forklaret usammenhængende og divergerende om, hvor han opholdt sig under anholdelserne i hjemmet. Han har således under samtalen i Udlændingestyrelsen [medio 2016] forklaret, at myndighederne plejede at komme, mens han lå og sov, mens han under nævnsmødet har forklaret, at han var hos fårene om natten. Foreholdt denne divergens har han for nævnet forklaret, at han gik ind i soveværelset, og lod som om han sov, når han hørte myndighedernes biler. Ansøgerne har videre forklaret indbyrdes divergerende om, hvorvidt den mandlige ansøger var i kontakt med sine venner efter den første tilbageholdelse. Den mandlige ansøger har således forklaret, at han ikke var i kontakt med sine venner efterfølgende, fordi hans far forbød det, mens den kvindelige ansøger har forklaret, at den mandlige ansøger mødtes med sine venner om aftenen og natten, hvor de sad uden for huset og hyggede, mens den mandlige ansøger passede på fårene. Hverken den sproganalyse, der er foretaget af den kvindelige ansøger, eller de fremlagte medlemskort fra Kuwaiti Bedoons Movement kan føre til en anden vurdering. Sammenfattende – og efter ansøgernes fremtræden for nævnet – finder Flygtningenævnet derfor, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort hverken deres identitet, eller at den mandlige ansøger har en konflikt i Kuwait. Herefter og idet ansøgerne ikke har oplyst om konflikter i andre lande, har ansøgerne ikke sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til hjemlandet vil risikere forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Hjem2019/7/SMLA
Nævnet stadfæstede i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig stats-borger fra et ukendt land. Indrejst i 1986. Flygtningenævnet udtalte: [På en nærmere bestemt dato] 1987 meddelte Direktoratet for Udlændinge klageren opholdstilladel-se efter udlændingelovens daværende § 7, stk. 1, nr. 2. [På en nærmere bestemt dato i] 1988 blev klageren meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens daværende § 7, stk. 1, nr. 1. Opholdstil-ladelsen blev [på en nærmere bestemt dato i ] 1991 gjort tidsubegrænset. Ved dom [afsagt i] 2013 af [en nærmere bestemt byret] blev klageren idømt fængsel i fem år for overtrædelse af lov om eu-foriserende stoffers § 3, stk. 1, jf. § 1, stk. 3, jf. bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 27, stk. 1, jf. § 2, jf. bilag 1, liste A, nr. 3, og straffelovens § 191, stk. 2, jf. stk. 1, 1. og 2. pkt., jf. lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 1, jf. § 2, stk. 4, jf. bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 27, stk. 1, jf. § 2 og § 3, jf. bilag 1, liste A, nr. 1 og liste B. Klageren blev endvidere udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandig efter udlændingelovens § 49, stk. 1, jf. § 22, nr. 1, nr. 2 og nr. 4, jf. § 32, stk. 2, nr. 5, jf. stk. 1. [På et nærmere bestemt tidspunkt i] 2014 stadfæstede [landsretten] byrettens dom og bestemmelse om udvisning med den ændring, at straffen blev forhøjet til fængsel i fem år og seks måneder. [På et nærmere bestemt tidspunkt i] 2016 blev klageren afhørt af politiet om udsendelsesspørgsmålet, hvor han oplyste, at han ikke ønskede at medvirke til en frivillig udsendelse til Libanon, idet han frygtede at blive slået ihjel, fordi han er statsløs kurder, og fordi han er udrejst illegalt. [På et nærmere bestemt tidspunkt i ] 2017 stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse […] om, at klageren kan udsendes til Libanon, jf. udlændingelovens § 49 a, jf. § 31. [På et nærmere bestemt tidspunkt i] 2018 traf Flygtningenævnet afgørelse om at genoptage og hjemvise sagen til fornyet førsteinstansbehandling i Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen foretog en fornyet asylretlig vurdering af sagen i lyset af nye oplysninger om klagerens identitet og nationalitet. [På et efterfølgende tidspunkt i] 2018 traf Udlændingestyrelsen afgørelse om, at klageren kan udsendes til sit hjemland, jf. udlændingelovens § 49 a, jf. § 31. Klageren oplyser, at han etnisk kurder og sunni-muslim fra Beirut, Libanon. Klageren var medlem af partiet Fatah frem til sin udrejse […]. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han er statsløs kurder, og derfor ikke kan vende tilbage til Libanon. Derudover har han henvist til, at han er udrejst illegalt af Libanon. Yderligere har han henvist til, at han i Libanon uretmæssigt er anklaget for at have deltaget i et bankrøveri og for at have medvirket til drabet på [en nærmere bestemt politiker] i Libanon. Klageren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at statsløse kurdere bliver undertrykt i Libanon, og at han i 1983 blev pisket af de libanesiske myndigheder, fordi han var kurder. I 1982 eller 1983 blev klageren anholdt, fordi han ikke var libanesisk statsborger, og fordi han uretmæssigt var anklaget for at have deltaget i et bankrøveri og for at have medvirket til drabet på [den nærmere bestemte politiker]. Klageren sad omkring halvandet år i fængsel. I fængslet blev han udsat for gentagne overgreb. Klageren blev frifundet for de uretmæssige anklager, hvorefter de libanesiske myndigheder forsøgte at udsende ham til Syrien. De syriske myndigheder ønskede ikke at modtage klageren, hvorfor han skjulte sig i den Fatah-kontrollerede by Tripoli i Libanon. Da klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og ikke har ønsket at medvirke frivilligt til en udsendelse til hjemlandet, skal Flygtningenævnet efter udlændingelovens § 49a træffe afgørelse om, hvorvidt udlændingelovens § 31 er til hinder for, at klageren kan udsendes. Flygtningenævnet tiltræder bevisvurderingen i nævnets afgørelse [fra] 2017. Flygtningenævnet kan således tiltræde, at klageren har forklaret upræcist og divergerende om årsagen til den angivelige fængsling i 1983. Han har således først til § 31-samtalen oplyst, at fængslingen skyldes falske anklager angående bankrøveri og drabsforsøg. Flygtningenævnet tiltræder endvidere, at klageren har forklaret upræcist om løsladelsen og deporteringen til Tripoli. Det kan således ikke lægges til grund, at klageren skulle være eftersøgt af myndighederne. Endelige tiltrædes det, at klageren efter sin egen forklaring alene var menigt medlem af Al-fatah i en periode på to år forud for fængslingen i 1983, og at der ikke længere er nogen igangværende konflikt mellem Al-fatah og myndighederne. Vedrørende de gene-relle forhold for statsløse kurdere i Libanon tiltræder Flygtningenævnet, at det må indgå i vurderin-gen, at der siden 1994 har været lovgivning om, at statsløse kurdere kan erhverve statsborgerskab. Hertil kommer at de generelle forhold for statsløse kurdere ikke i sig selv kan begrunde asyl eller beskyttelsesstatus. Den omstændighed, at klageren i sin tid måtte være udrejst illegalt af Libanon, kan heller ikke begrunde asyl eller beskyttelsesstatus. Klageren har været forsøgt udsendt til Liba-non. Libanon har nægtet at modtage klageren, idet han efter oplysningerne fra Libanon er ukendt der. Klageren har forklaret upræcist om sine forældre og bedsteforældres forhold. Han har således forklaret divergerende om, hvorvidt hans forældre og bedsteforældre er født i Libanon. Han har tillige forklaret divergerende om, hvorvidt han har haft ID-papirer i Libanon. Klagerens hustru har over for politiet forklaret, at klagerens bedsteforældre er fra Mardin i det sydøstlige Tyrkiet. Klage-ren er blevet sprogtesten. Sprogtesten viser ikke et sikkert resultat. Klageren har under nævnsmødet oplyst, at to af hans døtre er gift med mænd, der er af irakisk herkomst. Flygtningenævnet lægger efter en samlet vurdering af ovennævnte forhold til grund, at klageren er uidentificeret. Det læg-ges efter klagerens forklaring til grund, at han ikke har asylbegrundende problemer i andre lande end Libanon. Idet hverken oplysningerne om klageren personlige forhold, eller det om hans hel-bredsforhold i øvrigt oplyste kan føre til nogen ændret vurdering, kan Flygtningenævnet herefter ikke lægge til grund, at klageren ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i en konkret og indi-viduel risiko for forfølgelse efter udlændingelovens § 31, stk. 2, eller at klageren ved en tilbageven-den til hjemlandet vil være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelo-vens § 31, stk. 1.Sammenfattende er udlændingelovens § 31, derfor ikke til hinder for, at klageren kan udsendes til hjemlandet. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Hjem/2019/7/STRAA
Nævnet stadfæstede i januar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra angiveligt Kuwait. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og shia muslim og har oplyst, at han er fra [byen], Kuwait. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter myndighederne, fordi han er udrejst illegalt af Kuwait. Han har endvidere henvist til, at han udrejste af Kuwait, fordi han ønskede en bedre fremtid. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han altid har været statsløs bidoon fra Kuwait, og at hans forældre også var statsløse bidoonere fra Kuwait. [Ultimo 2015] udrejste han illegalt af Kuwait til Tyrkiet med fly sammen med sin bror, svigerinde og deres fælles børn, på baggrund af falske pas. Han udrejste fra Kuwait, fordi han ønskede en bedre fremtid, og fordi han var syg og mangler en nyre. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sin identitet og sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har herved navnlig lagt vægt på, at de græske myndigheder har oplyst, at ansøgeren i Grækenland er registreret som irakisk statsborger med navnet Alaa Naser og med fødedatoen den [medio 1994]. Ansøgerens forklaring for nævnet om baggrunden for, at han angiveligt havde opgivet falske oplysninger til de græske myndigheder fremstod usammenhængende og utroværdig. Nævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren, hans bror og svigerinde under deres samtaler i Udlændingestyrelsen har forklaret indbyrdes divergerende om blandt andet indretningen af deres bopæl i Kuwait. Endelig har nævnet tillagt det vægt, at ansøgerens forklaring for nævnet om, hvordan han passede får i Kuwait, forekom afglidende og utroværdig. Han har således forklaret, at fårene hele tiden opholdt sig i en stald, og at det eneste foder fårene fik, var brød og korn. På den anførte baggrund har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at han er statsløs bidoon fra Kuwait, idet bemærkes at de foretagne sprogtests af ansøgeren, dennes bror og svigerinde ikke kan føre til et andet resultat. Ansøgeren har ikke oplyst om konflikter i andre lande. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Hjem2019/6/SMLA
Nævnet stadfæstede i januar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig ansøger samt et barn, der har oplyst at være bidoonere (statsløs) fra Kuwait. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren har oplyst at være bidoon, etnisk araber og shia muslim fra Kuwait City, Kuwait. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Kuwait frygter at miste sin svigerfamilie, idet de er overvåget af de kuwaitiske myndigheder, som følge af deres deltagelse i en demonstration. Ansøgeren har videre henvist til de generelle forhold for bidoonere i Kuwait, idet bidoonere ikke kan få udstedt dokumenter i Kuwait. Endvidere har bidoonere hverken adgang til skoler eller lægehjælp på offentlige hospitaler. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hendes ægtefælle, [Æ], og hans fire brødre, [M], [H], [F] og [N], deltog i en demonstration [i foråret] 2015 i Sulaibiya. Ansøgeren har videre oplyst, at myndighederne i Kuwait blev bekendt med deres deltagelse i demonstrationen, hvorefter de opsøgte ansøgerens bopæl flere gange. Ægtefællen kunne derfor kun ind i mellem opholde sig på bopælen i skjul. Ansøgeren og hendes svigerfamilie besluttede derefter af udrejse af Kuwait. Det følger af udlændingelovens § 40, at en udlænding skal meddele de oplysninger, der er nødvendige til bedømmelse af, om den pågældende er omfattet af udlændingelovens § 7. Det følger heraf, at en udlænding, der søger om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, må sandsynliggøre den identitet og det asylgrundlag, udlændingen påberåber sig. Efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring og de i sagen i øvrigt foreliggende oplysninger finder Flygtningenævnet, at nævnet ikke kan lægge ansøgerens forklaring om sin identitet eller sit asylmotiv til grund, idet den fremstår som konstrueret til lejligheden. I relation til identiteten bemærkes, at ansøgeren og hendes familiemedlemmer til de græske myndigheder har oplyst, at de er irakiske statsborgere, ligesom ansøgeren til de græske myndigheder har oplyst et andet navn end opgivet til de danske myndigheder. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvorvidt hun har været i besiddelse af et falsk irakisk pas, og hvad der skete med rejsepapirerne, ligesom hun har afgivet en skiftende og usikker forklaring om, hvorvidt hun havde den fremlagte fødselsattest med til det første møde med Udlændingestyrelsen, og om fra hvem og hvornår hun fik fødselsattesten udleveret. Det bemærkes, at det fremgår af baggrundsoplysningerne, at falske kuwaitiske dokumenter er nemme at fremskaffe. Ansøgeren har tillige udvist manglende kendskab til forskellen på rettighederne for henholdsvis registrerede og uregistrerede bidoonere i Kuwait. Flygtningenævnet har derudover lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret utroværdigt, divergerende og usikkert om en række andre forhold. Blandt andet har ansøgeren forklaret utroværdigt om, hvordan ansøgeren efter Udlændingestyrelsens afslag er kommet i kontakt med sin ægtefælle, der nu angiveligt befinder sig i London, ligesom ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorvidt hendes ægtefælle selv valgte ikke at udrejse sammen med resten af familien, eller om han var forsvundet på tidspunktet for familiens udrejse. Ansøgeren har endvidere forklaret meget usikkert og afglidende om datoen for den demonstration, som hendes ægtefælle angiveligt deltog i, hvor mange gange hendes husstand blev opsøgt af myndighederne, og om hvor mange myndighedspersoner, der da var til stede. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort sin identitet eller sit asylmotiv. Den foretagne sproganalyse kan ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren ikke har oplyst om konflikter i andre lande, herunder Irak. Ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til hjemlandet vil risikere forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Det bemærkes, at heller ikke de generelle forhold for bidoonere i Kuwait kan føre til et andet resultat. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” hjem/2019/4/mme
Nævnet stadfæstede i januar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende kvindelig asylansøger, angiveligt bidoon (statsløs) fra Kuwait. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er efter det oplyste statsløs bidoon, etnisk araber og shia-muslim fra Sulaibiya, Kuwait. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har ligesom sin mor som asylmotiv henvist til de generelle forhold for bidoonere i Kuwait. Flygtningenævnet har i dag afgjort sagerne vedrørende ansøgerens mor, bror og dennes familie og har i afgørelsen for så vidt angår broren og hans familie anført følgende: ”Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaringer om deres identitet eller asylmotiv til grund, idet deres forklaringer fremstår som konstruerede til lejligheden og utroværdige. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at den mandlige ansøger under samtalen [en nærmere angiven dato i sommeren 2017] først oplyste, at han ikke afgav fingeraftryk noget sted på rejsen. Foreholdt de indhentede oplysninger fra Tyskland og Kroatien forklarede han herefter, at han havde afgivet fingeraftryk i disse lande, og at han til myndighederne i både Kroatien og Tyskland oplyste, at han var syrer. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at den mandlige ansøger for nævnet har oplyst, at han efter samtalen hos Udlændingestyrelsen [en nærmere angiven dato i sommeren 2017] fra en ven i Kuwait har modtaget en kopi af et kørekort, som den mandlige ansøger havde fået udstedt i Kuwait på foranledning af sin tidligere arbejdsgiver på autoværkstedet. Ansøgeren har imidlertid under samtalen med Udlændingestyrelsen [en nærmere angiven dato i sommeren 2017] oplyst, at han ikke havde kørekort. For nævnet har han forklaret, at denne oplysning gik på, at han ikke havde sit kørekort med til samtalen, hvilket nævnet anser for utroværdigt, idet dette ikke fremgår af samtalereferatet. Det fremstår i øvrigt bemærkelsesværdigt, at ansøgeren nu ikke længere er i stand til at fremlægge dokumentet, idet han har mistet den telefon, hvor han havde et billede af dokumentet. Nævnet finder på den baggrund ikke anledning til at udsætte sagen på den mandlige ansøgeres fremlæggelse af en kopi af det oversatte kørekort. Der er endvidere lagt vægt på, at ansøgerne i strid med baggrundsoplysningerne hævder, at ansøgerne er uregistrerede bidoonere på trods af, at de har fået udstedt fødselsattester til dem selv og deres tre børn født før udrejsen. Hertil kommer, at den mandlige ansøgers mor og den mandlige ansøger har forklaret forskelligt om farven på hans og børnenes fødselsattester. Endvidere har den mandlige ansøger og hans mor forklaret forskelligt om, hvorvidt den mandlige ansøgers mor havde en fødselsattest. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgerne og den mandlige ansøgers mor har forklaret divergerende om indretningen af det hjem, de delte med den mandlige ansøgers mor og søster, ligesom ansøgerne og den mandlige ansøgers mor har forklaret divergerende om størrelsen af den mandlige ansøgers indtægt og kontakten til familien efter indrejsen til Danmark. Ansøgerne og den mandlige ansøgers mor har endvidere givet tre forskellige forklaringer om fremskaffelsen af fotos til de falske pas, som ansøgerne, deres børn og den mandlige ansøgers søster og mor efter det oplyste benyttede i forbindelse med udrejsen. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgernes generelle troværdighed er svækket i en sådan grad, at deres forklaringer – herunder om deres identitet – ikke kan lægges til grund. Flygtningenævnet har herved også taget hensyn til, at det fremstår påfaldende, at en fattig familie skulle være i stand til at opspare et meget væsentligt beløb til udrejsen som påstået. Flygtningenævnet bemærker i øvrigt, at selv om ansøgerne måtte anses som statsløse bidoonere fra Kuwait, kan de generelle forhold, som er påberåbt af ansøgerne, ikke føre til opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Den omstændighed, at ansøgerne i Danmark har fået et barn, der har en hjertefejl og kan forventes at skulle igennem en yderligere hjerteoperation på et tidspunkt senest i voksenalderen, kan ikke føre til en anden asylretlig vurdering. Flygtningenævnet finder på den baggrund efter en samlet vurdering, at det ikke er sandsynliggjort, at betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 og stk. 2, er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Flygtningenævnet har i afgørelsen for ansøgerens mor henvist til den trufne afgørelse vedrørende ansøgerens bror og dennes familie med følgende tilføjelse: ”Ansøgerens asylmotiv angår ligesom sønnens og svigerdatterens sag de generelle forhold for bidoonere i Kuwait. Da de forhold, der er indgået i afgørelsen vedrørende ansøgerens identitet, herunder nationalitet, er identiske med sønnens og svigerdatterens, finder Flygtningenævnet med henvisning til denne afgørelse heller ikke, at det for denne ansøgers vedkommende er sandsynliggjort, at betingelserne for at meddele hende opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2, er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Da ansøgerens asylmotiv er afledt af den øvrige families asylmotiver, finder Flygtningenævnet med henvisning til disse afgørelser heller ikke, at det for ansøgers vedkommende er sandsynliggjort, at betingelserne for at meddele hende opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” hjem/2019/3/JABP
Nævnet stadfæstede i april 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt to børn fra ukendt hjemland. Indrejst i henholdsvis 2015 og 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske arabere og shia-muslimer af trosretning. Ansøgerne har oplyst at være registrerede bidooner fra Jahra, Kuwait. Ansøgerne har ikke været medlemmer af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer men oplyser, at den mandlige ansøger har deltaget i en demonstration for bidooners rettigheder i 2013. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Kuwait frygter de kuwaitiske myndigheder, idet den mandlige ansøger har deltaget i en demonstration for bidooners rettigheder og har været tilbageholdt af myndighederne. Ansøgerne frygter herudover de generelle forhold for bidooner i Kuwait. Den mandlige ansøger deltog [ultimo] 2013 i en demonstration for bidooners rettigheder sammen med muligvis omkring 60 andre personer. Han ved ikke, om nogle af hans familiemedlemmer deltog. Han blev i forbindelse med demonstrationen anholdt og tilbageholdt i tre dage på en politistation. Ved løsladelsen blev han tvunget til at underskrive en erklæring, som gjorde det muligt for de kuwaitiske myndigheder at anholde ham på ethvert tidspunkt. Han tog af frygt for myndighedernes overgreb efter løsladelsen med hjælp fra vennen [A] til et skjulested, hvor han opholdt sig i tre til fire år, i hvilken periode han på intet tidspunkt kontaktede sin familie. Hussain fortalte på et tidspunkt ansøgeren, at familien var udrejst til Danmark, hvorefter ansøgeren udrejste illegalt. Flygtningenævnet finder, at ansøgerne hverken har sandsynliggjort deres asylmotiv eller deres identitet. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at flere af den kvindelige ansøgers slægtninge, herunder [B], [C] og [D] er registreret som irakiske statsborgere i andre europæiske lande med andre generalia. Nævnet har tillige lagt vægt på, at den kvindelige ansøgers kendskab til sit angivelige hjemområde, blandt andet Doha, hvor hun efter det oplyste boede fra hun var et år gammel frem til 2008, fremstår begrænset. Hun ved således ikke, om Doha ligger tæt på havet. For så vidt angår forklaringen om den mandlige ansøgers deltagelse i en demonstration finder nævnet det usandsynligt, at han ikke kan redegøre for, om nogle af hans familiemedlemmer var til stede. Nævnet finder det for så vidt angår hans efterfølgende langvarige ophold i skjul for myndighederne usandsynligt, at han valgte at tage dette skridt efter blot tre dages tilbageholdelse og navnlig, at han angiveligt valgte i flere år ikke at tage kontakt til sin familie. Flygtningenævnet finder derfor, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, ikke er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Hjem/2019/23/MEG
Nævnet stadfæstede i april 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger angiveligt bidoon (statsløs) fra Kuwait. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og shia muslim fra angiveligt Sulaibiya, Kuwait. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Kuwait frygter at blive slået ihjel af sin familie, hvis de opdager, at hun blev udsat for seksuelle overgreb af officeren [A]. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hun frygter at blive slået ihjel af officeren, eller at officeren vil offentliggøre de billeder, som han tog af hende i forbindelse med det seksuelle overgreb. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hendes far og bror, [B], solgte grøntsager på gaden uden tilladelse, da en politipatrulje med officeren [A] kom forbi [primo 2017]. Officeren opførte sig respektløst over for ansøgerens far, hvilket gjorde hendes bror så vred, at han slog officeren. Ansøgerens bror stak herefter af, og hendes far blev fængslet. Politiet opsøgte ansøgerens bopæl samme aften for at lede efter ansøgerens bror. Herefter opsøgte politiet ansøgerens bopæl to gange mere med henholdsvis to dage og tre til fire dages mellemrum for at lede efter hendes bror. Officeren var med ved opsøgningerne, og ved den anden og tredje opsøgning oplevede ansøgeren, at han kiggede på hende med farlige blikke. To dage efter den tredje opsøgning vendte officeren alene tilbage til bopælen, hvor han udsatte ansøgeren for et seksuelt overgreb. Officeren forlod efterfølgende bopælen, men han truede ansøgerens mor med, at han ville offentliggøre de billeder, som han havde taget af ansøgeren, hvis hun eller hendes mor fortalte nogen om det seksuelle overgreb. Officeren truede også ansøgerens mor med, at han ville slå ansøgeren ihjel, hvis der var nogen, der fik kendskab til det seksuelle overgreb. Ansøgeren og hendes mor tog herefter over til familiens ven [C], og ansøgeren udrejste af Kuwait sammen med [C] to dage senere [i begyndelsen af 2017]. Ansøgeren ankom til Sverige [i begyndelsen af 2019], hvor [C] indkvarterede hende hos en kvinde ved navn [D], som ligeledes var statsløs bidoon fra Kuwait. Ansøgeren mødte tilfældigt [M] i Sverige, og [i foråret 2017] indrejste hun i Danmark for at søge asyl, idet [M] boede i Danmark, og idet hun ventede hans barn. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sin baggrund og sit asylmotiv til grund. Efter udlændingelovens § 40 påhviler det asylansøgere at meddele de oplysninger, der er nødvendige for at vurdere, om betingelserne for meddelelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 er til stede, herunder oplysninger om identitet og nationalitet. Ansøgerens forklaring er vurderet i lyset af, at hun angiveligt er analfabet. Flygtningenævnet har herefter lagt vægt på, at ansøgeren og asylansøgeren [F] ifølge deres forklaringer kommer fra den samme del (blok) af byen Sulabiya i Kuwait, at de begge er kommet til Danmark med kort mellemrum, at de efter at være kommet til Danmark er blevet gift med to herboende irakiske brødre, der angiveligt driver virksomhed fra samme adresse, og at deres asylmotiver og udrejseomstændigheder har påfaldende ligheder på centrale punkter. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at både ansøgeren og [F] under møderne i Flygtningenævnet har benægtet kendskab til den anden ansøger, uanset at [F] under behandlingen i Udlændingestyrelsen har oplyst at kende til ansøgeren. Flygtningenævnet har yderligere lagt vægt på, at ansøgeren har et bemærkelsesværdigt begrænset kendskab til Kuwait og den by, hun angiver at have boet i. Flygtningenævnet har endelig lagt vægt på, at ansøgeren har svaret afglidende og undvigende på spørgsmålene under mødet i Flygtningenævnet. Flygtningenævnet tilsidesætter på den baggrund ansøgerens forklaring om, at hun er statsløs bidoon fra Kuwait, og om hendes asylmotiv som værende konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til sit hjemland vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” hjem/2019/22/SMLA
Nævnet stadfæstede i april 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger angiveligt bidoon (statsløs) fra Kuwait. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og shia muslim angiveligt fra Sulaibiya, Kuwait. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Kuwait, som statsløs bidoon, frygter at blive slået ihjel af officeren [M], som har udsat hende for et seksuelt overgreb. Ansøgeren har endvidere oplyst, at hun frygter at blive slået ihjel af sin familie eller sin families klan, idet deres ære er krænket, fordi hun blev udsat for et seksuelt overgreb af officeren. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at flere huse i hendes område blev ransaget på grund af, at der blev uddelt løbesedler vedrørende afholdelse af demonstrationer for at sikre rettighederne for bidoons. Politiet kom på denne baggrund flere gange til ansøgerens families hjem og ransagede det for at lede efter løbesedler. Den første gang politiet henvendte sig i ansøgerens hjem var i begyndelsen eller [foråret 2017]. Officeren [M] var med til ransagningerne, hvor han allerede den første gang kiggede på ansøgeren. Den anden ransagning fandt sted efter omtrent to uger. Den tredje gang politiet henvendte sig hos ansøgeren var hun alene hjemme. Officeren forsøgte at fjerne ansøgerens tørklæde, og han gav hende en adresse, som han ville have hende til at tage hen til. Ansøgeren reagerede på det ved at skubbe ham væk og smække døren i. Omkring en uge senere vendte officeren tilbage til hjemmet med tre- fire betjente, og denne gang var ansøgerens bror og far i hjemmet. Ansøgerens familie kendte til officerens tilnærmelser ved den seneste henvendelse, og derfor gav ansøgerens storebror sig til at skælde officeren ud og slå ham. Der udfoldede sig et slagsmål, som ansøgerens far også blandede sig i, og derefter blev både ansøgerens far og storebror anholdt og ført væk af betjentene. Herefter gik der op til fem dage, hvor ansøgeren og hendes mor opholdt sig alene i hjemmet, indtil officeren omkring midnat henvendte sig på deres bopæl igen. Officeren truede sig adgang til hjemmet, og han truede derefter ansøgeren til at klæde sig af. Officeren tilkaldte herefter en mand, som kom og holdt opsyn med ansøgerens mor, mens officeren forgreb sig på ansøgeren i et andet værelse. Ansøgeren mistede bevidstheden, og da officeren forlod hjemmet fortalte han ansøgerens mor, at overgrebet var blevet filmet, og at videoen ville blive offentliggjort, hvis ikke de holdt episoden hemmelig. Kort efter ansøgeren kom til bevidsthed, tog ansøgeren og hendes mor hjem til deres fars ven og tidligere arbejdsgiver, [A]. Her opholdt de sig i en uge, inden de udrejste af Kuwait med [A], som fulgtes med ansøgeren hele vejen til Danmark. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sin baggrund og sit asylmotiv til grund. Efter udlændingelovens § 40 påhviler det asylansøgere at meddele de oplysninger, der er nødvendige for at vurdere, om betingelserne for meddelelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 er til stede, herunder oplysninger om identitet og nationalitet. Ansøgerens forklaring er vurderet i lyset af, at hun angiveligt er analfabet. Flygtningenævnet har herefter lagt vægt på, at ansøgeren og asylansøgeren [Z] ifølge deres forklaringer kommer fra den samme del (blok) af byen Sulabiya i Kuwait, at de begge er kommet til Danmark med kort mellemrum, at de efter at være kommet til Danmark er blevet gift med to herboende irakiske brødre, der angiveligt driver virksomhed fra samme adresse, og at deres asylmotiver og udrejseomstændigheder har påfaldende ligheder på centrale punkter. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at både ansøgeren og [Z] under møderne i Flygtningenævnet har benægtet kendskab til den anden ansøger, uanset at ansøgeren under behandlingen i Udlændingestyrelsen har oplyst at kende til [Z]. Flygtningenævnet har yderligere lagt vægt på, at ansøgeren har et bemærkelsesværdigt begrænset kendskab til Kuwait og den by, hun angiver at have boet i. Flygtningenævnet er i den forbindelse opmærksom på den indhentede sprogtest af ansøgeren. Flygtningenævnet har endelig lagt vægt på, at ansøgeren har svaret afglidende og undvigende på spørgsmålene under mødet i Flygtningenævnet. Flygtningenævnet tilsidesætter på den baggrund ansøgerens forklaring om, at hun er statsløs bidoon fra Kuwait, og om hendes asylmotiv som værende konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til sit hjemland vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” hjem/2019/21/SMLA
Nævnet stadfæstede i marts 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra et ukendt land. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren har oplyst, at han er etnisk tigrini og kristen af trosretning fra Keren, Eritrea. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har til Udlændingestyrelsen som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Eritrea frygter at blive indkaldt til militæret i Eritrea. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han som 8-årig rejste til Sudan med sin mor. Som 15-årig opholdt ansøgeren sig i Eritrea i en til to måneder, hvorefter han rejste tilbage til Sudan og opholdt sig frem til sin udrejse til Europa i 2015. Ansøgeren har videre oplyst, at mens han opholdt sig i Eritrea, blev han tilbageholdt i fire timer af de eritreiske myndigheder, der ville rekruttere ham til militæret. Ansøgeren flygtede herefter ved at kravle over hegnet. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han er statsborger i Eritrea til grund, idet ansøgeren på centrale punkter har forklaret divergerende, ligesom væsentlige dele af ansøgerens forklaring fremstår usandsynlig og fremstår konstrueret til lejligheden og ikke stemmer overens med en gennemført sprogtest af ansøgeren, jf. ovenfor. Flygtningenævnet kan som følge heraf ikke lægge ansøgerens forklaring om hans asylmotiv til grund. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren ikke har fremlagt id-kort eller andet, der kan bekræfte ansøgerens identitet eller statsborgerskab. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret forskelligt om, hvornår han har opholdt sig i Eritrea. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren forklaret, at han flyttede til Sudan sammen med sin mor, da han var otte år gammel, og at han boede i Sudan til han var 15 år, hvorefter han rejste tilbage til Eritrea, hvor han blev i en måned. Ansøgeren rejste derefter retur til Sudan, hvor han opholdt sig i fem år. Han tog derefter som 20-årig tilbage til Eritrea, hvor han opholdt sig frem til sin udrejse af Eritrea i slutningen af september 2015 – dvs. til han var 28 år. Til asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at han flyttede til Sudan sammen med sin mor, da han var otte år gammel, at han boede i Sudan til han var 15 år, hvorefter han flyttede til Eritrea i to måneder. Ansøgeren rejste herefter tilbage til Sudan, hvor han var indtil 2016, hvor han rejste til Europa. For Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at han rejste med sin mor til Sudan, da han var otte år, at han var en måned i Eritrea, da han var 15 år - dvs. i 2002, hvor han var til sin farbrors begravelse og opholdt sig i en måned, hvorefter han rejste tilbage til Sudan, hvor han var i en måned, inden han rejste til mod Europa, dvs. stadig i 2002, hvilket ikke stemmer med ansøgerens forklaring om, at han udrejste i 2016. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorvidt han har været tilbageholdt af myndighederne i Eritrea. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren forklaret, at blev anholdt af myndighederne i Eritrea, da han var 15 år med henblik på, at han skulle aftjene militærtjeneste, i hvilken forbindelse han blev hentet i sit hjem og kørt til en ukendt militærlejr, hvor han var i to timer, hvorefter han flygtede ved at hoppe over et højt hegn. Til asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at myndighederne kom i hans hjem, da ansøgeren var 15 år, fordi han skulle i militæret. Han var hos myndighederne i ca. 4 timer, hvorefter han flygtede om natten fra et fængsel. For Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at han ikke har været tilbageholdt af myndighederne i Eritrea. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har begrænset kendskab til Eritrea, herunder sin angivelige fødeby Keren. Ansøgere har herunder ikke kunnet fortælle om gadenavne i Keren i Eritrea eller har kunnet fortælle andet om byen, eller om bjerge eller større byer i Eritrea. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren ikke har kunnet fortælle nærmere om sit id-kort, selvom han angiveligt har haft det siden, han var barn. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har oplyst, at han har haft sit id-kort, siden han var otte år, uagtet at det af baggrundsoplysningerne fremgår, at id-kort i Eritrea først udstedes ved det 18 år. Flygtningenævnet har lagt vægt på resultatet af sprogundersøgelsen, hvorefter det vurderes, at det er usandsynligt, at ansøgeren kommer fra Keren i Eritrea, og hvorefter det også vurderes, at det er meget sandsynligt, at ansøgerens sproglige baggrund er amhari, som tales i Etiopien. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til sit hjemland vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Hjem/2019/20/CHA
Nævnet stadfæstede i januar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende kvindelig asylansøger, angiveligt bidoon (statsløs) fra Kuwait. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren har oplyst at være statsløs bidoon, etnisk araber og shia-muslim fra Sulaibiya, Kuwait. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Kuwait, som statsløs bidoon, frygter de generelle forhold for bidoonere. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at bidoonere ikke har nogle rettigheder i Kuwait. Bidoonere har ikke ret til gratis skolegang og kan ikke få udstedt officielle dokumenter i Kuwait. Ansøgeren udrejste derfor af Kuwait i [efteråret] 2015 på et falsk pas. Flygtningenævnet har i dag afgjort sagerne vedrørende ansøgerens søn og svigerdatter og deres børn og har i afgørelsen herom anført følgende: ”Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaringer om deres identitet eller asylmotiv til grund, idet deres forklaringer fremstår som konstruerede til lejligheden og utroværdige. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at den mandlige ansøger under samtalen [en nærmere angiven dato i sommeren 2017] først oplyste, at han ikke afgav fingeraftryk noget sted på rejsen. Foreholdt de indhentede oplysninger fra Tyskland og Kroatien forklarede han herefter, at han havde afgivet fingeraftryk i disse lande, og at han til myndighederne i både Kroatien og Tyskland oplyste, at han var syrer. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at den mandlige ansøger for nævnet har oplyst, at han efter samtalen hos Udlændingestyrelsen [en nærmere angiven dato i sommeren 2017] fra en ven i Kuwait har modtaget en kopi af et kørekort, som den mandlige ansøger havde fået udstedt i Kuwait på foranledning af sin tidligere arbejdsgiver på autoværkstedet. Ansøgeren har imidlertid under samtalen med Udlændingestyrelsen [en nærmere angiven dato i sommeren 2017] oplyst, at han ikke havde kørekort. For nævnet har han forklaret, at denne oplysning gik på, at han ikke havde sit kørekort med til samtalen, hvilket nævnet anser for utroværdigt, idet dette ikke fremgår af samtalereferatet. Det fremstår i øvrigt bemærkelsesværdigt, at ansøgeren nu ikke længere er i stand til at fremlægge dokumentet, idet han har mistet den telefon, hvor han havde et billede af dokumentet. Nævnet finder på den baggrund ikke anledning til at udsætte sagen på den mandlige ansøgeres fremlæggelse af en kopi af det oversatte kørekort. Der er endvidere lagt vægt på, at ansøgerne i strid med baggrundsoplysningerne hævder, at ansøgerne er uregistrerede bidoonere på trods af, at de har fået udstedt fødselsattester til dem selv og deres tre børn født før udrejsen. Hertil kommer, at den mandlige ansøgers mor og den mandlige ansøger har forklaret forskelligt om farven på hans og børnenes fødselsattester. Endvidere har den mandlige ansøger og hans mor forklaret forskelligt om, hvorvidt den mandlige ansøgers mor havde en fødselsattest. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgerne og den mandlige ansøgers mor har forklaret divergerende om indretningen af det hjem, de delte med den mandlige ansøgers mor og søster, ligesom ansøgerne og den mandlige ansøgers mor har forklaret divergerende om størrelsen af den mandlige ansøgers indtægt og kontakten til familien efter indrejsen til Danmark. Ansøgerne og den mandlige ansøgers mor har endvidere givet tre forskellige forklaringer om fremskaffelsen af fotos til de falske pas, som ansøgerne, deres børn og den mandlige ansøgers søster og mor efter det oplyste benyttede i forbindelse med udrejsen. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgernes generelle troværdighed er svækket i en sådan grad, at deres forklaringer – herunder om deres identitet – ikke kan lægges til grund. Flygtningenævnet har herved også taget hensyn til, at det fremstår påfaldende, at en fattig familie skulle være i stand til at opspare et meget væsentligt beløb til udrejsen som påstået. Flygtningenævnet bemærker i øvrigt, at selv om ansøgerne måtte anses som statsløse bidoonere fra Kuwait, kan de generelle forhold, som er påberåbt af ansøgerne, ikke føre til opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Den omstændighed, at ansøgerne i Danmark har fået et barn, der har en hjertefejl og kan forventes at skulle igennem en yderligere hjerteoperation på et tidspunkt senest i voksenalderen, kan ikke føre til en anden asylretlig vurdering. Flygtningenævnet finder på den baggrund efter en samlet vurdering, at det ikke er sandsynliggjort, at betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 og stk. 2, er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Ansøgerens asylmotiv angår ligesom sønnens og svigerdatterens sag de generelle forhold for bidoonere i Kuwait. Da de forhold, der er indgået i afgørelsen vedrørende ansøgerens identitet, herunder nationalitet, er identiske med sønnens og svigerdatterens, finder Flygtningenævnet med henvisning til denne afgørelse heller ikke, at det for denne ansøgers vedkommende er sandsynliggjort, at betingelserne for at meddele hende opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” hjem/2019/2/JABP
Nævnet stadfæstede i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt to medfølgende børn, der har oplyst at være bidoon (statsløs) fra Kuwait. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske arabere og shia muslimer. Ansøgerene har oplyst, at de er fra Farwaniya, Sulaibiya, Kuwait. Den mandlige ansøger har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men han har deltaget i en demonstration for bidooners rettigheder. Den kvindelige ansøger har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Kuwait, som statsløs bidoon, frygter at blive fængslet, fordi han har deltaget i en demonstration for bidooners rettigheder. Han har derudover henvist til, at han frygter at blive fængslet og udsat for fysiske overgreb, fordi han er udrejst illegalt af Kuwait. Han har endvidere henvist til de generelle forhold for uregistrerede bidooner i Kuwait. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han deltog i en fredelig demonstration for bidooners rettigheder [i vinteren] 2014. Demonstrationen startede ved moskeen, Abu Muslim al-Khulani, i blok 6. Efter de havde gået omkring 400 meter begyndte civilklædte myndighedspersoner at arrestere demonstranterne. Ansøgeren blev anholdt, fik bind for øjnene og blev kørt til politistationen, hvor han var tilbageholdt i to dage. Ansøgeren blev udsat for fysiske overgreb under tilbageholdelsen. Han blev syg under tilbageholdelsen, og han fik derfor at vide, at han kunne blive løsladt mod kaution. Det var en betingelse for løsladelsen, at han meldte sig på politistationen igen 30 dage senere. En af ansøgerens venner, [AA], betalte kautionen, og ansøgeren blev løsladt. Tre eller fire dage efter ansøgerens løsladelse flyttede han og hans hustru, [L], til Kabd, hvor de levede i skjul. En måned efter ansøgerens løsladelse opsøgte politiet hans forældre, hvor de spurgte efter ham. [I vinteren] 2015 udrejste han af Kuwait sammen med sin ægtefælle og deres tre mindreårige børn. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun som statsløs bidoon, frygter, at hendes ægtefælle vil blive fængslet igen, fordi han har deltaget i en demonstration. Hun frygter derudover de kuwaitiske myndigheder, fordi hun er udrejst illegalt af Kuwait. Hun frygter endvidere de generelle forhold for uregistrerede bidoonere i Kuwait. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun er født og opvokset i Sulaibiya, og at hun er uregistreret bidoon. På et ukendt tidspunkt deltog hendes ægtefælle i en demonstration for bidooners rettigheder. Hendes ægtefælle blev anholdt i forbindelse med demonstrationen og tilbageholdt i to dage. Et par dage efter hendes ægtefælle blev løsladt, flyttede de til Kabd, hvor de boede, indtil de udrejste af Kuwait [i vinteren]2015. Ansøgeren og dennes ægtefælles ansøgninger om opholdstilladelse er behandlet sammen, idet den kvindelige ansøgers asylmotiv er afledt af den mandlige asylansøgers asylmotiv, og Flygtningenævnets begrundelse er både for den mandlige og den kvindelig ansøger den samme. Ansøgernes identitet: Flygtningenævnet finder, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort deres identitet. Flygtningenævnet lægger bl.a. vægt på, at den mandlige ansøger har forklaret divergerende om, hvor han solgte grønsager fra. Ansøgeren har for nævnet forklaret, at han stod ved hovedvejen ved blok 5, og at blok nummer 4 lå ved siden af. Foreholdt, at han til asylsamtalen [i foråret] 2017 forklarede, at han havde en bod lige overfor blok 6 og 7, forklarede ansøgeren nu, at han ikke solgte fra et fast sted. Flygtningenævnet lægger videre vægt på, at ansøgerne har forklaret divergerende om hospitalsbesøg mv. Den mandlige ansøger forklarede til sin asylsamtale [i foråret] 2017, at det var dyrt for ansøgerne at komme på hospitalet, idet det kostede to dinarer for en konsultation, men at der heldigvis ikke havde været behov for det, og at det var korrekt, at hverken han eller den kvindelige ansøger havde været behandlet på hospitalet. Den kvindelige ansøger forklarede derimod til sin asylsamtale [i foråret] 2017, at ansøgernes tre børn er født ved kejsersnit på et privathospital, som hun ikke huskede, hvad hed. Den kvindelige ansøger forklarede videre, at hun ikke vidste, hvor meget fødslerne kostede, idet ansvaret for den slags ligger hos kvindernes ægtefæller i Kuwait, men det kostede måske 500 dinarer pr. barn. Foreholdt den kvindelige ansøgers forklaring forklarede den mandlige ansøger, at de skulle betale mellem 30 og 50 dinarer for hvert kejsersnit, og at han måske bare har oplyst den kvindelige ansøger om et tilfældigt tal og muligvis har overdrevet beløbet, da hun spurgte om det. Endvidere lægger Flygtningenævnet vægt på, at ansøgerne har forklaret divergerende om, hvem der angiveligt var registreret som ejer af den mandlige ansøgers bil. Den mandlige ansøger har forklaret til sin asylsamtale, at bilen var registreret hos ansøgerens ven [MA], som er kuwaitisk statsborger og gift med bl.a. en kvinde, der boede i Sulaibiya i samme blok som ansøgeren. Den kvindelige ansøger forklarede til sin asylsamtale, at bilen var registreret hos en kuwaitisk ven til den mandlige ansøger, som hun ikke kendte navnet på. Anmodet om at beskrive den kuwaitiske ven forklarede den kvindelige ansøger, at vennen er tyk og kaldes [AA], og at den mandlige ansøger arbejdede for ham, hvilket den kvindelige ansøger straks korrigerede til, at den mandlige ansøger ikke arbejdede for [AA]. Det bemærkes, at den mandlige ansøger både til oplysnings- og motivsamtalen [i sommeren] 2016 og asylsamtalen forklarede, at [AA] var hans arbejdsgiver. Flygtningenævnet lægger også vægt på, at ansøgerne har forklaret divergerende om det hus, de boede i, da de boede på en dyregård i Kabd. Den mandlige ansøger forklarede til sin asylsamtale, at de boede i et hus, hvor der var en stue, soveværelse, køkken og badeværelse. Den kvindelige ansøger forklarede derimod til sin asylsamtale, at ansøgerne boede i et 1-værelseshus med køkken, bad og toilet. Flygtningenævnet lægger derudover vægt på, at det fremstår helt utroværdigt, at ansøgerne skulle være i stand til, at skaffe omkring 5.000 dollars til betaling af rejsen fra Tyrkiet til Danmark henset til det forklarede om ansøgernes boligforhold, og at den mandlige ansøger har forklaret, at han forsørgede familien, efter hans far stoppede med at arbejde, at han tjente 10-20 dinarer om dagen, mens at det mest almindelige var, at han tjente 10 dinarer om dagen, at han brugte 200 dinarer om måneden på husleje inklusive strøm og vand, samt at han brugte 100-200 dinarer om måneden på indkøb af mad til familien. For nævnet har ansøgeren forklaret, at han tjente højst 10 dinarer om dagen. Nævnet er opmærksom på, at ansøgeren har forklaret, at de for at finansiere rejsen også solgte den kvindelige ansøgers bryllupsguld, men finder ikke, at dette kan føre til en anden vurdering. Det bemærkes i øvrigt, at ansøgerne til deres asylsamtaler har forklaret divergerende om, hvem af ansøgerne der stod for salget af guldet, og at den mandlige ansøger for nævnet har forklaret, at det ikke er rigtigt, at ansøgerne solgte guld, samt at han kun forklarede herom, fordi han var blevet forvirret. Flygtningenævnet lægger yderligere vægt på, at den kvindelige ansøgers kendskab til Kuwait fremstår særdeles mangelfuldt, ligesom den kvindelige ansøger til sin asylsamtale ikke var i stand til at forklare sikkert om, hvorvidt ansøgerne er registreret som bidoonere. Til asylsamtalen forklarede hun først, at hele familien, herunder den mandlige ansøger og børnene, er registreret som bidoonere i Kuwait. Forespurgt, hvorfor de så ikke har gået i skole og har skullet betale for fødsler, forklarede den kvindelige ansøger, at hun ikke var sikker på, om de var registrerede. Nævnet finder, at det henset til betydningen af en registrering må forventes, at en bidooner fra Kuwait vil kunne forklare sikkert om, hvorvidt vedkommende er registreret. Desuden lægger Flygtningenævnet vægt på, at det er særdeles bemærkelsesværdigt, at begge ansøgere til asylsamtalen, da de blev spurgte til, om de havde en mobiltelefon, begge forklarede, at de kort forinden havde mistet telefonerne. Den mandlige ansøger forklarede således til sin asylsamtale, at han havde en mobiltelefon, men at han for fire dage siden havde glemt den i et tog og mistet den, ligesom han forklarede, at han ikke kendte telefonnummeret til telefonen. Den kvindelige ansøger forklarede, at hendes telefon, som hun ikke kunne beskrive nærmere, blev stjålet fra vaskeriet i asylcentret for ”5, nej 7, eller måske snarere 14 dage siden”, og at hun ikke huskede telefonnummeret. Kort efter forklarede hun, at hun mistede telefonen fra sin taske, da familien kørte i tog for nogle dage siden. Derefter forklarede hun, at hun og familien kun har haft denne ene telefon her i landet. Flygtningenævnet lægger endelig vægt på, at den kvindelige ansøger i Grækenland er registreret som irakisk statsborger med navnet [L]. Flygtningenævnet er opmærksom på, at den kvindelige ansøger til sin asylsamtale forklarede, at hun oplyste, at hun hed [L], var født [i sommeren] 1979 og fra Irak, fordi hun havde hørt, at bidooner ikke måtte rejse videre fra Grækenland. Nævnet finder imidlertid ikke, at det kan føre til en anden vurdering af ansøgernes identitet. Den foretagne sproganalyse, der konkluderer, at ansøgernes dialekter er i overensstemmelse med den dialekt, der tales i et område omkring Den Persiske Golf, kan ikke føre til et andet resultat. Den omstændighed, at ansøgerne har dokumenter, herunder fødselsattester, der angiveligt er udstedt af de kuwaitiske myndigheder, kan i lyset af de øvrige oplysninger i sagen og baggrundsoplysningerne om tilgængeligheden af falske dokumenter heller ikke føre til en anden vurdering, og Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at udsætte sagen på, at der foretages en ægthedsvurdering af dokumenterne. Det bemærkes i øvrigt, at ansøgerne har forklaret, at de pas, som ansøgerne benyttede ved udrejsen, var falske pas. Ansøgernes asylmotiv: Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort det påberåbte asylmotiv, idet nævnet finder, at den mandlige ansøgers forklaring herom fremstår konstrueret. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at den mandlige ansøger har forklaret divergerende om, hvor han hørte om, at der skulle være en demonstration. Den mandlige ansøger forklarede til sin asylsamtale, at han dagen før demonstrationen arbejdede ved sin bod, da han fik at vide af sine bekendte [K] og [M], at der skulle være demonstration dagen efter. For nævnet har ansøgeren forklaret, at det i var [K’s] forsamlingsstue (divania), at han hørte om demonstrationen første gang. Foreholdt divergensen forklarede ansøgeren, at han første gang hørt om demonstrationen i [K’s] forsamlingsstue og derefter ved sin bod. Videre lægger Flygtningenævnet vægt på, at den mandlige ansøger har forklaret divergerende om hans kendskab til myndighedernes bestræbelser på at finde ham. Den mandlige ansøger forklarede således til oplysnings- og motivsamtalen, at han formodede, at han var eftersøgt, fordi han ikke mødte op på politistationen 30 dage efter løsladelsen. Til asylsamtalen forklarede den mandlige ansøger, at politiet opsøgte hans forældre og spurgte, efter ham, da der var gået 30 dage fra løsladelsen. Endvidere lægger Flygtningenævnet vægt på, at den mandlige ansøger har forklaret udbyggende om de skader han pådrog sig ved den vold, som han har forklaret han blev udsat for, da han angiveligt blev tilbageholdt af myndighederne i to dage. I asylansøgningsskemaet oplyste han, at han mistede en tand. Til oplysnings- og motivsamtalen forklarede han, at han fik knækket to tænder, og til asylsamtalen forklarede han, at hans tænder blev slået i stykker. Flygtningenævnet lægger endelig vægt på, at den mandlige ansøgers forklaring om den demonstration, som han angiveligt deltog i er helt overordnet, uden detaljer og ikke fremstår selvoplevet. På denne baggrund og under hensyn til ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de er bidoonere fra Kuwait, finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort deres asylmotiv. Det bemærkes videre, at ansøgerne ikke har oplyst om konflikter i andre lande. På denne baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de vil være i en risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Nævnet har ikke fundet anledning til at foretage en asylretlig vurdering af ansøgeren i forhold til andre lande (herunder Irak), da ansøgerne selv har oplyst at komme fra Kuwait, og da en sådan asylretlig vurdering heller ikke er foretaget af Udlændingestyrelsen. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelser, dog ikke afgørelsen vedrørende ansøgernes voksne søn, [M’s] sag [personid] idet dennes sag behandles særskilt.” hjem/2019/19/TBP
Nævnet stadfæstede i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt tre børn, der har oplyst at være bidoonere (statsløse) fra Kuwait. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne har oplyst at være statsløse bidoonere, etniske arabere og sunnimuslimer fra Sulaibiya, Kuwait. Den mandlige ansøger har deltaget i én demonstration, men ansøgerne har herudover ikke været medlemmer af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Kuwait, som statsløs bidoon, frygter at blive fængslet af de kuwaitiske myndigheder, fordi han har deltaget i en demonstration for bidooneres rettigheder. Den kvindelige ansøger har henvist til den mandlige ansøgers konflikt. Hun har herudover henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Kuwait frygter, at hun vil blive fængslet, fordi hun er udrejst illegalt af Kuwait. Endeligt har ansøgerne henvist til de generelle forhold for statsløse bidoonere i Kuwait. Den mandlige ansøger har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han deltog i en demonstration for bidooneres rettigheder i Taima [en nærmere angiven dato i begyndelsen af 2014]. Da demonstrationen havde varet i omkring en time, kom politiet og Statens Sikkerhedstjeneste og opløste demonstrationen. Da politiet opløste demonstrationen, blev den mandlige ansøger tilbageholdt. Han var tilbageholdt i 10 dage hos sikkerhedstjenesten, hvorefter ansøgerens ven, [A], fik ham løsladt. Efter sin løsladelse opholdt han sig på sin bopæl i lidt over en uge, men da ansøgerens nabo, [B], fortalte ham, at ansøgeren blev overvåget, flygtede ansøgeren til [et ørkenområde]. Ansøgeren opholdt sig der, indtil han udrejste af Kuwait [en nærmere angiven dato i slutningen af 2015]. Den kvindelige ansøger har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at den mandlige ansøger deltog i en demonstration for bidooneres rettigheder i Taima på en ukendt dato i [starten af] 2014. Under demonstrationen blev han tilbageholdt af sikkerhedstjenesten, og han var efterfølgende tilbageholdt i 10 dage. Efter hans løsladelse vendte han tilbage til deres bopæl. Bopælen blev opsøgt af myndighederne omkring tre dage efter den mandlige ansøgers løsladelse. Derefter flygtede han til [et ørkenområde], hvor han gemte sig i omkring tre måneder. I løbet af de tre måneder, hvor han levede i skjul, blev bopælen opsøgt af myndighederne to gange. Første gang bopælen blev opsøgt var omkring 15 dage efter den mandlige ansøger flugt, og den anden gang var omkring 1,5 måned efter hans flugt. Efter at have levet i skjul i tre måneder, vendte den mandlige ansøger igen hjem til deres bopæl. De udrejste af Kuwait [en nærmere angiven dato i slutningen af 2015]. Ansøgerne har forklaret divergerende, såvel indbyrdes som enkeltvis, om centrale dele af deres asylmotiv. Den mandlige ansøger har til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han under sin tilbageholdelse blev afhørt ca. hver anden dag, til asylsamtalen at han blev afhørt hver dag og under nævnsmødet, at han blev afhørt 3-5 gange under sin tilbageholdelse. Til oplysnings- og motivsamtalen har den mandlige ansøger forklaret, at hans ægtefælle ringede til [A] og fortalte om ansøgerens tilbageholdelse, mens han til asylsamtalen har forklaret, at [A] kom på besøg i hjemmet og derved fik besked om tilbageholdelsen. Den mandlige ansøger har ikke under oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at hans bopæl blev opsøgt af myndighederne, mens han under asylsamtalen og nævnsmødet har forklaret, at myndighederne opsøgte familiens bopæl tre gange efter hans løsladelse. Under oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren forklaret, at han i ca. 2 år efter sin løsladelse fortsatte med sit hidtidige arbejde og ikke blev opsøgt af myndighederne, og at han i tre måneder op til sin udrejse opholdt sig i ørkenen hos sin ven. Under asylsamtalen og nævnsmødet har den mandlige ansøger forklaret, at han tog ophold i ørkenen 7 dage efter sin løsladelse, efter at være blevet opsøgt af myndighederne, og at han blev i ørkenen frem til sin udrejse, og under nævnsmødet tillige, at han efter 3 måneders ophold i ørkenen begyndte at besøge familien på den hidtidige bopæl. Den kvindelige ansøger har til oplysnings- og motivsamtalen og asylsamtalen forklaret, at den mandlige ansøger forlod bopælen 3-4 dage efter sin løsladelse og gemte sig i ørkenen i ca. 3 måneder, hvorefter han vendte tilbage til bopælen og genoptog sit hidtidige arbejde, indtil de udrejste. Under nævnsmødet har den kvindelige ansøger forklaret, at den mandlige ansøger var i ørkenen i 3 måneder, hvorefter han begyndte at besøge familien. Ud over de mange divergenser har Flygtningenævnet lagt vægt på, at den mandlige ansøger efter sin egen forklaring blev løsladt med [A] som garant og uden betingelser, at ansøgerne efter deres egne forklaringer blev overvåget af myndighederne men aldrig selv konstaterede det, og at ansøgerne efter deres egne forklaringer kunne opholde sig i Kuwait i næsten 2 år efter den mandlige ansøgers løsladelse, før de udrejste. Når hertil kommer, at to af den kvindelige ansøgers søstre ved indrejse i Tyskland har oplyst at være irakiske statsborgere, at den kvindelige ansøgers lokalkendskab til det område i Kuwait, hvor hun angiveligt har boet i mange år, er yderst begrænset, og at den mandlige ansøger har afgivet en række divergerende oplysninger om lokalområdet, herunder gadenavne, egne og familiens adresser og beliggenheden af forskellige lokaliteter, finder Flygtningenævnet ikke at kunne lægge ansøgernes forklaringer til grund. Det forhold, at ansøgerne har fremlagt dokumenter og fotos, kan ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det efter nævnets baggrundsoplysninger er enkelt at fremskaffe falske dokumenter, ligesom den kvindelige ansøger har forklaret, at hun ikke selv har været på de steder, der er affotograferet. Efter en samlet vurdering, herunder af ansøgernes troværdighed, finder Flygtningenævnet, at ansøgerne hverken har sandsynliggjort deres identitet eller asylmotiv og dermed ikke har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til deres hjemland vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7. stk. 1 eller stk. 2. Spørgsmålet om genindrejse i hjemlandet er et udrejsespørgsmål, der ikke henhører under Flygtningenævnets kompetence. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” hjem/2019/16/JABP
Nævnet stadfæstede i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig ansøger, angiveligt bidoon (statsløs) fra Kuwait. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren, der er blind, er etnisk araber, shiamuslim og angiveligt fra al-Jahra, Sulaybiyah, Kuwait. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Kuwait frygter de generelle vilkår for bidoonere i Kuwait. Ansøgeren til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun er født i Kuwait, og at hun hele sit liv har boet i Sulaybiyah. Begge hendes forældre er bidoonere og født i Kuwait. I Sulaybiyah boede ansøgeren sammen med sin mor, morens bror, [A], samt [As] ægtefælle [B]. I [sommeren] 2014 blev [A] anholdt i forbindelse med en demonstration. Han blev løsladt [i vinteren] 2014. [I efteråret] 2015 udrejste ansøgeren sammen med [A], [B] og deres børn af Kuwait. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om hendes identitet til grund. Flygtningenævnet henviser vedrørende dette i det hele til Flygtningenævnets samtidige afgørelse i sagen vedrørende ansøgerens morbror og dennes ægtefælle. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at ansøgeren i lighed med sin morbror og dennes ægtefælle har afvist at give samtykke til udveksling af identitetsoplysninger mellem hende selv og en lang række andre asylansøgere, som hun angiveligt er i familie med. Ansøgeren har i øvrigt heller ikke meddelt andre oplysninger, der kunne dokumentere, at hun, i modsætning til hendes morbror og dennes ægtefælle, skulle være bidoon fra Kuwait. For så vidt angår ansøgeren personligt, finder Flygtningenævnet, at denne reelt ikke har redegjort for noget asylmotiv. Ved oplysnings- og motivsamtalen [i foråret] 2016 har ansøgeren forklaret, jf. side 6, at hun og familien ikke oplevede konflikter eller problemer efter morbrorens løsladelse ud over de manglende rettigheder som statsløs, der hverken blev forbedret eller forværret. Ansøgeren har tillige sammesteds forklaret, at hun ved en tilbagevenden til Kuwait frygter at blive fængslet og udsat for tortur, men hun har ikke begrundet dette nærmere. Ved asylsamtale [i sommeren] 2016 har ansøgeren forklaret, jf. side 4, at hun frygter de generelle levevilkår for bidoonere i Kuwait, ligesom hun har gentaget, at hun frygter fængsling og tortur. Samtidigt har hun dog forklaret, at hun aldrig er blevet kontaktet af myndighederne, og at hun aldrig har oplevet konflikter med myndigheder som følge af hendes morbrors konflikt i Kuwait. Hun har endvidere forklaret, jf. side 5, at hun frygter ”at hun skal blive hjemme og ikke kan komme ud af hjemmet grundet begrænsede økonomiske forhold man har som bidun”. Ved gensamtale [i foråret] 2017 har ansøgeren forklaret, jf. side 8, at hun ikke selv frygter at blive fængslet. Endvidere har hun forklaret, jf. side 12, ”at hun er udrejst fra Kuwait uden nogle personlige konflikter og ikke selv frygter andet ved en tilbagevenden, end at hendes morbror [A] vil blive fængslet.” Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren reelt har oplyst og hermed ej heller har sandsynliggjort noget personligt asylmotiv. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet, at hverken ansøgerens identitet eller asylmotiv, kan lægges til grund. Det findes herefter ikke godtgjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til sit hjemland vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Hjem/2019/15/HHU
Nævnet stadfæstede i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt fire medfølgende børn, angiveligt bidoonere (statsløse) fra Kuwait. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske arabere, shiamuslimer og angiveligt fra al-Jahra, Sulaybiyah, Kuwait. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har dog deltaget i en politisk demonstration [i sommeren] 2014. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Kuwait frygter, at den mandlige ansøger vil blive fængslet eller henrettet, fordi han i 2014 deltog i en demonstration. Ansøgerne har som asylmotiv endvidere henvist til de generelle forhold for bidoonere i Kuwait. Til støtte for asylmotivet vedrørende den mandlige ansøgers deltagelse i demonstrationen, har ansøgerne oplyst, at den mandlige ansøger [i sommeren] 2014 deltog i en demonstration for bidooneres rettigheder. Den efterfølgende dag blev den mandlige ansøger anholdt og tilbageholdt i fire måneder og ti dage. I denne periode blev han udsat for voldelige overgreb. Til støtte for asylmotivet vedrørende bidooneres rettigheder i Kuwait, har ansøgerne oplyst, at de som bidoonere i Kuwait ikke havde nogen rettigheder. Der er i Kuwait to slags bidoonere. Den ene slags er registreret, mens den anden er uregistreret. De bidoonere, der ikke blev registreret ved folkeoptællingen i 1965, har ingen rettigheder. Ansøgerne kunne ikke få udstedt identitetsdokumenter, vielsesattester, få adgang til gratis sundhedsbehandling mm., fordi de var uregistrerede bidoonere. [I efteråret] 2015 udrejste ansøgerne af Kuwait. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaringer om deres identitet til grund. Flygtningenævnet bemærker, at [A] [i foråret] 2017 til Udlændingestyrelsen har oplyst, at være bror til [en kvinde af lignende navn som den kvindelige ansøger], og at denne er gift med en mand [med et navn, der ligner den mandlige ansøgers]. [A] har oplyst at være irakisk statsborger, og at han og hans søskende forlod Kuwait, hvor de var født, som børn. Ligeledes har [B] ved en samtale samme dag ligeledes oplyst, at [kvinden, hvis navn ligner den kvindelige ansøgers] er hans søster og bekræftet, at familien er irakiske statsborgere. Dette skal sammenholdes med, at [C] og [D], som den mandlige ansøger erkender er hans fætre, begge over for de belgiske myndigheder har oplyst at være irakiske statsborgere. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgerne ikke har villet give samtykke til udveksling af oplysninger mellem dem selv og en lang række andre asylansøgere, som de angiveligt er i familie med. For så vidt angår ansøgernes forklaring om de episoder, der førte til deres udrejse, kan Flygtningenævnet tiltræde det af Udlændingestyrelsen anførte om, at der er en række divergenser, som i sig selv medfører, at ansøgernes forklaringer fremstår utroværdige. Den mandlige ansøger har således forklaret, at han ikke forud for demonstrationen [i sommeren] 2014 havde fortalt den kvindelige ansøger, at han ville deltage. Den kvindelige ansøger har derimod indledningsvis forklaret, at hun fik denne oplysning dagen før demonstrationen skulle finde sted. Foreholdt denne uoverensstemmelse ved fremmøde i Flygtningenævnet dags dato, var den kvindelige ansøger ikke i stand til at give nogen meningsfuld forklaring herpå. Ligeledes er der væsentlige uoverensstemmelser i ansøgernes forklaringer om omstændighederne ved den mandlige ansøgers anholdelse, idet den mandlige ansøger oplyser at være blevet slået bevidstløs under anvendelse af våben. Heroverfor har den kvindelige ansøger ved asylsamtale [i sommeren] 2016 forklaret, at den mandlige ansøger alene blev slået med knytnæver og lussinger, at han fik armene bundet på ryggen, og at han selv gik ud af huset sammen med politimændene. Udtrykkeligt udspurgt, om politimændenes bevæbning, har den kvindelige ansøger forklaret, at de var bevæbnede, men at de ikke gjorde brug af deres våben eller andre redskaber mod den mandlige ansøger. Yderligere finder Flygtningenævnet det usandsynligt, at ansøgerne skulle kunne skaffe et beløb på 4000 kuwaitiske dinarer, som de har oplyst var prisen på deres rejse til Europa. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at den mandlige ansøger efter det oplyste var den eneste i den nærmeste familie, der havde nogen indtægt af betydning. Denne indtægt var efter forklaringerne i øvrigt meget beskeden, ligesom den mandlige ansøger, som ved sin indrejse i Danmark var 31 år gammel, efter sin egen forklaring alene havde været i beskæftigelse i seks til syv år. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet, at hverken ansøgernes identitet eller asylmotiv, kan lægges til grund. Det findes herefter ikke godtgjort, at ansøgerne ved en tilbagevenden til deres hjemland vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Hjem/2019/14/HHU
Nævnet stadfæstede i januar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelige ansø-ger, der har oplyst at være bidoon (statsløs) fra Kuwait. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren har oplyst, at hun er etnisk araber og shia muslim fra Al-Jahra, Kuwait. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Kuwait frygter, at hendes ældste søn, [E], vil blive slået ihjel, fordi han har deltaget i en demonstration for bidooners rettigheder. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at hun frygter, at de ku-waitiske myndigheder vil tilbageholde hende og hendes døtre, såfremt myndighederne ikke kan finde sønnen, [E], idet bidoonere i Kuwait ikke bliver respekteret eller tildelt nogen rettigheder. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at [E] gik under jorden efter sin deltagelse i demon-strationen, fordi han frygtede de kuwaitiske myndigheder. Familiens bopæl blev i mellem tiden op-søgt af myndighederne, som ledte efter [E]. En dag kom en mand ved navn [A] til familiens bopæl og fortalte familien, at [E] boede hos ham. Bopælen blev derefter opsøgt yderligere tre gange. Fami-liens bopæl blev i alt opsøgt fire gange af myndighederne. Herefter valgte familien at skjule sig hjemme hos [A], hvor [E] også opholdt sig, frem til hele familiens udrejse af Kuwait. Flygtninge-nævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren har ikke et selvstændigt asylmo-tiv men har henvist til sønnens, [E] asylmotiv. Flygtningenævnet har ikke kunnet lægge [E’s] for-klaring om sit asylmotiv eller sin identitet til grund. I afgørelsen i dennes sag er blandt andet anført: ”Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaringer til grund. Ansøgerne har forklaret di-vergerende og udbyggende, såvel enkeltvis som indbyrdes. Den mandlige ansøger har under oplys-nings- og motivsamtalen forklaret, at han flygtede fra politiet under demonstrationen ved at vriste sig fri af betjentene, mens han under asylsamtalen og under nævnsmødet har forklaret, at han und-slap ved at slå to politifolk. Den mandlige ansøger har videre til oplysnings- og motivsamtalen for-klaret, at han ringede hjem til sin familie efter demonstrationen, mens han til asylsamtalen og under nævnsmødet har forklaret, at hans familie ikke havde telefon, og at det var [A], der underrettede hans familie om ansøgerens skjulested. Den mandlige ansøgers forklaring om, at han ikke lyttede efter tolkens oversættelse af oplysnings- og motivsamtalen, forklarer ikke disse divergenser. Den kvindelige ansøger har til asylsamtalen forklaret, at de folk, der ransagede deres bopæl, ikke bar våben, senere under samme samtale, da hun blev foreholdt andre familiemedlemmers forklaringer herom, at hun ikke kiggede på folkenes hænder. Under nævnsmødet har den kvindelige ansøger forklaret, at mændene bar våben. Videre har den mandlige ansøgers mor, [F], hans søstre [G] og [H] og den kvindelige ansøger indbyrdes forklaret divergerende om, hvilken påklædning, de personer, der ransagede boligen bar, og om de var bevæbnede eller ej. Ud over disse divergenser har den mandlige ansøger forklaret, at han under demonstrationen [i] februar 2014 ikke blev anholdt eller tilbageholdt. Flygtningenævnet finder det på den baggrund usandsynligt, at myndighederne skulle være i stand til at identificere ansøgeren, alene på baggrund af myndighedernes foto- eller filmopta-gelser. Hertil kommer, at den mandlige ansøgers mor, [F], under sin oplysnings- og motivsamtale om sit asylmotiv ikke har omtalt den mandlige ansøgers deltagelse i en demonstration eller de efter-følgende ransagninger men udelukkende har anført, at myndighederne efterstræber hendes søn, for-di han er gadesælger. Videre har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgernes yngste barn, [I], er født [i] december 2014, hvorfor avlingstiden må ligge i den periode, hvor ansøgerne efter deres for-klaring levede adskilt og uden kontakt. Det forhold, at den kvindelige ansøger har oplyst, at sønnen er født for tidligt, kan ikke føre til et andet resultat, henset til, at den kvindelige ansøger under op-lysnings- og motivsamtalen har bekræftet, at hendes graviditet varede 40 uger. Endelig har Flygt-ningenævnet lagt vægt på, at ansøgerne har forklaret, at de og hele familien, uden at blive opsøgt af myndighederne, kunne bo i [C], ca. 2 km fra deres hidtidige bopæl, i knap to år inden deres udrejse af landet. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de ved deres udrejse fra hjemlandet havde en asylbegrundende konflikt. Begge ansøgere, den mandlige ansøgers bror, [J], og søster [G] er ved indrejsen i Grækenland registreret som irakiske statsborgere med andre navne og fødselsdatoer, end de har oplyst overfor de danske myndigheder. Ansøgernes forklaring om, at det var for at få lov til at rejse videre i Europa, og at det var agenten, der havde skrevet deres navne på en seddel, som de gav til de græske myndigheder, er ikke en overbevisende forklaring på disse angiveligt falske identiteter. Videre er den kvindelige ansøgers kendskab til det lokalområde i Kuwait, hvor hun angiveligt har boet i mange år, yderst sparsomt. Efter en samlet vurdering, herunder af ansøgernes generelle troværdighed, finder Flygtningenævnet, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort deres identitet og deres asylmotiv. Det forhold, at ansøgerne har fremlagt en række dokumenter, angiveligt udstedt i Kuwait, kan ikke medføre et andet resultat, da det efter nævnets baggrundsoplysninger er enkelt at fremskaffe falske dokumenter i og fra Kuwait. Ulovlig udrejse fra hjemlandet kan ikke i sig selv medføre opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Ansøgerne har herefter ikke sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til deres hjemland vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtnin-genævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Hertil kommer, at ansøgerens kend-skab til Kuwait og til de lokalområder, hvor hun angiveligt har boet i mange år, er yderst begrænset, herunder har ansøgeren ikke kunnet oplyse sin bopælsadresse. Ansøgeren har herefter ikke sandsyn-liggjort sit asylmotiv eller sin identitet. Det forhold, at ansøgeren har fremlagt en række dokumenter, angiveligt udstedt i Kuwait, kan ikke føre til et andet resultat, da det efter nævnets baggrundsop-lysninger er enkelt at fremskaffe falske dokumenter fra Kuwait. Ansøgeren har herefter ikke sand-synliggjort, at hun ved en tilbagevenden til sit hjemland vil være i risiko for forfølgelse eller over-greb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Ud-lændingestyrelsens afgørelse.” hjem/2019/12/sme
Nævnet stadfæstede i januar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelige ansø-ger, der har oplyst at være bidoon (statsløs) fra Kuwait. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren har oplyst, at hun er etnisk araber og shia muslim af trosretning fra [D], Kuwait. Ansø-geren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive tilbageholdt, tortureret og henrettet af de kuwaitiske myndigheder som følge af, at myndighederne ikke kan finde ansøgerens bror, [E], der er efterstræbt af myndigheder, fordi [E] har deltaget i en demonstration for bidooners rettigheder. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at [E] har deltaget i en demonstration [i] februar 2014. Efter demonstrationen gik [E] under jorden, hvor han opholdt sig i [C]-området. Samme aften som demonstrationen fandt sted, blev familiens bopæl ransaget af myndighederne. Familiens bopæl blev yderligere ransaget tre gange i løbet af de næste måneder. Bopælen blev opsøgt fire gange i det hele. Omkring en uge efter den fjerde og sidste ransagning tog familien ophold i [C]-området, hvor [E] allerede opholdt sig, frem til familiens udrejse af Kuwait. Efter familiens udrejse har ansøgerens søskende, [K] og [L], i Kuwait, som følge af deres frygt for at blive opsøgt af myndighederne taget ophold et andet sted. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren har ikke et selvstændigt asylmotiv men har henvist til broderens, [E], asylmotiv. Flygtningenævnet har ikke kunnet lægge [E’s] forklaring om sit asylmotiv eller sin identitet til grund. I afgørelsen i dennes sag er blandt andet anført: ”Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaringer til grund. Ansøgerne har forklaret divergerende og udbyggende, såvel enkeltvis som indbyrdes. Den mandlige ansøger har under oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han flygtede fra politiet under demonstrationen ved at vriste sig fri af betjentene, mens han under asylsamtalen og under nævnsmødet har forklaret, at han undslap ved at slå to politifolk. Den mandlige ansøger har videre til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han ringede hjem til sin familie efter demonstrationen, mens han til asylsamtalen og under nævnsmødet har forklaret, at hans familie ikke havde telefon, og at det var [A], der underrettede hans familie om ansøgerens skjulested. Den mandlige ansøgers forklaring om, at han ikke lyttede efter tolkens oversættelse af oplysnings- og motivsamtalen, forklarer ikke disse divergenser. Den kvindelige ansøger har til asylsamtalen forklaret, at de folk, der ransagede deres bopæl, ikke bar våben, senere under samme samtale, da hun blev foreholdt andre familiemedlemmers forklaringer herom, at hun ikke kiggede på folkenes hænder. Under nævnsmødet har den kvindelige ansøger forklaret, at mændene bar våben. Videre har den mandlige ansøgers mor, [F], hans søstre [G] og [H] og den kvindelige ansøger indbyrdes forklaret divergerende om, hvilken påklædning, de personer, der ransagede boligen bar, og om de var bevæbnede eller ej. Ud over disse divergenser har den mandlige ansøger forklaret, at han under demonstrationen [i] februar 2014 ikke blev anholdt eller tilbageholdt. Flygtningenævnet finder det på den baggrund usandsynligt, at myndighederne skulle være i stand til at identificere ansøgeren, alene på baggrund af myndighedernes foto- eller filmoptagelser. Hertil kommer, at den mandlige ansøgers mor, [F], under sin oplysnings- og motivsamtale om sit asylmotiv ikke har omtalt den mandlige ansøgers deltagelse i en demonstration eller de efterfølgende ransagninger men udelukkende har anført, at myndighederne efterstræber hendes søn, fordi han er gadesælger. Videre har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgernes yngste barn, [I], er født [i] december 2014, hvor-for avlingstiden må ligge i den periode, hvor ansøgerne efter deres forklaring levede adskilt og uden kontakt. Det forhold, at den kvindelige ansøger har oplyst, at sønnen er født for tidligt, kan ikke føre til et andet resultat, henset til, at den kvindelige ansøger under oplysnings- og motivsamtalen har bekræftet, at hendes graviditet varede 40 uger. Endelig har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgerne har forklaret, at de og hele familien, uden at blive opsøgt af myndighederne, kunne bo i [C], ca. 2 km fra deres hidtidige bopæl, i knap to år inden deres udrejse af landet. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de ved deres udrejse fra hjemlandet havde en asylbegrundende konflikt. Begge ansøgere, den mandlige ansøgers bror, [J], og søster [G] er ved indrejsen i Grækenland registreret som irakiske statsborgere med andre navne og fødselsdatoer, end de har oplyst overfor de danske myndigheder. Ansøgernes forklaring om, at det var for at få lov til at rejse videre i Europa, og at det var agenten, der havde skrevet deres navne på en seddel, som de gav til de græske myndigheder, er ikke en overbevisende forklaring på disse angiveligt falske identiteter. Videre er den kvindelige ansøgers kendskab til det lokalområde i Kuwait, hvor hun angiveligt har boet i mange år, yderst sparsomt. Efter en samlet vurdering, herunder af ansøgernes generelle troværdighed, finder Flygtningenævnet, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort deres identitet og deres asylmotiv. Det forhold, at ansøgerne har fremlagt en række dokumenter, angiveligt udstedt i Kuwait, kan ikke medføre et andet resultat, da det efter nævnets baggrundsoplysninger er enkelt at fremskaffe falske dokumenter i og fra Kuwait. Ulovlig udrejse fra hjemlandet kan ikke i sig selv medføre opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Ansøgerne har herefter ikke sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til deres hjemland vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Hertil kommer, at ansøgerens kendskab til Kuwait og til de lokalområder, hvor hun angiveligt har boet i mange år, er yderst begrænset. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort sit asylmotiv eller sin identitet. Det forhold, at ansøgeren har fremlagt en række dokumenter, angiveligt udstedt i Kuwait, kan ikke føre til et andet resultat, da det efter Nævnets baggrundsoplysninger er enkelt at fremskaffe falske dokumenter fra Kuwait. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til sit hjemland vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Hjem/2019/11/sme
Nævnet stadfæstede i januar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig ansøger, der har oplyst at være bidoon (statsløs) fra Kuwait. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren har oplyst, at han er etnisk araber og shia muslim af trosretning fra Al-Jahra, Kuwait. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Kuwait frygter de generelle forhold for bidoonere i Kuwait og konsekvenserne efter sin ældste bror, [E’s], deltagelse i en demonstration for bidooners rettigheder. Ansøgeren har i det hele henvist til sin ældste brors asylmotiv. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at bidoonere er uønskede i Kuwait, og at de kuwaitiske myndigheder opsøgte familiens bopæl flere gange for at få dem til at flytte. Ansøgerens familie flyttede derfor til [C]-området og boede i [C]-området frem til deres udrejse af landet. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren har ikke et selvstændigt asylmotiv men har henvist til broderens, [E] asylmotiv. Flygtningenævnet har ikke kunnet lægge [E’s] forklaring om sit asylmotiv eller sin identitet til grund. I afgørelsen i dennes sag er blandt andet anført: ”Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaringer til grund. Ansøgerne har forklaret divergerende og udbyggende, såvel enkeltvis som indbyrdes. Den mandlige ansøger har under oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han flygtede fra politiet under demon-strationen ved at vriste sig fri af betjentene, mens han under asylsamtalen og under nævnsmødet har forklaret, at han undslap ved at slå to politifolk. Den mandlige ansøger har videre til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han ringede hjem til sin familie efter demonstrationen, mens han til asylsamtalen og under nævnsmødet har forklaret, at hans familie ikke havde telefon, og at det var [A], der underrettede hans familie om ansøgerens skjulested. Den mandlige ansøgers forklaring om, at han ikke lyttede efter tolkens oversættelse af oplysnings- og motivsamtalen, forklarer ikke disse divergenser. Den kvindelige ansøger har til asylsamtalen forklaret, at de folk, der ransagede deres bopæl, ikke bar våben, senere under samme samtale, da hun blev foreholdt andre familiemedlem-mers forklaringer herom, at hun ikke kiggede på folkenes hænder. Under nævnsmødet har den kvindelige ansøger forklaret, at mændene bar våben. Videre har den mandlige ansøgers mor, [F], hans søstre [G] og [H] og den kvindelige ansøger indbyrdes forklaret divergerende om, hvilken på-klædning, de personer, der ransagede boligen bar, og om de var bevæbnede eller ej. Ud over disse divergenser har den mandlige ansøger forklaret, at han under demonstrationen [i] februar 2014 ikke blev anholdt eller tilbageholdt. Flygtningenævnet finder det på den baggrund usandsynligt, at myn-dighederne skulle være i stand til at identificere ansøgeren, alene på baggrund af myndighedernes foto- eller filmoptagelser. Hertil kommer, at den mandlige ansøgers mor, [F], under sin oplysnings- og motivsamtale om sit asylmotiv ikke har omtalt den mandlige ansøgers deltagelse i en demonstra-tion eller de efterfølgende ransagninger men udelukkende har anført, at myndighederne efterstræber hendes søn, fordi han er gadesælger. Videre har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgernes yng-ste barn, [I], er født [i] december 2014, hvorfor avlingstiden må ligge i den periode, hvor ansøgerne efter deres forklaring levede adskilt og uden kontakt. Det forhold, at den kvindelige ansøger har oplyst, at sønnen er født for tidligt, kan ikke føre til et andet resultat, henset til, at den kvindelige ansøger under oplysnings- og motivsamtalen har bekræftet, at hendes graviditet varede 40 uger. Endelig har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgerne har forklaret, at de og hele familien, uden at blive opsøgt af myndighederne, kunne bo i [C], ca. 2 km fra deres hidtidige bopæl, i knap to år inden deres udrejse af landet. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de ved deres udrejse fra hjemlandet havde en asylbegrundende konflikt. Begge ansøgere, den mandlige ansøgers bror, [J], og søster [G] er ved indrejsen i Grækenland registreret som irakiske statsborgere med andre navne og fødselsdatoer, end de har oplyst overfor de danske myndigheder. Ansøgernes forklaring om, at det var for at få lov til at rejse videre i Europa, og at det var agenten, der havde skrevet deres navne på en seddel, som de gav til de græske myndigheder, er ikke en overbevisende forklaring på disse angiveligt falske identiteter. Videre er den kvindelige ansøgers kendskab til det lokalområde i Kuwait, hvor hun angiveligt har boet i mange år, yderst sparsomt. Efter en samlet vurdering, herunder af ansøgernes generelle troværdighed, finder Flygt-ningenævnet, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort deres identitet og deres asylmotiv. Det forhold, at ansøgerne har fremlagt en række dokumenter, angiveligt udstedt i Kuwait, kan ikke medføre et andet resultat, da det efter nævnets baggrundsoplysninger er enkelt at fremskaffe falske dokumenter i og fra Kuwait. Ulovlig udrejse fra hjemlandet kan ikke i sig selv medføre opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Ansøgerne har herefter ikke sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til deres hjemland vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Hertil kommer, at ansøgerens kendskab til Kuwait og til de lokalområder, hvor han angiveligt har boet i mange år, er yderst begrænset. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort sit asylmotiv eller sin identitet. Det forhold, at ansøgeren har fremlagt en række dokumenter, angiveligt udstedt i Kuwait, kan ikke føre til et andet resultat, da det efter nævnets baggrundsoplysninger er enkelt at fremskaffe falske dokumenter fra Kuwait. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. En ansøgning om humanitær opholdstilladelse medfører ikke, at der ikke skal fastsættes en udrejsefrist. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” hjem/2019/10/sme
Nævnet stadfæstede i januar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar og deres fire børn, angiveligt bidoonere (statsløse) fra Kuwait. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne har oplyst at være statsløse bidoonere, etniske arabere og shia-muslimer fra Sulaibiya, Kuwait. Ansøgerne har ikke været medlemmer af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Kuwait, som statsløse bidoonere, frygter at blive straffet af de kuwaitiske myndigheder, idet de er udrejst illegalt af Kuwait. Den mandlige ansøger frygter endvidere at blive falsk anklaget for at have deltaget i en demonstration, da han var udrejst af Kuwait. Ansøgerne har til støtte herfor oplyst, at de besluttede sig for at udrejse af Kuwait, idet de ikke havde nogen rettigheder, og da de ønskede at skabe en bedre fremtid for deres børn. Grænserne var blevet åbne, hvorfor ansøgerne valgte at udrejse af Kuwait [en nærmere angiven dato i efteråret] 2015 på falske pas. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaringer om deres identitet eller asylmotiv til grund, idet deres forklaringer fremstår som konstruerede til lejligheden og utroværdige. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at den mandlige ansøger under samtalen [en nærmere angiven dato i sommeren 2017] først oplyste, at han ikke afgav fingeraftryk noget sted på rejsen. Foreholdt de indhentede oplysninger fra Tyskland og Kroatien forklarede han herefter, at han havde afgivet fingeraftryk i disse lande, og at han til myndighederne i både Kroatien og Tyskland oplyste, at han var syrer. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at den mandlige ansøger for nævnet har oplyst, at han efter samtalen hos Udlændingestyrelsen [en nærmere angiven dato i sommeren 2017] fra en ven i Kuwait har modtaget en kopi af et kørekort, som den mandlige ansøger havde fået udstedt i Kuwait på foranledning af sin tidligere arbejdsgiver på autoværkstedet. Ansøgeren har imidlertid under samtalen med Udlændingestyrelsen [en nærmere angiven dato i sommeren 2017] oplyst, at han ikke havde kørekort. For nævnet har han forklaret, at denne oplysning gik på, at han ikke havde sit kørekort med til samtalen, hvilket nævnet anser for utroværdigt, idet dette ikke fremgår af samtalereferatet. Det fremstår i øvrigt bemærkelsesværdigt, at ansøgeren nu ikke længere er i stand til at fremlægge dokumentet, idet han har mistet den telefon, hvor han havde et billede af dokumentet. Nævnet finder på den baggrund ikke anledning til at udsætte sagen på den mandlige ansøgeres fremlæggelse af en kopi af det oversatte kørekort. Der er endvidere lagt vægt på, at ansøgerne i strid med baggrundsoplysningerne hævder, at ansøgerne er uregistrerede bidoonere på trods af, at de har fået udstedt fødselsattester til dem selv og deres tre børn født før udrejsen. Hertil kommer, at den mandlige ansøgers mor og den mandlige ansøger har forklaret forskelligt om farven på hans og børnenes fødselsattester. Endvidere har den mandlige ansøger og hans mor forklaret forskelligt om, hvorvidt den mandlige ansøgers mor havde en fødselsattest. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgerne og den mandlige ansøgers mor har forklaret divergerende om indretningen af det hjem, de delte med den mandlige ansøgers mor og søster, ligesom ansøgerne og den mandlige ansøgers mor har forklaret divergerende om størrelsen af den mandlige ansøgers indtægt og kontakten til familien efter indrejsen til Danmark. Ansøgerne og den mandlige ansøgers mor har endvidere givet tre forskellige forklaringer om fremskaffelsen af fotos til de falske pas, som ansøgerne, deres børn og den mandlige ansøgers søster og mor efter det oplyste benyttede i forbindelse med udrejsen. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgernes generelle troværdighed er svækket i en sådan grad, at deres forklaringer – herunder om deres identitet – ikke kan lægges til grund. Flygtningenævnet har herved også taget hensyn til, at det fremstår påfaldende, at en fattig familie skulle være i stand til at opspare et meget væsentligt beløb til udrejsen som påstået. Flygtningenævnet bemærker i øvrigt, at selv om ansøgerne måtte anses som statsløse bidoonere fra Kuwait, kan de generelle forhold, som er påberåbt af ansøgerne, ikke føre til opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Den omstændighed, at ansøgerne i Danmark har fået et barn, der har en hjertefejl og kan forventes at skulle igennem en yderligere hjerteoperation på et tidspunkt senest i voksenalderen, kan ikke føre til en anden asylretlig vurdering. Flygtningenævnet finder på den baggrund efter en samlet vurdering, at det ikke er sandsynliggjort, at betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 og stk. 2, er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” hjem/2019/1/JABP
Nævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse et ægtepar samt to børn, som har oplyst at være bidoonere (statsløse) fra Kuwait. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske arabere og shia muslimer. De er angiveligt bidoonere (statsløse) fra Kuwait. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Kuwait frygter at blive fængslet for at være udrejst ulovligt af Kuwait. Den mandlige ansøger frygter endvidere de generelle forhold i Kuwait. Til støtte for sine asylmotiver har den mandlige ansøger oplyst, at han [i efteråret] 2015 udrejste illegalt af Kuwait under anvendelse af et falsk pas, som ansøgeren havde fået gennem sin bror. Den mandlige ansøger har endvidere oplyst, at han har boet i Kuwait som statsløs og uregistreret bidoon hele sit liv, og derfor ikke har nogle rettigheder. Ansøgeren har endelig oplyst, at livet i Kuwait har været hårdt. Han deltog i en demonstration i 2011 og kom herefter sjældent uden for hjemmet. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Kuwait frygter de generelle forhold for bidoonere. Til støtte herfor har den kvindelige ansøger oplyst, at hun ønsker at give sine børn en bedre fremtid, så de kan gennemføre en skolegang og få adgang til basale rettigheder såsom lægehjælp. Flygtningenævnet finder, at de forhold, som ansøgerne har påberåbt som begrundelse for at søge asyl i Danmark ikke kan føre til opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Ansøgerne har således hverken sandsynliggjort deres identitet, eller at de skulle have behov for beskyttelse. Nævnet har i forhold til ansøgernes oprindelse og identitet lagt vægt på, at ansøgerne har afgivet divergerende oplysninger om deres generalia, herunder navne, fødselsdatoer og statsborgerskabsforhold, idet de begge i Grækenland er blevet registreret med andre navne og fødselsdatoer og som irakiske statsborgere. Det er desuden indgået i nævnets vurdering af sagen, at den mandlige og kvindelige ansøgers forklaringer om deres angivelige adresse i Sulaibiya under asylsagens behandling ikke har været overensstemmende. Hertil kommer, at den kvindelige ansøger også har afgivet forskellige forklaringer om, hvornår hun flyttede fra Farwaniah til Sulaibiya, ligesom den kvindelige ansøger og sønnen Fahed har afgivet divergerende forklaringer om, hvor de fik taget pasbilleder. Ansøgernes oplysninger om familiens generelle livsvilkår har heller ikke været overensstemmende. Det oplyste om, at den kvindelige ansøger er analfabet og har svært ved at huske, er ikke i sig selv omstændigheder, der kan forklare disse uoverensstemmelser. Nævnet finder, at ansøgerne heller ikke har givet en troværdig forklaring blandt andet på, hvordan de fik mulighed for at få finansieret rejsen ud af Kuwait. I den forbindelse har nævnet lagt vægt på, at det må anses for usandsynligt, at ansøgerne efter de øvrige oplysninger om de økonomiske forhold har haft mulighed for at komme i besiddelse af 8.000 dollars. Oplysningen om, at ansøgerens bror var gift med en kuwaitisk kvinde, og at de er velhavende, kan ikke føre til en anden vurdering. Den omstændighed, at den mandlige ansøger under asylsagens behandling har været i stand til at give visse oplysninger om de faktiske forhold i Kuwait, herunder Sulaibiya, kan henset til de baggrundsoplysninger, der fremgår af Udlændingestyrelsens afgørelse [en dato i] 2017 om statsborgerskabsforholdene m.v. for bidoons i Kuwait, ikke føre til en anden vurdering. Under alle omstændigheder ville de forhold, som ansøgerne har påberåbt sig som asylmotiv, ikke være omfattet af anvendelsesområdet for udlændingelovens § 7. De generelle forhold for bidoons i Kuwait er således ikke af en sådan karakter, at dette i sig selv ville kunne føre til en opholdstilladelse i Danmark, og heller ikke oplysningerne om ansøgernes konkrete forhold indebærer efter oplysningerne om deres levevilkår i Kuwait, at de ville have behov for international beskyttelse i Danmark. Den omstændighed, at ansøgerne ved en tilbagevenden til Kuwait ville kunne risikere at blive straffet for ulovlig udrejse, er heller ikke et forhold, der henset til den forventede straf for denne overtrædelse kan føre til asyl i Danmark. Nævnet har herved lagt vægt på, de baggrundsoplysninger, der fremgår af Landinfos rapport ”Respons Kuwait: Biduner og ulovlig utrejse” (2014) og samme ”Kuwait: Bidun – dokumenter og formelle forhold” (2013). Den mandlige ansøgers deltagelse i en demonstration i 2011 er ikke et forhold, der ville kunne føre til opholdstilladelse i Danmark, herunder i sammenhæng med oplysningerne om de generelle forhold for bidoons i Kuwait, da der ikke foreligger oplysninger om, at den mandlige ansøger efterfølgende har været udsat for repressalier eller lignende i anledning af sin deltagelse i demonstrationen, hvor han heller ikke blev anholdt. Den mandlige ansøgers oplysning om, at han efterfølgende sjældent har forladt hjemmet, kan ikke føre til en anden vurdering af sagen. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelser vedrørende begge ansøgere. Afgørelsen omfatter også ægteparrets mindreårige børn.” hjem/2018/99/JAH
Nævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra ukendt land. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni muslim angiveligt fra Libyen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Libyen frygter at blive slået ihjel af lokalbefolkningen, idet hans far støttede og har spioneret for Muammar Gaddafi. Han har også henvist til, at han frygter at blive tvangsrekrutteret af militser. Ansøgeren har derudover henvist til, at der er krig i Libyen, og at der ikke er nogen, som kan passe på ham. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at han boede i landsbyen [A], som ligger nær byen [B]. Ansøgeren boede alene de sidste fem år inden udrejsen, idet hans forældre var døde. Indbyggerne i [A] vidste, at ansøgerens far støttede Muammar Gaddafi, og ansøgerens nabo, [X], rådede derfor ansøgeren til at være påpasselig. Ansøgeren har flere gange oplevet, at ansøgerens naboer og ukendte personer fra [A] har kastet sten efter ham, når han gik på gaden, ligesom han fire gange har oplevet, at der blev kastet sten mod hans hus. Han er flere gange i den forbindelse blevet truet på livet. Han har ydermere forklaret, at han har set folk blive tvangsrekrutteret til militserne, og derfor frygter han, at det også vil ske for ham. Han levede samtidig i konstant frygt, fordi der var krig i Libyen. Flygtningenævnet finder, at det ikke kan lægges til grund, at ansøgeren er statsborger i Libyen. Ved vurderingen heraf har nævnet lagt vægt på indholdet af den sprogundersøgelse, som ansøgeren deltog i den 11. december 2017, og som konkluderer, at ansøgeren taler et sprog, der mest sandsynligt ikke stemmer overens med det arabiske, der tales i Libyen, herunder den del af Libyen, som ansøgeren oplyser at komme fra. Nævnet har tillige lagt vægt på, at to personer, som ansøgeren oprindeligt har oplyst at være hans fætre, i henholdsvis Ungarn og Østrig er registreret som værende algeriske statsborgere, og at disse personer i øvrigt har forklaret helt uoverensstemmende med ansøgeren om, hvorvidt de kendte ansøgeren fra hjemlandet, om de havde boet sammen med ansøgeren i hjemlandet og om, hvorvidt ansøgerens far er død eller fortsat lever. Foreholdt disse oplysninger har ansøgeren for nævnet anført, at de to personer slet ikke er hans fætre. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren under sin forklaring for nævnet har vist, at han stort set ikke har noget kendskab til det lokalområde, han oplyser at komme fra. Endelig har nævnet lagt vægt på, at ansøgerens generelle troværdighed er svækket af, at han har forklaret uoverensstemmende og navnlig udbyggende om flere forhold af betydning for asylmotivet. Under disse omstændigheder er det uden betydning, at ansøgeren har udvist et vist realkendskab til Libyens geografi, nyere historie og visse traditioner. Allerede fordi nævnet ikke kan lægge ansøgerens oplysninger om sin identitet og nationalitet til grund, kan det heller ikke lægges til grund, at ansøgeren har nogen asylbegrundende konflikter i Libyen, som kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” hjem/2018/98/SLH
Nævnet stadfæstede i oktober 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig ansøger, der har oplyst at være bidoon (statsløs) fra Kuwait. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Flygtningenævnet har efter de foreliggende oplysninger ikke fundet, at ansøgerens udeblivelse kan anses som lovligt forfald, og Flygtningenævnet har derfor besluttet at fremme sagen, jf. Flygtningenævnets forretningsorden § 36, stk. 1, 1. pkt. Ansøgeren er efter det af ham oplyste etnisk araber og shia-muslim fra Sulaibiyah, Kuwait. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Kuwait frygter de generelle forhold for statsløse bidoonere. Han har endvidere henvist til, at han frygter at blive straffet af de kuwaitiske myndigheder, idet hans far har deltaget i demonstrationer. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han ikke har adgang til uddannelsessystemet eller gratis sundhedsbehandling i Kuwait. Desuden bliver hans familie dårligt behandlet af den kuwaitiske befolkning. Det er endvidere ikke muligt for uregistrerede bidoonere at få udstedt dokumentation af nogen art. Ansøgeren har til støtte for asylmotivet vedrørende hans far oplyst, at faren i henholdsvis 2012, 2013 og 2014 deltog i demonstrationer i Kuwait, som havde til formål at forbedre bidooneres rettigheder i Kuwait. Ansøgerens far blev fængslet efter demonstrationen i 2014. Faren blev løsladt efter fem dage, men han blev efterfølgende opsøgt af myndighederne flere gange. På baggrund af ovenstående valgte ansøgeren og dennes bror at udrejse illegalt af Kuwait [en nærmere angiven dato i sommeren] 2015. Ansøgeren og dennes bror søgte asyl i Ungarn i [sommeren] 2015, hvorefter de dog returnerede til Kuwait. Ansøgeren udrejste endeligt illegalt af Kuwait på et falsk pas [en nærmere angiven dato i efteråret] 2015. Efter udlændingelovens § 40 skal en udlænding meddele de oplysninger, der er nødvendige til bedømmelse af, om den pågældende er omfattet af udlændingelovens § 7. Det følger heraf, at en udlænding, der søger om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, må sandsynliggøre den identitet og det asylgrundlag, som udlændingen påberåber sig. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren hverken har sandsynliggjort sin identitet eller sit asylmotiv. Flygtningenævnet har i den forbindelse taget hensyn til, at ansøgeren oplyser at være analfabet. Flygtningenævnet lægger ved vurderingen både for så vidt angår identiteten og asylmotivet vægt på de samme omstændigheder, som Udlændingestyrelsen har anført i begrundelsen for sin afgørelse, idet nævnet finder, at det, der er anført for nævnet, ikke kan føre til en anden vurdering. Særligt vedrørende ansøgerens identitet fremgår det af sagen, at han i [sommeren] 2015 blev registreret som asylansøger i Ungarn under navnet […], født [en nærmere angiven dato i foråret] 1994, og som værende fra Syrien. Ligeledes blev hans bror, […], registreret med et andet navn og en anden fødselsdato end meddelt de danske myndigheder, og ligeledes som værende fra Syrien. Det er for Flygtningenævnet dokumenteret, at der eksisterer en Facebook-profil [under ansøgerens navn] (Facebook id: […]). Denne Facebook-profil er efter det oplyste primært relateret til Irak. Det fremgår således, at flere venner fra Irak skriver, at de savner ansøgeren, at profilen følger irakiske og regionale tv-programmer og irakiske sportsrelaterede sider. Ansøgeren har benægtet at denne Facebook-profil tilhører ham, men personer, der har oplyst at være ansøgerens familiemedlemmer, er ligeledes venner med denne Facebook-profil. Udlændingestyrelsen har i referatet af asylsamtalen [en nærmere angivet dato i foråret] 2017, side 11, anført, at ansøgeren ikke har kunnet give nogen sammenhængende forklaring herpå. Flygtningenævnet bemærker i tilknytning hertil, at ansøgeren selv har valgt at udeblive fra nævnsmødet og hermed har afskåret sig fra nærmere at redegøre for de ovennævnte forhold, ligesom det ikke har været muligt for Flygtningenævnet at forholde sig til, om han fremstår som lignende den person, der har den ovennævnte Facebook-profil. For så vidt angår det af ansøgeren påberåbte asylmotiv i forhold til Kuwait, bemærker Flygtningenævnet, at ansøgeren for sit eget vedkommende i realiteten alene har henvist til de generelt dårlige forhold for bidoonere i Kuwait. Han har herudover henvist til sin fars asylmotiv. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgeren til asylsamtalen [en nærmere angivet dato i foråret] 2017, side 7, har oplyst, at han ikke som følge af farens deltagelse i demonstrationen har været udsat for konkret forfølgelse af de kuwaitiske myndigheder. Ligeledes har han forklaret, at han herudover aldrig har oplevet konflikter med nogen parter i hverken Kuwait eller i nogle andre lande. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at det ikke kan lægges til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for at blive udsat for hverken forfølgelse eller asylbegrundende overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Endvidere bemærker Flygtningenævnet, at selv hvis det måtte kunne lægges til grund, at ansøgeren var bidoon fra Kuwait, kan de generelt vanskelige forhold for bidoonbefolkningen i Kuwait ikke i sig selv begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Heller ikke den omstændighed, at ansøgeren frygter for repressalier som følge af illegal udrejse, kan føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” hjem/2018/97/JABP
Nævnet stadfæstede i oktober 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig ansøger, der har oplyst at være bidoon (statsløs) fra Kuwait. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Flygtningenævnet har efter de foreliggende oplysninger ikke fundet, at ansøgerens udeblivelse kan anses som lovligt forfald, og Flygtningenævnet har derfor besluttet at fremme sagen, jf. Flygtningenævnets forretningsorden § 36, stk. 1, 1. pkt. Ansøgeren er efter det af ham oplyste etnisk araber og shia-muslim fra Sulaibiyah, Kuwait. Ansøgeren har deltaget i én demonstration, men han har herudover ikke været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Kuwait frygter at blive straffet af myndighederne, fordi han har deltaget i en demonstration [en nærmere angiven dato i vinteren] 2014, og fordi han er udrejst illegalt af landet. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han ved en tilbagevenden til Kuwait frygter de generelle forhold for bidoonere. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at bidoonere ikke har nogle rettigheder i Kuwait, og de har derfor ikke adgang til uddannelse og sundhedstjenester. Ansøgeren har aldrig arbejdet i Kuwait på grund af sit helbred, og han er hele livet blevet forsørget af sin bror […], som arbejdede i Kuwait. [I vinteren] 2014 deltog ansøgeren og [hans bror] i en demonstration mod myndighederne i Kuwait. Under demonstrationen blev ansøgeren anholdt af myndighederne. Han var tilbageholdt i tre dage, hvorefter han blev løsladt. I forbindelse med løsladelsen underskrev ansøgeren et dokument. Ansøgeren ved ikke, hvad han skrev under på. En uge senere blev ansøgeren opsøgt af myndighederne, som ville have, at ansøgeren og hans bror […] skulle samarbejde med dem. Myndighederne har efterfølgende opsøgt [broren] omkring hver 15. til 17. dag frem til deres udrejse af Kuwait. Ansøgeren udrejste illegalt af Kuwait [en nærmere angiven dato i efteråret] 2015 sammen med [sin bror] og hans familie. Ansøgeren har til OM-samtalen den [i foråret] 2016, side 4, forklaret, at han efter at være blevet overvåget i en uge hverken er blevet opsøgt eller forfulgt af de kuwaitiske myndigheder. På side 6 i samme samtale har han forklaret, at han flygtede for at søge et bedre liv i et andet land, og ikke fordi han var eftersøgt eller opsøgt af politiet. Til uddybende samtale [i sommeren] 2016, side 5, har ansøgeren forklaret, at der ikke er andre grunde end hans illegale udrejse til, at han skulle blive fængslet, og at der ikke er andet, han frygter ved en tilbagevenden. Ved gensamtale [i foråret] 2017, side 10, har ansøgeren forklaret, at myndighederne i Kuwait alene efterstræber hans bror […]. Han forklarede yderligere, at han var blevet benådet på grund af sin sygdom. Efter udlændingelovens § 40 skal en udlænding meddele de oplysninger, der er nødvendige til bedømmelse af, om den pågældende er omfattet af udlændingelovens § 7. Det følger heraf, at en udlænding, der søger om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, må sandsynliggøre den identitet og det asylgrundlag, som udlændingen påberåber sig. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren hverken har sandsynliggjort sin identitet eller sit asylmotiv. Flygtningenævnet har i den forbindelse taget hensyn til, at ansøgeren oplyser at være analfabet. Flygtningenævnet lægger ved vurderingen både for så vidt angår identiteten og asylmotivet vægt på de samme omstændigheder, som Udlændingestyrelsen har anført i begrundelsen for sin afgørelse, idet nævnet finder, at det, der er anført for nævnet, ikke kan føre til en anden vurdering. Det bidrager yderligere til den generelle tvivl om ansøgerens identitet og oprindelse dels, at hans bror ikke har villet give samtykke til sambehandling med andre personer, der oplyses at være i familie med dem, dels at hans nevøer, hvoraf den ene fortsat opholder sig i Danmark, over for de ungarske myndigheder har oplyst at være fra Syrien. En Facebook-profil i et navn svarende til den ene nevøs indeholdende en del referencer til Irak medvirker yderligere til at rejse tvivl om ansøgerens oprindelse. For så vidt angår det af ansøgeren påberåbte asylmotiv i forhold til Kuwait, bemærker Flygtningenævnet, at ansøgeren gentagne gange ved samtaler med Udlændingestyrelsen har oplyst, at han ikke har haft konflikter med myndighederne efter den indledende tilbageholdelse, og at det var hans bror, […], der var genstand for myndighedernes opmærksomhed. Han har endvidere udtalt, at han er blevet ”benådet”. Ansøgeren har endvidere påberåbt sig, at han ved en tilbagevenden til Kuwait frygter at blive arresteret på grund af illegal udrejse. Flygtningenævnet finder ikke, at omstændighederne vedrørende ansøgerens angivelige deltagelse i en demonstration og den efterfølgende anholdelse, kan antages at føre til, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet vil blive udsat for asylbegrundende forfølgelse. Flygtningenævnet henviser i det hele til ansøgerens egen forklaring som gengivet ovenfor vedrørende forløbet efter, at han var blevet løsladt. Heller ikke den omstændighed, at ansøgeren frygter for repressalier som følge af sin illegale udrejse, kan føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på baggrundsoplysninger fra Landinfo fra 2013 og 2014: ”Kuwait, biduner og ulovlig utreise” og ”Kuwait, bidun – dokumenter og formelle forhold”, hvoraf fremgår, at personer, der er udrejst ulovligt, ved genindrejse til Kuwait vil blive afhørt og eventuelt kan blive varetægtsfængslet, men at der ikke er eksempler på tortur, og at tilbageholdte personer får tilstrækkeligt at spise og bliver behandlet godt. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at det ikke kan lægges til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for at blive udsat for hverken forfølgelse eller asylbegrundende overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Endvidere bemærker Flygtningenævnet, at selv hvis det måtte kunne lægges til grund, at ansøgeren var bidoon fra Kuwait, kan de generelt vanskelige forhold for bidoonbefolkningen i Kuwait ikke i sig selv begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” hjem/2018/96/JABP
Nævnet stadfæstede i oktober 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt tre børn, der har oplyst at være bidoonere (statsløse) fra Kuwait. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Flygtningenævnet har efter de foreliggende oplysninger ikke fundet, at ansøgernes udeblivelse kan anses som lovligt forfald, og Flygtningenævnet har derfor besluttet at fremme sagen, jf. Flygtningenævnets forretningsorden § 36, stk. 1, 1. pkt. Ansøgerne er efter det af dem oplyste etniske arabere og shia-muslimer fra Sulaibiyah, Kuwait. Den mandlige ansøger har deltaget i tre demonstrationer, men han har herudover ikke været politisk aktiv. Den kvindelige ansøger har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Kuwait frygter at blive fængslet eller slået ihjel, da den mandlige ansøger har deltaget i demonstrationer for bidooneres rettigheder, og da han er flygtet fra de kuwaitiske myndigheder. Den mandlige ansøger har endvidere henvist til, at han frygter at blive fængslet af de kuwaitiske myndigheder som følge af familiens illegale udrejse. Ansøgerne har endvidere henvist til de generelle forhold for uregistrerede bidoonere i Kuwait. Ansøgerne har til støtte for deres asylmotiv oplyst, at den mandlige ansøger deltog i tre demonstrationer i henholdsvis 2012, 2013 og [vinteren] 2014. Efter demonstrationen i [vinteren] 2014 tog den mandlige ansøger tilbage til sin bopæl, hvor han senere blev anholdt og tilbageholdt i tre til fem dage. Da den mandlige ansøger blev løsladt, skrev han under på et stykke papir. Han vidste på det tidspunkt ikke, hvad han skrev under på. Senere viste det sig, at han havde skrevet under på, at han ville angive bidoonere, som deltog i demonstrationer. Efter løsladelsen af den mandlige ansøger opsøgte politiet bopælen og bad den mandlige ansøger om at melde sig hos dem, hvilket han gjorde. Den mandlige ansøger blev opsøgt af myndighederne flere gange efterfølgende. Ansøgerne udrejste illegalt af Kuwait i [efteråret] 2015, fordi vejen til Europa blev åbnet. Efter udlændingelovens § 40 skal en udlænding meddele de oplysninger, der er nødvendige til bedømmelse af, om den pågældende er omfattet af udlændingelovens § 7. Det følger heraf, at en udlænding, der søger om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, må sandsynliggøre den identitet og det asylgrundlag, som udlændingen påberåber sig. Flygtningenævnet finder, at ansøgerne hverken har sandsynliggjort deres identitet eller deres asylmotiv. Flygtningenævnet har i den forbindelse taget hensyn til, at ansøgerne oplyser at være analfabet. Flygtningenævnet lægger ved vurderingen både for så vidt angår identiteten og asylmotivet vægt på de samme omstændigheder, som Udlændingestyrelsen har anført i begrundelsen for sin afgørelse, idet nævnet finder, at det, der er anført for nævnet, ikke kan føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet bemærker særligt, at ansøgerne har forklaret divergerende om antallet af demonstrationer, som den mandlige ansøger angiveligt skulle have deltaget i. Der er endvidere forklaret divergerende om centrale forhold i forbindelse med den mandlige ansøgers arrestation, herunder såvel hvordan politiet kom ind på deres bopæl som hvorvidt den mandlige ansøger fik bind for øjnene. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at særligt den kvindelige ansøger har vist ukendskab til det lokalområde, hvor hun angiveligt boede. Endeligt bemærkes, at ansøgerne også har afgivet divergerende forklaringer om, hvorvidt den kvindelige ansøger jævnligt forlod hjemmet for at gå til et huseniet. Det bidrager yderligere til den generelle tvivl om ansøgernes identitet og oprindelse dels, at den mandlige ansøger ikke har villet give samtykke til sambehandling med andre personer, der oplyses at være i familie med ham, dels at ansøgernes sønner, hvoraf den ene fortsat opholder sig i Danmark, over for de ungarske myndigheder har oplyst at være fra Syrien. En Facebook-profil i et navn svarende til sønnens indeholdende en del referencer til Irak medvirker yderligere til at rejse tvivl om ansøgernes oprindelse. Flygtningenævnet bemærker i tilknytning hertil, at ansøgerne selv har valgt at udeblive fra nævnsmødet. De har dermed afskåret sig fra nærmere at redegøre for de ovennævnte forhold, ligesom det særligt for sønnens vedkommende ikke har været muligt for Flygtningenævnet at forholde sig til, om han fremstår som lignende den person, der har den ovennævnte Facebook-profil. Yderligere bemærkes, at de oplysninger, som sønnerne har meddelt de ungarske myndigheder ikke kan lades ude af betragtning ved vurderingen af ansøgernes troværdighed, alene fordi de pågældende muligt ikke ville kunne sendes tilbage til Ungarn. Flygtningenævnet finder endvidere ikke, at de fremlagte fødselsattester eller resultatet af sprogtesterne kan føre til et andet resultat. Selv hvis det måtte kunne lægges til grund, at ansøgerne var bidoonere fra Kuwait, kan de generelt vanskelige forhold for bidoonbefolkningen i Kuwait ikke i sig selv begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Heller ikke den omstændighed, at ansøgeren frygter for repressalier som følge af illegal udrejse, kan føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse..” hjem/2018/95/JABP
Nævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt deres tre børn, der har oplyst at være bidoonere (statsløse) fra Kuwait. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er efter det oplyste etniske arabere og shiamuslimer fra Sulaibiyah, Jahra, Kuwait. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Den mandlige ansøger har deltaget i en demonstration for bidooneres rettigheder i Kuwait. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Kuwait frygter, at den mandlige ansøger vil blive fængslet og udsat for fysiske overgreb af myndighederne, fordi han har deltaget i en demonstration i 2015, og fordi ansøgerne er udrejst illegalt. Ansøgerne har som asylmotiv endvidere henvist til de generelle forhold for bidoonere i Kuwait. Ansøgerne har til støtte for deres asylmotiv oplyst, at den mandlige ansøger [i foråret] 2015 deltog i en demonstration for bidooneres rettigheder sammen med sine brødre, [A], [B], [C] og [D] samt en nevø, [E]. Under demonstrationen angreb myndighederne demonstranterne, men ansøgeren, hans brødre og nevø nåede at flygte. De tog til den mandlige ansøgers bror [Ds] ven, [Fs] hjem, hvor de skjulte sig i seks-syv dage. Herefter tog den mandlige ansøger og de mandlige familiemedlemmer til [Fs] ejendom i området Jawahir, hvor de opholdt sig i længere tid, for den mandlige ansøgers vedkommende i syv måneder. Den kvindelige ansøger har forklaret, at myndighederne i perioden efter demonstrationen søgte efter den mandlige ansøger og de andre mænd på bopælen. I den pågældende periode, aflagde den mandlige ansøger nogle besøg hos sin familie i ly af natten. Begge ansøgere har under nævnsmødet forklaret, at de ikke har konflikter i andre lande end Kuwait. Ansøgerne udrejste af Kuwait [i vinteren] 2015 sammen med den mandlige ansøgers forældre, broren [B] og dennes hustru og børn, nevøen [E], samt nogle svigerinder. Udrejsen foregik med fly og ifølge ansøgerens forklaringer ved hjælp af falsk rejselegitimation. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort hverken deres identitet – herunder nationalitet – eller deres asylmotiv. Ansøgerne har i et vist omfang været i stand til at forklare om forholdene i Kuwait, og for den mandlige ansøgers vedkommende tillige i generelle træk om afviklingen af bidooneres rettigheder. De foretagne sprogtests peger på, at ansøgernes sproglige baggrund er kuwaitisk, og ansøgerne har fremlagt fødselsattester, der angiver at være fra Kuwait. Den mandlige ansøger har imidlertid over for de græske myndigheder oplyst at være iraker og at have et andet navn end det nu oplyste, og det samme er tilfældet for en række af den mandlige ansøgeres øvrige familiemedlemmer. Ansøgerens forklaring om, at disse oplysninger blev givet, fordi de græske myndigheder angiveligt kun ville lade syrere og irakere rejse videre, findes ikke at give en fyldestgørende forklaring på dette forhold. Ved vurderingen af, hvorvidt ansøgerne har sandsynliggjort, at de er statsløse bidoons fra Kuwait, har nævnet endvidere inddraget troværdigheden af den mandlige ansøgeres forklaring om sin konflikt med de kuwaitiske myndigheder. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaringer om den del af asylmotivet til grund, idet den mandlige ansøger om væsentlige dele af asylmotivet har forklaret divergerende, udbyggende og vedrørende deltagelse i demonstrationen og planlægningen og gennemførelsen af flugten endvidere afglidende. Den mandlige ansøger har under samtalerne med Udlændingestyrelsen forklaret, at han først tog hjem for at tale med hustruen efter, at han havde skjult sig i [en nærliggende by], og han og den kvindelige ansøger har afgivet divergerende forklaringer om antallet af den mandlige ansøgers besøg i hjemmet, og hvornår i perioden besøgene fandt sted. Den kvindelige ansøger har udbyggende forklaret, at hun i den relevante periode opholdt sig meget hos sin mor, hvilket medfører, at hun ikke har så stort kendskab til myndighedernes henvendelser på bopælen. Under nævnsmødet har den mandlige ansøger udbyggende forklaret, at han tog tilbage til hjemmet første gang i den periode på seks-syv dage, hvor han opholdt sig i [Fs] hjem. Den mandlige ansøger har endvidere udbyggende forklaret, at myndighederne gentagne gange, når de henvendte sig på bopælen, krævede, at den mandlige ansøger skulle arresteres. Flygtningenævnet finder endvidere, at ansøgernes forklaring om storfamiliens fælles flugt via lufthavnen i Kuwait på afgørende måde afsvækker forklaringen om, at den mandlige ansøger var efterstræbt af de kuwaitiske myndigheder. På denne baggrund finder Flygtningenævnet således ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort deres identitet og deres asylmotiv. Ansøgerne har derfor ikke sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Hjem/2018/94/HHU
Nævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt fire børn, angivelige bidoonere (statsløse) fra Kuwait. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne har oplyst at være etniske arabere, shia-muslimer af trosretning og bidoonere (statsløse) fra [et område i al-Jahra], Kuwait. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at den mandlige ansøger har deltaget i en demonstration, og at han derfor vil blive fængslet eller slået ihjel af de kuwaitiske myndigheder. Til støtte herfor har ansøgerne oplyst, at den mandlige ansøger i [starten af] 2013 deltog i en demonstration på [et torv] i [deres hjemområde]. Ansøgeren deltog i demonstrationen sammen med sin bror [B]. I [starten af] 2015 blev ansøgerne opsøgt på deres bopæl om natten af myndighederne. Den mandlige ansøger og [B] blev i den forbindelse anholdt og efterfølgende fængslet. I [foråret] 2015 blev den mandlige ansøger løsladt fra fængslet efter at have underskrevet et dokument, hvori der stod, at han havde deltaget i demonstrationer, forsøgt at lave et kup, talt nedsættende om emiren og var sabotør. Noget tid efter løsladelsen følte ansøgerne sig overvåget af myndighederne, og de besluttede sig derfor for at udrejse. Ansøgerne udrejste illegalt via lufthavnen i Kuwait [i efteråret] 2015. Det følger af udlændingelovens § 40, at en udlænding skal meddele de oplysninger, der er nødvendige til bedømmelse af, om den pågældende er omfattet af udlændingelovens § 7. Det følger heraf, at en udlænding, der søger om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, må sandsynliggøre den identitet og det asylgrundlag, udlændingen påberåber sig. Efter en samlet vurdering af ansøgernes forklaring og de i sagen i øvrigt foreliggende oplysninger finder Flygtningenævnet, at nævnet ikke kan lægge ansøgernes forklaring om deres identitet eller deres asylmotiv til grund. I relation til identiteten bemærkes, at ansøgerne i forbindelse med deres indrejse i Danmark over for de danske myndigheder oplyste, at de var irakiske statsborgere, og at deres efternavn var [et andet end oplyst af ansøgerne senere hen]. Ansøgerne er ikke fremkommet med en rimelig forklaring på, at de fremkom med disse oplysninger i forbindelse med indrejsen. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at Flygtningenævnet finder, at ansøgernes forklaring om, at de fremkom med disse oplysninger enten fordi, de var bange eller fordi, de var blevet rådet til det på vej gennem Europa, ikke er en hverken rimelig eller sandsynlig forklaring på, at de opgav både en anden nationalitet og et andet navn, end det de sidenhen har påberåbt sig. Flygtningenævnet har tillige lagt vægt på, at ansøgerne har et meget begrænset kendskab til det område, hvor ansøgerne påstår at have boet, herunder at den mandlige ansøger ikke har kunnet redegøre for beliggenheden af en bestemt moske eller for navnene på folk i nabolaget, hvor han angiveligt skulle have boet i hele sit liv, ligesom han ikke har kunnet oplyse, hvad han nærmere lavede og levede af forud for 2005. Den kvindelige ansøger har forklaret, at hun ikke kender familiens husnummer og ikke har kunnet forklare nærmere om, hvor diverse moskeer lå, ligesom hun som svar på hvilke lande, der grænser op til Kuwait, har nævnt de lande, der grænser op til Irak. Flygtningenævnet har derudover lagt vægt på, at den mandlige ansøger har forklaret divergerende om, hvor mange der var med til at planlægge at demonstrere og om, hvornår demonstrationen fandt sted efter planlægningsmødet. Ansøgerne har forklaret indbyrdes divergerende om, hvor demonstrationen fandt sted. Flygtningenævnet finder, at ansøgerne ikke har givet en rimelig forklaring på de fremhævede divergenser. Flygtningenævnet tilsidesætter på denne baggrund ansøgernes forklaringer om deres identitet og deres asylmotiv som konstrueret og utroværdig. Den foretagne sproganalyse, der konkluderer, at ansøgernes dialekt er i overensstemmelse med den dialekt, der tales i et område omkring Den Arabiske Golf, kan ikke føre til en anden vurdering. Det forhold, at ansøgerne har fremlagt dokumenter, der angiveligt knytter familien til Kuwait, kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet har herved lagt vægt på de foreliggende baggrundsoplysninger, hvoraf fremgår, at der er adgang til falske dokumenter i Kuwait, og at det er relativt enkelt at få dokumenter forfalsket. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort deres identitet eller deres asylmotiv, og ansøgerne har således ikke sandsynliggjort, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2, er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Hjem/2018/93/MGO
Nævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og muslim fra Rif Dimashq, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark den 13. september 2014, og at han den 28. januar 2015 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Klageren har den 28. februar 2018 klaget over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens §§ 7, stk. 1 eller 8, stk. 1. Klageren har til støtte for sin klage oplyst, at han ønsker at få ændret sin flygtningestatus, idet han ikke kan få udstedt et EU-sygesikringskort, da han har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Klageren har under Udlændingestyrelsens behandling af asylsagen oplyst, at han ikke er individuelt forfulgt i hjemlandet. Klageren udrejste af Syrien som følge af de generelle forhold i landet, og fordi hans søn blev indkaldt til militærtjeneste. Klagerens søn udrejste af Syrien til Jordan én måned før klagerens udrejse. Flygtningenævnet finder efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke, at klageren selv risikerer genindkaldelse til militærtjeneste, og nævnet finder heller ikke, at klageren risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, som følge af, at hans søn ikke ønsker at aftjene værnepligt. Det forhold, at klagerens herboende søn ikke måtte kunne få udstedt et EU-sygesikringskort, er uden betydning for vurderingen efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2018/49/JHB
Nævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt tre børn fra ukendt hjemland. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne har oplyst, at han er etnisk bidoon og shia-muslim af trosretning fra al-Jahra, Kuwait. Den mandlige ansøger deltog i en demonstration den 16. december 2011 i Taima. Han deltog i flere demonstrationer mellem 2011 og 2014, hvor flere af demonstrationerne varede i flere dage, derudover har han hverken været politisk aktiv eller medlem af religiøse organisationer. Den kvindelige ansøger har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Kuwait frygter, at han vil blive fængslet af myndighederne, fordi han har deltaget i demonstrationer, og at han vil blive fængslet og udsat for fysiske overgreb af myndighederne, idet han udrejste illegalt sammen med sin familie. Den mandlige ansøger har endvidere som asylmotiv henvist til, at han vil sikre sine børns fremtid, idet børnene ikke har mulighed for at gå i skole i Kuwait. Den mandlige ansøger har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i forbindelse med demonstrationen den 16. december 2011 i Taima blev anholdt og tilbageholdt i 15 dage. Under tilbageholdelsen blev han afhørt og slået af myndighedspersonerne. Han blev løsladt mod at underskrive et dokument, hvori han erkendte, at han var imod staten. Han tilkendegav samtidig, at han ikke ville deltage i flere demonstrationer. Den mandlige ansøger deltog efterfølgende i flere demonstrationer, hvorfor han levede halvandet år i skjul frem til sin udrejse. Han er ikke blevet anholdt siden sin løsladelse i 2011, men familiens bopæl blev opsøgt tre gange af Sikkerhedstjenesten, hver gang med to personer fra sikkerhedstjenesten. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Kuwait frygter, at hun vil blive fængslet af myndighederne, fordi hendes ægtefælle deltog i en række demonstrationer. Den kvindelige ansøger har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hendes ægtefælle har deltaget i tre demonstrationer i henholdsvis 2011 og 2012. Ægtefællen blev på et tidspunkt i forbindelse med en demonstration anholdt og tilbageholdt i 15 dage. Efter løsladelsen levede ægtefællen i skjul i omkring et års tid. Den kvindelige ansøger har endvidere oplyst, at hun tre gange blev opsøgt af myndighedspersoner på sin bopæl. Ved den sidste opsøgning blev hun slået, hvorfor hun brækkede sin næse, mistede bevidstheden og tilbragte to døgn på hospitalet. I det hele har den kvindelige ansøger henvist til sin ægtefælles asylmotiv. Det følger af udlændingelovens § 40, at en udlænding skal meddele de oplysninger, der er nødvendige til bedømmelse af, om den pågældende er omfattet af udlændingelovens § 7. Det følger heraf, at en udlænding, der søger om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, må sandsynliggøre den identitet og det asylgrundlag, udlændingen påberåber sig. Efter en samlet vurdering af ansøgernes forklaring og de i sagen i øvrigt foreliggende oplysninger finder Flygtningenævnet, at nævnet ikke kan lægge ansøgernes forklaringer om deres identitet eller deres asylmotiv til grund. I relation til identiteten bemærkes, at ansøgerne har forklaret upræcist og divergerende om deres personlige forhold. Den mandlige ansøger har således opgivet et navn til myndighederne i Danmark, som er anerledes end det, han under forklaringen i Flygtningenævnet fortalte, at han oplyste til myndighederne under fængslingen og igen anerledes end det navn, som den kvindelige ansøger under sin forklaring i Flygtningenævnet oplyste vedrørende sin mand. Flygtningenævnet bemærker, at den mandlige ansøger flere gange – også ved indledningen af sagen i Flygtningenævnet, har byttet om på sin fødselsdato. Den mandlige ansøger har i øvrigt forklaret divergerende og upræcist om, hvorvidt hans familie havde været registret på et tidspunkt, eller om familien aldrig havde været registreret. Dertil kommer, at ansøgerne har forklaret indbyrdes divergerende om deres naboers navne og om, hvorvidt den kvindelige ansøger har født familiens første barn på et hospital. Endelig har den mandlige ansøger nægtet at oplyse navn og telefonnummer på en person i Kuwait, som han er i kontakt med ugentligt. Flygtningenævnet har derudover lagt vægt på, at ansøgerne for så vidt angår selve asylmotivet har forklaret divergerende og delvist indbyrdes divergerende, herunder blandt andet om hvor mange demonstrationer den mandlige ansøger deltog i, og hvornår disse fandt sted, hvornår bopælen blev opsøgt, hvornår den kvindelige ansøger fik brækket næsen af myndighedspersoner, om der blev anvendt vold på politistationen eller først i fængslet samt om antallet og karakteren af afhøringerne. Flygtningenævnet finder, at ansøgerne ikke er fremkommet med en rimelig forklaring på de fremhævede divergenser. Flygtningenævnet tilsidesætter på denne baggrund ansøgernes forklaringer om deres identitet og deres asylmotiv som konstrueret og utroværdig. Den foretagne sproganalyse, der konkluderer, at ansøgernes dialekt er i overensstemmelse med den dialekt, der tales i et område omkring Den Persiske Golf, kan ikke føre til en anden vurdering. Det forhold, at ansøgerne har fremlagt dokumenter, der angiveligt knytter familien til Kuwait, kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet har herved lagt vægt på de foreliggende baggrundsoplysninger, hvoraf fremgår, at der er adgang til falske dokumenter i Kuwait, og at det er relativt enkelt at få dokumenter forfalsket. Flygtningenævnet bemærker afslutningsvist, at selv hvis ansøgerne var bidoonere fra Kuwait, så lægger Flygtningenævnet efter indholdet af baggrundsoplysningerne til grund, at de generelle forhold for bidoonere i Kuwait ikke er sådanne, at disse i sig selv kan medføre asyl. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort deres identitet eller deres asylmotiv, og ansøgerne har således ikke sandsynliggjort, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2, er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” hjem/2018/91/sme
Nævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra et ukendt hjemland samt et barn. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren oplyser at være etnisk araber og shiamuslim fra Al Jahra, Kuwait. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter konsekvenserne af, at hendes bror deltog i en demonstration [i begyndelsen af] 2014 i Taima og efterfølgende blev fængslet i en måned. Ansøgeren har endvidere henvist til de generelle forhold for uregistrerede bidooner i Kuwait, samt at hun udrejst af Kuwait illegalt og derfor ikke kan vende tilbage til landet. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hendes bror, [A], [i begyndelsen af] 2014 blev tilbageholdt på deres fælles bopæl. [A] blev tilbageholdt af fire maskerede mænd, som ansøgeren tror, var fra den kuwaitiske efterretningstjeneste. [A] var fængslet til [foråret] 2014 og blev under sin fængsling udsat for overgreb. Omkring en måned efter [A’s] udrejse af Kuwait i starten af [efteråret] 2015, blev familien opsøgt på bopælen af to civilklædte politifolk, der tog fat i ansøgerens venstre skulder og sagde, at de nok skulle få fat i [A] og vise ham, hvad de ville gøre ved ham. Ansøgeren udrejste i midten af [efteråret] 2015. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring om hverken sin identitet, sin nationalitet eller om sit asylmotiv til grund. For så vidt angår ansøgerens generelle troværdighed bemærker Flygtningenævnet indledningsvis, at ansøgeren har nægtet at give samtykke til sambehandling med et større antal familiemedlemmer, som også har angivet at komme fra Kuwait. Det fremgår af oplysningerne i sagen, at de græske myndigheder har registreret tre af disse familiemedlemmer som irakiske statsborgere. Nævnet bemærker hertil, at ansøgeren har svaret undvigende på sit kendskab til disse familiemedlemmer. Det bemærkes i øvrigt, at ansøgeren har udvist beskedent kendskab til sit hjemområde, hvor hun angiveligt har boet hele sit liv. Hun har således blandt andet ikke kunne redegøre for andre gadenumre i sit kvarter end sit eget, ligesom hun ikke er bekendt med placeringen af farens gravsted i forhold til bopælen. De af ansøgeren fremlagte dokumenter kan ikke føre til en anden vurdering af forklaringens troværdighed. Hun har endvidere forklaret divergerende om myndighedsopsøgninger efter løsladelsen af broren, hvis asylmotiv [i efteråret] 2018 i øvrigt er blevet afvist af Flygtningenævnet. Nævnet finder på denne bagrund ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i konkret eller individuel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Det tilføjes at ansøgeren ikke har oplyst at have haft konflikter i andre lande, herunder ikke i Irak. Det bemærkes, at de generelle forhold for bidoonere i Kuwait ikke isoleret set findes asylbegrundende, og at sanktionerne for illegal udrejse efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke vurderes at være uforholdsmæssige. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Hjem/2018/90/CHA
Nævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra et ukendt hjemland. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren oplyser at være etnisk araber og shiamuslim fra Al Jahra, Kuwait. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til sin mors asylmotiv. Ansøgerens mor har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter konsekvenserne af, at hendes bror deltog i en demonstration [i begyndelsen af] 2014 i Taima og efterfølgende blev fængslet i en måned. Ansøgerens mor har endvidere henvist til de generelle forhold for uregistrerede bidooner i Kuwait, samt at hun udrejst af Kuwait illegalt og derfor ikke kan vende tilbage til landet. Ansøgerens mor har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hendes bror, [A], [I begyndelsen af] 2014 blev tilbageholdt på deres fælles bopæl. [A] blev tilbageholdt af fire maskerede mænd, som ansøgerens mor tror, var fra den kuwaitiske efterretningstjeneste. [A] var fængslet til [foråret] 2014 og blev under sin fængsling udsat for overgreb. Omkring en måned efter [A’s] udrejse af Kuwait i starten af [efteråret] 2015, blev familien opsøgt på bopælen af to civilklædte politifolk, der tog fat i ansøgerens mors venstre skulder og sagde, at de nok skulle få fat i [A] og vise ham, hvad de ville gøre ved ham. Familien udrejste i midten af [efteråret] 2015. I morens sag har Flygtningenævnet truffet følgende afgørelse: ”Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring om hverken sin identitet, sin nationalitet eller om sit asylmotiv til grund. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgeren har udvist beskedent kendskab til sit hjemområde, hvor hun angiveligt har boet hele sit liv. Hun har således blandt andet ikke kunne redegøre for andre gadenumre i sit kvarter end sit eget, ligesom hun ikke er bekendt med placeringen af farens gravsted i forhold til bopælen. De af ansøgeren fremlagte dokumenter kan ikke føre til en anden vurdering af forklaringens troværdighed. Hun har endvidere forklaret divergerende om myndighedsopsøgninger efter løsladelsen af broren, hvis asylmotiv [i efteråret] 2018 i øvrigt er blevet afvist af Flygtningenævnet. Nævnet finder på denne bagrund ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i konkret eller individuel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Det tilføjes at ansøgeren ikke har oplyst at have haft konflikter i andre lande, herunder ikke i Irak. Det bemærkes, at de generelle forhold for bidoonere i Kuwait ikke isoleret set findes asylbegrundende, og at sanktionerne for illegal udrejse efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke vurderes at være uforholdsmæssige. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Da ansøgerens asylmotiv svarer til det af moren angivne, og da de forhold, der er indgået i afgørelsen vedrørende ansøgerens identitet, herunder nationalitet, er identiske med morens, finder Flygtningenævnet med henvisning til denne afgørelse heller ikke, at denne ansøger har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Hjem/2018/89/CHA
Nævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra et ukendt hjemland. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og shiamuslim fra Al Jahra, Kuwait. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter, at blive fængslet af de kuwaitiske myndigheder som følge af sin illegale udrejse. Ansøgeren frygter endvidere de generelle forhold for bidoonere. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han er uregistreret bidoon og derfor ikke har ret til en fødselsattest, et id-kort, skolegang eller sundhedsbehandling i Kuwait. Ansøgeren har videre oplyst, at hans morbror, [A], deltog i en demonstration [i begyndelsen af] 2014. [I begyndelsen af] 2014 blev [A] anholdt på familiens fælles bopæl, og sad efterfølgende fængslet frem til [foråret] 2014. Efter Baders udrejse opsøgte de kuwaitiske myndigheder ansøgerens bopæl et ukendt antal gange, hvorfor ansøgers familie følte sig chikaneret. På den baggrund udrejste ansøger i midten af [efteråret] 2015 af Kuwait sammen sin familie. I morens sag har Flygtningenævnet truffet følgende afgørelse: ”Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring om hverken sin identitet, sin nationalitet eller om sit asylmotiv til grund. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgeren har udvist beskedent kendskab til sit hjemområde, hvor hun angiveligt har boet hele sit liv. Hun har således blandt andet ikke kunne redegøre for andre gadenumre i sit kvarter end sit eget, ligesom hun ikke er bekendt med placeringen af farens gravsted i forhold til bopælen. De af ansøgeren fremlagte dokumenter kan ikke føre til en anden vurdering af forklaringens troværdighed. Hun har endvidere forklaret divergerende om myndighedsopsøgninger efter løsladelsen af broren, hvis asylmotiv [i efteråret] 2018 i øvrigt er blevet afvist af Flygtningenævnet. Nævnet finder på denne bagrund ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i konkret eller individuel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Det tilføjes at ansøgeren ikke har oplyst at have haft konflikter i andre lande, herunder ikke i Irak. Det bemærkes, at de generelle forhold for bidoonere i Kuwait ikke isoleret set findes asylbegrundende, og at sanktionerne for illegal udrejse efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke vurderes at være uforholdsmæssige. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Da ansøgerens asylmotiv svarer til det af moren angivne, og da de forhold, der er indgået i afgørelsen vedrørende ansøgerens identitet, herunder nationalitet, er identiske med morens, finder Flygtningenævnet med henvisning til denne afgørelse heller ikke, at denne ansøger har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Hjem/2018/88/CHA
Nævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlige og kvindelige ansøger samt deres tre mindreårige børn, angivelige bidoonere (statsløse) fra et ukendt hjemland. Indrejst 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgerne har oplyst, at de er etniske bidoonere og shia-muslimer af trosretning. Ansøgerne har endvidere oplyst, at de ikke er registrerede bidoonere i Kuwiat. Den mandlige ansøger har deltaget i en demonstration den 18. februar 2014, derudover har han ikke være politisk aktiv. Den kvindelige ansøger har aldrig været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Kuwait frygter at blive fængslet eller henrettet af de kuwaitiske myndigheder, fordi han har underskrevet et blankt stykke papir i forbindelse med sin løsladelse efter at have deltaget i en demonstration. Den mandlige ansøger har endvidere som asylmotiv henvist til, at familien som bidoonere i Kuwait ingen rettigheder har. Den mandlige ansøger har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han den 18. februar 2014 deltog i en demonstration til fordel for bidooners rettigheder. Under demonstrationen blev ansøgeren tilbageholdt af de kuwaitiske myndigheder og med bind for øjnene blev ført til et ukendt sted med bil, hvor han blev udsat for fysiske overgreb. Ansøgeren blev fængslet i 10 til 15 dage, hvorefter han underskrev et blankt stykke papir for at blive løsladt. Ansøgeren blev kørt til blok tre i Sulaibiyah, hvor han boede i området. Herfra gik han hjem til familiens bopæl og fortalte, hvad der var sket. Omkring en måned efter løsladelsen genoptog ansøgeren sit arbejde. Efter løsladelsen oplevede ansøgeren, at han én gang blev overvåget. Ansøgeren oplevede ikke andre konflikter indtil sin udrejse den […] 2015. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Kuwait frygter, at ægtefællen vil blive henrettet af de kuwaitiske myndigheder, og at hendes børn vil blive slået ihjel, fordi ægtefællen har deltaget i en demonstration. Den kvindelige ansøger har endvidere som asylmotiv henvist til, at hun frygter myndighederne, idet hun er udrejst illegalt. Den kvindelige ansøger har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at ægtefællen deltog i en demonstration den 18. februar 2018, og at hun ikke så ham igen før 15 dage senere, hvor han blev løsladt efter tilbageholdelsen. Ægtefællen blev kørt hjem og smidt af ude foran døren til familiens bopæl. Efter løsladelsen følte ægtefællen, at han blev overvåget, men familien oplevede ingen konflikter indtil deres udrejse. Flygtningenævnet kan ikke lægge nogen del af ansøgernes forklaringer til grund. Flygtningenævnet finder det således heller ikke godtgjort, at ansøgerne er statsløse bidoonere fra Kuwait. Vedrørende den mandlige ansøgers generelle troværdighed bemærker Flygtningenævnet, at han har oplyst, at være analfabet. Ikke desto mindre har han gentagne gange under samtalerne, vist sig i stand til at oplyse tal, ligesom han ved gensamtale den […] 2017 jf. side 5 af 13 har oplyst, hvad der stod på hans vielsesattest. Foreholdt dette, sagde han, at vielsesattesten var mundtlig. Flygtningenævnet finder endvidere, at den mandlige ansøger ved samtale med Udlændingestyrelsen den […] 2016 har udvist en påfaldende mangel på kendskab til det område, hvor han angiveligt havde boet hele sit liv jf. således referatet af denne samtales side 12n til 13ø. Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at han efterfølgende, herunder ved fremmøde i Flygtningenævnet, var i stand til at redegøre nærmere herfor. Den mandlige ansøger forklarede ved sin asylsamtale den […] 2016 side 6 af 15 at han under sin tilbageholdelse blev udsat for voldsanvendelse, idet han blev slået på håndleddet mens han havde hænderne bundet på ryggen med håndjern. Ved fremmøde i Flygtningenævnet forklarede og illustrerede ansøgeren, at han havde hænderne foran kroppen under voldsudøvelsen, hvorved hans håndled brækkede. Den mandlige ansøger har endvidere tidligere forklaret, at han ikke blev udsat for vold efterfølgende under sin tilbageholdelse. Ved fremmøde i Flygtningenævnet forklarede den mandlige ansøger derimod, at han løbende under sin tilbageholdelse blev udsat for vold, i hvert fald indtil han havde brækket sit håndled på den en arm. Af andre forhold som særligt giver anledning til bemærkninger, påpeger Flygtningenævnet, at der er flere modstridende forklaringer fra den mandlige og kvindelige ansøger vedrørende omstændighederne omkring den mandlige ansøgers løsladelse efter at han havde været arresteret og tilbageholdt i omkring 10 til 15 dage. Således har den mandlige ansøger til oplysnings- og motivsamtale den […] 2016 oplyst, at han ved sin løsladelse blev sat af et kort stykke vej fra sin bopæl, og at han derefter selv gik hjem. Derimod har den kvindelige ansøger den […] 2016 forklaret, at den mandlige ansøger blev smidt af ved døren til den fælles bopæl, og at han blev fundet af naboer. Ved fremmøde i Flygtningenævnet forklarede den kvindelige ansøger, at den mandlige ansøger selv bankede på døren til det fælles hjem. Flygtningenævnet er opmærksom på, at disse begivenheder ligger nogle år tilbage. Flygtningenævnet finder dog, at omstændighederne vedrørende voldsanvendelsen og løsladelsen er så centrale, at de nævnte uoverensstemmelser i høj grad medvirker til at drage ansøgernes forklaringer i tvivl. Vedrørende finansiering af ansøgernes rejse til Danmark, bemærker Flygtningenævnet, at den kvindelige ansøger ved sin oplysnings- og motivsamtale den […] 2016 er citeret for, at have forklaret, at rejsen til dels var betalt ved salg af guldsmykker. Den mandlige ansøger har forklaret, at familien ikke var i besiddelse af guldsmykker. Foreholdt dette, har den kvindelige ansøger i Flygtningenævnet forklaret, at det er Udlændingestyrelsens medarbejdere, der har tillagt hende en forklaring, hun ikke har afgivet. Flygtningenævnet finder at måtte tilsidesætte denne forklaring som utroværdig. Endvidere har den kvindelige ansøger forklaret, at hun ved en tilbagevenden til Kuwait frygter at blive henrettet, til trods for, at der gik halvandet år fra den mandlige ansøgers løsladelse til ansøgernes udrejse af hjemlandet uden at de efter deres forklaringer havde nogen kontakt med myndighederne alene bortset fra, at den mandlige ansøger havde en følelse af, at han blev overvåget. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgerne ved en tilbagevenden til deres hjemland, vil være i risiko for asylbegrundende overgreb der er omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet har ikke fundet anledning til at foretage en asylretlig vurdering af ansøgerne i forhold til andre lande herunder Irak, da ansøgerne selv har oplyst at komme fra Kuwait, og da en sådan asylretlig vurdering heller ikke er foretaget af Udlændingestyrelsen. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsen afgørelse.” hjem/2018/87/sme
Nævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig asylansøger, angiveligt bidoon (statsløs) fra Kuwait. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren har oplyst, at han er bidoon (statsløs), etnisk araber og sunni muslim af trosretning. Han er født i [A], der er beliggende i al-Jahra-området i Kuwait Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Kuwait frygter, at hans far vil blive fængslet, fordi hans far har haft en konflikt med en kuwaitisk mand på en markedsplads, hvor han arbejdede. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter, at han vil blive udsat for repressalier af de iranske myndigheder eller andre, som følge af ansøgerens fars konflikt. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans far arbejdede på en markedsplads for køb og salg af dyr, hvor et får skadede en søn af en kuwaitisk mand. Dette resulterede i en diskussion mellem ansøgerens far og manden, som truede ansøgerens far. Umiddelbart efter episoden kørte ansøgerens far ansøgeren og hans søskende hjem på bopælen. Da ansøgerens far vendte tilbage til markedspladsen, havde de kuwaitiske myndigheder været der, hvor de havde anholdt ansøgerens farfar, som var tilbageholdt de næstfølgende tre dage. Ansøgerens far opholdt sig i tiden herefter på en anden adresse adskilt fra ansøgeren, hans mor og hans søskende. I denne periode opsøgte politiet jævnligt bopælen og spurgte efter ansøgerens far. Ansøgeren og hans familie udrejste af Kuwait i december 2015. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet henviser til afgørelse (hjem/2018/84/LINB) af dags dato vedrørende ansøgerens far og stadfæster med samme begrundelse Udlændingestyrelsens afgørelse.” hjem/2018/86/LINB
Nævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig asylansøger samt fem medfølgende børn, angivelige bidoonere (statsløse) fra Kuwait. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren har oplyst, at hun er bidoon (statsløs), etnisk araber og sunni-muslim af trosretning. Hun er født i området Rahayya, Kuwait. Fra 2009 og indtil sin udrejse har hun boet i [A], der er beliggende i al-Jahra-området i Kuwait. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter, at hendes ægtefælle vil blive fængslet, fordi han har haft en konflikt med en kuwaitisk mand. Ansøgeren frygter endvidere, at de kuwaitiske myndigheder vil tilbageholde hende og krænke hende, fordi hendes ægtefælle er eftersøgt. Endelig frygter ansøgeren for sine børns fremtid, fordi statsløse bidoonere ikke har nogen rettigheder. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hendes ægtefælle arbejdede sammen med sin far med salg af får. En kuwaitisk mand kom en dag sammen med sin søn for at købe får, og under salget blev hans søn ramt af et får og pådrog sig en øjenskade. Dette resulterede i en diskussion mellem ansøgerens ægtefælle og den kuwaitiske mand. Manden anmeldte herefter ansøgerens ægtefælle til de kuwaitiske myndigheder for at have talt nedsættende om den kuwaitiske prins. Efter diskussionen tog ansøgerens ægtefælle hjem til bopælen, hvor han befandt sig i få minutter, hvorefter han forlod stedet og opholdt sig på en anden adresse i skjul. Nogle minutter efter ankom tre politibetjente og ransagede bopælen. I mellemtiden havde politiet opsøgt ansøgerens ægtefælles arbejdsplads, hvor de havde anholdt ansøgerens svigerfar. Svigerfaren var derefter tilbageholdt i tre dage. Under tilbageholdelsen opsøgte politiet bopælen flere gange, hvor de ledte efter ansøgerens ægtefælle. Under en af opsøgningerne blev ansøgeren taget med til afhøring af politiet, hvor hun blev udsat for voldtægt af den ene af de to myndighedspersoner. To timer herefter fik ansøgeren lov til at gå. Ansøgerens ægtefælle gik under jorden frem til familiens udrejse af Kuwait [i vinteren] 2015. Det følger af udlændingelovens § 40, at en udlænding skal meddele de oplysninger, der er nødvendige til bedømmelse blandt andet af, om den pågældende er omfattet af udlændingelovens § 7. Det følger heraf, at en udlænding, der søger opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, må sandsynliggøre den identitet og det asylgrundlag, udlændingen påberåber sig. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren hverken har godtgjort sin identitet eller sit asylmotiv. Flygtningenævnet finder, at det generelt svækker ansøgerens troværdighed, at hun i Grækenland er registreret to gange med et andet navn og med irakisk statsborgerskab. Ansøgerens forklaring om, at hun ikke ved, hvilken nationalitet, hun blev registreret med i Grækenland, forekommer ikke overbevisende. Hertil kommer, at der ikke er overensstemmelse mellem ansøgerens forklaring om, at hun og familien udrejste [i vinteren] 2015 og opholdt sig syv dage i Tyrkiet, og at de er registreret som indrejst i Grækenland første gang [i vinteren] 2015. For så vidt angår den fødselsattest og sundhedsattest, som ansøgeren har fremlagt, finder Flygtningenævnet ikke, at disse dokumenter kan tillægges vægt. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren til asylsamtalen har forklaret, at hendes søster har sendt dokumenterne til hende fra England, at søsteren udrejste af Kuwait for fem-seks år siden, og at hun ved sin udrejse tog alle ansøgerens dokumenter med til England. På mødet i Flygtningenævnet har ansøgeren derimod forklaret, at søsteren havde fået sendt dokumenterne fra Kuwait fra ansøgerens forældre, som havde sendt dem efter, at ansøgeren var udrejst. Ansøgeren fik dokumenterne kort før den første samtale med Udlændingestyrelsen. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på baggrundsoplysningerne om tilgængeligheden af forfalskede dokumenter i Kuwait. Hertil kommer, at ansøgeren ikke har nogen billeder eller andet, der støtter hendes forklaring om familiens tilværelse i Kuwait. Flygtningenævnet bemærker, at der imidlertid foreligger oplysninger i sagen, der peger i retningen af, at ansøgerens forklaring om at være fra Kuwait, kan være korrekt, herunder sproganalysen, der konkluderer, at ansøgerens sprog er foreneligt med, at hun stammer fra Kuwait. Flygtningenævnet finder imidlertid efter en samlet vurdering, at oplysningerne om ansøgerens identitet er så usikre, at det ikke kan lægges til grund, at hun reelt er bidoon fra Kuwait. For så vidt angår ansøgerens asylmotiv lægger Flygtningenævnet vægt på, at ansøgeren og ægtefællen på centrale punkter har forklaret divergerende – både hver for sig og indbyrdes – uanset det relativt enkle asylmotiv. Flygtningenævnet har herved taget i betragtning, at ansøgeren er uden skolegang. Ansøgerens ægtefælle har til Udlændingestyrelsen forklaret, at det var et får, der havde påført den kuwaitiske dreng skade, og han har på spørgsmål i Flygtningenævnet forklaret, at drengen blev stanget i maven, mens ansøgeren såvel under oplysnings- og motivsamtalen som i asylsamtalen med Udlændingestyrelsen har oplyst, at drengen var blevet påført en øjenskade af fåret. Det forhold, at begge ansøgere på mødet i Flygtningenævnet forklarede, at de ikke havde set episoden, kan ikke føre til en ændret vurdering. Ansøgerens ægtefælle har endvidere til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at politiet kom samme dag, som episoden med den kuwaitiske dreng fandt sted, sammen med ægtefællens far og ransagede huset, hvorefter de tog af sted med svigerfaren. Til asylsamtalen forklarede ægtefællen derimod, at han kørte hjem med sine børn og derefter returnerede til arbejdspladsen, hvor han fik fortalt, at hans far var blevet taget af politiet. Flygtningenævnet bemærker hertil, at sønnen [B] forklarede, at ægtefællen kørte dem hjem i arbejdsgiverens bil, mens ægtefællen til asylsamtalen forklarede, at de kørte hjem i en hyrevogn, og at han i øvrigt ikke havde kørekort. Flygtningenævnet finder endelig, at det forekommer utroværdigt, at ægtefællen, efter det af ham oplyste, fandt det påkrævet at bringe børnene i sikkerhed, men selv valgte at vende tilbage til arbejdspladsen og efterfølgende flygtede alene. Ansøgeren har til sin oplysnings- og motivsamtale forklaret, at svigerfaren var hjemme og åbnede døren, da politiet kom samme dag, som episoden med den kuwaitiske mand fandt sted, og at han blev anholdt øjeblikkeligt. Til sin asylsamtale forklarede ansøgeren, at politiet kom og ransagede alle rum i huset, og da de ikke kunne finde ægtefællen, tog de svigerfaren med fra bopælen. Ansøgeren ændrede herefter forklaring og forklarede, at efter at politiet havde været på ægtefællens arbejdsplads og anholdt svigerfaren, tog de over til bopælen og ransagede denne. Ansøgerens ægtefælle har endvidere til begge samtaler med Udlændingestyrelsen forklaret, at han efter episoden først kørte sine børn hjem og derefter vendte tilbage til arbejdspladsen, at han derefter tog hjem igen og kontaktede sin arbejdsgiver, der sagde, at han skulle forlade huset. Ansøgeren har derimod til sin oplysnings- og motivsamtale forklaret, at ægtefællen flygtede direkte efter at have fået at vide, at han var efterstræbt af myndighederne, uden først at vende hjem. På mødet i Flygtningenævnet forklarede ansøgeren, at ægtefællen kom hjem, men kort efter tog af sted. Hverken ansøgeren eller ægtefællen har været i stand til at afgive en troværdig forklaring på disse divergenser. Flygtningenævnet har endvidere tillagt det vægt, at ansøgeren har forklaret divergerende og usammenhængende om antallet af gange, hvor bopælen blev opsøgt af myndighederne. Ansøgeren har således til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at myndighederne i de tre måneder, hvor ægtefællen var i skjul, opsøgte bopælen hver dag tre gange om dagen, dog kun en gang om dagen i den sidste måned, mens ansøgeren til asylsamtalen forklarede, at myndighederne opsøgte bopælen to gange om dagen, imens svigerfaren var tilbageholdt, og at bopælen blev opsøgt hver anden eller tredje dag efter svigerfarens løsladelse. Under mødet i Flygtningenævnet forklarede ansøgeren, at myndighederne opsøgte bopælen to gange om dagen i de første tre dage. Flygtningenævnet finder endvidere, at det er utroværdigt, at ansøgerene, der efter deres egne forklaringer, kun havde en meget beskeden indtægt, var i stand til at opspare 1.000 dinarer til finansieringen af hjemrejsen, låne 2.000 dinarer af ægtefællens arbejdsgiver og få hjælp til resten af ansøgerens søskende. For så vidt angår ansøgerens forklaring til oplysnings- og motivsamtalen om, at hun ved en af myndighedernes opsøgninger af bopælen blev taget med og tilbageholdt i to timer, hvorunder hun [blev udsat for overgreb], bemærker Flygtningenævnet, at allerede fordi nævnet forkaster ansøgerens forklaring om konflikten med myndighederne, som følge af episoden med den kuwaitiske mand, kan nævnet ikke lægge ansøgerens forklaring om [overgrebet] til grund. Hertil kommer, at ansøgeren har forklaret divergerende om antallet af [overgreb], idet hun til oplysnings- og motivsamtalen forklarede, at hun var blevet [udsat for overgreb] to gange, mens hun på mødet i Flygtningenævnet forklarede, at hun blev [udsat for overgreb] en gang. Flygtningenævnet bemærker hertil, at selvom det kunne lægges til grund, at ansøgeren havde været udsat for et overgreb, så er det ikke et forhold, der i sig selv vil kunne begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller § 7, stk. 2. Sammenfattende finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun er statsløs bidoon fra Kuwait, eller at hun i øvrigt har sandsynliggjort sit asylmotiv. Betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2, er derfor ikke opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” hjem/2018/85/LINB
Nævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig asylansøger, angiveligt bidoon (statsløs) fra Kuwait. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren har oplyst, at han er bidoon (statsløs), etnisk araber og sunni-muslim af trosretning. Han er født i [A] i Arhiya-området i Kuwait. Fra 2009 og indtil sin udrejse har han boet i [B], der er beliggende i al-Jahra-området i Kuwait. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Kuwait frygter, at han vil blive fængslet, fordi han har haft en konflikt med en kuwaitisk mand, der har beskyldt ham for at fornærme den kuwaitiske prins. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i Kuwait arbejdede på en markedsplads for køb og salg af dyr, hvor et får, der var underlagt hans tilsyn, skadede en søn af en kuwaitisk mand. Dette resulterede i en diskussion mellem ansøgeren og manden, som truede med, at han ville skade ansøgeren. Umiddelbart efter episoden kørte ansøgeren sine børn hjem på bopælen, og da han returnerede til markedspladsen, havde de kuwaitiske myndigheder været der, hvor de havde anholdt ansøgerens far, som var tilbageholdt de næstfølgende tre dage. Ansøgeren opholdt sig i tiden herefter på en anden adresse adskilt fra sin familie. I denne periode opsøgte politiet jævnligt ansøgerens bopæl og spurgte efter ham. Ansøgeren og hans familie udrejste af Kuwait den [i vinteren] 2015. Det følger af udlændingelovens § 40, at en udlænding skal meddele de oplysninger, der er nødvendige til bedømmelse blandt andet af, om den pågældende er omfattet af udlændingelovens § 7. Det følger heraf, at en udlænding, der søger opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, må sandsynliggøre den identitet og det asylgrundlag, udlændingen påberåber sig. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren hverken har godtgjort sin identitet eller sit asylmotiv. Flygtningenævnet finder, at det generelt svækker ansøgerens troværdighed, at hans ægtefælle, som han rejste sammen med og fulgtes med til Danmark, i Grækenland er registreret to gange med et andet navn og med irakisk statsborgerskab. Ægtefællens forklaring om, at hun ikke ved, hvilken nationalitet, hun blev registreret med i Grækenland, forekommer ikke overbevisende. Hertil kommer, at der ikke er overensstemmelse mellem ansøgerens forklaring om, at han og familien udrejste den [i vinteren] 2015 og opholdt sig syv dage i Tyrkiet, og at de er registreret som indrejst i Grækenland første gang den [i vinteren] 2015. For så vidt angår den fødselsattest, som ansøgeren har fremlagt, finder Flygtningenævnet ikke, at den kan tillægges vægt, dels fordi der er tale om en kopi, til dels henset til baggrundsoplysningerne om tilgængeligheden af forfalskede dokumenter i Kuwait. Hertil kommer, at ansøgeren ikke har nogen billeder eller andet, der støtter hans forklaring om familiens tilværelse i Kuwait, ligesom hans forklaring om sit arbejde forekommer påfaldende udetaljeret og usammenhængende også set i forhold til, at han, efter sin forklaring, har haft det samme arbejde, siden han var dreng. Flygtningenævnet bemærker, at der imidlertid foreligger oplysninger i sagen, der peger i retningen af, at ansøgerens forklaring om at være fra Kuwait, kan være korrekt, herunder sproganalysen, der konkluderer, at ansøgerens sprog er foreneligt med, at han stammer fra Kuwait, ligesom ansøgeren har svaret korrekt på en række spørgsmål om Kuwait. Flygtningenævnet finder imidlertid efter en samlet vurdering, at oplysningerne om ansøgerens identitet er så usikre, at det ikke kan lægges til grund, at han reelt er bidoon fra Kuwait. For så vidt angår ansøgerens asylmotiv lægger Flygtningenævnet vægt på, at ansøgeren og ægtefællen på centrale punkter har forklaret divergerende – både hver for sig og indbyrdes – uanset det relativt enkle asylmotiv. Flygtningenævnet har herved taget i betragtning, at ansøgerne er uden skolegang. Ansøgeren har til Udlændingestyrelsen forklaret, at det var et får, der havde påført den kuwaitiske dreng skade, og han har på spørgsmål i Flygtningenævnet forklaret, at drengen blev stanget i maven, mens ægtefællen såvel under oplysnings- og motivsamtalen som i asylsamtalen med Udlændingestyrelsen har oplyst, at drengen var blevet påført en øjenskade af fåret. Det forhold, at begge ansøgere på mødet i Flygtningenævnet forklarede, at de ikke havde set episoden, kan ikke føre til en ændret vurdering. Ansøgeren har endvidere til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at politiet kom samme dag, som episoden med den kuwaitiske dreng fandt sted, sammen med hans far og ransagede huset, hvorefter de tog af sted med faren. Til asylsamtalen forklarede ansøgeren derimod, at han kørte hjem med sine børn og derefter returnerede til arbejdspladsen, hvor han fik fortalt, at faren var blevet taget af politiet. Flygtningenævnet bemærker hertil, at sønnen [C] forklarede, at ansøgeren kørte dem hjem i arbejdsgiverens bil, mens ansøgeren til asylsamtalen forklarede, at de kørte hjem i en hyrevogn, og at han i øvrigt ikke havde kørekort. Flygtningenævnet finder endelig, at det forekommer utroværdigt, at ansøgeren, efter det af ham oplyste, fandt det påkrævet at bringe børnene i sikkerhed, men selv valgte at vende tilbage til arbejdspladsen og efterfølgende flygtede alene. Ansøgerens ægtefælle har til sin oplysnings- og motivsamtale forklaret, at svigerfaren var hjemme og åbnede døren, da politiet kom samme dag, som episoden med den kuwaitiske mand fandt sted, og at han blev anholdt øjeblikkeligt. Til sin asylsamtale forklarede ægtefællen, at politiet kom og ransagede alle rum i huset, og da de ikke kunne finde ansøgeren, tog de svigerfaren med fra bopælen. Ægtefællen ændrede herefter forklaring og forklarede, at efter at politiet havde været på ansøgerens arbejdsplads og anholdt ansøgerens far, tog de over til bopælen og ransagede denne. Ansøgeren har endvidere til begge samtaler med Udlændingestyrelsen forklaret, at han efter episoden først kørte sine børn hjem og derefter vendte tilbage til arbejdspladsen, at han derefter tog hjem igen og kontaktede sin arbejdsgiver, der sagde, at han skulle forlade huset. Ægtefællen har derimod til sin oplysnings- og motivsamtale forklaret, at ansøgeren flygtede direkte efter at have fået at vide, at han var efterstræbt af myndighederne, uden først at vende hjem. På mødet i Flygtningenævnet forklarede hun, at ansøgeren kom hjem, men kort efter tog af sted. Hverken ansøgeren eller ægtefællen har været i stand til at afgive en troværdig forklaring på disse divergenser. Flygtningenævnet har endvidere tillagt det vægt, at ansøgerens ægtefælle har forklaret divergerende og usammenhængende om antallet af gange, hvor bopælen blev opsøgt af myndighederne. Hun har således til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at myndighederne i de tre måneder, hvor ansøgeren var i skjul, opsøgte bopælen hver dag tre gange om dagen, dog kun en gang om dagen i den sidste måned, mens hun til asylsamtalen forklarede, at myndighederne opsøgte bopælen to gange om dagen, imens ansøgerens far var tilbageholdt, og at bopælen blev opsøgt hver anden eller tredje dag efter ansøgerens fars løsladelse. Under mødet i Flygtningenævnet forklarede ægtefællen, at myndighederne opsøgte bopælen to gange om dagen i de første tre dage. Flygtningenævnet finder endvidere, at det er utroværdigt, at ansøgeren, der efter sin egen forklaring, kun havde en meget beskeden indtægt, var i stand til at opspare 1.000 dinarer til finansieringen af hjemrejsen, låne 2.000 dinarer af sin arbejdsgiver og få hjælp til resten af ægtefællens søskende. Sammenfattende finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han er statsløs bidoon fra Kuwait, eller at han i øvrigt har sandsynliggjort sit asylmotiv. Betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2, er derfor ikke opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Hjem/2018/84/LINB
Nævnet stadfæstede i oktober 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en angivelig bidoon (statsløs) fra Kuwait. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er efter det oplyste bidoon, etnisk araber og shia-muslim fra Jahra, Kuwait. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Kuwait frygter, at hendes søn, [A], vil blive fængslet af de kuwaitiske myndigheder, fordi han har deltaget i en demonstration. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hendes søn, [A], deltog i en demonstration i [vinteren] 2014. Under demonstrationen blev [A] påkørt af en officer, hvorefter han blev kørt på hospitalet. Et par dage efter, at [A] var vendt hjem fra demonstrationen, blev deres bopæl opsøgt af fire personer. Personerne gav [A] bind for øjnene og bandt hans hænder sammen, hvorefter de tog ham med sig. En måned efter vendte [A] hjem igen. Han har ikke fortalt ansøgeren, hvad der skete i den måned, hvor han var væk. Efter [A]’s løsladelse blev han chikaneret af sikkerhedsstyrkerne, hver gang han tog ud for at sælge grøntsager. Omkring et år efter hans løsladelse udrejste [A] af Kuwait. Ansøgeren og resten af hendes familie udrejste efterfølgende af Kuwait. Ansøgerens to døtre bor dog stadig i Kuwait. Ansøgeren har opretholdt kontakten med sine døtre efter indrejsen til Danmark. I [sommeren] 2016 oplyste den ene datter, at deres bopæl igen var blevet opsøgt af myndighedspersoner, som ledte efter [A]. På baggrund heraf er ansøgeren ikke længere i kontakt med sine døtre i Kuwait. Flygtningenævnet har i dag afgjort ansøgerens søn og svigerdatter og deres børns sager med følgende begrundelse: ”For så vidt angår ansøgernes identitet bemærker nævnet, at en udlænding i henhold til udlændingelovens § 40 skal meddele de oplysninger, der er nødvendige til bedømmelse af, om den pågældende er omfattet af udlændingelovens § 7. Det følger heraf, at en udlænding, der søger om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, må sandsynliggøre såvel sin identitet som det asylgrundlag, udlændingen påberåber sig. Efter en samlet vurdering af sagen finder Flygtningenævnets flertal, at ansøgerne ikke har godtgjort deres identitet. Flertallet har herved også har inddraget den omstændighed, at ansøgerne ifølge det oplyste er analfabeter. Flertallet har herved lagt vægt på, at den kvindelige ansøger samt ansøgerens mor, der efter deres samstemmende forklaringer har boet sammen i samme hus, siden ansøgerne indgik ægteskab, har udvist et endog meget begrænset kendskab til Kuwait og det nærområde, de oplyser at have boet i, og at de ikke har været i stand til at beskrive forholdene nærmere. Den kvindelige ansøgers og svigermorens forklaringer om, at de stort set ikke kom uden for hjemmet, forekommer usandsynlig. Ingen af ansøgerne har i øvrigt kunnet fremvise nogen dokumentation for deres tilværelse i Kuwait. For så vidt angår ansøgernes generelle troværdighed bemærker flertallet, at ansøgerne har nægtet at give samtykke til sambehandling med et større antal familiemedlemmer, som også har angivet at komme fra Kuwait. Det fremgår af oplysningerne i sagen, at de græske myndigheder har registreret tre af disse familiemedlemmer som irakiske statsborgere. Flertallet bemærker hertil, at ansøgerne begge har svaret undvigende på deres kendskab til disse familiemedlemmer. Den foretagne sproganalyse, der konkluderer, at ansøgernes sprogbrug stemmer overens med ”the Gulf Arabic linguistic community” kan ikke føre til en anden vurdering, hvorved bemærkes, at det i øvrigt fremgår af undersøgelsen, at Gulf Arabic tales i Gulf området, der blandt andet omfatter Kuwait, Saudi Arabien, Bahrain, Qatar og De Forenede Arabiske Emirater, og at anvendelsen af Gulf Arabic endvidere udstrækker sig til det sydlige Irak. Det forhold, at den mandlige ansøger har fremlagt sin og sin fars fødselsattester og morens vielsesattest kan heller ikke føre til en anden vurdering. Flertallet har herved lagt vægt på de foreliggende baggrundsoplysninger, hvoraf fremgår, at adgangen til falske dokumenter i Kuwait er nem, og at det er relativt enkelt at få dokumenter forfalsket. Hertil kommer, at der er uoverensstemmelse mellem angivelsen af den mandlige ansøgers fars alder i henholdsvis farens fødselsattest og forældrenes vielsesattest. Vedrørende det påberåbte asylmotiv kan samtlige medlemmer af nævnet ikke lægge ansøgernes forklaring om, at den mandlige ansøger har deltaget i en demonstration og i den forbindelse har været tilbageholdt, og at bopælen efterfølgende er blevet opsøgt af myndighederne, til grund, idet forklaringerne – både hver for sig og indbyrdes samt i forhold til den mandlige ansøgers mor – på en række centrale punkter er divergerende og udbyggende og derfor generelt fremstår utroværdige. Nævnet bemærker herved, at der er tale om et relativt enkelt asylmotiv. Den mandlige ansøger har således til sin asylsamtale forklaret, at han blev indlagt på hospitalet samme dag, som demonstrationen fandt sted og udskrevet samme aften. To dage senere kom politiet hjem til ham om aftenen og tvang ham med. Til gensamtalen forklarede den mandlige ansøger, at han – da han vågnede på hospitalet - bemærkede, at hans ben og ryg var blevet renset, og at benet var blevet syet sammen og forbundet. Den mandlige ansøgers mor har derimod forklaret, at hendes søn var indlagt en eller to dage, hvorefter han vendte hjem til bopælen. Han modtog ingen behandling, da dette blev nægtet, fordi han var blevet kørt ned af en officer. Den mandlige ansøgers mor har endvidere på mødet i Flygtningenævnet forklaret, at hun først fik kendskab til, hvad der var sket med sønnen, da han kom hjem fra hospitalet, mens hun til sin asylsamtale forklarede, at naboerne kom og fortalte hende det samme dag, som demonstrationen fandt sted. Den mandlige ansøger og hans mor har endvidere forklaret indbyrdes divergerende om, hvor mange gange bopælen blev opsøgt af myndighederne efter den mandlige ansøgers udrejse. Den mandlige ansøger har således til asylsamtalen forklaret, at han fra sin mor fik at vide, at myndighederne kom til bopælen to til tre gange og spurgte efter ham, mens moren til sin gensamtale har forklaret, at bopælen kun blev opsøgt en gang. Den kvindelige ansøger har til sin oplysnings- og motivsamtale forklaret, at ægtefællen ikke blev opsøgt af myndighederne på andre tidspunkter end i forbindelse med demonstrationen, og hun har til asylsamtalen forklaret, at ægtefællen blev opsøgt af myndighederne på sin bopæl kort tid før sin udrejse, og at myndighederne ikke har opsøgt bopælen efter hans udrejse. Den kvindelige ansøger har på mødet i Flygtningenævnet forklaret, at myndighederne kom til familiens bopæl to gange efter, at den mandlige ansøger var udrejst, og at hun var hjemme den ene gang. Ingen af ansøgerne har været i stand til at afgive en troværdig forklaring på disse divergenser. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at den mandlige og den kvindelige ansøger har forklaret indbyrdes divergerende om den chikane, som den mandlige ansøger angiveligt blev udsat for efter løsladelsen. Den mandlige ansøger har således til sin asylsamtale forklaret, at han blev bedt om arbejdstilladelse og forvist fra sin stadeplads, selvom han bare gjorde som altid. På mødet i Flygtningenævnet har den mandlige ansøger udbyggende forklaret, at myndighederne sparkede til hans bil med frugt og grøntsager, hvilket er i overensstemmelse med den kvindelige ansøgers forklaring. Ansøgerne har endvidere forklaret indbyrdes divergerende om, hvor mange gange bopælen blev opsøgt af myndighederne, inden den mandlige ansøger udrejste. Den mandlige ansøger har således til sin asylsamtale og gensamtale forklaret, at myndighederne ikke henvendte sig på bopælen siden den dag, han blev anholdt, mens den kvindelige ansøger til sin asylsamtale forklarede, at den mandlige ansøger blev opsøgt på bopælen af myndighederne kort før sin udrejse. Hverken den mandlige ansøger eller den kvindelige ansøger har været i stand til at afgive en troværdig forklaring på disse divergenser. Nævnet finder det endvidere utroværdigt, at ansøgerne, der efter deres egen forklaring kun havde en meget beskeden indtægt og var fattige, var i stand til på kort tid at rejse et beløb på henholdsvis 1000 dinarer for den mandlige ansøgers udrejse og 5000 dinarer for den øvrige families udrejse. Nævnet bemærker hertil, at ansøgerne ikke udrejste på grund af en aktuel konflikt, idet de angiveligt opholdt sig i Kuwait i 1½ år efter, at den mandlige ansøger var blevet løsladt fra fængslet. Nævnet finder anledning til at bemærke, at det ikke findes påkrævet at iværksætte en undersøgelse af den mandlige ansøgers oplysninger om at have været udsat for overgreb under sin angivelige tilbageholdelse, idet nævnet på det foreliggende grundlag har vurderet, at det er helt ubetænkeligt at tilsidesætte hans forklaring om asylmotivet. Flygtningenævnet er opmærksomt på, at FN’s Komité mod Tortur i sine ”General Comments”, punkt 40-41, anbefaler, at sådanne undersøgelser iværksættes, uanset om den relevante myndighed finder det sandsynligt, at ansøgeren har været udsat for tortur eller ej. Det er imidlertid Flygtningenævnets praksis at tage stilling til behovet for sådanne undersøgelser på konkret grundlag og ikke ud fra en generel standard. Det fremgår af udlændingelovens § 54, stk. 1, at Flygtningenævnet drager omsorg for sagens oplysning og træffer bestemmelse om afhøring af udlændingen og vidner og om tilvejebringelse af andre bevismidler. Sammenfattende finder flertallet af Flygtningenævnet ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de er statsløse bidooner fra Kuwait, ligesom samtlige medlemmer af Flygtningenævnet finder, at de ikke har sandsynliggjort deres asylmotiv. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgerne ikke har oplyst om konflikter i andre lande, herunder Irak. Ansøgerne har således ikke sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til hjemlandet vil risikere forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Da ansøgerens asylmotiv svarer til det af sønnen og svigerdatterens angivne, og da de forhold, der er indgået i afgørelsen vedrørende ansøgerens identitet, herunder nationalitet, er identiske med sønnen og svigerdatterens, finder Flygtningenævnet med henvisning til denne afgørelse heller ikke, at denne ansøger har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” hjem/2018/83/JABP
Nævnet stadfæstede i oktober 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar, som angiveligt var bidoonere (statsløse) fra Kuwait, og fem børn. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er efter det af dem oplyste bidoonere, etniske arabere og shia-muslimer fra Jahra, Kuwait. Den mandlige ansøger har deltaget i én demonstration, men han har herudover ikke været politisk aktiv. Den kvindelige ansøger har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Kuwait, som statsløs bidoon, frygter at blive fængslet af myndighederne, idet han har deltaget i en demonstration. Ansøgeren har også henvist til de generelle forhold for bidoonere. Den mandlige ansøger har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han deltog i en demonstration [en nærmere angiven dato i vinteren] 2014. Da demonstrationen blev opløst, blev ansøgeren påkørt af et køretøj. Ansøgeren blev kørt på hospitalet, hvor han oplyste sit navn og adresse, og at han var bidoon. Han forklarede desuden, at han var blevet påkørt af politiet. Ansøgeren blev udskrevet senere samme dag. Et par dage efter demonstrationen, opsøgte politiet ansøgeren på hans bopæl. Ansøgeren blev fængslet i en måned, hvor han blev udsat for voldelige overgreb. Efter løsladelsen blev ansøgeren chikaneret af myndighederne på sin arbejdsplads, hvorfor han valgte at udrejse af Kuwait. Den kvindelige ansøger har henvist til den mandlige ansøgers asylmotiv. Hun har endvidere henvist til, at hun frygter at blive fængslet, idet hun er udrejst illegalt af Kuwait. For så vidt angår ansøgernes identitet bemærker nævnet, at en udlænding i henhold til udlændingelovens § 40 skal meddele de oplysninger, der er nødvendige til bedømmelse af, om den pågældende er omfattet af udlændingelovens § 7. Det følger heraf, at en udlænding, der søger om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, må sandsynliggøre såvel sin identitet som det asylgrundlag, udlændingen påberåber sig. Efter en samlet vurdering af sagen finder Flygtningenævnets flertal, at ansøgerne ikke har godtgjort deres identitet. Flertallet har herved også har inddraget den omstændighed, at ansøgerne ifølge det oplyste er analfabeter. Flertallet har herved lagt vægt på, at den kvindelige ansøger samt ansøgerens mor, der efter deres samstemmende forklaringer har boet sammen i samme hus, siden ansøgerne indgik ægteskab, har udvist et endog meget begrænset kendskab til Kuwait og det nærområde, de oplyser at have boet i, og at de ikke har været i stand til at beskrive forholdene nærmere. Den kvindelige ansøgers og svigermorens forklaringer om, at de stort set ikke kom uden for hjemmet, forekommer usandsynlig. Ingen af ansøgerne har i øvrigt kunnet fremvise nogen dokumentation for deres tilværelse i Kuwait. For så vidt angår ansøgernes generelle troværdighed bemærker flertallet, at ansøgerne har nægtet at give samtykke til sambehandling med et større antal familiemedlemmer, som også har angivet at komme fra Kuwait. Det fremgår af oplysningerne i sagen, at de græske myndigheder har registreret tre af disse familiemedlemmer som irakiske statsborgere. Flertallet bemærker hertil, at ansøgerne begge har svaret undvigende på deres kendskab til disse familiemedlemmer. Den foretagne sproganalyse, der konkluderer, at ansøgernes sprogbrug stemmer overens med ”the Gulf Arabic linguistic community” kan ikke føre til en anden vurdering, hvorved bemærkes, at det i øvrigt fremgår af undersøgelsen, at Gulf Arabic tales i Gulf området, der blandt andet omfatter Kuwait, Saudi Arabien, Bahrain, Qatar og De Forenede Arabiske Emirater, og at anvendelsen af Gulf Arabic endvidere udstrækker sig til det sydlige Irak. Det forhold, at den mandlige ansøger har fremlagt sin og sin fars fødselsattester og morens vielsesattest kan heller ikke føre til en anden vurdering. Flertallet har herved lagt vægt på de foreliggende baggrundsoplysninger, hvoraf fremgår, at adgangen til falske dokumenter i Kuwait er nem, og at det er relativt enkelt at få dokumenter forfalsket. Hertil kommer, at der er uoverensstemmelse mellem angivelsen af den mandlige ansøgers fars alder i henholdsvis farens fødselsattest og forældrenes vielsesattest. Vedrørende det påberåbte asylmotiv kan samtlige medlemmer af nævnet ikke lægge ansøgernes forklaring om, at den mandlige ansøger har deltaget i en demonstration og i den forbindelse har været tilbageholdt, og at bopælen efterfølgende er blevet opsøgt af myndighederne, til grund, idet forklaringerne – både hver for sig og indbyrdes samt i forhold til den mandlige ansøgers mor – på en række centrale punkter er divergerende og udbyggende og derfor generelt fremstår utroværdige. Nævnet bemærker herved, at der er tale om et relativt enkelt asylmotiv. Den mandlige ansøger har således til sin asylsamtale forklaret, at han blev indlagt på hospitalet samme dag, som demonstrationen fandt sted og udskrevet samme aften. To dage senere kom politiet hjem til ham om aftenen og tvang ham med. Til gensamtalen forklarede den mandlige ansøger, at han – da han vågnede på hospitalet - bemærkede, at hans ben og ryg var blevet renset, og at benet var blevet syet sammen og forbundet. Den mandlige ansøgers mor har derimod forklaret, at hendes søn var indlagt en eller to dage, hvorefter han vendte hjem til bopælen. Han modtog ingen behandling, da dette blev nægtet, fordi han var blevet kørt ned af en officer. Den mandlige ansøgers mor har endvidere på mødet i Flygtningenævnet forklaret, at hun først fik kendskab til, hvad der var sket med sønnen, da han kom hjem fra hospitalet, mens hun til sin asylsamtale forklarede, at naboerne kom og fortalte hende det samme dag, som demonstrationen fandt sted. Den mandlige ansøger og hans mor har endvidere forklaret indbyrdes divergerende om, hvor mange gange bopælen blev opsøgt af myndighederne efter den mandlige ansøgers udrejse. Den mandlige ansøger har således til asylsamtalen forklaret, at han fra sin mor fik at vide, at myndighederne kom til bopælen to til tre gange og spurgte efter ham, mens moren til sin gensamtale har forklaret, at bopælen kun blev opsøgt en gang. Den kvindelige ansøger har til sin oplysnings- og motivsamtale forklaret, at ægtefællen ikke blev opsøgt af myndighederne på andre tidspunkter end i forbindelse med demonstrationen, og hun har til asylsamtalen forklaret, at ægtefællen blev opsøgt af myndighederne på sin bopæl kort tid før sin udrejse, og at myndighederne ikke har opsøgt bopælen efter hans udrejse. Den kvindelige ansøger har på mødet i Flygtningenævnet forklaret, at myndighederne kom til familiens bopæl to gange efter, at den mandlige ansøger var udrejst, og at hun var hjemme den ene gang. Ingen af ansøgerne har været i stand til at afgive en troværdig forklaring på disse divergenser. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at den mandlige og den kvindelige ansøger har forklaret indbyrdes divergerende om den chikane, som den mandlige ansøger angiveligt blev udsat for efter løsladelsen. Den mandlige ansøger har således til sin asylsamtale forklaret, at han blev bedt om arbejdstilladelse og forvist fra sin stadeplads, selvom han bare gjorde som altid. På mødet i Flygtningenævnet har den mandlige ansøger udbyggende forklaret, at myndighederne sparkede til hans bil med frugt og grøntsager, hvilket er i overensstemmelse med den kvindelige ansøgers forklaring. Ansøgerne har endvidere forklaret indbyrdes divergerende om, hvor mange gange bopælen blev opsøgt af myndighederne, inden den mandlige ansøger udrejste. Den mandlige ansøger har således til sin asylsamtale og gensamtale forklaret, at myndighederne ikke henvendte sig på bopælen siden den dag, han blev anholdt, mens den kvindelige ansøger til sin asylsamtale forklarede, at den mandlige ansøger blev opsøgt på bopælen af myndighederne kort før sin udrejse. Hverken den mandlige ansøger eller den kvindelige ansøger har været i stand til at afgive en troværdig forklaring på disse divergenser. Nævnet finder det endvidere utroværdigt, at ansøgerne, der efter deres egen forklaring kun havde en meget beskeden indtægt og var fattige, var i stand til på kort tid at rejse et beløb på henholdsvis 1000 dinarer for den mandlige ansøgers udrejse og 5000 dinarer for den øvrige families udrejse. Nævnet bemærker hertil, at ansøgerne ikke udrejste på grund af en aktuel konflikt, idet de angiveligt opholdt sig i Kuwait i 1½ år efter, at den mandlige ansøger var blevet løsladt fra fængslet. Nævnet finder anledning til at bemærke, at det ikke findes påkrævet at iværksætte en undersøgelse af den mandlige ansøgers oplysninger om at have været udsat for overgreb under sin angivelige tilbageholdelse, idet nævnet på det foreliggende grundlag har vurderet, at det er helt ubetænkeligt at tilsidesætte hans forklaring om asylmotivet. Flygtningenævnet er opmærksomt på, at FN’s Komité mod Tortur i sine ”General Comments”, punkt 40-41, anbefaler, at sådanne undersøgelser iværksættes, uanset om den relevante myndighed finder det sandsynligt, at ansøgeren har været udsat for tortur eller ej. Det er imidlertid Flygtningenævnets praksis at tage stilling til behovet for sådanne undersøgelser på konkret grundlag og ikke ud fra en generel standard. Det fremgår af udlændingelovens § 54, stk. 1, at Flygtningenævnet drager omsorg for sagens oplysning og træffer bestemmelse om afhøring af udlændingen og vidner og om tilvejebringelse af andre bevismidler. Sammenfattende finder flertallet af Flygtningenævnet ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de er statsløse bidooner fra Kuwait, ligesom samtlige medlemmer af Flygtningenævnet finder, at de ikke har sandsynliggjort deres asylmotiv. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgerne ikke har oplyst om konflikter i andre lande, herunder Irak. Ansøgerne har således ikke sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til hjemlandet vil risikere forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” hjem/2018/82/JABP
Nævnet stadfæstede i oktober 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar, der oplyste at være bidoons (statsløse) fra Kuwait, samt et barn. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er efter det oplyste etniske arabere og shiamuslimer fra […], Jahra, Kuwait. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de frygter at blive slået ihjel af den kvindelige ansøgers familie, fordi de giftede sig mod den kvindelige ansøgers families vilje. Ansøgerne har til støtte for deres asylmotiv henvist til, at de mødte hinanden omkring et år forud for deres udrejse af Kuwait. Den kvindelige ansøger var ude med skraldet, hvorefter den mandlige ansøger tog kontakt og sagde, at han gerne ville lære hende at kende og derefter indgå ægteskab med hende. Tre dage senere henvendte han sig igen til den kvindelige ansøger, og hun fortalte, at hun gerne ville lære den mandlige ansøger at kende og gifte sig med ham. Ansøgerne mødtes herefter næsten hver dag, når den mandlige ansøger havde frokostpause eller når den kvindelige ansøger gik ud med skraldet. Nogle uger herefter gav den mandlige ansøgeren den kvindelige ansøger en telefon. Den mandlige ansøger friede tre gange forud for udrejsen af Kuwait. Det første frieri fandt sted to til tre måneder efter ansøgernes første møde og det tredje frieri fandt sted en til fire måneder forud for ansøgernes udrejse af Kuwait. Den kvindelige ansøgers familie afviste frierierne, fordi den mandlige ansøger var bidoon, og fordi de ville have, at den kvindelige ansøger skulle giftes med sin fætter, der var kuwaitisk statsborger. Da den kvindelige ansøger fortalte sin mor, at hun ville giftes med den mandlige ansøger, slog hendes mor hende og truede med, at hendes far ville slå hende ihjel, hvis han hørte om det. Den kvindelige ansøger fortalte dette til den mandlige ansøger. De besluttede sig for at udrejse sammen. [I vinteren] 2015 blev ansøgerne religiøst viet hos [A]. [Dagen efter, at ansøgerne var blevet viet], blev den mandlige ansøgers bopæl brændt ned. Ansøgerne udrejste af Kuwait [efterfølgende]. Efter udlændingelovens § 40, påhviler det asylansøgere at meddele de oplysninger, der er nødvendige for at vurdere, om betingelserne for meddelelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, er til stede, herunder oplysninger om identitet og nationalitet. Ansøgernes forklaringer er vurderet i lyset af risikoen for tolkefejl samt under hensyn til, at de angiveligt er analfabeter. Flygtningenævnet finder imidlertid, at ansøgernes forklaringer må tilsidesættes som utroværdige, idet de på særdeles centrale punkter indeholder divergenser. Blandt andet har den kvindelige ansøger således over for de græske myndigheder oplyst syrisk statsborgerskab og et andet navn end det nu opgivne. Ansøgerne har endvidere forklaret divergerende om deres telefon og de i denne lagerede telefonnumre. Endelig har parterne forklaret divergerende om, hvorvidt den mandlige ansøger personligt var til stede under de angiveligt tre frierier på den kvindelige ansøgers bopæl og om, hvem der i øvrigt var til stede. På denne baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Hjem/2018/79/HHU
Nævnet stadfæstede i oktober 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mand, der angiveligt er fra Vestsahara. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Polisarios område frygter at blive slået ihjel af en kriminel mand ved navn [A]. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han flere gange er blevet opsøgt af [A], som har truet ansøgeren på livet og afpresset ham økonomisk. [A] er lederen af et lokalt netværk, som undertrykker og udnytter folk, idet de frarøver folk deres penge og udsætter dem for vold. Ansøgeren har samlet betalt [A] penge tre gange. Ansøgeren er endvidere blevet udsat for vold, idet [A] en dag angreb ansøgeren og slog ham under knæet med et sværd. Ansøgeren har endelig oplyst, at begge hans forældre efter hans udrejse er blevet slået ihjel af [A]. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgeren på en række centrale punkter har forklaret divergerende om sit asylmotiv og om sin baggrund. Ansøgeren har således blandt andet forklaret divergerende om, hvorfra han stammer og om sit statsborgerskab. Han har ved sin samtale med de svenske myndigheder [i efteråret] 2016 forklaret, at han er marokkansk statsborger født i [by] nær Casablanca. Under oplysnings- og motivsamtalen og har han forklaret, at han er marokkansk statsborger født i Sahara, og under asylsamtalen og under mødet i Flygtningenævnet at han er født i Polisario i Sahara, og at han ikke ved, om han er marokkansk statsborger. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvor mange gange han betalte penge til en person ved navn [A]. Under oplysnings- og motivsamtalen har han forklaret, at han betalte penge til [A] 4 gange, mens han under asylsamtalen har forklaret, at han betalte 2 gange. Under mødet i Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at han betalte 3 gange. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvor han har boet. Under oplysnings- og motivsamtalen forklarede han, at han boede i Tangier i Marokko fra han var 17 til han var 21 år, og at han forlod Marokko som 21-årig og derefter opholdt sig i Spanien i 1 år, mens han under asylsamtalen forklarede, at han aldrig har været i Marokko, at han udrejste af Polisarios område som 14-årig, og at han har opholdt sig i Spanien i mere end 10 år. Under mødet i Flygtningenævnet har han forklaret, at han flygtede til Tangier i Marokko, da han var 15 år gammel og derfra rejste med en lastbil til Spanien. Ansøgeren har fået oversat referaterne af oplysnings- og motivsamtalen og af asylsamtalen og har ikke haft rettelser eller bemærkninger. Divergenserne kan derfor ikke skyldes tolkeproblemer. Divergenserne svækker ansøgerens generelle troværdighed, og Flygtningenævnet kan derfor ikke lægge hans forklaring til grund. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Hjem/2018/78/TLNJ
Nævnet stadfæstede i oktober 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar, der oplyste at være bidoons (statsløse) fra Kuwait, samt et barn. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske arabere og shia-muslimer fra Jahra, Kuwait. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive, udover at den mandlige ansøger en enkelt gang har deltaget i en demonstration. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Kuwait som bidoon (statsløs) frygter at blive fængslet af de kuwaitiske myndigheder, idet han har deltaget i en demonstration. Han har videre henvist til de manglende rettigheder for bidoons i Kuwait. Den mandlige ansøger har til støtte herfor oplyst, at han deltog i en demonstration [i starten af] 2014 i [bydel X] sammen med sin ven, [A]. Under demonstrationen blev den mandlige ansøger arresteret af politiet, som tog ham med på politistationen og tilbageholdt ham i 20 dage. Betingelsen for ansøgerens løsladelse var, at han skulle underskrive en erklæring på, at han ikke ville deltage i flere demonstrationer, og at han ville informere politiet, hvis han blev bekendt med nye demonstrationer. Ti dage efter ansøgerens løsladelse blev han opsøgt på sin bopæl af tre civilklædte myndighedspersoner, som tog ham med til politistationen til afhøring. Med hjælp fra ansøgerens mors venindes ægtefælle, [B], flygtede ansøgeren efterfølgende til [område Y], hvor han opholdte sig på [B]s gård frem til sin udrejse af Kuwait. Endelig har den mandlige ansøger oplyst, at det var [B], der besluttede, at ansøgeren og hans familie skulle udrejse, idet [B] ikke længere turde have ansøgeren boende. Med økonomisk støtte fra [B] og fra ansøgerens mor samt ved at bruge ansøgerens opsparing udrejste familien af Kuwait. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Kuwait frygter at få problemer med myndighederne, fordi hun og hendes ægtefælle er udrejst illegalt. Videre frygter ansøgeren, at hendes ægtefælle kan blive overfaldet og fængslet, fordi han har underskrevet et dokument i forbindelse med sin løsladelse. Den kvindelige ansøger har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hendes ægtefælle deltog i en demonstration [i starten af] 2014, hvorefter han blev tilbageholdt. Han blev løsladt 20 efter dage. Et par uger senere blev hendes ægtefælle opsøgt af myndighederne og taget med på stationen. Han blev løsladt igen samme dag. Efter opsøgningen skjulte ansøgerens ægtefælle sig. Familiens bopæl blev opsøgt tre-fire gange af myndighederne i løbet af den periode, hvor ansøgerens ægtefælle var i skjul. Familien udrejste omkring en måned efter den sidste opsøgning. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaringer til grund. Indledningsvis bemærkes, at ansøgerne [i slutningen af] 2015 over for det danske politi begrundede deres flugt med, ”at de var frataget alle rettigheder som borgere i Kuwait, idet de var ”Bedun”, hvilket betyder borgere ”uden rettigheder”.” Ved oplysnings- og motivsamtalen [i sommeren] 2016 forklarede den mandlige ansøger, at han havde deltaget i en demonstration for bidooneres rettigheder i [starten af] 2014. Efter at have været tilbageholdt i lidt over to uger blev han efter sin forklaring løsladt, idet politiet sagde til ham, at hvis han ikke gav dem de oplysninger, de ville have, så ville de slå ham ihjel. Han skulle rapportere til politiet, og de ville opsøge ham jævnligt for at få oplysninger. Ifølge forklaringen blev truslen om at dræbe den mandlige ansøger altså fremsat i forbindelse med hans løsladelse. Ved samtale [i foråret] 2017 forklarede ansøgeren imidlertid yderligere udbyggende, at truslen om at dræbe ham (”han ville aldrig se sin familie igen”) blev fremsat, da politiet efterfølgende opsøgte ham, og han ikke var i stand til at give dem nogen oplysninger om fremtidige demonstrationer. Dette blev gentaget ved fremmødet i Flygtningenævnet. Det bemærkes, at ansøgeren ved oplysnings- og motivsamtalen slet ikke havde omtalt, at politiet opsøgte ham på bopælen efter hans løsladelse. Efter de oplysninger, som ansøgerne har meddelt om deres økonomiske forhold i Kuwait, finder Flygtningenævnet det tillige usandsynligt, at de skulle have været i stand til at spare cirka 5.000 USD sammen. Flygtningenævnet lægger endvidere afgørende vægt på, at der ud fra de oplysninger, som ansøgerne har meddelt til de græske myndigheder, er væsentlig tvivl om deres identitet og oprindelsesland. Ifølge det fra de græske myndigheder oplyste er den mandlige ansøger således registreret som værende fra Irak og med såvel et andet efternavn som en anden fødselsdato end meddelt de danske myndigheder. Den kvindelige ansøger er ligeledes registreret som værende fra Irak og med et andet efternavn end meddelt de danske myndigheder. Den kvindelige ansøger har således indledningsvis til de danske myndigheder oplyst at have efternavnet [C]. Ved fornyet afhøring i Danmark er efternavnet angivet som [D], hvilket svarer til den mandlige ansøgers efternavn. I henhold til de græske myndigheders registreringer har hun imidlertid oplyst efternavnet [E]. Efter en samlet vurdering kan Flygtningenævnet herefter ikke lægge til grund, at ansøgerne er bidoons (statsløse) fra Kuwait. Flygtningenævnet kan herefter heller ikke lægge det af ansøgerne i øvrigt oplyste om deres nationalitet og asylmotiv til grund. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” hjem 2018/77/ATN
Nævnet stadfæstede i oktober 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en angiveligt statsløs mandlig bidoon fra Kuwait. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er angiveligt etnisk araber og shia-muslim fra […] Kuwait. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Kuwait frygter repressalier fra myndighederne, fordi han er statsløs (bidoon). Ansøgeren har også henvist til, at han frygter de generelle forhold for statsløse (bidoonere) i Kuwait. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han forlod Kuwait, fordi hans to brødre blev tilbageholdt af myndighederne. Ansøgeren har videre oplyst, at hans brødre deltog i flere demonstrationer, men at de ikke vendte hjem efter at have deltaget i en demonstration i begyndelsen af 2015. Ansøgerens familie fik at vide, at brødrene var blevet tilbageholdt af myndighederne. Herefter har familien ikke hørt yderligere om brødrenes skæbne. Ansøgeren udrejste af Kuwait i [slutningen af] 2015. Udrejsen blev arrangeret af ansøgerens mor og en agent. Ansøgeren har oplyst, at hans fars herboende ven har fortalt ham, at familien er blevet rutinemæssigt opsøgt af myndighederne efter hans udrejse. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund, idet ansøgeren har forklaret afglidende og undvigende, og idet ansøgeren på afgørende punkter har forklaret divergerende og udbyggende. Nævnet finder det usandsynligt og dermed utroværdigt, at ansøgeren, der var 25 år gammel, da han udrejste, modsat sine to lidt ældre brødre stort set ikke færdedes uden for området lige omkring hjemmet på grund af de vanskeligheder bidoonere oplever i Kuwait. Ansøgeren har udvist et vist kendskab til den del af [byen], som ansøgeren angiveligt stammer fra, og til Kuwait, men dette drejer sig i det hele om oplysninger, der vil kunne indlæres. Ansøgeren har under samtalerne med Udlændingestyrelsen forklaret og på forespørgsel bekræftet, at myndighederne ikke henvendte sig på bopælen i perioden mellem ansøgerens brødre blev anholdt i begyndelsen af 2015 og frem til ansøgerens udrejse i [slutningen af] 2015. Under nævnsmødet har ansøgeren derimod forklaret, at myndighederne henvendte sig på bopælen to gange, at ansøgeren var hjemme og overværede den ene af disse henvendelser, hvor myndighederne advarede dem mod at deltage i demonstrationer, og sagde at de skulle glemme brødrene. Ved den anden henvendelse traf myndighederne kun ansøgerens mor, der blev forevist et dokument, som hun skulle underskrive. Overfor Udlændingestyrelsen har ansøgeren forklaret, at han i Danmark har truffet ansøgerens fars ven, der er dansk statsborger. Denne ven har, mens ansøgeren har opholdt sig i Danmark, været på besøg i Kuwait, hvor ansøgerens mor oplyste, at myndighederne efter ansøgerens udrejse flere gange har opsøgt ansøgerens mor. Ansøgeren har vedrørende denne ven forklaret divergerende om dennes kontakt til Kuwait, herunder særligt om, hvorvidt vennen havde kontakt med den kuwaitiske familie som ansøgerens familie boede til leje hos. Ansøgeren er blevet registeret i forbindelse med illegal indrejse i Grækenland. De græske myndigheder har oplyst, at han da på grundlag af ”statement” blev registeret [under et andet navn] fra Irak. Flygtningenævnet finder ud fra en samlet vurdering ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort sin identitet og sit asylmotiv. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” hjem/2018/76/THV
Nævnet stadfæstede i oktober 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et angiveligt bidoonsk ægtepar og to børn fra Kuwait. Indrejst i 2015. Ansøgerne er etniske arabere og sunnimuslimer. Ansøgerne har oplyst, at de er registrerede statsløse (bidooner) fra al-Sulaibiya, Jahra, Kuwait. Den mandlige ansøger har deltaget i to demonstrationer i henholdsvis 2013 og 2014. Den kvindelige ansøger har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Kuwait frygter de kuwaitiske myndigheder, da han har deltaget i to demonstrationer for bidooners rettigheder. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han den 18. februar 2013 deltog i en demonstration til fordel for bidooners rettigheder. Demonstrationen varede to til tre timer og forløb fredeligt. Ansøgeren deltog for anden gang i en demonstration i perioden fra den 18. til den 20. februar 2014. Demonstranterne demonstrerede til fordel for bidooners rettigheder. Demonstrationens første dag forløb fredeligt. På andendagen var demonstranterne vrede over, at myndighederne ikke lyttede til dem. Da myndighederne var utilfredse med, at demonstrationen skulle vare i tre dage, forsøgte de at opløse demonstrationen. Demonstrationen stoppede, da politiet begyndte at slå demonstranterne med bambuskæppe og oversprøjte dem med vand. Da ansøgeren, sammen med de andre demonstranter, begyndte at samle sig den 20. februar, brød politiet ind og anholdt flere af demonstranterne, herunder ansøgeren. Ansøgeren fik bind for øjnene, og han blev bragt til et sikkerhedsfængsel. Under en afhøring af ansøgeren, blev ansøgeren slået og brændt med cigaretter, ligesom han blev hængt op i armene. Ansøgeren var tilbageholdt i seks dage. Han havde bind for øjnene under hele tilbageholdelsen. Efter de seks dage fik ansøgeren valget mellem at samarbejde med myndighederne eller blive idømt fængsel på livstid. Efter ansøgerens løsladelse, blev han opsøgt af myndighederne fire gange. Ansøgeren blev opsøgt, da han ikke fortalte myndighederne om de demonstrationer, der blev afholdes. Under hver opsøgning blev ansøgeren tilbageholdt og fængslet i omkring fem dage. Ansøgeren blev afhørt og slået ved hver tilbageholdelse. Efter den fjerde tilbageholdelse valgte ansøgeren at udrejse af Kuwait. Den kvindelige ansøger har henvist til den mandlige ansøgers asylmotiv. Flygtningenævnet kan efter en samlet vurdering af ansøgernes forklaringer ikke lægge til grund, at de i tilstrækkelig grad har sandsynliggjort deres identitet, herunder at de er statsløse bidoonere fra Kuwait, lige som nævnet ikke kan lægge til grund, at de ved en tilbagevenden til Kuwait risikerer at blive dræbt eller på anden måde efterstræbt af de kuwaitiske myndigheder som følge af den mandlige ansøgers konflikt. For så vidt angår ansøgernes identitet finder nævnet, at ansøgernes generelle troværdighed er svækket i væsentlig grad af, at den mandlige ansøger i forbindelse med en asylansøgning i Bulgarien i 2009 opgav et andet navn, end han nu har opgivet til de danske myndigheder. Efter at have fået afslag på asylansøgningen i Bulgarien oplyste han over for de bulgarske myndigheder, at han er statsborger i Irak, og han fremlagde irakisk statsborgerskabsattest. Efter at være kommet til Danmark og indgivet en ny asylansøgning i november 2015 oplyste han ikke de danske myndigheder om dette, før han blev konfronteret dermed. Under nævnsmødet har begge ansøgerne forklaret, at de ikke har konflikter i forhold til Irak. Hertil kommer, at ansøgerne ikke haft kendskab til flere detaljer vedrørende det lokalområde, hvor de begge har angivet at have tilbragt hele deres tilværelse frem til udrejsen. Den mandlige ansøger har således ikke kunnet forklare nærmere om et meget stort hospitalsbyggeri 15 km. fra den bydel, han har angivet at have boet i, lige som han ikke har kunnet oplyse afstanden til havet fra dette sted. Den kvindelige ansøger har ikke kunnet oplyse, hvor supermarkedet ligger, lige som hun har angivet aldrig at have været i en moske, selvom den ikke ligger langt fra der, hvor hun har angivet at have boet hele sit liv. Den kvindelige ansøger har endvidere forklaret divergerende om, hvorvidt hun har været i en moské, idet hun til oplysnings- og motivsamtalen den 18. februar 2016 forklarede, at hun blev viet til den mandlige ansøger i en moské, mens hun til asylsamtalen den 8. juni 2017 oplyste, at hun aldrig har været i en moské. Endvidere har den mandlige ansøger forklaret divergerende og udbyggende og dermed utroværdigt om flere centrale detaljer vedrørende det påberåbte asylmotiv. Til oplysnings- og motivsamtalen den 4. februar 2016 oplyste han således, at han under sin tilbageholdelse blev slået og brændt med cigaretter, mens han til asylsamtalen den 8. juni 2017 oplyste, at han både blev slået, brændt med cigaretter og hængt op i armene. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Hjem/2018/75/JHB.
Nævnet stadfæstede i oktober 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en angivelig burundisk statsborger. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ” Ansøgeren har for Flygtningenævnet oplyst, at han er etnisk tutsi og hutu og kristen fra Bujumbura, Burundi. Ansøgeren har været aktiv for Force National for Liberation (FNL) fra 2006 frem til sin udrejse af Burundi i 2007. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til at han ved en tilbagevenden til Burundi frygter forfølgelse af myndighederne, idet han har været politisk aktiv for oppositionspartiet Force National for Liberation (FNL). Ansøgeren har som støtte for s it asylmotiv oplyst, at han blev involveret i FNL, da ansøgerens fætter er medstifter af partiet. Ansøgeren valgte at støtte FNL, da hans omgangskreds var FNL-støtter. Ansøgeren begyndte herefter at indsamle informationer om regeringspartiet FDD-CDD. De informationer, som ansøgeren indsamlede omhandlede primært FDD-CDD’s holdninger. Ansøgeren indsamlede hovedsageligt oplysningerne for at kende sandheden om FDD-CDD, men ansøgeren gav også oplysningerne til FNL. Ansøgeren frygter at vende tilbage til Burundi, da han formoder, at FDD-CDD har fundet ud af, at ansøgeren har indsamlet oplysningerne og givet disse til FNL. Ansøgeren har desuden som asylmotiv henvist til, at han arbejdede som skolelærer i Burundi. Under en diskussion i undervisningen forholdt ansøgerens elever sig kritisk over for regeringen. Da regeringens agenter fandt ud af, at ansøgeren lærte sine elever at være kritiske, blev ansøgeren anholdt. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at han frygter de generelle forhold i Burundi. Ansøgeren har til støtte for dette asylmotiv oplyst, at han valgte at udrejste af Burundi, da folk begyndte at slå hinanden ihjel i ansøgerens hjemby, Bujumbura. Flygtningenævnet kan efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring ikke lægge til grund, at han i tilstrækkelig grad har sandsynliggjort sin identitet, herunder at han er statsborger i Burundi, lige som nævnet ikke kan lægge til grund, at han ved en tilbagevenden til Burundi risikerer at blive dræbt eller på anden måde efterstræbt af de burundiske myndigheder eller andre som følge af, at ansøgeren er individuelt forfulgt eller efterstræbt. For så vidt angår ansøgerens identitet finder nævnet, at ansøgerens generelle troværdighed er svækket i væsentlig grad af, at ansøgeren i forbindelse med tidligere asylansøgninger i Norge og Frankrig har oplyst, at han er statsborger i Congo, lige som han har opgivet andre navne og fødselsdata, end han nu har opgivet til de danske myndigheder. Hertil kommer, at ansøgeren under nævnsmødet angiver at være næsten 40 år, hvilket ikke svarer til, at han efter den nu oplyste fødselsdag skulle være fyldt 40 år i april måned. Derimod stemmer oplysningen med de fødselsdata, som ansøgeren tidligere har angivet i forbindelse med sine asylansøgninger i Norge og Frankrig. De nu fremlagte dokumenter bestående af et id-kort og en ”berigtigelsesattest, som erstatter fødselsattest” er udstedt i efteråret 2017 efter Udlændingestyrelsens afslag og først fremlagt i forbindelse med nævnsmødet. Det fremstår, som om stemplet på id-kortet går ind over fotoet af ansøgeren, og som om stemplerne på berigtigelsesattesten er påført før teksten. Dokumenterne kan navnlig på den baggrund ikke føre til et andet resultat, og nævnet finder ikke anledning til at udsætte sagen med henblik på at foretage en ægthedsvurdering. Hertil kommer, at ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende og derfor utroværdigt om de asylmotiver, han har påberåbt sig over for de danske myndigheder. Til samtalen med Udlændingestyrelsen den 23. februar 2016 oplyste han således, at han frygtede de burundiske myndigheder, fordi han som skolelærer havde været kritisk over for regeringen, mens han til asylsamtalen den 10. juli 2017 forklarede, at han frygter de burundiske myndigheder, fordi han har til hensigt at blive journalist, at han endvidere frygter medlemmer fra det politiske parti FCC-CDD, fordi han har indsamlet oplysninger om partiet, og at han frygter det muslimske miljø i Burundi, fordi han vil starte en forening, der skal undervise folk i kristendom og islam. Under nævnsmødet har ansøgeren givet udtryk for, at han ikke frygter det muslimske miljø. Det kan ikke føre til en anden vurdering af ansøgerens troværdighed, at han under nævnsmødet har forklaret, at han ikke har været koncentreret under oversættelserne af de tidligere samtaler. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” hjem/2018/74/JHB
Nævnet stadfæstede i oktober 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig asylansøger, angiveligt bidoon (statsløs) fra Kuwait. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er angiveligt etnisk araber og shia-muslim fra Jleeb Al-Shuyoukh, Al Farwaniya, Kuwait. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Kuwait, som statsløs (bidoon), frygter at hendes familie vil vende hende ryggen og måske slå hende ihjel, fordi hun har modsat sig deres mening og er blevet forlovet med en mand i Danmark. Ansøgeren frygter endvidere mulige konsekvenser fra de kuwaitiske myndigheder som følge af hendes illegale udrejse af Kuwait. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hendes veninde fra Kuwait flygtede til Danmark, hvorfra hun ringede og fortalte ansøgeren om en mand i Danmark, som ledte efter en ny ægtefælle til at passe ham og hans børn. Tre måneder inden ansøgerens ankomst til Danmark, talte ansøgerens mor, og efterfølgende ansøgeren, for første gang i telefon med manden i Danmark ved navn [A]. Ansøgerens far nægtede at tale med ham uden at give nogen nærmere begrundelse herfor. Ansøgeren havde efterfølgende telefonisk kontakt med [A] én gang om ugen frem til sin udrejse af Kuwait [i sommeren] 2016. Kort tid inden sin udrejse af Kuwait blev ansøgeren og [A] forlovet over telefonen. Ansøgerens mor havde arrangeret forlovelsen og udrejsen. Ansøgerens far havde intet kendskab hertil. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sin identitet til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende om væsentlige punkter i sit asylmotiv. Det fremgår af sprogtesten, at ansøgeren stammer fra Den Arabiske Golf, hvilket Flygtningenævnet har lagt til grund. Flygtningenævnet kan imidlertid ikke lægge til grund, at ansøgeren er bidoon fra Kuwait. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren i sprogtesten har udvist meget ringe kendskab til Kuwait, herunder blandt andet til det kuwaitiske flags udseende og skolesystemet, og at hun også til samtalerne med Udlændingestyrelsen og under nævnsmødet har udvist meget ringe kendskab til lokale forhold. Ansøgeren har således ikke kunne forklare om det kvarter, hun angiveligt boede i, og hun har i det hele taget forklaret om sine forhold i generelle vendinger. Ansøgeren har i øvrigt forklaret divergerende om sine private forhold, herunder om sin fars og sine brødres arbejde og om, hvem der handlede dagligvarer, ligesom hun har forklaret divergerende om en navngiven restaurant i nærheden. Endelig understøtter ansøgerens forklaring om, at hendes far og brødre havde kørekort, ikke hendes forklaring om, at hun skulle være uregistreret bidoon fra Kuwait. Det bemærkes i den forbindelse, at det fremgår af baggrundsoplysningerne, at uregistrerede bidoonere ikke kan få udstedt kørekort. Ansøgeren har under nævnsmødet forklaret, at hun ikke havde et asylmotiv, da hun forlod Kuwait, men at hun havde aftalt med sin forlovede, at hun skulle rejse til Danmark og søge asyl, hvorefter de ville gifte sig, når hun havde fået opholdstilladelse. Hun har underbygget dette med, at hendes forlovede havde sagt, at alle, der søgte asyl i Danmark, fik det, og at hun således ikke behøvede en specifik grund. Ansøgeren har derudover påberåbt sig, at hun frygter sin far, der vil slå hende ihjel, fordi hun mod hans vilje er udrejst af Kuwait for at forlove sig med en mand i Danmark. Ansøgeren har imidlertid ikke sandsynliggjort, at hendes far vil slå hende ihjel. Flygtningenævnet har ved denne vurdering lagt vægt på, at ansøgeren ikke har været i stand til at svare uddybende på spørgsmål om faderens holdning til hendes forlovelse eller uddybe, hvordan hendes mor turde forlove hende bort og hjælpe hende til Danmark, når faderen angiveligt var meget streng og havde besluttet, at ansøgeren ikke skulle giftes. Endelig har ansøgeren forklaret divergerende om sin udrejse af Kuwait. Hun har således indledningsvist forklaret, at hun mødte agenten hos moderens veninde, men under nævnsmødet at hun først mødte agenten i lufthavnen. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til sit hjemland risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk.1 eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Hjem/2018/73/EMU
Nævnet stadfæstede i september 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt to børn, angiveligt bidooner (statsløse) fra Kuwait. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er angiveligt begge bidoons (statsløse) fra Kuwait og shia-muslimer. Ansøgerne har ikke været medlemmer af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive, idet den mandlige ansøger dog har deltaget i en demonstration. Den mandlige ansøger har således som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Kuwait, som statsløs bidoon, frygter at blive fængslet af de kuwaitiske myndigheder, fordi han har deltaget i en demonstration for bidooneres rettigheder. Til støtte for sit asylmotiv har den mandlige ansøger oplyst, at han er statsløs bidoon fra Kuwait. [I vinteren] 2014 deltog ansøgeren i en demonstration for bidooneres rettigheder. Efter et stykke tid blev demonstrationen opløst med magt af de kuwaitiske myndigheder, og den mandlige ansøger blev anholdt. Under sin efterfølgende tilbageholdelse blev ansøgeren gentagne gange udsat for fysiske overgreb. Efter to måneder blev han løsladt på betingelse af, at han underskrev en erklæring om, at han ville rapportere om andre bidoonere og deres aktiviteter. Fem dage efter sin løsladelse tog ansøgeren ophold hos sin fars ven, [X], og 12 til 13 dage efter sin løsladelse begyndte de kuwaitiske myndigheder at opsøge ansøgerens bopæl. Efter at have skjult sig hos [X] i omkring halvandet år, udrejste ansøgeren og dennes ægtefælle, den kvindelige ansøger, til Tyrkiet. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Kuwait, som statsløs bidoon, frygter at hendes ægtefælle vil blive fængslet, fordi han har deltaget i en demonstration for bidooneres rettigheder. Den kvindelige ansøger har endvidere henvist til, at hun frygter de generelt vanskelige vilkår i Kuwait. Til støtte for sit asylmotiv har den kvindelige ansøger oplyst, at hun er statsløs bidoon fra Kuwait. [I vinteren] 2014 deltog hendes ægtefælle i en demonstration for bidooneres rettigheder. Ægtefællen blev tilbageholdt i forbindelse med demonstrationen. Han blev løsladt efter to måneders frihedsberøvelse. Omkring fem dage efter sin løsladelse tog ægtefællen ophold hos sin fars ven, [X]. Syv dage senere blev den kvindelige ansøgers bopæl opsøgt af de kuwaitiske myndigheder, som ledte efter ægtefællen. Tre måneder efter, at ægtefællen havde taget ophold hos [X], sluttede den kvindelige ansøger sig til ægtefællen. Parret boede sammen hos [X] i omkring et år, hvorefter de udrejste til Tyrkiet. Flygtningenævnet finder i lighed med Udlændingestyrelsen, at ansøgerne hverken har sandsynliggjort deres asylmotiv eller deres identitet. I forhold til identitetsspørgsmålet har nævnet navnlig lagt vægt på, at ansøgerne har afgivet divergerende oplysninger om deres generalia, herunder navn, fødselsdato og statsborgerskab. De græske myndigheder har således ved brev af [en dato i foråret] 2017 oplyst, at den mandlige ansøger den [i slutningen af] 2015 blev registreret i Grækenland som irakisk statsborger under navnet [A], født [i begyndelsen af] 1986. Til de danske myndigheder har den mandlige ansøger oplyst, at han er statsløs bidoon fra Kuwait, at hans navn er [B], og at han er født [i vinteren] 1988. De græske myndigheder har endvidere oplyst, at den kvindelige ansøger og fællesbarnet [S1] [i slutningen af] 2015 blev registeret som irakiske statsborgere i Grækenland. Den kvindelige ansøger blev registreret under navnet [C], født [i begyndelsen af] 1999. Til de danske myndigheder har den kvindelige ansøger oplyst, at hun er statsløs bidoon fra Kuwait, at hendes navn er [D], og at hun er født [i sommeren] 1997. Flygtningenævnet finder, at disse forskellige identitetsoplysninger i væsentlig grad svækker ansøgernes troværdighed. Sproganalyserne af [en dato i sommeren] 2016, der konkluderer, at ansøgernes lingvistiske adfærd med sikkerhed er konsistent med arabisk, som det tales Golfstaterne, kan heroverfor ikke føre til en anden vurdering af sagen. I forhold til asylmotivet har nævnet navnlig lagt vægt på, at ansøgerne ikke har afgivet troværdige forklaringer om den angivelige konflikt i Kuwait. For det første finder nævnet det bemærkelsesværdigt, at den mandlige ansøger under sagens tidligere behandling hos Udlændingestyrelsen har oplyst, at han ikke var bekendt med baggrunden for den demonstration, som han deltog i [i vinteren] 2014, herunder at demonstrationen blev afholdt på treårsdagen for en større demonstration i 2011. Nævnet finder det også bemærkelsesværdigt, at den mandlige ansøger angiveligt først blev opsøgt på bopælen af de kuwaitiske myndigheder 12-13 dage efter løsladelsen, idet den mandlige ansøger under sagens behandling har forklaret, at det var en betingelse for løsladelsen, at han rapporterede til myndighederne hver syvende eller tiende dag. Det må desuden anses for usandsynligt, at ansøgerne i en periode på omkring halvandet år har kunnet holde sig skjult hos den mandlige ansøgers fars kuwaitiske ven, [X], ca. 30 minutters kørsel fra bopælen, hvis den mandlige ansøger reelt var efterstræbt af de kuwaitiske myndigheder. Efter den mandlige og den kvindelige ansøgers oplysning om, at de ikke havde noget personligt forhold til [X], fremstår det endvidere påfaldende, at [X] skulle have indvilliget i at holde den mandlige ansøger skjult for myndighederne i så lang tid, og herunder også den kvindelige ansøger i en del af tiden efter at hun var blevet hentet af [X] på bopælen. Det forekommer endvidere bemærkelsesværdigt, at [X] har betalt for ansøgernes udrejse. Den mandlige ansøgers oplysning om, at der var et meget nært forhold mellem [X] og ansøgerens far, kan ikke føre til en ændret vurdering. Hertil kommer, at den kvindelige ansøger overfor nævnet har oplyst, at hun blev genforenet med sin ægtefælle hos [X] efter seks måneder, hvorimod hun og hendes ægtefælle tidligere har oplyst, at genforeningen skete efter tre måneder. Efter en samlet bedømmelse af de ovennævnte forhold forkaster Flygtningenævnet herefter ansøgernes oplysninger om både deres identitet og deres asylmotiv. Som konsekvens heraf har ansøgerne ikke sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til deres hjemland – som f.eks. efter ansøgernes egne tidligere meddelte oplysninger kan være Kuwait eller Irak – vil befinde sig i en konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Ansøgerne har således oplyst, at de ikke har haft konflikter ud over den af nævnet forkastede forklaring om konflikten i Kuwait. I lyset af ovenstående finder nævnet ikke grundlag for at foranstalte de dokumenter, som ansøgerne først har fremlagt i forbindelse med nævnsbehandlingen, herunder forskellige sundhedsdokumenter samt dom af [en dato i sommeren] 2018 vedrørende ansøgerens angivelige bror [N], ægthedsvurderet med henblik på yderligere belysning af ansøgernes identitetsforhold og asylmotivet. Der er på samme grundlag heller ikke anledning til at foranstalte en torturundersøgelse af den mandlige ansøger. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelser.” hjem/2018/72/JAH
Nævnet stadfæstede i september 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger, angiveligt bidoon (statsløse) fra Kuwait. Indrejst i 2015. Sagen er blevet sambehandlet med ansøgerens søns og hans families sag. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og shia muslim. Ansøgeren er angiveligt bidoon (statsløs) fra Kuwait. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Kuwait frygter de generelle forhold, idet hun er uregistreret bidoon. Ansøgeren har videre henvist til, at hun frygter, at hendes sønner vil blive fængslet, idet de har deltaget i demonstrationer. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun er født og opvokset i den kuwaitiske ørken. Hun flyttede til Taima i Jahra, da hun blev gift. I 1965 var der folketælling i Kuwait, hvor bidooner kunne blive registrerede. Ansøgeren boede på daværende tidspunkt i ørkenen og hørte ikke om det. Ansøgeren fik senere udstedt et dokument, der bekræftede, at hun måtte opholde sig i Kuwait. Ansøgeren udrejste sammen med sin familie, da vejene til Europa blev åbnet, fordi de ønskede en bedre tilværelse. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sin identitet til grund. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun er statsløs bidoon fra Kuwait. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på det, der er anført i Flygtningenævnets afgørelse af d.d. vedrørende ansøgerens søn og svigerdatter, hvori der blandt andet er anført: ”Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaringer om deres identitet til grund. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de er statsløse bidoons fra Kuwait. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerne har forklaret divergerende og usikkert om en række forhold, hvorfor forklaringerne, herunder om deres identitet, fremstår som konstruerede til lejligheden. Flygtningenævnet har herved blandt andet lagt vægt på, at den mandlige ansøger for Flygtningenævnet har forklaret, at han nu er bekendt med, at hans bror [A] opholder sig i Danmark, men at han ikke har nogen kontakt med ham, hvorimod den kvindelige ansøger og den mandelige ansøgers mor har forklaret, at [A] opholder sig på samme asylcenter som ansøgerne, og at de har kontakt med ham der. Endvidere har den kvindelige ansøger forklaret divergerende og meget usikkert om, hvor hun er født, og hvor hun har boet i Kuwait, ligesom hun ikke til Udlændingestyrelsen har kunnet forklaret nærmere om [B], hvor hun angiveligt skulle være født og have opholdt sig, indtil kun blev gift som ca. 14 årig. Den kvindelige ansøger har tillige til Udlændingestyrelsen forklaret, at hun i Kuwait havde en fødselsattest, mens hun for Flygtningenævnet har forklaret, at hun aldrig har haft en fødselsattest. Da hun blev foreholdt denne divergens, forklarede hun, at hun havde mistet fødselsattesten ved rejsen over Middelhavet. Den kvindelige ansøger og den mandlige ansøger har endvidere forklaret skiftende og divergerende om, hvorvidt deres fire børn er født på familiens bopæl eller hos en jordemoder. Yderligere har den mandlige ansøger forklaret divergerende om, hvordan han skaffede 5.000 dinarer til udrejsen, idet han til Udlændingestyrelsen har forklaret, at han selv havde sparet 1.000 dinarer op, at hans mor havde 3.000 dinarer, og at han fik 1.000 dinarer af sin ven [C], der er statsborger i Kuwait, mens han for Flygtningenævnet har forklaret, at han selv havde 2.000 dinarer, og at hans mor 3.000 dinarer. Det forhold, at den mandlige ansøger har forklaret, at divergensen skyldes, at han ville forklare kortfattet, kan ikke føre til en ændret vurdering af hans troværdighed. Den mandlige ansøger har til Udlændingestyrelsen forklaret, at [C] kom på familiens bopæl ca. hver 10. dag, og at han hver eller hver anden måned leverede og forærede familien mad i form af mel, olie, ris og sukker, mens den kvindelige ansøger til Udlændingestyrelsen har forklaret, hun ikke ved, om [C] er kuwaiter eller bidoon, at hun aldrig har set [C], og at han aldrig har været på bopælen. Det er endvidere indgået i Flygtningenævnets vurdering, at en række af ansøgernes nære familiemedlemmer i andre europæiske lande er registrerede under en irakisk identitet.” Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til sit hjemland risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Den foretagne sprogtest og de fremlagte dokumenter, der angiver at stamme fra Kuwait kan på den ovenfor anførte baggrund ikke føre til en anden vurdering, og der er derfor ikke grundlag for at udsætte sagen på indhentelse af yderligere oplysninger, herunder f.eks. en ægthedsvurdering af dokumenterne. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Hjem/2018/71/LMD
Nævnet stadfæstede i september 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende ægtepar samt fire børn, angiveligt bidooner (statsløse) fra Kuwait. Indrejst i 2015. Sagen er blevet sambehandlet med den mandlige ansøgers mors sag. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske arabere og shia muslimer. Ansøgerne er angiveligt bidooner (statsløse) fra Kuwait. Den mandlige ansøger har deltaget i en demonstration i 2015 for bidooners rettigheder. Ansøgeren har i øvrigt ikke været politisk aktiv. Den kvindelige ansøger har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Kuwait frygter de kuwaitiske myndigheder, idet han har deltaget i en demonstration for bidooners rettigheder, og idet hans bror forsvandt i forbindelse med deltagelse i en demonstration. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter at blive fængslet, fordi han er udrejst illegalt. Ansøgeren har endvidere henvist til de generelle forhold for bidooner i Kuwait. Den mandlige ansøger har til støtte herfor oplyst, at hans bror forsvandt omkring 2013. Broren forsvandt i forbindelse med en demonstration i byen, hvorfor de antog, at han havde deltaget i demonstrationen og var blevet fængslet. Ansøgeren og broren mødtes senere i Danmark. Ansøgeren deltog selv i en demonstration i [starten af] 2015, men da myndighederne kom for at opløse den, stak han af. Ansøgeren har ikke haft konflikter med myndighederne i den anledning. Ansøgeren er uregistreret bidoon. Han har arbejdet som bilvasker og taget det arbejde, han kunne få. Han havde ikke lov til at arbejde som uregistreret bidoon, hvorfor han var meget på vagt overfor politiet. Ansøgeren har fået udstedt en fødselsattest, da han blev født på hospitalet. Ansøgeren og hans familie besluttede sig for at udrejse på grund af den massive og systematiske diskrimination af bidooner samt for at deres børn kunne få en uddannelse. Nogle af ansøgerens slægtninge er registeret som irakere i Grækenland, men det skyldes at de ved ankomsten til Grækenland fik at vide, at kun irakere, syrere og afghanere fik lov til at rejse videre. Ansøgeren har aldrig været i Irak. Den kvindelige ansøger har henvist til den mandlige ansøgers asylmotiv. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaringer om deres identitet til grund. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de er statsløse bidoons fra Kuwait. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerne har forklaret divergerende og usikkert om en række forhold, hvorfor forklaringerne, herunder om deres identitet, fremstår som konstruerede til lejligheden. Flygtningenævnet har herved blandt andet lagt vægt på, at den mandlige ansøger for Flygtningenævnet har forklaret, at han nu er bekendt med, at hans bror [A] opholder sig i Danmark, men at han ikke har nogen kontakt med ham, hvorimod den kvindelige ansøger og den mandelige ansøgers mor har forklaret, at [A] opholder sig på samme asylcenter som ansøgerne, og at de har kontakt med ham der. Endvidere har den kvindelige ansøger forklaret divergerende og meget usikkert om, hvor hun er født, og hvor hun har boet i Kuwait, ligesom hun ikke til Udlændingestyrelsen har kunnet forklaret nærmere om [B], hvor hun angiveligt skulle være født og have opholdt sig, indtil kun blev gift som ca. 14 årig. Den kvindelige ansøger har tillige til Udlændingestyrelsen forklaret, at hun i Kuwait havde en fødselsattest, mens hun for Flygtningenævnet har forklaret, at hun aldrig har haft en fødselsattest. Da hun blev foreholdt denne divergens, forklarede hun, at hun havde mistet fødselsattesten ved rejsen over Middelhavet. Den kvindelige ansøger og den mandlige ansøger har endvidere forklaret skiftende og divergerende om, hvorvidt deres fire børn er født på familiens bopæl eller hos en jordemoder. Yderligere har den mandlige ansøger forklaret divergerende om, hvordan han skaffede 5.000 dinarer til udrejsen, idet han til Udlændingestyrelsen har forklaret, at han selv havde sparet 1.000 dinarer op, at hans mor havde 3.000 dinarer, og at han fik 1.000 dinarer af sin ven [C], der er statsborger i Kuwait, mens han for Flygtningenævnet har forklaret, at han selv havde 2.000 dinarer, og at hans mor 3.000 dinarer. Det forhold, at den mandlige ansøger har forklaret, at divergensen skyldes, at han ville forklare kortfattet, kan ikke føre til en ændret vurdering af hans troværdighed. Den mandlige ansøger har til Udlændingestyrelsen forklaret, at [C] kom på familiens bopæl ca. hver 10. dag, og at han hver eller hver anden måned leverede og forærede familien mad i form af mel, olie, ris og sukker, mens den kvindelige ansøger til Udlændingestyrelsen har forklaret, hun ikke ved, om [C] er kuwaiter eller bidoon, at hun aldrig har set [C], og at han aldrig har været på bopælen. Det er endvidere indgået i Flygtningenævnets vurdering, at en række af ansøgernes nære familiemedlemmer i andre europæiske lande er registrerede under en irakisk identitet. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til deres hjemland risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Den foretagne sprogtest og de fremlagte dokumenter, der angiver at stamme fra Kuwait kan på den ovenfor anførte baggrund ikke føre til en anden vurdering, og der er derfor ikke grundlag for at udsætte sagen på indhentelse af yderligere oplysninger, herunder f.eks. en ægthedsvurdering af dokumenterne. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Hjem/2018/70/LMD
Nævnet stadfæstede i september 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger, angiveligt bidoon (statsløs) fra Kuwait. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og shia-muslim. Ansøgeren er angiveligt bidoon (statsløs) fra Kuwait. Ansøgeren har deltaget i to demonstrationer i henholdsvis 2011 og 2015 for bidooners rettigheder. Ansøgeren har i øvrigt ikke været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Kuwait frygter at blive fængslet eller udsat for grove fysiske overgreb, idet han har deltaget i to demonstrationer for bidooners rettigheder. Ansøgeren frygter videre at blive fængslet af de kuwaitiske myndigheder, fordi han er udrejst illegalt af Kuwait. Ansøgeren frygter endvidere de generelle forhold for uregistrerede bidooner i Kuwait. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han boede i Sulaibiya, indtil han var omkring 11 år gammel. Ansøgeren deltog i en demonstration omkring [i slutningen af] 2011 for bidooners rettigheder. Det var en fredelig demonstration, hvor ansøgeren og de andre deltagende havde medbragt kuwaitiske flag og billeder af emiren, mens de råbte slagord. Demonstrationen begyndte omkring kl. 15.30 ved Frihedspladsen foran Taima-moskeen. Efter et par timer ankom politiet, der brugte varmt vand, tåregas og gummikugler mod demonstranterne for at standse demonstrationen. Ansøgeren blev anholdt i forbindelse med opløsningen af demonstrationen. Ansøgeren var tilbageholdt i ti dage, hvor han blev afhørt og udsat for grove fysiske overgreb. Efter ti dage blev ansøgeren syg og kom på hospitalet i Al-Jahra, hvor han blev opereret og udskrevet tre dage senere. Ansøgeren blev efterfølgende opsøgt af politiet på sin bopæl hver gang der havde været en demonstration i området. Ansøgeren levede derfor i skjul, og han kom kun hjem en gang i mellem. Ansøgeren deltog i endnu en demonstration [i starten af] 2015 for bidooners rettigheder. Politiet ankom efter ca. 1½ time og opløste demonstrationen, i hvilken forbindelse ansøgeren blev anholdt. Ansøgeren var tilbageholdt i 11 dage, hvor han blev afhørt hver anden dag. Ansøgeren underskrev en tilståelseserklæring, hvorefter han blev løsladt. Ansøgeren levede i skjul, indtil sin udrejse [i efteråret] 2015. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund, hverken vedrørende ansøgerens identitet eller hans asylmotiv i øvrigt. Flygtningenævnet har vedrørende ansøgerens identitet blandt andet lagt vægt på, at han i Ungarn blev registreret som syrisk statsborger under et andet navn, og at hans bror og ægtefælle er registreret som irakiske statsborgere i andre europæiske lande med andre generalia. Yderligere har ansøgeren til Udlændingestyrelsen forklaret, at det pas, som han udrejste på, var med eget billede optaget af agenten, mens han for Flygtningenævnet har forklaret, at billedet var af en mand, der lignede ham. Ansøgeren har også forklaret meget undvigende og usikkert om, hvorfor et billede, som han bekræfter af ham, er opslået på en Facebookprofil med ansøgerens navn, selv om ansøgeren ifølge sin forklaring ikke har nogen Facebookprofil. Om sin far har ansøgeren forklaret, at han altid har handlet med får, som var ejet af faderens ven, som han dog ikke husker navnet på, mens han efter at være foreholdt andre familiemedlemmers forklaringer om faderens erhverv, har forklaret, at hans far for mange år siden var færdselsbetjent. Ansøgeren har endvidere vedrørende sin angivelige konflikt med myndighederne i Kuwait forklaret divergerende og usikkert på en række centrale punkter. Ansøgeren har således under oplysnings- og motivsamtalen alene henvist til de generelle forhold for bidoons i Kuwait som asylmotiv, og først under asylsamtalen forklarede ansøgeren, at han var blevet tilbageholdt efter at have deltaget i demonstrationer. Endvidere har ansøgeren forklaret skiftende om, hvor længe han var tilbageholdt efter den første demonstration, idet han under asylsamtalen forklarede, at han var tilbageholdt i 10 dage, mens han for Flygtningenævnet forklarede, at han var tilbageholdt i 13 dage. Ansøgeren har endvidere forklaret usikkert om, hvor mange der deltog i demonstrationen i 2011, men endte med at anslå antallet til 100-150 personer. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvor længe han var tilbageholdt efter den anden demonstration, idet han under asylsamtalen forklarede, at han var tilbageholdt i 11 dage, mens han for Flygtningenævnet har forklaret, at det var under en uge. Det forhold, at ansøgeren har forklaret, at han har en tendens til at glemme, kan ikke føre til en anden vurdering. Der er heller ikke grundlag for at udsætte sagen på en torturundersøgelse. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Hjem/2018/69/LMD
Nævnet stadfæstede i september 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig asylansøger angiveligt bidoon (statsløs) fra Kuwait. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber, muslim af trosretning og angiveligt bidoon (statsløs) fra [landsby], [by], Kuwait. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organi-sationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Kuwait frygter at blive fængslet eller henrettet af den kuwaitiske regering, da hans bror, [A], har deltaget i en demonstration, og fordi ansøgeren selv er bidoon. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at [A] deltog i en demonstration til fordel for bidooneres rettigheder i 2014. [A] blev i forbindelse med demonstrationen tilbageholdt i 18 til 19 dage. Efter løsladelsen udrejste [A], og efter hans udrejse blev ansøgerens families bopæl opsøgt af sikkerhedstjenesten, der tilbageholdt ansøgerens far og ansøgerens bror, [B]. [B] blev løsladt efter 16 dage. Ansøgeren ved ikke, hvad der er sket med hans far. Da ansøgerens far og bror blev tilbageholdt, flygtede ansøgeren og resten af hans familie hjem til ansøgerens morbror. Efter et ukendt tidsrum udrejste ansøgeren sammen med sine brødre, [B] og [C], af Kuwait. Ved vurderingen af ansøgerens forklaring har Flygtningenævnet lagt til grund, at ansøgeren ifølge det oplyste er analfabet, og nævnet har lagt vægt på ansøgerens unge alder ved udrejsen af sit hjemland. Det følger af udlændingelovens § 40, at en udlænding skal meddele de oplysninger, der er nødvendige til bedømmelse af, om den pågældende er omfattet af udlændingelovens § 7. Det følger heraf, at en udlænding, der søger om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, må sandsynliggøre den identitet og det asylgrundlag, udlændingen påberåber sig. Efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring og de i sagen i øvrigt foreliggende oplysninger finder Flygtningenævnet, at nævnet ikke kan lægge ansøgerens forklaring om sin identitet eller sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har et meget begrænset kendskab til det område, hvor ansøgeren påstår at have boet, idet ansøgeren ikke har været i stand til at redegøre for gaderne i nærområdet, og at ansøgerens viden om Kuwait forekommer mangelfuld. Flygtningenævnet har derudover lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende og usammenhængende, og at ansøgeren og ansøgerens brødre har forklaret indbyrdes divergerende om en lang række forhold. Blandt andet har ansøgeren og ansøgerens bror, [B], forklaret divergerende om, hvorvidt familien havde mobiltelefoner og fjernsyn. Endvidere har ansøgerens brødre, [A] og [B], forklaret divergerende om, hvor familien boede, ansøgerens bror, [A], har forklaret divergerende og udbyggende om sine konflikter i Kuwait, og ansøgerens brødre, [A] og [D], har forklaret divergerende om, hvilke fysiske skader [A] havde, da han blev løsladt. Endelig har ansøgeren forklaret usammenhængende om tidspunktet for, hvornår ansøgerens bror, [A], blev anholdt, ligesom ansøgeren under nævnsmødet har forklaret divergerende om, hvornår hans far henholdsvis hans bror, [B], blev taget med af politiet. Flygtningenævnet finder, at ansøge-ren og ansøgerens brødre ikke har givet en rimelig forklaring på de fremhævede divergenser. Flygtningenævnet tilsidesætter på denne baggrund ansøgerens forklaring om sin identitet og sit asylmotiv som konstrueret og utroværdig. Det forhold, at ansøgerens bror, [A], har fremlagt dokumenter, der angiveligt knytter familien til Kuwait, kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet har herved lagt vægt på de foreliggende baggrundsoplysninger, hvoraf fremgår, at der er adgang til falske dokumenter i Kuwait, og at det er relativt enkelt at få dokumenter forfalsket. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort sin identitet eller sit asylmotiv, og ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2, er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” hjem/2018/68/SHH
Nævnet stadfæstede i september 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig asylansøger fra angiveligt bidoon (statsløs) fra Kuwait. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber, muslim af trosretning og angiveligt bidoon (statsløs) fra [landsby], [by], Kuwait. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organi-sationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Kuwait frygter at blive slået ihjel af myndighederne, idet han tidligere har været tilbageholdt, som følge af hans bror, [A’s], deltagelse i en demonstration. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at [A] blev anholdt [i starten af] 2015 i forbindelse med sin deltagelse i en demonstration til fordel for bidooneres rettigheder. [A] var tilbageholdt i omkring 18 dage, før han blev løsladt. [I efteråret] 2015 udrejste [A] af Kuwait, idet han følte sig overvåget. [I efteråret] 2015 kontaktede [A] sin familie telefonisk og samme dag blev familiens bopæl opsøgt af myndighederne, der anholdt ansøgeren og ansøgerens far. Ansøgeren var tilbageholdt i 15 til 16 dage, hvorefter han blev løsladt på betingelse af, at han ville finde [A] inden for syv dage. Fire til fem dage efter løsladelsen udrejste ansøgeren og hans to brødre, [B] og [C], af Kuwait. Flygtningenævnet har ved vurderingen af ansøgerens forklaring lagt til grund, at ansøgeren ifølge det oplyste er analfabet. Det følger af udlændingelovens § 40, at en udlænding skal meddele de oplysninger, der er nødvendige til bedømmelse af, om den pågældende er omfattet af udlændingelovens § 7. Det følger heraf, at en udlænding, der søger om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, må sandsynliggøre den identitet og det asylgrundlag, udlændingen påberåber sig. Efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring og de i sagen i øvrigt foreliggende oplysninger finder Flygtningenævnet, at nævnet ikke kan lægge ansøgerens forklaring om sin identitet eller sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har et meget begrænset kendskab til det område, hvor ansøgeren påstår at have boet, herunder at ansøgeren ikke har kunnet redegøre for ruten fra sin bopæl til grøntmarkedet i blok 7, hvor han angiveligt arbejdede to til tre gange om ugen fra 2012 til 2015. Flygtningenævnet har derudover lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende, og at ansøgeren og ansøgerens brødre har forklaret indbyrdes divergerende om en lang række forhold. Blandt andet har ansøgeren forklaret divergerende om, hvor han boede i Kuwait. Til oplysnings- og motivsamtalen [i foråret] 2016 har ansøgeren forklaret, at han først boede i [by], blok 2, gade 16, husnummer 23, og at familien efterfølgende flyttede til husnummer 25 på samme gade, da ansøgeren var 14 år gammel. Til asylsamtalen [i foråret] 2017 har ansøgeren derimod forklaret, at han altid har boet i husnummer 25. Foreholdt denne divergens har ansøgeren forklaret, at familien flyttede til husnummer 25, da han var 8 eller 9 år. Endvidere har ansøgeren og ansøgerens bror, [A], forklaret divergerende om, hvor familien boede, idet [A] til sin asylsamtale [i foråret] 2017 har forklaret, at familien altid har boet i husnummer 25 og aldrig har boet i husnummer 23. Derudover har ansøge-ren og ansøgerens brødre, [A] og [B], forklaret divergerende om, hvorvidt familien havde fjernsyn i husstanden, og ansøgeren og ansøgerens bror, [A], har forklaret divergerende om antallet af mobiltelefoner i husstanden. Endelig har ansøgeren forklaret divergerende om, hvem ansøgerens bror, [A], ringede til, den dag myndighederne opsøgte familiens bopæl, ligesom ansøgeren og ansøgerens bror, [D], har forklaret divergerende herom. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren og ansøgerens brødre ikke har givet en rimelig forklaring på de fremhævede divergenser. Flygtningenævnet tilsidesætter på denne baggrund ansøgerens forklaring om sin identitet og sit asylmotiv som konstrueret og utroværdig. Den foretagne sproganalyse, der konkluderer, at ansøgerens dialekt er i overensstemmelse med den dialekt, der tales i et område omkring Den Persiske Golf, kan ikke føre til en anden vurdering. Det forhold, at ansøgerens bror, [A], har fremlagt dokumenter, der angiveligt knytter familien til Kuwait, kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet har herved lagt vægt på de foreliggende baggrundsoplysninger, hvoraf fremgår, at der er adgang til falske dokumenter i Kuwait, og at det er relativt enkelt at få dokumenter forfalsket. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort sin identitet eller sit asylmotiv, og ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2, er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” hjem/2018/67/SHH
Nævnet stadfæstede i september 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar fra et ukendt hjemland. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne har oplyst, at der er etnisk araber og shiamuslim af trosretning fra Al-Jahra, Kuwait. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har dog deltaget i en demonstration for bidoone-res rettigheder i 2014. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter de kuwaitiske myndigheder, fordi han ikke har overholdt en aftale med myndighederne. Ansøgerne har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at den mandlige ansøger [i starten] 2014, sammen med omkring 400 andre personer, deltog i en demonstration i byen, Tamia. Under demonstrationen ankom der sikkerhedsfolk fra specialstyrken til stedet, og de angreb demonstranterne med vandkanoner og tåregas. Demonstrationen blev som følge heraf splittet, og den mandlige ansøger forlod demonstrationen. Tre dage efter demonstrationen blev den mandelige ansøger opsøgt på ansøgernes bopæl af personer fra specialstyrken. Han blev herefter anholdt og tilbageholdt i 25 dage. De kuwaitiske myndigheder anklagede ham for at være til fare for landets sikkerhed. I forbindelse med sin løsladelse underskrev han et dokument på, at han aldrig ville deltage i en demonstration igen. En måned efter tilbageholdelsen blev han opsøgt af en sikkerhedsperson, der fortalte ham, at han skulle samarbejde med myndighederne, hvilket han accepterede med det samme. I [slutningen af] 2015 blev den mandlige ansøger igen opsøgt af sikkerhedspersoner. Han fik oplyst, at han skulle afgive navnene på de personer, som arrangerede demonstrationer. Han angav på stationen ingen navne, men indvilligede i, at han ville navngive nogle personer i løbet af den efterfølgende måned. Ansøgerne udrejste af Kuwait [i starten af] 2016. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort hverken deres identitet eller deres asylmotiv. I relation til identiteten bemærkes, at ansøgerne har oplyst andre navne, andre fødselsdatoer og anden nationalitet overfor de græske myndigheder, og den mandlige ansøgers forklaring om, at dette skyldes forevisninger af falske pas for de græske myndigheder harmonerer ikke med disses oplysninger om, at ansøgerne ikke var i besiddelse af identitetspapirer. I relation til den mandlige ansøgers asylmotiv bemærkes, at han på centrale punkter har forklaret divergerende om tidpunktet for tilbageholdelsen af myndighederne og om omstændighederne i denne forbindelse, herunder om han under afhøringen havde bind for øjnene. Han har endvidere forklaret divergerende om, hvor lang tid der gik fra denne tilbageholdelse til han på ny blev kontaktet af myndighederne, og hvor lang tid der gik fra den seneste kontakt til udrejsen. Den kvindelige ansøger har ikke angivet noget selvstændigt asylmotiv. På denne baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering ikke at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgø-relse.” Hjem/2018/66/CHA
Nævnet stadfæstede i august 2018. Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt tre børn, angivelige bidoonere (statsløse) fra Kuwait. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne har oplyst at være angivelige bidoonere (statsløse) fra Kuwait og shiamuslimer af trosretning fra al-Sayhed i al-Farwanya, Kuwait. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Den mandlige ansøger har deltaget i en demonstration, men ansøgeren har herudover ikke været politisk aktiv. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Kuwait frygter, at den mandlige ansøger vil blive fængslet eller blive udsat for fysiske overgreb af de kuwaitiske myndigheder, fordi den mandlige ansøger har deltaget i en demonstration om bidooneres rettigheder. Ansøgerne har endvidere som asylmotiv henvist til de generelle forhold for bidoonere i Kuwait. Den mandlige ansøger har til støtte for konflikten med de kuwaitiske myndigheder oplyst, ansøgeren deltog i en demonstration i Taima [vinter] 2014 sammen med ansøgerens far. De kuwaitiske myndigheder opløste demonstrationen, hvor de anvendte vold, hvorefter ansøgeren tog hjem til sin ven, [A], og ansøgerens far tog hjem. Ansøgeren blev samme aften ringet op af ansøgerens mor, som fortalte at ansøgerens far var blevet opsøgt på ansøgerens bopæl og var blevet anholdt af personer fra myndighederne. Disse myndighedspersoner spurgte ligeledes efter ansøgeren. Ansøgeren tog herefter hjem til ansøgerens fars ven, [B], som via sine kontakter fik information om, at myndighederne havde en filmoptagelse af ansøgeren og ansøgerens far, hvor ansøgeren og ansøgerens far råbte skældsord af den kuwaitske emir. Dagen derpå kørte [B] ansøgeren til et landområde, hvor ansøgeren boede i et telt. Ansøgerens ægtefælle samt deres børn tog ophold hos ansøgeren på landet tre dage senere. Efter 18 til 20 dage flyttede ansøgerne ud på en plantage, som [B] var ansvarlig for, hvor ansøgerne opholdte sig indtil deres udrejse af Kuwait [efterår] 2015. Plantagen tilhørte en slægtning til emiren. Den kvindelige ansøger har i det hele henvist til den mandlige ansøgers asylmotiv. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaringer til grund. Flygtningenævnet tillægger det særdeles stor betydning, at ansøgerene efter deres forklaring valgte at forblive i Kuwait i cirka halvandet år efter demonstrationen i [vinter] 2014, før de udrejste. Dette til trods for, at frygtede overgreb fra myndighedernes side. Flygtningenævnet tillægger det endvidere væsentlig betydning, at den mandlige ansøger, såvel under sin forklaring i Flygtningenævnet som ved sin asylsamtale [sommer] 2016, har forklaret, at de slet ikke overvejede at forlade Kuwait, før de så i fjernsynet, at andre folk udrejste. Flygtningenævnet finder endvidere, at det er særdeles usandsynligt, at ansøgerne skulle opholde sig i halvandet år på en plantage, der tilhørte et medlem af emirens familie, og på hvilken plantage, der var en vagtmand, til trods for den mandlige ansøger angiveligt var eftersøgt for netop at have fornærmet emiren. Ligesom Udlændingestyrelsen tillægger Flygtningenævnet det endvidere betydning, at den mandlige ansøger væsentligt har ændret sin forklaring om sin og sin fars deltagelse i demonstrationen [vinter] 2014. Således anføres i asylskemaet af [sen efterår] 2015, at ansøgeren og ansøgerens far deltog i demonstrationen. Det anføres endvidere: ”Politiet slog os med deres stænger og sprøjtede varmt vand på os”. Ved oplysnings- og motivsamtalen af [forår] 2016 forklarede ansøgeren ligeledes, at han deltog i demonstrationen sammen med sin far. Ansøgeren forklarer her, at han ikke på noget tidspunkt blev udsat for vold. Det anføres endvidere: ”Under demonstrationen deltog ansøger ved at gå med en masse […] andre mennesker og råbe det samme som [C] havde udtalt”. Ved asylsamtalen [august] 2016 forklarede den mandlige ansøger, at han deltog i demonstrationen sammen med sin far og råbte kampråb for [C]. Ved asylsamtalen [sommer] 2017 forklarede den mandlige ansøger imidlertid, at ansøgerens far var den ældste og blev anset som føreren af demonstrationen, hvilket ansøgeren fastholdte ved samtalen af [sommer] 2017. Flygtningenævnet finder ikke, at den mandlige ansøger har givet nogen sandsynlig forklaring på, hvorfor denne væsentlige oplysning ikke er meddelt ved tidligere, og gentagne afhøringer. For så vidt angår det af ansøgernes advokat anførte om de generelle forhold for bidoonere i Kuwait, finder Flygtningenævnet ikke efter de foreliggende oplysninger, at disse forhold er af sådan en karakter, at de kan føre til, at der meddeles ansøgerne asyl. Nævnet finder herefter ikke, at ansøgerne ved en tilbagevenden til deres hjemland vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Hjem/2018/65/GJEY
Nævnet stadfæstede i december 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt tre børn, angiveligt bidoonere (statsløse) fra Kuwait. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske arabere og sunnimuslimer. De har oplyst at være bidoonere (statsløse) fra Sulaibiya, Kuwait. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Kuwait frygter at blive fængslet af myndighederne. Han har til støtte herfor oplyst, at han har deltaget i tre demonstrationer fra 2012 til 2015. Den første demonstration fandt sted i sommeren 2012, og ved denne demonstration blev ansøgerens bror, [A], anholdt og fængslet i halvanden måned. Den mandlige ansøger deltog efterfølgende i en demonstration i [måned i sommeren] 2014. I [måned/måned i sommeren] 2015 deltog den mandlige ansøger i den sidste demonstration. Han blev denne gang anholdt og fængslet i en måned. Som betingelse for sin løsladelse måtte han skrive under på, at han ville blive fængslet, såfremt han deltog i yderligere demonstrationer. Den kvindelige ansøger har henvist til den mandlige ansøgers asylmotiv. Flygtningenævnet bemærker indledningsvis, at de oplysninger, der er meddelt Udlændingestyrelsen af [B] og [C], og i henhold til hvilke disse personer er brødre til den kvindelige ansøgers mor, samt at ansøgerne skulle være fra Nassiriya i Irak, ikke kan tillægges afgørende betydning. Flygtningenævnet har alene fået forelagt disse skriftlige oplysninger. Det fremgår af sagens akter, at Udlændingestyrelsen tilsyneladende også har lagt vægt på andre oplysninger, herunder fra sociale medier. Disse oplysninger kan Flygtningenævnet ikke tage hensyn til, da de ikke er forelagt Flygtningenævnet. Efter en samlet vurdering, jf. det nedenfor anførte om bedømmelsen af ansøgernes asylmotiv, kan Flygtningenævnet omvendt ikke anse det for godtgjort, at ansøgerne er statsløse bidoonere fra Kuwait. Flygtningenævnet ser sig således ikke på det foreliggende grundlag i stand til at fastslå ansøgernes oprindelse. Vedrørende ansøgernes asylmotiv kan Flygtningenævnet ikke lægge ansøgernes forklaringer til grund. Flygtningenævnet bemærker, at den mandlige ansøger har forklaret, at han har deltaget i tre demonstrationer for bidooneres rettigheder. Han blev efter sine egne oplysninger løsladt efter at have været tilbageholdt i omkring en måned. Ikke desto mindre opsøgte myndigheder ham igen få dage senere. Ansøgeren frygter på det grundlag at blive arresteret og fængslet, såfremt han vender tilbage til Kuwait. Flygtningenævnet finder det ikke troværdigt, at ansøgeren skulle være blevet løsladt, hvorefter myndighederne kun få dage senere igen skulle have ønsket at arrestere ham. Ansøgeren har endvidere ved fremmødet i Flygtningenævnet ikke kunne forklare på overbevisende måde, hvorfor han skulle blive anset for at være blandt de hovedansvarlige for demonstrationen i 2015, blot fordi han havde skrevet under på en erklæring om, at han ikke fremover ville deltage i demonstrationer. Ved asylsamtalen den [dato i sommeren] 2016 forklarede ansøgeren (side 8/18), at han efter sin løsladelse opholdt sig hos Ahmad Jassim i to dage. Ansøgeren havde efterfølgende lejlighed til at gennemgå referatet og komme med korrektioner. Det fremgår af referatet side 18, at han havde en række bemærkninger, men oplysningen om længden af opholdet hos Ahmad Jassim blev ikke korrigeret. Ved gensamtale den [dato i foråret] 2017 forklarede ansøgeren (side 13/20), at han opholdt sig to til tre dage hos Ahmad Jassim. Også dette referat havde ansøgeren lejlighed til at gennemgå og også her kom han med nogle korrigerende bemærkninger, men oplysningen om længden af opholdet hos Ahmad Jassim blev ikke korrigeret. Den kvindelige ansøger forklarede ligeledes ved asylsamtale den [dato i sommeren] 2016 (side 6/14), at den mandlige ansøger opholdt sig hos sin ven i to dage, efter han var blevet løsladt. Den kvindelige ansøger havde heller ikke korrektioner hertil. Ved fremmødet i Flygtningenævnet dags dato forklarede begge ansøgere, at den mandlige ansøger havde opholdt sig hos sin ven i 28 dage. Flygtningenævnet finder, at det må lægges til grund, at det oprindelig er blevet forklaret, at opholdet varede to dage. Da der er tale om gentagne afhøringer med mulighed for efterfølgende korrektion, kan denne væsentlige divergens ikke skyldes sproglige misforståelser i forhold til tolkningen. Endelig bekræftede den mandlige ansøger ved fremmødet i Flygtningenævnet dags dato på udtrykkelig forespørgsel fra nævnet, den udtalelse, som han har afgivet til gensamtale den [dato i foråret] 2017 (11/20) om ”at hvis myndighederne ville give dem det, (undervisning) så var de aldrig udrejst.” De dokumenter og det videoklip, som blev forevist og gennemgået på nævnsmødet viser efter det oplyste alene, at nogle personer, der angiveligt er ansøgernes familiemedlemmer, skulle have en lejekontrakt på et lejemål i Kuwait og have været underkastet lægebehandling i Kuwait. Flygtningenævnet kan ikke på denne baggrund tillægge disse dokumenter selvstændig betydning ved sagens afgørelse. På denne baggrund finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort deres identitet eller asylmotiv, og ansøgerne har således ikke sandsynliggjort, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2, er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” hjem/2018/110/DH
Nævnet stadfæstede i december 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar og tre medfølgende børn, der har oplyst at være bidoonere (statsløse) fra Kuwait. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er angiveligt bidoonere (statsløse), etniske arabere og shia-muslimer af trosretning fra Sulaibiya, Kuwait. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Kuwait frygter at blive fængslet af myndighederne, idet han har deltaget i en demonstration for bidooneres rettigheder, ligesom han er udrejst illegalt. Den kvindelige ansøger har henvist til den mandlige ansøgers asylmotiv. Ansøgerne har endvidere henvist til de generelle forhold for bidoonere i Kuwait. Den mandlige ansøger har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han [på en nærmere bestemt dato i begyndelsen af] 2014 deltog i en demonstration for bidooneres rettigheder. Myndighederne kom til demonstrationen og meddelte, at demonstranterne havde fem minutter til at forlade pladsen. Herefter begyndte politiet at slå, kaste gas og skyde med gummikugler. Den mandlige ansøger blev i forbindelse hermed anholdt og tilbageholdt i en måned, hvorefter han blev løsladt mod, at han indvilligede i at samarbejde med myndighederne og give dem oplysninger. Ansøgerne udrejste i [efteråret] 2015. Det følger af udlændingelovens § 40, at en udlænding skal meddele de oplysninger, der er nødvendige til bedømmelse af, om den pågældende er omfattet af udlændingelovens § 7. Det følger heraf, at en udlænding, der søger om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, må sandsynliggøre den identitet og det asylgrundlag, udlændingen påberåber sig. Efter en samlet vurdering af ansøgernes forklaring og de i sagen i øvrigt foreliggende oplysninger finder Flygtningenævnet, at nævnet ikke kan lægge ansøgernes forklaringer om deres identitet og deres asylmotiv til grund. I relation til identiteten bemærkes, at den mandlige ansøger udviste meget stor viden om geografien i og omkring Sulaibiya, om det kuwaitiske landshold og den kuwaitiske nationalsang. Den kvindelige ansøger udviste til gengæld intet kendskab til lokalområdet eller Kuwait som sådan, og hun var ikke i stand til at besvare spørgsmålet om, hvor mange fils der gik på en dinar korrekt. Når hertil kommer, at den mandlige ansøger angiveligt ikke kan huske, om han har gået i skole, og at ingen af ansøgerne har kendskab til havet eller har set det, selvom det ligger 3-4 km. fra deres lokalområde, finder Flygtningenævnet, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de er statsløse (bidoons) fra Kuwait. Flygtningenævnet har ved denne vurdering tillige lagt vægt på, at ansøgernes forklaring om, hvordan de finansierede udrejsen forekommer usandsynlig og usammenhængende og dermed utroværdig. Det forekommer således usandsynligt, at ansøgerne, der angiveligt havde det meget hårdt og ikke kunne spare op, kunne rejse 3.000 dinarer ved at sælge den kvindelige ansøgers smykker, få 500 dinarer af den kvindelige ansøgers mor, som de delte husstand med, og låne 2.000 dinarer af den mandlige ansøgers bror, som havde lånt dette beløb af sin arbejdsgiver. Flygtningenævnet har derudover lagt vægt på, at ansøgerne har forklaret indbyrdes divergerende om en række forhold, herunder om hvor mange gange den mandlige ansøger fulgte den kvindelige ansøger til hospitalet ved børnenes fødsler, hvem der kørte dem til hospitalet, hvem der solgte guldet, hvorvidt de har forsøgt at få udstedt fødselsattester for deres børn, farven på de pas som de udrejste på samt, hvem der havde disse pas i lufthavnen. For så vidt angår selve asylmotivet kan Flygtningenævnet heller ikke lægge ansøgernes forklaringer til grund. Der er herved lagt vægt på, at den mandlige ansøger har forklaret divergerende og udbyggende om centrale forhold i forbindelse med asylmotivet. Han har således til første samtale forklaret, at han blev løsladt uden andre betingelser, end at han ikke måtte deltage i demonstrationer igen, mens han under de senere samtaler har forklaret, at han tillige blev løsladt med en betingelse om, at han skulle samarbejde med myndighederne ved at komme med oplysninger til dem. Han har endvidere forklaret divergerende om, hvilken ugedag demonstrationen fandt sted. Ansøgerne har dertil forklaret indbyrdes divergerende om, hvorvidt den mandlige ansøger i forbindelse med løsladelsen underskrev et stykke blankt papir eller et stykke papir med tekst. Endelig har den mandlige ansøger under nævnsmødet udbygget sin frygt for at blive fængslet i forbindelse med en genindrejse med, at han nu frygter at blive henrettet. Flygtningenævnet finder, at ansøgerne ikke har givet en rimelig forklaring på de fremhævede divergenser og udbygninger. Flygtningenævnet tilsidesætter på denne baggrund ansøgernes forklaringer om deres identitet og deres asylmotiv som konstrueret og utroværdig. Den foretagne sproganalyse, der konkluderer, at ansøgernes dialekt er i overensstemmelse med den dialekt, der tales i et område omkring Den Arabiske Golf, kan ikke føre til en anden vurdering. Det forhold, at ansøgeren har fremlagt en label fra en pakke, som de har modtaget fra Kuwait, kan heller ikke føre til et andet resultat. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort deres identitet eller deres asylmotiv, og ansøgerne har således ikke sandsynliggjort, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2, er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Hjem/2018/109/STRAA
Nævnet stadfæstede i december 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar, der har oplyst at være bidoonere (statsløs) fra Kuwait ”. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er angiveligt bidoonere (statsløse), etniske arabare og shia-muslimer af trosretning fra Sulaibiya, Kuwait. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Kuwait frygter at blive fængslet af myndighederne, fordi han har uddelt CD’er om bidooneres manglende rettigheder. Den kvindelige ansøger har henvist til den mandlige ansøgers asylmotiv. Ansøgerne har endvidere henvist til de generelle forhold for bidoonere i Kuwait. Den mandlige ansøger har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i 2015 begyndte at sælge CD’er på forskellige markeder, eksempelvis Farwaniya markedet, fredags-markedet og Mubarakiya markedet. Når den mandlige ansøger solgte en CD, forærede han samtidig en CD vedrørende bidooneres forhold og manglende rettigheder. En dag i [sommeren] 2015 blev den mandlige ansøger anholdt af myndighederne, mens han stod og solgte CD’er. Den mandlige ansøger blev under sin måned lange tilbageholdelse udsat for fysiske overgreb. Da den mandlige ansøger blev løsladt [en måned senere i] 2015, skulle han underskrive nogle dokumenter, og fik oplyst, at det var forbudt at sælge de pågældende CD’er vedrørende bidoonere. Ansøgerne udrejste kort tid herefter. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af ansøgernes forklaringer, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort deres identitet eller asylmotiv. Flygtningenævnet har for så vidt angår identiteten lagt vægt på, at den mandlige ansøger har forklaret påfaldende upræcist, afglidende og overfladisk om sit nærområde. Han har således ikke kendskab til navn eller nummer på vejene for enden af vej [X], hvor han har boet hele sit liv, og han har til asylsamtalen fejlagtigt oplyst – og på forespørgsel bekræftet – at vejen [B] lå mellem blok fem og ni, ligesom han har oplyst, at det nærmeste hav lå ved Kuwaits tårne, Abraj al Kuwait, hvor han havde været to gange. Det bemærkes herved, at det fremgår af de foreliggende oplysninger, at det nærmeste hav i forhold til Sulaibiya ligger tæt på den mandlige ansøgers mors gravsted. På mødet i Flygtningenævnet har den mandlige ansøger endvidere ikke været i stand til – forevist et kort over området – at forklare, hvilket husnummer og på hvilken side af vejen hans svigerforældre boede til trods for, at de boede ganske tæt på ansøgeren. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at det forekommer påfaldende, at den kvindelige ansøger heller ikke har været i stand til at beskrive det område, hvor hun har boet hele sit liv, herunder angive nummer eller navn på de omkring liggende veje og nummeret på det hus, som hendes forældre bor i, ganske tæt på hende. Det forhold, at ansøgerne har fremlagt fødselsattester fra Kuwait, kan ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af Landinfos rapport: ”Kuwait: Bidun - dokumenter og formelle forhold” af 18. marts 2013, at det er relativt enkelt at skaffe forfalskede dokumenter i Kuwait. Ligeledes kan det heller ikke føre til en anden vurdering, at ansøgerne har fremlagt kopi af pas og statsborgerbevis for den mandlige ansøgers søster i England. Flygtningenævnet bemærker i øvrigt, at det ved sprogundersøgelsen er påvist, at ansøgernes sprog er i overensstemmelse med Gulf Arabic, og at det i øvrigt fremgår af undersøgelsen, at Gulf Arabic tales i Golf området, der blandt andet omfatter Kuwait, Saudi Arabien, Bahrain, Qatar og De Forenede Arabiske Emirater. Nævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaring om deres asylmotiv til grund, idet forklaringerne forekommer divergerende – herunder indbyrdes divergerende – på en række centrale punkter og dermed utroværdige. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at den mandlige ansøger til oplysnings- og motivsamtalen forklarede, at han solgte CD’er i Mubarakiya og Farwaniya på gaden eller i et indkøbscenter, mens han til asylsamtalen forklarede, at han solgte CD’erne på et marked i Farwamiya, og ikke andre steder. Foreholdt denne divergens forklarede den mandlige ansøger, at han kun forsøgte at sælge CD’er i Mubarakiya i en uges tid. På mødet i Flygtningenævnet forklarede han, at han solgte Cd’erne i Abraj, Mubarakiya og Farwaniya. Ansøgerne har endvidere forklaret indbyrdes divergerende og afglidende om den tortur, som den mandlige ansøger angiveligt blev udsat for, og om, hvorvidt den kvindelige ansøger så skader på den mandlige ansøgers ryg, da han kom hjem efter løsladelsen. Den mandlige ansøger har således til oplysnings- og motivsamtalen oplyst, at han led af smerter i højre knæ efter at have været udsat for tortur, mens den kvindelige ansøger til sin asylsamtale forklarede, at den mandlige ansøger ikke kunne gå så godt på venstre knæ. Den mandlige ansøger har endvidere til asylsamtalen forklaret, at den kvindelige ansøger så, at han var blevet tortureret på ryggen, mens den kvindelige ansøger til sin asylsamtale forklarede, at hun ikke husker, at han havde skader andre steder end på knæet. På mødet i Flygtningenævnet forklarede den mandlige ansøger, at han blev slået på højre knæ og havde gamle sår på ryggen, som han viste hende, mens den kvindelige ansøger forklarede, at den mandlige ansøger havde blå mærker på ryggen. Ansøgerne har endvidere forklaret forskelligt om, hvorvidt den mandlige ansøger var hjemme i tiden fra løsladelsen til udrejsen, og om, hvorvidt myndighederne opsøgte bopælen i samme tidsrum. Den mandlige ansøger forklarede således indledningsvis til asylsamtalen, at han opholdt sig i skjul hos sin onkel i alle dagene på nær én dag, hvor han var hjemme, og at myndighederne var på bopælen to gange i tiden fra løsladelsen til udrejsen. Den kvindelige ansøger forklarede til sin asylsamtale samme dag, at den mandlige ansøger opholdt sig hjemme og kun gik ud i meget kort tid ad gangen, og at myndighederne ikke var på bopælen i denne periode. Efter en pause, som ansøgerne holdt sammen, ændrede den mandlige ansøger forklaring og forklarede, at han kun var hos sin onkel enkelte gange, og – med nogen usikkerhed – at myndighederne var på bopælen én gang. På mødet i Flygtningenævnet forklarede ansøgerne samstemmende, at den mandlige ansøger var hjemme i hele perioden, men besøgte sin onkel. Flygtningenævnet finder endvidere, at det forekommer utroværdigt, at den mandlige ansøger skulle være eftersøgt af myndighederne umiddelbart efter, at han angiveligt var blevet løsladt. Nævnet forkaster således i det hele ansøgernes asylmotiv som utroværdigt. For så vidt angår ansøgernes asylmotiv i relation til ulovlig udrejse bemærkes, at det fremgår af baggrundsoplysningerne, at myndighederne i Kuwait ikke straffer ulovlig udrejse på en måde, der indebærer tortur eller umenneskelig eller vanærerne behandling eller straf, ligesom en eventuel straf ikke er uproportionel. Sammenfattende finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de er bidoonere (statsløse) fra Kuwait, eller at de i øvrigt har sandsynliggjort deres asylmotiv. Betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2, er derfor ikke opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Hjem/2018/108/STRAA
Nævnet stadfæstede i december 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt fem børn, der har oplyst at være bidoonere (statsløse) fra Kuwait. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ” Den mandlige ansøger er etnisk araber og shiamuslim. Den mandlige ansøger har oplyst, at han er uregistreret bidoon fra [...], Farwania, Kuwait. Den mandlige ansøger har oplyst, at han har deltaget i én demonstration i 2014, men i øvrigt ikke har været politisk aktiv. Den kvindelige ansøger er etnisk araber og shiamuslim. Den kvindelige ansøger har oplyst, at hun er uregistreret bidoon fra […], Kuwait. Den kvindelige ansøger har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Kuwait frygter at blive fængslet af de kuwaitiske myndigheder, da han har deltaget i én demonstration, og idet han er udrejst illegalt. Den mandlige ansøger har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han efter middagsbønnen den 18. februar 2014 gik mod frihedspladsen i Taima for at deltage i demonstrationen. Ansøgeren så, at demonstrationen bevægede sig væk fra pladsen, da der kom specialstyrker. Demonstranterne kastede røgbomber efter specialstyrkerne og råbte slagord. Da ansøgeren demonstrerede, stod der en civilklædt mand ved siden af ham. Den civilklædte mand greb pludselig fat i ansøgeren og anholdt ham. Ansøgeren fik bind for øjnene, og han blev bragt til et fængsel. Ansøgeren var fængslet i omkring 20 dage, hvorefter han blev ført til sin lokale politistation. En myndighedsperson på politistationen gav ansøgeren et dokument, som ansøgeren skulle underskrive. Ansøgeren kunne ikke læse, hvad der stod på dokumentet, da han er analfabet. Myndighedspersonen sagde ansøgeren, at han havde skrevet under på, at han arbejdede på at splitte landet, og at han modarbejdede styret og spildte landets formue med at sprede rygter. Myndighedspersonen sagde desuden, at de ville gøre noget lagt være end det, ansøgeren havde været igennem, og at han ville blive sendt til helvede, hvis han deltog i endnu en demonstration. Ansøgeren blev herefter løsladt. Da ansøgeren ikke turde opholde sig i sit hjem, gemte han sig på sin arbejdsplads i […], indtil han udrejste af Kuwait i november 2015. Ansøgernes bopæl blev opsøgt af civilklædte myndighedspersoner omkring én eller to måneder efter den mandlige ansøgers løsladelse. Den kvindelige ansøger har henvist til den mandlige ansøgers asylmotiv. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaringer om deres identitet og asylmotivet til grund, idet ansøgerne på væsentlige punkter både for Udlændingestyrelsen og for nævnet har forklaret divergerende, og idet forklaringerne på flere punkter forekommer utroværdig og konstrueret til lejligheden. For nævnet har ansøgerne forklaret divergerende om, hvor længe den mandlige ansøger opholdt sig hos sin arbejdsgiver efter sin løsladelse. Den mandlige ansøger har under samtalerne med Udlændingestyrelsen og under mødet i Flygtningenævnet forklaret, at han boede hos sin arbejdsgiver i 1 år og 8 måneder. Den kvindelige ansøger har ligeledes under samtalerne med Udlændingestyrelsen forklaret, at perioden var 1 år og 8 måneder, mens hun under mødet i Flygtningenævnet har forklaret, at hun ikke kan huske, hvor længe hendes mand ikke boede hjemme, men det kan godt være, at det var mindre et år. Ansøgerne har forklaret divergerende om den kvindelige ansøgers besøg hos den mandlige ansøger i den periode, hvor manden boede hos sin arbejdsgiver. Den mandlige ansøger har under mødet i Flygtningenævnet forklaret, at hans bror kørte den kvindelige ansøger frem og tilbage i forbindelse med besøgene. Den kvindelige ansøger har under asylsamtalen forklaret, at hun kørte frem og tilbage med taxa, og en gang imellem var hendes svoger med i taxaen. Under mødet i Flygtningenævnet har hun forklaret, at hun som regel kørte med sin svoger, men hvis han ikke kunne, tog hun en taxa. Endvidere har den mandlige ansøger forklaret, at den kvindelige ansøger overnattede under nogle af besøgene, selvom han boede under forhold, som var mindre egnet til overnatning. Den kvindelige ansøger har forklaret, at hun overnattede i et rum, som var velegnet til overnatning. Flygtningenævnet bemærker, at den mandlige ansøger i forbindelse med sin løsladelse havde fået arbejdsgiveren til at kautionere, og myndighederne har dermed været bekendt med arbejdsgiverens identitet. På denne baggrund forekommer den mandlige ansøgers begrundelse for at opholde sig hos arbejdsgiveren ikke troværdig. Han har således forklaret, at han ikke kunne tage hjem til bopælen, fordi han risikerede at blive anholdt igen, og derfor opholdt sig hos arbejdsgiveren. Den kvindelige ansøger har forklaret divergerende om, hvorvidt hendes mand er blevet opsøgt af myndighederne efter løsladelsen. Hun har under oplysnings- og motivsamtalen først forklaret, at hun ikke er blevet kontaktet af myndighederne på bopælen. Senere under samme samtale har hun forklaret, at hun ved nærmere eftertanke er blevet opsøgt af myndighederne en gang. De spurgte efter hendes ægtefælle og opførte sig hensynsfuldt. Under mødet i Flygtningenævnet har hun forklaret, at myndighederne opsøgte hende på bopælen en eller to gange. De ledte efter hendes mand og undersøgte boligen for at konstatere, at han ikke var der. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgerne ikke udrejste på grund af en aktuel konflikt, idet de angiveligt opholdt sig i Kuwait i 1 år og 8 måneder efter, at den mandlige ansøger var blevet løsladt. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at det ikke forekommer troværdigt, at den kvindelige ansøger og parrets tre børn forblev på bopælen i perioden efter løsladelsen, når manden angiveligt frygtede for sit liv. Nævnet finder det endvidere utroværdigt, at ansøgerne, der efter deres egen forklaring kun havde en meget beskeden indtægt og var fattige, var i stand til på kort tid at rejse et beløb på 6.000 USD, blandt andet fra den kvindelige ansøgers to brødre, som var udrejst af Kuwait kort før ansøgernes udrejse. Disse forhold svækker ansøgernes generelle troværdighed. Flygtningenævnet kan derfor ikke lægge ansøgernes forklaring om asylmotivet til grund. Som følge af vurderingen af ansøgernes troværdighed, kan Flygtningenævnet heller ikke lægge ansøgernes forklaringer om deres identitet som statsløse bidooner til grund. Flygtningenævnet har taget i betragtning, at ansøgerne er analfabeter. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at den kvindelige ansøger under samtalerne med Udlændingestyrelsen har forklaret, at hun ikke kendte området nær bopælen særlig godt, fordi hun sjældent kom ud, og at det var hendes mand, der sørgede for indkøb af dagligvarer. Under mødet i Flygtningenævnet har hun forklaret, at hun selv eller hendes svoger købte ind i den periode, hvor manden boede hos sin arbejdsgiver. Sammenfattende finder Flygtningenævnet, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de er statsløse bidooner fra Kuwait, ligesom ansøgerne ikke har sandsynliggjort deres asylmotiv. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgerne ikke har oplyst om konflikter i andre lande, herunder Irak. Ansøgerne har således ikke sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til hjemlandet vil risikere forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” hjem/2018/107/JHB
Nævnet stadfæstede i december 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar] samt tre medfølgende børn. Indrejst i 2015. Sagen er sambehandlet med hjem/2018/104/JAH. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske arabere og shia muslimer. Ansøgerne har oplyst at være bidoonere (statsløse) fra Sulaibiya, Kuwait. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Kuwait frygter, at han vil blive fængslet eller udsat for grove og fysiske overgreb af myndighederne, fordi han har deltaget i en demonstration. Til støtte for sit asylmotiv har den mandlige ansøger oplyst, at han [i begyndelsen af] 2014 deltog i en demonstration sammen med sin far og sin bror. Demonstrationen var til fordel for bidooneres rettigheder. Samme aften blev de opsøgt og anholdt af myndighederne på deres bopæl. Ansøgeren var tilbageholdt i tre dage, hvor han blev udsat for fysiske overgreb. Efter tre dage blev ansøgeren løsladt på betingelse af, at han ikke ville demonstrere igen. Efterfølgende blev ansøgeren og hans familie opsøgt på deres bopæl af myndighederne omkring otte gange. [I begyndelsen af] 2015 udrejste ansøgeren, ansøgerens ægtefælle og deres to mindreårige børn af Kuwait. Familien fik hjælp af familiens velgører, [A]. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Kuwait frygter, at hendes ægtefælle vil forsvinde ligesom sin far, fordi ægtefællen er eftersøgt af myndighederne. Til støtte herfor har den kvindelige ansøger oplyst, at hun er født i Sulaibiya, Kuwait, hvor hun har boet hele sit liv. I [begyndelsen af] 2014 deltog ansøgerens ægtefælle i en demonstration sammen med sin bror og far. Demonstrationen var til fordel for bidooneres rettigheder. Samme aften blev ansøgerens ægtefælle og svigerfar anholdt på bopælen. Ansøgerens ægtefælle var tilbageholdt af myndighederne i tre dage, hvorefter han blev løsladt. Efterfølgende blev ansøgeren og hendes familie opsøgt af myndighederne på familiens bopæl op til flere gange. I begyndelsen af [efteråret] 2015 udrejste ansøgeren, ansøgerens ægtefælle og deres børn af Kuwait. Flygtningenævnet har ved vurderingen af ansøgernes forklaringer lagt til grund, at ansøgerne ifølge det oplyste er analfabeter. Det følger af udlændingelovens § 40, at en udlænding skal meddele de oplysninger, der er nødvendige til bedømmelse af, om den pågældende er omfattet af udlændingelovens § 7. Det følger heraf, at en udlænding, der søger om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, må sandsynliggøre den identitet og det asylgrundlag, udlændingen påberåber sig. Efter en samlet vurdering af ansøgernes forklaringer, og de i sagen i øvrigt foreliggende oplysninger, finder Flygtningenævnet, at nævnet ikke kan lægge ansøgernes forklaringer om deres identitet eller deres asylmotiv til grund. Ved vurderingen af ansøgernes identitet og generelle troværdighed har Flygtningenævnet tillagt det vægt, at ansøgerne – uden at give en overbevisende begrundelse herfor – ikke har villet give samtykke til sambehandling med deres familier, herunder den mandlige ansøgers bror [X], jf. udlændingelovens § 40, stk. 1. Endvidere har den mandlige ansøgers bror den 10. oktober 2015 oplyst til de græske myndigheder, at hans navn er [XY], og at han er irakisk statsborger. Derudover forekommer det usandsynligt, at det skulle bero på en tilfældighed, at ansøgernes respektive familier (mødre og søskende) uafhængigt af hinanden endte i Danmark. Endelig har flere andre asylansøgere, der til Udlændingestyrelsen ifølge det oplyste har forklaret, at de er i familie med ansøgerne, registreret sig som fortrinsvis irakiske statsborgere i andre europæiske lande, ligesom flere på Facebook har offentliggjort informationer, der knytter dem til Irak. Flygtningenævnet har også lagt vægt på, at særligt den kvindelige ansøger og flere medlemmer af den mandlige ansøgers familie har et meget begrænset kendskab til det område, hvor familien påstår at have boet. Blandt andet har den mandlige ansøgers mor til Udlændingestyrelsen ikke været i stand til korrekt at navngive Kuwaits hovedstad, regionen i hvilken hovedstaden ligger, eller den region hendes angivelige fødeby ligger. Derudover har familien forklaret divergerende om deres bopæl og dagligdag i Kuwait. Endvidere har ansøgerne og den mandlige ansøgers bror og svigerinde forklaret divergerende om, hvordan bopælens fire værelser, køkken og bad/toilet lå placeret i forhold til hinanden, ligesom de har forklaret divergerende om deres udlejer. Endelig har Flygtningenævnet lagt vægt på, at familiens forklaringer på flere punkter fremstår koordinerede og tillærte, blandt andet ved at familien fremhæver de samme ting, når de bliver bedt om at komme med eksempler, og at familien fremkommer med de samme udetaljerede beskrivelser. Flygtningenævnet tilsidesætter på denne baggrund ansøgernes forklaring om deres identitet som konstrueret og utroværdig. Allerede af denne grund har ansøgerne ikke sandsynliggjort, at betingelserne for at meddele opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 er opfyldt. Den foretagne sproganalyse, der konkluderer, at ansøgernes dialekt er i overensstemmelse med den dialekt, der tales i et område omkring Den Persiske Golf, kan ikke føre til en anden vurdering. Det forhold, at den mandlige ansøger har fremlagt en fødselsattest, kan ud fra en samlet vurdering ikke tillægges bevismæssig betydning. Nævnet har herved lagt vægt på de foreliggende baggrundsoplysninger, hvoraf fremgår, at adgangen til falske dokumenter i Kuwait er nem, og at det er relativt enkelt at få dokumenter forfalsket. Flygtningenævnet kan derudover ikke lægge ansøgernes forklaringer om den mandlige ansøgers konflikt til grund, idet ansøgerne og den mandlige ansøgers familie har forklaret divergerende, herunder indbyrdes divergerende, og fordi flere dele af deres forklaringer ikke forekommer sandsynlig. Blandt andet har de forklaret divergerende om, hvorvidt den mandlige ansøger og dennes far vendte hjem fra demonstrationen [i begyndelsen af] 2014, omstændighederne ved anholdelserne senere samme aften, tilbageholdelserne, løsladelsen af den mandlige ansøger og hans bror samt myndighedernes efterfølgende opsøgninger af familien. Derudover har ansøgerne forklaret indbyrdes divergerende om deres udrejse af Kuwait. Flygtningenævnet finder, at ansøgerne ikke har givet en rimelig forklaring på divergenserne. Flygtningenævnet tilsidesætter på denne baggrund ansøgernes forklaringer om den mandlige ansøgers konflikt som konstrueret og utroværdig. Ved vurderingen af ansøgernes forklaring om deres identitet og asylmotiv har Flygtningenævnet tillige inddraget den omstændighed, at familiens forklaringer indeholder en lang række mindre divergenser og modstridende oplysninger, der dog ikke i sig selv ville kunne tillægges afgørende betydning. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2, er opfyldt, og Flygtningenævnet stadfæster herefter Udlændingestyrelsens afgørelse.” hjem/2018/105/JAH
Nævnet stadfæstede i december 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt fire børn, som har oplyst at være bidoonere (statsløse) fra Kuwait. Indrejst i 2015. Sagen er sambehandlet med hjem/2018/105/JAH. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske arabere og shiamuslimer. Ansøgerne har oplyst, at de er bidoonere (statsløse) fra Al Farwaniyah, Kuwait. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Kuwait frygter, at han vil blive fængslet, idet han er bidoon (statsløs). Ansøgeren har herudover henvist til, at han risikerer at blive fængslet, da han har deltaget i en demonstration for bidooneres rettigheder. Til støtte for sit asylmotiv har den mandlige ansøger oplyst, at han er født og opvokset i Sulaibiya, Al Jahra-provinsen, Kuwait. Som bidoon (statsløs) havde ansøgeren og hans familie ingen rettigheder i Kuwait. [I begyndelsen af] 2014 deltog ansøgeren, hans bror og hans far i en demonstration for bidooneres rettigheder. Demonstrationen blev opløst af de kuwaitiske myndigheder, hvorefter ansøgeren vendte tilbage til sin bopæl. Samme aften blev ansøgerens familie opsøgt af de kuwaitiske myndigheder, og ansøgeren, hans bror og hans far blev anholdt. Ansøgeren var fængslet i to dage, hvorefter han blev løsladt på betingelse af, at han underskrev et blankt stykke papir. Papiret kunne myndighederne bruge imod ansøgeren, hvis han deltog i yderligere demonstrationer. Ansøgerens bror blev løsladt kort efter ansøgeren, men ansøgerens far er fortsat fængslet. Omkring 20 dage efter ansøgerens løsladelse begyndte de kuwaitiske myndigheder at opsøge ansøgerens families bopæl. [I efteråret] 2015 udrejste ansøgeren til Tyrkiet sammen med flere medlemmer af din nærmeste familie. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Kuwait frygter, at hun og hendes ægtefælle vil blive fængslet, fordi ægtefællen har deltaget i en demonstration for bidooneres rettigheder. Til støtte for sit asylmotiv har den kvindelige ansøger oplyst, at hun er født og opvokset i Sulaibiya, Kuwait. [I begyndelsen af] 2014 deltog hendes ægtefælle, ægtefællens bror og ægtefællens far i en demonstration for bidooneres rettigheder. Samme aften blev de alle tre anholdt i familiens hjem. Omkring to til tre dage senere blev ægtefællen og ægtefællens bror løsladt, mens ansøgerens svigerfar fortsat var fængslet. Herefter blev familien opsøgt gentagne gange af de kuwaitiske myndigheder, før familien udrejste af Kuwait [i efteråret] 2015. Flygtningenævnet har ved vurderingen af ansøgernes forklaringer lagt til grund, at ansøgerne ifølge det oplyste er analfabeter. Det følger af udlændingelovens § 40, at en udlænding skal meddele de oplysninger, der er nødvendige til bedømmelse af, om den pågældende er omfattet af udlændingelovens § 7. Det følger heraf, at en udlænding, der søger om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, må sandsynliggøre den identitet og det asylgrundlag, udlændingen påberåber sig. Efter en samlet vurdering af ansøgernes forklaringer, og de i sagen i øvrigt foreliggende oplysninger, finder Flygtningenævnet, at nævnet ikke kan lægge ansøgernes forklaringer om deres identitet eller deres asylmotiv til grund. Ved vurderingen af ansøgernes identitet og generelle troværdighed har Flygtningenævnet tillagt det vægt, at den mandlige ansøger [i efteråret] 2015 har oplyst til de græske myndigheder, at hans navn er [XX], og at han er irakisk statsborger. Endvidere har den mandlige ansøger overfor Udlændingestyrelsen benægtet, at han har registreret sig som irakisk statsborger i Grækenland, mens han for nævnet har forklaret, at han har ladet sig registrere sig som irakisk statsborger i Grækenland, hvilket han angiveligt gjorde ”for at komme videre i systemet”. Derudover forekommer det usandsynligt, at det skulle bero på en tilfældighed, at ansøgernes respektive familier (mødre og søskende) uafhængigt af hinanden endte i Danmark. Det er også tillagt en vis betydning, at ansøgerne – uden at give en overbevisende begrundelse herfor – ikke har villet give samtykke til sambehandling med en del af deres familier, herunder den mandlige ansøgers bror [Y]og den kvindelige ansøgers mor og søskende, jf. udlændingelovens § 40, stk. 1. Dertil kommer, at flere andre asylansøgere, der til Udlændingestyrelsen ifølge det oplyste har forklaret, at de er i familie med ansøgerne, har registreret sig som fortrinsvis irakiske statsborgere i andre europæiske lande, ligesom flere på Facebook har offentliggjort informationer, der knytter dem til Irak. Flygtningenævnet har også lagt vægt på, at ansøgerne har et meget begrænset kendskab til det område, hvor ansøgerne påstår at have boet, og at de har forklaret divergerende om deres bopæl og dagligdag i Kuwait. Det samme gør sig gældende for blandt andre den mandlige ansøgers mor, der til Udlændingestyrelsen heller ikke har været i stand til korrekt at navngive Kuwaits hovedstad, regionen i hvilken hovedstaden ligger, eller den region hendes angivelige fødeby ligger. Endvidere har ansøgerne og den mandlige ansøgers bror og svigerinde forklaret divergerende om, hvordan bopælens fire værelser, køkken og bad/toilet lå placeret i forhold til hinanden, ligesom de har forklaret divergerende om deres udlejer. Flygtningenævnet har også tillagt det en vis vægt, at det forekommer mindre sandsynligt, at den kvindelige ansøgers far, der forsvandt i 2010, skulle have opholdt sig i England, hvor han angiveligt har fået opholdstilladelse som statsløs bidoon, uden at faren har forsøgt at kontakte familien i Kuwait, og at det skulle bero på en tilfældighed, at familien har fået kontakt til ham efter ankomsten til Danmark. Endelig har Flygtningenævnet lagt vægt på, at familiens forklaringer på flere punkter fremstår koordinerede og tillærte, blandt andet ved at familien fremhæver de samme ting, når de bliver bedt om at komme med eksempler, og at familien fremkommer med de samme udetaljerede beskrivelser. Flygtningenævnet tilsidesætter på denne baggrund ansøgernes forklaring om deres identitet som konstrueret og utroværdig. Allerede af denne grund har ansøgerne ikke sandsynliggjort, at betingelserne for at meddele opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 er opfyldt. Den foretagne sproganalyse, der konkluderer, at ansøgernes dialekt er i overensstemmelse med den dialekt, der tales i et område omkring Den Persiske Golf, kan ikke føre til en anden vurdering. Det forhold, at den mandlige ansøger har fremlagt en fødselsattest, kan ud fra en samlet vurdering ikke tillægges bevismæssig betydning. Nævnet har herved lagt vægt på de foreliggende baggrundsoplysninger, hvoraf fremgår, at adgangen til falske dokumenter i Kuwait er nem, og at det er relativt enkelt at få dokumenter forfalsket. Flygtningenævnet kan derudover ikke lægge ansøgernes forklaringer om den mandlige ansøgers konflikt til grund, idet ansøgerne og den mandlige ansøgers familie har forklaret divergerende, herunder indbyrdes divergerende, og fordi flere dele af deres forklaringer ikke forekommer sandsynlig. Blandt andet har de forklaret divergerende om, hvorvidt den mandlige ansøger og dennes far vendte hjem fra demonstrationen [i begyndelsen af] 2014, omstændighederne ved anholdelserne senere samme aften, tilbageholdelserne, løsladelsen af den mandlige ansøger og hans bror samt myndighedernes efterfølgende opsøgninger af familien. Det forekommer derudover mindre sandsynligt, at det skulle bero på en tilfældighed, at både faren, den mandlige ansøger og dennes bror vælger at deltage i demonstrationen [i begyndelsen af] 2014, særligt henset til at hverken den mandlige ansøger eller dennes bror tidligere havde deltaget i en demonstration, og at de ikke havde talt om det på forhånd. Flygtningenævnet finder, at ansøgerne ikke har givet en rimelig forklaring på divergenserne. Flygtningenævnet tilsidesætter på denne baggrund ansøgernes forklaringer om den mandlige ansøgers konflikt som konstrueret og utroværdig. Ved vurderingen af ansøgernes forklaring om deres identitet og asylmotiv har Flygtningenævnet tillige inddraget den omstændighed, at familiens forklaringer indeholder en lang række mindre divergenser og modstridende oplysninger, der dog ikke i sig selv ville kunne tillægges afgørende betydning. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2, er opfyldt, og Flygtningenævnet stadfæster herefter Udlændingestyrelsens afgørelse.” hjem/2018/104/JAH
Nævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger, som har oplyst at være bidoon (statsløs) fra Kuwait. Indrejst i 2015. Sagen er samnbehandlet med ansøgerens forældres sag (hjem/2018/99/JAH). Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og shia muslim. Han er angiveligt bidoon (statsløs) fra Kuwait. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til sine forældres asylmotiv, ligesom han i den forbindelse har henvist til de samme forhold som forældrene. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren hverken har sandsynliggjort sin identitet eller sit asylmotiv. Nævnet har herved lagt vægt på de forhold, som der er henvist til i den afgørelse, der samtidig er truffet vedrørende ansøgerens forældre. Herudover har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren har svaret henholdende og tøvende på flere af de spørgsmål, han som led i sin forklaring i nævnet er blevet stillet om sin dagligdag i Sulaibiya og om omstændighederne ved udrejsen. Ansøgeren kan derfor ikke meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2.” hjem/2018/101/JAH
Nævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger, som har oplyst at være bidoon (statsløs) fra Kuwait. Indrejst i 2015. Sagen er sambehandlet med ansøgerens forældres sag (hjem/2018/99/JAH). Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og shia muslim. Han er angiveligt bidoon (statsløs) fra Kuwait. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til sine forældres asylmotiv, ligesom han i den forbindelse har henvist til de samme forhold som forældrene. Sagen er i medfør af forretningsordenens § 36, stk. 1, blevet behandlet på det foreliggende grundlag. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren hverken har sandsynliggjort sin identitet eller sit asylmotiv. Nævnet har herved lagt vægt på de forhold, som der er henvist til i den afgørelse, der samtidig er truffet vedrørende ansøgerens forældre. Ansøgeren kan derfor ikke meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2.” hjem/2018/100/JAH
Nævnet meddelte i marts 2019 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Guinea. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk […] og muslim fra [A], Guinea. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Guinea frygter at blive slået ihjel af sine halvsøskende, som har slået ansøgerens forældre ihjel. Han har til støtte herfor oplyst, at hans halvsøskende vil slå ham ihjel på grund af ansøgerens fars ejendele og racisme. Ansøgerens mor døde, da ansøgeren var syv til otte år gammel. Ansøgerens fars andre ægtefæller, som er kristne, var fra begyndelsen imod ansøgerens mor, og vidste, at ansøgerens far havde mange ting fra ansøgerens mor. En dag i 2013 blev ansøgeren og hans far opsøgt og overfaldet af personer fra landsbyen, herunder ansøgerens halvsøskende. Det lykkedes ansøgeren at slippe væk, og han blev reddet af nogle sikkerhedsfolk, som bragte ham til et ukendt sted, hvor han opholdt sig i en måned. Ansøgeren tog derefter hjem til sin morbror i landsbyen [B]. Hans morbror fortalte ansøgeren, at hans far var død, og da hans morbror senere døde af ebola, udrejste ansøgeren. Flygtningenævnets flertal lægger ansøgerens forklaring om sin konflikt med sine halvbrødre i Guinea til grund og finder, at ansøgeren herved har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Guinea vil være i en konkret og individuel risiko for at blive udsat for overgreb fra familiemedlemmerne som nævnt i udlændingelovens § 7, stk. 2, ligesom han ikke vil kunne opnå tilstrækkelig bistand fra de guineanske myndigheder mod sådanne overgreb. Under disse omstændigheder, og idet det vurderes, at det heller ikke vil være muligt for ansøgeren at opnå beskyttelse herimod under ophold andre steder i Guinea end sine tidligere hjemområder, meddeler nævnet ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Guin/2019/1/DH
Nævnet stadfæstede i december 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Guinea. Indrejst i 2006. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk sousou og muslim fra Conakry, Guinea. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Guinea frygter, at han vil blive slået ihjel af den nuværende regering, som består af etniske malinkere, fordi han af den tidligere regering, som bestod af etniske sousouere, blev tvunget til at underskrive et dokument med en liste over kolleger, som primært var malinkere, der anklagede dem for korruption og spionage. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han ved en tilbagevenden til Guinea frygter, at han vil blive slået ihjel af personer fra den tidligere regering, fordi de anholdt, fængslede og udsatte ham for fysiske overgreb. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i [efteråret] 2004 blev anholdt på sin arbejdsplads, [A], et guineansk forsikringsfirma, hvor han var afdelingschef. Ansøgeren blev ført til rigspolitiets hovedkvarter, hvor han fik at vide, at han var anholdt, fordi der var foretaget overfaktureringer og underslæb fra [A] og det statslige forsikringsselskab [B]’s side i et havneprojekt, som de samarbejdede om at forsikre. I den forbindelse blev navne på en række personer, som var anklaget for overfaktureringerne og underslæbet, opremset fra et dokument. Ansøgers navn fremgik af dokumentet, men størstedelen af navnene var malinkiske navne. Ansøgeren blev herefter bedt om at skrive under på, at de pågældende personer havde medvirket til overfaktureringerne og underslæbet, hvilket han nægtede. Ansøgeren blev derfor fængslet. Ansøgeren var fængslet fra [efteråret] 2004 frem til [begyndelsen af] 2005. I denne periode blev han afhørt mere end fem gange, og under nogle af afhøringerne blev han udsat for fysiske overgreb, fordi myndighederne ville have ham til at skrive under på deres anklageskrift. Ansøgeren valgte til sidst at skrive under, fordi han frygtede for sit liv. I [begyndelsen af] 2005 blev han løsladt. Ansøgerens ven, […], fandt ham i fængslet, og vennens storebror, […], som var direktør for det nationale politi i Guinea, fik ham løsladt. Efter løsladelsen fik ansøgeren visum til Frankrig, og i [foråret] 2005 rejste han til Frankrig. Fra [foråret] 2005 til [efteråret] 2006 opholdt ansøgeren sig i Frankrig. Flygtningenævnet lægger efter ansøgerens forklaring til grund, at han har været ansat i et forsikringsselskab. Flygtningenævnet kan imidlertid ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet hans forklaring fremstår som konstrueret til lejligheden og dermed utroværdig. Flygtningenævnet har herved blandt andet lagt vægt på, at ansøgeren bevidst har givet urigtige oplysninger til myndighederne og i øvrigt forklaret divergerende og udbyggende om forhold af væsentlig betydning i forhold til sit asylmotiv. Flygtningenævnet lægger ligesom Udlændingestyrelsen vægt på, at ansøgeren ved sin indrejse i Danmark i 2006 gav bevidst urigtige oplysninger om sin identitet til de danske myndigheder og indtil [efteråret] 2014 havde EU-opholdsret på grundlag af et falsk identitetskort, der angav, at han var fransk statsborger. Uanset at ansøgeren selv gjorde myndighederne opmærksom på forholdet, svækker dette ansøgerens generelle troværdighed. Ansøgeren har herudover forklaret divergerende om, hvorfor han forlod Guinea. Han har i forbindelse med oplysningerne om sin rette identitet under en afhøring hos politiet [en nærmere angiven dato i efteråret] 2014 forklaret, at han havde forladt sit hjemland, fordi der ikke var godt i Afrika. Ifølge dombogen fra Retten i Roskilde af [en nærmere angiven dato i sommeren] 2015 har han forklaret, at han rejste til Frankrig i 2004 for at forbedre sine levevilkår. Selvom man havde arbejde i Guinea, var der ikke mulighed for et godt liv. Ansøgeren har således først [en nærmere angiven dato i vinteren] 2016 søgt om asyl på grund af begivenheder, som ifølge ansøgeren fandt sted i Guinea i efteråret 2004, hvor han skulle være blevet anklaget for underslæb og udsat for tortur af myndighederne i Guinea. Ansøgeren har endvidere givet forskellige oplysninger om, hvornår han forlod Guinea. I en erklæring af [en nærmere angiven dato i foråret] 2015 fra Kriminalforsorgen om undersøgelse af ansøgerens personlige forhold efter retsplejelovens § 808 er det oplyst, at han i 2004 rejste til Frankrig, hvilket han har gentaget i sin forklaring i dommen af [en nærmere angiven dato i sommeren] 2015 fra Retten i Roskilde. Under samtalerne med Udlændingestyrelsen [en nærmere angiven dato i sommeren] 2016 og [en nærmere angiven dato i sommeren] 2017 har han derimod forklaret, at han først udrejste i begyndelsen af 2005 efter sin løsladelse fra fængslet. For nævnet har ansøgeren forklaret, at han udrejste i [foråret] 2015. Ansøgeren har endvidere under behandling af asylsagen givet forskellige oplysninger om, hvor mange afhøringer han blev udsat for efter fængslingen i slutningen af 2004 og i hvilket omfang, han under afhøringerne blev udsat for fysiske overgreb. Ansøgeren har således under samtalen [en nærmere angiven dato i sommeren] 2016 forklaret, at han blev afhørt tre gange og udsat for tortur den tredje gang, hvorefter han underskrev den erklæring, som myndighederne forlangte. Han blev herefter ikke udsat for tortur. Under samtalen [en nærmere angiven dato i sommeren] 2017 har ansøgeren først forklaret, at han ikke kunne huske, hvor mange gange han blev afhørt. Efter yderligere udspørgen oplyste han, at han blev afhørt mere end fem gange, men at han ikke huskede det præcise antal. Han oplyste endvidere, at han blev udsat for fysiske overgreb mere end én gang under afhøringerne og mere end tre gange. Ansøgeren fremhævede, at han blev skåret i armen under en af afhøringerne, men at han ikke huskede under hvilken af afhøringerne. Han underskrev det ønskede dokument efter at være blevet skåret i venstre arm. Desuden har ansøgeren givet udbyggende oplysninger for nævnet om, at han efter sin løsladelse skulle være blevet opsøgt og truet på livet på henholdsvis sin bopæl og i det offentlige rum af flere forskellige personer – både sousouer og malinkere. Ansøgeren har endvidere forklaret udbyggende om, at hans søn skulle være blevet forgiftet på grund af ansøgerens forhold, og ansøgeren har fremlagt en lægeerklæring på fransk vedrørende sønnen dateret [en nærmere angiven dato i begyndelsen af] 2017. Ansøgeren har imidlertid ikke oplyst noget herom under samtalen hos Udlændingestyrelsen [en nærmere angiven dato i sommeren] 2017, og ansøgeren har svaret afglidende på, hvornår han fik kendskab til sønnens forgiftning. Nævnet har endvidere tillagt det en vis betydning, at ansøgeren udrejste legalt af Guinea. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren, der har ca. 10-12 års skolegang, ikke på overbevisende måde har kunnet redegøre for baggrunden for de angivne divergenser og udbyggende oplysninger. Flygtningenævnet finder på den baggrund efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Guinea vil være i risiko for konkret, individuel forfølgelse eller for at blive udsat for dødsstraf, tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, og stk. 2, er derfor ikke opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” [guin/2018/1/JABP]
Nævnet stadfæstede i april 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Ghana. Indrejst i 2011. 17/218100 – 10. april 2019 Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hausa og muslim fra Accra, Ghana. Ansøgeren har været medlem af [politisk gruppe]. Ansøgeren har i den forbindelse deltaget i politiske demonstrationer. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Ghana frygter, at han vil blive slået ihjel af gruppen [V], fordi han er biseksuel. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han mødte en mand, [A], til en fest, da ansøgeren var 18 år gammel i 2006. To til tre uger senere blev ansøgeren kontaktet af [A], hvorefter de mødtes igen. [A] inviterede ansøgeren til en fest i byen. Nogle dage efter festen mødtes ansøgeren igen med [A] på [A]s bopæl. [A] fortalte ansøgeren, at [A] var homoseksuel, og at han var interesseret i at indlede et forhold til ansøgeren, hvilket ansøgeren afviste. Efterfølgende havde ansøgeren udelukkende telefonisk kontakt med [A] i en periode, men ansøgeren følte sig i denne periode i stigende grad seksuelt tiltrukket af andre mænd. Tre år efter [A] første gang havde foreslået, at de skulle indlede et seksuelt forhold, kontaktede ansøgeren igen [A] for at mødes med ham, og de indledte derefter et seksuelt forhold, der varede omkring to år. Omkring det tidspunkt, hvor ansøgerens forhold til [A] ophørte, havde [A] fortalt nogle af sine kollegaer om forholdet, og det var derfor blevet kendt i lokalområdet, at ansøgeren var homoseksuel. Ansøgerens bopæl blev derfor på et ukendt tidspunkt opsøgt af gruppen [V], som spurgte efter ansøgeren. Der skete ikke yderligere, idet ansøgeren ikke var hjemme. Ansøgeren flygtede efterfølgende til Elfenbenskysten, hvor han opholdt sig i fire måneder, hvorefter han rejste tilbage til Ghana. Efter at have opholdt sig i Ghana i en periode, flygtede ansøgeren til Togo, hvor han opholdt sig i en uge, hvorefter han rejste tilbage til Ghana. [I] december 2011 udrejste ansøgeren endeligt af Ghana. Ansøgeren har forklaret divergerende om centrale dele af sit asylmotiv. I sit asylskema har ansøgeren oplyst, at hans seksuelle forhold til [A] varede ca. en måned, mens han til oplysnings- og motivsamtalen, asylsamtalen og under nævnsmødet har forklaret, at forholdet varede to år. Ansøgeren har til sine samtaler forklaret, at hans bopæl blev opsøgt af [V], mens han ikke har oplyst dette i sit asylskema. Videre har ansøgeren under nævnsmødet forklaret, at han var hjemme, da [V] opsøgte hans bopæl, men at hans mor oplyste dem om, at han ikke var hjemme. Til oplysnings- og motivsamtalen og asylsamtalen har ansøgeren derimod forklaret, at han ikke var hjemme, da [V] kom. Ansøgeren har også forklaret forskelligt om, hvor længe han opholdt sig i Ghana efter opsøgningen. Til oplysnings- og motivsamtalen og til asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at han opholdt sig i skjul i Ghana i ca. et år, mens han under nævnsmødet har forklaret, at det drejer sig om nogle uger. Ansøgeren har under hele asylsagen gjort gældende, at han er biseksuel, at han fik følelser for [A] og følte sig seksuelt tiltrukket af mænd. Under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at han havde lidt følelser for [A], men at det var noget, han var nødt til at gøre, at det handlede om at få penge fra [A], og at han ikke er biseksuel men heteroseksuel. Uanset om nævnet måtte lægge ansøgerens forklaring til grund, har nævnet tillagt det vægt, at ansøgeren efter sin egen forklaring aldrig har mødt nogen fra [V], at han har opholdt sig i et ukendt tidsrum, varierende fra nogle uger til et år, i Ghana efter den første opsøgning, og at der nu er forløbet ca. 7 år, siden ansøgerens udrejse, hvorfor nævnet finder det usandsynligt, at ansøgeren fortsat skulle være efterstræbt af en løst sammensat lokal gruppe. Endelig har ansøgeren siden 2011 opholdt sig i Tyskland og Danmark frem til 2016, og først i 2016 søgt asyl. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Ghana vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Ghan/2019/5/SME
Nævnet stadfæstede i april 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Ghana. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk anana og kristen katolik af religiøs overbevisning fra landsbyen [landsbynavn] i Central Region, Ghana Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Ghana frygter at blive slået ihjel af sin afdøde fars familie. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at der i forbindelse med hans fars død i [foråret] 2011 opstod en konflikt med ansøgerens fars familie over retten til farens jord. I starten af 2012 deltog ansøgeren i et møde sammen med sine brødre, sin mor og farens familie, hvor de skændtes om retten til jorden, og hvor farens familie fremsatte trusler mod ansøgerens familie. De ældre i landsbyen vurderede til sidst, at det var ansøgeren og hans brødre, som var berettiget til at arve jorden. Da ansøgeren tre til fire dage senere tog med sin bror og morbror ud for at se på jorden, blev de beskudt. Det var alene ansøgeren, som formåede at løbe fra stedet, idet hans bror og morbror blev ramt af skuddene og senere afgik ved døden. Ansøgeren flygtede først til en lille landsby i nærheden, hvorefter han tog ophold i byen [bynavn]. Ansøgeren har videre oplyst, at han omkring en måned efter at være ankommet til [bynavn] blev overfaldet af fire maskerede mænd med knive. Mændene stak af, da ansøgeren skreg, og en ukendt mand kom over. Ansøgeren formoder, at overfaldet er relateret til jordkonflikten, da ansøgeren ikke har problemer med andre end sin fars familie. Ansøgeren udrejste herefter fra Ghana. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Ghana risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2, som følge af en konflikt med ansøgerens afdøde fars familie. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende og dermed utroværdigt om centrale dele af sit asylmotiv. Ansøgeren har således til oplysnings- og motivsamtalen [i efteråret] 2016 og under samtalen [i efteråret] 2017 forklaret, at hans bror og morbror blev skudt og dræbt ved en episode, hvor ansøgeren også blev beskudt, men hvor ansøgeren undslap, og at ansøgeren endvidere er blevet overfaldet med kniv. I asylansøgningsskemaet, der er udfyldt [i efteråret] 2016, har ansøgeren imidlertid ikke oplyst, at broderen og morbroren blev dræbt ved den samme lejlighed, eller at ansøgeren var til stede ved den pågældende lejlighed, ligesom han ikke har oplyst, at han er blevet overfaldet med kniv. Hertil kommer, at ansøgeren under samtalen [i efteråret] 2016 forklarede, at en gruppe, som var hyret af ansøgerens fars familie, åbnede ild imod ansøgeren og hans bror og morbror. Gruppen havde kasketter over ansigtet, og man kunne derfor ikke se, hvem de var. Ansøgerens bror og morbror blev ramt og døde senere på hospitalet. Under samtalen [i efteråret] 2017 forklarede han imidlertid, at han ikke så, hvem der skød efter dem, og at ansøgeren en måned efter sin ankomst til [bynavn] hørte, at hans bror døde med det samme ved skudepisoden, og at morbroren døde, efter at broren var blevet begravet. Hertil kommer, at ansøgeren under nævnsmødet har svaret afglidende på spørgsmål blandt andet om en nærmere konkretisering af faderens familiemedlemmer, selvom han efter sin egen forklaring tidligere har haft et godt forhold til dem. Ansøgerens generelle troværdighed svækkes endvidere af, at han ikke af sig selv har oplyst de danske myndigheder om, at han har været registreret som asylansøger i Italien i 2005 og blev udvist af Italien i 2007 på grund af kriminalitet, ligesom han heller ikke af sig selv har oplyst om, at han havde oplyst, at han var statsborger i Togo, da han ansøgte om asyl i Italien. Hertil kommer, at ansøgeren efter det oplyste har levet tre år i Italien efter sin udrejse af Ghana, før han kom til Danmark og ansøgte om asyl. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Ghan/2019/4/TLNJ
Nævnet stadfæstede i marts 2019. Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Ghana. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk mosi og kristen fra Ghana. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv for Udlændingestyrelsen henvist til, at han ved en tilbagevenden til Ghana frygter at blive slået ihjel af de samme personer, som slog hans far ihjel. Ansøgeren har hertil oplyst, at myndighederne ikke kunne yde tilstrækkelig beskyttelse, idet de personer, der ville slå ansøgeren ihjel, kunne opspore ansøgeren, uanset hvor ansøgeren befandt sig. Ansøgeren har til støtte for dette asylmotiv oplyst, at ansøgerens far blev slået ihjel i [efterår] 2012, fordi ansøgerens familie var konverteret til kristendommen. Ansøgeren anførte videre, at han én gang blev truet af sin ven [A’s] far, idet ansøgeren kort efter, at familien var konverteret til kristendommen, tog [A] med i kirke. Ansøgerens familie som helhed er blevet truet, efter ansøgerens far afgik ved døden. Ansøgeren er ligeledes blevet advaret af sine venner, der bad ansøgeren om at passe på. Ansøgeren har for Flygtningenævnet forklaret, at han ikke er identisk med ansøgeren i Udlændingestyrelsens sag, og han har som asylmotiv anført, at hans mor giftede sig med en imam, efter at denne i 2013 i en kristen kirke var blevet helbredt efter et slagtilfælde og var konverteret til kristendommen. Ansøgeren var derefter ude for, at der blev kastet sten på deres hus og råbt skældsord efter dem, ligesom de muslimske drenge ikke længere ville lege med ham. Deres hus blev brændt ned, og ansøgerens mor og stedfar døde i den forbindelse. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren er identisk med den person, der i 2013 søgte asyl, og som ved Udlændingestyrelsens afgørelse i nærværende sag blev meddelt afslag herpå. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt afgørende vægt på, at det fremgår af den kriminaltekniske erklæring af [forår] 2019 fra Nationalt Kriminalteknisk Center, at fingeraftrykkene optaget i henholdsvis 2013 og i 2019 er identiske. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren efter Flygtningenævnets vurdering er identisk med den person, som fremgår af de fotos, der blev optaget i 2013. Flygtningenævnet har endelig lagt vægt på, at ansøgerens i 2013 oplyste asylmotiv har væsentlige lighedspunkter med det for Flygtningenævnet angivne asylmotiv. Flygtningenævnet finder herefter ikke grundlag for at hjemvise sagen til behandling i Udlændingestyrelsen. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren benægter at være identisk med den person, som Udlændingestyrelsen har truffet afgørelse om. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens generelle troværdighed herved er afgørende svækket. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har afgivet divergerende forklaringer om, hvorvidt det var hans far eller hans stedfar, der fik et slagtilfælde, blev helbredt og konverterede til kristendommen, og hvornår dette skulle være sket. Flygtningenævnet har yderligere lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvordan hans far eller stedfar blev slået ihjel. Flygtningenævnet har endelig lagt vægt på, at ansøgeren under mødet i Flygtningenævnet har forklaret udbyggende om, at hans mor også blev slået ihjel. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Ghana vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Ghan/2019/3/GJEY
Nævnet stadfæstede i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Ghana. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk ewe og kristen fra Accra, Ghana. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Ghana frygter at personer fra hans klan vil benytte besværgelser, der vil gøre, at ansøgeren vil blive alkoholiker, blive sindssyg, eller at de vil slå ham ihjel. Han har til støtte herfor oplyst, at han har afvist at overtage titlen som høvding efter sin far, som er syg. Hans fars ældre bror nægtede at overtage tronen i landsbyen […] for omkring ti år siden. Han begyndte at tale underligt og blev alkoholiker, hvorefter han nogle uger senere døde. Derefter blev ansøgerens far høvding i byen. Ansøgeren har boet i Accra hele sit liv, først med sin mor og senere med en ven. Ansøgerens far blev på et tidspunkt syg, og der blev talt om, at ansøgeren skulle overtage tronen. Ansøgeren er kristen og ønskede ikke at blive høvding, hvorfor han rejste til Tyrkiet. Han opholdt sig i Tyrkiet i nogle måneder, inden han vendte tilbage til Ghana, hvor han opholdt sig i omkring et år, inden han udrejste endeligt. Ukendte ældre personer fra ansøgerens klan har et ukendt antal gange opsøgt ansøgerens mor for at få hende til at overtale ansøgeren til at acceptere at blive høvding i landsbyen. Besøgene skete oftere, efter ansøgeren vendte tilbage fra Tyrkiet. I [slutningen af] 2015, mens ansøgeren var i Tyskland, døde ansøgerens mor, efter at have været på besøg i [landsbyen]. På vej til hospitalet sagde ansøgerens mor til ansøgerens søster ”endelig havde de dræbt hende”. Ansøgeren har for Flygtningenævnet fremlagt et billede af en person, som han oplyser at være sin far. Udlændingestyrelsen har for nævnet fremlagt et identisk billede, hvor personen imidlertid optræder i en anden sammenhæng end den, som ansøgeren har forklaret om, ligesom personen er anført med et helt andet navn og levnedsforløb. Allerede på denne baggrund kan ansøgerens forklaring om sit asylmotiv ikke lægges til grund. Flygtningenævnet finder imidlertid anledning til at bemærke, at selv hvis det kunne lægges til grund, at ansøgeren var blevet anmodet om at overtage ”tronen” efter sin far i den landsby, hvor faderens klan hører til, så kan det i hvert fald ikke lægges til grund, at ansøgeren – selv om han har nægtet dette – er i risiko for asylbegrundende overgreb fra faderens klans side. Ansøgeren har således alene forklaret om mulige ”besværgelser”, der skulle have gjort hans farbror til alkoholiker, og som skulle være årsag til hans mors død, hvilke ”besværgelser” ansøgeren selv frygter at blive udsat for. Faderens klan har ifølge ansøgeren ikke på noget tidspunkt truet ansøgeren eller udsat hverken ansøgeren eller dennes familie for fysiske overgreb. Det kan derfor ikke lægges til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Ghana vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” ghan/2019/2/DH
Nævnet stadfæstede i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Ghana og Elfenbenskysten. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er statsborger i Elfenbenskysten og Ghana og er kristen af trosretning, tilhørende pinsekirken. Ansøgeren er fra [en landsby] i Ghana, og han tilhører klanen Aduana. Ansøgeren har tidligere været medlem af partiet NPP, men han er ikke længere politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Elfenbenskysten frygter sin familie, da han har gjort krav på sin fars kakaofarm. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han ved en tilbagevenden til Ghana frygter at blive forgiftet af sin mors klan, fordi han nægtede at blive høvding og derfor har vanæret sin mors klan. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han er født i Elfenbenskysten, hvor han boede frem til han var omkring 10 år gammel. Herefter flyttede han med sin mor til Ghana. Da ansøgeren var omkring 20 år gammel, tog han tilbage til Elfenbenskysten for at gøre krav på sin afdøde fars kakaofarm. Han modtog i den forbindelse trusler om fysiske overgreb fra sin fars øvrige familie. Efter fire til fem måneders ophold i Elfenbenskysten tog han tilbage til Ghana. Omkring [begyndelsen af 2011] døde ansøgerens bedstefar. Han var høvding i [en landsby] og havde inden sin død gentagne gange ytret ønske om, at ansøgeren skulle efterfølge ham som høvding. Gruppen der tog endelig beslutning om, at ansøgeren skulle efterfølge sin bedstefar som høvding, planlagde, at ansøgeren skulle forgiftes, hvis han afviste. Ansøgerens slægtning, [KW A], som var talsmand for gruppen, advarede ansøgeren, hvorefter han forlod området og tog ophold i [en anden by]. [Medio 2011] udrejste ansøgeren illegalt fra Ghana til Burkina Faso. Ansøgeren har om sin konflikt i Ghana forklaret, at familien og den gruppe, der skulle udpege den nye høvding, vidste, at ansøgeren ikke ville påtage sig hvervet som høvding. Ansøgerens børn er ikke blevet opsøgt af familiemedlemmer eller andre i et forsøg på at finde ham, og ansøgeren forlod først Ghana 3 måneder efter bedstefaderens død. Flygtningenævnet finder derfor, at det beror på ansøgerens egen formodning, at han er efterstræbt og vil blive forgiftet. Videre har ansøgeren under asylsamtalen og under nævnsmødet forklaret, at der er valgt en anden høvding, og at han i Ghana kan antage en advokat og betale kompensation for de merudgifter, hans nægtelse af at påtage sig hvervet som høvding har medført. Henset hertil samt til, at begivenhederne fandt sted for 8 år siden, finder Flygtningenævnet, at konflikten i Ghana dels må betragtes som afsluttet, dels ikke er af en sådan karakter og intensitet, at det kan medføre opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Ansøgeren har om sin konflikt i Elfenbenskysten forklaret, at det drejer sig om en arvestrid, og at han ikke har til hensigt at opsøge faderens familie eller på anden måde gøre krav på arven. Henset hertil samt til, at konflikten fandt sted for 35 år siden, og ansøgeren i løbet af den periode ikke er blevet opsøgt eller truet, finder Flygtningenævnet, at ansøgerens konflikt i Elfenbenskysten dels må betragtes som afsluttet, dels ikke er af en sådan karakter eller intensitet, at det kan medføre opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Ghana eller Elfenbenskysten vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Ghan/2019/1/smla
Nævnet stadfæstede i marts 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt tre børn fra Georgien. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte: ”Den mandlige ansøger er etnisk tjetjener og sunnimuslim fra [A], Akhmeta, Georgien. Den kvindelige ansøger er etnisk kist og sunnimuslim, og har oplyst, at hun og hendes fire børn er statsborgere i både Georgien og Rusland. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Georgien frygter de georgiske myndigheder. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at hans fars fætter ved navn [A], som ansøgeren voksede op sammen med, er finansminister i ISIL. I [efteråret] 2017 ringede [A] til ansøgeren og spurgte, om han måtte låne 500 USD, hvilket ansøgeren indvilgede i. [A]forklarede, at ansøgeren skulle mødes med en mand ved navn [B] ved en metrostation i Tbilisi og aflevere pengene til ham. [I efteråret] 2017 mødtes ansøgeren med [B] og afleverede pengene. [I efteråret] 2017 blev ansøgeren opsøgt på sin bopæl af de georgiske myndigheder. Myndighederne afhørte ansøgeren om hans kendskab til [A], mens de udsatte ham for vold. En uge efter blev [A] og en anden terrorist slået ihjel af de georgiske myndigheder, mens en tredje person slap væk. [I vinteren] 2017, om natten, blev ansøgeren igen hentet af myndighederne og afhørt. Ansøgeren fik at vide, at personen, der var undsluppet, var [B], og at de ville have ansøgeren til at oplyse [B]’s opholdssted. Myndighederne truede i den forbindelse ansøgeren på livet og udsatte ham for fysiske overgreb. Fire dage senere blev en mand ved navn [D] slået ihjel af myndighederne, hvorefter ansøgeren blev anholdt og kørt til Tbilisi sammen med syv eller otte andre personer. Den næstfølgende dag blev ansøgeren kørt hjem til sin bopæl, hvor han senere modtog flere opkald fra et ukendt telefonnummer. Ansøgeren smed herefter sit SIM-kort ud. Herefter tog ansøgeren kontakt til sin ven ved navn [C], der arbejdede i det georgiske politi, som oplyste, at ansøgeren var i store problemer, og at han derfor skulle udrejse af Georgien. Ansøgeren fik udstedt nationalitetspas til sig selv og til sine familiemedlemmer, hvorefter de udrejste legalt af Georgien [i foråret] 2018. Den kvindelige ansøger har i det hele henvist til den mandlige ansøgers asylmotiv. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer kan ikke lægge ansøgernes forklaringer om hverken deres identitet eller deres asylmotiv til grund, idet ansøgerne har forklaret divergerende og utroværdigt om centrale punkter, hvorfor forklaringerne fremstår som konstruerede til lejligheden. Flertallet har herved lagt vægt på, at ansøgerne for Flygtningenævnet alene har fremlagt en vielsesattest, hvor det anvendte sprog er engelsk, og ansøgerne har forklaret divergerende om, hvorfor de er i besiddelse af en engelsksproget vielsesattest. Den mandlige ansøger har således forklaret, at man altid får udleveret en vielsesattest på engelsk, når man får en vielsesattest på georgisk, hvorimod den kvindelige ansøger har forklaret meget skiftende og usikkert om, hvorfor de har fået en vielsesattest på engelsk, idet hun først forklarede, at de skulle bruge en engelsksproget vielsesattest i forbindelse med, at hun skulle have georgisk statsborgerskab, og først da hun blev foreholdt, at vielsesattesten er udstedt i 2012, men at hun allerede fik georgisk statsborgerskab i 2010, forklarede hun, at den er udstedt i forbindelse med, at deres yngste datter skulle have georgisk statsborgerskab. Endvidere har flertallet lagt vægt på, at det er påfaldende, at ansøgerne mistede deres pas på taxaturen fra lufthavnen til Sandholmlejren, idet bemærkes at ansøgerne heller ikke meldte til politiet, at passene var bortkommet, selv om det var deres eneste identitetspapirer. Flertallet har endvidere lagt vægt på, at ansøgerne har forklaret divergerende om, hvor mange mænd, der brød ind ansøgernes soveværelse [i vinteren] 2017. Endvidere har den kvindelige ansøger for Flygtningenævnet forklaret, at den mandlige ansøger blev ilagt håndjern, hvilket hverken hun eller den mandlige ansøger har forklaret om tidligere. Den mandlige ansøgers forklaring for Flygtningenævnet om, at det var en ”joke”, når han til Udlændingestyrelsen forklarede, at [A] var finansminister for ISIL i Syrien, er utroværdig. Det er endvidere utroværdigt, at [A], som den mandlige ansøger ikke havde haft kontakt til, siden [A]udrejste af Georgien, da krigen i Syrien brød ud, pludselig skulle kontakte den mandlige ansøger i 2017 og anmode om et pengebeløb på 500 euro. Det bemærkes, at den kvindelige ansøger har forklaret, at hun havde tæt kontakt til [A]indtil et par år før deres udrejse. Endvidere har Flygtningenævnets flertal lagt vægt på, at den mandlige ansøger har forklaret divergerende om, hvad [C], der arbejdede for myndighederne, oplyste til den mandlige ansøger, da han anbefalede dem at udrejse, idet den mandlige ansøger til den første samtale med Udlændingestyrelsen forklarede, at [C] blot oplyste, at den mandlige ansøger havde et stort problem, mens den mandlige ansøger under den anden samtale forklarede, at [C] oplyste, at myndighederne havde beviser på, at ansøgeren havde hjulpet oprørsgruppen. Det er endvidere påfaldende, at ansøgerne derefter turde ansøge om pas til den kvindelige ansøger og børnene og udrejse på legal vis, når de vidste, at de var i myndighedernes søgelys. Det bemærkes, at ansøgerne efter det oplyste rent faktisk udrejste legalt uden problemer. Flygtningenævnets flertal finder således efter en samlet vurdering, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Georgien vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Det bemærkes, at et samlet Flygtningenævn heller ikke finder, at de generelle forhold i Georgien i sig selv kan føre til opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 7. Der er herved lagt vægt på, at det blandt andet fremgår af det nedenfor nævnte baggrundsmateriale, at de grundlæggende frihedsrettigheder generelt respekteres i Georgien, og at der ikke er rapporteret om tilfælde af vilkårlige eller ulovlige politiske motiverede drab. Der henvises til følgende rapporter: Udlændingestyrelsen og Dansk Flygtningehjælp, “Georgia. The Situation of the Kist Community and the Chechens Georgia”, 7. november 2018, Utrikesdepartementet, ”Mänskliga rättigheter, demokrati och rättsstatens principer i Georgien - situationen per den 31 december 2017”, 28. juni 2018, USDOS – US Department of State, ”Country Report on Human Rights Practices 2016 – Georgia”, 3. marts 2017, Freedom House, ”Nations in Transit 2018 – Georgia”, 11. april 2018, og Landinfo, ”Georgien: Korrupsjon i politi og rettsvesen”, 9. marts 2017. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Geor/2019/6/LINB
Nævnet stadfæstede i januar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt to barn fra Georgien. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etnisk georgier og kristne ortodokse af trosretning fra [by], Georgien. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter at blive slået ihjel af regeringen. Ansøgerne har i den forbindelse henvist til den kvindelige ansøgers fars konflikt med regeringen, idet faren havde et tilhørsforhold til Nationalbevægelsen, der gav ham og familien problemer. Den mandlige ansøger har til støtte herfor oplyst, at hans svigerfar havde et tilhørsforhold til Nationalbevægelsen, hvorefter hele familien fik problemer med regeringen. Ansøgeren oplevede det ved, at ægtefælle en dag blev opsøgt på gaden af ukendte mænd, der spurgte ind til, hvem hun var. De begyndte herefter at modtage flere telefonopkald dagligt, ligesom at de blev opsøgt på bopælen. Ansøgeren fik problemer med at skaffe arbejde, og hvis han endelig fandt et, blev han uden begrundelse fyret få dage efter. Det lykkedes ansøgeren at finde et arbejde, men her blev han opsøgt af tre personer, der slog og truede med, at de ville sørge for at han døde, hvis han ikke udrejse af landet. Den kvindelige ansøger har til støtte for asylmotivet oplyst, at hendes far havde et tilhørsforhold til Nationalbevægelsen, der begyndte at gå ud over familien. Ansøgeren oplevede det ved, at hun en dag blev opsøgt på gaden af en ukendt mand, der spurgte, om hun var datter af sin far, hvilket hun svarede bekræftende til. Herefter begyndte familien at modtage flere telefonopkald, hvor de blev truet på livet. Ansøgeren blev ligeledes opsøgt på bopælen af en ukendt mand, der spurgte efter hendes far, og truede hende med en kniv. Ansøgerne udrejste herefter af Georgien [i foråret] 2018. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgerne ved en tilbagevenden til Georgien risikerer forfølgelse eller overgreb fra de georgiske myndigheders side som følge af, at [den kvindelige ansøgers] far, [A], har været politisk aktiv for Nationalbevægelsen. Nævnet kan således ikke lægge til grund, at [A] er blevet forfulgt som følge sine politiske aktiviteter, idet nævnet vurderer, at [A’s] og [B’s] forklaringer herom fremstår utroværdige. Nævnet har herved lagt vægt på, at [A] har forklaret divergerende og udbyggende om centrale forhold. Det fremgår således af hans asylansøgningsskema, at han uden for restauranten blev truet med drab, hvis han meldte mændene til politiet, mens han under nævnsmødet har oplyst, at han ikke blev truet i anledning af en eventuel politianmeldelse. [A] har endvidere forklaret udbyggende, idet han efter Udlændingestyrelsens afslag har fremlagt en korrespondance med en ven, som angivelig skulle omhandle hans deltagelse i et hemmeligt møde i Grækenland i [sommeren] 2017 med den tidligere georgiske regeringsleder. [A] har ikke tidligere oplyst om dette møde, og hans familie har ikke haft kendskab hertil. Endvidere har [A] under nævnsmødet forklaret usikkert og svingende om indholdet af mødet i Grækenland og konsekvenserne af dette. Hertil kommer at [A] efter Udlændingestyrelsens oplysning om, at hans sag kunne behandles som åbenbart grundløs, omtalte en video for Dansk Flygtningehjælp, som han ganske vist efterfølgende har frafaldet, men som indgik i Dansk Flygtningehjælps begrundelse for at modsætte sig, at sagen kunne behandles som åbenbart grundløs. Endvidere har nævnet lagt vægt på, at [B] kun har kunnet forklare kortfattet og overfladisk om sin mands politiske aktiviteter og blandt andet har angivet, at hun ikke helt ved, hvilken rolle han havde i Nationalbevægelsen, selvom aktiviteterne ifølge [B] stod på omkring 10 timer dagligt i en periode på flere måneder, og selvom [A] har oplyst, at han gjorde en forskel. [B] har endvidere udbygget sin forklaring, idet hun først under nævnsmødet har oplyst om, at hendes forældre blev opsøgt af ukendte personer under et besøg i ansøgernes lejlighed i [by] i efter ansøgernes udrejse. Hertil kommer, at den kvindelige ansøger i nærværende sag har forklaret divergerende om episoden, hvor hun blev truet med en kniv. Ifølge referatet af samtalen [sommeren] 2018 har hun således forklaret, at hun blev truet af en mand, mens hun under nævnsmødet har forklaret, at hun blev truet af to mænd. Den mandlige ansøger har endvidere forklaret divergerende om, hvorvidt han opholdt sig hjemme i perioden frem til sin udrejse, idet han ifølge samtalereferatet af [sommeren] 2018 ikke opholdt sig hos sig selv, mens han under nævnsmødet har forklaret, at han opholdt sig hjemme i ansøgernes lejlighed. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgerne er udrejst legalt af Georgien og har gyldigt pas, som er udstedt omkring en måned før deres udrejse. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet således, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Georgien vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Geor/2019/5/CABV
Nævnet stadfæstede i januar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Georgien. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk georgier og kristen af trosretning fra [by], Georgien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter at blive slået ihjel af regeringen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hans far var tilhænger af og har propaganderet for Nationalbevægelsen, der gav faren problemer med regeringen. [Efteråret] 2017 var ansøgeren ude at spise med sin familie, da ansøgerens far blev opsøgt af to personer, der truede med at slå ansøgerens far ihjel, og at han havde 24 timer til at forlade landet. Ansøgerens far udrejste herefter af Georgien. Ansøgeren oplevede efterfølgende, at farens konflikt med regeringen begynde at gå ud over familien. Ansøgeren og hans familie begyndte at blive opsøgt og chikaneret. Ansøgeren oplevede det ved, at han blev flyttet en invalidegruppe ned, ligesom han blev sat ned i løn. Ansøgeren har videre oplyst, at han omkring [foråret] 2018 blev overfaldet af nogle ukendte personer, hvor han blandt andet blev tvunget til at drikke urin. Episoden blev filmet, og de ukendte personer har truet med at offentliggøre videoen. Ansøgeren udrejste af Georgien [i foråret] 2018. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Georgien risikerer forfølgelse eller overgreb fra de georgiske myndigheders side som følge af, at hans far, [A], har været politisk aktiv for Nationalbevægelsen. Nævnet kan således ikke lægge til grund, at [A] er blevet forfulgt som følge sine politiske aktiviteter, idet nævnet vurderer, at [A’s] og [B’s] forklaringer herom fremstår utroværdige. Nævnet har herved lagt vægt på, at [A] har forklaret divergerende og udbyggende om centrale forhold. Det fremgår således af hans asylansøgningsskema, at han uden for restauranten blev truet med drab, hvis han meldte mændene til politiet, mens han under nævnsmødet har oplyst, at han ikke blev truet i anledning af en eventuel politianmeldelse. [A] har endvidere forklaret udbyggende, idet han efter Udlændingestyrelsens afslag har fremlagt en korrespondance med en ven, som angivelig skulle omhandle hans deltagelse i et hemmeligt møde i Grækenland i [sommeren] 2017 med den tidligere georgiske regeringsleder. [A] har ikke tidligere oplyst om dette møde, og hans familie har ikke haft kendskab hertil. Endvidere har [A] under nævnsmødet forklaret usikkert og svingende om indholdet af mødet i Grækenland og konsekvenserne af dette. Hertil kommer at [A] efter Udlændingestyrelsens oplysning om, at hans sag kunne behandles som åbenbart grundløs, omtalte en video for Dansk Flygtningehjælp, som han ganske vist efterfølgende har frafaldet, men som indgik i Dansk Flygtningehjælps begrundelse for at modsætte sig, at sagen kunne behandles som åbenbart grundløs. Endvidere har nævnet lagt vægt på, at [B] kun har kunnet forklare kortfattet og overfladisk om sin mands politiske aktiviteter og blandt andet har angivet, at hun ikke helt ved, hvilken rolle han havde i Nationalbevægelsen, selvom aktiviteterne ifølge [A] stod på omkring 10 timer dagligt i en periode på flere måneder, og selvom [A] har oplyst, at han gjorde en forskel. [B] har endvidere udbygget sin forklaring, idet hun først under nævnsmødet har oplyst om, at hendes forældre blev opsøgt af ukendte personer under et besøg i ansøgernes lejlighed i [by] efter ansøgernes udrejse. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren i nærværende sag er udrejst legalt af Georgien. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Georgien vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Geor/2019/4/CABV
Nævnet stadfæstede i januar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt et barn fra Georgien. Indrejst i 2017 og 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske georgier og kristne ortodokse af trosretning fra [by], Georgien. Den mandlige ansøger har været politisk aktiv, idet han var tilhænger af og har propaganderet for Nationalbevægelsen. Den kvindelige ansøger har ikke været politisk aktiv. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter at blive slået ihjel af regeringen. Den mandlige ansøger har til støtte herfor oplyst, at han var tilhænger af Nationalbevægelsen, og han begyndte at udføre aktiviteter for bevægelsen [sommeren] 2017 og frem til valget i [efteråret] 2017. [Efteråret] 2017 var ansøgeren ude at spise med sin ægtefælle og to sønner, da han på et tidspunkt blev opsøgt af to personer, der truede med at slå ham ihjel, hvis han ikke forlod Georgien inden 24 timer. De truede desuden med, at hans familie ville blive slået ihjel, hvis de henvendte sig til politiet. Ansøgeren udrejste herefter af Georgien [dagen efter]. Ansøgerens familie er efterfølgende blevet opsøgt og chikaneret grundet ansøgerens støtte og aktiviteter for Nationalbevægelsen. Den kvindelige ansøger har til støtte for asylmotivet henvist til den mandlige ansøgers konflikt med regeringen. Den kvindelig ansøger er en enkelt gang blevet opsøgt på bopælen af ukendte mænd, der spurgte ind til hvor hendes ægtefælle var. De truede med at slå ansøgeren ihjel, hvis hun ikke talte sandt. Hun udrejste herefter af Georgien [i foråret] 2018. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgerne ved en tilbagevenden til Georgien risikerer forfølgelse eller overgreb fra de georgiske myndigheders side som følge af, at den mandlige ansøger har været politisk aktiv for Nationalbevægelsen. Nævnet kan således ikke lægge til grund, at den mandlige ansøger er blevet forfulgt som følge sine politiske aktiviteter, idet nævnet vurderer, at ansøgernes forklaringer herom fremstår utroværdige. Nævnet har herved lagt vægt på, at den mandlige ansøger har forklaret divergerende og udbyggende om centrale forhold. Det fremgår således af den mandlige ansøgers asylansøgningsskema, at han uden for restauranten blev truet med drab, hvis han meldte mændene til politiet, mens han under nævnsmødet har oplyst, at han ikke blev truet i anledning af en eventuel politianmeldelse. Den mandlige ansøger har endvidere forklaret udbyggende, idet han efter Udlændingestyrelsens afslag har fremlagt en korrespondance med en ven, som angivelig skulle omhandle den mandlige ansøgers deltagelse i et hemmeligt møde i Grækenland i [sommeren] 2017 med den tidligere georgiske regeringsleder. Den mandlige ansøger har ikke tidligere oplyst om dette møde, og hans familie har ikke haft kendskab hertil. Endvidere har den mandlige ansøger under nævnsmødet forklaret usikkert og svingende om indholdet af mødet i Grækenland og konsekvenserne af dette. Hertil kommer at den mandlige ansøger efter Udlændingestyrelsens oplysning om, at hans sag kunne behandles som åbenbart grundløs, omtalte en video for Dansk Flygtningehjælp, som han ganske vist efterfølgende har frafaldet, men som indgik i Dansk Flygtningehjælps begrundelse for at modsætte sig, at sagen kunne behandles som åbenbart grundløs. Endvidere har nævnet lagt vægt på, at den kvindelige ansøger kun har kunnet forklare kortfattet og overfladisk om den mandlige ansøgers politiske aktiviteter og blandt andet har angivet, at hun ikke helt ved, hvilken rolle den mandlige ansøger havde i Nationalbevægelsen, selvom aktiviteterne ifølge den mandlige ansøger stod på omkring 10 timer dagligt i en periode på flere måneder, og selvom den mandlige ansøger har oplyst, at han gjorde en forskel. Den kvindelige ansøger har endvidere udbygget sin forklaring, idet hun først under nævnsmødet har oplyst om, at hendes forældre blev opsøgt af ukendte personer under et besøg i ansøgernes lejlighed i [by] efter ansøgernes udrejse. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgerne er udrejst legalt af Georgien og har gyldigt pas, herunder at den kvindelige ansøgers og det medfølgende barns pas er udstedt i [efteråret] 2017 forud for, at de angivelige problemer startede. Den kvindelige ansøger har ikke givet nogen plausibel forklaring på, hvorfor hun valgte at få udstedt pas på dette tidspunkt. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet således, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Georgien vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Geor/2019/3/CABV
Nævnet stadfæstede i januar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger og to børn fra Georgien. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er georgisk statsborger, etnisk ossetier og ortodoks kristen fra Gori, Georgien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Georgien frygter, at hendes børn vil blive kidnappet og voldtaget, og at hun vil blive udvist af Georgien til Ossetien, idet hun er ossetier. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hendes ægtefælle er blevet fyret og anholdt uden grund, og at han derefter var fængslet i seks år. Ansøgeren har videre oplyst, at ægtefællen efter løsladelsen [i foråret] 2018 omkring to gange hver uge blev truet telefonisk, hvilket fortsatte indtil deres udrejse. Ansøgeren tror, at ægtefællen modtog opkaldene med truslerne, fordi han var offentligt ansat under den tidligere regering, og fordi den nye regering ikke ønskede, at sandheden om hans uskyld skulle blive afsløret. Ansøgeren overhørte trusselsopkaldene og hørte, at både hende selv og deres børn blev nævnt. Ansøgeren og hendes familie udrejste legalt af Georgien [i sommeren] 2018. Flygtningenævnet har ikke kunnet lægge ansøgerens ægtefælles asylmotiv til grund, og nævnet finder således, at ægtefællen ikke har sandsynliggjort, at han har en konflikt med myndighederne i Georgien eller andre. Da ansøgerens asylmotiv er afledt af ægtefællens asylmotiv, er det en konsekvens heraf, at ansøgeren heller ikke kan få opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Ansøgeren har ikke i øvrigt et selvstændigt asylmotiv eller personlige konflikter i Georgien, der kan danne grundlag for en opholdstilladelse efter de nævnte bestemmelser. Den omstændighed, at ansøgeren er fra Sydossetien, kan således som anført af Udlændingestyrelsen, ikke i sig selv føre til asyl. De generelle forhold i Georgien kan ikke i sig selv føre til opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Geor/2019/2/SEL
Nævnet stadfæstede i januar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er georgisk statsborger, etnisk georgier og kristen fra Gori, Georgien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men han har deltaget i politiske møder og aktioner. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Georgien frygter de georgiske myndigheder. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter dem, der har truet ham og hans familie, fordi ægtefællen er etnisk ossetier. Til støtte for sit asylmotiv, har ansøgeren oplyst, at han i forbindelse med regeringsskiftet i 2012 blev fyret fra sit job som offentligt ansat. I forbindelse med fyringen blev ansøgeren tvunget til at underskrive en opsigelse. Ansøgeren har videre oplyst, at han efterfølgende blev idømt seks års fængsel for at have været ligeglad med sit arbejde og for at have misbrugt det. I forbindelse med arrestationen og fængslingen fik ansøgeren et glas vand af en myndighedsperson, og ansøgeren formoder, at glasset indeholdt sovemedicin. Ansøgeren blev [i foråret] 2018 løsladt. Ansøgeren fik dog ikke udleveret sine alle sine papirer, hvilke han havde brug for, for at kunne påklage den uretmæssige opsigelse og fængsling. Ansøgeren er efter sin løsladelse blevet truet adskillige gange telefonisk, ligesom han er blevet opsøgt af ukendte personer, som har udsat ham for fysiske overgreb og bedt ham om at stoppe sine aktiviteter. Ansøgeren har i den forbindelse søgt politiets beskyttelse, men det har været uden resultat. Ansøgeren udrejse derfor legalt med sin ægtefælle og deres to børn [i sommeren] 2018. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren har en konflikt med myndighederne eller andre i Georgien i tilknytning til, at han har arbejdet som sikkerhedsvagt i sikkerhedsdepartementet under det georgiske forsvar. Nævnet har lagt vægt på, at ansøgeren ikke har forklaret overbevisende om opsøgningerne og truslerne mod ham, der angiveligt alene skulle hænge sammen med, at ansøgeren har ville klaget over en tidligere afsagt og afsonet dom på fængsel i 6 år. Det er herunder også indgået i nævnets vurdering af sagen, at ansøgeren uden problemer er udrejst legalt af Georgien. Nævnet har desuden lagt vægt på, at ansøgerens forklaring under samtalen i [efteråret] 2018 om antallet af opsøgninger af sikkerhedstjenesten i Georgien har været præget af divergenser. Hertil kommer, at nævnet må anse det for påfaldende, at ansøgeren først under mødet i nævnet har oplyst om sin deltagelse i møder mv. i partiregi. Ansøgerens forklaring om, at han var nervøs under samtalen i Udlændingestyrelsen og ikke var klar over, i hvilket omfang han turde oplyse dette overfor styrelsen, kan ikke føre til en anden vurdering. Hertil kommer, at tilstedeværelsen af problemer af den karakter, som ansøgeren påberåber sig under sagen, herunder om vilkårlige og uberettigede fængslinger og om omfattende korruption blandt dommere og lokalt ansatte på rådhuse, ikke er understøttet af det baggrundsmateriale, som nævnet er i besiddelse af, og som der også er henvist til i Udlændingestyrelsens afgørelse. Der henvises til følgende rapporter: Udlændingestyrelsen og Dansk Flygtningehjælp, “Georgia. The Situation of the Kist Community and the Chechens Georgia”, 7. november 2018, Utrikesdepartementet, ”Mänskliga rättigheter, demokrati och rättsstatens principer i Georgien - situationen per den 31 december 2017”, 28. juni 2018, USDOS – US Department of State, ”Country Report on Human Rights Practices 2016 – Georgia”, 3. marts 2017, Freedom House, ”Nations in Transit 2018 – Georgia”, 11. april 2018, og Landinfo, ”Georgien: Korrupsjon i politi og rettsvesen”, 9. marts 2017. Af baggrundsoplysningerne fremgår det blandt andet, at anholdelser i forbindelse med magtskiftet i 2012 var rettet mod personer i ledende stillinger. Ansøgeren kan i kraft af sin stilling som sikkerhedsvagt i sikkerhedsdepartementet ikke anses for at tilhøre denne kategori. Ansøgeren har på den anførte baggrund ikke sandsynliggjort, at han har behov for beskyttelse i Danmark efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. De generelle forhold i Georgien, og den omstændighed, at ansøgerens ægtefælle er ossetier, kan ikke i sig selv føre til opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Geor/2019/1/SEL
Nævnet stadfæstede i maj 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Georgien. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk georgier og kristen ortodoks fra Tbilisi, Georgien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Georgien frygter en [kriminel gruppering]. Ansøgeren blev i 2003 fængslet, fordi myndighederne mente, at ansøgeren havde tilbageholdt oplysninger om en kidnapning af en kvinde og et barn. [Den kriminelle gruppering] planlagde derfor en kidnapning af den daværende borgmesters søn for at få en af deres leder, [L], og ansøgeren løsladt. Da det mislykkedes, blev ansøgeren idømt 10 års fængsel for forsøg på kidnapning. Ansøgeren blev efterfølgende smidt ud af [den kriminelle gruppering], fordi han skyldte penge i kortspil. De seneste seks år af sin afsoning begyndte ansøgeren at samarbejde med myndighederne. I [vinteren] 2013 blev ansøgeren løsladt. I den efterfølgende periode oplevede han dagligt konflikter med [den kriminelle gruppering]. Han flyttede derfor til [et naboland], hvor han boede i omkring to år. Derefter rejste han til [et land i Mellemøsten], hvor han boede i omkring et år. Derefter boede han fem til seks måneder i [et andet naboland]. Han udrejste i [sommeren] 2017 til Danmark. Ansøgeren har under oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at hans navn var [X], at han var ugift, at han ikke vidste, hvor hans mor og søster befandt sig, at han havde været fængslet i Georgien fra 2002 til 2005, at han blev betragtet som landsforræder, og at han havde en konflikt med nogle tidligere venner. Til asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at alt, hvad han forklarede til den første samtale, var usandt, at hans navn er [Y], at han har været fængslet i 10 år for kidnapning, at han er gift, at hans mor og søster hedder noget andet end først oplyst, og at de bor i Georgien. Ansøgeren har videre forklaret, at han har en konflikt med [en kriminel gruppering], som han har forladt og modarbejdet ved at samarbejde med politiet, mens han var fængslet. Ansøgeren har om samarbejdet med myndighederne forklaret, at politiet udnævnte blandt andet ham som en af lederne i fængslet, og at han i den egenskab dels forsøgte at ændre ”reglerne” i fængslet, dels forsøgte at få folk til at forlade [den kriminelle gruppering] og i den forbindelse også bankede folk. Flygtningenævnet har herefter lagt vægt på, at ansøgeren, da han blev løsladt fra fængslet, levede de første tre måneder uden konflikter, og at de konflikter, ansøgeren herefter har beskrevet at have haft, har været præget af tilfældige møder og har resulteret i skænderier, slagsmål og episoder, hvor han er blevet bedt om at forlade landsbyen. De beskrevne konflikter har ikke en karakter eller et omfang, der er omfattet af udlændingelovens § 7. Videre har ansøgeren til asylsamtalen forklaret, at han ikke længere frygter borgmesterens søn eller dennes venner, da der er forløbet så lang tid. Når ansøgerens generelle troværdighed sammenholdes med hans forklaring om omfanget og karakteren af de konflikter, han har haft, finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han som følge af en konflikt med [den kriminelle gruppering] ved en tilbagevenden til Georgien vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” geor/2018/3/MKT
Nævnet stadfæstede i oktober 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Gambia. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk fula og muslim af trosretning fra [landsby], Gambia. Ansøgeren har senest opholdt sig i [by] i Gambia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Gambia frygter at blive retsforfulgt, idet han er sigtet for dokumentfalsk og mandatsvig. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter klanerne fra hans hjemområde, idet han har lagt materiale til støtte for Gambias nye præsident på Facebook. For så vidt angår ansøgerens frygt for at blive retsforfulgt af de gambiske myndigheder har ansøgeren oplyst, at han er blevet sigtet for mandatsvig og dokumentfalsk, idet ansøgerens morbror, [A], har udarbejdet falske lønsedler til ansøgeren til brug for ansøgerens ansøgning om visum til Danmark. Ansøgeren blev [i starten af] 2016 kontaktet af [A], mens ansøgeren var i Danmark for at besøge sin danske kæreste. [A] oplyste ansøgeren om, at myndighederne havde ransaget [A’s] bopæl og i den forbindelse fundet de falske dokumenter, som han havde lavet til ansøgeren. [A] oplyste videre, at han havde fortalt myndighederne, at det var ansøgeren, der havde lavet de falske dokumenter. [I starten af] 2016 blev ansøgerens bror, [B], indkaldt til en afhøring hos myndighederne omkring ansøgeren. Ansøgerens bror fik herefter udleveret en arrestordre på ansøgeren. Efterfølgende har myndighederne ransaget ansøgerens bopæl i Gambia og i den forbindelse udleverede de endnu en arrestordre på ansøgeren til ansøgerens bror. De gambiske myndigheder tilbageholdt [A] i en periode. [A] og de andre mistænkte i sagen er dog løsladt mod kaution, indtil straffesagen mod dem begynder. Vedrørende ansøgerens frygt for klanerne (rebellerne) i sit hjemområde har ansøgeren oplyst, at han i forbindelse med valget af Gambias nye præsident postede forskellige ting på Facebook til fordel for den nye præsident [i starten af] 2017. Klanerne i ansøgerens hjemområde, som er tilhængere af den tidligere præsident, henvendte sig som følge af ansøgerens opslag på Facebook en gang på ansøgerens families bopæl, hvor de truede ansøgeren og hans familie. Ansøgerens mor er efterfølgende blevet udsat for trusler vedrørende ansøgeren, når hun har været ude at handle. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet har ligesom Udlændingestyrelsen lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om sine konflikter med de gambiske myndigheder og klanerne i hans hjemområde ikke fremstår overbevisende og forekommer konstrueret til lejligheden. Det er herunder indgået i nævnets vurdering, at ansøgeren først blev bekendt med sin konflikt med de gambiske myndigheder efter indrejsen til Danmark. I dette lys fremstår ansøgerens antagelse om, at hans onkel skulle have bestukket myndighederne i forbindelse med hans udrejse ikke overbevisende. Det fremstår i den forbindelse heller ikke overbevisende, at ansøgeren ville kunne udrejse legalt af Gambia [i slutningen af] 2015, når der ifølge den i sagen foreliggende arrestordre [fra foråret] 2016 var rejst sigtelse mod ansøgeren [i slutningen af] 2015. Hertil kommer, at det ikke fremstår meningsfuldt, at de gambiske myndigheder først skulle have forsøgt at opsøge ansøgeren på bopælen længe efter arrestordrens udstedelse. Når disse omstændigheder sammenholdes med ansøgerens skiftende forklaringer om de tidsmæssige forhold i forbindelse med den angivelige ransagning af [A’s] bopæl, finder nævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort sit asylmotiv hverken i forhold til sin angivelige frygt for at blive tortureret og straffet af de gambiske myndigheder eller – ud fra en vurdering af ansøgerens generelle troværdighed – i forhold til sin angivelige frygt for rebeller i sit hjemområde. Uanset om nævnet havde lagt de af ansøgeren hævdede forhold til belysning af asylmotiverne til grund, ville de nævnte forhold ikke være af en sådan karakter og intensitet, at de ville kunne føre til en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Den omstændighed, at ansøgeren er mistænkt for at have begået et kriminelt forhold i Gambia, som han dér vil kunne straffes for, ville efter oplysningerne om karakteren af en sådan straf således ikke i sig selv være asylbegrundende. Det beror desuden alene på ansøgerens egen formodning, at han vil blive udsat for overgreb i tilknytning til en eventuel retsforfølgning. De af den beskikkede advokat fremhævede oplysninger om en eventuel varetægtsfængsling og den mulige varighed heraf i fængslet ”Prisonmile II”, som beskrevet i ”Preliminary observations of the Working Group on Enforced or Involuntary Disappearances at the conclusion of its visit to The Gamibia (12-19 June 2017), kan ikke føre til en anden vurdering, også henset til ansøgerens oplysning om, at [A] er løsladt mod kaution under behandlingen af straffesagen mod ham. Efter ansøgerens oplysninger om omfanget og karakteren af trusler fra rebeller og hans egne klanforhold er der heller ikke grundlag for at fastslå, at dette forhold ville kunne anses for asylbegrundende. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke har været udsat for overgreb i tilknytning til de fremsatte trusler. Ansøgerens forklaring for nævnet om truslerne og hans oplysning om, at hans familie på grund af trusler fra rebeller og mangel på beskyttelse fra myndighederne på grund af deres klanforhold ikke længere opholder sig i hjemområdet og at han under sit ophold i Danmark er blevet truet under et telefonopkald, kan ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Gamb/2018/2/SHH
Nævnet stadfæstede i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig stats-borger fra Filippinerne. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: [] Ansøgeren er etnisk bikol og kristen katolik af trosretning fra […] Filippinerne. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Filippinerne frygter at blive slået ihjel, fordi han er stofmisbruger. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han siden 2004 jævnligt har røget hash, ligesom han i 2011-2013 eksperimenterede med metamfe-tamin. I en kortere periode, hvor ansøgeren var uden arbejde, har han hjulpet venner med at sælge hash. Efter ansøgerens ankomst til Danmark i […] 2013 begyndte han at tage stoffer såsom metam-fetamin, heroin og kokain jævnligt. I juli 2016 kom præsident Rodrigo Duterte til magten på Filip-pinerne, der har som mærkesag at slå ned på personer, der sælger eller tager stoffer. Det er kendt i landsbyen, at ansøgeren er afhængig af stoffer. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at an-søgeren indrejste i Danmark som au pair i […] 2013, og at han ansøgte om asyl [på en nærmere bestemt dato] ca. ni måneder efter Duterte var tiltrådt som præsident og havde påbegyndt sin ”war on drugs”, hvilket efter ansøgerens forklaring var den udløsende faktor for hans asylansøgning. Flygtningenævnet kan lægge til grund, at ansøgeren i et eller andet omfang i perioder har indtaget narkotika. Flygtningenævnet kan imidlertid ikke lægge til grund, at ansøgeren har et aktuelt mis-brug, der er af et sådan omfang og en sådan karakter, at det profilerer ham på en sådan måde, at han risikerer asylbegrundende forfølgelse ved indrejse i Filippinerne. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret udetaljeret, ukonkret og utroværdigt om sit angivelige misbrug og omfanget af dette. Ansøgeren har således forklaret, at han er i stand til i perioder på måneder at stoppe sit misbrug uden hjælp. Han har tillige forklaret, at han i andre perioder tager stoffer 2 til 3 gange om ugen eller oftere, og at han betaler 100 til 200 kr. pr. 0,1 gram. Han har forklaret, at han finansierer sit stofmisbrug med sine lommepenge fra asylcentret i alt 2.400 kr. om måneden, hvilket beløb han også køber mad for. Han har udbybet sin forklaring om finansieringen af stofmisbruget med, at han spiser gratis rundt omkring, og at han får gratis stoffer af de andre narkomaner, som er hans venner. Ansøgerens fremtræden under nævnsmødet understøttede i øvrigt ikke hans forklaring om, at han er narkoman. Ansøgeren har dertil forklaret udbyggende om, hvem der har røbet til lo-kalbefolkningen, at han er misbruger, ligesom han har forklaret udbyggende om sine konflikter. Han har således over for Udlændingestyrelsen forklaret, at det er en ven, der har fortalt lokalbefolk-ningen, at han er narkoman, mens han under nævnsmødet har forklaret, at det er hans kusines mand, der har fortalt, at han er narkoman. Endelig har han under nævnsmødet udbygget sin forklaring om konflikterne i hjemlandet med, at hans kusines mand for et år siden har truet ham med dødstrusler, fordi hans familie skylder kusinens mand penge. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at det forekommer uden logisk sammenhæng, at ansøgeren skulle opsige sit au pair job, fordi han fik andre opgaver end angivet i kontrakten, hvis han havde en meget stærk motivation for at skaffe penge til kusinens mand, og når dette samtidig skete i løbet af en periode på 10 måneder, hvor han var stoffri. Herefter, og efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved udrejsen af Filippinerne havde asylbegrundende konflikter eller, at han vil få det ved en genindrejse. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren ikke har sandsynlig-gjort, at han ved en tilbagevenden til Filippinerne vil være i risiko for konkret og individuel forføl-gelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Fili/2019/1/STRAA
Nævnet stadfæstede i august 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Etiopien. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ” Ansøgeren er etnisk somalier og muslim fra Segaga, Ogaden, Etiopien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til at han frygter forfølgelse fra de etiopiske myndigheder, da han ikke vil tilslutte sig dem. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans hjemstavn er kontrolleret af etiopiske soldater, men at mange personer fra hans landsby har tilknytning til ONLF. En dag mødte de etiopiske soldater op på familiens bopæl og beskyldte ansøgeren og hans storebror for at have tilknytning til ONLF. Da familien benægtede tilknytningen slog og sparkede soldaterne familien. Et par dage senere blev ansøgerens familie igen opsøgt af soldaterne. Soldaterne anklagede på ny ansøgeren familie for at have tilknytning til ONLF. Soldaterne sagde herefter til familien, at de skulle arbejde for myndighederne. Familien svarede hertil, at de ikke ønskede at arbejde for myndighederne. Ansøgeren og hans bror blev herefter bundet og slået i nakken og ryggen med soldaternes geværer. Soldaterne kom regelmæssigt på bopælen og opfordrede ansøgeren og broren til at hjælpe myndighederne. Under opsøgningerne slog og sparkede soldaterne familien. En dag, hvor ansøgerens bror var ude at gå med dyrene, blev han stoppet af soldaterne, som beskyldte ham for at have solgt mælk til ONLF. Soldaterne sagde i den forbindelse, at de ville fortsætte med at opsøge familien, indtil de tilsluttede sig dem, og at de ville slå familien ihjel, hvis de blev ved med at sige nej til at hjælpe dem. Ansøgerens bror tog herefter over til ONLF, som holdt til i et nærliggende skovområde, for at søge beskyttelse. Broren boede hos ONLF et par dage, hvorefter han tog tilbage til bopælen i håb om, at soldaterne var taget videre fra landsbyen og havde glemt alt om ham. Efter at broren var vendt tilbage til bopælen, dukkede soldaterne op på bopælen, hvor de tævede broren og skuddræbte ham. Ansøgeren valgte herefter at udrejse af Etiopien. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet nævnet finder, at forklaringen fremstår utroværdig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet lægger vægt på, at ansøgerens forklaring overordnet set ikke fremstår selvoplevet, ligesom forklaringen er udbyggende på centrale punkter. Ved vurderingen af forklaringen lægger Flygtningenævnet således vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggede og divergerende om den episode, hvor ansøgerens bror angiveligt blev dræbt. Det fremgår af ansøgerens frie fortælling til oplysnings- og motivsamtalen den 19. juli 2016, at myndighedernes fokus var rettet mod broren. Ifølge den frie fortælling til asylsamtalen den 10. april 2017 blev hele familien udsat for vold. I ingen af forklaringer har ansøgeren forklaret, at ansøgeren og broren skulle have været bagbundet. Ansøgeren har imidlertid forklaret for nævnet, at de begge var bagbundet, ligesom han først forklarede for nævnet, at tilkommende folk løsnede ansøgerens reb, og derefter forklarede, at ansøgerens mor løsnede ansøgerens reb, inden han flygtede. Flygtningenævnet lægger videre vægt på, at ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen ikke kunne svare på, om det var omkring 3, 10, 20 eller 100 personer, der opsøgte familien den dag, ansøgerens bror angiveligt skulle være blevet slået ihjel. Ansøgeren kunne kun oplyse, at der var mange personer, og at det var etiopiske tropper og personer fra Liyuu Police. Til asylsamtalen 10. april 2017 forklarede ansøgeren imidlertid ikke om, at der også var personer fra Luyuu Police til stede. Nævnet er opmærksom på, at ansøgeren foreholdt divergensen til asylsamtalen forklarede, at Liyuu Police er en del af de etiopiske myndigheder, men nævnet finder dog alligevel, at det er bemærkelsesværdigt, at ansøgeren ikke nævnte Liyuu Police til asylsamtalen. Endvidere lægger Flygtningenævnet vægt på, at ansøgeren for nævnet end ikke har kunnet anslå, hvor ofte familiens bopæl blev opsøgt af myndighederne. Flygtningenævnet har endvidere vægt på, at ansøgerens forklaring til asylsamtalen om, hvordan han finansierede rejsen til Danmark er usammenhængende. Til oplysnings- og motivsamtalen og asylsamtalen forklarede ansøgeren, at ansøgerens faster, der bor i Saudi Arabien sendte penge til en agent i Hargeysa, Somalia. Til asylsamtalen forklarede ansøgeren, at han senest var i kontakt med sin familie i slutningen af 2015, da han udrejste af Etiopien. Videre forklarede ansøgeren, at mens han var i Hargeysa i Somalia fortalte en ældre dame fra samme klan som ansøgeren, som han kom i snak med, at han havde en faster i Saudi Arabien. Ansøgeren forklarede videre, at han havde hørt om sin faster, men aldrig talt med hende, og at de ringede til fasteren. Ansøgeren har imidlertid ikke kunnet give en forklaring på, hvordan de fik fasterens telefonnummer. Nævnet finder, at forklaringen fremstår usandsynlig og bemærkelsesværdig. Flygtningenævnet lægger også – ligesom Udlændingestyrelsen – vægt på, at det fremstår som usandsynligt, at de etiopiske tropper både skulle have anklaget ansøgeren og ansøgerens bror for at arbejde for ONLF og samtidig have ønsket, at ansøgeren og broren skulle arbejde for myndighederne, ligesom det er bemærkelsesværdigt, at broren skulle være kommet tilbage til familiens bopæl efter at have søgt beskyttelse hos ONLF, henset til at han vidste, at myndighederne flere gange havde opsøgt både ham og familien og anklaget ham for at arbejde for ONLF. På denne baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet bedømmelse af ansøgerens forklaring, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han er efterstræbt af de etiopiske myndigheder. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold i Etiopien kan begrunde, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse i Danmark. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Etiopien vil være i risiko for forfølgning omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller blive udsat for overgreb omfattet af udlændinge¬lovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Etiopien/2018/9/JHB
Nævnet stadfæstede i september 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Etiopien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tigrinya og kristen ortodoks. Ansøgeren har oplyst, at han er født i Eritrea af forældre med eritreisk statsborgerskab, men at familien flyttede til Addis Ababa i Etiopien i 1991 eller 1992. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Eritrea frygter, at han vil blive fængslet og udsat for fysiske overgreb af de eritreiske myndigheder, fordi han udrejste illegalt af Eritrea, da han var to år gammel. Videre har ansøgeren henvist til, at han ved en tilbagevenden til Eritrea frygter at skulle aftjene militærtjeneste. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han ved en tilbagevenden til Etiopien frygter at blive udsat for repressalier af de etiopiske myndigheder, fordi han blev tilbageholdt af myndighederne for at have opholdt sig illegalt i Etiopien, og fordi myndighederne mistænkte ham for at være en eritreisk spion. Til støtte for asylmotivet har ansøgeren forklaret, at han er født i Eritrea af forældre med eritreisk statsborgerskab. I 1991 eller 1992 flyttede ansøgeren og hans forældre til Addis Ababa i Etiopien. I 1998 blev ansøgerens forældre og søster, [A], deporteret til Eritrea, mens ansøgeren var i skole. Ansøgeren boede derefter i Etiopien hos sin fars ven, [B]. I 2015 blev ansøgeren tilbageholdt af de etiopiske myndigheder i 15 dage, fordi han ikke kunne dokumentere, at han havde lovligt ophold i Etiopien, og myndighederne mistænkte ham for at være en eritreisk spion. [I efteråret] 2015 fik ansøgeren at vide, at [A] havde været involveret i et biluheld i Sudan, hvorefter ansøgeren udrejste til Sudan. I Sudan blev ansøgeren genforenet med [A] i et hus, hvor de opholdt sig sammen i nogle dage. Herefter udrejste de sammen af Sudan, fordi [A] var blevet voldtaget af sin mosters ægtefælle, [C]. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han er statsborger i Eritrea til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren på flere centrale punkter har forklaret divergerende, ligesom hans forklaring for nævnet har fremstået afglidende og usammenhængende. Hertil kommer, at ansøgeren og hans søster også indbyrdes har forklaret modstridende om centrale forhold. Ansøgeren har således forklaret divergerende om blandt andet hans og søsterens telefoniske kontakt, mens søsteren angiveligt opholdt sig i Sudan, ligesom han og søsteren har forklaret indbyrdes divergerende herom. Han har endvidere forklaret divergerende om, hvorvidt han var i personlig kontakt med [C], da han kom til Sudan, om hvor længe han opholdt sig i Sudan inden udrejsen samt om, hvem der fortalte ham, at søsteren var blevet voldtaget. Ansøgeren har endelig forklaret divergerende og udbyggende om sin konflikt med de etiopiske myndigheder. Han har således forklaret divergerende om, hvornår tilbageholdelsen fandt sted og om, hvor længe han opholdt sig i Etiopien efter tilbageholdelsen, ligesom han først for nævnet har forklaret, at der blev fotograferet eller videofilmet i forbindelse med hans underskrivelse af et dokument hos politiet. På den anførte baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han er statsborger i Eritrea. Det bemærkes i den forbindelse, at den dåbsattest, der er fremlagt af ansøgeren, ikke kan føre til et andet resultat. Der er herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvor dåbsattesten har befundet sig, ligesom attesten fremstår som udstedt på et tidspunkt, hvor Eritrea endnu ikke havde fået status som selvstændig stat. Flygtningenævnet tiltræder herefter, at det kan lægges til grund, at ansøgeren, der har oplyst, at han er født og opvokset i Etiopien, er statsborger i Etiopien, og at han asylretligt skal vurderes i forhold hertil. Idet Flygtningenævnet ikke kan lægge til grund, at ansøgeren har været tilbageholdt af de etiopiske myndigheder, har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Etiopien vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 og 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Etiopien/2018/11/SSM
Nævnet stadfæstede i september 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Etiopien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren har oplyst, at hun er etnisk tigrinya og kristen ortodoks fra Eritrea. Ansøgeren har oplyst, at hun er født i Etiopien af forældre med eritreisk statsborgerskab, og at hun og hendes forældre i 1998 blev deporteret til Eritrea. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Eritrea frygter, at hun vil blive tvunget til at aftjene militærtjeneste. Ansøgeren har videre henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Eritrea frygter, at hun vil blive fængslet af myndighederne, fordi hun ikke har nogen identitetspapirer og er udrejst illegalt af Eritrea. Til støtte for asylmotivet har ansøgeren forklaret, at hendes forældre havde eritreisk statsborgerskab. I 1998 blev ansøgeren og hendes forældre deporteret til Eritrea på grund af krigen mellem Eritrea og Etiopien. Ansøgerens bror, [A], blev tilbage i Etiopien hos ansøgerens fars ven, [B], fordi [A] ikke var på bopælen, da ansøgeren og forældrene blev deporteret. I 1999 afgik ansøgerens far ved døden, og i 2000 afgik ansøgerens mor ved døden. Herefter blev ansøgeren hentet af sin moster, der illegalt tog hende med til Sudan, hvor hun efterfølgende havde ophold. Omkring marts eller april 2015 blev ansøgeren første gang udsat for voldtægt af [mosterens] ægtefælle, [C]. Herefter blev ansøgeren voldtaget af ham adskillige gange. I juni 2015 fandt [C] ud af, at ansøgeren var gravid, hvorefter han udsatte hende for fysiske overgreb. [C] tog ansøgeren hen til et hus, hvor hun opholdt sig i en periode. Under dette ophold aborterede ansøgeren. I [efteråret] 2015 arrangerede [C], at ansøgeren skulle tage ophold i et andet hus. Efter ansøgeren havde opholdt sig i huset i nogle dage, ankom ansøgerens bror, [A]. Ansøgeren og hendes bror opholdt sig i huset i omkring 15 dage, hvorefter de påbegyndte deres udrejse af Sudan til Egypten. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at hun er statsborger i Eritrea, til grund. Flygtningenævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at ansøgeren på centrale områder har forklaret divergerende, ligesom hendes forklaring for nævnet har fremstået afglidende og usammenhængende på flere punkter. Hertil kommer, at ansøgeren og hendes bror også har forklaret indbyrdes modstridende vedrørende centrale forhold. Ansøgeren har således forklaret divergerende om den telefoniske kontakt mellem hende og hendes bror, ligesom hun og broren også indbyrdes har forklaret divergerende herom. Divergenserne vedrører både omfanget af den telefoniske kontakt, indholdet af kontakten og anledningerne til kontakten. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende og afglidende om, hvordan hun mødte sin bror i Sudan, om hvordan hun kom hen til det sted, hvorfra udrejsen fandt sted, hvor længe hun opholdt sig der og om, hvorvidt [C] ledsagede hendes bror til stedet. Endelig har ansøgeren og hendes bror fortalt indbyrdes divergerende om, hvorvidt ansøgeren har fortalt sin bror om voldtægten. Flygtningenævnet har endvidere tillagt det en vis vægt, at det af den fremlagte sprogtest fremgår, at ”The speaker’s language use cannot validate det speaker’s background i Sudan.” Det fremgår endvidere af samme test, at ansøgeren har svært ved udtalen af nogle lyde, der anvendes i arabisk, og at disse lyde også er almindelige i sproget tigrinya, men ikke i sproget amharic, der tales i Etiopien. Herefter og under hensyn til, at ansøgeren har forklaret, at hun er født i Etiopien, tiltræder Flygtningenævnet, at det må lægges til grund, at ansøgeren er statsborger i Etiopien og derfor asylretligt skal vurderes i forhold hertil. På den anførte baggrund, og idet ansøgeren ikke har oplyst om konflikter i Etiopien, har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Etiopien vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Etiopien/2018/10/SSM
Nævnet stadfæstede i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelige statsborger fra Etiopien. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk somali og sunnimuslim af trosretning fra Mukadhaba, Etiopien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Etiopien frygter at blive voldtaget, fængslet eller slået ihjel af Liyuu Police, idet de har truet ansøgeren og hendes familie. Til støtte for asylmotivet har ansøgeren forklaret, at hun måtte stoppe sit arbejde på et sundhedscenter, fordi Liyuu Police beskyldte hende for at have hjulpet oprørsgruppen ONLF. Omkring en måned efter beskyldte Liyuu Police ansøgeren og hendes familie for at støtte og betjene ONLF på deres familiens café. Da der opstod konflikter mellem Liyuu Police og ONLF blev ansøgerens far slået ihjel af Liyuu Police. I samme forbindelse blev ansøgeren fængslet. Det lykkedes ansøgeren at flygte fra fængslet med hjælp fra hendes mors familie. Ansøgeren tog efterfølgende til Mogadishu, hvorfra hun med et falsk pas udrejste til Iran. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren på centrale punkter har givet divergerende oplysninger. Ansøgeren har i asylskemaet udfyldt [i sommeren] 2016 givet en forholdsvis detaljeret beskrivelse af sit asylmotiv. Hun har blandt andet oplyst, at familien blev beskyldt for at støtte ONLF. Til sidst slog Lyiuu Police hendes far ihjel og nedrev deres hus foran dem. Senere blev hun anholdt og anbragt i et telt i flere dage. Det lykkedes hende at flygte derfra, og hun rejste i 4 dage med en nomadefamilie til Moghadishu. Under oplysnings- og motivsamtalen og under asylsamtalen har hun forklaret, at Lyiuu Police kom ind i byen og tog nogle kvinder med sig, herunder ansøgeren. Hun har ikke under oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at familiens hus blev nedrevet, og under asylsamtalen har hun først forklaret om dette, da hun blev foreholdt sine oplysninger i asylskemaet. Under samtalerne ved Udlændingestyrelsen har ansøgeren endvidere forklaret, at hun var anbragt i et fængsel i en måned, før en af hendes mors slægtninge hjalp hende med at flygte. Denne slægtning førte hende til en skov, hvor hun blev mødt af en anden mand, der kørte hende i 2 dage til Moghadishu. Under asylsamtalen har hun yderligere forklaret, at der i fængselscellen alene var en madras, og at der ikke var vinduer. Under mødet i Flygtningenævnet har hun forklaret divergerende herom, idet hun har forklaret, at der var en seng med en madras, og at der var et vindue i cellen. Ansøgerens forklaring om, at hun ikke skrev ret meget i asylskemaet, fordi hun havde svært ved at holde fokus, og fordi hun alligevel ikke skulle blive i Danmark, kan ikke anses som en plausibel forklaring på de markante divergenser. Flygtningenævnet afviser ikke, at der har været uroligheder i ansøgerens hjemby, men ansøgeren har ikke sandsynliggjort, at hun konkret har været udsat for asylbegrundende forfølgelse eller behandling. Endvidere bemærker Flygtningenævnet, at det af de seneste baggrundsoplysninger om Etiopien, herunder Landinfo, Etiopia: ONLF og reaksjoner fra myndighederne, udgivet 7. december 2018, fremgår, at ONLF medlemmer og personer som mistænkes for ONLF-tilknytning ikke længere udsættes for reaktioner fra de etiopiske myndigheder, hverken i Addis Abeba eller i Somali regionen. På denne baggrund har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at hun ved tilbagevenden til Etiopien risikerer at blive udsat for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller behandling omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Etiop/2019/18/TBP
Nævnet stadfæstede i marts 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Etiopien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk oromo og sunni muslim fra [A], Etiopien. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Etiopien frygter, at han vil blive fængslet eller slået ihjel af de etiopiske myndigheder, fordi han tidligere har været fængslet, og fordi han deltog i en demonstration i [efteråret] 2015. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han [i vinteren] 2015 blev anholdt af politiet, og at han var tilbageholdt i 1 måned og 10 dage. Under tilbageholdelsen blev ansøgeren udsat for fysiske overgreb og spurgt ind til, hvad han havde lavet under sit besøg i Addis Ababa i slutningen af 2014, og hvem han arbejdede sammen med. Da ansøgeren blev løsladt fik han at vide af myndighederne, at de ville holde øje med ham, og hvis de så ham med de forkerte personer eller det forkerte sted, ville det gå ud over hans liv. I [efteråret] 2015 deltog ansøgeren i en demonstration imod myndighedernes beslaglæggelse af oromo-befolkningens jord omkring Addis Ababa. Ansøgeren arbejdede på daværende tidspunkt som taxachauffør og deltog i demonstrationen sammen med nogle af sine kollegaer. Kort efter demonstrationen var startet, blev demonstranterne beskudt af politiet, og ansøgeren flygtede fra demonstrationen og hjem til sin bopæl. Den [senere i efteråret] 2015 rejste ansøgeren til Addis Ababa. Mens han opholdt sig i Addis Ababa, tog han kontakt til sin kollega, Adem, som fortalte, at nogle af ansøgerens kollegaer var blevet anholdt af myndighederne, som havde fundet ud af, at de havde deltaget i demonstrationen. [I vinteren] 2015 udrejste ansøgeren legalt af Etiopien. I [foråret] 2016 var ansøgeren i telefonisk kontakt med sin moster, [B], som fortalte ansøgeren, at deres bopæl var blevet opsøgt af myndighederne, som havde spurgt efter ansøgeren. I maj 2016 var ansøgeren i telefonisk kontakt med sin bror, [C], som fortalte ansøgeren, at han flere gange var blevet opsøgt af myndighederne, som havde spurgt efter ansøgeren og truet [C] med, at de ville komme efter [C]. [C] fortalte også ansøgeren, at han på grund af dette havde til hensigt at udrejse af Etiopien. I [efteråret] 2016 var ansøgeren i telefonisk kontakt med sin ven, [D], som fortalte ansøgeren, at [B] var flyttet fra bopælen i [foråret] 2016, fordi hun flere gange var blevet opsøgt af myndighederne, som havde spurgt efter ansøgeren og [C]. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring fremstår divergerende, utroværdig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om blandt andet, hvor mange gange hans moster er blevet opsøgt af myndighederne. Han har således til Oplysnings- og motivsamtalen den [i sommeren] 2016 oplyst, at hans moster alene var blevet opsøgt af myndighederne en gang. Under samtalen [i efteråret] 2017 har han forklaret, at han havde fået oplyst, at mosteren blev opsøgt flere gange af myndighederne, og under sin forklaring for nævnet har han oplyst, at mosteren blev opsøgt hver dag i en uge. Nævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om myndighedernes kontakt til hans bror og om brorens udrejse af Etiopien. Endelig har ansøgeren forklaret udbyggende om de overgreb, som han angiveligt blev udsat for under tilbageholdelsen i [vinteren] 2015. Han har således først for nævnet forklaret, at han blev udsat for tortur i form af piskeslag under fodsålerne. Henset til, at ansøgeren angiveligt blev tilbageholdt i [vinteren] 2015 som følge af, at han havde opholdt sig i Addis Ababa i en periode og til, at han ved løsladelsen havde fået oplyst, at myndighederne ville holde øje med ham, har Flygtningenævnet videre lagt vægt på, at det forekommer usandsynligt, at klageren uden problemer kunne opholde sig ca. 14 dage i Addis Ababa i [foråret] 2015, ligesom han uden problemer igen opholdt sig i Addis Ababa [i en periode op til hans udrejse i] 2015. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren udrejste legalt fra Etiopien på et tidspunkt, hvor nogle af hans kolleger angiveligt var efterlyst og anholdt for at have deltaget i demonstrationen i [efteråret] 2015, hvilket ansøgeren var bekendt med. Endelig har Flygtningenævnet tillagt det en vis vægt, at ansøgeren indrejste i Danmark [i vinteren] 2015, men først søgte om asyl [i foråret] 2016, hvor han havde fået afslag på familiesammenføring. På den anførte baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Etiopien vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Etio/2019/8/snd
Nævnet stadfæstede i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Etiopien. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk oromo og kristen fra Lode Hetosa, Etiopien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive fængslet eller slået ihjel, fordi han har nægtet at anholde demonstranter. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han blev færdiguddannet som politibetjent i 2008 eller 2009. Ansøgeren arbejdede som politibetjent frem til sin udrejse i foråret 2016. Ansøgerens overordnede bad i 2015 ansøgeren om at anholde oromoer, fordi de demonstrerede for deres rettigheder, men ansøgeren modsatte sig ordren, fordi han sympatiserede med demonstranterne. Ansøgeren fik i [starten af] 2016 en advarsel af sine overordnede, der igen beordrede ansøgeren til at anholde demonstranterne. I [foråret] 2016 blev ansøgeren anholdt og tilbageholdt i 15 dage, fordi han fortsat havde nægtet at anholde demonstranterne. Herefter blev ansøgeren løsladt og truet med, at det ville få konsekvenser, såfremt ansøgeren på ny modsatte sig ordrer. Ansøgeren opholdt sig herefter i Addis Ababa, mens han søgte visum på den danske ambassade. Ansøgeren udrejste legalt [senere på foråret] 2016. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet nævnet finder, at forklaringen fremstår divergerende, utroværdig og konstrueret til lejligheden. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren under interviewet i forbindelse med ansøgningen om visum på Den Danske Ambassade [i foråret] 2016 har forklaret, at han havde været atlet i cirka 9 år og ikke havde haft andre job. Til oplysnings- og motivsamtalen forklarede ansøgeren, at han havde arbejdet som politimand i ca. 7 – 8 år. Han forklarede videre, at han i forbindelse med sit arbejde som politimand havde været ansvarlig for at anholde folk, og at dette var forbundet med hans asylmotiv. Han havde ikke tidligere haft problemer med at anholde oromo-demonstranter, men på det seneste havde han haft svært ved denne opgave. Nævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren til asylsamtalen ikke var i stand til at redegøre konkret for sine arbejdsopgaver inden for politiet, fra han var færdiguddannet i 2008/2009 til udrejsen i 2016. Han forklarede endvidere først, at han skulle acceptere ordrer om at torturere og mishandle folk, hvilket han ikke efterkom, dernæst at han aldrig havde fået en sådan ordre direkte for senere at forklare, at han skulle fange folk og udlevere dem til tortur. Under mødet i Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at hans arbejdsopgaver var forbundet med at være vagt, herunder ved demonstrationer. Ansøgerens forklaring om, at han godt kan have underskrevet referatet af interviewet på ambassaden, men ikke kan stå inde for oplysningerne, forekommer ikke overbevisende. Nævnet bemærker hertil, at tilgængelige oplysninger om ansøgerens løbstider i maraton i Marokko i 2014 og i Copenhagen maraton i [foråret] 2016 bestyrker oplysningen om, at ansøgeren er professionel løber, ligesom det forekommer usandsynligt, at ansøgeren uden at være professionel løber skulle kunne finansiere udgifterne ved at rejse til København for at deltage i et maratonløb. Flygtningenævnet finder endvidere, at det forekommer påfaldende, at ansøgeren kunne udrejse legalt af Etiopien – og efter sin forklaring blive udrejsekontrolleret af de etiopiske myndigheder - såfremt han var efterstræbt af myndighederne. Flygtningenævnet har endelig lagt vægt på, at oplysningerne i interviewet i forbindelse med ansøgerens ansøgning om visum på Den Danske Ambassade stemmer overens med oplysningerne fra [A] i dennes mail [fra sommeren] 2017, hvoraf blandt andet fremgår, at ansøgeren er professionel atlet i […] Club, at hans manager var ”[A]”, og at han forud havde deltaget i løb i Marokko og Thailand. Ansøgerens forklaring til asylsamtalen om, at han ikke kender [A] og til sin advokat og under mødet i Flygtningenævnet om, at han aldrig har været i [A’s] træningsgruppe og kun har set ham én gang i Etiopien og blot havde fået at vide, at han skulle oplyse, at det var gennem [A], at han fik mulighed for at komme til Danmark, forekommer utroværdig. På baggrund af ovenstående væsentlige divergenser, og da forklaringen ikke forekommer troværdig, tilsidesætter nævnet ansøgerens forklaring. Da nævnet således ikke kan lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund, er der ikke grundlag for at udsætte sagen på iværksættelse af en torturundersøgelse. Nævnet finder heller ikke grundlag for at hjemvise sagen til Udlændingestyrelsen til en fornyet behandling af oplysningerne fra [A] og bemærker herved, at oplysningerne er indgået i Udlændingestyrelsens behandling af sagen, ligesom [A] efter ansøgernes forklaring ikke kender til hans asylmotiv. Flygtningenævnet finder endeligt ikke, at de generelle forhold i Etiopien kan begrunde, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse i Danmark. Flygtningenævnet bemærker særligt vedrørende ansøgerens frygt for overgreb ved en tilbagevenden til Etiopien, som følge af, at han er udrejst af landet, at ansøgeren er udrejst legalt. Sammenfattende finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Etiopien vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” etio/2019/7/mah
Nævnet stadfæstede i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Etiopien. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk Ogaden og sunni-muslim af trosretning fra Jigiga, Etiopien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Etiopien frygter at blive dræbt af myndighederne, fordi mange af ansøgerens familie- og klanmedlemmer har tilknytning til ONLF. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter at blive dræbt af ansøgerens daværende kærestes brødre, som er ansat i Liyu Police, eller af al-Shabaab. Ansøgeren har endelig henvist til, at han frygter at blive chikaneret, fordi han ikke er vokset op uden sine forældre. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at stort set alle i hans klan er tilhængere eller har tilknytning til ONFL. Eksempelvis er ansøgerens mosters børn, som ansøgeren er vokset op med, fængslet på grund af deres tilknytning til ONFL. Endvidere er ansøgerens farbrødre aktive medlemmer af ONFL. Ansøgerens daværende kærestes brødre blev vrede på ansøgeren, da ansøgerens daværende kæreste blev gravid, og de truede ansøgeren på livet. Omkring en uge senere blev ansøgeren anholdt og fængslet af den daværende kærestes brødre. Ansøgeren blev løsladt tre dage senere, fordi der ikke var nogen anklager mod ansøgeren. Omkring en uge senere blev ansøgeren opsøgt af en af den daværende kærestes brødre og en fremmed mand, som udsatte ansøgeren for vold og trusler. Ansøgeren tog ophold hos sin moster, som fortalte, at hun ligeledes var blevet overfaldet, hvor hun fik slået sine tænder ud. Ansøgeren udrejste herefter. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet han har forklaret divergerende og udbyggende. I asylansøgningsskemaet har ansøgeren ikke oplyst noget om ONLF, han har oplyst, at hans moster fik sine tænder slået ud, fordi han havde giftet sig med en pige, men han har ikke i skemaet oplyst noget om pigens graviditet. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren forklaret, at han ville få problemer, hvis nogen fandt ud af, at han sympatiserede med ONLF, men at han endnu ikke havde oplevet dette, og at [A] var blevet gravid, og at han af den grund fik problemer med hendes brødre. Til asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at Liyu Police var efter ham, fordi de mistænkte ham for at være medlem af ONLF, og fordi [A] var blevet gravid, ligesom han forklarede, at hans moster aldrig er blevet slået men kun truet. Under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at hans moster fik slået tænderne ud, at det skete på grund af ham, og det var [A]s brødre, der gjorde det. Hertil kommer, at ansøgeren efter sin egen forklaring sad fængslet i tre dage og blev løsladt uden sigtelse og uden betingelser, hvorfor ansøgerens konflikt med myndighederne, der angiveligt fandt sted i 2015, må betragtes som afsluttet. Det forhold, at ansøgeren som følge af sin etnicitet og sin opvækst er blevet chikaneret, er ikke i sig selv asylbegrundende. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Etiopien vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Etio/2019/19/STRAA
Nævnet stadfæstede i januar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Etiopien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren tilhører hovedklanen Darod, underklanen Ogaden og subklanen […]. Han er sunnimuslim og fra [by 1], Hiraan, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv, men hans far, som er etiopisk statsborger, er medlem af ONLF-militsen i Etiopien. Ansøgeren har i forhold til Etiopien som asylmotiv henvist til, at han frygter myndighederne i Etiopien, fordi de tror, at han har tilknytning til ONLF eller har oplysninger om hans fars medlemskab af ONLF. Han har til støtte herfor oplyst, at han blev tilbageholdt af Liyu Police i 2012. Han var fængslet i to måneder og blev udsat for fysiske overgreb. De forsøgte at presse ham til at tilstå, at han tilhørte ONLF, men ansøgeren benægtede det. Han blev løsladt efter to måneder, men fik at vide, at han stadig var sigtet, og at de fortsat ledte efter bevismateriale. Ansøgeren indrejste i Etiopien i 2015 fra Somalia, da han ikke kunne benytte en anden rejserute. Han blev skjult, da han kom til Addis Ababa og blev kontrolleret af toldmyndighederne. Ansøgeren har efter ankomsten til Danmark lagt digte på Facebook og YouTube, hvor han blandt andet taler om ONLF. Ansøgeren har i forhold til Somalia som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter, at han vil blive dræbt af al-Shabaab, fordi han har arbejdet i en videobutik, hvorfra han solgte musik og film med et seksuelt indhold, og fordi han har fået lavet tatoveringer. Han har til støtte herfor oplyst, at han flyttede til [by 1] i 2013 og begyndte at arbejde i butikken. På et ukendt tidspunkt i 2014, blev klageren opsøgt af al-Shabaab, som konfiskerede en række af de varer, som ansøgeren solgte i butikken. En uge senere kom de tilbage og tog ansøgerens chef med, som de tilbageholdt i to uger. Ansøgeren blev senere opsøgt af al-Shabaab i butikken, hvor de tog ham med og tilbageholdt ham i to uger. De udsatte ham for fysiske overgreb og sagde, at han ikke længere måtte sælge forbudte varer. Han har derudover i forhold til Somalia som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive dræbt af Hawiye-klanen, fordi han har gjort en kvinde fra klanen gravid udenfor ægteskab. Han har til støtte herfor oplyst, at han mødte kvinden, [A], i sin butik på et tidspunkt i 2013. De begyndte at ses privat og blev forelskede. [A] tilhørte Hawiye-klanen, og ansøgeren vidste at hendes klan ikke ville tillade dem at være sammen. De blev hemmeligt viet i begyndelsen af 2017, og på et ukendt tidspunkt i midten af 2014 blev Farah gravid. Hendes familie opdagede, at hun var gravid, og hendes bror og far opsøgte ansøgeren i butikken, mens ansøgeren lå og sov om natten for at holde vagt. De tog ansøgeren med til deres bopæl, hvor de udsatte ham for fysiske overgreb i to uger, hvorefter de løslod ham. Ansøgeren levede efterfølgende i skjul i fire måneder, indtil han i 2015 udrejste af Somalia. Ansøgeren har i forbindelse med behandlingen af sagen i Flygtningenævnet endvidere som asylmotiv henvist til, at han har skiftet seksuel orientering. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren er født i [by 1], Hiraan-området i Somalia. Som 7-årig flyttede han med familien til Jigjiga i Etiopien, hvor han boede indtil 2013, hvorefter han vendte tilbage til [by 1] i Somalia. Ansøgerens far er etiopisk statsborger, og ansøgerens mor er somalisk statsborger. På baggrund af de foreliggende baggrundsoplysninger om statsborgerskab i henholdsvis Somalia og Etiopien lægger Flygtningenævnet til grund, at ansøgeren er statsborger i Etiopien, og at han asylretligt skal vurderes i forhold hertil. Nævnet har herved lagt vægt på oplysningerne om, at somalisk statsborgerskab alene nedarves fra fædre, og at børn får etiopisk statsborgerskab, hvis en eller begge forældre er etiopiske statsborgere, uanset om barnet er født i eller udenfor Etiopien. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sin konflikt med de etiopiske myndigheder til grund, idet ansøgeren på væsentlige punkter har forklaret divergerende og udbyggende. Ved vurderingen af ansøgerens generelle troværdighed har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret væsensforskelligt til de danske henholdsvis svenske asylmyndigheder, hvorfor ansøgerens generelle troværdighed er væsentligt svækket. Derudover har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgeren ikke i sit asylskema har nævnt sin frygt for forfølgelse fra de etiopiske myndigheder, og at han under nævnsmødet har udbygget sin forklaring om konflikten med de etiopiske myndigheder. Under nævnsmødet har ansøgeren således forklaret, at han også før 2012 har været tilbageholdt og tortureret af de etiopiske myndigheder, hvilket han ikke har forklaret om til Udlændingestyrelsen. Det forekommer endvidere mindre sandsynligt, at ansøgeren valgte at indrejse i Etiopien i 2015, hvis han frygtede de etiopiske myndigheder, og at han kunne indrejse legalt uden problemer. På denne baggrund tilsidesættes ansøgerens forklaring om sin konflikt med de etiopiske myndigheder som konstrueret og utroværdig. Ved vurderingen af ansøgerens påberåbte sur place-asylmotiv finder Flygtningenævnet, at ansøgerens troværdighed er yderligere svækket, idet ansøgerens oprindelige asylmotiv er tilsidesat som utroværdigt. Dertil kommer, at der er grund til at foretage en kritisk og indgående bedømmelse af troværdigheden af ansøgerens forklaring om sit sur place-asylmotiv, særligt når det påberåbte skift i seksuel orientering finder sted efter det tidspunkt, hvor ansøgeren har modtaget afslag på asyl. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren er homoseksuel. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret afglidende og undvigende vedrørende sit forhold sin kæreste, herunder har ansøgeren ikke umiddelbart kunnet forklare, hvilket arbejde kæresten har, selvom kæresten angiveligt er taxachauffør. Endvidere er ansøgerens forklaring om, hvorfor han ikke har kunnet fremvise fotos af kæresten, utroværdig. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Etiopien vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Det forhold, at ansøgeren har lagt materiale på Facebook og YouTube, kan ikke føre til en ændret vurdering, da der ikke er grundlag for at antage, at ansøgeren herved er kommet i et asylbegrundende modsætningsforhold til de etiopiske myndigheder. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at hjemvise sagen som påstået, og Flygtningenævnet stadfæster herefter Udlændingestyrelsens afgørelse.” Etio/2019/17/DH
Nævnet stadfæstede i januar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Etiopien. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren tilhører hovedklanen Ogaden, subklanen […] og familieklanen […]. Hun er sunnimuslim fra [byen 1], Aware, Etiopien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv, men hendes far er leder af en enhed af ONLF. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til hun ved en tilbagevenden til Etiopien frygter, at de etiopiske myndigheder vil dræbe hende, fordi hun har nægtet at bære våben for Liyu Police. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at en gruppe fra Liyu Police [ultimo] 2015 kom til hendes skole for at hverve elever til politiet. De havde medbragt en liste, hvoraf ansøgerens navn fremgik. Ansøgeren og de øvrige elever, der fremgik af listen skulle den efterfølgende dag møde på politistationen. Hun tog hjem til sin mor efter skole og fortalte, hvad der var sket. Ansøgeren tog den efterfølgende dag hen på politistationen, hvor hun underskrev nogle dokumenter og blev informeret om, at hun dagen efter skulle møde på stationen igen, hvor aftjeningsperioden begyndte. Ansøgerens mor ringede til ansøgerens farbror og fortalte, hvad der var sket. Han ringede tilbage nogle timer senere og fortalte ansøgerens mor, at han ville hjælpe ansøgeren ud af Etiopien. Den efterfølgende morgen blev ansøgeren hentet af sin farbror, som præsenterede hende for nogle khat-sælgere, der hjalp hende ud af byen. Hun udrejste af Etiopien den [dato ultimo] 2015. Ansøgeren har tillige som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive dræbt af myndighederne, fordi hendes far er leder af en enhed af ONLF. Hun har til støtte herfor oplyst, at hendes far har været tilhænger af ONLF i mange år og har støttet organisationen økonomisk. Familiens bopæl blev på grund af dette gentagne gange opsøgt og ransaget af myndighederne. Ansøgeren har i forbindelse med sagens behandling i Flygtningenævnet henvist til, at hun derudover frygter at blive dræbt af sin familie og klan eller blive tvangsbortgift. Hun har til støtte herfor oplyst, at hun i [efteråret] 2018 har fået et barn uden for ægteskab. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om blandt andet, hvor ofte familiens bopæl blev opsøgt af myndighederne, og om hvordan hendes udrejse blev arrangeret. Endvidere har ansøgeren forklaret divergerende om, hvorvidt hun viste pas og ID-kort ved sin udrejse. Til Udlændingestyrelsen har ansøgeren forklaret, at hun viste såvel pas og ID-kort, mens ansøgeren under nævnsmødet har forklaret, at hun passerede grænsen uden at fremvise hverken pas eller ID-kort. Dertil kommer, at ansøgerens oplysninger i asylskemaet om, hvordan og hvornår hun har fået udstedt sit pas, ikke stemmer med oplysningerne i ansøgerens pas, eller den forklaring som ansøgeren har givet herom under nævnsmødet. Flygtningenævnet har ligeledes lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende og undvigende på spørgsmål vedrørende rekrutteringen på hendes skole, herunder antallet af elever i klassen, deres alder samt antallet af elever på Liyu Polices liste. Endvidere har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om, hvordan hun blev forsøgt rekrutteret til Liyu Police ikke stemmer overens med baggrundsoplysningerne, jf. Landinfos Respons, Etiopia: Spesialpolitiet (Liyu Police) i Somaliregionen af 3. juni 2016. Heraf fremgår, at Liyu Police ikke anvender tvangsrekruttering. Arbejdsløsheden i Somaliregionen er høj, og det er meget lukrativt at arbejde for Liyu Police. Lønnen er god, og medlemmerne får lov til at beholde beslaglagte værdier. Liyu Police er interesseret i loyale og motiverede medlemmer, hvilket tvangsrekrutterede ikke kan forventes at være. Liyu Police har kun i ringe grad brug for at rekruttere, og ledige stillinger annonceres ikke længere, men bekendtgøres gennem klannetværket. Det forekommer på denne baggrund usandsynligt, at Liyu Police skulle have haft ansøgerens navn på en liste og forsøgt at rekruttere ansøgeren, idet myndighederne kendte til ansøgerens fars tilslutning til ONLF. Flygtningenævnet tilsidesætter på denne baggrund ansøgerens forklaring om sin konflikt med Liyu Police som konstrueret og utroværdigt. Herefter finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Etiopien vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Det forhold, at ansøgeren har født et barn i Danmark, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet finder, at de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder oplysningerne om forekomsten af æresdrab, ikke give grundlag for at antage, at ansøgeren eller barnet vil lide overlast ved en tilbagevenden til Etiopien. Ansøgeren har heller ikke ved sin forklaring sandsynliggjort, at hun skulle risikere asylbegrundende forfølgelse eller overgreb. Flygtningenævnet finder herefter ikke grundlag for at hjemvise sagen som påstået og stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse.” Etio/2019/16/DH
Nævnet stadfæstede i januar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Etiopien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tigrinya og ortodoks kristen af religiøs overbevisning. Han oplyser at være fra Assab, Eritrea. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Eritrea frygter at blive tvunget til at aftjene militærtjeneste uden tidsbegrænsning. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at han ved en tilbagevenden til Etiopien frygter to mænd, som overgreb ansøgerens søster i 2015. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han flygtede til Etiopien i 1992 med sin far og søster. Ansøgerens far forsvandt i 1999, hvorefter de to søskende flyttede ind hos farens husholderske [A]. I 2005 blev ansøgerens søster udsat for seksuelt overgreb af [B] og [C]. Ansøgeren, som efter episoden var blevet truet til at holde tæt herom af [A], flyttede efterfølgende og begyndte at arbejde i en frisørsalon. I foråret 2015 begyndte [C] og [B] at opsøge ansøgeren på hans arbejde omkring hver anden uge, idet de sendte folk ind med trusler om at slå ham ihjel, hvis han gik til politiet og anmeldte overgrebet på hans søster. Ansøgeren blev ligeledes forsøgt truet til at melde sig til politiet som eritreisk statsborger. Truslerne fortsatte frem til slutningen af 2008, hvor ansøgeren udrejste af Etiopien. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren er etiopisk statsborger, og nævnet tiltræder, at ansøgeren asylretligt skal vurderes i forhold til Etiopien. Flygtningenævnet lægger vægt på, at ansøgeren ifølge sin forklaring i 1992 flyttede med sin far og søster fra det område, der den 24. maj 1993 blev til Eritrea, til Addis Ababa i Etiopien. Nævnet lægger videre vægt på, at ansøgeren har forklaret, at han ligesom begge hans forældre var født i samme område. Ansøgeren må derfor ifølge baggrundsoplysningerne anses for at være etiopisk. Det bemærkes, at det ses at være uden betydning, om ansøgerens far har deltaget i folkeafstemningen i 1993. Nævnet henviser herved til Udenrigsministeriet notat af 21. december 2016 sammenholdt med Udenrigsministeriets notat af 22. maj 2017 (baggrundsmaterialet, bilag 300 og 315) og begrundelsen i Udlændingestyrelsens afgørelse af 2017. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet nævnet finder, at forklaringen fremstår utroværdig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende om, hvorfor han og søsteren flyttede til [A] efter farens forsvinden. Til samtalen med Udlændingestyrelsen [i starten af] 2017 forklarede ansøgeren, at udlejeren efter farens forsvinden sagde, at ansøgeren og søsteren skulle flytte, mens ansøgeren til samtalen med Udlændingestyrelsen den [i sommeren] 2017 udbyggende forklarede, at ansøgerens og søsterens problemer startede med, at de etiopiske myndigheder sagde, at alle eritreere skulle ud af Etiopien, og at udlejeren så sagde, at de skulle forlade værelset, fordi de var eritreere. Videre lægger Flygtningenævnet vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvilken familierelation de personer, som angiveligt truede ham, [C] og [B], har til [A]. Ansøgeren forklarede til samtalen [i starten af] 2017, at [C] er søn af [A], og at [B] er en af [A]s brødre. Til samtalen [i sommeren] 2017 forklarede ansøgeren først, at [B] er søn af [A], og at [C] er [A]s brors søn og dermed fætter til [B]. Forholdt sin forklaring [i starten af] 2017 forklarede ansøgeren nu, at han dengang forklarede det samme, hvorefter ansøgeren forklarede, at [C] er [A]s søn, og at [B] er [A]s nevø. Senere forklarede han, at [B] er [A]s søn, og at Muhammed er [A]s bros søn. For nævnet har ansøgeren forklaret, at [B] er [A]s søn, og at Muhammed er [A]s nevø. Flygtningenævnet lægger endvidere vægt på, at ansøgeren har forklaret forskelligt om de trusler mv., som [C] og [B] udsatte ansøgeren for. Ansøgeren forklarede til samtalen [i starten af] 2017, at [C] og [B] forsøgte at true ham til at gå til myndighederne, at de kom og truede ham, mens han var på arbejde ved frisørsalonen, at de kom mindst hver anden uge i perioden fra [foråret] 2005 til slutningen af 2008, at de truede med at slå ham ihjel, og at de ikke aldrig slog ham, idet de udelukkende truede ham og intet gjorde. Til samtalen [i sommeren] 2017 forklarede ansøgeren, at [C] og [B] opsøgte ham på den frisørsalon, hvor han arbejdede, typisk med 14-15 dages mellemrum – nogle gange kun med en uges mellemrum – og at de sagde, at han skulle forlade landet, idet de ellers ville slå ham ihjel. Senere i samtalen forklarede ansøgeren, at [C] og [B] ikke selv kom ind, der hvor ansøgeren arbejdede, men at de i stedet sendte forskellige folk ind for at true ham. Klageren forklarede også udbyggende, at [C] og [B] slog ham, mens han boede hos [A]. For Flygtningenævnet har ansøgeren afvist, at [C] og [B] på noget tidspunkt slog ham, og ansøgeren har forklaret, at [C] og [B] nogle gange kom ind i salonen og lod som om, at de skulle klippes, og at det var meningen, deres tilstedeværelse skulle skræmme ansøgeren. Yderligere lægger Flygtningenævnet vægt på, at det er usandsynligt, at klageren skulle være opsøgt og truet på sit arbejde omkring hver anden uge i tre og et halvt år, uden at kollegerne opdagede det. Ansøgerens forklaring om, at truslerne blev fremsat så stille, at kollegerne ikke opdagede det, fremstår konstrueret. I øvrigt bemærker Flygtningenævnet, at det svækker ansøgerens generelle troværdighed, at han til samtalen med Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2015 indrettede sin forklaring på at opnå asylsagsbehandling i Danmark, idet han forklarede, at han ikke havde kontakt til politi eller myndigheder under sit ophold i Ungarn, selvom han var registreret af de ungarske myndigheder. Endelig bemærker Flygtningenævnet, at nævnet ikke finder, at ansøgerens asylmotiv, såfremt ansøgerens forklaring lægges til grund, har en sådan karakter og intensitet, at der er grundlag for at meddele ansøgerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Herefter, og da den omstændighed, at ansøgeren har forklaret, at han ikke anser Etiopien som sit land, ikke kan føre til et andet resultat, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Etiopien vil være i en risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”Etio/2019/15/TLNJ
Nævnet stadfæstede i marts 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Etiopien. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk oromo og muslim fra [by 1], Oromia, Etiopien. Ansøgeren har været aktiv for OLF (Oromo Liberation Front) siden 2013. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Etiopien frygter overgreb fra de etiopiske myndigheder, der mistænkte ham for at støtte OLF. Han blev siden 2012 betragtet som regeringsmodstander af de etiopiske myndigheder, fordi hans far og bror var politisk aktive for OLF. Ansøgeren blev selv aktiv for OLF i 2013. Han var sekretær for en lokal gruppe bestående af OLF-medlemmer og -støtter. Senere importerede ansøgeren også OLF-flag fra grænsen til Somalia og opbevarede kassettebånd med politisk indhold. I perioden fra 2014 til foråret 2015 blev hans hus ransaget af myndighederne fire til fem gange. Den [dato i foråret] 2015 blev ansøgeren standset af seks politifolk, da han kørte i en konvoj bestående af to lastbiler. Politiet begyndte at skyde mod lastbilerne. Den bagerste lastbil væltede, hvorved chaufføren og hjælperen i denne blev dræbt. Ansøgeren og chaufføren blev kørt til et hemmeligt fængsel og placeret hver for sig. Under fængslingen, der varede 15 dage, blev ansøgeren afhørt om sin støtte til OLF og udsat for betydelige fysiske overgreb. Han blev løsladt efter, at hans ægtefælle havde bestukket politiet, og underskrev i den forbindelse en erklæring om, at han ikke ville støtte OLF. Den [dato i sommeren] 2015 kom politiet til stede på ansøgerens bopæl, ledsaget af [A], som var i håndjern. Ansøgeren og [A] havde udvekslet informationer, og ansøgeren havde udleveret flag til [A]. Ansøgerens ægtefælle lukkede op og advarede ansøgeren, som det lykkedes at flygte ud af en bagdør, hvorunder han blev beskudt af politiet. Det lykkedes ansøgeren at flygte til [by 2], hvor han gemte sig hos sin moster, indtil han udrejste den [dato i sommeren] 2015. Hans ægtefælle blev efter hans flugt fængslet. Ansøgerens mor og to søstre blev opsøgt og slået ihjel af myndighederne den [dato primo] 2017. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren under asylsagens behandling har forklaret divergerende på flere centrale punkter, herunder om han befandt sig i den forreste eller bagerste lastbil, da han angiveligt blev standset af seks politifolk den [dato i foråret] 2015. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende, blandt andet om de betydelige fysiske overgreb, han var udsat for under sin tilbageholdelse i 15 dage, og som han intet nævnte om til oplysnings- og motivsamtalen den [dato i sommeren] 2016. Nævnet bemærker herudover, at det af ansøgeren beskrevne begivenhedsforløb på flere punkter findes usandsynligt, herunder beskrivelsen af ansøgerens flugt til fods i en halv time, hvor han angiveligt blev forfulgt af fem eller seks politifolk, der skød efter ham. Nævnet finder endvidere, at ansøgeren har forklaret upræcist og afglidende om flere episoder, blandt om myndighedernes standsning og beskydning af lastbilen, hvorved ansøgerens forklaring ikke fremstår selvoplevet. Flygtningenævnet finder derfor, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, ikke er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Etio/2019/11/DH
Nævnet stadfæstede i marts 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Etiopien. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk oromo og kristen af religiøs trosretning fra Etiopien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt haft tilknytning hertil. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Etiopien frygter at blive fængslet eller slået ihjel af de etiopiske myndigheder, idet han på Facebook har delt billeder af en kendt maratonløbers protest mod forholdene for oromoer i Etiopien. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at maratonløberen, Feyisa Lalisa, i sommeren 2016 deltog i De Olympiske Lege, hvor han kort tid inden målstregen krydsede sine arme over hovedet for at protestere mod de etiopiske myndigheders behandling af etniske oromoere. Ansøgeren, der selv er maratonløber og har deltaget på det etiopiske landshold, delte tv-billederne af Feyisa Lalisas protest med andre maratonløbere på Facebook. [I efteråret] 2016 udrejste ansøgeren af Etiopien for at deltage i et maratonløb i Litauen. Ansøgeren ankom [i efteråret] 2016 til Sverige, hvor han ringede til sin ven, [A], i Etiopien. [A] fortalte ansøgeren, at ansøgerens bopæl var blevet ransaget af myndighederne, som havde konfiskeret ansøgerens computer. Omkring to uger efter talte ansøgeren med sin søster, som oplyste, at hun var blevet tilbageholdt af myndighederne i et døgn umiddelbart efter ansøgerens udrejse. Ansøgeren er endvidere blevet gjort bekendt med, at myndighederne har lukket ansøgerens frisørsalon og butik, samt at tre af ansøgerens venner fra Etiopien er blevet anholdt efter at have delt de samme billeder, som ansøgeren havde delt, på Facebook. I omkring [sommeren] 2017 blev ansøgerens kæreste, som opholdt sig i Etiopien, tilbageholdt af myndighederne i to uger som følge af ansøgerens aktiviteter på Facebook. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at han ved en tilbagevenden til Etiopien frygter at blive fængslet, idet han imod myndighedernes befaling har nægtet at købe aktier i en offentlig dæmning/betale særlig afgift til dæmningen. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han i 2013 blev fængslet i fire måneder, efter han havde nægtet at købe aktier i et projekt angående en dæmning, som regeringspartiet EPRDF havde planer om at få opført. Ansøgeren blev under tilbageholdelsen udsat for vold. Flygtningenævnet lægger i det væsentlige ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet lægger afgørende vægt på, at ansøgeren er ud- og indrejst i Etiopien adskillige gange i 2016 uden i den anledning at have haft problemer med de etiopiske myndigheder. Ansøgeren kan således ikke anses for at være forfulgt ved udrejsen af landet [i efteråret] 2016. For så vidt angår ansøgerens tilslutning til oromoernes protest mod den daværende regerings behandling af oromoerne ved at have delt Feyisa Lalisas protesttegn på sin Facebook-profil, bemærker Flygtningenævnet, at denne politiske aktivitet må anses for at være af ganske begrænset omfang og karakter. Uanset, at ansøgeren må anses for at være en profileret løber, finder Flygtningenævnet ikke, at denne begrænsede aktivitet på nuværende tidspunkt og under de nuværende generelle forhold indebærer, at ansøgeren risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, ved en tilbagevenden til Etiopien. Flygtningenævnet bemærker, at asylmotivet i sig selv er omfattet af flygtningekonventionen. Der er i øvrigt ikke reel risiko for, at ansøgeren udsættes for overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Etiopien. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Etio/2019/10/JEA
Nævnet stadfæstede i januar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Etiopien. Indrejst i 2016 Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk oromo og er kristen tilknyttet pinsebevægelsen fra Ziway, Etiopien. Ansøgeren har sympatiseret med Oromo Liberation Front (OLF) siden 2004. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Etiopien frygter at blive anholdt og slået ihjel af de etiopiske myndigheder, fordi han er oromo, og fordi ansøgeren har modarbejdet regeringen. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han i 2006 udrejste illegalt af Etiopien til Sydafrika, fordi han sympatiserede med Oromo Liberation Front (OLF), og fordi han havde udført politiske aktiviteter imod regeringen i Etiopien. I Sydafrika var ansøgeren politisk aktiv for partiet ESAT, som i eksil arbejdede mod den etiopiske regering. Ansøgeren udrejste af Sydafrika i 2015 på grund af spændinger mellem Sydafrikas statsborgere og udlændinge. Ansøgeren indrejste illegalt i Etiopien, hvor han opholdt sig forskellige steder, herunder hos sin familie i landsbyen Ziway Batu. Ansøgeren agiterede for oromoernes rettigheder og deltog i regimekritiske aktiviteter. I [slutningen af] 2015 fik ansøgeren at vide af en person, der arbejdede for efterretningstjenesten, men som sympatiserede med oppositionen, at han skulle passe på, fordi myndighederne var bekendt med hans politiske aktiviteter. Ansøgeren blev advaret mange gange. Ansøgeren blev opsøgt af repræsentanter fra sikkerhedstjenesten, som var loyale over for myndigheder, to til tre gange i byen Ziway Batu. Ansøgeren fik at vide, at han skulle stoppe med sit modstandsarbejde og samarbejde med regeringen. [I sommeren] 2016 udrejste ansøgeren af Etiopien ved brug af sit eget ægte pas og et visum udstedt i eget navn men med en forfalsket angivelse af hans stilling og formålet med udrejsen. Han fløj fra Etiopien til Danmark. Omkring en måned efter ansøgerens udrejse blev hans families bopæl opsøgt af myndighederne, der spurgte efter ham. Myndighederne har også spurgt ansøgerens ven, Shume, til, hvor ansøgeren opholder sig. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotiv til grund, idet forklaringen har været overfladisk og upræcis, hvorfor den ikke forekommer selvoplevet, ligesom den har været usandsynlig og divergerende på en række centrale punkter, og derfor i det hele forekommer konstrueret til lejligheden. Indledningsvist skal flygtningenævnet bemærke, at ansøgeren, der har en lang skolegang bag sig og er veluddannet, i sit meget detaljerede asylskema overordnet har redegjort for den politiske udvikling i Etiopien over en længere årrække uden nærmere at komme ret meget ind på, hvordan han selv har udført regimekritiske aktiviteter, og hvorfor og hvordan myndighederne begyndte at eftersøge ham, så han var nødsaget til at flygte. Ansøgeren har heller ikke hverken i sit asylskema eller under samtalerne redegjort nærmere for, hvem det var, han afholdt hemmelige møder med, hvad det var for møder og demonstrationer, han koordinerede, og hvor og hvordan han udførte arbejde blandt ungdommen med at oplyse om oromoernes sag og kampen for deres rettigheder. Det bemærkes i den forbindelse videre, at det forekommer påfaldende, at ansøgeren i sit asylskema ikke har anført noget om hans fars tilknytning til OLF, og de konsekvenser denne tilknytning har haft for hans far og resten af familien, ligesom han ikke har anført noget om sin egen sympati for OLF. Ansøgeren har blandt andet forklaret, at han var en form for bagmand, hvilket er påfaldende set i lyset af, at han ikke forklaret om, at han skulle være fast tilknyttet en politisk gruppering. Ansøgerens har videre på den ene side forklaret, at han levede nærmest under jorden, efter at han var kommet tilbage fra Sydafrika, men har samtidig forklaret, at hans modstandsarbejde bestod i at rette henvendelse til unge mennesker på gaden for at agitere for oromoernes sag, hvilket heller ikke forekommer sandsynlig set i lyset af den fare, han herved udsatte sig selv for. På samme måde forekommer det mindre sandsynligt, at ansøgeren, der havde været beskæftiget med regimekritisk arbejde både før udrejsen i 2006 og under opholdet i Sydafrika, skulle vælge at rejse tilbage til Etiopien i 2015 efter den store protestbølge, der opstod i kølvandet af studenterdemonstrationerne, der brød ud i 2014. Det forekommer i den forbindelse også usandsynligt, at ansøgeren, der allerede i forbindelse med udrejsen i 2006 skulle have været i myndighedernes søgelys, valgte at tage ophold i den samme by, som han havde boet i før den første flugt. Nævnet har herved også tillagt det betydning, at ansøgeren har forklaret udbyggende om sit opholdssted efter tilbagekomsten, idet det først var, da han blev foreholdt denne omstændighed i asylsamtalen, at han oplyste, at han var på flugt også efter tilbagekomsten og flyttede rundt forskellige steder. Ansøgeren har forklaret divergerende med hensyn til, om han efter genindrejsen i Etiopien er blevet opsøgt af myndighederne eller ej, hvilke myndighedspersoner der har været tale om og antallet af gange, han er blevet opsøgt. Også med hensyn til, om familiens bopæl blev ransaget af myndighederne efter hans udrejse, eller om de alene opsøgte hans mors bopæl og spurgte efter ham, og hvor mange gange bopælen er blevet opsøgt efter ansøgerens udrejse, har forklaringen været divergerende. Endelig bemærkes, at ansøgerens forklaring om, at han valgte at udrejse, fordi han var eftersøgt af myndighederne, ikke er sandsynlig set i lyset af, at han afventede at skaffe et visum, der blev udarbejdet i hans eget navn, og at han udrejste ved at gøre brug af dette visum og sig eget ægte pas via lufthavnen i Addis Ababa. Det gør ikke nogen forskel heri, at han har forklaret, at der blev betalt bestikkelse i lufthavnen i forbindelse med udrejsen henset til, at denne måde at udrejse på var særdeles farlig for ham, og at det ikke giver meget mening, at han afventede et visum henset til, at det var muligt at bestikke sig gennem myndighedskontrollen. Efter ansøgerens forklaring lægger nævnet til grund, at den omstændighed, at hans far har været politisk aktiv, ikke har givet ansøgeren problemer, og at faren stoppede sit politiske arbejde i 2000, hvorfor det ikke er sandsynliggjort, at ansøgeren af denne grund vil blive forfulgt af myndighederne i Etiopien. Ansøgeren har ikke sandsynliggjort, at han under opholdet i Danmark har udført regimekritiske aktiviteter, der er kommet til de etiopiske myndigheders kendskab, herefter og idet nævnet ikke har lagt ansøgerens forklaring om hans politiske aktiviteter til grund, er det ikke sandsynliggjort, at han er profileret i forhold til myndighederne, og at han derfor vil være i myndighedernes søgelys ved en tilbagevenden til Etiopien. Hverken de generelle forhold for oromoer i Etiopien eller den omstændighed, at ansøgeren har været udrejst til vesten kan begrunde, at han meddeles asyl. Flygtningenævnet kan herefter ikke lægge til grund, at ansøgeren har været forfulgt ved udrejsen, eller at han ved en tilbagevenden til Etiopien risikerer forfølgelse eller overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Etio/2019/14/FAM
Nævnet stadfæstede i december 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Etiopien. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk somali og sunnimuslim født i Shilabo, Etiopien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Etiopien frygter at komme i fængsel eller blive slået ihjel af Liyu Police, fordi ansøgeren er flygtet fra deres tjeneste. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans bror, [A], tilsluttede sig Ogaden National Liberation Front (ONLF), som kæmper imod det etiopiske styre i byen Ogaden. I midten af 2014 blev ansøgeren og hans far fængslet af Liyu Police. De blev fængslet på grund af brorens tilknytning til ONLF. Faren var på besøg hos farbroren, hvor ansøgeren også boede på det tidspunkt. Ansøgeren og faren blev fængslet i seks måneder. Han tror, at faren fortsat er i fængsel. Ansøgeren blev herefter løsladt mod at arbejde for Liyu Police. Han blev fra fængslet kørt til en base. Her opholdt ansøgeren sig i to dage, hvorefter han blev kørt til en base i byen Jijiga. Ansøgeren var hele tiden under opsyn af Liyu Police. Ansøgerens arbejdsopgaver for Liyu Police bestod i at visitere personer, som led i at kontrollere grupper som ONLF og al-Shabaab. Det lykkedes for ansøgeren at slippe væk efter sin første arbejdsdag hos Liyu Police. Han lånte en telefon og ringede til sin farbror. Ansøgeren fortalte farbroren, at han ikke kunne holde sit arbejde ud og ville af den grund gerne flygte. Farbroren kendte en mand, som hjalp ansøgeren med at udrejse af Etiopien. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund, idet den fremstår som konstrueret til lejligheden og dermed utroværdig. Flygtningenævnet har herved navnlig lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende, usammenhængende og til dels udbyggende, ligesom ansøgeren i visse tilfælde har svaret afglidende på spørgsmål om beskrivelse af detaljer fra de episoder, han har oplyst at have oplevet. Ansøgeren har blandt andet forklaret forskelligt om, hvorvidt han under sit ophold i enecelle den første måned skulle have været uden for denne udover ved toiletbesøg. Under samtalen [forår] 2017 har han forklaret, at han efter tre dage i denne blev taget til et afstraffelsesrum, hvor han blev tvunget til at lægge sig ned i iskoldt vand på gulvet og afhørt. Under samtalen [sommer] 2017 har han forklaret, at han ikke var uden for sin enecelle undtagen ved toiletbesøg, men at han inde i cellen blev slået og overhældt med koldt vand. For nævnet har han forklaret, at han blev taget ud af sin enecelle et ukendt antal gange den første måned og under afhøringer i et andet rum blev tvunget til at lægge sig på gulvet, hvorefter han blev overhældt med koldt vand. Ansøgeren har endvidere for nævnet forklaret divergerende og udbyggende om, hvor mange personer, der var til stede under afhøringerne af ham. I starten har ansøgeren forklaret, at han blev slået lidt af to til tre mænd, som var til stede i rummet ud over den person, der afhørte ham. Han har senere forklaret, at der var to personer til stede under afhøringerne. Foreholdt denne divergens har ansøgeren forklaret, at der løbende gik personer ud og ind i lokalerne, mens forhørene fandt sted. Ansøgeren har desuden forklaret forskelligt og uddybende om, hvad der skete ved hans løsladelse. Han har således først for nævnet forklaret, at det var personer fra myndighederne, som var fra hans klan, der stod for løsladelsen, selv om han allerede havde fået dette at vide, mens han var i Italien. Ansøgeren har herudover forklaret forskelligt og usammenhængende om, hvornår hans far skulle være overflyttet til et andet fængsel i forhold til ansøgerens løsladelse. Ansøgeren har for nævnet forklaret, at han under løsladelsessamtalen fik at vide, at hans far ville blive overflyttet til et andet fængsel, og at ansøgeren vinkede til sin far og sagde farvel. Ansøgeren blev foreholdt, at han under samtalen [sommer] 2017 oplyste, at faren allerede var blevet flyttet, mens ansøgeren var til løsladelsessamtale, og at ansøgeren først fik det at vide senere og ikke kom tilbage til cellen. Ansøgeren har hertil forklaret, at han efter løsladelsessamtalen kom gående forbi farens celle, hvor døren stod åben, og at han da kiggede ind mod faren og sagde farvel. Ansøgeren har endvidere forklaret forskelligt om, hvorvidt han skulle være blevet afhørt efter at være overført til den celle, hvor han og hans far var sammen med en række andre fanger. Under samtalen [forår] 2017 har han forklaret, at han ikke blev afhørt af politiet igen efter at være kommet over i cellen sammen med faren og de andre fanger. Under samtalen [sommer] 2017 har han forklaret, at han og faren blev taget ud af rummet mange gange og afhørt hver for sig. Ansøgeren har endvidere givet tidsmæssigt usammenhængende oplysninger om flugten i forhold til varigheden af tilbageholdelsen. Ansøgeren har således under samtalen [sommer] 2017 forklaret, at han blev anholdt sammen med faren i midten af 2014, og at han – som også forklaret under samtalen [forår] 2017 – var tilbageholdt hos Liyu Police i seks måneder og udrejste cirka en måned efter at være stukket af fra dem. Dette stemmer imidlertid ikke overens med, at ansøgeren samtidig har fastholdt, at han udrejste i [forår] 2015. Ansøgeren har ikke på overbevisende måde kunnet redegøre for de mange divergenser og usammenhængende oplysninger, som efter deres antal og indhold ikke kan forklares med misforståelse af spørgsmål. Flygtningenævnet finder det endvidere påfaldende, at ansøgeren som en meget ung og uerfaren mand skulle været blevet sat til at udføre opgaver med kropsvisitation uden forudgående træning eller instruks om, hvad han skulle lede efter eller foretage sig, hvis han fandt våben eller andet på de visiterede personer. Nævnet finder det yderligere påfaldende, at ansøgeren efter en dags tjeneste for Liyu Police skulle have fået fri uden instruks om den næste dags arbejde og være givet mulighed for at flygte på trods af, at han for få dage siden havde været fængslet og været under opsyn af Liyu Police for forhold, der ifølge ansøgeren blev betragtet som landsforræderi. Nævnet bemærker endvidere, at ansøgeren har haft svært ved at give en selvoplevet beskrivelse af, hvordan det arbejde, han blev sat til at udføre med visitationerne, blev udført. Flygtningenævnet finder på den baggrund efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Etiopien vil være i aktuel risiko for konkret, individuel forfølgelse eller for at blive udsat for dødsstraf, tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, og stk. 2, er derfor ikke opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Etio/2018/13/GJEY
Nævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Etiopien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk somali og sunni-muslim af trosretning fra Jijiga, Etiopien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Etiopien frygter, at hun vil blive slået ihjel af de etiopiske myndigheder, fordi de mistænker hende for at være medlem af Ogaden National Liberation Front (ONLF), idet hendes tidligere ægtefælle, som hun blev skilt fra i starten af 2014, har været medlem af partiet. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at hun i [starten af] 2015 blev anholdt af de etiopiske myndigheder i [sin forretning] og efterfølgende fængslet i [et fængsel i Jijiga], hvor hun blev udsat for fysiske og seksuelle overgreb. Dagen efter, ansøgeren var blevet anholdt, blev hun stillet for en domstol. Der blev ikke afsagt dom, da domstolen fandt det påkrævet, at der blev foretaget flere undersøgelser i sagen. Ansøgeren blev efter retsmødet flyttet til Ogaden-fængslet, hvor hun var tilbageholdt i lidt mindre end tre måneder. Under opholdet i Ogaden-fængslet blev ansøgeren løbende afhørt om, hvor hendes tidligere ægtefælle befandt sig, hvor medlemmer af ONLF befandt sig, og om hun selv var tilknyttet ONLF. Under afhøringerne blev ansøgeren gentagne gange udsat for fysiske, psykiske og seksuelle overgreb. Efter omkring tre måneder i Ogaden-fængslet blev ansøgeren syg, og hun blev derfor overført til [et hospital i Jijiga]. Efter tre dages behandling fik ansøgeren det bedre, og da hun havde været indlagt i fem dage, lykkedes det hende at flygte fra hospitalet. Ansøgeren tog en taxa fra hospitalet til sin morbrors bopæl. Med morbrorens hjælp fandt ansøgeren en menneskesmugler, som hjalp hende med at udrejse af Etiopien. Efter ansøgerens udrejse har hun fået oplyst, at hendes morbror [i sommeren] 2017 er blevet anholdt, fordi myndighederne var blevet bekendt med, at han havde hjulpet hende med udrejsen. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet har ved denne vurdering lagt vægt på, at ansøgeren udover mindre divergenser også har forklaret divergerende om centrale dele af asylmotivet og om, hvorvidt hun kom hen til sin søn efter, han blev slået af myndighederne, eller ej, hvilket hun i hvert fald burde kunne huske, idet hun har forklaret, at hun i forbindelse med den angivelige tilbageholdelse fokuserede på sin søn og på, at hun var mor. Ansøgeren har således forklaret divergerende om, hvorvidt hun fik mulighed for at komme hen til sin søn og se hans håndled, efter han blevet slået og revet fra hende, eller om hun blev holdt tilbage, således at hun ikke kunne komme hen til ham. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvorvidt myndighederne spurgte efter hendes mand allerede ved anholdelsen af hende, eller først da hun kom i retten. Ansøgeren har således først forklaret, at hun allerede i [forretningen] blev bedt om at oplyse, hvor hendes tidligere ægtefælle var, mens hun under nævnsmødet oplyste, at hun først blev spurgt om sin tidligere ægtefælle, da hun var i retten. Endelig har ansøgeren forklaret upræcist og divergerende om, hvornår hun blev afhørt og om, hvornår hun blev udsat for overgreb. Ansøgeren har i den forbindelse ikke kunne forklare nærmere om, hvorfor hun blev taget fra fængslet og til en særlig plads, når hun blev udsat for overgrebene, men har alene oplyst, at hun blev taget hen til pladsen, fordi denne lå væk fra beboelsesområder. Det fremgår i øvrigt af baggrundsoplysningerne, at voldtægter og tortur finder sted inde i Ogaden Jail-fængslet. Endelig finder Flygtningenævnet, at det forekommer mindre sandsynligt, at ansøgeren, der var indlagt sammen med andre fanger fra fængslet, kunne flygte ud af fængslet ved at sige, at hun skulle på toilettet, for derefter at få lov til at gå på toilettet uden bevogtning og således kunne forlade fængslet frit gennem døren og stige ind i en taxa, som holdt uden for hospitalet. Det forekommer tillige mindre sandsynligt, at fængslet skulle aflevere ansøgerens ID-kort til lægen, der skulle lægge det ved siden af ansøgeren, så ansøgeren frit kunne tage det. Sammenfattende finder Flygtningenævnet herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Etiopien risikerer at blive udsat for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Etio/2018/12/MGO
Nævnet meddelte i november 2018 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Eritrea. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk Tigrinya og kristen ortodoks fra Eritrea. Klageren har været medlem af foreningen Smret i Danmark siden starten af 2016. Udlændingestyrelsen har vurderet, at klageren isoleret set er berettiget til at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Spørgsmålet for Flygtningenævnet er herefter, om det forhold, at klageren er dømt for strafbart forhold i Danmark og udvist af Danmark, er til hinder for, at der – uanset at betingelserne efter § 7, stk. 1, er opfyldt – meddeles klageren opholdstilladelse. Klageren er ved Østre Landsrets ankedom [fra starten af] 2018 idømt fængsel i 3 måneder og udvist af Danmark med indrejseforbud i 4 år for vold efter straffelovens § 244 ved den 31. december 2016 at have slået sin tidligere samlever flere gange i ansigtet med flad og knyttet hånd samt sparket hende flere gange i maven og ryggen og i overensstemmelse med sin erkendelse ved [i foråret] 2017 at have slået den samme kvinde en gang i hovedet med flad hånd. Det følger af udlændingelovens § 10, stk. 3, at han herefter ikke kan meddeles opholdstilladelse efter § 7, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Da klageren isoleret set er berettiget til opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, skal afvejningen foretages i overensstemmelse med Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, hvorefter det tillige skal indgå i vurderingen efter udlændingelovens § 10, stk. 3, om forbrydelsen er ”særlig farlig”, og om flygtningen af den grund må betragtes som en fare for samfundet. Det fremgår af byrettens begrundelse for strafudmålingen i tiltaltes straffedom (Retten i Roskildes dom [fra efteråret] 2017) bl.a.: ”Straffen fastsættes til fængsel i 3 måneder, jf. straffelovens § 244. 1 måned af straffen skal afsones nu. Resten af straffen skal ikke afsones, hvis tiltalte overholder de betingelser, som er angivet nedenfor … . Tiltalte skal herunder udføre samfundstjeneste i 80 timer. Retten har i skærpende retning lagt vægt på karakteren af volden i forhold 1 [episoden [i slutningen af] 2016], og at denne er begået i forurettedes hjem under overværelse af hendes mindreårige barn. I formildende retning har retten lagt vægt på, at tiltalte ikke tidligere er straffet, oplysningerne om hans personlige forhold samt de begrænsede skader af den udøvede vold.” Af begrundelsen for strafudmålingen og udvisningsspørgsmålet fremgår det af Østre Landsrets ankedom bl.a.: ”Landsretten finder, at straffen er passende udmålt. Under hensyn til karakteren og omfanget af den udøvede vold, der er begået mod den samme forurettede under to episoder med ca. 2 måneders mellemrum, er der ikke grundlag for undtagelsesvis at gøre nogen del af straffen betinget alene med vilkår om prøvetid og tilsyn. Henset til de begrænsede skader som følge af den udøvede vold sammenholdt med tiltaltes personlige forhold, herunder at han ikke tidligere er straffet, er der derimod grundlag for, at straffen – under hensyn til den udvidede anvendelse af reglerne om samfundstjeneste, der er tilsigtet med lov nr. 152 af 18. februar 2015 – i det hele gøres betinget med vilkår om samfundstjeneste. Dette indebærer, at tiltalte ikke kan udvises i medfør af udlændingelo¬vens § 24, nr. 1, jf. § 22, nr. 6. Derimod vil der fortsat være hjemmel til at udvise tiltalte i medfør af udlændingelovens § 24, nr. 2. Når tiltalte skal udvises, jf. neden¬for, finder lands¬retten, at dette har som konsekvens, at der alligevel ikke er grundlag for at gøre nogen del af straffen betinget, heller ikke med vilkår om samfundstjeneste.” Uanset at klageren nu er dømt for to forhold af personfarlig kriminalitet begået mod den samme person på to forskellige tidspunkter finder Flygtningenævnet, at det efter oplysningerne om den udøvede vold og omstændighederne herved – som de nærmere er oplyst i byrettens og landsrettens dom – ikke er grundlag for at karakterisere klagerens forbrydelse som ”særlig farlig”, og at han alene som følge af denne straffedom må betragtes som en fare for samfundet. På denne baggrund finder nævnet, at der ikke i medfør af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., er grundlag for at udelukke klageren fra at blive meddelt opholdstilladelse efter § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Erit/2018/5/SLH
Nævnet meddelte i oktober 2018 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Eritrea. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, men den bortfaldt ved Østre Landsrets ankedom af [nærmere angivet dato i efteråret] 2017, idet klageren blev udvist. Der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk tigrinya og ortodoks kristen af trosretning fra [landsby], [by], Eritrea. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Eritrea frygter at blive henrettet eller fængslet af myndighederne, idet han er udrejst illegalt. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter, at myndighederne vil tvinge ham til at aftjene militærtjeneste. Flygtningenævnet meddelte den [nærmere angivet dato i sommeren] 2015 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet lægger som Udlændingestyrelsen til grund, at klageren fortsat er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det skal herefter vurderes, om klageren er udelukket fra at opnå opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 10, stk. 3. Det fremgår af forarbejderne til udlændingelovens § 10, stk. 3, at afvejningen af, hvorvidt klageren er udelukket fra at opnå opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, skal foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2. Flygtningenævnet finder, at den kriminalitet, som klageren har begået, og som han er straffet for efter straffelovens § 244 og § 266, ikke efter sin karakter er af en sådan grovhed, at den kan betegnes som en særlig farlig forbrydelse, som indebærer, at han kan betragtes som en fare for samfundet. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på den udmålte strafs længde og på, at den begåede vold og de fremsatte trusler havde sit udspring i en uoverensstemmelse mellem klageren og forurettede, og at uoverensstemmelsen også førte til, at forurettede slog klageren i hovedet med en tallerken, så han bagefter måtte sys. Flygtningenævnet finder på den anførte baggrund, at klageren ikke kan udelukkes fra asyl i medfør af udlændingelovens § 10, stk. 3. Flygtningenævnet meddeler derfor klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Erit/2018/4/MJM
Nævnet hjemviste i april 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Den Demokratiske Republik, Congo. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk muhemba og kristen protestant af trosretning fra Uwira, Kivu, Den Demokratiske Republik Congo. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Den Demokratiske Republik Congo frygter, at hun vil blive slået ihjel af nogle ukendte personer, som slog hendes far og halvbror ihjel, fordi hendes far var mekaniker for hæren. Ansøgeren har endvidere henvist til de generelle forhold i Den Demokratiske Republik Congo. Ansøgeren har også henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Sydafrika frygter at blive slået ihjel af nogle ukendte gerningsmænd, der tidligere har kidnappet og udsat hende for voldelige og seksuelle overgreb. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv i Den Demokratiske Republik Congo oplyst, at hendes far var ansat som mekaniker i hæren i Uwira. Ansøgerens fars opgave bestod i at reparere biler. I 1998 udrejse ansøgeren og hendes familie af Den Demokratiske Republik Congo som følge af krigen. I 2005 blev ansøgerens far slået ihjel i Den Demokratiske Republik Congo. I 2013 blev ansøgerens halvbror, [A], ligeledes slået ihjel i Den Demokratiske Republik Congo. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv i Sydafrika oplyst, at hun sammen med sin lillesøster, [B], og en god ven, [C], blev kidnappet af tre ukendte gerningsmænd, der ville røve og voldtage dem, i [vinteren] 2010 i Durban, Sydafrika. Det lykkedes ansøgeren at slippe væk. Kidnapningen blev efterfølgende anmeldt til politiet i Sydafrika. I [vinteren] 2011 blev ansøgeren kidnappet af nogle af de samme ukendte gerningsmænd. De beskyldte ansøgeren for at være skyld i ét af deres familiemedlemmers død. De udsatte ansøgeren for voldelige og seksuelle overgreb, hvorefter de efterlod hende. I [foråret] 2012 forsøgte de samme gerningsmænd at kidnappe ansøgeren, [B] og [C] igen. Det lykkedes ikke. I [sommeren] 2012 rejste ansøgeren til Danmark på et visum for at besøge sine herboende søskende. I slutningen af [vinteren] 2013 blev ansøgeren telefonisk af [B] oplyst om, at [C] var blevet kidnappet og slået ihjel af politiet. Flygtningenævnet har ved sin afgørelse [i vinteren] 2014 om afslag på opholdstilladelse til ansøgeren taget stilling til ansøgerens asylmotiv i forhold til Sydafrika, og ansøgerens flygtningestatus i Sydafrika udløb i 2015. Flygtningenævnet skal ved denne afgørelse herefter tage stilling til ansøgerens asylmotiv i forhold til Den Demokratiske Republik Congo, hvor ansøgeren er statsborger. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at afvise ansøgerens forklaring om, at hendes far og halvbror er afgået ved døden i henholdsvis 2005 og 2013. Flygtningenævnet kan imidlertid ikke lægge til grund, at de skulle være blevet dræbt af de samme ukendte gerningsmænd med ca. 8 års mellemrum, eller at ansøgeren som følge heraf nu skulle være i risiko for personlig forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7 ved en tilbagevenden til sit hjemland. Flygtningenævnet har i den forbindelse navnlig lagt vægt på, at det alene beror på ansøgerens egne formodninger, at hendes fars og halvbrors død skulle have en relation til faderens tidligere arbejde som mekaniker for den daværende regering tilbage i 1998, og at hun på grund af farens arbejde i dag skulle være profileret og udsat for at blive efterstræbt ved en tilbagevenden. Ansøgeren har oplyst, at hun ikke personligt har haft konflikter med hverken myndigheder eller privatpersoner i hjemlandet forud for flugten på grund af de generelle forhold i forbindelse med krigen, og nævnet kan derfor ikke lægge til grund, at hun er i risiko for forfølgelse på grund af individuelle konflikter ved en tilbagevenden til hjemlandet. Ifølge nævnets praksis kan de generelle forhold i Den Demokratiske Republik Congo heller ikke i sig selv begrunde, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse. Det fremgår imidlertid af Flygtningenævnets tidligere afgørelse [fra vinteren] 2014, at Udlændingestyrelsen ikke havde foretaget en nærmere vurdering af de særlige forhold i Kivu-provinsen, som dengang blev påberåbt af ansøgerens advokat som opfyldende kriterierne i Sufi/Elmi-dommen. Da ansøgeren havde opholdstilladelse som konventionsflygtning i Sydafrika, og da Flygtningenævnet havde fundet, at ansøgeren fortsat kunne opnå beskyttelse i Sydafrika, fandt Flygtningenævnet ved afgørelsen [fra vinteren] 2014 dog ikke grundlag for at hjemvise sagen til Udlændingestyrelsen til nærmere stillingtagen til de nye anbringender omkring de aktuelle forhold i ansøgerens hjemområde i Den Demokratiske Republik Congo. Ansøgerens advokat har for nævnet under denne genoptagelsessag også anført, at de generelle forhold i netop Kivu-provinsen, hvor ansøgeren er født og opvokset, må anses for at være af en sådan karakter, at ansøgeren ved en tilbagevenden dertil vil være i risiko for at blive udsat for behandling i strid med EMRK artikel 3 ved sin blotte tilstedeværelse. Ansøgerens advokat har herved navnlig henvist til UNHCR’s rapport fra september 2014 ”Position on returns to North Kivu, South Kivu and adjacent areas in the Democratic Republic of Congo affected by on-going conflict and violence in the region – Update I”. Udlændingestyrelsen har heller ikke i sin afgørelse [fra vinteren] 2017 foretaget en nærmere vurdering af forholdene i Kivu-provinsen. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at sagen bør hjemvises til Udlændingestyrelsen med henblik på en vurdering af, om forholdene i Kivu-provinsen aktuelt har betydning for ansøgerens ansøgning om asyl. Sagens hjemvises til fornyet behandling.” Demo/2019/5/HZC
Nævnet stadfæstede i marts 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Den Demokratiske Republik Congo. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk mukongo og kristen fra Kinshasa, Den Demokratiske Republik Congo. Ansøgeren har været medlem af partiet Movement for the Liberation of Congo (MLC) siden 2006. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af de congolesiske myndigheder, da ansøgerens partifæller har oplyst myndighederne om, at han den 19. januar 2015 deltog i en demonstration. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han har været medlem af Movement for the Liberation of Congo (MLC) siden 2006. Frem til en demonstration mod valgloven den 19. januar 2019 var ansøgerens aktivitet at uddele løbesedler og opfordre folk i byen Kinshasa til at deltage i demonstrationen. Ansøgeren deltog i demonstrationen den 19. januar 2019. Ansøgeren flygtede hjem til sin kæreste, Mathy Tethe, da politiet begyndte at opløse demonstrationen. Ansøgerens onkel, Gerard, kontaktede ansøgeren telefonisk om aftenen. Nogle minutter efter kom onklen til Mathys bopæl. Onklen fortalte ansøgeren, at politiet havde opsøgt ansøgerens bopæl og spurgte efter ham. Da ansøgeren ikke selv var på bopælen, blev hans far anholdt. Onklen kørte herefter ansøgeren til landsbyen Ngidinga, hvor han opholdte sig hos præsten, Paul-Augustain. Faren blev dagen efter anholdelsen løsladt. Myndighederne opsøgte ansøgerens bopæl igen den 23. januar 2015 og spurgte efter ham. Myndighederne opsøgte bopælen yderligere seks gange frem til december 2015. Ansøgerens forældre flyttede herefter til et andet sted i Kinshasa, hvor myndighederne ikke kunne finde dem. Ansøgeren udrejste den 9. januar 2016 illegalt af Den Demokratiske Republik Congo ved at flyve fra N'djili lufthavnen i Kinshasa til Marokko. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren har deltaget i en demonstration den 19. januar 2015, men Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han derved er kommet i myndighedernes søgelys og som følge heraf skulle være efterstræbt af myndighederne. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på blandt andet, at ansøgeren efter egen forklaring er et menigt og uprofileret medlem, der har deltaget i én af mange landsdækkende demonstrationer, der foregik over flere dage, og at han ikke havde nogen direkte konfrontation med myndighederne. Dertil kommer, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvordan han blev bekendt med, at hans partifæller var blevet anholdt. Til asylsamtalen [i sommeren] 2017 har ansøgeren forklaret, at han blev bekendt hermed, da politiet opsøgte ansøgerens bopæl og fortalte, at partifællerne havde angivet ham. Senere under asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at politiet havde partifællerne Tonton og Jerry med til ansøgerens bopæl, da de opsøgte ansøgeren. Flygtningenævnet har ligeledes lagt vægt på, at ansøgeren på væsentlige punkter har forklaret divergerende om sin færden efter demonstrationen den 19. januar 2015, ligesom ansøgerens forklaring herom ikke forekommer sandsynlig. Blandt andet finder Flygtningenævnet, at det forekommer mindre sandsynligt, at ansøgeren skulle have opholdt sig i et år hos Paul-Augustin uden at foretage sig noget, og uden nogen former for kontakt til familie og kæreste, og at ansøgeren ikke kender sin families opholdssted. Endvidere forekommer ansøgerens forklaring om sin udrejse mindre sandsynlig. Derudover har ansøgeren til asylsamtalen forklaret, at han ikke havde været i kontakt med nogen i Den Demokratiske Republik Congo efter sin udrejse, mens han til gensamtalen [i slutningen af] 2017 har forklaret, at han var i kontakt med Gerard og sin far. Derudover har ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen [i sommeren] 2016 forklaret, at det var meningen, at han skulle flyve til Europa fra Mauretanien, men at han rejste tilbage til Marokko, fordi der var mange congolesere i Mauretanien, der arbejdede for regeringen. Til gensamtalen har ansøgeren derimod forklaret, at han frem til dagen før sin udrejse af Mauretanien troede, at han skulle bo fast i Mauretanien. Senere under gensamtalen har ansøgeren forklaret, at han under opholdet i Mauretanien fik udstedt visum til Belgien, hvorefter han rejste til Spanien, hvor han blev tilbageholdt af myndighederne og sendt tilbage til Mauretanien i løbet af 24 timer. I den forbindelse finder Flygtningenævnet, at ansøgerens forklaring om de spanske myndigheders ageren forekommer mindre sandsynlig, idet ansøgeren har forklaret udbyggende herom for nævnet, og fordi det forekommer mindre sandsynligt, at ansøgeren søgte om politisk asyl og fik tildelt en advokat, men at de spanske myndigheder afviste ansøgerens asylansøgning og udviste ansøgeren til Mauretanien. Derudover har Flygtningenævnet ved vurderingen af ansøgerens generelle troværdighed lagt vægt på, at han har forklaret divergerende om, hvorvidt han tidligere har søgt visum til Europa. Endvidere er det tillagt vægt, at ansøgeren i den forbindelse har anvendt andet navn og fødselsdato, og at ansøgeren har forklaret divergerende herom. I den forbindelse finder nævnet, at ansøgerens forklaring på anvendelsen af andet navn og fødselsdato ikke forekommer overbevisende. På denne baggrund tilsidesætter Flygtningenævnet ansøgerens forklaring om sit asylmotiv som konstrueret og utroværdig. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Den Demokratiske Republik Congo vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse.” demo/2019/4/FAM
Nævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Den Demokratiske Republik Congo. Indrejst i 2006. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk muluba og kristen fra Goma, Den Demokratiske Republik Congo. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til at han ved en tilbagevenden til Den Demokratiske Republik Congo frygter at blive slået ihjel eller udsat for fysiske overgreb af de congolesiske myndigheder, fordi han var været udrejst af landet, ligesom han frygter de generelle forhold i landet på grund af krigen. Klageren har til støtte herfor henvist til, at der havde været flere massakrer på klagerens universitet, og i [sommeren] 2004 var der endnu en massakre på universitet, hvor mange studerende blev slået ihjel. Soldaterne kom til universitet om natten, hvor de slog nogen af de studerende ihjel. Klageren ankom til universitetet næste morgen, hvor han så de dræbte ligge på jorden. Herefter besluttede klageren sig for at flygte, og det lykkedes ham at komme med en af de biler, der hjalp med at evakuere folk fra landet. Klageren har videre forklaret, at han har hørt, at personer, der vender tilbage til hans hjemland, bliver slået ihjel af myndighederne, da myndighederne betragter dem som modstandere med tilknytning til Les Combattants. Klageren har som asylmotiv videre henvist til, at han frygter at blive tvangshvervet til militæret. Klageren har til støtte herfor forklaret, at der i hjemlandet kommer soldater for at tvangsrekruttere både unge mennesker og børn. Flygtningenævnet lægger efter klagerens forklaring til grund, at han flygtede i 2004 på grund af kamphandlinger på det universitet, som han studerede på. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at han ikke i forbindelse med kamphandlingerne var personligt involveret i konflikt med de soldater, der deltog i kamphandlingerne, men at klageren valgte at flygte sammen med mange andre som følge af episoden og i den forbindelse kortvarigt blev holdt tilbage af en gruppering af soldater, der imidlertid blev angrebet af en anden gruppe. Flygtningenævnet lægger videre til grund, at klageren ved udrejsen ikke i øvrigt havde konflikter med myndighederne eller andre i Den Demokratiske Republik Congo, og at han ikke på noget tidspunkt har aftjent værnepligt eller har været udsat for forsøg på tvangsrekruttering til militæret i Den Demokratiske Republik Congo, hvor der efter de foreliggende baggrundoplysninger ikke er obligatorisk værnepligt. På den baggrund sammenholdt med baggrundsoplysningerne om personer, der vender tilbage til Den Demokratiske Republik Congo fra udlandet, herunder rapporten fra UK Home Office, Country Information and Guidance – Democratic Republic of Congo: Treatment on return, september 2015, er der ikke grundlag for at antage, at ansøgeren – der ikke kan anses for at være højt profileret i forhold til myndighederne i Den Demokratiske Republik Congo – ved en udsendelse vil være i risiko for behandling i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Det beror således alene på hans egen formodning, at han vil blive forsøgt tvangsrekrutteret til militæret og udsat for overgreb fra myndighedernes side, fordi han har været i udlandet, eller fordi de vil betragte ham som tilknyttet bevægelsen Les Combattants, som er modstandere af styret i Den Demokratiske Republik Congo, uanset at klageren ikke har eller haft nogen kontakt med Les Combattants. De generelle forhold i Den Demokratiske Republik Congo er efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke af en sådan karakter, at de i sig selv kan begrunde, at ansøgeren i tilfælde af udsendelse vil blive udsat for behandling i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. På denne baggrund og efter en samlet vurdering af klagerens forhold finder Flygtningenævnet, at der ikke er grundlag for at antage, at klageren ved udsendelse til hjemlandet vil være i risiko for at blive udsat for dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 31. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” mvln/ demo/2018/8
Nævnet stadfæstede i oktober 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Den Demokratiske Republik Congo. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk mukongo og katolik af trosretning fra Kinshasha, Den Demokratiske Republik Congo. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Congo frygter, at han vil lide en ukendt skæbne, fordi han har hjulpet sin bror og fætter med at flygte fra myndighederne. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at regeringen holdt en demonstration i Kinshasha [i starten af] 2016. Ansøgerens bror, [A], og ansøgerens fætter, [B], brugte denne lejlighed til at opsøge den bopæl, der tilhørte et folketingsmedlem ved navn [C], idet de var utilfredse med regeringen. Ansøgerens bror og fætter kastede med sten mod [C’s] bopæl. [I starten af] 2016 blev ansøgerens bopæl opsøgt af politiet, idet de ledte efter ansøgerens bror og fætter. Det lykkedes ansøgerens bror og fætter at flygte fra politiet, idet ansøgeren prøvede at holde politiet tilbage ved at stille dem spørgsmål. Tre dage senere blev ansøgerens bopæl på ny opsøgt af politibetjente. Det lykkedes ansøgeren at flygte fra bopælen, inden politiet kom ind. Ansøgeren tog hjem til sin fars kusine, [D], og derfra videre til sin søsters veninde, [E]. Efter at have opholdt sig to dage hos [E] besluttede ansøgeren sig for at tage hjem på sin bopæl for at besøge sin mor. På vejen derhen blev ansøgeren anråbt af nogle civilklædte politibetjente. Ansøgeren fandt ud af, at der var dårlig stemning i den kommune, han boede i, idet der gik civilklædte politibetjente rundt, hvorfor ansøgeren valgte at udrejse af Den Demokratiske Republik Congo. Flygtningenævnet kan i alt væsentligt ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren under asylsagens behandling har forklaret divergerende på en række centrale punkter, herunder om hvor mange gange hans bopæl blev opsøgt af politiet, hvornår bopælen blev opsøgt af politiet, og hvad der foregik under opsøgningerne. Ansøgeren har endvidere under forklaringen for nævnet i modstrid med sin tidligere forklaring oplyst, at han efter sin flugt fra bopælen ikke tog tilbage og overnattede på bopælen, inden han opsøgte [E]. Ansøgerens forklaring, hvorefter divergenserne skyldes hovedpine efter den af politiet angiveligt udøvede vold på bopælen og tillige sproglige vanskeligheder findes ikke at kunne føre til, at der kan ses bort fra divergenserne. Nævnet bemærker endvidere, at ansøgeren fik udstedt et pas [i starten af] 2016 og ifølge sin egen forklaring udrejste legalt efter sin konflikt med myndighederne. Flygtningenævnet finder derfor, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, ikke er opfyldt. Flygtningenævnet finder på baggrund af vurderingen af ansøgerens troværdighed ikke anledning til at udsætte sagen på en torturundersøgelse af ansøgeren. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” demo/2018/7/SHH
Nævnet stadfæstede i oktober 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig fra Den Demokratiske Republik Congo. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk muyanzi og katolik fra Kinshasa, Den Demokratiske Republik Congo. An-søgeren har været politisk aktiv for partiet Engagement pour la citoyenneté et le Développment (ECIDÉ). Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Den Demo-kratisk Republik Congo frygter at blive dræbt af præsidenten eller anholdt af politiet. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun seks gange er blevet antastet af politiet, hvor hun blev bedt om at stoppe med at udføre politiske aktiviteter for ECIDÉ. Ansøgeren solgte fødevarer på gaden, og på et ukendt tidspunkt lavede politiet razzia mod folk, der solgte ting på gaden. Politichefen sagde til ansøgeren, at hun ikke forstod noget, og at hun ville få et problem. Han hev i ansøgerens bord og væltede hendes ting på jorden. Ansøgeren deltog i demonstrationer mod præsidenten [tre nærmere bestemte datoer i primo] 2015, hvor politiet kom og begyndte at skyde mod demonstranterne. [Dagen efter den seneste demonstration i primo] 2015 opsøgte politiet ansøgeren om natten og anholdte hende. Ansøgeren blev taget med til at arresthus, hvor hun var tilbageholdt én måned. Ansøgerens ægtefælle bestak en officer i fængslet, så hun kunne flygte derfra. Officeren kørte hende til floden, hvorfra hun sejlede til Congo Brazzaville. Her ventede en præst på hende, som fløj med hende til Tyrkiet. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren har forklaret væsentligt diverge-rende om længden af hendes fængsling, længden af den periode, hvor hun blevet underkastet tortur og hyppigheden heraf samt om rejseruten. Hun har trods talrige spørgsmål ikke nærmere kunne beskrive sin flugt på en selvoplevet måde. Flygtningenævnet kan ikke tillægge den frem-lagte efterlysning betydning, dels fordi den først er fremkommet, efter hun modtog afslag fra Udlændingestyrelsen, og idet hun ikke på en troværdig måde har kunnet forklare, hvordan denne tilfældigt er dukket op. Af ovennævnte grunde tilsidesætter Flygtningenævnet ansøgerens forklaring. Hun har herefter ikke sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Den Demokratisk Republik Congo vil være forfulgt, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i individuel og konkret risiko for overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Demo/2018/6/CHHA
Nævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Bosnien-Hercegovina. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk bosnier og ateist fra Sarajevo, Bosnien-Hercegovina. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Bosnien-Hercegovina frygter for sin sikkerhed, da han er homoseksuel. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han i en periode på 30 år har været udsat for verbal chikane og hetz af ukendte personer fra sit lokalområde i Sarajevo grundet hans seksuelle orientering. Ansøgeren har politianmeldt overgreb begået mod ham den […], den […]. og den […] 2013. Ansøgeren udrejste af Bosnien-Hercegovina i [foråret] 2014 og vendte, efter han fik afslag på asyl i Tyskland, tilbage til landet i [efteråret] 2016. Ansøgeren opholdt sig i Bosnien-Hercegovina i omkring én måned, hvor han blev udsat for et enkelt overgreb af tre ukendte personer. Ansøgeren udrejste herefter på ny af Bosnien-Hercegovina. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at nævnet ved vurderingen af sagen, i overensstemmelse med pkt. 206-212 i UNHCR’s Håndbog om procedurer og kriterier for fastlæggelsen af flygtningestatus, har taget hensyn til, at ansøgeren har oplyst, og fremlagt lægerapporter hvoraf fremgår, at han har en IQ på 62. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet bemærker dog, at ansøgerens oplysninger om overfald og diskriminering dækker en periode på i hvert fald 30 år. På baggrund af de væsentlige politiske ændringer, der i denne periode er sket i ansøgerens hjemområde, og på baggrund af baggrundsoplysningerne, herunder om nyere ændringer i lovgivningen i Bosnien-Hercegovina, finder Flygtningenævnet, at alene oplysningerne om, hvad der er foregået i de senere år, kan tillægges asylretlig relevans. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren i hvert fald én gang har været udsat for et meget alvorligt voldeligt overfald. Ansøgeren har forklaret, at han talrige gange tidligere har været udsat for overfald, men det må efter forklaringerne lægges til grund, at en del af episoderne har været udelukkende af verbal karakter. Flygtningenævnet må endvidere lægge til grund, at politiet i hvert fald i ét tilfælde har indkaldt ansøgeren til konfrontation med henblik på udpegelse af mulige gerningsmænd. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at ansøgeren har været i stand til at opholde sig i Bosnien igennem stort set hele sit liv. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet ikke, at de beskrevne episoder, som ansøgeren har været udsat for, hver for sig eller til sammen, har den fornødne karakter og intensitet, til at dette kan sidestilles med asylbegrundende forfølgelse efter udlændingelovens § 7. Såfremt ansøgeren ved en tilbagevenden til Bosnien-Hercegovina forsat vil blive udsat for overfald, må han henvises til at søge myndighedernes beskyttelse. I den forbindelse bemærker Flygtningenævnet, at ansøgeren selv har oplyst, at han på intet tidspunkt har været udsat for chikane fra myndighedernes side på grund af sin seksualitet. Nævnet bemærker, at det fremgår af de foreliggende baggrundsoplysninger, at om end forholdene for LGBT-personer efter omstændighederne kan være vanskelige, er homoseksuelle forhold lovlige, og at der ikke foreligger oplysninger om risiko for overgreb fra myndighedernes side rettet mod LGBT-personer. Det fremgår videre, at de bosniske myndigheder støtter LGBT-rettigheder, og at hadforbrydelser og anden diskrimination af LGBT-personer er kriminaliseret ved lov. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at de generelle forhold for homoseksuelle i Bosnien-Hercegovina i sig selv kan begrunde meddelelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder således ikke grundlag for at antage, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Bosnien-Hercegovina vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Bosn/2018/1/JHB.
Nævnet stadfæstede i april 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Bangladesh. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk bengali og sunni-muslim af trosretning fra landsbyen […], Barisal, Bangladesh. Ansøgeren har siden 1995 været aktiv for det politiske parti Bangladesh Nationalist Party (BNP). Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Bangladesh frygter at blive fængslet eller slået ihjel, idet han har været medlem af oppositionspartiet BNP, og idet han skylder penge til sin svigerfamilie. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han siden 1995 har været aktiv i BNP og har deltaget i møder og demonstrationer. Ansøgeren deltog i demonstrationer for BNP, hvor der var mange voldshandlinger mellem de politiske partier i Bangladesh. Op til valget i 1996 blev ansøgerens bopæl opsøgt fire til fem gange af medlemmer fra Awami League. Awami-League-medlemmerne truede ansøgerens forældre med, at de ville slå ansøgeren ihjel, såfremt de ikke fik fat i ham. I perioden 1996 til 2001 opholdt ansøgeren sig i Keranigong, hvor han holdt lav profil. Ansøgerens bopæl var i denne periode under opsyn. I 2001 kom BNP til magten, og ansøgeren kunne derfor igen færdes frit. Under valget i 2008 tabte BNP imidlertid til Awami League, og ansøgerens bopæl kom igen under opsyn. Bopælen blev i perioden fra 2008 til ansøgerens udrejse i 2011 opsøgte fire til fem gange. Ansøgeren udrejste i 2011. Efter udrejsen lånte ansøgeren penge af sin svigerfamilie, idet han havde brug for penge til at rejse videre fra Grækenland. Ansøgeren har ikke betalt nogen af de lånte penge tilbage, og [i efteråret] 2018 har långiverne truet med at kidnappe ansøgerens barn, såfremt de ikke modtager pengene. Ansøgeren har ikke været i stand til at tjene penge til tilbagebetalingen, idet han siden [efteråret] 2018 har siddet frihedsberøvet. Efter udlændingelovens § 40, stk. 1, påhviler det en asylansøger at meddele de oplysninger, som er nødvendige til bedømmelsen af, om en opholdstilladelse i henhold til loven kan gives. Det følger heraf, at en udlænding, der søger om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, må sandsynliggøre den identitet og det asylmotiv, som denne påberåber sig. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgeren på centrale punkter har forklaret divergerende og udbyggende, ligesom væsentlige dele af ansøgerens forklaring fremstår usandsynlig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om hans konflikt med det politiske parti Awami League i Bangladesh til grund. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvornår han blev medlem af BNP. Til den anden oplysnings- og motivsamtale har ansøgeren oplyst, at det var i 1995, mens han under nævnsmødet har oplyst, at han var aktiv fra 1995, men først blev medlem i 2001. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende omkring omstændighederne, da han blev stukket med en kniv i benet, og hvornår det fandt sted. Til den anden oplysnings- og motivsamtale har ansøgeren forklaret, at det var i forbindelse med en episode, hvor en gruppe på 17 BNP medlemmer, heriblandt ansøgeren, ville have løsladt en person, som var kidnappet af myndighederne. De blev mødt af ca. 20 modstandere. Ansøgeren blev herunder stukket i benet og kørt til hospitalet, hvor han var i 7-8 dage. Efter ansøgeren kom hjem fra hospitalet blev han opsøgt 4-5 gange op til valget i 1996. For Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at han blev stukket i benet op til parlamentsvalget i 2008 på vej hjem fra et møde og efterfølgende blev indlagt på hospitalet i 7 dage. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende om, at han har været udsat for tortur begået af regeringspartiet Awami League. I asylskemaet og oplysnings- og motivsamtalerne har ansøgeren ikke oplyst, at han har været udsat for tortur. I den anden oplysnings- og motivsamtale har ansøgeren forklaret, at der ikke skete andet for ham i perioden fra 2008-2011, end at bopælen blev opsøgt. For Flygtningenævnet har ansøgeren oplyst, at han efter 2008 blev udsat for tortur af regeringspartiet Awami League, der kidnappede ham og udsatte ham for tortur. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om baggrunden for sin udrejse. Til den anden oplysnings- og motivsamtale har ansøgeren oplyst, at to af ansøgerens venner blev kidnappet og slået ihjel, og derfor besluttede ansøgeren at udrejse af landet. For Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at han udrejste, idet han blev bange, da han blev stukket med kniv i 2008, og at han først udrejste i 2011, da han ikke havde råd til et pas. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om hans konflikt med hans svigerfamilie til grund, idet den også fremstår divergerende og konstrueret. Til Udlændingestyrelsen har ansøgeren oplyst, at han frygter sin svigerfamilie, fordi han skylder dem penge, mens han for Flygtningenævnet har forklaret, at han ikke har en konflikt med svigerfamilien, men med personer, der har lånt svigerfamilien penge til hans udrejse. Flygtningenævnet har endvidere tillagt det vægt, at ansøgeren [i slutningen af] 2018 nægtede at deltage i en asylsamtale med Udlændingestyrelsen, og at ansøgeren dermed ikke har medvirket til oplysningen af sin asylsag, som det påhviler ham. Endvidere er ansøgeren efter sin indrejse udeblevet fra sit asylcenter i en periode på omkring to år efter, han fik at vide, at han skulle til Tyskland i medfør af Dublin-forordningen, hvorfor sagen alene blev genoptaget som følge af, at han blev anholdt for ulovligt arbejde i Danmark i [efteråret] 2018. Flygtningenævnet bemærker, at de generelle forhold i Bangladesh ikke i sig selv kan begrunde asyl. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Bangladesh vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Bang/2019/2/MGO
Nævnet meddelte i marts 2019 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Bangladesh. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk bangali og sunnimuslim fra Chandpur, Bangladesh. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har dog oplyst, at han har deltaget i demonstrationer med nogle medlemmer fra partiet Bangladesh Nationalist Party. Herudover har ansøgeren deltaget i et møde vedrørende partiet for at støtte venner. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved tilbagevenden til Bangladesh frygter, at han vil blive fængslet på livstid eller slået ihjel af de bangladeshiske myndigheder, fordi han uretmæssig er anklaget for drabsforsøg. Ansøgeren har derudover henvist til, at han frygter, at han vil blive udsat for fysiske overgreb af familien til offeret for drabsforsøget, fordi de har anklaget ham for drabsforsøg. Slutteligt har ansøgeren henvist til, at han frygter ikke at kunne klare sig økonomisk, fordi hans far er blevet syg og ikke kan arbejde. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han [i foråret] 2015 deltog i et møde med oppositionspartiet, Bangladesh Nationalist Party (BNP). Under mødet ankom 10 til 15 personer fra regeringspartiet, Awami, til mødet. De 10 til 15 personer var anført af formanden [A]. En af lederne af Awami kom op at skændes med flere medlemmer fra BNP, herunder ansøgeren. Der opstod herefter slåskampe mellem medlemmerne af BNP og medlemmerne af Awami. Ansøgeren blev [nogle dage efter] ringet op af sin ven [B]. [B] fortalte ansøgeren, at han og to af ansøgerens venner, herunder en person ved navn [C], ønskede at overfalde [A], og [B] opfordrede ansøgeren til at deltage i overfaldet. Ansøgeren sagde til [B], at han var modstander af vold, og at han ikke ønskede at deltage i overfaldet. Senere samme dag hørte ansøgeren, at [B] og de to venner havde overfaldet [A]. [B] og de to venner havde lokket [A] ud af sit hjem, hvorefter de havde overfaldet ham. Under overfaldet havde [B] og de to personer forsøgt at dræbe [A] ved at skære ham i den ene arm og i benene med knive. Ansøgeren blev senere samme aften ringet op af en bekendt ved navn [D]. [D] fortalte ansøgeren, at [As] far, [E], havde anmeldt ansøgeren og tre af ansøgerens venner for drabsforsøg. Ansøgeren forlod herefter sin bopæl for at udrejse af Bangladesh. Kort efter, at ansøgeren havde forladt sin bopæl, blev han passet op af mellem otte og ti personer. Personerne fortalte ansøgeren, at han var den skyldige, hvorefter personerne udsatte ansøgeren for fysiske overgreb, ligesom de skød ansøgeren i hans ben. Ansøgeren blev bragt til Dhaka Medical College Hospital af sin familie, hvor han var indlagt i to uger. Under hospitalsopholdet holdt ansøgerens familie sig skjult. Da ansøgerens familie vendte tilbage til bopælen, fik familien at vide, at bopælen var blevet opsøgt af myndighederne flere gange. Da ansøgeren var blevet udskrevet fra hospitalet [i slutningen af foråret] 2015, udrejste han af Bangladesh. Efter ansøgerens udrejse, er hans familie blev opsøgt flere gange af myndighederne, som har truet familien med og udsat ansøgerens forældre og bror for fysiske overgreb. Flygtningenævnets flertal finder ansøgerens forklaring om sit asylmotiv påfaldende på flere punkter, men finder dog ikke, at der er tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte forklaringen. Flertallet har lagt vægt på, at ansøgeren er afhørt meget kortfattet om sit asylmotiv under oplysnings- og motivsamtalen, og at der ikke er væsentlige divergenser mellem hans forklaring i asylsamtalen og under mødet i Flygtningenævnet. Ansøgeren har fremlagt en række dokumenter, som understøtter hans asylmotiv, og der er ikke foretaget ægthedsvurdering af dokumenterne. Ansøgeren er endvidere kommet med en plausibel forklaring på, at såret efter skuddet i benet ikke er nævnt i de dokumenter fra sygehuset, som ansøgeren har fremskaffet. Det forekommer påfaldende, at ansøgeren bliver beskyldt for at have deltaget i et overfald, på trods af at han ikke havde været til stede, og det forekommer påfaldende, at ansøgeren kunne være hospitalsindlagt i omkring to uger på samme hospital som [A], uden at hverken [As] familie eller myndighederne har opsøgt ansøgeren på hospitalet. Flygtningenævnets flertal finder dog, at den tvivl, som disse forhold giver anledning til, ikke er tilstrækkelig til, at ansøgerens forklaring kan tilsidesættes. Flertallet finder herefter, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han risikerer forfølgelse som følge af imputed political opinion. Da en del af ansøgerens asylmotiv angår myndighedernes forfølgelse af ham, kan det ikke antages, at han kan opnå beskyttelse et andet sted i Bangladesh. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Bang/2019/1/HHU
Nævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Bangladesh. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er bangladeshisk statsborger, etnisk bengali og sunni muslim fra Dhaka, Bangladesh. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Bangladesh frygter, at han vil blive straffet af personer i lokalsamfundet, fordi han indgik i et seksuelt forhold med en transseksuel person. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af [T]s familie eller af myndighederne, idet de beskylder ansøgeren for at have slået [T] ihjel. Ansøgeren har endeligt henvist til, at han frygter sin egen familie, fordi han som følge af forholdet med [T] blev uvenner med dem og ikke støttede dem økonomisk. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han i 2002 indgik i et seksuelt forhold med [S], der var transseksuelt, og sin ven [R]. De mødtes alle tre gennem tre til fire måneder, i hvilke anledninger de havde seksuelt samvær. Ansøgeren har videre oplyst, at [S] omkring vinteren 2016-2017 kontaktede ham og forsøgte at afpresse ham økonomisk. [S] fortalte ansøgeren, at lokalbefolkningen i Bangladesh ville blive informeret om deres forhold, såfremt ansøgeren ikke gav [S] 100.000 take. Ansøgeren er senere via sin [ven] blevet gjort bekendt med, at [S] har afsløret deres forhold til lokalbefolkningen i Bangladesh. Ansøgeren har endvidere oplyst, at han i 2003 mødte [T] i den fastfood-restaurant, han arbejde i. Ansøgeren fortalte [T], at han gerne ville indgå i et forhold med hende, efter hun løbende var kommet i restauranten i omkring to og en halv måneder. [T] fortalte ansøgeren, at det ikke var muligt, idet hendes familie ikke ville acceptere det. Omkring to uger senere erklærede [T] dog, at hun gerne ville indgå i forholdet, så længe hendes familie ikke fik noget at vide om det. Ansøgeren og [T] holdt deres forhold hemmeligt i omkring to år. [T]s fætter, [F], fandt dog ud af, at de havde et forhold, hvilket han fortalte til [T]s forældre. Ansøgeren blev opsøgt af [F] og fire af hans venner i fastfood-restauranten omkring august 2005. Ansøgeren blev i den forbindelse udsat for dødstrusler, fordi [F] var forelsket i [T], hvorfor han ikke ville tillade, at ansøgeren var i et forhold med [T]. Samme dag opsøgte ansøgerens forældre efter ansøgerens opfordring [T]s forældre for at tale med dem om et eventuelt ægteskab. [T]s forældre afviste dog ægteskabet, idet ansøgeren kom fra en lavere social rang end [T]s familie. Dagen efter opsøgte [F] igen ansøgeren på fastfood restauranten. Denne gang udsatte [F] og hans venner endvidere ansøgeren for fysiske overgreb. Ansøgeren besvimende som følge heraf og vågnede op på en klinik, hvor han var indlagt i ti dage. Mens ansøgeren var indlagt, blev [T] kidnappet af [F] og hans venner. Dagen efter kidnapningen slog de [T] ihjel. Ansøgeren udrejste af Bangladesh omkring 14 dage efter [T]s lig blev fundet. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sine asylmotiver til grund, idet ansøgeren har forklaret divergerende på centrale punkter, og idet forklaringen til dels forekommer usandsynlig. Ansøgeren har under oplysnings- og motivsamtalen forklaret divergerende om, hvordan [T]s familie blev bekendt med ansøgerens og [T]s forhold og om kontakten mellem familierne. Under oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren forklaret, at han bad [T] sige til sine forældre, at han gerne ville giftes med hende, hvorefter hendes forældre besøgte hans forældre, og hans forældre et par dage senere besøgte hendes forældre. Under asylsamtalen har han forklaret, at han og [T] holdt deres forhold hemmeligt, men [T]s fætter, [F], fandt ud af det og fortalte det til [T]s forældre. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvornår i forløbet [T] blev dræbt, og hvornår og af hvem han blev overfaldet. Under oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren forklaret, at efter [T] var blevet dræbt, opsøgte [T]s forældre ansøgerens familie ledsaget af en flok mennesker fra landsbyen, og at de fortsatte til ansøgerens arbejdsplads, hvor de overfaldt ansøgeren. Under asylsamtalen har han forklaret, at [F] og fire andre opsøgte ansøgeren på arbejdspladsen, hvor de udsatte ansøgeren for vold. Efter ansøgeren var blevet indlagt på hospital efter overfaldet, blev [T] dræbt. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvor og hvornår [T]s lig blev fundet. Under oplysnings- og motivsamtalen har han forklaret, at hendes lig blev fundet en vintermorgen på en mark. Under asylsamtalen har han forklaret, at liget blev fundet [en af to datoer i sommeren] 2005, og at han ikke ved præcist hvor, idet han både har hørt, at liget blev fundet på hans arbejdsplads, og at det blev fundet på hans families mark 300-400 meter fra familiens bopæl. Under mødet i Flygtningenævnet har han forklaret, at liget blev fundet på hans arbejdsplads. Ansøgerens forklaring om, at han er blevet afpresset af en transseksuel person ved navn [S] forekommer usandsynlig. Det forekommer således ikke sandsynligt, at [S] skulle kontakte og afpresse ansøgeren omkring 15 år efter, at ansøgeren angiveligt har haft et seksuelt forhold til [S]. Endvidere forekommer det usandsynligt, at [S] skulle have truet med at offentliggøre oplysninger om forholdet henset til, at en sådan offentliggørelse må antages at give [S] selv problemer i lokalsamfundet. Endelig har ansøgeren forklaret divergerende om, hvornår og hvordan han blev kontaktet af [S]. Under asylsamtalen har han forklaret, at [S] kontaktede ham omkring 6 måneder før asylsamtalen via applikationen IMO, mens han under mødet i Flygtningenævnet har forklaret, at hun kontaktede ham 2½ måned før asylsamtalen både ved at ringe til hans telefon og ved brug af en applikation. Divergenserne svækker ansøgerens generelle troværdighed, og Flygtningenævnet kan derfor ikke lægge hans forklaring til grund. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Bangladesh vil være i risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7 stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” bang/2018/8/MME
Nævnet meddelte i november 2018 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Bangladesh. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk bangla og muslim af religiøs overbevisning fra Sylhet, Bangladesh. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Bangladesh frygter den sunnimuslimske gruppe Tablighi Jamaat. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han flere gange fra 2003 frem til sin indrejse i Danmark i 2010 er blevet opsøgt af gruppen Tablighi Jamaat, som har forsøgt at hverve ansøgeren med henblik på at sende ham til Afghanistan for at støtte Taliban. Ansøgeren har i løbet af denne periode også opholdt sig i Malaysia, hvor han ligeledes er blevet opsøgt af medlemmer fra gruppen. Ansøgeren har videre oplyst, at gruppen siden ansøgerens indrejse i Danmark har hvervet ansøgerens lillebror. I 2012 ringede ansøgeren, til hvem han formoder, var lederen af Tablighi Jamaat i Sylhet, i et forsøg på at få gruppen til at lade ansøgerens lillebror være. Lederen afviste ansøgeren og truede med, at ansøgeren ville blive slået ihjel, hvis han vendte tilbage til Bangladesh. Ansøgeren har ikke været i kontakt med Tablighi Jamaat siden. Ansøgeren har endelig oplyst, at hans søster blev kidnappet i 2013, og at det muligvis er Tablighi Jamaat, som står bag. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund og henviser til, at ansøgerens forklaring på flere punkter fremstår konsistent, detaljeret og sammenhængende, og at enkelte forekommende divergenser ikke har en sådan betydning, der kan føre til et andet resultat. Flertallet finder således, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han flere gange er blevet forsøgt hvervet af gruppen Tablighi Jamaat med henblik på at udføre terrorhandlinger. Ansøgeren er forinden sin udrejse blevet truet af bevæbnede medlemmer af organisationen på grund af sin modstand mod gruppen, og han er efter sin udrejse også blevet truet med at blive dræbt, hvis han vendte tilbage til Bangladesh. Flertallet lægger endvidere vægt på ansøgerens forklaring om, at hans bror er blevet hvervet af Tablighi Jamaat, og at broren også vil forsøge at slå ansøgeren ihjel ved en ansøgerens tilbagevenden til hjemlandet. Flygtningenævnets flertal finder herefter, at betingelserne for at meddele ansøgeren asyl i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, er opfyldt, idet ansøgeren ved en tilbagevenden til Bangladesh vil være i en konkret og begrundet risiko for overgreb fra Tablighi Jamaat. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgerens forklaring om, at han er konverteret til kristendommen, ikke kan lægges til grund. Der henvises blandt andet til, at oplysningen herom først er fremkommet efter, at ansøgeren har fået afslag på sin ansøgning om opholdstilladelse, og at ansøgeren for nævnet har udvist et meget begrænset kendskab til kristendommen. Ansøgeren har således alene kunnet nævne julen som en af de kristne højtider, og han har ikke kunnet forklare om betydningen af kristne kors, eller hvad korset symboliserer. Ansøgeren har alene været til to gudstjenester, og ved den seneste gudstjeneste den [i slutningen af] 2018 er han blevet døbt uden forudgående dåbsundervisning. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at anse betingelserne for at meddele asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1, for opfyldt. Flygtningenævnet meddeler herefter ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Bang/2018/7/TLNJ
Nævnet stadfæstede i november Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Bangladesh. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk bangla og har oplyst at være statsløs hindu fra [en by i] Bangladesh. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Bangladesh frygter at blive slået ihjel af en muslimsk piges familie, idet han har haft et forhold til pigen. Ansøgeren har videre henvist til, at han er hindu og statsløs. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han er født i en enklave nær grænsen mellem Indien og Bangladesh, hvor man taler både bangla og hindu. Ansøgeren har ikke fået udstedt dokumenter i hverken Indien eller Bangladesh, hvorfor han anser sig selv som værende statsløs. Ansøgerens mor var hindu af trosretning, hvorfor ansøgeren også anser sig for at være hindu. Han er dog blevet opdraget i en muslimsk familie, siden han var tre år. Ansøgerens mor kom til Bangladesh med ansøgeren, da han var to år. Moren fik arbejde hos en familie i Bangladesh, men hun døde, da ansøgeren var tre år. Ansøgeren voksede derfor op hos familien i Bangladesh og arbejdede for dem som en arbejdsdreng. I 2007 eller 2008 fik ansøgeren et forhold til en muslimsk pige. Pigen var slægtning til familien, som ansøgeren boede hos. I 2008 blev det opdaget af pigens familie, og familien udsatte derfor ansøgeren for fysiske overgreb og truede ham på livet til at udrejse af Bangladesh. Ansøgeren lovede dem at udrejse, efter han havde fået sine penge af familien, han arbejdede for. Ansøgeren blev på familiens bopæl de næste otte til ni dage. En nat opsøgte pigen ansøgeren på hans værelse, fordi hun ville udrejse med ansøgeren. Pigens familie opdagede dem dog, hvorefter de igen slog ansøgeren. Han flygtede derefter til en ven og udrejste kort efter af Bangladesh. Flygtningenævnet er enig i Udlændingestyrelsens vurdering af, at ansøgeren må anses for at være statsborger i Bangladesh. Flygtningenævnet har herved ligesom Udlændingestyrelsen lagt vægt på, at ansøgeren er etnisk bangla, taler og skriver bangla, har gået i skole i Bangladesh og uden problemer har opholdt sig i landet i den væsentligste del af sit liv, indtil han udrejste. Flygtningenævnet kan i øvrigt ikke lægge til grund, at ansøgeren er hindu, idet han har et begrænset kendskab til hinduismen, aldrig har praktiseret den og er vokset op som omskåret med et muslimsk navn i en muslimsk familie, fra han var helt lille. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgers forklaring fremstår som konstrueret til lejligheden og dermed utroværdig. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende på centrale punkter. Ansøgeren har således under samtalen hos Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2017 ikke kunnet angive det fulde navn på den mand, han er vokset op hos, idet han oplyste, at manden hed [B] og ikke havde noget efternavn eller andre navne, som ansøgeren kendte til. Ansøgeren har imidlertid under samtalen [i efteråret] 2015 forklaret, at han voksede op hos en mand ved navn [ABM] og dennes familie, ligesom han i sit asylansøgningsskema af [efteråret] 2015 har skrevet, at manden hed [BM]. Ansøgeren har herudover under samtalen [i efteråret] 2015 forklaret, at pigens familie efter afsløringen af deres forhold skulle have anmeldt ham til politiet, mens han under samtalen [i sommeren] 2017 har forklaret, at sådan har han ikke sagt, men at der alene var tale om, at pigens familie var magtfuld, og at politiet derfor ville lytte til dem. Ansøgeren oplyste desuden under samtalen [i efteråret] 2015, at hans ven, som hjalp ham med at skjule sig og flygte, efter ansøgerens udrejse havde oplyst ansøgeren om, at der var en sag mod ansøgeren hos myndighederne. Under samtalen [i sommeren] 2017 oplyste ansøgeren derimod, at det havde vennen ikke sagt. Ansøgeren har endvidere for nævnet forklaret, at han havde besøg af pigen i to nætter, idet hun også befandt sig på hans værelse den første nat, han blev opsøgt af hendes familie og bragt hen til floden, hvor han blev udsat for fysiske overgreb af hendes familie. Under samtalen hos Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2017 har ansøgeren derimod oplyst, at pigen kun kom og besøgte ham på hans værelse den nat, hvor han blev overfaldet anden og sidste gang. Det forekommer endvidere bemærkelsesværdigt, at pigen, der efter afsløringen af forholdet til ansøgeren ifølge ansøgeren skulle være blevet lukket inde i sin families hus, alligevel skulle have været i stand til at slippe væk og opsøge ham i hans værelse sent om aftenen eller om natten, selv om de boede tæt på hinanden. Flygtningenævnet finder på den baggrund efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Bangladesh vil være i aktuel risiko for konkret, individuel forfølgelse eller for at blive udsat for dødsstraf, tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, og stk. 2, er derfor ikke opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” bang/2018/6/MME
Nævnet stadfæstede i august 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Bangladesh. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk bengali og sunnimuslim fra Dhaka, Bangladesh. Ansøgeren har været medlem af og udført aktiviteter for det politiske parti Awami League. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Bangladesh frygter at blive slået ihjel af medlemmer af Bangladesh Nationalist Party (BNP), fordi han nægtede at lade sig rekruttere til partiet. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af en person ved navn [A] på grund af en jordkonflikt. Ansøgeren har endelig henvist til, at han frygter at blive straffet af myndighederne, fordi [A] har anmeldt ham til myndighederne. Til støtte for konflikten med Bangladesh Nationalist Party, har ansøgeren blandt andet oplyst, at han har været medlem af og udført aktiviteter for partiet Awami League. Til støtte for sin jordkonflikt og konflikten med Bangladesh Nationalist Party har ansøgeren oplyst, at [A] forsøgte at overtage ansøgerens fars jord. Ansøgerens far blev opsøgt af [A’s] sønner, og der opstod et skænderi. Ansøgerens far blev efterfølgende overfaldet af [A] og flere af hans familiemedlemmer. Ansøgeren forsøgte at stoppe overfaldet på sin far og ramte [A’s] søn i hovedet. [A] politianmeldte herefter ansøgeren for at have forsøgt at slå hans søn ihjel. Politiet forsøgte efterfølgende at anholde ansøgeren. Ansøgeren blev efterfølgende overfaldet flere gange af medlemmer af Bangladesh Nationalist Party. Ansøgeren meldte ét af overfaldene til politiet, hvorefter han blev truet til at trække anmeldelsen tilbage. Under ét af overfaldende blev ansøgeren taget med på medlemmernes motorcykler, hvorefter de krævede penge for at lade ansøgeren gå. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren har i sit asylskema i det væsentlige forklaret om økonomiske årsager til sin flugt, men har tillige nævnt de generelle forhold i Bangladesh. Han har i samtalen [i starten af foråret 2017] udbygget sin forklaring og har herunder forklaret om to episoder, dels et overfald på markedspladsen, dels en jordkonflikt. Han har i samtalen [i slutningen af foråret 2017] yderligere udbygget sin forklaring med to ekstra overfald. Han har endvidere udbygget sin forklaring, så han nu har forklaret, at han forud for og efter overfaldet på markedspladsen blev truet flere gange, samt at hans far efterfølgende er blevet chikaneret som følge af episoden vedrørende jordkonflikten. Han har forklaret divergerende på væsentlige punkter vedrørende asylmotivet. Han har således forklaret divergerende om antallet af modstandere ved tre af episoderne, om voldens art, om hvorvidt han blev forfulgt fra episoden om jordkonflikten til sin bolig, hvilket medførte hans flugt til Dhaka, om overfaldene blev anmeldt, om kronologien og tidsforløbet mellem episoderne. Han har forklaret, at overfaldene fandt sted i 2014, og at det sidste overfald fandt sted i forbindelse med, at han skulle have udstedt pas. Det fremgår imidlertid af passet, at det er udstedt i [efteråret 2013]. Hvis hele hans forklaring flyttes et år, så det passer med passets udstedelse, mangler der et år i hans redegørelse om flugten fra Bangladesh til Danmark. På baggrund af ovenstående, og da ansøgerens forklaring ikke virker selvoplevet, tilsidesætter nævnet ansøgerens forklaring. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Bangladesh vil være forfulgt, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1 eller i individuel og konkret risiko for overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” bang/2018/5/MAH
Nævnet stadfæstede i september 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Bangladesh. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk bengali og sunnimuslim fra [by], Tangail, Bangladesh. Ansøgeren har fra 1998 til 2004 været aktiv i det politiske parti BNP’s studenterorganisation og har siden 2008 og frem til sin udrejse været aktiv i BNP’s ungdomsorganisation. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Bangladesh frygter at blive fængslet, udsat for tortur eller slået ihjel, idet han som følge af sine politiske aktiviteter har været anholdt af politistyrken RAB og bortført af medlemmer fra det politiske parti Awami League. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at der i slutningen af 2005 opstod interne konflikter i BNP, og at han i denne forbindelse blev udsat for falske beskyldninger om, at han havde overfaldet en partifælde. Ansøgeren rejste på denne baggrund til Europa i 2006, hvor han søgte asyl i Grækenland og Danmark. I 2008 vendte ansøgeren tilbage til Bangladesh, idet der var indgået et forlig mellem parterne i partiet, og beskyldningerne imod ham var blevet frafaldet. Efter BNP tabte valget i 2008, deltog ansøgeren i protester mod den lovgivning, som den nye regering havde vedtaget, og i perioden fra 2011 til 2013 arbejdede ansøgeren med at forbedre organisationen i partiet. [I sommeren] 2013 blev ansøgeren i forbindelse med en demonstration anklaget for at have begået hærværk mod Awami Leagues kontorer. [I efteråret] 2014 blev der afsagt dom i sagen, og ansøgeren blev idømt ti års fængsel og pålagt at betale 10.000 taka i erstatning. Ansøgeren var ikke til stede under retssagen, og han gemte sig efterfølgende hos familie og venner. [I slutningen af] 2013 blev ansøgeren anholdt af RAB, efter han havde deltaget i et politisk møde. Ansøgeren oplyste betjentene falske oplysninger vedrørende sin identitet. Ansøgeren var herefter tilbageholdt i et døgn, hvorefter han blev løsladt med en advarsel om, at han skulle stoppe sine politiske aktiviteter. [I starten af] 2014 blev ansøgeren på vej hjem efter en demonstration kidnappet af personer fra Awami League. Ansøgeren blev bundet på hænder og fødder og kørt væk i bil af maskerede mænd. Ansøgeren blev kørt til et øde sted, hvor han blev stukket ned med en kniv. De maskerede mænd befalede, at ansøgeren skulle forlade området, og at han aldrig mere måtte deltage i politiske aktiviteter. Ansøgeren blev efterfølgende kørt tilbage til byen og løsladt. Efter at have modtaget behandling for sine sår opholdt ansøgeren sig hos en ven, hvorefter han udrejste af Bangladesh. Ansøgeren har efter sin udrejse fået oplyst, at der er blevet rejst falske sigtelser imod ham, og at han risikerer at blive slået ihjel, hvis han vender tilbage til Bangladesh. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende på centrale punkter, hvorfor forklaringen fremstår som konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har således under asylsamtalen først forklaret, at straffedommen blev afsagt [i efteråret] 2013, hvilket han senere rettede til, at dommen er afsagt [i efteråret] 2014, da han blev gjort bekendt med, at det er den dato, der fremgår af retsdokumenterne. Endvidere har ansøgeren under asylsamtalen forklaret udbyggende, idet han ikke allerede under oplysnings- og motivsamtalen forklarede om straffesagen. Det kan ikke føre til en anden vurdering, at ansøgeren for Flygtningenævnet har forklaret, at det beror på en misforståelse, når det i referatet er anført, at han først skulle have forklaret, at dommen blev afsagt [i efteråret] 2013, idet han samtidig forklarede, at han var bange for at fortælle om straffedommen under den første samtale, og altså ikke da forklarede, at der var talte om en misforståelse. Ansøgeren har endvidere for Flygtningenævnet forklaret, at det var den sidste tilbageholdelse i Bangladesh, der fik ham til at forlade landet, og ikke straffesagen, idet der ikke da var afsagt dom i sagen, hvilket ikke stemmer med, at ansøgeren under asylsamtalen også forklarede, at han gik under jorden, da dommen blev afsagt, fordi han ikke kunne betale bøden. Endvidere har ansøgeren forklaret, at han ikke blev anholdt i forbindelse med sagen om hærværk, og at der blev betalt kaution, så han ikke ville blive anholdt, hvis han mødte op i retten, og at han alligevel valgte ikke at møde op i retten af frygt for at blive anholdt. Foreholdt at det fremgår af retsdokumenterne, at ansøgeren var personligt til stede i retten [i efteråret] 2013, har ansøgeren ændret sin forklaring til, at han kun var til stede i forbindelse med, at det blev bestemt, at der kunne stilles kaution. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgerens generelle troværdighed er svækket, da han tidligere har søgt asyl i Danmark under en falsk identitet og nationalitet. Det svækker endvidere ansøgerens troværdighed, at han efter sin egen forklaring har opholdt sig 3 måneder i Europa uden at søge asyl, og at han heller ikke straks, da han ankom til Danmark, søgte om asyl, men først søgte om asyl, da han blev antruffet af politiet i en lejlighed. Dette selv om han tidligere havde søgt asyl i Danmark og derfor var bekendt med det danske asylsystem. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Bangladesh vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Bang/2018/4/JEA
Nævnet meddelte i januar 2019 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Armenien. Indrejst i 2014 og 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk armener og kristen apostolsk af trosret fra Yerevan, Armenien. Ansøgeren har været medlem af og aktiv for Armeniens Nationale Kongress (HAK). Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Armenien frygter at blive idømt en lang fængselsstraf eller slået ihjel af de armenske myndigheder, idet han har støttet bevægelsen [A]. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han via en bekendt [B] fik kendskab til, at bevægelsen [A] havde planer om i [sommeren] 2016 at besætte en militærbase og i den forbindelse afholde en demonstration. Ansøgeren ønskede at hjælpe bevægelsen i forbindelse med aktionen, idet han gerne ville være med til at forbedre forholdene i Armenien, herunder at arbejde for en ny regering. Ansøgeren fik derfor til opgave at køre rundt i området og informere om og indkalde til demonstrationen. Ansøgeren skulle medvirke til at bringe mange mennesker til demonstrationen, således at politiet fik svært ved at trænge ind på militærbasen. Ansøgeren deltog selv i demonstrationen [i sommeren] 2016. [Tre dage efter demonstrationen] blev ansøgeren anholdt på sin bopæl og taget med på politistationen, hvor han efterfølgende blev tilbageholdt [i to dage]. Under tilbageholdelsen sagde politiet til ansøgeren, at han havde deltaget i demonstrationer, hvorefter de udsatte ham for voldelige overgreb. I forbindelse med sin løsladelse fik ansøgeren at vide, at andre metoder ville blive taget i brug, såfremt han fortsatte sine politiske aktiviteter. [To dage efter løsladelsen] deltog ansøgeren på ny i demonstrationen, og da han var på vej hjem, blev han overfaldet af tre personer, der udsatte ham for voldelige overgreb. De pågældende sagde endvidere til ansøgeren, at han allerede var blevet advaret mod at fortsætte sine politiske aktiviteter. Ansøgeren blev umiddelbart herefter indlagt på et hospital, hvor han [to dage efter overfaldet] fik besøg af sin mor, der virkede meget bange. Ansøgeren erfarede senere, at ukendte personer havde opsøgt ansøgerens mor under ansøgerens indlæggelse og truet med at slå både hende og ansøgeren ihjel. [Den efterfølgende dag] deltog ansøgeren på ny i demonstrationen, hvor han blev bekendt med, at to af hans bekendte tidligere samme dag var blevet anholdt. Disse to personer var vidende om, at ansøgeren havde haft kendskab til planlægningen af besættelsen af militærbasen, og ansøgeren frygtede, at de pågældende ville fortælle myndighederne herom. [To dage efter] udrejste ansøgeren derfor sammen med sin mor af Armenien. Ansøgeren har efter sin udrejse fået oplyst, at de armenske myndigheder har fundet våben på ansøgerens bopæl. Ansøgeren har intet kendskab til våbnene, som er plantet af myndighederne for at skabe en falsk sigtelse mod ansøgeren. Indledningsvis bemærker Flygtningenævnet, at Flygtningenævnet finder, at ansøgerens generelle troværdighed er svækket af omstændighederne ved hans tidligere asylsag, herunder at ansøgeren under denne oplyste et falsk navn. Ansøgerens forklaring om sit asylmotiv under nærværende sag støttes imidlertid på afgørende måde af den nyhedsartikel med billeder af ansøgeren [dateret i sommeren 2017] fra netmediet MediaMall.am, som ansøgeren gennem sin advokat har fremlagt for Flygtningenævnet. Hertil kommer, at ansøgeren har forklaret konsistent og uden divergenser om sit nuværende asylmotiv. Flygtningenævnet lægger derfor ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgeren på foranledning af medlemmer af bevægelsen [A] har deltaget i planlægningen af en demonstration i forbindelse med bevægelsens besættelse af en politistation, at ansøgeren selv deltog i demonstrationen i flere omgange, at ansøgeren blev anholdt og tilbageholdt i flere dage, hvorunder han blev udsat for vold, at han blev opsøgt af ukendte mænd, der også udsatte ham for vold under henvisning til ansøgerens deltagelse i demonstrationerne, og at myndighederne efterfølgende plantede våben på ansøgerens bopæl for at fabrikere en sag mod ham. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Armenien vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Arme/2019/1/HHU
Nævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Armenien. Indrejst i 2007 eller 2008. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk armener og kristen af trosretning fra Jerevan, Armenien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Armenien frygter at blive fængslet eller straffet på anden vis af myndighederne, da han ikke har aftjent sin værnepligt. Ansøgeren har oplyst, at han blev indkaldt til et møde hos myndighederne vedrørende aftjening af værnepligt. Ansøgeren ønskede imidlertid ikke at aftjene værnepligt, da to af hans venner var blevet slået ihjel, mens de aftjente deres værnepligt. Ansøgeren udrejste derfor af Armenien i 1998 eller 1999, fordi han på det tidspunkt havde mulighed for at forlade landet, idet han var studerende. Når man har afsluttet sin uddannelse, kan man ikke forlade Armenien, fordi man skal aftjene værnepligt. Efter ansøgerens udrejse er hans familie og venner blevet opsøgt af myndighederne, der har spurgt efter ham, og ansøgerens søster er derudover blevet indkaldt til samtaler hos politiet om ansøgeren. I de sidste 9-10 år har ansøgeren boet illegalt i Danmark, men valgte [på en dato i foråret] 2017 at søge om asyl, idet han var træt af sit liv. Nævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om en aktuel konflikt med myndighederne i Armenien til grund. I nævnets vurdering er det indgået, at ansøgerens udrejse af Armenien ligger mange år tilbage i tiden, og at ansøgeren efter udrejsen har haft længerevarende ophold i bl.a. Rusland, Tyskland og Norge uden at søge om asyl. Hertil kommer, at ansøgeren først efter en længere årrække i Danmark har søgt om asyl her i landet. Herefter, og uanset om ansøgerens forklaring om, at han har unddraget sig militærtjeneste i Armenien, måtte lægges til grund, finder nævnet henset til de foreliggende baggrundsoplysninger om konsekvenserne af ikke at have aftjent militærtjeneste i Armenien, herunder især den armenske lovgivning om spørgsmålet fra 2003, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han har behov for beskyttelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, i Danmark. Ansøgerens forklaring om, at hans søster senest for omkring 10 år siden skulle have oplyst, at han er efterlyst i Armenien, kan ikke føre til en anden vurdering af sagen. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Arme/2018/6 /MGO
Nævnet stadfæstede i september 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Algeriet. Indrejst første gang i 2012 og efterfølgende igen i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk berber og ateist fra Barigo, Algeriet. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Algeriet frygter, at han vil blive udsat for fysiske overgreb eller slået ihjel, fordi han er homoseksuel. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter at blive fængslet af de algeriske myndigheder, fordi han er homoseksuel. Endelig har ansøgeren henvist til, at han frygter sin familie, idet han er ateist. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han i Algeriet havde et forhold til en mand ved navn [A]. Forholdet startede omkring et år inden ansøgerens udrejse, og ansøgeren mødtes med [A] næsten dagligt. Ansøgerens familie blev på et tidspunkt bekendt med, at han havde et forhold til [A], fordi folk havde set dem sammen og fortalt dette til ansøgerens familie. Som et resultat af dette blev ansøgeren truet og forsøgt stranguleret af sin bror, [B]. Det lykkedes ansøgeren at flygte ved at springe ud af et vindue i familiens bopæl. Ansøgeren boede efterfølgende omkring en uge på gaden i Mascara, hvorefter han rejste til Algier. Ansøgeren opholdt sig i Algier i omkring to uger frem til sin udrejse. Det følger af udlændingelovens § 40, at en udlænding skal meddele de oplysninger, der er nødvendige til bedømmelse af, om den pågældende er omfattet af udlændingelovens § 7. Det følger heraf, at en udlænding, der søger om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, må sandsynliggøre den identitet og det asylgrundlag, udlændingen påberåber sig. Efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring og de i sagen i øvrigt foreliggende oplysninger finder Flygtningenævnet, at nævnet ikke kan lægge ansøgerens forklaring om sin identitet eller sit asylmotiv til grund. I den forbindelse bemærkes, at ansøgeren for danske og udenlandske myndigheder har forklaret forskelligt om sin nationalitet, sit navn og om hvorvidt, han er flygtet på grund af fattigdom, ateisme eller homoseksualitet. Han har endvidere forklaret divergerende om de konkrete omstændigheder i forbindelse med den angivelige konflikt med familien. På denne baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Algeriet vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Det tilføjes, at socioøkonomiske forhold ikke i sig selv er asylbegrundende. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Alge/2018/4/MAH
Nævnet stadfæstede i marts 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Algeriet. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunnimuslim fra […] Algeriet. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Algeriet frygter at blive slået ihjel af sin bror, fordi hun har giftet sig med en mand, som hendes familie ikke accepterede. Til støtte for asylmotivet har ansøgeren oplyst, at hun lærte sin nuværende ægtefælle at kende via Instagram [i sommeren] 2015, og at hun [i efteråret] 2015 rejste til Tyrkiet for at besøge ham. Da ansøgeren vendte tilbage seks dage senere, opstod der et skænderi mellem ansøgeren og hendes bror, fordi ansøgerens familie ikke ville acceptere forholdet mellem ansøgeren og hendes nuværende ægtefælle. Ansøgeren har oplyst, at hendes bror udsatte hende for voldelige overgreb, og at han truede med at slå hende ihjel, hvis hun vanærede familien ved at indgå giftermål uden deres accept. Ansøgeren rejste tilbage til Tyrkiet og hendes nuværende ægtefælle [ultimo] 2015, hvor de blev viet [primo] 2016. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren på flere væsentlige punkter har forklaret divergerende, herunder om karakteren af den vold, hun blev udsat for fra sin bror samt familiens trusler. Endvidere har ansøgeren forklaret divergerende om, hvornår hun fortalte familien om, at hun havde mødt sin nuværende ægtefælle. Endelig har ansøgeren og ansøgerens ægtefælle har forklaret indbyrdes divergerende om tidspunktet for deres vielse. Ved vurderingen af divergensen har Flygtningenævnet lagt vægt på, at der er tale om et ganske kort og enkelt tidsmæssigt forløb. I relation til vielsen har ansøgeren ligeledes forklaret divergerende om, hvem der skaffede vidnerne til vielsen. Ved vurderingen af ansøgerens troværdighed har Flygtningenævnet lagt vægt på, hvordan ansøgeren fra fremtrådt for nævnet, herunder særligt at ansøgeren har forklaret afglidende og undvigende på centrale spørgsmål, herunder på spørgsmål om sine profiler på Instagram og Facebook. Flygtningenævnet har endvidere tillagt det vægt, at ansøgerens forklaring om, hvordan hun lærte sin nuværende ægtefælle at kende forekommer mindre sandsynlig, herunder at ansøgeren tilfældigvis skulle være kommet i kontakt med sin nuværende ægtefælle, der er flygtning fra Syrien, via Instagram i [sommeren] 2015, mens han opholdt sig i Tyrkiet, og efter få måneders kontakt via Instagram at være rejst fra Algeriet til Tyrkiet i [efteråret] 2015 for at være sammen med ham i en uge. Ansøgeren har endvidere forklaret, at hun rejste tilbage til Tyrkiet [ultimo] 2015 for igen at være sammen med sin nuværende ægtefælle, og at de kort tid derefter blev viet, ligesom ansøgeren blev gravid. Endelig finder Flygtningenævnet, at det forekommer usandsynligt, at ansøgeren angiveligt igen fik lov til at rejse alene til hovedstaden [ultimo] 2015, særligt henset til ansøgerens forklaring om, familiens reaktion på hendes kontakt til sin nuværende ægtefælle. På denne baggrund tilsidesætter Flygtningenævnet ansøgerens forklaring om sit asylmotiv som konstrueret og utroværdig. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Algeriet vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Ansøgerens nuværende ægtefælle har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, men Flygtningenævnet finder efter de foreliggende oplysninger, at der ikke er grundlag for at meddele ansøgeren konsekvensstatus som følge heraf. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Alge/2019/2/thv
Nævnet stadfæstede i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Algeriet. Indrejst i 2008. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og muslim fra Oran, Algeriet. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Algeriet frygter, at han ikke kan klare sig, idet han intet netværk har i landet. Ansøgeren har videre henvist til, at han ved en tilbagevenden til Algeriet frygter de personer, som har sprængt hans hjem i luften og har dræbt hans forældre og bror. Endelig har ansøgeren henvist til, at han frygter en person ved navn [X], som han har fulgtes med, siden han opholdt sig i Frankrig, og som har udsat ham for seksuelle overgreb og tvunget ham til at begå kriminalitet. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han hverken har venner eller familie i Algeriet, ligesom han ikke har nogen midler at klare sig for, hvis han vender tilbage til landet. Ansøgeren har endvidere forklaret, at han som barn overhørte en samtale mellem sine forældre, hvor hans far fortalte hans mor, at han var blevet bedt om at udføre en opgave for en terrorgruppe. På et ubestemt tidspunkt efter denne samtale, da ansøgeren var otte eller ni år gammel, omkom hans forældre og hans bror, da deres hjem blev bombarderet, imens ansøgeren var ude at lege. Herefter flyttede ansøgeren hjem til en familie, som boede i nærheden af hans eget hjem, og med hvem han kort tid efter udrejste til Frankrig. Efter ankomsten i Frankrig ønskede denne familie, at ansøgeren skulle tigge for dem, hvorfor ansøgeren forlod dem og rejste videre mod Danmark. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sin identitet og dermed heller ikke sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har angivet en række skiftende identiteter til myndighederne i henholdsvis Frankrig, Belgien, Norge, Tyskland og Danmark i perioden fra 2007 til 2015, navnlig i forbindelse med at politiet har registreret ham for ulovligt ophold eller tilbageholdt ham på grund af kriminalitet. Ansøgeren har herunder til de franske myndigheder i 2007-2008 oplyst tre forskellige navne og fødselsdatoer samt angivet, at han var statsborger i henholdsvis Marokko og Tunesien. Ansøgeren har endvidere til det belgiske politi i 2008 oplyst flere forskellige navne og fødselsdatoer, ligesom han til de norske myndigheder i 2010 har angivet at hedde [Y] og være fra Algeriet i forbindelse med ansøgning om asyl i Norge. Herudover har han til det tyske politi i 2015 oplyst, at han hed [Z], født [i efteråret] 1998 i Algeriet. Ansøgeren har ikke på overbevisende måde kunnet redegøre for baggrunden for, at det netop skulle være den korrekte identitet, han har oplyst til de danske myndigheder, da han [i slutningen af] 2008 blev tilbageholdt for butikstyveri af det danske politi. Nævnet har herved taget i betragtning, at ansøgeren lider af psykiske problemer, og at han var meget ung og muligvis har været under påvirkning af den person, han har oplyst at have fulgtes med siden udrejsen af Frankrig. Ansøgeren har imidlertid også flere år efter at have afbrudt kontakten med den pågældende person til de tyske myndigheder oplyst en anden identitet end den, han hævder at være over for de danske myndigheder. Flygtningenævnet finder på den baggrund efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland vil være i risiko for konkret, individuel forfølgelse eller for at blive udsat for dødsstraf, tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, og stk. 2, er derfor ikke opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Alge/2019/1/ATN
Nævnet stadfæstede i december 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Algeriet. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunnimuslim af religiøs overbevisning fra [by], Algeriet. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Algeriet frygter repressalier fra sin morbror og fætter. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han en dag i slutningen af [foråret] 2014 havde aftalt med sin mandlige kæreste, at de skulle overnatte hos ansøgeren, idet ansøgerens morbror og fætter, med hvem ansøgeren boede, var bortrejst indtil næste dag. Den følgende morgen kom ansøgerens morbror og fætter imidlertid tidligere hjem end forventet. De opdagede ansøgeren og hans kæreste liggende sammen på soveværelset kun iført underbukser, hvorefter der opstod tumult. Det lykkedes ansøgerens kæreste at komme ud af lejligheden, men ansøgeren blev stukket med en kniv og slået med et baseballbat. Efter overfaldet tog ansøgeren på hospitalet, hvor han lå under observation i fem dage. Ansøgeren har ikke haft kontakt med sin familie, siden han blev udskrevet. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at han ved en tilbagevenden til Algeriet frygter en narkohandler ved navn [A] og dennes to brødre. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han nogle måneder efter at være blevet udskrevet fra hospitalet lejede et værelse gennem sin arbejdsgiver i en lejlighed, hvor [A] boede. [A] var narkohandler. En dag i [efteråret] 2015 sad ansøgeren og [A] sammen på ansøgerens værelse og drak alkohol. Da [A] pludselig begyndte at tilnærme sig ansøgeren seksuelt og i den forbindelse truede ham med en kniv, afviste ansøgeren ham og truede med at sladre til [A]s familie og til politiet om, at han var narkohandler. Ansøgeren har videre oplyst, at ham og [A] omkring en uges tid efter episoden blev pågrebet af politiet ude foran et bibliotek. Politiet ransagede deres bopæl og fandt 2,2 kilo hash på [A]s værelse. Ansøgeren blev afhørt og sidenhen løsladt, mens [A] blev idømt 12 års fængsel. Ansøgeren blev herefter tre gange opsøgt af [A]s brødre [B] og [C], der beskyldte ansøgeren for at have sladret til politiet. Omkring 20 dage senere udrejste ansøgeren af Algeriet. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge ansøgerens forklaringer til grund, idet de på centrale punkter indeholder divergenser og er udbyggende. Således har ansøgeren i relation til asylmotivet vedrørende konflikten med kriminelle blandt andet forklaret divergerende om, hvor og hvornår han blev anholdt og om omstændighederne i forbindelse med de trusler, han angiveligt blev udsat for. I relation til asylmotivet vedrørende homoseksualitet har ansøgeren blandt andet forklaret divergerende om, hvornår og under hvilke omstændigheder han og hans ven blev afsløret, og om hvem der angiveligt stak ham med en kniv, og om hvorvidt han vågnede hjemme eller på hospitalet. På denne baggrund og efter det i øvrigt oplyste finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Algeriet vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Alge/2018/7/TLNJ
Nævnet stadfæstede i oktober 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Algeriet. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber fra Tlemcen, Algeriet. Ansøgeren var oprindeligt sunni-muslim, men han har nu fravalgt islam. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Algeriet frygter at blive udstødt af samfundet, eller at samfundet ikke vil acceptere ham, fordi han har fravalgt islam, og fordi han godt kan lide frihed og udviser en adfærd, der er anderledes end den andre unge udviser. Han har videre henvist til, at han, da han var lille, blev seksuelt misbrugt af en magtfuld mand i hans tidligere nærområde, hvilket både hans familie og omgivelser var klar over, og at de derfor så ned på ham. Ansøgerens familie har udsat ham for vold, idet han blandt andet er blevet slået med et bælte og brændt med en ske. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han er homoseksuel, og derfor har været udsat for voldelige overfald og at blive smidt ud af skolen, ligesom han har henvist til de generelle forhold i Algeriet. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han praktiserede sunni-islam, da han boede i Algeriet, men at han nu tror på, at der er én gud, og at han ikke tilhører nogen bestemt religion. Ansøgeren mødte to kristne personer i Sverige, der fortalte ham om kristendommen, herunder at der er frihed i kristendommen. Derefter begyndte ansøgeren at læse i Biblen. Ansøgeren har i Danmark snakket med en præst én gang, men ansøgeren vurderede, at præstens historier lød som dem i alle andre religioner. Ansøgeren har videre oplyst, at han fortæller folk, at han er kristen, hvis de spørger, fordi de så ikke spørger yderligere ind til ansøgerens religion. Ydermere har ansøgeren oplyst, at hans mor har udsat ham for fysiske overgreb, fordi han kunne lide at være fri og nyde sin frihed ved blandt andet, at ryge og drikke alkohol, og fordi han ikke ville passe sin skolegang. Derudover har ansøgerens morbror udsat ham for fysiske overgreb omkring fire gange. Endelig har ansøgeren oplyst, at han blev udsat for et eller to seksuelle overgreb, da han var tre til seks år gammel. Overgrebene blev udført af en mand, der var ven af ansøgerens familie og fandt sted i hans hestestald. Ansøgeren har ikke set manden, siden han var lille. Ansøgeren har også forklaret, at han er homoseksuel og har en homoseksuel fremtoning, og at han blev bortvist fra sin skole, fordi han havde plukket sine øjenbryn, ligesom hans morbror har afstraffet ham på grund af hans seksualitet. Også venner, naboer og andre har overfaldet ham både verbalt og korporligt på grund af hans homoseksualitet, og da han i et tilfælde blev overfaldet på gaden, fordi han bar makeup, gjorde politiet ikke noget for at følge op på hans anmeldelse. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han er konverteret til kristendommen til grund, idet ansøgeren har forklaret, at han ikke er kristen men bare siger det til de personer, der spørger til hans religion. Den omstændighed, at ansøgeren ikke tror på noget, kan ikke føre til, at han meddeles asyl, idet der er religionsfrihed i Algeriet, så længe man ikke udøver sin tro på en måde, der uforenelig med Islam. Nævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren heller ikke var troende muslim, mens han boede i Algeriet, uden at dette har ført til, at han har været udsat for forfølgelse eller overgreb efter udlændingelovens § 7. Det bemærkes i den forbindelse, at de tilfælde af vold fra ansøgerens familie, venner og omgivelser på grund af hans anderledes måde at leve på, herunder hans manglende tro, ikke har haft en karakter eller intensitet, der falder ind under udlændingelovens § 7. Ansøgeren er ikke sikker på, om det er en virkelig hændelse eller en drøm, at han har været udsat for et seksuelt overgreb som lille. Selvom nævnet måtte lægge til grund, at dette skulle være tilfældet, kan det ikke begrunde, at han får asyl, idet der er tale om en afsluttet kriminel handling, der ligger mange år tilbage i tiden, og da ansøgeren ikke har haft kontakt til gerningsmanden, siden han og familien, da ansøgeren var syv år gammel flyttede fra det område, hvor overgrebene skulle havde fundet sted. Nævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han er homoseksuel til grund, idet denne forklaring først er fremkommet i december 2017, efter at han var meddelt afslag af Udlændingestyrelsen. Nævnet har ved vurderingen taget hensyn til, at ansøgeren har haft psykiske vanskeligheder, og at homoseksualitet kan være et følsomt emne. Ansøgerens forklaringer har imidlertid været endog meget skiftende med hensyn til, hvad der var årsagen til udrejsen og med angivelse af en række forskellige nye asylmotiver. Nævnet har ved vurderingen tillige tillagt det betydning, at ansøgeren tidligere har været i stand til at forklare sig om seksuelle overgreb begået mod ham af en mand, uden at forklare om sin angivelige homoseksualitet. Det bemærkes i den forbindelse tillige, at der under behandlingen af sagen er fremlagt et print fra ansøgerens Facebookprofil fra 1. december 2016, hvor han ses sammen med en kvinde ved navn [A], og at der på [A’s] Facebookprofil optræder en kommentar fra [A’s] mor, [B], der omtaler ansøgeren som sin søde svigersøn. Nævnet har videre tillagt det betydning, at ansøgeren ved ankomsten til Danmark opgav falsk navn og nægtede, at det under sagen omhandlede visum vedrørte ham, ligesom han tilsyneladende bevist angav, at han var mindreårig, selvom dette ikke var tilfældet. Nævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Algeriet vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb efter § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Alge/2018/6/EMU
Nævnet stadfæstede i oktober 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Algeriet. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk qabilie/berber og sunni-muslim af trosretning født i Tripoli, Libyen. Da ansøgeren var fire år gammel, flyttede han til Bouira-regionen i Algeriet, hvor han boede frem til sin udrejse. Ansøgerens mor, som er afgået ved døden, var libysk statsborger, mens ansøgerens far er algerisk statsborger. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Algeriet frygter at blive afhørt, udsat for tortur og fængslet af myndighederne, da han er mistænkt for at have forbindelse til terrorister. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at han på et tidspunkt i 2012 eller 2013, omkring to-tre måneder inden sin udrejse, blev opsøgt af en gruppe ukendte terrorister ved sin families landhus. Terroristerne pålagde ansøgeren at hente mad til dem ved senere lejligheder, hvilket han nødtvungent indvilligede i. Da ansøgeren den følgende uge blev kontaktet af terroristerne telefonisk, ødelagde han sit sim-kort. Ansøgeren har siden da ikke haft personlig kontakt til terroristerne, bortset fra en episode, hvor han blev forsøgt stoppet af terroristerne, mens han kørte i bil om natten. Nogle dage efter episoden ved landhuset blev ansøgeren kontaktet af sin fætter [F], der arbejder for politiet, som kunne fortælle, at politiet mistænkte ansøgeren for at have forbindelse til terrorister. Efterfølgende har politiet eftersøgt ansøgeren på familiens bopæl. Politiet fortalte ansøgerens far, at ansøgeren var mistænkt for at have samarbejdet med terrorister, og at ansøgeren skulle anholdes og fængsles. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han ved en tilbagevenden til Algeriet frygter at blive fængslet, da han ikke er mødt op for at aftjene militærtjeneste. Til støtte for dette asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han modtog en indkaldelse til aftjening af militærtjeneste i to områder, der var kendte for deres tilstedeværelse af terrorister, men da ansøgeren ikke ønskede at deltage i farlige kampe mod terrorister, mødte han ikke op som tilsagt. Ansøgeren blev efterfølgende i 2012/2013 stoppet ved en militær kontrolpost, hvor han fik oplyst, at han ville blive bragt til aftjening af militærtjeneste, men det lykkedes imidlertid ansøgeren at slippe væk fra personalet ved kontrolposten. Ansøgeren udrejste herefter af Algeriet. Efter ansøgerens udrejse har ansøgeren fået oplyst fra sin bror, at politiet fortsat kommer på familiens bopæl. Ansøgeren har ikke fremlagt nogen identitetsdokumenter. Han har til de danske og hollandske myndigheder afgivende divergerende forklaring om sit statsborgerskab og sin fødedato. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring om, at hans mor var libysk statsborger og hans far er algerisk statsborger, og at han er født i Libyen, men flyttet til Algeriet med familien som fireårig, til grund. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren er algerisk statsborger. Ansøgeren har i forhold til de danske og hollandske myndigheder påberåbt sig forskellige asylmotiver. Således har han overfor de hollandske myndigheder udelukkende påberåbt sig, at han ikke ønsker at aftjene værnepligt, mens han overfor de danske myndigheder har påberåbt sig frygt for at blive betragtet som terrorist af de algeriske myndigheder, mens han først på forespørgsel tillige har påberåbt sig værnepligtsmotivet. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, og tillige henset til ansøgerens alder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort de asylmotiver, han påberåber sig. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Algeriet. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Alge/2018/5/MGO
Nævnet stadfæstelse i september 2018 Udlændingestyrelsen afgørelse vedrørende en alegrisk statsborger. Indrejst den 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk berber fra Chlef, Algeriet. Ansøgerne har oplyst, at han er agnostiker. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Aleriet frygter chikane og fysisk overgreb fra lokalbefolkning og myndighederne, idet han er homoseksuel. Herudover har ansøgeren henvist til, at han ikke har nogen, at vende tilbage til, idet hans familie i Algeriet ikke accepterer ham på grund af hans seksualitet. Til støtte for sit asylmotiv, har ansøgeren oplyst, at han fandt ud af, at han var homoseksuel, da han var omkring 13 eller 14 år gammel. Ansøgeren havde samleje med en mand for første gang, da han var omkring 13 eller 14 år gammel. Da ansøgeren var omkring 14 år, fandt hans familie ud af, at han var homoseksuel. Ansøgeren brødre kunne ikke acceptere det, og de låste derfor ansøgeren inde i huset i omkring toogenhalv måned og udsatte ham for fysisk overgreb. Ansøgeren blev herefter bedt om at forlade huset og aldrig vende tilbage til familien. Ansøgeren lærte en mand ved navn [F] at kende, da han var omkring 16 år. Ansøgeren var i et fast forhold med [F] og boede med ham i et telt ved stranden i to måneder. Nogle personer opdagede ansøgeren og [F], mens de havde samleje i et skovområde tæt på stranden. Ansøgeren og [F] blev som følge af det udsat for vold. Personerne forsøgte at bringe ansøgeren og [F] til politiet, men de tog kun [F] med til politiet. Det lykkedes ansøgeren at stak af fra personerne. Ansøgeren indså, at der var farligt være i et forhold med [F] og afsluttede derfor forholdet. Herefter flyttede ansøgeren hjem til sin moster, hvor han boede i to år. Herudover boede ansøgeren hos sine venner eller på gaden. Ansøgeren levede sit liv i frygt, hvorfor han valgte at udrejse fra Algeriet i 2015. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet lægger vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende på flere væsentlige punkter i sit asylmotiv. Ansøgeren har forklaret divergerende om, hvornår han havde sin homoseksuelle debut, om han havde homoseksuelle forhold, før han mødte [F], om [F´s] alder, da de var kærester, hvor mange personer, der opsøgte dem i teltet, og hvilket overgreb, han blev udsat for i teltet. Nævnet finder det endvidere usandsynligt, at han ikke efter overgrebet har skaffet sig oplysninger om, hvad der er sket med [F]. Nævnet tilsidesætter ansøgeren forklaring om, at hans brødre har anmeldt ham til politiet, idet denne oplysning først er kommet frem under nævnsmødet. Nævnet lægger vægt på, at ansøgeren har boet i Algeriet i ti år uden at have oplevet nogen problemer, og at der angiveligt ikke er andre end hans familie, der bekendt med, at han er homoseksuel. Ansøgeren har forklaret divergerende om, hvornår han fik den telefon, hvor politiet har konstateret billeder af kvinder i seksuelt præget situationer. Ansøgeren har under nævnsmødet forklaret, at han ikke har seksuel interesse i kvinder. Nævnet bemærker, at der på ansøgerens telefon er fundet billeder af kvinder i seksuelt præget situationer, og at han er dømt for blufærdighedskrænkelse mod en kvinde. Som følge af ovennævnte tilsidesætter nævnet ansøgerens forklaring. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Algeriet vil være forfulgt, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1 eller i konkret eller individuel risiko for overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Alge/2018/3/TBP
Nævnet stadfæstede i oktober 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Sambehandlet med afgh/2019/69/DH. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tadsjiker og sunnimuslim fra Kapisa, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter Taliban, som har været efter hans bror, [O]. Ansøgeren har til støtte herfor forklaret, at hans bror, som arbejdede for politiet, blev slået ihjel af en landmine. Herefter blev en Taliban-kommandants bror anholdt af politiet. Taliban anklagede herefter ansøgerens familie for at stå bag anholdelsen. Senere forsvandt ansøgerens far, idet han blev taget af Taliban. Herefter rettede Taliban henvendelse på familiens bopæl for at hente [O]. Taliban bankede på døren en sen aften, og ansøgerens mor gik ud for at åbne døren. [O] gik også ud til døren. Gennem vinduet så ansøgeren, at Taliban forsøgte at gribe fat i [O] og ansøgerens mor råbte, at det ikke var dem, der havde sladret til politiet. Da ansøgerens mor og [O] kom ind i huset, blødte [O] fra hovedet. Ansøgeren fik at vide, at [O] var faldet på trappen. Herefter udrejste ansøgeren sammen med sin familie. Under ansøgerens ophold i Danmark har ansøgerens farbror fortalt [O], at ansøgerens og [O]s far er død. Ansøgeren har som asylmotiv videre henvist til, at han frygter generelle religiøse problemer, da han er sunnimuslim, ligesom han frygter den afghanske tradition om at gøre unge drenge til piger. Endelig har ansøgeren henvist til, at han ikke har noget familiemæssigt netværk i Afghanistan. Under nævnsmødet har ansøgeren endvidere henvist til, at han ikke længere tror på, at der findes en gud. Han vil således ikke leve som sunnimuslim, hvis han vender tilbage til Afghanistan, ligesom hans bror i givet fald vil være klar over, at han er frafaldet islam. Han har endvidere henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af sin farbror som følge af en jordkonflikt. Flygtningenævnet kan ikke lægge nogen del af ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret udetaljeret, udbyggende og divergerende. Ansøgeren har således forklaret udetaljeret og usammenhængende om sin brors død og begravelse, herunder om hvornår og af hvem han fik besked om brorens død. Han har endvidere forklaret udbyggende og divergerende om episoden, hvor Taliban angiveligt opsøgte bopælen. Han har således til samtalen i Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2016 forklaret, at han ikke kunne se Talebanerne helt, fordi det var mørkt, og han kunne ikke huske, hvor mange de var. Han har ikke forklaret, at han så, hvad Talbanerne foretog sig overfor [O], og han har ikke forklaret, at [O] var bevidstløs. Under samtalen [i foråret] 2017 har ansøgeren forklaret, at han gennem vinduet så, at talebanerne forsøgte at tage fat i [O], at [O] og moren gik tilbage til huset lige efter, at talebanerne havde forladt stedet, og at moren og [O] fortalte, at [O] var faldet på trappen. Under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at han så episoden ud gennem et vindue, Han så flere talebanere, der alle var bevæbnet med kalasjnikov og så, at [O] blev slået blandt andet med geværkolberne. Han har endelig forklaret, at [O] blev slået bevidstløs og båret tilbage til huset af moren. Endelig har ansøgerens forklaring for nævnet i det hele forekommet udetaljeret, og usammenhængende i en sådan grad, at forklaringen ikke virker selvoplevet, ligesom ansøgeren ikke har kunnet redegøre for nogen tidsmæssige sammenhænge overhovedet. Det bemærkes i den forbindelse, at nævnet ved vurderingen af ansøgeren forklaring har taget højde for, at ansøgeren er analfabet. Flygtningenævnet kan således hverken lægge til grund, at ansøgeren er efterstræbt af Taliban eller af sin farbror. Det forhold, at ansøgeren under nævnsmødet har oplyst, at han ikke længere tror på en gud, kan ikke begrunde opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det forhold, at ansøgeren frygter, at han ikke kan klare sig i Afghanistan som følge af, at han er uden familie og netværk kan heller ikke føre til opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, idet der er tale om socioøkonomiske forhold, som ikke er omfattet af anvendelsesområdet herfor. Endelig kan heller ikke de generelle forhold i Afghanistan – trods vanskelige – i sig selv begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. På denne baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2019/70/DH.
Nævnet stadfæstede i januar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shiamuslim af religiøs overbevisning fra Afghanistan. Hun er født og opvokset i [by], Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af sin ægtefælle [A] eller dennes familie. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun blev forlovet og viet med [A], men at han begyndte at udsætte ansøgeren for vold, da de havde problemer med at kommunikere, idet ansøgeren er døvstum. Ansøgeren bad om skilsmisse, men blev afvist af [A]. Da ansøgerens familie besluttede sig for at udrejse af Iran, bad hun derfor om at komme med. Ansøgeren er efter sin udrejse blevet bekendt med, at [A] er fulgt efter for at slå hende ihjel, og at han efter sigende skulle opholde sig i Tyskland. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af sin søsters afdøde ægtefælles familie. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at søsterens afdøde ægtefælles familie beskylder ansøgerens søster for at være skyld i drabet på sin ægtefælle, hvorfor de ønsker at slå hele ansøgerens familie ihjel. Flygtningenævnet kan lægge til grund, at ansøgeren gennem tre år var forlovet og viet med [A]. Ansøgeren har forklaret, at [A] under forlovelsen ikke behandlede hende godt, og at han slog hende. Ansøgeren har ikke søgt skilsmisse. Flygtningenævnet finder det ikke sandsynliggjort, at [A] giftede sig med ansøgeren for at udnytte hende som tjenestepige og seksuelt. Nævnet lægger navnlig vægt på, at der gik tre år fra vielsen til ansøgeren udrejste, uden at parret flyttede sammen eller havde seksuelt forhold. Nævnet lægger endvidere vægt på, at ansøgeren har forklaret, at det var [A], der ikke ville afholde bryllupsfesten. Herefter finder nævnet det ikke sandsynliggjort, at [A] skulle have vilje eller evne til at opsøge ansøgeren i Afghanistan, selvom han måtte have en stor familie. Som følge af afgørelsen i sagen vedrørende [B] lægger nævnet endvidere til grund, at hun i Afghanistan har mandligt netværk. Som følge af afgørelsen i sagen vedrørende [C] finder nævnet heller ikke, at det er sandsynliggjort, at ansøgeren skulle være forfulgt som følge af familieskabet med [C]. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at hun ved udsendelse til Afghanistan vil være udsat for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel og individuel risiko for overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2019/7/TLNJ
Nævnet stadfæstede i april 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim af trosretning fra en landsby nær [by], Baghlan-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter de afghanske myndigheder og den afghanske befolkning, idet han har uddelt kristent materiale for organisationen Humanitarian Assistance for Women and Children of Afghanistan (HAWCA). Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at han mødte to italienere, [A] og [B], mens han arbejdede på et apotek i [by]. De arbejdede for HAWCA og tilbød ansøgeren en stilling som tolk, hvilket han accepterede. Sammen uddelte ansøgeren, [A] og [B] kiks, tøj, sko og kristent materiale til enlige kvinder og børn i nærliggende landsbyer. I [slutningen af] 2015 blev ansøgeren, [A] og [B] anholdt af politiet foran HAWCA’s kontor i [by]. Ansøgeren blev anholdt og tilbageholdt i en uge. Under afhøringerne blev ansøgeren anklaget for at have uddelt kristent materiale. Ansøgeren blev udsat for vold under tilbageholdelsen. To nætter inden ansøgeren kom ud af fængslet, blev han opsøgt af en betjent ved navn [C], som sagde, at han ville hjælpe ansøgeren, hvis han fik kontaktoplysninger på nogle personer, som ansøgeren kendte i Kabul. Betjenten fik kontakt til ansøgerens svoger, [D], som betalte penge, så ansøgeren kunne få lov til at flygte fra fængslet. Ansøgeren fik hjælp til flugten af nogle soldater, der kørte ansøgeren til den pakistanske grænse, som han krydsede til fods, hvorefter han mødte [D]. Ansøgeren rejste herefter mod Danmark. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet den fremstår som konstrueret til lejligheden og dermed utroværdig. Flygtningenævnet har navnlig lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om sit arbejde som tolk for den humanitære organisation HAWCA – som ifølge ansøgeren er den samme, som han har benævnt HCW – ikke har kunnet verificeres. Ifølge et høringssvar fra Udenrigsministeriet af [dato] 2017 har HAWCA således ikke kunnet bekræfte ansøgerens ansættelse på trods af, at ansøgeren under samtalerne hos Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2017 og den [i starten af] 2018 har oplyst at have haft et ID-kort fra organisationen, som derfor må formodes at have kendskab til ham, og som efter ansøgerens forklaring for nævnet også har fået kvitteringer på lønudbetalingerne til ham. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren, der har gået i skole i 9 år og derefter har uddannet sig yderligere, har et meget begrænset kendskab til organisationen og ikke har kunnet fortælle nærmere om dens idegrundlag eller de personer, der arbejdede for organisationen lokalt, undtagen de to personer, der efter det oplyste ansatte ham som tolk til en meget høj løn efter et kort, tilfældigt møde på et apotek, hvor ansøgeren var ansat. Nævnet finder det desuden bemærkelsesværdigt, at ansøgeren skulle have uddelt skriftligt materiale med et kristent indhold til en persongruppe i form af enlige kvinder og børn ude på landet, og ansøgeren har ikke for nævnet på overbevisende måde kunnet redegøre for de pågældendes muligheder for at læse det omdelte materiale. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har givet forskellige oplysninger om, hvem af hans søstre der bor i Kabul og er gift med den svoger, der skulle have bistået ansøgeren med at flygte. Ansøgeren har således under samtalen [i sommeren] 2016 og i asylansøgningsskemaet oversat [i starten af] 2017 oplyst, at søsteren [E] bor i Kabul, mens han under samtalen [i starten af] 2018 har oplyst, at det var søsteren [F], der er gift og bor i Kabul. Nævnet finder det i øvrigt påfaldende, at ansøgeren under fængselsopholdet i Kabul skulle have været i stand til at huske netop sin svogers telefonnummer og opgive det til en officer til brug for forhandling om løsladelse mod bestikkelse, selv om ansøgeren ikke efterfølgende har været i stand til at huske hverken svogerens eller andre familiemedlemmers numre og ikke har været i stand til at få kontakt med dem efter sin udrejse. Det fremstår endvidere selvmodsigende, at ansøgeren dels oplyser, at han ville benytte sig af muligheden for at kontakte sin familie, hvis han kunne huske numrene, men at han har undladt at kontakte sin familie af frygt for, at de kunne få problemer på grund af ham. På den baggrund og efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i konkret risiko for individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 og stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2019/7/TLNJ
Nævnet stadfæstede i oktober 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Sambehandlet med afgh/2019/70/DH. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tadsjiker og sunnimuslim fra landsbyen […], Kapisa, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter Taliban, som har slået hans far ihjel. Ansøgeren har til støtte herfor forklaret, at hans bror arbejdede for det lokale politi i [navn på by], da broren blev slået ihjel af en landmine, mens han var på arbejde. Omkring halvanden måned senere blev en Taliban-kommandants bror anholdt af politiet. Kommandanten og hans folk opsøgte ansøgerens far på vejen mellem farens forretning og familiens hjem, hvor de anklagede ansøgerens far for at være skyld i anholdelsen. Kommandanten formodede, at ansøgerens far havde klaget til myndighederne over ansøgerens brors død. Som følge heraf krævede kommandanten, at ansøgeren skulle udleveres til Taliban. Omkring en uge senere forsvandt ansøgerens far, og familien fik at vide, at han var blevet bortført af Taliban. Tre til fire dage senere opsøgte tre talebanere ansøgerens bopæl. Talebanerne krævede, at ansøgeren fulgte med dem, og de hev i ham. I denne forbindelse ramte ansøgerens hoved trappens kant, og han mistede bevidstheden. Da han vågnede omkring halvanden time senere befandt han sig i familiens opholdstue sammen med sin mor og sine brødre. Ansøgerens mor sagde, at familien ikke kunne blive boende. Ansøgerens mor solgte familiens jord, hvorefter ansøgeren udrejste fra Afghanistan sammen med sin mor og sine brødre. [Primo] 2017 fik ansøgeren fra sin farbror at vide, at hans far var blevet slået ihjel. Ansøgeren har som asylmotiv videre henvist til, at han frygter en politikommandant i [navn på by], som anklager ansøgeren for at være skyld i, at kommandantens søn er forsvundet. Ansøgeren har til støtte herfor forklaret, at kommandantens søn forsvandt efter ansøgerens far var blevet slået ihjel. Kommandanten mistænkte ansøgeren for at have været involveret i hans søns forsvinden. Kommandanten har rettet henvendelse til ansøgerens farbror og krævet ansøgeren udleveret. Herefter har ansøgeren modtaget tilsigelser fra politiet i både Nejrab og Kabul. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret usammenhængende og divergerende på centrale punkter. Ansøgeren har således forklaret divergerende om bl.a. episoden, hvor Taliban angiveligt opsøgte bopælen for at tage ansøgeren med. Til samtalen i Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2016 har ansøgeren forklaret, at han blev slået og kastet på jorden, hvor han besvimede. Under samtalen [i foråret] 2017 har ansøgeren forklaret, at der var tre talebanere. De slog ham ikke, men hev i ham, så han faldt og slog hovedet mod trappekanten, hvorved han mistede bevidstheden. Under mødet i nævnet har ansøgeren forklaret, at talebanerne havde kalasjnikov-geværer med, at de slog ham og skubbede ham så han faldt mod trappekanten, mistede bevidstheden og først vågnede op igen, da han var inde i huset. Hertil kommer, at det ikke forekommer sandsynligt, at talebanerne undlod at tage ansøgeren med fra stedet. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende og usammenhængende om det tidsmæssige forløb, herunder om hvornår hans bror afgik ved døden. Endelig mangler ansøgerens forklaring om konflikten med politikommandanten logik og fremstår usammenhængende og utroværdig. De generelle forhold i Afghanistan er – trods vanskelige – ikke af en sådan karakter, at de i sig selv kan føre til opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder således efter en konkret vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, idet bemærkes, at det ikke er omfattet af Flygtningenævnets kompetence at vurdere, hvorvidt ansøgerens helbredsmæssige forhold kan føre til opholdstilladelse på et andet grundlag. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2019/69/DH.
Nævnet stadfæstede i april 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim af trosretning fra landsbyen [by], [provins], Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive brændt ihjel af kommandanten, [A], som straf for beskyldninger om at have trådt på koranen. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hun forud for sin afrejse fra Afghanistan er blevet truet af ansøgerens datters tidligere ægtefælle samt af ansøgerens søns tidligere svigerfar. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv anført, at ansøgerens ægtefælle var politisk aktiv i organisationen SAMA, som var imod kommunisme og mujahadinere. Efter ægtefællen blev slået ihjel i 1982 af PDPA-tilhængere, har ansøgeren været udsat for chikane fra de andre beboere i ansøgerens landsby samt levet under trussel fra PDPA-sympatisører i landsbyen. Ansøgeren udrejste af Afghanistan efter en konkret episode, hvor ansøgeren blev beskyldt for at have trådt på koranen til en koran-læsning på sin morbrors søn bopæl. Den lokale kommandant, [A], ville brænde ansøgeren ihjel som straf herfor. [A] samarbejder både med Taliban og de afghanske myndigheder. Ansøgeren har endvidere anført, at hun er blevet truet med at blive slået ihjel af hendes tidligere svigersøn, idet svigersønnen ville, at ansøgeren skulle få sin datter og børnebørn til at tage tilbage til Afghanistan. Flygtningenævnet lægger den del af ansøgerens forklaring om sine asylmotiver, der vedrører ansøgerens frygt for ansøgerens tidligere svigersøn til grund. Nævnet kan derimod ikke lægge ansøgerens forklaring om sin frygt for at blive slået ihjel af kommandant [A] eller ansøgerens forklaring om sin frygt for at blive slået ihjel af sin søns tidligere svigerfar til grund, idet disse dele af ansøgerens forklaring fremstår som utroværdige og konstruerede med henblik på at opnå opholdstilladelse i Danmark. For så vidt angår ansøgerens frygt for at blive slået ihjel af kommandant [A] lægger Flygtningenævnet vægt på, at forklaringen er udetaljeret og fremstår konstrueret. Det fremstår således ikke overbevisende, at kvinderne til koranlæsningen – på et øjeblik – skulle vende sig imod ansøgeren og anklage hende for at træde på et koranhæfte, fordi de så negativt på hende som følge af ansøgerens ægtefælles politiske tilhørsforhold. Det bemærkes herved, at ansøgerens ægtefælle ifølge ansøgerens forklaring havde været død i omkring 35 år, da episoden ved koranlæsningen angiveligt fandt sted, og at ansøgeren havde boet omkring 10 år i Afghanistan uden problemer forud for episoden. Ansøgerens forklaring om, at hun havde undgået problemer som følge af sin ægtefælles politiske tilhørsforhold ved ikke at komme ud med mindre, at det var højst nødvendigt, fremstår endvidere konstrueret blandt andet i lyset af, at ansøgeren valgte at deltage i koranlæsningen. Flygtningenævnet lægger videre vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om episoden, hvor der blev trådt på et koranhæfte. Ansøgeren forklarede til oplysnings- og motivsamtalen [efteråret] 2016, at ansøgeren, da en pige gav hende et koranhæfte, kom til at slå hæftet ud af hånden på hende, idet ansøgeren ville vifte et insekt væk. Derefter trådte en anden pige, der var ved at servere te og derfor ikke havde set hæftet, på hæftet, hvorefter de øvrige kvinder begyndte at beskylde ansøgeren for at træde på hæftet. Til asylsamtalen [efteråret] 2017 forklarede ansøgeren indledningsvis på samme måde, idet ansøgeren dog udbyggede forklaringen med, at pigen, der servede te, tabte teen. Derefter forklarede ansøgeren, at det var pigen, der delte koranhæfterne ud, der trådte på hæftet. Sidstnævnte forklaring har ansøgeren gentaget for nævnet. Flygtningenævnet er opmærksom på, at ansøgeren har forklaret divergensen med, at der var problemer med tolkningen ved oplysnings- og motivsamtalen, men nævnet finder ikke, at dette kan føre til en anden vurdering henset til, at ansøgeren fik referatet oversat, og at ansøgeren ikke havde bemærkninger til tolkningen. Endvidere lægger Flygtningenævnet vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende om baggrunden for, at ansøgeren ikke straks blev tilbageholdt i konsekvens af, at kommandant [A] – eller dennes søster – skulle have bestemt, at ansøgeren skulle brændes levende. Forespurgt, hvorfor ansøgeren ikke blev tilbageholdt, når det var besluttet, at hun skulle straffes med døden, forklarede ansøgeren, at ”de ikke kan gøre det lige med det samme, de er en gruppe der taler sammen og tager beslutningen”. Nævnet finder, at det fremstår utroværdigt, at [A] skulle kunne bestemme, at ansøgeren skulle brændes levende, men ikke at ansøgeren skulle tilbageholdes, og forklaringen fremstår konstrueret med det formål at give en forklaring på, hvorfor ansøgerens veninde [B] kunne nå at advare ansøgeren. For så vidt angår ansøgerens frygt for at blive slået ihjel af sin søns tidligere svigerfar, finder Flygtningenævnet, at forklaringen fremstår utroværdig. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren har forklaret, at sønnen for omkring 18 år siden flyttede til Tyskland, hvor han fik asyl på grund af sine problemer i Afghanistan. Ansøgeren har videre forklaret, at sønnen var i Afghanistan for at blive gift for omkring syv år siden. Nævnet tillægger det endvidere betydning, at sønnens svigerfar er i familie med sønnen og som følge heraf var bekendt med ansøgerens søns forhold. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgerens forklaring om, at ansøgerens søns svigerfar ikke ville give sin datter lov til at tage til Tyskland sammen med ansøgerens søn efter indgåelsen af ægteskabet, fremstår utroværdig. Ansøgerens forklaring om, at sønnens svigerfar skulle have opsøgt ansøgeren hos ansøgerens søster nogle måneder inden udrejsen, fremstår endvidere konstrueret i lyset af, at ansøgeren ikke har forklaret om problemer med sønnens svigerfar i den foregående periode på omkring fem til seks år. For så vidt angår ansøgerens frygt for sin tidligere svigersøn, kan Flygtningenævnet som anført lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet lægger således til grund, at ansøgeren over en ukendt periode på op til to år inden sin udrejse af Afghanistan i 2016 blev opsøgt fire til fem gang i anledningen af, at ansøgerens tidligere svigersøn ønskede, at ansøgeren skulle få sin datter og børnebørn til at flytte fra Norge til Afghanistan, og at de sidste to til tre henvendelser blev foretaget af familiemedlemmer til ansøgerens tidligere svigersøn, som alligevel havde ærinde i området, hvor ansøgeren boede. Nævnet lægger videre til grund, at ansøgeren modtog trusler i den forbindelse, men at der ikke skete yderligere, og at der ikke blev gjort alvor af truslerne. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet imidlertid, at forholdet ikke har en sådan karakter og intensitet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun som følge heraf vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse ved en tilbagevenden til Afghanistan. For så vidt angår de generelle forhold i Afghanistan bemærkes, at den generelle sikkerhedssituation i Afghanistan ikke er af en sådan karakter, at enhver ved sin blotte tilstedeværelse risikerer overgreb omfattet af Menneskerettighedskonventionens artikel 3. På denne baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved ophold i Afghanistan vil være i en risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2019/68/CABV
Nævnet meddelte i april 2019 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunnimuslim fra Jalalabad, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af Taliban, da de har beskyldt ham for at være spion. Videre har ansøgeren henvist til, at han frygter sin fars fætter, [A], da han har gjort krav på den jord ved [område], som ansøgeren ejer. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at mens han studerede ved universitet, fortalte han sine medstuderende om Talibans aktiviteter i sit hjemområde. Ansøgeren har både til Udlændingestyrelsen og under sagens behandling ved Flygtningenævnet forklaret, at han ikke skelner mellem Taliban og Daesh, da det på nogle tidspunkter har været Taliban, der var de stærkeste, og på andre tidspunkter Daesh. I den sidste tid, før han udrejste, mener han, at det var Taliban, der var stærkest. En dag blev ansøgerenen bortført af Taliban, hvor han blev slået og fik at vide, at han var anklaget for at være en spion. Han fik ligeledes at vide, at hans sag ville ende med dødsstraf, men at sagen først ville blive afgjort den følgende dag. Dagen efter hørte ansøgeren, at der foregik kamphandlinger ved huset, hvorefter regeringsstyrker befriede ansøgeren. Ansøgeren blev taget med til efterretningstjenesten, hvor han blev afhørt og overnattede en nat. Ansøgeren tog herefter ophold hos sin morbror en enkelt nat, inden han flyttede hjem til sin svigerfamilie. Under ansøgerens ophold hos sin svigerfamilie, modtog ansøgeren et opkald fra en person, der sagde, at Taliban ledte efter ansøgeren, da det var ansøgeren, der havde angivet Taliban til myndighederne, og at ansøgeren dermed var skyld i, at [B] var blevet slået ihjel under kampene. Ansøgeren udrejste herefter af Afghanistan. Efter ansøgerens ankomst til Danmark, fortalte ansøgerens mor ansøgeren, at ansøgerens svigerfar havde deltaget i en begravelsesceremoni, hvor han blev opsøgt af nogle talibanere, der spurgte efter ansøgeren. Ansøgeren har endvidere til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han omkring et år inden sin udrejse af Afghanistan modtog et opkald fra sin fars fætter, [A]. Han sagde til ansøgeren, at ansøgerens familie skulle overdrage jorden ved [område] til ham, og at han ville slå ansøgeren ihjel, såfremt han ikke fik ret til jorden. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om sine asylmotiver til grund. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgeren er blevet tilbageholdt af Taliban, der har beskyldt ham for at være spion, og at ansøgeren blev befriet, da myndighederne angreb det hus, hvor ansøgeren blev tilbageholdt. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at ansøgeren efter befrielsen fra Taliban tog ophold først hos sin morbror og siden hos sin svigerfamilie, hvor han modtog opkald fra en ukendt person, der truede ham og kaldte ham spion og sagde, at han var skyld i [B’s] død ved myndighedernes befrielse fra det hus, hvor ansøgeren var tilbageholdt. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet lægger endvidere ansøgeren forklaring om, at hans fars fætter [A] har truet ham som følge af en jordkonflikt til grund. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at denne konflikt har en sådan aktualitet, at den er asylbegrundende. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren kan henvises til at tage ophold et andet sted i Afghanistan som internt flugtalternativ, herunder i Kabul, Herat eller Mazar-E-Sharif. Flygtningenævnet har herved navnlig lagt vægt på, at ansøgeren, der er gift og har tre mindreårige børn, efter de foreliggende oplysninger ikke har noget netværk nogen af stederne.” Afgh/2019/66/CHA
Nævnet stadfæstede i april 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim fra […], Ghazni, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter Taliban, idet de mistænker ansøgeren for at være spion og kristen. Ansøgeren har desuden som asylmotiv henvist til, at han frygter lokalbefolkningen, da de lokale vil mistænke ham for at være kristen, og at frygter kommandanten den politistation i det [talangivelse]. distrikt i Kabul. Ansøgeren har til støtte for sine asylmotiver oplyst, at han tog til Kabul i slutningen af 2015. Da ansøgeren var i Kabul, mødte han tilfældigt en af sine tidligere klassekammerater. Klassekammeraten hed [A], og han kom fra samme by som ansøgeren. Efter mødet skaffede [A] et job til ansøgeren. Ansøgeren skulle arbejde som kok på politistationen i det [talangivelse]. distrikt i Kabul. Da ansøgeren havde arbejdet på politistationen i omkring én måned, valgte han og [A] at besøge deres hjemby. Da ansøgeren og [A] var på vej til landsbyen, blev de stoppet af Taliban. Da talebanerne ransagede ansøgerens og [A]s ting, fandt de kristent materiale i [A]s taske. Talebanerne slog og skød herefter [A], og [A] afgik ved døden. Da talebanerne kiggede i ansøgerens mobiltelefon, fandt de flere billeder af ansøgeren og den politistation, hvor ansøgeren arbejdede. Talebanerne anklagede herefter ansøgeren for at være spion. Da ansøgeren benægtede at være spion, tog talebanerne ham med til et fængsel. Ansøgeren var tilbageholdt i fængslet i én uge, hvorefter det lykkedes ham at flygte. Ansøgeren blev under fængslingen afhørt én gang. Ansøgeren fik under afhøringen at vide, at talebanerne ville slå ham ihjel, fordi han var vantro og hazara. Det lykkedes ansøgeren at flygte fra fængslet, da en af de personer, som ansøgeren delte fængselscelle med, fik løsnet det, der var bundet om hans hænder. Personen løsnede herefter de andre fangers hænder. Fangerne smadrede herefter et lille vindue, og de flygtede en ad gangen ud ad vinduet. Ansøgeren løb til en lille landsby, hvorfra han tog en bil til Ghazni. Da ansøgeren kom frem til et hotel i Ghazni, ringede han til kommandanten for den politistation, hvor han arbejdede. Kommandanten fortalte ansøgeren, at han skulle udrejse af landet, hvis han havde sit liv kært. Hvis han kom tilbage til Kabul, ville han blive efterforsket i anledning af sagen. Ansøgeren udrejste herefter af Afghanistan. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgeren på centrale punkter har forklaret divergerende og udbyggende, ligesom væsentlige dele af ansøgerens forklaring fremstår usandsynlig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om sit forhold til [A]. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren oplyst, at ansøgeren og [A] rejste sammen til Kabul i [slutningen af] 2015 for at finde arbejde. Til de efterfølgende samtaler med Udlændingestyrelsen og for Flygtningenævnet har ansøgeren oplyst, at han tilfældigt mødte [A] i Kabul. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at det ikke forekommer sandsynligt, at ansøgeren ikke kan oplyse noget nærmere om [A], herunder hvad [A] beskæftigede sig med, og om [A]s forbindelse til kommandanten, der var leder af den politistation, hvor ansøgeren angiveligt blev ansat som kok efter [A]s anbefaling, henset til at ansøgeren har oplyst, at [A] var hans bedste ven, og at [A] var bedre end en bror for ansøgeren, jf. gensamtalen. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har svaret afglidende om [A] og herunder har oplyst, at [A] altid skulle skynde sig, så han ikke fik talt med ham, og at ansøgeren havde høretelefoner på, og at han ikke talte noget særligt med [A] på den 4 timers biltur, som de var på sammen fra Kabul. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om hans job som kok på politistationen ikke forekommer sandsynlig. Flygtningenævnet har herunder lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om, at han ikke gennemgik en procedure med sikkerhedsgodkendelse, forekommer meget påfaldende. Flygtningenævnet har endvidere herunder lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om vagterne på politistationen er divergerende, idet han til asylsamtalen har forklaret, at der altid var de samme vagter ved politistationen. For Flygtningenævnet har ansøgeren først forklaret, at der var forskellige vagter. Efterfølgende har ansøgeren forklaret, at han ikke ved, hvilke vagter der var. Flygtningenævnet har videre herunder lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om, at det var kommandanten, der viste køkkenet frem for ansøgeren, og at det var politibetjentene, der købte maden ind, og at der bare var mad i nogle containere, som han lavede mad af til 100 mennesker, ikke forekommer sandsynlig. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om de billeder, han angiveligt har taget på politistationen, og som han har fremlagt for Flygtningenævnet, er divergerende. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren forklaret, at det er ansøgeren og to politibetjente, der er på billederne. For Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at det er ansøgeren, kommandanten og dennes chauffør, der er på billederne. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om, at han var bekendt med, at Taliban ofte stoppede folk på det sted, hvor ansøgeren og [A] blev stoppet op vej fra Kabul forekommer påfaldende, henset til at ansøgeren havde fotos med ansøgeren og politifolk med flere på sin telefon. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om hans samtale med kommandant [B] efter ansøgerens angivelige flugt fra Taliban. Ansøgeren har til asylsamtalen først oplyst, at han ikke talte om kommandanten om, hvor Talibans base lå, og hvor mange krigere, der var på den, og at deres samtale var kort. Senere i samtalen, da ansøgeren blev foreholdt vigtigheden af oplysningerne for kommandanten, ændrede ansøgeren forklaring til, at ansøgeren havde givet kommandanten disse oplysninger. Flygtningenævnet bemærker, at det forekommer bemærkelsesværdigt, at ansøgeren angiveligt ikke kontaktede sin mor og sin ægtefælle, som ansøgeren havde opfordret til at flygte, da han havde besluttet sig for at tage ophold hos sin morbror i Teheran. Dette særlig henset til, at ansøgeren tidligere havde benyttet sin agents telefon til at komme i kontakt med sin familie. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende om, hvem han frygter, idet han hverken i asylskemaet eller i oplysnings- og motivsamtalen har oplyst, at han også frygter lokalbefolkningen og kommandanten. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2019/65/DH
Nævnet stadfæstede i april 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt fire børn fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er afghanske statsborgere, etniske pashtunere og sunni muslimer fra Herat, Afghanistan. Ansøgerne har ikke været medlemmer af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af [F]s familie, idet hans farbror, [H], har dræbt [F]. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at [H] og [F] begge ville være den nye malik i landsbyen. 10 dage inden [H] slog [F] ihjel, afholdt de ældre et møde i landsbyen, hvor de besluttede, at der skulle afholdes valg. Selvom der normalt blev afholdt valg, ville [F] ikke acceptere dette. Ansøgeren har videre oplyst, at [F]s fætter, [I], havde tidligere været minister af vand og energi i Afghanistan. [F] ville derfor bruge sin magt til at blive malik fremfor at tillade, at der blev afholdt valg. En nat opsøgte [H] og hans søn, [A], ansøgeren. De bad ham om at følge med dem hen til [F], idet de ville overbevise ham om, at der skulle afholdes valg. Ansøgeren tog med dem og forklarede [F], at han skulle acceptere, at der blev stemt om, hvem der skulle være den nye malik. [F] ville ikke acceptere dette, idet han allerede anså sig selv som malik. I forlængelse deraf fortalte han grimme ting til [H], hvorfor der opstod et slagsmål. Under slagsmålet kom ansøgeren op og slås med [F]s bror, som skar ham med et glasskår. Efterfølgende skød [H] [F], og ansøgeren, [H] og [A] løb hjem. Da de kom hjem pakkede ansøgerens familie deres ting og påbegyndte deres udrejse. I løbet af udrejsen modtog ansøgeren en SMS fra [F]s far, hvor der stod, at ansøgeren havde slået et af deres familiemedlemmer ihjel, og at de nu ville slå 20 af ansøgerens familiemedlemmer ihjel. Den kvindelige klager har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive slået ihjel af [F]s familie af samme grund, som det af den mandlige klager oplyste. Flygtningenævnet kan efter en samlet vurdering af ansøgernes forklaringer om asylmotivet ikke lægge forklaringerne til grund, idet de fremstår usandsynlige og må anses for at være konstrueret til lejligheden. Nævnet lægger herved vægt på, at det forekommer usandsynligt, at den mandlige ansøger er blevet opsøgt ca. kl. 01.00 om natten af sin farbror, [H], og dennes søn, [A], der skulle tale med [F]. [F] skulle overtales til at gå med til, at der skulle afholdes valg til stillingen som malik for lokalområdet. Der henvises til, at ældrerådet på et møde, der havde været afholdt 10 dage forinden, havde truffet beslutning om afholdelse af valget, og at ansøgerne ikke på overbevisende måde har været i stand til at forklare om baggrunden for, at den mandlige ansøger skulle med til en samtale herom alene med sin farbror og dennes søn. Endvidere har ansøgerne ikke på overbevisende vis kunnet forklare, hvorfor samtalen skulle afholdes på det pågældende tidspunkt. Flygtningenævnet lægger endvidere vægt på, at det forekommer utroværdigt, at ansøgerne sammen med deres børn efter drabet på [F] har kunnet opholde sig uden problemer i omkring tre timer om natten på den lokale busstation for at køre med bus væk fra området. Der henvises til, at ansøgerne har forklaret, at [F]s familie var en meget magtfuld familie i området, og at familien blandt andet bestod af [F]s morbros søn, [I], der er en magtfuld person med kontakter overalt i Afghanistan. Endelig finder Flygtningenævnet, at det forekommer utroværdigt, at [F]s familie for første gang i [vinteren 2018/2019] skulle have henvendt sig til den mandlige ansøgers ven, [Z], for at spørge efter ansøgerne, der udrejste i 2014. Der henvises herom til et brev, der er fremlagt under nævnsmødet, og som angiveligt er sendt af [Z] til ansøgerne. I brevet er det blandt andet oplyst, at [F]s familie i fremtiden vil henvende sig til [Z] hver anden eller tredje måned. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at de risikerer overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2019/64/mme
Nævnet stadfæstede i april 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og oprindeligt shia-muslim fra landsbyen [navn på landsbyen], [afghansk distrikt] i Ghazni-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har som oprindeligt asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af sin farbror, som sendte ham afsted for at arbejde for Taliban, samt at han frygter Taliban, som han efterfølgende flygtede fra. Videre har ansøgeren henvist til, at han frygter de generelle forhold i Afghanistan. Ansøgeren har som asylmotiv ved nærværende asylsag yderligere henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af de afghanske myndigheder, Taliban, hans farbror og den afghanske befolkning. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han er ateist. Han blev ateist, mens han sad fængslet i Danmark, hvor han mødte en ateist og en tidligere muslim, som var konverteret til kristendommen. Ansøgeren har oplyst, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan, givetvis vil forventes at skulle deltage i religiøse handlinger, og afslag herpå fra ansøgerens side vil blive oplevet som problematisk. Videre har ansøgeren som asylmotiv henvist til, at han under udsendelsen [i efteråret] 2016 i Kabul Lufthavn råbte, at han er kristen. Under ansøgerens opråb i Kabul Lufthavn var de afghanske myndigheder repræsenteret af blandt andet viceminister dr. Alema, hvorfor det ifølge ansøgeren må antages, at han ikke længere kan undgå at unddrage sig myndighedernes opmærksomhed. Ansøgeren har efterfølgende i Kabul Lufthavn under en kort samtale om hans religiøse tilhørsforhold oplyst, at han ikke er kristen, men alene er ateist. Flygtningenævnet kan fortsat ikke lægge ansøgerens forklaring om sine oprindelige asylmotiver til grund. Der er ikke for Flygtningenævnet fremkommet nye oplysninger af betydning til støtte for asylmotiverne, og Flygtningenævnet henviser derfor til det, der er anført i Flygtningenævnets tidligere afgørelser. Ansøgeren har nu gjort gældende, at han under sit ophold i Danmark er blevet ateist, at han har eksponeret sin manglende tro i Afghanistan, og at han i Afghanistan også er eksponeret som kristen, hvorfor han ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder som Udlændingestyrelsen, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han reelt er ateist. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke på overbevisende måde har kunnet redegøre for sine bevæggrunde for at blive ateist, og ansøgeren har da heller ikke før sin ankomst til Afghanistan oplyst, at han er ateist. Flygtningenævnet henviser endvidere til, at ansøgeren i lufthavnen i Kabul først oplyste, at han var kristen, og derefter at han var ateist. Det forhold, at ansøgeren har forklaret, at han kom til at sige noget forkert, fordi han ikke havde det så godt, kan ikke føre til anden vurdering, da der er helt afgørende forskel på at være ateist og kristen. Ansøgeren har da også til Udlændingestyrelsen forklaret, at han sagde, at han var kristen og efterfølgende ateist, fordi han ikke ville bo i Afghanistan. Yderligere har ansøgeren forklaret udbyggende, idet han for Flygtningenævnet har forklaret, at han allerede i flyveren sagde til en afghansk politikommissær, at han er ateist, og at kommissæren sagde til ham, at han skulle komme ud af flyveren og fortælle det til kameraerne, hvilket ansøgeren ikke har forklaret om tidligere. Ansøgerens forklaring om sine nye asylmotiver fremstår derfor som konstruerede til lejligheden. Flygtningenævnet finder af de grunde, som Udlændingestyrelsen herom har anført, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han i Afghanistan er eksponeret som ateist eller kristen på en sådan måde, at han af den grund risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at den for Flygtningenævnet foreviste video, som ansøgeren har fundet på Facebook, visende en person, der bliver tvangsmæssigt ført ned ad en flytrappe, ikke viser personen på en sådan måde, at det er muligt at identificere personen. Det er således uden betydning for denne sag, hvorvidt det er ansøgeren, der er på den foreviste video. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2019/63/CHPE
Nævnet stadfæstede i april 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tajik og muslim fra [landsby] i Kapisa-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af Taliban. Han har til støtte herfor oplyst, at hans far har arbejdet som livvagt for et medlem i det afghanske parlament ved navn [A] i mange år. Videre har ansøgeren oplyst, at hans far modtog telefoniske trusler fra Taliban af flere omgange, fordi han arbejdede for [A]. I slutningen [af foråret] 2014 modtog ansøgerens far et trusselbrev fra Taliban, hvorefter ansøgeren og hans familie flyttede fra Kapisa til Kabul. I [slutningen af foråret eller starten af sommeren] 2014 blev ansøgeren beskudt af to personer fra Taliban, da han var ved at forlade sin bopæl i Kabul. Ansøgeren kastede sig ned på jorden, hvorfor ansøgerens søster blev ramt og bragt til hospitalet. [I foråret] 2015 modtog ansøgeren og hans familie endnu et trusselsbrev fra Taliban, hvorefter ansøgeren udrejste af Afghanistan samme dag. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende, usikkert og utroværdigt om centrale omstændigheder i ansøgerens asylmotiv. Ansøgeren har således blandt andet forklaret divergerende om, hvilke våben de to mænd på motorcykel anvendte, da der blev skudt mod klageren. Endvidere indeholder det fremlagte trusselsbrev datoer, der ikke stemmer med ansøgerens forklaring om hændelsesforløbene, herunder datoen for, hvornår ansøgerens søster blev skudt af Taliban. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvad der skete med familiens bopæl i Afghanistan. Ansøgeren har heller ikke kunnet give en troværdig forklaring på, hvorfor hans pas er udstedt efter datoen for hans udrejse af Afghanistan. Ansøgeren har blandt andet forklaret divergerende om, hvor han var, da passet blev udstedt, og først foreholdt, at dateringen af passet ikke stemmer med ansøgerens forklaring, har ansøgeren forklaret, at det pas, som han har nu, er et erstatningspas. Ansøgeren har også forklaret usikkert og utroværdigt om, hvordan han fik fat i kontaktoplysninger på sin forlovede, der befandt sig i Danmark. Det bemærkes, at ansøgeren har forklaret, at hans familie i Afghanistan har kunnet sende ansøgerens erstatningspas til ansøgerens forlovede i Danmark, da han befandt sig i Tyskland, mens ansøgeren ved sin ankomst til Danmark ikke kunne oplyse, hvor hans forlovede boede. Ansøgeren har endvidere for Flygtningenævnet forklaret, at han ikke havde sin forlovedes telefonnummer, selv om det fremgår af en afhøringsrapport, at ansøgeren ved sin indrejse i Danmark var i besiddelse af telefonnumre, som ansøgeren da oplyste tilhørte hans forlovede og hendes familiemedlemmer. De angivelige lægelige oplysninger og fotos, som ansøgeren har fremlagt under sagens behandling i Flygtningenævnet, kan ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2019/62/CHPE
Nævnet meddelte i marts 2019 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shiamuslim fra Ghazni, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban. Videre har ansøgeren henvist til, at han frygter sin fars fætre og en mand ved navn [A]. Til støtte for sit asylmotiv om Taliban har ansøgeren oplyst, at hans far i en årrække arbejdede i politiet. Ansøgerens far blev udnævnt til politileder i [B] distriktet. Ansøgerens far modtog trusler fra Taliban, der ville have kontrolposterne i distriktet, ligesom de ønskede, at ansøgerens far ansatte Talibanere hos politiet. Seks måneder inde i farens ansættelse blev der to gange skudt mod familiens bopæl. Ansøgerens far var ikke hjemme, men det var ansøgeren, hans mor og hans søster. Ansøgerens far modtog to trusselsbreve, hvoraf blandt andet fremgik, at ansøgeren ville blive slået ihjel, hvis faren ikke gjorde som Taliban forlangte. Ansøgerens fars arbejdsplads blev på grund af truslerne fra Taliban flyttet til Ghazni, og familien flyttede dertil. Ansøgerens far modtog fortsat telefoniske trusler fra Taliban. I en periode kunne ansøgeren ikke forlade hjemmet. [I sommeren] 2015 blev ansøgeren på vej hjem fra et engelskkursus bortført af Taliban. Ansøgeren var tilbageholdt i nogle dage, hvor Taliban kontaktede ansøgerens far og genfremsatte deres krav. Ansøgerens far sporede opkaldet fra Taliban og politiet befriede ansøgeren. I den forbindelse blev tre talebanere dræbt. Efter at være blevet befriet blev ansøgeren indlagt på basens hospital. Efter at være blevet udskrevet fra hospitalet opholdt ansøgeren sig på basen indtil sin udrejse. Ansøgerens far boede fortsat på basen og modtog trusler fra Taliban. Taliban truer med at slå ansøgerens familie ihjel, hvorfor ansøgerens mor og søster flytter fra sted til sted. Ansøgeren har til støtte for sit motiv om sin fars fætre oplyst, at hans fars fætre inviterede ansøgeren på æselhjerne. Efter at Taliban har fået kontrollen over området, har ansøgerens fars fætre bemægtiget sig familien jord. De anser ansøgeren som en trussel i forhold til at kunne beholde rådigheden over jorden. Endelig har ansøgeren til støtte for sit motiv om [A] oplyst, at ansøgerens far fik [A] tilbageholdt og fængslet, da [A] har samarbejdet med Taliban og sælger hazaraers jord. [A] har truet ansøgerens far med at slå ansøgerens far og hele ansøgerens familie ihjel. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring om konflikten med Taliban til grund, idet ansøgeren har forklaret konsistent, sammenhængende og uden betydende divergenser. På grundlag af ansøgerens forklaring lægger nævnet til grund, at ansøgerens far var politiofficer, og at han i 2014/2015 blev udnævnt til en ledende stilling/kommandant hos politiet i [B]. Ansøgerens far, der var en velkendt person i Ghazni-området, blev efter udnævnelsen udsat for trusler fra Taliban, der krævede forskelligt af ansøgerens far og forsøgte at påvirke ansøgerens far blandt andet ved at true med at bortføre ansøgeren. Nævnet lægger endvidere til grund, at familiens hjem i [navn på landsby] to gange blev beskudt af Taliban, og at ansøgerens far flyttede familien til Ghazni. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om magtfordelingen i området og Talibans angreb stemmer overens med foreliggende baggrundsoplysninger. Efter familien var flyttet til Ghazni, blev ansøgerens far fortsat udsat for telefoniske trusler fra Taliban, og ansøgerens far besluttede, at det var nødvendigt, at ansøgerens ikke forlod bopælen i Ghazni. Nævnet finder endvidere, at ansøgeren har sandsynliggjort, at ansøgeren efter nogen tid fik lov til at følge et kursus, men at han blev ledsaget af to betjente. Desuagtet lykkedes det Taliban at bortføre ansøgeren, der var tilbageholdt i flere dage. Nævnet finder, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han blev befriet af politiet ved magt, og at politiet i den forbindelse dræbte nogle talebanere. Nævnet lægger på grundlag af ansøgerens forklaring til grund, at det var ansøgerens far, der især på grund af truslen fra Taliban besluttede, at ansøgeren ikke kunne forblive i Afghanistan. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemområdet vil være i en konkret og individuel risiko for asylbegrundende overgreb fra Taliban. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at konflikten vedrørende jorden og konflikten med [A] er af en sådan karakter, at det kan begrund, at der meddeles ansøgeren opholdstilladelse. Nævnet bemærker, at det ved IFA-vurderingen er afgørende, om det pågældende IFA er relevant i det konkrete tilfælde, og om det er rimeligt at forvente, at klageren tager ophold et andet sted i hjemlandet, jf. UNHCR’s Håndbog om procedurer og kriterier for fastlæggelse af flygtningestatus, jf. pkt. 91. Ved afgørelsen af ovenstående bør der foretages en objektiv vurdering af, hvorvidt en del af hjemlandet kan udgøre et IFA. I vurderingen må de forhold, der førte til klagerens flugt fra hjemlandet, tages i betragtning, men det skal også tages i betragtning, om den del af hjemlandet, der kan antages at fungere som et IFA, udgør et meningsfuldt alternativ for fremtiden, herunder om området er vedvarende stabilt og sikkert, jf. UNHCR’s Guidelines on International Protection: ”Internal Flight or Relocation Alternative” within the Context of Article 1 A (2) of the 1951 Convention and/or 1967 Protocol relating to the Status of Refugees af 23. juli 2003. Endvidere skal klagerens personlige forhold indgå i den konkrete vurdering af, om klageren kan henvises til et bestemt område og dér leve et efter hjemlandets forhold relativt normalt liv uden for store besværligheder (”undue hardship”). Det fremhæves i de ovennævnte guidelines fra UNHCR, at alder, køn, helbredstilstand, familiemæssig situation, etnisk, kulturel eller religiøs gruppe, politisk eller social tilknytning til det pågældende område, sprog, uddannelse og profession samt tidligere forfølgelse og deraf følgende psykologiske problemer skal indgå i vurderingen. Disse forhold skal anskues kumulativt, jf. UNHCR’s håndbog, pkt. 53. Bevisbyrden for, at der foreligger et internt flugtalternativ, påhviler asylmyndighederne. Flygtningenævnet lægger efter baggrundsoplysningerne til grund, at Talibans magtposition i Afghanistan nu – i forhold til det tidspunkt, hvor ansøgeren udrejste i hvert fald ikke er svækket, jf. herved blandt andet UNHCR’s guidelines vedrørende Afghanistan udsendt den 29. august 2018. Flygtningenævnets finder, at ansøgeren i forhold til Taliban må anses for profileret, dels i kraft af ansøgers fars stilling i politiet, dels fordi ansøgeren selv har været bortført af Taliban og befriet, i hvilken forbindelse, der blev dræbt flere talebanere. Nævnet finder på denne baggrund ikke, at det er relevant at henvise ansøgeren til at tage ophold andet sted i Afghanistan. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil risikere overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Ansøgeren har ikke sandsynliggjort, at der er grundlag for at meddele ham opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Afgh/2019/61/SEL
Nævnet meddelte i marts 2019 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk hazara og shiamuslim fra Kondalan, Orozgan, Afghanistan. Ansøgerne har siden, at han var otte år gammel opholdt sig i Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive dræbt af sin svigerfamilie. Videre har ansøgeren henvist til, at han frygter de afghanske myndigheder, da hans forhold til sin ægtefælle er en religiøs og samfundsmæssig forbrydelse. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han har boet i Iran siden, at han var otte år. I Iran indledte ansøgeren i 2010 et forhold til sin nuværende ægtefælle, [A] . Parret mødte hinanden på gaden, og de mødtes efterfølgende i skjul og indledte et seksuelt forhold. En dag kom [A] hjem til ansøgeren og fortalte ham, at hun af sin far var blevet tvangsforlovet med sin fætter, som boede i Afghanistan. [A] var flygtet hjem til ansøgeren inden brylluppet. Parret frygtede, at de ville blive slået ihjel, hvis det blev opdaget, at de havde haft et seksuelt forhold. Parret havde kun råd til, at [A] udrejste af Iran. Parret aftalte, at ansøgeren skulle spare penge sammen til sin udrejse, og at de skulle mødes i Grækenland. [A] udrejste af Iran i 2010 og indrejste i Danmark, hvor hun blev meddelt opholdstilladelse. Ansøgeren arbejde de næste mange måneder og fik en bofælle for at spare yderligere penge. En dag så bofællen et billede af [A], som var faldet ud af ansøgerens kuffert, da de to mænd skulle flytte en kommode. Det viste sig, at bofællen var venner med [A]s brødre og derfor kunne genkende hende. De to mænd begyndte at skændes, ansøgeren skubbede bofællen og endte med at flygte. Ansøgeren kontaktede en ven, der skulle hjælpe ham med at udrejse af Iran. Ansøgeren havde dog ingen penge og blev derfor tilbageholdt af menneskesmuglerne, der udsatte ansøgeren for tortur. Efter at være blevet løsladt tog ansøgeren til en landsby, hvor han havde en ven. Ansøgeren fik arbejde på en plantage, hvor han arbejdede i fem måneder. Ansøgeren havde telefonisk kontakt med sin tante i Afghanistan, der fortalte ansøgeren, at [A]s farbror og fætre flere gange havde spurgt efter ansøgeren, ligesom de havde indblandet det afghanske politi. Ansøgerens morbror blev opsøgt og tilbageholdt af myndigheder. Efter sin løsladelse valgte morbroren at tage tilbage til Iran med sin ægtefælle. Parret var involveret i en ulykke og døde i den forbindelse. Ansøgeren rejste videre og tog arbejde i fem måneder i Nahie, hvorefter han udrejste af Iran. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund, idet ansøgerens forklaring, der vedrører begivenheder, der fandt sted fra 2010 til 2015, er særdeles detaljeret og fremstår selvoplevet. Ansøgerens forklaring om det forhold han i 2010 indledte med [A], stemmer endvidere, i forhold til det, der var passeret, før [A] forlod Iran, overens med den forklaring, som [A] afgav, da hun i 2010 søgte og fik opholdstilladelse i Danmark på grundlag af sit udenomsægteskabelige forhold til ansøgeren forud for det forestående tvangsægteskab med fætteren. Nævnet lægger på denne baggrund til grund, at ansøgeren og [A], der på det tidspunkt begge boede i samme lokalområde i Teheran, mødtes og indledte et forhold, og at [A] efter fem-seks måneder mod sin vilje skulle vies til sin fætter. Da ansøgeren og [A] derfor måtte forvente, at det ville blive afsløret, at de havde haft seksuelt samkvem, besluttede de, at [A] straks måtte flygte. Både ansøgeren og [A] er hazaraer fra Afghanistan. Nævnet finder, at ansøgeren har sandsynliggjort, at ansøgerens bofælle, der som ansøgeren og [A] er hazara, i forbindelse med episoden med ansøgerens kuffert så, at ansøgeren havde et billede af [A], genkendte hende og konfronterede ansøgeren med, at [A]s familie ledte efter hende, og at man frygtede, at [A] var blevet bortført og muligvis dræbt. Nævnet finder endvidere, at ansøgeren har sandsynliggjort, at [A]s familie på grundlag af bofællens kendskab til ansøgeren, og de personlige ejendele som ansøgeren måtte efterlade, da han flygtede fra bofællen, har kendskab til ansøgerens identitet. Nævnet finder, at ansøgeren har sandsynliggjort, at [A]s fætter, der er afghaner og opholder sig i Afghanistan, på dette grundlag fandt frem til ansøgerens morbror og tante i Kabul, og at morbroren blev beskyldt for at have medvirket til [A]s forsvinden. Vedrørende ansøgerens efterfølgende telefoniske kontakt med morbroren og tanten, bemærker nævnet, at ansøgeren under asylsamtalen i forbindelse med oversættelsen har præciseret, at han mest talte med sin morbrors ægtefælle, fordi morbroren var tilbageholdt af de afghanske myndigheder. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren har sandsynliggjort, at ansøgeren, på grund af sit forhold til [A], har en æresrelateret konflikt med [A]s familie, herunder [A]s fætter og dennes familie, der opholder sig i Afghanistan. Det ændrer ikke herved, at ansøgeren og [A] er blevet gift i Danmark. Henset til konfliktens karakter findes den tid der er gået siden 2012, hvor ansøgeren blev afsløret, ikke at medføre, at det kan antages, at [A]s familie ikke længere vil efterstræbe ansøgerne og udsætte han for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, såfremt de finder frem til ham. Ansøgeren vil uanset det i Danmark indgåede ægteskab ikke kunne opnå myndighedsbeskyttelse i Afghanistan. Flygtningenævnet finder, at principperne for anvendelse af internt flugtalterniv for konventionsflygtninge finder anvendelse for personer med beskyttelsesstatus. Nævnet bemærker, at det ved IFA-vurderingen er afgørende, om det pågældende IFA er relevant i det konkrete tilfælde, og om det er rimeligt at forvente, at klageren tager ophold et andet sted i hjemlandet, jf. UNHCR’s Håndbog om procedurer og kriterier for fastlæggelse af flygtningestatus, jf. pkt. 91. Ved afgørelsen af ovenstående bør der foretages en objektiv vurdering af, hvorvidt en del af hjemlandet kan udgøre et IFA. I vurderingen må de forhold, der førte til klagerens flugt fra hjemlandet, tages i betragtning, men det skal også tages i betragtning, om den del af hjemlandet, der kan antages at fungere som et IFA, udgør et meningsfuldt alternativ for fremtiden, herunder om området er vedvarende stabilt og sikkert, jf. UNHCR’s Guidelines on International Protection: ”Internal Flight or Relocation Alternative” within the Context of Article 1 A (2) of the 1951 Convention and/or 1967 Protocol relating to the Status of Refugees af 23. juli 2003. Endvidere skal klagerens personlige forhold indgå i den konkrete vurdering af, om klageren kan henvises til et bestemt område og dér leve et efter hjemlandets forhold relativt normalt liv uden for store besværligheder (”undue hardship”). Det fremhæves i de ovennævnte guidelines fra UNHCR, at alder, køn, helbredstilstand, familiemæssig situation, etnisk, kulturel eller religiøs gruppe, politisk eller social tilknytning til det pågældende område, sprog, uddannelse og profession samt tidligere forfølgelse og deraf følgende psykologiske problemer skal indgå i vurderingen. Disse forhold skal anskues kumulativt, jf. UNHCR’s håndbog, pkt. 53. Allerede fordi de forhold, der førte til klagerens flugt fra hjemlandet, har karakter af en fortsat bestående æreskonflikt, er det ikke relevant, at henvise ansøgeren til at tage ophold et andet sted i Afghanistan. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren opfylder betingelserne for at opnå opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Der er ikke grundlag for at meddele tilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Afgh/2019/60/SEL
Nævnet meddelte i januar 2019 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger samt to børn fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shiamuslim af religiøs overbevisning fra Afghanistan. Hun er født og opvokset i [by], Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af sin afdøde ægtefælles familie. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hendes ægtefælle [A] blev slået ihjel af indbrudstyve i slutningen af 2007. Ansøgeren var til stede på bopælen, da indbruddet fandt sted, men hørte ikke noget, da hun er døvstum. Ansøgeren blev beskyldt for at være indblandet i drabet på [A] af dennes familie. Ansøgeren blev fængslet og frikendt i alt to gange, hvorefter [A]s familie, som ønskede at hævne hans død, begyndte at fremsætte flere trusler mod ansøgeren og hendes familie. [A]s mor kidnappede blandt andet ansøgerens søn [B], men det lykkedes ansøgeren at få ham tilbage i sin varetægt. Da truslerne fra [A]s familie intensiveredes, besluttede ansøgeren og hendes familie sig for at udrejse af Iran, hvilket de gjorde i efteråret 2015. Flygtningenævnet kan lægge til grund, at ansøgeren har været tiltalt for drabet på sin ægtefælle, men er blevet frifundet i to instanser. Det kan også lægges til grund, at ansøgerens barn [B] i en periode på syv år var taget fra ansøgeren og boede hos den tidligere ægtefælles familie i Afghanistan. Endelig kan det lægges til grund, at [C] i 2015 blev værge for [B], og at [B] efter en måned flyttede hjem til ansøgeren. Flygtningenævnet finder ikke, at de af ansøgerens bror oplyste trusler kan lægges til grund eller medføre asyl, idet truslerne fra [D] alene bestod i lussinger og blev tildelt i 2011, hvorfor disse hverken har intensitet eller aktualitet, at ansøgerens bror har forklaret divergerende om truslen fra [E], idet han for Udlændingestyrelsen har forklaret, at han modtog truslen fra et familiemedlem, mens han for nævnet også har oplyst, at han modtog truslen direkte per telefon. Vedrørende truslen fra [F] mangler den aktualitet og intensitet, ligesom ansøgerens bror har forklaret divergerende om den. Der er forklaret divergerende om hyppigheden af de telefoniske trusler fra ansøgerens svigermor, ligesom der er forklaret udbyggende om antallet af trusler fra anonyme. Ansøgeren har derfor ikke sandsynliggjort, at hun selv risikerer overgreb fra [A]s familie. Idet det lægges til grund, at der gennem en årrække og indtil kort før udrejsen har været konflikter med [A]s familie, særligt vedrørende [B], kan nævnet lægge til grund, at denne konflikt fortsat er aktuel. Da ansøgeren skal vurderes i forhold til Afghanistan, og da en udsendelse hertil kan medføre, at [A]s familie legalt får forældreretten over [B] og [G], eller illegalt tiltager sig denne, og da ansøgeren ikke kan forvente beskyttelse fra myndighederne, finder nævnet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en udsendelse vil være omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Nævnet finder ikke, at ansøgeren kan henføres til en særlig socialgruppe, hvorfor betingelserne i § 7, stk. 1, ikke er opfyldt. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren og medfølgende børn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Afgh/2019/6/TLNJ
Nævnet meddelte i marts 2019 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim af trosretning fra Herat-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren er født og opvokset i landsbyen […], hvor han siden [starten af] 2008 har boet med sin ægtefælle. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af sin far, [F], og de mænd, der arbejder for ham. [F] er en er en magtfuld mand i Taliban, og ansøgeren frygter ham, idet ansøgeren flygtede fra ham og tog ægtefællen med ud af Afghanistan. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at hans ægtefælles far fra starten af deres ægteskab chikanerede ansøgerens ægtefælle og sagde til alle, at ægtefællen var en dårlig muslim. En dag skulle ansøgerens ægtefælle på besøg hos sine forældre. Hun ville ved denne lejlighed tale med sin mor om, at hendes far skulle lade ansøgeren være i fred. Mens ansøgerens ægtefælle var på besøg hos sine forældre, opstod der kampe mellem oprørerne, Taliban og regeringsstyrkerne i området, og ansøgerens svigerfar tvang hans ægtefælle og deres søn til at flygte fra stedet uden at give ansøgeren besked om, hvor de tog hen. Ansøgeren var herefter adskilt fra sin ægtefælle og søn i omkring fire år, hvor det ikke lykkedes ham at finde frem til dem. Ansøgerens ægtefælle blev af sin far taget med til en landsby ved navn [L] i Kandahar-provinsen. Mens ægtefællen boede hos sin far, gik det op for hende, at faren arbejdede for Taliban. Faren ønskede at gifte ansøgerens ægtefælle bort til en anden mand, og efter tre år i [L] var der en bestemt mand, som insisterede på at ville giftes med hende. Faren accepterede anmodningen, men da den kvindelige ansøger nægtede, brækkede faren hendes næse. Fire år efter, ansøgeren blev adskilt fra sin familie, kom en ukendt person en dag til hans bopæl og afleverede et stykke papir med en adresse i [L]. Den ukendte person var blevet sendt af ansøgerens svigermor. Ansøgeren tog til [L], hvor han fandt ud af, at hans ægtefælle og søn samt ægtefællens forældre havde bosat sig. Ansøgerens svigerfar krævede, at ansøgeren skulle blive boende hos ham og gøre, hvad han fik besked på af ham, hvis han ville genforenes med sin ægtefælle og deres barn. Ansøgeren accepterede og sagde, at han var blevet en god muslim. I løbet af de efterfølgende to måneder deltog ansøgeren i forskellige aktiviteter for Taliban. Han kørte for det meste på patrulje med sin svoger, hvor de standsede og ransagede køretøjer. Efter to måneder hos svigerfaren forsøgte ansøgeren at flygte, så han kunne finde en mulighed for at få sin ægtefælle og søn væk fra svigerfaren. På vej ud af byen blev ansøgeren stoppet af fire mænd, som tilbageholdt ham i omkring 10 dage. Ansøgeren blev her udsat for tortur. Efterfølgende førte mændene ansøgeren tilbage til hans svigerfar, som befalede, at ansøgeren skulle slås ihjel, men svigerfaren ombestemte sig og ville i stedet have, at ansøgeren skulle fortryde sine handlinger og sværge ved koranen, at han ikke ville flygte igen. Det indvilligede ansøgeren i. Ansøgeren genoptog i tiden herefter sine aktiviteter for Taliban. Derudover blev han, efter cirka fire måneder i [L], beordret til Pakistan af svigerfaren for at deltage i en uges propagandaundervisning om selvmordsbomber. Ansøgeren begyndte derfor at planlægge ansøgernes flugt. Ansøgerens svigermor hjalp til med at planlægge flugten ved at finde på, at ansøgerens ægtefælle skulle lade som om, at hun var alvorligt syg og skulle tilses af en læge uden for huset. Ansøgeren fik i den forbindelse lov til at tage med sin ægtefælle og svigermor til lægen. Herfra flygtede ansøgeren med sin ægtefælle med deres barn til Kandahar og videre til Herat, hvorefter de udrejste til Teheran i Iran. Efter omkring et år i Teheran blev ansøgeren opsøgt af to mænd, som var blevet sendt af ansøgerens svigerfar. Ansøgeren og hans ægtefælle flyttede derfor videre til Varmin, Iran, hvor de igen blev opsøgt på deres bopæl af to mænd. Herefter påbegyndte ansøgeren og hans ægtefælle deres rejse til Danmark. Flygtningenævnet kan lægge store dele af ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren har forklaret konsistent om sit asylmotiv. Ansøgeren har forklaret, at hans svigerfar, efter at ansøgeren var blevet gift med sin ægtefælle, bebrejdede ansøgeren, at han ikke var en god muslim, og at svigerfaderen, da der opstod kamphandlinger i området, tvang ansøgerens ægtefælle og deres søn med til [L] og holdt dem skjult der i 4 år. Ansøgeren har videre forklaret, at han, med hjælp fra sin svigermor, fandt ægtefællen og sønnen i [L] og som betingelse for at måtte gense sin ægtefælle erklærede, at han var blevet en god muslim og dernæst skulle rette sig efter svigerfaderens ordrer, herunder deltage i patruljeringer sammen med sin svoger. Endelig har ansøgeren forklaret, at han under det første flugtforsøg blev pågrebet af Taliban og udsat for tortur. Denne del af forklaringen er understøttet af den foretagne torturundersøgelse. Ansøgerens ægtefælle har forklaret samstemmende med ansøgeren. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Udlændingestyrelsen har i deres afgørelse [fra efteråret] 2017 vurderet, at ansøgeren skal udelukkes fra opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 10, stk. 5, som følge af de aktiviteter, han har udført for Taliban. Nævnet bemærker hertil, at ansøgeren har forklaret, at han som betingelse for at måtte gense sin ægtefælle og sit barn skulle rette sig efter sin svigerfars ordrer, herunder deltage i patruljeringer sammen med sin svoger, at han ikke bar våben, og at han forsøgte at flygte to måneder efter, han var ankommet til [L]. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgerens virksomhed for Taliban er af begrænset omfang, både efter karakteren og det tidsmæssige omfang, at hans virksomhed blev udøvet under tvang, og at ansøgeren derfor ikke skal udelukkes i medfør af udlændingelovens § 10, stk. 5. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Afgh/2019/59/MGO
Nævnet meddelte i marts 2019 opholdstilladelse (B-status) til et ægtepar samt deres to børn fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske hazaraer og shia muslimer fra [A], [B], Afghanistan. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive dræbt af den kvindelige ansøgers farbror, [C], og dennes søn [D], idet den kvindelige ansøger skulle have været gift med [D]. Den mandlige ansøger har videre henvist til, at han frygter de afghanske myndigheder, idet [C] og hans sønner har forbindelse til myndighederne. Endelig har ansøgerne henvist til, at de frygter Taliban, fordi de er shia muslimer. Ansøgerne har til støtte for deres asylmotiv oplyst, at de mødtes første gang, da den mandlige ansøger blev inviteret hjem til den kvindelige ansøgers familie. De mødtes løbende det følgende år, når den kvindelige ansøger var på vej til skole ad en vej, som gik forbi den mandlige ansøgers arbejde. De blev glade for hinanden, og den mandlige ansøgers familie bad derfor den kvindelige ansøgers familie om den kvindelige ansøgers hånd i 2012. Den kvindelige ansøgers far oplyste, at han først ville rådføre sig med sin bror, inden han gav et svar. Den mandlige ansøgers familie fik efter en til to uger besked om, at den kvindelige ansøgers farbror ikke ville gå med til giftermålet, dels fordi den mandlige ansøgers familie havde et dårligt ry efter kidnapningen af den mandlige ansøgers søster flere år tidligere, dels fordi den kvindelige ansøgers farbror ønskede, at hun skulle giftes med hans egen søn [D]. En måned senere kom den mandlige ansøgers familie igen for at spørge, om den kvindelige ansøgers familie havde skiftet mening. Denne gang var den kvindelige ansøgers farbror til stede, og han sagde, at den kvindelige ansøger skulle giftes med hans søn [D], og at den mandlige ansøgers familie ikke skulle komme tilbage. Ansøgerne fortsatte med at se hinanden, når den kvindelige ansøger var på vej til skole. Den mandlige ansøger foreslog, at de kunne flygte sammen, men den kvindelige ansøger var i tvivl. Parret fortsatte dog med at mødes. En dag kom den kvindelige ansøger hen til den mandlige ansøger og sagde, at hun havde ændret mening, idet hendes familie havde aftalt en forlovelsesfest mellem hende og hendes fætter [D]. Den kvindelige ansøger var derfor blevet klar over, at hendes familie mente ægteskabet alvorligt, hvilket hun ikke tidligere havde troet. Parret aftalte at flygte. En til to uger senere mødtes de i nærheden af den kvindelige ansøgers skole, hvorefter de tog til en bazar og videre til den mandlige ansøgers moster i Kabul. Cirka tre dage senere blev parret viet af en mullah, der kom hjem til mosteren. En aften modtog den mandlige ansøgers moster et opkald fra den mandlige ansøgers mors morbror, som advarede dem om, at den kvindelige ansøgers farbror vidste, at parret befandt sig i Kabul, og at han var på vej. Ansøgerne udrejste derefter til Iran i [foråret] 2013, hvor de opholdt sig i omkring to et halvt år, inden de rejste videre mod Danmark. Efter ansøgernes udrejse rejste den kvindelige ansøgers forældre, to brødre og søster til [et andet europisk land], fordi de fik problemer med den kvindelige ansøgers farbror, efter at hun stak af. Farbroren ville have, at den kvindelige ansøgers lillesøster blev gift med [D] i stedet for den kvindelige ansøger. Flygtningenævnet kan i det væsentlige, trods en række mindre divergenser, lægge ansøgernes forklaring om deres asylmotiv i relation til den kvindelige ansøgers farbror til grund. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgerne måtte flygte for at undgå, at den kvindelige ansøger blev tvangsgift med sin fætter [D], og at den kvindelige ansøgers farbror [C] og hendes fætter [D] har truet med at dræbe ansøgerne og har opsøgt dem hos den mandlige ansøgers moster i Kabul. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger finder Flygtningenævnet ikke at kunne tilsidesætte ansøgernes forklaring om, at de risikerer at blive dræbt af den kvindelige ansøgers farbror og fætter, hvorfor farbrorens og fætterens trussel mod ansøgerne må anses for at være reel. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer asylbegrundende overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge til grund, at ansøgerne er efterstræbt af myndighederne som følge af deres flugt på grund af farbrorens tidligere stilling som kommandant eller som følge af farbrorens søns stilling som lokalkommandant. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet finder endvidere ikke, at ansøgernes frygt for Taliban har en sådan karakter, at den i sig selv er asylbegrundende. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerne ikke har haft en konkret konflikt med Taliban, men frygter Taliban alene som følge af, at de er shia muslimer. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgerne og deres medfølgende børn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. ” afgh/2019/58/snd
Nævnet stadfæstede i marts 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tadsjiker og sunnimuslim fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter de afghanske myndigheder. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hun frygter familierne til to kidnappede piger ved navn [A] og [B], fordi de har forbindelse til de afghanske myndigheder. Til støtte herfor, har ansøgeren oplyst, at hun arbejdede som idrætslærer på en skole, hvor hun også var leder for et pigekor. Efter pigekoret havde sunget til et arrangement ved Uddannelsesministeriet, blev ansøgeren ringet op af nogle ukendte personer, der bad ansøgeren om at udlevere nogle af pigerne, hvilket ansøgeren nægtede. Ansøgeren modtog yderligere seks til syv opringninger, men ansøgeren nægtede konsekvent at udlevere pigerne. Ansøgeren blev efterfølgende opsøgt et antal gange på skolen, og i ét tilfælde ventede tre uniformerede mænd på hende. De fortalte, at de stod bag opkaldende, og at de ville slå ansøgeren ihjel, hvis ikke hun gjorde, som de sagde. Ansøgeren blev også opsøgt på sin bopæl. På et senere tidspunkt var ansøgeren og pigekoret på vej hjem fra et arrangement, da bilen blev stoppet af to personer. De to personer sagde, at borgmesteren havde sendt dem med besked om, at de to piger, [A] og [B], skulle følge med mændene. Ansøgeren blev efterfølgende opsøgt af pigernes familier, ligesom hun blev afhørt på politistationen. Efter sin udrejse har ansøgeren fundet ud af, at hendes ægtefælle har været anholdt under mistanke for at hjælpe hende med at flygte. Pigernes familier har også truet ansøgerens ægtefælle. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet forklaringen forekommer divergerende, ikke selvoplevet og dermed utroværdig.Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren, der har 12 års skolegang og efterfølgende i 2 år har uddannet sig på universitetet inden for idræt, har forklaret divergerende om flere centrale dele af asylmotivet. Ansøgeren har herunder forklaret forskelligt om, hvornår kidnapningen af pigerne fandt sted. Hun har til oplysnings- og motivsamtalen [i sommeren] 2016 forklaret, at kidnapningen fandt sted i [efteråret] 2015 og i sit asylskema [fra sommeren] 2016 oplyst, at kidnapningen fandt sted [senere i efteråret] 2015. Til asylsamtalen [i sommeren] 2017 har ansøgeren imidlertid forklaret først, at kidnapningen af pigerne fandt sted i forbindelse med et arrangement [i foråret] 2016 og efterfølgende, at kidnapningen fandt sted [senere i foråret] 2016. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om telefonopkaldene vedrørende pigerne. Ansøgeren har i asylskemaet oplyst, at hun første gang modtog opkald fra en person, der præsenterede sig som [C], i [starten af sommeren] 2015. Derefter ringede personer, der præsenterede sig som enten [D] eller [C], løbende med en til to ugers mellemrum. Til oplysnings- og motivsamtalen forklarede ansøgeren, at hun modtog to til tre opkald om, at hun skulle aflevere pigerne, omkring [foråret] 2015, og at det var [C] og [D], der ringede. Til asylsamtalen forklarede ansøgeren derimod, at den første gang, hun blev ringet op om, at hun skulle udlevere pigerne, var i [efteråret] 2015, og at det var ukendte personer, der ringede. Foreholdt at hun tidligere under samtalen havde forklaret, at kidnapningen fandt sted [i foråret] 2015, forklarede ansøgeren, at kidnapningen fandt sted efter opringningerne, og at kidnapningen fandt sted i [foråret] 2016. Foreholdt at ansøgeren i asylskemaet har oplyst, at mændene bag telefonopringningerne præsenterede sig som enten [D] eller [C], forklarede ansøgeren, at mændene aldrig præsenterede sig, og at hun ikke ved, hvorfor hun har skrevet det. Ansøgeren har heller ikke under nævnsmødet kunnet givet en troværdig forklaring på denne divergens. Ansøgeren har videre forklaret divergerende om hvem, der kom på hendes bopæl den aften, hvor den angivelige kidnapning fandt sted og om, hvem der kom morgenen efter. Ansøgeren har således i asylskemaet anført, at en af hendes elever kom sammen med [A’s] mor, da hun og hendes familie var ved at spise aftensmad, og at [A’s] brødre kom næste morgen kl. 7 og tog ansøgeren og hendes mand med på politistationen. Til asylsamtalen forklarede ansøgeren, at det var [A’s] mor og [B’s] søster, der kom om aftenen, og at det var [A’s] mor og far og to af hendes brødre, der kom om morgenen, og at [B’s] familie kom på politistationen. Under nævnsmødet forklarede ansøgeren, at en af hendes tidligere elever, der vidste hvor hun boede, kom om aftenen sammen med [A’s] mor og [B’s] søster. [B’s] søster var også hendes elev, men det var kun den anden elev, der vidste, hvor ansøgeren boede. Om morgenen kom [A’s] mor og far, men ingen af hendes brødre samt en af [B’s] brødre, og de tog til politistationen sammen med ansøgeren og hendes mand. Nævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om tilbageholdelsen hos politiet. Ansøgeren har således i asylskemaet oplyst, at hun var på politistationen i to dage og blev afhørt meget. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren ikke forklaret, at hun var på politistationen. Til asylsamtalen forklarede ansøgeren, at hun ikke blev tilbageholdt på politistationen, men tog derhen dagen efter kidnapningen ca. kl. 7 og blev der til ca. kl. 12.30 samme dag. Nævnet finder ikke, at ansøgeren er fremkommet med en troværdig forklaring på disse divergenser, der som nævnt vedrører centrale dele af hendes asylmotiv. Flygtningenævnet finder hertil, at det forekommer utroværdigt, at ansøgeren skulle have udleveret de to piger til [D] og [C] henset til det forudgående forløb, hvorunder ansøgeren var blevet truet til at udlevere piger fra koret, ligesom det forekommer utroværdigt, at ansøgeren angiveligt ikke forbandt opkaldene med, at de to mænd ville bortføre pigerne. Flygtningenævnet finder det endeligt påfaldende, at ansøgeren ventede 1½ måned med at søge asyl henset til, at de begivenheder, der er årsag til, at hun søgte asyl, havde fundet sted, da hun indrejste i Danmark. Nævnet bemærker herved, at ansøgeren hverken i sit asylskema eller til oplysnings- og motivsamtalen har oplyst, at hendes ægtefælle havde været fængslet i ti dage, og at hendes forklaring herom til asylsamtalen og under nævnsmødet således forekommer udbyggende.Nævnet tilsidesætter således i det hele ansøgerens forklaring, herunder at hun ikke har familie tilbage i Afghanistan. Sammenfattende finder nævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2019/57/MAH
Nævnet stadfæstede i marts 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er afghansk statsborger, etnisk pashtun og sunni muslim fra [en by i] Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter sin fasters svigerindes familie, sin faster nære familie og sin egen far og farbror, idet de vil slå ham ihjel. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter Taleban, idet de også vil slå ham ihjel. Ansøgeren har endelig henvist til, at han frygter de afghanske myndigheder, idet de vil fængsle ansøgeren og udøve fysiske overgreb mod ham. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han i begyndelsen af 2016 besluttede at besøge sin faster. Det var dog kun fasterens svigerinde, [R], der viste sig at være på bopælen. Hun inviterede ansøgeren indenfor til te. [R] forsøgte efterfølgende at indlede samleje med ansøgeren, idet hun ønskede et barn. Ansøgeren modsatte sig dette, hvorefter hun truede ham med at anmelde ham for voldtægt. Samtidig kom [R]s ægtefælle, [N], hjem fra bøn i den lokale moské. Da han så ansøgeren og [R], der havde taget noget af sit tøj af, sparkede og slog han ansøgeren. Ansøgeren skubbede [N] til side og flygtede væk fra bopælen. Under flugten hørte ansøgeren den lokale imam kundgøre, at ansøgeren skulle stenes, idet han havde voldtaget [R]. Ansøgeren skjulte sig derefter under en mindre bro, idet han ikke turde tage hjem. I den forbindelse besluttede ansøgeren sig for at udrejse af Afghanistan. Han sneg sig om bord på en lastbil, som transporterede ham til Herat, hvor han hævede sine sparepenge. Herefter udrejste han illegalt via Nimrouz til Pakistan, hvorfra han tog mod Danmark. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Ansøgerens forklaring om, at hans fætters ægtefælle forsøgte at tvinge ham til et seksuelt forhold i hendes eget hjem, der samtidig efter det oplyste var bopæl for i hvert fald 10 til 12 andre personer, og under omstændigheder, hvor hun måtte forudse risikoen for, at hendes ægtefælle kunne komme hjem efter fredagsbønnen, må således betegnes som usandsynlig. Det forekommer ligeledes usandsynligt, at hendes ægtefælle, ansøgerens fætter, efter at være kommet hjem og have fået at vide, at ansøgeren havde forsøgt at voldtage ægtefællen, forfulgte ansøgeren kortvarigt og derefter skyndte sig til den lokale moské, hvor han i løbet af få minutter formåede at overbevise den lokale imam om, at ansøgeren havde voldtaget hans ægtefælle. Det er endvidere påfaldende, at ansøgeren ifølge sin forklaring i adskillige timer derefter skjulte sig i et kloakrør, uden at han forsøgte at kontakte sin egen familie. Tværtimod smed han sin mobiltelefon væk, selvom han blot kunne have slukket den. Det forekommer i særlig grad usandsynligt, at ansøgeren end ikke ønskede at prøve at forklare sig for sin nærmeste familie, der efter det oplyste både omfatter ægtefælle samt hans far og farbror. Flygtningenævnet finder yderligere at ansøgerens forklaring om omstændighederne ved hans udrejse er usandsynlig. Ansøgeren har forklaret, at han midt om natten direkte fra sit skjulested tilfældigt formåede at komme med en dyretransport, der derefter kørte en strækning på mere end 700 kilometer til Herat, hvorefter ansøgeren dagen efter formåede at hæve 14.500 USD i banken og forlod Afghanistan fortsat uden overhovedet at have kontaktet sin familie. Beløbet var efter det af ansøgeren forklarede indsat på hans egen konto, men pengene tilhørte både ham og hans far. Endelig er det påfaldende, at ansøgeren efter flere år i Danmark efter sin egen forklaring ikke har haft kontakt til sin familie. Ovenstående må også ses i lyset af, at ansøgerens generelle troværdighed af andre årsager må betragtes som i væsentlig grad svækket. Ved asylsamtale [af efteråret] 2017 forklarede ansøgeren, at landsbyen som han kom fra bestod af omkring 130 familier, hvilket svarede til omkring 800 personer. Han forklarede endvidere, at man grundet landsbyens størrelse kendte alle af udseende. I hans advokats indlæg til Flygtningenævnet og ved hans forklaring i Flygtningenævnet har han imidlertid oplyst, at landsbyen var væsentlig større. Oplysningerne om, at landsbyen var større, fremkommer efter at Udlændingestyrelsen har gjort gældende, at ansøgeren har talt usandt om sit kendskab til en anden ansøger, [A]. Der er således tale om en udbyggende forklaring. På den baggrund er Flygtningenævnet enig med Udlændingestyrelsen i, at det svækker ansøgerens troværdighed, at han hævder ikke at have kendt [A]. Ansøger er ansat hos [A]s eneste familiemedlem i Danmark, de pågældende er indrejst i Grækenland på samme sted (Chios) og samme dag og de har endvidere efter deres forklaringer haft butik i samme bazar. På denne baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved tilbagevenden til Afghanistan vil være i en risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse..” afgh/2019/56/mme
Nævnet stadfæstede i marts 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim af trosretning fra […] i Jaghori-distriktet, Ghazni-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved tilbagevenden til Afghanistan frygter, at hun vil blive slået ihjel af en kommandant ved navn [K], fordi hun har nægtet at gifte sig med ham. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at [K] er en kendt kommandant, og at han i foråret 2008 opsøgte ansøgerens bopæl og friede til hende. Kommandanten sagde til ansøgerens far, at han ville slå familien ihjel, hvis ansøgeren ikke giftede sig med kommandanten. Ansøgerens far afslog giftermålet. En uges tid senere kom nogle af kommandantens mænd til deres bopæl og truede ansøgerens familie på livet. Mændene sagde til ansøgerens far, at han skulle give ansøgeren til [K], og hvis de ikke gjorde det, ville de slå familien ihjel. Samme nat flygtede ansøgeren med sin familie til Kabul, hvor hun levede i skjul indtil i slutningen af 2014, hvor hun udrejste legalt af Afghanistan med viseret pas til Danmark for at slutte sig til sin herboende ægtefælle, som hun mødte, mens hun levede i skjul. I slutningen af 2015 havde ansøgeren telefonisk kontakt med sin far i Afghanistan, som oplyste, at kommandanten havde fundet dem i Kabul, hvorfor de var nødt til at flygte. Ansøgeren søgte om asyl i slutningen af 2016. Ansøgeren søgte om asyl en måned efter at være blevet meddelt afslag på familiesammenføring af Udlændingestyrelsen. Ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende, og forklaringen forekommer konstrueret til lejligheden. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren forklaret, at [K] opsøgte hendes bopæl, idet han ville giftes med hende. Hun så ham ikke og ved ikke, om han kom alene. En uge senere kom han igen sammen med nogle mænd og truede familien. Ansøgeren så dem ankomme til huset. Til asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at da [K]s folk anden gang kom til huset, så hun dem forlade huset. Til nævnsmødet og i asylansøgningsskemaet har ansøgeren forklaret, at hun anden gang kun så mændene forlade huset, og at [K] gav familien penge til at arrangere brylluppet, hvilket ansøgeren ikke har forklaret om til hverken oplysnings- og motivsamtalen eller asylsamtalen. Ansøgeren har endvidere først for nævnet forklaret, at [K] truede familien ved begge besøg. Det forekommer usandsynligt, at ansøgeren, der efter sin egen forklaring aldrig har set [K], kunne leve i Kabul i seks år, herunder deltage i en forlovelsesfest, holde sit eget bryllup med 400 gæster, få udstedt pas, rejse til Pakistan for at få udstedt visum og leve sammen med en far, der arbejdede som taxachauffør, uden at blive opdaget og opsøgt af [K], såfremt han efterstræbte hende. Endelig forekommer det usandsynligt, at [K] fortsat skulle efterstræbe ansøgeren, nu 10 år senere. Hertil kommer, at ansøgeren først søgte asyl to år efter sin indrejse i Danmark, efter at have fået afslag på familiesammenføring og dagen før udrejsefristens udløb. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. På baggrund af en vurdering af ansøgerens troværdighed kan Flygtningenævnet ikke lægge til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være enlig kvinde uden mandligt netværk. Det henhører ikke under Flygtningenævnets kompetence at meddele opsættende virkning i forhold til de indgivne ansøgninger om humanitær opholdstilladelse og opholdstilladelse i medfør af særlige grunde. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2019/54/MGO
Nævnet stadfæstede i marts 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og muslim af trosretning. Ansøgeren er fra landsbyen [landsby] i Kunar-provinsen i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel grundet en jordkonflikt. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv anført, at ansøgerens to farbrødre blev slået ihjel af fem eller seks ukendte gerningsmænd som følge af konflikten, da ansøgeren var omkring 15-16 år gammel. De samme mænd truede ansøgeren og hans bror på livet. Herefter flygtede ansøgeren og ansøgerens bror til Pakistan, hvor de opholdt sig i omkring halvanden måned, indtil ansøgeren en dag på det lokale marked i Pakistan så tre mænd, hvoraf ansøgeren genkendte den ene som værende den, der havde slået hans farbrødre ihjel. Herefter flygtede ansøgerens bror til Danmark, hvor han fik asyl, mens ansøgeren flygtede til Iran, hvor han opholdt sig i omkring fire år, inden han indrejste i Danmark og indgav ansøgning om asyl. Flygtningenævnets flertal kan ligesom Udlændingestyrelsen lægge ansøgerens forklaring om jordkonflikten med de ukendte mænd til grund, men i lighed med Udlændinge¬styrelsen finder flertallet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han vil være i risiko for asylbegrundende overgreb, hvis han bosætter sig i Afghanistan uden for sit lokalområde. Flygtningenævnets flertal tiltræder således af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen, idet det, der er fremkommet for nævnet, ikke kan føre til en anden vurdering, at ansøgerens konflikt er lokal, og at det må anses for relevant og rimeligt at henvise ansøgeren til at tage ophold i f.eks. Kabul, Herat eller Maser-e-Sharif. For så vidt angår situationen i Kabul, Herat og Mazar-e-Sharif henviser Flygtningenævnets flertal bl.a. til EASO’s rapport ”Country Guidance: Afghanistan – Guidance note an common analysis” fra juni 2018. Flertallet er opmærksom på UNHCR’s rapport ”UNHCR ELIGIBILITY GUIDELINES ASSESSING THE INTER-NATIONAL PROTECTION NEEDS OF ASYLUMSEEKERS FROM AFGHANISTAN” fra den 30. august 2018, hvoraf fremgår bl.a.: ”UNHCR considers that given the current security, human rights and humanitarian situation in Kabul, an IFA/IRA is generally not available in the city”, men flertallet finder ikke, at dette kan føre til en ændret vurdering i forhold til ansøgeren. Flertallet skal herved også henvise til Migrationsverkets retslige kommentar af 17. september 2018 angående Kabul som internt flugtalternativ. For så vidt angår ansøgerens frygt for de generelle forhold i Afghanistan bemærkes, at den generelle sikkerhedssituation i Afghanistan er ikke af en sådan karakter, at enhver ved sin blotte tilstedeværelse risikerer overgreb omfattet af Menneskerettighedskonventionens artikel 3. UNHCR’s rapport af 30. august 2018, ”Guidelines for Asylumseekers from Afghanistan”, kan ikke føre til et andet resultat. På denne baggrund finder Flygtningenævnets efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved ophold i Afghanistan vil være i en risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2019/53/CABV
Nævnet stadfæstede i marts 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og shia muslim af trosretning fra Jalalabad, Nangarhar-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban eller ISIL. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv anført, at hans far, farbror og fætter arbejdede på en amerikansk militærbase i Afghanistan. Da Taliban blev bekendt med farens og farbrorens arbejde, begyndte ansøgerens familie at modtage et antal trusselsbreve fra Taliban om, at de skulle stoppe deres arbejde på militærbasen. Ansøgerens far, farbror og fætter fortsatte arbejdet på militærbasen, indtil de en dag blev beskudt af Taliban, da de var på vej væk fra militærbasen. Efterfølgende begyndte de at modtage trusselsbreve og telefonopkald, hvor de fik besked om, at de skulle overlevere deres børn til Taliban, heriblandt ansøgeren, idet de ellers ville blive slået ihjel. En dag blev ansøgerens families bopæl opsøgt af Taliban, der skød mod boligen, ligesom de uden held forsøgte at trænge ind. Ansøgeren udrejste herefter af Afghanistan. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring om sit asylmotiv fremstår utroværdig og konstrueret med henblik på at opnå opholdstilladelse i Danmark, og nævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet lægger vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende på centrale punkter. Ansøgeren har således forklaret divergerende om, hvor mange gange Taliban har forsøgt at trænge ind i ansøgerens families hus. Ansøgeren forklarede til oplysnings- og motivsamtalen [efteråret] 2016, at Taliban forsøgte at komme ind i familiens hus mange gange, og at Taliban også har skudt mod huset. Til asylsamtalen [foråret] 2017 forklarede ansøgeren, at Taliban kun har angrebet familiens hus én gang. Det kan ikke føre til en anden vurdering, at ansøgeren foreholdt divergensen forklarede, at han havde sagt, at Taliban kun angreb huset én gang, fordi de ikke kunne kom ind i huset, idet denne forklaring fremstår som en efterrationalisering og udbyggende. Videre lægger Flygtningenævnet vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om episoden, hvor Taliban angiveligt skød mod familiens hus. Ansøgeren forklarede til oplysnings- og motivsamtalen, at han så de talibanere, der skød mod familiens hus. Til asylsamtalen forklarede ansøgeren, at han ikke så dem, der skød mod huset, idet det var aften, og ansøgeren og familien lå og sov, da skuddene begyndte. Nævnet er opmærksom på ansøgerens forklaring til asylsamtalen om divergensen, men nævnet finder, at forklaringen er udbyggende, og den kan ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet lægger endvidere vægt på, at det svækker troværdigheden af ansøgerens forklaring, at han til samtalerne med Udlændingestyrelsen ikke har været i stand til at forklare, hvor lang tid der gik fra, at ansøgerens far, onkel og fætter angiveligt blev beskudt i bilen på vej hjem fra den amerikanske militærbase og til, at familiens hus blev beskudt. Ansøgeren forklarede til oplysnings- og motivsamtalen, at han ikke vidste, hvor lang tid der gik mellem episoderne, men det var ikke så lang tid. Til asylsamtalen forklarede ansøgeren, at han ikke vidste, om det var tættest på at være et par dage eller et år imellem de to episoder. Nævnet lægger vægt på, at der er tale om meget alvorlige episoder, som er helt centrale i ansøgerens asylmotiv. Flygtningenævnet finder endvidere, at det svækker troværdigheden af ansøgerens forklaring, at ansøgeren heller ikke for nævnet end ikke omtrentligt har kunnet angive, hvor lang tid efter det sidste telefonopkald fra Taliban, at han udrejste, hvor lang tid udrejsen varede, eller hvornår skoleåret i Afghanistan begyndte. Nævnet finder, at ansøgeres forklaring om det tidsmæssige forløb i sagen bærer præg af at være afglidende, og det kan ikke føre til en anden vurdering, at det for nævnet er oplyst, at ansøgeren ikke ønsker at udtale sig – heller ikke med cirka-angivelser – om det tidsmæssige forløb for ikke at skade farens asylsag, når faren kommer til Danmark. Flygtningenævnet er opmærksom på, at ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at han aldrig har brugt kalender, men til ansøgeren forklarede samtidig, at han vidste, at der er syv dage i en uge, og at der er tolv måneder i et år, og for nævnet har ansøgeren vist, at han ved, at der ikke er lige mange dage i årets måneder. Endelig finder Flygtningenævnet, at det svækker ansøgerens generelle troværdighed, at ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen forklarede divergerende og udbyggende om sin kontakt med familien i Afghanistan efter udrejsen. Indledningsvis forklarede ansøgeren, at han ikke havde talt med sin familie, siden han kom til Danmark, og at han sidst talte med sin familie i forbindelse med sin udrejse. Herefter forklarede ansøgeren forespurgt, om det var korrekt forstået, at han ikke havde haft kontakt med nogen fra sin familie, siden han forlod Afghanistan, at han havde talt med sin mor – senest for et par dage side. Derefter forklarede ansøgeren, at han indimellem savner sin familie og ringer til dem. Forespurgt om, ansøgeren havde et telefonnummer til sin mor, forklarede ansøgerne, at det havde han ikke, fordi politiet i Ungarn ødelagde hans telefon. Dernæst forklarede ansøgeren, at han talte med sin mor på en anden telefon og via internettet. Hvorefter ansøgeren forespurgt, om han havde kontaktoplysninger på sin mor forklarede, at det havde han ikke, og at han havde kontakt med moren via Facebook. Det bemærkes, at nævnet ved vurdering af ansøgerens forklaring har været opmærksom på ansøgerens unge alder, men også på, at ansøgeren har forklaret, at han har gået i skole i ni år. For så vidt angår de generelle forhold i Afghanistan bemærkes, at den generelle sikkerhedssituation i Afghanistan er ikke af en sådan karakter, at enhver ved sin blotte tilstedeværelse risikerer overgreb omfattet af Menneskerettighedskonventionens artikel 3. UNHCR’s rapport af 30. august 2018, ”Guidelines for Asylumseekers from Afghanistan”, kan ikke føre til et andet resultat. På denne baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved ophold i Afghanistan vil være i en risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2019/52/CABV
Nævnet stadfæstede i marts 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia muslim af trosretning. Ansøgeren er født og opvokset i Iran, men er afghansk statsborger. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel grundet en familiekonflikt i Afghanistan. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter de generelle forhold i Afghanistan, herunder særligt at blive udsat for overgreb af Taliban og ISIL, hvor han er særligt udsat grundet sin etnicitet. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv anført, at ansøgerens farfar, [A], for omkring 40 år siden slog sin nevø ihjel, hvorefter han flygtede med sin familie, herunder ansøgerens far, til Iran. Familien har boet og opholdt sig i Iran lige siden. Nevøens bror, [B], opsøgte for omkring 12 år siden ansøgerens familie på deres daværende adresse i Iran, hvor han truede med blodhævn. I dagene efter opsøgte nogle af [B’s] slægtninge familien ved to separate lejligheder. Familien flyttede herefter til Teheran, og er ikke efterfølgende blevet opsøgt. For et år siden blev ansøgeren bekendt med, at [B] havde forhørt sig hos andre familiemedlemmer om oplysninger vedrørende familiens nye opholdssted i Teheran. Ansøgeren har videre oplyst, at [B] er meget magtfuld og ansat ved den afghanske politikommandør i [X]-provinsen, hvorfor ansøgeren finder, at [B] både evnen og viljen til at eftersøge, finde og udsætte ansøgeren for overgreb. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring om sit asylmotiv fremstår utroværdigt og konstrueret med henblik på at opnå opholdstilladelse i Danmark, og nævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet lægger vægt på, at ansøgeren først har forklaret om familiens angivelige konflikt og den generelle situation for hazaraer i Afghanistan som asylmotiv til asylsamtalen [sommeren] 2017. Til oplysnings- og motivsamtalen [foråret] 2016 forklarede ansøgeren alene, at han flygtede fra Iran, fordi han frygtede, at de sociale og generelle problemer i Iran, herunder at han ikke havde bevægelsesfrihed eller adgang til universiteter grundet sin nationalitet, og at han frygtede, at de iranske myndigheder ville sende ham til Syrien for at kæmpe, da han er afghaner. Ansøgeren forklarede videre, at han aldrig har været i Afghanistan, fordi hans familie flygtede til Iran på grund af konflikten mellem sunnimuslimer og shiamuslimer i Afghanistan, at han frygter krigen i Afghanistan, og at han aldrig har haft konflikter med folk fra Afghanistan. Endvidere har ansøgeren i sin forklaring for nævnet udbyggende forklaret, at han udrejste fra Iran, fordi han var eftersøgt af myndighederne mistænkt for en forbrydelse som kan medføre henrettelse. Flygtningenævnet er opmærksom på, at ansøgeren for nævnet har forklaret, at han nævnte familiekonflikten i sin første samtale med Udlændingestyrelsen, men at han ikke nævnte detaljer, fordi han ikke blev spurgt om. Nævnet finder imidlertid ikke, at det kan føre til en anden vurdering, idet ansøgeren ifølge referatet af oplysnings- og motivsamtalen [foråret] 2016 forklarede, at han aldrig har haft konflikter med folk fra Afghanistan. Det havde i den sammenhæng været naturligt i det mindste et nævne den konflikt, som ansøgeren påberåber sig til støtte for, at han ikke kan tage ophold i Afghanistan. Det bemærkes, at referatet blev oversat for ansøgeren, der ikke havde bemærkninger hertil. Videre lægger Flygtningenævnet vægt på, at ansøgerens forklaring om den angivelige konflikt med [B] som følge af, at ansøgerens farfar skulle have slået [B’s] bror ihjel, fremstår overordnet og udetaljeret. Ansøgeren har således ikke til asylsamtalen kunnet fortælle nærmere om centrale elementer i konflikten, herunder om hvorfor farfaren skulle have slået [B’s] bror ihjel, ligesom ansøgeren ikke har kunnet fortælle om antallet af eller navnene på [B’s] brødre. For nævnet har ansøgerens forklaring også fremstået overordnet, og nævnet finder ikke, at det kan føre til en anden vurdering, at ansøgeren for nævnet har kunnet oplyse navnene på [B’s] brødre som følge af, at han siden asylsamtalen skulle have fået oplysninger herom i telefonsamtaler med sin mor. Flygtningenævnet lægger endvidere vægt på, at ansøgeren for nævnet har forklaret udbyggende om konflikten i Afghanistan, at [B] skulle have angrebet ansøgerens families bolig, inden ansøgerens familie udrejste af Afghanistan. Nævnet lægger herved vægt på, at det er en oplysning af central oplysning i forhold til den angivelige familiekonflikt, og at det må forventes, at ansøgeren ville være bekendt hermed allerede ved indrejsen i Danmark, såfremt den havde fundet sted. Flygtningenævnet lægger derudover vægt på, at ansøgeren ikke har givet nogen troværdig forklaring på, hvorfor [B] skulle have opsøgt ansøgerens far i Iran 28 år efter, at farfaren angiveligt slog [B’s] bror ihjel. Endelig lægger Flygtningenævnet vægt på, at ansøgerens forklaring til asylsamtalen om, at [B] for et år siden skulle have ringet til slægtninge for at høre, hvor ansøgerens far opholdt sig fremstår udbyggende. Ansøgeren havde således tidligere i samtalen forklaret, at der ikke var sket yderligere i konflikten siden, at nogle familiemedlemmer et par dage efter [B’s] besøg havde opsøgt familiens bopæl, men da han blev foreholdt, at han havde forklaret, at der ikke var sket yderligere, henholdt ansøgeren sig til, at ”han jo tidligere i dag sagde, at der efter [B’s] henvendelse havde været personer på bopælen, der truede faren”. For så vidt angår de generelle forhold i Afghanistan, herunder situationen for etniske hazaraer og shiamuslimer, bemærkes, at den generelle sikkerhedssituation, herunder situationen for hazaraer og shiamuslimer, i Afghanistan er ikke af en sådan karakter, at enhver ved sin blotte tilstedeværelse risikerer overgreb omfattet af Menneskerettighedskonventionens artikel 3. UNHCR’s rapport af 30. august 2018, ”Guidelines for Asylumseekers from Afghanistan”, kan ikke føre til et andet resultat. På denne baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved ophold i Afghanistan vil være i en risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2019/51/CABV
Nævnet stadfæstede i marts 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt to børn fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tadsjiker og muslim fra […], Herat, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban. Hun har til støtte herfor oplyst, at hun arbejdede på en pigeskole fra [sommeren] 2010 frem til udrejsen [i begyndelsen af] 2016. [I sommeren] 2015 begyndte ansøgeren at undervise kvinder gennem ngo’en WFP. Ansøgerens kollega fra pigeskolen, [A], fik ansøgeren med i WFP, og en kvinde ved navn [B], som var ansat i WFP, oplærte ansøgeren. Ansøgeren underviste fire dage om ugen hjemme hos [A]. Taliban henvendte sig til landsbyens imam [i efteråret] 2015. Omkring en måned inden udrejsen forsvandt [A] og to andre kollegaer. Ansøgeren fortsatte med at undervise kvinderne i det hus, som [A] ejede med sin ægtefælle. [I begyndelsen af] 2016 blev ansøgeren ringet op af vagten, mens hun underviste. Hun gik ud til døren, hvor hun så en kvinde, der trak en pistol. Ansøgeren nåede at lukke døren, inden kvinden affyrede. Ansøgeren flygtede ud af vinduet og løb over til naboen. Hun gemte sig hos naboen i to timer, hvorefter hendes børn kom. Sammen kørte de over til en ven, hvor de mødtes med ansøgerens ægtefælle. Ansøgeren udrejste [to dage senere]. Hendes familie blev delt i to biler, og hun og hendes to medfølgende børn blev væk fra ansøgerens ægtefælle og de tre ældste børn. Ansøgeren har derudover som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive chikaneret at lokalbefolkningen. Hun har til støtte herfor oplyst, at lokalbefolkningen klagede over hende til imamen, og at lokalbefolkningen også chikanerede hendes ægtefælle. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund, da forklaringen fremstår usandsynlig. Nævnet finder, at ansøgerens forklaring om, at hun fortsatte med at undervise kvinderne, efter at de tre andre kvinder, herunder [A], der også underviste, var forsvundet, fremstår usandsynlig, også henset til at ansøgeren selv har oplyst, at hun i forvejen var bekendt med, at mændene i landsbyen var utilfredse med hendes undervisningsaktiviteter, som foregik i et hus, som [A] og hendes ægtefælle havde udlejet til WFP. Det fremstår i den forbindelse også usandsynligt, at ansøgeren efter at være blevet opfordret hertil af [B] fra WFP på en sms fortsatte undervisningen i lokalerne efter [A]s forsvinden, og efter at ansøgeren som forklaret for nævnet havde været henne ved [A]s nærved liggende bopæl og konstateret, at bopælen fremstod nedlukket. Herudover finder nævnet, at det forekommer bemærkelsesværdigt, at ansøgeren i forlængelse af skudepisoden bad to af sine børn om at komme hen til [C], hvor hun på dette tidspunkt opholdt sig, idet det må lægges til grund, at der er tale om et hus, der ligger meget tæt på det hus, hvor den angivelige skudepisode fandt sted. Under disse omstændigheder har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at hun har behov for beskyttelse efter udlændingelovens § 7 som følge af en konflikt med Taliban eller lokalbefolkningen i sine nærområder. Oplysningerne om ansøgerens helbredsmæssige forhold og forløbet af tidligere samtaler i forbindelse med asylsagens behandling kan ikke føre til en anden vurdering af sagen. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2019/50/DH
Nævnet stadfæstede i januar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shiamuslim af religiøs overbevisning fra Afghanistan. Han er født og opvokset i [by], Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af sin afdøde svogers familie. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans svoger [A] blev slået ihjel af indbrudstyve i slutningen af 2007. Ansøgerens søster [B], som havde været til stede på bopælen under indbruddet, men ikke lagt mærke hertil, da hun er døvstum, blev beskyldt for at være indblandet i drabet på [A] af dennes familie. [B] blev fængslet og frikendt i alt to gange, hvorefter [A]’s familie, som ønskede at hævne hans død, begyndte at fremsætte flere trusler mod ansøgerens familie. Medlemmer af [A]’s familie har blandt andet overfaldet ansøgeren på gaden og kidnappet ansøgerens nevø. Da truslerne fra [A]’s familie intensiveredes, besluttede ansøgeren og hans familie sig for at udrejse af Iran, hvilket de gjorde i efteråret 2015. Ansøgerens asylmotiv udspringer af søstrene [B] og [C]’s asylmotiver. Af de grunde der er anført i [B] og [C]’s sager, har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at han ved udsendelse til Afghanistan vil være forfulgt, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel og individuel risiko for overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2019/5/TLNJ
Nævnet stadfæstede i marts 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig ansøgeren fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren har oplyst, at han er etnisk sikh og sikh af trosretning fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at han og hans familie vil blive forfulgt af Taliban, da de betragter ansøgeren som vantro. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han og hans familie tilhører sikhbefolkningen i Kabul, og at Taliban gentagne gange har udsat dem for forfølgelse og overgreb som følge af deres religiøse tilhørsforhold. På et tidspunkt blev ansøgeren og hans familie tilbageholdt af Taliban. De var tilbageholdt i omkring to og en halv måned og blev udsat for voldelige overgreb, mens de var tilbageholdt. Efter løsladelsen opholdt familien sig i Kabul og blev der frem til udrejsen i 2015. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens oplysninger om hans identitet må tilsidesættes. Det må tillægges væsentlig betydning, at ansøgeren har indfundet sig på en dansk repræsentation i udlandet og har ansøgt om visum til Danmark, herunder med afgivelse af fingeraftryk, og i den forbindelse har oplyst at være indisk statsborger og har oplyst andre generalia, end han har oplyst i forbindelse med hans ansøgning om asyl i Danmark. Ansøgeren har ikke forklaret selvstændigt om nogen asylbegrundende forhold i øvrigt. Ansøgerens ansøgning om asyl knytter sig i det hele til de oplysninger der er meddelt af hans far og i mindre omfang af hans mor. Disse oplysninger er ved Flygtningenævnets samtidige afgørelse ikke fundet asylbegrundende. Allerede fordi ansøgerens forklaring om hans identitet ikke kan lægges til grund findes det heller ikke godtgjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2019/49/CHA
Nævnet stadfæstede i marts 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne har oplyst, at de er etniske sikher og sikher af trosretning fra Kabul, Afghanistan. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at de vil blive forfulgt af Taliban og andre grupper, da de betragter ansøgerne som vantro. Ansøgerne har til støtte for deres asylmotiv henvist til, at de tilhører Sikh-befolkningen i Kabul, og at Taliban gentagne gange har udsat dem for forfølgelse og overgreb som følge af deres religiøse tilhørsforhold. I 2005 blev den mandlige ansøger tilbageholdt af Taliban sammen med sin far og ældste søn, da den mandlige ansøgers far ikke ville betale et pengebeløb til Taliban. Under tilbageholdelsen blev den mandlige ansøgers far slået ihjel, og hans søn blev brændt med varm olie. Familien forsøgte at flygte til Pakistan i 2012, men de pakistanske myndigheder sendte dem tilbage til Afghanistan. Ved indrejsen til Afghanistan blev de tilbageholdt af Taliban, som udsatte dem for voldelige overgreb. De var tilbageholdt i omkring to og en halv måned. Efter løsladelsen opholdt familien sig i Kabul og blev der frem til udrejsen i 2015. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaring om deres identitet til grund. Indledningsvis bemærkes, at det må tillægges væsentlig betydning, at ansøgerne har indfundet sig på en dansk repræsentation i udlandet og har ansøgt om visum til Danmark, herunder med afgivelse af fingeraftryk, og i den forbindelse har oplyst at være indiske statsborgere og har oplyst andre generalia, end de har oplyst i forbindelse med deres ansøgning om asyl i Danmark. Ansøgernes forklaring om, at alt dette blev tilrettelagt af en agent uden at de var klar over hvad det nærmere drejede sig om, og uden de var klar over, at de opholdt sig i New Delhi, må tilsidesættes. Flygtningenævnet finder tillige, at den mandlige ansøgers forklaring for Flygtningenævnet om forløbet af ansøgernes rejse fra Pakistan til Indien, og deres manglende viden om, hvor de befandt sig, usandsynlig. Det bemærkes, at den mandlige ansøger var ude af stand til at svare på, om han befandt sig i en stor eller lille by, men at han som nævnt må have indfundet sig på den danske repræsentation i New Delhi, en by med efter det oplyste mere end 20 millioner indbyggere. Flygtningenævnet har som anført af ansøgernes advokat noteret sig, at den mandlige ansøger ved sprogtest er fundet at beherske Kabuli Dari på højt niveau, svarende til niveauet +3. Det fremgår imidlertid også af sprogtesten under ”2.1. General comments: According to the analyst, the person does not speak Dari at native-speaker level but has a good command of the language.” For så vidst angår den mandlige ansøgers forklaringer om sine asylmotiver, indeholder disse en lang række divergenser og uoverensstemmelser. Den mandlige ansøger har til sin asylsamtale [i sommeren] 2017 side 4 forklaret, at han har en bror som forvandt for 20 til 25 år siden, og at han ikke ved om broren fortsat er i live. Ved fremmøde i Flygtningenævnet forklarede den mandlige ansøger, at han havde talt i telefon med sin bror for fire til fem år siden. Ved oplysnings- og motivsamtalen [i sommeren] 2016 forklarede den mandlige ansøger under ”Asylmotiv”, at han fire til fem gange opsøgte de afghanske myndigheder, for at få hjælp mod Taliban, men at myndighederne ikke kunne stille noget op. I ansøgernes advokats indlæg til Flygtningenævnet anføres derimod, at politiet ikke ville hjælpe, da de ikke brød sig om ansøgeren. Ved fremmøde i Flygtningenævnet forklarede den mandlige ansøger klart udbyggende, at en henvendelse til politiet medførte, at de personer der tidligere var trængt ind i hans bolig og havde udøvet vold mod ham og hans familie ligefrem fik underretning herom. Ved oplysnings- og motivsamtalen under ”Asylmotiv” forklarede den mandlige ansøger, at næsten alle hans tænder blev slået ud i forbindelse med at han, formentlig i 2013, blev tilbageholdt af Taliban i nogle måneder sammen med sin ægtefælle og søn. Ved asylsamtalen side 9, forklarede den mandlige ansøger derimod, at det allerede var i 2005 i forbindelse med drabet på hans far, at han fik slået tænderne ud. Ved fremmøde i Flygtningenævnet har den mandlige ansøger forklaret, at nogle blev nogle blev slået ud i 2005 og nogle blev slået ud formentlig i 2013. For så vidt angår den kvindelige ansøger finder Flygtningenævnet generelt, at hun har svaret afglidende på de stillede spørgsmål, herunder i særlig grad, når det overfor hende er blevet påpeget, at hendes ægtefælle har forklaret anderledes. Blandt væsentlige divergenser finder Flygtningenævnet anledning til at fremhæve, at hun til oplysnings- og motivsamtalen på side 5 har forklaret, at hendes familie og hendes ægtefælles familie var naboer. På forespørgsel fra Flygtningenævnet forklarede hun imidlertid, at hun havde truffet sin ægtefælle i templet. Ved asylsamtalen [i sommeren] 2017 side 6, forklarede den kvindelige ansøger, at hun, når hun gik til templet, havde et tørklæde rundt om hovedet for at dække sig til. Ved fremmøde i Flygtningenævnet forklarede hun på gentagne forespørgsler, at hun når hun skulle i templet var iført burka. Hun var også i stand til i detaljer at beskrive en sådan, hvilket på ingen måde kan være dækket af den beskrivelse af hendes påklædning som fremgår af referatet af asylsamtalen. I de tilfælde, hvor den kvindelige ansøger har besvaret spørgsmålene forekommer hendes forklaring tillært og ikke selvoplevet. Yderligere bemærker Flygtningenævnet, at den kvindelige ansøgers oplysninger om, at have levet i det væsentlige afsondret fra omverdenen ikke passer overens med de foreliggende baggrundsoplysninger om kvindelige sikhers stilling. Efter de for Flygtningenævnet foreliggende oplysninger om muligheden for i Afghanistan at erhverve dokumenter, der i formen er ægte, kan Flygtningenævnet ikke tillægge de identitetspapirer som ansøgerne har fremlagt afgørende betydning. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet herefter at ansøgerne forklaring om deres identitet og deres asylmotiv i det hele må tilsidesættes. Flygtningenævnet finder således, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2019/48/CHA
Nævnet stadfæstede i marts 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tajik og oprindeligt shiamuslim af trosretning fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren er konverteret til kristendommen i Danmark. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiver henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel, idet hans far blev dræbt som følge af, at han var blevet kristen, og at han i Danmark er konverteret til kristendommen. Til støtte for asylmotiverne har ansøgeren oplyst, at han er blevet døbt [i sommeren] 2016. Endvidere har ansøgeren oplyst, at hans far arbejdede for en udenlandsk organisation, hvorigennem han fik kendskab til kristendommen. Faren var interesseret i kristendommen og havde en bibel. En dag kom farens fætter på besøg i ansøgerens hjem og fandt farens bibel. Farens fætter mistænkte ansøgerens familie for at være konverteret til kristendommen. Efter denne episode forsvandt faren. Ansøgerens mor meldte faren savnet og ledte efter ham. Faren blev senere fundet dræbt. Hans mor har fortalt ham, at det formentlig er farens farbrors søn, [A W], der har slået ham ihjel som følge af, at faren var blevet kristen. Moren frygtede, at hun og hendes børn ville blive slået ihjel som følge af, at faren var blevet kristen, og at dette var blevet almindeligt kendt i familierne. En måned efter farens begravelse udrejste ansøgeren sammen med sin mor og to søskende fra Afghanistan. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om sine asylmotiver til grund trods en række mindre, indbyrdes divergenser mellem ansøgerens og hans brors forklaringer. Flygtningenævnet har således lagt til grund, at ansøgerens far blev dræbt som følge af, at han var blevet kristen, og at både ansøgerens fars og mors familier lagde afstand til ansøgerens mor og hendes børn, hvorfor moren frygtede, at også hun og hendes børn risikerede at blive dræbt som følge af, at det var blevet kendt i familierne, at ansøgerens far var blevet kristen. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at ansøgeren selv fik interesse for kristendommen og er konverteret til kristendommen efter, at han er kommet til Danmark. Flygtningenævnet finder på baggrund af ansøgerens forklaring, at der er tale om en reel konversion, som udspringer af en personlig, indre overbevisning hos ansøgeren, der har forklaret, at han selv ved en tilbagevenden til Afghanistan ville forblive kristen og ville søge at udbrede det kristne budsskab til andre. Flygtningenævnet har endvidere tillagt det betydning, at ansøgeren er blevet døbt, og at han fortsat går i kirke og deltager i forskellige kirkelige aktiviteter i den menighed, som han nu tilhører. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingeloven § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Afgh/2019/47/HZC
Nævnet stadfæstede i marts 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt medfølgende barn fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tajik og oprindeligt shiamuslim af trosretning fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren er konverteret til kristendommen i Danmark. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiver henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel, idet hans far blev dræbt som følge af, at han var blevet kristen, og at han i Danmark er konverteret til kristendommen. Til støtte for asylmotiverne har ansøgeren oplyst, at han er blevet døbt [i sommeren] 2016. Endvidere har ansøgeren oplyst, at hans far arbejdede for en udenlandsk organisation, hvorigennem han fik kendskab til kristendommen. Faren var interesseret i kristendommen og havde en bibel. En dag kom farens fætter på besøg i ansøgerens hjem og fandt farens bibel. Farens fætter mistænkte ansøgerens familie for at være konverteret til kristendommen. Efter denne episode forsvandt faren. Ansøgerens mor meldte faren savnet og ledte efter ham. Faren blev senere fundet dræbt. Hans mor har fortalt ham, at det formentlig er farens farbrors søn, [A W], der har slået ham ihjel som følge af, at faren var blevet kristen. Moren frygtede, at hun og hendes børn ville blive slået ihjel som følge af, at faren var blevet kristen, og at dette var blevet almindeligt kendt i familierne. En måned efter farens begravelse udrejste ansøgeren sammen med sin mor og to søskende fra Afghanistan. Flygtningenævnet har ved sin afgørelse været opmærksom på, at ansøgeren er analfabet. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om sine asylmotiver til grund trods en række mindre, indbyrdes divergenser mellem ansøgerens og hans mors forklaringer. Flygtningenævnet har således lagt til grund, at ansøgerens far blev dræbt som følge af, at han var blevet kristen, og at både ansøgerens fars og mors familier lagde afstand til ansøgerens mor og hendes børn, hvorfor moren frygtede, at også hun og hendes børn risikerede at blive dræbt som følge af, at det var blevet kendt i familierne, at ansøgerens far var blevet kristen. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at ansøgeren, der oprindeligt blev meget vred på sin far, da han blev bekendt med, at faren var blevet kristen, selv fik interesse for kristendommen og er konverteret til kristendommen efter, at han er kommet til Danmark. Flygtningenævnet finder på baggrund af ansøgerens forklaring, at der er tale om en reel konversion, som udspringer af en personlig, indre overbevisning hos ansøgeren, der har forklaret, at han selv ved en tilbagevenden til Afghanistan ville forblive kristen og ville søge at udbrede det kristne budsskab til andre. Ansøgeren, der har en herboende dansk-afghansk kæreste, der er muslim, har forklaret, at hans kæreste følger med ham i kirke og læser op af biblen for ham, lige som han forventer, at de skal giftes i kirken. Flygtningenævnet har endvidere tillagt det betydning, at ansøgeren er blevet døbt, og at han fortsat går i kirke og deltager i forskellige kirkelige aktiviteter i den menighed, som han nu tilhører. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingeloven § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Afgh/2019/46/HZC
Nævnet stadfæstede i marts 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig ansøger samt medfølgende barn fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tajik og oprindeligt shiamuslim af trosretning fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiver henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel, idet hendes ægtefælle blev dræbt som følge af, at han var blevet kristen, og at hun i Danmark er konverteret til kristendommen. Til støtte for asylmotivet har ansøgeren forklaret, at hun og hendes tre børn blev døbt [i sommeren] 2016 i Danmark. Endvidere har ansøgeren oplyst, at hendes afdøde ægtefælle blev introduceret til kristendommen i forbindelse med sit arbejde for en udenlandsk organisation. Ægtefællen havde fået en bibel, som han læste med stor interesse. Ægtefællen talte godt om kristendommen og havde ændret sig, således at han var mere kærlig og venlig mod børnene. En dag blev ægtefællens bibel fundet af ægtefællens farsbrors søns barn, da familien var på besøg hos ansøgeren. Farbrorens søn fortalte om denne episode til ansøgerens far og ægtefællens familiemedlemmer samt til andre bekendte. Omkring en måned efter episoden forsvandt ægtefællen. Ansøgerens ægtefælle blev meldt savnet. Farbrorens søn hentydede til, at ansøgeren skulle lede efter sin ægtefælle i Paghman, hvor politiet efterfølgende fandt ham dræbt. Flygtningenævnet har ved sin afgørelse været opmærksom på, at ansøgeren er analfabet. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om sine asylmotiver til grund trods en række mindre, indbyrdes divergenser mellem ansøgerens og hendes søn, [M’s], forklaringer. Flygtningenævnet har således lagt til grund, at ansøgerens ægtefælle blev dræbt som følge af, at han var blevet kristen, og at både ansøgerens og ægtefællens familier lagde afstand til ansøgeren og hendes børn, hvorfor hun frygtede, at også hun og hendes børn risikerede at blive dræbt som følge af, at det var blevet kendt i familierne, at ægtefællen var blevet kristen. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at ansøgeren med baggrund i, at ægtefællen var blevet kristen, selv fik interesse for kristendommen og er konverteret til kristendommen efter, at hun er kommet til Danmark. Flygtningenævnet finder på baggrund af ansøgerens forklaring, at der er tale om en reel konversion, som udspringer af en personlig, indre overbevisning hos ansøgeren, der har forklaret, at hun selv ved en tilbagevenden til Afghanistan ville forblive kristen og ville søge at udbrede det kristne budsskab til andre. Flygtningenævnet har i den forbindelse endvidere tillagt det betydning, at ansøgeren er blevet døbt, og at hun fortsat går i kirke og deltager i forskellige kirkelige aktiviteter i den menighed, som hun nu tilhører. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingeloven § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren samt medfølgende barn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Afgh/2019/45/HZC
Nævnet stadfæstede i marts 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2001. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Opholdstilladelsen er bortfaldet som følge af udvisning ved dom, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk pashtun og sunni-muslim fra Afghanistan. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har oplyst, at han ikke kan vende tilbage til Afghanistan, fordi han frygter overgreb fra personer, der har sendt et trusselsbrev til ham. Han frygter endvidere overgreb som følge af de forhold, der begrundede, at hans far blev meddelt opholdstilladelse i Danmark. Han frygter tillige de generelle forhold i Afghanistan, herunder som tidligere flygtet til Vesten at blive tvangshvervet til militæret eller kidnappet. Klageren har nærmere oplyst, at hans familie udrejste fra Afghanistan som følge af hans fars politiske og militære baggrund. Klagerens far var oberst i militæret og kæmpede mod Mujahedin og Taleban. Klagerens familie modtog i [efteråret] 2017 et trusselsbrev rettet mod klageren, hvorefter han ved en tilbagevenden til hjemlandet ville blive udsat for overgreb som farens forhold. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om modtagelsen af et trusselsbrev i anledning af farens forhold til grund. Nævnet finder det således ikke sandsynliggjort, at personer i Afghanistan efterstræber klageren som følge af farens forhold. Det må anses usandsynligt, at personer, der reelt efterstræber klageren, ville advare ham gennem et trusselsbrev. Det findes endvidere påfaldende, at brevet sendes umiddelbart før, at klagerens udsendelse kan vurderes, og at brevet sendes direkte til familiens adresse, henset til de ikke tidligere har modtaget lignende trusler. For så vidt angår farens medlemskab af PDPA og militære baggrund finder Flygtningenævnet efter de foreliggende baggrundsoplysninger, at dette ikke i sig selv kan medføre, at klageren er i risiko for overgreb af udlændingelovens § 7. Nævnet har herved blandt andet lagt vægt på, at tidligere medlemmer af PDPA ifølge de foreliggende baggrundsoplysninger ikke er i risiko for overgreb ved en tilbagevenden til hjemlandet. Flygtningenævnet finder derfor, at, at det påberåbte asylmotiv ikke kan begrunde opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. For så vidt angår den generelle sikkerhedsmæssige situation i Afghanistan finder Flygtningenævnet, at den ikke er af en sådan karakter, at der er en reel risiko for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området, jf. det foreliggende baggrundsmateriale. Flygtningenævnet har i øvrigt lagt vægt på, at klageren er en ung rask mand i den arbejdsduelige alder, der til en vis grad behersker det lokale sprog. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at udlændingelovens § 31, stk. 1 og 2, ikke er til hinder for klagerens udsendelse til Afghanistan. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2019/44/STRAA
Nævnet stadfæstede i marts 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og agnostiker fra byen Jaghatu i Ghazni-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har boet i Iran i cirka 13 til 14 år fra ansøgeren var cirka ti eller 11 år. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter sin morbror ved navn [A] som følge af ansøgerens konflikt med [B], idet ansøgeren indledte et udenomsægteskabeligt forhold med [B’s] ægtefælle ved navn [C] i Iran. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter befolkningen, idet ansøgeren ikke er troende og har taget afstand fra islam over for sin ældste morbror ved navn [B] og [B’s] ven. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder ikke, at det er sandsynliggjort, at ansøgerens morbror har vilje og evne til at hævne sig på ansøgeren, såfremt ansøgeren vender tilbage til et andet område i Afghanistan end hjembyen. Flygtningenævnet finder endvidere ikke, at ansøgerens frafald fra islam indebærer, at ansøgeren risikerer forfølgelse, såfremt ansøgeren tager ophold i en større by i Afghanistan. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Afghanistan. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2019/43/GJEY
Nævnet meddelte i marts 2019 opholdstilladelse til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk pastuner og sunni-muslim fra [A]-distriktet i Konar-provinsen, Afghanistan. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive dræbt af Taleban og frygter den usikre situation i Afghanistan. Til støtte herfor har klageren oplyst, at hans bror arbejdede for de amerikanske styrker i Afghanistan, og at hans familie som følge deraf modtog trusler, ligesom hans bror blev slået ihjel af Taleban. Klagerens familie boede sammen med farbrorens familie, og farbroren, der var landsbyældste havde megen kontakt med de amerikanske styrker. Klagerens bror arbejdede som mekaniker for de amerikanske styrker, og havde i den forbindelse mange informationer om amerikanske check points samt amerikansk base. Familien boede mellem Talebans tilholdssted og amerikanernes base. Efter amerikanerne forlod området, blev klagers bror slået ihjel af Taleban, og Taleban kom efterfølgende flere gange på familiens bopæl og opsøgte klager, ligesom Taleban truede hele familien. Da situationen blev for farlig, hjalp klagers mor og morbror klageren med at udrejse af Afghanistan. Klageren mødte i Grækenland farbrorens søn, der også havde problemer med Taleban, og som nu har opholdstilladelse i Danmark. Klagerens familie havde problemer med både Taleban og de afghanske myndigheder, idet flere i familien arbejdede for de amerikanske styrker. Klageren har endvidere oplyst, at Taleban fortsat vil være efter ham, idet han har opholdt sig i udlandet, at Taleban er til stede i hele Afghanistan, at Taleban beskylder familien for at være skyld i flere Talebaneres død, og at klagerens familie er på Talebans sorte liste. I henhold til udlændingelovens § 11, stk. 2, forlænges en tidsbegrænset opholdstilladelse meddelt med mulighed for varigt ophold efter ansøgning, medmindre der er grundlag for at inddrage opholdstilladelsen efter § 19. Det fremgår af udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, at en tidsbegrænset opholdstilladelse kan inddrages, når grundlaget for ansøgningen eller opholdstilladelsen var urigtig eller ikke længere er til stede, herunder når udlændingen har opholdstilladelse efter udlændingelovens §§ 7 eller 8, og forholdende, der har begrundet opholdstilladelsen, har ændret sig på en sådan måde, at udlændingen ikke længere risikerer forfølgelse. Der skal ved afgørelsen tages hensyn til grundlaget for opholdstilladelsen. Af bemærkningerne til lovforslaget (lovforslag nr. 72 af 14. november 2014 om ændring af udlændingeloven (Midlertidig beskyttelsesstatus for visse udlændinge samt afvisning af realitetsbehandling af asylansøgninger, når klageren har opnået beskyttelse i et andet EU-land m.v.)), punkt 2.5.2, fremgår blandt andet følgende: ”I lyset af at der indføres en midlertidig beskyttelsesstatus i den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 7, stk. 3, foreslås det, at det præciseres i udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, at der ved en afgørelse om inddragelse efter bestemmelsen skal tages hensyn til grundlaget for opholdstilladelsen, herunder om opholdstilladelsen er meddelt efter § 7, stk. 1, 2 eller 3. På den måde tydeliggøres det, at der er væsentlig forskel på, hvilke betingelser der skal stilles for inddragelse alt afhængigt af, om der er tale om konventionsflygtninge, udlændinge med beskyttelsesstatus eller udlændinge med midlertidig beskyttelsesstatus. Konventionsflygtninge, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, er omfattet af flygtningekonventionen, og udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, skal for disse flygtninges vedkommende administreres i overensstemmelse med flygtningekonventionens artikel 1, litra C, om ophør af flygtningestatus. Det betyder, at inddragelsen af opholdstilladelse alene kan ske, hvis der er sket fundamentale, stabile og varige ændringer i hjemlandet. Udlændinge med beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, og midlertidig beskyttelsesstatus efter den foreslåede bestemmelse i § 7, stk. 3, er derimod ikke omfattet af flygtningekonventionen, og der skal således ikke som betingelse for inddragelse stilles krav om, at der er sket fundamentale, stabile og varige ændringer i hjemlandet. Dette er også forudsat i forarbejderne til lov nr. 572 af 31. maj 2010 (lovforslag nr. 188 af 26. marts 2010), jf. punkt 7.3, uanset at Flygtningenævnet i visse tilfælde synes at have anlagt en anden praksis. For sådanne udlændinges vedkommende skal der foretages en vurdering af, om der på inddragelsestidspunktspunktet aktuelt fortsat er et krav på beskyttelse i Danmark i henhold til Danmarks internationale forpligtelser, herunder om en tilbagevenden til hjemlandet vil indebære overgreb i strid med EMRK’s artikel 3. I situationer, hvor spørgsmålet om inddragelse af opholdstilladelsen opstår som følge af en forbedring af de generelle forhold i hjemlandet, kan der efter omstændighederne træffes afgørelse om inddragelse, uanset at forholdene – trods forbedringerne − fortsat er alvorlige og må betegnes som skrøbelige og uforudsigelige. Inddragelse vil dog kræve, at ændringerne ikke må antages at være af helt midlertidig karakter.” Flygtningenævnet lægger i lighed med Udlændingestyrelsen klagerens forklaring til grund og finder herefter, at klageren ikke kan henvises til at tage ophold i sit hjemområde. Klageren er meddelt opholdstilladelse i Danmark med beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder, at principperne for anvendelse af internt flugtalterniv for konventionsflygtninge finder anvendelse for personer med beskyttelsesstatus. Nævnet bemærker, at det ved IFA-vurderingen er afgørende, om det pågældende IFA er relevant i det konkrete tilfælde, og om det er rimeligt at forvente, at klageren tager ophold et andet sted i hjemlandet, jf. UNHCR’s Håndbog om procedurer og kriterier for fastlæggelse af flygtningestatus, jf. pkt. 91. Ved afgørelsen af ovenstående bør der foretages en objektiv vurdering af, hvorvidt en del af hjemlandet kan udgøre et IFA. I vurderingen må de forhold, der førte til klagerens flugt fra hjemlandet, tages i betragtning, men det skal også tages i betragtning, om den del af hjemlandet, der kan antages at fungere som et IFA, udgør et meningsfuldt alternativ for fremtiden, herunder om området er vedvarende stabilt og sikkert, jf. UNHCR’s Guidelines on International Protection: ”Internal Flight or Relocation Alternative” within the Context of Article 1 A (2) of the 1951 Convention and/or 1967 Protocol relating to the Status of Refugees af 23. juli 2003. Endvidere skal klagerens personlige forhold indgå i den konkrete vurdering af, om klageren kan henvises til et bestemt område og dér leve et efter hjemlandets forhold relativt normalt liv uden for store besværligheder (”undue hardship”). Det fremhæves i de ovennævnte guidelines fra UNHCR, at alder, køn, helbredstilstand, familiemæssig situation, etnisk, kulturel eller religiøs gruppe, politisk eller social tilknytning til det pågældende område, sprog, uddannelse og profession samt tidligere forfølgelse og deraf følgende psykologiske problemer skal indgå i vurderingen. Disse forhold skal anskues kumulativt, jf. UNHCR’s håndbog, pkt. 53. Bevisbyrden for, at der foreligger et internt flugtalternativ, påhviler asylmyndighederne. Flygtningenævnet lægger efter baggrundsoplysningerne til grund, at Talibans magtposition i Afghanistan nu – i forhold til det tidspunkt, hvor klageren blev meddelt opholdstilladelse – i hvert fald ikke er svækket, jf. herved blandt andet UNHCR’s guidelines vedrørende Afghanistan udsendt den 29. august 2018. Navnlig under hensyntagen til, at klagerens families konflikt i forhold til Taliban er understøttet af klagerens fætter sag, finder nævnet ikke, at der foreligger oplysninger, der støtter, at Taliban ikke længere interesserer sig for ansøgeren, således at ansøgeren på nuværende tidspunkt kan anses for at være en ganske uprofileret person. Det er således ikke godtgjort, at klageren kan henvises til at tage ophold andet sted i Afghanistan. Det er således ikke relevant at henvise klageren til at tage ophold i Kabul, Herat eller Mazar E-Sharif. Nævnet finder herefter efter en samlet vurdering, at der ikke foreligger sådanne ændrede forhold, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1, at opholdstilladelsen kan nægtes forlænget. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at det skal være rimeligt at henvise klageren til at tage ophold i det pågældende område. Ved denne vurdering lægger Flygtningenævnet navnlig vægt på, at klageren kom til Danmark som uledsaget mindreårig, og blev meddelt beskyttelsesstatus. Klageren har stedse haft behov for særlig hjælp og støtte, og han bor stadig på et døgnbemandet opholdssted. Klageren, der taler dansk, har i to år haft fuldtidsbeskæftigelse på en café, og ansøgerens fætter, der er det eneste familiemedlem ansøgeren fortsat har kontakt med, bor i Danmark. Nævnet finder efter disse oplysninger om klagerens person heller ikke, at det vil være rimeligt at henvise klageren til at tage ophold et andet sted i Afghanistan. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsen afgørelse af [efteråret 2018] således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” afgh/2019/42/AJEV
Nævnet stadfæstede i marts 2019 nævnets afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2004. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tajik og muslim fra […], Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerens oprindelige asylmotiv er forkastet ved Flygtningenævnets afgørelser af [sommeren 2014]. Ansøgeren har som nyt asylmotiv henvist til, at hun er konverteret til kristendommen, og at hun [i sommeren 2015] er blevet døbt i [A] kirke. Samme dag blev ansøgerens daværende ægtefælle og parrets to børn døbt. Ansøgerens daværende ægtefælle blev ved Flygtningenævnets afgørelse af [foråret 2017] meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, med henvisning til han konversion til kristendommen, og parrets to børn blev meddelt samme status. Det fremgår af den fremlagte dåbsattest, at ansøgeren blev døbt [i sommeren 2015]. Da ansøgeren er udeblevet fra nævnsmødet er det ved ansøgerens forklaring ikke nærmere belyst, hvorvidt ansøgerens konversion er reel, ligesom det ikke er belyst, hvorvidt ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan på baggrund af sine peronlige forhold kan forventes at udføre handlinger, der vil bringe hende i risiko for at blive udsat for asylbegrundende forfølgelse eller overgreb. Flygtningenævnet finder det således ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan vil risikere forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Da ansøgeren er skilt, er der på det foreliggende grundlag ikke grundlag for at meddele ansøgeren konsekvensstatus. Flygtningenævnet stadfæster derfor Flygtningenævnets afgørelse [fra sommeren 2014].” afgh/2019/41/AJEV
Nævnet stadfæstede i marts 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i december 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashto og sunnimuslim fra Jalalabad, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter sin fars fætre ved navn [A] og [B]. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter Taliban. Endelig har ansøgeren henvist til, at han frygter ældrerådet i landsbyen og de afghanske myndigheder. Ansøgeren har til støtte for sine asylmotiver oplyst, at hans familie gennem længere tid har haft en jordkonflikt med ansøgerens fars fætre, [A] og [B], der er tilknyttet partiet Hizb-i-Islami, som er allieret med Taliban. Ansøgerens storebror [C] arbejdede som livvagt for distriktslederen i politiet i [D] ved navn [E]. I 2014 fik ansøgeren ligeledes arbejde som tjener hos [E], og efter omkring tre måneders ansættelse blev ansøgerens storebror slået ihjel under et væbnet angreb mod Taliban. [E] fortalte, at ansøgeren skulle blive hos ham, fordi ansøgeren havde modtaget trusler fra Taliban. Ansøgeren opholdt sig herefter hos [E] i 12 dage, i hvilken periode ansøgerens bopæl blev opsøgt af Taliban to eller tre gange. Herefter fortalte [E], at de afghanske myndigheder også ledte efter ansøgeren og hans far. Kort herefter udrejste ansøgeren af Afghanistan. Efter udrejsen har ansøgeren fået at vide, at hans far er blevet slået ihjel. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgeren har forklaret divergerende og utroværdigt om centrale punkter i sit asylmotiv, hvorfor forklaringen fremstår som konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet henviser herved til det, der er anført af Udlændingestyrelsen om, at ansøgeren har forklaret forskelligt og utroværdigt om, hvor længe han opholdt sig i Afghanistan efter brorens død. Uanset om drabet retteligt skete i slutningen af 2014 eller begyndelsen af 2015, har ansøgeren således opholdt sig langt længere i Afghanistan efter broderens død end de 12 dage, som han selv har forklaret om. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgeren indrejste i Danmark i [vinteren] 2015 efter ifølge sin egen forklaring at have været undervejs i tre til tre og en halv måneder. Endvidere har ansøgeren forklaret divergerende om, hvem der fortalte ham, at hans bror var blevet dræbt, idet ansøgeren til Udlændingestyrelsen har forklaret, at han først blev bekendt med drabet, da hans mor fortalte det, efter at ansøgeren var ankommet til hjemmet, mens han for Flygtningenævnet har forklaret, at arbejdsgiveren fortalte ansøgeren om drabet, mens de var hos arbejdsgiveren, og at han græd i bilen hele vejen hjem til familiens bopæl. Ansøgerens forklaring om navnlig broderens død fremstår i øvrigt heller ikke selvoplevet. Ansøgerens forklaring om jordkonflikten har endvidere været usikker og utroværdig, idet ansøgeren på den ene side har forklaret, at jorden var værdifuld, dels på grund af arealets størrelse, men navnlig på grund af en vandforsyning på arealet, mens han på den anden side har forklaret, at jorden har ligget brak siden faderens død, selv om faderens fætre, der ville have jorden, er magtfulde og har tilliggende jord, hvorfor de må antages blot at kunne tilrane sig jorden. Flygtningenævnet har været opmærksom på, at ansøgeren ved ankomsten til Danmark var analfabet, hvilket imidlertid henset til karakteren af ovenstående divergenser ikke kan føre til en ændret vurdering. Det bemærkes, at ansøgeren til Udlændingestyrelsen i deltaljer har kunnet redegøre for sin rejserute, herunder hvor mange dage, han har opholdt sig de enkelte steder. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2019/40/LINB
Nævnet stadfæstede i januar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunnimuslim af religiøs overbevisning fra [by] i [provins], Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban, fordi han har arbejdet for et amerikansk firma. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han fra 2013 til 2014 arbejdede som elektriker for det amerikanske firma [firmanavn]. Efter omkring et halvt års ansættelse fik ansøgeren at vide, at Taliban, der betragter amerikanerne som deres fjender, ledte efter ham, idet de ville have ham til at holde op med at arbejde for amerikanerne. Ansøgeren blev bekendt hermed gennem rygter fra beboerne i landsbyen [landsbynavn], hvor hans familie ejer jord, og hvor hans morbror og morfar bor. I 2014 blev ansøgerens morbror og morfar opsøgt af Taliban to gange, idet Taliban ønskede at få oplyst, hvor ansøgeren befandt sig. I forbindelse med den sidste opsøgning truede Taliban med at slå ansøgeren ihjel. Ansøgeren har videre oplyst, at hans far i 2015 modtog et telefonopkald fra Taliban, der sagde, at ansøgeren var vantro, fordi han arbejdede for amerikanerne, hvorfor han skulle slås ihjel. I løbet af de efterfølgende måneder modtog ansøgerens far omkring otte til ti opkald fra Taliban, hvorefter han indgav en klage på den lokale politistation, som imidlertid aldrig blev behandlet. Opkaldene til faren ophørte, da faren skiftede sit SIM kort ud. Ansøgeren har endelig oplyst, at han efterfølgende selv modtog to telefonopkald. I det første opkald fik han at vide, at han skulle henvende sig til personen, der ringede til ham, i byen [bynavn]. I det andet opkald sagde vedkommende, der ringede, at han var fra Taliban og truede med, at Taliban nok skulle finde ansøgeren og dræbe ham. Ansøgeren gemte sig i 1 ½ måned på sin bopæl, mens hans udrejse blev arrangeret, og udrejste herefter illegalt med hjælp fra en agent i [efteråret] 2015. Flygtningenævnet lægger den del af ansøgerens forklaring til grund om, at han har arbejdet som elektriker på en amerikansk base i [bynavn], idet forklaringen herom har været konsistent og i det væsentlige uden divergenser. Nævnet kan derimod ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han som følge af sit arbejde er asylretligt relevant forfulgt af Taliban, til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren alene arbejdede på basen i godt 10 måneder som en ud af femten elektrikere, og at der på basen var ansat i alt omkring 100 afghanere. Nævnet har videre lagt vægt på, at ingen måtte vide, at han var ansat på basen, og at han boede på den samme adresse i såvel den tid, han var ansat fra [foråret] 2013, som i tiden efter ansættelsens ophør i begyndelsen af 2014, uden på noget tidspunkt personligt at blive opsøgt af Taliban. Heller ikke i tiden efter ansættelsens ophør og frem til udrejsen er ansøgeren blevet personligt opsøgt på bopælen af Taliban, ligesom hans familie heller ikke efter hans udrejse er blevet opsøgt på bopælen. Nævnet har videre lagt vægt på, at det ikke er sandsynligt, at ansøgeren på trods af, at han frygtede Taliban, og at hans far havde modtaget 8-10 telefonopkald på en måned, fortsat skulle være forblevet på bopælen, og at han også forblev på bopælen i de godt 1½ måned, der gik fra, at han selv skulle være begyndt at modtage opkald, og til at han udrejste. Det forekommer i den forbindelse heller ikke sandsynligt, at ansøgeren på trods af familiens forudgående forgæves henvendelse til politiet i [bynavn], selv skulle begive sig ud til samme politistation, der var beliggende i et Taliban-domineret område for at anmelde truslerne. Endelig bemærkes, at det alene beror på ansøgerens formodning, at det skulle være et medlem af hans familie, der har givet oplysninger om ham til Taliban. Det bemærkes i den forbindelse, at det burde have været nemt for Taliban at finde frem til ansøgerens bopæl i [bynavn], hvis dette skulle have været tilfældet. Forklaringen forekommer heller ikke sandsynlig set i lyset af, at ansøgerens far kunne undgå yderligere opkald fra Talibans side alene ved at skifte SIM-kort, ligesom familien ved at flytte til et andet sted i [bynavn] efter ansøgerens udrejse, mente sig i sikkerhed for Taliban. Endelig bemærkes, at det er mere end knap 5 år siden, at ansøgeren ophørte med at arbejde for Taliban, og at det alene beror på hans formodning, at Taliban anser ham for at være spion, fordi han har arbejdet for [firmanavn]. Flygtningenævnet kan herefter ikke lægge til grund, at ansøgeren har været forfulgt ved udrejsen, eller at han ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer forfølgelse eller overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”Afgh/2019/4/TLNJ
Nævnet stadfæstede i marts 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shiamuslim fra Nowdeh, Jaghori-distriktet i Ghazni provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive straffet af myndighederne som følge af ansøgerens søns konvertering til kristendommen. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af Taliban og lokalbefolkningen som følge af ansøgerens søns konvertering. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at ansøgerens søn, [A], der læste til lærer i Kabul, havde mange udenlandske venner, og gennem dem blev [A] introduceret til kristendommen. Cirka en måned før ansøgerens udrejse af Afghanistan opdagede de afghanske myndigheder, at [A] var konverteret til kristendommen. [A] blev anholdt, men ansøgeren betalte en politibetjent 2000 dollars i bestikkelse og [A] blev løsladt. [A] begyndte herefter at arbejde i ansøgerens butik i hjembyen. Cirka en måned efter [A] var blevet løsladt ankom fem talebanere til ansøgerens butik. De fem talebanere talte med [A] og ransagede herefter butikken. Under disken fandt de fem talebanere kristent materiale, som tilhørte [A]. Det kristne materiale var opbevaret i et aflåst skab. Efter fundet af materialet tog Taliban fat i [A], og de slog ansøgeren, da ansøgeren var forsøgte at hjælpe [A]. Taliban truede ansøgeren med, at de også ville slå ham ihjel, hvis ansøgeren fortsatte med at prøve at stoppe dem. Taliban kørte afsted med [A], men de tog ikke ansøgeren med, idet der ikke var plads til flere i bilen. Lokalbefolkningen og mullahen var vidner til episoden, idet de havde forsamlet sig uden for ansøgerens butik. Mullahen beskyldte ansøgeren og ansøgerens familie for at være vantro og truede med at slå hele ansøgerens familie ihjel. Klokken 16.00 samme dag blev [A] slået ihjel, og hans lig lå ved hovedvejen. Mullahen nægtede at lade ansøgeren begrave [A], hvorfor ansøgeren begravede [A] på sin egen jord. Tre dage efter at [A] var blevet slået ihjel, satte Taliban ild til ansøgerens butik. Samme nat udrejste ansøgeren. Ansøgerens familie er også flygtet, og de opholder sig nu i Pakistan. Efter ansøgerens udrejse har ansøgerens søster fortalt til ansøgeren, at lokalbefolkningen og Taliban har sendt billeder i omløb af ansøgeren og ansøgerens familie. Det fremgik af billederne, at ansøgeren og ansøgerens familie var konverteret til kristendommen. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund, da ansøgeren om helt afgørende dele af asylmotivet har afgivet divergerende forklaringer. Der er ved vurderingen heraf taget hensyn til oplysningerne om, at ansøgeren er analfabet og oplysningerne om ansøgerens psykiske og fysiske vanskeligheder. Flygtningenævnet har særligt lagt vægt på ansøgerens forklaring om, hvad der skete anden gang Taliban kom til ansøgerens forretning, ansøgerens forklaring om, hvor han og familien opholdt sig mellem drabet på [A] og Talibans anden henvendelse, herunder hvorledes ansøgeren blev advaret og slutteligt har nævnet lagt vægt på ansøgerens forklaring om, hvornår ansøgerens hustru og børn flygtede. Ansøgeren har under oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at Taliban kom tilbage til butikken tre dage efter drabet på sønnen [A], at de truede med at slå ansøgeren og den øvrige familie ihjel, og at ansøgeren bragte sin familie til ansøgerens søster, der boede i en nabolandsby, hvorefter ansøgeren selv samme dag udrejste af Afghanistan, mens resten af familien foreløbigt forblev hos søsteren. Ansøgeren har under oplysnings- og motivsamtalen videre forklaret, at han ikke var bekendt med, hvornår den resterende del af familien udrejste af Afghanistan. Under de efterfølgende samtaler, herunder under nævnsmødet, har ansøgeren forklaret, at Taliban på tredjedagen efter drabet brændte ansøgerens butik ned, at ansøgeren på dette tidspunkt ikke var i butikken, og at ansøgeren og den resterende familie flygtede efter at være blevet orienteret om afbrændingen af en nabo til forretningen, der samtidigt advarede om, at Taliban havde tilkendegivet, at de ville dræbe ansøgeren og resten af familien. Nævnet finder, at afbrændingen af forretningen er en så væsentlig del af ansøgerens asylmotiv, at det på afgørende vis afsvækker troværdigheden af ansøgerens forklaring om asylmotivet, at ansøgeren ikke har forklaret herom til oplysnings- og motivsamtalen, og at den manglende forklaring herom derfor ikke kan forklares med ansøgerens psykiske og fysiske vanskeligheder eller tolkeproblemer. Ansøgerens forklaring under asylsamtalen må forstås således, at ansøgeren har forklaret, at han og familien opholdt sig i familiens hjem i de tre dage efter drabet på [A]. Under asylsamtalen har ansøgeren således forklaret, at familien først efter, at indehaveren af naboforretningen på tredjedagen havde advaret ham om afbrændingen, pakkede og rejste hen til søsteren, der boede en halv time væk, og at ansøgeren og familien samme nat flygtede. Ansøgeren har under samme samtale endvidere forklaret, at han i løbet af de tre dage af en nabo til ansøgerens bopæl fik at vide, at der i byen blev talt om, at ansøgerens familie var frafaldne, og at de skulle slås ihjel. Ansøgeren har under asylsamtalen endvidere forklaret, at Taliban havde spurgt indehaveren af nabobutikken om ansøgerens adresse, at naboen havde svaret, at han ikke kendte den, og at naboen herefter skyndte sig at køre hjem til ansøgeren for at advare ham. Under samtalen med advokaten og nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at han og familien i de tre dage efter drabet på [A] opholdt sig hos ansøgerens søster. Under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at ingen fra landsbyen vidste, at ansøgeren og familien opholdt sig hos ansøgerens søster. Anmodet om at forklare, hvorledes naboen i så fald kunne opsøge ham og advare ham, har ansøgeren forklaret, at naboen ringede til ansøgeren og advarede ham. Foreholdt sin tidligere forklaring har ansøgeren forklaret, at naboen kørte ud til ansøgerens søster på motorcykel og advarerede dem. På grund af disse væsentlige divergenser i ansøgerens forklaring finder nævnet, at ansøgerens forklaring om asylmotivet i det hele må forkastes. Den generelle sikkerhedsmæssige situation i Afghanistan, herunder i Ghazni-provinsen, er ikke af en sådan karakter, at enhver ved sin blotte tilstedeværelse vil være i risiko for overgreb omfattet af artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. På denne baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i en risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2019/39/GJEY
Nævnet stadfæstede i marts 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shiamuslim fra Nowdeh, Jaghori-distriktet i Ghazni provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive straffet af myndighederne som følge af ansøgerens søns konvertering til kristendommen. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af Taliban og lokalbefolkningen som følge af ansøgerens søns konvertering. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at ansøgerens søn, [A], der læste til lærer i Kabul, havde mange udenlandske venner, og gennem dem blev [A] introduceret til kristendommen. Cirka en måned før ansøgerens udrejse af Afghanistan opdagede de afghanske myndigheder, at [A] var konverteret til kristendommen. [A] blev anholdt, men ansøgeren betalte en politibetjent 2000 dollars i bestikkelse og [A] blev løsladt. [A] begyndte herefter at arbejde i ansøgerens butik i hjembyen. Cirka en måned efter [A] var blevet løsladt ankom fem talebanere til ansøgerens butik. De fem talebanere talte med [A] og ransagede herefter butikken. Under disken fandt de fem talebanere kristent materiale, som tilhørte [A]. Det kristne materiale var opbevaret i et aflåst skab. Efter fundet af materialet tog Taliban fat i [A], og de slog ansøgeren, da ansøgeren var forsøgte at hjælpe [A]. Taliban truede ansøgeren med, at de også ville slå ham ihjel, hvis ansøgeren fortsatte med at prøve at stoppe dem. Taliban kørte afsted med [A], men de tog ikke ansøgeren med, idet der ikke var plads til flere i bilen. Lokalbefolkningen og mullahen var vidner til episoden, idet de havde forsamlet sig uden for ansøgerens butik. Mullahen beskyldte ansøgeren og ansøgerens familie for at være vantro og truede med at slå hele ansøgerens familie ihjel. Klokken 16.00 samme dag blev [A] slået ihjel, og hans lig lå ved hovedvejen. Mullahen nægtede at lade ansøgeren begrave [A], hvorfor ansøgeren begravede [A] på sin egen jord. Tre dage efter at [A] var blevet slået ihjel, satte Taliban ild til ansøgerens butik. Samme nat udrejste ansøgeren. Ansøgerens familie er også flygtet, og de opholder sig nu i Pakistan. Efter ansøgerens udrejse har ansøgerens søster fortalt til ansøgeren, at lokalbefolkningen og Taliban har sendt billeder i omløb af ansøgeren og ansøgerens familie. Det fremgik af billederne, at ansøgeren og ansøgerens familie var konverteret til kristendommen. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund, da ansøgeren om helt afgørende dele af asylmotivet har afgivet divergerende forklaringer. Der er ved vurderingen heraf taget hensyn til oplysningerne om, at ansøgeren er analfabet og oplysningerne om ansøgerens psykiske og fysiske vanskeligheder. Flygtningenævnet har særligt lagt vægt på ansøgerens forklaring om, hvad der skete anden gang Taliban kom til ansøgerens forretning, ansøgerens forklaring om, hvor han og familien opholdt sig mellem drabet på [A] og Talibans anden henvendelse, herunder hvorledes ansøgeren blev advaret og slutteligt har nævnet lagt vægt på ansøgerens forklaring om, hvornår ansøgerens hustru og børn flygtede. Ansøgeren har under oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at Taliban kom tilbage til butikken tre dage efter drabet på sønnen [A], at de truede med at slå ansøgeren og den øvrige familie ihjel, og at ansøgeren bragte sin familie til ansøgerens søster, der boede i en nabolandsby, hvorefter ansøgeren selv samme dag udrejste af Afghanistan, mens resten af familien foreløbigt forblev hos søsteren. Ansøgeren har under oplysnings- og motivsamtalen videre forklaret, at han ikke var bekendt med, hvornår den resterende del af familien udrejste af Afghanistan. Under de efterfølgende samtaler, herunder under nævnsmødet, har ansøgeren forklaret, at Taliban på tredjedagen efter drabet brændte ansøgerens butik ned, at ansøgeren på dette tidspunkt ikke var i butikken, og at ansøgeren og den resterende familie flygtede efter at være blevet orienteret om afbrændingen af en nabo til forretningen, der samtidigt advarede om, at Taliban havde tilkendegivet, at de ville dræbe ansøgeren og resten af familien. Nævnet finder, at afbrændingen af forretningen er en så væsentlig del af ansøgerens asylmotiv, at det på afgørende vis afsvækker troværdigheden af ansøgerens forklaring om asylmotivet, at ansøgeren ikke har forklaret herom til oplysnings- og motivsamtalen, og at den manglende forklaring herom derfor ikke kan forklares med ansøgerens psykiske og fysiske vanskeligheder eller tolkeproblemer. Ansøgerens forklaring under asylsamtalen må forstås således, at ansøgeren har forklaret, at han og familien opholdt sig i familiens hjem i de tre dage efter drabet på [A]. Under asylsamtalen har ansøgeren således forklaret, at familien først efter, at indehaveren af naboforretningen på tredjedagen havde advaret ham om afbrændingen, pakkede og rejste hen til søsteren, der boede en halv time væk, og at ansøgeren og familien samme nat flygtede. Ansøgeren har under samme samtale endvidere forklaret, at han i løbet af de tre dage af en nabo til ansøgerens bopæl fik at vide, at der i byen blev talt om, at ansøgerens familie var frafaldne, og at de skulle slås ihjel. Ansøgeren har under asylsamtalen endvidere forklaret, at Taliban havde spurgt indehaveren af nabobutikken om ansøgerens adresse, at naboen havde svaret, at han ikke kendte den, og at naboen herefter skyndte sig at køre hjem til ansøgeren for at advare ham. Under samtalen med advokaten og nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at han og familien i de tre dage efter drabet på [A] opholdt sig hos ansøgerens søster. Under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at ingen fra landsbyen vidste, at ansøgeren og familien opholdt sig hos ansøgerens søster. Anmodet om at forklare, hvorledes naboen i så fald kunne opsøge ham og advare ham, har ansøgeren forklaret, at naboen ringede til ansøgeren og advarede ham. Foreholdt sin tidligere forklaring har ansøgeren forklaret, at naboen kørte ud til ansøgerens søster på motorcykel og advarerede dem. På grund af disse væsentlige divergenser i ansøgerens forklaring finder nævnet, at ansøgerens forklaring om asylmotivet i det hele må forkastes. Den generelle sikkerhedsmæssige situation i Afghanistan, herunder i Ghazni-provinsen, er ikke af en sådan karakter, at enhver ved sin blotte tilstedeværelse vil være i risiko for overgreb omfattet af artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. På denne baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i en risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2019/39/GJEY
Nævnet stadfæstede i marts 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tajik og sunnimuslim af trosretning fra Mazar-e-Sharif, Balkh, Afghanistan. Ansøgeren har senest opholdt sig i Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har oplyst, at han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af sin svigerfar eller at blive anholdt af myndighederne, idet ansøgerens svigerfar har meldt ansøgeren til myndighederne. Ansøgeren har endelig henvist til, at han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at Taliban har ringet til ham og truet ham tre gange. Den [forår] 2015 modtog ansøgeren første gang et opkald. En ukendt person sagde til ansøgeren, at de havde valgt ansøgeren til at samarbejde med dem, at de ønskede at komme ind på den militærbase, hvor ansøgeren arbejdede og at ansøgeren ikke måtte sige dette til nogen. Ansøgeren fortalte herefter sin afdelingsleder om opkaldet. Ansøgeren var til samtale hos afdelingslederen tre gange, hvor sagen blev undersøgt. Den [sommer] 2015 blev afdelingslederen slået ihjel ved sin bopæl. Den [sommer] 2015 modtog ansøgeren det andet opkald. En person sagde til ansøgeren, at han ikke skulle have fortalt om opkaldet til nogen, og at han nu havde set konsekvensen af, at han fortalte det videre. Personen lagde på, inden ansøgeren kunne nå at sige noget. Den [sommer] 2015 modtog ansøgerens bror et opkald, hvor en person sagde til ansøgerens bror, at han skulle bede ansøgeren om at gøre det, som de bad ham om. Den [sommer] 2015 modtog ansøgeren det sidste opkald. Ansøgeren indvilligede i at samarbejde med personerne, men han sagde, at han var på orlov på daværende tidspunkt, hvorfor han ville hjælpe dem, når han var tilbage på sit arbejde igen. Den [efterår] 2015 blev ansøgeren hjemsendt fra militæret og den [efterår] 2015 udrejste han med sin familie. Ansøgeren er efter ankomsten til Danmark blevet separeret fra sin ægtefælle. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer kan lægge ansøgerens forklaring til grund om, at han flere gange er blevet kontaktet af Taliban, der ønskede at indgå et samarbejde med ansøgeren for at få adgang til og sprænge en bilbombe på den militærbase, hvor ansøgeren gjorde tjeneste. Flertallet henviser til, at ansøgeren under samtalerne med Udlændingestyrelsen har forklaret konsistent og sammenhængende om Talibans henvendelser til ansøgeren, herunder om antallet og om tidspunkterne herfor. Flertallet kan endvidere lægge til grund, at henvendelserne har ført til, at ansøgeren har opsagt sin stilling i militæret, og at han er udrejst af Afghanistan sammen med sin familie. Flertallet finder imidlertid ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han fortsat er efterstræbt af Taliban, og der lægges herved vægt på, at ansøgeren i [efterår] 2015 har opsagt sin stilling i militæret, og at han udrejste den [efterår] 2015. Flertallet lægger i den forbindelse vægt på, at ansøgeren ikke modtog yderligere henvendelser fra Taliban i perioden fra det sidste opkald den [sommer] 2015 til udrejsen den [efterår] 2015. Ansøgerens familie i Afghanistan har heller ikke oplevet henvendelser fra Taliban efter ansøgerens udrejse. For så vidt angår ansøgerens forklaring om den del af asylmotivet, der vedrører konflikten med hans tidligere svigerfar, finder Flygtningenævnet, at der ikke er tale om asylbegrundende forhold. Nævnet henviser til, at konflikten mellem ansøgeren og hans tidligere svigerfar i hovedsagen ses begrundet i separationen mellem ansøgeren og hans ægtefælle, og at der således er tale om et privatretligt forhold. Ansøgerens forklaring om konflikten med den tidligere svigerfar fremstår i øvrigt ikke overbevisende, idet der henvises til, at ansøgeren under samtalen den [sommer] 2017 med Udlændingestyrelsen har oplyst, at svigerfaren fortalte, at han tilgav ansøgeren. Der henvises endvidere til, at forklaringen om konflikten fremstår udbyggende. Ansøgeren har således først under nævnsmødet forklaret, at konflikten også beror på, at ansøgeren har fortalt sin familie, at den tidligere svigerfar sælger narkotika og handler med våben, samt at han har bestukket folk til at stemme på ham ved parlamentsvalg. Ansøgeren har ikke tidligere forklaret herom. Endvidere har ansøgeren forklaret, at først under nævnsmødet forklaret, at svigerfaren har opsøgt ansøgerens mor og slået hende. Nævnet henviser i øvrigt til, at ansøgeren under samtalen den [sommer] 2017 med Udlændingestyrelsen har oplyst, at ansøgerens tidligere svigerfar udover at være parlamentsmedlem repræsenterer [ministerium A] som nationalrådgiver, mens han under nævnsmødet har forklaret, at svigerfaren er sikkerhedsrådgiver i [ministerium B]. Flygtningenævnet kan i øvrigt ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han er konverteret til kristendommen til grund, idet der ikke ses at være tale om en reel konversion. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren under sine samtaler med Udlændingestyrelsen har oplyst, at han er sunnimuslim, og at han først, efter han har fået afslag på sin asylansøgning og under sin samtale med sin advokat, har oplyst, at han er konverteret til kristendommen, og at han blevet døbt den [vinter] 2019. Der lægges endvidere vægt på, at ansøgeren under nævnsmødet ikke har været i stand til at redegøre nærmere for tidspunktet for sin konversion eller på en overbevisende måde kunne redegøre for sin kristne overbevisning. Han har ikke kunne oplyse om kristne højtider, og han har ikke kunne forklare om indholdet af Biblen. Det forhold, at ansøgeren er blevet døbt den [vinter] 2019 kan ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i en individuel og konkret begrundet risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han risikerer overgreb, jf. udlændingelovens 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2019/38/GJEY
Nævnet stadfæstede i marts 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag vedrørende en mandlige og en kvindelige anssøger samt tre medfølgende børn fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etnisk pashtuner og sunnimuslimer af trosretning fra Kabul Afghanistan. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af den kvindelige ansøgers familie, idet ansøgerene er blevet gift imod familiens vilje. Herudover har den mandlige ansøger henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter Taliban, idet han som barn er blevet kidnappet af Taliban, hvor han var tilbagehold i to uger, og at han under tilbageholdelsen blev udsat for fysisk og seksuelle overgreb. Til støtte for asylmotivet vedrørende den kvindelige ansøgers familie, har ansøgerne oplyst, at de var kærester og ønskede at gifte sig med hinanden. Den kvindelige ansøgers familie var imod ægteskabet. Den kvindelige ansøgers far og bror var medlemmer af Taliban, og de ønskede, at den kvindelige ansøger skulle blive gift med en søn af [Q], en magtfuld mand Amre De Marouf. Ansøgerne blev gift uden den kvindelige ansøgers families viden og flyttede til Kapisa-provinsen, hvor de boede hos den mandlige ansøgers moster i omkring to år. Herefter flyttede ansøgerne til Parwan-provinsen, hvor de boede hos den mandlige ansøgers fætre i omkring to år. Ansøgerene har også boet i Kabul-provinsen og Jalalabad-provinsen i en periode. Senest har ansøgerne boet i byen Kabul i omkring et år. I Kabul blev ansøgerne opsøgt og overfaldet af nogle ukendte mænd på ansøgernes bopæl. Efter overfaldet valgte ansøgerne at udrejse fra Afghanistan. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaringer til grund. Flygtningenævnet finder det usandsynligt, at ægteskabet mellem ansøgerne skulle være kommet i stand på den måde, som er forklaret. Det er usandsynligt, at den mandlige ansøger kom på besøg på en pigeskole, hvor den kvindelige ansøger var elev, og hvor han besøgte en kvindelig ansat, der derefter medvirkede til, at den mandlige ansøger flere gange kunne færdes på skolen og træffe den kvindelige ansøger. På denne baggrund forekommer ansøgernes forklaring om baggrunden for og optakten til ægteskabet konstrueret til lejligheden. Herudover er der, selv med skyldig hensyntagen til en vis risiko for sproglige misforståelser, en række divergenser i ansøgernes forklaringer vedrørende væsentlige aspekter af ansøgernes asylmotiv. Den mandlige ansøger har således ved fremmøde i Flygtningenævnet forklaret, at han modtog tre trusselsbreve, som han selv modtog idet det ene dog blev fundet af den kvindelige ansøger. Han har tidligere i sin asylsamtale [i sommeren] 2017 side 11n forklaret, at der var to breve. Ligeledes har han side 12ø forklaret afglidende om, hvorvidt den kvindelige ansøger var bekendt med brevene. Ved fremmøde i Flygtningenævnet har den mandlige ansøger forklaret, at ægteparret opholdt sig 1 år og 4 måneder i Karte Now. Ved asylsamtale [i sommeren] 2017 side 11 forklarede han, at de opholdt sig i området i 6 – 7 måneder. Den kvindelige ansøger forklarede ved fremmøde i Flygtningenævnet at hun bl.a. fulgtes med sin søster til skole. Ved asylsamtale [i sommeren] 2017 har hun gentagne gange forklaret, at hun fulgtes med naboens datter, jf. således side 8 og side 11. Den mandlige ansøger har forklaret, at han mødte den kvindelige ansøger såvel på skolen, som på gaden, jf. asylsamtale [i sommeren] 2017 side 6n til 7ø, og at han ikke alene mødte den kvindelige ansøger på gaden måske 3 - 4 gange, men også, at han ved disse lejligheder sagde, at han elskede hende. Den kvindelige ansøger har forklaret, jf. asylsamtale den [i sommeren] side 11, at hun og den mandlige ansøger udelukkende mødtes på skolen. Endelig bemærker Flygtningenævnet, at der er uklarhed om omstændighederne ved parternes bryllup, herunder vedrørende antallet af tilstedeværende personer. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet således, at ansøgernes forklaring må tilsidesættes i det hele. Det kan herefter ikke lægges til grund, at ansøgerne ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for konkret individuel forfølgelse, eller for at blive udsat for dødstraf, tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, skt. 1, og stk. 2, er derfor ikke opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2019/37/TBP
Nævnet stadfæstede i marts 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim af trosretning fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban, eller at blive fængslet af myndighederne. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at han arbejdede som administrativ medarbejder for et amerikansk ejet firma ved navn [X]. Ansøgeren var ansat i firmaet fra [primo] 2014 til [ultimo] 2015. Ansøgeren blev på et tidspunkt kontaktet af sin far, som bad ham om at komme tilbage til bopælen. Da ansøgeren ankom på bopælen, fortalte faren, at myndighederne havde ransaget en ejendom, som ansøgerens far lejede ud. Myndighederne havde fundet våben, sprængstof samt regeringskritiske dokumenter. Myndighederne havde anholdt lejeren, som for myndighederne oplyste, at det var ansøgeren og hans far, som ejede de genstande, som var fundet i boligen. Ansøgeren tog derefter ophold i [by] sammen med sin far. Efter en uge blev ansøgeren stoppet af en talibaner, som havde kendskab til, at ansøgeren arbejdede for et amerikansk firma. Ansøgeren blev truet med at blive straffet, såfremt han ikke indstillede sit arbejde. Ansøgeren rejste herefter til Kabul, hvor han opsagde sin stilling hos [X] og udrejse af Afghanistan. Ansøgerens far er efterfølgende blevet slået ihjel af Taliban på grund af ansøgeren. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren i al væsentligt har forklaret overensstemmende om den del af sit asylmotiv, der angår hans angivelige myndighedskonflikt. Ansøgerens angivelige konflikt med de afghanske myndigheder synes imidlertid alene at bero på en formodning hos ansøgeren, idet de afghanske myndigheder ifølge ansøgerens egen forklaring tilsyneladende aldrig har opsøgt familiens bopæl i anledning af våbenfundet i faderens udlejningsejendom, ligesom lejeren af den bolig, hvor våbnene blev fundet, fortsat skulle være tilbageholdt af myndighederne. Hertil kommer, at det var faderens og ikke ansøgerens udlejningsejendom, ligesom det efter ansøgerens forklaring må lægges til grund, at ansøgerens far – uanset den formodede konflikt med myndighederne – tog ophold i Kabul forud for sin død. Oplysningerne i sagen peger derfor ikke i retning af, at ansøgerens far – og i hvert fald slet ikke ansøgeren – skulle være eller have været i myndighedernes søgelys på en måde, som kan begrunde asyl for ansøgeren. Der er således ikke holdepunkter i sagen for at antage, at ansøgeren skulle være efterstræbt af myndighederne i Afghanistan som følge heraf. For så vidt angår ansøgerens forklaring om en konflikt med Taliban kan det lægges til grund, at ansøgeren i Kabul har arbejdet for et amerikansk firma. Ifølge ansøgerens forklaring har han i Afghanistan ikke oplyst andre end sin nærmeste familie og venner om sin ansættelse, og det forekommer nævnet helt usandsynligt, at Taliban var i stand til – efter at ansøgeren havde opholdt sig i 20 minutter i en bazar i en fremmed landsby – at identificere ansøgeren, der ikke er særlig profileret, og koble ham til en ansættelse for den amerikanske virksomhed. Hertil kommer, at ansøgeren har forklaret, at han alene blev opsøgt denne ene gang, hvor han blev bedt om at ophøre med sit samarbejde med virksomheden, hvilket ansøgeren i øvrigt imødekom ved at sige sin stilling op. Ansøgerens forklaring om at være blevet opsøgt af Taliban på den skete måde kan derfor ikke lægges til grund, og det kan i hvert fald ikke lægges til grund, at ansøgeren fortsat skulle være efterstræbt af Taliban. Ansøgerens forklaring om sin faders død kan ikke ændre på denne vurdering, allerede fordi det alene beror på ansøgerens formodning, at faderens død har nogen sammenhæng med ansøgerens tidligere ansættelse. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at det ikke kan lægges til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for at blive udsat for overgreb eller forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2019/36/CABV
Nævnet stadfæstede i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia muslim fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter [A], [B] eller [Cs] kæreste, idet han er blevet beskyldt for at have udnyttet [C] seksuelt. Ansøgeren har til støtte herfor anført, at han var chauffør for en oberst ved navn [A], som var far til ansøgerens barndomsven [B]. Ansøgerens arbejde bestod i at køre [As] ægtefælle og de to yngste døtre i skole, hvorefter han kørte videre til universitetet med den ældste datter [C]. En dag kørte ansøgeren først [As] ægtefælle på arbejde, hvorefter det var meningen, at [C] skulle køres til et helligt gravsted og derefter til universitetet. I stedet bad [C] om at blive kørt til en restaurant efter besøget ved gravstedet. Ansøgeren ventede på hende uden for restauranten i omkring en time, hvorefter han gik ind i restauranten for at lede efter hende. I restauranten opdagede ansøgeren [C] nøgen sammen med en hemmelig kæreste i et særligt rum til par. [Cs] kæreste blev sur og slog ansøgeren. [C] truede med, at hun ville fortælle sin familie, at ansøgeren havde udnyttet hende seksuelt, hvis ansøgeren fortalte om episoden til hendes familie. Ansøgeren overvejede situationen samme aften, og han besluttede sig for, at han ville fortælle [Cs] bror, [B], om episoden. Den næste dag ringede ansøgeren til [B], som blev meget sur. Et par timer efter ringede [C] til ansøgeren, og hun fortalte, at hun havde gjort alvor af sin trussel. Efter [Cs] opkald tog ansøgeren hjem til sin morbror, hvor [B] igen ringede og beskyldte ansøgeren for at have udnyttet [C]. Samme aften blev ansøgerens bopæl angrebet af ukendte personer, og ansøgerens bror kom i den forbindelse til skade. Ansøgeren formoder, at angrebet på bopælen skyldtes konflikten med [Cs] familie. Ti dage efter episoden i restauranten udrejste ansøgeren af Afghanistan. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet den fremstår som konstrueret til lejligheden og dermed utroværdig. Flygtningenævnet har herved navnlig lagt vægt på, at ansøgeren, der har 9 års skolegang, har forklaret forskelligt på flere centrale punkter samt udbyggende og usammenhængende. Ansøgeren har herunder forklaret forskelligt om, hvem han afleverede hvor i forbindelse med sit daglige job som chauffør for oberst [As] hustru og tre døtre gennem ca. 1 år. Under samtalen [i sommeren] 2016 hos Udlændingestyrelsen har ansøgeren oplyst, at han først satte hustruen og den yngste datter af ved den skole, hvor hustruen var skoleinspektør, hvorefter han afleverede de to ældste døtre på universitet. Under samtalen [en dato i sommeren] 2017 har han forklaret, at den yngste og mellemste søster blev afleveret sammen med deres mor, og at det kun var den ældste søster, [C], der gik på universitetet. Ansøgeren har også forklaret forskelligt om, hvad [C] informerede ham og sin mor om den dag, hvor episoden i restauranten skulle have fundet sted. Under samtalen [i sommeren] 2016 har ansøgeren oplyst, at [C] sagde til sin mor, at hun ville møde op på universitet og derefter tage til et helligt sted. Da moderen var afleveret, meddelte [C] ansøgeren, at hun hverken skulle til universitet eller et helligt sted, men hen til restauranten. Under samtalen [i sommeren] 2017 har ansøgeren forklaret, at [C] gav ham besked om først at køre ud til et helligt gravsted, hvor hun opholdt sig et stykke tid, og at [C] derefter blev kørt til restauranten. For nævnet har ansøgeren forklaret, at [C] havde sagt til sin mor, at hun ikke skulle på universitetet den pågældende dag. Ansøgeren har endvidere forklaret forskelligt om, hvordan episoden på restauranten skulle være afsluttet. Under samtalen [i sommeren] 2017 har ansøgeren oplyst, at [Cs] kæreste kom først ud af rummet inde på restauranten, hvorefter han slog ansøgeren og sagde grimme ting til ham. Derpå gik ansøgeren ud af restauranten sammen [C]. For nævnet har ansøgeren forklaret, at [C] kom ud først og satte sig ind i bilen, hvorefter hendes kæreste kom ud og slog ansøgeren, der stod ved siden af bilen. Ansøgeren har herudover forklaret forskelligt om omstændighederne, hvorunder han skulle være blevet bekendt med, at der skulle have været en episode på bopælen, hvor hans storebror skulle være blevet udsat for vold. Under samtalen [i sommeren] 2016 har ansøgeren oplyst, at hans morbror ringede til ham, mens han var på vej hjem fra et besøg hos ham. Morbroren oplyste ham om, at ansøgerens storebror var blevet overfaldet af [Cs] storebror [B], der også var ansøgerens barndomsven, og [Bs] mænd, hvoraf to var blevet anholdt. Under samtalen [i sommeren] 2017 har ansøgeren oplyst, at han efter besøget hos sin morbror var på vej hen for at møde [B], da en ven af ansøgeren ringede og fortalte, at der havde været et angreb fra ukendte mænd ved ansøgerens bopæl dagen før, og at ansøgerens storebror var kommet på hospitalet. For nævnet har ansøgeren først forklaret, at han opholdt sig hos morbroren, da vennen ringede. Han har dernæst forklaret, at han var på vej til at forlade morbrorens bopæl, da han modtog opkaldet. Desuden har ansøgeren forklaret udbyggende om, hvad han skulle have fået oplyst af vennen om episoden, hvor ansøgerens storebror skulle være blevet angrebet. Under samtalen [i sommeren] 2017 har ansøgeren oplyst, at vennen ikke fortalte, hvem der stod bag angrebet på ansøgerens storebror, men at storebroren var kørt på hospitalet, og at to personer på motorcykel var blevet tilbageholdt. Ansøgeren har i samme forbindelse oplyst, at han ikke vidste, om angrebet på bopælen havde forbindelse til [B]. For nævnet har ansøgeren forklaret, at vennen oplyste ham om, at vennen havde set [B] på stedet, da der var forsamlet personer i anledning af episoden. Vennen havde endvidere oplyst, at [B] virkede meget sur. I øvrigt har ansøgeren forklaret forskelligt om, hvem der kontaktede ansøgerens morbror og sagde, at ansøgeren skulle gifte sig med [C]. Under samtalen [i sommeren] 2016 har ansøgeren oplyst, at det var [B], som opsøgte ansøgerens morbror og sagde det, mens ansøgeren under samtalen [i sommeren] 2017 har oplyst, at det var oberst [A], der telefonisk foreslog giftermålet, så æren kunne være på plads. Ansøgeren har ikke på overbevisende måde kunnet redegøre for de nævnte divergenser, der efter deres karakter og omfang ikke hovedsageligt kan tilskrives tolkeproblemer. Nævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgeren på trods af, at han skulle have opdaget fejl i oversættelsen af samtalereferatet fra [sommeren] 2016, ikke hverken forud for eller i begyndelsen af samtalen [i sommeren] 2017 har oplyst noget om dette, men først har gjort opmærksom herpå, da han blev stillet afklarende spørgsmål i den sidste del af samtalen. Nævnet bemærker endvidere, at ansøgeren for nævnet har svaret afglidende, når han er blevet spurgt ind til de pågældende forhold. Flygtningenævnet finder på den baggrund efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for konkret, individuel forfølgelse eller for at blive udsat for dødsstraf, tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, og stk. 2, er derfor ikke opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2019/34/snd
Nævnet stadfæstede i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunnimuslim fra [mindre by], Wardak-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter, han vil blive udsat for repressalier af Taliban, Islamisk Stat og vilkårlige afghanere, fordi han har arbejdet som tolk for de amerikanske styrker. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han startede med at arbejde som tolk for de internationale styrker i Afghanistan i [efteråret] 2010. På et tidspunkt, da ansøgeren lige var begyndt at arbejde som tolk, uddelte Taleban flyers i ansøgerens landsby, [navn på landsby], som handlede om, at man ikke skulle arbejde for de afghanske myndigheder eller de amerikanske styrker. I 2012 blev ansøgeren kontaktet af en person på den telefon, som de amerikanske styrker havde etableret til, at afghanere kunne ringe ind med oplysninger. Personen fortalte ansøgeren, hvilket tøj han havde på, og at han snart ville blive slet ihjel. Tre eller fire dage senere var han på vej fra militærbasen, Salerno, til Khost sammen med sin ven, [A], som også var tolk. Da de ankom til et område, hvor en anden tolk, [B], var blevet slået ihjel to eller tre måneder forinden, blev de beskudt. Ansøgeren flygtede tilbage til Salerno. Ansøgeren stoppede med at arbejde som tolk i slutningen af 2013, fordi NATO begyndte at trække sine styrker ud af Afghanistan, og den militærbase, som ansøgeren var tilknyttet, lukkede. Fire eller fem dage efter sit bryllup i [sommeren] 2014 blev ansøgerens bror, [C], såret af en improviseret sprængladning, som var placeret på en vej, som kun førte til ansøgerens bopæl. Ansøgeren opholdt sig herefter på sin bopæl i [navn på landsby] frem til sin udrejse i [sommeren] 2015. Flygtningenævnet kan lægge til grund, at ansøgeren har arbejdet som tolk for de udenlandske styrker, og herunder har deltaget i møder med borgere i Afghanistan samt deltaget i missioner. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at der i 2012 blev skudt efter ham på et tidspunkt, hvor han kørte på motorcykel med en kollega. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at han til oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at amerikanerne fandt frem til gerningsmændene og at mændene blev pågrebet. Til samtalen [i sommeren] 2017 har han forklaret, at optagelserne herefter blev undersøgt, uden at gerningsmændene kunne findes på optagelserne. Under mødet i Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at personerne kunne ses på optagelsen, men at de ikke blev pågrebet. Nævnet bemærker i øvrigt, at det ikke er sandsynliggjort, at episoden vedrørte ham personligt og ikke blot en militærperson. Vedrørende vejsidebomben lægger nævnet vægt på, at denne episode ikke er nævnt i asylskemaet. Efter forklaringen har ansøgeren boet hos sine forældre siden slutningen af 2013 og indtil udrejsen i [sommeren] 2015, uden at være blevet opsøgt af Taliban eller andre. Det er oplyst, at ansøgerens navn ikke nævnes i den påberåbte trailer på YouTube. Selvom der i Kabul-området skulle være vist optagelser af møder, hvor han fungerede som tolk, lægger nævnet vægt på, at dette er mindst fem år siden. Selvom ansøgeren som tolk for udenlandske styrker tilhører en gruppe som utvivlsom efterstræbes af Taliban, er ansøgeren ikke profilleret. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være forfulgt, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i en individuel og konkret risiko for overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2019/33/CHA
Nævnet stadfæstede i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tadjik og sunnimuslim fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive dræbt af [A] og [B], som er to personer, der har afpresset ansøgeren. Videre har ansøgeren henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive retsforfulgt af de afghanske myndigheder, da ansøgeren har forfalsket regnskabsdokumenter på sit arbejde. Ende-lig har ansøgeren henvist til, at han skammer sig overfor sin klan, da ansøgerens fætter blev dræbt på grund af ansøgeren, hvorfor ansøgeren ikke ønsker at skulle konfronteres med sin klan. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han arbejdede i Indenrigsministeriet, hvor han blandt andet havde ansvaret for at udfylde formularer, som dannede grundlag for betalingen af ministeriets leverandører. Efter at have været ansat i Indenrigsministeriet i fire år blev ansøgeren kontaktet af en person ved navn [B], som var ansat hos en af ministeriets leverandører, [A]. [B] fortalte ansøgeren, at hvis ansøgeren var villig til at forfalske regnskaberne, så [A] fik flere penge udbetalt fra Indenrigsministeriet, så ville de sørge for, at ansøgeren blev forfremmet. Ansøgeren ønskede ikke at forfalske regnskaberne og afviste tilbuddet. [B] begyndte herefter at fremsætte trusler mod ansøgeren og dennes familie, hvorfor ansøgeren indvilligede i at forfalske regnskaberne. Ansøgeren nåede at forfalske tre til fire regnskaber, inden afdelingen fik kontrol-besøg af ministeriets revisorer, der opdagede dokumentforfalskningerne og videregav oplysnin-gerne om dokumentforfalskningerne til anklagemyndigheden. Ansøgeren blev indkaldt til at mø-de i retten. Ansøgeren stoppede med at arbejde og turde ikke tage hjem til sin egen bopæl efter at have modtaget indkaldelsen til retten. Ansøgeren tog ophold hos nogle familiemedlemmer. Om-kring en uge efter at være stoppet med at arbejde, besluttede ansøgeren og dennes fætter, at de ville gå hjem til ansøgerens bopæl. På vejen hjem blev de mødt af en bil, hvorfra der blev skudt mod dem. Ansøgerens fætter blev ramt og døde efterfølgende heraf. Ansøgeren opholdt sig her-efter hos sin moster i et par dage, hvorefter han udrejste af Afghanistan. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder det ikke sandsynligt, at an-søgeren, uden instrukser herom, har ændret i mængden således at [A]s tilgodehavende beløb steg med 20 %, ligesom den angivende måde for bedrageriet forekommer nemt at opklare, hvorfor ansøgeren måtte være bekendt med, at den årlige revision med stor sandsynlighed ville opdage bedrageriet. Det findes påfaldende, at ansøgeren ikke kan erindre, hvornår bedrageriet startede eller hvor mange gange han lavede bedrageriet, særligt når der kun er tale om få gange. Det fin-des usandsynligt at revisionen ikke har opdaget bedrageriet i alle månederne, når de nu havde konstateret det i en måned. Flygtningenævnet finder det endvidere usandsynligt at [A] skulle have vilje til at begå drab i en sag, hvor ansøgeren er enig i, at myndighederne ville tro på [A]. Det beror alene på ansøgerens formodning, at det påståede attentat, hvor fætteren blev slået ihjel, var rettet mod ansøgeren. Det findes mindre troværdigt at eventuelle attentatmænd skulle gen-kende ansøgeren i mørke på 50 til 60 meters afstand, og derefter køre mod ansøgeren i stedet for blot at afvente, at ansøgeren kom tættere på bilen. Endelig lægger Flygtningenævnet vægt på, at ansøgerens familie ikke er blevet opsøgt, hverken af Rasas folk eller af myndighederne. Som følge af ovennævnte tilsidesættes ansøgerens forklaring som utroværdig. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort at han vil være forfulgt, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i en individuel og konkret risiko for overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2019/32/CHA
Nævnet stadfæstede i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim fra landsbyen […] Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban, fordi han har arbejdet for de udenlandske styrker. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han arbejdede som tjener og bartender […] i [en bar] på den militære base […] i Kabul i perioden [sommer 2015] til [vinter 2016]. Efter at have været på arbejde [en nat i begyndelsen af 2015] tog ansøgeren hjem til sin farbror, [A]. [A] fortalte ansøgeren, at Taliban havde opsøgt hans forældres bopæl og slået hans far. [En morgen i begyndelsen af 2016] bragte [A] ansøgerens forældre til Kabul, hvor ansøgerens far fik hospitalsbehandling for de skader, som Taliban havde påført ham. Ansøgeren har oplyst, at hans mor fortalte ham, at talebanerne havde sagt, at de vidste, at ansøgeren arbejdede for de udenlandske styrker, at de ønskede, at han samarbejdede med dem, og at hvis han ikke indvilgede, ville de slå ham ihjel. Faren havde sagt til talebanerne, at ansøgeren ikke ville forråde sit hjemland, hvorefter han var blevet slået i hovedet med en geværkolbe. Talebanerne havde også givet faren et brev, hvori de truede med at slå ansøgeren ihjel, hvis han ikke samarbejdede med dem. Herefter tog ansøgeren og hans forældre ophold hos [A] i Kabul, og de er ikke sidenhen blev opsøgt af Taliban.[Primo 2016] var ansøgeren vidne til tre bilbombeangreb i nærheden af hans arbejdsplads, og han blev lettere såret under det tredje angreb. Da ansøgeren vågnede på hospitalet senere samme aften, konstaterede han, at han havde fået en flænge i hagen og fraktioner i håndleddet. Ansøgeren blev udskrevet senere samme nat, fordi hans skader ikke var livstruende. Ansøgeren har oplyst, at kombinationen af trusselsbrevet fra Taliban og bilbombeangrebene [primo 2016], gjorde, at han besluttede sig for at udrejse fra Afghanistan. Ansøgeren forlod Kabul [vinteren 2016] og udrejste via Nimruz til Iran. Flygtningenævnet kan efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring om asylmotivet ikke lægge til grund, at ansøgeren personligt er efterstræbt af Taliban. Der henvises til, at ansøgerens forklaring på centrale punkter fremstår divergerende, usammenhængende og udbyggende og derfor forekommer konstrueret til lejligheden. Nævnet lægger vægt på, at ansøgeren i asylansøgningsskemaet alene har angivet Talibans henvendelse på familiens bopæl og Talibans trusselsbrev som baggrund for sin udrejse. Ansøgeren har efterfølgende under samtalerne med Udlændingestyrelsen og for nævnet udbyggende forklaret, at det var en kombination af trusselsbrevet og tre selvmordsbombeangreb, der førte til udrejsen. Nævnet lægger endvidere vægt på, at ansøgeren under oplysnings- og motivsamtalen [sommeren 2016] først har forklaret, at de tre selvmordsangreb fandt sted omtrent i slutningen af […] 2015, mens han senere under samtalen har forklaret, at angrebene fandt sted [senere] og omtrent en uge efter farens indlæggelse på hospitalet. Ansøgeren har hertil forklaret, at faren blev bragt til hospitalet [i begyndelsen af 2016]. Flygtningenævnet lægger i øvrigt vægt på, at ansøgerens forklaringer om ophøret af ansættelsen som tjener og bartender i […] Kabul fremstår divergerende og usammenhængende. Han har i ansøgningsskemaet anført, at han opsagde arbejdet, da han tog ind til […] kontoret og fortalte, at han ville opsige arbejdet. Under asylsamtalen har ansøgeren først forklaret, at han ikke opsagde sin stilling, idet han blot udrejste af Afghanistan uden at informere sin arbejdsgiver herom. Foreholdt divergensen har ansøgeren forklaret, at han opsagde sin stilling ved personlig henvendelse til sin chef, [B], da det var for farligt at arbejde på basen. Flygtningenævnet bemærker hertil, at Udlændingestyrelsen under sagens behandling har rettet henvendelse til ansøgerens arbejdsgiver i Kabul, og at arbejdsgiveren har oplyst, at ansøgeren blev fyret fra sin stilling på grund af uoverensstemmelser med hans chef. Flygtningenævnet henviser i øvrigt til, at ansøgeren under oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at han efter den tredje bilbombe havde svært ved at orientere sig, mens han udbyggende under asylsamtalen har forklaret, at han vågnede op på hospitalet senere den samme aften, efter at politiet havde taget fat i ansøgeren og havde hjulpet ham. Nævnet lægger i øvrigt vægt på, at ansøgeren først under nævnsmødet har forklaret, at han vil være i fare ved en tilbagevenden til Afghanistan, idet flere familiemedlemmer er medlemmer af et islamisk parti, der har relation til Taliban. Ansøgeren har også forklaret usammenhængende om delingen på Facebook af fotos af ansøgeren i baren i […] Kabul, herunder at ansøgeren selv har liket et sådant foto, selvom der var stor risiko forbundet med hans arbejde […]. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at de pågældende fotos er kommet til Talibans kendskab. Flygtningenævnet finder i øvrigt ikke, at ansøgerens forklaring under nævnsmødet om politiets mistanke om tyveri af en mobiltelefon i 2019 rettet mod ansøgerens bror og ansøgeren udgør et asylbegrundende forhold. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i en individuel og konkret begrundet risiko for forfølgelse, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han risikerer overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2019/31/thv
Nævnet stadfæstede i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan og hendes mindreårige barn. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er afghansk statsborger, etnisk tadjik og født og opvokset i Herat, hvor hun har boet i hele sit liv, bortset fra en tre-årig periode fra omkring 2011-2014, hvor hun og hendes familie boede i Mashad, Iran. Under opholdet i Iran blev ansøgeren gift med sin herboende ægtefælle. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter ansøgeren at blive dræbt af sin ægtefælles fjender, der tilhører Taliban. Endvidere frygter hun at blive dræbt af farens fjender. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hendes familie udrejste til Iran omkring 2011 som følge af farens jordkonflikt, der handlede om, at personer, der ønskede at købe farens jord, truede faren til ikke at sælge jorden. I begyndelsen af 2015 blev ansøgeren og hendes familie sendt tilbage til Afghanistan. Omkring seks-syv måneder efter familiens tilbagevenden til Afghanistan opsøgte fem-seks personer familiens bopæl og tog faren med. Samme aften dag vendte faren tilbage til familiens bopæl. Han Faren var blevet udsat for fysiske overgreb, blødte og fortalte senere, at personerne, der havde taget ham med, havde spurgt efter ansøgerens ægtefælle. Omkring to måneder senere blev ansøgeren forsøgt kidnappet af to personer, mens hun sammen med sin mor var på indkøb i en basar i Herat. Kidnapningen blev forhindret af de tilstedeværende i forretningen. Samme dag flygtede ansøgeren og hendes familie. Familien tog ophold hos en af farens venner, inden familien udrejste til Iran en uge senere. Efter ansøgerens indrejse i Danmark har hendes forældre og to brødre fået asyl i [et europæisk land]. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort sit asylmotiv, idet nævnet i alt væsentligt ikke kan lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren under asylsagens behandling har forklaret divergerende vedrørende centrale punkter, herunder om hvorvidt hun og familien blev truet, efter at de vendte tilbage fra Iran til Afghanistan. Ansøgeren har således ikke til oplysnings- og motivsamtalen den […] 2016 oplyst, at hun og familien modtog trusler, efter at de vendte tilbage til Afghanistan. Nævnet finder endvidere, at ansøgerens forklaring på centrale punkter findes usandsynlig. Det findes blandt andet usandsynligt, at ansøgerens familie valgte at flygte straks som følge af den angivelige episode, hvor ansøgeren blev overfaldet af to mænd, uden at familien ifølge det forklarede havde nogle konkrete holdepunkter for, at episoden havde sammenhæng med familiens påståede konflikt i øvrigt. Nævnet bemærker i endvidere, at ansøgerens far efter det oplyste ikke solgte den jord, der ifølge forklaringen var anledningen til konfliktens opstart. Flygtningenævnet finder derfor, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, ikke er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Afgh 2019/31/MNR
Nævnet stadfæstede i februar måned Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig stats-borger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shiamuslim fra Mihanjoy i Dand, Kandahār, Afghanistan. Ansøge-ren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban, ISIL og lokalbefolkningen, idet ansøgeren har arbejdet for amerikanerne. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at ansøgeren frygter den generelle sikkerhedssituation i Afghanistan. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at ansøgeren i en periode på cirka seks til syv måneder tolkede for de amerikanske styrker i Afghanistan, hvilket var fra omkring [vinter] 2012 eller [vinter] 2013 indtil [forår] eller [sommer] 2013. Ansøgeren ud-rejste af Afghanistan i 2015, idet han frygtede, at Taliban på et tidspunkt ville opdage, at han havde arbejdet som tolk for de amerikanske styrker. Som følge af sin ansættelse hos de amerikanske styr-ker havde ansøgeren indtil sin udrejse ingen konflikter med Taliban, ISIL eller lokalbefolkningen. To af ansøgerens bedste venner ved navn [A] og [B] kendte til ansøgerens ansættelse som tolk for amerikanerne. [A] og [B] har formentlig fortalt om ansøgerens ansættelse til deres familie. Dette har medført, at andre personer fra ansøgerens lokalområde, efter ansøgerens udrejse, har fået kendskab til ansøgerens ansættelse hos de amerikanske styrker. Efter ansøgerens udrejse af Afghanistan, op-lyste ansøgerens farbror ham om, at farbroren var blevet opsøgt af personer, som beskyldte ansøge-ren for at arbejde for de amerikanske styrker. Informationer om ansøgerens ansættelse hos amerika-nerne var dermed blevet videregivet til Taliban og ISIL. Flygtningenævnet finder at kunne lægge til grund, at ansøgeren i seks til syv måneder frem til foråret 2013 har arbejdet som tolk for internatio-nale styrker i Afghanistan. Flygtningenævnet finder imidlertid at ansøgerens forklaring om årsagen til hans udrejse og om, hvorvidt kendskab til tolkearbejdet er udbredt i lokalområdet, må tilsidesæt-tes, idet den på centrale punkter indeholder divergenser, ligesom hans forklaring forekommer afgli-dende. Ansøgeren har således blandt andet forklaret divergerende om, hvorvidt han rejste til Iran for at søge arbejde eller fordi rygterne om tolkearbejdet var begyndt at cirkulere. Han har ligeledes afgivet divergerende oplysninger om, hvornår han blev bekendt med dette. I oplysnings- og motiv-samtalen har ansøgeren forklaret, at hans farbror allerede, mens han var i Tyrkiet, fortalte om ryg-terne, mens han i asylskemaet har oplyst, at ingen på daværende tidspunkt kendte til hans arbejde som tolk. På denne baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i konkret eller individuel forfølgelse for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Det tilføjes, at ansøgeren ifølge forkla-ringen til sin oplysnings- og motivsamtale har opholdt sig i hjemområdet i mere end to år efter at arbejdet som tolk ophørte, og at familien efter det oplyste fortsat ikke har været udsat for repressali-er, herunder heller ikke den farbror, der selv har arbejdet som tolk. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2019/30/GJEY
Nævnet stadfæstede i januar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tadsjik og sunni-muslim af trosretning fra landsbyen […] i [et distrikt i] Baghlan-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter Taliban, idet han er flygtet fra dem. Han frygter også myndighederne, fordi de tror, at han har samarbejdet med og støttet Taliban. Til støtte for sin frygt for Taliban har ansøgeren oplyst, at han er blevet stoppet på vej til skole af Taliban, som fortalte ham, at han skulle støtte dem og holde op med at gå i skole. Ansøgeren er også blevet opsøgt på sin bopæl af Taliban flere gange, hvor han i den forbindelse er blevet tilbageholdt i omkring to-tre timer, hvorefter han fik lov til at gå. Omkring to måneder og en uge før ansøgerens udrejse af Afghanistan blev han, da han var på vej i skole sammen med fire andre drenge, stoppet af Taliban. Efterfølgende blev ansøgeren tilbageholdt af Taliban i omkring to måneder i et hus i [en anden landsby end ansøgerens hjemlandsby] i Baghlan-provinsen. Mens ansøgeren var tilbageholdt, blev han undervist i jihad, modtog fysisk træning, holdt vagt og samlede penge og brød fra folk i [den landsby, Taliban-huset lå i]. En aften lykkedes det ansøgeren at flygte fra huset sammen med fire andre drenge, idet vagten, der skulle passe på dem, ikke var til stede. Ansøgeren og de fire drenge blev kørt sammen til ansøgerens hjemlandsby af en tilfældig lastbilchauffør og dennes hjælper, hvorefter ansøgeren tog hen til sin farbror. Fra farbroren blev ansøgeren sendt til Puli Khumri, hvorfra ansøgeren tog til Kabul, hvor han opholdt sig i en uge. Ansøgeren udrejste herefter af Afghanistan. Efter ansøgerens udrejse er hans farbror blevet opsøgt af Taliban flere gange, hvilket har medført, at farbroren er udrejst til Iran. Til støtte for sin frygt for myndighederne har ansøgeren oplyst, at hans farbror har fortalt ham, at skoleinspektøren på ansøgerens skole har kontaktet myndighederne og fortalt dem, at ansøgeren og de andre drenge, der blev kidnappet, frivilligt var blevet en del af Taliban. Endvidere har ansøgerens farbror set ansøgerens billede hænge i Pule Khumri, idet myndighederne i Pule Khumri har klistret billeder op af de unge, der har tilsluttet sig Taliban. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om hans asylmotiv til grund. Der er herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring fremstår utroværdig og konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har forklaret divergerende om centrale dele af sit asylmotiv. Han har således forklaret divergerende om, hvorvidt han og de fire andre drenge blev kidnappet og kørt bort af Taliban i bil eller på motorcykler. Han har endvidere forklaret divergerende om, hvorvidt vagten sov, da han og drengene flygtede fra Taliban, eller om vagten bare ikke var på stedet. Endelig har han under nævnsmødet forklaret divergerende om, hvorvidt Taliban var venlige og høflige, når de tilbageholdt ansøgeren og hans venner i forhold til, at han tidligere har forklaret, at Taliban slog drengene under tilbageholdelserne. Ansøgeren har under nævnsmødet forklaret udbyggende om, hvorvidt han fik våbentræning, mens han var tilbageholdt af Taliban. Han har således under nævnsmødet forklaret, at han fik våbentræning og skød til måls med forskellige våben under tilbageholdelsen, mens han tidligere til Udlændingestyrelsen har forklaret, at han ikke fik våbentræning. Ansøgerens forklaring om, hvad Taliban sagde til ham ved tilbageholdelsen og under træningen forekommer ikke sandsynlig. Der er herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret forholdsvis detaljeret om, hvad Taliban sagde til ham og de andre drenge, men samtidig forklaret, at Taliban talte pashto, som han slet ikke forstod på det tidspunkt, hvor han var tilbageholdt. Ansøgerens forklaring om skoleinspektørens anmeldelse af drengene til myndighederne forekommer tillige mindre sandsynlig. Der er herved lagt vægt på, at skoleinspektøren vidste, at ansøgeren og drengene tidligere havde været tilbageholdt af Taliban flere gange, og at de var utilfredse med dette, hvorfor det forekommer usandsynligt, at han skulle melde dem til myndighederne for at have tilsluttet sig Taliban, da de udeblev fra skolen. Endelig forekommer ansøgerens forklaring om bilen, der stoppede og tog de fem drenge op i et Talibankontrolleret område mindre sandsynlig. Det forekommer i den forbindelse mindre sandsynligt, at en bil skulle stoppe op i et Talibankontrolleret område og dernæst, at drengene skulle sætte sig ind til nogle fremmede i et Talibankontrolleret område og med det samme fortælle, at de var på flugt fra Taliban. Det forekommer også mindre sandsynligt, at Taleban skulle ønske at hverve ansøgeren og de andre drenge, der alle var etniske daritalene tadsjikker, som de ikke forstod sprogligt, og holde dem fanget, men samtidig give dem våbentræning og lade dem deltage i en vagtordning. Ansøgeren har ikke under nævnsmødet været i stand til at uddybe sin forklaring eller forklare de nævnte divergenser og udbygningen, som Flygtningenævnet finder ikke alene kan forklares ved, at tolken til hans første samtale var fra Iran. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2019/3/MGO
Nævnet stadfæstede i februar måned Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig stats-borger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shiamuslim fra Ghazni, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter de generelle forhold som etnisk hazara. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at ansøge-ren frygter ansøgerens bror, idet han har udsat ansøgeren for fysisk vold. Ansøgeren har som asyl-motiv endelig henvist til, at han frygter [A’s] familie. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv om, at han frygter de generelle forhold som etnisk hazara oplyst, at hazara-befolkningen i Afghanistan bliver undertrykt af blandt andre Taliban. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv om, at han fryg-ter sin bror oplyst, at han har slået ansøgeren op til flere gange. Ansøgeren har til støtte for sit asyl-motiv om, at han frygter [A’s] familie oplyst, at ansøgeren hjalp [A] med at passe nogle dyr. Plud-selig faldt nogle sten ned fra en bakke, hvorefter [A] kom til skade. Ansøgeren bar herefter [A] til-bage til landsbyen, hvorefter [A] kort tid efter afgik ved døden som følge af skaderne. Ansøgerens fætter rådede ansøgeren til at udrejse, idet [A]s familie var etnisk pashtun, hvorfor de ikke kunne lide etniske hazaraer. Ansøgeren udrejste herefter fra Afghanistan. Efter ansøgerens udrejse og efter at ansøgeren havde opholdt sig i Danmark i et år, fortalte ansøgerens fætter, [B], til ansøgeren, at [A’s] familie havde ledt efter ansøgeren hos sine søstre i ansøgerens landsby i Afghanistan. [A’s] familie holdt ansøgeren ansvarlig for [A’s] død. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgerens kon-flikt med broderen i sig selv er asylbegrundende. Flygtningenævnet finder i det væsentlige at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund, hvorefter han ved en tilbagevenden til hjemmeområdet vil være i risiko for at blive udsat for blodhævn fra [A’s] familie. Ansøgeren er herefter isoleret set omfattet af udlændingelovens § 7 stk. 2, i forhold til sin hjemegn. Ansøgerens konflikt vurderes at være lokal, og ansøgeren findes ikke at være profileret i forhold til Taliban eller andre grupper. Her-til kommer, at konflikten ligger mere end tre år tilbage. Henset til, at ansøgeren er en enlig og ar-bejdsduelig mand, der tidligere har arbejdet i både Afghanistan og Iran, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren vil være i stand til at etablere sig på et rimeligt niveau et andet sted end sin hjemegn, her-under i Kabul, Herat eller Mazar-e-Sharif. Det tilføjes, at de generelle forhold i Afghanistan, her-under også for etniske hazaraer omend vanskelige, ikke er asylbegrundende. Flygtningenævnet fin-der derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2019/29/GJEY
Nævnet stadfæstede i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shiamuslim fra [en mindre by], Kunduz, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at han og hans familie vil blive slået ihjel af Taliban, og at han vil blive tvangsrekrutteret af Taliban. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at Taliban af tre omgange har opsøgt familiens bopæl og opført sig truende. På et tidspunkt opstod der kamphandlinger i byen, hvorefter ansøgeren tog hen til sin bekendt, som hjalp ansøgeren med at udrejse af landet. Flygtningenævnet kan lægge til grund, at ansøgeren og hans familie er blevet chikaneret som følge af deres oprindelse som hazaraer. Nævnet finder imidlertid, at de generelle forhold for afghanere i distriktet og for hazaraer ikke i sig selv er asylbegrundende. Det afgørende i sagen er derfor, om det kan lægges til grund, at familien et antal gange er blevet opsøgt på deres bopæl af Taliban med henblik på, at Taliban ville tvangsrekruttere ansøgeren. Forklaringerne fra ansøgeren og hans forældre er på dette afgørende punkt væsentlig forskellige. Ansøgeren har under sin sag, der er sambehandlet med hans forældres sag, men hvor der er truffet en særskilt afgørelse, forklaret under sin oplysnings- og motivsamtale, at Taliban opsøgte familien hver eller hver anden dag det seneste år. Han har ikke forklaret om besøgene under sin samtale [i starten af] 2017. Han har for nævnet forklaret, at Taliban kom tre til fire gange til huset. Første gang var ca. fem år før udrejsen, hvor de kun var ved porten. Næstsidste gang var ca. to uger før ansøgerens udrejse. Taliban-medlemmerne var inde i gangen, snakkede med hans far og gik derefter igen. En uge senere kom to Taliban-medlemmer til huset, hvor den ene var inde i et værelse og den anden i gangen. De sparkede til familiens ting, råbte og slog ansøgerens far og forlod derefter huset uden at søge kontakt til ansøgeren. Ansøgeren er aldrig blevet slået af de Taliban-medlemmer, som har opsøgt huset. Ansøgerens far har til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at familien blev opsøgt to gange. Første gang var for 12 år siden, og Taliban var alene på gårdspladsen. Anden gang familien blev opsøgt var i 2012/2013, og det ene Taliban-medlem var inde i huset. Ansøgerens far har ved samtalen [i efteråret] 2017 forklaret, at familien blev opsøgt to til tre gange ved bopælen. Taliban var kun inde i huset én gang, hvilket skete for omkring fem år siden. Ansøgerens far har for nævnet forklaret, at familien er blevet opsøgt to gange. Første gang var fem år før udrejsen, og Taliban-medlemmerne kom ikke ind i huset. Familien blev anden gang opsøgt to måneder før udrejsen af to personer, som var inde i huset. Ved den pågældende lejlighed var ansøgeren også til stede. Ansøgerens far har forklaret, at Taliban-medlemmerne sparkede til møbler og talte grimt, men var ikke voldelige. Ansøgerens mor har til oplysnings- og motivsamtalen fortalt, at familien blev opsøgt to gange. Første gang var ét år før udrejsen. Taliban-medlemmerne var inde i huset, hvor de slog ansøgeren og ansøgerens far. Den anden gang var en uge efter, hvor et Taliban-medlem var inde i huset, og hvor han blandt andet slog ansøgerens far. Ansøgerens mor har ved samtalen [i efteråret] 2017 forklaret, at Taliban opsøgte familien to gange. Første gang var Taliban inde i huset, hvor de blandt andet slog ansøgeren og ansøgerens far. Anden gang var en uge senere, hvor to Taliban-medlemmer trængte ind i huset, hvor de blandt andet slog ansøgeren og ansøgerens far. Ansøgerens mor har for nævnet forklaret, at Taliban havde været på bopælen tre gange. Første gang fem år før udrejsen, hvor Taliban-medlemmerne ikke var inde i huset. Anden og tredje gang var med en uges mellemrum, hvor Taliban-medlemmerne var inde i huset, sparkede på deres ting og slog ansøgerens far. Flygtningenævnet finder, at de tre ansøgere har forklaret væsentlig divergerende på de helt afgørende episoder, både for så vidt angår tidsangivelse, antallet af besøg, hvorvidt Taliban var inde i huset, og om de udøvede vold mod beboerne. Flygtningenævnet tilsidesætter som følge heraf ansøgernes forklaringer. Ansøgerne har herefter ikke sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Afghanistan vil risikere overgreb som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller konkrete og individuelle overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2019/28/CHHA
Nævnet stadfæstede i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt tre medfølgende børn fra Afghanistan. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske hazaraer og shiamuslimer fra [en mindre by], Kunduz, Afghanistan. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at de vil blive slået ihjel af Taliban, og at deres ældste søn vil blive tvangsrekrutteret af Taliban. Til støtte for deres asylmotiv har ansøgerne oplyst, at Taliban har opsøgt ansøgernes bopæl nogle gange, hvor de trængte ind i deres hus og sagde, at de skulle flytte fra området. Ansøgerne formoder, at Taliban ville have dem til at flytte, idet de er hazaraer. Den mandlige ansøger er også blevet opsøgt af Taliban i sin købmandsbutik, ligesom han igennem mange år er blevet chikaneret på gaden. Ansøgerne havde efterladt 2500-3000 USD på bopælen, som deres ældste søn kunne tage, når han ville og kunne udrejse. For så vidt angår ansøgernes frygt for, at deres ældste søn ved en tilbagevenden til Afghanistan vil blive tvangsrekrutteret af Taliban, har ansøgerne oplyst, at der var mange unge drenge, som blev taget af Taliban med tvang, men Taliban havde aldrig truet med at tage deres ældste søn. Flygtningenævnet kan lægge til grund, at ansøgerne er blevet chikaneret som følge af deres oprindelse som hazaraer. Nævnet finder imidlertid, at de generelle forhold for afghanere i distriktet og for hazaraer ikke i sig selv er asylbegrundende. Det afgørende i sagen er derfor, om det kan lægges til grund, at familien et antal gange er blevet opsøgt på deres bopæl af Taliban med henblik på, at Taliban ville tvangsrekruttere deres ældste søn, [A]. Forklaringerne fra de to ansøgerne og [A] er på dette afgørende punkt væsentlig forskellige. Den mandlige ansøger har til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at familien blev opsøgt to gange. Første gang var for 12 år siden, og Taliban var alene på gårdspladsen. Anden gang familien blev opsøgt var i 2012/2013, og det ene Taliban-medlem var inde i huset. Den mandlige ansøger har ved samtalen [i efteråret] 2017 forklaret, at familien blev opsøgt to til tre gange ved bopælen. Taliban var kun inde i huset én gang, hvilket skete for omkring fem år siden. Den mandlige ansøger har for nævnet forklaret, at familien er blevet opsøgt to gange. Første gang var fem år før udrejsen, og Taliban-medlemmerne kom ikke ind i huset. Familien blev anden gang opsøgt to måneder før udrejsen af to personer, som var inde i huset. Ved den pågældende lejlighed var [A] også til stede. Den mandlige ansøger har forklaret, at Taliban-medlemmerne sparkede til møbler og talte grimt, men var ikke voldelige. Den kvindelige ansøger har til oplysnings- og motivsamtalen fortalt, at familien blev opsøgt to gange. Første gang var ét år før udrejsen. Taliban-medlemmerne var inde i huset, hvor de slog den mandlige ansøger og [A]. Den anden gang var en uge efter, hvor et Taliban-medlem var inde i huset, og hvor han blandt andet slog ægtefællen. Den kvindelige ansøger har ved samtalen [i efteråret] 2017 forklaret, at Taliban opsøgte familien to gange. Første gang var Taliban inde i huset, hvor de blandt andet slog den mandlige ansøger og [A]. Anden gang var en uge senere, hvor to Taliban-medlemmer trængte ind i huset, hvor de blandt andet slog den mandlige ansøger og [A]. Den kvindelige ansøger har for nævnet forklaret, at Taliban havde været på bopælen tre gange. Første gang fem år før udrejsen, hvor Taliban-medlemmerne ikke var inde i huset. Anden og tredje gang var med en uges mellemrum, hvor Taliban-medlemmerne var inde i huset, sparkede på deres ting og slog den mandlige ansøger. [A] har under sin sag, der er sambehandlet med nærværende sag, men hvor der er truffet en særskilt afgørelse, forklaret under sin oplysnings- og motivsamtale, at Taliban opsøgte familien hver eller hver anden dag det seneste år. Han har ikke forklaret om besøgene under sin samtale [i starten af] 2017. Han har for nævnet forklaret, at Taliban kom tre til fire gange til huset. Første gang var ca. fem år før udrejsen, hvor de kun var ved porten. Næstsidste gang var ca. to uger før [A’s] udrejse. Taliban-medlemmerne var inde i gangen, snakkede med hans far og gik derefter igen. En uge senere kom to Taliban-medlemmer til huset, hvor den ene var inde i et værelse og den anden i gangen. De sparkede til familiens ting, råbte og slog den mandlige ansøger og forlod derefter huset uden at søge kontakt til [A]. [A] er aldrig blevet slået af de Taliban-medlemmer, som har opsøgt huset. Flygtningenævnet finder, at de tre ansøgere har forklaret væsentlig divergerende på de helt afgørende episoder, både for så vidt angår tidsangivelse, antallet af besøg, hvorvidt Taliban var inde i huset, og om de udøvede vold mod beboerne. Flygtningenævnet tilsidesætter som følge heraf ansøgernes forklaringer. Ansøgerne har herefter ikke sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Afghanistan vil risikere overgreb som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller konkrete og individuelle overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2019/27/CHHA
Nævnet stadfæstede i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk turkmener og sunnimuslim fra […], Kunduz, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter Taliban. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans far arbejdede med myndighederne, hvorfor der var vagter ved ansøgerens bopæl. Ansøgerens far havde tidligere ført kandidatur til et lokalt råd. Faren var imidlertid ikke blevet valgt. I forbindelse med at Talibans magt i området blev større, blev vagterne ved ansøgerens bopæl slået ihjel i kamphandlinger med Taliban. Ansøgerens far flygtede derfor fra området. I den efterfølgende tid kom Taliban dagligt til ansøgerens bopæl for at spørge efter faren. Ansøgerens storebror forsvandt omkring tre måneder efter farens flugt. Ansøgeren fik at vide, at storebroren var blevet slået ihjel af Taliban. Få dage efter storebrorens forsvinden, kom Taliban til bopælen og tog ansøgeren med sig. Ansøgeren fik bind for øjnene, og hans hænder blev bundet, hvorefter han blev kørt til en politistation, der lå omkring en halv times kørsel fra bopælen. Ansøgeren blev herefter afhørt om sin far. Ansøgeren blev under afhøringerne sparket og slået med forskellige redskaber. Ansøgeren blev desuden udsat for fuldbyrdet voldtægt to gange. Efter to døgn blev ansøgeren flyttet til en træningslejr ved nabolandsbyen. På et tidspunkt forlod talebanerne stedet for at spise aftensmad. Én af talebanerne sagde til ansøgeren og en anden dreng, at de skulle gå med talebanerne over til [A], der er en af landsbyens ansvarlige. Efter, de havde været hos [A], løb ansøgeren om på den anden side af huset. Ansøgeren og drengen løb herefter væk fra huset. Da talebaneren skød efter dem, stoppede drengen med at løbe. Ansøgeren tog til Kunduz, hvorefter han udrejste af Afghanistan. Flygtningenævnet har vurderet ansøgerens forklaring under hensyn til oplysningerne om hans alder, uddannelsesmæssige baggrund og de lægelige oplysninger, hvorefter ansøgeren har mærker på ryggen, der kan hidrøre fra vold. Flygtningenævnet har endvidere ved vurderingen været opmærksom på ansøgerens angivelse af visse forståelsesmæssige problemer i forbindelse med tolkning under tidligere afhøringer. Flygtningenævnet finder desuagtet ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund, idet den på centrale punkter indeholder divergenser. Ansøgeren har således blandt andet forklaret divergerende om omstændighederne omkring brorens forsvinden, herunder om hvornår dette skete, og hvornår og fra hvem ansøgeren har hørt om det passerede. Han har ligeledes forklaret divergerende om, hvorvidt hans fætter stak af sammen med ham, om fætteren standsede med det samme eller om, hvorvidt han var med til at melde forholdet til lokalpolitiet. På denne baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være således profileret over for Taliban eller andre, at han vil være i konkret eller individuel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Det tilføjes, at hverken de generelle forhold i Afghanistan eller forholdene for personer med ansøgerens etnicitet i sig selv er asylbegrundende. Flygtningenævnet er opmærksomt på, at FN’s Komité mod Tortur i sine ”General Comments” punkt 40-41 anbefaler, at sådanne undersøgelser iværksættes, uanset om den relevante myndighed finder det sandsynligt, at ansøgeren har været udsat for tortur eller ej. Det er imidlertid Flygtningenævnets praksis at tage stilling til behovet for sådanne undersøgelser på konkret grundlag og ikke ud fra en generel standard. Det fremgår af udlændingelovens § 54, stk. 1, at Flygtningenævnet drager omsorg for sagens oplysning og træffer bestemmelse om afhøring af udlændingen og vidner og om tilvejebringelse af andre bevismidler. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke grundlag for at imødekomme en mere subsidiær påstand om udsættelse af sagen med henblik på foretagelse af en torturundersøgelse, idet en sådan efter de foran anførte omstændigheder ikke findes af væsentlig betydning for sagen. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Afgh/2019/26/JHB
Nævnet meddelte i februar 2019 opholdstilladelse (B-status) til et ægtepar samt fire børn fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er afghanske statsborgere, etniske pashtuner og sunni-muslimer af trosretning. Den mandlige ansøger er født og opvokset i Kunduz-provinsen, og den kvindelige ansøger er født og opvokset i Sheberghan-provinsen. Efter ansøgerne i 2013 blev gift, flyttede de til [en landsby] i provinsen Sar-e Pol, hvor de boede indtil deres udrejse. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive fængslet og slået ihjel af efterretningstjenesten, da han har begået kontraktbrud, idet han som led i sit arbejde har skrevet under på, at han aldrig vil forlade efterretningstjenesten på grund af de oplysninger, man får adgang til. Han har videre henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af mullah [M1] og dennes bror […], som begge tilhører Taliban, samt af mullah [M2], som er fra sikkerhedsgruppen [S]. Han frygter også at blive slået ihjel af parlamentsmedlemmet [P] fra partiet […], og af kommandant [K], som også var medlem af [det samme parti som P]. Den kvindelige ansøger har i det hele henvist til den mandlige ansøgers asylmotiv. Den mandlige ansøger har til støtte herfor oplyst, at han har arbejdet for efterretningstjenesten i Afghanistan fra 1389 (2010) til [en gang i efteråret] 2015. Ansøgeren blev ansat som løjtnant (Dohom Bridman) og var det i omkring fire år. Ansøgeren var premierløjtnant (Lomrai Bridman) i det sidste år af sin ansættelsesperiode. Ansøgerens konflikter startede, da han var med til at anholde mullah [M1]. Det skete [i sommeren] 2015. Mullah [M1] skulle arresteres, fordi efterretningstjenesten mente, at han var gruppeleder for Taliban i området, og fordi han var en vigtig og højtstående person i Taliban. Han havde omkring 70 bevæbnede mænd under sig, og hans gruppe blev støttet både økonomisk og med våben af gruppen [G]. Ansøgeren ledede aktionen, hvor mullah [M1] blev anholdt. Under aktionen satte ansøgeren håndjernene på mullah [M1], da denne blev anholdt. Efter aktionen modtog ansøgeren flere trusler fra mullah [M1]s bror, fra mullah [M2] og fra parlamentsmedlemmet [P], som alle truede med at slå ansøgeren ihjel, hvis ikke han løslod mullah [M1]. Ansøgeren meldte de forskellige trusler til sin chef og dennes overordnede. Omkring 3-4 uger efter truslen fra [P] blev ansøgernes bopæl opsøgt af fire bevæbnede personer, der spurgte efter den mandlige ansøger og efterfølgende ransagede bopælen. Den kvindelige ansøger og den mandlige ansøgers bror, [B], og dennes ægtefælle var til stede under ransagningen. [B] fik at vide, at hvis den mandlige ansøger ikke samarbejdede med dem, så ville de slå ham ihjel. Den mandlige ansøger var ikke hjemme, idet han var på nattevagt. Han fik besked om opsøgningen fra [B], der ringede til ham og fortalte om opsøgningen på bopælen. Dagen efter opsøgningen kørte den mandlige ansøger sin ægtefælle og sine børn til den kvindelige ansøgers mors bopæl i byen Shebarghan. Ansøgeren tog herefter tilbage til sin arbejdsplads, hvor han også boede. Nogle dage inden ansøgernes udrejse af Afghanistan tog den mandlige ansøger til [en by i Kunduz-provinsen], da hans morbror skulle begraves. Den mandlige ansøger boede hos sin far, to brødre, søster og deres familier. Mens den mandlige ansøger var på besøg, var to personer en aften i færd med at klatre over muren til huset. Den mandlige ansøger affyrede skud, mændene skød tilbage og flygtede herefter, men de smed en bombe ind over muren, som resulterede i, at den mandlige ansøgers niece og nevø blev slået ihjel af bomben, da de begge lå og sov lige ved vinduet. Herefter valgte den mandlige ansøger at rejse til Kabul, hvor han opholdt sig i 3-4 dage. Under opholdet i Kabul ringede [B] til den mandlige ansøger og fortalte, at hans far var blevet opsøgt af kommandant [K], som ville vide, hvor han var. Kommandanten havde også truet faren på livet. Den mandlige ansøgers søster var blevet nervøs på vegne af faren, og hun havde derfor fortalt kommandanten, hvor den mandlige ansøger var og givet hans mobilnummer til [K]. Den mandlige ansøger rejste efter opholdet i Kabul videre til Nimruz, hvorfra han udrejste sammen med den kvindelige ansøger og deres børn. Efter ansøgernes udrejse fik den mandlige ansøger i sommeren 2017 telefonisk besked om, at en af hans tidligere kolleger, der var med i aktionen hos mullah [M1], og som var blevet forflyttet, er blevet slået ihjel af Taliban. Flygtningenævnet finder at kunne lægge ansøgernes forklaringer om deres asylmotiv til grund. Flygtningenævnet lægger til grund, at den mandlige ansøger har været ansat i efterretningstjenesten i Afghanistan, og at han som premierløjtnant i [efterretningstjenesten] havde ansvaret for anholdelsen af det højtstående medlem af Taliban, Mullah [M1], og at den mandlige ansøger og hans familie efterfølgende har modtaget trusler på livet fra Taliban og været udsat for et bombeangreb fra personer med tilknytning til Taliban. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at den mandlige ansøger har forklaret konsistent om hændelsesforløbet og de konkrete omstændigheder, at forklaringen har været detaljeret og fremstår troværdig og sammenhængende, og at den kvindelige ansøgers forklaring også fremstår troværdig. Flygtningenævnet finder det således efter en samlet vurdering sandsynliggjort, at den mandlige ansøger og den kvindelige ansøger, der har henvist til den mandlige ansøgers asylmotiv, har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Afghanistan vil risikere, at Taliban vil udsætte dem for asylbegrundende overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder ikke, at den mandlige ansøger har sandsynliggjort, at han som følge af sin desertering vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgerne og deres medfølgende børn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Afgh/2019/25/MGO
Nævnet stadfæstede i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim af trosretning fra byen [B], Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter Taliban, idet hans far har arbejdet som chauffør for et transportfirma, der arbejdede for de udenlandske styrker. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at hans far, efter at have arbejdet for firmaet i omkring to til to og et halvt år, forsvandt. Efter halvandet år alene i [B] flyttede ansøgeren med sin mor og sine brødre hen til ansøgerens morbror i landsbyen [L]. Dagen efter, ansøgeren var flyttet til [L], kom fire medlemmer af Taliban på morbrorens bopæl og tog ansøgeren med til deres base, hvor han blev beskyldt for at være spion. Ansøgeren var tilbageholdt i omkring en halv dag, hvorefter han blev løsladt. På et tidspunkt tog ansøgeren med sin mor på hospitalet i [B]. De var på hospitalet i en dag, hvorefter de tog tilbage til [L]. Dagen efter, ansøgeren kom tilbage til [L], kom de samme fire Taliban-medlemmer igen til morbrorens bopæl og tog ham med til deres base i [L]. På basen blev ansøgeren fortalt, at hans far var chauffør for udlændinge. Taliban krævede derfor, at ansøgeren enten skulle deltage i krigen eller være selvmordsbomber. Efter tre-fire dages tilbageholdelse blev ansøgeren løsladt. Han fik at vide, at han ville blive hentet igen efter nogle dage. Ansøgeren opholdt sig efterfølgende i to-tre dage på morbrorens bopæl og udrejste herefter af Afghanistan. Flygtningenævnet har ved vurderingen af ansøgerens forklaring taget højde for, at han har gået i skole i to år. Flygtningenævnet kan imidlertid ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgeren på centrale punkter har forklaret divergerende og udbyggende, ligesom væsentlige dele af ansøgerens forklaring fremstår usandsynlig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende om, hvad hans far transporterede. Til oplysnings- og motivsamtalen oplyste ansøgeren, at hans far var chauffør for et stort firma i Kabul, at hans far kørte store biler, og at firmaet kørte udlændinges ting og sager til andre byer. Til asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at hans far arbejdede som chauffør i et transportfirma, og at hans far transporterede varer til udlændige og transporterede våben til udenlandske styrker fra Kabul til andre steder i landet. For Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at ansøgerens far arbejdede i et firma, hvis navn ansøgeren ikke husker, og hans far kun transporede våben for amerikanerne. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret forskelligt om, hvem han var sammen med, da Taliban første gang var på hans morbrors bopæl i [L] for at hente ansøgeren. Til oplysnings- og motivsamtalen oplyste ansøgeren, at han var sammen med sine morbrødre. Til asylsamtalen oplyste ansøgeren, at han var sammen med sin morbror, hans familie, hans mor og brødre. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret forskelligt om, hvad Taliban sagde til ansøgeren første gang, ansøgeren blev tilbageholdt af Taliban. Til oplysnings- og motivsamtalen oplyste ansøgeren, at Taliban fortalte ham, at de godt vidste, at hans far arbejdede for udlændinge. Til asylsamtalen oplyste ansøgeren, at Taliban beskyldte ham for at være spion, og at Taliban ikke sagde andet end det, og at Taliban først den anden gang, hvor han var tilbageholdt af Taliban, sagde, at de havde oplysninger om ansøgerens far, og at han var chauffør for udlændinge. For Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at han under den første tilbageholdelse fik at vide, at hans far havde arbejdet for myndighederne og for udlændinge, at han blev beskyldt for at være spion, og at Taliban bad ham om at samarbejde med dem. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret forskelligt om, hvor lang tid der gik mellem Talibans to opsøgninger af ansøgeren. Til oplysnings- og motivsamtalen oplyste ansøgeren, at der gik omkring to måneder mellem de to opsøgninger. Til asylsamtalen oplyste ansøgeren, at der gik omkring 6-8 dage. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret forskelligt om, hvor langt tid det tog at gå fra hans bopæl i [L] til Talibans hus. Til oplysnings- og motivsamtalen oplyste ansøgeren, at det var 20-25 minutter, til asylsamtalen oplyste ansøgeren, at det var 10-15 minutter og for Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at det var 5-6 minutter. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret forskelligt om, hvor længe han boede i [L] i alt. Til oplysnings- og motivsamtalen oplyste, ansøgeren, at han flyttede til hjem til sine morbrødre, da han var 10-11 år gammel, hvor han boede til sin udrejse. For Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at han boede i [L] i 5-6 måneder i alt. Flygtningenævnet finder endvidere, at det svækker ansøgerens generelle troværdighed, at han under nævnsmødet har oplyst, at han har trukket sin tidligere og meget detaljerede forklaring om et trusselsbrev fra Taliban tilbage. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2019/24/MGO
Nævnet stadfæstede i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er afghansk statsborger, etnisk noroozi og sunni muslim fra Herat, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter sin fars fætter, som er medlem af Taleban, og han har henvist til sin fars asylmotiv i den sambehandlede sag. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgerens asylmotiv er sammenfaldende med hans forældres asylmotiv i den sambehandlede sag, hvori nævnet har udtalt følgende: ”Flygtningenævnet finder, at i hvert fald dele af ansøgernes forklaring om deres baggrund for at søge asyl i Danmark ikke kan lægges til grund. Ansøgerne har således forklaret uoverensstemmende, udbyggende, usammenhængende og indbyrdes forskelligt om helt centrale forhold vedrørende asylmotivet. Ansøgerne har således forklaret indbyrdes forskelligt om forløbet af de episoder, hvor de blev opsøgt på deres bopæl af Masouds folk, og hvem der var til stede under disse opsøgninger. Den mandlige ansøger har forklaret, at deres bopæl kun blev opsøgt en gang forud for sønnens [N]s flytning til mosteren, og at [N] kun var til stede på bopælen under denne ene opsøgning, der fandt sted omkring seks måneder forud for den næste opsøgning. Sønnen [N] har imidlertid forklaret, at bopælen blev opsøgt flere gange forud for hans flytning til mosteren, og at han var til stede på bopælen under flere af disse opsøgninger. Den mandlige ansøger har endvidere forklaret, at opsøgningerne stod på over en periode på omkring seks måneder, mens [N] har forklaret, at han vil tro, at perioden strakte sig omkring mere end et år. Ansøgerne har også forklaret forskelligt om, hvor den kvindelige ansøger og sønnerne gemte sig under opsøgningerne, idet den mandlige ansøger konsekvent har forklaret, at de gemte sig i stalden ved dyrene, mens den kvindelige ansøger først forklarede, at de gemte sig bag naboens hus. Den kvindelige ansøger ændrede imidlertid efterfølgende forklaring over for Udlændingestyrelsen, således at forklaringen kom til at stemme overens med den mandlige ansøgers forklaring, hvilket skete efter en kort pause, hvor ansøgerne havde mulighed for at tale sammen. Om baggrunden for opsøgningerne har ansøgerne også forklaret dels usammenhængende, dels forskelligt og udbyggende, idet ingen af ansøgerne under deres første samtaler med Udlændingestyrelsen (oplysnings- og motivsamtalerne) i 2015 nævnte noget om en specifik konflikt med Masoud. Først under senere samtaler har den mandlige ansøger og til dels de øvrige ansøgere forklaret, at opsøgningerne skyldtes, at Masoud ønskede hævn som følge af, at Masoud mente, at den mandlige ansøgers bror var ansvarlig for drabet på Masouds bror, og at Masoud ville have den mandlige ansøger og hans sønner til at tilslutte sig Taliban. Ansøgerne har også forklaret indbyrdes uoverensstemmende om indholdet af det brev, de angiveligt skulle have modtaget fra Masoud. Den mandlige ansøger har således forklaret, at der i brevet stod, at Masoud havde dræbt ansøgernes bror Seyed, mens sønnen [B] først har forklaret, at brevet alene omtalte drabet på Qassem og den kvindelige ansøger oprindeligt forklarede, at brevet omtalte drabene på både Qassem og Seyed. Såvel den kvindelige ansøger som [B] ændrede imidlertid over for Udlændingestyrelsen forklaring, således at forklaringerne kom til at stemme overens, hvilket skete efter en kort pause, hvor ansøgerne havde mulighed for at tale sammen. Allerede på baggrund heraf må nævnet tilsidesætte ansøgernes forklaring om konflikten med Masoud som utroværdig, hvorfor det ikke kan lægges til grund, at de som følge af en sådan konflikt er i risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Afghanistan. Heller ikke den generelle sikkerhedssituation i Afghanistan kan begrunde opholdstilladelse efter Udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Det kan herefter heller ikke vedrørende ansøgeren lægges til grund, at han hverken som følge af den angivelige konflikt med Masoud eller som følge af den generelle sikkerhedssituation i Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7 ved en tilbagevenden til Afghanistan. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2019/23/mme
Nævnet stadfæstede i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er afghansk statsborger, etnisk noroozi og sunni muslim fra Herat, Afghanistan. An-søgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter sin fars fætter, Masoud, som er medlem af Taleban. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans farbror, Seyed, og morbror, Qassem, arbejdede for de afghanske myndigheder. Masoud havde været i et skænderi med Seyed, fordi han ikke ville have, at Seyed arbejdede for myndighederne. En nat blev Qassems arbejdsplads angrebet af Masoud og hans mænd. Masouds bror, Moudod, blev slået ihjel i angrebet, hvorefter Masoud sendte folk til ansø-gerens families bopæl med anklager om, at Qassem havde slået Moudod ihjel. Omkring et halvt år efter Moudod var blevet slået ihjel, blev Qassem slået ihjel af Masoud, da han var på vej til arbejde. Nogle dage efter dødsfaldet modtog familien et trusselsbrev, hvori der stod, at man hav-de dræbt Qassem, og at ansøgeren og hans ældre bror, [N], skulle tilslutte sig Taleban og udføre selvmordsangreb. Efter Seyed også var blevet slået ihjel, blev familiens bopæl opsøgt tre gange af Masouds folk, der truede med, at ansøgeren, hans to brødre og hans far skulle tilslutte sig Ta-leban, hvorefter familien valgte at udrejse af Afghanistan. Flygtningenævnet bemærker, at ansø-gerens asylmotiv er sammenfaldende med hans forældres asylmotiv i den sambehandlede sag, hvori nævnet har udtalt følgende: ”Flygtningenævnet finder, at i hvert fald dele af ansøgernes forklaring om deres baggrund for at søge asyl i Danmark ikke kan lægges til grund. Ansøgerne har således forklaret uoverensstemmende, udbyggende, usammenhængende og indbyrdes for-skelligt om helt centrale forhold vedrørende asylmotivet. Ansøgerne har således forklaret ind-byrdes forskelligt om forløbet af de episoder, hvor de blev opsøgt på deres bopæl af Masouds folk, og hvem der var til stede under disse opsøgninger. Den mandlige ansøger har forklaret, at deres bopæl kun blev opsøgt en gang forud for sønnens [N]s flytning til mosteren, og at [N] kun var til stede på bopælen under denne ene opsøgning, der fandt sted omkring seks måneder forud for den næste opsøgning. Sønnen [N] har imidlertid forklaret, at bopælen blev opsøgt flere gange forud for hans flytning til mosteren, og at han var til stede på bopælen under flere af disse op-søgninger. Den mandlige ansøger har endvidere forklaret, at opsøgningerne stod på over en peri-ode på omkring seks måneder, mens [N] har forklaret, at han vil tro, at perioden strakte sig om-kring mere end et år. Ansøgerne har også forklaret forskelligt om, hvor den kvindelige ansøger og sønnerne gemte sig under opsøgningerne, idet den mandlige ansøger konsekvent har forklaret, at de gemte sig i stalden ved dyrene, mens den kvindelige ansøger først forklarede, at de gemte sig bag naboens hus. Den kvindelige ansøger ændrede imidlertid efterfølgende forklaring over for Udlændingestyrelsen, således at forklaringen kom til at stemme overens med den mandlige ansøgers forklaring, hvilket skete efter en kort pause, hvor ansøgerne havde mulighed for at tale sammen. Om baggrunden for opsøgningerne har ansøgerne også forklaret dels usammenhæn-gende, dels forskelligt og udbyggende, idet ingen af ansøgerne under deres første samtaler med Udlændingestyrelsen (oplysnings- og motivsamtalerne) i 2015 nævnte noget om en specifik kon-flikt med Masoud. Først under senere samtaler har den mandlige ansøger og til dels de øvrige ansøgere forklaret, at opsøgningerne skyldtes, at Masoud ønskede hævn som følge af, at Masoud mente, at den mandlige ansøgers bror var ansvarlig for drabet på Masouds bror, og at Masoud ville have den mandlige ansøger og hans sønner til at tilslutte sig Taliban. Ansøgerne har også forklaret indbyrdes uoverensstemmende om indholdet af det brev, de angiveligt skulle have modtaget fra Masoud. Den mandlige ansøger har således forklaret, at der i brevet stod, at Masoud havde dræbt ansøgernes bror Seyed, mens sønnen [B] først har forklaret, at brevet alene omtalte drabet på Qassem og den kvindelige ansøger oprindeligt forklarede, at brevet omtalte drabene på både Qassem og Seyed. Såvel den kvindelige ansøger som [B] ændrede imidlertid over for Udlændingestyrelsen forklaring, således at forklaringerne kom til at stemme overens, hvilket skete efter en kort pause, hvor ansøgerne havde mulighed for at tale sammen. Allerede på baggrund heraf må nævnet tilsidesætte ansøgernes forklaring om konflikten med Masoud som utroværdig, hvorfor det ikke kan lægges til grund, at de som følge af en sådan konflikt er i risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Afghanistan. Heller ikke den generelle sikkerhedssituation i Afghanistan kan begrunde opholdstilladelse efter Udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Det kan herefter heller ikke vedrørende ansøgeren lægges til grund, at han hverken som følge af den angivelige konflikt med Masoud eller som følge af den generelle sikkerhedssituation i Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7 ved en tilbagevenden til Afghanistan. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2019/22/mme
Nævnet stadfæstede i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er afghanske statsborgere, etniske noroozi og sunni muslim fra Herat, Afghanistan. Ansøgerne har ikke været medlemmer af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive halshugget af sin fætter, som er medlem af Taleban. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans lillebror, Seyed, og hans ægtefælles bror, Qassem, begge arbejdede for de afghanske myndigheder. Ansøgerens to fætre, Masoud og Moudod, har været en del af Taleban gennem mange år, og de har tidligere sendt et brev til Seyed om, at han skulle stoppe sit arbejde for de afghanske myndigheder. En aften blev politistationen, hvor Seyed arbejdede, angrebet af Taleban, i hvilken forbindelse Moudod blev slået ihjel. Masoud opsøgte efter angrebet ansøgeren, idet han anklagede Seyed for at have slået Moudod ihjel. Omkring 15 dage efter angrebet blev Qassem slået ihjel af Masoud, fordi han var i familie med ansøgeren. Omkring et halv år efter Qassem blev slået ihjel, opsøgte Masouds folk ansøgeren på hans bopæl, hvor de tilkendegav, at de ville slå Seyed ihjel. Noget tid derefter fandt ansøgeren en seddel på sin dør fra Masoud, hvoraf det fremgik, at Seyed og Seyeds bror var blevet slået ihjel, og at Masoud også ville slå resten af familien ihjel. Tre dage senere blev ansøgeren opsøgt på sin bopæl af fem af Masouds folk. Ansøgeren fik at vide, at han selv og hans ældste søn skulle kæmpe for Taleban, samt at hans to yngre sønner skulle være selvmodsbombere. Idet ansøgeren nægtede dette, blev han udsat for fysiske overgreb. Efter yderligere tre dage blev ansøgeren igen opsøgt på sin bopæl, og de samme krav blev fremført. Da ansøgeren stadig nægtede, blev han igen slået. Efter omkring 3 yderligere dage blev ansøgerens bopæl opsøgt igen, og denne gang accepterede ansøgeren kravene. Den næste morgen besluttede ansøgeren, hans ægtefælle, og deres to sønner, [B] og [F], at de skulle udrejse. Den kvindelige ansøger har henvist til sin mands asylmotiv. Flygtningenævnet finder, at i hvert fald dele af ansøgernes forklaring om deres baggrund for at søge asyl i Danmark ikke kan lægges til grund. Ansøgerne har således forklaret uoverensstemmende, udbyggende, usammenhængende og indbyrdes forskelligt om helt centrale forhold vedrørende asylmotivet. Ansøgerne har således forklaret indbyrdes forskelligt om forløbet af de episoder, hvor de blev opsøgt på deres bopæl af Masouds folk, og hvem der var til stede under disse opsøgninger. Den mandlige ansøger har forklaret, at deres bopæl kun blev opsøgt en gang forud for sønnens [N]s flytning til mosteren, og at [N] kun var til stede på bopælen under denne ene opsøgning, der fandt sted omkring seks måneder forud for den næste opsøgning. Sønnen [N] har imidlertid forklaret, at bopælen blev opsøgt flere gange forud for hans flytning til mosteren, og at han var til stede på bopælen under flere af disse opsøgninger. Den mandlige ansøger har endvidere forklaret, at opsøgningerne stod på over en periode på omkring seks måneder, mens [N] har forklaret, at han vil tro, at perioden strakte sig omkring mere end et år. Ansøgerne har også forklaret forskelligt om, hvor den kvindelige ansøger og sønnerne gemte sig under opsøgningerne, idet den mandlige ansøger konsekvent har forklaret, at de gemte sig i stalden ved dyrene, mens den kvindelige ansøger først forklarede, at de gemte sig bag naboens hus. Den kvindelige ansøger ændrede imidlertid efterfølgende forklaring over for Udlændingestyrelsen, således at forklaringen kom til at stemme overens med den mandlige ansøgers forklaring, hvilket skete efter en kort pause, hvor ansøgerne havde mulighed for at tale sammen. Om baggrunden for opsøgningerne har ansøgerne også forklaret dels usammenhængende, dels forskelligt og udbyggende, idet ingen af ansøgerne under deres første samtaler med Udlændingestyrelsen (oplysnings- og motivsamtalerne) i 2015 nævnte noget om en specifik konflikt med Masoud. Først under senere samtaler har den mandlige ansøger og til dels de øvrige ansøgere forklaret, at opsøgningerne skyldtes, at Masoud ønskede hævn som følge af, at Masoud mente, at den mandlige ansøgers bror var ansvarlig for drabet på Masouds bror, og at Masoud ville have den mandlige ansøger og hans sønner til at tilslutte sig Taliban. Ansøgerne har også forklaret indbyrdes uoverensstemmende om indholdet af det brev, de angiveligt skulle have modtaget fra Masoud. Den mandlige ansøger har således forklaret, at der i brevet stod, at Masoud havde dræbt ansøgernes bror Seyed, mens sønnen [B] først har forklaret, at brevet alene omtalte drabet på Qassem og den kvindelige ansøger oprindeligt forklarede, at brevet omtalte drabene på både Qassem og Seyed. Såvel den kvindelige ansøger som [B] ændrede imidlertid over for Udlændingestyrelsen forklaring, således at forklaringerne kom til at stemme overens, hvilket skete efter en kort pause, hvor ansøgerne havde mulighed for at tale sammen. Allerede på baggrund heraf må nævnet tilsidesætte ansøgernes forklaring om konflikten med Masoud som utroværdig, hvorfor det ikke kan lægges til grund, at de som følge af en sådan konflikt er i risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Afghanistan. Heller ikke den generelle sikkerhedssituation i Afghanistan kan begrunde opholdstilladelse efter Udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2019/21/mme
Nævnet meddelte i februar 2019 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er afghansk statsborger, etnisk noroozi og sunni muslim fra Herat, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter Taleban, som har forsøgt at tvangsrekruttere ham. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter sin kærestes far, [A], og gruppen Ghulam Yahya. Ansøgeren har endelig henvist til, at han frygter den generelle sikkerhedssituation i Afghanistan, idet der er krig i landet. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans farbror, [S], og morbror, [Q], arbejdede for de afghanske myndigheder, mens hans fars fætter, [M], var medlem af Taleban. [Q] havde deltaget i en kamp mellem myndighederne og Taleban, i hvilken forbindelse [M]s bror, [B], blev slået ihjel. Derefter blev ansøgerens families bopæl opsøgt af Taleban, i hvilken forbindelse de forsøgte at tvangsrekruttere ansøgeren, hans far og hans brødre. Efter [Q] blev slået ihjel af Taleban, flyttede ansøgeren hjem til sin fætter, som boede omkring én til halvanden times kørsel fra familiens bopæl, hvor han boede i omkring tre til fem måneder, inden han udrejste af Afghanistan. Under opholdet hos sin fætter mødte ansøgeren [F], som han fik følelser for, efter de havde talt lidt sammen. En dag opdagede [F]s far, [A], at de talte sammen udenfor [F]s hjem. [A] slog dem begge og trak [F] væk. [A] havde truet ansøgeren på livet og fortalte ham, at han ville aflevere ansøgeren til Ghulam Yahyas sønner, hvilket er en stor kriminel gruppe, som [A] havde forbindelser til og samarbejdede med. Ansøgerens fætre tog derefter ansøgeren med til et hus i [en landsby], hvor fætteren fortalte ansøgeren, at [F] ville mødes med ham. Ansøgerens fætter og kusine hjalp derefter ansøgeren med at arrangere en flugt ud af Afghanistan. Derefter mødtes ansøgeren og [F], hvorefter de flygtede. [F] er efterfølgende blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark. Flygtningenævnet bemærker, at en del af ansøgerens asylmotiv er sammenfaldende med hans forældres asylmotiv i den sambehandlede sag, hvori nævnet har udtalt følgende: ”Flygtningenævnet finder, at i hvert fald dele af ansøgernes forklaring om deres baggrund for at søge asyl i Danmark ikke kan lægges til grund. Ansøgerne har således forklaret uoverensstemmende, udbyggende, usammenhængende og indbyrdes forskelligt om helt centrale forhold vedrørende asylmotivet. Ansøgerne har således forklaret indbyrdes forskelligt om forløbet af de episoder, hvor de blev opsøgt på deres bopæl af [M]s folk, og hvem der var til stede under disse opsøgninger. Den mandlige ansøger har forklaret, at deres bopæl kun blev opsøgt en gang forud for sønnens [N]s flytning til mosteren, og at [N] kun var til stede på bopælen under denne ene opsøgning, der fandt sted omkring seks måneder forud for den næste opsøgning. Sønnen [N] har imidlertid forklaret, at bopælen blev opsøgt flere gange forud for hans flytning til mosteren, og at han var til stede på bopælen under flere af disse opsøgninger. Den mandlige ansøger har endvidere forklaret, at opsøgningerne stod på over en periode på omkring seks måneder, mens [N] har forklaret, at han vil tro, at perioden strakte sig omkring mere end et år. Ansøgerne har også forklaret forskelligt om, hvor den kvindelige ansøger og sønnerne gemte sig under opsøgningerne, idet den mandlige ansøger konsekvent har forklaret, at de gemte sig i stalden ved dyrene, mens den kvindelige ansøger først forklarede, at de gemte sig bag naboens hus. Den kvindelige ansøger ændrede imidlertid efterfølgende forklaring over for Udlændingestyrelsen, således at forklaringen kom til at stemme overens med den mandlige ansøgers forklaring, hvilket skete efter en kort pause, hvor ansøgerne havde mulighed for at tale sammen. Om baggrunden for opsøgningerne har ansøgerne også forklaret dels usammenhængende, dels forskelligt og udbyggende, idet ingen af ansøgerne under deres første samtaler med Udlændingestyrelsen (oplysnings- og motivsamtalerne) i 2015 nævnte noget om en specifik konflikt med [M]. Først under senere samtaler har den mandlige ansøger og til dels de øvrige ansøgere forklaret, at opsøgningerne skyldtes, at [M] ønskede hævn som følge af, at [M] mente, at den mandlige ansøgers bror var ansvarlig for drabet på [M]s bror, og at [M] ville have den mandlige ansøger og hans sønner til at tilslutte sig Taliban. Ansøgerne har også forklaret indbyrdes uoverensstemmende om indholdet af det brev, de angiveligt skulle have modtaget fra [M]. Den mandlige ansøger har således forklaret, at der i brevet stod, at [M] havde dræbt ansøgernes bror [S], mens sønnen [B] først har forklaret, at brevet alene omtalte drabet på [Q] og den kvindelige ansøger oprindeligt forklarede, at brevet omtalte drabene på både [Q] og [S]. Såvel den kvindelige ansøger som [B] ændrede imidlertid over for Udlændingestyrelsen forklaring, således at forklaringerne kom til at stemme overens, hvilket skete efter en kort pause, hvor ansøgerne havde mulighed for at tale sammen. Allerede på baggrund heraf må nævnet tilsidesætte ansøgernes forklaring om konflikten med [M] som utroværdig, hvorfor det ikke kan lægges til grund, at de som følge af en sådan konflikt er i risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Afghanistan. Heller ikke den generelle sikkerhedssituation i Afghanistan kan begrunde opholdstilladelse efter Udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Det kan herefter heller ikke vedrørende ansøgeren lægges til grund, at han hverken som følge af den angivelige konflikt med [M] eller som følge af den generelle sikkerhedssituation i Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7 ved en tilbagevenden til Afghanistan. For så vidt angår ansøgerens selvstændige asylmotiv vedrørende en konflikt med navnlig [F]s far bemærker nævnet, at Udlændingestyrelsen i [F]s sag – hvorunder hun er blevet meddelt opholdstilladelse – har lagt [F]s forklaring om sit asylmotiv til grund, hvilken forklaring og asylmotiv i al væsentligt er identisk med ansøgerens. Der ses ikke i sagen at være holdepunkter for, at ansøgerens og [F]s asylsager skal vurderes forskelligt. Henset hertil og på baggrund af [ansøgerens] forklaring for nævnet lægges [N]s forklaring om denne del af asylmotivet til grund, ligesom det lægges til grund, at ansøgeren har en velbegrundet frygt for asylbegrundende overgreb fra [F]s fars side. Efter en samlet bedømmelse af ansøgerens forhold, herunder personlige og helbredsmæssige forhold, finder nævnet, at det ikke vil være rimeligt at henvise ansøgeren til at tage ophold noget andet sted i Afghanistan. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” afgh/2019/20/mme
Nævnet meddelte i januar 2018 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger, hendes tre børn og hendes medfølgende nevø fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim af trosretning fra landsbyen […] i Sorkhrod-distriktet, Nangahar-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter at blive slået ihjel af Taliban, idet hendes ægtefælle har været med i bevægelsen. Ansøgerens ægtefælle gik ind i Taliban for mange år siden, og ægtefællen kom hjem til familiens bopæl en til to gange om måneden. På et tidspunkt havde ansøgerens ægtefælle ikke været hjemme i fire måneder, da det bankede på døren om natten. Da ansøgerens søn åbnede døren, stod der fire Taliban-folk, der sagde, at de var venner med ansøgerens ægtefælle. De sagde derudover, at ansøgerens sønner skulle gøre det samme som deres far, og at når et familiemedlem dør som martyr, skal man hævne dets død. De fire personer tog en boks med fra bopælen, som ægtefællen havde placeret, og de sagde endelig, at de ville komme tilbage og hente dem. Efter de fire Taliban-folk var gået, sørgede ansøgeren med sine børn over ægtefællens død. Ansøgeren og hendes børn opholdt sig herefter hos ansøgerens bror, som boede en halv times kørsel fra hendes bopæl, i tre-fire dage frem til udrejsen af Afghanistan. To dage efter, de fire Taliban-folk havde været på ansøgerens bopæl, tog ansøgeren og broren tilbage til ansøgerens bopæl for at hente ting i huset. Porten til huset var ødelagt, og de tog derfor tilbage til broren. Samme dag, som ansøgeren var tilbage på sin bopæl, fik ansøgerens bror et opkald fra en ven, som er medlem af Taliban. Vennen kunne fortælle, at Taliban var klar over, at broren skjulte ansøgeren og hendes familie, og at Taliban derfor også var efter broren. En til to dage herefter udrejste ansøgeren af Afghanistan med sine mindreårige børn og sin bror og nevø. Ansøgeren blev skilt ad fra sine to sønner under udrejsen. Sønnerne kom senere hen til Danmark og fik asyl i 2013. Ansøgeren boede fra udrejsen og til indrejsen i Danmark i Tyrkiet med sine øvrige børn og sin bror og nevø. Ansøgeren mistede kontakten til sin bror i Tyrkiet, og hun har derfor taget sig af sin nevø siden. Ansøgeren indrejste i Danmark med sine børn og sin nevø i [slutningen af] 2016. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring, der er i overensstemmelse med de to sønners forklaringer, til grund. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgerens ægtefælle var med i taleban, og at taleban efter ægtefællens død opsøgte familien med henblik på at hverve sønnerne, hvorefter familien, der havde modtaget konkrete trusler fra Taleban, flygtede fra Afghanistan. Ansøgernes sønner blev oprindeligt meddelt opholdstilladelse med dette asylmotiv, og den ene søn har fået forlænget sin opholdstilladelse på dette grundlag, mens den anden søn har opnået andet opholdsgrundlag. Det lægges endvidere til grund, at ansøgeren opholdt sig i Iran og Tyrkiet frem til sin brors forsvinden, hvorfor hun først indrejste i Danmark nogle år efter sønnerne. Uanset konflikten ligger år tilbage, og uanset den ene søn på et tidspunkt er rejst gennem Afghanistan, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun har en afledt konflikt med Taleban, og at denne konflikt fortsat består i hendes hjemområde, der er kontrolleret af Taleban. Herefter, og idet ansøgeren, der er enlig kvinde med flere mindreårige børn, ikke har et rimeligt internt flugtalternativ, meddeler Flygtningenævnet ansøgeren, hendes tre børn og hendes medfølgende nevø opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Ansøgeren har ikke sandsynliggjort, at der er grundlag for at meddele hende opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Afgh/2019/2/MGO
Nævnet stadfæstede i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shiamuslim fra Bakawel, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af en kommandant ved navn B og andre fra Bs gruppering. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at han frygter, at de afghanske myndigheder vil henrette ham. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv om B oplyst, at han arbejdede med køb og salg af biler i Afghanistan. En af de personer, som ansøgeren solgte biler til, hed C, som er vokset op i samme landsby som ansøgeren. De biler, som ansøgeren solgte til C, havde ikke de nødvendige papirer, og ansøgeren havde ikke betalt bilafgifterne. En dag kom politiet forbi ansøgerens arbejdsplads og anholdt ham. De gav ansøgeren håndjern på og en pose over hovedet, hvorefter de kørte ham til politistationen i Ghazni. På politistationen spurgte de ansøgeren om hans forbindelser til kommandant B og hans nevø C. Politiet sagde til ansøgeren, at B og hans nevø C var kriminelle, da de samarbejdede med mafiaen og Taliban. Ansøgeren nægtede at have kendskab til B og C, men efter at politiet udsatte ansøgeren for fysisk vold op til flere gange, indrømmede han til sidst at have kendskab til C som følge af, at ansøgeren havde solgt en bil ham. Ansøgeren sagde også til politiet, at han kendte B ved navn, men at ansøgeren ikke vidste mere om B. Politiet fortalte til ansøgeren, at en af de biler, som ansøgeren havde solgt til C, var blevet anvendt til en bilbombe. Politiet sagde til ansøgeren, hvis han samarbejdede med dem og hjalp med at anholde C, ville hans straf blive mildere, og ansøgeren ville ikke blive straffet for at have solgt ulovlige biler til C. Ansøgeren ville derimod blive betragtet som medskyldig, såfremt han nægtede at samarbejde med dem. Ansøgeren indvilligede i at indgå et samarbejde med politiet om at anholde C. Ansøgeren tog kontakt til C fra politistationen, og ansøgeren aftalte at mødes med ham samme aften i Naw Abad-området. Ansøgeren tog hen til det pågældende område, hvorefter politiet fulgte efter ansøgeren i en bil. Mens C var i gang med at tjekke bilen, som C skulle købe af ansøgeren, omringede politiet C og lagde ham i håndjern. C råbte efter ansøgeren og truede med, at han ville slå ansøgerens familie ihjel. Under anholdelsen af C, flygtede ansøgeren fra stedet, hvorefter politiet skød efter ansøgeren. De ramte dog ikke ansøgeren, hvorfor det lykkedes ansøgeren at flygte. Ansøgeren løb hen til sin ven ved navn A. Under ansøgerens ophold hos sin ven, modtog han et opkald. Vedkommende spurgte ansøgeren, hvorfor han havde udleveret C til politiet, og den pågældende person truede ansøgeren med, at de ville slå ham og ansøgerens familie ihjel, uanset hvor ansøgeren befandt sig. Ansøgerens ven, A, hentede ansøgerens familie til sin bopæl. Da ansøgerens familie ankom, modtog ansøgeren på ny et opkald, hvor den pågældende sagde næsten det samme som sidst. Ansøgeren tog samme aften til Kandahār og herefter til Herat, hvor ansøgerens familie ankom dagen efter. Ansøgeren udrejste alene fra Afghanistan. Efter ansøgerens udrejse af Afghanistan, er ansøgerens familie blevet opsøgt en gang af personer, der oplyste at være fra politiet. De ville have, at ansøgerens familie tog med hen til politistationen, men ejeren af bopælen, hvor ansøgerens familie befandt sig, tillod ikke politiet at komme ind. Ansøgerens familie rejste efter denne episode til Mazar-e Sharif. Ansøgeren ven, A, har modtaget et trusselsbrev efter ansøgerens udrejse. Flygtningenævnet finder ikke, at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund, idet den på centrale punkter indeholder divergenser og udbygninger. Han har blandt andet forklaret til asylsamtalen, at den seneste bil solgt til C var registreret i ansøgerens navn, mens han i gensamtalen har forklaret, at bilen var uregistreret, og at han ikke havde papir på den. Ansøgeren har endvidere forklaret uklart og svævende om, hvorvidt han var bekendt med om, C købte biler kun af ham eller også fra andre. Ansøgeren har først for nævnet forklaret, at en i hvert fald medvirkende årsag til hans flugt fra politiet, var et forsøg på angreb fra Cs side. Ansøgeren har også forklaret divergerende om, hvorvidt han genkendte stemmen på den, der truede ham umiddelbart efter flugten. Flygtningenævnet finder endvidere ikke at kunne tillægge det fremlagte trusselsbrev angiveligt fra Taliban nogen betydning blandt andet under hensyn til en diskrepans mellem brevets udstedelsesdato og den i brevet indeholdte frist for at melde sig. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i konkret eller individuel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, hverken i relation til myndigheder eller grupperinger. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2019/19/GJEY
Nævnet stadfæstede i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunnimuslim fra Tutikighahgyi, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter Taliban. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han arbejdede som mekaniker i sin landsby. Taliban kom en dag forbi værkstedet, og spurgte ansøgerens chef om, en person kunne reparere deres biler. Ansøgerens chef henvendte sig herefter til ansøgeren, og ansøgeren tog med de pågældende personer. Ansøgeren og personerne fra Taliban kørte i cirka 20 minutter, hvorefter ansøgeren reparerede deres bil. Ansøgeren blev efterfølgende kørt tilbage til værkstedet. Da ansøgeren kom tilbage, sagde ansøgeren til sin chef, at han ikke ville arbejde for Taliban igen, da de havde våben i deres bil, hvilket gjorde ansøgeren utryg. Ansøgerens chef sagde, at deres arbejde bestod i at reparere biler. Den samme aften fortalte ansøgeren om episoden til sin far, som sagde, at han ikke måtte arbejde for dem. Ansøgerens far havde tidligere oplevet problemer med dem, og han ønskede ikke, at det samme skulle ske for ansøgeren. Nogle dage efter henvendte Taliban sig på ny på værkstedet. Ansøgerens chef bad ansøgeren om at tage med. Ansøgeren sagde, at han var blevet syg, og at han ikke ville med, hvorfor han blev på værkstedet. Et par dage efter henvendte Taliban sig igen, hvorefter ansøgerens chef igen henvendte sig til ansøgeren. Ansøgeren sagde til sin chef, at han ikke ville med, og ansøgerens chef lod ansøgeren slippe. Taliban sendte herefter et brev til ansøgeren, som blev afleveret på værkstedet. I brevet stod, at ansøgeren skulle arbejde for dem. Et par dage kom endnu et brev, hvor der også stod, at han skulle arbejde for dem, og såfremt ansøgeren nægtede, vidste de, hvor ansøgeren befandt sig. De truede med, at de ville bortføre ansøgeren og tvinge ansøgeren til at arbejde for dem. Ansøgerens chef anbefalede ham at flytte, og det blev arrangeret, at ansøgeren blev overflyttet til chefens brors værksted i Jalalabad. I Jalalabad modtog ansøgeren et tredje brev fra Taliban, hvoraf fremgik, at Taliban ville halshugge ansøgeren, hvis han ikke arbejdede for dem. Ansøgeren udrejste af Afghanistan efter en til halvanden måned. Flygtningenævnet har ved vurderingen af ansøgerens troværdighed taget hensyn til, at han angiveligt er analfabet, men finder ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund, idet den på centrale punkter indeholder betydelige divergenser. Han har således blandt andet forklaret divergerende om, hvorvidt han ved sin første møde med Taliban reparerede deres bil på værkstedet, eller om han tog med dem og foretog reparationen på et værksted hos Taliban. Han har endvidere forklaret divergerende om rækkefølgen mellem opsøgninger og trusselsbreve fra Taliban og om den tidsmæssige afstand mellem de forskellige episoder. Han har også for nævnet først forklaret, at han var blevet bedt om at montere bomber i biler for Taliban og senere, at han blot formodede, at en sådan anmodning ville fremkomme. På denne baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2019/18/GJEY
Nævnet meddelte i januar 2019 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig fra Afghanistan. Indrejst i 2015/2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunnimuslim fra Kunar-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban. Ansøgeren har til støtte herfor forklaret, at hans far omkring otte måneder inden udrejsen besluttede, at ansøgeren skulle gå i den lokale madressa. Da ansøgeren havde gået i madressaen i omkring to måneder fortalte læreren, at ansøgeren sammen med fire andre elever skulle på tur til Pakistan for at deltage i en koranoplæsningskonkurrence. I Pakistan blev ansøgeren og de andre elever fra hans skole introduceret til [A], som fortalte at eleverne ikke måtte fortælle om de ting, som de havde oplevet i Pakistan, når de kom hjem. Ansøgeren vendte tilbage til sin madressa. Omkring tre måneder senere fik ansøgeren at vide, at han sammen med 14 andre elever igen skulle på tur til Pakistan. Efter ankomsten til Pakistan holdt [A] en tale for ansøgeren og de andre elever fra hans madressa, hvor han fortalte om jihad og opfordrede til kamp mod de udenlandske tropper. Da de skulle hjem, opdagede ansøgeren, at de kun var ti elever, der skulle med tilbage. Ansøgerens underviser fortalte, at de øvrige fem elever skulle blive i Pakistan for at modtage ekstra træning. De fik igen at vide, at de ikke måtte fortælle nogen, hvad de havde oplevet i Pakistan. Omkring tre måneder senere fik ansøgeren at vide, at han sammen med 16 andre elever skulle med på endnu en tur til Pakistan. [A] talte igen om jihad og fortalte, at de fem drenge, der tidligere var blevet i Pakistan, havde deltaget i jihad. Herefter tog [A] ti elever fra ansøgerens madressa med sig. Disse ti elever kom ikke med tilbage til Afghanistan. Ansøgeren kom med tilbage, men han fik at vide, at han næste gang ville være klar til at blive i Pakistan. Endnu engang fik ansøgeren og de resterende elever at vide, at de ikke måtte fortælle nogen, hvad de havde oplevet. Da ansøgeren kom hjem, fortalte han alligevel sin mor, hvad han havde oplevet i Pakistan. Moren fortalte det hele videre til ansøgerens far, som besluttede, at ansøgeren ikke længere skulle gå i madressaen. Fire dage senere rettede underviseren fra madressaen henvendelse på familiens bopæl og spurgte, hvorfor ansøgeren ikke længere deltog i undervisningen. Hertil svarede ansøgerens far, at han ikke ønskede, at ansøgeren skulle blive selvmordsbomber. Underviseren truede ansøgerens far, og sagde, at han ville fortælle Taliban om ansøgeren, hvis han ikke vendte tilbage. To dage senere ringede en Taliban-kommandant til ansøgerens far og sagde, at ansøgeren skulle genoptage sin undervisning. Herefter blev ansøgeren sendt til Kabul, hvor han boede hos sin fars ven. En dag ringede ansøgerens far til sin ven og fortalte, at han igen var blevet ringet op af Taliban-kommandanten, som sagde, at han vidste, at ansøgeren var i Kabul, og at han ville blive slået ihjel, hvis han ikke kom tilbage. Herefter arrangerede farens ven ansøgerens udrejse fra Afghanistan. I Iran kom ansøgeren telefonisk i kontakt med sin ven, der fortalte, at Taliban havde opsøgt familiens bopæl, og at de havde udsat ansøgerens far for overgreb og kidnappet ham. Ansøgerens mor og søskende flyttede derefter hjem til ansøgerens morbror. Flygtningenævnets flertal kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnets flertal har således lagt til grund, at ansøgeren i forbindelse med sit ophold på en koranskole har fået at vide, at det næste gang var hans tur til at blive selvmordsbomber for Taliban, og at ansøgeren måtte udrejse af Afghanistan som følge heraf. Flygtningenævnets flertal lægger endvidere til grund, at ansøgeren må anses for at være særligt profileret i relation til Taliban, idet han under ophold i Pakistan har fået kendskab til Talibans rekrutteringsmetoder. Ansøgeren har således tre gange været i Pakistan i forbindelse med konkurrencer i koranoplæsning, og under disse ophold har en navngiven imam redegjort for blandt andet ansøgerens pligt til at deltage i jihad samt gjort ham bekendt med, at det nu var hans tur til at deltage. Flertallet har endvidere lagt til grund, at ansøgerens far blev gjort bekendt med rekrutteringsforsøget, og at han som følge heraf tog ansøgeren ud ad koranskolen i Afghanistan, hvorefter faren blev opsøgt af Taliban, der truede med at slå ansøgeren ihjel, såfremt han ikke vendte tilbage til koranskolen. Flygtningenævnets flertal lægger yderligere til grund, at faren herefter foranledigede, at ansøgeren udrejste af Afghanistan. Ansøgerens mor og søskende har taget ophold hos ansøgerens morbror. Ansøgeren har fra sin ven i landsbyen fået oplyst, at faren er blevet taget af Taliban. Flygtningenævnets flertal finder endvidere efter en samlet vurdering af ansøgerens sociale og personlige forhold ikke, at det vil være rimeligt at henvise ansøgeren til at tage ophold i Kabul, Herat eller Mazar-e-Sharif som internt flugtalternativ. Flygtningenævnets flertal har herved navnlig lagt vægt på, at ansøgeren må anses for at være særligt profileret i forhold til Taliban på grund af den viden, han har opnået under sine ophold i Pakistan, hvor en navngiven imam direkte har rekrutteret unge mænd, herunder ansøgeren, til jihad. Flygtningenævnets flertal har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgeren har videregivet disse oplysninger til sin familie og også under sit ophold i Danmark har forklaret om den navngivne persons rekrutteringsforsøg. Flygtningenævnets flertal finder derfor, at det ikke kan udelukkes, at Taliban selv efter, at der er forløbet nogle år, vil have en interesse i at finde frem til ansøgeren, og at Taliban tillige vil være i stand til at finde ansøgeren, såfremt han tager ophold et af de nævnte steder. Flygtningenævnets flertal finder derfor, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.”. Afgh/2019/17/CHHA
Nævnet hjemviste i januar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt 3 børn fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara fra [en mindre by], Helmand, Afghanistan. Ansøgeren var ved sin indrejse shia-muslim. Ansøgeren har oplyst, at hun i Danmark er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive slået ihjel af en mand ved navn [A] som følge af en konflikt mellem ansøgerens far og [A’s] søn. Ansøgeren har derudover henvist til forholdende for etniske hazaraere. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hun frygter hendes forhenværende ægtefælle, som er blevet meddelt endeligt afslag på asyl. Ansøgeren har endelig henvist, at hun er konverteret til kristendommen. Under hensyn til at alene det oprindelige asylmotiv har været behandlet af Udlændingestyrelsen, som hverken har været bekendt med asylmotivet vedrørende de ændrede forhold som følge af samlivsophævelse og trusler fra familien eller asylmotivet vedrørende konversion, finder Flygtningenævnet det rettest at hjemvise sagen til fornyet førsteinstansbehandling i Udlændingestyrelsen.” Afgh/2019/16/CHHA
Nævnet stadfæstede i januar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim af trosretning fra [en nærmere bestemt landsby i], Nangarhar, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel Taliban, som har slået hans far ihjel. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter Taliban, der har kontrollen i det område, han kommer fra. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han er født i Peshawar i Pakistan, hvor han boede, indtil han var 14 år, hvor familien returnerede til Afghanistan. Ansøgerens far fik arbejde som agent for den afghanske efterretningstjeneste. Omkring seks-syv måneder efter ansættelsen begyndte faren at modtage telefonopringninger, som gik faren på, og faren meldte disse til politiet, som meddelte, at han ikke skulle tage disse alvorligt. Senere fandt ansøgerens mor et trusselsbrev ved bopælen. Da ansøgerens mor blev bekendt med brevets indhold, blev hun rystet. En uge senere kom ansøgerens far ikke hjem fra arbejde. Ansøgerens farbror ringede den næste morgen til ansøgerens fars telefon, som blev besvaret af en person fra politiet, som sagde, at de kunne finde farens lig ved moskéen. Ansøgerens farbror meldte drabet til politiet. Et par uger senere modtog ansøgerens farbror et trusselsbrev og telefonisk trussel, hvorefter det blev besluttet, at ansøgeren skulle udrejse af Afghanistan. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring om sit asylmotiv fremstår som utroværdig og konstrueret med henblik på at opnå opholdstilladelse i Danmark, og nævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet lægger vægt på, at ansøgerens forklaring fremstår meget over¬ordnet og ikke giver indtryk af at bygge på ansøgerens egne oplevelser. Flygtningenævnet videre lægger vægt på, at det ikke fremstår overbevisende, at ansøgerens far skulle have fortalt ansøgeren, som efter sin egen forklaring var et barn, at faren var agent for den afghanske efterretningstjeneste, og at han skulle holde øje med, hvad der skete i området. Nævnet lægger herved vægt på oplysningens karakter og betydningen, hvis den blev givet videre. Nævnet er opmærksom på, at ansøgeren har forklaret, at faren sagde til ansøgeren, at ansøgeren ikke måtte sige det til andre, men forklaringen fremstår også i lyset af, at ansøgeren har forklaret, at hans familie ikke ønskede at involvere ham i problemerne, fordi han ikke var så gammel, bemærkelsesværdig. Endvidere lægger Flygtningenævnet vægt på, at ansøgerens forklaring om, at han under rejsen til Europa ikke talte med sin ældre bror om, hvad der var sket, og at han ikke ved, hvorfor han ikke gjorde det, fremstår afglidende og utroværdig. Nævnet lægger herved vægt på, at broren ifølge ansøgerens forklaring vidste mere om situationen, og at ansøgeren måtte formodes at interessere sig for, hvad der var sket, idet han måtte være klar over, at det ville være af betydning for, om han kunne få asyl i Sverige eller et andet europæisk land. Flygtningenævnet lægger også vægt på, at det er bemærkelsesværdigt, at det var ansøgeren og ansøgerens brødre, der skulle forlade Afghanistan, mens ansøgerens farbror, der ifølge ansøgeren havde modtaget telefoniske trusler og havde anmeldt ansøgerens fars død til politiet, blev i Afghanistan. Ansøgerens forklaring om, at farbroren var klog og voksen, hvorfor det ville være nemmere for ham at klare det, fremstår ikke overbevisende. Ansøgeren har i øvrigt forklaret udbyggende om, hvorfor ansøgerens mor og farbror blev i Afghanistan til oplysnings- og motivsamtalen den […] 2016 forklarede ansøgeren, at moren og farbroren ikke skulle rejse, fordi de var gamle. Til asylsamtalen den […] 2017 forklarede ansøgeren, som anført, at farbroren var klog og voksen, og senere i samtalen og forklarede han, ligesom han har gjort for nævnet, at moren og farbroren også skulle rejse. Flygtningenævnet lægger derudover vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende. Ansøgeren har således forklaret divergerende om, hvor længe der gik mellem de to opringninger, som gjorde faren ked af det, og som ansøgeren overværede. Til oplysnings- og motivsamtalen den […] 2016 forklarede ansøgeren, at der gik omkring tre dage mellem de to opkald. Til asylsamtalen den […] 2017 forklarede ansøgeren, at han ikke husker, hvor lang tid der gik mellem de to opringninger, men det var en kort periode. Ansøgeren har også forklaret divergerende om, hvor lang tid der gik fra farens død til, at ansøgerens farbror begyndte at modtage trusselsopkald. Til oplysnings- og motivsamtalen forklarede ansøgeren, at opkaldene begyndte omkring en måned efter farens død. Til asylsamtalen forklarede ansøgeren, at han ikke husker, hvor lang tid der gik. Adspurgt om der f.eks. gik et par dage, uger eller måneder, forklarede ansøgeren, at der måske gik omkring to uger. For Flygtningenævnet har ansøgeren i begge tilfælde forklaret, at han ikke husker, hvor længe der gik. Nævnet er opmærksom på, at der er tale om mindre divergenser, men nævnet finder, at det er bemærkelsesværdigt, at ansøgeren i sine senere samtaler ikke har kunnet huske, hvor længe der gik henset til sagens alvorlige karakter for ansøgeren. Endvidere lægger Flygtningenævnet vægt på, at ansøgerens forklaring om, at familien alene modtog et trusselsbrev, ikke fremstår overbevisende henset til, at det fremgår af den politirapport, som ansøgeren har fremlagt en kopi af, at ansøgerens farbror skulle have oplyst, at familien modtog flere trusselsbreve, herunder at nogle blev klistret på døren til familiens bolig, og at andre blev kastet ind i familiens gårdhave. Nævnet er opmærksom på, at ansøgeren har forklaret, at han kun har kendskab til et trusselsbrev. Nævnet finder imidlertid, at det er usandsynligt, at ansøgeren ikke i det mindste efter farens død eller i forbindelse med udrejsen af Afghanistan skulle være blevet gjort opmærksom på, at der havde været yderligere trusselsbreve henset til sagens alvorlige karakter. Flygtningenævnet er opmærksom på, at ansøgeren har fremlagt en kopi af en politirapport, men nævnet finder ikke, at dette kan føre til en anden vurdering. Den generelle sikkerhedsmæssige situation i Afghanistan er ikke af en sådan karakter, at enhver ved sin blotte tilstedeværelse vil være i risiko for overgreb omfattet af artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, og det forhold at ansøgeren frygter, at han vil blive betragtet som vantro, fordi han har været i udlandet, kan heller ikke begrunde, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse i Danmark. På denne baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i en risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Afgh/2019/15/STRAA
Nævnet stadfæstede i januar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt fire børn fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske hazaraer og shia-muslimer, der til de danske myndigheder har oplyst, at de er fra [byerne X og Y], Helmand, Afghanistan. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban. Den mandlige ansøger har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at Taliban for 10-12 år siden overtog hans families jord med magt, fordi hans far ikke havde indvilliget i at arbejde som spion for dem. Da Taliban overtog jorden, opstod der slåskamp mellem ansøgerens familie og Taliban, og i den forbindelse blev en del af ansøgerens ene finger skåret af, og hans arm blev ødelagt. Ansøgerens familie anmeldte det til politiet. Nogle dage senere opsøgte Taliban familiens bopæl og tog ansøgerens far og lillebror, [A], med. 1-2 måneder herefter flyttede ansøgeren, hans mor og hans anden lillebror, [B], til [byen Y]. Efter kort tid i [Y] blev han gift med den kvindelige ansøger. Lillebroren [B] arbejdede som hyrde i [Y]. En dag blev [B] opsøgt af Taliban i bjergene. De spurgte ham, hvem han var søn af, og hvor han boede. Familien sendte derpå [B] ud af landet, og han er nu i Sverige. Taliban har henvendt sig til ansøgerens naboer et ukendt antal gange og spurgt efter den mandlige ansøger. Han udrejste derfor af Afghanistan med sin familie. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at Taliban vil slå hendes ægtefælle ihjel og efterstræbe hende og parrets børn. Den kvindelige ansøger har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hendes ægtefælles far og bror blev kidnappet af Taliban, og at hendes ægtefælles familie har haft en konflikt med Taliban angående noget jord. Hun boede sammen med sin ægtefælle, hans mor og lillebror, [B], i byen [Y]. [B] arbejdede der som hyrde og blev en dag opsøgt af Taliban, som spurgte ham, om han kendte [sønnerne af navnet på den mandlige ansøgers far], hvortil han svarede, at han ikke kendte nogen med det navn. Familien besluttede derpå, at [B] skulle udrejse af Afghanistan. Den kvindelige ansøger har videre oplyst, at familiens naboer blev opsøgt af Taliban, som spurgte efter hendes ægtefælle, og at Taliban har skåret hendes ægtefælles finger af og ødelagt hans arm. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaring om deres asylmotiv til grund, idet ansøgerne på væsentlige punkter har forklaret divergerende, og idet forklaringerne på centrale punkter ikke forekommer sandsynlige og fremstår konstruerede til lejligheden. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgerne har forklaret forskelligt om deres fødested og familieforhold. Det fremgår af oplysningerne fra de østrigske myndigheder, at den mandlige ansøger har oplyst, at han er født i Kabul, at han havde gået 6 år i grundskole i Kabul, og at han havde en bror. Til de østrigske myndigheder har den kvindelige ansøger oplyst, at hun er født Kabul, og at hun havde 1 navngiven bror og 4 navngivne søstre samt deres alder. Det fremgår af oplysningerne fra de tyske myndigheder, at den kvindelige ansøger har oplyst, at hun er født i Kabul. Til de danske myndigheder har den mandlige ansøger oplyst, at han er født i [X], Helmand, at han aldrig har gået i skole, og at han har to brødre. Til de danske myndigheder har den kvindelige ansøger oplyst, at hun er født i [Y], Helmand, og at hun aldrig har haft nogen søskende. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at det forekommer påfaldende, at den kvindelige ansøger til oplysnings- og motivsamtalen har oplyst, at hun hed [C] til efternavn, og at hun efter en kort pause forklarede, at hun huskede forkert, og udelukkende hedder [D] til efternavn. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at den mandlige ansøger og den kvindelige ansøger har forklaret forskelligt om, hvorvidt, hvor og hvornår hans finger blev afskåret og hans arm blev svært beskadiget. Til oplysnings- og motivsamtalen har den mandlige ansøger ikke oplyst om, at dette skulle være sket. Til asylsamtalen og for Flygtningenævnet har den mandlige ansøger forklaret, at dette skete, da Taliban overtog hans families jord i [X] med magt. Til oplysnings- og motivsamtalen har den kvindelige ansøger forklaret, at Taliban skar den mandlige ansøgers finger af 1-2 år efter, at de var blevet gift, hvor den mandlige ansøger arbejdede som hyrde og havde passet dyr på grønne arealer. Taliban havde stoppet ægtefællen og skåret hans finger af. Hun ikke var hjemme og vidste derfor ikke, hvad der var sket. Den kvindelige asylansøger har endvidere senere i oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at den mandlige ansøger en enkelt gang er blevet truet og overfaldet af Taliban for 4-5 år siden, og at det skete uden for familiens bopæl i [Y] på grunden, hvor familiens hus er beliggende. Den kvindelige ansøger har til asylsamtalen oplyst, at dette skete 1-2 år inden, de blev gift. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at den mandlige ansøger har forklaret forskelligt om Talibans angivelige overfald på ham, og om hvem Taliban tog med, da Taliban opsøgte familiens bopæl. Til oplysnings- og motivsamtalen har den mandlige ansøger forklaret, at Taliban fratog faren hans jord for 10-12 år siden, og at Taliban tog ansøgerens far med, da han havde klaget over dette til de afghanske myndigheder, men har intet forklaret om, at den mandlige ansøger selv blev overfaldet, jf. ovenfor. Til asylsamtalen har den mandlige ansøger forklaret, at den mandlige ansøger, hans far og brødre blev overfaldet af Taliban, at der var slåskamp, og at Taliban både slog dem og tog jorden fra dem, at faren gik til myndighederne, hvorefter Taliban en tidlig morgen tog både ansøgerens far og lillebror, [A], med. Det bemærkes, at den mandlige ansøger ved oplysnings- og motivsamtalen oplyste, at han var vokset op med én bror. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at den mandlige ansøger har forklaret forskelligt om, hvordan Taliban fik kendskab til, hvor ansøgeren var flyttet hen. Til oplysnings- og motivsamtalen har den mandlige ansøger forklaret, at han formodede, at Taliban havde fået kendskab hertil gennem hans tidligere naboer. Til asylsamtalen har den mandlige ansøger forklaret, at hans lillebror havde fortalt, hvilket område de boede i, da han blev opsøgt i bjergene. For Flygtningenævnet har den mandlige ansøger forklaret, at hans lillebror ikke svarede på spørgsmålet. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at den mandlige ansøgers forklaring om Talibans gentagne opsøgninger af husene rundt om ansøgernes, men ikke ansøgernes hus, ikke forekommer sandsynlig. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at den mandlige ansøger har forklaret forskelligt om, hvornår de forskellige begivenheder har fundet sted, særligt om hvornår hans lillebror og hans naboer blev opsøgt. Til oplysnings- og motivsamtalen har den mandlige ansøger oplyst, at Taliban opsøgte hans lillebror for 5-6 år siden, hvor han arbejdede som hyrde i bjergene. Til asylsamtalen har den mandlige ansøger forklaret, at Taliban opsøgte hans lillebror 3-4 måneder efter, at de var flyttet til [Y]. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at selv hvis der skulle være en jordkonflikt med Taliban, fremstår det ikke sandsynligt, at Taliban skulle efterstræbe den mandlige ansøger, henset til, at den angivelige jordkonflikt blev afsluttet for 10-12 år siden, og at Taliban i den forbindelse overtog familiens jord. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2019/14/ATN
Nævnet omgjorde i januar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende mandlig statsborger fra Afghanistan, således at han fortsat har opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk pashtun og sunni muslim fra [by], [provins], Afghanistan. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [primo] 2012 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Det fremgår af klagerens oprindelige asylsag, at han som asylmotiv har henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban, idet han blev anklaget for at have angivet medlemmer af Taliban til de afghanske myndigheder. Udlændingestyrelsen, der fortsat har lagt klagerens forklaring til grund, har nægtet at forlænge klagerens opholdstilladelse under henvisning til, at klageren kan henvises til at tage ophold et andet sted i Afghanistan, for eksempel Kabul, Mazar E-Sharif eller Herat. I henhold til udlændingelovens § 11, stk. 2, forlænges en tidsbegrænset opholdstilladelse meddelt med mulighed for varigt ophold efter ansøgning, medmindre der er grundlag for at inddrage opholdstilladelsen efter § 19. Det fremgår af udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, at en tidsbegrænset opholdstilladelse kan inddrages, når grundlaget for ansøgningen eller opholdstilladelsen var urigtigt eller ikke længere er til stede, herunder når udlændingen har opholdstilladelse efter udlændingelovens §§ 7 eller 8, og forholdene, der har begrundet opholdstilladelsen, har ændret sig på en sådan måde, at udlændingen ikke længere risikerer forfølgelse. Der skal ved afgørelsen tages hensyn til grundlaget for opholdstilladelsen. Af bemærkningerne til lovforslaget (lovforslag nr. 72 af 14. november 2014 om ændring af udlændingeloven (Midlertidig beskyttelsesstatus for visse udlændinge samt afvisning af realitetsbehandling af asylansøgninger, når klageren har opnået beskyttelse i et andet EU-land m.v.)), punkt 2.5.2, fremgår blandt andet følgende: ”I lyset af at der indføres en midlertidig beskyttelsesstatus i den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 7, stk. 3, foreslås det, at det præciseres i udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, at der ved en afgørelse om inddragelse efter bestemmelsen skal tages hensyn til grundlaget for opholdstilladelsen, herunder om opholdstilladelsen er meddelt efter § 7, stk. 1, 2 eller 3. På den måde tydeliggøres det, at der er væsentlig forskel på, hvilke betingelser der skal stilles for inddragelse alt afhængigt af, om der er tale om konventionsflygtninge, udlændinge med beskyttelsesstatus eller udlændinge med midlertidig beskyttelsesstatus. Konventionsflygtninge, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, er omfattet af flygtningekonventionen, og udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, skal for disse flygtninges vedkommende administreres i overensstemmelse med flygtningekonventionens artikel 1, litra C, om ophør af flygtningestatus. Det betyder, at inddragelsen af opholdstilladelse alene kan ske, hvis der er sket fundamentale, stabile og varige ændringer i hjemlandet. Udlændinge med beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, og midlertidig beskyttelsesstatus efter den foreslåede bestemmelse i § 7, stk. 3, er derimod ikke omfattet af flygtningekonventionen, og der skal således ikke som betingelse for inddragelse stilles krav om, at der er sket fundamentale, stabile og varige ændringer i hjemlandet. Dette er også forudsat i forarbejderne til lov nr. 572 af 31. maj 2010 (lovforslag nr. 188 af 26. marts 2010), jf. punkt 7.3, uanset at Flygtningenævnet i visse tilfælde synes at have anlagt en anden praksis. For sådanne udlændinges vedkommende skal der foretages en vurdering af, om der på inddragelsestidspunktspunktet aktuelt fortsat er et krav på beskyttelse i Danmark i henhold til Danmarks internationale forpligtelser, herunder om en tilbagevenden til hjemlandet vil indebære overgreb i strid med EMRK’s artikel 3. I situationer, hvor spørgsmålet om inddragelse af opholdstilladelsen opstår som følge af en forbedring af de generelle forhold i hjemlandet, kan der efter omstændighederne træffes afgørelse om inddragelse, uanset at forholdene – trods forbedringerne − fortsat er alvorlige og må betegnes som skrøbelige og uforudsigelige. Inddragelse vil dog kræve, at ændringerne ikke må antages at være af helt midlertidig karakter.” Klageren er meddelt opholdstilladelse i Danmark med beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder, at principperne for anvendelse af internt flugtalterniv for konventionsflygtninge finder anvendelse for personer med beskyttelsesstatus. Nævnet bemærker, at det ved IFA-vurderingen er afgørende, om det pågældende IFA er relevant i det konkrete tilfælde, og om det er rimeligt at forvente, at klageren tager ophold et andet sted i hjemlandet, jf. UNHCR’s Håndbog om procedurer og kriterier for fastlæggelse af flygtningestatus, jf. pkt. 91. Ved afgørelsen af ovenstående bør der foretages en objektiv vurdering af, hvorvidt en del af hjemlandet kan udgøre et IFA. I vurderingen må de forhold, der førte til klagerens flugt fra hjemlandet, tages i betragtning, men det skal også tages i betragtning, om den del af hjemlandet, der kan antages at fungere som et IFA, udgør et meningsfuldt alternativ for fremtiden, herunder om området er vedvarende stabilt og sikkert, jf. UNHCR’s Guidelines on International Protection: ”Internal Flight or Relocation Alternative” within the Context of Article 1 A (2) of the 1951 Convention and/or 1967 Protocol relating to the Status of Refugees af 23. juli 2003. Endvidere skal klagerens personlige forhold indgå i den konkrete vurdering af, om klageren kan henvises til et bestemt område og dér leve et efter hjemlandets forhold relativt normalt liv uden for store besværligheder (”undue hardship”). Det fremhæves i de ovennævnte guidelines fra UNHCR, at alder, køn, helbredstilstand, familiemæssig situation, etnisk, kulturel eller religiøs gruppe, politisk eller social tilknytning til det pågældende område, sprog, uddannelse og profession samt tidligere forfølgelse og deraf følgende psykologiske problemer skal indgå i vurderingen. Disse forhold skal anskues kumulativt, jf. UNHCR’s håndbog, pkt. 53. Bevisbyrden for, at der foreligger et internt flugtalternativ, påhviler asylmyndighederne. Flygtningenævnet lægger efter baggrundsoplysningerne til grund, at Talibans magtposition i Afghanistan nu – i forhold til det tidspunkt, hvor klageren blev meddelt opholdstilladelse – i hvert fald ikke er svækket, jf. herved blandt andet UNHCR’s guidelines vedrørende Afghanistan udsendt den 29. august 2018. Flygtningenævnet lægger i lighed med Udlændingestyrelsen klagerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder ikke, at klageren i dag risikerer overgreb fra Taliban eller blodhævn fra familiemedlemmer til den dræbte familie, i hvert fald ikke, såfremt klageren tager ophold uden for hjemområdet. Flygtningenævnet tiltræder således Udlændingestyrelsens vurdering af, at klageren kan henvises til at tage ophold i Kabul, Herat eller Mazar E-Sharif. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at det skal være rimeligt at henvise klageren til at tage ophold i det pågældende område. Ved denne vurdering lægger Flygtningenævnet navnlig vægt på, at klageren kom til Danmark som uledsaget mindreårig, og blev meddelt beskyttelsesstatus. Han har boet her i landet i knapt otte år. Han har gået i skole og samtidig haft job som pizzabager. Han er i gang med at videreuddanne sig. Han har gennem tre år haft en dansk kæreste. De har planer om at blive gift, når han har afsluttet sin uddannelse om halvandet til to år. Han har endvidere stærk tilknytning til en dansk familie. Han har ingen familie, som han har kontakt med, i hjemlandet. Han har ingen tilknytning til andre områder i Afghanistan. Flygtningenævnet finder, at klageren må anses for velintegreret i det danske samfund, og nævnet finder efter en samlet vurdering af klagerens forhold, at det ikke vil være rimeligt at henvise klageren til at tage ophold i Kabul, Herat eller Mazar E-Sharif. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsen afgørelse af [efteråret] 2018, således at klageren fortsat skal meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” Afgh/2019/13/CABV
Nævnet omgjorde i januar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende mandlig statsborger fra Afghanistan, således at han fortsat har opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte ”Klageren er etnisk tadjik og muslim af trosretning fra [by], [provins], Afghanistan. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [sommer] 2013 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Det fremgår af klagerens oprindelige sag, at han som asylmotiv har henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at han vil blive forfulgt af sin fætter, der er medlem af Taliban, og som vil have klageren til at deltage i jihad. Udlændingestyrelsen, der fortsat har lagt klagerens forklaring til grund, har nægtet at forlænge klagerens opholdstilladelse under henvisning til, at klageren kan henvises til at tage ophold et andet sted i Afghanistan, for eksempel Herat eller Mazar-E Sharif. I henhold til udlændingelovens § 11, stk. 2, forlænges en tidsbegrænset opholdstilladelse meddelt med mulighed for varigt ophold efter ansøgning, medmindre der er grundlag for at inddrage opholdstilladelsen efter § 19. Det fremgår af udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, at en tidsbegrænset opholdstilladelse kan inddrages, når grundlaget for ansøgningen eller opholdstilladelsen var urigtigt eller ikke længere er til stede, herunder når udlændingen har opholdstilladelse efter udlændingelovens §§ 7 eller 8, og forholdene, der har begrundet opholdstilladelsen, har ændret sig på en sådan måde, at udlændingen ikke længere risikerer forfølgelse. Der skal ved afgørelsen tages hensyn til grundlaget for opholdstilladelsen. Af bemærkningerne til lovforslaget (lovforslag nr. 72 af 14. november 2014 om ændring af udlændingeloven (Midlertidig beskyttelsesstatus for visse udlændinge samt afvisning af realitetsbehandling af asylansøgninger, når klageren har opnået beskyttelse i et andet EU-land m.v.)), punkt 2.5.2, fremgår blandt andet følgende: ”I lyset af at der indføres en midlertidig beskyttelsesstatus i den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 7, stk. 3, foreslås det, at det præciseres i udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, at der ved en afgørelse om inddragelse efter bestemmelsen skal tages hensyn til grundlaget for opholdstilladelsen, herunder om opholdstilladelsen er meddelt efter § 7, stk. 1, 2 eller 3. På den måde tydeliggøres det, at der er væsentlig forskel på, hvilke betingelser der skal stilles for inddragelse alt afhængigt af, om der er tale om konventionsflygtninge, udlændinge med beskyttelsesstatus eller udlændinge med midlertidig beskyttelsesstatus. Konventionsflygtninge, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, er omfattet af flygtningekonventionen, og udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, skal for disse flygtninges vedkommende administreres i overensstemmelse med flygtningekonventionens artikel 1, litra C, om ophør af flygtningestatus. Det betyder, at inddragelsen af opholdstilladelse alene kan ske, hvis der er sket fundamentale, stabile og varige ændringer i hjemlandet. Udlændinge med beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, og midlertidig beskyttelsesstatus efter den foreslåede bestemmelse i § 7, stk. 3, er derimod ikke omfattet af flygtningekonventionen, og der skal således ikke som betingelse for inddragelse stilles krav om, at der er sket fundamentale, stabile og varige ændringer i hjemlandet. Dette er også forudsat i forarbejderne til lov nr. 572 af 31. maj 2010 (lovforslag nr. 188 af 26. marts 2010), jf. punkt 7.3, uanset at Flygtningenævnet i visse tilfælde synes at have anlagt en anden praksis. For sådanne udlændinges vedkommende skal der foretages en vurdering af, om der på inddragelsestidspunktspunktet aktuelt fortsat er et krav på beskyttelse i Danmark i henhold til Danmarks internationale forpligtelser, herunder om en tilbagevenden til hjemlandet vil indebære overgreb i strid med EMRK’s artikel 3. I situationer, hvor spørgsmålet om inddragelse af opholdstilladelsen opstår som følge af en forbedring af de generelle forhold i hjemlandet, kan der efter omstændighederne træffes afgørelse om inddragelse, uanset at forholdene – trods forbedringerne − fortsat er alvorlige og må betegnes som skrøbelige og uforudsigelige. Inddragelse vil dog kræve, at ændringerne ikke må antages at være af helt midlertidig karakter.” Klageren er meddelt opholdstilladelse i Danmark med beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder, at principperne for anvendelse af internt flugtalterniv for konventionsflygtninge finder anvendelse for personer med beskyttelsesstatus. Nævnet bemærker, at det ved IFA-vurderingen er afgørende, om det pågældende IFA er relevant i det konkrete tilfælde, og om det er rimeligt at forvente, at klageren tager ophold et andet sted i hjemlandet, jf. UNHCR’s Håndbog om procedurer og kriterier for fastlæggelse af flygtningestatus, jf. pkt. 91. Ved afgørelsen af ovenstående bør der foretages en objektiv vurdering af, hvorvidt en del af hjemlandet kan udgøre et IFA. I vurderingen må de forhold, der førte til klagerens flugt fra hjemlandet, tages i betragtning, men det skal også tages i betragtning, om den del af hjemlandet, der kan antages at fungere som et IFA, udgør et meningsfuldt alternativ for fremtiden, herunder om området er vedvarende stabilt og sikkert, jf. UNHCR’s Guidelines on International Protection: ”Internal Flight or Relocation Alternative” within the Context of Article 1 A (2) of the 1951 Convention and/or 1967 Protocol relating to the Status of Refugees af 23. juli 2003. Endvidere skal klagerens personlige forhold indgå i den konkrete vurdering af, om klageren kan henvises til et bestemt område og dér leve et efter hjemlandets forhold relativt normalt liv uden for store besværligheder (”undue hardship”). Det fremhæves i de ovennævnte guidelines fra UNHCR, at alder, køn, helbredstilstand, familiemæssig situation, etnisk, kulturel eller religiøs gruppe, politisk eller social tilknytning til det pågældende område, sprog, uddannelse og profession samt tidligere forfølgelse og deraf følgende psykologiske problemer skal indgå i vurderingen. Disse forhold skal anskues kumulativt, jf. UNHCR’s håndbog, pkt. 53. Bevisbyrden for, at der foreligger et internt flugtalternativ, påhviler asylmyndighederne. Flygtningenævnet lægger efter baggrundsoplysningerne til grund, at Talibans magtposition i Afghanistan nu – i forhold til det tidspunkt, hvor klageren blev meddelt opholdstilladelse – i hvert fald ikke er svækket, jf. herved blandt andet UNHCR’s guidelines vedrørende Afghanistan udsendt den 29. august 2018. Flygtningenævnet lægger i lighed med Udlændingestyrelsen klagerens forklaring til grund. Navnlig under hensyntagen til, at klagerens konflikt i forhold til Taliban er understøttet af klagerens farbror og fætre, finder Flygtningenævnet ikke, at det er godtgjort, at klageren kan henvises til at tage ophold andet sted i Afghanistan. Det er således ikke relevant at henvise klageren til at tage ophold i Herat eller Mazar E-Sharif. Nævnet finder herefter efter en samlet vurdering, at der ikke foreligger sådanne ændrede forhold, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1, at opholdstilladelsen kan nægtes forlænget. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at det skal være rimeligt at henvise klageren til at tage ophold i det pågældende område. Ved denne vurdering lægger Flygtningenævnet navnlig vægt på, at klageren kom til Danmark som uledsaget mindreårig, og blev meddelt beskyttelsesstatus. Han har boet her i landet i knapt seks og et halvt år, men er dårligt integreret. Han lider af PTSD og har et narkotikamisbrug. Han modtager i et vist omfang lægelig behandling. Hans eneste bror har indtil videre opholdstilladelse i Danmark. Han har ingen familie, som han har kontakt med, i hjemlandet. Han har ingen tilknytning til andre områder i Afghanistan. På trods af at klageren må anses for dårligt integreret i Danmark, finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering af klagerens forhold, at det heller ikke vil være rimeligt at henvise klageren til at tage ophold i Herat eller Mazar E-Sharif. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsen afgørelse af [efteråret] 2018, således at klageren fortsat skal meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” Afgh/2019/12/CABV
Nævnet stadfæstede i juli 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunnimuslim fra Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at han vil blive slået ihjel af Taliban, fordi han har arbejdet i nationalpolitiets efterretningstjeneste. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at han søgte ind i nationalpolitiet den [i foråret] 2010, hvor han arbejdede indtil [sommeren] 2012. Han havde rang af menig og arbejdede blandt andet med at hjælpe de engelske styrker, hvor han skulle indsamle oplysninger i civil og derefter videregive oplysningerne til de engelske styrker. Der var omkring 30 mand i enheden, som var lokaliseret i Logar-provinsen, Shikar Qala området, distrikt [X]. Ansøgerens far modtog en dag i 2012 et trusselsbrev, hvoraf fremgik, at ansøgeren skulle stoppe med at arbejde for myndighederne, men det nægtede ansøgeren. Dernæst blev ansøgeren [i sommeren] 2012 stoppet af fire personer fra Taliban, da han var på vej hjem til sin familie, fordi hans mor var blevet syg. Ansøgeren blev tilbageholdt i 44 eller 45 dage, hvor han blev afhørt og udsat for fysiske overgreb. Ansøgeren blev en dag befriet af den afghanske nationalhær og udenlandske tropper. De satte ham af ved en vej og gav ham 100 afghani, hvorefter han tog en taxa til Jalalabad. Han udrejste [i efteråret] 2012 illegalt fra Afghanistan til Pakistan, hvor hans søster boede. Samme aften blev ansøgerens far opsøgt og slået af fire personer fra Taliban, hvilket førte til, at han døde. Ansøgerens mor og ægtefælle udrejste derefter til Pakistan. Efter tre år i Pakistan, hvor ansøgeren arbejdede hos sin svoger, udrejste han illegalt af Pakistan. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han har været tilbageholdt af Taliban, til grund. Flygtningenævnet har ved afgørelsen lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende om sit asylmotiv. Ansøgeren har i asylansøgningsskemaet skrevet, at det lykkedes ham at flygte fra Taliban, mens han til oplysnings- og motivsamtalen og senere under sagen har forklaret, at han blev befriet af de afghanske myndigheder og udenlandske styrker. Først i forbindelse med advokatindlægget og under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at han efter befrielsen fra Taliban talte med den øverste kommandant, [A], der blev gjort bekendt med anledningen til opkaldet og bekræftede hans identitet. Den bekræftelse, ansøgeren har indhentet fra sin kommandant, oplyser, at ansøgeren udeblev efter orlov, og oplyser intet om en tilbageholdelse. Hertil kommer, at ansøgeren efter sin forklaring ikke har fortalt nogen på sin base om trusselsbrevet eller sin tilbageholdelse. Ansøgeren har til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han aldrig har haft et pas og aldrig har søgt visum, hvilken forklaring ansøgeren har fastholdt under første del af asylsamtalen. Senere under denne samtale, da han af Udlændingestyrelsen blev foreholdt visumoplysningerne, har ansøgeren forklaret, at han har fået udstedt pas og søgt visum gennem en agent. Ansøgerens forklaring under nævnsmødet om, at han havde glemt det, forklarer ikke på en rimelig måde denne divergens. Det fremgår af visumansøgningen, at ansøgerens pas er udstedt [i efteråret] 2012, på hvilket tidspunkt ansøgeren angiveligt var tilbageholdt af Taliban. Hertil kommer, at ansøgeren i forbindelse med visumansøgningen i 2013 har været på den tyske ambassade i Kabul for at afgive finderaftryk. Da Flygtningenævnet har tilsidesat ansøgerens forklaring om hans konflikt med Taliban, er der ikke grundlag for at foranstalte en torturundersøgelse. Flygtningenævnet kan lægge til grund, at ansøgeren arbejdede for specialenheden 333 i Afghanistan. Dette forhold er ikke i sig selv asylbegrundende. Ansøgeren har forklaret, at han var enten maskeret eller i civil under operationer, at han aldrig har deltaget i anholdelser, og at han aldrig har deltaget i operationer i [Z]. Ansøgeren kan derfor henvises til at tage ophold et andet sted i Afghanistan, for eksempel Kabul, hvor hans familie, herunder mor og ægtefælle, bor. Det forhold, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan som følge af desertering er i risiko for at blive frakendt sin pension og idømt en fængselsstraf, kan ikke føre til et andet resultat, idet bemærkes, at straffen for desertering ikke kan anses for uforholdsmæssig. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2019/11/SLH
Nævnet stadfæstede i januar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim af trosretning fra landsbyen […] i Surkhrod-distriktet, Nangahar-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter at blive slået ihjel af Taliban, idet han er flygtet fra madrassaen (koranskolen) i sin landsby, som var drevet af Taliban. En dag, mens ansøgeren var i koranskolen, kom der to mænd, der sammen med hans lærer tilbød ham en plads i en anden koranskole. Ansøgeren havde på det tidspunkt været elev i koranskolen i landsbyen i omkring seks år. Ansøgeren fik at vide, at han skulle være i den nye koranskole i en måned, og at han i løbet af den måned ikke ville se sin familie. Ansøgeren aftalte med mændene og læreren, at han ville tale med sin mor om tilbuddet og vende tilbage med et svar. Ansøgerens mor blev glad, da hun hørte om tilbuddet, og hun accepterede, at ansøgeren tog afsted. Dagen efter tog ansøgeren tilbage til koranskolen i sin landsby. Han blev kørt afsted mod den nye koranskole af de to mænd, der havde været ved skolen dagen før. Turen derhen tog omkring to til to og en halv time, men ansøgeren kunne ikke se, hvor han blev kørt hen, da han fik bind for øjnene. Ansøgeren kom frem til den nye koranskole, som lå i et vildmarksområde og bestod af en bygning med to-tre værelser og en stor have omkranset af en høj mur. Da han kom frem til den nye skole, fik han at vide, at den nye koranskole var drevet af Taliban, og han fandt ud af, at der var omkring 25-30 drenge i skolen. Hverdagen i skolen bestod af morgenbøn og efterfølgende træning. Gruppen af de yngste drenge, som ansøgeren var en del af, bestod af 15-17 elever, som fik undervisning i brug af selvmordsveste og i at læse landkort. Gruppen af de ældste drenge trænede i brug af Kalashnikov-rifler. Om eftermiddagen modtog eleverne koranundervisning, hvorefter de drak te, talte og legede, indtil det omkring klokken 21 var sengetid. Efter omkring en måneds ophold i skolen fik ansøgeren at vide, at han nu var klar til at bruge selvmordsvesten, og at han skulle ind til byen og bruges som selvmordsbomber. Inden ansøgeren skulle afsted, bad han Taliban-folkene om lov til at besøge sin mor. Taliban-folkene var modvillige, og det var kun fordi, ansøgeren insisterede, at han fik lov til at tage hjem på besøg. På køreturen hjem til sin mor fik ansøgeren bind for øjnene igen. Ansøgeren blev sat af omkring 15-20 minutters gang fra sin bopæl, og han fik at vide, at han ville blive hentet senere af Taliban-folkene. Da ansøgeren kom hjem, fortalte han sin mor, at han var hjemme for sidste gang, fordi han skulle udføre jihad. Ansøgerens mor ville ikke acceptere dette og ringede til politiet, som ikke kunne hjælpe moren. Ansøgeren tog herefter sammen med sin mor, sine søskende og sin kusine til Kabul, hvor de boede hos ansøgerens faster og onkel. Efter tre dages ophold hos fasteren og onklen ringede Taliban til ansøgerens onkel og sagde, at ansøgeren skulle komme tilbage til dem, fordi han havde modtaget deres undervisning og vidste alt om dem. Ansøgerens onkel blev bange og mente ikke længere, at ansøgeren og hans familie kunne bo hos dem. Idet Taliban kun var efter ansøgeren, besluttede hans mor, at han skulle udrejse, og hun håbede derved, at Taliban på den måde ville lade resten af familien være. Ansøgeren udrejste herefter af Afghanistan. Indledningsvis tiltræder Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens vurdering af, at ansøgeren er tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylbehandling. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren generelt har svaret sammenhængende og relevant på de spørgsmål, der blev stillet i Flygtningenævnet, og på en måde, der viste, at ansøgeren forstod spørgsmålene og svarenes betydning. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren har gået på en eller to forskellige koranskoler, og at han var en meget dygtig elev. Flygtningenævnet kan imidlertid ikke lægge ansøgerens forklaring om hans asylmotiv til grund. Flygtningenævnet kan således ikke lægge til grund, at ansøgeren har gået på en koranskole, der var drevet af taleban og dermed heller ikke, at han er blevet oplært som selvmordsbomber. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om selve konflikten fremstår divergerende og udbyggende, ligesom hans forklaring om undervisningen i jihad og selvmordsvesten fremstår udetaljeret og upræcis. Ansøgeren har forklaret divergerende om, hvor mange talibanere der var på skolen. Han har endvidere forklaret divergerende om, hvornår på dagen undervisningen i selvmordsveste foregik, herunder om det var formiddag eller eftermiddag. Endelig har han forklaret divergerende om, hvorvidt han blev kørt hjem til sin mor af en eller to talibanere. Ansøgeren har under nævnsmødet forklaret udbyggende om, at der blev sendt trusselsbreve til hans farbror, mens han selv var der og efterfølgende, og han har tillige under nævnsmødet forklaret udbyggende om antallet af telefoniske henvendelser til farbroren. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgeren ikke tidligere har forklaret om skriftlige henvendelser, og at han tidligere alene har forklaret om et telefonisk opkald til sin farbror. Han har i øvrigt forklaret divergerende om, hvornår det første opkald til farbroren kom, herunder om det var på 1. eller 3. dagen. Ansøgeren har dertil afgivet en upræcis og udetaljeret forklaring om, hvad han lærte om selvmordsvesten og om det ritual, der skulle gå forud for det hellige selvmord. Endelig fremstår ansøgerens forklaring om morens accept af det midlertidige skoleskift og hans manglende kendskab til de andre elevers navne utroværdig. Der er herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret, at hans mor uden videre accepterede, at han skiftede skole i 30 dage og på, at han har forklaret, at hans hold blev kaldt frem ved nævnelse af navne hver dag i 30 dage, men at han alligevel ikke over for Udlændingestyrelsen har været i stand til at nævne mere end to navne på andre elever. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2019/1/MGO
Nævnet omgjorde i oktober 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan, således at han fortsat har opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk pashtun og sunnimuslim af trosretning. Klageren kommer fra landsbyen Madikool i provinsen Parwan, Afghanistan. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i vinteren] 2017 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Det fremgår af klagerens asylsag, at han som asylmotiv har henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban, idet hans far blev slået ihjel af Taliban efter at have videregivet oplysninger om Taliban til de afghanske myndigheder, hvorpå Taliban opsøgte klagerens bopæl for at få klageren udleveret. Udlændingestyrelsen, der fortsat har lagt klagerens forklaring til grund, har nægtet at forlænge klagerens opholdstilladelse under henvisning til, at klageren kan henvises til at tage ophold et andet sted i Afghanistan, f.eks. Herat eller Mazar-e-Sharif. I henhold til udlændingelovens § 11, stk. 2, forlænges en tidsbegrænset opholdstilladelse meddelt med mulighed for varigt ophold efter ansøgning, medmindre der er grundlag for at inddrage opholdstilladelsen efter § 19. Det fremgår af udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, at en tidsbegrænset opholdstilladelse kan inddrages, når grundlaget for ansøgningen eller opholdstilladelsen var urigtigt eller ikke længere er til stede, herunder når udlændingen har opholdstilladelse efter udlændingelovens §§ 7 eller 8, og forholdene, der har begrundet opholdstilladelsen, har ændret sig på en sådan måde, at udlændingen ikke længere risikerer forfølgelse. Der skal ved afgørelsen tages hensyn til grundlaget for opholdstilladelsen. Af bemærkningerne til lovforslaget (lovforslag nr. 72 af 14. november 2014 om ændring af udlændingeloven (Midlertidig beskyttelsesstatus for visse udlændinge samt afvisning af realitetsbehandling af asylansøgninger, når klageren har opnået beskyttelse i et andet EU-land m.v.)), punkt 2.5.2, fremgår blandt andet følgende: ”I lyset af at der indføres en midlertidig beskyttelsesstatus i den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 7, stk. 3, foreslås det, at det præciseres i udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, at der ved en afgørelse om inddragelse efter bestemmelsen skal tages hensyn til grundlaget for opholdstilladelsen, herunder om opholdstilladelsen er meddelt efter § 7, stk. 1, 2 eller 3. På den måde tydeliggøres det, at der er væsentlig forskel på, hvilke betingelser der skal stilles for inddragelse alt afhængigt af, om der er tale om konventionsflygtninge, udlændinge med beskyttelsesstatus eller udlændinge med midlertidig beskyttelsesstatus. Konventionsflygtninge, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, er omfattet af flygtningekonventionen, og udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, skal for disse flygtninges vedkommende administreres i overensstemmelse med flygtningekonventionens artikel 1, litra C, om ophør af flygtningestatus. Det betyder, at inddragelsen af opholdstilladelse alene kan ske, hvis der er sket fundamentale, stabile og varige ændringer i hjemlandet. Udlændinge med beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, og midlertidig beskyttelsesstatus efter den foreslåede bestemmelse i § 7, stk. 3, er derimod ikke omfattet af flygtningekonventionen, og der skal således ikke som betingelse for inddragelse stilles krav om, at der er sket fundamentale, stabile og varige ændringer i hjemlandet. Dette er også forudsat i forarbejderne til lov nr. 572 af 31. maj 2010 (lovforslag nr. 188 af 26. marts 2010), jf. punkt 7.3, uanset at Flygtningenævnet i visse tilfælde synes at have anlagt en anden praksis. For sådanne udlændinges vedkommende skal der foretages en vurdering af, om der på inddragelsestidspunktspunktet aktuelt fortsat er et krav på beskyttelse i Danmark i henhold til Danmarks internationale forpligtelser, herunder om en tilbagevenden til hjemlandet vil indebære overgreb i strid med EMRK’s artikel 3. I situationer, hvor spørgsmålet om inddragelse af opholdstilladelsen opstår som følge af en forbedring af de generelle forhold i hjemlandet, kan der efter omstændighederne træffes afgørelse om inddragelse, uanset at forholdene – trods forbedringerne − fortsat er alvorlige og må betegnes som skrøbelige og uforudsigelige. Inddragelse vil dog kræve, at ændringerne ikke må antages at være af helt midlertidig karakter.” Flygtningenævnet lægger i lighed med Udlændingestyrelsen klagerens forklaring til grund og finder herefter, at klageren ikke kan henvises til at tage ophold i sit hjemområde. Nævnet bemærker, at det ved IFA-vurderingen er afgørende, om det pågældende IFA er relevant i det konkrete tilfælde, og om det er rimeligt at forvente, at klageren tager ophold et andet sted i hjemlandet, jf. UNHCR’s Håndbog om procedurer og kriterier for fastlæggelse af flygtningestatus, jf. pkt. 91. Ved afgørelsen af ovenstående bør der foretages en objektiv vurdering af, hvorvidt en del af hjemlandet kan udgøre et IFA. I vurderingen må de forhold, der førte til klagerens flugt fra hjemlandet, tages i betragtning, men det skal også tages i betragtning, om den del af hjemlandet, der kan antages at fungere som et IFA, udgør et meningsfuldt alternativ for fremtiden, herunder om området er vedvarende stabilt og sikkert, jf. UNHCR’s Guidelines on International Protection: ”Internal Flight or Relocation Alternative” within the Context of Article 1 A (2) of the 1951 Convention and/or 1967 Protocol relating to the Status of Refugees af 23. juli 2003. Endvidere skal klagerens personlige forhold indgå i den konkrete vurdering af, om klageren kan henvises til et bestemt område og dér leve et efter hjemlandets forhold relativt normalt liv uden for store besværligheder (”undue hardship”). Det fremhæves i de ovennævnte guidelines fra UNHCR, at alder, køn, helbredstilstand, familiemæssig situation, etnisk, kulturel eller religiøs gruppe, politisk eller social tilknytning til det pågældende område, sprog, uddannelse og profession samt tidligere forfølgelse og deraf følgende psykologiske problemer skal indgå i vurderingen. Disse forhold skal anskues kumulativt, jf. UNHCR’s håndbog, pkt. 53. Bevisbyrden for, at der foreligger et internt flugtalternativ, påhviler asylmyndighederne. Flygtningenævnet lægger efter baggrundsoplysningerne til grund, at Talebans magtposition i Afghanistan nu – i forhold til det tidspunkt, hvor klageren blev meddelt opholdstilladelse – i hvert fald ikke er svækket, jf. herved blandt andet UNHCR’s guidelines vedrørende Afghanistan udsendt den 29. august 2018. For så vidt angår klagerens individuelle konflikt bemærker nævnet, at der ikke foreligger oplysninger, der støtter, at Taleban ikke længere interesserer sig for klageren. Nævnet bemærker i øvrigt, at konflikten med Taleban, der førte til klagerens flugt, er af nyere dato. Nævnet finder herefter efter en samlet vurdering, at der ikke foreligger sådanne ændrede forhold, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1, at det vil være relevant at henvise ansøgeren til at tage ophold i et andet sted i Afghanistan. Nævnet bemærker tillige, at klageren aktuelt er anbragt på institutionen [S], der efter det oplyste er et bosted for personer med behov for omfattende støtte. Det fremgår således om ansøgeren i brev af [vinteren] 2018 fra Vejen Kommune blandt andet: ”[I] beskrives via screeningsrapport af [efteråret] 2017, som en dreng, der er yderst presset. Rapporten peger blandt andet på, at [I] kan have en kompleks PTSD, idet han ved udarbejdelse af screeningsrapporten var påfaldende i kontakten og svarede usammenhængende under interviewet. Han havde svært ved at forstå, hvordan verden hænger sammen og manglede mentaliseringsevne. Rapporten peger ligeledes på, at der i [I’s] tilfælde kan være tale om personlighedsforstyrrelse og/eller en mental retardering. Det er uvist, om [I’s] vanskeligheder stammer fra udviklings-traumatiske oplevelser i barndommen.” Nævnet finder efter disse oplysninger om klagerens person heller ikke, at det vil være rimeligt at henvise klageren til at tage ophold et andet sted i Afghanistan. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsen afgørelse af [foråret] 2018 således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” Afghanistan/2018/9/TBP
Nævnet omgjorde i oktober 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan, således at han fortsat har opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk tajik og sunnimuslim af trosretning. Klageren kommer fra byen Pol-e Khumri i provinsen Baghlan, Afghanistan. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Flygtningenævnet meddelte [i foråret] klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens 7, stk. 2. Det fremgår af klagerens asylsag, at han som asylmotiv har henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban, idet klagerens far, som var politikommandant, blev slået ihjel ved en bombeeksplosion i [vinteren] 2007 under bilkørsel, hvor efter Taliban i de følgende måneder flere gange opsøgte klageren og til sidst skød og ramte denne på sin bopæl. Udlændingestyrelsen, der fortsat har lagt klagerens forklaring til grund, har nægtet at forlænge klagerens opholdstilladelse under henvisning til, at klageren kan henvises til at tage ophold et andet sted i Afghanistan, f.eks. Kabul, Herat eller Mazar-e Sharif. I henhold til udlændingelovens § 11, stk. 2, forlænges en tidsbegrænset opholdstilladelse meddelt med mulighed for varigt ophold efter ansøgning, medmindre der er grundlag for at inddrage opholdstilladelsen efter § 19. Det fremgår af udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, at en tidsbegrænset opholdstilladelse kan inddrages, når grundlaget for ansøgningen eller opholdstilladelsen var urigtigt eller ikke længere er til stede, herunder når udlændingen har opholdstilladelse efter udlændingelovens §§ 7 eller 8, og forholdene, der har begrundet opholdstilladelsen, har ændret sig på en sådan måde, at udlændingen ikke længere risikerer forfølgelse. Der skal ved afgørelsen tages hensyn til grundlaget for opholdstilladelsen. Af bemærkningerne til lovforslaget (lovforslag nr. 72 af 14. november 2014 om ændring af udlændingeloven (Midlertidig beskyttelsesstatus for visse udlændinge samt afvisning af realitetsbehandling af asylansøgninger, når klageren har opnået beskyttelse i et andet EU-land m.v.)), punkt 2.5.2, fremgår blandt andet følgende: ”I lyset af at der indføres en midlertidig beskyttelsesstatus i den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 7, stk. 3, foreslås det, at det præciseres i udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, at der ved en afgørelse om inddragelse efter bestemmelsen skal tages hensyn til grundlaget for opholdstilladelsen, herunder om opholdstilladelsen er meddelt efter § 7, stk. 1, 2 eller 3. På den måde tydeliggøres det, at der er væsentlig forskel på, hvilke betingelser der skal stilles for inddragelse alt afhængigt af, om der er tale om konventionsflygtninge, udlændinge med beskyttelsesstatus eller udlændinge med midlertidig beskyttelsesstatus. Konventionsflygtninge, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, er omfattet af flygtningekonventionen, og udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, skal for disse flygtninges vedkommende administreres i overensstemmelse med flygtningekonventionens artikel 1, litra C, om ophør af flygtningestatus. Det betyder, at inddragelsen af opholdstilladelse alene kan ske, hvis der er sket fundamentale, stabile og varige ændringer i hjemlandet. Udlændinge med beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, og midlertidig beskyttelsesstatus efter den foreslåede bestemmelse i § 7, stk. 3, er derimod ikke omfattet af flygtningekonventionen, og der skal således ikke som betingelse for inddragelse stilles krav om, at der er sket fundamentale, stabile og varige ændringer i hjemlandet. Dette er også forudsat i forarbejderne til lov nr. 572 af 31. maj 2010 (lovforslag nr. 188 af 26. marts 2010), jf. punkt 7.3, uanset at Flygtningenævnet i visse tilfælde synes at have anlagt en anden praksis. For sådanne udlændinges vedkommende skal der foretages en vurdering af, om der på inddragelsestidspunktspunktet aktuelt fortsat er et krav på beskyttelse i Danmark i henhold til Danmarks internationale forpligtelser, herunder om en tilbagevenden til hjemlandet vil indebære overgreb i strid med EMRK’s artikel 3. I situationer, hvor spørgsmålet om inddragelse af opholdstilladelsen opstår som følge af en forbedring af de generelle forhold i hjemlandet, kan der efter omstændighederne træffes afgørelse om inddragelse, uanset at forholdene – trods forbedringerne − fortsat er alvorlige og må betegnes som skrøbelige og uforudsigelige. Inddragelse vil dog kræve, at ændringerne ikke må antages at være af helt midlertidig karakter.” Flygtningenævnet lægger i lighed med Udlændingestyrelsen klagerens forklaring til grund og finder herefter, at klageren ikke kan henvises til at tage ophold i sit hjemområde. Nævnet bemærker, at det ved IFA-vurderingen er afgørende, om det pågældende IFA er relevant i det konkrete tilfælde, og om det er rimeligt at forvente, at klageren tager ophold et andet sted i hjemlandet, jf. UNHCR’s Håndbog om procedurer og kriterier for fastlæggelse af flygtningestatus, jf. pkt. 91. Ved afgørelsen af ovenstående bør der foretages en objektiv vurdering af, hvorvidt en del af hjemlandet kan udgøre et IFA. I vurderingen må de forhold, der førte til klagerens flugt fra hjemlandet, tages i betragtning, men det skal også tages i betragtning, om den del af hjemlandet, der kan antages at fungere som et IFA, udgør et meningsfuldt alternativ for fremtiden, herunder om området er vedvarende stabilt og sikkert, jf. UNHCR’s Guidelines on International Protection: ”Internal Flight or Relocation Alternative” within the Context of Article 1 A (2) of the 1951 Convention and/or 1967 Protocol relating to the Status of Refugees af 23. juli 2003. Endvidere skal klagerens personlige forhold indgå i den konkrete vurdering af, om klageren kan henvises til et bestemt område og dér leve et efter hjemlandets forhold relativt normalt liv uden for store besværligheder (”undue hardship”). Det fremhæves i de ovennævnte guidelines fra UNHCR, at alder, køn, helbredstilstand, familiemæssig situation, etnisk, kulturel eller religiøs gruppe, politisk eller social tilknytning til det pågældende område, sprog, uddannelse og profession samt tidligere forfølgelse og deraf følgende psykologiske problemer skal indgå i vurderingen. Disse forhold skal anskues kumulativt, jf. UNHCR’s håndbog, pkt. 53. Bevisbyrden for, at der foreligger et internt flugtalternativ, påhviler asylmyndighederne. Flygtningenævnet lægger efter baggrundsoplysningerne til grund, at Talebans magtposition i Afghanistan nu – i forhold til det tidspunkt, hvor klageren blev meddelt opholdstilladelse – i hvert fald ikke er svækket, jf. herved blandt andet UNHCR’s guidelines vedrørende Afghanistan udsendt den 29. august 2018. For så vidt angår klagerens individuelle konflikt bemærker nævnet, at der ikke foreligger oplysninger, der støtter, at Taleban ikke længere interesserer sig for klageren. Nævnet bemærker herved tillige, at klageren ikke kan anses som en ganske uprofileret person. Nævnet finder herefter efter en samlet vurdering, at der ikke foreligger sådanne ændrede forhold, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1, at det vil være relevant at henvise ansøgeren til at tage ophold i et andet sted i Afghanistan. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsen afgørelse af [vinteren] 2018 således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” Afghanistan/2018/8/TBP
Nævnet meddelte i februar 2018 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er afghansk statsborger, etnisk hazara og shia muslim fra [en landsby i] Ghazni, Afghanistan. Ansøgeren har uddelt politisk materiale for præsidentkandidaten Dr. Abdullah Abdullah og har bistået i forbindelse med valghandlingerne i 2014. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter Taleban, idet Taleban ønsker at slå ansøgeren ihjel. Ansøgeren har oplyst, at han på sin farbrors foranledning har uddelt politisk materiale til støtte for præsidentkandidaten Dr. Abdullah Abdullah i forbindelse med præsidentvalget i Afghanistan i 2014. Omkring en måned forud for valget uddelte ansøgeren og ansøgerens fætter [M] løbesedler, ophængte plakater og malede slogans i sin hjemby i […]. Befolkningen i hjembyen er hazaraer. Ansøgeren hjalp endvidere sammen med sin fætter til på et valgsted i hjembyen både ved valget den 5. april 2014, og ved omvalget den 16. maj 2014. Omkring 20 til 30 dage efter omvalget blev [M] taget til fange af Taleban, mens han sad i en bus på vej til Kabul for at besøge familie der. Et par dage senere blev fætterens mishandlede lig fundet af en chauffør ved en vej tæt på landsbyen Qarabagh. Ansøgeren forsatte med at gå i skole, og der skete ikke umiddelbart noget med ham. Kort tid efter sendte Taleban imidlertid et trusselsbrev til befolkningen i [landsbyen]. Brevet blev som det var sædvane omdelt af buschaufførerne. I brevet stod der, at dem, der havde deltaget i arbejdet med valget, ville blive slået ihjel, hvis de blev fanget af Taleban. Ansøgerens far blev selv taget til fange af Taleban, fordi han havde bragt brød ud til soldaterne på politistationen ved [en anden landsby]. Ansøgerens far blev på den baggrund af Taleban beskyldt for at samarbejde med myndighederne. Taleban slog faren meget. Ansøgerens far blev løsladt om aftenen samme dag, som han var blevet tilbageholdt. På baggrund af Talebans trusler besluttede ansøgerens far, at det var nødvendigt, at ansøgeren flygtede. Ansøgeren har videre oplyst, at han i Danmark er konverteret til kristendommen. Ansøgeren begyndte at gå i kirke med [R], en anden asylansøger, da han blev flyttet til voksenasylcenteret i [en by i Danmark]. Ansøgeren føler, at han konverterede [i vinteren 2016/2017], hvor han begyndte at komme i [en kirke] regelmæssigt og deltog i undervisning. Ansøgeren blev døbt i den lokale folkekirke [i vinteren 2017/2018], efter at have deltaget i et længerevarende dåbsforløb. Der er under sagen fremlagt erklæringer fra sognepræst [T], der bekræfter ansøgerens oplysninger om ansøgerens deltagelse i de kirkelige aktiviteter og den undervisning ansøgeren har modtaget forud for dåben. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om sit oprindelige asylmotiv til grund, idet forklaringen har fremstået detaljeret og selvoplevet. På grundlag af ansøgerens forklaring, der støttes af de foreliggende baggrundsoplysninger vedrørende valgets forløb, finder nævnet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han har udført de beskrevne opgaver i forbindelse med valget i 2014, og at ansøgerens far på grundlag af Talebans ageren efter valget besluttede, at ansøgeren måtte flygte. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han på grund af, at han bistod i forbindelse med begge valghandlinger, vil risikere at blive udsat for overgreb fra Talebans side, såfremt han i dag måtte vende tilbage til hjemområdet, men nævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at ansøgeren kan anses for profileret i forhold til Taleban på en sådan måde, at ansøgeren risikerer overgreb, såfremt han tager ophold andetsteds i hjemlandet. Spørgsmålet er herefter, om ansøgeren kan henvises til at tage ophold i et andet område i Afghanistan end sit hjemområde i Ghazni. Ansøgeren er en enlig, ung mand, der må anses for arbejdsduelig. og det vil derfor efter nævnets opfattelse, uanset at ansøgeren er hazara, være muligt for ham at tage ophold i Kabul, Herat eller Mazar-e-Sharif uden risiko for overgreb fra Taleban. Ansøgeren har forklaret sammenhængende og troværdigt om baggrunden for sin konversion og sine kirkelige aktiviteter. Nævnet har herved lagt vægt på ansøgerens oplysninger om baggrunden for den opståede interesse for kristendommen, undervisningsforløbet, dåbsforløbet og engagementet i kirkelige aktiviteter gennem en længere periode, hvilke oplysninger støttes af skrivelserne fra sognepræst [T]. Nævnet har endvidere lagt vægt på ansøgernes fremtræden under nævnsbehandlingen. Ansøgeren har givet udtryk for en oprigtig tro, som han ikke finder at kunne eller ville skjule, såfremt han måtte vende tilbage til hjemlandet. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at ansøgerens konversion til kristendommen må anses for at være reel, og at ansøgeren som følge heraf risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, ved en tilbagevenden til Afghanistan. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” afgh/2018/63/mme
Nævnet meddelte i juli 2018 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren, der er 32 år gammel, er etnisk pashtun og sunni-muslim fra Kabul, Afghanistan. Han er født i landsbyen […] i Paktia provinsen, hvor han boede til han var omkring 10 år. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter Taliban, navnlig fordi han har været ansat i det afghanske […]sministerium. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han arbejdede i 4 år først som portvagt og senere bodyguard, og lejlighedsvis chauffør, for den daværende […]- og senere […]sminister, [navn på minister], der var særdeles fjendtligt indstillet over for Taliban. Ansøgeren fungerede også som bodyguard for ministerens familiemedlemmer. Ansøgeren boede i et hus tæt ved ministerens bolig. Han frygter, at Taliban mener, at han via sit arbejde har fået kendskab til vigtige oplysninger om ministerens vaner og opholdssteder samt oplysninger om ministerens familie og venner. Taliban vil derfor være interesseret i at kidnappe ham og afpresse ham for at få oplysningerne. Ansøgeren har videre forklaret, at hans bror [A], der transporterede varer for amerikanerne, i 2015 blev tilbageholdt af Taliban, mens han var på besøg i [ansøgerens landsby], hvor deres lillebror [B] og mor fortsat bor. Taliban, der har stor indflydelse i landsbyen, brækkede [A]s hånd, inden denne efter en uges tid blev løsladt mod en slags kaution fra det Taliban-venlige ældreråd i landsbyen. Taliban krævede af [A], at denne tilsluttede sig Taliban, der fortalte [A], at de var klar over, at ansøgeren arbejdede i […]sministeriet. Taliban viste i den forbindelse [A] et foto af ansøgeren, hvor han var i militæruniform og bar et våben. Fotografiet var tydeligvis taget ved hans arbejdsplads. [A] fik videre at vide, at Taliban krævede, at ansøgeren skulle ophøre med sit arbejde og i stedet arbejde for Taliban, samt at Taliban nok skulle fange ansøgeren, hvis ikke han kom. Taliban oplyste i den forbindelse, at de vidste, hvor ansøgeren boede. Straks efter løsladelsen udrejste [A]. Ansøgeren begyndte at arrangere sin udrejse, og udrejste 20 dage efter [A]s løsladelse. Ansøgeren har efter sin udrejse senest talt med [B] for ca. 8 måneder siden. [B] oplyste da, at Taliban havde spurgt efter ansøgeren i landsbyen. Ansøgeren ved ikke, om Taliban også har spurgt efter ham i Kabul efter udrejsen. Ansøgeren har tilføjet, at han for mange år siden tilfældigt blev ramt af en bombe, hvilket førte til, at han siden har haft hukommelses- og koncentrationsproblemer. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet i det væsentlige at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund, og at ansøgeren derefter i tilstrækkeligt omfang har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for at blive udsat for overgreb af Taliban, som myndighederne ikke kan antages at ville kunne beskytte ham imod. Herefter, og da ansøgeren ikke opfylder betingelserne for at få asyl efter flygtningekonventionen, meddeler Flygtningenævnet opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Afgh/ 2018/523/DH
Nævnet stadfæstede i april 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Ansøgeren er mindreårig. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunnimuslim fra landsbyen […], […] distriktet, Nangahar provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive tvangsrekrutteret af Taliban eller slået ihjel af dem. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at han frygter ISIL. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hans far arbejdede for amerikanerne. Ansøgeren har endvidere henvist til, at Taliban ofte kom til ansøgerens landsby for at hente unge drenge, som de tog med sig. Taliban havde kontrollen i ansøgerens område. Taliban opsøgte ansøgerens bopæl adskillige gange, hvor de spurgte ansøgerens mor efter den ældste eller næstældste søn i familien. Taliban forlod stedet, når ansøgerens mor fortalte, at der ingen var på bopælen. På et tidspunkt inden ansøgerens udrejse af Afghanistan angreb Taliban ansøgerens skole. Ansøgeren flygtede og gemte sig. Han vendte herefter hjem til sin bopæl, hvorefter han udrejste af Afghanistan. I [foråret] 2017 blev ansøgeren oplyst, at hans far var blevet dræbt, idet en fremmed mand besvarede ansøgerens opkald, da ansøgeren ringede til sin far. Flygtningenævnet tiltræder, at ansøgeren er tilstrækkelig moden til at gennemgå asylsagsbehandlingen, selvom han er født i 2003. Flygtningenævnet lægger vægt på, at ansøgeren under nævnsmødet har besvaret de stillede spørgsmål på relevant og sammenhængende måde, som viser, at ansøgeren har forstået spørgsmålene. Nævnet finder endvidere, at ansøgeren har været i stand til at forklare om sit asylmotiv og sin baggrund. Ansøgeren har på tidspunktet for nævnets afgørelse en verserende klage i Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afslag på ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 3, nr. 1. For så vidt angår denne klage, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke kan meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 3, nr. 1. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren er tilstrækkeligt moden til at gennemgå en asylsagsbehandling, hvorfor ansøgeren allerede af den grund ikke kan meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 3, nr. 1. Spørgsmålet er herefter, om ansøgerens kan meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet kan lægge dele af ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, herunder at ansøgeren har en frygt for Taliban og ISIL. Nævnet kan derimod ikke lægge til grund at ansøgeren er konkret og individuelt efterstræbt af Taliban eller ISIL. Flygtningenævnet kan således ikke lægge til grund, at Taliban har henvendt sig til ansøgerens mor på familiens bopæl. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende herom. Adspurgt, om Taliban havde talt med ansøgerens mor, forklarede ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen [i sommeren] 2016, at det vidste han ikke, men at han vidste, at Taliban henvendte sig til folk derhjemme også. Til asylsamtalen [i begyndelsen af] 2018 forklarede ansøgeren, at Taliban bankede på porten til ansøgerens families bopæl, og at moderen lukkede op og talte med Taliban, der sagde, at hun skulle aflevere ansøgeren eller den næstældste søn til dem. Ansøgeren forklarede videre, at han var i skjul på bopælen, og at moren fortalte ansøgeren om Talibans henvendelse samme dag, som de skulle have opsøgt bopælen. For nævnet har ansøgeren forklaret, at Taliban opsøgte familiens bopæl flere gange. Flygtningenævnet er ved vurderingen af ansøgerens forklaring opmærksom på ansøgerens alder, og at der som følge heraf ikke skal stilles samme krav ved vurderingen af forklaringen som ved en voksens forklaring. Nævnet er endvidere opmærksom på, at ansøgeren har forklaret, at han forklarede, som han gjorde til oplysnings- og motivsamtalen, fordi han ikke så morens samtale med egne øjne og først fik det fortalt, da moren kom ind i huset. Flygtningenævnet finder imidlertid, at dette ikke kan føre til en anden vurdering, idet der er tale om en omstændighed af helt central betydning for ansøgerens asylmotiv, som det må forventes, at ansøgeren – uanset sin alder – vil fortælle om i oplysnings- og motivsamtalen. Nævnet lægger endvidere vægt på, at ansøgeren har forklaret afglidende på spørgsmål om, hvor lang tid truslerne fra Taliban stod på, inden han forlod sin familie. Efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at Taliban vil tvangsrekruttere ham. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren har forklaret, at han ikke har talt med Taliban, og at det ikke kan lægges til grund, at Taliban har opsøgt ansøgerens familie. Det beror alene på ansøgerens egen formodning, at Taliban ønsker at tvangsrekruttere ham. Det forhold, at Taliban har angrebet ansøgerens skole, kan ikke føre til et andet resultat. Nævnet lægger herved vægt på, at angrebene ikke har været rettet mod ansøgeren. Flygtningenævnet finder heller ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han skulle være efterstræbt af Taliban som følge af ansøgerens fars arbejde for amerikanerne. Nævnet lægger herved vægt på, at det som anført ikke kan lægges til grund, at Taliban har opsøgt familien, ligesom nævnet lægger vægt på, at ansøgerens far, så længe ansøgeren husker, arbejdede for amerikanerne, uden at det har haft konsekvenser. Flygtningenævnet er opmærksom på, at ansøgeren har forklaret, at han har fået oplyst af en fremmed, der tog farens telefon, at faren var død, men nævnet finder ikke, at der er oplyst omstændigheder, der sandsynliggør, at faren skulle være død som følge af en konkret individuel konflikt med Taliban. Det beror således alene på ansøgerens egen formodning, at det skulle forholde sig således. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han som følge af sin fars død skulle være profileret i forhold til Taliban eller andre og dermed efterstræbt af disse og som følge heraf være i risiko for asylbegrundende overgreb, jf. udlændingelovens § 7. For så vidt angår ansøgerens frygt for ISIL, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han i øvrigt er risiko for asylbegrundende overgreb af ISIL. Nævnet lægger vægt på, at ansøgeren ikke mødt personer med tilknytning af ISIL, og at han ikke har oplevet konflikter med ISIL. Det beror således alene på ansøgerens egen formodning, at han skulle være efterstræbt af [ISIL]. Endelig finder Flygtningenævnet, at den generelle sikkerhedsmæssige situation i Afghanistan, herunder risikoen for at blive tvangsrekrutteret, ifølge de foreliggende baggrundsoplysninger ikke kan føre til, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren ikke er blevet kontaktet af Taliban eller ISIL. På denne baggrund finder nævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgning omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelser.” Afgh/2018/378/HHU
Nævnet meddelte i december 2018 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tajik og sunnimuslim fra landsbyen […] Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban, fordi han ikke adlød deres ordrer og udførte det arbejde, som de ville have ham til. Ansøgeren har også henvist til, at han frygter, at Taliban vil efterstræbe ham på grund af hans svigerfars uoverensstemmelser med dem. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at hans mor er skrædder, og at han på et tidspunkt blev opsøgt af fire til fem talebanere på sin bopæl. Talebanerne sagde, at kommandanten ville tale med ham, hvorefter ansøgeren blev ført ind i en bil og kørt hen til et hus, hvor han blev placeret i et værelse. Cirka 20 minutter senere kom fire til fem talebanere ind i værelset og begyndte at slå og sparke ansøgeren. Herefter kom kommandanten, der blev kaldt [A], ind i værelset. Kommandanten sagde til ansøgeren, at han var en forræder, som samarbejdede med de vantro, og at han derfor skulle sy uniformer og veste for Taliban. Ansøgeren var bange, og han indvilgede derfor. Derefter blev ansøgeren løsladt. Ansøgeren fik dog at vide, at Taliban ville kontakte ham igen, ligesom han fik at vide, at de ville slå både ham og hans familie ihjel, hvis han kontaktede myndighederne. Ansøgeren tog hjem, hvor han fortalte sin mor, hvad der var sket. Herefter tog ansøgeren og hans mor til Herat, hvor hans morbror boede. Ansøgeren overnattede hos sin morbror og udrejste af Afghanistan den følgende morgen. Flertallet af Flygtningenævnets medlemmer finder at kunne lægge ansøgerens forklaring om hans konflikt med Taliban til grund. Flertallet lægger således til grund, at ansøgeren i Afghanistan blev søgt hvervet af Taliban til i sin egenskab af skrædder til at sy afghanske myndighedsuniformer, at ansøger under tilbageholdelsen blev udsat for overgreb, og at han accepterede at samarbejde, hvorefter han flygtede. Flertallet lægger vægt på, at ansøgeren har forklaret konsistent om de konkrete omstændigheder, og at forklaringen fremstår troværdig. Flertallet finder på den baggrund, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved tilbagevenden til sit hjemområde risikerer, at Taliban vil udsætte ham for asylbegrundende overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder ikke, at der er grundlag for at meddelle ansøgeren asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Spørgsmålet er herefter, om ansøgeren kan tage ophold andre steder i Afghanistan. Efter en samlet vurdering af ansøgerens helbredsproblemer finder flertallet, at det ikke er rimeligt at henvise ansøgeren til som internt flugtalternativ at tage ophold andre steder i Afghanistan. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” afgh/2018/376/thv
Nævnet meddelte i december 2018 opholdstilladelse (B-status) til et ægtepar samt et barn fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske hazaraer og shia-muslimer fra [landsby], Daikundi, Afghanistan. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at han vil blive slået ihjel, og at hans familie vil blive tortureret af Taliban, idet ansøgeren frivilligt arbejdede ved politiet med at tilse og hjælpe ofre for Taliban. Den mandlige ansøger frygter endvidere visse ukendte personer fra Taliban, der var skyld i, at ansøgeren og hans familie var nødt til at opholde sig i Iran indtil 1382 eller 1383 (2003 eller 2004). Den kvindelige ansøger har henvist til den mandlige ansøgers asylmotiv. Den kvindelige ansøger frygter endvidere, at hun vil blive anholdt og misbrugt af Taliban grundet ægtefællens konflikt. Den mandlige ansøger har til støtte for asylmotivet oplyst, at han og familien flygtede til Iran, da Najibullahs regering faldt. Årsagen til flugten var, at ansøgerens far og bror havde arbejdet for regeringen og derfor var i fare for sanktioner fra Taliban. Ansøgeren opholdt sig i Iran indtil begyndelsen af sommeren 1382 eller 1383 ([sommeren] 2003 eller [sommeren] 2004), hvor ansøgeren rejste alene tilbage til Afghanistan. Ansøgeren tog et uofficielt kursus i sundhedsbehandling i Kabul, hvor han befandt sig i to år. Herefter rejste han til Iran igen, hvor han opholdt sig i to år. I denne periode blev ansøgerne gift. Seks måneder efter vielsen rejste ansøgerne tilbage til [landsbyen] i Afghanistan, hvor han i efteråret 1392 (efteråret 2013) begyndte at arbejde som sygehjælper ved en politistation. Ansøgeren arbejdede ved siden af som svejser. I den sidste måned af 1392 ([foråret] 2014), kom en ukendt person til ansøgerens arbejdsplads og sagde til ham, at dem der ”hjalp”, ligesom ansøgeren, skulle slås ihjel. Anden trussel kom i 1393, tre til fire måneder efter nytår ([sommeren] 2014), hvor ansøgeren også blev opsøgt på sin arbejdsplads af en ukendt person, der spurgte om ansøgeren ”lavede sjov med dem”. Ansøgeren har ikke fået yderligere trusler. I den sidste måned af 1393 ([foråret] 2015) blev ansøgerens morbror skudt, da han var på vej hjem fra arbejde. Ansøgeren formoder, at gerningsmændene var de samme fjender, som ansøgeren havde. Ti eller femten dage efter at ansøgerens morbror blev slået ihjel, var ansøgeren på vej til Kabul i bil sammen med nogle venner. På vejen blev de stoppet af Taliban. En af ansøgerens venner blev i den forbindelse slået ihjel. Ansøgeren og hans andre venner blev af Taliban taget med til et hus. Næste dag kom fire eller fem personer og fortalte, at han og vennerne skulle transportere kasser gennem bjergene. Hver tiende eller femtende dag skulle de bære kasser fra et område til et andet. I mellemtiden sad de fanget. Dette stod på i seks måneder. En aften opstod der en konflikt i området, hvorunder det lykkedes ansøgeren at flygte. Da ansøgeren efter flugten ankom til sin bopæl, fik han at vide, at hans farbrors søn var blevet slået ihjel. Ansøgeren opholdt sig herefter seks dage i Kabul, hvorefter han udrejste. Fem dage inden den mandlige ansøger blev kidnappet af Taliban, fik han et trusselsbrev, hvori der stod, at han skulle stoppe sit arbejde, da han ellers ville blive slået ihjel. Den kvindelige ansøger har til støtte for asylmotivet oplyst, at hun omkring seks måneder efter den mandlige ansøgers kidnapning blev opsøgt af tre ukendte personer på bopælen. De ville vide, hvor den mandlige ansøger opholdt sig. De ville overfalde den kvindelige ansøger, men hendes naboer kom til og dræbte dem. I en rapport af [en nærmere angiven dato i foråret] 2017 fra […] Kommune om behandlingsindsats for flygtningefamilier med traumer fremgår det, at familiebehandler […] og behandlingspsykolog […] siden [en nærmere angiven dato i begyndelsen af] 2017 har gennemført familiebehandling for ansøgerens søn og ansøgerne, og at behandlingen fortsat var pågående og kunne forventes afsluttet [i sommeren] 2017. Baggrunden for behandlingen var en underretning fra ansøgernes asylcenter. Det fremgår af rapporten, at familien gennem psykoedukation har erhvervet sig redskaber til at håndtere de vedvarende symptomer på traumer hos begge forældre, mest udtalt for den mandlige ansøger. Det er i forløbet gennem selvrapportering fremgået, at den mandlige ansøger har betydelige symptomer på traumer i form af søvnløshed, flashbacks, fysiske smerter i skuldre og nakke samt under fødder, hukommelsesproblemer og koncentrationsbesvær. Det er den behandlende psykologs vurdering, at den mandlige ansøger er mærket af de traumatiske begivenheder, han har været udsat for i hjemlandet på en måde, der betyder, at han henfalder i absencer og delvis handlingslammelse pga. traumatiske tilbagevendende erindringer. Amnesty Internationals Lægegruppe har [en nærmere angiven dato i sommeren] 2018 udfærdiget rapport om torturundersøgelse af den mandlige ansøger foretaget [en nærmere angiven dato i sommeren] 2018. Det fremgår af rapporten blandt andet, at den mandlige ansøger fra [foråret] 2015 og ca. 6 måneder frem var tilfangetaget og udsat for tortur. I forbindelse med tilfangetagelsen blev den mandlige ansøger og de andre passagerer i den bil, der blev stoppet, med knytnæveslag og spark gennet op i Talibans ladvogn. Den mandlige ansøger parerede et slag fra et gevær og pådrog sig et snitsår i venstre overarm fra en bajonet. De tilfangetagne blev med bind for øjnene og bagbundne anbragt i et fugtigt rum uden møbler eller vinduer, hvor de opholdt sig ca. en måned. Den mandlige ansøger gør dog herved opmærksom på, at han har mistet tidsfornemmelsen. De fik vand og gammelt brød en gang om dagen og måtte forrette deres nødtørft på det gulv, hvor de sad. Dagen efter ankomsten blev den mandlige ansøger udsat for usystematiske slag og spark overalt på kroppen. Han blev holdt stående af en af tilfangetagerne, mens flere andre slog og sparkede ham. Han blev blandt andet sparket i venstre side af hovedet, så to tænder fortil i venstre side af undermunden knækkede. Han blev også sparket i højre side af brystkassen, hvorved han mener, at et ribben blev trykket eller brækket. Herudover blev han hyppigt klemt om sine kønsdele, til han besvimede, ligesom han blev brændt med cigaretter på armene. Han blev udsat for tortur 1-2 gange dagligt og gled herunder ud og ind af bevidsthed. Endvidere blev han og de andre fanger 1-2 gange om måneden tvunget til at transportere trækasser i bjergene til fods under ledsagelse af bevæbnede vagter. De fanger, der ikke kunne holde til arbejdet længere, blev henrettet for øjnene af de andre fanger. Den mandlige ansøger blev tvunget til at se to af sine venner få skåret halsen over. Han blev truet med, at Taliban ville henrette hans familie og herunder slå hans søn ihjel. Det lykkedes den mandlige ansøger at flygte under en skudveksling i forbindelse med en transport, og han fik et dybt inficeret sår ved højre tommelfinger efter en skade, som han pådrog sig på vej ned ad bjerget. Efter at være kommet tilbage til familien var den mandlige ansøger i en tilstand af chok og alarm, følte sig svimmel og desorienteret. Han havde svært ved at sove og havde mareridt og flashbacks. Ved undersøgelsen beskrev den mandlige ansøger sine aktuelle symptomer blandt andet som smerter i højre side af brystkassen, en pressende/trykkende fornemmelse i venstre side af hovedet, smerter fra de beskadigede tænder, en brummende lyd for højre øre, som kommer og går ledsaget af svimmelhed og nedsat orienteringssans, smerter i højre fod, lænderyg og lår, og smerter og stivhed samt nedsat følesans i højre tommelfinger. Han har ifølge rapporten endvidere i ekstrem grad tilbagevendende tanker og erindringer om tilfangetagelsen og torturen og i ekstrem grad undvigende adfærd over for aktiviteter, tanker og følelser, der kan minde ham om det. Han har i udtalt grad flashbacks og mareridt og søvnbesvær i høj grad. Han har i udtalt grad koncentrations- og hukommelsesbesvær. Han oplever sig ude af stand til at mærke følelser og har en høj grad af isolationstendens. Af konklusionen fremgår det blandt andet, at de beskrevne symptomer er velkendte psykiske følger af tortur. Den beskrevne tortur og den fundne fysiske skader heraf findes at være i god overensstemmelse. På de foreliggende konkluderes der at være god overensstemmelse mellem den beskrevne tortur og de fysiske og psykiske fund ved undersøgelsen. Flygtningenævnets flertal kan i det væsentlige lægge ansøgernes forklaring om den mandlige ansøgers konflikt med Taliban til grund. Flygtningenævnets flertal har herved lagt vægt på, at ansøgerne under samtalerne hos Udlændingestyrelsen har forklaret konsistent og samstemmende om den mandlige ansøgers arbejde som paramediciner tilknyttet det lokale politi, hvor han ydede bistand med behandling af personer, som blev såret i blandt andet kampe med Taliban. Ansøgerne har endvidere forklaret konsistent og samstemmende om, at den mandlige ansøger i løbet af første halvår af 2014 blev opsøgt et par gange af nogle personer, som truede ham for at få ham til at stoppe med at hjælpe. De har videre forklaret, at han herefter på et tidspunkt i foråret 2015 blev kidnappet og tilbageholdt i 6 måneder af Taliban, at han i den periode blev tvunget til at bære trækasser for Taliban gennem bjergene, og at det lykkedes ham at flygte under en skudveksling i forbindelse med transport af trækasser. Flygtningenævnets flertal har endvidere lagt vægt på oplysningerne i rapporterne fra […] Kommune om den mandlige ansøgers symptomer på traumer og rapporten fra Amnesty Internationals Lægegruppe om den mandlige ansøgers oplevelser af tortur under tilbageholdelsen hos Taliban og hans reaktioner herpå. Flygtningenævnets flertal bemærker, at oplysningerne om den mandlige ansøgers reaktioner på den behandling, han blev udsat for i forbindelse med tilbageholdelsen hos Taliban, giver en plausibel forklaring på, hvorfor han ikke tidligere er kommet med nærmere oplysninger herom, herunder i sit asylskema. Dette støttes tillige af, at den kvindelige ansøger under sine samtaler har fremhævet, at den mandlige ansøger ikke brød sig om at tale om episoden og ikke kunne lide at fortælle om, hvad han blev udsat for under tilbageholdelsen. Flygtningenævnets flertal har endvidere lagt vægt på, at der ikke foreligger en særskilt og fuldstændig oversættelse af den mandlige ansøgers asylskema, på trods af den vægt, Udlændingestyrelsen har tillagt dette i sin afgørelse. De divergenser, der fremgår af ansøgernes forklaringer omkring tidspunkterne for morbrorens død samt de nærmere omstændigheder vedrørende dødsfaldene for de venner, der var med i bilen ved tilbageholdelsen, kan dog på baggrund af sagens øvrige oplysninger ikke føre til at tilsidesætte ansøgernes forklaringer, idet der herved er taget hensyn til princippet om ”Benefit of the doubt” i forhold til den mandlige ansøger. Flygtningenævnets flertal finder på den baggrund efter en samlet vurdering, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i konkret, individuel risiko for asylbegrundende forfølgelse på grund af den mandlige ansøgers konflikt med Taliban. Nævnet finder, at den mandlige ansøger efter hændelsesforløbet må anses for at have fået en sådan grad af profilering i forhold til Taliban, at det ikke vil være relevant eller efter omstændighederne rimeligt at henvise ham, ægtefællen og deres medfølgende barn til at tage ophold et andet sted i Afghanistan. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgerne og deres medfølgende barn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” [afgh/2018/375/JABP]
Nævnet stadfæstede i december 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk afghaner og sunnimuslim fra Charqhalaye Wazirrabad, Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han arbejdede som chaufør for tre udenlandske firmaer. Ansøgeren arbejdede i firmaerne [A], [B] og [C] fra omkring 2007 til 2013. I 2013, tre til fire dage efter sit bryllup, var ansøgeren på arbejde hos [C]. En mand ved navn [D] fik i den forbindelse øje på ansøgeren. [D] sad fast i trafikken sammen med en anden mand ved navn [E]. Et par dage senere dukkede [D] op på ansøgerens families bopæl for at tale med ansøgerens far. [D] dukkede også op dagen efter. Faren fortalte ansøgeren, at [E] var medlem af Taliban. [E] havde fortalt [D], at ansøgeren skulle hjælpe Taliban med at placere sprængstof i en bil eller i en kampvogn. [D] havde fortalt [E], at ansøgeren ikke længere arbejdede på militærbasen, og at ansøgeren ikke kunne hjælpe dem. Dette var [E] ikke tilfreds med. Ansøgeren blev tre til fire dage efter ringet op af sin mor, som ville have, at ansøgeren skulle komme hjem. Moderen sagde, at tre mænd havde opsøgt bopælen. Mændene slog ansøgerens far og spurgte efter ansøgeren. Efter denne episode sagde ansøgeren sit job op hos [C] og tog hjem til sin faster. Ansøgeren flygtede et par dage senere til et andet område i Kabul sammen med sine forældre og søskende. Tre til fire dage senere var ansøgeren på vej hjem fra arbejde sammen med faren, da han så, at to personer holdt øje med dem. Ansøgeren fortalte dette til sin far. Ansøgeren og faren tog hurtigt hjem. Ansøgeren skiftede tøj og tog et tørklæde for mund og hals, så han ikke kunne genkendes. Ansøgeren tog herefter igen over til sin faster. Dagen efter kom ansøgerens mor og søskende hjem til fasteren. Moderen fortalte, at Taliban havde opsøgt deres bopæl samme nat, og at de havde kidnappet faren. Ansøgerens fasters mand forsøgte i de efterfølgende dage at få løsladt faren uden held. Moderen sagde til ansøgeren, at han skulle forlade Afghanistan. Ansøgeren udrejste herefter til Danmark. Flygtningenævnets flertal kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sin konflikt med Taliban i Afghanistan til grund. Flygtningenævnets flertal har herved lagt vægt på, at ansøgerens generelle troværdighed fremstår som svækket af, at ansøgeren for nævnet har forklaret, at han som led i sin ansøgning om visum til Danmark [forår] 2014 afgav forkerte oplysninger, herunder om at han ikke havde arbejdet for internationale NGO’er eller udenlandske firmaer i Afghanistan. Ansøgerens forklaring er endvidere til dels divergerende og fremstår på visse punkter som usammenhængende og påfaldende. Ansøgeren har forklaret divergerende om, hvordan hans relation var til den person ved navn [D], der ifølge ansøgeren skulle have opsøgt ansøgerens far for at formidle et budskab fra personens nabo om, at ansøgeren skulle hjælpe Taliban ved at placere en taske med sprængstof på en udenlandsk militærbase eller i et køretøj fra militærbasen. Ansøgeren har således under samtalen hos Udlændingestyrelsen [vinter] 2015 forklaret, at [D] er hans bedstefars fætter. Ansøgeren har under samtalen [forår] 2016 forklaret, at [D] er hans fars fasters søn. Under samtalen [forår] 2017 har ansøgeren forklaret, at [D] er hans fars fætter, men at det ikke er en rigtig fætter. De er ikke reelt i familie, men tilhører samme klan. For nævnet har ansøgeren forklaret, at [D] er hans fars farbrors søn og ikke anses som en del af familien, men bliver kaldt onkel i respekt. Det fremstår endvidere uden sammenhæng med ansøgerens fars samtale med [D], at ansøgerens familie tre til fire dage efter [D’s] andet besøg herefter skulle være blevet opsøgt af tre politimænd på bopælen i Kabul for at få oplyst ansøgerens opholdssted. Ansøgeren havde på dette tidspunkt ikke en konflikt med de afghanske myndigheder, og der var ingen grund til, at politiet skulle opsøge ansøgerens bopæl. Det fremstår heller ikke konsistent, at der – som hævdet af ansøgeren – skulle være tale om talebanere forklædt som afghansk politi eller politifolk med forbindelse til Taliban, idet Taliban på dette tidspunkt udmærket vidste, hvor ansøgeren arbejdede og derfor uden vanskelighed kunne have fundet frem til ansøgeren uden at true ansøgerens familie til at oplyse hans opholdssted. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende og til dels usammenhængende om den episode, hvor han efter ophøret med at arbejde i Logar skulle være blevet forfulgt af to personer i Kabul sammen med sin far. Under samtalen [vinter] 2015 har ansøgeren forklaret, at han kom hjem fra arbejde og bemærkede to personer, der fulgte efter dem og så, hvor de boede. Ansøgeren blev derfor kørt hjem til sin faster af sin far. Under samtalen [forår] 2016 har ansøgeren forklaret, at han blev opmærksom på de to personer, da han steg ud af en taxa på en taxaholdeplads sammen med sin far, idet de holdt øje med dem og kom hen imod dem. Ansøgeren og faren begyndte at gå hjemad, men gik tilbage til stedet, de kom fra, for at købe frugt, hvor ansøgeren så personerne ved frugthandleren. De to personer stoppede for at tale sammen, gik en anden vej og forsvandt. Ansøgeren tog derefter hjem med sin far, skiftede tøj og vendte tilbage til taxaholdepladsen sammen med sin far, hvor ansøgeren forlod faren og tog over til sin faster. Ansøgeren så ikke sin far herefter. For nævnet har ansøgeren forklaret, at de to personer dukkede op ved et busstoppested, og at han og faren ikke gik tilbage for at købe frugt, men gik ind i den sidste forretning, der lå på vejen hjem. Det fremstår i den forbindelse i øvrigt påfaldende, at der pludselig skulle dukke to personer op for at holde øje med ansøgeren på en taxaholdeplads eller busstoppested, hvor ansøgeren ved et tilfælde netop den dag færdedes sammen med sin far i Kabul efter flytningen til en ny adresse i en anden bydel 25 til 30 minutters kørsel fra den tidligere adresse. Det fremstår endvidere bemærkelsesværdigt, at ansøgerens far efter at være blevet udsat for fysiske overgreb og have skiftet bopæl på grund af frygt for ansøgerens sikkerhed skulle have taget ansøgeren med på arbejde på det pågældende tidspunkt på grund af ansøgerens psykiske tilstand henset til risikoen for, at det derved kunne blive afsløret, at ansøgeren fortsat opholdt sig i Afghanistan og ikke var udrejst til Pakistan. Det forekommer endelig bemærkelsesværdigt, at ansøgeren havde arbejdet for forskellige udenlandske firmaer i Kabul som chauffør gennem en længere årrække uden problemer, inden han pludselig i sommeren 2013 - umiddelbart efter sit bryllup med en kvinde med opholdstilladelse i Danmark – skulle have fået problemer med Taliban i Logar. Flygtningenævnets flertal har herudover tillagt det en vis vægt, at ansøgeren ikke søgte om asyl før to måneder efter, han ankom til Danmark, og at det fremstår påfaldende, at han ikke talte med sin kone om sine problemer med Taliban på et langt tidligere tidspunkt end en måned før, hans visum udløb. Den generelle situation i Afghanistan er ikke af en karakter, så enhver som følge af sin blotte tilstedeværelse vil være i reel risiko for overgreb og forfølgelse i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Flygtningenævnets flertal finder på den baggrund efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i aktuel risiko for konkret, individuel forfølgelse eller for at blive udsat for dødsstraf, tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, og stk. 2, er derfor ikke opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2018/374/GJEY
Nævnet stadfæstede i december 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk usbeker og sunni muslim fra [A], Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive dræbt af en mand ved navn [B]. Ansøgeren har videre henvist til, at han derudover frygter at blive dræbt af befolkningen i det område, hvor han boede. Ansøgeren har til støtte for sit asyl motiv oplyst, at han i 2008 tog tilbage til Afghanistan efter, han havde opholdt sig i Iran siden 2001 eller 2002. Omkring en uge til ti dage efter ansøgeren vendte tilbage til Afghanistan, blev han opsøgt på sin bopæl af kommandant [Cs] soldater, som forlangte penge af ham. Tre dage efter denne episode blev ansøgeren opsøgt af soldaterne igen. De tog ham med til [Cs] opholdssted. [C] sagde til ansøgeren, at han skulle parere ordrer, og han udstyrede ansøgeren med et våben. Den følgende dag blev ansøgeren sendt ud for at indsamle penge til [C]. Ansøgeren skulle gå rundt sammen med nogle andre. De skulle banke på folks døre og bede dem om penge. Hvis folk ikke ville betale, skulle de slå dem. Ansøgeren var med ude at indkræve penge omkring tre gange om ugen i de cirka 3-3,5 måneder, han var tilbage i Afghanistan. Da ansøgeren havde arbejdet for [C] i en måned var han sammen med nogle andre personer ude at indkræve penge fra en mand. Manden ville ikke betale, og [C] beordrede ansøgeren og de andre personer til at slå manden. Ansøgeren slog manden med skaftet af sit gevær. De forlod manden i bevidstløs tilstand, og efterfølgende hørte ansøgeren, at manden var død af sine kvæstelser. En dag fik ansøgeren og nogle andre personer ordre til at indkræve penge fra en handelsmand ved navn [B]. [B] ville ikke betale, hvilket de fortalte [C]. Derefter tog [C] ansøgeren og nogle andre hen til [B], som fortsat ikke ville betale. De begyndte derefter, efter ordre, at slå [B]. De efterlod [B] liggende på jorden i bevidstløs tilstand. Ansøgeren hørte efterfølgende, at [B] havde forbindelser i Kabul, som ville sørge for at give [B] våben, så han kunne anholde ansøgeren og de andre, som havde slået ham. Ansøgeren udrejste af Afghanistan to-tre uger efter denne episode. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om, at han i 2008 blev tvunget af [B] til at samle penge ind for ham, at han opsøgte folk sammen med flere andre personer og i den forbindelse i to tilfælde efter ordre fra [B] anvendte vold overfor folk, der ikke ville betale. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at ansøgerens konflikt med [B] og hans folk og [Bs] kontakter i regringen samt hans frygt for lokalbefolkningen i anledning af hans opkrævning af penge er asylbegrundende i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Nævnet har herved lagt vægt på, at konflikten daterer sig tilbage til 2008, og at ansøgerens familie ikke er blevet opsøgt af [Bs] folk siden 2008. Ansøgerens konflikt findes således ikke at have den fornødne aktualitet til at kunne begrunde asyl. Nævnet har herved også lagt vægt på, at ansøgeren må antages at være helt uprofileret i forhold til magthaverne i Afghanistan, og at ansøgerens frygt for lokalbefolkningen beror på hans egen formodning. Flygtningenævnet finder efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke, at den generelle sikkerhedssituation i Afghanistan på grund af tilfældig, generaliseret vold har antaget en så alvorlig og ekstrem karakter, at en udsendelse vil være en krænkelse af den europæiske menneskerettighedskonventions artikel 3. Sammenfattende finder nævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i reel og konkret risiko for forfølgelse om fattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster med denne begrundelse Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh 2018/373/snd
Nævnet stadfæstede i december 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt et barn fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske tajikker og sunni-muslimer af trosretning fra Kabul, Afghanistan. Ansøgerne har ikke været medlemmer af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter den kvindelige ansøgers familie og den mand, som den kvindelige ansøger var lovet bort til. Ansøgerne har til støtte herfor oplyst, at de mødte hinanden i den forretning, som den mandlige ansøgers familie ejede. Den kvindelige ansøger handlede ofte i forretningen sammen med sin mor. Efter nogen tid tog den mandlige ansøgers mor hen til den kvindelige ansøgers familie for at fri på vegne af den mandlige ansøger, men familien afslog frieriet. Omkring tre måneder før ansøgernes udrejse henvendte moren sig på ny hos den kvindelige ansøgers familie for at fri og modtog afslag. Den mandlige ansøger havde dog ikke noget kendskab til denne anden henvendelse fra moren til den kvindelige ansøgers familie. Efter denne henvendelse begyndte den kvindelige ansøger at komme mere alene i forretningen, hvor hun indfandt sig ugentligt eller månedligt. Ved disse besøg i forretningen talte ansøgerne sammen f.eks. om deres familier og holdt også i hånd. Inden for den sidste måned inden udrejsen henvendte den kvindelige ansøger sig i forretningen og fortalte, at hendes far havde tabt hende i kortspil til en fremmed mand. Den mandlige ansøger bad hende om at give ham et par dage. Han tog herefter 300.000 afghani fra sin fars opsparing Da den kvindelige ansøger kom tilbage efter nogle dage, en lørdag, tog ansøgerne en taxa til busterminalen og videre til [første by], hvor de opholdt sig i et par dage. Herfra tog ansøgerne videre til [anden by], der lå omtrent 13 timers kørsel fra ansøgernes bopæl, og hvor de troede, at de ville kunne bo i sikkerhed. Under opholdet i [anden by], hvor ansøgerne opholdt sig i 9 eller 10 dage, modtog den mandlige ansøger imidlertid opkald fra sin ven, der blandt andet fortalte, at den mandlige ansøger var blevet meldt til politiet. Ansøgerne udrejste herefter af Afghanistan. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaringer om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgerne først under forklaringen for Flygtningenævnet har oplyst, at den mandlige ansøgers mor to gange henvendte sig til den kvindelige ansøgers familie for at fri på vegne af den mandlige ansøger. Der er således ikke af ansøgerne hverken under forklaringerne for Udlændingestyrelsen eller til samtalen med deres advokat kort for nævnsmødet oplyst om mere end ét frieri. Herudover bemærkes, at ansøgerne i forbindelse deres tidligere forklaringer under asylsagens behandling om ét frieri har afgivet indbyrdes divergerende forklaringer om tidspunktet for frieriet, som står centralt i det beskrevne forløb, blandt andet fordi den kvindelige ansøger angiveligt begyndte at komme alene i forretningen efter dette. Nævnet finder herudover, at det af ansøgerne beskrevne begivenhedsforløb på flere, centrale punkter fremstår usandsynligt. Det findes således henset til baggrundsoplysningerne blandt andet usandsynligt, at den kvindelige ansøger fik bevægelsesfrihed til på egen hånd at gå alene til forretningen, hvor hun kunne tale og holde i hånd med den mandlige ansøger. Dette findes navnlig usandsynligt i betragtning af, at frieriet på vegne af den mandlige ansøger var blevet afslået, i hvilken forbindelse den kvindelige ansøgers mor ophørte med at handle i forretningen og af, at den kvindelige ansøger var blevet tabt i kortspil til en anden mand. Det findes endvidere usandsynligt, at ansøgerne med deres relativt begrænsede kendskab til hinanden ville risikere at flygte som beskrevet med midler, som den mandlige ansøger tog fra sin far. Det bemærkes herved, at den kvindelige ansøger ifølge sin forklaring for nævnet altid var hjemme og udførte husligt arbejde, ikke gik i skole eller besøgte venner. Hun har således ikke kunnet redegøre for, hvordan hun fik den tanke, at hun – der var vokset op i den kultur, at hendes forældre afgjorde hendes giftermål – pludselig selv ville bestemme, hvem hun skulle giftes med, ud over at hun har forklaret, at hun var glad for den mandlige ansøger. Flygtningenævnet finder derfor, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, ikke er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2018/372/CABV
Nævnet stadfæstede i december 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og muslim af religiøs trosretning fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive tortureret og slået ihjel af Taliban, som har truet ham på livet. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans far fire til fem måneder forud for ansøgerens udrejse fik et arbejde i Jalalabad hos et firma, der hovedsageligt samarbejdede med udenlandske militærstyrker. Ansøgerens far fik i denne forbindelse sammen med nogle forretningspartnere en kontrakt vedrørende import af brændstof til udenlandske styrker. Da ansøgerens familie flyttede til Jalalabad, begyndte ansøgerens far at blive telefonisk kontaktet af Taliban, som truede med, at de ville slå ham og hans familie ihjel, hvis de ikke modtog 100.000 amerikanske dollars. Omkring en måned efter kørte ansøgeren med sin far til Kabul, da de undervejs blev stoppet af talebanere. Ansøgeren og hans far fik bind øjnene, og deres hænder blev bundet, hvorefter de blev tvunget ind i ansøgerens fars bil. De blev kørt til et ukendt hus, hvor de blev udsat for vold af Taliban. Talebanerne ville have ansøgerens far til at betale det opkrævede beløb og beskyldte ham for at arbejde for amerikanere. Ansøgerens far fortalte dem, at han havde to forretningspartnere, hvorfor han ikke selv kunne fremskaffe pengene. Ansøgerens far skrev et brev til sine forretningspartnere, som ansøgeren skulle aflevere, mens Taliban tilbageholdt hans far. Da ansøgeren kom hjem, fortalte han sin mor, hvad der var sket. De opsøgte herefter ansøgerens fars forretningspartnere, som oplyste, at de ville hjælpe med at få ansøgerens far løsladt. 10 til 15 dage efter blev liget af ansøgerens far fundet ved moskéen i Jalalabad. Ved farens lig lå et brev fra Taliban, hvori der stod, at idet ansøgeren ikke havde overholdt aftalen og havde taget kontakt til myndighederne, ville de slå ansøgeren og hans familie ihjel. Ansøgeren tog herefter ophold hos sin morbror i Kabul i omkring en måned, hvorefter han udrejste af Afghanistan i juni/juli 2015. Ansøgerens mor har efter ansøgerens udrejse modtaget to trusselsbreve, efter hun var rejst tilbage til sin hjemby. I brevene bliver ansøgeren blandt andet beskyldt for at støtte det afghanske politi, idet han i 2014 deltog i nogle reklamefilm for politiet. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring om ansøgerens fars konflikt med Taliban fremstår som utroværdig og konstrueret med henblik på at opnå opholdstilladelse i Danmark, og nævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring herom til grund. Flygtningenævnet lægger vægt på, at ansøgerens forklaring om, at den oliekontrakt, som faren angiveligt skulle have sammen med to forretningspartnere, og som skulle have medført, at faren blev slået ihjel, og at ansøgeren og familien blev truet af Taliban, grundlæggende fremstår utroværdig. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren ikke har kunnet oplyse, hvordan faren fik oliekontrakten, eller hvem kontrakten blev indgået med. Ansøgeren har heller ikke kunnet oplyse navnene på farens forretningspartnere – ud over at en måske hed [A], selv om han var til stede under afhøringen, hvor faren fortalte Taliban om forretningspartnerne, og selv om forretningspartnerne angiveligt blev anmodet om at hjælpe, efter at ansøgeren var løsladt af Taliban. Nævnet lægger videre vægt på, at ansøgeren ikke har kunnet oplyse om, hvor lang tid, der gik fra han overhørte samtalen mellem sine forældre om, at faren telefonisk var kontaktet og truet til, at ansøgeren kørte med faren til Kabul. Ved vurderingen lægger nævnet vægt på ansøgerens alder på det pågældende tidspunkt, og på at faren havde bedt ansøgeren om at ledsage sig til Kabul. Flygtningenævnet lægger videre vægt på, at ansøgeren har forklaret usammenhængende om forløbet, hvor Taliban skulle have afhørt faren. Ansøgeren forklarede således til asylsamtalen, at Taliban sagde til faren, at han kunne ringe til sine forretningspartnere, og at faren sagde, at han ikke vidste, om der var problemer med forretningspartnernes telefoner. Dernæst forklarede ansøgeren, at faren prøvede at ringe til sine forretningspartnere, men at Taliban ikke gav ham lov, inden ansøgeren til sidst forklarede, at der kom en leder og sagde, at de skulle blive ved med at slå faren, indtil faren selv ringede til sine forretningspartnere. For nævnet har ansøgeren forklaret, at faren ikke måtte ringe til sine forretningspartere for Taliban, da telefonsamtalen kunne blive sporet. Flygtningenævnet er opmærksom på, at ansøgeren ikke blev foreholdt de modstridende oplysninger i asylsamtalen, men ansøgeren fik referatet oversat og havde ikke bemærkninger hertil. Flygtningenævnet lægger endvidere vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende på en række punkter. Ansøgeren har således forklaret divergerende om, hvorvidt de to personer, der stoppede ansøgeren og faren, var maskerede. Til asylsamtalen forklarede ansøgeren, at personerne var maskerede. For nævnet har ansøgeren forklaret, at kun den ene af personerne var maskeret. Videre har ansøgeren forklaret divergerende om, hvor lang tid der gik fra, at ansøgeren og faren blev tilbageholdt til, at ansøgerens fars lig blev afleveret ved moskéen. For nævnet har ansøgeren forklaret, at der gik 4 dage, mens ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen og asylsamtalen forklarede henholdsvis, at der gik 10 dage og 10-15 dage. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvor længe han opholdt sig i Kabul inden udrejsen af Afghanistan. Til oplysnings- og motivsamtalen forklarede ansøgeren, at han opholdt sig i Kabul i 15 dage, mens han til asylsamtalen oplyste, at han opholdt sig i Kabul en måned. For nævnet har ansøgeren forklaret, at han opholdt sig i Kabul i 15-30 dage. Flygtningenævnet lægger yderligere vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvad faren arbejdede med. For nævnet har ansøgeren forklaret, at faren arbejdede for et firma, der solgte bl.a. brandstof til udenlandske militærenheder. Til asylsamtalen blev ansøgeren anmodet om at fortælle alt, hvad han vidste om farens arbejde i Jalalabad, og ansøgeren forklarede, at faren fik en oliekontrakt med udlændinge. Ansøgeren forklarede videre, at faren var selvstændig og importerede varer fra Kina og Iran – mest tøj, men også skrivemateriale. Foreholdt divergensen forklarede ansøgeren for nævnet, at faren tidligere havde været selvstændig. Nævnet finder imidlertid henset til den sammenhæng, som ansøgeren forklarede i under asylsamtalen, at ansøgerens forklaring for nævnet er udbyggende og utroværdig. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren er fremkommet med rimelige forklaringer på divergenserne. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren har fået oversat referaterne efter samtalerne og ikke er fremkommet med bemærkninger vedrørende divergenserne. Flygtningenævnet finder det i øvrigt bemærkelsesværdigt, at ansøgeren ikke læste Talibans brev til farens forretningspartnere henset til brevets betydning, og at ansøgerens mor ikke kunne læse. Nævnet er opmærksom på, at ansøgeren for nævnet har forklaret, at han ikke læste så godt dengang. Det skal imidlertid sammenholdes med, at ansøgeren, der har gået i skole i ni år, har forklaret for nævnet, at han selv har skrevet nogle af de sange, han har optrådt med, ligesom han har udfyldt et ansøgningsskema. Det kan ikke føre til en anden vurdering, at ansøgeren foreholdt sin forklaring om, at han skrev sange, forklarede, at det var en digter, der skrev sangene. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren i 2014 iklædt en politiuniform har optrådt i en reklamefilm for de afghanske myndigheder, og at han i 2013 optrådte i et underholdningsshow på en landsdækkende afghansk tv-kanal, hvor han blandt andet fortalte en vittighed og sang en sang. Ansøgeren har forklaret, at disse optrædener ikke gav anledning til problemer inden udrejsen. Nævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han som følge af sine optrædener er blevet profileret i forhold til Taliban, og at han som følge af sine optrædener er i risiko for asylbegrundende forfølgelse ved en tilbagevenden til Afghanistan. Nævnet lægger herved vægt på, at optrædenerne ikke gav anledning til problemer for ansøgeren inden udrejsen. Den omstændighed, at ansøgeren har fremlagt to trusselsbreve, som angiveligt skulle være afleveret til ansøgerens mor i 2017, kan ikke føre til en anden vurdering. Nævnet lægger i den forbindelse vægt på, at brevene fremstår som frembragt til lejligheden og på, at ansøgerens forklaring om, hvordan brevet fra onklen med trusselsbrevene nåede frem til ham, fremstår utroværdig. Nævnet lægger videre vægt på, at ansøgerens forklaring for nævnet om, at han godt vidste, at brevet fra onklen var på vej, fremstår udbyggende og utroværdig. Nævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han er i fare for asylbegrundende forfølgelse som følge af sin optræden på tv. Flygtningenævnet finder i øvrigt, at det svækker ansøgerens generelle troværdighed, at han har forklaret, at han var 15 år, da han i 2013 optrådte i underholdningsshowet på afghansk tv-kanal. Flygtningenævnet, som har set et filmklip med ansøgerens optræden, lægger herved vægt på, at ansøgeren klart fremstår som voksen og optræder i en voksen kontekst, og at ansøgeren har forklaret, at han ikke var ledsaget til showet af sine forældre eller familie. Afslutningsvist skal det bemærkes, at de generelle forhold i Afghanistan, herunder den sikkerhedsmæssige situation i landet, ikke kan føre til, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse i Danmark. På denne baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i en risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2018/371/JEA
Nævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia muslim fra [A], Ghazni-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har boet i Quetta, Pakistan, siden han var syv år gammel. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at han vil blive slået ihjel af Taliban eller af nogle andre pasthtunere, som har slået hans far ihjel. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter, at hans mosters ægtefælle vil slå ham ihjel. Endelig frygter ansøgeren, at han i Afghanistan vil være alene og uden netværk. Ansøgeren har til støtte for sine asylmotiver oplyst, at han var syv år, da hans far en dag blev såret i en væbnet kamp mod Taliban. Kort herefter flygtede ansøgeren og hans familie til Quetta, Pakistan. Da ansøgeren var omkring 12 år døde hans mormor, og ansøgerens far tog tilbage til [A], Afghanistan, for at deltage i begravelsen. Det var ansøgerens mosters mand, der pressede ansøgerens far til at komme tilbage til Afghanistan og deltage i begravelsen. Ansøgerens far kom aldrig tilbage til Pakistan. Da ansøgeren var omkring 15, år fik han at vide, at nogle personer havde talt med ansøgerens venner, og at personerne fire gange havde opsøgt ansøgerens bopæl, mens ansøgeren ikke var hjemme. Da ansøgerens mor blev bekendt hermed, blev hun utryg, hvorefter hun besluttede, at ansøgeren skulle udrejse af landet. I [vinteren] 2016 udrejste ansøgeren af Pakistan. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Indledningsvis bemærkes, at ansøgeren har oplyst og fastholdt, at han forlod Afghanistan som syvårig og ikke senere har opholdt sig i landet. Ansøgeren har dog selv fremlagt et afghansk identitetsdokument, tazkera, der er dateret i 2014, og som indeholder et billede af ansøgeren, der på billedet tydeligt er over syv år gammel. Ansøgeren har, skønt han gentagne gange blev foreholdt dette ved fremmøde i Flygtningenævnet, ikke kunnet give nogen troværdig forklaring på dette forhold. Flygtningenævnet bemærker, at det må lægges til grund, at det ikke er muligt at få udstedt et tazkera af de afghanske myndigheder uden at man opholder sig i landet. Det af ansøgerens advokat anførte om, at billedet løbende kan være blevet udskiftet, kan henset til dateringen i 2014 ikke tillægges betydning. Vedrørende ansøgerens oplysninger om, at personer muligt fra Taliban har opsøgt ham i Quetta, bemærker Flygtningenævnet, at det er usandsynligt, at to personer blot ved at spørge efter ham skulle kunne finde frem til ham i en by med over en million indbyggere, herunder efter det oplyste flere hundrede tusinde hazaraer. Endvidere bemærker Flygtningenævnet, at det såvel i advokatens indlæg til mødet i dag som af ansøgerens forklaring i nævnsmødet fremgår, at disse personer har spurgt efter ham fire gange. Det fremgår imidlertid af oplysnings- og motivsamtalen side 14n til 15ø og af asylsamtalens side 7 n, at der har været tale om to henvendelser. Ved oplysnings- og motivsamtalen forklarede asylansøgeren intet om konflikter med sin familie i Afghanistan. Ved asylsamtalen oplyste han imidlertid, at han mistænkte sin onkel for at stå bag farens mulige død. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet herefter i det hele at måtte tilsidesætte ansøgerens forklaring. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at det kan lægges til grund, at ansøgeren ved tilbagevenden til Afghanistan vil være i fare for asylbegrundende forfølgelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2018/369/LINB
Nævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim af trosretning, født i Oruzgan-provinsen i Afghanistan. Da ansøgeren var to år gammel, flyttede familien til Iran. Efterfølgende flyttede ansøgeren til Herat i Afghanistan, hvor han boede i to år indtil sin udrejse. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt være politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af sin fars fjender, som både består af etniske pashtunere og talibanere. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans far var en kendt kommandant for Hezbeh Wahdat, at han havde flere tusinde mænd under sin kommando og kæmpede imod Taliban og forskellige grupper af pashtunere i Afghanistan. Krigen i Afghanistan var årsag til, at ansøgeren sammen med din familie flygtede til Iran, da ansøgeren var to år gammel. Faren var fortsat aktiv for Hezbeh Wahdat, og han havde tre afghanske pas, som han brugte i forbindelse med sine rejser tilbage til Afghanistan, når han skulle kæmpe for partiet. To år forud for ansøgerens udrejse af Afghanistan, tog ansøgeren sammen med sin søster og mor ophold i byen Herat. Faren forblev i Iran, idet han ikke ville udsætte familien for fare. Farens ven og partifælle, [A], boede også i Herat. [A] besøgte ansøgerens familie og sørgede for, at familien ikke manglede noget under farens fravær. Omkring halvanden måned forud for ansøgerens seneste udrejse af Afghanistan, blev [A] slået ihjel af ukendte personer. [A] var en højtstående person i Hezbeh Wahdat, som arbejdede under ansøgerens far og blandt andet rekrutterede og hvervede personer til partiet. [A]’s familie fortalte ansøgeren, at det var farens fjender, der havde slået [A] ihjel. Ansøgeren udrejste herefter af Afghanistan. Efter ansøgerens udrejse blev moren opsøgt i familiens bopæl i Herat, hvor en ukendt person efterspurgte ansøgerens far. Tre til fire dage senere blev ansøgerens mor på ny opsøgt af fire ukendte personer på bopælen. Moren nægtede igen at have kenskab til faren, hvorefter personerne slog og chikanerede ansøgerens mor og søster. Personerne kendte til farens familieliv og nævnte i den forbindelse morens, søsterens og ansøgerens navne. De ukendte personer havde også kenskab til, at faren arbejdede sammen med [A]. Moren og søsteren udrejste herefter af Afghanistan til Iran. Selv om Flygtningenævnet måtte lægge til grund, at ansøgerens fader har spillet en fremtrædende rolle som kommandant over mange mennesker, har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren har levet 2 år i Herat uden at blive opsøgt og uden at have haft andre problemer i den anledning. Ansøgeren har i sit asylansøgningsskema, til oplysnings- og motivsamtalen og til den første asylsamtale forklaret, at [A] blev slået ihjel ca. 1½ år før ansøgerens udrejse, mens han til første nævnsmøde og anden asylsamtale har forklaret, at drabet skete 1½ måned før hans udrejse, og at det var den begivenhed, der medførte hans udrejse. Det beror endvidere på ansøgerens egen formodning, at det var hans faders fjender, der dræbte [A]. Flygtningenævnet finder, at det forekommer usandsynligt, at ansøgerens moder og søster skulle være blevet opsøgt i Afghanistan af personer, der ledte efter ansøgerens fader, efter at moderen og søsteren havde boet i Afghanistan i ca. 3 år, også fordi ansøgerens far i mange år ikke har boet i landet, og fordi det skete lang tid efter drabet på [A]. Hertil kommer, at ansøgeren først under andet nævnsmøde udbyggende har forklaret, at de ukendte personer, der opsøgte moderen, ligeledes spurgte efter ansøgeren. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”afgh/2018/368/SME
Nævnet stadfæstede november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunnimuslim af trosretning fra Falud, Maidan Wardak-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter Taliban. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at ansøgerens to storbrødre ved navn [A] og [B]arbejdede for henholdsvis amerikanerne og politiet i Kabul. Brødrene kom cirka en gang om måneden hjem på besøg i landsbyen. Taliban havde opsøgt ansøgerens far og sagt, at [A] og [B]skulle stoppe deres arbejde for henholdsvis amerikanerne og politiet. Ansøgerens bror, [B], blev slået ihjel ved et selvmordsbombeangreb i Kabul. Efter en periode kom ansøgerens bror, [A], hjem på besøg i landsbyen, hvorefter [A] og ansøgerens far gik en tur. De blev angrebet af Taliban. Ansøgerens far afgik ved døden som følge af skud, og [A] blev ramt i benet. Beboerne i landsbyen bragte efterfølgende ansøgerens fars lig hjem til bopælen. Efterfølgende besluttede [A], at ansøgeren skulle udrejse af Afghanistan med det samme. Ansøgerens øvrige familie tog til Kabul med henblik på at få behandling til [A] og komme yderligere i sikkerhed. Flygtningenævnet vurderer, at ansøgeren nu er tilstrækkelig moden til at gennemgå asylsagsbehandlingen. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren generelt har svaret sammenhængende og relevant på de spørgsmål, der blev stillet i Flygtningenævnet og på en måde der viste, at han forstår, hvad asylbehandlingen går ud på. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at nævnet ved vurderingen af sagen, i overensstemmelse med pkt. 206-212 i UNHCR’s Håndbog om procedurer og kriterier for fastlæggelsen af flygtningestatus, har taget hensyn til, at ansøgeren er diagnosticeret med [sygdom]. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring til grund, men nævnet finder ikke, at det, som ansøgeren har forklaret om sin frygt for at være efterstræbt af Taliban, kan begrunde, at betingelserne for asyl er opfyldt, idet ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han er konkret og individuel forfulgt af Taliban eller andre. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren efter sin forklaring ikke har oplevet personlige konflikter med Taliban, herunder at han aldrig har modtaget trusler eller fået fortalt, at der har været fremsat trusler mod ham. Det forhold, at ansøgeren har forklaret, at man normalt følger i sine brødres fodspor, og at Taliban således vil tro, at ansøgeren også på et tidspunkt vil arbejde for myndighederne, eller at Taliban har en forventning om, at ansøgeren som pashtun vil hævne sig på sin families vegne, og at Taliban derfor vil have fat i ansøgeren, kan ikke føre til en ændret vurdering, da dette alene beror ansøgerens formodning. Nævnet bemærker hertil, at ansøgeren ikke er profileret, og at det end ikke er sandsynliggjort, at Taliban er bekendt med hans eksistens. Den generelle situation i Afghanistan er ikke af en karakter, så enhver som følge af sin blotte tilstedeværelse vil være i reel risiko for overgreb og forfølgelse i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Flygtningenævnet finder endvidere ikke, at der i sagen er holdepunkter for at antage, at ansøgeren skulle være i risiko for tvangsrekruttering. Nævnet finder således ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i konkret og individuelt risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2018/367/gjey
Nævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tajik og sunnimuslim af trosretning fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter kommandanten [A]. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at han frygter de afghanske myndigheder. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han frygter at blive slået ihjel af [A], idet ansøgeren er blevet beskyldt for at have voldtaget en af [As] ægtefæller. Ansøgeren har oplyst, at ansøgeren arbejdede som bodyguard ved [As] hjem, og at ansøgeren var tjener for [As] tre ægtefæller. En af [As] ægtefæller ved navn [C] ønskede at indlede et forhold til ansøgeren. [C] begrundede dette med, at hun ikke ønskede at være sammen med [A], idet han var til børn samt andre kvinder. Ansøgeren ønskede ikke at blive kærester med [C], idet ansøgeren vidste, at A var magtfuld. Endvidere var ansøgeren, ligesom [C], allerede gift. [C] ringede en dag til ansøgeren og sagde, at ansøgeren skulle komme hen til [C]. Da ansøgeren ankom til [Cs] værelse, begyndte [C] at omfavne ansøgeren. [C] var afklædt, og hun ønskede at have samleje med ansøgeren. Ansøgeren nægtede at indvilge i dette, hvorefter han tog hjem. [C] ringede herefter til ansøgeren og sagde, at det ikke ville gå ansøgeren godt fremadrettet. Senere samme aften ringede en anden af [As] ægtefæller ved navn [B] til ansøgeren. [B] sagde til ansøgeren, at hun ikke forventede, at ansøgeren ville krænke og voldtage [C]. Ansøgeren benægtede at have udsat [C] for det, som [B] beskyldte ham for. [B] opfordrede ansøgeren til at flygte fra Afghanistan, idet [C] havde fortalt om det angivelige hændte forløb til [A], og at en af tjenestepigerne havde bevidnet dette. Ansøgeren tog herefter hjem til en ven ved navn [D], da ansøgeren ikke turde tage tilbage til sin bopæl. Ansøgerens ven boede i Arzan Qeemat-området i nærheden af Kabul, hvilket lå i en vis afstand fra [As] bopæl. Ansøgeren fik dagen efter at vide, at to af [As] sønner samt politiet havde opsøgt ansøgerens bopæl to gange, hvor de havde spurgt efter ansøgeren. Ansøgerens ægtefælle var på det pågældende tidspunkt hjemme på bopælen, og de sagde til ansøgerens ægtefælle, at ansøgeren skulle overgive sig til dem. Ansøgeren talte efterfølgende telefonisk med sin ægtefælle, hvorefter ansøgeren besluttede sig for at tage hjem til sin ægtefælle på bopælen med henblik på at fortælle hende, hvad der var sket. Mens ansøgeren var på vej hen til sin ægtefælle, opdagede ansøgeren, at en bil med tonede ruder, som havde relation til [A], kom kørende mod ansøgeren fra hans bopæl. Ansøgeren formåede herefter at undslippe. Ansøgeren tog herefter hjem til sin ven [D]. Ansøgeren besluttede sig for at udrejse af Afghanistan, og ansøgeren udrejste legalt af Afghanistan med pas – efter seks dages ophold hos [D] – efter at have fået visum. Ansøgeren frygter, som følge af beskyldningen om voldtægt, de afghanske myndigheder. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet den overordnet forekommer usandsynlig, tillært og utroværdig. Hertil kommer, at ansøgeren endvidere har forklaret divergerende om, hvorvidt As to bopæle lå ved siden af hinanden som forklaret til samtalen med Udlændingestyrelsen af [vinter] 2017 eller i en afstand af ti til 12 minutter i bil, som forklaret under nævnsmødet. Nævnet bemærker hertil, at denne divergens er af betydning i forhold til ansøgerens forklaring om sit arbejde. Ansøgerens forklaring om, at han ikke har sagt således til samtalen med Udlændingestyrelsen forekommer ikke overbevisende også henset til, at ansøgeren efterfølgende under bemærkninger til samtalen supplerende oplyste, at der var to lejligheder i [As] hus, men ikke rettede oplysningen om, at de to bopæle lå ved siden af hinanden. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at episoden med [C] forekommer usandsynlig. Nævnet finder, at det har formodningen imod sig, at [C], der efter ansøgerens forklaring var gift med den meget indflydelsesrige [A], skulle spørge ansøgeren, der arbejdede som hendes tjener og bodyguard, om de skulle være kærester. Nævnet finder videre, at det forekommer utroværdigt, at [C] – efter at ansøgeren flere gange havde afslået hendes tilbud – pludselig skulle klæde sig helt af og omfavne ansøgeren bagfra. Det forekommer heller ikke troværdigt, at [C] skulle have fortalt sin ægtefælle, at ansøgeren havde voldtaget hende, henset til de alvorlige æresrelaterede konsekvenser, dette måtte antages at kunne få for hende selv. Nævnet finder endvidere, at det forekommer påfaldende, at ansøgeren ikke på dagen for den angivelige episode, hvor han tog direkte hen til en ven, ikke fortalte sin ægtefælle, hvad der var sket. Nævnet bemærker herved, at ansøgeren til gensamtalen med Udlændingestyrelsen [forår] 2017 forklarede, at han valgte ikke at ringe til hende, fordi han var bange og i panik, mens han på mødet i Flygtningenævnet forklarede, at han ikke tog det så alvorligt, og at ægtefællen ikke undrede sig, hvis han ikke kom hjem. Nævnet har videre lagt vægt på, at det forekommer påfaldende, at ansøgeren turde tage hen til sin bopæl dagen efter, at den angivelige episode med [C] fandt sted, henset til, at han var bekendt med, at Mullahens sønner og politiet tidligere havde været på bopælen to gange. Ansøgerens forklaring om, at han havde en aftale med sin ægtefælle om at komme, og at han tog chancen, forekommer ikke overbevisende. Nævnet finder det tillige påfaldende, at ansøgeren turde at lade sin ægtefælle og deres syv børn blive hos svigerfaren henset til, at [As] søn ved den første henvendelse på ansøgerens bopæl havde sagt, at hvis ansøgeren ikke meldte sig, så ville de tage et af hans børn med, og at ansøgeren ikke selv turde at opholde sig her. Endelig finder nævnet, at det er påfaldende, at ansøgeren fik udstedt et pas cirka to måneder før, han udrejste, og at ansøgeren kunne få visum uden at være personligt til stede. Det forekommer endvidere usandsynligt, at ansøgeren kunne få stempel i pas og visum uden personligt at passere en kontrol og udrejse legalt af Afghanistan uden problemer også henset til, at han angiveligt var eftersøgt af myndighederne. Den generelle situation i Afghanistan er ikke af en karakter, så enhver som følge af sin blotte tilstedeværelse vil være i reel risiko for overgreb og forfølgelse i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Nævnet finder således ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2018/365/gjey
Nævnet meddelte i november 2018 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tadjik og sunnimuslim fra Kandahar, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv.Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter sine morbrødre, som har tilknytning til Taliban. Ansøgeren har videre henvist til de generelle forhold i Afghanistan. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at hans forældre døde, da han var omkring fire år gammel. Sammen med sin bror flyttede ansøgeren ind hos sin morbror, Mohebollah. Ansøgeren blev behandlet dårligt af sin morbror. Morbroren fik besøg af nogle mænd, som muligvis var talebanere. Da ansøgeren var omkring 10 år gammel, forsvandt hans bror. Ansøgeren flyttede kort tid herefter hjem til sin søster. Ansøgeren fik at vide, at hans anden morbror, Gholam Ali, var blevet dræbt. Et par år senere blev ansøgeren sendt til en koranskole i Pakistan. På skolen modtog de unge oplæring i jihad. På grund af sin unge alder modtog ansøgeren kun koranundervisning. Efter seks til syv måneder fik ansøgeren hjælp til at komme væk fra skolen. Ansøgeren opholdt sig hos en organisation Sach i tre til fire måneder, før han vendte tilbage til Afghanistan. I Afghanistan boede ansøgeren i omkring et år hos sin søster. Ansøgeren fik at vide af sin søster, at han ikke kunne blive i Afghanistan, da hans liv var i fare. Ansøgerens morbrødre ville gennem ansøgeren have fat i ansøgerens bror, som de mistænkte for at være medskyldig i drabet på morbroren Gholam Ali. Søsteren oplyste videre, at morbrødrene gerne ville have noget jord, som ansøgeren og dennes bror ejede. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder under hensyn til ansøgerens alder og forhold under sit ophold hos søsteren og svogeren, at ansøgeren i tilstrækkelig grad har sandsynliggjort, at han er i risiko i forhold til sine morbrødre, idet de må antages at søge at ramme [A] gennem ham. Nævnet bemærker herved, at ansøgerens frygt vel hviler på en række antagelser, men at søsterens og svogerens handlinger med dels at sende ansøgeren på skole i Pakistan og dels at sende ham ud af landet efter han vendte tilbage fra skoleopholdet, kan være udtryk for, at søsteren og svogeren frygtede for ansøgerens liv. At ansøgeren ikke selv er blevet opsøgt og ikke ved, om søsteren er blevet opsøgt, i den periode, hvor han boede hos søsteren og svogeren, kan også under hensyntagen til ansøgerens forklaring om sin adfærd under opholdet ikke tillægges afgørende betydning. Ansøgeren har således forklaret, at søsteren på hans forespørgsel ikke har villet fortælle ham nærmere om situationen. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren opfylder betingelserne for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2.” Afgh/2018/364/SEL
Nævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtuner og sunni-muslim fra landsbyen […] i Konar-provinsen i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban og sin fætter, der er medlem af Taliban. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at hans halvbror, [A], arbejdede for efterretningstjenesten, men at hverken ansøgeren eller andre familiemedlemmer kendte til ansættelsesforholdet. En dag bad [A] ansøgeren tage med på en gåtur. Ansøgeren indvilgede, og de kørte herefter i taxa til byen […], hvor de satte sig ind i en bil med tonede ruder og kørte til et område med grotter, som Taliban brugte. [A] gik ind i en grotte, mens ansøgeren ventede udenfor. Ansøgeren har oplyst, at han ikke vidste, hvad [A] lavede i grotten. Efter fem minutter vendte [A] tilbage, og de gik fra grotten. Idet de forlod området, så de, at der kom nogle talebanere gående mod dem. [A] sagde til ansøgeren, at han skulle gå et par skridt foran ham. [A] sagde også, at hvis talebanerne spurgte, hvad ansøgeren lavede i området, skulle han sige, at han havde drukket vand fra kilden, ligesom han skulle sige, at han ikke kendte [A], hvis han blev spurgt om det. Ansøgeren gik derfor foran [A], da talebanerne henvendte sig til ham og spurgte, hvad han lavede i området, og om han kendte [A]. Ansøgeren svarede i overensstemmelse med [A’s] instrukser. Herefter kropsvisiterede talebanerne både ansøgeren og [A]. [A] var i besiddelse af et kort, papirer og et kamera, som talebanerne fandt. Herefter gav de [A] bind for øjnene, bandt hans hænder og tog ham med. Derefter forlod ansøgeren området. På vej væk fra området, kiggede ansøgeren tilbage og fik øje på sin fætter […] blandt gruppen af talebanere længere oppe ad vejen. Da ansøgeren kom hjem, fortalte han sin far, hvad han havde oplevet. Faren ringede til sin bror og fortalte ham, at hans søn […] var en del af Taleban, og at det var brorens familie, der ville være ansvarlig, hvis der skete noget med [A]. Faren fortalte også, at han havde oplysningerne fra ansøgeren. Herefter tog ansøgeren hen til sin svigerfamilie. Samme aften opsøgte Taliban familiens bopæl og spurgte efter ansøgeren. I den forbindelse blev ansøgerens far slået ihjel. Næste dag ringede ansøgerens mor til svigerfamilien og fortalte, hvad der var sket. Herefter opholdt ansøgeren sig 2-3 dage på svigerfamiliens bopæl, inden han udrejste af Afghanistan. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund, idet ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende om, hvornår og hvorledes han fik kendskab til, at broren [A] arbejdede for efterretningstjenesten og var på en opgave den pågældende dag. Flygtningenævnet har herved blandt andet lagt vægt på, at ansøgeren under samtalerne med Udlændingestyrelsen har forklaret, at han på grund af talebanernes adfærd over for [A], da de blev antruffet på bjerget, den omstændighed, at [A] modsat ansøgeren blev taget til fange af Taliban, og den omstændighed, at ansøgeren og [A] var blevet kørt til bjergområdet i en bil med tonede ruder, havde sluttet sig til, at [A] arbejde for efterretningstjenesten. Under nævnsmødet har ansøgeren derimod forklaret, at der på det kort, som talebanerne fandt, da de visiterede [A], stod, at [A] arbejdede for efterretningstjenesten, og at ansøgeren hørte, at talebanerne efter at have læst, hvad der stod på kortet, drøftede dette indbyrdes. Flygtningenævnet finder i endvidere, at blandt andet ansøgerens forklaring om, at ansøgeren på bjerget opdagede, at ansøgerens fætter […] var en del af gruppen af talebanere, fremstår utroværdig og konstrueret til lejligheden. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren under nævnsmødet har forklaret, at afstanden mellem ansøgeren og fætteren var relativ kort, hvorfor fætteren i givet fald må antages også at ville have genkendt ansøgeren. Når dette sammenholdes med, at ansøgeren under nævnsmødet har forklaret, at ansøgeren, [A] og fætteren jævnligt gik i den samme moske, måtte fætteren i givet på bjerget have genkendt både ansøgeren og [A]. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2018/363/THV
Nævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tajik og sunni muslim fra [A], Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hans far arbejdede som oberst i efterretningstjenesten i Afghanistan, samt at hans mor arbejdede for en organisation. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at Taleban, som følge af hans forældres arbejde, bad ansøgeren om at tilslutte sig Taleban og deltage i hellig krig. Omkring [efteråret] 2015 blev ansøgeren opsøgt af to personer fra Taleban første gang. Han befandt sig i en butik ved moskeen, da personerne bad ham om at komme med dem, hvilket ansøgeren afviste. To til tre dage senere blev ansøgeren igen opsøgt af tre til fire personer fra taleban, mens han befandt sig på marken. De opfordrede ansøgeren til at tilslutte sig Taleban, deltage i hellig krig og bære våben mod myndighederne, hvilket ansøgeren afviste. Kort tid før ansøgerens udrejse fra Afghanistan bad en leder i taleban ved navn mullah [B] ansøgeren om at placere en bombe på ansøgerens fars motorcykel, hvilket ansøgeren blandt andet ville modtage penge for. Ansøgeren afslog igen henvendelsen og bad mullah [B] om at vente, hvorefter ansøgeren tog hjem. Ansøgerens farmor talte herefter med mullah [B]. Den følgende dag modtog ansøgeren et håndskrevet brev, som han ikke kunne læse. Han viste det til sin farbror, som herefter arrangerede ansøgerens udrejse. Ansøgeren udrejste af Afghanistan i [efteråret] 2015. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgeren på centrale punkter har forklaret divergerende og udbyggende, ligesom væsentlige dele af ansøgerens forklaring ikke fremstår sandsynlig og fremstår konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om sin mors arbejde. Til oplysnings- og motivsamtalen forklarede ansøgeren, at hans mor arbejdede for myndighederne, at hun havde kontorarbejde, og at hun have arbejdet for myndighederne i 19 år. Til asylsamtalen [i foråret] 2017 og gensamtalen den [i foråret] 2017 forklarede ansøgeren, at hans mor arbejdede for udlændinge i et firma, hvis navn han ikke husker. For Flygtningenævnet har ansøgeren fremlagt dokumenter, hvorefter hans mor er jordemor og vaccinatør. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om opsøgningerne fra Taliban, og hvor lang tid der var mellem opsøgningerne. Til oplysnings- og motivsamtalen oplyste ansøgeren, at han første gang blev opsøgt af 2 personer fra Taliban i en butik ved moskeen, at han anden gang blev opsøgt af 3-4 personer fra Taliban, da han befandt sig ude på marken, at han tredje gang blev kontaktet af Taliban, hvor han fik et brev, og derefter kom mullah [B] med en bombe, som han sagde, at ansøger skulle placere på hans fars motorcykel, og at det ikke var meningen, at de ville slå hans far ihjel, men blot sprænge motorcyklen i luften. Til asylsamtalen [fra foråret] 2017 har ansøgeren forklaret, at han første gang blev opsøgt af to fra Taliban, da han var tæt på moskeen, der ville have ham med, at han anden gang blev opsøgt af 3-4 personer, der ville have ham med, og at tredje gang kom mullah [B] selv, da ansøgeren befandt sig på familiens jord og havde en bombe med, som han sagde, at ansøgeren skulle lægge i sin fars motorcykel, ligesom han sagde, at Taliban ville begå jihad mod ansøgerens far og mor. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren oplyst, at han der var 2 dage mellem opsøgningerne. Til asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at der gik 2 dage mellem den første og anden opsøgning og en uge mellem anden og tredje opsøgning. For Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at der gik 15 dage mellem første og anden opsøgning og 20 dage mellem anden og tredje opsøgning. Flygtningenævnet har lagt vægt på, ansøgeren har forklaret divergerende om den angivelige bombe. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren oplyst, at den havde størrelse som et A4 ark, til asylsamtalen [i foråret] 2017 at den havde størrelse som en pakke Abeno servietpakke, og for Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at bomben lå i en pose, så han ikke så meget af den, men at den havde størrelse som en Iphone 8 plus. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at det ikke forekommer sandsynligt, at en leder fra Taliban skulle fremvise en bombe for ansøgeren med henblik på at få ansøgeren til at placere den på sin fars motorcykel henset til, at Taliban lod ansøgeren tage hjem, hvor han kunne tale med faderen, der var oberst i efterretningstjenesten, og således advare ham. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at det forekommer usandsynligt, at ansøgeren på intet tidspunkt, da han opholdt sig i Afghanistan, oplyste noget om truslerne fra Taliban til sin far, henset til, at han skulle placere en bombe på faderens motorcykel, og at Taliban havde truet med ville begå jihad mod ansøgerens far og mor og faderen arbejdede i efterretningstjenesten, ligesom det ikke forekommer sandsynligt, at ansøgeren valgte at forlade Afghanistan på baggrund af et brev, han ikke kendte indholdet af, og som han ikke havde fortalt sin far om, og at ansøgerens far ikke blev informeret inden ansøgeren udrejste. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2018/362/SND
Nævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk sayeed og shia muslim fra [A], Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive dræbt af Taliban. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han havde sit eget mekanikerværksted i landsbyen [B]. På et tidspunkt begyndte to personer at komme på værkstedet. Omkring fire måneder efter personerne opsøgte værkstedet første gang kom de igen. De ville have, at ansøgeren skulle reparere en bil, der befandt sig i landsbyen [C]. Ansøgeren sagde først, at han ikke havde tid. Da personerne kom igen om eftermiddagen, sagde ansøgeren, at de skulle komme igen den følgende dag. Herefter truede personerne ansøgeren med en pistol, og han fulgte med dem. Ansøgeren blev ført til et stort hus i [C], hvor han reparerede bilen. Derefter fik han besked på, at han ikke måtte forlade stedet. Ansøgeren fandt på dette tidspunkt ud af, at personerne i huset var fra Taliban. Ansøgeren blev tilbageholdt i huset i omkring en måned. Mens han befandt sig på stedet reparerede han Tabilans køretøjer. En aften, hvor der kun var én vagt i huset, flygtede ansøgeren. Han tog først til sin egen landsby og derefter til sin farbror i Ghazni. Ansøgeren fortalte sin farbror, hvad der var sket. Den følgende morgen henvendte ansøgeren sig til politikommandanten i Ghazni og fortalte, at han havde været tilbageholdt af Taliban. Kommandanten kunne ikke hjælpe, så den følgende morgen tog ansøgeren videre til Kabul. Han opholdt sig i Kabul i omkring fem måneder. I den periode startede han sit eget værksted, hvor han også sov om natten. En dag tog ansøgeren til Ghazni for at mødes med sin familie. På vejen dertil blev han stoppet af Taliban, der genkendte ham og tog ham med. Taliban førte ansøgeren til et nyt sted, hvor de slog ham og spurgte, hvorfor han var flygtet. Ansøgeren delte værelse med en mand ved navn [D]. På dette sted reparerede ansøgeren også Talibans køretøjer. Taliban ville desuden have ansøgeren til at placere en bombe i deres køretøjer, men dette nægtede ansøgeren. Han blev i den forbindelse hånet og udsat for vold. En nat, hvor der kun var to vagter fra Taliban på stedet flygtede ansøgeren og [D]. De flygtede først til [Ds] landsby. Den følgende morgen kontaktede ansøgeren sin familie, der arrangerede ansøgerens udrejse. Da ansøgeren opholdt sig i Iran kontaktede han sin far, der fortalte, at Taliban havde været på familiens bopæl og spørge efter ansøgeren. Der var udbrudt kamp, og Taliban havde i den forbindelse dræbt ansøgerens bror og truet med at slå ansøgerens familie ihjel, såfremt de ikke fandt ansøgeren. Herefter rejste ansøgerens familie til Pakistan, men har efterfølgende blandt andet taget ophold i Kabul. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring om, at han ved sin udrejse havde en konflikt med Taliban til grund. Ansøgeren er således isoleret set omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Der skal herefter tages stilling til, om ansøgeren kan henvises til at tage ophold et andet sted i Afghanistan. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgerens konflikt er lokal, og at ansøgeren ikke er særligt profileret i forhold til Taliban. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren er en yngre, rask mand i den arbejdsdygtige alder, og at ansøgeren forud for sin udrejse har boet i Kabul i 5 måneder, hvor han etablerede sit eget autoværksted, uden at blive opsøgt af Taliban, og at hans familie heller ikke blev opsøgt af Taliban i Kabul, da familien boede der. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren med rimelighed kan henvises til at tage ophold i Kabul. Den generelle sikkerhedssituation i Afghanistan er ikke af en sådan karakter, at enhver ved sin blotte tilstedeværelse risikerer overgreb omfattet af Menneskerettighedskonventionens artikel 3. UNHCR’s rapport af 30. august 2018, ”Guidelines for Asylumseekers from Afghanistan”, kan ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2018/361/SND
Nævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni muslim fra landsbyen […] i provinsen Nangahar, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter ISIL og Taliban, fordi de vil rekruttere ham eller slå ham ihjel. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at hans far blev dræbt af ISIL nogen tid før hans udrejse af Afghanistan. Hans mor har fortalt ham, at ISIL beskyldte ansøgerens far for at være spion for de afghanske myndigheder på grund af sin stilling som lærer. ISIL har flere gange opsøgt ham og andre landsbybeboere og bedt dem om at arbejde for gruppen. På et tidspunkt før ansøgerens udrejse af Afghanistan var ansøgeren oppe i bjergene for at hente træ, da han blev opsøgt af seks-syv personer fra ISIL. De bad ham om at bede en hel bøn, men da han var bange, lavede han fejl i bønnen, og han blev herefter slået af personerne fra ISIL, hvorefter de forlod stedet. Ved de forudgående opsøgninger af personer fra ISIL blev han fredeligt opfordret til at tilslutte sig ISIL. Han gik også til fredagsbøn i moskeen, fordi Taliban ønskede dette. Taliban henvendte sig til hele menigheden i moskeen, hvor der ved siden af de almindelige ritualer blev talt om jihad, og at man skulle bekæmpe de vantro. På et tidspunkt før hans udrejse af Afghanistan blev han opsøgt af Taliban, der bad ham samarbejde med dem. De truede ham og sagde, at hvis han ikke henvendte sig til dem straks, ville han blive slået ihjel. Ansøgeren blev i alt opsøgt af Taliban omkring fire gange, hvor truslerne blev intensiveret ved den seneste opsøgning. Ved sin fars begravelse svor ansøgeren, at han ville hævne sig over dem, der havde dræbt faren, og ansøgeren mener, at det er derfor, at ISIL har opsøgt ham. Taliban styrede ansøgerens landsby, og de krævede, at alle landsbybeboere skulle hjælpe dem. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet har ved vurderingen heraf taget hensyn til, at ansøgeren angiveligt er analfabet og at han under nævnsmødet har oplyst at have det psykisk dårligt. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om centrale forhold vedrørende sit asylmotiv, herunder blandt andet, hvorvidt ISIL også var til stede under fredagsbønnen i moskeen, om hvor mange gange han blev opsøgt af ISIL og hvornår, om hvorvidt han selv er blevet opsøgt af Taliban, om hvornår ansøgerens far blev dræbt og om baggrunden for, at han forlod Afghanistan, idet ansøgeren skiftevis har angivet ISIL og Taliban som årsagen til hans udrejse. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren under nævnsmødet har svaret afglidende og uklart på spørgsmålene, herunder om hvad ISIL konkret bad ham gøre. Flygtningenævnet tilsidesætter derfor ansøgerens forklaring om sine asylmotiver som værende konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet finder, at de generelle forhold i Afghanistan ikke er af en sådan karakter, at de i sig selv kan begrunde asyl. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2018/360/LMD
Nævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og muslim fra [en landsby], Baghlan, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af enten Taliban, en person ved navn [X] eller familien til en pige, som ansøgeren skulle transportere som led i sit arbejde som kriminaltekniker. Til støtte for sin frygt for Taliban har ansøgeren oplyst, at der blev foretaget en politiaktion mod Taliban i nærheden af ansøgerens bopæl, hvor et medlem af Taliban omkom. Umiddelbart efter angrebet blev ansøgeren ringet op af et medlem af Taliban, der beskyldte ansøgeren for at have angivet Taliban til politiet. Ansøgeren blev truet til at forlade sit job og tilslutte sig Taliban. [I foråret] 2014 modtog ansøgeren et trusselsbrev fra Taliban, der var underskrevet og stemplet. Ansøgeren gjorde herefter sin chef opmærksom på både trusselsopkald og trusselsbrev. Ansøgerens chef opfordrede ansøgeren til at fraflytte sin bopæl. Efter ansøgeren var flyttet, modtog ansøgeren fortsat trusselsopkald fra Taliban. Ansøgeren blev truet med, at Taliban ville slå ham ihjel, når de fandt ham. Til støtte for sin frygt for [X] har ansøgeren oplyst, at [Xs] søn, nevø og livvagt affyrede skud mod politiet til en bryllupsfest. Ansøgeren fik efterfølgende til opgave at transportere de anvendte våben til Kabul, hvor de undergik kriminaltekniske undersøgelser. Inden ansøgeren transporterede våbnene til Kabul blev han opsøgt af [X], der sagde, at han skulle sørge for at våbenundersøgelsen ikke ville inkriminere hans søn og nevø. Ansøgeren oplyste dette til sin chef og bad om at få følgeskab af en kollega under transporten. Transporten til og fra Kabul forløb uden problemer. Under retssagen mod [Xs] søn og nevø kom det frem, at ansøgeren havde transporteret våbnene til og fra Kabul, og at konklusionen på undersøgelsen viste, at det var våben tilhørende [Xs] søn og nevø, der blev affyret. [X] opsøgte herefter ansøgeren og truede ham på livet. Til støtte for sin frygt for familien til den pige, som ansøgeren transporterede, har ansøgeren oplyst, at han fik til opgave at transportere pigen til arresthuset i Baghlan. Pigens far og slægtninge gav udtryk for, at de ville køre med under transporten. Ansøgeren tilkendegav, at han ville efterkomme familiens ønske, men valgte i stedet at transportere pigen til Baghlan med en kvindelig kollega [i begyndelsen] 2015, idet ansøgeren frygtede, at pigens familie ville kidnappe pigen eller slå hende ihjel. Efterfølgende mødte pigens far og slægtninge op på ansøgerens arbejdsplads, hvor faren antastede ansøgeren og sagde, at han havde krænket familiens ære. De truede med at halshugge ansøgeren. [I foråret] 2015 da ansøgeren var på vej hjem fra arbejde, blev han opsøgt af nogle maskerede mænd. Ansøgeren vendte bilen og flygtede, imens de maskerede personer affyrede skud mod ansøgerens bil. Ansøgeren tog hjem til sin ven, hvor han boede, indtil hans bror opfordrede ham til at tage til Kabul, hvor han tog ophold hos sin brors ven [Y]. Ansøgeren var hos [Y] indtil sin udrejse af Afghanistan tre dage senere. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgeren på centrale punkter har forklaret divergerende og udbyggende, ligesom væsentlige dele af ansøgerens forklaring ikke fremstår sandsynlig og fremstår konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret forskelligt om sine konflikter i Afghanistan. I asylskemaet har ansøgeren oplyst, at han var efterstræbt af Taliban, Hezbe Islami og andre personer. Til samtaler med Udlændingestyrelsen har ansøgeren oplyst, at han frygter Taliban, [X] og faren til den kvindelige arrestant. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret forskelligt om trusselsopkaldene fra Taliban. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren oplyst, at det var Talibanlederen, [C], der telefonisk kontaktede ansøgeren. Til asylsamtalen oplyste ansøgeren, at han ikke vidste, hvem der ringede til ham. For Flygtningenævnet har ansøgeren oplyst, at han fik den første trussel fra [C], der var fra Hezbe Islami. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret forskelligt om, hvornår ansøgeren fortalte sin chef om truslen. Til asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at han ikke fortalte herom på sit arbejde, men først fortalte om det, da han også fik et trusselsbrev. For Flygtningenævnet har ansøgeren først forklaret, at han straks fortalte sin chef om trusselsopkaldet, hvorefter ansøgeren forklarede, at han først fortalte sin chef det, efter at han også havde modtaget et trusselsbrev. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret forskelligt om, hvor lang tid, der var mellem trusselsopkald og trusselsbrev. Til asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at der var ca. en måned imellem, og for Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at der var 2 dage imellem. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret forskelligt om sin konflikt med [X]. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren oplyst, at han blev anklaget for at have slået [Xs] livvagt ihjel. Til asylsamtalen oplyste ansøgeren, at hans konflikt med [X] skyldtes, at [X] ville have ansøgeren til at samarbejde og manipulere beviserne mod hans søn. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren for Flygtningenævnet har forklaret udbyggende om, at [X] havde forsøgt at bestikke ansøgeren med penge. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret forskelligt om, hvem der affyrede skud til brylluppet, hvor [Xs] familie og politiet var involveret. Til asylsamtalen [i sommeren] 2017 oplyste ansøgeren, at konklusionen på våbenundersøgelsen blev undersøgt i retten, og at den viste, at politiet ikke havde affyret skud. Til asylsamtalen [i sommeren] 2017 oplyste ansøgeren, at det var [Xs] familie, der først affyrede skud mod politiet, og at politiet herefter besvarede beskydningen med egne våben. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at det ikke fremstår sandsynligt, at der ikke blev foretaget nogen former for sikkerhedsforanstaltninger, efter at ansøgeren fortalte sin chef, at han var blevet truet til at manipulere med beviserne eftersom straffesagen involverede både politichefen og en søn af et provinsrådsmedlem. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret forskelligt om, hvor han blev opsøgt og truet af [X]. I asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at han blev truet på sin bopæl af [X]. For Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at han blev truet af [X], da han var i retten, og at [X] ikke vidste, hvor ansøgeren boede. På baggrund af en generel vurdering af ansøgerens oplysninger om sine konflikter i Afghanistan vurderes ansøgerens troværdighed svækket i betydelig grad. Ansøgerens forklaring om hans ansættelse i politiets kriminaltekniske afdeling i Baghlan findes herefter ikke sandsynlig. Flygtningenævnet har herunder endvidere lagt vægt på, at de opgaver, som ansøgeren har oplyst han har varetaget, ikke stemmer med de opgaver, der normalt foretages i en kriminalteknisk afdeling, og at ansøgeren ikke har kunnet redegøre på en troværdig og detaljeret måde om arbejdet, ligesom ansøgeren ikke har kunnet redegøre for, hvilken rang han havde i politiet. De modtagne fotos og ID-kort kan ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2018/359/JAH
Nævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk zuri og sunni muslim fra […], Herat, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter de personer, som hans far har en konflikt med. Videre har ansøgeren henvist til, at hans mor har en arvestrid med sin bror, og at nogle naboer har kritiseret hans far for ikke at deltage i aktiviteter i moskéen. Ansøgeren har således i det hele henvist til sine forældres konflikter. Flygtningenævnet har ikke kunnet lægge forældrenes forklaringer om deres asylmotiv til grund. Der er i forældrenes afgørelse anført følgende: ”Ansøgerne har forklaret divergerende, såvel individuelt som indbyrdes, ligesom forklaringerne fremstår udbyggende og konstruerede til lejligheden. Det forhold, at ansøgerne er analfabeter, kan ikke føre til et andet resultat. Den mandlige ansøger har til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han havde mødt [A] til et bryllup i 2012, til den første gensamtale at han ikke ved den lejlighed talte med [A], ikke kendte ham personligt men kendte ham fra TV fire år før. Til den anden gensamtale har den mandlige ansøger forklaret, at han ikke har haft personlig kontakt med [A] men hilste på ham ved bryllupshøjtideligheder. Det forekommer derfor usandsynligt, at ansøgeren skulle kunne genkende [A]s stemme under kidnapningen. Den mandlige ansøger har under nævnsmødet forklaret, at han ikke overhørte kidnappernes samtale med hans nevø, mens han under asylsamtalen og gensamtalen har forklaret, at han overhørte samtalen og selv talte med nevøen i samme forbindelse. Under nævnsmødet har ansøgeren videre forklaret, at han først efter sin løsladelse fik at vide, at nevøen havde betalt kidnapperne 30.000 dollars, mens han under asylsamtalen har forklaret, at kidnapperne havde fortalt ham, at nevøen ikke kunne skaffe mere end 30.000 dollars. Det beror på ansøgerens egen formodning, at [A]s brødre mistænker ham for at være delagtig i [A]s død, og at han dermed er efterstræbt af disse. En sådan mistanke ville forudsætte, at [A]s familie var bekendt med, at denne havde deltaget i en kidnapning, at familien kendte kidnapningsofrets identitet, at familien vidste eller formodede, at ansøgeren havde genkendt [A] som en af kidnapperne, og at der var en formodning for, at ansøgeren kendte [A]s opholdssted, hvilket i det hele forekommer usandsynligt. Hertil kommer, at den mandlige ansøger under asylsagen har forklaret, at han aldrig er blevet truet af [A]s familie. Først under nævnsmødet har den mandlige ansøger forklaret, at der under [A]s begravelse er blevet fremsat beskyldninger direkte mod ansøgeren, hvorimod han til den anden gensamtale har forklaret, at han tror, han var et af de mennesker, der blev nævnt til begravelsen. Den mandlige ansøger har først under den første gensamtale, og den kvindelige ansøger under nævnsmødet, forklaret, at den mandlige ansøger efter [A]s begravelse modtog nogle telefonopkald fra ukendte telefonnumre. Den mandlige ansøgers forklaring om disse telefonopkald, som han ikke besvarede, underbygger ikke ansøgers formodning om, at han er efterstræbt af [A]s familie. Hertil kommer, at den mandlige ansøger og familien efter ansøgerens forklaring, uden at blive opsøgt, opholdt sig ca. halvanden måned på deres bopæl efter telefonopkaldene, ligesom den mandlige ansøger fortsat arbejdede i sin forretning. Efter en samlet vurdering kan Flygtningenævnet ikke lægge ansøgernes forklaring om konflikten med [A]s familie til grund. Den mandlige ansøger har blandt andet under den anden gensamtale forklaret, at han og hans svoger ikke kan lide hinanden, at de har skændtes om religion og om ansøgerens børn, og at han aldrig har modtaget konkrete trusler fra svogeren. Den kvindelige ansøger har til asylsamtalen forklaret, at hun personligt er blevet truet en gang af broderen, for at hun skulle give arveafkald, og at broderen ved en lejlighed, ca. to måneder før ansøgerens udrejse, har rykket hende i håret og forsøgt at banke hendes hoved ind i væggen under et besøg hos broderen, men at han blev forhindret i det af moderen og hans egen kone. Under nævnsmødet har den kvindelige ansøger forklaret, at broderen slog hendes hoved ind i væggen, at det skete under et besøg hos moderen, og at hun personligt er blevet truet to gange af broderen. Først under nævnsmødet har den kvindelige ansøger forklaret, at hendes mor har oplyst, at broderen havde købt et gevær for at dræbe dem. Til asylsamtalen har den kvindelige ansøger først forklaret, at hendes mor bad hende komme til klinikken 40 dage, inden den mandlige ansøger blev bortført, senere i samme samtale rettet det til, at det skete ca. en måned inden bortførelsen. Under nævnsmødet har den kvindelige ansøger forklaret, at dette møde på klinikken fandt sted efter ægtefællens bortførelse. Den mandlige ansøger har forklaret, at hans svoger har beskyldt ham for at have et seksuelt forhold til svogerens kone. Heroverfor har den kvindelige ansøger til asylsamtalen forklaret, at hendes bror ikke har sagt, at den mandlige ansøger har seksuel forbindelse med broderens kone, men at de har en ”mystisk forbindelse” Under nævnsmødet har den kvindelige ansøger forklaret, at hendes ægtefælle er blevet beskyldt for at have krænket hendes brors ære ved at have et seksuelt forhold til broderens kone. Efter en samlet vurdering kan Flygtningenævnet ikke lægge ansøgernes forklaring om, at de har en asylbegrundende konflikt med den kvindelige ansøgers bror, til grund. De generelle forhold i Afghanistan er ikke af en sådan karakter, at dette i sig selv kan medføre opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2018/358/SSM
Nævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk zuri og sunni muslim fra Gozara, Herat, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har henvist til sine forældres konflikter. Flygtningenævnet har ikke kunnet lægge forældrenes forklaringer om deres asylmotiv til grund. Der er i forældrenes afgørelse anført følgende: ”Ansøgerne har forklaret divergerende, såvel individuelt som indbyrdes, ligesom forklaringerne fremstår udbyggende og konstruerede til lejligheden. Det forhold, at ansøgerne er analfabeter, kan ikke føre til et andet resultat. Den mandlige ansøger har til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han havde mødt [A] til et bryllup i 2012, til den første gensamtale at han ikke ved den lejlighed talte med [A], ikke kendte ham personligt men kendte ham fra TV fire år før. Til den anden gensamtale har den mandlige ansøger forklaret, at han ikke har haft personlig kontakt med [A] men hilste på ham ved bryllupshøjtideligheder. Det forekommer derfor usandsynligt, at ansøgeren skulle kunne genkende [A]s stemme under kidnapningen. Den mandlige ansøger har under nævnsmødet forklaret, at han ikke overhørte kidnappernes samtale med hans nevø, mens han under asylsamtalen og gensamtalen har forklaret, at han overhørte samtalen og selv talte med nevøen i samme forbindelse. Under nævnsmødet har ansøgeren videre forklaret, at han først efter sin løsladelse fik at vide, at nevøen havde betalt kidnapperne 30.000 dollars, mens han under asylsamtalen har forklaret, at kidnapperne havde fortalt ham, at nevøen ikke kunne skaffe mere end 30.000 dollars. Det beror på ansøgerens egen formodning, at [A]s brødre mistænker ham for at være delagtig i [A]s død, og at han dermed er efterstræbt af disse. En sådan mistanke ville forudsætte, at [A]s familie var bekendt med, at denne havde deltaget i en kidnapning, at familien kendte kidnapningsofrets identitet, at familien vidste eller formodede, at ansøgeren havde genkendt [A] som en af kidnapperne, og at der var en formodning for, at ansøgeren kendte [A]s opholdssted, hvilket i det hele forekommer usandsynligt. Hertil kommer, at den mandlige ansøger under asylsagen har forklaret, at han aldrig er blevet truet af [A]s familie. Først under nævnsmødet har den mandlige ansøger forklaret, at der under [A]s begravelse er blevet fremsat beskyldninger direkte mod ansøgeren, hvorimod han til den anden gensamtale har forklaret, at han tror, han var et af de mennesker, der blev nævnt til begravelsen. Den mandlige ansøger har først under den første gensamtale, og den kvindelige ansøger under nævnsmødet, forklaret, at den mandlige ansøger efter [A]s begravelse modtog nogle telefonopkald fra ukendte telefonnumre. Den mandlige ansøgers forklaring om disse telefonopkald, som han ikke besvarede, underbygger ikke ansøgers formodning om, at han er efterstræbt af [A]s familie. Hertil kommer, at den mandlige ansøger og familien efter ansøgerens forklaring, uden at blive opsøgt, opholdt sig ca. halvanden måned på deres bopæl efter telefonopkaldene, ligesom den mandlige ansøger fortsat arbejdede i sin forretning. Efter en samlet vurdering kan Flygtningenævnet ikke lægge ansøgernes forklaring om konflikten med [A]s familie til grund. Den mandlige ansøger har blandt andet under den anden gensamtale forklaret, at han og hans svoger ikke kan lide hinanden, at de har skændtes om religion og om ansøgerens børn, og at han aldrig har modtaget konkrete trusler fra svogeren. Den kvindelige ansøger har til asylsamtalen forklaret, at hun personligt er blevet truet en gang af broderen, for at hun skulle give arveafkald, og at broderen ved en lejlighed, ca. to måneder før ansøgerens udrejse, har rykket hende i håret og forsøgt at banke hendes hoved ind i væggen under et besøg hos broderen, men at han blev forhindret i det af moderen og hans egen kone. Under nævnsmødet har den kvindelige ansøger forklaret, at broderen slog hendes hoved ind i væggen, at det skete under et besøg hos moderen, og at hun personligt er blevet truet to gange af broderen. Først under nævnsmødet har den kvindelige ansøger forklaret, at hendes mor har oplyst, at broderen havde købt et gevær for at dræbe dem. Til asylsamtalen har den kvindelige ansøger først forklaret, at hendes mor bad hende komme til klinikken 40 dage, inden den mandlige ansøger blev bortført, senere i samme samtale rettet det til, at det skete ca. en måned inden bortførelsen. Under nævnsmødet har den kvindelige ansøger forklaret, at dette møde på klinikken fandt sted efter ægtefællens bortførelse. Den mandlige ansøger har forklaret, at hans svoger har beskyldt ham for at have et seksuelt forhold til svogerens kone. Heroverfor har den kvindelige ansøger til asylsamtalen forklaret, at hendes bror ikke har sagt, at den mandlige ansøger har seksuel forbindelse med broderens kone, men at de har en ”mystisk forbindelse” Under nævnsmødet har den kvindelige ansøger forklaret, at hendes ægtefælle er blevet beskyldt for at have krænket hendes brors ære ved at have et seksuelt forhold til broderens kone. Efter en samlet vurdering kan Flygtningenævnet ikke lægge ansøgernes forklaring om, at de har en asylbegrundende konflikt med den kvindelige ansøgers bror, til grund. De generelle forhold i Afghanistan er ikke af en sådan karakter, at dette i sig selv kan medføre opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2018/357/SSM
Nævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt et barn fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte:”Den mandlige ansøger er etnisk zuri og sunni muslim. Den kvindelige ansøger er etnisk tadjik og sunni muslim. Ansøgerne er fra […], Herat, Afghanistan. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter [A]s to brødre, idet de tror, at ansøgeren har været medvirkende til [A]s død. Derudover har den mandlige ansøger henvist til, at han frygter, at hans ægtefælles bror, [B], vil slå ham ihjel, da de er uenige om politik og religion. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter den generelle usikkerhed i landet, og hun frygter for sin, sin ægtefælles og sine børns sikkerhed, idet hendes ægtefælle blev bortført af ukendte personer. Endvidere har den kvindelige ansøger henvist til, at hun frygter, at hendes bror, [B], vil slå hende og hendes familie ihjel, idet de har en arvestrid. Den mandlige ansøger har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han [i sommeren] 2015 var taget hen til sin jord for at reparere en pumpe, som var gået i stykker. Mens han opholdt sig på jorden, blev han tilbageholdt af fire-fem ukendte personer. De puttede ham ind i en bil og kørte ham til et ukendt sted. Da de kom frem til det ukendte sted, blev han ført ned i et hul, hvor han blev tilbageholdt i 11 nætter. Under tilbageholdelsen blev han udsat for fysiske overgreb, og personerne, der tilbageholdt ham, ringede til hans nevø og forlangte en løsladelsessum på 50.000 USD. Mens han var tilbageholdt, hørte han [A] tale. Han kendte [A]s far og havde mødt [A] under et bryllup på en ukendt dato i 2012. Ansøgeren og [A] var fra det samme område. Ansøgerens nevø betalte løsesummen, hvorefter ansøgeren blev løsladt. Da han havde været hjemme i tre-syv dage, tog han hen til sin forretning, hvor han ville ordne forretningens regnskab. Da han havde været i forretningen i to-fire dage, omkring den [datoer i sommeren] 2015, så han på TV, at [A] var død. [I sommeren] 2015 fortalte hans ven, [C], at [A]s brødre havde sværget, at de ville slå de personer, som var skyld i [A]s død, ihjel. Derfor var [C] sikker på, at [A]s brødre ville finde ansøgeren og tage hævn. Dagen efter modtog han fire-fem opkald fra forskellige numre, men han tog ikke telefonen. Herefter besluttede han sig for at udrejse af Afghanistan. Den kvindelige ansøger har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at arvestriden med hendes bror startede på en ukendt dato omkring to år før deres ankomst til Danmark. Hun skulle arve 100.000 USD, men arven blev ikke fordelt. Hendes bror, [B], forsøgte at tvinge hende til at afgive fingeraftryk på, at hun havde givet afkald på sin del af arven. Hendes bror ønskede ikke at dele arven med hende, da hun og hendes ægtefælle er sekularister, hvilket hendes bror ikke kunne lide, da han var islamisk fundamentalist. Omkring en måned inden hendes ægtefælle blev bortført, mødtes hun med sin mor for at tale om arvestriden. Hendes mor fortalte, at hendes bror havde sagt, at han ville slå hendes ægtefælle og to af deres sønner ihjel, fordi han var klar til at gøre alt for ikke at dele arven med ansøgeren. Ansøgerens mor mente derfor, at hun og hendes familie skulle forlade Afghanistan. [I sommeren] 2015 blev hendes ægtefælle bortført af ukendte personer. Hendes ægtefælle var tilbageholdt i 11 nætter. På et ukendt tidspunkt, efter han var blevet løsladt, besluttede de sig for at udrejse af Afghanistan. Ansøgerne har forklaret divergerende, såvel individuelt som indbyrdes, ligesom forklaringerne fremstår udbyggende og konstruerede til lejligheden. Det forhold, at ansøgerne er analfabeter, kan ikke føre til et andet resultat. Den mandlige ansøger har til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han havde mødt [A] til et bryllup i 2012, til den første gensamtale at han ikke ved den lejlighed talte med [A], ikke kendte ham personligt men kendte ham fra TV fire år før. Til den anden gensamtale har den mandlige ansøger forklaret, at han ikke har haft personlig kontakt med [A] men hilste på ham ved bryllupshøjtideligheder. Det forekommer derfor usandsynligt, at ansøgeren skulle kunne genkende [A]s stemme under kidnapningen. Den mandlige ansøger har under nævnsmødet forklaret, at han ikke overhørte kidnappernes samtale med hans nevø, mens han under asylsamtalen og gensamtalen har forklaret, at han overhørte samtalen og selv talte med nevøen i samme forbindelse. Under nævnsmødet har ansøgeren videre forklaret, at han først efter sin løsladelse fik at vide, at nevøen havde betalt kidnapperne 30.000 dollars, mens han under asylsamtalen har forklaret, at kidnapperne havde fortalt ham, at nevøen ikke kunne skaffe mere end 30.000 dollars. Det beror på ansøgerens egen formodning, at [A]s brødre mistænker ham for at være delagtig i [A]s død, og at han dermed er efterstræbt af disse. En sådan mistanke ville forudsætte, at [A]s familie var bekendt med, at denne havde deltaget i en kidnapning, at familien kendte kidnapningsofrets identitet, at familien vidste eller formodede, at ansøgeren havde genkendt [A] som en af kidnapperne, og at der var en formodning for, at ansøgeren kendte [A]s opholdssted, hvilket i det hele forekommer usandsynligt. Hertil kommer, at den mandlige ansøger under asylsagen har forklaret, at han aldrig er blevet truet af [A]s familie. Først under nævnsmødet har den mandlige ansøger forklaret, at der under [A]s begravelse er blevet fremsat beskyldninger direkte mod ansøgeren, hvorimod han til den anden gensamtale har forklaret, at han tror, han var et af de mennesker, der blev nævnt til begravelsen. Den mandlige ansøger har først under den første gensamtale, og den kvindelige ansøger under nævnsmødet, forklaret, at den mandlige ansøger efter [A]s begravelse modtog nogle telefonopkald fra ukendte telefonnumre. Den mandlige ansøgers forklaring om disse telefonopkald, som han ikke besvarede, underbygger ikke ansøgers formodning om, at han er efterstræbt af [A]s familie. Hertil kommer, at den mandlige ansøger og familien efter ansøgerens forklaring, uden at blive opsøgt, opholdt sig ca. halvanden måned på deres bopæl efter telefonopkaldene, ligesom den mandlige ansøger fortsat arbejdede i sin forretning. Efter en samlet vurdering kan Flygtningenævnet ikke lægge ansøgernes forklaring om konflikten med [A]s familie til grund. Den mandlige ansøger har blandt andet under den anden gensamtale forklaret, at han og hans svoger ikke kan lide hinanden, at de har skændtes om religion og om ansøgerens børn, og at han aldrig har modtaget konkrete trusler fra svogeren. Den kvindelige ansøger har til asylsamtalen forklaret, at hun personligt er blevet truet en gang af broderen, for at hun skulle give arveafkald, og at broderen ved en lejlighed, ca. to måneder før ansøgerens udrejse, har rykket hende i håret og forsøgt at banke hendes hoved ind i væggen under et besøg hos broderen, men at han blev forhindret i det af moderen og hans egen kone. Under nævnsmødet har den kvindelige ansøger forklaret, at broderen slog hendes hoved ind i væggen, at det skete under et besøg hos moderen, og at hun personligt er blevet truet to gange af broderen. Først under nævnsmødet har den kvindelige ansøger forklaret, at hendes mor har oplyst, at broderen havde købt et gevær for at dræbe dem. Til asylsamtalen har den kvindelige ansøger først forklaret, at hendes mor bad hende komme til klinikken 40 dage, inden den mandlige ansøger blev bortført, senere i samme samtale rettet det til, at det skete ca. en måned inden bortførelsen. Under nævnsmødet har den kvindelige ansøger forklaret, at dette møde på klinikken fandt sted efter ægtefællens bortførelse. Den mandlige ansøger har forklaret, at hans svoger har beskyldt ham for at have et seksuelt forhold til svogerens kone. Heroverfor har den kvindelige ansøger til asylsamtalen forklaret, at hendes bror ikke har sagt, at den mandlige ansøger har seksuel forbindelse med broderens kone, men at de har en ”mystisk forbindelse” Under nævnsmødet har den kvindelige ansøger forklaret, at hendes ægtefælle er blevet beskyldt for at have krænket hendes brors ære ved at have et seksuelt forhold til broderens kone. Efter en samlet vurdering kan Flygtningenævnet ikke lægge ansøgernes forklaring om, at de har en asylbegrundende konflikt med den kvindelige ansøgers bror, til grund. De generelle forhold i Afghanistan er ikke af en sådan karakter, at dette i sig selv kan medføre opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2018/356/SSM
Nævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er afghansk statsborger og etnisk hazara fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har oplyst at være konverteret til kristendommen under sit ophold i Danmark og Tyskland. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som oprindeligt asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af ukendte personer, som han formoder er en del af Taliban. Flygtningenævnet fandt i afgørelse [ultimo] 2017, at ansøgeren ikke havde sandsynliggjort sit oprindelige asylmotiv, idet ansøgeren havde forklaret udbyggende og divergerende herom. Flygtningenævnet kunne således ikke lægge til grund, at ansøgeren har haft nogen konkret konflikt med personer eller grupper i Afghanistan inden udrejsen. Flygtningenævnet fandt endvidere ikke, at situationen i Afghanistan er præget af en sådan generaliseret vold, at det ville være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions art. 3 at henvise ansøgeren til at rejse tilbage til Afghanistan. Ansøgeren har som nyt asylmotiv henvist til, at han er konverteret til kristendommen og derfor vil være i risiko for forfølgelse ved en tilbagevenden til Afghanistan. Ansøgeren har videre forklaret, at han er blevet døbt i Tyskland [i sommeren] 2018, og at han forinden mødet i Flygtningenævnet i [slutningen af] 2017 havde besøgt en kirke i Hjørring, som han fortsatte med at besøge frem til, at han tog fra Danmark til Tyskland i [begyndelsen af] 2018. I Tyskland fik ansøgeren kontakt til kirken Freie Christengemeinde Hanau, hvor han også blev døbt [i sommeren] 2018. Forinden dåben modtog ansøgeren kristendomsundervisning i både Hjørring og Tyskland. Ansøgeren fandt ikke anledning til at fortælle Flygtningenævnet om sine besøg i en kristen kirke ved nævnsmødet i [slutningen af] 2017, da han på det tidspunkt endnu ikke anså sig for at være kristen og anså sin begyndende interesse for kristendom som sin egen private sag. Flygtningenævnet har i afgørelsen [i slutningen] 2017 anført, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort sit asylmotiv, og ansøgerens forklaring, om, at han havde været ansat på den australske ambassade, indgik i Flygtningenævnets vurdering. Det, der nu er anført for Flygtningenævnet, kan ikke føre til anden vurdering af ansøgerens oprindelige asylmotiv, idet bemærkes, at ansøgerens eventuelle ansættelse som køkkenmedhjælper på ambassaden ikke i sig selv er asylbegrundende. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge til grund, at ansøgerens konvertering til kristendommen er reel. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på den påfaldende tidsmæssige sammenhæng, idet ansøgeren blev døbt kun [få] måneder efter, at han havde fået afslag på asyl i Flygtningenævnet og uden at have modtaget egentlig dåbsundervisning. Flygtningenævnet har herved også lagt vægt på, at ansøgeren ikke under mødet i Flygtningenævnet [i slutningen af] 2017 oplyste om sin interesse for kristendommen, selv om ansøgeren ifølge sin egen forklaring da havde gået i kirke siden begyndelsen [en måned] 2017, og at han på tidspunktet for mødet i Flygtningenævnet havde været i kirke otte-ti gange. Endvidere har ansøgeren ikke på overbevisende måde kunnet redegøre for sine overvejelser og refleksioner i forbindelse med sin konvertering. Ansøgeren har således flere gange blot henvist til, at han hellere vil tilbede en levende Jesus/Gud end en død profet. Ansøgeren har heller kunnet oplyse navnet på den kirke, hvor han i Allerød/Hillerød deltog i gudstjenester, eller navnet på den kirke, hvor han senest har deltaget i gudstjenester, selv om ansøgeren i detaljer har kunnet redegøre for, hvilke ugedage og på hvilke tidspunkter, han har deltaget i kirkelige aktiviteter. Dertil kommer, at ansøgeren har udvist et endog meget begrænset kendskab til kristendommen. Ansøgeren har således svaret undvigende, afglidende og i væsentligt omfang også urigtigt på centrale spørgsmål om kristendommen, herunder spørgsmål vedrørende centrale begivenheder som f.eks. korsfæstelse, dåb, og jul. Det er indgået i Flygtningenævnets vurdering, at ansøgeren er analfabet, og at ansøgeren ifølge tolken har et begrænset ordforråd, hvilket imidlertid ikke kan føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet finder således sammenfattende ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Det bemærkes, at ansøgerens forklaring om, at nogle personer i Danmark til ansøgerens far skulle have sendt billeder, der viser ansøgeren til en gudstjeneste, ikke er troværdig, idet ansøgeren har forklaret skiftende om, hvornår billederne skulle være sendt, ligesom han ikke har kunnet redegøre for, hvordan disse personer, som han ikke kan identificere, har kunnet skaffe kontaktoplysninger på ansøgerens far. Ansøgerens forklaring om billederne kan derfor allerede af denne grund ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet stadfæster derfor på ny Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2018/355/jov
Nævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tajik og sunnimuslim fra landsbyen Laghmani i Kunduz-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter en kommandant ved navn [A], som har tvunget ansøgeren til at være dansedreng for ham. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter en større gruppe unavngivne personer, som har set ansøgeren optræde som dansedreng. Ansøgeren har endelig som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan generelt frygter Taliban. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at ansøgeren fik et arbejde, hvor han skulle arbejde for en kommandant medio 2015. Det blev gjort klart for ansøgeren, at arbejdet bestod i, at han skulle danse for kommandanten, hvilket ansøgeren nægtede. Ansøgeren befandt sig herefter på kommandantens bopæl i tre dage. Ansøgeren blev i denne periode gentagne gange udsat for fysiske overgreb. Kommandanten sørgede endvidere for, at ansøgerens far blev slået ihjel. Ansøgeren accepterede herefter at arbejde som dansedreng for kommandanten, idet ansøgeren frygtede kommandanten. Den fjerde dag tog kommandanten ansøgeren med til en fest i Takhar-provinsen. Ansøgeren så de andre dansedrenge optræde, og kommandanten tvang ansøgeren til at sove sammen med ham. Ansøgeren var to dage i Takhar-provinsen, hvorefter kommandanten tog ansøgeren med til Kabul-provinsen til en anden fest, hvor ansøgeren for første gang selv skulle danse. Under ansøgerens dans opstod der tumult blandt tilskuerne, fordi en af tilskuerne filmede eller fotograferede ansøgerens optræden, hvilket var imod kommandantens ønske. Ansøgeren benyttede lejligheden til at flygte. Ansøgeren flygtede hjem til sin familie. Ansøgeren flygtede tre dage senere sammen med sin familie til Iran ved hjælp af en agent. Ansøgerens familie blev i Iran, mens ansøgeren flygtede videre til Tyrkiet. Efter udrejsen har ansøgerens mor fra deres nabo i Afghanistan fået at vide, at kommandanten har ledt efter ansøgeren på ansøgerens families bopæl. Kommandanten har endvidere spurgt efter ansøgeren hos folk i byen, hvor han samtidig har fortalt, at ansøgeren har arbejdet som dansedreng. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv om, at han generelt frygter Taliban, oplyst, at ansøgeren via nyhederne i fjernsynet har hørt, at Taliban har overtaget ansøgerens område i hjemlandet, hvor de blandt andet sætter ild til huse og skoler. Ansøgeren frygter, at Taliban vil tvinge ansøgeren til at bære våben for dem, og hvis ansøgeren nægter, at de vil slå ham ihjel. Flygtningenævnets flertal kan ikke lægge ansøgerens forklaring om baggrunden for sin udrejse af Afghanistan til grund. Flertallet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om den vold, som kommandanten angiveligt udsatte ansøgeren for. Endvidere har ansøgeren forklaret divergerende om, hvordan han flygtede fra festen i Kabul. Endelig har ansøgeren forklaret divergerende om kommandantens efterfølgende opsøgning af og trusler mod ansøgeren. Flertallet har ligeledes lagt vægt på, at ansøgeren ikke har skrevet om sin konflikt med kommandanten eller andre væsentlige detaljer vedrørende årsagen til udrejsen i sit asylskema. Flertallet har herved også lagt vægt på, at ansøgerens asylmotiv omhandler et relativt enkelt hændelsesforløb. Flygtningenævnets flertal har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren ved sin ankomst til Danmark forklarede til politiet, at han var hos sin faster og onkel i Iran, at ansøgerens faster solgte sine smykker, så ansøgeren kunne fortsætte sin rejse til Danmark, og at ansøgerens onkel betalte en menneskesmugler for at tage ham med via Tyrkiet til Grækenland. En forklaring som ikke stemmer overens med ansøgerens senere forklaringer om sit ophold i Iran. Endelig finder flertallet, at ansøgerens forklaring om særligt sin flugt fra Kabul ikke forekommer selvoplevet. Herefter tilsidesætter Flygtningenævnets flertal ansøgerens forklaring om baggrunden for sin udrejse af Afghanistan som konstrueret og utroværdig. Ansøgerens frygt for Taliban kan ikke føre til opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flertallet lægger herved vægt på, at ansøgerens frygt er af generel karakter, idet ansøgeren hverken har eller har haft konflikter med eller personlig kontakt til Taliban. På denne baggrund finder flertallet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flertallet bemærker, at flertallet ikke har fundet anledning til at iværksætte en torturundersøgelse som følge af ansøgerens oplysninger om fysiske skader, da ansøgerens forklaring om baggrunden herfor ikke kan lægges til grund. Herefter, og idet de generelle forhold i Afghanistan, herunder den generelle sikkerhedssituation i Kunduz-provinsen, ikke kan føre til opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stadfæstes Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2018/354/GJEY
Nævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia muslim fra Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af en ukendt kriminel gruppe, idet hans far anmeldte gruppens narkotikavirksomhed til myndighederne. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at hans far arbejdede for politiet. Omkring 20-25 dage efter sin fars anmeldelse af gruppen, blev ansøgerens far og mor slået ihjel i et angreb ved deres bopæl. Ansøgerens søster blev såret under denne episode og døde kort tid efter. Ansøgerens morbror, [A], kørte efterfølgende ansøgeren hen til ansøgerens moster i Pakistan, hvor ansøgeren boede til han var 11 år. Herefter vendte han tilbage til Afghanistan, hvor han besøgte sine forældres gravsted. Da ansøgeren besøgte sine forældres gravsted tredje gang, blev han tilbageholdt af to mænd. Senere samme dag blev han tortureret og udspurgt om sine familierelationer. Da han var alene i det værelse, han var tilbageholdt i, flygtede han ud gennem vinduet. De personer, der tilbageholdt ansøgeren, opdagede, at han var flygtet, og de skød derfor efter ansøgeren. Ansøgeren blev ramt og faldt til jorden, og da han igen vågnede, var hans morbror ankommet, og han hjalp ham herefter ud af Afghanistan. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund, idet ansøgeren på en række centrale punkter har forklaret divergerende. Ansøgeren har oprindeligt til politiet [to gange i efteråret] 2015 forklaret, at han i hjemlandet var blevet truet af personer, som ville hævne en voldtægt begået af ansøgerens far. Under oplysnings- og motivsamtalen og senere under sagen har ansøgeren forklaret, at faderen havde anmeldt lokale talibanfolk til myndighederne, hvorfor Taliban dræbte ansøgerens familie og også efterstræber ansøgeren. Ansøgeren har forklaret divergerende om sit kendskab til, at de talibanfolk, der blev anholdt som følge af faderens anmeldelse, var blevet løsladt. Han har under oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at Taliban betalte bestikkelse og fik de anholdte løsladt. Under mødet i Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at han ikke ved, om de anholdte blev løsladt. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvorvidt han så, at hans forældre var blevet dræbt. Under oplysnings- og motivsamtalen forklarede han først, at han ikke så, da faderen blev dræbt, og senere under samme samtale, at han så sin far falde om. Under asylsamtalen har han forklaret, at hans far førte ham ind i et værelse, da der blev skudt mod huset, og at han ikke så sin far igen, før faderen var død. Ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorvidt hans moster, som han boede hos i Pakistan, var indforstået med, at han rejste tilbage til Afghanistan. Under asylsamtalen har han forklaret, at mosteren advarede ham mod at vende tilbage, og at det endte med, at ansøgeren flygtede fra mosterens hjem i Pakistan. Under samtalen i Flygtningenævnet har han forklaret, at mosteren hjalp ham og fik kontakt til [B], som rejste sammen med ansøgeren til Afghanistan. Ansøgeren har endelig forklaret divergerende om, hvad der skete under tilbageholdelsen i Afghanistan og under flugten derfra. Han har under asylsamtalen forklaret, at de mænd, der afhørte ham, forlod værelset, hvorefter ansøgeren overhørte, at de talte om at slå ansøgeren ihjel. Under mødet i Flygtningenævnet har han forklaret, at mændene truede ham med at slå ham ihjel, før de forlod værelset. Under asylsamtalen har han forklaret, at han blev skudt under flugten, hvorefter mændene kom hen til ham og slog ham, hvorefter han blev bevidstløs. Under mødet i Flygtningenævnet har han forklaret, at han faldt bevidstløs om, da han blev ramt af skud, og ikke ved om mændene efterfølgende var henne ved ham. Flygtningenævnet finder, at divergenserne ikke kan forklares med ansøgerens alder på de pågældende tidspunkter eller med den siden da forløbne tid. Divergenserne svækker ansøgerens generelle troværdighed. Flygtningenævnet finder det endvidere usandsynligt, at ansøgeren i en alder af 11 år skulle have besluttet sig for at rejse til Afghanistan for at finde ud af, om hans mor var død. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren boede hos sin moster, som må antages at have haft kendskab til, om ansøgerens mor var i live. På denne baggrund har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for konkret, individuel forfølgelse, eller at han risikerer dødsstraf, tortur, anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og stk. 2, er herefter ikke opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2018/353/SLH
Nævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunnimuslim fra [en landsby i] Logar-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren er tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylsagsprocedure. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter tvangsrekruttering til Taliban. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans far var soldat i den afghanske hær og blev dræbt i kamp med Taliban, da ansøgeren var 10-11 år gammel. Da ansøgeren var omkring 13 år gammel, henvendte Taliban sig til ansøgerens mor og udtalt, at ansøgeren skulle tilslutte sig dem. Omkring en uge efter denne henvendelse modtog ansøgerens mor et trusselsbrev fra Taliban, som blev lagt på bopælen. I brevet stod der, at ansøgeren skulle tilslutte sig Taliban, da ansøgerens far havde arbejdet for myndighederne. Dagen efter udrejste ansøgeren af Afghanistan. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorvidt Taliban har opsøgt ansøgerens mor personligt og udtalt, at ansøgeren skulle tilslutte sig dem, idet ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen [i sommeren] 2016 og asylsamtalen med Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2016 ikke har forklaret om en sådan personlig henvendelse. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvorvidt Taliban opsøgte ansøgerens mor før eller efter Talibans personlige henvendelse til ansøgerens mor. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om blandt andet, hvor gammel han var, da faren døde, hvorvidt ansøgeren har set trusselsbrevet fra Taliban, og hvornår han hørte om trusselsbrevet. Ansøgerens unge alder, herunder på tidspunktet for samtalerne af [dato i sommeren 2016] og [dato i efteråret 2016], findes ikke i sig selv at kunne føre til, at nævnet kan se bort fra de anførte divergenser. Nævnet bemærker herudover, at ansøgeren ikke har kunnet huske navnene på sin mor og søskende eller på den af ham omtalte nabo, hvilket tillige anses at svække ansøgerens troværdighed. Flygtningenævnet finder derfor, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, ikke er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2018/352/ATN
Nævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk halvt tajik, halvt araber, og sunnimuslim fra Mazar-e-Sharif, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at hun vil være ensom, at hun ikke kan modtage den rette medicin, og at hun ikke kan få hjælp til praktiske gøremål, idet hun ikke har nærtstående familie tilbage i Afghanistan. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun som ensom, ældre kvinde har behov for hjælp for at kunne klare sig i hverdagen, idet hun lider af en række helbredsproblemer, herunder demens. Den medicin, hun nu modtager i Danmark, vil hun ikke kunne modtage i Afghanistan. Hendes eneste tilbageværende nærtstående familie opholder sig i Danmark. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren ifølge sin forklaring ikke har haft personlige konflikter med Taliban, myndigheder eller personer i Afghanistan. Flygtningenævnet finder, at det af ansøgeren oplyste, hvorefter hun ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være ensom, mangle medicin og hjælp til praktiske gøremål, har karakter af socioøkonomiske forhold, som ikke kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. De generelle forhold i Afghanistan, herunder for etniske tajiker, kan heller ikke begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder derfor, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, ikke er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2018/351/ATN
Nævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunnimuslim fra [landsbyen A], Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af sine fire farbrødre, som er medlem af Taliban, idet ansøgeren, hans far og bror har hjulpet myndighederne. Herudover frygter ansøgeren myndighederne, fordi de ville fængsle ham, hvis han ikke hjalp dem. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at der opstod kampe mellem Taliban og de afghanske myndigheder i hans landsby, […], et år før hans udrejse af Afghanistan. Ansøgerens far blev herefter beskyldt for at stå i ledtog med Taliban, idet farens fire halvbrødre var medlemmer af Taliban. Faren indgik derfor en aftale med kommandant [X] om, at faren skulle være med i en oprørsgruppe, som skulle hjælpe med at bekæmpe Taliban. På et ukendt tidspunkt blev familiens nabo, [Y], dræbt. Ansøgerens farbrødre blev beskyldt for at stå bag drabet. Herefter blev ansøgeren, hans far og bror indkaldt til møde hos kommandanten, som var vred over, at de ikke havde oplyst, at Taliban ville komme til landsbyen. Kommandanten fængslede dem derfor. De var fængslet i cirka to-tre måneder på militærbasen i [ansøgerens landsby]. Da de blev løsladt, fik de til opgave at brænde et af ansøgerens farbrødres huse ned. Ansøgeren, hans far og bror brændte derpå huset ned, efter de havde bedt kvinder og børn forlade huset. Ansøgerens farbrødre var ikke hjemme. Et par dage senere blev ansøgerens far skudt af Taliban. Ansøgeren så ikke, hvem der skød hans far, men en nabo havde set Taliban på stedet inden drabet. Herefter blev ansøgerens bror udnævnt til leder for oprørsgruppen. På et ukendt tidspunkt fik ansøgeren og hans bror igen til opgave at brænde et hus ned, som talibanerne havde opholdt sig i. De brændte derpå huset ned, og nogle dage senere blev ansøgerens bror dræbt af en vejsidebombe. Herefter blev ansøgeren udnævnt til leder af oprørsgruppen. Et par dage senere kom Taliban og bankede på døren hos ansøgeren om natten. Ansøgeren gik op under taget i sit hus og begyndte at skyde efter talibanerne, som flygtede. Morgenen efter tog ansøgeren hjem til sin morbror, som fandt en menneskesmugler, der hjalp ansøgeren med at udrejse. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren, der ikke har afgivet forklaring for Flygtningenævnet, har sandsynliggjort sit asylmotiv. Nævnet kan således i alt væsentligt ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet afgivet under asylsagens behandling til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at forklaringen på centrale punkter anses usandsynlig og konstrueret til lejligheden. Det anses blandt andet usandsynligt, at myndighederne anmodede ansøgerens far om bistand til at bekæmpe sine fire farbrødre, der var medlemmer af Taliban, at myndighederne efter faderens død anmodede ansøgerens bror om hjælp, og at myndighederne efter ansøgerens brors død anmodede ansøgeren om hjælp. Det bemærkes herved, at den gruppe, der angiveligt skulle bekæmpe Taliban, og som faren, broren og ansøgeren angiveligt var medlemmer af, bestod af et større antal personer. Det anses endvidere usandsynligt, at ansøgerens gruppe ikke skjulte, hvem der brændte Talibans huse ned, således at dette kom til Talibans kendskab. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2018/350/ATN
Nævnet stadfæstede i oktober 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia muslim fra Lalandu, i Sar-e Pol provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban, idet Taliban forsøgte at tvangsrekruttere ansøgeren. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter, at landsbylederen, Karim Khan, vil slå ansøgeren ihjel, idet ansøgerens far har haft en konflikt med Karim. Endeligt har ansøgeren henvist til, at han frygter at blive fængslet af de afghanske myndigheder, idet ansøgeren har deltaget i krigen i Syrien. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at hans faster blev slået ihjel af Karim, fordi fasteren skulle have været gift med Karims Khans bror. Ansøgerens far blev truet af Karim, hvorfor faren udrejste af Afghanistan omkring 2009, og fordi Karim havde magt i området. Efter farens udrejse truede Karim ofte med at slå ansøgeren ihjel, hvis han fik mulighed for det. Ansøgeren blev ved flere lejligheder slået og fik lussinger af Karim og hans sønner. Karim havde jord ved siden af ansøgerens families jord, hvorfor der nogle gange opstod tvister om, hvor Karims dyr skulle være. Til støtte for sit asylmotiv om Talibans tvangsrekruttering har ansøgeren oplyst, at Tabliban i efteråret eller vinteren 2014-2015 forlangte, at ansøgeren skulle aflevere en kalashnikov til dem. Ansøgeren havde ikke en kalashnikov og skaffede i stedet 75.000 afghani. Taliban ville have flere penge af ansøgeren, men accepterede, at ansøgeren ikke kunne betale mere. I 2014-2015 kom Taliban til landsbyen for at rekruttere folk. Ansøgeren var den første, de forsøgte at rekruttere. Ansøgeren fik at vide af sin mor, at Mullah Besmellahs folk havde været ved bopælen, og havde sagt, at de ville afhente ansøgeren om to dage. De ældre fra landsbyen henvendte sig herefter til Mullah Besmellah og forsøgte at løse konflikten uden held, idet Taliban og mullahen fastholdt, at ansøgeren skulle rekrutteres. Ansøgerens onkler gav ansøgeren besked om, at ansøgeren var nødt til at flygte. Da mørket faldt, tog ansøgeren med sin farbror til byen Parawshan. Ansøgeren overnattede hos sin morbors fætter. Dagen efter tog ansøgeren mod Tarkhoj og derefter til Mazar-e-Sharif. Ansøgeren opholdte sig i Mazar-e-Sharif i omkring en uge, hvorefter han tog til Nimruz. I Nimruz mødte ansøgeren en menneskesmugler, der hjalp ham med at udrejse illegalt til Iran i fåret 2015. I Iran arbejdede ansøgeren på en hønsefarm. Efter fire måneder, [i sommeren] 2015, kom det iranske politi og tilbageholdte ansøgeren. Da ansøgeren ikke kunne fremvise identifikationsdokumenter, fik ansøgeren valget mellem at blive udvist til Afghanistan eller blive sendt til Syrien for at deltage i krigen. Ansøgeren besluttede at tage til Syrien sammen med to andre afghanere ved navn Rohullah og Hadi. Ansøgeren gennemførte militærtræning i 25 dage, og blev herefter sendt til Syrien, hvor han opholdte sig i omkring tre måneder og deltog i kamphandlinger flere steder mod ISIL. Ansøgeren blev herefter fløjet til Teheran, Iran. Ansøgeren opholdte sig i Iran i omkring to måneder inden hans udrejse til Tyrkiet. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaringer om sine asylmotiver til grund, idet nævnet dog ikke kan lægge til grund, at ansøgeren fik bank af Karim Khan sønner, hver gang de så ham, således som ansøgeren har forklaret udbyggende for nævnet. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive fængslet af de afghanske myndigheder som følge af, at han har deltaget i krigen i Syrien mod IS. Ansøgeren har forklaret, at han som udsendt af de iranske myndigheder i 2015 har deltaget i krigen i Syrien mod IS. Det fremgår af Lifos rapport af 23. maj 2018 om ”Irans rekrytering af afghaner till kriget i Syren”, side 16-17, at der den 14. februar 2018 trådte en ny straffelov i kraft (Penal Code 2017). Af rapporten fremgår det om straffeloven: ”och i den så finns numer ett lagrum som kan vara tillämpligt när det gäller afghaner som deltagit i strid i Syrien. Enligt artikel 245 (4) är det numer en straffbar handling att delta i krig eller inre väpnade konflikter i andra länder, och påföljden anges vara ett långt frihetsstraff, dock inte överstigande sju år. När det gäller ”utländska krigare” i Syrien så har detta begrepp tidigare i stort sett varit synonymt med ”sunnitiska jihadister”. Lika centrala för konflikten har dock de utländska shiitiska krigarna som mobiliserats i Syrien varit,78 och även dessa shiamiliser har begått grova övergrepp under konflikten.79 I Afghanistans nya strafflag (Penal Code 2017) så har Romstadgans bestämmelser inkorporerats och brott som krigsbrott eller brott mot mänskligheten kan enligt den nya strafflagen vara belagt med dödstraff beroende på vilken typ av handling man har gjort sig skyldig till.” Ansøgeren har ikke sandsynliggjort, at han er profileret i forhold til de afghanske myndigheder, og ansøgeren har ikke sandsynliggjort, at personer i Afghanistan har eller vil få kendskab til ansøgerens aktiviteter imod IS i Syrien. Herefter og efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han af denne grund vil være i fare for asylbegrundende forfølgning, jf. udlændingelovens § 7, ved en tilbagevenden til Afghanistan. Flygtningenævnet finder heller ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han vil være i fare for asylbegrundende forfølgning af landsbylederen Karim Khan ved en tilbagevenden til Afghanistan. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren ikke har en umiddelbar konflikt med Karim Khan, men at ansøgerens frygt for Karim Khan er begrundet i en konflikt, som Karim Khan havde med ansøgerens far, indtil faren forlod landsbyen omkring 2009. Nævnet lægger videre vægt på, at Karim Khan ikke på noget tidspunkt har forsøgt at slå ansøgeren ihjel, selvom Karim Khan ifølge ansøgeren har truet og chikaneret ansøgeren igennem mange år, herunder givet ansøgeren lussinger og slag. Efter en samlet bedømmelse finder nævnet således, at konflikten ikke har den fornødne karakter eller intensitet til at kunne begrunde, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet lægger ligesom Udlændingestyrelsen til grund, at ansøgeren er forsøgt tvangsrekrutteret af Taliban i sit lokalområde og derfor kan være i risiko for overgreb eller hvervning fra Taliban ved en tilbagevenden hertil, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Efter en samlet vurdering af de foreliggende baggrundsoplysninger finder nævnet imidlertid, at det som alternativt til at meddele ansøgeren opholdstilladelse i Danmark er relevant og rimeligt at henvise ansøgeren til at tage ophold et andet sted i Afghanistan, for eksempel Kabul, Herat eller Mazar-e-Sharif, end sin hjemby. For så vidt angår situationen i Kabul, Herat og Mazar-e-Sharif henviser nævnet bl.a. til EASO’s rapport ”Country Guidance: Afghanistan – Guidance note an common analysis” fra juni 2018. Nævnet er opmærksom på UNHCR’s rapport ”UNHCR ELIGIBILITY GUIDELINES ASSESSING THE INTER-NATIONAL PROTECTION NEEDS OF ASYLUMSEEKERS FROM AFGHANISTAN” fra den 30. august 2018, hvoraf fremgår bl.a.: ”UNHCR considers that given the current security, human rights and humanitarian situation in Kabul, an IFA/IRA is generally not available in the city”, men nævnet finder ikke, at dette kan føre til en ændret vurdering i forhold til ansøgeren. Nævnet skal herved også henvise til Migrationsverkets retslige kommentar af 17. september 2018 angående Kabul som internt flugtalternativ. Ved vurderingen lægger Flygtningenævnet vægt på, at ansøgerens konflikt med Taliban er lokal, og at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han skulle være profileret i forhold til Taliban. Anssøgerens konflikt med Taliban består alene i, at han for mere end tre år siden undveg en lokal Taliban-gruppes forsøg på rekruttering af ham. I forhold til rimelighedsvurderingen lægger nævnet for så vidt angår ansøgerens personlige forhold vægt på, at ansøgeren er en ung, enlig, fysisk rask afghansk mand, der er opvokset i Afghanistan, og som kan læse og skrive lidt. Flygtningenævnet lægger videre vægt på, at ansøgerens psykiske eftervirkninger efter ansøgerens oplevelser navnlig som soldat i Syrien ikke er af en sådan karakter, at det som følge af disse eftervirkninger ikke vil være rimeligt at henvise ansøgeren til at tage ophold et andet sted i Afghanistan. Nævnet finder således i lyset af ansøgerens fremtræden for nævnet, at de foreliggende journaloplysninger, der stammer fra en periode i 2016, vedrørende ansøgerens samtaler med psykolog, hvoraf bl.a. fremgår, at ansøgeren havde taget en overdosis smertestillende medicin, ikke kan føre til en anden vurdering. Det bemærkes, at hverken de generelle forhold i Afghanistan, herunder forholdene for hazaraer, eller den sikkerhedsmæssige situation, kan begrunde, at ansøgerens meddeles opholdstilladelse i Danmark. På denne baggrund stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2018/348/FAM
Nævnet meddelte i oktober 2018 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tadjik og sunni muslim fra landsbyen […] i provinsen Parwan, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive dræbt af en ukendt gruppe, som har chikaneret hans familie. Til støtte herfor har ansøgeren forklaret, at hans far blev fængslet af ukendte årsager. Ansøgerens storebror forsvandt kort tid efter af ukendte årsager. Ansøgerens familie blev chikaneret af ukendte personer, efter faren blev fængslet. De ukendte personer kastede sten og en håndgranat mod familiens bopæl i Parwan, og de trængte ind i familiens hus. Ansøgerens familie er flere gange blevet opsøgt af ukendte personer på deres bopæl. Ansøgeren blev også opsøgt og truet med en pistol, da han en dag var på vej hjem, fordi han gik og ledte efter sin far. Mens ansøgeren har opholdt sig i Danmark, har han fået at vide, at hans far er blevet løsladt, men efterfølgende er blevet slået ihjel af ukendte personer. Ansøgeren har fået at vide, at hans lillebror er forsvundet efter hans udrejse. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive dræbt af sin farbror. Til støtte herfor har ansøgeren forklaret, at han har været alene med sin kusine, [A], som han skulle giftes med. Farbroren blev vred over dette og opsøgte ansøgerens bopæl, hvor han skød i deres hjem og slog ansøgerens mor. Ansøgerens farbror slog også [A]. Ansøgeren har efter sin indrejse i Danmark fået at vide, at [A] er død som følge af de slag, hendes far gav hende, da han fandt ud af, at hun og ansøgeren havde set hinanden. Farbroren har anklaget ansøgeren for at være skyld i [A]s død. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sin konflikt med farbroren til grund, idet den fremstår utroværdig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har herved særligt lagt vægt på, at ansøgeren i asylskemaet ikke har nævnt sin angivelige konflikt med farbroren, uanset at denne konflikt skulle være den umiddelbare årsag til, at ansøgeren udrejste af Afghanistan, og at ansøgeren ikke har afgivet en overbevisende forklaring herpå. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at Flygtningenævnet finder det usandsynligt, at farbroren skulle reagere, som han gjorde, blot fordi ansøgeren gik en tur med sin kusine, som han i øvrigt skulle giftes med. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om sit andet asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at denne del af ansøgerens forklaring fremstår sammenhængende og konsistent, og at der ikke foreligger divergenser af betydning i ansøgerens forklaring. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgerens far blev fængslet og senere dræbt, at to af ansøgerens brødre er forsvundet, og at ansøgeren og dennes familie er blevet opsøgt af ukendte personer, der blandt andet har fremsat trusler mod ansøgeren og den øvrige del af familien. Flygtningenævnet kan endvidere ikke afvise ansøgerens forklaring om, at han af sin morbror har fået at vide, at ansøgerens far som tidligere Mujahedin havde et modsætningsforhold til en tidligere general og nu parlamentsmedlem, som havde tilknytning til det daværende kommunistiske styre i Afghanistan. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke kan henvises til at tage ophold et andet sted i Afghanistan. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge til grund, at ansøgeren er forfulgt af myndighederne, ligesom Flygtningenævnet finder, at ansøgeren heller ikke i øvrigt har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet finder derimod, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han vil være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Afgh/2018/347/SSM
Nævnet meddelte i oktober 2018 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at Taliban vil bruge ham som selvmordsbomber eller låne ham ud til en anden militant gruppe. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter de afghanske myndigheder og forskellige afghanske klaner, fordi de har været med til fester, hvor ansøgeren har optrådt som dansedreng. Ansøgeren har endelig henvist til, at han frygter de generelle forhold i Afghanistan. Til støtte for sin konflikt med Taliban har ansøgeren oplyst, at Taliban tog ansøgeren og hans bror fra deres forældre, da ansøgeren var omkring fire år gammel. Ansøgeren og hans bror blev efterfølgende adskilt. Ansøgeren blev tilbageholdt af Taliban i omkring ti år, hvor han optrådte som dansedreng til fester. Ansøgeren blev i denne periode udsat for overgreb og voldtægt, og blev ved to lejligheder lånt ud til en anden endnu mere militant gruppe. De ældre drenge, der også var tilbageholdt af Taliban, blev trænet i våbenbrug og jihad. Ansøgeren blev ved en enkelt lejlighed taget med til våbentræning, men kunne på grund af skaden på armen og generel fysisk svækkelse ikke håndtere et våben. Ansøgeren forsøgte at flygte to gange, men blev begge gange opdaget og straffet. Under det tredje forsøg lykkedes det ansøgeren at flygte med hjælp fra sin ven, [A], og dennes bror. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund, idet ansøgerens forklaring har fremstået overensstemmende, detaljeret og selvoplevet. Ansøgerens forklaring om de fysiske overgreb, som han blev udsat for i de mange år, han blev holdt til fange, herunder i forbindelse med den vold ansøgeren var udsat for efter de to flugtforsøg, bekræftes i undersøgelsen, der er foretaget af Amnestys lægegruppe. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgeren, da han var fire til fem år blev kidnappet af Taliban og efterfølgende gennem omkring ti år holdt til fange og tvunget til at være dansedreng. Ansøgeren har ikke modtaget skoleuddannelse, og de mindre uoverensstemmelser i ansøgerens forklaring om blandt andet flugten må tilskrives, at ansøgerens ordforråd er begrænset. På grundlag af ansøgerens forklaring lægger nævnet til grund, at ansøgeren i de ti år han var tilbageholdt blev udsat for fysisk- og psykisk vold, og at ansøgeren var udsat for gentagne seksuelle overgreb. Nævnet lægger endvidere til grund, at ansøgeren er flygtet. Uanset, at Taliban ved bevægelsens fremkomst tog afstand fra anvendelsen af dansedrenge, finder nævnet ikke grundlag for at afvise ansøgerens forklaring om, at det var Taliban, der holdt ham fanget og udnyttede ansøgeren som dansedreng, herunder i forbindelse med fester, hvor myndighedspersoner deltog. Flygtningenævnet finder, henset til det lange fangenskab og den omstændighed, at ansøgeren er flygtet, og dermed unddraget sig Talibans vilje og hensigter med ansøgeren, at ansøgeren såfremt han skulle vende tilbage til hjemprovinsen vil være i en konkret risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Ansøgeren har tilbragt stort set hele sin barndom og ungdom i fangenskab og har været udsat for alle former for overgreb. Ansøgeren er af den grund særdeles sårbar. Ansøgeren har endvidere ikke det samme kendskab til det afghanske samfund som jævnaldrende unge mænd, der har haft en sædvanlig opvækst. Under disse omstændigheder kan ansøgeren ikke henvises til at tage ophold i Kabul eller en anden større by i Afghanistan. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens 7, stk. 2.” Afgh/2018/346/MAH
Nævnet meddelte i oktober 2018 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara fra [landsby], [by], Ghazni, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at han vil blive slået ihjel af Taliban, de afghanske myndigheder, sin familie, den afghanske befolkning eller brødrene [A] og [B]. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter, at de afghanske myndigheder vil fængsle ham. Ansøgeren har endelig henvist til, at han har interesse for kristendommen. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han frygter Taliban, de afghanske myndigheder samt brødrene [A] og [B], fordi han har deltaget i en ammunitions- og våbentransport for Taliban. Ansøgeren har videre oplyst, at han skulle transportere nogle varer til Ghazni sammen med [A]. [A] havde fortalt ansøgeren, at varerne skulle transporteres hen til [A’s] venner, hvorfor det undrede ansøgeren, da [A] drejede lastbilen ind på en vej, der førte hen til Ghazni, idet ansøgeren vidste, at alle [A’s] venner boede i [by]. [A] fortalte ansøgeren, at de havde varer til Taliban i lastbilen, samt at Taliban havde truet med at slå [A], ansøgeren samt deres familier ihjel, hvis de ikke kørte varerne til [by]. Ansøgeren fortalte [A], at han ikke ville være med. [A] svarede, at ansøgeren skulle være med, idet de altid kørte sammen, hvorfor de soldater, der var i byen, ville blive mistænksomme, hvis ansøgeren ikke var med. Lidt længere fremme var der et hul i vejen efter en mineeksplosion. Ansøgeren holdt i rattet og prøvede at trække lastbilen ned i hullet. Lastbilen satte sig herefter fast i hullet. Ansøgeren åbnede døren og flygtede mod [by], hvor hans morbror, [C], bor. [C] satte ansøgeren af hos sin svoger. [C] ringede til ansøgerens anden morbror, [D], og bad ham om at bringe ansøgerens mor og brødre til [by]. Klokken fire om morgenen den efterfølgende dag vendte [C] tilbage til sin svogers bolig og fortalte ansøgeren, at [C] havde bragt ansøgerens mor og brødre til [by]. [C] fortalte endvidere, at Taliban havde tilbageholdt [A’s] bror, [B], og at Taliban havde hugget en af hans hænder af. [C] fortalte i den forbindelse, at såfremt [A] ikke meldte sig til Taliban, ville Taliban slå [B] og resten af [A’s] familie ihjel. [C] sagde til ansøgeren, at han var nødt til at forlade landet, idet han ellers ville blive slået ihjel af Taliban eller myndighederne. [C] satte herefter ansøgeren på en bus til Nimruz, hvorfra ansøgeren ad to omgange forsøgte at udrejse illegalt til Iran via Pakistan. Ansøgeren har videre oplyst, at han er frafaldet sin tro, hvorfor han frygter sin familie samt den afghanske befolkning. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sin angivelige konflikt i Afghanistan til grund. Nævnet har navnlig lagt vægt på, at det fremstår usandsynligt, at ansøgeren – uanset en oprørt sindstilstand – skulle have taget fat i rattet på lastbilen, der var lastet med ammunition med henblik på at få vognen til at sætte sig fast i et hul efter en vejsidebombe/mineeksplosion. Derudover finder nævnet, at ansøgerens forklaring om det særdeles tætpakkede hændelsesforløb over to dage op til ansøgerens udrejse af Afghanistan ikke fremstår overbevisende. Under disse omstændigheder kan nævnet ikke lægge til grund, at ansøgeren har haft en konflikt med Taliban eller en heraf afledt konflikt med de afghanske myndigheder eller privatpersoner i Afghanistan, der kan danne grundlag for opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. I relation til den af ansøgeren påberåbte konvertering til kristendommen er der i et tilfælde som det foreliggende, hvor ansøgerens asylmotiv er frygt som følge af, at ansøgeren efter udrejsen af Afghanistan og efter modtagelsen af Udlændingestyrelsens afgørelse [fra foråret] 2017 om afslag på asyl er blevet kristen, anledning til at foretage en kritisk og indgående bedømmelse af troværdigheden af ansøgerens forklaring herom, herunder om tidspunktet for tilslutningen til den kristne tro, baggrunden herfor og følgerne heraf. Et flertal i Flygtningenævnet udtaler herefter: Ansøgeren har under samtalen med Udlændingestyrelsen [i foråret] 2017 oplyst, at han på daværende tidspunkt var ved at undersøge kristendommen. Ansøgeren har efter det oplyste deltaget i dåbsundervisning i en periode på 8-9 måneder forud for dåben [i efteråret] 2017. Han har deltaget og deltager i omfattende og kontinuerlige kirkelige aktiviteter, herunder i udarbejdelsen af en tv-udsendelse, bibelcamping og højskoleophold, således som det blandt andet fremgår af udtalelsen [fra efteråret] 2018 fra sognepræst [E] og de øvrige erklæringer, der indgår i sagen. Han har over for nævnet endvidere demonstreret et dækkende kendskab til kristendommens budskaber, ritualer og højtider og givet udtryk for sine bevæggrunde for sin bekendelse til kristendommen. På denne baggrund og efter ansøgerens fremtræden for nævnet – og uanset at nævnet har forkastet ansøgerens oprindelige asylmotiv – lægges det til grund, at ansøgerens konversion til kristendommen er reel. Herefter, og under hensyn til ansøgerens udtrykte ønske om at praktisere sin kristne religion åbent, hvilket ikke vil være muligt for ham i Afghanistan, hvor han som medlem af en shiamuslimsk familie vil blive anset som konverteret fra islam og derfor være i en individuel og konkret begrundet risiko for forfølgelse, finder flertallet, at ansøgeren skal meddeles opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler herefter ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” afgh/2018/345/SHH
Nævnet meddelte i oktober 2018 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim fra Jagori, Ghazni, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive fængslet af myndighederne, idet han har solgt ulovlige varer. Ansøgeren frygter endvidere, at de meget religiøse personer i hans hjemby vil udlevere ham til myndighederne eller slå ham ihjel, da han har solgt ulovlige varer. Endelig frygter ansøgeren, at han vil blive slået ihjel, fordi han er konverteret til kristendommen, og derved er frafaldet islam. Til støtte for sin frygt for myndighederne og de religiøse personer har ansøgeren oplyst, at hans familie var meget fattig, og at han derfor flere gange lånte penge af sin fars ven, [X]. Da ansøgeren ikke kunne betale gælden, begyndte han at arbejde for [X] i hans forretning. I de første 2½ til 3 måneder solgte ansøgeren legetøj og tøj til børn. Efterfølgende begyndte ansøgeren at sælge alkohol og narkotika, fordi [X] bad ham om at gøre dette. Ansøgeren solgte narkotika og alkohol i omkring et år og tre måneder. Ansøgeren solgte kun alkohol og narkotika fra butikken, når dette var aftalt på forhånd. I sommeren 2015 solgte ansøgeren alkohol til et bryllup i landsbyen [Y]. Næste dag, mens ansøgeren befandt sig hos sin faster i landsbyen [Z], fortalte ansøgerens fætter [F], at tre unge mænd havde drukket sig fulde og voldtaget en pige til brylluppet. Samme aften ringede ansøgerens mor til fasteren og fortalte, at hun var blevet opsøgt af nogle personer fra distriktskontoret. Personerne havde sagt, at ansøgeren havde gjort nogle ting i hemmelighed, og havde også spurgt om ansøgerens mor ikke kendte til ansøgerens ulovlige handlinger. Ansøgerens mor svarede personerne, at ansøgeren var uskyldig. Ansøgeren fortalte sin mor, at han var nødt til at udrejse af Afghanistan, fordi han frygtede, hvad der ville ske. Ansøgeren har endvidere oplyst, at han inden episoden ved brylluppet var blevet opsøgt på gaden af en mullah, [M], som havde hørt, at ansøgeren solgte opium. Ansøgeren havde grædt og fortalt mullahen, at dette ikke var korrekt. I slutningen af foråret 2015 mødte ansøgeren samme mullah til en sammenkomst i udkanten af landsbyen [Y]. Mullahen sagde, at Gud skulle forbande [A], som ansøgeren var efterkommer af, fordi mullahen mistænkte ansøgeren for at sælge alkohol og narkotika. Om sin konvertering har ansøgeren oplyst, at han under sit ophold i Danmark har talt med en dreng fra Iran, som introducerede ansøgeren til kirken på et tidspunkt, hvor ansøgeren var ked af det og nedtrykt. Ansøgeren startede med at komme i en kirke i Holstebro i februar 2017. Ansøgeren er kommet i kirken to gange ugentligt siden februar 2017, og planen var, at ansøgeren skulle døbes i september 2017. Ansøgeren blev døbt den 3. september 2017 i Nørrelandskirken i Holstebro. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit oprindelige asylmotiv til grund, idet forklaringen forekommer utroværdig og til dels divergerende. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det forekommer usandsynligt, at ansøgeren igennem 1 år og 3 måneder kunne sælge alkohol og narkotika fra butikken i landsbyen uden, at der på noget tidspunkt var nogen, der kom for at undersøge, om der blev solgt ulovlige varer. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren til gensamtalen forklarede, at han en dag mødte mullah [M] på gaden, og at mullahen fortalte ansøgeren, at han havde hørt, at ansøgeren solgte opium. Ansøgeren forklarede videre, at mullahen senere – efter at ansøgerens far var død – forbandede ansøgeren, og at ansøgeren følte, at mullahen afskyede ansøgeren og vidste, at ansøgeren solgte ulovlige varer. Uanset at ansøgeren senere under samtalen forklarede, at mullahen stadig troede på, at ansøgeren ikke solgte ulovlige varer, forekommer det på denne baggrund ikke troværdigt, at mullahen blot skulle have taget ansøgerens forklaring om, at det ikke var rigtigt, til efterretning, og at det ikke førte til nogen konsekvenser. Det bemærkes herved, at det havde været nærliggende at foretage en ransagning af butikken. Flygtningenævnet finder endvidere ikke, at det forekommer sandsynligt, at myndighederne skulle have fået kendskab til, at det var ansøgeren, der havde solgt alkohol til de tre gerningsmænd, der stod bag den angivelige voldtægt af pigen til brylluppet. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren som ovenfor nævnt aldrig var blevet opsøgt i butikken, og at der efter hans forklaring ikke var nogen, der vidste, at han solgte ulovlige varer. Nævnet har endelig lagt vægt på, at ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen forklarede, at han blev slået af mullahen og nogle folk i landsbyen, da de anklagede ham for at sælge ”disse ting”. Ansøgeren har imidlertid hverken i asylskemaet eller til asylsamtalen forklaret noget herom. Først under gensamtalen – og foreholdt, at han tidligere havde forklaret, at han blev slået af mullahen – oplyste ansøgeren, at han fik en lussing af mullahen. Ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan er i risiko for at være efterstræbt af de afghanske myndigheder eller andre af denne grund. Flygtningenævnets flertal finder vedrørende sur place-motivet, at ansøgeren ved sin forklaring og fremtræden for nævnet har sandsynliggjort, at hans konversion til kristendommen er reel. Flertallet af Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren på overbevisende måde har redegjort for baggrunden for sin konversion og for sin egen kristne overbevisning. Flertallet af Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren siden februar 2017 har deltaget i Gudstjenester om søndagen, at han er blevet døbt den 3. september 2017 efter at have deltaget i dåbsforberedende undervisning i 7 måneder, og at han har gennemført et højskoleophold på [en højskole] i perioden fra 4. januar 2018 til 6. juni 2018 og fortsat opholder sig på højskolen. Flertallet af Flygtningenævnet har endelig lagt vægt på, at ansøgeren fortsat har en stærk tilknytning til kirken, hvilket underbygges af udtalelse af 4. juli 2018 fra sognepræst [C], ligesom flertallet har lagt vægt på udtalelsen af 18. september 2018 fra forstanderen på [en højskole]. Flertallet af Flygtningenævnet finder efter ansøgerens forklaring, at det må lægges til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan åbent vil leve som kristen. Flertallet finder herefter sammenfattende, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” afgh/2018/344/JAH
Nævnet meddelte i oktober 2018 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk alizai og muslim fra [en landsby], Herat, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban. Herudover frygter ansøgeren at blive slået ihjel af sin ægtefælles brødre. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han arbejdede som VVS-installatør på en militærbase i Afghanistan. En aften, da ansøgeren var til bøn i moskeen, blev han kidnappet af Taliban. Ansøgeren fik at vide, at han havde ti dage til at placere en bombe, da han og hans familie ellers ville blive slået ihjel. Ansøgeren fik udleveret bomben, hvorefter han blev kørt tilbage og sat af i nærheden af sin bopæl. Da ansøgeren kom hjem fortalte han sin far, hvad der var sket. Ansøgerens far tog bomben fra ansøgeren og gemte den ude i familiens stald. 22 dage senere blev ansøgeren vækket om natten, idet en mand fra Taliban stod ved hans seng. Ansøgeren blev trukket ud i en bil og kørt til et hus. Under tilbageholdelsen udsatte Taliban ansøgeren for voldelige overgreb, de tvang ansøgeren til at være dansedreng og udsatte ham for seksuelle overgreb. Ansøgeren var tilbageholdt i syv dage, hvorefter ansøgerens far og fem andre mænd kom og hentede ansøgeren og bragte ham til et hospital. Ansøgerens far fortalte ham, at han var blevet løsladt af Taliban, fordi han havde fået endnu en chance til at placere bomben, nu hjemme hos militærlederen, hvor han arbejdede hver fredag. Ansøgeren havde været indlagt på hospitalet i 25 dage, da ansøgerens far kom og fortalte, at ansøgeren skulle tage hjem til sin fars ven. Ansøgeren blev hentet af sin fars ven, som han opholdt sig hos i 50 til 60 dage. Derefter kom der en menneskesmugler, som hjalp ansøgeren med at udrejse. Da ansøgeren befandt sig i Nimruz fortalte menneskesmugleren ansøgeren, at ansøgerens familie var blevet opsøgt af Taliban, som slog ansøgerens far ihjel, voldtog ansøgerens ægtefælle og brændte familiens hus. Efter ansøgerens udrejse af Afghanistan opsøgte Taliban ansøgerens familie yderligere en gang og tog ansøgerens lillebror med sig. Taliban sagde i denne forbindelse, at de ville vente et par dage og se, om ansøgerens meldte sig til dem. Efter et par dage slog Taliban ansøgerens lillebror ihjel. Om sin frygt for sin ægtefælles brødre har ansøgeren oplyst, at brødrene vil slå ham ihjel, så de kan overtage hans forretning. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering at kunne lægge ansøgerens forklaring om sin konflikt med Taliban til grund, idet ansøgeren har forklaret detaljeret, konsistent og uden væsentlige divergenser. Flygtningenævnet finder således, at det må lægges til grund, at ansøgeren har arbejdet 4 til 5 år på nationalhærens militærbase i Herat-provinsen, at han har været tilbageholdt af Taliban med henblik på at få ham til at placere en bombe på militærbasen og efterfølgende hos den øverstkommanderende på militærbasen, og at han under den anden tilbageholdelse blev udsat for fysiske overgreb. Nævnet finder, at ansøgeren herved i tilstrækkelig grad har sandsynliggjort, at han er truet og efterstræbt af Taliban. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil risikere forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet finder imidlertid, at ansøgeren som følge af sit arbejde og det forhold, at Taliban har slået hans far ihjel, er profileret i forhold til Taliban og derfor fortsat må antages at være i Talibans søgelys. Nævnet finder derfor, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. For så vidt angår ansøgerens frygt for ægtefællens brødre bemærker Flygtningenævnet, at ansøgeren efter sin forklaring ikke har oplevet konflikter med brødrene, hverken før han forlod Afghanistan eller efterfølgende, og at det beror på hans egen formodning, at ægtefællens brødre vil slå ham ihjel. Ansøgeren forklaring om, at hans ægtefælle er udrejst til Iran på grund af konflikten kan ikke føre til andet resultat, da det ikke er sandsynliggjort, at brødrene har truet ansøgeren. Under hensyn til det oplyste om ansøgers helbredsmæssige forhold, der er underbygget af omfattende lægelige oplysninger, finder Flygtningenævnet, at det ikke er rimeligt at henvise ansøgeren til at tage ophold et andet sted i Afghanistan. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” afgh/2018/343/JAH
Nævnet stadfæstede i oktober 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim fra Parwan, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter områdekommandanten [A]. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter pashtunere i Afghanistan, Taleban og ISIL. Ansøgeren har til støtte for sin konflikt med områdekommandanten [A] oplyst, at han i 1998 blev beskyldt for at have dræbt [A]s bror, [B]. Ansøgeren flygtede i den forbindelse til Pakistan, hvor han opholdt sig frem til 2003. Ansøgeren tog herefter ophold i Rusland, hvor han blev gift med sin ægtefælle i 2010. Efterfølgende søgte ansøgeren asyl i Danmark i 2011. Efter afslag på asyl i Flygtningenævnet [i foråret] 2012 vendte ansøgeren frivilligt tilbage til Afghanistan [i foråret] 2013. Ansøgerens ægtefælle og parrets fælles barn blev i Danmark grundet ægtefællens opholdstilladelse. Ansøgeren søgte om familiesammenføring, hvorfor hans ægtefælle rejste til Afghanistan i [sommeren] 2015 for at få udstedt en vielsesattest i deres hjemland. I den forbindelse tog ansøgeren til landsbyen [X] for at få landsbylederen til at bekræfte ansøgerens ægtefælles nationalitetsbevis, som herefter blev udstedt af kontoret for amtsdistriktet. Ansøgeren og hans ægtefælle fik herefter udstedt vielsesattesten ved retten i området [Y] i Kabul. Cirka halvanden måned efter, at ansøgeren havde fået sin ægtefælles nationalitetsbevis godkendt hos landsbylederen, blev han opsøgt og anholdt af politiet på sin søsters bopæl, hvor han opholdt sig. Ansøgeren var tilbageholdt i to dage og blev på tredjedagen løsladt mod bestikkelse på 3.000 dollars, da ansøgeren var på vej til retten. Ansøgeren udrejste herefter af Afghanistan. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet kan tiltræde, at der ikke er kommet afgørende nye oplysninger i sagen siden Flygtningenævnets afgørelse af [en bestemt dato i foråret] 2012. Vedrørende den af ansøgeren oplyste oprindelige konflikt bemærker nævnet, at nævnet finder det usandsynligt, at ansøgeren skulle være blevet anholdt af politiet i 2015 på baggrund af beskyldninger om et drab begået i 1998, hvor offeret angiveligt var bror til en fremtrædende lokal kommandant. Ansøgeren har selv forklaret, at den pågældende kommandant efterstræbte ansøgeren med henblik på selv at hævne sig. Ikke desto mindre forklarer ansøgeren nu, at kommandanten, som efter ansøgerens forklaring må antages at være blevet bekendt med ansøgerens ophold hos dennes søster, åbenbart nu i stedet har valgt at henvende sig til politiet. Ansøgerens forklaring om, at en lokal embedsmand, der udstedte ansøgerens vielsesattest, skulle være bekendt med denne på det tidspunkt 17 år gamle konflikt, forekommer tillige usandsynlig. Flygtningenævnet lægger ligesom Udlændingestyrelsen vægt på, at ansøgeren uden vanskelighed, efter sin tilbagevenden til Afghanistan i 2013, gentagne gange har haft kontakt til de afghanske myndigheder. Flygtningenævnet finder det endvidere påfaldende, at ansøgeren til sin asylsamtale [i sommeren] 2017 jf. forklaringen side 10 oplyste, at han efter at være blevet anholdt af politiet blev løsladt mod betaling af 3.000 dollars, som hans svoger havde betalt. Ved fremmøde i Flygtningenævnet har ansøgeren imidlertid på forespørgsel forklaret, at pengene i det væsentlige stammede fra ham selv herunder fra midler, som han havde modtaget i forbindelse med sin tidligere udrejse fra Danmark. Endvidere bemærker nævnet, at ansøgeren efter at have forladt Danmark først søgte om familiesammenføring, derefter om et tremåneders visum og endelig, da der var blevet meddelt afslag på begge ansøgninger, udrejste af Afghanistan og på ny søgte asyl i Danmark. For så vidt angår det af ansøgeren anførte om de generelle forhold i Afghanistan herunder ansøgerens frygt for Taleban, ISIL og forfølgelse over for hazaraer, kan dette ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet kan i det hele tiltræde det af Udlændingestyrelsen om disse forhold anførte. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh 2018/342/ATN
Nævnet meddelte i oktober 2018 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk sadat og shiamuslim af trosretning fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han har arbejdet som politibetjent med rang af løjtnant i Afghanistan hos Afghan National Police (ANP) fra 2008 og frem til sin udrejse. Han frygter ved en tilbagevenden til hjemlandet Taliban og personen [A], idet han har været med til at ransage denne talibaners bopæl. Han frygter endvidere en person ved navn [B], idet han har arresteret fem medlemmer af den bande, som [B] var leder af. Han frygter herudover personer, som har begået tyveri fra ISAF’s ejendom, herunder [C] og [D], som ville have ansøgeren til at løslade en af de arresterede personer i forbindelse med tyveriet. Ansøgeren frygter endvidere en person ved navn [E], som han har skudt i benet. Endelig frygter han de afghanske myndigheder, idet han har forladt sin stilling som politibetjent uden tilladelse. Konflikten med Taliban og [A] opstod om morgenen [i efteråret] 2015 i forbindelse med en ransagning af [A’s] bopæl. [A] var under politiets mistanke som følge af betydelig trafik af talibanere til og fra [A’s] bopæl. Alene [A’s] ægtefælle var hjemme under ransagningen. Ansøgeren bankede på porten og præsenterede sig med navn og titel. Under ransagningen blev fundet våben, som blev beslaglagt. [I efteråret] 2015 om aftenen ringede ansøgerens bror, [F], der fortalte ansøgeren, at der havde været tre til fire bevæbnede personer på ansøgerens bopæl, som havde spurgt efter ham og udsat [F] for fysiske overgreb, hvorunder det var lykkedes ansøgerens bror at flygte til naboen. Ansøgeren ringede herefter til sin arbejdsplads og fik lov til at medbringe fire til fem bevæbnede personer til sin bopæl, hvor de fandt et trusselsbrev fra Taliban. Næste morgen fik ansøgeren oplyst, at han ikke kunne få hjælp i form af bevogtning ved sin bopæl eller lignende, men at han kunne blive tilbudt andre opgaver inden for politiet. Samme aften tog ansøgeren hjem til sin svigerfar, hvor hans ægtefælle og børn tillige befandt sig. [I efteråret] 2015, omkring 10 til 12 dage efter angrebet på ansøgerens bopæl, udrejste ansøgeren af Afghanistan. Flygtningenævnet lægger i lighed med Udlændingestyrelsen til grund, at ansøgeren har arbejdet som politibetjent med rang af løjtnant i Afghanistan hos Afghan National Police (ANP) fra 2008 og frem til sin udrejse. Flygtningenævnet lægger endvidere ansøgerens forklaring om sin konflikt med Taliban og [A] til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren helt generelt og i særdeleshed om konflikten med Taliban har forklaret detaljeret, i alt væsentligt konsistent og troværdigt. Hans forklaring understøttes tillige af ansøgerens brors forklaring til sin asylsag. Flygtningenævnet finder herefter og efter de foreliggende baggrundsoplysninger om Taliban, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet er i konkret og individuel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” afgh/2018/341/SHH
Nævnet stadfæstede i oktober 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pastun og sunni-muslim fra Zhari, Kandahar-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive tvunget af sine morbrødre til at arbejde for Taliban. Morbrødrene er højtstående medlemmer af Taliban. Han frygter endvidere, at morbrødrene vil slå ham ihjel, hvis han nægter at arbejde for Taliban. Ansøgeren frygter derudover, at hans halvbrødre vil udlevere ham til sine morbrødre. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han er vokset op sammen med sin stedmor og sine to halvbrødre, fordi hans egne forældre blev dræbt, da han var to år. Omkring to år inden ansøgerens udrejse af Afghanistan opsøgte hans to morbrødre ansøgerens bopæl og tilbød hans stedmor og halvbrødre penge for, at de kunne tage ansøgeren med, således at han kunne blive en del af Taliban. Moren og halvbrødrene accepterede tilbuddet, og sagde til ansøgeren, at han skulle bo hos sine morbrødre. Ansøgeren tog dagen efter over til sin nabo [A], fordi han ikke ønskede at være en del af Taliban. Naboen sørgede for, at ansøgeren kom til Kandahar for at arbejde for ham i et valutabureau. Ansøgeren boede og arbejdede i Kandahar i næsten to år. Et par dage inden ansøgerens udrejse af Afghanistan kom politiet til valutabureauet og spurgte efter ansøgeren. Ansøgeren blev advaret og gemte sig. Han tror, at han er blevet genkendt af nogle kunder, hvorefter halvbrødrene havde sendt politiet hen til valutabureauet for at hente ham og overlevere ham til morbrødrene. [A] kørte ansøgeren hjem til en af hans bekendte, hvor han opholdt sig i 2-3 nætter. [A] kunne ikke længere sørge for ansøgerens sikkerhed, hvorfor han arrangerede hans udrejse. Under ansøgerens ophold i Danmark har han modtaget kopi af to trusselsbreve fra sine morbrødre, hvoraf det fremgår, at de vil dræbe ham, fordi han ikke har gjort, som de har sagt. Trusselsbrevene er blevet sendt af ansøgerens tidligere kollega fra valutabureauet, som fik brevene fra ansøgerens stedmor. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgeren på centrale punkter har forklaret divergerende og udbyggende, ligesom væsentlige dele af ansøgerens forklaring ikke fremstår sandsynlig og fremstår konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret forskelligt om sin fars beskæftigelse. For Flygtningenævnet har ansøgeren først forklaret, at han ikke vidste, hvad hans far havde beskæftiget sig med. Senere har ansøgeren for Flygtningenævnet forklaret, at ansøgerens far ejede nogle hoteller, hvor han arbejdede, hvilke hoteller stadig var ejet af familien, herunder hans halvbrødre. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret forskelligt om sine halvbrødres beskæftigelse for Flygtningenævnet. Ansøgeren oplyste først, at de arbejdede for politiet. Foreholdt asylsamtalen side […] har ansøgeren forklaret, at hans halvbrødre arbejdede på hoteller, som de havde arvet fra ansøgerens far. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at det forekommer påfaldende, at ansøgeren ikke kan forklare noget om disse hoteller, og at han aldrig har set dem. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret forskelligt, hvem ansøgerens morbrødre talte med, da de kom og ville tage ansøgeren. Til asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at de talte både med ansøgerens halvbrødre og ansøgerens stedmor. Til oplysnings- og motivsamtalen oplyste ansøgeren, at de kun talte med ansøgerens stedmor. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret forskelligt om, hvem der sagde, at han skulle rejse fra sit hjem og hen til morbrødrene. I oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren oplyst, at det var stedmoren, der sagde det. I asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at det var halvbrødrene. For Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at det både var stedmoren og halvbrødrene. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret forskelligt om sit ophold i naboen [A’s] virksomhed. I oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren oplyst, at han brugte den løn han tjente i butikken til at kunne udrejse af Afghanistan, og til asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at han de sidste 2-3 måneder, inden han udrejste, arbejdede i butikken. For Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at han ikke arbejdede i butikken, men da han udrejste, fik han af [A] penge til udrejsen, der udgjorde hans løn. I asylskemaet har ansøgeren ikke skrevet om et ophold hos [A], men at han stak af fra bopælen, da hans brødre sagde, at han skulle bo sammen med sine morbrødre, og at han til en af hans fars venner og partner sagde, at han manglede penge for at forlade landet, hvilket han sagde ok til og sendte ham hertil. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om, at han opholdt sig to år i et værelse hos [A], og at han ikke kom uden for huset i to år ikke forekommer sandsynlig. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende om sit asylmotiv. Ved asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at 2-3 dage før hans udrejse kom politiet og spurgte efter ham i valutabureauet, hvor han arbejdede og boede, hvilket ansøgeren ikke har nævnt i asylskemaet og i oplysnings- og motivsamtalen. For Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at politiet og hans brødre kom efter ham. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge vægt på ansøgerens angivelige trusselsbreve fra hans morbrødre til grund. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2018/340/THJ
Nævnet meddelte i september 2018 opholdstilladelse (B-status) til et ægtepar samt tre børn fra fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etnisk tadjikker og sunnimuslimer fra Mazar-e-Sharif, Afghanistan. Ansøgerne har ikke været medlemmer af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at Taliban vil slå dem ihjel, idet den mandlige ansøger har angivet Taliban til myndighederne. Til støtte for deres asylmotiv har ansøgerne oplyst, at den mandlige ansøgers har arbejdet som koordinator og repræsentant for [virksomhed A]og [virksomhed B], hvor hans arbejde bestod i at sørge for at betale told for indkomne varer og koordinere den videre transport af disse varer. Taliban ringede en dag til den mandlige ansøger og sagde, at han skulle aflevere tolden af de indkomne varer til dem. De efterfølgende ti dage ringede Taliban seks til syv gange, hvor de fortsat bad om penge. De blev samtidig mere og mere truende. Den mandlige ansøger fortalte om opkaldende til sin arbejdsgiver, men det blev ikke taget alvorligt, hvorfor han fortalte sin far om opkaldende. Faren sagde til ham, at han skulle fortælle det til myndighederne, hvilket den mandlige ansøger gjorde. Myndighederne begyndte at aflytte den mandlige ansøgers telefon, hvilket førte til, at nogle af Talibans medlemmer blev anholdt. Den efterfølgende måned blev de ikke kontaktet af Taliban, men en nat ringede Taliban og sagde, at den mandlige ansøger havde forrådt det islamiske folk og krævede 100.000 USD, således at de kunne befri deres medlemmer, men den mandlige ansøger nægtede. Nogle dage efter blev deres søn kidnappet på vej hjem fra skole. Taliban ringede om eftermiddagen og sagde, at de havde taget deres søn, og at han skulle gøre, som de sagde. Om natten ringede de igen og sagde, at han havde en måned til at fremskaffe de 100.000 USD, hvorefter de ville få deres søn tilbage. Den mandlige ansøger kontaktede myndighedere og fortalte, hvad der var sket. Omkring 12 dage efter ringede Taliban og sagde, at han skulle komme ud til porten ved sit hus og hente sin søn. Da den mandlige ansøger gik derud, fandt han sin søn død. To dage efter drabet på sønnen ringede Taliban igen og sagde, at han fortsat skyldte dem penge, og at hvis han ikke kunne fremskaffe dem, ville resten af familien lide samme skæbne som hans søn. Ansøgerne udrejste herefter straks af Afghanistan. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgernes forklaringer om deres asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgernes forklaringer fremstår troværdige, og at de i et vist omfang støttes af oplysningerne fra Udenrigsministeriet om den mandlige ansøgers ansættelse i de pågældende firmaer samt skrivelsen fra den mandlige ansøgers arbejdsgiver om, at ansøgeren sagde sit arbejde op på grund af et problem, han fik. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at divergenserne i ansøgernes forklaringer må anses for ubetydelige for asylmotivet. Flygtningenævnet finder, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet finder, at ansøgerne ikke kan henvises til at tage ophold et andet sted i Afghanistan end Mazar-e-Sharif. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at der er tale om en familie med små børn, og at forældrene må anses som sårbare. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgerne og deres tre medfølgende børn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Afgh/2018/339/CHHA
Senest opdateret: 20-06-2018
Udgiver: Flygtningenævnet
Søg i arkivet
Der kan søges på tværs af emneord ved at afkrydse flere emneord fra alle grupper.
Hvis du vil søge på fritekst i praksis, kan du afgrænse søgningen ved at bruge søgefeltet.
